NIKKmagasin

NIKK magasin
NR. 1 - 2003
S e k s u a l i t e t O G identitet
NIKK - Nordisk institutt for kvinne- og kjønnsforskning
Fo t o : Pe r E i d e / S a m fo t o
Seksualitet, identitet og kjønn
Seksualitet har blitt tema for humaniora og samfunnsvitenskap på
fundamentalt nye måter de siste 10-15 årene. I nordisk og internasjonal kvinne- og kjønnsforskning stilles det i dag spørsmål ved
'det naturlige' ved seksualitet. Det som før ble studert som et rent
kroppslig fenomen knyttet til en opprinnelig og stabil seksuell identitet, blir nå oftere utforsket med fokus på de sosiale og kulturelle
aspektene, der også endring og utvikling står sentralt. Seksualitet blir
nå ofte forstått som forhandlingsprosesser i individers liv, relatert til
historisk skiftende samfunnsinstitusjoner og rådende ideer om kjønn
og seksualitet. Seksuell identitet blir utforsket som sosio-kulturelt og
diskursivt konstituert. Dette gjør at seksualitet som politikk, seksualitet og makt, også blir studert ved hjelp av nye analytiske tilnærminger. Portrettintervjuet av Tiina Rosenberg, docent i teatervitenskap og genusvitenskap ved Stockholms universitet – og for mange
kjent som ”Ms Queer” i Sverige - kan være et bilde på hvordan
mange har opplevd denne endringen. ”Som queerteoretiker tror jag
inte på att kön och sexualiteter är stabila identiteter utan formade
av diskriminerande maktstrukturer som ständigt upprepas. För mig
är heteronormativiteten den maktstruktur som styr vad som anses
normalt, naturligt, sunt och riktigt i samhället. Jag menar att den
heterosexuella matrisen producerar genus, snarare än tvärtom”, sier
Tiina Rosenberg i dette NIKK magasin intervjuet. Eva Lundgren
kritiserer i sitt bidrag queertenkning for å være udemokratisk, særlig
fordi den gir rom for en ekspanderende mannlighet.
De fleste artiklene denne gangen benytter seg av analytiske perspektiver som kan benevnes som ”poststrukturalistisk” eller ”konstruktivistisk”. Felles for dem er at de er fundert på en forståelse av seksualitet
og identitet som noe som forhandles i sosio-kulturelle handlingsrom. I
to artikler er kjennetegnene ved handlingsrommet helt vesentlige; i Nina
Rundgrens artikkel gjelder det spørsmålet om etnisk tilhørighet, for
Janne Bromseth gjelder det nett-medierte forhandlinger om seksuell
identitet. I to bidrag tematiseres seksuell orientering og heteroseksualitet som norm. Trine Annfelt undersøker konstitueringen av en heteroseksuell norm på jazz-arenaen, mens Dorthe Staunæs studerer
skoleelever mellom 12 og 14 år, der kjønn og forventninger om heteroseksualitet ”infilterer seg” seg med kategorien etnisitet. Sarah Holst
Kjær viser hvordan ungdoms seksuelle identitet skrives inn i forestillingene om mannlig, kvinnelig, voksen og barn som såkalte eksperter
besitter. Anette Dina Sørensen tar for seg hvordan symboler og fragmenter fra pornografien glir inn i massekulturen med den konsekvens at
tradisjonelle kjønnsrollemønstre forsterkes. Agnes Bolsø diskuterer
den mannlige begjærstrukturen og det kvinnelige som ”det andre” i pornografien, om hvordan vår kultur kobler nytelsen og begjæret til makt og
kjønn. Hun stiller spørsmål om symbolikken i pornografien kan endres, om
vi kan installere andre tegn for å gi betydning til seksuelt begjær.
Redaksjonen håper at dette temanummeret vil inspirere til debatt på
nordisk plan om forståelser av kjønn, seksualitet og identitet.
NIKK magasin
innehold:
NR. 1 - 2003
DE PERFEKTE, DE KEDELIGE
OG DE BILLIGE
Forventinger til seksualitet og normativitet infiltrerer sig ikke
bare med køn men også med kategorier som alder og etnicitet,
når 12-14 årige skoleelever forsøger at skabe mening og
orden i deres skoleliv. I denne proces konstrueres ”de perfekte”,
”de kedelige”og ”de billige” , viser ph.d. projektet til
Dorthe Staunæs ved Danmarks Pædagogiske Universitet.
SIDE 4
QUEERING ME SOFTLY
Gjemmer det seg ekspanderende mannlighetsprosjekter bak trendy
queer iscensettelser? spør professor Eva Lundgren ved Uppsala
universitet med henvisning til den norske legen Espen Benestads
trans-iscenesettelse av seg selv som Esther Pirelli i dokumentarfilmen "Alt om min far" laget av sønnen Espen (bildet).
SIDE 8
INTERVJUN: SVERIGES MS QUEER
NIKK magasin
NR. 1 - 2003
S e k s u a l i t e t O G identitet
I sin senaste bok Queerfeministisk agenda beskriver Tiina
Rosenberg queer som en vidareutveckling och påbyggnad på feministisk-, lesbisk- och gay-teori och aktivism. Den är ett stycke
samtida köns-och sexualitetshistoria och kan kännas befriande
för dem, som liksom Tiina Rosenberg, inte känner sig hemma i
traditionell feminism. Det säger journalist Maria Jacobson
som har porträtterad ”Sveriges Ms Queeer”.
SIDE 15
Ære/skam og forhandling
om egen seksualitet
NIKK - Nordisk institutt for kvinne- og kjønnsforskning
NIKK magasin 1-2003
ISSN 1502-1521
UTGIVER:
NIKK – Nordisk institutt
for kvinne- og kjønnsforskning
REDAKTØR:
Trine Lynggard
[email protected]
TEMAREDAKTØR:
Agnes Bolsø
[email protected]
GRAFISK DESIGN:
Alien Design
TRYKKING:
CDDU Repro
OPPLAG:
7 000
FORSIDEFOTO:
Foto: Jo Selsing / BAM / Samfoto
GRATIS ABONNEMENT:
www.nikk.uio.no
Innenfor en moral av ære og skam er
unge jenters seksualitet et offentlig anliggende i tyrkiske innvandrermiljøer i
Stockholm. Men i det private har jentene
mulighet til å forhandle.
SIDE 12
Nettets "private sfærer"
Internett gir økte muligheter og ressurser
for utforsking og utvikling av seksuell
identitet på siden av det heteronormative.
SIDE 19
Jazz og seksuell orientering
Jazzutdanning ser ut til å være spesielt
mannlig heteroseksuelt dominert, og
hvorfor er det så få få åpne homoseksuelle og lesbiske jazzutøvere? SIDE 22
seres som en ekspert-genre som reproducerer en fremherskende heteroseksuel og
hegemonisk mandlighetsorden. SIDE 26
Rosen og kjønnsorganet
Både i erotiske og pornografiske tekster
dominerer den mannlige begjærstrukturen mens kvinnen er "den andre." Er det
mulig å endre symbolikken - installere
andre tegn for å gi betydning til seksuelt
begjær? SIDE 31
Pornografi og køn
i massekulturen
Med pornografiens massekulturelle
gennemslag bevæger vi os mod kvindelighedens ultimate seksualisering, med en
kønsrollefordeling som i mainstream
hardcore-pornografien. SIDE 32
Debatt SIDE 35
Eksperter om unges seksualitet
Omtalen av unges seksuelle identitet i
den københavnske gratisavis Urban analy-
3
Fo t o : O l l e L i n d s t e d t / M i ra / S a m fo t o
4
NIKK magasin
NR. 1 - 2003
NIKK magasin
NR. 1 - 2003
DE PERFEKTE, DE KEDELIGE
og DE BILLIGE
Om (hetero)seksualitet og etnicitet
blandt 12-14 årige piger
Af DORTHE STAUNÆS
Adjunkt, cand. psych. Danmarks Pædagogiske Universitet,
Institut for Pædagogisk psykologi
[email protected]
12-14-årige elever i skolen bruger sociale kategorier som køn, etnicitet, alder
og seksualitet som orienteringsredskaber, hvormed de kan forstå, kategorisere
og hierarkisere hinanden. I forhold til seksualitet er der set med elevernes øjne
noget, der hører til drengekategorien og noget der hører til pigekategorien.
I den proces konstrueres ”de perfekte”, ”de kedelige” og ”de billige” piger.
De piger, der positioneres som ”indvandrerpiger” er tendentielt fraværende
i elevernes fortællinger om seksualitet.
T
re pointer har domineret den
nyere kønsforskning om seksualitet og identitet. For det første, at køn og seksualitet er sociale kategorier man kan bruge som orienteringsog sorteringsredskaber til at forstå og
hierarkisere hinanden med (West &
Zimmerman 1987). Og for det andet,
at seksuel orientering medformer de
måder, man kan gøre køn på og dermed
også de måder, man i andres øjne kan
blive et værdigt og genkendeligt subjekt
på. For det tredje at det heteroseksuelle
imperativ, dvs. den normative forestilling og forventning om, at seksuelt
begær skal rettes mod personer af modsat køn er stærkt og dominerende
(Butler 1990; 1993).
I mit ph.d.-projekt om etnicitet,
køn og skoleliv blandt 12-14-årige skoleelever (Staunæs 2002), viser det sig, at
disse tre pointer må tænkes videre og
kompliceres i forhold til yderligere to
sociale kategorier, nemlig alder og etnicitet. I forhold til seksualitet er der også
set med elevernes øjne noget, der hører
til drengekategorien og noget, der hører
til pigekategorien. Men der er yderligere
forventninger og normer blandt eleverne, der handler om, hvad man kan og
ikke kan, når man er barn, og noget
man kan og ikke kan, når man er ung.
Og der er noget man kan, og noget man
ikke kan, når de kategorier man tildeles
er hhv. hvid/etnisk dansk og sort/etnisk
anden.
Reguleringen af seksualitet har ikke
bare en kønnet dimension men endvidere en etnisk gennemfarvning, og den
ser ud til at strammes i tiden fra barndommen og ind i ungdommen. For at
forstå et sådan flerkategorialt tema kan
man bruge begrebet intersektionalitet,
der skal fange, hvordan kategorier og
systemer gennemkrydser (intersect) hinanden. Kategorier ikke blot gennem-
krydser hinanden, de griber også ind i
hinanden, indholdsudfylder og sammenlåser hinanden (interlock) gensidigt
(Mørck 1994; Ratschack 1998; Min-ha
1989). Kategorierne er snarere indbyrdes infiltrerede.
Mit analytisk fokus ligger på de
betydningssystemer og orienteringskategorier forskellige piger anvender og skaber i deres indbyrdes relationer, og på de
måder disse infiltrer sig med kategorierne alder og etnicitet. Hvilke seksuelt
konnoterede kategorier bruger de som
redskaber til at sortere sig selv og hinanden? Hvordan spiller deres forestillinger
om det alderssvarende sammen med
sådanne kategorier? Og hvordan spiller
deres forventninger om etnicitet sammen med/udfordrer sådanne kategorier?
Jeg vil skitsere konkrete subjektiveringsmuligheder for piger i skolelivet og vise,
hvorledes sociale kategorier infiltrer sig
med hinanden, og hvordan oriente-
5
6
NIKK magasin
ringskategorier står parat til at ”hverve”
bestemte skolepiger. Om hvervningen
lykkes afhænger af, hvordan pigerne forholder sig til drenge og til ungdomslivet
som sådan, og det afhænger især af hvilke etnisk/racialiserede tegn på kroppen,
de bærer (se Søndegaard 1996). Det
empiriske materiale er produceret i to 7.
klasser på to forskellige folkeskoler i en
københavnsk forstad. Materialet består
af feltnoter, interview med lærere og elever, elevers egne fotos samt en række
stile og projektarbejder, eleverne skrev,
mens jeg deltog i deres skoledage.
Alder og passende
heteroseksualitet
Det kan se ud, som om det heteroseksuelle imperativ om begær på tværs af køn
tilspidses i netop overgangen mellem
barndom og ungdom (Thorne 1993;
Rich 1980). Men det er ikke nok at
opfylde imperativet. Opfyldelsen skal
gøres på passende måder, der svarer til
de forventninger, der knytter sig til alderen mellem 12 og 14 år. I den alder er
man ikke længere rigtig barn. Man er på
vej til at blive ung, men man er heller
ikke rigtig ung endnu. De seksuelt
romantiske muligheder og forventninger handler om, hvad der ifølge elevernes
betydningssystemer er legitimt at tænke,
føle og gøre som 12-14-årige piger. 1214-årsalderen, pigekønnet og heteroseksualitet filtrer sig ind i hinanden, og det
kommer i den dominerende diskurs
blandt eleverne til at skabe en norm og
forventning om, at piger i den alder er
nybegyndere i seksuelt-romantiske relationer, og at det hovedsagelig er romantiske og i mindre grad seksuelle møder,
de deltager i. Hvis man som 12-14-årige
pige gør seksualitet på den måde, kan
man hverves til orienteringskategorien
”de perfekte”.
”De perfekte”
I løbet af tiden ud af barndommen og
ind i ungdommen ser det ud til, at man
i højere og højere grad skal være en
bestemte slags ”ung”, hvis man skal være
med der, ”hvor det sker” og blive ”perfekt”, dvs. en der opfylder de normer og
forventninger, der dominerer skolekonteksten. Den ”perfekte” pige er hende,
NR. 1 - 2003
der fester igennem, drikker spiritus, går
i kropsnært tøj og deltager på passende
vis i seksuelt-romantiske relationer. Det
passende er at styre sine følelser og sit
seksuelle begær. Man bryder ikke sammen, når der slås op. Man begærer ikke
for intenst. Man håndterer sit begær, og
man indretter det på et passende leje. I
den seksuelt-romantiske alliance går
man ikke hele vejen; man gør ikke ”det”
med ”dem” endnu. Man taler om og
kigger på drenge. Man er interesseret i
og seksuelt tiltrukket af drengene, men
man går ikke ”hele vejen”. Det er
heteroseksualitet uden berøring (Haavind 2002 in prep), og man indretter sit
begær i forhold til passende begærsobjekter, dvs. nogle jævnaldrende, kønnede Andre.
”De billige”
Men den subjektiveringspraksis foregår
ikke i isolation, og den gør noget ved
andre måder at positionere sig på.
Sabrina er en af de piger, der gang på
gang udpeges af de øvrige piger, som en
der gør køn, seksualitet og alder skævt.
Den figur Sabrina gør udpeger en grænse, indenfor hvilken en legitim og acceptabel subjektposition som pige udfolder
sig. Sabrina nøjes ikke med at tale om
eller kigge på drenge. Hun ”gør det med
dem”. Og fordi hun ”gør det med dem”
i en alder af kun 13 år (!), opfatter de
øvrige piger hende som ”billig”. ”Billigheden” fasttømres, når hun oven i købet
gør det med drenge, der er betydeligt
ældre end hende selv. Den cementeres
yderligere, når hun overtræder et andet
af skolegårdens imperativer, nemlig det
der handler om monoetniske begærsrelationer ved at ”gøre det med udlændingedrengene”. Der er nogle, man helt
”naturligt” kan rette sit begær mod, og
så er der nogle, der kræver forklaring.
Hvor begærsretning forventes at gå på
tværs af køn, er begærsretning på tværs
af etnicitet forklaringskrævende.
”De kedelige”
Hvis man overhovedet ikke engagerer
sig i det heteroseksuelle imperativ og slet
ikke interesserer sig åbenlyst for drenge,
bliver man let hvervet til kategorien
”kedelig”. Det er sådan nogle som f.eks.
Tina og Marie, der hellere vil lave skoleblad og tegne, og sådan nogle som Aisha
og Sonja, der i stedet bruger frikvartererne ved skolens computere. Og det er
sådan en som Selma, der går med tørklæde og ”ikke må noget med drenge”.
Det er piger, der ikke umiddelbart ser
ud til at kigge på eller interessere sig for
drenge.
De tre orienteringskategorier peger
på, at relationen til drenge er vigtig i forhold til pigernes gensidige positioneringer. Og hvor homoseksualitetstemaet
ville aktiveres blandt drenge, er det snarere promiskuitet eller aseksualitet, der
tænkes i, når piger ikke gør passende
heteroseksualitet. Spørgsmålet er nu,
om bestemte etnisk racialt kropsmærkede piger lettere hverves til de promiskuøse kategori, og om andre lettere hverves
til de aseksuelles?
”Den perfekte” og etnicitet
I interviewene spørger jeg om ”den perfekte unge” har en bestemt etnicitet, og
om ”den perfekte unge” ændrer sig, hvis
etnicitetskategorien ændres. Rebecca er
ved at skrive et projekt om den perfekte
ung, og hun svarer, at hun og hendes
gruppe sagtens kunne skrive om en perfekt ung, der går med hovedtørklæde:
”Det kan jo også godt være en perfekt
ung. Men altså nu skrev vi også, at hun
gik meget til fester. Det ku’ så være, vi
havde dæmpet lidt ned på det.”
Trods Rebeccas princip om, at den
perfekte unge kan gå med tørklæde og
være positioneret som sort/etnisk
anden, er det ikke den figur, der vælges,
når den perfekte unge skal tales frem.
Det er en bestemt pigefigur, der bliver
den altdominerende norm i overgangen
mellem barndom og ungdom. Man skal
nu konformere til noget helt bestemt for
at være den perfekte unge pige. Ellers er
man ikke med. Der er grænser for
mangfoldigheden. Som Rebecca-citatet
indikerer, ved de øvrige elever godt, at
piger med tørklæder eller/og sorte/
etnisk andre kropstegn også kan være
”de perfekte unge”. Men målt efter idealerne i skolelivets hegemoniske diskurser er de det bare ikke. I overgangen fra
barndom til ungdom bliver de piger
snarere irrelevante Andre for de piger,
NIKK magasin
NR. 1 - 2003
der gerne vil ind i kategorien af de perfekte. Piger som f.eks. Selma, der går
med hovedtørklæde, ekskluderes gradvist gennem den indsnævring og seksualisering af subjektiveringstilbudene, der
sker i overgangen fra barndom til ungdom. De bliver lettere hvervet til kategorien ”kedelige”.
For de fleste voksne kvinder er det
uantageligt, at blive taget på dagligt, når
man går gennem bestemte passager i
arbejdspladsens bygninger. For nogle
piger mellem 12 og 14 år ser det ud til,
at drenges gramserier er en obligatorisk
del af skolelivet, når de går gennem skolens korridorer. Men det er ikke alle
unge pigekroppe, der aktiverer forestillinger blandt drenge om, at her kan der
gramses. Det handler om, hvilke aldersog etnicitetskonnoterede tegn de bærer.
Det ser ud til, at den biologiske forandring, der indtræder i den alder, får en
betydning, når en ”fremmelig” pigekrop
i højere grad læses som en del af korridorlivets gramsezone end en mindre
”fremmelig” krop. Men også bestemte
etnisk racialiserede kropstegn seksualiseres i højere grad, hvorimod andre nærmest afseksualiseres. Det ser ud til, at
den kategori eleverne kalder ”indvandrerpiger” nemmere kan undgå gramserier:
”fordi indvandrere kan sige: ”Jeg er
muslim, og det må du ikke gøre”.
Danskerne, de kan sige: ”La’ vær’ med at
gøre det, jeg kan ikke li’ det.” Så siger
drengene bare: ’”Næ, næ, du ka’ godt li’
det. Der er også nogen andre, der har prøvet det på dig.”
siger 13-årige Birgül og peger på, at
piger med hvide, etnisk danske kropstegn for det første aktiverer en forestilling om seksuel tilgængelighed, og for
det andet ikke kan henvise til hverken
manglende individuel lyst eller overordnede religiøse hensyn, hvis de vil undgå
gramseri. I Birgüls fortælling produceres
der to dominerende positioner for piger i
korridorerne. Det er hovedsageligt piger,
der positioneres som muslimske indvandrer, der kan holde begramsende
hænder på afstand, og det er hovedsageligt piger, der positioneres som etnisk
danske, der må lægge krop til forestillinger om kvindelig seksualitet. Det er en
etnisk forskelssætten, hvor det ene sæt
kropstegn, det sorte/etniske andet signalerer utilgængelighed. Også i mit øvrige
materiale kan jeg se, at de piger, der positioneres som ”indvandrerpiger” tendentielt er fraværende i elevernes fortællinger
om seksualitet. De er ikke blot gjort
ærbare. De er snarere usynliggjorte som
seksuelle væsener. Det andet sæt kropstegn, det hvide/etnisk danske, aktiverer
derimod forestillinger om lyst, tilgængelighed og undertiden promiskuitet.
En ny rollefordeling
Det er, som om de to sæt kropstegn gensidigt kommer til at dekonstruere, forstærke og forvride hinanden, hvorved
den pige, der positioneres som etnisk
dansk, er snublende nær på positionen
som ”billig luder” og den pige, der positioneres som ”muslimsk indvandrer”,
glider ind i de aseksuelles, ”de kedeliges
rækker. De to pigekategorier konstituerer hinanden gensidigt og strammer
konstruktionerne om hinanden. Det
betyder, at 12-14-årige piger, der bærer
hvide/etnisk danske kropstegn lettere
kategoriseres promiskuøse og 12-14årige piger, der bærer sorte/etnisk andre
kropstegn lettere opfattes som aseksuelle. Der etableres altså et mønster, hvor
fortolkningen af feminin hvid- og
danskhed hovedsageligt foregår i rummet mellem ”de perfekte” og ”de billige”, og hvor bærere af sorte/etnisk andre
kropstegn, udlændingetegn principielt
kan hverves til de ”perfektes” kategori,
men sjældent gør det, fordi kedelighedskategorien allerede har grebet dem.
Det er en interessant rollefordeling i
forhold til, at koloniale diskurser ofte
hyperseksualiserede og fremskrev Østen
eller Orienten som arnested for den
”frie” og tøjlesløse seksualitet modsat de
repressive systemer i de vestlige industrialiserede lande (Loshitzky 2000). De
vestlige verdenskulturprodukter har
budt på en række historiske haremsfantasier om tilslørede kvinders seksualitet
og lystighed (Piertse 1994), og i orientalske kulturprodukter blev Orienten
med Edward Saids ord løftet frem som
stedet for ”excessive freedom of intercourse and freedom of licentious sex”
(Said 1978: 167). I fortællingerne fra
skolelivet omvendes de koloniale forestillinger. Hermed udfordres det plot,
hvor den hvide kvinde optræder som
sart jomfru på piedestalen, og hvor vellyst og potentiel promiskuitet placeres
blandt de sorte/etniske andre. Udfordring og ombytning af rollerne understøttes af elevernes viden om historiske
begivenheder som den danske seksuelle
frigørelse og pornoens lovliggørelse i
1960’erne.
Spørgsmålet er nu, om en jævnaldrende pige med sort/etnisk andre
kropstegn kan hverves til de billiges
kategori? Og om en jævnaldrende pige
med hvid/etnisk dansk kropstegn kan
hverves til de kedeliges kategori? Det
kan de principielt godt, og i mit materiale kan jeg også finde dem. Men pointen er, at deres praksisser skal udsende
meget kraftige signaler for at overdøve
det subjektiveringsmønster, der allerede
står parat til at hverve dem.
LITTERATUR
Butler, Judith (1993): Bodies that matters. On the discursive
limits of “sex”. Routledge. London.
Haavind, Hanne (2002 in prep): Contesting and Re cognizing
Historical Changes and Selves in Development. Upubl. Manus.
Loshitzky, Yosefa (2000): “Orientalist representations. Palestinians
and Arabs in some postcolonial film and literature.” I Hallam,
Elizabeth & Brian V. Street (eds.): Cultural Encounters.
Representing ‘Otherness’. Routledge. London.
Minh-ha, Trinh (1989): Woman, Native, Other. Writing
Postcoloniality and Feminism. Indiana University Press,
Bloomington and Indianapolis.
Pieterse, Jan Nederveen (1994): Hvidt på sort. Illustrerede fordomme. Mellemfolkeligt Samvirke. København.
Rich, Adrienne (1980): “Compulsory Heterosexuality and Lesbian
Existence.” Signs 5. p. 198-210.
Said, Edward W. (1978): Orientalism. Western Conceptions of the
Orient. Penquin Books. London
Staunæs, Dorthe (2003): Etnicitet, køn og skoleliv. Ph.d.-afhandling. Institut for kommunikation, journalistik og datalogi.
Roskilde Universitetscenter. Roskililde
Søndergaard, Dorte Marie (1996): Tegnet på kroppen. Køn: Koder
og Konstruktioner blandt Unge voksne i Akademia. Museum
Tusculanum. København.
Thorne, Barrie (1993): Gender Play. Girls and Boys in School.
Open University Press. Buckingham.
7
NIKK magasin
NR. 1 - 2003
QUEERING ME SOFTLY
– eller ekspanderende mannlighet?
Av EVA LUNDGREN
Professor i sosiologi, Avdelingen för samhällsvetenskapelig genusforskning, Uppsala universitet
[email protected]
Fo t o : S C A N P I X
8
I dokumentarfilmen "Alt om min far" skildrer sønnen Even (til v.) farens iscenesettelse av seg selv som mannen Espen og kvinnen
Esther (til h.).
Hun lengst til venstre kjenner seg som Martin. Han ved siden av er Madeleine.
Han sier at følelsen er den viktigste bekreftelsen på hvem en er, og han kjenner
seg krenket dersom noen ikke behandler ham som kvinne. De sitter i panelet
sammen med Don Kulick, som føler seg som queer-ekspert og en lesbisk kjendis
som føler seg nervøs for å benevne feil, når alt står og faller med rett navn:
mann, kvinne, HBT: homo, bi, trans. En annen i panelet føler seg ubehagelig forvirret: ”Når vi i homobevegelsen ikke vet hvem som er hva, hvordan skal vi da
vite hvem som er fienden?” For alle paneldeltakerne er selvdefinisjonen livsviktig,
så viktig at de krever at ”andre” bare får oppfatte det de har bestemt at andre
bør oppfatte.
NIKK magasin
NR. 1 - 2003
D
enne forfatteren føler at
queertenkningen er en udemokratisk teori og spør om
det kan gjemme seg ekspanderende
mannlighetsprosjekter bak trendy queer
iscenesettelse.
Trans og queer
På nevnte debatt om transbevegelsen fra
fjorårets Pridefestival i Stockholm påberoper deltakerne seg at de genuint ”er”
som de kjenner seg, og vil leve deretter.
For transene er det viktige å skape en
utside som passer innsiden, å signalisere
en indre identitet gjennom ytre tegn slik
at andre forstår hvem de ”er”. Tanken
forutsetter modernitetsdiskursens forestilling om et subjekt som er oppdelt i
en utside og en innside, der det ytre og
indre forutsettes å korrespondere etter
kulturelle regler for overensstemmelse.
Underforstått er det innsiden, den indre
følelsen, som er overordnet og gis sannhetsstatus (Lundgren 2001). Dette er
bakgrunnen når de henviser til å være
født i feil kropp, de har alltid opplevd
og kjent seg som at de eksempelvis ”er”
kvinner født i en manns kropp.
Samme dag i samme bygning avholdes et queerfeministisk seminar, der seksualitet står i fokus. Tegnene ”kvinne”og
”mann” er mer interessante enn ”virkelighetens” kjønn påpekes det fra podiet,
ettersom seksualitet i vår kultur defineres via kjønn. Publikum blir fortalt at
dragking er årets tilbud til queere kvinner; men også den butchige lesben, hun
som benytter maskuline kjønnsattributter, lades positivt ettersom butch konnoterer til hjerne. Både dragkingen og
butchen er ment som dissonanser, en lek
med seksuelle attributter, men iscenesettelsene dissonerer kun dersom man tolker dem med gitte kulturelle koder for
overensstemmelse.
Iscenesettelsen
avhenger av en dikotom kjønnsmodell;
uten de kulturelle tegnene for mann og
kvinne og deres strenge betydning, og
med heteroseksualitet som avstandsmarkør, gir ikke iscenesettelsen mening.
Grunnoppskriften, to genus med motsatte tegn, kan blandes på nye måter,
forutsatt at utsidens uttrykk, som klær
og oppførsel, er konsistente og overensstemmer med hverandre. Disse post-
struktualistiske deltakerne iscenesetter
identitet i det ytre, gjennom ytre tegnpar som må overensstemme med hverandre (Rosenberg 2002). For eksempel
kan ikke den som kler seg som en
femme, med feminine kjønnsattributter,
oppføre seg som en butch. Reglene for
hva som harmonerer og hva som
diss(oner)er, er kulturelt innarbeidede,
og ”de andre” – individuelle andre,
media, offentligheten - må bekrefte dissonansen.
”De andres” kulturelle blikk
Felles for post- og modernitetstenkningen om identitet er at folk forstår seg selv
via de kulturelle tegnene for kjønn og
seksualitet. Etablerte kategorier for
kjønn og seksualitet kobles sammen,
avhengig av hvilken individuell identitet
som signaliseres, og ”de andres” bekreftelse av denne identiteten er helt nødvendig. ”Andre” forutsettes å se med
samme kulturelle blikk og å forstå hva
tegnene betyr, inklusive de kulturelle
kodene for hva som overensstemmer
med hva, og hva som dissonener.
Usortert iscenesettelse og protest mot
kategoritvangen er det neppe rom for,
annet enn de påbudte brudd som følger
strenge og innarbeidede regler.
Jeg spør meg; hvilke scenarier legger
vi til rette for dersom vi utgår fra at selvdefinisjon er en menneskerettighet og
samtidig insisterer på at bekreftelsen i
andres blikk er livsviktig - så viktig at vi
krever at ”andre” skal se hvem vi er, som
vi selv ser oss? Ovennevnte trans og
queerprosjekter er ment å queere og dissonere, noen mer softly enn andre, men
jeg undrer: Kan ekspanderende mannlighetsprosjekter gjemme seg bak queering me softly-iscenesettelsen?
Esben og Esther i titteskapet
I den prisbelønte filmen ”Alt om min
far” møter vi Evens, dvs sønnens, iscenesettelse av faren, den norske legen
Esben Benestad. Når hovedpersonen
vekselvis iscenesetter seg som mann,
Esben, og som kvinne, Esther Pirelli,
skjer det på en stereotyp måte. Esben
mekker med bilen og lukter svett,
Esther sminker seg og er usedvanlig dårlig møblert i hodet; det veksles mellom
utpregede over- og underordningstegn.
Hovedpersonen bestemmer ikke bare at
han er mann eller kvinne, men også når
han vil være mann eller kvinne, hva slags
mann og kvinne han vil være, samt
insisterer, i møte med ”de andres” tolkning, på tolkningsprivilegium, bl.a. ved
hjelp av argumentet ”medfødt legning”,
jeg ”er” sånn. I min tolkning av filmen
(Dagbladet 2/11 2002) er dette en illustrasjon av at mannlighet kan bety suveren valgfrihet (Svalastog 1998), og at
Esbens trans-iscenesettelse kan ligne et
velkjent mannlighetsprosjekt. Dette
høyst modernitetsinspirerte identitetsprosjektet kan forstås som et merverdiprosjekt med maskulint kjønnede fortegn, der merverdien ligger i vekslingens
mektige mulighet for den med full valgfrihet. Identitetsprosjektet har med
andre ord store gevinster.
I sitt tilsvar til meg (Dagbladet
17/11 2002) sier hovedpersonen: ”Jeg
føler meg alltid som kvinne, alltid som
mann” (min kursivering). Det ytre
uttrykket eller utsiden, ”kvinneutrykket” kaller Esben Esther det, er derimot
et virkemiddel for å få andre til å oppfatte ham/henne som en kvinne, og på
den måten skape ”kvinnetilhørighet” for
hovedpersonen. Da kjenner han seg
som den han alltid føler at han er.
Hovedpersonen skiller skarpt
mellom den egentlige Esben Esther og
det ytre uttrykket, som kun er et virkemiddel for å få andre til å se det han vil
at de skal se. Den ytre iscenesettelsen –
eksponeringen - i andres blikk blir likevel grunnleggende i identitetsskapingen:
det er den som skal bekrefte at han er
den han føler seg som. Som pride-seminarenes innlederne forutsetter også
Esben Esther at det er nødvendig å sette
seg i et titteskap, og de forventer alle at
titterne har samme blikk som dem selv.
De skjenker det ikke en tanke at det kan
finnes andre briller, folk med skjeve
hornhinner og øyne som skjeler.
Fortellingen
I dette perspektivet kan Benestads egeneksponering i titteskapet over tid være
interessant, dvs slik den kommer til
uttrykk i narrativet om Esben Esther
Pirelli Benestad. Via de mange ekspone-
9
10
NIKK magasin
ringer som har vært gjort i media og i
filmen ”Alt om min far” er det skapt en
beretning om en mann som allerede tidlig, som barn, av og til kledde seg i kvinneklær. En mann som etter hvert føler
seg som mann og av og til som kvinne –
men som nå alltid føler seg som både
kvinne og mann.
I fortellingen er det ekspanderende
kjønnsprosjektet innfiltret i et seksualitetsprosjekt. I den tiden da Esben fra tid
til annen kledde seg i kvinneklær, var
han tobarnsfar og gift med Liv. Han
skilte seg og giftet seg med psykologen
og sexologen Elsa Almås. Den stabile
heteroseksuelle begjærsretningen kombineres i denne perioden med at Esben
innimellom føler seg som og ”blir”
kvinne, men det er ikke som Esther, det
er som Esben han tiltrekkes av Elsa.
Esther har ikke noe seksuelt begjær
overhodet, hun fremstiller seg nærmest
som et aseksuelt vesen som føder dikt
mens hun baker brød. Elsa har på sin
side å forholde seg snart til Esben, snart
til Esther, men det er mannen, Esben
hun attraheres av. Når det over tid er
blitt mer og mer Esther som iscenesettes mens Esben gradvis forsvinner, nærmer det seg en grense for Elsas interesse.
Hvem tiltrekker hvem?
I sitt tilsvar til meg sier Esben Esther:
”Jeg er en person som tiltrekkes av
kvinner, ikke alle kvinner, men noen av
dem – og da især Elsa Almås”(min kursivering). Det er trolig ingen tilfeldighet
at kjønnsbetegnelsene her har forsvunnet til fordel for ”person”. Tiltrekkes
mannen og kvinnen – som hovedpersonen alltid føler seg som – av Elsa?
”Lesbisk flirt med Elsa er ikke det i livet
mitt som gir det mest svingende erotiske samspillet, men helt utbytteløst er
det ikke”, sier hovedpersonen. Lesbisk
er en term for kvinnelig samkjønnet
seksuelt begjær, det forutsetter altså at
det er Esther som begjærer Elsa. Men
her blir i alle fall jeg forvirret, ikke bare
av den åpenbare selvmotsigelsen.
Hovedpersonens iscenesettelse er
avhengig av bekreftelse fra ”den andre”
for å bli den hun er, men Elsa begjærer
ikke Esther – og da kan Esther ifølge sin
NR. 1 - 2003
egen logikk ikke få den bekreftelse som
er nødvendig for å kjenne seg som den
hun føler at hun er. Om nå dessuten
hovedpersonen alltid kjenner seg som to
kjønn, mann og kvinne, og Elsa og
andre tittere vet det og ser bakenfor den
stereotypt enkjønnete eksponeringen i
det ytre, hvem og hva er det da mulig
for ”de andre” å bekrefte? Det ekspanderende kjønnet? At det ikke finnes
grenser for mannekjønn?
Det ekspanderende kjønn
I TV-3-dokumentaren ”Fødd i fel
kropp” (21/11 2002) møter vi tyveårige
Jojo - Johan - Pettersson. Han har kort
pelsjakke, munn à la Julia Roberts, kunstige øyenvipper, langt blondert hår, glitrende lakkerte negler. ”Jag ser gärna ut
som en Barbiedocka – men en smart
Barbiedocka”, sier Jojo. Han følger det
velkjente scriptet om å være født som
gutt, men har så lenge han kan huske
følt seg som jente. Jojo har levd i mange
år som homoseksuell mann, men har nå
bestemt seg for å leve som heteroseksuell kvinne. For å bli som hun kjenner
seg, vil Jojo spise hormoner og få
kvinnelige former. Det som skiller Jojos
fortelling fra mange andres er at Jojo vil
beholde penis mens venninnen Hanna
vil ”byta køn fullt ut”. Jojo sier: ”Jag
känner mig som en tjej, men samtidigt
tycker jag om min kropp och min
snopp”. ”Måste jag stympa mig før att
passa in i en mall?” Å bli kvinne på den
vanlige måten, få et kjønnsorgan som
overensstemmer med kjønnstilhørigheten, er å lemlestes for Jojo. Lemlestelsen
indikerer at man klipper bort noe som
tilhører en, altså; den normerende
modellen er en mannskropp.
Jojo vil ikke bli en lemlestet kvinne,
hun vil bli en kvinne med penis. Men
identiteten som kvinne ”sitter inte i
organet”; som hos Esben sitter den i den
indre følelsen. Ingen av dem vil kvitte
seg med penis, men de vil begge ha
”andres” bekreftelse på kvinnetilhørigheten. Ifølge forskerne Suzanne Kessler
og Wendy McKenna (1978) er fremvisning av ett eneste penisattributt tilstrekkelig for å bli sett som en mann i vår
kultur. Ofte er det vanskeligere for
MTF (Man To Female) transseksuelle
enn FTM-transer å overbevise omgivelsene om sin ”indre kjønnsidentitet”;
dersom det titter fram litt skjeggstubb er
man ”avslørt”. Etter dette resonnementet er det hovedkriteriet for mannlighet
Jojo og Esben Esther vil beholde. Finner
vi muligens mannlighetsprosjektets
merverdi i fallos, der penis symboliserer
maktpotensiale? Er det derfor mannlighet kan bli et så ”omfattende” prosjekt –
ekspandering til suveren valgfrihet, tolkningsfortrinn, to kjønn i ett, kvinne
med penis?
I Suzanne Ostens teateroppsetning
”Det allra viktigaste” på Unga Klara i
Stockholm bytter skuespilleren Ann
Petrén kjønn som andre bytter kostymer. Fem mannlige gestalter iscenesettes. Den erotisk attraktive drømmemannen for kvinner er androgynt perfekt,
fører seg vel, er vakker, flyter i sin seksualitet, og begjærer både kvinner og
menn. Men mest kvinner. En annen tiltrekkende mann er den heteroseksuelle
ensomme cowboyen. Uansett versjon, å
ta rom og plass som mann var det vanskeligste å iscenesette, sier Ann Petrén
(Dagens Nyheter 12/1 2003).
Bekreftelse fra ”de andre” er nødvendig
også for å bli mann, men en mann
behøver ikke å søke bekreftelse, for
eksempel ved å tilpasse seg og nikke eller
le og være søndagsglad. Å iscenesette seg
som mann betyr å forutsette at de andre
lytter til den du signaliserer at du er, og
at de gir deg plass som denne personen
uten at du pynter på deg selv. Om dette
er maktens kostyme i den betydningen
Petrén gir det mannlige tegnet, kan
man(n) i den ytre iscenesettelsen og
eksponeringen regne med ikke bare de
andres bekreftelse, men også at andre
bekrefter den man(n) vil være.
Sex i det offentlige blikk
Pirelli ser ut til å kjenne seg mer som
den han ’er’ når han blir eksponert i det
offentlige medieblikket enn i bekreftelsen av Elsas blikk. Titteskapet virker å
passe hans prosjekt, og illustrerer at
identitet som ytre iscenesettelse krever
stadig mer utvidede eksponeringer i det
offentlige blikk. Det antatt private –
NIKK magasin
NR. 1 - 2003
seksuelle møter – kan da lett bli omformet til noe offentlig. I forbindelse med
at queerinspirert seksuell utfoldelse er
blitt offentlig – eksponering i det offentlige rom med krav om bekreftelse av det
offentlige blikk – kan man bli den man
vil være: helt korrekt grenseoverskridende. Som en logisk forlengelse fremmes det i Stockholm menns homopolitiske krav om å anvende offentlige parker til knulling og avsugning i andres
bekreftende blikk.
….og enda flere utvidelser
Dersom identitet er en ytre markering,
noe vi velger å være, hvorfor da begrense valget til kjønn og seksualitet –
kvinne, mann, trans, hetero, homo, bi,
queer? For min egen del har jeg lenge
hatt lyst til å være en nigeriansk unghest
med aristokratiske aner. Kan jeg velge
etnisitet? Klasse? Alder? ”La meg være
ung…” Det gjør den 75-årige norske
kunstneren Lars Kristian Gulbrandsen
som kommer fra mine hjemtrakter i
Norge. Hver gang han ser seg i speilet
ser han Tatjana, 23 år. Tatjana kler seg i
minskjørt og platåsko, og sminker seg
med maling fra Jotun. Det samme selskapet som sto bak filmen "Alt om min
far" har laget en dokumentar også om
henne.
Dersom vi kan velge hvem vi vil
være, må vi selv ta ansvar for våre valg,
og altså utsette valgene for kritikk. Med
den mannlige ekspanderingens mulighet som denne tenkningen tilbyr, bør
gamle griser finne seg i den harde kritikken som rettes mot dem siden de er så
dumme å velge seg en så usympatisk
identitet! Dersom vi kan velge hvem vi
er og hvordan andre skal se oss – som
temporære kjønnsvekslere, som to
kjønn samtidig, som kvinne med penis,
går det an å snakke om et ekspanderingsprosjekt! Hva blir neste ekspanderingstegn, dersom bekreftelsen i andres
blikk fungerer som et kick som krever
stadige utvidelser?
Usorterte blikk - hvor queer
er queer?
Queers intensjon om å sette spørsmålstegn ved kjønns- og seksualitetsgrenser
indikerer en enorm opptatthet av grenser. Grenseoverskridelser og dissonans
kan kun forstås i lys av en slik fiksering
ved kategorier (benevninger). Dette
innebærer at det man overskrider, det
som er på feil side av grensen, blir viktig
som normalkulisse, som det vi tydeliggjør oss i forhold til. I et samfunn som
mangler de koder den queere livsstilen
sier seg å ville utfordre og overskride,
ville det å iscenesette seg som vesterlandsk queer ikke framstå som særlig
utfordrende, dens sprengkraft er
avhengig av de kulturelle kodene for å
kunne skape dissonans. Jeg innbiller
meg at den politiske sprengkraften i det
feministiske prosjektet ikke kan ligge i å
ville beholde patriarkalske ordninger for
å fremstå som feministisk tydelig, men i
å drive patriarkalske ordninger mot stupet og styrte dem utfor fallet, knuse
dem, så det ikke blir støv tilbake på støv.
I dette perspektivet virker queerteoriens
symbiose med eksisterende heteronormativitet og strenge kjønnsregler ganske
problematisk. Og identitetsskaping utelukkende innenfor den kulturelle apekattens ramme gir ikke noen mulighet
for usortert identitetsdannelse, verken
individuelt eller gruppemessig.
turelle koder for hva som passer sammen og hvilke grenseoverskridelser som
er korrekte.
Queer påkaller feministisk
agenda
Den lesbiske kjendisen som jeg nevnte
innledningsvis var redd for å benevne
feil. Dersom selvdefinisjon og dens
bekreftelse i andres blikk er en menneskerett, er redselen høyst begrunnet.
Hvis andre bare får se det jeg vil at de
skal se, inntar jeg en gedigen maktposisjon når jeg krever at andres hjerner skal
kolonialiseres. I dette perspektivet er
queer et udemokratisk prosjekt, og bygger på – samt vil bevare – ulikeverd og
over-/underordning. I møte med det
ekspanderende
mannlighetsfokuset
under seksualitetens queerflagg, der
mannlighet gis skinn av grenseoverskridelse uten makt, bør feministisk teori
ikke nøye seg med å minne om at det
finnes flere kjønn. Å analysere kjønn
uten å bortse fra maktens iscenesettelse
er mer feministisk påkrevet enn noensinne.
Velkjent mannlighet
Esben Esther Pirelli Benestad representerer en velkjent mannlighet basert på
det frie valg. Han veksler mellom stereotype kategorier, men er helt avhengig
av den ytre iscenesettelsen for å bli den
han er. Det er alltid en risikofaktor
involvert når en speiler seg i andres
blikk, både når det gjelder individuelle
andre og media som aktør. For det er
ikke sikkert de andre ser det som Pirelli
eller pride-deltakerne eller Jojo vil
uttrykke. Pirelli tar det for gitt at han
står øverst i tolkningshierarkiet, han –
som Peténs menn – har lært av den
gammeltestamentlige guden Jahves presentasjon: ”Jeg er den jeg er”. Pirelli forutsetter at ”de andre”, de man speiler
seg mot, slavisk skal følge den kulturelle fasit hva gjelder kjønnstegn og seksualitetstegn, korrespondanse og dissonans. Men heldigvis hender det at andre
har et usortert blikk, og bryter med kul-
REFERANSER:
Fødd i fel kropp – TV-3 dokumentar 21/11 2002
(se også [email protected]: ”De är kvinnor –
fødda som män”).
Kessler, Suzanne og McKenna, Wendy 1978: Gender.
An Ethnometodological Approach. University of Chicago Press,
Chicago.
Lundgren, Eva 2001: Ekte kvinne? Identitet på kryss og tvers.
Pax Forlag A/S, Oslo.
Lundgren, Eva 2002: En gammeldags machomann.
Dagbladet 2/11.
Pirelli Benestad, Esben Esther 2002: Eva Lundgrens uetterretteligheter. Dagbladet 17/11.
Rosenberg Tiinba 2002: Qeer feministisk Agenda. Atlas.
Stockholm.
Skawonius, Betty 2003: Befriande att få vara sexistisk.
Dagens Nyheter 12/1.
Svalastog, Anna Lydia 1998: Det var ikke meningen. Om konstruksjon av kjønn ved abortinngrep, et feministteoretisk bidrag.
Teologiska institutionen, Uppsala universitet.
11
NIKK magasin
NR. 1 - 2003
Ære/skam og forhandling
om egen seksualitet
Av NINA RUNDGREN
Hovedfagstudent, Institutt for sosiologi og samfunnsgeografi, Universitetet i Oslo
[email protected]
I Stockholms ”innvandrerforsteder” møtes ulike syn på individ og moral. Ære og
skam er en del av livet for mange med tyrkisk bakgrunn, men samtidig vokser de
unge opp med andre verdisyn rundt seg. Innenfor en æresmoral er jenters seksualitet et offentlig anliggende, mens det i en vestlig moral er en privatsak. I dette
tyrkiske miljøet bedømmes jentenes moralske verdi ut fra deres offentlige handlinger, og ofte synes jentene dette er urettferdig, strengt og begrensende. I det private er det imidlertid rom for forhandling om mer frihet. Her kan de av og til, hvis
de er forsiktige, tillate seg andre handlinger som er ”offisielt ikke-eksisterende”.
Fo t o : O l l e L i n d s t e d t / M i ra / S a m fo t o
12
NIKK magasin
NR. 1 - 2003
M
ange tyrkere i Stockholm
kommer fra det samme
landsbyområdet i Tyrkia og
lever i de samme forstedene i Stockholm. En moral basert på ære og skam
står sterkt, men for de unge som vokser
opp i Sverige kan dette være vanskelig å
forene med et vestlig ideal om individets
rett til å bestemme over egne handlinger. En æresmoral innebærer at jentenes
seksuelle renhet er helt sentralt for familiens ære, og jentenes oppførsel blir
betraktet og vurdert av det tyrkiske fellesskapet som finnes i forstedene, der
”alle kjenner alle”. Brudd på kodene
straffes med sanksjoner som baksnakking og utfrysing, og rammer ikke bare
jenta, men også hennes familie. I enkelte tilfeller kan jenter oppleve press for å
gifte seg. Mer brutale straffer som vold
og æresdrap var aldri noe tema for mine
informanter, men Akpinar (1998) og
Engelbrektsson (1995) nevner bruk av
vold som sanksjoner mot kvinner blant
tyrkere i Sverige.
Jentas seksualiet angår
fellesskapet
Innenfor en æresmoral blir jentenes seksualitet noe som angår hele familien og
hele fellesskapet, mens seksualitet i
Sverige blir sett som privat og noe individet selv skal bestemme over. Imidlertid er ikke moral noe rigid og uforanderlig. Moral oppfattes forskjellig av
ulike mennesker, og har varierende
betydning etter kontekst og situasjon.
Dette gir rom for tolkning og muligheter til å velge i en viss grad. De tyrkiske
jentene forhandler seg til sin egen posisjon, utfra de muligheter og begrensninger de omgis av. Det er ikke snakk
om enten-eller, men snarere et forsøk på
å finne sin egen vei utfra de muligheter
som finnes.
Jeg gjorde feltarbeid i Stockholm
over ti måneder i 1999 og 2000, med
fokus på unge tyrkiske jenters identitetsarbeid. Mine hovedinformanter var ni
ugifte jenter mellom 17 og 20 år, i tillegg til tre litt eldre kvinner, hvorav to
var gift (Rundgren, 2000). Alle bodde i
typiske ”innvandrerforsteder”, og alle de
ni jentene holdt på med eller planla
høyere utdanning. Jeg kontaktet dem
gjennom gymnas og tyrkiske foreninger,
i tillegg til at jeg møtte andre gjennom
nettverk. I en storby er det umulig å
skulle følge sine informanter gjennom
dagen, da de ofte lever sine liv på en
rekke ulike arenaer, og jeg vanskelig kan
få tilgang til alle disse. Som regel møtte
jeg dem på skolen i fritimer og friminutt
eller i foreningslokaler og kaféer. Alle
disse stedene er relativt ’frie’ arenaer
hvor foreldregenerasjonen ikke har
umiddelbar tilgang.
Tradisjon og det moderne
Jentene snakket ofte negativt om en
moral basert på ære. De mente at denne
moralen begrenset deres handlingsfrihet, mens deres brødre fikk gjøre stort
sett hva de ville. De uttrykte oppgitthet
og frustrasjon over dette og følte seg diskriminert på grunnlag av sitt kjønn. De
ønsket større frihet til selv å bestemme
sine handlinger, til å ta egne valg. Det er
ikke slik at de vendte alt ”tyrkisk” ryggen, for alle var veldig stolte av sin tyrkiske bakgrunn, og kunne ikke tenke
seg å være ”helsvenske”. Men noen sider
ved det de gjerne omtalte som ”tradisjon” ville de endre på, nemlig det som
de opplevde som begrensende og urettferdig, og som alltid ble begrunnet med
”ære”. De ville gjerne oppfattes som
”moderne” og frie, og mange søkte seg
til kontekster hvor de kunne oppleve
mer frihet enn i forstaden hvor de
bodde. Deres holdninger til seksualitet
speiler dette ønsket om å være ”moderne” og selvstendig, men kommer i konflikt med æresmoralen. Jentene har ulike
måter å leve med denne konflikten på.
Av respekt for foreldrene godtar jentene
mange ganger å leve etter æresmoralen,
selv om de i andre tilfeller kan kritisere
den. Tradisjon og kultur er ikke uforanderlige helheter som enten overføres fra
foreldrene som en ferdig pakke eller
avvises i sin helhet. En god del av menneskers levesett, deriblant deler av tradisjon og kultur, er ikke bevisst vurdert.
Det læres i barndommen og blir til selvfølgeligheter. Når man møter andre
væremåter og livsanskuelser blir man
mer klar over slike selvfølgeligheter, og
kan vurdere noen av dem mer kritisk.
Jentene har på denne måten blitt kritiske til deler av det som mange av deres
foreldre ser som selvfølgelig.
Det er lett å ende opp med et skille
mellom det tradisjonelle tyrkiske og det
moderne svenske, men dette stemmer
ikke helt med virkeligheten. I dagliglivet
flyter det svenske og det tyrkiske sammen, og tradisjon blandes med det
moderne. I noen kontekster står æresmoralen sterkere, men det betyr ikke at
livet er mer tradisjonelt her. Imidlertid
trengs det en viss nærhet og lokalt fellesskap for at æresmoralen skal overleve.
Kvinners seksualitet som
trussel mot samfunnet
I et nært fellesskap er jentenes handlinger veldig tydelige, og ”alle” kjenner deg
og vet hva som foregår i forstaden. Det
er derfor vanskelig for jentene å bryte ut
av den kvinnerollen som tildeles dem
selv om de skulle ønske å gjøre det.
Omgivelsene vil prøve å beskytte dem
og kontrollere dem. Jentas renhet er viktig for familiens ære, men også resten av
det tyrkiske fellesskapet følger med på
hva jentene gjør. I middelhavsregionen
blir kaos i relasjonen mellom mannens
og kvinnens verden sett som den største
trusselen mot samfunnets orden, skriver
Sjögren (1993). Mernissi (1975) mener
muslimer ser kvinners seksualitet som
aktiv, og at kvinner har en makt til å forføre menn. Kvinner må derfor beskyttes
fra seg selv for ikke å bringe kaos til verden. Delaney (1991) hevder derimot at
det tyrkiske samfunnet ser kvinnen som
13
14
NIKK magasin
maktesløs og sårbar, og at hun derfor må
beskyttes fra mannens umettelige seksualitet. Uansett om kvinnens seksualitet
sees som aktiv eller passiv er det viktig å
”beskytte” kvinnen, slik at hun kan forbli ”ren”, og dette gjøres ved kjønnssegregasjon, tidlig ekteskap, og ekteskap
innenfor gruppen.
Offentlig eller privat?
Innenfor en moral av ære og skam er
jentenes seksualitet et offentlig anliggende. Jenters og kvinners ”renhet” er
noe som snakkes om og diskuteres, både
blant slekt og andre innenfor det tyrkiske fellesskapet. Hvis det er mistanker
om at ei jente har kjæreste eller ikke
lenger er jomfru, vil både hun og familien merke sanksjoner. Jentene fortalte
at de helt siden de var små har hørt at de
må være ”bra jenter”, og at det er de
som er ansvarlig for familiens ære.
Gjennom sin renhet sikrer de familiens
anseelse og omdømme. Dette betyr at
deres seksualitet ikke bare er deres egen,
men noe hele familien og slekten er
opptatt av. I motsetning til dette står det
svenske eller vestlige idealet om at individet selv bestemmer over egen kropp
og seksualitet. Det er en oppfatning om
at seksualitet er noe privat, noe som
ingen andre skal bestemme over. Når jeg
snakket med jentene hendte det at de
selv tok opp temaet seksualitet. Alle som
snakket om det, hevdet at de selv
bestemte om og når de ville ha sex, selv
om de fleste også understreket at de ville
vente til de giftet seg.
Seksualitet og
identitetskonstruksjon
Ei av jentene, Hülya, fortalte meg at
hun selv bestemte når hun ville ha sex,
og at det for henne føltes rett å vente til
ekteskapet. Det virket som om hun
hadde tenkt gjennom saken, og vurdert
hva hun selv ville, og hun nevnte ikke
noen begrensninger eller press fra andre
ved dette tilfellet. Hun ga et inntrykk av
å være fri og selvstendig, og at hun selv
hadde full kontroll. I forhold til andres
utsagn kan det virke umulig for noen av
jentene å ha kjæreste uten at noen fikk
vite om det. Hvordan kan denne jenta si
at hun selv bestemmer? For det første er
NR. 1 - 2003
ikke alltid ideal og praksis sammenfallende. En annen viktig side ved denne
hendelsen er identitet. Nesten alle jentene jeg snakket med var opptatt av å
fremstå som ”moderne” og selvstendige.
Ved å fortelle andre at man er det, forteller man det også til seg selv. Ved å
hevde at ens seksualitet er ens egen,
konstrueres et selvbilde som sprenger
stereotypien om undertrykte jenter.
Men handling er også viktig i prosessen
med å konstruere identitet. Kan jentene
handle på tvers av normene i det tyrkiske fellesskapet?
Ideal og praksis
I det tyrkiske fellesskapet i forstedene er
idealet om ære stadig til stede, og de
unge jentene søkte seg gjerne til kontekster hvor de kunne føle seg friere. På
skolen er det godtatt at gutter og jenter
snakker og tilbringer tid sammen, og i
sentrum av byen er det ikke så mange av
den eldre generasjonen som kan overvåke hva du gjør. Selv om det i teorien
ville være umulig for en jente å ha kjæreste, møtte jeg ei som hadde det.
Kjæresten var til og med av pakistansk
opprinnelse, og hun kunne derfor ikke
gifte seg med ham uten mye oppstuss og
sanksjoner. Dette forholdet var imidlertid ikke offentlig kjent, det var noe som
bare de nærmeste vennene visste om.
Det at jeg fikk vite det viser at også
andre antakelig visste om det, men så
lenge det ikke ble snakket om var det
offisielt ikke-eksisterende. Vi ser et skille mellom hva som er offentlig og hva
som er privat. Jentenes seksualitet er,
kan hende, offentlig i forstaden, men de
har også en privat side. Offentlig lever
de etter normene som gjelder i forstaden, men privat uttrykker de andre
holdninger og søker seg til kontekster
hvor andre normer gjelder.
Offisielt ikke
-eksisterende
Det er i de private sonene jentene som
individer forhandler seg til større
handlingsfrihet og selvbestemmelsesrett.
Flere av jentene forklarte at deres foreldre ikke var av de strengeste, og at det
var viktig å ha tillit hos foreldrene for å
oppnå mer frihet. Ved ett tilfelle reiste
en gruppe jenter på ferjetur til Finland.
Foreldrene hadde gitt dem lov, men de
måtte holde det skjult for andre, for
ellers ville sladderen gå, forklarte de til
meg. Jeg fulgte dem til t-banen inn til
byen den kvelden de skulle reise, og vi
møtte noen jenter de kjente. Den offisielle historien som de andre jentene fikk,
var at vi skulle på kafé i byen.
I det private ligger en buffersone, en
frihet. Her har jentene mulighet til å
forhandle seg frem til visse friheter.
Foreldrene kan gi lov til handlinger hvis
de holdes utenfor offentligheten i det
tyrkiske fellesskapet. Ved andre tilfeller
kan også foreldrene være mer eller mindre uvitende, som når jeg var med noen
jenter på fest og nesten alle drakk alkohol. Når jeg spurte hva foreldrene syntes
om at de festet, svarte ei av jentene:
”Hva kan vel de si? De er jo hjemme og
sover!”. Foreldrene visste hvor de var,
men var uvitende, eller valgte å være
uvitende, om hva som foregikk der.
Forhandlingen foregår også offentlig,
gjennom åpent å uttrykke sine holdninger, eller utfordre normene ved små handlinger. Både offentlige og private handlinger har betydning for identitet. Ved
tale og handling forteller de seg selv og
andre hvem de er, og samtidig påvirker
de andres oppfatninger om moralkodene. Ved sine handlinger kan de dermed
også inspirere andres selvbilder og moralsyn. Selv om de ikke åpenlyst kan utfordre idealet i det tyrkiske fellesskapet, har
de muligheten til å leve ut andre sider
ved seg selv i det som offisielt ikke finnes.
REFERANSER:
Akpinar, Aylin 1998: Male’s honour and female’s shame. Gender
and ethnic identity constructions among Turkish divorcées in
the migration context. Uppsala: Department of Sociology,
Uppsala University.
Delaney, Carol 1991: The Seed and the Soil. Gender and
Cosmology in Turkish Village
Society. Berkeley: University of California Press.
Engelbrektsson, Ulla-Britt 1995: Tales of identity. Turkish youth
in Gothenburg. Stockholm: CEIFO.
Mernissi, Fatima 1975: Beyond the veil. Male-female dynamics in
muslim society. London: Al Saqi Books.
Rundgren, Nina 2003: Å leve sitt eget liv. Identitet i praksis
blant tyrkiske jenter i Stockholm. Hovedoppgave Universitetet i
Oslo.
Sjögren, Annick 1993: Här går gränsen. Om integritet och kulturella mönster i Sverige och
Medelhavsområdet. Stockholm: Arena Förlag: Sveriges
Invandrarinstitut och Museum.
Sveriges Ms Queer
Foto: Cecilia Mellberg
Intervjun
15
NIKK magasin
NR. 1 - 2003
Av MARIA JACOBSON
Frilansjournalist, Göteborg
– Jag är urbanist och för mig är endast staden och urbana
miljöer dynamiska. Det är där teatrarna, biblioteken, universiteten, barerna och det sociala livet finns. Stockholm
är en trevlig landsortsstad med ett – numera – vitalt
queerliv med både klassiska och mer nydanande queera
stilar. Jag trivs här och ute i världen. Men aldrig i en skog
eller på en bergstopp, säjer Tiina Rosenberg, docent i teatervetenskap och genusvetenskap på Stockholms universitet – för många synonym med ”Ms Queer” i Sverige.
NIKK magasin
NR. 1 - 2003
U
nder sista helgen av Göteborg
Film Festival i slutet av januari hölls en hearing om varför
antalet regisserande kvinnor i svensk
film har minskat på tio år – under en tid
när många andra branscher ökat kvinnnorepresentationen. Teatervetaren Tiina
Rosenberg – minst lika känd som queerteoretiker – hade bjudits in som debatttör/provokatör. Hon kommenterade
den Stockholmstunga panelen med:
”Men ni är ju så mycket bättre på att
kasta sten här i Göteborg.”
Denna referens till de så kallade
Göteborgskravallerna – de våldsamma
sammandrabbningarna mellan polis och
aktivister under EU-toppmötet - utan
ironi som jag uppfattade det – och jag
tyckte det var överraskande att en akademiker uttalade sig så expressivt. Men,
tänkte jag, det ingick kanske i provokatörsrollen.
Gammal revolutionär
När jag en dryg månad senare träffar
Tiina Rosenberg, docent i teatervetenskap och genusvetenskap, på Teatervetenskapliga institutionen på Stockholms universitet fattar jag att det inte
var en tillfällig pose.
– Jag är en välutbildad akademiker
som kan vara hur älskvärd som helst.
Men jag är också en gammal revolutionär med rötter i Kommunistisk ungdom, i finsk arbetarklass och betongförort och inte alls främmande för att
bråka, säger hon. För mig är forskning
och undervisning en fortsättning på
ungdomens aktivism där ifrågasättande
av det normala och rådande går igen.
Också teaterintresset började i barndomen – min farmor och jag sjöng finska
schlagers och lekte ofta teaterlekar, sen
spelade jag politisk amatörteater i
Förortsteatern i Gårdsbacka (som förorten heter på svenska) utanför Helsingfors.
– Jag identifierar mig som finsk,
pappa var finsk och mamma finlandsssvensk. Och jag identifierar mig med
livet i förorten.
På sätt och vis kan talet om identiteter verka motsägelsefullt i munnen på
en queerteoretiker – för sådana anses ju
inte tro på fasta identiteter eller hur?
Foto: Cecilia Mellberg
16
– Det där är ett vanligt sätt att förrringa eller förytliga queer, att framställa
det som en ”identitetsmarknad” där alla
kan byta roller och identiteter dag för
dag. Som queerteoretiker tror jag inte
på att kön och sexualiteter är stabila
identiteter utan formade av diskriminerande makstrukturer som ständigt upprepas. För mig är heteronormativiteten
den maktstruktur som styr vad som
anses normalt, naturligt, sunt och riktigt i samhället. Jag menar att den
heterosexuella matrisen producerar
genus, snarare än tvärtom.
– Utifrån denna verklighet; förtryck,
marginalisering, diskriminering är jag
en politisk varelse som måste utgå från
här och nu när jag ska agera. Då blir
identiteten en utgångspunkt för politisk
kamp, att kräva rättigheter, för att synliggöra förtryck och den kultur som skapats av många människor som levt som
”avvikare” i dominanskulturen.
Queer och marxismen
Tiina Rosenberg har sina rötter i den
socialistiska feminismen,
– Jag hade kunnat vara Clara
Zetkins polare, jag gillar att agitera.
Queer och marxism gör gemensam sak
när det gäller synen på det sociala som
konstruerat, menar hon. Det var i DDR
NIKK magasin 17
NR. 1 - 2003
– dåvarande Östtyskland – hon höll sin
första feministiska föreläsning. Feminism har varit och är ett rött skynke i
det forna östblocket. Med egalitära
Sovjetkommunistiska ögon sågs den
som ett borgerligt västerländskt påfund
– och nu i det postsovjetiska Östeuropa
ses den som en avknoppning från
kommunismen – en likhetsideologi.
– Jag sökte mig till Östtyskland av
politiska skäl och bodde där i två och
halvt år. Pluggade germanska språk på
Karl Marx-universitetet i Leipzig.
Egentligen skulle jag vara där i fem år
men jag blev så förbannad över att det
var en diktatur, inte alls den socialism
jag arbetat för. Länge ville jag inte tala
om det där, det var nästan traumatiskt.
Men jag tror fortfarande på socialismen
och föreläser en hel del i marxistisk teori
på gräsrotsnivå
– Väl hemma igen började jag
plugga teaterhistoria, film och litteratur.
Det blev Stockholm av studiepraktiska
skäl, sen har jag blivit kvar. Tog min
grundexamen och jobbade sedan på
Drottningholms teatermuseum i fyra år.
Min avhandling handlade om teateroch regihistoria på 1800-talet.
Tredja vågens feminism
– Men sedan började det rycka i min
politiska ådra igen. Under några år hade
jag levt ganska lugnt när det gäller aktivism. Jag kände mig inte hemma i den
feminism och kvinnorörelse som fanns i
Sverige under 1980-talet, jag tyckte den
var inåtvänd. I början av 1990-talet började det hända saker. Tidskriften Bang
föddes, queerbegreppet öppnade för nya
tankar kring kön och sexualitet – dock
ännu inte i Sverige – men Judith Butler
hade skrivit den banbrytande Gender
Trouble 1990.
I början av 90-talet anlände den så
kallade tredje vågens feminism till
Sverige med böcker som Susan Faludis
Backlash och Naomi Wolfs Skönhetsmyten. Åsa Crona skrev Bakom spegeln
och Kopiornas uppror. Något senare
kom Under det rosa täcket av Nina
Björk. Samtliga var reaktioner på den
kommersiellt exploaterade särartstanken. Även en icke-akademisk allmänhet
fick redskap att ifrågasätta konstruerad
feminitet. En queerteoretiker betonar
den så kallade socialkonstruktivismen.
Förenklat innebär den att vi som könsindivider producerar oss själva genom
våra handlingar. Den synen skiljer sig
från essensialismen som i stället utgår
från att varje individ har ett grundlägggande inre ”varande”; en själ, ett jag, en
egen identitet.
Rötterna i homoforskning
– För mig har genus alltid varit en helt
igenom ideologisk konstruktion. Både
radikalfeminismen och essensfeminismen känns helt främmande. De flesta
feminismer utgår från män och kvinnor
som motsatta kategorier. Queer gav
andra synsätt som tilltalar mig. Vi
intresserar oss för variationer i alla
grupper i stället för att koncentrerar oss
på hur kvinnor och män förhåller sig till
varandra.
– Men queer svävar inte i ensamt
majestät. Där har jag svängt. Tidigare
såg jag queer mer fristående men nu
betonar jag rötterna i homosexualitetsforskningen. Annars kan det bli som
med genus – en tendens att bortse från
feminismens roll i genusforskningen.
Forskningen om lesbiska bi-och homosexuella får absolut inte komma bort;
tvärtom ser jag gärna att det inrättas en
professur i ämnet i Sverige. Så länge inte
ämnet får en institutionell status är det
beroende av att enskilda forskare driver
utvecklingen framåt. En annan idé är att
skapa ett nordiskt forskningsråd för gayand lesbian studies.
I sin senaste bok Queerfeministisk
agenda beskriver Tiina Rosenberg queer
som en vidareutveckling och påbyggnad
av feministisk-, lesbisk- och gay-teori
och aktivism. Den är ett stycke samtida
köns-och sexualitetshistoria och kan
kännas befriande för dem, som liksom
Tiina Rosenberg, inte känner sig
hemma i traditionell feminism.
– Den svenska socialdemokratiska
feminismen handlar framför allt om att
skapa bättre villkor för den arbetande
modern, inte om befrielse i vidare
bemärkelse. Den queera feminismen
erbjuder frigörelse också från normen
om genuskontraktet mellan kvinnor och
män.
Butler queerteoretisk favorit
Om man frågar Tiina Rosenberg om
hennes queerteoretiska favorit är svaret:
Butler. Frågar man om vilken feminist
hon föredrar svarar hon: Butler.
Frågar man om vem hon bäst gillar
bland sexualitetsteoretikerna blir svaret
återigen: Butler.
– Butler är en toppenpingla – ett
slags nav när det gäller köns-och sexualitetsteori. En aha-upplevelse för mig var
också Wayne Koestenbaums The
Queen´s Throat; Opera, Homosexuality
and the Mystery of Desire som kom 1993.
Han skriver om Maria Callas och divakulten ur ett queer perspektiv.
Divakulten odlas särskilt i gaykulturen och i förstone kan den tyckas vara
ett tecken på ytlighet och fåfänga. Men
Koestenbaum ser divakulten som ett
förhållningssätt till världen för homosexuella ”queens” – okrönta drottningar
får kröna sig själva – en motståndsstrategi i lyxförpackning. Divan är den totala konstruktionen som kan rämna när
som helst, bryta samman, excellera i teatrala uttryck men också prestera formidabelt.
I mitten av 1990-talet dök begrepppet queer upp i svenska medier. Don
Kulick, professor i socialantroplogi,
använde termen i 1995 i en intervju i
Kom ut, RFSL:s tidning, Riksförbundet
för sexuellt likaberättigade. I Göteborg
arrangerade den första stora konferensen om homosexualitetsforskning i
1995. Den blev en bekräftelse på att
något var på gång, och en inspiration.
Ett hundratal forskare kom, många fler
än väntat. Året därpå var Tiina Rosenberg med och startade Queerseminariet
i Stockholm som fortfarande pågår.
1996 gjorde också Lambda Nordica,
tidskrift för homosexualitetsforskning,
ett specialnummer om queerteori där
Tiina Rosenberg bland annat skrev ”Om
queer ögonblick i teater och opera”.
Därefter har hon skrivit en mängd artiklar på svenska, finska och tyska. År
2000 kom boken Byxbegär där hon fortsätter att undersöka queer i teater och
opera, med tonvikt på kvinnor i byxrolller. Ligger queer nära till hands för just
en teatervetare – om man betänker att
teater handlar om att skapa roller?
18
NIKK magasin
– Märk väl, jag pratar inte om roller
när det gäller queer, utan om sociala
positioner. Men visst är det lätt att förstå processen att skapa och gestalta
karaktärer. Performance är ju ett scenterm som ligger nära begreppet performativitet som socialkonstruktivismen
använder för hur vi ”gör” genus.
”Queerofori”, men också
tysnad
Snart hade Sverige drabbats av ”queerofori”, som Tiina Rosenberg kallar det.
Tidningar där feminism, lesbiskhet och
homosexualitet varit blinda fläckar
publicerade långa reportage om queer
och transfrågor. Fortfarande fanns dock
avvikar-perspektivet kvar, men nu framstod queerfolket snarare som showartister än perverterade.
– En förklaring till att medierna blev
så förtjusta i begreppet kan vara att det
kändes lättare att säga queer än att tala
om den så självklara heterosexualitet
som ett problem, en maktfaktor. Tyvärr
har exponeringen fört med sig att queer
urvattnats och uppfattas som nån slags
underhållning snarare än ett maktanalytiskt verktyg och en politisk kraft.
Queer blev ett emblem för allt möjligt,
en gimmick.
– Intåg av queer sammanföll med
den svenska nationella ”komma ut-processen” i slutet av 1990-talet. Elisabeh
Ohlsons bildsvit Ecce Homo väckte
starka känslor och tvingade fram ställningstaganden. Europride i Stockholm
drog fler människor än någonsin och
visade större mångfald än tidigare pridefestivaler. Ordet queer användes som
beskrivning av den mångfald av männniskor som inte var heterosexuella.
Första gången jag stiftade bekantskap med Tiina Rosenberg som föreläsare var på Valands konsthögskola i
Göteborg våren 2000. Ämnet var motttagandet av Fucking Åmål, Lukas
Moodyssons populära och nydanande
film. Pressen teg nästan unisont om filmens bärande story, kärlekhistorien
mellan Elin och Agnes.
Vad berodde tystnaden på? Jo,sa
Tiina Rosenberg, att inte-låtsas-om ser
vi som ett uttryck för generositet, något
storsint och tolerant. Men egentligen är
NR. 1 - 2003
tystnaden en homofob handling. Den är
en medveten blindhet som kan uppfatttas som en makthandling, så länge
homosexualitet betraktas som ett avvikande beteende till skillnad mot heterosexualitet som anses vara det önskvärda
och privilegierade.
Varför provocerar
transpersoner?
Queer är teori men det är också praktik.
I sin politiska form växte queer fram
under 1980-talet i USA när homosexuella skuldbelades för hiv/aids. På pridemarschen 1990 delades Queer Nations
Manifest ut på New Yorks gator där
ordet queer återtogs från heterosamhälllet som utpekat ”avvikarna” som queer;
knäppa, konstiga. På aktivistnivå kom
queer att representera människor som
överskrider och utmanar normerna
kring sexualitet och kön: bisexuella,
homosexuella, lesbiska, transpersoner,
transsexuella, transvestiter, crossdressers,
dragkings/queens, butch/femme med
flera. I USA har det varit en konflikt
mellan transkvinnor och feminister – en
konflikt som också finns här hemma.
Radikalfeminister kan provoceras av
den feminitet som vissa transpersoner
tillämpar, en konservativ utseendefixerad kvinnlighet som ibland motsäger
feminismens kamp för att slippa den
sortens attribut och skönhetsnormer.
Dessutom menar en del att endast den
som är född biologisk kvinna kan förstå
kvinnans position i könsmaktordningen
och att den politiska kampen ska föras
könsseparatistiskt.
– Jag fattar inte vad som kan vara så
provocerande med transpersoner, säger
Tiina Rosenberg. Det finns både en
feministmoralism och en feministfundamentalism som kretsar kring den heliga kvinnan. Den är helt outhärdlig.
Socialkonstruktivismen har i praktiken
haft en liten betydelse för feminismen
trots att den teoretiskt sett dominerar.
– I vissa situationer är separatism
nödvändig som metod, inte som mål.
Butchiga kvinnor og
fjolliga queens
Ett par Tiina Rosenberg gärna återkommer till är butch/femme. Butch är
den lesbiska kvinnan i manskläder och
femme den lesbiska kvinnan i kvinnokläder. När är en handling queer och
när är den könsstereotyp?
– Stereotypt? I vems ögon? Jag
intresserar mig för synliga queera-, lesbiska-, gay- och transidentiteter. Mina
favoriter är butchiga kvinnor och fjolliga queens. Jag kan inte tänka mig något
mer förföriskt, och jag tänder inte på
kvinnor i största allmänhet. För mig är
dykes de mest begäransvärda kvinnor
som finns. Så det är en begärsfråga, helt
klart. I övrigt dyrkar jag fjollighet hos
män och är en gammal faghag .
– Fördjupar eller tillför queer något
kring kvinnors begär?
– Begär, erotisk energi, är en central
fråga för queer och fördjupar definitivt
frågan om begär och sexualiteter. De
queera idéerna strävar bort från kvinnligt/manligt-tänkande som så starkt präglar det feministiska tänkandet.
– Vilka är svagheterna med queer?
– En tendens att överbetona individen som sammanfaller med det
marknadsliberala projektets idéer.
Genom öppenheten för det icke-normativa och för positionsbyten finns också
en viss oansvarighet, en risk att maktperspektiven fördunklas, att man överser med kränkningar, övergrepp, förtryck.
En västerländsk fluga?
Närmast i Tiina Rosenbergs bokproduktion kan vi se fram emot Besvärliga
människor: Teatersamtal med Suzanne
Osten om normalitet och feministisk teater. (Osten är regissör och professor i
regi på Dramatiska institutet i Sverige)
Och för den som undrar om queer
är en västerländsk anglosaxisk fluga kan
Tiina Rosenberg så småningom ge svar i
projektet queer och postkolonialismen.
Hittills har hon varit i Bangladesh,
Indien och är på väg till Filippinerna i
höst.
NR. 1 - 2003
NIKK magasin
Nettets ”private sfærer”
– arena for utvikling av seksuell identitet
Av JANNE BROMSETH
Fo t o : C h r i s t o f fe r A s k m a n / B A M / S a m fo t o
Stipendiat ved Senter for kvinne- og kjønnsforskning
Institutt for tverrfaglige kulturstudier, Norges tekniske-naturvitenskaplige universitet
[email protected]
De unike mulighetene
til å danne grupper
på tvers av geografisk
plassering har ført til
et vell av ulike medierte interessefellesskap på internett. Det
unike ved mange av
disse fellesskapene og
nettverkene er at
områder som tradisjonelt sett har vært en
del av den private
sfæren, synliggjøres i
større grad i den nye
nett-offentligheten.
Tema og livssituasjoner som både er
tabubelagte og marginalisert i den hegemoniske kulturen, har
blitt spesielt sentrale
som utgangspunkt for
nettmedierte fellesskap, enten det dreier
seg om psykiske og
fysiske lidelselser,
politikk, livssyn eller
seksualiteter.
19
20
NIKK magasin
S
like nettsteder er viktige som
alternative medieoffentligheter,
som motvekt til tradisjonelle
medier hvor det som formidles sluses
gjennom redaksjoner. I tillegg er de
arena for identitetsprosesser og nettverksbygging i samhandling med andre
mennesker. Fokus her er nettet som
arena for utforskning og utvikling av
seksuell identitet, og hvordan medierte
grupper kan fungere som ressurser i
slike prosesser. Hvilke muligheter oppstår for å ta i bruk nettet som arena og
redskap for relasjonsskaping og nettverksbygging når mange innenfor
samme geografiske område har tilgang
til og bruker nettet som kommunikasjonsmedium?
Sentralt i en sosial konstruksjonistisk teoretisk forståelse av kjønn og seksualitet er at innholdet i disse dypstrukturelle kategoriene er sosialt og kulturelt
situert og noe som aktivt skapes og forhandles av situerte aktører innafor spesifikke rammer. Hvilke rammer utgjør
nettet som kontekst for disse prosessene
- for hva som forstås som ’normalt’ og
naturlig? Seksuell orientering er en kategori som tillegges betydning av samfunnet rundt for hvordan man tolkes og
forstås som individ og også for individets forståelse av seg selv i verden. Særlig
dersom den seksuelle orienteringen
avviker fra den heteronormative, er det
viktig å få gjenkjennelse og bekreftelse
på seg selv ved å møte andre i lignende
subjektposisjoner. Det empiriske grunnlaget for å diskutere disse spørsmålene er
min egen og andres forskning, så vel
som noen erfaringer og introspektive
refleksjoner jeg selv har gjort meg i tilknytning til egne identitetsprosser som
norsk og lesbisk. Eget materiale er basert
på en etnografisk og refleksiv tilnærming, og består av bredde- og dybdestudier av en rekke norske, svenske, danske, nordiske og europeiske interessefellesskap med ulike tema og kjønnssammensetning, med vekt på e-postmedierte diskusjonsgrupper (Bromseth,
under arbeid). Spesielt relevant for tema
i denne artikkelen er studiene av nettverk organisert rundt seksuell minoritetsorientering, med vekt på lesbiske og
bifile kvinner.
NR. 1 - 2003
Nettet – en normløs
sosial arena?
På tross av tidlige forhåpninger og spådommer om nettets potensiale for oppløsning av tradisjonelle makthierarkier,
både gjenskapes og utfordres kulturelle
hegemoni i medierte kontekster, ofte
med tekst som eneste redskap. At de første brukerne og utviklerne som ”plantet
flagget” i sin tid besto av hvite middelklasse mannlige nord-amerikanere, har
lagt premisser for hvilke praksiser og
verdier som får posisjon som naturlig og
normativt. Dette gjelder både forståelser
av hva nettet ”er” og hva dette innebærer – på makro så vel som på mikronivå.
På et overordna nivå blir dette synlig
gjennom for eksempel navn og kategorisering av nettmedierte grupper/websider. Her finner vi både ”Senior-net”,
”women-only-lists”, ”lesbiske lister/
sider” og chatterom kun for svarte.
Amerikanskdominerte grupper karakteriseres ofte som ”internasjonale”, med
nord-amerikansk kulturell tilhørighet
som stilltiende tatt-for-gitt-het, og egne
grupper for ”hvite menn” eller ”heterofile” glimrer med sitt fravær. Dette er ett
av mange eksempler på at normativitetshierarkier blomstrer også i nettverdenenen, og som setter spørsmålstegn ved
demokratiserende spådommer om
”blanke ark”.
Felles kulturell ramme
Den amerikanske dominansen og diskursen om ’det globale nettet’ har imidlertid blitt utfordret etter hvert som nye
grupper av brukere har inntatt nettarenaen. Grupper for homofile og lesbiske
var tidlig ute med å bruke nettet, samtidig som de kulturelle og sosiale hierarkiene er de samme innafor denne gruppa
(Wakeford 1997), hvor kvinners inntog
har generelt kommet seinere sammenlignet med homoseksuelle menn. Fra
siste halvdel av nittitallet, i takt med at
nett-tilgangen økte kraftig i en rekke
nordiske land (Nettstedet Nua), ser det
ut til å være en framvekst av nordisk
baserte grupper med et snevrere kulturelt og geografisk nedslagsfelt. I de nordiske gruppene jeg selv har sett på,
framhever flere av deres initiatorer
eksplisitt et ønske om å lage et gruppe-
fellesskap hvor deltakerne forholdt seg
til en snevrere sosial og kulturell referanseramme enn på de ”internasjonale”
gruppene. De snakker om behovet for
en ”egen” liste, uavhengig av de store
amerikanskdominerte. Et sted hvor
”min gruppe” av likesinnede kan snakke
om ”våre” ting som er viktig i vårt land,
eller en annen avgrensa fysisk enhet. Eva
Isakson (1997), som startet den første
europeiske diskusjonslista for lesbiske
og bifile kvinner, uttrykker sin opplevelse av kulturell fremmedgjorthet slik:
”after writing and writing, and being
aware (after having been on US sappho
for 1 year that my bytes would continue to
add an exotic Finnish flavour to the sea of
its postings while giving me but a little
nourishment back in the long run, I knew
that the time was becoming ripe”. (ibid:
3). Det fysisk geografiske blir dermed
utgangspunkt for å organisere mediert
kommunikasjon gjennom felles kulturell referanseramme.
Seksuell identitet som
kulturelt situert
Når en beveger seg ned på delkulturelle
nivå, som lesbekulturen, eller en akademisk kultur med sterke bånd på tvers av
nasjonale grenser, ser det altså ut til at
det fremdeles er viktig å dele nasjonal
kulturell overbygning i nettmedierte fellesskap når muligheten er der. Seksuell
identitet er tett vevet sammen med
andre deler av sosial identitet, og studier av de nye lokale fellesskapene for seksuelle minoriteter bekrefter nettopp
dette (Nip 2002, Bromseth 2003). Hva
som får posisjon som viktig tema, praksiser og verdier for lesbiske og bifile
kvinner og dermed utgangspunkt for
gjenkjennelse og bekreftelse på egen
identitet, er i høy grad knytta til kvinners og seksuelle minoriteters posisjon i
hovedkulturen. Dette gjelder medierte
så vel som ikke-medierte kontekster.
Som jeg skrev i dagboka mi etter å ha
’pendlet’ mellom Chicago og Trondheim i ett år i et anfall av dyp savn etter
den store lesbiske delkulturen i storbyen:
”Jeg elsker å være lesbisk i Chicago,
elsker storbyen og mangfoldet med hensyn
til normer, at jeg kan kle meg som jeg vil
NIKK magasin
NR. 1 - 2003
når vi går ut uten å tenke på å ’passere’,
som i den strikte androgyne lesbiske normativiteten her hjemme i Trondheim. Jeg
elsker å være 30, single og lesbisk der borte
fordi det er alle andre også, i mitt miljø.
Jeg elsker stoltheten og styrken fellesskapet
gir meg, selv om vi oppholder oss nokså
avskjermet fra ’den heterofile verden’.
Friheten til å gå ut når jeg føler for det og
alltid møte andre folk. Å diskutere egen
seksuell identitet og erfaringer og stadig få
nye impulser gjennom et vell av kulturelle
begivenheter enten det er musikk, teater,
film eller litteratur. Når jeg er i Chicago
bruker jeg aldri nettet som lesbisk. Jeg
trenger det ikke – jeg får alt i min fysiske
virkelighet. Samtidig er det ikke mitt
land, min kultur, nasjonalkulturelt. Og
jeg hadde aldri orket å bo der heller hvis
jeg ikke hadde delkulturen min der borte.
Ikke som lesbisk, uten grunnleggende rettigheter til å ikke bli diskriminert eller
gifte meg, eller fjerne alle spor etter meg på
nettet på jobb av frykt for ikke å bli oppsagt. Ikke som kvinne i en undertrykkende
machokultur…[…]”
De nordiske og europeiske diskusjonsnettverkene jeg har sett på i mitt
prosjekt er sosiale arenaer hvor kulturelle normer for lesbisk sosial identitet skapes og forhandles gjennom et tekstlig
ikke-fysisk fellesskap. De står på egne
ben som grupper og danner samtidig
utgangspunkt for relasjons- og fellesskapsbygging gjennom fysiske møter i
større eller mindre grad. Den lokalkulturelle ramma utgjør et viktig referansepunkt og ressurs i den tekstbaserte gruppekommunikasjonen og forhandlingene
om sosial identitet, enten det dreier seg
om offentlig medie- og politiske diskurser, felles arrangementer og organisasjoner i den lesbiske delkulturen, eller i fortellinger fra medlemmenes situerte hverdagsliv. I dette perspektivet står vi overfor en spennende tid i de nordiske landene, hvor den økte allmenngjøringa av
nettet byr på økte muligheter og ressurser når det gjelder utforsking og utvikling av seksuell identitet på siden av det
heteronormative. Denne utviklinga bør
ha forskningsmessige så vel som politiske konsekvenser.
og gutter hadde laget hjemmesider med
presentasjoner av seg selv, med mulighet
for å sende meldinger til andre medlemmer så vel som egne diskusjonsforum og
en chattekanal. Gjennom å synliggjøre
min forskningsinteresse på min egen
side, mottok jeg mange sterke historier
fra andre medlemmer om hva stedet
betød for dem, og hvordan det hadde
dannet utgangspunkt for å utvikle både
vennskap og kjæresterelasjoner. På et
blunk var stedet som ble utvikla og bygd
opp over 3 år borte. Selv om nye steder
har kommet til, tar det tid å bygge opp
gruppekulturer og delsamfunn – enten
de er medierte eller ei. Å ha noen å snakke med som tenker og føler likt er svært
viktig i tidlige identitetsprosesser for
spesielt unge homofile. Dersom nettmedierte fellesskap kan bidra positivt i slike
prosesser bør dette også prioriteres økonomisk fra politisk hold.
Bygging av sosiale nettverk
De fleste i Norden bor på relativt små
steder i sin fysiske virkelighet og uten
lesbiske fellesskap. Mange velger til og
med å leve skjult i forhold til en sentral
del av det å være menneske, nemlig seksualitet og kjærlighet. Nettgrupper som
er avgrensa for deltakere som befinner
seg i en relativt nær fysisk virkelighet,
medierer tekstlige identitetsfellesskap
mellom mennesker som både har felles
marginalisert seksualitet og nasjonalkulturell overbygning. Og fordi de faktisk
oppholder seg innen hverandres rekkevidde med enkle transportmidler uten
kryssing av tidssoner, danner de også
utgangspunkt for bygging av sosiale
nettverk i den fysiske virkeligheten.
Gjennom en e-postliste kom for eksempel jeg i kontakt med det lesbiske miljøet i Chicago, før jeg kom dit selv for første gang. Fra mitt kontor i Trondheim
kunne jeg som medlem av e-postlista
”Chicago Lesbians” få informasjon om
aktiviteter i det lesbiske miljøet. Vel
framme kunne navn på møtesteder
kobles med kart og transportruter, mennesker og miljø.
Forsknings- og sosialpolitiske
utfordringer
Det bør utvikles forskningsprosjekter
som ser nærmere på hvordan nettet brukes som ressurs i slike prosesser, og på
hvilke måter det medierte og fysiske
veves sammen. Vi står også overfor
utfordringer i forhold til hvilke sosialpolitiske konsekvenser dette eventuelt
peker i retning av. Hittil er det først og
fremst markedet som er hovedaktør i
driften av slike fellesskap i tillegg til
interesseorganisasjoner i større eller
mindre grad. Dette er imidlertid ingen
trygg og stabil ramme. Et eksempel på
dette er da det største norske nettsamfunnet for homofile, lesbiske og bifile,
Radiator, plutselig forsvant 15. november 2002 fordi de ikke-kommersielle
eierne, Helseutvalget for homofile og
lesbiske, fikk redusert sin statlige driftsstøtte betraktelig og ikke så seg råd til å
drive videre innafor den nye økonomiske ramma. Nettstedet var et multifunksjonelt sted som både tilbød informasjon og nyheter, så vel som en lukka
medlemsbasert del hvor 10.000 jenter
REFERANSER:
Bromseth, Janne. (under arbeid). Vindu mot virkeligheter: konstruksjoner av sosial identitet og samhandlingskultur på nordiske Internettmedierte diskusjonslister. Avhandling under arbeid,
Institutt for tverrfaglige kulturstudier, Historisk-filosofisk fakultet
NTNU.
Isakson, Eva. 1997. Living with lesbian lists. Tilgjengelig på
http://www.lesbian.org/lesbian-lists/lll.html
Nip, Joyce. 2002. ’The queer sisters and its Electronic Bulletin
Board: A study of the Internet for Social Movement
Mobilisation.’ Paper presentert på Internet Research 3.0,
Net/Work/Theory, Maastricht , 13. – 16- oktober 2002.
Wakeford, Nina. 1997. ’Cyberqueer’. I Lesbian and Gay Studies.
A Critical Introduction, s 20 - 39 , red Medhurst and Munt.
Virginia: Cassell
Nettstedet Nua
(http://www.nua.ie/surveys/how_many_online/europe.html)
har samlet statistikk over tilgang og brukere i de fleste land
i verden.
21
Fo t o : B j ø r n - O w e H o l m b e r g / S a m fo t o
22
NIKK magasin
NR. 1 - 2003
Hvor er
homsene
i jazz?
NIKK magasin
NR. 1 - 2003
Av TRINE ANNFELT
Forsker dr. polit.
Senter for kvinne- og kjønnsforskning,
Institutt for tverrfaglige kulturstudier,
NTNU (Norges teknisk naturvitenskaplige universitet)
[email protected]
Jazzmusikeren har vært
romantisert som outsideren med et utsvevende
liv og en umettelig appetitt på kvinner. Samtidig
har homoseksuelle menn
vært framstilt som uten
evne til å forstå jazz og
langt mindre spille selv.
Forklaringer på den store
heterodominansen i jazz
kan finnes i hvordan jazzen forstår og konstituerer seg selv og i konstruksjoner av seksualitet i det heteronormative samfunn. Kanskje er
det slik at jazz både
favoriserer menn som
opplever seg selv som
heterofile og at jazzen
har noen særegne belønninger til dem?
T
ittelen på mitt forskingsprosjekt ”Den som spiller best får
jobben” (Annfelt, 1999) viser
tilbake til en grunnleggende forståelse
av rekrutteringskriteriene for musikere i
dag: Det er talentet som teller og det
spiller ingen rolle om kroppen som
rommer dette talentet er farget eller
hvit, kvinne eller mann, heteroseksuell
eller homoseksuell. Oppslaget til prosjektet kom fra en utdanningsinstitusjon, og hang sammen med en interesse
for likestilling. Det var en klar observasjon ved institusjonen at det gjennom
de senere år hadde blitt atskillig flere
kvinner som tok musikkutdanning og
hevdet seg i norsk musikkliv. Det var
også klart at denne nye rekrutteringen
var skjev. De nye kvinnene var særlig å
finne innenfor klassisk musikk, mens
bl.a. jazz i liten grad var berørt av tilsvarende endringer.
Ikke kvinner og homofile
menn i jazz?
Etter hvert som jeg arbeidet med prosjektet, ble det klart at jazz rekrutterer
annerledes enn klassiske disipliner både
med hensyn til kjønn og seksuell orientering. Jazzutdanning ser ut til å være
spesielt mannlig og heteroseksuelt
dominert samtidig som det har en tradisjonell ”arbeidsdeling”. Det er få kvinner i jazz, og nesten alle er sangere.
Tilnærmet ingen menn utdanner seg til
sangere. Det er svært få (åpne) homoseksuelle og lesbiske utøvere, og slik er
det langt ut over utdanningsinstitusjonens rekker. Det er selvsagt ikke mulig å
finne statistikk på dette. Inntrykket
bygger på datainnsamlingen til prosjek-
tet. Jeg har intervjuet og/eller snakket
med til sammen 35 musikere/sangere.
En del av disse har jeg kommet i kontakt med gjennom en internasjonal
samtaleliste om jazz. Noen meget få har
sagt at de vet om homoseksuelle kolleger. De aller fleste har bekreftet at for
dem ser det ut som om jazz er befolket
av heteroseksuelle menn. Dette er min
bakgrunn for å mene at det er langt
mellom åpne homoseksuelle, profesjonelle jazzmusikere, i hvert fall i dag og i
hvert fall blant hvite musikere. Men
selvfølgelig fins ”de andre”. Musikkkritikeren og forfatteren John Gill
(1995) mener det er flere homoseksuelle mannlige jazzmusikere enn man vil
ha det til. Når de ikke er åpne, mener
han det henger sammen med homofobi,
bl.a. i form av forestillinger om at kunsten kommer i miskreditt dersom den
knyttes til homoseksualitet.
Samtidig er dette på mange måter et
overraskende funn. Nettopp jazz forbindes med en type demokratiske og progressive holdninger som prinsipielt
kunne bidra til å gi plass til mennesker
av begge kjønn og med ulike utforminger av seksualitet. Et trekk ved miljøet
slik jeg har møtt det gjennom forskningsprosjektet er da også at det oppfatter seg selv som inkluderende og ikke
spesielt homofobt.
Er ’noe’ med de homofile
Dersom talentet er det altoverskyggende
rekrutteringskriteriet og det er slik at
homofile utøvere er mangelvare i jazz,
blir en nærliggende logikk at de enten
ikke har så stort talent eller at de mangler interesse og smak for denne type
23
24
NIKK magasin
musikk. Denne logikken legger opp til
at det er noe med de homofile selv som
gjør at de ikke gjenfinnes som jazzmusikere. Når jeg spør informanter om de
har noen forslag til hvorfor det er så få
homofile jazzmusikere i Skandinavia i
dag, peker svarene i denne retning.
Informantene syns det er merkelig at
feltet er så dominert av heteroseksuelle
menn, men skal de først forsøke en forklaring, tror mange at det må handle
om noe med de homofile selv. Jeg vil her
snu denne logikken på hodet. Jeg har
undersøkt den kulturelle konstitueringen av en heteroseksuell norm på feltet
jazz. Jeg mener det ligger forklaringer på
den store heterodominansen både i
hvordan jazzen forstår og konstituerer
seg selv og i konstruksjoner av seksualitet i det heteronormative samfunn
(Butler 1993). Kanskje er det slik at jazz
både favoriserer menn som opplever seg
selv som heterofile og har noen særegne
belønninger til dem?
Sans for kamp og risiko
Mitt første poeng er at vi må slutte å tro
på en kjønnet eller seksuelt orientert
natur eller essens og i stedet undersøke
hvordan det som ser ut som natur
”blir til”, vedlikeholdes og/eller endres.
Musikk er ikke bare noe som utøves av
en musiker som har et uforanderlig selv
i form av en bestemt personlighet og
talent. Musikken eller de meningsammenhengene og forståelsene som bygges
opp i og om musikk skaper, vedlikeholder og eller/endrer også musikeridentitetene. Disse meningssammenhengene har
klare heteromaskuline konnotasjoner.
Musikken tales altså fram som bilder av
(hetero)menn blant så vel mine informanter som blant andre jazzmusikere og
jazzskribenter. Eksempler på dette er at
jazz italesettes som opprørsk og frihetselskende, som den musikalske rebellen
ingen kan sette i bås. Musikerne henter
inspirasjon hvor de vil, men til slutt går
de sine egne veier (Giddins 1999).
Giddins er en av de store amerikanske
jazzkritikerne og skriver i beste cowboystil at til slutt rir jazz alltid alene.
Improvisasjon som jo er jazzens adelsmerke blir omtalt som risikofylt. Å
improvisere beskrives som å ta musikal-
NR. 1 - 2003
ske sjanser for åpen scene. Derfor sier
musikerne, passer improvisasjon best for
folk som har sans for å kjempe og som
liker seg på kanten av stupet (Barret 1998).
Det blir forstått som personlighetstrekk
og som personlighetstrekk som særlig
gjenfinnes blant (heterofile) menn.
Også empati og følsomhet
Trygghetssøkende
– et handicap
Individet forstår seg selv fortløpende i
møte med de tilbud på forståelse og forklaring som til en hver tid er tilgjengelig
for det. Vi vinner selvforståelse og blir
handlende subjekter i møte med de
meninger om oss selv og verden som
hele tiden framsettes gjennom språket.
Å produsere mening er derfor en sosial
praksis som bidrar til å forme verden og
våre selvforståelser. Ingen av utsagnene
foran beskriver nødvendigvis egenskaper ved menn, men de gjentar forestillinger som i kulturen i en helt annen
grad kobles til mannlighet/heteroseksuelt orienterte menn enn til kvinnelighet.
De er fortellinger om hva som skal til i
jazz og samtidig fortellinger om hvordan (noen) menn ”er”. Slike fortellinger
går inn i og sementerer noen tradisjonelle forståelsesrammer for kjønn som
menn (og kvinner) kan bruke, og bruker, til å forstå seg selv og hverandre
med. Dette er samtidig begreper og
uttrykksmåter kulturen ikke uten videre
stiller til rådighet som fortellinger om
homoseksuelle menn.
Men jazz beskrives ikke bare som et
maskulint prosjekt. Det assosieres også
til forhold som forbindes med kvinnelighet. Mine informanter og mange
andre peker på hvordan innlevelse,
empati og følsomhet er viktige karaktertrekk hos jazzmusikere. Samtidig framhever flere at dette er egenskaper eller
evner dyktige musikere uansett utvikler
med årene. Uavhengig av kjønn og seksuell orientering kan den talentfulle
med andre ord regne med å vokse inn i
slike egenskaper. Det tales altså ikke
fram noe motsetningsforhold mellom
empati/innlevelse og det å være (heteroseksuell) mann. Og det trenger det selvsagt heller ikke være. Men på samme
måte trenger det heller ikke være noe
motsetningsforhold mellom risikovilje
og kamplyst og det å være homofil eller
kvinne. Samtidig er det ingen i mitt
materiale som beskriver dette som egenskaper som bare kommer med alderen.
Når det gjelder kvinner blir de av flere
beskrevet som trygghetssøkende; som et
karaktertrekk ved kvinner som i sin tur
er et handicap i jazz. Der risikovilje blir
forstått som nærmere heterofile menns
natur blir altså kvinners natur forstått
som nærmere det å være trygghetssøkende. Kvinner som kjønn blir dermed
forstått som å ha et nærmest naturgitt
handicap som må overvinnes i forhold
til improvisasjon. På denne måten blir
avstanden mellom det som forstås som
viktig i jazz og det som forstås som
typisk for kvinner, og for homoseksuelle
menn, vanskelig å overskride. Kulturens
fortellinger om hvordan mennesker ”er”
etter kjønn og seksuell orientering kan
med andre ord ha sannhetseffekter. Det
interessante ved fortellingene er deres
diskursive funksjon: Hvordan strukturerer de den sosiale virkelighet på en gitt
arena, hvilke handlingsmuligheter peker
de ut for hvem, hvordan understøtter de
de ulike kulturbærernes sosiale praksiser? Det gir for eksempel andre betingelser for å lykkes å ”vite” at man har sin
natur i mot seg enn å ”vite” at det lille
som mangler etterhvert vil komme av
seg selv. Barrierene mot å integrere seg i
et gitt miljø kan dermed være ulikt fordelt etter kjønn og seksuell orientering.
Jazz framstilles på måter som ”gjør” feltet maskulint i betydningen ”passer best
for heterofile menn”. Her kan det ligge
en forklaring på den overveldende
heteromaskuline dominans i jazz..
Åpner for det kulturelt
forbudte
Heteroseksualitet som seksuell strukturering og psykisk fenomen spiller også
inn. Psykoanalysen forklarer etableringen av en seksuell orientering i lys av kulturens dypstrukturerte homofobi. Utviklingen av det heteroseksuelle subjekt
skjer under en tabuisering av homoseksuelt begjær som innebærer at dette fornektes og fortrenges. Filosofen Judith
NIKK magasin
NR. 1 - 2003
Butler (1993) skriver at begjæret blir
inkorporert i det heteroseksuelle subjekt
som en glemt sorg. Denne sorgen fester
seg like fullt i kropp og sjel og gjør noe
med følelser og rasjonalitet. Det jeg
foreslår er at jazz tilbyr noen måter å
leve med denne sorgen på. Improvisasjon gir både muligheter for nærhet og
dialog samtidig som jazz er et formspråk
som de ukjente savnene kan uttrykkes i.
Mange jazzmusikere har pekt på hvor
intens opplevelsen av nærhet og hengivelse kan være under improvisasjon. En
av informantene beskriver det å gå i
band sammen som uendelig tett. Man
involverer seg så veldig, sier han, i et felles sound som alle leverer noe til og som
mange ganger har fått ham til å assosiere
til seksualitet. En annen musiker skriver
at improvisasjon på sitt beste blir lik det
språket som i noen øyeblikk utvikles
mellom to elskende (Oversand 1987).
Jazzmusikeren Nils Petter Molvær kommer med en lignende uttalelse: Det er
nærliggende å sammenligne det med
sex. Bare slippe taket og gi seg hen.
(Adresseavisen 16.12. 2002).
Improvisasjon åpner dermed for det
kulturelt forbudte, nemlig å erfare og
dele en intens nærhet med andre menn.
Kultur- og filmforskeren Anthony Easthope (1990) argumenterer for at bare
krig skaper slike muligheter for menn.
Bare når krigens gru fortelles fram kan
menn vise sin kjærlighet til hverandre,
trøste hverandre og sørge over hverandre. Den klassiske sekvensen i krigsfilmer
er den der den ene ligger døende på slagmarken og den andre finner ham og tar
ham i sine armer fra seg av fortvilelse og
sorg. Et av temaene i slike filmer er dermed den tette relasjonen mellom døden
og kjærligheten mellom menn.
Underteksten kan med andre ord uttrykkes som at det å bryte forbudet mot
homoseksualitet kan straffes med døden.
Det kulturelle premisset for å overleve er
altså å avstå fra homoseksuelt begjær.
Krig straffer den nærheten menn
kan hente hos hverandre med trussel om
død. Kanskje straffes også den nærheten
improvisasjon kan gi? Mytene om jazz
kan leses slik. Jazzmusikeren har vært
romantisert som outsideren med et utsvevende liv og en umettelig appetitt på
kvinner (Monson 1995). Samtidig har
homoseksuelle menn vært fortalt fram
som uten evne til å forstå jazz og langt
mindre spille selv (Gill 1995). Og nettopp her kan straffen ligge, nemlig i
trusselen om å ”miste” sitt talent, dvs
”bli” som homoseksuelle menn dersom
man bryter kulturens tabu og begjærer
menn. En annen måte å si dette på er at
mytene produserer fortellinger om
homoseksualitet som i sin tur kan bidra
til å opprettholde heteroseksuelle menns
hegemoni på jazzens arenaer.
En annen tolkning
Jeg tar her for gitt at når de jazzmiljøer
jeg har hatt tilgang til, framstår som tilnærmet fri for menn som forstår seg selv
homoseksuelt, så er det også slik. Men
her er det flere muligheter. Det er for
eksempel tenkbart at den anledningen
til å realisere nærhet til andre menn som
jeg argumenterer for at jazz gir, kan
gjøre at det oppleves som mindre nødvendig å ”gå ut av skapet”, å stå fram
som homofil. En enslige informant
snakker i denne forbindelse om en
musiker han tror er homoseksuell.
”Men han vet det kanskje ikke selv
enda”, sier informanten. Til tross for
stor pågang fra det annet kjønn ivaretar
denne mannen en avstand gjenom et
sett egenproduserte regler. Både reglene
og jazz som ramme for noen kroppsliggjorte erfaringer kan bidra til at selvforståelsen som, eller ønsket om å være
heteroseksuell er lettere å opprettholde.
For selv om homoseksualitet i større
grad enn tidligere er et tema i den
offentlige samtalen, er det nok fortsatt
slik at ”homse” produseres som annenrangs og dermed som en ganske skremmende identitetskategori, i samfunnet
generelt og også i jazzmiljøer.
LITTERATUR:
Adorno, Theodore (1983): Prisms. Cambridge, Mass.: MIT Press
Annfelt, Trine (1999) Den som spiller best får jobben. Sosiale
forhandlinger om kjønn og musikk i norsk musikkutdanning.
Barrett, Frank J. (1998): Creativity and Improvisation in Jazz
and Organizations: Implications for Organizational Learning.
Organization Science 6 (2): 605-23.
Butler, Judith (1993): Bodies that Matter: on the discursive
limits of "sex". New York: Routledge.
Easthope, Anthony (1990): What a Man’s gotta do. The
Masculine Myth in Popular Culture. Boston: Unwin Hyman.
Giddins, Gary (1998) Visions of Jazz. The first Century. New
York: Oxford University Press.
Gill, John (1995): Queer Noises. Male and Female Homosexuality
in Twentieth-Century Music. Minneapolis: University of Minnesota
Press.
Monson, Ingrid(1996): Saying Something. Jazz Improvision amd
Interaction. Chicago & London: The University of Chicago Press.
Oversand, Kjell (1987): Improvisasjon og tilstedeværelsens estetikk. I Ledang, O.K.: Musikklidenskapelig. 13 essay.
Musikkvitenskapelig institutt 1962 87. Bergen: Solum forlag.
25
NIKK magasin
NR. 1 - 2003
”PORNSTAR”
Når eksperter konstruerer unges
seksuelle identitet
Af SARAH HOLST KJÆR
Cand. mag. i folkloristik og doktorand-studerende
ved Etnologiska Institutionen, Lunds Universitet
[email protected]
fra Urban, januar og maj 2002, min
Den offentlige omtale af
understregning).
unges seksuelle identitet
Ovenstående, seksualiserede udsagn er
kan forstås som en
produceret i et skisma hvor "individ-analytiske" virkemidler er funderet i - og legiekspert-genre, hvor kultimeret af - eksperternes udsagn som en
turelle forestillinger om
omtale af bestemte menneskers identitet
og adfærd. Dette gør Urban til et offentmandligt og kvindeligt,
ligt sted blandt mange, der producerer og
voksen og barn presses i
gør kønsforestillinger tilgængelige i samform af ideen om heterofundet. Omtalen af unge bliver en fremførelse og retorik af ”kønnede italesætseksuelle kendetegn og
telser”, der kan give adgang til kulturelle
køns- og generationsmatricer for, hvordan grupperinger og
forskelle.
kategoriseringer producerer kønnet.
Ekspert-genrens
kropsliggørelse
M
ed jævne mellemrum kan man
læse udsagn om unge i den
københavnske gratis-avis Urban, der har et oplag på 180.000 eksemplarer og læses af de fleste som tager tog
og bus om morgenen. Her skabes en arena
af natteliv og kroppe som gennem en
række eksperters - psykologer, sociologer,
sexologer - fagterminologiske optik fremmaner en offentlig konstruktion af unges
seksuelle identitet:
Det er jo paradoksalt at unge piger går
rundt med Pornstar på deres T-shirts […]
Det nye hit i det københavnske natteliv er
Viagra, og handlen med potenspillen er
yderst omfattende. Unge mænd helt ned til
16-års alderen bliver jævnligt afsløret af
narkopolitiet med den receptpligtige medicin
på sig […]. Bare maver og stramtsiddende
bluser er den helt store mode blandt unge
piger. Det samme gælder tatoveringer, kunstige bryster og fedtsugninger, som børn i
dag får lavet med forældrenes accept (sakset
Fo t o : A n n L i n d b e r g / M i ra / S a m fo t o
26
I den seksualiserede omtale af unge benyttes en identitetsbeskrivelse med omdrejningspunkt i forestillingen om, hvad unge
gør, f.eks. at de har en form for offentlig
festkultur i det københavnske natteliv, har
bestemt tøj på og har et seksualiseret tilbehør i deres lommer, nemlig Viagra.
Identitetsbeskrivelsen består her i, at
ekspert-genren konstruerer unge i sammenhæng med en seksuel identitet ved at
anvende kønnede italesættelser, som indebærer, at handling og krop placeres i en
tæt forbindelse med seksualisering. Både på
et statushierarkisk niveau, dvs. forholdet
mellem voksen/ekspert og ung, men i særdeleshed også på et kulturelt niveau, består eksperternes retorik og videnskabelige
grundvilkår i en intertekstuel forbindelse
til almene, heteroseksuelle kønsforestillinger, som kontinuerligt er med til at
skabe en kropsliggjort ungdomskategori.
Som gruppe er de unge bemærkelses-
NIKK magasin
NR. 1 - 2003
værdigt stille i det offentlige rum, hvilket
dog ikke betyder, at de er usynlige. Tværtimod er kropsliggørelsen central både i
medierne og i ekspert-genren.
Kropsliggørelsen kan forstås som et
felt af utallige citeringer og formuleringer
– en art polyfoni – produceret omkring
unge af de omgivende forhold: Politirapporter om narkotika og livsstilsmedicin
(Viagra) fundet i det københavnske natteliv, T-shirts med sloganet Pornstar på,
observeret blandt teenagere af sexologer og
statiske oplysninger om plasticoperationer
fra kirurger. Kropsliggørelsen er altså
baseret på adskillige aktørers udsagn, hvilket formulerer en ungdomskategori med
udgangspunkt i en seksualisering, der på
samme tid også baserer sig på ekspert-genrens vilkår, nemlig at den er funderet i en
idé om generations- og erfaringsforskelle
på unge og voksne.
Distancering og inkludering
Seksualiseringen kan – med et generationsbegreb - forstås som en synsvinkel og
en forventningshorisont til en pågældende ungdoms- og alderssituation (se også
Christensen 1994:12), hvor ekspert-genrens retorik og definitionssystemer skaber
en seksualiseret kropsliggørelse gennem
(mindst) to modsatrettede strategier. For
det første som en distancering, hvor kropsliggørelsen forstås som adskilt og forskellig fra de voksne/eksperternes gennem
benævnelser som ”unge piger”, ”unge
mænd” og ”børn”. Men også gennem
usynliggørelsen af eksperterne selv som i
stedet fremstår i kraft af fagtermer og analyser. For det andet som en inkludering
hvor kropsliggørelsen defineres udfra forestillingen om unge, baseret på eksperternes – og almenhedens – forventningshorisont: Unge forbindes med ”ungdom”,
som atter forbindes med kulturelle forestillinger om unges ”natteliv” og om f.eks.
seksuel løssluppenhed og udpræget kropsfiksering, hvilket igen forbindes med
unges seksuelle identitet. Denne forventning giver mening – og legitimeres – ikke
bare i kraft af ekspert-genrens udsagnskraft, men vinder også genklang i almene
heteroseksuelle forestillinger som synes at
være i overensstemmelse med identitetsbeskrivelsen. Denne cirkelslutning vil jeg
diskutere i det i det følgende.
Viagra – potens og
infantilisering
Heteroseksuelle forestillinger kan siges at
materialisere sig i eksperternes fokusering
på potensmidlet ”Viagra” og – som jeg
siden vil diskutere - ”kunstige bryster”.
Forestillingerne – som jo ikke er særegne
for ekspert-genren, men er en del af hverdagens mediestrøm – er letaflæselige som
konnotationer med seksualiserende implikationer, der umiddelbart refererer til
henholdsvis mandens og kvindens forbindelse med bestemte, kønnede attributter.
Spørgsmålet er, hvordan unges seksuelle
identitet konstrueres i ekspert-genren, og
hvordan disse "hyper-heteroseksuelle"
attributter som "Viagra" og "kunstige
bryster" (re)formulerer heteroseksuelle
forestillinger om mænd og kvinder. Sexologen Gerd Winther udtaler:
Alle unge mænd har jo en eller anden
form for præstationsangst – alle vil være gode
elskere og tilfredsstille kvinderne […]. Alle
vil jo gerne have en sød pige […] Viagra sikrer en solid rejsning, og derfor vil der opstå
et sort marked for det (Sexolog Gerd
Winther i Urban, 23-1-02, s. 3).
”Solid rejsning” er et udsagn der kan
lyde komisk, men der ingen tvivl om, at
sexologen forventes at mene det alvorligt
og at blive taget alvorligt. Hun har mulighed for at benævne potens i detaljer og
hendes taletid og udsagnskraft er tildelt
legitimerende status gennem kulturelt
vedtagne norm- og regelsystemer (Drakos
1997:22, 25). Sexologen – og sexologien
– er en del af, udgår fra og indgår i dette
kulturelle normsystem, og hendes udsagn
genererer bestemte holdninger og forestillinger, som placerer mænd og kvinder,
unge og voksne i bestemte, adskilte sfærer.
Ekspert-genren etablerer unges seksuelle identitet – i dette eksempel særligt
mænd - gennem en homogeniserende,
generaliserende og dermed objektiverende
retorik om ”alle” unge mænd, som vil
være ”gode elskere”. Udsagnet er formuleret som en slags faktuel oplysning, der virker alment anerkendt og som samtidig
inddrager ”pigen” som en ”indlysende”
del af konstruktionen.
I denne omtale af potensmidlet Viagra
blir det tydeligt hvordan ekspert-genren
konstruerer unges seksuelle identitet. Det
sker i temmelig beskedne termer; unge
mænd vil være ”gode” elskere – og ikke
f.eks. super-elskere, eller at pigerne som
de gerne vil ”præstere” overfor betegnes
som ”søde” piger frem for f.eks. erotisk
krævende. Dermed skabes en relation
udfra heteroseksuelle principper, hvor
Viagra ikke fremstilles som et vidundermiddel med magiske egenskaber, men
snarere som en måde at opnå almindeligheder på, nemlig at møde en ”sød” pige.
Det betyder, at den unge mands præstation og det hyperseksuelle nedtones, hvilket kan forstås gennem generationsbegrebet og inddragelsen af aldersforventning.
Anderledes end voksne
I ekspert-genren fortælles "ungdom" som
anderledes end at være voksen. Og det er
interessant, at Viagra faktisk ikke eksponeres som markør for en skræmmende
fremtidsversion hverken som pornoficering eller som forestillingen om mangel på
selvkontrol og disciplin (Nilsson 1999:
243). Tværtimod fremstilles potensmidlet
ufarligt og tamt, dvs. som en del af et
møde med en ”sød pige” - noget ”alle
mænd” gerne vil. Viagra normaliseres
udfra en heteroseksuel tematisering, der
naturaliserer en mandlig hyper-potens,
samtidig med at den ”solide rejsning” rettes mod pigen og dermed mod det vaginale samleje (Ekström 2001:154). Så samtidig med, at de unge mænds seksuelle
identitet konstrueres udfra hyper-seksuelle markører, afseksualiseres de også. Sexologens retoriske forbindelse mellem
potensmidlets ”solide rejsning” og de
”gode” drenge og ”søde” piger skaber en
infantil seksualisering, hvor aldersforventninger etableres, ikke bare til unge, men
også til voksne. I fremstillingen forstås de
unge som børn. Den almene hverdagsforståelse - at børn ikke må besidde det seksuelle område - maksimerer sammen med
ekspert-genren og fremstillingen af unge
som ”gode og søde børn” en binær billeddannelse af den potente og erfarne
mand/voksne.
Sammenblandingen af det potente og
infantile skaber nogle betydninger, hvor
unge (drenge/piger) fratages seksualitet
gennem en aldersforventning, der er konstrueret udfra kønsforestillinger om
mandlighed og potens, og hvor generations- og aldersforskelle anvendes til at
bedømme og vurdere unge mænd i forhold til andre mænd og i forhold til sam-
27
28
NIKK magasin
fundsmæssige kønsideologier om heteroseksualitet (Lilliequist 2001:89). Potent
og kompetent lyst knyttes til erfaringen
”at være mand”, og infantiliseringen meddefinerer unge mænds seksuelle identitet.
Når de gerne ”vil være” gode elskere, bliver betydningen implicit, at de ikke er
gode elskere endnu. Derfor forklares
Viagra heller ikke i skræmmende fremtidsscenarier, for de unge mænd er ikke
ligesom (voksne, eksperter og) mænd,
som i kraft af deres alder og erfaring tillægges egenskaben at være gode og kompetente elskere.
Kunstige bryster – psykologisering og privatisering
Dette ekspertcitat hentet fra Urban indeholder en forståelse af ”kunstige bryster”,
som knyttes til ideen om en dårlig barndom. Psykolog Ole Schouenborg udtaler:
[Med en dårlig barndom forsvinder]
den fundamentale livslyst, og den forestilling
at livet er dejligt, og at folk i bund og grund
vil barnet godt. Den erstattes i stedet af en
gennemgående paranoia, når barnet bliver
ældre, der får det til at ønske sig kunstige
bryster og en mistillid til, at nogen vil elske
det med mindre det hele tiden skaber
opmærksomhed omkring sig (Psykolog Ole
Schouenborg, Urban i 6-5-02:17).
Sammenhængen mellem psyko-sociale problemer og seksualiserede attributter
formuleres, således at den omtalte men
abstrakte og ekspert-matricerede kvinde
får tilskrevet en identitet, hvor det hyperseksualiserede attribut, kunstige bryster,
forbindes med dårlige opvækstforhold.
Det interessante er, at udsagnet om de
kunstige bryster synes at være formuleret
over en klassisk kønsforståelse, der forbinder kvinden, hjemmet og kroppen
med hinanden. Herfra virker det nærliggende at inddrage det ”opmærksomhedskrævende” barn, hvilket - pludseligt - forvandles til kvindens emotionelle motiv og
adfærd; hun nærer ”mistillid”, mangler
”livslyst” og har ”paranoia”, og derfor
ønsker hun sig kunstige bryster.
Ekspert-genrens kropsliggørelse skaber altså en unormal kvindekrop, der er
anderledes en mandekroppen, som både
kunne være normaliseret og hyper-seksualiseret, men dog ufarlig i kraft af mangel
på erfaring. Den kvindelige kropsliggørelse synes snarere at bestå i, at kunstige
NR. 1 - 2003
bryster er unaturlige og unormale i forhold til den normale krop, ligesom den
dårlige opvækst er unaturlig, unormal og
skadelig set i forhold til et normalt barns
udvikling og opvækst. Den psykologiske
forklaring er umiddelbart baseret på distinktionen: naturlig/unaturlig kropsliggørelse og normal/unormal opvækst, hvilket
samtidig henleder opmærksomheden på
at kvindens seksuelle identitet faktisk ikke
inkluderes i kropsliggørelsen, som den
blev med de unge mænd. Samtidig bliver
forståelsen af fænomenet ”kunstige bryster” kvindens individuelle problem funderet i hendes identitetskonflikt, opvækst
og livsvilkår. De kunstige bryster tillægges
både en privatisering i det offentlige rum
(Bjerrum Nielsen 1996:5), og samtidig
marginaliseres kvinden ud af det offentlige rum, og det på trods af at ”kunstige
bryster” ligeså vel kunne omtales som en
kommerciel vare og som en del af et fælles kønnet forbrugsmønster af idealforestillinger og kropsopfattelser.
Kvindekroppen gøres i stedet grænseløs forstået på den måde, at den inddrager
- og destinerer sig - udfra barndommen.
Frem for en forbindelse til forestillingen
om seksuel identitet og adfærd, som tilfældet var med beskrivelsen af Viagra,
kommer ekspert-genren til at formulere
kvinden i ental som privatiseret og destineret udfra en heteroseksuel kønsorden,
der formulerer kvindens seksualitet som
uvirksom og ikke-eksisterende (Ekström
2001:156).
Ekspert-genrens køns- og
generationsorden
Mænd og kvinder i samme generation
anses som forskellige på trods af, at ideen
om ”samme generation” også kunne
generere ensartede værdimæssige og normative ligheder mellem kønnene. (Dårlig) barndom og barnlighed (drenge/
piger) er en del af ekspert-genrens
udsagnskraft, som er funderet i nogle cirkelslutninger, der kategoriserer mennesker i generations- og kønsgrupper.
Kategoriseringerne knytter sig igen til
kulturelle forestillinger og matricer for
køn og aldersforventninger. Dette viser at
kropsliggørelsen af unge indgår i og er
formuleret udfra en permanent ulige relation og positionsmagt funderet i distinktionen: børn/voksne, eksperter/klienter,
mænd/kvinder (Bengtsson 1996:82).
Den ulige relation og forskellighed
består i at kvinden forankres i det private
og socio-psykologiske, hvorimod manden
i kraft af den kønsmæssige homogenisering (mænd) omtales normaliseret. Mens
kvinden forbindes med sygdomsmotiver,
som isolerer hende i sine opvækstforhold,
fremstilles hun også som afvigende og
afseksualiseret på trods af fokus på de
hyper-seksualiserede attributter. Mandens
hyper-seksualisering derimod fremstilles
som et naturaliseret fællesstræk, ”alle”
mænd har.
På den måde reproducerer ekspertgenren en fremherskende heteroseksuel
og hegemonisk mandlighedsorden (Lilliequist 2001:89), der udgår fra, at der er
forskel på, hvad der gælder for mænd, og
hvad der gælder for kvinder (Ekström
2001:149). For mens mandens hyperseksualisering retter sig mod andre mænd
i potens-sammenligning og mod kvinden
som modtager, rettes kvindens hyper-seksualisering mod hjemmet, barndommen
og emotionerne.
Denne kønsorden næres samtidig af
ekspert-genrens generationsorden. Infantiliseringen av unges seksuelle identitet
er baseret på en implicit forventning om,
at voksne mænds seksuelle identitet er
anderledes end unge mænds, mens forventningen til voksne kvinders seksuelle
identitet ekskluderes som sammenligningsfaktor for unge kvinder.
REFERENCER
Bengtsson, Margot 1996: Könsmakt eller Föräldramakt? Ungdomar
om förädraauktoritet, föräldradominans och föräldraidentifikation
före och efter 1970-talets "kvinnorevolt". Kjønn, generation, identitet. Rapport fra et seminar 1.-2. februar 1996 ved Senter for
Kvinneforskning. Universitetet i Oslo:71-86.
Borg, Erik & Aagaard, Lars 2002: Det grænseløse ønskebarn.
Urban, mandag 06-05-02:16-17.
Christensen, Ann-Dorte 1994: Generation, køn og politisk mobilisering. Kvinder, Køn og Forskning 1/94:9-27.
Drakos, Georg 1997: Makt över kropp och hälsa. Om leprasjukas
självförståelse i dagens Grekland. Stockholm: Symposium.
Lundahl, Pia 2001: Intimitetens villkor. Kön, sexualitet och berättelser om jaget. Lund: Kristianstads Boktryckeri.
Nielsen, Harriet Bjerrum 1996: Kjønn, generation og identitet –
introduktion til seminariet. Kjønn, generation, identitet. Rapport
fra et seminar 1.-2. februar 1996 ved Senter for
Kvinneforskning. Universitetet i Oslo:5-12.
Nilsson, Bo 1999: Maskulinitet. Representation, ideologi och retorik. Umeå: Boréa Bokförlag.
Salomonsson, Karin 1998: Fattigdomens besvärjelser. Visionära
ideal och vardagliga realiteter i socialt arbete. Lund: Historiska
Media.
Wikborg, Lars 2002: Unge københavnere køber Viagra på det
sorte marked. Pushere sælger potenspiller til de unge på diskotekerne. Urban, onsdag 23-01-02:3.
Wikborg, Lars 2002: Forventet og farligt. Urban, onsdag 23-0102:3.
NIKK magasin
NR. 1 - 2003
Rosen
og kjønnsorganet
Av AGNES BOLSØ
Senter for kvinne- og kjønnsforskning,
Institutt for tverrfaglige kulturstudier, NTNU (Norges teknisk naturvitenskaplige universitet)
[email protected]
Et nærbilde av den blodrøde, fullt utsprungne
rosen med duggdråper i
kronbladene kan oppleves som erotisk fordi det
symboliserer det kvinnelige kjønnsorgan.
Nærbilde av en kvinnes
kjønnsorgan mens hun
spriker med benene mot
kameraet er et mye
brukt motiv i mainstream pornografi. Når vi
tolker inn en erotisk forbindelse mellom rosen og
kjønnsorganet, tegnet og
tingen, er det basert på
at begjær kodes, at vi
lever i en kultur som
kobler nytelsen, makten
og begjæret til kjønn.
S
å hva er egentlig forskjellen
mellom rosen og kjønnsorganet?
Et enkelt svar kan være at det er
forskjellen mellom tegnet og tingen,
mellom symbolet og tingen det symboliserer. Rosen er en symbolsk representasjon av det kvinnelige kjønnsorgan i de
bilder som i debatten om pornografi
hevdes å være erotiske. Det er ”kvinnen”
seeren også her blir invitert til å se på,
som i det pornografiske bildet av det
kvinnelige kjønnsorgan. Det er altså det
kvinnelige som er objektet for seeren i
begge tilfeller. Slik jeg forstår erotikk og
pornografi, så er forholdet mellom de to
slik at mainstream-pornografi gjør tydelig og eksplisitt det som er bilder på det
erotiske. Pornografien gjør ting av tegnet. Både i det som gjerne blir kalt erotikk og i det som gjerne blir kalt pornografi er det som oftest ”kvinnen” vi blir
invitert til å se på og å forlyste oss ved.
Jeg vil diskutere det ved å ta utgangspunkt i kvinnen som ”den andre”.
Seksuell subjektivitet
I tråd med filmviteren Teresa de
Lauretis’ nyskriving av psykoanalytisk
teori (1994), forstår jeg det seksuelle
begjæret som en lengsel etter noe eller
noen utenfor oss selv, en lengsel fra sub-
jektet mot et objekt av en eller annen
art (en bestemt kvinne, en bestemt
mann, kvinner, menn, en ting, rosen,
kjønnsorganet). I fantasien kobles
begjæret og objektet som gjør det mulig
å søke og å (gjen)oppleve seksuell
nytelse. Jeg deler også de Lauretis’ forståelse av seksuelle fantasier ved at jeg
ser dem som våre egne, men ikke bare
det. De er også kollektive, sosiale og historiske, og jeg vil her bare referere til
maktaspektet i den kollektive seksuelle
arven i vår vestlige kultur, slik det utlegges i Michel Foucaults tenking om
makt-vitendiskurser (1995). Her beskrives nytelse og makt som koblet til hverandre gjennom de siste tre hundre års
disiplinering av kjønn og omgang
mellom kjønnene. Pornografen har alle
våre fortrengninger og hemmelige
drømmer å plukke fra når scenariene
skal skapes, og industrien bidrar til å
skape eller gjenopplive fantasier hos den
enkelte.
Allerede i antikken satte grekerne
grenser for hva en burde se, ikke av
moralske årsaker, men fordi det var en
kunst å kontrollere seg selv. Blikket ble
forstått som lidenskapens sikreste
medium, gjennom blikket trenger
lidenskapen seg inn i hjertet. Blikk, lys,
29
30
NIKK magasin
bilde ble dermed farlig for ”sedenes
strenghet” (Foucault 2002, s. 163). På
den andre side kan også det å se være
den sikreste måte å kvitte seg med en
lidenskap på. I lyset blir kroppens
mangler, skitt og smuss prentet inn i
sinnet og vekker vemmelse i stedet for
lyst. Bildene ble altså ansett som viktige og måtte håndteres riktig i balanseringen av begjæret og nytelsen.
Moderne pornoindustri etterstreber
ingen slik balanse. Den griper både
vemmelsen og skjønnheten og har innsett at det som er vemmelig for den ene,
er skjønt for den andre. Innenfor denne
logikken blir målet å tilfredsstille alles
fantasmatiske forestillinger og invitere
til nye – i konkurransen om våre penger.
Det kvinnelige – ”det
andre”
De tabuer og hemmeligheter som
utgjør grunnstammen i mainstream
pornografiens, og dermed også erotikkens fantasi-scenarier tilsvarer i stor
grad de fortrengninger som utgjør
grunnlaget for Freud og psykoanalysens
batteri
av
nevroser og perversjoner. Ødipuskomplekset og det inscestuøse, sadismen,
masochismen, sodomien, homoseksualiteten, degraderingen, voyeurismen,
exhibisjonismen, det anale, det orale Freud systematiserte en rikholdig meny
til pornografene. Samtidig, og kanskje
nettopp derfor, er psykoanalytisk teori
et godt egnet og overlegent det mest
brukte analytiske redskapet for å studere
pornografiens
innhold.
Psykoanalysen så pornografien som en
reise som starter i en forståelse av det
mannlige begjæret og med det kvinnelige som ”det andre”. Pornografien forteller gjennom sitt vell av forskjellige
fantasiscenarier en historie om menneskelig mangfold og variasjon i lyster,
men det er hva vi kan kalle en mannlig
begjærstruktur som først og fremst invi-
NR. 1 - 2003
teres med på reisen. Denne mannlige
begjærstrukturen i pornografien beklages av ”alle”, også de som er relativt
liberale til pornografi (Hardy 1998,
Mühleisen 2002, Nagle 1997, Sprinkle
2002, Synnevåg 2002, Williams 1999).
The money shot
Hva innebærer det så at det kvinnelige
er ”det andre’ i pornografien? Jeg vil se
på to aspekter som kan illustrere det.
Den pornografiske scenografien er i
overveiende grad å bygge opp mot den
mannlige ejakulasjon: ”the money
shot”. Den amerikanske pornoforskeren og Berkeley-professoren Linda
Williams kritiserer feminister for å
blande sammen det mannlige kjønnsorgans funksjoner, slik som evnen til å
penetrere, voldta og synlig ejakulere,
med maskulin symbolsk betydning
(Williams 1999). Nye pornografer, som
heteroseksuelle kvinner, lesbiske,
homoseksuelle menn og sadomasochister stiller nå spørsmål ved hva som kan
være nytelsene hos menn (og kvinner):
”The money” shot kan dermed komme
i krise. Kroppsdelen ”penis” er sentral i
pornografien fordi den så direkte henviser til et symbolsk betydningssystem
der den tilskrives aktiv kontroll over det
kvinnelige. Dette handler ikke om
peniser som sådan. Også lesbisk pornografi henter erotisiteten, muligheten for
seksuelt å opphisse, fra det samme falliske betydningssystem (Bolsø 2002).
Dette betydningssystemet burde få mer
av vår oppmerksomhet.
Begjæret som lengsel
Når begjær defineres som en lengsel
etter noe utenfor oss selv, blir dette
eller denne andre utenfor oss selv koblet
til eget begjær i fantasien. Det er altså
noe med den andre/det andre som må
stå sentralt i enhver teori om begjær. Og
vel og merke en teori om begjær, ikke
nødvendigvis en teori om kroppslig
nytelse. Å søke en teori om nytelse som
ikke er knyttet til distinksjonen jeg versus den andre, er hva blant andre
Foucault foreslår. Han sier at utgangspunktet ikke må være kjønns-begjæret,
men kroppene og nytelsene (1995).
Det vil i praksis si å søke den kroppslige nytelsen i nytelsen selv. Når jeg velger å lene meg på psykoanalysens dramatiske kjønnstenkning og tapstenking
som grunnlag for å diskutere nytelse,
framstår den kommersielle pornografien som det helt nødvendige og naturlige tilsvaret i et kapitalistisk samfunn.
Jeg vil gjerne ut av en slik tenking, som
blant annet innebærer en fastfrysing av
det kvinnelige som ”det andre”, og ofte
kvinnen som ”den andre”. En mulighet
er å gå veien om nyskrivinger av psykoanalysen.
Kvinnen og pornografi
Teresa de Lauretis og filosofene
Elizabeth Grosz og Judith Butler er alle
teoretisk etterrettelige og grundige når
det gjelder å innskrive det kvinnelige
begjæret i det falliske betydningssystem.
Dette gjør de, vel og merke, uten å gi
kvinner plassen som feminint passive
eller masochistiske slik Freud tenderte
mot, når han da ikke sa at kvinner
måtte bli menn for å begjære aktivt.
Meget kort fortalt handler det om at
det falliske er omsettelig, og ikke knyttet til menn med naturens nødvendighet (Butler 1993, de Lauretis 1994,
Grosz 1991). Deres tenkning om dette
kan absolutt brukes til å begrunne
påstanden om at også kvinner kan ha
aktiv og begjærlig glede av pornografi.
All pornografi får sitt eget liv i brukerens fantasiverden. Der er det mulig å
transformere bildenes subjekt- og
objektposisjoner slik at det passer til
brukerens behov, samme hvordan disse
posisjonene er i den pornografiske
representasjonen. En kvinne kan identifisere seg med hvilken som helst posisjon i det pornografiske bildet. Selv om
kvinner i denne teorien nå er innskrevet
NIKK magasin
NR. 1 - 2003
som aktivt begjærende, noe Freud selv
ikke klarte, så representerer det kvinnelige fortsatt ”det andre”. Den teoretiske
forbedringen er at også kvinner kan realisere det erotiske potensialet i denne
dynamikken.
Feministens problem
På ett eller annet plan er vi alle innskrevet i pornografiens fantasier og er
bærere av dem. Hvor bekvemme er vi
med at hele befolkningen travelt onanerer til bilder av nevroser skapt i 1700og 1800-tallets makt-vitendiskurser?
Dilemmaet er nedtegnet som en subjektiv opplevelse av Robin Morgan.
Hun er amerikansk journalist og poet,
og skrev i 1982 en artikkel om feministens problem med seksuelle fantasier
som ikke er politisk korrekte, der hun
sier:
”På dette tidspunktet var jeg motløs
på grunn av det jeg trodde måtte være den
uunngåelige kjerne-motivasjonen for disse
fantasiene: en dyptfølt lengsel etter legitim
underordning under menn. Jeg søkte tilflukt til viljens makt og nektet meg selv å
fantasere. Dette reduserte brått min kapasitet for orgasme, noe som var, fant jeg ut,
enda mer deprimerende. Og etterhvert
som jeg engstet meg mer og mer over min
nærmest frigide tilstand, så kapitulerte
jeg, og følte meg som en alkoholiker som
gikk tilbake til flasken” (Morgan 1982, s.
113).
Fantasiene kan altså oppleves som et
stramt regime. Kan symbolikken
endres? Kan vi installere andre tegn for
å gi betydning til seksuelt begjær?
Begjæret som ukodet
Uten at hun går veien om psykoanalytiske perspektiver, er det også dette
spørsmålet den norske antropologen
Jorun Solheim reiser i sin bok ”Den
åpne kroppen. Om kjønnssymbolikk i den
moderne kultur” (1998). Kvinner med
en kropp symbolisert ved seksuell åpenhet driver desperate forsøk på grense-
markering, først og fremst symbolsk,
men også reellt. Og kanskje, sier hun, er
det i fantasien vi bør lete etter nye distinksjoner og grenser. Elizabet Grosz
hører til blant dem som teoretisk forsøker å trekke dette videre, sin tidligere
interesse for psykoanalyse til tross.
For Grosz (1995) er begjær turbulent og rastløst, det nekter å bli kodet i
tegn, signalisering, mening. Det er ofte
vanskelig å si hva som tiltrekker en.
Begjæret har ikke noe objekt, bare en
serie av intensiteter i kroppen. Forbindelsen mellom de sensitive kroppsdelene kan ikke bli forstått i termer av
dominans, penetrering, kontroll. Det er
sjalusi som best beskriver forbindelsen,
sjalusi fra en kroppsdel til den andre på
grunn av intensiteten som føles i den
ene på bekostning av den andre. Det er
ingen privilegerte erotiske soner som
husker hvor godt og stimulerende det
var. Det er kroppsflater som kommer
sammen, og produserer fornyer, forandrer libidinale soner. Hos Elizabeth
Grosz er begjæret i kontinuerlig tilblivelse, og ikke først og fremst knyttet til
orgasmen, The Rise and Fall, det voksende og avtakende, som vi ofte begrenser begjæret til å være. Begjæret kuliminerer tvert i mot i produksjonen av
følelser vi aldri har kjent før, tilpasninger vi aldri har tenkt på, energier som
aldri er temt, og regioner vi aldri har
kjent.
Det kan diskuteres om dette er en
akademisk fantasi, en seksuell fantasi
eller om det faktisk overskrider fantasien og nærmer seg kunsten. Vår motstand mot kjønnssterotypiske framstillinger i pornografi og erotikk kan i henhold til dette skje ved at vi utvider
sanseopplevelsene som vi skriver inn i
det seksuelle, underminerer nytelsens
koblinger til kjønnsordningen, og dermed underminerer kjønnet slik vi kjenner det. Når vi tolker inn en erotisk forbindelse mellom rosen og kjønnsorganet, tegnet og tingen, er det basert på at
begjær kodes. Denne forbindelsen brytes her. Men vi er medlemmer av en
kultur som kobler nytelsen, makten og
begjæret. Derfor kan en annen mulig
tolkning av Grosz' tenkning være det
som historikeren David Halperin
(1995) utlegger som en konsekvens av
det tilsvarende forslaget hos Foucault:
forståelsen av den regisserte maktulikhet mellom sadisten og masochisten
kan nå omskrives i termer av kroppslige, sensasjonelle følelser og forandring
av selvet.
REFERANSER
Bolsø, Agnes (2002) ’Maskulinitet i erotisk spill mellom
kvinner’. Kvinneforskning, 3-4, s. 88-105
Bolsø, Agnes (2002) Power in the Erotic: Feminism and Lesbian
Practice. Doktorgradsavhandling. Skriftserie nr.2/02, Senter for
kvinne- og kjønnsforskning, NTNU
Butler, Judith (1993) ’The Lesbian Phallus and the
Morphological Imaginary’, i Bodies That Matter: on the
Discursive Limits of Sex, 57-93. London: Routledge
de Beavoir, Simone (1972) The Second Sex. Harmondsworth:
Penguin
de Lauretis, Teresa (1994) The Practice of Love. Lesbian
Sexuality and Perverse Desire. Bloomington: Indiana UP
Foucault, Michel (1995) Seksualitetens historie I. Viljen til viten.
Oslo: Exil
Foucault, Michel (2002) Seksualitetens historie III. Omsorgen for
seg selv. Oslo: Exil
Freud, Sigmund (1977) On Sexuality. Three Essays on the
Theory of Sexuality and Other Works. London: Penguin Books
Grosz, Elizabeth (1991) ’Lesbian Fetishism?’. differences, vol3,
no2, s. 39-55
Grosz, Elizabeth (1995) ‘Animal sex. Libido as desire and
death’, i E. Grosz, E. Probyn (eds): Sexy Bodies. The strange
carnalities of feminism, p278-299. London: Routledge
Halperin, David M. (1995): Saint Foucault. Towards a Gay
Hagiography. New York, Oxford: Oxford University Press
Hardy, Simon (1998) The Reader, The Author, His Woman and
Her Lover. Soft-Core Pornography and Heterosexual Men.
London, Washington: Cassell
Morgan, Robin (1982) ’The Politics of Sado-Masochistic
Fantasies’, i Against Sadomasochism. A Radical feminist Analysis,
109-124. East Palo Alto: Frog In The Well
Mühleisen, Wencke (2002) ’Pornografiens utfordring til ytringsfriheten’, i Klassekampen 5. september
Nagle, Jill (ed) (1997) Whores and Other Feminists. London:
Routledge
Solheim, Jorun (1998) Den åpne kroppen. Om kjønnssymbolikk
i moderne kultur. Oslo: Pax Forlag
Sprinkle, Annie (2002), intervju i Klassekampen 18. oktober
Synnevåg, Marit (2002) 128 sider om pornografi. Trondheim:
Akademisk forlag
Williams, Linda (1999) Hard Core. Power, Pleasure, and the
”Frenzy of the Visible”. London: University of California Press
31
32
NIKK magasin
NR. 1 - 2003
Pornografi og køn
i massekulturen
Af ANETTE DINA SØRENSEN
Adjunkt, Center for Ligestillingsforskning
Roskilde universitet
[email protected]
Hvis man skal tro den offenlige debat har vi de senere år været vidne til et nyt
fænomen i Norden. Fænomenet går under betegnelsen ”seksualisering af det
offentlige rum” og det implicerer en øget henvisning til seksualitet i massekulturen. Men det afgørende nye ved situationen er pornografiens langt større
aftryk i massekulturen og de stereotype kønsrepræsentationer det kaster af sig.
Hvor 1990’ernes reklamebilleder afspejlede den postmoderne opløsning af
kønnets traditionelle betydninger, boomer nu et tilbagetog til uhyre
traditionelle kønsrepræsentationer.
NIKK har fått i oppdrag fra de
nordiske likestillingsministrene å
utarbeide en forstudie til en fellesnordisk undersøkelse av hvordan
eksponering for pornografi påvirker
unge menneskers holdninger til
kjønn og seksualitet. Forstudien
har blitt laget i sammarbeid med
det danske Center for
Ligestillingsforskning.
M
assekulturens henvisninger
til det seksuelle som
opmærksomhedsskaber og
målgruppespecifik henvendelsesform er
slet ikke så ny som debatten lader antyde. I Danmark har seksualiteten været
repræsenteret lovligt i det offentlige rum
siden liberaliseringen af billedpornografien i 1969 (Thing, 1999). Det er imidlertid ræsonabelt at tale om, at henvisningerne til det seksuelle er mangedoblet de senere år. Men det afgørende nye
ved situationen – og den udfordring,
der tårner sig op foran os - handler først
og fremmeste om noget andet; den
handler om pornografiens langt større
aftryk i massekulturen. Og det gælder
ikke kun i reklamemediet, der er tale
om et helt generelt træk i modereportager, i ungdomsmagasiner, i tv-programmer, musikvideoer og ikke mindst i
kampagner unge selv stabler på benene.
Og tingene hænger sammen; de stereotype kønsrepræsentationers genopstandelse er i høj grad forbundet med
pornografiens massekulturelle gennemslag (Sørensen og Cawood, 2002;
Sørensen, 2002)
Mainstreaming af pornografi
– ”porn chic”
Den betegnelse, der bedst dækker pornografiens nuværende placering i vores
kultur er ”mainstreaming”. Den engelske medieforsker Brian McNairs har i
flere af sine bøger beskæftiget sig med
fænomenet, som i medieforskningen
kaldes ”porn chic” (McNair 2002 og
1996). Begrebet betegner den kulturelle
proces hvor pornografi glider ind i
vores hverdagsliv, som et alment accepteret, ofte idealiseret kulturelt element.
Tre samvirkende tendenser sætter pro-
NIKK magasin
NR. 1 - 2003
cessen i skred. Den første handler om
volume og dækker både det forhold, at
udbuddet af den regulære pornografi er
blevet større og det forhold, at den er
blevet lettere tilgængelig. Ønsker man at
gøre brug af pornografi er man i dag ikke
længere begrænset af tid, sted og udbud.
Parallelt med disse forandringer i udbud
og tilgængelighed er der tale om en
clean-up tendens, der betyder, at den
regulære pornografi er i færd med at blive
stueren. Det sker gennem massemediernes stigende interesse for feltet, og
udmønter sig i så forskellige genre som
dokumentarprogrammer på tv, almindelige magasiners henvisninger til pornografiske internet-links, anmeldelser af
pornoblade, samt artikler, der handler
om pornografi, pornografibrug eller er
’live-reports’ fra strip-clubs eller S/Mkældre (Sørensen, 2003). I Danmark er
et sidste skud på stammen i denne cleanup-tendens ex-pornomodellen Katja
Keans selvbiografiske beretning om hendes fantastiske liv i den internationale
pornobranche (Kean og List 2002).
læserens/tv-seerens accept af pornografien og dens massekulturelle tilstedeværelse alene er et spørgsmål om frisind.
Har man reservationer overfor emnet er
man med andre ord ’ikke frisindet nok’.
Det danske ungdomsmagasin ”Tjeck”,
der henvender sig til begge køn, finansieres af fagbevægelsen og uddeles gratis
til alle unge medlemmer, har været med
på pornochic-bølgen siden midten af
1990’erne. I februar 2002 bragte magasinet artiklen ”Snoop Doggy Dogg – I
have fucked one million ho’s”, der er et
godt eksempel på ovenstående. Ved første øjekast synes den at ville tematisere
de etiske dilemmaer ved pornografi gennem historien om en ung mands moralske kvaler i forbindelse med køb og brug
af en hardcore pornofilm. Men det viser
sig hurtigt, at artiklens tematik frem for
’etiske dilemmaer’ snarere er ’fascination
af porno’, samt at hensigten med artiklen er at legitimere og normalisere pornoforbruget. Det sker gennem en
eksplicit latterliggørelse af pornokritikkens hovedargumenter og understreges
domsmagasiner benyttes i stigende
omfang tegn, stiltræk eller verbale
udsagn, der ikke i sig selv er pornografi,
men som flittigt citerer fra et pornografisk univers. Det kan være fotomodellernes positurer, deres beklædning, bevægelser, de scenarier de er sat ind i, eller
de replikker de lægges i munden.
Modereportagerne i Sisleys efterårskatalog 2001 var således stærkt seksualiserede billeder med klare referencer både til
dyre-sex og til klassisk pornografiske
scenarier. På et af katalogets opslag refereres til det man i pornoterminologien
kalder ”cum-shottet”, dvs.pornofilmens
handlingsmæssige klimaks, hvor den
mandlige pornomodel ejakulerer i munden eller i ansigtet på den kvindelige
pornomodel. Modekataloget parafraserer cum-shottet i billedet af en ung
kvinde, der sprøjter mælk fra et ko-yver
ind i munden. Mælken løber ud af hendes mund og ned over hagen, mens hun
ser henført og drillende på beskueren,
fuldstændig i overensstemmelse med det
blik pornomodellen retter mod den
Normalisere pornforbruget
af detaljerede forbrugeroplysninger om,
hvor filmen kan erhverves samt af artiklens brug af billeder og citater fra
Snoop Doggy Dogg’s pornofilm. (Tjeck
Magazine 2002/123: 42-45)
imaginære beskuer i en traditionel pornofilm.
Når massemedierne beskæftiger sig med
pornografi, opererer de – helt bevidst - i
det skismatiske felt mellem ’blufærdighed’ og ’frigjorthed’. Motivet til at
dække emnet formuleres som et public
service ønske om at ville informere om
og dokumentere tilværelsens skyggesider. Alligevel synes det mest af alt at
handle om at udfordre og flytte grænser.
Argumentet om, at det skal være acceptabelt at sige og vise ting, der kan opfattes som overskridende, bruges såvel
eksplicit som implicit, og man forstår, at
Fragmenter af pornografien
Samtidig med de to ovennævnte tendenser gør en tredje tendens sig gældende i den proces, som kaldes ”pornchic”
eller mainstreaming af pornografi.
Fragmenter af pornografien glider ud i
massekulturen. På reklameposters, i
musikvideoer i modereportager, i ung-
Stereotype
kønsrepræsentationer
En problematik som relaterer sig til
mainstreaming af pornografi i massekulturen, vedrører den måde kønnene
repræsenteres på. En stor del af den
regulære pornografi – særlig hvis man
taler om almindelig hard-core porno benytter en kønsrolle-stereotypi, som
glider ud i massekulturen, når massekulturen trækker på de pornografiske refe-
33
34
NIKK magasin
rencer. Det er i særlig grad tilfældet i
reklamemediet, men gælder, som
beskrevet, også i mere almindelige
modereportager. Trækker man linien
hårdt op kan man sige, at rollefordelingen i mainstream-hardcore pornografi er
den klassiske: Kvinderne viser sig frem,
lokker til ved at agere liderlige for herefter at servicere seksuelt. Mændene lader
sig indfange og er permanent præstationsdygtige. Selvfølgelig er denne kønsrepræsentation ikke gældende for al pornografi, men pointen er, at det i stigende grad er tilfældet, når reklamebilleder
og modereportager kopierer fra pornografien. Sagen er, at der ikke bare er tale
om en retro, hvor man roder i de historiske gemmer og genanvender traditionelle kønsfremstillinger. Der er tale om,
at mere begrænsede og endimensionale
kønsfremstilling spreder sig og vinder
indpas i massekulturen, som den eneste
gyldige beskrivelse af, hvad mandlighed
og kvindelighed betyder.
Dette forhold kan især undre, hvis
man ser på reklamebranchen. Branchen
er almindeligvis kendt for at være ’streetwise’. At kunne tage bestik af samfundsmæssige tendenser og formidle
kulturelle forandringstræk ligeså hurtigt, som de viser sig. Forholdet mellem
kønnene er ingen undtagelse. Gennem
de sidste 50 år har reklamemediet således fungeret som seismograf for kønsforholdets bevægelighed. Enhver udvidelse af rollerepertoiret eller forskydning
af magtforholdet er lynhurtigt blevet
registreret, sat i scene og spredt til forbrugerne.
1990’ernes mangfoldighed
Set i bakspejlet – og i lyset af pornografiens massekulturelle gennemslag - står
1990’erne som det årti, hvor reklamerne
for alvor opløste kønnenes traditionelle
betydning - helt i tråd med, hvordan det
i øvrigt forholdt sig i samfundet, og ganske på linie med de postmoderne ideer
om kønnets kulturelle konstruktion og
potentielle foranderlighed. I reklamemediet indtog kvinderne den offentlige
sfære, bemægtigede sig bilen og brød
døren op til mandelogerne. De blev
fremstillet som magtfulde, intellektuelle
og uafhængige gemytter. Den samme
NR. 1 - 2003
flertydighed ramte de beskrivelser af
maskulinitet, som massekulturen diskede op med. 1990’erne var årtiet, hvor
det blev muligt at trække mandlighedens betydning fri af breadwinnerrollen
og magten og fremstille mænd som både
sexede objekter, afhængige, følsomme
personager og omsorgsfulde fædre: ”The
male swan will watch over offspring
while his mate searches for food”, bedyrede Marc O’Polo i 1997 (Sørensen,
1997)
I dag er denne kønsrepræsentationernes mangfoldighed påny fortrængt
til massekulturens marginaler, mens vi
hastigt bevæger os mod kvindelighedens
ultimative seksualisering: mod en
reduktion af kvindelighedens betydning
til ”sexy”. At ’sex’ er kvindelighedstegnet
par exellence blev understreget for nylig
af virakken omkring lanceringen af Yves
Saint Laurents nye herreduft ”M7”.
YSL-reklamen eksponerer en full-frontal nøgen mand med synlig eksponering
af penis. En række herremagasiner,
blandt andre GQ fandt det så anstødeligt, at de nægtede at publicere reklamen, med mindre billedet blev beskåret.
Trods 30 år med såkaldt seksuel frisættelse er det fortsat kun muligt at eksponere full-frontal nøgenhed, hvis den
fremvises af en kvindelig model. Og
modviljen mod at bringe billeder, der
seksualiserer en objektgjort mandlighed,
kan bevirke, at den øget seksualisering
af massekulturen, som porn-chic tendensen har medført, udelukkende bliver
virksom i forhold til repræsentationer af
kvinder/kvindelighed, således at betydningen af kvindelighed bliver eksklusivt
sammenknyttet med seksualitet
Ønskes: Alternative
fortællinger om køn
Med pornografiens massekulturelle
mainstreaming – pornchic-tendensen –
får vi et problem på halsen, som måske
nok har cirkuleret i vores kultur tidligere, men som nu rammer os med fornyet
kraft. For når udvalget af de kønsbilleder massekulturen stiller til rådighed
bliver stadig mere endimensional i sin
skildring af, hvad kvindelighed og
mandlighed kan betyde, så begrænses
pigers og drenges, unge mænds og kvin-
ders identifikationsmuligheder væsentligt. Fra medieforskningen ved vi, at der
er sammenhæng mellem virkeligheden
og de skildringer massekulturen laver af
den (Drotner, 1996). Det er ikke kun
menneskers forskellige livspraksisser, der
påvirker massekulturens billeder og fortællinger. Påvirkningen går også den
anden vej. Menneskers livspraksis tager
form af de billeder, massekulturen producerer. Derfor er billederne ikke bare
skærm for virkeligheden. De er også
medskabere af den. Så hvis vi mener de
skandinaviske ligestillingsidealer alvorligt og virkelig vil skabe lige muligheder
for mænd og kvinder må der skabes
alternative, massekulturelle fortællinger
om køn til den opvoksende generation.
For hvis ikke der findes fortællinger om
såvel kvindelige koncernchefer, professorer og præsidenter, som mandlige sexobjekter og omsorgsfulde fædre, hvordan skal den opvoksende generation så
komme på den tanke at mulighederne
findes? Og hvordan skal de få en reel
oplevelse af, at kønnet ikke begrænser?
Denne artikkelen er basert på et foredrag
Anette Dina Sørensen holdt på workshopen "Pornografisering av det offentlige
rom" som NIKK organiserte på oppdrag
fra det norske Barne- og Familiedepartementet under Women and Democracy
konferansen i Tallinn, Estland i februar
i år. Se www.nikk.uio.no
REFERENCER:
Drotner, Kirsten, (1996): Øjenåbner. Unge, medier og modernitet.
Skriftserie fra Center for Ungdomsmedier, Nr. 1,
Dansklærerforeningen
Kean og Henrik List (2002): Katja - Stjerne i syndens by,
Tiderne Skifter
McNair, Brian (1996): Mediated sex – pornography & postmodern culture, Arnold
McNair, Brian (2002): Striptease culture – sex, media and the
democratisation of desire, Routledge
Sørensen, Anette Dina (1997): ”Kønsrepræsentationer og erotisering – strejftog gennem 40 års reklamebilleder”, i Kvinder, Køn
og Forskning 4/97: 63-71.
Sørensen, Anette Dina og Cawood, Sarah Højgaard (2002): Viden
om pornografiens effekter på børn og unge, notat til
Ligestillingsministeren, juni 2002
Sørensen, Anette Dina: “Pornchic – køn og pornografi i massekulturen” i antologien ”Perspektiver på ungdom og køn, (red.
Bibi Hølge-Hazelton), udkommer april 2003
Thing, Morten (1999): Pornografiens historie i Danmark,
Aschehoug
Tjeck magazine, 2002/123, februar 2002
NIKK magasin
Debatt
NR. 1 - 2003
Objektivisering
af kvindekroppen
og identitetsdannelse
Den aktuelle genuskontrakt indeholder en identitetskonflikt for nulevende kvinder, som er urgammel, fordi
den udspringer af et urgammelt system, der stadig holdes i hævd.
Systemet kan kaldes den bestående
orden, den symbolske orden, den
maskuline diskurs eller genussystemet, men det er – hvad det har været
igennem historisk tid – en patriarkalsk indretning.
I en kultur hvor unge kvinder har ti
gange så stor risiko for at få spiseforstyrrelser som unge mænd, hvor modne
kvinder har dobbelt så mange depressioner som modne mænd, hvor fremstillingen af kvinden som sexobjekt er den
brik, der får billedet til at gå op i reklamebranchen og medierne, og hvor unge
kvinder pakker sig ind i sexede klude,
før de tør sige noget intelligent – i
denne kultur er manden fortsat normen
og kvinden fortsat det andet køn.
At en samfundsindretning er patriarkalsk vil sige, at den er domineret af
diskursive praksisser, der hævder genussystemets to bærende ben kønshierarkiet (fastsættelsen af manden som norm
og kvinden som det andet) og dikotomien (adskillelsen af mænd og kvinder).
De diskursive praksisser er sprogets skabeloner for virkeligheden. De er den
måde, hvorpå mennesker taler om verden og dermed frembringer idéer og
forestillinger til at forstå verden med.
De diskursive praksisser i en patriarkalsk
orden er maskuline. Maskulin skal ikke
forstås biologisk specifikt, men symbolsk som en praksis der hylder fallos
som overordnet symbol. De maskuline,
diskursive praksisser virker gennem
videnskaben, filosofien, historie-, kunstog litteraturhistorieskrivningen og
understøtter hierarkiet og dikotomien.
En bærende strategi til opretholdelsen af
genussystemet er koblingen mellem
kvindemennesker og køn/seksualitet.
Simone de Beauvoir formulerede dette i
1949 med sin definition af kvinden:
”Man kallar henne också ”könet” och
menar därmed att hon för mannen
framstår först og främst som könsvarelse. För honom är hon kön och alltså
är hon det helt och hållet… Hon är den
oväsentliga gentemot den väsentlige.
Han är Subjektet, det Absoluta – hon är
det Andra.” Et halvt århundrede senere
eksisterer koblingen mellem kvinder og
køn/seksualitet fortsat.
Objektiviseringen
Seksualiseringen af kvindemennesker
har stået på igennem hele den vestlige
kulturhistorie, og feminister har i
mange år peget på denne objektivisering. Men seksualiseringen er i det
seneste årti skruet kraftigt op og har fået
en fremtrædende rolle i det offentlige
rum: fremstillingen af nøgne kvindekroppe er eskaleret, seksuelle signaler
indflettes overalt i kommunikationen
fra nyhedsudsendelser til folkeoplysning
Seksualisering af det offentlige rum
udgør efter min mening den vægtigste
maskuline strategi i den aktuelle forhandling
mellem
kønnene.
Seksualiseringen insisterer på en relation
mellem kvinder og krop, køn og seksualitet, der fastholder de traditionelle
kønsroller og hæmmer kvinder i at
udfolde sig udetermineret af de feminine kønstegn på deres kroppe. Mens
kvinder på den ene side er på vej mod
stadig større indflydelse, og deres intellekt er blevet anerkendt officielt, fastslås
det på den anden side uofficielt igennem de seksualiserende diskurser, at
kvinder stadig er kroppe, og at kroppe
stadig er til for mænds lyst og glæde. Jeg
mener således, at seksualiseringen af det
offentlige rum er trumfkortet i den
aktuelle udformning af en genuskontrakt.
I dette indlæg giver jeg et bud på,
hvorfor objektiviseringen af kvindekroppen er en effektiv strategi i den
sociale forhandling om magten mellem
kønnene. Min tese er, at objektivisering
skaber en identitetskonflikt, fordi identitet er forankret i kroppen. Jeg mener,
at en grundlæggende erfaring af, at et
menneskes krop er dets helt egen – af
35
36
NIKK magasin
fri, fysisk udfoldelse og udforskning – er
betingende for subjektiv forankring i
verden. Fordi kroppens begrænsning
kan blive viljens begrænsning, mener
jeg, at en basal oplevelse af at være herre
(!) over sin egen krop er en forudsætning
for at være herre over sig selv. Kvinders
identitetsdannelse besværliggøres følgelig i en kultur, hvor kvindekroppen
fremstilles som et objekt. Når kvindekroppen i det offentlige rum er en genstand, er det vanskeligt for kvinden i det
private rum at være subjekt i sin krop.
Derfor er seksualiseringen af kvindemennesker en uhyre effektiv strategi i
opretholdelsen af den herskende orden
– af patriarkatet.
Synliggøre de maskuline
diskurser
Feminismer – essentialistiske såvel som
konstruktivistiske – har siden Simone
de Beauvoir søgt at udrede og synliggøre de maskuline diskurser, der udgør
mønstret i den vestlige kulturhistorie.
Diskurserne placerer kvinder uden for
repræsentationen – det vil sige menneskers virkelighedsforestillinger – idet de
knytter det kvindelige til det mystiske,
kaotiske og uigennemtrængelige, til
mørket og natten. Kernen i de maskuline diskurser er subjektiviseringen af
mennesker med maskuline kønstegn og
objektiviseringen af mennesker med
feminine kønstegn. Forskellen mellem
essentialismen og konstruktivismen kan
opsummeres i spørgsmålet: fødes
kvinden eller skabes hun? Essentialister
hævder, at der findes en sand kvindelig
seksualitet, men at den er undertrykt.
Konstruktivister hævder, at den kvindelige seksualitet er konstrueret som marginaliseret ud fra maskuline parametre.
Fælles for de to retninger er anerkendelsen af, at fremstillingen af kvindekroppen som objekt udgør et skæbnesvangert vilkår for kvinder, når de søger
subjektivitet og identitet. Objektiviseringen af kvindekroppen vanskeliggør
identitetsdannelsen, fordi den rubricerer
kvinder som særegen gruppe ud fra
kroppens tegn – man kan sige, at det
er igennem seksualiteten, at subjekt/
objekt-diskursen fæstnes fysisk.
Jeg mener ikke, at det er frugtbart at
lade konstruktivisme og essentialisme
NR. 1 - 2003
udelukke hinanden. Kroppe med henholdsvis maskuline og feminine kønstegn afstedkommer uvægerligt forskellige erfaringer. Men betydningen af disse
erfaringer er ligeså uvægerligt en fortolkning og som sådan til forhandling i
sproget. Objektiviseringen af kvindekroppen er kernen i den patriarkalske
orden, og dekonstruktionen af denne
objektivisering derfor kernen i emancipationen. Jeg mener ikke, at der i kroppen kan hentes absolutte sandheder om
kønnene, men at en grundlæggende
oplevelse af, at et menneskes krop tilhører det selv, er en forudsætning for, at
mennesket kan fæstne subjektivitet – og
således identitet.
Identitet defineres som ”indbegrebet
af de elementer, der gør en person til en
individualitet”. Det vil sige, at identitet
er forudsætningen og udspringet for et
menneskes kohærente tænken og handlen. En autonom subjektsposition er
betingende for identitetsdannelse, eftersom fremkomsten af ”individuelle elementer” kræver et fælles udgangspunkt
– en fast position. Når kvinder i den
nuværende sociale orden brydes med at
finde identitet, skyldes det følgelig, at
den hævdvundne definition af kvinden
indebærer en objektsposition. Kroppen
er identitetens forankringspunkt, og
sålænge kvindekroppen objektiviseres
besværliggøres kvindemenneskers identitetsdannelse.
I en tid hvor kvinden er fri i teorien,
beslaglægges kvindekroppen i realiteten.
I en tid hvor parolen lyder, at kvinder og
mænd er lige, burde de kvindelige subjekter tåle dagens lys. Men pigers spiseforstyrrelser, unge kvinders sexede
afskærmning og modne kvinders forbrug af lykkepiller tyder på, at kulturen
trods kvindesag og kvindekamp fortsat
er hierarkiseret, at den fortsat er gennemstrømmet af maskuline diskurser,
der fortsat marginaliserer kvinder I en
tid hvor kvinden tydeligere end nogensinde før erobrer selvstændighed og
autonomi, fastholdes hun samtidig
tydeligere end nogensinde før som sexobjekt.
Sanne Rokamp
Cand. mag i dansk og oldhistorie
København Universitet
Sexualiteten
i Skandinavien
- myter och
realiteter
I februari i år kunde jag för första
gången ge en förläsning om Karl
Evang och hans insatser i Norge vad
beträffar sexualundervisning. Detta
tack vare min vistelse på NIKK förra
året.
Jag har under de senaste åren inhämtat
mycket jämförande material från Danmark, Finland och Sverige till en kurs jag
undervisar vid University of Washington
i Seattle. Den heter ”Sexuality in
Scandinavia: Myth and Reality” och det
deltar 215 studenter den här terminen i
kursen. För många studenter är det den
första introduktionen till skandinavisk
kultur och inspirerar varje år en handfull
studenter till att fortsätta studier i skandinaviska språk, historia och litteratur.
Norge har varit ett problem, eftersom de
har minst information på Internet och de
förfrågningar jag har gjort hos myndigheter aldrig har besvarats! Jag blev därför
lycklig när jag beviljades ett anslag från
American-Scandinavian Foundation för
att forska på NIKK som finns vid
Universitet i Oslo tilsammans med SKK
(Senter for kvinne- og kjønnsforskning).
Socialdemokratins betydelse
Min forskning i Oslo kom att fokusera
på introducerandet av sexualundervisning i skolsystemet och debatter om sex i
norska dagstidningar i dag. Min tes är att
det är socialdemokratins etablerande i
Skandinavien på 1930-talet som initierade en öppen och naturlig syn på sexualiteten i vårt samhälle. Sverige ses allmänt som en modell eftersom det var
"först i världen" med sexualundervisning
i skolsystemet så tidigt som 1942, den
blev obligatorisk 1955. Jag tog för givet,
liksom de flesta andra jag frågat, att förhållandet var detsamma i alla skandinaviska länder. Det var dock helt fel.
Danmark, som i regel är mest progressivt
visade sig införa obligatorisk sexualundervisning i skolsystemet först 1970
och Finland 1972. Finland gjorde sedan
NIKK magasin
NR. 1 - 2003
en helomvändning 1994 då regeringen slutade stödja sexualundervisning i skolor för
att i stället gynna en undervisning fokuserad på känslolivets utveckling.
Innan vistelsen på NIKK i Oslo kände
jag naturligtvis till den norska kvinnoförkämpen Katti Anker Møllers arbete
(1868-1945) för sexualupplysning, samt
att hon etablerade det första ”mödrehygienekontoret” i Oslo - år 1924. Men jag
kände inte alls de andra pionjärena inom
1930-talets sexualupplysning, som läkare
och hälsodirektör Karl Evang (1902-81)
och reformpedagogen Anna Sethne (18721961), som gav sexualundervisning åt
flickor redan på 1930-talet och Helga Eng
(1875-1966), psykolog och professor i
pedagogik. Genom den information jag
fick av institutledare Fride Eeg-Henriksen
på NIKK fann jag den dokumentation jag
länge hade sökt i Seattle, och den förstärkte min tes om socialdemokratins betydelse
för sexualundervisningen i Skandinavien.
De norska rebellerna som Evang, Sethne,
Eng och även Elise Ottesen-Jensen (18861973, född i Norge, svensk socialarbetare
og författare, initiativtagare till RFSU,
Riksförbundet för sexuell upplysning),
som ju blev en banbrytare i Sverige, medverkade till att ”forplantingslæren” hamnade på ”læreplanen” i Oslos folkskolor
redan 1936. Det är sex (6) år innan Elise
Ottesen-Jensen fått igenom sitt förslag om
sexualundervisning i Sverige.
Norge först i världen?
Jag gick igenom en rad norska ”læreplaner”. Det var svårt att fastlägga när sexualundervisningen blev obligatorisk men jag
fann senare årtalet 1950, fem år före
Sverige. Norge var uppenbarligen först i
världen med sexualundervisning, inte
Sverige. Min stora fråga idag är, hur kom
det sig att Karl Evang lät Sverige framstå
som det mest progressiva landet när det
gäller sexualundervisning? Han satt ju som
förste ordförande i WHO och var med på
de internationella möten på 1950-talet
som etablerade RFSU och Sverige som
banbrytande. Varför sade han inte ifrån att
hans och Anna Sethnes reformer i Oslo låg
före de svenska? När jag ställde frågan retoriskt till Mette Hvalstad Østberg, chef för
SUSS i Oslo (Senteret før Ungdom om
Seksualitet og Samliv), menade hon ironiskt att ”svenskarna är bra på att
marknadsföra sig”. Jag behöver undersöka
den här frågan ytterligare för att förstå
dessa samband bättre.
Det förvånade mig att Danmark gjorde
sexualundervisningen obligatorisk så sent
som 1970. Vad jag kom fram till var att
socialministern i Danmark under 1930talet, K.K. Steincke, försökte införa sexualundervisning även där. Då hade danskarna
redan avkriminaliserade homosexualiteten
och pornografin. Han blev dock motarbetad av politiker och kyrkan som ansåg att
medan homosexualitet och pornografi
berör den enskilda individen, berör sexualundervisning i skolan allmänheten. Motståndarna till obligatorisk sexualundervisning ansåg, enligt de källor jag funnit, att
regeringen inte borde lägga sig i den enskilda individens sexualitet. Däremot tog man
allvarligt på vad som informerades till allmänheten/barnen i skolan och beslutet tog
sin tid. En intressant situation som jag
även måste undersöka närmare.
Myterna frodas
Min undervisning har varit för intensiv de
sista två terminerna för att skriva på den
bok jag planerat om sexualiteten i Skandinavien. Under tiden använder jag all den
nya information jag inhämtade i sexualitetsklassen som ju väckte inspirationen till
fortsatt forskning och bokprojektet. En
dag kom två studenter fram till mig efter
en föreläsning för att visa artiklar on sex i
Sverige i amerikanska veckotidningar.
Vanity Fair (February 2003) visar fram en
serie sexiga bilder under titeln ”Swede
Dreams: Young Scandinavians in Their
Skivvies for no Particular Reason” och
Men's Journal (February 2003) suktar
amerikanska män med artikeln ”A Bachelor's Guide to Night Life in Stockholm”.
Myterna om sexualiteten i Skandinavien
hålls i livet genom utländsk massmedia.
Målet med min forskning, och boken, är
att visa hur man i Skandinavien kom att se
på sex så annorlunda än resten av världen
och hur främst de fyra länderna Danmark,
Finland, Norge och Sverige skiljer sig från
varandra.
Ia Dubois
Senior Lecturer i Skandinavisk litteratur
University of Washington,
Department of Scandinavian Studies
[email protected]
NIKK magasin
samler nordisk
forskning om køn
NIKK magasin er et populærvidenskabeligt temabaseret tidsskrift med kønsforskning som
omdrejningspunkt. I hvert
nummer belyses et nyt og samfundsaktuelt tema fra forskellige
forskningsdiscipliner skrevet af
forskere og journalister. Bladet
dækker alle de fem nordiske
lande. Dette giver en unik
mulighed for at orientere sig om
hvad der sker i Norden indenfor
specifikke temaer set i kønspespektiv.
NIKK magasin 3/2002
”Quotas and Controversies”
behandlede blant annet spørsmålet om kjønnskvotering og
hvordan det i de nordiske landene har blitt brukt som et middel til å oppnå likestilling.
NIKK magasin 2/2002 havde
titlen ”Et informationssamhälle
för alla?” og handlede om køn
og IT. NIKK magasin 1/2002
behandlede temaet prostitution
og handel med kvinder, med ny
forskning fra Norden, fra de baltiske lande og Nordvest
Rusland. Temanummeret blev
lavet på engelsk som et kundskabsbidrag til den nordiske baltiske informationskampagne om
handel med kvinder.
Andre temaer som NIKK
magasin har behandlet er,
mandsforskning i Norden, køn
og media, etnisitet og køn og
psykologiens køn. Kønssocialisering i skolen vil blive tema for
nr. 2 av NIKK magsin i år og
udkommer i september.
Tidligere numre og abonnement kan bestilles gratis på
http://www.nikk.uio.no/ eller
på e-post nikk.uio.no
37
38
NIKK magasin
NR. 1 - 2003
Ny nordisk forskning om kön och våld
Av MARIA ERIKSSON
Programkoordinator
Sedan år 2000 pågår Nordiska
Ministerrådets forskningspolitiska
satsning Kön och våld - ett nordiskt
forskningsprogram
2000-2004.
Programkommittén beviljade i slutet
av förra året fortsatt finansiering av
sju pågående projekt samt stöd till
tretton nya projekt.
Därmed består programmet av sammmanlagt sexton samarbetsprojekt/nätverk och tretton enskilda projekt. I de
projekt som beviljats medel inom ramen
för programmet ingår närmare trehundra forskare och forskarstuderande.
Majoriteten av deltagarna kommer från
de nordiska länderna, men i projekten
ingår också forskare och forskarstuderande från Estland, Lettland, Litauen,
Nordväst-Ryssland, samt flera andra
europeiska länder.
Prostitution och trafficking
Prostitution och trafficking är för närvarande mycket aktuella frågor på den
politiska dagordningen i samtliga nordiska länder (se NIKK magasin
1/2002). Prostitution har hittills inte
fått lika stor uppmärksamhet i forskningen, men i denna utlysningsomgång
beslutade programkommittén att bevilja
medel till tre projekt på detta tema.
Därmed startas ett nätverk för prostitutionsforskning i Norden, koordinerat av
May-Len Skilbrei, NOVA. Skilbrei är
också projektledare för ”Nordisk prostitutionskontroll - en sammenligning”
där både skillnader och likheter mellan
hanteringen av prostitution i Danmark,
Norge och Sverige undersöks. Projektet
ska bland annat skapa kunskap om hur
rättsliga förhållanden, diskurser och
prostitutionsmarknaden konstituerar
varandra. Vidare beviljades ett projekteringsanslag till projektet ”Lagliga och
Olagliga affärer - om sexköp och organisationer” vars syfte är att bereda marken
för ett framtida forskningssamarbete
mellan forskare från Norden, Baltikum
och Ryssland kring temat sexköp, prostitution, organisation, kön och sexualitet. Projektledare är Charlotte
Holgersson vid Handelshögskolan i
Stockholm.
relationen mellan föräldraskap, kön,
våld. Här är även generation ett centralt
tema och i projektet undersöks hur
moderskap och faderskap utformas i
heterosexuella parförhållanden där
kvinnan har varit utsatta för incest eller
sexuella övergrepp i barndomen.
Föräldraskap
Generation, ungdom och
barndom
Kommittén aviserade också att
ansökningar
inom
området
Föräldraskap skulle prioriteras och av de
nya projekten har närmare hälften föräldraskap i fokus. Här finns ett projekt
med föreställningar om heder som centralt tema. I projektet ”Spänningsfyllt
moderskap? Jämställdhetskulturella och
hederskulturella förståelser av föräldraskap” undersöks förståelser av föräldraskap såsom de kommer till uttryck dels
hos svenska myndighetsrepresentanter,
dels hos mödrar till döttrar som kommmit i kontakt med svenska myndigheter
efter att ha blivit utsatta för hot
och/eller fysiskt våld av manliga släktingar. Projektledare är Åsa Eldén vid
Uppsala universitet. I ytterligare ett projekt står moderskap i fokus:
”Moderskap och mödrar i det könsrelaterade våldets vardag” och här undersöks våldsutsatta mödrars förståelser av
sin och barnens (vålds)situation.
Projektledare är Nea Mellberg vid Umeå
universitet. Ett av de nya projekt fokuserar faderskap och våld och här undersöks hur fäder som använt våld förhåller
sig till sitt föräldraskap och sina relationer till barnen och sin medförälder efter
en skilsmässa eller separation.
Projektledare för projektet, ”Mäns våld,
föräldraskap och vardagsliv efter separationer i Sverige” är Maria Eriksson,
Uppsala universitet. I samarbetsprojektet, ”Vold i det intime”, koordinerat av
Agnes
Bolsø,
Norges Teknisk
Naturvitenskapelige Universitet, ingår
bland annat ett delprojekt som tar upp
Av de nya projekten är det ytterligare
tre som på något sätt tar upp generation och/eller ungdom och barndom. I
projektet ”Foreldreskap, kjønn og vold”
diskuteras föräldraskap ur både ungas
och föräldrars perspektiv, i relation till
såväl våld från föräldrar mot unga som
ungas våld mot föräldrar. Kulturella
konstruktioner av föräldraskap och kulturella konstruktioner av ungdomstiden är viktiga analytiska ingångar.
Projektledare är Nicole Hennum,
Norsk Institutt for forskning om oppvekst, velferd og aldring/NOVA. I samarbetsprojektet ”Nordisk nettverk om
forskning og praksis: barn som opplever vold” tematiseras föräldraskap, kön
och våld framförallt ur barns perspektiv. Koordinator är Halldis K. Leira vid
Høgskolen i Oslo. Unga kvinnors och
mäns erfarenheter sätts i centrum i nätverket ”Young People, gender and violence”. Här undersöks bland annat
representationer av våld och kön i
media samt hur unga människors erfarenheter av våld är könade. Nätverket
koordineras av Irma J. Erlingsdottir vid
University of Iceland.
Under 2003 planeras aktiviteter
utöver de pågående projekten. Som ett
led i satsningen på området
Föräldraskap kommer att arrangeras ett
seminarium om forskning om sexuella
övergrepp mot barn. För mer information, se programmets hemsida
www.norfa.no
NR. 1 - 2003
125$ 125',& -2851$/ 2) :20(1¶6 678',(6NIKK magasin
125$1RUGLF-RXUQDORI:RPHQ¶V6WXGLHV
39
6SHFLDORIIHUWR1,..PDJDVLQUHDGHUV
1RUDLVDQLQWHUGLVFLSOLQDU\MRXUQDORIJHQGHUDQGZRPHQ¶VVWXGLHVDQG
DFKDQQHOIRUKLJKTXDOLW\UHVHDUFKIURPDOOGLVFLSOLQHV
(PSKDVLVLVSODFHGRQJLYLQJD1RUGLFSURILOHWRIHPLQLVWUHVHDUFKZLWKUHJDUG
WRERWKFRQWHQWVDQGWKHRUHWLFDODQGPHWKRGRORJLFDODSSURDFKHV
1RUDDLPVWRGLVFXVVDQGH[DPLQHWKHUHDOLWLHVDQGFRQVWUXFWLRQVRI
ZRPHQ¶VDQGPHQ¶VOLYHVLQWKH1RUGLFFRXQWULHVKLVWRULFDOO\DQGWRGD\
$WWKHVDPHWLPH1RUDLVLQWHUQDWLRQDOLQVFRSHRIIHULQJDIRUXPIRUWKHRUHWLFDO
GLDORJXHDQGGHEDWHRQUHVHDUFKRIJHQHUDOLQWHUHVWWRIHPLQLVWVFKRODUVDQG
VFLHQWLVWV
1RUDDFNQRZOHGJHVWKHQHHGWRVSHDNDFURVVERUGHUVFKDOOHQJLQJ
DFDGHPLFOLQJXLVWLFDQGQDWLRQDOOLPLWVDQGERXQGDULHV
ZZZWDQGIQRQRUD
6SHFLDO,VVXHWKHPHVLQFOXGH*HQGHUDQG(WKQLFLW\*HQGHUDQG1HZ0HGLD
(GLWRUV
6SHF
LDO2
IIHU
GLVFR
XQW
VXEVF RQ ULSWLR
Q
6XVDQQH9.QXGVHQ
1,..1RUGLF,QVWLWXWHIRU:RPHQV6WXGLHVDQG*HQGHU5HVHDUFK1RUZD\
%HQWH0H\HU
7KH'DQLVK8QLYHUVLW\RI(GXFDWLRQ'HQPDUN
(GLWRULDO%RDUG
$QQHOL$QWWRQHQ)LQODQG
.ULVWLQ%M|UQVGRWWLU,FHODQG
.LUVWHQ*RPDUG'HQPDUN
'HQLVH0DOPEHUJ6ZHGHQ
1RUGLF-RXUQDORI:RPHQ¶V6WXGLHV2UGHU)RUP
,QGLYLGXDOUDWH86 86
,QVWLWXWLRQDOUDWH86 86 6WXGHQWUDWH86 86
<RXUVXEVFULSWLRQLQFOXGHVIUHHRQOLQHDFFHVVLVVXHVSHU\HDUDQGDLUVSHHGGHOLYHU\
3D\PHQWHQFORVHGFKHTXHRUEDQNGUDIWPDGHSD\DEOHWR7D\ORU)UDQFLV
3OHDVHVHQGPHDQLQYRLFH
3OHDVHFKDUJH
$PHULFDQ([SUHVV
9LVD
(XURFDUG
&DUG1XPEHU
([SLU\'DWH
6LJQDWXUH
'DWH
1DPH
1,..
33
0DVWHUFDUG
'HSDUWPHQW
$GGUHVV
3RVW=LS &RGH
3KRQH
&RXQWU\
)D[
(PDLO
5HWXUQWR6DQGUD2VRULR7D\ORU)UDQFLV$6
32%R[6ROOL122VOR1RUZD\
)D[(PDLOVDQGUDRVRULR#WDQGIQR
25 +$1' 7+( 25'(5 )250 72<285 /,%5$5,$1 :,7+$ 5(&200(1'$7,21 72 68%6&5,%(
Til:
B
Economique
PORTO BETALT
VED
INNLEVERINGA
P.P.
NORGE/NOREG
Avtalenummer
911000/211
NIKK
Nordisk institutt for
kvinne- og kjønnsforskning
Postboks 1156 Blindern, NO-0317 Oslo
Telefon +47 22 85 89 21
Telefaks +47 22 85 89 50
[email protected]
www.nikk.uio.no
NIKK - det nordiska institutet för kvinno- och könsforskning är en tvärvetenskaplig nordisk forskningsinstitution
finansierad av Nordiska ministerrådet. NIKK är samarbetsorgan för feministisk, kvinno-, mans-, köns- och jämställdhetsforskning i Norden. Institutet bedriver forskning,
befrämjar, initierar, koordinerar och informerar om kvinnooch könsforskning inom och utanför Norden.
NIKK innebär en gemensam plattform för nordiskt samarbete med närområdena i Baltikum och Nordvästryssland,
Europa och internationellt. NIKK syftar till en hög nordisk
profil som bl.a. kan göra den nordiska kvinno- och könsforskningen ännu mer synlig i internationella sammanhang.
Genom att satsa på verksamhet som på nordisk basis ger
mer värde än enskilda nationella verksamheter strävar institutet till nordisk nytta.
NIKK skall även fungera som kontaktlänk mellan forskning
och jämställdhetsarbete och mellan forskning och organisationer och nätverk som fokuserar på kön och jämställdhet.
NIKK är lokaliserat vid Universitetet i Oslo och är granne
till Senter for kvinne- og kjønnsforskning vid Universitetet i
Oslo.
Rätt adress?
Kommer denna NIKK magasin till rätt adress?
Du kan ändra/stryka/korrigera adressen genom att sända e-post till
[email protected] eller genom att gå in på http://www.nikk.uio.no/publikationer/
och fylla ut beställning eller ändra abonnemang.
Besøk NIKKs nettsted: http://www.nikk.uio.no/
Kjønnsforskningsmiljøene
Oppdaterte kontaktopplysninger og lenker til kvinne- og kjønnsforskningsmiljøene i nordiske land, i Europa og internasjonalt.
Q-biblioteket
Det nordisk virtuelle biblioteket for kvinne-, manns- og kjønnsforskning
- et samarbeid mellom en rekke kvinne- og kjønsforskningsbiblioteker
og arkiver i Norden.
Nordkalender
En felles kalender som inneholder konferanser, seminarer, forskerkurs og viktige
møter både i og utenfor Norden. Nordkalender er et samarbeid mellom NIKK,
KILDEN - Informasjons- og dokumentasjonssenter for kvinne- og kjønnsforskning i Norge, Nationella sekretariatet för genusforskning i Sverige og KVINFO Center for information om kvinde- og kønsforskning i Danmark. Informasjon
om arrangementer som bør innlemmes i kalenderen kan sendes til
[email protected]
Aktuell informasjon om forskning, konferanser og publikasjoner
NIKKs forskningsprosjekter
Presentasjon av forskningsprosjekter på NIKK, forskernettverk,
informasjon om forskningsfinansiering
UNIVERSITETET I OSLO
NORDISKT SAMARBETE
är ett samarbete mellan Danmark, Finland, Island, Norge och
Sverige samt de självstyrande områdena Färöarna, Grönland
och Åland.
NORDISKA RÅDET
är ett samarbetsorgan för parlament och regeringar i de
nordiska länderna. Rådet består av 87 parlamentariker från
de nordiska länderna. Nordiska rådet tar politiska initiativ
och utövar kontroll över nordiskt samarbete. Nordiska
rådet bildades 1952.
NIKKs publikasjoner
Arkiv over alle tidligere utgaver NIKK magasin og News from NIKK i pdfformat. Informasjon om NORA – Nordic Journal of Women’s Studies.
Bestill abonnement på NIKKs publikasjoner på nettet.
Nordisk koordinator for mannsforskning
Egen side med informasjon om forskning, arrangementer og nye publikasjoner
innen nordisk mannsforskning med lenker til forskermiljøene.
NIKK magasin Bestilling av abonnement
NR. 1 - 2003
på NIKK magasin!
S e k s u a l i t e t O G identitet
NORDISKA MINISTERRÅDET
är ett samarbetsorgan mellan de nordiska regeringarna.
Nordiska ministerrådet verkställer och leder nordiskt
samarbete. Statsministrarna har det överordnade ansvaret.
Verksamheten koordineras av de nordiska samarbetsministrarna, den nordiska samarbetskommittén och fackministerråd. Nordiska ministerrådet inrättades 1971.
Gratisabonnement på NIKK magasin:
2 skandinaviske og en engelsk utgave p.r. år
pluss ett nummer av News from NIKK
NIKK - Nordisk institutt for kvinne- og kjønnsforskning
Sendes til:
NIKK
PB 1156 Blindern
NO-0317 Oslo
Navn:
Addresse: