(til Brand). - Klaus Nordby

E N
VA K K E R P D F E B O K T I L F R I B E N Y TT E L S E
V E R S J O N 1. 0 • 9 . J U N I 2 0 0 8
Henrik Ibsen
E t d r a m at i s k d i k t
w w w . K l a u s N o r d b y . c o m
•
o s l o
2 0 0 8
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
de signe re ns
f orord
M
in beundring for Henrik Ibsens Brand kjenner ingen
grenser. Men jeg har aldri sett noen utgave, fysisk eller digital,
som yter diktverket den typografiske heder det fortjener.
Siden Ibsens tekst nå lever et uhildet voksenliv hinsides
alle kopirettslige lover, besluttet jeg derfor å skape en typografisk elegant og ikke minst skjermvennlig utgave av Brand — i
form av en gratis PDF-basert ebok.
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
III
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Denne PDF ebok kan riktignok skrives ut på enhver skriver ( jeg ser ingen grunn til å blokkere dette), men det anser jeg
for skjødesløs omgang med blekk og papir — og i tillegg mister
man all hypertekst-navigasjon som jeg har lagt inn i PDF filen.
Ebokens sideproporsjoner er (i motsetning til altfor mange
pseudo-ebøker) liggende 3:4 — slik minst 90% av verdens dataskjermer fortsatt er. Typografien vil være leselig på skjermflater selv ned til 480×640 pikseler—men jo større skjermflate
du har på din datamaskin, som 600×800, 1200×1600, etc., jo
mer behagelig blir leseopplevelsen.
De relative lengder på skuespillets fem akter — som Ibsen
kalte «hand­linger» — visualiseres nederst på skjermen med aktgrafen. Vi ser her f.eks. hvor disproporsjonalt lang femte akt er:
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
IV
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
mer enn dobbelt så lang som første. Akt-grafene er hyperlenker for manøvrering til aktenes første side. Sidemarkøren — den
vandrende lille streken — viser hvor i teksten du til enhver tid
befinner deg.
Tittelen har hyperlenke til www.KlausNordby.com/brand,
der man raskt kan sjekke etter en oppdatert utgave.
Bakerst har eboken en ordliste, med sitt eget forord, som
inneholder de 5,983 unike ord i Brand — og med 22,583 hyperlenker fra ordenes sidereferanser til teksten.
Denne ebok utgave av Brand er altså skapt for et «skjermet» liv — så la den få boltre seg på din skjerm!
Som råmateriale til min PDF ebok har jeg brukt teksten
fra Håkon Wium Lies fine online-utgave av Ibsens verker. Jeg
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
V
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
takker Lie, urfaderen til CSS-stilmarkeringspråket og teknosjef for Opera Software (Opera er verdens beste nettleser, til
tross for at den er norsk!), for hans innsats med å gjøre Ibsens
verker elektronisk tilgjengelige i en god HTML form.
Dessverre er HTML/CSS fortsatt et typografisk primitivt
medium og Lies etekst er ikke feilfri. Jeg har derfor flittig konsultert en standard bokutgave i mitt arbeide, nemlig Gyldendal
Norsk Forlags 1941 versjon av Ibsens samlede verker,
merket «niende utgave» (et arvegods fra min morfar). Jeg er
skeptisk til alle forsøk på å modernisere Ibsens originaltekster
(for ikke å snakke om min forakt for alle modernist-nihilistiske
oppsetninger), så jeg holder på en eldre gullstandard. Jeg har
imidlertid oppdatert tegnsettingen på ett vis: der hvor teksten
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
VI
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
har «; —» eller «, —» har jeg fjernet de grammatikalsk pedantiske og overflødige «;» og «,» og bruker kun «—».
Min ebok utgave inneholder (kanskje?) også en liten filologisk Brand-nyvinning: eksakt linje-nummerering av verselinjene. Diktverket består, ifølge mitt privatiserte telleverk, av
5431 perle-perfekte verselinjer på jambisk eller trokéisk tetrameter — og typograferingen fremstiller, på klassisk vis, linjenes
metriske lengde i vekseldialogen. Jeg har altså linje-nummerert
kun verselinjene — dvs. dialogen — og intet annet i teksten, slik
som sceneanvisninger. Noen lesere vil kanskje bestride betydningen av slik linje-nummerering, men jeg selv liker å se dette
når jeg manøvrerer meg rundt i teksten.
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
VII
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Du kan imidlertid selv lett skru av linje-nummereringen
med «layer» funksjonen i Adobe Acrobat Reader: bare
åpne Layers menyen og kryss av «Linjer & noter». På samme
vis kan du — for en puristisk nytelse av Selve Teksten — skru av
bunn- og toppfeltene samt margnotatene ved å avkrysse lagene
«Side graf», «Akt graf», «Sidenummer» og «Topptittel».
Jeg vet godt hvor nesten-umulig det er for en mann — uten
egen korrekturavdeling! — å produsere et feilfritt typografisk
produkt av en slik kompleks art som et verse-dram a— og jeg
mottar derfor gjerne forslag til rettelser.
Min PDF ebok er et ikke-kommersielt produkt, kun skapt
for å gjøre vår lesing av Brand til en digitalt behagelig opplevelse. Du kan distribuere eboken som du selv ønsker — men
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
VIII
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
du kan ikke tukle med mitt design eller bruke filen kommersielt. (Hvis du vil, som en liten oppmuntring, sende meg noen
kroner, dollar, pund eller yen mottar jeg gjerne privat kunstnerlønn sendt meg gjennom PayPal — vennligst send dette til
[email protected]).
Jeg håper at min PDF eboks design og digitale funksjoner
vil lede til at flere norsk-lesende vil oppdage, gjenoppdage — og
ikke minst verdsette — Henrik Ibsens udødelige Brand.
Klaus Nordby
Oslo, 9. juni 2008
[email protected]
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
IX
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
kol of on
Typografi og PDF produksjon er gjort med det ypperlige programmet Adobe InDesign CS3. Den sjelfulle skriften Brioso
Pro er designet av Robert Slimbach hos Adobe. Ordlisten og
sidetelleren ble laget med hjelp av tre uvurderlige InDesign
JavaScript-snutter skapt av Marc Autret.
Denne PDF fil kan distribueres i elektronisk form uten vederlag, men ebokens design er © 2008 Klaus Nordby.
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
X
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
E t d r a m at i s k d i k t
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
XI
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
de h andle nde
Brand
Hans moder
Ejnar, en maler
Agnes
Fogden
Doktoren
Provsten
Klokkeren
Skolemesteren
Gerd
En bonde
Hans halvvoksne søn
En anden bonde
En kvinde
En anden kvinde
En skriverkarl
Prester og
embedsmænd
Almue, mænd,
kvinder og børn
Fristeren i
ødemarken
De usynliges kor
En røst
(Handlingen foregår i vor tid, dels i dels omkring
en jordbygd på vestkysten af Norge.)
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
XII
f o r o r d
H e n r i k
B r a n d
o r d l i s t e
(Oppe i sneen på fjeldvidderne. Tågen ligger tæt
og tung; det er regnvejr og halvmørkt.)
(B r a n d , sortklædt, med stav og skræppe, kravler
sig frem vestover. En b o n d e og h a n s
h a lvv o k s n e s ø n , som har slået følge
med, er noget bagefter.)
1
2
Akt 2
•
F ØRST E h andli n g
1
Akt 1
I b s e n
B o n d e n (råber efter Brand).
Hej, fremmedkarl, far ej så fort!
Hvor er du?
B r a n d . Her!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
1
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B o n d e n . Du går dig bort!
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
Akt 1
Akt 2
Nu tykner skodden slig, at knapt
en ser så langt, som staven rækker —
S ø n n e n . Faer, her er spriker!
B o n d e n . Her er sprækker!
B r a n d . Og hvert et vejspor har vi tabt.
B o n d e n (skriger).
Stands, mand! Guds bittre — ! Her er bræen
skral som en skorpe! Tramp ej sneen!
B r a n d (lyttende). Jeg hører duren af en fos.
B o n d e n . En bæk har hulet sig indunder;
her er et dyb, som ingen bunder —
det sluger både dig og os!
B r a n d . Frem må jeg, som jeg før har sagt.
B o n d e n . Det evner ingen mandemagt.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
2
f o r o r d
H e n r i k
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Kend — her er grunden hul og sprød —
Stands, mand! Det gælder liv og død!
B r a n d . Jeg må; jeg går en stormands bud.
B o n d e n . Hvad heder han?
B r a n d . Han heder Gud.
B o n d e n . Og hvad er du for noget?
B r a n d . Prest.
B o n d e n . Kanhænde det; men jeg véd bedst,
at om du så var provst og bisp,
så ligger du i dødsens gisp
før dagen gryr, hvis du vil frem
på bræens undergravne brem.
(nærmer sig varsomt og overtalende.)
Hør, prest; om en er klog og lært,
han kan ej det, som er for svært.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
3
f o r o r d
H e n r i k
27
28
29
30
31
32
33
blålysblink:
Gass avgitt av sumpmyrer
kan forårsake en blålig
glød om natten.
34
35
36
37
38
39
40
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Vend om; vær ej så strid og stiv!
En har jo kun det ene liv —
går det, hvad har en så igen?
Der er en mil til næste grænd,
og skodden står så tyk, at den
kan skæres med en tollekniv.
B r a n d . Står skodden tyk, en lokkes ej
af blålysblink på vildsporsvej.
B o n d e n . Men her er is-tjern rundt omkring,
og slige tjern er stygge ting.
B r a n d . Dem går vi over.
B o n d e n . Gå på vand?
Du holder mindre end du lover.
B r a n d . Én har dog vist — er troen sand,
så slipper karlen tørskod over.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
4
f o r o r d
H e n r i k
41
42
43
44
45
46
47
48
49
50
51
52
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B o n d e n . Ja, før i tiden; men i vor
han går tilbunds med hud og hår.
B r a n d . Farvel! (vil gå.)
B o n d e n . Du sætter livet til!
B r a n d . Hvis Herren for min død har brug —
velkommen flom og fos og slug!
B o n d e n (sagte). Nej, han er både gal og vild!
S ø n n e n (halvt grædende).
Faer, lad os vende! Der er tegn
til værre styggevejr og regn!
B r a n d (standser og nærmer sig igen).
Hør, bondemand; du sagde før,
at datter din, som bor ved fjorden,
har skikket bud, at snart hun dør;
men ej med saligt håb hun tør —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
5
f o r o r d
H e n r i k
53
54
55
56
57
58
59
60
61
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
hvis ej hun ser dig — gå fra jorden?
B o n d e n . Gud bedre mig så sandt og visst!
B r a n d . Og til idag hun gav dig frist?
B o n d e n . Ja.
B r a n d . Ikke længer?
B o n d e n . Nej.
B r a n d . Så kom!
B o n d e n . Det er ugørligt værk. Vend om!
B r a n d (ser fast på ham).
Hør? Gad du hundred daler give,
ifald hun kunde saligt dø?
B o n d e n . Ja, prest!
B r a n d . To hundred?
B o n d e n . Hus og bø
jeg skulde gerne fra mig skrive,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
6
f o r o r d
H e n r i k
62
63
64
65
66
67
68
69
70
71
72
73
74
75
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
ifald hun slukne fik i fred!
B r a n d . Men gad du give livet med?
B o n d e n . Hvad? Livet? Kære, vene — !
B r a n d . Nå?
B o n d e n (klør sig bag øret).
Nej, men der er da måde på — !
I Jesu navn, du får ej glemme,
at jeg har barn og kone hjemme.
B r a n d . Han, som du nævnte, havde moer.
B o n d e n . Ja, det var længe før ifjor —
da hændte der så mangt et under;
det går ej slig til nuomstunder.
B r a n d . Far hjem. Dit liv er dødens vej.
Du véd ej Gud og Gud ej dig.
B o n d e n . Hu, du er hård!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
7
f o r o r d
H e n r i k
76
77
78
79
80
81
82
83
84
85
86
87
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
S ø n n e n (trækker i ham). Kom så afsted!
B o n d e n . Ja vel; men han skal følge med!
B r a n d . Skal jeg?
B o n d e n . Ja, blir du borte her
i dette Herrens vonde vejr,
og rygtes, hvad en ej kan dølge,
at vi gik hjemmefra i følge,
så trækkes jeg tilthings en dag —
og drukner du i myr og tjern,
så dømmes jeg i bolt og jern —
B r a n d . Da lider du for Herrens sag.
B o n d e n . Mig rager ikke hans og dine;
jeg har alt mer end nok med mine.
Kom så!
B r a n d . Farvel!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
8
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
(hult bulder høres langt borte.)
88
89
90
S ø n n e n (skrigende). Der går en skred!
B r a n d (til bonden, som har grebet ham i kraven).
Slip taget!
B o n d e n . Nej!
B r a n d . Slip straks!
S ø n n e n . Kom med!
B o n d e n (brydes med Brand).
Nej, fanden nappe mig — !
B r a n d (river sig løs og kaster ham i sneen).
Ja visst;
det kan du tro han gør tilsidst!
(går.)
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
9
f o r o r d
H e n r i k
91
92
93
94
95
96
97
98
99
100
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B o n d e n (sidder og gnider armen).
Au, au; den karl er stiv og stærk.
Sligt kalder han Vorherres værk!
(råber, idet han rejser sig.)
Hej, prest!
S ø n n e n . Han gik indover hejen.
B o n d e n . Ja, men jeg skimter ham endnu.
(råber igen.)
Hør, sig mig — kan du mindes, du,
hvor var det vi kom ud af vejen?
B r a n d (inde i tågen).
Ej trænges vejløbs kors for dig —
du er alt på den brede vej.
B o n d e n . Gud give, at det var så vel,
så sad jeg godt og varmt ikveld.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
10
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
(han og sønnen går østover igen.)
101
102
103
104
105
106
107
108
109
110
Akt 1
Akt 2
B r a n d (kommer tilsyne højere oppe og lytter
ud mod den kant, hvor bonden gik).
De famler hjem. Du slappe træl,
sprang i dit bryst en viljes væld,
var ikkun evnen det, som skorted,
jeg skulde vejens møje kortet;
på dødstræt ryg, med foden såret,
jeg skulde glad og let dig båret —
men hjælp er gavnløs for en mand,
som ikke vil, hvad ej han kan.
(går længere frem.)
Hm; livet, livet; det er svært,
hvor livet er de godtfolk kært!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
11
f o r o r d
H e n r i k
111
112
113
114
115
116
117
118
119
120
121
122
123
124
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Hver skrælling lægger slig en magt
på livet, som om verdens frelse,
al menneskenes sjælehelse,
var på hans skrale skuldre lagt.
De vil nok offre, Gud bevares!
Men livet, livet — det må spares.
(smiler, som i en erindring.)
To tanker faldt som gut mig ind
og voldte lattervrid i maven,
og skaffed mig et barket skind,
når gamle skolemoer var gnaven.
Jeg tænkte mig en mørkræd ugle,
en fisk med vandskræk. Lydt jeg lo;
jeg vilde dem af sindet smugle,
men de hang i med tand og klo. —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
12
f o r o r d
H e n r i k
125
126
127
128
129
130
131
132
133
134
135
136
137
138
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Hvad kom det af, det lattervrid?
Jo, af den dunkelt følte splid
imellem tingen, som den er,
og tingen, som den skulde være —
imellem det, at måtte bære,
og finde byrden altfor svær. —
Fast hver en landsmand, syg og frisk,
er slig en ugle, slig en fisk.
Han skabtes til et dybets yrke,
han skulde leve livets mørke —
og det er det, som gør ham ræd.
Han spræller angst mod fjærens bred,
han skyr sit eget stjernekammer,
han skriger: luft og dagens flammer!
(standser et øjeblik, studser og lytter.)
Akt 3
Akt 4
Akt 5
13
f o r o r d
H e n r i k
139
140
141
142
143
144
145
146
147
148
149
150
151
152
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Hvad var det der? Det lød som sang.
Ja, det er sang med latter blandet.
Hør — nu et hurra, nu et andet —
nu tredje — fjerde — femte gang!
Der rinder solen. Skodden letter.
Jeg øjner alt de vide sletter.
Derborte står det glade lag
i morgenskær på højderyggen;
vestover vidden kastes skyggen;
de skifter ord og nævetag.
Nu skilles de. De andre vender
mod øst, men to går vesterud.
Der skikker de, som sidste bud,
farvel med hat, med slør og hænder.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
14
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
(Solen bryder alt mere og mere gennem tågen.
Han står længe og ser ned på de kommende.)
153
154
155
156
157
158
159
160
161
162
163
164
Akt 1
Akt 2
Der glittrer lys om disse tvende.
Det er som skodden gjorde vej,
som lyngen klædte hæld og hej
og himlen lo om ham og hende.
De er visst syskend. Hånd i hånd
de springer over lyngens tæppe.
Se; pigen rører grunden neppe,
og han er ledig som en vånd.
Der strøg hun fra ham! Der hun veg,
da rap han vilde hende fange — .
Nu vokser løbet til en leg — !
Hør; deres latter blir til sange!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
15
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
(E j n a r og A g n e s , let rejseklædte, begge
blussende og varme, kommer legende frem over
sletten. Tågen er borte; en klar sommermorgen
ligger over fjeldet.)
165
166
167
168
169
170
171
172
Akt 1
Akt 2
E j n a r . Agnes, min dejlige sommerfugl,
dig vil jeg legende fange!
Jeg fletter et garn med masker små,
og maskerne er mine sange!
A g n e s (danser baglænds foran og
smutter stedse fra ham).
Er jeg en sommerfugl, liden og skær,
så lad mig af lyngtoppen drikke;
og er du en gut, som lyster en leg,
så jag mig, men fang mig ikke!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
16
f o r o r d
H e n r i k
173
174
175
176
177
178
179
180
181
182
183
184
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
E j n a r . Agnes, min dejlige sommerfugl,
nu har jeg maskerne flettet;
dig hjælper visst aldrig din flagrende flugt —
snart sidder du fangen i nettet!
A g n e s . Er jeg en sommerfugl, ung og blank,
jeg lystig i legen mig svinger;
men fanger du mig under nettets spind,
så rør ikke ved mine vinger!
E j n a r . Nej, jeg skal løfte dig varligt på hånd
og lukke dig ind i mit hjerte;
der kan du lege dit hele liv
den gladeste leg, du lærte!
(Uden at se det har de nærmet sig en brat
styrtning; de står nu lige på randen.)
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
17
f o r o r d
H e n r i k
185
186
187
188
189
190
191
192
193
194
195
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d (skriger ned til dem).
Stands, stands! Der er en afgrund bag!
E j n a r . Hvem råber?
A g n e s (peger op). Se!
B r a n d . Berg jer itide!
I står på skavlens hule tag —
den hænger udfor stupets side!
E j n a r (slår armen om hende og ler op).
Det har ej nød med mig og hende!
A g n e s . Vi har et liv at lege rundt!
E j n a r . I solskin er en færd os undt,
som først om hundred år har ende.
B r a n d . Da først I går tilbunds? Ja så!
A g n e s (svinger sløret). Nej, da går legen mod det blå.
E j n a r . Først hundred år i glædestimlen,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
18
f o r o r d
H e n r i k
196
197
198
199
200
201
202
203
204
205
206
207
208
209
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
med bryllupslamper tændt hver nat —
et liv, et hundredårs tagfat —
B r a n d . Og så — ?
E j n a r . Så hjem igen — til himlen.
B r a n d . Nå, det er den, I kommer fra?
E j n a r . Naturligvis; hvor ellers da?
A g n e s . Ja, det vil sige, allersidst
vi kom fra dalen øst for fjeldet.
B r a n d . Jeg syntes og jeg øjned hist
et skimt af jer ved vandløbskellet.
E j n a r . Ja, det var der vi skiltes nys
fra vore venner og veninder
og trykked håndslag, favntag, kys,
som segl på alle dyre minder.
Kom ned til os! Jeg skal fortælle,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
19
f o r o r d
H e n r i k
210
211
212
213
214
215
216
217
218
219
220
221
222
223
224
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
hvor Gud har været mageløs —
så vil De fatte jublens vælde — !
Fy, stå ej der, som om De frøs!
Se så! Tin op! Det kan jeg lide.
Først er jeg maler, må De vide,
og det var allerede smukt
at skænke mine tanker flugt,
så jeg kan kogle liv i farver,
som han gør sommerfugl af larver.
Men aller prægtigst var dog Gud,
da han mig Agnes gav til brud!
Jeg kom fra syd, fra rejser lange,
med malerkassen på min ryg —
A g n e s (ivrig). Så kongeglad og frisk og tryg —
og kunde visst de tusend sange!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
20
f o r o r d
H e n r i k
225
226
227
228
229
230
231
232
233
234
235
236
237
238
239
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
E j n a r . Just som jeg gennem bygden strøg,
var hun deroppe på besøg.
Hun skulde drikke fjeldets luft
og sol og dugg og graners duft.
Mig drev en gudsmagt op mod fjeldet;
det sang i mig: søg skønhedsvældet
på granemo, langs skogens elv,
i skyflugt under himlens hvælv! —
Da malte jeg mit mesterstykke:
et rosenblus på hendes kind,
et øjepar, som lyste lykke,
et smil, som sang i sjælen ind —
A g n e s . Men hvad du malte, så du neppe —
drak livets skål i blinde drag
og stod igen en solskinsdag
Akt 3
Akt 4
Akt 5
21
f o r o r d
H e n r i k
240
241
242
243
244
245
246
247
248
249
250
251
252
253
254
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
med stav i hånd og snøret skræppe —
E j n a r . Da strøg den tanke mig forbi:
du har jo ganske glemt at fri!
Hurra! I hast blev friet, svaret,
og dermed var det grejdt og klaret.
Vor gamle doktor blev så glad,
at selv han ikke vidste hvad.
Så holdt han lag tre døgn tilende,
med sang og dans, for mig og hende;
fra foged, lensmand, skriver, prest,
al voksen ungdom kom som gæst.
Fra gården brød vi op inat;
men derfor endtes gildet ej —
med flag på stang, med løv om hat,
op over li, frem over hej,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
22
f o r o r d
H e n r i k
255
256
257
258
259
260
261
262
263
264
Egir: Sjøfartens
skytsgud i de gamle
Edda-kvadene.
265
266
267
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
af flokken fulgtes vi på vej.
A g n e s . Vor færd på vidden var en dans,
snart to og to — og snart i krans.
E j n a r . Af sølvstøp drak vi vinen sød —
A g n e s . I sommernatten sangen lød —
E j n a r . Og skodden, som faldt tung fra nord,
strøg lydig væk, hvor frem vi foer.
B r a n d . Og nu går vejen — !
E j n a r . Lige frem,
til byen.
A g n e s . Der jeg har mit hjem.
E j n a r . Men først forbi de sidste toppe;
så ned til fjordens vik i vest;
på Egirs hest med dampen oppe
vi rider hjem til bryllupsfest —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
23
f o r o r d
H e n r i k
268
269
270
271
272
273
274
275
276
277
278
279
280
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
og så mod sydens land tilsammen,
lig svaner på den første flugt — !
B r a n d . Og der — ?
E j n a r . Et bryllupsliv i gammen,
som drømmen stort, som sagnet smukt;
thi vid at denne søndagsmorgen,
skønt midt på vidden, uden prest,
vort liv blev lyst i fred for sorgen
og viet til en lykkefest.
B r a n d . Af hvem?
E j n a r . Af al den glade klynge.
Ved bægerklang hver uvejrssky
blev sat i ban, der turde tynge
det lette løvværk om vort ly.
Af sproget ud hvert ord de kyste,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
24
f o r o r d
H e n r i k
281
282
283
284
285
286
287
288
289
290
291
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
som varsel bar om stormslags drøn;
med løv i håret de os lyste
som glædens børn i kuld og køn.
B r a n d . Far vel, I to!
(vil gå.)
E j n a r (studser og ser nærmere på ham).
Nej, stands og vent!
Det tykkes mig som noget kendt
i Deres træk —
B r a n d (koldt). Jeg er Dem fremmed.
E j n a r . Og dog fra skolen eller hjemmet
jeg tror så visst, jeg mindes kan —
B r a n d . I skolen; ja, da var vi venner;
da var jeg gut; nu er jeg mand.
E j n a r . Det skulde aldrig være — ?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
25
f o r o r d
H e n r i k
292
293
294
295
296
297
298
299
300
301
302
303
304
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
(skriger med engang):
Brand!
Ja, det er dig! Nu jeg dig kender!
B r a n d . Jeg kendte dig fra første stund.
E j n a r . Vel mødt, vel mødt af hjertens grund!
Se på mig! Ja, du er den gamle,
som altid i dig selv var nok,
hvem legen aldrig kunde samle
i kammeraters viltre flok.
B r a n d . Jeg var jo hjemløs mellem jer.
Dig tror jeg dog jeg havde kær,
skønt alle I der-sør i landet
var af en anden malm, end jeg,
som fødtes på et næs ved vandet,
i skyggen af en skogløs hej.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
26
f o r o r d
H e n r i k
305
306
307
308
309
310
311
312
313
314
315
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
E j n a r . Din hjembygd — ja, den er jo her?
B r a n d . Igennem den min vej nu bær.
E j n a r . Igennem den? Så? Vidre frem?
B r a n d . Ja vidt; og fort — forbi mit hjem.
E j n a r . Du er jo prest?
B r a n d (smiler). Stiftskapellan.
Lig haren under holtets gran
har jeg mit hus snart her snart hist.
E j n a r . Og hvor går rejsen nu tilsidst?
B r a n d (hurtigt og hårdt).
Spørg ej om det!
E j n a r . Hvorfor?
B r a n d (forandrer tonen). Å jo!
Det skib, som venter eder to,
skal også føre mig herfra.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
27
f o r o r d
H e n r i k
316
317
318
319
320
321
322
323
324
325
326
327
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
E j n a r . Min brudgomshest? Hurra, hurra!
Tænk, Agnes, han skal samme vej!
B r a n d . Ja, men jeg skal til gravøl, jeg.
A g n e s . Til gravøl?
E j n a r . Du? Hvem skal begraves?
B r a n d . Den Gud, som nys du kaldte din.
A g n e s (viger). Kom, Ejnar!
E j n a r . Brand!
B r a n d . I lin og skrin
hver jordtræls Gud, hver døgnværk-slaves,
skal lægges ned ved højlys dag.
Der må en ende på den sag.
Det er på tiden I forstår,
han skrantet har i tusend år.
E j n a r . Brand, du er syg!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
28
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d . Nej, sund og frisk,
328
329
330
331
332
333
334
335
336
337
338
339
340
341
Akt 1
Akt 2
som åsens tall, som bakkens brisk;
men det er tidens syge slægt,
som trænger til at vorde lægt.
I vil kun lefle, lege, le,
vil tro så småt, men ikke se —
vil læsse hele vægtens ve
på en, som man har sagt jer kom
og tog den store straffedom.
Han lod for jer sig tornekranse,
og derfor har I lov at danse —
ja dans — men hvor du danser hen,
det blir en anden sag, min ven!
E j n a r . Å, jeg forstår! Den sang er ny
og yndet over bygd og by.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
29
f o r o r d
H e n r i k
342
343
344
345
346
347
348
349
350
351
352
353
354
355
356
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Du hører til det unge kuld,
som kalder livet tant og muld,
som jage vil med pølens skræk
alverden i en askesæk.
B r a n d . Nej, jeg er ingen «prækehest».
Jeg taler ej om kirkens prest;
knapt véd jeg, om jeg er en kristen;
men visst jeg véd, jeg er en mand,
og visst jeg véd, jeg øjner bristen,
der margstjal hele dette land.
E j n a r (smiler). Det har jeg endnu aldrig hørt,
vort gode land i rygte ført
for overmål af livsenslyst.
B r a n d . Nej, jublen sprænger intet bryst —
thi var det så, da var det vel.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
30
f o r o r d
H e n r i k
357
358
359
360
361
362
363
364
Silenen:
I gresk mytologi var
Silenus en ledsager av
Dionysus; en bedrukken
men, muligens, også
en vis person.
365
366
367
368
369
370
371
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Lad gå at du er glædens træl —
men vær det da fra kveld til kveld.
Vær ikke ét idag, igår,
og noget andet om et år.
Det, som du er, vær fuldt og helt,
og ikke stykkevis og delt.
Bacchanten er en klar idé,
en drukkenbolt hans ak og ve —
Silenen er en skøn figur,
en dranker hans karrikatur.
Gå blot omkring i dette land,
og hør dig for hos alle mand,
og du vil se, enhver har lært
sig til at være lidt af hvert.
Lidt alvorslørt til brug i helgen,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
31
f o r o r d
H e n r i k
372
373
374
375
376
377
378
379
380
381
382
383
384
385
386
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
lidt trofast efter fædres sed,
lidt lysten efter natverdsvælgen —
thi det var samme fædre med —
lidt varm om hjertet, er der gilde
og sangen runger for det lille
men klippefaste klippefolk,
der aldrig tog mod stryg og svolk —
lidt ødsel når det gælder løfter —
lidt hårfin når han ædru drøfter
det ord, som gaves i et lag,
til løsning på en alvorsdag.
Dog alt, som sagt, kun ganske lidt;
hans fejl, hans fortrin, går ej vidt;
han er en brøk i stort og småt,
en brøk i ondt, en brøk i godt —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
32
f o r o r d
H e n r i k
387
388
389
390
391
392
393
394
395
396
397
398
399
400
401
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
men værst det er — hver brøkens del
slår brøkens hele rest ihjæl.
E j n a r . Det er en letvindt ting at håne;
dog vakkrere det var at skåne —
B r a n d . Kanhænde det — men ej så sundt.
E j n a r . Nu vel; til folkets syndebundt
jeg føjer både ja og amen,
men ser dog ej det hænger sammen
med ham, du lægge vil i skrin —
den Gud, jeg endnu kalder min.
B r a n d . Min glade ven, du er jo maler —
vis mig den Gud, hvorom du taler.
Du har jo malt ham, har jeg hørt,
og billedet har godtfolk rørt.
Han er vel gammel; ikke så?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
33
f o r o r d
H e n r i k
402
403
404
405
406
407
408
409
410
411
412
413
414
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
E j n a r . Nu ja — ?
B r a n d . Naturligvis. Og grå?
Tyndhåret efter gubbers vis,
med skæg som sølvtråd eller is —
velvilligt stemt, men dog så streng,
at han kan skræmme børn i seng?
Hvorvidt du gav ham tøfler på,
se, det lar ved sit værd jeg stå;
men visst jeg tror det gjorde godt,
om han fik briller og kalot.
E j n a r (vred). Hvad skal det til —
B r a n d . Det er ej spot.
Just netop sådan ser han ud,
vort lands, vort folks familjegud.
Som katoliken gør en rolling
Akt 3
Akt 4
Akt 5
34
f o r o r d
H e n r i k
415
416
417
418
dobbelt-dirken:
Et freskomaleri i Romas
Sixtinske kapell viser St.
Peter, den første pave,
motta to nøkler fra Jesus.
419
420
421
422
423
424
425
426
427
428
429
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
af Frelserhelten, gør I her
af Herren en affældig olding,
der er sin alders barndom nær.
Som paven har på Peters stol
tilovers snart kun dobbelt-dirken,
så snevrer I fra pol til pol
Vorherres rige ind til kirken.
I skiller liv fra tro og lære;
for ingen gælder det at være;
jer stræben er, jer ånd at hæve,
men ikke helt og fuldt at leve.
I trænger til, for slig at slingre,
en Gud, som ser igennem fingre —
som slægten selv, dens Gud må gråne
og males med kalot og måne. —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
35
f o r o r d
H e n r i k
430
431
432
433
434
435
436
437
438
439
440
441
442
443
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Men denne Gud er ikke min!
Min er en storm, hvor din er vind,
ubøjelig, hvor din er døv,
alkærlig der, hvor din er sløv;
og han er ung, som Herkules —
ej nogen Gudfaer på de treds!
Hans stemme slog med lyn og skræk,
da han som ild i tornehæk
for Moses stod på Horebs berg,
som kæmpen står for dverges dverg.
Han standsed sol i Gibeons dal
og gjorde undre uden tal,
og skulde gøre dem endnu,
hvis slægten ej var slap, som du!
E j n a r (med et usikkert smil).
Akt 3
Akt 4
Akt 5
36
f o r o r d
H e n r i k
444
445
446
447
448
449
450
451
452
453
454
455
456
457
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Og nu skal slægten skabes om?
B r a n d . Det skal den, du, så sandt og visst
jeg véd, at jeg til verden kom,
som læge for dens sot og brist!
E j n a r (ryster på hovedet).
Sluk ikke stikken, skønt den oser,
før lygten viser vejens spor;
stryg ikke sprogets gamle gloser,
før du har skabt de nye ord!
B r a n d . Ej noget nyt jeg stunder til;
det eviges ret jeg hævde vil.
Det er ej dogmer eller kirke,
som jeg vil løfte med mit virke;
thi begge så sin første dag,
og derfor var det muligt vel
Akt 3
Akt 4
Akt 5
37
f o r o r d
H e n r i k
458
459
460
461
462
463
464
465
466
467
468
469
470
471
472
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
de begge ser sin sidste kveld.
Alt skabt har jo et finis bag;
det fanger mén af møl og orm,
og må ifølge lov og norm
afvejen for en ufødt form.
Men der er noget til, som står —
det er den ånd, som ej blev skabt,
som løstes, da den var fortabt,
i tidens første friske vår,
som slog med frejdig mandetro
fra kød til åndens ophav bro,
Nu er i småt den høkret ud —
tak være slægtens syn på Gud —
men frem af disse sjælestumper,
af disse åndens torsoklumper,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
38
f o r o r d
H e n r i k
473
474
475
476
477
478
479
480
481
482
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
af disse hoder, disse hænder,
et helt skal gå, så Herren kender
sin mand igen, sit største værk,
sin ætling, Adam, ung og stærk!
E j n a r (afbrydende).
Farvel. Jeg mener, det er bedst
vi skilles her.
B r a n d . Går I mod vest,
går jeg mod nord. To veje bær
til fjorden, begge lige nær.
Farvel!
E j n a r . Farvel.
B r a n d (vender sig ved nedgangen). Skil lys fra dunst.
Husk — det, at leve, er en kunst.
E j n a r (vinker ham fra sig).
Akt 3
Akt 4
Akt 5
39
f o r o r d
H e n r i k
483
484
485
486
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Vend du kun verden op og ned;
min gamle Gud jeg holder ved!
B r a n d . Godt; mal ham du med krykkestav —
jeg går og lægger ham i grav!
(går ned over stien.)
E j n a r (går i taushed hen og ser ned efter B r a n d ).
487
488
489
Akt 1
Akt 2
A g n e s (står et øjeblik som åndsfraværende;
derpå farer hun op, ser sig urolig om og spørger).
Gik solen ned?
E j n a r . Nej, kun en sky
strøg for; nu lyser den påny.
A g n e s . Her blæser koldt.
E j n a r . Det var et pust,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
40
f o r o r d
H e n r i k
490
491
492
493
494
495
496
497
498
499
500
501
502
503
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
som jog igennem skaret just.
Her skal vi ned.
A g n e s . Så sort mod sør
stod berget ej og stængte før.
E j n a r . Du så det ej for sang og leg,
før han dig skræmte, da han skreg.
Men lad ham gå sin bratte trap;
vi knytter legen, hvor den glap.
A g n e s . Nej, ikke nu — nu er jeg træt.
E j n a r . Det er igrunden også jeg —
og nedfor er ej vejen let,
som borte på den flade hej.
Men har vi højden bagom os,
da skal vi danse just på trods —
ja, tifold mere vildt og fort,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
41
f o r o r d
H e n r i k
504
505
506
507
508
509
510
511
512
513
514
515
516
517
518
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
end ellers vi det havde gjort. —
Se, Agnes, se den stribe blå,
som solens glød nu glittrer på;
snart kruser den sig, snart den ler,
snart er den sølv, snart er den rav;
det er det store, friske hav,
som du der yderst ude ser!
Og kan du se den mørke røg,
som længe langsmed leden strøg?
Og kan du se den sorte prik,
som nu just rundt om næsset gik?
Se, det er dampen — din og min!
Nu står den fjorden lige ind!
Iaften står den ud fra fjord,
tilhavs, med dig og mig ombord! —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
42
f o r o r d
H e n r i k
519
520
521
522
523
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Der slører tågen tung og grå. —
Sig, Agnes, fik du øje på
hvor smukt sig hav og himmel malte?
A g n e s (ser åndsfraværende lige ud og siger).
Ja visst. Men sig mig om du så — ?
E j n a r . Hvad?
A g n e s (uden at se på ham og dæmpet som i en kirke).
Hvor han vokste, mens han talte!
(Hun går nedover stien. E j n a r følger.)
(Vej langs fjeldvæggen med vildt dyb udfor til højre.
Ovenfor og bag berget skimtes større højder med
tinder og sne.)
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
43
f o r o r d
H e n r i k
524
525
526
527
528
529
530
531
532
533
534
535
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d (kommver oppe på stien, går nedover,
standser midtvejs på en fremspringende knart
og ser ned i dybet).
Ja, jeg kender mig igen!
Hvert et bådnøst, hver en grænd,
Jordfaldsbakken, osets birke,
og den gamle brune kirke,
elvekantens olderbuske,
alting kan fra barn jeg huske.
Men jeg tror, at mere gråt
er det nu, og mere småt;
og på berget skavlen hænger
mere yderligt end da,
har af dalens snevre himmel
skåret bort endnu en strimmel
Akt 3
Akt 4
Akt 5
44
f o r o r d
H e n r i k
536
537
538
539
540
541
542
543
544
545
546
547
548
549
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
luder, truer, skygger, stænger —
stjæler mere sol ifra.
(sætter sig og ser langt udover.)
Fjorden. Var den og den gang
lige styg og lige trang?
Det er bygevejr. Der står
ind en råsejlsjagt for børen.
Sør, indunder hamrens skygge,
øjner jeg en bod, en brygge,
og der bag en rødmalt gård! —
Det er enkens gård på øren!
Enkens gård. Min barndoms hjem.
Minders minder myldrer frem.
Der, imellem strandens stene,
blev min barnesjæl alene. —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
45
f o r o r d
H e n r i k
550
551
552
553
554
555
556
557
558
559
560
561
562
563
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Over mig er klemslens vægt,
tyngslen af at stå i slægt
med en ånd, som altid peged
jordvendt, udenfor mit eget.
Alt, hvad stort jeg vilde før,
vimrer nu som bag et slør.
Modet, magten har mig sveget,
hug og sjæl blir slap og sprød;
her, ved nærmelsen af hjemmet,
ser jeg på mig selv som fremmed —
vågner bunden, klippet, tæmmet,
Samson lig i skøgens skød.
(ser atter ned i dybet.)
Hvad er der for færd og virke?
Ud fra hver en plads og grænd
Akt 3
Akt 4
Akt 5
46
f o r o r d
H e n r i k
564
urd:
Steinur
565
566
567
568
569
570
571
572
573
574
575
576
577
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
stævner kvinder, børn og mænd.
Snart i urd og snart i brækker
taber sig de lange rækker,
dukker atter op igen —
fremme ved den gamle kirke.
(rejser sig.)
O, jeg kan jer ud og ind,
slappe sjæle, sløve sind!
Hele eders Fadervor
har ej såpas viljevinge,
ikke såpas angstens drøn,
at deraf tilhimmels når —
klangfuldt, som en røst skal klinge —
andet end den fjerde bøn!
Den er landets løsen jo,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
47
f o r o r d
H e n r i k
578
579
580
581
582
583
584
585
586
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
den er folkets feltråb blevet.
Ud af sammenhængen revet,
ind i alle hjerter skrevet,
ligger den som stormfordrevet
vrag af eders hele tro! —
Væk fra dette klumre slug!
Der er grubeluft herinde —
her kan ingen fanes dug
flagre frit for friske vinde?
(vil gå; en sten kastes ovenfra og ruller
nedigennem lien tæt ved ham.)
587
Akt 1
Akt 2
B r a n d (råber op).
Hej der! Hvem kaster sten?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
48
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
(G e r d , en femtenårs pige, løber oppe på
bergkammen med stene i forklædet.)
G e r d . Han skreg!
588
589
590
591
592
593
594
Akt 1
Akt 2
Jeg traf !
(kaster igen.)
B r a n d . Hør, barn; stands denne leg!
G e r d . Der sidder han foruden mén
og vipper på en vindfældt gren!
(kaster igen og skriger.)
Der kommer han så vild som før!
Hjælp! Hu! Han hugger mig med klør!
B r a n d . I Herrens navn — !
G e r d . Hyss! Hvem er du?
Stå stilt, stå stilt; han flyver nu.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
49
f o r o r d
H e n r i k
595
596
597
598
599
600
601
602
603
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d . Hvem flyver?
G e r d . Så du ikke høgen?
B r a n d . Her? Nej.
G e r d . Den store stygge fugl
med kammen fladt på panden strøgen,
med rand om øjet rød og gul!
B r a n d . Hvor går din vej?
G e r d . Til kirke.
B r a n d . Så?
Da kan vi to jo følge slå.
G e r d . Vi to? Nej, jeg skal opad her.
B r a n d (peger nedover). Men der er kirken jo!
G e r d (ser hånligt smilende på ham og peger ned).
Den der?
B r a n d . Ja visst; kom med.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
50
f o r o r d
H e n r i k
604
605
606
607
608
609
610
611
612
613
614
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
G e r d . Nej; der er stygt!
B r a n d . Stygt? Hvorfor?
G e r d . Jo, for der er småt.
B r a n d . Hvor har du set en større bygt?
G e r d . En større? Å, det véd jeg godt.
Farvel!
(går opover.)
B r a n d . Går der din kirkevej?
Den bær jo til den vilde hej.
G e r d . Følg med mig, du, så skal du se
en kirke bygt af is og sne!
B r a n d . Af is og sne! Nu går det op!
Derinde mellem tind og top,
jeg komme kan fra gut ihug,
der findes skal et dalstrøgs slug;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
51
f o r o r d
H e n r i k
615
616
617
618
619
620
621
622
623
624
625
626
627
628
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Iskirken tror jeg det blev kaldt;
om den blev mange slags fortalt;
et frossent tjern er gulv og toft,
på skavlen ligger sneen kram
og spænder vidt sig, som et loft,
udover søndre væggens kam.
G e r d . Ja, det ser ud som is og fjeld,
men er nu kirke lige vel.
B r a n d . Gå aldrig did; et vindstøds kast
har tidtnok voldt at bræen brast;
et skrig, et rifleskud er nok —
G e r d (uden at høre på ham).
Kom med og se en rensdyrflok,
som skreden slog, så op den kom
ivår først med den store flom.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
52
f o r o r d
H e n r i k
629
630
631
632
633
634
635
636
637
638
639
640
641
642
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d . Gå aldrig did; der er ej trygt!
G e r d (peger ned). Gå aldrig did; for der er stygt!
B r a n d . Guds fred med dig.
G e r d . Kom heller med!
Deroppe messer fos og skred;
der præker vind på jøklens vold,
så du blir både hed og kold.
Og høgen slipper aldrig ind;
han slår sig ned på Svartetind —
der sidder han, det styggetøj,
som hane på min kirkefløj.
B r a n d . Vild er din vej og vild din sjæl —
en langelek med sprukken fjæl.
Af slet blir slet kun, slet og ret —
men ondt til godt kan vendes let.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
53
f o r o r d
H e n r i k
643
644
645
646
647
648
649
650
651
652
653
654
655
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
G e r d . Der kommer han med vingesus!
Nu får jeg se at nå ihus!
Farvel; i kirken er jeg tryg —
hu, hvor han kommer arg og styg!
(skriger.)
Kom ikke nær! Jeg kaster sten!
Slår du med klo, slår jeg med gren!
(flygter opover fjeldet.)
B r a n d (efter et ophold). Se, det var og en kirkegæst.
I dal — på hej, hvem gør det bedst?
Hvem vimrer værst og vildest frem,
hvem famler længst fra fred og hjem —
det letsind som, med krans af løv,
lar legen gå langs brattest slug —
det slapsind, som går vejen sløv,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
54
f o r o r d
H e n r i k
656
657
658
659
660
661
662
663
664
665
666
667
668
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
fordi det så er skik og brug —
det vildsind, som har slig en flugt,
at fast hvad ondt det ser, blir smukt? —
Til kamp på tvers, til kamp på langs
mod denne trippelallians!
Jeg ser mit kald; det glittrer frem,
som sol igennem glugg påklem!
Jeg véd mit hverv; de trolde tre
i faldet bøder verdens ve —
får slægten dem først lagt i grav,
da viftes verdenspesten af !
Op; rust dig, sjæl! Dit sverd fra lænd!
Til kamp for himlens odelsmænd!
(han stiger ned i bygden.)
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
55
f o r o r d
H e n r i k
2
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
ANDEN h andli n g
(Nede ved fjorden med bratte bergvægge omkring.
Den gamle forfaldne kirke ligger på en liden bakke
i nærheden. Et uvejr trækker op.)
(A l m u e n , m æ n d , kv i n d e r og b ø r n ,
er samlet i klynger dels på stranden dels i bakkerne.
F o g d e n sidder i midten på en sten; en s k r i v e r ka r l
hjælper ham; der deles korn og levnetsmidler ud.
E j n a r og A g n e s står omringet af en flok længere
borte. Nogle både ligger i fjæren. B r a n d kommer frem
på kirkebakken uden at mærkes af mængden.)
Akt 3
Akt 4
Akt 5
56
f o r o r d
H e n r i k
669
670
671
672
673
674
675
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
E n m a n d (bryder sig gennem trængslen).
Af vejen!
E n kv i n d e . Jeg kom først!
M a n d e n (skubber hende tilside). Gå væk!
(trænger sig frem til fogden.)
Se her; fyld gabet i min sæk!
F o g d e n . Giv tid.
M a n d e n . Ugørligt — jeg må hjem;
der sidder sultne fire — fem!
F o g d e n (spasende). Du véd ej tallet på en prik?
M a n d e n . Én drog med døden, da jeg gik.
F o g d e n . Bi lidt. Du står på listen vel?
(blader i sine papirer.)
Nej — jo, du står. Det var dit held.
(til skriverkarlen.)
Akt 3
Akt 4
Akt 5
57
f o r o r d
H e n r i k
676
677
678
679
680
681
682
683
684
685
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Giv nummer ni og tyve sit. —
Nå, nå, I godtfolk, vent dog lidt!
Nils Snemyr?
E n m a n d . Ja!
F o g d e n . Idag du får
trekvart kun mod hvad du fik sidst.
I er jo færre nu.
M a n d e n . Ja visst —
hun Ragnhild døde ret igår.
F o g d e n (noterer). Én mindre. Spart er altid spart.
(til manden, som fjerner sig.)
Men far nu ikke hen i fart
og gift dig anden gang!
S k r i v e r ka r l e n (fniser). Hi, hi!
F o g d e n (hvast). Hvad ler De af ?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
58
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
S k r i v e r ka r l e n . Jeg lo fordi
686
687
688
689
690
691
692
693
694
695
696
697
Akt 1
Akt 2
herr fogden er så morsom.
F o g d e n . Ti!
Det stævne her er ingen spas;
men bedste råd mod gråd er fjas.
E j n a r (træder ud af flokken med Agnes).
Nu har jeg tømt den sidste lomme,
og pung og tegnebog er tomme —
ombord jeg kommer som en fant,
og sætter uhr og stok i pant.
F o g d e n . Ja, I to kom i rette stund.
Hvad jeg har samlet, er kun lidt;
det slår ej til, som hver kan vide,
når fattig hånd og halvmæt mund
skal skifte deles del af sit
Akt 3
Akt 4
Akt 5
59
f o r o r d
H e n r i k
698
699
700
701
702
703
704
705
706
707
708
709
710
711
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
med dem, som intet har at bide.
(får øje på Brand og peger op.)
En til! Velkommen! Har De hørt
om hungersnøden, flommen, tørken,
så løs for pungen, er den snørt.
Vi tar imod af alle slags.
Vort forråd er på bunden straks —
fem fiske små i armods ørken
gør intet måltid nutildags.
B r a n d . Ti tusend, i en afguds navn
delt ud, blev ingen sjæl til gavn.
F o g d e n . Det var ej ord jeg bad Dem om.
Ord er kun sten, er maven tom.
E j n a r . Det er umuligt, at du véd
hvor hårdt og længe folket led!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
60
f o r o r d
H e n r i k
712
713
714
715
716
717
718
719
720
721
722
723
724
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Brand, her er uår, sult og sot.
Her ligger lig —
B r a n d . Jeg ser det godt.
På hvert et øjes blygrå ring
det kendes hvem som holder thing.
F o g d e n . Og endda står De hård som flint!
B r a n d (træder ned iblandt mængden og siger med eftertryk).
Hvis livet her gik slapt og lindt,
gik trægt sin gang med hverdagsnød,
da ynked jeg jert skrig om brød.
Må du på fire krybe hjem,
da kommer dyret i dig frem.
Går dag for dag i lummer ro,
i skridtgang som et ligfærdstog,
da ligger det så nær at tro
Akt 3
Akt 4
Akt 5
61
f o r o r d
H e n r i k
725
726
727
728
729
730
731
732
733
734
735
736
737
738
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
sig strøgen ud af Herrens bog.
Men eder var han mere god;
han dryssed rædsel i jert blod;
med dødsnøds svøber han jer slog;
hvad dyrt han gav, han atter tog —
F l e r e r ø s t e r (afbryder ham truende).
Han sparker os i al vor nød!
F o g d e n . Han skælder os, som gav jer brød?
B r a n d (ryster på hovedet). O, kunde alt mit hjerteblod
jer læske som en helsens flod,
det skulde vælde frem i flom
til årens seng var tør og tom.
Men her at hjælpe var en synd!
Se, Gud vil løfte jer af dynd —
et livsfolk — om end spredt og svagt —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
62
f o r o r d
H e n r i k
739
740
741
742
743
744
745
746
747
748
749
750
751
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
af trængslen suger marg og magt;
det sløve syn får falkeflugt,
og skuer vidt og skuer smukt,
den veke vilje skyder ryg
og ser bag striden sejren tryg;
men avler nød ej adelsfærd,
er flokken ej sin frelse værd!
E n kv i n d e . Der slår et uvejr over fjord,
som om det vaktes ved hans ord!
E n a n d e n . Han ægger Gud! Min spådom mærk!
B r a n d . Jer Gud gør intet underværk!
Kv i n d e r n e . Se vejret! Se!
R ø s t e r b l a n d t m æ n g d e n . Af bygden driv
den hårde sjæl med sten og kniv!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
63
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
(A l m u e n stimler truende sammen om B r a n d .
F o g d e n træder imellem. — E n kv i n d e , forvildet
og forreven, kommer ilsomt ned over bakkerne.)
752
753
754
755
756
757
758
759
Akt 1
Akt 2
Kv i n d e n (skriger frem mod flokken).
Hvor får jeg hjælp i Jesu navn!
F o g d e n . Hvad trænges? Nævn hvad nød, hvad savn —
Kv i n d e n . Ej nød, ej savn det gælder nu!
Det gælder verdens værste gru!
F o g d e n . Hvad er det? Tal!
Kv i n d e n . Jeg har ej røst!
Hvor findes presten? — Hjælp og trøst!
F o g d e n . Her er ej prest —
Kv i n d e n . Fortabt, fortabt!
Hård var du, Gud, at jeg blev skabt!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
64
f o r o r d
H e n r i k
760
761
762
763
764
765
766
767
768
769
770
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d (nærmer sig). Kanhænde dog her findes én.
Kv i n d e n (griber ham om armen).
Så lad ham komme, vær ej sen!
B r a n d . Nævn mig din nød, så kommer han.
Kv i n d e n . Tversover fjorden —
B r a n d . Nu?
Kv i n d e n . Min mand —
tre sultne små, og huset tømt —
sig nej, sig nej — han er ej dømt!
B r a n d . Tal først.
Kv i n d e n . Min barm var tørket ud;
os hjalp ej mennesker, ej Gud;
den yngste tungt med døden drog;
det skar hans sjæl; han barnet slog — !
B r a n d . Han slog — !
Akt 3
Akt 4
Akt 5
65
f o r o r d
H e n r i k
771
772
773
774
775
776
777
778
779
780
781
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
A l m u e n (i rædsel). Sit barn!
Kv i n d e n . I samme stund
han så sin gernings afgrundsbund!
Hans anger flommed som en elv;
han lagde voldshånd på sig selv. —
Kom, berg hans sjæl trods vejr og sjø!
Han kan ej leve, tør ej dø;
med liget ligger han i favn
og skriger på den ondes navn!
B r a n d (stille). Ja, her er nød.
E j n a r (bleg). Er muligt sligt!
F o g d e n . Han hører ej til mit distrikt.
B r a n d (kort, til almuen).
Gør loss en båd og sæt mig over!
E n m a n d . I sligt et vejr? Det ingen vover!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
66
f o r o r d
H e n r i k
782
783
784
785
786
787
788
789
790
791
792
793
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
F o g d e n . Rundt fjorden går en sti —
Kv i n d e n . Nej, nej —
nu findes ingen farbar vej;
jeg foer den, men et elvebrudd
skar lige bag mig kloppen ud!
B r a n d . Gør båden loss.
E n m a n d . Umuligt nu;
det bryder over grund og flu!
E n a n d e n . Se der! Et kast fra højden strøg,
så hele fjorden står i røg!
E n t r e d j e . Er vejret sligt, med slag og skrald,
så lyser provsten messefald!
B r a n d . En syndersjæl, sin domsstund nær,
ej venter efter vind og vejr!
(går ned i en båd og løser sejlet.)
Akt 3
Akt 4
Akt 5
67
f o r o r d
H e n r i k
794
795
796
797
798
799
800
801
802
803
804
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
I vover båden?
E j e r e n . Ja; men bliv!
B r a n d . Godt; kom nu den, som vover liv!
E n m a n d . Jeg går ej med.
E n a n d e n . Og ikke jeg!
F l e r e . Det var den lige dødsens vej!
B r a n d . Jer Gud hjalp ingen over fjord;
men husk, at min er med ombord!
Kv i n d e n (vrider hænderne).
Han ufrelst dør!
B r a n d (råber fra båden). Én mand er nok
til hjælp med øsekar og fok!
Kom, en af jer, som nylig gav!
Giv, mænd, giv indtil død og grav!
F l e r e (viger tilbage). Kræv aldrig sligt!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
68
f o r o r d
H e n r i k
805
806
807
808
809
810
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
E n e n k e lt (truende). Af båden ud!
Det er for stærkt at friste Gud!
F l e r e r ø s t e r . Se, vejret vokser!
A n d r e . Linen brast!
B r a n d (hugger sig fast med bådshagen og
råber til den fremmede kvinde).
Godt; kom da du; men kom i hast!
Kv i n d e n (viger tilbage).
Jeg! Her, hvor ingen — !
B r a n d . Lad dem stå!
Kv i n d e n . Jeg kan ej!
B r a n d . Kan ej?
Kv i n d e n . Husk de små — !
B r a n d (ler). Dynd er den grund, I bygger på!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
69
f o r o r d
H e n r i k
811
812
813
814
815
816
817
818
819
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
A g n e s (vender sig med blussende kinder raskt om
til Ejnar, lægger hånden på hans arm og siger).
Har alt du hørt!
E j n a r . Ja; han er stærk!
A g n e s . Gud signe dig! Du véd dit værk!
(råber til Brand):
Se — her er én, som vel er værd
at følge med på frelsens færd!
B r a n d . Så kom!
E j n a r (bleg). Jeg!
A g n e s . Gå! Jeg har dig skænkt!
Højt ser mit syn, som før var sænkt!
E j n a r . Før dig jeg traf, jeg skulde skænkt
mig selv, og villig med ham styrt —
A g n e s (bævende). Men nu — !
Akt 3
Akt 4
Akt 5
70
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
E j n a r . Mit liv er ungt og dyrt —
820
821
822
823
824
825
826
Akt 1
Akt 2
jeg kan det ej!
A g n e s (viger tilbage). Hvad har du sagt!
E j n a r . Jeg tør det ej!
A g n e s (skriger ud). Nu blev der lagt,
med stormslag og med strømnings fos,
et verdenshav imellem os!
(til Brand):
Jeg går i båden!
B r a n d . Godt; så kom!
Kv i n d e r n e (forfærdede, idet hun springer ombord).
Hjælp, Jesus!
E j n a r (griber fortvivlet efter hende). Agnes!
H e l e m æ n g d e n (iler til). Stands! Vend om!
B r a n d . Hvor ligger huset?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
71
f o r o r d
H e n r i k
827
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Kv i n d e n (peger ud). Ende der —
på næset bag det svarte skær!
(båden støder fra land.)
828
829
E j n a r (skriger efter dem).
Husk dine syskend; husk din moer!
Frels livet!
A g n e s . Her er tre ombord!
(Båden sejler. Almuen stimler sammen på højderne
og ser efter den i stærk spænding.)
830
831
Akt 1
Akt 2
E n m a n d . Han klarer odden!
E n a n d e n . Nej!
F ø r s t e . Jo, se —
han har den agter alt i læ!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
72
f o r o r d
H e n r i k
832
833
834
835
836
837
838
839
840
841
842
843
844
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
A n d e n . En kastevind! Den har dem fat!
F o g d e n . Se, se — den stryger med hans hat!
E n kv i n d e . Så svart, som korpens vinge, slår
i vejret vildt hans våde hår!
F ø r s t e m a n d . Alt står i kog og røg.
E j n a r . Hvad var
det skrig, som gennem stormen skar?
E n kv i n d e . Det kom fra fjeldet.
E n a n d e n (peger op). Der står Gerd
og ler og hujer ad hans færd!
F ø r s t e kv i n d e . Hun blæser i et bukkehorn
og kaster sten som koglekorn!
A n d e n kv i n d e . Nu slang hun hornet som en vånd
og tuder i den hule hånd!
E n m a n d . Ja, tud og skrig, du stygge trold —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
73
f o r o r d
H e n r i k
845
846
847
848
849
850
851
852
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
den karl har både vagt og skjold!
E n a n d e n . I værre vejr, med ham tilrors,
står trygt jeg næste gang tilfjords.
F ø r s t e m a n d (til Ejnar).
Hvad var han?
E j n a r . Prest.
A n d e n m a n d . Ja, hvad han var —
det kendtes vel, han var en karl!
I ham var mod og magt og trods.
F ø r s t e m a n d . Det var en rigtig prest for os!
M a n g e r ø s t e r . Ja, det var rigtig prest for os!
(de spreder sig ud over bakkerne.)
853
Akt 1
Akt 2
F o g d e n (samler sine papirer og bøger).
Det formløst er i alle fald
Akt 3
Akt 4
Akt 5
74
f o r o r d
H e n r i k
854
855
856
857
858
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
at træde op i fremmed kald,
og gribe ind og vove liv
foruden tvingende motiv. —
Jeg gør bestandig og min pligt —
men altid indom mit distrikt.
(går.)
(Udenfor hytten på næset. Det er langt på dagen.
Fjorden ligger blank og stille. A g n e s sidder nede ved
stranden. Lidt efter kommer B r a n d ud af døren.)
859
861
alle rædslers stænk og skræk;
nu med stille store træk
862
ligger han så lys og lettet.
863
Kan et svigtende bedrag
860
Akt 1
Akt 2
B r a n d . Det var døden. Af den tvætted
Akt 3
Akt 4
Akt 5
75
f o r o r d
H e n r i k
864
865
866
867
868
869
870
871
872
873
874
875
876
877
878
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
gøre nat til slig en dag?
Af sin vilde helvedbrøde
så han ydre skorpen kun —
det, som nævnes kan med mund —
det, som gribes kan med hænder —
som hans navn med brandflek skænder —
volden mod den lille døde.
Men de to, som sad forskræmt,
stirrende med store øjne,
stilt, som fugle sammenfløjne,
op i skorstenskrogen klemt —
de, som bare så og så —
skønte ikke selv hvorpå —
de, hvis sjæle fik en plet
ætset ind, som ej de skrubber
Akt 3
Akt 4
Akt 5
76
f o r o r d
H e n r i k
879
880
881
882
883
884
885
886
887
888
889
890
891
892
893
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
af i tidens slid og tvæt,
selv som bøjde sølvhårsgubber —
de, hvis livsens-elv skal rinde
ud fra dette stygge minde —
de, som nu skal gro i lys
af hans nattegernings gys —
de, som aldrig ud kan brænde
denne tankes ådselbål —
dem han mægted ej at kende
som de to, der har ihænde
just det store eftermål. —
Og fra dem går kanske ud
led på led til synd og brudd.
Hvorfor? Hule afgrundssvar —
de var sønner af sin faer!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
77
f o r o r d
H e n r i k
894
895
896
897
898
899
900
901
902
903
904
905
906
907
908
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Hvad skal stryges ud i stilhed?
Hvad skal jævnes ud med mildhed?
Når begynder ansvarsvægten
af ens arvelod fra slægten?
Hvilken thingdag, hvilken dommer,
når det store forhør kommer!
Hvem skal prøve, hvem skal vidne,
hvor enhver er delinkvent;
hvem tør lægge frem sit skidne
transporterte dokument?
Tages da for godt det svar:
Gælden skriver sig fra faer? —
Svimmeldybe nattegåde,
ingen mægter dig at råde.
Men på afgrundsbredden danser
Akt 3
Akt 4
Akt 5
78
f o r o r d
H e n r i k
909
910
911
912
913
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
sværmen uden sind og sanser —
sjæle skulde skrige, bæve —
men ej én blandt tusend øjner,
hvilket skyldberg der sig højner
fra det lille ord: at leve.
(Nogle mænd af almuen kommer frem bag
huset og nærmer sig Brand.)
914
915
916
917
918
919
Akt 1
Akt 2
E n m a n d . Vi skal nok mødes anden gang.
B r a n d . Han har til eders hjælp ej trang.
M a n d e n . Selv er han løst og hjulpen; men
i stuen sidder tre igen.
B r a n d . Og så?
M a n d e n . Af smulerne, vi fik,
vi førte med en liden slik —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
79
f o r o r d
H e n r i k
920
921
922
923
924
925
926
927
928
929
930
931
932
933
934
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d . Hvis alt du gav foruden livet,
da vid, at du har intet givet.
M a n d e n . Hvis han, som her nu ligger død,
idag var stedt i livsensnød
og skreg om hjælp fra bådens hvælv,
jeg skulde vovet livet selv.
B r a n d . Men sjælens nød har ingen vægt?
M a n d e n . Husk på, vi er en slæbets slægt.
B r a n d . Så vend jert hele fulde syn
fra lyset over åsens bryn;
skel ej, som nu, med venstre øjet
tilhimmels, og det højre vendt
mod muldet, hvor, med ryggen bøjet,
I har jer selv for åget spændt.
M a n d e n . Jeg havde tænkt, du heller gav
Akt 3
Akt 4
Akt 5
80
f o r o r d
H e n r i k
935
936
937
938
939
940
941
942
943
944
945
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
det råd at ryste åget af.
B r a n d . Ja, om I kan.
M a n d e n . Du ejer magt.
B r a n d . Gør jeg?
M a n d e n . Alt mangen har os sagt
og vist, hvor vejen var, før nu —
de pegte, men du gik den, du.
B r a n d . Du mener — ?
M a n d e n . Ikke tusend ord
sig prenter, som én gernings spor.
Vi søger dig i bygdens navn —
vi ser, en mand er just vort savn.
B r a n d (urolig). Hvad vil I mig?
M a n d e n . Bliv du vor prest.
B r a n d . Jeg? Her!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
81
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
M a n d e n . Du har vel hørt og læst,
946
947
948
949
950
951
952
953
954
955
956
957
958
Akt 1
Akt 2
vor menighed er presteløs?
B r a n d . Ja nu jeg mindes —
M a n d e n . Før i tiden
var bygden stor, nu er den liden.
Da uår kom, da kornet frøs,
da sot faldt over folk og fæ,
da armod slog hver mand iknæ,
da nøden sang hver sjæl i døs,
da her blev dyrt på sul og sæd —
da blev her prestedyrtid med.
B r a n d . Kræv hvad du vil, men aldrig sligt!
På mig er lagt en større pligt.
Jeg trænger livets stærke røre,
jeg trænger verdens åbne øre.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
82
f o r o r d
H e n r i k
959
960
961
962
963
964
965
966
967
968
969
970
971
972
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Hvad skal jeg her? Hvor fjeldet stænger,
har mandemælet ingen magt.
M a n d e n . Hvor fjeldet svarer, lyder længer
det ord, som fuldt og stærkt blir sagt.
B r a n d . Hvem lukker sig i gruben inde,
når vangen vinker fri og flak?
Hvem pløjer ødemarken brak,
når der er odlet land at finde?
Hvem vil af kærner høste frugt,
når ungtrær står i modningsaldren?
Hvem sløver sig i døgnværkskvaldren,
når han har syners lys og flugt?
M a n d e n (ryster på hovedet).
Din dåd forstod jeg — ej dit ord.
B r a n d . Spørg ikke mer! Ombord, ombord!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
83
f o r o r d
H e n r i k
973
974
975
976
977
978
979
980
981
982
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
(vil gå.)
M a n d e n (træder ivejen for ham).
Det kald, som ej du slippe vil,
det værk, som nu du stunder til —
det er dig altså dyrt?
B r a n d . Mit liv
i et og alt det er!
M a n d e n . Så bliv!
(med eftertryk.)
Hvis alt du gav foruden livet,
så husk, at du har intet givet.
B r a n d . Ét ejes, som du ej kan skænke;
det er dit eget indre selv.
Du tør ej binde, tør ej lænke,
du tør ej stemme kaldets elv —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
84
f o r o r d
H e n r i k
983
984
985
986
987
988
989
990
991
992
993
994
995
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
den vil sin vej til havets hvælv.
M a n d e n . Blev den i myr og tjern begravet —
den når som dugg tilslut dog havet.
B r a n d (ser visst på ham).
Hvo gav dig slige ord i munden?
M a n d e n . Du gav mig dem i storværkstunden.
Da stormen skreg, da sjøen slog,
da frem trods storm og sjø du drog,
da for en rådløs syndersjæl
du satte livet på en fjæl —
da strøg det gennem mangt et sind
snart koldt, snart varmt, som sol og vind,
da ringed det som klokkeklemt —
(sænker stemmen.)
Imorgen, kanske, er det glemt;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
85
f o r o r d
H e n r i k
996
997
998
999
1000
1001
1002
1003
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
da firer vi det løftningsflag,
du hejste over os idag.
B r a n d . Hvor kraft ej er, der er ej kald.
(hårdt.)
Kan ej du være, hvad du skal —
så vær alvorligt, hvad du kan;
vær helt og holdent muldets mand.
M a n d e n (ser en stund på ham og siger).
Ve dig, som slukte, da du gik;
ve os, som så et øjeblik!
(han går; de øvrige følger stille efter.)
1004
1005
Akt 1
Akt 2
B r a n d (ser længe efter dem).
En for en med bøjde nakker
går den stille klynge hjem.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
86
f o r o r d
H e n r i k
1006
1007
1008
1009
1010
1011
1012
1013
1014
1015
1016
1017
1018
1019
1020
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Sindet sturer, foden sakker,
staver tungt og træt sig frem;
hver af dem med tungsinds lader
går som truet af et ris,
går, som menneskenes fader
dreven ud af Paradis —
går, som han, med skyldslørt tinding —
ser, som han, i mørkets gab —
bær, som han, sin kundskabs vinding —
bær, som han, sin blindheds tab;
Mennesket jeg kækt har villet
skabe nyt og helt og rent —
der er værket — brødens billed,
ikke Guds, som det var ment. —
Ud herfra til større vidder;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
87
f o r o r d
H e n r i k
1021
1022
1023
1024
1025
1026
1027
1028
1029
1030
1031
1032
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
her er rum ej for en ridder!
(vil gå, men standser, idet han ser Agnes ved stranden.)
Se, hvor lyttende hun sidder,
som om her var sang i luften.
Lyttende hun sad i båden,
da den skar de rørte vande —
lyttende hun holdt i tuften —
lyttende hun havråksfråden
rysted af sin klare pande.
Det ser ud som hørslen bytted
plads og hun med øjet lytted.
(nærmer sig.)
Unge pige, er det fjordens
krumme vej, som synet følger — ?
A g n e s (uden at vende sig).
Akt 3
Akt 4
Akt 5
88
f o r o r d
H e n r i k
1033
1034
1035
1036
1037
B r a n d
1046
det er ligt en jord, som skabes;
1047
og jeg hører røster runge,
1040
1041
1042
1043
1044
o r d l i s t e
Hverken fjordens eller jordens;
begge sig for synet dølger.
Men en større jord jeg skimter;
skarpt mod luften står dens runding;
have ser jeg, floders munding;
1045
1039
Akt 2
•
solblink gennem tågen glimter.
Jeg ser slaglys, luerøde,
legende om skyslørt tinde,
ser en umålt ørkens øde.
Store palmer står derborte,
svajer i de hvasse vinde,
kaster bag sig skygger sorte.
Intet livstegn er at finde;
1038
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
89
f o r o r d
H e n r i k
1048
1049
1050
1051
1052
1053
1054
1055
1056
1057
1058
1059
1060
1061
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
og jeg hører stemmer tolke:
nu du frelses eller tabes;
gør dit værk, det ansvarstunge —
denne jord skal du befolke!
B r a n d (reven med). Sig, hvad mer du ser!
A g n e s (lægger hånden på brystet). Herinde
kan jeg kende kræfter ulme,
kan jeg føle floder svulme,
kan jeg se en dagning rinde.
Hjertet, lig en verden, vider
stort sig ud til alle sider,
og jeg hører stemmer tolke:
denne jord skal du befolke!
Alle tanker, som skal komme,
hver en gerning, som skal gøres,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
90
f o r o r d
H e n r i k
1062
1063
1064
1065
1066
1067
1068
1069
1070
1071
1072
1073
1074
1075
1076
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
vågner, hvisker, ånder, røres,
som om fødslens stund var omme;
og jeg aner mer end øjner
ham, som ovenom sig højner,
føler at han skuer ned
fuld af sorg og kærlighed,
lys og mild som morgenrøden,
og bedrøvet dog til døden;
og jeg hører røster runge:
nu du skabe skal og skabes;
nu du frelses eller tabes —
gør dit værk, det ansvarstunge!
B r a n d . Indad; indad! Det er ordet!
Did går vejen. Der er sporet.
Eget hjerte — det er kloden,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
91
f o r o r d
H e n r i k
1077
1078
1079
1080
1081
1082
1083
1084
1085
1086
1087
1088
1089
1090
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
nyskabt og for Gudsliv moden;
der skal viljegribben dødes,
der den nye Adam fødes.
Lad så verden gå sin gang
under trældom eller sang —
men ifald vi fiendtligt mødes —
hvis mit værk den knuse vil —
da, ved himlen, slår jeg til!
Plads på hele jordens hvælv
til at være helt sig selv —
det er lovlig ret for manden,
og jeg kræver ingen anden!
(tænker stille en stund og siger):
Være helt sig selv! Men vægten
af ens arv og gæld fra slægten?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
92
f o r o r d
H e n r i k
1091
1092
1093
1094
1095
1096
1097
1098
1099
1100
1101
1102
1103
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
(standser og ser ud.)
Hvem er hun, som jordvendt kommer
klavrende opover bakken,
kroget, ludende med nakken?
For at puste må hun stå,
støtter sig for ej at slingre,
griber med de magre fingre
hvast i sine dybe lommer,
som en skat hun slæbte på.
Om den visne benrad slænger
stakken, som en fjærhams lægg;
hånden krummer sig som tænger;
hun er ørnen lig, der hænger
spigret på en stabbursvæg.
(pludselig angst.)
Akt 3
Akt 4
Akt 5
93
f o r o r d
H e n r i k
1104
1105
1106
1107
1108
1109
1110
1111
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Hvilket iskoldt barneminde,
hvilket gufs fra hjem og fjord
drysser rim om denne kvinde —
drysser værre rim herinde — ?
Nådens Gud! Det er min moer!
B r a n d s m o d e r (kommer opover, standser
halvvejs synlig i bakken, holder hånden skyggende
over øjnene og ser sig om).
Her, har de sagt, han var.
(kommer nærmere.)
Den onde
ta’e solen — hun gør halvt mig blind!
Søn, er det dig?
B r a n d . Ja.
M o d e r e n (gnider øjnene). Hu; det skin,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
94
f o r o r d
H e n r i k
1112
1113
1114
1115
1116
1117
1118
1119
1120
1121
1122
1123
1124
1125
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
det brænder en i synet ind;
en kan ej skille prest fra bonde.
B r a n d . Derhjemme så jeg aldrig sol
fra løvet faldt til gøgen gol.
M o d e r e n (ler stille).
Nej, der er godt. Der blir en frossen,
som istap-kallen over fossen.
En blir så stærk, at hvadsomhelst
en tør — og tror sig endda frelst.
B r a n d . Goddag. Farvel. Min tid er knap.
M o d e r e n . Ja, du har altid været rap.
Som gut du stunded bort herfra —
B r a n d . At bort jeg foer, dig tyktes bedst.
M o d e r e n . Ja, det var skelligt nu som da;
det trængtes vel at du blev prest.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
95
f o r o r d
H e n r i k
1126
1127
1128
1129
1130
1131
1132
1133
1134
1135
1136
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
(betragter ham nærmere.)
Hm, han er vokset stærk og stor.
Men agt nu bare på mit ord —
vær vaer om livet!
B r a n d . Er det alt?
M o d e r e n . Ja, livet? Ja, hvad er der mere?
B r a n d . Jeg mener: rådet, som nu faldt,
er det det hele?
M o d e r e n . Véd du flere,
så brug dem som du vil. Men livet,
berg det for mig; jeg har det givet.
(vred.)
Det spørges vidt, hvad du har øvet;
og det har gjort mig ræd og skræmt.
Tilfjords idag! Du kunde røvet,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
96
f o r o r d
H e n r i k
1137
1138
1139
1140
1141
1142
1143
1144
1145
1146
1147
1148
1149
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
hvad du for min skyld skulde gemt.
Du er den eneste i slægten.
Du er min søn, mit kød og blod.
Du slutter af, som tagryg-lægten,
det hus, jeg tømred, fod for fod.
Hold fast; stå stærk; bær lange tider!
Vær vaer om livet! Aldrig svigt!
At leve er en arvings pligt —
og du blir min — engang — omsider —
B r a n d . Så? Derfor er det, at du kommer
og søger mig med fyldte lommer?
M o d e r e n . Søn, er du gal!
(viger tilbage.)
Kom ikke nær!
Bliv stående! Jeg slår med staven!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
97
f o r o r d
H e n r i k
1150
1151
1152
1153
B r a n d
1162
ej gemme noget under stene,
1163
i muren, under gulvets fjæl —
1156
1157
1158
1159
1160
o r d l i s t e
(roligere.)
Hvad mente du med det? — Hør her!
Jeg ældes år for år; det bær
sent eller tidligt frem mod graven;
så får du alt, hvad jeg har ejet;
1161
1155
Akt 2
•
det ligger tællet, målt og vejet. —
Jeg har ej på mig! — Hjemme ligger
det hele. Det er ikke stort;
men den, som får det, er ej tigger. —
Stå der du står! Kom ej herbort! —
Jeg lover dig, jeg skal ej putte
i sprækker eller grave ned
en hvid på noget ukendt sted —
1154
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
98
f o r o r d
H e n r i k
1164
1165
1166
1167
1168
1169
1170
1171
1172
1173
1174
1175
1176
1177
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
du, sønnen min, får arven hel;
altsammen går til dig alene.
B r a n d . På visse vilkår?
M o d e r e n . På det ene,
at ej du skal med livet rutte.
Hold ætten oppe, søn for søn;
jeg kræver ingen anden løn.
Og sørg så for, at intet spildes —
at intet deles eller skilles —
øg, eller ikke, hvad du får;
Men gem det, gem det år for år!
B r a n d (efter et kort ophold). En sag får klares mellem os.
Jeg har fra gut af vist dig trods —
jeg var ej søn, du var ej moer,
til du blev grå og jeg blev stor.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
99
f o r o r d
H e n r i k
1178
1179
1180
1181
1182
1183
1184
1185
1186
1187
1188
1189
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
M o d e r e n . Jeg kræver ikke klap og smek.
Vær som du vil; jeg er ej vek.
Vær hård, vær strid, vær istapkold —
det kløver ej mit bringeskjold;
gem blot din arv — om død og gold —
når kun den er i slægtens vold!
B r a n d (går et skridt nærmere).
Og hvis jeg tvertom fik isinde
at strø den ud for alle vinde?
M o d e r e n (tumler tilbage).
Strø ud, hvad gennem trældoms-år
har krøgt min ryg og blegt mit hår!
B r a n d (nikker langsomt). Strø ud.
M o d e r e n . Strø ud! Hvis det du gør,
for vinden ud min sjæl du strør!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
100
f o r o r d
H e n r i k
1190
1191
1192
1193
1194
1195
1196
1197
1198
1199
1200
1201
1202
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d . Og hvis jeg gør det lige vel?
Hvis ved din seng jeg står en kveld,
når lys er foran lejet sat,
når du med salmebog i hænder
skal sove dødens første nat —
hvis da jeg gramser, famler, kender,
hvis frem jeg finder skat for skat —
hvis jeg taer lyset, hvis jeg tænder — ?
M o d e r e n (nærmer sig i spænding).
Hvor har du denne tanke fra?
B r a n d . Hvorfra? Skal jeg fortælle?
M o d e r e n . Ja!
B r a n d . Ifra et barndomseventyr,
som aldrig af mit minde flyr,
som skræmmer sjælen, lig et ar
Akt 3
Akt 4
Akt 5
101
f o r o r d
H e n r i k
1203
1204
1205
1206
1207
1208
1209
1210
1211
1212
1213
1214
1215
1216
1217
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
ifra et helet hareskar.
Det var en høstkveld. Død var faer,
og du lå syg. Jeg sneg mig ind,
hvor han lå bleg i vokslysskin.
Jeg stod og stirred fra en krog,
og så han holdt en salmebog;
mig undred mest den dybe dvale,
og hvi hans håndled var så smale;
jeg kendte lugt af kuldslået lin —
da hørte jeg på gangen trin —
ind kom en kvinde, så mig ej —
hun gik til sengen rakt sin vej.
Hun gav sig til at gramse, rode;
først flytted hun den dødes hode,
så trak hun frem en bundt, så flere —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
102
f o r o r d
H e n r i k
1218
1219
1220
1221
1222
B r a n d
1231
hun svøbte fundet i en pjalt
1232
og stønned stilt: så det var alt!
1225
1226
1227
1228
1229
o r d l i s t e
hun tælled, hvisked: mere, mere!
Så grov hun ud af sengens puder
en pakke, bunden til med knuder;
hun rev, hun hugg med ilske hænder,
hun bed den op med sine tænder.
1230
1224
Akt 2
•
Hun grov påny. Hun hitted flere.
Hun tælled, hvisked: mere, mere!
Hun græd, hun bad, hun jamred, svor;
hun vejred efter gemslers spor —
og fandt hun — fluks med jublens angst
hun skød, som falken, på sin fangst.
Tilslut var hver en lønkrog tømt;
hun gik af stuen som en dømt;
1223
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
103
f o r o r d
H e n r i k
1233
1234
1235
1236
1237
1238
1239
1240
1241
1242
1243
1244
1245
1246
1247
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
M o d e r e n . Mit krav var stort, mit fund var skralt;
og det var mer end dyrt betalt.
B r a n d . Det blev dig dyrere endda;
mit sønnesind det stjal dig fra.
M o d e r e n . Lad gå. Det er jo gammel brug
at købe gods for sind og hug.
Jeg gav fra først en større pris;
jeg tror, jeg gav mit livs forlis.
Jeg noget gav, som nu er slukt —
det står mig for som lys og flugt,
som noget både dumt og smukt —
jeg gav, hvad knapt jeg længer véd —
folk kaldte det for kærlighed. —
Jeg mindes godt, min strid var svar;
jeg mindes godt det råd fra faer:
Akt 3
Akt 4
Akt 5
104
f o r o r d
H e n r i k
1248
1249
1250
1251
1252
1253
1254
1255
1256
1257
1258
1259
1260
1261
1262
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
glem husmandsgutten; tag den anden;
agt ikke på hans visne krop;
det er en karl med kløgt i panden;
han øger ejet dobbelt op! —
Jeg tog ham, men fik skam til tak.
Til dobbelt op han aldrig rak.
Men siden har jeg slæbt og slidt,
så nu der fattes ikkun lidt.
B r a n d . Og mindes du, så nær din grav,
at sjælen du på købet gav?
M o d e r e n . At det jeg mindes, vistes bedst,
da sønnen min blev sat til prest.
Når timen kommer, for min tarv
du sørge skal til tak for arv.
Jeg ejer både fast og løst;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
105
f o r o r d
H e n r i k
1263
1264
1265
1266
1267
1268
1269
1270
1271
1272
1273
1274
1275
1276
1277
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
du ejer ord og magt og trøst.
B r a n d . Så klog du er, du så dog fejl,
da mig du så i hjemmets spejl.
Der gives fler langs li og led
med slig forældrekærlighed —
I ser i barnet en forvalter
for husets efterladte pjalter;
af evigheden går et skær
forbi jer tanke hist og her;
I griber efter den og mener
I tingen er på livet nær,
når æt og arv I sammengrener —
at døden I med livet ener,
at evighed som sum I får
af sammenlagte rækker år.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
106
f o r o r d
H e n r i k
1278
1279
1280
1281
1282
1283
1284
1285
1286
1287
1288
1289
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
M o d e r e n . Gransk ikke, søn, din moders sind,
men tag din arv, når den blir din.
B r a n d . Og gælden?
M o d e r e n . Gælden? Hvilken gæld?
Der er ej nogen gæld.
B r a n d . Nu vel;
men hvis der var — jeg måtte svare
til hvert et skyldbrev, alting klare.
Søns sag det er, at alle krav
sker fyldest på hans moders grav;
var huset tomt, når jeg det tog —
jeg arved dog din skyldnerbog.
M o d e r e n . Så byder ingen lov.
B r a n d . Ej den,
som skreven er med blæk og pen;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
107
f o r o r d
H e n r i k
1290
1291
1292
1293
1294
1295
1296
1297
1298
1299
1300
1301
1302
1303
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
men i hvert ærligt sønnesind
en anden lov står ristet ind —
og denne lov skal fyldest ske.
Forblindede, lær dog at se!
Guds bo på jord har du forringet,
dit sjælelån har du forødt,
det billed, hvori du blev født,
har du med dyndets skimmel dækt;
den ånd, som engang var bevinget,
har du i myldret vingestækt.
Det er din gæld. Hvor vil du hen,
når Herren kræver sit igen?
M o d e r e n (sky). Hvor jeg vil hen? Hvor hen?
B r a n d . Frygt ej;
din søn taer al din gæld på sig.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
108
f o r o r d
H e n r i k
1304
1305
1306
1307
1308
1309
1310
1311
1312
1313
1314
Id:
Gammelt ord for
«streben» eller «gjerning».
1315
1316
1317
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Gudsbilledet, som du har plettet,
i mig skal rejses viljetvættet!
Gå du kun trøstig til de døde.
Gældbunden sover ej min moer —
jeg klarer gælden.
M o d e r e n . Gæld og brøde?
B r a n d . Din gæld. Kun den; mærk vel mit ord.
Din sjælegæld din søn skal klare;
men for din synd må selv du svare.
Den sum af menneske, som blev
forskingret i en jordtræls stræv,
kan indtil sidste rest og hvid
betales ved en andens id;
men at den ødtes, det er brøden;
for den er anger — eller døden!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
109
f o r o r d
H e n r i k
1318
1319
1320
1321
1322
1323
1324
1325
1326
1327
1328
1329
1330
1331
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
M o d e r e n (urolig).
Det er nok bedst jeg kommer hjem
i skyggen under bræens brem;
her skyder giftig tankegrøde
i dette klumre solskins skær;
en blir af duften næsten svimmel.
B r a n d . Søg skyggen du; jeg er dig nær.
Og drages du mod lys og himmel,
og stunder du imod et møde,
da skik mig bud og jeg skal komme.
M o d e r e n . Ja, du med dine straffedomme!
B r a n d . Nej, varm som søn og mild som prest
jeg værger dig mod rædslens blæst;
med sang jeg ved dit lejes fod
skal svale svien i dit blod!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
110
f o r o r d
H e n r i k
B r a n d
1333
1334
(nærmere ved hende.)
Men vilkår sætter jeg, som du.
1335
1336
1337
1338
1339
1340
1341
1342
1343
Akt 2
•
M o d e r e n . Det lover du med hånd og mund?
B r a n d . Jeg kommer i din angers stund.
1332
Akt 1
I b s e n
o r d l i s t e
Alt, hvad til jord dig binder nu,
skal du frivilligt kaste af
og skride nøgen mod din grav.
M o d e r e n (slår vildt imod ham).
Byd ilden skilles fra sin hede,
sne fra sin frost, sjø fra sin væde!
Slå af !
B r a n d . Kast midtfjords barn af båden,
og bed at Gud vil signe dåden.
M o d e r e n . Kræv anden bod; kræv sult og tørst —
Men ikke det, som tykkes størst!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
111
f o r o r d
H e n r i k
1344
1345
1346
1347
Hjob:
Gammel staveform for
den Bibelske person Job.
1348
1349
1350
1351
1352
1353
1354
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d . Går end det største udenom,
al resten mildner ej hans dom.
M o d e r e n . Jeg lægger sølv i kirkeblok!
B r a n d . Alt?
M o d e r e n . Søn, er meget ikke nok?
B r a n d . For dig er intet bodsværk, før,
som Hjob på askens hob, du dør.
M o d e r e n (vrider hænderne).
Mit liv forspildt, min sjæl forstødt;
om stakket tid mit gods forødt!
Så hjem og kryste tæt i favn
alt, hvad af mit endnu bær navn!
Mit gods, mit smertens barn, mit gods —
1355
for dig jeg rev mit bryst tilblods —
1356
nu hjem og græde som en moer
Akt 3
Akt 4
Akt 5
112
f o r o r d
H e n r i k
noer:
Gammelt ord for «barn».
1357
1358
1359
1360
1361
1362
1363
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
ved vuggen for sit syge noer. —
Hvi blev min sjæl da født i kød,
når kødets elsk er sjælens død? —
Bliv nær mig, prest! — jeg véd ej nu
hvad sind jeg får i timens gru.
Må alting jeg ilive miste —
jeg vil dog vente til det sidste.
(går.)
1364
1365
1366
1367
B r a n d (ser efter hende). Ja, din søn skal nær sig holde,
bie på din bodsstunds bud,
varme op din gamle kolde
hånd, så fort den rækkes ud.
(går nedover til Agnes.)
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
113
f o r o r d
H e n r i k
1368
1369
1370
1371
1372
1373
1374
1375
1376
1377
1378
1379
1380
1381
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Kvelden blev ej morgnen lig.
Da stod sind og hug til krig;
fjernt jeg hørte slagsang klinge,
vredens sverd jeg vilde svinge,
knuse løgnen, dræbe trolde,
klemme verden mellem skjolde.
A g n e s (har vendt sig om og ser lyst op til ham).
Morgnen var mod kvelden bleg.
Da jeg vilde løgn og leg,
vilde vinde, vilde skabe,
hvad min vinding var at tabe.
B r a n d . Stærke drømme, fagre drømme,
kom i flok som vilde svaner,
løfted mig på brede vinger.
Udad så jeg mine baner —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
114
f o r o r d
H e n r i k
1382
1383
1384
1385
1386
1387
1388
1389
1390
1391
1392
1393
1394
1395
1396
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
slægtens, tidens skyldbetvinger
stævned stor på støjens strømme.
Kirkeprocessioners pragt,
hymner, virak, silkefaner,
gyldne skåler, sejersange,
løftnings-jublen fra de mange,
lyste, om mit livsværk lagt. —
Alt lå lokkende og rigt —
men det hele var et digt,
kun et viddens glimmersyn,
halvt i solblink, halvt i lyn. —
Nu jeg står, hvor gråt det kvælder
længe førend dagen hælder —
står imellem urd og sund,
udestængt fra verdensvrimlen,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
115
f o r o r d
H e n r i k
1397
1398
1399
1400
1401
1402
1403
1404
1405
1406
1407
1408
1409
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
med en strime kun af himlen —
men jeg står på hjemmets grund.
Sunget er mit søndagsdigt;
af må vingehesten sadles;
men jeg ser et større mål,
end en dyst med ridderstål —
slidets dagværk, yrkets pligt,
skal til søndagsgerning adles.
A g n e s . Og hin Gud, som skulde falde?
B r a n d . Han skal falde ligefuldt —
men i løndom, dulgt og skjult,
ikke åbenlyst for alle.
Grant jeg ser, at fejl jeg tolked
1410
frelsens helsebod for folket.
1411
Ingen bramfuld storværkshandling
Akt 3
Akt 4
Akt 5
116
f o r o r d
H e n r i k
1412
1413
1414
1415
1416
1417
1418
1419
1420
1421
1422
1423
1424
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
løfter slægten til forvandling;
vækkelsen af rige evner
bøder ej dens sjælerevner.
Det er viljen, som det gælder!
Viljen frigør eller fælder,
viljen, hel, i alt det spredte,
i det tunge som det lette. —
(vender sig indover mod bygden, hvor aftenskyggerne
begynder at falde.)
Kom da, mænd, som vandrer sløve
i min hjembygds lukte dale —
sjæl mod sjæl i tomandstale
vil vort lutringsværk vi prøve,
halvhed fælde, løgnen døve,
vække viljens unge løve!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
117
f o r o r d
H e n r i k
1425
1426
1427
1428
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Hånd om hakken, som om sverdet,
enes kan med mandeværdet;
ét er målet — det at blive
tavler, hvorpå Gud kan skrive.
(Han vil gå. E j n a r møder ham.)
1429
1430
1431
1432
1433
1434
1435
1436
1437
Akt 1
Akt 2
E j n a r . Stands og giv mig, hvad du tog!
B r a n d . Er det hende? Der hun sidder.
E j n a r (til Agnes). Vælg imellem lyse vidder
og den skumle sorgens krog!
A g n e s . Jeg har intet valg at gøre.
E j n a r . Agnes, Agnes, lån mig øre!
Kom ihug den gamle lære:
let at løftes, tungt at bære.
A g n e s . Gå med Gud, du fagre frister;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
118
f o r o r d
H e n r i k
1438
1439
1440
1441
1442
1443
1444
1445
1446
1447
1448
1449
1450
1451
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
jeg skal bære til det brister.
E j n a r . Tænk på alle dine kære!
A g n e s . Hils til syskend, hils til moer;
brev jeg skikker, får jeg ord.
E j n a r . Ude på de blanke vande
skær de hvide sejl fra strand —
længsler lig på drømfyldt pande,
høje, perlestænkte stavne,
jager, flygter, for at havne
fjernt ved et forgættet land!
A g n e s . Sejl i vester eller øster —
tænk på mig som en begravet.
E j n a r . Agnes, følg mig som en søster!
A g n e s (ryster på hovedet).
Mellem os er verdenshavet.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
119
f o r o r d
H e n r i k
1452
1453
1454
1455
1456
1457
1458
1459
1460
1461
1462
1463
1464
1465
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
E j n a r . O, så hjem da til din moer!
A g n e s (stille). Ej fra lærer, ven og broer.
B r a n d (kommer et skridt nærmere).
Unge kvinde, vogt dig vel.
Klemt imellem fjeld og fjeld,
skygget om af tag og tinde,
stængt i revnens halvnat inde,
skal mit liv fra nu af rinde
som en stur Oktoberkveld.
A g n e s . Mørket skræmmer ikke længer;
stjernen gennem skyen trænger.
B r a n d . Husk, at jeg er streng i kravet,
fordrer intet eller alt;
hvis på vejen fra du faldt,
var dit liv som slængt i havet.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
120
f o r o r d
H e n r i k
1466
1467
1468
1469
1470
1471
1472
1473
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Ingen prutningsmon i nøden,
ingen eftergivt i brøden —
strækker ikke livet til,
må du villigt gå i døden!
E j n a r . Flygt fra dette vilde spil!
Slip den mørke lovens mand;
lev det liv, du véd, du kan!
B r a n d . Vælg — du står på vejens skille.
(går.)
1474
1476
Valget mellem gå og bliv
valg er mellem fryd og sorgen,
1477
valg imellem nat og morgen,
1478
valg imellem død og liv!
1475
Akt 1
Akt 2
E j n a r . Vælg imellem storm og stille!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
121
f o r o r d
H e n r i k
1479
1480
1481
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
A g n e s (rejser sig og siger langsomt).
Ind i natten. Gennem døden. —
Bagom dæmrer morgenrøden.
(Hun følger efter, hvor B r a n d gik.
E j n a r ser en stund som fortabt efter hende,
bøjer hovedet og går udover mod fjorden igen.)
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
122
f o r o r d
H e n r i k
3
B r a n d
o r d l i s t e
(Tre år senere. En liden have ved prestegården.
Høj fjeldvæg ovenfor, stengærde omkring. Fjorden
ligger trang og lukket i baggrunden. Husdøren går
ud til haven. Eftermiddag.)
(B r a n d står på trappen udenfor huset.
A g n e s sidder på trinet nedenfor.)
1482
1484
Akt 2
•
T RED JE h andli n g
1483
Akt 1
I b s e n
A g n e s . Min elskte husbond, atter foer
dit øje angstfuld over fjord —
B r a n d . Jeg venter bud.
A g n e s . Du er urolig!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
123
f o r o r d
H e n r i k
1485
1486
1487
1488
1489
1490
1491
1492
1493
1494
1495
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d . Jeg venter bud ifra min moer.
Tre år har nu jeg ventet trolig
det bud, som aldrig blev mig bragt.
Imorges blev for visst mig sagt,
at hendes time snart er omme.
A g n e s (sagte og kærligt).
Brand, uden bud du skulde komme.
B r a n d (ryster på hovedet).
Har hun ej anger for sin brøst,
jeg véd ej ord, jeg har ej trøst.
A g n e s . Hun er din moer.
B r a n d . Jeg har ej ret
at dyrke guder i min æt.
A g n e s . Brand, du er hård!
B r a n d . Mod dig?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
124
f o r o r d
H e n r i k
1496
1497
1498
1499
1500
1501
1502
1503
1504
1505
1506
1507
1508
1509
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
A g n e s . O, nej!
B r a n d . Jeg spåde dig en trængsels-vej.
A g n e s (smiler). Det slog ej ind; du har ej holdt dit ord.
B r a n d . Jo, her er hvast og koldt;
her bleges skæret på din kind;
det isner i dit veke sind.
Vort hus er ingen trivsel ved;
det ligger midt i urd og skred.
A g n e s . Her ligger det desmere trygt.
Så yderligt har bræen bygt,
at når ved løvspræts-tid den går,
den skrider udenover os,
og prestehuset urørt står,
som inde i en hulfalds-fos.
B r a n d . Og sol, som aldrig rækker hid.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
125
f o r o r d
H e n r i k
1510
1511
1512
1513
1514
1515
1516
1517
1518
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
A g n e s . Den danser jo så varm og blid
på bergets skulder bent imod.
B r a n d . Tre uger, ja — ved sommertid —
men vinder aldrig til dets fod.
A g n e s (ser visst på ham, rejser sig og siger).
Brand, der er ét, som gør dig ræd!
B r a n d . Nej, dig!
A g n e s . Nej, dig!
B r a n d . Du bær en gru,
en løndomsfuld.
A g n e s . Brand, også du!
B r a n d . Du svimler, som ved stupets bredd!
Tal ud! Nævn alt!
A g n e s . Jeg stundom skalv —
(standser.)
Akt 3
Akt 4
Akt 5
126
f o r o r d
H e n r i k
1519
1520
1521
1522
1523
1524
1525
1526
1527
1528
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d . Du skalv! Hvem skalv du for?
A g n e s . For Alf.
B r a n d . For Alf ?
A g n e s . Du også!
B r a n d . Stundom, ja!
Men nej, han tages os ej fra!
Gud er jo god! Min lille gut
sig vokser stor og stærk tilslut.
Hvor er han nu?
A g n e s . Han sover.
B r a n d (ser ind gennem døren). Se;
han drømmer ej om sot og ve;
den lille hånd er trind og rund —
A g n e s . Dog bleg.
B r a n d . Ja bleg; men det går over.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
127
f o r o r d
H e n r i k
B r a n d
1530
1531
(lukker døren.)
Med dig og ham blev lys og fred
1532
1533
1534
1535
1536
1537
1538
1539
1540
1541
1542
Akt 2
•
A g n e s . Hvor sødt og kvægende han sover.
B r a n d . Gud signe dig; sov nu dig sund!
1529
Akt 1
I b s e n
o r d l i s t e
om alt mit kaldsværk sænket ned;
hver sorgens stund, hver gerning svær,
blev let at bære mellem jer;
hos dig mig aldrig modet sveg,
mig styrke gav hans barneleg.
Mit kald jeg tog som martyrdom;
men se, hvor alt har vendt sig om,
hvor held har fulgt mig på min færd —
A g n e s . Ja, Brand; men du er heldet værd.
O, du har kæmpet, lidt og stridt —
har døjet ondt, har slæbt og slidt —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
128
f o r o r d
H e n r i k
1543
1544
1545
1546
1547
1548
1549
1550
1551
1552
1553
1554
1555
1556
1557
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
jeg véd, at stilt du blod har grædt —
B r a n d . Ja vel; men alt mig tyktes let;
med dig drog kærligheden ind,
som solklar vårdag i mit sind.
Den havde før jeg aldrig kendt;
ej faer, ej moer den havde tændt;
de dulmed helst den flyvegnist,
som sprang af asken her og hist.
Det var som al den sum af mildt,
jeg havde båret dulgt og stilt,
blev sparet til en glorie-glød
om ham og dig, min hustru sød.
A g n e s . Ej os alene; alle dem,
som nu er lemmer af vort hjem,
hver sorgens søn, hver nødens broer,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
129
f o r o r d
H e n r i k
1558
1559
1560
1561
1562
1563
1564
1565
1566
1567
1568
1569
1570
1571
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
hvert barn, som græd, hver moer, som led,
et kvægsomt sæde finder ved
dit hjertes fulde, rige bord.
B r a n d . Men gennem dig og ham. I to
slog mildheds-åndens himmelbro.
Ej nogen sjæl kan alle favne,
hvis ikke først han elsked én;
jeg måtte længte, måtte savne,
så hjertet hærded sig til sten —
A g n e s . Og dog — din kærlighed er hård;
den, som du klappe vil, du slår.
B r a n d . Dig, Agnes?
A g n e s . Mig? O nej, du kære;
let var, hvad mig du bød at bære —
men mangen sjæl ifra dig faldt
Akt 3
Akt 4
Akt 5
130
f o r o r d
H e n r i k
1572
1573
1574
1575
1576
1577
1578
1579
1580
1581
1582
1583
1584
1585
1586
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
ved kravet: intet eller alt!
B r a n d . Hvad verden kalder kærlighed,
jeg ikke vil og ikke véd.
Guds kærlighed jeg kender til,
og den er ikke vek og mild;
den er til dødens rædsel hård,
den byder klappe, så det slår.
Hvad svarte Gud i oljelunden,
da sønnen lå i sved og skræk
og bad og bad: tag kalken væk!
Tog han ham smertens kalk fra munden?
Nej, barn, den måtte ud til bunden.
A g n e s . O, målt med slig en målestok,
er dømt al jordens sjæleflok.
B r a n d . Ej nogen véd, hvem dommen når;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
131
f o r o r d
H e n r i k
1587
1588
1589
1590
1591
1592
1593
1594
1595
1596
1597
1598
1599
1600
1601
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
men i en evig ildskrift står:
vær tro til prøvens sidste slutning,
livskronen vindes ej ved prutning!
Ej nok, i angstens sved at bades;
du må igennem martrens ild.
At ej du kan, dig visst forlades —
men aldrig at du ikke vil.
A g n e s . Ja, det skal være, som du siger.
O, løft mig, løft mig, hvor du stiger;
led mig mod dine høje himle;
stærk er min hug, men sløvt mit mod;
tidt angst mig slår, mig tykkes svimle,
og træt og jordtung er min fod.
B r a n d . Se, Agnes, for den hele hjord
er kravet: ingen fejg akkord!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
132
f o r o r d
H e n r i k
1602
1603
1604
1605
1606
1607
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
I alt sit værk en mand er dømt,
hvis halvt det øves og på skrømt.
Den lære skal til lovbud hæves,
ej gennem ord, men ved at leves.
A g n e s (kaster sig om hans hals).
Jeg går, hvor du har foden sat!
B r a n d . For to er ingen klev for brat.
(D o k t o r e n er kommen nedover vejen og
standser udenfor havegærdet.)
1608
1609
1610
1611
Akt 1
Akt 2
D o k t o r e n . Hej, øves leg af kælne duer
på disse ørkenbrune tuer!
A g n e s . Min gamle doktor, er du her!
O, kom dog indom!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
133
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
(løber ned og åbner havegrinden.)
D o k t o r e n . Ej til jer!
1612
1613
1614
1615
1616
1617
1618
1619
1620
1621
1622
Akt 1
Akt 2
Du véd jo godt, at jeg er vred.
At knytte sig til sligt et sted,
hvor viddens vejr og vintrens vind
skær iskoldt gennem sjæl og skind — !
B r a n d . Ej gennem sjælen.
D o k t o r e n . Ikke? Nå!
Nej-nej, det lader næsten så.
Det synes, som jer hastværks-pagt
står lige fuldt og fast ved magt,
skønt ellers, efter gammel skik,
en skulde tro, at fort forgik,
hvad skabt blev i et øjeblik.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
134
f o r o r d
H e n r i k
1623
1624
1625
1626
1627
1628
1629
1630
1631
1632
1633
1634
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
A g n e s . Et solskærs kys, et klokkeslag,
kan vække for en sommerdag.
D o k t o r e n . Farvel. Jeg ventes hos en syg.
B r a n d . Min moer?
D o k t o r e n . Ja. Skal De samme vej?
B r a n d . Nu ikke.
D o k t o r e n . Var der kanske?
B r a n d . Nej.
D o k t o r e n . Prest, De er hård. I sludd og fyg
jeg sled mig over vidden frem,
skønt godt jeg véd, hun er af dem,
der lønner som et fattiglem.
B r a n d . Gud signe Deres kløgt og flid.
Let, om De kan, den tunge strid.
D o k t o r e n . Min vilje signe han; jeg kom,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
135
f o r o r d
H e n r i k
1635
1636
1637
1638
1639
1640
1641
1642
1643
1644
1645
1646
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
så fort i nød det spurgtes om.
B r a n d . Dem har hun budsendt; jeg er glemt —
jeg venter, venter hjerteklemt.
D o k t o r e n . Kom uden bud!
B r a n d . Før bud hun sender,
jeg intet hverv dernede kender.
D o k t o r e n (til Agnes).
Du veke stakkel, som blev lagt
i slige hårde hænders magt!
B r a n d . Jeg er ej hård.
A g n e s . Sit blod han gav,
hvis hendes sjæl det tvætted af !
B r a n d . Som hendes søn i arv jeg tog
frivillig hendes skyldnerbog.
D o k t o r e n . Klar Deres egen!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
136
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d . Manges mén
1647
1648
1649
1650
1651
qvantum satis:
Latin for «passende
mengde efter behov». Står
på apoteker-resepter;
Ibsen var i sin ungdom
apoteker-lærling
1652
1653
1654
caritatis: Gresk for
«(neste)kjærlighet».
1655
for Gud kan klares gennem én.
D o k t o r e n . Ej gennem en, der selv som tigger
i skyld opover øret ligger.
B r a n d . Rig eller tigger — helt jeg vil —
og dette ene strækker til!
D o k t o r e n (ser stivt på ham).
Ja, mandeviljens qvantum satis
står bogført som din rigdoms rad —
men, prest, din conto caritatis
er bogens hvide jomfrublad!
(går.)
1656
Akt 1
Akt 2
B r a n d (følger ham en stund med øjnene).
Ej noget ord blev sølet ned
Akt 3
Akt 4
Akt 5
137
f o r o r d
H e n r i k
1657
1658
1659
1660
1661
1662
1663
1664
1665
1666
1667
1668
1669
1670
1671
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
i løgn som ordet kærlighed —
det lægger de med Satans list
som slør udover viljens brist;
med det de dækker svigfuldt til,
at livet er et leflespil.
Er stien trang og brat og skred,
den knappes af — i kærlighed!
går en ad syndegaden bred,
han har dog håb — i kærlighed;
så en sit mål, og dog ej stred,
han sejre kan — i kærlighed;
går en sig vild, skønt ret han véd —
det er et ly — i kærlighed!
A g n e s . Ja, det er falskt, og endda må
jeg tidt mig spørge: er det så?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
138
f o r o r d
H e n r i k
1672
1673
1674
1675
1676
1677
1678
1679
1680
1681
1682
1683
1684
1685
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d . Ét springes over; viljen først
må læske lovens retfærds-tørst.
Først må du ville, ikke blot
hvad gørligt er i stort og småt,
ej blot hvor dåden i sig bær
en sum af møje og besvær —
nej, ville må du stærk og glad
igennem alle rædslers rad.
Det er ej martyrskab, i ve
at dødes på et korsets træ;
først det at ville korsets død,
at ville midt i kødets nød,
at ville midt i åndens angst,
først dette er din frelses fangst.
A g n e s (klynger sig tæt til ham).
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
139
f o r o r d
H e n r i k
1686
1687
1688
1689
1690
1691
1692
1693
1694
1695
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Når kravet skræmmer med sin gru —
min stærke husbond, tal da du!
B r a n d . Vandt viljen sejr i slig en strid,
da kommer kærlighedens tid,
da daler den som duen hvid
og bringer livets oljeblad;
men her, mod slægten, slap og lad,
ens bedste kærlighed er had!
(i skræk.)
Had! Had! En verdenskamp at ville
det enkle ord, det lette, lille!
(går ilsomt ind i huset.)
1696
Akt 1
Akt 2
A g n e s (ser gennem den åbne dør).
Han knæler hos sin søde dreng
Akt 3
Akt 4
Akt 5
140
f o r o r d
H e n r i k
1697
1698
1699
1700
1701
1702
1703
1704
1705
1706
1707
1708
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
og vugger hodet som i gråd;
han knuger sig til barnets seng,
som en, der ej véd hjælp og råd. —
O, hvilken sum af kærlighed
i denne stærke mandesjæl!
Alf tør han elske; barnets hæl
endnu ej verdens-slangen bed.
(udbryder forfærdet.)
Op springer han med hænders vrid!
Hvad ser han? Han er askehvid!
B r a n d (ud på trappen). Kom der ej bud?
A g n e s . Nej, intet bud.
B r a n d (ser tilbage ind i huset).
Det brænder i hans stramme hud;
hans tinding hamrer, pulsen banker — !
Akt 3
Akt 4
Akt 5
141
f o r o r d
H e n r i k
1709
1710
1711
1712
1713
1714
1715
1716
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
O, frygt ej, Agnes!
A g n e s . Gud, hvad tanker —
B r a n d . Nej, frygt blot ej —
(råber udover vejen.)
Der ser jeg budet!
E n m a n d (gennem havegrinden).
Nu får du komme, faer!
B r a n d (ilsomt). Ja straks!
Hvad hilsning bær du?
M a n d e n . Ugrej slags;
hun sad i sengen, frem hun luded
og sagde: gå; få presten hentet;
mit halve gods for sakramentet.
B r a n d (viger tilbage). Det halve! Nej! Sig nej!
M a n d e n (ryster på hovedet). Da var
Akt 3
Akt 4
Akt 5
142
f o r o r d
H e n r i k
1717
1718
1719
1720
1721
1722
1723
1724
1725
1726
1727
1728
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
ej budet ærligt bragt dig, faer.
B r a n d . Det halve! Halve! Alt var ment!
M a n d e n . Kanhænde det; men lydt og rent
blev ordet sagt. Jeg glemmer sent.
B r a n d (griber ham om armen).
På Herrens dag, for dommen stævnt,
du vidne tør, det ord blev nævnt?
M a n d e n . Ja.
B r a n d (fast). Gå og sig, det svar blev sendt —
ej kommer prest, ej sakrament.
M a n d e n (ser uvisst på ham).
Du har nok ikke skønt mig da;
det er din moer jeg kommer fra.
B r a n d . Jeg kender ingen tvedelt ret
for fremmedfolk og egen æt.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
143
f o r o r d
H e n r i k
1729
1730
1731
1732
1733
1734
1735
1736
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
M a n d e n . Hårdt ord er det.
B r a n d . Hun véd, det galdt
at byde intet eller alt.
M a n d e n . Prest!
B r a n d . Sig, at mindste guldkalv-stump
er lige fuldt en afguds-klump.
M a n d e n . Med svarets svøbe skal jeg slå
så let og lindt, jeg kan og må.
For hende gror den trøst endnu:
Gud er ej fuldt så hård som du!
(går.)
1737
1738
1739
Akt 1
Akt 2
B r a n d . Ja, denne trøst har tidtnok blæst
sin ådsel-luft til verdens pest.
Med sang og skræk i knibens stund
Akt 3
Akt 4
Akt 5
144
f o r o r d
H e n r i k
1740
1741
1742
1743
1744
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
en dommer smøres nemt om mund.
Naturligvis! Det så sig bør!
De kender jo sin mand fra før —
fra alt sit værk de godt jo véd,
at gubben laer sig prutte med.
(Manden har ude på vejen mødt en anden;
de kommer begge i følge tilbage.)
1745
1746
1747
Akt 1
Akt 2
B r a n d . Nyt budskab!
F ø r s t e m a n d . Ja.
B r a n d . Hvad bringer du?
D e n a n d e n . Ni tiende-dele lød det nu.
B r a n d . Ej alt?
D e n a n d e n . Ej alt.
B r a n d . Mit svar er kendt —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
145
f o r o r d
H e n r i k
1748
1749
1750
1751
1752
1753
1754
1755
1756
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
ej kommer prest, ej sakrament.
A n d e n m a n d . Hårdt har i ve og værk hun bødt —
F ø r s t e . Prest, kom ihug, hun har dig født!
B r a n d (knuger hænderne).
Jeg tør ej bruge to slags vægt
for avindsmænd og egen slægt.
A n d e n m a n d . Den syges nød er vild og stor;
kom, eller send et soningsord.
B r a n d (til første mand).
Gå; sig den syge, som jeg bød:
rent bord for nådens vin og brød.
(Mændene går.)
1757
Akt 1
Akt 2
A g n e s (klynger sig op til ham).
Brand, tidt jeg ræddes for din færd:
Akt 3
Akt 4
Akt 5
146
f o r o r d
H e n r i k
1758
1759
1760
1761
1762
1763
1764
1765
1766
1767
1768
1769
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
du flammer som et Herrens sverd.
B r a n d (med gråd i stemmen).
Står verden ej mod mig igen
med sverd-tom slire ved sin lænd?
Slår ikke den min sjæl tilblods
med al sin slappe sejgheds trods?
A g n e s . Hårdt er det vilkår, du har stilt.
B r a n d . Byd, om du tør, et mere mildt.
A g n e s . Lægg sligt et mål på hvem du vil,
og se om nogen strækker til.
B r a n d . Nej, der du har til rædsel ret.
Så vrangt, så tomt, så fladt, så slet
er hele slægtens livssyn blevet.
1770
Det regnes højt, får en det drevet
1771
til, som en lovprist ubekendt,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
147
f o r o r d
H e n r i k
1772
1773
1774
1775
1776
B r a n d
1785
hver klamrer sig til støvlivs-ranken —
1786
og svigter den — i trevl og bast
1779
1780
1781
1782
1783
o r d l i s t e
at offre sit ved testament.
Byd helten stryge ud sit navn
og nøje sig med sejrens gavn;
giv kejser, konge, samme kår,
og se hvad stort du øvet får.
1784
1778
Akt 2
•
Byd digteren i løndom smugle
af buret sine skønhedsfugle,
så ingen aner det var ham,
der gav dem røst og guldfjærs bram.
Frist frodig eller vindtør gren;
hengivelsen er ej hos én.
Igennem alt går jordtræls-tanken —
udover stupet, vildt og hvast,
1777
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
148
f o r o r d
H e n r i k
1787
1788
1789
1790
1791
1792
1793
1794
1795
1796
1797
1798
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
han klorer sig med negler fast.
A g n e s . Og til en slægt, som rådløst faldt,
du råber: intet eller alt!
B r a n d . Hvo sejr vil fange, får ej vige;
fra dybets fald må højst du stige. —
(tier lidt; stemmen slår over.)
Og dog, når for den enkle sjæl
jeg står og stiller rejsnings-kravet,
da er det, som jeg svam i havet
stormslagen på en vrag-stumps fjæl.
I kval og gråd jeg lønligt bed
den tunge, som jeg tugted med —
og løfted armen jeg til slag,
1799
jeg tørsted mod et favnetag! —
1800
Gå, Agnes, se til ham, som sover;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
149
f o r o r d
H e n r i k
1801
1802
1803
1804
1805
1806
1807
1808
1809
1810
1811
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
syng ham i lyse drømme ind;
en barnesjæl er klar og lind,
som tjern i sommersolens skin;
en moder stryge kan derover
lig fuglen, der sig spejler smukt
i dybets dyb på lydløs flugt.
A g n e s (bleg).
Hvad er det, Brand? Hvorhelst du sender
din tankes pil — mod ham den vender!
B r a n d . O, intet. Vogt ham godt og stilt.
A g n e s . Giv mig et ord.
B r a n d . Et stærkt?
A g n e s . Et mildt.
B r a n d (favner hende).
Den, som er uden skyld, skal leve.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
150
f o r o r d
H e n r i k
1812
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
A g n e s (ser lyst op på ham og siger).
Ét ejes, som ej Gud tør kræve!
(går ind i huset.)
1813
Isaachs rædsel:
Den bibelske historie
om Abrahams offring
av sin sønn Isaach.
1814
1815
1816
1817
1818
1819
1820
1821
Akt 1
Akt 2
B r a n d (ser stille frem for sig).
Men hvis han turde? Herren tør,
hvad «Isaachs rædsel» turde før.
(ryster tankerne af sig.)
Nej, nej; mit offer har jeg bragt.
Mit livskald har jeg fra mig sagt —
at runge som en Herrens torden
og vække sovende på jorden.
Løgn! Intet offer lå deri;
det glap, da drømmen var forbi,
da Agnes vakte mig — og fulgte
Akt 3
Akt 4
Akt 5
151
f o r o r d
H e n r i k
1822
1823
1824
1825
1826
1827
1828
1829
1830
1831
1832
1833
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
til samme gerning i det dulgte.
(ser udover vejen.)
Hvi nøler dog den syges bud
om offervillighed og bod,
som rykker brøden op med rod,
med dybest trevl, med vildest skud! —
Se der — ! Nej, det er fogden kun
velvillig, væver, rask og rund,
med hænderne i begge lommer,
lig klammer om en parentés.
F o g d e n (gennem havegrinden).
Goddag! Kun sjelden vi to ses,
og sagtens jeg i utid kommer —
B r a n d (viser mod huset).
Træd indenfor.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
152
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
F o g d e n . Tak; her er godt;
1834
1835
1836
1837
1838
1839
1840
1841
1842
1843
1844
Akt 1
Akt 2
og vandt mit ærind indgang blot,
så mener jeg for sandt og visst,
det alles både blev tilsidst.
B r a n d . Nævn Deres ærind.
F o g d e n . Deres moer
er håbløs syg, såvidt jeg tror —
det gør mig ondt.
B r a n d . Jeg tvivler ej.
F o g d e n . Det gør mig meget ondt.
B r a n d . Tal ud!
F o g d e n . Dog, hun er gammel — Herregud,
vi skal jo alle samme vej.
Og da jeg netop foer forbi,
så tænkte jeg: det springes i
Akt 3
Akt 4
Akt 5
153
f o r o r d
H e n r i k
1845
1846
1847
1848
1849
1850
1851
1852
1853
1854
1855
1856
1857
1858
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
så let som krybes; ydermere
så blev det mig fortalt af flere,
at hun med Dem, fra De kom hid,
har levet i familjesplid —
B r a n d . Familjesplid?
F o g d e n . Der siges jo
hun holder stærkt og sejgt på sit.
De finder vel, det går for vidt.
Man må ej glemme eget tarv.
Hun sidder i uskiftet bo
med hele Deres fædrearv —
B r a n d . Uskiftet bo — ja, det er sandt.
F o g d e n . Så kommer skyldfolk let på kant.
Og da jeg nu med skellig grund
formoder, De med kølig barm
Akt 3
Akt 4
Akt 5
154
f o r o r d
H e n r i k
1859
1860
1861
1862
1863
1864
1865
1866
1867
1868
1869
1870
1871
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
forventer hendes afgangsstund,
så håber jeg De uden harm
vil høre mig, skønt visstnok tiden
er ilde valgt.
B r a n d . Nu eller siden;
det kommer ud for mig på et.
F o g d e n . Ja, så til sagen slet og ret.
Så såre Deres moer er død,
og salig lagt i jordens skød —
hvad snart vil times — blir De rig —
B r a n d . Det tror De?
F o g d e n . Tror? Nej, det er sikkert.
Hun ejer grund i hver en vik,
så langt De øjne kan med kikkert.
Rig blir De, prest!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
155
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d . Trods skifteretten?
1872
1873
1874
1875
1876
1877
1878
1879
1880
1881
1882
Akt 1
Akt 2
F o g d e n (smiler).
Hvad skal den her? Den skiller trætten,
hvor der er fler om gæld og arv;
men her ej trues nogens tarv.
B r a n d . Og dersom dog til gods og gæld
medarving mødte lige vel
og sagde: jeg er rette manden?
F o g d e n . Det måtte være selve fanden!
Ja, se kun på mig — ingen anden
har her et ord at sige med;
lid trygt på mig; jeg véd besked.
Nu altså; De blir velstandsmand,
1883
rig mand endogså; ikke længer
1884
til denne afkrogs kald De trænger;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
156
f o r o r d
H e n r i k
1885
1886
1887
1888
1889
B r a n d
1898
og ætling af en dalbunds slug.
1892
1893
1894
1895
1896
1899
o r d l i s t e
Dem åbent står det hele land.
B r a n d . Hør foged, er ej, fattet kort,
al talens kærne den: rejs bort!?
F o g d e n . Omtrent. Til alle parters bedste
jeg tror det blev. Hvis De vil fæste
1897
1891
Akt 2
•
opmærksomt øje på de folk,
for hvem De nu er ordets tolk,
så vil De se, sålidt De passer
blandt os, som ulv blandt gæs og gasser,
Forstå mig vel! De ejer evner
til større samfunds gavn og brug,
men fast til mén for den, som nævner
sig odelsmand til klippens revner
1890
Akt 1
I b s e n
B r a n d . Ens fædrebygd for mandens fod
Akt 3
Akt 4
Akt 5
157
f o r o r d
H e n r i k
1900
1901
1902
1903
1904
1905
1906
1907
1908
1909
1910
1911
1912
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
er, hvad for træet er dets rod —
er der ej til hans gerning trang,
hans dåd er dømt, og endt hans sang.
F o g d e n . Det er al idræts første lov,
at lempes efter lands behov.
B r a n d . Men lands behov ses bedst fra højden,
ej fra en fjeldklemt krog i bygden.
F o g d e n . Det er de store samfunds tale,
ej ord for folk i fattige dale.
B r a n d . O, I med eders grænse-skel
imellem sletteland og fjeld!
I kræver ret som verdensriger,
mens hver en samfundspligt I sviger;
1913
I mener fejgt, det skal jer fri,
1914
det nødskrig: vi er småfolk, vi!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
158
f o r o r d
H e n r i k
1915
1916
1917
1918
1919
hver slægt sin egen dont at passe.
Vor bygd har også lagt sin skærv
i verdens store formåls kasse;
forstår sig, det er længe siden;
på herjetog til Bretlands kyst
1929
og plyndred, så det var en lyst.
1923
1924
1925
1926
o r d l i s t e
F o g d e n . Alt har sin tid, hver tid sit hverv,
1928
1922
Akt 2
B r a n d
1927
1921
Akt 1
•
men skærven var ej ganske liden.
Se, nu er bygden tom og snever;
dens ry dog end i sagnet lever;
dens svundne storheds dage falder
samtidigt med kong Beles alder —
der meldes endnu mangt et ord
om brødreparret Ulf og Thor
og snese gæve mænd, som foer
1920
Kong Bele: En
mytologisk norrøn
konge. Har gitt opphav til
stedsnavnet «Balestrand»
på vestlandet, altså
i det området hvor
handlingen finner sted.
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
159
f o r o r d
H e n r i k
1930
1931
1932
1933
1934
1935
1936
1937
1938
1939
1940
1941
1942
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Sydboen skreg, af rædsel kold:
Gud fri os for de grummes vold!
Og disse grumme var, tiltrods
for alle tvivlsmål, mænd fra os.
Og som de karle kunde hævne,
og slå ihjæl i brandværks-stævne!
Ja, sagnet véd endnu at nævne
en Herrens helt, som korset tog —
dog meldes ej, at ud han drog —
B r a n d . Der stammer visst en sønneflok
fra denne løftets mand?
F o g d e n . Sandt nok;
men hvoraf véd De — ?
B r a n d . Å, fordi
mig tykkes ætten kendes i
Akt 3
Akt 4
Akt 5
160
f o r o r d
H e n r i k
1943
1944
1945
1946
1947
1948
1949
1950
1951
1952
1953
1954
1955
1956
1957
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
de løftets helte nutildags,
hvis korstog er af samme slags.
F o g d e n . Ja, slægten rækker lige hid.
Men vi var i kong Beles tid!
Først slog vi altså udenlands,
så gæsted vi vor grandemands
og frændes grund med økse-egg;
i knas vi tramped akren hans,
sved kirkespir og stuevæg
og fletted os en stordåds-krans. —
Af alt det blod, som slig er flydt,
er kanske lidt for meget skrydt;
dog, efter hvad jeg her har sagt,
jeg tror jeg vover, fuldt beskeden,
at pege bagud på vor magt
Akt 3
Akt 4
Akt 5
161
f o r o r d
H e n r i k
1958
1959
1960
1961
1962
1963
1964
1965
1966
1967
1968
1969
1970
1971
1972
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
i storhedstiden, længst forleden,
og påstå, denne bygd har lagt
sin skærv med både ild og stål
til verdens fremgangs store mål.
B r a n d . Dog tykkes mig, som om I svigter
det ord, at adelskab forpligter —
som om, med hakke, plog og harv,
I mulder ned kong Beles arv.
F o g d e n . På ingen måde. Gå blot ud
i sognefolkets gæstebud,
hvor jeg og lensmand, klokker, dommer,
som hæderslemmer er at finde,
så skal De se, når punschen kommer,
at dødt ej er kong Beles minde.
I skåler, bægerklang og sang,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
162
f o r o r d
H e n r i k
1973
1974
1975
1976
1977
1978
1979
1980
1981
1982
1983
1984
1985
1986
1987
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
i tale, både kort og lang,
han ihukommes, lades leve.
Jeg selv har tidt en dybtfølt trang
fornummet til om ham at væve
mit tankespind til blomstret dug,
og løftet mangen indfødts hug.
Jeg liker godt lidt poesi.
Det gør igrunden alle vi
fra denne bygd — dog alt med måde;
i livet bør den aldrig råde —
kun mellem klokken syv og ti
om aftenen, når folk er fri,
når man, af dagens gerning træt,
kan trænge til en løftnings-tvætt.
Den forskel er der mellem os
Akt 3
Akt 4
Akt 5
163
f o r o r d
H e n r i k
1988
1989
1990
1991
1992
1993
1994
1995
1996
1997
1998
1999
2000
2001
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
og Dem, at De med vold og trods
på engang pløje vil og slås.
Så vidt jeg ser, er Deres mening:
vort livs og dets idees forening —
Guds krig, med dyrkning af poteter
i enhed stillet frem tilslut,
så inderligt, som af salpeter
med kul og svovel vorder krudt.
B r a n d . Omtrent.
F o g d e n . Men sligt er her ugørligt.
I store samfund lød det hørligt —
gå did med Deres høje krav;
lad os så pløje myr og hav.
B r a n d . Pløj allerførst i havet ned
jer pral om fædres herlighed;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
164
f o r o r d
H e n r i k
2002
2003
2004
2005
2006
2007
2008
2009
2010
2011
2012
2013
2014
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
ej dverg blir mandshøj, skønt han har
en Goliath til oldefaer.
F o g d e n . Der ligger vækst i store minder.
B r a n d . Når mindet sig til livet binder;
men I af mindets gravhoug hul
har bygt jer sløvheds skalkeskjul.
F o g d e n . Mit første blir mit sidste ord —
bedst var det, om herfra De foer.
Her vil ej Deres gerning grønnes,
her vil ej Deres livssyn skønnes.
Den smule flugt, som er fornøden —
den løftning, som behøves kan
fra tid til tid for slæbets mand,
2015
skal jeg besørge ufortrøden.
2016
Igennem al min embedstid
Akt 3
Akt 4
Akt 5
165
f o r o r d
H e n r i k
2017
2018
2019
2020
2021
2022
2023
2024
2025
2026
2027
2028
2029
2030
2031
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
står vakkre vidner om min flid;
ved mig er folkets tal fordoblet,
ja øget fast til tre mod en —
idet jeg har til stedet koblet
snart hin snart denne næringsgren.
Mod trodsende natur i kamp
er frem vi skredet som med damp;
her brydes vej, her bygges bro —
B r a n d . Men ej imellem liv og tro.
F o g d e n . Imellem fjord og viddens sne.
B r a n d . Ej mellem gerning og idé.
F o g d e n . Først farbart mellem grænd og grænd,
først fremkomst mellem mænd og mænd —
det var der kun én mening om,
før De som prest til bygden kom.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
166
f o r o r d
H e n r i k
2032
2033
2034
2035
2036
2037
2038
2039
2040
2041
2042
2043
2044
2045
2046
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Nu har De blandet alt i et,
vort grubeblus med nordlysflammen;
hvem kan i sligt et tve-skær se,
hvad der er vrangt, hvad der er ret,
hvad der er bod, hvad der er ve?
Hvert forhold har De filtret sammen;
De splittet har i fiendske lejre
den flok, som samlet skulde sejre.
B r a n d . Her blir jeg dog tiltrods for Dem.
En vælger ej sit virkes hjem.
Den mand, som målet véd og vil,
fornummet har i skrift af ild
det Gudsråb: her du hører til!
F o g d e n . Så bliv, men inden egne grænser;
jeg gerne ser, De folket renser
Akt 3
Akt 4
Akt 5
167
f o r o r d
H e n r i k
2047
2048
2049
2050
2051
2052
2053
2054
2055
2056
2057
2058
2059
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
for synd og last, som går isvang;
Gud véd, det trænges mangen gang!
Men gør blot ingen helligdag
af yrkets sex — og ton ej flag,
som om Vorherre var ombord
på hver en jagt, der skar vor fjord.
B r a n d . Hvis Deres råd mig skulde nytte,
jeg måtte sjæl og sjæls-syn bytte;
men kaldet er, sig selv at være,
sin egen sag til sejr at bære,
og jeg skal bære sagen frem,
så det skal lyse om mit hjem!
Det folk, jer hele styrer-trop
2060
har dysset ind, skal vækkes op!
2061
I længe nok i trangheds bur
Akt 3
Akt 4
Akt 5
168
f o r o r d
H e n r i k
2062
2063
2064
2065
2066
2067
2068
2069
2070
2071
2072
2073
2074
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
har pint dets rest af fjeldnatur;
fra eders småheds sultekur
hver mand går ud forstemt og stur;
I tappet har hans bedste blod,
har hulet margen af hans mod;
I pukket har i stumper små
hver sjæl, som malmstøbt skulde stå —
men endnu kan et rejsnings-skrig
i eders øre tordne: krig!
F o g d e n . Krig?
B r a n d . Krig!
F o g d e n . Hvis De til våben kalder,
De blir den første mand, der falder!
B r a n d . Med klarsyn skønnes skal en dag,
at største sejr er nederlag!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
169
f o r o r d
H e n r i k
2075
2076
2077
2078
2079
2080
2081
2082
2083
2084
2085
2086
2087
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
F o g d e n . Betænk Dem, Brand; De står på skillet;
sæt alt ej på det ene kort.
B r a n d . Og dog jeg gør det!
F o g d e n . Tabes spillet,
er Deres jordliv ødslet bort.
De ejer alle verdens goder,
er arving til en grundrig moder,
De har et barn at leve for,
en elsket hustru — lykkens kår
blir rakt Dem som af milde hænder!
B r a n d . Og hvis jeg endda ryggen vender,
til hvad De lykkens kår har kaldt?
Ifald jeg må?
F o g d e n . Fortabt er alt,
hvis her, i verdens udmarks vik,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
170
f o r o r d
H e n r i k
2088
2089
2090
2091
2092
2093
2094
2095
2096
2097
2098
2099
2100
2101
2102
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
De åbner Deres verdens-krig!
Drag sørpå, mod de rige strande,
hvor mænd tør stå med løftet pande;
der kan med ret De lyse møde
og byde menigheden bløde;
vort offer er ej blod, men sved
i kamp for brød blandt klippeskred.
B r a n d . Her blir jeg dog. Her er mit hjem,
og i mit hjem min krig skal frem.
F o g d e n . Husk, hvad De taber, hvis det glipper —
og først og fremst, husk, hvad De slipper!
B r a n d . Mig selv jeg taber, hvis jeg viger.
F o g d e n . Brand, håbløs er en ensom kriger.
B r a n d . Min flok er stærk; jeg har de bedste.
F o g d e n (smiler). Ja, muligt det — men jeg de fleste.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
171
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
(går.)
2103
2104
2105
2106
2107
2108
2109
2110
2111
2112
2113
2114
Akt 1
Akt 2
B r a n d (ser efter ham).
Der går en fuldblods folkets mand,
retsindigt tænkende, velvillig,
på sin vis virksom, varm og billig —
og dog en svøbe for sit land.
Ej jordfald, flom og vinterblæst,
ej hungersnød, ej frost og pest,
forvolder halvt det nederlag,
som slig en mellem år og dag.
Af landeplagen liv kun røves —
men han — ! Hvor mange tanker kløves,
hvor mange friske viljer sløves,
hvor mange stærke sange døves
Akt 3
Akt 4
Akt 5
172
f o r o r d
H e n r i k
2115
2116
2117
2118
2119
2120
2121
2122
2123
2124
2125
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
af slig forklemt, trangbrystig sjæl!
Hvor mangt et smil på folkemunde,
hvor mangt et lyn i folkebarm,
hvor mangen løftnings lyst og harm —
der frem til dåd sig vokse kunde —
slog ikke blodløst han ihjæl!
(pludselig i angst.)
Men budet! Budet! — Ingen kommer!
Jo, doktoren!
(iler ham imøde.)
Tal, tal! Min moer — ?
D o k t o r e n . Nu er hun stedet for sin dommer.
B r a n d . Død! — Men i bod?
D o k t o r e n . Det knapt jeg tror;
hun hang ved sit på denne jord,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
173
f o r o r d
H e n r i k
2126
2127
2128
2129
2130
2131
2132
2133
2134
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
til timen slog, og de blev skilt.
B r a n d (ser stille rystet frem for sig).
Er her en vildsom sjæl forspildt?
D o k t o r e n . Kan hænde vel hun dømmes mildt —
ej efter lov, men efter skøn.
B r a n d (sagte). Hvad talte hun?
D o k t o r e n . Hun mumled stilt:
Gud er ej hårdhændt, som min søn!
B r a n d (synker i smerte ned på bænken).
I brødens kvalm, på dødens fjæl,
den samme løgn, som slår hver sjæl!
(skjuler ansigtet i hænderne.)
D o k t o r e n (går nærmere, ser på ham
og ryster på hovedet).
De vil en gennemlevet tid
Akt 3
Akt 4
Akt 5
174
f o r o r d
H e n r i k
2135
2136
2137
2138
2139
2140
2141
2142
2143
2144
2145
2146
2147
2148
2149
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
i et og alting flytte hid.
De tror endnu hin lovens pagt
for Gud og godtfolk står ved magt —
hver slægt har dog sin egen vis;
vor skræmmes ej med flammeris,
med ammesnak om sjæle-ran —
dens første bud er: vær human!
B r a n d (ser op). Human! Ja, dette slappe ord
er feltråb for den hele jord!
Med det hver stymper hyller til,
at ingen dåd han tør og vil;
med det hver skrælling dækker over,
at ej han alt for sejren vover;
i ly af det blir letvindt brudt
hver uslings løfte, fejgt fortrudt —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
175
f o r o r d
H e n r i k
2150
2151
2152
2153
2154
2155
2156
2157
2158
2159
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
I pusling-sjæle gør tilsidst
af mennesket en humanist!
Var Gud human mod Jesus Krist?
Hvis eders Gud fik dengang råde,
han under korset råbte nåde —
og soningsværket sagtens blev
et diplomatisk himmelbrev!
(skjuler hovedet og sidder i stum sorg.)
D o k t o r e n (sagte).
Ras ud, ras ud, du sjæl i storm —
bedst, om du kunde tårer fange.
Agnes (er kommen ud på trappen; bleg
og forfærdet hvisker hun til doktoren).
Her ind! Følg med!
D o k t o r e n . Du gør mig bange!
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
176
f o r o r d
H e n r i k
2160
2161
2162
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Hvad er det, barn?
A g n e s . En angstens orm
har koldt sig om mit hjerte lagt — !
D o k t o r e n . Hvad er det?
A g n e s (drager ham med sig).
Kom! — Guds evige magt!
(de går ind i huset; Brand mærker det ikke.)
2163
B r a n d (stille hen for sig).
Død uden bod. Død, som hun leved.
2166
Er ikke der Guds fingerpeg?
Igennem mig skal vorde hævet
den skat, som hun har fra sig skrevet —
2167
nu tifold ve mig, om jeg sveg!
2164
2165
(rejser sig.)
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
177
f o r o r d
H e n r i k
2168
2169
2170
2171
2172
2173
2174
2175
2176
2177
2178
2179
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Med sønnens pligt, på hjemmets grund,
uryggelig fra denne stund
som kåret korsmand slå jeg skal
for åndens sejr i kødets fald.
Gud har mig rakt sin tunges stål,
har tændt i mig sin vredes bål —
nu står jeg i min viljes vælde,
nu tør, nu kan jeg knuse fjelde!
D o k t o r e n (efterfulgt af Agnes kommer
hurtigt ud på trappen og råber).
Beskik dit hus og drag herfra!
B r a n d . Om jorden skalv, jeg blev endda!
D o k t o r e n . Så er dit barn til døden dømt.
B r a n d (forvildet).
Alf ! Barnet! Alf ! Hvad rædsels skrømt
Akt 3
Akt 4
Akt 5
178
f o r o r d
H e n r i k
2180
2181
2182
2183
2184
2185
2186
2187
2188
2189
2190
2191
2192
2193
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
er dette her! Mit barn!
(vil ind i huset.)
D o k t o r e n (holder ham tilbage). Nej bliv! —
Her er ej lys, her er ej sol,
her skær en luft, som pust fra pol —
her sænker skodden klamt sig ned —
en vinter til på dette sted
vil visne bort hans spæde liv.
Rejs, Brand, og Deres barn er frelst;
men gør det snart, imorgen helst.
B r a n d . Ikveld, idag, i denne stund!
O, han skal vokse stærk og sund —
ej gufs fra bræ, ej sno fra kyst,
skal isne mer hans lille bryst.
Kom, Agnes, løft ham lindt i blund!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
179
f o r o r d
H e n r i k
2194
2195
2196
2197
2198
2199
2200
2201
2202
2203
2204
2205
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
På flugt, på flugt langs alle sund!
O, Agnes, Agnes, dødens garn
sig spinder om vort lille barn!
A g n e s . Jeg lønligt aned, lønligt skalv —
og dog jeg så kun faren halv.
B r a n d (til doktoren).
Men flugt ham frelser? Så De lover!
D o k t o r e n . Det liv, en fader våger over
ved nat og dag, er sejerstrygt.
Vær alt for ham, og sundhedssmykt
De snart skal se ham; nær ej frygt.
B r a n d . Tak, tak!
(til Agnes.)
Hyll tæt i dun ham ind;
langs fjorden stryger aftnens vind.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
180
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
(Agnes går ind i huset.)
2206
2207
2208
2209
2210
2211
2212
2213
2214
2215
Akt 1
Akt 2
D o k t o r e n (betragter i taushed B r a n d ,
som ubevægelig ser ind gennem døren, går derpå hen
til ham, lægger hånden på hans skulder og siger).
Mod verdens flok så ubønhørlig,
og mod sig selv så let medgørlig!
For den ej gælder lidt, ej meget —
kun lovens intet eller alt;
men fra en selv er modet veget
i samme stund som loddet faldt —
og offerlammet var ens eget.
B r a n d . Hvad mener De?
D o k t o r e n . Til Deres moer
De tordned lovens hårde ord;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
181
f o r o r d
H e n r i k
2216
2217
2218
2219
2220
B r a n d
2229
på flugt fra egen moders lig —
2230
på flugt fra sjælehjord og kald —
2223
2224
2225
2226
2227
o r d l i s t e
fortabt, hvis alt ej lægges af,
hvis ej du nøgen går i grav;
Og samme råb har runget tidt,
når folkets flok, som tyngst, har lidt!
Nu er De havsnødsmanden selv,
2228
2222
Akt 2
•
i skæbnens storm på bådens hvælv;
nu kaster De fra krænget køl
tilhavs hvert brev om straffens pøl —
tilhavs, tilhavs den tunge bog,
hvormed De brødres bringer slog;
nu gælder det i kuling stiv
at berge eget afkoms liv.
På flugt, på flugt langs fjord og vik —
2221
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
182
f o r o r d
H e n r i k
2231
2232
2233
2234
2235
2236
2237
2238
2239
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
nu lyser presten messefald!
B r a n d (griber sig forvildet om hovedet
som for at samle tankerne).
Er nu jeg blind! Var jeg det før!
D o k t o r e n . De handler som en fader bør.
Tro ej, jeg laster, hvad De gør —
for mig De er i stækket stand
mer stor, end før som styrkens mand. —
Farvel! Nu har jeg rakt Dem spejlet;
brug det og suk så: Herregud,
slig ser en himmel-stormer ud!
(går.)
B r a n d (stirrer en stund frem for sig,
pludselig udbryder han).
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
183
f o r o r d
H e n r i k
2240
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Nu eller før — når er her fejlet?!
(A g n e s kommer ud af døren med kåbe over skuldrene
og barnet på armen; B r a n d ser hende ikke; hun vil tale,
men standser ligesom slagen af skræk, da hun bemærker
udtrykket i hans ansigt. I samme øjeblik kommer en mand
ilsomt ind gennem havegrinden. Solen går ned.)
Avindsmand:
en som bærer nag eller
minsunnelse; en fiende.
2241
2242
2243
2244
2245
Akt 1
Akt 2
M a n d e n . Hør, prest, du har en avindsmand!
B r a n d (knuger hånden mod brystet).
Ja, her.
M a n d e n . Vær på din post mod fogden.
Din sæd skød frodigt over land,
til han med rygtets brandpest slog den.
2246
Alt ofte har han ymtet om,
2247
at prestegården snart står tom —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
184
f o r o r d
H e n r i k
2248
2249
2250
2251
2252
2253
2254
2255
2256
2257
2258
2259
2260
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
har sagt, at os du ryggen vender,
så fort din rige moer er død.
B r a n d . Og hvis så var — ?
M a n d e n . Prest, jeg dig kender
og véd, hvi slige giftord lød;
du står jo ham og hans imod,
han aldrig fik din vilje bøjet —
se, det er rygtets rette rod —
B r a n d (usikker). At sandt er sagt — sig tænke lod.
M a n d e n . Da har du stygt for alle løjet.
B r a n d . Har jeg — ?
M a n d e n . Hvor tidt har ej du sagt,
at Gud har selv til strid dig vakt —
at mellem os du har dit hjem,
at her din krig skal føres frem,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
185
f o r o r d
H e n r i k
2261
2262
2263
2264
2265
2266
2267
2268
2269
2270
2271
2272
2273
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
at ingen mand tør kaldet svige,
at slå han skal, men aldrig vige.
Og kaldet har du! Stærkt og lyst
din ild har fængt i mangt et bryst.
B r a n d . Mand, her er mængdens øre døvt;
fast hvert et sind er slukt og sløvt!
M a n d e n . Du bedre véd — i mangt et sind
nu glittrer himlens solskin ind.
B r a n d . I tifold flere er der nat.
M a n d e n . Du er som lys i natten sat.
Men lad det være, som det vil;
at tælle trænges her ej til;
thi her står jeg, den ene mand,
2274
og siger: rejs, ifald du kan!
2275
Jeg har en sjæl så fuldt som nogen;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
186
f o r o r d
H e n r i k
2276
2277
2278
2279
2280
2281
2282
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
jeg kan ej hjælpe mig med bogen;
du har mig op af dybet draget —
prøv, om du nu tør slippe taget!
Du kan det ej; jeg holder fast;
min sjæl var tabt, hvis taget brast! —
Farvel! Jeg venter trygt det bud:
min prest ej slipper mig og Gud.
(går.)
2283
2284
2285
2286
2287
Akt 1
Akt 2
A g n e s (sky). Din kind er hvid, din mund er bleg;
det er, som du i hjertet skreg.
B r a n d . Hvert klangfuldt ord, mod bergvæg sagt,
mig slår med tifold genlyds magt.
A g n e s (gør et skridt frem). Jeg er beredt!
B r a n d . Beredt? Hvortil?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
187
f o r o r d
H e n r i k
2288
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
A g n e s (med styrke). Til hvad en moder må og vil!
(G e r d løber forbi udenfor på vejen
og standser ved havegrinden.)
2289
2290
2291
2292
2293
2294
2295
2296
2297
Akt 1
Akt 2
G e r d (klapper i hænderne og råber
med forvildet glæde).
Har I hørt det? Bort fløj presten! —
Ud af bakken, op af houg
myldrer både trold og draug,
svarte, stygge, store, små —
hu, hvor hvast de kunde slå — !
Øjet rev de af mig næsten;
halve sjælen har de taget —
å, jeg hjælper mig med resten;
der er nok igen af vraget!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
188
f o r o r d
H e n r i k
2298
2299
2300
2301
2302
2303
2304
2305
2306
2307
2308
2309
2310
2311
2312
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d . Pige, vildt din tanke går;
her du ser jeg for dig står.
G e r d . Du? Ja du, men ikke presten!
Ned fra Svartetind min høg
rap bortover lien strøg;
bidslet, sadlet, vild og vred
hvæste han i mørknings-blæsten,
og en mand på ryggen red —
det var presten, det var presten!
Nu står bygdens kirke tom,
stængt med både lås og bom;
Styggekirkens tid er omme;
nu skal min til ære komme.
Der står presten, stærk og stor,
i sit hvide messeklæde,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
189
f o r o r d
H e n r i k
2313
2314
2315
2316
2317
2318
2319
2320
2321
2322
2323
2324
2325
2326
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
vævt af vintrens dryp og væde —
vil du være med, så kom;
bygdens kirke står jo tom;
presten min har slige ord,
at det runger over jord!
B r a n d . Brudte sjæl, hvo bød dig fange
vildsomt mig med afguds-sange!
G e r d (kommer indenfor havegrinden).
Afgud? Hvad er det for noget?
Afgud? Å, jeg véd det godt;
stundom stort og stundom småt;
altid gyldent, altid broget.
Afgud! Hør du; ser du hende?
Kan du under klædet kende
barnehænder, barneben?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
190
f o r o r d
H e n r i k
2327
2328
2329
2330
2331
2332
2333
2334
2335
2336
2337
2338
2339
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Kan du se, hvor fint og broget
Svøbet folder sig om noget,
der er ligt et barn, som sover?
Ræd hun viger — dækker over!
Afgud? Mand, der ser du én!
A g n e s (til Brand). Har du tårer, har du bønner?
Ud har rædslen mine brændt!
B r a n d . Agnes, hustru — ve jeg skønner,
hende har en større sendt!
G e r d . Hør; nu ringer alle klokker
sammen på den vilde hej!
Se, hvad menighed der flokker
sig til færd på kirkevej!
2340
Kan du se de tusend trolde,
2341
bygdens prest har sænkt i havet?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
191
f o r o r d
H e n r i k
2342
2343
2344
2345
2346
B r a n d
2355
aldrig før så stout hun knejste,
2356
når hun barn til dåben bar.
2349
2350
2351
2352
2353
o r d l i s t e
Kan du se de tusend dverge?
Indtil nu de lå begravet
med hans segl som gravbrudds-værge.
Hav og grav dem kan ej holde;
frem de myldrer, våde, kolde —
2354
2348
Akt 2
•
skindødt troldbarn ser jeg grine,
vælte af sig bergskreds-blokken.
Hør, de skriger: moer og faer!
Mænd og kvinder giver svar;
bygdens mand går mellem sine,
som en faer i sønneflokken;
bygdens kvinde taer sin døde,
rækker ham sit bryst til føde —
2347
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
192
f o r o r d
H e n r i k
2357
2358
2359
2360
2361
2362
2363
2364
2365
2366
2367
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Her blev liv, da presten rejste!
B r a n d . Vig ifra mig! Fast jeg ser
værre syner —
G e r d . Hør! Han ler,
han, som sidder langsmed vejen,
der den svinger op mod hejen;
ind han skriver i sin bog
hver en sjæl, som opad drog —
hej, han har dem alle næsten;
bygdens kirke står jo tom,
stængt med både lås og bom —
og på høgens ryg fløj presten!
(Springer over havegærdet og taber sig i urden. Stilhed.)
A g n e s (nærmer sig og siger dæmpet).
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
193
f o r o r d
H e n r i k
2368
2369
2370
2371
2372
2373
2374
2375
2376
2377
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Lad os gå; nu er det tid.
B r a n d (stirrer på hende). Hvilken vej?
(peger først mod havegrinden, siden mod husdøren.)
Did? — eller did?
A g n e s (viger forfærdet). Brand, dit barn — dit barn!
B r a n d (følger efter). Giv svar;
var jeg prest, før jeg blev faer?
A g n e s (viger længere tilbage).
Blev end spurgt med tordnens brag —
intet svar i denne sag!
B r a n d (følger igen). Svare skal du; du er moer;
du har her det sidste ord!
A g n e s . Hustru er jeg; tør du byde,
skal jeg bøje mig og lyde!
B r a n d (vil gribe hende om armen).
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
194
f o r o r d
H e n r i k
2378
2379
2380
2381
2382
2383
2384
2385
2386
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Valgets kalk mig tag ifra!
A g n e s (viger bagom træet). Aldrig var jeg moder da!
B r a n d . Der er dom i dette svar!
A g n e s (stærk). Spørg dig selv, om valg du har!
B r a n d . Styrket dommen atter lød!
A g n e s . Tror du fuldt på Herrens kald?
B r a n d . Ja!
(griber hende fast om hånden.)
Og nu du sige skal
ordet over liv og død!
A g n e s . Gå den vej, din Gud dig bød!
(Ophold.)
Akt 1
Akt 2
2387
B r a n d . Lad os gå; nu er det tid.
2388
A g n e s (toneløst). Hvor går vejen?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
195
f o r o r d
H e n r i k
2389
2390
2391
2392
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d (tier).
A g n e s (peger mod havegrinden og spørger).
Did?
B r a n d (peger mod husdøren). Nej — did!
A g n e s (løfter barnet højt på armene).
Gud! Det offer, du tør kræve,
tør jeg mod din himmel hæve!
Led mig gennem livets gys!
(ind i huset.)
2393
Akt 1
Akt 2
B r a n d (stirrer en stund frem for sig, brister
i gråd, slår hænderne sammen over hovedet,
kaster sig ned på trappen og råber).
Jesus, Jesus, giv mig lys!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
196
f o r o r d
H e n r i k
4
B r a n d
o r d l i s t e
(Juleaften i prestegården. Det er mørkt i stuen.
På bagvæggen er udgangsdør; vindu på den ene
side, dør på den anden.)
(A g n e s står sørgeklædt ved vinduet
og stirrer ud i mørket.)
2394
2395
2397
2398
Akt 2
•
F JERDE h andli n g
2396
Akt 1
I b s e n
A g n e s . Endnu ikke! Endnu ikke! —
O, hvor tungt det er at vente —
længsels råb på råb at skikke —
aldrig noget svar at hente! —
Sneen falder blødt og tæt,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
197
f o r o r d
H e n r i k
2399
2400
2401
2402
2403
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
har, som med et lin-skaut, klædt
taget på den gamle kirke —
(lytter.)
Hyss! Jeg hører grinden knirke!
Fodtrin; faste mandetrin;
(iler til døren og lukker op.)
Er det dig? Kom ind, kom ind!
(Brand kommer ind, tilsneet, i rejseklæder,
som han under det følgende kaster af sig.)
2404
2405
2406
2407
Akt 1
Akt 2
A g n e s (slår armene om ham).
O, hvor du blev længe borte!
Gå ej fra mig, gå ej fra mig;
ensom kan jeg ej de sorte
natteskygger ryste af mig!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
198
f o r o r d
H e n r i k
2408
2409
2410
2411
2412
2413
2414
2415
2416
2417
2418
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Hvilken nat og hvilke dage,
disse to og denne nat!
B r a n d . Barn, nu har du mig tilbage.
(tænder et enkelt lys, som kaster et svagt
skær over stuen.)
Du er bleg.
A g n e s . Og træt og mat.
Jeg har længtet, spejdet, stundet —
og så har lidt grønt jeg bundet —
lidt; men det var, hvad jeg ejed,
alt ifra isommer plejet
til at pynte juletræet.
Busken kaldte jeg for hans;
ja, han fik den og — som krans!
(brister i gråd.)
Akt 3
Akt 4
Akt 5
199
f o r o r d
H e n r i k
2419
2420
2421
2422
2423
2424
2425
2426
2427
2428
2429
2430
2431
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Se, nu er den halvvejs sneet
ned — o Gud —
B r a n d . På kirkegården.
A g n e s . O, det navn!
B r a n d . Tør af dig tåren.
A g n e s . Ja jeg skal, men vær tålmodig;
endnu er min sjæl som blodig;
såret er så friskt og nyt,
ud min styrkes væld er flydt —
o, men det skal snart bli bedre;
er jeg over disse dage,
skal du aldrig se mig klage.
B r a n d . Er det Herrens helg at hædre?
A g n e s . Nej, jeg véd — men vær tålmodig!
Husk, ifjor så sund og frodig,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
200
f o r o r d
H e n r i k
2432
2433
2434
2435
2436
2437
2438
2439
2440
2441
2442
2443
2444
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
og iår ifra mig båren,
båren ud —
(gyser tilbage for ordet.)
B r a n d (stærkt). På kirkegården!
A g n e s (skriger). Nævn det ej!
B r a n d . Med fulde lunger
må det nævnes, er du ræd!
Nævnes må det, så det runger,
lig en bølge mod en bredd!
A g n e s . Selv du lider under ordet
mer, end du vil kendes ved;
på din pande ser jeg sporet
af den sved, det købtes med.
B r a n d . Duggens dråber på min pande
er kun sprøjt fra fjordens vande.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
201
f o r o r d
H e n r i k
2445
2446
2447
2448
2449
2450
B r a n d
smeltet sneflok fra det høje?
Nej, o nej, den er for varm;
kilden er din egen barm!
B r a n d . Agnes, hustru, lad os begge
være stærke, stå imod,
2458
mast og takkel hugg og hvæste,
2459
sejlet, slidt i pjalter, blæste
2453
2454
2455
2456
o r d l i s t e
A g n e s . Er og dråben i dit øje
2457
2452
Akt 2
•
sammen vore kræfter lægge,
vinde fremad fod for fod. —
O, jeg var en mand derude!
Sjøen skylled over fluen,
mågen taug i uvejrsgruen,
hagglen slog min skrale skude;
midtfjords lå vi, vandet fræste,
2451
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
202
f o r o r d
H e n r i k
2460
2461
2462
2463
2464
B r a n d
2473
stilt i sorgens spurvekvidder,
2474
mig, som ej kan døve tiden,
2467
2468
2469
2470
2471
o r d l i s t e
langt i læ for havråks-fråden,
hver en nagle skreg i båden —
udfor stup og udfor lider
gik der skred fra begge sider;
otte mænd med hvilte årer
2472
2466
Akt 2
•
sad som otte lig på bårer.
O, da vokste jeg ved roret,
jeg var den, som førte ordet,
kendte godt, en stor mig døbte
til mit kald, det dyrekøbte.
A g n e s . Let at stå i stormen stiv,
let at leve kampens liv;
o, men tænk på mig, som sidder
2465
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
203
f o r o r d
H e n r i k
2475
2476
2477
2478
2479
2480
2481
2482
2483
2484
2485
2486
2487
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
om jeg nok så gerne vil;
tænk på mig, som, stængt fra striden,
ej får glimt af dådens ild;
tænk på mig, hvem kun en liden
snever gerning hører til;
tænk på mig; jeg sidder hjemme,
tør ej mindes, kan ej glemme!
B r a n d . Har du liden gerning, du?
Aldrig var den stor som nu.
Hør; jeg vil dig sige noget,
som i sorgen er mig mødt.
Ofte blir mit øje tåget,
tanken ydmyg, sindet blødt;
2488
det er, som der lå en glæde
2489
i at kunne græde, græde.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
204
f o r o r d
H e n r i k
2490
2491
2492
2493
2494
2495
2496
2497
2498
2499
2500
2501
2502
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Agnes — tænk, da ser jeg Gud
nær, som aldrig før jeg så ham —
o, så nær at det ser ud,
som om det var let at nå ham.
Og jeg tørster mod at kaste
mig som funden til hans barm,
mod at trykkes af hans faste
stærke varme faderarm.
A g n e s . Brand — o, se ham altid så —
som den Gud, du mægter nå —
mere fader, mindre herre!
B r a n d . Tør ej, Agnes; tør ej spærre
vejen for hans eget værk;
2503
jeg må se ham stor og stærk,
2504
himmelstor — så kræver tiden,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
205
f o r o r d
H e n r i k
2505
2506
2507
2508
2509
2510
2511
2512
2513
2514
2515
2516
2517
2518
2519
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
just fordi den selv er liden.
O, men du kan se ham nær,
se ham som en fader kær,
i hans favn dit hoved bøje,
hvile, hvile, er du træt,
gå ifra ham, sund og let,
med hans afglans i dit øje,
bære glansens glorie med
ned til mig, som led og stred.
Ser du Agnes, slig at dele,
er just ægteskabets kærne;
én skal stride, storme, værne,
én skal alle dødshugg hele;
da først kan med sandheds ret
siges, at de to er et.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
206
f o r o r d
H e n r i k
2520
2521
2522
2523
2524
2525
2526
2527
2528
2529
2530
2531
2532
2533
2534
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Alt ifra du verdens liv
vendte ryggen, blev min viv,
kasted kækt din skæbnes terning,
hviler på dig dette kald;
jeg skal slå til sejr og fald,
slå i dagens hede stråler,
stå på vagt i nattens kulde —
du skal række mig de fulde
kærlighedens læsknings-skåler,
slynge mildheds kappefold
varmt ind under bringens skjold —
liden er ej denne gerning!
A g n e s . Hver en gerning, spejdet efter,
er for tung for mine kræfter;
mine tankers tusend grene
Akt 3
Akt 4
Akt 5
207
f o r o r d
H e n r i k
2535
2536
2537
2538
2539
2540
2541
2542
2543
2544
2545
2546
2547
2548
2549
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
slynges sammen i den ene.
Alt er endnu som et digt.
Lad mig klage, lad mig græde,
hjælp mig så at finde rede
på mig selv og på min pligt. —
Brand, inat, mens du var borte,
kom han i mit kammer ind;
sundhedssmykket var hans kind;
tyndklædt i sin lille skjorte
stavred han med barnetrin
frem til sengen, hvor jeg hvilte,
rakte mod mig sine arme;
kaldte på sin moer og smilte —
men som om han bad om varme!
Ja, jeg så det! O, jeg gøs — !
Akt 3
Akt 4
Akt 5
208
f o r o r d
H e n r i k
2550
2551
2552
2553
2554
2555
2556
2557
2558
2559
2560
2561
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d . Agnes!
A g n e s . Jo, du — barnet frøs!
O, det må han jo derude
på de kolde spåners pude!
B r a n d . Liget ligger under sneen;
barnet er til himlen båret.
A g n e s (viger fra ham). O, hvi river du i såret,
grusomt, midt i rædsels-veen!
Det, som hårdt du liget kalder,
barnet er for mig endnu.
Sjæl og legem sammen falder;
end ej mægter jeg, som du,
mellem disse to at dele;
2562
begge er for mig det hele;
2563
Alf, som under sneen sover,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
209
f o r o r d
H e n r i k
2564
2565
2566
2567
2568
B r a n d
2577
Har du ej et ord, som kvæger,
2578
et, som ud i dagen peger?
2571
2572
2573
2574
2575
o r d l i s t e
er min Alf hist ovenover!
B r a n d . Mangt et sår må blodigt rives,
før du læges for din sot.
A g n e s . Ja, men vær tålmodig blot —
jeg kan ledes, ikke drives.
2576
2570
Akt 2
•
Stå mig nær og styrk mig, Brand;
tal det mildeste du kan.
Du, som ejer stormens tone
i de store øjeblikke,
når en sjæl skal drage brikke
om sin egen livsenskrone —
har du ikke sangens mildhed
til at døve smertens vildhed?
2569
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
210
f o r o r d
H e n r i k
2579
2580
2581
2582
2583
2584
2585
2586
2587
2588
2589
2590
2591
2592
2593
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Gud, som du mig lærte kende,
er en konge på sin borg —
hvor tør jeg til ham mig vende
med min lille modersorg?
B r a n d . Tror du, bedre du dig vendte
til den Gud, som før du kendte?
A g n e s . Aldrig, aldrig did igen!
Og dog er det tidt, som drages
jeg af længsel ud, derhen,
hvor det lysner, hvor det dages.
Let at løftes, tungt at bære;
lød ej så den gamle lære?
Dine riger er for store,
alt er her for stort for mig,
du, dit kald, dit mål, din fore,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
211
f o r o r d
H e n r i k
2594
2595
2596
2597
2598
2599
2600
2601
2602
2603
2604
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
al din vilje, hver din vej,
fjeldet, som udover hænger,
fjorden, som for foden stænger,
sorgen, mindet, mørket, striden —
ikkun kirken er for liden.
B r a n d (slået). Kirken? Atter denne tanke!
Ligger den i landets luft?
Hvi for liden?
A g n e s (ryster sørgmodig på hovedet).
Kan jeg sanke
grunde sammen med fornuft?
Kommer ikke stemnings-strømmen,
som med vindens strøm en duft?
2605
Hvorfra kom den, hvorhen går den?
2606
Mig er nok, at jeg forstår den.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
212
f o r o r d
H e n r i k
2607
2608
2609
2610
2611
B r a n d
2620
tolker trangen til et slot. —
2621
Agnes — o, jeg ser det godt,
2614
2615
2616
2617
2618
o r d l i s t e
og jeg véd foruden viden —
kirken er for mig for liden.
B r a n d . Der er syn i folkedrømmen.
Hundred sjæle, som jeg mødte,
af sig samme tanke fødte;
2619
2613
Akt 2
•
selv hos hin, som vildt forreven
skreg på vidden, stod den skreven.
«Der er stygt, for der er småt»
lød det; hun ej heller kunde
rede tanken ud med grunde.
Hundred kvinder sagde siden:
bygdens kirke er for liden!
Dette råb fra kvindemunde
2612
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
213
f o r o r d
H e n r i k
2622
2623
2624
2625
2626
B r a n d
2635
ord, som slog med lynets magt —
2636
ført mig, hvor jeg uviss foer,
2629
2630
2631
2632
2633
o r d l i s t e
du er kvinden, Herren kåred
til sin engel på min sti —
tryg og sikker, skønt iblinde,
véd du vejen ret at finde,
hvor jeg skillet går forbi.
2634
2628
Akt 2
•
Aldrig blålysblink dig dåred;
første dag du pegte lige
mod det sande skabnings rige —
standsed mig, som vilde stige
på min flugt mod himlens hvælv,
retted synet på mig selv,
indad mod det inderlige. —
Agnes, atter har du sagt
2627
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
214
f o r o r d
H e n r i k
2637
2638
2639
2640
2641
2642
2643
2644
2645
2646
2647
2648
2649
2650
2651
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
kastet dagskær på mit virke.
Liden er Vorherres kirke —
godt; så skal den tømres stor!
Aldrig så jeg grant som nu,
hvad i dig min Skaber gav mig;
derfor trygler jeg, som du:
gå ej fra mig, gå ej fra mig!
A g n e s . Jeg skal ryste af mig sorgen,
jeg skal tørre tåren af,
jeg skal stænge mindeborgen,
som det sømmer sig en grav;
jeg skal lægge glemsels hav
åbent mellem den og mig;
jeg skal viske lykkefærden
af min lille billedverden,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
215
f o r o r d
H e n r i k
2652
2653
2654
2655
2656
2657
2658
2659
2660
2661
2662
2663
2664
2665
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
være hustru helt for dig!
B r a n d . Vejen går imod det store.
A g n e s . O, men brug ej strængheds spore.
B r a n d . Gennem mig en større byder.
A g n e s . En, om hvem du selv har sagt,
at han viljen ej forskyder,
skønt den savner evnens magt.
(vil gå.)
B r a n d . Hvorhen, Agnes?
A g n e s (smiler). Husets skøtsel
får ej glemmes, mindst ikveld.
Forrige jul, du husker vel,
at du sagde, jeg var ødsel.
Lys var tændt i alle stager;
her var grønt og smukke sager,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
216
f o r o r d
H e n r i k
2666
2667
2668
2669
2670
2671
2672
2673
2674
2675
2676
2677
2678
2679
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
legetøj på juletræet;
her blev sunget, her blev leet.
Brand, iår skal atter tændes
alle lys, så helgen kendes;
her skal pyntes op som bedst
til den stille store fest.
Titter Gud i stuen ind,
skal han se en straffet datter,
refset søn med ydmygt sind,
børn, som lydigt véd og fatter,
at de ej for fadervreden
tvært tør skyde fra sig glæden. —
Ser du nu vel spor af tåren?
B r a n d (trykker hende til sig og slipper hende atter).
Barn, tænd lys; det er dit virke!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
217
f o r o r d
H e n r i k
2680
2681
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
A g n e s (smiler sørgmodigt).
Byg så du din store kirke —
o, men få den rejst før våren!
(går.)
2682
2683
2684
2685
2686
2687
2688
2689
Akt 1
Akt 2
B r a n d (ser efter hende). Villig, villig midt i vånden,
villig midt i martrens ild;
svigter evnen, segner ånden,
sker det, skønt hun offret vil.
Herre, lægg din styrke til —
og fra mig tag hvervets kalk,
bittrest kalk, at måtte skikke
lovens grumme høg og falk
2690
over hende for at drikke
2691
hjertets fulde varme flod.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
218
f o r o r d
H e n r i k
2692
2693
2694
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Jeg har kræfter, jeg har mod;
læss på mig din vægt for tvende —
vær barmhjertig blot mod hende!
(Det banker på gangdøren. Fogden kommer ind.)
2695
2696
2697
2698
2699
2700
2701
2702
2703
Akt 1
Akt 2
F o g d e n . Her gæster Dem en slagen mand.
B r a n d . En slagen mand?
F o g d e n . Som slig jeg kommer.
De husker sagtens, da isommer
jeg vilde drive Dem fra land,
jeg spåde Dem just ej det bedste
af krigens udfald mellem os —
B r a n d . Nu ja?
F o g d e n . Men al min ret tiltrods
jeg vil ej længer med Dem slås.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
219
f o r o r d
H e n r i k
2704
2705
2706
2707
2708
2709
2710
2711
2712
2713
2714
2715
2716
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d . Hvorfor?
F o g d e n . Fordi De har de fleste.
B r a n d . Har jeg?
F o g d e n . Det tænker jeg De véd;
Dem søger folk jo langt af led;
her er, især på sidste tiden,
en ånd i bygden kommen ind,
som Gud skal vide ej er min,
og deraf tør jeg slutte da,
at det er Dem, den kommer fra.
Her er min hånd; vi ender striden!
B r a n d . En krig, som vor, får ikke slut,
er end den enes modstand brudt.
F o g d e n . Hvad skal der mer til slut på krig,
end fred og mindeligt forlig?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
220
f o r o r d
H e n r i k
2717
2718
2719
2720
2721
2722
2723
2724
2725
2726
2727
2728
2729
2730
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Jeg er ej den, som står mod brodden;
man er, som folk er flest, jo skabt;
når for sit bryst man kender odden
af fiendens våben, gier man tabt;
har man kun kæp mod landsespids,
bør marken rømmes i betids,
og står man som en ensom kriger,
er det fornuftigst, at man viger.
B r a n d . To ting, jeg tror, er her at mærke;
først at De kalder mig den stærke;
jeg har de fleste —
F o g d e n . Ganske visst!
B r a n d . Ja muligt endnu; men tilsidst,
på offrets store alvorsdag —
hvem har da magten for sin sag?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
221
f o r o r d
H e n r i k
2731
2732
2733
2734
2735
B r a n d
det er jo den, som ikke kommer!
I værste fald går offret ud
på lossning af de godtfolks lommer;
human er tiden, vil ej offer
2744
til rap på eget livsværks ende.
2738
2739
2740
2741
2742
2745
o r d l i s t e
F o g d e n . På offrets dag? Men Herregud,
2743
2737
Akt 2
•
af mere dyrebare stoffer.
Og ærgerligst det er ved sagen
at selv jeg hører mellem dem,
som bragte det humane frem,
og derved hindred offerdagen,
så det kan siges på en vis,
jeg givet har mig selv til pris —
iallefald, at jeg bandt ris
2736
Akt 1
I b s e n
B r a n d . At ret De har, kan muligt hænde.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
222
f o r o r d
H e n r i k
2746
2747
2748
2749
2750
2751
2752
2753
2754
2755
2756
2757
2758
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Men for det andet kan jeg knapt
forstå, at De tør give tabt.
Om riset eller ikke riset,
en mand er for sin gerning skabt;
hans mål for ham er paradiset!
Om mellem ham og det sig hvælved
et hav, mens Satans land lå nær —
tør derfor råbes: væk, besvær —
her er jo kortere til helved?!
F o g d e n . Jeg hertil svarer ja og nej;
etsteds må mennesket jo havne —
og ser man møjen ej kan gavne,
hvem vil vel gå forgæves vej?
2759
Det er nu så, vi vil erstatning
2760
for liden eller stor befatning;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
223
f o r o r d
H e n r i k
2761
2762
2763
2764
2765
2766
2767
2768
2769
2770
2771
2772
2773
2774
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
kan sejr ej vindes ved at kæmpe,
så får man fare frem med læmpe.
B r a n d . Men aldrig sort dog vorder hvidt!
F o g d e n . Min kære ven, det hjælper lidt
at kalde noget hvidt som bræen,
når mængden råber: sort som sneen!
B r a n d . De råber kanske med?
F o g d e n . Nå, nå —
jeg råber ikke sort men grå.
Human er tiden; folk må mødes,
ej bums imod hinanden stødes.
Husk på, at dette land er frit;
her skal jo alles mening gælde —
hvor tør da én mod alle fælde
sin særdom over sort og hvidt? —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
224
f o r o r d
H e n r i k
2775
2776
2777
2778
2779
2780
2781
2782
2783
2784
2785
2786
2787
2788
2789
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Kort sagt, da De har fleretallet,
så er De første mand i kaldet;
jeg slutter mig, som alle andre,
til Dem så godt jeg kan og véd,
og håber ingen sjæl vil klandre,
at ej jeg til det sidste stred.
Folk dømmer nu, det ser jeg godt,
mit virke kun som spredt og småt:
de kalder én ting mer fornøden
end årligårs at øge grøden;
man er ej villig nu, som før,
at yde skærven, hvor sig bør —
og er ej viljen med i legen,
da er en gerning sejerssvegen. —
Det falder tungt, det må De tro,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
225
f o r o r d
H e n r i k
2790
2791
2792
2793
2794
2795
2796
2797
2798
2799
2800
2801
2802
2803
2804
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
at slippe plan om vej og bro,
om tapning ud af myr og fjære,
og meget mer, som var igære.
Men Herregud, hvad skal man sige;
kan ej man sejre, får man vige,
tålmodigt håbe alt af tiden,
og bøje klogeligt til siden.
Nu — folkets yndest har jeg tabt
på samme vej, hvor den blev skabt;
ja, ja; så må på andre veje
jeg komme til mit fordums eje.
B r a n d . Men var det da for folkegunst
De øved Deres kløgt og kunst?
F o g d e n . Nej, det véd Gud, det ikke var.
Det alment bedste har jeg villet
Akt 3
Akt 4
Akt 5
226
f o r o r d
H e n r i k
2805
2806
2807
2808
2809
B r a n d
2818
jeg har jo kone, mange døttre,
2819
som skal forsørges allerførst —
2812
2813
2814
2815
2816
o r d l i s t e
til bygdens nytte blot og bar.
Dog nægtes ej, at med i spillet
kom håbet om et vederlag
for velgjort værk på yrkets dag.
Det er nu så; en virksom mand
2817
2811
Akt 2
•
med evner og med sund forstand
vil frugten af sin gerning se,
ej stønne gennem slidets ve
til fromme for en bar idé.
Jeg kan ej, selv med bedste vilje,
forsømme egen velfærds røgt
og offre andre al min kløgt.
Jeg sidder med en stor familje;
2810
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
227
f o r o r d
H e n r i k
2820
2821
2822
2823
2824
B r a n d
2831
det lakker stærkt mod thingvalgs-tiden;
2832
thi må til noget stort jeg ty
2827
2828
2829
o r d l i s t e
idéen læsker ingens tørst,
idéen slukker ingens sult,
hvor man, som jeg, har huset fuldt;
og dersom nogen skulde yttre
forundring, har jeg blot det svar,
2830
2826
Akt 2
•
han er en slet familjefaer.
B r a n d . Og nu er Deres agt — ?
F o g d e n . At bygge.
B r a n d . At bygge, siger De?
F o g d e n . Ja vel —
til eget som til bygdens held.
Først vil jeg bygge op det ry,
jeg stod i for ej længe siden —
2825
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
228
f o r o r d
H e n r i k
2833
2834
2835
2836
2837
2838
2839
2840
2841
2842
2843
2844
2845
2846
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
og bringe foretag på bane,
så jeg blir kurvens første hane
og hindrer valget af en ny.
Nu har jeg tænkt som så — man kan
fornuftigvis ej ro mod flommen.
Folk vil, som nu det heder, hæves;
den gerning er for mig forgæves;
jeg kan kun hjælpe folk påfode;
men sligt må gøres med det gode,
og her står mod mig alle mand.
Se, derfor er jeg modent kommen
til forsæt om, hvis det går an,
at søge bod mod armodsdommen.
B r a n d . Den vil De rydde ud?
F o g d e n . Nej visst —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
229
f o r o r d
H e n r i k
2847
2848
2849
2850
2851
2852
2853
2854
2855
2856
2857
2858
2859
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
den er jo en nødvendig brist
i alle samfund; den må døjes;
men med lidt klogskab kan den bøjes
i visse former, strængt begrændses,
såfremt itide blot den ændses.
Vi véd jo, armod er det dynd,
som gødsler bedst al landsens synd —
for dyndet vil jeg dæmning sætte.
B r a n d . På hvilken vis?
F o g d e n . Ja, kan De gættes?
Afhjælpes skal et dybtfølt savn,
idet jeg til distriktets gavn
får bygt et armodsdommens pesthus;
2860
ja, pesthus siger jeg, fordi
2861
det skal for brødens smitte fri.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
230
f o r o r d
H e n r i k
2862
2863
2864
2865
2866
2867
2868
2869
2870
2871
2872
2873
2874
2875
2876
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Og denne bygning har jeg tænkt,
forbindes nemt med et arresthus,
så virkning blir med årsag stængt
bag samme bom og samme lås,
med væg kun mellem bås og bås.
Og da jeg engang er på gled,
så er min agt at bygge med
en fløj indunder samme tag,
som bruges kan til valg og lag,
til alvorshandling som til fester,
med talerstol og rum til gæster —
kort sagt, et pent politisk festhus.
B r a n d . Sligt trænges hårdt; især det sidste;
dog véd jeg ét, som trænges mere.
F o g d e n . De tænker på en dårekiste?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
231
f o r o r d
H e n r i k
2877
2878
2879
2880
2881
B r a n d
2890
ifjor tilpas, iår forlidt —
2891
De ser, i hvilke dimensioner
2884
2885
2886
2887
2888
o r d l i s t e
Ja, ganske visst; den trænges hårdt.
Den også var min første tanke;
men efter overlæg med flere
jeg ganske kom fra tanken bort;
thi hvorfra skal vi midler sanke
2889
2883
Akt 2
•
til noget overvættes stort?
Og tro De mig, en sådan kiste
vil kræve en alvorlig sum,
hvis hver og en skal der få rum,
som trang og værdighed beviste.
Man tænke må på tidens elv,
og ej blot bygge for sig selv —
alt går jo frem med kæmpeskridt;
2882
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
232
f o r o r d
H e n r i k
2892
2893
2894
2895
2896
2897
2898
2899
2900
2901
2902
2903
2904
2905
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
hvert folkeligt behov har vækst;
med syvmils-støvler, rent forhekst,
udvikles kraft og alslags evne,
i hvilket fag De så vil nævne.
Det altså blev for dyr en spas
at skaffe efterslægten plads
for sig og sine børn og koner.
Jeg siger derfor: Herregud;
den tand, den får vi nok slå ud!
B r a n d . Og ter sig nogen altfor gal,
så har De jo den store sal.
F o g d e n (fornøjet).
Ja, rummet står som oftest ledigt!
Det indfald, Brand, var ganske snedigt!
Vil byggeplanen blot ej briste,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
233
f o r o r d
H e n r i k
2906
2907
2908
2909
2910
2911
2912
2913
2914
2915
2916
2917
2918
2919
2920
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
så har vi gratis dårekiste,
har samlet under fælles tag,
beskyttet af det samme flag,
de væsentligste elementer,
hvorfra vor bygd sin farve henter —
vi har vor hele armodsdom
samt slyngelflokkens syndeflom
og dårerne, som før gik om
foruden røgt og uden tugt —
og så har vi vor friheds frugt
med valgkamp og med talers flugt;
vi har vor rådssal, hvor vi drøfter,
hvad gøres kan til bygdens tarv —
vor festsal, hvor vi giver løfter
om skøtsel af vor fortids arv.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
234
f o r o r d
H e n r i k
2921
2922
2923
2924
2925
2926
2927
2928
2929
2930
2931
2932
2933
2934
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Hvis altså blot ej sagen faldt,
så får jo klippesønnen alt,
hvad han med billighed kan kræve,
for ret sit eget liv at leve.
Gud véd, vort strøg er ikke rigt;
dog, står først fællesgården bygt,
så tror jeg, det kan kaldes trygt
et vel organisert distrikt.
B r a n d . Men midlerne — ?
F o g d e n . Ja, det er knuden
i denne som i hver en sag;
til ydelser er viljen svag,
og står jeg Deres hjælp foruden,
jeg véd, at jeg må stryge flag.
Men støtter De med ordets magt
Akt 3
Akt 4
Akt 5
235
f o r o r d
H e n r i k
2935
2936
2937
2938
2939
2940
2941
2942
2943
2944
2945
2946
2947
2948
2949
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
min tanke, vil den letvindt fremmes —
og får jeg den til modning bragt,
skal Deres gode hjælp ej glemmes.
B r a n d . Det sige vil, De gad mig købe?
F o g d e n . Med andet navn jeg vilde døbe
min plan — til fælles gavn og brug
at fylde ud det splidens slug,
som hidtil mellem os har gabt,
og hvorved begge to har tabt.
B r a n d . Da har De ilde tiden kåret —
F o g d e n . Ak ja; jeg véd, den store sorg,
som nys har Dem og Deres såret;
men Deres mandighed mig dåred;
og trangen til distriktets borg —
B r a n d . I sorgens som i glædens stund
Akt 3
Akt 4
Akt 5
236
f o r o r d
H e n r i k
2950
2951
2952
2953
2954
2955
2956
2957
2958
2959
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
jeg står tilrede, når det kræves;
men af en anden gyldig grund
De dennegang dog går forgæves.
F o g d e n . Og hvilken grund — ?
B r a n d . Jeg selv vil bygge.
F o g d e n . Hvad! Bygge? Tage min idé?
B r a n d . Ej ganske.
(peger ud af vinduet.)
Foged, kan De se — ?
F o g d e n . Der?
B r a n d . Ja.
F o g d e n . Det store stygge træhus?
Det er jo prestegårdens fæhus!
B r a n d . Nej, ikke det — det lille stygge.
F o g d e n . Hvad! Kirken!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
237
f o r o r d
H e n r i k
2960
2961
2962
2963
2964
2965
2966
2967
2968
2969
2970
2971
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d (nikker). Den vil stor jeg bygge.
F o g d e n . Nej, det skal fanden ikke ske!
Ved kirken skal ej nogen rygge —
det var at krydse min idé!
Min plan er færdig og den haster;
men Deres mig af sadlen kaster.
To ting på engang er formeget —
vig altså — !
B r a n d . Jeg har aldrig veget.
F o g d e n . Her må De, mand! Byg mit arresthus
med pesthus og politisk festhus,
altsammen, kortsagt — dårekisten —
så spørges ej om kirkebristen.
2972
Og hvorfor skal den nu i muld?
2973
Den var dog god nok før i tiden.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
238
f o r o r d
H e n r i k
2974
2975
2976
2977
2978
B r a n d
er ikke løftningsrum at finde.
F o g d e n (ryster forundret på hovedet).
Ved sligt den enkle sjæl beviste
2985
Ja, går min byggeplan i vasken,
2986
jeg som en Fønixfugl af asken
2981
2982
2983
o r d l i s t e
B r a n d . Ja, muligt; nu er den forliden.
F o g d e n . Da har jeg aldrig set den fuld!
B r a n d . Selv for en enkelt sjæl derinde
2984
2980
Akt 2
•
nødvendigheden af min kiste.
(slår over.)
Lad kirken stå, det vil jeg råde;
den kan jo kaldes på en måde
et stykke ædelt arveguld.
Den er et ædelt arvestykke —
den skal ej falde for en nykke!
2979
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
239
f o r o r d
H e n r i k
2987
2988
2989
2990
2991
2992
2993
2994
2995
2996
2997
2998
2999
3000
3001
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
skal rejse mig i mængdens nåde!
Jeg træder op som riddersmand
for mindesmærket ved vor strand!
Her stod engang et gude-hov —
det var nok i kong Beles tider;
så rejste kirken sig omsider
ved fromme heltes ran og rov.
Ærværdig ved sin simple pragt,
højhellig i sin oldtidsdragt
den knejste indtil vore dage —
B r a n d . Men hine tegn på fordums magt
er visst forlængst i graven lagt —
nu står igen ej mindste flage.
F o g d e n . Just netop det! Så gammel er den,
at ej den mer er til i verden;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
240
f o r o r d
H e n r i k
3002
3003
3004
3005
3006
B r a n d
3013
ved ufuldbårne forslags fødsel,
3014
når med en lille smule skøtsel
3009
3010
3011
o r d l i s t e
men i min bedstefaders dage
et hul i væggen stod tilbage!
B r a n d . Et hul?
F o g d e n . Vidt, som en tøndesæk!
B r a n d . Men væggen selv!
F o g d e n . Ja, den var væk.
Se, derfor må jeg rentud sige,
3012
3008
Akt 2
•
at kirkens rivning er umulig —
det var en skammelig, en grulig
barbarisk handling uden lige!
Og midlerne — hvor får vi dem?
Tror De, at her man er så ødsel,
at lokke udgiftsposter frem
3007
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
241
f o r o r d
H e n r i k
3015
3016
3017
3018
3019
3020
3021
3022
3023
3024
3025
3026
3027
3028
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
man såvidt støtte kan det gamle,
at det i vor tid ej vil ramle?
Men gå De ud og spejd i lejren —
jeg blir dog den, som vinder sejren.
B r a n d . Jeg agter ej at presse ud
en hvid til husly for min Gud.
Af egne midler vil jeg bygge —
min arv, alt mit til sidste skærv
skal gives ud til dette hverv.
Nu, foged, er De end så djerv,
at mene, De kan tanken rygge?
F o g d e n (med foldede hænder).
Jeg står som falden ned fra skyerne!
Sligt spørges knapt engang fra byerne —
og her i bygden — her hos os,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
242
f o r o r d
H e n r i k
3029
3030
3031
3032
3033
3034
3035
3036
3037
3038
3039
3040
3041
3042
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
hvor pungens lukning længst var lov
mod hvert et trængende behov —
her åbner De en rundheds fos,
som risler, blinker, sprøjter, skummer — .
Nej, Brand, som sagt, jeg rent forstummer!
B r a n d . Jeg længst i tanken fra mig skrev
min arv —
F o g d e n . Ja, her er ymtet meget,
som hen på noget sligt har peget,
men jeg har tænkt, at det var væv.
Hvem plejer vel at offre alt,
når ej det synbar fordel galdt?
Dog, det blir Deres egen sag —
gå foran De; så går jeg bag.
De er i skuddet; De kan virke,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
243
f o r o r d
H e n r i k
3043
3044
3045
3046
3047
3048
3049
3050
3051
3052
3053
3054
3055
3056
3057
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
og jeg kan skridtvis frem mig lirke. —
Brand, sammen vil vi bygge kirke!
B r a n d . Hvad? Vil De Deres eget slippe?
F o g d e n . Det véd den søde Gud jeg vil!
Jeg var jo gal, om ej jeg gjorde.
Hvem tror De mængden flokkes til,
når én vil gøde, mæske, fore,
en anden malke, flå og klippe?
Ja død og plage er jeg med!
Jeg er af tanken ganske hed,
bevæget, greben, næsten rørt;
en heldig skæbne har mig ført
i denne kveld til prestegården;
thi jeg tør tro, at uden min
var Deres plan knapt faldt Dem ind —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
244
f o r o r d
H e n r i k
3058
3059
3060
3061
3062
3063
3064
3065
3066
3067
3068
3069
3070
3071
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
ialfald ej til verden båren.
Det altså er mit eget virke
at bygge bygdens nye kirke!
B r a n d . Men kom ihug, vi kan ej skåne
hin oldtids knejsende ruin!
F o g d e n (ser ud). Betragtet her i dobbeltskin
af nyfalds-sne og nyets måne
den taer sig ud som noget skrammel.
B r a n d . Hvad, foged?
F o g d e n . Brand, den er for gammel!
Det er mig ganske uforklarligt,
at ej jeg så det før ikveld —
men hanekjælken står påheld;
at bruge den var uforsvarligt.
Og hvor er stil, arkitektur,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
245
f o r o r d
H e n r i k
3072
3073
3074
3075
3076
3077
3078
3079
3080
3081
3082
3083
3084
3085
3086
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
når ret man gransker loft og mur?
Hvad skal man kalde slige buer?
en fagmand vilde kaldt dem fæle —
ja, jeg må samme mening dele!
Og tagets mosbeklædte tuer —
de er minsæl ej fra kong Bele.
Nej, pietet kan gå for vidt!
Det må dog hvermand se og skønne,
at denne gamle rådne rønne
i et og alt er noget skidt!
B r a n d . Men dersom mængdens røst sig hæved
til vægring ved at få den revet — ?
F o g d e n . Vil ingen anden, så vil jeg.
I helgen skal, jo før jo heller,
jeg ordne alt, hvad formen gælder,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
246
f o r o r d
H e n r i k
3087
3088
3089
3090
3091
3092
3093
3094
3095
3096
3097
3098
3099
3100
3101
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
og sætte sagen glat ivej.
Jeg ivre skal og virke, skrive;
jo, jo — De kender fogden nok!
og kan jeg hjælp ej sammendrive
til rivning blandt den dumme flok,
skal jeg med egne hænder rive
den ned til grunden, stok for stok.
Ja, om jeg så skal ta’e min kone
og alle mine døttre med,
så skal den død og plage ned!
B r a n d . Det er en ganske anden tone,
end den, som blev fra først af brugt.
F o g d e n . Det er humanitetens frugt
at få med alt ensidigt bugt;
og dersom digteren ej lyver,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
247
f o r o r d
H e n r i k
3102
3103
3104
3105
3106
3107
3108
3109
3110
3111
3112
3113
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
så er det netop noget smukt,
at mandens tanke ejer flugt —
med andre ord — at tanken flyver. —
Farvel!
(tager sin hat.)
Nu får jeg se til banden.
B r a n d . Til hvad?
F o g d e n . Å, tænk Dem, jeg, selv anden,
idag på bygdegrændsen kneb
et fantefølge, fælt som fanden;
jeg fik da hjælp med toug og reb;
nu sidder de forvart hos granden
her nærmest nord; men pokker ta’e mig,
om ikke to-tre løb ifra mig —
B r a n d . Nys ringtes ind dog fredens tid.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
248
f o r o r d
H e n r i k
3114
3115
3116
3117
3118
3119
3120
3121
3122
3123
3124
3125
3126
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
F o g d e n . Hvi kom det djævelskab da hid?
Dog, det forstår sig, på en måde
de hører sagtens sognet til —
(leende.)
ja endog Dem! Hør her en gåde;
løs den, ifald De kan og vil:
folk findes, som er til i kraft
af den, De har til udspring havt,
og dog de til er, slet og ret,
fordi de er af anden ætt!
B r a n d (ryster på hovedet).
O Gud, der er så mangen gåde
én stirrer på, men ej kan råde.
F o g d e n . Da er dog denne letvindt gættet.
De har vel tidtnok hørt berettet
Akt 3
Akt 4
Akt 5
249
f o r o r d
H e n r i k
3127
3128
3129
3130
3131
3132
B r a n d
3139
som stryger om i synd og nød.
3140
Ja, en af disse slegfredtrolde
3135
3136
3137
o r d l i s t e
i bygden et og andet ord
om fattiggutten, han, her vester,
der var så lært som fire prester;
han friede til Deres moer —
B r a n d . Hvad mer?
F o g d e n . Tænk, til en grundrig jente!
Dog hun naturligvis ham sendte
3138
3134
Akt 2
•
til Bloksberg, som han måtte vente.
Men véd De så, hvad fyren gør?
Han sørger halvt sig fra forstanden,
og fæster sluttelig en anden
af taterslægt — og før sin død
han med en afkom øged banden,
3133
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
250
f o r o r d
H e n r i k
3141
3142
3143
3144
3145
3146
3147
3148
3149
3150
3151
3152
3153
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
fik sognet rigtignok beholde
til minde om hans vakkre færd —
B r a n d . Og det er — ?
F o g d e n . Taterungen Gerd.
B r a n d (dæmpet). Ja så!
F o g d e n (munter). Hvad? Gåden er ej slet!
Hans afkom er jo til i kraft
af den, De har til udspring havt;
thi ynglens indre ophav var,
at elsk til Deres moer han bar.
B r a n d . Sig, foged, kan De nævne ét,
som rummed hjælp for disse sjæle?
F o g d e n . Pyt, de må ind bag tugthus-dørene.
De er fortabt op over ørene;
at frelse dem, det var at stjæle
Akt 3
Akt 4
Akt 5
251
f o r o r d
H e n r i k
3154
3155
3156
3157
3158
3159
3160
3161
3162
3163
3164
3165
3166
3167
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
fra fanden, som må gå fallit,
hvis ej han får af verden sit.
B r a n d . De tænkte jo at bygge stort
et hus til ly mod nød og klage?
F o g d e n . Det forslag — fort, som det blev gjort —
tog forslagsstilleren tilbage.
B r a n d . Men hvis det dog — det var dog smukt —
F o g d e n (smilende). Nu taler De i anden tone,
end den, som blev fra først af brugt.
(klapper ham på skulderen.)
Lad dødt kun være dødt og glemt;
en mand skal handle fast bestemt.
Farvel! Jeg tør ej længer tøve;
nu må jeg ud igen og prøve
at finde rømlingernes skjul.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
252
f o r o r d
H e n r i k
3168
3169
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Vi mødes snart. Fornøjet jul!
Farvel, farvel; hils Deres kone!
(går.)
3170
3171
3172
3173
3174
3175
3176
3177
3178
Akt 1
Akt 2
B r a n d (efter en tankefuld taushed).
O, endeløst er her at sone. —
Så vildt, så broget filtres ind
de tusend skæbnetrådes spind —
så ligger skyld med skyldfrugt blandet,
det ene smittende det andet,
at den, som ser derind, ser ret
og blodigst uret vorde ét.
(går til vinduet og ser længe ud.)
Mit lille barn, skyldløse lam,
du fældtes for min moders gerning;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
253
f o r o r d
H e n r i k
3179
3180
3181
3182
3183
3184
3185
3186
3187
3188
3189
3190
3191
3192
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
en brusten sjæl bar bud fra ham,
som troner over skyens kam,
og bød mig kaste valgets terning —
og denne brustne sjæl blev til,
fordi min moders sjæl foer vild.
Så bruger Herren skyldens grøde
til ligevægts og retfærds føde;
så slynger han fra højden ned
hjemsøgelsen i tredje led.
(viger forfærdet fra vinduet.)
Ja, lovens Gud er over slægten!
Det første mål er ligevægten.
I offervillighedens magt
er rejsningsmuligheden lagt;
men ordet lyves ud af tiden;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
254
f o r o r d
H e n r i k
3193
3194
3195
3196
I b s e n
•
B r a n d
thi flokken ræddes for sin viden.
(går længe op og ned i stuen.)
At bede? Bede? Hm — et ord,
som glat nok over læben foer —
som ruttes med i alle stænder.
3204
Bøn er for dem at skrige nåde
i vind og vejr til gåders gåde,
at tigge plads på Kristi læss,
at strække opad begge hænder —
og stå i tvivlens pøl tilknæs.
Haha, var dermed sagen gjort,
da turde jeg, som hvermand, vove
at hamre på den Herres port,
3205
der er «forfærdelig at love»!
3197
3198
3199
3200
3201
3202
3203
o r d l i s t e
(standser og tænker stille.)
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
255
f o r o r d
H e n r i k
3206
3207
3208
3209
3210
B r a n d
3219
i sørgehuset, hvor jeg græd? —
3220
Hvad véd jeg! Nu er lukt og stængt,
3213
3214
3215
3216
3217
o r d l i s t e
Og dog — i angstens værste dage,
i sorgens store rædselsstund,
da barnet sov den sidste blund,
da intet kys af modermund
bar smilet på hans kind tilbage —
3218
3212
Akt 2
•
hvad var det — ? Bad jeg ikke da?
Hvad kom den søde svimlen fra,
den sangens strøm, den melodi,
som langvejs lød og jog forbi —
og bar mig højt og bar mig fri?
Bad jeg? Blev jeg i bønnen svalt?
Har jeg med Gud herinde talt?
Har han mig hørt? Og så han ned
3211
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
256
f o r o r d
H e n r i k
3221
3222
3223
3224
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
og mørket atter om mig sænkt —
og intet, intet lys at finde — .
Jo, Agnes — hun, som ser iblinde — !
(råber i angst.)
Lys, Agnes — lys, ifald du kan!
(A g n e s åbner døren og træder ind med de tændte
feststager; et klart skær falder over stuen.)
3225
3226
3227
3228
3229
Akt 1
Akt 2
B r a n d . Lys!
A g n e s . Ser du julelyset, Brand?
B r a n d (sagte). Ha, julelyset!
A g n e s (sætter stagerne på bordet). Blev jeg længe?
B r a n d . Nej, nej!
A g n e s . O, hvor du har det koldt;
du må jo isne —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
257
f o r o r d
H e n r i k
3230
3231
3232
3233
3234
3235
3236
3237
3238
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d (stærkt). Nej!
A g n e s (smilende). Hvor stolt!
Du vil ej lys og varme trænge.
(lægger i ovnen.)
B r a n d (går op og ned). Hm, vil ej!
A g n e s (stille for sig selv, idet hun pynter op i stuen).
Her skal stagen stå.
Ifjor han greb med fingre små
mod julelysets klare blink.
Han var så glad og frisk og flink;
han strak sig fra sin lille stol
og spurgte, om det var en sol.
(flytter lidt på stagen.)
Nu falder lysets fulde skær
ud over — over stedet der.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
258
f o r o r d
H e n r i k
3239
3240
3241
3242
3243
3244
3245
3246
3247
3248
3249
3250
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Nu kan han gennem rudens glas
se blinket fra sin soveplads;
nu kan han glytte stilt herind
i julestuens glans og skin. —
Men ruden står som tåreslørt —
vent lidt, vent lidt; snart skal den smile —
(tørrer vinduet af.)
B r a n d (har fulgt hende med øjnene og siger sagte).
Når lægger sig til fred og hvile
det sorgens hav, fra bunden rørt!
Det må til hvile.
A g n e s (for sig selv). Se, hvor klar!
Det er som skillet borte var,
3251
som stuen vided ud sig stor;
3252
som om den stygge kolde jord
Akt 3
Akt 4
Akt 5
259
f o r o r d
H e n r i k
3253
3254
3255
3256
3257
3258
3259
3260
3261
3262
3263
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
med et blev til en lun alkove,
hvor barnet sødt og godt kan sove.
B r a n d . Hvad gør du, Agnes?
A g n e s . Stille; hys!
B r a n d (nærmere). Hvi trak gardinet fra du nys?
A g n e s . O, kun en drøm; nu er jeg vakt.
B r a n d . I drømmen er der snarer lagt.
Stæng atter!
A g n e s (bønligt). Brand!
B r a n d . Stæng tæt, stæng tæt!
A g n e s . O, vær ej hård, det er ej ret!
B r a n d . Stæng, stæng!
A g n e s (trækker skodderne for).
Nu har jeg lukt og stængt.
Men trygt jeg tror, Gud er ej krænkt,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
260
f o r o r d
H e n r i k
3264
3265
3266
3267
3268
3269
3270
3271
3272
3273
3274
3275
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
om end i drømmens korte frist
jeg drak af trøstens væld —
B r a n d . Nej visst!
Han er en mild, medgørlig dommer;
du rager ej med ham på kant,
om i din dyrkelse der kommer
lidt afgud hist og her iblandt.
A g n e s (brister i gråd).
O, sig mig da, hvor langt går kravet!
Min fod er dødstræt — vingen faldt.
B r a n d . Jeg har dig sagt, at slængt i havet
hvert offer er, som ej er alt.
A g n e s . Men mit var alt; jeg har ej mere!
B r a n d (ryster på hovedet).
Dit offer følges må af flere.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
261
f o r o r d
H e n r i k
3276
3277
3278
3279
3280
3281
3282
3283
3284
3285
3286
3287
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
A g n e s (smiler). Kræv! Jeg har fattigdommens mod!
B r a n d . Giv!
A g n e s . Tag! Ak, Brand, du intet finder.
B r a n d . Du har din sorg og dine minder —
du har din syndige længsels flod —
A g n e s (fortvivlet). Jeg har mit pinte hjertes rod!
Riv ud! Riv ud!
B r a n d . I afgrunds-gabet
unyttig du dit offer slang,
ifald du hyler over tabet!
A g n e s (gyser). Din Herres vej er brat og trang.
B r a n d . For viljen er der kun den ene.
A g n e s . Men nådens — ?
B r a n d (afvisende). Bygt af offerstene.
A g n e s (stirrer frem for sig og siger rystet).
Akt 3
Akt 4
Akt 5
262
f o r o r d
H e n r i k
3288
3289
3290
3291
3292
3293
3294
3295
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Nu åbnes, lig en afgrund stor,
det skriftens ord, som aldrig før
jeg kom tilbunds i.
B r a n d . Hvilket ord?
A g n e s . Hver den, som ser Jehova, dør!
B r a n d (slår armene om hende og trykker
hende tæt op til sig).
O, skjul dig, skjul dig! Se ham ej!
Luk dine øjne —
A g n e s . Skal jeg?
B r a n d (slipper hende). Nej!
A g n e s . Du lider, Brand.
B r a n d . Jeg elsker dig.
A g n e s . Hård er din kærlighed.
B r a n d . For hård?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
263
f o r o r d
H e n r i k
3296
3297
3298
3299
3300
3301
3302
3303
3304
3305
3306
3307
3308
3309
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
A g n e s . Ej spørg; jeg følger, hvor du går.
B r a n d . Tror du, at meningsløst jeg drog dig
af dansen og af legen ud —
at for en halvheds skyld jeg slog dig
med offerlydighedens bud?
Ve dig og mig; for dyrt og stort
var da det offer, her blev gjort.
Du er min hustru; jeg tør kræve
dig helt, for kaldets liv at leve.
A g n e s . Ja, kræv; men gå ej fra mig;
B r a n d . Jo;
jeg trænger stilhed, trænger ro.
Snart skal den store kirke bygges —
A g n e s . Min lille kirke sank i grus.
B r a n d . Var den dit hjertes afgudshus,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
264
f o r o r d
H e n r i k
3310
3311
3312
3313
3314
3315
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
så måtte den i stormen rygges.
(favner hende som i angst.)
Al fred om dig — og gennem dig
til mig, til mit, den lige vej!
(går mod sidedøren.)
A g n e s . Brand, må jeg flytte ganske stille
på vindues-lugens stygge skille?
Kun lidt? På klem? Brand, må jeg?
B r a n d (i døren). Nej.
(går ind i sit kammer.)
3316
3317
3318
3319
Akt 1
Akt 2
A g n e s . Lukket, lukket — alting lukket!
Selve glemslen lukket af !
Bom for klagen, segl for sukket,
lås for himmel og for grav!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
265
f o r o r d
H e n r i k
3320
3321
3322
3323
3324
3325
3326
3327
3328
3329
3330
3331
3332
3333
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Jeg vil ud; jeg kan ej ånde
her i ensomhedens vånde!
Ud? Hvorhen? Ser ej fra højden
strenge øjne på mig ned!
Kan jeg vel på flugt fra bygden
føre hjertets eje med?
Kan jeg flygte, om jeg vilde,
fra min rædsels tomme stille?
(lytter ved døren til Brands stue.)
Lydt han læser; til hans øre
rækker ikke frem min røst.
Ingen hjælp! Ej råd, ej trøst!
Julens Gud har nok at gøre
med at lytte til de riges,
børneriges, lykkeliges
Akt 3
Akt 4
Akt 5
266
f o r o r d
H e n r i k
3334
3335
3336
3337
3338
3339
3340
3341
3342
3343
3344
3345
3346
3347
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
tak og sang og leg og dans.
Jul er jublens tid og hans.
Ej han ser mig, ej han agter
på en ensom moders fagter.
(nærmer sig varsomt til vinduet.)
Skal jeg åbne skillets rammer,
så det klare fulde lys
jager nattens skræk og gys
fra hans sorte sovekammer? —
Nej, dernede er han ikke!
Julen er jo barnets tid —
han får lov at komme hid;
kanske står han nu derude,
strækker armen for at pikke
på sin moders stængte rude. —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
267
f o r o r d
H e n r i k
3348
3349
3350
3351
3352
3353
3354
3355
3356
3357
3358
3359
3360
3361
3362
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Lød der ikke barnegråd?
Alf, jeg véd ej hjælp og råd?
Her er stængt; din fader stængte —
Alf, jeg tør ej åbne nu!
Lydigt lidet barn er du;
aldrig du og jeg ham krænkte.
O, flyv hjem igen til himlen;
der er lys og der er glæde;
der er leg i børnevrimlen.
Men lad ingen se dig græde —
sig ej, at din fader lukked,
da du kom og banked på.
Lidet barn kan ej forstå,
hvad vi store voksne må.
Sig, han sørged — sig, han sukked;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
268
f o r o r d
H e n r i k
3363
3364
3365
3366
3367
3368
3369
3370
3371
3372
3373
3374
3375
3376
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
sig dem, det var ham, som plukked
smukke blade til en krans.
Kan du se den? Den er hans!
(lytter, tænker sig om og ryster på hovedet.)
O, jeg drømmer! Mer end rammen
står som skille mellem os.
Først i glød af lutringsflammen
falder skillevæggen sammen,
revner hvælv og brister stængsler,
hviner fængselsdørens hængsler,
springer op den store lås!
Meget, meget her må gøres,
før vi to kan sammen føres. —
Jeg skal virke, virke stille,
for at fylde kravets svælg;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
269
f o r o r d
H e n r i k
3377
3378
3379
3380
3381
3382
3383
3384
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
jeg skal hærdes, jeg skal ville. —
Men iaften er det helg.
Fra ifjor hvor vidt forskellig — !
Hys — den højt skal holdes hellig;
frem jeg henter mine skatte —
dem, hvis endeløse pris,
fra min lykkes livsforlis,
kun en moders sjæl kan fatte.
(Hun knæler ned ved kommoden, åbner en skuffe og
tager forskellige ting frem. I samme øjeblik lukker B r a n d
på døren og vil tale til hende, men da han bemærker, hvad
hun foretager sig, holder han inde og bliver stående.
A g n e s ser ham ikke.)
3385
Akt 1
Akt 2
B r a n d (sagte). Evig samme flugt om graven,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
270
f o r o r d
H e n r i k
3386
3387
3388
3389
3390
3391
3392
3393
3394
3395
3396
3397
3398
3399
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
samme leg i dødninghaven.
A g n e s . Her er sløret. Her er kåben,
han blev båren i til dåben. —
Her i knyttet har jeg kjolen —
(holder den ivejret, ser på den og ler.)
Herre Gud, hvor sød og butt!
Dejlig var min lille gut,
da han sad i kirkestolen. —
Her er skærfet, her er kuften,
han var klædt i første gang
han fik komme ud i luften.
Dengang var den altfor lang,
men den blev ham snart for liden —
den skal lægges her ved siden. —
Vanter, strømper — hvilke ben! —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
271
f o r o r d
H e n r i k
3400
3401
3402
3403
3404
3405
3406
3407
3408
3409
3410
3411
3412
3413
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
og hans nye silkekyse,
som han fik for ej at fryse —
den er ubrugt, ren og pen. —
O, der ligger langfærdsdragten,
han blev svøbt i lunt og tæt,
for at rejse lindt og let;
da jeg atter havde lagt den
bort, jeg var til døden træt.
B r a n d (knuger hænderne i smerte).
Spar mig, Gud! Jeg kan ej knuse
hendes sidste afgudshuse;
skik en anden, er det ret!
A g n e s . Den er plettet — har jeg grædt? —
Hvilken rigdom! Perlestukken,
smertekrammet, tåredrukken,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
272
f o r o r d
H e n r i k
3414
3415
3416
3417
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
glansomstrålt af valgets gru,
hellig! Den er kroningskåben,
som han bar i offerdåben!
O, hvor jeg er rig endnu!
(Det banker hvast på gangdøren; A g n e s vender sig
med et skrig og ser B r a n d i det samme. Døren rives op
og en kv i n d e , forrevent klædt, træder ilsomt ind
med et barn på armen.)
3418
3419
3420
3421
3422
3423
Akt 1
Akt 2
Kv i n d e n (ser børnetøjet og råber til Agnes).
Del med mig, du rige moer!
A g n e s . Du er tifold mere rig!
Kv i n d e n . Ha, du er de andre lig;
altid munden fuld af ord!
B r a n d (nærmer sig). Nævn mig, hvad du søger her.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
273
f o r o r d
H e n r i k
3424
3425
3426
3427
3428
3429
3430
3431
3432
3433
3434
3435
3436
3437
3438
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Kv i n d e n . Ikke dig, for du er presten!
Heller ud igen i blæsten,
end at høre præk om brøde;
heller flygte sig tildøde,
drukne, rådne på et skær,
end at stå for svartemanden,
som véd vejen ned til branden!
Kan jeg hjælpe, jeg, for fanden,
at jeg blev til den jeg er?
B r a n d (sagte). Denne røst og disse træk
isner mig med anings-skræk!
A g n e s . Hvil dig, varm dig, hvis du fryser.
Sulter barnet, skal det mættes —
Kv i n d e n . Taterungen tør ej sættes,
hvor det luner, hvor det lyser.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
274
f o r o r d
H e n r i k
3439
3440
3441
3442
3443
3444
3445
3446
3447
3448
3449
3450
3451
Skarn:
Gammelt ord for
«sjofel person».
Akt 1
Akt 2
3452
3453
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Vore folk har landevejen,
urden, skogen, fjeldet, hejen;
vi skal færdes, vi skal vandre;
hus og hjem er for jer andre.
Lynsnar må jeg ud igen;
de er efter mig som hunde!
Foged, lensmand, lovens mænd,
gad mig binde, hvis de kunde.
B r a n d . Her du skal ej røres.
Kv i n d e n . Her?
Under tag og mellem vægge?
Nej, du; vinternatten bær
bedre luftning til os begge.
Men et plagg til svøb for barnet!
Ældste broder hans, det skarnet,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
275
f o r o r d
H e n r i k
3454
3455
3456
3457
3458
3459
3460
3461
3462
3463
3464
3465
3466
3467
3468
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
er som tyv ifra mig strøgen
med den klud han svøbtes i.
Ser du, han er halvvejs nøgen,
blå, forfrossen, gennemføgen
af den rim, som røg forbi.
B r a n d . Kvinde, gør din spæde fri
for din vilde dødsfærds sti —
lad ham løftes, lad ham lettes;
af kan brændemærket tvættes —
Kv i n d e n . Jo, du kender godt til tingen!
Sligt et under mægter ingen —
skal ej mægte det engang!
Krig med jer, som har forstødt ham!
Véd du, hvor hans moer har født ham.
Jo, på grøftekantens hælding,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
276
f o r o r d
H e n r i k
3469
3470
3471
3472
3473
3474
3475
3476
3477
3478
3479
3480
3481
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
under drik og spil og sang.
Han blev døbt i sluddets vælling,
korset med et kul af asken,
læsket med en klunk af flasken —
samme stund han slap sin moer,
stod der om os folk, som svor —
véd du hvem det var? Gudbedre —
ungens faer — og ungens fædre!
B r a n d . Agnes?
A g n e s . Ja.
B r a n d . Du ser din pligt.
A g n e s (med rædsel). Brand! Til hende! Aldrig sligt!
Kv i n d e n . Giv mig, giv mig! Giv mig alt!
Silkevæv og vraget pjalt!
Intet er for slet, for godt,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
277
f o r o r d
H e n r i k
3482
3483
3484
3485
3486
3487
3488
3489
3490
3491
3492
3493
3494
3495
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
kan det lindes om ham blot.
Snart hans ånde slipper op;
han skal dø med tinet krop!
B r a n d (til Agnes). Nu du hører valget runge!
Kv i n d e n . Du har nok til egen unge;
sig mig — har du ej til min
livets plagg og dødens lin?
B r a n d . Lyder ej fra denne tunge
maningsfulde varslers hvin?
Kv i n d e n . Giv mig!
A g n e s . Det er helligbrøde!
Blodskyld mod den lille døde!
B r a n d . Gavnløst han i døden sendtes,
hvis på tærsklen vejen endtes.
A g n e s (brudt). Viljen ske. Mit hjertes rødder
Akt 3
Akt 4
Akt 5
278
f o r o r d
H e n r i k
3496
3497
3498
3499
3500
3501
3502
3503
3504
3505
3506
3507
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
skal jeg træde under fødder.
Kvinde, kom og tag imod —
deles skal min overflod —
Kv i n d e n . Giv mig!
B r a n d . Deles? — Agnes; deles?
A g n e s (med vild styrke). Heller dræbes jeg, end stjæles
alt ifra! Se, jeg har veget
fod for fod! Jeg kan ej længer!
Halvt er nok; ej mer hun trænger!
B r a n d . Var det hele da formeget,
da det købtes til dit eget?
A g n e s (giver). Kvinde, kom; se her, tag kåben,
som mit eget bar i dåben.
3508
Her er kjolen, skærfet, kuften;
3509
den er god mod natteluften;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
279
f o r o r d
H e n r i k
3510
3511
3512
3513
3514
3515
3516
3517
3518
3519
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
her den lille silkekyse;
under den han skal ej fryse;
tag det; tag til sidste pjalt —
Kv i n d e n . Giv mig!
B r a n d . Agnes, gav du alt?
A g n e s (giver igen). Kvinde, her er kroningskåben,
som han bar i offerdåben!
Kv i n d e n . Så! nu ser jeg der er tømt.
Den som nu var langvejs rømt!
Jeg vil svøbe ham på trappen —
så på flugt med hele lappen!
(går.)
3520
3521
Akt 1
Akt 2
A g n e s (står i stærk indre kamp; endelig spørger hun).
Sig mig, Brand, om det er billigt,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
280
f o r o r d
H e n r i k
3522
3523
3524
3525
3526
3527
3528
3529
3530
3531
3532
3533
3534
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
at der kræves mer endnu?
B r a n d . Sig mig først, om det var villigt,
at du gik til gavens gru?
A g n e s . Nej.
B r a n d . Din skænk er slængt i havet.
Over dig er endnu kravet.
(vil gå.)
A g n e s (tier til han er nær ved døren, da råber hun).
Brand!
B r a n d . Hvad vil du?
A g n e s . Jeg har løjet —
se, jeg angrer; jeg er bøjet.
Ej du aned, ej du vidste
andet end jeg gav det sidste.
B r a n d . Nu?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
281
f o r o r d
H e n r i k
3535
3536
3537
3538
3539
3540
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
A g n e s (tager en sammenlagt barnekappe frem fra brystet).
Se, ét er i behold.
B r a n d . Kappen?
A g n e s . Ja, med tårer vædet,
fugtet af hans dødssved kold —
siden ved mit hjerte fredet!
B r a n d . Bliv i dine guders vold.
(vil gå.)
A g n e s . Stands!
B r a n d . Hvad vil du!
A g n e s . O, du véd det!
(rækker kappen imod ham.)
B r a n d (nærmer sig og spørger uden at tage den).
Villigt?
A g n e s . Villigt!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
282
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d . Ræk mig kappen.
3541
Kvinden sidder end på trappen.
(går.)
3542
3543
A g n e s . Røvet, røvet — alting røvet —
sidste bånd, som bandt til støvet!
(Står en stund ubevægelig stille; lidt efter lidt går
udtrykket i hendes ansigt over til høj strålende glæde.
B r a n d kommer tilbage; hun flyver ham jublende
imøde, kaster sig om hans hals og råber).
3544
3545
3546
Akt 1
Akt 2
Jeg er fri! Brand, jeg er fri!
B r a n d . Agnes!
A g n e s . Mørket er forbi!
Alle rædsler, som har tynget
Akt 3
Akt 4
Akt 5
283
f o r o r d
H e n r i k
3547
3548
3549
3550
3551
3552
3553
3554
3555
3556
3557
3558
3559
3560
3561
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
lig en mare på mit bryst,
ligger nu i sluget slynget!
Der er sejr i viljens dyst!
Af er alle tåger strøget,
bort er alle skyer føget;
gennem natten, over døden
ser jeg skimt af morgenrøden!
Kirkegården, kirkegården!
Ordet åbner ej for tåren.
Navnet river ej i såret —
barnet er til himlen båret!
B r a n d . Agnes! Ja, nu har du sejret.
A g n e s . Ja, tilvisse sejret nu —
sejret over grav og gru!
O, se opad, se ivejret!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
284
f o r o r d
H e n r i k
3562
3563
3564
3565
3566
3567
3568
3569
3570
3571
3572
3573
3574
3575
3576
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Ser du Alf for tronens fod,
lysglad som i livets dage,
strække armen os imod?
Om jeg ejed tusend munde,
om jeg turde, om jeg kunde,
ikke én jeg dog oplod
for at kræve ham tilbage.
O, hvor stor, hvor rig er Gud
til at finde midler ud.
Barnets offer, offerbrøden,
båret har min sjæl fra døden;
han mig fødtes for at mistes;
frem til sejr jeg måtte fristes! —
Tak, at du min hånd har ledet;
du har trofast for mig stredet;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
285
f o r o r d
H e n r i k
3577
3578
3579
3580
3581
3582
3583
3584
3585
3586
3587
3588
3589
3590
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
o, jeg så din hjertekval.
Nu står du i valgets dal;
over dig nu vægten faldt
af dets intet eller alt!
B r a n d . Agnes, gådefuldt du taler —
endt er alle stridens kvaler!
A g n e s . Glemmer du det ord fra før:
den, som ser Jehova, dør!
B r a n d (viger tilbage).
Ve mig, hvilket lys du tænder! —
Nej! og tusend gange nej!
Jeg har kæmpestærke hænder;
gå ifra mig skal du ej!
Lad kun alt på jorden glippe;
hver en vinding kan jeg slippe,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
286
f o r o r d
H e n r i k
3591
3592
3593
3594
3595
3596
3597
3598
3599
3600
3601
3602
3603
3604
3605
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
o, men aldrig, aldrig dig!
A g n e s . Vælg; du står på vejens skille!
Sluk det lys, som i mig brænder,
stæng for juletankens kilde;
giv mig mine afgudsklude —
kvinden sidder end derude —
lad mig atter gå tilbage
til de himmelblinde dage,
sænk mig atter ned i dyndet,
hvor, til nu — jeg sløvt har syndet —
alt du kan; det står dig frit;
jeg mod dig kun mægter lidt;
stæk min vinge, stæng for sjælen,
døgnets blylod hæng om hælen,
bind mig, træk mig atter ned,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
287
f o r o r d
H e n r i k
3606
3607
3608
3609
3610
3611
3612
3613
3614
3615
3616
3617
3618
3619
3620
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
did, hvorfra du selv mig hæved —
lad mig leve, som jeg leved,
da i mørket jeg mig vred!
Hvis du dette vil og tør,
jeg din hustru er som før —
vælg; du står på vejens skille!
B r a n d . Ve mig, ve mig, hvis jeg vilde!
O, men langt fra dette sted,
langt fra alle sorgens minder,
liv og lys som ét du finder!
A g n e s . Glemmer du at her dig binder
kaldets dåb — og offrets med?
Glemmer du de tusend sjæle,
som dit hverv er her at hele —
dem, Gud Herren bød dig føre
Akt 3
Akt 4
Akt 5
288
f o r o r d
H e n r i k
3621
3622
3623
3624
3625
3626
3627
3628
3629
3630
3631
3632
3633
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
fremad, hjem, til frelsens kilde?
Vælg; du står på vejens skille!
B r a n d . Jeg har intet valg at gøre.
A g n e s (kaster sig om hans hals).
Tak for alt — og tak for dette!
Du har ledet tro den trætte!
Over mig er tungheds tåge —
du vil tro ved lejet våge.
B r a n d . Sov! nu er dit dagværk endt.
A g n e s . Endt, og nattelyset tændt.
Sejren tog min styrkes skat;
jeg er mødig, jeg er mat;
o, men Gud er let at love!
Brand, godnat!
B r a n d . Godnat!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
289
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
A g n e s . Godnat!
3634
Tak for alt. Nu vil jeg sove.
(går.)
3635
3636
3637
3638
Akt 1
Akt 2
B r a n d (knuger hænderne mod brystet).
Sjæl, vær trofast til det sidste!
Sejrens sejr er alt at miste.
Tabets alt din vinding skabte —
evigt ejes kun det tabte!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
290
f o r o r d
H e n r i k
5
B r a n d
o r d l i s t e
(Halvandet år senere. Den nye kirke står fuldfærdig
og smykket til indvielsen. Elven rinder tæt forbi.
Det er tidlig tåget morgen.)
(K l o k k e r e n er ifærd med at hænge kranse op udenfor
kirken; lidt efter kommer s k o l e m e s t e r e n .)
3639
3640
3642
3643
Akt 2
•
FE MT E h andli n g
3641
Akt 1
I b s e n
S k o l e m e s t e r e n . Se, alt på pletten?
K l o k k e r e n . Det kan trænges.
Tag hånd i med; her løv skal hænges
fra stav til stav som hegn for toget.
S k o l e m e s t e r e n . Ved prestegården rejses noget,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
291
f o r o r d
H e n r i k
3644
3645
3646
3647
3648
3649
3650
3651
3652
3653
3654
3655
3656
3657
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
som slutter med en åbning rund —
K l o k k e r e n . Ja-visst, ja-visst!
S k o l e m e s t e r e n . Hvad skal det være?
K l o k k e r e n . Et såkaldt skilt til prestens ære,
med prestens navn på gylden grund.
S k o l e m e s t e r e n . Jo, der blir stas idag i sognet!
Helt langvejs fra de strømmer hid;
af sejl er fjorden næsten hvid.
K l o k k e r e n . Ja, nu er menigheden vågnet;
i prestens salig formands tid
der spurgtes aldrig splid og strid;
da sov man selv, da sov ens næste —
jeg véd ej, hvad der er det bedste.
S k o l e m e s t e r e n . Liv, klokker, liv!
K l o k k e r e n . Men jeg og I
Akt 3
Akt 4
Akt 5
292
f o r o r d
H e n r i k
3658
3659
3660
3661
3662
3663
3664
3665
3666
3667
3668
3669
3670
3671
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
går urørt livelsen forbi;
hvad kan det komme af ?
S k o l e m e s t e r e n . Fordi
vi virked, til de andre sov;
og da de vågned, sovned vi —
thi da var ej for os behov.
K l o k k e r e n . Men dog I sagde, liv var bedst?
S k o l e m e s t e r e n . Det samme siger provst og prest;
jeg selv ej siger andet heller —
men, vel at mærke, når det gælder
den hele store folkets rest.
Dog vi to har en anden lov,
end den, som læses rundt i lierne;
vi er distriktets embedsmænd;
se, vi skal holde stramt igen,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
293
f o r o r d
H e n r i k
3672
3673
3674
3675
3676
3677
3678
3679
3680
3681
3682
3683
3684
3685
3686
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
skal skøtte kirketugt og videnskaber,
og ej befatte os med lidenskaber —
kort sagt, stå udenfor partierne.
K l o k k e r e n . Men presten selv står midt i sagen.
S k o l e m e s t e r e n . Det er just det, han ikke burde.
Jeg véd, hans foresattes kreds
er med hans gerning utilfreds,
og dersom de for folket turde,
de havde længst alt vendt ham bagen.
Men han er fin; han lugter lunten;
han véd nok hvad, som binder bundten.
Han bygger kirken. Alle smøres
med blindhed her, når noget gøres.
Hvad der blir gjort, det rager ingen;
at der blir gjort — se, det er tingen —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
294
f o r o r d
H e n r i k
3687
3688
3689
3690
3691
3692
3693
3694
3695
3696
3697
3698
3699
3700
3701
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
vi allesammen, flok og førere,
kan kaldes for en slægt af gørere.
K l o k k e r e n . I har jo været storthingsmand,
så I må kende folk og land;
men en, som rejste gennem sognet
kort efter at man her var vågnet,
har sagt, at fordum var vi sovere,
så vaktes vi — og blev til lovere.
S k o l e m e s t e r e n . Ja, lovende er dette folk —
et folk, som lover såre meget —
et folk, som er i kort tid steget,
så hvermand snart er løftets tolk.
K l o k k e r e n . På et jeg tidt har spekuleret;
hør, sig mig, I, som har studeret —
hvad er et såkaldt folkeløfte?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
295
f o r o r d
H e n r i k
3702
3703
3704
3705
3706
3707
3708
3709
3710
3711
3712
3713
3714
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
S k o l e m e s t e r e n . Et folkeløfte, kære klokker?
Det blev vidtløftigt her at drøfte;
men det er noget, alle flokker
sig om i kraft af en idé;
det noget stort er, som skal ske —
i folkets fremtid notabene.
K l o k k e r e n . Så tak, nu skønner jeg det ene;
men der er én ting til, jeg må
i hastighed få rede på.
S k o l e m e s t e r e n . Tal frit.
K l o k k e r e n . Sig mig, hvad årstal kommer
den tid, som kaldes fremtid?
S k o l e m e s t e r e n . Ej!
Den kommer aldrig!
K l o k k e r e n . Aldrig!
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
296
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
S k o l e m e s t e r e n . Nej,
3715
3716
3717
3718
3719
3720
3721
3722
3723
3724
3725
det er naturligt i sin orden;
thi når den kommer, er den vorden
til nutid — er ej fremtid mer.
K l o k k e r e n . Ja, det er rigtigt, som jeg ser;
om den ting kan ej ordstrid voldes.
Men når skal så et løfte holdes?
S k o l e m e s t e r e n . Nu har jeg jo fornylig sagt,
et løfte er en fremtidspagt;
i fremtid skal det holdes.
K l o k k e r e n . Ja —
men sig, når kommer fremtid da?
S k o l e m e s t e r e n (sagte).
Det er en klokker!
(højt.)
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
297
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Kære ven,
3726
3727
3728
3729
3730
3737
3738
men den kan kaldes rent umulig,
3739
hvis i logiken man er duelig. —
3732
3733
3734
3735
3736
Akt 2
at fremtid kan umuligt komme;
thi når den kommer, er den omme.
K l o k k e r e n . Tak!
S k o l e m e s t e r e n . Bag om alle tings begreb
der noget står, som ligner kneb,
men som er ganske ligefrem —
at sige da for alle dem,
der tælle kan til mer end fem,
At love er tilsidst at lyve,
skønt loveren er lige ærlig;
al holden kaldtes før besværlig,
3731
Akt 1
skal nu jeg rippe op igen,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
298
f o r o r d
H e n r i k
3740
3741
3742
B r a n d
o r d l i s t e
Nå, lad så løftefuglen flyve.
Hør, sig mig — ?
K l o k k e r e n . Hys?
S k o l e m e s t e r e n . Hvad er det?
K l o k k e r e n . Stille!
S k o l e m e s t e r e n . Min tro, jeg hører nogen spille
3747
3748
S k o l e m e s t e r e n . Hvad!
3744
3745
3746
Akt 2
•
på orgelværket.
K l o k k e r e n . Det er ham.
S k o l e m e s t e r e n . Hvad? Presten?
K l o k k e r e n . Netop.
S k o l e m e s t e r e n . Få mig skam —
så har han været tidligt ude!
K l o k k e r e n . Knapt tror jeg han i denne nat
har krammet prestesengens pude.
3743
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
299
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
K l o k k e r e n . Det er aldrig rigtig fat.
3749
3750
3751
3752
3753
3754
3755
3756
3757
3758
3759
3760
3761
3762
Akt 1
Akt 2
Han gnages af en lønlig tand
alt siden han blev enkemand;
han gemmer sorgen, det er visst!
men ud den bryder her og hist;
det er som om hans hjerte var
et overfyldt og utæt kar —
så spiller han. Hør, hver en tone
er som han græd for barn og kone.
S k o l e m e s t e r e n . Det er, som om de taltes ved —
K l o k k e r e n . Som en der trøsted, en der led —
S k o l e m e s t e r e n . Hm — den der turde blive rørt!
K l o k k e r e n . Ja, den, som ej var embedsmand!
S k o l e m e s t e r e n . Ja, den, som ej var klemt og snørt
af alslags hensyn til sin stand!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
300
f o r o r d
H e n r i k
3763
3764
3765
3766
3767
3768
3769
3770
3771
3772
3773
3774
3775
3776
3777
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
K l o k k e r e n . Ja, den, som turde give pokker
og fanden både pen og bog!
S k o l e m e s t e r e n . Og den, som slap at være klog;
og den som turde føle, klokker!
K l o k k e r e n . Ven, ingen ser os — lad os føle!
S k o l e m e s t e r e n . Det var usømmeligt at søle
sig ned i menneskenes sfære.
En mand skal, efter prestens lære,
på en gang ikke to ting være;
selv den, som vil, ej være kan
et menneske og embedsmand;
man være bør — i alt som noget —
en efterligning af vor foged.
K l o k k e r e n . Hvi just som han?
S k o l e m e s t e r e n . I mindes vel
Akt 3
Akt 4
Akt 5
301
f o r o r d
H e n r i k
3778
3779
3780
3781
3782
3783
3784
3785
3786
3787
3788
3789
3790
3791
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
den store brand i fogedgården,
da ud arkivets skat blev båren
og reddet?
K l o k k e r e n . Ja, det var en kveld —
Skolemesteren.
En uvejrskveld, og fogden stræved;
det var, som om han tifold leved —
men fanden stod og lo i stuen;
og fluks hun så ham, hylte fruen:
o, frels din sjæl, min kære ven —
den onde står dig efter livet!
Da råbte fogden gennem luen:
min sjæl? Til helvede med den —
hjælp blot at bære bort arkivet!
Se, han er foged ud og ind
Akt 3
Akt 4
Akt 5
302
f o r o r d
H e n r i k
3792
3793
3794
3795
3796
3797
3798
3799
3800
3801
3802
3803
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
med hud og hår, i sind og skind,
og derfor véd jeg visst han vinder
didhen, hvor han sin livsløn finder.
K l o k k e r e n . Og hvor er det?
S k o l e m e s t e r e n . Naturligvis
i gode fogders paradis.
K l o k k e r e n . Min lærde ven!
S k o l e m e s t e r e n . Hvad godt?
K l o k k e r e n . Jeg tror
jeg bagom hvert af jeres ord
formærker tegn på tidens gæring;
thi gæring er her, det er visst;
den kendes gennem alles brist
på agt for gammel hævdet sed.
S k o l e m e s t e r e n . Det mugne må i muldet ned;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
303
f o r o r d
H e n r i k
3804
3805
3806
3807
3808
3809
3810
3811
3812
3813
3814
3815
3816
3817
3818
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
det rådne er det færskes næring —
her hules slægtens bryst af tæring,
og kan ej ondet hostes op —
så ned i kisten med dets krop.
Ja, gæring er her, det er sikkert,
det observeres uden kikkert.
Hin dag, den gamle kirke faldt,
det var, som tog den med sig alt,
hvori vort liv til samme stund
slog rod og trevl og fandt sin grund.
K l o k k e r e n . Der kom en stilhed over mængden.
De havde råbt: riv ned, riv ned!
men skriget holdt ej ud i længden,
og mangen blev om øret hed
og skotted sky og stod betænkelig,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
304
f o r o r d
H e n r i k
3819
3820
3821
3822
3823
3824
3825
3826
3827
3828
3829
3830
3831
3832
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
da bygdens gamle gudehus
for alvor skulde ned i grus —
og mange fandt, den var ukrænkelig.
Skolemesteren.
Men mængden mente, tusend bånd
dem knytted til det gamles ånd,
sålænge ej det nye slot
var viet ind solid og godt;
og derfor under angst og spænding
de agtede på tingens vending,
og blinked mod den store dag,
da stryges skal det slidte flag,
da friske farver frit skal flomme —
dog, alt som spiret opad steg,
blev flokken mere taus og bleg —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
305
f o r o r d
H e n r i k
3833
3834
3835
3836
3837
3838
3839
3840
3841
3842
3843
3844
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
og nu — ja nu er tiden omme.
K l o k k e r e n (peger ud til siden).
Se myldret! Både stor og liden
er stimlet hid.
S k o l e m e s t e r e n . I tusendvis.
Hvor stilt det er!
K l o k k e r e n . Og dog det dønner,
som havet dønner før en bris.
Skolemesteren.
Det folkehjertet er, som stønner —
det er, som om der gik den viden
igennem dem, at stor er tiden;
det er, som om de stævntes ud
til thing og skulde bytte Gud.
Hør, hvor er presten? Jeg er klemt —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
306
f o r o r d
H e n r i k
3845
3846
3847
3848
3849
3850
3851
3852
3853
3854
3855
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
jeg skulde ønske jeg var gemt!
K l o k k e r e n . Jeg med, jeg med!
S k o l e m e s t e r e n . I slig en stund
en lodder ej sin egen bund;
hvert dyb et dybere har under;
en vil, en viger og en stunder!
K l o k k e r e n . Ven!
S k o l e m e s t e r e n . Ven igen!
K l o k k e r e n . Hm!
S k o l e m e s t e r e n . Tal! — I nøler?
K l o k k e r e n . Jeg tror bogstavelig vi føler!
S k o l e m e s t e r e n . Hvad! Ikke jeg!
K l o k k e r e n . Jeg ikke heller!
Et vidnesbyrd ej nogen fælder!
K l o k k e r e n . Vi to er mænd, ej dumme jenter.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
307
f o r o r d
H e n r i k
3856
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Godmorgen! Skolens ungdom venter.
(går.)
3857
3858
3859
3860
3861
K l o k k e r e n . Nys så jeg syner som et fjog
nu er jeg atter kølig, klog,
og lukket som en spændebog.
Til arbejd hist — her er det ude,
og lediggang er fandens pude.
(går til den anden side.)
(Orgelet, som under det foregående har lydt dæmpet,
bruser på engang stærkt og ender med en skærende mislyd.
Lidt efter kommer B r a n d ud.)
3862
Akt 1
Akt 2
B r a n d . Nej! jeg kan ej tonen tvinge,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
308
f o r o r d
H e n r i k
3863
3864
3865
3866
3867
3868
3869
3870
3871
3872
3873
3874
3875
3876
3877
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
så den høres fuldt at klinge.
Orgelsangen blir til skrig;
loftets buer, hvælv og vægge,
tykkes knugende sig lægge,
tykkes trangt og træhårdt møde,
lukke rundt om sangen, lig
kistelåget om den døde!
Jeg har prøvet, jeg har fristet;
orglet har sit mæle mistet.
Røsten hæved jeg til bøn;
men den drev tilbage brusten,
som en klokkes, sprukken, rusten,
i et dumpt, hulbrystet støn.
Det var som Gud Herren stod
øverst tronende i koret,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
309
f o r o r d
H e n r i k
3878
3879
3880
3881
3882
3883
3884
3885
3886
3887
3888
3889
3890
3891
3892
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
slog med hånden vredt imod,
visende ifra sig ordet! —
Herrens hus skal bygges stort;
så det var jeg trøstig loved;
rydde, jævne, feje bort,
rive ned jeg glat nok voved —
nu står værket færdiggjort.
Alle korser sig i kor,
skriger: nej, hvor stor, hvor stor! —
Er det dem, som bedre véd det —
eller mig, som ej kan se det?
Er den stor? Er dette hus
fuldt og helt, hvad jeg har villet?
Er i den hin anings brus,
som har født den af sig, stillet?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
310
f o r o r d
H e n r i k
3893
3894
3895
3896
3897
3898
3899
3900
3901
3902
3903
3904
3905
3906
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Ligner den det tempelbilled,
som jeg skimted stort i ånden,
hvælvet over verdens-vånden? —
Hm, hvis Agnes havde levet,
var det anderledes blevet,
stort i småt hun kunde se,
lyse fra mig tvivlens ve,
favne jord og himmel sammen,
lig et løvtag over stammen.
(bemærker anstalterne til festen.)
Grønne kranse, flag på stang;
skolen øver ind sin sang;
prestegården snart er fuld;
alle folk vil hilse på mig —
de har rejst mit navn i guld!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
311
f o r o r d
H e n r i k
3907
3908
3909
3910
3911
3912
3913
3914
3915
3916
3917
3918
3919
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Gud, giv lys — hvis ej, så slå mig
tusend alen under muld!
Om en time åbnes festen;
alles tanker gælder presten;
presten er i alles munde!
Deres tanker kan jeg kende,
deres ord jeg føler brænde;
lov og pris går trolddomsbåret
som en isstrøm gennem håret!
Den som kunde, den som kunde
kaste glemsel om sig, skjule
hodet i et vilddyrs hule!
F o g d e n (kommer i fuld uniform og hilser
strålende fornøjet).
Nu har vi da den store dag,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
312
f o r o r d
H e n r i k
3920
3921
3922
3923
3924
3925
3926
3927
3928
3929
3930
3931
3932
3933
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
sabbaten efter ugens seks;
nu firer vi vort sejl tildæks,
og hejser højt vort søndagsflag,
og går for strømmen lunt og småt
og ser at alt er såre godt!
Til lykke, ædle store mand,
hvis ry snart bæres vidt om land!
Til lykke; jeg er ganske rørt,
og dog uhyre glad tillige!
Men De — ?
B r a n d . Jeg er som strubesnørt!
F o g d e n . Ej, den fornemmelse må vige.
Nu må De præke, så det dundrer —
mål hjorden skæppen fuld tilrands.
Der er jo slig en resonans,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
313
f o r o r d
H e n r i k
3934
3935
3936
3937
3938
3939
3940
3941
3942
3943
3944
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
at alle, jeg har talt med, undrer
sig højlig —
B r a n d . Så?
F o g d e n . Ja selve provsten
har undret sig og højlig rost den.
Og hvilken ædel stil i værket!
Og hvilken mægtighed der bor
i formerne —
B r a n d . Det har De mærket?
F o g d e n . Hvad mærket?
B r a n d . At den tykkes stor?
F o g d e n . Ej blot den tykkes — nej, den er,
i frastand set såvel som nær.
B r a n d . Den er det? Virkelig? De tror — ?
F o g d e n . Ja død og plage er den stor —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
314
f o r o r d
H e n r i k
3945
3946
3947
3948
3949
3950
3951
3952
3953
3954
3955
3956
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
for stor for folk så langt mod nord.
I andre lande véd jeg nok
man bruger større målestok;
men her hos os, som knebent bor
på brakmark og på golde hauser,
på strimlen mellem fjeld og fjord —
her er den stor, så det forbauser!
B r a n d . Ja så det er, og vi har byttet
en gammel løgn kun for en ny.
F o g d e n . Hvad nu?
B r a n d . Vi folkets hug har flyttet
fra mindesmærkets mugne ly
til nutids-spiret under sky.
3957
Før skrålte koret: hvor ærværdig!
3958
Nu brøler koret: se hvor stor —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
315
f o r o r d
H e n r i k
3959
3960
3961
3962
3963
3964
3965
3966
3967
3968
3969
3970
3971
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
dens mage findes ej på jord!
F o g d e n . Min kære ven, jeg må ihærdig
betegne hver som lovlig grov,
der til en større har behov.
B r a n d . Men hver skal eje klart den viden,
at kirken, som den står, er liden;
at dølge dette, var at lyve.
F o g d e n . Nej, hør — lad slige griller flyve!
Hvad skal det til, at kalde stygt,
hvad selv en har med møje bygt?
Folk er så inderlig tilfredse;
de tykkes alt er gildt og rigt,
at aldrig før de øjned sligt —
3972
o, lad dem tænke så for stedse!
3973
Hvi skal vi pirke ved de stakler,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
316
f o r o r d
H e n r i k
3974
3975
3976
3977
3978
3979
3980
3981
3982
3983
3984
3985
3986
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
og pine dem med tændte fakler,
hvis lysning ingen skøtter om?
Alt kommer an på troens dom.
Det gør ej til, ej fra, en snus,
om kirken er et hundehus,
når folk kun uforstyrret tror,
at den er overmåde stor.
B r a n d . I alle forhold samme lære!
F o g d e n . Idag er her desuden fest;
hver sjæl er på en vis vor gæst;
det vilde utilbørligt være,
om ej vi stelled alt som bedst.
Og mest for Deres egen skyld
3987
det var urimeligt at røre
3988
ved lidenhedens sandhedsbyld.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
317
f o r o r d
H e n r i k
3989
3990
3991
3992
B r a n d
Først har vort formandskab besluttet
at skænke Dem en sølvpokal,
hvis indskrift vilde blive gal,
4002
F o g d e n . Men Gud bevares, kære ven —
3995
3996
3997
3998
3999
4000
o r d l i s t e
B r a n d . Hvorledes det?
F o g d e n . Nu skal De høre.
4001
3994
Akt 2
•
om kirkens storhed af blev pruttet;
og sangen som er skreven til —
og talen, som jeg holde vil,
blev også begge lige gale,
hvis værkets storhed skulde dale.
De altså ser, De må Dem give
og holde begge ører stive.
B r a n d . Jeg ser, hvad tidt mig skar i øjne —
en løgnerfest til pris for løgne.
3993
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
318
f o r o r d
H e n r i k
4003
4004
4005
4006
4007
4008
4009
4010
4011
4012
4013
4014
4015
4016
4017
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
så stærke ord; hvor vil De hen!
Dog, for at få den smagssag endt,
så hør mit andet argument —
som hint var sølv er dette guld;
thi vid, som kælebarn De sidder
i nådens yndest, agt og huld;
kort sagt — De udnævnt er til ridder!
Idag De skal, som ordensmand,
gå stolt med korset midt på brystet.
B r a n d . Jeg alt af tyngre kors er krystet;
tag det ifra mig, hvo som kan.
F o g d e n . Hvad nu? De blir ej mærkbart rystet
af rørelse ved slig en nåde?
De er i et og alt en gåde!
Men tænk Dem dog for Guds skyld om —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
319
f o r o r d
H e n r i k
4018
4019
4020
4021
4022
4023
4024
4025
4026
4027
4028
4029
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d (stamper). Den hele snak er spildt og tom —
jeg fra Dem går, så klog jeg kom;
De har ej fattet mindste spor
af hvad der lå bag mine ord.
Jeg har ej ment den storhed, som
i fod og tommer ud kan måles,
men den, som dulgt tilbagestråles,
som isner og som ildner sjælen,
som vinker ind til drøm og dvælen,
som løfter lig en stjernenat,
som, som — gå fra mig! Jeg er mat —
bevis, forklar, tal til de andre —
(går opover mod kirken.)
F o g d e n (for sig selv).
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
320
f o r o r d
H e n r i k
4030
4031
4032
4033
4034
4035
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Hvo kan i sligt et virvar vandre
og finde rede? Storhed sat
i noget, som tilbagestråles,
som ikke tommevis kan måles?
Og stjernenat? Så faldt jo ordet? —
Har presten prøvet frokostbordet? —
(går.)
4036
4037
4038
4039
4040
4041
Akt 1
Akt 2
B r a n d (kommer ned over pladsen)
Så ensom på de vilde vidder
jeg aldrig gik, som her jeg går;
hvert spørgsmål genlydsfattigt slår
tilbage de med kvæk og kvidder.
(ser ud, hvor fogden gik.)
Ham gad jeg knuse med min hæl!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
321
f o r o r d
H e n r i k
4042
4043
4044
4045
4046
4047
4048
4049
4050
4051
4052
4053
4054
4055
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Hver gang jeg prøver på at højne
hans syn udover kneb og løgne,
han spytter ud sin rådne sjæl,
uvorent, midt for mine øjne! —
O, Agnes, hvi var du for vek?
mig trætter denne tomme leg,
hvor ingen vinder, ingen viger — .
Ja, håbløs er en ensom kriger!
P r o v s t e n (kommer).
O, mine børn! O, mine får — !
Nej, om forladelse — jeg mener
min embedsbroder! Festens scener —
predikenen mig til hodet slår;
jeg indstuderte den igår,
men færsk den end i halsen står.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
322
f o r o r d
H e n r i k
4056
4057
4058
4059
4060
4061
4062
4063
4064
4065
4066
4067
4068
4069
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Dog nok om den ting. — Tag min tak;
De, som så mandigt isen brak,
som stolpred gennem skrål og snak,
som rev, hvad der var faldefærdigt,
og bygged stort og nyt og værdigt!
B r a n d . Langt frem endnu.
P r o v s t e n . Hvad, kære ven?
Står mer end vielsen igen?
B r a n d . I nybygt hus må flytte ind
en genfødt ånd, et tvættet sind.
P r o v s t e n . Sligt kommer ganske af sig selv.
Så stort og pent panelet hvælv,
så lyst et rum vil trække med sig,
at folket tvættet lader se sig.
Og denne skønne resonans,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
323
f o r o r d
H e n r i k
4070
4071
4072
4073
4074
4075
4076
4077
4078
4079
4080
4081
4082
4083
4084
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
som af hvert prestens ord gør to,
må øge menighedens tro
med hundrede procent tilmands.
Det er i sandhed resultater,
som ikke selv de store stater
skal kunne vise bedre frem. —
Alt dette skyldes ene Dem;
tag derfor af en embedsbroder
en dybtfølt tak, som jeg formoder
ved middagsbordet følges efter,
på denne Deres hædersdag,
af mangt bevinget foredrag
ifra provstiets yngre kræfter. —
Men, kære Brand, De er så bleg — ?
B r a n d . Alt længe magt og mod mig sveg.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
324
f o r o r d
H e n r i k
4085
4086
4087
4088
4089
4090
4091
4092
4093
4094
4095
4096
4097
4098
4099
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
P r o v s t e n . Begribeligt — så mangt at skøtte,
og alting uden hjælp og støtte.
Men nu er jo det værste over,
og alt en herlig dag os lover.
Kun ej forknyt; det glider nok!
På flere tusender en flok
fra fjerne prestegæld er samlet;
gå i Dem selv, og sig — hvem hamled
med Dem i talegaver op?
Se, Deres embedsbrødres trop
Dem møder nu med åbne arme,
og alle menighedens barme
for Dem er fyldt med tak og varme!
Og værket, som så godt er lykket!
Og alt, som er så prægtigt smykket!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
325
f o r o r d
H e n r i k
4100
4101
4102
4103
4104
4105
4106
4107
4108
4109
4110
4111
4112
4113
4114
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Og dagens text — hvor høj, hvor stor!
Og så det mageløse bord!
Jeg var just indom prestegården,
hvor netop kalven op blev skåren.
I sandhed, De, et dejligt dyr!
Jeg lover, det har voldt bestyr
at få sligt lækkert stykke fundet
i denne vanskelige tid,
da kødet står i ni mark pundet.
Men lad den fare indtil vidre.
Et andet ærind drev mig hid.
B r a n d . Tal kun; skær op, stik, riv og slid!
P r o v s t e n . Min fremgangsmåde, ven, er blidere.
Dog kort; thi knap er begges tid.
Det er et enkelt lidet punkt,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
326
f o r o r d
H e n r i k
4115
4116
4117
4118
4119
4120
4121
4122
4123
4124
4125
4126
4127
4128
4129
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
som De fra denne dag bør rette,
og det vil vist ej falde tungt.
Ja, jeg formoder De kan gætte
så halvt om halvt, hvorhen jeg sigter?
Det gælder Deres embedspligter.
De hidindtil har stundom lagt
på skik og brug forliden magt;
og skik og brug er dog det første,
om ikke egentlig det største.
Nå, Herregud, jeg vil ej skænde;
man er jo ung og man er ny;
man kommer fra den store by
og kan ej landsens forhold kende.
Men nu, min ven, nu er det vigtigt
at fatte sagen mere rigtigt.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
327
f o r o r d
H e n r i k
4130
4131
4132
4133
4134
4135
4136
4137
4138
4139
4140
4141
4142
4143
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
De hidtil har formeget plejet
hver enkelts særlige behov;
den fejl er, mellem os sagt, grov.
Lad dem i massevis bli vejet;
kæm alle med den samme kam;
tro mig, De får ej deraf skam.
B r a n d . Forklar Dem bedre!
P r o v s t e n . Ser De vel —
De har nu bygt til sognets held
en kirke. Den er klædebon
for fredens og for lovens ånd;
thi staten ser i religionen
den magt, som bedst forædler tonen —
det værn, hvori dens tryghed bor —
kort sagt, moralens rettesnor.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
328
f o r o r d
H e n r i k
4144
4145
4146
4147
4148
4149
4150
4151
4152
4153
4154
4155
4156
4157
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Se, statens forråd er kun tyndt;
den vil valuta for sin mynt.
God kristen, siges der, god borger.
Tror De, den øser penge ud
til gavn for godtfolk og for Gud,
og for sig selv at skaffe sorger?
Nej, staten, faer, er ikke gal;
og hvermands tilstand snart blev skral,
hvis ikke staten, strængt og nøje,
kun havde dette liv for øje.
Men dette statens formål, ven,
kun nåes ved dens embedsmænd,
og det vil sige her, dens prester. —
B r a n d . Hvert ord er visdom! Tal!
P r o v s t e n . Der rester
Akt 3
Akt 4
Akt 5
329
f o r o r d
H e n r i k
4158
4159
4160
4161
4162
4163
4164
4165
4166
4167
4168
4169
4170
4171
4172
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
kun ganske lidt. Nu har De skænket
til statens nytte denne kirke,
og følgelig må Deres virke
til statens ophjælp være lænket.
I denne ånd jeg ser den fest,
som fejres skal i næste time,
i denne ånd skal klokken kime,
i den blir gavebrevet læst.
Med gaven følger da et løfte,
hvis kærne De bør nøje drøfte —
B r a n d . Ved Gud, så var det aldrig ment!
P r o v s t e n . Ja nu, min ven, det er for sent —
B r a n d . For sent? For sent! Det skal vi se!
P r o v s t e n . Vær sindig! Jeg må næsten le!
Hvad er da her at hyle over?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
330
f o r o r d
H e n r i k
4173
4174
4175
4176
4177
4178
4179
4180
4181
4182
4183
4184
4185
4186
4187
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Det er jo intet ondt, De lover!
Hver sjæl kan skøttes lige godt,
om staten tjenes med det samme;
to herrers tarv De nemt kan ramme,
hvis De Dem ter fornuftigt blot,
De er ej prest, for Peer og Pål
at fri fra syndestraffens bål,
men for at hele prestegældet
kan nyde godt af nådevældet;
dog, frelses sognet, er det klart,
hver enkelt får sin frelsens part.
Se, staten er, hvad knapt De aner,
nøjagtigt halv republikaner;
den hader frihed som en sot,
men ynder lighed såre godt;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
331
f o r o r d
H e n r i k
4188
4189
4190
4191
4192
B r a n d
4201
som skulde passe alle hoder.
4195
4196
4197
4198
4199
4202
o r d l i s t e
dog lighed vindes aldrig, før
hver ujævnhed er nivelleret —
og det er det, De ikke gør!
De tvertimod har stærkt formeret
den ujævnhed i syn på sagen,
4200
4194
Akt 2
•
som aldrig forhen kom for dagen.
Før var enhver et kirkens led,
nu er han en personlighed;
og det er staten ikke tjent med;
og derfor går det og så sent med
at sammenskrabe ligheds-skatten
samt alle andre samfunds-goder;
thi kirken er ej længer hatten,
4193
Akt 1
I b s e n
B r a n d . O, hvilket langsyn åbnes nu!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
332
f o r o r d
H e n r i k
4203
4204
4205
4206
4207
4208
4209
4210
4211
4212
4213
4214
4215
4216
4217
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
P r o v s t e n . Kun ej forknyt; det intet båder;
skønt ej det nægtes kan, her råder
et virvar, så det er en gru.
Men er der liv, så er der håb;
og gennem kirke-gavens dåb
De øged Deres pligt: at virke
for statens hensigt med sin kirke.
I alting må en regel til,
hvis ej de spredte kræfters spil
skal, som en kåd, utæmmet fole,
forstyrre både grind og hegn
og vedtægts tusend grænsetegn.
I alle ordnens forhold røbes
én lov, skønt den forskelligt døbes.
I kunsten kaldes den for skole,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
333
f o r o r d
H e n r i k
4218
4219
4220
4221
4222
4223
4224
4225
4226
4227
4228
4229
4230
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
og i vor krigerstand, så vidt
jeg mindes kan, at holde tritt.
Ja, det er ordet, kære ven!
Did er det, staten stævner hen.
Den finder, springmarche går for vidt;
på stedet marche er den for lidt —
for hvermand lige lange skridt,
for hvermand samme takt i foden —
se, det er målet for methoden!
B r a n d . For ørnen rendesten — for gåsen
skykløftens svimmel over åsen!
P r o v s t e n . Vi, Gud ske lov, er ikke dyr —
dog, skal vi bruge digt og fabel,
4231
det bedst er, vi til skriften tyr.
4232
Den har belægg for alt; den kryr
Akt 3
Akt 4
Akt 5
334
f o r o r d
H e n r i k
4233
4234
4235
4236
4237
B r a n d
4246
at sondret står enhver for fald.
4247
Den, Gud vil slå i livets strid,
4240
4241
4242
4243
4244
o r d l i s t e
fra genesis til åbenbaringen
af alskens vækkende parabel.
Jeg vil nu bare minde om
hint projekterte tårn i Babel!
Sig selv, hvor langt de godtfolk kom?
4245
4239
Akt 2
•
Og hvorfor? Letvindt er forklaringen;
de holdt ej sammen i geleder,
de talte hver sit eget sprog,
de trak ej samlet under åg —
kort sagt, de blev personligheder.
Det er den halve dobbelt-kærne,
som gemmes under fablens skal —
at ensom ingen kan sig værne,
4238
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
335
f o r o r d
H e n r i k
4248
4249
4250
4251
4252
4253
4254
4255
4256
4257
4258
4259
4260
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
ham gør han først til individ.
Hos Romerne var satsens ramme,
at guderne tog hans forstand —
men gal og ensom er det samme,
og derfor må hver ensom mand
til slut sig samme skæbne vente,
som den, der traf, da David sendte
på forpost oberst Urian.
B r a n d . Vel muligt, ja; men hvad så mer?
I død jeg undergang ej ser.
Og tror De da så fuldt og visst,
at hine bygværksmænd tilsidst,
med samme sprog og samme sind,
4261
var lykkedes at bygge ind
4262
i himlen Babels-tårnets tind?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
336
f o r o r d
H e n r i k
4263
4264
4265
4266
4267
4268
4269
4270
4271
4272
4273
4274
4275
4276
4277
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
P r o v s t e n . I himlen? Nej, det er just tingen,
at helt til himlen rækker ingen.
Det er den anden halve kærne,
som gemmes under fablens skal,
at hvert et bygværk står for fald,
som toppes vil ved himlens stjerne.
B r a n d . Til himlen rak dog Jakobs-stigen;
til himlen rækker sjælens higen.
P r o v s t e n . På den manér! Ja, Gud bevares!
Derom al vidre snak kan spares.
Naturligvis er himlen løn
for velført levnet, tro og bøn.
Men liv er et og tro et andet;
det skader begge, blir de blandet —
seks dage skal ens gerning gøres,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
337
f o r o r d
H e n r i k
4278
4279
4280
4281
4282
4283
4284
4285
4286
4287
4288
4289
4290
4291
4292
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
den syvende skal hjertet røres;
stod kirken åben hele ugen,
var det forbi med søndagsbrugen.
De svækker ordets lutringsduft,
hvis ej det spares med fornuft;
thi religion, så vel som kunst,
må ikke flyde ud i dunst.
De trygt kan idealet se,
fra prækestolens hellige læ —
men lægg det af med prestekjolen,
så fort De kommer ud i solen.
Som sagt, der er en lov i alt,
en lov, der kræver streng begrænsning,
og det er til fornøden rensning
af dette punkt at jeg har talt.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
338
f o r o r d
H e n r i k
4293
4294
4295
4296
4297
4298
4299
4300
4301
4302
4303
4304
4305
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d . Et er mig klart, for mig ej passer
de statens tusend sjælekasser.
P r o v s t e n . Jo, ven, De vil just prægtigt fylde —
men på en meget højere hylde —
De må tilvejrs —
B r a n d . Det nåes ej ved
at søle mig i dyndet ned.
P r o v s t e n . Hvo sig fornedrer, skal ophøjes;
skal krogen gribe, må den bøjes.
B r a n d . Skal manden bruges, må han dødes!
P r o v s t e n . Gud fri os vel; hvor kan De tro,
at jeg har sligt isinde?
B r a n d . Jo!
Så skal det være! Først forblødes!
Man passer kun som benrad stiv
Akt 3
Akt 4
Akt 5
339
f o r o r d
H e n r i k
4306
4307
4308
4309
4310
4311
4312
4313
4314
4315
4316
4317
4318
4319
4320
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
for eders gustne blegsot-liv!
P r o v s t e n . Jeg vil, ved Gud, ej årelade
en kat engang, langt mindre Dem;
men jeg har tænkt, det ej kan skade
at lukke døren lidt på klem
til vejen, hvor jeg selv gik frem.
B r a n d . Og skønner De, hvad De har krævet?
At jeg på statens hanegal
fornægte skal det ideal,
hvorfor til denne dag jeg leved!
P r o v s t e n . Fornægte, ven? Hvem kræver sligt?
Jeg har kun pegt på Deres pligt;
jeg vil at De skal i Dem sluge,
hvad Deres samfund ej kan bruge.
Behold det hele, hvis De vil —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
340
f o r o r d
H e n r i k
4321
4322
4323
4324
4325
4326
4327
4328
4329
4330
4331
4332
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
men luk det blot hermetisk til;
flyv, sværm, i Herrens navn, indvendigt,
men ikke åbenlyst for mængden;
tro mig, det straffer sig i længden
at te sig envist og ubændigt.
B r a n d . Ja, skræk for straf og håb om vinding
er Kains-mærket på din tinding;
det skriger at du, verdensklog,
dit hjertes rene Abel slog!
P r o v s t e n (sagte).
Nu siger han min sandten «du»;
det går for vidt!
(højt.)
Jeg vil ej nu
forlænge denne strid, men må
Akt 3
Akt 4
Akt 5
341
f o r o r d
H e n r i k
4333
4334
4335
4336
4337
4338
4339
4340
4341
4342
4343
4344
4345
4346
4347
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
dog atter bede Dem forstå,
at vil De frem, så bør De vide,
hvad land De lever i, hvad tid;
thi ingen fanger sejr i strid,
har han ej tiden på sin side.
Se blot til kunstnerne, se digterne!
Tør de foragte samtidspligterne?
Se vore krigere! En sabel
med sleben egg er her en fabel!
Hvorfor? Fordi der er en lov,
som byder, agt dit lands behov.
Sin særlighed må hvermand tæmme,
ej højne sig og ej gå fremme,
men jævnt sig midt i massen gemme.
Human er tiden, siger fogden;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
342
f o r o r d
H e n r i k
4348
4349
4350
4351
4352
4353
4354
4355
4356
4357
4358
4359
4360
4361
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
og dersom blot humant De tog den,
De kunde vorde noget stort.
Men af må alle kanter slibes,
og af må alle kviste knibes;
glat må De være, lig de andre,
og aldrig nogen særvej vandre,
skal værket varigt vorde gjort.
B r a n d . Væk, væk herfra!
P r o v s t e n . Ja, ganske visst;
en mand, som De er, må tilsidst
ind i en bedre virkekreds;
men skal De finde Dem tilfreds
i store forhold, som i små,
må tids-munduren trækkes på.
Af korporal med hånd om stokken
Akt 3
Akt 4
Akt 5
343
f o r o r d
H e n r i k
4362
4363
4364
4365
4366
4367
4368
4369
4370
4371
4372
4373
4374
4375
4376
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
må takten bankes ind i flokken;
thi tidens fører-ideal
er hertillands en korporal.
Som korporalen fører sine
i kirken ind afdelingsvis,
så skal og presten føre sine
i sognevis til paradis.
Alt er så let; til grund for tro
De har auktoriteten jo;
og da den er på lærdom bygt,
så kan den følges blindt og trygt;
og hvordan troen frem skal bæres,
af lov og ritual jo læres.
Altså, min broder — ej forknyt;
til eftertanke tiden nytt;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
344
f o r o r d
H e n r i k
4377
4378
4379
4380
4381
4382
4383
4384
4385
4386
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
gransk stillingen, og ængst Dem ikke! —
Jeg vil i kirken prøve nøjere,
om jeg kan stemme tonen højere;
man er ej vant til resonans —
den er så sjelden hertillands.
Farvel, farvel; jeg skal prædike
om menneske-naturens splid
og Gude-billedets forviskning. —
Men nu jeg tror det er på tid
at tage sig en let forfriskning.
(går.)
4387
4388
Akt 1
Akt 2
B r a n d (står en stund som forstenet i sine tanker).
Alt har jeg offret for mit kald,
for Guds, som jeg forblindet mente;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
345
f o r o r d
H e n r i k
4389
4390
4391
4392
4393
4394
4395
4396
4397
4398
4399
4400
4401
4402
4403
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
så skingred døgntrompetens skrald
og viste mig, hvad ånd jeg tjente.
Nej, endnu ej! De har mig ikke!
Hin kirketomt fik blod at drikke;
mit lys, mit liv her lagdes ned —
men sjælen får de ikke med!
Forfærdeligt at stå alene —
hvorhen jeg ser, at skimte død;
forfærdeligt at rækkes stene,
så hedt jeg hungrer efter brød.
Hvor sandt, hvor rædsels-sandt han talte —
og lige vel, hvor afgrunds-hult.
Guds klarheds due sidder skjult;
ve, aldrig over mig den dalte. —
O, mødte mig kun én i tro —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
346
f o r o r d
H e n r i k
4404
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
og gav mig tryghed, gav mig ro!
(E j n a r , bleg, udtæret, sortklædt, kommer forbi
på vejen og standser ved synet af B r a n d . )
4405
4406
4407
4408
4409
4410
4411
4412
4413
Akt 1
Akt 2
B r a n d (skriger ud). Du, Ejnar?
E j n a r . Ja, så er mit navn.
B r a n d . Just nu jeg tørsted efter en,
hvis bryst ej var af træ og sten!
O, kom; kom inderst i min favn!
E j n a r . Behøves ej; jeg er i havn.
B r a n d . Du bærer nag for hvad som hændte,
da sidstegang vi mødtes —
E j n a r . Nej;
du har ej skyld. Jeg ser i dig
det blinde redskab, Herren sendte,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
347
f o r o r d
H e n r i k
4414
4415
4416
4417
4418
4419
4420
4421
4422
4423
4424
4425
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
da vild jeg foer på verdens vej.
B r a n d (viger tilbage).
Hvad sprog er dette?
E j n a r . Hvilens sprog —
det sprog, som læres, når en trækkes
af syndens søvn og genfødt vækkes.
B r a n d . Forunderligt! Jeg havde hørt,
at du på ganske andre veje
var slået ind —
E j n a r . Jeg var forført
af hovmod, tro på egen styrke.
De guder, verden plejer dyrke,
talentet, som jeg sagdes eje,
min sangerrøst var lutter farer,
som drog mig ind i Satans snarer.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
348
f o r o r d
H e n r i k
4426
4427
4428
4429
4430
4431
4432
4433
4434
4435
4436
4437
4438
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Men Gud ske lov; han var mig god;
sit svage får han ej forlod;
han tog sig af mig, da det galdt.
B r a n d . På hvilken vis?
E j n a r . Jo, jeg forfaldt.
B r a n d . Forfaldt? Hvortil?
E j n a r . Til svir og spil;
han gav mig smag på kort og terninger —
B r a n d . Og det du kalder Herrens gerninger?
E j n a r . Det var det første skridt til frelsen.
Derefter tog han fra mig helsen.
Jeg misted ganske mit talent;
min lyst til munterhed var endt;
jeg blev på hospitalet sendt —
lå længe syg, lå som i luer —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
349
f o r o r d
H e n r i k
4439
4440
4441
4442
4443
4444
4445
4446
4447
4448
4449
4450
4451
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
jeg syntes jeg i alle stuer
så tusender af store fluer —
kom siden ud og blev bekendt
med nogle søstre, tre i antal,
som står i himlens sold og mandtal,
og disse, samt en theolog,
fik løst mig helt af verdens åg
og trukket mig af syndens garn
og gjort mig til Vorherres barn.
B r a n d . Ja så.
E j n a r . Forskellige er stierne;
en går i dalen, en i lierne.
B r a n d . Men siden?
E j n a r . Siden? Det er sandt;
så blev jeg afholdsprædikant;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
350
f o r o r d
H e n r i k
4452
4453
4454
4455
4456
4457
4458
4459
4460
4461
4462
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
men dette væsen stundom er
med fristelser formeget blandet;
jeg derfor greb til noget andet,
og rejser nu som missionær —
B r a n d . Hvorhen?
E j n a r . Til Haleneger-landet.
Men det var bedst, om af vi brak!
min tid er dyr —
B r a n d . Du vil ej dvæle?
Se, her er fest idag.
E j n a r . Nej tak;
min plads er hos de sorte sjæle.
Farvel!
(vil gå.)
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
351
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d . Og intet mindes skimmer
4463
4464
4465
4466
4467
4468
4469
4470
4471
4472
4473
4474
4475
Akt 1
Akt 2
dig standser her og byder spørge — ?
E j n a r . Hvorom?
B r a n d . Om en, som vilde sørge
ved svælget mellem nu og sidst —
E j n a r . Nu aner jeg; du tænker visst
på dette unge fruentimmer,
som holdt mig under lystens net,
før jeg blev ren i troens tvætt.
Ja, hvordan står det til med hende?
B r a n d . Hun blev min hustru året efter.
E j n a r . Det er uvæsentligt; jeg hefter
ej min opmærksomhed ved sligt;
det vigtigste jeg kun vil kende.
B r a n d . Vort samliv blev velsignet rigt
Akt 3
Akt 4
Akt 5
352
f o r o r d
H e n r i k
4476
4477
4478
4479
4480
4481
4482
4483
4484
4485
4486
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
med sorg og glæde; barnet døde —
E j n a r . Det er uvæsentligt.
B r a n d . Å ja;
det var jo mere lån end gave,
og engang dages jo et møde.
Men siden gik hun selv herfra;
derinde grønnes begge grave.
E j n a r . Det er uvæsentligt —
B r a n d . Det med?
E j n a r . Om sligt jeg kræver ej besked;
jeg vide vil hvordan hun døde.
B r a n d . Med håbet om en morgenrøde,
med hjertets hele rige skat,
4487
med viljen stærk til sidste nat —
4488
med tak for alt, hvad livet gav
Akt 3
Akt 4
Akt 5
353
f o r o r d
H e n r i k
4489
4490
4491
4492
4493
4494
4495
4496
4497
4498
4499
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
og livet tog, hun gik i grav.
E j n a r . Alt sådant er kun tant og skrømt;
nævn, hvordan hendes tro så ud.
B r a n d . Uryggelig.
E j n a r . På hvem?
B r a n d . På Gud!
E j n a r . Ak, kun på ham; så er hun dømt.
B r a n d . Hvad siger du?
E j n a r . Fordømt, desværre.
B r a n d (rolig). Gå, slyngel!
E j n a r . Helveds overherre
får også dig i sine kløer —
så fuldt som hun, du evigt dør.
B r a n d . Du, usling, dømme tør til pølen!
Nys lå du selv i syndesølen —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
354
f o r o r d
H e n r i k
4500
4501
4502
4503
4504
4505
4506
4507
4508
4509
4510
4511
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
E j n a r . Ved mig der klæber ingen plet;
jeg skyllet er i troens tvætt;
afgneden er hver søleskvætt
på hellighedens vaskebret;
jeg renset har min Adams-ble
ved hjælp af vaktheds banketræ;
jeg som en messesærk ser ud
ved brug af bønnens sæbelud.
B r a n d . Tvi!
E j n a r . Tvi igen. Her lugter svovl,
og jeg ser glimt af djævlens horn.
Jeg er et himlens hvedekorn —
du avnen er på dommens skovl.
(går.)
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
355
f o r o r d
H e n r i k
4512
4513
4514
4515
4516
4517
4518
4519
4520
4521
4522
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d (ser en stund efter ham, med en
gang lyser hans øjne op og han udbryder).
Det var manden, som jeg trængte!
Nu er alle lænker sprængte;
eget flag skal om mig bølge,
selv om ikke én vil følge!
F o g d e n (kommer ilsomt).
Kære pastor, skynd Dem bare!
Kirkeprocessionens skare
er i orden til at fare —
B r a n d . Lad dem komme.
F o g d e n . Uden Dem!
Husk Dem om og skynd Dem hjem!
Folket vil ej vente længer;
hele menigheden trænger,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
356
f o r o r d
H e n r i k
4523
4524
4525
4526
4527
4528
4529
4530
4531
4532
4533
4534
4535
4536
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
lig et elvebrudd om våren,
stimlende til prestegården,
råber, de vil presten se.
Hør kun; atter råb på presten!
Skynd Dem; thi jeg frygter næsten
de skal inhumant sig te!
B r a n d . Aldrig jeg mit åsyn dølge
vil i eders flok og følge;
her jeg bliver.
F o g d e n . Er De gal?
B r a n d . Eders vej er mig for smal.
F o g d e n . Den blir smalere, jo længer
menigheden frem sig trænger.
Se, der stormer de min sandten!
Provst og prester, embedsmænd,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
357
f o r o r d
H e n r i k
4537
4538
4539
4540
4541
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
trænges ud på grøftekanten —
kom dog, kom dog, kære ven;
brug indflydelses-krabasken!
Ha, for sent; de bryder hegnet;
processionen går i vasken!
(Mængden strømmer ind og bryder sig i vild uorden
vej gennem festtoget fremover til kirken.)
4542
Akt 1
Akt 2
E n k e lt e s t e m m e r .
Prest!
A n d r e (peger op mod kirketrappen, hvor B r a n d
står, og råber).
Se der!
A t t e r a n d r e . Giv åbningstegnet!
P r o v s t e n (klemt i trængslen).
Akt 3
Akt 4
Akt 5
358
f o r o r d
H e n r i k
4543
4544
4545
4546
4547
4548
4549
4550
4551
4552
4553
4554
4555
4556
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Foged, hold dem inden grændser!
F o g d e n . Ej min myndighed de ændser!
S k o l e m e s t e r e n (til Brand).
Tal, og kast en lysning ind
i de urofyldte sind!
Er det stygt, hvad heller stort,
det, som her skal vorde gjort?
B r a n d . O, så går der dog en strømning
over folkets lummerstille!
Mænd, I står på vejens skille!
Helt I må det nye ville —
alle rådne værkers rømning —
før den store tempelhal
rejses, som den bør og skal!
E m b e d s m æ n d . Presten raser!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
359
f o r o r d
H e n r i k
4557
4558
4559
4560
4561
4562
4563
4564
4565
4566
4567
4568
4569
4570
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
P r e s t e r . Han er gal!
B r a n d . Ja, jeg var det, da jeg mente,
I på sæt og vis dog tjente
ham, som ånd og sandhed vil!
Og jeg var det, da jeg tænkte,
at jeg ham til eder lænkte
gennem prutnings leflespil.
Liden var den gamle kirke,
og jeg slutted fejgt som så:
dobbelt op — det må forslå;
femfold op — jo, det må virke!
O, jeg så ej, at det galdt
enten intet eller alt.
På akkordens vej jeg slingred —
men idag har Herren talt.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
360
f o r o r d
H e n r i k
4571
4572
4573
4574
4575
4576
4577
4578
4579
4580
4581
4582
4583
4584
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Domsbasunen over huset
har i denne time skingret —
og jeg lytted angst-omsuset —
knust, som David stod for Nathan —
slagen, vejret bort af skræk —
nu er alle tvivlsmål væk.
Folk! Akkordens ånd er Satan!
M æ n g d e n (under stigende gæring).
Bort med dem, som har os blindet!
Ned med dem, som stjal vor marg!
B r a n d . Bag jer selv boer fienden arg,
som har listet på jer bindet.
Høkret har I med jer kræfter,
kløvet eder selv itu;
derfor kommer spredthed efter
Akt 3
Akt 4
Akt 5
361
f o r o r d
H e n r i k
4585
4586
4587
4588
4589
4590
4591
4592
4593
4594
4595
4596
4597
4598
4599
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
med sin hele hulheds-gru.
Hvad vil I ved kirken nu?
Stasen, stasen eder lokker —
sang af orgel og af klokker —
lysten til at gennemrisles
af en højheds-tales ild,
der den læspes, der den hvisles,
der den flommer, tordner, hegler,
efter alle kunstens regler!
P r o v s t e n (sagte). Fogdens snak han sigter til!
F o g d e n (ligeså). Det er provstens væv, han snerter!
B r a n d . Helligstundens tændte kerter,
ydersiden kun I vil.
Og så hjem igen i sløvhed,
hjem til slæb og slid i døvhed,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
362
f o r o r d
H e n r i k
4600
4601
4602
4603
4604
4605
4606
4607
4608
4609
4610
4611
4612
4613
4614
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
sjælen klædt i hverdags-brogen,
som jer krop — og livsensbogen
gemt og glemt på kistebunden
indtil næste helg er runden!
O, det var ej så jeg drømte,
da jeg offerkalken tømte!
Stort jeg vilde kirken bygge,
så dens hvælving kunde skygge,
ej blot over tro og lære,
men udover alt i livet,
som af Gud er livsret givet —
over døgnets hverdagsdyst,
kveldens hvile, nattens kummer,
ungdomsblodets friske lyst,
alt, hvad ringt og rigt et bryst
Akt 3
Akt 4
Akt 5
363
f o r o r d
H e n r i k
4615
4616
4617
4618
4619
4620
4621
4622
4623
4624
4625
4626
4627
4628
4629
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
lovligt som sit eget rummer.
Elven, som dernede skummer,
fossen, som i kløften brummer,
tonerne fra stormens lunger,
røsterne, hvor havet runger,
skulde smelte, sjælefangen,
sammen fuldt med orgelsangen
og med kvad fra folketunger.
Væk med værket her er gjort!
Kun i løgnen er det stort;
alt i ånden faldefærdigt,
eders usle vilje værdigt.
I vil alle spirers kvæling
gennem arbejdets fordeling;
under ugens dage seks
Akt 3
Akt 4
Akt 5
364
f o r o r d
H e n r i k
4630
4631
4632
4633
4634
4635
4636
4637
4638
4639
4640
4641
4642
4643
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
haler I Guds flag tildæks,
og det er kun på den syvende,
at det ses mod himlen flyvende!
S temmer fra mængden.
Før os! Der er storm i vejret!
Før os, du, så har vi sejret!
P r o v s t e n . Hør ham ej, han har ej tro,
som det sømmer sig en kristen!
B r a n d . Nej, der nævnte du just bristen —
bristen for os begge to,
bristen for det spredte hele!
Troen ejes kun af sjæle;
peg på én, som er en sjæl!
Peg på én, som ej har kastet
bort sin egen bedste del,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
365
f o r o r d
H e n r i k
4644
4645
4646
4647
4648
4649
4650
4651
4652
4653
4654
4655
4656
4657
4658
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
der han famled, der han hasted!
Gennem lystens spræl og sparken,
under gøgler-pibers lyd,
sløves I for livets fryd;
først, som udbrændt, sjæle-knarken
træder dansen foran arken!
Er af krøbling og af tåbe
bægret tømt til sidste dråbe —
hej, da er det tid at håbe,
tid i bøn og bod at råbe.
Først I præget af jer slider,
lever jer til tobens-dyr —
så til nådens port I tyr,
søger Gud — som invalider!
Derfor må hans rige ramle.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
366
f o r o r d
H e n r i k
4659
4660
4661
4662
4663
4664
4665
4666
4667
4668
4669
4670
4671
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Hvad skal han med sjæle gamle
rundtom sine fødders skamle?
Har han ikke sagt det højt —
kun med blodets friske sprøjt
gennem alle sindets årer
han dig til sin arving kårer!
Kun som barn du riget vinder?
did får ingen ind sig lirke.
Kom da, både mænd og kvinder —
mød med friske barnekinder
frem i livets store kirke!
F o g d e n . Luk da op!
M æ n g d e n (skriger som i angst).
Nej! Ikke denne!
B r a n d . Kirken har ej mål og ende.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
367
f o r o r d
H e n r i k
4672
4673
4674
4675
4676
B r a n d
4685
Der skal dagens yrke være
4686
et med flugt på stjernebanen,
4679
4680
4681
4682
4683
o r d l i s t e
Gulvet er den grønne jord,
vidde, vang, og hav og fjord;
himlen kun kan hvælvet spænde
over, så den vorder stor.
Der skal al din gerning gøres,
4684
4678
Akt 2
•
så det tør i koret høres;
du med ugens værk kan møde,
øver dog ej helligbrøde.
Den skal dække alt, som barken
dækker træets alt i stammen;
liv og tro skal smelte sammen.
Den skal døgnets gerning bære
enheds-helt med lov og lære.
4677
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
368
f o r o r d
H e n r i k
4687
4688
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
barnets leg om julegranen,
kongedansen foran arken!
(Der går som en storm gennem mængden; nogle viger;
de fleste stimler tæt sammen om Brand.)
4689
4695
et er: liv — og Gud at dyrke!
P r o v s t e n . Ve, han hjorden fra os lokker!
Foged, skriver, lensmand, klokker!
F o g d e n (dæmpet). Skrig dog ikke så for pokker!
Hvem vil stanges med en stud?
Lad ham først få raset ud.
4696
B r a n d (til mængden).
Bort herfra! Her er ej Gud —
4690
4691
4692
4693
4694
Akt 1
Akt 2
Tusend stemmer.
Lys er tændt, hvor før var mørke —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
369
f o r o r d
H e n r i k
4697
4698
4699
4700
4701
4702
4703
4704
4705
4706
4707
4708
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
kan ej være mellem slige;
frihedsfagert er hans rige.
(vrider kirkedøren ilås og tager nøglerne i hånden.)
Her er jeg ej længer prest.
Gaven kalder jeg tilbage —
af min hånd skal ingen tage
nøglerne til eders fest!
(kaster dem ud i elven.)
Vil du ind, du træl af muldet —
kryb igennem kælderhullet;
myg din ryg er; kryb og buk;
lad i mørkets kvalm dit suk
stryge gifttungt langs med jorden,
lig et magtløst tærings-gisp!
F o g d e n (sagte og lettet).
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
370
f o r o r d
H e n r i k
4709
4710
4711
4712
4713
4714
4715
4716
4717
4718
4719
4720
4721
4722
4723
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Ha, der røg hans ridderorden!
P r o v s t e n (ligeledes). Så; nu blir han aldrig bisp!
B r a n d . Kom, du unge — kom du friske;
lad et livspust af dig viske
støvet fra den skumle krog.
Følg mig på mit sejerstog!
Engang må du vågne dog;
engang må du, adelsvorden,
bryde freden med akkorden —
ud af usseldommens nød;
ud af hele halvheds-røret —
slå din fiende på øret;
byd ham krig på liv og død!
F o g d e n . Holdt! Jeg læser oprørsakten!
B r a n d . Læs! Med jer jeg bryder pagten.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
371
f o r o r d
H e n r i k
4724
4725
4726
4727
4728
4729
4730
4731
4732
4733
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
M æ n g d e n . Vis os vejen! Vi skal følge!
B r a n d . Over viddens frosne bølge!
Gennem landet vil vi fare,
løse hver en sjælesnare,
folket sidder fanget i —
luttre, løfte, gøre fri —
knuse alle sløvheds-rester,
være mænd og være prester,
præge nyt det slidte stempel,
hvælve riget til et tempel!
(Mængden, hvoriblandt k l o k k e r e n og
s k o l e m e s t e r e n , stimler sammen om ham.
B r a n d hæves i vejret på mændenes skuldre.)
4734
Akt 1
Akt 2
M a n g e s t e m m e r . Stor er tiden! Store syner
Akt 3
Akt 4
Akt 5
372
f o r o r d
H e n r i k
4735
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
gennem lyse dagen lyner!
(Menneskemassen strømmer opigennem
dalen; få blir tilbage.)
4736
4737
4738
4739
4740
4741
4742
4743
4744
Akt 1
Akt 2
P r o v s t e n (til de bortdragende).
O, forblindede, hvad vil I?
Ser I ej, at Satans spil i
al hans tale ligger skjult!
F o g d e n . Hej! Vend om; I hører til i
bygdens farvand, stilt og smult;
Godtfolk, stands — I går tilgrunde! —
Hm, de svarer ej, de hunde!
P r o v s t e n . Tænk på eders hus og hjem!
R ø ster fra mængden.
Større hus skal vokse frem!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
373
f o r o r d
H e n r i k
4745
4746
4747
4748
4749
4750
4751
4752
4753
4754
4755
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
F o g d e n . Tænk på eders eng og aker;
tænk på eders får og kør!
R ø s t e r . Himlens dugg gav manna-kager,
da de kårne hungred før!
P r o v s t e n . Eders kvinder bag jer skriger!
R ø s t e r n e (langt borte).
Ej vi kender dem, som sviger!
P r o v s t e n . Barnet klager: faer forlod os!
H e l e s ka r e n . Enten med os eller mod os!
P r o v s t e n (ser en stund med foldede hænder
efter dem og siger fortabt).
Uden hjord, med savnets byrde,
står den gamle sognehyrde
plyndret ud til bare skjorten!
F o g d e n (truer efter Brand).
Akt 3
Akt 4
Akt 5
374
f o r o r d
H e n r i k
4756
4757
4758
4759
4760
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Hans blir skammen; hans blir torten!
Snart, herr provst, er sejren vor!
P r o v s t e n (grædefærdigt).
Sejren? De er fra os dragne — !
F o g d e n . Ja, men vi er ikke slagne,
hvis jeg kender mine får!
(følger efter.)
4761
4762
4763
4764
4765
4766
4767
Akt 1
Akt 2
P r o v s t e n . Hvor monstro dog fogden går?
Efter dem, så sandt jeg lever!
Ha, sig atter modet hæver.
Jeg vil også med deroppe —
slå i flok og gøre fanger!
Lægg mig sadlen på min ganger —
skaf en sikker fjeldvant hoppe!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
375
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
(de går.)
(Ved den øverste sæter i bygden. Landskabet højner
sig i baggrunden og går over i store og øde fjeldvidder.
Det er regnvejr.)
(B r a n d , fulgt af mængden — m æ n d , kv i n d e r
og b ø r n — kommer opover bakkerne.)
4768
4769
4770
4771
4772
4773
4774
Akt 1
Akt 2
B r a n d . Se fremad; did går sejrens flugt!
I dybet ligger bygden lukt,
og vejret har fra fjeld til fjeld
spændt over den sit tåge-tjeld.
Glem døsen i den skumle grænd;
flyv frit, flyv højt, I Herrens mænd!
E n m a n d . Vent, vent; min gamle faer er træt.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
376
f o r o r d
H e n r i k
4775
4776
4777
4778
4779
4780
4781
4782
4783
4784
4785
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
E n a n d e n . Jeg fra igår har intet ædt —
F l e r e . Ja, stil vor sult og sluk vor tørst!
B r a n d . Frem, fremad over fjeldet først!
S k o l e m e s t e r e n . Hvad vej?
B r a n d . Hver vej er lige god,
når kun den målet bær imod.
Følg efter her —
E n m a n d . Nej, der er brat;
vi vinder ikke frem før nat!
K l o k k e r e n . Iskirken ligger og derborte.
B r a n d . Den bratte vejen er den korte.
E n kv i n d e . Mit barn er sygt!
E n a n d e n . Min fod er sår.
E n t r e d j e . Hvor finder jeg en læsknings-tår?
Skolemesteren.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
377
f o r o r d
H e n r i k
4786
4787
4788
4789
4790
4791
4792
4793
4794
4795
4796
4797
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Mæt mængden, prest — se modet vakler.
Mange stemmer.
Prest, gør mirakler! Gør mirakler.
B r a n d . O, stygt jer trældom har jer mærket;
I lønnen vil forinden værket.
Op, ryst jer dødnings-sløvhed af —
hvis ej, så gå igen i grav!
Skolemesteren.
Ja, han har ret; først frem til striden;
vi véd jo, vi får lønnen siden!
B r a n d . Det får I, folk, så sandt en Gud
ser klarsynt over verden ud!
M a n g e r ø s t e r . Han er profet! Han er profet!
Flere i f l o kken.
Hør sig os, prest — blir striden hed?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
378
f o r o r d
H e n r i k
4798
4799
4800
4801
4802
4803
4804
4805
4806
4807
4808
4809
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
A n d r e . Og blir den lang? Og blir den blodig?
E n m a n d . Prest, kræves det at være modig?
S k o l e m e s t e r e n (dæmpet).
Jeg kan vel være tryg for livet?
E n a n d e n m a n d . Hvad blir min del af sejrens løn?
E n kv i n d e . Jeg mister da vel ej min søn?
K l o k k e r e n . Er sejren os før tirsdag givet?
B r a n d (ser sig forvildet om i flokken).
Hvad spørges om? Hvad vil I vide?
K l o k k e r e n . Først om hvorlænge vi skal stride —
derefter nævn vort stridsforlis,
og endelig — vor sejers pris!
B r a n d . Det spørges om?
S k o l e m e s t e r e n . Ja vel; dernede
vi fik ej ret på tingen rede.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
379
f o r o r d
H e n r i k
4810
4811
4812
4813
4814
4815
4816
4817
4818
4819
4820
4821
4822
4823
4824
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d (oprørt). Så skal I få det nu!
M æ n g d e n (stimler tættere sammen). Tal! Tal!
B r a n d . Hvorlænge striden vare skal?
Den vare skal til livets ende,
til I har alle offre bragt,
og løst jer fra akkordens pagt —
til I har viljen hel ihænde,
til alle fejge tvivlsmål faldt
for budet: intet eller alt!
Og stridsforliset? Alle guder,
hver halvheds-ånd på højtids-hylden,
hver jordtræls-kæde, blank og gylden,
al eders slapheds sovepuder!
Og sejersprisen? Viljens renhed,
i troen flugt, i sjælen enhed —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
380
f o r o r d
H e n r i k
4825
4826
4827
4828
4829
4830
4831
4832
4833
4834
4835
4836
4837
4838
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
hin offerlydighed, som gav
med jubel indtil død og grav —
en tornekrans om hvermands tinding —
se, det skal vorde eders vinding!
M æ n g d e n (under rasende skrig).
Forrådt, forrådt! Bedraget! Sveget!
B r a n d . Jeg har ifra mit ord ej veget.
E n k e lt e . Du sejr har lovet os ihænde —
nu vil du den til offer vende!
B r a n d . Jeg sejr har lovet — og jeg svær,
den vindes skal igennem jer.
Men hver, som går i første række,
må falde for sin fagre sag;
tør ej han det, så lad ham strække
sit våben inden kampens dag.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
381
f o r o r d
H e n r i k
4839
4840
4841
4842
4843
4844
4845
4846
4847
4848
4849
4850
4851
4852
4853
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
I fiendevold er dømt det flag,
som værges af en vilje svag;
hvis du af offerskrækken lammes —
dødsmærket er du, før du rammes!
M æ n g d e n . Vort eget fald han kræver frækt
til fromme for en ufødt slægt!
B r a n d . Igennem offrets ørkenvidder
går vejen til vort Kanaan.
Til sejr i fald! Hver slægtens mand
jeg byder op som Herrens ridder!
K l o k k e r e n . Jo, her vi dejligt i det sidder!
I bygden er vi sat i ban —
S k o l e m e s t e r e n . Didned vi aldrig vende kan.
K l o k k e r e n . Og fremad, fremad ingen gider!
N o g l e . Slå ham ihjel!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
382
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
S k o l e m e s t e r e n . Nej, det blev værre!
4854
4855
4856
4857
4858
4859
4860
4861
4862
4863
4864
Akt 1
Akt 2
vi trænger jo en overherre!
Kv i n d e r (peger forskrækket nedover vejen).
Hu, provsten!
S k o l e m e s t e r e n . Lad jer blot ej skræmme!
P r o v s t e n (kommer, fulgt af nogle af de tilbageblevne).
O, mine børn! O, mine får!
Lyt til den gamle hyrdes stemme!
S k o l e m e s t e r e n (til mængden).
Ej mer vi har i bygden hjemme;
bedst at vi over vidden går!
P r o v s t e n . O, at I kan så tungt mig græmme,
og slå mit bryst så dybe sår!
B r a n d . Du såred sjæle år for år!
P r o v s t e n . Hør ikke på ham! Han jer mader
Akt 3
Akt 4
Akt 5
383
f o r o r d
H e n r i k
4865
4866
4867
4868
4869
4870
4871
4872
4873
4874
4875
4876
4877
4878
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
med hule løfter.
F l e r e . Det er sandt!
P r o v s t e n . Men vi er milde; vi forlader,
hvor vi oprigtig anger fandt.
O, gå dog i jer selv tilsidst,
og se den sorte helvedslist,
hvormed han folket om sig flokked!
M a n g e . Ja, det er sikkert; han os lokked!
P r o v s t e n . Og tænk jer om; hvad mægter I,
en ringe flok i vråen bårne?
Er I til noget storværk kårne?
Kan I de bundne gøre fri?
I har jer lille hverdagsdont;
hvad der går over den, er ondt.
Kan eders arm på valen nytte?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
384
f o r o r d
H e n r i k
4879
4880
4881
4882
4883
4884
4885
4886
4887
4888
4889
4890
4891
4892
4893
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
I værge skal jer lave hytte.
Hvad vil I mellem falk og ørn?
Hvad vil I mellem ulv og bjørn?
I blir kun overmagtens bytte —
o, mine får — o, mine børn!
M æ n g d e n . Ja, ve os — det er sandheds ord!
K l o k k e r e n . Og dog, da vi fra bygden foer,
vi lukked bag os hyttens dør —
der er ej hjemmet nu, som før.
S k o l e m e s t e r e n . Nej, han har lyst for folkets øjne,
har pegt på brist og sot og løgne;
ej længer menigheden sover;
det liv, som fordum var os nok,
blev uliv for den vågne flok.
P r o v s t e n . Ak, tro I mig, det går snart over.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
385
f o r o r d
H e n r i k
4894
4895
4896
4897
4898
4899
4900
4901
4902
4903
4904
4905
4906
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Alt kommer i de gamle folder,
når blot en stund I stilt jer holder.
Jeg borger for at menigheden
skal snart fornemme fortidsfreden.
B r a n d . Vælg, mænd og kvinder!
N o g l e . Vi vil hjem!
A n d r e . For sent, for sent; langs vidden frem!
F o g d e n (kommer ilsomt).
O, lykketræf at jeg jer finder!
Kv i n d e r n e . Å, kære, vakkre, vær ej vred!
F o g d e n . Ej nu, ej nu; kom bare med;
En bedre tid for bygden rinder —
hvis I fornuftigt laer jer sige,
er alle mand før kvelden rige!
F l e r e . Hvorledes det?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
386
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
F o g d e n . En fiskestim
4907
4908
4909
4910
4911
4912
4913
4914
4915
4916
4917
Akt 1
Akt 2
på millioner står i fjorden!
M æ n g d e n . Hvad siger han!
F o g d e n . Gør alt iorden!
Sky viddens uvejr, sludd og rim.
Før styred stimen aldrig hid —
nu, venner, for vor del af Norden
der rinder op en bedre tid!
B r a n d . Vælg mellem Herrens råb og hans!
F o g d e n . Følg eders egen sunde sans!
P r o v s t e n . O, her er et mirakel hændt;
et fingerpeg fra himlen sendt!
Ak, jeg har drømt det jævnt og tidt,
4918
men tænkte det var mareridt —
4919
nu ser vi klart hvorhen det sigter —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
387
f o r o r d
H e n r i k
4920
4921
4922
4923
4924
B r a n d
at spilde eders kraft i strid,
4932
men skynd jer, havets skat at lette;
4933
det er et praktisk gøremål,
4927
4928
4929
4930
o r d l i s t e
B r a n d . Jer selv I taber, hvis I svigter!
M a n g e . En fiskestim!
F o g d e n . På millioner!
P r o v s t e n . Brød, guld til eders børn og koner!
F o g d e n . Nu ser I vel, det ej er tid
4931
4926
Akt 2
•
især imod en overmagt,
som gør herr provsten selv forsagt.
Nu har I andre mål for øje,
end tomt at hige mod det høje,
Vorherre hytter nok sig selv;
befæstet er jo himlens hvælv.
Bland ej jer op i andres trætte,
4925
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
388
f o r o r d
H e n r i k
4934
4935
4936
4937
4938
4939
4940
4941
4942
4943
4944
4945
4946
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
som øves uden blod og stål;
det bringer eder velstands-stoffer,
og kræver ej personligt offer!
B r a n d . Just offret står med lueskrift,
som Herrens krav, bag skyens rift!
P r o v s t e n . Ak, føler I til offer drift,
så kom kun trygt til mig en skøn dag —
som for exempel næste søndag —
jeg skal min sandten —
F o g d e n (afbrydende). Ja, ja, ja!
K l o k k e r e n (sagte til provsten).
Beholder jeg min post som klokker?
S k o l e m e s t e r e n (ligeså). Blir skolen tagen mig ifra?
P r o v s t e n (dæmpet). Ifald I mængdens stivsind rokker,
så vil man vistnok være mild —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
389
f o r o r d
H e n r i k
4947
4948
4949
4950
4951
B r a n d
o r d l i s t e
F o g d e n . Afsted, afsted; ej tiden spild!
K l o k k e r e n . Tilbåds, tilbåds, hver, som er klog!
N o g l e . Men presten — ?
K l o k k e r e n . Presten? Slip den gale!
S k o l e m e s t e r e n . I ser jo her Vorherres tale,
som i en åben prentet bog.
4957
4958
P r o v s t e n . Hans gamle moer forgæves vented!
4953
4954
4955
4956
Akt 2
•
F o g d e n . Svig presten; det er ret og pligt;
han dåred jer med tant og digt —
F l e r e . Han løj for os!
P r o v s t e n . Hans tro er vrang;
og tænk, han har ej laud engang!
N o g l e . Hvad har han?
F o g d e n . Dårlig karakter!
K l o k k e r e n . Ja, det er sandt; det klart vi ser!
4952
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
390
f o r o r d
H e n r i k
4959
4960
4961
4962
4963
4964
4965
4966
4967
4968
4969
4970
4971
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
han nægted hende sakramentet!
F o g d e n . Han fast tog livet af sit barn!
K l o k k e r e n . Af konen med!
Kv i n d e r . Tvi, tvi, det skarn!
P r o v s t e n . Slet søn, slet faer, slet ægtemand! —
mon værre kristen gives kan!
M a n g e s t e m m e r . Vor gamle kirke rev han ned!
A n d r e . I baglås han den nye vred!
A t t e r a n d r e . Han slang os på en havsnøds-planke!
F o g d e n . Han stjal min dårekiste-tanke!
B r a n d . Jeg mærket ser på hvermands pande.
Jeg ser, hvor denne slægt vil lande.
H e l e f l o k k e n (brølende).
Hej, hør ham ej! Af bygden driv
den helvedbrand med sten og kniv!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
391
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
(B r a n d drives med stenkast indover i ødemarkerne.
Forfølgerne vender efterhånden tilbage.)
4972
4973
4974
4975
4976
4977
4978
4979
4980
4981
4982
4983
Akt 1
Akt 2
P r o v s t e n . O, mine børn! O, mine får!
Nu vender I til hjemmets arne;
lad anger eders øjne klarne,
og I skal se at godt det går.
Vi véd, Vorherre er så god;
han kræver ej uskyldigt blod —
og vor regering er tillige
så mild, som knapt i noget rige;
og øvrigheden, amtmand, foged,
vil ikke gøre jer det broget,
og selv jeg er så kærlig, som
vor tids humane kristendom —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
392
f o r o r d
H e n r i k
4984
4985
4986
4987
4988
4989
4990
4991
4992
4993
4994
4995
4996
4997
4998
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
jer overmænd vil allesammen
med eder bo i fred og gammen.
F o g d e n . Men hvis her findes nogen brist,
så må den heles, det er visst.
Når først vi kommer lidt til ro,
så vælger vi en kommission,
som prøve skal i hvilket mon
der bødes kan på lys og tro.
Den bør bestå af nogle prester,
som jeg og provsten kalder til —
desuden, dersom så I vil,
af klokker og af skolemester
samt andre mænd af folkets kreds,
så I kan slå jer trygt tilfreds.
P r o v s t e n . Ja, vi skal lette al jer byrde,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
393
f o r o r d
H e n r i k
4999
5000
5001
5002
5003
5004
5005
5006
5007
5008
5009
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
som I den gamle sjælehyrde
idag har lettet for hans angst.
Den tanke gøre hvermand stærk,
at her er hændt et underværk.
Farvel; god lykke til jer fangst!
K l o k k e r e n . Ak, det er folk med kristen mildhed!
S k o l e m e s t e r e n . De går sin gang i bramfri stilhed.
Kv i n d e r . De er så snilde og så pene!
A n d r e . Så rigtig folkelig gemene!
K l o k k e r e n . De kræver ikke ulivssår.
S k o l e m e s t e r e n . De folk véd mer end Fadervor!
(Flokken drager nedover.)
5010
Akt 1
Akt 2
P r o v s t e n (til fogden).
Ak, dette vil forbedre tonen.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
394
f o r o r d
H e n r i k
5011
5012
5013
5014
5015
5016
5017
5018
5019
5020
5021
5022
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Nu er i alt et omslag nær;
thi, Gud ske lov, der noget er,
som bærer navn af reaktionen.
F o g d e n . Mit værk det var, at alt spektakel
blev kvalt i selve fødselstimen.
P r o v s t e n . Ak, mest vi skylder hint mirakel —
F o g d e n . Hvad for mirakel?
P r o v s t e n . Fiskestimen.
F o g d e n (blæser).
Det var en løgn naturligvis!
P r o v s t e n . Ja så? En løgn?
F o g d e n . Jeg gav til pris,
hvad vrøvl mig først i munden faldt —
kan sligt vel lastes, hvor det galdt
så vigtig sag?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
395
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
P r o v s t e n . Nej, Gud bevares;
5023
5024
5025
5026
5027
5028
5029
5030
5031
5032
5033
Akt 1
Akt 2
i nødsfald kan det godt forsvares.
F o g d e n . Og desforuden, om et døgn,
når folket atter får sig sundet,
hvad gør det da, om sejr blev vundet
i kraft af sandhed eller løgn?
P r o v s t e n . Ven, jeg er ingen rigorist.
(ser indover i ødemarken.)
Men er det ikke Brand, som hist
sig slæber frem?
F o g d e n . Jo, ganske visst!
En enlig kriger på sit tog!
P r o v s t e n . Nej; vent; én til jeg øjner dog —
langt bag ham!
F o g d e n . Hvad — det er jo Gerd!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
396
f o r o r d
H e n r i k
5034
5035
5036
5037
5038
5039
5040
5041
5042
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Det følgeskab er karlen værd.
P r o v s t e n (lystig). Når stillet er hans offerdrift,
ham sættes bør slig mindeskrift:
her hviler Brand; hans sejr blev skral;
én sjæl han vandt — og hun var gal!
F o g d e n (med fingeren på næsen).
Men når jeg ret mig tænker om,
det dog mig forekommer, som
lidt inhuman var folkets dom.
P r o v s t e n (trækker på skuldrene).
Vox populi vox dei. Kom!
(de går.)
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
397
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
(Inde på de store vidder. Uvejret vokser og jager skyerne
tungt over snesletten; sorte tinder og toppe træder hist
og her frem og sløres atter af tågen.)
(B r a n d , kommer blodig og forslået indover fjeldet.)
5043
5044
5045
5046
5047
5048
5049
5050
5051
Akt 1
Akt 2
B r a n d (standser og ser tilbage).
Tusend fulgte mig af bygden;
ikke én vandt op til højden.
Gennem alle hjerter taler
trangen til en større tid;
over alle sjæle daler
ledingsbud til løftet strid.
O, men offret, offret skræmmer;
viljen vek og ræd sig gemmer —
én jo for dem alle døde —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
398
f o r o r d
H e n r i k
5052
5053
5054
5055
5056
5057
5058
5059
5060
5061
5062
5063
5064
5065
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
fejghed er ej længer brøde!
(synker ned på en sten og ser sig sky omkring.)
Jævnt og tidt jeg måtte grue;
skrækken risled i mit hår,
når jeg gik, som barnet går,
under hyl og hundetuden,
i den mørke genfærdsstue.
Men jeg tvang min hjertebanken,
og jeg trøsted mig med tanken:
ude skinner lysets væld,
mørket er ej nat, ej kveld —
her er skodder kun for ruden.
Og jeg tænkte, dagens skin,
sommerlivets klare lue,
skal igennem dørens bue
Akt 3
Akt 4
Akt 5
399
f o r o r d
H e n r i k
5066
5067
5068
5069
5070
5071
5072
5073
Snefrid:
Kong Harald Hårfagre
sin kone som, ved hennes
død, kongen ikke kunne
få seg til å begrave siden
han håpet hun fortsatt
var i live, så hun lå og
langsomt forråtnet.
5074
5075
5076
5077
5078
5079
5080
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
vælde fuldt og fagert ind
i den mørke genfærdsstue.
O, hvor bittert jeg bedrog mig.
Begsort nat imøde slog mig —
og derude sad forstemte
spredte mænd langs fjord og vik,
holdt på minder, åndsforglemte,
gemte dem, som kongen gemte
årvis på sin Snefrids lig,
løste dødninglinets flig,
lytted over hjertekulen,
næred sig med livshåbs-smulen,
mente, nu sprang blodets røde
roser ud ifra den døde.
Ikke én, som han, sig hæved,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
400
f o r o r d
H e n r i k
5081
5082
5083
5084
5085
5086
5087
5088
5089
5090
5091
5092
5093
5094
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
gav til graven hvad den kræved.
Ikke én iblandt dem véd:
liget drømmes ej tillive,
liget må i muldet ned,
ligets hverv kun er at give
næring til en nylagt sæd. —
Nat, kun nat — og nat igen
over kvinder, børn og mænd!
Kunde jeg med lyn i hånden
frelse dem fra strådøds-vånden!
(springer op.)
Sorte syner ser jeg jage
lig et helridt gennem natten.
Tiden står i uvejrskofte,
maner med en livsdåds krav,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
401
f o r o r d
H e n r i k
5095
5096
5097
5098
5099
5100
5101
5102
5103
5104
5105
5106
5107
5108
5109
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
kræver svunget stål for stav,
kræver skeden tom ved hofte —
frænder ser i strid jeg drage —
brødre ser jeg sidde spage,
krøbne under gemselshatten.
Og jeg øjner mer endnu —
usseldommens hele gru —
klynk fra kvinden, skrig fra manden,
øret stængt for bøn og bud —
ser dem riste sig på panden
navn af fattigfolk ved stranden,
folk med skillingspræg fra Gud.
Blege lytter de til braget,
tror at selvgjort afmagt skærmer. —
Regnbue over maj-vangen,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
402
f o r o r d
H e n r i k
5110
5111
5112
5113
5114
5115
5116
5117
5118
5119
5120
5121
5122
5123
5124
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
flag, hvor er du nu at se?
Hvor er nu de farver tre —
de, der slog og fnøs fra stangen,
under storm af folkesangen,
til en konge og en sværmer
splitt og tunge skar i flaget?
Tungen brugte du til pral;
tør ej dragen vise tænder,
trænges ingen splittflags-ender —
folkeskriget kunde tiet,
kongesaksen kunde biet;
flag med fredens fire hjørner
strækker til som nødsignal,
når en grundstødt skude tørner!
Værre tider; værre syner
Akt 3
Akt 4
Akt 5
403
f o r o r d
H e n r i k
5125
5126
5127
5128
5129
B r a n d
5138
frigør malmens bundne fange,
5139
går med puklet sjæl og ryg,
5132
5133
5134
5135
5136
o r d l i s t e
gennem fremtidsnatten lyner!
Brittens kvalme stenkulsky
sænker sort sig over landet,
smudser alt det friske grønne,
kvæler alle spirer skønne,
5137
5131
Akt 2
•
stryger lavt, med giftstof blandet,
stjæler sol og dag fra egnen,
drysser ned, som askeregnen
over oldtids dømte by. —
Da er slægten vorden styg —
gennem grubens krumme gange
lyder nyn af drypvands-sange;
puslingflokken, travl og tryg,
5130
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
404
f o r o r d
H e n r i k
5140
5141
5142
5143
5144
B r a n d
5153
truer lærens sol på jorden;
5154
nødskrig lyder op mod Norden,
5147
5148
5149
5150
5151
o r d l i s t e
glor med dvergens gridske øjne
efter guldets blanke løgne.
Sjæl ej skriger, mund ej smiler,
brødres fald ej hjerter kløver,
eget fald ej vækker løver —
5152
5146
Akt 2
•
flokken hamrer, mynter, filer;
rømt er lysets sidste tolk;
slægten vorden er et folk,
som har glemt, at viljens pligter
ender ej, hvor evnen svigter!
Værre tider; værre syner
gennem fremtidsnatten lyner!
Kløgtens ulv med gluf og glam
5145
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
405
f o r o r d
H e n r i k
5155
5156
5157
5158
5159
5160
B r a n d
5168
ej for os blev Romer-landsen
5169
i den dødes side stukket,
5163
5164
5165
5166
o r d l i s t e
byder leding ud langs fjorden;
dvergen hvæser tvær og klam —
sligt er ikke sag for ham.
Lad de stærke samfund gløde;
lad de andre give møde;
vi har ikke råd at bløde —
5167
5162
Akt 2
•
vi er små, vi savner evne
til et sandheds styrkestævne,
kan ej offre folkehelsen
for vor brøk af verdensfrelsen.
Ej for os blev kalken drukket,
ej for os hugg tornekransen
i hans tinding sine tænder,
5161
Akt 1
I b s e n
Akt 3
Akt 4
Akt 5
406
f o r o r d
H e n r i k
5170
5171
5172
5173
5174
5175
Ahasveri:
Jeg har ikke klart å
finne ut hva dette
betyr, tips mottas.
5176
5177
5178
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
ej for vor skyld naglen brænder,
boret gennem fod og hænder.
Vi er små, er sidst i laget,
byder ledingsbudet trods!
Ej for os blev korset taget!
Spanrem-slaget, spanrem-slaget,
Ahasveri rap, som ruller
purpur om den dømtes skulder,
er passionens brøk for os!
(kaster sig ned i sneen og dækker ansigtet til;
om lidt ser han op.)
5180
Har jeg drømt? Er nu jeg vågen?
Alt er gråt og dulgt i tågen.
5181
Var det syge syner kun,
5179
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
407
f o r o r d
H e n r i k
5182
5183
5184
5185
5186
5187
5188
5189
5190
5191
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
hvad jeg så til denne stund?
Er det billed glemt og tabt,
hvori mandens sjæl blev skabt?
Er vort ophavs ånd besejret — ?
(lyttende.)
Ha, det går som sang i vejret!
D e u s y n l i g e s k o r (suser i stormen).
Aldrig, aldrig blir du lig ham —
thi i kødet er du skabt;
gør hans gerning eller svig ham,
ligefuldt er du fortabt!
B r a n d (gentager ordene og siger sagte).
Ve mig, ve mig; snart jeg tror det!
5192
Stod han ej i kirkekoret,
5193
slog med hånden vredt mod ordet?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
408
f o r o r d
H e n r i k
5194
5195
5196
5197
5198
5199
5200
5201
5202
5203
5204
5205
5206
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Tog han ikke alt mit eje,
stængte alle lysets veje,
lod mig kæmpe til det sidste,
lod mig nederlaget friste!
K o r e t (lyder stærkere over ham).
Orm, du aldrig vorder lig ham —
dødens bæger har du tømt;
følg ham efter eller svig ham,
ligefuldt din dåd er dømt!
B r a n d (stille). Agnes, Alf, de lyse dage,
liv i fred og liv i hvile,
bytted jeg mod kamp og klage,
rev mit bryst med offerpile —
fældte dog ej folkets drage.
K o r e t (mildt og lokkende).
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
409
f o r o r d
H e n r i k
5207
5208
5209
5210
5211
5212
5213
5214
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Aldrig, drømmer, blir du lig ham,
arv og odel har du tabt;
alt dit offer gør ej rig ham —
for dit jordliv er du skabt!
B r a n d (brister i sagte gråd).
Alf og Agnes, kom tilbage;
ensom sidder jeg på tinden,
gennemblæst af nordenvinden,
bidt af genfærd, klamme, spage — !
(han ser op; en dæmrende plet åbner og vider sig ud
i tågen; en kv i n d e s k i k k e l s e står der, lyst klædt,
med kåbe over skuldrene. Det er A g n e s .)
5215
Akt 1
Akt 2
S k i k k e l s e n (smiler og breder armene mod ham).
Brand, her har du mig igen!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
410
f o r o r d
H e n r i k
5216
5217
5218
5219
5220
5221
5222
5223
5224
5225
5226
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d (farer forvildet op).
Agnes! Agnes! Hvad er dette!
S k i k k e l s e n . Alt var feberdrøm, min ven!
Nu skal sottens tåger lette!
B r a n d . Agnes! Agnes!
(vil ile hende imøde.)
S k i k k e l s e n (skriger). Kom ej over!
Se dog sluget mellem os!
Her går fjeldets vilde fos.
(mildt.)
Ej du drømmer, ej du sover,
ej du mer med syner slås.
Du har været syg, du kære —
drukket vanvids bittre drik,
drømt, din hustru fra dig gik. —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
411
f o r o r d
H e n r i k
5227
5228
5229
5230
5231
5232
5233
5234
5235
5236
5237
5238
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d . O, du lever! Lovet være — !
S k i k k e l s e n (hurtigt).
Hys, tal heller derom siden!
Følg mig, følg mig; knap er tiden.
B r a n d . O, men Alf ?
S k i k k e l s e n . Ej heller død.
B r a n d . Lever!
S k i k k e l s e n . Lever sund og rød!
Alle sorger har du drømt;
al din kamp var ikkun skrømt.
Alf er hos din gamle moer;
hun er frisk og han er stor;
end er bygdens kirke til;
den kan rives, hvis du vil —
sognets folk dernede slider
Akt 3
Akt 4
Akt 5
412
f o r o r d
H e n r i k
5239
5240
5241
5242
5243
5244
5245
5246
5247
5248
5249
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
jævnt, som i de gode tider.
B r a n d . Gode?
S k i k k e l s e n . Ja — da her var fred.
B r a n d . Fred!
S k i k k e l s e n . O, skynd dig, Brand; kom med!
B r a n d . Ak, jeg drømmer!
S k i k k e l s e n . Nu ej længer.
Men til røgt og ly du trænger —
B r a n d . Jeg er stærk.
S k i k k e l s e n . Ak, ej endnu;
bag dig lurer drømmens gru.
Atter vil du tåget glide
bort fra min og barnets side,
atter vil din tanke sløves —
hvis ej lægemidlet prøves.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
413
f o r o r d
H e n r i k
5250
5251
5252
5253
5254
5255
5256
5257
5258
5259
5260
5261
5262
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d . O, giv hid!
S k i k k e l s e n . Du selv er Manden.
Du kun kan det, ingen anden.
B r a n d . Nævn det da!
S k i k k e l s e n . Den gamle læge,
som har læst så mangen bog —
han, som er til bunden klog,
fundet har din sygdoms spor.
Alle syner, stygge, blege,
mantes frem med trende ord.
Dem må kækt du overstrege,
ud af mindebladet slette,
væk fra lovens tavle stryge.
De har voldt, at sotten faldt
på dig som en vildsinds-byge —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
414
f o r o r d
H e n r i k
5263
5264
5265
5266
5267
5268
5269
5270
5271
5272
5273
5274
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
glem dem, glem dem, vil du tvætte
sjælen ren for sot og syge!
B r a n d . Sig dem!
S k i k k e l s e n . «Intet eller alt».
B r a n d (viger). Er det så?
S k i k k e l s e n . Så visst jeg lever,
og så visst du engang dør!
B r a n d . Ve os begge! Sverdet svæver
draget over os som før!
S k i k k e l s e n . Brand, vær mild; min favn er varm;
hold mig med din stærke arm —
lad os søge sol og sommer —
B r a n d . Anden gang ej sotten kommer.
S k i k k e l s e n . Ak, den kommer, Brand, vær tryg.
B r a n d (ryster på hovedet).
Akt 3
Akt 4
Akt 5
415
f o r o r d
H e n r i k
5275
5276
5277
5278
5279
5280
5281
5282
5283
5284
5285
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Den er slynget bag min ryg.
Ingen vilde drømmes gru —
livets, livets kommer nu!
S k i k k e l s e n . Livets?
B r a n d . Følg mig, Agnes!
S k i k k e l s e n . Stå!
Brand, hvad vil du?
B r a n d . Hvad jeg må:
leve, hvad til nu er drømt —
gøre sandt, hvad end er skrømt.
S k i k k e l s e n . Ha, umuligt! Husk, hvorhen
vejen bar dig!
B r a n d . Om igen!
S k i k k e l s e n . Rædslens ridt i drømmetågen
vil du ride fri og vågen?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
416
f o r o r d
H e n r i k
5286
5287
5288
5289
5290
5291
5292
5293
5294
5295
5296
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d . Fri og vågen.
S k i k k e l s e n . Slippe barnet?
B r a n d . Slippe barnet.
S k i k k e l s e n . Brand!
B r a n d . Jeg må.
S k i k k e l s e n . Blodig rive mig af garnet?
Mig med offersvøber slå
indtil døden?
B r a n d . Jeg det må.
S k i k k e l s e n . Alle lys i natten slukke,
dagens solskær udelukke,
aldrig livets frugter plukke,
aldrig løftes lindt af sange?
O, jeg mindes dog så mange!
B r a n d . Jeg det må. Spild ej din bøn.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
417
f o r o r d
H e n r i k
5297
5298
5299
5300
5301
5302
5303
5304
5305
5306
5307
5308
5309
5310
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
S k i k k e l s e n . Glemmer du din offerløn?
Alt dit løftningshåb bedrog dig;
alle sveg dig, alle slog dig!
B r a n d . Ej for egen løn jeg lider;
ej for egen sejr jeg strider.
S k i k k e l s e n . For et folk i grubens gange!
B r a n d . Én kan give lys til mange.
S k i k k e l s e n . Dømt er jo dets fremtids-slægter!
B r a n d . Stort en enkelts vilje mægter.
S k i k k e l s e n . Husk at én med flamme-riset
manden drev af paradiset!
Porten har han lagt et slug for —
over det du springer ej!
B r a n d . Åben lod han længslens vej!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
418
f o r o r d
H e n r i k
5311
5312
5313
5314
5315
5316
5317
5318
5319
5320
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
S k i k k e l s e n (forsvinder i et brag; tågen vælter
sig hvor den stod, og der skriges hvast og skærende,
som fra en der flygter).
Dø! Dig har ej verden brug for!
B r a n d (står en stund som bedøvet).
Væk det jog i skoddens røg —
fløj på store hvasse vinger
over vidden som en høg.
Kravet var en lillefinger
for at fange helt min hånd — !
Ha, det var akkordens ånd!
G e r d (kommer med en riffle).
Så du høgen! Så du høgen?
B r a n d . Ja, du; dennegang jeg så ham.
G e r d . Fort, sig vejen, han er strøgen;
Akt 3
Akt 4
Akt 5
419
f o r o r d
H e n r i k
5321
5322
5323
5324
5325
5326
5327
5328
5329
5330
5331
5332
5333
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
vi vil efter, vi vil nå ham!
B r a n d . Intet våben bider på ham;
stundom tykkes han at fly,
hjerteramt af dødens bly —
men vil baneslag du slå ham,
er han bag dig lige kry,
gækker, lokker dig påny.
G e r d . Rensdyr-skyttens riffle stjal jeg,
har den ladt med sølv og stål;
du kan tro, jeg er så gal ej,
som de siger!
B r a n d . Træf dit mål!
(vil gå.)
G e r d . Prest, du halter jo på foden.
Hvad har voldt det?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
420
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d . Folket jog mig.
5334
5335
5336
5337
5338
5339
5340
5341
5342
5343
Akt 1
Akt 2
G e r d (nærmere). Rød, som blod fra hjerteroden,
er din tinding!
B r a n d . Folket slog mig.
G e r d . Før du havde sang i røsten —
nu kun knirk, som løv om høsten!
B r a n d . Alt og alle —
G e r d . Hvad?
B r a n d . Bedrog mig.
G e r d (ser med store øjne på ham).
Hå — nu kender jeg dig først!
Jeg har tænkt, at du var presten —
tvi med ham og hele resten!
Du er manden, som er størst.
B r a n d . Dårligt mente jeg det næsten.
Akt 3
Akt 4
Akt 5
421
f o r o r d
H e n r i k
5344
5345
B r a n d
5347
biddet efter torne-tanden,
5350
5351
5352
5353
5354
5355
5356
o r d l i s t e
G e r d . Lad mig se på dine hænder!
B r a n d . Mine hænder?
G e r d . Nagle-såret!
Blodets dryp jeg ser i håret —
5349
Akt 2
•
5346
5348
Akt 1
I b s e n
hugget vildt og hvast i panden.
Dig har korsets træ jo båret!
Faer har sagt, da jeg var liden,
det blev gjort for længe siden,
langt herfra, og af en anden —
nu jeg skønner han mig dåred —
ja, for du er frelser-manden!
B r a n d . Vig ifra mig!
G e r d . Skal jeg falde
ned og bede for din fod?
Akt 3
Akt 4
Akt 5
422
f o r o r d
H e n r i k
5357
5358
5359
5360
5361
5362
5363
5364
5365
5366
5367
5368
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d . Vig!
G e r d . Du ødte jo det blod,
som har magt at frelse alle!
B r a n d . O, jeg véd ej frelsens fjæl
for min egen arme sjæl!
G e r d . Her er rifflen! Lad dem dræbes — !
B r a n d (ryster på hovedet).
Frem mod faldet skal der stræbes.
G e r d . Ej af dig; du går jo først!
I din hånd er naglehullet —
du er udvalgt; du er størst.
B r a n d . Jeg er ringest kryb i muldet.
G e r d (ser opad; skyerne letter).
Véd du, hvor du står?
B r a n d (stirrer frem for sig). Jeg står
Akt 3
Akt 4
Akt 5
423
f o r o r d
H e n r i k
5369
5370
5371
5372
5373
5374
5375
5376
5377
5378
5379
5380
5381
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
ved det første trin af trappen;
højt er op og foden sår.
G e r d (vildere). Svar mig! Véd du, hvor du står?
B r a n d . Ja, nu falder tågekappen.
G e r d . Ja, den falder: Svartetind
peger helt i himlen ind!
B r a n d (ser op). Svartetind? Iskirken!
G e r d . Ja!
Kirkegæst du blev endda!
B r a n d . Tusend mile bort herfra! —
O, hvor inderligt jeg higer
efter lys og sol og mildhed,
efter fredens kirke-stilhed,
efter livets sommer-riger!
(brister i gråd.)
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
424
f o r o r d
H e n r i k
5382
5383
5384
5385
5386
5387
5388
5389
5390
5391
5392
5393
5394
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
Jesus, jeg har råbt dit navn;
aldrig tog du mig i favn;
tæt forbi mig er du gledet,
gammelt ord på tungen lig;
lad mig nu af frelsens-klædet,
med den sande bods-vin vædet,
fange blot en fattig flig!
G e r d (bleg). Hvad er det? Du græder, du,
varmt, så det på kinden ryger —
varmt, så bræens grav-lin stryger
dryppende fra top og tinde —
varmt, så isen i mit minde
løses op i gråd herinde —
5395
varmt, så messekåben glider
5396
nedad jøkel-prestens sider — !
Akt 3
Akt 4
Akt 5
425
f o r o r d
H e n r i k
5397
5398
5399
5400
5401
5402
5403
5404
5405
5406
5407
5408
Akt 1
Akt 2
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
(bævende.)
Mand, hvi græd du ej før nu!
B r a n d (klar, strålende og ligesom forynget).
Frostvejr bær igennem loven —
siden sommersol fra oven!
Til idag det galdt at blive
tavlen, hvorpå Gud kan skrive —
fra idag mit livsensdigt
skal sig bøje varmt og rigt.
Skorpen brister. Jeg kan græde,
jeg kan knæle — jeg kan bede!
(synker iknæ.)
G e r d (skotter opover og siger sagte og sky).
Se, der sidder han, den stygge!
Det er ham, som kaster skygge,
Akt 3
Akt 4
Akt 5
426
f o r o r d
H e n r i k
5409
5410
5411
5412
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
der han pisker tindens sider
med sin brede vingefjær.
Nu er frelsens time nær —
dersom bare sølvet bider!
(kaster rifflen til kinden og skyder. Hult drøn, som af
en rullende torden, lyder højt oppe fra bergvæggen.)
5413
5414
5415
5416
5417
Akt 1
Akt 2
B r a n d (farer op). Ha, hvad gør du!
G e r d . Ramt han glider!
Jeg har truffet — se, han falder;
hør, han skriger, så det gjalder!
Mange tusend fjær af hammen
fyger ned fra bergvægs-kammen —
5418
se, hvor han blir stor og hvid — !
5419
Hej, han ruller ende hid!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
427
f o r o r d
H e n r i k
5420
5421
5422
5423
5424
5425
5426
5427
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
B r a n d (synker sammen).
Ja, hver slægtens søn tildøde
dømmes må for slægtens brøde!
G e r d . Tifold større himmeltelt
spændtes ud, da han blev fældt!
Se, han tumler; se, han ruller —
å, jeg vil ej længer grue;
han er hvid jo, som en due — !
(skriger i rædsel.)
Hu, det stygge, stygge bulder!
(kaster sig ned i sneen.)
5428
Akt 1
Akt 2
B r a n d (krymper sig under den styrtende
skred og siger opad).
Svar mig, Gud, i dødens slug! —
Akt 3
Akt 4
Akt 5
428
f o r o r d
H e n r i k
5429
5430
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
gælder ej et frelsens fnug
mandeviljens qvantum satis — ?!
(Skreden begraver ham; hele dalen fyldes.)
5431
Akt 1
Akt 2
E n r ø s t (råber gennem tordenbragene).
Han er deus caritatis!
Akt 3
Akt 4
Akt 5
429
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
f i ni s
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
430
f o r o r d
H e n r i k
I b s e n
•
B r a n d
o r d l i s t e
ordli st e n
D
enne ebok-utgaven av Brand er mini-utgaven: den inne-
holder ikke ordlisten. For å få tak i utgaven med ordlisten, gå
til websiden www.KlausNordby.com/brand og last ned filen
Henrik_Ibsen_Brand_ebok_ordliste.pdf (er du online, bare
klikk på de røde hyperlenkene.)
Akt 1
Akt 2
Akt 3
Akt 4
Akt 5
431