Matilde - en ven for livet af Louise Bjørndal

Transcription

Matilde - en ven for livet af Louise Bjørndal
Ikke alle dyr får en god start på livet, og endnu engang oplevede vi her på Egholt at en lille kalv måtte tages fra flokken og passes af mennesker. Af. Louise Bjørndal Fredag d. 29. august 2011 kælvede Egholt’s ældste ko, ko nr. 478. Hun fik en lille kviekalv som så fin og stor ud. Men om lørdagen lå den lille kalv oppe på marken sammen med sin mor. Det så ikke helt normalt ud, så jeg kørte op på ATV’eren og kiggede til koen. Det var en stærkt afkræftet ko som ikke kunne stå på sine ben. Den lille kalv lå bare og så på sin mor. Jeg meddelte personalet at der skulle ringes til vores landmand Bodil, men da vi ikke kunne få fat i Bodil, bad jeg om at der blev ringet til en dyrlæge, da jeg ikke ville være vidende om at der lå en ko på marken som havde det meget dårligt. En medbeboer og jeg kørte op på marken og fik bakset den lille kalv op på ladet af ATV vognen, dog med en del besvær, og i sin angst tissede hun udover det hele, og på mig. Jeg sad på vognen og holdt hende for øjnene så hun blev mere rolig. Da vi endelig nåede stalden og hun skulle ind, var hun stadig meget bange og lagde sig ned på staldgulvet og jeg kunne ikke få hende op at stå. Så jeg måtte løfte de omkring 40 kg. som hun nu vejede på det tids‐
Lidt forvirrende gik hun rundt og jeg satte mig på gulvet i boksen, og efter kort tid kom hun hen til mig, slikkede på mig og puffede til mig. Mit hjerte var smeltet for den lille kalv. Jeg valgte at kalde hende Mathilde. Samme aften, inden dyrlægen kom måtte Tina, som er miljøterapeut på Egholt og jeg op hos koen for at få malket noget råmælk ud af hen‐
de, så lille Mathilde kunne få noget mad. En hård og spøjs omgang. Men det var ikke meget mælk vi kunne få ud af hende. Dyrlægen kom og ko nr. 478 blev aflivet roligt og stilfærdigt. Søndag stod spørgsmålet så på hvad vi nu skulle gøre med at få fat i noget mælk til hende. En medarbej‐
der og jeg ringede og skrev rundt til bekendte i jagten for at få fat i noget komælk, men det endte med at vi måtte få en foderhandler til at åbne for os så vi kunne få noget mælkeerstatning, og jeg takker ham mange gange for hans hjælpsomhed. 120 g. mælkeerstatning blandet med 40 grader varmt vand så det i alt gav en liter, stod jeg i køkkenet og lavede 4‐5 gange om dagen, hvorefter jeg gik i stalden med sutteflaske og gav Mathilde mad. Mathilde’s fremtid var endnu usikker, men som jeg gjorde med en tidligere lille kalv, gik jeg ture med hen‐
de i snor for at hun kom ud, fik mødt de andre køer og fik lov til at prøve at være kalv så meget som hun nu kunne være under omstændighederne. Bodil og jeg måtte virkelig gå i tænkeboks for at finde ud af hvad vi nu skulle gøre, for at købe en ammeko mere ville ikke helt fungere og at hive en anden ko i stalden og sætte dem sammen ville også være et for stort arbejde. Så beslutningen blev at Mathilde skulle lære at drikke af spand og at hun med tiden skulle ud til de andre køer og så skulle hun få mælk i en spand to gange om dagen. Mit forhold til Mathilde udviklede sig hurtigt og jeg tog opgaven som midlertidig plejemor. Mathilde og jeg har det rigtig godt sammen, og hun kender min stemme og min lugt. Det skønneste af det hele var faktisk at hun i week‐
enden i uge 32 var ude på marken sammen med de andre køer, og da hun skulle ind, fløjtede jeg og kaldte på hende. En lille kalv vendte sig om og ud‐
brød et ”muuuuh” hvorefter jeg fløjtede igen og så spænede hun hen over marken og ned til mig. Vo‐
res miljøterapeut Finn så det og sagde at han var rigtig ked af ,at han ikke fik det filmet, for det var en oplevelse i sig selv. Jeg prøver at gøre det bedste for Mathilde, så hun kan komme ud som en robust kalv. Jeg prøver at gøre ”mor‐ko‐ting” på en menneskelig måde, så hun bliver vasket med en våd klud og derefter striglet. Jeg har vidst fra starten af at Mathilde ikke bliver ved med at være en lille kalv og at hun skal ud og gå sammen med de andre køer, men jeg nyder det vi har sammen, og selvom det er lidt sørgmodigt for mig at hun skal derud permanent en dag, ja så er det, det bedste for hende, og hvis hun er glad og tilfreds, så har jeg gjort mit arbejde. Og givet hende en god start på kotilværelsen. September 2011 Red. maly