Når historien står tilbage på huden

Transcription

Når historien står tilbage på huden
SENESTE
Når historien står tilbage på huden
Mange af de, der skader sig selv, mærker deres krop for livet. Selvskaden efterlader
spor i form af fx brandmærker eller ar på huden. Spor, som vil følge dem resten af
livet. LMS har set nærmere på, hvorfor mange ønsker at få fjernet arene fra selvskade,
og om det er muligt at få fjernet arrene.
Når man skader sig selv – herunder
i særdeleshed skærer i sig selv – er en
næsten uundgåelig konsekvens de større
eller mindre ar, selvskaden efterlader på
kroppen. Selvskaden kan ske overalt på
kroppen, men ofte er det håndled, arme og
ben, det går ud over.
Flere ønsker at fjerne eller
formindske deres ar
Rådgivningen i LMS har det seneste år
modtaget et stigende antal henvendelser
fra mennesker, der søger råd om fjernelse
eller formindskelse af arrene efter mange års
selvskade. Også på LMS’ blog om selvskade
har der tidligere været en del debat omkring
emnet, da vores blogger og foredragsholder
Anne-Mette spurgte læserne om, hvorvidt
de ønskede at fjerne deres ar efter
selvskade. Hun er ofte selv blevet stillet
dette spørgsmål – både af hendes kære, af
journalister og af tilhørere til LMS’ foredrag.
Og hendes svar har altid været nej, for som
hun skriver på bloggen:
”De er en del af mig – ligesom mine
krøller, min runde næse og resten af
hele mig. Måske ser jeg dem også
som et tegn på eller mindesmærker
for alt, jeg har været igennem. Noget
der minder mig om, livet kan være en
kamp – men en kamp man sagtens kan
vinde.”
Men kan det overhovedet lade sig gøre
at fjerne dem, eller skal man leve med
sin historie printet på huden? Og i så fald,
hvordan?
Uønsket opmærksomhed
og ubehagelige minder
En af de grunde vi oftest hører i
LMS, når personer henvender sig med
ønsket om at få fjernet deres ar, er den
opmærksomhed fra omverdenen, som
arrene skaber. De mange reaktioner fra
andre mennesker kan føles uoverskuelige
– uanset om de er velmenende, positive
eller fordomsfulde - idet det er en
opmærksomhed, personen ikke nødvendigvis
har lyst til. Arrene kan på denne måde
opleves som en ubehagelig påmindelse om
en svær tid i personens liv.
LMS’ erfaringer på området stemmer godt
overens med Sofia Åkermans erfaringer.
Sofia er sygeplejerske, foredragsholder og
forfatter, og hun har skrevet flere bøger om
selvskade. LMS har derfor kontaktet hende
i forbindelse med denne artikel. I bogen
”För att överleva” fra 2009 beskriver hun
fx, hvordan arrene ofte opleves som mere
problematiske, når selvskaden er et overstået
kapitel, end da den stod på, idet mange
oplever at blive dømt af andre for noget, de
måske engang var, men ikke længere er.
Arene nødvendiggør
forklaringer
En anden grund til at mange
overvejer at få fjernet deres ar, er arrenes
virkning både i privat- og arbejdsliv.
14
I privatlivet er det især i forbindelse med
kærlighedsforhold, at mange er kede af at
bære rundt på de ar, selvskaden har medført.
Arrene kan være med til at ødelægge
personens selvværd og glæde ved egen
krop, og arrene nødvendiggør samtidig,
at personen i en eller anden udstrækning
bliver nødt til at fortælle sin partner om sin
selvskade på et ret tidligt tidspunkt, hvor han
eller hun måske ikke er parat til det endnu.
I arbejdsmæssige sammenhænge kan arrene
især føles som en hæmsko i forhold til
jobsamtaler, idet mange er bekymrede over,
hvad den måske kommende chef tænker,
hvis vedkommende ser arrene. Samtidig
bliver man nødt til at tage stilling til, om man
vil skjule arrene for sine kolleger eller give
dem en forklaring.
Er det muligt at fjerne
arene?
Har man et ønske om at få mindsket
sine ar, anbefaler LMS, at man kontakter
egen læge for en vurdering og derpå en
eventuel henvisning til en plastikkirurg.
Plastikkirurgen vil komme med den endelige
vurdering af, hvorvidt et indgreb vil være
meningsfuldt rent udseendemæssigt. En
mindre radikal løsning er at dække arrene
med make-up, men her er Sofias Åkermans
erfaring, at det er ganske få, der finder denne
løsning god. Dels fordi makeup sjældent
dækker arrene helt, og dels fordi det vil føles
som en halv løsning for de personer, der går
med et stort ønske om at få fjernet sporene
fra selvskaden.
LMSnyt nr. 38
Fra pressen
Alt for få med
spiseforstyrrelser
bliver helt raske
Af Sitia Jørgensen og Sidsel Thomsen
Selvskadens spor
NYT
LMS har talt med plastikkirurg Hans
Henrik Steenfos fra Hovedstadens Plastikkirurgi og spurt om det er muligt at fjerne ar:
”Der findes muligheder for at forskønne
ar, hvoraf de mest anvendte muligheder er
laserbehandling eller kirurgiske hudtransplantationer. Men i langt de fleste tilfælde vil
der være tale om en forskønnelse og ikke en
reel fjernelse af arrene” og han fortsætter:
”Det er typisk de tykke og brede ar, som
vi vil kunne lave pænere, så de bliver
tynde og smalle, og som regel er der ikke
problemer forbundet med at forskønne
arrene. Men helt at fjerne dem, kan vi
desværre ikke.”
Sofia Åkerman: Det
vigtigste er ens egen
indstilling
Sofia Åkerman fortæller, at hun møder
mange myter om, at arrene efter
selvskade bare kan fjernes gennem fx
en laserbehandling, og dette synes hun
er vigtigt at få afvist. Det understøttes
samtidig af Skånes Universitetssjukhus
ved plastikkirurgisk afdeling, som skriver
på deres egen hjemmeside, at det ikke er
muligt at fjerne ar.
Sofia pointerer vigtigheden i, at man selv
arbejder med sin indstilling til de ar, man
har og lærer at leve med dem.
Et udtryk for styrke
og vilje
I stedet for at se arrene som et
tydeligt minde om en ubehagelig fortid
opfordrer Sofia til, at man betragter arrene
som et udtryk for den styrke og vilje, man
har haft til at komme videre fra dengang,
man stod midt i selvskaden. Ledende
rådgivningskoordinator i LMS, Anne-Mette
Diedrichsen, er enig med Sofia og tilføjer:
”De kan minde en om, at der engang kun
var én måde at komme igennem alle de
svære ting på – nemlig selvskaden, men de
kan også vække glæde over, at der i dag er
andre måder at håndtere svære oplevelser
og følelser på”.
Der findes ikke noget
rigtigt eller forkert
Som det fremgår af denne artikel,
er der ikke nogen rigtige eller forkerte
løsninger, når det kommer til formindskelse
af ar efter selvskade. Arrene varierer fra
person til person, og det samme gør
baggrunden for arrene, og hvordan
personen i dag har det med sin selvskade
og sine ar. Derfor kan man heller ikke svare
enten ja eller nej til, om det er en god idé at
få mindsket dem eller få lavet dem pænere
– kun at man ikke kan fjerne dem. Men som
Sofia også understreger, er det vigtigste –
uanset om man vælger at gøre noget ved
arrene eller ej – at man anerkender den
fortid og del af sig selv, som arrene er
udtryk for.
LMSnyt nr. 38
”Mange mennesker med svære
spiseforstyrrelser kan blive helt raske, hvis
de får den nødvendige hjælp til at komme
sig og den nødvendige sociale rehabilitering.
Alligevel er det i dag en kamp for mange af
disse mennesker at få den hjælp, de har behov
for. Det betyder, at mange får tilbagefald og
må genindlægges på grund af livstruende
vægttab. Sådan lyder det i en netop udgivet
rapport fra Danske Regioner.”
- DR.dk
Mit navn er Anorexia
”I dag har mange den fejlagtige opfattelse, at
spiseforstyrrelser er et modefænomen blandt
teenagepiger, der gerne vil ligne modeller.
For lidelsen er først og fremmest psykisk og
har sandsynligvis eksisteret lige så længe,
som mennesker har lidt af lavt selvværd. I
artiklen fortæller 72-årige Karen om hendes
58 år med kampen mod anoreksien. For
Karen begyndte anoreksien, da hun var 14
år og ikke følte, hun duede til noget. Men
en ting var hun god til – at tabe sig. Da
vægten røg ned på 32 kg, kom hun på et
længere hospitalsforløb og tvangsfodret.
Efter sondemad kom hendes vægt op på
et acceptabelt niveau, og sygeplejerskerne
ønskede hende tillykke og sagde, at hun var
rask. I dag, over 50 år senere, står det klart, at
Karen aldrig blev rask.”
- jv.dk/haderslev
Småbørn lider af
spiseforstyrrelser
”Læger møder stadig flere børn fra 0 til 3 år,
der ikke vil spise. Ofte hænger forstyrrelsen
sammen med, at forholdet mellem mor og
barn har udviklet sig så problematisk, at der
er tale om en relationsforstyrrelse, forklarer
overlæge, dr. med. Anne Mette Skovgaard,
som er forskningsleder ved Glostrups
Hospitals specialafsnit for småbørn med
spiseforstyrrelser. Hun oplever en markant
stigning i henvisninger af små børn. ”
- Politiken.dk
15