Hvorfor læser vi A Song of Ice and Fire? (Game of Thrones)

Hvorfor læser vi A Song of Ice and Fire? (Game of Thrones)
- et essay af Bilbo Egelund 2014
Usædvanligt populær voksen-fantasy
George R. R. Martins A Song of Ice and Fire (Game of Thrones) har solgt mere end 24 mio.
eksemplarer. HBO (Rome, The Sopranos etc.) har lavet en meget succesfuld TV-filmatisering. Det femte og
seneste bind i serien, A Dance With Dragons, solgte 298.000 eksemplarer alene på udgivelsesdagen, og
TIME Magazine kårede bogen som bedste udgivelse overhovedet i 2011. Herhjemme har Gyldendal oversat
til dansk. Serien er dermed kommet i liga med andre nyere fantasyklassikere som Nordlys-trilogien (His
Dark Materials), mens der stadig er et godt stykke op til Narnias 120 mio. eller Ringenes Herres 150 mio. –
for slet ikke at tale om Harry Potters 450 mio. solgte bind. Interessen for den foreløbigt ca. 4500 sider lange
A Song of Ice and Fire er dog iøjnefaldende og kalder på analyser og forklaringer, og det er, hvad der skal
forsøges her. Det gør kun succesen mere bemærkelsesværdig, at denne fantasyfortælling på ingen måde,
hverken i sin form eller sit indhold, er for børn.
Vi ved ikke med sikkerhed, hvad George R.R. Martin tænkte på, da han skrev de første fem
bind, eller hvor han vil bringe historien hen med de sidste to bind, han har lovet som afslutning på serien. Vi
ved kun, at han er en, oprindeligt journalistuddannet, amerikansk left-wing intellektuel med mere end 40 år
på bagen som professionel forfatter i en række fiktionsgenrer, herunder særligt fantasy og science fiction.
Men man kan alligevel gisne om, hvorfor serien har haft så stærk appel disse år. Og denne analytiske
overvejelse kan måske både pege på, hvad der rører sig i manges underbevidsthed i vores tid og på nogle
generelle kendetegn ved fantasygenren. Hvad er godt og ondt, og hvor skal kampen mellem det gode og
det onde stå? Det er de underliggende tolkningsspørgsmål, der pirrer læseren gennem hele Martins
eventyrlige fortælling, og som formentlig et sted i læserens bevidsthed overføres til aktuelle forhold i vores
virkelighed. Det sidste er symptomatisk for fantasygenrens narrative virkemåde.
Det store sammenbrud
Historien tager udgangspunkt i adelsslægten Stark, hvis borg, Winterfell, og hele magtbase
ligger i den nordlige region af denne feudale og middelalderlige eventyrverden. Tingene ser lovende ud.
Eddard Stark, familieoverhovedet, er en stærk, klog og retskaffen hersker, en god far - en helt. Børnene,
som bliver hovedpersoner i resten af serien, udviser tidligt forskellige kvaliteter. Slægten med alle dens
jordbesiddelser står dog formelt i et vasalforhold til kongen mod syd, Robert Baratheon, som også er en
personlig ven og gammel krigsfælle til Eddard. En dag dukker kongen op og beder/forlanger, at Eddard
kommer med til syd og tjener som kongens højre hånd. Something is rotten in the state of… The Seven
Kingdoms. Kongens tidligere højre hånd er død, kongen savner pålidelige mænd omkring sig, og den
magthungrende, adelige Lannister-slægt kryber stadig nærmere tronen. Eddard begynder i sit nye arbejde
at afdække farlige sandheder, bl.a. giftmord og royal blodskam, og herfra går alting galt. Kongen dør ved
en, ikke helt tilfældig, jagtulykke, Lannister-slægten får Eddard arresteret for påstået konspiration og
plantet deres psykopatiske unge prins, Joffrey, på tronen … som så benytter sin nye magt til i offentlighed
at få halshugget Eddard Stark som forræder!!! Her sker der noget interessant og afvigende i
læseoplevelsen; i eventyr får helte ikke hugget hovedet af som forrædere. I hvert fald skal ordenen på en
eller anden måde genoprettes. Det gode sejrer vel til sidst!? Slægten Stark bliver vel mægtig igen, og der
kommer vel en retmæssig konge?
Problemet er, at ingen entydigt kan siges at have et retmæssigt krav på tronen. Når det
kommer til stykket, er alle herskere gennem tiderne kommet til som erobrere, uden undtagelse, og dette
grundlag for magt kan jo fjernes med samme middel, som det blev til. Magten har ingen legitimering
udenfor den selv. Og alle moralkodekser, traditioner og æresbegreber viser sig uanvendelige eller meget
skrøbelige - fejes helt af banen, når først magtpolitikken for alvor sætter ind under en borgerkrig, hvor
alliancer udelukkende styres af egeninteresser. Der er ingen plads til principper, skånsomhed endsige
ædelmodighed. ”When you play the game of thrones, you win or you die” – en realitet vores idealistiske
helt mistede hovedet på ikke at forstå. En anden tragisk karakter, der også forgæves forfølger forestillingen
om en retskaffen sag/quest, er ridderen/skjoldmøen Brienne. Kortvarige sejrherrer i dette destruktive
magtspil søger at konsolidere deres magt med stadig større festbanquetter, ceremonier, politiske
ægteskaber, kirkelige velsignelser og propaganda, men lige lidt legitimitet giver det, og folket føler stadig
større afsky for herskere.
Det samlede resultat, efter fem bind af denne opløsning, er en hæslig verden af død,
destruktion og menneskelig forråelse ud i ekstremerne - det fjerde bind i serien hedder sigende A Feast for
Crows. En god portion af de tiltalende karakterer er døde eller nedbrudte, og Winterfell er jævnet med
jorden. Hvordan skal det gode kunne sejre i denne verden?
Også i persongalleriet bliver tingene mudrede. Karakterer, som man troede at kunne placere
i kategorien ”onde”, får pludselig replikker, tanker, incitamenter, følelser – fortællingen tildeler deres
subjektivitet plads som en synsvinkel på linje med de ”gode” karakterer. De gode karakterer fortsætter
iøvrigt ikke alle med at opføre sig entydigt godt, f.eks. ikke Arya og Robb Stark. Det mest interessante skift i
læseoplevelsen på dette punkt, er da den incestuøse og morderiske Jaime Lannister begynder at få plads i
fortællingen til at blive en person med kohærens, og læseren ikke længere kan opretholde det enkle,
negative billede af ham. Man ender med at respektere, ja næsten kunne lide manden. Dværgen Tyrion
Lannister (Jaimes bror), der er forfatterens toppræstation af karakterskabelse, er liderlig, alkoholiseret og
temperamentsfuld. Han er også ualmindelig godt begavet, velformuleret og ikke mindst befriende ærlig i en
verden af løgn – både overfor sig selv og andre. Det er svært at kalde ham god eller ond, eller at gøre hans
kampe eller projekter, der skifter som fortællingen skrider frem, til de rigtige i en overindividuel forstand.
Men man holder som læser med ham i hans personlige kampe for overlevelse – kampe der til sidst opløser
de mest basale loyaliteter og moralbegreber, da flere af hans egne familiemedlemmer bliver hans dødelige
fjender. Fortællingen har altså kurs mod en værdirelativisme, hvor der ikke er bund i nogen anden stræben
end den individuelle overlevelse. Giver det overhovedet mening at tale om en kamp mellem gode og onde?
Fantasyseriens Vesten og vores Vesten
Oplevelsen af værdisammenbrud i denne eventyrverden er nærliggende at associere med
den virkelige, vestlige verdens oplevelse af værdisammenbrud i nyeste realhistorie – og interessant nok er
kontinentet Westeros, hvor ovennævnte historie udspiller sig, også placeret geografisk vestligt i G.R.R.
Martins umådelige eventyrverden.
I de humanistiske fag har man i over 30 år talt om de store fortællingers død, og i
samfundsvidenskaberne om ideologiernes død. Selvom Francis Fukuyama efter den kolde krigs ophør, ved
østblokkens implosion, udråbte liberalismen som den sejrende ideologi og simpelthen mente at kunne
erklære historien for afsluttet, er der i dag kun ganske få af den slags troende tilbage. Allerede i 80´erne så
vi neoliberalisme (”Reaganomics”, som var ny ved at være oldschool), i 90´erne så vi neosocialisme (f.eks.
New Labor, som var et skridt til højre), og i 00´erne neokonservatisme (som var sikkerhedspolitisk offensiv).
Ingen af ideologierne har på trods af deres fornyelser opnået særlig succes eller et blivende hegemoni.
Liberalismen har nok skuffet værst - med G.R.R. Martins ord (fra hans hjemmeside): “Don't believe what
Gordon Gekko told you. Greed is not good. Greed sucks”. Præsident Obama, der en kort overgang syntes at
give mange håb, har ligeledes været en slem skuffelse - igen med G.R.R. Martins ord: “Obama is the most
intelligent president we've had since Jimmy Carter... and, sad to say, he is looking more and more like
Jimmy every day. A good man, but not a good leader”. Helt konkret har den vestlige verden de seneste år
stået overfor adskillige alvorlige sammenbrud: Den finansielle sektor er nedsmeltet, men lever (uden at
fungere ordentligt) i kraft af staternes bankpakker, staterne har gigantiske underskud på deres budgetter,
vort højt besungne demokrati ligner mere spin, underholdning og mudderkast end forum for reel policy,
den almindelige borger har oplevet den økonomiske depression i form af arbejdsløshed, gæld i boligen,
faldende realløn og velfærdsforringelser, EU har været handlingslammet, og i USA har den sociale ulighed
aldrig været større og den sociale mobilitet aldrig mindre. Der har hersket en følelse af opløsning, mistro til
magthavere og principiel/ideologisk rådvildhed omkring vejen til det gode samfund.
Har sådanne ting været resonansbund bagest i bevidstheden hos de mange læsere, der er
blevet fanget ind af A Song of Ice and Fire de seneste år?
Fantasyseriens Østen og vores Østen
Hvad hvis vi kigger mod øst i de foreløbigt seneste bind af serien?: byerne Mereen, Yunkai,
Astapor. En varm, sandet verden med store bysamfund ovenpå smuldrende ruiner fra de ældste højkulturer
(og længere mod øst et rytterfolk på stepperne). Eksotiske krydderier og farver. Forældede, barbariske
skikke og straffemetoder. Slaveri eller afskygninger af samme. Den politiske retorik grotesk floromvunden,
fuld af hyperbler og svulstige metaforer. Inkonsekvente militære alliancer. En dekadent elite af købmænd,
præster og rigmandsfamilier. Lyder det bekendt?
Beskrivelsen passer måske kun nogle steder på det faktuelle, nutidige Mellemøsten, men nok
ganske udmærket på den vestlige verdens totalbillede af den region. Koblingen bliver tydeligere, når vi ser
på fantasyfortællingens handling: en ung, idealistisk erobrer med sin egen (også selviske) plan for verden
kommer og fjerner den dekadente samfundselite og ophæver slaveriet. Blot for at opdage, at kulturen
sidder fast med rødder så dybe, at så snart man har fjernet ukrudtsplantens øverste dele, vokser den frem
igen med de samme, gamle styreformer og inhumane samfundsmekanismer til følge. Man er som fremmed
invasionsmagt nødt til at lave kompromisser, synteser, at samarbejde med det, man forsøgte at fjerne –
hvorved man lynhurtigt selv får overordentligt beskidte hænder. Projektet er håbløst. Følelsen af
desillusion rammer læseren som en pendant til forhold i vores egen virkelighed: den modløse stemning
omkring Mellemøsten (og Afghanistan) og vores aktivistiske udenrigspolitik disse steder. En stemning, der
efterhånden er helt almen i den vestlige verden, hvor regeringer bare leder efter exitstrategier, der ikke
efterlader for synlige revner i vores moralske integritet (bemærk her at fantasyseriens første fem bind er
forfattet før det arabiske forår). Det er altså heller ikke her kampen mellem det gode og det onde skal stå,
kunne fantasyhistorien udlægges til at ville fortælle…
Den gode kamp i fantasyserien
Den værdimæssige relativisme kan bevirke, at læseren taber orientering i historien, og det kan forfatterens
utallige, halvvejs overflødige, sidehistorier også - som sagt er serien oppe på omkring 4500 sider. Man har
næsten indstillet sig på, at trådene aldrig samles, flere anmeldere drager konklusionen, at der slet ikke er
noget hovedmotiv. Og så alligevel. Allerede prologen til første bind fortæller os med al tydelighed, hvad der
i virkeligheden er det vigtige i denne fortælling. En ny trussel, som i virkeligheden er urgammel, viser sig
mod nord: ”The Others”. Det er nogle mystiske krigerskikkelser, som er knyttet så nært til kulden og natten,
at det er vanskeligt at skille tingene ad: kommer de med kulden og natten, eller kommer natten og kulden
med dem? Deres rustninger er is, deres sværd er koncentreret kulde, og de hader alt varme og liv. Når de
dræbes, smelter og opløses de i hvid tåge. Hvad, The Others slår ihjel, går igen som deres iskolde
zombieagtige tjenere, både mennesker og dyr. De og deres udøde tjenere kan skades med ild, med
”dragonglass” (obsidian) og med ”dragonsteel” (formentlig sværd fra Valyria). For tusinder af år siden
opførte mennesker, måske i samarbejde med kæmper og andre sagnomspundne væsener, en flere
hundrede meter høj mur, der ved at afskære de nordligste områder skulle beskytte hele verden imod
denne trussel. En selvstændig militær orden, The Night´s Watch, blev oprettet for at vogte ved muren.
Værdisættet hos disse vogtere er bemærkelsesværdigt: en kompromisløs underordning af alle ideologier,
religioner, loyaliteter og individuelle hensyn i forhold til det ene at tjene ordenen og dens sag - en af seriens
mest interessante provokationer. Der er dog passeret så lang tid siden fortidens kamp mod The Others, at
vogterne selv næsten helt har glemt, hvem fjenden er. Vogternes antal er skrumpet ind, så kun få dele af
muren og dens fæstningsværker kan bemandes, og resten af verden betragter muren og The Night´s Watch
som et sted, man bare bruger til at placere forbrydere.
Seriens hovedmotiv er altså, at The Others og den trussel, de udgør imod alt levende, nu er
vendt tilbage. The Others er de onde, og den gode kamp er kampen imod dem, for hvis de vinder, er
konsekvensen altings død og en evig vinter. De interne magtkampe på kontinentet Westeros er ikke alene
inferiøre i forhold til denne kamp, de er særdeles skadelige, fordi de fjerner opmærksomheden fra det
eneste vigtige og tømmer landene for ressourcer, som bliver vitale i den årelange vinter, som den
forestående krig vil vare. Man græmmes som læser over alle de karakterer, som ikke er i stand til at få øje
på det større perspektiv.
Men det er heldigvis ikke kun The Others, der er på vej. En flammende rød komet har vist sig
på himlen som et varsel. Den væltede, fordrevne og næsten udslettede kongeslægt Targaryan er på vej
tilbage til Westeros, og prinsessen Daenerys Targaryan har atter ildsprudende drager, som engang var
slægtens kendetegn og suveræne styrke. Mon ikke The Others er ”isen”, og dragerne er ”ilden” i titlens A
Song of Ice and Fire? Dragerne kan give magten legitimitet - altså legitimitet i kraft af evnen til at kunne
bekæmpe The Others. Slægten Targaryan kan derved blive de retmæssige herskere, som Westeros
mangler, selvom de få overlevende Targaryans slet ikke har forstået dette perspektiv endnu i fortællingen,
men bare drømmer om at generobre deres tabte kongedømme. Ilden er dog også en naturkraft, der bør
omgås med varsomhed – dels kom den engang i fortiden ud af kontrol og ødelagde slægtens oprindelige
hjemland, Valyria, dels drev den flere generationer af slægten til vanvid (i kombination med deres
incestuøse ægteskaber).
Også fra en anden side kommer hjælp. Da de første mennesker kom til kontinentet Westeros
for 12.000 år siden, var det allerede beboet af nogle små, alfeagtige væsener, der i antal var få, men i deres
symbiose med naturen var magtfulde. Dette oprindelige folk blev efterhånden fortrængt, men menneskene
lærte inden da af deres indsigt i naturen, og nogle mennesker konverterede til deres naturreligion, der
særligt er centreret om gigantiske træer, ”Weirwoods”. Træerne kan leve uendeligt, og på magisk vis
opbevarer de erindringer fra forgangne tider. 12.000 år senere, i fortællingens tid, eksisterer det
oprindelige folk kun i menneskers erindringer, og endda mest som ammestuehistorier om ”Children of the
forest”. Og dog: en sidste enklave lever i et grottesystem på den anden side af muren højt mod nord, viser
det sig. De husker fortidens kamp mod The Others, forstår dens vigtighed og kan bringe den shamanistiske
kontakt med alt levende tilbage til menneskene, hvilket kan vise sig afgørende i kampen, der kommer.
Adelsslægten Stark har i den henseende bevaret flere værdifulde traditioner og egenskaber:
respekten for The Nights Watch, naturreligionen fra The Children of the Forest, evnen til at sanse gennem
naturens væsener og gammel visdom som f.eks. i familiens motto ”Winter is coming”. Det er dette, der gør
slægten til en godhedens kraft, og det er deri, og ikke i kraft af feudalsamfundets hierarkiske ophøjelse af
dem, at slægtens betydning skal måles. Og meget konsekvent for denne logik destrueres deres Borg,
Winterfell, som var deres feudale magtgrundlag, og arvingen efter den halshuggede Eddard Stark, Robb
Stark, går i en dødbringende fælde, da han slipper den symbiotiske kontakt til sin ulv. Men Eddard Starks
uægte søn, Jon, stiger på rekordtid til øverste kommandant i The Nights Watch, og krøblingen Bran Stark,
der aldrig blev ridder, bliver det nye shamanistiske orakel, der med den levende naturs kræfter på sin side
efter al sandsynlighed vil blive en nøglespiller i kampen mod The Others.
Den gode kamp i vores verden
Ligner denne, seriens egentlige, kamp mellem det gode og det onde så noget fra vores virkelige verden? En
sådan sammenlignende reception vil kræve en del abstraktion, før der kan dannes betydningsmønstre…
mening. Men forbindelsen er bestemt mulig. Det onde, The Others, denne altødelæggende og potentielt
permanente kulde, viste sig forrige gang i eventyrverdenen for 10.000 år siden – sjovt nok omtrent samme
tidsskala som vores virkelige verdens seneste istid (10-15.000 år siden).
Hvad har så det at gøre med noget? Jo, det rammer såmænd plet ned i et højaktuelt tema:
nutidens risiko for permanent beskadigelse af jordklodens økosystem (f.eks. via global opvarmning). En
beskadigelse kan resultere i mange forskellige rædselsscenarier – ét af dem er en istid, der ikke cyklisk
aftager igen, som de forrige istider har gjort, forlyder det fra bekymrede forskere. Billeder af jordkloden
som bare en isklump i universet har nok rumsteret i baghovedet på en del mennesker, og hvad enten
forskerne har ret i, at mindre organismer kan overleve eller ej, er det i vores menneskelige bevidsthed
blevet til truslen om udslettelse af livet som sådan. Og vi mindes konstant om det af medierne: afsmeltning
af isen på polerne, døde koralrev, voldsomme orkaner og tornadoer, mislykkede klimatopmøder og små
østater, der slår alarm og prøver at råbe resten af verden op. A Song of Ice and Fire læses måske som en
billedsproglig fortælling om dette makrodrama, hvor overlevelse, i absolut forstand, er det gode, og død, i
absolut forstand, er det onde – og prikker til vores kollektive, dybtliggende desperationsfølelse over, at alt
for få magter i verden for alvor synes at have forstået dette perspektiv i nutidens globale klimaproblemer.
Det kan være en af forklaringerne på seriens usædvanlige appelkraft.
Ja-ja, og så er karaktererne fascinerende skåret, sproget er i særklasse, intrigerne er begavet
konstruerede, den eventyrlige opfindsomhed nærmest endeløs, og fremstillingen af vold og sex er
fuldkommen ufiltreret. Alt i alt en forrygende læseoplevelse – med yderst interessante perspektiver i sit
billedsprog.
Om forfatteren:
Bilbo Egelund er lektor og cand.mag. i dansk, historie og samfundsfag og har tidligere udgivet bogen
Fantasylitteratur, der er en teoretisk indføring i fantasygenren samt en antologi med uddrag fra centrale
fantasyværker.