hfjuni2010.pdf

hus forbi
nr. 6 juni 2010 14. årgang | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort
banket og voldtaget af ægtemanden
Udvist
af Danmark
en skjult virkelighed
Udenlandske
kvinder lever
med vold og
tvang
bombe under
dansk krigsindsats
Soldater ender
som hjemløse
hus forbi
KONTAKT
tlf. 8993 7474
REDAKTION
ANSVARSHAVENDE REDAKTØR
Jens Høvsgaard
[email protected]
REDAKTIONSSEKRETÆR
Simon Ankjærgaard
[email protected]
SKRIBENTER og FOTOGRAFER på dette nummer:
Anna Klitgaard
Trine Kit Jensen
Morten Bruun
Birgitte Höegh
Carsten Jensen
Holger Erik Henriksen (foto)
Søren Zeuth (foto)
Jan Sommer (foto)
Thomas Fredberg (foto)
FORSIDEFOTO
Søren Zeuth
KORREKTUR
Bro Kommunikation A/S
LAYOUT
salomet grafik
| leder |
Kærlighed og krig
KONTAKT REDAKTIONEN
tlf. 2990 2424
[email protected]
SALGSAFDELING
Jimmy Rohde, tlf. 5133 8128
[email protected]
Rikke Kratholm, tlf. 2932 9084
[email protected]
SÆLGERKONTAKT
tlf. 5133 8128/2932 9084
UDGIVER
Foreningen Hus Forbi
Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N
Tlf. 2990 2424, www.husforbi.dk
DEBATINDLÆG
[email protected]
DISTRIBUTION
Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m.
kan fungere som distributør for Hus Forbi – dvs. være
udleveringssted af avisen til sælgerne.
Kontakt os på: tlf. 2932 9084/5133 8128
(se listen af distributører på www.husforbi.dk).
ABONNEMENT
STANDARDABONNEMENT: 340 kroner (12 numre om året
– inklusive moms, porto og gebyr).
STØTTEABONNEMENT: 540 kroner
Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006
eller [email protected]
BIDRAG
Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind
på kontonummer (9541)60028842.
Mærk indbetalingen ’bidrag’.
TRYK Medieselskabet Nordvestsjælland
OPLAG 65.000
LÆSERTAL 376.000 (2. og 3. kvartal 2009)
ifølge Index Danmark/Gallup
ANTAL SÆLGERE Cirka 500
ISSN 1397-3282
Næste nummer udkommer den 1. juli 2010.
OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af
hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker.
Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer.
Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper
både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ
til tiggeri og eventuel kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres
primært af professionelle freelancere, fotografer og illustratorer. Hus
Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, INSP.
Jeg holder utrolig meget af ordet ’anstændigt’. Det rummer alle de kvaliteter, der er grundlæggende for et godt demokratisk samfund – medmenneskelighed, respekt, næstekærlighed, lighed
for loven og lige muligheder. Prøv selv at tage det i munden, smag på det, og bemærk den gode
mavefornemmelse, du får, når det har bundfældet sig. Føles det ikke godt? Gentag så forsøget,
men sæt først et lille u foran ordet. En helt anden fornemmelse. Ikke?
I dette nummer af Hus Forbi serverer vi to historier, der i den grad understreger, hvad det lille u
kan føre med sig.
Nazema – en ung veluddannet pakistansk kvinde – giftede sig for fire år siden med en dansk/
pakistansk mand. Hun har en MBA fra et pakistansk universitet og var godt i gang med sin karriere, da hun mødte ham og blev forelsket. Han forsikrede hende, at han var en moderne tænkende mand og naturligvis ville acceptere, at hun fortsatte sin karriere, når hun flyttede sammen
med ham i Danmark. En helt uanstændig løgn.
Fra første dag i Danmark blev hun lukket inde i
svigerfamiliens hus. Blev tvunget til at skifte sit
vestlige tøj ud med traditionel pakistansk kvindebeklædning og blev overvåget døgnet rundt. Ikke
nok med det – hun blev også systematisk hånet,
banket, voldtaget og udsat for dødstrusler. I to år
levede hun i Helvede, så fik hun nok og stak af.
I løbet af kort tid rejste hun sig, fandt et job og
en lejlighed og indledte en skilsmissesag. Alt tegnede således lyst for hende, lige indtil skilsmissen
gik igennem. For sammen med skilsmissepapirerne modtog hun en udvisningsdom. Når hun ikke
længere var gift med den voldelige mand, havde
hun intet tilknytningsforhold til Danmark. Derfor
måtte hun ikke længere arbejde, så både job og
lejlighed røg sig en tur. Nu er hun tilbage i Pakistan, hvor hun efter turen til Danmark ikke længere
skal regne med en karriere eller en lys fremtid. På de kanter er fraskilte enlige kvinder ikke noget,
man samler på. Er det sådan et anstændigt samfund handler? Prøv at smage efter, og beslut dig så
for om ikke det lille u bør hives frem.
Mange hjemsendte
soldater ender som
rodløse og hjemløse.
Nogle finder et nyt
fællesskab i kriminelle
bander, mens andre
helt opgiver og
forsumper.
I Pakistans naboland Afghanistan kæmper danske soldater blandt andet for kvinders rettigheder. Fører en krig mod Talibanerne og deres opfattelse af anstændighed. Det koster liv – både
danske og afghanske, og det giver ar på sjælen hos de udsendte soldater. Når de vender hjem til
Danmark, må de leve med, deres frygtelige oplevelser – leve med hvad de har set, og hvad de
har forvoldt. Det er ikke rart, og selvom man måske udadtil er macho og et rigtigt mandfolk, så
kan det være meget vanskeligt at få en almindelig dagligdag langt væk fra fronten til at hænge
sammen. Derfor ender mange hjemsendte soldater som rodløse og hjemløse. Nogle finder et nyt
fællesskab i kriminelle bander, mens andre helt opgiver og forsumper. I England har man en længere tradition som krigsførende nation, end vi har her i landet. Derfor står der organisationer og
specialister klar til at samle op – alligevel er 10 procent af de hjemløse tidligere soldater. Her i Danmark ydes der endnu ikke hjælp som i England. Man kan mene, hvad man vil, om vores deltagelse i
krigene i Irak og Afghanistan, men uanset om man er for eller imod, så må vi anstændigvis tage os
af de udsendte soldater, når de vender hjem med livet i behold, men med sindet i laser. Alt andet
er uanstændigt.
I kærlighed og krig gælder alle kneb, og både kærlighed og krig kræver sine ofre. Undlader man
at hjælpe disse ofre, så må det lille u desværre findes frem.
Jens Høvsgaard, ansvarshavende redaktør
Vi støtter Hus Forbi
v/Annemette Lyngh
Vil du også støtte Hus Forbi?
2
Det koster 5.000 kroner om året at få sit firmalogo her på siden. Send en mail til [email protected]
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2010 | 14. årgang
| indhold |
4
Der bliver skudt på én,
og man skyder selv på
fjenden. Når soldaten
vender hjem igen følger
oplevelserne og rædslerne
med. Nogle klarer at
vende tilbage og genoptage et almindeligt
liv – andre gør det ikke
og ender som psykisk
ustabile og hjemløse.
I Danmark bliver der ikke
gjort nok for at hjælpe
disse skæbner, mener flere
private organisationer.
12
Da Nazema giftede
sig med en dansk/
pakistansk mand og
flyttede til Danmark
ændrede hendes liv sig
dramatisk. Hun blev
holdt som husslave
og udsat for bank,
ydmygelse og voldtægt.
Hun stak af fra manden,
fandt en lejlighed, fik
job og klarede sig uden
sociale ydelser. Alligevel
er hun blevet udvist af
Danmark.
22 så er det sagt
Carsten Jensen stiller skarpt på den store
danske maler Christen Køpke og den
danske selvopfattelse af dét at være
dansk.
10
Engang var Pat Brady
højt dekoreret elitesoldat i den britiske hær.
Så kom det civile liv med
flashbacks, mareridt,
søvnløshed og angstanfald. Pat er blot en
af de mange engelske
soldater, der endte som
hjemløs, og antallet
stiger med eksplosiv
hast. Flere end ti
procent af alle hjemløse
i England er tidligere
udsendte kampsoldater.
18
Et uvist, men stort antal
udenlandske kvinder
i Danmark lever i en
lukket og skjult verden.
Deres danske mænd
mishandler dem og
behandler dem som
skidt, men de er
tvunget til at blive i de
voldelige forhold. Har
de ikke boet i Danmark
i mindst syv år, bliver de
sendt tilbage til deres
hjemland, hvis de bliver
skilt fra manden.
| et billede fra gaden |
foto Holger Erik Henriksen
Bænkevarmere: Hus Forbi-sælgere nyder en pause i middagssolen.
20 5 skarpe
Den århusianske rådmand Hans Halvorsen
har en plan og blæser til kamp mod social
udstødelse og fattigdom, men holder
planen?
23 noter
Hus Forbi er blevet kongelig hofleverandør. Nu læser Joachim og Marie også
Carsten Jensens klumme.
24-25 læserne skriver
32 føljeton fra gaden
Læs nyeste afsnit i føljetonen om Allan,
der er 35 år, hjemløs og Hus Forbi-sælger.
HUS FORBI
| nr. 6 juni 2010 | 14. årgang | 3
foto Polfoto, Jens Dige
Svære traumer sender
danske eks-soldater på gaden
af Simon Ankjærgaard
De har været udsendt til krigszoner verden over med det lille
dannebrog syet på uniformsjakken. Efter endt tjeneste vender
de tilbage til det civile liv, men
traumerne fra de barske oplevelser
forbliver ubehandlede, og ganske
langsomt smuldrer hverdagslivet
for dem. Først ryger kontakten til
vennerne, så til familien. Rudekuverterne forbliver uåbnede i
entréen. Fogedens trin kan høres
på trappen.
Sådan er situationen for flere
hundrede danske mænd, der siden
starten af 1990’erne har været
udsendt til tjeneste på Balkan og
4
i Afghanistan og Irak. Af de omkring 25.000 danske soldater, der
inden for de seneste 20 år blevet
sendt af sted til verdens brændpunkter, har op mod 14 procent
oplevet psykiske problemer efter
endt tjeneste. To procent har eller vil udvikle så svær en grad af
posttraumatisk stress, at der er
overhængende risiko for, at de
ender på gaden.
Det oplever man blandt andet
hos fagforeningen Hærens Konstabel- og Korporal Forening (HKKF),
hvor tallene fra Livlinen, en akuttelefon for tidligere soldater med
ar på sjælen, taler deres tydelige
sprog. Der er i øjeblikket 373 verserende sager. I 299 af tilfældene
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2010 | 14. årgang
har eks-soldaten forsøgt selvmord.
I 189 tilfælde mere end én gang.
286 fortæller, at de har misbrugsproblemer, og 259 er blevet single,
efter at de er kommet hjem fra
aktiv tjeneste. 68 har mistet kontakten til deres børn.
- Det gælder for denne gruppe
svært traumatiserede eks-soldater,
at de isolerer sig, afbryder kontakten til omverdenen og til sidst er
i fare for at blive smidt på gaden.
Den gruppe får ingen hjælp fra forsvaret, og grundlæggende halter
Danmark på det område langt bagefter andre krigsførende lande. De
traumatiserede og socialt udsatte
eks-soldater skal selv sparke en
masse døre ind for at få den rigtige
støtte, og for netop den gruppe er
dét den første og sværeste beslutning, fortæller Flemming Vinther,
formand for HKKF.
- Derfor har vi Livlinen, selvom
det egentlig ikke er vores opgave
som fagforening. For os er det helt
banalt et spørgsmål om at kunne
sove godt om natten, siger han.
Får et spørgeskema
Når en dansk soldat vender hjem
fra aktiv tjeneste, sender forsvaret
ham igennem et tremåneders akklimatiseringsforløb, der mentalt
skal ruste ham til tiden som civil.
Derudover bliver han bedt om at
udfylde et spørgeskema et halvt
år efter hjemkomsten. Det er der
foto Polfoto, Jens Dige
Social isolation og hjemløshed er endestationen
for svært traumatiserede danske eks-soldater.
Og der er ringe hjælp at hente hos det forsvar,
der i sin tid sendte dem til fronten.
en tredjedel, der ikke gør, og det
er netop dem, det er vigtigt at få
fat på, lyder det fra HKKF. Det er
dem, der risikerer at vende tilbage
flere år efter med uoverskuelige
psykiske og sociale problemer og
et akut behov for hjælp.
- Når vi får disse akutte henvendelser via Livlinen, gælder det
om at handle med det samme. Derfor sender vi straks en krisepsykolog af sted. Den mulighed har
forsvaret ikke, fordi det er bundet
af administrative rammer og regler
for korrekt sagsbehandling, siger
Flemming Vinther.
- Samtidig gør vi os ikke til
dommere over eks-soldaternes
situation. Hvis vi får at vide, at de
har det skidt, jamen så har de det
skidt. Får vi at vide, at det skyldes deres ophold som FN-soldat i
Kroatien i 1993, jamen så skyldes
det deres ophold i Kroatien i 1993.
Det er der ingen grund til at stille
spørgsmålstegn ved. Det gælder
om at handle nu og her på deres
henvendelse, siger Flemming
Vinther.
Balkan-soldaterne strømmer til
Posttraumatisk stress kan ulme hos
en tidligere udsendt soldat i årevis,
før den bryder ud i lys lue. Derfor
er flertallet af henvendelserne til
HKKF’s Livline fra soldater, der var
udsendt til borgerkrigen på Balkan
i 1990’erne. Samme tendens oplever
man hos fonden Soldaterlegatet, der
blev oprettet for 14 måneder siden
med det formål at støtte fysisk og
psykisk skadede eks-soldater med
alt fra økonomisk rådgivning til
psykologhjælp.
- Vi kan se, at jo længere væk
i tid den barske oplevelse er, jo
større er de sociale og personlige
problemer, som eks-soldaterne
lider under. Vi har rigtig mange
Balkan-soldater, for hvem hverdagen er blevet uoverskuelig. De
har opgivet at betale regninger og
at holde kontakten til familien.
Vi bliver et af deres sidste håb,
fortæller Ann-Christina Salquist,
der er sekretariatschef ved Soldaterlegatet. Samme erfaring har
man gjort sig hos en anden privat
støttefond, Støtte Til Soldater Og
Pårørende, meddeler formanden
René Dall Qvist Rasmussen.
Tendensen er bekymrende, for
hvad sker der om en årrække, når
traumerne som en boomerang
rammer de hjemvendte Afghanistan- og Irak-soldater?
- Siden vi sendte de første soldater af sted i starten af 1990’erne,
har vi fået et bedre system til at
håndtere dem. Jeg er moderat
optimist og håber, at vi er ved at
knække kurven, men jeg er ikke
idiot. Der ligger en stor opgave
forude. Vi bliver bestemt ikke arbejdsløse, siger Flemming Vinther

fra HKKF.
HUS FORBI
| nr. 6 juni 2010 | 14. årgang | 5
foto Polfoto, Thomas Sjørup
- Vi har rigtig mange Balkan-soldater, for hvem hverdagen er blevet
uoverskuelig. De har opgivet at betale regninger og at holde kontakten
til familien. Vi bliver et af deres sidste håb.
Ann-Christina Salquist, sekretariatschef ved Soldaterlegatet
Hvor stor opgaven bliver i fremtiden, vides ikke med sikkerhed,
for der er meget lidt viden på området. Selvom Danmark har haft
soldater i skudlinjen i to årtier, er
det først i år, at et sammenhængende forskningsprojekt under
Det Nationale Forskningscenter
for Velfærd (SFI) er skudt i gang.
Og det er bestilt af Soldaterlegatet,
ikke af hverken forsvaret eller
Folketinget.
- Ideelt set burde SFI’s forskning
være sat i gang tidligere, men vi er
bare glade for, at arbejdet nu er i
gang, siger Ann-Christina Salquist.
Projektet skal blandt andet
måle, hvordan soldaternes psykiske og fysiske helbred påvirkes
6
af indsatserne ved fronten, og de
endelige resultater vil blive præsenteret i 2011.
- Vi har presset på i årevis for
at få undersøgt de langsigtede
konsekvenser af udsendelserne, så
vi kan rette vores arbejde ind på
forebyggelse i stedet for brandslukning. Problemet har været, at
de krisepsykologer, der har skullet udføre forskningen, har haft
travlt med at sagsbehandle, fordi
behovet har været så stort, siger
HKKF’s Flemming Vinther.
Værn om veteranerne
Den store efterspørgsel på krisepsykologer og de foruroligende tal
fra blandt andet Livlinen er ikke
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2010 | 14. årgang
gået ubemærket hen på Christiansborg. Senest har Venstre med bred
enighed i Folketinget foreslået at
etablere et militærmedicinsk center til behandling af soldater med
skader på krop og sjæl og oprette
en vidensbank.
- Vi skylder soldaterne mere
tryghed. Og skal vi yde det allerbedste herhjemme, så er vi nødt
til at centralisere eksperthjælpen,
siger Preben Rudiengaard (V),
formand for Folketingets Sundhedsudvalg.
Samtidig er Forsvarsministeriet i gang med at udarbejde en
sammenhængende veteranpolitik,
der blandt andet skal sikre det
stigende antal eks-soldater, hvor
’de psykiske efterreaktioner kan
antage permanent karakter’.
- Vi hilser en forbedret veteranpolitik velkommen, fordi det
er så vigtigt at få defineret rollerne. Hvilke opgaver har staten,
fagforeningerne og de frivillige
organisationer? Det skylder vi
de unge mænd, der har været af
sted for Danmark, og som kommer
forkrøblet hjem, siger Flemming
Vinther fra Hærens Konstabel- og
Korporal Forening. |
foto Polfoto
- Derfor har vi Livlinen, selvom det egentlig ikke
er vores opgave som fagforening. For os er det helt banalt
et spørgsmål om at kunne sove godt om natten.
Flemming Vinther, formand for HKKF
foto Polfoto, Thomas Sjørup
Flere hundrede danske soldater, der har gjort tjeneste i verdens krigszoner, ender så svært traumatiserede, at de falder gennem det sociale sikkerhedsnet, når de
vender hjem.
HUS FORBI
| nr. 6 juni 2010 | 14. årgang | 7

Antallet af hjemløse
britiske eks-soldater
er eksploderet
Ti procent af Storbritanniens hjemløse er tidligere soldater.
Omvæltningen fra krig til hverdag er stor, og for mange soldater
trænger traumerne sig på, når drømmen om en stille tilværelse
i fredelige omgivelser ikke bliver til virkelighed.
Private humanitære organisationer kritiserer den britiske stat
for ikke at være sit ansvar bevidst.
af Anna Klitgaard
For en krigserfaren britisk soldat
kan det være en stor udfordring
at overgå til det civile liv efter
endt tjeneste. Og for flere og flere
ender det helt galt. I dag er op
mod 10 procent af alle Storbritanniens hjemløse tidligere soldater.
- Siden 2005 har vi oplevet en
stigning på 66 procent i antallet
af veteraner, der søger hjælp hos
os. Sidste år alene søgte 1.257. Af
dem lider over 60 procent af posttraumatisk stress, PTSD, mens
mange andre har alkoholproblemer, som måske dækker over
psykiske problemer. Vi ser gerne,
at de berørte søger hjælp tidligere, men lige nu hjælper vi over
4.300 mennesker, og vi har brug
for flere ressourcer, siger Stephen
Clark fra organisationen Combat
Stress.
Det samme oplever man i organisationen Crisis, der hjælper alle
uden tag over hovedet. Organisationerne blev i 1990’erne oversvømmet af hjemløse veteraner
og de problemer, de havde med sig
i bagagen.
- Da vi først fik øjnene op for,
at der var et problem, udgjorde
tidligere soldater helt op mod 22
procent af dem, der søgte støtte
hos os, siger Karim Khan fra
Crisis.
Kan ikke begå sig
Statens ansvar for at sikre både
nuværende og tidligere solda-
8
ter fysisk, psykisk og socialt er
nedfældet i den såkaldte Military
Covenant, men både hæren og det
offentlige system har haft mere
end svært ved at klare efterspørgslen på kvalificeret hjælp,
lyder kritikken fra flere af de
organisationer, der arbejder med
social udsathed.
- Det, vi ser nu, får mig til
at frygte en eksplosion i antallet af syge soldater i fremtiden,
siger Derek Heath. Han er leder
af Mike Jackson House, der er
et værested for traumatiserede
og socialt ekskluderede ekssoldater.
- Indtil videre har hæren været
tilbageholdende med at erkende
problemet og selv yde hjælp. De
har i høj grad overladt det til
private organisationer som os at
træde til. Hæren skal blive bedre
til at tage sig af soldaterne, når
de kommer tilbage. De skal være
mere grundige i deres debriefing
og ikke bare spørge ud i rummet,
om alle har det godt. Det får de
ikke noget ærligt svar på, siger
han.
Han erkender, at sundhedssystemet er blevet bedre til at
opdage PTSD, hjemløseorganisationerne bedre til at spørge ind til
fortiden hos dem, de hjælper, og
offentligheden bedre til at forstå.
Han efterlyser imidlertid flere
væresteder som Mike Jackson
House, for behovet for hjælp er
enormt – og bliver ikke mindre,
når de, der lige nu er udsendt til
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2010 | 14. årgang
Afghanistan og tidligere til Irak,
træder ind i det civile liv.
Karim Khan fra Crisis er enig
med Derek Heath.
- Eks-soldaterne har ikke
kunnet finde den rette hjælp for
deres psykiske problemer, fordi
sundhedssystemet var for dårligt
forberedt og slet ikke havde res-
- Det, vi ser nu,
får mig til at frygte en eksplosion i
antallet af syge
soldater i fremtiden. Indtil videre
har hæren været
tilbageholdende
med at erkende
problemet og selv
yde hjælp.
Derek Heath,
leder af Mike Jackson House
sourcer til at hjælpe så mange. I
dag er det bedre, men de hjemløse
soldater er stadig en stor gruppe i
gadebilledet, siger han.
Det stigende behov for hjælp til
hjemløse eks-soldater og de britiske mediers massive dækning af
faldet fra krigshelt til bums pressede i 2007 det britiske forsvarsministerium til at reagere.
- Vi arbejder hårdt på at oplyse
soldaterne om, at de muligvis kan
få psykiske mén eller PTSD senere i livet, hvis de har været udsendte. Vi sørger for, at de bliver
debriefede før og efter aktioner,
og oplyser private læger om at
være opmærksomme på PTSD. Vi
har et ansvar over for soldaterne,
som vi tager alvorligt, lød ministeriets officielle udmelding.
Erkendelse er første skridt
Også veteranernes egen stolthed
gør dem til en svær gruppe at
hjælpe. Mange vil ikke erkende,
at en tidligere kampsoldat kan
få psykiske problemer, siger dr.
Hugh Milroy fra organisationen
Veteran’s Aid.
- Vi kan se, at mange af dem,
der kommer til os, har kamperfaring, der ligger et årti eller mere
tilbage. Der går tid, fra de forlader
hæren, til de oplever opbrud i
familien, arbejdsløshed og flashbacks. Derfor er det vigtigt med
information om de problemer, der
kan ramme senere, for soldaterne
skal vide, at de faktisk har en
del tilbud at vælge imellem. I
dag rammer mange bunden, før
de søger hjælp, men vi skal have
dem til at komme til os hurtigere,
ellers tager det bare længere tid at
få dem på fode igen. |
foto Anna Klitgaard
Hjemløseorganisationerne i Storbritannien vurderer, at der i hele landet er omkring 400.000 hjemløse – og at ti procent af disse har en militær baggrund.
HUS FORBI
| nr. 6 juni 2010 | 14. årgang | 9

krig
til
kaos
Fra
af Anna Klitgaard
Militærbyen Aldershot i det sydlige England
har altid brystet sig af at være hjem for hæren.
At være dér, de britiske soldater kom tilbage
til efter aktiv tjeneste og slappede af. Mange
fandt efter endt tjeneste deres familie og deres
hjem her, men i de senere år har mange også
fundet rendestenen.
I stadig stigende grad oplever hæren nemlig,
at soldaterne udvikler posttraumatisk stress
(PTSD), alkoholmisbrug og andre mentale
lidelser. De kan ikke finde ud af at passe ind i
civilisationen og giver til sidst op.
63-årige Pat Brady er en af dem. Efter at
have været højt dekoreret elitesoldat fra 1965
til 1987 ville han ikke mere. Den dag i dag må
han ikke tale om sine missioner eller lade sig
fotografere på grund af en indgået aftale med
militæret, men han vil gerne dele ud af sine
livserfaringer. Pat Bradys historie afspejler
nemlig den lange periode, der kan gå fra aktiv
krigsindsats til personligt kaos. I slutningen
af 1980’erne fik han et job som lærer, men
efterfølgende familietragedier og arbejdsløshed førte traumerne med sig. Pludselig som 60årig, 20 år efter at han forlod hæren, fandt han
sig selv med en flaske i hånden og på gaden.
- Jeg var jo nok klar over, at der var noget galt. Jeg sov slet ikke eller meget dårligt,
drømte så meget, at jeg faldt ud af sengen,
drak stadig mere og isolerede mig. Til sidst
kunne jeg ikke betale huslejen og endte på
gaden.
Pat Brady kunne være endt som endnu en
af de 40.000 tidligere soldater, som britiske
hjemløseorganisationer vurderer ikke har nogen fast bopæl. De bor hos venner, på herberg
eller på gaden. Men Pat Brady var heldig. For ud
10
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2010 | 14. årgang
Engang var Pat Brady en højt
dekoreret elitesoldat i den britiske hær.
Så kom det civile liv – og med det
flashbacks, mareridt, angstanfald
og søvnløshed. Han isolerede sig
fra omverdenen og endte til sidst i
hjemløshed.
af sprittågerne kom et tilbud om et ophold på
værestedet Mike Jackson House i Aldershot.
Lang venteliste til roen i huset
Værestedet er et tilbud til socialt ekskluderede
eks-soldater og er bygget på et stykke land,
som det britiske forsvarsministerium donerede
i 2008. Det ligger klods op ad en af Aldershots
mange garnisoner og lige ud til en travl vej,
hjælper, har et stort alkoholproblem, siger han.
- Alkohol fylder meget i hæren. Det er en
måde for soldaterne at være sociale, vise følelser og få snakket på. Det er der, de kobler fra.
Efter endt tjeneste har de ikke kammeraterne
mere, men bare flasken. Mange knækker halsen, fordi de ikke har noget netværk uden for
hæren. Så når de falder, falder de hårdt.
Fremtiden venter
- Jeg var jo nok klar
over, at der var noget
galt. Jeg sov slet ikke eller meget dårligt, drømte
så meget, at jeg faldt ud
af sengen, drak stadig
mere og isolerede mig.
Pat Brady
men alligevel hviler der en ro over stedet. 25
små lejligheder rummer nogle af de få heldige,
som har fundet tag over hovedet og hjælp til at
klare hverdagen. Og ventelisten er lang. Kun
én ud af fire, der søger, får plads i huset.
Stedet ledes af Derek Heath, og han ville
ønske, at hæren gjorde mere for dem, der har
gjort tjeneste for fædrelandet. Selv har han
aldrig været i kamp eller aftjent værnepligt,
men har en baggrund blandt misbrugere og
psykisk syge i Londons hjemløsecentre. Erfaringerne herfra har været guld værd i Aldershot, for mange af de tidligere soldater, han
Pat Brady tog uden tøven imod tilbuddet
fra Mike Jackson House om at komme ud af
alkoholmisbruget. I dag har han mere styr på
sit liv, værelset er ordnet med militær perfektionisme, og han er så småt ved at tænke på
tiden, der kommer. Det maksimale, man kan
bo i huset, er 18 måneder, og Pat Brady har allerede været her i 16. Så det er tid til at lægge
fremtidsplaner, og selvom det lige nu virker
skræmmende på den tidligere elitesoldat, ser
han frem til at komme tilbage til en almindelig
tilværelse.
- Jeg har fået så meget hjælp her. Jeg beholder et job i huset som altmuligmand, efter
at jeg flytter, så jeg føler, at jeg stadig har
adgang til støtte. Men selvfølgelig er fremtiden
skræmmende. PTSD går aldrig væk. Det er noget, jeg må lære at leve med, men i det mindste
har opholdet her hjulpet så meget, at jeg har
mod til at leve videre.
Pat Brady håber, at fremtiden vil bringe
ham stabilitet og ro. At han igen vil finde sig til
rette blandt Aldershots mange garnisoner og
de tidligere kolleger. Og så håber han, at han
kan blive ved med at komme i Mike Jackson
House.
- Det er mit holdepunkt lige nu. Det, der
holder mig kørende, siger han. |
foto Polfoto Ryan Remiorz
Storbritannien har en lang krigserfaring, men hvad sker der med soldaterne, når de vender hjem til den civile hverdag? For Pat Brady betød det, at traumerne fik frit
løb, og at han endte på gaden.
foto Anna Klitgaard
- PTSD går aldrig væk,
det er noget, jeg må lære
at leve med, men i det
mindste har opholdet
her hjulpet så meget,
at jeg har mod til at leve
videre.
Pat Brady
Vægmalerier med tydelige tråde tilbage til beboernes militære fortid pryder
væggene i Mike Jackson House.
HUS FORBI
| nr. 6 juni 2010 | 14. årgang | 11
12
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2010 | 14. årgang
Slave
i København
Voldelig ægtemand og hans familie holdt
kvinde som husslave. Svigermoderen
forlangte total underdanighed, og manden
sex, når og hvor det passede ham.
af Jens Høvsgaard
foto Søren Zeuth
Den islandske askesky gav hende et par dages
ekstra ro, men da vulkanresterne havde forladt det danske luftrum, var der også afgang
for hende. Fra Flight PK 752 til Islamabad i Pakistan kunne hun se Danmark blive mindre og
mindre for til sidst helt at forsvinde, men minderne om opholdet her i landet svinder aldrig
bort. Glemmes kan hverken de uhyrligheder,
hendes herboende pakistanske svigerfamilie
udsatte hende for, eller den behandling, de
danske udlændingemyndigheder gav hende,
da hun søgte hjælp der.
I et år blev hun holdt som husslave af sin
svigermor. Hun blev ydmyget, holdt indespærret, blev overvåget, når hun talte i telefon, fik
kontrolleret sine e-mails og blev banket og
voldtaget af husets søn – manden, hun havde
troet på og havde giftet sig med af kærlighed.
I dag undrer hun sig over, at hun kunne være
så dum og naiv. Forstår ikke, at hun ikke langt
tidligere kunne se, at noget ikke var, som det
skulle være.
- Men jeg troede jo på ham. Jeg havde
forelsket mig i ham, og selvom det viste sig,
at han ikke var den, jeg havde forestillet mig,
han var, så ville jeg ikke give op. Jeg har altid
tænkt, at når jeg en dag gifter mig, så er det et
ægteskab for livet – noget, man kæmper for,
siger hun og knuger en papirserviet. På bordet
foran hende ligger en næsten tom pakke
Kleenex; da interviewet gik i gang to timer
tidligere, var den fyldt.
Hun forstår heller ikke, at den eneste hjælp,
hun har fået fra det land, hun flyttede til for
at skabe sig en fremtid med sin mand, er en
enkeltbillet hjem til Pakistan. Da hun efter
to år endelig fik nok og tog sig sammen til at
forlade det ægteskabelige fængsel, lykkedes
det hende på rekordtid og uden hjælp fra det
offentlige at blive dansk skatteborger med job
- Han fortalte, at han
ikke var den dér type
mand, som mener, at
en kones plads kun er i
hjemmet og ikke andre
steder. Han ville støtte
mig, så jeg også kunne
få en karriere i Danmark.
Nazema
og egen lejlighed. Altså en gevinst for samfundet, en rigtig præmieindvandrer af den slags,
der ikke belaster vores sociale system, men
derimod sætter en ære i at klare sig selv og
svare enhver sit.
- Jeg forstår det ikke. Jeg har ikke taget
noget fra nogen. Jeg har skabt min egen stilling i det firma, jeg blev ansat i, og der var
brug for mig og mine kundskaber, siger hun på
sit formfuldendte og perfekte engelsk. Dansk
forstår og taler hun også til en vis grad, selvom
hendes mand nægtede hende at gå på sprogskole.
Den ’fejl’ hun begik var, at hun lod sig skille
fra den voldelige ægtemand efter to og et halvt
års ægteskab. Derfor blev hun udvist. Havde
hun klaret fire et halvt år mere med vold og
tæsk, ville situationen have set anderledes ud.
Så havde hun nået den magiske grænse på syv
år, og så ville hendes tilknytningsforhold til
Danmark være så stabilt, at hun havde fået lov
at blive.
Historien om Nazema, som den 34-årige
pakistanske kvinde hedder, og hendes liv i et
lukket parallelsamfund er ikke enestående.
Et uvist, men – ifølge eksperter på området –
stort antal udenlandske kvinder lever under
lignende forhold her i landet. Vi hører bare
sjældent om dem. Derfor er beretningen om
Nazema ikke alene en beretning om et ægteskab, der kørte helt af sporet, et stift dansk
udlændingesystem og en såret og ulykkelig
kvinde. Det er også en beretning om og et
unikt kig ind i et dansk-pakistansk miljø, hvor
regler, hierarki og etik har bund i en virkelighed, der ikke er fulgt med udviklingen i
hverken Danmark eller hjemlandet.
Nazema mødte første gang sin kommende
ægtemand i starten af maj 2006. De blev introduceret for hinanden via medlemmer af hans
familie, da han var på besøg i Pakistan. Selvom
mandens familie mente, at de to måtte være
noget for hinanden, så var der ikke tale om et
tvangsægteskab. Nazema faldt simpelthen for
ham, og selvom hendes familie rådede hende
HUS FORBI
| nr. 6 juni 2010 | 14. årgang | 13

til ikke at gøre noget overilet, så var hun selv
overbevist om, at manden fra Danmark var
manden i hendes liv. Så meget, at de blev gift
to og en halv måned efter det første møde.
- Vi talte rigtig godt sammen og delte de
samme opfattelser af, hvordan et ægteskab
skulle være. Han fortalte, at han ikke var den
dér type mand, som mener, at en kones plads
kun er i hjemmet og ikke andre steder. Han
ville støtte mig, så jeg også kunne få en karriere i Danmark.
Tjenestepige og mandens legetøj
Nazema har læst business administration på
Universitetet i byen Lahore og har samtidig
en uddannelse som lærer. Da hun mødte sin
mand, var hun ansat i administrationen på
universitetet, der samarbejder med Copenhagen Business School, CBS. Hun havde et godt
socialt liv med venner af begge køn, spillede
tennis, gik på café og i biografen, når det passede hende. Ingen traditionel beklædning eller
tørklæde, men udslået hår og vestligt modetøj.
Levede altså et liv som så mange andre yngre
singlekvinder her på vores del af kloden – dog
med en enkelt undtagelse.
- Sex før ægteskabet er ikke noget, vi praktiserer i vores religion, men det var ikke noget
problem. Det var i hvert fald ikke noget, jeg
tænkte over. Jeg ville vente på den rette.
Den rette var altså manden fra Danmark,
troede hun, men da ringene var sat på fingrene
skiftede han ham – viste sig at være en dansk/
pakistansk udgave af dr. Jekyll og mr. Hyde.
Straks hun var blevet installeret i svigerfamiliens hus i Valby i København forvandlede han
sig fra den forstående og moderne mand til en
middelalderlignende tyran – godt assisteret af
sin mor.
- Han gav mig et skema. Fra klokken otte
om morgenen til klokken fem om eftermiddagen skulle jeg stå ubetinget til rådighed for
hans mor og gøre, som hun befalede, og fra
klokken fem til klokken otte om morgenen var
det ham, der bestemte over mig.
Da Nazema og hendes mand i tiden op til
brylluppet talte sammen om det kommende
samliv i Danmark, stillede han hende i udsigt,
at de skulle bo i deres eget hus, men det skind
blev der ingen bukser af. De flyttede derimod
ind på førstesalen i svigerforældrenes villa. Et
bofælleskab, der skulle vise sig at være langt
fra ukompliceret. Nazema blev betragtet som
tjenestepige – ikke som et ligeværdigt medlem af familien, og i modsætning til mandens
søskende, der var yngre end Nazema, og som
gik klædt som andre unge danskere og havde
- Min svigermor
forklarede mig, at jeg
skulle betragte mig selv
som et stykke legetøj
for sønnen – en dukke,
han ikke havde lyst til
at dele med andre.
Nazema
et aktivt liv uden for huset, skulle Nazema gå
i traditionelt pakistansk tøj og fik ikke lov til
at forlade hjemmet uden at være under opsyn.
Når der var gæster på besøg, måtte hun med
ryggen til dem skænke te i et tilstødende rum,
men ikke servere den for dem.
- De skulle kunne se mig på afstand; se, at
jeg så pæn ud, men jeg måtte ikke tale med
dem. Min svigermor forklarede mig, at jeg
skulle betragte mig selv som et stykke legetøj
for sønnen – en dukke, han ikke havde lyst
til at dele med andre. Det var min pligt, og så
skulle jeg sørge for hurtigst muligt at blive
gravid. Derfor måtte jeg heller ikke drikke
hverken te eller kaffe, da det kunne være
med til at forhindre en graviditet, mente mine
svigerforældre.
Udsat for ydmygende og hårdhændet sex
Men Nazema blev ikke gravid. Det til trods
for at manden konstant krævede sex. Når hun
havde overstået sine daglige pligter i huset,
der altid blev sluttet af med, at hun skulle
massere svigermoderens fødder, ventede han
på første sal – ikke med kys og kram, men
derimod med en knyttet næve og krav om
sadistisk sex.
- Det var, som om han blev opmuntret, når
han kunne se, at det gjorde ondt på mig. Hvis
jeg gjorde modstand og sagde nej, blev han
bare mere ophidset og aggressiv. Han tog hårdt
fat i mig, holdt mig fast og bed mig i nakken
og på halsen. Han opførte sig som et dyr og
behandlede også mig som et dyr.
Hun kan kun huske, at han en enkelt gang
har rørt hende uden at gøre hende ondt. Da
hun brød grædende sammen, efter at han
havde tvunget hende til nogle efter hendes opfattelse ydmygende og smertefulde stillinger,
lagde han en arm om hendes skulder.
- Han talte pænt til mig og ville kramme
mig, men han kunne ikke finde ud af det, så
det blev meget kortvarigt.
Det var ikke kun i soveværelset, Nazema
måtte lægge krop til hans voldsomme seksuelle adfærd. Han krævede sex af hende, når
og hvor det passede ham – ofte i biler eller på
offentlige steder, noget, hun fandt ekstremt
ydmygende og derfor nægtede at være med
til. Enden på historien blev derfor altid den
samme – en voldtægt.
Efter et års fangenskab i svigerforældrenes
hus, hvor hun ikke måtte bruge internettet,
ikke havde adgang til noget at læse i, da alle
familiens bøger og aviser var på dansk, og
ikke måtte fortælle om sit liv, når hun en sjælden gang under overvågning fik lov til at ringe
til sin familie i Pakistan, så det endelig ud til,
at situationen ville lysne en smule. Nazemas
mand havde fundet et hus til dem. Han fortalte, at han desværre ikke havde råd til et hus
i København, men i stedet havde han fundet et
sted i Malmø i Sverige.
- Jeg forsøgte, som jeg havde gjort så mange
gange før, at fortælle ham, at jeg ikke havde
noget ønske om et hus. Det eneste, jeg ønskede, var et sted, der var vores eget. En lille
lejlighed ville være fint nok. Det ville han ikke
høre tale om. Vi skulle have et hus, og det
kunne vi få, hvis vi flyttede til Sverige.
Desperat for at slippe væk fra den dominerende svigermor accepterede Nazema.
Under flytningen til Sverige krævede
manden igen sex. Her og nu og i bilen. Nazema
nægtede, og denne gang undgik hun at blive
voldtaget, selvom han straks blev aggressiv.
’Enten underligger du dig mine følelser, eller
også kører vi tilbage til mine forældre, og så 
- Jeg kan sagtens
klare mig for 20.000 om
måneden, men Udlændingeservice forlanger, at jeg
skal tjene næsten 32.000.
Jeg har en MBA fra
Pakistan og er i gang
med en master i økonomi.
Nazema
14
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2010 | 14. årgang
HUS FORBI
| nr. 6 juni 2010 | 14. årgang | 15
- Jeg skal ikke have
nogen økonomisk hjælp
fra Danmark, jeg kan
klare det selv. Det eneste, jeg beder om, er, at
jeg må blive, indtil jeg
har afsluttet mit studie.
Det er det, der skal til,
for at jeg kan komme
videre med mit liv. I
Pakistan har jeg ikke
længere nogen fremtid.
Nazema
skal du trygle dem om lov til at blive boende
hos dem’, truede han, men Nazema stod fast og
fik ham overtalt til, at han i stedet kørte hende
tilbage til København, hvor hendes søster bor.
’Så kan vi begge tænke os om en ekstra gang
med hensyn til Sverige’, sagde hun. Overraskende accepterede manden, satte hende af
hos søsteren og lod hende forstå, at hvis han
skulle tage hende tilbage, så blev det på hans
præmisser. I løbet af de næste tyve dage så
hun ham ikke.
Mens hun opholdt sig hos sin søster, opdagede hun, at hun var gravid. Hun opsøgte en
læge, der undersøgte hende og konstaterede, at
hendes tilstand ikke var stabil. Han beordrede
hende til at slappe af og ikke løfte tunge ting.
Hun skulle holde sig i ro.
Da hun kom tilbage fra lægebesøget, ringede
hun til sin mand for at fortælle ham nyheden.
Han troede hende ikke. Det kunne ikke passe.
Det var for tidligt og noget rigtig skidt, fordi
hans far ikke var blevet informeret. Nu blev
Nazema for alvor forvirret. Siden hun første
gang satte foden i svigerforældrenes hus,
havde de presset på med hensyn til en graviditet. Nu var det lykkedes, og så var det også
galt. Tre dage senere begyndte hun at mærke
smerter, ringede til sin mand og fik ham til at
køre hende til læge. Under lægebesøget tolkede manden for hende, men han fortalte ikke
lægen, at hun havde smerter, men bad ham i
stedet foretage en graviditetstest for at være
sikker på, om hun overhovedet var gravid.
- To dage senere flytter vi til Malmø. Min
mand er ligeglad med, at jeg venter mig, og
sætter mig til at flytte rundt på møbler. Han
hjælper ikke til med noget som helst. Det er
mig, der skal sørge for både indkøb og husholdning. Han forlanger også sex, selvom
lægen har frarådet det.
Nazema holder en af mange pauser i sin
beretning, får efter en dyb indånding igen
samling på sine følelser og fortæller, at hun
16
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2010 | 14. årgang
forsøgte at forklare ham, at det gjorde meget
ondt, at hun havde smerter og derfor ikke
kunne gennemføre et samleje.
- Så siger han, at jeg skal tilfredsstille ham,
og hvis jeg ikke gør det, så har han ikke noget
at bruge mig til, og så må han jo gå til en anden kvinde.
Høj uddannelse og indtægt ikke nok
På deres etårs bryllupsdag den 14. juli 2007 insisterer han på sex. Han tvinger hende igen til
nogle ydmygende stillinger og udsætter hende
for sadistiske overgreb. Bagefter har hun
meget stærke smerter i underlivet. Hun lægger
sig på sofaen og holder på sin mave, men får at
vide, at hun ikke skal spille skuespil, men rejse
sig og bestille noget. Hun kommer på benene
og vakler ud på badeværelset. Det føles, som
om noget vælter ud af hende. Hun kan se, at
hun bløder kraftigt fra underlivet, og beder
manden kontakte en læge. Der gør han først
fem dage senere. Nazema bliver indlagt akut
og får fjernet en graviditet uden for livmoderen.
Efter yderligere et år sammen med manden,
der nu ud over at fortsætte med at behandle
hende som en slave også begynder at true med,
at hun er i livsfare både her og i Pakistan, hvis
hun på nogen som helst måde vanærer ham
og hans familie, vælger hun at stikke af. Hun
søger hjælp på Dannerstiftelsen, hvor hun får
hjælp til at komme på benene igen. Hun finder
en lille lejlighed, får job i et rengøringsfirma og
indleder samtidig en skilsmissesag. Hun falder
i snak med indehaveren af rengøringsfirmaet
og fortæller om sin uddannelsesmæssige baggrund. Han er ved at etablere et handelsfirma
og mener, at de kvalifikationer, Nazema har,
muligvis er nogle, han kan gøre brug af. Der
ser han rigtigt. I løbet af det efterfølgende
halve år er hun med til at bygge firmaet op fra
bunden og tjener tyve tusind kroner om måneden. Alt ser således lyst ud for Nazema, der
ved siden af sit job også er begyndt at studere
på Roskilde Universitet. Lige indtil hun står
med skilsmissepapirerne i hånden. De papirer,
der skulle have betydet frihed og et nyt liv,
kommer i stedet til at betyde nye ulykker. Som
fraskilt udlændning, der ikke har opholdt sig
i landet i mindst syv år, er hun uønsket. Hun
har intet tilknytningskrav til Danmark, siger
loven. Derfor skal hun tilbage til Pakistan.
Tilbage til et land, hvor en fraskilt kvinde ikke
alene er vanærende for familien, men som
også er mindre værd end det skidt, man træder
på.
- Det er en meget usikker situation for mig.
Hvis mænd i Pakistan finder ud af min baggrund, så vil de forsøge at benytte sig af den.
De vil opfatte mig som tilgængelig. Nazema
tager den sidste papirserviet i pakken og tørrer
den tåre væk, der triller ned ad den ene kind.
Hun finder afgørelsen fra Udlændingeservice
frem og peger på teksten: 'Efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, kan en udlænding
meddeles opholdstilladelse, hvis udlændingen er blevet tilbudt ansættelse inden for et
fagområde, hvor der er mangel på kvalificeret
arbejdskraft. /…/ Det er endvidere en betingelse for at kunne få opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, at de
væsentlige løn- og ansættelsesvilkår er sædvanlige efter danske forhold.'
- Jeg kan sagtens klare mig for 20.000 om
måneden, men Udlændingeservice forlanger,
at jeg skal tjene næsten 32.000. Jeg har en
MBA fra Pakistan og er i gang med en master i
økonomi, som jeg er færdig med i januar 2011.
Når jeg har den eksamen, så kan jeg få arbejde
i for eksempel Canada. Jeg skal ikke have
nogen økonomisk hjælp fra Danmark, jeg kan
klare det selv. Det eneste, jeg beder om, er, at
jeg må blive, indtil jeg har afsluttet mit studie.
Det er det, der skal til, for at jeg kan komme
videre med mit liv. I Pakistan har jeg ikke
længere nogen fremtid. |

HUS FORBI
| nr. 6 juni 2010 | 14. årgang | 17
Skarp kritik
af indtægtskrav
Hun er en rollemodel, som har gjort præcis det, vi ønsker os af indvandrere i
Danmark. Derfor er det ikke fair, at et lønkrav på 31.000 kroner om måneden fører
til udvisning af en selvforsørgende pakistansk kvinde, som skabte sig en ny tilværelse
efter skilsmisse fra en voldelig ægtemand. Sådan lyder det fra blandt andre
Landsorganisationen af Kvindekrisecentre og Foreningen Nydansker.
af Trine Kit Jensen
- Som jeg umiddelbart hører den,
er det en ren solstrålehistorie.
En historie om en indvandrerkvinde, der trods svære odds har
formået at rejse sig og få fodfæste
på det danske arbejdsmarked, så
hun kan klare sig selv. Det bliver
hun så 'belønnet' for med et los i
røven ud af landet.
Sådan lyder det uden omsvøb
fra Bjørn Elmquist, forsvarsadvokat og formand for Retspolitisk
Forening, som ikke lægger skjul
på, hvad han mener om udvisningen af en pakistanskfødt kvinde.
Efter skilsmissen fra sin voldelige ægtemand mistede kvinden
sit opholdsgrundlag, da parret
havde været gift i mindre end syv
år. Men det lykkes hende at skabe
sig en ny tilværelse i Danmark
- uden forsørgerhjælp fra det
offentlige.
Hun skaffede sig en lejlighed og
fik job i et importfirma til 20.000
kroner om måneden. Men det
var ikke nok til en opholds- og
arbejdstilladelse efter den såkaldte
'beløbsordning', hvor indtægtskravet er 31.250 kroner. Kvinden blev
derfor udvist, og hendes historie
udstiller med al ønskelig tydelighed problemerne med de danske
regler på udlændingeområdet,
mener Bjørn Elmquist.
- Masser af danskere skal leve
for det beløb, som den pakistanske kvinde havde til rådighed,
og her er der tale om en kvinde,
som virkelig har vist vilje til at
integrere sig, siger han.
Bjørn Elmquist står ikke alene
med sin kritik. Også hos LOKK
– Landsorganisationen af Kvinde-
18
krisecentre – undrer man sig over
et indkomstkrav, der ligger langt
højere end det beløb, en almindelig dansk kontanthjælpsmodtager
forventes at kunne leve for. I den
pakistanske kvindes situation er
det ’helt hen i vejret’ at stille krav
om en månedsløn på godt 31.000
kroner, mener sekretariatschef
Lene Johannesen.
- Efter at være brudt ud af et
voldeligt forhold går hun ud og
viser, at hun er i stand til at forsørge sig selv. Hvis hun kan klare
sig økonomisk for 20.000 kroner
vandrere i Danmark. På den baggrund finder han det ærgerligt, at
en 'firkantet' indtægtsgrænse og
et snævert fokus på teknikaliteter
har sendt hende ud af landet.
- Med udvisningen af hende er
vi gået glip af en arbejdskraft og
en skatteyder, der kunne betale
til vores fælles kasse. Vi er også
gået glip af en rollemodel, der
kunne vise andre indvandrerkvinder, at de ikke behøver at
være afhængige af deres mænd,
siger han.
Fastholder voldsramte kvinder
- Masser af danskere skal leve for
det beløb, som
den pakistanske
kvinde havde til
rådighed, og her
er der tale om en
kvinde, som virkelig har vist vilje til
at integrere sig.
Bjørn Elmquist,
Formand for Retspolitisk Forening
om måneden, burde man anlægge
en helhedsvurdering, siger hun.
Torben Møller Hansen er direktør for Foreningen Nydansker
med 122 medlemsvirksomheder,
der arbejder for at fremme indvandreres integration på arbejdsmarkedet. Som han ser det, har
den pakistanske kvinde gjort
præcis det, vi ønsker os af ind-
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2010 | 14. årgang
Beløbsordningen er en af flere
ordninger, der efter forskellige
og meget komplekse regler kan
give opholds- og arbejdstilladelse
i Danmark – trods de stramme
regler på udlændingeområdet.
I beløbsordningen stilles der
ikke særlige krav til uddannelse,
erhvervsområde eller stillingens
karakter, men det gør der altså til
indtægten. Ansøgeren skal kunne
fremvise en jobkontrakt eller et
konkret tilbud om arbejde, der
giver en årsløn på mindst 375.000
kroner, og på grund af det høje
krav til indkomsten er Enhedslisten på Christiansborg modstander af ordningen.
- Den handler alene om at
tiltrække arbejdskraft, som tjener
rigtig mange penge, mens vi
samtidig gør alt for at undgå at
løfte vores ansvar for flygtninge
og blokerer for familiesammenføringer, siger Johanne SchmidtNielsen, politiske ordfører for
Enhedslisten og medlem af udvalget for udlændinge og integrationspolitik.
Johanne Schmidt-Nielsen
mener, det høje indtægtskrav
kan være med til at fastholde
indvandrerkvinder i voldelige ægteskaber. For hvis en skilsmisse
betyder, at de risikerer at ryge
ud af landet, står kvinderne i et
svært dilemma, der kan få mange
til at vælge at finde sig i volden.
- Regeringen taler meget om
ligestilling for indvandrerkvinder.
Men dét, den selv kalder en ’fast
og fair’ udlændingepolitik, viser
sig i praksis at vægte højere end
at give kvinderne mulighed for at
leve et liv uden vold, siger hun.
Indtægtskravet i beløbsordningen lød oprindelig på 450.000
kroner om året, men blev ved
et forlig mellem regeringen, DF
og de radikale sat ned til det
nuværende niveau i juli 2008.
Den stigende arbejdsløshed og
frygt for import af udenlandske
løntrykkere har imidlertid fået
flere fagforeninger til at slå til lyd
for, at kravet til minimumslønnen
igen sættes op.
Direktøren for Foreningen
Nydansker er helt enig i, at udenlandsk arbejdskraft skal ansættes
på ordentlige løn- og arbejdsvilkår, så vi ikke får en underklasse
af indvandrere. Men selvom der
lige nu er lavkonjunktur, er det
indiskutabelt, at vi over de næste
tyve år vil få mangel på arbejdskraft – og ikke kun i de højtlønnede fag, understreger han.
- Vi kan selvfølgelig ikke byde
hele verden velkommen. Men de
skranker, der sættes op, rammer
skævt, når de bliver en barriere
for mennesker, der ikke belaster
samfundet, men kan bidrage til
den danske velfærdsmodel, siger
Torben Møller Hansen. |
foto Søren Zeuth
Mange lider som Nazema
Pakistanske Nazema deler skæbne med mange andre, der har giftet sig med
en voldelig ægtemand. I sit arbejde som indvandrerkonsulent møder Uzma Andresen
fortvivlede og desperate kvinder fra hele verden, der står til udvisning fra Danmark,
hvis de lader sig skille. Nu arbejder hun på at få syvårsreglen lempet.
af Trine Kit Jensen
De kommer fra Mellemøsten, Østeuropa, Asien, Afrika og Sydamerika. De er alle sammen gift med
en mand, som tæver eller truer
dem – og bliver de skilt, risikerer
de udvisning.
Sådan er situationen for kvinder,
der kommer i klemme i udlændingelovens syvårsregel. I tilfælde af
skilsmisse skal kvinderne have været gift i mindst syv år for at kunne
beholde deres opholdstilladelse, og
konsekvensen er ofte, at de hænger
fast i det voldelige forhold.
- Langt de fleste kvinder vælger at blive i ægteskabet. De føler
sig tvunget til det, fordi de ikke
kan se nogen anden udvej, siger
integrationskonsulent og kulturformidler Uzma Andresen.
Uzma Andresen er født i Danmark af pakistanske forældre. Hun
har blandt andet været forkvinde i
Foreningen for Etnisk Ligestilling
og arbejdet for Dansk Røde Kors.
Mange gange har hun været tæt på
de fortvivlede og desperate kvinder, der er fanget i syvårsreglen.
- Syvårsreglen skaber et ulige
magtforhold i ægteskabet, og det
er der nogle mænd, der udnytter. Kvinderne kan blive udsat for
både fysisk vold og psykisk vold,
hvor de for eksempel bliver truet
med, at de ryger direkte tilbage
til hjemlandet, hvis de ikke føjer
ham, fortæller hun.
Landets krisecentre kender kun
alt for godt til fænomenet, men
hvor mange kvinder der lever i
den slags forhold, er der ikke noget
samlet billede af. For volden er
tys-tys og tabu-belagt, og manden
forhindrer typisk, at kvinden får et
socialt netværk, for eksempel ved
at forbyde hende at gå på sprogskole. Bliver politiet tilkaldt til husspektakler, kan det meget vel ske,
at kvinden tier om volden, netop
fordi frygten for udvisning vejer
tungere end udsigten til de slag og
spark, hun i stedet må finde sig i.
- Når kvinderne vælger at blive
i ægteskabet, skyldes det livsvilkårene i deres hjemlande. Mange
har ikke noget at vende hjem til,
fordi de kommer fra samfund,
hvor det ikke er accepteret at være
enlig eller fraskilt kvinde, og nogle
risikerer at havne i prostitution,
siger Uzma Andresen, som efterlyser undersøgelser af, hvordan det
går de kvinder, der udvises.
Der findes en paragraf i udlændingeloven, som kan give voldsramte kvinder opholdstilladelse,
hvis de bliver skilt, før ægteskabet
har varet i syv år. Efter den fik 29
ud af 30 kvinder, der søgte i 2008,
en opholdstilladelse. Statistikken
kunne altså tyde på, at voldsparagraffen er en redningskrans, der
bliver smidt ud til alle. Men sådan
forholder det sig ikke. Tværtimod
er betingelserne så skrappe, at
rigtig mange på forhånd opgiver at
søge, fortæller Uzma Andresen.
Volden skal for eksempel kunne
dokumenteres, og det er oftere let-
tere sagt end gjort, for bevisbyrden
er svær at løfte. Da volden foregår
i det skjulte, er der kun sjældent
vidner, og selvom kvinden skulle
havne på skadestuen, er der ingen
garanti for, at den rette sammenhæng går op for personalet.
- For eksempel kender jeg til
en sag med en kvinde, hvor den
voldelige ægtemand, der netop
havde forsøgt at kvæle hende, også
var ham, der fungerede som tolk,
siger hun.
Uzma Andresen ser gerne, at vi
herhjemme skeler til Norge og indfører en ordning, hvor volden ikke
skal dokumenteres så konkret som
nu, men blot sandsynliggøres. Hvis
det sker, vil flere kvinder tage mod
til sig og søge den hjælp, de har så
hårdt brug for, lyder argumentet.
- Mørketallet på området er
stort, og som lovgivningen er i
dag, ser vi kun en lillebitte flig af
problemet, siger hun. |
HUS FORBI
| nr. 6 juni 2010 | 14. årgang | 19
5
skarpe til Hans Halvorsen
Den århusianske social- og beskæftigelsesrådmand,
Hans Halvorsen (S), har lanceret arbejdsprogrammet
’Kamp mod social udstødelse og fattigdom i Århus’, der
skal løse problemerne med den stigende fattigdom i byen.
i arbejdsprogrammet står, at den kommunale økonomi er presset, og at
det derfor er nødvendigt at sætte ind over for den sociale udsathed
for at få flere på arbejdsmarkedet. skulle der virkelig en økonomisk
krise til, før det blev vigtigt at opprioritere den sociale indsats?
Nu er det jo sådan, at den økonomiske krise netop har betydet, at der kommer flere på bunden af
samfundet. Derfor hænger krisen og opprioriteringen snævert sammen. Generelt ydes der et stort
socialt arbejde i kommunerne, men det er klart, at når presset øges, er der brug for en ekstra indsats.
tidshorisonten i programmet er den resterende byrådsperiode, der
udløber med 2013. samtidig erkender du, at en af opgaverne bliver
at få pengene til at strække længere, end de gør i dag. hvordan vil
du på mindre end fire år og med en slunken pengekasse realisere det
ambitiøse program?
Jeg regner ikke med, at kampen mod social udstødelse og fattigdom er vundet på hverken ét EU-fattigdomsår eller på fire år i Århus Byråd. Arbejdsprogrammet angiver, at kampen mod social udstødelse og
fattigdom har meget høj prioritet i hele denne periode, hvilket jeg kan sikre, så længe jeg er rådmand.
Men det er samtidig mit håb, at kampen fortsætter i næste byrådsperiode. Den pressede kommunale
økonomi en del af virkeligheden, som vi skal agere i. Men det er da også en ekstra udfordring.
du lægger op til, at hele det århusianske samfund skal engageres i
opgaven. er det ikke en måde at få private og frivillige kræfter til at
gøre det arbejde, som århus kommune burde udføre?
Man kan altid diskutere, hvilke opgaver der hører hjemme hos den offentlige sektor, og hvilke
opgaver den private sektor og frivillige organisationer kan varetage. Den diskussion skal fortsætte.
Men det handler om mere end det. Det handler også om socialt ansvar, om medmenneskelighed og
solidaritet med de svageste. Det er ikke kun kommunen, der skal være garant for det. Det må meget
gerne spredes til hele samfundet, så kampen mod social udstødelse og fattigdom er et fælles ansvar
og ikke noget, man blot overlader til kommunen.
intet sted i programmet berører du de lave kontanthjælpsydelser,
som af mange bliver anset for at være fattigdomsskabende. vil en
fjernelse af det lave loft på kontant- og starthjælp ikke bidrage til
bekæmpelsen af fattigdom og social udstødelse?
Århus Kommune har ingen indflydelse på niveauet for starthjælp eller kontanthjælp. Det er lovstof,
som vi skal administrere efter, og arbejdsprogrammet handler primært om, hvad vi kan gøre i Århus
Kommune. For mig handler det derfor først og fremmest om at hjælpe folk videre fra kontanthjælp
og starthjælp og ud i ordinær beskæftigelse.
foto Thomas Fredberg
20
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2010 | 14. årgang
med en konference ønsker du at afdække omfanget af fattigdommen,
men du forholder dig ikke til indførelsen af en fattigdomsgrænse. er
du imod en fattigdomsgrænse?
Det vigtigste er at have nogle redskaber, der er til at arbejde med. Det kan en fattigdomsgrænse
måske godt være. Men jeg har også noteret mig, at regeringen lægger op til at betegne eksempelvis
en psykisk diagnose eller alkoholmisbrug som et udtryk for fattigdom. Det mener jeg er problematisk,
for i så tilfælde vil man kunne betegne mange folk i de traditionelle rigmandskvarterer som fattige.
Og det giver ikke rigtig mening for mig.
Kritik af minister for at løbe fra ansvar
Kulturminister Per Stig Møller (K) løber fra sit ansvar som sportens minister.
Det mener SF’s Pernille Frahm efter at have hørt hans reaktion på Hus Forbis
afsløring af tvangsfjernelserne af sydafrikanske hjemløse forud for VM.
af Simon Ankjærgaard
til lejre hundredvis af kilometer væk.
Talsmænd for organisationer, der arbejder
med socialt udsatte, mener, at lejrene fungerer som regulære koncentrationslejre.
I kølvandet på maj-artiklen har Hus
Forbis søsteravis The Big Issue South
Africa også dækket de systematiske
tvangsfjernelser og blandt andet afsløret, at mange af de tvangsfjernede
bryder ud af lejrene for at vende tilbage
til værtsbyerne i håbet om at få en bid
af den økonomiske gevinst, som VM er
udråbt til at blive for Sydafrika.
En 17-årig dreng, der har boet på
gaden i Cape Town, siden han var fem år,
fortæller til The Big Issue South Africa,
hvordan han blev samlet op midt om
natten, smidt ind i en varevogn og kørt
uden for byen.
- De satte os bare af et eller andet sted.
Vi fandt frem til en politistation og blev
derefter ført til et herberg. Her sov, spiste
og badede vi, inden vi stak af. Vi fandt et
tog og vendte tilbage til Cape Town. Det
er spild af tid at fjerne os, for vi kommer
bare igen, siger han.
VM starter 11. juni. Danmark spiller
sin første kamp 14. juni i Johannesburg,
hvor op mod 1.000 hjemløse, tiggere og
gadebørn ifølge flere kilder er blevet
tvangsfjernet. |
foto The Big Issue South Africa / Andrew Raeburn
Oppositionen forholder sig kritisk til
kulturminister Per Stig Møllers reaktion på Hus Forbis afsløring i maj af de
sydafrikanske VM-værters systematiske
tvangsfjernelser af hjemløse, tiggere og
gadebørn. En praksis, som kritikere ikke
tøver med at kalde klokkeklare krænkelser af menneskerettighederne.
- Jeg kan hverken bekræfte eller afkræfte, at sådanne forhold som nævnt i
artiklen finder sted. Den danske regering er af den opfattelse, at de internationale konventioner om menneskerettigheder til hver en tid skal respekteres,
siger kulturministeren til Folketingets
kulturudvalg.
- Det er virkelig ansvarsforflygtigelse.
Nu kommer Hus Forbi jo med informationen, og så må vi have at vide, om
ministeren mener, at det er ok, eller om
han har tænkt sig at protestere, siger
SF’s Pernille Frahm, der har tænkt sig at
forfølge sagen.
Interneres i lejre
Sydafrikanske tiggere, hjemløse og gadebørn er uønskede, når de
sydafrikanske VM-værter om få dage byder spillere og tilskuere
velkomne til VM.
Hus Forbi afslørede i maj, hvordan
tusinder af hjemløse og gadebørn i store
byer som Johannesburg, Cape Town og
Rustenburg er blevet samlet op og ført
Kiær ind i sag om sex for en sofa
Det er alvorligt, når unge piger må sælge deres krop for at få tag over hovedet,
siger socialminister Benedikte Kiær (K) som reaktion på Hus Forbis ’sex for en sofa’-artikler.
af Simon Ankjærgaard
- Unge i enhver form for prostitution skal tages alvorligt, siger
socialminister Benedikte Kiær
(K), efter at hun af medlemmer af
Folketingets socialudvalg er blevet bedt om at forholde sig til Hus
Forbis ’sex for en sofa’-artikler i
april. Artiklerne handler om unge
kvinder, der ikke har råd til at
betale husleje, og som derfor må
betale med sex hos de mænd, de
flytter ind hos.
- Kvinderne i artiklerne fra
Hus Forbi har også problemer ud
over den prostitutionslignende
adfærd. I artiklerne nævnes
blandt andet hashmisbrug, vold,
lav indkomst og ressourcesvagt
netværk. I forbindelse med regeringens hjemløsestrategi, hvor der
i alt er afsat 500 millioner kroner,
har man blandt andet taget højde
for problematikken med de psykisk sårbare og ofte misbrugende
kvinder, som føler sig tvunget til
at ’sofa-surfe’ og betale husleje
med seksuelle ydelser, fortsætter
Benedikte Kiær og refererer til
tre konkrete tilbud i henholdsvis
Esbjerg, Århus og København,
hvor kun kvinder har adgang.
- Yderligere blev der ved
satspuljeforliget for 2010 over fire
år afsat 20 millioner kroner til
etablering og drift af et behandlingstilbud til misbrugende kvinder i prostitution i Københavnsområdet. Formålet med tilbuddet
er at nå de kvinder, som ikke
kan profitere af de eksisterende
behandlingstilbud for stofmisbrugere. Det skal være et sted, som
tilbyder et realistisk alternativ
til prostitution, et sted at sove og
med mulighed for støtte og omsorg til at komme videre, fortsætter ministeren.
Line Barfoed (EL) undrer sig
over, at socialministeren ikke
forholder sig til de lave kontanthjælpsydelser, der betyder, at
pigerne i første omgang ikke har
råd til at betale husleje og derfor
må søge alternative bo- og betalingsformer. |
HUS FORBI
| nr. 6 juni 2010 | 14. årgang | 21
| så er det sagt |
af Carsten Jensen
En typisk dansker?
Kan man vække en dansker midt om natten og spørge, hvem Christen
Købke var, hvad han lavede, og hvorfor der er en grund til, at vi overhovedet
skal huske ham?
Man kan i hvert fald spørge 80.000 englændere, og de vil alle sammen
kunne svare på spørgsmålene. Så mange er der nemlig, der foreløbig har set
en stor udstilling af Købkes malerier på Londons National Gallery. Og takket
være en fremragende katalogtekst af den engelske kunsthistoriker David
Jackson ved de nu alt, hvad der er værd at vide om Købke og hans tid.
De 80.000 englændere har spadseret med Købke langs Sortedams Søerne. De kender Kastellet fra alle vinkler og ved, at ingen fjendtlig hær ville
ulejlige sig med at angribe, hvad der ikke er andet end et velplejet parkanlæg. De ved, at Købke, skønt han boede i en havneby, aldrig malede havet
og skibene på det. Han foretrak robåde på søer, der var så lavvandede, at
end ikke et barn kunne drukne i dem. De ved, at han i det hele taget ikke
opsøgte motiver, der lå så langt borte, at han ikke kunne nå hjem til middag. De ved, at han aldrig blev hjemsøgt af andre sjælekvaler eller eksistentielle kriser end dem, en dårlig fordøjelse kan forårsage. De ved også, hvilke
tanker han gjorde sig om livet og kunsten, og det var ikke ret mange. De ved
også, hvad han stod for. Nemlig ikke noget.
Men der er en ting, de 80.000 englændere ikke ved. De ved ikke, at Christen
Købke er den typiske dansker, også selvom vi ikke alle sammen kan svare på
spørgsmålene om hans liv og værk, hvis vi blev vækket midt om natten. Vi er
alligevel, hver eneste af os, Købkes største fans. Vi vil så inderligt gerne leve
i den verden, han skildrede på sine lærreder: evigt grøn, badet i den danske sommers milde lys, fyldt med hyggelige mennesker, der færdes i kære,
kendte omgivelser.
Mod slutningen af Købkes liv dukker der noget foruroligende op i hans
værk. Han skildrer som sædvanlig sit hus ved Sortedammen og den have, der
omgiver det. Men der er et hul i hans eller så velordnede verden: Havelågen
står åben.
Er det et tegn på en pludselig udlængsel i hjemmefødningen Købke? Er
hans lilleverden begyndt at blive ham for klaustrofobisk? Eller betyder den
åbne havelåge måske det modsatte? Er den i virkeligheden lige så skræmmende som en dør, man har glemt at låse om natten? Noget fremmed og
truende kan jo trænge ind.
Også her er Købke typisk dansk. Han deler ikke blot vores forkærlighed
for idyllen, men også idyllikerens overfølsomme angst for enhver trussel mod
den orden, der hersker i blomsterbedene.
foto polfoto
Forfatter, journalist og debattør
Carsten Jensen modtog for nylig
Olof Palme-prisen. Prisen er tidligere uddelt til blandt andre Kofi
Annan og Aung San Suu Kyi.
Carsten Jensen skriver fast i Hus
Forbi.
Købke var et helt gennemsnitligt menneske. Men summen af al denne almindelighed var en mand, der frembragte vidunderlige værker.
Det er kunstens mirakel.
Men Købkes sans for lyset og præcisionen i hans penselstrøg er bare ikke
noget særligt dansk mirakel. De 80.000 englændere gik ikke på National
Gallery, fordi de er specielt interesserede i Danmark, men fordi de er interesserede i god kunst.
Kunne vi ikke lære noget af den holdning, midt i vores nationale selvforelskelse?
Så er det sagt er en klumme og udelukkende et udtryk for klummeskribentens holdning.
22
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2010 | 14. årgang
Hus Forbi
er kongelig
hofleverandør
klingende mønt
til hus forbis
sælgere
sunde tænder
på hjul
Efter sommerferien kan 300
socialt udsatte i Aalborg få deres
tænder tjekket og opereret i
en rullende tandklinik. Aalborg
Kommune har netop investeret i
en stor bus og proppet den med
moderne tandlægeudstyr og
frivillige tandlæger.
Bussen er finansieret af Indenrigs- og Socialministeriet og
vil parkere i de områder, hvor de
socialt udsatte befinder sig.
Dårlig tandhygiejne er et
stort problem for mange socialt
udsatte og hjemløse og har samtidig en negativ effekt på deres
mentale velvære.
-sia
Hus Forbi har modtaget to
donationer fra Odd Fellow
Ordenen. Broderloge nr.
2 Scandinavia har doneret
25.000 kroner, mens Odd
Fellow Palæets Fredagsloger
har valgt at donere lotteriindtægter på 4.717 kroner.
Desuden har Johanne Hansens Legat tildelt Hus Forbi
en hæderspris på 10.000
kroner.
-sia
Ifølge Gallup bliver hvert Hus
Forbi-nummer læst af 376.000
mennesker. Og noget tyder på,
at der i læserskaren er flere med
blåt blod i årene. MSN Starlounge fik i hvert fald knipset et
billede af Prins Joachim og Prinsesse Marie, der i Dronningens
Tværgade faldt i snak med en
Hus Forbi-sælger og endte med
at købe et nummer af avisen.
- Det var rart at se de kongelige stå og tale med ham og købe
hans avis. Jeg er sikker på, at de
har givet ham en stor oplevelse,
og at det også er noget, der har
gjort indtryk på dem, siger et
øjenvidne til MSN Starlounge.
-sia
alternativ
grundlovsdag
på christiania
foto MSN Starlounge
Prinsesse Marie og Prins Joachim fortsætter
deres gåtur efter at have købt et Hus Forbi af
deres lokale sælger.
Se Hus Forbis
hjemmeside med
nyheder og fakta
om hjemløse og
socialt udsatte på
www.husforbi.dk
5. juni lægger Christiania atter
grundareal til Minoriteternes
Grundlovsdag. Bag den alternative markering af mærkedagen står Landsorganisationen
af Arbejdsledige og Christianias Kulturforening. Hovedtaler er Sherin Khankan, der er
formand for Kritiske Muslimer.
-sia
| mindeord |
kim ’skovtrold’ jensen, 46 år, og
arne jensen, 44 år
heavy metal-band. Kim spillede trommer, Arne bas. Det glade
bandliv stoppede, men musikken
fortsatte med at være en del af
deres liv. Særligt Kim hev gerne en
guitar frem, når de sad sammen
med rødderne på gaden.
Kim var uddannet kok, mens
Arne havde været matros og efterfølgende turistbuschauffør. Forskellige ydre omstændigheder betød
dog, at de begge endte på gaden.
Kim i otte år, Arne i seks.
Begge var fædre. Kim efterlader
sig en 14-årig pige, som han kærligt
kaldte sin prinsesse. Arne fik ved
Kims død i januar kontakt til sine
to døtre på henholdsvis 12 og 14
år. De nåede at besøge ham på
hospitalet, inden han døde, og fik
en halskæde hver af deres far. Den
foto Holger Erik Henriksen
Med få måneders mellemrum mistede det københavnske hjemløsemiljø
to markante profiler; brødreparret
Kim og Arne Jensen.
Kim Jensen døde i januar i en
alder af 46 år, mens hans bror fulgte
efter i starten af maj, 44 år gammel. De døde begge efter kort tids
sygdom.
Både Kim – med kælenavnet
’Skovtrold’ – og Arne var kendt som
et par glade drenge, der altid havde
en skarp replik på læberne. Men
bag deres festlige ydre var også to
intelligent mænd med en veludviklet moralsk sans; selvom man
er hjemløs og hårdt spændt for, så
opfører man sig pænt og stjæler
ikke fra andre.
Begge brødre var musikalsk
anlagte og havde optrådt i samme
Arne Jensen (t.v.) og Kim ’Skovtrold’ Jensen.
har de svoret at beholde på resten
af deres liv.
Leif Baran, brødrenes mangeårige ven, får det sidste ord:
- Nu håber jeg, at I er kommet
godt derop og har fået jeres vinger.
Hils de gamle kammerater. God vind. -sia
et hårdt liv på gaden
Hjemløse og socialt udsatte lever generelt ikke lige så længe som resten af
'normalbefolkningen'. Det hårde liv på gaden, stoffer, alkohol og dårlig kost
har konsekvenser for deres helbred. Og dødeligheden er høj.
På vores hjemmeside, www.husforbi.dk, kan du læse flere mindeord.
HUS FORBI
| nr. 6 juni 2010 | 14. årgang | 23
| læserne skriver |
Vigtigheden af
et Hus Forbi med kant
Jeg har med stor interesse fulgt debatten i Hus Forbi om bladets påståede
venstredrejning i almindelighed og Carsten Jensens klumme i særdeleshed.
Et par væsentlige pointer trænger sig på i den forbindelse.
For det første er det et lidt underligt synspunkt, at Hus Forbi åbenbart
kun kan tillade sig at bringe artikler fra det danske samfunds bund og bagside og åbenbart helst kun artikler uden for meget kant og holdning. Hvor
ville det dog være et tandløst blad, hvis indholdet ikke måtte støde nogen
og vække debat og uenighed.
For det andet er det både usselt og uretfærdigt at lade sin uenighed
med redaktionen og dens klummeskriver gå ud over Hus Forbis sælgere.
Bladet indeholder hver måned masser af gode og tankevækkende artikler;
læs dog dem i stedet for. Eller læs klummen, og nyd jeres forargelse. Eller
køb bladet alene for sagens skyld, og nyd jeres gode samvittighed.
For det tredje er Carsten Jensens skriverier om krig og udenrigspolitik næppe så irrelevante, som visse debattører har antydet. Et samfunds
behandling af dets svageste er nemlig ikke kun baseret på kroner og ører,
men i høj grad også på menneskesyn. Og det menneskesyn, der kommer til
udtryk gennem regeringens politik, herunder også gennem dens gebærden
i fjerne lande, levner ikke megen plads til optimisme.
Anna Heebøll
Min støtte går til sælgeren –
uanset nationalitet
Jeg køber altid Hus Forbi og synes, at det er interessant og lærerig læsning. Jeg køber bladet for at støtte de husvilde og er egentlig ligeglad
med, hvilken nationalitet sælgeren har. For det er sælgeren, jeg vil støtte,
fordi hun/han gider stå på gaden i al slags vejr for at tjene otte kroner pr.
blad. Det er ikke nogen formidabel hyre.
Min familie er også indvandrere, men til forskel fra indvandrerne sydfra,
har vi blå øjne og blondt hår. Vi er samer indvandret fra Nordnorge for én
generation siden. Vi blev godt modtaget i Danmark og nedsatte os som
skomagere og skræddere. Uagtet vi ikke havde nogen uddannelse.
For mig at se er vi alle lige. Det er træls at være hjemløs. Vi bør alle støtte
dem, som har dårlige betingelser i vores tilværelse. Giv de sølle otte kroner
til én, som virkelig trænger til dem.
Lone Hendrichsen
fra hus forbis facebookprofil
Er det ikke først og fremmest vigtigt, at folket har grundlæggende
rettigheder, der ikke kan tages fra dem af en tilfældig sagsbehandler efter skøn? Og at der er en bundgrænse for elendigheden?
-Bea Rosenkilde Nielsen
Fattigdom handler også om mangel på symbolsk og kulturel kapital. Vi har fattigdomsår, og det er pinligt, hvordan regeringen
(ikke) tager fat på de problematikker.
-Solvejg Barfoed
Svage mennesker, dem, der ikke kan tale for sig selv, er lige nøjagtig dem, der kommer i klemme i systemet, derfor skal vi andre tale
for dem.
-Karen Sørensen
24
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2010 | 14. årgang
Træt af klynkeriet
Det er sjældent, at jeg skriver læserbreve, men nu er det blevet tid. Jeg er
blevet godt og grundig træt af de læserbrevsskribenter, der klynker over
Hus Forbis ’angreb’ på den siddende regering. Så bed dog regeringen om
at stoppe angrebene på de svageste grupper i vores samfund.
Når regeringen vælger at fjerne pengene til projekter for grønlændere,
samtidig med at de siger, at de vil gøre noget for de hjemløse, klinger
det hult. Det gør det ikke bedre, når socialministeren udtaler, at landets
kommuner må træde til for at redde de lukningstruede projekter. Hvilke
kommuner har råd til det med regeringens bebudede besparelser på det
kommunale område?
Graden af humanisme i et samfund ses i den måde, hvorpå man behandler og betragter sine udsatte medborgere.
Det er en fornøjelse – eller rettere sagt berigende – at I bringer en
klumme af Carsten Jensen i hvert nummer. Det giver en mulighed for at
blive præsenteret for holdninger, man sjældent møder i dagspressen.
Jeg ønsker bladet god vind fremover. Hvis oplaget skulle falde, må vi i
fremtiden købe to numre hver. Bladet bygger jo på den tanke, at man (læs:
sælgerne) skal yde for at nyde. Det troede jeg var god borgerlig ideologi.
Allan Nielsen
Selvfølgelig skal Hus Forbi
have holdninger
Jeg køber og læser Hus Forbi. Dels fordi bladet støtter en god sag, men
også fordi bladet er interessant, usædvanlig velskrevet og behandler
relevante emner. I har de 'rigtige' holdninger, og selvfølgelig skal bladet
ikke være politisk neutralt. Især en tak til Carsten Jensen for hans indlæg
i bladet, dem kan jeg ikke undvære. Det er da flot, at han fik Oluf Palmeprisen. Jeg ser frem til den næste udgave.
Finn Hansen
Politisk samvittighed
for en tyver
Må vi være fri for kommentarer fra snæversynede danskere, der holder
deres politiske samvittighed ved lige for en tyver om måneden til et Hus
Forbi blad, men ud over det slet ikke kan se ud over deres egen næsetip – og slet ikke kan tåle at se i øjnene, hvor mange mennesker deres
indskrænkede holdninger slår ihjel.
Støtter man hjemløse, kan man vist roligt tale om dobbeltmoral, hvis
man samtidig støtter krigen i Afghanistan, for den skaber tusindvis – ja,
millioner – af hjemløse uden nogen som helst grund!
Jeg er også helt forbløffet over at læse så fremmedfjendske udtalelser
fra trofaste læsere af Hus Forbi. Folk, der bekymrer sig om deres egne
skattepenge, selvom de kunne redde liv. Man kunne da passende gøre det
i stedet for at slå folk ihjel i de varme lande. Det vil jeg i hvert fald hellere
bruge dem på.
Jeg forstår Hus Forbi som et blad, der skal støtte alle folk, der har det
hårdt i Danmark, uanset hvor de kommer fra, eller hvordan de er endt i den
situation. Men det er åbenbart blevet en sjælden fornøjelse med folk, der
ikke har et forvrænget og selvisk menneskesyn i dagens Danmark.
Jeg håber, at der er en masse læsere af Hus Forbi, der har det lige som
mig. Og at I bliver ved med at hjælpe alle dem, der har brug for det.
Nadia Ø. Zarling
deltag i debatten Skriv et debatindlæg eller et læserbrev til Hus Forbi, og send det til [email protected]
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere tilsendt materiale.
Kritik undrer ikke
Det kan ikke undre, at der findes læsere af Hus Forbi, som ikke er i stand
til at se relevansen af bladets kritik af regeringen, den løgnagtige krig i
Irak og den efterhånden meningsløse krig i Afghanistan.
Der er tale om krige med titusinder af civile dræbte, ofte med befolkningens svageste som ofre. Og der er tale om kritik af regeringens socialpolitik med talrige nedskæringer af kontanthjælpen og en starthjælp, som
gør det umuligt at klare dagen og vejen og som medfører arbejdsløshed og
tvangsudsætning fra lejligheder. Der gennemføres forringelser på dagpengeområdet, som skubber mennesker ud i ensomhed og isolation.
Dette er kun eksempler på den endeløse række af nedskæringer, som
har ramt de svageste grupper i samfundet. Anført af en socialminister,
som med god støtte af den ganske regering har en tyrkertro på liberalismens lyksaligheder, på, at ulighed er drivkraft, og på, at social nød skaber
arbejdsiver og et godt liv.
Tak for fine velskrevne klummer af Carsten Jensen. Ingen er bedre end
han til præcist at spidde det danske samfunds dobbeltmoral og løgnagtighed.
Poul S. Nielsen
En borgerlig stemme
på Carsten Jensen
Jeg er borgerlig, men vil meget gerne læse Carsten Jensens klummer. Det
giver mig virkelig noget at tænke på, blandt andet at vores land svigter
så mange mennesker. Vi er i krig, og vi taler aldrig om det. Det er skræmmende.
Det er okay, at Hus forbi tager stilling og har en holdning. Det er jer, der
er tættest på de problemer, som bladet beskæftiger sig med.
Der er noget, der tyder på, at VKO svigter.
Ivan Dywremose
Provokeret til at tænke
nye tanker
Til de læsere, som i Hus Forbis majnummer truer med at indstille eller
omstille deres hjælpsomhed: Har I overvejet, hvad det betyder at stille
betingelser for hjælp? Har I overvejet, at de krav, I stiller til redaktionen på
Hus Forbi, minder ret meget om udstødende adfærd? Har I overvejet, om
jeres grundopfattelse, at hjemløsearbejdet skal være upolitisk, egentlig er
så upolitisk, som I går ud fra?
Og lov mig så at tænke ekstra godt over dette, før I endnu en gang farer i
automatpilotens blækhus: Opfører I Jer ét milligram mindre fordømmende
og ensidigt end den Carsten Jensen, som I er så hurtige til at fordømme?
Tak for et godt blad, som får mig og forhåbentlig andre provokeret til at
tænke lidt nye tanker (i stedet for de velkendte grå og kedelige).
Carsten Legaard
Et fejlfuldt svar fra redaktøren
Redaktør Jens Høvsgaards svar til Lars Nielsen i Hus Forbis aprilnummer er
efter min mening helt forfejlet.
Han gør opmærksom på, at de rumænske arbejdere arbejder lovligt
her i landet, men hvad med den danske arbejder, der bliver trykket af den
lave løn, som dette arbejde bliver udført for? Er man ikke klar over, at der
snydes med skatten, som samfundet dermed går glip af. Det giver færre
penge til sociale ydelser.
Hvad med solidaritet med den danske arbejder i stedet for at yde hjælp
til løntrykkere, som ikke følger de danske regler på arbejdspladsen?
Per Anker
debatten fortsætter på www.husforbi.dk Tjek også debatten på Hus Forbis Facebookprofil.
- Regeringen vil løse
problemerne ved en
regulær massakre på
vores velfærdssamfund.
De vil fyre i tusindvis i
ældreplejen, i daginstitutionerne og på skolerne.
De vil lade børnene, de
gamle og de svageste i
vores samfund betale
regningen for festen.
- Fakta er, at det er
Villy Søvndal, der maler
et falsk billede af
regeringens politik og
af situationen i dagens
Danmark. Og Villy er
ofte uærlig, og han gør
det bevidst.
Polfoto Jan Sommer
Polfoto Posselt Lærke
| sagt i maj |
Peter Christensen,
Venstres politiske ordfører, 1. maj
Villy Søvndal, formand for SF, 1. maj
HUS FORBI
| nr. 6 juni 2010 | 14. årgang | 25
- Det skal nok gå – lige så
snart du har ro i kysen.
Henrik Thiesen, gadelæge
26
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2010 | 14. årgang
En praksis
uden
vægge
I fem år har lægen Henrik Thiesen og
fire sygeplejersker haft deres konsultation blandt hjemløse og socialt udsatte.
Hus Forbi tog med Københavns gadeteam
på en ganske almindelig ualmindelig dag.
af Morten Bruun
foto Jan Sommer
I det ene øjeblik flakker Daniels lettere rødsprængte øjne fra side til side, mens han siger,
at han ’hele den sidste uge har haft det ad helvede til psykisk’. I det næste øjeblik fastholder
han blikket, mens han sagte fortæller, hvordan
han hver eneste morgen både brækker sig og
kaster blod op.
- Jeg har hørt om nogle yoghurtpiller, man
kan købe på apoteket. Dem kunne jeg godt
tænke mig at prøve, siger Daniel, som er 28 år,
har levet hovedparten af sit liv på gaden og
slås med både ADHD-diagnose, bajere, piller
og somme tider også ’lidt til næsen’.
Han sidder i Morgencafeen på Nørrebro i
København og taler med Thiesen og Bodil. De
kender Daniels historie, og Thiesen giver ham
et beroligende svar.
- Det er nok paraghurt, du tænker på. Det
hjælper tarmfloraen, når man har diarre, men
kan ikke gøre noget ved dine abstinenser. Men
det kan ikke skade dig at prøve de piller.
Henrik Thiesen er praktiserende læge og
har kendt Daniel i knap tre år. Men i modsætning til andre praktiserende læger er det ikke
patienterne, der kommer til ham. Det er ham,
der kommer til dem. Og det har han gjort,
siden Københavns Kommune i maj 2005 fulgte
den engagerede læges gode råd og etablerede
det sundhedsteam, som ud over idémanden
selv består af fire sygeplejersker – deriblandt
Bodil Stavad.
Alle fire sygeplejersker har været med siden
starten. De har hver især tæt på 20 års erfaring
i bagagen. Og sammen med Henrik Thiesen,
der kalder teamet for ’en praksis uden vægge’,
har de i de seneste fem år opsøgt og behandlet
cirka 700 hjemløse og socialt udsatte – ikke
mindst psykisk syge og misbrugere – på gaden,
på herberger eller hjemme i deres lejligheder.
Patienterne får hjælp til alt fra samtaler til
sårforbindinger. Teamet tester løbende patienterne for blandt andet tuberkulose, lever- og
lungelidelser, og der bliver taget hånd om dem,
der udskrives efter endt hospitalsindlæggelse,
så de bliver klar til gaden igen.
- Det er et tålmodighedsarbejde. Når vi
møder patienterne første gang, kan der godt gå
to-tre år, før de for alvor rykker videre i deres
liv. Men fagligt er det også enormt udfordrende. Vi er deres bindeled til både det sociale
system og resten af sundhedsvæsenet, siger
Bodil Stavad, som er Daniels faste kontakt.
Konsultation midt i caféen
Bodil Stavad ser som regel Daniel en gang om
ugen – blandt andet for at give ham medicin.
Men på denne grå dag har Thiesen parkeret
HUS FORBI

| nr. 6 juni 2010 | 14. årgang | 27
- Jeg har altid været et systembarn.
Gadeteamet er nogle af de første,
der har lyttet til mig.
Daniel
28
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2010 | 14. årgang
cyklen i Bragesgade for at deltage i konsultationen i Morgencafeen. Her sidder de ved det
store bord i midten af cafeen. Uanfægtet af de
fire kaffetørstige hjemløse, de to dovne hunde
og det frivillige personale, der også er til stede,
forklarer Daniel, at ’den mentalt er røget helt
ved siden af’ på det seneste, fordi han vist
drikker lidt for meget. Men selvom han kæmper på flere fronter, holder han fast i alle de
gode perspektiver.
- Jeg havde det pissegodt i går, da jeg var
nede ved Næstved og fiske. Det var fedt at
komme væk fra København og få noget frisk
luft. Jeg har også fået noget havearbejde i
Tingbjerg, jeg er blevet bestyrelsesmedlem
i ’Spark Liv i Håbet’, og jeg har fået kontakt
med mine tvillinger, som er fem år og bor
i Gøteborg. Det var deres mor, der reddede
mig fra en overdosis. Og så er jeg begyndt at
være meget sammen med tre venner. Vi har
besluttet, at det hele nok skal gå, fortæller
Daniel.
- Det har du ret i. Det skal nok gå – lige så
snart du har ro i kysen, svarer Thiesen med en
snert af det frisprog, der falder såre naturligt.
- Kan du sende mig til en kiropraktor? Jeg
kunne godt tænke mig noget behandling, der
kan få mig til at slappe af, foreslår Daniel.
Det kan Thiesen ikke hjælpe ham med. Men
heldigvis er han også uddannet akupunktør,
og han har sine nåle med og tilbyder Daniel en
lille behandling i Morgencafeens mødelokale. 
- Det er et tålmodighedsarbejde.
Når vi møder patienterne første
gang, kan der godt gå to-tre år, før
de for alvor rykker videre i deres liv.
Bodil Stavad, sygeplejerske
- Der er ikke to dage, der er ens. I går sad jeg for
eksempel på en bodega på Vesterbro og rensede et
skinnebenssår på en grønlandsk kvinde.
Karin Olofsson, sygeplejerske
30
| HUS FORBI | nr. 6 juni 2010 | 14. årgang
Knap 20 minutter og seks nåle senere – to i
skuldrene, to i nakken og to bag ørerne – vender Daniel tilbage til cafeen med et afslappet
smil på læben.
- Jeg har altid været et systembarn. Gadeteamet er nogle af de første, der har lyttet til
mig. Jeg har fuld tillid til Thiesen og Bodil, og
det er meget bedre at snakke med dem end
med alle mulige psykiatere og psykologer og
socialrådgivere. Jeg har lovet mig selv, at jeg
nu går hjem og rydder op i min nye lejlighed,
så den er så pæn, at jeg kan invitere Thiesen
og Bodil på besøg, siger Daniel.
Jeg vil hoppe på isen
Få kilometer fra Morgencafeen, i Kirkens
Korshærs genbrugsbutik på Christianshavn,
sætter sygeplejerske Karin Olofsson sig med
en kop kaffe i cafeen. Hun har netop været på
Bocenter Sundholm for at tage blodprøver på
en ny patient, og senere skal hun til Nørrebro
for at konsultere en ganske ung mand, som er
havnet i både sprut- og narkomisbrug.
Men forinden fortæller kalenderen, at hun
altså har en aftale med Peter. Han er 44 år og
bor i Valby, men ligesom mange andre grønlændere tilbringer han dagtimerne på Christianshavns Torv. Han har lovet Karin at være
fremme klokken ti for at tale om, hvordan han
som minimum tager en pause fra sit alkoholforbrug og holder sig til antabus.
- Det er ikke usædvanligt, at vores patienter
glemmer aftalerne eller kommer for sent. Det
kan de ikke tillade sig i en almindelig lægepraksis, men hos os laver vi bare en ny aftale,
siger Karin Olofsson, da klokken er blevet halv
elleve, og Peter endnu ikke har givet lyd fra
sig.
- Der er ikke to dage, der er ens. I går sad
jeg for eksempel på en bodega på Vesterbro
og rensede et skinnebenssår på en grønlandsk
kvinde. Det er meget karakteristisk for vores
arbejde. Vi udfører det, hvor muligheden er,
siger hun og ringer til Peter, som ’er der lige
om lidt’.
Han er på vej med metroen, og Karin Olofsson går hen til Torvet for at tage imod ham.
De har ikke set hinanden et stykke tid, og
gensynsglæden er stor, da han dukker op og er
så tørstig, at han trodser støvregnen og straks
åbner en bjørnebryg.
- Jeg skal snakke med Karin om, hvordan
jeg bliver ædru igen. Det er jeg nødt til, fordi
jeg planlægger at tage til Grønland. Der har jeg
ikke været, siden jeg var to år og blev bortadopteret, og nu er der en præst, som hjælper
mig med at søge Himmelblå Fonden om en
rejse sammen med en ledsager. Jeg vil så gerne
derop og møde min familie, siger Peter og
tilføjer efter en lille pause.
- Ja, og så vil jeg op og hoppe på isen… |
HUS FORBI
| nr. 6 juni 2010 | 14. årgang | 31
Hus Forbi følger Allan Jakobsen over de næste seks måneder. Han er 35 år, hjemløs og
Hus Forbi-sælger. Allan er født og opvokset i Odense og var ti år, da han startede med at
drikke. Som 14-årig begyndte han at tage heroin. Han er uddannet sømand og skibskok,
men i de seneste 16 år har hjemløsheden og heroinmisbruget styret hans liv. Han har haft
lejligheder af et halvt års varighed, men kan ikke finde sig tilpas indendørs og ryger på
gaden igen. Allan Jakobsen får ikke understøttelse, for så skal han have en fast adresse,
og det ønsker han ikke.
Denne og kommende artikler om Allan vil kunne læses på www.husforbi.dk
Jeg har det
bedst på gaden
| føljeton fra gaden |
af Birgitte Ellemann Höegh
foto Holger Erik Henriksen
- Da jeg var 14 år, så jeg filmen om Christiane F,
og den fangede mig på den forkerte måde. Jeg
ved godt, at den skulle virke afskrækkende, men
jeg fik lyst til at prøve heroin. Så jeg stjal noget
fra en ældre fyr i slænget, og så var jeg hooked.
Lige nu synes jeg, det er fint nok at være på heroin – jeg har aldrig haft en overdosis og vil ikke
stoppe mit misbrug. Det her er blevet hverdag
for mig. Jeg vil ikke på metadon, for det er noget
lort at komme ud af. Men jeg er ved at trappe
- Det er svært at forklare, og jeg ved nok ikke
engang selv, hvorfor det
er sådan. Men jeg føler
mig indelukket, så snart
jeg kommer indendørs.
ned. Det har min ven Krølle hjulpet mig med. Nu
tager jeg kun et gram om dagen, fortæller Allan
Jakobsen.
Han har sovet hos Krølle, efter at de to har
brugt en hel nat på at sælge Hus Forbi på Strøget.
- Krølle gik også og bummede, men det bryder
jeg mig ikke om. For mig er det ydmygende at
spørge andre mennesker om penge. Krølle vil
gerne lære mig det, men jeg trækker mig tilbage
hver gang. Det er nemmere at sælge aviser, siger
Allan, der sammen med Krølle fik solgt aviser for
1.500 kroner den nat.
På grund af den lange nat kommer Allan
halvanden time for sent til aftalen med Hus Forbi
foran Føtex på Vesterbrogade, hvor han ofte
sælger aviser. Han har sin gule sælgertaske over
skulderen og en bøtte i lommen. Den kommer fra
Mændenes Hjem og bruges normalt til pumper
og kanyler. Men Allan har skåret hul i låget og sat
en masse klistermærker på, så den skiller sig ud,
og nu ryger der mønter fra salget af Hus Forbi i.
De fleste tager røven på hinanden
- Krølle har jeg kendt gennem snart 25 år. Han
kommer også fra Odense og er den eneste, jeg
stoler på. Vi støder sgu hele tiden på hinanden,
lige meget hvor vi er. De fleste tager røven på
hinanden. Jeg har for eksempel lige gået sammen
med to fyre, der smuttede med penge og aviser.
Det har Krølle aldrig gjort, siger Allan, der uden
det store held har haft lejlighed.
- Jeg har det bedst med at bo på gaden,
for jeg kan simpelthen ikke indordne mig i en
lejlighed. Det er svært at forklare, og jeg ved
nok ikke engang selv, hvorfor det er sådan. Men
jeg føler mig indelukket, så snart jeg kommer
indendørs. Selv her i vinter ville jeg hellere sove
i min sovepose på Strøget end bo i en lejlighed.
Nogle af mine ting fra min sidste lejlighed er
opmagasineret hos min bror, andre hos en kvinde
i Nordsjælland. Min sovepose, som jeg bruger på
gaden, ligger lige nu hos Krølle, fortæller Allan,
der dog slås med konsekvenserne af det hårde liv
som hjemløs.
- Jeg har mavesår på grund af druk og stoppede derfor med at drikke for seks år siden. Og
så døjer jeg med lungebetændelse, men det er,
hvad det er, siger Allan.
Han bruger som regel seks til syv timer om
dagen på at sælge Hus Forbi.
- Imens går jeg og lytter til radio. Det er en ok
måde at få tiden til at gå. Derudover kan jeg godt
lide at se FCK spille fodbold. Jeg er der næsten
hver gang, for jeg synes, der er en dejlig stemning. |
hvad er dine planer
for den næste tid?
- Jeg glæder mig til, at jeg skal til Skive Festival
i starten af juni og så måske senere til Roskilde
Festivalen og være vagt. Det har jeg været en
del år. Så står jeg ved indgangene og sørger for,
at folk ikke tager sprut med ind. Når jeg har fri,
hører jeg musik. Men ellers tager jeg sgu bare en
dag ad gangen. Det vigtigste for mig er, at jeg
bliver i København nu, for kommer jeg til Odense,
så ryger jeg bare ud i kriminalitet, og jeg skal
ikke i spjældet igen. Jeg kender Odense som min
egen bukselomme, og det er ikke en god by for
mig. Miljøet i Odense er meget hårdere end her i
København, hvor det også er meget nemmere for
mig at sælge aviser.