Printervenlig udgave

Transcription

Printervenlig udgave
R
E
P
L
I
Q
U
E
Replique, 3. årgang 2013
Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov.
Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.
Skriftet er sat med Book antiqua, Myriad pro
Udgives af forlaget Munch & Lorenzen
www.critique.ksaa.dk/replique
ISSN: 2245-0165
© Munch & Lorenzen
Schmitt på dansk
F JENDSKAB – Carl Schmitts tænkning og
især hans tanker om forholdet mellem
ven og fjende er aktuelle igen, især efter 11. September 2001. Søren Hviid
Pedersen har forfattet den første rigtige
danske introduktion til Schmitt og hans
tænkning.
Af Jacob Christiansen Senholt
SCHMITT I DAG
Hvis man ser med konservative øjne på
den politiske tænkning i det 20. og 21 århundrede, kan man næppe komme uden
om Carl Schmitt (1888-1985). Schmitt, der
var tysk jurist var i 20’erne og 30’erne, var
involveret først med visse konservative
revolutionære tænkere, og siden medlem
af det tyske nazi-parti fra 1933. Visse dele
af Schmitts tænkning er senere blevet udlagt som et forsvar for nazismen; især
førerprincippet og hans forsvar for retten
til undtagelsestilstand. På trods af
Schmitts kontroversielle udgangspunkt er
det hævet over enhver tvivl, at han har
været yderst indflydelsesrig hos en lang
række centrale politiske tænkere i det 20.
århundrede. Det er især Schmitts tanke
om skellet mellem ven og fjende som
grundlaget for det politiske, der stadig er
aktuel. Hans tænkning er i de sidste årtier
igen blevet central, og anvendes af politiske kræfter fra både venstre til højre.
Schmitt er også i langt højere grad end
tidligere blevet tilgængelig uden for den
tysktalende del af verden, blandt andet i
kraft af oversættelsen og udgivelsen af en
række af hans centrale værker. I den engelsksprogede verden er det især forlaget
og tidsskriftet Telos der har taget Schmitt
op som en helt central tænker. Han er
indgående behandlet i hele syv temanumre om Schmitt henover årene, og
Telos har ligeledes forestået flere af de
engelske oversættelser af Schmitt. På sin
vis er tidsskriftets oprindelse som samlingssted for venstrefløjens kritiske teori,
og dets senere udvikling mod en åbenhed
for blandt andet Schmitt og også nyere
’højretænkere’ som eksempelvis ’Det Nye
Højres’ hovedrepræsentant, Alain de Benoist, et udtryk for den bredde der eksisterer i receptionen af Schmitts tanker.
Schmitts reaktualisering og betydning for
forståelsen af centrale moderne politiske
forhold og begreber som terror, suverænitet, retfærdig krig og undtagelsestilstand, er blandt andet beskrevet i en netop udgivet bog af de Benoist (Carl Schmitt
Today: Terrorism, ‘Just’ War, and the State of
Emergency).
DEN DANSKE RECEPTION
I Danmark har interessen for Schmitt også været støt stigende, og derfor er det
også på tide at der udgives en ordentlig
og letlæst introduktion til Schmitt og
hans tænkning, som den der nu foreligger
af Hviid Pedersen, som en del af serien
Statskundskabens klassikere udgivet af Jurist- og Økonomiforbundets Forlag. Ser
man på de danske udgivelser om Schmitt,
er det påfaldende at næsten samtlige er
udgivet efter 11. september 2001. I 2002
udkom den første oversættelse af Schmitt,
med udgivelsen af Det Politiskes Begreb.
Her blev der ligeledes plads til en 20 siders introduktion til Schmitt af oversætteren Lars Bo Larsen. Det Politiskes Begreb
er det klassiske værk af Schmitt fra det
tidlige forfatterskab i 1930’erne, hvor
hans idé om ven-fjende forestillingen som
fundamental for det politiske blev lance-
Side 63
ret, og det er denne forestilling, som siden har præget og styret receptionen af
Schmitts tænkning. Derudover er der udkommet et par antologier, der beskæftiger sig med Schmitts tænkning, og især
receptionen af denne. I 2005 udgav det
idehistoriske tidsskrift Slagmark et temanummer om Carl Schmitt, og dette blev i
2007 efterfulgt af antologien Den ondeste
mand i live? Læsninger af og mod Carl
Schmitt (red. Mikkel Thorup). I 2009 fulgte så oversættelsen Politisk Teologi, der
ligeledes indeholder et essay om ”Romersk Katolicisme”, og i denne udgivelse
fremhæves teologiens fremtrædende
plads som fundament for de politiske
begreber, der ifølge Schmitt i høj grad
består af sekulariserede teologiske begreber. En lignende tanke finder vi hos den
italienske tænker Giorgio Agamben, der
inspireret af Schmitt også beskæftiger sig
med begreber som eksempelvis Undtagelsestilstand (2009). Udover 11. september
og krigen mod terror som forklaring på
Schmitts genkomst som tænker, har man
især på venstrefløjen bidt sig fast i
Schmitts kritik af liberalismen, hvorimod
det blandt andet er hans konservatisme
og hans tanker om krigens politiske rolle,
der har gjort ham populær blandt borgerligere intellektuelle.
KRITISK STILLINGTAGEN
Hviid Petersen introducerer over de første 75 sider Carl Schmitt og hans tænkning. Her er vægten især på tre centrale
momenter i Schmitts tænkning. Først en
præsentation og diskussion af det politiske begreb som ven-fjende dikotomi.
Dernæst forholdet mellem ret og politik;
dvs. politisk teologi som det politiskes
metafysik. Sidst afsluttes med en præsen-
tation af Schmitts opfattelse af demokrati
og hans liberalismekritik.
Hviid Pedersen præsenterer Schmitt som
”et tiltrængt korrektiv til vor tids dominerende opfattelser. I den henseende er
Schmitt en ressource for en kritisk stillingtagen til mange mainstream approaches inden for statskundskaben”.
Hviid Pedersen uddyber senere Schmitts
forståelse af det politiske begreb, som
afgørende for menneskelivet: ”For
Schmitt er det det politiske der gør en
forskel mellem det liv, der har betydning,
alvor og konsekvenser, og det liv, der blot
leves, bevidstløst, ufarligt og ligegyldigt.
Det politiske moment giver menneskets
liv ind hold og betydning i kraft af dets
alvorlighed, som består i det forhold, at
det politiske i sin yderste konsekvens kan
resultere i krigen […] Schmitts opfattelse
af det politiske [er] det, der giver menneskets dets humanitet. Politik er menneskets skæbne.”
RETTENS RØDDER
Efter introduktionen følger over de næste
50 sider fire tekstuddrag, hvoraf de to
første Über die drei Arten des rechtswissenschaftlichen Denkens (1934) og Die geistgeschichtliche Lage des heutigen Parlamentarismus (1922) er nyoversættelser begået af
forfatteren selv. Den første omhandlende
det tyske retsbegreb (nomos) og dets rødder i germansk og græsk tænkning, samt
ordenens transcendente ophav: ”Den nomos, en retmæssig konge inkarnerer, må
indeholde visse højest uforanderlige, men
konkrete ordenskvaliteter. Man kan kun
tale om en virkelig nomos som virkelig
konge, når nomos indeholder eller forudsætter en total konkret samfundsmæssig
R EPLIQUE 3. årg. s. 63-65
Schmitt på dansk
Af Jacob Christiansen Senholt
orden.” Den næste tekst er et eksempel på
Schmitts kritik af massedemokratiet og
den moderne parlamentarisme: ”I dag
konfronterer partierne (…) ikke længere
hinanden gennem diskussion af meninger, men som sociale eller økonomiske
magtgrupperinger, der kalkulerer begge
fronters gensidige interesser og magtmuligheder og indgår kompromisser og koalitioner på dette grundlag. Masserne vindes gennem propaganda, hvis største
virkning hviler på en appel til umiddelbare interesser og lidenskaber.” Schmitt
forsvarer også en tidlig forståelse af
sammenhængskraften og homogenitet
som nødvendig for nationens fortsatte
beståen: ”hvor en stat, uden hensyn til de
nationale og andre former for homogenitet, gennemfører almen menneskelighed
på det politiske område, vil den ikke
kunne undslippe konsekvensen, at politisk lighed forringes i samme grad, som
den nærmer sig den absolutte menneskelighed.”
litteratur om Schmitt, som gør det nemt
at forske videre ud ad de spor man måtte
finde interessante. Tekstudvalget er trods
sin begrænsede længde både interessant
og relevant. Eneste anke i forhold til bogen er, at den ville have haft godt af en
ekstra gang i korrekturen, da der findes
enkelte slåfejl, inkonsekvent kursivering
af begreber med mere. Ligeledes er der
ifølge min smag lidt for mange anglicismer, som eksempelvis statskundskabens
’mainstream approaches’ der godt kunne
luges ud. Disse småting er dog ikke noget, der på nogen måde ændrer ved det
grundlæggende indtryk; at vi her har at
gøre med en velskrevet, spændende og
vigtig introduktion til Schmitts forfatterskab, som alle der ønsker at lære mere om
en kontroversiel, men meget central politisk tænker i det 20. århundrede med fordel kan læse.
MULIGHEDER FOR UDFORSKNING
De to næste tekstuddrag er taget fra henholdsvis Det Politiskes Begreb og Politisk
Teologi, hvilket gør at man med introduktionen og de valgte tekstuddrag bliver
præsenteret for helt centrale uddrag fra
Schmitts forfatterskab, samt har mulighed for at gå videre fra introduktionen til
Schmitts værker og tænkning ved at fordybe sig i de pågældende værker.
Overordnet har Hviid Pedersen begået en
meget interessant og klar introduktion til
Schmitt og hans tænkning, samt leveret
en overskuelig og let forståelig indføring i
hans centrale og relevante begreber. Bogen gør ligeledes god brug af sekundær-
Side 65
Jacob Christiansen Senholt er ph.d.stipendiat i idéhistorie