KNUDELØSEREN - Journalist Ida Ydo

KNUDELØSEREN
AF IDA YDO
“Det er Parkinsons - ikke Alzheimers,” retter Simon
Mysling allerede inden det første spørgsmål i interviewet er rullet over min tunge.
Jeg er blevet misinformeret af institutlederen
på Biokemisk Institut, Ole Nørregaard Jensen, og har
læst op på den forkerte hjerneædende sygdom. Det
betyder et par sekunder i pinefuld stilhed overfor
den forsker, jeg skal tale med den næste time.
Simon Mysling er PhD-studerende på Syddansk Universitet. Når først den lange rejse fra universitetets hovedindgang har ført til sidegangen
‘Krogene’, skal man kun gennem en mellemgang, op
ad en trappe (der nemt kan overses), over en gangbro, til venstre ind ad en glasdør, hele vejen ned ad
gangen for så at vende om og indse at inde bag inde
en af de mange hvide spånplade-døre, man allerede har passeret, sidder den unge PhD-studerende i
hjørnet på sin plads og skriver på sit doktorprojekt.
Han ligner en klassisk litteratur-studerende: lyst hår i
50’er-klip, grå fiskermandssweater, runde hornbriller i
bedste Johnny Depp-stil og beigefarvede khakibukser. Men Simon Mysling har avanceret sig indenfor et
fag, der vil få de fleste humanister til at plage om en
weekend til at gennemanalysere James Joyces ‘Ulysses’:
Biokemi - med speciale i proteiner.
Det overdimensionerede terrarium
Institutlederen Ole Nørregaard fortalte mig engang,
at der altid var nye, spændende opdagelser at skrive
om på Biokemiske Institut. Han havde ret.
Efter en kort rundvisning i laboratoriet, der
på første sal til forveksling ligner enden af et biologilokale på hvilket som helst gymnasium, tager
Simon mig med ned til de store drenge. Neden for
en metaltrappe, i stueetagen af laboratoriet, føler
man sig som en skildpadde undsluppet fra terrariet.
To store glasbure fylder det meste af gulvpladsen.
Inde i glasburene står store, grå maskiner, der ligner
computere fra månelandingens tid. Det er den type
maskiner, der lagde Syddansk Universitet på førstepladsen indenfor massespektrometri mellem 1974 og
2005.
Simon Mysling forklarer, at det var den nu
pensionerede professor, Peter Roepstorff (som desuden har en hellig status blandt dem, der interesserer sig for proteiner), der gjorde Syddansk Universitet
anerkendt i hele verden.
“Til vores studietur havde vi nogle t-shirts,
hvor der stod ’Odense is to proteomics, what Nashville is to country music’ - det var der en professor,
der engang sagde om vores afdeling,” fortæller Simon. Professoren var englænder, og hyldestsætningen om proteinforskning, som
proteomics betyder,
var rettet mod Peter Roepstorff.
“Han fandt ud af at veje
proteiner i en
maskine, der egentlig er til noget helt
andet, hvis man skal
forklare det meget simpelt,”
siger Simon.
Massespektrometeret
Her er det, Simon beviser, hvorfor jeg blev sendt videre til
ham, da jeg oprindeligt bad
om at tale med vejlederen
for forskergruppen, Thomas
Jørgensen.
Simon er pædagogisk. Han besidder en helt speciel evne til at
forklare et meget komplekst emne
til en, der fuldstændig blind overfor
biokemi.
Den maskine, han fortæller,
de vejer proteiner i, hedder et massespektrometer.
Massespektrometeret er oprindeligt lavet til at identificere ukendte organiske stoffer.
Grundlæggende set er Peter Roepstorffs opdagelse ikke bare ‘en god opdagelse’. Det er et banebrydende gennembrud indenfor proteinforskning.
Simon smiler også stort, da han fortæller om det,
GRAFIK: IDA YDO
men han underspiller sin interesse. Han ved godt, at
det kun er folk som ham selv, der forstår begejstringen.
Ikke desto mindre har Roepstorffs metode
været afgørende i hans forskning.
Artiklen om Parkinsons (ikke Alzheimers)
Lige inden jul udgav Simon Mysling en artikel om
proteinklumpers sammenhæng med Parkinsons.
“Det vedrører egentlig også Alzheimers. Den
hører ind under de sygdomme, der hedder neurodegenitive sygdomme. Det betyder, at hjernecellerne
dør på grund af sygdommen,” undskylder han sin
tidligere rettelse af mig, “men det var egentlig Parkinsons, vores forskning rettede sig
mod.”
Når man får Parkinsons
sygdom, kan det ses
i hjernen som en
slags klumper. De
klumper består af
proteiner, der slår
knuder på sig selv.
Førhen regnede
man med, at det
var proteinknuderne, der dræbte den
syge, men det viser
sig at være forstadiet til knuderne, der er
problemet.
“Min forskning gik ud
på at kortlægge de knuder, proteinerne samler sig i,”
forklarer Simon.
Her er det, den pædagogiske og
visuelle version af forskeren dukker op
og beviser, at hvis han havde været den litteraturstuderende, han ligner, ville han have været
uhyggeligt dygtig til sprogbilleder.
“Forestil dig, at du har et problem. For eksempel, når jeg lægger mine høretelefoner i lommen.
Uanset hvad jeg gør for at undgå det, er der knuder
på ledningerne, når jeg tager dem op igen. Så kan
jeg gå ind og binde knuderne op - alle de forskellige knuder, der er på dem - og finde sammenhænge
mellem dem. Måske hjælper det til, at man kan lave
et nyt design, så høretelefonerne ikke længere kan
slå knuder på sig selv.”
Med det billede forklarer Simon også, at hans
arbejde med proteinerne kun er en lille del af et større
arbejde for (forhåbentligt) på sigt at kunne helbrede
en sygdom som Parkinsons. Selvom det har været et
stort arbejde at kortlægge knuderne, mangler der stadig nogen, der kan lave ‘designet’ om.
“Det her er aldrig noget, som én person finder ud af,” som han selv siger.
Ude er godt, hjemme er løsningen
Hvor professoren Peter Roepstorff tog på opdagelsesrejse med Galathea 3-ekspeditionen, kan man
sige at Simons forskning har været en rejse i med- og
modgange.
Og på Simons ’Galathea-tur’ sejlede skibet mod en
mur.
“Hvis nu vi snakker om hovedtelefonerne
igen, så kan man sige, at min maskine kunne se alle
hovedtelefoner undtagen de blå,” forklarer han.
Det tog noget tid, men på et tidspunkt ringede hans
vejleder fra Polen. På en konference havde han mødt
en mand, som havde en maskine, der måske kunne
løse problemet.
“Men vi kunne kun låne den i to uger. Så da
den først var her i Danmark, havde jeg kun en uge til
at bruge den. Selvfølgelig var min vejleder på ferie i
den uge, og jeg kunne slet ikke løse problemet. Så jeg
sparkede til væggen og havde nogle sene telefonsamtaler med ham.”
Da Simon endelig besluttede sig for at tage
hjem, nåede han kun et trin inden for døren, før det
gik op for ham, hvad løsningen var.
“Så havde man næsten lyst til at tage tilbage
ud på universitetet. Men jeg blev hjemme alligevel.
Det var det gennembrud, jeg havde ventet på. Noget
af det mest inspirerende, jeg nogensinde har oplevet.”
Simon kunne dermed fortsætte sin forskning,
kortlægge klumperne og færdiggøre artiklen omkring proteinklumper i hjernen. Så nu er han at finde
ved sin computer i hjørnet af et afsides kontor, bag
en hvid spånpladedør. Der skriver han sin afhandling.