Infanterist på Vestfronten tekst og billeder - Den Store Krig 1914-1918

Infanterist på Vestfronten
under krigen 1914-1918
Af Ejner Thaysen, Ringsted
Min far, Johan Thaysen, blev født i 1892 på gården Eskær 9 i Tråsbøl og konfirmeret i 1908,
kun få dage efter hans fars død. Som dansksindet sønderjyde deltog han i første Verdenskrig
1914-1918 på tysk side på Vestfronten. Han blev indkaldt den 15. oktober 1913 til det 163.
infanteriregiment i Neumünster og var fuldt uddannet soldat, da krigen brød ud i august 1914.
Under hele krigen var han tilknyttet dette regiment, som bestod af 3 bataljoner med hver 4
kompagnier. Med udgangspunkt i regimentets historie beskrives i det følgende hans deltagelse
i krigen.
Steder hvor hans egne fortællinger og efterladte
papirer er citeret, er dette anført med kursiv
skrift og i nutidig stavemåde. Fra enkelte
feltpostkort er anvendt citater. De anføres med
dato og billede på kortet, uden at det
nødvendigvis er stedet, hvor han opholdt sig på
det tidspunkt, kortet er skrevet.
Kasernen i Neumünster
Krigens første år, 1914
Krigens begyndelse
Som følge af truende krigsfare blev dele af regimentet sendt til bevogtning ved Kielerkanalen,
Brunsbüttel og Heide i de sidste dage af juli måned 1914.
Mobiliseringsordren kom til regimentet den 1. august
og udløste stor aktivitet de følgende dage. Den 7. og
8. august afgik den resterende del af regimentet - ikke
som forventet sydpå mod fronten - men nordpå til
Angel og blev indkvarteret der. Grunden var, at
tyskerne frygtede et engelsk angreb via Jylland. Den
del af regimentet, der havde været udstationeret til
bevogtning, blev trukket tilbage og ankom til Angel
den 14. august. Regimentets kampstyrke bestod nu af
68 officerer og 2997 mand. Johan var i 5. kompagni i
regimentets II bataljon. Den 17. august skiftede
regimentet kvarter til egnen omkring Bov for at være
tættere på jernbanehovedlinjen, så de hurtigt kunne
blive transporteret videre.
Til fronten i Belgien
Den 22. august fik regimentet ordre til afgang mod
fronten, og den 23. afgik Johans bataljon fra Fårhus
station. Togturen foregik via Hamborg, hvor
Johan Thaysen
soldaterne - ligesom ved de øvrige stationer undervejs
- blev hjerteligt og begejstret modtaget og godt beværtet af civilbefolkningen.
Johan har fortalt, at for at undgå spionage blev samtlige vinduer i toget blændet af ved
passagen over Kielerkanalen.
25.8. kl.2, Herbesthal: Passerer lige nu den tysk belgiske grænse.
Side 1 af 13
Angrebet af civile
Efter 36 timers togtur ankom Johans bataljon til den belgiske by Landen, hvor man gik i
bivuak, og dagen efter fortsatte man mod byen Herent. Her blev de tyske soldater udsat for
angreb af bevæbnede indbyggere. Disse blev pågrebet og henrettet. De huse, hvorfra der var
blevet skudt, blev brændt ned. Sidst på aftenen rykkede man til byen Löwen for at gå i hvil.
Men ved midnatstid blev der igen skudt mod de tyske soldater fra civilbefolkningen. Angrebet
blev kraftigt besvaret af tyske soldater, som derefter gennemsøgte de huse, hvorfra der var
blevet skudt. Talrige bevæbnede indbyggere blev taget til fange, stillet for en krigsret og
henrettet.
Johan har fortalt, at det var i Herent og Löwen, han fik de første frygtelige oplevelser af
krigens råhed. Således fortalte han, at én af de fremmarcherende tyske soldater så sig gal på
en belgisk civilist, hvorefter soldaten smadrede belgierens hoved med sit gevær. Det fik ingen
konsekvenser for soldaten fra hans overordnede, men de andre soldater fordømte ham, og
ville ikke have noget med ham at gøre mere. Den nævnte soldat blev senere dræbt ved fronten.
En anden begivenhed fra samme sted, har han aldrig ville fortælle om. Det nærmeste, han
kom det, var, at han en formiddag havde deltaget i noget forfærdeligt noget, og da det var
overstået, havde de deltagende soldater fået udleveret cigaretter. Han havde ikke røget
tidligere, men efter den begivenhed forsøgte han at berolige sig selv ved at ryge nogle
cigaretter. Det blev til mange cigaretter inden krigen var slut.
Regimentet havde nu lært krigens grusomhed at kende uden at have været i kamp med
regulære fjendtlige tropper.
Da regimentet næste dag marcherede videre, var civilbefolkningen - også kvinder og børn stillet op med ansigtet mod husmurene for at hindre fornyede overfald på de tyske soldater.
Det tyske overgreb mod civilbefolkningen blev udnyttet i propaganda øjemed af fjenderne.
De følgende dage blev regimentet dirigeret rundt til steder, hvor tyskerne forventede et angreb
dog uden at komme i kamp. Den 1. september blev regimentet overfløjet af fjendtlige flyvere,
hvilket gjorde stort indtryk på de tyske soldater. Til at begynde med skød alle mod flyverne,
men det blev dog standset, og fremover måtte der kun skydes efter ordre fra en officer.
Angrebet på Termonde
Natten til den 4. september marcherede regimentet mod den stærkt befæstede by Termonde og
gik til angreb. Angrebet varede 5 timer, inden byen var indtaget. Angrebet kostede regimentet
4 døde, 42 sårede og 6 savnede. Det var regimentets første kamp med regulære belgiske
tropper.
Efter kampen gik regimentet i bivuak. De følgende dage rokerede regimentet rundt og var i
konstant kampberedskab.
Slaget ved Noyon i Frankrig
Den 11. september fik regimentet marchordre til Frankrig, for at hjælpe den tyske hær under
tilbagetrækningen fra Marne slaget. Den franske grænse blev overskredet den efterfølgende
dag. I de følgende dage oplevede regimentet den franske civilbefolkning som tilbageholdende
og ikke så fjendtlige som belgierne.
Tidligt om morgenen den 16. september blev et fransk regiment iagttaget i byen Elincourt og
straks angrebet af tyskerne. Under heftige kampe, der bølgede frem og tilbage, endte dagen
med, at franskmændene blev drevet ud af byen. Men 2 dage senere måtte tyskerne dog opgive
byen efter voldsomme kampe.
Side 2 af 13
Kampen den 16. september kostede dyrt for begge parter. Johans regiment alene havde et tab
på 123 døde, 346 sårede og 262 savnede.
18.9., Ribecourt: Den 16. og 17. september er godt overstået. Det var et par slemme dage,
men slaget er desværre endnu ikke til ende.
Den 19. september skulle regimentet erobre byen Ecouvillon, hvilket dog ikke lykkedes.
Kampene fortsatte til mørkets frembrud, hvorefter Johans bataljon trak sig tilbage til
Dreslincourt. Kampene ved de nævnte steder blev senere benævnt som slaget ved Noyon, og
fik stor betydning, fordi tyskernes tilbagegang fra Marneslaget blev stoppet.
Skyttegravskrig
Regimentet fik ordre til at blive i og ved Dreslincourt, og den 20. september begyndte man at
grave sig ned i den klippefyldte jordbund, alt imens man blev beskudt af fjendtligt artilleri og
angrebet af fjendens infanteri, som dog blev afvist.
Vestfronten var nu låst fast overalt, og skyttegravskrigen en realitet de næste år. For Johans
regiment forløb resten af året 1914 med gensidige angreb samt udbygning og reparation af
skyttegravene. Dette forsøgte fjenden dog at hindre ved daglige artilleriangreb. Fra begge
sider blev der sendt patruljer frem mod modstanderen. Det gav værdifulde oplysninger, men
også en del tab.
Skyttegravene blev gravet dybere, bredere, afstivet mod sammenstyrtninger og i bunden
forsynet med tremmeriste for at undgå, at
soldatene skulle stå i vand og mudder.
Dækningsrummene blev overdækket med
blikplader. For bedre at kunne orientere sig
navngav man forbindelsesvejene mellem
skyttegravene.
Johan Thaysen i forreste rk. i midten
I skyttegraven udviklede der sig et godt
kammeratskab mellem soldaterne. Post og
aviser kom regelmæssigt til soldaterne. En
plage for tropperne var mus og senere rotter
som åd soldaternes proviant.
8.10., Chry-Ourscamps: Tak for breve og kort i anledning af min fødselsdag. I går havde vi
for første gang feltgudstjeneste. Det var helt storartet.
I midten af oktober blev regimentes hidtidige tab opgjort til 193 døde og 680 sårede, og som
erstatning tilgik 15 officerer og 750 mand. På samme tid modtog
regimentet en sending velgørenhedsgaver fra Neumünster indeholdende bl.a. skjorter,
undertøj og tobak.
Den 20. november blev regimentet vaccineret mod tyfus, og et par dage senere konstateredes
lus, som hurtigt bredte sig. Det betød oprettelse af aflusningsanstalter, og at soldaterne skulle
afluses, så snart de gik i hvil, og inden de tog på orlov.
Jule- og nytårsaften
Den 20. december marcherede regimentet til nye stillinger, som de næste par dage blev
udbygget. Fjenden forholdt sig almindeligvis rolig.
Side 3 af 13
Juleaften skød fjenden overhovedet ikke, så aftenen kunne fejres i dækningsrummene med
tændte juletræer og julesange. Kun forposterne holdt vagt. De næste dage var der forsat rolig
ved regimentets frontafsnit, og soldaterne kunne nyde det vinterlige snedækkede landskab
som skjulte krigens ødelæggelser.
Nytårsaften blev fejret i de enkelte kompagnier, hvor tankerne gik på året der var gået og på,
hvad det nye ville bringe.
Krigens andet år, 1915
De første dage i det nye år forløb rolig, men allerede den 6. januar var freden forbi. En tysk
patrulje på rekognoscering var nået frem til franskmændenes skyttegrave. Her kom det til
nærkamp med anvendelse af bajonetter og knive. Håndgranater indgik endnu ikke i tyskernes
udrustning. Rekognosceringen lykkedes, men på tysk side blev 1 dræbt og 1 meldt savnet.
Slaget ved Soissons
Den 9. januar marcherede Johans bataljon til Clamécy, hvor de stod i højeste alarmberedskab
klar til at storme byen Soissons. Stormen blev indledt den 12. januar, og under angrebet var
kompagniet, hvor Johan hørte til, et af de første der nåede de franske stillinger og led derved
svære tab.
Johan blev såret og kom den 25. januar til sygehuset i Schlüchtern i Hessen. Herfra sender
han et brev hjem til sin mor og skrev bl.a.:
Ja, i dag er jeg så kommet til Sygehuset i S., og det ser ud til, at man kan få det rigtig godt
her. Jeg ligger i en meget fin stue, vi ligger 10 mand der, og vi har fine bløde senge, så man
er nu som genfødt. Så godt har jeg ikke sovet, siden jeg sidste sommer var hjemme på orlov.
Herefter følger en beskrivelse af forberedelserne til angrebet:
På slaget 12 blev der givet signal, og alle vore tropper sprang ud af graven og stormede frem.
Men sikken ild vi kom i, både fra infanteri og artilleri. Det var rædselsfuldt, og da vort
kompagni var i anden linje, fik det naturligvis den værste granat- og shrapnelild. Jeg nåede
lykkelig hen til den forreste grav, pustede lidt, og gik så videre. Men da jeg var kommet ca.
100 meter længere frem, blev jeg ramt af en kugle, der først gik gennem højre lår og derefter
ind i venstre lår og igennem dette. Heldigvis kun kødsår. Jeg faldt, sprang op igen og løb lidt
længere frem, hvor der var dækning i et granathul.
I det næste brev, sendt den 28. januar, beskrev Johan de rædselsfulde iagttagelser af
nærkampe, død og lemlæstelser, han havde gjort under sit ophold i granathullet. Brevet slutter
således:
Da jeg havde ligget 5-10 minutter i granathullet, blev stillingen for kritisk for mig, og jeg
kravlede tilbage til graven. Her fik jeg det ene af mine sår forbundet. Jeg anede ikke, der var
fire.
Den 1. februar skrev Johan igen til sin mor med fortsættelsen:
Efter at være blevet forbundet, bragte vore sanitetssoldater mig hen til en hytte, hvor der
allerede lå fire fra vort kompagni. De lovede at hente os om aftenen. Men da de først var
borte, lod de sig ikke se mere. Og vi lå der i hytten i over 2 dage og manglede mad og drikke.
Endelig kom sanitetssoldaterne fra et andet regiment og bar os bort. Vi kom til en
kalkstenshule, hvor vi blev forbundet og fik mad og drikke. Der lå vi til næste dags
eftermiddag. Da kom sanitetskompagniet og kørte os hen til den store troppeforbindingsplads.
Der blev jeg straks forbundet og straks i automobil sendt videre til Chauny. Da jeg på ny blev
Side 4 af 13
forbundet der, sortnede det alligevel for øjnene af mig, så jeg havde ondt ved at holde mig
fast. Feldwebelen, som forbandt mig, holdt stadig øje med mig. Jeg tænkte, at han ville hjælpe
mig, hvis jeg skulle falde, men det viste sig, at det var noget helt andet, han tænkte på. Jeg
savner min pung. Lommen er borte, og da jeg ingen penge har, og vi her kun får 10 Penning
om dagen, som først udbetales, når vi rejser herfra, beder jeg dig om at sende mig 5 Mark.
Det er længe siden, jeg har været i pengeforlegenhed. Mange hilsner og tak til jer alle. Din
søn Johan.
Johan har fortalt: Han blev transporteret med et lazarettog fra krigslazarettet i Chanuny, i
Belgien, for at komme på et sygehus Tyskland. Under transporten håbede han på, at toget
ville dreje mod nord i Køln, så han kunne komme tættere på hjemstavnen. Men i Køln drejede
toget mod syd. Opholdet i Hessen på sygehuset i Schlüchtern var en dejlig tid for ham. Han
kom fra skyttegrave, hvor de sanitære forhold var yderst begrænsede, til et sted, hvor alt var
rent og hvor sygeplejerskerne og lægerne talte ordentlig til patienterne. Militæret krævede, at
de sårede soldater kom tilbage til tjeneste så hurtigt som muligt, men det var Johans indtryk,
at lægerne gjorde, hvad de kunne for at beholde soldaterne på sygehuset så lang tid, som de
med rimelighed kunne forsvare.
Efter opholdet i Schlüchtern blev Johan flyttet tilbage til garnisonen.
21.3., Neumünster: Jeg er nu i Neumünster, og har det forholdsvis godt.
Gefreiter og orlov
Den 1. april blev Johan overflyttet til regimentets 2. erstatningskompagni, og efter en kort
kursusperiode blev han udnævnt til Gefreiter (koporal) den 5. juni 1915, med karakteren
”god” i lederskab.
Derefter blev han uddannet som instruktør for kommende skytter og hjælpere i tyskerne nye
maskingevær 08 / 15.
De efterfølgende måneder virkede Johan som instruktør. En bestilling han befandt sig godt
ved, fordi det var langt fra fronten. Han har
fortalt:
Maskingeværerne var vandkølede, og han vidste,
at én af de officerer, der skulle bedømme
resultatet efter endt instruktion, altid ville vide,
hvordan man ude ved fronten sikrede sig vand til
kølingen af maskingeværet. Derfor indprentede
Johan, at de på det spørgsmål skulle svare:
”Brug feltflaskens indhold og når den er tom, så
tis i geværet”. Det svar gav altid ros til
Vandkølet maskingevær
instruktøren af den fremmødte officer.
Det var lang tid siden Johan havde været på orlov. At få orlov krævede, at amtsforstanderen i
hjemsognet skulle sige god for ansøgeren. Det gav ingen problemer hos Bruhn på
Skovbølgård, så han kom hjem til sin mors gård i Tråsbøl på 4 ugers høstorlov. Under
orloven søgte han om yderligere 2 uger i hjemmet, men fik kun bevilget en uge. Et efterladt
feltpostkort viser, at han var i Tråsbøl i begyndelsen af august måned.
Johan kom til fronten igen inden nytår 1915, men hvornår og om 2. erstatningskompagni kom
i kamp og i så fald hvor, fremgår ikke af Johans soldaterbog, regimentets historie eller
efterladte papirer.
Side 5 af 13
Krigens tredje år, 1916
1.1., Vimy und Loretto-Höhe: Tak for pakke med velsmagende kage. Efter omstændighederne
har jeg det rigtig godt. I disse dage er vi i stilling. Nytårsaften foregik rolig.
I maj måned overførtes Johan til regimentets 8. kompagni, hvor han var indtil november 1918.
Slaget om Wimy højderne
I maj måned gik regimentet i gang med forberedelsen til at erobre de engelske stillinger på
Wimy højderne, beliggende mellem Arras og Lens.
17.5., Mont de Lorette: Vi er nu lykkeligt ankommet hertil og har herfra 2½ times march til
fronten. Vi kan tydelig se, hvordan artilleriet beskyder flyverne.
Angrebet fandt sted den 21. maj. Sidst på eftermiddagen begyndte tyskerne beskydningen af
de engelske stillinger med artilleri og minekastere samt en enorm mængde giftgasgranater.
Men da vinden lidt senere vendte, drev gassen tilbage over de tyske stillinger. Her forårsagede
gassen, at tropper, der blev ramt, fik vand i øjnene og klorsmag i munden, så gasmasker måtte
tages på. Præcis kl. 21.46 styrtede de tyske troppe ud af skyttegravene og nåede få minutter
efter de engelske skyttegrave. De følgende timer blev der udkæmpet hårde nærkampe, og
resultatet blev, at hele Wimy højderyggen kom i tyskernes besiddelse. Regimentets tab var 44
faldne, 108 sårede og 11 savnede. I og foran skyttegravene lå 240 døde englændere. Kampene
fortsatte de næste par dage og kostede yderligere store tab på begge sider og ebbede først ud
den 24. maj. De næste par dage blev regimentet afløst og forlod egnen, og gik i hvil nordøst
for byen Douai. Her var de en måneds tid, hvor en stor del af regimentet fik bevilget orlov, og
ellers gik tiden med militærtjeneste og sport. Fritiden blev anvendt i Douai.
31.5., Givenchy: Har lige været et smut i Douai og fået dette kort fra Givenchy. Et par km.
sydvest derfra var vi i stilling. Længere mod vest ligger den hårdt omstridte Lorette høj.
7.6., Louvain: Vi skandser om natten. (At skandse vil sige at udbedre og reparere
skyttegravene - ET).
Slaget ved Somme, første indsats
Den 26. juni blev al orlov inddraget og regimentet sat i alarmberedskab, fordi et storangreb
var i vente ved Somme.
26.6., Douai: Vi har f.t. en del at gøre med at få vore sager i stand. Vi har nemlig på onsdag,
(den 28.6., ET), appel med alt, hvad vi har.
Den 29. juni drog Johans del af regimentet af sted mod Croisilles, ca. 13 km. sydøst for Arras,
hvor man gik i kvarter, klar til alarm.
Den 1. juli satte englænderne og franskmændene et storstilet angreb i gang i området ved
floden Somme. Formålet med angrebet var, at lette presset på Verdun. Johans regiment var i
de frontafsnit, der blev angrebet af englændere, og regimentet blev de følgende dage flyttet
rundt til frontafsnit, der var truet.
Området var godt befæstet af tyskerne, men et kraftigt regnvejr oversvømmede
dækningsrummene og umuliggjorde ophold deri, så man manglede beskyttelse mod den
engelske maskingeværild. Endvidere opstod der efter nogle dages kamp knaphed på
ammunition. Den 9. og 10. juli gik regimentet i hvil og kunne da konstatere, at det havde
mistet 1/3 af dets ca. 3.000 mand under de heftige og blodige kampe.
Side 6 af 13
11.7., Douai: Jeg har kun lejlighed til at skrive et kort i dag. Vi flagrer nemlig rundt som
hjemløse fra by til by.
Kampe ved Arras
Allerede den 11. juli blev regimentet alarmeret igen og blev sidst på dagen beordret til LignyThilloy, 29 km. syd for Arras, hvor man gik i kvarter. Dagen efter fik regimentet tilført
erstatning for den seneste tids kampe. Ca. 1000 mand som dog først skulle uddannes, og
derfor ikke kunne deltage i kampe med det samme. De følgende dage blev regimentet igen
flyttet rundt til forskellige steder omkring Arras, hvor det deltog i flere voldsomme kampe.
23.7., Louvain: Jeg skriver i denne tid kun lidt, vi er alle overanstrengte, så I må nøjes med et
livstegn.
25.7., Louvain: Vi er i dag blevet afløst i stillingen og ligger nu i ro bag fronten.
Efter at være gået i hvil, kunne regimentet den 26. juli konstatere et tab siden den 10. juli på
73 døde, 307 sårede og 43 savnede.
Kampe ved Foureaux
Efter nogle dage med skansearbejde og enkelte træfninger blev Johans afdeling af regimentet
den 4. august beordret i stilling ved Foureaux skoven. Her kom Johans kompagni i forreste
skyttegrav. Stillingen bestod kun af 1,5 meter dybe skyttegrave, som var sønderskudt flere
steder. Dækningsrum fandtes ikke og fra skoven kom en modbydelig stank fra utallige
engelske lig, som ikke var blevet begravet.
Alt dette og den voldsomme engelske beskydning gjorde opholdet i stillingen yderst
ubehagelig. Dagen efter blev der udleveret stålhjelme til tropperne i de forreste linjer.
7.8., Lille: Vi ligger nu i stilling.
Efter flere kampe blev Johans afdeling afløst den 10. august og marcherede til Rumilly, hvor
man gik i kvarter.
14.8., Lille: Jeg har det rigtig godt og ligger i ro langt bag fronten tæt ved den belgiske
grænse.
Kampe ved Hulluch i fransk Flandern
Den 23. august var hvileperioden slut, og regimentet blev beordret til stillingerne ved
landsbyen Hulluch. Her blev regimentet udsat for daglig engelsk artilleribeskydning og et par
infanteriangreb, som dog blev slået tilbage hver gang. Den 28. september blev regimentet
afløst og gik i bivuak i en landsby mellem Peronne og Cambrai.
Kampe ved Somme, anden indsats
29.9., Lille: Er nu nået hertil. Klokken er 7½ og endnu en god tids køren, så er jeg ved målet,
men om regimentet er der endnu, ved jeg ikke. En trist rejse.
Den 29. september blev Johans bataljon beordret til de forreste stillinger vest for landsbyerne
Sailly og Sallisel. Her var man flere gange udsat for kraftige franske artilleri- og infanteri
Side 7 af 13
angreb, som dog blev slået tilbage. I mellem angrebene var der forholdsvis roligt. Den 14.
oktober forlod regimentet det blodbestænkte Somme område og marcherede til La Terriere,
og gik i kvarter.
14.10., Equamcourt: Forhåbentlig kommer vi nu hen, hvor det i det mindste er bedre end her
ved Somme.
Regimentets samlede tab ved kampene ved Somme var 71 officerer og 2.177 underofficerer
og menige.
Stillingskampe i belgisk Flandern
Den 17. oktober blev regimentet sendt til Flandern i Belgien til en by øst for Ingelmunster.
Turen dertil blev hemmeligholdt af hensyn til spionage, og regimentsmærker skulle bæres
skjult.
19.10., Denterghem: Vi ligger nu i ro her i Belgien og har det godt.
20.10., Meulebeke: En hilsen fra denne by vi i dag kom igennem, da vi var til kejserparade.
Den 22. oktober kom regimentet til stillingerne ved byen Zonnebeeke. Stillingen bestod af
ikke ret dybe skyttegrave, fordi grundvandet stod højt og dækningsrummene ydede ikke
særlig megen beskyttelse. Begge siders artilleri var forholdsvis rolig, mens der blev skudt fra
begge sider med maskingeværer og flere patruljer var i kamp. Regimentet forblev i disse
stillinger til slutningen af januar 1917. I den periode foregik der afløsning mellem regimentets
3 bataljoner hver 5. dag. Hvileperioden foregik i den forladte by Morslede, som ligger ca. 12
km. sydvest for Ypres.
Den 31. oktober fik Johan tildelt jernkorset af II klasse og fra den 5. november til den 16.
december gennemførte han et gruppeførerkursus.
5.11., Roeselaere: En hilsen her fra Ingelmünster, hvor jeg er på et 6 ugers kursus.
10.12., Emelghem: Da det i dag måske er sidste søndag vi er her, kan I gerne begynde at
bruge min adresse til 8. kompagni.
Jule- og nytårsaften
24.12., Roeselaere: Vi fejrer i aften julefesten i en stor sal. Jeg tror det bliver helt storartet.
Juleaften var opholdsrummene forsynet med små juletræer, og aftenen forløb rolig og blev
fejret med sang og gaver. Nytårsaften skød de fjendtlige kanoner usædvanlig meget og
kostede 2 tyskere livet.
Krigens fjerde år, 1917
Det nye år begyndte roligt, dog med gensidig artilleribeskydning. På grund af solens stilling,
skød tyskerne fortrinsvis om formiddagen og englænderne om eftermiddagen.
Den 1. februar blev regimentet afløst og Johans bataljon blev indkvarteret i Maldegem.
5.2., Maldegem: Vi er i går kommet til denne by i ro, og jeg har det godt.
Trods stram eksercits og kampøvelser blev der tid til udflugter til bl.a. Brügge og Ostende.
Side 8 af 13
Stillingskampe i Belgien
Den 22. februar kom der ordre om afgang til afløsning ved fronten i nærheden af Ypres.
Skyttegravskrigen fortsatte den kommende tid, uden nævneværdige begivenheder.
Den 27. marts blev regimentet afløst og begav sig til et nyt afsnit af Vestfronten i Frankrig.
27.2., Zonnebeke: Alt vel
Kampe ved Siegfriedstillingen og ved Arras
I midten af marts måned var den nye tyske Siegfried stilling færdig. Den havde afkortet den
tyske front og strakte sig mellem floderne Scarpe og Aisne. Hertil blev regimentet beordret
den 31. marts og gik i stillinger beliggende ca. 6 km. sydøst for Arras. Her blev regimentet i
de næste dage beskudt i op til 20 timer i døgnet af engelsk artilleri ledet af flyvere. Flere
engelske infanteriangreb blev alle slået tilbage. Første påskedag, den 8. april aftog
bombardementet men fortsatte dagen efter. Senere på dagen, den 9., blev regimentet angrebet
mellem Arras og Cambrai af 5 uhyrer som hurtigt, ildsprudlende og ubesværet bevægede sig
lige mod og over de tyske stillinger.
Det var første gang regimentet så tanks. Disse blev beskudt med gevær- og
maskingeværkugler samt håndgranater. Alt
samme uden at skade de fremadskridende
køretøjer. Mod den overvældende overmagt
måtte regimentet trække sig tilbage til
Monchy, 10 km. sydøst for Arras, med store
tab til følge. Den følgende dag stormede
englænderne frem og indtog Monchy. Selvom
det lykkedes tyskerne at uskadeliggøre flere
tanks, måtte regimentet trække sig tilbage til
Dechy. Den 12. april blev regimentets tab
efter de foregående dages kampe opgjort til
Tanks
43 døde, 196 sårede og 656 savnede.
Den 13. april marcherede dele af regimentet til Helesmes til hviledage.
Den 17. april blev Johan forfremmet til underofficer.
Den 25. april var hviledagene slut, og regimentet blev beordret til stillingen ved
Siegfriedlinjen igen, hvortil man ankom den 27. april. Regimentets tid der forløb temmelig
rolig. Kun enkelte patruljefægtninger fandt sted, og den gensidige artilleribeskydning var
begrænset. Den 14. maj blev regimentet afløst og gik i hvil i Erre, 15 km. øst for Douai.
Ved afgangen fra fronten var aflusningsanstalten ude af drift, så lusene rejste med. Dagen
efter fik regimentet tilført erstatningsmandskab, og et par dage senere blev dele af regimentet
overflyttet til Arleux.
Stillingskampe ved Vert skoven
Den 5. juni var hvileperioden slut og regimentet blev beordret til et sted tæt ved Vert skoven.
Her var ingen stilling, kun granathuller og et totalt smadret landskab.
Soldaterne opholdt sig dagevis i granathuller, næsten uden madforsyninger og ubeskyttet mod
vejrliget og de engelske granater, mens infanteriet på begge sider - for det meste - forholdt sig
rolig. Soldaterne i kraterne kunne ikke besørge, idet enhver bevægelse betød den sikre død, og
kunne de ikke vente til det blev mørkt, blev det, der skulle besørges, gjort.
Stillingskampe ved Monchy
Side 9 af 13
Den 25. juli blev regimentet afløst og beordret til stillinger nær landsbyen Monchy, 10 km.,
sydøst for Arras. Her skiftedes englænderne og tyskerne til at angribe hinanden, men
angrebene blev slået tilbage. Som følge af råstofmangel blev soldaterne opfordret til at samle
metal i stillingerne og aflevere det, hvilket blev belønnet og udbetalt i Mark.
Signalpistolen som Johan fik sendt hjem
Under et tysk angreb var englænderne flygtet væk fra
deres skyttegrave. Heri fandt Johan en engelsk
signalkuglepistol af messing. Den tog han med sig og
fik gemt væk. Senere fik han en soldaterkammerat til
at tage pistolen med hjem på orlov i Hamborg og
derfra sendte kammeraten den hjem til Johans mor.
Pistolen lå i mange år på en fast plads på Johans
skrivebord som et minde fra den gang og som en god
anledning til at få en snak om sine krigsoplevelser,
når der kom gæster i hjemmet.
Den 10. august angreb englænderne med giftgas. Men soldaterne nåede at iføre sig gasmasker
og kunne fortsætte arbejdet. Hestene, som trak materialevogne, fik hængt våde muleposer tæt
på mulerne, hvilket hjalp på de værste ubehageligheder.
De følgende dage forløb forholdsvis rolig, men månedens sidste dage fortsatte de spredte
kampe.
Stillingskampe ved Vert skoven igen
Den 31. august blev regimentet afløst og sendt til stillingerne ved Vert skoven, hvor de
tidligere havde været, men i modsætning til de blodige junidage var her nu ret rolig til at
begynde med. Men den 16. september skød englænderne gasminer, som kostede regimentet
50 døde og flere syge. Flere infanteri- og gasangreb fulgte de næste dage. Først den 25.
september muliggjorde vindretningen et tysk gasangreb, men under det timelange angreb
drejede vinden, og gassen drev tilbage til tyskerne. Det blev opdaget for sent, så nogle blev
syge.
Johan har fortalt, at der i skyttegravene hang jernstykker og en
hammer til at slå med. Så den første der observerede gas, skulle
omgående slå på denne ”gonggong”. At iføre sig masken skulle gå
hurtigt, men var vanskeliggjort af de nye stålhjelme, de tyske
soldater blev udstyret med i løbet af krigen.
Ifølge Johans soldaterbog var han under lazaretbehandling fra den
30. september indtil den 11. oktober. Årsagen til behandlingen er
ukendt af denne artikels skribent. Indlæggelsen har måske reddet
Johan for værre ting, idet en engelsk granat ramte et tysk depot
den 8. oktober. Det gik udover Johans kompagni og kostede 7
døde, 9 sårede og 19 der blev syge af gassen.
Johans gasmaske
Stillingskampe ved Polderhoek
Den 13. november blev Johans bataljon afløst og beordret videre til stillinger ved Polderhoek.
Her var regimentet i stilling fra den 17. til 24. november, hvorefter man blev afløst. Forsvaret
af stillingen var sværere end det, man hidtil havde været udsat for, og kostede regimentet 13
døde og 44 sårede.
Side 10 af 13
Den 1. december fortsatte regimenet forsvaret af stillingerne, som den 3. og 4. december blev
angrebet og erobret af englænderne. Under kampene åbnede det tyske artilleri ild, men skød
for kort, så det ramte egne stillinger. Det engelske artilleri besvarede ilden, så tyskerne - der lå
i dobbelt ild - led store tab. De to dages kampe kostede regimentet 66 døde, 185 sårede og 67
savnede.
Den 8. og 14. december forsøgte tyskerne forgæves at tilbageerobre stillingerne, der var gået
tabt under kampene den 3. og 4. Under angrebet blev der bl.a. anvendt flammekastere. Det
tyske artilleri skød igen for kort med betragtelige tab i egne rækker til følge.
19.11., Intet geografisk billede: Går nu for første gang i den nye stilling.
Den 9. december fik Johan et strejfskud i den ene kind, og efter et par dage på lazarettet kom
han tilbage til sit kompagni. Når han på sine ældre dage fortalte om episoden, sluttede han
altid af med, at det dengang var tæt på, at være slut.
Den 15. december lykkedes det tyskerne, at tilbageerobre de tabte stillinger, hvorefter der de
næste dage ikke skete noget særligt i stillingerne.
Den 27. og 28. december blev regimentet afløst og gik i hvil bl.a. i Bisseghem.
Krigens femte år, 1918
I hviletiden blev der øvet angrebsteknik, og regimentet fik tilført reserver som erstatning for
tabene i 1917.
Stillingskampe ved Southem
Den 30. januar var hviletiden slut, og regimentet blev beordret til området ved Southem. Her
var kamphyppigheden ringe, efter de store slag i Flandern havde fundet sted. Vejret var diset
og ofte tåget. Men når det klarede op, blev de tyske stillinger beskudt af engelsk artilleri.
Beskydningen rørte efterhånden ikke de erfarne frontsoldater. Ligesom englænderne sad
tyskerne fast i mudder og uføre.
Observationspatruljer og patruljer, der skulle tage fanger, nåede sjældent længere ud end i
ingenmandsland, før de blev skudt af fjendens skarpskytter. Ved vinterens slutning begyndte
tyskerne forberedelserne til et storangreb på de fastlåste stillinger.
Den 29. marts blev regimentet flyttet til stillinger ved Zandvorde. Hele området var fyldt med
ruiner og kratere fra de tidligere slag i området, men ret roligt i forhold til hvad regimentet
hidtil havde været udsat for. Den 6. april blev regimentet afløst og fortsatte forberedelserne til
et forestående angreb.
Kampe om Meesen og Wijtschaete
For at indtage højen nord for Meesen og høj 84 syd for Wijtschaete gik tyskerne til angreb
den 10. april. Det begyndte ved 2 tiden om natten med tysk artilleriangreb med giftgas på de
engelske batteristillinger.
Derefter angreb regimentet højen ved Meesen, med det kompagni Johan tilhørte, i næst
forreste række. Trods stor modstand blev højen allerede indtaget ved 9- tiden. Næste mål,
Wijtschaete, blev angrebet ved 18-tiden og trods svære kampe og store tab mislykkedes
angrebet. De næste dages hårde kampe ændrede ikke på situationen. Den 20. april blev
regimentet afløst og gik i hvil i Bisseghem. Kampene havde kostet regimentet 174 døde og
504 sårede.
23.4., Gent: Vi er i øjeblikket på gennemfart her og har nogle timers ophold.
Side 11 af 13
Ved den hollandske grænse
For at sikre mod engelsk invasion via Holland, blev regimentet den 23. april overført til
grænsesikring mellem Belgien og Holland og indkvarteret i Adegem og Balgerhoek. I de
følgende dage genvandt de udmattede soldater kræfterne igen, godt hjulpet af det smukke
vejr, de gode indkvarteringsforhold og nogle dage uden militære forpligtigelser. Udover
militære øvelser og bevogtning, blev der bevilget orlov og i fritiden blev der foretaget
udflugter til Antwerpen, Gent, Brügge og Ostende.
Flyverangreb
Den 3. juni påbegyndte regimentet en 23 timer lang jernbanerejse til bl.a. Ressancourt, hvor
Johans bataljon gik i kvarter. De følgende dage blev regimentet rokeret rundt, hvor angreb
truede de tyske linjer, uden at regimentet blev indsat i større kamphandlinger.
At regimentet alligevel led tab, skyldtes bl.a. flyverangreb. Den 8. juni blev 19 dræbt og den
12. juni blev 85 dræbt, hvoraf de 50 var fra Johans kompagni.
Johan var blandt de sårede ved flyverbombeangrebet den 12. juni. Han opholdt sig da i
Cuvilly og blev ramt i venstre underben og indlagt på lazaret. Han blev udskrevet derfra den
24. juni og kom tilbage til sit kompagni.
Kampe ved Cuvilly
Fra den 13. juni var regimentet i stillinger ved Cuvilly. I ingenmandsland lå 40 forfærdeligt
stinkende hestekadavere fra tidligere kampe, 8 tyske kanoner efterladt under et fransk
modangreb samt 6 franske tanks. Kraftig fransk artilleri beskød de tyske stillinger, men fransk
infanteri mærkede tyskerne ikke noget til. Overfor de tyske stillinger gravede franskmændene
sig ned og foretog af og til angreb, men trak sig hurtigt tilbage igen. Nogle gange lykkedes det
franskmændene at tage fanger under deres angreb.
I slutningen af juni blev regimentet ramt af den spanske syge.
Tilbagetrækningskampe
Den 8. august blev regimentet sat i alarmberedskab, fordi et engelsk storangreb var i gang og
var trængt 14 km. ind gennem de tyske linjer ved Aisne mellem Albert og Pierrpont. Den 10.
august trak regimentet sig tilbage til nye forsvarslinjer, som blev angrebet og trængt
yderligere tilbage til Fresniéres. Flere franske angreb de følgende dage blev alle slået tilbage.
Men den 17. august lykkedes det franskmændene - efter kraftig forberedelsesskydning - at
trænge regimentet tilbage til det østlige Bois des Loges.
Kampene fortsatte de følgende dage, hvor tyskerne måtte trække sig yderligere tilbage. Den
22. august blev den tyske forsvarslinje angrebet med sennepsgas. Det blev 96 tyskere syge af.
Den 27. august trak regimentet sig tilbage til Ollezy og gik i bivuak. Regimentets tab ved de
seneste dage kampe var 48 døde, 204 sårede og 183 savnede.
29.8. Kl.9.15 formiddag, Gent: Er lige ankommet her til Gent. Alt vel. Kl. 1.30 går det videre
til Lille. Det er en lang trættende rejse. Bare vi snart kunne rejse hjem til vore kære igen og
blive hjemme hos jer for stedse. Jeg er ked af dette levned her. Men det nytter jo intet.
Den 5. september fik regimentet tilført 14 officerer og 532 mand, hvorefter en tre ugers
uddannelsestid blev påbegyndt for at træne det gamle og det nye mandskabs krigsførelse.
Den 1. oktober blev regimentet beordret til Meulebeeke i Belgien, hvor det indgik i en
reservedivision. I de følgende dage blev der trænet i eksercits, skydning og alarmering.
Side 12 af 13
Den 10. oktober kom regimentet til stillingerne ved Pommereuil i Frankrig. Stillingerne her
var dårlige på grund af mange tidligere kampe. De følgende dage fulgte mange hårde og
blodige kampe med store tab til følge.
Den 19. oktober blev Johan syg af gas under et engelsk angreb ved Le Cateau. Efter et
lazaretophold kom han tilbage til kompagniet igen den 26. oktober.
Den 24. oktober var regimentets sidste store slag i Verdenskrigen. De sidste dage havde kostet
regimentet 28 døde, 170 sårede og 268 savnede.
Hjemrejsen
Den 26. oktober rykkede Johans bataljon i hvil syd for Hachette. Her blev man næste morgen
sat i forhøjet beredskab, men fjenden forholdt sig rolig, og om eftermiddagen blev regimentet
afløst. Derefter begyndte flere dages march mod jernbanestationen i Manage, som man nåede
månedens sidste dag. Dagen efter fortsatte regimentet med tog til grænseovergangen
Herbesthal og derfra videre til Lauterfingen i Lothringen.
Den 7. november blev der af regimentet dannet en marchbataljon, som skulle være klar hele
tiden og i tilfælde af uroligheder sættes ind og genskabe sikkerheden. Den 10. november blev
marchbataljonen sendt af sted for at besætte og overtage sikkerheden på banegårdene i
Landau, Zweibrücken og Saarbrücken. Den opgave blev overtaget af Soldaterrådet den 11.
november, våbenstilstandsdagen. Dagen efter marcherede regimentet til Strassburg, og den
21. november begyndte regimentet hjemturen til Neumünster, hvor man dagen efter blev
jublende og hjertelig modtaget.
Den 27. november var der regimentsappel i kasernegården, som sluttede med en marchparade.
I de følgende dage opløstes regimentet.
Under krigen 1914 - 1918 mistede det 163.
Schleswig-Holsteinschen Infanteriregiment i alt
2.693 mand, som ”starben den Heldentot für
Kaiser und Reich”.
Johan Thaysens hjemsendelsespapirer
Johan blev forfremmet til Vizefeldwebel den 4.
december og samme dag hjemsendt til Tråsbøl og
medgivet - udover enkelte beklædningsstykker 50 Mark i hjemsendelsespenge og 15 Mark i
marchpenge.
Johans tid efter krigen
Johan Thaysen kom igennem krigen med livet i behold og uden psykiske mén. De gange han
blev såret invaliderede ham ikke på livstid.
Efter hjemsendelsen tjente han på gårde i Sønderjylland, og ved afstemningen i 1920 var han
på landbrugsskole i Høng på Sjælland. I 1921 blev han gift med Metha Hansen, (1901-1981)
fra Tombøl. Sammen drev de hendes fødehjem, gården Hesselroj 2 i Tombøl, indtil de i 1960
flyttede til Felsted. Her døde Johan i 1982 efter at have været enkemand i et lille års tid.
Side 13 af 13