Takt og tone - Parastou Booyash

Transcription

Takt og tone - Parastou Booyash
Tema // Takt og tone
p5Áƃ[VFKI
FQIHQTJGNXGFGq
- Generelt føler vi danskere, at
det er helt i orden at råbe ad en
anden person, forklarer sprogforsker
Marianne Rathje. Læs hendes bud på,
hvor takten og tonen blev af blandt
danskerne på næste side.
Tekst: PARASTOU BOOYASH
Foto: HANNE LOOP OG PARASTOU BOOYASH
Hvor blev
takten og tonen af?
Almindelig høflighed overfor
hinanden er ikke længere i
højsædet i dagens Danmark.
I stedet er vi grove og agressive
overfor hinanden. Læs fire
kvinders personlige oplevlser
og få eksperten bud på, hvorfor
det er sådan.
NEDLADENHED
RAMMER MIG
Birgitte Cummins, 48 år,
serviceassistent i et energiselskab
Køen til indtjekning i lufthavnen er ved at blive lang. Allligevel er passageragent Birgitte Cummins i godt humør og smalltalker
med en rejsende kvinde i køen. Det
er en positiv samtale, lige indtil Birgitte Cummins forklarer kvinden,
at hun skal tjekke sin håndbagage
ind, fordi den er for stor og tung som
håndbagage. Så skifter samtalen karakter, og der opstår en diskussion
mellem dem. Den irriterede passager finder en ubehagelig tone frem
og krydrer den med den nedladende
bemærkning: »Get a life«.
– Dén kommentar efterlod mig
helt paf, for jeg havde selv holdt en
ordentlig tone hele vejen. Det er
ikke rart at blive talt sådan til, men
jeg har oplevet det adskillige gange i min karriere, fortæller Birgitte
Cummins, der i dag arbejder som
serviceassistent i et energiselskab.
– Det var meget ubehageligt hver
gang, og jeg synes ikke, det er o.k.
at blive talt grimt til uanset hvad.
Jeg bliver dog mest påvirket af måden og tonen, folk siger tingene på,
end hvad de siger. Dem, der råber og
skriger, preller af på mig, men dem,
der bliver nedværdigende i tonen,
rammer mig. Især fordi man ofte er
uforberedt. Ligesom dengang jeg
var p-vagt, og forbikørende cyklister
helt umotiveret råbte: »Skal du ikke
have dig et rigtigt arbejde«, fortæller
Birgitte Cummins.
– Når jeg ikke får sagt fra, kan
folks ubehagelige tone ramme mig
hårdt. Det kan påvirke mit humør,
og jeg kan blive irriteret over mig
selv, hvis jeg ikke kan sætte en
stopper for det i situationen. Men
det kan være svært, når man ikke
er forberedt på den grimme tone.
Det var sværest, da jeg sad i en reklamationsafdeling og talte med erhvervskunder, der ikke havde eller
kunne betale deres regninger. Det
var hårdt, fordi deres undskyldninger og frustration blev meget personlig. For eksempel kunne de sige:
»Hvis du fastholder, at jeg skal betale denne faktura, bliver jeg nødt til
at dreje nøglen om«. Det var ubehageligt at få lagt et andet menneskes
skæbne i sine hænder, og det påvirkede mig. Men jeg skulle jo følge
reglerne. Det hjalp mig at tale om
episoderne med mine kollegaer,
men nogle gange bliver man også
nødt til at kigge indad og overveje,
om man selv tackler situationen
godt nok. Selv om det var ubehagelige situationer, lærte jeg også
meget om mig selv i processen.”
01/2014 SØNDAG |
19
Hvor blev
takten og tonen af?
JEG TALTE SELV
GRIMT
Marie Mark, 44 år, Partner i
reklamebureauet Jangaard,
Mark & Ko. Var med til at udvikle
kampagnen »Tal Ordentligt«
Der har de seneste år været flere kampagner, der skulle sætte fokus på danskernes grimme sprog i det offentlige rum.
Én af de kampagner, der har fået mest
opmærksomhed, er mobilselskabet Call
Me’s Tal Ordentligt-kampagne, som fokuserede på, at man skal være opmærksom
på sin tone og sit ordvalg, fordi det smitter
af på ens omgivelser. Marie Mark var med
til at udvikle kampagnen.
– Arbejdet med kampagnen satte mange tanker i gang, som jeg slet ikke havde
tænkt over tidligere. I reklame- og marketingbranchen er der mange korte deadlines, og det presser én. I mit tidligere job
som mellemleder kunne jeg godt have
været bedre til ikke at sende stressen videre og til ikke at vrisse videre eller bare
tale mindre hårdt. Men det var jeg ikke
dygtig nok til. Det var aldrig min mening,
men jeg tænkte ikke over, at jeg blæste
DET ER SIKKERT KÆRESTEN,
DE ER SURE PÅ
Margrethe Holm, 57 år,
taxachauffør siden 1977
–Tidligere var det at give fuck-finger i trafikken helt uhørt. I dag ser
jeg det hele tiden. Jeg har også oplevet
såkaldt »road rage«, hvor folk stiger ud
af bilen for at skælde ud på hinanden.
Den grimme tone, jeg oplever, foregår
heldigvis mest uden for min taxa. Der
er mange cyklister, som ikke kender
færdselsloven, og derfor kommer ud
for livsfarlige situationer. Når jeg så
advarer dem for deres egen skyld, bliver de aggressive og skal forsvare sig.
De råber og går helt i udbrud, så man
føler, man er uønsket her på Jorden.
Jeg har dog også haft kunder, der taler
grimt til mig. Hvis de gør det, stopper
jeg bilen og beder dem om at stige ud.
20 | SØNDAG
01/2014
Så siger de, jeg ikke får pengene, hvis
jeg gør det. Men det foretrækker jeg i
stedet for, at de bliver aggressive, fortæller Margrethe Holm.
– Jeg holdt engang i vejen for en anden bilist, men kunne ikke rykke, da
han holdt bag mig. Han steg ud af bilen
og råbte: »Hvad har du gang i, mand?«
Jeg svarede, at jeg ikke er nogen mand.
Så gav han mig et blåt øje. Det er det
mest ubehagelige, jeg har været ude
for, og jeg anmeldte episoden til politiet.
– Jeg kan godt abstrahere fra dem,
der bliver sure på mig, fordi jeg ved,
det ikke har noget med mig at gøre. Det
er sikkert deres kæreste eller chef, de
er sure på. Det kan dog godt påvirke
min dag, selv om jeg er et positivt menneske.
Eksperten:
VI KØRER VÆK FRA
PROBLEMERNE
Fuck-fingre, bandeord og nedsættende ord er flyttet ind i det offentlige rum.
– I trafikken kører vi bare væk fra de
problemer, der opstår, når vi opfører os
folk af banen, fortæller Marie Mark.
– Da jeg begyndte arbejdet med kampagnen, blev det tydeligt for mig, at vi er
mange, som ikke altid holder tonen. Ligesom vi er mange, som bliver hårdt ramt,
når de hårde ord flyder.
Hun forklarer, at det ikke kun var hende,
men alle, der var involveret i kampagnen,
der begyndte at reflektere over deres egen
adfærd over for andre.
Hele hensigten med kampagnen var at
få folk til at reflektere over deres ordvalg
og tone. Derfor synes Marie Mark, at det
var fantastisk, hvor hurtigt refleksionen fik
indflydelse på hendes opførsel.
– Før i tiden tænkte jeg ikke så meget over
min til tider hårde tone. Jeg var måske hverken bedre eller værre end andre, men det
har da givet mig en række unødige konflikter. Efter kampagnen er jeg blevet kontaktet
af udlandsdanskere, der har takket os for at
sætte fokus på problematikken. Når de har
været på besøg hjemme, har de tydeligt oplevet, at tonen i Danmark er blevet utrolig
hård, i de år hvor de har boet udenlands.
For os andre er det måske blevet hverdag?
– Selv prøver jeg at finde modet til at sige:
»Det, du siger nu, gør mig ked af det« i stedet for at sætte hårdt mod hårdt. Men det
er ikke altid, det lykkes midt i jag og stress,
trætte børn og en stram deadline.
aggressivt. Vi føler, at vi kan tillade os mere
i trafikken, fordi vi ikke ser vores medtrafikanter igen.
Generelt føler vi danskere, at det er helt
i orden at råbe ad en anden person. Vi gør
det på grund af vores selviske tankegang,
og fordi det ikke har nogen konsekvenser
at råbe ad hinanden i dag. Det forklarer
Marianne Rathje, 40, der er sprogforsker
og adjunkt i dansk sprog ved Syddansk
Universitet.
En undersøgelse fra 2012 fra mobilselskabet Call Me konkluderer, at hele 77 procent af os mener, at tonen er blevet hårdere
i det offentlige rum. En anden undersøgelse fra 2013 af analysefirmaet YouGov
viser, at det især er i trafikken, det er galt:
27 procent af danskerne har inden for det
seneste år råbt ad medtrafikanter.
Mig, mig, mig
Marianne Rathje mener, at problemet også
ses hos de mennesker, der arbejder i den
offentlige transport. Selv kontrollører med
uniform tør ikke sige folk imod af frygt for
ubehagelige verbale øretæver.
– Tidligere var vi bange for autoriteter,
men vi har ikke længere respekt for unifor-
mer. I gamle dage var hensyn og høflighed
i højsædet. I dag handler det om mig, mine
rettigheder, mine behov og ikke mindst
tankegangen om, at folk ikke skal blande
sig i min adfærd. Om de så er i uniform eller ej, forklarer Marianne Rathje.
Marianne Rathje forklarer, at der ikke
er lavet konkrete undersøgelser om, hvordan negative ord påvirker vores hverdag.
Men der er ingen tvivl om, at de negative
ord påvirker os.
– Det tager lang tid at genoprette glæden,
når man bliver tiltalt grimt. Også selv om
man prøver ikke at blive påvirket. Desværre rykker det vores grænser. Jo flere gange
man oplever det, jo mere legalt bliver det.
For eksempel i debatter på nettet, hvor det
er helt normalt med en ubehagelig tone.
Der er tilsvininger mere reglen end undtagelsen, fordi vi ikke har så stor gavn af
at tage hensyn til andre. På nettet kan vi
nemlig gemme os og være anonyme.
Ingen skal stoppe os
Marianne Rathje mener, at den udvikling
kan have betydning for, hvordan vi ser på
den hårde tone i fremtiden.
– Måske bliver de grimme ord udvande-
de, og der går en form for inflation i ordene,
så de ikke har samme effekt på os, som de
har i dag. Det vil tiden vise.
En af grundene til, at vi går til verbalt
angreb på hinanden, er, at vi undlader at
bruge det uskyldige, men krævende ord
»undskyld«. Marianne Rathje forklarer, at
vi gemmer ordet langt væk:
– Vi kan ikke længere finde ud af at sige
undskyld, og de høflige værdier er smuldret. Samtidig har vi skabt en brokkekultur, hvor vi føler, at ingen skal have lov til
at stoppe os.
Refleksion ændrer adfærd
Den grimme tone og adfærd har i de senere år fået blandt andet medierne og et
teleselskab til at sætte fokus på den danske
høflighedskultur. Marianne Rathje mener,
at det blandt andet er sådanne kampagner, der kan være med til at ændre vores
adfærd. Men vi skal også selv gøre noget
for det, mener hun:.
– Det ville være dejligt, hvis det igen blev
moderne at tage hensyn og være høflig. Og
det er vores alles ansvar at bringe høfligheden tilbage i samfundet. Man synes ikke,
det er en selv, der er blevet rå, men det er det.
01/2014 SØNDAG |
21
Hvor blev
takten
og tonen af?
FOLK
LUFTER HUND
I VORES
PRIVATE HAVE
Dorte Rømer, 45 år, skuespiller
Man skal gå om bag ejendomsbygningen for at komme ind til
haven. Den er indhegnet med vedligeholdte buske, og det er kun ejendommens bagdøre, der åbner ud til
haven. Så man burde ikke være i
tvivl om, at man går ind i en privat
have.
– Der er ikke den ting, vores have
ikke er blevet brugt til. Jeg har taget skraldemanden i at lade vandet
nede i min have, hvortil han sagde:
»Jamen, det var afsides«, fortæller
Dorte Rømer, der er 45 år.
– Jeg har også fundet et kondom
og 14 kr. lige der, hvor min datter
leger. Derudover smider folk skrald
og laver graffiti på muren. Og det
er chokerende, at voksne mænd
skælder ud på én, når man fortæller
dem, at det er en privat have. Eller
undskylder frækt med, at det var deres datter, der insisterede på at gynge i vores have, eller argumenterer
22 | SØNDAG
01/2014
for, at det er o.k. at lufte deres hund
i vores have. Jeg er ikke nogen engel
selv, men man kan godt tænke sig
om og undskylde. Min egen hund
tissede engang op ad en butiksdør,
hvorefter butiksejeren skældte mig
ud. Det var en tanketorsk af mig at
lade hunden gøre det, så jeg gik tilbage og vaskede det af med vand
og sæbe.
Når folk taler grimt til Dorte, smitter det af på hendes humør, og hun
får selv en anden tone.
– Jeg bliver dybt mistroisk på næste person, der går ind i haven. Og
det irriterer mig, at jeg bliver sat i en
situation, hvor jeg bliver en gammel,
sur dame. For det er jeg slet ikke, forklarer hun, mens hun tænker på en
episode, hvor hun overreagerede på
grund af sin mistro:
– Da jeg en dag så en lille gruppe
stå nede i haven, åbnede jeg vinduet
og råbte, at de straks skulle komme
væk derfra. Det viste sig, at det bare
var nogen, der ville overraske naboen med morgenfødselsdag. Det
var virkelig pinligt, griner Dorthe
Rømer halvgenert.
■