Albueledsdysplasi del 1

S U N D H E D – ALBUELEDSDYSPL A SI
Albueleds-
dysplasi
1. del
hos hund, hvor står vi?
aup
n T e k s t: dy r l æ g e Ken L i nde b l a d, Fa x e Dy r eh o s p i ta l
ocd
fcp
Her bringes første
halvdel af Ken
Lindeblads artikel om
albueledsdysplasi.
Her får du bl.a. svar
på, hvad det er for en
lidelse, hvordan man
undersøger for den, og
hvordan arvegangen er
Sygdomme i albuen hos hunde er hyppigt
forekommende – specielt hos hvalpe og
unghunde af de større hunderacer. Termen albueledsdysplasi eller AD anvendes
ofte som overordnet diagnose. Albueledsdysplasi er dog ikke en præcis diagnose, da
flere lidelser enkeltvis eller i kombination
kan indgå. Vi opererer med tre primærlidelser, som alle kan give anledning til
dannelse af en ”ledmus” (et fritliggende
stykke brusk og/eller knogle i leddet):
• FCP (Fragmenteret Processus Coronoideus). Revnedannelse eller løsning af
albuebenets inderste ledflade
2
HUNDEN nr. 5 - maj 2011
De tre primærlidelser FCP
(Fragmenteret Processus Coronoideus),
UAP (Ununited Anconeus Proces) og OCD
(Osteochondritis Dissecans) kan alle give anledning til dannelse af en ”ledmus” (et fritliggende stykke brusk og/eller knogle i leddet).
• U
AP (Ununited Anconeus Proces). Løsning af albuebenets øverste ledflade
• O
CD (Osteochondritis Dissecans). Løsning af ledbrusken på overarmens inderste ledflade
Diagnose-begreberne må revurderes
Det er imidlertid ikke bare de tre primærlidelser, der kan give gigttegn (artrose);
visse andre lidelser kan også være i spil og
give tegn på gigt i albuerne, bl.a. bruskforandringer (chondromalci), uens pasform (inkongruens) af leddet og løsning
af den inderste del af overarmsknoglens
ledrulle. Ydermere kan lidelserne være til
stede uden at give tegn på gigt (artrose) på
røntgenoptagelserne. Desuden er der det
paradoks, at knoglenydannelser på albuebenets øverste ledflade kan være til stede,
uden at hunden har eller har haft kliniske tegn på albuelidelse, og uden at der
kan erkendes sygelige forandringer ved
en kikkertundersøgelse (artroskopi) (personlig erfaring fra undersøgelse af rottweilere). Nye undersøgelsesmetoder som
artroskopi (kikkertundersøgelse), CT- og
MRI-scanning har udvidet vores mulig-
heder for diagnosticering af albuelidelser,
men også givet et meget mere varieret billede af disse lidelser og deres interaktion
med hinanden. Vi har brug for på sigt at
ændre den forsimplede ”diagnose” albueledsdysplasi og revurdere hele dette kompleks af albueledslidelser.
Symptomer
Symptomer på AD kan i nogle tilfælde
ses allerede fra 5-måneders alderen. Der
ses typisk halthed efter motion, eller når
hunden skal i gang igen efter hvile. FCP,
som er den hyppigste albuelidelse, kan dog
også optræde akut hos hunde helt op til
10-års alderen. Hvorvidt der er tale om
samme lidelse (FCP) hos hvalpe og voksne
hunde, hvor der ikke kan erkendes andre
skader i albuen, diskuteres stadig blandt
fagfolk (”Jump Down Syndrom” er for
nylig beskrevet som en lidelse hos voksne
hunde – se tekstboksen).
Tilfældene varierer enormt
Variationen af forandringerne i albueleddet er meget stor. Nogle hvalpe har allerede i en tidlig alder totalt tab af ledbrusk
med blottet knogle i den inderste del af
albuen (medial compartment syndrom).
Andre AD-patienter har diskrete, knap
synlige forandringer i albuebenets inderste ledflade. Der er ikke nødvendigvis
sammenhæng mellem graden af røntgenforandringer på et givet tidspunkt og
de reelle skader og forandringer i leddet.
Vi kender ikke årsagerne til disse albueledslidelser til bunds, og det vanskeliggør både forebyggelse og behandling, men
bl.a. genetik, biomekanik, miljø, fodring
og hormonelle faktorer har betydning for
sygdommenes udvikling.
Den kliniske undersøgelse
Den vigtigste diagnostiske undersøgelse
af hunde med mistanke om albueledslidelser er den kliniske undersøgelse. Tilstedeværelse af kroniske albuesmerter og
smerte ved passiv bevægelse af albuen i
yderstillinger er stærke tegn på sygdom
i albueleddet.
Albueledslidelser optræder relativt ofte
Den vigtigste diagnostiske undersøgelse af
hunde med mistanke om
albueledslidelser er den
kliniske undersøgelse.
(Foto: Ken Lindeblad)
Jump Down Syndrom
For nylig er ”Jump Down Syndrom” (JDS) eller ”traumatisk FCP” blevet beskrevet som en lidelse hos brugshunde. Ulig den klassiske form
for FCP i albuen hos unge hurtigtvoksende hunde af store racer, synes JDS ikke at være koblet til hundens alder eller størrelse. Årsagen
til JDS er ikke fuldt forklaret, men det antages, at abnorme gentagne
belastninger, såsom nedspring, kan føre til svækkelse og mikroskopiske skader i knoglen under brusken, og sluttelig kan der opstå brud af
albuebenets inderste ledflade.
HUNDEN nr. 5 - maj 2011
3
S U N D H E D – ALBUELEDSDYSPL A SI
A l b u e l i d e l s e r o g av l
Albueledsdysplasi er en arvelig lidelse med såkaldt polygen
nedarvning. Det betyder, at der er flere gener involveret, og at
miljøet også har betydning. Mængden af AD-disponerende gener kan variere fra hund til hund. En hund, der har mange ADdisponerende gener, vil være mere følsom over for disponerende
miljøfaktorer som f.eks. forkert fodring.
Arvbarheden (også kaldet heritabiliteten) for AD er mellem 0,30
og 0,40. Arvbarheden kan dermed betegnes som middelhøj, og
det vil være muligt at nedsætte frekvensen af albueledsdysplasi
ved hjælp af målrettet avl. Det er påvist, at risikoen for at få AD
hos afkommet stiger markant, hvis forældrene har AD. Jo højere
AD-grad forældrene har, desto mere stiger risikoen hos afkommet. Der er for flere racers vedkommende krav om kendt ADstatus på avlsdyr, og hos visse racer er der krav om en specifik
status. For alle DKK’s racer gælder det, at avl på hunde med ADgrad 3 ikke er tilladt.
Undersøgelse af avlshunde
Ved undersøgelse af avlshunde for albueledsdysplasi vurderes
en enkelt røntgenoptagelse af albuerne i sideleje bukket i en
45 graders vinkel. Diagnosen albueledsdysplasi stilles, hvis der
er tegn på begyndende gigt med knoglenydannelser karakteristiske steder på albueleddets knogler. Da sygdommene FCP og
OCD sjældent kan erkendes på disse røntgenoptagelser, er undersøgelsen utilstrækkelig til at give et fuldt billede af, hvilken
eller hvilke af de tre primærlidelser, der er til stede.
dobbeltsidigt (ca. 30 % af tilfældene), og det kan gøre
det svært at se, om hunden er halt. Populært sagt vil en
hund, der har lige ondt i begge forben, ikke halte, men
den kan have en lidt stiv eller stikkende gang. Udad
drejning af poten (fransk benstilling) kan være tegn på
uens udvikling af albue- og spolebenet og bør vække
mistanke om lidelser i albuen. Diagnosen ”vokseværk”
bør bruges med omtanke, hvis der ikke foreligger en
konkret diagnose. I begrebet vokseværk ligger antagelsen af, at hundens halthed skyldes en betydningsløs og
forbigående smerte på grund af hurtig vækst, men det
kan medføre, at væsentlige og alvorlige ortopædiske
lidelser overses eller opdages for sent. Hvis en hvalp
halter mere end 10 til 14 dage, bør den undersøges af
en dyrlæge.
Flere teorier om AD
Yderligere undersøgelser
Næste skridt vil ofte være røntgenoptagelser af albuerne
i to planer. CT- og MRI-scanninger er nye undersøgelsesmetoder inden for billeddiagnostik, der sandsynligvis vil vinde mere og mere indpas i udredningen af
albuelidelser, da de er væsentligt mere informative end
standardrøntgenundersøgelser. Karakteristiske kliniske symptomer kan også retfærdiggøre en videre udredning i form af en kikkertundersøgelse (artroskopi),
selv hvis der ikke kan ses forandringer på røntgen-,
CT- eller MRI-billederne. Endelig kan undersøgelse af
ledvæsken være relevant, specielt hvis der er mistanke
om betændelsestilstande i leddet. n
Albue med slidgigt (artrose). Pilene angiver
knoglenydannelser som
tegn på slidgigt.
Der findes flere teorier, der forsøger at forklare de forandringer, der kan ses i albuerne hos hunde med albueledsdysplasi.
En teori går på, at forandringer opstår som belastningsskader
på grund af, at albueleddets ledflader passer for dårligt sammen. Dette kan f.eks. ske, hvis underarmens to knogler, spoleben og albueben ikke udvikler sig i samme hastighed. Hos
hvalpe og unghunde består en del af knoglerne af brusk. I takt
med at hunden vokser til, omdannes brusken til knoglevæv,
men hos nogle hunde sker der forstyrrelser i denne omdannelse. Det kaldes osteochondrose og kan være årsag til skader
i ledbrusken, der kan spille en rolle i udviklingen af albueledsdysplasi. Man kender stadig ikke de udløsende faktorer for
osteochondrose, men væksthastighed (herunder fodring),
omfanget og typen af motion samt belastning har afgørende
betydning. Både for lidt og for meget motion kan have en
betydning for udviklingen af osteocondrose, ligesom overfodring kan disponere for osteocondrose.
2. del af artiklen om albueledsdysplasi bringes i næste
nummer af HUNDEN
Ved undersøgelse af avlshunde for albueledsdysplasi vurderes en enkelt
røntgenoptagelse af albuerne i sideleje bukket i en 45 graders vinkel. (Foto:
Ken Lindeblad)
4
HUNDEN nr. 5 - maj 2011
GRAFIKER: LHS
Normal albue.
HUNDEN nr. 5 - maj 2011
5