Sarah Blendstrup efterår 2013 Gulvet Nu står jeg her selv. Vi træder

Sarah Blendstrup efterår 2013 Gulvet Nu står jeg her selv. Vi træder

Sarah Blendstrup
efterår 2013
Gulvet
Nu står jeg her selv.
Vi træder ind i forgangen, hvor han ser det pæne flisegulv. Små, røde kvadrater dvæler side om
side. Det våde fodtøj er stillet op på en række, og de hvide hundehår, der strakte sig mageligt på et
blødt leje af støv, er fjernet.
”Hvor skal jeg stille mine sko?” spørger han og vil gerne gøre et godt indtryk. Jeg tager skoene og
sætter dem over i hjørnet.
I vindueskarmen står der en krakeleret mælkekande med forskelligt farvede blomster i. En flue
kravler rundt på en rød blomst, der bukker en smule. Duften når ikke ud i rummet.
Han tager min hånd og vil dreje mig omkring. Jeg stikker min hånd i lommen og ryster på hovedet.
Ikke nu.
Han blinker usikkert. Er det så slemt?
Der har gået mange mennesker på dette gulv. Farfar, der i sin tid træder ind af hoveddøren og viser
farmor det første rum i det nyopførte hus. Far, der som barn snubler, rammer trappestenen og slår en
tand ud. Senere mor, der står hændervridende i gangen og skal møde sine svigerforældre for første
gang. Gæster til min barnedåb. Nu står jeg her selv.
Det er første gang, at jeg har en kæreste med hjem.
Med en hæs stemme synger mor med på et Gasolinnummer, da vi træder ind i køkkenet. Hun er et
andet sted. Tilbage i en gymnastiksal fra sin ungdom. De lukkede øjne holder på mindet. Hans
læber former sangens ord, og da moren åbner øjnene, bliver hun overrasket.
Måske er det alligevel ikke så slemt.
Skrevet af Sarah Blendstrup, efteråret 2013