hér - BFE

!
!!
Public
service in og on demand?
+,-*./*0123*45-6*012-76-68*9:*1-246;6*015-760
**
Et
speciale om fremtidsscenarierne for DR’s audiovisuelle
);*7-9<=1>?9;02;23@06*2A*9B0>?33?;:072-2>C6<6;*?*
streamingtjeneste
<91=B6;>2--6<21>?9;6;*?*./**
*
$2-C=0*D;?46-0?>6>8*"'E*
/?116*F2--6-*(9=306;*
Aarhus $=:=0>*GHIJ*
Universitet, medievidenskab
Rikke Warrer Poulsen, 20091473
Vejleder: Niels Brügger
August 2014
Public service in og on demand?
Et speciale om fremtidsscenarierne for DR’s audiovisuelle
streamingtjeneste
Af Rikke Warrer Poulsen, 20091473
Vejleder: Niels Brügger
Aarhus Universitet, Institut for Æstetik og Kommunikation
Medievidenskab, kandidatuddannelsen
August 2014
Opgaven består af 191.967 tegn svarende til 80 normalsider
Dette speciale må udlånes til studerende som eksempelmateriale
Tak til Christian Nissen, Laila Kelp Rasmussen, Ulf Lund, Michael Arreboe, Peter
Rosberg, Klaus Hansen, Mikkel Wolf Rasmussen og Erling Madsen for at bidrage til
specialet. En særlig tak til Niels Brügger for altid veloplagt, nørdet og inspirerende
vejledning.
Modificeret forsidebillede er hentet fra:
http://chrisbetcher.com/tag/change/
ABSTRACT
Audiovisual streaming was recently announced a mainstream phenomenon in
Denmark. By distorting the traditional top-down structure of media consumption,
streaming gives viewers the ability to control, what they watch, as well as when and
where they do it – a development carrying new opportunities and challenges for both
media corporations and legislators. In this thesis, I explore in which ways the
emergence of streaming challenges the Danish public service broadcaster, DR, Danish
Broadcasting Corporation, in particular. Based on both internal and external
influences, I identify four future scenarios for DR’s streaming service, DR NU, and
discuss these in a public service legitimizing perspective.
METHODOLOGY
The future scenarios for DR NU are identified from a production analysis that
comprises of both an internal and an external perspective. The internal perspective is
based on firstly, a historical document analysis on how DR thought about the internet,
and streaming in particular, since its first online endeavors in 1995; secondly, the
broadcaster’s role in the new media landscape in general; and thirdly, a website
analysis of DR NU at present.
The external perspective is informed by a media system analysis with DR NU as
its point of departure and with its relations and market positions in relation to three
commercial corporations, the public service broadcaster TV 2; the cable TV operator,
TDC Group; and the American-based internationally operating video on demand
service, Netflix. The corporations’ streaming services, TV 2 Play, YouBio and Netflix,
respectively, are analyzed to bring perspective on the orchestration of DR NU.
Furthermore legislators, interest groups of private TV operators and TV producers, as
well as TV consumers are taken into account. The theoretically grounded analyses are
informed by newspaper articles and publicly aired opinions in features and debates,
besides the websites of the streaming services, historical DR reports and legal
contracts. Moreover qualitative interviews with the following significant professionals
are included; the channel controller of DR’s website, Michael Arreboe, head of
scheduling at DR, Peter Rosberg, channel controller of TV 2 Play, Mikkel Wolf
Rasmussen, director of media in TDC, Ulf Lund, former managing director of DR,
Christian Nissen, as well as president of the Danish Producers Association, Klaus
Hansen, and managing director of The Danish Consumer Electronics Association, Laila
Kelp Rasmussen.
ANALYTICAL FINDINGS
Since 1997 DR has made a growing number of broadcasted programs accessible for
streaming on its website, and until recently this was done with increasing political
support. Ever since the beginning the idea was to reuse TV broadcasted content online,
allowing for catching-up on missed programs or content recommended by others. In
the appropriation of the online medium, DR has historically regarded itself as an
engine for development of the new medium in a Danish context, yet at the same time
been careful not to let the online presence undermine the TV broadcast medium that is
internally regarded as a more sound and important public service medium than the
web medium. This paradox is still highly topical in today’s media landscape causing DR
NU to be a bracing appendage to DR’s TV flow channels rather than an independent
service generating demand on its own. This distinguishes DR from the three
commercial corporations that are concerned with retaining their customers, once they
are inside the shop. DR’s preference for flow TV and a pronounced constraining
conventional wisdom of broadcasting are problematized in the light of a growing use of
streaming, which is expected to increase in the years to come. !
On the external half DR NU is, on the other hand, criticized for undermining
the potential to commercially exploit the streaming phenomenon, as the free service is
said to offer content so appealing that users will not find any need to supplement the
public service TV provision with a pay TV service, be it cable or streaming. Not only do
the critics fear that this will undermine the private TV operators, they also anticipate
that the food chain of the Danish TV industry will collapse. This would leave the
politically high-profiled supply of Danish-produced programs less diverse and poorer
in quality, bringing the public service corporation’s contribution to the common good
into question. The TV producers agree on this part, and further proclaim that DR
exploits its dominant position in rights negotiations in which the broadcaster demands
the conveyance of exclusive online rights to DR as a non-negotiable term, by which DR
is accused of destabilizing the TV industry even further.
Following the internal status and ambitions for DR NU as well as the external
critique aimed at putting pressure on the politicians to hinder DR online, two variables
for future developments are identified: The extent of the public service remit and the
relationship between flow and on demand TV. Based on the variables the four scenarios
for the future of DR NU are outlined. It is concluded that hindering DR online poses a
risk of marginalizing not only DR NU, but DR as a whole, and thereby a risk of bringing
its societal role as such into question. This risk is, however, not only imposed by the
external factors, but might as well arise from DR’s own thoughts on the role of
streaming in a public service broadcaster’s media portfolio.
A scenario bringing together an unhindered public service remit and an
appropriation of the streaming platform on the medium’s own terms is likely the best
future proofing of DR. Are we to shallow the threat brought forward by the critics of DR
NU, the common good might, however, be better served by a revised balance between
cultural and industrial interests in the Danish media landscape. The thesis concludes
that this cannot be thoroughly established, until further unbiased investigation of the
legitimacy of the critique has been performed, and whether or not a strong public
streaming service really operates with the risk of undermining some of the key
objectives of its very own existence.
!
INDHOLDSFORTEGNELSE
!
1. INDLEDNING............................................................................... 3
1.1 LÆSEVEJLEDNING OG BEGREBSAFKLARING .................................................... 4
2. VIDENSKABSTEORI, METODE OG EMPIRI .................................5
2.1 VIDENSKABSTEORI ......................................................................................... 5
2.2 METODE ........................................................................................................ 6
2.3 EMPIRI .......................................................................................................... 7
3. TEORI ......................................................................................... 10
3.1 MEDIEBEGREBET ......................................................................................... 10
3.2 PUBLIC SERVICE ........................................................................................... 11
3.3 MEDIESYSTEMET .......................................................................................... 13
4. HISTORISK BAGGRUND ............................................................ 16
4.1 MEDIEUDVIKLINGEN ....................................................................................16
4.1.1 Anything, anytime, anywhere ............................................................16
4.1.2 Flow-tv er stadig danskernes fortrukne medie ................................. 17
4.2 ONLINETJENESTER I EN RADIO- OG TV-VIRKSOMHED................................... 18
4.2.1 Nye forsøg på det tredje medie ...........................................................19
5. NETSTEDSANALYSER ................................................................22
5.1 DR NU ........................................................................................................ 22
5.1.1 Nu, for lidt siden, for længe siden og om lidt .................................... 22
5.1.2 Opfordringerne til at konsultere DR ................................................. 24
5.1.3 Flow som driver for DR NU ............................................................... 27
5.1.4 DR NU er det bedste fra DR TV ......................................................... 28
5.2 MARKEDET FOR STREAMINGTJENESTER ...................................................... 29
5.2.1 Netflix .................................................................................................. 29
5.2.2 YouBio ................................................................................................ 29
5.2.3 TV 2 Play ............................................................................................ 30
5.2.4 Penetration ......................................................................................... 30
5.3 NETFLIX ..................................................................................................... 30
5.3.1 Jo mere du bedømmer, jo bedre kan vi hjælpe .................................. 31
5.3.2 At fastholde kontakten til brugerne .................................................. 33
5.3.3 Et forudsat engagement i et personificeret medie ........................... 34
5.4 TV 2 PLAY ................................................................................................... 34
5.4.1 Både flowbåret og -uafhængigt ......................................................... 35
5.4.2 Indholdet som branding i sig selv? ................................................... 36
5.5 YOUBIO ...................................................................................................... 37
5.5.1 Et væld af kategorier understøtter søgning uden fast mål .............. 38
5.5.2 Salgsargumenter og en grundig forklaring ..................................... 39
5.6 DR NU OG KONKURRENTERNE .................................................................... 40
Side 1 af 98
6. ANALYSE ................................................................................... 43
6.1 GARANT FOR DET DANSKE INDHOLD? ........................................................... 43
6.1.1 DR NU truer alle led i fødekæden ...................................................... 44
6.1.2 Forslag til indhegning af DR NU ....................................................... 45
6.1.3 DR udnytter sin dominerende position ............................................. 47
6.1.4 En begrænsning af DR NU på eget initiativ ..................................... 49
6.2 FLOW VERSUS ON DEMAND .......................................................................... 52
6.2.1 Når slaven bryder ud af herremandens greb ................................... 52
6.2.2 Flow-tv’ets kulturelt funderede forcer .............................................. 53
6.2.3 Den gamle broadcaster med den nænsomme hånd ......................... 54
6.2.4 En selvopfyldende profeti? ................................................................ 55
6.2.5 Omfunktionaliseringen af gamle medier.......................................... 57
6.3 AT FINDE DR NU OG DENS INDHOLD ........................................................... 58
6.3.1 En rodekasse med opstramning i pipeline ........................................ 58
6.3.2 At være andet end en showstopper ................................................... 59
6.3.3 Potentialet i den lange hale ............................................................... 60
6.3.4 DR NU-brugere er også kunder ........................................................ 62
6.3.5 X-Factor og Hollywoodfilm on demand ........................................... 63
6.3.6 Public service on demand .................................................................. 64
6.4 PUBLIC SERVICE .......................................................................................... 65
6.4.1 Et farvel til platformsneutralitet? ..................................................... 65
6.4.2 En forsmag på fremtidens politiske ambitioner for DR NU? .......... 67
6.4.3 Krav og ambitioner frem for indhegning og forbud ........................ 68
6.4.4 En kulturel forsinkelse ....................................................................... 69
7. DISKUSSION .............................................................................. 71
7.1 FREMTIDSSCENARIER FOR DR NU ............................................................... 72
7.1.1 DR NU som en selvstændig platform ................................................. 73
7.1.2 DR NU som catch-up-tjeneste ............................................................ 74
7.1.3 Et indhegnet DR NU ........................................................................... 76
7.1.4 DR som radio- og tv-broadcatser ...................................................... 76
7.2 PUBLIC SERVICE-LEGITIMERING AF SCENARIERNE ........................................77
7.2.1 Risikoen for marginalisering kommer ikke kun udefra ....................77
7.2.2 En legitimering af en stærk online tilstedeværelse?......................... 79
7.3 AT NÅ BAG OM IDEOLOGISK TÅGESNAK ......................................................... 80
8. RELIABILITET OG VALIDITET ................................................. 83
8.1 RELIABILITET .............................................................................................. 83
8.2 VALIDITET ................................................................................................... 84
9. KONKLUSION ........................................................................... 86
10. LITTERATUR ........................................................................... 89
Bilag 1-15 er vedlagt på den medfølgende cd-rom.
Side 2 af 98
1.
INDLEDNING
Omkring de fire tynde hjul sidder de ganske vulgære skærme, som stikker ud fra det
blanke karosseri. Bag det lodrette forrudevindue sidder chaufføren, og mellem sine ben
har han rattet, der sidder for enden af en lang stang. Fremdriften skabes af en motor,
ikke en hest, og dét er den væsentligste forskel mellem denne, en af verdenshistoriens
første biler, og kareten, som ved bilens fødsel var et velkendt transportmiddel. Da man
i slutningen af det 19. århundrede producerede de første biler, var det nemlig ikke med
øje for aerodynamik og langt fra det design, vi i dag forbinder med en bil. Det tog op
mod 50 år, før man i midten af det 20. århundrede frigjorde sig fra arven fra karetdesign og fandt bilens egen udtryksform (Nissen, 2014, p. 96).
I mediehistorien har et lignende udviklingsmønster gjort sig gældende. Som da
fjernsynet i sine spæde år så godt som transmitterede Radioavisen med muligheden for
at se nyhedsoplæserens trøje og frisure, eller da de første computere til forveksling
lignede en skrivemaskine med skærm. Det tager tid at finde mediets egen udtryksform
og udnytte potentialet i det, man lige har stiftet bekendtskab med. Det gælder også for
streaming, som i de senere år har vundet indpas hos både medieinstitutioner og
mediebrugere.
Danmarks største public service-institution, DR, er med tjenesten DR NU med
til at udvikle streaming i en dansk sammenhæng. Men der er for DR, såvel som for de
øvrige aktører på markedet, endnu et stykke vej, førend streaming har fundet sin
selvstændige form. For DR, i særdeleshed, er det en vej, der er brolagt med komplekse
faktorer, der skaber mange scenarier for fremtiden. Scenarier, som jeg i dette speciale
vil indkredse ved at besvare følgende problemformulering:
I et produktionsstudie vil jeg med afsæt i en historisk analyse af net-tv’s
rolle i DR og en mediesystemisk analyse med afsæt i DR NU udpege og
diskutere, hvilke fremtidsscenarier der tegner sig for DR’s audiovisuelle
streamingtjeneste.
Jeg vil for at besvare problemformuleringen undersøge, hvorledes DR’s net-tv historisk
har udviklet sig og i dag tager sig ud i sammenligning med tre kommercielle streamingtjenester. Dertil undersøger jeg, hvilke interne og eksterne faktorer der er influerende
på tilrettelæggelsen af tjenesten. Ved at sammenholde analyser fra de fremdragne
perspektiver vil jeg udpege det, der på denne baggrund fremstår som relevante
Side 3 af 98
fremtidsscenarier for det relativt nye public service-medium, DR NU, og diskutere
scenarierne i et public service-legitimerende perspektiv.
1.1 LÆSEVEJLEDNING OG BEGREBSAFKLARING
Specialet indleder med en forståelsesramme, som foruden indkredsning af mit
videnskabsteoriske udgangspunkt, metode og empiri skitserer den teori, som vil
rammesætte det følgende. Herefter følger et kort rids af den relevante medieudvikling
samt et historisk blik på net-tv i DR, som efterfølges af netstedsanalyser af DR NU samt
tre kommercielle tjenester; Netflix, TV 2 Play og YouBio. Herfra indledes analysen, der
med afsæt i det allerede fremlagte samt kvalitative interviews med væsentlige
branchepersoner fremdrager de for DR NU influerende interne og eksterne faktorer,
der danner baggrund for indkredsningen af tjenestens fremtidsscenarier, som herefter
diskuteres. Slutteligt vil jeg reflektere over validiteten og reliabiliteten af mine fund, og
endelig følger en konklusion.
Perspektiver som DR’s indhold på tredjemandsplatforme og produktionen af
originalt indhold til netplatformen er relevante i denne sammenhæng, men vil af
pladshensyn ikke blive inddraget i det følgende.
DR NU blev den 2. juni 2014 relanceret og skiftede navn til DR TV. Min
dataindsamling er langt overvejende foretaget før denne dato, hvorfor artikler og
interviewpersoner omtaler DR NU. Jeg gør derfor det samme, ligesom også netstedsanalysen er foretaget på DR NU. Tidspunktet for empiriindsamlingen er ligeledes
baggrund for, at jeg først mod slutningen af specielt inddrager medieforliget, som blev
indgået den 26. juni 2014.
Med streaming henviser jeg til afspilning af lyd og billede uden forudgående
download, der således også indbefatter livesignal fra flowkanaler, simulcast (Den Store
Danske, u.å.). Med on demand-streaming henviser jeg til afspilning af programmer på
brugerens anmodning på et brugervalgt tidspunkt og udvalgt i et afsenderkurateret
programkatalog (Kulturministeriet, 2011a, § 2, stk. 3).
Endelig er det på sin plads at eksplicitere, at jeg har arbejdet som
studentermedhjælper i DR’s planredaktion og derfor har et tættere forhold til DR samt
kilderne her i forhold til de øvrige i specialet. Jeg forsøger efter bedste evne at forholde
mig nøgternt til empirien, og til slut vil jeg reflektere over betydningen af denne rolle.
Side 4 af 98
2.
VIDENSKABSTEORI, METODE OG EMPIRI
Før jeg giver mig i kast med at besvare problemformuleringen, vil jeg træde et skridt
tilbage og karakterisere min videnskabsteoretiske tilgang, der er udgangspunktet for
den viden, der generes i det følgende. Herefter følger en redegørelse for min metode
samt den empiri, jeg vil anvende.
2.1 VIDENSKABSTEORI
Det udsnit af virkeligheden, som præsenteres i mit speciale, er udvalgt med en
fænomenlogisk optik på verden. Jeg er således interesseret i at forstå sociale fænomener, som de fremtræder for respondenterne i deres livsverden, ”i den umiddelbare og
middelbare oplevelse, uafhængigt af og forud for alle forklaringer” (Kvale & Brinkmann, 2009, p. 47). Jeg vil tilstræbe en tro og fordomsfri beskrivelse af, hvorledes
fænomenerne opfattes af respondenterne ved at søge så præcise og fuldstændige
beskrivelser af deres opfattelser af fænomenerne som muligt (ibid., p. 44 ff.).
Samtidig opfatter jeg aktørernes beskrivelser af fænomenerne som socialt
konstruerede erkendelser, som således ikke er udtryk for én objektiv og endegyldig
sandhed. I aktørernes erkendelser vil jeg søge mening i analogi med fortolkningen af
tekster, altså i en hermeneutisk cirkel, der i en dynamisk bevægelse mellem del og
helhed åbner mulighed for en stadig dybere forståelse af meningen. Dette for at opnå
en forståelse for den enkelte respondents opfattelse af de undersøgte fænomener og for
at skabe et holistisk billede af, hvordan respondenternes beskrivelser i sammenhæng
kan skabe en ganske vist konflikterende, men dybere indsigt i, hvad der er på spil i
relation til DR NU for alle involverede aktører (Collin & Køppe, 2003, p. 27; Kvale &
Brinkmann, 2009, p. 233).
Som forsker erkender jeg selv ud fra en socialt konstrueret forståelsesramme,
og denne har betydning for de spørgsmål, jeg stiller til mine respondenter, til teksterne,
der udspringer heraf, samt til min øvrige empiri. Dette er i en socialkonstruktivistisk
sammenhæng uundgåeligt og vil selvsagt yde indflydelse på empirien. Ved at
tilvejebringe nuancerede beskrivelser og slutteligt reflektere over min egen rolle vil jeg
imidlertid søge at gøre det muligt for andre at vurdere denne indflydelse og dermed
validiteten af mine resultater (Kvale & Brinkmann, 2009, p. 73).
Side 5 af 98
2.2 METODE
Produktionsstudier har ifølge medieforsker Kirsten Frandsen mindst ét tilfælles:
De [er] alle eksplicit eller implicit drevet af en fælles ambition om at ville
forklare. Alle ønsker gennem udvalgte teoretiske optikker og empiriske
data at bidrage til at belyse, hvorfor mediers tekster ser ud, som de gør
[…]. (Frandsen, 2007, p. 23)
Produktionsstudiet er et felt under udvikling, både teoretisk og metodisk. Frandsen
anlægger en bred definition af produktionsstudiets genstandsfelt, som implicerer, at
forklaringerne på, hvorledes teksterne er tilblevet, kan søges på såvel mikro-, meso- og
makroniveau (ibid., 24 ff.). Jeg er optaget af at indkredse fremtidsscenarierne for DR’s
streamingtjeneste med vægt på den overordnede organisatoriske og mediesystemiske
kontekst for produktionen, og jeg læner mig derfor op ad Frandsens definition. Jeg
anskuer således tekstproduktionen i et sociologisk perspektiv, som ifølge Frandsen er
karakteriseret ved opfattelsen af, at medarbejdernes arbejde i vid udstrækning er et
resultat af ”individers og gruppers interne og eksterne organisatoriske relationer samt
af forskellige hierarkier og magtpositioner i organisationen” (ibid., p. 36). Design,
funktioner og kuratering opfatter jeg således ikke alene som et udtryk for medarbejdernes kreativitet, men i høj grad også som noget, der kan forklares ved historiske,
kulturelle, politiske og økonomiske faktorer, både i og uden for DR. Og det er særligt
disse sidstnævnte faktorer, jeg tager afsæt i.
I mit speciale vil jeg således stå på to analytiske ben; ét, der relaterer sig til DR
og DR NU, det interne, samt et andet, det relaterer sig til DR’s omverden: konkurrencesituationen, medielovgivningen og medieudviklingen – en mediesystemanalyse med de
eksterne faktorer bragt i spil.
I relation til første ben vil jeg foretage en historisk dokumentanalyse af,
hvorledes DR har forholdt sig strategisk til nettet som medie og i særdeleshed til net-tv
som tjeneste, samt hvordan organisationen forestiller sig brugen af DR NU. Dernæst
foretager jeg en netstedsanalyse af DR NU med afsæt i Niels Brügger og Lisbeth
Thorlacius (Brügger, 2002; Thorlacius, 2002). Det andet analytiske ben, der
omhandler DR’s omverden, tager afsæt i en analyse af mediesystemet for streamingtjenester med DR NU som omdrejningspunkt. Desuden vil jeg foretage netstedsanalyser af udvalgte konkurrenters streamingtjenester, der skal give perspektiv til
analysen af DR NU.
Min mediesystemanalyse tager afsæt i Jakob Vestergaards definition af
mediesystemet, der defineres:
Side 6 af 98
som et system af medier, anskuet som institutionelle samfundsaktører,
der kan beskrives via deres positioner og relationer i forhold til
hinanden og det samfund, de agerer i. (Vestergaard, 2007, p. 67)
Videre tillægger Vestergaard sig Anthony Giddens’ aktørperspektiv, hvormed mediesystemet skal forstås som et dynamisk system, hvori aktørerne ved at anvende strukturerne producerer og reproducerer de systemer, som de selv er en del af (ibid., p. 64).
Et perspektiv, der åbner for anvendelsen af kvalitative eliteinterviews med disse aktører
som kilde til at informere min analyse yderligere (ibid., p. 65).
I et eliteinterview kan det i interviewet iboende asymmetriske magtforhold
mellem den dagsordensættende interviewer og den uvidende respondent opvejes af
eliteinterviewpersonens magtfulde stilling (Kvale & Brinkmann, 2009, p. 167). Med
forberedelse og fortrolighed med respondenternes standpunkter, der også skal sikre, at
en asymmetri ikke etableres i respondentens favør, kan denne fremgangsmåde ”ideelt
set [..] føre til viden i betydningen episteme”. Det såfremt interviewpersonen bliver i
stand til at sætte spørgsmålstegn ved og begrunde den sikre status, som ofte er
kendetegnende for eliten, og som indtil da har været doxastisk påståelighed (ibid., p. 55
& 167).
Ved dokumentanalyse forstår jeg analyse af dokumenter i form af såvel skrevne
tekster som audiovisuelt materiale, herunder også websites (Karppinen & Moe, 2009,
p. 2). Dokumenter kan i sådanne analyser anskues som primære faktuelle datakilder,
der er kendetegnet ved at være ”non-reactive” og forfattet af deltagere i den proces, der
beskrives, snarere end af ”detached observers who may or not have direct knowledge of
events” (ibid., p. 3). Det betyder ikke, at dokumenter kan afkodes som sandhedsudsagn,
men derimod som sources, der siger noget om verden, og hvor der naturligvis skal
tages højde for afsenders troværdighed, og som sociale produkter, der kan tydeliggøre
afsenders værdiladede budskaber (ibid., p. 6 f.).
2.3 EMPIRI
Til brug for min dokumentanalyse vil jeg finde empiri i DR’s publikationer, det være sig
alle tilgængelige public service-redegørelser (for årene 2003-2013), årsberetninger (for
årene 1994-2013) med 1994 som start, da dette var året før, nettet vækkede DR’s
ledelses opmærksomhed, alle tilgængelige udgaver af DR’s Medieudviklingen, som
første gang udkom i 2006 med DR’s medieforsknings bud på ”hovedlinierne i
medieudviklingen det seneste år” [sic] (Thunø, 2006, p. 2), diverse andre DRpublikationer samt public service-aftaler mellem politikere og DR (for årene 2003-
Side 7 af 98
2014). 1 De historiske dokumenter anvendes, da de jf. ovenstående ikke er influeret af
bagklogskab, hukommelse og manglende forståelse for de historiske omstændigheder.
Når jeg ikke anvender interne dokumenter skyldes det manglende adgang hertil.
Endelig anvender jeg Netarkivet (netarkivet.dk) til at indhente dokumenter af tidligere
udgaver af DR NU for at se, hvordan strategien for denne gennem årene har udmøntet
sig i praksis.
Til mine netstedsanalyser fungerer DR NU (dr.dk/tv) som empiri, og for at
sikre spredning mellem konkurrenterne vil jeg se nærmere på den amerikanske spiller
med international udbredelse, Netflix (netflix.com), den broadcastfunderede og lokale
konkurrent, TV 2 Play (play.tv2.dk), som public service-institutionen TV 2/Danmark
A/S (herefter TV 2) står bag, samt teledistributøren YouBio (yousee.tv/youbio), der er
en del af TDC Group (herefter TDC).
Mine kvalitative eliteinterviews har jeg foretaget med repræsentanter fra DR og
ovenstående konkurrenter (se interviewguides i bilag 1 på vedlagte cd-rom), det være
sig kanalchef for dr.dk, herunder også DR NU, Michael Arreboe (bilag 2), planchef i DR
og ansvarlig for tværgående programplanlægning mellem DR’s flow-tv-kanaler og DR
NU samt udenlandsk indkøb af fakta og fiktion, Peter Rosberg (bilag 3), kanalchef for
TV 2 Play, Mikkel Wolf Rasmussen (bilag 4) samt mediedirektør i TDC, Ulf Lund (bilag
5). 2 Min primære forskningsinteresse var i disse interviews at få medieorganisationers
blik på deres egen streamingtjeneste, deres syn på fremtiden for streaming samt DR’s
rolle i markedet – positioner, som jeg altså i et vist omfang søgte at udfordre, idet de
ikke blot er elitekilder, men også parter med konflikterende interesser. Jeg har
forgæves forsøgt at få kontakt til Netflix, som at dømme ud fra en række ubesvarede
henvendelser tilsyneladende ikke vil lade sig interviewe af mig. Som erstatning for et
interview med Netflix bruger jeg primære og sekundære datakilder om tjenesten, som
er tilgængelige på tjenestens hjemmeside og i pressen.
Jeg har endvidere interviewet Christian Nissen, som i årene 1994-2004 var
generaldirektør i DR (bilag 6); netop de år, som udgjorde de første i DR’s engagement
på nettet. Desuden har Nissen i årene efter ledt EBU’s digitale strategigruppe, som
skulle tegne mulige udviklingslinjer for de europæiske public service-stationer (Nissen,
2007, p. 245). Han informerer således ikke blot det historiske blik på net-tv i DR, men
bidrager også med perspektiver på fremtiden for public service.
1 Før 2003 indgik DR og Kulturministeren ikke public service-aftaler. Lignende aftaler blev
beskrevet i lovgivningen.
2 Fremadrettet vil jeg henvise til transskriptioner med navnet på interviewperson efterfulgt af
kommentarnummer.
Side 8 af 98
Laila Kelp Rasmussen er direktør for BFE, Branchen ForbrugerElektronik, der
er en lobbyorganisation for blandt andre de danske tv-distributører, herunder TDC.
Hende har jeg ligeledes interviewet for at få et mere overordnet branchesyn på,
hvorledes de kommercielle tv-distributører opfatter DR NU’s indflydelse på markedet
(bilag 7). Også Klaus Hansen, som er formand for Producentforeningen, en lobby- og
arbejdsgiverorganisation for danske indholdsproducenter, har jeg interviewet for at få
hans udlægning af DR NU’s betydning for hans medlemmer (bilag 8).
Jeg har desuden deltaget i to debatarrangementer afholdt af Det Danske
Filminstitut, DFI. Det første om finansieringsudfordringer i dansk film og det andet
om, hvad dansk film skal med tv-stationerne (se bilag 9 med paneldeltagere og noter).
Derudover deltog jeg i BFE’s årlige mediekonference, hvor streaming i 2014 stod øverst
på dagsordenen (se bilag 10 med program og noter).
Endvidere udgør kvantitative data over medieudviklingen samt indlæg i den
offentlige debat i kronikker, medierede debatter og artikler en del af mit empiriske
grundlag. Indlæg, som det ikke har skortet på op til de politiske medieforhandlinger,
som officielt blev indledt onsdag den 23. april 2014.
Dette speciale er ikke klausuleret, og det er muligheden for at etablere epistemisk viden
på et akademisk set underbelyst felt, der skyldes, at jeg i gennem hele forløbet har
været optaget af at kunne fastholde denne status.
Side 9 af 98
3
. TEORI
Her følger den rammesættende teori for specialet. Først indkredser jeg mediebegrebet,
som det vil finde anvendelse i det følgende, dernæst følger en redegørelse for public
service-begrebet, og endelig skitserer jeg kort det mediesystem, der er baggrunden for
at diskutere fremtidsscenarierne for DR NU.
3.1 MEDIEBEGREBET
En sort kasse med billedrør placeret bag en skærm, hvorpå et hav af små lysende
prikker konstituerer ét billede, der hurtigt afløses af det næste i en billedstrøm, som
akkompagneres af lyden fra de indbyggede højtalere. Gennem radiobølger transmitteres strømmen af levende billeder fra tv-stationen til modtageren.
Begrebet tv var i den analoge tidsalder i vid udstrækning knyttet til tvapparatet, til tv-institutionen og til udsendelsen af billeder på tv-skærmen (Bechmann,
2006, p. 11). Det ændrede sig i imidlertid med digitaliseringen af produktions-,
distributions- og modtagerplatformene, som i begyndelsen af 1990’erne tog fart, også i
civilsamfundet (Finnemann, 2001, p. 8 f.). Med det digitale binære alfabets potentiale
til at simulere blandt andet den analoge tv-udsendelse på internettet, ”synes tvbegrebet nu at være knyttet til idéen om tv”. Tv’et som begreb fungerer således som et
fortolkningsmønster, der hjælper brugerne i perceptionen af de levende billeder i en
firkantet ramme på det digitale interface (Bechmann, 2006, p. 11 ff.).
Som idé løsriver begrebet tv sig dermed fra platformen, hvorpå det modtages,
og perciperes ifølge argumentet som tv, uanset om seeren har tændt for sit fjernsynsapparat eller sin computer. Som platforme er fjernsynsapparater og computere
imidlertid to ganske forskellige medier, som har forskellige kommunikationsmiljøer,
der adskiller sig fysisk, psykologisk og socialt fra hinanden (Meyrowitz, 1997, p. 63 f.).
Af Meyrowitz’ tre mediemetaforer er det netop medier som miljø, der er givtige for en
væsentlig del af den senere analyse, og det afspejler sig derfor i mine medieteoriske
valg. Brügger beskriver netop mediets særlige måde at være medium på som mediets
mediatet, og i forlængelse heraf introducerer han to niveauer i denne mediatet,
potentialitet og aktualisering (mine oversættelser) (Brügger, 2002, p. 43):
Side 10 af 98
The potentiality is the outer poles that the material of the medium sets,
and between which a field of possibilities is opened, i.e. where certain
forms of the medium can be actualised. (Brügger, 2002, p. 44)
I mediets mediatet kan således ligge et potentiale til andet end det, der aktualiseres,
mens mediets materialitet, det være sig de små lysprikker i fjernsynsapparatet, sætter
grænser for potentialiteten. Når materialiteten ændres, ændres imidlertid også potentialiteten (ibid., p. 45). Det er netop, hvad der er på spil i internettets simulering af
indholdet i fjernsynsapparatet. Den digitale materialitet skaber en potentialitet i nettv’ets mediatet, som ikke genfindes i fjernsynsapparatets ditto.
Kulturteoretikeren Raymond Williams identificerede i mødet med amerikansk
tv-kultur i 1970’erne tv som både et kulturelt og teknisk fænomen og begrebet flow som
et centralt karakteristika for fjernsynsmediet. Et flow, som han definerede som
foreningen af programmer i et lineært forløb sammenvævet af trailere, der skal ”retain
viewers – or as [the broadcast planners] put it, to ’capture’ them – for a whole evening’s
sequece” (Williams, 1990, p. 90). Fjernsynsapparatets flowsekvens er ligeledes potentialiseret i net-tv og aktualiseres eksempelvis i simulcast, hvor DR’s streamingtjeneste
1:1 transmitterer indholdet fra én af deres flow-tv-kanaler med indhold udvalgt og
scheduleret af DR’s programplanlæggere (Søndergaard, 1992, p. 53 f.). Det er
imidlertid i brugernes mulighed for selv at vælge hvad, hvor og hvornår, de vil on
demand-streame i et non-lineært flow på DR NU, at grænserne for fjernsynsapparatets
potentialitet findes, og net-tv’s mediatet ved at bryde disse grænser differentierer sig
herfra.
3.2 PUBLIC SERVICE
3.526.600.000 kroner. Det er det beløb, som DR i 2014 modtog i licensindtægter til
driften af den public service-virksomhed, som de ved lov er pålagt at udøve over for
hele den danske befolkning (Kulturministeriet, 2010, p. 17; Kulturministeriet, 2011a, §
10 & 12). Begrebet public service lader sig vanskeligt oversætte til dansk, men kan i en
klodset og udpenslet oversættelse siges at være både en offentlig service og en betjening
af offentligheden, som i en dansk sammenhæng (Søndergaard, 1995, p. 25 f.):
[…] via fjernsyn, radio og internet el. lign. [skal] sikre den danske
befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende
nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning.
(Kulturministeriet, 2011a, § 10)
Side 11 af 98
Oprindeligt blev public service-medier betragtet som et offentligt gode, der som følge af
begrænsede radiofrekvenser måtte forvaltes til almenvellets bedste (Søndergaard, 1995,
p. 26). Med etableringen af velfærdsstaten i 1960’erne og 70’erne blev kulturpolitikken
dog influeret af tanken om at bruge medierne til samfundsmæssige formål ud fra
moderne oplysningsidealer, og herfra udsprang den pædagogiske idé om den paternalistiske programpolitik (ibid., p. 28 f.):
Bag det lå dels et ideal om det ”alsidige menneske”, som bedst blev
betjent (hvis ikke ligefrem opelsket) gennem en alsidig programdiæt, og
dels en forestilling om, at et alsidigt programudbud ville forhindre
passive seere. (ibid., p. 30)
Med monopolbruddet på tv-markedet blev DR imidlertid ”uanset om de [ville] det eller
ej” underlagt den samme kommercielle logik som TV 2 og de internationale konkurrenter, der gjorde deres indtog på markedet. Dén offentlighed, som DR betjente, blev nu
samtidig potentielle kunder hos de kommercielle medier (Søndergaard, 1992, p. 46).
Når public service-institutionen skal nå hele befolkningen og samtidig adskille
sig fra markedets aktører, opstår imidlertid et vanskeligt paradoks. Formår DR ikke at
nå ud til hele befolkningen, er der tale om en service uden en public, og serviceres
befolkningen ikke med et indhold, der adskiller sig fra de kommercielles, eroderes
legitimeringsgrundlaget for at forvride konkurrencen med de godt 3,5 milliarder
licenskroner årligt (Nissen, 2006a, p. 69).
Et paradoks, der bliver yderligere kompliceret af, at det i konkurrencetidsalderen blev et politisk anliggende at finde en passende balance mellem medie- og
erhvervspolitik, så også kommercielle tv-udbydere havde en chance i konkurrencen
(Søndergaard & Helles, 2012, p. 77). Med de seks flow-tv-kanaler, som DR i dag råder
over, hovedkanalen DR1, samfunds- og aktualitetskanalen DR2, DR3 for de yngre
seere, kultur- og historiekanalen DR K, samt børnekanalerne DR Ramasjang og DR
Ultra, er kommercielle lobbyisters pres for at tilgodese erhvervspolitikken ikke blevet
mindre.
Medieforsker Karol Jakubowicz skelner mellem tre ideologiske holdninger til
public service, der kan forklare bevæggrunde for det politiske pres: Den neoliberale
ideologi, der slet ikke legitimerer public service, det såkaldte ”market-failure argument”, hvor public service skal komplementere markedet og levere det, markedet ikke
finder rentabelt, og endelig den brede public service-definition, der skal levere indhold
uafhængigt af markedet, funderet i værdier og motivationer, der ligger udover
profitmotivet (Jakubowicz, 2007, p. 115 f.).
Side 12 af 98
Med kravet om det brede udbud af programmer og tjenester er dansk
mediepolitik tilrettelagt efter det bredeste af Jakubowicz’ tre syn på public service, og
dertil kommer, at de danske politikere ikke har købt kommercielle lobbyisters semantiske broadcastargument, som forsøger at udelukke individualiseret internetforbrug fra
public service-opgaven (Jakubowicz, 2007, p. 132). Det blev allerede cementeret i 2000
med en revision af Radio- og Fjernsynsloven, der pålægger public service-institutioner
at bedrive public service nu også via internettet (DR, 2001, p. 5; Kulturministeriet,
2011a, § 10). Lobbyisterne har dog, som vi skal se senere, mere at problematisere, når
public service rykker online, og her er EU-lovgivningen central at inddrage.
Amsterdamprotokollen sikrer nemlig ethvert EU-medlemsland kompetence til
selv at definere, organisere og regulere deres nationale public service-medier, så længe
den tilvejebragte statsstøtte ikke:
[…] adversely affect trading conditions and competition in the
Community to an extent which would be contrary to the common
interest. (Bardoel & Lowe, 2007, p. 11)
Det er imidlertid ikke en nem grænsedragning. Konkurrenceforvridningen er i nogles
øjne public service-mediernes ”whole raison d’être in order to provide diversity”, som
kommercielle konkurrenter ikke ville levere (Nissen, forthcoming, p. 12; Søndergaard,
1995, p. 44). I et britisk studie forestiller forskerne Patrick Barwise og Robert Picard
sig, at BBC ikke var til stede i det britiske medielandskab, og her er konklusionen, at et
sådant scenarie ville give forbrugerne et reduceret udvalg af lavere kvalitet, ligesom det
britiske produktionsmiljø ville lide (Barwise & Picard, 2014, p. 32 & 39). Man kan
således ikke partout slutte, at konkurrenceforvridningen vil skade almenvellet, og
udfordringen er således at skabe den rette balance mellem kulturelle og økonomiske
interesser. Mere herom følger. Nu til det, der vanskeliggør denne balancegang,
mediesystemet.
3.3 MEDIESYSTEMET
Vestergaard anskuer medierne som afsendere af mediebudskaber; ikke som platforme,
der har en særlig mediatet (Vestergaard, 2007, p. 57). Det er derfor en ontologisk
anden opfattelse af mediet, end den jeg tidligere redegjorde for. I et mediesystemisk
perspektiv er det imidlertid Vestergaards, der bedst forenes med aktørperspektivet
(ibid., p. 64). Det mediesystemiske perspektiv skal bidrage til produktionsanalysen ved
at tydeliggøre, at medier ”ikke kan opfattes som isolerede øer”, fordi de indgår i et
komplekst system med gensidig påvirkning. Analysen skal således belyse de relevante
Side 13 af 98
eksterne faktorer, som er i spil for DR NU med henblik på at skabe et bredt funderet
billede af, hvilke fremtidsscenarier der tegner sig for tjenesten (Vestergaard, 2007, p.
58).
Mediesystemet anskuet som et system af medier, der influerer og influeres af
hinanden, de mediesystemiske aktører samt de samfundsmæssige makrostrukturer
udgør noget af en empirisk mundfuld, og en udtømmende analyse af det samlede
system er derfor noget nær umulig. Det er derfor essentielt at afgrænse det mediesystemiske analyseobjekt (ibid., p. 67). Med udgangspunkt i et enkeltmedie, DR, der er
afsender af DR NU, foretager jeg min analyse på det, Vestergaard betegner som et
mikroniveau. Spatialt er mit objekt afgrænset til det danske mediesystem, som
naturligvis også influeres af globale kræfter, og temporalt er perspektivet samtidigt,
mens det historiske i systemisk sammenhæng vil indgå i et begrænset omfang (ibid., p.
72). Med mit fokus på streamingmarkedet er de relevante medier for analysen først og
fremmest andre medier med streaming i porteføljen, og her har jeg som sagt udvalgt
TDC med YouBio, TV 2 med TV 2 Play samt Netflix med deres tjeneste af samme navn.
Det bliver ingenlunde en udtømmende analyse af medierne i streamingmarkedet, ej
heller af alle medier, der er relevante, jf. ovenstående. Målet er i stedet en forståelse af
relationerne og positionerne mellem DR NU og konkurrenternes tjenester for på
baggrund af dette at kunne bevæge mig fra del til helhed, altså en indkredsning af DR
NU’s fremtidsscenarier (ibid., p. 62).
Delene i den hermeneutiske cirkel konstitueres også af de tidligere nævnte
mediesystemiske aktører, der omfatter lovgivere, organisationer, virksomheder og
borgere, samt makrostrukturerne, der samles i kategorierne teknologi, kultur, religion
og makroøkonomi (ibid., p. 68 ff.). Også her er en afgræsning nødvendig, og mit fokus
vil i denne sammenhæng især være rettet mod medielovgiverne, der sætter rammerne
for DR, lobbyorganisationer, der repræsenterer nogle af de relaterede medier, BFE for
kommercielle tv-distributører og Producentforeningen for film- og tv-producenterne.
Borgere belyses som medieforbrugere, der influerer og influeres af medierne i deres
anvendelse af dem. Strukturelt spiller særligt teknologi og kultur en central rolle, jf.
Williams’ opfattelse af tv’ets dualistiske væren, ligesom økonomien indirekte har en
indflydelse på det relative styrkeforhold mellem medierne i analysen. Endelig er det
relevant at påpege, at aktørperspektivet gør det muligt at analysere værdier ud af
mediesystemet, idet aktørerne i det dynamiske samspil med strukturerne præger disse
med de værdier, de besidder (ibid., p. 65).
Side 14 af 98
Med analysen af de dele af mediesystemet for DR NU, som jeg finder relevante
for DR som aktør og DR NU som platform, skal mediesystemanalysen bidrage til at
tegne et holistisk billede af de variabler, der er i spil i relation til DR NU’s fremtid.
Side 15 af 98
4.
HISTORISK BAGGRUND
Forud for netstedsanalyserne giver jeg i dette afsnit et kort rids af medieudviklingen
med afsæt i streaming. Herefter følger en gennemgang af nettet og ikke mindst net-tv’s
rolle i DR i et historisk perspektiv. Dette skaber grundlag for i den senere analyse at
informere aktualiserede dispositioner på DR NU og i mediesystemet som helhed.
4.1 MEDIEUDVIKLINGEN
Det, der i begyndelsen af 2013 blev opfattet som et nichefænomen, var på dørtærsklen
til indeværende år gået hen og blevet mainstream (Scheutz & Andreasen, 2013, p. 51;
Christensen & Marslev, 2014, p. 34). Fænomenet, som danskerne så overraskende
hurtigt har taget til sig, streaming af levende billeder, var således ifølge DR
Medieforskning noget, som 40 % af danske husstande i 2013 benyttede (Christensen &
Marslev, 2014, p. 34). Sideløbende med væksten for streaming faldt den gennemsnitlige daglige tv-sening i 2013 med 15 minutter i forhold til 2012, og selvom gennemsnittet på tre timer om dagen foran tv-apparatet endnu er højt i et historisk perspektiv,
kan faldet tilsyneladende ikke alene henføres til, at 2013 var et sløjt sportsår med
mange solskinstimer (ibid., p. 8) (se bilag 11 med historiske tv-seningsniveauer).
Streaming er en del af forklaringen, lyder det fra medieforskningen, og med Williams’
ord in mente bringer jeg kort en række kulturelle og teknologiske makrostrukturelle
ændringer ind i billedet, som skal tjene til at give et sammenhængende billede af denne
medieudvikling til brug for den senere analyse.
4.1.1 Anything, anytime, anywhere
Da de danske politikere i slutningen af 1980’erne brød DR’s monopol med oprettelsen
af TV 2 og senere, hjulpet på vej af satellitter, gav mulighed for, at også udenlandske
selskaber kunne sende tv til danskerne, var det med flere kanaler og en kraftigt øget
konkurrence til følge (Williams, 2010, p. 54 f.; Hesmondhalgh, 2013, p. 97). Med flere
seere til stadig flere nichekanaler og et tilsvarende fald i sharen for de (endnu) største
kanaler, DR1 og TV 2, var fragmenteringen på tv-markedet en realitet, og seerne bliver i
stigende omfang vant til, at netop deres interesser tilgodeses i tv-udbuddet (Thunø,
2011, p. 5; Søndergaard, 1995, p. 30). Dette yderligere faciliteret af EPG’en, electronic
programming guide, som med programinformation og muligheden for at søge på
Side 16 af 98
programtyper frem for kanal øgede seernes navigationsmuligheder i super-flowet, altså
det samlede udbud af programmer i multikanalsystemet (Jensen et al., 1993, p. 10 ff.;
Nissen, 2006b, p. 13).
Parallelt med den enorme vækst i seernes valgfrihed i tv-udbuddet har også den
teknologiske udvikling i endnu højere grad gjort det muligt at skræddersy sit medieforbrug i det såkaldte ”’Anything, Anytime, Anywhere’ paradigm” (Nissen, 2006b, p.
27). Med digitalt indhold on demand, der via en internetopkobling, som efterhånden er
allemandseje og bliver stadig hurtigere, mere stabil, trådløs og tilmed mobil, samt med
devices som bærbare computere og senere smartphones og tablets, har seerne i dag en
høj grad af frihed til at bestemme. 3 De afgør selv, hvad de vil se, om de vil se det i
stuen, i sengen eller i parken, og om det skal være simulcastet, tidsforskudt flow-tv eller
broadcast-uafhængig streaming (DR Medieforskning, 2006, p. 10; Looms, 2006, p.
101).
Den for forbrugerne emancipatoriske udvikling i skiftet fra broadcast, der
leverer det samme indhold til mange på én gang, til narrowcast, der leverer indhold på
brugerens forespørgsel, er for medieaktørerne imidlertid en udvikling, som i vid
udstrækning udfordrer professionelle logikker og ændrer på magtbalancen i den
tidligere top down-struktur (Kulturministeriet et. al, 2001, p. 10; Hesmondhalgh, 2013,
p. 314 f.). Mediernes magt eroderer, og:
broadcasters in general – and public service broadcasters in particular –
need to accept that digitalisation is not just ”business as usual”. It is not
just a matter of digitising analogue programmes and distributing them
as flow channels […]. (Looms, 2006, p. 96)
4.1.2 Flow-tv er stadig danskernes fortrukne medie
Digitale utopister som George Gilder forudsagde allerede i starten af 1990’erne flowtv’ets snarlige død (Gilder, 1994). Alligevel reflekterede DR Medieforskning i 2013
således:
Det er snart ved at blive en tradition, at vi ved denne tid slår fast, at de
traditionelle flow-medier lever i bedste velgående. Det gør vi igen i år.
(Thunø, 2013, p. 5)
Danskerne så jo nemlig i gennemsnit tre timers flow-tv om dagen i 2013, og 79 % af den
samlede tv-sening på tværs af platforme var ikke-tidsforskudt tv tilrettelagt i flow,
3 I 2003 havde 88 % af alle danske husstande adgang til internet i hjemmet (Danmarks Statistik,
2013, p. 7 ff.).
Side 17 af 98
mens on demand-streaming kun udgjorde 8 % af dette forbrug (Thunø, 2014, p. 6;
Heiselberg & Birk, 2014, p. 33). 4 29 % af de danske husstande har et streamingabonnement, og 66 % af disse siger, at streaming ikke har haft indflydelse på deres tv-forbrug,
og 74 %, at streaming ikke har haft indflydelse på størrelsen af deres tv-pakke (BFE,
2014, p. 7 f.). Umiddelbart synes flow-tv’ets dominans således at være velkonsolideret.
Der er dog forbrugere, som mener, at tv-pakken kan nedjusteres, fordi de har
tegnet et streamingabonnement. Således har 15 % ifølge Gallup enten valgt en mindre
pakke, cable shaved, eller opsagt deres tv-abonnement, cable cut (BFE, 2014, p. 7). Og
det gælder kun dem, der i dag betaler for streaming og ikke dem, der kun benytter DR’s
gratistjeneste, gratis prøveabonnementer eller dem, der (endnu) slet ikke streamer,
hvorfor der er grund til at tro, at endnu flere kan have truffet lignende beslutninger
eller gør det fremadrettet. Beslutninger, som ikke blot giver indikationer af udviklingen
for streaming, men som ligeledes har betydning for relationen mellem DR NU og de
kommercielle tv-udbydere. Mere herom følger. Det er nu på sin plads at få DR NU
karakteriseret, først ved at belyse, hvordan streaming af levende billeder gennem tiden
har udfoldet sig i DR.
4.2 ONLINETJENESTER I EN RADIO- OG TV-VIRKSOMHED
I 1994, som var Christian Nissens første år som generaldirektør i DR, tegnede han sine
visioner for de næste ti år i public service-institutionen. I tiårsplanen stod imidlertid
ikke ét ord om internet. Og det var ikke, fordi DR’s ledelse dengang ikke kendte til
eksistensen af dette:
Men vi havde ikke fantasi eller fremsyn nok til at forestille os, at det ville
få nogen videre betydning for en radio-tv-virksomhed. (Nissen, 2007, p.
58)
Initiativtagerne til DR’s online tilstedeværelse var i stedet unge fremsynede medarbejdere, blandt andre værterne på det stadigt eksisterende P1-program om nye teknologier, Harddisken (Nissen, forthcoming, p. 6; Brügger, 2012a, tidskode 2.24). DR Online
gik efter en forsøgsordning, nøje overvejelser og frem for alt direktionens erkendelse af,
at DR var den eneste europæiske public service-broadcaster uden en hjemmeside,
permanent i luften 1. januar 1996 (Nissen, 2007, p. 59). Allerede i efteråret samme år
kunne Radioavisen og P1-programmet Orientering findes on demand, og et år senere
4
De 8 % inkluderer ikke YouTube-streaming, pirat- og dvd-sening.
Side 18 af 98
kom også billedet med, da TV-Avisen ligeledes blev gjort tilgængelig på DR Online (DR,
1997, p. 3; DR, 1998, p. 21).
Trods den indledende skepsis cementerede ledelsen allerede i 1998 DR’s rolle
på nettet: ”Det er [..] naturligt, at DR som broadcaster går foran i udviklingen af det nye
medie herhjemme”. Med professionel anerkendelse, stigende trafik på sitet og stor
brugertilfredshed kan DR velsagtens også betegnes som en dansk frontløber i DR
Onlines første år (DR, 1998, p. 20 ff. & 2000, p. 23).
Organisatorisk blev DR Online placeret i det nyoprettede DR Multimedier, der
som DR’s ”anden virksomhed” drives på kommercielle vilkår, hvilket ifølge medieforsker Henrik Søndergaard signalerer, ”at DR’s ledelse ikke uden videre opfattede
onlinetjenester som ’public service’ i helt samme forstand som radio og fjernsyn”
(Søndergaard, 2008, p. 58). Allerede i starten af 1998 proklamerede DR dog, at DR
Online ”udgør en del af DRs samlede public service-tilbud […]” og derfor for fremtiden
ville være licensfinansieret som DR’s ”tredje public service-medie” (DR, 1998, p. 20).
I 1999 fik DR Online en selvstændig chefredaktion for net og andre nye medier,
og året efter fulgte, som nævnt, den politiske opbakning, hvor DR blev pålagt at bedrive
public service via internettet. I public service-kontrakten for årene 2003-2006 blev det
aftalt, at DR skal drive et internetsted, og i efterfølgeren for årene 2007-2010, at dette
internetsted blandt andet skal indeholde ”produktioner med lyd, tekst og billede” og
gøre brug af ”internettets formidlingsformer” (Kulturministeriet, 2002, p. 5; Kulturministeriet, 2006, p. 5).
4.2.1 Nye forsøg på det tredje medie
Politisk opbakning til public service på nettet, en selvforståelse som dansk lokomotiv
for udviklingen af mediet og en vedholdende position som det mest besøgte danske
internetsted har dog hidtil ikke været tilstrækkeligt til at ændre på dr.dk’s, som DR Online i 2001 skiftede navn til, svage interne position (Danske Medier Research, 2014;
DR, 2002, p. 9; Søndergaard, 2008, p. 61). Ifølge Søndergaard hænger det grundlæggende sammen med ”vanskelighederne ved på én gang at ville udvikle tværmedialitet
og opretholde stærke radio- og tv-kanaler i et konkurrenceudsat marked” (Søndergaard, 2008, p. 61).
Når dr.dk bevilliges færre licenskroner end DR’s tv- og radiokanaler skal det
dog også ses i lyset af, at grundtanken fra starten i 1995 var ”at genanvende det mate-
Side 19 af 98
riale, der allerede produceres i Danmarks Radio” (Simonsen, 1995, 10. november). 5
Således er omfanget af levende billeder tilgængelige on demand på dr.dk vokset støt,
siden TV-Avisen i 1997 første gang kunne streames. I 2000 havde TV-Avisen fået
følgeskab af Deadline og en række øvrige faste magasinprogrammer, ligesom DR’s 75års jubilæum blev markeret ved et jubilæumssite, hvor 1.500 historiske klip fra radio og
tv var hentet frem fra arkiverne (DR, 2001, p. 15 f.). I 2004 nåede on demand-seningen
nye højder med en stigning på 265 % i antallet af afspillede filer i forhold til året før. En
stigning, som DR tilskriver, at det i 2004 blev muligt at streame populære programmer
som satireserien Drengene fra Angora, ungdomsmagasinet Boogie samt de store
danske dramaserier Krøniken og Ørnen. Desuden var det samme år muligt live at følge
store begivenheder som Kronprinsparrets bryllup, Melodi Grand Prix samt Junior
MGP (DR, 2005a, pp. 7 & 39).
I 2006 etablerede chefredaktionen for dr.dk en ny samlet indgang, DR TV, der
skulle bidrage til at sikre, at DR var “blandt de førende udbydere af on demand-indhold
på dansk” (DR, 2007a, p. 11). Fremfor blot at muliggøre streaming på selvstændige
programsites fremhævede DR TV ”aktuelle programmer”, fra 2008 organiseret i
emnekategorier, og gjorde det muligt for brugeren at orientere sig i en alfabetisk liste
med alle programmer tilgængelige for streaming (se historiske screenshots fra
Netarkivet i bilag 12). Det var også i 2006, det blev muligt at se DR’s på daværende
tidspunkt to kanaler, DR1 og DR2, som simulcast, ligesom DR for første gang
eksperimenterede med forpremierer i forbindelse med årets julekalender Absalons
hemmelighed, hvor aftenens afsnit kunne ses på DR TV allerede om eftermiddagen
(DR, 2007b, p. 117). I 2008 blev Bonanza lanceret, og brugerne fik med dette undersite
mulighed for at gå på opdagelse i dele af DR’s arkiv (DR, 2009, p. 88). Året efter, i
2009, lancerede DR Pirat TV, en internetkanal for unge med små korte klip produceret
unikt til sitet (Sørensen, 2009, 26. juni). Efter to år lod DR dog webkanalen erstatte af
det trimedielle ungdomsunivers DR Mama (DR, 2011, 19. september).
Den 1. juni 2014 lancerede DR en app til DR NU, som tjenesten i 2010 havde
skiftet navn til. Tjenesten fik ved samme lejlighed nyt design og skifede igen navn til det
tidligere anvendte DR TV. Formålet med relanceringen er ifølge Arreboe først og
fremmest at forbedre tilgængeligheden af DR’s on demand-indhold (Arreboe, 2).
Ved at tilbyde DR’s tv-programmer i tidsuafhængig form er det cementeret, at
nettet er relevant for en radio- og fjernsynsvirksomhed og at betragte som public
5 I 2013 var andelen af omkostningerne til egenproduktion til nye medier den hidtidigt største
med 8 %. Til sammenligning var andelene for tv, radio og DR’s orkestre og kor henholdsvis 62
%, 22 % og 8 % (DR, 2014a, p. 15).
Side 20 af 98
service. Udmøntningen af public service i tjenesten kan imidlertid ifølge Brügger i vid
udstrækning ses som:
[…] a continuation of the broadcast history of DR rather than as an
effect of the affordances of the web – for instance, with regard to forms
of content and user interaction. (Brügger, 2012b, p. 103)
Med afsæt i en netstedsanalyse af DR NU vil jeg belyse denne påstand ud fra en
antagelse om, at den konkrete udformning af sitet kan ”ses som udtryk for, hvilke
programpolitiske mål, der forfølges” (Søndergaard, 2008, p. 56).
Side 21 af 98
5.
NETSTEDSANALYSER
For at sikre en velfunderet inddragelse af aktørerne i mediesystemet i den senere
analyse og skabe et grundlag for at sammenligne DR NU med de udvalgte konkurrenter
følger her netstedsanalyser af de streamingtjenester, som DR, TV 2, TDC og Netflix
udbyder. Jeg ser bort fra apps til andre platforme, idet jeg forudsætter, at det er de
samme programstrategiske mål, der forfølges på tværs af platforme.
5.1 DR NU6
DR NU er en underside til dr.dk, hvilket tydeligt fremgår, eftersom DR NU er forankret
i dr.dk’s øvrige univers med en hvid baggrund, et dr.dk-logo samt hyperlinkede menupunkter til andre hovedområder på dr.dk. Med markeringen af DR som afsender af DR
NU synliggøres ekspressivt de værdier og holdninger, der knytter sig til DR’s brand, og
som således også står ved magt på DR NU (Thorlacius, 2002, p. 57 ff.).
5.1.1 Nu, for lidt siden, for længe siden og om lidt
At se tv på DR NU synes at trække på Bechmanns pointe om tv-begrebet som fortolkningsmønster, idet seningen her kan tage mange former. Brugeren kan se tv
simulcastet, det, DR’s flowkanaler har sendt for lidt siden (catch-up), for længe siden
(arkiv), eller det, de sender om lidt (forpremiere). Dertil kommer muligheden for at
orientere sig i tv-oversigten, der også omfatter øvrige tv-broadcasteres programplaner,
samt for at downloade podcasts.
Foruden en opfordrende henvisning til at ”se live tv” og herunder en anden til at
”se programmer fra arkivet” er forsiden på DR NU i vid udstrækning lagt an på at invitere brugeren til at catche-up. En funktion, som Arreboe da også kalder ”hele tjenestens
væsentligste feature” (Arreboe, 20). Programmerne, der kan catches-up, ligger, når
rettighederne tillader det, tilgængelige for streaming i en kortere periode. 7 Forud for
relanceringen af DR NU den 1. juni 2014 meddelte DR, at DR’s egenproduktioner,
herunder også co- og entrepriseproduktioner, fremadrettet vil være tilgængelige i 30
6
Screenshots fra DR NU er indsamlet den 20. marts 2014.
Med rettigheder henviser jeg til mediets ret til at tilgængeliggøre en produktion i et nærmere
beskrevet omfang og tidsrum.
7
Side 22 af 98
dage, mens internationalt indkøbte programmer, med undtagelse af “amerikanske
blockbustere”, der slet ikke vil være tilgængelige, vil ligge på DR NU i otte dage efter
flow-visning (Laursen, 2014, 27. maj). 8
Illustration 1 Forsiden på DR NU med fremhævede programmer til catch-up samt tilbud om simulcast
og ”Gensyn med fjernsyn”
Den tætte relation til flow-tv-kanalerne betyder ikke blot, at DR NU’s katalog omfatter
aktuelle programmer som nyheder og magasiner, men også at der sker en stor
udskiftning hver dag, hvor nye programmer kommer til, og andre ”pilles af”. Mod
sidens top er det muligt at orientere sig i ”seneste uges tv”, længere nede ”gik du glip af”
med oversigt over programmer med on demand-rettigheder sendt de tre foregående
dage samt dags dato, og dertil kommer, at forsiden er domineret af tre bokse med
frames fra tre fremhævede programmer. Én større end de to andre, og alle tre med
programtitel og en kort tagline, der skal gøre brugeren klogere på og naturligvis gerne
interesseret i at se programmet.
De fremhævede programmer er prioriteret og udvalgt af en redaktion, fortæller
Arreboe, og hermed forsøger DR igennem kurateringen af programmerne at lede
brugeren i en ønsket retning uden eksplicit at verbalisere dette (Arreboe, 14;
Thorlacius, 2002, p. 72 ff.). Det samme kan siges om forpremierer, som brugeren
8 For børneindhold er egenproduktionsrettigheden på tre måneder, for indkøbt materiale
maksimalt fem afsnit ad gangen af en given serie (Laursen, 2014 27. maj).
Side 23 af 98
blandt andet tilbydes mod bunden af forsiden på DR NU. Når DR lægger programmer
ud til streaming, før de sendes på flow-tv, er det med baggrund i et ønske om at ”drive
en samtale og en debat omkring programmerne og stimulere det,” fortæller Arreboe
(Arreboe, 20).
Brugeren har som sagt også for mulighed at se eller gense det, DR sendte for
længe siden, ved at gå på opdagelse i arkivet. DR NU inviterer til et nostalgisk
tilbageblik i ”Gensyn med fjernsyn”, som ifølge Arreboe er et eksempel på det, han
kalder et aktualiseret arkiv, hvor udvalgte ting fra DR’s arkiver kurateres i en aktuel
programpakke til brugerne (Arreboe, 38). Det kunne være et aktualiseret arkiv med
gamle DR-julekalendere op mod jul eller en samling med de bedste dokumentarer om
Afghanistan i anledning af Danmarks tilbagetrækning fra krigen (Arreboe, 8).
På Bonanza kan brugeren finde 100 arkivprogrammer inden for en række
forskellige genrer. Denne side adskiller sig fra det aktualiserede arkiv, fordi der her ikke
er skiftende indhold på ”hylderne” (DR, 2014b).
5.1.2 Opfordringerne til at konsultere DR
Thorlacius anser interaktivitet for at være en ”udveksling af betydningsbærende
meninger” (Thorlacius, 2002, p. 79). På DR NU er muligheden for at interagere med
DR eller andre brugere stærkt begrænset, med undtagelse af brugernes mulighed for at
dele programmer på Twitter, Facebook eller via mail samt at kontakte DR igennem en
kontaktformular. En stor del af kommunikationen på siden er envejskommunikation,
transmission, som er ikke-interaktiv (ibid., p. 84). Interaktiv er imidlertid on demand,
som Thorlacius betegner som en konsultation; brugeren retter en forespørgsel mod
siden med ønsket om at se et bestemt program, og herefter leverer tjenesten netop
dette (ibid., p. 87 ff.). Et interessant spørgsmål er i denne sammenhæng, hvordan siden
opfordrer brugeren til at rette en sådan forespørgsel, og centralt for dette er
søgefunktionerne på DR NU.
Én af de oplagte opfordringer findes i den omtalte kuratering, hvor
fremhævelsen af programmer gerne skulle få brugeren til at bestille netop disse on
demand. Brugeren kan desuden søge i programkataloget ved en fritekstsøgning, men
dét alene på titlen og altså ikke på metadata såsom emneområdet ”mad”. En fritekstsøgning på ”mad” gav den 29. maj 2014 eksempelvis resultater som Emilys
madmysterier (ganske vist om mad), Mads og anarkiet og Dårligt Nyt med Anders
Lund Madsen. Under overskriften ”de nye programmer” kan brugeren dog gå på
opdagelse i indtil flere programkategorier, idet disse programmer er inddelt i ”børn”,
Side 24 af 98
”dokumentar”, film og serier”, ”kultur”, ”livsstil”, ”musik”, ”natur”, ”nyheder”, ”sport”,
”sundhed”, ”tro”, ”underholdning”, ”undervisning” samt ”viden og tech”.
Under hver af disse kategorier er en håndfuld programmer udvalgt og fremgår
med angivelse af, hvornår programmet har været sendt på flow-tv, og hvor længe det
varer. Ved at klikke på hyperlinket ”se alle programmer” ovenfor kan brugeren finde
alle tilgængelige programmer på DR NU.
Illustration 2 Programkategorier opdeler de nye programmer, ovenfor fritekstsøgning og til højre ”gik du
glip af”
I oversigten over alle programmer kan brugeren browse efter programmer i en
alfabetisk oversigt sorteret efter titlens forbogstav og indsætte filtre i form af én af
ovenstående kategorier eller kanalen, hvorpå programmet er broadcastet, ligesom det
også her er muligt at søge i fritekst på programtitlen.
Side 25 af 98
Illustration 3 Oversigt over alle programmer, der kan sorteres alfabetisk efter programtitel
Tilbage på forsiden er der flere opfordringer til at rette forespørgsler mod DR. Foruden
den føromtalte ”gik du glip af”-funktion, hvor brugeren kan finde et program, som han
eller hun ved, der har været sendt inden for de seneste dage, eller i løbet af den seneste
uge via linket umiddelbart ovenfor, er der mod bunden tre kolonner med tre kategorier
af programmer; de ”mest sete” programmer, enten for indeværende uge eller måned,
samt de føromtalte forpremierer og ”sidste chance”-programmer, der snart udløber og
pilles af.
Når brugeren har afsendt en forespørgsel om at se et program, besvarer siden
ved at dirigere brugeren videre til en player, hvori programmet kan afspilles. Foruden
information om, hvornår programmet er sendt på flow-tv samt en kort synopsis,
fremgår det her ligeledes, hvornår næste afsnit i en eventuel serie sendes på selvsamme
platform. Under dette kan man browse i de tidligere episoder, såfremt der er tale om en
serie, og desuden kan man herunder finde andre programmer i samme kategori som
det aktuelle; kategorier, som er identiske med dem på forsiden. Når programmet er
afspillet i playeren, vender man tilbage til den indledende frame, og brugeren kan så
orientere sig i de tidligere episoder eller lignende programmer, såfremt lysten til at se
tv endnu ikke er mættet. Det er DR NU’s forsøg på at opretholde det, Thorlacius
betegner som den fatiske funktion, der handler om at opretholde kontakten til
brugeren, uden at et egentlig budskab kommunikeres (Thorlacius, 2002, p. 160 ff.).
Side 26 af 98
5.1.3 Flow som driver for DR NU
Søgefunktionerne og præsentationen af kataloget på DR NU er i vid udstrækning
hægtet op på det, flowkanalerne sender, ligesom det historisk har været tilfældet (jf.
bilag 12). Brugerne forudsættes i deres søgning at anvende kriterier som kanal,
programtitel, sendetidspunkt og eventuelt en ganske bred kategori, ligesom en
billedframe fra et program måske formodes at vække genkendelse. DR’s opfattelse af
brugen synes således at være, at brugeren orienterer sig mod et specifikt program, hvor
i hvert fald visse af disse kriterier er kendte, og hvor det dermed er tjenestens
fornemste opgave at lette brugerens vej til netop det program, han eller hun søger. Det
er også netop, hvad Arreboe tilkendegiver om forholdet mellem DR’s flowkanaler og
DR NU:
DR NU er jo ikke bygget til, at brugeren tænker ”nå, nu har jeg lyst til at
se tv, så går jeg ind på DR NU, gad vide, hvad de har af drama eller
underholdning […]. (Arreboe, 24)
Det er flow, der driver DR NU, og ifølge kanalchefen går ”man” netop ”ind og ser et
program, fordi man missede det i tv, eller fordi andre taler godt om det” (Thorsen,
2013, 27. august). Det forklarer, hvorfor eksempelvis en søgning på emneindholdet
“mad” dårligt giver mening i fritekstsøgningen, og hvorfor en kategori som eksempelvis
underholdning i sammenligning med konkurrenternes programkategorier, som vi skal
se, er meget bred.
På DR TV, det relancerede DR NU, har det kuraterede indhold fået en større
rolle med store billedframes øverst på siden og flere fremhævede programmer end
tidligere. De tidligere henvisninger til seneste uges tv, ”gik du glip af” og ”nye
programmer” er fjernet, ligesom også programkategorierne er det, og i stedet er de
meste sete programmer og de, der snart udløber, rykket længere op på forsiden.
Programsøgningen i alle programmer tager nu, uden kategorierne, alene afsæt i titlens
forbogstav og broadcastkanal samt fritekstsøgefeltet, der stadig alene søger på
programmernes titel.
Alt i alt kan relanceringen ses som et skridt i retning mod en mere bevidst
kuratering af indholdet, der ikke blot er bestemt af, hvad der lige er sendt på
flowkanalerne, men dog fortsat med en søgefunktion, som er lagt an på en søgning efter
et specifikt program snarere end tilfredsstillelsen af et behov for at se et på forhånd
udefineret tv-program.
Side 27 af 98
Illustration 4 Forsiden på det nye DR TV med større billedframes og flere fremhævede programmer
(hentet den 2. juni 2014)
5.1.4 DR NU er det bedste fra DR TV9
Med betegnelser som ”forpremiere”, ”gik du glip af”, ”gensyn” og ”catch-up” (catch-up
bruges ikke på DR NU, men i flæng af Arreboe i relation til siden) indikeres det, at
noget sendes før eller efter noget. Dette noget er naturligvis flow-tv-indholdet, som
ganske vist også kan simulcastes på DR NU. Alligevel er denne sprogbrug med til at
fastholde flowindholdet som omdrejningspunktet. Et forpremieret program på DR NU
er således ikke en genudsendelse eller et gensyn på DR3, og ligeledes er en førstegangsudsendelse på DR1 ikke en forpremiere på et DR NU-program. Det forekommer måske
banalt, men er ikke desto mindre sigende for DR’s syn på DR NU, som også afspejler
sig i sidens søgefunktioner, kurateringen, kategorierne og i Arreboes opsummering af
DR NU’s identitet: ”[DR NU] giver adgang til alt det bedste DR TV-indhold, når du vil,
og hvor du vil” (Arreboe, 58).
Når DR NU opfattes som en tjeneste, der frem for alt skal tilvejebringe
muligheden for at catche-up på indhold, som er sendt på DR’s flow-tv-kanaler, er der
tale om en aktualisering i et bredt spektrum af potentialitet. Så langt synes Brüggers
påstand om, at der i DR’s brug af nettet ligger et uudnyttet potentiale således endnu
aktuel. Det ligger ikke i mediets mediatet, at DR NU skal have fokus på at tilbyde catch9 DR TV er her en samlebetegnelse for DR’s flow-tv-kanaler og skal ikke forveksles med navnet
på den relancerede streamingtjeneste.
Side 28 af 98
up, men i en lang række andre faktorer. Disse faktorer er ganske centrale for specialets
ambition om at identificere mulige fremtidsscenarier for DR NU, og dem lader vi derfor
kun ligge for en stund. Først er det på tide at se nærmere på DR NU’s konkurrenter, TV
2 Play, YouBio og Netflix.
5.2 MARKEDET FOR STREAMINGTJENESTER
Før analyserne af konkurrenternes streamingtjenester skitserer jeg her med afsæt i
Vestergaards begreber, positioner og relationer, kort relevante karakteristika for
tjenesterne (Vestergaard, 2007, p. 73 ff.).
DR NU er den eneste af de fire tjenester, som gratis og uden login stiller sit
indhold til rådighed, hvorimod Netflix, YouBio og TV 2 Play alle tager betaling for
brugen af deres tjenester og ligeledes kræver et login (priserne fremgår af bilag 13). Til
gengæld har ingen af siderne reklamer, og de to førstnævnte tilbyder tilmed én gratis
måned til nye brugere.
5.2.1 Netflix
Netflix startede i 1997 som et videoudlejningsfirma i USA og har siden udvidet
forretningen til også at omfatte streaming, først i hjemlandet og siden internationalt
med indtog på det danske marked i oktober 2012 (Nielsen, 2013, 15. september;
Christensen & Marslev, 2014, p. 32). I april 2014 havde aktieselskabet Netflix efter eget
udsagn 48,4 millioner medlemmer på verdensplan fordelt i mere end 40 lande og dertil
planer om, som led i en ekspansiv udviklingsplan, at udvide aktiviteterne til yderligere
seks europæiske lande mod slutningen af 2014 (Hastings & Wells, 2014, 21. april;
Winther-Ramussen, 2014, 21. maj).!
5.2.2 YouBio
YouBio drives af YouSee, der er et datterselskab til det tidligere statsejede teleselskab,
Tele Danmark, som i 1998 blev privatiseret og to år senere skiftede navn til TDC
(YouSee, u.å; TDC, 2012a). Både YouSee og TDC er i dag leverandører af tv, bredbånd,
telefoni og streaming, og blandt selskabets ejere findes både danske og internationale
investorer med to amerikanske selskaber som de største (TDC, 2012b). YouBio blev
lanceret i december 2012, få måneder efter Netflix, med ambitionen om at differentiere
sig fra den amerikanske tjeneste med et indhold, ”der er mere skræddersyet til et dansk
publikum” (Rasmussen, 2012, 5. december; Thorsen, 2013, 29. maj).
Side 29 af 98
5.2.3 TV 2 Play
TV 2 Play drives af TV 2, der er et statsligt aktieselskab med public service-tilladelse,
som drives på basis af annonceindtægter og, fra 2012, abonnementsbetaling (Kulturministeriet, 2011b). TV 2 lancerede i 2004 tjenesten TV 2 Sputnik, som i 2012 blev
relanceret som TV 2 Play (Ritzau, 2004, 18. november; Guldager, 2012, 21. maj). TV 2
har som tv-broadcaster seks tv-kanaler, TV 2, TV 2 News, TV 2 Zulu, TV 2 Charlie, TV 2
Fri og TV 2 Film, som alle leverer indhold til TV 2 Play.
5.2.4 Penetration
Foruden en indsigt i tjenesternes ejerskab og finansieringsform er deres penetration i
markedet ligeledes central. Mens DR NU som gratistjeneste potentielt kan benyttes fra
alle danske IP-adresser, er det ikke tilfældet for de abonnementsbaserede konkurrenter. Ifølge Gallup har 29 % af alle danske husstande mindst ét betalt streamingabonnement, og 17,9 % af disse abonnerer hos Netflix, mens de tilsvarende tal for TV 2
Play og YouBio er henholdsvis 2,6 % og 1,7 % (BFE, 2014, p. 123). Hertil kommer
prøveabonnementer og TVOD-leje. 10 DR NU er den tjeneste, der i videst omfang
benyttes ”jævnligt i husstanden”, idet det er tilfældet for 23 % af danske husstande. For
Netflix er det tal 22 %, mens TV 2 Play benyttes jævnligt af 5 % af danske husstande og
YouBio af 4 % (Klausen, 2014, 9. april).
Det er således uomtvisteligt, at Netflix er den mest populære betalingstjeneste
hos danskerne. TV 2 og YouBio’s penetration i markedet er knapt så god med en
betydeligt lavere andel af de betalende kunder og en tilsvarende lavere andel af danske
husstande, der siger, de hyppigt anvender siderne. For begge parametre er TV 2 Play
imidlertid en smule bedre stillet end YouBio. Gratistjenesten DR NU anvendes jævnligt
af marginalt flere end Netflix og af markant flere end både TV 2 Play og YouBio. Med
det fastslået, følger netstedsanalyser for de tre konkurrenter.
5.3 NETFLIX 11
Netflix er et selvstændigt site med on demand-streaming som den altoverskyggende
funktion. Designet er enkelt og gennemgående for alle sider med en lysgrå baggrund,
en rød bjælke foroven med Netflix’s rød-hvide logo, samt tekst i sort eller rød og
10 TVOD, Transactional Video On Demand, betyder, at der sker transaktion forud for streaming
af en enkelt titel. SVOD, Subscription Video on Demand, at der mod abonnementsbetaling gives
adgang til et bibliotek til frit forbrug (Ulin, 2009, 231 & 334).
11 Screenshots fra Netflix er indsamlet mellem den 20. & 22. marts 2014.
Side 30 af 98
knapper i blå. ”Simplicity is at our core”, skriver Netflix, og denne afsenderværdi
afspejler sig således også i designet (Netflix, 2013, 25. april, p. 3).
Selvom Netflix er et amerikansk site, er strategien at gøre siden lokal for hvert
enkelt af de lande, de opererer i, ”so the Danish Netflix feels Danish to you”
(Christensen, 2013, tidskode: 13.08). Netflix’s katalog, som består af film og serier, er
således tilpasset efter regionale præferencer, og samtidig er sproget på siden samt
underteksterne tilgængelige på dansk. Netflix tilbyder både indhold, tjenesten har
betalt licens for at stille til rådighed, og indhold, som de selv producerer, de såkaldte
Netflix Originals (Netflix, 2014a).
5.3.1 Jo mere du bedømmer, jo bedre kan vi hjælpe
Allerede på Netflix’s forside etableres brugssituationerne for streamingtjenesten; et
slideshow skifter mellem børn, der streamer på en tablet, en kvinde velplaceret i en sofa
med sin laptop, en mand med sin smartphone på en bænk i en park, og en familie
samlet om det store smart-tv i stuen. Sammen med teksten ”Se tv-serier og film, når
som helst, hvor som helst” udkrystalliseres det herved for brugeren, at Netflix’s adgang
til on demand tv-indhold er så fleksibel og lettilgængelig, at den kan anvendes uanset
fysisk sted, teknologisk platform, alder og social situation.
Illustration 5 Én af fire brugssituationer: En familie samles om Netflix på smart-tv'et i stuen
Side 31 af 98
Under mantraet ”jo mere, du bedømmer, jo bedre bliver vi til at komme med forslag til
film, du vil kunne lide”, opfordres brugeren ved pop-up vinduer og på e-mail,
underskrevet ”dine venner fra Netflix”, til at angive præferencer for film og serier i
Netflix’s katalog. Også på brugerens ”præferenceprofil” opfordres han til på en ret så
omfattende liste at angive præferencer inden for ganske smalle kategorier såsom
”baseret på klassisk litteratur” eller ”baseret på nutidig litteratur” for titler, der har
historisk udspring. De tilkendegivne præferencer har betydning for den anbefalingsalgoritme, som afgør, hvad den enkelte bruger præsenteres for (Netflix, 2014b).
Øverst på siden er en skiftende fremhævet titel, og herunder lister tjenesten
horisontale kategorier med titler i hele skærmens bredde. Efter ”set for nylig”, ”bedste
forslag til Rikke”, ”populært på Facebook” og ”populært på Netflix”, følger en række
genrekategorier som ”komedier”, ”dramaer”, ”thrillere” og indimellem fremgår
kategorier, der er baseret på titler, som brugeren har tilkendegivet at synes om, med
forslag, der minder om disse titler. I genremenuen i øverste bjælke kan undergenrer for
alle de nævnte genrekategorier findes, så ”drama” ikke bare er drama, men
udspecificeret i blandt andet ”dramaer om showbiz”, ”skandinaviske dramaer” og
”tårepersere”. Alle titlerne kan foruden et kig på film- eller seriecover samt en kort
synopsis vurderes på baggrund af ratings og anmeldelser fra andre brugere, ligesom
brugeren også selv har mulighed for at komme med sådanne tilkendegivelser.
Dertil kommer, at titler, brugeren synes om og gerne vil gemme til senere, kan
tilføjes ”min liste” og dermed nemt genfindes. Anbefalingsalgoritmen, der foruden
præferencer anvender big data om forbruget, samt ”min liste” gør kontoen så
personaliseret, at fælleskonti dårligt giver mening. Netflix har derfor muliggjort, at hver
bruger i husstanden kan have sin egen brugertilpassede profil.
Side 32 af 98
Illustration 6 Kategorier med indhold på Netflix's forside
5.3.2 At fastholde kontakten til brugerne
Foruden det gennemgående design og direkte henvendelser så som ”velkommen
tilbage, Rikke” er Netflix’s tjeneste også i selve streamingsituationen optaget af at
fastholde den fatiske kontakt til brugerne. Det sker ved ti sekunder mod slutningen af
en udsendelse at igangsætte næste afsnit med en lille skærm i højre hjørne, såfremt der
er tale om en serie, eller at foreslå fire relaterede film, så snart en film er færdig. Under
playeren fremgår dertil en række lignende titler under underskriften ”mere af samme
slags”. Ligeledes er genrer, skuespillere og instruktører under de enkelte værker
hyperlinkede, så man kan fremsøge eksempelvis andre film af samme filmskaber eller
anvende navnene i en fritekstsøgning.
Også i et bredere perspektiv er Netflix optaget af at fastholde kontakten til
brugeren. På en blog skriver skiftende Netflix-medarbejdere om et bredt udvalg af
emner, såsom nye features på siden eller om lanceringen i Danmark i efteråret 2012, i
hvilken anledning indholdsdirektør Erik Barmack blogger. I en ganske personlig stil
funderer han over sammenhængen mellem cykeldanskernes hang til mobilitet og
Netflix’s tilbud om streaming på velsagtens alle mobile devices, samt lighederne
mellem den danske møbelarkitekt Hans Wegner, af hvem han er blevet stor fan, og
Netflix’s design:
Side 33 af 98
[…] We strive for the same kind of design in our service, with easy
personalization and interfaces intended to make your viewing
experience more pleasurable and aesthetically pleasing. (Barmack,
2012, 16. oktober)
Det er uden tvivl et led i strategien om at lokalisere Netflix i Danmark og knytte bånd
ved at personificere den amerikanske tjeneste. Med den personlige tone, der reflekterer
over hverdagsfænomener i Danmark, synes blogindlægget da også at kollidere med
skræmmebilledet af den ”transatlantiske tsunami”, som TDC’s Lund mener, at Netflix
er en del af (BFE, 2014, 28. februar).
5.3.3 Et forudsat engagement i et personificeret medie
På Netflix er der alene én tidsdimension, som er on demand, når det passer brugeren.
Det afspejler sig i præsentationen af indholdet, som med præferenceprofiler, udspecificerede kategorier, ratings, anmeldelser, sociale fremhævninger baseret på andre
brugere og Facebook-venners streamingaktivitet giver brugeren forskellige værktøjer til
at orientere sig i indholdet, som ligeledes er præsenteret, så det, Netflix tror, brugeren
helst vil se, fremgår først.
Netflix tager ikke for givet, at brugerne ved, hvordan tjenesten skal bruges.
Visuelt og i tekst fremgår det, hvordan tjenesten kan anvendes på tværs af platforme og
fysiske rum. Desuden gør Netflix en stor indsats for at fastholde brugerne på siden, dels
ved at foreslå nyt indhold og lede dem direkte videre til det næste, men også ved at
skabe en tæt relation ved hjælp af direkte henvendelse, bloggen samt den personificerede brugerprofil.
De mange opfordringer til at bruge tid på at gøre brugerens Netflix-konto
personligt tilpasset vidner om en afsender, som ikke blot er optaget af at imødekomme
brugerens behov og skabe et nært tilhørsforhold, og implicit naturligvis også at lære
brugerne så indgående at kende, at de kan holdes i butikken. Netflix fremstår ligeledes
som en afsender, der forudsætter, at brugerens engagement i Netflix er stort, at
brugeren finder det værd at investere tid i tjenesten.
5.4 TV 2 PLAY 12
TV 2 Play kan med en henvisning i menubaren på TV 2’s hovedside, tv2.dk, opfattes
som en underside til denne, men de to sider adskiller sig dog markant i udtrykket.
Således fremstår TV 2 Play med sort baggrund, nuancer af mørkgrå samt skrift og
12
Screenshots fra TV 2 Play er indsamlet den 17. marts 2014.
Side 34 af 98
markeringer i hvid og lysblå fra logoet som et selvstændigt site, der i farvevalget låner
fra biografmørket eller den klassiske tv-aften med slukkede lys og tilsluttede gardiner
(Thorlacius, 2002, p. 185 ff.; Gozzi som citeret i Bechmann, 2006, p. 7 f.).
Forbindelsen til TV 2 understreges dog i indholdet, som i vid udstrækning
stammer fra broadcasterens flowkanaler. Indholdet kan ses før flowvisningen som
”snigpremiere”, live som simulcast eller efter flowvisningen, men i længere tid end
catch-up-perioderne, som DR NU opererer med. Dertil kommer, at eksempelvis ældre
serier som Hotellet og Strisser på Samsø fra TV 2’s arkiv er tilgængelige, ligesom også
en række premierefilm kan lejes som TVOD i samarbejde med YouSee.
5.4.1 Både flowbåret og -uafhængigt
På forsiden af TV 2 Play er seks programmer fremhævet øverst, to mere end de fire
andre, og under disse kan brugeren, foruden at simulcaste, orientere sig i en lang række
programkategorier. Der er klassiske genrekategorier som comedy, børneprogrammer
og danske serier, mindre klassiske som ”barske beretninger fra virkeligheden verden”,
aktuelle som ”nominerede til Zulu Awards 2014”, serier som Hotellet, en top 20-liste,
samt snigpremierer. Fælles for programmerne er, at kun titel samt eventuelt information om episodeafsnit og serie fremgår. Hvornår og på hvilken kanal, programmet er
sendt, kan således ikke ses her (men dog ved at klikke sig ind på den enkelte titel).
Brugeren kan i en menubar øverst på siden desuden vælge mellem tv, film,
børneunivers og en a-å-søgning på programtitel foruden et fritekstfelt. Også for disse er
filtrene orienteret i retning af genrer, mens kanal og sendetidspunkt ikke fremgår.
Eneste undtagelse fra dette er ”gik du glip af”, som giver brugeren mulighed for at se de
programmer, der inden for de seneste dage er gjort tilgængelige for streaming.
Med et væld af både smalle og brede kategorier med overlappende indhold, der
ikke lader kanal og sendetidspunkt være styrende for brugerens orientering på siden,
lægger TV 2 Play i vid udstrækning op til at understøtte en søgning efter indhold uden
et specifikt mål, selvom også en specifik søgning efter flow-indhold imødekommes.
Kanalchef Wolf Rasmussen pointerer da også, at TV 2 Play er ”både og” i relation til de
to brugersituationer (Wolf Rasmussen, 32-34):
Altså fyrtårnene leder ind, men vi skal være gode til at aktivere vores
arkiv og give brugerne noget mere, der er relevant […]. (Wolf
Rasmussen, 20)
Side 35 af 98
Illustration 7 Seks fremhævede programmer på TV 2 Play's forside. En fritekstsøgning dækker over det
sjette
5.4.2 Indholdet som branding i sig selv?
Ved at tilbyde mere relevant indhold forsøger TV 2 Play således at opretholde
kontakten til brugeren. Den fatiske kommunikation er ligeledes på spil efter afspilning
af et program, hvor næste afsnit i en serie åbnes i et lille billede i højre hjørne, når der
er ti sekunder tilbage af udsendelsen. Brugeren skal dog aktivt klikke på det næste
afsnit for at se videre, og det samme skal han, hvis han i stedet vil se et af de øvrige
afsnit eller en titel i kategorien ”se også”, som fremgår under playeren.
Foruden disse forsøg på at holde brugeren på siden samt et fåtal af verbale
imperativer såsom ”se det før på TV” som payoff til snigpremiererne er TV 2 Play
karakteriseret ved et ganske begrænset omfang af fatisk kommunikation. Eksempelvis
er information om, hvad TV 2 Play er, gemt af vejen under menupunktet ”køb TV 2
Play” og det fjerde punkt herunder, ”Ny på TV 2 Play”. Under et billede af en bruger,
der med en tablet i hånden kan få TV 2’s kendte værter med på wc, er det i en længere
tekst forklaret, at siden giver brugeren fleksibilitet i forhold til indhold, tidspunkt og
platform.
Det vidner om en afsender, der forudsætter, at brugeren selv finder ud af at
benytte sig af tjenesten og ikke mindst om en afsender, der synes at formode, at brugeren enten er overbevist om sidens fortræffeligheder eller, hvis det ikke er tilfældet, lader
Side 36 af 98
sig overbevise af indholdet og siden i sig selv, uden behov for at få fremhævet fordelene
ved TV 2 Play.
Illustration 8 ”Tag TV 2's kanaler med dig overalt" er godt gemt på TV 2 Play
5.5 YOUBIO 13
At YouBio hører under YouSee afspejler sig i farvevalget på YouBio, hvor hvid og
nuancer af grøn fra de to brands’ logoer anvendes til markeringer og skrift. En sort
baggrund og en udpræget brug af mørkgrå får dog YouBio til at adskille sig med
reference til biografmørket, som det var tilfældet med TV 2 Play; en markering, som i
øvrigt også afspejles i navnet.
På YouBio finder brugeren det, tjenesten kalder ”de bedste film og serier”, som
er opdelt i lejefilm (TVOD), der er premierefilm, som i otte måneder efter biografpremieren findes eksklusivt her, og abonnementsfilm (SVOD), som er ”relativt billige,
fordi de er relativt gamle” (Lund, 4).
13
Screenshots fra YouBio er indsamlet den 17. marts 2014.
Side 37 af 98
Illustration 9 Sorg og glæde på et banner som en del af YouBio’s indholdspræsentation
5.5.1 Et væld af kategorier understøtter søgning uden fast mål
I præsentationen af YouBio’s indholdskatalog kører øverst på siden et slideshow med
udvalgte titler, ét slide for hver titel, og herimellem slides med produktinformation.
Nedenfor dette kan brugeren orientere sig i kataloget, som først og fremmest kan
filtreres ved leje- og abonnementsfilm samt gennem filtrene genrer og temaer.
Genrerne er klassiske som action, gyser og eventyr, mens temaerne giver en anden
indgang til indholdet med eksempelvis ”far til fire”, ”redaktionens favoritter” og ”girls
night in”. Foruden disse filtre er kataloget ned ad siden præsenteret i forskellige
kategorier, ligesom det i menubaren er muligt at vælge alene film eller serier og for
hver af disse at fremsøge ”populære”, ”senest tilføjet” eller ”nyeste”. Ydermere er der i
menuen mulighed for at vælge et børneunivers samt at genfinde de sidst sete
programmer og dem, brugeren har markeret som favoritter, ligesom fritekstsøgning er
mulig. Hertil kommer, at genrer, skuespillere og instruktører som hos Netflix er
hyperlinkede, så man kan anvende disse som søgekriterier, og at der på visse titler
fremgår en vurdering, som er hentet fra diverse filmportaler på nettet.
Med overlappende, smalle og brede kategorier, som gør det muligt at fremsøge
indhold på kryds og tværs, er YouBio i vid udstrækning indrettet til at imødekomme en
brugers søgen efter tilfredsstillelsen af et mere eller mindre veldefineret behov for
Side 38 af 98
underholdning. I særlig grad vidner temaerne om et forsøg på en målgruppemarkering,
som hver især appellerer til tøsede kvinder, børn med hang til dansk kultur og mere
eller mindre nørdede mænd med ”westerns”, ”zombier”, ”superhelte” og ”vampyrer”
som tematiske garanter for appellen til sidstnævnte målgruppe. Afsender forsøger
herved at imødekomme forventede behov hos brugerne, men det dog med et
bruttokatalog, hvori brugeren selv må finde netop det, der appellerer til hans smag, og
altså ikke med en præsentation af netop brugerens præferencer, som det var tilfældet
hos Netflix.
5.5.2 Salgsargumenter og en grundig forklaring
Foruden en masse kategorier, der fremviser produkthylderne hos YouBio, er det
karakteristisk for siden, at der er en del opfordringer til at købe abonnement og leje
film. Allerede på forsiden mødes brugeren af imperativet ”bestil abonnement nu!”
akkompagneret af et tilbudsgult badge, der proklamerer, at måneden ud kan fås for 0
kroner. Dertil kommer et pop up-banner, som understreger prisen og en kvantitet på
1.500 film og serier, hvor et klik på en knap gør det muligt at ”se din første film nu”.
Disse opfordringer til at prøve YouBio følges op af en relativt grundig forklaring
af produktet. Ikke alene gør billedet af et tætomslynget par i sofaen foran et smart-tv
med YouBio-kataloget udrullet samt fem punkter om produktet oplistet sit dertil.
Klikker brugeren på knappen for at bestille et abonnement, er der yderligere information om indholdet samt argumentationen om friheden til at vælge tid og platform.
Det hele forklares ligeledes af en rolig og kompetentlydende mandestemme i en lille
videotrailer, som også findes her.
Med imperativer, direkte henvendelser og omtalen af ”din nye online film- og
serietjeneste” samt ikke mindst den grundige beskrivelse af, hvad YouBio er, gør
afsender naturligvis en indsats for at sælge et produkt. Men i bestræbelserne på dette
ligger ligeledes en relationsopbygning, som imødekommer en måske uvidende bruger,
der får klarhed over, hvad han får for sine penge.
Side 39 af 98
Illustration 10 Tilbudsbadges og salgsargumenter er fremtrædende på YouBio’s forside
Som Netflix er også YouBio’s indhold uafhængigt af broadcasttidspunkt. YouBio
opererer dog med to tidsdimensioner, som er bestemt af nærhed til biografvinduet;
lejefilmene og abonnementsfilmene.
Med undtagelse af muligheden for at gemme sine favoritter er personificeringen af brugerens YouBio-konto begrænset, om end afsender med ganske målrettede
temaer synes at stile efter at imødekomme segmenterede behov. Dertil kommer, at den
tålmodige gengivelse af produktfordele og -vilkår synes at tage højde for, at brugeren
ikke nødvendigvis er dus med hverken streaming eller onlineabonnementer. Således
fremstår YouBio som en inkluderende tjeneste, som i samme åndedrag er åbenlyst
optaget af at sælge abonnementer og friste brugeren til filmleje.
Med baggrund i de fire netstedsanalyser vil jeg nedenfor kort opsummere, hvilke
forskelle og ligheder der eksisterer mellem de fire tjenester. En opsummering, der
danner afsæt for den videre analyse.
5.6 DR NU OG KONKURRENTERNE
Med forankringen i tv-broadcasting ligner DR NU på mange måder TV 2 Play; begge
tjenester får hver dag nyt indhold fra de seks flowkanaler, som de hver især akkompagneres af i institutionernes porteføljer, og dette indhold kan ses før, under og efter, at det
Side 40 af 98
er sendt som tv-broadcast. At de begge har en tilknytning til flow-tv gør dog ikke
tilrettelæggelsen af siderne ens; i både designstrategi og tilknytningen til indholdet fra
flow-tv er TV 2 Play ganske forskellig fra DR NU.
Hvor TV 2 Play adskiller sig fra oversiden tv2.dk med et design, der, ligesom
YouBio’s, giver biografassociationer, ligger DR NU’s design direkte i forlængelse af
dr.dk’s. Det synes derfor mindre sandsynligt, at en bruger vil anse DR NU som et
selvstændigt site, der lægger op til tilbagelænet tv-hygge bag nedrullerede gardiner,
men snarere som et site, der effektivt muliggør fremsøgning og catch-up af det missede.
Således afspejler udsendelsesprofilen sig i tjenesternes design.
En profil, der på DR NU netop er karakteriseret ved den stærke tilknytning til
flowkanalerne, der med søgekriterier, kuratering og fremhævning af kanal og sendetidspunkt lægger op til en mere målrettet indhentning af det, man har misset i tv.
Mindre afhængig af flowkanalerne er TV 2 Play og naturligvis i særdeleshed Netflix og
YouBio, som uden relation til en broadcaster alene tilbyder on demand-sening.
Præsentationen af indholdet på disse sider afspejler i høj grad dette. Således er
flowtilknytningen og de brede kategorier fra DR NU hos konkurrenterne erstattet med
både smalle og brede kategorier, der overlapper på kryds og tværs, og som efter bedste
evne forsøger at tilbyde noget, som kan appellere til brugeren. Hertil kommer ratings,
anmeldelser, muligheden for at gemme favoritter til senere, viderestilling til næste
afsnit eller lignende indhold, der ydermere hjælper brugeren til at orientere sig i
indholdet og føle sig beskæftiget. På Netflix er dette særligt fremtrædende med en
ganske offensiv personalisering af brugerens side, som ikke blot baserer sig på
registrering i big data (som de øvrige tjenester ligeledes benytter), men også hyppige
opfordringer til, at brugeren tilkendegiver sine præferencer, så indholdet kan udvælges
mest muligt relevant for ham.
DR NU og TV 2 Play har endnu en lighed i den manglende, eller i mildeste fald
sparsomme, kommunikation til brugeren om, hvorledes siden skal anvendes, med
hvem, hvor og på hvilken platform. YouBio og Netflix beskriver dette i ord og billeder,
og det er en smule pudsigt, at fordelingen er netop denne. TV 2 ynder at omtale sig som
”Danmarks Største Fællesskab”, mens DR er forpligtet til at ”understøtte danskernes
brug af internettet” (Liebst & Eldrup, 2014, p. 5; Kulturministeriet, 2013, p. 5). Ikke
desto mindre synes de to public service-institutioners streamingtjenester at være de to,
der gør den mindste indsats for at inkludere brugeren.
Som denne opsummering og analyserne af de fire streamingtjenester gerne skulle have
tydeliggjort, adskiller DR NU sig fra de øvrige tre ikke alene i indholdsprofilen og
Side 41 af 98
indholdets liggetid, men ligeledes i tjenestens stærke tilknytning til flowkanalernes
programplaner. Det er derfor uomtvisteligt, at DR NU er noget andet end både TV 2
Play, YouBio og Netflix; et budskab, som mediedirektør i DR, Gitte Rabøl, op til
medieforhandlingerne har gjort meget for at slå fast med syvtommersøm (Laursen,
2014, 12. februar; Rabøl, 2014, 17. februar).
Om end alle fire streamingtjenester på forskellig vis forholder sig til det
spektrum af potentialitet, som net-tv’ets mediatet implicerer, er deres aktualiseringer
alle kendetegnet ved at efterlade et uudnyttet rum af potentiale. Baggrunden for
aktualiseringen af DR NU kan udforskes i en række faktorer i DR’s interne og eksterne
omverden, som næste kapitel tager fat på. Faktorer, som alle synes at influere de
fremtidsscenarier for DR NU, som det er mit mål at indkredse.
Side 42 af 98
6.
ANALYSE
Som jeg indledningsvis antydede, er fremtidsscenarierne for DR NU influeret af en
række interne og eksterne faktorer. Det er på baggrund af den nu fastlagte forståelsesramme, at jeg i det følgende vil analysere de faktorer, som, jeg finder, har den
væsentligste betydning for tjenesten og dermed kan bidrage til en nuanceret forståelse
af fremtidsscenarierne for DR NU.
6.1 GARANT FOR DET DANSKE INDHOLD?
Kulturpolitisk er et ganske væsentlig formål med DR, at public service-institutionen
udfylder en ”funktion som kulturel og social integrationsfaktor” (Søndergaard, 1995, p.
42). DR skal ikke alene “samle og spejle Danmark”, men også stimulere dansk sprog,
kultur og kunst (Kulturministeriet, 2013, p. 2 f.).
Med den stigende internationale ejerskabskoncentration af medievirksomheder
i store konglomerater er væsentligheden af dette formål ikke blevet mindre
(Hesmondhalgh, 2013, p. 187 ff.). Den kulturpolitiske frygt for marginalisering af dansk
indhold var blandt andet baggrunden for etableringen af TV 2 i 1986 (Williams, 2010,
p. 15). Den nye public service-station skulle sikre et større udbud af dansk indhold som
modvægt til de voksende påvirkninger fra internationalt hold. Dertil kom et
industripolitisk sigte mod med TV 2’s entreprisemodel at lade ”de tusind blomster”
blomstre og gøde en selvstændig dansk produktionsbranche (Bruun, Frandsen &
Søndergaard, 2000, p. 11 f.). En branche, som også DR er pålagt at udlægge produktion
til, 250 millioner kroner i 2014, ligesom hver af de to institutioner årligt skal støtte
dansk film med 60 millioner kroner (Kulturministeriet, 2013, pp. 11 & 19; Kulturministeriet, 2012, p. 1).
Rollen som garant for dansk indhold er også at finde i DR’s selvforståelse. Jo
mere DR svækkes, “jo lettere vil de internationale koncerner have ved at sluge den”, når
“de brede fællesskaber, det danske indhold og fælles medieindhold kommer under
pres” som følge af, at ”udbuddet af internationale programmer og nyheder vil vokse i
takt med globaliseringen”, som et potpourri af advarsler fra de seneste tre
generaldirektører lyder (Nissen, 3. juli 2001; DR, 2014a, p. 7; DR, 2005b, p. 7). Og det
er her væsentligt at holde sig for øje, at der ifølge DR er forskel på ”indhold på dansk”
Side 43 af 98
og ”dansk indhold”, hvor sidstnævnte udmærker sig ved at ”have rod i dansk kultur og
[…] rumme et dansk bud på verden” (DR, 1999, p. 3).
Når diskussionen om dansk indhold er relevant i dette speciale, skyldes det, at
indholdet fra flowkanalerne ikke uden videre må lægges på DR NU; det kræver, at DR
har netrettigheder til indholdet. Rettigheder, som, i lighed med omfanget og karakteren
af indholdet på tjenesten, har givet anledning til kritiske røster fra både konkurrenter
og producenter i mediesystemet. Røster, som stikker lige ned i DR’s forståelse af sig
selv som en kulturel og social centrifugalkraft.
6.1.1 DR NU truer alle led i fødekæden
Der er intet nyt i, at kommercielle konkurrenter er utilfredse med, at DR påfører dem
ulige konkurrence. Alligevel har meldingen om en teknisk og indholdsmæssig
oprustning på DR NU ført til ny kritik af DR og en skærpet retorik op til medieforhandlingerne (Nissen, forthcoming, p. 12; Laursen, 6. maj, 2013; Arreboe, 48).
Streaming er blevet mainstream, og som nævnt har nogle seere allerede enten
nedskaleret eller opsagt deres kabel-tv-pakker. Det er en tendens, der bekymrer kabeltv-udbyderne, og DR’s planer for skærpelsen af DR NU har skubbet yderligere til denne
bekymring. Kelp Rasmussen fra BFE forklarer, at hendes medlemmer frygter, at DR
vænner forbrugerne til, at tv, også på nettet, er gratis, og dertil omfanget af DR NU’s
katalog. Hun mener, kataloget med daglig tilføjelse af nyt indhold fra seks flowkanaler,
som ifølge hende er stadigt mere kommercielt, tilgængeligt i op mod 30 dage vil få
danskerne til helt at droppe betalings-tv:
Så er vi jo bange for, at konklusionen vil blive, at de vil sige, vi vælger
kun at have DR, fordi det opfylder det meste af vores behov, så vi gider
slet ikke at have betalings-tv. Det er den store frygt for os. (Kelp
Rasmussen, 46)
Lund fra TDC nærer samme bekymring for, at et kæmpe katalog på DR NU vil få
forbrugerne til at tænke, ”det kan vi faktisk efterhånden nøjes med”, og at tendensen
mod cable shaving derved forstærkes (Lund, 79).
Dette er dog næppe argumenter, som for alvor overbeviser politikerne om, at
DR bevæger sig uden for rammerne af public service-kontrakten ved at true
forbrugernes betalingsvillighed. Det er jo netop, når DR skærper konkurrencen, at de
kommercielle udbydere må oppe sig til gavn for forbrugerne og det samlede medielandskab.
Side 44 af 98
Kelp Rasmussen forventer derfor heller ikke, at en påpegning af denne
bekymring er tilstrækkelig til at vinde politisk lydhørhed (Kelp Rasmussen, 64). Det
håber hun derimod, at budskabet om, at ”det rammer alle led”, er, særligt når dette
budskab også kommer fra DFI og Producentforeningen. Således har DFI registreret en
underfinansiering på 40-60 millioner kroner i dansk films produktionsøkonomi, og
Producentforeningen befæster i sin egen rapport om effekten af DR NU på dansk tvproduktion BFE’s påstand, som også vil gå ud over deres medlemmer (DFI, 2014, p. 12;
Producentforeningen, 2014, p. 20).
BFE og Producentforeningens påstand er den, at når tv-distributørerne tjener
mindre som følge af cable shaving og cable cutting, rammer det i første omgang tvbroadcasterne, der får mindre for distributionen af deres kanaler og dermed har færre
penge, som de kan investere i indhold hos produktionsselskaberne. Det samme gælder
for streamingtjenesterne, der endnu ikke i stort omfang har engageret sig i
produktionen af indhold, men som ifølge argumentet næppe vil få lettere ved at ændre
på det set i lyset af DR NU. Færre produktioner giver færre opgaver og lavere
rettighedsbetalinger til rettighedshaverne i hele den kreative industri (Kelp Rasmussen,
6; Hansen, 6).
Producentforeningen estimerer, at en nedgang på bare fem procent i
forbrugernes køb af tv-pakker vil betyde, at producenterne årligt vil få opgaver fra de
private broad-castere på 30-40 millioner kroner mindre end i dag. Tal, der er baseret
på, at TV 2 i dag udlægger produktion for omtrent 300 millioner kroner årligt og Viasat
og SBS for hver 150 millioner kroner (Producentforeningen, 2014, p. 20). Med risikoen
for, at indholdet hos broadcasterne bliver mindre attraktivt, når indholdsinvesteringerne presses, stiger ligeledes risikoen for, at seerne fravælger indholdet, og at annoncørerne hos tv-broadcasterne på samme vis finder alternativer eller betaler mindre for
den lavere dækning; en ond cirkel, der kun vil presse kvaliteten af indholdet og antallet
af bestillinger til produktionsmiljøet yderligere i bund (Kelp Rasmussen, 6 og 12).
6.1.2 Forslag til indhegning af DR NU
Både Lund og Kelp Rasmussen er enige om, at DR har en berettigelse i det danske
medielandskab, også på nettet, men de mener begge, der er behov for at fastlægge
nogle rammer for, hvordan DR kan agere streamingtjeneste (Lund, 82; Kelp
Rasmussen, 68). Lund foreslår, at DR alene skal have lov til at lægge film og serier ud,
som de selv har produceret, finansieret, helt eller delvist, eller erhvervet gennem
Side 45 af 98
Nordvisions-samarbejdet. 14 Kommercielt attraktivt indhold som indkøbte børneprogrammer, amerikanske serier og Hollywoodfilm er derimod ikke et anliggende for en
public service-tjeneste, mener han. Dertil kommer, at tjenestens arkiv maksimalt må gå
otte dage tilbage, måske 30 dage for det egenproducerede indhold (Lund, 82-88). Kelp
Rasmussen indskærper DR’s råderum yderligere og foreslår at tillade DR at lægge deres
eget indhold på nettet og dertil indkøbt materiale produceret af andre public serviceinstitutioner, som ”jo ikke på nogen måde [behøver] at være uattraktivt”, ”for ligesom
at sikre, at de ikke køber hvad som helst” (Kelp Rasmussen, 54-56).
Det er væsentligt at slå fast, at disse forslag til begrænsninger af indholdet på
DR NU kom forud for DR’s officielle udmelding om omfanget af indhold på tjenesten.
Forslagene kan derfor i et vist omfang være skærpet retorisk af frygten for, at
rædselsscenariet, nemlig tilgængeliggørelsen af alt indhold sendt på alle kanaler
nogensinde i en uendelig periode, skulle være DR’s ambition. Selvom DR’s udmelding
måske i nogen grad har dæmpet gemytterne og gennemhullet en del af argumentationen for eksempelvis forbrugernes påståede faldende betalingsvillighed, er det
imidlertid ikke nødvendigvis nok til at imødekomme kritikken:
Det kunne godt være, at jeg i dag ikke synes, at en eller anden type film
er spændende, men det kan meget hurtigt være, at det kom jeg til
alligevel, fordi så udviklede verden sig. (Lund, 90)
Hvad DR lover i dag, er derfor ikke nødvendigvis, hvad de kan holde i morgen, mener
Lund. Enhver virksomhed, også DR, vil udfylde deres rammer og måske også afsøge
grænserne for dem, ”og derfor så tror jeg simpelthen, vi er nødt til at have nogle regler”
(Lund, 82 og 90).
Arreboe afviser at gå ind i diskussionen af, hvilket indhold der skal på DR NU
med henvisning til, at det i den ramme, han arbejder inden for, public servicekontrakten, ”står fuldstændig klart og tydeligt”, at DR aktivt skal anvende alle relevante
teknologiske muligheder for at få deres indhold ud til danskerne (Arreboe, 54). En
udmelding, som på sin vis giver Lund ret i, at politiske begrænsninger er nødvendige,
hvis den private sektor skal kunne vide sig sikker.
Det kan forekomme svært at se, hvorfor DR ved at lægge indhold på DR NU
som de, ganske vist heller ikke altid forskånet for kritik, kan sende på DR1, giver
anledning til så aktive aktører, der mener, DR træder ind på et kommercielt marked.
Hvorfor er Die Hard mere kommerciel på DR NU end på DR1? Er det i virkeligheden
14 Nordvision er et samarbejde mellem de nordiske public service-institutioner med gratisudveksling og samproduktion af programmer (Dohrmann, 2011, 23. juni).
Side 46 af 98
alene udtryk for, at TDC, som er meget tilstedeværende i debatten, ikke er vant til på
denne måde at skulle konkurrere med DR, der normalvis er indholdsleverandør til
deres kabelpakker, mens tv-broadcasterne er vant til at have DR som et markedsforstyrrende element? Fra TV 2’s kommercielle direktør Flemming Rasmussen lyder
det eksempelvis:
Et stærkt DR er altid en faktor i Danmark - det er betingelserne. Det må
den kommercielle mediebranche håndtere på mange andre fronter, og
nu også streaming-tv. (Laursen, 2013, 20. august)
En udtalelse, som Wolf Rasmussen oplyser, at han ikke har yderligere at tilføje og
dermed cementerer, at TV 2 i hvert fald ikke officielt mener, der er ræson i at beklage
sig over DR (Wolf Rasmussen, 52). Netflix mener, DR er en selvfølgelig faktor på nettet
på grund af udviklingen, som de ikke vil stå i vejen for: ”Vi forventer, at alt tv bliver til
internet-tv over tid”, lyder det fra kommunikationsdirektør Joris Evers, der således
fastslår, at heller ikke Netflix vil søge at hæmme DR online (Laursen, 2014, 4. februar).
Ifølge både Lund og Kelp Rasmussen er det dog ikke konkurrence fra uvant
side, der får dem til at protestere, men netop den nye platform. Først og fremmest
findes forskellen mellem flow-tv og et on demand-arkiv i netop potentialiseringen;
flow-tv’et kan med DR’s seks kanaler ikke tilbyde seeren mere end maksimalt seks
forskellige programmer på én gang, mens arkivet på DR NU kan give seeren, alt
afhængig af aktualiseringen, et utal af mulige tilbud her og nu i anything, anytime,
anywhere-paradigmet. Et tilbud, som de altså mener er så attraktivt, at det vil true alle
led i fødekæden og dermed også produktionen af dansk indhold til danskerne.
Ifølge Hansen, formand for Producentforeningen, er det imidlertid ikke det
eneste, der “i sidste ende [vil] gå ud over de seere, der i første omgang måske bare
glæder sig over gratis programmer” (Hansen, 2014, 1. februar).
6.1.3 DR udnytter sin dominerende position
Hansens anke vedrører netrettighederne, som DR for eksterne produktioner, coproduktioner og indkøb af danske færdigproducerede programmer skal forhandle med
Hansens medlemmer, de danske produktionsselskaber. Konsulentvirksomheden
Copenhagen Economics, der står bag rapporten for Producentforeningen, har i deres
undersøgelser interviewet en række producenter og fik:
[…] en samstemmende melding om, at DR og de øvrige broadcastere
presser producenterne til at overdrage stadigt flere rettigheder. Et
typisk krav kan lyde, at rettighederne kan omfatte alle nuværende og
Side 47 af 98
fremtidige udnyttelsesområder, medier og platforme, hvor producenten
førhen fortrinsvis afgav rettigheder til traditionelt flow-TV.
(Producentforeningen, 2014, p. 10)
I dette krav ligger således også et krav om at overdrage netrettighederne til broadcasterne, og ifølge Hansen er meldingen til hans medlemmer, såfremt de stiller sig
kritiske over for at overdrage rettighederne til DR: ”Hvis du ikke gør det her, så kan du
ikke samarbejde med os” (Hansen, 24). DR’s kontrakter stiller desuden krav om
rettigheder til de nordiske public service-broadcastere i Nordvisionen. ”Men producenterne bliver typisk ikke kompenseret for at afgive de ekstra rettigheder i resten af
Norden” (Producentforeningen, 2014, p. 10). Grundlæggende mener Hansen derfor, at
der er behov for en større anerkendelse af det kommercielle potentiale i medlemmernes
produktioner (Hansen, 6). En anerkendelse, han mener, er fraværende, når DR ”tager
[..] flere og flere visninger med i det primære visningsbegreb” uden at betale for dem
(Hansen, 38).
Når broadcasterne kan komme af sted med at få flere rettigheder uden at betale
ekstra for dem, skyldes det ifølge Hansen, at producenterne har en svag forhandlingsposition. Med fire landsdækkende broadcastere i Danmark, DR, TV 2, Viasat og SBS, og
110 medlemmer hos Producentforeningen (der organiserer de fleste, men ikke alle
danske producenter), er betydningen af den enkelte producent for broadcasteren
ingenlunde tilsvarende broadcasterens betydning for den enkelte producent. Og det
gælder i særlig grad for DR, der med en stor intern produktion er endnu mindre
afhængig af de eksterne producenter (Producentforeningen, 2014, p. 7 f.).
Ved at afgive alle rettigheder til net samt til de nordiske lande til broadcasterne
svækkes investeringslysten, og producenterne mister en potentiel indtjeningskilde, der
kunne minimere et eventuelt underskud eller generere et overskud til udviklingen af
nyt indhold (Hansen, 38). Det er særligt problematisk set i lyset af risikoen for, at
indtægterne fra broadcasterne falder, og at udviklingen tilsiger dem i højere grad at
dække dette indkomsttab med salg til streamingtjenester (Producentforeningen, 2014,
p. 22). ”Konsekvensen er, at udviklingen af originalt dansk public serviceindhold ikke
understøttes af DR”, mener Hansen (Hansen, 2014. 1. maj).
Det har været småt med officielle svar på denne kritik fra DR, men
mediedirektør i DR, Gitte Rabøl, udtalte som panelist i DFI’s debatarrangement, ”Hvad
skal film med tv?”, at hun ikke genkender billedet af, at DR udnytter sin
forhandlingsposition. Faktisk mener hun ikke altid, ”DR har fat i den lange ende” i
forhold til erhvervelsen af rettigheder (bilag 9, noter fra debat). Både Hansen og Claus
Ladegaard, områdedirektør i DFI, understregede dog i samme debat, at det er ved
Side 48 af 98
forhandlinger, der ligger uden for standardkontrakten, at producenterne oplever, at
DR kræver en lang række rettigheder uden at yde ekstra betaling (bilag 9, noter fra
debat). Standardkontrakterne for spille- og dokumentarfilm regulerer rettighedsoverdragelse ved DR og TV 2’s øremærkede filmstøtte, og her er holdback til biograf og
sekundær kommerciel udnyttelse på eksempelvis SVOD- og TVOD-tjenester sikret,
ligesom catch-up-perioder kan erhverves ved at veksle snaprepriser, tv-genudsendelser
inden for en uge fra broadcasttidspunktet, til en non-eksklusiv netrettighed på syv dage
(DFI, 2012, p. 5; DFI, 2013a, p. 5). Standarder, som måske ikke giver DR indtryk af at
have fat i den lange ende i sammenligning med situationer, hvor de erhverver indhold
uden om filmstøtten og standardkontrakterne.
Nissen er på linje med Rabøl og mener, ”en stærk, rimeligt velpolstret, danskejet public service-station” er forudsætningen for, at der findes en underskov af
produktionsselskaber. Uden DR havde de intet arbejde (Nissen, 157). Samtidig mener
han, det er hyklerisk, når Producentforeningen beklager sig, fordi foreningen ifølge
ham ”kontrolleres af udenlandske selskaber og er et talerør for udenlandske selskaber”
(Nissen, 147). Hansen er ikke uenig i, at nogle af hans små medlemmer i vid
udstrækning lever af at levere til netop DR, ej heller, at hans medlemmer, også de store
udenlandsk ejede, har en bundlinje frem for et public service-regnskab at bekymre sig
om (Hansen, 48 & 56). Alligevel mener han ikke, at man ved at tilgodese de danske
producenter i forhandlingssituationerne gør det ”frem for at tilgodese public serviceforpligtelsen”, men tværtimod, at det bedste indhold til danskerne sikres i en
konkurrencepræget, mangfoldig og investeringslysten produktionsbranche (Hansen,
58).
6.1.4 En begrænsning af DR NU på eget initiativ
Når TDC, BFE og Producentforeningen langer ud efter DR NU og erhvervelsen af
rettigheder til denne, er det væsentligt at holde sig for øje, at deres udtalelser er
polemiske og indlæg i en debat frem mod medieforhandlingerne, hvor politikerne kan
ændre på DR’s handlemuligheder fremadrettet. Dertil kommer, at der i de to sidstnævntes tilfælde er tale om lobbyorganisationer, hvis gesjæft det er at fremme deres
medlemmers synspunkter; en disciplin, de derfor er både prøvede og beredte udi.
Lægger man dertil, at deres påstande beror på bud på udviklingen fremadrettet, er det
vanskeligt at gennemskue, om advarslerne om DR NU’s indflydelse på fødekæden giver
berettiget grund til bekymring på dansk indholdsproduktions vegne. Og hertil, om DR
virkelig udnytter sin dominerende position, når mediedirektøren afviser, at det skulle
være tilfældet.
Side 49 af 98
Tager man imidlertid kritikken for gode varer, er det for så vidt ikke svært at se,
hvorfor DR handler, som de gør:
Public organisations with a cultural and educational remit – such as
PSBs (public service broadcasters, red.) […] – often have a simple, and
understandable reaction: ”wonderful, let’s build a portal and give it all
away”. (Tambini, 2006, p. 120)
Der er intet underfundigt i, at DR i bestræbelserne på at nå danskerne, hvor de er,
tilbyder en lang række af programmerne fra flow-tv på DR NU. Heller ikke i, at de,
givetvis belært af erfaringer med en omkostningstung bagudrettet rettighedsclearing af
arkivmaterialet, som nu findes på Bonanza, i forhandlingerne med producenterne
sørger for at sikre sig så mange rettigheder som muligt (DR, 2005c, p. 9). Det vil kun
styrke opfyldelsen af kravene i public service-kontrakten og legitimeringen af DR som
organisation. Det afspejler sig dog også i kritikken, der eksplicit retter sig mod
politikerne, der opfordres til at sætte nogle rammer for DR; ikke mod DR, der jo alene
udfører den opgave, de er pålagt at udføre.
Trods dette har DR med den officielle udmelding om, at deres eget indhold
fremover vil være tilgængeligt på DR NU i 30 dage fra flowvisningen og indkøbt
materiale i blot otte dage, selv taget skridt i retning af at begrænse deres streamingudfoldelse. Da jeg i marts 2014 interviewede Arreboe, var strategien ”for ligesom at lave
et rent snit og ren kommunikation til brugerne” at sikre rettigheder, så man kunne
blive i stand til at sige:
Jamen, et program, der har været sendt på DR TV, altså på flow-tv, det
kan du se en måned efter […]. Og hvis det er en serie, jamen så er det så
syv dage efter sidste afsnit. (Arreboe, 44)
I pressemeddelelsen fra DR fra 28. maj 2014 er dette snit altså imidlertid lagt
anderledes, ligesom Rabøl i citat forsikrer, at DR har ”fravalgt at lægge store internationale blockbusters ud”; film, som Arreboe afviser som mulige på DR NU med
begrundelsen om, at ”det er fuldstændig umuligt” at få lov at lægge den slags film ud på
en gratistjeneste (se pressemeddelelse i bilag 14; Arreboe, 56).
Beslutningerne er ifølge Rabøl truffet for at give plads til de private aktører
uden at opgive ambitionen om at sikre tidssvarende public service til danskerne. ”Vi
har lyttet til de forskellige bekymringer og kan forhåbentlig mane dem i jorden”, citeres
Rabøl, og som Rosberg fastslår, er udmeldingen “pure politisk” (bilag 14; Rosberg, 66).
Det er således ikke redaktionelle begrundelser, der ligger bag den reviderede strategi,
Side 50 af 98
men en imødekommelse af konkurrenternes kritik, som både Lund og Hansen roser
DR for (Laursen, 2014, 28. maj).
Om udmeldingen er et forsøg på at dæmpe gemytterne for at minimere risikoen
for en politisk indhegning af DR NU, som Venstre og Dansk Folkeparti har luftet tanker
om, eller en bekymring for, at kritikernes frygt er reel, vides ikke (Thomsen & Justesen,
2014, 2. februar). Dog vidner ”fravalget” af Hollywoodfilm, som altså ifølge Arreboe er
et spørgsmål om økonomisk formåen snarere end konkurrencehensyn, om, at DR’s
retorik har til formål at give kritikerne fornemmelsen af, at DR har strakt sig langt for
at nå et kompromis, hvor der er plads til alle. En fornemmelse, som altså måske ikke er
helt reel.
Ud over at udmeldingen næppe kan ses som et løfte, konkurrenterne kan vide
sig sikre på, at DR ikke reviderer næste år, er DR’s egen begrænsning af indhold og
catch-up-perioder ikke tilstrækkelig til at imødekomme konkurrenternes forslag til
indhegning og slet ikke producenternes kritik. DR NU’s andel i udviklingen mod cable
shaving og cable cutting kan, hvis den da overhovedet var tilstede, muligvis mindskes,
men i relation til rettighedsforhandlingerne er det næppe tilfældet, at kravene vil
nedsættes, blot fordi catch-up-perioden forkortes, og slet ikke, fordi Hollywoodfilm
udelukkes. Kontraktformuleringerne fra rapporten stiller nemlig krav om, at DR skal
have eksklusive rettigheder, hvorfor producenterne, uanset længden på catch-upperioden, fortsat vil være frataget muligheden for at sælge netrettigheder til andre i
dansk og nordisk territorium (Hansen, 28). Og selv hvis DR ikke forlanger, at
rettighederne skal være eksklusive, vil non-eksklusive salg af netrettigheder til
produktionen formentlig resultere i markedspriser, der er lavere end ellers.
Når kritikken rammer lige ned i DR’s selvforståelse som garant for det danske
indhold, er det fordi, netop bestræbelserne på at følge medieudviklingen og sikre et
dansk og tidssvarende indhold, der giver licensbetalerne mest muligt for licensen nu og
her, kan betyde, at produktionen af det danske indhold på længere sigt i stedet sættes
under større pres, hvis man da tager kritikken for gode varer. Et pres større end det,
mediekonglomerater, faldende dvd-salg og faldet i flow-tv-seningen allerede medfører
(DFI, 2013b, p. 26). Ultimativt kan det ifølge Lund betyde, at den private danske tvindustri og danskfunderede streamingtjenester, som YouBio trods amerikanske
aktionærer må betragtes som, opgiver at konkurrere mod DR (Lund, 56):
Og du kan ende i en situation, hvor Danmark så kun er DR, og så kan
DR stå alene mod den amerikanske overmagt, og så kan politikerne stå
og hælde flere og flere milliarder kroner ned i et bundløst kar, hvis man
kæmper mod overmagten (Lund, 108).
Side 51 af 98
En sådan situation vil altså ikke kun være en kulturpolitisk katastrofe, fordi
mangfoldigheden i det danske medielandskab så vil blive kraftigt reduceret, ligesom
bolværket mod de internationale mediamastodonter vil være det. Også industripolitisk
vil det formentlig føre til færre arbejdspladser i sektoren, medmindre da politikerne
virkelig vil hælde flere penge i ”et bundløst kar”. Argumenter, som måske nok kan
synes noget nær apokalyptiske, men som ikke desto mindre kan være baggrunden for,
at DR har valgt at imødekomme en del af kritikken for at undgå, at politikerne i
bestræbelserne på at undgå at erodere grundlaget for en privat tv-branche i Danmark
vil definere rammer for DR NU’s udfoldelse.
Risikoen for det modsatte scenarium, hvor DR forsvinder fra Lunds
modstilling, og det danske public service-indhold for alvor marginaliseres og ”sluges” af
de internationale mastodonter, er dog ingenlunde en mindre katastrofe i et
kulturpolitisk perspektiv. Ud fra denne anskuelse er den reviderede strategi for DR NU
interessant; hvilken retning skubber DR med denne beslutning selv i? Det spørgsmål
vender jeg tilbage.
6.2 FLOW VERSUS ON DEMAND
Det er imidlertid ikke kun eksterne aktører, der, som det netop fremgik, er influerende
på DR NU’s fremtid. Også medieudviklingen og interne forhold spiller en rolle, og her
er forholdet mellem DR NU’s on demand-indhold og flowkanalerne, der leverer dette
indhold, centralt at udforske.
6.2.1 Når slaven bryder ud af herremandens greb
Retorikken om potentialet i digitalt tv har siden starten af 1990’erne ikke skortet på
optimisme med udsigt til aktualiseringen af den potentialitet, som det digitale net-tv
besidder med muligheden for at afvikle ”a ’master-slave’ architecture” (Gilder, 1994, p.
40):
Everyone will be in complete control of their own television use, freed
from the tyranny of the television networks, their schedules and offers.
(Moe, 2005, p. 773)
På et mere hverdagsligt plan fandt den norske medieforsker Barbara Gentikow i et
empirisk studie, at seerne har sympati for dette frigørende potentiale i det digitale tv,
ligesom de tror på, at et selektivt og bevidst tv-indhold baseret på personlig interesse
frem for tv-planlæggeres luner er en mere effektiv måde at bruge sin tid på (Gentikow,
2010, p. 147).
Side 52 af 98
Optimismen i det frigørende potentiale er dog ikke ensbetydende med, at
sening i tilrettelagt flow hører fortiden til. Gentikow mener, i tråd med Williams, at det
er væsentligt at anskue tv’et som både teknologi og kultur, og hun mener, at argumenter som Gilders:
Confuses technological affordances with empirical use, or acces with
appropriation. (Gentikow, 2010, p. 141)
Før jeg ser nærmere på forholdet mellem flow og on demand i DR, opholder jeg mig
derfor kort ved den empiriske brug, som kan tjene til at forklare, hvorfor flow-tv stadig
lever og måske også, hvorfor DR NU (endnu) ikke er DR’s primære audiovisuelle
medieplatform.
6.2.2 Flow-tv’ets kulturelt funderede forcer
Selvom seerne kan se en fordel i valgfriheden ved on demand, betyder det ikke, at de
anser tv-flowet som et tyranni, de må bryde ud af. Faktisk peger studier i retning af, at
seerne i flere sammenhænge værdsætter flowet. Flow er ifølge den britiske
medieforsker John Ellis tilrettelagt, så ”the rhythm of the evening schedule mimics the
rhythm of the evening in an imaginary average household” i forhold til eksempelvis
arbejdstider, spisetider, puttetider og tid til afslapning foran tv’et (Ellis, 2000, p. 26).
Tider, som formentlig indgår i et dialektisk forhold med seerne, hvor “television
punctuates time and family activity such as mealtime, bedtime, choretime, homeworkperiods, and a host of related activities and duties” (Lull, 1980, p. 202). I sit studie af
radioen i hverdagslivet gengiver medieforsker Bent Steeg Larsen hverdagen som
værende ”karakteriseret ved rutiniserede aktiviteter og ‘tavs viden’ i form af handling,
der normalt ikke gøres til genstand for egentlig refleksion”. Lægges dertil, at “vi tvseere er kulturkonservative”, som Nissen hævder, forekommer det ikke usandsynligt, at
flow-tv’s indlejrede betydning i hverdagslivet ikke forsvinder med det første (Larsen,
2001, p. 28; Nissen, 2013, 23. januar).
Foruden påskønnelsen af, at det uafbrudte flow hjælper til at strukturere
hverdagen, finder Gentikow ligeledes, at der sker en arbejdsdeling mellem tv’et og
computeren. Tv’et er et lean back-medie, der lægger op til ”easy reception of
information and entertainment”, mens computeren er et bent forward-medie, der
opfattes som en ”working station”, som forudsætter brugerens aktivitet (Gentikow,
2010, p. 145; Gentikow, 2005, p. 65). Og når han er tilbagelænet i sofaen foran tv’et, er
uanet valgfrihed måske ikke, hvad seeren drømmer om:
Side 53 af 98
Free choice is fine, but it is also fine to be free from making choices.
(Gentikow, 2005, p. 64)
Selvom det med DR TV’s nye app er blevet muligt at se tv on demand på smart-tv,
tablet og smartphone, der ikke som computeren kan betegnes som bent forwardmedier, er det uafbrudte flows fravær af krav om at træffe valg endnu værdsat.
Dertil kommer ”Matador-eksemplet”, der fremhæves af Lund, Arreboe og
Nissen, og som illustrerer den særlige kollektive samtidighed ”in terms of the notion
that many others watch the same program at the same time” (Lund, 120; Gentikow,
2005, p. 64). Det er den nær ved mytiske tiltrækning, der får mere end én million seere
til at se den velkendte DR-dramaserie, når den genudsendes for syvende gang på DR1
på trods af, at få hundrede valgte at se den på Bonanza, og mange danskere har alle
afsnit på boksset i reolen (Nissen, 2013, 23. januar; Arreboe, 6; Nissen, 22). Sammen
med livebegivenheder som sport, store events og nyheder, der på grund af appellen i
liveness egner sig til flow-sening frem for on demand-sening, er dette ét af de få
programmer, som i nutidens fragmenterede mediebillede sætter DR i stand til at
”samle danskerne”, som også deres strategi tilsiger dem at gøre (Looms, 2006, p. 109;
DR, 2014c, p. 6).
6.2.3 Den gamle broadcaster med den nænsomme hånd
Det er dog ikke en væsensforskel mellem flow-tv og on demand-tv, at førstnævnte er i
stand til at samle danskerne, og dette leder os videre til de interne faktorer, der kan
have indflydelse på DR NU’s fremtid. Spørgsmålet er nemlig, hvad det vil sige at samle:
”Er det, at vi ser det på samme tid eller inden for en given periode?” (Rosberg, 10).
Førstnævnte er alt andet lige lettere, når programplanlæggeren har fastsat et tidspunkt,
hvor alle starter seningen. Rosberg funderer over, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at
forpremiere eksempelvis DR-dramaserien Arvingerne på DR NU, hvis det betyder, at
en kvart million seere har set næste uges afsnit, før det kommer på DR1. Selvom det
kan skabe buzz om serien, gør det ham ”nervøs på flow-tv’s vegne”, fordi forpremierer
således kun er med til at fragmentere billedet yderligere (Rosberg, 10).
Det er således ikke kun i den åbenlyse flowtilknytning i DR NU’s indholdskuratering og søgefunktion, at man får fornemmelsen af, at flow-tv’et er DR’s primære
audiovisuelle medie og DR NU det sekundære. DR skal følge med danskerne på nettet
for at bevare relevans og gennemslag, hedder det i den seneste årsrapport, og Rosbergs
bekymring for flow stikker således lige ned i DR’s paradoks ved at følge danskerne (DR,
2014a, p. 7):
Side 54 af 98
Man er nødt til at være også med i det non-lineære miljø […] for ikke at
komme bagud af dansen. Men omvendt, jo længere man går i den
retning, jo mere undergraver man hele sin eksistens. (Nissen, 99)
Nissens indkredsning er meget lig det, Søndergaard tidligere opregnede, og som ifølge
ham altså resulterer i nettets svage interne position i DR. En påstand, som med
Rosbergs bekymring for flow-tv’et synes at blive konsolideret.
Da DR’s anden radiokanal, P2, i 1951 gik i æteren, var protesterne store, fordi
man frygtede, at folk ikke ville have det samme at tale om næste dag på jobbet, når de
ikke havde hørt det samme program aftenen forinden. Kristelig Lytterforening krævede
desuden, at man søndag morgen samsendte højmessen på begge kanaler for at sikre
sig, at folk ikke skiftede kanal for at undgå den (Nissen, 52). Ifølge Nissen er bekymringerne fra 1951 de samme som i dag, der med medieudviklingen blot er blevet mere
påtrængende: Frygten for med on demand-indhold at erodere muligheden for at samle
danskerne og dertil bekymringen for, at folk kun vælger de ”uforpligtende”
programmer, som i flowet på tv optræder taktisk placeret blandt mere ”krævende”, er
således endnu aktuel (Søndergaard, 1992, p. 54). Kulturministeren udtrykte til BFE’s
mediekonference netop bekymringen for sidstnævnte: ”Når vi fisker, er der ingen hånd,
der nænsomt fører én til det smalle” (Jelved, 2014, 9. april).
Selvom den paternalistisk sammensatte programdiæt er fortid i DR, er det
fortsat ambitionen at ”give folk det, de ikke ved, de gerne vil have” (Geist &
Clemmensen, 2009, 21. november). Når magten i on demand-verdenen er i seernes
hænder, så de frit kan vælge og søge målrettet efter det, de på forhånd ved, de gerne vil
have, bliver denne ambition imidlertid udfordret:
[…] It is not easy get accustomed to and to accept a new media
environment in which the interactive feature of digital media potentially
will hand over some or much control […] to the individual user. (Nissen,
forthcoming, p. 9)
Endnu en forklarende årsag til, at DR’s flowkanaler stadig er den primære platform kan
således være, at det for den gamle broadcaster er både svært at vænne sig til og
acceptere, at brugerne på DR NU har så meget kontrol over, hvad de ser. Diskussionen
om DR3 som netkanal peger på endnu en.
6.2.4 En selvopfyldende profeti?
DR registrerede, at der i 2013 var set omtrent 20 % flere timers tv på DR NU i forhold
til året før med DR3-programmer som Gift ved første blik og Monte Carlo elsker Putin
Side 55 af 98
blandt de mest sete (DR, 2014c, p. 15). Alligevel mener DR ikke, at den borgerlige fløjs
samstemmende forslag om at gøre DR3 til en ren netkanal har gang på jord (Laursen,
2014, 19. marts). Medmindre da ”man vil gøre det endnu smallere […], hvis vi vil ud til
færre unge end i dag”, som Arreboe sarkastisk svarer som reaktion på højrefløjens idéer
(Arreboe, 62). Han er helt på linje med sin mediedirektør, der understreger
nødvendigheden af, at DR leverer indhold til unge på flow-tv, fordi de stadig bruger
mediet to og en halv time om dagen (Larsen, 2014, 18. marts).
Heri lægger DR ligeledes bekymringen for, at ”kanalen bare forsvinder ud i
intetheden, hvis den ikke har tv som ståsted” (Rosberg, 18). En bekymring, som givetvis
er baseret på erfaringer fra Pirat TV, der som selvstændigt netunivers som bekendt
måtte overlade pladsen til det trimedielle DR Mama. Både Rosberg og Arreboe stiller
således spørgsmålstegn ved, om de meget streamede DR3-programmer nogensinde
havde opnået den gennemslagskraft, de har, hvis de ikke først var etableret på tv
(Rosberg, 24). dr.dk-redaktøren forklarer, at det ved eksempelvis Gift ved første blik er
tydeligt, at der er færre, der ser en forpremiere for det allerførste afsnit på DR NU end
på det andet afsnit, hvormed han konkluderer, at det er tv, der løfter programmet
(Arreboe, 66).
Netflix er dog et eksempel på, at on demand uden broadcastfundament kan
opnå gennemslag, som dæknings- og penetrationstallene for tjenesten tidligere
indikerede. Den amerikanske tjeneste har givetvis større markedsføringsbudgetter end
en dansk public service-institution, men DR har til gengæld ”multiple points of contact”
på seks tv-kanaler og ti radiokanaler igennem hvilke, de kan gøre opmærksom på, hvad
de tilbyder på dr.dk og DR NU-platformen og skabe relationer til brugerne (Looms,
2006, p. 194). Med kurateringen og søgefunktionen, der på DR NU netop er lagt an på
at lede seeren målrettet til det, han har misset på flow-tv, forekommer det
usandsynligt, at tv’ets gennemslag er eneste årsag til, at forpremieren til andet afsnit af
Gift ved første blik har flere seere end forpremieren forud for første afsnit. Det kommer
jeg tilbage til.
Forholdet til eksklusive rettigheder til indholdet på DR NU og DR’s tv-kanaler
indikerer ligeledes noget om DR’s opfattelse af de to medier. At eksklusivitet er et krav
på indholdet til tv-kanalerne er Rosberg ikke i tvivl om, ”sådan har det altid været”. I
relation til netindholdet, som i hans regi vedrører udenlandsk indkøb, stiller jeg
imidlertid et ”meget godt spørgsmål”, som han efter nogen tids summen ender med at
svare ”måske” til (Rosberg, 42 og 54). Pointen hermed er ikke at udstille Rosbergs
tøven, men i tillæg til ovenstående argumentation at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt
DR NU prioriteres som DR’s flowkanaler, når det, i hvert fald måske, er i orden, at
Side 56 af 98
andre tilbyder det samme indhold online, men ikke på flow.
Studier viser, at on demand bruges som alternativ, når førsteprioriteten, flowtv, ikke leverer noget af interesse for seeren (Looms, 2006, p. 109; Christensen &
Marslev, 2014, p. 34). Ifølge Arreboe er det imidlertid ikke måden, DR NU bruges, og
det er derfor heller ikke en sådan brug, siden er designet til at imødekomme. Dertil
kommer fraværet af håndfaste krav om eksklusivt indhold, en vis tilbageholdenhed i
forhold til med forpremierer at udvande flow-tv-udsendelsen og hertil troen på, at
programmer næppe kan opnå gennemslag uden flowplatformen. Således synes
profetien om, at indholdet er stærkere på tv at være selvopfyldende. Når det er
tilfældet, spiller flowforbruget, som endnu langt overgår tidsforbruget på streaming,
samt de kulturelle vaner i relation til flow naturligvis en rolle. Dertil kan det vanskelige
i at afgive kontrollen over at samle og lede seerne til det paternalistisk udvalgte
programindhold formentlig ligeledes forklare, hvorfor DR NU står i skyggen af
flowkanalerne.
6.2.5 Omfunktionaliseringen af gamle medier
Som telefonen afløste telegrafen, og mobiltelefonen senere så godt som fastnettelefonen, mener både Gilder og Reed Hastings, direktør i Netflix, at internet-tv vil
afløse flow-tv’et (Gilder, 1994, p. 45; Kolby, 2013, 21. september). Som studierne
tidligere i dette afsnit indikerede, er der imidlertid noget ved flow-tv, som on demandstreaming ikke umiddelbart kan overtage. Det være sig den strukturerende funktion i
hverdagen, fællesskabet i nuet, livebegivenheder samt fraværet af krav om at tage
stilling. Med nettet som metamedium er dette naturligvis ikke funktioner, som ligger
uden for net-tv’s potentialitet, som aktualiseringen af simulcast er et eksempel på.
Fremtidsscenarierne handler derfor ikke om, hvorvidt net-tv vil være i stand til at
overtage flow-tv’ets flow, men om hvorvidt on demand-funktionen i net-tv’et
overflødiggør tilrettelæggelsen af indhold i et flow.
Ifølge Finnemann vil gamle medier kun forsvinde, hvis deres kvaliteter og
funktioner er overtaget helt og aldeles af et nyt medium; et kriterium, som måske ikke
lige med det første giver Gilder og Hastings ret i forudsigelserne (Finnemann, 2001, p.
15). Det er dog ifølge Søndergaard, og i tråd med Brüggers betragtninger om DR’s
omfavnelse af nye medier, sjældent, at gamle medier omfunktionaliseres:
Ofte er det den modsatte udvikling, nemlig at de nye medier organiseres
efter de gamle mediers krav, hvorved de i realiteten benyttes til at
styrke, eller i det mindste befæste allerede etablerede
markedspositioner. (Søndergaard, 2008, p. 43)
Side 57 af 98
Det er meget vel netop, hvad der er på spil i DR’s tilrettelæggelse af DR NU. Finnemann
mener dog, at det mediehistorisk er normen, at de nye medier fører til en omfunktionalisering af ældre medier snarere end det modsatte. Når det endnu ikke er sket, hænger
det naturligvis sammen med flow-tv’s fortsat store gennemslag og seernes kulturelt
indlejrede vaner hermed, men efter alt at dømme også med DR’s fortid som radio- og
tv-broadcaster. En fortid, som jo i sin tid gjorde det vanskeligt for DR at se, hvad de
skulle bruge internettet til, og som tilsyneladende også sætter sig spor i tilgængeliggørelsen af DR NU, som vi nu skal se.
6.3 AT FINDE DR NU OG DENS INDHOLD
Legitimeringen af DR’s tilstedeværelse på nettet er, som på øvrige platforme, i vid
udstrækning funderet i et dækningsrationale, som handler om at sikre, at en public
serviceres. Det forudsætter, at brugerne finder tjenesten DR NU så appellerende, at de
igen og igen opsøger den for at få dækket deres behov for oplysning, uddannelse eller
underholdning. Som det følgende vil belyse, er DR også i relation til denne problemstilling i en brydningstid.
6.3.1 En rodekasse med opstramning i pipeline
Før monopolbruddet var der ikke behov for at lade den paternalistiske programlægning
tage højde for, at seerne blev hængende for at se det næste program. Programplanlægning var dengang et resultat af forhandlinger mellem de producerende programafdelinger med karakter af en ”rodekasse” (Søndergaard, 1992, p. 53). Det var først med
den vordende konkurrence i slutningen af 1980’erne, at DR indså behovet for at gøre en
større indsats for at sikre, at seerne ikke zappede væk, og programplanlægning derfor
kom på den programpolitiske dagsorden:
[Det] kan ses som udtryk for en erkendelse af, at publikums kontakt
med fjernsynet skabes i distributionsleddet og ikke i produktionen, på
samme måde som kundens kontakt med en vare skabes i butikken og
ikke på fabrikken. (Søndergaard, 1992, p. 51)
Den erkendelse var tilsyneladende yderligere forstærket i 2011, hvor DR, som i
mellemtiden har udvidet kanalporteføljen til seks tv-kanaler, besluttede at oprette en
planafdeling, som skulle have ”det overordnede ansvar for programlægningen på tværs
af DR’s tv-kanaler” (Politiken, 2011, 28. december).
Hvor programplanlægningen på flowkanalerne nu ikke alene tænkes strategisk i
forhold til kanalflow, men ligeledes er opgraderet med en tværgående funktion med
Side 58 af 98
ansvar for DR’s strategiske superflow, er DR NU omvendt tættere på den gamle
rodekasseanalogi:
[…] Der er som sådan jo ikke nogen planafdeling i DR NU’s afdeling […]
Men alle kan jo byde ind, og det er nok det, den (forsidens kuratering,
red.) bærer lidt præg af. (Rosberg, 14)
Det ligger i pipeline hos DR at blive skarpere på den redaktionelle prioritering af
indholdet på DR NU, og en del af denne strategi er at betragte streamingtjenesten som
en syvende tv-kanal, hvilket indebærer, at ”man schedulerer og prioriterer på samme
måde, som man også gør på de andre kanaler” (Rosberg, 14; Arreboe, 12 & 58).
Tankesættet bag ”den syvende kanal” har DR hentet hos den britiske public
service-kollega, BBC, som tilbyder catch-up af deres tv-programmer på deres iPlayer
(Laursen, 2013, 6. maj). I Storbritannien relancerede BBC i 2010 iPlayeren i en version,
som frem for alt havde fokus på at imødekomme den grundlæggende udfordring ved
nonlineær sening: ”Sheparding audiences to their desired content” (Thorsen, 2012, p.
27). Når kanalflowet ikke er tilstede til at lede seerne, er det nemlig afgørende at
”increase content accessibility” med programinformation og at have ”an interface that
offers true value rather than being a showstopper” (Looms, 2006, p. 102 ff.). DR’s
fortolkning af en syvende kanal er dog ikke i overensstemmelse med den britiske
kollegas.
6.3.2 At være andet end en showstopper
BBC kunne, som DR, se, at flow-tv drev seerne til catch-up-tjenesten, fordi de opsøgte
den, når de havde misset noget i tv. Frem for at imødekomme denne brugssituation
alene, gav det grobund for en ambition om at aktualisere en yderligere del af potentialet
i mediet ved at gøre det til mere end blot en catch-up-tjeneste: ”We wanted it to become
a driver of demand” (Rose, 2010, 26. maj). Så selvom langt den største andel af tvseningen i Storbritannien på dette tidspunkt og fortsat foregår på flow-tv, forsøger BBC
at være på forkant med den dag, hvor catch-up-tjenesten ikke blot ”does a fine job of
satisfying the time-shifted desires created by the scheduler” (Ofcom, 2013, p. 145; Rose,
2010, 26. maj). Det er ifølge Anthony Rose, ansvarlig for udvikling af iPlayeren hos
BBC, centralt at identificere fremtidens “tastemaker”, som han mener vil være en
syntese af redaktionelle prioriteringer, sociale påvirkninger fra eksempelvis delinger på
sociale medier, der gør en integration heraf oplagt, samt customization af siden i en
kombination af big data og tilkendegivne præferencer for indhold (Rose, 2010, 26. maj;
Thorsen, 2012, p. 27 f.).
Side 59 af 98
Hos DR er der begrænsede ambitioner om at lede seeren videre, og det hænger
ifølge Arreboe sammen med den relativt korte catch-up-periode, der gør det vanskeligt
at finde oplagte alternative programmer at lede brugeren videre til:
[…] Hvis du går ind og ser Arvingerne for eksempel, så er det jo ikke
fordi, vi lige kan anbefale dig 20 andre serier, vel? (Arreboe, 28)
Dertil kommer, at dybden på kataloget ligeledes anføres som forklaring på, at det er
vanskeligt at være andet end flowbåret på DR NU, når programmerne netop kun vises i
tilknytning til, at de er vist på flow-tv’et (Rosberg, 99).
Således kan DR NU i en vis udstrækning beskyldes for at være en showstopper,
der tilbyder en forside med karakter af en rodekasse, og som ikke gør nævneværdigt for
at lade ”showet” fortsætte, når en bruger har set det program, han i første omgang
valgte. DR følger således ikke i sporene på BBC’s ambition om at lade tjenesten drive
efterspørgslen på egen hånd. Heller ikke i omfavnelsen af de faktorer, som Rose mener
vil konstituere fremtidens ”tastemaker”, er DR på linje med BBC, idet kun de
redaktionelle prioriteringer, som endnu har til gode at blive skærpet, samt viden om,
hvor mange der har set et program, ligger til grund for den kuratering, brugerne møder
på DR NU (Rosberg, 107). BBC har imidlertid en endnu kortere catch-up-periode end
DR med kun syv dage på alt indhold. Det er derfor vanskeligt at se, at længden på
catch-up-perioden alene skal være årsag de begrænsede ambitioner om at lede folk
videre og at satse på flow som driver, hvilket de forrige afsnit da også sår tvivl om (BBC,
2013).
6.3.3 Potentialet i den lange hale
I et on demand-udbud, som ikke er begrænset af antallet af kanalflows, er der et
potentiale i at imødekomme specielle interesser (Looms, 2006, p. 98). Ifølge Arreboe er
det imidlertid ikke 2. Verdenskrig, der hitter på DR NU, fordi han kan konstatere, at
der er få, der ser programmer om emnet online i sammenligning med, når de samme
programmer vises på flowkanalen DR K.
Det er dog næppe overraskende, at disse programmer om 2. Verdenskrig ikke
efterspørges nævneværdigt på DR NU. Med erfaring, der viser, at det i særlig grad er
DR3-programmer, der efterspørges på DR NU, er den lave efterspørgsel formentlig
hjulpet på vej af en selvopfyldende profeti om, at det ikke er historieprogrammer, folk
søger på nettet, hvorfor sådanne programmer næppe fremhæves på DR NU (Arreboe,
14). Foruden den formodede redaktionelle underprioritering synes det desuden
Side 60 af 98
forfejlet at måle successen på nicheindhold, som eksempelvis indhold fra DR K, i
forhold til, hvor mange der har set det.
Potentialet ligger netop i the long tail-princippet, hvor dækningen i ”den lange
hale” kan overstige dækningen af mange, der ser det samme populære indhold (Looms,
2006, p. 110):
What's really amazing about the Long Tail is the sheer size of it.
Combine enough nonhits on the Long Tail and you've got a market
bigger than the hits. (Anderson, 2004)
For at drage fordel af long tail-princippet er det imidlertid afgørende, at streamingtjenesten formår at ”hyrde” seerne til det indhold, der er relevant for dem (Looms,
2006, p. 110). Med en one size fits all-version af DR NU, der med fraværet af en
personlig profil, uden brug af big data (udover viden om antallet af afspillede filer) eller
præferenceafdækning, er det imidlertid vanskeligt for alvor at realisere dette. Og uden
muligheden for personalisering er søgefunktionens fokus på at imødekomme målrettede catch-up-henvendelser yderligere problematisk, fordi end ikke den understøtter
muligheden for at søge interessespecifikt, når man ser bort fra de brede kategorier, som
i DR TV-versionen er fraværende.
Med langt flere ”digitale hyldemeter”, end flowkanalerne kan levere, forekommer det paradoksalt, at DR NU møder alle brugere på samme måde, mens flowkanalerne tilpasser indholdet til deres målgrupper. Som flowkanalerne bærer
vidnesbyrd om, er det at målrette indholdet ikke det samme som at opgive ambitionen
om at tilbyde seerne det, de ikke vidste, de gerne ville have, og forfalde til
konkurrenterne logiske anbefalingsalgoritme, som, når man ser bort fra big data,
anbefaler ”mere af det samme”.
Men jeg ville måske ikke gå ind på en on demand-tjeneste og aktivt
opsøge et naturprogram eller et 2. Verdenskrig-program, men jeg vil
blive fanget af det på min rundtur. (Arreboe, 120)
Som Arreboe indikerer her, er det imidlertid tankesættet i DR i relation til brugssituationen af DR NU, der synes at spærre for udnyttelsen af et sådant potentiale. Man
bliver på flow-tv ”fanget” af noget, helt i tråd med ambitionen, mens det ikke er
tilfældet på DR NU, hvor man altså opsøger indhold ”aktivt”. Såfremt DR i højere grad
understøttede, at brugeren også på DR NU kunne blive fristet og ”fanget” med for ham
relevante tilbud, der, som på flow, ligger inden for rammerne af den segmenterede
gruppes præferencer, frem for alene at hjælpe dem i en målrettet søgning, var der
Side 61 af 98
måske grundlag for i højere grad at udnytte potentialet i de digitale hyldemeter og nå
en højere dækning på DR NU, end det i dag er tilfældet.
Forudsætningen for at nå en højere dækning er imidlertid, at der er en
dækning, og i det følgende ser jeg derfor nærmere på, hvorledes DR NU bestræber sig
på at tiltrække og fastholde brugere.
6.3.4 DR NU-brugere er også kunder
På tærsklen til det konvergerende netværkssamfund blev public service-medierne udset
til i fremtiden at indtage rollen som et “indholdsmæssigt ‘fyrtårn’ […] i et ‘hav’ af ligegyldige medietilbud” (Kulturministeriet et al., 2001, p. 102). En rolle, som ikke desto
mindre kræver, at DR ligger først for at vælge, når brugeren navigerer i mediehavet.
Det handler ikke blot om indholdet og tilgængelighed, men ligeledes om at sikre, at
DR’s tilbud er til at forstå og opleves som relevante for brugeren.
Som det fremgik i netstedsanalyserne er DR NU, TV 2 Play, Netflix og YouBio’s
forsøg på at tiltrække og fastholde brugere meget forskellige. DR og TV 2 er vant til at
være stærke i broadcastverdenen, og selvom de her ingenlunde er forskånet for
konkurrence, skal de, hvad angår tv og radio, ikke bruge energi på grundlæggende at
forklare deres produkt. En forvænthed, som tilsyneladende smitter af på omfavnelsen
af deres streamingtjenester, der, som vi så, paradoksalt nok er de to, der fremstår
mindst inkluderende og forklarende. De flowuafhængige on demand-tjenester, som
uden kontaktpunkter på flow-tv og radio er henvist til at skabe opmærksomhed om sig
selv i medier uden for deres egen portefølje, forekommer omvendt mere bevidste om
behovet for at tydeliggøre over for brugerne, hvad det vil sige at streame, og hvad deres
produkter går ud på. I særlig grad gør Netflix med den udprægede personalisering og
fatiske kommunikation desuden en betydelig indsats for at holde fast på de kunder,
som først er kommet inden for i butikken.
DR er som gratistjeneste ikke afhængig af at tiltrække kunder og holde dem i
butikken for at få enderne til at nå sammen. De er dog afhængige af at fremstå
forståelige og relevante, hvis de også på nettet skal bevare rollen som fyrtårn i det
konvergerende medielandskab. Vilkår, som ikke adskiller sig fra dem, DR efter
monopolbruddet blev underlagt. Dengang som nu er DR henvist til at følge de
kommercielle mediers logikker og også på nettet at betragte brugerne som kunder, der,
såfremt tilbuddet opleves mere relevant andetsteds, kan erodere grundlaget for at
betjene den public, der legitimerer institutionen.
Med TV 2 Plays tanker om med forpremierer som standard at give brugerne
noget ekstra, YouBio’s segmenterede temaer og Netflix’ indgående kendskab til deres
Side 62 af 98
brugere baseret på præferenceafdækning og big data skaber tjenesterne grundlag for at
opbygge en loyalitet hos brugerne, der gerne skulle sikre, at de kommer igen og igen.
Netop loyalitet er kun blevet mere relevant at tage alvorligt i et medielandskab,
hvor brugerne i stigende grad har magten. Forudsætningen for at skabe den er
imidlertid, at man har kendskab til mediebrugen og brugerens ønsker og behov for at
sikre den service og kontakt, der er er grundlaget for loyaliteten (Picard, 2006, p. 195).
En loyalitet, som i DR derfor ikke synes at have de bedste vilkår med den hidtil
begrænsede viden om adfærden og målgrupperne på DR NU. Den manglende viden
betyder således ikke kun, at DR har svært ved at målrette indholdet; de risikerer herved
ligeledes at sætte rollen som fyrtårn over styr, når tjenesten ikke fremstår inkluderende
og dertil synes uambitiøs i relation til at holde ”kunderne” i butikken.
Indholdsprofilen giver imidlertid yderligere perspektiver på, hvorledes DR NU
kan profilere sig som et brand, man opsøger i det store udbud af medietilbud.
6.3.5 X-Factor og Hollywoodfilm on demand
Argumentet for, at DR’s ”uforpligtende” indhold har en berettigelse på flow-tv lyder, at
det lette indhold er det, der kan lede seerne videre til det mere ”krævende”. Som
tidligere anført ved Jelveds citat er det imidlertid ikke uden videre tilfældet, når
brugeren selv kan vælge indholdet på DR NU.
Nissen mener imidlertid, at programmer som X-Factor stadig kan have sin
berettigelse i DR-regi, selv hvis man i fremtiden forestillede sig, at programmet ikke var
placeret strategisk formynderisk i et flow. Det vil nemlig stadig bidrage til at skabe en
efterspørgsel efter DR NU’s indhold, der vedligeholder eller øger bevidstheden om, at
den eksisterer. Han mener dog ikke, at argumentet kan strækkes til at omfatte
eksempelvis en Hollywoodfilm, som, i modsætning til det danskproducerede underholdningsshow med danske medvirkende, også kan fås mange andre steder (Nissen, 94
& 109).
Ser man bort fra økonomi og kritik mener jeg imidlertid også, at Hollywoodfilm
kan tjene til at sikre bevidstheden og bevare loyaliteten hos brugerne, også selvom
sådanne film kan fås andetsteds. Tager man argumentet til det ekstreme, hvor DR NU
er DR’s eneste medie for transmission af levende billeder, forekommer det besynderligt
at forestille sig, at DR så alene skulle have lov til at lægge programmer ud, som er
egenproducerede, dokumentarer eller B-film (for nu at stille det lidt skarpt op). Den
britiske medieforsker Damian Tambini advarer direkte mod den forståelige tendens til
at tilbyde det mindst appellerende indhold online, ”as rights are easier to clear and
commercial value less of an issue”. Det bærer en risiko for at gøre public service-
Side 63 af 98
institutionens gratistjeneste til en ”second class dumping ground”. En risiko, som
stikker dybere end som så:
This raises fundamental long term strategic questions for European
PSBs and for the European public sphere. Failure to negotiate the
challenge could constitute a failure in the historical mission of PSBs […].
(Tambini, 2006, p. 117)
Selvom DR således for nuværende har lovet ikke at lægge Hollywoodfilm på nettet og
ikke mener at have råd til dem, er det principielt en diskussion om rammerne for public
service. Det kunne være, at rettighederne i fremtiden var til at komme i nærheden af i
en voksende forståelse af, at nettet vinder indpas til fordel for tv’et, og at DR derfor dér,
som nu på tv, vil anse det for selvfølgeligt at tilbyde seerne populærkultur fra andre
dele af verden end den lokale andedam. Skulle de i så fald ikke have lov til det?
6.3.6 Public service on demand
Med et stort flow-tv-forbrug, den streamingtjeneste, som flest danske husstande
jævnligt bruger, kritik fra kommercielle konkurrenter og en fortsat ambition om at have
et stærkt og samlende tilbud på flowkanalerne er det vanskeligt at fastslå, at DR slet og
ret mangler fremsyn, når de gentagende gange fastholder, at DR NU er noget andet end
konkurrenternes tjenester og en catch-up-tjeneste frem for et selvstændigt medie, der
udnytter platformens mediatet. I det nyligt indgåede medieforlig, som jeg meget snart
inddrager, er det dog besluttet at nedsætte et udvalg, hvis kommissorium lægger op til,
at DR skal revurdere, hvad det vil sige at have en streamingtjeneste som public servicebroadcaster i et nyt medielandskab. I kommissoriet hedder det således:
[…] Der er [..] behov for at tage stilling til, hvorledes public servicemedierne kan eller skal hjælpe til med at tilgængeliggøre og fremme
seningen og lytningen af kvalitetsindhold ikke bare i radio og tv, men på
de medieplatforme den danske befolkningen gør brug af […].
(Kulturministeriet, 2014a, p. 13)
Der er med denne formulering lagt op til i højere grad at gøre det til et indsatsområde
at fremme seningen på DR NU. DR har som sagt en skarpere kuratering i pipeline, men
spørgsmålet er, om ikke Jelved og de øvrige aftalepartier af udvalget forventer sig
yderligere forslag til tiltag, der skal befordre brugen af DR NU, som ikke nødvendigvis
fortsat vil være den fortrukne tjeneste i et medielandskab, der udvikler sig hastigt. Med
antydningen af de mediepolitiske ambitioner for DR NU, vil det næste afsnit samle op
Side 64 af 98
på analysen ved at belyse de nu fremdragne faktorer i et public service-perspektiv, der
leder frem mod diskussionen af fremtidsscenarier for DR NU.
6.4 PUBLIC SERVICE
I den brede public service-opfattelse er det foruden at forvride konkurrencen selvfølgeligt, at public service-institutionen følger med borgerne til nettet, når de i stigende
omfang befinder sig her:
[…] Preventing public service media organisations from providing its
services on these platforms would lead to a very serious marginalisation
of PSM, bringing into question their societal role as such. (Nissen,
forthcoming, p. 13)
Som de foregående afsnit gerne skulle have anskueliggjort, er public service i et
konkurrencepræget marked med stigende pres fra internationale mediekonglomerater
og forbrugere, der i stigende grad har magten til selv at vælge, hvad de vil se, hvor og
hvornår, dog ikke helt så enkel en affære:
I den sammenhæng er det relevant og vigtigt at spørge, om public
service-mediernes indvirkning på markedet er uhensigtsmæssig stor, og
om disse medier med fordel kan indrettes og styres på en måde, der
reducerer dette problem. (Søndergaard, 2014, p. 66)
Når Lund, Kelp Rasmussen og Hansen mener, DR NU forvrider konkurrencen i et
omfang, der rækker ud over legitimeringen af DR, er det først og fremmest med
argumentet om, at DR NU med et omfattende katalog vil undergrave økosystemet i den
danske produktionsbranche. Og det til skade for kvaliteten, mediemangfoldigheden og i
sidste ende også for licensbetalerne. Dertil kommer Producentforeningens kritik af
DR’s dominerende forhandlingsposition i rettighedsforhandlingerne med de danske
producenter, som også er til skade for produktionsbranchen og, i næste led, for
danskerne. Altså en indvirkning på markedet, som kritikerne mener er uhensigtsmæssig stor, og som derfor må begrænses.
6.4.1 Et farvel til platformsneutralitet?
Med det omtalte medieforlig, som den 26. juni 2014 blev indgået mellem alle
Folketingets partier, har politikerne da også truffet beslutning om at begrænse DR’s
handlerum på DR NU, og dette ”af hensyn til de kommercielle on demand-udbydere”
(Kulturministeriet, 2014b, p. 1). Således hedder det i aftaleteksten, at DR’s tv-
Side 65 af 98
programmer fortsat skal være tilgængelige både som simulcast og on demand, men
videre:
Indkøbte udenlandske bredt populære biograffilm må dog ikke stilles til
rådighed on demand, og indkøbte europæiske film samt afsnit af
udenlandske fiktionsserier, som ikke er DR-entrepriseproduktioner, må
alene stille til rådighed i en periode på 8 dage efter visningen.
(Kulturministeriet, 2014a, p. 3)
Selvom det forekommer en smule forsimplet, at hensynet alene tages til de private on
demand-udbydere, kan indhegningen af DR NU ses som et forsøg på at indrette public
service-medierne på en måde, der minimerer den uhensigtsmæssige konkurrenceforvridning, som politikerne hermed synes at anerkende eksistensen af.
DR er (indtil videre) pålagt at tilbyde danskerne public service via relevante
platforme, herunder også internettet, og i den gældende public service-kontrakt hedder
det om indholdet på dr.dk:
DR skal på DRs hjemmeside tilbyde indhold med fokus på høj kvalitet,
som bidrager til DR’s public service-formål, og som er redaktionelt
begrundet, på lige fod med indhold på øvrige platforme.
(Kulturministeriet, 2013, p. 20)
Fremadrettet vil det platformsneutrale princip imidlertid ikke kunne håndhæves, idet
medieforliget principielt gør forskel på platformene. Bredt populære biograffilm, der er
indkøbt og produceret uden for Europa, i praksis netop de omdiskuterede Hollywoodfilm, er anderledes stillet på flow-tv end på DR NU, og indholdet på hjemmesiden kan
derfor ikke tilbydes ”på lige fod med indhold på” flow-tv’et. Uanset DR’s egen vurdering
af, om en Hollywoodfilm kan og skal på DR NU, er det en principiel beslutning, der gør
op med platformsneutraliteten (Arreboe, 50). Kelp Rasmussen, Lund og Hansen samt
øvrige kritikere af DR NU vil givetvis finde, at beslutningen er et skridt, om end
formentligt ikke stort nok, i den rigtige retning mod at sikre en mere fornuftig balance
mellem offentlige og private medier, som EU-lovgivningen tilsiger de nationale
politikere at finde.
Det er imidlertid ikke en holdning, som deles af fortalerne for en stærk public
service-institution, der jo netop mener, DR’s forpligtelser ingenlunde kan indfries uden
netop at forstyrre konkurrencen. En argumentation, der desuden fastslår, at en
svækkelse af public service-institutionen vil marginalisere denne. Og det yderligere
forstærket af, at forliget afskaffer erhvervslicensen, hvormed DR’s licensprovenu
Side 66 af 98
nedsættes med omtrent 75 millioner kroner fra 2015 svarende til et effektiviseringskrav
på 2 % (Kulturministeriet, 2014a, p. 4).
I det omtalte studie af BBC’s rolle i det britiske medielandskab er forskerne
kritiske over for den såkaldte ”salami-slicing”-politik, som pågår i Storbritannien. Set
over en femårig periode mindskes BBC’s andel af det samlede tv-marked årligt med 0,8
%; en udvikling, der, hvis den fortsætter, vil betyde, at institutionen i 2040 er svundet
ind til ingenting. Forskerne mener dog ikke, at BBC med det første helt vil forsvinde,
men at institutionen:
[…] within a generation [..] will have been reduced to a barely relevant
sideshow, the UK equivalent of PBS in America. (Barwise & Picard,
2014, p. 63)
Pointen hos Barwise & Picard er netop, at det er de mindst radikale forslag om en
begrænsning af BBC, der er de farlige: “To take an axe to” public service-institutionen
vil næppe finde folkelig opbakning, mens de små, næsten ubemærkede begrænsninger
er politiske realiserbare og derfor over tid vil undergrave public service-institutionens
gennemslag og betydning i samfundet (Barwise & Picard, 2014, pp. 63 & 93).
Med påtvingende effektiviseringskrav og dertil en indhegning af DR NU er det
nærliggende at antage, at forskerne vil mene, at DR med det seneste medieforlig
udsættes for den samme salami-slicing som BBC. En politik, som tilsyneladende skal
imødekomme kritikken af DR NU, men som, såfremt forskerne har ret, risikerer at
marginalisere DR, der ganske vist er stor i en dansk sammenhæng, men forsvindende
lille i en international. En marginalisering, som i sidste ende vil overflødiggøre
betjeningen af en offentlighed, der ikke er tilstede.
6.4.2 En forsmag på fremtidens politiske ambitioner for DR NU?
De potentielle konsekvenser af den politiske indhegning af DR NU, som jeg med afsæt i
Barwise & Picard netop fremdrog, kan måske nok forekomme voldsomme set i lyset af,
at det i praksis dybest set alene er Hollywoodfilm, DR afskæres fra at tilbyde on
demand. Film, som de jo efter sigende ikke selv har ambitioner om at kunne tilbyde på
DR NU. Indhegningen rejser imidlertid spørgsmål om den langsigtede politiske strategi
for DR’s streamingtjeneste, der, som nævnt, risikerer at bringe public servicemissionen i fare, såfremt indholdet her afskæres fra muligheden for at leve op til
kvaliteten på de øvrige platforme. En argumentation, som særligt må ses i et langsigtet
perspektiv, hvor DR NU måske i højere grad end i dag betjener brugere, der ikke er ledt
ind af flow-tv’et.
Side 67 af 98
Foruden risikoen for med fravalg af (eller forbud mod) højtprofilerede
rettigheder på DR NU at reducere streamingtjenestens indhold til andenklasses, får
skabelsen og vedligeholdelsen af bevidstheden om DR NU’s eksistens sværere vilkår
uden Hollywoodfilm, og hvem ved, måske fremadrettet flere kommercielt rentable
typer indhold. Dertil kommer, at netop ambitionen om, at DR skal være et
kvalitetsstempel, man kan rette sig efter i et uoverskueligt medieudbud, synes at
implicere, at DR-indhold, egenproduceret såvel som indkøbt, er kurateret med henblik
på at imødekomme public service-værdierne. Det skulle i så fald også gælde
eksempelvis en bredt populær film produceret uden for Europa, som er udvalgt og
stillet til rådighed af DR blandt mange mulige; film, som danskere, der foretrækker on
demand-tv frem for flow, altså ikke i fremadrettet kan forvente at finde hos DR.
Anskuer man beslutningen som en principiel, der kan bane vejen for yderligere
begrænsninger af DR’s råderum online, og dét i et medielandskab, der i stigende
omfang udvikler sig i netop den retning, er det en udvikling, som ikke tegner godt for
DR’s gennemslagskraft fremadrettet.
6.4.3 Krav og ambitioner frem for indhegning og forbud
Trods dette er den politiske indhegning af DR NU mindre restriktiv end den, DR
omtrent en måned tidligere selv meldte ud. Medieforligets formulering retter sig
nemlig kun mod bestemte former for indkøbte programmer og ikke alle, som DR’s egen
gør det. Dertil kommer, at restriktioner på børneindhold heller ikke selvstændigt er
omfattet af forliget. Som det fremgik tidligere var baggrunden for DR’s egen
indhegning af tjenesten politisk, formentlig med en forhåbning om, at politikerne med
en sådan udmelding ville finde det overflødigt at intervenere med håndfaste krav.
Interessant er det imidlertid, at DR nu har lovet mere, end de politisk bliver
pålagt at leve op til, og om de i den situation vil finde det nødvendigt at leve op til deres
egne forsikringer. Gør de ikke det, bliver det fremadrettet svært at følge en lignende
strategi og få nogen til at tro på tilsvarende udmeldinger; gør de det, vil DR NU
fremadrettet tilbyde seerne mindre, end både de redaktionelle og politiske ambitioner
for tjenesten tilsiger. Eksempelvis ved at stille en indkøbt dokumentar til rådighed i
otte dage, selvom DR’s redaktionelle vurdering af en passende periode ifølge Arreboe
altså var 30 dage i marts måned, og den politiske anerkendelse heraf er tilstede.
Foruden den dermed problematiske forvaltning af licenskronerne, der ikke
giver danskerne adgang i det omfang, DR redaktionelt vurderer, at det vil være
formålstjeneligt, og politikerne tillader, er DR’s egne forsikringer om indhegningen af
DR NU ikke blot funderet i politiske hensyn, men dertil i den opfattelse af platformen,
Side 68 af 98
som tidligere er fremdraget. En platform, som er tilknyttet flowkanalerne, som internt
ikke nyder samme status som disse, og som meget nødig skal kannibalisere på
flowoplevelserne, der samler danskerne. Forhold, som muligvis er baggrunden for, at
DR selv har fundet det spiseligt at indhegne DR NU, og som stiller spørgsmålstegn ved,
hvorvidt de bedste forudsætninger for at sikre en legitimeret public service-tjeneste i et
medielandskab med et stadig større on demand-forbrug er at rette sig efter DR’s
forslag, som man kunne få indtryk af, at politikerne har gjort det, den store lighed
mellem begrænsningerne taget i betragtning.
Fremfor at begrænse DR på nettet mener tidligere generaldirektør i DR,
Kenneth Plummer, at politikerne skulle ”stille krav til især DR om at gøre det bedre og
bruge flere ressourcer på både nettet og mobilen” (Plummer, 2014, 22. januar). Krav,
som politikerne muligvis vil stille på baggrund af det arbejde, det nedsatte udvalg
fremlægger, men som for nu er fraværende og således giver DR anledning til fortsat at
anskue DR NU som en catch-up-tjeneste snarere end en platform, der er drevet af en
kommerciel logik om relationsskabelse og selvstændig efterspørgselsgenerering med
appellerede tilbud til seerne med det, de ikke vidste, de ville have.
6.4.4 En kulturel forsinkelse
Med tv som både et kulturel og teknologisk fænomen er det oplagt at inddrage
sociologen William Ogburns teori om kulturel forsinkelse (min oversættelse). Ifølge
Ogburn indtræder en sådan, når én af to forbundne dele af en kultur forandrer sig før
eller i større omfang end den anden del, hvormed den enes forsinkelse i forhold til den
anden skaber en tidligere ikke tilstedeværende ubalance (Ogburn, 1964, p. 86). I dette
perspektiv kan streaming anskues som teknologien, den materielle del af kulturen, der
har udviklet sig forud for den immaterielle kultur, der således er forsinket. Den
forsinkede kultur omfatter ikke blot mediebrugerne, men også medieafsenderne, der
skal indrette sig i et nyt miljø med nye konkurrenceforhold og forbrugsmønstre, og
dertil medielovgiverne, der endnu har til gode at fastlægge rammerne for, hvorledes en
public service-institution skal agere og indhente forsinkelsen. En situation, som altså
med afsæt i DR NU bærer en del konfliktpotentiale, og som involverer både interne og
eksterne faktorer, der har betydning for DR NU.
[...] Facebook, Twitter, YouTube and numerous similar services were
created by innovative “college kids” who were not constrained by
conventional wisdom on media and the bureaucratic decision-making
systems of huge, established corporations. (Nissen, forthcoming, p. 7)
Side 69 af 98
Sådan skriver Nissen og konstaterer, at de europæiske public service-stationer, tynget
af erfaring og ekspertise, endnu befinder sig i en eksperimenterende fase med on
demand-sening. En fase, der vel at mærke også kan anskues som én præget af
forsinkelse, som de erfaringsfrigjorte collegeelever muligvis har lettere ved at bryde ud
af. Rosberg og Arreboe lægger ikke skjul på, at de befinder sig i denne fase med
henvisninger til, at strategien for forpremierer skal være skarpere, at det er i pipeline,
at DR NU’s kuratering skal være bedre og helt grundlæggende, at de befinder sig i en
brydningstid (Arreboe, 14 og 18; Rosberg, 16, 20 & 48).
Med afsæt i Søndergaard og Brüggers påpegning af omfunktionaliseringen af
nye medier på gamles vilkår og Nissens henvisning til det hæmmende i ”conventional
wisdom” er det imidlertid spørgsmålet, om Rosberg og Arreboes opfattelse af,
hvorledes DR NU former sig på den anden side af brydningstiden, er overensstemmende med den, medieforskerne synes at opfatte som den, der sætter public
service-institutionen forrest i udviklingen af netmediet, når forsinkelsen er indhentet.
En rolle, som DR jo historisk har fundet det naturligt at indtage. Hvorledes
konkurrenter, mediebrugere og medielovgivere vil indhente forsinkelsen og reetablere
balancen, som streamingteknologien har omstyrtet, er imidlertid ligeledes uvist, og
med disse åbne ender bevæger vi os nu mod en diskussion af fremtidsscenarierne for
DR NU.
Side 70 af 98
7.
DISKUSSION
Produktionsanalysen er drevet af at ville forklare, hvorfor medietekster ser ud, som de
gør, fastslog jeg indledningsvist. Analysen af interne og eksterne faktorer har bidraget
til at nuancere forståelsen af, hvorfor DR tilrettelægger deres streamingtjeneste, som de
gør, og hvilke faktorer der potentielt kan ændre på det. Herfra er grundlaget lagt for at
indkredse fremtidsscenarierne for DR NU. Først vil jeg imidlertid kort opsummere,
hvad det er, der er på spil internt i DR samt eksternt i mediesystemet.
On demand-tv skaber en hidtil uset valgfrihed for medieforbrugerne, som ikke
alene tvinger medieafsenderne til at afgive kontrol; det er også en udvikling, der
bringer nye konkurrenter med sig og potentielt kan ændre på styrkeforholdene mellem
nye og etablerede medier, som cable shaving og cable cut eksempelvis skubber i retning
af. Det er en udvikling, som i vid udstrækning afhænger af brugernes evne og villighed
til at gøre op med kulturelle vaner, og for public service-medier, hvilke mediepolitiske
ambitioner der for dem eksisterer på området for nye medier. Sidstnævnte er dog
ingenlunde upåvirket af kommercielle konkurrenter, der både øjner nye forretningsområder og i andre led mærker presset på eksisterende platforme og forbrugsmønstre.
Som vi har set, er de kommercielle konkurrenters frygt for en stærk on demand public
service-tilstedeværelse netop den, at den, ifølge dem, ikke alene undergraver
muligheden for at skabe en kommerciel on demand-tjeneste, men dertil skubber på en
udvikling, hvor mediebrugerne dropper betalings-tv’et. Begge tendenser med den
konsekvens, at finansieringen af det kulturpolitisk højtprioriterede danske indhold
sættes under et forhøjet pres. Hertil kommer kritikken af DR’s påstående misbrug af
sin dominerende position i forhandlinger om netrettigheder med producenter.
Det er imidlertid ikke kun forhold i mediesystemet, der har indflydelse på,
hvorledes DR NU er tilrettelagt nu og vil være det fremadrettet. Også interne faktorer i
public service-institutionen har influerende karakter. Den interne indflydelse synes at
være et sammensurium af politiske og medieudviklingsmæssige hensyn, der rækker ud
i mediesystemet, men som også formes af en historisk funderet stærk intern position til
flow-tv’et og en tilsvarende mindre til netmediet, herunder on demand-tv’et. Det
historiske sætter sig tydelige spor i tilrettelæggelsen af og tankesættet om tjenesten DR
NU, der ikke blot er tæt knyttet til, men underlagt DR’s seks flowkanaler. En position,
Side 71 af 98
som ikke desto mindre kolliderer med den institutionelle ambition om, at DR skal være
et public service-lokomotiv for udviklingen, også på nettet.
7.1 FREMTIDSSCENARIER FOR DR NU
På den eksterne banehalvdel synes særligt spørgsmålet om public service-mediernes
rolle at være bestemmende for, hvorledes DR NU’s fremtid vil tage sig ud. Altså om DR
NU skal ligge i forlængelse af det brede public service-begreb eller det markedskomplementære. Internt er det imidlertid særligt opfattelsen af det floworganiserede
broadcast-tv versus det narrowcastende on demand-tv, der er et afgørende stridspunkt.
Er flow-tv’et overordnet on demand-tv’et, eller er der tale om to ligestillede medieplatforme? Det er med afsæt i disse to væsentlige variabler, at jeg i nedenstående
matrix præsenterer fremtidsscenarierne for DR NU, som kombinerer de to udfald af
hver variabel til fire scenarierne for fremtiden. Scenarier, som bør tages med det
forbehold, at det er ganske vanskeligt at forudsige fremtiden.
Bredt public service-begreb
DR NU som
selvstændig
platform
DR NU som
catch-up-tjeneste
Flow og on
Flow
demand
overordnet
sidestillet
on demand
Et indhegnet
DR NU
DR som tv- og
radiobroadcaster
Market failure-argument
Figur 1 Matrix med fire fremtidsscenarier for DR NU
Side 72 af 98
De nordlige scenarier i matrixen er dem, der knytter sig til det brede public servicebegreb, hvor ”DR NU som selvstændig platform” abonnerer på en sideordning af netog tv-platformene, mens ”DR NU som catch-up-tjeneste” beskriver scenariet, hvor on
demand-tv er underordnet flow-tv. De sydlige scenarier beskriver omvendt de to, der
tager afsæt i market failure-argumentet, og her er ”et indhegnet DR NU” scenariet, hvor
flow- og on demand-tv er sidestillet, mens ”DR som radio- og tv-broadcaster” er det
fjerde scenarium, hvor flow-tv’et er overordnet on demand. Jeg vil i det følgende
karakterisere de fire scenarier og på baggrund heraf diskutere, hvilke konsekvenser de
hver især rummer for public service-legitimeringen af DR NU.
7.1.1 DR NU som en selvstændig platform
Scenariet, hvori DR NU er en platform, der ikke er underlagt flowkanalerne og med en
bred public service-definition, er karakteriseret ved at gøre brug af nettets udtryksformer og aktualisere potentialiteten i mediatet i langt højere grad, end det for
nuværende er tilfældet på DR NU. Således er programmerne tilgængelige on demand,
naturligvis med eksklusive rettigheder som på flow-tv, præsenteret på en måde, der gør
det muligt for brugeren at finde indhold, som imødekommer et varierende omfang af
målrettethed i søgning. Fra den meget specifikke søgning på et program, hvor kanal og
sendetidspunkt kan fungere som filtre, over den, der måske alene er indkredset med
stemnings- eller genrekrav, til den søgning, der er åben for det, brugeren ikke lige
vidste, han ville se.
Flowkanalerne kan således, i det omfang de består, samle seerne og lede dem,
der benytter sig af begge platforme, til on demand-seningen. DR NU fungerer
imidlertid i højere grad som en selvstændig efterspørgselsgenerator, der, som planredaktørerne gør det nu på flow-tv, formår at skabe en efterspørgsel efter indhold hos
brugeren. Dette foranlediget af diverse ”tastemarkers”, der foruden den redaktionelle
prioritering inkluderer sociale påvirkninger fra integrationen af sociale medier, samt en
udpræget brug af big data og brugertilpasning. Herved får brugeren fra mange fronter
inspiration til, hvad han kan se, når han konsulterer DR NU. Dette dog uden at
afsender giver afkald på ambitionen om nænsomt at lede brugeren til også det
krævende indhold, der med afsæt i et kendskab til den enkelte bruger målrettes ham,
som det i dag er tilfældet på de segmenterede flowkanaler. Det er i denne tilgang ikke
det eneste succeskriterium, at den enkelte titel afspilles mange gange, men at long tailprincippet eksekveres, således at DR NU opnår en høj dækning, hvor mange ser meget
forskelligt. En høj samlet dækning sættes her over hensynet til at samle danskerne ud
Side 73 af 98
fra den betragtning, at man ved at insistere på at modarbejde fragmentering risikerer,
at brugerne, frem for at se et program sammen i et fælles nu, helt fravælger DR NU, der
ikke imødekommer brugernes krav om fleksibilitet.
Det mere uforpligtende indhold, som i nogle tilfælde også kunne være kommercielt rentabelt, er ikke udelukket fra DR NU, fordi det er en væsentlig del af at sikre
brugerens bevidsthed om tjenesten, at han også kan konsultere denne, når han har
brug for at hvile hjernen, måske endda imellem to mere krævende programmer. Dette
naturligvis med samme kvalitetskrav, som gør sig gældende for DR’s indhold i øvrigt, så
brugeren også i fremtiden kan vide sig sikker på public service-kvalitet, når han vælger
en DR-kurateret spillefilm on demand. Det gælder også Hollywoodfilm, der efterhånden, som streamingmediet er modnet, er blevet tilgængelige i økonomisk forstand for en
gratistjeneste som DR NU, idet distributørerne har indset, at den tidligere indtægtsstrøm fra flowvinduet måske ikke længere er så stor, som den var.
DR NU er, særligt i den fortsatte overgangsfase, hvor on demand får en stadigt
større andel af seningen på bekostning af flow-tv, optaget af ikke alene at inkludere
mindre tekniske brugere både i relation til at forklare, hvad tjenesten tilbyder dem,
men også grundlæggende, hvordan den bruges. Med mange digitale hyldemeter er det
ikke et problem at forskåne de hurtigt og allerede velbevandrede brugere for selvfølgeligheden, som for dem karakteriserer disse budskaber.
Dybden af kataloget på DR NU er bestemt af økonomiske rettighedsspørgsmål
og redaktionelle valg, ikke af politiske meninger og bevæggrunde. 30 dage, som forud
for den indskærpede retorik frem mod medieforhandlingerne, var det, der redaktionelt
gav mening i forhold til at give brugeren et klart løfte om, hvad han kan forvente, og
hvad der rettighedsmæssigt er muligt, er ikke nødvendigvis usandsynligt i dette
scenarium. Ikke fordi, det er forventet, at brugeren alene opsøger indhold i forlængelse
af, at det er blevet vist på flow, som han måske slet ikke orienterer sig på, men fordi
rettighedsbetaling og serverbehovet til et uendeligt katalog medfører økonomiske krav,
der vurderes at overstige public service-værdien heri. I stedet er det klart for brugeren,
at han på DR NU kan tilgå et foranderligt arkiv, som ganske vist betyder, at noget
indhold udløber, men også at nyt hele tiden kommer til.
7.1.2 DR NU som catch-up-tjeneste
I modsætning til scenariet med en selvstændig DR NU-platform er scenariet med DR
NU som en catch-up-tjeneste funderet i opfattelsen af, at broadcastet flow-tv er
overordnet on demand-tv. Sidstnævnte er derfor i vid udstrækning tilrettelagt til at
styrke flow-tv’et og skal meget nødig undergrave gennemslagskraften af dette, mens
Side 74 af 98
indholdet imidlertid stadig falder inden for den brede public service-definition. Det er
dette scenarium, som i videst omfang ligner det nuværende for DR NU, og det er derfor
i høj grad tegnet af de forudgående analyser.
DR NU er i stor udstrækning knyttet til flowkanalerne med muligheden for on
demand at se de programmer, brugeren missede på flow-tv, eller som han, efter
visningen her, har hørt andre tale godt om. Det afspejler sig i sidens indholdspræsentation og søgefunktion, der frem for alt sigter mod at lette brugerens vej til de
programmer, han søger. Det ved netop at fremhæve de programmer, der sidst er sendt
på flow, bruge sendetidspunkt og kanal som filtre, og dertil at gøre det muligt at se i
sendeplanerne for de seneste dage for at finde de programmer, som jo ganske givet
imødekommer brugerbehovet. Fritekstsøgninger er alene mulige på titlen, som
brugeren formodes at kende, mens det omvendt ikke er muligt at søge emnebaseret, da
det er opfattelsen, at brugeren ikke konsulterer DR NU for eksempelvis at se programmer om 2. Verdenskrig. Når tjenesten er tilrettelagt mod at catche up, er det med afsæt
i den udbredte forståelse af, at det er DR’s flowkanaler, der løfter streamingen på DR
NU. På flow skabes kendskabet til programmer og brands, og det kan desuden aflæses i
tallene, at der er flere, der ser premierer på flow end forpremierer på DR NU.
Forpremierer anvendes i øvrigt kun i det omfang, det kan være med til at skabe
en samtale eller en hype omkring et program, typisk ved serier, der rummer potentiale
til at løfte flowvisningen ved næste afsnit. Dog er man varsom med at forpremiere
programmer, der har potentiale til at samle mange, da man dermed underminerer og
fragmenterer det, der på flow kunne være en socialt samlende oplevelse i et fælles nu.
Desuden fravælges visse programtyper på DR NU, ikke som følge af politiske
begrænsninger, men fordi det redaktionelt vurderes, at disse programmer alene egner
sig til flow-tv og ikke vil være af en type, man opsøger on demand.
Forestiller man sig, at udviklingen i medieforbruget fremadrettet vil styrke on
demand-seningen på bekostning af flow, vil det føromtalte paradoks i at følge
danskerne på nettet og samtidig opretholde nogle stærke flowkanaler intensiveres. Og
det er i en sådan situation ikke usandsynligt, at DR, frem for blot at følge strømmen,
fortsat vil fastholde eller endog styrke indsatsen for at fastholde flow-tv’et som en del af
danskernes medieforbrug. Det fordi, det er opfattelsen, at broadcastet flow-tv ikke
alene giver mulighed for at samle danskerne, men også for at lede fra det uforpligtende
indhold til det krævende, hvorved flow-tv’et bedst imødekommer opfyldelsen af sociale,
kulturelle og demokratiske forpligtelser.
Side 75 af 98
7.1.3 Et indhegnet DR NU
I det indhegnede scenarium er opfattelsen af on demand-tv, som ved det først
beskrevne scenarium, at det er ligestillet med flow-platformen, men her at public
service er at levere det, markedet ikke leverer. Ved at komplementere markedet gør DR
NU det muligt for de kommercielle udbydere af tv at drive en forretning, fordi
betalingsvilligheden for betalings-tv, både som flow og on demand, ikke lider under et
gratis konkurrerende public service-tilbud.
Der er i dette scenarium ikke noget til hinder for, at DR NU satser på at gøre
tjenesten uafhængig af flowkanalerne ved at gøre indholdspræsentation og søgning
mindre flowknyttet og dertil at udnytte big data og målrette indhold efter brugeren. Det
er opfattelsen, at udviklingen går mod en større udbredelse af on demand-sening på
bekostning af flow-tv, og det er derfor naturligt, at DR bevæger sig i samme retning og
bereder sig på, at DR NU fungerer selvstændigt som efterspørgselsgenerator, som jeg
tidligere beskrev.
I stedet er det altså indholdsprofilen, der kommer til adskille flow-tv og DR NU,
idet scenariet lægger op til en yderligere begrænsning af det tilladte indhold på DR NU,
end medieforliget allerede har fastlagt. Det vil næppe skønnes, at hensynet til de
kommercielle tjenester er tilstrækkeligt stort med udelukkelsen af Hollywoodfilm, da
denne type indhold allerede er fraværende, så det reelt er længden på catch-upperioderne på fiktionsserier og europæiske film, der er eneste forskel fra før og efter
forliget. Det er således nærliggende at forestille sig, at man politisk vil afsøge
muligheden for at sikre et betydelig mere balanceret forhold mellem kultur- og
erhvervshensyn og dermed udelukke en langt større del af de lettere og kommercielt
rentable programmer på DR NU. Sker det sideløbende med en generel indskærpelse af,
at DR skal producere mere klassiske public service-programmer, end det for nu er
tilfældet, kan en del af denne balance på DR NU skabes på baggrund heraf. Hvis ikke,
eller eventuelt herudover, vil det formentlig være nødvendigt at udelukke endnu flere
programtyper for at sikre, at DR NU ikke virker konkurrenceforvridende.
7.1.4 DR som radio- og tv-broadcatser
I dette scenarium er det opfattelsen, at on demand-tv adskiller sig fra flow-tv på en
række områder, som gør on demand-tv mindre velegnet til en public service-formidling, der tager afsæt i market failure-argumentet.
Public service handler om at servicere samfundet og borgerne, og det gøres
bedst ved broadcast, hvor afsender har mulighed for at dirigere seerne til det forpligtende indhold. I en on demand-sammenhæng uden mulighed for at lede brugerne, der
Side 76 af 98
som individuelle serviceforbrugere vil ”cherrypick” det underholdende indhold og gå
uden om det krævende, er forsøget på at bedrive public service nemlig skønne spildte
kræfter (Armstrong & Weeds, 2007, p. 34 f.). Underholdning, som er kommercielt
rentabelt og derfor ligger uden for DR’s arbejdsområde, er således det, der frem for alt
opsøges på nettet, hvor brugeren har magten. Det er derfor et anliggende for
kommercielle medier at levere medieindhold på denne platform, hvor udvalget, ikke
mindst foranlediget af lave adgangsbarrierer, er mangfoldigt. Det er således indskærpet, at public service først og fremmest er noget, der knytter sig til broadcastmedierne, flow-tv og -radio.
7.2 PUBLIC SERVICE-LEGITIMERING AF SCENARIERNE
Nissen mener, at vi netop nu står mellem to paradigmer, det lineære og det nonlineære, som ifølge ham vil glide sammen, således at man, i hvert fald i modtagerenden,
ikke vil opfatte, om der er tale om flow-tv eller on demand-tv (Nissen, 164-167). Blandt
mine øvrige interviewpersoner er der dog bred enighed om, at flow-tv også i fremtiden
vil have en berettigelse som en selvstændig platform, måske nok distribueret via
internettet og med en større andel til on demand-sening, men dog tilstrækkeligt til at
holde det i live (Lund, 120; Arreboe, 116; Wolf Rasmussen, 66).
Med afsæt i den hidtidige medieudvikling synes det således realistisk at
forestille sig, at on demand-tv, om ikke andet, vil få en større betydning i fremtidens
medielandskab. I det følgende vil jeg diskutere konsekvenser af de fire fremsatte
scenarier for public service-legitimeringen af DR NU i lyset af en medieudvikling, der
går i retning af et større on demand-forbrug på bekostning af flow-tv’et.
7.2.1 Risikoen for marginalisering kommer ikke kun udefra
En indhegning af DR NU, der udelukker visse typer af indhold på tjenesten, hvad enten
det er Hollywoodfilm, indkøbt materiale eller mere radikalt, alt underholdning, vil
uundgåeligt reducere attraktiviteten af tjenesten, ikke kun i forhold til de kommercielle
konkurrenter, men også i forhold til DR’s flow-tv. Skridt i denne retning, vil, som vi har
set, blive mødt med glæde hos de private aktører, men vil alt andet lige svække DR. Set
i lyset af den medieudviklingsmæssige brydningstid med nye forbrugsmønstre og øget
internationalt pres er det samtidig skridt, der risikerer at marginalisere DR NU og,
såfremt fremtiden for levende billeder i vid udstrækning ligger i on demand-verdenen,
DR.
Side 77 af 98
Trods den interne styrkeposition for flow-tv og den relativt svagere til on
demand-tv var det imidlertid næppe med en stor portion velvilje, at DR i første omgang
selv meldte ud, at de ville begrænse catch-up-perioder på titlerne på DR NU og holde
sig fra Hollywoodfilm. Ej heller er det antageligt, at de nu er politisk pålagt at gøre det,
om end i et mindre omfang. Interessant er det dog, at den eksterne indflydelse, som
politikerne yder, næppe er den eneste fare for marginalisering, som DR NU er
eksponeret for. En anden er netop den, som scenariet med DR NU som catch-uptjeneste implicerer.
Med Arreboe og Rosbergs understregning af, at tjenesten på mange måder er i
en brydningstid, er det nærliggende at tro, at DR inden for en overskuelig fremtid vil
være i stand til at opnå en større indsigt i brugen af DR NU med introduktionen af et
ækvivalent til TV-Meter, og at de på denne baggrund vil blive skarpere på kurateringen
af indholdet, ligesom de vil udvikle strategier for eksklusivitet og forpremiering. Når jeg
alligevel hævder, at dette scenarium, som DR jf. analyserne selv er eksponent for,
ligeledes kan ende med at marginalisere DR NU, er det fordi, de interne ambitioner
ikke for alvor synes i stand til at fremtidssikre tjenesten.
Med den stærke flowtilknytning, der i ringe grad giver mulighed for at søge
indhold uden fastlagt mål for øje, med fraværet af ambitioner om på egen hånd at
genere efterspørgsel og holde folk på siden med relevante anbefalinger og den
grundlæggende frygt for, at flow-tv’et skal lide under on demand-forbruget, er DR NU
en showstopper. Det, der synes at være en grundlæggende tro på, at on demandbrugere ingenlunde kan ledes, fristes eller fanges, men alene opsøger indhold aktivt og
målrettet, synes sammen med ambitionen om at sikre det historisk funderede og
vigtige public service-medium, flow-tv’et, at give indtryk af, at DR NU, hvis det står til
DR, selv efter brydningstiden, vil være et vedhæng til flowkanalerne.
De brugere, der ikke ser flow-tv og ikke kender den specifikke titel eller
sendetidspunktet på det program, de endnu ikke ved, de vil se, vil formentlig kun blive
flere fremadrettet. Flowtilknytningen er således ikke kun problematisk i den enkelte
indholdssøgning, men risikerer i et større perspektiv at få brugerne til at forbinde DR
NU med en for dem uhensigtsmæssig indholdspræsentation, der i sammenligning med
collegelevernes tilbud i det øvrige medieudbud er langt fra at aktualisere relevante
elementer i mediets potentialitet. Er tjenesten ikke i stand til at imødekomme deres
behov ved at lade dem finde relevant indhold, er indholdsprofilen ingenlunde alt, og
man risikerer, at brugerne vil fravælge tjenesten, der dermed stille og ubemærket vil
glide ud af deres bevidsthed og marginalisere DR NU. Såfremt en stadig større del af
Side 78 af 98
brugerne ikke vil gøre brug af flow-tv’et betyder det altså ikke blot, at DR NU marginaliseres, men at DR’s tv-indhold i det hele taget gør det.
Med den kulturpolitiske optagethed af at sikre dansk indhold i et internationaliseret medielandskab og med DR som garant herfor, synes det med en udvikling mod
et større on demand-forbrug utænkeligt, at det fjerde og sidste scenarium, at DR alene
skulle være broadcaster af tv og radio, skulle realiseres. Politikerne vil næppe finde
baggrund for at overlade nettet til markedskræfterne ved at stænge nettet for DR – slet
ikke, hvis nettet i fremtiden i højere grad end nu vil være leverandør af mediebudskaber.
Når jeg alligevel har taget dette scenarium med i matrixen, er det et udtryk for,
at det kan blive resultatet af de to omkringliggende scenarier, DR NU som henholdsvis
indhegnet og catch-up-tjeneste. Hvis henholdsvis indholdsprofilen og indholdspræsentationen, ækvivalenten til den på flow-tv strategisk vigtige programplanlægning,
bringer attraktiviteten af DR NU i fare og dermed marginaliserer tjenesten og DR’s
tilstedeværelse som tv-udbyder på nettet, risikerer DR at ende i en ”flowghetto”. I et
radikalt market failure-argument er dette ikke problematisk, fordi markedet søger for
at udbyde det indhold, der efterspørges på nettet. I et bredt public service-perspektiv er
det imidlertid overordentligt problematisk, og det samme kan det blive selv i et market
failure-argument, såfremt flowplatformen så godt som afløses af det non-lineære
paradigme. I begge tilfælde vil det være svært at legitimere overhovedet at have en
public service-institution, og i sidste instans vil det altså, som Nissen tidligere fastslog,
bringe hele den samfundsmæssige relevans af en sådan i fare.
7.2.2 En legitimering af en stærk online tilstedeværelse?
Det første scenarium, DR NU som en selvstændig platform, rummer derimod med
fraværet af politiske begrænsninger på indholdet og en optagethed af at udnytte
potentialiteten i mediateten mulighed for at sikre en public service-tilstedeværelse i en
on demand-verden, der er attraktiv nok til at modstå risikoen for marginalisering og
således fastholde en vis gennemslagskraft i befolkningen. Med en tjeneste, der i
indholdsprofil og -præsentation leverer et for brugeren relevant produkt af høj kvalitet,
er der grundlag for at brande DR som fyrtårnet i havet af ligegyldige medietilbud.
Tankesættet om DR NU som en selvstændig platform synes dog, som det
efterhånden er slået fast, at være fraværende i DR, og realiseringen af scenariet er
således betinget af en ændring heraf. En sådan ændring er, DR’s udmeldinger taget i
betragtning, næppe i pipeline internt, og det er derfor spørgsmålet, om den vil komme
herfra i tide til at styre uden om de netop beskrevne scenarier. Det med medieforliget
Side 79 af 98
nedsatte udvalg, der skal undersøge, hvordan DR fremadrettet kan fremme seningen,
også on demand, kan ses som et skridt i retning mod netop at skubbe på en
holdningsændring i DR. Sker det sideløbende med en indhegning af DR NU, som vi
altså potentielt kun har set det første af, vil potentialet i at skabe en attraktiv tjeneste,
hvad angår præsentationen af indholdet, imidlertid underløbes af en forøget risiko for
marginalisering som følge af et mindre attraktivt indhold. Usikkert er det dog, hvor stor
risikoen for marginalisering er, og dermed om en vis indhegning til gavn for fødekæden
er realiserbarhed uden for alvor at bringe DR i fare og dertil, om det overhovedet er en
politisk ambition at gå længere ned ad denne vej.
7.3 AT NÅ BAG OM IDEOLOGISK TÅGESNAK
I den brede public service-opfattelse, som dansk mediepolitik traditionelt har
foretrukket, er det en helt central del af institutionens opgaveløsning, at den offentligt
finansierede virksomhed forvrider konkurrencen til gavn for medieforbrugerne. Ifølge
Søndergaard er denne opbakning til public service-medierne imidlertid ikke upåvirket i
et stadig mere kommercielt medielandskab, og EU-reglerne, der netop tilsiger nationalstaterne at finde en passende balance mellem offentlige og private medier, har presset
yderligere på denne udvikling (Søndergaard, 2006, p. 49 f.). Begrænsning af public
service-medierne med det formål at give de kommercielle medier mere plads er
imidlertid problematisk netop på et tidspunkt, hvor medieudviklingen også på DR’s
egen banehalvdel stiller store krav til at redefinere, hvordan public service i fremtiden
bliver attraktivt for brugerne:
Just at the time, when public broadcasting needs to redefine its mission,
it may be forced into a Procrustean bed of an ideologically-motivated
concept of public service broadcasting that has the major virtue of not
competing with commercial broadcasters, but does nothing to help
public broadcasters adjust to new realities. (Jakubowicz, 2003, p. 59)
I relation til DR NU kan den politiske beslutning om at indhegne tjenesten, som
muligvis kun er første skridt i denne retning, ses som et udtryk for et forsøg på at klemme DR ned i denne ubehagelige seng, som altså i sidste ende kan afskære institutionen
for at kunne følge med udviklingen og dermed marginalisere og overflødiggøre den, jf.
BBC-studiet. Væsentligt er det dog at holde fast i, at medieudviklingen ikke kun presser
DR, men også de øvrige bidragsydere til produktionen af det kulturpolitisk vigtige
danske indhold, som Producentforeningen, DFI og tv-distributørerne samt deres
lobbyorganisation hævder. Skal man se deres kritik som andet end spin, der har til
Side 80 af 98
hensigt at holde public service-medierne væk fra nettet af frygt for “competition in a
business that may well be one of the few media activities with considerable commercial
growth potential”, men altså som en berettiget bekymring på dansk indholdsproduktions vegne, er sagen imidlertid ikke helt så enkel (Nissen, 2006a, p. 28).
DR blev slået bagud af dansen efter monopolbruddet, og det tog mange år at
genvinde noget af den tabte gennemslagskraft. I nutidens hastigt udviklende
medielandskab med stadigt flere tilbud er det imidlertid usikkert, om et stort pres på
DR vil føre til uoprettelig skade og endegyldigt marginalisere public serviceinstitutionen. Dertil kommer, hvorvidt institutionen selv er i stand til at træffe de
nødvendige omfunktionaliseringer for i tide at fremtidssikre on demand-tjenesten DR
NU. Den danske indholdsproduktion risikerer på samme vis, såfremt presset bliver for
stort, dels som følge af manglende betalingsvillighed, dels som følge af DR’s
dominerende forhandlingsposition, at blive undergravet uopretteligt med faldende
kvalitet og investeringslyst til følge, der uundgåeligt vil betyde, at gennemslagkraften
for dansk indhold reduceres.
Formentlig er ingen af disse scenarier ønskværdige i et mediepolitisk
perspektiv, hvor det erhvervspolitiske trods alt endnu ikke har fortrængt det
kulturpolitiske, og således er det for nuværende helt afgørende at finde den rette
balance mellem private aktører og public service-medier, som Søndergaard tidligere
understregede nødvendigheden af. For Nissen er svaret på, hvor denne balance
befinder sig, ikke svært, idet det for ham grundlæggende handler om ideologi og
værdier:
At the end of the day it all can be boiled down to how we interpret the
challenges and what kind of society we want our children to live in.
(Nissen, forthcoming, p. 16)
Om end beslutningen om, hvorvidt public service-medierne skal være en del af
medielandskabet eller ej, hvilken størrelse de i så fald skal have, og hvilke krav vi stiller
til dem, er ideologisk funderede, bør svaret på Søndergaards spørgsmål baseres på
mere end værdier og ideologi. Udfordringerne bør fortolkes i et samspil mellem
værdier, som uundgåeligt spiller ind i et mediesystem af handlende aktører, og viden
om, hvilken indvirkning public service-medierne rent faktisk har på de kommercielle
medier, omfanget af DR’s dominans i rettighedsforhandlinger, og dertil om dette, når
spin, ”ideologisk tågesnak” og forligsretorik er skrællet af, faktisk truer den private
mediebranche og ikke mindst produktionen af dansk indhold i en udstrækning, der
strider mod almenvellets bedste (Søndergaard, 2014, p. 67).
Side 81 af 98
Nødvendigt for et sådant beslutningsgrundlag er en mere dialogbaseret
mediepolitik med åbenhed over for faktiske risikoscenarier samt en kritisk selvstændig
medieforskning, der i videre omfang end nu bestræber sig på at ”udvikle adækvate
forståelser af de logikker, som betinger produktion og distribution af mediernes tekster
i en periode præget af globalisering, konvergens og digitalisering” (Frandsen, 2000, p.
101). Og dét forskning fri for ideologisk berøringsangst og som, trods afsenderleddets
modstand mod offentliggørelse af resultaterne, er til rådighed for beslutningstagere,
medieaktører og borgere (ibid., p. 103 & 105). Kun på et sådant grundlag kan den
kulturelle forsinkelse indhentes og grundlaget for på den anden side af brydningstiden
at skabe det medielandskab, vi ideologisk ønsker for os selv og vores børn, skabes.
Side 82 af 98
8.
RELIABILITET OG VALIDITET
Jeg vil i dette afsnit træde et skridt tilbage og kritisk reflektere over nogle af de faktorer,
der kan tænkes at have betydning for de resultater, jeg er nået frem. Først retter jeg
blikket mod reliabiliteten i opgaven, altså hvorvidt det ”målte” er målt korrekt, og
dernæst validiteten, der handler om, hvorvidt jeg faktisk undersøger det intenderede
(Kvale & Brinkmann, 2009, p. 270 ff.).
8.1 RELIABILITET
Jeg er, som nævnt, tidligere studentermedhjælper i planredaktionen i DR under
Rosberg, hvilket betyder, at jeg har et andet forhold til planchefen og DR end til de
øvrige inddragede aktører. Heri ligger en risiko for, at jeg vil sympatisere mere med
DR’s udfordringer i den beskrevne situation, ligesom det er nærliggende at tro, at jeg
lettere vil forstå DR’s argumentation end den, de øvrige aktører fremfører. Jeg mener
dog, bevidstheden herom har gjort mig i stand til at styre uden om denne risiko og i
stedet gøre en ekstra indsats for at forstå kritikernes argumenter til bunds, således at
resultaterne ikke i nævneværdigt omfang er influeret heraf. Desuden kan mit interne
kendskab til DR ses som en styrke for pålideligheden af mine resultater. Eksempelvis i
forhold til, hvilke spørgsmål det var relevant at stille til henholdsvis Arreboe og
Rosberg, der har forskellige ansvarsområder, og i relation til en indsigt i
rettighedserhvervelsesprocesser, som også er relevant for forståelsen af de øvrige
aktørers argumenter. Viden, som det er vanskeligt at erhverve sig andetsteds.
Beslutningen om ikke at klausulere specialet er ligeledes en faktor, der kan have
influeret de resultater, jeg er nået frem til. Det er nærliggende at forestille sig, at
interviewpersonerne har været tilbageholdende i deres udtalelser med udsigten til, at
de ville blive offentliggjorte, og det betyder, at jeg potentielt er gået glip af brugbar
viden. Jeg mener dog, denne risiko opvejes af muligheden for, med åbne kort, at give
alle incitament til at deltage i interviews. Havde jeg klausuleret opgaven som følge af et
tæt samarbejde med én af aktørerne, havde det næppe været interessant for de øvrige
at bidrage med viden, som kun deres modpart måtte se resultaterne af. Det var i øvrigt
ved meget få lejligheder, at jeg havde indtryk af, at interviewpersonerne lod sig mærke
af, at de ikke talte fortroligt. Dog oplevede jeg et par gange, at nogle bad om lov til at
Side 83 af 98
tale uden for referat, imidlertid ikke med udtalelser, der udfordrede pålideligheden af
de offentliggjorte.
Endelig er det væsentligt at gentage, at retorikken i både indlæg i den offentlige
debat samt i mine interviews er skærpet op mod medieforhandlingerne. Som Hansen
gør opmærksom på, er aktørerne til daglig samarbejdspartnere, der ikke alene har
konflikterende interesser (Hansen, 62). Når det er sagt, er det dog måske netop i
forhandlingsretorikken, at nuancerne træder frem, og det bedste grundlag for at
vurdere, hvad der er på spil, er tilstede.
8.2 VALIDITET
Med min empiri baseret i vid udstrækning på debatindlæg og avisartikler samt
kvalitative interviews er der grund til at reflektere over betydningen heraf for
validiteten af mine resultater. Artiklers krav om umiddelbart at appellere til deres
læsere nødvendiggør et klart budskab, og her er der ikke nødvendigvis grund til at
nedtone konflikter. Således er det uundgåeligt, at mange nuancer går tabt i denne
empiri, og at konflikterne mellem de involverede aktører, mere end forligsretorikken
allerede gør det, giver et sort-hvidt indtryk af, hvad der er på spil. Her bidrager mine
interviews imidlertid som et centralt supplement, der ikke blot cementerer pointer,
men dertil udfolder og udfordrer dem.
Interviewpersonerne kan naturligvis for så vidt bilde mig en del på ærmet,
huske forkert og strategisk undvige ubelejlige emner, som jeg derfor kan have overset
eller fejlfortolket. Med trianguleringen af empirien, et grundigt forarbejde forud for
mine interviews og dertil hyppige opfordringer til at lade mine interviewpersoner
forholde sig til modpartens synspunkter, mener jeg dog, at jeg enten selv eller ved
hjælp af de øvrige interviewpersoner i vid udstrækning ville være opmærksom på
betydningsfulde aktualiseringer af disse ulemper. Dette yderligere forstærket af, at jeg
sideløbende med udfordringen af doxastiske udtalelser sørgede for, at de konfronterende spørgsmål ikke gik ud over den fortrolighed, som jeg samtidig vurderede ville
have central betydning for interviewpersonernes villighed til grundigt at forklare deres
side af sagen.
Ideelt havde jeg været i stand til at supplere artikler og interviews med
observationer og deltagelse i felten, eksempelvis på Arreboes redaktion, men her er det
ikke utænkeligt, at det ikke-klausulerede speciale ville volde problemer, hvormed den
supplerende empiri ville undergrave værdien i at kunne opnå en nuanceret forståelse
med parternes divergerende indlæg. Det samme gælder givetvis for interne
Side 84 af 98
dokumenter, som ville være det oplagte supplement til de offentlige DR-publikationer.
Her mener jeg dog, at Nissen bidrager med kritiske perspektiver på nettets udviklingshistorie i DR, som ellers i ringe omfang er tilstede i publikationerne.
Et oplagt kritikpunkt i relation til mine interviewpersoner er, at Rosberg og
Arreboe i DR måske slet ikke befinder sig på det organisatoriske niveau, der er relevant,
når man taler om fremtidsscenarier. Snarere end at lægge langsigtede strategier for
DR’s online tilstedeværelse er det deres job at implementere den strategi, der kommer
fra topledelsen, og som er relevant i en overskuelig fremtid. Spørgsmålet er imidlertid,
om en fremtidssikring af DR NU ligger så langt ude i fremtiden, at den er irrelevant for
kanal- og planchefens arbejde, eller om det netop i lyset af en intensiveret
konkurrencesituation ville være oplagt på deres niveau at udvise rettidig omhu. Et
spørgsmål, som det næppe er muligt at svare endeligt på nu, men som trods alt
dementerer, at deres opfattelse af tjenesten skulle være irrelevant. Et kig længere ned i
organisationen kunne dog muligvis, som dengang midt i 1990’erne, have givet et mere
nuanceret billede af, hvorledes potentialet i DR NU opleves internt i DR. Også her er
det imidlertid nærliggende at forestille sig en adgangsproblematik, der ville gå udover
DR’s villighed til at bidrage til et speciale uden klausulering.
Helt overordnet om adgangsproblematikken er det ifølge Frandsen, at
adgangen til organisationen, et interview eller øvrige bidrag som eksempelvis en
studierabat til BFE’s mediekonference, som Kelp Rasmussen sikrede mig, er at betragte
som en gave til forskeren. En gave, som det er en gængs høflighedsnorm at være
taknemmelig for, hvilket implicit betyder, at man ikke kritiserer giveren (Frandsen,
2007, p. 47 ff.). Det er naturligvis ingenlunde uaktuelt i mit speciale, men med ”gaver”
fra forskellige parter vil det imidlertid være vanskeligt at være ”høflig” mod den ene
parts bidrag uden samtidig at kritisere den anden part, som altså også er giver. Således
mener jeg, at jeg befinder mig i et spændingsfelt mellem mange interesser, der kun har
understreget nødvendigheden af at fastholde en kritisk distance til samtlige aktører og
samtidig forstå deres livsverden, således at delene samlet skaber et epistemisk holistisk
billede af fremtiden for DR NU.
Side 85 af 98
9.
KONKLUSION
På kun ét år er streaming af levende billeder gået fra at være et nichefænomen til at
være mainstream. Det betyder ikke blot, at nye medier byder sig til i konkurrencen,
men ligeledes at allerede eksisterende medier må revurdere mulighederne for at
komme i kontakt med deres modtagere. Og det i et medielandskab, hvor brugernes
streamingadfærd endnu har til gode at konsolidere sig, og hvor de politiske ambitioner
for de offentligt finansierede public service-medier formes i et paradoksalt spændingsfelt mellem erhvervs- og kulturpolitiske interesser. Det er baggrunden for dette speciales ambition om at indkredse fremtidsscenarierne for DR’s audiovisuelle streamingtjeneste, DR NU.
Det er med afsæt i en produktionsanalyse, som hviler på en historisk funderet
analyse af netmediet i DR, netstedsanalyser af DR NU og tre konkurrerende tjenester
samt en mediesystemanalyse indkredset, at såvel interne som eksterne faktorer har
betydning for, ikke blot hvordan DR NU er tilrettelagt i dag, men ligeledes hvordan
tjenesten kan tilrettelægges i fremtiden.
Internt har det vist sig, at DR ikke alene opfatter DR NU som et vedhæng til
institutionens flow-tv-kanaler, hvis væsentligste opgave det er at tilbyde en catch-upservice, der kan forlænge flowprogrammernes liv og bidrage til at skabe øget interesse
om disse. Det forekommer ligeledes at være tilfældet, at den gamle broadcaster i
omfavnelsen af det nye streamingfænomen er optaget af ikke i samme ombæring at
svække det traditionelle flow-tv, som internt nyder en højere status, end netmediet gør
det. Et vanskeligt paradoks, eftersom streaming vinder frem på bekostning af flow. Men
ikke desto mindre et paradoks, der øjensynligt hænger sammen med opfattelsen af, at
de public service-funderede ambitioner om at lede seerne fra det uforpligtende til det
krævende indhold samt ikke mindst at samle seerne i et fælles nu dårligt kan varetages
af en streamingtjeneste. DR NU befinder sig netop nu i en brydningstid, og internt er
der flere opstramninger i pipeline. Det synes imidlertid ikke sandsynligt, at en revision
af det grundlæggende tankesæt om rollen for en public service-streamingtjeneste er på
trapperne. Således er ambitionen fremadrettet at gøre DR NU endnu skarpere på at
lede brugeren til lige præcis det program, han missede på flow-tv i går, eller som hans
venner har talt godt om. De fælles tv-øjeblikke, efterspørgselsgenerering og
Side 86 af 98
tilvejebringelsen af indhold, seeren ikke lige vidste, han ville se, vil flow-tv før, som nu
og i fremtiden tage sig af.
Eksternt kritiseres DR’s gratis streamingtjeneste ikke blot for at erodere
grundlaget for at skabe en kommerciel forretning ud af streaming, men dertil for at
presse alle led i tv-branchens fødekæde med risikoen for at sætte den kulturpolitisk
højtprioriterede danske indholdsproduktion over styr til følge. Også producenterne af
dansk tv-indhold nærer denne frygt, ligesom de beskylder DR for at udnytte deres
dominerende
position
i
rettighedsforhandlinger,
hvilket,
ifølge
dem,
presser
produktionen af danskfunderet indhold yderligere. Kritikerne mener, det er nødvendigt
fremadrettet at begrænse DR på nettet, såfremt man politisk vil sikre en privat dansk
tv-branche og ikke mindst et levedygtigt dansk produktionsmiljø. Et politisk pres, som
ligeledes kan vise sig at få indflydelse på DR NU’s fremtidsscenarier.
Med baggrund i analysen udpeger jeg to overordnede variabler som de
væsentligste for den fremtidige tilrettelæggelse af DR NU; definitionen af public
service-opgaven og opfattelsen af forholdet mellem flow- og on demand-tv. Med afsæt
heri samt en antagelse om, at streaming, alt andet lige, vil få en større andel af
medieforbruget i fremtiden, indkredser jeg fire fremtidsscenarier for DR NU: ”DR NU
som en selvstændig platform”, der med en bred definition af public service omfavner on
demand-tv på mediets præmisser, ”DR NU som catch-up-tjeneste” ligeledes med den
brede public service-definition, men med on demand-tv som et vedhæng til
flowkalanerne, og ”et indhegnet DR NU”, som udnytter potentialet i onlinemediet, men
udelukker visse typer indhold af hensyn til kommercielle interesser. Samt endelig ”DR
som tv- og radiobroadcaster”, der tager hensyn til erhvervsinteresser og derfor helt og
aldeles overlader on demand-tv til markedet.
De fire scenarier risikerer i forskelligt omfang at marginalisere DR og i sidste
ende at overflødiggøre DR NU og måske i sidste instans DR som public serviceinstitution. Jeg konkluderer imidlertid, at denne risiko ikke kun stammer fra det
politiske pres, som de eksterne aktører er ophav til, men også i et betydeligt omfang fra
den interne og historisk funderede opfattelse af on demand-tv’s rolle i DR’s
medieportefølje. Scenariet, som bedst synes at sikre en fortsat konkurrencedygtig
public service-tjeneste er det, der forener omfavnelsen af DR NU på mediets præmisser
med den politiske opbakning til at tilbyde indhold, der er uafhængigt af
markedsinteresser og funderet i værdier og motiver, der rækker ud over profitmotivet.
Tager man kritikernes påstande for gode varer, er det imidlertid ikke givet, at dette
scenarium er det, der bedst tilgodeser det samlede medielandskab, licensbetalerne og
Side 87 af 98
fremtiden for dansk indholdsproduktion som bolværk mod et voksende pres fra
internationale mediekonglomerater.
Det er frem for alt en ideologisk beslutning, hvilket af scenarierne man ønsker
sig; om public service vil være in demand, og om det skal være tilgængeligt on demand.
Aktørerne er alle drevet af at sikre sig selv de bedst mulige vilkår, men mediepolitisk er
det opgaven at opnå viden om, hvordan forholdene bag den ideologiske tågesnak tager
sig ud. Kun med afsæt heri er det muligt at træffe en holistisk beslutning om, hvorledes
vi skaber det medielandskab, vi som samfund ønsker os. Forbliver vi i tågen, risikerer vi
at træffe beslutninger, der skubber til en anden udvikling end den intenderede.
At finde mediets egen udtryksform og udnytte potentiale i det nye og
uudforskede tager tid, indledte jeg med at slå fast. For DR NU er det en sandhed både
internt i DR og eksternt i mediesystemet. Når on demand-tv har løsrevet sig fra arven
fra flow-tv’et, som bilen gjorde det fra kareten, vil mange pointer i dette speciale
givetvis forekomme håbløst naive og erfaringstyngede. For nu er det dog forhåbningen,
at de kan bidrage og tilskynde til skabelsen af en dybere forståelse på et underbelyst,
men stadigt vigtigere felt, nemlig hvad der fremadrettet er på spil for en dansk public
service-funderet on demand-tjeneste.
Side 88 af 98
10.
LITTERATUR
Anderson, C. (2004). ”The Long Tail” [onlineartikel]. Hentet den 25. juni 2014 fra:
http://archive.wired.com/wired/archive/12.10/tail.html?pg=3&topic=tail&topi
c_set=#.
Armstrong, M. & Weeds, H. (2007). ”Public Service Broadcasting in The Digital
World”. Hentet den 14. maj 2014 fra:
http://www.econ.ucl.ac.uk/downloads/armstrong/PSB_Armstrong_Weeds.pdf
.
Bardoel, J. & Lowe, G. (2007). From Public Service Broadcasting to Public Service
Media: The Core Challenge. In J. Bardoel & G. Lowe (Eds.), From Public
Service Broadcasting to Public Service Media, pp. 9-26. Göteborg: Nordicom.
Barmack, E. (2012, 16. oktober). “Netflix Meet Denmark; Denmark Meet Netflix”
[webblogindlæg]. Hentet den 13. Marts 2014 fra:
http://nordicsblog.netflix.com/2012/10/netflix-meet-denmark-denmarkmeet.html.
Barwise, P. & Picard, R. G. (2014). What If There Were No BBC Television? The Net
Impact on UK Viewers. Oxford: Reuters Institute.
BBC (2013). ”Missed Programme - How can I catch up?” [onlineartikel]. Hentet den 24.
juni 2014 fra: http://www.bbc.co.uk/faqs/tv/tv_missed_programme.
Bechmann, A. (2006). Mediediffusion. En analyse af medier som genstandsfelt i det
digitale landskab. Aarhus: The Centre for Internet Research.
BFE (2014, 28. februar 2014). “TDC: DR bør samarbejde med os andre til gavn for
dansk tv og film” [onlineartikel]. Hentet den 3. marts 2014 fra:
http://www.forbrugerelektronik.dk/nyheder/nyheder/article/tdc-dr-boersamarbejde-med-os-andre-til-gavn-for-dansk-tv-og-film/.
BFE (2014). BFEs Forbrugere Og Forbrugelektronik. Den årlige rapport om markedet
for forbrugerelektronik, tv og streaming. København: Branchen
ForbrugerElektronik.
Bruun, H., Frandsen, K. & Søndergaard, H. (2000). Indledning. In H. Bruun, K.
Frandsen, H. Søndergaard (Eds). TV 2 på skærmen. Analyser af TV 2’s
programvirksomhed, pp. 9-26. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
Brügger, N. (2002). “Theoretical Reflections on Media and Media History”. In N.
Brügger & S. Kolstrup (Eds.), Media History: Theories, Methods, Analysis, pp.
33-66. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
Side 89 af 98
Brügger (2012a). DRs websted 1996-2006 - dr.dk [webcast]. Hentet den 8. marts 2014
fra:
http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Kommunikation_Medier/Har_
web_en_historie.htm.
Brügger, N. (2012b). The Idea of Public Service in the Early History of DR Online. In
M. Burns & N. Brügger (Eds.), Histories of Public Service Broadcasters on the
Web, pp. 91-104. New York: Peter Lang.
Christensen, C. B. (2013). “Video reportage fra besøg hos Netflix” [audiovisuelt link].
Hentet den 4. marts 2014 fra: http://futuretv.dk/netflix-visit/.
Christensen, D. & Marslev, N. (2014). ”Netflix er Danmarks sjettestørste tv-kanal”.
Medieudviklingen 2013, pp. 31-36. København: DR Medieforskning.
Collin, F. & Køppe, S. (2003). Indledning. In F. Collin & S. Køppe (Eds.), Humanistisk
videnskabsteori (pp. 10-39). København: DR Multimedie.
Danmarks Statistik (2013). It-anvendelse i befolkningen. Hentet den 7. maj 2014 fra:
http://www.dst.dk/pukora/epub/upload/18685/itanv.pdf.
Danske Medier Research (2014). ”Toplisten” [onlineartikel]. Hentet den 13. maj 2014
fra: http://www.fdim.dk/statistik/internet/toplisten.
Den Store Danske (u.å.). “Streame” [online artikel]. Hentet den 27. april 2014 fra:
http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=streame.
DFI (2012). Standardkontrakt spillefilm. Hentet den 20. april 2014 fra:
http://www.dfi.dk/~/media/Sektioner/Branche_og_stoette/Spillefilm/STAND
ARDKONTRAKT%202011-14%20SPILLEFILM.ashx.
DFI (2013a). Standardkontrakt kort- og dokumentarfilm. Hentet den 20. april 2014
fra:
http://www.dfi.dk/~/media/Sektioner/Branche_og_stoette/Nyheder/STAND
ARDKONTRAKT%202013%20KORT-%20OG%20DOKUMENTARFILM.ashx.
DFI (2013b). Sundhedstilstanden i dansk spillefilmsproduktion. Hentet den 15. april
2014 fra:
http://www.dfi.dk/~/media/Sektioner/Branche_og_stoette/Rapporter-ogartikler/Deloitte-sundhedstilstanden-i-dansk-spillefilmsproduktion.ashx.
DFI (2014). Film for fremtiden. Oplæg til Filmaftale 2015-2018. København: DFI.
Dohrmann, J. (2011, 23. juni). “Nordvision får fire år mere i København”
[onlineartikel]. Hentet den 16. juni 2014 fra:
http://www.dr.dk/OmDR/Nyt_fra_DR/Nyt_fra_DR/2011/06/23114259.htm.
DR (1997). Beretning og regnskab. Satsninger og resultater 1996. København: DR.
DR (1998). Beretning og regnskab. Satsninger og resultater 1997. København: DR.
DR (1999). Danskernes DR. DRs ønsker og forslag til ny mediepolitik aftale.
København: DR.
Side 90 af 98
DR (2000). Beretning og regnskab. Satsninger og resultater 1999. København: DR.
DR (2001). Beretning og regnskab. Satsninger og resultater 2000. København: DR.
DR (2002). Beretning og regnskab. Satsninger og resultater 2001. København: DR.
DR (2005a). DR Årsrapport 2004. København: DR.
DR (2005b). DR for dig og hele Danmark. København: DR.
DR (2005c). Kulturarven i DR’s arkiver. København: DR. (Rapporten er svær at
fremskaffe og derfor vedlagt i bilag 15).
DR (2006). DR Årsrapport 2005. København: DR.
DR (2007a). DR Årsrapport 2006. København: DR.
DR (2007b). DRs public service-redegørelse 2006. København: DR.
DR (2009). DR Årsrapport 2008. København: DR.
DR (2011). DRs public service-redegørelse 2010. København: DR.
DR (2011, 19. september). ”Pirat TV” [Facebook-post]. Hentet den 14. maj 2014 fra:
https://www.facebook.com/pirattv.
DR (2014a). DRs årsrapport 2013. København: DR.
DR (2014b). ”Om sitet” [onlineartikel]. Hentet den 26. maj 2014 fra:
http://www.dr.dk/Bonanza/Om_sitet.htm.
DR (2014c). DRs public service-redegørelse 2013. København: DR.
DR Medieforskning (2006). ”Brugen af internettet”. Medieudviklingen 2005-6, p. 10.
København C: DR Medieforskning.
Ellis, J. (2000). ”Scheduling: the last creative act in television?”, Media, Culture &
Society, vol. 22, no. 1, pp. 25–38 .
Frandsen, K. (2000). ”Forskningen og afsenderleddet”, Mediekultur vol. 16, no. 31, pp.
100-106.
Frandsen, K. (2007). Produktionsanalyse: teoretiske og metodiske problemstillinger. In
K. Frandsen & H. Bruun (Eds.), Tv-produktion – nye vilkår, pp. 23‐54.
København: Samfundslitteratur.
Finnemann, N. O. (2001). The Internet — A New Communicational Infrastructure.
Aarhus: The Centre for Internet Research.
Gallup (u.å). ”TV-Meter” [onlineartikel]. Hentet den 24. juni 2014 fra:
http://www2.tns-gallup.dk/vores-markedsfokus/medier/tv-meter.aspx.
Side 91 af 98
Geist, A. & Clemmensen, L. (2009, 21. november). “DR skifter kurs: Mindre pop, mere
public service” [onlineartikel]. Hentet den 10. oktober 2012 fra:
http://www.information.dk/216117.
Gentikow, B. (2005). ”Limiting Factors for Embracing ITV. Television As A Cultural
Form And The Embodiment of Media Use”. Proceedings EuroITV 2005, 3rd
European Conference on Interactive Television, pp. 61-67, Aalborg University.
Gentikow, B. (2010). Television Use in New Media Environments. In J. Gripsrud (Ed.),
Relocating Television. Television in The Digital Context, pp. 141-155. London:
Routledge.
Gilder, G. (1994). Life After Telvision. The Coming Transformation of Media And
American Life. New York: Norton & Company, Inc.
Guldager, D. (2012, 21. maj). “Se TV 2s kanaler overalt på computer, mobil og tablet”.
Hentet den 10. juni 2014 fra:
http://woview.infomedia.dk.ez.statsbiblioteket.dk:2048/?url=http://beep.tv2.
dk/nyheder/nu-er-tv-2-playher&OpointData=c5120b4d516d4bda92d17255a5675997JmlkX3NpdGU9MTk1
MDkmaWRfYXJ0aWNsZT0zOTYwJmlkX3VzZXI9Mjg0MCZpZF9hcHBsaWNh
dGlvbj0xMDAwMzU5Jmxhbmc9ZW4=.
Hansen, K. (2014, 1. februar). “Kronik: Et stærkt DR er ikke et stort DR” [onlineartikel].
Hentet den 4. marts 2014 fra: http://www.b.dk/kronikker/et-staerkt-dr-erikke-et-stort-dr.
Hansen, K. (2014, 1. maj). “Debat: DR lukker sig om sig selv”, Jyllands-Posten. p. 32.
Halkier, B. (2008). Fokusgrupper. Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur.
Hastings, R. & Wells, D. (2014, 21. april) “21st April 2014 Earnings Letter”. Hentet den
2. juni 2014 fra:
http://files.shareholder.com/downloads/NFLX/0x0x745654/fb5aaae0-b9914e76-863c3b859c8dece8/Q114%20Earnings%20Letter%204.21.14%20final.pdf.
Heiselberg, L. & Birk, M. (2014). ”Tre ting seerne vil ha’”. Medieudviklingen 2013, pp.
25-30. København: DR Medieforskning.
Hesmondhalgh, D. (2013). The Cultural Industries, 3rd edition. Los Angeles: Sage
Publications.
Jakubowicz, K. (2003). ”Endgame? Contracts, Audits, and the Future of Public Service
Broadcasting”, the public, vol. 10, no. 3, 2003, pp. 45-62.
Jakubowicz, K. (2007). Public Service Broadcasting: A Pawn on An Ideological
Chessboard. In E. D. Bens, K. Noordenstreng, C. Hameling & K. Jakubowicz
(Eds.), Media between Culture and Commerce, pp. 115-141. Bristol: Intellect.
Jelved, M. (2014, 9. april). Kulturminister Marianne Jelveds oplæg “Nutid og fremtid
for det danske mediemarked” ved BFE’s Mediekonference onsdag 9. april 2014
[mundtligt oplæg].
Side 92 af 98
Jensen, K. B., Schrøder, K., Stampe, T., Søndergaard, H. & Topsøe-Jensen, J. (1993).
Når danskerne ser TV. En undersøgelser af danske seeres brug og oplevelse af
TV som flow. Frederiksberg: Samfundslitteratur
Karppinen, K. & Moe, H. (2009). ”What We Talk About When We Talk About
Document Analysis”. Paper for the New Directions for Communication Policy
Research, ECREA-CLP Workshop, 6.-7. november, 2009, Zürich.
Klausen, F. (2014, 9. april). TNS Gallups oplæg “Danskernes brug af
streamingtjenester” ved BFE’s Mediekonference onsdag 9. april 2014
[mundtligt oplæg].
Kolby, M. (2013, 21. september). “Netflix klar til at erobre hele verden” [onlineartikel].
Hentet den 20. april 2014 fra: http://www.business.dk/digital/netflix-klar-tilat-erobre-hele-verden.
Kulturministeriet & IT- og Forskningsministeriet (2001). Konvergens i
netværkssamfundet. København: Kulturministeriet & IT- og
Forskningsministeriet.
Kulturministeriet (2002). Public service-kontrakt mellem DR og kulturministeren for
perioden 1. januar 2003 til 31. december 2006. Hentet den 26. april 2014 fra:
http://www.kulturstyrelsen.dk/fileadmin/user_upload/dokumenter/medier/ra
dio_og_tv/landsdaekkende_regional/DR/public_service_dr/DR_Public_servi
ce_kontrakt_med_bilag_for_2003-2006.pdf.
Kulturministeriet (2006). Public service-kontrakt mellem DR og kulturministeren for
perioden 1. januar 2007 til 31. december 2010. Hentet den 26. april 2014 fra:
http://kum.dk/Documents/Kulturpolitik/medier/DR/Publicservicekontrakten
nyudgave%5b1%5d.pdf.
Kulturministeriet (2010). DRs public service-kontrakt for 2011-2014. Hentet den 26.
april 2014 fra: http://kum.dk/Documents/Kulturpolitik/medier/DR/20112014%20-%20Uploadet%2023-8-2013/Underskreven%20public%20servicekontrakt%20%5bDOK830009%5d.PDF.
Kulturministeriet (2011a). Bekendtgørelse af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.
Hentet den 26. april 2014 fra:
https://www.retsinformation.dk/Forms/r0710.aspx?id=138757#Kap3.
Kulturministeriet (2011b). Tillægsaftale til medieaftalen for 2007-2010 om indførelse
af abonnementsbetaling for tv. Hentet den 10. juni 2014 fra:
http://www.kulturstyrelsen.dk/fileadmin/user_upload/dokumenter/medier/ra
dio_og_tv/landsdaekkende_regional/tv_2_danmark/Tillaegsaftale_af_11___
marts_2011_om_indfoerelse_af_abonnementsbetaling_for_TV_2.pdf.
Kulturministeriet (2012). ”Bilag 2. Nærmere bestemmelser om anvendelsen af
‘filmpengene’ i 2013- 2014”. Hentet den 16. juni 2014 fra:
http://kum.dk/uploads/tx_templavoila/Endeligt%20bilag%202%20opdateret
%20til%20ny%20tilladelse.pdf.
Side 93 af 98
Kulturministeriet (2013). “DRs public service‐kontrakt for 2013‐2014”. Hentet den 21.
marts 2014 fra:
http://www.kulturstyrelsen.dk/fileadmin/user_upload/dokumenter/KS/medie
r/tv/DR/Kontrakter/DRpublic_service-kontrakt_af_3__juni_2013.pdf.
Kulturministeriet (2014a). Mediepolitisk aftale 2015-2018. Hentet den 27. juni 2014
fra: http://kum.dk/fileadmin/user_upload/Mediepolitisk_aftale_20152018.pdf.
Kulturministeriet (2014b). Mediepolitisk aftale for 2015-2018. Hovedpunkterne i
aftalen. Hentet den 27. juni 2014 fra:
http://kum.dk/fileadmin/user_upload/Faktaark_medieaftale.pdf.
Kvale, S. & Brinkmann, S. (2009). Interview – Introduktion til et håndværk.
København: Hans Reitzels Forlag.
Larsen, B. S. (2001). ”Et soundtrack til hverdagen – radiobrug og hverdagsliv”.
MedieKultur, vol. 17, No. 33, pp. 27-36.
Larsen, S. (2014, 18. marts). “Flow-tv fortsat klart størst – også blandt unge”
[onlineartikel]. Hentet den 20. marts 2014 fra:
http://www.dr.dk/Om_DR/Nyt+fra+DR/artikler/2014/03/18091525.htm.
Laursen, P. F. (2013, 6. maj). “DR NU bliver DR's ‘syvende tv-kanal’” [onlineartikel].
Hentet den 18. marts 2014 fra:
http://mediawatch.dk/secure/Medienyt/Web/article5429656.ece.
Laursen, P. F. (2013, 20. august). “TV3 og TV 2: DR NU kan spænde ben for tvtjenester” [onlineartikel]. Hentet den 16. marts 2014 fra:
http://mediawatch.dk/secure/Medienyt/Web/article5841760.ece.
Laursen, P. F. (2014, 4. februar). ”Netflix: ViaPlay er konkurrenten - ikke DR”
[onlineartikel]. Hentet den 4. marts 2014 fra:
http://mediawatch.dk/secure/Medienyt/Web/article6459165.ece?service=prin
tversion.
Laursen, P. F. (2014, 12. februar). “DR præciserer: "Der kommer ikke 'Die Hard'
kavalkader på DR NU" [onlineartikel]. Hentet den 4. marts 2014 fra:
http://mediawatch.dk/secure/Medienyt/Web/article6482156.ece?service=prin
tversion.
Laursen, P. F. (2014, 19. marts). “Enig blå fløj: Afskaf DR3 som flow-kanal”
[onlineartikel]. Hentet den 20. marts 2014 fra:
http://mediawatch.dk/Medienyt/TV/article6571941.ece?service=printversion.
Laursen, P. F. (2014, 27. maj). “DR lancerer ny streamingtjeneste” [onlineartikel].
Hentet den 27. maj 2014 fra:
http://mediawatch.dk/secure/Medienyt/Web/article6760896.ece?service=prin
tversion.
Laursen, P. F. (2014, 28. maj). “TDC: DR har lyttet til streaming-kritik” [onlineartikel].
Hentet den 28. maj 2014 fra:
Side 94 af 98
http://mediawatch.dk/secure/Medienyt/Web/article6763513.ece?service=prin
tversion.
Liebst, L. & Eldrup, M. (2014). TV 2 Danmark Public Service Redegørelse 2013.
Odense: TV 2/Danmark A/S.
Looms, P. O. (2006). Public Service Media: All Things to All People – on All Platforms,
Anytime? In C. S. Nissen, Making A Difference. Public Service Broadcasting in
The European Media, pp. 95-114. New Barnet: John Libbey Publishing.
Lull, J. (1980). "The Social Uses of Television". Human Communication Research, 6,
(3), pp. 197-209.
Meyrowitz, J. (1997). ”Tre paradigmer i medieforskningen”. MedieKultur, vol. 13, No.
26, pp. 59-69.
Moe, H. (2005). ”Television, Digitalisation and Flow: Questioning the Promises of
Viewer Control”. Iii CongréS Internacional Comunicació I Realitat, pp. 773-784.
Netflix (2013, 25. april). ”Netflix Long Term View ” [onlineartikel]. Hentet den 3. juni
2014 fra:
http://files.shareholder.com/downloads/NFLX/2446738440x0x656145/e4410
bd8-e5d4-4d31-ad7984c36c49f77c/IROverviewHomePageLetter_4.24.13_pdf.pdf.
Netflix (2014a). “Hvordan streamer Netflix film og tv-serier online?” [onlineartikel].
Hentet den 2. juni 2014 fra:
https://help.netflix.com/da/node/4976?catId=da%2F498.
Netflix (2014b). “Præferencer og anbefalinger i Netflix” [onlineartikel]. Hentet den 2.
juni 2014 fra: https://help.netflix.com/da/node/9898?catId=da%2F498.
Nielsen, K. (2013, 15. september). “VIDEO Netflix har ændret vores tv-vaner”
[onlineartikel]. Hentet den 4. marts 2014 fra:
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/09/15/221223.htm.
Nissen C. S. (2001, 3. juli). “Kronik: Public service global i en global verden”. Politiken,
Kultur og debat, p. 5.
Nissen, C. S. (2006a). No Public Service Without Both Public And Service – Content
Provision Between The Scylla of Populism And The Charybdis of Elitism. In C.
S. Nissen (Ed.), Making A Difference. Public Service Broadcasting in The
European Media, pp. 65-82. New Barnet: John Libbey Publishing.
Nissen, C. S. (2006b). Public Service Media in The Information Society. Report
Prepared for The Council of Europe’s Group of Specialts on Public Service
Broadcasting in The Information Society. Strasbourg: Council of Europe.
Nissen, C. S. (2007). Generalens veje og vildveje – 10 år i Danmarks Radio.
København: Gyldendal.
Side 95 af 98
Nissen, C. S. (2013, 23. januar). “Individuel streaming vs. den kollektive samtidighed”
[onlineartikel]. Hentet den 4. marts 2014 fra: http://journalisten.dk/individuelstreaming-vs-den-kollektive-samtidighed.
Nissen, C. S. (2014). Organisational Culture And Structures in Public Media
Management. In M. Glowacki & L. Jackson (Eds.), Public Media Management
for The Twenty-First Century. Creativity, Innovation, And Interaction, pp. 81102. New York: Routledge.
Nissen, C. S. (forthcoming). Digitisation and Public Service Media - what Services for
which Public? In K. Arriaza, E. Nowak & R. Kuhn (Eds.), Public Service Media
in Europe: A Comparative Approach. London: Routledge.
Ofcom (2013). The Communications Market 2013. London: Ofcom.
Ogburn W. (1964). Cultural Lag as Theory. In Duncan, O. D. (Ed.). On Culture And
Social Change, pp. 86-95. Chicago: The University of Chicago Press.
Picard, R. G. (2006). Financing Public Media: The Future of Collective Funding. In C.
S. Nissen (Ed.), Making A Difference. Public Service Broadcasting in The
European Media, pp. 183-196. New Barnet: John Libbey Publishing.
Plummer, K. (2014, 22. januar). “10 temaer ved de kommende
medieforligsforhandlinger” [onlineartikel]. Hentet den 2. februar 2014 fra:
http://journalisten.dk/10-temaer-ved-de-kommendemedieforligsforhandlinger.
Politiken (2011, 28. december). “NYT JOB: Hun vælger tv for os”. Politiken, Kultur, p.
9.
Producentforeningen (2014). Effekten af DR’s streaming på dansk TV-produktion.
Hentet den 2. april 2014 fra: http://pro-f.dk/sites/prof.dk/files/nodefiles/pdf/Effekten%20af%20DRs%20streaming%20på%20dans
k%20tv-produktion.pdf.
Rabøl, G. (2014, 17. februar). “Vi skal give uhindret adgang til DR”. Hentet den 4. marts
2014 fra:
http://borsen.dk.ez.statsbiblioteket.dk:2048/nyheder/avisen/artikel/11/74509
/artikel.html?hl=c3RyZWFtaW5nO1N0cmVhbWluZw,,
Rasmussen, M. A. (2012, 5. december). “TDC: Youbio går i luften og tager kampen op
mod Netflix”. Hentet den 10. juni 2014 fra Ritzau Finans gennem Infomedia.
Ritzaus Bureau (2004, 18. november). “TV2 klar med bredbånds-tv”. Hentet den 4. juni
2014 fra Infomedia.
Rose, A. (2010, 26. maj). ”Introducing the all new BBC iPlayer (This time it's personal)”
[onlineartikel]. Hentet den 13. april 2014 fra:
http://www.bbc.co.uk/blogs/legacy/bbcinternet/2010/05/introducing_the_all
_new_bbc_ip.html.
Scheutz, S. & Andreasen, C. (2013). ”Fremtiden for fremtidens tv”. Medieudviklingen
2012, pp. 49-54. København: DR Medieforskning.
Side 96 af 98
Simonsen, T. (1995, 10. november). ”Tv smelter sammen med Internet”.
Computerworld, p. 60.
Søndergaard, H. (1992). ”Fra programflade til kontaktflade. Det ’moderniserede’ public
service-koncept i DR’s TV”. MedieKultur, vol. 8, No. 17., 45-60.
Søndergaard, H. (1995). Public service i dansk fjernsyn – begreber, status og
scenarier. Rapport til Statsministeriets medieudvalg, juni 1995. København:
Statsministeriet.
Søndergaard, H. (2006). “Public service-medierne i politisk modvind”, NordicomInformation, 2, pp. 49-60.
Søndergaard, H. (2008). DR’s digitale strategier. In F. Mortensen (Ed.), Public service i
netværkssamfundet, pp. 31-66. Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur.
Søndergaard, H. (2014). “Når en fælles fjende er den bedste ven i nøden. Dansk
mediepolitik til debat”, Nordicom-Information, (36), 1, pp. 65-72.
Søndergaard, H. & Helles, R. (2012). Danish Media Policy. In E. Psychogiopoulou
(Ed.), Understanding Media Policies. A European Perspective, pp. 70-84.
Hampshire: Palgrave Macmillan.
Sørensen, D. H. (2009, 26. juni). ”DR lancerer et nyt netsite for unge”. Politiken,
kultur, p. 3.
TDC (2012a). “Historie - Erhvervseventyret TDC”. Hentet den 10. juni 2014 fra:
http://om.tdc.dk/publish.php?dogtag=o_profil_hist.
TDC (2012b). “IR forsiden – Aktionærer”. Hentet den 10. juni 2014 fra:
http://investor.tdc.dk/ownership-profile.cfm.
Tambini, D. (2006). On-Demand in Demand: Public Service Broadcasters, New
Services And Copyright. In C. S. Nissen, Making A Difference. Public Service
Broadcasting in The European Media, pp. 115-134. New Barnet: John Libbey
Publishing.
Thomsen, P. B. & Justesen, A. (2014, 2. februar). “Flere partier vil begrænse DRstreaming” [onlineartikel]. Hentet den 4. marts 2014 fra:
http://www.altinget.dk/artikel/flere-partier-vil-begraense-dr-streaming.
Thorsen, E. (2012). The Second Digital Wave. BBc News Online, Embedded Video and
The iPlayer. In M. Burns & N. Brügger (Eds.), Histories of Public Service
Broadcasters on the Web, pp. 17-30. New York: Peter Lang.
Thorsen, L. (2013, 29. maj). “Ekspert om Netflix kæmpesucces: ’Det er skræmmende’”.
Hentet den 21. marts 2014 fra: Thorsen, L.
http://politiken.dk/forbrugogliv/digitalt/internet/ECE1982654/ekspert-omnetflix-kaempesucces-det-er-skraemmende/.
Thorsen, N. (2013, 27. august). “DR og YouSee er på vej med mere 'tv når du vil'”
[onlineartikel]. Hentet den 12. maj 2014 fra:
http://politiken.dk/kultur/medier/ECE2059095/dr-og-yousee-er-paa-vejmed-mere-tv-naar-du-vil/
Side 97 af 98
Thorlacius, L. (2002). Visuel kommunikation på websites. Frederiksberg: Roskilde
Universitetsforlag.
Thunø, L. (2006). ”Forord”. Medieudviklingen 2005-6, p. 2. København: DR
Medieforskning.
Thunø, L. (2011). ”Digitalisering, fragmentering og globalisering”. Medieudviklingen
2010, pp. 4-6. København: DR Medieforskning.
Thunø, L. (2013). ”Medieudviklingen foregår i mange tempi”. Medieudviklingen 2012,
pp. 4-6. København: DR Medieforskning.
Thunø, L. (2014). ”Streaming er blevet mainstream”. Medieudviklingen 2013, pp. 4-6.
København: DR Medieforskning.
Ulin, J. (2009). The Business of Media Distribution: Monetizing Film, TV and Video
Content in an Online World. Burlington: Focal Press.
Vestergaard, J. J. (2007). Hvad er et mediesystem og hvordan analyserer man det? In
K. Frandsen & H. Bruun (Eds.), Tv-produktion – nye vilkår, pp. 55‐80.
København: Samfundslitteratur.
Williams, R. (1990) [1974]. Television. Technology And Cultural Form. London:
Routledge.
Williams, K. (2010) [2005]. European Media Studies. London: Bloomsbury.
Winther-Rasmussen, M. (2014, 21. maj). “Netflix har vokseværk” [onlineartikel].
Hentet den 9. juni 2014 fra:
http://ekstrabladet.dk/kup/elektronik/teknologi/article2288654.ece.
YouSee (u.å.). “YouSee’s historie”. Hentet den 10. juni 2014 fra:
http://yousee.dk/Om_YouSee/Hvem_vi_er/YouSees_historie.aspx.
Side 98 af 98