Radiotelegrafen nr. 1

MEDLEMSBLAD FOR
RADIOTELEGRAFISTFORENINGEN AF 1917
NR. 1 2015
98. ÅRGANG
1
Fødselsdage
FEBRUAR
16. februar
80 år.
1780
Ib Olsen
Møllevej 21, Reersø
4281 Gørlev SJ.
26. april
80 år.
23. februar
4602
Jørgen Christensen
Pilevej 12, Skuldelev
4050 Skibby
MAJ
6. maj
70 år.
3054
Bryan Schmidt Johansen
8135 Indian Trail Rockwood
NOB2KO
Ontario
MARTS
15. marts
75 år.
2525
Jan Volmer Preisler
Hauchsvej 15
4180 Sorø
12. maj
85 år.
1263
Donald E. Knudsen
Stationsvej 16
2791 Dragør
20. marts
85 år.
4972
Erik Gredal Jensen
Holbergsvej 22
3000 Helsingør
13. maj
70 år.
2765
Henning Thorbjørn Knudsen
Strandparken 12, Fjellerup
8585 Glesborg
13. maj
70 år.
3624
Lily A. Friis Petersen
Rømerparken 59
5700 Svendborg
21. maj
70 år.
3322
Vagn Dam Klovborg
Ringstedvej 112, Lellinge
4600 Køge
27. maj
80 år.
4607
Frode Sønderby
Farum Hovedgade 82 D st.tv.
3520 Farum
APRIL
2
1819
Kay C. Botling
Faldtvej 2, Mølholt
9300 Sæby
7. april
60 år.
4192
Mette Jensen
Hovedgaden 92D
6720 Fanø
10. april
80 år.
2581
Jørgen Petersen
Østerled 10
3720 Åkirkeby
17. april
75 år.
2544
Jørgen Bahl
Holmslundvej 8, Espe
5750 Ringe
18. april
70 år.
2827
Bodil E. Laursen
Bybækvej 11C
7120 Vejle Øst
Foreningen ønsker tillykke!
2015 et år med overenskomstforhandlinger,
folketingsvalg og meget andet
(godt og skidt)
radio
telegrafen
Medlemsblad for
Radiotelegrafistforeningen af 1917
Nr. 1
Februar 2015
98. årgang
ISSN: 0033-8508
Redaktion:
Jan Preisler
(Ansvarshavende)
Udgiver:
Radiotelegrafistforeningen af 1917
Gl. Køge Landevej 55, 5.sal
2500 Valby
Telefon 33 14 19 17
Girokonto: 540 - 1917
Netbank: 43105401917
E-mail: [email protected]
www.raf1917.dk
Oplag:
500 eksemplarer
Telefontid:
Tirsdag og torsdag 11.00-14.00
Kontoret i Grønland:
Telefax 32 95 99
Formand:
Carol Ann Thrane
Tlf. 38 71 40 88
Forretningsfører:
Vagn Klovborg
Tlf. 56 63 09 59
Redaktion og layout:
Bodil Laursen og Jan Preisler
Deadline for nr. 2
1. maj 2015
Produktion:
Special-Trykkeriet Viborg a/s
Livøvej 1,
8800 Viborg
Telefon 86 62 40 33
Forside:
Stor trafik i Davao´s gader, Filippinerne.
Foto: Henning Poulsen
Overenskomstforhandlingerne – OK 15 - er „skudt i gang“ i Danmark og parterne har kridtet banen op med krav til modparten og ønsker
om forbedringer på områder, som parterne mener har betydning for dem.
Det er god takt og tone og måske også af taktiske årsager, at parterne
holder ønsker og krav indenfor forhandlingskredsen, så derfor kan der
endnu ikke tales om, hvad disse ønsker og krav indeholder. Blot kan jeg
sige, at RAF som sædvanlig har kridtet skoene og har forberedt sig på de
kommende forhandlinger. Heldigvis er vi ikke alene, idet CO10 har været
med på banen i de indledende, overordnede forhandlinger.
Om få måneder vil der også skulle være overenskomstforhandlinger
i Grønland, og her vil forretningsføreren og de lokale tillidsrepræsentanter
selvfølgelig ligeledes deltage i forhandlingerne.
2015 er også 70-året for befrielsen og selvom frihedsmuseet endnu
ikke er blevet genopbygget efter branden i april 2013, vil Nationalmuseet
alligevel markere 70-årsdagen om lørdagen, den 4. maj. Dette vil foregå
på stedet, hvor museet lå, og en række personer, herunder statsministeren, vil tale.
2015 er også 100-året for den ændring af Grundloven, som gav kvinderne valgret. Debatten om kvindernes adgang til Folketinget startede for
alvor i 1886 med et lovforslag om kommunal stemmeret til kvinder. Forslaget blev fremsat og vedtaget i Folketinget adskillige gange op gennem
de følgende årtier men det blev hver gang forkaster af Landstinget.
Og så er der jo det forestående valg til Folketinget. Det er altid spændende at se, hvad de forskellige partier kan diske op med af gyldne løfter,
efterhånden som vi kommer nærmere og nærmere hen mod valget, som
skal afholdes senest september.
Det ville være smukt, hvis et eller flere af partierne, på valgprogrammet
ville have emner som, ingen fyringer på grund af besparelser (måske kunne
man finde besparelserne andre steder, HVIS viljen var der), flere lærepladser, så vi kunne få flere udlært flere til at bestride de stillinger, som
arbejdsgiverne siger vi har brug for, hvis vi skal klare konkurrencen overfor udlandet og så ingen underbetalt udenlandsk arbejdskraft i Danmark.
Ønsketænkning? Tja, men lidt naiv har man vel lov at være.
For øvrigt med hensyn til det der med nedskæringer, så kunne vi i
dag i avisen læse den kedelige nyhed om, at en af de store danske
supermarkedskæder lukker 20 af sine forretninger indenfor de næste par
måneder på grund af, at de ikke er rentable. Det kan der være mange
grunde til, men uanset hvad, så er det trist at der nu (igen) er medarbejdere, som skal ud i arbejdsløshed. Således skal bl.a. over 100 unge servicemedarbejdere under 18 år ud og finde andet arbejde.
Gid der var en læreplads til dem, hvis det var det, de gerne ville have.
Carol Ann Thrane
3
Nyt fra FU
Overenskomstforhandlinger 2015:
Carol Ann Thrane
Formand
RAF 1917 har 23. januar 2015 været
til det første indledende møde med Forsvarets Personeltjeneste (FPT) med henblik på
udveksling af krav til den nye overenskomst.
Forretningsudvalget skal nu tage stilling til
FPTs udspil og næste møde er aftalt til
den17. februar 2015.
Feriehusene:
Henning Poulsen
Næstformand
Jørgen Lund-Ertel
Grønhøj:
Der er blevet indkøbt nye spisebordsstole og de gamle stole er blevet skåret i
stykker og afleveret på genbrugsplads.
Standerlampen er blevet udskiftet. Defekt
dørhåndtag udbedret.
Brønde for afløb – bundfældningstank
og septiktank er blevet lokaliseret og buskads og jord, der dækkede brønddækslerne,
er blevet fjernet, så dækslerne ligger frit.
Buskadset, der var vokset for tæt på
terrassen, er blevet ryddet og græs omkring
terrassen er blevet ryddet med buskrydder,
da der ikke er plads til plæneklipper.
Gudmindrup:
Alle radiatorer har været ude af funktion. Den tilkaldte elektriker kunne konstatere, at transformatoren var brændt af. Efter udskiftning af transformatoren, fungerer alle radiatorer perfekt.
Nyt fra Grønland
Karl Erik Birkholm
Jørgen Andresen Jensen
4
Overenskomsterne med Grønlands
Landsstyre for henholdsvis kommunikationsog AFIS medarbejdere er opsagt til udløb
31. marts 2015. Der er endnu ikke udvekslet krav til fornyelse af overenskomsterne.
Det er ikke lykkedes at få løst de udestående sager om manglende mulighed for
afholdelse af pauser samt honorering for sen
varsling af ændret arbejdstid ved Grønlands
Lufthavns Væsen, og disse sager er derfor
indklaget for overenskomstkontoret.
Aftapningshanen til udendørs vandhane
er utæt. Det er ingen hastesag, da lukning af
hanen løser problemet, men hanen vil naturligvis blive udskiftet snarest muligt af VVS
firma.
Foreningens 100-års fødselsdag
FU har drøftet udarbejdelsen af jubilæumsskrift i anledning af foreningens 100årsjubilæum. Jan Preisler og Bodil Laursen
har udarbejdet en skitse m.h.t. hæftets indhold. Skriftet bør omhandle 100-års perioden på en sådan måde, at foreningens historie beskrives fortløbende i forhold til den
samtidige teknologiske udvikling. Alle faggrupper og de forskellige arbejdspladser, hvor
medlemmerne har arbejdet, bør repræsenteres i skriftet.
Radiotelegrafen:
FU har besluttet, at halvdelen af foreningens blade bør have forsidebillede fra
Grønland for at afspejle vore medlemmers
tilhørsforhold. Grønlandske medlemmer opfordres derfor til både at fremsende relevante
artikler samt velegnede billeder til brug for
bladet.
Der er stadig flere og flere medlemmer, som får bladet på PDF. Men alligevel
opfordres de medlemmer, som ikke får bladet på den måde, til at sende deres emailadresse til kontoret med henblik på –
såfremt de ønsker det - at få tilsendt bladet
på PDF. Det sparer på portoudgifterne.
Feriehusene
Gudmindrup Lyng
Ledige uger: 8-14, 16-23, 28,
31-53
Medlemsstatistik
Ændringer november 2014
5586 Julius Kristiansen
5620 Kent Møller
udmeldt
udmeldt
Ændringer december 2014
5157 Aksel Dahl Jørgensen
5203 Jesper Rømer Nygaard
afgået ved døden
aktiv til udmeldt
Ændringer januar 2015
4940 Preben Lisby
3593 Arne Vie
5462 Kim Haven
3345 Jørgen Erik Andersen
4132 Lillian Larsen
3552 Birger Andersen
1810 Hans Erik Larsen
4707 Kaj Georg Ludvigsen
passiv til udmeldt
afgået ved døden
aktiv til udmeldt
aktiv til udmeldt
passiv til udmeldt
passiv til udmeldt
afgået ved døden
afgået ved døden
Medlemstal pr. 31. januar 2015
Aktive 106
Passive 295
Løkken
Ledige uger: 8-17, 20-21, 23-30,
33-36, 39-53
Foreningen skal gøre opmærksom på, at husene sættes til
salg i 2015.
Husene kan som hidtil
reserveres for specifikke perioder men uden garanti for, at lejeperioden kan gennemføres som
bekræftet, såfremt husene er
solgt. Såfremt et bekræftet lejemål må annulleres på grund af
salg, vil der ikke blive ydet erstatning for det annullerede lejemål
(bortset fra tilbagebetaling af
forudbetalt leje og depositum), ligesom der ikke vil blive stillet alternativ feriebolig til rådighed.
I salgsperioden må lejere
acceptere, at der kan ske fremvisning af husene
Veteranfrokost
Som et dristigt forsøg ændres
RAF1917´s veteranfrokost denne gang
til gule ærter med det hele og pandekager plus – som sædvanlig - en øl og
en snaps pr. deltager.
Der kan for egen regning købes
yderligere drikkevarer til særdeles rimelige priser:
Sodavand 10,- kr., alm. pilsner
15.- kr., vin 75.- kr. pr. flaske og snaps
100,- kr. pr. halve flaske.
Vi mødes onsdag den 25. marts
2015 fra kl. 12 til 17 i Københavns
Marineforenings lokaler i en af de
gamle gule bygninger på Holmen.
Eller man kan tage Vandbussen
og gå fra borde ved Holmen Nord.
Fra begge stoppesteder, som ligger tæt på hinanden, fortsætter man
til fods over broen og lige frem til den
åbne gitterport til det militære område
og holder til højre forbi vagtstuen – i
alt ca. 300 meters spadseretur.
Tilmelding til tlf.nr. 20 62 00 87
alle dage efter kl. 12 eller med e-mail
til [email protected] , men husk at
melde afbud, hvis du senere (efter din
tilmelding) bliver forhindret i at
komme – der er kun plads til 50 deltagere.
På festligt gensyn
1958 Birger
Adressen er: Takkeladsvej 5,
København K.
Bus linie 9A kører hvert tiende
minut til Operaen, og man skal stå af
ved næstsidste stoppested – Fabriksmestervej.
5
Den 1. januar 2015 har
Forsvaret overtaget
Lyngby Radio.
En kær ven er død
De sidste år inden Arne gik på
pension i foråret 2003 var Arne tjenestegørende i Rederiets Hyreregnskabsafdeling. Også her havde vi
glæde af Arnes omhyggelighed og
behagelige væsen.
På Forsvarets hjemmeside, nyhederne står der: „ Når den rolige røst
fra Søens Skytsengle ved Lyngby
Radio over midnat den 1. januar kalder ud til skibsfarten i danske farvande, vil den have fået Forsvaret som
arbejdsgiver“.
Den politiske beslutning om at
hjemtage opgaven med at sikre dækningen af maritim nød-, il-, og
sikkerhedskommunikation i danske
farvande betyder, at radioekspeditionens opgave overføres fra
at være en ydelse under en kommerciel virksomhed (TDC), til at blive en
statslig opgave, som løses af Forsvaret.
Radioekspeditionen vil referere
direkte til Forsvarets Operationscenter, Redningscentralen i Aarhus,
som i forvejen har et tæt samarbejde
med Lyngby Radio. Om et par år vil
der være nye faciliteter færdigindrettet
i Karup. Indtil da videreføres navnet
„Lyngby Radio“ og radioekspeditionen
vil fortsætte med at løse sin opgave
fra domicilet i Bagsværd og med det
samme erfarne personale.
Dog vil der alene blive fokuseret
på nød-, il-, og sikkerhedstjenesterne.
Dette betyder at der ikke længere kan
føres almindelige samtaler (rutine) til
eller fra skibe via Lyngby Radio, ligesom MF radiotjenesten vil blive indskrænket yderligere, tilpasset det danske ansvarsområde.
6
Arne var også i mange år Rederiets ansvarlige arkivar og sikrede ved
sin omhyggelighed, at et historisk bilag altid var arkiveret korrekt og dermed let at finde frem.
Tirsdag formiddag den 30. december 2014 slap vores gode ven og
kollega radiotelegrafist Arne Vie, Ølby
Køge, telegrafnøglen for sidste gang
efter længere tids sygdom. En kær ven
er desværre gået Silent Key.
I knap en kvart århundrede var
Arne ansat i Rederiet A.P. Møller. I
de første mange år sejlede Arne på
verdenshavene som radiotelegrafist og
fik her opbygget flere tætte venskaber, som holdt hele livet igennem.
Arne mødte sin Sonja under en
ferie i Danmark, de blev gift i 1982 og
kort tid herefter fik Arne mulighed for
at blive overført til tjeneste på hovedkontoret i København. Inden kontoransættelsen nåede Arne også at gøre
tjeneste som radiotelegrafist på
Olieefterforskningsenhederne i Nordsøen.
I mange år bestred Arne
kassererfunktionen og var således bl.a.
ansvarlig for, at alle der havde behov
for alverdens rejsevaluta, fik udleveret de korrekte valutaer, en ofte stressende og krævende opgave, for der
var mange valutatyper at holde styr
på. Men som den gode og påpasselige telegrafist blev det naturligvis klaret med rettidig omhu. I denne funktion blev Arne en meget kendt og afholdt mand i huset.
Arne startede sin erhvervsmæssige karriere i farvernes verden. Arne
fik en handelsuddannelse i en farvehandel i Fåborg og senere en
dekoratøruddannelse. Begge uddannelser blev i mange år udnyttet i København, inden der fulgte en uddannelse som Radiotelegrafist på
Wendelbos Radioskole med efterfølgende ansættelse i Rederiet AP.Møller
som radiotelegrafist.
De første år af pensionisttiden
var Arne meget aktiv i „Østsjællandske Jernbaneklub“ - ØSJK, Køge som
bl.a. nød stor glæde af Arnes farvekundskaber omkring malingsvedligehold.
Vi havde den store glæde, at være
med i et „stjernefirkløver“ sammen
med Arne og Jan Toftegård Andersen – vi tilstræbte at mødes én gang i
kvartalet for at snakke om alt og intet
– her fik vi opbygget en tæt og nært
venskab – tak for det Arne, du vil være
savnet.
Vore tanker går til Sonja for
hvem savnet vil være størst, men også
til familien og de nærmeste.
Æret være Arnes minde.
73
Henrik Runebo og Villy Nielsen
Isbryderen s.s. ISBJØRN
(Foto: Museet for Søfart, Helsingør)
Museet for Søfart i Helsingør har modtaget radioudstyr, som
stammer fra isbryderen Isbjørn. Da man på museet ikke har
kendskab til udstyret, har man bedt foreningen om hjælp til
at identificere det. Vi har kunnet oplyse museet om følgende:
Elektromekano mellembølge radiotelefonisender model
S1038B 3 med fastindstillede frekvenskanaler.
Elektromekano mellembølge radiotelegrafisender model
S149 med fastindstillede frekvenskanaler og udgangseffekt
100 w.
Elektromekano mellembølgemodtager for 500 khz. Model
M85.
Museet vil naturligvis gerne have flest mulige oplysninger om
udstyret. Skulle der være medlemmer, som kender udstyret fra
Isbjørn eller tilsvarende udstyr, samt hvilket andet udstyr, der
indgik i radiostationen på Isbjørn, kan man henvende sig til
foreningen.
7
En beretning om min tur
til Filippinerne i 2014.
Min hustru og jeg rejste i april
2014 til hendes hjemland Filippinerne,
og det vil jeg gerne delagtiggøre mine
telegrafistkolleger i, fordi der er så
mange som har sejlet derude i Østen.
Efter en 16 timer lang flyvetur via
London og Hongkong landede vi i
Manilas Ninoy Aquino lufthavn.
Ninoy Aquino International Airport forkortet til NAIA, da man jo ikke
skal bruge for meget energi på at sige
hele navnet, er opkaldt efter en tidligere senator og oppositionsleder, modstander af præsident Ferdinand
Marcos.
Aquino rejste i 1983 fra sit eksil i
USA tilbage til Filippinerne, men blev
myrdet, skudt i hovedet få minutter
efter at være trådt ud af flyet i samme
lufthavn. Mordet blev aldrig fuldt opklaret, idet den formodede gerningsmand blev skudt og dræbt umiddelbart
derefter.
Når man kommer til lufthavnen i
Manila er der et mylder af mennesker.
Der er ikke så mange butikker.
Lufthavnsbygningen er dejligt tempereret af airkonditioneringsanlæg og
man bliver mødt af et band som synger „Mabuhay ang Filippinas“ (velkommen til Filippinerne), og så skal man
igennem paskontrollen, filippinere for
sig og „foreigners“ i en anden kø. Lidt
ubelejligt for mig som rejser sammen
med konen og derfor har et års visum,
for kontrollen vil naturligvis også se om
konen nu også er den rigtige, og så skal
jeg til tider ud at finde hende først. Nå,
men det går jo videre til bagage afhentningen og så skal man i gennem
en kødrand af „porters“, som alle helst
vil bære din kuffert ud til taxaen (for
udlændinge er jo rige og giver som regel mange drikkepenge). I dag er der
heldigvis kommet små bagagevogne
som man selv kan hente og så behøver man jo ingen „porter“. Til gengæld
er det et kapløb om at komme først
hen til bagagebåndet, da alle helst skal
have deres bagagevogn stående helt
henne ved båndet. De små filippinere
8
har svært ved at få deres ofte meget
tunge kufferter, indeholdende
„pasalubongs“ (gaver) til hele familien derhjemme, ned af båndet. Og så
gennem toldkontrollen (toldpapirerne
skal være udfyldt i forvejen), men da
vi har erklæret ikke at have ulovlige
varer med ind, så går det meget glat.
Inden vi går helt ud af lufthavnen vil bevæbnede vagter lige kontrollere at vi har de rigtige kufferter med,
sammenholdt med bagageslippen på
flybilletten.
Udenfor lufthavnen rammer
man en meget varm luft (som at gå
ind i en bageovn) og et mylder af
mennesker bl.a. taxachauffører eller
deres håndlangere, som fremhæver
taxaens fortræffeligheder og nærmest
slæber din kuffert eller bagagevogn
hen imod taxaen. Jeg har imidlertid
lært at disse taxis ofte kører uden taxameter og er alt for dyre, så jeg holder fast og slæber bagagevognen gennem mylderet og over gaden, hvor der
holder masser af mere eller mindre
ramponerede men billige taxaer (uden
aircondition) og i den senere tid er der
kommet en bevæbnet vagt til, som
noterer bilens registreringsnr. Og førerens tilladelsesnr. På en lap papir,
som du får stukket i hånden til brug
ved en evt. klage. Men de kører altid
på taxameter. Det kan godt være, at
de vil have mere (pga. svær trafik, eller fordi de har mange børn eller fordi
det snart er jul osv.) men det er du jo
selv herre over og jeg giver som regel lidt ekstra for ellers har de svært
ved at få bagagerummet åbnet.
Jeg kan godt lide at have en
overnatning i Manila inden vi tager
videre ud på øerne, så vi bor som regel på Malate Pension, et lille hyggeligt hotel, klemt inde mellem høje huse
i Manila Midtown. Der er det nødvendige, ingen airkondition (som jeg
altid bliver syg af) men en vifte i loftet, som „køler“ lidt og så holder den
myggene væk. Toilet og bad på gangen er konen ikke så glad for, men
hun tilvænner sig.
Uanset hvad tid på døgnet du
bevæger dig ud i Manilas gader, er der
et mylder af mennesker, men der siges jo også at bo 12-13 millioner mennesker, så vidt man ved. Det er måske snarere 15 millioner.
Du vil blive tilbudt at købe alt,
fra „ægte“ Rolex ure og „ægte“ perler og moonstones/bloodstones (sorte
sten til smykker), fast ejendom (lejligheder) og viagra og smukke piger,
naturligvis til „special price for you, my
friend“
Området Malate og Mabini var
tidligere eet stort forlystelsesområde
med mange barer og bordeller og såkaldte „diskoteker“ (hvor pigerne dansede i sparsom beklædning med numre
på, og så kunne man bestille dem hos
en „mama-san“) men det blev ryddet
under præsident Corazon Aquino (hustru til den myrdede senator Aquino).
Det skulle gøres til et pænt og anstændigt område. Så nu er der en del
turisthoteller og gode restauranter og
flere høje beboelsesejendomme, men
man kan stadig træffe pigerne, enten
kontakter de dig på gaden eller det gør
deres bagmænd (for hvide mænd er
jo i princippet alle rige) og så kender
alle taxachaufførerne jo de „lystige“
dansesteder, diskoteker, barer m.v.
Herudover er der mange tiggere
- nogle ganske forhutlede mennesker.
Blinde og handicappede og en del
kvinder med børn, som gestikulerer,
at de er sultne. Jeg har altid en håndfuld kiks i lommen, som de kan få, men
de vil hellere have penge. Dog, giver
man et barn penge, så dukker der pludselige 5- 10 andre frem fra deres gemmer og de er svære at slippe af med,
hvis man ikke giver dem alle penge.
Disse „småhandlende“ og tiggerne må ikke komme ind i de store
indkøbscentre med hundreder af butikker, så det er lidt af en befrielse at
komme derind . Et par bevæbnede
vagter med pistoler og knipler checker
alle før de kommer ind i centret, deres poser og tasker og man bliver lettere kropsvisiteret.
Man skal stadig prutte på priserne (undtaget i de supermarkeder,
der ligner vores egne Netto, Føtex eller Bilka) og selvom man får prisen
ned under det halve, så siger filippinere at det var da dyrt (mahal). En
ældre dame, som vi tit har boet hos i
en villa ude ved floden, Pasig river,
ville aldrig følges med mig, fordi som
hun sagde, så var priserne alt for høje
på varerne (du er jo en hvid og rig
mand!). Siden fik hun så lov at købe
ind til mig, da hun jo kunne få tingene
meget billigere end mig.
Næste dag videre til Davao på
Mindanao og vi tog Malate Pensions
egen taxa, men selvom det var klokken 6 om morgen og det gik relativt
hurtigt ud til Manilas Lufthavn, så klagede han alligevel over „heavy traffic“
og at han jo skulle tilbage igen (underforstået at han nok ingen kunder fik
med den vej) så han måtte lige have
lidt drikkepenge ekstra.
Lige da vi gik fra taxaen, så vi
så en ny kunde stige ind i den. Ok da,
men underholdningsværdien ved pingpongeriet er jo god.
Vi flyver med Cebu Pasific selskabet, da vi har erfaret at Philippine
Airlines (PAL) til tider kan være meget forsinkede. I folkemunde hedder
PAL „Passengers Always Late“. Vi
ankommer planmæssigt og skal også
her igennem en kødrand af „porters“
og en kontrol af om vi nu også har de
rigtige kufferter. Fint nok.
Et familiemedlem har lovet at
hente os. Jeg har spurgt om han kommer i bil og det har han svaret „ja“ til,
men bilen var altså en vens taxa og
vennen har nu fået kunder og er kørt
igen, men vil komme tilbage. Det gør
han så efter en times tid…
Vi skal bo i min kones søsters
hus, for vores eget hus er fyldt op med
andre familiemedlemmer, som ikke
kan flyttes. Søsteren bor i USA, så
huset „passes“ af en anden søster og
hendes 5 voksne børn. Vel ankommet
ser jeg til min skræk at de har anskaffet sig 5 kamphaner og så ved jeg at
sovetiden ikke er længere til kl. ca. 4
om morgen, når hanerne begynder at
kykelikye.
Det første vi skal uddele er naturligvis „pasalubongs“, gaver til hele
flokken og senere, når det er rygtedes at vi er der, til andre familiemedlemmer, der hurtigt kan indfinde sig.
Chokolader og især Toblerone gør sig
godt, fordi det er importeret. Tidligere
købte vi det i en af mellemlandingslufthavnenes „taxfree“ butikker, men
fandt så ud af at det kunne købes
meget billigere i den lokale 7-11 butik.
Det vi nu har med, er derfor købt i
Manila, men det siger vi ikke noget
om, så det er stadig „importeret“ og
chokoladen smager jo ligegodt og gør
lykke som altid.
Jeg har forlangt at få master
bedroom for os selv og det får vi så,
medens de andre må ligge i arm i de 2
andre værelser. En gang imellem synes min kone at hun må stille sig solidarisk med familien, så hun sover så
på gulvet i et af de andre værelser –
sammen med de andre, medens jeg
har den store dobbeltseng i master
bedroom helt for mig selv – indtil hanerne begynder at gale (larme) kl. 4.
Så kan jeg jo ligeså godt stå op og få
mig en kop pulverkaffe. Det er nemlig ikke kun her, der er galende haner.
Også alle naboer og genboer har
kamphaner, for hanekamp er en yndet sport i Filippinerne, hver søndag.
Den nærliggende arena reklamerer
med „fastes kill“ fordi de spænder stålklinger fast på hanernes sporer
(bagtå). Og så vædder man om, hvilken hane der vinder, ligesom ved
hestevæddeløb. Der går nogle såkaldte
„bookies“ rundt blandt publikum og
ordner væddemålene, som foregår direkte mellem privatpersoner. Jeg har
prøvet at spille på en stor hvid hane,
men efter et minut var den helt blodig
og ejeren gav op og skar hovedet af
den på stedet. Det kostede mig 2500
pesos (ca. 250 kr.)
Til weekenden var familien i huset svulmet op til 13 personer og flere
kom til, idet man ønskede at komme
en tur til stranden, for den rige onkel
fra Danmark betalte jo og nåh ja, hvis
de klarede det praktiske, så betalte jeg
også entreen. Der er ikke ret mange
strande på Mindanao, som er gratis,
offentlig adgang til. De fleste er private „ressorts“, som der skal betales
entré for at komme ind på. De strande,
som er gratis, har som regel ikke hvidt
sand, men sort sand af helt små sten
og der er et mylder af mennesker og
der kan være ganske meget forurenet. Men nu tager vi så til „Paradise
Island Resort“ på øen Samal, der ligger lidt ude i Davao Gulf.
Familien har skaffet en jeepney
(en forlænget jeep-lignende bil), hvor
der på det overdækkede lad er træbænke, så der kan sidde 13-14 personer, men vi klemmer 17 personer og
mad og drikke samt badehåndklæder
m.v. ind og så går det ellers derudaf –
med 40 km i timen (det er hastighedsgrænsen, som dog kun kan nås i
trafiksvage tider).
Chaufføren, en som nogen af de
andre kender, stikker en skruetrækker
i et hul i instrumentbrættet, drejer den
rundt og bilen starter. 2 af børnene vil
9
sidde på forsædet og et skilt på instrumentbrættet siger „fasten your
seatbelt“, så det beder jeg dem om.
Chaufføren spænder straks sin sele,
men der er ingen i passagersiden. Han
siger at politiet forlanger at skiltet skal
være der, men der er ingen sele. Derfor blev børnene sendt om bagi, hvilket de var noget sure over. Jeg overtog selv passagerforsædet og det var
vist godt det samme, for bildøren i den
side kunne heller ikke låses, men
skulle bindes fast med en snor og når
man hev i den snor, så åbnede døren
sig.
Vi havde en dejlig dag på
resortet, som vi sejlede over til i en
overfyldt udriggerbåd, kun til gående
passagerer, så vi havde jo nok at bære
(slæbe) på. Vores jeepney blev stående på hovedøen, men skruetrækkeren tog chaufføren dog med.
Filippinere er nogle vandhunde,
selvom de aldrig har lært at svømme
rigtigt, især børnene var i vandet medens de voksne sad inde på bredden i
skyggen af kokospalmer og mangotræer og røg cigaretter og smed de
endnu tændte skod´er ud i sandet, hvor
børnene også løb rundt på bare fødder. Da jeg påpegede det, kikkede de
undrende på mig, for de havde da aldrig tænkt på at børnene kunne
brænde sig, for sandet var jo også
varmt…. Endnu værre blev det, da
der efter maden med de grillstegte fisk
med sursød sovs og grønsager til
skulle drikkes øl og spiritus. Jeg drik-
10
ker kun øl (San Miguel beer) og de
voksne filippinere drikker gerne
„Brandy“ eller „Genebra“, som er en
filippinsk produceret gin (synes den
smager afskyeligt petroleumsagtigt).
Den drikkes som regel af eet glas som
går rundt og så kommer der et glas
vand rundt også. Så alle drikker af de
samme glas og naturligvis skulle
chaufføren da også have sin part. Det
syntes jeg imidlertid ikke om med alle
de børn, der var med. Men han havde
da tit fået Genebra og kørte fint videre, sagde han, så han forstod det
ikke. Lige da han så fik et glas, sagde
jeg at der ingen betaling var til ham,
hvis han drak af det. Det forstod han,
så han foretrak at få sine 450 pesos
(ca. 50 kr.) for denne dags kørsel.
Han drak så kun Coca Cola, så vidt
jeg kunne se..
Da vi kørte hjemad ved 20-tiden
(8 pm) var det blevet mørkt. Her 6
grader nord for ækvator bliver det
mørkt fra kl. 1800-1815. Et kvarter
og så er rullegardinet trukket ned og
det er bælgmørkt. Langs vejene er
der dog svage gadelys, som, hvis de
ellers virker, markerer vejen. Mange
biler og tricykler kører også uden lys
på og folk slentrer over vejen (jeg har
aldrig set en filippiner løbe eller skynde
sig. Det kræver for megen energi). Ja,
vi kørte også uden lys på og jeg spurgte
chaufføren hvorfor. „Det er for at
spare på strømmen“ sagde han. Men
hvad med dynamoen? „Det er ikke
sikkert at den virker“. !?.
Men vi kørte så i den 4-sporede
vejs yderspor, for det var sikrest, sagde
han. Det beroligede mig nu ikke for vi
blev overhalet både indenom og
udenom.
I indersporet kørte de fleste af
de jeepneys, som samler passagerer
op og de suser konstant ind til og ud
fra vejsiden. Jeepneys er rygraden i
transportsystemet på Filippinerne. De
kører med alt, de kan komme af sted
med, men de fleste fungerer som små
busser. Man vifter lidt med hånden
(med håndfladen nedad) og straks
holder der en jeepney udfor dig. De
fleste kører bestemte strækninger,
som vises ophængt i sugekopper på
forruden i passagersiden. Derudover
har de religiøse klistermærker og kors
og rosenkranse hængende, så det kan
være meget svært at se noget ud af
ruden i passagersiden. Betalingen på
8 pesos (ca. 95 øre) sker til nærmeste
passager, som rækker den videre frem
i vognen til den når chaufførens
bagudvendte hånd. Han skal altså
holde øje med trafikken, med mulige
passagerer inde i vejsiden, tage mod
betaling og evt. give penge tilbage, og
samtidig holde øje med om alle betaler. Det kan da kaldes multitasking !
Og så kører de som regel hele tiden i
10 – 12 timer for at tjene til livets ophold m.m. og bilen. Hvis man vil stå
af, så banker man blot i taget med en
mønt eller smutter et lille diskret fløjt
af sted, så suser jeepneyen straks ind
til vejsiden og standser og man kan
kante sig krumbøjet ud mellem de
øvrige passagerer og deres høns og
pakker, for man kan ikke stå oprejst
inde i bilen.
Men chaufføren mente så, at det
var nødvendigt at få diesel på vognen
og zigzaggede så bilen ind til vejsiden
mellem jeepneys og tricykler og gående, der konstant dukkede op foran i
det sparsomme lys. Jeg svedte ikke
kun på grund af varmen. Jeg kunne
heller ikke se nogen tankstation, blot
noget der så ud som fakler i vejkanten. Det viste sig så at være markeringer for små salgssteder, hvor der
foruden frugt og fletværk også kunne
købes diesel – i 2 liters colaflasker!
Alle myldrer ud for at se om der
ellers er noget, som skal købes, medens chaufføren tænder sig en cigaret og kigger vurderende på colaflaskerne, der er fyldt med diesel og
så proppet til med en klud. Han udvælger sig så 3-4 flasker, som en fra
salgsboden skulle hælde på bilen, for
der var jo pant på flaskerne. Jeg sagde
forsigtigt om det ikke var farligt med
den cigaret, men „no no“, det havde
han da gjort så tit. Jeg bad nu alligevel børnene om at fjerne sig mindst 2
meter væk. Det hjalp da jeg gav dem
1 pesos hver til at købe slik for. (Man
kunne få eet stykke slik for 1 pesos =
ca. 14 øre).
Vi kunne nu køre igen uden at
tænke på brændstof, så i med skruetrækkeren og bilen startede. Så skulle
jeg lige have „hæftet“ bildøren fast og
hjemad gik det – uden lys på, „for det
var der jo mange andre der havde“.
Godt at chaufføren havde et godt syn.
Han undgik flere tricykler og gående
i sidste øjeblik og hele tiden blev vi
overhalet fra alle sider af motorcyklister, der zigzaggede sig igennem trafikken („pudsigt“ nok havde kun
motorcyklens fører styrthjem på, men
ikke bagsædepassagererne eller børn
som sad på tanken).
Havde vores bils bund været
bare lidt porøs, så var mine sko gået
igennem, sådan „bremsede“ jeg hele
tiden ovre i passagersiden…
Men hjem kom vi da og holdt
uden for „gaten“ og dyttede, så nogen kunne komme og lukke os ind,
men efter 2 minutter hoppede jeg ud
og stak hånden ind genne en åbning
(hul) i jernlågen og åbnede ved det
indvendige håndtag. Der var jo ikke
noget udvendigt håndtag, „for så
kunne alle og enhver jo komme ind…“.
Jeg trængte godt nok til en San
Miguel, men køleskabet var fyldt op
med flasker med kogt vand. Vi har
ikke drikkevand i vandhanerne, så det
skal koges før det er ufarligt at drikke
(eller man kan købe rent vand hhv.
mineral- eller kildevand). Nå, men
selvom klokken var blevet henad 11pm
(2300) så var der stadig lys i naboens
lille kiosk, så det reddede det sidste
af min aften. De havde
dog ikke flere øl af almindelig pilsner størrelse, så jeg måtte tage
en „grande“ på 1 liter.
Da der ikke var
plads i køleskabet, så
måtte jeg jo kvæle det
hele. Det var også hyggeligt og jeg sov godt
bagefter.
Næste morgen
regnede det. Og når det
regner i troperne, så ville vi herhjemme
sige, at det vælter ned. Jeg kunne så
se at tagrenderne flere steder rundt om
huset var gennemtærede og det regnede også ned i et af husets rum. Det
havde det gjort i nogen tid fortalte man
mig.
„Hvad har I så gjort ved det“
spurgte jeg og fik så at vide at der var
sat en spand under, så det var afhjulpet indtil spanden blev fyldt og skulle
tømmes. Så måtte der lægges håndklæder på gulvet…
Men har I været oppe på taget
og se ? Næh det var der ingen, der
havde tænkt på.
Senere på dagen blev det heldigvis tørvejr. For det regner som regel,
næsten altid kun et par timer i det her
område og så er der tørt resten af dagen. Men så kan det godt starte igen
om aftenen og regne det meste af natten og så er gulvet i det værelse oversvømmet. Dog, som regel klarer håndklæderne sagen…
Men jeg insisterede på at komme
op på taget og se hvor hullet var. Problemet var dog at vi ikke havde nogen
stige – og det blev sagt, medens vedkommende stirrede intenst på mig.
Og når nogen stirrer intenst på
dig, så er det med at være forsigtig i
sine udtalelser, fordi det for det meste
betyder at man meget gerne ser at du
går hen og køber den ting, der er tale
om.
Derfor nøjes jeg med at sige, at
det var jo ærgerligt. Måske kunne vi
låne en af naboen ? Men næh, så let
skulle det ikke være. I stedet blev der
ringet til et familiemedlem, som siges
at være ekspert i tage og tagrender.
(Det er mit indtryk at familien har eksperter i alt muligt…men så behøver
man jo heller ikke at betale nogen udefra kommende for det). Jeg har imidlertid erfaret at det godt kan tage lang
tid inden „eksperterne“ kommer. For
det meste bliver det ikke til noget
samme dag og når de så kommer, så
skal de først have noget at spise, førend de kan kigge på noget.
Så hen på eftermiddagen næste
dag igen, blev der tid til at kigge på
taget, men først efter en del parlamentering om indkøb af noget billigt træ til
at lave en stige af. Mit forslag om, at
de købte en aluminiumsstige faldt ikke
i god jord. „Mahal“ (for dyrt). Der blev
så indkøbt noget træ og det blev transporteret hjem på en motorcykel. 4 træ
bjælker lagt ovenpå tanken og sadlen
og et stykke gammelt plastik bundet i
enden af den meter, det ragede bagud
af motorcyklen, så gik det fint. Føreren ? Han sad da ovenpå træbjælkerne.
I Filippinerne er der ikke noget
med „2 meter fra skel“ nej, der bygger man helt ud og helst til midt i skellet og det var naboerne begyndt på.
De var nået op i 3 etagers højde.
Imidlertid gik vores tagudhæng ud
over det, som de mente var skellet, så
de havde bare skåret det af – helt ind
til lægterne, som var synlige og således ikke dækket af bliktaget længere.
Derfor regnede det ind.
Historien om hvordan vi fik det
ordnet, må I have en anden gang.
Henning Poulsen
11
Telegrafforbindelse 1885
Kirstine Lund var fotograf i Hjørring, Stationvejen senere kaldet
Jernbanegade 22. Det blev hun efter
at hendes mand var gået voldsomt
konkurs med en købmandsforretning
i Løkken i 1881. Han rejste over
Glaskow til USA.Carl Frederik Christian Lund dør d. 22. november 1885
i Louiseville, Kentuky, USA.
samme dag. Et opslag i Post- og
Reisehaandbogen viser, at telegrafkontoret i Hjørring i vinterhalvåret
1885-86 (oktober – marts) havde åbnet mellem kl. 08 og 21. Fredericia
Telegrafstation havde døgnåbent.
I 1885 indrykker Kirstine Lund i
Hjørring, ovenstående annonce om at
hendes mand er død i Louisville i Amerika d. 22. november 1885. Annoncen bliver bragt i Hjørring Amtstidende
d. 24. november og i Vendsyssel Tidende d. 25. november.
Er der læsere af bladet, som har
kendskab til eksempler på børsoplysninger, præsidentmord, katastrofereller eller andre hændelser, der
er telegraferet fra Kentuky til Europa
på timer, minutter 1885?
Jan Rasmussen, Hjørring
mail: [email protected]
(Billeder: Historisk Arkiv, Hjørring)
Kirstine Lund fører daglig protokol over sine kunder i negativprotokollen. Lige præcis d. 22. november er det ikke hendes skrift dagens sidste kunde er indskrevet
med.Er det muligt at Kirstine Lund, i
Hjørring, i løbet af få timer har fået
telegrafisk besked fra Louisville
Kentuky USA ?
Jacob Vrist Nielsen fra ptt-museet, har kigget på sagen og erklærer
sig enig i, at der teknisk set intet var til
hinder for at få et telegram igennem
fra USA til Danmark samme dag, når
det vel at mærke blev afsendt tidligt
nok på dagen til at kunne nå frem til
modtagestationen inden lukketid
12
Morse som
„immateriel
kulturarv“
I Radiotelegrafen nr. 3 2014 oplyste Steen Wichmand om igangværende arbejde med ansøgning til
UNESCO om optagelse af morse som
„immateriel kulturarv“.
Den 11. november 2014 havde
Steen Wichmand arrangeret besøg for
Juergen Gerpott og undertegnede,
hvor Juergen informerede om det
igangværende tilsvarende arbejde i
Tyskland. Der var tale om et meget
fint møde, hvor vi i detaljer gennemgik hvilke krav der stilles til udformning af ansøgningsformularen. Med
disse informationer er vi godt rustet til
at udforme en vægtig dansk begrundelse for at få morse optaget på
kulturarvlisten. Det er ikke nogen nem
proces, men jo flere lande der ansøger, jo større er muligheden for optagelse. Ansøgningen skal være fremsendt senest 31. marts til Dansk Folkemindesamling, der videresender den til
UNESCO. Det bliver Eksperimenterende Danske Radioamatører (EDR),
Radiotelegrafistforeningen af 1917 og
OXA - Foreningen til bevarelse af
Danmarks Ældste Radiostation der i
fællesskab fremsender ansøgningen.
Fra venstre Juergen, Steen og Jan
Så til søs
Det var lige før jeg skulle ind som
soldat. Jeg husker at jeg på sessionen
ikke ønskede at komme til fodfolket,
som bønder-karlene ellers kom ind til.
Jeg meldte mig til panserværnet, men
på sessionen fik vi høretelefoner på
og lærte tre morsetegn. Dem skulle vi
skrive ned, som vi hørte dem. Jeg må
åbenbart have haft flair for disse tegn,
for jeg blev indkaldt til Jydske Telegrafregiment i Århus. Fra 1. maj til 1. juli
fik jeg arbejde på Seggelundgård. Der
har både far, Jes og Hans været karl.
Hans var der for anden gang. Da jeg
kom og skulle aftale løn, havde jeg
politiet i hælene. Jeg havde en BMW
motorcykel 250 cm 3 og mødte
færdselspatruljen. Jeg så åbenbart mistænkelig ud, så de vendte og satte efter mig. Jeg lagde mig ned over tanken og kørte alt hvad jeg kunne, drejede op af alleen til Seggelundgård.
Politimotorcyklen, en BMW, fulgte
bagefter. Da betjenten kom sagde han
„nå De er også godt kørende“, så så
han kørekortet og kørte igen.
Det var spændende at blive indkaldt til Jyske Telegrafregiment, det
var den anden juli 1962. Strabadserne
var ikke noget særligt. Men jeg var
kommet til en stor by, de fleste af kammeraterne havde realeksamen eller
studentereksamen. Nogle var skolelærere, og så var der en der var radiotelegrafist. Han hed Ole Dahl og havde
sejlet i Mærsk. De historier og oplevelser han kunne fortælle om var fantastiske. Jeg blev flyttet i radiokompagniet og lærte at „høre og
morse“. Når vi havde øvelse skulle vi
sende kodede meddelelser. Når vi
modtog kodede meddelelser, skulle vi
dekode dem. Det kunne vi kun hvis
meddelelsen var modtaget rigtigt. Jeg
var i øvrigt dobbelt specialist, det vil
sige, jeg var også chauffør på radiolastbilen. De sidste 3 måneder af soldatertiden blev vi forflyttet til Frøstrup
lejren ved Padborg. Vi fik tilladelse til
at tage over grænsen og handle cigaretter og andet godt. Vi skulle dog først
klæde om til civil på soldater hjemmet.
Jeg mindes min soldatertid med
glæde, jeg fik mange gode venner. Da
jeg den 3. november 1963 blev hjemsendt anså jeg det ikke for realistisk
at jeg kunne blive radiotelegrafist, så
jeg fik plads som forkarl ved Laurits
P. Høj i Feldum ved Vonsbæk. Vi fik
ikke nogen anden karl, så jeg var forkarl for mig selv. Høj var lidt speciel,
men ellers god nok. Han gik med et
gebis med kun 2 tænder i. Når han
skulle til Haderslev og handle, satte
han det fine gebis i, og så var hele
skuffen fuld.
En søndag, hvor jeg var hjemme
og hjælpe far, fik jeg besøg af en
soldaterkammerat fra Kolding, John
Schmidt. Han fortalte at han gik på
Fanø Navigationsskole og læste til
telegrafist. Jeg bestemte øjeblikkelig
at det ville jeg også prøve. Jeg havde
jo ingen realeksamen, men jeg kunne
høre og morse. Jeg fik tilsendt ansøgningsskema, og returnerede det i udfyldt stand. Jeg fik straks et brev med
besked om at jeg kunne starte på
Fanø navigationsskole til 1. oktober.
Jeg måtte gå til Høj og bede om lov til
at rejse 1. oktober i stedet for 1. november. Det var ikke godt, det var lige
midt i roehøsten, men det gik.
Fanø Navigationsskole
1. oktober 1964 startede jeg på
Fanø Navigationsskole. Gennem
elevforeningen fik jeg et værelse på
Albani depot. Jeg husker at jeg
tænkte, hvor kan jeg få mad, jeg havde
altid været vant til at sætte mig til middagsbordet. Det var ikke noget problem, der var et fint pensionat, hvor
jeg fortsat kunne sætte mig til bords
kl. 12. Forstander Eskesen stod i skolens indgangsdør klokken otte. Præcis klokken otte blev døren smækket
i og låst. De elever , som var på vej,
eller stod neden for trappen kunne
slukøret gå hjem igen. Vi startede 24
elever til telegrafist uddannelsen. Pensummet var sat til to halvår. Første
halvår bestod af dansk engelsk fysik
matematik naturlære, samt ikke
mindst morse. Andet halvår gik med
egentlig radioteknik. Vi skulle lære at
tegne diagrammer til komponenter i
sendere og modtagere. I radiorummet
skulle vi lære at betjene en radiosta-
tion, og især øve os på morsetegnene.
Vi var en broget flok med vidt forskellige forudsætninger. Halvdelen var piger, en del af dem var bare interesseret i at opleve verden, og finde en styrmand.
Matematik voldte mig stort besvær, jeg kunne ikke se det smarte i at
regne med bogstaver. En del af mine
kammerater, var lige kommet fra realskolen, så jeg rendte dem på døren
efter skoletid for at få hjælp. I matematiktimerne følte jeg det, som om jeg
var den eneste, der ikke havde haft
det før. Der var selvfølgelig også andre, men de sagde ikke noget. Jeg har
altid ment at jeg var rimeligt god til
dansk, ikke ret mange stavefejl o.s.v..
Men i dansktimerne skulle vi gøre rede
for grammatikken, gradbøje ordene.
Jeg kunne en del af dem, var også rimelig stabil til at sætte kommaer, men
det var ikke nok. Min dansklærer
Madsen sagde: Jørgen Fink Petersen
hvor gammel er de ?. 21 svarede jeg,
han spurgte, hvordan føles det at være
21 år og ikke kan en skid dansk.
Vi havde ham også til engelsk.
Jeg ved ikke om han havde kig på mig
fordi jeg snakkede sønderjysk. I hvert
fald blev jeg bedt om at oversætte et
stort stykke engelsk tekst direkte til
sønderjysk.
Da eksamen efter første halvår
var overstået, var vi kun 11 tilbage ud
af 24. Vi rykkede nu op i radioklassen.
Der var i forvejen 17, de var dumpet
fra tidligere hold. Det var især morsetegnene der voldte besvær. Til den
endelige eksamen, måtte vi have 5 fejl
i modtagningen ved 100 tegn i minuttet i 5 minutter, og det samme ved
aftelegrafering. En af de 17 var Evan
Pedersen, søn af en landmand oppe
ved Risgårde ved Limfjorden. Han
boede også på Albani depotet. Han
havde i et par år fisket fra Skagen og
Esbjerg. Vi havde det samme syn på
verden, og blev gode venner. Især
havde vi begge to en glubende appetit. Når vi købte ind til aftensmaden,
blev det til 3 pakker rugbrød (7 i hver)
4,50 kroner pålæg og en liter kærnemælk til hver. Vi spiste om kap, idet
den hurtigste jo fik 11 skiver. Jeg vandt
hver gang, Evan havde gebis i bådeover og undermund, så maskineriet hos
13
ham kørte lidt langsommere. Som
fisker havde han lært at lave mad. En
aften skulle han lave medisterpølse,
vi spiste ½ meter medister pølse, et
stort glas rødkål og 40 halve kartofler,
plus en gryde sovs. Men så blev livremmen også spændt op. Når vi ikke
spiste, eller spillede kort med andre,
så spillede vi skak. Vi skiftedes til at
vinde, til sidst blev det en æressag. Vi
lavede et dokument, hvor vi begge
skrev under på at vinderen af næste
spil, uigenkaldeligt var den bedste. Han
vandt.
Da Joan og jeg besøgte ham i
Risgårde mange år senere, hev han
Triumferende dokumentet op af sin
pung.
Ved den endelige eksamen
efter et år, var vi
kun to der bestod,
derudover tre
gengangere. Jeg
ringede straks til
r e d e r i e t
A.P.Møller og
forhørte om en
hyre. Jeg blev
straks antaget og
skulle møde to
dage senere på
adressen Kgs.
Nytorv 8, i København. Far
kørte mig til toget
i Kolding. Vores
Borgward havde
lidt nøkker, den
kunne finde på at gå i stå. Det gjorde
den også den dag lige før hovedvejen. Jeg måtte ud og skubbe, til sidst
var far meget stresset, vi fik den dog i
gang igen og nåede toget. Det første
jeg så, da jeg kom ind på rederikontoret, var et skilt hvorpå der stod
RYGNING IKKE TILLADT. En
kontormand gav mig et bykort og
adresserne på mønstringskontoret,
hvor jeg skulle have en søfartsbog, og
en læge hvor jeg kunne blive undersøgt for tuberkulose, derudover til
herreekviperingsforretningen
Hoffman og sønner, hvor jeg skulle
have min uniform. Det var meget
spændende. På rederiets kontor mødte
jeg en hvid sydafrikaner Patrick
14
Cotter. Han var også lige forhyret, vi
skulle om to dage rejse med tog til Italien. Han skulle mønstre Dorthe
Mærsk i Ravenna, jeg skulle mønstre
Mette Mærsk i Ancona. Begge skibe
var tidligere tankskibe, men var
ombygget til bulkcarriers, de var på
17.000 tons. Vi steg på toget, og skulle
ned over Gedser og videre til Italien.
Da vi kom på færgen ved Gedser, følte
jeg at jeg måtte vise lidt format, så jeg
købte en flaske Johnny Walker whisky. Jeg havde ikke smagt whisky før.
Vi fandt nogle plastic bægere og gav
os til at drikke. Langt nede i Tyskland
var flasken tom, og Patrick hjalp mig i
seng. Vi havde sovevogn. Jeg vågnede
igen næste formiddag, da vi kørte ind
i Italien. Som officerer i A. P. Møllers
rederi rejste vi på 1. klasse, vi skulle
skilles i Bologna. Patrick skulle med
et andet tog. Vi havde fået et lille pap
emblem af rederiet til at sætte i knaphullet, så agenten kunne finde os, når
vi kom frem. Patrick havde smidt sit
væk, så der var ikke andet at gøre end
at brække mit midt over. Jeg skulle
skifte i Milano. Jeg fandt det rigtige
tog, men ikke første klasse. Jeg sad i
kupe sammen med nogle kvinder. En
havde et bur med høns i, de snakkede
som et vandfald. På banegården i
Ancona blev jeg hentet af en taxachauffør, så det halve emblem gjorde
sin virkning.
På hotellet mødte jeg Ole Dahl.
Vi var soldaterkammerater, havde
endda ligget på stue sammen. Han var
allerede telegrafist dengang. Han
skulle være telegrafist og jeg overtallig, indtil jeg var lært op. Næste formiddag gik vi en tur langs havnen, og
fik da øje på et stort lyseblåt skib ude
i bugten. Det kriblede lidt i maven. Vi
kom ombord og blev behørigt mønstret, jeg blev indkvarteret i skibets
hospital. To dage efter afsejlede vi
mod New Orleans, vi skulle op af
Mississippi floden til en lille plads Destrehan. Hver dag skulle vi have radioforbindelse med Lyngby radio. Jeg
skulle morse, og når vi modtog telegrammer, sammenlignede vi til sidst.
Efterhånden vænnede jeg mig til, at
der ud over
morsesignalerne,
også var andet atmosfærisk støj.
En dag klagede 1. styrmand
over at TYFONEN (tågehornet
ude på for masten) ikke virkede.
Ole var også radioamatør og
havde megen teknisk snilde, så han
tilbød at reparere
tyfonen. Det var
højst sandsynligt
spolen, som var
brændt over. Han
fik en ny spole i
maskinen, og vi
begav os ud foran. Jeg var ikke vildt
begejstret for at skulle op og kravle
mens vi sejlede. Ude foran var der en
mast i hver side, og så en gangbro,
som forbandt dem. Lige midt på sad
tyfonen. Ole skiftede spolen ud. Han
bad mig gå et par skridt tilbage og
holde i gelænderet med begge hænder. Han vinkede over til broen, nu
kunne styrmanden trykke på knappen.
Jeg har aldrig været ude for noget lignende. Hvis jeg ikke havde holdt fast
med begge hænder, var jeg simpelthen blevet blæst ned.
Vi kom til New Orleans meget
tidlig om morgenen, skibet havde modtaget telegram om at Ole skulle afmønstre og flyve til Tokyo, hvor han
skulle mønstre Marit Mærsk. Ole
fulgte lodsen ned i lodsbåden og skibet fortsatte op af floden til Destrehan. Det var ikke andet end en stor
silo og en klat huse. Dorthe Mærsk
sejlede fra Ravenna to døgn efter os,
men kom til Destrehan bare et par timer efter os. Som den garvede sømand jeg efterhånden var blevet,
smuttede lige op til den lokale frisør
og blev klippet. Om aftenen gik hovmesteren og jeg hen på den lokale bar.
Her lærte jeg at drikke screwdrivers.
Efter to dage var skibet fyldt op med
17000 tons majs, det var før end beregnet. Telegrafistens job ved
afsejling er at modtage skibets papirer fra agenten og aflevere besætningens post til ham. Det var den 3. december 1965 kun tre uger til jul, og
skibshandleren havde modtaget en
stor ordre fra hovmesteren. Varerne
var ikke leveret endnu, men når et skib
skal sejle, så sejler det. Vi kom af sted
uden kartofler m.m.
Vi havde dårligt nok lagt New
Orleans bag os, før besætningen kom
væltende op på radiostationen med
julehilsner til familien. Det vigtigste
bevis for at et telegram eller radiobrev var korrekt modtaget, var ordtællingen. Stemte ordtællingen havde
man fået alle ordene. Det gik sommetider lidt stærkt med at gøre juleradiobrevene klar. Efter trafiklisten fra
Lyngbyradio fik jeg forbindelse med
ham, og fik et ventenummer. Når det
blev min tur, skulle jeg straks være klar
til at modtage trafik fra Lyngby, og
derefter straks sende min trafik. Det
blev en stresset affære, nogen gange
talte jeg ordene forkert, når Lyngby
brokkede sig, hørte jeg ikke ordentligt
efter. Pludselig sendte han „ forstår
du dansk?“. Det var lige det der skulle
til, jeg lænede mig tilbage og grinede
højt. Jeg lærte at slappe af, og på rekordtid var jeg lige så skrap, som
telegrafisterne på Lyngby. På turen
tilbage til Bari i Italien nåede jeg at
udveksle 200 telegrammer.
Vi havde en utrolig flink kaptajn,
han ønskede hver aften at have selskab af hovmesteren og telegrafisten.
Min søvagt var 2 timer på vagt 2 timer fri. Så når jeg startede kl. 7 om
morgenen, havde jeg først fri kl. 9 om
aftenen. Kaptajnen vidste når jeg
havde fri, så kom han op på radiostationen og inviterede mig ned på en
øl. Vi tre ordnede verdenssituationen
mange gange, og vi havde de herligste diskussioner. Vi fik en hel aften til
at gå med at afgøre hvem der sang
bedst. Han påstod Frank Sinatra, jeg
påstod Elvis Presley, hovmesteren
holdt på en tredje, vi måtte gå hver til
sit uden at blive enige. Når jeg morsede med Lyngby, kunne det høres i
højtalere rundt omkring i skibet. Ofte
kom kaptajnen og hovmesteren stormende op på stationen, svang sig op
på bordet på hver side. Det var meget
distraherende, men var vist også meningen.
Jeg havde også hyreregnskab,
pengeudbetaling, afmønstring og
påmønstring. I Bari afmønstrede en
matros, jeg glemte at trække 80 dollars på hans lønseddel, penge han
havde fået udbetalt i New Orleans.
Tabet var skibet uvedkommende, den
flinke kaptajn spurgte om jeg havde
råd til at dække tabet. Det havde jeg,
jeg skrev til matrosen, og han sendte
mig pengene et halvt år senere, da han
igen fik en hyre. Efter afsejlingen fra
Bari, var det juleaften. Der blev stegt
25 ænder, det hele syntes meget overdådigt. Alligevel var der nogen der
brokkede sig over både det ene og det
andet. Især 2. mester var meget utilfreds. Senere på dagen fortalte jeg min
gode ven hovmesteren, at nogen var
utilfreds med maden, især 2. mester.
Da han så konfronterede 2. mester
med hvad jeg havde sagt, så skulle den
løgnhals til gnist have bank. Han var
over et hoved større end mig. Jeg kom
uvidende gående hen ad dækket, pludselig sprang han på mig og smadrede
mine briller, og jeg fik et blåt øje. En
matros der stod i nærheden fik alle
fortænderne slået ud. De var dog forlorne. Nu blev 1. mester sur, han røg
på 2. mester og flækkede et øjenbryn
på ham. Så var der ro igen, men vi gik
og lurede på hinanden.
Nytårsaften blev holdt i
Ravenna. Vi var seks der ville i byen
og spise. Vi konstaterede at den eneste restaurant der havde åbent var jernbane restauranten. Vi bestilte noget vi
ikke vidste var var. Det var kalve ko-
teletter stegt i olie, de blev helt hvide,
så det kunne de andre ikke spise. Jeg
mente ikke man bare kunne lade maden stå, så jeg spiste alle seks.
Efter Ravenna skulle vi i dok i
Palermo. Skibet var nu tømt for alt,
minimum brændstof, ingen ballast. Vi
røg ud i meget hårdt vejr, skibet slingrede af sted, jeg var faktisk bange for
at vi skulle vælte. På mit kammer kiggede jeg på et askebæger, som rutsjede helt ud til bordkanten hver gang
skibet krængede over. Pludselig krængede vi meget hårdt over, og askebægeret røg ud over kanten. Til alt held
røg skuffen nu op og tog askebægeret.
I Palermo skulle vi skifte kaptajn,
den afgående skulle have hyreregnskabet med hjem. Jeg arbejdede næsten uafbrudt i 3 døgn for at gøre alt
klart. Den 2. januar 1966 afgik vi
Palermo med kurs mod Necochea i
Argentina. Det var skønt at komme
ned i varmen, nede langs med Brasiliens kyst, fløj flyvefiskene, foran og
langs med skibet. Nogle landede på
dækket, vores græske tredjestyrmand
sprang ned og samlede dem op, og
bragte dem ind i kabyssen. Han fik
dem så stegt til aftensmaden og nød
dem højlydt.
Jørgen Fink Petersen
(Billedet af „Mette Mærsk“
venligst stillet til rådighed af
„Museet for Søfart Helsingør)
Hold øje med
foreningens
hjemmeside
www.raf1917.dk
Grundet tekniske problemer
bringes „Danske ekspeditioner
til Nord Øst Grønland del 3“.
først i det kommende nummer
af bladet.
15
Bøjes klumme
HVAD SKULLE HUN OGSÅ
PÅ DEN GALEJ?
En fortsat beretning om foreningens formænd gennem tiderne.
Jørgen Hansen var formand for
foreningen fra 1978 til 1981. Det var
på mange måder en turbulent, men
også en meget givende periode, for
overenskomstforhandlingerne med
Danmarks Rederiforening var ikke
længere en isoleret begivenhed, hvor
hver organisation gik for sig selv i
mødet med rederne. Der var etableret et samarbejde mellem officersorganisationerne, og det kastede virkelig resultater af sig. Jørgen Hansen
var meget aktiv i bestræbelserne på
at sikre også radiotelegrafisterne en
bedre løn. Det havde i mange år været en torn i øjet på kollegerne, at de
ikke oppebar en hyre, der matchede
deres status som officer i handelsflåden. Det blev der rådet bod på. Et af
de meget stærke krav blandt alle officerer var kravet om kortere
udmønstringstid og tilsvarende længere hjemmeperioder. Folketingets
gentagne indgreb i overenskomstforhandlingerne i 70erne førte kun til en
skærpelse af kravene. Der blev ført
papirløse forhandlinger med rederne i
1980, men da vi ikke nåede nogen
vegne med denne form for forhandling, indkaldte organisationerne fuldmagter fra alle søfarende medlemmer.
RAF kunne konstatere en flot opbakning, idet vi fik 87,6 procent fuldmagter, der alle gav os juridisk bindende
mandat til at opsige stillingerne, og det
gjorde indtryk på rederne. Ikke
mindst for Jørgen var det en glædelig
tilkendegivelse, for det ville i udstrakt
grad være hans DFDS-kolleger, der
skulle forsvare og bære byrden af den
forestående strejke. DFDS flåde var
en udpræget flåde af enheder, der sejlede fra og til danske havne, hvor strejken umiddelbart kunne etableres. Den
faste vilje gav resultat. I december
1980 underskrev Danmarks Rederiforening og officersorganisationerne et
protokollat, hvor de krævede indrømmelser blev imødekommet. Ikke
mindst Jørgens faste holdning til
forhandlingsforløbet førte frem til et
gunstigt resultat.
16
Under vore forretningsudvalgsmøder var der ofte enkeltmandssager,
som forretningsudvalget skulle tage
stilling til. De høringer og beslutninger, der blev resultatet af møderne,
skulle naturligvis følges op, men det
var sjældent, at foreningens formænd
spurgte til sagernes udvikling mellem
møderne. Det var markant anderledes under Jørgens formandstid. Han
aflagde ofte sekretariatet besøg og
forhørte sig om sagernes behandling
og resultater. Vi fik både råd og beslutninger, som ikke kunne afvente
FU-mødet, for Jørgen var i sin egenskab af formand for foreningen i stand
til at træffe beslutninger på foreningens vegne. Det var fint og effektiv
ledelse. Det hører også med til Jørgens renommè, at han blev udpeget
og deltog med kyndig vejledning i retssager som søkyndig medlem af Søog Handelsretten.
S. Bøje Larsen
Efterlysning
Forleden stødte Anne Villumsen
i sine gemmer på et gammelt udklip
fra Tidens Kvinder årgang ca. 1960.
Nu spørger hun bladets læsere,
om der mon er nogle, som ved hvem
den pågældende „bette gnist“ er. Det
kan oplyses, at svaret er fra bladets
brevkasselæge Kirsten Auken.
Redaktionen er modtagelig for
gode læserhenvendelser.
„Fra min tidligste barndom har jeg
drømt om et liv til søs. Jeg er fra Midtjylland og min far er karruselejer, så
spørgsmålet om at blive søsyg har ligget mig fjernet. For mit liv har været
præget af fart. Desuden har jeg deltaget i svømmekonkurrencer, været
ivrig kajakroer, men herfra og til et
erhverv på havet var der jo langt for
en jysk pige.
Dog fik jeg mine ønsker opfyldt
idet jeg er blevet uddannet til telegrafist, og nu har fået hyre i udenrigsfart.
Men det er en meget spag dame, der
nu tilskriver Dem fra Rio. Udover det
romantiske ved det våde element
havde jeg glemt ulemperne, nemlig
søsygen.
Min hidtidige sejlads havde kun
bestået af forskellige færgeoverfarter,
som ikke havde voldt ubehag – heller
ikke er jeg nogensinde blevet køresyg.
Nu har jeg imidlertid følt mig døden
nær på denne min jomfrurejse – trods
flittig brug af søsygetabletter. Er der
andet end søsygetabletter? Kan man
vænne sig til det? Jeg gruer for vinteren, hvor jeg er bundet til Nordatlanten.
„A bette gnist“
Svar: Man plejer at vænne sig
til det, men kvinder er jo mere følsomme end mænd.
Med hensyn til Nordatlanten kan
vinteren være meget morsom – jeg har
selv prøvet det tre gange! Man får i
al almindelighed mange knubs, så at
man glemmer at blive søsyg, men når
anti-histaminer, de sædvanlige søsygetabletter, ikke hjælper på Dem, vil jeg
anbefale bella-donna-præparater og
ferietabletter, som under navnet
benzedrine i almindelighed kan fås i
håndkøb på apotekerne i enhver eksotisk havn. De behøver jo ikke at tage
så mange, da der kommer tilvænning.
For så kan De jo dårligt vende herhjem til landet, da brug af dette middel her anses for den argeste
narcomani.
For øvrigt vil jeg ønske Dem til
lykke i valget af erhverv.