Isodoros arv - Tine Wichmann

Transcription

Isodoros arv - Tine Wichmann
Eri k H a nsen
"Drømme er virkelighed, der ikke vil ende.
Virkelighed er drømme, der er forbi."
– Hans Lohberger
Isodoros arv
En spøgelseshistorie
mellemgaard
Isodoros arv – en spøgelseshistorie
© 2012 Erik Hansen og Forlaget mellemgaard
Sat med Cheltenham og Attic
Redaktør: Nichlas Jacobsen
Grafisk produktion : KWG Design, Odense
Grafiker : Tine Wichmann
Tryk : Toptryk Grafisk A/S
Kapitel 1
Forhistorie
1. udgave, 1. oplag
ISBN 978-87-92975-84-3
Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner,
der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de
i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at bringe korte uddrag
i forbindelse med anmeldelser.
www.mellemgaard.dk
Jeg husker ikke tydeligt, hvornår jeg første gang blev bevidst om eksistensen af det mørke, lidt uhyggelige, men samtidig også sært dragende
kælderrum. Men jeg husker omvendt, som var det i går, da jeg første
gang gav efter for min trang og betrådte rummet. Det føltes, som om jeg
forlod alt det trygge og kendte og bevægede mig et sted hen, hvor kun
fantasien satte grænserne for, hvad der kunne ske.
Jeg så mig lidt uroligt om. Det var, som om jeg med ét skridt var blevet
ført flere hundrede år tilbage i tiden. Der var lavt til loftet, og rummet var
kun delvist oplyst af fire fakler, der hang skråt ud fra de grove vægge og
gav et flakkende, lidt uvirkeligt lys. Gulvet var overstrøet med knækkede
trædragere, puds og sten; og bagerst i rummet stod en støvet gammel
egetræskiste, hvis robuste beskaffenhed blev understreget af de kraftige
sorte jernbeslag, der var blevet brugt til at samle den med for flere hundrede år siden. Det tunge, lidt buede låg blev holdt forsvarligt lukket af
en svær gammel hængelås.
Der lugtede skarpt af svovl, og som i en drøm ku’ jeg langt borte fornemme en fremmedartet lyd af temperamentsfuld spansk guitarmusik,
en klapren af fjerne kastagnetter og en trampende ilter flamencodans.
Jeg blev mærkeligt nok ikke skræmt, da der pludselig lød en lille, nærmest lydløs, eksplosion, som lynhurtigt udviklede en kraftig hvid røg, der
snart fyldte rummet og henlagde alt som i en nærmest uigennemtrængelig tæt tåge.
Da jeg igen kunne se, var det ikke fordi røgen var lettet, snarere tværtimod. Den samlede sig efterhånden i to, i første omgang gennemsigtige
og spøgelsesagtige figurer, der dog gradvist materialiserede sig og blev
stadig mere faste i formerne for til sidst at virke næsten menneskelige.
Den ene af personerne, Isodoro, var en tæt mørkhåret mand sidst i
trediverne. Han var klædt i noget, der lignede en gammel spansk uniform fra 1700 tallet. Isodoro havde en markant krum næse og et par
gennemborende øjne. Hans hud var så vejrbidt som en gammel sømands, og han var væsentligt mere mørklødet end normalt på disse
breddegrader.
Afvigende, som kommet ud af ingenting, og dog så almindelig og dagligdags, sad han pludselig der på kisten og børstede lidt støv af bukserne. Han tog imod mig uden nogen former for forbehold.
”Velkommen i et uspoleret univers, hvor alt er muligt!”
Jeg stivede overrasket, da jeg hørte hans kraftige, mørke stemme skære
sig igennem luften og fylde rummet med en rungende klang, som stod vi
i en katedral og ikke i et lille støvet rum langt under jorden.
Min hjerne havde måske i første omgang overbevist mig om, at det
var min sædvanlige flyvske fantasi, der var løbet af med mig. Men denne
stemme efterlod ingen tvivl. De væsner, der stod lige foran mig, var lige
så virkelige som jeg selv. Nakkehårene rejste sig og en isning løb igennem min krop ved denne erkendelse.
Jeg stod som lænket til jorden, ude af stand til at flygte, men pudsigt
nok var tanken om flugt slet ikke noget, der strejfede mig på noget tidspunkt. Det var, som om jeg instinktivt fornemmede, at ingen ville mig
noget ondt. Måske netop derfor ændrede min første angst sig relativt
hurtigt til en lidt nervøs nysgerrighed og mistro. – Hvad var det for væsner? Var der nogen, der lavede sjov med mig? Hvor vidste jeg fra, at
manden hed Isodoro? Eller det gjorde han måske slet ikke, var det også
noget, jeg bildte mig ind? Spørgsmålene hobede sig op.
Det var, som kunne Isodoro fornemme min skepsis. Han fortsatte
uden at fjerne blikket fra mig:
”I alle kulturer, og i lige så lang tid, som man kan huske tilbage, har der
eksisteret personer, som man har anset for at have okkulte evner. Der
har altid levet åndemanere, heksedoktorer, spåkoner, medier, drømmetydere og andre med helt unikke og samtidig uforståelige evner.”
Den anden person, Ferdinand, sparkede til en sten, der raslede hen over
gulvet. Isodoro vendte hovedet:
”Så skru dog op for varmen Ferdinand. Her er jo så koldt som i vinteren
1798.”
Ferdinand gik hen ved en rist i gulvet. Han åbnede med besvær for risten
ved hjælp af et højt håndtag, der stak lodret op fra gulvet. Det knirkede
højlydt, da han tvang håndtaget til højre, og guitarlyden, der syntes at
komme fra risten, tiltog i styrke, efterhånden som risten blev åbnet.
Isodoro fortsatte:
”Gider du godt skrue ned for lyden? Jeg sidder jo lige og snakker, ikke?”
Ferdinand drejede nu håndtaget om sin egen akse, og straks dæmpedes lyden, til man nærmest ikke kunne høre den.
Isodoro fortsatte:
”De fleste af jer er nok realister, der blankt afviser alle former for overnaturlige og uforklarlige hændelser.
Og dog! Har vi ikke alle alligevel, på et eller andet tidspunkt i vores liv,
oplevet at stå et givet sted og få følelsen af, at lige netop dénne situation,
lige netop hér; – her står vi i noget, vi allerede har oplevet én gang før.
Men husk på, at det, som I tror, er den ubestridelige sandhed i dag,
kan være helt forkert i morgen.
Før var jorden flad. Det var så sikkert, at alle, der tvivlede på, om det nu
også var rigtigt, blev brændt som kættere. – Pludselig blev den rund. Det
kunne beregnes og bevises, og med ét slag ændrede hele ens opfattelse
af virkeligheden sig radikalt.
I det åndelige univers befinder vi os i den sorte middelalder. Hvem kan
fortælle, hvad der sker i én, at man overhovedet kan få irrationelle følelser som kærlighed eller had? Der er vel nok ingen, der kan forklare
logisk, hvad en sjæl er, eller bare bevise sjælens eksistens.
Folk forsøger i dag at forklare tilværelsens mysterier ud fra Darwin og
andre forskeres ideer og teorier. De har et nærmest sygeligt behov for at
finde logiske forklaringer på det, de ikke forstår.
Det helt uforklarlige, kalder de i desperation for det Guddommelige.
Men da vi spøgelser jo ikke ligefrem er det, man typisk forbinder med det
guddommelige; og da vi jo helt sikkert heller ikke kan forklares logisk. Ja
så eksisterer vi i sagens natur ikke! – Og det er lige så sikkert, som at
jordkloden var flad som en pandekage for ganske få hundrede år siden.
Til trods for vores fuldstændige uvidenhed om det åndelige univers, vil
de fleste alligevel blankt kunne afvise alle former for spøgeri, tidsrejser,
parallelle universer og sjælevandringer som den rene overtro.
Det var, som om tiden stod stille, imens Isodoro med dyb og nærmest
hypnotisk manende stemme forsøgte at sætte mig ind i det, der for mig
var et helt nyt univers.
Jeg husker i dag kun brudstykker af hans forklaringer og har ingen
fornemmelse af, om der gik minutter eller timer. Det står dog helt klart
for mig, at opholdet gjorde et uudsletteligt indtryk, og at det radikalt
forandrede min opfattelse af virkeligheden, uden at jeg af den grund
kan påstå at være blevet mere klarsynet eller have forstået tilværelsens
gåde.
Jeg ved den dag i dag ikke, om det er hans ord, der har brændt sig så
fast i min underbevidsthed, at bestemte hændelser igen kan fremkalde
hans stemme så klar og kraftfuld, som stod han stadig foran mig. Eller
om jeg, der i kælderen er blevet programmeret til, at visse situationer
i dagligdagen, som ved et tryk på en knap, tænder for hans manende
stemme et eller andet sted dybt i mit indre.
Ligesom havskildpaddens unger instinktivt ved, at de skal søge imod
havet, når de klækkes, på samme måde har mit møde med Isodoro givet
mig en uforklarlig intuition og fornemmelse for, hvad jeg må gøre.
Det er mig som sagt kun muligt at erindre brudstykker af mødet, men
der er dog en enkelt historie, der ligger så tæt på overfladen, at jeg kan
genfortælle den, og ikke nok med det. Jeg fornemmer klart, uden at
kunne give nogen nærmere forklaring herpå, at jeg forventes at fortælle
den. Hvorfor, Isodoro så netop valgte mig til at fortælle ”Historien om
Peter”, er mig til gengæld fortsat en gåde.
Hvis ikke det var på grund af den effekt, mødet med Isodoro har haft
på mig, ville jeg næsten være fristet til at tro, at det var min fantasi, der
havde spillet mig et puds. Og måske er det netop sådan, det hænger
sammen, men hvor kommer så denne fantasi fra? Ligesom EDB-maskinen nødvendigvis må følge de instrukser, der kommer fra tastaturet, og
klaveret automatisk vil spille de toner, som pianisten slår an, er jeg nødt
til at følge min intuition og gøre det, som jeg føler er programmeret i mig.
Seancen med Isodoro sluttede lige så pludseligt, som den startede. Der
lød et næsten lydløst ”puff”, og Isodoro og Ferdinand var forsvundet så
sporløst, at man kunne blive helt i tvivl om, hvorvidt de overhovedet havde været der. Kun faklernes blafren vidnede om, at der måtte være sket
et eller andet i det nu fuldstændig tomme kælderrum, hvor ekkoet af den
spanske guitar gradvist fortonede sig og blev afløst af en raslende kæde
og en fjern hunds langtrukne og vemodige hyl.
I Bagenkop, en lille fiskerby på Sydlangeland, vendte Peter sig halvt i
søvne i sengen. Hans øre havde fanget de klagende hyl, som ved hver
eneste fuldmåne skar igennem natten. Halvt i søvne rejste han sig, gik
hen til vinduet og kikkede søvndrukken op imod Fredsbjerg, en lille bevokset bakke i udkanten af byen.
I aften kunne han, som så mange gange før, skimte omridset af det,
man i byen kaldte for ”spøgelseshunden fra Fredsbjerg bakke”. Den sad
altid på samme sted på toppen af bakken og hylede længselsfuldt og
vedvarende imod månen.
Peter lukkede vinduet og gik stadig halvt i søvne tilbage til sin seng,
hvor han næsten straks faldt i en dyb søvn.
Det blev fortalt, at et par af byens mænd engang havde sat sig for at
finde ud af, hvad det var for en hund, der lavede denne infernalske støj.
Så de drog en dag før fuldmåne op på Fredsbjerg og slog et lille telt op,
nøjagtig på det sted, hvor hunden plejede at sidde.
Den følgende aften begav de i god tid op på bakken med et jagtgevær
og en kasse øl. De satte sig årvågne i teltet med geværet indenfor rækkevidde og afventede i spænding hundens komme.
En del af byens borgere betragtede deres opførsel som yderst risikabel og holdt et vågent øje med teltet, da mørket faldt på. De kunne på
sikker afstand som sædvanlig både se og høre hunden, der hylede mod
fuldmånen, ganske som den plejede. Og da de samtidig også kunne se
teltet, ventede alle spændte på mændenes beretning om nattens begivenheder.
Stor var overraskelsen, da begge mænd stædigt hævdede, at hunden
ikke havde vist sig den pågældende nat.
Denne episode gav naturligvis en del af byens befolkning stof til yderligere fantasier om spøgelseshunden. De mere rationelle, der jo havde
brug for at kunne forklare og placere alt i kasser for ikke at gå helt i
spåner, fandt en mere plausibel forklaring i en kasse. – Nemlig i den
medbragte kasse øl.
Diskussionerne delte byen i to næsten lige store dele. Dem, der var
åbne for lidt af hvert, og dem, der var mere logiske og rationelle.
De sidstnævnte var ikke så sikre i deres sag, at de ligefrem var indstillede på selv at campere på Fredsbjerg den næstkommende fuldmåne.
Så de måtte nøjes med at være lidt mere markante i deres argumenter
end normalt. Og uanset om ens argumenter bliver mere rigtige af det
eller ej, så står man jo altid stærkere i en diskussion, hvis man kan latterliggøre ens modpart, og det var der selvsagt rig mulighed for i dette
tilfælde.
Resultatet blev naturligvis, at dem, der troede på spøgelseshundens
eksistens, holdt deres kæft for ikke at blive til grin, og ingen begav sig op
på Fredsbjerg bakke om natten, – og da slet ikke, når det var fuldmåne.