Krigskompendiet - Forskellige tekster om krig Genreforløb efterår 2014

1
Krigskompendiet
Krigskompendiet
- Forskellige tekster om krig
Genreforløb efterår 2014
Indhold:
Carsten Jensen: Vi lyver for os selv om Afghanistan
s. 2
Benny Andersen: Den usikre sikkerhed
s. 6
Kristian Klarskov: Danske soldater skal fortsat gå forrest i krig s. 9
Litteratursiden.dk: Agerhønen – i krigens skygge
s. 16
Martin A. Hansen: Uddrag fra Agerhønen
s. 19
Krigskompendiet
2
Carsten Jensen: Vi lyver for os selv om
Afghanistan
Af Carsten Jensen, forfatter
9. maj 2014, 17:00
Det nyligt overståede valg i Afghanistan blev udlagt som den succes, der retfærdiggjorde vores
krigsindsats. Men billedet af det demokratiske Afghanistan passer ikke – det blev fabrikeret af
journalister, der var langt væk fra stemmeurnerne, og af afghanske medier, som havde lovet ikke at
fortælle sandheden.
Hvad betyder ansvar for en journalist? Er det et ansvar over for sandheden? Eller et ansvar over for
noget andet?
Kan sandhedens pris blive for høj? Kan nationer, ja, hele verdensdele have det ligesom mennesker,
der ikke kommer igennem tilværelsen uden en livsløgn, der skjuler deres egne svagheder for dem?
Trumfer den retfærdige sag, de gode viljer, den oprigtige hensigt ikke altid sandheden?
Kan journalisters opgave være en anden end den at fortælle sandheden, især når den bliver helt
uhåndterlig? Er sandheden ikke somme tider det, vi har allermindst brug for, og bør vi ikke i lyset af
denne indsigt formulere en helt ny etik for medierne?
Fortæl os ikke sandheden, men hjælp os i stedet med at bevare håbet og troen på det retfærdige i
vores egen sag. Hold modet oppe hos os. Undergrav ikke vores selvtillid. Gør livet overkommeligt
og hjælp os med at se bort fra vores egne fejltagelser.
Er det ikke det, vi har brug for, en journalistik, der er menneskelig og omgængelig, i stedet for at
være så hård og kantet, at man slår sig på den?
Lyder det fortænkt og fjern fra al virkelighed? Så åbn avisen eller tænd for nyhedsudsendelserne på
TV. Dilemmaet er virkeligt og påtrængende, og mange nyhedsredaktører har for længst truffet deres
valg, og det er ikke den besværlige sandhed, de satser på, men den ømme opbyggelighed.
Tag nu det nyligt overståede valg i Afghanistan.
Alle, der har fulgt en smule med, ved, at valget gik over alle forventninger. Høj stemmeprocent,
meget lidt vold, meget få tegn på den valgsvindel, der ellers hjemsøger de afghanske valg.
Lykønskningerne regnede ned over det afghanske folk. De fundamentalistiske Taleban-oprørere
havde lidt et afgørende nederlag. Et facit kunne drages. Vores 13 år lange krig havde båret frugt.
Det var en sejr for de demokratiske kræfter i Afghanistan.
Krigskompendiet
3
Men først og fremmest var det en sejr for os. Vi havde givet det afghanske folk en gave, og da de
stillede sig op i lange køer foran stemmeboksene, var det os, de sagde tak til. Vores krig, som i
vores egne øjne aldrig rigtig var nogen krig, men en godhjertet humanitær indsats, skønt den
kostede titusinder af ofre, var retfærdiggjort. Vi havde holdt kursen. Vi havde gjort det rigtige.
I ugerne op til valget gennemførte Taleban en række spektakulære angreb i Kabul. Der var
udlændinge blandt de dræbte, heriblandt flere journalister fra Vesten, og effekten udeblev da heller
ikke. Mange af de journalister, der skulle have dækket valget, blev trukket hjem, og de, der blev,
foretrak at blive i Kabul frem for at rejse ud i provinsdistrikterne, der anses for endnu farligere end
hovedstaden.
Her er paradokset: den historiske succes for det afghanske valg blev garanteret os af journalister,
der var fraværende, eller hvis bevægelsesfrihed var stærkt begrænset. Jo mindre, de så, jo mindre,
de vidste, desto bedre forudsætninger havde de for at fortælle os om den strålende sejr for vores
endeløse krig. Et demokrati, der tog sig bedst ud på 5.000 kilometers afstand, havde sejret.
Og de afghanske journalister, alle dem med førstehåndskendskab til det sønderrevne land, hvad så
de, og hvad valgte de at fortælle?
Hvad de så, ved vi ikke. Hvad de valgte at fortælle, ved vi til gengæld. De tog dilemmaet på sig.
Hvis sandheden er ubekvem, skal vi så fortælle den?
Deres svar var et klart nej.
Det er New York Times, der fortæller historien. I en fælles udtalelse lovede Afghanistans
journalister at boykotte al omtale af Taleban i forbindelse med valget. Journalisternes fagforeninger
udsendte en appel om kun at trykke positive nyheder. Nationens fremtid og deres egen overlevelse
stod på spil, og al negativ omtale, der kunne så tvivl om valget, måtte for enhver pris undgås.
Journalisterne opdagede pludselig deres egen magt. De behøvede ikke kun at skrive om
virkeligheden. De kunne selv være med til at forme den, og opskriften var den enklest tænkelige.
De skulle bare lade være med at fortælle sandheden. Deres motiver var ud fra enhver tænkelig
synsvinkel udadlelige. Det var ikke blot patriotisme, men national ansvarsfølelse og omsorg for
demokratiet, der drev dem til at forvrænge virkeligheden. Med deres beslutning skabte de en ny
journalistisk etik.
Der er selvfølgelig altid dem, der ikke har forstået spillets regler, men stadig tror at journalistik
handler om at beskrive virkeligheden. Der er enkelte undtagelser blandt de afghanske journalister,
og så er der veteranerne fra Afghanistan-dækningen, navne som Anand Gopal, Matthieu Aikins,
Graeme Smith, Anders Sømme Hammer, der alle har boet fast i Afghanistan de sidste seks-otte år
og uforfærdet rejser i de provinser, hvor andre journalister ikke kommer.
Anand Gopal rapporterer i The New Yorker fra den Taleban-kontrollerede Wardak-provinsen. Her
træffer han en krigsherre, der sidder på tusinder af stemmesedler, som han nu planlægger at
bortauktionere til den højest bydende præsidentkandidat.
I Ghazni Provinsen konstaterer Fazal Rahman fra Afghanistan´s Analysts Network, at i Andar
Distriktet, hvor 32 valgsteder officielt meldes åbne, er der i realiteten kun tale om 12.
Krigskompendiet
4
Anders Sømme Hammer rapporterer i det norske Morgenbladet fra Pakhtia Provinsen om få
fremmødte ved valgstederne, alle mænd. Da han er i færd med at forlade valgstedet, ankommer en
bil i høj hastighed. På bagsædet styrtbløder en mand, der på vej for at stemme er blevet mål for en
snigskytte. Han udånder for øjnene af den norske journalist.
Canadiske Graeme Smith, der har forladt journalistikken til fordel for en stilling som senioranalytiker ved den internationale tænketank International Crisis Center, udtaler, at voldsniveauet
denne gang ser ud til at være højere end ved noget tidligere valg.
Og Matthieu Aikins opsummerer situationen i en tweet 19. april: »Mere vold, flere klager over
svindel, flere lukkede valgsteder - nøjagtig det modsatte af, hvad alle medier påstod.«
Hvad er det så, vi har givet afghanerne, og som de ved deres overvældende fremmøde ved valget
så taknemmeligt takker os for?
Vi har givet dem en stat, der fra starten var dysfunktionel og forudbestemt til sammenbrud. Vi har
givet dem en forfatning, der gav alt for meget magt til præsidenten, og vi indsatte en præsident som
Hamid Karzai, der kun kunne bevare sit folkelige mandat ved hjælp af omfattende valgsvindel.
Vi gav Karzai en magtbasis, der bestod af de samme krigsherrer, som Taleban under næsten
enstemmig opbakning fra befolkningen havde besejret, fordi de ikke repræsenterede andet end et
voldeligt anarki. Dermed gjorde vi enhver siddende præsident til gidsel for en systematiseret
lovløshed.
Vi har givet afghanerne en dårligt udrustet hær af lejesoldater, hvoraf en tredjedel deserterer på
årsbasis, mens officerkorpset har en markant overvægt af de samme etniske minoriteter fra landets
nordlige del, først og fremmest tadjikkerne, der i årtier har befundet sig i en kamp på liv og død
med befolkningens flertal, pashtunerne. Det er en sammensætning, der kun kan tjene til at sikre en
fortsættelse af borgerkrigen.
Vi har udrustet Afghanistan med et ryggesløst, paramilitært politikorps, der ikke bekymrer sig om
lov og orden, men blot betragter deres politiskilt som et adgangskort til at udplyndre og afpresse
befolkningen.
Vi gav et opløst og demoraliseret Taleban så mange grunde til at vokse sig stærk igen, at de til trods
for den samlede ildkraft fra 150.000 indsatte NATO-soldater nu kontrollerer op mod halvdelen af
Afghanistans territorium.
Vi gav afghanerne et land, hvor 55 pct. af alle børn ifølge en FN-rapport er fejlernæret med fatale
følger for deres fysiske og mentale udvikling.
Vi gav dem et sundhedssystem, vi roser os af, men ifølge en rapport fra den norske afdeling af
Læger uden Grænser er de tal og statistikker, der skal underbygge påstanden om en dramatisk
stigning i folkesundheden, mere end tvivlsomme, og læge Monica Thalliksen fortæller i
Dagsavisen, hvordan hun ved selvsyn har set, at befolkningen i et konfliktområde kun får adgang til
læger i bytte for efterretningsinformationer, og når det udenlandske militær forsvinder, forsvinder
også sundhedsklinikken.
Krigskompendiet
Men skolebørnene? Enhver politiker, der er blevet sat på den uriaspost at forsvare krigen i
Afghanistan, behøver kun møde op i TV-studiet rustet med dette ene tal: Otte millioner børn går i
skole. Det tal retfærdiggør alt og ugyldiggør enhver indvending.
Politikeren behøver ikke at vide, at en tredjedel af Afghanistans børn ikke går i skole. Han
behøver ikke at vide, at kun en fjerdedel af lærerne har gennemført den toårige læreruddannelse.
Han behøver heller ikke at vide, at kun 10 pct. af eleverne når frem til afgangseksamen, og at de
fleste må nøjes med to-tre timers daglig undervisning i fem-seks år. Han skal bare sige tallet: Otte
millioner.
Han behøver slet ikke at spekulere over, hvad der skal blive af børnene, når de forlader skolen i et
land sønderslidt af en endeløs strid mellem religiøs fanatisme og morderisk lovløshed. Statistikken
fortæller, at pigerne kan se frem til et indespærret liv i tavs undertrykkelse, hvor 87 pct. af dem før
eller siden bliver udsat for et voldeligt overgreb, mens drengenes bedste bud på en fremtid er som
revolvermænd i en privat milits eller kalashnikov-bærere i en oprørsgruppe.
Det er det land, vi overlader afghanerne. Det er den forgiftede gave, vi giver dem, og i vores
hovmod vover vi at kalde vores indsats en succes.
Hvis vi undrer os over afghanske journalisters enstemmige opbakning bag beslutningen om ikke at
fortælle sandheden om valget i deres land, så er det kun, fordi vi mangler enhver evne til
selvransagelse.
De har det fra os. Vi er deres læremestre i selvbedragets ikke særligt noble kunst.
Fra Berlingske Debat, 9. maj 2014 http://www.b.dk/kronikker/carsten-jensen-vi-lyver-for-os-selvom-afghanistan
5
Krigskompendiet
Den usikre sikkerhed
Af Benny Andersen
Jeg går ind for sikkerhed.
Uden at være forfalden til den.
Hvad var livet uden spænding
uden overraskelser
udfordringer
men på baggrund af rimelig sikkerhed.
Jeg vil sikre mine børn en sund og livfuld fremtid.
Og mig selv en interessant og værdig alderdom.
Jeg går ind for at sikre ytringsfriheden
frie valg
fri uddannelse.
Jeg går ind for miljøsikring
trafiksikkerhed
sikkerhed på arbejdspladserne
sikkerhedshjelme
sikkerhedsventiler
sikkerhedsseler.
Jeg er opsat på at sikre mit lands eksistens
økonomisk, politisk, kulturelt.
Nu er der meget jeg ikke forstår.
Det tar jeg forholdsvis roligt.
Jeg tænker
det kommer nok
eller
det er der nok andre der forstår.
Men en ting forstår jeg ikke
og selvom der nok er andre der forstår den
piner det mig
at jeg trods flere forsøg
stadig ikke forstår denne ene ting.
Det gør mig usikker.
Jeg er nogenlunde sikker på
at færgen Gedser-Warnemünde
Jeg er helt sikker på
at Peenemünde ligger godt 100 km øst for Warnemünde.
Jeg er ret sikker på
og der er dem der er endnu sikrere på
at russerne har affyringsramper for atommissiler
i Peenemünde.
6
Krigskompendiet
Jeg er nogenlunde sikker på
at færgen Warnemünde-Gedser
bruger cirka samme tid til tilbageturen
sådan cirka to en halv time.
Jeg er ret sikker på
at atomraketter fra Peenemünde
klarer turen betydelig hurtigere.
Uden om tolden.
Kloge folk taler om sekunder.
Det er jeg nu ikke så sikker på.
Men lad os da sige minutter.
Nu kommer vi til min usikkerhed.
Den skyldes
tror jeg
min sunde fornuft.
Eller sund og sund
lad mig nøjes med at sige
min almindelige danske fornuft.
Eller mere præcist:
min sjællandske snusfornuft.
Sjællandsk snusfornuft rummer
en del fantasi eller indlevelsesevne.
Mest brugt i kortspil på kroen.
En fiffig, vimrende fornemmelse for
modpartens næste udspil
og især for det næste igen.
- Jaeh, joeh, la os nu see... siger sjællænderen i mig.
- Hvis ien nu var russer - og hvis a amerekanerne nu
hade plantet så mejet brandfarligt isenkram rundt om i
Danmark - og hvis a det så kom til en stormagtskonflegt,
hvor det dreiede sej om sekunder - jaeh, så ville ien
nok ikke betænke sej så længe me at trykke på knappen...
hvis alså a ien var russer...
Nuevel, selv en sjællænder kan tage fejl.
Som sagt er jeg usikker
for det kan da tænkes at russerne
ville tøve så længe med at trykke på knappen
at NATO nåede at trykke først
og fik udslettet Peenemünde med mere.
Men jeg føler mig ikke sikker på
at vores sikkerhed hermed
ville være genoprettet.
7
Krigskompendiet
Min sjællandske snusfornuft siger mig:
- At nouen ka true de er mere sekre hvis a de sedder
ouen på en krudttønde - nej - ded var dou æiendummeli't...
len ka da godt tåle spænding - mæææn... der må nu ligodt
være måde me'ed...
Benny Andersen
Kilde: Uofficielle synspunkter. Fundet på
http://www.fredsakademiet.dk/abase/digte/digt55.htm#usikker
8
Krigskompendiet
Danske soldater skal fortsat gå
forrest i krig
I 2001 mente regeringen, at Talebans væbnede styrker stort set var
»elimineret«. 12 år og 43 døde danske soldater senere er Taleban der
stadig.
FREDVAGT. Siden 2001 har krigsmodstandere hver dag stået vagt foran Christiansborg for at vise deres utilfredshed. - Foto: Finn
Frandsen (arkiv)
DEL
Jesper VangkildePOLITISK REPORTER
Ansat på Politiken siden 2008.
Mobil 22575955
Twitter: @jespervangkilde
[email protected]
Kristian Klarskov
9
Krigskompendiet
10
Per Stig Møller kan sagtens se, at det ser lidt underligt ud, hvad hans eget system skrev om den
afghanske Talebanbevægelse, da de første danske soldater blev sendt af sted til landet for snart 12
år siden.
»Ja ja, jeg kan godt se det ironiske. Selvfølgelig«, siger den forhenværende udenrigsminister.
Vi taler med den konservative nestor på Christiansborgkontoret, der er hans en tid endnu. Emnet er
den danske krigsindsats i Afghanistan og Talebanbevægelsen, som det har vist sig umuligt at
knække.
Fortryder ikke et sekund
Udgifterne har beløbet sig til 11,4 milliarder kroner, og 43 danske soldater har mistet livet.
Men Talebans væbnede styrker er hverken »elimineret« eller »stort set ophørt med at eksistere«,
som regeringen ellers hævdede i beslutningsforslaget, før de danske soldater blev sendt i krig ved
årsskiftet 2001-2002.
Den forhenværende udenrigsminister lægger ikke skjul på, at »vi havde håbet, at Taleban stod
svagere«.
LÆS OGSÅ Helle Thorning bekræfter Afghanistan-exit: Et tidspunkt hele Danmark har ventet på
Men han fortryder ikke et sekund. Hverken beslutningen dengang eller den samlede indsats:
»Hvis du ikke havde gjort det, havde det stadig været al-Qaedas base. Så havde det været kalifatet,
som de gik efter at lave. Og så havde de kunnet destabilisere Pakistan totalt. Og så er der ingen tvivl
om, at det har sparet danske menneskeliv. Hvis ikke du havde taget Afghanistan for at få stoppet
Taleban og al-Qaeda, havde de fået deres base«.
Men vi havde også sparet 43 soldaters liv?
»Jo, men du havde så kostet mange, mange flere. Du skal tage alternativet – et Afghanistan under
al-Qaedas og Talebans ledelse. Mange, mange flere var blevet trænet til at blive terrorister«.
Hårdere missioner
Møller har været med i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i en halv menneskealder.
Hvis ikke du havde taget Afghanistan for at få stoppet Taleban og al-Qaeda, havde de fået deres
base
Per Stig Møller (K), forhenværende udenrigsminister
Krigskompendiet
11
Han deltog i de dramatiske debatter om de danske fodnoter i 80’erne. Var som oppositionspolitiker
med til at stemme for de danske Nato-indsatser i Bosnien og Kosova i 90’erne.
Hans system udformede beslutningsgrundlaget for de langt hårdere missioner i Irak og Afghanistan
i 00-erne – målt på tab af menneskeliv og antal ildkampe.
LÆS OGSÅTi bud: Det har krigene i Irak og Afghanistan betydet for os
Sammen med tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) var han helt central for den
drejning af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, der har bragt os danske soldater helt frem til
fronten, når de hårde slag skal stå.
Og har gjort Danmark et land, der har vænnet sig til at få soldater sendt hjem i kister med jævne
mellemrum.
Fra fredsbevarende til fredsskabende
Før Afghanistan var toningen anderledes i de danske missioner. Vi var også med i 90’erne, men
vægten lå på de fredsbevarende, ikke de knaldhårde fredsskabende missioner.
Pointen var dengang, at der fandtes rigeligt med toptrænede kampsoldater i større lande med
ekspertise udi de helt hårde missioner. Danskerne skulle være gode til noget andet, mente SRregeringen.
Hvilket tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) gjorde tydeligt opmærksom på, da
Afghanistan-missionen blev behandlet kort efter 2001-valget:
»Vi synes, at man skulle have lagt væsentlig større vægt på den del af den militære operation, vi
kunne bidrage til, som har direkte sammenhæng med løsningen af den humanitært katastrofale
situation i Afghanistan. (...) Vi mener med andre ord ikke, at det er den rigtige prioritering,
regeringen her har lagt frem, men vi føler os forpligtet af det tilsagn, der allerede er givet De
Forenede Stater«.
LÆS OGSÅ Enhedslisten om Afghanistan-exit: »Vi skulle aldrig være gået i krig«
Daværende forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) afviste:
»Jeg forstår det sådan, at hr. Lykketoft mener, at der skulle have været lagt mere vægt på den
humanitære indsats. Det er regeringens opfattelse, at den balance ligger i forslaget. Vi kan ikke yde
en tilstrækkelig humanitær indsats, uden at vi er fuldstændig sikre på, at der er ryddet op dernede.
Det er det, vi gerne vil hjælpe amerikanerne med«.
Krigskompendiet
12
Den nye generation
Lige siden har danske soldater haft rig mulighed for at bruge deres færdigheder på den afghanske
slagmark.
Men nu er det snart slut. Og det bliver næppe en opgave for hverken Møller, Lykketoft, Jensby eller
Fogh at drive udenrigspolitikken i det næste tiår.
En ny generation skal give nye bud på, hvor og hvordan Danmark skal placere sig i fremtidige
konflikter i Syrien, Afrika og andre steder på kloden.
Blandt de centrale af fremtidens folk er forsvarsminister Nick Hækkerup (S). Han var drivende
kraft, da regeringen stillede transportfly til rådighed for en skarp, franskledet mission i Mali, hvis
formål også var at bekæmpe yderligtgående islamister. En mission, der nu er overgået til FN og skal
forlænges.
LÆS OGSÅ Politisk flertal: Danske soldater skal udsendes igen
Regeringen er ved at skrue et forholdsvis blødt bidrag sammen. Men Nick Hækkerup lyder bestemt
ikke som en mand, der er bleg for at gå videre med de hårde fredsskabende indsatser.
Han svarer »helt ubetinget ja« til, om de danske tropper skal blive ved med at medvirke i de helt
skarpe missioner.
»Der er nogle konflikter, hvor det militære værktøj er det eneste, der duer. Og som kan modvirke
folkemord, katastrofer, imødegå terror og så videre. Det er ikke det samme, som at de militære
værktøjer kan stå alene. Det kan de uhyre sjældent. Vi kan godt vinde en krig, men det at vinde
freden er langt mere kompliceret. Men der er situationer, hvor vi må sige, at her må vi ind og bombe
og gribe ind, fordi der f.eks. er et folkemord undervejs, hvis vi ikke gør det. Derfor kom vi jo til at
smide op mod 1.000 bomber i Libyen, hvilket set med danske øjne er ret historisk«.
Lande, der snakker og snakker
Men det er briterne, franskmændene og amerikanerne jo også gode til. Skulle vi ikke have et andet
fokus?
»Det er der to ting at sige til. Dels er vi sådan set også gode til det. Dels har jeg det lige præcis
modsat med det argument om, at når man er et lille land, så kan vi godt dukke os. Også når vi er et
lille land, må vi vise, at vi er villige til at tage vores del af slæbet og kæmpe for de interesser, som
er vores. Selv om det er besværligt, og selv om det koster dyrt. Det med at skulle dukke sig og sige,
at det går ikke ud over os, og det er der nok nogle andre, der tager sig af, er ikke rimeligt i forhold
til det verdenssamfund og de allierede, vi er sammen med«, siger Nick Hækkerup.
Krigskompendiet
13
Forsvarsministeren er rigtig godt tilfreds med bombemissionen i Libyen og det robuste mandat, der
gav de danske piloter lov til at skyde, hvor det gjorde allermest ondt på Gaddafi og co.
Der er nogle konflikter, hvor det militære værktøj er det eneste, der duer
Nick Hækkerup (S), forsvarsminister
LÆS OGSÅProfessor: Danmark har intet at gøre i Afghanistan uden briterne
Nøjagtig som Anders Fogh Rasmussen i sin tid lægger Nick Hækkerup stor vægt på, at indsatserne
også har til formål at skabe indflydelse i andre sammenhænge:
»Vi skal også spørge, om det betyder, at der bliver lyttet til Danmark, når vi engagerer os. Betyder
det, at vores stemme bliver hørt i verdenssamfundet? Her er det min iskolde erfaring som
forsvarsminister, at de lande, som snakker, snakker, snakker, bliver der lyttet til i et eller andet
omfang. Men de lande, hvor man også stiller op, når det bliver svært, har en helt anden lydhørhed.
Her er der i øjeblikket stor lydhørhed for danske ønsker og interesser hos de toneangivende lande
som USA, Frankrig og Storbritannien«.
Troskab
Ministeren vil ikke rigtig ud med, hvilke lande der har det hele i munden.
»Uden at man skal sætte navne på, fordi der er jo et hensyn at tage til mine kolleger, så var der i
Libyenmissionen en vis undren over, at der var så få lande, der stillede op. Og at nogle af dem, som
så stillede op, gjorde det med begrænsninger i et omfang, så de for eksempel var på en
bombemission, hvor de ikke måtte smide bomber. Man kigger på dem og tænker: ’Nå’. Og det
betyder noget«.
Han er ikke i tvivl om, at der »vil være potentielle konflikter nok til, at vi vil være rigeligt
beskæftiget i de næste ti år«, og aktioner behøver nu – som i 00’erne – ikke at være funderet i et
klart mandat fra FN’s Sikkerhedsråd.
LÆS OGSÅ Dansk anti-opiumprojekt slog fejl
Men et FN-mandat vil være vigtigt for de fleste partier i Folketinget, mener forsvarsminister
Hækkerup:
»Men det er også rigtigt, at man kan forestille sig internationale militære aktioner, som Danmark vil
deltage i, hvor FN overhovedet ikke har noget say i den sammenhæng. Det kan man sagtens. Hele
vores sikkerhed står jo på vores Nato-medlemskab og solidaritetsartiklen om, at hvis der er et
angreb på et Nato-land, så er det et angreb på alle Nato-lande. Derfor vil vi, hvis der er et andet
Nato-land, der måtte blive angrebet, være der med det samme, uanset hvad FN måtte mene«.
Kampen mod Assad
For tiden overvejer regeringen to anmodninger fra FN. Den om Mali og en anden vedrørende
Krigskompendiet
14
Golanhøjderne på den israelsk-syriske grænse.
Mere nølende har regeringen været i forhold til borgerkrigen i Syrien.
Til frustration for de borgerlige har regeringen været afvisende over for at forsyne de indbyrdes
uenige syriske oppositionsgrupper med våben til at bekæmpe Assadregimet.
I min optik har vi lært rystende lidt af Afghanistan, når vi ser på diskussionen om Syrien
Rasmus Helveg Petersen (R)
»Nogle gange opstår spørgsmålet, om vi ikke bare skulle gribe ind og gøre noget i Syrien. Her må
man bare sige, at det er ikke noget, Danmark afgør. Det gør de store lande. Det, vi kan vælge, er,
om vi vil engagere os eller ej, og med hvilken intensitet«, siger Nick Hækkerup.
Generelt har S-R-SF-regeringens tid dog været fattig på sager, hvor udenrigspolitiske spørgsmål er
blevet centrale indenrigspolitisk.
Set i bakspejlet
Men nuancerne findes. Også internt i regeringsblokken.
Den radikale udenrigsordfører Rasmus Helveg Petersen mener – set i bakspejlet – at det
internationale samfund har begået en fejl ved at holde hånden over en regering, som det afghanske
folk har lyst til at bekæmpe, i stedet for at skabe legitimitet om en regering, som folk ønsker at
støtte.
LÆS OGSÅ Forsvarsministeren til VKO: Man skal ikke kaste med sten ...
»Hvis man dengang havde vidst, hvad vi ved i dag, kunne man allerede dengang have lavet en
forhandlingsløsning og være nået lige så langt, som vi nu er kommet med 12 års militær indsats«,
siger han.
Afghanistan det hele værd
Trods de 43 døde soldater ligger Nick Hækkerup helt på linje med Per Stig Møller, når han skal
svare på, om Afghanistanmissionen var det hele værd.
»For den enkelte soldat, for familien og for dem, der har båret smerten, er det jo aldrig det værd at
betale den pris. Men for alle os andre herhjemme og for Danmark som samfund har det været det
værd. Det har været med til at sikre, at vi ikke skulle bekymre os om terror. Og ikke har set terroren
folde sig ud i det omfang, som man ellers må have antaget, at det kunne have været tilfældet«, siger
Nick Hækkerup.
LÆS OGSÅForkert at Thorning undgår den kritiske presse
Krigskompendiet
15
Både Helveg og Hækkerup er enige om, at Syrien ikke lige nu er stedet at intervenere militært. De
radikale undrer sig over debatten om Syrien.
»I min optik har vi lært rystende lidt af Afghanistan, når vi ser på diskussionen om Syrien. Efter 12
år har det stadig ikke været muligt at fremtvinge en militær løsning. Når det gælder Syrien, mener
stærke kræfter – bl.a. i Venstre – at det kan løses med militær magt. Det er en illusion«, siger
Rasmus Helveg Petersen.
Fra: Politiken Internationalt, 21. Juli 2013 http://politiken.dk/udland/ECE2027346/danske-soldaterskal-fortsat-gaa-forrest-i-krig/
Krigskompendiet
16
I krigens skygge
Efterkrigstid. Europa ligger i ruiner. Millioner af mennesker har mistet livet, enten på fronterne i
kamp, som ofre for bombardementer eller i nazisternes dødslejre som ofre for et af historiens
grusomste folkemord. Den gamle verden er styrtet i grus, og den nye verden synes usikker. De, der
er overlevet, må spørge sig selv: Hvordan kommer vi videre?
Netop dette er det gennemgående tema i Martin A. Hansens novellesamling Agerhønen fra 1947,
udgivet to år efter Anden Verdenskrigs afslutning. Med krigen og folkedrabet som dyster baggrund
beskriver Hansen i de tolv noveller menneskeskæbner, der – på hver deres måde – er kommentarer
til og refleksioner over tiden, civilisationen og verdenskrigens rå udstilling af menneskelig
brutalitet, men som også beskriver en tid, der kalder på eftertanke, på forandring.
Denne tematik behandler Hansen både kritisk og indlevende i novellen Martsnat. En søn kommer
hjem til den fædrene gård for at våge over sin afdøde far, der ligger i en blomstersmykket kiste i
stuen, og siddende ved faderens kiste reflekterer han over døden og krigen, livet og menneskets
ondskab.
Som handlingen skrider frem, udvikler Martsnat sig dog fra at være en novelle til at være andet og
mere end det – historien er også et filosofisk essay om katastrofen, naturen og civilisationen.
Efterkrigstidens problematik og væsen skildres tydeligt som spørgsmål:
»Paa Menneskehedens raa Kistefjæl lægger man en Urtekost. Foraaret vil komme igen og igen,
uden Ende, Viben vil stadig ligge paa Æg, og Violen dufte, og Jorden dreje sig grøn i Lyset, ogsaa
naar vi er borte, naar alle er borte. Er Naturtrøsten dig stærk nok? Ja, maaske for dig selv, i mandig
Resignation. Men hvad siger den dig, naar du mærker Stanken fra myrdede Børns Lig, som
raadner?« (s. 172)
Med dette billede formår Martin A. Hansen så mesterligt at stille det svære, men nødvendige
spørgsmål: Hvordan leve videre efter katastrofen? Naturen går sin gang, selvom det utænkelige er
sket. Mennesket kan resignere og erkende, at det er grusomt, men trøsten ved, at naturen upåvirket
fortsætter sin cyklus, er utilstrækkelig; for folkedrabet er en realitet, og stanken fra de tyske
koncentrationslejres massegrave hænger over civilisationen som en uundgåelig påmindelse om den
totale ondskab og destruktion. Her er det ikke nok at resignere, for selv i resignationen kan man
ikke undgå afmagten ved selve naturens orden – for naturen gør ikke forskel, den skelner ikke
mellem godt og ondt: »Den gode Mor og den gale Bøddel, de er den lige kære.« (s. 172) Og midt i
denne kendsgerning – at livet går videre på trods af krig, på trods af mord og ødelæggelse – står
mennesket tilbage, ansigt til ansigt med afmagten, der som en skygge tegner efterkrigstiden. Og
midt i denne afmagt står vi med endnu et spørgsmål: Hvordan kan vi dømme?
Krigskompendiet
17
I Martsnat er der ingen tvivl: Vi kan ikke dømme – dom og oprejsning er umulig, fordi menneskets
natur ikke tillader en sådan retfærdighed. Menneskets eneste værktøj er hævnen – mennesket pines
og slås til sidst ihjel, for som der står: »Maidanek er dets Natur.« (s. 172) Udryddelseslejren bliver
her et billede på ikke blot krigen, men hele menneskeheden; og således står vi alle, som mennesker,
indirekte til ansvar. For folkemordet, uhyrlighederne i Maidanek, Auschwitz og alle de andre
koncentrationslejre, blev jo begået af mennesker.
Som alle mennesker, der levede i efterkrigsårene, søger jeget i Martsnat en forklaring. Den døde i
kisten bliver genstand for hans tanker om den skygge, der er blevet kastet over menneskeheden,
mens den begyndende stank fra liget bliver en uhyggelig association til stanken fra de myrdede i
udryddelseslejren; og meningsløsheden overskygger således også et godt menneskes meningsfulde
liv. For over for katastrofen, krigen, det totale sammenbrud mister selv det meningsfulde og gode
sin betydning, og afmægtigheden tager overhånd.
På trods af den alvorlige tematik er Martsnat dog ikke en undergangshistorie. Den afdøde er jo
netop ikke et af ofrene i koncentrationslejrenes massegrave. Han ligger i sin blomstersmykkede
kiste i stuen med de levende lys, og hans død bliver et symbol på en ny begyndelse: Mens sønnen
endnu våger over faderen i kisten, høres lyden af klokker i det fjerne, og et fugletræk går hen over
huset. Da ser sønnen faderen for sig, med hatten trukket ned over brynene, stå og lytte til trækket;
og med påskens budskab om opstandelse gives en åbning – der anes et lys midt i meningsløshedens
mørke.
En lignende tematik behandler Martin A. Hansen i Soldaten og Pigen. En soldat sidder i et tog og
trækker pludselig i nødbremsen, da han ser et landskab, han ofte drømte om, mens han var i krig.
Han tager afsked med en gammel kone, som han er faldet i snak med, og går ud over markerne, til
han når en mergelgrav. Her kaster han sin medalje i vandet og lægger sig på skråningen. Efter
nogen tid henvender et spøgelse sig til ham; det er en pige, som er druknet i mergelgraven. Mens de
taler sammen, går månen ned.
Igen kredser Hansen om krigen, her personificeret i den hjemvendende soldat. Novellen adskiller
sig stilistisk meget fra Martsnat, idet den er holdt i en lettere, nærmest humoristisk tone, som visse
steder minder om stilen i nogle af H.C. Andersens ironiske eventyr – måske styrket af, at netop
soldaten er så arketypisk en figur. Det er imidlertid interessant, hvorledes Martin A. Hansen tegner
soldaten i hans forhold til krigen; han vil tilsyneladende helst ikke tale om den, men når han gør det,
bærer hans ord tydeligt præg af et modstandsforhold. Soldaten vil gerne give sin tapperhedsmedalje
væk til en lille dreng, han ser i toget, men når det ikke, før drengen og hans far står af.
Han ønsker altså ikke at beholde sin tapperhedsmedalje, og sin uniform kan han aldrig mere få af,
som han siger til den gamle kone, da hun spørger, hvorfor han stadig har den på. Krigen og soldaten
er forbundet – soldaten ønsker måske at tage uniformen af, men den sidder så at sige fast, ligesom
Krigskompendiet
18
krigen og dens uhyrligheder har brændt sig fast i hans sind. Han har ganske vist fået en medalje for
tapperhed, men den form for tapperhed er ikke noget værd. Derfor må han frigøre sig fra den. Og
derfor trækker han i nødbremsen; han kommer til det sted, han drømte om, mens han var i krig, og
her kaster han medaljen ned i mergelgraven til alt ragelset, som folk har smidt ud. Mødet med
spøgelsespigen bliver en form for forløsning; pigen er ensom, men han gør en ende på hendes
ensomhed, og hun forstår, at han som soldat må have været nødt til at gøre andre fortræd. Og med
den nedgående månes spejlbillede i mergelgraven: »Det saa ud, som hans Medalje var kommet op
af Vandet og nu laa og blev smeltet om.« (s. 188) bliver håbet om forandring tydeliggjort. Medaljen
kan smeltes om, blive til noget værdifuldt, og verdens genfødsel er mulig efter krigen – trods alt.
Efterkrigstid. Det er denne periode og dens centrale problemstillinger, der går igen i Agerhønen, og
derfor er novellesamlingen et udpræget stykke samtidslitteratur, der giver et indblik i tidens
problemstillinger og krigens menneskelige omkostninger. Men Agerhønen er også historier om
mennesker i det 20. århundrede; om identitet, om liv og død, om forholdet mellem mennesker. De
fleste af novellerne udspiller sig i landbomiljøet, hvilket er klassisk for Martin A. Hansen; men
problemstillingerne er bundet til mennesker og er af både moralsk og samfundsmæssig karakter,
hvilket gør, at de både er relevante og giver stof til eftertanke. I Høstgildet dør en ung mand af druk,
og den lokale, unge præst mister som følge deraf troen på sin gerning og på sit værd; i Ventesalen,
som er samlingens centrale novelle og i sig selv næsten en lille roman, opløses en kvinde gradvist i
selvdestruktiv vrede imod en anden kvinde, og i Offer begraves to børn levende for at redde deres
landsby fra pesten. Det er voldsomt, og indimellem er det også svært at forstå – men det er skrevet i
et sprog så dragende smukt, at man ikke kan undgå at føle ægte læseglæde. Naturbeskrivelserne er
uovertrufne, malet med så fin en pensel, at man både kan se og dufte landskabet, høre stormen suse
og høre det dumpe slag fra agerhønen, der flyver mod den fattige families dør i titel-novellen.
Agerhønen er – med andre ord – litteratur så fængende og så velskrevet, at jeg kun kan opfordre til
ét: Læs den!
Fra Litteratursiden.dk http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/agerhoenen-i-krigens-skygge
Krigskompendiet
19
Uddrag fra Agerhønen af Martin A. Hansen
De hørte den hjemløse Landstryger udenfor, Blæsten. Han var træt, lod det til. Nu og da lagde han
sig ned paa Marken for at hvile, men saa maatte han op igen.
Og en gang imellem rejste Sneen sig op ved Vinduet, hvirvlede, polkerede og var borte igen. Den
kikker ind, tænkte de, den morer sig over os, skønt her ikke er noget at more sig over.
Det blæste, og aftenen gik. Blæsten tog nok til, men trægt. Den slæbte sig gennem havens Træer.
En slidende Vind. Den mindede om en, som nøler med at sige Sandheden, men skal sige den. Det
var nok, hvad de voksne i Stuen hørte i den slidende Blæst.
Aftenen gik, og der kom hele Tiden Sne ned. Først var det store, brede Fnug, som fra Mørket kom
sejlende ind mod ruden og blev lysende, store anemoner. Siden blev Fnuggene mindre og tættere,
og længe, meget længe kom de paa skraa. Lidt efter lidt satte de Farten op og kom mere paa langs,
fygende. Naar da ikke Sneen gjorde holdt, vendte sig i sin lange, hvide Kappe og kikkede ind.
- Se dog Sneen! sagde den mindste Pige. Søsteren tyssede paa hende. Børnene glædede sig ellers
over Snevejr, men det kunde de ikke nu, syntes de. Og hele aftenen blev der ikke sagt stort andet
end det, den lille sagde om Sneen. Det var under Krigen, den første store Krig, paa et afsides Sted, i
et beskedent hus, hvor der var noget i Vejen.
Faderen sad og læste avis. Han læste stadig paa det samme Stykke. Han kom midt i det, Saa
begyndte han forfra igen. Moderen stoppede Strømper. Det gik rask, naalen ind, naalen ud, ind og
ud, ind og ud, Traaden over, næste hul, alt for rask. Børnene sad tæt sammen ved et hjørne af
Bordet og saa i gamle Ugeblade. De var meget stille og enige.
I et skikkeligere Lys havde Stuen set hyggelig ud, omhæget og med pæne Smaating, Lyseduge,
Billeder, nips. Men ned fra Loftet hang der en underlig, livløs Tingest, som ogsaa gjorde de andre
Ting livløse. Det hjalp ikke, Petroleumslampen var pudset og skinnede i Messingen. Den var uden
Olie. Den ikke bare hang, den var hængt.
Lyset kom fra Karbidlygten oppe paa Væggen. Faderen havde prøvet at afskærme den, men det var
alligevel et raat Lys, den gav. Den var skæv og blaa i sin stikkende Flamme, og den hvæste, saa
længe den havde Kræfter nok. Saa begyndte den at blinke og vippe med Flammen som Skaden med
sin hale. Menneskelig blev den først, lige inden den døde.
Lygten stod og pegede paa Møblernes slidte Steder og Tapetets Pletter. Den viste alle Fejl frem.
Gjorde de smalle ansigters Skrift nem at læse. Det haarde Lys gjorde alting ringe, ogsaa Sjælene,
som savnede Olie til deres Lamper.
Det skete, at Landstrygeren derude jog en lang arm ned i Skorstenen, saa Kakkelovnen lod røg gaa
fra sig. Det stirrede Børnene paa med aabne, slapt smilende Munde, det var da endelig noget
interessant.
Men gløder var der da i Ovnen, helt uden Varme var Stuen ikke. Og var en fremmed kommet ind,
havde han maaske ikke lagt Mærke til noget. Saa vilde Forældrene gøre deres bedste. Det var deres
Stolthed at skjule alt til det sidste.
Nu og da kom der jo bekendte paa Besøg. De havde vel deres anelser, og nogle af dem havde lige
saa skarpt et Blik som Karbidlygten. De saa i al hemmelighed Børnenes øren efter. Jo, ørerne var
rene, Tøjet bødet. De kikkede i Smug under Familiens Træsko. Jo, de var velholdte og nyskoede.
Det saa nok ikke allerværst ud for Familien. Det var i hvert Fald en meget pæn Fattigdom. Og det
røber sig altid i Slusk, naar man rigtig synker.
Først gik det helt godt for Familien. Men saa var Faderen længe indkaldt som Soldat. Bagefter
daarligt arbejde, lav Dagløn, høje Priser, ned ad Bakke. Saa kom der Sygdomme. Det ved man
Krigskompendiet
20
præcist. Nu er det min Tur, siger Sygdommen altid, naar Modgangen har brudt hul. Og nu stoppede
Frost og Sne Faderens Spade, som de levede ved. Det kunde ikke skjules længer. Man kan ikke
blive ved at hænge i een Finger. De havde skjult det i Pænhed saa længe, at Musene nu sagde op og
ikke vilde komme i det Spisekammer længer.
Faderen læste avis, det samme Stykke om og om igen. Moderens naal for saa rask, ud og ind, ud og
ind.
Næste Strømpe, garn i naalen, ind og ud, ind og ud. Det gaar ikke mer. Kun lidt Byggrød. Dag efter
Dag. Smaa Tallerkener, mindre og mindre. Frost og Sne. Ikke skjule mer.
Hvad saa? Der mangler vel ikke Udveje for den Familie. De kan jo bede nogen om lidt hjælp. Paa
Væggen hænger Billeder af Mennesker, som ser flinke ud. Kom dog endelig, siger Billederne. Og
gør man nødig det, saa kan man jo sælge Billederne, de vil hygge paa enhver Væg, saa de er meget
værd. Og der er hængelampen, den er jo unyttig og hænger bare og ser uhyggelig ud. Men Moderen
holder den saa blank og skinnende, at den maa være en Masse Penge værd for den, som har Olie.
Og der er den gamle Konkylie paa Kommoden. Den er kostbar, for den er mærkelig at høre i, og
hver gang Fader tager den i sin haand, giver han sig til at fortælle, hvad han har læst om fremmede
Lande, som kommer det lige ud af Konkylien. Ja, Familien kan sagtens klare sig en Tid ved at
sælge af Tingene, for alle i Stuen ved, at de Ting er meget værd.
Faderen læste avis. Moderen stoppede hoser, Børnene bladede stille i gamle Ugeblade, som var
bløde og møre i Papiret af at blive bladet, og ingen mælede noget, og aftenen gik mod Sengetid.
Men Blæsten var øget. Den havde faaet Magt, var ikke længer en Landstryger, men en hærfører,
som rejste med stort Følge. Der var store, brusende Minutter, naar et flyvende hærtog passerede, og
halerne paa Snefogets heste piskede ruderne, og underlige døde øjeblikke, da der var stille om
huset, og man hørte Blæsten ride gennem Kirkegaardens store Træer.
I saadan et tyst øjeblik hørte de et dumpt Slag paa Yderdøren. Mellem Stue og Yderdør laa der
baade Køkken og gang. Men de hørte det. Det ene Slag.
De saa paa Moderen, og hun saa paa dem. Hendes øjne var store, og det blev deres ogsaa, mørke,
fulde af Frygt. Og de vendte alle, Mor og Børn, deres Stirren mod Faderen. Han saa stadig i avisen,
men hans Blik flyttede sig ikke, han læste ikke.
Han vendte sig ikke imod dem, og de vidste ikke, hvad der var i hans Tanker. Han var en Mand,
anderledes i Sindet end de, og i Frygtens øjeblik vidste de intet om ham, naar han ikke vendte sig og
saa paa dem. Men Mor og Børn var forenet. Naar noget ukendt nærmede sig, da var der Frygt i
dem. De huskede for meget. Det var en nat, de laa og sov. Da bankede det. En Mand stod uden for
Vinduet. Du skal af Sted i nat, du er indkaldt.
Der var Krig endnu.
Faderen løftede hovedet og saa op paa Uret, som hang der paa Væggen og sagde: Bi og ti, bi og ti.
Der var et mærkeligt Skær i hans Blik, maaske det lønlige Svar fra Mandssindet, naar det vilde og
ukendte kalder. Ja, jeg kommer.
- Hvad var det? lød Moderens hvisken.
Han vendte sig og mødte de mange øjne, og der kom Styrke i hans.
Mens hans Skridt fjernede sig ud gennem Køkken og gang, sad de lyttende, saa stille og urørlige,
som havde han taget deres Livsaande med sig.
De hørte ham aabne den frostbundne Dør. Blæsten for i. Da det atter tystnede, hørte de ham spørge:
- Er her nogen?
De syntes, det varede længe. Men skønt de havde hørt hvert af hans Skridt, kom de til at ryste, da
han stod i Døren, alvorlig, undrende. Han bar noget i hænderne. En af Smaapigerne skreg lidt ved
Synet af det, og det isnede dem ned ad ryggen, saa hæsligt og forfærdeligt syntes de, det var.
- Hvad er det dog? hviskede Moderen.
- Det er en Agerhøne, svarede Faderen.
Krigskompendiet
21
Da skete der noget i deres øjne. Da saa de, det var en lille Agerhøne.
Faderen holdt en lille, buttet Fugl i hænderne, og dens hoved hvilede stille mod hans ene
Tommelfinger.
- Den laa paa Trappestenen, sagde han.
- Jamen, hvem ..., begyndte Moderen.
- Der var ingen Spor i Sneen, svarede Faderen, den er fløjet imod.
Moderen tog Fuglen, hun kyssede den paa Vingen.
- Den er helt varm, kom og mærk! sagde hun. Og Børnene kom derhen og følte paa Fuglen. Jo, den
var varm under Fjerene. Det var ikke til at forstaa, at en død Fugl kunde være saa brændende varm
under sine slappe Vinger.
- Underligt ..., sagde Faderen nærmest for sig selv, den er nok blevet blindet af Sneen. Men at den
lige skulde ramme Døren, saa man hørte det...
- Jeg tror godt, man kan forklare det, sagde Moderen, og mens Smaapigerne nænsomt rørte ved
Agerhønen, listede Broderen sig tøvende hen til Vinduet. Han pressede ansigtet mod den sorte,
kolde rude og saa ud. Han vidste, hvad han vilde faa at se. Saa blev alt tydeligere, og han saa en
mørk Skikkelse, større end Mænd, gaa bort mellem Træerne.
Agerhønen var jo faldet i Sneen, og herinde i Varmen blev de stjernede Snefnug til lysende Draaber
paa de krumme Fjer. Nogle siger, at Agerhønen er tarvelig klædt, og den er da heller ingen Plakat.
Men den bærer fornemt sin almuedragt, som den har faaet Farver til fra det brune Løv, den modne
hvede, en Knivspids fra Valmuen, et Par Draaber fra nattens Mørke. Den er Markens hemmelighed,
og hvem der kender den, maa give den et navn til, men det maa holdes hemmeligt.
Smukke, smaa Fødder havde den, fine og haarde. Alt paa Fuglen var blødt rundet, hovedet med
halvlukkede øjne, næbbet, hvorfra der kom lidt rødt.
Faderen satte sig igen med avisen, men straks efter kom han alligevel ud i Køkkenet til de andre.
Næsten hele Familien fældede Taarer over det, men død var Agerhønen jo, og plukkes skulde den,
det var jo Meningen med den. Den var ingenting at se til, da Fjerene kom af, sørgelig lille. Smaa
krøllede Tarme, Lever, Kraas, et ufatteligt lille, fast hjerte kom frem og det var i sit Indre, Fuglen
havde de lysende Farver.
Faderen gik ud i Vejret, han kom hvid og tilsneet ind igen med en haandfuld frisk Persille. Fedt
kom paa Panden, det sidste maaske, men nu tog Moderen resolut til de yderste reserver, Kartoflerne
kom i en Kasserolle og paa Ilden, og Bunden blev ikke skrabet i Selvopgivelse, for hun beredte et
haabets Festmaaltid. Og skønt det var langt over Sengetid, blev der bredt Dug paa Bordet, hvid og
skøn, selv i Karbidlygtens Lys. Men saa blev Lygten baaret udenfor, hvor den kunde hvæse af, og et
dyrt Tællelys blev tændt paa Bordet.
Ude i Mørket bruste Blæsten. De vaskede sig, redte haaret, pyntede sig. Saa satte de sig ved
højtidsbordet. Agerhønen blev delt, og der blev kun lidt til hver, men det er Sandhed, at den lille
Fugl mættede dem alle.