Lucidarius uddrag.pdf

To uddrag af den gammeldanske Lucidarius.
Digitalisering og kommentar ved Lektor Poul E. Jørgensen.
email: 33(a)gvdnet.dk
Lucidarius var et i middelalderen overordentlig udbredt skrift. En egentlig original er ikke med
sikkerhed fastslået. Som ophavsmand angives ofte den latinske skrivende, vistnok franske teolog og
scolasticus (lærer) Honorius Augustodunensis, som levede ca. 1080 til ca. 1138. Hans navn er
knyttet til flere omfattende værker, heriblandt Elucidarium (= det oplysende), udgivet i Migne:
Patrologia Latina, bd. 172 (Paris 1895), nyere udgave Y. Lefèvre (ed.): L’Elucidarium et ses
Lucidaires (Paris 1954) og De imagine mundi (= om verdensbilledet), udgivet i Migne: Patrologia
Latina, bd. 172 (Paris 1895), nyere udgave V. I. J. Flint (ed.): Honorius Augustodunensis, Imago
Mundi, i: Archives d’Histoire doctrinale et littéraire, bd. 57 (Paris 1982), s. 7-153. Disse værkers
indhold ses - eller afspejles - i eftertidens Lucidarier. Et andet værk, som også har sat sit aftryk på
eftertidens Lucidarier, er Philosophia Mundi, tillige udgivet i Patrologia Latina bd. 172 under
forfatternavnet Honorius Augustodunensis, men som i dag tillægges den franske teolog, filosof og
fysikinteresserede Guillaume de Conches (død ca. 1150); en nyere udgave er Gregor Maurach (ed.):
Wilhelm von Conches: Philosophia (Pretoria 1980). Ang. liturgiske spørgsmål har Rupert von
Deutz’ (Rupertus Tuitiensis) De divinis officiis været væsentlig, se Patrologia Latina, bd. 170; en
nyere udgave er H. Haacke (ed.): Rupert von Deutz: Liber de divinis officiis, i: Corpus
Christianorum, Continuatio Mediæualis, bd. 7 (Turnhout 1967).
Med kilderne til de kendte tyske Lucidarius-udgaver beskæftiger sig Marlies Hamm: Der deutsche
"Lucidarius", Band III: Kommentar (Tübingen 2001), Einleitung, s. 1* - s. 36*.
Værker med titlen Lucidarius blev hurtigt meget udbredt og oversat til en række folkesprog, ofte i
forkortede eller bearbejdede udgaver. Se Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder, bd. III,
opslagsordet Elucidarius. Der findes flere forskellige versioner af Lucidarius, dels lange, dels korte
versioner, og heraf flere indbyrdes beslægtede versioner.
På dansk findes en version i håndskriftet Codex AM 76, 8o, med overskriften Hic incipit Lucidarius
= Her begynder Lucidarius (fra fol. 32r). Dette håndskrift er udgivet flere gange, første gang af C. J.
Brandt: Lucidarius, en Folkebog fra Middelalderen (Kjøbenhavn 1849). I nyere tid udgivet i Marius
Kristensen (ed.): En klosterbog fra middelalderens slutning (København 1933), s. 52-115, med bl. a.
i indledningen s. III-VIII en beskrivelse af Lucidarius’ historie.
Håndskriftet er endvidere udgivet i Sigurd Kroon m. fl. (ed.): A Danish Teacher’s Manual of the
Mid-Fifteenth Century (Lund 1993). Lucidarius-teksten bringes s. 126-365. Parallelt bringes
Gotfred af Ghemens trykte Lucidarius-tekst fra 1510. Historien om Noah bringes s. 346, lin. 5 til s.
357, lin. 20 incl. - I mine noter refererer forkortelsen Gotfred af Ghemen til gengivelsen af Gotfreds
Lucidarius-tekst i A Danish teacher’s Manual.
Ovennævnte artikel i Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalderalder, bd. III, skriver s. 601,
at den gammeldanske tekst er en ”meget fri bearbeidelse” af en tysk folkebog, som er ”en forkortet
utg[ave] av Honorius’ E[lucidarium]”, men uden dokumentation. I sin indledning til den
gammeldanske Lucidarius skriver Marius Kristensen s. V i en fodnote, at den gammeldanske tekst
ligesåvel kan have haft som forlæg et håndskrift (eller tryk) fra den tyske A-gruppe af Lucidariustekster, som fra den tyske B-gruppe. Den indledende versificerede prolog svarer hverken til de tyske
A- eller B-prologer, men må være et selvstændigt værk. Da A-prologen, for knap 50 pct. af tekstens
vedkommende, fortæller hvorledes hertug Heinrich af Braunschweig [dem herzogen Heinriche […]
zu Bruneswich in der stat = hertug Heinrich in byen Braunschweig, altså Henrik Løve, død 1195]
havde iværksat oversættelsen, falder den gruppe helt udenfor med hensyn til den danske prolog. Til
B- prologen svarer den danske oversættelse heller ikke. Det eneste lighedspunkt synes at være
tolkningen af ordet Lucidarius, på tysk daz ist ein luhtere = det er en oplyser, på gl.dansk Forthy
hun lywser. Den tyske B-prolog er en anbefaling af Lucidarius, hvor man kan finde svar på mange
skjulte ting (manegiu tougeniu dinc), man kan vinde megen visdom (wistuomes vil) samt en
forklaring om at der i teksten er en mester (meister) og en elev (junger). Han der har bogen, altså
læseren, er spørgeren (der vragære), men læreren er den helligånd (der heilig geist). - Citater fra
A- og B-prolog efter Friedrich Wilhelm (ed.): Denkmäler deutscher Prosa des 11. und 12.
Jahrhunderts (München 1960), Kommentar s. 239-240.
Den gl.danske prolog er helt anderledes from: Det er en lovprisning af Kristus, som må give
skriveren at kunne skrive til Guds ære. Derefter lidt om hvad bogen indeholder: At tale om Gud,
Ham til ære, og om messen, om dommedag og håbet at Kristus vil være os mild, og det skal bogen
ende med. Til slut om bogens navn: Lucidarius, som er en lysbringer.
Værket Lucidarius er fra den tidligste begyndelse bygget op som en række spørgsmål fra en
discipulus (student), med svar fra en magister (lærer) - hvilket svarer til opbygningen i Honorius’
Elucidarium. Spørgsmålene giver anledning til oplysning om stort set alt hvad man havde af viden i
datiden indenfor teologi (herunder bibelhistorie, dogmatik, gudstjenestens indretning etc.), geografi,
historie, astronomi etc.
Nedenstående to uddrag af den gammeldanske Lucidarius, er digitaliseret efter Brandts udgave, og
min tekst er sammenholdt med facsimilet hos Kroon, samt med Marius Kristensens og Sigurd
Kroons læsninger.
Det ene uddrag er en naturvidenskabelig beskrivelse af den fysiske verden, den anden en skildring
af Noah og hans ark.
Noah-historien fra GT findes ikke i Migne-udgaven af Honorius’ Elucidarium, ej heller i Felix
Heidlauf (ed.): Lucidarius (Berlin 1915), en tysk Lucidarius (= håndskriftet Ms. germ. oct. 26 på det
daværende Kongelige Bibliotek i Berlin) eller i Dagmar Gottschall und Georg Steer (ed.): Der
deutsche »Lucidarius«. Bd. 1. Kritischer Text nach den Handschriften (Tübingen 1994).
Når den bringes her, er det fordi den rummer en gammeldansk bearbejdelse af 1. Mosebog,
slutningen af kap. 5 og kap. 6-9. Bearbejdelsen ligger en oversættelse nær.
Tegnsætningen i håndskriftet er yderst sparsom. Hvor en manglende tegnsætning virker
forstyrrende for forståelsen, har jeg indsat et passende tegn.
Jeg har indsat foliotælling, så teksten kan sammenholdes med Marius Kristensen eller med Kroon.
Lucidarius. Naturvidenskabelig del.
D. = discipulus
M. = magister
[51v] D. syer mek, mestaræ1, hwar then deel ær skapt ther bygther2 ær aff verdhen?
M. Then deel ther byghdherær, han skip[52r]tas3 i trenæ deelæ sosom ær Asya affrica oc ewropa.
D. Sier mek først aff asia.
M. Asia byriæs ther som solen opp gaar och liggher nest paradiis Oc igemmen Asia flydher iiii4
flodher aff en keldhæ ther ær i paradyss och flydher saa om all verdhen /
D. Hwat landh liggher nest paradyss aff thee landhskapp ther i Asia ær?
M. Thet hether india Oc til thet landh ær storlighæ ilth5 at kommæ Forthi thet ær om flwthet annen
wegnæ6 met æth storth haff Thet hether weldel haff7, Och annen wengnæ meth æth storth wadhen
som hether indus / Ther thet landh hether æffther / Oc thet sammæ landh india liggher saa lancth
fran allæ landh / Ath enghen man fangher thit seyeldh8 i stekkræ9 stundh æn eth hallefft aar /
D. Ær jndia [52v] storth?
M. Thet scriwes, ath engen man fangher igemmen fareth thet landh mynnæ æn i iiii vynther Forthi
thet ær .vii.10 koningæ righæ oc xx.
D. Kan man ey komæ aff india oc genesten11 til paradys?
M. Thil paradyss ær jørdrighæ menyskæ12 vmwælicth13 at kommæ forthi ath thet ær soo høøgh
jordmon ath hun gangher ouer alla sky, saa ath alt thet ther regner oc dygher reghen ær, thet
gongher alt lancth fornæthen borth, oc ikkæ nær tiid opp14 Forthy thet gangher saa høøth opp i
wætærith, ath man maa høræ næthen sech skøn klynginnæ lywd weth hwer annen15, oc hemmelen
owen gor som thet waræ then ætlæstæ fydlæ16 ther man mattæ høræ Forthi ther ær soo høøth ath
ther kommer ey blest æller wether, annet æn thet [53r] sactestæ væther oc skonestæ man maa høræ
/ Oc ænghen reghn annen æn then dwgh ther kommer nyther aff then hemmel ther owen nest
stiernælyn17 ær / For ther ær en hemmel, hether watn hemmel, thet skapet18 sosom iis. Ther aff
kommer al then dugh, ther wi hawæ aa iordhen / Sithen gangher ther vthen om allæ wegnæ en eldh
mwr / Oc vthen mwren ær oueruettes19 høghæ byærigh oc skouæ / Oc ther foræ liggher sydhen
ondæ kiær oc mosæ, fullæ meth draghæ oc andræ ondæ ormæ / Saa ath ther kan enghen kommæ
frem.
D. ær paradyss stort jordmon?
M. Saa stor som al jordrigæ ær
D. Hwat landh liggher nest paradyss aff india landh?20
M. Thet ær caprobanes21, en øø saa hether, oc ær [53v] all om fludhen oc paa then øø ær x
kiøpstædæ22 Och ther worther hwerth aar i thet samæ landh jj. vintræ oc jj somræ. Oc ther ær
grøthæ bothæ winther och sommer.
D. Hwi ær ther teligh23 grøthæ?
M. Forthi ath thet ær nest paradyss, oc thet watn aff parradyss ryndher først om then øø oc gør saa
kraftect24 ath thet kan ey anneth wordhæ en i teligh grøthæ25.
D. Syer mek mestære mere aff indiæ landh.
M. India ær26 serlestes ii landh omfluthen27 thet enæ hether Crisæ. Thet annet hether argera ther er
i28 sylff bierigh Oc gulbierygh29 Oc ther aff kan enghen fanghæ for30 grywæ oc dragæ31, ther thet
gømmer. Och ther nest32 ær eth oueruetes storth biæ[54r]righ thet hæther draspius33. I thet bierigh
fan konningh alexander eth handhæ falk34 Thet ikkæ ædher annet æn menyskæ kiøth eller raa
dywr35 oc raa fixæ36. Ther nest liggher eth biergh i haweth, ther aa woxer saa høuæ skouæ at the
gangæ for ouen skyen, oc i the skouæ bor falk ther ey ær høyræ æn woræ ii nouestæ alnæ37 The
wepnes til ath stridhæ a moth traner, thet ær theris mestæ qwith38 ath teris qwyner fangæ børn, ther
the æræ iii vynther gamlæ39 Och thet falk lewer ey lengher en otæ viij wynther40 Och ther woxer
pypær han ær hwither41 ther42 han woxer. Forthi ath ther ær manigæ ondhæ ormæ i then stedh Tha
ladhæ the gøræ en stoor eldh tha fly ormæn [54v] borth aff pæbæren oc ther aff wordher han
skurpen oc sorth Sydhen liggher eth land ther ær falk j hether machrobii The æræ .xii. alnæ langhæ
the æræ frem43 skapthæ sosom leyer44 oc the hauæ fyædræ oc føther soosom en orm45 Ther nest ær
falk hedher bragmanes the hauæ saa mogell46 hædhæ, ath kommæ the paa marken thaa brenner
solen them i hiel Ther nest ær oueruettes onth falk Forthi nar ther nogher menniskæ worther blynth
eller sywgth tha dræbæ thee thet i steth47 Oc æn thet mere undher ær Ath theris eghen father eller
mother wotthæ saa gamlæ at the æra vføræ48 thaa dræpæ thee them oc sylthæ49 them Oc bwdhæ
sydhen til them allæ the som aff then slecth ær oc andræ teris [55r] bestæ wenner / oc gywæ them
ath ædæ aff then syltæ math Thet ther tykkest ær oc fetest, oc thet skarpæ50 ædhæ the seluæ Oc thet
ær thet høthydælicstæ gestæbuth oc werskap51 ther the mwæ gøræ Ther nest æræ qwinnæ the
fanghæ femthen barn at æn synnæ52 Ther nest ær falk, the hawæ eth øwæ foræ i ænneth53 oc annet i
nakken, the æthæ falkæ kiøth54 foræ wilbrath55 om thet ær stecth Ther nest ær falk, thee hauæ ey
meræ 56 æn fodh han ær saa breth oc saa skapt ath the mwæ skiwlæ them met fodhen for reyghen oc
snee foræ the hauæ æy andræ hwss æn then sammæ bredhæ fodh han ær hwll som eth trw Oc meth
then fodh løpæ thee saa snart57 som fuglæn fluer Ther nest ær falk the hauæ ey howith, theræ [55v]
øwen ær owen vppaa there axler. there mwnd ær saa stoor ath han rekker fran æn axlæ oc tell æn
annen thwerth ower brystet Nar thee gaphæ thaa hengher theræ lepæ til tere knæ Thee berryæs58 ey
anderlundh æn rywes som hwndhæ. Foræ therræ tendher æræ spannæ59 langhæ vthen therræ
mwndh Ther nest ær falk hooss eeth vatn, hether ganges, thet kommer aff paradyss. thet falk hoss
thet watn ær, thee hawæ ikkæ annet ath ædhæ æn eth handhæ eplæ60 flydher met watnet vth aff
paradyss Thet tæwer61 saa wel ath the tyrffæ62 æy annen math weth I hwarth thee faræ thaa føræ the
sammæ æplæ meth them Forthi ath i methen the hawæ thee æplæ hoss them [56r] thaa ældes thee
aldrig Oc i then sammæ stundh ther the mestæ63 æplen thaa døø the aff alder
D. Thet ær storth vndher ath thee falk dræpæ hwert annet ey.
M. The æræ soo lancth skildhæ ath64 meth oweruettes bierigh och skowæ oc watn at the kunnæ
ikkæ kommæ til hwer annet Thoc willæ the fwl gærnæ65 stridæ och serlestes the meth the storæ
føther
D. Nw sier scripten ath alt folk ær komet aff adam oc eua Hwar mwnnæ soo wæræ ath the æræ soo
skildhæ ath66 i there skapnet67
M. 68Adam war then wisæstæ man ther i werdhen hauer wæreth Sydhen han kom wth aff paradyss
thaa kiendhæ han allæ the yrther ther opaa jordhen grothæ, allæ theræ naturæ69. thaa west han [56v]
thet wel at somæ yrther hathæ telig naturæ, ath hwilkæ qwynnæ, ther odhæ aff them i theræ
barnbyrdh thet barn ther hun thaa fødhæ thet skulæ fanghæ manghæ lydhæ70 och worthæ for skapt71
Tha woræthæ72 adam synæ dotter73 ath Och ther hans døtther hathæ mangæ børn fanghet oc the
woræ allæ eens skaptæ Tha wildæ the gernæ prøwæ huat aff hynæ wnderligæ yrther matæ wordhæ
om the them odhæ. Och then førstæ dotter ther aff yrthen odh hun fek æn son han badhæ vj74 øwen
foræ aa brystæt oc ænktæ i howethet oc æn dotther hadhæ .x. fyngræ paa en hand thæn wenstre Oc
ængæ aa then høghræ hand Om sydher 75 the børn, sommæ hathæ .v. howet oc sommæ hadhæ
enghæ oc sommæ hadhæ en fodh [57r] saa bredh som en dør och sommæ hadhæ ey fother76 andræ
en som fulæ hauæ / Och ther aff worther teligh falk77 fyrst aff78 Och sydhen aff thet79 menniscæ
stundædhæ80 ath følgæ the syndher oc mangæ andhræ ondæ syndher met teres lecomæ / ther ey
quemt81 ær aff at syæ owenbarligh, bothæ førræ82 en flodhen ower gik all werdhen, oc sydhen.
D. Jek tror at ther ær mangæ vnderligæ dywr til men falketh ær telicth83
M. Ther ær thee diwr til bothæ i watn oc paa land ther lancth ær aff ath syæ oc vnderlict ær oc
serlestes i watnnet Forthi ath allæ the vnderligh tingh ther gud hauer skapt .ii. delæ ær i watnnet oc
then iii deel ær paa jordhen. Forthi ær i watnnet manghæ vnderligh84 tingh i the landh. ther ær oolæ,
the æræ xxx fodher85 langæ oc the hauæ maan som en hest [57v] Ther ær oc snyglæ saa storæ ath
man gør hwss aff theris skalæ Oc ther ær eth køns86, ær fesk næthen87 Oc tykkes menyskæ ath væræ
owwen belstædhen88, Och mangæ andræ vnderlich tingh. ther eer oc eth i haweth thet hether
syrena89. thet syungher saa wenælik oc saa skønligæ, ath ænghen fedlæ maa90 liges ther weth Och
førstæ91 man seglær tidh hanner92 tha ær thet i lenger wænæræ93 ath høræ / Och ther dares94 mangæ
vtaligæ aff saa ath the withæ æy aff før en thee sywnkæ nyther till grwnnen
D. Sier mek aff thee vnderligæ dywr, ther ær paa jordhen
M. Ther ær serdæles eth dywr, hedher enhyrnig95, thet [58r] hauer eth horn foræ i houethet, ær iii
alnæ lancth Thet horn gywer skyn aff sek som en karbunckel steen Thet dywr kan enghæ fangæ
vthen reen jomfruæ oc sker vthen smytthæ96 Och wel hun sydhæ neth foræ dywreth tha gangher
thet til oc faller paa synæ knæ och leggher sith howith i hennæ skøth oc wordher saa fast ath sowæ,
ath hun maa dræwæ thet dywr97. Thet sammæ gør oc pantæræth98 Ther ær och eth dywr, hether
fyll99 thet hauer ikkæ ledæmodh thet ær thet sterkestæ dywr ther i werden ær oc thet størstæ Och
man kunnæ thet aldri fanghæ vthen man kommer thet til ath fallæ. Forthi thet kan segh ikkæ
oppræsæ ighen nar thet faller Ther ær oc eth dywr thet hawer howith som mænæskæ thee ædhæ
[58v] falk och the hawæ natturlig awyndh100 til ath rywæ och æthæ thet howitløsæ folk thee som
then storæ mwn hawæ Saa som hundhæ hawæ athraa til ath rywæ wluæ Ther ær sydhen manghæ
vnderligh tingh til, oc serlestes aff stenæ theræ naturæ101 forthy ther ær then steen ther woxer och
mynskes hwer moneth sosom monen han gør102 Ther ær103 och then steen ath enghen kan see then
ther104 stenen hauer hooss segh Ther ær105 oc then sten saa som man syer ath hoo then sten hauer
hooss sek han maa106 wæræ hwar han wel Och en annen steen ther brenner manz handh107, hoo thee
thoo hauer i syn mwndh han weth thet ther tiithær108 i annen manz hwss Och vnderstandhær fwlæ
røst oc roodh oc dyræ stenæ109 Och en steen ær til110 ath i then tymæ han kommer [59r] i iomfruæ
eller i andhræ skelligæ111 quinnæ theræ hender Tha skyn han som gwl / vthen112 førstæ han komer i
teræ henner, bothæ men oc quinnæ, ther lewæ illæ meth theræ legommæ, thaa feller113 han syn
lyth114 oc wordher graa Ther ær oc æn sten han wethes saa ath watn dryber aff hanum i then sammæ
stundh ther tywæ kommæ i thet hwss ther stenen ær ynnæ En sten ær ther oc ther swethes i then
sammæ stundh ther ether115 kommer i thet hwss och allæ dyrbar|stenæ thee kommæ tedhen116
D. Hwat landh ligher nest indhia landh
M. Thet merkælixthæ landh ther liggher nest, thet hæther mesopotania. i thet land ær æn kyøpstæth
ninnæ117 han ær .x. daws gangh i gemmen118 endælanct119. i then kiøpstædh ær babælonæ tørn, ther
æn iøthæ, heeth nemroth ther sietthæ man war fran noe120 / han loth bygghæ thet thørn121 efther
flodhen [59v] och forthy ath han reddes at flodhen skullæ ouergangæ verdhen i gen Tha bygdhæ
han thet saa fast och oueruetes storth ath thet ær iiij hundræthæ hestæ skedhæ122 oc iiii synnæ xx
om kryngh Hwer mwr ær haltrediæ synnæ tiwæ alnæ tik Och ii hundrædæ fawnæ høwff Och then
tidh tornet wor soo høit opp mwreth tha skilldæ wor herræ terres twngæ moll ath123 allæ thee ther
bygdæ ppaa torneth saa ath enghen westæ eth ordh huat hyn annen sathæ Sidhen wor ther ikkæ
mere bygdh ath124 Och sydhen spredes thet falk saa at aff them kom al werdens tungæ moll Sosom
ther scriwes aff, ath ther ær iiii tungæ mol oc vii synnæ xx.
D. Hwat ær nw i torneth
M. Jkkæ anneth en ondhæ ormæ oc lodnæ pugæ hoppæ ther oc sprynghæ125 till æn amynnelsæ
æffther then storæ126 ther torneth bygdæ Først. Ther nest [60r] ær eth landh hether palastina Sydhen
ær egyptæ land j thet land ær et byeregh127 hether caucasus128 Paa thet bieregh ær gantzæ ondæ
qwynnæ129 Forthy130 the stridhæ sosom ondæ men131 gøræ i tessæ landæ Och thet ær there mestæ
iith132 ydæligæ at stridæ oc være soldæner133 Ath i hvilkæ134 storæ herræ stridæ skolæ, thee havæ
them saa gernæ som nogher rydæræ meth them i stryd Meth tessæ sammæ quinnæ hadhæ koningh
allexander stoor wandhæ135 før æn han oueruan them Forthi ath the æræ iiii alnæ høwæ. The hawæ
hendher the æræ woræ nøwestæ alnæ langæ oc handæ tyk oc æn halff alnæ bredh J hwath the
hendher gribæ thet er sosom æn kex136, ther man kaster vppæ nogher tyngh137 Och hwath ther thee
slaa thet ær som man slowæ meth jern sleggher138. førstæ139 them brøster140 wobn i strid, tha holdæ
the meth æn hand oc slaa meth then annen [60v] ath ther fangher141 enghen standet i modh The
hawæ ey andræ kledher æn barkædhæ142 hwdher. Them ladhe thee scriwe143 meth fwlæ oc dywr oc
andræ kostæligæ tingh Thee faræ till andræ landh atb bethiæ them men Allæ thee børn thee faa, ther
ey slecter efther moteren meth thee bredæ hendher Them hauæ thee For wonethæ144 oc for sendæ145
them Thee quinnæ hedhæ amazones Ther nest liggher eth landh hedher seras ther gørss best silkæ
Forthi thee hauæ en handæ orm there met them hedher bombex146 Ther alt silkæ gywer aff sith
lyff147 sosom ederkoppen gør heræ148 oc spynnæ Ther ændes then tridiæ dell aff werden149
D. Sier mek nw aff then annen deel aff verden.
M. Then annen deel hedher ewropaa ther ær i alt romæ rigæ / walland150 oc / tythslandh151 /
ængæland / oc skot[61r]land. thet ær alwesterth152 i werdhen, oc nordest i thet landh ær en stadh
ther ær førytiwæ dawæ om wynteren ther aldri kommer daw En dell aff werdhen ær oc danmark
+153 Ther ær oc æn stedh hedher hanzstedholm154 Ther vdben foræ liggher .Swellien.155 j hauet / j
thet samæ landh ther danmark hedher ther ær thet bestæ rydderskapp ther vndher solen ær om thee
welæ wel til sammen hollæ Ther ær oc the ædlestæ frwær oc twctæligæ met teris sedher ther i al
werdhen fynnes Ther nest ligger norwæ oc swerigæ oc koldæ landh156 Ther nest liggher eth øø
landh157, ær en keldæ i ther telig naturæ hauer at styngæ eth lyws i thet wanth ta tendes thet som aff
en eld Sydhen ær mangæ andræ landh ther lancth ær aff at sie.
D. Sier mek aff then tridiæ dell aff werdhen som hether Affrica.
M. I Affrica ær enktæ køns ther merkælict ær i thet ær [61v] mangæ landh Men i the øland158 ther
ær megel behennæligh159 tingh ynnæ. ther ær een øø ther møghet langh ær, ther maa160 man høræ
lancth vth i hauet sosom mangæ storæ smedier smediæ i eth hus och øpæ161 som dieflæ. thet weth
enghen hwath ær vthen thet ær syelæ ther pinæs i162 aff dyeflæ Ther ær oc en keldæ i æn annen øø
Ath hwilken tyff163 ssom drikker aff hennæ, han wor blyndh i then sammæ stwndh han drikker aff
wannet Ther ær och eth trææ hether ebanus thet rothner aldry och thet brenner ey heller och om
hwer men leggher i eld164 Sydhen ær ther encthæ køns ther merkælicth ær aff at scriwæ vthen
jherusalem oc andræ stedher ther jhesus christus toldæ døth oc pinæ for allæ syndygæ meniskæ i
werdhen ær oc hauer veret oc kommæ [62r] skall The165 sye sommæ at jødæland ær i Asia
D. Kæræ mestæræ, mæthen i hauæ mek sawth aff verdhen Syer mek nw noghet fauert aff
hemmelteghen.
M. Hemmælenæ the æræ .xii. oc planethernæ thee æræ .vii. oc hwer ær fest166 i syn hemmel,
sommæ owermeræ167 oc sommæ nedermeræ168.
D. Hwilken planethæ ær nederst
M. Thet ær monynd.
D. Hwar stoor ær monynd.
M. Manyn er moxen169 omstoor som all jorden ær Och hwer stiernæ ær oc om stor som all jordhen
ær Och solen ær .viii. synnæ bredæræ æn al jordhen ær om kryngh.
D. Hwi worder monyn stwnnem170 mynnæ oc stwnnem meræ.
M. Alt thet skyn monyn hawer thet hawer han aff solen The hauæ theres hemmels gangh till hobæ
saa skapt Ther solen fanger171 [62v] fullæligh skyn aff monyn Thaa ær monyn fwll æn førstæ solens
lywsen kan ey fullælich skynæ aff monyn Thaa worther monyn i mynnæ oc mynnæ Sosom
lywsenæ hyndres aff hemmælyn oc aff skyrnæ till han worther till encthæ Oc tha ær ey monyn aff
sek selleff tes mynnæ ath172 han hauer ikkæ skyn aff sek sellef
D. Hwat ær thet sorthæ ther wi see i monyn.
M. Thet ær æn skuggæ, gangher aff173 iordhen oc aff watneth.
D. Hwar kommer thet til ath han tages stunnum bort
M. thet kommer ther aff ath paa jordhen æræ storæ byerygh ther æræ mellum solens skyn oc monyn
oc i som174 solen gangher vndher biereth, tha mynskes monyn. [63r] Saa lengæ til solen ær ganghen
om bierghet Tha fangher monyn sith skyn i gen.
D. Hwar aff kommer thet ath solen worther bort taghen om dawen.175
M. Thet kommer ey aff anneth æn aff176 monæns gang ær saa ath han kommer Tha reth mellum wos
oc solen. Forthi ath monyn ær meghet tyøk oc stoor Thaa fangæ wy ey seth solens claræ skyn i
gemmen mønydh177 før æn hun fangher omganghet178 monyn.
D. Hwy moo man ey thaa see monyn.
M. Forthi ath solens skyn gangher owen foræ monyn Oc saa oweruetæs stoor om krygnn179 monyn
At wi kwnoe ey see monyn for solens skyn.
D. Hwar lanct ær fran jordhen oc till monyn.
M. Thet scriwes ath woræ thet wey fran jordhen oc til monyn Thet woræ saa lankt ath [63v] enghen
kwnnæ lengher ganghet æn i fem hwndræth aar om noger kwnnæ saa lengæ lewæ Thet180 han
gyngæ hwer daw tii aff woræ milæ181 Oc sythen182 ær monyn om tyøk igemen som fran iorden oc
opp til monyn183 Oc sydhen om lanct mellem hwer hemel oc solen oc planether om tyøk igemen
som monyn ær184.
D. Hwar widh ær jordhen om kryngh
M. Thet scriwes at iorden ær scapt soo som eth æg185 Oc waræ thet sleeth186 wey allæ weynæ om
kryng jorden Tha woræ thet tolff twsynnæ oc iiii synnæ tywæ milæ187 soo ath hwer mil ær .x. gothæ
hestæ skædæ188 langh.
D. Hwi ær hawæt salt.
M. Forthi ath thet ligger soo wether189 solen ath solens hedhæ kommer190 thet til ath [64r] syuthæ A
bothnæn ok tha røræs hauæt saa aa bothnæn, ath then vrenæ tingh ther i iordæn ær vndær hauæt
thæt røræs op i vatnæth och ther aff vorder hauæt saa best191 anzæ thet voræ salt, oc sythæn ee192
som then vrenslæ193 søgher ighen til botnæn tha vor vatnæth e194 søthæræ, oc tes meræ vatnæth
rinder oc sighæs i gemen iordhen fran thet kommer fra hauæt thes renæræ oc sothæræ ær vatnæt so
sum vi see i vællæ kælder195.
Om Noah og hans ark.
D. = discipulus
M. = magister
[87r] D. syær mek mæstære hwi vor herræ loth al værdæn forfæræs met flodæn
M. thæn timæ ther noe vor fæmhundrædæ vinter gamæl tha fødæ hans hustruæ tre sønær en heth
sem annæn cam oc tredyæ iafæth oc forti at falkæt vor dyghært til tha vort syndæn megæl forti at so
som vi læsæ aff at thet falk aff sæth vor comæt thet com i hionæt met the quinnæ thær aff cains
slæch voræ oc forti thær vor een ond græn i tha fødæs thær so ondh falk aff so som iødær voræ oc
annæt falk ther ikkæ actædæ om gud oc leffdæ so værdælegh bodæ met køthzæns syndær oc andræ
gerninghær thær vquæmt ær ouænbarlegh aff at syæ at [87v] vor herræ sadæ til noe: mek træiær at
iek hauer giort mænnæskæ i iørdærigh at væræ ok sydæn bøt vor herræ noe at skullæ gøræ een ark
thær skullæ væræ meræ æn tryhundræt fiæt langh ok meræ æn haltrediæ sinnæ tyuæ fiæt breth oc
tratyuæ fiæt høw thær arkæn vor giort tha lot vor herræ kommæ til arkæn met ænglæ tiænæstæ aff
allæ the creaturæ ther skæpæt voræ syw oc syu aff the creaturæ ther mænnæskæ ma aff ædæ oc
renæ æræ aff theræ naturæ oc sydæn to ok to maghæ aff the creaturæ ther vrenæ æræ aff naturæ
D. huar manigæ falk196
M. the voræ otæ
D. hoo voræ the
M. noe oc hans husfruæ oc hans thre sønnær oc theræ hustruær
D. huar længæ [88r] voræ the i arkæn
M. the kommæ i arkæn først i maymonæt oc tha togh thet at regnæ førythy[u]æ dauæ oc førythyuæ
netær so at thet lot aldræ aff at ræghnæ oc sydæn fløth arkæn met tøm i føryæthyuæ dauæ oc
hundrædæ at the aldræ hwi[l]tæs førræ æn tha stædæs arken A197 eet byærg i eth land heet armenia
tær voræ the i førythyuæ dauae tha loth han vth æn raffn aff arkæn oc han fyæll a azæl198 oc kom
æy i geen tha loth han vth en duæ oc hun kom i geen oc bodæ ænkyns199 afftær sywendæ dagh lot
han igeen æn duæ vth ok hunkom igeen om afftænæn oc førdæ met sech een oliuæ quest i sin mvn
ther æfftær æn sæntær200 loth han vth oc een duæ oc hun kom æy i gen tha vor thet mvxæn201 [88v]
gongæt eeth aar sidæn the kommæ i arkæn Tha bøth vor herræ tøm vth at gongæ oc sighnæ tøm oc
allæ creaturæ oc forti at the voræ ræddæ for flodæn oc annæn gutz plauæ, tha glædæ vor herræ tøm:
fredh skal væræ i mællæn megh oc mænnæskæ oc til sætæns tegn202 skal iek sætæ myn buæ i
skyæn
D. huat buæ ær thæn
M. thæt ær rægn buæn ther hauer grøn lyth203 oc bloa thet hauer han aff vatnnæt til thet at teghnæ at
al værdæn for fors204 met flodæn oc thæn dom ær for gangæn. han205 hauer oc røth lyth at thet at
tegnæ at domæn æn skal kommæ hæræ æffter kommær met eeld oc so som vi læsæ aff at han skal
æy tees i the firætigh førytiuæ206 aar næst komær foræ domædagh207
D. huar høth gik flodæn
M. vi læsæ aff at flodæn gik førytiuæ alnæ [89r] ouær the høuæstæ byærgh ther i værden vor
D. huat haftæs noe sydæn ath208
M. forti at iordæns grødæ vor tha dyær209 for gongæn tha louædæ210 vor herræ tøm at ædæ kyøth
mat 211 førræ æn flodæn kom forti at allæ handæ fruct ther a iordæn grodæ voræ tha so krafftegæ at
man motæ212 væll fødæs ther aff oc ædæ thet tha som kyøth mat213 oc forti at iordæns grødæ var tha
møghet for gongæn tha ladæ noe seg til at æryæ214 iordæn oc giordæ først vin gordh ther man aff
læs215 at han drak aff vinæt. tha vor han so drukkæn at han vor til at sofuæ oc laa hemelich216 i sit
hærbæræ ther iek vil æy ouænbarlich aff skrivæ. tha vor hans søn217 thæt før voræ218 at han saa laa
tha spottædæ219 han faræn oc bath hans brødræ at the skullæ in [89v] gonghæ oc see huar han laa
vdæn220 forti at the voræ bodæ høuæskæ221 tha toghæ the bodæ eeth clædæ oc gingæ bagh
længæs222 til hanum oc huldæ223 hanum. hæræ tees thet at mannæn hadæ ænn aldræ æn tha fongæt
nogær klædær224 tha vor værdæn meræ æn thu tusændæ vinter gamæll225 Sydæn thær noe han
vognædæ aff søffnæn tha vndær stoth han huat tha vor giorth tha forbanædæ han alt thæt aff cam
skuldæ fødæs oc signæ sæt oc sem226 oc alt thet aff tøm fødæs skuldæ oc sidæn læsæ vi æntæ
mærkælegh tingh aff noes gerningh førræ æn han dødæ
D. huar lænæ leffdæ han
M. han leffdæ i hundrædæ oc halfthredyæ sinæ thiuæ227 aar
1
mestaræ: forventet var vel formen mestæræ. Se også formen skiptas (vel for skiptæs) i mesterens svar. Formerne
mæstaræ og skiptas virker meget konservative, alternativt skånske. Sml. således Brøndum-Nielsen, Johs.:
Gammeldansk Grammatik, Bd. III (København 1935) s. 201-202 med former som brytare, morthare, mestare, eller
Brøndum-Nielsen, Johs.: Gammeldansk Grammatik, Bd. VIII (København 1974) s.250 med former som kallas,
skadhas. - Typerne mestaræ og skiptas står imidlertid ganske isolerede i Lucidarius-delen af håndskriftet, og da tilmed
æ i håndskriftet skrives a·, er der nok snarest tale om lidt sjusk.
2
bygther: beboet. Endelsen -er er en konservativ, maskulin hankønsendelse i nominativ singularis, sml. nørrøne
substantiver som dagr, hestr o.l.
3
skiptas: deles
4
iiii: romertal skrives altid med minuskler, således at iiii svarer til klassisk latin IIII = 4.
5
ilth: besværligt
6
annen wegnæ … annen wengnæ: på den ene side … på den anden side.
7
weldel haff: korrumperet af wendelhaff: det jordomslyngende hav, verdenshavet. Ordet er låneord fra gammeltysk
wendelmêr = verdenshavet. Wendel betyder ”snoende sig omkring”, sml. dansk vindeltrappe. I sin Lucidarius-udgave i
En Klosterbog fra middelalderens slutning (København 1933) s. 250 henviser Marius Kristensen til Gotfred af Ghemen,
der - ikke overraskende - har wendelhaff. Kristensen tilføjer, uden dokumentation, at det er Middelhavet, mare
vandalicum. Det kan selvfølgelig ikke stemme, da selv en nordeuropæisk skriver næppe har kunnet mene, at
Middelhavet grænsede op til Indien. Tyske Lucidarius-versioner har da også en anden opfattelse, se f. eks. Felix
Heidlauf (ed.): Lucidarius - aus der Berliner Handschrift (Berlin 1915), s. 8: Der meister sprach: dise welt ist sinewell,
unde ist unbeslozin mit dem wendelmer = mesteren sagde: denne verden er rund og er omsluttet af verdenshavet
(unbeslozin skal forstås som um-be-slozin). Endvidere Dagmar Gottschall und Georg Steer (ed.): Der deutsche
»Lucidarius«. Bd. 1. Kritischer Text nach den Handschriften (Tübingen 1994), s. 17 stort set det samme: Der meister
sprach: Disse welt ist sinewell vnde ist vnbeslozen mit dem wendelmer.
8
fangher thit seyeldh: (ordret) får derhen sejlet = kan sejle derhen. - thit = ældre dansk did
9
stekkræ: kortere. Formen er komparativ af stakket, se dette ord i GldO. Om komparationen, se Brøndum-Nielsen,
Johs.: Gammeldansk Grammatik, Bd. IV (København 1962), § 534, pkt. 18 *stakkær.
10
.vii.: sporadisk ser man i håndskriftet romertal omkranset af punktum.
11
genesten: straks, lige. Formen er superlativ af gên. Om komparationen, se Brøndum-Nielsen, Johs.: Gammeldansk
Grammatik, Bd. IV (København 1962), § 534, pkt. 7 gên og § 538 pkt. 6 gênst.
12
jørdrighæ menyskæ: må være en fejl for jørdrighæs menyskæ. Sml. Gotfred af Ghemen iorderigis menniske, samt
GldO, opslagsordet jortherike.
13
vmwælicth: læses umuelikth.
14
nær tiid opp: når derop; om formen nær, se Brøndum-Nielsen, Johs.: Gammeldansk Grammatik, Bd. VII (København
1971), § 765, pkt. 2 nā. - tiid = ældre dansk did.
15
skøn klynginnæ lywd weth hwer annen: giver ingen mening. Gotfred af Ghemen har stierne klinge wed hver annen =
stjerner klinger ved siden af hinanden.
16
fydlæ: violin. Se GldO, opslagsordet fithle.
17
stiernælyn: skal læses stiernæhemmelyn, sml. Gotfred af Ghemen stierne hymmel.
18
thet skapet: skal vel læses thet ær skapet, sml. Gotfred af Ghemen Thet er skapt.
19
oueruettes: læses overvettes.
20
udredningen, der følger på dette spørgsmål, svarer ret nøje til Honorius Augustodunensis: De Imagine Mundi, i
Migne: Patrologia Latina, bd. 172 (Paris 1895), kap. XI-XIII (= sp. 123-125) og går tilbage til antikke geografer som
Strabo (død ca. år 24 e. Kr.) med værket Geographica, eller Pomponius Mela (1. årh. e. Kr.) med værket De
Chorographia Libri Tres, eller Plinius den Ældre (død 79 e. Kr.) med værket Naturalis Historia.
21
caprobanes: Ceylon (Sri Lanka). Gotfred af Ghemen har taprobanes, der svarer til Honorius Augustodunensis: De
Imagine Mundi sp. 123 Taprobanes. Det er således ikke rimeligt at Kroon m. fl. (ed.): A Danish Teacher's Manual, s.
210 indsætter *caprobanes i Gotfred af Ghemens tekst for taprobanes, som utvivlsomt har stået i Gotfreds forlæg. Øen
Taprobane(s) er omtalt allerede hos antikke geografer, se Strabo Geographica, bog XV, kap. 1:
http://tinyurl.com/c64a9bb eller Pompeius Mela De Chorographia Libri Tres (ed. Kai Brodersen, Darmstadt 1994) s.
171, eller Plinius den Ældre Naturalis Historia, se http://tinyurl.com/cmzb65l - I højmiddelalderen har vi det såkaldte
”Peutingers verdenskort”, se f. eks. http://tinyurl.com/ccxawt med angivelse af Taprobane; kortet, der vel er fra 111200-tallet, går angiveligt tilbage til kejser Augustus’ tid.
22
paa then øø ær x kiøpstædæ: Gotfred af Ghemen har i then øø ær køpsteder. Antallet 10 er må være det oprindelige,
sml. Honorius Augustodunensi: De Imagine Mundi, sp. 123 decem civitatibus inclyta = kendt for sine 10 byer. Sml.
Felix Heidlauf (ed.): Lucidarius (Berlin 1915), s. 10: da inne ligent zehin burge = dér ligger der 10 byer.
23
teligh: en sådan. Se GldO, opslagsordet thilik, søgebegrænsning KlosterB.- Gotfred af Ghemen har idelig (= stadig).
24
gør saa kraftect: bedre var vel gør saa kraftec, dvs. gør øen så fuld af kraft. Sml. Gotfred af Ghemen giør so krafftig.
25
thet kan ey anneth wordhæ en i teligh grøthæ: Gotfred af Ghemen har thet kan eÿ annet en idelig were grøde.
26
India ær: Gotfred af Ghemen har det korrekte I india ær.
27
ii landh omfluthen: to omflydte lande - må altså være øer. Honorius Augustodunensis: De Imagine Mundi, sp. 123
har: In hoc [dvs. i Indicus oceanus = det indiske hav. PEJ] etiam Chrisa et Argare insulæ = i det ligger også øerne
Chrisa og Argare.
28
ther er i = deri er.
29
thet enæ hether Crisæ. Thet annet hether argera ther er i sylff bierigh Oc gulbierygh: navnene går vel tilbage til
Plinius, men beliggenheden kan ikke fastslås. Dog finder navnet Crisæ utvivlsomt sin oprindelse i græsk chrysós =
guld, og argera i græsk argýreos = sølv. Om middelalderens kendskab til Indien, se Winfried Frey: Montis auri
pollicens, foredrag fra 1984, på nettet http://tinyurl.com/bqhyhta
30
for: på grund af
31
grywæ oc dragæ: griffer og drager. Gotfred af Ghemen taler om gripe oc drager. Begge ord fra græsk-latin gryphs
og draco.
32
ther nest: nærmest det
33
draspius: Gotfred af Ghemen har Casprus. Honorius Augustodunensis: De Imagine Mundi, skriver sp. 123: In India
est mons Caspius, a quo Caspium mare vocatur = I Inden findes bjerget Caspius, som det Kaspiske Hav har navn efter.
Sml. Felix Heidlauf (ed.): Lucidarius (Berlin 1915), s. 10 Caspius.
34
eth handhæ falk: et folkeslag (ordret: en slags folk). Om handhæ, se GldO, opslagsordet hande, sb. - Honorius
Augustodunensis: De Imagine Mundi, skriver sp. 123 at der er to yderst græsselige (ferocissimæ) folkeslag, Gog og
Magog. Disse navne nævnes underligt nok ikke i den gl.danske oversættelse, ligesom det heller ikke nævnes at
Alexander lod dem spærre inde bag en mur. Gog og Magog hører hjemme i bibelen, i NT, Johannes’ Åbenbaring, kap.
20, v. 8, hvor Gog og Magog er med i Satans hære. Honorius har utvivlsomt koblingen mellem den hedenske Alexander
og de bibelske Gog- og Magog-figurer fra den senantikke Pseudo-Methodius’ Revelationes. Den oprindelige version er
affattet på græsk i slutningen af 600-tallet - Spanien ses endnu ikke at være erobret af muslimerne - og ret hurtigt
oversat til latin (slutningen af 700-tallet), formentlig i det vestfrankiske område (i dag Frankrig), se forordet til E.
Sackur: Sibyllinische Texte und Forschungen. - Pseutomethodius, Adso und die Tiburtinische Sibylle (Halle 1898), s.
55-56. I Sackurs udgave s. 73-74 skildres Alexanders malmporte der holder de onde indelukket - ved Guds hjælp. I en
tysk Lucidarius, Felix Heidlauf (ed.): Lucidarius (Berlin 1915) s. 10-11, hedder det: zwissent dem mer unde dem berge
vermurte der kunic Alexander zueiger slaste lút, die hezent Goc unde Magoc. die lúte ascent nith wen rowe tier unde
menschnen fleisch = mellem havet og bjerget [bjerget Caspius. PEJ] indemurede Alexander to slags folk, de hed Goc og
Magoc. De folk spiste kun råt dyre- og menneskekød.
35
dywr: udtales djur.
36
raa fixæ: Gotfred af Ghemen har roo fiske. Ang. fixæ: en ejendommelig skrivning hvis det blot skulle være fejlagtig
ombytning af s og k. Måske er det en ægte metatese. Den er dog ikke nævnt i Brøndum-Nielsen, Johs.: Gammeldansk
Grammatik, Bd. II (København 1932), § 260 og § 346, begge om metatese.
37
woræ ii nouestæ alnæ: lige knap og nap vore 2 alen. Se GldO, opslagsordet nøghe, adj. - Gotfred af Ghemen har
nøveste.
38
mestæ qwith: største problem. Sml. nudansk kvide.
39
The wepnes til ath stridhæ a moth traner, thet ær theris mestæ qwith ath teris qwyner fangæ børn, ther the æræ iii
vynther gamlæ: da Gotfred af Ghemen har the væpnes tÿl at stride mod traner davelige Thet ær there meste qvide There
husfruwer fanger børn osv., må man vel slutte at den største problem er kampen mod tranerne, og at den gl.danske
oversætter/ afskriver har indsat et urimeligt ath. Det er næppe et problem at få børn som treårig, hvis man er olding som
otteårig.
40
en otæ viii wynther: meningen har Gotfred af Ghemen: en viij wÿnter. Sml. Honorius Augustodunensis sp. 123 som
skriver at de octavo senescunt = er oldinge som otteårige.
41
hwither: endelsen -er er dem gamle norrøne hankøn nominativ-endelse (a- stammer), altså et konservativt træk, sml.
tilsvarende norrønt hvítr.
42
ther: når
43
frem: Gotfred af Ghemen har frammer til = fortil, forpå. Felix Heidlauf (ed.): Lucidarius - aus der Berliner
Handschrift (Berlin 1915), s. 11 har vor = forpå.
44
leyer: løver. Se GldO, opslagsordet løve. Ang. de forskelligartede gl.danske former løve, leye o.l., se BrøndumNielsen, Johs.: Gammeldansk Grammatik, Bd. II (København 1932), s. 178.
45
en orm: da Honorius sp. 124 har ungulas ... aquilarum = ørneklør og Gotfred af Ghemen har en ørn og Felix
Heidlauf (ed.): Lucidarius - aus der Berliner Handschrift (Berlin 1915), s. 11 har die arn = ørne, må gl. dansk orm være
en fejlskrivning. Man bør dog være opmærksom på at gl.dansk orm kan betyde orm, slange og øgle, så afskriveren som det må være her - har næppe studset voldsomt.
46
mogell: fejl for møgell.
47
i steth: på stedet. Gotfred af Ghemen har strax.
48
vføræ: svækkede (sml. nudansk førlighed, vanfør o.l.).
49
syltæ: nedsalte. Honorius har ikke tilsvarende. Han skriver at de parentes jam senio confectos mactant et eorum
carnes ad epulandum parant = (at de) slagter deres forældre, når de er gamle, og tilbereder deres kød til spisning.
Gl.dansk sylte er låneord fra middelnedertysk sülten (i reglen stavet sulten), verbaldannelse til sult = salt.
50
skarp: mager
51
werskap: værtskab. Se GldO, opslagsordet værtskap.
52
femthen børn at æn synnæ: femten børn på én gang. synnæ læses sinne, sml. nudansk nogensinde, ingensinde eller en
gl.dansk form som tre-sin-tiuge = tre gange tyve = tresindstyve = 60. Da Honorius i De imagine mundi, sp. 124, har
quinquennes pariunt = føder som femårige, mens i lighed med den gl.danske tekst også Felix Heidlauf (ed.): Lucidarius
- aus der Berliner Handschrift (Berlin 1915), s. 12 har da bi sint wib die ze einem male funfzen kint gewinnent = dér er
der kvinder som på én gang får femten børn - må der her være tale om en teksttradition der afviger fra Honorius. Både
den gl.danske og den tyske version mangler desuden Honorius’ tilføjelse, at disse kvinder ikke bliver ældre end otte år.
Dette sidste lyder som et ekko af oplysningen ovenfor om de små mennesker, der får børn som treårige og dør som
otteårige.
53
ænneth: panden. Gotfred af Ghemen har anled = ansigt.
54
falkæ kiøth: menneskekød
55
wilbrath: vilde dyrs kød
56
her mangler et æn.
57
snart: hurtigt
58
berryæs: slås. Se GldO, opslagsordet bærje.
59
spannæ: et mål for hvor langt en hånd kan spænde. Se GldO, opslagsordet span. Seddel 19 viser at en tysk span er
fire tommer. Formen spannæ kan if. GldO’s materiale både være ental og flertal, hvorfor det er uklart om spannæ
langhæ skal opfattes som om de har tænder der er flere ”spannæ” lange eller blot én ”spannæ” lange.
60
eplæ: det følgende tyder på at håndskriftet refererer til det træs frugter, som Maria fristede Adam med i paradis (1.
Mosebog, kap. 3, v. 6) - om end den latinske bibel (Vulgata) ikke taler om et æble men om fructus = en frugt.
61
tæwer: smager. Se GldO, opslagsordet thævje. At GldO kun har 18 belæg med tævje, men 160 belæg med smake ,
tyder på at tævje er på vej ud af sproget. Gotfred af Ghemen har da også på dette sted smage.
62
tyrffæ (weth): behøver. Se GldO, opslagsordet thurve.
63
mestæ: mister
64
ath: ad (skilt ad).
65
fwl gærnæ: meget gerne
66
skildhæ ath: forskellige
skapnet: udseende, fremtoning
68
det følgende har ingen reference til bibelen. Afsnittet strækker sig ned til disciplens reaktion på oplysningerne.
69
naturæ: egenskaber. Der tænkes sikkert på hvordan urterne kunne bruges. Se f. eks. Poul Hauberg (ed.): Henrik
Harpestræng: Liber Herbarum (København 1936).
70
lydhæ: fejl
71
for skapt: læses forskapt = misdannet.
72
woræthæ (ath): advarede
73
dotter: fejl for døtter.
74
vj = klassisk romertal VI = seks.
75
her mangler verbet finge, sml. Gotfred af Ghemen: om sider finge the børn.
76
fother: fejl for føther.
77
teligh falk: den slags folk - altså som de omtalte vanskabninger.
78
aff: dette aff synes overflødigt. Gotfred af Ghemen har da også Ther aff worde teligh falk først = deraf fremkommer
den slags folk.
79
thet: synes at betyde at, sml. jysk te = at. Gotfred af Ghemen har Oc ther aff siden at menniske etc.
80
stundædhæ: ønskede, tragtede efter. Håndskriftet har fejlagtigt en streg over det første æ, så ordet kunne læses
stundændhæ. Sml. GldO, opslagsordet stunde.
81
quemt: passende
82
førræ: før. Håndskriftet har fejlagtigt forræ.
83
telicth: på samme måde (altså også underligt).
84
manghæ vnderligh: er i håndskriftet skrevet maghæ vderligh uden streg over a og v.
85
fodher: fejl for fødher.
86
eth køns: en art. Genitiven køns skyldes vel forkortelse af eth køns diwr. Gotfred af Ghemen har blot eth kӱn. Om
typen eth køns, se Brøndum-Nielsen, Johs.: Gammeldansk Grammatik, Bd. IV (København 1962), § 541, pkt. 12 (især
s. 173).
87
næthen: for neden
88
belstædhen: bæltestedet. Se GldO, opslagsordet bæltestath. Gotfred af Ghemen har belte stedet.
89
syrena: læses sirena. Et mystisk væsen med fugleunderkrop og kvindeoverkrop og -hoved. Om væsenets eksistens
var man overbevist, da ordet sirene forekom i ældre versioner af Vulgata, nemlig i GT, Esaias’ bog, kap. 13, v. 22. Her
profeterer Esaias Babylons undergang, og dets ruiner vil blive befolkede af drager og strudse, hårede væsener vil
springe rundt (v. 22:) et respondebunt ibi ululæ in ædibus ejus, et sirenes in delubris voluptatis = og uglerne skal dér
svare hinanden i dets boliger og sirenerne i vellystens templer. - Ellers er sirenerne ikke nærmere beskrevet i bibelen.
Sirenerne dukker også op i det i det middelalderlige Europa meget udbredte skrift Physiólogus, se Kulturhistorisk
Leksikon for Nordisk Middelalder, bd. XIII (1968) sp. 267-268. I en latinsk version, udgivet i Friedrich Maurer (ed.):
Der altdeutsche Physiologus (Tübingen 1967), står der s. 78 om sirenerne: Sirene, inquit, animalia sunt mortifera, que
usque ad umbilicum figuram femine habent. Extrema pars usque ad pedes volatilis imaginem tenet = Sirener, siger den
[Physiologus. PEJ], er dødbringende dyr, som fra hovedet til navlen ser ud som kvinder. Den nederste del ned til
fødderne er som en fugl. - Og Physiologus fortsætter at deres underskønne sang bringer søfolk i ulykke, hvorefter
sirenerne æder disses kød. Det er klart at denne skildring er påvirket af Homers Odysseen, hvor i 12. sang der optræder
sirener, på græsk seirênes, latiniseret sirenes, som tilsvarende søger at lokke søfolk i ulykke. - I de i kristenheden
forekommende Physiologus-versioner følges den enkelte dyreskildringen af en allegorisk tydning af dyret, idet man
antog at dettes egenskaber var givet det af Gud, og tydningen af disse var et vigtigt fingerpeg fra Gud. Således tydes
sirenen som en advarsel om ikke at lade sig dåre af verdens farlige, men bedrageriske skønhed. - Der er ingen
Physiologus-tekst overleveret på dansk (men på islandsk), og de talrige dyrefigurer i danske kirker viser at man i det
mindste har haft kendskab til dele af Physiologus’ dyreverdenen og dyrenes allegoriske betydning (søg d. eks. sirene,
enhjørning, løve, pelikan etc. på siden http://www.kalkmalerier.dk/query.php).
90
maa: kan
91
førstæ: når først
92
tidh hanner: derhen
93
i lenger wænæræ: jo længere jo smukkere
94
dares: bedåres, fortrylles
95
enhyrnig: enhjørningen er også beskrevet i Physiologus. Den antoges omtalt i de ældre versioner af Vulgata, således i
4. og 5. Mosebog, se f. eks. 4. Mosebog, kap.23, v. 22: Deus eduxit illum de Ægypto, cujus fortitudo similis est
rhinocerotis = Gud førte det [Israel. PEJ] ud af Ægypten, dets kraft er lig næsehornets, hvor 1992-oversættelsen har:
Gud førte det ud af Egypten, det bærer vildoksens horn. - Det er klart at rhino-ceros (ordret næse-horn) ikke er en
vildokse. I en lærd kommentar til dette sted skriver Laurent-Étienne Rondet i sit værk Sainte Bible, en latin et en
67
français, bd. III (Paris 1820), s. 523: Le terme hébreu, rendu ici par rhinoceros, est traduit ailleurs par unicornis, et les
Septante le rendent ici par monoceros = Det hebraiske ord [reem. PEJ], her gengivet ved rhinoceros, oversættes
andetsteds ved unicornis [enhjørning. PEJ], og Septuaginta gengiver det her ved monoceros [en-horn. Sml. tysk Einhorn
= enhjørning. PEJ]. Rondet’s opfattelse underbygges af Friedrich Maurer (ed.): Der altdeutsche Physiologus (Tübingen
1967) s. 12/ 13, hvor den gammeltyske udgave (fra 1000-tallet), under afsnittet om ”Einhurn”, citerer 4. Mosebog’s
rhinoceros, og udlægger det som Kristus. - Se også Daniels Bog, kap. 8, v. 5: Mens jeg iagttog det, kom en gedebuk
farende fra vest hen over hele jorden, men uden at røre jorden. Bukken havde et anseligt horn i panden.- Enhjørningen
er et af de ”populære” dyr i kirkekunsten. Den kun kan indfanges af en ren jomfru. Derved bliver den et billede på
Kristus, der kun undfanges af en jomfru ”ren og skær”.
96
sker vthen smytthæ: sker uden besmittelse, uden at hun bliver besmittet. Her menes seksuel besmittelse, urenhed. Så
kvinden er Maria.
97
ath hun maa dræwæ thet dywr: står ikke tilsvarende i Physiologus. Gotfred af Ghemen har det samme: at hvn maa
dræpe thet. Muligvis refererer det til Jesu død på korset.
98
Thet sammæ gør oc pantæræth: panteren er også omtalt i Physiologus. Hvad ”det samme” er, er lidt uklart. Men
konklusionen af en længere redegørelse om panteren er, at den er et billede på Kristus (sover tre dage i en hule, er mild
og blid, udsender efter opvågningen så sød en duft at alle dyr samles om den, dens eneste fjende er dragen etc.). Sml.
Friedrich Maurer (ed.): Der altdeutsche Physiologus (Tübingen 1967), s. 76: Sic et dominus Iesus Christus verus
panthera = således er herren Jesus Christus den sande panter.
99
fyll: elefant. Se GldO, opslagsordet fil. Ordet er arabisk og bruges stadig på Island (fíl) og på Færøerne (fílur).
100
awyndh: en lidt løjerlig brug af gl. dansk avend, der normalt betyder had, sml. GldO, opslagsordet avend. Her synes
det at være synonymt med ordet athraa = lyst, der optræder kort efter. Søger man i GldO, opslagsordet avend,
søgebegrænsning KlosterB, ses at de andre belæg betyder fjendskab, had o.l.
101
stenæ theræ naturæ: Gotfred af Ghemen har Af stenes nature. - Det følgende synes taget fra de i middelalderen så
hyppige stenbøger (lapidarier). Påfaldende er det at magisteren slet ikke nævner konkrete eksempler på sten og ej heller
kommer ind på bestemte stenes egenskaber, som ofte er af helbredende art. Han synes mere optaget af noget der ligner
trolddom. - Optagetheden af stens, især ædelstens egenskaber, går utvivlsomt tilbage til beskrivelsen af det ny
Jerusalem i Johannes’ Åbenbaring i NT. I kap. 21, v. 19-20 skildres bymurens grundsten: v. 19 Bymurens grundsten var
prydet med alle slags ædelsten: den første grundsten var jaspis, den anden safir, den tredje kalkedon, den fjerde
smaragd, v. 20 den femte sardonyks, den sjette sarder, den syvende krysolit, den ottende beryl, den niende topas, den
tiende krysopras, den ellevte hyacint, den tolvte ametyst. (1992-oversættelsen). - Om danske stenbøger, se Marius
Kristensen (red.): Harpestræng. Gamle danske Urtebøger, Stenbøger og Kogebøger. København 1908-1920.
102
ther ær then steen ther woxer och mynskes hwer moneth sosom monen han gør: findes tilsvarende i Honorius
Augustodunensis: De Imagine Mundi, sp. 125: [Perdida mittit] synelitem cujus candor cum luna crescit et decrescit:
[Persien sender] ”synelites” hvis glans tiltager og aftager med månen. ”synelitem” er en fejl for senelitem = månesten.
Måne hedder på græsk seléne.
103
ær: mangler i håndskriftet.
104
then ther: den som
105
ær: mangler i håndskriftet.
106
maa: kan
107
en annen steen ther brenner manz handh: findes tilsvarende i Honorius Augustodunensis: De Imagine Mundi, sp.
125: Persida lapidem pyrrhitem mittit qui manum prementis urit = Persien sender en ildsten som brænder håden på den
der holder om den.
108
tithær: i håndskriftet deles ordet (ved linjedeling) så der kan stå tith ær. Desværre deles ordet også hos Gotfred af
Ghemen, så der på samme måde står tÿd ær. - tith ær synes ikke at give mening. Skriver man tith ær/ tÿd ær sammen,
kan man få et verbum tithær/ tÿdær, der kan forstås som sker, hænder. Sml. det eneste belæg for verbet tithe i GldO,
som af bearbejderen er angivet som tvivlsomt: ?”tithe”, vb, med belægget hwadh tiidet wor poo slootet, der passer fint
med betydningen ”hvad der var hændt på slottet”.
109
dyræ stenæ: ædelsten. Forståelsen af dyræ stenæ nævnes ikke hos Gotfred af Ghemen. Muligvis menes der indsigt i
ædelstens egenskaber.
110
ær til: eksisterer
111
skelligæ: retsindige.
112
vthen: men
113
feller: mister. Gotfred af Ghemen har møster. Om feller, se GldO, opslagsordet fælle (vb).
114
lyth: farve
115
ether: gift. Sml. GldO, opslagsordet eter.
116
kommæ tedhen: kommer derfra - vel i betydningen: stammer fra den sten.
117
ninnæ: håndskriftet har inmæ eller lignenden. Læsning Ninnæ efter Gotfred af Ghemen Ninne. Der menes Nineve.
118
.x. daws gangh i gemmen: Honorius Augustodunensis: De Imagine Mundi, sp. 125 har kun tre dages gang (itinere
trium dierum). Det samme hos Gotfred af Ghemen: han [byen Nineve. PEJ] ær tree daghs gangh ende langt i gemen.
119
endælanct: fra den ene ende til den anden.
120
nemroth ther sietthæ man war fran noe: Se 1. Mosebog kap. 10, v. 8-9.
121
han loth bygghæ thet thørn: svarer ikke til 1. Mosebog, kap. 11. If. Honorius Augustodunensis: De Imagine Mundi,
sp. 125 grundlagde Nimrod byen Babylon.
122
hestæ skedhæ: et længdemål. If. GldO, opslagsordet hæstesketh, er der kun fire belæg i gl.dansk, to i Codex AM 76,
8o, og to i parallelteksten hos Gotfred af Ghemen. If. GldO, opslagsordet hæstesketh, seddel 3, svarer en mil til 10
hestesked og en hestesked altså til 1/10 mil. Sml. islandsk skeið = løb, løbebane.
123
ath: ad
124
ath: derpå
125
Jkkæ anneth en ondhæ ormæ oc lodnæ pugæ hoppæ ther oc sprynghæ: pugæ betyder spøgelser, trolde o.l. Denne
viden om tårnet ”i dag” har magisteren fra Esaias Bog, kap. 13, v. 21, hvor han if. VulgCl om Babylon profeterer: et
habitabunt ibi struthiones, et pilosi saltabunt ibi = der skal der bo strudse og lådne væsener skal hoppe rundt. Den
danske 1992 oversættelse har: dér lever strudse, og bukketrolde springer omkring.
126
then storæ: der refereres vel til Nimrod, som Honorius Augustodunensis: De Imagine Mundi, sp. 125 kalder Nemrod
gigas = giganten Nemrod. - 1. Mosebog, kap. 10, v. 9 kalder ham if. VulgCl robustus venator = en vældig jæger.
Septuaginta bruger for for ordet robustus gigas. Gotfred af Ghemen har: hin store idhe, som Sigurd Kroon m. fl. (ed.):
A Danish Teacher’s Manual of the Mid-Fifteenth Century, s. 237 kommenterer således: idhe] just a printing error for
iødhe?
127
byeregh: læses bjereg = bjerg.
128
j thet land ær et byeregh hether caucasus: Mens Honorius Augustodunensis: De Imagine Mundi, sp. 127 har det
korrekte: Mons Caucasus a Caspio mari orientis attollitur, et per Aquilonem vergens pene usque ad Europam
porrigitur = Bjerget Caucasus løfter sig mod øst fra det Kaspiske Hav, og idet det drejer sig mod nord når det næsten til
Europa, - da har Felix Heidlauf (ed.): Lucidarius - aus der Berliner Handschrift (Berlin 1915), s. 15 næsten det samme
som den gl.danske tekst: an daz selbe lant stozet ein berc heizet Caucasus = op til det samme land [Egiptus. PEJ]
grænser et bjerg der hedder Caucasus. - Igen ser vi at den gl.danske tekst og Heidlaufs Lucidarius må ligge i
nogenlunde samme teksttradition.
129
ondæ qwynnæ: Gotfred af Ghemen har wnnerligh qvÿnner = forunderlige, mærkelige kvinder. Hverken Honorius
eller Heidlaufs Lucidarius karakteriserer dem på dette sted ved et adjektiv.
130
Forthy: meningen må være at de er onde, fordi de kæmper som de onde mænd.
131
ondæ men: Gotfred af Ghemen har blot men. Ej heller Honorius eller Heidlaufs Lucidarius har et karakteriserende
adjektiv på dette sted.
132
iith: gerning. Se GldO, opslagsordet ith.
133
soldæner: lejetropper. Se GldO, opslagsordet soldener. Låneord fra middelnedertysk soldener, til substantivet solt =
løn (heraf også substantivet soldat), sml. GldO, opslagsordet sold. - Sml. nyhøjtysk Söldner = lejesoldat.
134
i hwilke: ligegyldigt hvilke. Se GldO, ehvilik.
135
wandhæ: besvær. Sml. nudansk vånde. Amazoner er nævnt allerede i Homers Illiade, således i 3. sang, v. 189:
Amazonernes skare af mandfolkestridbare kvinder (Otto Steen Dues oversættelse). I de i middelalderen så populære
Alexander-romaner spiller de en vis rolle. Om kendskabet til Alexander-litteraturen, se Kulturhistorisk Leksikon for
Nordisk Middelalder, bd. 1 (1956), sp. 75-79, opslagsordet Alexandersagaen.
136
kex: krog, hage, Se GldO, opslagsordet kæks.
137
tyngh: læses ting.
138
jern sleggher: jernhamre. Se GldO, opslagsordet jarnslægje. Sidsteleddet slægje betyder hammer, se GldO,
opslagsordet slægje.
139
førstæ: når
140
brøster: mangler. ”de mangler” = them brøster. Se GldO, opslagsordet briste.
141
fangher: evner, formår
142
barkædhæ: garvede. Se GldO, opslagsordet barke, vb.
143
scriwe: beskrive, dekorere
144
wonethæ: da Gotfred af Ghemen har wanne æcte = vanægte, uægte, må wonethæ være en fejlafskrivning (af
wonecthæ?).
145
for sendæ: sende bort
146
bombex: fra græsk bombýx = silkeorm.
147
lyff: krop
148
heræ: her
149
then tridiæ dell aff werden: fejl for ”den første del af verden”, som er Asia. Andel del er Europa og tredje del er
Afrika.
150
walland: Italien
151
tythslandh: if. GldO, opslagsordet thythisk = tysk, er former som thyzt, tyzt, tyst o.l. ganske almindelige, ved siden
af former som thytzk, tydsk, tytsk o.l. Svundet af k er behandlet i Brøndum-Nielsen, Johs.: Gammeldansk Grammatik,
Bd. II (København 1932) § 369.
152
alwesterth: mest vestligt. If. GldO findes tilsvarende aløsterst og alsyterst, mens nordligst kun synes at hedde
nordest/ northest.
153
+ refererer til en tilføjelse nederst på foregående side (fol. 60v) i håndskriftet, hvor der, med en anden hånd, er
tilføjet: + danmarch / swerighe / oc norrigh.
154
hanzstedholm: Hanstholm (i Thy). Et lavt højdedrag, en tidligere holm, der har navn efter landsbyen Hansted.
155
Swellien: svælget, afgrunden. Oversættelsen efter Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog (1300-1700), Bd.
I-V. (København 1881-1918) bd. IV, s. 242, opslagsordet Svælje. Sml. GldO, opslagsordet svælgh, hvor der på seddel 2
med håndskrift er tilføjet oversættelserne: svælgene, afgrundene, havdybderne. Gotfred af Ghemen skriver sweled. Henrik Bertelsen: Dansk sproghistorisk Læsebog. Første Del. II: Kommentar og Ordliste (København 1903) s. 103
oversætter det ved Brændingen.
156
koldæ landh: kunne give mening. Gotfred af Ghemen har imidlertid kareland, som en udarbejder af seddelmaterialet
til GldO, opslagsordet kald, søgebegrænsning KlosterB, seddel 2, anfører som Karelen - og tilføjer KlosterB altså
fordærvet. - KlosterB = Marius Kristensen (ed.): En Klosterbog fra middelalderens slutning; der menes naturligvis
håndskriftet og ikke MK’s udgave).
157
eth øø landh: Henrik Bertelsen: Dansk sproghistorisk Læsebog. Første Del. II: Kommentar og Ordliste (København
1903) s. 104 mener det må være Island på grund af de varme kilder.
158
I Affrica ær enktæ køns ther merkælict ær i thet ær mangæ landh Men i the øland etc.: sætningen er utvivlsomt
fordærvet. Gotfred af Ghemens tekst er heller ikke helt klar: I Affrica ær enthet som merkelicth er i thet store land æn i
thet øland er sielsÿn ting etc. - De to gl.danske tekster er enige om at der ikke er noget påfaldende at berette fra Afrika
(som er Nordafrika, fra Atlas til Ætiopien). Dette kan skyldes at et forlæg som Honorius Augustodunensis: De Imagine
Mundi, sp. 130-131, Cap. XXXII, ud over omtale af en række lokaliteter, ikke rummer synderligt af det der især har
syntes at have interesseret udarbejderen af forlægget/ oversætteren, nemlig omtalen af besynderlige skabninger og
fænomener. Håndskriftet Codex AM 76, 8o’s i thet ær mangæ landh Men i the øland etc. svarer ikke til Gotfred af
Ghemen’s i thet store land, selv om de hver for sig er fornuftige nok, men har flere øer, hvor Gotfred kun har én (thet
øland). Ang. thæt ær manghæ landh skriver Marius Kristensen i kommentaren til den ovenfor nævnte Klosterbog, s.
250 (ad s. 8210): Ghemen rigtigere: thet store land, ᴐ: fastlandet (måske oprindelig mæghen landh). I forhold til
Honorius Augustodunensis: De Imagine Mundi hopper forfatteren af håndskriftet Codex AM 76, 8o, som affejer Afrika
som uinteressant, uden overgang videre til nogle øer uden at nævne blot et navn. Her har Honorius sp. 131-132 tre
kapitler om øer i Middelhavet, hvor Cap. XXXV bl. a. handler om Sicilien og vulkanen Ætna - men uden omtale af
smedeslagene og de fordømtes skrig. Codex AM 76, 8o’s omtale af smedjen svarer til den antikke opfattelse om
smedeguden Hefaistos, hvis værksted romerne mente var under Ætna. Skildringen i Felix Heidlauf (ed.): Lucidarius aus der Berliner Handschrift (Berlin 1915), s. 17 svarer delvis til de gammeldanske versioner: da bi ist ein insula heizet
Cicilia. da inne ist ein berc Ethna. uz dem berge siht men swebel burnen. da werdent die selen inne gewizeget = der i
nærheden [af øen Param. PEJ] er der en ø der hedder Sicilien. På den er der et bjerg Ætna. Op af bjerget ser man svovl
brænde. Derinde bliver sjælene straffet. - Og teksten fortsætter, at ude i havet er der to malstrømme, Scilla og Caribdis,
og: da bi ist ein insula, da inne sint smide. daz sagint die heidenischen buoch, daz die smident die dunre stralen, wen
die insula ist vol fúrez vnde stant die smide mitten in dem fúre. die smide heizent Ciclopes, inder selben insulen waz
Wulcanus, der der helle porten phliget. unser buoch wellent daz ez tievele si, unde die selen wisegen = og der i
nærheden er der en ø hvor der er smede. De hedenske bøger [dvs. græske og latinske værker fra før kristendommens
sejr. PEJ] siger, at de dér smeder lynstråler, for øen fuld af ild, og smedene står midt i ilden. Smedene hedder cycloper.
På den samme ø levede Vulcanus, som vogter helvedes port. Vores bøger [dvs. de kristne bøger. PEJ] hævder at de er
djævle og straffer sjælene. - De fordømtes skrig og helvedes port er naturligvis et kristent indslag.
159
behennæligh: mærkelig.
160
maa: kan
161
øpæ: råbe
162
i: derinde
163
tyff: en tyv.
164
thet brenner ey heller och om hwer men leggher i eld: sætningen er fordærvet. hwermen = skønt, om end. leggher er
klart en fejl for ”ligger”. Gotfred af Ghemen har: thet brenner eÿ alligevel thet ligger i elden = det brænder ej selvom
det ligger i ilden. - Om træ der ikke kan brænde, se Ernst Friedrich Ohly: Hölzer, die nicht brennen, i: Zeitschrift für
deutsches Altertum und Literatur Bd. 100 (1971) S. 63-72.
165
the: betyder som konjunktion normalt thi, jf. GldO, opslagsordet thi. Se her, med søgebegrænsning KlosterB, seddel
19, henvisningen til Gotfred af Ghemen, der har Tog sye somme. Brix foreslår if. samme seddel at det kan være en fejl
for tho = dog, sml. GldO, opslagsordet tho.
166
fest: fastgjort. fest er sammentrukket af festet. Se GldO, opslagsordet fæste, vb.
167
owermeræ: (står) højt
168
nedermeræ: (står) lavt
169
moxen: næsten
170
stwnnem: til tider. Læses stunnem. Se GldO, opslagsordet stundum. stundum er en gammel dativ pluralis.
171
fanger: giver. Om verbets betydninger, se Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog (1300-1700), Bd. I-V.
(København 1881-1918), bd. II, opslagsordet Fange (få), go., s. 505-507.
172
ath: fordi
173
gangher aff: kommer fra. Se forklaringen i det følgende.
174
i som: efterhånden som
175
der refereres til solformørkelser.
176
aff: Gotfred af Ghemen har det mere sandsynlige at.
177
mønydh: må være fejlskrivning for monen. Gotfred af Ghemen har monen. - Endelsen -ydh i mønydh indicerer at
ordet er intetkøn, mens måne i gammeldansk er hankøn.
178
fangher omganghet: er kommet forbi.
179
om krygnn: den normale skrivning er former som om kringh/ om kryngh/ omkryngh, men der ses også to belæg for
en variant, se fol. 90v: oc om | krin iordæn ær falk etc, og fol. 91r: omkrin iordæn. If. GldO, materiale, opslagsordet
umkring, findes skrivningen om krin i Kvinders Rosengaard i tre af otte belæg. De uregelmæssige belæg (krygnn, krin)
kan skyldes usikkerhed ang. stavningen af nasalen ng.
180
thet: at
181
rent fantasital: 10 mil om dagen, altså om året 10 x 365 = 3650 mil pr. år. I 500 år, altså 3650 x 500 = 1.825.000 mil.
Hvis en mil ansættes til ca. 7 km, altså 1.825.000 x 7 = 12.775.000 km. Det reelle tal er ca. 384.500 km.
182
sythen: endvidere
183
det reelle tal er ca. 3.474 km.
184
Oc sydhen om lanct mellem hwer hemel oc solen oc planether om tyøk igemen som monyn ær: Gotfred af Ghemen
har: O siden ær om langt mellom hwer hemmel. oc siden ær solen oc hver planete om tyck i gemen som monen er. om
langt = lige så langt.
185
Thet scriwes at iorden ær scapt soo som eth æg: sammenligningen synes umiddelbart forkert. Honorius
Augustodunensis: De Imagine Mundi, i Migne: Patrologia Latina, bd. 172 (Paris 1895), kap. V, sp. 122 skriver således:
Terra forma est rotunda = jorden er rund. - Men nogle mellemregninger er sprunget over. Ganske interessant dukker
nemlig samme spørgsmål op i den gammeldanske Sydrak, hvor der er bevaret et håndskrift fra sidste halvdel af 1400tallet. Håndskriftet er udgivet af Gunnar Knudsen i: Sydrak. Efter Haandskriftet Ny Kgl. Saml. 236 4 TO (København
1921-32). - Udgiveren skriver i forordet s. IX derom: SYDRAK er et middelalderligt polulærvidenskabeligt Værk, en
Encyclopædi i Dialogform, der i formel Henseende minder noget om den velkendte Lucidarius etc. I Knudsens udgave
s. 116-117 forklarer den vise Sydrak: Gudh giorde først hemmelen ok watneth, Ok effther thet the ondæ ænglæ wore
vskapte, Tha skapte han werden meth eet ordh, J thet han sadhe: thet skee. Sa strax war werden skappt pa watneth, Ok
watneth ær vnder jorden Ok vpholder jorden effter gudhs wilie. Ok vnder watneth ær firmamentet. Ok watnet ær alle
sidher omkringh werden, owen ok nædhen, ok firmamentet ær trint omkringh watneth. Ok sa ær werden ther mit innen.
Ok thet ær wedh én lignelse effter eet ægh, skallen Aff æggeth llighnes wedh firmamentet, Thet hwidæ aff æggeth lignes
wedh watneth, ok sasom blommen ligger mit j ægget J thet hwidhæ, Sa ligger werden mit j watneth Ok ær trint Som én
æggæblommæ eller eet æblæ. - Her er forklaringen til at forstå. Dog er heller ikke dette afsnit lydefrit, se indledningen:
Gudh giorde først hemmelen ok watneth, Ok effther thet the ondæ ænglæ wore vskapte, Tha skapte han werden meth eet
ordh - som ikke hænger sammen. Det korrekte finder vi en en samtidig nedertysk Sidrak-version, nemlig i H.
Jellinghaus (ed.): Das Buch Sidrach. Nach der Kopenhagener mittelniederdeutschen Handschrift v[om] J[ahre] 1479
(Tübingen 1904), hvor det parallelle afsnit findes s. 109-110: God makede hemmel unde water, also he den mynschen
maken wolde na dem valle der quaden enghele. Do sede he: de werelt sy ghemaket = Gud skabte himlen og vandet,
men da han ville skabe mennesket efter de onde engles fald, da sagde han: Lad verden blive skabt. - Myten om faldne
engle, der i hovmod havde sat sig op mod Gud, bygger på steder i GT som Esaias’ Bog, kap. 14, v. 12-14 eller Ezekiels
Bog, kap. 28, v. 12-19.
186
sleet: jævn
187
tolff twsynnæ oc iiii synnæ tywæ milæ = 1280 mil. Gotfred af Ghemen har xij. tvsende mile oc lxxx = 1290 mil.
Regnes en mil til ca. 7 km, er 1280 mil = 8.960 km. Den ovenfor nævnte Honorius skriver sp. 122: circuitus autem
terræ centum et octoginta millibus stadiorum mensuratur = og jorden omkreds måles til at være 180.000 stadier. Et
stadium er ca. 200 meter, altså er omkredsen ca. 36.000 km. Hvis et stadium angives lidt højere, når man let det
korrekte.
188
hestæ skædæ: et længdemål. Se GldO, opslagsordet GldO hæstesketh. If. GldO er der kun fire belæg i gl.dansk, to i
Codex AM 76, 8o, og to i parallelteksten hos Gotfred af Ghemen.
189
werther: nær
190
kommer: får (til at)
191
best: besk, bitter. Formen best er af ældre beskt. Sml. Brøndum-Nielsen, Johs.: Gammeldansk Grammatik, Bd. II
(København 1935) § 369, hvor det nævnes at Konsonanten k bortfalder i (oftest tautosyllabisk) Trekonsonantgruppe (lk,
nk, rk, sk med følgende konsonant, især t etc.). Se GldO, opslagsordet besk.
192
sythæn ee: siden hen
193
vrenslæ: læses urenslæ = urenhed
194
e: stadig
195
vællæ kælder: kildevæld
196
herefter mangler vel tre ord, sml. Gotfred af Ghemen, der s. 349 har: hvore mange folk war i arken.
197
A: urimeligt med majuskel. Læs a = på.
198
azæl (læses adsel ): ådsel
199
bodæ ænkyns: fik intet (dvs. havde intet fundet). Se Gammeldansk Ordbog, på nettet http://gammeldanskordbog.dk/
- opslagsordet bate. - I det følgende forkortes Gammeldansk Ordbog som GldO.
200
æfftær æn sæntær: efter en uge, svarende til afftær sywendæ dagh. Se GldO, opslagsordet synter. Se endvidere
Brøndum-Nielsen, Johs.: Gammeldansk Grammatik, bd. III (København 1935), § 458, Anm. 1 med diskussion af ordets
etymologi (sammentrækning af syv nætter? et selvstændigt substantiv sjöund i genitiv?).
201
mvxn (læses muksen): næsten. Se GldO, opslagsordet maksen.
202
sætæns tegn: bevis for aftalen. Ang. sætæns: se GldO, opslagsordet sæt, seddel 14.
203
lyth: farve. Sml. nudansk lød (subst.).
204
for fors (læses forfors): ødelagdes. Se GldO, opslagsordet forfare.
205
han = regnbuen (som er hankøn).
206
firætigh førytiuæ: betyder begge fyrretyve, men det er kun betydningen 1 x 40 der gælder. Har der været to forlæg?
Om tallet 40 på gammeldansk, se Brøndum-Nielsen, Johs.: Gammeldansk Grammatik, bd. IV (København 1962), s.
211-213.
207
som vi læsæ aff at han skal æy tees i the firætigh førytiuæ aar næst komær foræ domædagh: at regnbuen ikke skulle
vise sig de sidste fyrre år før dommedag, er ubibelsk. Påstanden ses allerede hos Isidor af Sevilla (ca. 560-636) i hans
Liber de natura rerum, se Migne: Patrologia Latina, bd. 83, Paris 1850), sp. 1004: Arcus autem, qui in nubibus apparet,
quadraginta annis ante diem judicii visus non erit = Men buen, som kommer til syne i skyerne, vil ikke være at se fyrre
år før dommens dag. - Påstanden blev dog skarpt kritiseret af en nyere tids lærde, således af den fremtrædende teolog
Cornelius Cornelii a Lapide i hans Commentarius in Pentateuchum (Venedig 1717) s. 100, som betegner påstanden som
frivola et falsa = løgnagtig og falsk, samt at påstanden falsoque attribuitur sanctis Patribus = endvidere ubegrundet
tillægges kirkefædrene. Cornelius’ kritik rettes direkte mod autoriteten Petrus Comestor (død ca. 1178) i hvis Historia
Scholastica (Migne: Patrologia Latina, bd. 198, Paris 1855, sp. 1086) der står: tradunt sancti quod quadraginta annis
ante judicium non videbitur aercus = hellige mænd beretter at fyrre år før dommen vil buen ikke være at se. Begrundelsen for de fyrre år uden regn og regnbue er, at det røde i den ”nuværende” bue tolkes som ild, et varsel om
dommedags ild, sml. GT, Esaias’ Bog, kap. 66, v. 15 … Herren kommer i ild, hans vogne er som et stormvejr; han
slipper sin vrede løs i en brand og sin harme i flammende ild. v. 16 For Herren fælder dom over alle mennesker med
ild og med sværd, og mange bliver dræbt af Herren. Se også NT, Andet Petersbrev, kap. 3, v. 7, eller Første
Korintherbrev, kap. 3, v. 13-15.
208
huat haftæs noe sydæn ath: hvad tog Noah sig til sidenhen? Ang. haftæs: se GldO, opslagsordet haves, seddel 2.
209
dyær: ganske, meget. Se GldO, opslagsordet digher.
210
louædæ: tillod.
211
her mangler nogle ord. Gotfred af Ghemen har: [tha lofde wor herre them at ede kødmadh] fortij engen man odh
kødhmad [før en floden koom etc.].
212
motæ: kunne
213
som kyøth mat: Gotfred af Ghemen s. 354 som menniske æde […] nv kødh.
214
ærye: dyrke. Se GldO, opslagsordet ærje (vb.).
215
ther man aff læs: hvorom man læser. Verbet læs er pluralis = gl. dansk læse. Om pronominet man som subjekt, med
verbet i singularis eller i pluralis, se Brøndum-Nielsen, Johs.: Gammeldansk Grammatik, bd. V (København 1965), §
606, især s. 467.
216
hemelich: nøgen (ordet hemelich bruges om det man ikke må se). If. 1. Mosebog, kap. 9, v. 21 ”blottede han sig”,
dvs. man kunne se hans kønsdele, hvilket i det gamle Israel opfattedes som yderst skammeligt.
217
Gotfred af Ghemen har s. 354 hans søn Kam (sml. 1. Mosebog, kap. 9, v. 22).
vor [...] før voræ: opdagede.
219
spottædæ: det gjorde han faktisk ikke. If. 1. Mosebog kap. 9, v. 22 fortalte han det til sine to brødre Sem og Jafet,
som blev dybt forlegne over det. Det har eftertiden tolket som om Kam ikke var forlegen, men ønskede at udstille
faderen i dennes skam.
220
vdæn: men
221
høuæskæ (læses høveske): ærbare, velopdragne.
222
bagh længæs: baglæns. Se GldO, opslagsordet baklangs.
223
huldæ: tildækkede. Infinitiv: hylje.
224
aldræ … fongæt nogær klædær: bemærkningen stammer ikke fra bibelen og er naturligvis forkert, idet mennesket
siden syndefaldet i Paradis tildækkede sig og fik klæder af Gud (se 1. Mosebog, kap. 3, v. 7 og v. 21). Men efter alt at
dømme har vi en fejlagtig afskrift. Gotfred af Ghemen har: aldrigh … fanget neder klæde, - hvilket skal forstås således
at havde Noah haft underklæder, dvs. underbenklæder eller underbukser på, havde man aldrig kunnet se hans nøgenhed.
En noget nøgtern bemærkning. Nederklæde er låneord fra middelnedertysk nedderkleid. Grimm: Deutsches
Wörterbuch, opslagsordet Niederkleid, har adskillige belæg der viser, at niederkleid i middelaldertysk var underbukser,
f. eks. ein nidercleit ist ein bruoch = et ’nidercleit’ er bukser.
225
meræ æn thu tusændæ vinter gamæll: svarer til middelalderlig annalistik, sml. Erik Kroman (ed.): Danmarks
middelalderlige annaler (København 1980), Annales Colbazenses s. 2: Factum est diluuium. 2242 = syndfloden fandt
sted i 2242, eller Annales Lundenses s. 22: Factum est diluuium. 2242 anni = syndfloden fandt sted. 2242 år (var da
forløbet efter verdens skabelse).
226
oc signæ sæt oc sem: signæ er fejl for signæthæ (= præteritum). sæt er - indholdsmæssigt - fejl for iafæth (således
stavet ovenfor). Gotfred af Ghemen har s. 357: Oc sidhen welsignede han alt thet aff Sem oc Iaphet sculle fødis.
227
hundrædæ oc halfthredyæ sinæ thiuæ = 150 (hundrede og halvtredsinstyve). Tallet passer ikke med 1. Mosebog,
kap. 9, v. 28-29, som har: v. 28 Efter vandfloden levede Noa i 350 år. v. 29 Noa levede i alt 950 år, så døde han. De
150 år kan være fejl for de 350 år han levede efter vandfloden. Det samme tal har Gotfred af Ghemen s. 357: hundret
winter oc l.: l = romertal L = 50.
218