Kilden, september - oktober - november 2013 - Land-B.dk

Lunn & co
v. Ulla Lunn, arkitekt m.a.a. – Kagerupvej 42, 4420 Regstrup – +45 26157727 - [email protected] – CVR: 16772473
Printselv katalog til udstillingen
”Dansk Vestindien – en koloni bliver til”
Kom tæt på et næsten glemt kapitel fra Danmarks storhedstid i udstilling ”Dansk Vestindien – en
koloni bliver til”.
Udstillingen fortæller historien om grundlæggelsen af det danske sukkereventyr, om danske
koloniherrer og afrikanske slaver, men også om en smuk arkitektur, der den dag i dag præger De
Vestindiske Øer.
Det er næsten hundrede år siden, at Danmark solgte De Vestindiske Øer, men arven fra den
danske kolonitid kan stadig opleves – både på De Vestindiske Øer og nu også på udstillingen
”Dansk Vestindien – en koloni bliver til”.
1
Lunn & co
v. Ulla Lunn, arkitekt m.a.a. – Kagerupvej 42, 4420 Regstrup – +45 26157727 - [email protected] – CVR: 16772473
Slavestationer, forter og palæer
Fra 1670 til 1820 skød hundredvis af plantager, fire forter, en slavestation, tre byer og adskillige
kirker op i Dansk Vestindien. De afrikanske slavers uendeligt hårde arbejde i sukkermarkerne
indtjente formuer til danskerne. Formuer, som igen blev investeret i smukke palæer og herregårde
herhjemme, bl.a. kendte bygninger som Charlottenborg og Odd Fellow Palæet i København.
Oplev skønheden og gruen
Udstillingen fortæller om grundlæggelsen af kolonien, om danske koloniherrer og afrikanske
slaver, men også om slavernes efterkommere og De Vestindiske Øer i dag. Oplev skønhed og gru
gennem arkitekturtegninger og kort fra tiden, få indblik i skæbnerne og se fantastiske fotos af
øerne, som de ser ud i dag. Arkitekturens vemodige skønhed står i skærende kontrast til den
grumme historie om koloniens første 150 år.
Udstillingen er udarbejdet af Lunn & Co. , arkitekt Ulla Lunn. Udstillingen var på Nationalmuseet i
2011, på Flensburger Schiffartsmuseum i 2012 og på Herregårdsmuseet Gammel Estrup også i
2012. Efter2013 i Christiansfeld, bliver udstillingen vist på M/S Søfartsmuseet i Helsingør i 2014.
Kataloget indeholder udstillingens tekster, så man kan læse dem før eller efter besøget.
På hjemmesiden www.denvestindiskearv.dk findes også et undervisningsmateriale beregnet på 79 klasse med spørgsmål og svar der kan bruges i udstillingen.
Kataloget opdateret til udstillingen i Christiansfeld 2013.
Udstillingstekster.
INTRO
Dansk Vestindien var en koloni i Det Caribiske Hav som bestod af øerne St. Thomas, St. Jan og St.
Croix. Ca. 90 % af befolkningen var af afrikansk herkomst, i denne udstilling betegnet som
afrocaribiere. De, eller deres forfædre, var blevet ført fra Afrika til Vestindien som slaver. Resten af
befolkningen var europæere. De var: hollændere, englændere, irere, skotter og franskmænd.
Danskere og nordmænd udgjorde kun en lille del af den europæiske befolkning, og det danske
sprog blev aldrig udbredt.
Det danske herredømme varede fra 1670 til 1917, hvor øerne blev solgt til USA og kaldt US Virgin
Islands. Udstillingen omhandler de første 150 år, hvor kolonien blev bygget op og slaveriet var en
fast bestanddel af systemet. Fra 1670 til 1755 blev kolonien styret af Vestindisk-Guineisk
Kompagni, et handelskompagni med monopol på både slave- og sukkerhandel. Derefter overgik
styret til den danske Krone og handelen blev givet fri, hvilket førte til stor vækst, og til den
periode, der gerne kaldes ”den florissante” – den blomstrende periode. Efter napoleonskrigene
begyndte prisen på sukker at falde. Udstillingens tema stopper omkring 1820.
I nutidens US Virgin Islands fortæller landskabet og arkitekturen om den tidlige tid i kolonien.
Udstillingen sætter fokus på dem, der byggede kolonien op; ikke mindst de slaver, som stod for
det hårde, fysiske arbejde. Mange bygninger fra tiden findes endnu, men adskillige er overgroet
eller blevet til ruiner. Både plantager med sukkermøller og slavelandsbyer og byer med forter og
slavestation kan stadig opleves.
2
Lunn & co
v. Ulla Lunn, arkitekt m.a.a. – Kagerupvej 42, 4420 Regstrup – +45 26157727 - [email protected] – CVR: 16772473
Historien fortælles med nutidige fotos fra US Virgin Islands, danske arkitekters tegninger 19612001. Dertil gamle kort, billeder og dokumenter fra samtiden. I de danske arkiver og samlinger
findes en del billeder af landskaber, bygninger m.m. Men der findes ikke billeder, der skildrer
slaveriet, hverken det hårde arbejde eller de strenge straffe. Til gengæld findes skriftlige kilder i
stort omfang. Udstillingen bygger på, hvad der findes i danske arkiver, samt enkelte tyske og
amerikanske arkiver. Arbejdet bag udstillingen kan ses mere udførligt på
www.denvestindiskearv.dk
KORT
Da Danmark besluttede at gå ind i det europæiske kapløb om kolonisering af Caribien, fandtes der
franske og hollandske kort over området, som viste nogle af de forhold, som var vigtige for
beslutningen. Hvis en ø skulle kunne koloniseres, måtte der være naturlige havne, god jord og
ferskvand. Øens bakker og bjerge og graden af bevoksning var også vigtige forhold at kende. Ved
ekspeditioner derover var landkending og øens silhuet også gode at kende til. De var ofte aftegnet
på kortene.
Efter koloniseringen tegnede danske embedsmænd, officerer og ingeniører selv kort. VestindiskGuineisk Kompagni havde stor interesse i, at der blev tegnet nøjagtige kort, fordi grundlaget for
udstykning og salg af plantagegrunde skulle fastlægges. I den proces spillede især viden om
tilstedeværelsen af vand en væsentlig rolle, men oplysninger om bakker og jordbund var også
vigtigt for den, der ville investere i jord og produktionsapparat. Udstykningen af St. Thomas og St.
Jan viser disse øers uregelmæssige og bjergrige landskab. St. Croix er fladere, men kortets lige
linjer er også udtryk for en mere systematisk opmåling, udstykning og salg fra begyndelsen.
Hvert kort dokumenterer, hvilket stade øen havde på det tidspunkt, da det blev tegnet: hvor
mange plantager, der var solgt; hvor mange, der dyrkede sukker, og hvor mange bomuld, samt
hvor mange plantageejere, som havde investeret i produktionsanlæg. Flere kort angav navnene på
dem, der ejede de forskellige plantager, og det gav et billede af grundlaget for beskatning. Især
med købet af St. Croix og Kronens overtagelse af kolonien blev kortlægning systematisk og
opdateret med jævne mellemrum. Det har givet et godt grundlag for at følge med i særlig St. Croix’
kolonisering, opdyrkning og udviklingen af produktionsapparatet. At gå fra studemølle til
vindmølle betyder f.eks., at der er investeret store summer i produktionen.
BYGGESKIK
Koloniseringen af Dansk Vestindien i 1672 blev startskuddet til opførelse af mange store byggerier:
boliger og pakhuse i byerne og produktionsbygninger og boliger på landet. Det skabte en egentlig
byggeskik i kolonien med en enkel skønhed, oftest baseret på godt håndværk, men sjældent på
arkitekttegninger. I starten var det hurtigste at bygge simple huse af tømmer, men fra første færd
blev der også rejst murede bygninger.
Byggeskikken var præget af nordeuropæiske håndværkstraditioner: buede stik over vinduer og
døre, skodder med smedejernsbeslag og afvalmede tage. Den dansk-vestindiske byggeskik
ændrede sig ikke meget i løbet af de første to hundrede år, men blev tilpasset de tropiske forhold.
3
Lunn & co
v. Ulla Lunn, arkitekt m.a.a. – Kagerupvej 42, 4420 Regstrup – +45 26157727 - [email protected] – CVR: 16772473
Bygningernes tagform modstår orkaner, og de højloftede beboelsesrum giver ventilation og
kølighed. De rundbuede gallerier langs gaderne i byerne giver skygge, men også en markant
byggeskik.
Med bygningsinspektør J.V. von Schopens planlægning af Christiansted og Frederiksted fra 1741
blev der skabt en norm for en dansk-vestindisk by, som resulterede i et ensartet arkitektonisk
udtryk. Håndværkstraditionen blev bragt til Vestindien af europæere, blandt andre af
Brødremenighedens missionærer. Efterhånden opstod der dog en højt uddannet gruppe af både
ufrie og frie afrocaribiske håndværkere.
Mange skibe, der sejlede til Vestindien havde på udturen en ballast af op mod 10.000 gule
mursten. Det var de moderne ‘flensborgsten’, som blev produceret både på teglværker ved
Flensborg Fjord og på Sjælland. I Vestindien blev de brugt til såvel forter som private boliger og til
de finere detaljer som buestik og indfatninger ved døre og vinduer. Den præcise form kunne også
bruges til f.eks. bygningens hjørne eller trappe. Men murstensbyggerier kræver mørtel, og dertil
skal der bruges kalk. Den brændte man i en kalkovn. Den stod ofte ved stranden, for kalken kom
fra koraller, strandskaller og koralsten.
PLANTAGE
Sukker, ‘Vestindiens hvide guld’, gjorde europæerne rige. Sukkerrør blev den dominerende
afgrøde fra midten af 1700-tallet og udkonkurrerede indigo, tobak og krydderier. Kun bomuld blev
også dyrket i større stil. Dyrkningen foregik på store plantager med slavearbejdskraft. Især
arbejdet i sukkermarkerne var opslidende, og dødeligheden var høj. Skoven skulle ryddes, jorden
hakkes, sukkerrør plantes, og senere høstes. Slavens arbejdsdag gik fra 5 morgen til 7 aften, og i
høstsæsonen blev der arbejdet i døgndrift.
Under høsten skulle sukkerrørene presses i en kværn drevet af en vindmølle eller studemølle.
Sukkermøller står stadig som vartegn i landskabet. Efter presning blev sukkersaften kogt i
kogehuset, ’faktoriet’, indtil det begyndte at krystallisere. En særligt uddannet slave var
sukkerkoger – et højt specialiseret job. Sukkeret blev stillet til klaring i et ‘kyrehus’, hvor det
bundfældedes, og den tykke, brune melasse, som man lavede rom af, dryppede fra. Bødkeren var
uundværlig på plantagen, for han fremstillede de tønder, som sukker og rom skulle transporteres i.
Bygningerne på plantagerne lå tæt: slavelandsby, herskabets og den europæiske opsynsmands
boliger samt køkkenhus, lokum, hønsehus, stalde, slavehospital og cisterne til regnvand.
Plantageejeren boede således med udsigt til hele produktionsapparatet, hvor rigdommen blev
skabt. Nogle plantageejere boede dog i byen, mens andre – især adelige og kongelige
plantageejere – holdt sig helt væk fra Vestindien. Hvis plantagen havde et herskabshus, var det
gerne en smuk, enkel bygning med få, store rum og højt til loftet for ventilationens skyld og med
skyggefulde jalousier for vinduerne.
SLAVE
4
Lunn & co
v. Ulla Lunn, arkitekt m.a.a. – Kagerupvej 42, 4420 Regstrup – +45 26157727 - [email protected] – CVR: 16772473
Afrocaribiske slaver blev hurtigt den dominerende arbejdskraft i Dansk Vestindien, hvor de
allerede fra 1700 udgjorde ca. 90 % af befolkningen. Nogle slaver arbejde i herskabets huse, andre
var håndværkere. De fleste var dog markslaver og boede på plantagerne, hvor der var mellem 20
og 200 slaver, som skulle dele et landsbyfællesskab. Med deres oprindelse i Vestafrika, fra Senegal
i nord til Angola i syd, talte de imidlertid forskellige sprog, tilhørte forskellige religioner og havde
forskellige traditioner. I løbet af 1700-tallet blev flere og flere afrocaribiere født i Vestindien, og
efterhånden opstod en fælles kultur, og et fælles ‘kreolsk’ sprog, blandet af afrikanske og
europæiske elementer.
I plantagelandsbyen hjalp naboer hinanden med f.eks. lån af mad og med børnepasning. Alle delte
et skæbnefællesskab og fulgtes til marken 6 dage om ugen. Søndagen, ugens eneste fridag, blev
brugt til at dyrke deres egne provisionsgrunde, som var små urtehaver. Men dagen brugtes også
på dans, kirkegang, afslapning, besøg hos venner og slægtninge i andre plantagelandsbyer, eller på
markedet i byen, hvor slaver kunne sælge egne produkter.
Slaven var værdifuld, så styrke og sundhed var vigtig for prisen. Dygtige håndværkere var i særlig
høj kurs. Slaver var privat ejendom, men loven anerkendte dem som mennesker. For eksempel
måtte en ejer ikke slå sin slave ihjel, men han måtte straffe ham korporligt. Men værst af alt var, at
en slave var berøvet sin slægt, sit hjemland og sin identitet. En slave havde ikke retten til at
bestemme over sit eget liv.
BY
I Dansk Vestindien var der 3 byer af betydning. Charlotte Amalie på St. Thomas voksede op vest for
fortet straks efter koloniseringens begyndelse. Den begyndte som en enkelt gade, men spredte sig
op ad de køligere og brisefyldte bakker, hvor de fineste huse blev bygget. Charlotte Amalie blev
hærget af brande flere gange, senest i 1832, hvor stort set alle ældre bygninger forsvandt. De huse
man ser i dag er således fra en senere periode.
På St. Croix blev to byer, Christiansted og Frederiksted, anlagt i årene efter købet af øen i 1733,
begge med lige gader som i en europæisk barokby. Christiansted blev guvernørens residensby og
hovedstad i 1755 med store, prægtige regeringsbygninger. I centrum dominerede de rige
plantageejeres og købmænds stenhuse med skyggefulde buegange langs gaden.
Frederiksted blev aldrig så stor som planlagt, og den nedbrændte delvis i 1878, men blev
genopbygget i victoriansk kolonistil.
I byerne lå herskabshuset ud til gaden med en gård eller lille have bagtil, hvor man også fandt
slavernes boliger samt et kogehus. I begyndelsen boede europæere og frie afrocaribiere mellem
hinanden, men i 1764 blev kvarteret Savane i Charlotte Amalie anlagt specifikt til frie afrocaribiere.
I de to byer på St. Croix opstod der også særlige afrocaribiske kvarterer, men byerne her havde i
højere grad store europæiske og små afrocaribiske huse mellem hinanden. De frie afrocaribiske
beboere var handlende, værtshusholdere, vaskekoner, prostituerede og ikke mindst håndværkere,
som sammen med slaver udførte alt arbejde med at opbygge byerne.
5
Lunn & co
v. Ulla Lunn, arkitekt m.a.a. – Kagerupvej 42, 4420 Regstrup – +45 26157727 - [email protected] – CVR: 16772473
FORT
Det første vigtige arbejde ved kolonisering af en ø var at bygge et fort. Anlagt med høje mure,
bastioner af flensborgsten og kanoner, så de kunne beskytte kolonien mod både angreb fra
fremmede magter og fra oprørske slaver. Et fort signalerede, at øen var indtaget. I nybyggertiden
før Kronens overtagelse af kolonien i 1755 var fortet på St. Thomas centrum for koloniens styrelse,
og her var både beboelse for guvernør og embedsmænd, mandskabskvarterer til soldaterne, kirke,
fængsel, køkken, våbenkammer, krudtkammer og cisterne til opsamling af regnvand.
Nyankomne afrikanere førtes fra det tætpakkede slaveskib direkte i ‘Negeriet’, et rum, hvor de
opholdt sig, indtil de bespist, smurt i olie og beskænket med rom blev solgt på auktion. Fortet var
ligeledes det sted, hvor forbrydere, både afrocaribiere og europæere, sad fængslet. Det var også i
fortets gård, at europæere blev straffet korporligt – skjult for afrocaribiske blikke, så europæerne
ikke mistede status i deres øjne. Afrocaribiere blev straffet ved justitsstøtten uden for fortet til
skræk og advarsel.
På St. Jan blev der bygget et fort med jordvolde og palisader i Coralbugten. Det blev indtaget af
slaveoprørere i 1733 og blev derfor efterfølgende forsynet med bastioner og mure. Ved købet af
St. Croix blev Fort Christiansværn bygget i Christiansted. En del af arbejderne var tilfangetagne
oprørere fra St. Jan, der bar lænker om benene. I 1750 begyndte opførelsen af et fort i
Frederiksted, Fort Frederik, som kom til at udgøre rammen om Peter von Scholtens erklæring om
slavernes frigivelse i 1848.
OPRØR
Modstand mod slaveriet foregik mest i det små. Slaver arbejdede langsomt, løj sig syge eller var
opsætsige. Men mesterknægten og bombaen holdt vågent øje og straffede – oftest med pisk –
alle, som ikke havde gyldig grund til fravær.
Mange slaver løb også væk – ‘løb maron’. Nogle sejlede i stjålne både til Puerto Rico, hvor
omvendelse til katolicismen gav frihed. Andre gemte sig hos familie eller venner i byen, eller de
søgte at overleve i skoven. På St. Croix findes stadig ’Maroon Hill’, opkaldt efter små samfund af
bortløbne slaver. De fleste bortløbne slaver kom dog selv tilbage eller blev indfanget. Maronløb
var slavesamfundets ventil, som kunne tage dampen af ulmende oprør.
Men alvorligt oprør blev der én gang, i 1733, da en stor gruppe slaver på St. Jan indtog fort og
plantager og holdt øen et halvt år. Det tog flere forsøg og hjælp fra både englændere og
franskmænd før oprøret var nedkæmpet. Alle europæere havde en fællesinteresse i at nedkæmpe
oprør, så uroen ikke spredte sig i regionen. Da det stod klart, at oprøret ville slå fejl, begik flere af
oprørerne kollektivt selvmord.
De oprørere, der blev taget til fange, blev tortureret, forhørt og idømt bestialske straffe, som det
var almindeligt i Europa i 1700-tallet. Nogle blev henrettet, andre solgt og andre igen dømt til at
arbejde i lænker. Den voldsomme procedure blev gentaget i 1759, da et formodet planlagt oprør
blev afdækket på St. Croix. Derefter var der ikke oprørsforsøg før det i 1848, der førte til slaveriets
afskaffelse.
6
Lunn & co
v. Ulla Lunn, arkitekt m.a.a. – Kagerupvej 42, 4420 Regstrup – +45 26157727 - [email protected] – CVR: 16772473
MISSION
I århundredet fra 1730 til 1830 gik hovedparten af den afrocaribiske befolkning fra at bekende sig
til afrikanske religioner til at være kristne. Denne udvikling påvirkede hele den afrocaribiske kultur,
som mistede flere afrikanske træk. Årsagen til forandringen var ikke tvang, men at der foregik en
omfattende missionsvirksomhed.
Den første organiserede mission begyndte i 1731, da missionærer fra Brødremenigheden i
Herrnhut i Sachsen slog sig ned på St. Thomas. Missionærerne var håndværkere og
lægprædikanter, som arbejdede for føden og sideløbende gik i gang med at opbygge et netværk
blandt den afrocaribiske befolkning. Ved hjælp af personlige samtaler og inddragelse af kristne
afrocaribiere som missionshjælpere spredte kristendommen sig fra plantage til plantage, og
menigheden blev således et socialt netværk, der samlede afrocaribiere på tværs af etniske skel og
plantagetilhør, slave såvel som fri.
Nogle plantageejere støttede Brødremenigheden, andre forsøgte at bekæmpe den, da de
frygtede, at kristne slaver ville være opsætsige, selv om missionærerne prædikede bevarelse af
samfundsordenen.
Ved overtagelsen af kolonien i 1755 forsøgte Kronen at grundlægge en organiseret lutheransk
mission, men uden større succes. Alle kirkesamfund optog dog afrocaribiere, som over alt tog del i
forkyndelsen. I midten af 1800-tallet var stort set hele befolkningen døbt. Den katolske kirke og
Brødremenigheden var på denne tid koloniens største trossamfund.
Brødremenighedens missionærer har efterladt sig store mængder af kildemateriale, som ikke kun
fortæller om selve missionen, men også er en af de bedste indgange til viden om afrocaribieres
individuelle historier og dagligliv. Den katolske missionsvirksomhed i Dansk Vestindien er stort set
uudforsket.
TRO
Fra midten af 1700-tallet forandredes rammerne for religiøst liv i kolonien. I den tidlige
kolonitid blev gudstjeneste holdt på fortet og i private hjem. Men efterhånden som
kolonien mistede sit nybyggerpræg, byggedes mange kirker, først simple trækirker, siden
prægtige murede bygninger, som blev markante indslag i byernes gadebillede og i
landskabet.
Kirkerne tilhørte forskellige trossamfund: det dansk-lutheranske, anglikanske, reformerte,
katolske og Brødremenigheden. En synagoge kom også til. I kongeriget var andre
trossamfund end den lutheranske statskirke kun tolereret i særlige tilfælde, men i
kolonien var der udbredt religionsfrihed, hvilket gjorde det nemmere at lokke kolonister
fra andre europæiske lande til. Kun Brødremenighedens kirker var specifikt bygget for
afrocaribierne.
Men afrocaribiernes religiøse liv udfoldede sig for hovedpartens vedkommende ikke i
smukke kirkebygninger, men på den centrale plads i slavelandsbyerne, inde i de små
hytter eller afsides i ‘busken’ – krat og skov, hvor europæerne sjældent kom. For de fleste
7
Lunn & co
v. Ulla Lunn, arkitekt m.a.a. – Kagerupvej 42, 4420 Regstrup – +45 26157727 - [email protected] – CVR: 16772473
afrocaribiere var ikke kristne, men havde mange forskellige religioner fra hele Vestafrika,
og personer fra samme sted samledes om fælles tro og ritualer.
RIGDOM
Dansk Vestindien blev fra 1670 til 1755 styret af det selvstændige handelskompagni VestindiskGuineisk Kompagni, som hentede sine penge ved salg af aktier og plantagegrunde og som havde
monopol på slave- og sukkerhandel. Det var især samfundets absolutte top, der købte aktierne
ved grundlæggelsen af kompagniet: kongen, dronningen, prinser, prinsesser, kongernes uægte
sønner og kredsen af adelige omkring kongehuset. Men også almindelige borgere købte aktier.
Aktiviteterne voksede eksplosivt med købet af St. Croix i 1733. I 1755 købte kongen på A.G.
Moltkes og H. Schimmelmanns anbefaling alle kompagniets aktiver, og kompagniet opløstes.
Kolonien kom dermed direkte under den enevældige konges kontrol, og handelen blev givet fri.
Plantageejere og handelsfolk bragte rigdom til den dansk-norske helstat i den lange fredsperiode
fra 1720 og århundredet ud. De var således med til at skabe grundlaget for at København kunne
vokse og blomstre. Kolonihandelen vendte op og ned på europæernes adgang til luksusvarer.
Forbruget af kaffe, te, sukker, chokolade, tobak, bomuld og silke eksploderede og bredte sig fra
overklassen til jævne borgere og bønder.
Den florissante periode, som den så poetisk bliver kaldt, byggede på en global handel, som
forbandt Europa med alle verdensdele. Rigdommen og fremgangen voksede for mange, men for
de ca. 200.000 afrikanere, som danskerne førte til Vestindien som slaver, var der en direkte
sammenhæng mellem den økonomiske fremgang og et liv med brutale tvangsforflyttelser, tab af
familie og venner, grov udnyttelse og dårlige livsforhold.
PAGE
I 1689 brændte lystslottet Sophie Amalienborg under en offentlig operaforestilling. Utallige
mennesker omkom, heriblandt ‘dronningens morian’ Christian Carl. Historien om branden er et af
mange eksempler, hvor drenge og unge mænd født i Afrika eller Caribien pludselig dukker op som
pager eller tjenere i den københavnske historie i 1600- og 1700-tallet.
Nogle få af pagerne blev portrætteret sammen med deres ejere, hvilket viste ejerens store rigdom
og dermed muligheden for forbrug af eksotiske varer – herunder mennesker. På malerierne bærer
slaven ofte en halsring, der viser hans slavestatus. En turban og perle i øret understreger det
eksotiske element. Det var medlemmer af kongehuset og adelen, der blev portrætteret sammen
med en page. De havde aktier og plantager, men rejste ikke selv til kolonierne. Det er på slottet og
i palæerne i Frederikstaden i København vi finder de første pager – formodentlig sendt hertil fra
kompagniets plantager.
Lidt op i 1700-tallet dukkede slaver også op i københavnske borgerhuse. Borgere, som selv havde
været i Vestindien, tog nu også slaver med hjem. Hos borgerne fungerede slaverne mere som
almindelige tjenestefolk, og de blev ikke portrætteret som staffage sammen med deres ejer.
Bag portrætterne og lister med navne og betegnelserne ‘neger’, ’ morian’ eller ‘mohr’ gemmer sig
mange forunderlige og ofte tragiske menneskeskæbner. Samtidig var disse menneskers blotte
tilstedeværelse i byen vidner om, at København var en international by med mange forskellige
kulturelle input.
8
Lunn & co
v. Ulla Lunn, arkitekt m.a.a. – Kagerupvej 42, 4420 Regstrup – +45 26157727 - [email protected] – CVR: 16772473
US VIRGIN ISLANDS
England afskaffede slaveriet i 1832. Danmark afskaffede det i 1848. Men med friheden fulgte ikke
de store forandringer. Hurtigt blev der indført et system, som bandt de frie, men fattige,
landarbejdere til at arbejde på plantagerne. De udførte stadigt det samme arbejde for en minimal
løn. I 1878 var der derfor et stort oprør.
I løbet af 1800-tallet faldt sukkerpriserne. Gennem investeringer i industrielle sukkerfabrikker
forsøgte kapitalstærke investorer at vende den økonomiske tilbagegang, men uden held. Danmark
søgte derfor i flere omgange at sælge kolonien til USA. Det lykkedes i 1917. Herefter fik øerne
navnet US Virgin Islands. Fra overtagelsen til de fik egen forfatning i 1954 flyttede mange derfra.
Øernes forfatning er baseret på USA's lovgivning og er styret af en lokalt valgt guvernør og et senat
med 17 medlemmer.
Øerne har ca. 110.000 indbyggere. Officielle tal siger at 76 % er sorte, 11 % er hvide og 13 % er
asiater eller andet. Ca. 30 % af børnefamilierne lever under USA’s officielle fattigdomsgrænse.
Antallet af enlige forældre er procentvis dobbelt så stort som i USA. De primære indtægter
kommer fra turisme, handel, et olieraffinaderi og spiritusproduktion. Landbrug og andre former
for produktionsvirksomhed er meget sparsom.
Bevaring og istandsættelse af de mange historiske bygninger er en opgave, som det lille samfund
ikke har hverken midler eller arbejdskraft til at løfte. Fra 2002-2006 fungerede et pilotprojekt til
uddannelse af unge indenfor bygningshåndværket, ’Virgin Islands – Danish Apprenticeship
Program’. Det var et samarbejde mellem fagskoler i US Virgin Islands og Danmark, men der kunne
ikke rejses midler til at føre projektet videre.
RELATIONER
Vestinderne og danskerne har mange familiemæssige og mellemfolkelige relationer.
Slægtsforskning er populært både i Danmark og US Virgin Islands, og nye databaser og digitale
indtastninger af arkivalier gør arbejdet nemmere, så flere og flere kan finde deres fælles rødder.
Adskillige danskere og vestindere er, på grund af kæresteforhold mellem danske kolonister og
vestindiske kvinder, direkte i slægt med hinanden.
Ikke sjældent har efterkommere efter kolonister fotos, hvor også afrocaribiere er afbildet.
Imidlertid er de færreste af de portrætteredes navne kendte i dag, men billederne er uvurderlige
kilder til den sene kolonitids historie.
Foreninger både i Danmark og US Virgin Islands søger at styrke samarbejdet gennem
venskabsbesøg og kulturudveksling. I de senere år er aktiviteterne blevet flere og antallet af
danske turister på øerne stiger. I 2010 rejste 10.000 danskere på ferie på øerne. Også i
historieforskningen er den fælles historie blevet genstand for forøget interesse.
De officielle samarbejdsflader mellem Danmark og US Virgin Islands er få, og væsentligst indenfor
det kulturelle område, især arkivvæsenet og historieforskningen.
9
Lunn & co
v. Ulla Lunn, arkitekt m.a.a. – Kagerupvej 42, 4420 Regstrup – +45 26157727 - [email protected] – CVR: 16772473
Biografier over 16 personer i Dansk Vestindien, der er med i denne fortælling om
kolonien og den tid den blev til. Fra ca 1670 til ca 1820.
ANTON ULRICH
Anton var født på St. Thomas, men blev som ung ‘kammermohr’ for F. A. Danneskjold-Laurvig i
København. Her traf han N.L. Zinzendorf, lederen af Brødremenigheden. De talte om
afrocaribiernes manglende kristendom, og Anton blev inviteret på besøg i Herrnhut, hvor han med
sin gribende fortælling inspirerede Brødremenigheden til at igangsatte mission på St. Thomas.
Efter endnu nogle år i København blev Anton fri og tog til St. Thomas, hvor han fik sin egen
plantage. Han levede med såvel kone, som elskerinde og afviste al kontakt med missionærerne og
deres kirke. I 1756 hængte han sig bag sit hus og blev begravet tæt derved – en udbredt afrikansk
skik i Vestindien. Dermed sluttede et liv levet i den atlantiske verden, et liv, som trods gode
materielle forhold, tilsyneladende ikke var så let.
COFFY JENS
Coffy blev født ca. 1770 på plantagen Becks Grove og blev som barn sat til at passe dyrene. I 1783
blev han sendt til Danmark for at tjene som page hos plantagens ejer Jens Michelsen Beck på
dennes landsted ved Gentofte Sø, men allerede i 1786 blev han sendt tilbage til markarbejdet på
St. Croix, fordi han havde stjålet rom fra sin herre og glemt at lukke for hanen, så hele kælderen
blev oversvømmet af den gode rom. Beck skrev til plantageforvalteren Søbøtker om Coffy: ‘Nu er
(det) vel bedst, at han træder i sin forrige bestilling og opvarter sine forrige principaler de herre
mulæsler på plantagen’ Inden hjemsendelsen kom han på vand og brød i ‘det sorte hul’ i 8 dage.
Hjemme igen blev han døbt Jens og døde 18 år gammel i 1788.
JENS MICHELSEN BECK
Jens Michelsen Beck levede fra 1721 til 1791. Kolonien i Vestindien var en mulighed for mange
unge mænd til at gøre karriere, også selvom de kom fra en beskeden baggrund; Jens Michelsen
Beck er et typisk eksempel på hvordan det københavnske borgerskabet blev skabt.
Han var søn af en snedker i Svendborg og rejste som ung til Vestindien, hvor der var god brug for
hans matematiske evner som landmåler og korttegner. Han købte som mange andre af koloniens
embedsmænd plantagejord og byjord og tjente rigtig godt på det. Som korttegner for Kompagniet
sammentegnede han det store kort over St. Croix som er dateret 1754 og dedikeret til
Kompagniets direktør A.G. Moltke.
Efter 12 år kunne han rejse hjem og lade Adam Søbøtger passe plantagen Beck’s Grove. Hans
plantage producerede sukker og rom, som blev skibet hjem til København, hvor Beck solgte det
når priserne var gode.Han blev gift med en datter af en Københavnsk Apoteker; Sofie Louise
Hagen og fik en stor familie.
Becks korrespondence med Søbtøker er kilde til en gennemløbende fortælling i udstillingen, hvor
den almindelige borgermands historie fletter sig ind i den store fortælling.
DAMMA MAROTTA MADELENA
Damma blev født i kongeriget Popo i Vestafrika i slutningen af 1600-tallet. Som ung blev hun gjort
til slave og ført til St. Thomas. Hun blev markslave på plantagen Mosquitobayen, ejet af Johan
Lorentz Carstens og fik tildelt navnet Marotta. Hun var en af de få, der blev frigivet, og boede
derefter i byen med sin mand Djacki, også fra Popo. I 1737 blev de to døbt Madlena og Joseph og
optaget i Brødremenigheden. Hun blev missionshjælper og ”ældste” og er således et eksempel på
10
Lunn & co
v. Ulla Lunn, arkitekt m.a.a. – Kagerupvej 42, 4420 Regstrup – +45 26157727 - [email protected] – CVR: 16772473
den kulturelle forandring, som det transatlantiske slaveri medførte. Alligevel holdt hun samtidig
fast i sin afrikanske identitet ; hun forsatte med at foretage ofringer til forfædre eller afrikanske
guder, som hun havde lært det af sine forældre, og hun kaldte sig stadig Damma, når hun talte sit
afrikanske sprog. Hendes historie viser, at trods tilpasning til livet i kolonien, forsvandt hverken
erindringerne eller afrikanske traditioner forsvandt helt. Damma Marotta Madlena døde i 1747.
DIMNA BELINDA BENEBA
Dimna var født i Senegambia-området i Vestafrika. Hun blev som ung sendt til St. Croix på
slaveskibet ’Ernst v. Schimmelmann’ og købt af Peter Lotharius Oxholm i 1784. Han gav hende
navnet Belinda. I 1802 blev hun døbt i Brødremenigheden og kaldt Beneba. Hun levede og
arbejdede på Oxholms plantage Concordia i 36 år, før hun døde i 1820. Hun oplevede at blive solgt
6 gange i sit liv: I Afrika, på St. Croix og hver gang plantagen skiftede ejer. I slavesamfundets
virkelighed var hun en overlever – af 24 slaver, der kom til Concordia sammen med hende var
halvdelen døde efter 6 år. Hun fik to sønner med to forskellige mænd, kobbersmeden Hendric,
født i Afrika og husslaven Harry, som var kreol: Jacob blev født i 1802 og blev 28, George, født i
1806 blev 41. Begge arbejdede, som deres mor, hele deres liv i sukkermarkerne på Concordia. Et
enkelt barnebarn døde som lille. Dimnas slægt kom aldrig til at opleve friheden – alle hendes
efterkommere var væk, da slaveriet blev afskaffet i 1848.
ELSE GERTRUDE LUND CHALLANDER
Else var en af fem slaver hos plantageforvalteren Carl Gustav Lund, der boede i Frederiksted med
sin familie. Else købte fribrev i 1779, og efterfølgende både købte og byggede hun adskillige
byhuse og lejede dem ud. Hun ejede også slaver, som alle blev døbt. I 1792 tog hun med to andre
frie afrocaribiere med på en ’videnskabelig expedition’ til Fort Christiansborg på Guineakysten,
men rejste allerede året efter tilbage til St. Croix, fordi dem, hun skulle møde, aldrig dukkede op.
Måske var hendes formål med Afrikarejsen mission. Frederiksted blev hun missionshjælper i den
lutheranske kirke og i 1805 blev hun forstander for kirken. Hun stod fadder ved 29 dåbshandlinger.
I 1809 giftede hun sig med en fri mand fra menigheden, Benjamin Challander. De boede sammen i
Elses hus til hans død i 1812. Else døde formodentlig i 1814 – en stærk fri kvinde, der var en
drivende kraft i både Frederiksteds byliv og kirkelige liv.
ENGELBRET HESSELBERG 1728 - 1788
Engelbret Hesselberg var nordmand og kom fra en stor gård i Ringerike. Han var en lovende ung
jurist men var kommet i klammeri med en medstuderende og rejste derfor til Vest Indien. Her blev
han dommer( Byskriver) i Christiansted. Som mange andre embedsmænd købte han flere
plantager, blandt andet Waldberggard i Westend, og et stykke strandeng ved Sandypoint, der
stadig bærer navnet Hesselberg. Han skulle udmåle og udmønte straffene efter det formodede
oprørsforsøg i 1759, så ejerne af de straffede slaver ikke skulle have for megen kompensation,
men der stadig blev straffet til skræk og advarsel. Han holdt sig til Gardelins reglement og
behandlede 84 sager. 59 blev frifundet og overladt til deres ejer. Syv blev bortsolgt. 12 fik
dommen eksekveret og det kostede statskassen 36.000 rigsdaler. Heraf de tre formodede
hovemænd. De blev tortureret, men sagde ikke noget. Derefter blev de ophængt i hver sit jernbur
hvor de lå til de døde. Flere sager omkring Hesselberg og den samtidige guvernør v. Prøck giver et
indtryk af både korruption og grådighed.
Hesselberg døde i København i 1788.
JOHANN LORENTZ CARSTENS, adlet CASTENSCHIOLD
11
Lunn & co
v. Ulla Lunn, arkitekt m.a.a. – Kagerupvej 42, 4420 Regstrup – +45 26157727 - [email protected] – CVR: 16772473
J.L. Carstens var dansk kreol født på St. Thomas. Han arvede som 16-årig to plantager. I 1728
giftede han sig med sin store kærlighed Jacoba von Holten, også kreol. Hun lagde navn til hans skib
Vrou Jacoba, som sejlede på Lübeck. Som navnet viser var hollandsk det daglige sprog for
eurokreoler på St. Thomas – også dem med dansk oprindelse. Carstens rejste flere gange til
Europa og Nordamerika som handlende og talsmand for plantageejerne på St. Thomas. I 1739
flyttede han til Danmark og indlogerede sig med familien og flere medbragte slaver i Ny
Kongensgade. Han rådgav Christian 6. om sukkerdyrkning og levede af indtægterne fra sine
vestindiske besiddelser. I 1745 blev han adlet Castenschiold og købte herregården Knabstrup ved
Holbæk. Han døde i 1747.
LUCAS
Lucas var slave på Concordia, hvor han var født i 1784. Han begyndte at arbejde 5/6 år gammel
med at passe høns og muldyr i ’det lille sjak’ som bestod af børn og gamle. Som stor dreng slæbte
han sukkerør til sukkermøllen, og som 17-årig blev han en del af ’det store sjak,’ som var de
voksne markslavers gruppe, der udførte det hårde og vedholdende arbejde i sukkermarken under
overvågning af ’bombaen’ som svang pisken over dem, der ikke tog fat. Men Lucas ville ikke
indordne sig, to gange stak han af som ’maron’ som en del af en gruppe der protesterede mod to
hårdhændede mesterknægte – af hvilke den ene blev fjernet fra sin post, mens den anden fik lov
at blive – og de bortløbne blev straffet hårdt. Denne mesterknægts regime varede i 3 år fra 1816
til 1819. I den periode blev kun 3 levende børn født på Concordia, mens 21 slaver døde. Lucas var
en af dem. Han døde i 1818, 34 år gammel, måske slidt op, måske efter en straf.
SIMON LAMAR
Simon Lamar var slave og af blandet europæisk og afrikansk oprindelse, såkaldt ’mulat’. Han var
født på den hollandsk-caribiske ø St. Eustatius, hvorfra mange kolonister og slaver kom til den nye
danske koloni på St. Thomas. I 1674 byttede guvernør Jørgen Iversen Dyppel sig til Simon for en
periode af 7 år. Han var 1800 pund sukker værd – en anseelig værdi, for han var den uundværlige
murer, der skulle lede opførelsen af fortet. Han fik tøj som en fri europæisk tjener – men ingen
løn. Hans arbejde på fortet blev fuldendt som planlagt og i 1680erne var han en fri mand og ejer af
en plantage. Han blev gift med Ebbonetie Bokolli fra den engelsk-caribiske ø Nevis, og de fik
mindst én søn – Martin, som blev døbt i 1691.
Simon Lamars arbejde står den dag idag som det største og ældste monument på øerne.
PETER LOTHARIUS OXHOLM
Peter Lotahrius Oxholm (1753 – 1827 ) var søofficer og kom til Vestindien I 1777. Senere flyttede
han derover og blev gift med Anna Heyliger. Det gjorde ham istand til at købe plantagen Concordia
som han ejede i 14 år. I 1796 gik Oxholm selv aktivt ind i slave handelen på Afrika, der fortsatte
frem til 1803.
Han vendte hjem til Danmark i en periode, og her udgav han hæftet ”De danske Vestindiske Øers
tilstand i heseende til Population, Cultur og Finance-Forfatning” i 1797. Her argumenterer han
mod stoppet med tørre tal. Der er ca 25.000 afrocaribiere men der fødes færre end der dør hvert
eneste år, så hvis der ikke indføres flere afrikanere hvert år, vil antallet gå ned. Befolkningen kan
ikke stige for dødeligheden kan kun sænkes hvis kvinderne ikke skal arbejde så hårdt at de taber
deres fostre, eller der skal gives mere mad til slaverne. Begge dele faktorer der vil føre til mindre
indtjening for plantageejeren.
I 1814 blev P.L. Oxholm general guvernør i Vest Indien.
12
Lunn & co
v. Ulla Lunn, arkitekt m.a.a. – Kagerupvej 42, 4420 Regstrup – +45 26157727 - [email protected] – CVR: 16772473
CHRISTEN HENRIKSEN PRAM
Christen Henriksen Pram levede fra 1756 til 1821. Han var en dansk/norsk digter, embedsmand,
tidsskriftsredaktør og social-økonomisk forfatter. Han skrev bl.a. – ”Om Negerhandelen’ i 1792 og
blev dermed den første borger der beskrev og argumenterede mod de oplagte uhyligheder som
transport og salg af afrikanere til slaveri i Dansk Vest Indien. Han argumenterde med både
beretninger, tal og moralske og humanistiske overvejlser mod at menneskeliv sættes over styr af
hensyn til indtjeningen. F.eks. skriver han, at hvis ikke slavehandelen giver dens entreprenører en
økonomisk fordel, kan man formode at ingen ville være så tåbelig at befatte sig dermed, eller tage
den i forsvar.
OLY CARMEL JOSUA
Oly var født i Loango i det vestlige Centralafrika, i nutidens Congo, omkring 1725. I 1733 under et
angreb på hans landsby kom han væk fra sin far og sin bror og blev taget til fange og sendt med et
slaveskib til St. Thomas. Dette fortalte han til de missionærer fra Brødremenigheden, som købte
ham kort tid efter han var ankommet. Carmel, som hans ejere kaldte ham, havde let til gråd,
hvilket hans historie taget i betragtning ikke er så mærkeligt. Efter nogle måneder måtte han
endnu engang ombord på et skib, da missionæren Tobias Leupold tog ham med til Herrnhut, hvor
han blev døbt Josua, og efterfølgende blev den første person af afrikansk oprindelse, der blev
begravet på Brødremenighedens kirkegård, Gudsageren. Han døde i 1736 – ca. 11 år gammel.
PETER TONGOLO
Peter Tongolo var en værdifuld tømrerslave der tilhørt guvernør Frederik Moth; hans pris var 3-4
gange højere end prisen på andre tømrere. Han kunne alligevel købe sin egen frihed i 1752. Han
tjente godt på at bygge, leje ud eller sælge sine ejendomme. Året efter købte han, af den rige
plantageejer Adrian van Beverhoudt, kvinden Cato/ Cathrina og hendes syv børn. Herefter købte
han en plantagegrund ved Christiansted, som han kaldte ”Cathrina’s Hope”. Han blev en af de
fremmeste og mest velhavende tømrermestre på St. Croix. Han ejede adskillige byhuse og han har
været med til at bygge utallige af Christiansteds bygninger. Flere landsbyer i Vestafrika hedder
Tongolo. Det tyder på at Peter holdt fast i sin afrikanske baggrund. Han var også de fire afrocaribieres talsmand overfor myndighederne, ved retssager. Han stod fadder ved kirkelige
handlinger og lånte penge til folk i nød. Han var i det hele taget en stærk ressource i
lokalsamfundet. I 1758 blev han også udnævnt til kaptajn i den ’Frifarvede Milits’ som skulle
medvirke til at opretholde lov og orden og bl.a. blev sendt ud for at indfange bortløbne slaver.
Udsnit af Stik af Oldendorp 1767 der viser ’Kaptain Dongerlos’ sted Cathrina’s Hope. Det Kongelige
Bibliotek.
QVAID SAMUEL HECTOR
Samuel Hector, født Qvaid, endte sit liv i et ophængt jernbur, hvor han sad 42 timer før han
omkom, dømt som hovedmand til ufuldbyrdede oprørsplaner. Han var født på den engelskcaribiske ø Antigua og dér indblandet i et oprør. Han undgik straf, da han vidnede imod sin far –
som blev henrettet. Selv blev han blot solgt bort til St. Croix. I buret bedyrede han sin uskyld til en
forbipasserende missionær. Oprøret, planlagt til julen 1759, skulle have skabt en afrocaribisk stat
på St. Croix. Af de 30 som blev dømt, havde en del tilstået, trods en tavshedsed forseglet ved
drikning af jord, blod og vand. Hector blev dømt på vidner, men tilstod aldrig. Dommeren
Engelbreth Hesselberg mente at Hector med sin historie og med sin høje begavelse måtte være et
oplagt bud på en oprørsleder. Tog han ganske enkelt eden alvorligt eller var han uskyldig?
13
Lunn & co
v. Ulla Lunn, arkitekt m.a.a. – Kagerupvej 42, 4420 Regstrup – +45 26157727 - [email protected] – CVR: 16772473
NIKOLAUS LUDWIG VON ZINZENDORF und POTTENDORF
Den saksiske greve N.L. Zinzendorf (1700-1760) blev opdraget i en pietistisk familie. Han udviklede
en brændende religiøsitet og havde fra sin ungdom en drøm om at udbrede det kristne budskab til
alle verdens folkeslag. Drømmen gik i opfyldelse da en gruppe protestanter på flugt fra
religionskrigene i Böhmen slog sig ned på hans gods og grundlagde byen Herrnhut. Med dem
udviklede han Brødremenigheden, også kaldet herrnhuterne. Menigheden begyndte i 1731 at
sende missionærer ud i verden, først til St. Thomas, siden til Grønland og mange andre steder. De
dansk-norske kolonier var centrale i Brødremenighedens mission, fordi Zinzendorf var i familie
med Christian 6’s dronning Sophie Magdalene og i 1730’erne var nært knyttet til kongehuset. Den
herrnhutiske tro byggede på inderlighed og følelsesfuldhed. Zinzendorf var en karismatisk leder,
som rejste rundt og besøgte missionsmenighederne. Han var i Dansk Vestindien i 1739. Hans og
missionærernes personlige engagement og imødekommenhed overfor proselytterne var en
væsentlig årsag til missionens store succes.
UL/20/04/2013
14