maj 2012 - Nomeco A/S

Transcription

maj 2012 - Nomeco A/S
Mit liv i campingbranchen
Ca. 1 Marts 1964 startede jeg på Isabella’s værksted som
var i en såkaldt Romneyhal – gammel krigs-blikbarak.
Campingvognene var så småt begyndt at vinde indpas
omkring 1960 og tog rigtig fart i 63-64. Det var
hovedsageligt engelske campingvogne som blev solgt,
men der fandtes en del danske fabriker. Det kneb med
konkurrencen overfor de engelske mere
serieproducerede campingvogne. Hos Isabella havde man
kontakt med Sprite-importøren i Lunderskov og gennem
dem, også kontakt til Eccles-importøren som også
producerede fortelte.
En campingplads i Danmark.
Isabella der jo var en teltfabrik der tidligere lavede villatelte i stor stil, begyndte også på at producere
fortelte til campingvogne. Søren Odgård var en fantastisk designer på sit felt, så hans fortelte blev de mest
foretrukne i Danmark. Tidligere omtalte Mogens Arens var en ung sælger
med et godt tag på at sælge campingvogne. I 1964 kostede en Sprite 400,
6.164 kr. + levering + fortelt + anhængertræk. Det var klart en styrke at
firmaet kunne klare alle disse ting og sælge/levere det i pakker. Sprite 400
blev derfor solgt i et stort antal hos Isabella men også p. gr. af forteltets
design. Man sagde at kunderne, der kom i butikken for at købe en Sprite
400, udtrykkeligt forlangte at forteltet skulle være sådan et Isabella-telt.
Isabella havde stor succes gennem 1964 og 1965 med dette koncept.
A.
Sprite-importøren der var stærkt involveret i Trio-Telte i Odense, var
ikke tilfreds med at Isabella havde succes med egne telte, hvorfor
man stillede Isabella det ultimatum, at enten solgte de Triotelte til de
campingvogne de solgte, eller også blev forhandlingen opsagt. Det
passede selvfølgelig ikke Søren Odgård, sådan at blive dikteret, så han
konfererede vel med sit personale som dengang (66-67) foruden
Arens, også omfattede Preben Errendal (tidligere Campi). Man blev
enige om at meddele Lunderskov at de kunne beholde deres
campingvogne og så ville man selv importere. Jeg mener at
campingaktiviteten nu blev lagt i et datterselskab, Jydsk Camping
Caravans og at Mogens Arens blev medejer.
B.
Sprite 400
Isabella Fortelt
Sideløbende privat.
I foråret 1964 var vi modne til at bygge vores eget hus. Grunden skaffede Birger faktisk i Bredal. Han vidste
at der var en udstykning i gang i Bredal. Idet den ene af hans chefer,
Johannes, var medlem af sognerådet, fik Birger derigennem foranlediget at
vi satte os på den grund der var længst væk fra landevejen. En lille snølle
var her at der senere skulle være officiel uddeling af grundene ved
lodtrækning. Det skulle foregå på kommunekontoret under plejehjemmet.
Vi mødte op med smil på læben, i skulle jo ikke trække lod.
Sognerådsformanden, Per Rubæk, lagde nogle sedler i en hat og så skulle
der trækkes lod. VI TRAK NR 1. Og så var alle glade.
C. Tove og Anette på grunden
Vi skulle så have hus på grunden. Min far kendte en typehusarkitekt, Flemming Kjær, som vi så købte et hus
af, på den måde at det i stor udstrækning var medbyg. Huset skulle være færdigt udvendigt, medens vi selv
skulle lave alt det indvendige, lige fra el til varme lofter og malerarbejde. Vi betalte Flemming 55.000 og
slutprioriteret stod huset os i 86.000. Birger og Erik Burgård lavede centralvarmen og Arnold Burgård
lavede el-arbejdet. Vi selv malede, tapetserede og Satte lofter op. En sjov lille historie var murerne(som vi
ikke var så glade for). De stod på stillads og var ved at fuge ved nedkørslen til garagen, medens Tove og jeg
var ved at tapetsere i børneværelset. Da vi var færdige råbte vi ud af vinduet til murerne ”så nu har vi
tapetseret, så kan i godt fjerne stilladset”. Jeg husker ikke deres kommentarer.
Grunden planeres
Garagen mures
Huset færdig
Anette bygger med
Rejsegilde
Medens vi byggede gik vores bil ”bror Marius” i stykker – det var motoren og jeg kunne ikke se mig ud af at
skulle lave bil og undvære den kunne vi heller ikke. Nu var det jo sådan at Poul Jørgensen skyldt mig en halv
snes tusind for feriepenge o.s.v. Så jeg gik ned til Poul og sagde jeg gerne ville købe en TRABANT. Det gik
han med til på den måde at betalingen var hans gæld til mig. Bilen kostede lidt under 10.000 kr. Så Bror
Marius der nu var malet rød, blev solgt til en ”samler”, der selv hentede den i Bredal.
I løbet af sommeren fik vi så bygget huset og flyttede så ved venners hjælp ud fra Nørrebrogade.
Bror Marius hentes
Erik og Nold pakker
og flytter til Bredal Nold og HB flytter ind Stuen færdig
Og således fik vi i efteråret 1964 eget hus og foden under eget bord. Vi fik gode naboer – Ib og Ingrid
Kaspersen, som vi senere fik meget sammen med. Tove arbejdede videre i salonen på Dæmningen og jeg
hos Isabella. I 1965 fik Tove kage i ovnen, det var Lotte der var på vej. Hun stoppede med forretningen
omkring september 65. Ib Kaspersen blev ansat hos Isabella, eller rettere Jydsk Camping Caravans som
medhjælper på værkstedet. Der var meget drøn på i salget. Ib og jeg arbejdede meget sammen med at
sætte træk på biler. I den travle del af året mødte vi meget tidligt og havde sommetider monteret træk på
både 2 og 3 biler når de mødte på kontoret ved 0900 tiden. Og ellers var der klargøring og reparation af
campingvogne. I efteråret 65 var vi stadig Sprite-forhandler. De var rimelig seriøse, bl. a. på den måde at de
arrangerede kurser for værkstedsfolk. Egentlig udsprang en stor del af campingvognsbranchen af
Lunderskov Møbelfabrik, som blev ejet af en hr. Lorentsen. Han startede også LM både og nåede vel helt
frm til hvor man også lavede møllevinger. Han solgte det hele for et milliardbeløb og blev bl. a. ejer af Fænø
i Lillebælt, som han ofrede en røvfuld af penge på og tilplantede agerjorden. Dette firma omhandlede også
Lunderskov Camping som byggede Danmarks mest eksklusive campingvogn. Og det var her der blev holdt
kursus for værkstedsfolkene.
Ib og jeg var således på kursus nogle dage i begyndelsen af november. Den 5. november sad vi ved
aftensmaden, hvor der pludselig blev meldt ”telefon til Henning Bering”. Det var hjemmefra, - Tove var ved
at nedkomme. Da jeg kom hjem, var det hele overstået, Tove var nedkommet med en lille pige, assisteret af
nabokonen Ingrid og Toves mor, Gitte.
Og så havde vi to.
Store ændringer på arbejdspladsen.
I løbet af -65 – 66 forstærkedes spændingerne mellem Lunderskov og Jydsk Camping Caravans, der så
besluttede selv at finde leverandører i England. Og dem var der flere af.
Preben Errendal blev ansat i firmaet og han havde speciale i at handle med englænderne fra sit virke i
Campi. Vi begyndte at besøge englands største campingudstilling i Earls Court i London som altid afholdtes i
november. Her blev der i første omgang lavet aftale med Fleetwood Caravans som producerede
campingvogne et sted i udkanten af London. Chefen her var Harry Brown som var gammel ørkenrotte og
havde været med ved El Alamein da Rommel overgav sig til Montgomery. Dette mærke blev firmaets
hovedmærke. Sideløbende faldt man for et mærke som hed Texan, der blev fabrikeret i Blackpool.
Fabrikanten var lidt af en distanceblænder. Han havde nogle gode, men lunkne ideer om hvordan en
campingvogn skulle designes. Det var noget med rya-gulvtæppe og immiteret lammeskind på hynderne.
Mogens Arens og Errendal faldt for mærket og lavede aftaler. Vi fik så de første prøvevogne hjem og skulle
til at typegodkende dem. Det viste sig ikke at være muligt, da de havde en egenvægt på højde med deres
totalvægt. Det betød at det ikke var plads til nogen form for lasteevne. HVAD GJORDE MAN SÅ.
Ja efter Earls Court i 67, sendte man undertegnede til fabriken i Blackpool med den opgave at ”slanke”
campingvognene så de blev noget lettere. Opgaven var egentlig ikke så svær, men det at blive accepteret af
folkene, det var sværere. Her kom forsynet mig til hjælp. Nogle medarbejdere stod ude i gården og
hamrede på et chassis som var blevet krumt under transporten til fabrikken. Jeg kendte jo en del til
opretning fra min læretid. Jeg spurgte om jeg måtte vise folkene hvordan jeg ville løse sådan en opgave. Vi
kørte chassiset hen i en portåbning, satte en stolpe op mod overliggeren og en donkraft under bagenden.
Og vupti, chassiset var rettet op. SÅ FIK JEG LAVET LETTE CAMPINGVOGNE. (Han var alligevel ikke så dum.)
Preben Errendal
Blacklpool
Kontrol
Chassis
Texan 8 fødes
klædeskab
De følgende år betød talrige rejser til England, ofte sammen med Mogens Arens, for at finde nye emner
eller besøge leverandører. Selv var jeg ofte af sted for at få papirer til typegodkendelse, kontrol af
produkterne, presse på leveringer o.s.v. Vedr. typegodkendelse, var der to leverandører af undervogne, vi
havde kontakt til, idet undervognen med bremser var en hovedbestandel for typegodkendelse. Der var
B&B, som hovedsageligt lavede chassiser til touring caravans, medens den anden Peak-Trailers også lavede
undervogne til de såkaldte mobilhomes. (Store stationære mobile hjem). B&B var et koncernejet selskab og
det var der ikke meget kolorit over, medens Peak var ejet af en gut der hed Tommy Marchall. Ham har jeg
flere historier om. Engang i Sydengland til et forhandlermøde, optrådte han på slap line i baren. Han påstod
han kunne tømme værtens sko for øl i én omgang. Han satte skoens hæl for læberne, men vippede lige
hurtigt nok bagover med det resultat at øllet kom fra snuden i en bølge og oversvømmede ham. Han fik
ikke noget indenbords, men….
Engang irriterede han sig over at folkene ved The-time stimlede op ved lugen længe før der var skænket op
i krusene.
En aften gik han i kantinen og slog alle hankene af krusene, så kunne de lære det! Jeg ved ikke helt hvad
man skulle lære, men gutterne på fabrikken var ikke helt uden humor, så en dag hvor lejlighed bød sig,
savede de dørhåndtagene af hans Daimler Benz.
Manden havde åbenbart penge – havde flyvecertifikat og fløj selv i egen maskine. På et tidspunkt flyttede
han til Irland og fløj hver morgen til Birminghamområdet.
Vi var i god kontakt i flere år med et firma nær Newcastle – Elddis Caravan. Det var dygtige folk og lignede
ikke de andre sjuskehoveder af engelske fabrikanter. I Hull havde vi flere kontakter. Her blev produceret
flere mærker. Vores hovedkontakt var vel Swift Caravans, som var rimelig seriøse. Vi havde også kontakt til
et par af de firmaer som producerede mobilhomes. Der blev solgt lidt i DK, men der var store restriktioner
for opstilling. Vores hovedleverandør forblev nu Fleetwood Caravans helt frem til omkring 1976. På et
tidspunkt havde vi så mange jern i ilden, at det kneb at overvåge alle leverandørerne. Firmaet ansatte
derfor min bror Birger, der så udstyret med en Volvo og en stor campingvogn hvor han installerede familien
og kørte så op og ned i England i et års tid, for hele tiden at følge op. Men hovedopgaven var nu nok at
kvalitetetskontrollere Fleetwood. Fleetwood fabriken flyttede ret hurtigt til Colchester fra London. Jeg har
kun været der én gang i London fabrikken.
Fortsættes afsnit 7