Litteraturens Huse1

LITTERATURENS HUSE
© 2008 Johannes Fibiger, Sine Dalsgaard Kristensen & Gerd von Buchwald
Lütken og Systime A/S
Kopiering og anden gengivelse af dette værk eller dele deraf er kun tilladt efter
reglerne i gældende lov om ophavsret, eller inden for rammerne af en aftale med
COPY-DAN. Al anden udnyttelse forudsætter en skriftlig aftale med forlaget.
Ekstern redaktion:
Søren Peter Sørensen
Omslag:
Merete Troelsen
Omslagsillustration:
Stig Brøgger, med forlæg i 12 store fortællinger som grænser. Nr. 6 1983. Olie
på lærred, 195x130 cm. Esbjerg Kunstmuseum
Fotoforlæg: Esbjerg Kunstmuseum
Sat med Palatino 10/13
Grafisk tilrettelæggelse og produktion:
Publizon A/S
Trykt hos:
Narayana Press, Gylling
Printed in Denmark 2009
1. udgave, 1. oplag
ISBN 978-87-616-1132-1
(ISBN 10: 87-616-1132-8)
Bogens website: www.litteraturenshuse.systime.dk
Systime website viser, at der findes
materialer til produktet på internettet.
Se betingelser på www.systime.dk
Skt. Pauls Gade 25
DK-8000 Århus C
Tlf.: 70 12 11 00
www.systime.dk
Indhold
9
FORORD
11
1. DEN NORRØNE DIGTNING
12
af Nordens øer (o. 1070)
55
3. RENÆSSANCEN
56
af Fyrsten (1514/1532)
58
Fortale til Jammers Minde (1674)
Niccoló Machiavelli
Adam af Bremen
Leonora Christina
Den ældre edda
13
Vølvens spådom (o. 1275)
Hans Thomissøn
Digte fra islams guldalder
Násir Khósru
22
af Rubaijat
Rumi
24
Den gamle Christelige Dageuise (1569)
William Shakespeare
Vinter
Omar Khajjam
23
64
66
af Hamlet (1601)
Giovanni Boccaccio
77
Falken (1351)
83
4. BAROKKEN
af Maznavi
Hafi z
27
Jeg priser Gud
27
Sigøjnerpigens dejlighed
Blaise Pascal
84
af Tanker (1670)
Thomas Kingo
29
2. MIDDELALDEREN
Jyske lov
30
Fortalen til Jyske lov (1241)
Skånske lov
31
Om hor (1200-tallet)
88
Keed af Verden, og kier ad Himmelen (1681)
Anders Bording
91
Drikkevise (1663)
93
af Det tabte Paradis (1667)
97
5. OPLYSNING OG
FØLSOMHED
98
af Emile eller Om opdragelsen (1762)
101
Hvad er oplysning? (1784)
104
af Erasmus Montanus (1723)
John Milton
Folkeviser
34
Ebbe Skammelsøn
38
Elverskud
41
Germand Gladensvend
Folkeeventyr
44
Kong Lindorm
Jean-Jacques Rousseau
Frans af Assisi
48
Solsangen (1200-tallet)
Immanuel Kant
Ludvig Holberg
Francesco Petrarca
49
Sestina XXX (1334)
51
CANZONE XXIII
Hans Adolph Brorson
111
Op! al den ting, som Gud har gjort (1739)
113
Aria (1771)
115
Rungsteds Lyksaligheder (1775)
Ambrosius Stub
Johannes Ewald
3
118
Da jeg var syg
193
Jens Baggesen
120
af Labyrinten – Eller Rejse gennem Tyskland,
Schweitz og Frankrig
Spidsen af Spiret (1793)
Georg Brandes
194
128
Aarhundredes Literatur (1871)
af Candide eller Optimismen (1759)
J.W. Goethe
af Den unge Werthers lidelser (1774)
af ”Indledningsforelæsning” til
Hovedstrømninger i det 19de
François Voltaire
125
8. DET MODERNE
GENNEMBRUD
Charles Darwin
196
af Menneskets Afstamning (1871)
198
Impressionisme – En lille Replik (1890)
201
Engelske Socialister (1871)
204
af Fru Marie Grubbe (1876)
211
Irene Holm (1890)
219
Ilum Galgebakke (1890)
229
af På Sct. Jørgen (1895)
Herman Bang
133
6. ROMANTIKKEN
134
af Videnskabsdyrkelsen betragtet som
Holger Drachmann
H.C. Ørsted
J.P. Jacobsen
religionsudøvelse (1814)
Schack von Staffeldt
136
Indvielsen (1804)
137
Platonisme (1802)
Adam Oehlenschläger
138
142
Henrik Pontoppidan
Amalie Skram
Guldhornene (1802)
B.S. Ingemann
141
Herman Bang
August Strindberg
Lysets Engel gaaer med Glands (1837)
B.S. Ingemann: Aftensang (1822)
233
Den Starkare (1890)
238
af Gengangere (1881)
249
9. SYMBOLISMEN
250
Symbolisme (1893)
H.C. Andersen
143
Danmark, mit Fædreland (1850)
Henrik Ibsen
N. F. S. Grundtvig
144
Den signede Dag (1826)
Novalis
146
151
Hymner til natten (1800)
7. ROMANTISMEN
Johannes Jørgensen
Arthur Rimbaud
254
Percy Bysshe Shelley
152
af Forsvar for Digtekunsten (1821/1840)
262
Søren Kierkegaard
154
Diapsalmata (1843)
Steen Steensen Blicher
157
172
En Middag (1838)
173
Angst (1838)
173
264
Ekbátana (1895)
265
Sophus Claussen: Il Letto (1904)
267
af Helvedesblomster (1857)
269
Berus jer! (1869)
271
10. DET FOLKELIGE
GENNEMBRUD
272
Tanker ved Aarhundredskiftet (1900)
275
Oktobernat (1897/98)
Charles Baudelaire
Paa Sneen (1838)
H.C. Andersen
174
Skyggen (1847)
182
af Frankenstein (1816)
Georg Brandes
Mary Shelley
Johannes V. Jensen
Edgar Allan Poe
187
4
Bekendelse (1894)
Sophus Claussen
Sildig Opvaagnen (1828)
Emil Aarestrup
Seerbrev (1871)
Johannes Jørgensen
Ravnen (1848)
279
af Den gotiske Renaissance (1901)
282
Interferens (1906)
284
Paa Memphis Station (1906)
Ludvig Holstein
287
Det lysner over agres felt (1915)
288
Tordenbygen (1912)
289
Morgensang (1891)
Thøger Larsen
Jakob Knudsen
Gustaf Munch-Petersen
350
af det underste land (1933)
Bertolt Brecht
352
Sørøver-Jenny (1928)
Franz Kafka
354
En sultekunstner (1922)
363
13. 1939-1960: KRIG OG
EFTERKRIGSTID
Martin Andersen Nexø
290
Ulven og fårene (1915)
Marie Bregendahl
293
af En Dødsnat (1912)
Jeppe Aakjær
296
Naar Rugen skal ind (1906)
Knud Rasmussen
298
Albert Camus
364
Jean Paul Sartre
367
af Eksistentialisme er en humanisme (1946)
370
Jeg ser nu i Nat (1945)
371
Efter Bikini (1948)
372
Balladen om Great Eastern (1959)
378
En kvindes frygt (1939)
af Fra Grønland til Stillehavet – Rejser og
Mennesker fra 5. Thuleekspedition (1924)
af Sisyfos-myten (1942)
Morten Nielsen
Halfdan Rasmussen
307
11. 1900-1919: DET STORE
GENNEMBRUD
Thorkild Bjørnvig
Sigmund Freud
308
Hvorfor krig? (1932)
311
På Vestfronten (1964)
Tove Ditlevsen
Thomas Dinesen
Erik Knudsen
379
Erich Maria Remarque
314
af Intet nyt fra Vestfronten (1929)
Paul Thomas Mann
317
af Trolddomsbjerget (1913-24)
380
Spionen (1962)
Martin A. Hansen
387
Paradisæblerne (1953)
393
Det ukendte træ (1953)
398
af Enetime (1951)
403
14. 1960-1970: MODERNISME
OG VIRKELIGHED
404
af Det umådelige mådehold (1959)
Rudolf Broby-Johansen
407
Terminologi (1960)
FORÅRET KOMMER TIL CAFEEN (1922)
408
Nultime (1960)
af Fiskerne (1928)
410
Man burde (1964)
Knud Sønderby
412
På høje tid (1964)
413
Tur i natten (1965)
Edith Södergran
323
CREDO (1949)
Peter Seeberg
Landet som icke är (1922)
Villy Sørensen
Eugène Ionesco
327
12. MELLEMKRIGSTIDEN
Filippo Tommaso Marinetti
328
Futurismens Manifest (1909)
Emil Bønnelycke
330
Aarhundredet (1918)
Tom Kristensen
333
Angst (1930)
334
Fribytter (1920)
335
Torben Brostrøm
Klaus Rifbjerg
Hans Kirk
337
341
af Midt i en Jazztid (1931)
Karen Christentze von Blixen-Finecke
346
Benny Andersen
Leif Panduro
Det ubeskrevne blad (1957)
5
Ivan Malinowski
419
Argumenter for os (1958)
Peer Hultberg
470
Inger Christensen
421
af Sommerfugledalen (1991)
475
Steppeulvene
423
Til Nashet (1967)
424
Dunhammeraften (1967)
427
15. 1970´ERNE: FRA
WOODSTOCK TIL VIETNAM
Suzanne Brøgger
428
431
Sejlads (1974)
432
Kufferter (1992)
433
Pak ikke din kuffert ud (1992)
433
Kjell Askildsen
Sjakk (1983)
483
17. MELLEM VERDEN,
KROPPEN OG SKRIFTEN
484
Den anatomiske tegning (1990)
485
Af Night Mail (1998)
Peter Seeberg
Jens Christian Grøndahl
Peter Høeg
489
434
At være beat (1971)
436
Hyldest til hverdagen (1993)
498
439
439
Ingen kan gå alene (1988)
500
440
Fire æg (1966)
442
Lynmuseet (1982)
505
DIG VIL JEG SGU DA SKIDE PÅ (2000)
514
af Hun har en altan (1996)
Pablo Henrik Llambías
Peter Adolphsen
517
Jack Kerouac
448
af Vejene (1957)
Strand, Rødt, Styrt (1995)
Jan Sonnergaard
(2003)
Per Højholt
Maries historie (1994)
Katrine Marie Guldager
503
Da jeg var barn (2003)
Jeg tror at digteren i sine bedste øjeblikke
Jeg civiliserer mig om morgenen (1992)
Christina Hesselholdt
Peter Laugesen
438
Spejlbillede af en ung mand i balance (1990)
Kirsten Hammann
På Israels Plads (1998)
Dan Turèll
af American psycho (1991)
479
af Fri os fra kærligheden (1973)
Henrik Nordbrandt
af Byen og verden (1992)
Bret Easton Ellis
De spredte knogler (1996)
Morten Søndergaard
518
Du og jeg (1998)
Svend Åge Madsen
519
457
16. 1980´ERNE: STORBY,
MODERNITET OG STIL
Skabt for hinanden (1995)
Günther Grass
525
af Mit århundrede (1999)
531
18. ÅRTUSINDESKIFTET –
NETVÆRK OG VERDEN
532
af Hvad er islam?
Milan Kundera
458
af Tilværelsens ulidelige lethed (1984)
462
19. juni 1983, 25 år. København (1984)
463
Hjerternes terrorist (1985)
464
Vælter (1981)
465
Det første bogstav (1992)
Michael Strunge
Tahar Ben Jelloun
Pia Tafdrup
Den 11. september forklaret for børn
Pia Juul
Søren Ulrik Thomsen
466
467
Levende (1981)
Bo Green Jensen
6
af Helt i skoven (2005)
536
NØRREPORT (2004)
Katrine Marie Guldager
Jeg skær mig på solens stråler og
råber på nat (1982)
468
534
Undergangssommeren (1981)
Ursula Andkjær Olsen
539
af Ægteskabet mellem vejen og udvejen (2005)
544
af Morfeus (2004)
548
af Gud taler ud (2004)
551
af Rødby-Puttgarden (2005)
556
Landsby (2006)
Niels Lyngsø
Jens Blendstrup
Helle Helle
Mette Moestrup
558
En stor sten af en lille sten at være (2006)
559
På Halmtorvet (2006)
560
Eksil (2007)
563
af Naturlige fjender (2008)
567
»OG HELE MÅNEN BLEV
Adda Djørup
Lone Hørslev
Poul Høi
SOM BLOD...« (2001)
Nicolaj Stochholm
572
af Antagelse til det nye årtusind (2000)
576
af Det uperfekte menneske (2005)
582
CREDITS
Jørgen Leth
7
Forord
Sproget er værens hus. I dets bolig bor mennesket. De, som tænker og digter, er vægterne i
denne bolig. Deres vågen fuldender værens åbenlyshed, for så vidt de med deres tale bringer
denne frem i sproget og opbevarer den dér.
(Martin Heidegger: Et brev om humanismen, 1946)
Da vi i sin tid skrev litteraturhistorien Litteraturens veje tænkte vi meget i landskabsmetaforer, linier, vejkryds og ikke mindst bebyggelse. Det er derfor Nils-Ole Lunds
kollage Trafiknettet (1979) udgør bogens første illustration. Det var planen allerede
dengang, at man via litteraturens veje skulle kunne køre rundt i landskabet og besøge
litteraturens huse. Siden udkom biografibindet Litteraturens stemmer, der satte spot
på husenes arkitekter, og metodebogen Litteraturens tilgange. Sidstnævnte havde ikke
tilfældigt en bro over Seinen som forsideillustration, fordi ’methodos’ på græsk jo
netop betyder ’vej hen til’ eller ’vejen ad hvilken’.
Af forskellige grunde foreligger antologidelen Litteraturens huse først nu, 12 år efter
udgivelsen af Litteraturens veje. Sent, men på en måde heldigt, fordi den foreliggende bog
er skræddersyet til de nye krav, der findes i læreplanerne for stx, hf, htx og hhx. Tiden
er løbet fra mangebindsantologier, som ingen når at læse en brøkdel af teksterne i, så
derfor er Litteraturens huse et et-bindsværk, der skal følge eleverne hele vejen gennem
ungdomsuddannelsen og gør det muligt at krydslæse, repetere og trække linjer.
Bogen er opdelt i perioder, der svarer til kapitlerne i Litteraturens veje, og teksterne
er grupperet i fokustekster, dybdetekster og relieftekster. Førstnævnte skal anslå periodens
tankemæssige sokkel, dybdeteksterne de bærende konstruktioner, mens reliefteksterne
er vinduer til verden udenfor. For ikke at forstyrre det grafiske billede har vi diskret
markeret de tre teksttyper med farvelagte trekenter øverst på siderne, sådan at fokustekster er angivet med grøn trekant, dybdetekster med orange og relieftekster med blå.
De illustrationer, der indleder hvert kapitel, skaber tilsammen en antydet historie
om vejen ind i bogens og læsningens rum. De fortæller dermed om litteraturens
grundlæggende eksistensbetingelse: forholdet mellem bog og læser.
Med til bogen hører et større websted med supplerende tekster, billeder, opgaver
og en nyskabelse: Litteraturens høje med tværgående studiemønstre. For topografien i
landskabet kan kun overskues fra nogle bestemte udkigspunkter, hvor man pludselig
kan se tværgående mønstre i litteraturens landskaber.
Litteraturens huse har som en selvfølge tekster af alle kanonforfattere og bogen
repræsenterer de fleste litterære genrer med nogle af de ypperste udøvere. Hvad der
skal arbejdes med i klasseværelset, og hvordan, afhænger helt af den dialog, der opstår
mellem lærere og elever. For det gode ved litteraturens egensindige bygninger er, at de
kan bebos på talrige måder. Derfor findes der ikke én metodik, men utallige tilgange,
sådan at man med Heidegger in mente respekterer værkernes væren, samtidig med,
at de træder frem for hin enkelte læser som en unik oplevelse.
Århus efteråret 2008
Johannes Fibiger, Sine Dalsgaard Kristensen, Gerd von Buchwald Lütken
9
10
Den norrøne digtning
1
Adam af Bremen
o. 1070
Vi ved i dag næsten intet om den historiske person Adam af Bremen, men vi kender ham
gennem hans bøger, bl.a. Nordens øer (1070) og Den hamborgske kirkehistorie (1075). Selv omtaler
han sig kun med initialet A, men en anden middelalderhistoriker, Helmold, betegner ham
med det navn, vi kender i dag.
Adam af Bremen kom oprindeligt fra Sydtyskland og ankom anno 1066 som en fremmed
til Bremen, hvor han blev kannik (skriver) ved domkirken. I et af sine første år i ærkebispens
tjeneste foretog han en omfattende rejse i Skandinavien, hvor han bl.a. besøgte den danske
konge Svend Estridsen, som forsynede ham med et omfattende materiale om Danmarks og
Nordens historie.
Norden hørte på dette tidspunkt i kirkelig sammenhæng under Bremens ærkebispedømme, og derfor var det naturligt at få samlet, hvad der forelå af viden om Skandinavien.
Adam havde til sin fremstilling et omfattende kildemateriale og byggede desuden på egne
erfaringer og overleveringer.
Nordens øer rummer først og fremmest en række geografiske og historiske beskrivelser af
Skandinavien og en skildring af religionsudøvelsen ved templet i Uppsala.
←
Man plejer at datere vikingetidens begyndelse til 793, hvor klostret Lindisfarne på Englands nordøstlige kyst blev
overfaldet. Blot få år efter angribes en række irske klostre, og et kulturmøde, der fra starten var blodigt, indledes. Med
årene henter vikingerne dog ikke blot plyndringsgods, men også kultur og inspiration her, hvor en ældgammel keltisk
kultur har sit hjemsted. Book of Kells er et kulturelt monument fra en periode, hvor vores mere organiserede samkvem
med verden virkelig tog fart. Mange vikinger blev i Irland omvendt til kristendommen, og en stor og blomstrende handel
foregik sideløbende med hærgen og røveriske overfald.
Book of Kells er fra omkring år 800 – den er rigt illustreret med forgyldte, slyngede begyndelsesbogstaver som
på siden her, men også med mange små, fine tegninger af dyr og planter. Bogen er lavet af munkene i klostret Iona
i byen Kells nordvest for Dublin. Den er som de islandske håndskrifter skrevet på kalveskind, og den er på mere end
600 sider. Kun ca. 30 sider er i tidens løb gået tabt. Bogen rummer fortællingerne fra de fire evangelier.
Book of Kells, omkring år 800. Findes i dag på Trinity College i Dublin, Irland.
11
LITTERATURENS HUSE
af Nordens øer
Om Uppsalatemplet
5
10
15
20
25
30
35
Dette folk har et berømt tempel, som kaldes Ubsola1, ikke langt borte fra byen
Sictona.2 I dette tempel, som er helt af
guld, hædrer folket billederne af tre guder
på den måde, at den mægtigste af dem,
Thor, har sin trone på den midterste del
af forhøjningen, på hans ene side Wodan3
og på hans anden side Fricco4.
Deres betydning er følgende: ”Thor”,
siger de, ”har herredømmet i luften, styrer torden og lyn, vind og regn, giver
klart vejr og høst. Den anden, Wodan (det
betyder ”raseri”), fører krigene og giver
mændene tapperhed i kampen mod deres
fjender. Den tredje er Fricco, som giver
fred og glæde til menneskene. Hans billede fremstiller de med en enorm fallos.
Wodans statue er bevæbnet, således som
vore plejer at gengive Mars. Thor med
scepteret synes at ligne Jupiter. De dyrker
også mennesker, der er blevet ophøjet til
guder.
…Alle deres guder har præster, som
frembærer folkets ofringer. Hvis pest og
hunger truer, ofres til Thors afgudsbillede,
hvis krig truer, til Wodans, hvis et bryllup
skal fejres, til Fricco. De plejer også hvert
niende år at afholde en offerfest fælles for
alle Sveriges provinser i Ubsola. Den fest
kan ingen fritages for. Konger og folk, i
fællesskab og enkeltvis, fører deres gaver
til Ubsola, og – hvad der er grusommere
end nogen straf – de, der allerede har omvendt sig til kristendommen, må frikøbe
sig for disse ceremonier.
Ofringen foregår da på følgende vis: af
ethvert levende væsen, der er mandkøn,
1
2
3
4
12
Ubsola: Uppsala
Sictona: Sigtuna var en vigtig by i den svenske
vikingetid og ligger 30 km syd for Uppsala.
Wodan: Odin
Fricco: Frigg
ofres 9, og med deres blod er det skik at
formilde guderne. Legemerne derimod
ophænges i en lund, som er i templets
nærhed. Men denne lund er så hellig for
hedningerne, at de tror, at de enkelte træer
i den bliver guddommelig ved de ofrede
dyrs blod eller forrådnelse. Der hænger
hunde og heste sammen med mennesker,
og en kristen har fortalt, at han har set
sådanne kroppe ophængt i flæng i et antal af 72. I øvrigt er de sange, som plejer
at afsynges ved denne form for ofring,
mangfoldige og anstødelige og bør derfor
helst forbigås i tavshed.
Nær dette tempel er der et stort træ,
hvis grene spreder sig langt ud, evigt
grønt i vinter såvel som i sommer, men
ingen ved, af hvad art det er. Der er også
en brønd, hvor hedningernes ofringer
plejer at finde sted, og hvori et levende
menneske druknes. Hvis han ikke genfindes, vil folkets bøn opfyldes.
En gylden kæde omgiver templet, hængende ned over det skrå tag på huset.
På lang afstand er dens glans synlig for
dem, der kommer til templet, fordi selve
helligdommen er beliggende på en slette
og har bjerge omkring i lighed med et
teater.
I ni dage fejres gæstebud og lignende
religiøse handlinger. På hver dag ofrer
de et menneske sammen med dyrene, så
at det i ni dage bliver 72 dyr, der ofres.
Denne ofring finder sted omkring forårsjævndøgn.
(o. 1070)
40
45
50
55
60
65
70
DEN NORRØNE DIGTNING
Den ældre edda
o. 1275
Vølvens spådom er det berømteste af digtene fra Den ældre edda (Codex Regius), der er nedskrevet omkring 1275, og som også findes i Hauksbok fra 1300-tallet. En vølv er en spåkvinde,
som i en tilstand af ekstase barsler med en vision, dvs. et kosmisk syn, der viser et forklaret
billede af hele tilværelsen.
Genremæssigt er digtet en undergangsmyte, der rummer en fortættet fremstilling af
ragnarok og en ny verdens genkomst. Samtidig fortælles verdenshistorien fra skabelsen over
den kosmologiske orden til ufred, krig og varsler om undergangen.
Som noget særligt har teksten et metaplan, hvorfra jeg-fortælleren fremsætter sine syner,
og et komplekst billedsprog med brug af såkaldte kenninge og heiti. Desuden findes der en
række referencer til andre myter.
Digtet er opbygget efter versemålet fornyrdislag, dvs. i strofer af 8 linjer, bestående af 4 +
4 linjer, hver med to trykstærke stavelser, bogstavrim i parlinjer.
Vølvens spådom findes i mange oversættelser, men her skal vi møde Suzanne Brøggers
gendigtning, der er vital og slagfærdig og står godt til stoffet. Det anbefales at sammenligne
med andre oversættelser.
Vølvens spådom
1.
Slå ørerne ud,
mine damer og herrer,
høj og hellig,
lav og luset;
Stamfar5, det er dig der vil,
at vølven vælder over
med minder om dengang
og hvad jeg husker.
2.
Jeg husker jætter
der opdrog mig i gamle dage;
Ni verdner husker jeg,
ni rødder
på et højtbesunget træ6
under jorden.
5
6
Stamfar: Odin
træ: Ask Yggdrasil
3.
Den morgen verden vågned
af urtids intet,7
var der hverken sand eller sø,
ingen kølige bølger,
jorden fandtes ikke,
himlen fandtes ikke,
gab og gold tomhed,
intet græs.
4.
Odin, Høner og Lodur,
Brors berømte sønner,8
byggede Midgård
med jættens øjenvip som værn;
Sol faldt sydfra
på salens stene,
af jorden groede
grønne spydløg.
7
8
Reference til den nordiske skabelsesberetning
Bror er stamfader til aseslægten, og blandt hans
sønner er Odin.
13
LITTERATURENS HUSE
5.
Solen kom sydfra,
søster til månen,
på vej langs himmelranden
for at finde sin plads;
Solen vidste ikke,
hvor den skulle være,
stjerner sad
ikke så sikkert,
månen vidste ikke,
hvad månemagt var.
6.
Da gik de højeste og helligste
til tinge,
de drøftede ved domstolen
og gav naturen navne;
De nævnede natten,
morgen og middag,
eftermiddag og aften
og talte år.
7.
Aserne mødtes på Idavolden,9
de gjorde et gudehus,
lavede esser,
hamrede guld,
smedede tænger
og tilvirkede værktøj.
8.
Tit de i tunet tavlebord leged,10
de savned ikke guldet,
fordi de var så glade;
Indtil den dag
tre tursemøer11, onde,
kom fra Jætteland.
9 Idavolden: Idasletten, asernes mødested
10 Tit de i tunet tavlebord leged: Tit spillede de brætspil
på græsengen.
11 tursemøer: jættekvinder
14
9.
Da gik de højeste og helligste
til tinge,
de drøftede ved domstolen,
hvordan de skulle danne dværge
af blod fra Brimer
og Blåens knogler.12
10.
Den største blev Motsogner,13
mægtigst formet,
dværgenes konge;
Så kom Durin14 og andre
der skabtes i menneskets billede,
dværge af jorden,
som Durin sagde.
11.
Ny og Næ,
Nordre og Søndre,
Østre og Vestre,
Altyv og Dvalen,
Gul og Gusten,
Gråmand og Dødbleg,
Bimbe og Bambe,
Ån og Ånar,
Oen og Mjødulven.15
12.
Da drog tre tapre aser
langs havet;
På stranden fandt de
to træer,
Ask og Embla,16
visne og våde.
12 fra Brimer og Blåens knogler: fra urjætten Ymers
knogler
13 Motsogner: dværg
14 Durin: dværg
15 Alle navne refererer til dværge.
16 Ask og Embla: de første mennesker
DEN NORRØNE DIGTNING
13.
Træet kunne ikke ånde,
ikke tænke eller tale,
koldt og vådt som det var;
Odin gav det ånde,
Høner gav det ånd,
Lodur gav det lød
og livets varme.
14.
Jeg ved, at verdenstræet rejser sig,
hvilket hvidt slam
som vander vækstens stamme;
Derfra kommer duggen,
som falder i dale.
Træets krone evigt grøn
over Urds brønd.17
15.
Tre møer som også var norner
kom fra den sø
under træets rod;
Urd hed den ene
den ander Verdande,
Skuld hed den tredje;
De ristede runer,
nedlagde loven,
lavede livet
og skabte skæbnen.
16.
Jeg husker den første fejde
i verden, hvor vanen vaklede,
Gullveig18 grumt spiddet
og brændt i den Højes Hal
tre gange,
uden at hun døde.
17 Urds brønd: Beliggende ved Yggdrasils fod. Her holder de tre skæbnegudinder Urd, Skuld og Verdande
til.
18 Gullveig kender vi ikke i dag, men man gætter på, at
der er tale om en jættekvinde.
17.
Heid19 hed hun som søgte husly,
vidsynet vane
og viis vølve,
hun spåede og troldede,
hvor hun kom og ristede
runer;
Henrykt fryded hun
onde kvinder.
18.
Da gik de højeste og helligste
til tinge
og de drøftede ved domstolen;
Skulle kun aserne bære krænkelsen
eller skulle de kræve hævn?
19.
Odin sendte sit spyd
ud mod fjenden,
det var den første fejde
i verden;
Bjælkehegnet rundt om Asgård
blev brudt ved vaners trolddom;
vaners væbnere rykkede frem,
sikker på sejr.20
20.
Da gik de højeste og helligste
til tinge
og de drøftede ved domstolen,
hvem der havde blandet luften
med led list
og lokket Freja til at bole
med ond jætte
og blive hans brud.
19 Heid: Kender vi heller ikke, men formentlig en jættekvinde.
20 Strofen handler om magtkampen mellem vaner og
aser.
15
LITTERATURENS HUSE
21.
Tor er træt af vrede,
sidder aldrig ned,
når han hører sådan noget;
Alle svor de falsk,
alle brød de ord og løfter,
ingen tro og tilsagn
holdt.
22.
Jeg ved, at Heimdals hørelse
gemtes under højt og helligt træ,
at fossen falder frugtbart
som pant fra fa´rens øje.
Er det så sevet ind?
23.
Jeg sad alene derude
og vølvede21 i natten,
da oldgamle Odin
fanged mit blik:
Hvad vil du mig!
Lad mig være!
Jeg ved jo alt,
at du gemte dit øje
i Mimers kilde,
og at han hver morgen
drikker mjød af din kraft. 22
Er det så sevet ind?
24.
Jeg fik af hærfa’ren
en halsring af guld,
og vølvestaven varslede viist;
Jeg så vidt og vidnede
om alle verdner.
21 vølvede: spåede, barslede med vision
22 Odin gav sit øje i pant for at drikke af Mimers
brønd og få visdom.
16
25.
Jeg så valkyrierne komme
klare til kamp;
Skuld holdt skjoldet
Og Skogul fulgte,
Gun, Hild, Gondul
og Geirskogul,
Herjans møer, rustet
og rede at ride.23
26.
Jeg så Balder blive ofret,24
blodigt barn af Odin,
hans livstråd skåret;
over græsset det grønne
voksede en mild myg
mistelten.
27.
Af træet som syntes så tyndt
blev der en dødsensfarlig pil;
det var Høder der skød.
Vale, Balders bror,
var kun een nat gammel,
da han hævnede Balder.
28.
Vale vaskede ikke hænder
og redte ikke sit hår
før han havde båret
Balders bane på bålet;
Men Frigg begræd Valhals ve.
Er det så sevet ind?
29.
Da snoede Vale
de dødsensfarlige lænker
af tarme,
lange og strenge.
23 Navne på valkyrier: Odins møer, der udpeger de
krigere, der skal falde i kamp.
24 I de følgende strofer fortælles myten om Balders
død.
DEN NORRØNE DIGTNING
30.
Jeg så Loke lænket
i svovlørknen,
surret med tarme,
ledt var synet;
Dér sidder Sigyn, hans kone,
vagt hos sin mand,
og hun har det ikke for sjovt.
Er det så sevet ind?25
31.
Jeg så dværgsal
i dødsriget,
nordpå ved Nidavolden,26
gylden,
og jættens ølhal,
kølig.
32.
Elven fosser østfra
gennem isdale
med knive og sværd;
Slid er dens navn.
33.
Jeg så salen fjernt fra solen,
den lå på ligkysten
med døren vendt mod nord;
Isdråber dryppet i stuen,
om salen snor sig slangerygge.
25 Loke blev lænket til en sten som straf for Balders
død, og en slange dryppede sin gift ned over ham.
For at lindre smerten holdt Lokes kone Sigun en
skål under, men når den skulle tømmes, dryppede
der igen gift på Loke.
26 Nidavolden: de mørke sletter
34.
Jeg så tunge strømme,
trægtvadende,
sammensvorne mænd
og mordulve
og dem der gik i gang
med de andres koner;
Dragen sugede saft
af de fremfarne,
mens ulven vred sig vredt.
Er det så sevet ind?
35.
Østpå i jernskoven ved grænsen
rider jættekvinden Gygen
og føder ulveslægter,
en af dem sluger solen,
tyven forklædt som trold.
36.
Den fylder flaben
ded de faldnes livssaft,
blodet ryger ramt
og gør himlen rød;
Sort skinner solen
i somre derefter,
vinden hvæser vast.
Er det så sevet ind?
37.
På højen sad Gygens hyrde,
Glade Eggeder,27
og spillede harpe;
Over ham galede
den røde hane, Fjalar,
gennem grene.
38.
Gyldenkam galede
blandt aserne
hos hærens far,
en anden soldrød hane galer
i jorddybets sale.
27 Eggeder: jætte
17
LITTERATURENS HUSE
39.
Garm28 glammer glubsk
ved Gnipahulen,29
lænken slides,
ulven løber;
Jeg ser fortiden langt borte
og fremtiden ikke så fjern,
hvor aser rammes af
ragnarok.
43.
Hvordan går det med aser
og alfer?
gnækker de i jætteland
Aserne er på tinge,
stønner dværgene
der løb fra bjergene
og slog sig ned blandt guder.
Er det så sevet ind?
40.
Bror skal blodigt bekæmpe bror,
søskende skal bryde slægtsbånd,
hårdhed skal herske
og hor;
Krigstid, kamptid,
kaputte skjolde,
ulvetid, stormtid,
til verden går under
og ingen skåner nogen.
44.
Garm glammer glubsk
ved Gnipahulen,
lænken slides,
ulven løber;
Jeg ser fortiden langt borte
og fremtiden ikke så fjern,
hvor aser rammes af
ragnarok.
41.
Jættesønner godter sig
og Gjallarhornet
varsler manges skæbne,
larmende.
Højt blæser Heimdal,
Odin mæler med Mims hoved.
42.
Den ældgamle ask ryster
i sine rødder,
Yggdrasil klager højlydt,
men Loke river sig løs,
slår alle ihjel på helvedes veje
og rammer Surt
med det flammende sværd.
28 Garm: ulv
29 Gnipahulen: hvor Fenris er lagt i lænke.
18
45.
Jætte kommer østfra
og hæver skjoldet
i kæmpevrede,
Midgårdsormen krummer sig.
Ormen pisker havet,
men ørnen skriger
og slår næbbet i det døde kød,
mens skibet, lavet af ligenes negle,
løsnes.
46.
Skibet stævner østfra,
skarer sejler fra Muspel30
mod land
og Loke styrer;
Alle jætter følger
ulven og Loke.
30 Muspel: Muspelheim er ildens verden.
DEN NORRØNE DIGTNING
47.
Surt31 kommer sydfra,
rammer gudebåret sværd
med sol og ild;
Fjeldvæggen falder
på fæle trolde,
det går ad helvede til
og himlen revner.
48.
Frigg harmes nu igen,
hvor Odin skal kæmpe med ulven
og lyse Frej slås med Surt,
da falder Friggs fryd i kampen.
49.
Garm glammer glubsk
ved Gnipahulen,
lænken slides,
ulven løber.
50.
Da kommer Odins sejge søn,
Vidar kæmper mod det vilde dyr
og hugger sværd i ulven,
hårdt i hjertet og hævner
sin sejrsfar.
51.
Jordens bælte, ormen,
rager op i luften,
den onde orm gaber
højt deroppe.
Tor, Odins søn,
rammes af ormens gift,
men ormen dræbes
i ragnarok.
52.
Da kommer Odins sejge søn,
Tor slås med slangen;
Verdens vogter ta’r sin tunge
hammer,
uden liv ligger landet øde;
Tor tager ni skridt,
tryg ved sit ry,
tung, dødsmærket.
53.
Solen sortner
og jorden synker i havet.
Stjerner styrter fra himlen,
heden brænder højt
og leger ildtagfat med
himlen.
54.
Garm glammer glubsk
ved Gnipahulen,
lænken slides,
ulven løber.
55.
Jeg ser nu jorden stige igen
af havet, evigt grøn.
Fossen falder,
ørne flyver over fjeldet,
fisk jager.
56.
Aserne samles på Idavolden,
de taler om Midgårdsormen
og mindes mangen modig dåd
og Odins gamle runer.
57.
Igen skal underfulde
gyldne tavler
findes i græsset,
som aserne havde
i urtiden.
31 Surt: ildjætte
19
LITTERATURENS HUSE
58.
Da vil usået sæd spire,
bitterhed bedres,
Balder vil komme til Høder
og Odins sønner således søge
alting sonet.
Er det så sevet ind?
59.
Høner bli’r valgt
til at tage varsel
mens sønner af Balder og Høder
vælger verden at bo i.
Er det så sevet ind?
60.
Jeg ser salen rejses
lys som solen
og gyldent tag i Gimle; 32
Dér skal skyldfri skarer mødes
og leve lykkedage
i lys
evigt.
61.
Dér flyver den dunkle drage,33
øgle dækket med ækle skæl
fra skumle bjerge;
I fjerene føres de faldne –
den flyver højt.
Nu synker jeg
i jorden.
(nedskrevet o. 1275)
32 Gimle: Det sted de lykkelige skal leve evigt.
33 drage: Nidhug, dødsuhyre
20
DEN NORRØNE DIGTNING
Digte fra islams guldalder
1000 - 1300-tallet
Da den islamiske ekspansion i løbet af det syvende århundrede havde spredt sig over ikke blot
Mellemøsten, men på toppunktet helt til Indien i øst og Spanien i vest, skete der det, som ofte
sker ved en politisk-geografisk ekspansion: der opstår efterhånden frodige blandingskulturer.
I dette tilfælde blev de endog særdeles forfinede. Den enkle og barske nomadelivsform fra
den arabiske halvø mødte nu græskpåvirket, persisk, syrisk og fjernorientalsk kultur, som i
årtusinder havde produceret kunst, arkitektur, videnskab og filosofi. Fordi erobrerfolket på
dette tidspunkt var kulturelt tolerant, fik man et maksimalt udbytte af kulturblandingen. Mange
undertvungne folk omvendte sig til islam, men gav den i tilgift et præg af deres egen kultur.
Resultatet blev, at islam på et tidsunkt, hvor en feudal og religiøs verdensorden i Europa lagde
bånd på fx den videnskabelige udfoldelse, blev førende på områder som medicin, astronomi,
matematik og filosofi, hvor den græske og fjernorientalske arv indgik som en naturlig og helt
central del. Araberne blev for Europa et vigtigt bindeled til Kina og det fjerne Østen. Vi skylder
dem desuden en stor del af overleveringen af de antikke græske filosoffers tanker. Havde det
ikke været for den arabiske verden, var en stor del af dette tankegods gået tabt.
Den arabiske verden blev regeret af forskellige dynastier af kaliffer, og styreformen, som
var en både religiøs og politisk magt, blev kaldt et kalifat. Kalifatets kulturelle storhedstid
lå især under dynastiet Abbasiderne (750-1258), der placerede deres hovedstad i Bagdad.
Fra årtusindskiftet bliver det imidlertid svært at holde imperiet samlet, og mange områder
opnår efterhånden hel eller delvis løsrivelse: I 1099 erobrer kristne korsriddere Jerusalem, og
et par århundrede senere presser mongolerne under Timur Lenk sig på østfra. I 1492 besejres
araberne i Spanien, og hermed er det slut med religiøs tolerance. De katolske konger driver
få år efter både muslimer og jøder helt ud.
Genoprettelsen af kalifatet står den dag i dag som et mål for den militante politiske islam,
som dog helt synes at have glemt læren fra den tolerante blandingskultur, hvor også synet
på det religiøse var præget af meget rummelige normer. Et eksempel på det er de mange
afarter af islam, fx sufismen – en religiøs mystikerbevægelse med en meditativt orienteret
tro på sammensmeltningen med helligdommen, der uhindret kunne eksistere. De sufistiske
dervisher danser sig den dag i dag i deres hvide og flagrende dragter ind i religiøs ekstase.
Sufismen, der i de seneste år har fået en opblomstring også i Vesten, blev grobund for en rig
poesi med Rúmi (1207-73) som den fineste repræsentant. Betingelsen for islams guldalder var,
at en lang række fyrstehoffer gennem en udstrakt mæcenvirksomhed skabte sofistikerede
kulturcentre. Karakteristisk var det endvidere at en lang række af de førende forfattere var
multitalenter, der også var astronomer, geografer, matematikere, religiøse tænkere og meget
mere. I denne forstand ligner islams guldalder den europæsiske renæssance, hvor Leonardo
da Vinci kan tjene som eksempel.
En vældig interesse for Orienten bringer i klassicismen og romantikken den tidlige muslimske poesi ind i det europæiske synsfelt. Den engelske romantik tager især Omar Khâjjâm
til sig, mens Goethe lader sig påvirke af Hafiz. Også 1001 nats eventyr har vi fra denne periode.
Eventyrene er nedskrevet i 1300-tallets Persien, men mange har fx indisk oprindelse. Fra
persisk blev de oversat til arabisk, og i begyndelsen af 1700-tallet fandt de via fransk vej til
hele Europa.
21
LITTERATURENS HUSE
Fra islams guldalder bringer vi her en håndfuld digte i verdensklasse. Den tidlige blomstring
under kalifatet er repræsenteret af persiske Násir Khósru (1004-88) og Omar Khâjjâm (10501132). Den senere – ligeledes persiske – poesi ved den sufistiske vismand Rúmi (1207-73) og
Hafiz34 (1326-90). Af danske digtere der er direkte påvirket af denne lyrik kan nævnes Emil
Aarestrup og Henrik Nordbrandt. Mens ophavsmændenes levetid kan dateres, er deres digtes
datering usikker, hvorfor årstal ikke oplyses ved de enkelte tekster.
Násir Khósru34
(1004-88)
Násir Khósru var digter, vismand, astronom og geograf. Han rejste i adskillige år hele Mellemøsten igennem og boede i flere år i Egypten, ligesom han foretog en pilgrimsrejse til Mekka.
Poesien udfoldede han bl.a. i en såkaldt divan, en digtsamling, men også rejser, naturvidenskab
og filosofi skrev han om. Det digt, vi bringer her, er et stykke naturlyrik.
Vinter
5
10
15
20
Alt gør høstens barske vind os verden trang,
og slukker sommersolens glød på mark og vang,
slider og rusker tulipanens øreflip,
standser fuglekvidder og nattergalsang,
knækker liljer, tulipaner og narcisser:
alt må visne, vinterstormen er i gang!
Haven skælver, sanseløs og vanvid nær,
den grumme stormvind alt til lydighed tvang.
Vel bar træet frugt, som pigebarm juveler.
Men sommerens smaragder ambragrå nu hang.
Duggen dirrer tungt på rosenløse torne,
hastig søger slangen skjul for vintren lang.
Nøgent er hvert træ og nøgen hele verden,
himlen mørk og dyster som en klostergang.
Gul er jorden som en Mithra-dyrkers alter,
luften kold som stodderens suk af armods trang.
Grå som moskus er åkanden nu, mens
ør den som en gylden måne på bølgen hang.
Gusten jord, sortpansret himmel, - træers toppe
bærer løvkranse som til fest og bægerklang.
Klædt i regnens silkedragt skælver orangen,
hør tordnens trommeskrald til bølgebrusets sang!
34 Det skal her bemærkes, at de forskellige traditioner for transskribering fra arabisk betyder, at navnene på alle
de her nævnte forfattere varierer betydeligt. På engelsk vil man således ofte fi nde formerne Nasir-i-Khusraw
eller Nasir-i-Khusrau og Omar Khayyam. Rúmi, hvis fulde navn er Jalal ad-Din Muhammad Balkhi Rúmi bliver
næsten overalt blot kaldt Rúmi eller Rumi, mens Hafiz også kan skrives Hafis eller Hafez. Hans fulde navn er
Khwajeh Shams al-Din Muhammad Hafez-e Shirazi, og han kaldes ofte blot, som angivet i navnets sidste del,
Hafiz fra Shiraz, efter sin fødeby. Vil man søge på nettet giver de engelske transskriptioner, som er nævnt her i
noten, bedst udbytte.
22
DEN NORRØNE DIGTNING
Omar Khajjam
(1050-1132)
Rubai betyder en firelinjet strofe og var en kendt form i tiden, og titlen på værket, hvorfra vi
har taget et lille uddrag, er simpelthen en flertalsform af ’rubai’. Khajjam var sufi-mystiker
(ordet sufi betegner den hvide uldkappe sufierne gik og går klædt i). For sufien blev guddommen skildret i ord hentet fra rusens, henrykkelsens og kærlighedens sfære – ofte i en meget
direkte erotisk sprogbrug. I denne forstand minder sufi-digterne om tonen hos 1700-tallets
pietistiske lyrikere som fx Brorson. I senromantikken, 1859, bliver store dele af Khajjams værk
oversat til engelsk af orientalisten Edward Fitzgerald. Teksterne vækker stor opsigt i Europa
og bliver stildannende i den bølge af orientalisme, der breder sig i de næste årtier. Denne
orientalske påvirkning er ikke blot et litterært fænomen men kan spores også i fx billedkunst
og arkitektur.
af Rubaijat
Stå op, du skønne, så bønligt jeg ber,
thi i din nærhed ej findes gåder mer.
Bring hid en krukke vin og lad os drikke,
før krukker skal æltes af vort eget ler.
I går på bazaren en pottemager stod
og ælted leret ved slag med hånd og fod.
Da sagde leret på sit sprog - „Så sagte!
vid, også jeg var engang kød og blod.”
Så megen vin jeg alt har smagt,
at, når min krop i muld er lagt,
af vindunst ør passanter segner,
i vidløs rus til jorden strakt.
I denne saltsump blev det vor tidsfordriv
i egen sjæl at bore med sorgens kniv.
En lystig tanke: ung af år at dø.
Men tryggest er dog den, der ej fik liv.
Dag veksled med nat, før du og jeg blev fød,
og himlen hvælved sig over liv og død.
Træd blidt, måske er støvet på din vej
et kvindeøje, der har huset livets glød.
Græd ej over trængsler, - skrål på skrål,
drik i lyst og glæde - skål på skål.
Grønt er jordens ansigt - mil for mil,
fyld igen dit bæger - mål på mål.
Når nænned en guldsmed, selv i rusens
hede,
at søndre sit skønneste værk i lede?
Så fint gav Skaberen krop og lemmer form
- til glæde for hvem? - og knuste dem i
vrede.
Jeg drikker ej af trang til tomme glæder,
ej for at trodse tro og gode sæder.
Jeg kun en stund vil slippe for mig selv,
derfor så rigelig jeg halsen væder.
23
LITTERATURENS HUSE
Rumi
(1207-73)
Mawlana Djelaleddin Muhammed Rumi (som regel blot kaldt ved sit efternavn) er formentlig
den bedst kendte af sufi-digterne, og i 2001 blev store dele af hans værk oversat til dansk. Han
har i hele Europa i de seneste år fået en regulær renæssance. Han stammer fra Afghanistan,
men boede også en stor del af sit liv i Tyrkiet, hvor han overtog en position som åndeligt overhovede for en gruppe dervisher. Hans hovedværk er Mathnawi, som vi her bringer et lillebitte
uddrag af. I sin fulde udstrækning består værket af seks bøger med mere end 25.000 tolinjede
strofer. Hans værk er altså en litterær præstation alene i omfanget – men mere interessant
er formen, som er frit associerende og bringer mange forskellige stillag sammen. Bramfrie
beskrivelser af begær og rus veksler med rene tankedigte. Men også her gælder de sufiske
mystikeres stil: dybest set tales der om forholdet til guddommen, der kun kan opnås kontakt
med gennem ekstasen. Rumis filosofiske tilgang til verden er stærkt farvet af Platons idelære,
og han hylder i virkeligheden – under den bramfrie sanseligheds metaforer – askesen og en
række strenge moralpåbud. Under alle omstændigheder udgør hans værk en helt uortodoks
og særpræget version af islam.
af Maznavi
Fløjten
5
10
15
20
Lyt til fløjten, hør, den lyder,
klager over adskillelsens smerte;
siden de skar mig i sivenes kær,
gav mig mæle til mænds og kvinders klage.
Ak, havde jeg et bryst, sønderflænget af adskillelsens vé,
som jeg kunne betro min længsels kval!
Enhver som dvæler fjernt fra det sted, han havde rod,
ønsker sig den tid tilbage, da han endnu var forenet med det.
Overalt, hvor mennesker kommer sammen, lod jeg min
klage lyde,
sluttede jeg mig til dem der sørger, og til dem der jubler.
Enhver blev min ven, men ud fra sin egen hu:
ingen spurgte efter den lønlige viden, som var i mit indre!
Og dog er min hemmelighed ikke adskilt fra min klage,
men øjnene har ikke lys til at se, og ørerne ikke magt til at høre.
Der er intet tilhyllende slør mellem legeme og sjæl, mellem
sjæl og legeme,
og dog er det alle forment at se sjælen!
Rørfløjtens klang er ild og ikke vind:
Dén i hvem denne ild ikke brænder, lad ham blive til intet!
Det er kærlighedens ild, som er slået ned i dette rør,
det er elskovs glød, som er blevet et med vinen.
24
DEN NORRØNE DIGTNING
25
30
35
40
45
50
55
60
65
Rørfløjten er ven med enhver, som blev skilt fra sin ven,
dens melodi har revet sløret, som skilte os, midt over.
Hvem har nogen sinde set en gift og en modgift som den?
Hvem har nogen sinde set en ven, fortrolig og længselsfuld
som den?
Rørfløjten beretter om vejen, den blodige,
og melder om Madjnuns elskovskval.
Forstand på dette har kun den, som har mistet sin forstand:
Kun øret har sans for det, som tungen melder.
I vor kummer er vor tid blevet en utid,
vore dage har slået følge med sviende sorg.
Men er dagene svundet, så sig blot: Lad dem svinde, det har
intet at sige,
men Du må blive her, thi ingen er hellig som Du.
Enhver, som ikke er en fisk, trives ikke i Hans vand,
enhver, som mangler det daglige brød, for ham er Hans dag lang.
Den, som endnu er umoden, ved ikke, hvordan den modne
har det.
Derfor kun disse korte ord og så: Farvel!
Min søn, bryd din lænke og vær fri!
Hvor længe vil du lade dig lænkebinde af guld og sølv?
Hvis du fylder oceanet i en krukke,
hvor meget rummer den så? Kun én enkelt dags ration.
Krukken, de begærliges øje, bliver aldrig fuld,
før muslingeskallen har fået nok, fyldes den ikke af perler.
Kun den, der har fået sin klædning flænget af en mægtig
elskov,
er blevet fri for begær og for enhver lyde.
Hil dig, oh elskov, som alene skænker god lykke,
du er den, som læger alle vore sygdomme.
Du er vor stoltheds og vort hovmods lægedom,
Du er vor Platon og vor Galen!
Kærligheden løftede vore jordiske legemer op over
himmelsfærerne,
bjergene begyndte at danse og blev kåde.
Sinais bjerg blev fortumlet af elskov,
Sinais bjerg blev drukken, og Moses faldt i afmagt.
Om min læbe var trykket mod Hans læbe, der var stemt
som jeg,
så kunne jeg som fløjten forkynde alt, hvad der kan forkyndes.
Men enhver, som er skilt fra den, der taler hans sprog,
må blive stum, om han så kendte hundrede melodier.
Når rosens tider er omme, og rosenhavens pragt er visnet,
lyder nattergalens sang ikke mere derinde.
Den elskede er alt, elskeren er kun et slør,
25
LITTERATURENS HUSE
70
75
den elskede lever, men elskeren er en livløs ting.
Når kærligheden ikke mere ænser ham,
ligger han, ak, tilbage som en vingeløs fugl.
Hvor skulle jeg kunne fatte, hvad der er for og bag,
når min vens lys ikke skinner for og bag.
Kærligheden kræver dette sagt:
Når et spejl ikke spejler, hvor kan et billede så blive til?
Ved du, hvorfor din sjæls spejl ikke genspejler noget?
Fordi rusten ikke er taget bort fra dets blanke flade ...
26
DEN NORRØNE DIGTNING
Hafiz
(1325-1388)
Sams ad-Din Muhammad Hafiz blev født i 1325 i en af det daværende Persiens mest blomstrende
byer – Shiraz, som var og er berømt for sine tæpper, sin vin og sin forfinelse. Af uddannelse
blev han islamisk teolog, men studerede også sprog og litteratur og blev poet ved byens hof.
Navnet Hafiz betyder ’den som kan Koranen udenad’, og Hafiz var kendt for både sin religiøse
visdom og for sine løsslupne digte, der hylder erotik og vin. Også en stor frihedstrang og
kravet om kunstnerisk uafhængighed var fremherskende for ham og bragte ham i konflikt
med flere herskere. Hans ry nåede allerede i samtiden helt til fjernøsten. Hafiz er især blevet
berømt for sine kærlighedsdigte (ghaseler – ordet betyder spind). Også hans landskabslyrik,
hvor han priser egnen omkring hjembyen Shiraz opnår stort ry – både i samtiden og senere i
Europa. Goethes West-östlicher Divan (divan = digtsamling) er især påvirket af Hafiz.
Da der ikke foreligger mange oversættelser af Hafiz’ værk til dansk, må vi her nøjes med
et par ganske små, men typiske digte.
Jeg priser Gud
Jeg priser Gud, som i min verden har dag
og nat til skifte sat:
den gyldne dag, som er dit ansigt; dit sorte
hår, som er min nat.
Sigøjnerpigens dejlighed
Sigøjnerpigens dejlighed,
der slår med trolddom mangen stad,
har plyndret mig for tålmods kraft,
som tyrken plyndrer bord og fad
27
28
28
Middelalderen
2
Jyske lov
1241
I 1200-tallet er kongemagten så cementeret, at man kan bryde med vikingetidens selvtægt
og blodhævn. Jyske lov bliver som noget specielt givet til folket af Valdemar Sejr i dennes
dødsår, men er skrevet i samspil med landstinget og bispen af Viborg.
Lovteksten bygger dels på sædvaneret, dels på europæisk og kirkelig påvirkning. Det
afgørende nye er, at den er givet af kongen og gælder for alle. Man straffer ikke længere
slægten, men derimod individet, og straffen udføres af kongens ombudsmand, ikke af de
involverede slægter.
Loven bygger på princippet om lighed for loven, selv om praksis favoriserede adel, kirke
og kongemagt. Fra omkring år 1300 gjaldt Jyske lov også for Fyn, mens Sjællandske lov og
Skånske lov dækkede de to øvrige regioner i kongeriget. Først med enevælden i 1600-tallet
gøres kongeriget til ét retsområde.
I den følgende tekst møder vi fortalen til Jyske lov.
←
Den danske prinsesse Ingeborg, som var datter af Valdemar den Store, blev i 1193 gift med den franske konge Philippe
Auguste. Illustrationen her er fra hendes private andagtsbog, som er lavet i begyndelsen af 1200-tallet. Bogen, der regnes
for en af de fornemste illustrerede bøger fra den franske middelalder, er fuld af livfulde beskrivelser fra Bibelen.
På siden her ser vi øverst, hvordan Jesus bliver svøbt i ligklæde og nedlagt i graven. På det nederste billede står
Maria og to andre kvinder vantro ved den tomme grav, mens en engel gør det klart, at Jesus er genopstanden og faret
til himmels. Illustrationerne i bogen spiller en ganske anden rolle end dem vi så i Book of Kells (kapitel 1). Her ser vi hele
fortællende scener. Bogen er en fornem billedbog, hvor illustrationerne ikke blot skal oplyse – illuminere – teksten, men
hvor de ejer en selvstændig, fortællende kraft. Billedstilen er inspireret af den såkaldte byzantinske stil, som udviklede
sig i den østromerske kirke, der fra 300-tallet havde hovedsæde i Byzans – den by der i dag hedder Istanbul.
Dronning Ingeborgs andagtsbog (30.4 x 20.4 cm). Findes i dag på Museé Condé, Chantilly, Frankrig.
29
LITTERATURENS HUSE
Fortalen til Jyske lov
5
10
15
20
25
30
35
40
Med lov skal man land bygge. Men ville
hver især nøjes med sit eget og lade andre
nyde retfærdighed, så behøvede man ikke
nogen lov. Ingen lov er så god at følge
som sandheden. Hvor man ikke er klar
over, hvad der er sandhed (og ret), der
skal loven afgøre det. Var der ingen lov
til i landet, da fik den mest, som evnede
at gribe mest. Derfor skal loven være for
alle, så retsindige, fredsommelige og sagesløse mennesker kan nyde ret og fred,
og uretfærdige og ondsindede mennesker
af frygt for, hvad der står skrevet i loven,
ikke tør fuldføre, hvad ondt de måtte have
i sinde. Det er også retfærdigt, at de, som
gudsfrygt og kærlighed til retten ikke kan
drage til det gode, at de af frygt for øvrigheden og landets straffelov forhindres
i at gøre ondt, og at de bliver straffet, hvis
de gør noget ondt.
Loven skal være ærværdig og retfærdig, tålelig, efter landets sædvane bekvem
og nyttig, og tydelig, så alle kan vide og
forstå, hvad loven siger. Ej heller skal den
gøres eller skrives til gunst for nogen
enkelt, men til alles tarv som bor i landet.
Ingen må heller dømme imod den lov,
som kongen giver og landstinget vedtager,
men med lov skal landet dømmes. Den
lov, som kongen giver, og landstinget
vedtager, kan han ikke uden landets vilje
ændre eller ophæve, uden han handler
åbenbart mod Gud.
Det er kongens og høvdingers hverv,
som er i landet, at overvåge dommene og
gøre ret, og frelse dem, som undertrykkes med vold, såsom enker og værgeløse
børn, pilgrimme, udenrigske personer og
fattigfolk, som oftest er udsat for vold, og
ikke tillade ugerningsmænd, som ikke vil
forbedre sig, at leve i landet; thi idet han
straffer eller dræber forbrydere, da er han
Guds tjener og lovens vogter. Thi ligesom
30
den hellige kirke styres af pave og biskop,
således skal hvert land styres og værges af
kongen eller hans embedsmand. Derhos
er også alle, som bor i hans land, skyldige
at være ham hørige og lydige og underdanige og tjenstvillige, og til gengæld er
han skyldig at yde dem alle fred.
Det skal også alle verdslige høvdinge
vide, at med den magt som Gud gav dem
i hænde i denne verden, da overdrog han
dem også at værge sin hellige kirke mod
alle (uretmæssige) krav. Men bliver de
forsømmelige eller partiske og værger
ikke som ret er, da skal de stå til regnskab
på dommedag, hvis kirkens frihed og
landets fred på grund af deres forseelse
formindskes i deres tid.
Det skal alle vide, som ser denne bog,
at kong Valdemar, den anden søn af Valdemar, som var sankt Knuds søn, den tid
han havde været konge niogtredive vintre
og der var gået tusinde to hundrede og
fyrretyve vintre efter at Vor Herre var
født, i næstfølgende marts måned, da
han lod denne bog skrive og da gav han
denne lov, som her står skrevet på dansk, i
Vordingborg med sine sønners samtykke,
som var til stede, kong Erik, hertug Abel
og (junker) Kristoffer, samt Uffe, der da
var ærkebiskop i Lund, og biskop Niels i
Roskilde, biskop Iver i Fyn, biskop Peter
i Aarhus, biskop Gunner i Ribe, biskop
Gunner i Viborg, biskop Jens i Vendsyssel
og biskop Jens i Hedeby og desuden med
alle de bedste mænds samtykke, som var
i hans rige.
(1241)
45
50
55
60
65
70
75
MIDDELALDEREN
Skånske lov
1200-tallet
Skånske lov er en af de tre landskabslove, der gjaldt for det danske rige i middelalderen. Den
består af en samling såkaldte sædvaneregler, dvs. regler som er afledt af den tids skik og brug.
Loven blev anvendt ved landstinget i Skåne, hvor man dømte lovovertrædere og afgjorde
stridigheder om ejendom og overgreb.
I praksis var det den krænkede person, der skulle fremføre sin sag for tinget, og den tiltalte,
der selv skulle svare for sig. Desuden anvendte man vidner, der aflagde ed, således at de efter
døden kunne straffes af Gud, hvis de aflagde falsk vidnesbyrd.
Desuden anvendte man i hele Europa jernbyrd, dvs. at en anklaget skulle bære gloende jern.
Hvis vedkommende var uskyldig, ville Gud gribe ind og frelse dennes hånd. Som varianter af
denne bevisbyrde kunne man bære skudsjern eller trugjern. I det første tilfælde kastede man
jernet fra sig efter at have båret det ni skridt, i det andet skulle man ramme et trug med vand,
efter man havde gået 12 skridt med jernet.
Skånske lov gjaldt i de svenske provinser frem til 1600-tallet, hvor Jyske lov en kort overgang
blev gældende lov, indtil svenskerne erobrede Skåne, Halland og Blekinge i 1658.
I de følgende passager skal vi se på udvalgte lovparagraffer.
Om hor
Kap. 215
Kap. 217
Finder en mand en anden mand i sengen
hos sin ægtehustru, og dræber husbonden
horkarlen i sengen med hende, da skal han
føre både bolster35 og lagen til tinget med
to mænds vidnesbyrd på, at han dræbte
den mand i sengen med hende og ikke
andetsteds. Når det er gjort, skal han ligge
uden for kirkegården på marken, og der
skal ikke gives bøder36 for ham.
Rejser husbonden sag mod en anden
mand for samleje med sin kone, skal den
sagsøgte bære skudsjern.37 Bliver han ikke
renset, da skal han fly af landet og aldrig komme til at give bøder, medmindre
husbonden vil det. Vil husbonden tage
mod bøder, da har det været lov, at han
skal bøde fyrretyve mark for samlejet
og tre mark38 i tokkebøde.39 Dette er den
eneste sag, hvor bonden får tre mark i
tokkebøde.
Kap. 216
Får en horkarl sår i sengen hos en anden
mands kone og kommer levende bort og
skrifter og siden dør af det sår, da skal
han begraves i kirkegården, men der skal
ikke bødes af husbonden.
35 bolster: dyne
36 bøder: erstatning
37 skudsjern: bære glødende jern 9 skridt, hvorefter
man måtte skyde det fra sig. Dernæst blev hånden
forseglet i en handske, som først måtte tages af
næste lørdag. Tog hånden ikke nævneværdig skade,
var man uskyldig.
38 mark var den tids møntenhed, svarende til en okses
værdi. 1 mark = 8 øre = 24 ørtug = 240 penninge.
39 tokkebøde: ekstra bøde for foragt for ægtemanden
31
LITTERATURENS HUSE
Kap. 218
Kap. 221
En mand kan også gøre hærværk40, hvis
han tager en kone eller mø med vold ude
i marken eller hjemme i husene. Nægter
han, og er der ikke vidner på det, skal han
rense sig med tre tylvter.41 Er der vidner
på det, skal han rense sig ved jernbyrd.42
Brænder han sig, eller tilstår han, skal
han bøde fyrretyve mark til sagsøgeren
og fyrretyve mark til kongen.
Har en mand en slegfreddatter43, der ikke
er tinglyst, og tager hun en mand i løndom, da kan hendes fader ikke rejse sag
derfor og ikke andre af hendes fædrene
frænder, men kun de, der er nærmeste
slægtninge på hendes mødrene side.
Kap. 219
Bliver en kvinde taget i løndom med sin
vilje, skal den, der tog hende, bøde seks
mark til frænderne – og kvinden skal ikke
have en penning deraf – eller han skal
nægte med tylvters ed. Den kvinde, der
bliver taget således, kan ikke overlade,
hvem hun vil, at føre sin sag, men den, der
er nærmest i slægt med hende og råder for
hendes giftermål, skal rejse sag. Således er
det også, hvis en ugift kvinde bliver slået
eller på anden måde mishandlet, da kan
hun ikke overlade til nogen anden mand
at optræde på sine vegne end den, der er
nærmest i slægt med hende og råder for
hendes giftermål.
Kap. 220
Er konen skyldig i hor, så at hun ikke kan
tage til genmæle, da kan hendes ægtemand, hvis han vil, jage hende bort uden
at give hende en penning af hendes gods,
og derefter må han aldrig tage en anden
kone, så længe hun lever, og hun ikke en
anden mand, så længe han lever.
40 hærværk: ordet kommer af den ødelæggelse, en hær
kan forårsage. Betyder her bevidst ødelæggelse
eller overgreb.
41 tylvter: 12 med-edsmænd
42 jernbyrd: bære gloende jern
32
Kap. 222
Avler en mand en søn i løndom med en
kvinde, da skal faderen ikke betale bøde
til sin søn, men til den, der er nærmeste
arving. Har hun en broder, da skal han
tage bøderne. Har hun både farbroder
og morbroder, da skal farbroderen tage
bøder, fordi han er hendes værge. De bøder skal ikke skiftes mellem frænderne,
medmindre den, der tager mod bøderne,
vil give nogen deraf, for det er ikke sammenskudte bøder.44
Kap. 223
Anklager husbonden sin ægtehustru for
hor, da skal han have to mænds vidnesbyrd på, at hun er skyldig deri, og derefter
skal hun bære skudsjern. Bliver hun renset
ved den jernbyrd, skal hun beholde både
sin husbond og sin ejendom. Bliver hun
ikke renset, skal hun skilles både ved sin
husbond og sin ejendomsret, men husbonden må aldrig tage en anden kone, så
længe hun lever, og hun aldrig en anden
mand, så længe husbonden lever.
43 slegfreddatter: elskerinde med halvoffentlig status
44 sammenskudte bøder: bøder, der blev udredt af
gerningsmanden og hans slægt i fællesskab
MIDDELALDEREN
Kap. 224
Ligger en mand med en anden mands
tjenestepige, skal han bøde to øre eller
nægte med en tredje mands ed. Ligger en
mand med en andens (hustrus) personlige
tjenestekvinde, skal han bøde seks øre
eller nægte med sjette mands ed.
(1200-tallet)
33
LITTERATURENS HUSE
Folkeviser
Folkeviser er brugskunst med udspring i middelalderen og kaldes i europæisk litteratur for
ballader. Ballader er danseviser, der fremføres af en forsanger. Dansen er en kædedans, hvor
deltagerne synger med på mellem- og omkvæd. Stroferne fortæller en episk historie, mens
omkvædene anslår et lyrisk tema.
Viserne er overvejende fortællende og beretter om afgørende konflikter i middelalderlivet.
Vi kender ikke visernes forfattere, der givetvis har været omrejsende musikanter. Viserne er
anonymt overleveret i mundtlig form. Senere bliver de nedskrevet på skillingsblade og i renæssancens poesibøger. Folkeviserne er fra middelalderen, men da de kun med stor usikkerhed
kan dateres mere præcist end det, anføres årstal ikke ved de enkelte tekster.
Den ældste folkevisesamling er Hjertebogen fra midten af 1500-tallet; en hjerteformet
poesibog udført af en adelig kvinde. Desuden har man adelskvinden Karen Brahes Folio, der
er nedskrevet i perioden 1626-58. I 1591 indsamler og udgiver A.S. Vedel 100 folkeviser, mens
Peter Syv fordobler antallet i sin samling fra 1695. I 1800-tallet indsamler Svend Grundtvig 539
folkeviser, der udgives under titlen Danmarks gamle folkeviser (1853ff). De fleste viser findes i
flere varianter med afgørende forskelle.
De vigtigste genrer er trylle- og ridderviser. Trylleviserne betegnes sådan, fordi der indgår
noget overnaturligt i handlingsforløbet, fx elverpiger, runekast eller dæmoniske skikkelser
som en trold eller gam, og i nogle viser forvandles helten endog til et dyr. I ridderviserne
møder vi realistisk skildrede konflikter i adelige miljøer.
I det følgende skal vi møde tre klassiske folkeviser.
Ebbe Skammelsøn
1
Skammel han bor sig nør45 i Ty,
han er både rig og kåd;
så væne46 har han sønner fem,
de to fores ilde ad.47
Fordi48 træder Ebbe Skammelsøn så mangen
sti vild.
2
Ebbe han tjener i kongens gård
både for guld og ære;
hjemme sidder Peder, hans broder,
han lokker hans hjertenskære.
45
46
47
48
34
nør: nordpå
væne: smukke, håbefulde
fores ilde ad: gik det så ilde
fordi: derfor
3
”Hil sidder I, stalten Adelus,
og syr hr. Ebbes klæder!
Ebbe han tjener i kongens gård,
han spotter eder og hæder.49”
4
”Så grant50 da kender jeg Ebbe,
og Ebbe kender grant sig:
han spotter ingen stalt51 jomfru,
halv mindre52 spotter han mig.”
49
50
51
52
spotter eder og hæder: håner
Så grant da kender jeg: så godt kender jeg …
stalt: stolt
halv mindre: langt mindre
MIDDELALDEREN
5
”Hør I, stalten Adelus,
vil I være min fæstemø?
det vil jeg for sanden53 sige:
Ebbe, min broder, er død.”
11
Det var Ebbe Skammelsøn,
han kom så vel i lag: 57
han kom til sin faders gård
den første bryllupsdag.
6
Drukke de det fæstensøl54
end den samme nat,
brylluppet end før månedsdag,
de rådte det i-så brat.55
12
Ud kom Ebbes søstre to
med guldkar på hviden hand:
”Velkommen, Ebbe, vor broder,
hjem til vort eget land.”58
7
Det var Ebbe Skammelsøn,
han vågned om midjenat;
talte han for sin næste svend
af sin drøm så brat.
13
”Hør I det, mine søstre to,
hvad jeg spør eder ad:
hveden er dette møgle59 folk,
her er samlet i dag?”
8
”Mig tyktes, at min stenstue56
stod al i lysen lue;
der brændte inde Peder, min broder.
Og så min skønne jomfrue.”
14
Svared hans yngste søster
udaf så megen nød:
”Det er Peder, din broder,
holder bryllup med sin fæstemø.”
9
”Det I tykte, jer stenstue
stod al i brændende glød,
det er: Peder, jer broder,
holder bryllup med jer fæstemø.”
15
Sin ene søster gav han guldbrase60 på bryst,
den anden guldring på hand:
”Dem havde jeg agtet61 min fæstemø,
førte dem af fremmed land.”
10
Det var Ebbe Skammelsøn,
han bandt sig sværd ved side;
så bad han sig orlov,
hjem til sin fader at ride.
16
Den ene søster bad ham hjemme være,
den anden bad ham heden ride:
”Tøver du her i denne nat,
det bliver os alle til kvide.62”
53 sanden: sandt, helt ærligt
54 Drukke de det fæstensøl: Adelus forlover sig med sin
forlovedes broder, Peder, hvilket var almindelig
praksis ved en fæstemands dødsfald.
55 de rådte det i-så brat: de bestemte sig så hastigt
56 stenstue: storstue, riddersal
57
58
59
60
61
62
kom så vel i lag: ankom rettidigt
hjem til vort eget land: hjem til vores egen landsdel
møgle: mange
guldbrase: guldsmykke
agtet: tiltænkt
kvide: sorg, smerte
35
LITTERATURENS HUSE
17
Ebbe han vendte sin ganger omkring,
han ville af gården ride;
hans moder fik i tøjlen og holdt,
hun bad ham hjemme bide.63
24
”Jeg loved jer ikke til min moder,
jeg loved jer til min viv!
derfor skal Peder Skammelsøn
lade sit unge liv.
18
Hans moder fik ham hynde og stol,
at sidde på de øverste bænke;
hans fader fik ham kande i hånd,
bad, han skulle gå at skænke.64
25
Hør I, stalten Adelus,
I rømmer68 med mig af lande!
jeg vil slå Peder, min broder, ihjel,
og tåle for eder den vånde.69”
19
Skænked han den brune mjød
og så den klare vin;
hver sinde han til bruden så,
da randt ham tår på kind.
26
”Slår I Peder, eders broder, ihjel,
siden skal I mig miste!
så må I sørge jer selv til døde
som vilden fugl på kviste.”
20
Silde om den aften,
rimen65 han faldt på,
det da var den unge brud,
hun skulle til senge gå.
27
Det var Ebbe Skammelsøn,
han sit sværd uddrog;
det var stalten Adelus
han til jorden vog.70
21
Fulgte de den unge brud,
alt til det brudehus; 66
for går Ebbe Skammelsøn,
han bær for hende blus.
28
Så tog han det blodige sværd
alt under sit skarlagenskind;
så gik han i stenstuen
for Peder, sin broder, ind.
22
Ledte han den unge brud,
alt ad den højeloftsbro: 67
”Mindes I det, stalten Adelus,
I gav mig eders tro?”
29
”Hør du, Peder Skammelsøn,
du tøver alt for længe;
bruden længes fast efter dig
udi sin brudeseng.”
23
”Al den tro, jeg eder gav,
den har Peder, eders broder;
men alle de dage, jeg leve må,
jeg vil eder være for moder.”
30
Mælte71 det Peder, hans broder,
svared han alt så brat:
”Så gerne vil jeg dig unde
at sove hos bruden i nat.”
63
64
65
66
67
68
69
70
71
36
hjemme bide: blive hjemme
gå at skænke: æreshverv ved bryllupper
rimen: duggen
brudehus: rummet for bryllupsnatten
højeloftsbro: svalegangen
rømmer: stikker af, flygter
vånde: smerte
vog: slog
mælte: sagde
MIDDELALDEREN
31
Det var Ebbe Skammelsøn,
han sit sværd uddrog;
det var Peder, hans broder,
han til jorden vog.
32
Hans fader gjorde han ilde sår,72
hans moder miste en hand; 73
fordi træder Ebbe Skammelsøn
så mangen vild sti om land.
Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti
vild.
72 ilde sår: sårede han alvorligt
73 miste en hand: mistede en hånd
37
LITTERATURENS HUSE
Elverskud
74
1
Hr. Oluf rider om otte75,
men lysen dag ham totte.76
Hvad hjælper det, vi kvider77.
2
Hr. Oluf rider frem ad bjerge78,
der gik en dans med dværge.79
3
Der trad80 en jomfru af den dans,
hun lagde sin arm om hr. Olufs hals.
4
”Hør I, hr, Oluf, hin blide,
hvort81 lyster I nu at ride?”
5
”Jeg vil ride mig under ø82
og tale med min fæstemø.”
6
Den jomfru rækker hånd fra sig:
”Alt skal I først, hr. Oluf, danse hos mig.
7
Hr. Oluf, vil I love83 mig,
så rige gaver da giver jer eder.
8
Jeg vil eder give en ganger grå,
han går en time84 til Rom og fra.
74 Elverskud: (pile)skud fra elverfolk, der gør den
ramte ellevild, dvs. forblændet
75 otte: tidligt om morgenen
76 totte: syntes ham som …
77 kvider: sørger
78 ad bjerge: langs elverhøjen
79 dværge: elverfolk
80 trad: trådte
81 hvort: hvorhen
82 under ø: af sted …
83 love: elske
84 går en time: ankommer på en time
38
9
Den ganger grå skal I vel få,
og sadel af guld at lægge derpå.
10
Jeg giver eder en brynje ny,
I tør85 aldrig fra nogen mand fly.
11
Jeg giver eder så godt et sværd,
det kom aldrig sligt i herrefærd.86
12
Og slige er alle mine bænke,
som guld var lagt i lænke.87
13
Slig er alle mine vindebro,
som guld skinner over eders hænder to.”
14
”Behold du selv alt dit guld så rød,
jeg vil hjem til min fæstemø.”
15
Så slog hun hr. Oluf ved hviden kind,
blod sprang over hans skarlagenskind.88
16
Hun slog hannem89 imellem hærde90,
det han faldt neder til jorde.
17
”Stat op, hr, Oluf, og rid du hjem,
du skalt ikke leve dag foruden en.”
85
86
87
88
89
90
tør: behøver
herrefærd: pragtfuldt optog
som guld var lagt i lænke: skinner som guldlænker
skarlagenskind: kappe af skarlagen
hannem: ham
hærde: skuldrene
MIDDELALDEREN
18
Hr. Oluf han vendte sin ganger omkring,
alt så modig91 rider han hjem.
19
Der han kom til borgeled,
hans kære moder stod derved.
20
”Hør du, hr. Oluf, kære sønne min,
hvi rider du sørgendes hjem?”
21
”Min kære moder, I tager min hest,
min kære broder, du hente mig præst.”
22
”Ti kvær92, hr. Oluf, du sig ikke så,
så mangen bliver syg, de dør ikke af.
23
Sig mig, hr. Oluf, under ø:
hvad skal vi svare din fæstemø?”
24
”I står op, alle mine brødre syv,
og rider imod min unge brud.
25
Hør I det, mine rige måge93,
I tager imod min stolte jomfrue.”
26
Der de kom foroven by,
alle gik klokker, som de var ny.
27
Det mælte94 bruden i samme stund,
hendes hjerte det var af sorrigen tung.
91
92
93
94
modig: sørgmodig
Ti kvær: Ti stille
måge: slægtninge
mælte: fremsagde
28
”Hvi monne alle de klokker så gå,
jeg ved her ingen, der syg lå.”
29
”Det er så sæd på dette her land,
at ringe imod sin liljevand.95
30
Det er så sæd på denne ø
at ringe imod sin fæstemø.”
31
Så førte de bruden i gårde,
alle græd fruer så såre.
32
Det mælte bruden af stor nød,
hun var sig af hjertet så ve.
33
”Hvi monne96 alle disse fruer så græde,
der mig skulle vel omlede97?”
34
Der var slet ingen, som der var hos,
der turde svare den brud et ord.
35
De fulgte bruden i salen ind
med sorrigfuld hjerte og rosens-kind.
36
De satte bruden på brudebænk,
for gik riddere, de bar hende skænk98.
37
Det mælte bruden over borde,
hun talte et sorrigfuldt orde.
95
96
97
98
sin liljevand: sin slanke, smukke unge tilkommende
Hvi monne …: Hvorfor græder …
omlede: vise mig rundt, tage sig af
skænk: brudegaver
39
LITTERATURENS HUSE
38
”Jeg ser her riddere gå ud og ind,
jeg ser ikke hr. Oluf, kære herre min.”
47
Min herre han ligger i loftet lig,
nu skal I hans broder eders tro bortgive.107”
39
Det svared hr. Olufs moder,
hun var sorrig og mode.
48
”Ret aldrig skal jeg den dag leve,
jeg skal to brødre min tro bortgive.”
40
”Både med høg og så med hund99,
da er hr. Oluf i rosenslund.”
49
Så bad hun alle de frue,
det hun måtte liget skue.
41
”Haver han nu kærer100 sin høg og sin hund,
end han haver sin unge brud?
50
De stødte op den højeloftsdør,
de høje ru de stod derfor.
42
Vil han heller ride med rakker og tov101,
end han vil sidde med hans brud i stov?102”
51
Stolt Ingerlil løb til de høje ru108,
de hvide Ingerlil hun deraf slog.
43
Sildig om aften, røg103 faldt på,
da skulle den brud til senge gå.
52
Hun meldet109 liget så liste110,
så såre hendes hjerte det ryste.
44
De tændte op de brudeblus,104
så fulgte de bruden til brudehus.105
53
Hun minded111 liget så overbrat112,
hendes hjerte det sønder i stykker brast.
45
De fulgte bruden til brudeseng,
efter går hr. Olufs liden smådreng.
54
Det var stor ynk at se den nød,
den jomfru mon af sorrigen dø.
Hvad hjælper det, vi kvider.
46
”I lader eder mindes, hr. Olufs mø,106
min herre han ligger på båren død.
99 Både med høg og så med hund: på jagt med høg og
hund
100 kærer: tager sig af
101 rakker og tov: hanhunde og tæver
102 stov: stue
103 røg: tåge
104 brudeblus: fakler til at holde det onde borte
105 brudehus: stedet for bryllupsnatten
106 I lader eder mindes, hr. Olufs mø: I må forstå at …
40
107 Som skik og brug er, er brylluppet en udveksling
mellem slægter, derfor må broderen gå i stedet for
den døende Oluf.
108 de høje ru: forhøjning under ligbåren
109 meldet: klappede
110 liste: varsomt
111 minded: kyssede
112 overbrat: heftigt
MIDDELALDEREN
Germand Gladensvend
1
Vor konge og vor unge dronning,
de sejled dem over hav;
dér blev deres skib på vandet holdt,
de kunne ikke børen113 få.
Så fløj han over den Rin.114
2
”Er her noget under vandet,
som skibet holde må,
jeg giver dig både guld og sølv,
du lader mig børen få!”
3
”Du har ikke guld eller sølv,
som dertil hjælpe må;
det er alt under din linde115,
der jeg monne efter trå.116”
4
”Jeg har ikke under min linde
foruden de nøgler små;
kommer jeg levende til lande,
jeg lader mig andre slå.”
5
Så tog hun de nøgler små,
hun kaste117 dem ud i strand;
de fik bør hin blide,
de sejled så glade til land.
6
Dronningen ganger på hviden sand,
og hun fik fuldstor harm118 :
der fandt hun, det lidet barn
var kveg i hendes barm.
113
114
115
116
117
118
børen: medvind
den Rin: havet
linde: bæltet, her et foster
efter trå: eftertragter, begærer
kaste: kastede
harm: smerte
7
Det var ikke derefter
foruden måneder fem:
dronning hun ganger i højeloft119,
hun fødte så væn en søn.
8
Født blev han om aften,
og kristned120 de ham om nat121;
de kaldte ham Germand Gladensvend122,
de dulgte123 ham, meden de mått’.124
9
Så vel han vokste, så vel han treves,
sin hest kunne han vel ride;
hver sinde125 han til sin moder så,
så såre da monne hun kvide.126
10
”I vider127 mig det, kær moder min,
og hvad jeg vil eder be’:
hvi græder I så jammerlig,
hver sinde I mig se?”
11
”Hør du, Germand Gladensvend,
jeg må vel for dig kvide:
du varst dig så liden,
der du varst trolden given.”
119 højeloft: øverste etage i træhus
120 kristned: døbte
121 om nat: Germand døbes i al hast for at undgå gammens magt over ham
122 Gladensvend: det positive navn gives som et værn
mod det onde, der truer
123 dulgte: skjulte
124 meden de mått’: så længe de kunne
125 sinde: gang
126 kvide: græde
127 vider: opfylder ønske, giver
41
LITTERATURENS HUSE
12
”Hører I det. kær moder min,
I lader bortfare eder vånde128;
hvad lykke129 Gud mig give vil,
det formeen mig ingen mande.130”
18
Så såre da monne han længes
bort til sin fæstemø:
”Min kær moder, I låner mig jer fjederham135,
meden jeg flyver bort under ø.”136
13
Det var om en torsdag morgen
så årle om den høst;
åben da stod den fruerstudør,
der kom så led en røst.
19
”Låner jeg dig min fjederham,
og flyver du derhen,
møder dig den lede gam,
du kommer her aldrig igen.”
14
Ind da kom den lede gam,131
han sattes den frue så nær:
”Mindes eder det, allerkæreste min,
hvad I har givet mig?”
20
Han satte sig i den fjederham,
han fløj alt så trøst;137
der han kom midt på sunde,138
der hørte han gamme-røst.
15
Hun svor om Gud, hun svor om mænd
og alt, hun sværge måtte,
hun vidste sig hverken datter eller søn,
der hun i verden åtte.132
21
”Velkommen, Germand Gladensvend,
så vel da kender jeg dig:
du varst139 dig så liden,
der du varst given mig.”
16
Bort da fløj den lede gam,
han gav så fælt et skrig:
”Hvor jeg finder Germand Gladensvend,
da er han given mig.”
22
”Du lad mig flyve, du lad mig fare
bort til min fæstemø!
første jeg kommer tilbage igen,
vi findes vel under ø.”140
17
Der han var fulde femten år,
da lyste ham en jomfru at love133,
kongens datter af Engeland,
den aller-vænest134 jomfrove.
23
”Da skal jeg dig mærke,
alt før du flyver fra mig:
hvor du kommer blandt riddere og svende,
kende så vil jeg dig!”
128
129
130
131
132
133
134
135
136
137
138
139
140
42
vånde: smerte
lykke: skæbne
det formeen mig ingen mande: forhindrer ingen
gam: bevinget fabeldyr
åtte: ejede
love: elske
aller-vænest: allersmukkeste
fjederham: en fugls fjerklædning
flyver bort under ø: drager af sted
alt så trøst: uden bekymring
midt på sunde: midtvejs over havet
varst: var
vi findes vel under ø: vi træffes vel igen et sted
MIDDELALDEREN
24
Så hug han ud hans højre øje,
drak halvt hans hjerteblod;
end fløj han til jomfruens bur141,
for hans vilje den var god.
30
Han satte sig i sin fjederham,
han fløj så højt over sky;
hun satte sig i en anden,
hun lod fast efter ham kny.149
25
Han satte sig på jomfruens burebrand142,
så blodig og så bleg;
alle de jomfruer, i buret var,
de tabte både skæmt og leg.
31
Hun satte sig i sin fjederham,
hun fløj så højt ved sky;
alle de fugle, hun mødte,
dem klipped hun sønder i tu.
26
Alle da sad de stalte jomfruer,
gav det dog lidet i gem,143
foruden stalten Sølverlad,
hun kaste både saks og søm.
32
Alle de fugle, hun mødte,
dem klipped hun alt så små,
foruden ham den lede gam,
ham kunne hun ikke få.
27
Hun tog ud en sølverkam,
hun kæmte hans favre hår;
hver en lok hun redte,
hun fældte så mangen tår.
33
Det var jomfru Sølverlad,
hun fløj ud med den strand;150
hun fandt ikke af Germand Gladensvend
uden151 hans højre hånd.
Så fløj han over den Rin.
28
Hver en lok hun redte,
hun fældte så modig144 tår;
alt banded145 hun hans moder,
hans lykke havde gjort så hård.146
29
”Hør I det, jomfru Sølverlad,
I bander ikke moder min;
hun kunne det intet i volde,147
så krank148 var lykken min.”
141
142
143
144
145
146
jomfruens bur: jomfruens gemakker
burebrand: udsmykket gavl
gav det dog lidet i gem: gjorde ikke noget ved det
modig: sørgmodig
banded: forbandede
hans lykke havde gjort så hård: gjort hans skæbne så
hård
147 hun kunne det intet i volde: hun kunne ikke gøre for
det
148 krank: dårlig, skidt
149 hun lod fast efter ham kny: satte af sted efter ham
150 fløj ud med den strand: fløj langs med stranden
151 uden: foruden
43
LITTERATURENS HUSE
Folkeeventyr
Et folkeeventyr er en mundtlig fortælling, der foregår uden for geografisk rum og historisk tid.
Genren er udbredt I Afrika, Asien, Mellemøsten og Europa, men findes ikke på det amerikanske
kontinent. Eventyrets handling er kendetegnet ved en kronologisk fremadskridende beretning
med spring i tid og sidehistorier, fx i brødres møde med de same prøver. Kompositionen er
ofte hjemme-ude-hjem, men der findes undtagelser fra denne regel.
Gennem prøver og andre udfordringer bringes helten til at udvikle sig og finder til sidst
sit nye hjem, typisk i forestillingen om prinsessen og det halve kongerige. Ofte indgår der
sociale modsætninger i eventyrene, der udtrykker sympati for underklassen og en drøm om
social opstigning. Eventyrene er fortalt i et formelagtigt sprog efter faste regler.
I undergenren trylleeventyr indgår der ofte fantastiske elementer, mens man i skæmteeventyr gør grin med magthavere, gejstlige og overklassen.
Eventyret om Kong Lindorm findes i 13 danske varianter og er indsamlet i perioden 18451905. Men eventyrets forestillingsverden går tilbage til middelalderen, hvor vi i folkevisen
”Lindormen” møder samme motiv.
Kong Lindorm
5
10
15
20
Der var en konge, som havde så dejlig
en dronning. Den tid de havde bryllup
og gik til sengs den første nat, da var
der ingenting skrevet på deres seng; men
da de stod op, stod der skrevet på den,
at de skulde ingen børn have sammen.
Kongen blev meget bedrøvet herover,
men dronningen endnu mere; hun tykte,
det var så tungt, at de ingen arving skulle
have til deres rige. En dag gik hun i dybe
tanker; og så mødte der hende en gammel kælling, som spurgte, om hun turde
vide, hvad dronningen var så harm for.
Dronningen så op og svarede: ”Å, det kan
ikke hjælpe noget at sige dig det; det er
en ting, du ikke kan hjælpe mig med.”
– ”Å, det kunde da hændes,” sagde den
gamle, og bad, at hun vilde sige det. Ja,
hun kunde da sagtens sige det; og hun
sagde da, hvordan der stod skrevet på
deres seng bryllupsmorgenen, at de ingen
børn skulde have, og det var hun nu så
harm for. Det kunde hun nok sige råd for,
sagde den gamle. I aften, når solen gik
44
ned, skulde hun tage en kovs – sådant
et lille rundt drikkekar med to ører – og
hvælve den om i nordvesthjørnet af haven;
i morgen, når solen løb op, skulde hun
tage den igen; så stod der to roser under
den, en rød og en hvid. Tog hun den røde
og spiste, så blev det en dreng; tog hun
den hvide, så blev det en pige; men hun
måtte ikke tage dem begge to.
Dronningen gik hjem, og gjorde som
den gamle havde sagt. Om morgenen, da
sol løb op, gik hun også ned i haven og
tog kovsen op; da stod der to roser, en rød
og en hvid. Nu vidste hun ikke, hvilken
hun skulde tage og spise. Tog hun den
røde, og det blev en dreng, kunde han
komme i krig og blive slagen; og så havde
hun endda ingen børn. Så vilde hun da
hellere tage den hvide; det blev en pige;
hun kunde blive hjemme hos dem, og
siden kunde hun blive gift og få et andet
kongerige. Den tog hun da og spiste; og
den smagte hende så fortræffelig god,
at hun også tog den røde og spiste. Hun
25
30
35
40
45
MIDDELALDEREN
50
55
60
65
70
75
80
85
90
tænkte ved sig selv, at skulde hun nu få
tvillinger, så gik de da ikke hårdere til.
Nu traf det sig så, at i samme tid var
kongen i krig; og da dronningen mærkede, at hun var med barn, skrev hun
til ham og lod ham det vide, hvorover
han blev meget glad. Det stod nu hen,
og tidens fylde kom, at hun skulde føde;
men da fødte hun en lindorm til verden.
Så snart han var født, grov han sig ned
under sengen, og ingen så, hvor han blev
af. Men højere oppe på samme dag fødte
dronningen et drengebarn; og så blev der
ikke talt mere om lindormen. Da kongen
kom hjem i sit rige, var han meget glad
over den prins der var født ham; og sådan
stod det hen, lige til prinsen var så stor, at
han skulde giftes. Der blev spændt seks
heste for en kongelig vogn, og så agede
han ud for at finde sig en prinsesse, der
var fin nok for ham. Med ved den første
korsvej, de kom til, kunde de ikke komme
længere; for da lå der en uhyre lindorm
midt på vejen med opspærret gab, og den
råbte: ”Giv mig en brud, førend du får
en.” Der var ikke andet for, end at den
kongelige vogn måtte vende om igen og
prøve at komme frem ad en anden vej.
Men hvad hjalp det? Den første korsvej,
de kom til der lå lindormen og sagde:
”Giv mig en brud, førend du får en.”
Så måtte prinsen vende hjem til slottet
uden at komme til fremmede konger;
og hans moder, dronningen, måtte gå
til bekendelse om, hvordan hun havde
spise både den røde og den hvide rose,
og om lindormen som hun havde født til
verden. Der var altså ikke andet for, end
at man måtte se at skaffe lindormen en
brud, førend hans yngre broder kunde
giftes. Kongen skrev da til et fremmed
land om en brud til sin søn, men hun fik
slet ikke set sin brudgom, før hun stod
ved siden af ham i den sal, hvor de skulde
vies; og om aftenen blev de begge ført til
brudekammeret. Men da man så ind i
kammeret næste morgen, da var det helt
blodigt, og lindormen lå der alene.
Da der var gået nogen tid derfter,
skulde prinsen på ny ud at finde sig en
prinsesse, og han agede afsted i en kongelig karet med seks heste for. Men ved den
første korsvej, de kom til, lå lindormen
igen der med opspærret gab og sagde:
”Giv mig en brud, førend du får en.” Så
måtte vognen vende om, og de var lige
vidt.
Nu skrev kongen til mange kongeriger,
om der var nogen, som vilde have kongens søn; og der kom atter en prinsesse,
endnu mere langvejs fra end den forrige.
Hun fik ikke sin brudgom at se, før hun
kom ind i den sal de skulde vies i, og da
var det lindormen, der stod ved hendes
side. Om aftenen blev de ført til brudekammeret begge to; men om morgenen
var kun lindormen der, og kammeretvar
helt blodigt.
Da prinsen næste gang rejste ud, kom
han ikke længere end til den første korsvej; der lå igen lindormen med opspærret
gab og bad om en brud. Prinsen kom da
tilbage til slottet og sagde, at kongen måtte
sørge for en brud til hans ældre broder.
”Nu véd jeg knap udvej mer,” sagde kongen, ”jeg har gjort mig til uvenner med
to mægtige konger, hvis døtre er komne
her til brud, så nu véd jeg aldrig, hvor den
tredje brud kan skaffes.”
Nede ved skoven lå et bitte hus; der
boede kongens fårehyrde. Han var en
gammel mand og havde en datter. Ham
går kongen ned til og siger: ”Hør, gode
mand, vil du ikke lade mig få din datter
til min søn?” – ”Å nej,” siger han, ”det kan
jeg da ikke gøre; for ét er det, at jeg kun
har det ene barn til at forsørge mig i min
alderdom, et andet er, at da han ikke vilde
spare sådanne dejlige prinsesser, så sparer
han heller ikke hende, og det synes jeg er
45
95
100
105
110
115
120
125
130
135
LITTERATURENS HUSE
140
145
150
155
160
165
170
175
180
synd.” Men kongen vilde have hende, og
den gamle måtte give sit minde.
Den gamle fårehyrde går ind og fortæller datteren dette. Hun bliver meget harm
over, at hun skal gives til ormen. Hun går
ud i skoven og jamrer og klager, men så
kommer der en gammel kone frem ved
en stor hul eg og spørger, hvad hun er så
harm for. ”Jeg kan sagtens ha grund til
at være harm,” siger hun, ”men det kan
ikke hjælpe at sige jer det; for det er ikke
noget, I kan hjælpe mig med.” – ”Å, det
kunde da hænde,” sagde den gamle, ”sig
det kun.” – ”Jo, det er sådan, at jeg skal
have kongens søn, og det er en lindorm;
han har splittet to prinsesser ad, og nu véd
jeg, han splitter også mig ad.” – ”Å, der
kunde være råd for det, når du vil lyde
mig,” sagde den gamle. ”Ja, det vil jeg.”
”Når du har stået for præsten med ham,
og du véd, at du skal ind i kammeret med
ham, så skal du være i ni særke; og du skal
forlange en balle fuld af lud, og en balle
fuld af sødmælk, og så mange ris som en
karl kan bære i sin favn; og alt det skal
sættes ind på kammeret. Hver gang han
byder dig at skyde din særk af, skal du
byde ham at skyde hammen af; og siden
skal du piske ham med ris og lud, og to
ham i sødmælk, og lægge ham i din arm,
men så skal du falde i søvn, og det så er
aldrig så lidt.”
Bryllupsdagen kom, og de kom og
hentede hende med en kongelig vogn
og kørte hende op på slottet; der skulle
hun nu pyntes til brud. Hun bad, at de
vilde skaffe hende ni hvide særke, som
aldrig havde været brugt før, desuden
et kar med sødmælk og et kar med lud,
og så mange ris som en karl kunde bære
i favnen fuld. Folkene på slotte fandt jo,
at det var noget bondetossesludder og
indbildning; men kongen sagde, at hvad
hun forlangte, skulde hun have. Nu bliver hun klædt som den dejligste brud og
46
kommer ind i salen. Lindormen kommer
også skridende ind og står ved siden af
hende, og de blive viet sammen; og hele
brylluppet bliver holdt, som det sømmer
sig for kongens søn. Om aftenen, da de
var fulgt til brudekammeret, og døren
var lukket, så siger han til hende: ”Skøn
jomfru, skyd en særk!” – ”Kong Lindorm,
skyd en ham!” svarer hun. ”Det har ingen budt mig før,” siger han. ”Nej, men
det byder jeg dig nu.” Og nu begyndte
lindormen at vånde og klage sig, og den
vred og skød sin ormekrop, indtil der lå en
lang ormeham på gulvet ved den. Da drog
hun sin øverste hvide særk af og kastede
den over ormehammen. ”Skøn jomfru,
skyd en særk!” sagde han igen. ”Kong
Lindorm, skyd en ham!” – ”Det har ingen
budt mig før.” – ”Men det byder jeg dig
nu.” Og med vånden og klagen skød han
den lange ormeham af sig, og jomfruen
lagde sin anden særk over den. ”Skøn
jomfur, skyd en særk!” sagde han igen.
”Kong Lindorm, skyd en ham!” – ”Det har
ingen budt mig før.” – Men det byder jeg
dig nu.” Og atter skød han sin ormeham,
og jomfruen lagde sin særk over den; og
sådan gjorde hun hver gang, indtil der lå
ni styhhe ormehamme i brudekammeret,
og en snehvid særk over hver af dem, og
lindormen var ikke anderledes end en stor
klump af blodigt kød. Da greb hun risene
og dyppede dem i lud, og piskede hans
krop, så tæt hun kunde; og da hun havde
pisket ham, toede hun ham i sødmælk,
og til sidst slæbte hun ham hen i sengen
og lagde ham i sin arm.
Næste morgen tidlig kiggede kongen
og hoffolkene ind gennem nøglehullet,
for at se hvad der var blevet af pigen; de
turde jo ike gå derind. Men de kunde
ikke se blodspor. Så loppede de lidt på
døren og keg igennem sprækken; og da
lå pigen sund og hel der i sengen, og den
dejligste kongesøn ved siden af hende. Og
185
190
195
200
205
210
215
220
225
MIDDELALDEREN
230
235
240
kongen løb og hentede dronningen, og
der blev sådan en lykønskning over den
brudeseng, som der aldrig har været over
en brudeseng. Så kom de jo op og hen i et
andet kammer for at blive påklædte – for
det kammer så jo dårligt ud -, og der blev
holdt bryllup på ny med glæde og fryd;
og kongen og dronningen havde hende
så kær: de vidste aldrig alt det gode de
vilde gøre hende, for det hun havde frelst
deres søn.
(oprindelig fra middelalderen,
indsamlet i 1800-tallet)
47
LITTERATURENS HUSE
Frans af Assisi
(1182-1226)
Frans af Assisi oplevede som ung under et feberanfald at høre Guds stemme kalde hans navn.
Fra da af ændrede han sit liv totalt. Han gav afkald på familie og alt jordisk gods og levede
i yderste fattigdom. Princippet om et liv i fattigdom tog han med, da han 1209 samlede en
skare tilhængere til det, der senere skulle blive en særlig munkeorden, Franciskaner-ordenen.
Munkene skulle ikke leve i klostrene, men ude blandt mennesker som prædikanter. De skulle
leve af, hvad folk gav dem, og i videst muligt omfang efterleve Jesu lidelseshistorie.
I digtet Cantico delle Creature, der her er oversat af Johannes Jørgensen under titlen
”Solsangen”, hylder Frans det skabte som udtryk for Guds nåde.
Solsangen
5
10
15
20
Allerhøjeste, almægtige, gode Herre,
din er al ære, lov og pris og al
velsignelse,
dig alene, du Højeste, tilkommer de,
og intet menneske er værdig at nævne
dig!
Lovet være du, Herre, med alle dine
skabninger,
især hr. Broder Sol,
som skaber dag, og du oplyser os ved ham,
og han er skøn og strålende med stor glans,
på dig, du Højeste, er han et billede!
Lovet været du, Herre, for Søster Måne og
stjernerne,
på himlen har du skabt dem, klare og
kostelige og skønne.
Lovet være du, Herre, for Broder Vind
og for luften og skyerne og godt vejr og al
slags vejr,
hvorved du opholder alle dine skabninger.
Lovet været du, Herre, for Søster Vand,
hvilken er såre nyttig og ydmyg og kostelig
og kysk.
Lovet være du, Herre, for Broder Ild,
ved hvem du oplyser natten,
og han er skøn og liflig og kraftig og stærk.
Lovet være du, Herre, for vor søster, Moder
Jord,
som opholder os og bærer os
48
og frembringer alskens frugter og farvede
blomster og græs.
Lovet være du, Herre, for alle dem, som af
kærlighed til dig
tilgiver deres fjender
og udholder skrøbelighed og trængsel;
salige de, der i fred holder ud til det sidste,
thi du, Allerhøjeste, vil give dem den evige
krone!
Lovet være du, Herre, for vor søster, den
legemlige død,
som ingen levende kan undfly.
Vé dem, der dør i dødssynd.
Salige de, som har virket din allerhelligste
vilje,
thi dem kan den anden død ikke gøre noget
ondt.
Lover og priser Herren, og takker ham,
og tjener ham i stor ydmyghed.
(1200-tallet)
25
30
35
MIDDELALDEREN
Francesco Petrarca
(1304-1374)
Petrarca betragtes almindeligvis som stamfar til den europæiske centrallyrik, hvor et subjekt
udtaler sig om sig selv og sin verden, typisk i kærlighedsdigtet. Men han er også, sammen
med Dante, ophavsmand til det moderne italienske sprog, fordi han som en af de første
forfattere i Europa skrev på folkesproget ’volgare’, der stort set er identisk med vore dages
italiensk. I den forstand er han en overgangsfigur mellem middelalderen og renæssancen, der
tog et skridt videre ved at sætte det enkelte menneske i centrum for livsanskuelsen. Petrarca
voksede op i en embedsfamilie med udgangspunkt i Firenze, en af tidens kulturelle hovedstæder. Han studerede jura og fik senere ansættelse ved pavehoffet i Avignon. Her traf han
efter overleveringen den Laura, der blev inspirationen til Canzoniere, som slet og ret betyder
sangbog. I middelalderens chevalereske stil er den store kærlighed forbeholdt den kvinde,
man kan besynge, men ikke få, og sådan også med Laura. Men dér, hvor Petrarcas sonetter
og andre digte til Laura adskiller sig fra tidligere tiders lyrik, er i formuleringen af en helt
ny inderlighed, hvor lange passager skildrer elskovskval på en fuldstændig genkendelig og
moderne måde. Sjælen er hermed blevet et litterært og æstetisk og ikke blot et religiøst eller
filosofisk anliggende. Betagende er det endvidere at se, hvordan landskabet ikke længere er
en abstrakt idyl, men et tydeligt genkendeligt Italien. Laurbærbusken (på italiensk: laure)
bliver ikke mindst det symbol, der forbinder den elskede med hendes omgivelser. Samme
tendens ses i renæssancens malerier, hvor Madonna ikke sidder som en stiv og formel figur,
men træder frem med en friskhed som en lokal pige med et rigtigt barn på skødet, mens et
typisk toscansk landskab danner baggrund.
Petrarcas indflydelse på europæisk lyrik kan dårligt overvurderes, og han har da også
været kendt og elsket i Danmark siden romantikken, hvor P.L. Møller oversatte en række af
Canzonieres digte, blandt andre dem, vi her bringer. Ved en sammenligning kan man se, at
den nye oversættelse her, fra 2005, arbejder på at vriste Petrarca fri af det kunstlede og vise
hans sprog som mundret og hverdagsligt.
Sestina XXX
Den unge kvinde ved den grønne laure
5
Den unge kvinde ved den grønne laure
så jeg mer hvid og koldere end sneen
og ikke ramt af sol i mange år;
og hendes tale, skønne ansigt, håret,
var til behag, hun står for mine øjne
bestandigt, hvor jeg er, på høj, ved stranden.
Men mine tanker når først da til stranden
når løvet faldt til jord fra lundens laure;
er hjertet roligt, tørre mine øjne,
når flammen isner, der går ild i sneen:
og hår for hår, så mange har ej håret
som jeg for denne dag vil vente år.
10
49
LITTERATURENS HUSE
15
20
25
30
Vist flyver tiden, flygter mine år,
og snart har Døden stillet os ved stranden,
om det er ravnsort eller hvidgråt, håret,
så går jeg efter skyggen af den laure
igennem solens brand og over sneen
til dommens dag har lukket disse øjne.
Men ingen før har set så skønne øjne
i vore tider eller oldtids år,
de smelter mig som forårssolen sneen;
og denne tåreflod vil gå i stranden
i Amors spor hen til den hårde laure,
juveler er dens krone, guldspind håret.
Mit ansigt tror jeg ændres lissom håret
før hun oprigtigt la’r mig se de øjne,
hun, mit idol, skulpteret i en laure:
ta’r jeg ej fejl, så er de syv, de år
da jeg har vandret sukkende langs stranden
ved dag og nat i sol som over sneen.
50
Mit indre brænder, udad blænder sneen,
ved disse tanker bare, gråt bli’r håret
når jeg går kvalt af gråd omkring på
stranden,
måske får jeg så medynk frem i øjne
som først ser dagens lys om tusind år,
hvis den nu står så længe, denne laure.
Topaser op mod solskin over sneen
besejres af det lys i hår og øjne
som fører mine år så raskt mod stranden.
(1334)
35
40
MIDDELALDEREN
CANZONE XXIII
Den søde tid, den livets første sommer
5
10
15
20
25
30
35
40
Den søde tid, den livets første sommer
Der så den spire som de grønne planter,
Den vilde attrå som blev mig til skade,
Blot digtet sliber smertens skarpe kanter,
Og derfor er jeg fri når sangen kommer,
Og Amor, har jeg lært, ham skal jeg hade.
Det gjorde ham jo vred, jeg måtte lade
Selv dette ske som fulgte, og som gjorde
At jeg blev skrækeksempel for de mange,
Skønt mine stunder, trange,
Er andre steder set som skrifter; store
Ophobninger af penne blev slidt døve,
Mens mine suk opfyldte alle dale
Og lod enhver forstå hvor hårdt jeg leved.
Hvis min erindring ikke helt er blevet
Så god som før, så skyldes det fatale
Plager og ængstelser som skal berøve
Mig omgang med de andre og bedøve
Mig for mig selv og eftertankens kalden,
For Amor er min kerne, jeg er skallen.
Jeg taler om den dag jeg først blev grebet
Af Amor selv, hvor mange år mon siden?
Min ungdoms ydre det blev gennemrystet;
Af tanker frøs mit hjerte til med tiden,
Blev hårdt som diamant og glasklart slebet,
Det løses ikke op som det er krystet.
Endnu flød ingen tårestrøm på brystet,
Jeg sov igennem, det jeg ikke kendte,
Så jeg hos andre som et rent mirakel.
Hvad er, hvad var jeg stakkel!
Pris dag ved aften, livet når det endte.
Dengang den grumme som min tale gælder,
Nu mærked at de ikke traf, hans pile,
Og slog mod tøjet, afskudt som i blinde,
Da slog han følge med en magtfuld kvinde
Mod hvem jeg stod som en af de debile,
Talent og styrke, bøn, nej, intet tæller;
De to forvandled mig til den mit selv er,
Af manden skabte de den grønne laure
Som dem der vintertid står løvklædt favre.
Hvordan jeg fik det da jeg først bed mærke
I den forvandling jeg har gennemgået,
Og så’ mit hår var skiftet ud med løvet
Som det i kransen jeg vist sku’ ha’ fået,
Og mine fødder løb og stod, var stærke
Som alle lemmer hjernen har behøvet,
De blev to rødder på en bred, i støvet,
Ved, ikke Péneus152, floden var en anden,
Af begge arme blev der så to grene!
Til is frøs hver en sene
Da hvide fjer inddækked hele manden,
Da lå der dræbt, af lynild overmandet,
Mit håb som havde stræbt for højt i vejret:
Jeg vidste ikke hvordan og hvorhenne
Jeg skulle finde det igen og ende
Min gråd for det jeg misted og hentæret
Gik jeg og ledte dag og nat ved vandet;
Min tunge kunne ikke klare andet
End klage over tab på livets bane:
Med farven fik jeg stemme som en svane.
Således gik jeg langs den kære flodbred,
Og altid blev det sang når jeg vill’ tale
Og be om nåde med en fremmed stemme;
Så blidt og sødt ku’ ingen toner male
Forelsket klagesang at mindste godhed
Steg op af hjertets grumme, hårde gemme.
Hvad følte jeg? En ild man ej kan glemme,
Men meget mer om den som er min fjende,
På én gang kær og grum, har ladt mig lide,
Vil jeg at man skal vide,
Skønt det er mer end nogen kan bekende.
Min sjæl, den stjal hun fra mig blot med
blikke,
Rev brystet op, tog hjertet ud med hånden
Idet hun sagde: sig ingenting om dette.
Jeg genså hende, kunne knap nok gætte
Hvem det nu var, da må man stakle ånden,
For tale sandt, det vovede den ikke;
Snart blev hun dog sig selv, men lod mig
ligge
152 Péneus: identisk med Pinius, flod i Thessalien, Grækenland. Reference – som mange steder i Canzoniere
– til Ovids Metamorfoser (Forvandlinger).
51
45
50
55
60
65
70
75
80
LITTERATURENS HUSE
Som halvdød, arme stakkel, og forbandet,
En rædselslagen kampesten i vandet.
85
Hun talte, hendes blik var så uroligt
At jeg blev rystet midt i denne klippe,
Jeg hørte: ”Den du tror, er jeg nok ikke.”
Mit liv bli’r nu, hvis hun kan la’ mig slippe,
Langt mindre trist, det mumled jeg fortroligt,
O, Herre, lissom før lad mig blot gnikke
90
95
100
105
110
115
120
De våde øjne – se, jeg kunne stikke
To fødder frem, og skylden var min egen,
Imellem liv og død stod den dag striden.
Så kort det er jo tiden
At pennen ikke følger, hele vejen,
Den gode vilje, så af sindets skrifter
Ta’r jeg kun få, og bare et par stykker
Som vækker undren hos enhver som hører.
Om hjertet lagde døden slige snører
At tavshed ikke bryder det som trykker
Og yde hjælp mod det som han anstifter Og det var påbudt imod hans bedrifter Mit skrig er skrift når talens udvej spærres:
Mig selv? Nej! Dør jeg, da er skaden Deres.
Uværdig nok i hendes øjne troede
Jeg da at gør’ mig værdig til en nåde,
Og håbet derom satte modet i mig:
Sådan foragt kan ydmyghed vist både
Opflamme, ja, og slukke; nej, til gode
Har jeg det ikke, mørket holdt mig i sig
Trods hede bønner gik mit lys forbi mig.
Og hvor jeg ledte, så jeg aldrig skyggen
Af hende, intet fodspor kom jeg over
Som en på vejen der går rundt og sover
Så smed jeg mig en skønne dag i byggen.
Der jamred jeg, at lyset var forsvundet,
Og gav de triste tårer frie tøjler,
Jeg lod dem strømme ganske som de ville;
Jeg følte jeg svandt ind, blev ganske lille
Som sneen gør for solens strålesøjler,
Og ved en bøg en kilde har jeg grundet.
Ret længe har dets vande bare rundet.
Men har man hørt om mænd som bli’r til
vande?
Jeg taler sandt om sager som er sande.
52
Den sjæl som Gud alene skabte,
For sådan nåde kunne ingen andre skænke,
Den er sin Skaber lig, den er hans billed:
Tilgive gør den gerne og må tænke
Med venlighed på angrende fortabte
Som har sit hjerte med og minespillet.
Ved sådan adfærd, er den skeptisk stillet,
Skønt bedt om meget, spejler den sin Skaber
Og lader synderen forblive bange;
For vil man flere gange
Begå den samme synd, da bli’r man taber.
Af medynk lod min dame sig formilde
Og mente atter at jeg nok var værdig,
Hun mente synd og straf var i balance
Og gav mit gamle jeg på ny en chance.
Glem verdens falskhed: selv en vis er
færdig!
Jeg bad igen, og atter gik det ilde,
For marv og ben, i flint lod hun alt hilde;
Som før var stemmen alt der blev tilbage,
Den nævnte hendes navn og Dødens klage.
125
130
135
140
145
Min ånd for vild (det er en ting jeg mindes)
Og strejfed om imellem øde huler,
Begræd i mange år min tøjlesløse hede.
Det onde fik dog ende, og det skjuler
Så ikke mer en jordisk krop, men findes
Der noget ondt som nu? Jeg lod mig lede
Så langt af mit begær at jeg var rede
Til jagt en dag, som jeg jo har for vane,
Og fandt mit vildt, det grusomme og
smukke,
Stå i en bæk og dukke
Sig nøgen, solen højest på sin bane.
Det bedste man kan se for sine øjne,
Betragted jeg; hun rødmed, måtte hævne,
Men også dække sig, med håndens flade
Greb hun i vandet, jeg fik en kaskade.
Jeg følte skæbnen havde sat mig stævne,
For sandt at sige (skønt det ligner løgne)
Frem af min krop så man en hjort sig højne
Der driver ensom rundt i skov og lunde
På flugt for koblet, mine egne hunde.
Canzon, den regn af guld fra skyers sfære
150
155
160
165
MIDDELALDEREN
170
175
Som faldt engang og svaled Zeuses hede153,
Den rolle tilfaldt ikke mig i spillet;
Jeg blev til ild ved synet af det billed,
Jeg blev en ørn i flugt på vinger brede
Som hæved den der aldrig gav mig ære,
Og selv forvandlet lod jeg lauren være
Mit et og alt, og i dens søde skygge
Dér er det sted hvor jeg vil bo og bygge.
(Petrarca arbejdede på sin Canzoniere i flere
årtier, efter at han i 1327 havde mødt Laura
for første gang)
153 Regn af guld etc.: i græsk mytologi en regn af guld,
som Zeus lod falde over den badende Danaë og som
gjorde hende gravid.
53
54
54
Renæssancen
3
Niccoló Machiavelli
(1469-1527)
Niccoló Machiavelli blev født i Firenze og virkede der som politiker, politisk tænker og forfatter. I en årrække var han medlem af bystatens råd og ansat som diplomat og forsvarsstrateg,
men han faldt i unåde hos den magtbærende Medici-familie. Efter sin afskedigelse satte
Machiavelli sig ned og skrev Il Principe (1514), som han tilegnede fyrsten i et forgæves håb
om at genvinde sin position.
Il Principe bærer på dansk titlen Fyrsten og er genremæssigt et såkaldt ’fyrste-spejl’, dvs.
en håndbog for statsmænd i, hvordan man opretholder magten. Machiavelli går ind for statsabsolutisme, hvor fyrsten varetager statens interesser med de midler, der er nødvendige.
Bogen udkom først efter Machiavellis død og har siden været et kontroversielt hovedværk
inden for den politiske filosofi. Det skyldes ikke mindst den magtstrategiske kynisme, der
lægges for dagen, når det gælder om at varetage statens (og egne) interesser.
←
Man siger, at renæssancen opfandt mennesket i dets individualitet, og en af grundene til at vi kan sige det, er den
naturtrohed, der her for første gang præger ikke bare det verdslige, men også det religiøse maleri. Jomfru Maria er
ikke længere en stiv, stiliseret figur med en lille herskerfigur på skødet. Nu bliver hun et menneske i kød og blod,
Jesusbarnet bliver et rigtigt barn, og landskabet bag Jomfru Maria bliver ofte bakkerne i det Toscana, hvor den største
malerkunst foldede sig ud.
Leonardo da Vinci er blevet verdenskendt som en af renæssancens store malere, og sammen med bl.a. Rafael,
Botticelli, Donatello og Michelangelo portrætterede han mennesket på en helt ny måde, nemlig som menneske slet
og ret. Kendt er det også, at især da Vinci var meget optaget af menneskekroppen og dens proportioner og bedrev
videnskabelige studier heri, sådan som man ser det i hans vetruvianske mand.
Mindre kendt er det måske, at han gik skridtet videre og på trods af den katolske kirkes forbud mod dissektioner
skaffede sig lig, som han skar op og studerede for derefter omhyggeligt at optegne nyrer, lunger, blodårer, ja selv
fostre i mors liv. Videnskab og kunst var for ham én og samme ting, og han så mennesket som en underskøn biologisk
maskine, hvis hemmeligheder han skulle trænge ind i. Fra den smukke overflade og Mona Lisas eller Madonnas smil
helt ind i blodbaner og tarmsystemer.
Billedet her er en tegning af hjertet og de mange pulsåre- og venesystemer, det er forbundet med.
Leonardo da Vinci: Anatomisk tegning af hjertet og dets blodkar, ca. 1513. Pen og brunt blæk på papir (28,5 x 20,8
cm). Windsor Castle, Royal Library, England.
55
LITTERATURENS HUSE
af Fyrsten
Hvorvidt en fyrste skal stå ved sit ord
5
10
15
20
25
30
35
40
Hvor prisværdigt det er af en fyrste at
holde tro og love, at handle uden falskhed
eller svig, det forstår enhver. Ikke desto
mindre lærer man af erfaringerne, at det
i vore dage er de fyrster, der har udrettet
mest, som kun i ringe grad agtede troskab og forstod at indfange menneskene
ved list for sluttelig at vinde over dem,
der holdt på retfærdigheden. Man må
gøre sig klart, at der eksisterer to slags
våben: lovens og magtens. De første er
karakteristiske for menneskene, de sidste
for dyrene. Men da de første ikke altid
slår til, må man ved lejlighed benytte sig
af de andre. Derfor må en fyrste være i
stand til at gennemføre både rollen som
menneske og som dyr. Denne grundsætning har oldtidens skribenter overleveret
fyrsterne i indirekte form ved at fortælle,
at Akilles’ og mange andre af fortidens
fyrsters opdragelse blev betroet til kentauren Keiron. At en fyrste får en læremester,
som er halvt dyr og halvt menneske, vil
ikke sige andet, end at fyrsten må forstå
at forene begges egenskaber, og at den
ene del ikke kan bestå alene. Da en fyrste
altså skal være i stand til at antage et dyrs
egenskaber, må han enten vælge ræven
eller løven; løven er hjælpeløs mod snarer,
ræven kan ikke værge sig mod ulvene.
Man må være ræv for at kende snaren
og løve for at skræmme ulvene. De, der
udelukkende holder sig til løven, forstår
ikke tingene.
En klog fyrste må derfor ikke stå ved
sit ord, hvis det skader ham selv, eller hvis
de grunde, der bevægede ham til at give
sit løfte, er bortfaldne. Hvis alle mennesker var gode, ville dette være et dårligt
råd, men da de er slette og ikke vil holde
56
deres ord mod dig, behøver du heller
ikke at stå ved dit. Endvidere har aldrig
nogen fyrste manglet gyldige grunde for
at pynte på et ordbrud. Hertil kunne der
anføres utallige eksempler fra nutiden
og vises mange fredstraktater og løfter,
der er blevet tomme og værdiløse ved
fyrstens troløshed. Den, der bedst forstod
sig på at spille ræven, har klaret sig bedst.
Man må forstå at genne ræve-naturen og
være mester i hykleri og forstillelse; thi
menneskene er enfoldige og retter sig
aldeles efter øjeblikkets behov, og den,
der vil narre, vil altid finde en, der lader
sig narre. Paven Alexander VI gjorde aldrig andet end at bedrage, tænkte aldrig
på andet og fandt altid lejlighed til det.
Intet andet menneske har bedyret noget
eftertrykkeligere, - har beediget noget
stærkere og har lettere brudt sit ord. Ikke
desto mindre lykkedes hans bedrag efter
ønske, fordi han forstod sig på tilværelsen
i så henseende.
Det er derfor ikke nødvendigt, at en
fyrste ejer alle de nævnte dyder, men det
er nødvendigt, at han tilsyneladende ejer
dem. Ja, jeg vover endda at påstå, at det
er skadeligt at have dem. Således må fyrsten synes at være mild, tro, menneskelig,
retskaffen og gudfrygtig, men han må
være i stand til om fornødent at slå om i
det modsatte. Man må forstå, at en fyrste,
særlig en ny fyrste, ikke kan udøve alle
de dyder, der er grundlaget for et godt ry
hos folket, da han ofte for at sikre sin trone
er nødt til at forsynde sig mod troskab,
barmhjertighed, humanitet og religion.
Derfor må han vende sig, som vinden og
lykkens omskiftelse byder, han må holde
fast ved det gode, så længe det er muligt,
45
50
55
60
65
70
75
80
RENÆSSANCEN
85
90
95
men ikke være bange for i nødstilfælde
at benytte sig af det onde.
En fyrste må altså passe på aldrig at
sige et ord, som ikke er i fuld overensstemmelse med de nævnte fem dyder, og synes
at være et mønster på mildhed, trofasthed,
retskaffenhed og gudsfrygt. Særlig den
sidste egenskab er det nødvendigt at give
udseende af at eje. Mennesket dømmer
i almindelighed mere på grund af synet
end på grund af fingrene, da alle kan se,
men kun få kan føle tingene. Enhver kan
se, hvad en fyrste synes at være, men kun
få kommer i berøring med hans sande
væsen, og disse få vover ikke at stille deres
mening op imod folkets, der oven i købet
har fyrstens autoritet på sin side.
Endvidere bedømmer man de fleste
menneskers handlinger og særlig fyrsternes, der ikke har nogen dommer over sig,
efter deres resultater. En fyrste behøver
kun at sejre og bevare sine erobringer, for
at hans metoder altid vil blive anset for
hæderlige og roses af enhver. Pøblen lader
sig bestikke af skinnet og udfaldet, og der
er ikke andet til i verden end pøblen – de
få kan ikke udrette noget, så længe mængden har et rygstød. En nutidsfyrste154,
hvis navn ikke skal nævnes, prædiker
altid freden og taler ikke om andet end
troskab og er samtidig en afgjort fjende
af begge disse dyder – og begge havde
de, var de blevet anvendt, berøvet ham
anseelse og trone.
(1514/1532)
154 nutidsfyrste: Fernando af Aragonien (1452-1516)
57
100
105
110
LITTERATURENS HUSE
Leonora Christina
(1621-98)
En særpræget skæbne gemmer sig i selvbiografien med den sigende titel Jammers Minde (1674ff),
skrevet af Leonora Christina Ulfeldt. Manuskriptet til bogen dukkede ved en tilfældighed
op i Wien i 1868, hvor en Tycho Brahe-forsker faldt over det. Hermed er vi sikret det første
hovedværk i dansk kvindelitteratur. Det var ikke bare et forsvarsskrift for forfatteren, men en
litterær præstation, der giver et levende indblik i en renæssancekvindes selvforståelse.
Leonora Christina var datter af Christian 4. og hans anden hustru Kirsten Munk. Gennem sit meget tidlige ægteskab med den ærgerrige kammerjunker Corfitz Ulfeldt steg hun
langt højere i graderne, end hendes familiemæssige status berettigede hende til. Corfitz
Ulfeldt blev i 1643 rigshovmester (finansminister), men senere anklaget for bedrageri og efter
svenskekrigene i 1657-60 anklaget for landsforræderi. Tre år senere blev ægteparret anholdt
for konspirationsplaner, og Leonora Christina blev fængslet i Blåtårn i København, hvor hun
sad indespærret frem til 1685.
Her skrev hun to selvbiografier, hvoraf Jammers Minde er den mest gribende skildring af
et liv i fangenskab. Selvbiografien er holdt i dagbogsform og indledes i 1674. I fortalen spejler
Leonora sin tragiske skæbne i den bibelske figur Job. Også han blev prøvet af Herren og
måtte gennemgå mange meningsløse lidelser. Som Job gennemstod Leonora sine lidelser, og
efter 21 år, ni måneder og 11 dage blev hun frigivet og tilbragte sine sidste år i det nedlagte
Maribo Kloster.
Fortale til Jammers Minde
Fortalen til mine Børn
5
10
15
Hierte, kiære Børn!
Billigen155 kan jeg med Job sige: Dersom
man min Jammer veie kunde og mine
Lidelser tilsammen i en Vægt-Skaal lægge,
da skulde de være tungere end Sand i
Havet. Ja, visseligen ere mine Lidelser
store og mange; de ere tunge og utallige.156
Mit Sind haver længe over denne Jammers
Minde stridigt været, ei kunnende slutte,
om jeg mig ikke snarere bemøde skulde
mine Lidelser at forglemme end dennem
at ihukomme. Men endeligen haver tilskyndende Aarsager mig dreven, ikke
alleneste min Jammer at ihukomme, men
den endog udi Pennen at forfatte og Eder,
mine kiære Børn! den at tilskrive.
Første tildrivende Aarsage er Guds
Almægtigheds Erindring, eftersom jeg
ei min Jammer, Angst, Nød og Smerte
ihukomme kan foruden, tilligemed, mig
Guds Almagt at erindre, som, udi alle
mine Lidelser, Elendigheder, Hiertesorrig
og Bedrøvelser, min Kraft og Hielp, min
Trøst og Bistand været haver; thi aldrig
lagde Gud mig saasnart en Byrde paa, at
han jo med det samme mig efter Byrdens
Tyngde Styrke gav, saa at Byrden mig vel
krum nederbøiede, mig haardt knugede
og trykte, men dog ei slet157 nederslog,
knusede og undertrykte, for hvilket den
ubegribelige Guds Almægtighed skee
Lov og Pris i Evighed!
155 Billigen: med rimelighed
156 Dersom o.s.v.: Jobs bog kap. 6 v. 1-3
157 slet: ganske
58
20
25
30
RENÆSSANCEN
35
40
45
50
55
60
65
70
Vil mig altsaa ikke alleneste min Jammer erindre og Gud for sin naadige Bistand
i alle tilføiede bedrøvelige Tilfald takke,
men endog Eder, mine kiære Børn! Guds
Godhed imod mig kundgiøre, paa det I
Eder ikke alleneste over den Allerhøiestes
ubegribelige Hielps Gierninger forundre
kunne, men endog med mig derudover i
Taksigelsen indstemme; thi med Skiel158
skal I kunne sige, at Gud underlige Ting
imod mig giort haver, at han haver været
mægtig udi mig svage og sin Kraft udi
mig, det allerskrøbeligste Redskab, bevist haver. Thi hvorledes havde det ellers
været muligt, at jeg saa mange, overstore,
pludselige og uformodentlige, ulykkelige
Tilfælde havde imodstaae kunnet, om
hans Aand ikke udi mig sin Virkning
giort havde?
Gud var den, som selver traadte ind
med mig ad Taarndøren. Han var den,
som rakte mig sin Haand og stred for mig
udi Misdædernes Fængsel, som kaldes
den Mørke Kirke. Han haver siden stedse,
nu næsten elleve Aar, vaaren inden mine
Fængselsdøre og udi mit Hierte, haver
styrket, trøstet, qvæget, ja ofte endog
glædt mig. Gud haver giort underlige
Ting imod mig; thi det er mere end ubegribeligt, at jeg saa store mig overkomne
Ulykker haver overleve kunnet, beholdende min Fornuft, Sind og Sans. Det
er sig høiligen over at forundre, at mine
Lemmer ikke ere krumpen og contract159
af Liggen og Sidden, at mine Øine ikke
ere dumme160, ja ganske blinde af Graad,
af Røg og Smøg, at jeg ikke er stakaandet
af idelig Lysetaande161 og Kvalm, af Stank
og indeklemte Luft. Gud allene Æren!
Den anden tilskyndende Aarsage er
den Trøst, det Eder, mine kiære Børn! vil
158
159
160
161
Skiel: rette
contract: trukket sammen
dumme: svage
Lysetaande: os fra lysets væge
være, at I formedelst denne Jammers Minde
forsikres, at jeg uskyldeligen lider, at mig
ikke ringeste Sag er tillagt, og at jeg intet er
bleven beskyldt, for hvilket I, mine kiære
Børn! tør162 blues og Øinene skammeligen
nedslaae. Jeg lider for at have været elsket
af en dydig Herre og Huusbonde, for at ei
have hannem i Ulykken forladt ville; suspiceres163 derfor at vide om et Forræderi,
han aldrig er bleven for tiltalt, mindre
overbeviist, hvis Beskyldnings Aarsage
mig ei blev forstendiget, i hvor smaaligen
og veemodigen jeg det begierende var.
Lader det være Eders Trøst, mine kiære
Børn! at jeg haver en naadig Gud, en god
Samvittighed og en fri Fod at staae paa,
at jeg aldrig nogen skammelig Gierning
giort haver. Det er en Naade hos Gud, siger
Apostelen St. Peder, om nogen bærer det
Onde formedelst en god Samvittighed og
lider Uret. Jeg lider, Ære være Gud! ikke
for mine Misgierninger; thi da var det mig
ingen Roes. Men jeg kan rose mig af, at
jeg af Ungdom op Christi Korsdragerske
været haver og haft utrolige, hjemlige
Lidelser, hvilke efter mine Aar og Alder
vare vel tunge at bære.
Ihvorvel min Jammers Minde ikke videre indeholder eller ommelder, end hvad
sig med mig i dette Fængsel tildraget
haver, kan jeg dog ikke forbigaae Eder,
mine kiære Børn! med mig mine forrige Lidelser korteligen i denne Fortale
at paaminde, takkende Gud for deres
Overstridende.
Eder, mine Hierte, kiære Børn! er
ike alleneste vitterligt, men det er endog landkyndig, hvad store Lidelser og
efterfølgende Ulykker Dina og Walter
162 tør: behøver
163 suspiceres: mistænkes
59
75
80
85
90
95
100
105
110
LITTERATURENS HUSE
115
120
125
130
135
140
145
150
med deres mægtige Anhang164 vores Hus
paaførte Anno 1651.
At jeg intet skal melde om så mangen
modig og tung Dagsreise, om Havsnød
og mange Slags Farligheder, jeg udi fremmede Lande fristet haver; den eneste Reise
vil jeg Eder alene til Gemytte føre, hvilken
min Herre mig, imod mit Sind, befalede
Anno 1657 i Dannemark at giøre. Den var
Vintersdag, besværlig og farlig. Jeg led
Spot og Forfølgelse, og dersom Gud ikke
havde mig Mod given og den det betaget,
som mig gribe skulde, da havde jeg ei paa
den Tid Fængsels Ulykke undgaaet.
I drages vel til Minde, mine kiære
Børn! hvad jeg i den Malmøske Arrest
fjorten Maaneder led og udstod; at den
største Naade, Hans Kongelige Majestæt
af Sverige, Konning Karl den Tiende, mig
da beviste, var, at han satte det i mine
Kaar, enten jeg vilde være paa fri Fod
og vores Gods raade eller og, med min
Herre, arresteret være. Jeg erkiendte den
Naade og det Sidste som det Skyldigste
udvalgte, agtende det for en Lykke, at jeg
min, da sorgfulde og siden med Sygdom
behæftede, Huusbonde trøste og tiene
maatte.
Jeg antog det og for en Naade, at mig
blev tilstedt – der min Herre for Svaghed
ei selver kunde – for hannem at gaae i
Rette. Hvad Hiertesorg og Bedrøvelse
jeg for min skrøbelige Herre havde, hvad
Møde, Besværing og Bekymring Processen – som over ni Uger dagligen blev foretagen – mig foraarsagede, det veed den
høieste Gud, som var min Trøst, Styrke
og Bistand, som mig gav Mod og Hierte
for en Siddende Ret min Herres ærlige
Navn at forsvare.
164 Anhang: Slæng. Dina Vinhofvers (1620-51) kommer i
1640’erne tilbage til København, fra Lübeck, sammen med sin elsker, oberstløjtnant Jørgen Walter,
med hvem hun venter barn i 1650. Hun kommer i
offentlighedens søgelys, da hun udlægger Corfitz
Ulfeldt som barnefader.
60
Eder er vel ikke forglemt, hvor hastig
en Ulykke (en) anden fulgte, hvorledes
den Lidelse ei var forbi, førend en langt
større hender Haanden rakte. Og gik det
os da, som Poeten siger: Incidit in Scyllam,
qui vult vitare Charybdin.165 Vi undgik en
Arrest og faldt i et haardt Fængsel, uden
Tvivl formedelst Guds Tilskikkelse, som
min Herre – imod vores tagen Afsked –
gav de Tanker sig til Kiøbenhavn i Steden
for Lybæk at forføie.
Hvor hierteklemt jeg blev, der jeg imod
al Formodning min Herre i Kiøbenhavn
for mig fandt – hvilken jeg formeente alle
hans Fienders Magt og Vold undkommen at være –, det kan jeg med ingen
Pen beskrive. Jeg ventede det, som min
Herre ikke troede, hvilket dog strax derpaa fulgte, som var en Arrest, og bleve vi
anden Dagen efter min Ankomst – efter
hvilken biedes – tagen til Fanger og til
Borringholm førte, hvorhelst vi sytten
Maaneders Tid haardt Fængslet vare.
Hvad jeg der led, derom haver jeg en
fuldkommen Beskrivning giort, som jeg
formoder udi Eders, mine kiære Børns,
Giemme findes, hvorudaf I seer, hvad jeg
med min svage Herre udstod, hvor ofte
jeg større Ulykke afværgede, eftersom
min Herre ikke altid med Taalmodighed
Gouvernørens, Adolf Fosses – som sig
Fux kaldte –, onde Tractament forsmerte
kunde. Tungt og haardt var det at være
af en Bondesøn spottet og forhaanet, at
være af hannem sultet, truet og hødt, men
tungere og haardere at være syg under
hans Gevalt og høre at hannem de Ord, at
dersom end Døden sad mig paa Læberne,
saa skulde dog ikke nogen Guds Ords
Tienere til mig komme. O! Stor Tyranni!
Hans Ondskab var saa overmaade stor, at
han ikke kunde taale, vi hverandre Korset
165 Den falder i Scylla, som vil undgå Charybdis. Scylla
og Charybdis er to havuhyrer, der i den græske
mytologi huserer på hver side af et snævert stræde.
155
160
165
170
175
180
185
190
RENÆSSANCEN
195
200
205
210
215
220
225
230
235
lettede, hvorfor han det saa forarbeidede,
at vi efter elleve Maaneders Forløb fra
hverandre skilte bleve, og hver særdeles
paa det haardeste fængslet.
Min Herre – som rede var en gammel
Mand –, foruden Tiener, og jeg, foruden
Tienerinde, finge ei længre Lys, end
Aftensmaaltid varede. Jeg kan ei forbi
den sex Maaneders haarde Skilsmisse
og bedrøvelige Afsked, vi fra hverandre
toge, smerteligen at ihukomme; thi for
menneskelige Øine saae det ikke anderledes ud, end saa som Gouvernøren os
spaaede, at det vilde være for den sidste
Gang, vi hverandre her i Verden skulde
see og tale. Gud veed bedst, hvor tung den
Lidelse var; thi Han var den, som trøstede,
som gav Haab imod al Forhaabning, som
gav Mod, der Gouvernøren mig besøgte
og mistrøste vilde. Gud stadfæstede mit
Haab; Gods og Formue løste vores Fængsel, og vi finge hverandre igien at see og
tale.
Saa bedrøvet min Herre var, der vi fra
hverandre paa Borringholm skilte bleve,
saa glad var han, der han to Aar derefter
til den Engelske Reise mig overtalt havde,
ei tænkende, at den os for altid adskille
skulde. Min Herre, som havde altfor god
Opinion om Kongen af Engeland, meente, at nu, han var til Tronen kommen,
at han ikke alleneste sine store mundtlige
og skriftlige Løfter skulde ihukomme,
men sig og erindre, at jeg udi hans Nøds
og Landflygtigheds Tid tog Ringene af
Fingrene og for hans og hans Tieneres
Maaltider udsatte. Men hvor nødig jeg
mig den Reise paatog, det er nogle af Eder,
mine kiære Børn! bekiendt; vel vidende,
at hos en Utaknemmelig ei andet end
Utaknemmelighed er at hente og vente.
Jeg havde andres Exempler at speile mig
udi; men det var mig saa forelagt. Der vare
beeske Stykker Brød for mig tilskaaren, og
bitter Korsgalle for mig indskienket udi
det Blaae Taarn paa Kiøbenhavns Slot; did
skulde jeg, det at æde og at uddrikke.
Eder er ikke uvitterligt, hvor falskeligen
Kongen af Engeland med mig handlede,
hvor vel han tog imod min Komme, hvor
han mig med et Judas-Kys hilste og sin
Fænke titulerede, hvorledes han (mig),
baade selver saa vel som ved sine høie
Ministri, al Kongelig Gunst og Naade
forsikrede og mig for de forstrakte Pendinger Betaling lovede.
I vide, hvor svigagteligen han mig –
efter Hans Kongelig Majestæt af Dannemarks Begiæring – til Dovers lod arrestere
og siden ved den Forræder Lieutenant
Braten viis giøre, at han mig hemmeligen vilde lade undkomme, leverende mig
dermed i den Danske Resident Simon Petcoms Hænder, som med otte bevæbnede
Mænd mig lod anfalde; selv holdt han sig
langt fra og turde ikke komme mig nær.
De satte mig Degen og Pistol paa Brystet,
og tvende toge mig imellem sig og til en
Baad ledte, hvilken mig til et Skib førte,
som fornævnte Resident til Rede havde, og
havde han befalet en Karl ved Navn Peter
Dreyer mig til Kiøbenhavn at ledsage.
Herfra haver denne min Jammers
Minde sin Begyndelse. Den melder om,
hvad mig inden det Blaae Taarns Døre er
hændtes. Betænker, mine Hierte, kiære
Børn! disse haarde Lidelser! Erindrer Eder
og Guds store Godhed imod mig! Seer, at
sex Drøvelser166 haver Han udfriet mig.
Værer vis paa, at Han udi den syvende
mig ei lader stikke eller omkomme! Nei!
Han vil, for sit Navns Æres Skyld, vældeligen mig udrive!
Mine Lidelsers Fortælling ere bedrøvelige at paahøre og kan de allerhaardeste Hierter til Medlidenhed bevæge.
Men lader dens Læsning Eder ikke høiere bedrøve, end Glæden den igien kan
166 Drøvelser: bedrøvelser, sorger
61
240
245
250
255
260
265
270
275
280
LITTERATURENS HUSE
285
290
295
300
305
310
315
320
overveie. Betragter min Uskyldighed,
Frimodighed og Taalmodighed; glæder
Eder derudover!
Mange smaa Viderværdigheder og
daglig Fortræd er jeg, for Vidtløftigheds
Skyld, forbigaaet, ihvorvel den ringeste
af dennem haardt sved i mit ømme Drøvelses Saar.
Jeg bekiender mine Svagheder og bærer ingen Sky Eder dennem at fortælle.
Jeg er et Menneske og fuld af menneskelige Skrøbeligheder. De første Bevægelser staaer ikke udi vores Magt; man
overiles stønnem167, førend man sig kan
besinde. Gud veed, at jeg ofte haver giort
mig baade døv og blind for ikke til Vrede
at opirres.
Jeg skammer mig ved Slotsfogden
Johan Jægers, Kresten Maanssøn Taarngiemmers, Karen Olesdotters og Catharina Wolffs utugtige ord, skiden Snak og
grove Plumpheder at indføre og opregne;
det vilde for meget høflige Øren lædere.
Det kan jeg Eder forsikre, at det overgaar
alt det, som uteerligt, skiden, tølpersk
og usømmeligt kan være; thi grove Ord
og fuul Tale var deres Venligheds og
Mildheds Tegn, og blodige Eder deres
Usandfærdigheders Smykke og Beprydelse, saa at deres Omgængelse var mig
meget uangenem. Jeg var intet gladere,
end naar Dørene imellem mig og dennem
var lukt, som for mig lukke skulde, saa
havde jeg ikkun Qvinden allene, hvilken
jeg stønnem med gode, stønnem med
Udfuen komme til at tie.
Jeg haver endog haft god Omgængelse
og endnu haver, hvis Tienester og Høfligheder jeg tilbørligen ihukommer og vil,
saa længe jeg lever, ihukomme. I, mine
kiære Børn! ville det og imod enhver efter
Mulighed erkiende.
I finder og udi denne Jammers Minde
tvende af vores Huses Hovedfiender, som
Jørgen Walter og Jørgen Skrøder, over
hvilke Gud mig hevnet haver og vilde, at
de til mig trænge, og jeg dennem husvale
skulde. Walter giver mig noget Anledning
lidt mere, end mit Forsæt var, om hannem
at melde.
Af de Psalmer og aandelige Viser, jeg
componeret og translateret168 haver, indfører jeg nogle, til den Ende at I, mine
kiære Børn! kan see og kiende, at jeg mig
stedse fast til Gud holdt haver, Hvilken
haver været og endnu er min Muur imod
alle Anløb og min Tilflugt imod alle Slags
Modgang og Vederværdigheder. Giver
intet Agt paa Rimene; de ere ikke efter alle
de Regler, Poëterne sig giøre; men giver
Agt paa Materien, Meningen og Nytten.
Jeg haver ei heller villet mine andre smaa
Tidsfordriv forbigaae; thi derudaf kan I
Eder mit Sinds Rolighed forvisse og see,
at jeg ingen ledige Timer haver, at endog
en – for andre afskyelig – Rotte mig endog
til Tidkortning tiener.
Tvende Observationer haver jeg antegnet. Ihvorvel de ere om ringe og foragtelige Dyr, saa ere de dog mærkelige, og
tvivler jeg paa, at de af nogen Naturkyndiger tilforn er bleven i Agt tagen. Thi at
der findes et Slags Kaalorme, som føder
levende smaa Creaturer og saadanne,
som de er selv, troer jeg ikke, haver før
været noteret. Mindre, at en Loppe føder
en formeret Loppe, og ikke (som) en Gnid
kommer af en Gnid.169
Til Beslutning170 beder jeg Eder, mine
Hierte, Kiære Børn! at I ikke lader det Eder
underlig forekomme, at jeg ikke haver villet tage imod den Leilighed, ved hvilken
jeg til min Frihed haver kunnet komme.
Naar I det ret betænker, saa havde det
167 stønnem: stundom
168 translateret: oversat
169 Gnid: en lus kommer af et luseæg
170 Beslutning: til slut
62
325
330
335
340
345
350
355
360
365
RENÆSSANCEN
370
375
380
385
390
hverken været Eder eller mig tienlig. Jeg
bekiender, at dersom min Herre, Salig
hos Gud, havde været i Live, at jeg da
ikke alleneste havde taget imod Tilbudet,
men endog giort mit yderste mit Fængsel
at undkomme171 for hannem172 at opsøge,
til sidste Aandedræt at opvarte og tiene;
min Skyldighed havde det udkrævet. Men
eftersom han da alt var hos Gud udi Hvile
og Ro og ei nogen Menneskes Tieneste
mere behøver, saa haver jeg billigen173
betragtet, at den selvtagen Frihed os paa
alle Sider mere skadeligt end som gavnligt
være vilde, og at det ikke var der Vei til
vores fratagne Formue at komme, hvorfor jeg den udslog174 og søgte i det Sted
mit Hierte til Rolighed at skikke og mit
paalagte Kors taalmodeligen at bære. Vil
Gud det saa føie, og er det Hans Guddommelige Behag, at jeg med Kongelig Naade
min Frihed skal nyde, saa vil jeg og med
Glæde efter yderste Formue for Eder, mine
Hierte, kiære Børn! et Verdsens Træl være
og udi Gierningen ervise175, at jeg aldrig
fra min Pligt viger, at jeg ikke mindre er
en god og retsindig Moder, end som jeg
en tro Hustru været haver.
171
172
173
174
175
undkomme: flygte
hannem: ham
billigen: med rimelighed
udslog: afslog
ervise: bevise, vise
Udimidlertid, lader Guds Villie Eders
Villie være; Han vil alle Ting saaledes
vende, føie og lave, at det Eder og mig
til Siel og Liv kan gavne; under Hvis
trygge Varetægt jeg Eder alle troligen
vil befale og bede, at Han Eders Fader og
Moder, Eders Raadførere og Ledesmand176
være ville. Beder I igien for mig, at Gud
mig med sin gode Aand vil regiere og
fremdeles, som hidindtil, Taalmodighed
forunde.
395
400
405
Det er alt det, som søger hos Eder,
Mine Hierte, Kiære Børn!
Eders hulde Moder
Leonora Christina V. E. G.
410
Skreven i det Blaae Taarn Anno 1674 den
11. Juni, mit Fængsels det ellevte Aar, min
Fødselsdag, og Alders 53. Aar.
(1674)
176 Ledesmand: rådgiver
63
LITTERATURENS HUSE
Hans Thomissøn
1532-1573
I 1569 udsendte præsten ved Frue Kirke i København Hans Thomissøn den første officielle
danske salmebog, der bl.a. indeholdt en gammel katolsk salme, ”Den gamle Christelige
Dageuise”. Salmen var så populær, at både Hans Christensen Sthen og Peder Palladius i
samtiden omdigtede den, og i 1826 gendigtede Grundtvig salmen under den titel, vi kender
i dag: ”Den signede dag”.
Hans Thomissøn blev født i Hygum ved Ribe, hvor han senere selv blev rektor, før han
drog til hovedstaden for at blive førstepræst ved Frue Kirke og siden domprovst for Sjælland.
Hans største bedrift er at redigere og udgive Den danske Psalmebog (1569) – skabt til brug i den
lutherske kirke i Danmark-Norge.
Samlingen bestod af 270 numre og indeholdt både katolske salmer og reformatoriske
bidrag, skabt af borgerlige og adelige amatører af begge køn. Salmesamlingen var ordnet
efter trosartiklerne, og samtlige melodier var aftrykt.
I nedenstående gengivelse af ”Den gamle Christelige Dageuise” anvendes der tidstypisk
skråstreg som adskillelsestegn.
Den gamle
Christelige Dageuise
177
1
Den signede dag som wi nu see /
Ned til oss aff Himmelen komme /
Gud liuser178 for oss io lenger oc meer /
Oss alle til glæde oc fromme179 /
Gud lade oss icke skee i dag /
Huercken180 last,181 skam eller vaande182.
3
Gud Fader Søn oc den hellig Aand /
Met alle sine Engle skare /
Beuare183 oss i dag oc allen stund
Fra alskens Dieffuelens184 snare185 /
Fra all den affuind186 hand til oss bær
Vor Siel oc liff til fare.
2
Den signede dag den signede tid
Vor Herre hans fødzels time /
Da kom der Liuss aff Himmelen ned
Saa vijt offuer Verden at skinne /
Det liuser for oss euindelig /
Nu oc foruden all ende.
4
Det Kaarss187 vor Herre hand bar for oss
For vore Synd oc icke for sine /
Det setter ieg i dag mellem Dieffuelen oc
mig /
Jeg meener Guds verdige188 pine /
Det blod der ned paa Kaarssit rand
Det slycker189 vd synder mine.
177
178
179
180
181
182
64
Dageuise: morgensang
liuser: lyser
fromme: gavn
huercken: hverken
last: overlast
vaande: smerte
183
184
185
186
187
188
189
beuare: bevare
Dieffuelen: djævelen
snare: djævelens fælder
affuind: fjendskab
kaarss: kors
verdige: dyrebare
slycker: slukker
RENÆSSANCEN
5
Vaar alle de træ i Verden er
Løff gress oc Sand paa haffsens bonde /
Haffde de maal190 og kunde de tale
Oc siunge met Engle stemme /
Da kunde de aldrig til fulde loffue
Jesum Mariæ Søn den rene.
8
Da giffue det Gud wi haffue saa tient
I Verden vel til maade /194
I troen at wi Guds Søn haffue kient
Saa wi miste icke Guds naade /
Naar verden haffuer oss sin bag tiluent195
At wi da faa euig Bade.196
6
Den lille Fuel hand flueer saa høyt
Oc Værit191 bær vnder hans vinger /
Det er fuld ont met liden mact
Mod høye bierg at springe /
De strømme de rinde saa frydelig
Op vnder de grøne Linde.
9
Naar wi skulle til vort Fæderne Land /
Oc skillies ved dette ælende197:
Da befaler ieg Gud min Siel i haand /
I himmerigis glæde at sende.
Gud Fader Søn oc den hellig Aand
Hand giffue vort maal198 god ende.
(1569)
7
Dagen hand er aldrig saa lang
At afftenen maa wi io vente /
Liffuit det endis met dødsens tuang192 /
Huem det vil rettelig betencke
Wi bliffue vdt fuss193 oc graffuen giøris
trang /
Oss følger ingen anden ende.
190
191
192
193
maal: havde mæle
Værit: luften
tuang: dødens tryk
fuss: længselsfulde, ivrige
194
195
196
197
198
maade: virket til Guds tilfredshed
tiluent: vendt os ryggen
bade: glæde
ælende: landflygtighed, elendighed
maal: rejse
65
LITTERATURENS HUSE
William Shakespeare
(1564-1616)
England omkring år 1600 var en verden i forandring, hvor nyt og gammelt mødtes: et
fremvoksende handelsborgerskab over for adelen, reformerte over for katolikker, rebelske
individer over for slægten. En verden i forandring er godt stof for en dramatiker, og netop
Elisabethtidens England havde mange teatertrupper og heldigt for dem en håndfuld talentfulde dramatikere.
Blandt dem er William Shakespeare i særklasse. Man spiller Shakespeares stykker overalt
i den globale verden i nye opsætninger, med nye fortolkninger, men stadig med samme kerne
af uløselige konflikter, hvad enten det foregår i komedie- eller tragediegenren.
Shakespeare voksede op i Stratford, gik på latinskole, giftede sig og drev sin egen teatertrup, som han skrev til. Han fik overordentlig stor succes som skuespiller, dramatiker
og skuespilchef, så meget, at han ved sin retræte i 1611 blev adlet og trak sig tilbage med en
overordentlig formue.
Hamlet er et af Shakespeares udødelige værker: den frygtede ønskerolle for enhver skuespiller, opsat og filmatiseret utallige gange og ikke mindst fortolket: alene at læse litteraturen
om Hamlet er et livsværk.
Vi kommer ind i stykket i 3. akt. Handlingen udspiller sig på Kronborg, hvor Hamlet
netop er vendt hjem til Danmark efter sin fars mystiske død. Farbroderen Claudius har giftet
sig med moderen Gertrud, men faderens genfærd viser sig for Hamlet og fortæller ham, at
Claudius er en tronraner. Hamlet skal nu hævne sin far, men må samtidig spille gal for at
skjule sine motiver over for den nye konge. Derfor opfører han sig provokerende over for
sin udkårne, Ophelia, der udspioneres af sin far, kongens rådgiver Polonius. Rosenkrans og
Gyldenstjerne er hofmænd.
af Hamlet
3. Akt / 1. Scene
Et værelse på slottet.
Kongen, dronningen, Polonius, Ophelia, Rosenkrans og Gyldenstjerne ind.
5
10
Kongen: Kan I da ikke gennem ord få opsnust,
hvorfor han hengi’r sig til den forvirring
og sønderriver sine dages fred
så groft med et uroligt, farligt vanvid?
Rosenkrans: Han tilstår selv, han føler sig forstyrret,
men grunden vil han ikke tale om.
Gyldenstjerne: Han lod sig ikke villigt fritte ud,
men veg til side med et snedigt vanvid,
hver gang vi ville ha’ ham til at nævne
sin sande tilstand.
Dronningen: Tog han pænt imod jer?
66
RENÆSSANCEN
15
20
25
30
35
40
45
50
55
Rosenkrans: Ja, som en adelsmand.
Gyldenstjerne: Men måtte ta’ sig meget sammen.
Rosenkrans: Han spurgte ikke, men han svared gerne på vore spørgsmål.
Dronningen: Forsøgte I ham med lidt munter snak?
Rosenkrans: Det traf sig, vi på vejen kom forbi
en skuespillertrup; det sa’ vi til ham,
og det så ud, som om det glæded ham
at høre; de befinder sig nu her,
og de har allerede ordre, tror jeg, til
at spille for ham nu i aften.
Polonius: Ja, rigtigt,
han bød mig bede Deres Majestæter
at se og høre stykket.
Kongen: Ja, hjertens gerne, og det fryder mig
at høre, han er stemt for det.
Bestyrk ham, kære herrer, i hans lyst
og vend hans tanker til fornøjelser.
Rosenkrans: Det skal vi, Deres Højhed.
[Rosenkrans og Gyldenstjerne går].
Kongen: Og kære Gertrud, gå du også,
for vi har hem’ligt ladet Hamlet hente,
så han – tilfældigvis – kan mødes med
Ophelia.
Jeg og Polonius – som lovlige
spioner – gemmer os og ser usete,
så vi kan dømme frit om deres møde
og ud fra, hvad han gør, få vished for,
om det er elskovskvaler eller ej, han lider af.
Dronningen: Ja, jeg skal gøre, som du si’r.
Hvad angår dig, Ophelia, ønsker jeg,
din skønhed er den lykkelige grund
til Hamlets vildskab; så kan dyden hos dig
få Hamlet bragt på rette køl igen
til gavn for begge.
Ophelia: Ja, gid den kunne.
[Dronningen går].
Polonius: Stå her, Ophelia. – Deres Nåde, tillad,
så gemmer vi os. – Læs i denne bog;
lidt skin af læsning motiverer bedre
din ensomhed. Det er en fejl hos os,
det ser man tit, at vi med fromme miner
og andagtsfuld maner strør sukker
på fanden selv.
Kongen: Ja, det er alt for sandt.
[Afsides] Hans tale svirper min samvittighed.
67
LITTERATURENS HUSE
60
65
70
75
80
85
90
95
100
En skøges kind, gjort smuk ved hjælp af farve,
er ikke mindre hæslig under sminken,
end min udåd bag pyntelige ord;
en grufuld byrde!
Polonius: Han kommer, hører jeg; til side, herre.
[De gemmer sig. Hamlet ind].
Hamlet: At være eller ikke, det er sagen:
om det er tegn på ædelhed at tåle
den vrede skæbnes pileskud og stenkast
eller at kæmpe mod et hav af sorger
og trodsigt ende dem. At dø, at sove –
blot det, og tro, vi ved en søvn kan standse
den hjertekval, de tusind lidelser,
der blev vort kød til arv; det er en løsning
vel værd at bede om. At dø, at sove –
at sove, måske drømme – det er humlen;
de drømme, vi kan få i dødens søvn,
når vi har smøget livets lænker af,
må standse os – og det er denne tanke,
der gør elendighedens liv så langt.
Hvem ville tåle tidens pisk og spot,
den stærkes vold, den stoltes overmod,
forsmået elskovs smerte, rettens tøven,
foragt fra embedsmænd, de mange spark,
en usling retter mod en hædersmand,
når han med en stump dolk ku skaffe sig
sin sidste fred; hvem ville slæbe byrder
med sved og stønnen i et trælsomt liv,
om ikke frygt for nogen efter døden,
det dunkle land, som ingen rejsende
er vendt tilbage fra, forvirrer viljen,
der hel’re bærer nøden, som vi har,
end flygter bort til den, vi ikke kender?
Sådan gør tanken alle til kujoner,
imens beslutsomhedens sunde farve
må blegne hen i overlæggets gustenhed,
og gerninger af kraft og stor betydning
ved samme tanke bøjer deres strøm
og mister navn af gerning ... Stille nu,
Ophelia. – Pige, husk i dine bønner
de synder, jeg begik.
Ophelia: Min prins,
hvorledes har De haft det al den tid.
Hamlet: Jeg takker ydmygt, godt, godt, godt.
Ophelia: Her er de gaver, som De gav mig, prins,
68
RENÆSSANCEN
105
110
115
120
125
130
135
140
145
dem har jeg længe villet gi tilbage;
jeg be’r Dem, tag dem nu.
Hamlet: Hvem, jeg? Jeg gav dig aldrig noget. Nej.
Ophelia: Det véd De meget godt, De gjorde, prins,
og dertil ord, hvis duft gav dem værdi;
tag dem igen, den duft er nu forbi,
for ædle sind bli’r rige gaver golde,
når de, der gav dem, selv er blevet kolde.
Værs’go, min prins.
Hamlet: Ha, ha, ha, er du ærlig?
Ophelia: Min prins!
Hamlet: Er du smuk?
Ophelia: Hvad mener Deres Højhed?
Hamlet: Jo, hvis du er ærlig og smuk, skulle din ærlighed ikke have tilladt omgang
med din skønhed.
Ophelia: Kunne skønheden da have bedre selskab end ærligheden?
Hamlet: Sandelig ja, for skønhedens kraft vil meget hurtigere lave ærligheden om til
sin modsætning, til en bordel-mutter, end ærlighedens styrke kunne skabe skønheden
om til ærlighed. Ja, engang var det rigtignok en selvmodsigelse, men tiden leverer
nu beviset. Jeg elskede dig engang.
Ophelia: Deres Højhed fik mig virkelig til at tro det.
Hamlet: Det skulle du ikke have gjort, for dyden kan ikke podes ind på vores gamle
stamme uden at få afsmag. Jeg elskede dig ikke.
Ophelia: Så meget mere blev jeg bedraget.
Hamlet: Gå i kloster; hvorfor skulle du sætte syndere i verden? Jeg er hæderlig til
husbehov, men kunne alligevel anklage mig selv for ting, så min mor havde gjort
bedre i ikke at have født mig; jeg er meget stolt, hævngerrig, ambitiøs med flere
synder på spring end jeg har tanker til at klæde dem, fantasi til at forme dem, tid til
at udføre dem; hvorfor skal fyre som jeg kravle rundt mellem himmel og jord? Vi er
ærkeslyngler til hobe, tro ingen af os – af sted til et kloster. – Hvor er din far?
Ophelia: Hjemme, Deres Højhed.
Hamlet: Så luk dørene for ham, så han kun gør sig til grin hjemme. Farvel.
Ophelia: Hjælp ham, milde himmel.
Hamlet: Gifter du dig, får du denne forbandelse til medgift: vær kysk som is, ren som
sne, du undgår alligevel ikke bagtalelse; gå du i kloster, af sted, farvel. Eller hvis du
endelig vil gifte dig, så gift dig med et fjols, for de kloge véd præcist, hvad det er for
udyr, du gør dem til; i kloster, af sted, skynd dig, farvel.
Ophelia: Guddommelige magter, gør ham rask.
Hamlet: Jeg har også hørt tilstrækkeligt om alt jeres sminkeri. Gud har givet jer ét
ansigt, og I laver jer selv et andet; I tripper og vrikker og læsper og vrænger ad Guds
skabninger og kalder jeres liderlighed for uskyld; fy for den, jeg har fået nok, jeg bliver
tosset af det. Nu skal det være slut med ægteskaber, siger jeg – de, der allerede er gift,
kan få lov at leve, undtagen én; de andre skal holde sig fra det; af sted til et kloster.
[Han går].
Ophelia: Ak, hvilken ædel ånd er her brudt sammen!
69
LITTERATURENS HUSE
150
155
160
165
170
175
180
185
En lærds, en elskers, krigers blik, røst, sværd,
det skønne riges bedste håb og rose,
forfinethedens spejl og formens mønster,
den alle stirred på – nu helt fortabt!
Og jeg, den mest elendige blandt kvinder,
som suged honning af hans løfters sødme,
ser nu det ædle, fyrstelige sind
som milde klokker sprængt i falske toner
og denne mageløse unge blomst
visnet i vanvid! Ve mig, der så,
hvad jeg har set, og ser det, som jeg ser.
[Kongen og Polonius ind].
Kongen: Af kærlighed! Nej, det er ikke grunden,
og talen, skønt den mangled sammenhæng,
var ikke bare vanvid. I hans sjæl
er der en sag, hans tungsind ruger over,
jeg frygter, kuldet, når det ruges ud,
vil rumme fare. Den må vi forhindre,
og jeg har truffet nu en rask beslutning:
jeg sender ham til England med det samme,
så han kan kræve den forfaldne skat.
Måske kan havet og et fremmed land
og stadig nye indtryk få fordrevet
den sag, der vokser fast i hjertet på ham,
og som hans hjerne stadig bakser med,
så han er helt forvandlet. – Har jeg ret?
Polonius: Det skal nok hjælpe. Men jeg tror dog,
det første udspring til hans sygdom var
forsmået kærlighed. – Ja, ja, Ophelia,
fortæl os ikke, hvad prins Hamlet sa’,
vi hørte det. – Gør som De vil, min konge,
men hvis De syn’s det, lad så efter stykket
hans dronning-moder helt alene be’ ham
at røbe sorgen og gå ham på klingen,
med Deres minde vil jeg gemme mig
og lytte til dem. Klarer hun det ikke,
så send ham da til England, eller vogt ham,
hvor Deres visdom syn’s.
Kongen: Ja, lad gå,
de store afsind må man vogte på.
[De går].
70
RENÆSSANCEN
4. Scene
Dronningens kammer.
Dronningen og Polonius ind.
190
195
200
205
210
215
220
225
Polonius: Han kommer straks; tag ham nu godt i skole,
sig ham, hans indfald er utålelige,
og Deres Nåde har beskyttet ham
mod ilden. – Jeg vil skjule mig derhenne –
tal hårdt til ham.
Hamlet: [udenfor] Mor, hallo, mor.
Dronningen: Vær ganske rolig, jeg skal ta’ mig af ham;
men gem dig nu; han er her, hører jeg.
[Polonius gemmer sig.
Hamlet ind].
Hamlet: Nå, mor, hvad drejer det sig om?
Dronningen: Hamlet, du har fornærmet far for groft.
Hamlet: Og mor, du har fornærmet far for groft.
Dronningen: Nå, nå, du svarer med en spydig tunge.
Hamlet: Så, så, du spørger med en syndig tunge.
Dronningen: Nej, hør nu, Hamlet.
Hamlet: Hvad er der nu i vejen?
Dronningen: Du glemmer, hvem jeg er.
Hamlet: Nej, kors bevares,
du er jo dronningen, din mands brors kone,
og så, beklag’ligvis, er du min mor.
Dronningen: Jeg skal få andre til at tale med dig.
Hamlet: Nej, nej, sæt du dig ned og rør dig ikke,
bliv her, til du får set dig i et spejl,
der viser dig dit hjertes inderste.
Dronningen: Hvad vil du? Vil du myrde mig? Hej, hjælp!
Polonius: Hjælp, hej, hjælp!
Hamlet: Hvad er nu det? En rotte, hva’? Den dør –
det gælder en dukat – den dør.
[Hamlet støder sit sværd gennem tæppet].
Polonius: Årrr, jeg er dræbt.
Dronningen: Åh Gud, hvad har du gjort?
Hamlet: Jeg véd det virk’lig ikke. Er det kongen?
Dronningen: Åh, sikken ubetænksom, blodig gerning!
Hamlet: En blodig gerning – ja, den ligner, mor,
at dræbe kongen og at ægte så hans bror.
Dronningen: At dræbe kongen!
Hamlet: Ja, frue, sådan lød mit ord.
Du sølle, frække, lumske nar, farvel.
Jeg tog dig for din mester. Tag din skæbne.
71
LITTERATURENS HUSE
230
235
240
245
250
255
260
265
270
Du ser, for megen emsighed er farlig.
Hold op at vride dine hænder; sæt dig;
dit hjerte vil jeg vride, stol på det,
om ellers det er gjort af nænsomt stof,
og dine satans vaner ikke har
gjort det til stålsat værn mod følelser.
Dronningen: Hvad har jeg gjort, at du tør la’ din tunge
udspytte den slags grove ord mod mig?
Hamlet: En gerning,
der pletter ærbarhedens blu og ynde,
gør dyd til hykleri, ombytter rosen
på elskovs kyske, skønne, rene pande
med luder-bylder og gør bryllupsløftet
til falske spillers ed – en sådan gerning,
der river selve sjælen ud af kroppen
på ægteskabets pagt, gør hellighed
til hule ord; se, himlens ansigt rødmer,
og månen, denne faste, stærke masse, stirrer
med oprørt mine som ved dommens dag
helt syg i hjertet over gerningen.
Dronningen: Ak, hvilken gerning
fordømmes med så megen skrig og torden?
Hamlet: Se her, på dette billed – og på det
de viser tyd’ligt disse brødres træk.
Se, hvilken ynde over dette hoved –
Apollons lokker, panden som hos Zeus,
et øje fuld af myndighed som Mars,
en holdning som herolden Merkur, netop
nedsvævet til en høj, der kysser himlen.
En skikkelse, hvor hver en gud har sat
sit stempel for at give verden klar
forsikring om, at denne var en mand.
Han var din mand! – Se så på ham, den næste.
Han er din mand; og som et skimlet aks
forgifted han sin bror. – Du har vel øjne!
Forlade føden på det skønne bjerg
og mæske sig i sumpen! Har du øjne?
Benævn det ikke elskov; i din alder
er blodets lyster tamme, underlagt
fornuftens dom, og vil fornuftens dom
mon gå fra ham til ham? Du har vel sanser,
du kan bevæge dig, men disse sanser
er lammede; vanvid tog aldrig fejl,
og sanserne blev aldrig afsinds træl
så vildt, at ikke dog en rest af skøn
72
RENÆSSANCEN
275
280
285
290
295
300
305
310
315
ku’ klare denne forskel. Hvilken djævel
har ført dig sådan rundt som blindebuk?
Syn uden følen, og følen uden øjne,
et øre uden hånd og øjne, lugt
og ellers intet, eller blot de sidste
halvsløje rester af én ægte sans
ku’ aldrig være sløv som du. O, skam,
hvor bli’r din rødmen af? O, vilde helved,
når du kan brænde i en kones knogler,
lad dyd da være voks i ungdoms-flammen
og smelte i dens ild. Råb ikke ”skændsel”,
når disse hede drifter går til angreb,
thi frosten gi’r sig også hen i ilden,
imens fornuften er alfons for viljen.
Dronningen: Ti, Hamlet,
du får mig til at se mig egen sjæl,
jeg ser derinde sorte, tykke pletter,
der aldrig skifter farve.
Hamlet: Ja, men at ligge
i denne ramme lugt fra sengens fedt,
smurt ind i last, at hore, gantes, parres
i denne svinesti –
Dronningen: Sig ikke mer,
de ord er dolkestik i mine øren,
hold inde, kære Hamlet.
Hamlet: En morder og en slyngel,
en træl, ti, tyve gange mindre værd
end han, der var din mand, en stodderkonge,
en lommetyv, der hugged magt og rige,
der stjal det dyre diadem fra hylden
og putted det i lommen –
Dronningen: Hold op!
Hamlet: En lazaron og pjalte-konge –
[Genfærdet ind].
Frels mig og skærm mig under jeres vinger,
du himmelvagt! – Hvad vil du, høje syn?
Dronningen: Ak, han er gal.
Hamlet: Vil du bebrejde mig, din træge søn,
som spilder tid og vrede, men forsømmer
din barske ordres strengeste bedrift.
Sig frem.
Genfærdet: Glem ingenting! Besøget her er for
at slibe på din næsten sløve vilje.
Men se, forfærdelse har fyldt din mor,
træd mellem hende og den skræmte sjæl,
73
LITTERATURENS HUSE
320
325
330
335
340
345
350
355
360
der virker stærkest i den svage krop.
Tal, Hamlet, tal til hende.
Hamlet: Hvorledes går det, mor?
Dronningen: Hvorledes går det dig?
Du retter blikket mod det tomme rum
og taler med den legemløse luft.
Vildt stirrer sjælen ud af dine øjne,
og som soldater, trommen vækker op,
står håret strittende på hodet af dig,
som om det havde liv. Åh, kære søn,
stænk på din sjæls ophidselse og glød
lidt kølig tålmod. Hør, hvad ser du på?
Hamlet: På ham! På ham! Se selv, hvor blegt han stirrer!
Det syn, forenet med hans sag, ku’ præd’ke
for sten og røre dem. Se ikke på mig,
at ikke dette arme blive skal ændre
min strenge hensigt og forvandle farven
i min bedrift, måske fra blod til tårer.
Dronningen: Hvem si’r du dette til?
Hamlet: Men ser du intet dér?
Dronningen: Aldeles intet – og jeg ser dog alting.
Hamlet: Du hørte heller ikke noget?
Dronningen: Nej, kun os selv.
Hamlet: Men se dog dér. Se, hvor det blegner bort!
Min far, helt sådan som han var i live;
se dog, han går, ja nu, ud gennem døren.
[Genfærdet forsvinder].
Dronningen: Det er et foster af din egen hjerne!
Den art af legemløse skikkelser
er afsind dygtig til at skabe.
Hamlet: Afsind!
Min puls slår med den samme jævne takt
og li’så sundt som din. Nej, jeg har ikke
talt vanvidsord; sæt mig på prøve nu,
jeg genta’r sagen ord for ord, hvad vanvid
vil kludre i. Nej, mor, for himlens skyld,
smør ikke på din sjæl den smiger-salve,
at du er uden synd, men jeg afsindig;
den drager blot en hinde over såret,
mens råddenskaben undergraver alt
og smitter ubeset. Gør skriftemål,
fortryd det skete, undgå synd herefter,
spred ikke gødning ud på ukrudtsplanter,
så de kan gro. Tilgiv mig denne dyd,
i vor hoffærdige, opblæste tid
74
RENÆSSANCEN
365
370
375
380
385
390
395
400
405
må dyden tit be’ lasten tilgi’ sig,
ja, ydmygt be’ om lov at tjene den.
Dronningen: O, Hamlet, du har slidt mit hjerte over.
Hamlet: Smid da den slette halvdel af det bort
og lev i større renhed med den anden.
Godnat; gå ikke til min onkels seng,
tag dyden på, når selv du mangler den.
Det udyr vanen, sund fornufts fordærver
ved onde skikke, bli’r dog engel, når den
til brug for smukke, gode gerninger
vil låne os en kutte eller dragt,
vi nemt ta’r på. Sig nej til synd i nat,
det gør afholdenheden lettere
den næste gang, og den igen den næste;
for øvelse kan ændre ens natur
og tæmme eller drive djævlen ud
med sikker kraft; endnu engang: godnat,
og når du føler trang til at velsignes,
vil jeg be’ dig velsigne mig. – Han dér,
det gør mig ondt, men himlen ønsked vel
at straffe mig ved ham og ham ved mig
og sendte mig som svøbe og som tjener.
Jeg skaffer ham af vejen; for hans død
står jeg til ansvar. Nu igen: godnat.
Det er for godheds skyld, at jeg er hård,
ondt er forvoldt, og værre forestår. –
Endnu et ord, min frue.
Dronningen: Hvad skal jeg gøre?
Hamlet: Aldeles ikke det, jeg bad dig om,
lad spritter-kongen få dig i sin seng,
begramse kinden, kalde dig sin snut,
og med et par af sine lumre kys
og led befamlen med de ækle fingre
få dig til at fortælle hele sagen,
at jeg er ikke sådan gal for alvor,
men kun på skrømt. Fortæl ham hel’re det;
at den, der er en smuk, klog, ærbar dronning,
forholdt en padde, hankat, flagermus
al den slags dejligt nyt – utænkeligt!
Nej, luk trods al fornuft og tavshedsløfte
kun kurven op på husets tag og slip
de fugle løs og kryb som abekatten
i kurven for at se, hvordan det går,
og bræk din hals i faldet.
Dronningen: Vær sikker på, hvis ånde skaber ord
75
LITTERATURENS HUSE
410
415
420
425
og livet ånd, da har jeg intet liv
til blot at ånde om, hvad du har sagt.
Hamlet: Jeg skal til England, véd du det?
Dronningen: Åhja, det glemte jeg, det er besluttet.
Hamlet: Brev er forseglet. Mine studiefæller,
som jeg vil stole på som giftigt kryb,
skal bringe budskab – de skal bane vejen
og føre mig i fælden. Lad dem det;
for det er spøg, når mester ry’r i luften
med eget krudt, og det skal holde hårdt,
om ikke jeg går under deres miner
og sprænger dem til månen. Det er skønt,
når list og list direkte støder sammen.
Men han dér gi’r mig sikkert nok at gøre,
jeg slæber skanken ind ved siden af;
Nu mor, et varmt godnat. Den rådmand dér
er nu særdeles stille, tavs og værdig,
i livet pludred han så tungefærdig.
Nå, herre, lad os trække os tilbage.
Godnat, mor.
[De går, Hamlet slæbende Polonius’ lig].
(1601)
76
RENÆSSANCEN
Giovanni Boccaccio
1313-1375
I den sene middelalder ser en ny litterær genre dagens lys, nemlig novellen. Allerede i
1200-tallets slutning blev der i Firenze udgivet en samling småhistorier med titlen Il Novellino, men først Boccaccio udnytter genrens muligheder med sine hundrede historier i bogen
Dekameron fra 1351.
Giovanni Boccaccio (1313-75) er den sidste i rækken af et fantastisk trekløver fra
1300-tallet, nemlig Dante, Petrarca og Boccaccio. Hvor Petrarca skrev smukke sonetter og Dante
Den guddommelige komedie, dér skriver Boccaccio sin menneskelige komedie, dvs. verdslige
historier om mennesker sat i forskellige dilemmaer.
Boccaccio tilhørte det nye merkantile borgerskab, født i Firenze af en velhavende handelsmand. Som 15-årig rykker han med sin far til Napoli og tilbringer sine unge år tæt på
hoffet og får indblik i de høviske ridderidealer, som plejes der. I 1340 vender familien hjem til
Firenze, men under pesten otte år senere mister Boccaccio sine forældre og iagttager sædernes
forfald med resignation.
Tre år senere omsætter han den gruopvækkende oplevelse til novellesamlingen Dekameron.
Værkets titel betyder ti dage, og bogens rammeplan skildrer ti unge smukke mænd og kvinder,
som under pesten er flygtet ud til et landsted. Her fortæller de hinanden en historie hver dag,
således at bogen består af 100 historier, der hver dag kommenteres af de andre fortællere. Som
sådan opstår der et genremæssigt spil, hvor Boccaccio udnytter de enkelte fortællerstemmers
samspil mellem den enkelte histories fremtrædelse og morale eller mangel på samme.
En af de kendteste fortællinger fra samlingen er ”Falken”, der er femte dags niende historie
og et eksempel på en riddernovelle med høviske idealer.
Falken
5
10
15
”I maa vide, at der for ikke længe siden her
i Byen levede og maaske lever en Mand,
ved Navn Coppo di Borghese Domenichi,
der var meget æret og anset af sine Medborgere, og som for sin Dyd og sine gode
Sæder i endnu højere Grad end for sin
Adels Skyld var saare anset og værdig til
udødelig Hæder. I sin høje Alder morede
han sig ofte med at fortælle saavel sine
Naboer som alle andre om svundne Ting,
hvilket han da ogsaa forstod at gøre mere
sammenhængende, med en bedre Hukommelse og større Fremstillingskunst
end nogen anden.
Blandt andre skønne Ting plejede han
da at fortælle, at der engang i Florens
havde været en ung Mand, som hed Federigo di Messer Filippo Alberighi, og
som man i Vaabenøvelser og i ridderlig
Adfærd priste højere end nogen anden
Ungersvend i Toskana. Som det plejer at
gaa unge Adelsmænd forelskede ogsaa
han sig i en adelig Dame, som hed Monna
Giovanna, og som paa den Tid blev anset
for en af de skønneste og yndigste Damer i
Florens, og for at vinde hendes Kærlighed
holdt han nu Vaabenlege og Turneringer,
foranstaltede Fester, skænkede Gaver og
ødslede uden at sky nogen Udgift sin
Formue bort. Men Damen, der var ligesaa
ærbar som skøn, brød sig ikke mere om
alt, hvad han gjorde for hendes Skyld, end
om ham selv, som gjorde det.
Da nu Federigo ødslede langt mere,
end hans Formue kunde bære, og han
samtidig intet erhvervede, saa gik det,
77
20
25
30
35
LITTERATURENS HUSE
40
45
50
55
60
65
70
75
80
som det let kan: Rigdommen slap op, og
saa fattig blev han, at han intet beholdt
tilbage uden en lille Bondegaard, af hvis
Indkomster han ernærede sig kummerligt, og saa en Falk, maaske den ædleste
i Verden. Men da hans Kærlighed var
stærkere end nogen Sinde, og da han ikke
syntes, han kunde leve som Stadbeboer
paa den Fod, han ønskede, tog han ud og
levede paa Landet, hvor hans Gaard laa;
der jagede han Fugle, naar han kunde,
og uden at lade nogen gaa sig til Haande
levede han taalmodig i sin Fattigdom.
Nu hændte det en Dag, da Federigo
saaledes var bragt til det yderste, at Monna Giovannas Mand blev heftig syg, og
da han følte sig Døden nær, gjorde han
sit Testamente, i hvilket han udnævnte
sin allerede halvvoksne Søn til Arving
af sine store Rigdomme, og atter indsatte
Monna Giovanna, som han havde elsket
højt, til Sønnens Arving i det Tilfælde,
denne skulle dø uden retmæssig Arving
– hvorpaa han opgav Aanden. Da Monna Giovanna saaledes var blevet Enke,
tilbragte hun, som vore Damer plejer,
Sommeren ude paa Landet med sin Søn,
paa en Ejendom, der laa i Nærheden af
Federigos Gaard. Og saaledes traf det sig,
at Drengen begyndte at omgaas fortroligt
med Federigo og at holde af Fugle og
Hunde; da han nu ofte havde set hans Falk
stige til Vejrs, fik han den saa overvættes
kær, at han i høj Grad ønskede at besidde
den, men da han saa, hvor megen Pris
Federigo satte paa den, dristede han sig
ikke til at bede om den.
Paa denne Tid skete det, at Sønnen
blev syg, hvorover Moderen, der kun
havde dette ene Barn, som hun tilmed
elskede af sin hele Sjæl, blev usigelig
bedrøvet; hele Dagen sad hun over den
syge, trøstede ham uophørlig, og bad
ham vel hundrede Gange, hvis der var
noget, han ønskede, at han da endelig
78
vilde sige hende det; thi var det paa nogen
Maade muligt, da skulde hun visselig
skaffe ham det. Drengen havde ofte hørt
hende gentage disse Løfter, da han endelig
engang svarede: ”Moder! Kan I udvirke,
at Federigos Falk bliver min, da tror jeg,
at jeg hurtig vilde komme mig.” Da Damen hørte dette, blev hun tavs og tænkte
længe over, hvad hun skulde gøre; thi
hun vidste vel, at Federigo længe havde
elsket hende uden nogen Sinde at opnaa
så meget som et Blik af hende. Hun sagde
derfor ved sig selv: ”Hvor tør jeg sende
Bud til Federigo eller selv gaa til ham,
for at begære denne Falk, der, som jeg
hører, er den bedste, der nogen Sinde har
tjent en Jæger, og som tilmed skaffer ham
hans Livs Ophold? Hvor skulde jeg kunde
være saa hensynsløs, at ville fratage en
Adelsmand den eneste Glæde, han har
tilbage?” Skønt hun nu var ganske vis
paa at faa Falken, hvis hun bad om den,
saa svarede hun dog, hildet i disse Tanker, ikke noget paa sin Søns Opfordring,
men tav ganske stille. Tilsidst sejrede dog
hendes Kærlighed til Sønnen, og for at
stille ham tilfreds, besluttede hun, hvad
saa end Følgen vilde blive, ikke at sende
Bud til Federigo, men selv at gaa til ham
for at hente Falken. Altsaa svarede hun:
”Min Søn, giv Dig tilfreds, og tænk kun
paa at komme Dig! Thi det lover jeg Dig,
at det første, jeg skal gøre i Morgen, skal
være at gaa efter den, og visselig skal jeg
bringe Dig den med tilbage.” Over dette
Svar blev Drengen glad og viste allerede
samme Dag nogen Bedring.
Den næste Morgen tog Monna Giovanna en anden Dame med sig for Anstandens Skyld og spadserede med hende ned
til Federigos lille Hus, hvor hun spurgte
efter ham. Da Vejret ikke egnede sig til
Fuglefangst og ikke havde gjort det i flere
Dage, opholdt Federigo sig just i sin Have
og lod her flere Smaaarbejder udføre. Da
85
90
95
100
105
110
115
120
125
RENÆSSANCEN
130
135
140
145
150
155
160
165
170
han hørte, at Monna Giovanna spurgte
efter ham ved Døren, blev han højlig forbavset og løb hende glad i Møde. Saasnart
hun saa ham komme, og Federigo allerede
havde hilst hende ærbødig, gik hun ham
i Møde med kvindelig Ynde og sagde:
”God Morgen Federigo!” Derpaa føjede
hun til: ”Jeg er kommen for at give Dig
Erstatning for al den Fortræd, som, Du
har lidt gennem mig, fordi Du har elsket
mig højere, end det kan have været Dig
tjenligt; og Erstatningen skal være den, at
jeg og min Ledsagerinde i Dag vil spise til
Middag hos Dig i al Fortrolighed.” Hertil svarede Federigo ydmygt: ”Frue, jeg
mindes ikke, at jeg igennem Eder nogen
Sinde har lidt nogen Fortræd, men vel, at
jeg har nydt saa meget godt, at jeg, hvis
jeg i nogen Henseende har været noget
værd, da ene kan takke Eders Fortrin og
den Kærlighed, jeg har baaret til Eder,
derfor. Og visselig er dette Besøg, som
I af egen Godhed tilstaar mig, endskønt
I kommer til en fattig Vært, mig langt
kærere, end om I atter vilde give mig saa
meget at ødsle bort, som jeg alt en Gang
har bortødslet.” Og da han havde sagt
dette, førte han hende i al Beskedenhed
ind i sit Hus, og derfra ud i sin Have; da
han her ikke havde nogen anden, der
kunde holde hende med Selskab, sagde
han: ”Frue, da her ikke er nogen anden,
saa vil denne gode Kone, som er gift med
den Mand, der passer min Have, holde
Eder med Selskab, medens jeg gaar ind
og lader Maaltidet berede.”
Hvorvel han levede i den yderste Fattigdom, havde han dog aldrig saa meget
mærket, hvor stor hans Trang egentlig
var, den han havde fremkaldt ved sin
urimelige Bortødslen af alt, hvad han
havde ejet. Men da han nu denne Morgen
ikke kunde finde noget bedre at hædre
denne Dame med, for hvis Skyld han
tidligere havde hædret saa mange, da følte
han først ret sit Savn. I sin umaadelige
Forvirring løb han frem og tilbage som
ude af sig selv og forbandede sin Skæbne,
da han hverken havde Penge eller noget,
han kunde pantsættte. Det var allerede
sent, men hvor stor hans Higen end var
efter paa en eller anden Maade at hædre
den ædle Dame, saa vilde han dog ikke
bede nogen, end ikke sin Havemand, om
noget. Da faldt hans gode Falk, der sad
paa en Stang i Fadeburet, ham i Øjnene,
og da han ikke kunde finde nogen anden
Udvej, greb han den, og da han saa, at
den var fed, tyktes den ham at være en
værdig Spise for saa ædel en Dame. Uden
derfor at betænke sig videre, drejede han
Halsen om paa den, og lod skyndsomst
sin Pige plukke og tilberede den, sætte
den paa Spid og stege den omhyggeligt;
dernæst lod han Bordet dække med snehvidt Dækketøj, hvoraf han endnu havde
noget tilbage, og gik med et muntert Smil
atter ud i Haven til sin Dame, for at sige
hende, at nu var Maaltidet beredt, saa godt
han kunde byde det. Saa rejste da Damen
og hendes Ledsagerinde sig op og gik til
Bords, og uden at vide, hvad de spise,
fortærede de i Selskab med Federigo, der
betjente dem med den største Omhu, den
gode Falk.
Da de derpaa havde rejst sig fra Bordet
og yderligere havde tilbragt nogen Tid i
venskabelig Samtale med Federigo, syntes Damen, det var paa Tide at lade ham
vide, hvorfor hun var kommet, vendte
sig derfor mod ham med et venligt Blik
og begyndte at tale saaledes: ”Naar Du,
Federigo, mindes dit tidligere Liv og min
strenge Ærbarhed, den Du maaske har
anset for Haardhed og Grusomhed, saa
tvivler jeg ingenlunde paa, at Du vil undre
Dig over min Dristighed, naar Du hører
den egentlige Grund til mit Komme; men
hvis Du havde eller havde haft Børn, saa
Du vidste, hvor stærk den Kærlighed er,
79
175
180
185
190
195
200
205
210
215
LITTERATURENS HUSE
220
225
230
235
240
245
250
255
260
som man bærer til dem, da tror jeg sikkert, at Du i det mindste for en Del vilde
undskylde mig. Nu har Du ingen; men
jeg har et og formaar derfor ikke at unddrage mig de Love, der er fælles for alle
Mødre; da jeg nu maa følge disses Bud,
saa maa det ogsaa anstaa mig, trods min
egen Tilbøjelighed, ja trods al Anstand og
Pligt, at bede Dig skænke mig en Ting,
som jeg ved, er Dig meget kær – og det
med Grund, da din haarde Skæbne ikke
har ladet Dig beholde nogen anden Fryd,
nogen anden Adspredelse, nogen anden
Trøst tilbage; - og denne Ting er din Falk,
som min Søn saa ivrigt begærer, at jeg
frygter, hvis jeg ikke bringer ham den,
at hans Sygdom forværres i en saadan
Grad, at jeg mister ham. Saa beder jeg
Dig da – ikke ved den Kærlighed, Du
nærer til mig, thi for dens Skyld har Du
ingen Forpligtelse, men ved din Sjælsadel, som gennem din ridderlige Færd
og Rundhaandethed har vist sig større
end hos nogen anden, at Du vil værdiges
at skænke mig den, for at jeg kan sige, at
jeg ved denne Gave har beholdt min Søn
i Live, og ved den kan være Dig evig Tak
skyldig for ham.”
Da Federigo hørte, hvad Damen bad
om og var sig bevidst ikke at kunne opfylde hendes Ønske, saasom han havde
givet hende Flaken at spise, begyndte han
i hendes Nærværelse, og før han kunde
fremstamme et eneste Ord, at græde heftigt. Damen troede først, at han græd
saaledes af Smerte over at skulle skille
sig ved sin kære Falk, og stod alt i Begreb
med at sige, at hun ikke vilde tage den;
men hun betvang sig dog og afventede
Federigos Svar, og efter at have standset
sin Graad talte han som følger: ”Min Frue,
siden det behagede Gud, at jeg skulde
kaste min Kærlighed paa Eder, har jeg ved
mange Lejligheder erfaret, at Skæbnen
var mig fjendsk og ogsaa beklaget mig
80
over den; men det var alt let at bære ved
Siden af det, som nu vederfares mig. Thi
naar skulde jeg atter forsone mig med
min Skæbne, naar jeg betænker, at I er
kommen her til mit fattige Hus – det I
aldrig værdigedes at gæste, medens det
endnu var rigt – og beder mig om en ringe
Gave, som mit Vanheld nu er Skyld i, at
jeg ikke er i Stand til at skænke Eder? Og
hvorfor det ikke kan ske, skal jeg kortelig
sige Eder. Da jeg hørte, at I i Eders Godhed
vilde spise til Middag hos mig, tænkte
jeg, naar jeg saa hen til Eders Adel og
Eders Dyd, at det vilde være værdigt og
sømmeligt, om jeg efter min ringe Evne
hædrede Eder med en kosteligere Spise
end den, man i Almindelighed sætter
frem for andre Mennesker. Da tænkte jeg
paa min Falk, den, I nu begærer af mig,
og holdt den for en Spise, som var Eder
værdig; I har til Middag faaet den stegt
paa Eders Fad, og jeg troede, jeg havde
gjort den bedste Anvendelse af den; men
nu jeg ser, at I begærer den paa anden Vis,
er min Smerte over ikke at kunne opfylde
Eders Ønske saa stor, at jeg aldrig mere
tror, jeg kan komme til Ro derover.” Og
da han havde sagt dette, lod han Falkens
Næb, Kløer og Fjer lægge frem som Bevis
for det sagte.
Da Damen saa og hørte dette, dadlede
hun ham først, fordi han til en Kvindes
Maaltid havde slagtet saa ædel en Falk;
men derpaa beundrede hun tavs hans
Sjælshøjhed, som Fattigdommen hverken
havde formaaet eller endnu formaaede
at sløve. Men saa, da hun havde mistet
hvert et Haab om at faa hans Falk i Eje,
gik hun nedslaaet og bedrøvet bort og
vendte tilbage til sin Søn.
Hvad enten det nu var af Sorg over
ikke at kunne faa Falken, eller om Sygdommen alligevel maatte have ført til
en saadan Ende, saa gik der ikke mange
Dage, før han til sin Moders største Sorg
265
270
275
280
285
290
295
300
305
RENÆSSANCEN
310
315
320
forlod dette Liv. Som en Følge af dette
Tab var hun længe opfyldt af Kummer
og Bitterhed, men da hun endnu var ung
og dertil saare rig, søgte hendes Brødre
flere Gange at bevæge hende til at gifte
sig igen. Ihvorvel hun nu helst ikke havde
gjort dette, mindedes hun dog ved disse
stadige Overtalelser, hvor brav Federigo
var, og hvor stort et Bevis han havde givet
paa sit Højsind, idet han nu sidst havde
dræbt en saadan Falk ene for at hædre
hende. Derfor svarede hun sine Brødre:
”Helst blev jeg, hvis det saa behagede
Eder, den jeg er; men hvis det nu er Eders
Vilje, at jeg skal tage en Mand, da vil jeg
visselig ikke have nogen anden, hvis jeg
ikke faar Federigo degli Alberighi.” Her-
over haanede hendes Brødre hende og
sagde: ”Taabe, hvad er det dog, Du siger?
Hvad vil Du med ham, der ikke ejer det
allermindste?” Men hun svarede: ”Mine
Brødre, jeg ved nok, at det forholder sig,
som I siger; men jeg foretrækker en Mand,
der trænger til en Formue, for en Formue,
der trænger til en Mand.”
Da Brødrene hørte, hvorledes hun var
til Sinds, og da de vidste, at han trods sin
Armod var en Hædersmand, saa gav de
ham, som hun selv ønskede, hende og al
hendes Rigdom. Da han nu saa, at han
havde faaet en saa fortræffelig Kvinde,
som han elskede saa højt, til Hustru og
dertil stor Rigdom, henlevede han Resten
af sit Liv i Fryd og Glæde med hende,
forvandlet til en god Husholder.”
(1351)
81
325
330
335
340
82
82
Barokken
4
Blaise Pascal
(1623-62)
Blaise Pascal blev født i Clermont i Frankrig i 1623. Han mistede sin mor, da han var tre, og
faderen ofrede efter moderens død sin karriere og flyttede med sine tre børn til Paris. Han
havde sans for tal, og stor var hans glæde, da Blaise udviste sjældne evner på feltet.
Allerede i en alder af 11 mestrede Pascal en stor del af geometrien. Da han var 16, skrev han
en afhandling om keglesnit, som filosoffen Leibniz udtrykte sin beundring for. To år senere
opfandt Pascal en regnemaskine, som han udviklede og fik patent på – og i 1646 gennemførte
han banebrydende fysiske eksperimenter med væskers ligevægt og luftens tyngde. Fire år
før sin død i 1662 var han tæt på at foregribe integral- og differentialregningen, som senere
uafhængigt blev udviklet af Newton og Leibniz.
Pascals liv tager en afgørende drejning, da han i 1648 bliver omvendt til jansenismen - en
ny religiøs retning vendt mod jesuitternes udlægning af Bibelen. Jansenitterne greb tilbage til
Augustin og så mennesket som syndigt og afhængigt af Guds nåde. De adskilte tro og viden
og gjorde gudsforholdet personligt og inderligt.
Sine sidste år udarbejdede han en række fragmenter om den kristne tro, der efter hans død
blev udgivet under titlen Pensées (1670). I disse undrer Pascal sig over menneskets grundvilkår
og de måder, man kan forholde sig eksistentielt til disse på. Som sådan peger hans filosofi frem
mod eksistentialismen, som han regnes for en af forfædrene til, men samtidig udtrykker han
eksemplarisk barokkens livsstemning: tomhed, adspredelse, livslede og længslen efter fylde.
←
Det billede, vi her viser, er en af barokkens typiske opstillinger – et såkaldt stilleben (stil-leben). Motivet er også typisk:
vi ser et kranium, der med store tomme øjenhuler, afbrækkede tænder og mange andre tegn på forgangen storhed og
formuldet liv, taler sit manende sprog til beskueren: Vi skal alle ende sådan, så der er ingen grund til hovmod. Og hovmod
(vanitas) kunne opstå mange steder; rigdom, guld og verdsligt gods kunne fordærve mennesket. Billedet her peger på
noget andet: også bøgerne og lærdommen kunne anspore til arrogance og indbildninger om at hæve sig over dødeligheden
og den gemene hob. Den begyndende oplysningstid og videnskabens landvindinger blev ofte i 1600-tallet set på med
stor skepsis fra religiøst hold. Og fromheden var i denne periode vanskelig at holde i hævd, for et stærkt ekspanderende
bogmarked leverede masser af verdslige bøger til bedrestillede mennesker.
Pieter Claesz har i dette billede understreget sin pointe med advarslen mod bøgerne ved at påtage sig de suspekte
bøgers eget udtryk. Dette stilleben er malet i grå, brune og grønne nuancer. Det er et maleri, men det ligner en trykt
bogside.
Pieter Claesz: Vanitas-stilleben, 1630. (39.5 x 56 cm). Mauritshuis, Haag, Holland.
83
LITTERATURENS HUSE
af Tanker
5
10
132. – Virkelighedsflugt.
Lad os sætte at mennesket var lykkeligt
ved tilværelsen. Jo mindre dets tanker
blev afledt fra virkeligheden, jo lykkeligere ville det være, for des mere ville det
ligne Gud og alle helgerne. Jamen – er det
ikke en lykke at have mulighed for at blive
underholdt og adspredt?
- Nej, for den adspredelse kommer ikke
fra os selv, den kommer udefra. Og derfor
bliver man afhængig af den og løber bestandig risikoen for at miste den, hvilket
kan ske ved tusind tilfældige hændelser
og forvolde den allerstørste ulykke.
15
20
25
30
35
40
133. – Virkelighedsflugt.
Da menneskene intet kunne stille op mod
død, ulykke og uvidenhed, har de fået
den idé, at de måske kunne blive lykkelige ved at lukke øjnene for deres egen
elendighed.
135. – Jeg føler at jeg godt kan have været
ikke-eksisterende, thi mit jeg beror udelukkende på min tanke. Jeg, der tænker,
kunne altså udmærket have været ikkeeksisterende, hvis min moder var blevet
dræbt før min undfangelse; ergo er jeg
ikke et uundværligt væsen. Jeg er heller
ikke evig eller uendelig, men jeg fatter
meget vel, at der i naturen findes et væsen,
som er uundværligt, evigt og uendeligt.
136. – Virkelighedsflugt.
Af og til har jeg betragtet menneskenes
mangfoldige geskæftighed og de farer og
den møje de udsætter sig for – ved hoffet
og i den kappestrid, der giver anledning
til så mange kævlerier, lidenskaber, dristige og ofte ulykkelige foretagender osv.
Og da har jeg ofte sagt til mig selv, at hele
menneskehedens ulykke hidrører fra en
eneste ting, nemlig at de er ude af stand
84
til at holde sig i ro i deres lønkammer. Tag
nu en mand der ikke behøver at arbejde
for føden; hvis han var i stand til at føle
glæden ved at blive hjemme, så ville han
ikke drage ud på sørejser eller deltage i
belejringen af en by. Man ville jo da ikke
betale så dyrt for en officersbestalling i
hæren, hvis man ikke fandt det aldeles
uudholdeligt at blive hjemme i sin by,
og man går kun ud at søge adspredelse
ved snak og spil, fordi man ingen glæde
finder ved at blive hjemme osv.
Men når jeg så har tænkt nærmere
over det og har ønsket at gå ud over den
umiddelbare årsag til denne elendighed
for at afdække den logiske begrundelse,
da har jeg opdaget, at den helt indlysende
forklaring beror på vor naturlige ulykke,
på menneskets lod der er så skrøbelig, så
dødelig og så elendig, at vi ingen trøst kan
finde, hvis vi virkelig tænker på den.
Hvilken stilling man end forestiller sig,
med alle de goder som overhovedet kan
høre mennesket til, så må kongeværdigheden være den skønneste gunst i denne
verden – men man kan bare forestille sig
en konge, der kan få alt, hvad han peger
på; hvis han ingen adspredelse får, hvis
man lader ham i fred til at tænke alvorligt
over, hvad han egentlig er, så vil denne
stillestående lyksalighed ikke være ham
til nogen støtte, og han vil usvigelig sikkert hengive sig til mørke, truende tanker
om mulige oprør i riget – og til syvende
og sidst om døden og om uundgåelige
sygdomme. Hvis han ikke har denne
såkaldte adspredelse til disposition, er
han således dybt ulykkelig, langt ulykkeligere end den mindste undersåt, som
har morskab og adspredelse (...)
Dette er årsagen til, at spil og kvindeselskab, krig og høje embeder er så
eftertragtede. Ikke at der egentlig er lykke
45
50
55
60
65
70
75
80
85
BAROKKEN
90
95
100
105
110
115
120
125
ved det, ej heller at nogen bilder sig ind,
at den virkelige lyksalighed skulle består
i at eje de penge, man kan vinde i spil,
eller i den hare man prøver at nedlægge;
fik man den forærende ville man jo ikke
have den. Man søger altså hverken den
fredelige, stillestående tilstand, der giver
os mulighed for at tænke på vor ulykke,
eller krigens farer eller arbejdets møje; det
man søger er den larm og tummel der adspreder os og afleder vor opmærksomhed
fra vor elendige lod. Dette er grunden til
at vi finder større glæde ved jagten end
ved byttet.
Derfor holder menneskene så meget af
larm og uro. Derfor er fængslet så frygtelig
en pine, og derfor er det os så uforståeligt,
at nogen kan finde glæde ved ensomhed.
Og endelig er det kongeværdighedens
allerstørste kilde til lyksalighed, at man
uophørligt søger at adsprede kongen og
bibringe ham allehånde fornøjelser. Kongen er omgivet af folk som kun tænker på
at underholde ham og dermed forhindre
ham i at tænke på sig selv. For hvis hans
tanker går i den retning, er han ulykkelig,
hvor meget konge han end er.
Dette er altså hvad menneskene har
kunnet finde på for at gøre sig selv lykkelige, men hvis man begynder at filosofere
over det og når til den opfattelse, at der
ikke er megen fornuft i folk, når de hele
dagen kan jage en hare, som de ikke ville
have købt, så har man ikke fattet meget
af menneskenaturen. Det er ikke haren
der værner os mod tanken på død og
ulykke, det er jagten. Derfor er det også
højst problematisk at råde Kong Pyrrhos199
til at tage den hvile straks i stedet for at
slide så hårdt for at få den. (...)
Man kan altså foreholde folk, at de
ingen tilfredsstillelse ville finde ved
det, som de nu sætter så meget ind på at
199 Pyrrhos: græsk konge (319-272), førte krig med de
fleste nabolande
opnå. Men hvis de dertil svarede – som
de burde hvis de tænkte sig nøje om – at
det eneste de søger er en spændende og
voldsom aktivitet som afleder deres opmærksomhed fra dem selv, og at det er
derfor de sætter sig et tiltrækkende mål,
som kan drage deres hedeste længsler
– da ville de effektivt lukke munden på
modparten. – Forfængelighed, glæden
ved at vise sig for andre. – Dansen, man
koncentrerer sig om hvor man skal sætte
sine fødder. – Men det svarer de jo ikke,
for de kender ikke sig selv. De ved ikke
at det er jagten og ikke byttet, de stræber
efter. – Adelsmanden tror fuldt og fast på,
at jagten er en stor og fornem fornøjelse,
men sådan ser jagtsvenden næppe på
det. – De bilder sig ind, at hvis de havde
fået dette embede, så ville de med glæde
have slået sig til tåls med det, men de
overser griskhedens umættelige natur.
De tror at de i fuld oprigtighed søger den
velfortjente hvile, men i virkeligheden
søger de kun travlhed og røre.
De har en hemmelig tilbøjelighed til
at søge ydre adspredelse og aktivitet, og
dette instinkt stammer fra den nagende
følelse af deres endeløse elendighed. Og
de har en anden hemmelig tilbøjelighed,
som er et levn fra vor faldne storhed, og
dette instinkt siger dem at lykken faktisk kun findes i hvilen og ikke i larm og
tummel. Udfra disse to modstridende
instinkter dannes i deres inderste en dunkel stræben, som de ikke er sig bevidst,
og som går ud på at søge hvilen gennem
den hektiske aktivitet. Altid forestiller
de sig, at den glæde som de ikke besidder, den vil de opnå, såfremt de blot kan
overvinde et par vanskeligheder, de nu
har for øje, og dernæst træde ind til den
velfortjente hvile.
Og det kan så et helt liv gå med; man
prøver at skaffe sig ro og fred ved lige at
få et par presserende sager fra hånden, og
85
130
135
140
145
150
155
160
165
170
LITTERATURENS HUSE
175
180
185
190
195
200
205
210
215
hvis dette lykkes, bliver den vundne fred
aldeles uudholdelig på grund af den kedsomhed, den bærer i sig. Så flygter man fra
den og kaster sig ud i heftig aktivitet.
Thi enten tænker man på sin nuværende eller på sin kommende ulykke, og
skulle man endelig føle sig godt beskyttet
mod alle ulykker på alle leder og kanter, så vil livsleden helt på eget initiativ
uophørligt dukke frem fra hjertets dyb,
hvor den har sine rødder, og dryppe sin
gift i sindet.
Således er mennesket så ulykkeligt, at
det kan gribes af lede uden egentlig årsag,
blot på grund af sin inderste beskaffenhed, og dets selvbedrag er så stort, at selv
med tusinde væsentlige årsager til denne
livslede, vil det mindste tidsfordriv, som
for eksempel en billardbal at støde til,
være nok til at aflede dets tanker.
Men hvad vil vedkommende dog opnå
ved det, kunne man så spørge. Han vil
bare i morgen kunne prale af, at han spiller bedre end de andre. På ganske samme
måde sidder andre og sveder i studerkammeret for at vise de øvrige lærde, at de kan
løse et matematisk problem som hidtil
har været anset for uløseligt, mens talrige
andre sætter livet på spil for at kunne
prale af noget så tåbeligt som en erobret
by. Og så er der endelig dem der slider
sig halvt ihjel for at holde rede på alle
disse bedrifter, ikke for at blive klogere,
men blot for at vise hvor meget de ved,
og de er de tåbeligste af dem alle, for de
ved nøjagtig hvad de gør, hvorimod man
måske kan sige om de andre, at de ville
holde op med deres dumheder, hvis de
blev sig dem bevidst.
Tag nu en mand, der kommer gennem
livet uden kedsomhed, fordi han hver dag
spiller hasard, men med en lille indsats.
Hvis man nu hver morgen giver ham den
gevinst, han kunne have vundet i løbet
af dagen, men på den betingelse at han
86
ikke spiller, så gør man ham ulykkelig.
Herimod kan eventuelt indvendes, at det
er fordi han søger fornøjelsen ved spillet
og ikke i selve gevinsten. Lad ham i så
fald spille uden indsats og gevinst; han
vil da være ude af stand til at gå op i
spillet, som blot vil kede ham. Altså er
det ikke blot morskaben han søger, for
hvis denne morskab er uden lidenskab,
vil den kede ham. Han skal kunne gå op
i den med liv og sjæl og narre sig selv
til at tro, at hans lykke består i at vinde
noget, som han ikke ville have forærende
mod at holde op med at spille – således
at hans lidenskab holdes i kog, og hans
hedeste ønsker, hans raseri og hans frygt
stimuleres af dette fantasifoster, ganske
som børn kan blive bange for et ansigt,
som de selv har sværtet sort.
Hvordan kan det være, at denne mand,
som for få måneder siden har mistet sin
eneste søn, og som i øvrigt siden i morges
har været plaget af retssager og stridigheder, nu overhovedet ikke har tanke for
alt det? Det er da ganske naturligt, for
nu har han alt for travlt med at vogte på,
hvor det vildsvin vil dukke frem, som
hans jagthunde har jaget utrætteligt i de
sidste seks timer. Mere skal der ikke til.
Kan man blot få mennesket til at hengive
sig en stund til en eller anden adspredelse,
da vil det være lykkeligt så længe det står
på, hvor store sorger det end måtte have.
Men hvis det ikke adspredes og holdes
beskæftiget med noget der kan fængsle
eller underholde det, da vil det meget
snart være bedrøvet og ulykkeligt, hvor
lykkeligt det end var i forvejen. Uden adspredelse ingen glæde; med adspredelse
ingen sorg. Og det er hvad der udgør
folks lykke (...)
139. – Virkelighedsflugt.
Fra barnsben vænnes menneskene til at
tænke på deres ære, deres gods, deres ven-
220
225
230
235
240
245
250
255
260
BAROKKEN
265
270
275
ner, og tilmed på vennernes gods og ære;
man plager dem med forretninger, med at
lære fremmede sprog, med idræt, og man
indprenter dem at deres lykke i et og alt
afhænger af, om helbred, ære og formuer
er tilfredsstillende hos dem selv og hos deres venner; hvis der mangler det mindste
heri, vil de blive ulykkelige. Således giver
man dem embeder og besværlige sager,
som plager dem fra den årle morgen. Det
var dog en løjerlig måde at gøre folk lykkelige på kunne man måske sige; kunne
man overhovedet finde en bedre måde at
gøre dem ulykkelige på? – Sagtens! Intet
er lettere. Man behøver blot at fjerne alle
disse bekymringer, for så ville de se sig
selv, de ville tænke over hvad de egentlig
er, hvor de kommer fra, hvor de er på vej
hen, og derfor kan man aldrig gøre nok for
at beskæftige dem og aflede deres tanker.
Det er grunden til at man skaffer dem
så mange sager og problemer på halsen,
og hvis de får ledige stunder, råder man
dem straks til at anvende disse til spil og
forlystelser, så de til stadighed er fuldt og
helt beskæftigede.
Og det skal være menneskets hjerte!
Hvilken hulhed, hvilket smuds!
(1670)
87
280
285
290
LITTERATURENS HUSE
Thomas Kingo
(1634-1703)
Thomas Hansen Kingo blev født i Slangerup i 1634 som søn af en fattig væver. Alligevel fik
sønnen en boglig uddannelse, først på Frederiksborg latinskole, siden teologisk embedseksamen
fra Københavns universitet. Fra 1658 var han en tid huslærer i Nord- og Vestsjælland, derefter
kapellan i Kirke-Helsinge (1661-68), præst i Slangerup 1668-77 og biskop over Odense Stift 16771703. Altså en flot karriere, der tegner en typisk opstigning inden for den gejstlige verden.
Kingo udmærkede sig som forfatter i flere genrer. Han skrev glorværdige hyldestdigte til
kongehuset, erotiske hyrdedigte og endelig en stor mængde salmer, der bruges den dag i dag.
Salmerne udkom under titlen Åndeligt sjungekor, der udkom i to dele i henholdsvis 1674 og
1681. I dag findes der små hundrede salmer af Kingo i den danske salmebog, heriblandt Ked
af verden og Sorrig og glæde.
Kingos salmer er typisk for barokken kendetegnet ved fast rytme og enderim, hyppig
brug af antiteser (modsætningspar) og et udviklet billedsprog med mange vanitasmotiver
(billeder på menneskets forgængelighed). Versemålet til ”Ked af verden” er lånt fra en i tiden
populær vise: ”Vel an, jeg gaar bort”, der først benyttedes af Kingos stedsøn Jacob Worm i en
smædevise om sin stedfar, dernæst af Kingo i denne salme.
Keed af Verden, og kier ad
Himmelen
1.
2.
Far, Verden, far vel,
Jeg keedis nu længer at være din Træl,
De Byrder, som du mig har bylted oppaa, 200
Dem hvister201 jeg fra mig og vil dem
forsmaa,
Jeg river mig løß, og jeg keedis nu ved
Forfængelighed, Forfængelighed.202
Hvad er det dog alt
Som Verden opsminker med fauer Gestalt?
Det er jo kun Skygger og skinnende Glar, 204
Det er jo kun Bobler og skrattende205 Kar,
Det er jo kun Ise-skrog206, Skarn og Fortred,
Forfængelighed, Forfængelighed.
200 oppaa: pålagt
201 hvister: kaster
202 Forfængelighed: forgængelighed, tomhed
203
204
205
206
88
203
fauer: Gestalt: smuk skikkelse
Glar: glas
skrattende: sprukne, utætte
Ise-skrog: tynd is over luft
BAROKKEN
3.
7.
Hvad er mine Aar,
Som smugende207 svinder og snigende gaar?
Hvad er min Bekymring? mit Tanke-fuld
Sind?
Min Sorrig? min Glæde? mit Hovedis
Spind?
Hvad er mit Arbeyde? min Møye? min
Sved?
Forfængelighed, Forfængelighed.
Ach, Venskab og Troo,
Som alt efter Lykken veedst Fløyet at snoo! 211
Du smukke Bedragere, heldige Skalk, 212
Som skuffer saa ofte i Drøfvelsens Kalk,213
Du est, som og jeg af Forfarenhed214 veed,
Forfængelighed, Forfængelighed.
4.
O Riigdom og Guld,
Du Jorderiigs Afgud i skinnende Muld,
Du est208 dog af Verdens bedragelig Ting,
Som voxer, aftager og vexlis209 omkring,
Du est dog, i høyeste Mercke og Meed,
Forfængelighed, Forfængelighed.
8.
Ach, kiødelig Lyst,
Som mangen med dødelig215 Læber har
kyst,
Dit fengende Tynder, din flyvende Gnist,
Har mangen i ævige Luer henhvist,
Din Skaal synis Hunning, men Drikken er
leed
Forfængelighed, Forfængelighed.
9.
5.
Ach, Ære, hvad er?
Hvad er dine Kroner og Krandse du bær?
Misundelse sidder dig altjd paa Ryg,
Du hemmelig stødis og sielden est tryg!
Du ofte der snubler, hvor andre de gleed,
Forfængelighed, Forfængelighed.
Saa far da, farvel,
Du skalt nu ey lenger bedrage min Siæl,
Bedragelig Verden, jeg takker dig af, 216
Og synker dig ned i Forglemmelsens Grav,
Jeg lengis at bøde217 min Sorrig og Nød
I Abrahams Skiød, I Abrahams Skiød.
10.
6.
Ach, Yndist og Gunst,
Du hastig opførte og faldende Dunst,
Du konstig opblæsere, hvegende210 Vind,
Som tusind har Øyen og dog løber blind.
Hvad est du naar mand dig ved Soolen har
seed?
Forfængelighed, Forfængelighed.
207
208
209
210
smugende: snigende
est: er
vexlis: veksler, opfører sig omskifteligt
hvegende: ustadige
Der skal mine Aar
Begyndis i Ævigheds deylige Vaaer,
Der skal ikke Dagen ved Solen opgry,
Ey Maanen tilmaale mig Næde og Ny,
Men JEsus er Solen, hvis Straaler er strød
I Abrahams Skiød, I Abrahams Skiød.
211
212
213
214
215
216
217
veedst Fløyet at snoo: drejer som en vejrhane
Skalk: bedrager
Drøfvelsens Kalk: sorgens bæger
Forfarenhed: erfaring
dødelig: dødbringende
takker dig af: opgiver, siger farvel
bøde: gøre bod for
89
LITTERATURENS HUSE
11.
Min Rigdom og Guld
Skal være af idel218 Bestandighed fuld,
Dend skal ikke Tyven bestiele mig da, Dend
skal ey Spitzfindighed skakre219 mig fra,
Min Rigdom er frj for ald Jorderigs Stød220
I Abrahams Skiød, I Abrahams Skiød.
14.
Der hâr jeg en Ven,
Min JEsus, som elsker og elskis igien,
Mit Øye der seer ham saadan som hand er,
Hând Kierligheds Himmel-bluß stedse
frembær,
Ved Aanden staar Kierlighed ævig i Glød
I Abrahams Skiød, I Abrahams Skiød.
12.
Jeg Ære skal faa
Fra Thronen min JEsus hand sidder oppaa,
Mig Kronen skal givis med Herlighed fyldt,
Med Blodet af Lammet alt over forgyldt,
Dend faar jeg, om Satan end selv det
fortrød,
I Abrahams Skiød, I Abrahams Skiød.
15.
Min Lyst og min Fryd
Forfriskis ved Engle-basuner og Lyd,
Men GUd er ald Lysten for mig og for dem!
Far op da, min Siæl, og ald Verden forglem!
Men glem ey at Lysten er ævig og sød
I Abrahams Skiød, I Abrahams Skiød.
(1681)
13.
Med Yndist jeg skal
Fremskinne blant Englenis hellige Tall,
Misundeligt Øye mig ikke skal see,
GUds Ansigt mig altjd i Øyne skal lee,
Der skal jeg bespotte dend avindsyg221 Død
I Abrahams Skiød, I Abrahams Skiød.
218
219
220
221
90
idel: evindelig
sjakre: franarre
Stød: usikkerhed
avindsyg: misundelig
BAROKKEN
Anders Bording
(1619-1677)
I barokkens litteratur møder man fire dominerende genrer: lejlighedsdigtning, salmer,
drikkeviser og kærlighedsdigte. De fleste af tidens forfattere mestrede alle genrer, for barokdigteren var først og fremmest en håndværker, der kunne levere varen, når kongen eller
kirken stillede en opgave.
En af de leveringsdygtige håndværkere var Anders Bording, der alene skrev Danmarks
første avis, Den danske Mercurius, og det endda på vers. Den udkom i perioden 1666-77 og
havde som sit formål at fortælle om kongehusets gøren og laden. Avisen havde naturligvis
den samme holdning som kongen og som hovedformål at stille regenten i et gunstigt lys.
Bording skrev også lejlighedsdigte og sange til kongehusets fester, kroninger, bryllupper
og begravelser. Ellers er han en sand mester i en anden genre, nemlig drikkevisen, som også
afspejler barokkens letsind. Selv holdt han ikke igen og forlystede sig på de slotte og herregårde,
der bød ham indenfor. Hans drikkevise fra 1663 kender vi melodien til. Noderne kan bl.a.
findes i Erik Søderholms Dansk barok 1630-1700 fra 1974.
Drikkevise
1
Frisk op! når djævlen gør sig vred,
da vil jeg lystig være,
slet ingenting er ham så led
som fryd i tugt og ære.
4
Og om det ikke regner her,
så sker det andre steder,
hvi skulle jeg da tie kvær,225
når sig en anden glæder?
2
Om lykken mig imod end går
og er i dag forborgen,
så tror jeg dog, at piben får
en anden lyd i morgen.
5
Hin sultne Mammons trælle må
med rigdom sig bemøje,226
måske det, de nu samler på,
kan lykken mig tilføje?
3
Hvad hjælper det med Corydon
for Galathe sig harme?222
Se Mopsus223 både skæv og krum
sove i Nisæ224 arme?
6
Hvo ved, når Clotho227 klipper til
og korter vore dage?
Hvo ved, når Charon228 råbe vil:
Til båds, til båds så fage! 229
222 harme: bedrøves
223 Mopsus: hyrdenavn
224 Nisæ: hyrindenavn
225 kvær: stille
226 bemøje: anstrenge sig
227 Clotho: skæbnegudinde, der klipper livstråden over
i græsk mytologi
228 Charon: færgemand, der sejler de døde over floden
Styx til dødsriget Hades
229 fage: hurtigt
91
LITTERATURENS HUSE
7
Hent ind den allerbedste vin,
hr. vært, lad flasken fylde,
skaf dertil sukkerkandis fin,
jeg skal det vel forskylde.230
13
En enest’ ting er her forgæt,236
os hver en vakker dame; 237
men glemte vi der’s skåle slet,238
da måtte vi os skamme.
8
Du smukke dreng, syng op, lad se
din siren-skønne231 stemme,
syng om den skønne Galathe,
så vil jeg sorgen glemme.
14
Hvo sig det store glas, her står,
fordrister mig at love,
den ønsker jeg i dag et år
i brude-seng at sove.
9
I friske brødre, pønser på,
hvad I vil musicere,
vi sankes ikke hver dag så,
måske ret aldrig mere.
15
Den mig gør først til dannemand,239
se det er hendes skåle,
ja var det end i baren vand,
da ville jeg det tåle.
10
Om jeg af guld en krone bar
og åtte232 borg og fæste,
og derhos ikke lystig var,
da savned’ jeg det bedste.
16
Ak gerne vil’ jeg vide, hvo
det dog engang skull’ blive,
den jeg omsider skal min tro
med hånd og hjerte give.
11
En cinqvepas,233 en galliard,234
hvo den har lært at træde,
han lader se sin vis og art,
vi andre ville kvæde.235
17
Jeg ved vel en, som elsker mig,
men jeg tør intet tale,
dog ved jeg vist en brud så rig,
hun skal det lag betale.
12
Og bejler du af kærlighed,
se ej til gods og penge,
men mest til dyd og dejlighed,
med lyst går du til senge.
18
Thi vil jeg her i søden vin
al min uro begrave,
farvel o sorg! med pine din,
du skal din afsked have.
230 forskylde: gengælde
231 siren-skønne: skøn som en sirenes sang i græsk
mytologi, hvor sirenernes lokkede søfolk til med
deres sang
232 åtte: ejede
233 cinqvepas: femtrins dans
234 galliard: livlig og munter dans
235 kvæde: synge
92
19
Frisk op derfor i kærlighed,
frisk op i smukke dyder,
frisk op i tugt og ærlighed,
trods hvem det end fortryder.
(1663)
236
237
238
239
forgæt: glemt
os hver en vakker dame: til hver af os en smuk dame
slet: helt
dannemand: hæderlig mand, ægtemand
BAROKKEN
John Milton
(1608-74)
John Milton er en af verdenslitteraturens store forfattere, udødeliggjort for sit hovedværk
Paradise Lost. Han blev født i en brydningstid for Storbritannien og tog aktiv del i såvel litterære
som filosofiske og politiske slagsmål.
Milton blev født i 1608, gik på Sct. Pauls skole og læste på universitetet i Cambridge, hvor
han afsluttede studierne med en MA-grad. Her skrev han sine første digte og skuespil og slog
hurtigt sit navn fast i både England og Italien.
På en rejse til Rom erfarede han, at der var udbrudt borgerkrig i England. Han rejste
hurtigt hjem, engagerede sig på puritanernes side og blev diplomat og rådgiver for general
Cromwell. Da monarkiet blev genindført i 1649 faldt Milton i unåde, men skrev trods et tiltagende synstab sine hovedværker i denne tid. Politisk blev han kendt for sine pamfletter, der
støttede trykkefrihed og retten til skilsmisse, litterært for sine to hovedværker Paradise Lost
(1667) og Paradise Regained (1671).
Paradise Lost er skrevet på såkaldte blankvers, dvs. verselinjer med fem jamber uden
enderim, der veksler frit mellem ti og elleve stavelser. Digtet er skrevet i et kraftfuldt sprog
og skildrer englen Lucifers fald og forsøg på at tilintetgøre skaberværket.
Vi kommer ind i digtet der, hvor paradiset skildres, og Satan efterfølgende iagttager Adam
og Eva.
af Det tabte Paradis
5
10
15
20
Imellem alle disse var der to,
langt ædlere af skikkelse og vækst
med oprejst gang, med himmelsk
oprejst gang
og medfødt højhed, nøgen majestæt.
De syntes herrer over alle ting,
og syntes så med føje, thi en glans
af deres skabers billede stråled frem
fra deres guddomslige åsyn: streng,
og ufordunklet sandhed, renhed, kløgt,
streng, men i ægte barnlig friheds ånd,
hvori al ægte myndighed på jord
sin kilde har. Dog var de, som det lod,
i magt ej lige, heller ej i køn.
Til indsigt og til mod var han bestemt,
og hun til ømhed og til ynde blid,
han i sig selv en gud, hun gud i ham!
Hans pande, skøn og høj, det stolte blik,
forkyndte enevælde. Mandigt flød
i bølger ned fra issens delte hår
hans liljelokker, men ej neden for
de brede skuldre. Uden kunstig pryd
faldt hendes gyldne krøller som et slør
ned til den smækre midje frit og løst,
og krused blødt sig under munter leg,
som vinen sine rankers tråde sno’r,
- et tegn på underdanighed, på den,
som vindes kun, når magten øves mildt,
og som hun viste og han modtog bedst,
da den i ydmyg lydighed blev vist
og med beskeden stolthed, og en sød
undselig elskovs modstand. Uden skjul
de hemmelige dele var endnu.
Der var ej nogen skellig grund til blu,
hin skammelige blu for noget skabt.
Du æreløse ære, født af synd,
hvor har du dog besværet al vor slægt
med skin, kun idel skin, og fra vort liv
bandlyst vort lykkeligste liv, en ren
og pletfri uskyld, et enfoldigt sind!
Således gik de nøgne om for Guds
og for hans engles åsyn, thi på ondt
93
25
30
35
40
LITTERATURENS HUSE
45
50
55
60
65
70
75
80
de tænkte ej, og vandred hånd i hånd,
det elskeligste par, som nogen tid
med elskov hviled i hinandens favn.
Den guddomsligeste af alle mænd,
der fødtes som hans sønner, Adam var,
og Eva skønnest af sit døtrekuld.
I svale skygger på det grønne græs,
som hvisked sagtelig, de sæde tog
ved bredden af et køligt kildevæld.
Da nu den kære havedont var endt,
der gav dem kun så stort besvær, at ret
de kunne prise Zefyrs friske pust240
og finde mere rolig deres ro,
og mere sød den sunde tørst og sult,
de gav med deres nadver sig i færd
af lutter frugter, men med nektarsmag,
som grenene dem venligt bød, imens
de rygstød fandt på skråningen, hvis
græs
var blødt og dunfint og med blomster
smykt.
De lod sig plantekødet smage vel
og brugte skallerne til drikkekar,
som de af strømmen fyldte. Ømme ord
der mangled ej og elskovsfulde smil,
ej heller den ungdommelige skæmt,
der sømmed sig så smukt et ægtepar
så lykkeligt forbundne, ene to.
Omkring dem leged alle Jordens dyr,
som siden hen blev vilde, og hvis hjem
er skove, ørkner, huler eller krat.
Med muntre spring svang løven i sin lab
det lille kid, og tiger, bjørn og los
og leopard foran dem hopped fro.
Den tunge elefant for løjers skyld
anspændte al sin kraft og krøller slog
på snablen, og den træske slange vandt
ved siden af i mangen slynget bugt
sin stjært,241 hvor ring var leddet ind i
ring,
og viste alt sin skæbnesvangre svig,
- men upåagtet. Andre mætte lå
i græsset, roligt seende sig om,
240 Zefyrs friske pust: den milde vestenvind
241 stjært: hale
94
hvad heller tygged drøv før de til ro
sig lagde, thi i vester solen sank
og daled skråt mod verdenshavets ø’r,
mens himlens vægtskål med de stjerner
steg,
som leder kvælden frem. Men Satan
stod
endnu og stirred, som han stirred først.
Kun med besvær han mæle fandt til
sidst:
”O helved! hvad må mine øjne se!
den salighed så herlig og så rig,
vi ejed før, er skænket nu en slægt
af anden art, måske af jorden født,
og ikke ånder, men et lidet kun
dog ringere end himlens klare hær
af ånder, - væsner, som min tanke må
med undren følge og af hjertens grund
jeg kunne elske for den stråleglans
af guddomsbilledet, jeg hos dem ser,
og al den ynde, deres skabers hånd
har overøst dem med. Ak, ædle par,
som kun ved lidet af, hvad nær og brat
omskiftelse, der eder forestår,
da alle disse glæder er forbi
og lader eder kun beholde kval,
- des større kval, jo større fryd I nød!
I er vel lykkelige, men for stor
er eders lykke til at vare ved,
fordi den er betrygget alt for slet.
I fik til himmel dette høje bo,
men denne himmels gærde er for svagt
imod den fjende, som er nu trængt ind.
Dog, ej som eders fjende kom jeg hid.
For eder, I fortabte, kunne ynk
jeg føle, skønt uynket selv. Men pagt
jeg vil med eder slutte, et så fast
og nøje venskab, at herefter jeg
skal bo hos eder, eller I hos mig.
Måske mit hjem ej tækkes eders sans
så godt som dette skønne paradis.
Men hvad! det er jo eders skabers værk!
Som han mig gav det, giver jeg det frit.
Den bredeste af alle porte fluks
85
90
95
100
105
110
115
120
BAROKKEN
125
130
skal helved lade op for eder to,
og sende alle sine konger frem,
og der skal blive plads langt mer end her
på dette snævre sted for eders æt
hvor talrig den end bliver. At I får
ej bedre bolig kan I takke ham,
som tvinger mig imod min vilje til
at hævne mig på eder, ihvorvel
I ej har gjort mig uret, at jeg hævn
kan fange over ham, min fjende gram. –
Og skulle jeg bevæges, – som jeg gør –,
ved eders fromme uskyld, nødes jeg
dog ved den fælles sag, min æres krav
og rigets tilvækst, da en verden ny
jeg ved min hævn kan vinde, til en dåd,
jeg ellers ville afsky, skønt fordømt.”
135
140
Så taled Satan, og som en tyran
det plejer, brugte han ”nødvendighed”
til påskud for sin ondskab. – –
(1667)
95
96
96
Oplysning og
følsomhed
5
Jean-Jacques Rousseau
(1712-78)
Jean-Jacques Rousseau er kendt for sin sætning ’Tilbage til naturen’ og oplevede på egen krop
et samfund, der havde fjernet sig langt fra denne. Moderen døde kort efter fødslen, faderen
overlod ham til en onkel, da han fyldte ti. Onklen sendte unge Rousseau videre til præsten,
og herfra blev han ekspederet videre til uddannelse, først som notar og så som kobberstikker
for til sidst at ende som huslærer.
I den veluddannede Madame de Warrens skikkelse fandt den unge Rousseau en opdrager, moder og elskerinde, som bragte ham ind i de lærdes rækker. Han blev medforfatter til
den store franske encyklopædi og skrev selv vigtige værker som Samfundspagten (1762) og
selvbiografien Bekendelser (1765-70).
Selv fik Rousseau fem børn, som han overgav til et børnehjem, mens han grublede over
opdragelsens filosofi. Det resulterede i den banebrydende bog Émile (1762), der er et tænkt
opdragelseseksperiment.
Pointen er, at det fiktive barn, Emile, kun skal lære det, han er moden til. Han skal lære
tingene selv, dvs. ikke gennem en teoretisk undervisning, men gennem praktiske øvelser og
lege, der får ham til at udvikle sig og forstå de teoretiske sammenhænge, han siden kommer
til at møde.
Som sådan er Emile typisk for oplysningstiden, fordi man prøver at gentænke alle grundlæggende forhold for at frigøre sig fra overleverede traditioner og fordomme.
←
Oplysningstiden var præget af en grundmuret tro på fornuft og oplysning af folket. I denne strategi spillede bogen en
helt central rolle. Et kultiveret menneske var et læsende og selvstændigt tænkende menneske, og i Paris breder de
litterære og politiske saloner sig med lynets hast fra midten af 1700-tallet. Det er ikke mindst herfra den store revolution
udgår i 1789, hvor vi for første gang hører parolerne Liberté, Egalité, Fraternité (frihed, lighed og broderskab). Senere
går det som efter de fleste revolutioner: revolutionens børn begynder at æde hinanden. Revolutionsmaleren over dem
alle, Jacques Louis David (1748-1825), har her malet et af de dramatiske opgør: den revolutionære læge Jean-Paul
Marat bliver dræbt i sit badekar af en anden revolutionær, Charlotte Corday, der har sneget sig ind og stikker en kniv i
ham. Helt i oplysningens ånd dør han dog ikke aldeles: som en folkeoplysningens mand lever hans ry og tanker videre,
og som en sand intellektuel dør han bogstavelig talt med pennen i hånden. Nemlig mens han er ved at underskrive et
dokument, som Corday så falsk har rakt ham. Billedet er malet i revoltionens mest blodige år, 1793, hvor man udover
en hoben andre aristokrater også henretter den franske konge Louis d.16. og hans dronning, Marie Antoinette.
Jacques Louis David: Den dræbte Marat. 1793 . Chateau de Versailles, France
97
LITTERATURENS HUSE
af Emile eller Om opdragelsen
5
10
15
20
25
30
35
40
Et barn bliver stadig mere værdifuldt,
efterhånden som det skrider frem i alder.
Til selve værdien af dets person må lægges værdien af den omsorg det har været
genstand for; til bevidstheden om, at en
del af dets liv allerede er forløbet, føjer
sig tanken om døden.
Under ens omhu for bevarelsen af
barnets liv er det altså hovedsagelig
fremtiden man må tænke på. Det er mod
ungdomstidens farer man må væbne det,
før det endnu er nået til ungdoms alder.
Thi så sandt som værdien af barnets liv
øges indtil den alder hvor det bliver i
stand til at gøre gavn, hvilken dårskab er
det da ikke at spare det for nogle lidelser
i barndommen, for at forøge dem i den
alder hvor barnet er blevet et fornuftsvæsen? Er det mesterens lære?
Det er menneskets skæbne at lide i
alle livets aldre. Endog selvopholdelsen
er forbundet med smerte. Det menneske
skal prise sig lykkeligt der i barndommen
kun har kendt de fysiske lidelser som er
langt mindre grusomme, langt mindre
smertefulde end de andre, og som meget
sjældnere end dem får os til at give afkald
på livet. Man begår ikke selvmord på
grund af gigtsmerter; det er kun de sjælelige lidelser som fører til fortvivlelse.
Vi ynkes over barnets lod, men det er vor
egen vi må beklage os over. Vore største
lidelser har deres oprindelse i os selv.
Når et barn fødes, skriger det. Den
første barnealder går med gråd. Snart
vugger man det eller kærtegner det for
at berolige det; snart truer man det eller
slår det for at få det til at tie. Enten gør vi
det som barnet ønsker, eller også kræver
vi af barnet hvad vi selv ønsker. Enten
giver vi efter for barnets luner, eller vi
tvinger det til at give efter for vore. Der
er ingen mellemvej: enten kommanderer
98
barnet, eller også bliver det kommanderet.
Barnets første begreber bliver derfor dels
herskerens, dels slavens. Inden barnet
endnu kan tale, befaler det; inden det
endnu kan handle, adlyder det. Undertiden straffer man det, endnu før det kan
erkende sine fejl, eller rettere: før det kan
begå nogle. Således fylder man tidligt
dets unge hjerte med lidenskaber, som
man derefter giver naturen skyld for. Når
man selv har gjort sig umage for at gøre
barnet uartigt, beklager man sig over dets
uartighed.
På denne måde tilbringer et barn seks
eller syv år blandt kvinder som offer for
deres eller sine egne luner. Når man har
lært det dette og hint, det vil sige: når man
har bebyrdet dets hukommelse enten med
ord, som det ikke har forudsætninger for
at forstå, eller begreber, som ikke er det
til nogen nytte; når man har uddrevet
naturen med lidenskaber, som man selv
har opvakt, så overlader man dette kunstprodukt af et barn til en huslærer. Denne
videreudvikler derefter de kunstige spirer,
som han finder fuldt udformede, og lærer
barnet alt undtagen dette: at kende sig
selv, at udvikle sine evner, at leve efter
naturen og blive et lykkeligt menneske.
Når så endelig dette barn – på én gang
slave og tyran – proppet med kundskaber,
men uden evne til selvstændig tænkning,
en svækling på sjæl og legeme, bliver
kastet ud i verden og dér viser sin uduelighed, sit hovmod og sine skavanker, da
må man sandelig begræde menneskenes
uforstand og bagvendthed. Man gør det
helt forkerte. Et sådant menneske er skabt
af vore egne luner; det menneske som
skabes af naturen er anderledes.
Vil De have at barnet skal bevare sin
oprindelighed, så værn om den lige fra det
øjeblik barnet kommer til verden. Man må
45
50
55
60
65
70
75
80
85
OPLYSNING OG FØLSOMHED
90
95
100
105
110
115
120
125
130
bemægtige sig det straks efter fødselen og
ikke slippe det, før det er blevet voksent,
ellers vil ens forehavende aldrig lykkes.
Ligesom moderen er den naturlige amme,
således er faderen den naturlige lærer. De
må enes om fordelingen af deres hverv
og være enige om deres system, således
at barnet kan gå fra den enes hånd over
i den andens. Det bliver bedre opdraget
af en fornuftig, jævnt oplyst fader end
af verdens dygtigste lærer. Thi interesse
for opgaven erstatter bedre talentet, end
talentet erstatter interessen.
Men faderens forretninger, hans hverv,
hans pligter! Nuvel, hvad pligter angår,
kommer utvivlsomt faderpligten i sidste
række!
Det kan ikke undre at en mand, hvis
hustru har forsømt at amme frugten af
deres ægteskabelig forening, forsømmer
at opdrage barnet. Intet er mere henrivende end billedet af et lykkeligt familieliv, men er blot et eneste penselstrøg
mislykket, forvanskes alle de andre. Hvis
moderen er for svag til at være amme,
så har faderen for mange forretninger
til at være opdrager. Børnene som er
fjernede fra hjemmet, spredt omkring i
pensioner, klostre og kostskoler, lægger
den kærlighed, de skylder hjemmet, andre
steder, eller rettere sagt: de medbringer til
hjemmet den vane ikke at fæste sig ved
noget. Brødre og søstre kender næppe
hinanden. Når alle er samlede til en familiesammenkomst, kan de være meget
høflige indbyrdes, men de omgås som
fremmede. Når der ikke er et fortroligt forhold mellem forældrene, når familielivet
ikke mere er livets fryd, må børnene søge
erstatning i dårlige fornøjelser. Findes der
et menneske så tåbeligt, at han ikke kan
se sammenhængen i dette?
Ved at avle og opføde sine børn opfylder en fader kun en tredjedel af sin pligt.
Han skylder menneskeslægten mænd,
han skylder landet samfundsindivider,
han skylder staten borgere. Enhver mand,
som kan betale denne tredobbelte gæld og
ikke gør det, er skyldig – og mere skyldig
måske, når han kun betaler den halvt. Den
som ikke kan opfylde en faders pligter, har
ikke ret til at sætte børn i verden. Hverken
fattigdom eller arbejdsbyrde eller frygt for
menneskenes dom kan fritage ham for at
ernære sine børn og selv opdrage dem.
Læser, tro De mig! Jeg forsikrer enhver
behjertet mand, som forsømmer så hellige
pligter, længe vil fælde bitre tårer over
sin forsømmelighed og aldrig vil kunne
finde sin sjælefred.
Men hvad bestiller da denne rigmand,
denne familiefader som er så travlt optaget, og som efter eget sigende er nødsaget
til at prisgive sine børn, og som betaler en
anden mand for at udføre den pligt der er
ham for besværlig? Bestikkelige sjæl! Tror
du, at du for penge kan købe dit barn en
anden fader? Tag ikke fejl; det er ikke en
lærer du giver ham, men en tjener, og han
vil snart forme din søn i sit billede.
Man diskuterer meget, hvilke egenskaber en god opdrager skal have. Den første
egenskab jeg ville kræve af ham – men
denne egenskab forudsætter mange andre – er, at han ikke er til fals. Der findes
hverv, som er så ædle, at man ikke kan
udføre dem for penge uden at vise sig
uværdig til at udøve dem. Sådanne hverv
er krigerens og opdragerens. ”Hvem skal
da opdrage mit barn?” – ”Jeg har allerede
sagt det: du selv.” – ”Jeg kan ikke.” – ”Du
kan ikke! Så se dig om efter en ven; jeg
ser ingen anden udvej.”
En opdrager, hvilken ophøjet sjæl. I
sandhed, for at danne et nyt menneske
må man være enten dets fader eller selv
være mere end et menneske. Og det hverv
betror man ganske roligt til lejesvende!
Jo mere man tænker over sagen, des
flere nye vanskeligheder dukker der op.
99
135
140
145
150
155
160
165
170
175
LITTERATURENS HUSE
180
185
190
Opdrageren eller hovmesteren burde
være uddannet med henblik på sin elev;
tjenestefolkene burde være opdraget med
henblik på deres herre; alle de som omgås
barnet burde selv have modtaget de indtryk de vil meddele det. Således burde
man gå fra den ene opdragelse til den
anden, jeg ved ikke hvor langt tilbage.
Hvordan skulle et barn kunne blive godt
opdraget af en, som ikke selv er blevet
godt opdraget?
Er det da umuligt at finde et sådant
sjældent menneske? Jeg ved det ikke.
Hvem ved, hvilken grad af dyd en sjæl kan
100
hæve sig op til, selv i disse fordærvede
tider. Men lad os antage, at vidunderet
er fundet. Det er i lyset af hvad han skal
udrette, at vi må se hvordan han bør være.
Hvad jeg på forhånd mener at kunne indse
er dette, at en fader, som virkelig føler
hvad en god hovmester er værd, ville
bestemme sig til at undvære ham, thi det
vil koste ham mere møje at finde en end
selv at være det. Ønsker han at skaffe sig
en ven, må han opdrage sin søn til at blive
det; så er han fri for at søge andetsteds, og
naturen har allerede gjort det halve.
(1762)
195
200
OPLYSNING OG FØLSOMHED
Immanuel Kant
(1724-1804)
Immanuel Kant inkarnerede selv det oplyste fornuftsmenneske, han gjorde sig til talsmand
for. Han levede fuldstændig principfast hele sit liv i den østpreussiske by Königberg (nu
Kaliningrad). Med sig fra sit pietistiske håndværkerhjem tog han en jernhård disciplin, der
bragte ham gennem skolen og frem til universitetet, hvor han blev professor og forelæste i
filosofi, fysik, matematik og pædagogik.
Hver eftermiddag spadserede han på klokkeslættet en tur, men to gange forbrød han sig
mod det daglige ritual. Den ene gang var, da han læste filosoffen Rousseaus bog Emile (1762),
den anden, da han fejrede den franske revolution med et glas vin.
Selv skrev Kant en række filosofiske hovedværker, der alle bar titlen”Kritik af…”. Det betød,
at han satte kritisk lys over et helt filosofisk område. I Kritikken af den rene fornuft (1781) gjaldt
det erkendelsesteori og metafysik, i Kritikken af den praktiske fornuft (1788) gjaldt det etikken,
og i Kritikken af dømmekraften (1790) blev kunst og æstetik behandlet.
Undervejs skrev Kant også en række mindre værker og bøger, bl.a. artiklen ”Hvad er
oplysning?” (1784). I den definerer Kant, hvad oplysning egentlig er, og hvilke konsekvenser
den bør have. Som sådan kan artiklen læses som en programerklæring for den periode, vi
kalder oplysningstiden.
Hvad er oplysning?
5
10
15
20
Oplysning er menneskets udgang af dets
selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evne til at bruge sin
forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen
til den ikke ligger i forstandens mangler,
men i manglende beslutsomhed og mod
til at bruge den uden en andens ledelse.
Sapere aude242 ! Hav mod til at bruge din
egen forstand! er altså oplysningens valgsprog.
Dovenskab og fejhed er altså årsagerne
til, at så stor en del af menneskene, efter for
længst fra naturens side at være erklæret
fri for fremmed styrelse, alligevel gerne
forbliver umyndige livet igennem, og til
at det er så let for andre at opkaste sig til
deres formyndere. Det er så bekvemt at
være umyndig. Hvis jeg har en bog, der
har forstand for mig, en sjælesørger, der
242 Sapere aude: hav mod til at bruge din egen forstand
har samvittighed for mig, en læge, der
afgør diæten osv., så behøver jeg jo ikke
selv at ulejlige mig. Jeg behøver ikke at
tænke, når jeg bare kan betale; andre vil
overtage den kedelige bestilling for mig.
At skridtet ind i myndigheden af langt
den største del af menneskene (herunder
hele det smukke køn) ud over at være
besværligt også anses for meget farligt:
det sørger netop de formyndere for, som
har gjort dem den tjeneste at påtage sig
overopsynet med dem. Efter at de har
gjort deres husfæ dumme og omhyggeligt
har forebygget, at disse rolige skabninger
vover at tage så meget som et enkelt skridt
uden for den løbegård, som de har spærret dem inde i, så viser de dem herefter
den fare, der truer, hvis de skulle forsøge
at gå selv. Nu er denne fare ganske vist
ikke så stor, for de ville vel, efter at være
faldet et par gange, endelig lære at gå. Men
et enkelt eksempel af denne art skaber
101
25
30
35
40
LITTERATURENS HUSE
45
50
55
60
65
70
75
80
ængstelse og afskrækker i almindelighed
fra alle yderligere forsøg.
For det enkelte menneske er det altså
vanskeligt at arbejde sig ud af den umyndighed, som hos ham på det nærmeste er
blevet til natur. Han har endog fundet
behag i den, og umiddelbart er han virkelig ude af stand til at bruge sin egen
forstand, fordi man aldrig har ladet ham
gøre forsøget. Forskrifter og formler, dette
mekaniske værktøj for en fornuftig brug
eller snarere misbrug af hans naturlige anlæg, er den stedsevarende umyndigheds
fodlænker. Den, der kastede dem af sig,
ville alligevel kun gøre et usikkert spring
over selv den smalleste grøft, fordi han
ikke er vant til den slags fri bevægelse.
Derfor findes der kun få, som det gennem
bearbejdning af deres egen ånd er lykkedes for at vikle sig ud af umyndigheden
og samtidig gå med en sikker gang.
At publikum243 oplyser sig selv, er imidlertid snarere muligt, ja, hvis man blot giver
det frihed, er det nærmest uundgåeligt.
For da vil der altid, selv blandt de indsatte formyndere for den store hob, findes
nogle selvtænkende, som efter selv at have
afkastet umyndighedens åg, omkring sig
ville udbrede den ånd, der ligger i en fornuftig påskønnelse af sit eget værd og i
ethvert menneskes kald til at tænke selv.
Det underlige er, at publikum, efter først
af formynderne at være underkastet dette
åg, selv tvinger disse til også at forblive
under det, hvis nogle af de formyndere,
som er umodtagelige for enhver oplysning, har tilskyndet til det. Det er således
skadeligt at plante fordomme, fordi de i
sidste ende hævner sig på ophavsmændene eller deres efterkommere. Derfor kan
et publikum kun langsomt nå til oplysning. Gennem en revolution kunne der
243 publikum: de borgere, der har adgang til offentligheden og kan læse bøger og tidsskrifter og selv ytre
sig
102
måske godt tilvejebringes en mindskelse
af personlig despotisme og af rovgrisk
og herskesyg undertrykkelse, men aldrig
en sand reform af tænkemåden; snarere
ville nye fordomme på samme måde som
de gamle tjene som ledetråd for den store,
tankeløse hob.
Til denne oplysning kræves der imidlertid intet andet end FRIHED; og nærmere bestemt det uskadeligste blandt alt
det, der kan kaldes frihed, nemlig dette:
i enhver henseende at gøre offentlig brug
af sin fornuft. Men nu hører jeg råben fra
alle sider: ræsonner ikke! Officeren siger:
ræsonner ikke, men eksercer! Finansråden
siger: ræsonner ikke, men betal! Den gejstlige siger: ræsonner ikke, men tro! (Kun
en eneste herre i verden siger: ræsonner
så meget I vil, og over hvad I vil, men
adlyd) 244 Her er der overalt indskrænkning
i friheden. Men hvilken indskrænkning er
til hinder for oplysningen, og hvilken er
ikke, men måske endda befordrende? – Jeg
svarer: den offentlige brug af ens fornuft
må til enhver tid være fri, og den alene
kan bringe oplysning blandt menneskene;
men privatbrugen af fornuften kan ofte
være stærkt indskrænket uden af den
grund at hindre oplysningens fremskridt
synderligt. Ved den offentlige brug af ens
egen fornuft forstår jeg imidlertid den
brug, som en person gør af den SOM
LÆRD foran læserverdenens hele publikum. (...)
Når der nu bliver spurgt: lever vi i dag
i en oplyst tidsalder? er svaret: nej, men i
en oplysningens tidsalder. Der mangler
endnu meget, førend menneskene, som
sagerne i det hele taget står i dag, ville
være eller blot kunne sættes i stand til
i religionsspørgsmål at betjene sig godt
og sikkert af deres egen forstand uden en
andens ledelse. Vi ser dog tydelige tegn
244 Kant hentyder til den også senere omtalte Friedrich:
Frederik den Store (1712-1786).
85
90
95
100
105
110
115
120
125
OPLYSNING OG FØLSOMHED
130
135
140
145
150
155
160
165
170
på, at det i det mindste bliver muligt, at
man frit kan arbejde sig hen imod dette,
og at hindringerne for den almene oplysning eller for udgangen af den selvforskyldte umyndighed efterhånden bliver
mindre. I den henseende er vor tidsalder
oplysningens tidsalder eller FRIEDRICHS
århundrede.
En fyrste, der ikke finder det uværdigt
at sige, at han anser det for en pligt ikke
at foreskrive menneskene noget i religionsanliggende, men at lade dem have
fuld frihed heri, det vil sige, en fyrste, der
selv fralægger sig den hovmodige benævnelse tolerance, er oplyst og fortjener at
blive prist af den taknemmelige verden
og efterverden som den første, der, i det
mindste fra regeringens side, befriede
menneskeslægten fra umyndigheden, og
lod enhver have frihed til i alle samvittighedsanliggender at bruge sin egen fornuft.
Under ham kan ærværdige gejstlige som
lærde frit og offentligt fremlægge deres
vurderinger og indsigter, som her og der
afviger fra det vedtagne, for verden til
bedømmelse, uanset deres embedspligt
– og dette gælder i endnu højere grad
for alle andre, som ikke er begrænset
af nogen embedspligt. Denne frihedens
ånd udbreder sig selv der, hvor den må
kæmpe mod ydre hindringer fra en regering, der misforstår sine opgaver. For
den er et lysende eksempel på, at der ved
frihed ikke er det mindste at frygte for
fællesvæsenets offentlige ro og enighed.
Menneskene arbejder sig af sig selv lidt
efter lidt ud af råheden, når blot man ikke
forsætligt og på unaturlig vis forsøger at
fastholde dem deri.
I behandlingen af oplysningen, det
vil sige menneskenes udgang af deres
selvforskyldte umyndighed, har jeg fortrinsvis lagt vægten på religionsspørgsmålet, fordi vore herskere ingen interesse
har i at spille formyndere overfor deres
undersåtter med hensyn til kunsten og
videnskaben; dertil kommer, at denne
umyndighed ikke blot er den skadeligste, men også den mest vanærende. Men
tænkemåden hos et statsoverhoved, der
fremmer den førstnævnte oplysning, fører endnu videre, og han indser, at selv
med hensyn til hans lovgivning er det
uden fare at tillade undersåtterne at gøre
offentlig brug af deres egen fornuft og
offentligt for verden at fremlægge deres
tanker om en bedre affattelse af denne
lovgivning, endda med en frimodig kritik
af den allerede eksisterende. Derpå har vi
et strålende eksempel, hvor endnu ingen
monark har overgået den, vi ærer.
Men også kun den, der som oplyst ikke
frygter skygger, og som tilmed har en
veldisciplineret og talrig hær til rådighed
til at borge for den offentlige ro, kan sige
det, som ingen fristat vover: ræsonner så
meget I vil, og over hvad I vil, men adlyd!
Således viser tingenes gang sig at være
besynderlig og uventet hos menneskene,
hvor i øvrigt næsten alt som helhed betragtet er paradoksalt. En større grad af
borgerlig frihed synes at være fordelagtig
for åndens frihed hos folket, men sætter
dog uoverstigelige skranker for den; en
mindre grad af borgerlig frihed giver
derimod den åndelige frihed lejlighed til
at udbrede sig af al sin kraft. Når naturen under denne hårde skal har udviklet
det kim, som den på nænsom måde har
sørget for, nemlig hangen og kaldet til
fri tænkning, så virker denne efterhånden tilbage på folkets sindelag (hvorved
folket lidt efter lidt bliver bedre skikket
til handlefriheden) og til sidst også på
grundsætningerne hos regeringen, der
selv finder det fordelagtigt at behandle
menneskene, som nu er mere end maskiner, i overensstemmelse med deres
værdighed.
(1784)
103
175
180
185
190
195
200
205
210
215
LITTERATURENS HUSE
Ludvig Holberg
(1684-1754)
Ludvig Holberg er 1700-tallets og Danmarks største dramatiker gennem tiderne. Han er
egentlig nordmand, født i Bergen, der var en del af det danske kongerige. Som velbegavet
officersøn sendes han til København for at studere, og i en alder af 19 lykkes det ham at bestå
sin embedseksamen og blive ansat ved universitetet.
Sideløbende med sin undervisning besættes Holberg af sin poetiske raptus. I årene 1722-28
skrev han 25 komedier, hvoraf 19 blev opført på det første danske privatteater i Grønnegade.
Holbergs forbillede var franske Molière (1622-73), hvis karakterkomedier blev internationale
succeser. En karakterkomedie stiller en persons karakter (type) til skue og sætter vedkommende på plads.
Det er netop, hvad der sker i Holbergs klassiske komedier som Den politiske kandestøber,
Jeppe på bjerget og Erasmus Montanus. I sidstnævnte vender bondestudenten Rasmus Bjerg hjem
til de stolte forældre, der dog snart må indse at deres halvstuderede søn har fået filosofiske
griller.
Han lægger sig hurtigt ud med de lokale: Per Degn og Jesper Ridefoged, som han nok
sprogligt kan sætte på plads, men ikke ud af spillet. Moderen gør han ved hjælp af en fejlagtig
argumentation til en sten, og samtidig hævder han, at Jorden er rund, hvilket bekommer hans
kommende svigerfar, Jeronimus, ilde. Endelig er broderen Jacob, der arbejder på gården, ikke
mindre skarpsindig end den lærde Erasmus.
af Erasmus Montanus
4 AKT
1. scene
5
10
15
MONTANUS (alene) Her har jeg været
plaget en hel time med mine svigerforældre, som med suk og gråd vil bevæge
mig at stå fra min mening. Men de kender
ikke Erasmum Montanum ret. Ikke om jeg
kunne blive kejser, ville jeg stå fra det jeg
engang har sagt. Jeg elsker Mademoiselle
Elisabet, det er sandt. Men at jeg for hendes skyld opofrer filosofien og står fra det
jeg engang offentlig har sustineret, det
sker aldrig. Jeg håber dog at det skal blive
godt, og at jeg skal få min kæreste uden
min reputations fortabelse. Thi når jeg får
lejlighed at tale med Jeronimus, skal jeg
så tydelig bevise ham sine vildfarelser at
han skal finde sig deri. Men der ser jeg
104
Degnen og Ridefogden komme fra mine
forældre.
2. scene
Jesper, Per, Montanus
JESPER: Min kære Monsieur Montanus,
vi har haft et stærkt arbejde i dag for jer
skyld.
MONTANUS: Hvad er det?
JESPER: Vi har løbet mellem jere forældre
og svigerforældre for at mægle en fred.
MONTANUS: Ja, hvad har I da udrettet?
Vil min svigerfar lade sig sige?
JESPER: De sidste ord han sagde til os, var
disse: der har aldrig været noget kætteri
20
25
30
OPLYSNING OG FØLSOMHED
35
40
45
50
55
60
65
i vor familie. Hils kun Rasmus Berg (jeg
siger kun lige hans ord, thi han sagde
ikke Montanus Berg engang), hils kun
Rasmus Berg, sagde han, og sig ham at
jeg og min hustru ere begge skikkelige og
gudfrygtige folk, som heller vrider halsen
om på vor datter end giver hende til en
der siger at jorden er rund, og fører falsk
lærdom herind i byen.
PER: Sandt at sige, så har vi altid haft
en ren tro her på Bjerget, og Monsieur
Jeronimus har ikke stor uret derudi, at
han vil hæve op dette svogerskab.
MONTANUS: I godtfolk, hilser Monsieur
Jeronimus igen og sig ham at han gør
synd derudi, at han vil tvinge mig at stå
fra det som jeg engang har sagt, hvilket
er mod leges scholasticas, og consvetudines
laudabiles.245
PER: Ej, Dominus246, vil I forlade jer smukke
kæreste for så ringe ting? Alle mennesker
vil tale ilde derom.
MONTANUS: Den gemene mand, vulgus247, vil tale ilde derom, men mine commilitones248, mine kammerater, vil løfte mig
op til skyerne for min bestandighed.
PER: Holder I det da for synd at sige
jorden er flak eller lang?
MONTANUS: Nej, det gør jeg ikke, men
jeg holder det for en skam og vanære
for mig, som er en baccalaureus philosophiæ249, at stå fra hvad jeg engang publice
har sustineret,250 og at gøre noget som er
ordenen uanstændigt. Min pligt er at se
til ne qvid detrimenti patiatur respublica
philosophica.251
245 leges scholasticas, og consvetudines laudabiles: de
akademiske love og rosværdige vedtægter
246 Dominus: herre. korrekt: Domine
247 vulgus: den jævne mand
248 commilitones: medstuderende
249 baccalaureus philosophiæ: en der har bestået første
universitetseksamen
250 publice har sustineret: offentligt har påstået
251 ne qvid detrimenti patiatur respublica philosophica: at
det filosofiske samfund ikke lider skade
PER: Men når I kan overbevises at det
er falsk, som I tror, holder I det da for en
synd at stå fra jer mening?
MONTANUS: Bevis mig at det er falsk,
og de methodice252 !
PER: Det er mig en let sag. Her bor nu
så mange brave folk her i byen, først jer
svigerfar, som har bragt sig frem alene
ved pennen, dernæst jeg uværdig, som
har været degn udi 14 samfulde år, siden
denne gode mand, Ridefogden, foruden
Sognefogden og adskillige andre brave
bosiddende mænd, der har svaret deres
skat og landgilde både udi onde og gode
tider.
MONTANUS: Det ville blive en forbandet
syllogismus.253 Hvor vil vel al den snak
hen?
PER: Nu kommer jeg straks til det jeg vil
sige. Spørg nu enhver af disse gode mænd
som bor her i byen, og hør om nogen skal
holde med jer derudi at jorden er rund.
Jeg véd man må jo tro mer hvad så mange
siger end én alene. Ergo har I uret.
MONTANUS: I må tage hele Bjergets folk
hid og lade dem opponere både mod den
materie og andre, jeg skal binde munden
på dem alle. Slige folk har ingen tro. De
må tro hvad jeg og andre folk siger.
PER: Men om I ville sige at månen var af
grøn ost, skulle de også tro det?
MONTANUS: Ja, hvad andet? Sig mig,
hvad tror folk her at I er?
PER: De tror at jeg er en god, ærlig mand
og degn her på stedet, hvilket er sandt.
MONTANUS: Og jeg siger det er løgn.
Jeg siger I er en hane, og skal bevise det
så klart som 2 og 3 er 5.
PER: I skal bevise djævlen. Hvad nu, er jeg
en hane? Hvormed vil I gøre det godt?
MONTANUS: Kan I sige mig noget som
kan befri jer derfra?
252 de methodice: efter reglerne
253 syllogisme: klassisk argumentationsform med to
præmisser og en konklusion
105
70
75
80
85
90
95
100
105
110
LITTERATURENS HUSE
115
120
125
130
135
140
145
150
PER: Først kan jeg jo tale. En hane kan
ikke tale. Ergo er jeg ikke en hane.
MONTANUS: Talen gør intet til sagen.
En papegøje, en stær, kan og tale, derfor
er de just ikke mennesker.
PER: Jeg kan bevise det af andet end af
talen. En hane har ingen menneskelig
forstand. Jeg har menneskelig forstand.
Ergo er jeg ingen hane.
MONTANUS: Proba minorem.254
JESPER: Ej, tal danske.
MONTANUS: Jeg vil at han skal bevise
sig at have forstand som et menneske.
PER: Hør, jeg forretter jo mit embede
upåklageligt.
MONTANUS: Hvilke ere de fornemmeste
poster udi jer embede, hvoraf I beviser en
menneskelig forstand?
PER: Et: Forsømmer jeg aldrig at ringe
til messe på bestemte tider.
MONTANUS: En hane forsømmer ej
heller at gale og give tiderne til kende og
advare folk når de skal stå op.
PER: To: Synger jeg så vel som nogen
degn udi hele Sjælland.
MONTANUS: Vor hane galer og så vel
som nogen hane udi Sjælland.
PER: Jeg kan støbe vokslys. Det kan ingen
haner gøre.
MONTANUS: En hane derimod kan gøre
æg, hvilket I ikke kan gøre. Ser I da vel
at I af forstand udi jer embede ikke kan
bevise at I er bedre end en hane. Se også
i kort begreb hvilken enstemmelse255 der
er imellem jer og en hane. En hane har
en kam i hovedet, I bær også takker udi
panden. En hane galer, I galer også. En
hane gør sig til af sin røst og bryster sig, I
ligeledes. En hane varer ad, når det er tid
at råbe, I, når det er tid at gå i messe. Ergo
er I en hane. Har I ellers noget at sige?
(Per Degn græder)
JESPER: Ej, græd ikke Per, hvad vil I
agte sådant?
PER: Det er, gid jeg får en ulykke, lutter
løgn. Jeg kan skaffe attester fra hele byen
på at jeg er ingen hane, eller at nogen af
mine forældre har været andet end kristne
mennesker.
MONTANUS: Refutér256 da denne syllogismum, qvem tibi propono.257 En hane har
disse egenskaber, hvorved den kendes fra
andre dyr. Den varer folk ved lyd, når
de skal stå op, giver timerne til kende,
bryster sig af sin stemme, fører takker udi
hovedet. I har samme egenskaber. Ergo
er I en hane. Refutér mig dette argument!
(Per græder igen)
JESPER: Kan ikke Degnen binde munden
til på jer, så kan jeg.
MONTANUS: Lad høre jere argumenter
da!
JESPER: Først finder jeg i min samvittighed at jer mening er falsk.
MONTANUS: Efter en fogeds samvittighed kan man ikke fælde dom i alle
sager.
JESPER: To: Siger jeg at alt hvad I har talt,
er lutter løgn.
MONTANUS: Bevis det.
JESPER: Tre: Er jeg en brav mand, hvis
ord har altid stået til troende.
MONTANUS: Med al den snak lader
man sig ikke nøje.
JESPER: Fire: Siger jeg at I har talt som
en carnali, og at tungen burde skæres af
jer mund.
MONTANUS: Endnu hører jeg intet
bevis.
JESPER: Og endelig, for det femte, vil
jeg til overflod bevise jer over, enten I vil
i kårde eller tørre hug.
MONTANUS: Nej, jeg er en tjener af
begge dele. Men så længe I vil kun dis-
254 Proba minorem: Bevis undersætningen, dvs. præmis
nr. 2
255 enstemmelse: overensstemmelse
256 refutér: gendriv
257 syllogismum, qvem tibi propono: beviskæde, som jeg
fremsætter for dig
106
155
160
165
170
175
180
185
190
OPLYSNING OG FØLSOMHED
195
200
205
210
215
220
225
230
putere med munden, skal I finde at jeg
kan forsvare ikke alene de ting jeg har
sagt, men også andet. Kom an, Hr. Foged,
jeg vil bevise af den sunde logica258 at I
er en tyr.
JESPER: I skal bevise fanden.
MONTANUS: Vil I kun have tålmodighed at høre mit argument.
JESPER: Kom Per, lad os gå.
MONTANUS: Således beviser jeg det:
Qvicunque259 ...
(Jesper skriger og holder for hans mund)
MONTANUS: Har I ikke lyst til at høre mit
bevis denne gang, så kan I møde mig en
anden gang, på hvilket sted I behager.
JESPER: Jeg er for god at have omgængelse
med sådan sværmer.
(Jesper og Per går ud)
MONTANUS: Med disse folk kan jeg
disputere med koldsindighed, hvorvel de
siger mig hårde ord. Jeg bliver ikke hidsig,
medmindre jeg disputerer med folk som
bilder sig ind at forstå methodum disputandi260 og være lige så stærke i filosofien
som jeg. Derfor var jeg ti gange så ivrig
da jeg disputerede mod den student i dag,
thi han havde dog noget skin af lærdom.
Men dér kommer mine forældre.
3. scene
Jeppe, Nille, Montanus
JEPPE: Ak, min kære søn, tag ikke så af
sted, og læg dig ikke ud med alle folk.
Ridefogden og Degnen, som efter vor
begæring toge sig på at slutte fred imellem dig og din svigerfar, fornemmer jeg
er bleven gjort spot af. Hvad duer sådant
til, at gøre godtfolk til tyre og haner?
258 logica: logik
259 Qvicunque: Enhver som ...
260 methodum disputandi: metoden hvormed man
disputerer
MONTANUS: Derfor har jeg studeret,
derfor har jeg lagt mit hoved i blød, at jeg
kan sige hvad jeg vil og forsvare det.
JEPPE: Mig synes det var bedre aldrig at
have studeret på den måde.
MONTANUS: Holdt jer mund, gamle
mand.
JEPPE: Du vil vel ikke slå dine forældre?
MONTANUS: Om jeg gjorde det, ville
jeg og forsvare det for hele verden.
(De gå grædende ud)
235
240
245
4. scene
Montanus, Jacob
MONTANUS: Jeg står ikke fra mine meninger, om de blev gal tilsammen. Men
hvad vil du, Jacob?
JACOB: Jeg har et brev til Månsøren.
MONTANUS: (tager og læser brevet. Jacob
går ud)
Min allerkæreste ven!
Jeg havde aldrig kunnet bilde mig ind
at du så let skulle forlade den som udi
så mange år har båret sådan bestandig
og uforfalsket kærlighed til dig. Jeg kan
sige dig det for vist, at min fader er så
forpikket mod den mening at jorden er
rund, og holder det for så stor trosartikel, at han aldrig giver mig bort til dig,
medmindre du bifalder hans og andre
godtfolks tro her i byen. Hvad kan det
nytte dig enten jorden er lang, rund, ottekantet eller firekantet? Jeg beder dig for
al den kærlighed jeg har båret til dig, at
du bekvemmer dig til den tro som vi så
lang tid har befundet os så vel efter her på
Bjerget. Hvis du ikke føjer mig herudi, da
vær vis på at jeg græmmer mig til døde,
og at hele verden vil have afsky for dig,
som har været årsag til dens død, der har
elsket dig som sin egen sjæl.
Elisabeth Jeronimusdatter
med egen hånd.
107
250
255
260
265
270
275
LITTERATURENS HUSE
280
285
290
295
300
305
310
Ak, himmel! Dette brev bevæger mig og
bringer mig i stor tvivlrådighed, så at jeg
må sige med poeten:
Utque securi
Saucia trabs ingens ubi plaga novissima
restat,
Qvo cadat in dubio est, omniqve a parte
timetur:
Sic animus261 –
På den ene side står filosofien, som byder mig at holde stand. På den anden
side min kæreste, der bebrejder mig min
koldsindighed og utroskab. Men skulle
Erasmus Montanus af nogen ting lade
sig bevæge at stå fra sin mening, som
hidindtil har været hans hoveddyd? Nej,
vist ingenlunde. Dog her er jo nød, som
bryder alle love. Hvis jeg herudi ikke
bekvemmer mig, så gør jeg mig selv og
min kæreste ulykkelig. Hun græmmer
sig ihjel af sorg, og alverden vil hade mig
og bebrejde mig min utroskab. Skulle jeg
forlade den der udi mange år har båret en
sådan oprigtig kærlighed til mig? Skulle
jeg være årsag til hendes død? Nej, det
kan ikke ske. Dog betænk dig hvad du
gør, Erasme Montane, musarum & Apollinis
pulle! 262 Her har du lejlighed at lade se at
du est en ret philosophus. Jo større faren er,
jo større laurbærkranse erhverver du inter
philosophos.263 Tænk hvad dine commilitones
vil sige når de får sådant at høre: Det er
ikke den Erasmus Montanus mer der hidindtil har forsvaret sin mening til yderste
blodsdråber. Om gemene og ulærde folk
261 Utque securi/Saucia trabs ingens ubi plaga novissima
restat,/
Qvo cadat in dubio est, omniqve a parte timetur: Sic
animus –
Ret ligesom træet Rammet af øksens slag, når det
mangler alene dets dødshug Vakler hvorhen det vil
gå men frygtes til samtlige sider: Således vakler det
bølgende sind (Ovid, Metamorfoser, X, 372-75)
262 Musarum & Apollinis pulle: musernes og Apollos
kæledægge
263 inter philosophos: mellem filosoffer.
108
bebrejder mig utroskab mod min kæreste,
så vil philosophi derimod løfte mig op til
skyerne. Just det som beskæmmer mig
hos hine, kroner mig med ære hos disse.
Jeg må derfor stå imod denne fristelse.
Jeg står imod den. Jeg overvinder den. Jeg
har alt overvundet den. Jorden er rund.
Jacta est alea. Dixi.264
(Råber på Jacob)
Jacob! Det brev som du leverede mig fra
min kæreste, har intet virket hos mig.
Jeg bliver ved hvad jeg har sagt, jorden
er rund, og den skal aldrig blive flak så
længe mit hoved er oppe.
JACOB: Jeg holder også for at jorden er
rund, men om en gav mig en kommenskringle for at sige at den er lang, sagde
jeg den var lang, thi det kan skille mig
lige meget.
MONTANUS: Det kan være dig anstændigt, men ikke en philosopho265, hvis hovedyd er at forsvare til det yderste det han
engang har sagt. Jeg vil offentlig disputere
derom her i byen og fordre ud alle som
har studeret.
JACOB: Men måtte jeg spørge Månsør om
en ting: om I vinder i disputatsen, hvad
vil da følge deraf?
MONTANUS: Der følger så meget deraf
at jeg har den ære at vinde og passere for
en lærd mand.
JACOB: Månsør vil sige en snaksom
mand. Thi at visdom og snaksomhed
er ikke den samme ting, har jeg mærket
af folk her i byen. Rasmus Hansen, som
altid fører ordet, og som ingen kan stå udi
munden, holdes af andre kun at have godt
jævn gåseforstand. Sognefogden Niels
Christensen derimod, som taler lidt og
giver sig altid tabt, holdes for at kunne
forestå en Herredsfogeds embede.
264 Jacta est alea. Dixi: Terningerne er kastet. Jeg har talt
(dvs. ”og dermed bastae!”)
265 philosopho: (for) en filosof
315
320
325
330
335
340
345
350
355
OPLYSNING OG FØLSOMHED
360
365
370
375
380
385
390
MONTANUS: Nej, hør mig engang til
den slyngel, han vil min tro ræsonnere
med.
JACOB: Månsør må ikke tage det ilde
op, jeg taler kun efter min enfoldige
forstand og spørger kun for at lære. Jeg
ville gerne vide at når Månsøren vinder
disputationen, om Per Degn da straks
bliver forvandlet til en hane?
MONTANUS: Hvilken snak, han bliver
derfor den samme som han var.
JACOB: Ej, så taber jo Månsør da?
MONTANUS: Jeg vil ikke indlade mig i
disput med en bondeslyngel, som du est.
Hvis du forstod latin, så skulle jeg straks
fornøje dig. Jeg er ikke øvet i at disputere
på dansk.
JACOB: Det er at sige, Månsøren er bleven
så lærd at han ikke mere kan forklare sin
mening på sit modersmål.
MONTANUS: Holdt din mund, audacissime juvenis,266 hvorfor skulle jeg gøre mig
umage at forklare min mening for grove
og gemene folk, som ikke engang véd
hvad universalia, entia rationis og formæ
substantiales267 er, langt mindre andet? Det
er jo absurdissimum268 at ville prædike for
den blinde om farverne. Vulgus indoctum
est monstrum horrendum informe, cui lumen
ademptum.269 Der var en mand for mylig,
som dog var ti gange lærdere end du,
der ville disputere med mig, men da jeg
fornam at han ikke vidste hvad qvidditas270
var, slog jeg ham det rent af.
JACOB: Hvad vil det ellers sige, ”qvidditas”, var det ej så?
266 audacissime juvenis: Frække knægt!
267 universalia, entia rationis og formæ substantiales: idéer,
forestillinger og (igen) idéer
268 absurdissimum: fuldstændig tåbeligt
269 Vulgus indoctum est monstrum horrendum informe, cui
lumen ademptum: Den ulærde hob er et skrækkeligt
uformeligt uhyre, hvem lyset er berøvet.
270 qvidditas: tingenes ”hvadhed”, krukket udtryk for,
”hvad tingene er”, dvs. deres væsen
MONTANUS: Det véd jeg nok hvad det
vil sige.
JACOB: Månsør véd det kanske selv, men
kan ikke forklare det for andre. Da er det
lille jeg forstår, sådant som alle mennesker
kan begribe når jeg siger dem det.
MONTANUS: Ja, du est en lærd karl,
Jacob. Hvad védst du?
JACOB: Men om jeg kunne bevise at jeg
var lærdere end Månsøren er?
MONTANUS: Det gad jeg gerne hørt.
JACOB: Den som studerer på de vigtigste ting, mener jeg, har den grundigste
lærdom.
MONTANUS: Ja, det er ret nok.
JACOB: Jeg studerer på avling og jordens dyrkning. Derfor er jeg lærdere end
Månsøren er.
MONTANUS: Så holder du groft bondearbejde for det vigtigste?
JACOB: Jeg véd ikke, men det véd jeg,
at om bønder også tage en pen eller et
stykke kride i hånden og måle hvor langt
der er til månen, da ville I højlærde snart
få en ulykke i jeres maver. I lærde drive
tiden bort med at despetere om verden
er rund, firekantet eller ottekantet, og vi
studerer på at holde jorden ved lige. Ser
Månsør nu da at vor studeren er nyttigere
og vigtigere end jeres, og derfor at Niels
Christensen er den lærdeste mand her i
byen, eftersom han har forbedret sin jord
således at en tønde hartkorn deraf er 30
rigsdaler bedre end i hans formands tid,
som sad hele dagen med en pibe tobak i
munden, besmurte og krøllede Dr. Arent
Hvitfelds Krønike eller Postil.271
MONTANUS: Ak, jeg dør! Det er Fanden
skinbarlig, som taler. Jeg har aldrig tænkt
min livstid at der kunne ligge slige ord
i en bondedrengs mund. Thi hvorvel alt
det du har talt, er falsk og ugudeligt, så
er det dog en ugemen tale for en af din
271 Arild Huitfeldt har skrevet en krønike (Danmarkshistorie), men ingen postil (prædikensamling).
109
395
400
405
410
415
420
425
430
LITTERATURENS HUSE
475
480
485
490
495
stand. Sig mig fort af hvem du har lært
sådan snak?
JACOB Jeg har ikke studeret, Månsør,
men folk siger at jeg har et godt hoved.
Landsdommeren kommer aldrig herhid i
byen, han har jo straks bud efter mig. Han
har sagt hundred gange til mine forældre
at de burde at holde mig til bogen, og at
der kunne blive noget stort af mig. Når jeg
intet har at bestille, går jeg og spekulerer.
Forgangen gjorde jeg et vers over Morten
Nielsen, som drak sig ihjel.
MONTANUS: Lad mig høre det vers.
JACOB: I må da vide dét først, at samme
Mortens far og farfar vare begge fiskere og
druknede på vandet. Verset var sådan:
Herunder Morten Nielsen står,
Som for at træde sine forfædres fodspor,
Der døde på vandet som fiskere,
Sig udi brændevin druknede.
De vers måtte jeg læse for Landsdommeren forgangen dag, som lod dem skrive
og gav mig 2 mark derfor.
MONTANUS: Verset, skønt det er formaliter meget slet, så er det materialiter
ypperligt.272 Prosodien, som er det fornemmeste, fattes.
JACOB: Hvad vil det sige?
MONTANUS: Somme linjer har ikke
pedes nok, eller fødder at gå på.
JACOB: Fødder! Det har min tro på nogle
dage løbet hele landet over.
MONTANUS: Jeg mærker at du har et
forslaget hoved. Jeg ville ønske at du
havde studeret og forstod din philosophiam
instrumentalem,273 så skulle du respondere
under mig. Kom, lad os gå.
(1723)
272 formaliter: i formen materialiter: i indholdet
273 philosopham instrumentalem : redskabsfilosofi: Logik
og metafysik
110
500
505
510
OPLYSNING OG FØLSOMHED
Hans Adolph Brorson
(1694-1764)
Inderlighed er nøgleordet i præsten og salmedigteren Brorsons liv. For ham var kristendommen
ikke en ydre lære, men en livsform, en livsfylde, der kom indefra. Den teologiske baggrund
for dette standpunkt er pietismen, en vækkelsesbevægelse, der kom til Danmark fra Tyskland
og kom til at præge Brorsons hjemegn i Sønderjylland.
Hans Adolph Brorson blev født i Randerup i 1694, hvor faderen var præst. Faderen døde, da
han var ti år, og moderen giftede sig som skik var med faderens afløser i kaldet. Stedfaderen
forberedte de tre sønner til latinskolen i Ribe, hvorfra Brorson blev student i 1712. Som sine
brødre læste han til præst, men fik ikke færdiggjort studierne og måtte derfor arbejde bl.a.
som huslærer i Løgumkloster, hvor han forelskede sig i og giftede sig med sin elev. I hast
fik han afsluttet sin embedseksamen og overtog sin fars gamle sogn for siden at avancere til
stiftsprovst i Ribe og senere biskop.
Allerede i 1732 debuterede Brorson med Nogle Jule-Psalmer, der rummede flere klassikere
bl.a. ”I denne søde juletid” og ”Den yndigste rose er funden”. I 1739 udkom hans hovedværk
Troens rare Klenodium med 82 originale salmer fra hans hånd, ofte skrevet til tidens populære
melodier.
Et godt eksempel herfra er lovprisningssalmen ”Op! al den ting, som Gud har gjort”, der
i enkle og stærke billeder priser skaberværket og peger på menneskets umådelige lidenhed
i forhold til dets ophav.
Op! al den ting,
som Gud har gjort
Op! al den ting, som GUd har giort,
Hans herlighed at prise,
Det mindste hand har skabt er stort,
Og kand hans magt bevise.
Hvad vil jeg da begynde, naar
Jeg lidet giennemkiger,274
Hvor mange folk der gik og gaaer,
I alle verdens riger?
Gik alle konger frem i rad,
I deres magt og vælde,
De mægted’ ey det mindste blad
At sette paa en nælde.
Hvad skal jeg sige, naar jeg seer,
At alle skove vrimle,
De mange fugle-spring, der skeer
Op under HErrens himle?
Ja! alle englers store kraft,
Som Himle-Scepter føre,
Har ingen tiid den evne haft
Det mindste støv at giøre.
Hvad skal jeg sige, naar jeg gaaer
Blant blomsterne i enge,
Naar fugle-sangen sammenslaaer
Som tusind harpe-strenge?
Det mindste græs jeg undrer paa,
I skove og i dale,
Hvor skulde jeg den viisdom faae,
Om det kun ret at tale?
274 giennemkiger: betragter
111
LITTERATURENS HUSE
Hvad skal jeg sige, naar mit sind
I havets dybe grunde
Kun dog saa lidt kand kige ind,
Og seer saa mange munde?
Hvad skal jeg sige? mine ord
Vil ikke meget sige;
O GUd! hvad er din viisdom stor;
Din godhed, kraft og rige;
Hvad skal jeg sige, naar jeg vil,
Saa høyt jeg kand, opkige,
Og vende alle tanker til
Det blanke solens rige?
Alt det, som haver aande, skal
Vor Skabere begegne,275
Hans lof skal fylde bierg og dal,
Og alle verdens egne.
Hvad skal jeg sige, naar jeg seer,
Hvor stierne-flokken blinker,
Hvor mildt enhver imod mig leer,
Og op til himlen vinker?
O! priser GUd paa denne jord,
Hver som har sands og tunge,
Og al den deel,276 i himlen boer,
Vor Skabers lof skal siunge.
Hvad skal jeg sige, naar jeg op
Til Guud i aanden farer!
Og seer den store kæmpe-trop
Af blide engle-skarer?
Slaaer alle folk paa denne jord
Med fryde-tone sammen,277
Halleluja! vor GUd er stor
Og himlen svare amen!
(1739)
275 begegne: komme i møde
276 den deel: alle de
277 slå sammen: klappe
112
OPLYSNING OG FØLSOMHED
Ambrosius Stub
(1705-58)
I 1700-tallet opstod centrallyrikken (digte med et lyrisk jeg som centrum), hvor kunsterne ikke
længere skrev for kongens eller kirkens skyld, men for deres egen. I den nye poesi møder vi
et personligt oplevet udtryk, sådan som det ikke mindst ses i Stubs, Baggesens og Ewalds
poesi.
Ambrosius Stub blev født i et skrædderhjem på Fyn. Adelige velyndere sørgede for, at
skræddersønnen kom på latinskole i Odense og senere på universitetet i København, hvor
han studerede teologi uden at tage nogen eksamen.
I sit voksne liv ernærede Stub sig som improvisator på herregårde, især på Valdemar Slot
på Tåsinge, hvor han diverterede Kammerherre Juel og hans selskaber med sange og stod for
herremandens korrespondancer. Efter en fadderskabssag blev Stub dog smidt på porten og
måtte klare sig som fritsvævende forfatter og lærer. Sine sidste år tilbragte han i pietismens
højborg, Ribe. Først 13 år efter hans død udkom et udvalg af hans digte: Arier og andre poetiske
stykker (1771).
Genrebetegnelsen arier er passende for Stubs digte. Det er sangbare strofer, præget af
rokokoens lethed, lyssyn og elegance. Klassisk er Den kedsom vinter gik sin gang, der skildrer
forårets første vandretur i det fri.
Aria
1
Den kedsom vinter gik sin gang,
Den dag så kort, den nat så lang
Forandrer sig
Så lempelig;
Den barske vind, den mørke sky – må
fly;
Vor kakkelovn så ene står,
Og hver dags kolde-syge278 får;
Den tykkes varm, den foret dragt
Er alt hengt hen, og rent foragt,279
Og muffen280 er tillige gemt – og
glemt;
Man frygter ej, at sne og slud
Skal møde dem, som vil gå ud;
Thi lad os gå
At skue på,
2
Ak se, hvor pyntet solen går,
Men lange stråler i sit hår;
Den varme krans
Er rette kans282
For alle ting, som nu må gry – på ny;
Det klare, lyse himmelblå
Er værd at kaste øje på;
Se fuglene i flokke tal
I luftens vide sommer-sal,
De holder snart hvert øjeblik
– musik;
De kappes daglig to og to
At bygge hvor de bedst kan bo,
Her flyver en
Jo med sin gren,
En anden sanker283 hår og strå – så små.
Hvor smukt naturen sig betér281 – og ler.
278
279
280
281
koldesyge: febersygdom, her brugt vittigt
foragt: foragtet
muffen: skindvarmer til hænderne
betér: opfører sig
282 kans: chance
283 sanker: samler
113
LITTERATURENS HUSE
3
Ak se! hvor tegner marken vel
For bonden hele verdens træl.
Han ler fordi
Hans slaveri
Skal endes med sin frugtbarhed – i fred.
Hist går de kåde lam i flæng
Og spøge i den grønne eng;
De knæle med en hjertens lyst
For moders mælkefulde bryst,
De kvægner284 ved den søde tår
– de får.
Hist vogter hyrden kvæg og korn;
Et hunde-bjæl285, en lyd af horn.
Er al hans spil;
Men hører til,286
Hvor smukt den skov ham svare må
– derpå.
4
Ak se et meget yndigt syn
På skovens grønne øjenbryn,
Den høje top
Skal klædes op,
Og våren pynter bøgen ud – til brud.
Når solen brænder som en glød,
Og stikker ild i barm og skød,
Da har man jo bag hvert et blad
Abskondsel287 for sin mattte rad;
Her smager the og et glas vin
– fra Rhin.
Imidltertid man får at se
Et ret naturligt assemblé: 288
Hver fugl har spændt
Sit instrument,
De raske dyr vil danse net – og let.
284 kvægner: vederkvædes, nyder
285 hunde-bjæl: gøen
286 hører til: hører efter
287 Abskondsel: skærm
288 assemblé: selskab med dans
114
5
Ak se, hvor spejle-klar og glat
Den sø dog er i lave sat;
Det er jo, som
At solen kom
Kun for at se sit skilderi289 – deri.
Den fisk, som stak i dynd og skarn,
Og slap for frost og fangegarn,
Han får nu atter mod og liv,
Og spøger frit i rør og siv,
Se hist, hvor stolt hans finner går
– og slår.
Nu lirrer290 frøen med sin mund
Imod den søvnig aften-stund,
Jeg tænker på,
Mit hvile-strå
Og ender min spadsere gang – i sang.
6
Så er da himmel, jord og vand
Opmuntret ved min skabermand;
Jeg gik omkring
Blandt tusind ting,
Guds forsyn spores ved enhver – især.
Bekymret sjæl! så ser du dog,
At alting står i herrens bog,
I hvor det går, så ved jeg grant,291
Mit navn står tegnet deriblandt;
Gud kommer vist min tarv292 ihu
– endnu,
Han rammer nok den rette tid,
Da himlen den skal blive blid;
Jeg tør måske
Vel få at se
Min vinter blive til en vår – i år.
(1771)
289
290
291
292
skilderi: maleri
lirrer: synger monotont
grant: bestemt
tarv: interesse, behov
OPLYSNING OG FØLSOMHED
Johannes Ewald
(1743-81)
Trods sin litterære succes gik Ewald i hundene, fordi han ikke kunne få sin udkårne Arendse,
som valgte et mere sikkert parti. Ewald blev efter druk og sygdom af sin mor sendt på rekreation
på Rungsted kro, og her skrev han gennembrudsdigtet for den danske centrallyrik: ”Rungsteds
lyksaligheder”. Centrallyrik betegner digte, hvor det lyriske jeg er i centrum.
Digtet blev optrykt i Adresseavisen 28. juni 1775, dvs. umiddelbart efter det var skrevet.
Titlen henviser til et latinsk digt af Horats ”Ruris Honores” – landets ynde. Rungsted har
netop de kvaliteter som både de klassiske og samtidens digtere besang: en skov, en høj, en
sø, et udsigtspunkt til havet.
Genren er, som undertitlen angiver, en ode, et højstemt digt i sangbar form, der er karakteriseret ved udviklet billedsprog, fast metrisk rytme, rimskema og en hyldest til Gud,
skaberværket, sjælen eller en lokalitet.
I digtet møder vi et lyrisk jeg, der nok kan glæde sig over Guds skaberværk, men som henter
sin inspiration fra en jordisk kvinde og er mere optaget af sit eget skaberværk, poesien.
Rungsteds Lyksaligheder
En Ode
1. I kiølende Skygger,
I Mørke, som Roser udbrede;
Hvor Sangersken bygger
Og quiddrende røber sin Rede —
Hvor sprudlende Bække,
Snart dysse, snart vække
Camoenernes293 Yndling, den følende Skiald,294
Med steds’ eensrislende Fald —
2. Hvor Hiordene brøle,
Mod Skovens letspringende Sønner,
Og puste, og føle
Den Rigdom, i hvilken de stønner —
Hvor Meyeren synger
Blant gyldene Dynger,
Og tæller sin Skat, og opløfter sit Raab,
Til den, som har kroned hans Haab. —
293 Camoenernes: musernes, inspirationens gudinder
294 Skiald: digter
115
LITTERATURENS HUSE
3. Hvor skiærtsende295 Bølger
Beskvulpe den Vandrer, hvis Øye,
Snart stirrende følger
Med Helsinges graanende Høye;
Snart undrende haster
Blant Skove af Master, —
Og forsker, og kiender den Fremmedes Flag,
Og glemmer den heldende Dag. —
4. Hvor eensommes Liise,296
Venskabelig lindrende Slummer,
Tit bød en Louise,297
Forglemme sin kiærlige Kummer298 —
Hvor Glæder tilsmiile
Den Vandrende Hviile,
Hvor Rungsted indhegner den reeneste Lyst;
Der fyldte Camoenen mit Bryst. —
5. Hvor Kummer og Smerte,
Fandt glade dit Aftryk, Du Høye,
Det ædleste Hierte,
I hvert et medlidende Øye —
Hvor Venlighed pryder
De strængeste Dyder;
Der voxte min Sang; og den undrende Skov
Gav Gienlyd af Skaberens Lov. —
6. Jeg saae dine Throner,
O Almagt! — og stirrede længe —
Men hellige Toner
Foer giennem de zittrende Strænge —
Hvert Blad, hvor mit Øye
Fandt Præg af den Høye,
Opflammede Siælen — da voxte min Sang! —
Da raste den mægtige Klang! —
295
296
297
298
116
skiærtsende: legende, spøgende
Liise: lindring
en Louise: her tænkes på Frederik 4.’s dronning Louise
kiærlige Kummer: kærlighedssorg (kongen havde en
elskerinde)
OPLYSNING OG FØLSOMHED
7. O Verdeners Fader! —
Saa sang jeg — Du Stærke! — Du Viise! —
Gud! — som Myriader,299
Som Himlenes Vældige priise! —
See Støvet kan bære,
Din Rigdom, Din Ære,
Din Godhed, o Fader! — saa sang jeg — og Fryd
Brød Læbernes bævende Lyd. —
8. Lyksalige Digter,
Som Glæden indbød til sin Hytte;
Til venlige Pligter;
Til Friehed, som Dyder beskytte! —
Cheruber300 fornemme
Hans dristige Stemme,
Og Himle forsamles omkring ham; og Lyst
Udbredes i Menniskets Bryst. —
9. Men Du, som allene
Fremkaldte den Lyst af min Smerte,
Siig! — Kan min Camoene
Udbrede sin Fryd i dit Hierte? —
O siig mig, Veninde! —
Kan Sangens Gudinde,
Med smeltende Toner belønne det Skiød,
Hvoraf min Lyksalighed flød? —
(1775)
299 Myriader: titusinder
300 Cheruber: engle
117
LITTERATURENS HUSE
Digtet blev til i efteråret 1770, hvor Johannes Ewald var indlagt flere måneder på hospitalet for
at pleje sin gigtsygdom. Titlen markerer et tilbageblik på noget overstået, nemlig at sygdommen
er tilendebragt og ses som en tilstand med potentiale for selvfordybelse og koncentration.
Da jeg var syg
Lyksalig Den, som langt fra Verdens Larm,
5
10
15
20
25
Er ikke riig – ey heller alt for arm,301
Hvis Siel kan uforstyrret tænke sig,
Og Væsenet, som den bør være lig!
Er Daarens Tilraab – Ærens tomme Skal,
Er Dynger af et glimrende302 Metal
Er gyldne Lænker – er en kronet Træl
Er Verden os saa vigtig, som vor Siæl?
Hvi sank din stærke Siæl afmægtig ned,
Du første Mand303 – dybt – til Ustadighed?
Hvi stodst du ikke stærk ved Almagts-Haand?
Hvi kom Adspredelser304 til Viisdoms-Aand?
Thi kun Adspredelser var Siælens Død,
Ved Vredens Røst305 blev Tankerne forstrød,306
Nu rave de forvildede omkring,
Blant gode og blant skadelige Ting.
Siel hold din Salighed! – : nu har du den!
Men Støvet307 kalder dig fra Himmelen!
Chimæren308 sluger Støvet, som du saae!
Nu veedst309 du selv ey hvad du tænker paa!
Ak! – naar min Andagt – naar min Bøn er varm,
Naar jeg opløftet – høyt – i Naadens Arm,
Udbreder Gud – og føler himlisk Lyst,
Hvi kommer da Dorine310 til mit Bryst?
Og naar jeg fandt311 den rene Kierlighed
Den Ild, som ingen Viis tør312 rødme ved,
Hvi river da en Tanke af Homer313
301 arm: fattig
302 glimrende: skinnende
303 Du første Mand: Adam, mennesket
304 Adspredelser: forstyrrelser, uro
305 Vredens Røst: Guds vrede over syndefaldet
306 forstrød: forvirrede
307 Støvet: det jordiske
308 Chimæren: fabeldyr, hjernespind
309 veedst: ved
310 Dorine: typenavn for en kvinde
311 fandt: følte
312 tør: behøver
313 Homer: græsk digter
118
OPLYSNING OG FØLSOMHED
30
35
40
45
50
Min Siel fra den Helene314, som jeg seer?
Ak! stadig var vor Tanke god og viis,
Og Sielen fandt – og blev i Paradiis!
Thi Eftertanken kiender Salighed
Den finder den men hæfter ey derved.
O Adams Barn! 315 – o ulyksalige!
Hvi søger du da selv Adspredelse?
Hvi svimler du? – See Strudelen! 316 – og skielv!
Betænk! – hvad er saa kostbart, som du selv?
Lyksalig den, som ey den vilde Klang,
Af fulde Glas – og ey Sireners Sang317
Ey Guldets Trolddoms Røst – ey Klirrende
Af Mordrisk Staal, og ey Herolderne,318
Ey falske Venners Hvislen319 – Usles Graad
Kiedsommeliges Gaben – Daarers Raad
Ey stærke Fienders Brøl – ey Svages Skrig,
Berøver Gud – og Lyst – og Sands320 – og Sig!
Velkommen Gift, som raser i mit Bryst!
Velkomne Harm321, som reent fordrev min Lyst!
Og Mangel322 – du som togst min sidste Ven,
Velkommen! – thi du gavst mig, Mig igien.
Som Skaberen kun henter Fryd af sig,323
Og uden andres Hielp er lykkelig;
Saa skal jeg ære Ham – og føle Mig
Og glemme Roes324 – og Guld – og Brøl – og Skrig!
(1771)
314
315
316
317
318
319
320
321
322
323
324
Helene: smuk kvinde fra Iliaden, som bliver årsag til den trojanske krig
Adams Barn: mennesket
Strudelen: malstrømmen
Sireners Sang: Sirenerne var forførende og dæmoniske havfruer, der lokkede søfolk til forlis med deres sang
Herolderne: budbringerne, rygterne
Hvislen: bagtalelse
Sands: fornuft
Harm: smerte, sorg
Mangel: nød
af sig: ud af sig selv
Roes: ære, ros
119
LITTERATURENS HUSE
Jens Baggesen
(1764-1826)
Det er sjældent, at digtere begynder at bearbejde deres barndom i en tidlig alder, men i Jens
Baggesens tilfælde sker det allerede i en alder af 21, nemlig i klassikeren Da jeg var lille (1785),
hvori digteren udforsker barndommens tabte land – en form for indre følsom rejse. Senere
skulle Baggesen blive kendt for sine rejseskildringer i hovedværket Labyrinten (1793).
Jens Baggesen kom til verden i jævne kår i Korsør i 1764 og måtte arbejde for føden i en tidlig
alder. Men borgere fra byen støttede den begavede dreng og lod ham komme på latinskole i
Slagelse, et sted han, som senere H.C. Andersen, kom til at hade.
Efterfølgende læste han teologi, men spredte sig hurtigt til andre fag for at blive digter.
Allerede med sine første digte slog han sit navn fast, fordi han besad den følsomhed, som
tiden efterspurgte. Han kunne både imitere Wessel og Ewald, men fandt hurtigt sin egen stil
og fik sit gennembrud med sine Comiske Fortællinger fra 1785. I England satte Lawrence Sterne
dagsordenen for en ny rejselitteratur med En følsom rejse mellem Frankrig og Italien (1768), en
rejseroman med vægt på oplevelse og æstetisk refleksion frem for geografisk beskrivelse og
information.
Herhjemme inspirerede den forfatteren Jens Baggesen (1764-1826) til hans følsomme
rejseroman Labyrinten (1793). I begyndelsen af romanen styrter jeget rundt i København for at
gøre de sidste forberedelser, og herefter går turen mod Tyskland og Schweiz. Rejsen har ikke
noget mål – andet end at opleve verden med egne øjne og formidle indtrykket til læserne. I
det følgende uddrag er Baggesen nået til Strassbourg.
af Labyrinten
– Eller Rejse gennem Tyskland, Schweitz og Frankrig
Spidsen af Spiret
5
10
Triumf! Her staar jeg paa Spirsiden af
dette Taarn. Hvilken uophørlig Stigen!
hvilken Møje, Anstrengelse, Udmattelse,
Fare! mine Knæ sitrede, den varme Sved
blev kold, jeg kunde næsten ikke mere,
det sortnede for mit Øje, mens hele den
levende Verden gled bort under min Fod
– men jeg anspændte med konvulsivisk
Iver de sidste døende Kræfter – og nu!
hvilken Sejr, hvilken Himmel, hvori jeg
svimler …
Hele Strassburg med alle dens Bygninger (en nedtraadt Myretue) med al dens
Vrimmel og Larm af myldrende Arbejdere,
120
Broslidere og marcherende Tropper – omringet af utallige mindre Tuer, Landsbyer,
Skove, Lyststeder – den hele uafselige
Flade, Rhinen gennembugter, Elsass, Baden
og Brisgau, omrandet af Lothringens og
Schwarzwalds Bjerge – ligger udbredt som
et Kort dybt under mit neddalende Blik!
Triumf! saa møjsom og farlig er Vejen
til Selvtilfredshed; men saa glimrende er
Overblikket fra dens lyse Top! …
Æteriske Susevinde gennemstrømmer
dette Stentelt, hvorover den højeste hugne
Sten paa Jorden hviler. Hvor nær synes
jeg at være de smaa Skyspætter i den blaa
15
20
25
OPLYSNING OG FØLSOMHED
30
35
40
45
50
55
60
65
70
Himmel over min Isse! hvor dybt skuer
jeg ned paa den høje Hovedbygning, hvis
Tag dog næppe naaes af Øjet fra Gaden!
Som Skroget fra Toppen af Skibsmasten
se Staden ud fra denne Taarnspidse.
Hvilken gyselig Alarm af de nedenunder rullende Vogne, de rørte Trommer,
de stigende Hammerslag og de døvende
Klokkers voksende Dundren! Hæver sig
Taarnet eller Kronen, jeg staar i, af det opfarende Bulder? Løfter mig virkelig Lyden
nærmere Zenith? Lettes min bævende Fod
fra Tippen af Højden, den rører? Bortfører
mig ikke den vingede Sky, som nærmer
sig pilsnar mit Standpunkt? Jeg Fjer! jeg
Fnug – paa Spidsen af denne svimmelhøje
Kolossus! Hvorved skal jeg holde mig fast?
ved den glatte Sten? ved det afslebne Jern?
ved den strømmende Luft? – Hvormed
skal jeg krampe mig fast? med bævende
Fod? med den sitrende Haand? – O! der
er den! der er den! den hvirvlende Sky!
den svøber mig ind i sin foldende Favn! jeg
lettes – jeg løftes – den suser mig bort fra
det svindende Standpunkt i Himmelens
Ørken …
Underlige, rædselsfulde, himmelfarende
Følelse! Nej! aldrig fornam jeg saa vældigt
det høje! Sanser jeg endnu? Jeg ser intet!
jeg hører intet! jeg fornemmer intet! jeg
berører intet! Alt er tomt omkring mig –
alt et uendeligt Rum, et ufatteligt Øde …
Gud! … Gud! – ja her vilde Spotteren selv
andægtigen udraabe: Gud! – Dit Navn
toner fuldest i Tavshed! din Almagt er
vældigst i Tomhed! og hvor intet er, Høje!
er du! …
Her staar jeg, et Støvgran, et
Punkt,
Halv noget, halv intet – et Suk –
En neppe begyndende Tanke –
Tabt paa et Atom i det Rum,
Din Evigheds Almagt opfylder!
Naar blev jeg? hvor er jeg? og hvad?
Hvor hvirvles jeg hen? – o! forgaar
jeg? –
Ak! Gnist, mellem talløse Gnister,
Som fremsprang af Tomhedens Flint,
Paa Almagtens Bliv-Slag den
mindste,
O, slukkes du? slukkes jeg alt? –
Nej, svind kun aldeles, o Jord!
Henfold dig, o vidtstrakte Himmel!
Forgaa, mit bortviftede Støv –
Den næppe begyndende Tanke,
Den Gnist, som af intet sprang frem,
Mit spirende Jeg dog skal vokse,
Udbrede sig, hæve sig evig –
O Gud! i din blivende Haand! - - Er det Lyst eller Smerte, jeg føler i denne
svimlende Tilstand? er jeg Livet eller Døden nærmere paa denne støvløse Pynt?
Jeg vorder og ophører – skabes og tilintetgøres – triumferer og daaner i en og
samme Fornemmelse!
Sansers Kval, som Aanden fryder!
Rædsel, som mig Mod indgyder!
Fare! som betrygger mig!
Kan en Traad, som Hændelse kun
tvinder,
Som den blinde Skæbne sammenspinder –
Kan et Væsen, som i Støv forsvinder,
Føle dig?
Nej! hvor Sanserne kun Ophør ænse,
Hvor Naturens Skabning ligger
Lig,
Her, paa Livets og paa Dødens
Grænse,
Blotte Støv! ophøjet over dig,
Føler jeg mig tryg i Skrækkens
Svimmel,
Drømmer jeg mig ind i evig
Himmel –
Thi jeg er udødelig!
121
75
80
85
90
95
100
105
LITTERATURENS HUSE
110
115
120
125
130
135
140
145
150
Jeg glemte til sidst hele Jorden paa denne
himmelske Spidse. Min Fantasi sværmede
saa let, saa frit, saa ubekymret, trods mit
umagelige og farlige Standpunkt, som
om jeg havde Ørnens Vinger eller slumrede i Selines Arme. Det faldt mig ikke
ind at tænke paa Fodgliden, Forkølelse
eller hvorledes jeg skulde komme ned
igen – thi det faldt mig ikke ind at tænke.
Jeg var blot aandelig Følelse, Andagt og
Tilbedelse. Min Sjæl syntes at dreje sig
om sit Midtpunkt i evig Uendelighed – i
Almagtens Hvirvel – i Gud.
Fo’r Blikket op til dig, uendelige!
Hvor lille var jeg da!
Jeg ledte om mig selv – men stort, men
uden Lige!
Men højt, men fuldt af dig, unævnelige!
Var mit Halleluja!
Støvet fordrer sin Ret; det fordrede mig
tilbage. Jeg begyndte at fryse og fornam,
at jeg endnu havde Legeme! Endnu et
Nedblik, endnu et Overblik fra denne
mageløse Pyramide!
Er det Jordens Herrer, er det Naturens Yndlinge, er det Kunstens Skabere,
er det Englenes Brødre og Evighedens
tilkommende Borgere, disse Myrer, som
kryber dernede? Var Cyrus, var Alexander,
var Cæsar ikke større fra denne Højde?
Vilde en Sokrates, en Brutus, en Luther,
en Franklin saaledes tabe sig i Støvet for
Betragteren fra dette Standpunkt? Var
Erwin et saadant Kryb – har saadanne
Myrer opstablet denne Kolossus? – Jeg
maa ned igen for at overbevise mig om,
at det er Mennesker.
Farvel, vidtstraalende Himmel! farvel,
Zenith! farvel, ætheriske Vaaning! – Farvel, I Alper! som hist i uhyre Frastand mellem Schwarzwalds og de vogesiske for længe
siden til Tuer nedsunkne Bjerge, hæver sig
122
for at dele Himmelens Afsked! Jeg kommer! jeg kommer! – jeg gaar ned for atter
at stige, for at stige uendelig højere!
Denne Tanke trøstede, styrkede mig.
Jeg begyndte min Nedgang. Den var ulige
besværligere end Opgangen og vilde, hvis
jeg ikke ved hvert Trin havde tænkt paa
atter at stige, være blevet mig utaalelig.
Genstandene under mig vokste mer og
mer; men jeg sank og blev mindre og
mindre, ligesom de blev større. Endelig
var jeg igen som nedfalden af Himmelen
paa Jorden.
Det var højlys Dag – Klokken var to
om Eftermiddagen; vi havde tilbragt fem
Timer deroppe – men den store Plads
om Kirken forekom mig mørk. Mit Blik
saaredes af Stenbroen og de omliggende
Bygninger; det ledte om Horisont og fandt
ingen; det søgte en Afgrund, der var ingen
– og dog holdt jeg mig fast til Adams af
Frygt for at tabe Ligevægten. Som man er
søsyg endnu paa Landbredden, saa var
jeg nu først luftsyg paa Gaden. Jeg saa’
op til Spirspidsen og saa’ mig der endnu.
Saaledes ravede jeg til Værtshuset.
Min lange, tunge, haarde, uendelige
Beskrivelse har trættet dig, kæreste Læser? Jeg kan selv ikke mere! hvil og vederkvæg dig paa hvad Maade dig bedst
synes – medens jeg med Adams gaar hen
at spise i Hotel d’Esprit.
155
160
165
170
175
180
185
Medens Adams og jeg besaa Münsteren, havde Sparzet bivaanet en magnetisk
Desorganisations-Operation i det store
herværende Sværmer-Hospital. Uagtet
han fortalte mig de underfuldeste Virkninger af de Manipulationer, han havde
været Øjevidne til, kunde jeg dog ikke
overtale mig til at bese, endsige bruge
en saadan Kur. Alt, hvad jeg har læst om
dette magnetisk-medicinske, mystiske
Væsen har indaandet mig en saadan Ækling derover, at jeg neppe gider tænke paa,
190
195
OPLYSNING OG FØLSOMHED
200
205
210
215
220
225
230
235
240
endsige undersøge det. Her i Strassburg
vrimler det som i Almindelighed af – ister,
saa i Besynderlighed af Somnambulister.
Fruentimmerne især skal være lige saa
meget for Desorganisationen, som Mandfolkene for Revolutionen.
Ved Bordet her i Værtshuset var Maden, Beværtningen og Selskabet fortræffeligt. Dagens yderst interessante Historie
var den bestandige Tekst og blandt de
tilstedeværende var lige saa mange
Prædikanter som Franskmænd. En af
disse lagde mig paa Hjertet at se Pigals
Mesterstykke, Grev Moriz’s af Sachsens
Monument i St. Thomaskirken. ”Det er
uvist,” sagde han, ”om det gør Helten
og Kunstneren mere Ære eller Ludvig
den Femtende mere Skam – Pigal døde af
Hunger.” – Om D’Alembert, som han nøje
havde kendt, fortalte han mig en Mængde
Anekdoter, hvoraf jeg uddrog det Resultat at denne berømte Ven af Frederik den
Anden næst Opsigt og Navnkundighed intet
højere har elsket end Søvn. ”Han havde
med Voltaire og andre Encyklopædister
indgaaet et Forbund imod den kristelige
Religion, hvilken han hadede lige saa
hjerteligt, som han elskede sin Slaabrok
og Nathue, og begge endte fast alle deres
indbyrdes fortrolige Breve med den Slutningsformular: Ecrasons l’infâme! – ”Det
er til Dels lykkedes dem” – føjede min
Fortæller til – ”thi jeg forsikrer Dem, at
jeg ikke vilde give en Pibe Tobak for al
den Kristendom, som nu findes i Frankrig.
Iblandt andre Finansspekulationer har
Necker vel ogsaa haft den at indføre lidt
deraf igen: men af alle hans Operationer
var denne den uheldigste. En Mand kan
undertiden nedbryde, hvad hundrede har
bygget; men aldrig rejser en eneste, hvad
hundrede har nedskrevet. Det ser gyseligt
ud,” endte denne saare behagelige aldrende Mand – ”vi er en Katastrofe nær,
hvis Følger ingen dødelig kan bestemme
eller afse. – Vort Monarki behøver kun én
Rystelse endnu for at falde.” –
Vi begav os til St. Thomaskirken. I Baggrunden af Koret faldt os det berømte
Monument straks i Øjnene – uden mindste
Virkning, maa jeg sige, i Forhold til min
Forventning. Det er et stort, af adskillige
hvide Figurer og mangefarvet, mest sortladent Marmor sammensat, fortræffelig udarbejdet Værk; men Enhed, Simplicitet og
en vis Harmoni fattes det aldeles. Helten i
krigersk Rustning med lavrbæromvundet
Tinding og Kommandostaven i Haanden
nedstiger rolig i en under hans Fødder
oplukket Ligkiste, medens Gallia (den
yndigste Fruentimmer-Gestalt man kan
se) grædende, i fortvivlet Stilling, med
den højre Haand stræber at holde ham
tilbage og med den venstre at bortstøde
Døden, hvis Benrad i en Ligskjorte aabner
Laaget. Paa den anden Side af Hovedfiguren ses en flygtende Ørn, en vigende
Løve og nedenunder, over for Døden
ved Kistens anden Ende, den bedrøvede
Herkules støttende sig paa sin Kølle. Bag
Helten noget paa venstre Haand staar en
Genius med omvendt Fakkel. Alle disse
Figurer, besynderlig Gallia, er mesterligt
udarbejdede. Marschallen (som skal være
truffen til yderste Lighed), nedstiger i
den ædleste Stilling, med et Udtryk af
Selvfølelse, Hengivenhed og Tilfredshed i
det ligesom endnu sejrstraalende Aasyn,
der i fuldeste Grad fortjener Beundring
og forsikrer Kunstneren Udødelighed.
Men noget for lille syntes mig dog hans
Figur i Forhold til de andre. Den hersker
ikke noksom i det hele, som den dog aldeles burde beherske. Idéen er for Resten
rørende; men saaledes især, som den er
udført, aldeles ikke skøn. Nedstigningen i
Graven er bleven til en Slags Nedspringen
i en Ligkiste. Den gotiske Grinebider gør
en saa meget des ubehageligere Virk ning,
som man ved den lille Genius tæt derved
123
245
250
255
260
265
270
275
280
285
LITTERATURENS HUSE
290
295
300
erindres om de gamles skønne Død; ikke
at tale om den uforsvarlige Blanding af
ældre og nyere Mytologi. Herkules paa
den anden Side af en fransk Ligkiste er en
saare barbarisk Forbindelse. De udslagne
og sønderbrudte Faner, det udløbne Timeglas, Marschallens Vaaben o.d.l. gør den
hele allerede alt for figurrige Gruppe saa
buntet, at Øjet snarere mattes end vederkvæges i dens Betragtning. Inskriptionen,
som pranger paa en stor pyramidalsk
Plade bag ved Helten, er utaalelig. Jeg vil
kun anføre Hovedtrækket deri:
124
Ubique Victori
Ludovicus XV
Victoriarum Auctor –
P. I.
305
Den lærde Schöpflins Monument (uden
Sammenligning med Udførelsen i hint
Mesterværk) behagede mig for Simplicitetens Skyld som Gravmæle mere. Det
forestiller, i den ene Side af Koret, Indgangen til en aaben Grav, hvori den afdødes
Brystbillede hænger over en skøn Urne.
(1793)
310
OPLYSNING OG FØLSOMHED
François Voltaire
(1694-1778)
Siden kristendommens opståen har man diskuteret det ondes problem, det såkaldte theodicéproblem: Hvordan kan verden være ond, hvis Gud er god? Der findes flere svar. For eksempel
mente kirkefaderen Augustin (354-430), at enten er det onde fravær af godhed og opstår ved,
at mennesket benytter sin frie vilje imod Guds bud, eller også er det onde en del af Guds
skaberværk og som sådan godt.
Filosoffen Leibniz (1646-1716) hævdede i sin bog Theodicé fra 1710, at vi lever i den bedste
af alle verdener. Da Gud selv er fuldkommen pr. definition, kan verden ikke også være det, da
den så ville være Gud, men den er den bedst mulige eller tænkelige. Hvis Gud havde ønsket
den anderledes, havde han gjort det anderledes.
I opposition til Leibniz og under indtryk af jordskælvet i Lissabon i 1755 skrev oplysningstænkeren François Voltaire den satiriske roman Candide eller Optimismen (1759), hvori han
skildrer den godtroende og naive Candides rejse med sin lærer Doktor Pangloss (pan=alt,
glossa=tunge, dvs. vrøvlehoved).
Voltaire skrev efter sigende romanen på tre dage med det formål at latterliggøre optimismen og troen på, at vi lever i den bedste af alle verdener. I stedet for at tro på den slags
spekulativ metafysik skal menneskene efter Voltaires opfattelse forholde sig kritisk til det
man kan observere.
af Candide eller Optimismen
5. Kapitel
Uvejr, skibbrud, jordskælv og doktor Pangloss’,
Candides og anabaptisten325 Jacobs videre
skæbne.
5
10
15
Halvdelen af passagererne var udmattede, ja, døden nær af de ufattelige kvaler,
som nerver og alle legemets væsker lider,
når de bevæges hid og did ved et skibs
slingren, og havde end ikke kræfter til at
bekymre sig om faren. Den anden halvdel
udstødte høje skrig og opsendte bønner til
himlen. Sejlene var sønderrevet, masterne
knækket, og skibet havde fået en læk. Den,
der kunne, gav en håndsrækning, men
den ene kunne ikke høre, hvad den anden
sagde, og der var ingen til at kommandere.
325 anabaptisten: gendøber, tilhænger af en religiøs
gruppering, der ikke mente reformationen var
vidtgående nok
Anabaptisten stod på dækket og hjalp
med styringen. Pludselig slog en matros
rasende til ham, så han faldt om, men derved fik matrosen selv et så voldsomt stød,
at han gik på hovedet ud over rælingen.
Han blev hængende ved et stykke af en
knækket mast og klamrede sig til det.
Den skikkelige Jacob kom ham til hjælp
og fik ham halet indenbords igen, men
under sine bestræbelser herfor styrtede
han selv i havet for øjnene af matrosen,
der lod ham drukne uden at værdige ham
så meget som et blik. Candide kom til og
så sin velgører dukke op endnu engang
for derefter at forsvinde i bølgerne for
stedse. Han ville springe ud efter ham,
men filosoffen Pangloss hindrede ham i
det og beviste ham, at Lissabons red var
bygget netop med det formål for øje, at
125
20
25
30
35
LITTERATURENS HUSE
40
45
50
55
60
65
70
75
80
anabaptisten skulle drukne dér. Mens
han var i færd med at bevise dette a priori,
gik skibet midt over, og alle omkom med
undtagelse af Pangloss, Candide og den
slyngel til matros, som var skyld i, at
den brave anabaptist var druknet. Fyren
kunne svømme og nåede i god behold
ind til kysten, hvortil også Pangloss og
Candide førtes på en skibsplanke.
Da de var kommet lidt til kræfter, begav
de sig på vej til Lissabon. De havde endnu
en smule penge tilbage og håbede, at de
ved hjælp af dem skulle kunne undgå at
dø af sult, efter at de nu var sluppet fra
skibbruddet med livet.
Næppe var de grædende og sukkende
over deres velgørers død nået ind til byen,
før de mærkede jorden skælve under sig.
Havet rejste sig frådende i havnen og
knuste de skibe, der lå for anker. Gader
og pladser forsvandt i et flammehav, huse
styrtede sammen, tage skred, og husenes
grundmure sank sammen og blev til aske.
Tredive tusind mennesker af begge køn og
alle aldre blev begravet under ruinerne.
Matrosen fløjtede og sagde med en drøj
ed: ”Der bliver noget at redde sig her!”
”Hvad kan mon være den tilstrækkelige grund til dette fænomen?” sagde
Pangloss.
”Det er den yderste dag, der er kommet!” udbrød Candide.
Matrosen skyndte sig ind mellem
ruinerne og trodsede døden for at finde
penge. Han fandt også nogle, stak dem
til sig og drak sig fuld, og da han havde
sovet rusen ud, købte han den første villige pige, han traf mellem ruinerne midt
iblandt døende og døde. Men Pangloss
trak ham i ærmet og sagde:
”Dette her er ikke rigtigt, min ven, du
handler stik imod den almene fornuft. Det
er et dårligt tidspunkt, du har valgt.”
”Død og helvede,” svarede matrosen,
”jeg er matros og født i Batavia. Jeg har
126
været fire gange i Japan, og fire gange har
jeg trådt krucifixet under fødder. Bliv mig
fra livet med det sludder om den almene
fornuft!”
Candide var blevet såret af nogle af de
sten, der fløj omkring i luften, og lå nu
på gaden dækket af stumper og splinter.
”Skaf mig lidt vin og olie,” sagde han til
Pangloss, ”jeg tror, jeg er ved at dø.”
”Sådan et jordskælv er ikke noget nyt,”
svarede Pangloss. ”I fjor skete ganske det
samme i byen Lima i Amerika. Samme
årsag, samme virkning. Der må sikkert
findes en underjordisk svovlåre, som går
fra Lima til Lissabon.”
”Intet er mere sandsynligt,” sagde
Candide, ”men for Guds skyld: skaf mig
lidt olie og vin.”
”Hvad for noget? Sandsynligt?” svarede
filosoffen, ”jeg påstår, at det er bevist.”
Candide mistede bevidstheden, og
Pangloss bragte ham lidt vand fra en kilde
i nærheden.
Da de den næste dag krøb rundt imellem ruinerne, fandt de lidt spiseligt og
kom nogenlunde til kræfter igen. Derefter
gav de sig sammen med andre til at hjælpe
de indbyggere, der var sluppet med livet.
Nogle af dem, de havde hjulpet, trakterede
dem så med så god en middag, som det
var muligt at sætte på benene under disse
ulykkelige forhold. Det var alligevel et
bedrøveligt måltid, og gæsterne vædede
maden med deres tårer. Men Pangloss
trøstede dem og sagde, at det alt sammen
ikke kunne være anderledes, ”thi,” sagde
han, ”alt dette er så godt, som det kan
være, thi når der er en vulkan under Lissabon, kunne den ikke være noget andet
sted, thi det er umuligt, at noget ikke er
der, hvor det er, thi alt er såre godt.”
En lille, sortklædt mand, som hørte
til Inkvisitionen, og som sad ved siden af
ham, tog yderst høfligt til orde og sagde:
85
90
95
100
105
110
115
120
OPLYSNING OG FØLSOMHED
125
130
135
140
145
”Så tror herren åbenbart ikke på arvesynden, thi hvis alt er såre godt, kan
der jo hverken være tale om syndefald
eller straf.”
”Jeg beder Deres Velbårenhed allerydmygst om forladelse,” svarede Pangloss
endnu høfligere, ”men menneskets syndefald og forbandelse måtte nødvendigvis komme ind i den bedste af alle
verdner.”
”Herren tror altså ikke på den frie
vilje?” spurgte den sortklædte.
”Deres Velbårenhed må undskylde
mig,” sagde Pangloss, ”den frie vilje kan
udmærket bestå side om side med den
absolutte nødvendighed, thi det er jo nødvendigt, at vi har den frie vilje, såsom den
forudbestemte vilje ...”
Pangloss var midt i sin udredning, da
den sortklædte gav et tegn til sin lakaj, der
var ved at skænke portvin op for ham.
6. Kapitel
150
155
160
165
Hvorledes der afholdtes en smuk autodafé for
at afværge jordskælv, og hvorledes Candide
blev kagstrøget.
Efter jordskælvet, der havde lagt de tre
fjerdedele af Lissabon i aske, havde landets vise mænd ikke kunnet finde et mere
virkningsfuldt middel til at forebygge
fuldstændig ødelæggelse end at afholde
en smuk autodafé for folket. Universitetet
i Coïmbra hævdede med bestemthed, at
en forestilling, hvor nogle mennesker
blev ristet over en sagte ild under stor
højtidelighed, var et ufejlbarligt middel
til at forebygge jordskælv.
Følgelig blev en biskayer, der var anklaget for at have giftet sig med sin gudmoder, samt to portugisere, som havde
fjernet det flæsk, en kylling var spækket
med, før de spiste den, arresteret, og efter
måltidet blev doktor Pangloss og hans
discipel Candide hentet, den ene, fordi
han havde talt, den anden, fordi han havde
lyttet bifaldende. De blev begge ført til
nogle overordentlig kølige gemakker, hvor
man aldrig risikerede at blive generet af
solen. Otte dage efter blev de hver især
iført en san-benito326, og på hovedet fik de
spidse huer af papir. Candides hue og
san-benito var bemalet med omvendte
flammer og djævle uden hale og kløer,
mens Pangloss’ djævle havde både kløer
og hale, og flammerne vendte opad. Således udklædte vandrede de i procession og
måtte derefter påhøre en meget gribende
prædiken efterfulgt af skøn musik med
cantus firmus.327 Candide blev pisket i takt
til sangen, biskayeren og de to portugisere, der ikke havde villet spise spæk, blev
brændt. Pangloss blev hængt stik imod al
skik og brug.
Samme dag indtraf der en ny jordrystelse ledsaget af et frygteligt rabalder.
Candide var ude af sig selv af angst og
skræk, det blødte fra hans sår, han rystede over det hele og tænkte ved sig selv:
”Hvis dette er den bedste af alle verdner,
hvordan må så ikke de andre være? Lad
gå med, at jeg er blevet kagstrøget, det
blev jeg også hos bulgarerne, men at jeg
skulle se dig, min kære Pangloss, du den
største af alle filosoffer, blive hængt uden
at vide hvorfor! At jeg skulle se dig, min
kære anabaptist, det bedste af alle mennesker, drukne i havnen. Og at De, frøken
Kunigunde, perlen blandt piger, skulle få
maven sprættet op, det er næsten mere,
end jeg kan bære!”
Han vendte sig bort og ville gå, men
kunne næppe stå på benene efter at have
fået prædiken og prygl, syndsforladelse
og velsignelse; da kom en gammel kone
hen til ham og sagde:
”Fat mod, min søn, og følg mig!”
(1759)
326 san-benito: muligvis en katte-lignende klædning
327 cantus firmus: en fast melodi, man lægger andre
stemmer henover
127
170
175
180
185
190
195
200
205
210
LITTERATURENS HUSE
J.W. Goethe
(1749-1832)
Johann Wolfgang von Goethe blev født i Frankfurt am Main i 1749 i en velhavende familie.
Efter privatskolegang læste han jura, men blev litterært vakt og skrev sine første digte. Gennem sit venskab med historikeren Herder fik han indblik i de førromantiske strømninger og
påbegyndte et studie i de litterære klassikere. Snart skrev han sine første skuespil og udkast
til sit senere hovedværk om Faust, der forskriver sig til djævelen.
Den unge Goethe oplevede en ulykkelig kærlighed, hvor han forelskede sig i en af sine
venners forlovede. Dette stof anvendte han litterært i brevromanen Den unge Werthers lidelser
(1774). Det originale ved denne bog er ikke en ulykkelig forelskelse, for den møder ethvert
ungt menneske, men måden denne oplevelse udtrykkes på æstetisk.
Senere skrev Goethe den stildannende dannelsesroman Wilhelm Meister, der udkom i to
bind i årene 1796 og 1829, mens hans klassiske læsedrama Faust ligeledes udkom i to dele i
henholdsvis 1808 og posthumt i 1832. Sine erindringer udsendte Goethe i den berømte bog
Dichtung und Wahrheit (1811-33).
Det nye ved Den unge Werthers lidelser er den overfølsomme og frihedssøgende helt, der
ikke kan falde til ro og som plages af sin ulykkelige kærlighed til den allerede forlovede Lotte.
Werther løser sit dilemma ved at tage livet af sig i en storladen gestus, og Goethes roman
bliver med ét berømt og berygtet og forbudt i flere lande, heriblandt Danmark, fordi den efter
sigende udløste en serie af selvmord blandt læserne.
af Den unge Werthers lidelser
5
10
15
20
Goethes forord
Alt, hvad jeg overhovedet har kunnet finde om
stakkels Werther, har jeg omhyggeligt samlet
og forelægger det her, overbevist om, at man
vil takke mig for det. Ingen kan dog andet end
beundre og elske hans ånd og karakter – ingen
kan andet end begræde hans skæbne.
Og du gode sjæl, som har mødt præcis den
samme modgang som han – øs du trøst af hans
lidelser, og hvis du ved skæbnens ugunst eller
selvforskyldt ikke har nogen nærmere, så lad
denne lille bog være din ven.
21. august
Forgæves strækker jeg mine arme ud efter
hende om morgenen, når jeg dukker op af
tunge drømme, forgæves søger jeg hende
om natten i min seng, når en lykkelig,
uskyldig drøm har narret mig til at tro,
at jeg sad ved siden af hende i engen og
128
holdt hende i hånden og dækkede den
med tusinde kys. Ak, når jeg endnu halvt
i søvnens svimmelhed famler ud efter
hende og vågner ved det – en strøm af
tårer bryder da ud af mit beklemte hjerte,
og utrøstelig græder jeg en dyster fremtid
i møde.
22. august
Det er en ulykke, Wilhelm, min handlekraft er stemt ned til en stundesløs dovenskab, jeg kan ikke holde ud at være
uvirksom, og kan dog heller ikke foretage
mig noget. Jeg har ingen fremstillingsevne, ingen følelse for naturen, og bøgerne vækker kun lede. Når vi mister os
selv, mister vi dog alt. Jeg sværger på, at
jeg tit ville ønske, jeg var daglejer, så jeg
kunne vågne med noget at se hen til for
den kommende dag, en attrå, et håb. Ofte
25
30
35
40
OPLYSNING OG FØLSOMHED
45
50
55
60
65
70
75
80
misunder jeg Albert, som sidder begravet
i aktstykker til op over begge øren, og jeg
bilder mig ind, at alt ville være godt, hvis
jeg var i hans sted!
Adskillige gange er det kommet over
mig, at jeg ville skrive til dig og til ministeren for at få den stilling ved gesandtskabet, som – efter hvad du forsikrer –
ikke ville blive mig nægtet. Det tror jeg
heller ikke selv. Ministeren har i lang tid
sat stor pris på mig og opfordret mig til
at hellige mig een eller anden opgave;
og en kort tid kan jeg godt lide at sysle
med den tanke. Men sidenhen, når jeg
igen tænker på det og fablen om hesten
falder mig ind, den som utålmodig over
sin frihed lader sadel og seletøj lægge på
sig og blive skamredet – så ved jeg ikke,
hvad jeg skal.
Og, min kære ven, er længslen inden i
mig efter en forandring af tilstanden måske ikke en indre, ubehagelig utålmodighed, som vil forfølge mig alle vegne?
somheder, som er tusinde gange mere
værd end de blændende gaver, hvorved
giverens forfængelighed nedværdiger os.
Jeg kysser hendes sløjfe tusinde gange,
og med hvert åndedrag inddrikker jeg
erindringen om den salighed, som hine
få, lykkelige, uigenkaldelige dage fyldte
mig til randen med.
Wilhelm, sådan er det, og jeg knurrer
ikke, livets blomster er kun drømmesyner! Hvor mange forsvinder ikke, uden
at efterlade mindste spor, hvor få sætter
frugt, og hvor få af disse frugter bliver
modne? Og dog er der stadig nok af dem;
og dog – O min broder! – Kan vi bare lade
modne frugter ligge, lade hånt om dem,
lade dem rådne uden at nyde dem?
Lev vel! Det er en herlig sommer; jeg
sidder tit oppe i træerne i Lottes have
med frugtplukkeren, en lang stang, og
henter pærer ned fra toppen. Hun står
nedenunder og tager imod, når jeg lader
dem dumpe ned til hende.
28. august
Det er sikkert, at hvis min sygdom kunne
helbredes, ville disse mennesker gøre det.
Det er min fødselsdag i dag, og ganske
tidligt i morges kom der en lille pakke
fra Albert. Da jeg lukkede den op, fik jeg
straks øje på een af de blegrøde sløjfer,
som Lotte havde på, da jeg lærte hende at
kende, og som jeg siden adskillige gange
havde bedt hende om. Der var også to
små bøger i duodez328, Wetsteins329 lille
Homer, en udgave, jeg så tit har ønsket
mig, så jeg ikke behøvede at slæbe rundt
på Ernestis330, når jeg gik tur. Se! Sådan
kommer de mine ønsker i forkøbet, sådan
opleder de alle venskabets små opmærk-
30. august
Ulykkelige! Er du ikke en dåre! Bedrager
du ikke dig selv? Hvad skal denne evindelige, rasende lidenskab til? Bede kan
jeg nu kun til hende; for min fantasi viser
ingen anden skikkelse sig end hendes, og
alt i hele verden ser jeg kun i forhold til
hende. Og det skænker mig da så mange
lykkelige timer – indtil jeg atter må løsrive
mig fra hende! Ak Wilhelm! Hvad mit
hjerte dog ofte driver mig til!
Når jeg har siddet hos hende to timer,
tre timer, og frydet mig over hendes skikkelse, hendes væremåde, den himmelske
klang i hendes ord, og alle mine sanser lidt
efter lidt bliver anspændte, og det mørkner for mine øjne og jeg næppe kan høre
mere, og noget griber mig om struben
som en snigmorder, og mit hjerte så med
vilde slag prøver at skaffe det betrængte
sind luft og kun øger dets forvirring –
328 duodez: lommeformat
329 J.H. Wethsteins udgave af Homer på græsk og latin
fra 1707
330 J.A. Ernestis udgave af Homer på græsk og latin i
stort format fra 1764
129
85
90
95
100
105
110
115
120
125
LITTERATURENS HUSE
130
135
Wilhelm, så ved jeg tit ikke, om jeg er i
denne verden!
Og – når en sjælden gang sørgmodigheden får overhånd og Lotte tilstår mig
den fattige trøst at græde min beklemthed
ud mod hendes hånd – så må jeg bort,
må ud, og jeg strejfer vidt om på egnen,
så er det min glæde at klatre op ad et
stejlt bjerg, at bryde mig en sti gennem
en uvejsom skov, gennem krattet, som
sårer mig, gennem tjørnene, som river
mig til blods! Så får jeg det lidt bedre!
Lidt bedre!
130
Og når jeg mangen gang bliver liggende undervejs af træthed og tørst, tit
i den dybe nat, når fuldmånen står højt
over mig, - eller jeg sætter mig i den ensomme skov på et skævtvokset træ for
at skaffe mine sårede fødder bare nogen
lindring, og slumrer ind i en udmattende
ro i skumringsskæret! O Wilhelm! En
celles ensomme bolig, hestehårsskjorten
og tornebæltet ville da være den vederkvægelse, som min sjæl smægter efter.
Adieu! Jeg ser ingen anden ende på
denne elendighed end graven.
(1774)
140
145
150
OPLYSNING OG FØLSOMHED
131
132
132
Romantikken
6
H.C. Ørsted
(1777-1851)
Danmark har en række videnskabsmænd, der har gjort sig gældende internationalt, fx Tycho
Brahe, Ole Rømer og Niels Bohr. Til denne perlerække hører også H.C. Ørsted, der under en
forelæsning i 1820 opdagede, at en magnetnål blev påvirket af strømførende ledninger.
Efterfølgende kunne Ørsted påvise sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme, dvs.
elektromagnetisme, der i dag danner grundlag for utallige opfindelser og tekniske løsninger,
fx elektromotorer og vindmøller. Ørsted gjorde sig også gældende som kemiker og isolerede
bl.a. stoffet piperin fra peber og opdagede grundstoffet aluminium.
Som romantiker var Ørsted optaget af poesi, filosofi og kunst og færdedes i de samme kredse
som tidens kunstnere. Hans grundfilosofi var den samme som deres, nemlig at naturen er et
åndeligt fænomen, sådan som han i sit hovedværk fra 1850 Aanden i Naturen redegør for.
Nedenstående tekst er et uddrag fra den tale, Ørsted holdt ved Købehavns Universitets
fest for reformationen.
←
William Blake (1757-1827) var engelsk forfatter, maler og mystiker. Han udtrykker med sit mangfoldige værk en af
romantikkens typiske forestillinger: At der er en storslået, men kun anet, sammenhæng mellem alle ting, og at kunstnerens rolle ikke mindst er – via sin intuition – at udforske livets og verdensordenens store mysterier. Blake blev i sin
levetid forsørget gennem sin produktion af raderinger og tryk, mens det falder lidt tungere med poesiens evne til at
skaffe indtægter til huse. Billedet her er en illustration til digtet Europa, en profeti. Den skikkelse vi ser på billedet er
Gud selv, der er ved at udmåle Jorden med sin passer. Han konstruerer altså her en højere orden, som vi mennesker
kun forstår stykkevis og delt. Kunstneren kommer dog i sine mest inspirerede øjeblikke skabelsens sammenhæng
nær. Blake fik en sen renæssance under ungdomsoprøret, hvor hans næsten ’syrede’ billeder blev indsat i et større,
bevidsthedsudvidet rum
William Blake: Den gamle af dage. Metalsnit med vandfarve. 1794. British Museum, London, England.
133
LITTERATURENS HUSE
af Videnskabsdyrkelsen betragtet som religionsudøvelse
5
10
15
20
25
30
35
40
Hver gang andagtsfuld taknemmelighed forsamler mennesker til en højtid
for at befæste sandhedens rige blandt
dem, synes det mig, at man burde minde
hinanden om, at dette rige – skønt det i
sig selv er evigt og uforstyrreligt – kan
tabes for os, hvis vi ikke bevogter det med
samvittighedsfuld iver.
Uophørligt må mennesket frygte sin
egen svaghed. Næppe er en vildfarelse
slået ned, førend en anden, som man allerede troede begravet i dyb glemsel, atter
rejser sig. Så skrøbelig og vankelmodig
er den menneskelige natur, at de fleste let
vender sig fra én vildfarelses yderlighed
til den modsatte, som før var genstand for
deres had og foragt, – men sandhedens
faste midtpunkt går de forbi, idet de forsmår det rene lys, som alle vildfarelsens
glimmerfarver dog ellers har lånt deres
skin fra.
Hvis der således fandtes en tid, hvor
videnskabernes udvikling blev holdt tilbage på grund af den dårlige indbildning,
at videnskaberne var farlige for troen og
gudsfrygten, så kunne mange ikke indse
denne vildfarelse uden at forfalde til den
modsatte, afskyelige mening, at religion
burde udryddes som fornuftens evige
fjende. Men næppe er det kommet så vidt,
at denne menings tilhængere skammer sig
ved deres ugudelige vanvid, førend man
ser den gamle frygt for videnskaben ytret
påny, og det endda delvis af de samme
mennesker, som før ivrigt var tilhængere
af den modsatte vildfarelse. [...]
Under sådanne omstændigheder anser
jeg det da for passende, om vi i anledning
af dagens højtidelighed søger at bekræfte
vor overbevisning om religionens og
videnskabens harmoni ved at betragte,
hvorledes videnskabsmanden, når han
134
til fulde forstår sin egen bestræbelse,
må anse videnskabsdyrkelsen som en
religionssag.
Dersom det blot var min hensigt at
vise, at gudsfrygt må avle videnskab, så
ville jeg påberåbe mig den fra alle sider
anerkendte store sandhed, at kærlighed
til Gud er væsenet i al religion. Det ville
da være let at konkludere, at kærlighed
til Ham, fra hvem al sandhed kommer,
må avle lyst til at kende den i alle dens
forgreninger. Men da vi her ønsker at
betragte videnskaben som noget, der
i sig selv er en religionspligt, så er det
nødvendigt for os at trænge dybere ind i
videnskabelighedens væsen.
Her viser det sig nu, at menneskets
granskende blik – hvad enten det er rettet
mod menneskets eget indre væsen eller
mod alt det skabte, der omgiver ham, og
som han selv er en del af – altid ledes
hen til altings evige ophav. I al granskning er det endelige mål at finde, hvad
der virkelig er til, og at se det i sin rene
glans – til forskel fra alt det, der skuffer
den uopmærksomme, fordi det er skinvirkelighed.
Videnskabsmanden søger da, hvad der
er det bestandige i det foranderlige, dvs.
det uforårsagede, som skjuler sig bag de
utallige forårsagede ting. Videnskabsmanden erkender de enhedsbånd, der gør, at
tingene i deres mangfoldige fordelinger
og adskillelser dog ikke adsplittes. Snart
må han erkende, at kun det uafhængige
kan være bestandigt og det bestandige
uafhængigt, og at den sande enhed ikke
kan være adskilt fra nogen af dem.
Således ligger det da allerede i tænkningens natur, at den ikke finder hvilepunkt, ikke finder beroligelse andre
steder end i den uforanderlige, evige,
45
50
55
60
65
70
75
80
ROMANTIKKEN
85
90
95
100
105
uforårsagede Alfornuft, som forårsager
alt, omfatter alt.
Hvis han ikke nøjes med denne betragtningsmåde, men også søger at gennemskue verden med erfaringens øje, så
ser han, at alle de ting, hvis virkelighed
mængden føler sig mest sikker på, nemlig
de legemlige, ikke har nogen vedvarende
tilværelse, men altid blot er på vej fra
fødsel til undergang.
Spørger han sig da, hvad der er det
bestandige deri, så svarer fornuft og erfaring enstemmigt: det eneste bestandige
vedrørende sansetingene er de kræfter,
som frembringer dem, og de love, hvorefter de virker. Men kræfterne opløser sig
alle i en grundkraft, der ytrer sig på to
modsatte måder, og lovene viser sig ved
nøjere undersøgelse at være en fornuft,
der gennemtrænger og behersker hele
naturen.
Hvis han nu sammenfatter hele naturens harmoni, så ser han, at den ikke
blot er et begreb, en abstrakt forestilling,
som man siger, men at den fornuft og den
kraft, som enhver ting skylder sit væsen,
kun er åbenbaringen af en selvstændig,
levende Alfornuft.
Det bestandige i naturen kommer da
fra den evigt selvstændige; livsytringerne kommer fra Ham, som har livet i
sig selv; det heles sammenhæng og harmoni kommer fra den ene fuldkomne
visdom. Hvorledes kan mennesket da,
når det ser dette, andet end besjæles af
den dybeste ydmyghedsfølelse, andagt
og kærlighed?
Har nogen lært noget andet i betragtningen af naturen, så kan det kun skyldes, at han fortabte sig i det adspredte
og mangfoldige – og ikke opløftede sig
til sandhedens evige enhed.
(1814)
135
110
115
120
125
LITTERATURENS HUSE
Schack von Staffeldt
(1769-1826)
Inden for romantikkens første fase skiller Schack Staffeldt sig ud som nyplatoniker. Denne
retning bygger på den græske filosof Platons filosofi, hvor verden er opdelt i ideernes og
fænomenernes verden. Sjælen stammer fra ideernes åndelige verden, men er ved fødslen
faldet ned til kroppens fængsel. Derfor længes den tilbage til en ideel verden, og det er denne
længsel, der ytrer sig i Eros – kærligheden.
Adolph Schack von Staffeldt stammede fra en adelig familie og blev født på Rügen. Som
sin tidligt afdøde far sættes han i officerslære i København. Efter endt militær uddannelse får
Staffeldt et stipendium, der gør, at han kan læse statskundskab i Göttingen og drage på en
fem år lang dannelsesrejse. Undervejs stifter han bekendtskab med den nyplatoniske filosofi,
der trives i Tyskland.
I starten udgav Staffeldt spredte digte, men kommer for sent, da den romantiske bølge
ramte København. Hans Digte (1804) kommer til at stå i skyggen af Oehlenschlägers udgivelser,
og Staffelt havde svært ved at skaffe 300 subskribenter til sin sidste samling fra 1808. Han fik
heller ikke sit livs elskede, men gjorde til gengæld en fin embedskarriere, der fra 1814 gjorde
ham til direktør for byen Slesvig.
Indvielsen
1
Jeg sad paa Pynten ved Sundets Bred,
Himlene smiilte,
Og saae med Længsel i Dybet ned,
Bølgerne Hviilte,
Da hælded Solen til Havets Bryst,
Og rundtom rødnede Luft og Kyst.
3
Da rundt en anden Natur der blev:
Vindene talte;
Fra Skyer, som blege for Maanen hendrev,
Aanderne kaldte;
Et Hjerte slog varmt og kjærligt i Alt,
I Alt mig vinked min egen Gestalt334.
2
Og brat fra Skyen en Strængeleg331
Anelsen vakte,
I Aftenrøde Musen332 nedsteg,
Harpen mig rakte
Og rask et brændende Kys mig gav,
Nedsynkende i det luende333 Hav.
4
Dog blev fra nu for Tanke og Trang
Jorden et Fængsel;
Vel lindrer ved Anelse, Drøm og Sang
Hjertet sin Længsel,
Dog brænder mig Kysset, jeg kjender ei
Fred
Førend jeg drager Himlene ned.
(1804)
331 Strengeleg: musikinstrument
332 Muse: gudinde for digterisk inspiration
333 luende: flammende
136
334 Gestalt: skikkelse
ROMANTIKKEN
Platonisme
1
Da vor Æt335 fra Aanders Trængsel
Stødtes ned i Sandsers336 Fængsel,
Mindet af vort Fødeland
Fulgte med til Trællens Stand337,
Men det blev paa Gravens Rand
Snart til Anelse og Længsel.
4
Dog de falske Syners Skare
Hilder os i grusom Snare;
Trylleriet svinder hen,
Og vi finder os igjen
Stødte ned fra Himmelen,
Hvor i Drøm paa ny vi vare.
2
Derfor snoer med Elskovsbrynde338
Tanken sig om hver en Ynde,
Derfor følger vort Begjær
Hist og her og fjernt og nær
Alle Varsler, alle Skjær,
Som det Himmelske forkynde.
5
Derfor mildt os Skjæbnen lærte
Skabe selv, hvad vi begjærte:
Phantasien af sit Skjød
Frydphantomer341 stige bød
Som i Fængslets Nat og Nød
Trylle det bønhørte Hjerte.
(1802)
3
Men i vor Forviisnings Rige
Synerne saa grumt os svige.
Ved en jordisk Skjønheds Bryst
Daane339 vi saa sødt til Trøst,
Trylles til Daimonens340 Lyst
I den tabte Himmels Lige.
335 Æt: slægt
336 Sandser: sanser
337 Trællens Stand: slavens vilkår
338 Elskovsbrynde: erotisk begær
339 Dåne: nærmest besvime af sødme
340 Daimon: dæmon
341 Fantom: drømmesyn, overnaturligt væsen
137
LITTERATURENS HUSE
Adam Oehlenschläger
(1779-1850)
For de fleste er Adam Oehlenschläger indbegrebet af dansk romantik, forfatter til det i skolen
mest læste romantiske digt Guldhornene og ophavsmand til nationalsangen Der er et yndigt
land. Og han er da også Aladdin-figuren i sin storhedstid 1802-08, hvor alt, hvad han rører
ved, forvandler sig til digte og skuespil.
Adam Oehlenschläger voksede op på Frederiksberg, hvor hans far var organist og siden
slotsforvalter ved Frederiksberg slot. Efter realeksamen forsøgte han sig som skuespiller og
læste jura på Københavns Universitet, hvorfra han fik sølvmedalje for en afhandling om den
nordiske mytologis anvendelighed i litteraturen. I 1802 gribes han af Steffens’ forelæsninger
og skriver Guldhornene under øjeblikkets inspiration.
Guldhornene er et stort fortællende digt, der tager udgangspunkt i tyveriet af to guldhorn
fra Kunstkammeret (Nationalmuseet) - en anledning, som Oehlenschläger brugte til at behandle en tabt storhedstid. De, som higer og søger i digtets første strofe, er historikerne, som
ikke kan finde den mistede sammenhæng med fortiden. Derfor lader de nordiske guder en
bondepige og en husmand finde guldhornene med 100 års mellemrum. Digtet passer således
med den historiske virkelighed, hvor de to horn blev fundet i 1639 og 1734, blot for at blive
stjålet og smeltet om i 1802.
Guldhornene
De higer og søger
I gamle Bøger,
I oplukte Høie
Med speidende Øie,
Paa Sværd og Skiolde
I muldne Volde342,
Paa Runestene
Blandt smuldnede Bene.
Oldtids Bedrifter
Anede trylle343;
Men i Mulm de sig hylle,
De gamle Skrifter.
Blikket stirrer,
Sig Tanken forvirrer.
I Taage de famle.
„I gamle gamle
Hensvundne Dage!
Da det straalte i Norden,
Da Himlen var paa Jorden,
Giv et Glimt tilbage!“
342 volde: høje af muldjord
343 Anede trylle: anelser om oldtiden virker tillokkende
138
Skyen suser,
Natten bruser,
Gravhøien sukker,
Rosen sig lukker.
De øvre Regioner344
Toner!
De sig møde, de sig møde,
De forklarede Høie345,
Kampfarvede, røde,
Med Stierneglands i Øie.
344 De øvre Regioner: himlen
345 De forklarede Høie: de gamle nordiske guder
ROMANTIKKEN
„I som raver i blinde,
Skal finde
Et ældgammelt Minde,
Der skal komme og svinde!
Dets gyldne Sider
Skal Præget bære
Af de ældste Tider.
Af det kan I lære.
Med andagtsfuld Ære
I vor Gave belønne.
Det skiønneste Skiønne,
En Møe
skal Helligdommen finde!“
Saa synge de og svinde.
Lufttonerne døe!
Hrymfaxe346 den sorte
Puster og dukker
Og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling347 oplukker,
Og Skinfaxe348 traver
I straalende Lue
Paa Himlens Bue.
Og Fuglene synge.
Dugperler bade
Blomsterblade,
Som Vindene gynge.
Og med svævende Fied
En Møe hendandser
Til Marken afsted.
Violer hende krandser.
Hendes Rosenkind brænder,
Hun har Lilliehænder.
Let som en Hind
Med muntert Sind,
Hun svæver og smiler;
Og som hun iler
Og paa Elskov grubler —
Hun snubler!
Og stirrer og skuer
346 Hrymfaxe: nattens hest i den nordiske mytologi
347 Delling: dagens fader
348 Skinfaxe: dagens hest
Gyldne Luer,
Og rødmer og bæver
Og zittrende hæver
Med undrende Aand,
Af sorten Muld,
Med sneehvide Haand,
Det røde Guld.
En sagte Torden
Dundrer!
Hele Norden
Undrer!
Og hen de stimle
I store Vrimle,
Og grave og søge
Skatten at forøge.
Men intet Guld!
Deres Haab har bedraget.
De see kun det Muld,
Hvoraf de er taget.
Et Sekel349 svinder!!
Over Klippetinder
Det atter bruser.
Stormenes Sluser
Bryde med Vælde.
Over Norges Fielde
Til Danmarks Dale
I Skyernes Sale,
De forklarede Gamle
Sig atter samle.
349 Sekel: århundrede
139
LITTERATURENS HUSE
„For de sieldne Faae
Som vor Gave forstaae,
Som ei Jordlænker binde,
Men hvis Siele sig hæve
Til det Eviges Tinde,
Som ane det Høie
I Naturens Øie,
Som tilbedende bæve
For Guddommens Straaler,
I Sole, i Violer,
I det Mindste, i det Største,
Som brændende tørste
Efter Livets Liv,
Som — o store Aand
For de svundne Tider!
See dit Guddomsblik
Paa Helligdommens Sider,
For dem lyder atter vort Bliv350 !
Naturens Søn,
Ukiendt i Løn,
Men som sine Fædre,
Kraftig og stor,
Dyrkende sin Jord,
Ham vil vi hædre,
Han skal atter finde!“
Saa synge de og svinde.
Hrymfaxe den sorte
Puster og dukker,
Og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling oplukker,
Og Skinfaxe traver
I straalende Lue,
Paa Himlens Bue.
Da standser Ploven,
Og en Gysen farer
Igiennem Skoven.
Fugleskarer
Pludselig tier.
Hellig Taushed
Alt indvier.
Da klinger i Muld
Det gamle Guld.
Tvende Glimt fra Oldtidsdage
Funkler i de nye Tider.
Selsomt vendte de tilbage,
Gaadefyldt paa røde Sider.
Mystisk Helligdom omsvæver
Deres gamle Tegn og Mærker.
Guddomsglorien ombæver
Evighedens Underværker.
Hædrer dem, thi Skiebnen skalter352 !
Snart maaskee de er forsvunden.
Jesu Blod paa Herrens Alter
Fylde dem, som Blod i Lunden.
Men I see kun deres Lue,
Ikke det ærværdigt Høie!
Sætte dem som Pragt tilskue
For et mat nysgierrigt Øie.
Himlen sortner, Storme brage!
Visse Time du er kommen.
Hvad de gav de tog tilbage.
Evig bortsvandt Helligdommen.
(1802)
Ved lune Skov
Øxnene351 trække
Den tunge Plov,
Over sorten Dække.
350 For dem lyder atter vort Bliv: skabelsesordet i 1.
Mosebog: Lad der blive lys!
351 Øxnene: okserne
140
352 skalter: handler
ROMANTIKKEN
B.S. Ingemann
(1789-1862)
I guldalderen var den gennemsnitlige levealder for mænd 27, for kvinder 36 år. Det betød, at
en stor gruppe ægte og uægte børn hurtigt blev overladt til slægtninge eller offentlige asyler.
I 1835 oprettedes Prinsesse Caroline Amalies Asylhjem for at redde vanrøgtede børn. Prinsessen og hendes hattedamer sørgede for omsorg og undervisning til børnene, og til dette hjem
skrev digteren B.S. Ingemann syv morgensange, en til hver ugedag.
Bernhard Severin Ingemann voksede op i et præstehjem på Falster som den yngste af en
søskendeflok på ni. Ved faderens død flyttede familien til Slagelse, hvor Ingemann, som andre
store digtere med ham, hadede latinskolen. Efter studentereksamen læste han jura, men afsluttede ikke studierne. Han forlovede sig, blev alvorligt syg og gennemførte en dannelsesrejse,
før han faldt til ro og blev lærer ved Sorø Akademi.
Ingemann skrev eventyr før Andersen, digtsamlinger og historiske romaner og opnåede
en i tiden umådelig popularitet. I 1822 skrev han en gruppe morgen- og aftensange til Sorø
Akademi, hvorfra Fred hviler over land og by stammer.
Morgensangene til asylet i København fra 1837 tæller Nu ringer alle Klokker mod Sky, Lysets
Engel, Nu vaagne alle Guds Fugle Smaa, I Østen stiger Solen op, Gud skee Tak og Lov, Morgenstund
har Guld i Mund og Nu titte til hinanden. Sangenes enestående udbredelse hænger sammen med
det enkle sprog og de fabelagtige melodier fra komponisten Weyses hånd.
Lysets Engel gaaer med
Glands
1. Lysets Engel gaaer med Glands
Gjennem Himmelporte.
For Guds Engels Straalekrands
Flygter alle Nattens Skygger sorte.
4. Sol seer ind i Slot og Vraa,
Seer paa Drot353 og Tigger,
Seer til Store, seer til Smaa,
Kysser Barnet, som i Vuggen ligger.
2. Sol gaaer over Verden ud
Med Guds Lys i Øie:
See! Vor Herres Sendebud
Gaaer paa gyldne Skyer i det Høie.
5. Os han ogsaa favne vil
Englen i det Høie;
Os han ogsaa smiler til
Englen med Guds Himmelglands i Øie.
3. Englen spreder over Jord
Glandsen fra Guds Himmel;
I sin Kaabes Straaleflor
Favner han Alverdens glade Vrimmel.
6. Os har og Vor Herre kjær:
Ingen Sjæl han glemmer;
I hvert Solglimt Gud er nær
Og vor glade Morgensang fornemmer.
(1837)
353 Drot: konge
141
LITTERATURENS HUSE
B.S. Ingemann: Aftensang
1. Fred hviler over Land og Bye,
Ei Verden larmer meer:
Fro smiler Maanen til sin Skye,
Til Stjerne Stjerne seer.
2. Og Søen blank og rolig staaer
Med Himlen i sin Favn;
paa Dammen fjerne Vogter gaaer
Og lover354 Herrens Navn.
3. Det er saa fredeligt, saa tyst
I Himmel og paa Jord;
Vær ogsaa stille i mit Bryst,
Du Flygtning som der boer!
4. Slut Fred, o Hjerte, med hver Sjæl,
Som her Dig ei forstaaer!
See over Bye og Dal i Kvæld355
Nu Fredens Engel gaaer.
5. Som Du han er en Fremmed her:
Til Himlen staaer hans Hu;
Dog i det stille Stjerneskjær
Han dvæler her som Du.
6. O, lær af ham din Aftensang,
Fred med hver Sjæl paa Jord;
Til samme Himmel gaaer vor Gang,
Adskilles end vort Spor.
7. Fred med hvert Hjerte, fjern og nær,
Som uden Ro mon slaae!
Fred med de Faa, som mig har kjær,
Og dem jeg aldrig saae!
8. Fred med hver Aand, som hader mig!
Den skal mig elske vist,
Naar samled i Guds Himmerig
Vi ham lovprise hist.
(1822)
354 lover: lovpriser
355 Kvæld: aften
142
ROMANTIKKEN
H.C. Andersen
(1805-75)
I de senere år har flere fremført det forslag at vælge H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født”
som nationalsang frem for Oehlenschlägers ”Der er et yndigt land”. Det er ikke blevet til
noget, men der er ingen tvivl om, at Andersens sang både har poetiske kvaliteter og rammer
noget essentielt i de første linjer.
Andersen skrev sangen under indtryk af den første Slesvigske krig (1848-50), og teksten
blev straks trykt i Fædrelandet 5. marts 1850. Teksten inspirerede komponisten Henrik Rung
til at skrive en sats for korværk, og sangen blev uropført ved en støttekoncert den 8. maj 1850,
hvor komponisten selv dirigerede sit kor. Formålet var at indsamle penge til et monument
over slaget ved Fredericia.
I 1926 bearbejdede komponisten Poul Schierbech Rungs melodi til ”I Danmark er jeg født”,
og det er den version, vi kender i dag. Sangskriveren Sebastian har skrevet en ny melodi til
sangen, der blev opført i musicalen Hans Christian Andersen på Gladsaxe Teater i 1996.
I 2007 fortolkede flere kunstnere I Danmark er jeg født, heriblandt den nu afdøde reggaestjerne
Natasja Saad (1974) og forsangeren fra gruppen Outlandish Isam Bachiri, der på soloalbummet
Institution bare kalder sig Isam B. Fælles for de to er et multietnisk syn på fædrelandet, hvor
mennesker ikke bare har rødder, men også fødder. Både i tekst og fasering giver de fædrelandssangen et helt andet udtryk. På musikvideoen til Isam B´s version ses i øvrigt Natasjas grav på
Assistens Kirkegård, hvor også H.C. Andersen er stedt til hvile.
Danmark, mit Fædreland
1. I Danmark er jeg født, der har jeg
hjemme,
Der har jeg Rod, derfra min Verden gaaer
Du danske Sprog, du er min Moders
Stemme,
Saa sødt velsignet du mit Hjerte naar.
Du danske friske Strand,
Hvor Oldtids Kæmpegrave
Staar mellem Æblegaard og Humlehave,
Dig elsker jeg! – Danmark, mit Fædreland!
2. Hvor reder Sommeren vel
Blomstersengen
Meer rigt end her, ned til den aabne Strand?
Hvor staaer Fuldmaanen over Kløverengen
Saa dejlig, som i Bøgens Fædreland?
Du danske friske Strand,
Hvor Dannebrogen vaier, –
Gud gav os den – Gud giv den bedste Seier!
Dig elsker jeg! Danmark, mit Fædreland!
3. Engang du Herre var i hele Norden,
Bød over England – nu du kaldes svag,
Et lille Land – og dog saa vidt om Jorden
End høres Danskens Sang og Meiselslag.
Du danske friske Strand, –
Plovjernet Guldhorn finder. –
Gud giv dig Fremtid, som han gav dig
Minder,
Dig elsker jeg! – Danmark, mit Fædreland!
4. Du Land, hvor jeg blev født, hvor jeg har
hjemme,
Hvor jeg har Rod, hvorfra min Verden
gaaer,
Hvor Sproget er min Moders bløde Stemme,
Og som en sød Musik mit Hjerte naaer.
Du danske friske Strand
Med vilde Svaners Rede,
I grønne Øer, mit Hjertes Hjem hernede,
Dig elsker jeg! Danmark, mit Fædreland!
(1850)
143
LITTERATURENS HUSE
N. F. S. Grundtvig
(1783-1872)
Ingen forfatter fra romantikken har haft så stor kulturhistorisk betydning som præsten og
digteren Nikolaj Frederik Severin Grundtvig, der grundlagde en ny retning inden for den
danske kirke, grundtvigianismen, der stod for en glad og levende kristendom med vægt på
fællesskab og samtale. I centrum for grundtvigianismen var det levende ord.
Ud fra denne opfattelse var Grundtvig også medstifter af den første højskole i Danmark, der
blev indviet i Rødding i 1844. Endelig var Grundtvig med i den grundlovgivende forsamling,
der forberedte overgangen til demokratisk styre op til grundlovens vedtagelse i 1849.
Grundtvig var som forfatter til en banebrydende afhandling om nordisk mytologi med til at
skabe en fornyet interesse for vores nordiske fortid, og han skrev derudover flere historiebøger.
Desuden gik han ind i kampen mod den sorte skole og mente, at undervisning skulle basere
sig på interesse og samtale, frem for på terperi og envejskommunikation.
Men først og fremmest var Grundtvig en fremragende salmeskriver. Hans produktion er
enestående, omkring 700 originale salmer og lige så mange gendigtninger af gamle. Blandt
de mest kendte er ”I al sin Glans nu stråler Solen”, ”Den signede Dag” og ”De levendes Land”,
hvoraf vi her bringer en enkelt.
”Den signede Dag” er Grundtvigs bidrag til fejringen af 1000-året for kristendommens
komme til Norden. Festen blev efter forslag fra Grundtvig holdt første pinsedag. Grundtvigs
salme er en gendigtning af ”Den gamle Christelige Dageuise” fra middelalderen. Den fremragende melodi, der har medvirket til salmens popularitet, er skrevet af komponisten C.E.F.
Weyse samme år.
Den signede Dag
1.
Den signede Dag med Fryd vi seer,
Af Havet til os opkomme;
Den lyse paa Himlen, meer og meer,
Os alle til Lyst og Fromme! 356
Det kiendes paa357 os, som Lysets Børn,
At Natten hun er nu omme!
2.
Den signende Stund, den Midnats-Tid,
Vorherre han lod sig føde,
Da klared det op i Øster-Lid,
Til deiligste Morgen-Røde:
Da Lyset oprandt, som Jordens Bold358
Skal lysne udi og gløde!
3.
Om levende blev hvert Træ i Skov,
Og var saa hvert Blad en Tunge,
De kunde dog ei Guds Naades Lov
Med værdelig Røst udsjunge;
Thi evig nu skinner Livets Lys,
For Gamle og saa for Unge!
356 Fromme: gavn
357 kiendes paa: gid det kendes/føles
358 Jordens Bold: jordkloden
144
ROMANTIKKEN
4.
Ja, havde end Maal359 hvert Straa i Vang,
hver Urt udi Mark og Lunde,
Slet ikke for os den Takke-Sang
Opstemme tilgavns de kunde,
Som Dagen hør til360, for Lys og Liv,
Mens tusinde Aar henrunde! 361
9.
Da rinde vel og, som Bække smaa,
Fra Øine os Taarer milde,
Og Bække i Flok de giør en Aa,
Den higer mod Lysets Kilde,
Den stiger i Løn, som Hjerte-Suk,
Alt aarle, og dog end silde!
5.
Forgiæves det er, med liden Magt,
At ville mod Bjerg opspringe,
Men Ørnen er snild, han naaer sin Agt,
Naar Veiret ham bær paa Vinge,
Og Lærken hun er en lille Fugl,
Kan lystig i Sky sig svinge!
10.
Som aldrig saa lang er nogen Dag,
At Aften er jo i Vente,
Saa haver det Lys og Solbjergs-Lag,363
Som Gud udi Kirken tændte;
Men immer364 det dages dog paa Ny,
Hvor Hjerterne Morgen vente!
6.
Med Sus og med Brus, den stride Aa
Nedfuser362 fra Klippe-Tinde,
Ei mæle saa lydt de Bække smaa,
Dog risle de fort og rinde,
Saa frydelig snoe de sig fra Eng,
Op under de grønne Linde!
11.
Nu sagtelig skrid, du Pindse-Dag,
Men Straaler i Krands om Tinde!
Hver Time, til Herrens Velbehag,
Som Bækken i Eng henrinde,
Saa frydelig sig den Sidste snoer
Op under de grønne Linde!
7.
Saa takke vi Gud, vor Fader god,
Som Lærken i Morgen-Røde,
For Dagen, Han os oprinde lod,
For Livet, Han gav af Døde,
For Alt hvad paa Mark, i tusind Aar,
Der groed til Sjæle-Føde!
12.
Som Guld er den aarle Morgen-Stund,
Naar Dagen opstaaer af Døde,
Dog kysser os og, med Guld i Mund,
Den liflige Aften-Røde,
Saa tindre end maa det matte Blik,
De blegnende Kinder gløde!
8.
Saalænge vi see den gyldne Soel,
Og Skoven er Daners Have,
Da plante vi May i Kirke-Stol,
Og Blomster paa Fædres Grave,
Til glædelig Fest, med Liv og Lyst,
Til mindelig Pindse-Gave!
13.
Saa reise vi til vort Fædre-Land,365
Der ligger ei Dag i Dvale,
Der stander en Borg, saa prud og grand,366
Med Gammen i gyldne Sale,
Saa frydelig der, til evig Tid,
Med Venner i Lys vi tale!
(1826)
359 Maal: mæle, stemme
360 hør til: tilkommer
361 Mens tusinde Aar henrunde: tusindåret for munken
Ansgars komme til Danmark
362 Nedfuser: løber ned med sus og brus
363 Solbjergs-Lag: solens nedgangstid; Grundtvig tænker her på kristendommens stilling i den danske
kirke under rationalismen.
364 immer: altid, stedse
365 vort Fædre-Land: vort egentlige hjem
366 prud og grand: herlig og prægtig
145
LITTERATURENS HUSE
Novalis
(1772-1801)
Novalis er pseudonym for Georg Philipp Friedrich von Hardenberg, der døde ung af tuberkulose
og blev en idealfigur for unge romantikere. Han var en del af den såkaldte Jena-romantik, der
havde universalromantikken som sit program.
Novalis blev født i Thüringen i et pietistisk hjem, hvor faderen var direktør for et saltværk.
Efter bl.a. geologiske universitetsstudier fik også sønnen en overordnet stilling indenfor
bjergværksdriften. Men han modtog i studietiden også inspiration fra filosoffen Fichte og
digteren Schiller og færdedes i en kreds af unge romantiske digtere.
22 år gammel forelskede han sig i den purunge Sophie von Kühn og blev forlovet med
hende. Hun døde allerede som 15-årig, og tabet af den elskede og længslen efter forening med
hende i døden blev bærende motiver i Novalis’ digtning.
Novalis nåede ikke at skrive så meget, men fik dog udgivet sine seks hymner til natten under
titlen Hymnen an die Nacht i brødrene Schlegels tidsskrift Athenäum 1800. Digtene kredser om
nattens dronning, som taler til hans længsel og lader ham forenes med den unge elskede.
Ved sin død efterlod Novalis sig den ufuldendte roman Heinrich von Ofterdingen (1799/1802),
der giver længslen et symbol, nemlig poesiens blå blomst.
Hymner til natten
Hvo367, som er levende,
med sanser begavet,
elsker ikke
frem for alle
det vidtstrakte rums undere omkring sig,
det alting kvægende lys?
Dets farver,
dets stråler og bølger,
dets milde allestedsværen
som vækkende dag.
De rastløse stjerners
gigantiske verden
ånder det. –
Ånder lyset
som livets inderste sjæl
og svømmer i dans
i dets blånende bølger.
367 Hvo: hvem
146
Den funklende
evigt hvilende sten,
den tankefulde, diende plante,
det brændende,
mangfoldigt formede dyr
ånder lyset.
Dog frem for alle
den herlige fremmede
med de sjælfulde øjne,
den svævende gang
og de blidt tillukkede
tonerige læber.
Som en konge for den jordiske natur
kalder det hver kraft til talløse
forvandlinger,
knytter og løser det uendelige forbindelser,
svøber sit himmelske billede
tæt om den jordiske skabning;
ROMANTIKKEN
det åbenbarer
ene derved, at det er,
al verdens rigers
underfulde herlighed. - - Jeg vender mig bort
til den hellige,
uudsigelige,
løndomsfulde nat.
Fjernt nede ligger verden,
nedsænkt i en dyb, dyb grav,
øde og ensomt er dens sted.
Dyb vemod ånder i brystets strenge,
hensynke vil jeg
i duggens dråber,
forblande mig med asken.
Fjerne erindringer,
ungdommens ønsker,
barnlige drømme,
den hele lange livdags korte glæder
og skuffede forhåbninger
gråklædte kommer
som aftentåger,
når sol gik ned.
Hvad holder du skjult under kappen,
som usynligt stærkt
går mig til sjælen?
Kostelig balsam drypper af din hånd,
af valmuebundtet;
du hæver atter
sindets sunkne vinger.
Dunkelt,
usigeligt
føler vi os bevægede.
Et alvorsfyldt åsyn ser jeg,
blidt forskrækket,
som mildt og andagtsfuldt bøjer sig over
mig,
som under uendeligt sammenslyngede
lokker
viser mig moderens søde ungdom.
Hvor fattigt,
barnagtigt
synes mig lyset nu,
hvor frydelig velsignet
dagens farvel!
I andre egne
slog lyset de lystige telte op.
Skulle det vel aldrig
vende til børnene tilbage,
uskyldigt troende de bier derpå? - - -
Altså kun derfor,
at natten vendte
dine tjeneres hjerter fra dig,
såede du i rummets
udstrakte egne
de lysende kloder
at forkynde din magt,
din atterkomst, den stund, du er fjern?
Hvad vælder med ét,
anelseskælvende
under hjertet
og stilner vemods blide luft?
Mere himmelske
end hine blinkende stjerner,
er os de uendelige øjne,
som natten åbner i os.
Har også du behag i os,
dunkle nat?
Videre end til de matteste
af hine talløse hære
ser de;
uden at trænge til lyset
gennemskuer de
et elskende sinds dybder,
det, som opfylder et højere rum
147
LITTERATURENS HUSE
med ufattelig vellyst.
Lovet være
verdensdronningen,
hellige verdners
høje forkynderske,
hun, som vogter
den salige elskov.
Hun sender mig dig,
blide elskede,
nattens bedårende sol.
Nu våger jeg,
thi jeg er din og min.
du har forkyndt mig,
at natten er livet,
og gjort mig til menneske,
du!
Udtær med åndeglød mit legem,
at jeg luftigt med dig
må inderligere blandes,
at brudenatten da
må vare evigt!
(1800)
148
ROMANTIKKEN
149
150
150
Romantismen
7
Percy Bysshe Shelley
(1792-1822)
Romantismen er en videreudvikling af romantikken og kan i matematisk forstand ses som en
delmængde af denne. Hvad er så den afgørende forskel? Den afgørende forskel er tilgangen
til verden. Hvor man i romantikkens første fase var harmonisøgende og gennem kunsten
søgte at nå til forståelse af det universelle, så er man i romantismen optaget af splittelse og
den æstetiske oplevelse af det singulære, det interessante eller specielle.
En af de digtere, der formulerer romantismen program, er englænderen Percy Bysshe
Shelley, der i 1821 skrev The Defence of Poetry (udgivet 1840). Heri udfolder han, hvad det vil
sige at gå æstetisk til verden, dvs. hvordan man forholder sig til livet poetisk.
Shelleys korte liv var i den grad i overensstemmelse med hans grundfilosofi. Han voksede op
i en rig aristokratisk familie, hvor han lagde sig ud med faderen. På Eton og Oxford gjorde han sig
til med radikale synspunkter, hvor han agiterede for ateisme, fri kærlighed og vegetarisk kost.
Trods sin skepsis mod ægteskabet giftede han sig med en 16-årig, som han fik to børn med,
før han forelskede sig i og stak af med den 17-årige Mary til Frankrig. De giftede sig, efter at
den første kone havde druknet sig. Mary skrev hovedværket Frankenstein i disse turbulente
år, mens Percy leverede dramaet Prometheus Unbound (1820) og digtsamlingen The sensitive
Plant (1820). I 1822 omkom Shelley ved en bådulykke i Livorno, 30 år gammel.
←
Hvor bogen i 1600-tallet var en suspekt og truende ting og i oplysningstiden selve ilden i revolutionens fakkel, flytter
den i midten af 1800-tallet ind i den borgerlige dagligstue som normalinventar. Biedermeier kalder man den stil, som
billedet her er i. Hygge, familie og hjemlig intimitet er nøgleord, og i det højere borgerskab bliver læsning en dyd, og
man får et repertoire, som på passende vis er delt op i bøger der egner sig for børn, bøger for kvinder og endelig bøger,
der primært er beregnet for den intellektuelle mands mere hærdede blik.
Vi ser her, hvordan denne intimisering af livet også rykker ind i billekunsten, hvor man ikke længere blot skildrer
symbolladet natur, mytologiske opstillinger, religiøse motiver osv. Nej, kunstneren drager sit private rum ind i sin
billedkreds. Her er det Constantin Hansens yngre søstre, Signe og Henriette, der opslugte læser.
Scenen minder i mangt og meget om den verdslige kunst i 1600-tallets flamske maleri, hvor mange malere gør
borgerskabet til den dominerende motivkreds: kvinden i køkkenet, pengeudlåneren, der tæller sine penge sammen
med sin hustru, hele familier opstillet i deres hjem, opstillinger med frugt og ost o.lign. og endelig en lang række
selvportrætter fra kunstnere som fx Rembrandt. Al den verdsliggørelse, som den katolske kirke dengang var bange
for, har nu i 1800-tallet helt erobret billedkunsten og borgerskabets selvforstålse.
Constantin Hansen: Kunstnerens søstre Signe og Henriette læsende i en bog, 1826. Olie på lærred (65.5 x 56 cm, her
beskåret). Statens Museum for Kunst, København.
151
LITTERATURENS HUSE
af Forsvar for Digtekunsten
5
10
15
20
25
30
35
40
Vi har mere moralsk, politisk og historisk Viden, end vi kan anvende i Praksis,
flere Kundskaber af videnskabelig og
økonomisk Art, end vi kan nyttiggøre
ved Fordelingen af de Værdier, de sætter
os i Stand til at producere. Poesien i disse
Systemer drukner i Facts og Kalkyler.
Ingen spørger efter Viden om, hvad der
er klogest og bedst paa det moralske Omraade i Statsstyrelse, Politik, Økonomi
eller i det mindste, hvad der er klogere
eller bedre, end hvad Menneskene nu
praktiserer eller finder sig i. Vi savner
skabende Evne til at forestille os det vi
ved, ædel Impuls til at handle efter vor
Fantasis Tilskyndelse, vi savner Livspoesi,
vore Beregninger har overskredet deres
egentlige Mening, vi har gabet over mere,
end vi kan fordøje. Dyrkelsen af de Videnskaber, som i stadig stigende Grad har sat
Mennesket i Stand til at beherske den ydre
Verden, har af Mangel paa poetisk Evne i
tilsvarende Grad indsnævret Grænserne
for den indre Verden, og Mennesket, der
har underkastet sig Elementerne, bliver
ved med selv at være Slave.
Hvad andet end en Dyrkelse af Teknikken, i en Grad der slet ikke staar i Forhold
til den skabende Evne, som er al Videns
Grundlag, er Skyld i det Misbrug, der
gøres af Opfindelserne til Forkortelse og
Lettelse af Arbejdet og af Planøkonomien,
der blot bidrager til at uddybe Kløften
mellem de besiddende og de ubesiddende.
Hvad ellers skulle have bevirket, at de
Opfindelser, der burde have lettet den
Forbandelse, Adams Børn368 sukker under,
snarere har baaret Sten til deres Byrde?
Poesien forholder sig til Selviskheden,
hvis synlige Inkarnation Pengene er, som
Gud til Mammon. Den poetiske Evnes
368 Adams Børn: menneskene
152
Funktion er dobbelt, gennem den ene
skaber den nyt Kundskabsstof, Kraft og
Glæde, den anden afføder en Trang til at
reproducere og arrangere dem efter en
bestemt Orden og Rytme, som kan kaldes
det gode og det skønne.
En Dyrkelse af Poesien er aldrig mere
ønskelig end i Perioder, hvor overdreven
Selviskhed og Beregning bevirker en Ophobning af ydre Ting, som langt fra staar
Maal med Evnen til at assimilere dem efter den menneskelige Naturs indre Love.
Legemet er blevet saa alt for uhandleligt
for det, som besjæler det.
45
50
55
(...)
Poesien er de lykkeligste og bedste Sinds
bedste og lykkeligste Øjeblikke. Vi er os
de hurtigt svindende Besøg af Tanke og
Følelser bevidst, undertiden er de knyttede til Personer eller Sted, undertiden
vedrører de kun vort eget Sind, og altid
kommer de uforudset og forsvinder lige
saa uopfordret. Men de efterlader en
ubeskrivelig Fryd og Opløftelse, saa at
selv den Længsel, og det Begær, denne
svindende Fryd rummer, kan fornemmes som en Glæde. Det er som om en
guddommeligere Natur end vor egen
gennemtrængte os, men dens Fodtrin
er lig Vindens og Bølgens, som den efterfølgende Stilhed udsletter, mens vi
kun kan spore dem i Bølgernes Aftryk
i Strandens Sand. Disse og tilsvarende
Erfaringer gøres hovedsageligt af dem,
der er udrustet med de mest fintfølende
Organer og en levende Fantasi, de vil
altid være væbnede mod enhver Art af
lavt Begær, da de lever i en Atmosfære af
Kærlighed, Venskab, Patriotisme og Dyd,
og mens Tilstanden varer, viser Selvet sig
som det, det er, et Atom i et Univers. Alt,
60
65
70
75
80
ROMANTISMEN
85
90
95
100
105
110
hvad Digteren rører ved, forlenes med
denne æteriske Verdens sarte Farvespil; et
Ord, et Træk i Fremstillingen af en Scene
eller en Lidenskab vil som ved Trolddom
røre ved den rette Streng og hos den Læser
eller Tilskuer, der selv engang har erfaret
disse Følelser, vække Billeder, som de
længst troede begravede i Fortiden. Paa
den Maade giver Poesien alt det bedste og
skønneste i Verden udødelighed, alt det
som ellers var dømt til at leve uudtalt og
i Mørke i de Aander, der ikke fik Mæle
til at udtrykke sig. Den frelser saaledes
det guddommelige i Mennesket fra Tilintetgørelse.
Idet Poesien omdanner alt det, den
rører ved, forskønner den selv det mest
deforme, den forener Jubel med Rædsel,
Sorg med Glæde, Evighed med Foranderlighed, alt uforeneligt tvinges sammen
under dens lette Aag. Dens hemmelige
Alkymi369 forvandler de giftige Vande,
der strømmer fra Døden ind i Livet, til
Læskedrikke. Hvor Verden synes dagligdags og gammelkendt, løfter den Sløret,
saa dens slumrende Skønhed, Aanden i
Formerne, lægges blot.
369 Alkymi: guldmagerkunst
Alt det sete afhænger af vor egen opfattelse deraf. ”Sindet er sin egen Verden, det
kan af sig selv gøre Himlen til et Helvede,
og Helvede til en Himmel”.370 Men Poesien
løser os fra den Forbandelse, der tvinger
os til Afhængighed af de omgivende
Indtryk. Og hvad enten den breder sit
eget brogede Tæppe derover eller løfter
det mørke Slør, der dækker Scenen for
vore Oplevelser, saa skaber den i begge
Tilfælde et levende Væsen inden i vort
eget. Den gør os til Beboere af et Univers
i Forhold til hvilket Hverdagens Verden
synes os et Kaos. Den nyskaber det Univers, vi baade er Dele af og Tilskuere til,
men som Dagliglivets evige Gentagelser
har sløvet os overfor, idet den fjerner den
Hinde af Gammelkendthed, som hindrer
os i at se vort Væsens Underfuldhed.
(1821/1840)
370 citat fra den engelske forfatter John Milton (160874): ”Paradise Lost” (1667)
153
115
120
125
LITTERATURENS HUSE
Søren Kierkegaard
(1813-55)
I Enten-Eller (1843), som Kierkegaards mest berømte bog hedder, er første del skrevet af en
æstetiker, der hedder A. Han er en rigtig levemand, og derfor skriver han kort og morsomt i
en genre, han selv har opfundet. Han kalder den for Diapsalmata. Det er latin og betyder mellemspil. Disse små mellemspil er en slags æstetiske snapshots, hvor et paradoks, en historie
eller iagttagelse beskrives i pointeret form.
Søren Aabye Kierkegaard blev født i 1813 som søn af en rig hosekræmmer. Søren var den
yngste af syv søskende og oplevede, at fire af dem og moderen døde inden for to år. Efter
studentereksamen gjorde han for en tid oprør mod sin asketiske far og formøblede en formue.
Faderen måtte indfri gælden, mod at sønnen færdiggjorde sit teologiske studium.
Kierkegaard bestod, men ville dog ikke være præst, han ville skrive. Og da faderen efterlod
en arv på 31.355 rigsdaler til ham blev det muligt. En afgørende begivenhed i Kierkegaards liv
var forlovelsen med Regine Olsen, som han fortrød allerede to dage senere. Forlovelsen blev
hævet, og Kierkegaard flygtede til Berlin, hvor han skrev hovedværket Enten-Eller.
Filosofisk tager Kierkegaard sit udgangspunkt i hiin enkelte – det enkelte menneske.
Når det angår det enkelte menneskes liv, findes der ikke entydige svar, fordi vi lever i hver
vores bevidsthed. Derfor må den enkelte træde i karakter og vælge sit livs indhold. Det sker
i øjeblikket, hvor mennesket rives ud af sin daglige livsform, og hvor muligheden ligger åben.
I dette spring vælger man, hvem man vil være, og hvad man vil med sit liv.
Diapsalmata
5
371
Det første Spørgsmaal i den første, den
meste compendieuse372 Undervisning,
hvor et Barn oplæres, er som bekjendt
dette: hvad skal Barnet have. Svaret er:
Da-da. Og med saadanne Betragtninger
begynder Livet, og dog negter man Arvesynden. Og hvem har dog Barnet de
første Prygl at takke for, hvem Andre
end Forældrene.
10
Jeg taler helst med Børn; thi om dem tør
man dog haabe, at de kan blive FornuftsVæsener; men de, der ere blevne det!
Herre Jemini!
371 diapsalmata: på latin mellemspil
372 compendieuse: forkortede
154
Menneskene ere dog urimelige. De bruge
aldrig de Friheder, de har, men fordrer
dem, de ikke har; de har Tænkefrihed,
de fordrer Yttringsfrihed.
15
Foruden min øvrige talrige Omgangskreds har jeg endnu een intim Fortrolig
– mit Tungsind; midt i min Glæde, midt
i mit Arbeide vinker han ad mig, kalder
mig til en Side, om jeg end legemlig bliver
til stede. Mit Tungsind er den trofasteste
Elskerinde, jeg har kjendt, hvad Under
da, at jeg elsker igjen.
20
25
ROMANTISMEN
30
35
40
45
50
55
60
65
Alderdommen realiserer Ungdommens
Drømme: det seer man paa Swift373, han
byggede i sin Ungdom en Daarekiste, i
sin Alderdom gik han selv i den.
Jeg er til mode som en Brik i Schakspillet
maa være det, naar Modspilleren siger om
den: den Brik kan ikke røres.
Af alle latterlige Ting forekommer det mig
at være det allerlatterligste at have travlt
i Verden, at være en Mand, der er rask til
sin Mad og rask til sin Gherning. Naar jeg
derfor ser en Flue i det afgørende Øieblik
sætte sig paa en saadan Forretningsmands
Næse, eller han bliver overstænket af en
Vogn, der i endnu større Hast kører ham
forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der
falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel,
da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo
kunde vel bare sig for at lee? Hvad udrette
de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer
det dem ikke som det gik den Kone, der i
Befippelse over, at der var Ildløs i Huset,
reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de
vel ud af Livets store Ildebrand?
Ingen vender tilbage fra de Døde, ingen er
gaaet uden grædende ind i Verden; Ingen
spørger Een, naar man vil ind, Ingen naar
man vil ud.
Naar jeg staaer op om Morgenen, gaaer jeg
strax i Seng igjen. Jeg befinder mig bedst
om Aftenen, i det Øieblik jeg slukker Lyset, trækker Dynen over Hovedet. Endnu
en gang reiser jeg mig op, seer mig med
en ubeskrivelig Tilfredshed om i Værelset,
og saa god Nat, ned under Dynen.
Det at være et fuldkomment Menneske er
dog det Høieste. Nu har jeg faaet Ligtorne,
det er dog altid Noget til Hjælp.
Den menneskelige Værdighed anerkjendes dog endnu i Naturen; thi naar man
vil holde Fuglene borte fra Træerne, saa
sætter man Noget op, der skal ligne et
Menneske, og endogsaa den fjerne Lighed
med et Menneske, som et Fugleskræmsel
har, er nok til at indgyde Respekt.
70
75
80
85
De fleste Mennesker haste saa stærkt efter
Nydelsen, at de haste den forbi. Det gaaer
dem, som det gik hiin Dverg, der bevogtede en bortført Prindsesse i sit Slot. En
Dag tog han sig en Middagssøvn. Da han
en Time efter vaagende op, var hun borte.
Hurtigt trækker han sine Syvmilestøvler
paa; med eet Skridt er han hende langt
forbi.
90
95
Tiden gaaer, Livet er en Strøm, sige Menneskene, osv. Jeg kan ikke mærke det,
Tiden staaer stille og jeg med. Alle de
Planer, jeg udkaster, flyve lige lukt tilbage
paa mig selv, naar jeg vil spytte, spytter
jeg mig selv i Ansigtet.
Det hendte paa et Theater, at der gik Ild
i Coulisserne. Bajads374 kom for at underrette Publikum derom. Man troede,
det var en Vittighed og applauderede375;
han gentog det; man jublede endnu mere.
Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaae til
Grunde under almindelig Jubel af vittige
Hoveder, der troer, at det er en Witz.
373 Swift: Den irske forfatter Jonathan Swift (1667-1745),
der bl.a. skrev Gullivers rejse (1726)
374 Bajads: komisk person i italienske folkekomedier
375 applauderede: klappede, gav bifald
155
100
LITTERATURENS HUSE
105
110
115
120
125
Den egentlige Nydelse ligger ikke i, hvad
man nyder, men i Forestillingen. Hvis jeg i
min Tjeneste havde en underdanig Aand,
der, naar jeg forlangte et Glas Vand, vilde
bringe mig al Verdens kostbareste Vine
lifligt blandede i en Pokal, da vilde jeg
give ham hans Afsked, indtil han lærte,
at Nydelsen ikke ligger i hvad jeg nyder,
men i at faae min Villie.
Det er mærkeligt nok, ved de to rædsomste Modsætninger faaer man en Forestilling om Evigheden. Tænker jeg mig hiin
ulykkelige Bogholder, der af Fortvivlelse
over, at han ved i et Regnskab at have sagt:
7 og 6 er 14 havde ødelagt et Handelshuus,
gik fra Forstanden; tænker jeg mig ham
Dag ud og Dag ind, uberørt af alt Andet,
gjentage for sig selv: 7 og 6 er 14, saa har
jeg et Billede af Evigheden. – Tænker jeg
mig en yppig qvindelig Skjønhed i et
Harem, hvilende paa en Sopha i al sin
Ynde, uden at bekymre sig om noget i
Verden, saa har jeg atter et Billede paa
Evigheden.
Det, Philosopherne tale om Virkeligheden,
er ofte lige saa skuffende, som naar man
hos en Marskandiser læser paa et Skilt:
her rulles. Vilde man komme med sit Tøi
for at faa det rullet, saa var man narret;
thi Skildtet er blot tilsalgs.
135
Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig
ikke, Du vil ogsaa fortryde det; gift Dig
eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge
Dele; enten Du gifter Dig, eller Du ikke
gifter Dig, Du fortryder begge Dele. Lee
ad Verdens Daarskaber376 eller græd over
dem, Du vil fortryde begge Dele; enten
Du leer ad Verdens Daarskaber, eller Du
græder over dem, Du fortryder begge
Dele. Troe en Pige, Du vil fortryde det;
troe hende ikke, Du vil ogsaa fortryde
det; troe en Pige eller troe hende ikke,
Du vil fortryde begge Dele; enten Du
troer en Pige, eller Du ikke troer hende,
Du vil fortryde begge Dele. Hæng Dig,
Du vil fortryde det; hæng Dig ikke, Du
vil ogsaa fortryde det; hæng Dig eller
hæng Dig ikke, Du vil fortryde begge
Dele; enten Du hænger Dig, eller Du ikke
hænger Dig, Du vil fortryde begge Dele.
Dette, mine Herrer, er Indbegrebet af al
Leve-Viisdom.
(1843)
376 Daarskaber: tåbeligheder
156
130
140
145
150
155
ROMANTISMEN
Steen Steensen Blicher
(1782-1848)
Blicher er den danske forfatter, der for alvor virkeliggør novellegenrens potentiale med brug
af fortællere, der er involverede i deres historie. Hans noveller bygger op til et fortællemæssigt
omslagspunkt, hvor den etablerede orden udsættes for en rystelse, den ikke kan komme over.
Ud over dette point of no return har den blicherske novelle ofte også et fortolkningspunkt,
hvor indsigten i forandringen og dens konsekvenser gør sig gældende. Blichers noveller
handler om situationer, hvor livets grundvilkår viser sig, og hvor enkeltbegivenheden bliver
skæbnesvanger.
I den forstand er tiden på én gang dimension og en lov, der siger, at alt, der eksisterer i
den, er underkastet forandring og endelighed. Det gjaldt også Blichers eget liv. Steen Steensen
Blicher voksede op i et præstehjem i Vium, hvor moderen var sindssyg. Blicher læste som sin
far teologi og blev præst efter et kort mellemspil som gymnasielærer i Randers. Her giftede
han sig med Ernestine, sin farbroders unge enke som medbragte et barn og en betragtelig
formue. Ægteskabet var ikke lykkeligt, og Blicher hævdede, at Ernestine var ham utro. Selv
forsømte han sine embeder og helligede sig sit forfatterskab, vandringer på heden og folkeligt
oplysningsarbejde.
Sildig Opvaagnen har betegnelsen original Fortælling fra Blichers hånd. Det skyldes at han i
perioden 1827-1829 sammen med randersbogtrykkeren Søren Elmenhoff udgav månedsskriftet
Nordlyset, hvori han publicerede egne originale noveller. Da novellen udkom i Blichers Samlede
Noveller faldt den ikke i anmelderen J. N. Madvigs smag. Han fandt, at den var en indtil smudsigste detalje udført, aldeles uæstetisk skildring af et dobbelt ægteskabsbrud og horeliv.
Sildig Opvaagnen
5
10
15
Jeg mindes ikke noget Dødsfald, der har
vakt større Sensation, end min mangeaarige Ven Doctor L*s i R*. Man standsede
hverandre paa Gaden, Man foer omkring
fra eet Huus til et Andet med Spørgsmaal:
”Har De hørt det? veed De det? hvad
mon var Aarsagen? mon han har gjort
det i Vildelse?” o.s.v. Han var en meget
elskværdig, en almindelig yndet og agtet
Mand, en fortræffelig Læge med udbredt
Praxis; som det syntes, lykkelig gift; Fader
til sex vakkre Børn, af hvilke de to ældste
Sønner allerede vare i Vej, den ældste
Datter forenet med en brav Embedsmand,
den næstefter nylig confirmeret, og de
to yngste 10 og 12 Aar gamle. Han var
dertil formuende, holdt et gjæstfrit Huus,
og var en altid munter og behagelig Sel-
skabsmand. Han havde naaet sit otte og
fyrgetivende Aar, og aldrig været syg.
Pludselig lød Rygtet, at han var bleven
upasselig. Hans Patienter ventede en heel
Dag forgjæves. Man lod spørge til ham,
Man kom for at besøge ham – han tog ikke
mod Nogen: enten hedte det, at Doctoren
sov, eller at han ikke var saa vel, at han
kunde see Nogen. Byens anden Læge blev
vel – ikke kaldet – men dog indladt. Naar
Man spurgte ham om Doctor L*s Befindende, trak han paa Skuldrene, rystede
med Hovedet, og erklærede, at han ikke
kjendte hans Sygdom. Lægemidler vilde
han aldeles ikke bruge. Jeg, hans Præst,
var den Eneste, som han havde daglig og
længe hos sig. Børnene kunde han ikke
lide at see; naar nogen af dem kom ind,
157
20
25
30
35
LITTERATURENS HUSE
40
45
50
55
60
65
70
75
vendte han sig om til Væggen. Saaledes
laae han i otte Dage; den niende skjød
han sig. – Da den anden Læge erklærede,
at han havde aflivet sig i et Delirium377,
blev han hæderligen begravet. Jeg vilde
have talt nogle Ord over hans Grav; men
Smerten brød strax min Stemme, og jeg
kunde for Graad neppe fremsige Jordpaakastelsesformularen.
Jeg erfarede af ham før hans Død den
lønlige Aarsag til dette frygtelige Skridt.
Dog, hvad dengang var en Hemmelighed, kunde ikke længe blive det, da fem
Personer vare deelagtige i Samme; den
Ene, dreven af Skinsyge og billig Harme,
mægtede ikke at dølge Historien om en
Forbrydelse, der hellere maatte have været
begraven med dens ulykkelige Offer, og
indstillet alene for den evige Retfærdiges
Domstol. Hvad i hiin Tidspunct sneg sig
skummelt omkring, som blot mundtligt
Rygte, kan gjerne nu betroes til Papiret,
med Udeladelse af de Paagjældendes
Navne; thi af disse ere endnu kun ilive tre
af Dr. L*s Børn, som tilmed boe i Udlandet,
og hans Enke, – Hovedpersonen i denne
Tragoedie. – Men jeg vil begynde min
Fortælling noget længere tilbage.
Det var netop fem og tive Aar før denne
sørgelige Catastrophe, at jeg som theologisk Candidat antog en Huuslærerplads
i R*, hvor Skolen dengang stod i slet Rye.
Kort efter min Ankomst gjorde L* og jeg
vort første Bekjendtskab, og det just ikke
paa den allervenskabeligste Maade. Han
havde for kort siden sat sig ned der i Byen,
som practiserende Læge. Vi stødte sammen paa et Bal. Jeg var kun et Aar ældre
end han, munter og letsindet, en dygtig og
lidenskabelig Danser. Blandt Damerne opdagede jeg snart den bedste Danserinde,
som tillige ustridigt378 var den smukkeste.
Dog maae jeg tilstaae, at hun i den første
Egenskab gjorde størst Indtryk paa mig.
Jeg bød hende op til en af Datidens Modedanse, og fik et bejaende Buk. Jeg stod for
at føre op, og havde just med Haandklap
givet Tegn til at begynde, da L*, hvem
jeg aldrig før havde seet, traadte hen til
min Dame, bukkede, og erindrede hende
om, at hun havde lovet ham denne Dans.
Jomfrue W* rødmede, og undskyldte sig
med, at hun troede det var den næste, til
hvilken hun havde ladet sig engagere;
”men dersom min Chapeau379 tillader,”
lagde hun til, ”kunne vi jo endnu bytte
om.” ”Ingenlunde!” svarte L* lidt spydigt,
”jeg resignerer, og finder mig i at være
No. 2, allerhelst da jeg vist nok er kun en
daarlig Danser imod denne Herre.” ”Det
gjør Intet til Sagen,” sagde jeg ”hvem her
danser bedst; men er De ikke fornøjet med
min Dames Proposition380, beder jeg om,
at vi nu maae komme til at begynde - hele
Qvadrillen venter,” Han stod just imellem os Begge. ”Baade begynde og ende,”
svarte han end meer spodsk, og traadte
fra. Da jeg kom til Enden af Qvadrillen
saae jeg ham staae nederst med en af de
meest kluntede Figurer, som fandtes paa
Ballet; og jeg lagde Mærke til, at han i
Kjæden ikke vilde give min Dame sin
Haand. Hun smiilte, neppe mærkeligt,
til mig, og jeg troede at føle et sagte Tryk
paa mine Fingre. Fyren var skinsyg, det
var aabenbart. Jeg troede, han maatte have
andre Rettigheder, end de, som Ballovene
give. Da Dansen var ude, gik jeg derfor
hen til ham, og gjorde ham en Undskyldning for mit korte Svar. Denne Tiltale
fremkaldte et høfligt Gjensvar, og snart
stødte vi paa nærmere Bekjendtskab vore
Punseglas sammen.
Jeg danste siden endnu engang med Jfr.
W*. Da jeg takkede af, og maaskee med
nogen Varme kyste hendes Haand, mod-
377 Delirium: anfald af sindssyge
378 ustridigt: ubestrideligt
379 Chapeau: dansepartner
380 Proposition: forslag
158
80
85
90
95
100
105
110
115
120
ROMANTISMEN
125
130
135
140
145
150
155
160
165
tog og besvarede jeg det andet Tryk. Jeg
kan forsikkre, at hverken mit Hjerte eller
min Sandselighed kom herved i mindste Bevægelse; kun min Forfængelighed
fandt sig behagelig smiggret. Jeg havde
vel tilforn i Dansens Hede og Glædens
Tummel modtaget saadant lønligt Tegn af
en smuk Pigehaand; men vidste ogsaa, at
en slig ofte uvilkaarlig Yttring af et ømt og
glad Hjertes Bevægelse gjerne var ligesaa
flygtig som den Hilsen, tvende hinanden
forbifarende Vandrere give og glemme i
et og samme Øjeblik. Men da jeg et Par
Maaneder efter erfarede, at Jfr. W* allerede
dengang var L*s hemmelig Forlovede,
satte jeg i min Hukommelse et NB. til
disse Haandtryk. En fri og ubunden Pige
kan vove et saadant – og alligevel vover
hun mere, end hun maaskee veed, eller
ahner – men naar en Fæstemøe tillader
sig Sligt, fremstiller hun sig selv som
Coqvette; og er det en gift Kone, vil hun
af enhver ikke ganske uerfaren Cavalier
ansees for hvad hun enten er eller vil
vorde – en Skjøge. – Dog det var første
og sidste Gang jeg mærkede noget Mistænkeligt hos Jfr. W*, og da jeg var Vidne
til hendes tugtige og sædelige Væsen og
Opførsel, baade som Pige og som Kone,
begyndte jeg at troe, at jeg havde taget
fejl baade af Haandtrykkenes Mening,
og den, der muligen ej engang vidste at
hun gav dem.
Jeg har en synderlig, ja ofte sørgelig,
ved alt for mange Exempler bekræftet Erfaring: at det første Indtryk, et Menneskes
Ansigt – eller bedre – Aasyn381 – frembringer hos mig, er tilforladeligt, er et sikkert
Blik ind i Sjælen, et træffende Øjekast paa
et saadant Menneskes sande Caracteer. Jeg
har ofte harmet mig over hvad jeg selv ansaae for en Grille; jeg har ofte straffet mig
selv for mine umotiverte strænge Domme,
og lønligt gjort den lønligt Fornærmede
Afbigt382, naar jeg siden saae en Opførsel,
en Handlemaade ganske modsat den,
det første Indtryk lod mig formode; og
overalt naar jeg saae ej alene en ganske
anden Caracteer, men og et ganske andet
Ansigt. Og dog – ak! med Smerte maae
jeg bekjende, at Fornuftgrunde omsider
snarere eller senere have staaet tilskamme
for en uvilkaarlig Flyvetanke. Det var ikke
saameget Jfr. W*s Haandtryk, som det
første Blik paa hendes Ansigt, der tilhvidskede mig: denne dejlige Pige er ikke for
een Mand. Der var i hendes Øjne hverken
dette sødt Hensmægtende, eller det fyrigt
Opfordrende, ikke det ømt Tilladende, ej
heller det dybt Udforskende; hendes Smiil
var hverken sødligt, eller skjelmsk, og
endnu langt mindre kjækt; hendes ranke,
fuldkommen skjønne Figurs Bevægelser
havde intet Yppigt, Intet som forraadede
sandselig Vellyst; og dog laae der i dette
blide, lidenskabsløse Ansigt noget Forborgent383, noget Fordægtigt; det syntes
mig at gjemme en dyb, frygtelig Løndom,
eller snarere at varsle om en endnu ikke
i Tanken undfangen Forbrydelse, som
Fremtiden først skulde bringe for Dagen.
Efter fem og tive Aars Forløb blev jeg
frygteligen erindret om denne saa længe
forglemte Ahnelse.
Vare Vampyrer Andet, end Misfostere
af en tøjleløs Indbildningskraft, da maatte
jeg have seet en af disse Skabninger – udvortes levende, indvortes livløse, Legemer
uden Sjæle, Kjødmasser uden Hjerte –.
Jeg kjendte hende som attenaars Jomfrue,
som Ægtefælle og Moder; jeg saae hende i
de Dansendes Rækker, og i de Bedendes;
med Kortene i Haanden, og med en Patteglut ved Brystet; ved sin Datters Bryllup
og sin Mands Liig; men hun var stedse sig
selv liig: blid, rolig, opmærksom og fuld-
381 Aasyn: ansigt, som udtryk for den sjælelige tilstand
382 Afbigt: undskyldning
383 Forborgent: skjult
159
170
175
180
185
190
195
200
205
LITTERATURENS HUSE
210
215
220
225
230
235
240
245
250
kommen beherskende sig selv. Jeg har seet
hende fornylig – hun er nu ikke langt fra
de Halvtreds – men hun er næsten uforandret, nyder en blomstrende Sundhed, og
en altid lige, altid uforstyrret Munterhed.
De mørkeste Dage om Aaret (efter denne
sørgelige Begivenhed, mens jeg boede i
R*) vare for mig de tvende, paa hvilke jeg
maatte meddele hende Sacramentet. Jeg
har i mine Skriftetaler nogle Gange prøvet
at ryste hendes Samvittighed vaagen; men
der var Intet at vække. Komme disse Blade
hende for Øje, er jeg vis paa, at hun skal
kunne læse dem uden at tabe en Maske,
eller gjøre et eneste Fejlsting.
Men jeg griber for meget forud i min
Historie; jeg vil atter gaae tilbage.
Det mellem L* og mig saa tvert begyndte Bekjendtskab fortsattes flittig, og blev
snart til et Venskab, som kun Døden
mægtede at opløse. Tre Maaneder efter hiint Bal betroede han mig, at han
var, og allerede dengang havde været,
hemmelig forlovet med Jfr. W*. Det slog
mig; jeg mindedes hendes Haandtryk,
og spurgte ham – dog uden at røbe mine
Ahnelser – om han havde raadført sig
ej alene med sit Hjerte, men ogsaa med
sin Forstand? om han kjendte hende? og
om han var forsikkret om, at hun baade
vilde og kunde gjøre ham lykkelig? Hans
Svar vare et elskende Hjertes varme Udgydelser. Han forsikrede, at hun elskede
ligesaa inderligt, ligesaa oprigtigt, som
han; men tillige, at hun forstod saa fuldkomment at beherske sig selv, at Ingen
engang havde ahnet hendes Tilbøjelighed;
hvilket var saa meget mere nødvendigt,
som en stræng og haardhjertet Fader
uomtvisteligt vilde have afbrudt Forbindelsen med et ungt Menneske uden fast
Levebrød. Saasnart han fik et Saadant,
vilde han bejle, og mistvivlede ikke om
Forældrenes Samtykke.
160
Et halvt Aar efter døde den i R* ansatte
Districtslæge; L* blev hans Eftermand, og
snart efter Elise W*s lyksalige Ægtemand.
Jeg har aldrig seet noget gladere Menneske, end han; han var næsten ellevild af
lutter Fryd; han kunde hverken sidde eller
staae længe paa eet Sted; den søde Uro jog
ham hid og did, og omsider – saasnart det
blot blev nogenlunde gjørligt – tilbage
i Feens Tryllekreds. Hans Patienter fik
i disse Hvedebrødsdage – der bleve til
Uger og Maaneder – kun korte Besøg og
korte Recepter; men derimod de trøsteligste og gladeligste Forhaabninger; thi
i denne Periode vare ingen Sygdomme
dødelige; han var Mester baade for dem og
for Døden. Vist nok er det, jeg mindes det
meget vel: hans Cuure vare alle heldige;
jeg troer næsten, at han curerte med sit
glade Ansigt og lystige Snak. Hans Kone
syntes vel ogsaa at være ret lykkelig; men
hendes Glæde bar dog Maadeholdenheds
Præg; Konen var Kjeresten fuldkommen
lig; og Brudesengen havde ingen synlig
Forandring bevirket.
Da han engang i ubundne Dithyramber384 beskrev mig sin Lyksalighed, kunde
jeg ikke tilbageholde det Ønske: at hun
maatte dele den i lige Grad. ”Wilhelm!”
hvidskede han ”die holde Sitsamkeit bey
Tage”385 – her standsede han, lagde den
ene Haand paa Hjertet, Fingerspidserne af
den anden paa Munden, og saae henrykt
op imod Himmelen. ”Godt, godt!” sagde
jeg smilende, og forlangte aldrig nogen
videre Forklaring. Dog forekom det mig
stedse tvivlsomt, om der under denne
rolige, spejlglatte Overflade skulde findes
nogen synderlig Bevægelse; var der nogen
Varme i dette skjønne Legeme, syntes
384 ubundne Dithyramber: i urimede strofer, i høje toner
385 die holde Sitsamkeit bey Tage: citatet stammer fra
digtet Die beiden Liebenden af G.A. Bürger. Hele
citatet lyder ”Die Wollust ist sie in der Nacht / die holde
Sitsamkeit bei Tage.”: Hun er vellysten selv om natten
/ om dagen er hun den smukkeste sædelighed.
255
260
265
270
275
280
285
290
ROMANTISMEN
295
300
305
310
315
320
325
330
det mig at maatte være, hvad jeg - naar
dette ikke var en Selvmodsigelse - vilde
kalde en kold Ild, eller dog kun en mat
Glød, som aldrig kunde opblusse til Lue;
maaskee ligesaa lidet udslukkes.
Otte Maaneder efter Brylluppet skjænkede Elise sin glædedrukne Mand den
første Søn. Ved Barselgildet gik det højt til.
Det var just i hiin Selskabeligheds Periode,
da Phoebus og Bacchus386 vare uadskillelige
Gjæster ved ethvert Samqvem, da disse
stedse yttrede en mægtig Vexelvirkning
paa hverandre, og en uimodstaaelig Indflydelse paa alle deres Tilbedere: Bægeret
maatte indvies med Sang, og Sangen besluttes med Skaaler. Min var den sidste;
ved Gildets Ende overraktes mig mit
Kaldsbrev til Capellaniet i R*. To Aar efter
gjorde Sognepræsten Plads for mig; og jeg
ægtede nu min Henriette, med hvem jeg fra
mine første Studenterdage havde været
forlovet. Vi holdt en jevnlig og stedse højst
venskabelig Omgang med L*s.
Hans Kone havde født den anden Søn,
og min den første, da en tredie Familie
indtraadte i vort selskabelige Forbund:
Lieutenant H* blev forlagt til det i R*
garnisonerende387 Regiment. Han var en
af de elskværdigste og meest dannede
Officierer, jeg har kjendt, og gift med en
Kone, der var smuk, vittig og Munterheden selv.
Doctorens og Lieutenantens (eller
Capitainens; thi han avanceerte hurtigt)
boede Huus om Huus med hverandre;
jeg ligeoverfor den Første. Med Hensyn
hertil kaldte vi mellem os selv vort lille
sluttede Selskab Triangelen; L* var den
rette Vinkel, H* den spidse Vinkel L.H.C.,
jeg den anden ditto H.C.L. Vi samledes
ordentligviis388 i een af Vinklerne hver
Onsdag Aften; men udenfor Touren gjor386 Phoebus og Bacchus: sangens og vinens gud
387 garnisonerende: der lå i garnison
388 ordentligviis: regelmæssigt
de L* og H* ofte større Selskaber, som da
hedde Circler; thi Begge vare formuende:
den Første arvede betydeligt efter sin
Svigerfader, den Anden efter sine egne
Forældre.
Vi levede i en Forfatning, der tit syntes
mig for lykkelig til at kunne vorde varig.
Det eneste, Capitainen savnede, var Børn;
men han havde da til Gjengjæld et større
Overmaal af Munterhed.
Vi tre Mænd havde uimodsigeligt de
tre smukkeste og bedste Koner i R*; dog
vare deres Caracterer og Væsen højst
forskjellige, og netop denne Uoverensstemmelse – troer jeg – var Grunden til
den fuldkomne Harmonie imellem dem.
Min Kone var stille, venlig og bly; hun
syntes at være de to Andre subordineret389,
skjøndt hun i Grunden havde den dybeste
Følelse og den klareste Forstand. Frue H*
var altid lystig, fuld af Spøg og Indfald,
og førte derfor stedse Ordet. Frue L* var
stille, men hendes hele Væsen havde noget
Imponerende, Noget som antydede en
højere Aandsoverlægenhed, som hun dog
aldrig søgte at gjøre gjældende; derfor
blev hun af de Andre behandlet som en
ældre Søster, hvorvel hun baade var den
yngste og mindst dannede.
Dersom Lighed i Caracteren skulde
være Betingelse for ægteskabelig Lyksalighed, borde vi sex Mennesker have
været anderledes parrede; der maatte
have skeet en total Omskiftning. Mit jevne
Humør, min naturlige Sathed, som ved
min Stands Værdighed fik end fastere
Holdning, maatte da have forbundet mig
med Frue L*. Hendes muntre, aabne, raske
og kjække Ægtefælle havde i Frue H*
faaet den meest lignende Mage. Og min
fromme, bløde, ydmyge Hustrue skulde
have været kaaret til Capitainens Ledsagerinde paa Livets Vej.
389 subordineret: underordnet
161
335
340
345
350
355
360
365
370
375
LITTERATURENS HUSE
390
395
400
405
410
415
420
425
Capitain H* besad virkelig intet andet Krigersk, end Uniformen; civilklædt
saae han ud som en beskeden, undseelig
Depositurus390. Ikke at han jo var en flink
Officier; denne Berømmelse havde han
ved hele Regimentet, af Høje og Lave. Ved
Mynstringen var hans Compagnie altid
det dygtigste, skjøndt Karlene vare bedre
bekjendte med hans Pung, end med hans
Stok, der blot for et Syns Skyld dinglede
ved hans Haandled. Hans Mod, Retskaffenhed og ædle Tænkemaade var erkjendt
og paaskjønnet af Alle. Ved Stridigheder
valgtes han gjerne til Voldgiftsmand, og i
denne Egenskab forhindrede han mangen
Duel. Kort sagt: han var en yderst indtagende Mand, og langt farligere for Kvindehjerter, end han selv syntes at vide.
Hvor længtes vi Alle efter Onsdagen!
Vi samledes til Thevandstid, opofrede
derpaa et Par Timer til Musiken, i hvilken
vi Alle - paa Frue L* nær - tog levende og
ikke uheldig Andeel. Efter Aftensmaaltidet fik vi tre Herrer os en alvorlig Lombre,
og Damerne holdt en Privatissimum391, der
oplivedes af Frue H*s Indfald og hjertelige
Latter. Denne Sidste har meer end eengang foraarsaget en Bete, eller forpurret en
reen Codille392, og jaget os fra Spillebordet
hen til vore lystige Koner.
Et Aarstid eller vel mere randt saaledes
hen, uden at Noget forstyrrede den gode
Forstaaelse og jevne Munterhed. Men paa
eengang foregik en kjendelig Forandring
med Capitainen: han var ofte adspredt,
begik svære Bommerter baade i Concerten
og i Lombren; stundom var han mørk og
ordknap – stundom overgiven og ualmindelig snaksom, skjøndt hans Passiar
tillige var temmelig usammenhængende.
Min Kone gjorde mig opmærksom paa
denne sælsomme Forvandling, og gav
390 Depositurus: student
391 Privatissimum: privatselskab
392 Codille: udtryk fra kortspillet l’hombre
162
mig Vink om: at hun frygtede, det ikke var
rigtig mellem ham og Frue L*. Jeg tyssede
paa hende, og stræbte at berolige hende i
denne Henseende; men – jeg vidste mere
end hun; jeg var imod min Villie blevet
Vidne til en Scene, som aldrig udslettes af
min Hukommelse, og som i lange Tider
gav mig nok at bryde mit Hoved med.
Der var længe talt om at faae en Maskerade bragt istand; og jeg troer, at Frue
L* var den, som først havde givet Ideen
hertil. Endelig blev Alt arrangeret: Masker og Dragter anskaffede, og Aftenen
bestemt - den skulde holdes paa Klubben.
Da jeg ikke selv kunde tage Deel i denne
Fornøjelse, havde jeg aftalt et Spillepartie
med tre andre af Byens Lombrister. Hen
paa Aftenen blev jeg betaget af en ikke
usædvanlig Hovedpine. Jeg fik En til at
tage mit Kort; og vilde, som jeg plejede,
tage mig en Luur. Jeg bad desaarsag Værten anvise mig et stille og afsides Værelse,
hvor en halv Times Hvile forhaabentlig
vilde fordrive mit rheumatiske Anfald. Jeg fik et Saadant saa langt fra Balsalen,
at den svage Lyd af Musiken og Støjen
blot bidrog til at dysse mig i Slummer.
Jeg søgte og fandt denne i en Lænestol,
der stod i en Krog ved Vinduet.
Jeg havde ikke sovet ret længe, før jeg
vækkedes ved Dørens Knirken. Der kom
to ind i Kammeret; det kunde jeg høre;
men Ingen saae jeg; thi der var ganske
mørkt. Det maatte være et Mandfolk og
et Fruentimmer; men Begge maskerede;
det mærkede jeg paa Stemmernes Utydelighed. ”Nu! og hvad vil Du saa, min
søde Ven?” sagde han. ”Sødeste Mand”
læspede en kvindelig Røst, ”Du er saa
velsignet iaften.” ”Men Kone!” sagde han
igjen, ”hvad tænker Du dog paa? behøve
vi at stjæle os til hverandre, som om vi
gik paa forbudne Veje?” Intet Svar – Lyden af et Kys lod mig gjætte; at de havde
demaskeret sig. Jeg sad som paa Naale;
430
435
440
445
450
455
460
465
470
ROMANTISMEN
475
480
485
490
495
500
505
510
515
hvad skulde jeg gjøre? Min Hovedpine,
som ved denne pludselige Opvækkelse
var bleven endnu hæftigere, tillod mig
ej heller at fatte en Resolution393. Døren
knirkede atter; men om de gik, eller
bleve, vidste jeg ikke. Alt blev stille, og
et Skjænderie udenfor i Gaarden var Alt
hvad jeg hørte. Saaledes sad jeg nogen
Tid, og lyttede forgjæves; jeg prøvede
atter at falde i Søvn. Men Spectaclen i
Gaarden blev værre. En kom ud med en
Lygte eller et Lys, der kastede sit Skjær
gjennem Vinduet paa den modstaaende
Sopha. Selv useet, saae jeg der Capitain
H* i Frue L*s Arme. En rædsom Fejltagelse
havde altsaa fundet Sted; men om den var
forsætlig paa nogen af Siderne, vidste jeg
dengang ikke at afgjøre.
Capitainen sprang op med et Angestraab; Frue L* sank tilbage, og skjulte – som
i Fortvivlelse og Skamfuldhed – sit Ansigt
i begge sine Hænder. Det blev atter mørkt.
”Gud forlade os Begge!” sagde han; ”evig
Taushed, og – om det var muligt – evig
Forglemmelse!” Det forekom mig, at hun
hulkede. Han udstødte et smerteligt Suk,
og gik; lidt efter fulgte hun, og jeg blev
alene.
Længe blev jeg endnu tilbage ganske
forvirret og bedøvet af det, jeg her saa
ufrivillig havde erfaret. Da jeg atter traadte
ind i Balsalen, havde Man just demaskeret
sig. Doctoren og Capitainen vare ganske
eens klædte, nemlig som Don Juan. Fru
H* havde Tyrkindedragt; Frue L* havde
bestemt baaret samme Dragt, da jeg saae
hende paa Sophaen; nu var hun Hyrdinde – det var mig baade paafaldende og
mistænkeligt. Doctoren var i et glimrende
Lune: han gjækkede Frue H*, og paastod,
at hun havde mødt ham ene i Gangen, og
omfavnet ham i den Tanke, at han var
Capitainen; denne stod hos, og prøvede
393 Resolution: beslutning
paa at lee; men Forsøget faldt uheldigt ud
og endtes med en tvungen Hoste. Frue L*s
Ansigt var uden mindste Forandring; hun
smiilte saa roligt, som hun plejede, til alle
hendes Veninders spøgefulde Anmærkninger. Jeg begyndte at mistroe mine egne
Øjne: havde hun været skyldig, hvor var
det da muligt at bevare en slig - jeg kunde
sige – Helvedes Rolighed? Tyrkinden i
hiint Værelse kunde jo dog have været en
Anden, som lignede hende; min Hovedpine havde maaskee betaget mine Sandser
deres Skarphed, o.s.v. Kort sagt: jeg havde
næsten gjenvundet min Tro paa hendes
Uskyldighed, da min Kone – en fiim Iagttagerinde – nogen Tid efter i Fortroelighed
sagde mig, ”hun frygtede for, at hendes
forhen yttrede Mistanke ikke var ganske
ugrundet.” At der siden hiin Maskerade
var foregaaet en væsentlig Forandring
med den Første, faldt tydeligt i Øjnene:
han var ofte adspredt, og hensunken i
Tanker; han havde mistet sin forrige jevne
Munterhed, og i dens Sted faaet en sælsom
Lystighed, der frembrød stødviis, og tidt
uden rimelig Foranledning. Aarsagen til
denne Forandring – Nag over hans uvitterlige Brøde – var mig jo velbekjendt; men
jeg fortaug det for min Kone. Jeg søgte at
forsvare Frue L*; men indlod mig ikke paa
nogen Forklaring Capitainen angaaende.
”Kjere Kone!” sagde jeg, ”vogt Dig for at
mistænke Nogen! det er jo ellers ganske
mod din Natur - veed Du Noget? har Du
seet Noget?” – ”Kun et eneste Øjekast”
svarede hun; ”men det var et Øjekast,
som bragte ham til at rødme, og mig til
at blegne; vi maae altsaa begge To have
forstaaet det. Det var hurtigt, som et fjernt
Lynglimt paa en natlig Skye; men klart
nok til at give Lys. De vare ene To i Værelset, og jeg saae det med fravendt Ansigt i
et Spejl.” Jeg rystede paa Hovedet, som om
jeg ikke troede hende, og paabød Taushed
om denne Sag: ”Vi ville ej engang selv
163
520
525
530
535
540
545
550
555
560
LITTERATURENS HUSE
565
570
575
580
585
590
595
600
605
tale med hverandre om denne Materie394”
sagde jeg; ”thi hvor let kan Du ikke tage
fejl i dine Formodninger; et Øjekast kan
jo have flere Betydninger – hvorfor da
antage den værste?” Hun rystede ogsaa
paa Hovedet; og nu blev dette Æmne ikke
bragt paa Bane i – tive samfulde Aar.
Imidlertid fortsatte min Kone og jeg
meget længe vore lønlige og ganske isolerede Iagttagelser; men Intet – ikke det
Allermindste – opdagedes. Capitainen
gjenvandt efterhaanden – ikke sin forrige
aabne Munterhed – men dog en vis Holdning i sit Væsen, der havde et alvorligere
– maaskee mattere – Anstrøg. Han blev
jo ogsaa med hver Dag ældre, og mere
og mere forsvandt jo for ham det søde
Haab om Faderglæder. Tiden, som ruller os hen ad vor Bane, afslider alle vore
ungdommelige Følelsers skarpe Kanter;
og vi opnaae uformærkt enten Fasthed
eller Bøjelighed, Styrke eller Sløvhed,
indtil omsider alle Lidenskaber forlade
os, for at begynde deres Spil med yngre
og blødere Hjerter.
Trianglen blev uforstyrret; Circlerne
ligesaa. Vi holdt vore Concerter; vi spilte
vore Lombre. Vore Børn voxte til, formerede Stemmerne i de Første og løste os
af i den Sidste, naar Postnyhederne vilde
dele vor Opmærksomhed.
Doctorens to ældste Sønner vare blevne Candidater i Medicin og Chirurgie;
min i Theologie; hans ældste Datter gift
og min forlovet: da Vulcanen, der saa
længe og saa lønlig havde ulmet i Mørket,
brød Forborgenhedens Dække, og ved
sin uventede Eruption395 ødelagde tvende
Familiers jordiske Lyksalighed.
Jeg var kommen hjem fra en Rejse,
der havde medtaget flere Dage, da min
Kone tog imod mig med den bedrøvelige
Efterretning: at Majoren var meget syg. Jeg
394 denne Materie: dette emne
395 Eruption: udbrud
164
kastede Rejseklæderne og ilede derover.
Han sov. Fruen stod med bekymret Mine
og foldede Hænder ved Hovedgjerdet af
hans Seng; et smerteligt Smiil var hendes
Hilsen til mig. Jeg nærmede mig sagtelig,
og spurgte hvidskende om den kjere Syges
Tilstand. Hun virrede blot med Hovedet,
og vedblev gjennem de frembrydende
Taarer at betragte ham. Hans Søvn var
urolig: Læber og Fingre vare i idelig Bevægelse, og Øjnene rullede uophørlig
under deres Laage.
Jeg satte mig, for at vente paa hans Opvaagnen. Imidlertid fortalte Fruens Tante
mig Aarsagen til og Fremgangen af hans
Sygdom: ”Han havde for tre Dage siden
forkjølet sig ved Exerceringen; var bleven
heed, og havde drukket koldt Vand; havde
kort efter Hjemkomsten befundet sig ilde;
maattet søge Sengen; var stedse bleven
slettere og slettere, og hver Eftermiddag
havt Feberanfald. Vor Ven Doctoren, der
besøgte ham flere Gange daglig, trøstede
godt nok – som han nu altid plejede; men
havde alligevel seet noget betænkelig ud.”
Frue H* gav hende nu et Vink om at besørge Et eller Andet: hun gik ud.
Kort efter vaagnede Majoren; hans
Øjekast var forvildet; Man mærkede strax,
at han ikke var sig selv bevidst. Han saae
paa sin Kone, og kastede sig forskrækket
tilbage i Sengen: ”Elise!” begyndte han,
(Majorinden hedde Charlotte) ”Elise! hvad
vil Du mig? det er nok nu – det er alt for
meget. Dersom Doctoren eller min Kone
traf Dig her i Sengen hos mig, hvad vilde
de saa sige? Gaae! gaae! og lad mig være!”
Han strakte begge Hænderne ud for sig,
som for at skyde En tilbage.
Majorindens Øjekast mødte mit – hun
skiftede Farve. Den Syge blev ved at phantasere: ”Det var et ulykkeligt Indfald med
den Tyrkindedragt; jeg vidste bestemt
ikke Andet, end at Du var min Kone – .”
Frue H* lyttede med ængstelig Opmærk-
610
615
620
625
630
635
640
645
650
ROMANTISMEN
655
660
665
670
675
680
685
690
somhed; jeg saae tydeligt, at hun ikke
begreb hans Tale – jeg forstod ham kun
alt for vel: Maskeradescenen stod levende
for min Erindring.
Jeg gik hen til den stakkels Kone, og
greb hendes Haand: ”Fat Dem, kjere
Frue!” sagde jeg, ”deres Mands Sygdom
torde nu være paa det højeste – han taler
vildt.” – Hun svarte kun med et dybt Suk.
”Hys! hys!” hvidskede han, ”Man kunde
høre os her underneden - De veed jo,
Elise! at Munderingskammeret396 er lige
ovenover Rullestuen, og tænk engang, om
Nogen opdagede den hemmelige Dør i
Lysthuset -.” Majorinden greb krampagtig
fast om Sengestolpen; hun blegnede - i
hendes Ansigt foregik en frygtelig Forandring. ”Bedste Frue!” sagde jeg, ladende
som jeg kun mærkede den ene Aarsag
til hendes Sindsbevægelse, ”var det ikke
rigtigt at faae Bud efter Doctoren? hans
Nærværelse vil maaskee berolige os –
denne Crisis er vist ikke saa farlig, som
det lader.” Hun svarte med et Nik, og gik
hastig ud.
Den Syges Øjne faldt til – han slumrede;
men uroligt. Jeg saae ud i Gaarden: Frue
H* ilede med hurtige Skridt hen til Rullestuen. Munderingskammeret var virkelig
lige over denne, og Lysthuset i Doctorens
Have, som var to Stokværk397 højt og bygt
af Planker, stødte umiddelbart dertil –
en rædsom Mistanke greb mig, og var
ikke langt fra at gaae over til Vished. Jeg
havde om Sommeren ofte drukket Thee
og spilt Lombre i det samme Lysthuus, og
mindedes godt, at Man der meget tydeligt
kunde høre, naar Nogen var inde paa Munderingskammeret. En sørgelig Sandhed
maatte upaatvivlelig ligge til Grund for
Patientens Phantasier.
Medens Frue H* var ude – sikkert
nok for at anstille Undersøgelser efter
396 Munderingskammeret: værelse til uniformer
397 Stokværk: etager
de erholdte Vink – kom Doctoren af sig
selv. Han gik med bekymret Mine hen til
Sengen, betragtede den Syge, følte hans
Puls, saae betænkelig til mig, og rystede
paa Hovedet,
Majoren vaagnede – han stirrede stivt
og forfærdet paa Doctoren. ”Hvad!” udbrød han, ”hvad skal det betyde? De bildte
mig ind, at deres Mand var rejst til en Syg
ude paa Landet, og blev borte inat, og her
staaer han lyslevende for mig. Hvorfor
vilde De narre mig? hvorfor vilde De give
det aftalte Tegn? fæstede De ikke den røde
Sløjfe i Lysthuusgardinet? Gaae gaae! og
sov hos deres egen Mand! Deres Forvovenhed gaaer alt for vidt, og Krukken
kan gaae saalænge tilvands, indtil den
gaaer hankeløs hjem.” Jeg stod som paa
Gløder. Jeg drog Doctoren med mig hen
til Vinduet; jeg vilde forhindre ham fra
at høre og lægge Mærke til mere. ”Hvad
mener De?” spurgte jeg. ”Han phantaserer stærkt,” svarede han; ”Sygdommen
tager ingen god Vending.” ”Hans Ideer
ere reent forkeerte,” vedblev jeg. ”Aa nej!”
raabte Majoren, som havde hørt hvad jeg
sagde; ”jeg veed ret godt, hvad jeg siger;
og jeg erklærer Dem eengang for alle,
Frue L*! nu skal det være forbi imellem
os! Det er Synd baade mod deres Mand
og min Kone, og Ingen af dem forskylder
det af os.”
Nu begyndte Doctoren at blive opmærksom: han kastede et hurtigt Blik ud
til Lysthuset, hvis øverste Vindue Man fra
den Syges Værelse kunde see. Jeg fulgte
hans Øjne, og – indenfor Vinduet stod Majorinden med opløftede, sammenknugede
Hænder; men i samme Øjeblik forsvandt
hun ogsaa. Himmel! hun maatte følgelig
have fundet den lønlige Gjennemgang,
som Febricitanten omtalte. – Denne faldt
atter hen.
Doctoren blegnede. Jeg greb hans
Haand og hvidskede: ”For Guds Skyld!
165
695
700
705
710
715
720
725
730
735
LITTERATURENS HUSE
740
745
750
755
760
765
770
775
780
kjere Ven! De lægger dog aldrig Fold398
til hvad et Menneske taler i Vildelse? I
en saadan Feberparoxysme399 kan jo en
Patient indbilde sig de urimeligste Ting
af Verden.” Han saae eftertænksom paa
mig; men svarede ikke. I hans Øjekast laae
Noget, som kunde udtydes: ”Du mener
ikke det, Du siger.” I det Samme kom
Majorinden ind. Hun blussede – hendes
Aasyn udtrykte næsten samme Vildhed,
som den Syges. Doctoren gik med rolig
Fatning hende imøde, trøstede hende,
og gjorde nogle Spørgsmaal Patienten
angaaende. Hun besvarede dem flygtigt
og skjødeløst; hendes urolige Blik deelte
sig mellem dem Begge. Dog snart lettede
en Taarestrøm hendes beængstede Hjerte:
hun foer hen til Sengen, kastede sig paa
Knæe, og trykte den Syges Haand til sit
Bryst. ”O Gud!” bad hun hastigt og sagte
”skjænk ham blot denne Gang Livet, at
han kan modtage min Tilgivelse, om han
er skyldig, og min Afbigt, om jeg gjør ham
Uret.” (Jeg hørte vel kun de halve Ord,
men jeg supplerede Resten; men de gik
alle Doctorens Øren forbi; thi han var ikke
lydhør.) ”Ja Ulykkelige!” vedblev hun, og
trykte sin Pande mod hans Haand, ”Du
er den Forførte; men hun –” her sprang
hun op og vendte sig til Doctoren. Jeg greb
hendes Haand, og trykkede den stærkt: ”I
dette Øjeblik” sagde jeg, ”er det til Lægen
alene at tale; dæmp deres Frygt og deres
Smerte! – saa sandt De har deres Mands
Liv kjert!” lagde jeg til saa sagtelig, at han
ikke kunde høre det. Hun fattede sig, og
tilbageholdt de fordærvelige Ord, som
allerede svævede paa hendes Læber. Hun
var af de lykkelige Gemytter, som med
hæftige Lidenskaber forbinde et hurtigt
Omblik og en lys Forstand, som de første aldrig ere istand til heelt at omtaage;
hendes Hjerte var ømt, men ingenlunde
398 Fold: mærke
399 Feberparoxysme: feberanfald
166
svagt. Ak! det var dog ikke stærkt nok til
at modstaae den langt farligere Prøve, det
snart efter blev underkastet.
Der kom Bud efter mig: jeg maatte
bort i Embedsforretninger. Hun fulgte
mig udenfor; og her søgte jeg af al Magt
at berolige hende med Hensyn til hendes
Mands forblummede Phantasier. ”Da jeg
ogsaa,” endte jeg min Formaning, ”har
været Øjevidne til disse, vil De ikke kunne
ansee det for paatrængende Indblanding
i ægteskabelige Forhold, at jeg omtaler
dem. Jeg kan med roligere og sikkrere Blik
betragte det, som let blænder og forvirrer
et elskende Øje. Sandsynlighed er ikke
altid Sandhed; og der kan gives mange
tænkelige Tilfælde foruden det værste.
For Himlens Skyld! brug deres ellers altid
saa klare Forstand! skaan Dem selv og
deres syge Mand! og for alle Ting lad
Dem ikke mærke med det allermindste
for Doctoren! der kunde ellers skee en
dobbelt Ulykke, og det maaskee af en blot
Fejltagelse.” Sukkende trykkede hun min
Haand, og gik tilbage i Sygeværelset.
Jeg fik meget at bestille; min Fraværelse havde opdynget Forretningerne:
dette var om Formiddagen og først mod
Aften blev jeg fri. Jeg vilde atter over til
Majorens; men besluttede dog først at tale
med Doctoren i dennes eget Huus, for at
høre hans virkelige og rene Mening om
vor Vens Sygdom.
Hans Kone var ude paa Landet med
den næstældste voxne Datter; de to yngste
vare budne i Byen. Pigen sagde mig, at
Doctoren var paa sit Arbejdsværelse. Jeg
gik derop.
Han stod med Ansigtet mod Døren og
Ryggen mod hans Schatol; i sin venstre
Haand krammede han nogle Papirer,
og den højre klemte han krampagtigt
mod Brystet; hans Ansigt var den kolde,
stumme Fortvivlelse, hvor Indgangen er
tillukt baade for Haab og Frygt. Mit Hjerte
785
790
795
800
805
810
815
820
825
ROMANTISMEN
830
835
840
845
850
855
860
865
isnede; jeg saae strax, at Alt maatte være
opdaget, og Mistanken modnet til Vished.
Han saae flygtigt paa mig, som om han
ikke kjendte mig.
Hvorledes skal Trøst kunne finde Indgang i et Hjerte, som Ulykkens Vinterstorm har omgivet med sin Iisskorpe?
Jeg opløftede bedende mine Hænder til
den Herre, hvis Barmhjertighed begynder
der, hvor Haabet ender.
Jeg kjender intet vanskeligere, intet
misligere Hværv, end det at trøste dem,
som meest have Trøst behov; det vil sige:
dem, der ikke kunne trøste sig selv. At sige
til Een, hvis hele jordiske Lyksalighed paa
eengang er tilintetgjort: ”Vær en Mand!
Kæmp! tu contra audentius ito!”400 er det
Samme som at raabe til den, der er falden
og har brækket Benet: “Kom hid til mig,
saa vil jeg rejse Dig!” eller til den, der
uden at kunne svømme, er styrtet ned i
en rivende Strøm: “Brug dine Kræfter! Du
kan nok bjerge Dig, naar Du blot vil.”
Nogle trøste med det Haab, den Ulykkelige har mistet; Andre med Tiden, hvis
Piinagtighed han ikke er istand til at udholde; og atter Andre bære sig ad som
Jobs401 Venner - der langt hellere maatte
blevet ved med deres tause Medlidenhed og sympathetiske Graad - idet de
ymte om Guds Tugtelser, om begangne
vitterlige og lønlige Synder: istedet for
at gyde Balsom i Saaret, dryppe de Gift
deri. Sandelig! den Lidende kan svare
dem i sit sønderrevne Hjertes Bitterhed:
”Jeg har hørt mange Ting, som disse: I
ere Allesammen møjsommelige Trøstere!
Er der ingen Ende paa de Ord, som ere
kun et Vær402? eller hvad hærder Eder til
at tale saaledes? Jeg, jeg kunde ogsaa tale
som I; gid eders Sjæle vare i min Sjæls
400 tu contra audentius ito: du skal gå dristigere mod
ulykken
401 Job: bibelsk figur, som blev styrtet i dyb ulykke
402 Vær: luft, dvs. indholdsløse
Sted! jeg kunde og sammenføje mange
Ord mod Eder, og ryste over Eder med
mit Hoved.”
Naar Smerten sammenknuger Brystet;
naar den ej engang kan faae Luft gjennem Læberne, hvad skal da kunne optøe
det stivnede Hjerte, dersom det ikke er
en medfølende Vens tause Taarer? Mine
randt overflødigen, og vædede hans Haand, som jeg havde draget fra hans egen
Barm til min. Da aabnedes ogsaa hos den
Ulykkelige de Kilder, gjennem hvilke
baade Sorgen og Glæden udtømme sig:
han støttede sin Pande mod mit Bryst, og
græd som et Barn.
Dog ikke længe: han rev atter sit Hoved
i Vejret, og Taarerne vendte tilbage til deres lønlige Huler. ”Der! der!” raabte han,
idet han med vild Hæftighed trykkede
Papirerne i min Haand, ”det er Recepter,
læseligt skrevne - tydeligt at forstaae specifiqve Midler mod Romangriller,
Kjerlighed, Troe paa kvindelige Dyd, paa
Venskab -” han kastede sig paa en Stol,
skar Tænder, og udstødte nogle Toner,
som lignede Latter.
Medens jeg læste Papirerne - Breve,
hvis Indhold nedenunder skal meddeles
- stirrede han uafladeligt paa mig, jeg
kunde sige, med misundelige Blikke, og
med et saadant modbydeligt, bittersødt
Smiil, som ofte endnu længe efter Døden
sees paa Ihjelfrosnes Ansigter.
Det Brev, der laa først for, og ligesom
de andre to vel var adresseret til Majoren,
men hverken havde Datum eller anden
Underskrivt end: ”Din **i** (Elise)” var
upaatvivleligt det yngste, og lød saaledes:
”Ja, min Elskede! jeg kan ikke, jeg vil
ikke skjule for Dig, at jeg under mit alt
for svage Hjerte bærer et lønligt Pant paa
vor lønlige Kjerlighed. Min Samvittighed
bebrejder mig en Brøde mod min Mand;
men Kjerlighed kjender kun een Brøde 167
870
875
880
885
890
895
900
905
910
LITTERATURENS HUSE
915
920
925
930
935
940
945
950
955
Utroskab mod den Elskede; den har kun
een Pligt - at gjøre Alt for den dyrebare
Gjenstand, at hengive den baade Legeme
og Sjæl; ja, om det udfordres, at opofre
begge Dele. Frans! Du var barnløs, det
krænkede mit Hjerte. Har jeg forspildt
min Lyksalighed hisset, da gjorde jeg det
for at glæde Dig her. Nu, Elskede! har jeg
Intet mere at give Dig.”
Det Andet var aabenbar skrevet strax
efter hiin ulykkelige Maskerade.
”Skeet er skeet,” skriver hun; ”men
Skjæbnen, den dunkle Skjæbne selv er
det, der mod vor Vidende og Villie har
ført os til hverandre. Den har selv forenet
os - hvo vil nu adskille os? Jeg føler det, jeg
veed det: siden hiin Nat er jeg Deres for
evig; jeg har faaet et nyt Hjerte, en ny Sjæl.
Jeg er aldeles forandret; mine Tanker, mine
Ønsker, mine Længsler have kun eet Maal
- Dem, Dem elskede, tilbedede Mand! O!
had mig ikke! foragt mig ikke! Det er ikke
Sandselighed, som drager mig til Dem;
nej! reen skal min Kjerlighed være; men
tale med Dem maae jeg, for at udøse mit
qvalfulde Hjerte, for at afbede en Brøde,
for hvilken Skjæbnen alene maae staae til
Ansvar. Jeg veed ikke hvad jeg skriver Klokken 11 i Aften venter jeg Dem - min
Mand er paa Landet - forbarm Dem over
den ulykkelige **i**”
”Hemmelighed” lød det tredie, men
i Tiden formodentlig det mellemste ”er
Livsprincipet i Kjerlighed; uden denne
mangler Myrthen baade Rod og Top. Dersom Nogen vidste, at jeg elskede Dig, dersom Du var min ægteviede Mand; ja, jeg
troer, at det Umulige, blev virkeligt. Men
hvilket Tempel for vore lønlige Glæder! et
Pulterkammer, fuldt af Commiskjoler403 og
Blaarlærred! - I Aften rejser Manden til P*.
Kl. 11 ere Alle tilsengs undtagen hun, der
venter Dig med brændende Hjerte. Solen
403 Commiskjoler: uniformer.
168
staaer først op kl. 7. Ah! der er længe til,
inden jeg siger: Frantz! Frantz! Steh auf!
der Morgen graut.”404
Da jeg var færdig med Læsningen, og
det sidste Brev faldt ud af min skjælvende
Haand, rejste L* sig, greb mig i Skuldrene,
og spurgte med et gjennemborende Blik:
„Naa, gode Præstemand?“
„Hvorledes“ sagde jeg „ere disse Breve
komne i deres Hænder? ere de ogsaa
ægte?“
„Saa ægte“ raabte han, „som CORTEX
PERUVIANA SELECTA405; men ikke fuldt
saa gavnlige for Sundheden, og jeg har
dem directe fra Hr. Galanen406 selv.”
(Den ulykkelige Frue H* fortalte mig
siden, hvorledes det var gaaet til. Da Doctoren om Eftermiddagen var kommen
igjen, for at see til den Syge, begyndte
denne atter at phantasere, og det endnu
tydeligere end tilforn; tilsidst havde han
befalet hende - som han bestandig antog for Doctorinden - at bringe ham en
vis Skuffe af Chatollet; i Skuffen var en
dobbelt Bund; ved at trykke paa en Stift
var den øverste sprunget op, og Brevene
komne tilsyne; han havde flyet hende
Samme med de Ord: ”Der Elise! har Du
dine Breve! riv dem istykker, eller brænd
dem!” Hun sønderrev nogle andre Papirer, gik hen bag hans Seng, og læste
Biletterne. Ikke længere sig selv mægtig,
havde hun leveret Doctoren dem, og nu
var Loddet kastet over den grusomt bedragne Mand.)
”Min arme, beklagelsesværdige Ven!”
sukkede jeg, ”hvilken Bestemmelse tager
De nu? hvad vil De gjøre?” Han slap mig,
og gik med hurtige Skridt og knyttede
404 Frantz! Frantz! Steh auf! der Morgen graut: Frantz!
Frantz! Stå op, morgenen gryr. Skævt citat fra
Goethe: Götz von Berlichingen.
405 cortex peruviana selecta: en slags medicin
406 Galanen: horekarl
960
965
970
975
980
985
990
ROMANTISMEN
995
1000
1005
1010
1015
1020
1025
1030
1035
Hænder rundt i Værelset. ”Hvad jeg vil
gjøre?” gjentog han mange Gange.
”For det første,” tog jeg atter til Orde,
”torde vel disse fatale Breve tilintetgjøres
-?”
”Tilintetgjøres?” skreg han, ”disse
Breve?” - han rev dem hurtigen til sig ”hvad! disse søde, velsignede Kjerlighedspanter!” han knugede dem med en Elskers
Hæftighed til sit Bryst - ”Nej, Pastor! ved
dem kan jeg ikke skille mig; de skal følge
med mig i Graven, og fra Graven didop,
hvor alle saadanne Panteforskrivninger
engang skulle indløses.”
”O, min Ven! min Ven!” sagde jeg,
”ere de ikke allerede der forlængst protocollerede? hvorfor vil De være hendes
Anklager? Dem hører hverken Hævnen
eller Dommen til; men en Gud, hvis
Retfærdighed er ophøjet over vore snart
hendøende Lidenskaber.”
Han standsede, saa længe op til Himmelen, og gav mig dem derpaa tilbage.
”Der,” sagde han roligen, ”behold dem!
tilintetgjør dem! men lov mig først: at De,
naar jeg er død og borte, vil vise hende
dem!”
Jeg lovede det; men lagde til: ”hvorfor,
kjere Doctor! vil De tale om Døden? deres
Stød er haardt, forfærdeligt - De mister
en Kone, som De elsker - en uværdig,
foragtelig Skabning; men har De ikke
endnu deres Børn?”
Han saae stivt paa mig, og skoggrede
vildt i Vejret: ”Hvis Børn? mine Børn? - nej
Majorens Børn -” ”- De to ældste,” afbrød
jeg, ”vare jo fødte inden han kom til Byen,
og Ingen kan, ved et blot flygtigt Øjekast,
tage fejl af deres Fader.”
”Og de andre?” spurgte han bittert
smilende, ”hvo af dem, hvor mange af
dem ere mine? har De ikke læst Brevet,
og synes Dem ikke, at de ligne ham op ad
Dage? - o! - ” han slog sig med den knyt-
tede Haand for Panden, og gik atter med
stærke Skridt omkring i Kammeret.
Jeg taug - jeg vidste i en Hast Intet at
svare; thi naar jeg tænkte mig om, fandt
jeg, at han ikke havde saa ganske Uret,
fornemmelig hvad den gifte Datter angik. Hendes Lighed med Majoren var
umiskjendelig. ”Phantasier - sagde jeg omsider noget langsom og halv tvivlraadig
- kan ogsaa bevirke -” ”Ha!” faldt han ind,
”her behøve vi ikke at tage Phantasien
tilhjælp; Skjøgen tilstaaer det jo selv.”
I det samme kom de to yngste Døttre
ind, og ilede hen for at omfavne ham. Men
han traadte saa langt tilbage, som han
kunde komme, satte Hænderne imod dem,
og stirrede paa dem med Forfærdelse og
Afskye i alle hans Miner. De arme Smaapiger bleve forskrækkede, skjalv, brast i
Graad, og faldt hverandre om Halsen - de
frygtede for at have forseet sig i Noget.
Jeg tog dem i mine Arme, og mine Taarer
faldt paa deres guldlokkede Hoveder. Da
opløstes ogsaa hans Forhærdelse i Medynk; den gamle Ømhed vendte tilbage,
og jog - for en Tid - Tvivlens Dæmon ud.
Han satte sig, tog dem paa sine Knæe,
og kjertegnede dem vexelviis: de Smaae
græd nu af Glæde.
I denne ønskeligere Sindstemning troede jeg at torde forlade ham, for at tage
fat paa mine ufuldendte Forretninger. Jeg
overlod ham til hans gode Hjertes mildere
Følelser, og den Barmhjertiges mægtige
Naadevirkninger.
Da jeg den følgende Morgen besøgte
ham, laae han afklædt, men vaagen i Sengen. Den næstyngste, tolvaarige Datter sad
hos ham, og vilde paanøde ham en Kop
The. Han afslog den, saae mørk, kold
og næsten fremmed paa os Begge. Med
bønlig Mine pegte jeg paa den Lille, og
nu tog han Koppen, satte den til Munden,
smagte; men som om det havde været
bitter Medicin, lod han den atter hvile
169
1040
1045
1050
1055
1060
1065
1070
1075
1080
LITTERATURENS HUSE
1085
1090
1095
1100
1105
1110
1115
1120
1125
paa Dynen. For at faae Glutten bort, bad
jeg hende om at skaffe Frokost, og søgte
nu ved min venlige Tiltale paany at aabne
den arme Mands tilknugede Hjerte.
Han satte Koppen fra sig, og foldede
sine Hænder. Enten hørte han mig ikke,
eller han forstod mig ikke. ”Mit Liv,”
sagde han omsider sagte og langsomt, ”er
hjemfalden til den, som gav det - Giften
virker; jeg har udtømt Bægeret til sidste
Draabe! og for mig findes ingen anden
Modgift, end Døden. Jeg er opvaagnet
af en lang og sød Drøm; jeg har - som
det ofte hændes de Afsindige - faaet et
lyst Øjeblik, den nære Opløsnings sikkre
Forbud. O min Gud, min Gud! tag mig
dog bort herfra, inden den Slange kommer tilbage!” Han lukkede sine Øjne, som
om han frygtede for Synet af hende. ”Jeg
elskede saa ømt, saa trofast,” vedblev han
efter et Ophold, ”af mit ganske Hjerte, Sjæl
og Sind; i tive Aar indbildte jeg mig at
beboe et jordisk Paradiis, og vandrede paa
en Vulcan, der lønligen brændte under
mine Fødder - den tynde Skorpe, som
adskilte Himmel og Helvede, er bristet
nu, og jeg nedsunken i det flammende
Svælg - barmhjertige Gud! lad Legemet
fortæres, og tag min arme Sjæl!”
Jeg bad med ham, for ham om Styrke
og Taalmodighed; jeg trøstede ham med
Guds almægtige Godhed, med Tanken
om hans tvende haabefulde Sønner, om
en taaleligere Fremtid under Adskillelsen
fra den Uværdige. Han rystede sagtelig
med Hovedet: ”Jeg kan ikke leve i den
Verden,” sagde han, ”hvor hun aander; vi
kunne ikke mere have een Sol tilfælleds.
Adskillelse fra Bord og Seng og Huus og
Fødeland - det er altsammen Intet - Lys
og Mørke, Liv og Død, Tid og Evighed
maae være imellem os; før ere vi ikke
adskilte.”
Den ældste Datter (jeg tør desværre
ikke sige hans Datter) kom ind med sit
170
toaars Barn paa Armen. Glutten rækkede
efter den formeentlige Bedstefader, og
udlallede denne ham forhen saa søde
Benævnelse. Med Tegn paa indvortes,
sønderslidende Smerter, bortvendte han
sit Ansigt. Den bedrøvede Moder satte
Barnet ned, og Taarer væltede ud af hendes Øjne. Jeg maatte føre Begge bort, og
opbyde al min Kunst og Opfindelseskraft
for at berolige den stakkels Kone. Det
lykkedes mig kun halvt - hun ahnede en
forestaaende Ulykke.
Saavidt min Tid tillod det, forblev jeg
hos min ulykkelige Ven, var hans Vogter,
Opvarter, Trøster i de følgende syv Dage.
Jeg havde en tung Bestilling: baade at
passe ham, at afholde alle Besøg og at
berolige Børnene.
Den anden Læge kom et Par Gange
ubuden; men da han Intet fik at bestille,
blev han omsider borte.
Jeg skrev til Sønnerne i Kjøbenhavn;
jeg haabede, at deres Nærværelse vilde
virke gavnligt paa den arme Lidende de kom først tidligt nok til at ledsage
hans afsjælede Legeme til det længselfuld forønskede, og voldeligt tiltvungne
Hvilested.
Min Ven blev med hver Dag mere stille,
mørk og ordknap; det var mig sandsynligt, at han rugede over een eller anden
frygtelig Plan.
Ottende Dagen efter den sørgelige
Opdagelse hensov Majoren; han havde
bestandig siden lagt som i en Døs, og
døde uden at have faaet sin Bevidsthed
igjen. Jeg bragte L* denne Tidende; han
modtog den ligegyldigen, og sagde blot:
”Vi ville snart mødes.”
Dagen efter var Frue L* ventendes
tilbage. Jeg spurgte hendes Mand, hvorledes der skulde forholdes ved hendes
Ankomst; og om det ikke var bedst, at hun
blev bortfjernet? Han svarte, at han var
fuldkommen beredt paa hendes Komme,
1130
1135
1140
1145
1150
1155
1160
1165
1170
ROMANTISMEN
1175
1180
1185
1190
1195
1200
1205
1210
1215
og at Alt vilde nok falde af sig selv. Jeg
fattede Mistanke, og yttrede den. Med
et roligt Smiil rakte han mig sin Haand
og sagde: ”om jeg nu med Vished forudføler min Død, vilde De da misunde
mig Opfyldelsen af det eneste Ønske, mit
sønderknuste Hjerte endnu har tilbage?
De Lænker, der bandt mig til Livet, løse
sig Led for Led - der er kun eet tilbage; saasnart jeg seer hende, vil dette springe.”
Der var en dobbelt Mening i disse Ord;
jeg borde ikke ligefrem antage den værste.
Dog vedblev jeg at henpege derpaa, og
anbragte alle Fornuftens og Religionens
Grunde. Ak! Fornuften udretter Intet
med et fortvivlende Hjerte, og Religionen formaaer kun at trøste den, som den
tilforn har vejledet. Og Dr. L* havde været
enten for letsindig eller for lykkelig, til at
besidde nogen dyb religieus Følelse. Han
havde vel havt Troe; men en let Troe, som
aldrig var prøvet og styrket ved betydelig
Kummer eller Gjenvordighed. Han var
en Glædens Søn, og skilt fra denne hans
bestandige Ledsager paa Livets Bane, maatte han vorde et let Bytte for Sorgen - for
den frygteligste af alle de Lidenskaber,
mod hvilke den svage Menneskesjæl her
haver at kæmpe.
Jeg blev hos ham til langt ud paa Natten. Da jeg vilde til at gaae, udstrakte han
sine Arme efter mig, og trykte Afskedskysset paa mine Læber. Endnu et Par
Taarer tindrede i hans matte Øjne, og med
næsten bristende Stemme sagde han blot
de Ord: ”Tak! - Lev vel saalænge!”
Jeg gik hjem og lagde mig halv afklædt,
med den Beslutning, tidlig næste Morgen at vende tilbage til ham, deels for at
bevogte ham, deels for - om muligt - at
forebygge Sammenkomsten mellem ham
og den troløse Kone, eller dog i det ringeste at være en vist nok højst nødvendig
Trediemand ved Samme.
Men udvaaget, som jeg var, sov jeg
over mig, og ingen af Mine nænnede at
forstyrre denne Hvile. Jeg vækkedes ved
det Skrækkens Bud, at Doctor L* havde
skudt sig. Jeg foer derover: han laae endnu
i den blodige Seng med gjennemboret
Bryst. Ingen af Familien var derinde; men
den anden Læge, Borgemesteren og Pigen.
Denne Sidste havde været tilstede da Gjerningen skedte. Hun berettede: at hun med
Doctorens Tilladelse havde afløst mig i at
vaage hos ham: at hans Kone, som af den
ældste Datter var bleven underrettet om
sin Mands Sygdom, havde ilet ind til Byen,
og traadte i Dagbrækningen uventet ind
til ham. Saasnart han saae hende, havde
han rejst sig overende i Sengen, sagt nogle
Ord i et Sprog, som Pigen ikke forstod,
derpaa taget en Pistol frem under Dynen,
og trykket den af mod sit Bryst.
Jeg vil ikke tale om den paafølgende
Jammer. Jeg har i Begyndelsen af denne
Fortælling korteligen antydet, hvorledes
en vellystig og samvittighedsløs Kvindes
Brøde bragte Fordærvelse over tvende
Familier, og mange Andre en Sorg, som
længe smertede dybt, og aldrig ganske
forglemmes.
(1828)
171
1220
1225
1230
1235
1240
1245
LITTERATURENS HUSE
Emil Aarestrup
(1800-1856)
Den intense skønhedsoplevelse er målet for Aarestrups poesi, resignationen og tomheden
dens bagside. Han afsøger forbindelsen mellem kærligheden og dens ophør, den erotiske
fascination og angsten for dens forløsning. Og han formår at dreje sine iagttagelser ned i
skarpt sete tableauer iklædt fast rytme og klassiske enderim.
Emil Aarestrup blev født i København år 1800. Som noget for tiden usædvanligt blev
forældrene skilt, da Emil var syv, og begge døde i løbet af det næste års tid. Han vokser op
hos en plejemor, tager realeksamen, og efter sin velbeslåede morfar modtager han en arv, der
gør det muligt først at blive student og derpå læse medicin.
Trods kunstneriske interesser i studietiden valgte Aarestrup at satse på lægegerningen,
og han bestod sin eksamen med glans. Han åbnede en praksis i Nysted, giftede sig med sin
forlovede og flyttede ind i et smukt hus. Hjemmet blev præget af en stor børneflok og af hårdt
arbejde, men der blev også tid til middage og gode vine.
Opfordret af vennen Chr. Winther udgav Aarestrup i december 1837 et udvalg af sin poesi,
der udkom under titlen Digte, dateret 1838. Samlingen mødtes med to reaktioner, forargelse
hos de borgere, der kendte til lægen, og tavshed fra den litterære offentlighed. Den skuffede
Aarestrup opgav poesien og udgav ikke flere digte. Først efter hans død udkom Efterladte
Digte (1863).
En Middag
1
See, vort lille Taffel speiler
Sig i Floden – See Forellen
Pynter Fadet med sin sidste,
Stive, gratieuse Sprællen!
3
Og Orangens søde Skive
I din Purpurmunds Indfatning
Fik, for Tabet af sin Guldhud,
En guddommelig Erstatning.
2
See, Tokaiervinen gløder
I de tindrende Krystaller
Skjønnere, end selv i sine
Druers duftomflorte Skaller!
4
Ak, for Tabet af saameget
Vinker os nu Sydens Fjelde,
Vinker os det gamle Kloster,
Vinker os den dunkle Celle.
(1838)
172
ROMANTISMEN
Angst
1
Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.
2
Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.
(1838)
4
Dit Aandepust, usynligt
Ellers som Rosenduften,
Nu strømte gjennem Sløret
En Sølvsky ud i Luften.
5
Sig syngende lod Sneen
Af dine Fødder trykke,
Og paa det bløde Teppe
Henflagrede din Skygge.
6
Jeg saae den hastigt svæve
Over den glimmerhvide,
Ætherisk-rene Flade –
En anden ved dens Side.
7
Det var min egen Skygge!
Den skyndte sig utrolig –
Jeg havde aldrig seet den
Saa langstrakt og urolig.
Paa Sneen
1
Hen over Torv og Gade,
Hvor Sneen laae, den hvide,
Belyst af Nattens Maane,
Jeg saae dig hastig skride.
2
I eventyrlig Skjønhed,
Krystalklar, straalte Staden,
Og som et magisk Luftsyn
Blændede Slotsfacaden.
3
Om dine Hænder vandt sig
Muffen, den lykkelige,
Og om dit Knæ jeg hørte
Den glatte Silke skrige.
8
Den nærmed sig forvirret –
Den lod – det er det Sande –
Sit eget sorte Væsen
Med dit sig kjælent blande.
9
De svulmede - Canova407
Ei bedre Grupper skabte –
Imellem blev de borte,
Naar Maanens Lys sig tabte.
10
Og kom igjen tilsyne
I Stillinger – o Lykke,
Mit Kjød og Blod maa savne,
men opnaaes af min Skygge!
(1838)
407 Antonia Canova (1757-1822): Italiensk billedhugger,
blandt de bedste inden for nyklassicismen
173
LITTERATURENS HUSE
H.C. Andersen
(1805-75)
Nu begynder jeg på nogle ”børne-eventyr” – jeg vil se at vinde de kommende slægter, skal De
vide, skrev H.C. Andersen i et brev dateret nytårsdag 1835. Projektet lykkedes overmåde. H.C.
Andersens 156 eventyr og historier blev siden oversat til 120 sprog, og i 2005 blev digterens
200 års fødselsdag fejret på en måde, som ville have behaget hans forfængelige skygge, men
næppe digteren selv.
H.C. Andersens historie er ofte fortalt, bedst af ham selv i tre selvbiografier og i dagbøgerne.
Født i et skomagerhjem i Odense 1805, pint under rektor Meisling på latinskolen i Slagelse,
men genopstået som verdensberømt forfatter, der rejste Europa tynd på utallige dannelsesrejser. Fik ikke sine udkårne og forblev nervøs single, men vandt hæder og fakkeltog før sin
død i 1875.
H.C. Andersen havde som få i sin periode blik for menneskesindets afkroge og skildrede
utallige gange splittelsen mellem at synes og at være. Dermed blev han en af dem, der bedst
gav romantismens livsfølelse stemme. I den henseende er eventyret om skyggen fra 1847 en
kernetekst.
I dag er Skyggen interessant af mange grunde. Eventyret kan analyseres på utallige måder
med forskellige fortolkninger til følge, men også skildringen af det orientalske sydlandske over
for det kolde nordiske er interessant med vore dages øjne. Og den intertekstuelle reference
til Platons hulelignelse og andre tekster om skygger og dobbeltgængere er også væsentlige
spor at forfølge.
Skyggen
5
10
15
I de hede Lande, der kan rigtignok Solen
brænde! Folk blive ganske mahognibrune;
ja i de allerhedeste Lande brændes de til
Negre, men det var nu kun til de hede
Lande, en lærd Mand var kommen fra de
kolde; der troede han nu at han kunde løbe
om, ligesom der hjemme, jo det blev han
snart vænnet fra. Han og alle fornuftige
Folk maatte blive inde, Vindues-Skodder
og Døre bleve lukkede den hele Dag; det
saae ud som hele Huset sov eller der var
ingen hjemme. Den smalle Gade med de
høie Huse, hvor han boede, var nu ogsaa
bygget saaledes at Solskinnet fra Morgen
til Aften maatte ligge der, det var virkeligt
ikke til at holde ud! - Den lærde Mand fra
de kolde Lande, det var en ung Mand,
en klog Mand, han syntes, han sad i en
gloende Ovn; det tog paa ham, han blev
174
ganske mager, selv hans Skygge krøb ind,
den blev meget mindre end hjemme, Solen
tog ogsaa paa den. - De levede først op
om Aftenen, naar Solen var nede.
Det var ordenlig en Fornøielse at see
paa; saasnart Lyset blev bragt ind i Stuen,
strakte Skyggen sig heelt op ad Væggen,
ja saa gar hen ad Loftet, saa lang gjorde
den sig, den maatte strække sig for at
komme til Kræfter. Den Lærde gik ud
paa Altanen, for at strække sig der, og
altsom Stjernerne kom frem i den deilige
klare Luft, var det for ham, som kom han
tillive igjen. Paa alle Altaner i Gaden, og
i de varme Lande har hvert Vindue en
Altan, kom Folk frem, for Luft maa man
have, selv om man er vant til at være
mahogni! Der blev saa levende oppe og
nede. Skomagere og Skræddere, alle Folk
20
25
30
35
ROMANTISMEN
40
45
50
55
60
65
70
75
80
flyttede ud paa Gaden, der kom Bord og
Stol, og Lyset brændte, ja over tusind Lys
brændte, og den Ene talte og den Anden sang, og Folk spadserede, Vognene
kjørte, Æslerne gik: klingelingeling! de
har Klokker paa; der blev Liig begravede
med Psalmesang, Gadedrengene skjød
med Troldkjællinger, og Kirkeklokkerne
ringede, jo der var rigtig nok levende nede
i Gaden. Kun i det ene Huus, som laa
ligeoverfor hvor den fremmede lærde
Mand boede, var der ganske stille; og
dog boede der Nogen, for der stod paa
Altanen Blomster, de groede saa deiligt i
den Solhede, og det kunde de ikke, uden
at de bleve vandede, og Nogen maatte jo
vande dem; Folk maatte der være. Døren
derovre kom ogsaa op ud paa Aftenen,
men der var mørkt derinde, i det mindste
i det forreste Værelse, dybere inde fra lød
Musik. Den fremmede lærde Mand syntes,
den var ganske mageløs, men det kunde
nu ogsaa gjerne være, at han kun bildte
sig det ind, for han fandt Alting mageløst
derude i de varme Lande, naar der kun
ingen Sol havde været. Den Fremmedes
Vert sagde, at han ikke vidste, hvem der
havde leiet Gjenboens Huus, man saae jo
ingen Folk og hvad Musiken angik, syntes
han, at den var gruelig kjedelig. »Det er
ligesom om En sad og øvede sig paa et
Stykke, han ikke kan komme ud af, altid
det samme Stykke. »»Jeg faaer det dog
ud!«« siger han nok, men han faaer det
dog ikke ud hvor længe han spiller.«
En Nat vaagnede den Fremmede, han
sov for aaben Altandør, Gardinet foran
den løftede sig i Vinden, og han syntes at
der kom en forunderlig Glands fra Gjenboens Altan, alle Blomsterne skinnede
som Flammer i de deiligste Farver, og
midt imellem Blomsterne stod en slank,
yndig Jomfru, det var som om ogsaa hun
lyste; det skar ham virkelig i Øinene, han
lukkede dem nu ogsaa saa forfærdelig
meget op og kom lige af Søvnen; i eet
Spring var han paa Gulvet, ganske sagte
kom han bag Gardinet, men Jomfruen
var borte, Glandsen var borte; Blomsterne
skinnede slet ikke, men stod meget godt,
som altid; Døren var paa klem, og dybt
inde klang Musiken saa blød og deilig,
man kunde ordentlig falde hen i søde
Tanker derved. Det var dog ligesom en
Trolddom og hvem boede der? Hvor var
den egentlige Indgang? Hele Stue-Etagen
var Boutik ved Boutik, og der kunde Folk
jo dog ikke altid løbe igjennem.
En Aften sad den Fremmede ude
paa sin Altan, inde i Stuen bag ved ham
brændte Lyset, og saa var det jo ganske
naturligt, at Skyggen af ham gik over paa
Gjenboens Væg; ja der sad den lige over
for mellem Blomsterne paa Altanen; og
naar den Fremmede rørte sig, saa rørte
Skyggen sig ogsaa, for det gjør den. »Jeg troer min Skygge er det eneste
Levende, man seer derovre!« sagde den
lærde Mand. »See hvor net den sidder
mellem Blomsterne, Døren staaer halv
paa klem, nu skulde Skyggen være saa
snild og gaae indenfor, see sig om, og
saa komme og fortælle mig hvad den
havde seet! ja, Du skulde gjøre Gavn!«
sagde han i Spøg! »vær saa god at træde
indenfor! naa! gaaer Du?« og saa nikkede
han til Skyggen og Skyggen nikkede igjen. »Ja saa gaa, men bliv ikke borte!« og
den Fremmede reiste sig og hans Skygge
ovre paa Gjenboens Altan reiste sig ogsaa;
og den Fremmede dreiede sig og Skyggen dreiede sig ogsaa; ja dersom Nogen
ordentlig havde lagt Mærke dertil, da
havde de tydeligt kunnet see, at Skyggen
gik ind ad den halvaabne Altandør hos
Gjenboen, lige idet den Fremmede gik ind
i sin Stue og lod det lange Gardin falde
ned efter sig.
Næste Morgen gik den lærde Mand ud
for at drikke Kaffe og læse Aviser. »Hvad
175
85
90
95
100
105
110
115
120
125
LITTERATURENS HUSE
130
135
140
145
150
155
160
165
170
er det?« sagde han, da han kom ud i Solskinnet, »jeg har jo ingen Skygge! saa er
den virkelig gaaet i Aftes og ikke kommet
igjen; det er noget kjedeligt Noget!«
Og det ærgrede ham, men ikke saa
meget fordi at Skyggen var borte, men
fordi han vidste, at der var en Historie til
om en Mand uden Skygge, den kjendte
jo alle Folk hjemme i de kolde Lande, og
kom nu den lærde Mand der og fortalte
sin, saa vilde de sige, at han gik og lignede
efter, og det behøvede han ikke. Han vilde
derfor slet ikke tale derom, og det var
fornuftigt tænkt.
Om Aftenen gik han ud paa sin Altan
igjen, Lyset havde han meget rigtigt sat
bagved sig, for han vidste, at Skyggen
vil altid have sin Herre til Skjærm, men
han kunde ikke lokke den; han gjorde
sig lille, han gjorde sig stor, men der var
ingen Skygge, der kom ingen! han sagde:
hm! hm! men det hjalp ikke.
Ærgerligt var det, men i de varme
Lande der voxer nu Alting saa gesvindt,
og efter otte Dages Forløb mærkede han,
til sin store Fornøielse, at der voxede ham
en ny Skygge ud fra Benene, naar han kom
i Solskin, Roden maatte være blevet siddende. Efter tre Uger havde han en ganske
taalelig Skygge, der, da han begav sig hjem
til de nordlige Lande, voxte paa Reisen
meer og meer, saa at den tilsidst var saa
lang og saa stor at det Halve var nok.
Saa kom den lærde Mand hjem og
han skrev Bøger om hvad der var Sandt
i Verden, og om hvad der var Godt og
hvad der var Smukt, og der gik Dage og
der gik Aar; der gik mange Aar.
Da sidder han en Aften i sin Stue og saa
banker det ganske sagte paa Døren.
»Kom ind!« siger han, men der kom
Ingen; saa lukker han op og der stod for
ham saadan et overordentligt magert
Menneske, saa han blev ganske underlig.
Forresten var Mennesket særdeles fiint
176
klædt paa, det maatte være en fornem
Mand.
»Hvem har jeg den Ære at tale med?«
spurgte den Lærde.
»Ja, det tænkte jeg nok!« sagde den
fine Mand, »at De ikke kjendte mig! jeg er
blevet saa meget Legeme, jeg har ordentlig
faaet Kjød og Klæder. De har nok aldrig
tænkt at see mig i saadan en Velmagt.
Kjender De ikke Deres gamle Skygge?
Ja De har vist ikke troet at jeg mere kom
igjen. Mig er det gaaet særdeles vel siden
jeg sidst var hos Dem, jeg er i alle Henseender bleven meget formuende! skal jeg
kjøbe mig fri fra Tjenesten, saa kan jeg!«
og saa raslede han med et heelt Bundt
kostbare Signeter, som hang ved Uhret,
og han stak sin Haand ind i den tykke
Guldkjæde, han bar om Halsen; nei, hvor
alle Fingrene glimrede med Diamants
Ringe! og det var Altsammen virkeligt.
»Nei, jeg kan ikke komme til mig selv!«
sagde den lærde Mand, »hvad er dog alt
det!«
»Ja noget Almindeligt er det ikke!«
sagde Skyggen, »men De selv hører jo
heller ikke til det Almindelige, og jeg, det
veed De nok, har fra Barnsbeen traadt i
Deres Fodspor. Saasnart De fandt, jeg var
moden til at gaae alene ud i Verden, gik jeg
min egen Vei; jeg er i de allerbrillanteste
Omstændigheder, men der kom en Slags
Længsel over mig efter engang at see
Dem før De døer, De skal jo døe! jeg vilde
ogsaa gjerne gjensee disse Lande, for man
holder dog altid af Fædrelandet! - Jeg veed
De har faaet en anden Skygge igjen, har
jeg noget at betale til den eller dem? De
vil bare være saa god at sige det.«
»Nei, er det virkelig Dig!« sagde den
lærde Mand, »det er dog høist mærkværdigt! aldrig havde jeg troet at Ens
gamle Skygge kunde komme igjen som
Menneske!«
175
180
185
190
195
200
205
210
215
ROMANTISMEN
220
225
230
235
240
245
250
255
260
»Siig mig hvad jeg har at betale!« sagde
Skyggen, »for jeg vil nødig staae i nogen
Slags Gjæld!«
»Hvor kan Du tale saaledes!« sagde
den lærde Mand. »Hvad Gjæld er her at
snakke om! vær saa fri som Nogen! jeg
glæder mig overordentlig ved din Lykke!
sid ned, gamle Ven! og fortæl mig bare
lidt om, hvorledes det er gaaet til, og hvad
Du saae ovre hos Gjenboens, der i de
varme Lande!«
»Ja, det skal jeg fortælle Dem,« sagde
Skyggen og satte sig ned, »men saa maa
De ogsaa love mig, at De aldrig til Nogen
her i Byen, hvor De endogsaa træffer mig,
siger at jeg har været Deres Skygge! jeg
har isinde at forlove mig; jeg kan føde
mere end een Familie!« »Vær ganske rolig!« sagde den lærde
Mand, »jeg skal ikke sige Nogen hvem Du
egenlig er! her er min Haand! jeg lover
det og en Mand et Ord!«
»Et Ord en Skygge!« sagde Skyggen,
og saaledes maatte den jo tale.
Det var ellers virkelig ganske mærkværdigt, hvormeget Menneske den var;
ganske sortklædt var den og i det allerfineste sorte Klæde, lakerede Støvler, og
Hat der kunde smække sammen, saa at
den blev bar Pul og Skygge, ikke at tale
om hvad vi allerede veed, her var Signeter, Guldhalskjæde og Diamantringe; jo,
Skyggen var overordentlig godt klædt paa,
og det var just det, som gjorde, at den var
ganske et Menneske.
»Nu skal jeg fortælle!« sagde Skyggen, og saa satte den sine Been med de
lakerede Støvler saa haardt, den kunde,
ned paa Ærmet af den lærde Mands nye
Skygge, der laa som en Puddelhund ved
hans Fødder, og det var nu enten af Hovmod eller maaskee for at faae den til at
hænge ved; og den liggende Skygge holdt
sig saa stille og rolig, for ret at høre efter;
den vilde nok vide, hvorledes man saale-
des kunde komme løs og tjene sig op til
sin egen Herre.
»Veed De, hvem der boede i Gjenboens
Huus?« sagde Skyggen, »det var den deiligste af Alle, det var Poesien! Jeg var der
i tre Uger og det er ligesaa virkende, som
om man levede i tre tusind Aar og læste
Alt hvad der var digtet og skrevet, for det
siger jeg og det er rigtigt. Jeg har seet Alt
og jeg veed Alt!«
»Poesien!« raabte den lærde Mand!
»ja, ja - hun er tidt Eremit i de store Byer!
Poesien! ja jeg har seet hende et eneste kort
Øieblik, men Søvnen sad mig i Øinene!
hun stod paa Altanen og skinnede som
Nordlyset skinner! Fortæl, fortæl! Du
var paa Altanen, Du gik ind ad Døren
og saa - -!«
»Saa var jeg i Forgemakket!« sagde
Skyggen. »De har altid siddet og seet over
til Forgemakket. Der var slet intet Lys, der
var en Slags Tusmørke, men den ene Dør
stod aaben ligefor den anden i en lang
Række Stuer og Sale; og der var lyst op,
jeg var reent blevet slaaet ihjel af Lys, var
jeg kommet heelt ind til Jomfruen; men
jeg var besindig, jeg gav mig Tid og det
skal man gjøre!«
»Og hvad saae Du saa?« spurgte den
lærde Mand.
»Jeg saae Alting, og jeg skal fortælle
Dem det, men, - det er slet ingen Stolthed
af mig, men - som Fri og med de Kundskaber jeg har, ikke at tale om min gode
Stilling, mine fortræffelige Omstændigheder, - saa ønskede jeg gjerne at De vilde
sige De til mig!«
»Om Forladelse!« sagde den lærde
Mand, »det er gammel Vane, som sidder
fast! - De har fuldkommen Ret! og jeg
skal huske det! men nu fortæller De mig
Alt hvad De saae!« –
»Alting!« sagde Skyggen, »for jeg saae
Alt og jeg veed Alt!«
177
265
270
275
280
285
290
295
300
305
LITTERATURENS HUSE
310
315
320
325
330
335
340
345
350
»Hvorledes saae der ud i de inderste
Sale?« spurgte den lærde Mand. »Var der
som i den friske Skov? Var der som i en
hellig Kirke? Vare Salene som den stjerneklare Himmel, naar man staaer paa de
høie Bjerge?«
»Alting var der!« sagde Skyggen. »Jeg
gik jo ikke ganske heelt ind, jeg blev i det
forreste Værelse i Tusmørket, men der
stod jeg særdeles godt, jeg saae Alting
og jeg veed Alting! Jeg har været ved
Poesiens Hof i Forgemakket.«
»Men hvad saae De? Gik gjennem de
store Sale alle Oldtidens Guder? Kjæmpede der de gamle Helte? Legede søde
Børn og fortalte deres Drømme?«
»Jeg siger Dem, jeg var der og De begriber, jeg saae Alting, hvad der var at
see! havde De kommet derover, var De
ikke blevet Menneske, men det blev jeg!
og tillige lærte jeg at kjende min inderste
Natur, mit Medfødte, det Familieskab,
jeg havde med Poesien. Ja den Gang jeg
var hos Dem, tænkte jeg ikke over det,
men altid, De veed det, naar Sol gik op
og Sol gik ned, blev jeg saa underlig stor;
i Maaneskin var jeg næsten ved at være
tydeligere end De selv; jeg forstod ikke
den Gang min Natur, i Forgemakket
gik det op for mig! jeg blev Menneske!
- Moden kom jeg ud, men De var ikke
længere i de varme Lande; jeg skammede
mig som Menneske ved at gaae som jeg
gik, jeg trængte til Støvler, til Klæder, til
hele denne Menneske-Fernis, som gjør
et Menneske kjendeligt. - Jeg tog Vei, ja,
Dem siger jeg det, De sætter det jo ikke
i nogen Bog, jeg tog Vei til Kagekonens
Skjørt, under det skjulte jeg mig; Konen
tænkte ikke paa hvor meget hun gjemte;
først om Aftenen gik jeg ud; jeg løb om i
Maaneskinnet paa Gaden; jeg gjorde mig
lang op ad Muren, det kildrer saa deiligt i
Ryggen! jeg løb op og jeg løb ned, kiggede
ind ad de høieste Vinduer, ind i Salen og
178
paa Taget, jeg kiggede hvor Ingen kunde
kigge og jeg saae hvad ingen Andre saae,
hvad Ingen skulde see! Det er i Grunden
en nedrig Verden! jeg vilde ikke være
Menneske, dersom det nu ikke engang var
antaget, at det var noget at være det! Jeg
saae det Allerutænkeligste hos Konerne,
hos Mændene, hos Forældrene og hos de
søde, mageløse Børn; - jeg saae«, sagde
Skyggen, »hvad ingen Mennesker maatte
vide, men hvad de Allesammen saa gjerne
vilde vide, Ondt hos Naboen. - Havde jeg
skrevet en Avis, den var bleven læst! men
jeg skrev lige til Personen selv, og der blev
en Forfærdelse i alle Byer hvor jeg kom.
De blev saa bange for mig! og de holdt
saa overordentlig af mig. Professorerne
gjorde mig til Professor, Skrædderne gav
mig ny Klæder, jeg er godt forsynet; Myntmesteren slog Mynt for mig, og Konerne
sagde, jeg var saa kjøn! - og saa blev jeg
den Mand jeg er! og nu siger jeg Farvel;
her er mit Kort, jeg boer paa Solsiden og
er altid hjemme i Regnvejr!« og saa gik
Skyggen.
»Det var dog mærkeligt!« sagde den
lærde Mand.
Aar og Dag gik, saa kom Skyggen
igjen.
»Hvorledes gaaer det?« spurgte den.
»Ak!« sagde den lærde Mand, »jeg
skriver om det Sande og det Gode og
det Skjønne, men Ingen bryder sig om at
høre Sligt, jeg er ganske fortvivlet, for jeg
tager mig det saa nær!«
»Men det gjør jeg ikke!« sagde Skyggen, »jeg bliver feed, og det er det man skal
see at blive! ja De forstaaer Dem ikke paa
Verden. De bliver daarlig ved det. De maa
reise! jeg gjør en Reise til Sommer; vil De
med? Jeg gad nok have en Reisekammerat!
vil De reise med, som Skygge? Det skal
være mig en stor Fornøielse at have Dem
med, jeg betaler Reisen!«
355
360
365
370
375
380
385
390
395
ROMANTISMEN
400
405
410
415
420
425
430
435
440
»Det gaaer vel vidt!« sagde den lærde
Mand.
»Det er ligesom man tager det!« sagde
Skyggen. »De vil have grumme godt af at
reise! vil De være min Skygge, saa skal
De faae Alting frit paa Reisen!«
»Det er for galt!« sagde den lærde
Mand.
»Men saadan er nu Verden!« sagde
Skyggen, »og saaledes bliver den!« og
saa gik Skyggen.
Den lærde Mand havde det slet ikke
godt, Sorg og Plage fulgte ham, og hvad
han talte om det Sande og det Gode og
det Skjønne, det var for de Fleste ligesom
Roser for en Ko! - han var ganske syg
tilsidst.
»De seer virkelig ud ligesom en Skygge!« sagde Folk til ham, og det gjøs i den
lærde Mand, for han tænkte ved det.
»De skal tage til et Bad!« sagde Skyggen, som kom og besøgte ham, »der er
ikke andet for! jeg vil tage Dem med for
gammelt Bekjendtskabs Skyld, jeg betaler Reisen og De gjør Beskrivelsen og er
saadan lidt morsom for mig paa Veien!
jeg vil til et Bad, mit Skjæg groer ikke ud
som det skulde, det er ogsaa en Sygdom,
og Skjæg maa man have! Vær De nu fornuftig og tag imod Tilbudet, vi reise jo
som Kammerater!«
Og saa reiste de; Skyggen var da Herre
og Herren var da Skygge; de kjørte med
hinanden, de red og gik sammen, Side
ved Side, forud og bagefter, saaledes som
Solen stod; Skyggen vidste altid at holde
sig paa Herrepladsen; og det tænkte den
lærde Mand nu ikke saadanne over; han
var et meget godt Hjerte, og særdeles
mild og venlig, og da sagde han en Dag
til Skyggen: »da vi nu saaledes ere blevne
Reisekammerater, som vi er det, og vi
tillige ere voxne op fra Barndommen sammen, skulle vi saa ikke drikke Duus, det
er dog mere fortroligt!«
»De siger noget!« sagde Skyggen, som
jo nu var den egentlige Herre. »Det er
meget ligefremt og velmeent sagt, jeg vil
være ligesaa velmenende og ligefrem. De,
som en lærd Mand, veed vistnok hvor
underlig Naturen er. Somme Mennesker
kunne ikke taale at røre ved graat Papir,
saa faae de ondt; Andre gaaer det gjennem
alle Lemmer, naar man lader et Søm gnide
mod en Glasrude; jeg har ligesaadan en
Følelse ved at høre Dem sige Du til mig,
jeg føler mig ligesom trykket til Jorden i
min første Stilling hos Dem. De seer at
det er en Følelse, det er ikke Stolthed; jeg
kan ikke lade Dem sige Du til mig, men
jeg skal gjerne sige Du til Dem, saa er det
halve gjort!«
Og saa sagde Skyggen Du til sin forrige Herre.
»Det er dog vel galt,« tænkte han, »at
jeg maa sige De og han siger Du,« men
nu maatte han holde ud.
Saa kom de til et Bad, hvor der vare
mange Fremmede og imellem disse en
deilig Kongedatter, som havde den Sygdom, at hun saae altfor godt, og det var
nu saa ængsteligt.
Ligestrax mærkede hun, at han, der
var kommet, var en ganske anden Person
end alle de Andre; »han er her for at faae
sit Skjæg til at voxe, siger man, men jeg
seer den rette Aarsag, han kan ikke kaste
Skygge.«
Nysgjerrig var hun blevet; og saa
gav hun sig strax paa Spadsereturen i
Tale med den fremmede Herre. Som en
Kongedatter behøvede hun ikke at gjøre
mange Omstændigheder, og saa sagde
hun: »Deres Sygdom er, at De ikke kan
kaste Skygge.«
»Deres kongelige Høihed maa være
betydelig i Bedring!« sagde Skyggen, »jeg
veed, Deres Onde er, at De seer alt for
godt, men det har tabt sig, De er helbredet, jeg har just en ganske usædvanlig
179
445
450
455
460
465
470
475
480
485
LITTERATURENS HUSE
490
495
500
505
510
515
520
525
530
Skygge! Seer de ikke den Person, som altid
gaaer med mig! Andre Mennesker have
en almindelig Skygge, men jeg holder
ikke af det Almindelige. Man giver sin
Tjener finere Klæde i Liberiet end man
selv bruger, og saaledes har jeg ladet min
Skygge pudse op til Menneske! ja, De seer,
at jeg endogsaa har givet ham en Skygge.
Det er meget kostbart, men jeg holder af
at have noget for mig selv!«
»Hvad?« tænkte Prindsessen, »skulde
jeg virkelig være kommet mig! Dette Bad
er det første der er til! Vandet har i vor
Tid ganske forunderlige Kræfter. Men jeg
tager ikke bort, for nu bliver her morsomt;
den Fremmede synes jeg overordenligt
om. Bare hans Skjæg ikke voxer, for saa
reiser han!«
Om Aftenen i den store Balsal dandsede Kongedatteren og Skyggen. Hun
var let, men han var endnu lettere, saadan en Dandser havde hun aldrig havt.
Hun sagde ham, fra hvad Land hun var,
og han kjendte Landet, han havde været
der, men da var hun ikke hjemme, han
havde kigget ind ad Vinduerne foroven
og forneden, han havde seet baade det
Ene og det Andet, og saa kunde han svare
Kongedatteren og gjøre Antydninger, saa
hun blev ganske forundret; han maatte
være den viseste Mand paa hele Jorden!
hun fik saadan en Agtelse for hvad han
vidste, og da de saa dandsede igjen, saa
blev hun forliebt, og det kunde Skyggen
godt mærke, for hun var færdig at see
lige igjennem ham. Saa dandsede de nok
engang og saa var hun lige ved at sige
det, men hun var besindig, hun tænkte
paa sit Land og Rige og paa de mange
Mennesker, hun skulde regjere over. »En
viis Mand er han,« sagde hun til sig selv,
»det er godt! og deiligt dandser han, det
er ogsaa godt, men mon han har grundige
Kundskaber, det er ligesaa vigtigt! han
maa examineres.« Og saa begyndte hun
180
saa smaat at spørge ham om noget af det
Allervanskeligste, hun kunde ikke selv
have svaret paa det; og Skyggen gjorde
et ganske underligt Ansigt.
»Det kan De ikke svare paa!« sagde
Kongedatteren.
»Det hører til min Børne-Lærdom,«
sagde Skyggen, »jeg troer saagar min
Skygge der henne ved Døren kan svare
derpaa!«
»Deres Skygge!« sagde Kongedatteren,
»det vilde være høist mærkeligt!«
»Ja, jeg siger ikke bestemt, at han kan!«
sagde Skyggen, »men jeg skulde troe det,
han har nu i saa mange Aar fulgt mig og
hørt efter, - jeg skulde troe det! men Deres
Kongelige Høihed tillader, at jeg gjør Dem
opmærksom paa, at han har saa megen
Stolthed af at gaae for et Menneske, at naar
han skal være i rigtig Humeur, og det maa
han være for at svare godt, saa maa han
behandles ganske som et Menneske.«
»Det kan jeg godt lide!« sagde Kongedatteren.
Og saa gik hun hen til den lærde Mand
ved Døren, og hun talte med ham om
Sol og Maane, og om Menneskene baade
udenpaa og indeni, og han svarede saa
klogt og godt.
»Hvad det maa være for en Mand, der
har saa viis en Skygge!« tænkte hun, »det
vil være en reen Velsignelse for mit Folk
og Rige, om jeg valgte ham til min Gemal;
- jeg gjør det!«
Og de vare snart enige, baade Kongedatteren og Skyggen, men Ingen skulde
vide derom, før hun kom hjem i sit eget
Rige.
»Ingen, ikke engang min Skygge!«
sagde Skyggen, og det havde han nu
saadan sine egne Tanker ved! Saa vare de i Landet, hvor Kongedatteren regjerede, naar hun var hjemme.
»Hør, min gode Ven!« sagde Skyggen
til den lærde Mand, »nu er jeg blevet saa
535
540
545
550
555
560
565
570
575
ROMANTISMEN
580
585
590
595
560
565
lykkelig og mægtig, som Nogen kan blive,
nu vil jeg ogsaa gjøre noget særdeles for
Dig! du skal altid boe hos mig paa Slottet, kjøre med mig i min kongelige Vogn
og have hundrede tusinde Rigsdaler om
Aaret; men saa maa Du lade dig kalde
Skygge af Alle og Enhver; Du maa ikke
sige, at du har nogensinde været Menneske, og engang om Aaret, naar jeg sidder
paa Altanen i Solskin og lader mig see,
maa Du ligge ved mine Fødder, som en
Skygge skal! jeg skal sige dig, jeg gifter
Kongedatteren, i Aften skal Brylluppet
holdes.«
»Nei, det er dog altfor galt!« sagde den
lærde Mand, »det vil jeg ikke, det gjør
jeg ikke! det er at bedrage hele Landet
og Kongedatteren med! Jeg siger Alting!
at jeg er Mennesket, og at du er Skyggen,
du er bare klædt paa!«
»Det er der Ingen som troer!« sagde
Skyggen, »vær fornuftig, eller jeg kalder
paa Vagten!« »Jeg gaaer lige til Kongedatteren!«
sagde den lærde Mand. »Men jeg gaaer
først!« sagde Skyggen, »og du gaaer i
Arrest!« - og det maatte han, for Skildvagterne de lystrede ham, som de vidste
Kongedatteren vilde have.
»Du ryster!« sagde Kongedatteren, da
Skyggen kom ind til hende, »er der skeet
Noget? Du maa ikke blive syg til iaften,
nu vi skal have Bryllup.«
»Jeg har oplevet det Grueligste, der
kan opleves!« sagde Skyggen, »tænk Dig
- ja, saadan en stakkels Skyggehjerne kan
ikke holde meget ud! - Tænk Dig, min
Skygge er blevet gal, han troer at han er
Mennesket og at jeg - tænk dig bare, - at
jeg er hans Skygge!«
»Det er frygteligt!« sagde Prindsessen,
»han er dog spærret inde?«
»Det er han! Jeg er bange han kommer
sig aldrig.«
»Stakkels Skygge!« sagde Prindsessen,
»han er meget ulykkelig; det er en sand
Velgjerning at frie ham fra den Smule Liv,
han har, og naar jeg rigtig tænker over det,
saa troer jeg det bliver nødvendigt, at det
bliver gjort af med ham i al Stilhed!«
»Det er rigtignok haardt!« sagde Skyggen, »for det var en tro Tjener!« og saa gav
han ligesom et Suk.
»De er en ædel Characteer!« sagde
Kongedatteren.
Om Aftenen var hele Byen illumineret,
og Kanonerne gik af: bum! og Soldaterne
præsenterede Gevær. Det var et Bryllup!
Kongedatteren og Skyggen gik ud paa
Altanen for at lade sig see og faae nok en
Gang Hurra!
Den lærde Mand hørte ikke noget til
Alt det, for ham havde de taget Livet af.
(1847)
181
570
575
580
585
590
595
LITTERATURENS HUSE
Mary Shelley
(1797-1851)
De fleste tror, Frankenstein er et monster. Mange har set en af de tyve filmatiseringer af
historien, men færre har læst Mary Shelleys roman om den unge videnskabsmand Victor
Frankenstein, som kreerer et levende væsen, der udvikler sig til et monster. Frankenstein er
altså ikke monstret, men romanens hovedperson og jegfortæller.
Mary Shelley blev født i 1797 med pigenavnet Godwin efter sin far, den anarkistiske rebel
William Godwin. Moderen døde efter barslen, og Mary blev stærkt påvirket af faderens tanker
og omgangskreds. I 1814 mødte hun den allerede gifte digter Percy B. Shelley og forelskede sig
i ham. De stikker af til Frankrig og gifter sig i 1816, efter at Shelleys første kone har druknet
sig.
Samme år skriver Mary Shelley Frankenstein or the Modern Prometheus, som udgives i 1818.
Man kredsede i den såkaldte ’gotiske’ del af romantikken om gengangere, alkymi og videnskabelige forsøg. Det lykkedes den 19-årige forfatter at skabe et originalt bidrag til genren, der
bliver stildannende for det, man kalder den ’monstrøse gyser’ – gysere med monstre.
Den unge Victor Frankenstein er lægestuderende, men bevæger sig i sin forskning ud over
medicinens grænser i jagten på at skabe kunstigt liv. Romanen fortælles i et bagudsyn, hvor
konsekvenserne af projektet har ramt fortælleren.
af Frankenstein
5
10
15
20
Et af de fænomener som især havde
tiltrukket sig min opmærksomhed, var
opbygningen af det menneskelige legeme,
og faktisk ethvert levende dyrs. Hvorfra,
spurgte jeg ofte mig selv, udgik livets
princip? Det var et dristigt spørgsmål,
og det var altid blevet betragtet som en
gåde; men hvor mange ting er vi ikke
på nippet til at få kendskab til, hvis ikke
fejhed og ligegyldighed afholdt os fra
vore undersøgelser? Jeg overvejede disse
omstændigheder i mit sind og bestemte
mig til for fremtiden med større udførlighed at beskæftige mig med de grene
af naturfilosofien der havde forbindelse
med fysiologien. Hvis jeg ikke havde været besjælet af en næsten overnaturlig
begejstring ville min beskæftigelse med
dette studium have været utålmodig og
næsten uudholdelig. For at undersøge
årsagerne til liv må vi først ty til døden.
Jeg blev bekendt med den anatomiske vi182
denskab, men dette var ikke tilstrækkeligt.
Jeg måtte også iagttage det menneskelige
legemes naturlige forfald og forrådnelse.
I min uddannelse havde min fader truffet
de største forholdsregler mod at mit sind
skulle præges af overnaturlige rædsler.
Jeg erindrer ikke at have skælvet ved en
beretning om overtro eller frygtet et genfærds tilsynekomst. Mørket havde ingen
indvirkning på min fantasi, og en kirkegård var for mig blot et opbevaringssted
for legemer der var berøvet livet, og som
fra at være et sæde for skønhed og styrke
nu var blevet føde for orme. Nu måtte jeg
undersøge årsagen til dette forfald og
dets fremadskriden og var tvunget til at
tilbringe dage og nætter i gravhvælvinger og lighuse. Min opmærksomhed var
rettet mod alle de ting der er mest uudholdelige for de menneskelige følelsers
skrøbelighed. Jeg så hvordan menneskets
smukke form blev nedbrudt og ødelagt;
25
30
35
40
ROMANTISMEN
45
50
55
60
65
70
75
80
85
jeg så dødens forrådnelse efterfølge livets
blomstrende kinder; jeg så hvordan ormen
arvede øjnenes og hjernens vidundere. Jeg
standsede og undersøgte og analyserede
alle årsagssammenhængens detaljer, som
de fremtrådte i forandringen fra liv til
død, og fra død til liv, indtil et pludseligt
lys gik op for mig midt i dette mørke – et
lys så strålende og forunderligt og dog så
enkelt at jeg, om end jeg blev svimmel
ved tanken om de umådelige muligheder
det åbenbarede, var overrasket over at
det, iblandt så mange geniale mænd som
havde rettet deres undersøgelser mod
den samme videnskab, alene skulle være
mig beskåret at opdage en så forbløffende
hemmelighed.
Husk på at jeg ikke beretter om en
vanvittigs vision. Så sandt som solen skinner på himlen er det som jeg nu erklærer
rigtigt. Et mirakel har måske fremkaldt
det, men opdagelsens stadier var klare og
sandsynlige. Efter døgns utroligt arbejde
og udmattelse lykkedes det mig at opdage
årsagen til udvikling og liv; ja, mere end
det: jeg blev i stand til at skænke liv til
livløst stof.
Den forbløffelse jeg først havde følt ved
denne opdagelse veg snart for henrykkelse og begejstring. At jeg efter at have
tilbragt så megen tid med besværligt arbejde, straks nåede mine ønskers mål, var
den mest opmuntrende fuldbyrdelse af
mine anstrengelser. Men denne opdagelse
var så stor og overvældende at alle de trin
hvorved jeg efterhånden var blevet ført
frem til den, var udvisket og jeg så kun
resultatet. Det der havde været de klogeste
mænds studium og heftige ønske siden
verdens skabelse, var nu inden for min
rækkevidde. Ikke således at det som ved et
trylleslag alt sammen straks stod for mig:
den viden jeg havde fået, var snarere sådan, at den kunne lede mine bestræbelser
så snart jeg rettede dem mod genstanden
for min søgen, end at den viste mig denne
genstand allerede opnået. Jeg var som den
araber der var blevet begravet sammen
med de døde og havde fundet en vej ud
til livet, kun hjulpet af ét eneste blinkende
og tilsyneladende frugtesløst lys.
Jeg ser af Deres iver og den undren og
det håb som Deres blik udtrykker, min
ven, at De venter at få den hemmelighed
at vide som jeg kender til; dette er ikke
muligt; hør tålmodigt min historie til
ende, så vil De let indse hvorfor jeg holder
mig tilbage på dette punkt. Jeg vil ikke
lede Dem, tankeløs og ivrig som jeg selv
var, i tilintetgørelse og ufejlbarlig ulykke.
Lær af mig, om ikke af mine formaninger
så i det mindste af mit eksempel, hvor
farlig tilegnelse af viden er, og hvor meget lykkeligere det menneske er der tror
at hans fødeby er hele verden, end han
der tragter efter at blive større end hans
natur tillader.
Da jeg fandt en så forbløffende magt
inden for min rækkevidde, tøvede jeg
længe angående den måde hvorpå jeg
skulle anvende den. Skønt jeg besad evnen
til at skænke liv, forblev dog det at udfærdige en krop der kunne modtage det,
med alle dens indviklede fibre, muskler
og årer, stadig et ufatteligt vanskeligt og
anstrengende værk. Jeg spekulerede først
over om jeg skulle forsøge at skabe et
væsen som mig selv eller ét med enklere
opbygning; men min fantasi var alt for
opstemt over mit første gunstige resultat
til at tillade mig at tvivle på mine evner til
at give liv til et dyr der var lige så kompliceret og vidunderligt som mennesket. De
materialer jeg på den tid havde rådighed
over forekom mig næppe tilstrækkelige
til et så vanskeligt hverv, men jeg tvivlede ikke på at jeg i sidste ende ville have
heldet med mig. Jeg forberedte mig på en
mængde nederlag; min virksomhed ville
måske uophørligt blive forpurret, og mit
183
90
95
100
105
110
115
120
125
130
LITTERATURENS HUSE
135
140
145
150
155
160
165
170
175
værk til sidst ufuldkomment, men når jeg
tænkte på de forbedringer der hver dag
sker inden for videnskab og håndværk,
opmuntredes jeg til at håbe at mine forsøg i det mindste ville lægge grunden
til fremtidige heldige udfald. Jeg kunne
heller ikke se min plans størrelsesorden
og indviklethed som et argument for dens
uigennemførlighed. Det var med disse
følelser at jeg begyndte skabelsen af et
menneskeligt væsen. Eftersom de enkelte
deles ringe størrelse var en stor hindring
for en hurtigt udførelse, besluttede jeg i
modsætning til min første tanke at gøre
væsenet kæmpestort, det vil sige omkring
to en halv meter højt og tilsvarende bredt.
Efter at have taget denne beslutning og
have tilbragt nogle måneder for med held
at indsamle og ordne mine materialer,
gik jeg i gang.
Ingen kan forestille sig de forskelligartede følelser der som en orkan drev
mig frem i min første begejstring over
mit held. Liv og død forekom mig at være
ideale grænser som jeg som den første
skulle overskride og derved sende en
strøm af lys ind i vor mørke verden. En ny
art ville velsigne mig som dens skaber og
ophav; mange lykkelige og fortræffelige
væsner ville skylde mig deres eksistens.
Ingen fader ville så fuldstændig have
krav på sit barns taknemmelighed som
jeg ville have på deres. Ved at følge disse
tankebaner, forestillede jeg mig at hvis
jeg kunne indgyde livløst stof liv, ville
jeg måske med tiden (om end jeg nu fandt
det umuligt) kunne forny livet hos dem,
hvor døden tilsyneladende havde omgivet
legemet med forrådnelse.
Disse tanker holdt mit humør oppe,
mens jeg med usvækket iver arbejdede på
mit forehavende. Min kind var blevet bleg
ved studeringerne og min krop var blevet
udtæret af at være spærret inde. Somme
tider slog det fejl for mig lige i allersidste
184
øjeblik, men jeg klyngede mig stadig til
det håb som den næste dag eller den næste
time måske ville gøre virkeligt. Det håb
jeg havde helliget mig til, var en hemmelighed som kun jeg kendte; og månen stirrede ned på mit natlige arbejde mens jeg
med usvækket og åndeløs iver forfulgte
naturen til dens skjulesteder. Hvem kan
forestille sig rædslerne i mit hemmelige
slid, mens jeg rodede i gravens uindviede
fugt eller pinte levende dyr for at besjæle
det livløse ler? Mine lemmer skælver nu
og mine øjne sløres ved erindringen, men
dengang drev en uimodståelig og næsten
sanseløs tilskyndelse mig frem; det var
som om jeg havde mistet følelse og sans
for alt andet end denne opgave. Det var
visselig kun en forbigående trance, der fik
mig til at føle med fornyet intensitet, så
snart den unaturlige ansporing var holdt
op med at virke, og jeg vendte tilbage til
mine gamle vaner. Jeg samlede knogler
i lighusene og forstyrrede med profane
fingre den menneskelige skikkelses
umådelige hemmeligheder. I et ensomt
kammer, eller snarere en celle, øverst i
huset, adskilt fra alle de andre værelser
ved en svalegang og en trappe, havde jeg
mit værksted, hvor jeg arbejdede med
min modbydelige skabning; mine øjne
var ved at falde ud af deres huler mens
de koncentrerede sig om detaljerne i mit
arbejde. Dissektionsstuen og slagtehallen
forsynede med mig med mange af mine
materialer; og ofte vendte min menneskelige natur sig i lede bort fra min beskæftigelse, mens jeg, stadig drevet frem af
en iver som hele tiden tog til, bragte mit
værk nærmere dets afslutning.
(...)
Det var en mørk og tung novembernat
jeg så mine anstrengelser fuldført. Med
en iver der næsten føltes som en smerte,
180
185
190
195
200
205
210
215
220
ROMANTISMEN
225
230
235
240
245
250
255
260
265
samlede jeg mine instrumenter omkring
mig så jeg kunne indgyde livsgnisten i
det livløse stof der lå for mine fødder.
Klokken var allerede ét om natten; regnen
trommede monotont med ruderne og min
kærte var næsten brændt ned, da jeg i
det svage skær fra det halvudslukte lys
så væsnets matte gule øjne åbne sig; det
åndede tungt og der gik en trækning
gennem lemmerne.
Hvordan kan jeg beskrive mine følelser ved denne katastrofe eller skildre det
elendige væsen som jeg med så uendeligt
besvær og omhu havde bestræbt mig på at
danne? Størrelsesforholdet mellem hans
lemmer var i orden og jeg havde udvalgt
hans træk således at de blev smukke.
Smukke! Du store Gud! Hans gule skind
dækkede næppe musklerne og blodårerne
nedenunder; hans hår var skinnende sort
og bølgende; hans tænder perlehvide; men
denne skønhed dannede kun en endnu
frygteligere kontrast til hans blege øjne
der syntes at have næsten samme farve
som de brunhvide øjenhuler de sad i, hans
rynkede hud og lige, sorte læber.
Livets forskellige hændelser er ikke så
foranderlige som de menneskelige følelser. Jeg havde arbejdet hårdt i næsten to
år, med det ene formål at gyde liv i denne
livløse krop. Af denne grund havde jeg
berøvet mig selv min hvile og mit helbred.
Jeg havde begæret det med en glød, der
gik langt ud over det almindelige; men nu
da jeg var færdig, forsvandt den skønne
drøm og åndeløs rædsel og afsky fyldte
mit hjerte. Ude af stand til at udholde
synet af det væsen jeg havde skabt, for jeg
ud af værelset og vandrede i lang tid op
og ned af gulvet i mit soveværelse, uden
at jeg kunne berolige mit sind så meget
at jeg kunne sove. Til sidst veg det oprør
jeg før befandt mig i, for udmattelsen og
jeg kastede mig på sengen med tøjet på
og forsøgte at opnå nogle få øjeblikke
af glemsel. Men det var forgæves; jeg
sov ganske vist, men jeg forstyrredes af
de frygteligste drømme. Jeg synes jeg
så Elizabeth komme gående strålende
af sundhed i Ingolstadts gader. Glad og
overrasket omfavnede jeg hende, men da
jeg trykkede det første kys mod hendes
læber, blev de gustne som i dødens bleghed; hendes træk syntes at ændre sig og
jeg troede at jeg holdt liget af min kære
moder i mine arme; et ligklæde indhyllede
hendes skikkelse og jeg så gravens orme
kravle i klædets folder. Jeg for op fra min
søvn i rædsel; en kold sved dækkede min
pande, mine tænder klaprede og mine
lemmer fortrak sig krampagtigt; da så jeg
i det svage, gule månelys der trængte ind
gennem vinduesskodderne, det elendige
væsen – det usle uhyre jeg havde skabt.
Han havde løftet sengeforhænget; og hans
øjne, hvis man kunne kalde dem øjne, var
rettet mod mig. Hans kæbe bevægede sig
og han mumlede et eller andet uartikuleret, mens hans kinder rynkedes i et grin.
Han sagde måske noget men jeg hørte
det ikke; han havde strakt sin ene hånd
ud, tilsyneladende for at gribe fat i mig,
men jeg slap væk og for ned ad trappen.
Jeg søgte tilflugt i den gård der hørte til
det hus jeg boede i, og hér tilbragte jeg
resten af natten med at vandre frem og
tilbage i den største ophidselse, mens jeg
lyttede opmærksomt og frygtede hver en
lyd som ville den varsle tilsynekomsten af
det dæmoniske lig som jeg på så ulykkelig
vis havde givet liv.
Åh! Ingen dødelig kunne udholde synet af dette rædselsvækkende åsyn. En
mumie forlenet med liv kunne ikke være
så gyselig som dette elendige væsen. Jeg
havde stirret på ham da han endnu ikke
var færdig; han var grim da, men da disse
muskler og led blev sat i bevægelse, blev
185
270
275
280
285
290
295
300
305
310
LITTERATURENS HUSE
315
320
325
330
det til et væsen som ikke engang Dante408
kunne have forestillet sig.
Jeg tilbragte natten i elendighed. Til
tider slog min puls så hurtigt og så kraftigt at jeg mærkede hver eneste blodåres
sitren; til andre tider var jeg nær ved
at synke til jorden af kraftesløshed og
udmattelse. Til denne rædsel føjede sig
skuffelsens bitterhed; drømme der havde
været min næring og min hvile i så lang
tid, var nu blevet et helvede for mig; forandringen var så hastig, kuldkastelsen
så fuldstændig!
Endelig gryede den triste og regnfulde
morgen og med søvnløse og smertende
øjne så jeg kirken i Ingolstadt og dens
hvide tårn med uret der viste seks. Portneren åbnede døren til den gård der
408 Digteren Dante Alighieri (Italien, 1265-1321)
beskrev i Den guddommelige komedie sine oplevelser i
helvede.
186
denne nat havde været mit tilflugtssted, og jeg gik med hurtige skridt ud
på gaden, som om jeg søgte at undgå det
usle væsen som jeg ved hvert gadehjørne
frygtede at møde. Jeg turde ikke vende
tilbage til den lejlighed jeg beboede, men
følte mig tilskyndet til at haste videre,
skønt jeg var gennemblødt af regnen der
strømmede fra en sort og trist himmel.
Jeg blev i nogen tid ved med at gå på
denne måde, idet jeg ved legemlig anstrengelse søgte at lette den byrde der
tyngede mit sind. Jeg gik gennem gaderne
uden nogen klar idé om hvor jeg befandt
mig eller hvad jeg foretog mig. Mit hjerte
bankede sygt af frygt og jeg skyndte mig
med humpende skridt videre uden at
turde se mig omkring.
(1816)
335
340
345
ROMANTISMEN
Edgar Allan Poe
(1809-49)
Krimigenrens grundlægger, gyser-og horrornovellens mester og en poet i krydsfeltet mellem
romantik og modernitet. Alle disse prædikater knytter sig til forfatteren Edgar Allan Poe, der
havde umådelig betydning for forfattere som Baudelaire, Mallarmé, Rilke og Dostojevskij,
blandt mange flere.
Edgar Allan Poe blev født i Baltimore som søn af et skuespillerpar. Moderen døde, da
sønnen var to, og han fik derfor sin opvækst i Virginia hos købmanden John Allan. Han røg
ud af universitetet pga. druk og spillegæld, og scenariet gentog sig i hæren, hvor han blev
bortvist fra West Point.
I stedet ernærede Poe sig som forfatter og journalist, blev gift med en 13-årig kusine, som
senere døde under mystiske omstændigheder. Hans liv blev en evig kamp mod kreditorerne,
hvilket forklarer hans produktivitet. Sine sidste år tilbragte Poe som en slagen mand, men
hans litterære eftermæle er markant bedre end hans blakkede ry i samtiden.
Poe var en original forfatter, der afsøgte grænseområderne mellem liv og død, mellem det
normale og det sindssyge, og han havde sans for ekstreme sjælelige tilstande. Men samtidig
havde han en fuldstændig kalkuleret bevidsthed om form, sprog og virkemidler. I sit berømte
essay The Philosophy of Composition (1846), på dansk Digtningens metodik, beskrev han tilblivelsen
af sit mest berømte digt, The Raven. Nedenfor møder vi digtet på originalsproget og i Thøger
Larsens danske oversættelse. Et uddrag af Digtningens metodik findes på litteraturenshuse.
systime.dk.
Ravnen
1
Silde sad ved midnatstide jeg engang, mens tanken vide
gennem gamle bøgers gåder frem på tunge vinger fôr.
Halvt i søvne, halvvejs vågen, halvt i tanken, halvt i tågen
syntes jeg, der banked nogen dumpt på døren, hvor jeg bor.
”Det er vel en gæst,” jeg mumled, ”en, som kender, hvor jeg bor.
Det er vel en gæst, jeg tror.”
2
En decemberaftens jammer endnu stedse sindet lammer.
Spøgelser fra ovnens flammer skummelt hen ad gulvet fôr.
Og jeg længtes gennem dvalen efter morgenhanens galen,
søgte bogens trøst mod kvalen, imod savnet af Lenôr,409
denne skære skønne pige, nu af engle kaldt Lenôr,
evig navnløs her på Jord.
409 Lenôr: hendes navn i den engelske originaltekst er Lenore
187
LITTERATURENS HUSE
3
Selv gardinets silkeknækken ved de sagte vift af trækken
vakte vildsom gru og rædsel, rædsel ingen før erfor.
Hjertet banked som en hammer, angst og ene i mit kammer
jeg igen forvildet stammer: ”Kun en sildig gæst, jeg tror,
kun en sildig gæst, der kommer, kendt med huset, hvor jeg bor.
Det er kun en gæst, jeg tror.”
4
Endelig jeg tog mig sammen, hæved stemmen uden stammen:
”Undskyld, herre eller frue, hvad mon De om mig dog tror?
Jeg var næppe vågen rigtig, og De banked så forsigtig,
så jeg hørte ikke rigtig.” Mens jeg talte disse ord
rev jeg døren op, men mørke, nat og mørke mod mig fôr,
mulm og øde over Jord.
5
Spejdende jeg lytted længe, spændt var alle nervestrenge,
sære drømmesyner så jeg, set af ingen før på Jord.
Mens jeg stivnet stod som pælen, stod med mørket tavst mod sjælen,
sprang mig som et lyn af sjælen dette ene ord: ”Lenôr”.
Angst jeg hvisked det, og ekko ånded sagtelig: ”Lenôr”,
ånded dette ene ord.
6
Atter stod jeg i min stue, stod med sjæl og sind i lue,
atter hører jeg, det banker, stærkere, som hårde knoer.
Denne gang ved vindvet lød det, bank mod skodden – hvad betød det?
sær beklemthed i mig gød det. ”Jeg må komme det på spor.
Stille! Jeg vil åbne vindvet. Jeg må komme det på spor.
Det er vinden vel, jeg tror.”
7
Skodden fat – og åbnet er den. Som fra fjerne tiders færden
og fra nattemulmens verden – tavs og fornem, tavs og stor –
ind en ravn sig hastigt svinger, fyrstelig på sorte vinger,
hurtigt sig til sæde bringer over døren, hvor jeg bor,
på en Pallasbustes hoved410, hvor den knejsende sig kror,
tavs og fornem, tavs og stor.
410 en Pallasbustes hoved: en buste af den græske gudinde Athene, hvis tilnavn var Pallas
188
ROMANTISMEN
8
Høj og værdig stirrer gæsten, skønt forrevet slemt af blæsten,
så jeg må, trods sorgen, næsten smile ad den, mens den glor:
”Nattens ravn fra verdens ende, underverdens-ravn kanhænde,
giv dit høje navn til kende, hvad du kaldes, hvor du bor,
sig dit navn i Plutons rige411, hvad du hedder, hvor du bor!”
”Aldrigmer” var ravnens ord.
9
Længe jeg på svaret grubled, men dets dyb jeg ikke bunded,
og dets mening dunkelt blunded som en verden bag et flor.
Men jeg tror, at ingen sinde hverken mand ej heller kvinde
fik et møde og et minde, som det under, jeg erfor
dengang nattens ravn sig satte ned på Pallasbustens ler
og med navnet ”Aldrigmer”.
10
Ravnen ruged så ærværdig, stirred på mig så ihærdig,
som dens sjæl var bristefærdig fyldt af dette ene ord.
Ej et kny fra den jeg hørte, ej en fjer på den sig rørte,
før jeg sagde: ”Livet førte venner bort ad glemte spor,
de forlod mig – og i morgen farer du, som håbet fôr.”
”Aldrigmer” var ravnens ord.
11
Gysen mig i livet farer, da mig ravnen atter svarer,
men jeg mumled: Ӂ, et ekko Рblot et efterabet ord,
som den hørte én udstøde, der var gået ud af grøde
og som lod sin sjæl forbløde i det øde golde ord –
ja som lod sin sjæl forbløde i det øde golde ord:
”Aldrigmer” – det ravnens ord.
12
Og jeg sysled med at sætte mig en lænestol til rette,
prøved smilende at gætte foran buste, fugl og bord,
sank til bunds i fløjelspuden, så mod fuglen, så mod ruden,
hvor den mødte uindbuden med sit gådefulde ord,
og igennem hjernen ene ud og ind bestandig fôr
trolddomsfuglens egne ord.
411 Pluton eller Pluto: underverdenens gud
189
LITTERATURENS HUSE
13
Ej til bunds jeg kunne komme i det ord, det øde tomme,
tavs jeg mødte fuglens øje, der mig spidded som et bor.
Tanke måtte tanke rømme, og mit hoved halvt i drømme
sank mod fløjl, hvor stråledrømme ned fra lampekuplen fôr –
puders fløjl, der aldrig favner hende, som af verden fôr –
favner aldrig mer Lenôr.
14
Luften tyst af vellugt tynges, som et kar med virak gynges,
medens søde tåger slynges under dans af englekor.
”Arme,” hulked jeg, ”Gud sender dig ved engles gode hænder
lindring mod den sorg, som brænder i dit hjerte for Lenôr.
Hjerte, drik af dette bæger! drik det ud og glem Lenôr!”
”Aldrigmer” var ravnens ord.
15
”Hør, profet,” jeg skreg tilbage, ”hør mig, djævel eller drage,
selv om du er sendt af Satan, om på flugt for storm du fôr,
om i trodsig armod jaget til vor ørk, fordømt og plaget,
til vort hjem, af rædsler slaget – sig mig, ved du, om der gror
balsam for min sjæl i Gilead412, om der endnu balsam gror.”
”Aldrigmer” var ravnens ord.
16
”Hør, profet,” jeg skreg tilbage, ”hør mig, djævel eller drage,
sig ved himlens høje hvælving, ved den Gud, som i den bor,
sig om jeg i evigheden, hisset i det fjerne Eden,
får i favn, som før herneden, glad den salige Lenôr,
får den skære skønne pige, nu af engle kaldt Lenôr.”
”Aldrigmer” var ravnens ord.
17
”Lad dit ord, du onde sære fugl, vor afskedshilsen være,”
skreg jeg, ” flyv i uvejrsnatten ned igen, hvor Pluton bor!
Og lad ej en fjer tilbage i mit hus med mindets plage,
næbbet af min sjæl du tage! Bort fra buste! Ned i jord!
Fly mit hjerte, vig min verden, væk fra stedet, hvor jeg bor!”
”Aldrigmer” var ravnens ord.
412 Gilead: er i Det gamle Testamente nævnt som det sted, hvorfra man får balsam
190
ROMANTISMEN
18
Og den sorte ravn urokket sidder stille, stum, forstokket
på den blege Pallasbuste over døren, hvor jeg bor.
Rundt hans blik uroligt svømmer, ulmer som en djævel drømmer,
lampelyset mod ham strømmer, tegner skyggen mørk og stor,
og min sjæl fra denne skygge, hvori evigt mørke gror,
løses aldrig mer på jord.
(1848)
191
192
192
Det moderne
gennembrud
8
Georg Brandes
(1842–1927)
Den 3.11.1871 besteg en ung mand universitetets talerstol. Salen var fyldt, og den efterfølgende forelæsningsrække blev et tilløbsstykke og startskuddet til det, vi kalder det moderne
gennembrud.
Den unge mand var Georg Brandes, nyuddannet litteraturmagister, der efter en inspirationsrejse til Frankrig havde indledt et forskningsprojekt, der kom til at bære titlen Hovedstrømninger
i det 19de Aarhundredes Literatur.
I Frankrig havde Brandes lært, at også forfatteren måtte gå videnskabeligt og kritisk til værks.
Men sådan så den danske litteratur overhovedet ikke ud. Mens den europæiske litteratur forholdt
sig til tilværelsens barske realiteter, skrev danskerne harmløse eventyr, nydelige naturdigte,
salmer og vaudeviller. Det er her, Brandes ønsker at sætte ind: Det, at en litteratur lever, viser sig
i, at den sætter problemer under debat. Og det var netop det, den romantiske litteratur undlod.
Det var især den herskende (dobbelt)moral, Brandes var ude på at få ændret, og som ateist
fik han fra starten den samlede folkekirke imod sig. På grund af sine synspunkter fik Brandes
ikke det professorat på universitetet, som blev ledigt i 1872, og i protest flyttede han til Berlin i
perioden 1877-82. Professor blev han dog. Efter det politiske systemskifte i 1901 var de tanker,
Brandes havde hentet med hjem fra udlandet, modnet i folks bevidsthed, og det gjorde, at man gav
ham status af professor med tilhørende løn. Her bringes hans programerklæringer fra 1871:
←
Det er i dag ikke længere til at se det, men det er et i høj grad oprørsk billede vi her ser. En kvindelig maler, Bertha
Wegmann, har malet sin kollega Jeanna Bauch i 1881. På det tidspunkt havde kvinder så godt som ingen juridiske
rettigheder, de ejede ikke egne penge og endog ikke egne børn, hvis de i vansind og frigjort forivrethed skulle finde
på at forlade deres mænd. Alligevel blev der i denne periode for første gang i danmarkshistorien produceret kunst i
større stil af kvinder. Og det gælder både billedkunst, litteratur, skulptur og design.
Som man kan bemærke, er kvinden her ikke afbildet i de sædvanlige kvindelige attituder og der er ingen spor af
fortærende længsel eller vagt drømmende blik over hende. Hun ser betragteren direkte i øjnene og understreger sin
usentimentale indstilling ved at være omgivet af arbejdets attributter: palet, pensler og klude til det arbejde, hun synes
blot at have kastet fra sig for en kort pause. Desuden holder hun – som tegnet på selvstændighed og dannelse – en
bog i hånden. Og denne bog er ikke til pynt, man ser hvordan hun stadig har pegefingeren stukket ind på det sted, hun
var kommet til, da maleriet fastfrøs tiden. Bogen var for det moderne gennembruds kvinde – hvadenten hun ’blot’ var
læser eller hun var skrivende kunstner – en af vejene ud af hjemmets kvælende og umyndiggørende favn.
Bertha Wegmann: Malerinden Jeanna Bauch, 1881. Olie på lærred (106 x 85 cm). Nationalmuseet, Stockholm,
Sverige.
193
LITTERATURENS HUSE
af ”Indledningsforelæsning” til
Hovedstrømninger i det 19de
Aarhundredes Literatur
5
10
15
20
25
Der vil vel uden Vanskelighed kunne
opnaaes Enighed om, at den danske Literatur ingensinde i dette Aarhundrede
har befundet sig i en saadan Hendøen som
i vore Dage. Den digteriske Frembringen
er saa godt som fulstændigt stanset, og
intet alment Spørgsmaal angaaende Menneskeliv eller Samfund formaar at vække
nogen Deltagelse eller fremkalde anden
Drøftelse end Dagspressens og Døgnliteraturens. En stærk oprindelig Frembringelsesdrift har vi ikke nogensinde besiddet, nu er en næsten fuldstændig Mangel
paa Tilegnelse af fremmed Aandsliv
traadt til, og den aandelige Døvhed har
som Døvheden hos den Døvstumme
medført Stumhed.
Det, at en Literatur i vore Dage lever,
viser sig i, at den sætter Problemer under Debat. Saaledes sætter f.Eks. George
Sand413 Forholdet mellem de to Køn under
Debat, Byron414 og Feuerbach415 Religionen, Proudhon416 og Stuart Mill417 Ejendommen, Turgenjev418, Spielhagen419 og
Emile Augier420 Samfundsforholdene. At
en Literatur Intet sætter under Debat er
det samme, som at den er i Færd med at
tabe al Betydning. Det Folk, som frembringer den, kan da længe nok tro, at al
413 George Sand: (1804-76) kvindelig fransk forfatter
414 George Gordon Byron: (1788-1824) engelsk romantist
415 Ludwig Feuerbach: (1804-72) tysk relionskritisk
filosof
416 Pierre Joseph Proudhon: (1809-55) grundlægger af
anarkismen, kritiker af ejendomsret
417 John Stuart Mill: (1806-73) liberalistisk forfatter,
der støtter utilitarismen, dvs. konsekvensetik, der
fordrer størst mulig lykke til flest muligt. Han skrev
en bog om kvindefrigørelse, som Brandes oversatte
til dansk i 1869.
418 Ivan Turgenjev: (1818-83) russisk forfatter
419 Friedrich Spielhagen: (1829-1911) tysk forfatter
420 Emile Augier: (1820-89) fransk dramatiker
194
Verdens Frelse vil komme fra det; det vil
se sig skuffet i sin Forventning; det bliver
ikke mere et saadant Folk, som styrer Udvikling og Fremskridt, end Fluen gjorde
det, da den mente at drive Vognen frem,
fordi den nu og da gav dens fire Heste et
ubetydeligt Stik.
I et saadant Samfund kan mange Dyder være bevarede, det krigeriske Mod
f.Eks., men disse Dyder kan ikke holde
Literaturen oppe, naar det aandelige Mod
er sunket og forsvundet. At stivnet Reaktion er tyrannisk, og naar et Samfund
efterhaanden har udviklet sig saaledes,
at det under Frihedens Maske bærer Tyranniets Træk, naar der til den offentlige
Ytring af enhver hensynsløst frisindet
Anskuelse eller Fremstilling er knyttet
en Adgangsformening fra Selskabet, fra
den agtede Del af Pressen, fra en stor
Del af Statens Embeder, saa vil der naturligvis udfordres langt ualmindeligere
Betingelser end ellers til at danne den Art
Evner og den Art Karakterer, paa hvilke
i et Samfund Fremskridtet beror. Ifald et
saadant Samfund nu udvikler en Art Poesi, da kan man ikke alt for meget undres
over, at dens væsentligste Indhold bliver
det at forhaane Samtiden og skamme den
ud. En saadan Poesi vil atter og atter kalde
Samtidens Menneske Usling, og man vil
maaske opleve, at de Skrifter, som berømmes og købes mest, (Ibsens Brand421 f. Eks.)
bliver dem, i hvilke Læseren først med en
Art Rædsel, senere med en Art Vellyst ret
maa føle, hvilken Orm han er, hvor ussel
og hvor modløs. Man vil maaske ogsaa
421 Henrik Ibsen: (1828-1906) norsk forfatter, der bl.a.
skrev skuespillet Brand (1866), der behandler problemerne om en højstemt idealisme og menneskelig
dobbeltmoral.
30
35
40
45
50
55
60
65
DET MODERNE GENNEMBRUD
70
75
80
85
90
95
opleve, at Ordet Vilje bliver Stikordet for
en saadan Slægt, at den raaber med ViljesDramer og Viljes-Filosoffer. Man forlanger
det, man ikke har. Man raaber paa det,
efter hvilket Efterspørgslen er størst.
Men man vilde trods Alt tage fejl, ifald
man nedslaaet mente, at der i en saadan
Slægt var mindre af Mod, Besluttethed,
Begejstring og Vilje end i Gennemsnittet af saa mange andre. Der er lige saa
meget Mod og Frisind, men der behøves
mere. Thi naar Reaktionen i en Literatur
trænger de nye Tanker tilbage, og naar
det Samfund, af hvilket den er udgaaet,
vel at mærke ikke som det engelske f.Eks.,
dagligt har maattet høre sig beskyldt, for
haanet, ja forbandet for sit Hykleri og
sin Vedtægtsdyrkelse, men tvertimod er
overbevist om sit Frisind og dagligt i den
Anledning faar et Røgelseskar svunget
under sin Næse, da udfordres der hos
dem, der maaske ellers kunde bibringe
Literaturen nyt Blod, særegne Egenskaber
og særegne Vilkaar. En Soldat behøver
intet ualmindeligt Mod for at turde skyde
paa Fjenden, dækket af en Jordvold, men
har man ført ham saa slet, at han ingen
Dækning finder, da undre man sig ikke
over, at Modet forgaar ham.
En Sammenknytning af forskellige
Aarsager har bevirket, at vor Literatur i
ringere Grad end de større har arbejdet i
Fremskridtets Tjeneste. Selv Omstændigheder, der har begunstiget Udviklingen
af vor Poesi, har her været os i Vejen. Jeg
vil saaledes fremhæve et Træk af Barnlighed i Folkekarakteren. Vi skylder denne
Egenskab vor Poesis næsten enestaaende
Naivitet. Naivitet er en afgjort poetisk
Egenskab og man genfinder den hos næsten alle vore Digtere fra Oehlenschläger
over Ingemann og Andersen til Hostrup.
Men Naivitet er ikke nogen revolutionær
Tilbøjelighed. Jeg vil dernæst fremhæve
vor Literaturs virkelighedsfjerne Idealisme. Den handler ikke om vort Liv, men
om vore Drømme. Denne Idealisme har
som Idealismen og Virkelighedsskyen i
alle Literaturer sin Aarsag i, at vor Poesi
udviklede sig under en politisk ussel og
nedbrudt Tilstand som en Art Trøst i den
reale Genvordighed, som en Art aandelig
Erobring, der skulde trøste for de materielle Tab. Men den har bevaret en sørgelig
Mangel som Minde derom.
(1871)
195
100
105
110
115
120
LITTERATURENS HUSE
Charles Darwin
(1809–82)
Charles Darwin voksede op i en borgerlig familie, hvor faderen var en yderst formuende
læge. Det betød, at sønnen kunne koncentrere sig om sine studier. Han læste både medicin
og teologi, men begge studier blev afbrudt.
I stedet tog Darwin med på en verdensomsejling med det engelske opmålingsskib Beagle.
Under den otte år lange rejse sørgede han for indsamling af mineraler og planter og studier af
dyrelivet. Undervejs gjorde han nogle afgørende opdagelser af de mekanismer, der har betydning for, hvilke individer der klarer sig i konkurrencen om føde, ynglepladser o.s.v. Desuden
fik Darwin som den første øjnene op for betydningen af, at organismers udbredelsesområder
geografisk opdeles, så dyr og planter udvikler sig anderledes nogle steder end andre steder.
Herved kan nye arter nemlig opstå.
Ved hjemkomsten i 1839 udgav Darwin en lille afhandling om sin rejse og begyndte derefter at sammenskrive og udbygge sine teorier, der samlet udkom i 1859 under titlen Arternes
oprindelse. I 1871 fulgte Menneskets afstamning og parringsvalget, der som titlen angiver handler
om, at mennesket fundamentalt er et biologisk væsen på linie med dyrene, og at det muligvis
nedstammer fra aberne. Det afgørende for artens overlevelse og udvikling har været valget af
partnere, sådan at de bedste gener gik ind i forplantningen og skabte et levedygtigt afkom.
Darwins bøger blev oversat til dansk af forfatteren J.P. Jacobsen i 1872 og 1875, og ind imellem udgav Jacobsen en række artikler, hvor han forklarede Darwins teorier for den danske
offentlighed.
af Menneskets Afstamning
Det naturlige Udvalgs Indvirkning paa de
civiliserede Folkeslag.
5
10
15
...
Hos Vilde bliver de, der er svage paa Sjæl
og Legeme, snart udryddede, og de, der
holder sig i Live, er i Almindelighed i
en meget kraftig Helbredstilstand. Vi
civiliserede Mennesker gør derimod alt
hvad vi kan for at standse Udryddelsesprocessen; vi bygger Asyler for de gale,
for Krøblingerne og de syge; vi giver Fattiglove, og vore Læger gør alt, hvad de kan
for at frelse hver enkelts Liv lige indtil
det sidste Aandedrag. Der er Grund til
at antage, at Vaccinationen har bevaret
Tusinder, der paa Grund af deres svage
Konstitution tidligere vilde have bukket
under for Børnekopperne. Paa den Ma196
ade kommer de civiliserede Samfunds
svagere Medlemmer til at efterlade sig
Afkom. Ingen, som har lagt Mærke til
Opdrætningen af Husdyr, vil tvivle om,
at jo dette i høj Grad maa være skadeligt
for Menneskeracen. Det er forbavsende,
hvor hurtigt Manglen paa Omsorg eller
fejlagtig anvendt Omsorg kan føre til en
Husdyrraces Degeneration: men, naar vi
ikke regner Mennesket med til Husdyrene, saa vil der næppe noget Steds findes
nogen saa uvidende, at han tillader sine
daarligste Dyr at forplante sig.
Den Hjælp, vi føler os drevne til at
give den hjælpeløse, er hovedsageligt et
20
25
30
DET MODERNE GENNEMBRUD
35
40
45
50
55
60
tilfældigt Resultat af den instinktmæssige
Sympati, der oprindelig blev erhvervet
som en Del af de sociale Instinkter, men
som senere paa den ovenfor omtalte Maade, blev gjort stærkere og blev videre
udbredt. Vi kunde heller ikke standse
vor Sympati, selv om den strenge Klogskab tvang os dertil, uden at noget af det
ædleste i os blev forringet. Kirurgen kan
gøre sig haard, medens han udfører en
Operation, thi han ved, at han virker til
sin Patients bedste, men dersom vi gav
os til med Forsæt at forsømme de svage
og hjælpeløse, kunde det kun skaffe os
en uvis Fordel tillige med sikker og stor
Skade i Øjeblikket. Derfor maa vi, uden at
klage, bære de slette Virkninger, som det,
at de svage faar Lov til at leve og formere
sig, utvivlsomt har. Der synes dog i det
mindste at være én Hindring, der stadig
er virksom, den nemlig, at Samfundets
svagere og ringere Medlemmer ikke saa
let kommer til at gifte sig som de sunde,
og denne Hindring kunde gøres uendelig
meget større, ifald de, der var svage paa
Sjæl og Legeme, undlod at gifte sig, men
dette er næppe mere end et fromt Haab.
I alle civiliserede Lande samler Mennesket Gods og testamenterer det til
sine Børn. Dette gør, at Børnene i det
samme Land ingenlunde er lige stillede
i Livets Væddekamp. Men dette er langt
fra at være noget ublandet slet; thi uden
Opsamling af Kapital kan de forskellige
industrielle Grene ikke gøre Fremskridt,
og det er navnlig ved deres Magt, at de
civiliserede Racer har udbredt sig og nu
overalt udbreder sig, saaledes at de kommer til at afløse de lavere Racer. En jævn
Opsamlen af Rigdomme bliver heller ikke
til Skade for Udvælgelsesprocessen. Naar
en fattig Mand bliver rig bliver hans Børn
sat til Haandværk eller Bestillinger, hvor
der er Kamp nok, saa at den, hvis Legeme
eller Sjæl er stærkest, faar størst Held.
Det at der findes en Skare meget oplyste
Mennesker, som ikke er nødt til at arbejde
for deres daglige Brød, det er noget, der er
saa vigtigt, at dets Betydning næppe kan
overvurderes: thi alt det højere Forstandsarbejde udføres af dem, og herpaa er det,
at Fremskridt i al Slags materielt Arbejde
beror, andre og større Fordele ikke at omtale. Meget stor Rigdom vil utvivlsomt
hjælpe til at gøre Mennesket til unyttige
Hanbier, men de saaledes stilledes Antal
er aldrig stort, og her finder da ogsaa en
Slags Udryddelse Sted, da vi daglig ser
rige Folk, som er Dosmere og Ødelande,
blive af med alle deres Penge.
(1871)
197
65
70
75
80
85
90
LITTERATURENS HUSE
Herman Bang
(1857-1912)
Da en gruppe ukendte kunstnere i Paris åbnede deres første udstilling i 1874, vakte billederne
skandale. Publikum syntes, de var sjuskede og bar skitsens præg. Det er i dag svært at forstå,
at impressionismen kunne vække et sådant ubehag. Nu ligger ubehaget ved impressionismen
snarere i dens overdrevne udbredelse.
Impression betyder indtryk, og den impressionistiske kunst stiler efter at udtrykke menneskets umiddelbare synsindtryk. Navnet stammer fra det billede, der på den første udstilling
kom til at give retningen sit navn, Claude Monets Impression: soleil levant (indtryk, solopgang)
fra 1872. Fælles for disse malere var, at de malede i det fri og eksperimenterede med farver og
teknik for at opnå et spontant udtryk.
Den impressionistiske teknik blev overført til litteraturen herhjemme af bl.a. Herman Bang,
J.P. Jacobsen og Johannes Jørgensen. For at fremstille livet, som det tog sig ud, krævedes der
en særdeles udviklet fortælleteknik.
Som Herman Bang skriver det nedenfor, ønskede impressionisterne at etablere et glughul
til menneskets sitrende sind, og det kunne de kun ved at skabe en illusion om, at det var
virkeligheden, de fremlagde. For at skabe denne illusion benyttede Bang en scenisk fremstilling, hvor vi ser personerne handle og hører det, de siger. Fortælleren trækker sig tilbage og
skildrer livet med fotografisk akkuratesse.
Et andet virkemiddel er replikindividualismen, hvor hver person har sit sprog, sin tone og sin
måde at sige eller ikke sige tingene på. Stilen bliver som følge heraf overordentlig detaljeret,
nøgternt registrerende, dog ofte med en tragisk undertone. Læserne må selv tolke det hjørne
af virkeligheden, som lægges frem.
I et brev til forfatteren Erik Skram forklarer Herman Bang principperne bag den litteære
impressionisme:
Impressionisme
– En lille Replik
5
10
Kære Erik Skram.
Først en hel Maaned efter Hæftets Fremkomst er ”Tilskueren”s Juni-Nummer med
Deres ”Et literært Rundskue” faldet mig i
Hænde. Ikke som nogen miskendt – tvært
i mod takker jeg Dem oprigtigt for al
den modige Anerkendelse, som De saa
ofte har skænket mig lige fra for ti Aar
siden ”Haabløse Slægter” udkom (De,
kære Skram, var den Gang den eneste,
som sagde offentligt et opmuntrende Ord
om denne Bog) og indtil den Dag i Dag
– men som en stærkt interesseret vil De
give mig Lov til at forsøge at imødegaa
198
nogle af de Indvendinger, som De retter
mod ”Impressionismens” Væsen og Fremgangsmaade og særlig imod mig.
”Naar Bang”, siger De, ” ikke vil give
fuld og rund Besked” og ”han aldrig vil
gøre den Dvælen og de Overvejelser efter
saa” osv. De har ved disse Ord ramt Sømmet netop paa Hovedet. Det er just dette
”Impressionisten” ikke vil. Og Grunden
til, at han ikke vil det, er den, at han tror
det ugørligt. Impressionismen i Fortællekunsten er netop Barn af den fuldkomne
Mistillid til ”den psykologiske Roman’s
Dvælen og Overvejelser”.
15
20
25
DET MODERNE GENNEMBRUD
30
35
40
45
50
55
60
65
70
Impressionisten tror, at det menneskelige Følelsesliv med al dets tusenfoldige
Sammensathed er et endeløst og alt for
uredt Garn. Han strækker magtløst Vaaben overfor denne gaadefulde Blanding af
bevidst og ubevidst, af villet og viljeløst.
Rent ud sagt – hvis jeg tør udtale hele min
Mening – han tror, at saa længe psykologisk
Videnskab ikke har fastere Grund og skarpere Kattens Øjne, saa længe vil psykologisk
Kunst ikke være andet end virtuosmæssigt
Dilettanteri.
Al denne ”Dvælen” og disse mange
”Overvejelser” vil kun arte ud til de lange
og uendelige Vidtløftigheder, hvor ”det
sidste” dog altid smutter bort mellem vore
Hænder – ogsaa fordi vore Ord, naar det
drejer sig om Skildring af det subtile menneskelige Følelsesliv, ikke naar saa langt
en Gang som selve vor fattige Erkendelse.
De er paa denne gyngende Grund for
plumpe og bliver blot tunge siddende i
Mudderet.
Derfor flyr Impressionisten bevidst
Dvælen, Udredning og Overvejelser, som
for ham dog altid taber sig i det store
Mørke. Ja, træffer Impressionisten i en
Roman eller en Novelle en psykologisk
”Passage”, saa er den ham, sandt at sige,
snarest kun et betænkeligt Bevis for, at
Forfatteren paa dette Punkt ikke har naaet
til at fordøje sit Stof.
Kun den i Handlen omsatte Tanke
tror Impressionisten, at hans Erkendelse
magter at følge. Paa denne Handlen, den
bestandig fortsatte Handlen, fæster han
da sin hele Opmærksomhed, og de handlende Mennesker bliver hans Skildrings
Genstand.
Hans Fremstillings Maal er da at gøre
disse handlende Mennesker levende. Han
higer møjsomt efter, ad hundrede Veje,
at frembringe den yderste Illusion af bevæget Liv. Og naar han paalægger sig
al denne Møje, er det netop, fordi han
tror, at Læserens ”Hjærne er et overmaade drevent Redskab” – saa drevent et
Redskab, at den overfor denne ”levende”
Kunst vil magte det samme som overfor
selve Livet: Læseren vil ogsaa i Kunsten
”se mere end hans Øjne er i Stand til at
sande, forstaa mere, end han netop har
Ævne til at opfatte”.
Impressionisten er netop ”Medvider i
denne Hemmelighed ved vort Liv i Naturen og mellem Menneskene”.
Og det mere, som han tror, Menneskene
ogsaa i Kunsten kan bringes til at sé, det er
netop – den Sum af Tanker, som rummes
i Handlingerne og som afspejles i dem.
Som al Kunst vil ogsaa den impressionistiske Fortællekunst gøre Rede for
de menneskelige Følelser og for Menneskers Tankeliv. Men den skyr al direkte
Udredning og viser os kun Menneskenes
Følelser i en Række af Spejle – deres Gerninger.
Her synes Impressionisten da, idet
han fremstiller den ustandsede Handlen, at medtage alt. Men i Virkeligheden
er hans Kunst som al anden: Kunsten
at sammentrænge. Hans Arbejde er at
udskille væsentligt fra uvæsentligt, og
han medtager i sin Skildring i Virkeligheden kun de væsentlige Handlinger, det
vil sig en Handlingsrække, hvor hver lille
Handling er et Glughul ind i det skildrede Menneskes Tankeliv – en Række af
Udfaldsporte ind i Følelseslivet hos den
skildrede. Summen af Tanker, Vævet af
Følelser, som den drevne Hjærne saaledes
kan naa bag om de medtagne Handlinger,
er det impressionistiske Værks dulgte
Indhold. Dets Værd beror paa Dybden
af alt det – som ikke siges.
Impressionistens Digtning vil ganske
vist blive plat forkastet, hvis han kun ”eftergør, hvad der kun i det givne Øjeblik
umiddelbart foregaar”. Men i Virkeligheden gør Impressionisten mer end dette.
199
75
80
85
90
95
100
105
110
115
LITTERATURENS HUSE
120
125
130
135
140
Skildringen af det umiddelbare foregaaende er ham kun Midlet, det diskrete
Middel, til at give det mere. De ydre Ting,
han maler, er Kapslerne om den indre Historie. Paa Kapslernes Gennemsigtighed
beror deres Værdi.
En Fare løber Impressionisten imidlertid.
Da han fortæller sit Værks sande Historie indirekte, plages han, som det synes,
af en bestandig Frygt – den, at den skjulte
Mening ikke fremlyser tydeligt nok.
Det er denne Frygt, som avler noget
vist kinesisk i hans Maleri. Han rykker
nemlig, tror jeg, hver eneste Enkelthed
frem i den samme Plan, saa at sige helt
ned i Lamperækken og hans Billede bliver uden Perspektiv. Det synes saaledes,
som om han har kinesiske Øjne. Og han
opmarcherer alle sine Detailler i et – tinsoldatagtigt – Geled. Af Frygt for at ikke
hver enkelt Detail skal blive set, lader han
alle Enkeltheder marschere op ved Siden
af hinanden og opnaar kun, at ikke nogen
faar fuldt Albuerum.
Dette er en Fare, som Impressionisten
maaske selv ser, men for hvilken han alligevel kun Gang paa Gang paany bukker
under.
... Dette er alt, hvad jeg, kære Skram,
havde at sige. Den impressionistiske
Fortælleform vil vel, som alle Kunstens
Former, kun have sin Tid. Men selv den
Dag, hvor den er afløst af en ny Form og
Fremstilling, vil Impressionismens Nytte
spores. Tiden vil have skærpet Fordringen
til Skildringens Anskuelighed.
Deres ”literære Rundskue” ender for
Forfatterne mistrøstende. En stille Dam er
for Dem dansk Literatur. Og kun Malerne
er med i ret Arbejde.
Mon dog ikke ogsaa Literaturen har
Arbejdere? Og mon det er ret saa grumt
at nedslaa deres Mod?
Deres hengivne
Herman Bang
(1890)
200
145
150
155
160
DET MODERNE GENNEMBRUD
Holger Drachmann
(1846-1908)
I sidste halvdel af 1800-tallet ændrede Danmark sig gradvist til et industrisamfund. Udviklingen
var gået stærkere i Frankrig og England. Her havde man haft en egentlig arbejderklasse længe,
og den blev undertrykt og underbetalt. Det var almindeligt med en 12 timers arbejdsdag, og
børn deltog ofte i det farlige arbejde i miner og på fabrikker.
Arbejdernes eneste reelle våben mod arbejdsgiverne var strejken, og den fungerede kun,
hvis der ikke kom skruebrækkere og udførte arbejdet imens. Derfor måtte man organisere
sig i fagforeninger, hvor flere arbejdspladser stod sammen. Som kampmiddel var strejken
imidlertid et tveægget sværd, fordi arbejderne ikke tjente nogen penge under en konflikt.
Sammen med sin arbejdskammerat Friedrich Engels (1820–1895) havde den tyske økonom
og filosof Karl Marx (1818-1883) i 1848 udgivet Det kommunistiske Manifest. I skriftet gjorde de
rede for deres opfattelse af kapitalismen og introducerede socialismen som alternativ. Deres
mål var, at arbejderne skulle overtage fabrikkerne og eje dem kollektivt. Ingen skulle tjene
penge på andres arbejde, som det var tilfældet under kapitalismen. Desuden forklarede de,
hvorfor de rige blev rigere, og de fattige fattigere.
En af de første danske digtere, som lod sig inspirere af socialismen, var digteren Holger
Drachmann. Med digtet Engelske socialister, der først blev trykt i Dansk månedsskrift 1871 og
derpå i Digte (1872), blandede han sig for alvor i den sociale og politiske kamp. Digtet er bl.a.
skrevet under inspiration af Pariserkommunen, en arbejderopstand i Paris, hvor det gennem
nogle måneder lykkedes arbejderne at tage magten i byen. De blev dog nedkæmpet af militæret.
En anden afgørende baggrund for digtet er Drachmanns ophold i London, hvor han traf såvel
engelske arbejdere som flygtninge fra Pariserkommunen.
Engelske Socialister
1
Hen over Byens Tage glide
De sidste Smil, de hendøende Rester
Af Dagen og Solen. I Strømninger stride
Vælte sig Flodens mudrede Vande,
Og som indbuden Gæst til det smudsige
Leje,
Fra Havets, fra Nordsøens vaade Veje,
Sænker sig Taagen over Byen, over
Strømmen,
Saa kommer Natten, Døden eller
Drømmen!
2
I Læ for Vinden, i Ly for Taagen,
Omkring et Kulbaals ulmende Gløder Rapsede Varer der henne fra Krogen,
Hvor Købmanden losser de drægtige
Skuder, Sidder et Selskab. Sod paa Skjorten,
Knudrede Arme, en tretten, fjorten
Stykker af dem, der lossede Skuden;
Angelsachsernes Blod ruller under Huden.
201
LITTERATURENS HUSE
3
De mumle dæmpet og suge paa Piben,
Øllet gaar om i de klinkede Kander,
Der er noget paa Færde, man vil ud af
Kniben,
Man har noget paa Hjerte, vil nogen paa
Livet;
Men skønt Armen dirrer, og Pulsen banker,
Mangler man Ord for de mange Tanker,
Der er Galskab nok, men System er der
ikke.
Da rejser en Mand sig med funklende
Blikke.
4
Han knytter Næven, den fedtede Hue
River han bort fra den brede Pande
Og kaster den ind i Kullenes Lue
Og spytter i Flammen, saa Gløderne ose:
”Kammerater”, raaber han, ”der gik
Standen,
Den sodede Hue, Kulskibsmanden,
Nu har vi Hjernen og Armen tilbage,
Dem gemme vi til de kommende Dage.
5
”Høre I Stormen, mærke I Strømmen?
Det bryder omkring os paa alle Kanter.
Hvi sove I da? I Nat er det Drømmen,
Men i Morgen maaske er det Dommen og
Døden.
I saa’ jo dog Blus, I lugtede Brande,
Røgen drev hid fra de fremmede Lande;
Men Jer fik den ej røget ud af Hulen,
I ligge endnu og døse i Kulen.
6
”Guds Død! Hvi kende I ei Eders Styrke,
Hvi fordre I ikke med tusinde Stemmer
Af Guldkalven, som vore Bødler dyrke,
Et saftigt Stykke, en Mørbradsskive;
De sende os Præster med pibede Kraver: ”Her er Biblen til Eders slunkne Maver”.
For Sulten en Tekst om Kanaan og Eden,
For Huslejen Veksler paa Evigheden.
7
”Hvad hjælper os Taler, hvad gavner os
Løfter?
Vi vil have Forskud paa Saligheden;
Vi vil ej losse Kul og ej grave Grøfter
For at blive betalt en Gang efter Døden.
Vi er Sønner af Jorden, til Jord skal vi blive,
Vor Løn vil vi have i levende Live.
Hvorfor anvise stadig paa Himmerigs Rige?
Om vi komme der, kan jo dog ingen sige.
8
”Vorherre! - se han forstod sig paa Stakler
I lasede Frakker og revne Støvler,
Og naar han gjorde sine Mirakler,
Saa var det for Folk som mig og som Eder.
Vorherre han gav, hvad han havde for
Haanden,
Og anviste Resten hos Helligaanden;
Men Præsten! - han tager vor sidste Daler;
”Min Søn, Vorherre i Himlen betaler.”
9
”Velan, hvis vi var som et Barn, som en
Kvinde,
Med Blødhed i Hjertet og Taarer bag Øjet,
Saa kunde vi lade os lede i Blinde,
Og bære vort Kors, og sukke mod Døden.
Men vi ere Mænd! - Der er ét, som vi vide:
Det er ondt at sulte, naar man skal slide;
Vi vil ikke sulte, vi vil op paa Tribunen
Og dømme, - og Dommen skal hedde
Kommunen!422”
422 Kommunen: Revolution, henvisning til Pariserkommunen, en folkelig opstand i 1871
202
DET MODERNE GENNEMBRUD
10
Han tier; - da brøles der ”Mere, mere!”
Han vender sig tavs og peger mod Byen.
Der komme Kulmænd flere og flere
Stormende ud fra den nærmeste Knejpe.
De rive ham med sig, og han tager Ordet
Der inde bag Skænken oppe paa Bordet :
Mod Kirke og Stat og Guldtyranniet; Saa ryddes Knejpen af Politiet!
11
Der ruger en Sky over Kæmpebyen,
Og Floden hvisler og Vinden piber,
Sælsomme Stemmer stige mod Skyen
Og mumle der oppe som truende Klager.
Lyset fra ”Vestens”423 stolte Butikker,
Ilden fra ”Østens”424 sorte Fabrikker
Kaste et Brandskær op imod Skyen. Er det Kommunens Dekret425 over Byen?
(1871)
423 Vestens: Westend i London
424 Østens: Eastend i London
425 Dekret: dom
203
LITTERATURENS HUSE
J.P. Jacobsen
(1847-85)
I 1873 kunne Jacobsen læse de første kapitler højt for Georg Brandes af den roman, der senere
skulle stå som naturalismens hovedværk. Jacobsen havde fundet sit stof og var i gang med en
historisk roman om adelsfruen Marie Grubbe (1643-1718) – en skæbne, som tidligere Holberg,
Blicher og H.C. Andersen også havde behandlet litterært. Men der skulle gå tre år, før bogen
lå færdig, for Jacobsen var om nogen kendt for sin omhu med detaljen.
J.P. Jacobsen blev født i Thisted 1847 i et købmandshjem. I skolen var Jens Peter for det meste
fuks, dvs. den dårligste i sin klasse, men fik dog u.g. i botanik og dansk. Efter realeksamen
blev J.P. Jacobsen sendt til København for at blive student, men til forældrenes skam dumpede
han og måtte gå et år om.
Efter studentereksamen indskrev J.P. Jacobsen sig som 20-årig på universitetet og begyndte
sine studier i naturvidenskab. I 1870 blev J.P. Jacobsen bedt om at introducere Charles Darwin
i vennen Vilhelm Møllers nystartede Nyt dansk Maanedsskrift. En af de centrale artikler,
Jacobsen skrev, handlede om parringsvalget og kan ses som et væsentligt forstudium til Fru
Marie Grubbe.
I Fru Marie Grubbe (1876) udforsker Jacobsen en kvindes driftsliv og viser, hvordan driften
bliver skæbne. I den henseende er romanen rendyrket naturalisme: dens beskrivelse af Marie
Grubbes reaktionsmønstre er et studium i arv og miljø. Romanen skildrer adelskvindens opstigning og fald, og J.P. Jacobsen formår at formidle hendes erotiske fantasier og vise, hvordan
parringsvalget er styrende for hendes liv, analogt med Darwins beskrivelse af dyrene.
I den klassiske åbningsscene gengiver J.P. Jacobsen den 14-årige Maries erotiske fantasier
og impulsive handling.
af Fru Marie Grubbe
5
10
15
I
Den Luft, der laa under Lindetræernes
Kroner, havde vugget sig frem over den
brune Hede og de tørstige Marker; den
var bleven baget af Solen og støvet af
Vejene, men nu var den renset af det tætte
Løvhang, svalet af de kjølige Lindeblade,
og Duften af Lindens gule Bloster havde
gjort den fugtig og givet den Fylde. Nu
laa den og blinkede stille og saligt op i det
lysegrønne Hvalv, kjærtegnet af sagte dirrende Blade og af hvidgule Sommerfugles
flimrende Vingeslag.
De Menneskelæber, som aandede
denne Luft, vare svulmende og friske,
den Barm, den højnede, var ung og spæd.
Barmen var spæd, og Foden var spæd,
204
Midjen smal, Væksten slank, og der var
en vis mager Styrke i den hele Skikkelse.
Frodigt var kun det stærke, dunkeltgyldne
Haar, der halvt var bundet og halvt hang
løst; for den lille, mørkeblaa Fløjelshue
var gleden af og hang om Halsen i sine
knyttede Hagebaand ned paa Ryggen
som en lille Munkehætte. Ellers var der
intet Klosterligt ved Dragten; en bred og
ligeskaaren Lærredskrave slog ned over
en lavendelblaa Hvergarnskjole med korte
og vide, opskaarne Ærmer; ud af dem
brusede et Par store Poseærmer af fint,
hollandsk Lin. En højrød Sløjfe sad paa
Brystet og højrøde Sløjfer paa Skoene.
20
25
30
DET MODERNE GENNEMBRUD
35
40
45
50
55
60
65
70
Hun gik med Hænderne på Ryggen og
med foroverbøjet Hoved. Med legende,
sirlige Skridt gik hun langsomt op ad
Gangen; men ikke ligefrem; hun gik i
Bugter; snart var hun ved at støde imod
et Træ paa den ene Side, snart var hun ved
at komme ud mellem Træerne paa den
anden Side. En Gang imellem standsede
hun, rystede Haaret fra Kinderne og saae
op mod Lyset. Det dæmpede Skjær gav
hendes barnehvide Ansigt en matgylden
Lød, der gjorde de blaaladne Skygger
under Øjnene mindre synlige; de røde
Læber blev purpurbrune og de store, blaa
Øjne blev næsten sorte. Hun var nydelig
var hun: lige Pande, svagt kroget Næse,
kort, skarpskaaren Underlæbe og stærk,
rund Hage og fint rundet Kind og ganske
smaa Øren og rent og skarpt tegnede Bryn
... Hun gik og smilte, let og tankeløst,
tænkte paa Ingenting og smilte i Harmoni
med Alt omkring hende. Hun kom til
Ende med Gangen, standsede og gav sig
til at svinge rundt paa Hælen, halvt til
højre og halvt til venstre, stadigt med
Hænderne paa Ryggen, med Hovedet lige,
Blikket opad, og hun nynnede monotont
og afbrudt i Takt med sin Svingen.
Der laa to Graastenfliser og var Trappetrin ned til Haven, til Haven og det skarpe,
hvide Sollys. Den skyfri, blaahvidste426
Himmel saae lige ned i den, og den Smule
Skygge, der var, holdt sig tæt ind til Foden
af de klippede Buksbomhække. Det skar
i Øjnene, selv Hækken stod og gnistrede
Lyset fra sine blanke Blade i skarpe, hvide
Blink. Ambraen slæbte sig i hvide Snirkler
ud og ind, frem og tilbage om tørstige
Balsaminer, Boboreller427, Gyldenlakker
og Nelliker, der stod og stak Hovederne
sammen ligesom Faar paa aaben Mark.
Ærterne og Bønnerne henne ved Lavendelrækken vare ved at falde fra Stængerne
426 Blaavidst: jysk, betyder melet blaahvid, ikke blank
427 Boboreller: jødekirsebær
af Varme, Morgenfruerne havde opgivet
det Hele og stod og saae Solen lige op i
Ansigtet, men Valmuerne havde kastet
deres store, røde Blomsterblade og stod i
de bare Stilke.
Barnet i Lindealleen sprang ned over
Trinene, løb gjennem den solhede Have,
med bøjet Hoved, som man løber over
en Gaard i Regnvejr. Hun styrede hen
imod en Trekant af dunkle Takstræer,
smuttede om bagved dem og gik saa ind
i den store Løvstue, der var en Levning
fra de Belowers Tid. En vid Rundkreds
af Ælmetræer havde de flettet sammen
foroven, saavidt Grenene kunde naa, og
det runde Hul i Midten havde de gitret til
med Lægter og Rafter. Slyngende Roser
og valske Kaprifolier groede stærkt op i
Ælmeløvet og tættede godt, men til den
ene Side var de slaaet fejl, og Humlen, der
var plantet efter med, havde forknyttet
Ælmekvistene og magtede ikke selv at
lukke for Hullet.
For Indgangen til Stuen laa der to
hvidmalede Havheste; derinde stod der
en lang Træbænk og et Bord; Pladen til
Bordet var af Sten; stor og oval havde
den været, men det Meste af den laa paa
Jorden i tre Stykker, kun et lille fjerde laa
løst over det ene Hjørne af Bordrammen.
Ved det satte Barnet sig, tog Benene op
paa Bænken, lænede sig tilbage og lagde
Armene over Kors. Hun lukkede sine Øjne
og sad ganske stille; der kom et Par smaa
Rynker i Panden, en Gang imellem bevægede hun Øjenbrynene og smilte let:
»I Stuen med de røde Purpurtæpper
og den forgyldte Alkove ligger Griseldis428
for Margrevens Fødder, men han støder
hende bort; nys har han revet hende op fra
det lune Leje, nu aabner han den smalle,
rundbuede Dør, og den kolde Luft strøm428 Griseldis: en figur i en middelalderlig folkebog, den
tålmodige og tålende heltinde, også behandlet af
Baccoaccio
205
75
80
85
90
95
100
105
110
115
LITTERATURENS HUSE
120
125
130
135
140
145
150
155
mer ind paa den stakkels Griseldis, der
ligger paa Gulvet og græder, og der er
intet Andet mellem det kolde Nattepust
og hendes varme, hvide Legeme end det
tynde, tynde Lin. Men han jager hende
ud og laaser Døren efter hende. Og hun
trykker den nøgne Skulder op til den
kolde, glatte Dør og hulker og hører ham
gaa blødt inde paa Gulvets Tæpper, og
gjennem Nøglehullet kommer Lyset fra
den duftende Kjærte og sætter sig som
en lille, rund Sol paa hendes blottede
Bryst. Og hun lister sig bort og gaar ned
ad den mørke Marmeltrappe og der er
ganske stille, hun hører ikke andet end
den bløde, klappende Lyd af sine nøgne
Fødder paa de isnende Stentrin. Saa kommer hun udenfor. Sneen ... nej, det regner,
det skylregner, og det tunge, kolde Vand
plasker ned paa hendes Skuldre; Linet
klæber fast til hendes Legeme, og Vandet
driver ned ad hendes bare Ben, og hun
træder med de skære Fødder i det bløde,
kolde Dynd, der glider glat ud til Siden
under Fodbladet. Og Vinden ... Buskene
river hende og flænger hendes Kjole, nej,
hun har jo ingen Kjole paa ... som det
flængede mit brune Skjørt! - der maa vist
allerede være Nødder i Fastruplund, alle
de Nødder, der var paa Viborg Marked
... Gud veed, om Ane har faet Ro i sine
Tænder ... Nej! Bruhnhylde429 ! - den vilde
Hest sprænger afsted ... Bruhnhylde og
Grimmild - Dronning Grimmild vinker
ad Mændene, vender sig og gaar bort. Og
de slæber Dronning Bruhnhylde frem, og
en lav, sort Karl med svære, lange Arme,
En som Bertel i Bomhuset, tager i hendes
Bælte og rykker det over, og han smøger
hendes Kittel og hendes Underkjortel af
hende, og med sine sorte Næver stryger
han Guldringene af de hvide, myge Arme,
og en stor, halvnøgen, brun og laadden
Karl lægger sin haarede Arm om hendes
Liv, og med sine plumpe, brede Fødder
træder han Sandalerne af hende, og Bertel
vikler hendes lange, sorte Lokker om sin
Haand og trækker bort med hende, og hun
følger ham med foroverbøjet Krop, og den
Store lægger sine svedige Haandflader
paa hendes nøgne Ryg430 og skubber hende
fremad, fremad hen til den sorte, fnysende
Hingst, og de slænger hende ned i det
graa Støv paa Vejen og de knytter Hestens
lange Hale om hendes Ankler ...«
Saa kom Rynkerne igjen og blev der
længe, hun rystede paa Hovedet og saae
mere og mere fortrædelig ud, endelig slog
hun Øjnene op, rejste sig halvt og saae sig
træt og misfornøjet omkring.
Myggene dansede henne for Aabningen mellem Humlerankerne, og det drev
paa derude fra Haven stødvis med Duft
af Mynte og Hjærtensfryd og imellem
med Duft af Dild og Anniskaal. En lille,
tummelumsk, gul Edderkop løb kildrende
hen over hendes Haand og fik hende til
at springe op fra Bænken. Hun gik hen
mod Indgangen og rakte efter en Rose,
der sad oppe i Løvet, men hun kunde
ikke naa den. Saa gik hun udenfor og
plukkede af Slyngroserne; jo mere hun
plukkede, jo ivrigere blev hun, og snart
havde hun Skjørtet fuldt. Hun bar dem
ind i Løvstuen og satte sig ved Bordet.
Een for een tog hun dem op af Skjødet
og lagde dem paa Stenpladen tæt op til
hinanden, og snart var Stenen skjult under
et blegrødt, duftende Svær.
Den sidste Rose var tagen, hun glattede
Skjørtets Folder og de løse Blomsterblade
og de grønne Blade, der havde sat sig fast
i Kjolens Luv, strøg hun af, og blev saa
siddende med Hænderne i Skjødet og
saae paa Rosenfloret.
429 Bruhnhylde, Grimmild, to kvinder fra ældre tysk
sagndigtning, også skildret i folkebøger
430 I Jacobsens eksemplar af 3. opl. har han til ”hendes
nøgne Ryg” føjet ”blanke”.
206
160
165
170
175
180
185
190
195
200
DET MODERNE GENNEMBRUD
205
210
215
220
Denne Blomsterlød, der krusede sig i
Skjær og Skygger, fra Hvidt, der rødmer,
til Rødt, der blaaner, fra fugtig Rosa, der
næsten er tung, til et Lilla saa let, at det
kommer og gaar som om det drev i Luften - Hvert enkelt, rundet Blomsterblad,
yndigt hvælvet, blødt i Skyggen, men i
Lyset med tusinde neppe synlige Gnister og Blink; med alt sit favre Rosenblod
samlet i Aarer og spredt i Huden ... og saa
den tunge, søde Duft, den drivende Em af
den røde Nektar, som koger i Blomsternes
Bund
Hurtigt strøg hun sine Ærmer op og
lagde de nøgne Arme ned i Rosernes
milde, fugtige Kjølighed. Hun vred dem
rundt i Roserne, der med løste Blade flagrede mod Jorden, saa sprang hun op og
fejede med ét Strøg Alt det bort, der var
paa Bordet og gik ud i Haven, rettende
paa sine Ærmer. Med blussende Kinder
og hastige Skridt gik hun ned gjennem
Gangene og ud, og fulgte saa langsomt
Havediget op mod Kjørevejen. Paa den
var der kort før Indkjørslen til Gaarden
et Læs Hø væltet; flere Læs holdt bagved
og kunde ikke komme frem. Ladefogden
pryglede Kusken med en brun Stok, hvis
Politur glimtede i Solen.
Lyden af Slagene gjorde et uhyggeligt Indtryk paa Barnet, hun holdt sig for
Ørerne og gik hastigt op mod Gaarden.
Kjælderdøren ned til Bryggerset stod
aaben; hun smuttede derned og slog
Døren i efter sig.
Det var den fjortenaarige Marie Grubbe, Datter af Hr. Erik Grubbe til Tjele
Hovedgaard.
207
225
230
235
LITTERATURENS HUSE
I en alder af sytten ægter Marie kongesønnen Ulrik Frederik Gyldenløve, der er statholder over
Norge. Efter gensidig utroskab opløses ægteskabet i 1670 og Marie Grubbe ægter siden Herremanden Palle Dyre fra Sindinggaard. Men her forelsker hun sig og stikker af med karlen Søren
Sørensen. Parret slår sig ned som færgefolk ved Grønsund på Falster, hvor parret lever i dyb
fattigdom og bliver alkoholikere. Søren får tilmed en fængselsdom for drab, så det er en noget
desillusioneret Marie Grubbe, som forfatteren og magisteren Ludvig Holberg træffer i 1711:
5
10
15
20
25
30
35
En Dag i Begyndelsen af denne Ventetid gik Marie ud for at tage mod Færgen,
som just lagde til Land. Der var to Rejsende ombord, og den ene af disse, en
Haandværkssvend, optog ganske hendes
Opmærksomhed ved at nægte at vise
sin Vandrebog, som han paastod at have
viist Færgefolkene, da de tog ham ombord, hvad disse imidlertid benægtede.
Da hun imidlertid truede Svenden med
at han skulde betale hel Takst, naar han
ikke ved sin Vandrebog beviste at han var
rejsende Svend og som saadan kun pligtig
at betale det Halve, faldt han tilføje. Først
da dette var afgjort, lagde Marie Mærke
til den anden Passager, en lille, spinkel
Skikkelse, der bleg og frysende af den nys
overstandne Søsyge stod stramtindhyllet
i sin sortgrønne, grovtraadede Kappe og
støttede sig mod Rælingen af en optrukken
Baad. Han spurgte i en gnaven Tone, om
han kunde faa Logi i Burrehuset, og Marie
svarede, han kunde se paa Lejligheden.
Hun viste ham saa et lille Kammer, der
foruden Seng og Stol indeholdt en Tønde
Brændevin med Tragt og Spildebakke,
nogle store Dunke med Sirup og Eddike,
og endelig et Bord med perlemalede Ben
og Plade af firkantede Lertøjsfliser, hvor
der i sortviolette Tegninger var fremstillet
Scener af det gamle og det nye Testamente.
Den Fremmede bemærkede straks, at der
var tre af Fliserne, der alle fremstillede
Jonas, som kastes i Land fra Hvalfiskens
Gab, og da han lagde Haanden paa en
af dem, gøs det i ham, og han sagde han
vilde faa Snue, dersom han var saa ufor208
sigtig at sidde og læse med Albuerne paa
Bordet.
Paa Maries Forespørgsel forklarede
han, at han var taget bort fra Hovedstaden
for Pestens Skyld og vilde blive her paa
Stedet til den var holdt op igjen, han spiste
kun tre Gange om Dagen og kunde ikke
taale Saltmad eller friskbagt Brød, forøvrigt var han Magister, for Tiden Alumnus
paa Borchs Collegium og hed Holberg,
Ludvig Holberg.
Magister Holberg var en meget stille
Mand, med et overordenlig ungdommeligt Udseende, han saae ved første Øjekast
kun ud til at være en atten, nitten Aar
gammel, men lagde man Mærke til hans
Mund og hans Hænder og Udtrykket i
hans Stemme, kunde man nok skjønne,
han maatte være ikke saa lidt ældre. Han
holdt sig meget for sig selv, talte lidt og som
det syntes ikke gjerne. Dog skyede han
ingenlunde Selskab, naar han blot kunde
have det saaledes, at man lod ham i Fred
og ikke vilde drage ham ind i Samtalen,
og det var ham aabenbart en Fornøjelse,
naar Færgen bragte Rejsende hen eller
hjem, eller naar Fiskerne kom i Land med
deres Dræt, i Afstand at betragte deres
Travlhed og lytte til deres Ordskifte. I det
Hele taget holdt han meget af at se Folk
arbejde, enten det saa var med at pløje
eller stække eller sætte Baade ud, og var
der En, der tog et Tag, som oversteg det
almindelige Jevnmaal af menneskelige
Kræfter, kunde han smile helt tilfreds
derved og løfte paa Skuldrene i stille Velbehag. Da han havde været i Burrehuset
40
45
50
55
60
65
70
DET MODERNE GENNEMBRUD
75
80
85
90
95
100
105
110
115
en Maanedstid, begyndte han at nærme
sig Marie Grubbe eller tillod hende at
nærme sig ham, og de sad tidt i de lune
Sommeraftener og talte med hinanden en
Timestid eller to i Træk inde i Krostuen,
hvor saa Døren stod aaben og gav Udsigt
ud over det blanke Vand til det blaaligt
dæmrende Møen.
En Aftenstund, da deres Bekjendtskab
var blevet temmelig gammelt, havde Marie fortalt ham sin Historie og endt den
med et Klagesuk over, at Søren var bleven
taget fra hende.
»Jeg maa bekjende,« sagde Holberg,
»at jeg er aldeles uformuendes til at begribe, hvorlunde I har kunnet præferere
en gemen Staldkarl og Stoddere for en saa
perfekt Cavalliere431 som hans Excellence
Statholderen, der jo dog af alle berømmes som en Mester i Belevenhed og fine
Manerer, ja som et Mønster paa hvad som
besynderligen er galant og aimabelt.«
»Endog han havde været deraf saa fuld
som den Bog, der kaldes for alamodische
Sittenschule, det vilde intet have vejet saa
meget som en Fjer, eftersom jeg nu en
Gang havde for ham en saadan degout
og Afsky, at jeg knap kunde taale ham
for mine Øjne, og I veed, hvor aldeles
uovervindelig en saadan degout kan være,
saa om En havde en Engels Dyd og Principier, saa vilde den naturlige Afsky dog
bære Sejren derfra. Min arme nuværendes
Mand derimod, til ham optændtes jeg af
en saa hastig og uformodenlig Tilbøjelighed, at jeg kan intet andet end tilskrive
det en naturlig Attraktion, som heller intet
var at modstaa.«
»Saadan kalder jeg vel raisoneret! Vi
har da kuns at pakke ned al Verdens
Morale i en Kiste og skikke den til Hekkenfjeld og leve efter vore Hjærtens Lyster,
thi der er jo ikke den Uterlighed til, En
nævne vil, den jo kan klædes op som en
naturligen og uovervindeligen Attraktion,
og heller ikke den Dyd er til, iblandt alle
de Dyder, der opregnes kan, at En jo lettelig siger sig den fra, thi der vil være den,
som haver degout for Maadehold, den for
Sandfærdighed og den for Ærbarhed, og
saadan naturlig degout er aldeles uovervindelig, vil de sige, og den, som er beladt
dermed, derfor ganske uskyldig. Men I er
for vel oplyset, Morlille, til at I ikke skulde
vide, at et saadant er kuns skammeligt
Hjernespind og Daarekistesnak.«
Marie svarede ikke.
»Troer I da ikke paa en Gud, Morlille,«
vedblev Magisteren, »og paa det evige
Liv?«
»Gud have Lov og Tak, jo, jeg gjør, jeg
tror paa Vorherre.«
»Men den evige Straf eller evige Løn,
Morlille?«
»Jeg tror, hver Menneske lever sit eget
Liv og dør sin egen Død, det tror jeg.«
»Det er jo ingen Tro, tror I paa Opstandelsen?«
»Hvordan skal jeg opstaa? som det
unge, uskyldige Barn jeg var, jeg først
kom ud mellem Folk og Ingenting vidste og Ingenting kjendte, eller som den
Gang, jeg æret og misundt som Kongens
Yndling var Hoffets Zirat, eller skal jeg
opstaa som den gamle, fattige, haabløse
Marie Færgemands, skal jeg? og skal jeg
svare til, hvad de andre, Barnet og den
livsranke Kvinde de synded’, eller skal
en af dem svare for mig? Kan I sige mig
det, Hr. Magister?«
»Men I har jo dog kuns havt een Sjæl,
Morlille!«
»Ja, har jeg?« spurgte Marie og sank
hen i Tanker. »Lad mig tale med Jer ret oprigtigen,« fortsatte hun, »og svar mig som
I tænker: tror I, at den, som sit ganske Liv
431 Cavalliere: kavaler, attraktiv mand
209
120
125
130
135
140
145
150
155
160
LITTERATURENS HUSE
165
170
175
180
185
igjennem har forsyndet sig haardeligen432
mod sin Gud og Skabere, men som i sin
sidste Stund, naar han ligger og drages
med Døden, bekjender sin Synd af et oprigtigt Hjærte og angrer og giver sig Gud
i Vold uden Tvivl og uden Betænk ning,
tror I, den er Gud velbehageligere end En,
som ogsaa har været ham haardt imod
med Synd og Forargelse, men saa i mange
Livsens Aar har stridt for at gjøre sin Pligt
og baaret hver Byrde uden at knurre, men
aldrig i Bøn eller aaben Anger har begrædt
sit forrige Levnet, tror I, at hun, som har
levet som hun har troet, var rettelig levet,
men uden Haab om Belønning hisset og
uden Bøn derom, tror I, Gud vil skyde
hende fra sig og kaste hende bort, endog
hun aldrig bad Gud et Bønnens Ord?«
»Derpaa tør intet Menneske svare,«
sagde Magisteren og gik.
Kort efter rejste han.
Det næste Aar i Avgust faldt Dommen
over Søren Færgemand, og lød paa tre
Aars Arbejde i Jern paa Bremerholm.
Lang Tid var det at lide, længere Tid
at vente, saa gik da ogsaa den.
Søren kom hjem, men Fangenskabet og
den haarde Behandling havde nedbrudt
hans Sundhed, og inden Marie havde
plejet ham et Aar, bar de ham paa Kirkegaarden.
Endnu et langt, langt Aar maatte Marie
drages med Livet. Saa blev hun pludselig
syg og døde. Hun var under sin hele Sygdom slet ikke ved sin Forstands Brug, og
Præsten kunde derfor hverken bede med
hende eller berette hende.
En sollys Sommerdag begrov de hende
ved Sørens Side, og udover det blanke
Sund og de korngyldne Marker, sang det
fattige Ligfølge, træt af Varmen, uden Sorg
og uden Tanke433 :
Vreden din afvend, Herre Gud, af Naade,
Riset det blodigt, som os over Maade,
Plaget saa redelig af en Vredes Brynde434,
Fordi vi synde.
Thi om du efter vore Synder onde,
Straffed’, som du med al Rette kunde,
Da maatte Alting gaa i Grund, og falde,
Ja, een og alle.
210
195
200
205
210
(1876)
432 haardeligen: voldsomt, hærdet
190
433 Den efterfølgende salme stammer fra Thomas
Kingos salmebog.
434 Brynde: heftig vrede
DET MODERNE GENNEMBRUD
Herman Bang
(1857-1912)
Herman Bang var en kontroversiel person i det moderne gennembrud: Homoseksuel og forfulgt af myndighederne, selviscenesættende dandy med dyre vaner og en af de få, der turde
lægge afstand til Georg Brandes.
Bang blev født i 1857 i et præstehjem på Als. Hans højt elskede mor døde tidligt, faderen
blev sindssyg og sønnen sendt på Sorø Akademi, hvor han tog studentereksamen og blev
besat af tanken om at blive skuespiller.
Da det slog fejl, ernærede Bang sig med stor succes som journalist, hvor han blev stil- og
genreskabende med sine reportager. Sit litterære gennembrud fik han med skandalesuccesen
Haabløse Slægter (1880), der blev nedvurderet i anmeldelserne, karikeret i vittighedstegninger
og beslaglagt i byretten. Bang blev jaget vildt i offentligheden og forlod landet. De følgende
år tilbragte han i Berlin, Meiningen, Wien, Prag, Paris og Norge, hvor han skrev de fleste af
sine bøger.
Hans forfatterskab forfølger to spor, som kører parallelt, men som begge fortæller noget
vigtigt om livet i moderniteten. Det ene spor er skildringen af sære excentrikere i storbyen,
det andet er opsporingen af stille eksistenser i provinsen.
Hvor de første er underlagt modernitetens krav om at eksponere sig selv for at overleve, er
de sidste ved at blive kvalt i traditionernes spændetrøje. Til det første spor hører bl.a. romanen
Stuk (1887) og novellesamlingen Excentriske Noveller (1885). Til det andet hører bl.a. romanerne
Ved Vejen (1886) og Tine (1889) og novellesamlingen Under Aaget (1890).
I det følgende skal vi møde en stille eksistens i novellen Irene Holm.
Irene Holm
5
10
I
Det blev læst op en Søndag efter Gudstjenesten, af Sognefogdens Søn, ved
Stævningsstenen435 udenfor Kirken: at
Frøken Irene Holm, Danserinde fra436 det
kongelige Theater, den første November i
Kroen vilde aabne sine Kursus i Holdning,
Dans og Bevægelse, saavel for Børn som
for Viderekomne, Damer og Herrer - saafremt et tilstrækkeligt Antal Deltagere
tegnedes. Prisen fem Kroner for hvert
Barn, for Søskende Moderation.437
Der tegnedes syv Deltagere. Jens Larsens
stillede de tre ”paa Moderation”.
435 Stævningsstenen: stedet for bekendtgørelser uden
for kirken
436 fra: bemærk: ikke længere ved
437 Moderation: rabat
Frøken Irene Holm ansaa det for tilstrækkeligt. Hun kom en Aften sidst i
Oktober og stod af i Kroen med sin Bagage, en gammel Champagnekurv, der
var bundet sammen med et Reb.
Hun var lille, tyndslidt med et firtiaarigt Lillepigeansigt under en Skindbaret438, og gamle Lommetørklæder bundet
om Haandledene mod Gigt. Hun udtalte
alle Konsonanterne og sagde: Tak - aa Tak
- jeg kan jo selv, til hver Haandsrækning
og saá hjælpeløs ud.
Hun vilde kun nyde en Kop The og
krøb saa i Seng i Lillekammeret bag
438 Skindbaret: hovedbeklædning
211
15
20
25
LITTERATURENS HUSE
30
35
40
45
50
55
60
65
70
Storstuen, tænderklaprende af Angst for
Spøgelser.
Næste Dag kom hun til Syne med Lokkehoved og stram Figurkaabe med Skindkant, der bar Mærker af Tidens Tand.
Hun skulde besøge de ærede Forældre.
Hun turde maaske spørge lidt om Vejen.
Madam Henriksen gik ud i Gangdøren
og pegede paa Gaardene ud over Marken.
Frøken Holm nejede ad de tre Trappetrin
af Taknemmelighed.
- Skrog, sagde Madam Henriksen.
Hun blev staaende i Gangdøren og saá
efter Frøken Holm, som gik ned mod Jens
Larsens oppe paa Diget - for at skaane sit
Fodtøj. Frøken Holm var ”chausseret”439
i Gedeskind og Strømper med Ret og
Vrang.
Da hun nu havde besøgt Forældrene
- Jens Larsens gav ni Kroner for sine tre søgte Frøken Holm om Lejlighed. Hun fik
et lille hvidkalket Kammer hos Smedens
med Udsigt over den flade Mark. Møblementet var en Kommode og Sengen og en
Stol. Mellem Kommoden og Vinduet fik
Champagnekurven sit Sted i Krogen.
Dér flyttede Frøken Holm ind. Formiddagen gik med mange Processer med
Krøllepinde og kold The og varme Grifler.
Naar Krøllehovedet var i Orden, ryddede
hun op, og om Eftermiddagen hæklede
hun. Hun sad paa sin Champagnekurv
i Krogen og stjal det sidste Lys. Smedemadammen kom ind og satte sig paa Træstolen og snakkede. Frøken Holm hørte
til smilende og med graciøse Nik med
det lokkede Hoved.
Madammen spandt Historien ud en
Timestid i Mørkningen, til Nadveren
skulde paa Bordet. Frøken Holm vidste
sjældent, hvad hun havde fortalt. Udenfor
Dans og Positioner440 og saa Regnskabet
for Brødet - et langsommeligt, evigt Regn-
skab - havde denne Verdens Ting lidt
svært ved at bryde ind til Frøken Holms
Bevidsthed. Stille blev hun siddende med
Hænderne i Skødet, paa sin Kurv, og stirrede blot paa den smalle lyse Stribe under
Smedens Dør.
Ud gik hun ikke. Hun fik Hjemve, naar
hun saá de flade, øde Marker. Og saa
var hun ogsaa bange for Tyre og løbske
Heste.
Naar det blev ud paa Aftenen, kogte
hun Vand i Kakkelovnen og spiste. Saa
kom Turen til Papillotterne. Naar hun
under Afklædningen var naaet til Underpermissioner441, gjorde hun sine ”Pas”442
ved Sengestolpen. Hun strakte Benene,
saa hun svedte ved det.
Smeden og hans Kone veg ikke fra
Nøglehullet. De saá Balletspringene bagfra; Papillotterne strittede paa Issen som
Piggene paa et Pindsvin.
Frøken Holm blev saa ivrig, at hun
begyndte at nynne højt, mens hun gik i
Gulvet og op, i Gulvet og op ...
Smed og Kone og Børn sloges ved
Nøglehullet.
Naar Frøken Holm havde øvet sine Minutter, krøb hun i Seng. Naar hun øvede,
kom hun næsten altid til at tænke paa ”da
hun var paa Skolen ved Dansen” .... Og
pludselig kunde hun le halvhøjt op med
en tøset Latter, midt som hun laa ....
Og hun faldt i Søvn, mens hun endnu
tænkte paa den Tid - den lystige Tid ....
Prøverne, naar de stak hinanden med
Knappenaale i Læggene .... og hvinte ....
Og Aftenerne - - i Garderoberne ....
hvor det summede .... alle Stemmerne ....
og Regissørens Klokke ....
Frøken Irene Holm vaagnede endnu
om Nætterne, naar hun havde drømt, hun
forfejlede en Entré ....
439 chausseret: iført fodtøj
440 Positioner: fodstillinger
441 Underpermissioner: underbukser
442 Pas: øvelser
212
75
80
85
90
95
100
105
110
DET MODERNE GENNEMBRUD
115
120
125
130
135
140
145
150
155
II
- Nu - en - to .... Frøken Irene Holm løftede
Kjole og strakte Fod .... Ud til bens - en
- to - tre.
De syv var ind til bens - med Fingrene
i Munden, mens de hoppede.
- Lille Jens - ud til bens - en, to, tre Kompliment - en, to, tre - en Gang til ...
Jens Larsens tre gjorde Kompliment
med den stive Tunge langt ud af Munden
....
- Lille Maren højre - en - to - tre - Maren
gik til venstre ....
- Om igen - en to tre - Frøken Holm sprang som et Kid, saa
man saá et langt Stykke af de ”Ret og
Vrang” ....
Kursus’et var i fuld Gang. De dansede
tre Gange om Ugen i Krosalen ved to
Lamper, der hang under Bjælken. Det
gamle Støv stod op i den kolde Stue under
Trinene. De syv var vildfarende som en
Flok Skader. Frøken Holm rettede Rygge
og bøjede Arme.
- En - to - tre, Battement443 ....
- En - to - tre - Battement .... De syv faldt
ned fra Battementet og skrævede ....
Frøken Holm fik Støv i Halsen af at
raabe. De skulde danse Vals, Par og Par.
De holdt sig langt ude fra hinanden, generte og stivarmede, som om de drejede
i Søvne. Frøken Holm talte og svingede
dem.
- Godt - sving - fire, fem - godt, sving
- lille Jette ....
Frøken Holm blev ved at følge efter
Jens Larsens midterste og lille Jette og
drejede dem, som man slaar til en Top
....
- Godt - godt - lille Jette ....
Lille Jettes Moder var der for at se til.
Bønderkonerne kom med Hattebaandene
bundet i stive Sløjfer og saá til, langs
Væggene, ubevægelige med Hænderne
i Skødet, uden at veksle et Ord med hinanden.
Frøken Holm kaldte dem ”Frue” og
smilte til dem under Battementerne.
Turen kom til Les Lanciers. Jens Larsens ”tre” sprang med Vandstøvlesnuderne højt op i Vejret.
- Damen tilhøjre - godt - lille Jette, tre
Skridt tilvenstre - godt lille Jette ....
Les Lanciers lignede et Haandgemæng.
Frøken Holm stønnede af at kommandere og danse. Hun støttede sig til
Væggen - det var, som havde hun Hamre
i Tindingerne - Godt - godt - lille Jette ....
Hendes Øjne sved af det gamle Støv
.... De syv blev ved at hoppe rundt midt
paa Gulvet i Halvmørket.
Naar Frøken Holm kom hjem efter
Dansetimerne, bandt hun Lommetørklæde om Lokkehovedet. Hun gik rundt
med en evig Snue. Fritimerne sad hun
med Næsen over en Skaal kogende Vand
for at standse Ondet.
De fik Musik til Timerne: Hr. Brodersens Violin. Frøken Holm fik to nye Elever,
et Par Viderekomne. De hoppede alle
rundt til Skrædder Brodersens Instrument, saa Støvet stod i Skyer og Kakkelovnen dansede paa Løvefødderne.
Der kom ogsaa flere Tilskuere. En
Gang imellem de fra Præsten, Frøkenen
og Kapellanen.
Frøken Holm dansede for under de to
Olielamper med Brystet frem og strakt
Vrist:
- Kast Fødderne, lille Børn, kast Fødderne, saadan ....
Frøken Holm kastede Fødderne og
løftede op i Kjolen:
Der var Publikum.
443 Battement: hop, hvor fødderne slås sammen
--213
160
165
170
175
180
185
190
195
LITTERATURENS HUSE
200
205
210
215
220
225
230
235
240
Hver Uge sendte Frøken Holm det hæklede Arbejde til København. Posten blev
afleveret hos Skolelæreren. Hun havde
hver Gang pakket eller skrevet forkert, og
Skolelæreren maatte gøre det om.
Hun stod og saá til med sine Sekstenaars Smaanik.
Aviserne, der var kommet med Posten,
laa til Uddeling paa et af Skolebordene.
En Dag bad hun, om hun maaske turde se
”Berlingske”. Hun havde set paa Bladbunken otte Dage uden at turde spørge.
Siden kom hun hver Dag, i Middagsstunden - Skolelæreren kendte hendes
sarte Banken med en Kno -:
- Værsgo, lille Frøken - der er aabent,
sagde han.
Hun gik over i Skolestuen og tog Berlingske ud af Bunken. Hun læste Annoncerne fra Theatrene og Repertoiret og
Kritikkerne, af hvilke hun intet forstod.
Men det var jo om ”dem derovre”.
Det tog lang Tid at komme igennem
en Spalte. Pegefingeren fulgte graciøst
med Linierne. Naar hun var færdig med
Avisen, gik hun over Gangen og bankede
som før.
- Naa, sagde Skolelæreren, var der saa
noget nyt i Staden?
- Det er altid ”dem derovre”, sagde hun.
De gamle Forhold.
- Det lille Frø, sagde Skolelæreren og
saá ud efter hende gennem Vinduet. Frøken Holm gik hjem til sit Hækletøj.
- Det lille Frø, hun er s’gu helt febrilsk
for sin Dansemester .... sagde han.
Det var en Ballet, som skulde opføres
paa Theatret, af en ny Balletmester. Frøken Holm kunde Personlisten udenad
og Navnene paa alle Solodanserne. Vi
har jo været sammen paa Skolen, sagde
hun: vi alle.
Om Aftenen, da Balletten skulde opføres første Gang, havde hun Feber, som
om hun selv skulde danse. Hun tændte
214
de to Lys, der var blevet graa af Ælde,
paa Kommoden, hvert paa sin Side af en
Thorvaldsens Gipskristus, og hun satte
sig paa sin Champagnekurv og saá ind
i Lysene.
Men hun kunde ikke være ene. Al den
gamle Theateruro kom op i hende. Hun
gik ind til Smedens, som sad ved Nadveren, og hun satte sig paa Stolen ved Siden
af Stueuhret. Hun talte mere de Timer
end ellers det hele Aar. Hun fortalte om
Theatret og om Førsteforestillingerne. Om
de store ”Soloer” og om Mestertrinene.
Hun nynnede og vuggede med Overkroppen, mens hun sad.
Smeden blev saa muntret af alt dette,
at han gav sig til at brumme en gammel
Kavallerivise og sagde:
- Mutter, det drikker vi en Punch paa
- en Arrak444 af den skære445.
Punchen blev brygget, og de to Lys
fra Kommoden kom ind paa Bordet, og
de drak og snakkede op. Men midt under hele Lystigheden blev Frøken Holm
pludselig stille og sad med store Taarer i
Øjnene. Og rejste sig og gik ind.
Inde paa sin Kurv brast hun i Graad
og sad længe, før hun klædte sig af og
gik i Seng. Hun gjorde ingen ”Pas” ved
Stolpen.
Hun blev ved at tænke over dette
ene!
Han havde været med hende paa Skolen.
Hun laa stille i Sengen. Nu og da sukkede hun i Mørket. Hun virrede lidt med
Hovedet paa Puden: hun hørte i sit Øre
hele Tiden Balletmesterens Stemme fra
Skolen, hidsig og skrattende:
- Holm har ingen Élan446 .... Holm har
ingen Élan .... han raabte det, saa det skreg
gennem hele Salen.
Hvor hun hørte det - hvor saá hun
Salen.
444 Arrak: risbrændevin
445 skære: ublandede, ufortyndede
446 Élan: begejstring, kunstnerisk talent
245
250
255
260
265
270
275
280
285
DET MODERNE GENNEMBRUD
290
295
300
305
310
315
320
325
Figurantinderne447 gjorde deres Øvelser i lang Rad - Pas efter Pas. Træt lænede
hun sig et Nu til Væggen - det var, som
var de plagede Lemmer hugget hende af
Kroppen - og hun hørte igen Balletmesteren, som skingrede:
- Har Holm da ingen Ambition ....
Hun saá deres Stue hjemme. Moderen, der sad stønnende i den store Stol,
og Søsteren, der drejede den hakkende
Symaskine, nær ved Lampen, og hun
hørte Moderen sige med sin astmatiske
Stemme:
- Dansede Anna Stein Solo?
- Ja, Mo’er.
- Hun havde vel “La grande Neapolitaine448”?
- Ja, Mo’er.
- I to kom sammen paa Skolen, sagde
Moderen og saá over paa hende bag Lampen.
- Ja, Mo’er.
Og hun saá Anna Stein i det brogede
Skørt - med de flagrende Baand i Tamburinen - saa levende og leende i Lyset
fra Rampen i den store Solo ....
Og pludselig lagde hun Hovedet ned i
Puderne og hulkede, voldsomt og ustandseligt, i afmægtig og fortvivlet Smerte
....
Det var blevet Morgen, før hun faldt
i Søvn.
--Balletten havde gjort Lykke. Frøken
Holm læste Kritikken i Skolen. Mens hun
læste, faldt et Par smaa GammelkoneTaarer ned paa Berlingskes Papir.
Fra Søsteren ankom der Breve. Det var
Breve om Laanesedler og Nød. De Dage,
447 Figurantinderne: danserinder i mindre roller
448 La grande Neapolitaine: solodans fra operaen Den
stumme i Portici, musikken er af Auber, teksten af
Scribe og koreografien af Bournonville
hun fik de Epistler, glemte Frøken Holm
Hækletøjet, og hun sad med Hænderne
i Tindingerne, med det aabnede Brev i
sit Skød. Tilsidst gik hun rundt til Forældrene, og, rød og bleg, bad hun om
Halvdelen af sit Honorar.
Det sendte hun hjem.
Dagene gik. Frøken Irene Holm vandrede til og fra sin Dans. Hun fik et Hold
endnu. Det var en halv Snes unge Gaardmandsfolk, som havde slaaet sig sammen.
De dansede tre Aftener om Ugen i Peter
Madsens Storstue ved Skoven. Frøken
Holm gik en halv Mil i Vintermørket, ræd
som en Hare, forfulgt af alle Balletskolens
gamle Spøgelsehistorier.
Hun skulde forbi en Dam, omgivet af
Pile. Hun stirrede ufravendt paa Træerne,
der strakte sine store Arme op i Mørket.
Hun følte Hjertet som en kold Sten i sit
Bryst.
De dansede tre Timer. (Hun kommanderede. Hun svingede. Herre-Eleverne
dansede hun med, saa hun fik hektisk
Rødt paa Kinderne.) Saa skulde hun
hjem. Peter Madsens Gaardport var lukket. Drengen fulgte hende med Lygten
og fik Porten op. Han holdt Lygten højt
op i Haanden et Øjeblik, mens hun gik
ud i Mørket.
Og hun hørte hans ”Godnat” bag sig,
og Portfløjen, der blev trukket frem over
Brolægningen og blev lukket
Paa det første Stykke Vej var det Hegn
med Buske, der bøjede sig og nikkede
....
Det begyndte at melde Foraar, da Frøken Irene Holms Kursus var endt. Holdet
fra Peter Madsens vilde have Afdansning
i Kroen.
III
Festen blev meget fin med ”Velkommen”
i Transparent over Døren og koldt Bord
215
330
335
340
345
350
355
360
365
370
LITTERATURENS HUSE
375
380
385
390
395
400
405
410
til to Kroner med Kapellanen og Præstefrøkenen for Bordenden.
Frøken Holm var i Barège449 med Garneringer450 og romerske Baand om Hovedet. Fingrene var fulde af Venskabsringe
fra Balletskolen.
Mellem Dansene sprøjtede hun med
Lavendelvand paa Gulvet og truede
”Fruerne” med Flasken. Frøken Irene
Holm blev saa ung igen, naar hun havde
Afdansning.
Først dansede man Kvadrillerne.451
Forældrene og de ældre stod langs
Væggene og i Dørene, seende hver efter
sine og stille imponerede. De unge gik
rundt i Kvadrillerne med Ansigterne saa
stive som Masker, saa varsomme i Trinene,
som gik de paa Ærter.
Frøken Holm var lutter opmuntrende
Nik og halvhøje franske Benævnelser.
Musikken var Hr. Brodersen og Søn. Hr.
Brodersen junior trakterede Præstens
velvillig udlaante Klaver.
De begyndte paa Runddansen, og
Tonen blev mere fri. Mændene slog sig
paa Punchen i Mellemstuen, og ”HerreEleverne” bød Frøken Holm op. Hun dansede med Hovedet paa Siden, løftede sig
paa Tæerne, med sin ældede Sekstenaars
Gratie.
Efterhaanden holdt de andre Par op at
danse, og Frøken Holm og hendes Kavaler
blev alene paa Gulvet. Mændene kom
frem i Døren til Lillestuen, og de raabte
alle i stille Beundring efter Frøken Holm,
der strakte Fødderne lidt længere frem
under Kjolen og vuggede i Hofterne.
Præstefrøkenen morede sig, saa hun
kneb Kapellanen i Armen.
Efter en Mazurka452 raabte Skolelæreren ”Bravo”, og alle klappede i Hænderne.
449
450
451
452
Barège: tyndt stof, anvendt til slør
Garneringer: flæser
Kvadrillerne: dans med fire par
Mazurka: polsk pardans med benspjæt
216
Frøken Holm gjorde Balletbøjning med
to Fingre paa Hjertet.
De skulde til Bords, og hun arrangerede en Polonaise.453 Alle gik med, Konerne
skubbede til hinanden af Generthed og
Fornøjelse. Mændene sagde:
- Naa - Mutter - saa skal vi ....
Et Par gav sig til at synge ”Landsoldaten” og trampede Takten.
Frøken Irene Holm havde Skolelæreren
til Bords og sad under Hans Majestæt
Kongens Buste.
Tonen blev igen højtidelig, efter at man
var kommet til Bords, og Frøken Holm var
den eneste, der talte, i Salontone, som ”de
fra Skuespillet” i en Komedie af Scribe.454
Lidt efter lidt blev man mættere. Mændene begyndte at drikke hinanden til og
støde Glassene sammen over Bordet.
Der blev stor Lystighed nede ved de
Unges Bordende, og det varede noget, før
der blev Ro for Skolelæreren, som vilde
tale. Han talte for Frøken Holm og de ni
Muser. Han talte længe. Langs ad Bordet
sad man og saá ned i Tallerkenerne - efterhaanden fik Ansigterne et højtideligt
og stramt Udtryk, ligesom naar Degnen
var i Kordøren i Kirken - og drejede Brødkugler med Fingrene.
Taleren naaede Freja med sine to Katte
og udbragte saa et Leve for ”Kunstens
Præstinde”: Frøken Irene Holm. Der blev
raabt ni lange Hurra, og alle vilde drikke
med Frøken Holm.
Frøken Holm havde ikke forstaaet
Talen og var meget smigret. Hun stod
op og nejede med Glasset løftet i rundet Arm. Det festlige Pudder var ganske
forsvundet af Anstrengelsen og Heden,
og hun havde to mørkerøde Pletter ned
over Kinderne.
Der blev en stor Hurlumhej. De Unge
begyndte at synge, de Gamle drak Pri453 Polonæse: indgangsmarch til musik
454 Scribe: (1791-1861) fransk dramtiker
415
420
425
430
435
440
445
450
455
DET MODERNE GENNEMBRUD
460
465
470
475
480
485
490
495
500
vatglas og stod op fra deres Pladser for at
slaa hinanden paa Skuldrene eller daske
hinanden paa Maven midt ude paa Gulvet,
under Latter. Konerne begyndte at kaste
strenge Blikke, angst for at Halvdelene
skulde faa for meget.
Og midt under Lystigheden hørte man
Frøken Holm, som blev meget munter og
lo med en tøset Latter som for tredive Aar
siden paa Danseskolen ...
Saa sagde Skolelæreren: Frøken Holm
skulde egentlig danse - - Hun havde jo danset ...
- Ja - men danse for dem - en Solo - det
var noget ....
Frøken Holm havde straks forstaaet
- og en forfærdelig Lyst slog op i hende:
Hun kunde danse.
Men hun gav sig til at le og sagde over
til Peter Madsens Kone:
- Hr. Organisten vil ha’e, jeg skal
danse - - som om det var det latterligste
af Verden.
De nærmeste hørte det, og der blev et
almindeligt Raab.
- Ja - De maa danse ....
Frøken Holm var rød lige op til Haaret
og sagde: At Feststemningen blev næsten
for løftet ...
- Og desuden var der ingen Musik ...
- Og man dansede ikke i lange Skørter
... En Karl raabte gennem Stuen: De ka’
løftes, - og alle lo højt og begyndte at
bede paa ny.
- Ja - hvis Frøkenen fra Præstegaarden
vilde spille - en Tarantel455 ...
Man omringede Præstefrøkenen. Hun
var villig og skulde forsøge. Skolelæreren
rejste sig og slog paa sit Glas: Mine Damer
og Herrer, sagde han, Frøken Holm vil
gøre os den Ære at danse .... De raabte
”Leve” igen og Hurra, og begyndte at
rejse sig fra Bordet.
Kapellanen var gul og grøn, saadan
havde Præstens Frøken knebet ham.
455 Tarantel: lidenskabelig italiensk dans
Frøken Holm og Præstefrøkenen
gik ind for at prøve Musikken. Frøken
Holm var febrilsk og gik frem og tilbage
og strakte Fødderne. Hun pegede paa
Gulvfjælene, der gik i Bakke og Dal, og
sagde:
- Man er jo ikke vant til at danse i en
Cirkus. Saa sagde hun: Ja - Lystigheden
kan begynde, og talte ganske hæst af
Sindsbevægelse.
- Saa kommer jeg efter de første ti Takter, sagde hun. Jeg gør Tegn ... Hun gik
ind og ventede i Lillestuen.
Publikum kom ind og stillede sig i
en Halvkreds, hviskende og nysgerrige.
Skolelæreren hentede Lys fra Bordet og
stillede dem op i Vindueskarmene, ligesom til en Illumination. Saa bankede det
paa Lille-Stue-Døren.
Præstefrøkenen begyndte at spille, og
alle saá mod Døren. Efter den tiende Takt
gik den op, og alle klappede: Frøken Holm
dansede med Kjolen bunden op med et
romersk Skærf.
Det var ”La grande Neapolitaine”.
Hun gik paa Tæerne, og hun svingede.
Tilskuerne saá beundrende paa Fødderne,
der gik rapt som et Par Trommestikker.
Der blev en Klappen, da hun hvilede paa
ét Ben.
Hun sagde: Hurtigere - og begyndte at
svinge igen. Hun smilede og vinkede og
viftede og viftede. Det blev mer og mer
med Overkroppen, med Armene, det blev
mer og mer det mimiske. Hun saá ikke
Tilskuernes Ansigt mer - hun aabnede
Munden - smilede, viste alle sine Tænder
(nogle græsselige Tænder), - hun vinkede,
agerede, - vidste, følte kun ”Soloen” - Endelig Soloen.
Det var ikke længer ”La Neapolitaine”.
Det var Fenella456, Fenella, der knælte, Fenella, der bad - den tragiske Fenella ....
456 Fenella: hovedpersonen i operaen ”Den stumme i
Portici”
217
505
510
515
520
525
530
535
540
LITTERATURENS HUSE
545
550
555
560
565
570
575
580
585
- - Hun vidste ikke, hvordan hun var
kommet op, hvordan hun var kommet
ud .... Hun havde kun hørt Musikken,
der med ét holdt op - og Latteren - Latteren, mens hun pludselig saá alle disse
Ansigter ....
Og hun havde rejst sig, og hun havde
udbredt Armene en Gang endnu - af Vane
- og hun havde nejet, mens de raabte ...
Inde i Lillestuen stod hun et Nu ved
Bordet .... det var saa mørkt for hende, saa
ganske tomt ....
Saa løste hun langsomt Skærfet, med
sært stive Hænder, og glattede Kjolen
og gik stille ind - hvor de blev ved at
klappe.
Hun nejede, tæt ved Klaveret, men
Øjnene løftede hun ikke fra Jorden.
De havde Hast med at begynde at
danse.
Frøken Holm gik stille rundt. Hun
begyndte at sige ”Farvel”, og Eleverne
trykkede hende Pengene i Haanden, indsvøbte i Papir.
Peter Madsens Kone hjalp hende Tøjet
paa, og i sidste Øjeblik kom Præstefrøkenen og Kapellanen og vilde følges med
hende.
De gik tavse hen ad Vejen. Præstefrøkenen var rent ulykkelig og vilde gøre
en Undskyldning og vidste ikke, hvad
hun skulde sige. Og den lille Danserinde
blev ved at gaa ved Siden af dem, stille
og bleg.
Saa sagde Kapellanen, pint af Tavsheden:
- Ser De, Frøken - de Folk har jo intet
Blik for det tragiske.
Frøken Holm blev ved at gaa stille. De
kom til Smedens, og hun nejede, da hun
rakte Haanden.
Præstefrøkenen slog Armene om hende
og kyssede hende: Godnat, Frøken, sagde
hun - hun var ikke sikker paa Røsten ....
Kapellanen og hun blev ude paa Vejen,
til de havde set Lyset tændt i Danserindens Kammer.
--Frøken Holm tog den Barèges Kjole
af og lagde den sammen. Saa talte hun
Pengene ud af Papirerne og syede dem
ind i en lille Lomme i sit Kjoleliv. Hun
førte Naalen saa kejtet, mens hun sad
foran sit Lys.
Den næste Morgen blev hendes Champagnekurv læsset paa Landpostens Vogn.
Det var en Regndag, og Frøken Holm krøb
sammen under en defekt Paraply; Benene
trak hun op under sig, saa hun sad helt
tyrkisk457 paa sin Kurv.
Da de skulde til at køre - ”Posten” gik
ved Siden af Vognen, Øget havde nok med
at trække én Passager - kom Frøkenen fra
Præstegaarden løbende hen ad Vejen i bart
Hoved. Hun havde en hvid Spaankurv
med. Man maatte da have Proviant med
paa Rejsen, sagde hun.
Hun bøjede sig ind under Paraplyen,
tog Frøken Holm om Hovedet og kyssede
hende to Gange ....
Saa brast den gamle Danserinde i
Graad og greb den unge Piges Haand,
som hun kyssede.
Præstefrøkenen blev staaende paa Vejen og saá efter den gamle Paraply, saa
længe hun øjnede den.
- - Frøken Irene Holm havde indbudt
til et ”Foraarskursus i den moderne Selskabsdans” i en nær Flække.
Der var tegnet seks Elever.
Der drog hun hen - for at fortsætte det,
man kalder Livet.
(1890)
457 tyrkisk: med korslagte ben
218
590
595
600
605
610
615
620
625
DET MODERNE GENNEMBRUD
Henrik Pontoppidan
(1857-1943)
I 1849 havde man i Danmark indført repræsentativt demokrati med to kamre, Folketinget og
Landstinget. Alle love skulle igennem begge kamre for at blive vedtaget. Efter nederlaget i
krigen mod Preussen i 1864 strammede kongen og de magtfulde godsejere grebet om landet
og ændrede forfatningen. Ved grundlovsændringen i 1866 fik kongen lov til at udpege 12
af Landstingets 66 medlemmer, 27 blev indirekte valgt af de højstbeskattede og 27 gennem
indirekte valgt blandt folketingets medlemmer. Det betød, at godsejernes parti Højre kom
til at sidde på flertallet i Landstinget. I 1875 udnævnte kongen en ny konseilspræsident
(statsminister) J.B.S. Estrup, og han var villig til at bøje lovgivningen så langt som muligt og
regere imod Folketingets flertal.
Stridens æble var størrelsen af skatterne. Venstre var imod at øge militærudgifterne til
befæstningen af København og nægtede følgende at stemme for finansloven og uden en sådan
kunne staten ikke lovligt opkræve skatter. Som svar gennemførte Estrup en provisorisk finanslov,
dvs. en midlertidig finanslov. Dette skete første gang i 1877 og siden i hele perioden 1885-94.
Bønderne svarede igen med at nægte at betale skat, da finansloven ikke var lovligt vedtaget.
Der fandt flere oprørsforsøg sted, og pressen bragte kritiske indlæg, indtil Højreregeringen
indførte censur. Bønderne holdt vrede grundlovsmøder og gik så vidt som til at danne riffelforeninger for at få våben, men de kom ikke i anvendelse. Dog forsøgte en typograf et
attentat mod Estrup. Denne blev reddet af knappen i sin vestelomme, mens typografen blev
idømt fængsel på livstid.
Venstres leder Christian Berg blev fængslet efter et møde i Holstebro, og landet var en
tid på randen af borgerkrig. Estrup og Højre satte hårdt mod hårdt og oprettede det forhadte
militærkorps, De blå gendarmer, der skulle opkræve skatter og slå al uro ned med vold. Desuden
blev der indført censur og flere intellektuelle blev fængslet i kortere tid.
En af de forfattere, der reagerede voldsomt på forfatningskampen var Henrik Pontoppidan.
Han blev idømt en bøde for et af sine kritiske avisindlæg og blev holdt ude fra finanslovsstøtte
en årrække på grund af sine kritiske synspunkter. Som realist følte Pontoppidan sig forpligtet
på den omgivende virkelighed, men han blev ikke blot stående ved kritikken af den, han
forholdt sig også selvkritisk til de intellektuelles rolle.
I sine første bøger, hvor novellesamlingen Fra hytterne (1887) er den vigtigste, skabte han
nogle ætsende billeder af livet på landet. Hans kritik retter sig især mod udnyttelsen af tyendet
og behandlingen af samfundets udstødte. Skuffelsen over de manglende politiske resultater og
over danskernes vankelmodighed over for Højrestyret under godsejer Estrup kom til udtryk
i novellesamlingen Skyer (1890) hvorfra ”Ilum Galgebakke” stammer.
Ilum Galgebakke
I
Tæt udenfor Landsbyen Ilum ligger den
saakaldte Galgebakke.
Man kommer derop ad en smal Sti,
der snor sig mellem Pløjemarker og unge
Plantninger af Gran og Fyr. For hvert
Skridt, man stiger til Vejrs, vider Synskredsen sig ud omkring En; og naaer man
tilsidst Højens skaldede Top, har man
219
5
LITTERATURENS HUSE
10
15
20
25
30
35
40
45
50
hele Herredet liggende milevidt udbredt
for sine Øjne – til de tre Sider omgivet
af Landets gamle Vogter, det gendarmblaa458 Hav, hvis Bølgehære skimtes i det
fjærne.
Der hviler en inderlig Enfold over det
kønne, frodige, tæt befolkede Landskab.
Ingen dristigt svungne Linjer, ingen himmelstormende Tinder eller svimlende Afgrunde. I tunge, fede Muldbølger skyder
Landet sig roligt og ensformigt frem fra
Stranden, snart bærende fredelige Skove,
Landsbyer, Kirker og Møller paa sin Ryg,
snart redende trygge Lejer for sindigt
flydende Bække og spejlblanke Aaer.
Kommer man herop en stille Sommeraften, naar den synkende Sol lægger et
Skær som af smeltet Smør over hver Vandpyt og Grøft; naar Kirkerne rundt om paa
Bakkerne begynder at kagle som hvide
Høns; naar Piger i store Solhatte kommer
gladelig syngende hen ad Markstierne
med Mælkeaag over de brede Skuldre og
Hænderne støttede paa de trinde Hofter;
naar rundkindede Karle lunter ud fra
Byerne paa Ryggen af store tunge Heste,
med Træskoen lystigt dinglende ude paa
Storetaaen; naar Moserne begynder at
brygge, og Engene at spinde, og Frøerne
at dreje deres Kværn – – kan man tro sig
hensat til et Vidunderland, hvor alt aander
Fred og evig Lykke.
Lige under En ligger Ilum Sø dybt
gemt mellem de afrundede Bakker – saa
lunt og fredeligt som Smørhullet i et Fad
Grød. I Søens østlige Ende spejler Ilum
By sine mange hvide Gavllænger, og over
Straatagene kigger Kirketaarnets røde
Nissehue op. Bagved strækker sig en lang
Allé af ærværdige Ege helt hen til ”Ilumgaarden”, Byens gamle Arvefjende, de
Juul’ers mosbegroede Herresæde, der ligesom med ond Samvittighed skjuler sig i
en tæt og mørk Lund af Bøg og Gran. Kun
en blank Metalkugle af Slottets Taarnspir
rager op over de høje Trækroner som et
evig vagtsomt Øje.
I Aarhundreder har Bondeby og Herregaard ligget saaledes over for hinanden,
og næsten altid i Krig. Snart var det lejede
Landsknægte fra Herregaarden, der drog
ned gennem Alléen med Sværd og lange
Landser for at svinebinde Bønderne. Snart
var det disse, der ved Nattetid satte over
Borggraven med Køller og tunge Øxer
for at give Herremanden et velment Tak
for sidst.
Thi de allerældste Ilum Bønder var et
stridslystent Folkefærd, der levede deres
halve Liv som Fiskere ude paa Havet,
hvorfra de var vant til at brydes, snart
med Bølgerne, snart med fremmede
Strandhuggere, undertiden ogsaa med
hinanden indbyrdes. Og Trangen til at
kæmpe for deres Selvstændighed tabte
sig ikke, naar de kom paa Landjorden.
De havde den Gang hverken Værneforeninger459 eller Øxe-Klubber og heller
ingen omrejsende Agitatorer til at holde
deres Friheds-Begejstring varm. De fandt
ganske af sig selv paa at sparke fra sig,
naar nogen traadte dem for haardt paa
Foden. Dyrets Friheds-Instinkt var endnu
vaagent hos dem. Uden først at granske
nogen gammel eller revideret Grundlov
eller at raadføre sig med en Katekismus
om Tidspunktet for en Opstands Tilladelighed, brød de som med én Skulder
det Aag, der blev for tungt, og tog deres
Hævn uden Sentimentalitet.
To Gange sved de Ilumgaarden af, saa
kun de sværtede Mure stod tilbage, og trak
Herremanden herop paa Galgebakken,
hvor han selv havde ladet tappe saa meget
Blod. Her klædte de ham først nøgen, rev
saa Tungen ud af Halsen paa ham, spræt-
458 gendarmblaa: bemærk referencen til De blå gendarmer
459 Værneforeninger: riffelforeninger dannet i protest
mod Estrups provisoriske fi nanslove
220
55
60
65
70
75
80
85
90
DET MODERNE GENNEMBRUD
95
100
105
110
115
120
125
130
135
tede derpaa Maven op, saa de rygende
Indvolde hang ham ned over Knæene, og
klyngede sluttelig under vilde Jubelraab
hans højadelige Krop op i Galgens højeste
Top til Føde for de sultne Ravne.
Men de Tider er forlængst – forlængst
forbi!
Nu holder de Ilum Bønder sig udelukkende til Jorden, og Kampen for deres
Selvstændighed har antaget mere civiliserede Former.
Nu bygger de Forsamlingshuse, opretter Skoler, stifter Foreninger, danner
uafhængige Laanekasser, Brandkasser
og endnu flere Kasser – alt til Frihedens
Bevarelse. Men først og sidst afholder de
Møder. Overalt og til alle Tider holder
de Taler. I store Skarer drager de i bevægede Tider herop paa den minderige
Galgebakke og rejser her det moderne
Skafot, Talerstolen, hvorfra deres Ordførere under Forsamlingens Jubelraab
først klæder Fjenderne nøgne for ethvert
Argument, derpaa hudfletter dem med
Sprogets hvasseste Ord, lemlæster deres
Fortolkninger, og sluttelig uden Skaansel
giver deres Navn og Ære til Pris for sultne
Bladreferenter.
Og er da saaledes Hævntørsten stillet,
opløfter Lærer Zachariasen sin almægtige
Haand – og fra begejstrede Struber runger
Tonerne af det gamle Bjarkemaal460 ned
over Dalen:
”Vaagner, vaagner, danske Helte!
Springer op og spænder Belte!”
II
Det var oppe paa Ilum Galgebakke, at jeg
saa ham sidste Gang – denne besynderlige,
gaadefulde Fremmede, der havde sat den
hele By i saa ualmindelig Bevægelse.
460 Bjarkemaal: nordisk oldtidsdigt, brugt som
kampsang. Forsamlingen anvender her Grundtvigs
gendigtning fra 1817.
Alene hans Udseende var ganske ejendommeligt. Han var en lille koboldagtig461
Skikkelse, bredskuldret og tyndbenet,
med stridt, graat Haar, et stort, gulblegt,
skægløst Ansigt og store runde Briller,
hvorigennem hans Øjne, naar Solen lyste
paa dem, viste sig som to lodrette Streger
og mindede om en Natugle, en Kat eller
en Tiger.
For nogle Aar tilbage var han en Sommeraften kommen vandrende her til Byen
med en Voxdugstaske paa Ryggen, højt
opsmøgede Benklæder og en tyk Knortestav i Haanden – skrækkelig tilstøvet og
forbrændt af Solen, som havde han vandret dagevis uden Rast.
Først indlogerede han sig i Kroen men
lejede snart efter en Stue hos et Par Husmandsfolk i Udkanten af Byen, hvor han
siden boede. Han kaldte sig ”pensioneret
Skolelærer” og fortalte, at han opholdt sig
her for at studere Egnens Historie, da han
agtede at forfatte en Beskrivelse af den.
Dette lød ret naturligt, især da han
virkelig altid færdedes ude omkring i
Landet. Fra Morgen til Aften gennemstrejfede han Egnen, kiggede ind i de enligt
liggende Smaahuse ude paa Overdrevene,
gav sig i Snak med alle Vejfarende, slog sig
ned hos Høstarbejdere, hos Grøftegravere
og Vogterdrenge – altid rastløs, munter
og meddelsom.
Bedst som man gik i egne Tanker paa
Landevejen, kunde han pludselig rejse
sig fra Grøftekanten lige foran En, hilse
paa sin sædvanlige kammeratlige Maade
ved at lægge to Fingre op paa sin brede
Hatteskygge, og derpaa bede om Tilladelse til at gøre Følgeskab. Saa trippede
han lykkelig afsted ved Ens Side med
smaa hurtige Skridt (han løftede altid
Fødderne paafaldende højt under Gangen,
omtrent som om han uforfærdet vadede
461 koboldagtig: bjergtroldeagtig
221
140
145
150
155
160
165
170
175
LITTERATURENS HUSE
180
185
190
195
200
205
210
215
i noget usynligt) – ustandseligt snakkende og spørgende, fortællende eller
frittende, mens han mellem hveranden
Sætning rømmede sig og spyttede tørt
ud til Siden.
I Begyndelsen drejede Samtalen sig
gærne om Vejr og Vind. Men det varede
aldrig længe, før han umærkeligt gled
over til sit Yndlingsemne: Historien. Saasnart man kom op paa en Bakketop,
hvorfra man kunde overskue en Del
af Egnen, standsede han og gav sig til
med Stokken at pege forklarende rundt i
Terrænet. Han kendte Navn og Sted for
enhver af de Kampe, der i sin Tid var
bleven ført her mellem Herregaarden og
de gamle Ilum Bønder, og fortalte derom
med en ejendommelig malende Kraft, saa
de blodige Billeder blev som levende igen
for Ens Øje.
Han var i det hele en mærkelig Mand.
Han syntes at have set og oplevet mere
end andre dødelige. Han havde været i
Berlin under Tumulterne otteogfyrre462,
i Paris under Kommunen enoghalvfjers.
Han havde set Vendomesøjlen463 falde
og Tuilerierne464 brænde og var utrættelig i Beskrivelsen af hine Rædselsdages
Vildskab, af de brølende Folkemasser, de
fremstormende Soldater, Barrikaderne
paa Gaderne og Plyndringerne af Kirker
og Klostre.
Og altid var der noget ejendommeligt
tændende ved hans Fremstilling af disse
Oplevelser. Naar man forlod ham, havde
man en Fornemmelse, som om Ens eget
Blod flammede. Man følte en heftig Trang
til Daad, et ustyrligt Mod til at kæmpe
og ofre sig for en stor og hellig Sag, for
Frihed, Ret og Broderskab.
462 Tumulterne otteogfyrre: her refereres der til arbejderopstanden i Berlin, 1848
463 Vendomesøjlen: søjle i Paris med statue af Napoleon,
delvis ødelagt under Pariserkommunen i 1871
464 Tuilerierne: slot i Paris, afbrændt af kommunarderne
i 1871
222
Thi det var just paa denne Tid, at den
politiske Spænding og Ophidselse var paa
sit højeste her i Landet. Alle var draget
med af den vilde Stormhvirvel, der et
Øjeblik truede med for bestandig at oprive
og splitte det hele Folk.
Blandt Ilums Demokrater var ”Mandslingen” – som man gærne kaldte den
gamle Særling – hurtig kommen til at
indtage en fremragende Plads. Skønt
fremmed for Egnen og – paa Grund af
sin Person – uden Evne til virkningsfuld
Optræden i Forsamlingerne var han strax
fra Begyndelsen bleven behandlet med
endog særlig fin Opmærksomhed. Man
satte en Ære i at have i sin Midte en Mand,
der alene paa Grund af sin Alder, sin Lærdom og sine sjældne Oplevelser maatte
indgyde Modstanderne Respekt.
Men lidt efter lidt havde Stemningen
vendt sig imod ham. Det varede ikke
længe, før man indsaa, at man havde
vist ham for stor Tillid, og at han bag sit
muntre og menneskevenlige Ydre skjulte
et falskt og upaalideligt Sind.
Han havde unægtelig ogsaa efterhaanden faaet en underlig spydig Maade
at spidse Munden paa, naar nogen talte til
ham om det store Frigørelsesværk, som nu
skulde indledes. Der paakom ham – især
over for Egnens ledende Mænd – ofte
nogle besynderlig pludselige Hosteanfald, saasnart Talen faldt paa det Aag,
som Bondens brede Ryg nu skulde bryde.
Undertiden rejste han sig endog op i Forsamlingerne og afbrød Foredragsholderen
med en eller anden kaad Bemærkning,
der øjensynligt alene havde til Hensigt at
forstyrre Stemningen og svække Alvoren
og Begejstringen hos Tilhørerne.
Ved denne snart tvetydige, snart
aabenlyst spottende Adfærd opnaaede
han tilsidst at gøre sig grundigt forhadt
af alle i hele Byen. Ja, med den Mistænksomhed, Tiden uvilkaarlig fremkaldte, var
220
225
230
235
240
245
250
255
260
DET MODERNE GENNEMBRUD
270
275
280
285
290
295
300
305
310
man endog paa Veje til at anse ham for
en forklædt Angiver, en Spion for Regeringspartiet, der falskelig havde forstaaet
at indsmigre sig hos Befolkningen for at
tilvende sig dens Fortrolighed.
Navnlig Byens egentlige Fører, Skolelærer Zachariasen, hadede ham af sin
inderste Sjæl. Og Gang efter Gang kom
det til de heftigste Sammenstød imellem
dem.
Saaledes en Dag ved et stort Møde i
Forsamlingshuset, hvor Mænd og Kvinder
fra hele Sognet var samlet for at træffe
Aftale om en energisk Protest mod det
nye provisoriske Regimente. Det var Meningen at vedtage en Adresse. Den skulde
stiles til Kongen og overbringes denne af
fire valgte Mænd fra Sognet.
Den store flagsmykkede Sal var propfuld af Folk, og efter at den sædvanlige
Slagsang – Bjarkemaalet – var afsunget,
traadte Skolelærer Zachariasen frem paa
Talerstolen. Han var en smuk kraftig Skikkelse, der med sit lange sorte Skæg og
alvorsfulde Blik mindede om Profeterne
i de gamle Billedbibler.
Han stod en Stund ganske stille og
stirrede mørkt frem for sig med et Udtryk,
som om han kun ved smertelig Opbydelse
af al sin Viljestyrke kunde beherske de
Følelser og Tanker, der stormede vildt i
hans Indre. Først da alt var bleven dødsstille omkring ham, og han mærkede alles Blikke rettede i Spænding mod hans
Læber, begyndte han at tale.
Lige neden for Talerstolen saaes
”Mandslingen”. Han alene sad foroverbøjet og støttede Hagen paa Knappen af
sin Stok. Hans Øjne syntes tillukkede bag
Ugle-Brillerne, og om hans Mund spillede
det sædvanlige sarkastiske Smil.
Efter at Zachariasen var bleven færdig
med sit Indledningsforedrag, gik han over
til Oplæsningen af Adressen465. Denne var
holdt i en pompøs Stil og fuld af digteriske
Syner og Billeder, der tydeligt røbede
Zachariasens Forfatterskab. Den begyndte
med et vidtløftigt historisk Tilbageblik,
der, idet det gav en Oversigt over Danmarks Historie fra Frode Fredegods Dage
indtil Nutiden, skulde bevise, hvorledes
Folkets Kærlighed bestandig havde været
Kongernes sande Styrke. Derefter gik den
over til at omtale den forhaandenværende
Strid og Gæringen i Folket. Idet den gentog de gamle Kampord om ”Fortvivlelsens Selvhjælp” o. s. v., fremmanede den
i vægtige Udtryk en Broderkrigs Rædsler
og endte omsider med at anraabe Kongen
om at lytte til Folkets Røst, ”inden det
blev forsilde”.
Efter Oplæsningen lød der fra Mændene et betænksomt ”Hør!”. Kvinderne
nikkede bifaldende, hvorpaa Adressen
enstemmigt vedtoges.
Efter forudgaaende Aftale foreslog
dernæst en af de Tilstedeværende Hr.
Zachariasen samt tre navngivne Bønder af Sognet til at overrække Kongen
Adressen.
Herom skulde man just til at afstemme,
da ”Mandslingen” til almindelig Forfærdelse rejste sig og bad om Ordet.
Han vilde blot, sagde han, i Stedet for
de tre anførte Bønder foreslaa tre andre
Mænd af Sognet til det omtalte Hverv,
nemlig Jordemodermand Nielsen, Natvægter Ole Madsen og Rokkedrejer466
Søren Piper. Hr. Skolelærer Zachariasen
fandt han derimod som skabt til den foreslaaede Tillidspost som Ordfører.
Der gik en misbilligende Mumlen
gennem Forsamlingen. Man forstod vel
ikke helt, hvad Meningen var; men man
465 Adressen: skriftlig henvendelse fra folkerepræsentationen til statens overhoved
466 Rokkedrejer: håndværker, der fremstiller spinderokke og lignende drejearbejder i træ
223
315
320
325
330
335
340
345
350
LITTERATURENS HUSE
355
360
365
370
375
380
385
390
395
havde paa Følelsen, at der skjulte sig Spot
i hans Ord.
”Ingen Spektakler her!” raabte tilsidst
En.
”Her er ikke Plads til Grinet! Vi er
alvorlige Mænd!” tilføjede en anden.
”Netop hvad jeg vilde sige,” vedblev
han uforstyrret. ”Vi bør betænke denne
Sags Alvorlighed. Jeg haaber derfor, at den
nu vedtagne Adresse vil faa en passende
kaligrafisk467 Udstyrelse og blive indbunden i et smukt Safiansbind, forinden den
overrækkes i Majestætens Hænder. Mulig
havde det været bedst, om hele Adressen
var bleven forfattet paa smukke Vers, og
jeg tvivler ikke om, at man vilde kunne
formaa Hr. Skolelærer Zachariasen til at
paatage sig dette Arbejde. At Hr. Zachariasen som Deputationens Ordfører i hvert
Fald vil optræde med den Værdighed,
som Situationen kræver, og i hvidt Slips,
tør vel betragtes som en Selvfølge.”
Den misbilligende Mumlen i Forsamlingen steg til en truende Knurren. Man
begyndte nu at forstaa. Og man vilde tvinge den uforskammede til at standse.
Men han vedblev:
”Der synes mig i det hele at ligge en
stor og løftende Tanke i, at Folket saaledes
henvender sig til sin Konge for aabent at
forberede ham paa en Revolution. Der er
næppe nogen Tvivl om, at Hs. Majestæt
vil vide at paaskønne denne Hensynsfuldhed. Det forekommer mig i Samklang
hermed at vi ikke kan skride til Værket
paa en mere passende Maade end ved
her at udbringe et Leve for vor ophøjede
Monark. Jeg tillader mig altsaa – –”
Men han fik ikke Lov til at tale ud.
Der rejste sig fra hele Salen en harmfuld
Protest.
”Kast ham ud! Han er en Overløber!
Ned med ham!” raabtes der.
467 kaligrafisk: skønskrift med blæk
224
Der var et Øjeblik ikke til at høre
Ørenlyd.
Alligevel blev han rolig staaende og
ventede paa at kunne fortsætte. Han var
efterhaanden bleven meget bleg. Men jo
mere bleg, des mere smilende.
Imidlertid var Skolelærer Zachariasen
atter traadt frem paa Talerstolen. Skælvende af hellig Harme opløftede han sin
Haand – og i samme Nu var alt stille i
Salen.
Saa talte han.
Med høj, profetisk Røst, der gav Genlyd
som af himmelske Stemmer under det høje
Bjælkeloft, udslyngede han Forbandelsen
over den Spottens, Grinets og Frækhedens
Aand, der som et giftigt Ormekryb havde
snyltet sig ind i det danske Folkelivs friske
Træ. Under Forsamlingens stigende Bifald
manede han alle gode Kræfter til Kamp
mod ”Lokeynglen”468, der med sit Rænkespil vilde baste Thorguden, den danske
Folkeaands Sejghed og Kraft.
”Men det skal ej ske!” raabte han, mens
baade Mænd og Kvinder fra hele Salen
istemte med drønende ”Hør”. – ”Bort
med Mørkets lede Jætter! Fremad under
Lysets Banner, under Troens Mærke, til
Frihed og Frelse!”
Neden for Talerstolen sad ”Mandslingen” atter foroverbøjet paa Bænken,
med Hagen støttet paa Knappen af sin
Stok. Hans Øjne syntes paany tillukkede
bag Brillerne. Men Smilet spillede ikke
længer om hans Mund; hans Ansigt var
sammenfaldent og ubevægeligt som en
Dødsmaske.
468 Lokeynglen: reference til Nordisk mytologi, hvor
Loke bliver far til bl.a. Midgårdsormen og Fenrisulven
400
405
410
415
420
425
430
DET MODERNE GENNEMBRUD
435
440
445
450
455
460
465
470
475
III
Det var – som sagt – oppe paa Ilum Galgebakke, at jeg traf ham sidste Gang.
Det var en Dag ud paa Efteraaret, hen
imod Aften. Jeg kom gaaende op ad den
bugtede Sti mellem de nyvendte Pløjemarker, der glinsede af Fedt og Væde. Oppe
paa Bakketoppen standsede jeg og saa’
ud over det fredelige Landskab.
Dobbelt fredeligt syntes det mig nu, da
Befolkningens heftige politiske Opbrusning var i Færd med at lægge sig, og den
vante, trygge Ro atter havde begyndt at
fæste Bo i Sindene.
En tung og mørk Skyhimmel hang
ubevægelig over Egnen. Langs Horisonten
i Vest laa en milelang Glød fra den synkende Sol. Rundt om fra Højene hørtes
Kirkernes Ligklokkeklang. Over Moser og
Enge bølgede blaalige Taager; alle Farver
blegnede – Dagen laa paa sit Dødsleje.
Idet jeg vendte mig om, havde jeg af
Forskrækkelse nær udstødt et Skrig.
Tæt bag ved mig sad han – den gamle
– paa en Sten og stirrede mig i Møde gennem sine store runde Ugle-Briller.
Jeg havde ikke set ham siden hint heftige Sammenstød i Forsamlingshuset.
Han havde efter denne Dag levet meget
tilbagetrukkent, og jeg kunde næsten ikke
kende ham igen, saa gusten og sammenfalden syntes han mig at være bleven.
Jeg fik uvilkaarlig Medlidenhed med
ham. Han bar sin gamle Voxdugstaske
paa Ryggen, havde sin Stok i Haanden
og Benklæderne højt opsmøgede over
Støvlerne – ganske som hin Dag for Aar
tilbage, da han uventet kom hertil.
”De er rejseklædt,” udbrød jeg. ”Vil
De drage fra os?”
Han nikkede.
”For bestandig?”
”Ja – det bliver det vel.”
Jeg saa’ en Stund tavs ned paa ham.
Han syntes selv at kæmpe med en stærk
Bevægelse.
”Jeg forstaar nok –” sagde jeg endelig
med et stille Nik – ”De er bleven skuffet …
De har ikke befundet Dem vel hos os?”
”Aa nej – siden De selv siger det – her
er mig for kvalmt, for tyk Luft – saadan
for Lungerne, mener jeg.” Han hostede.
”Ja vist! Ja vist! Men De kan tro – det er
blot et foreløbigt Vindstille. Det vil snart
blive bedre! Vent blot!”
Han rystede paa Hovedet og smilte
mismodigt.
”Her er vist ikke noget at vente efter,”
sagde han saa.
”Aa, blot man ikke taber Modet! Der
kan ske noget vidunderligt, før man aner
det!”
”Hvad kalder De for vidunderligt?”
”Ih, for Exempel …en ny Rejsning! En
ny Strømning! En splinterny Tid! … Hvem
véd? Maaske er den allerede i Gære!””
” Hm! Ja, nye Tider har man ingen
Mangel paa i vore Dage. De indvarsles
saadan omtrent ved hvert Kvartalskifte
… Men det batter ikke, min unge Ven …
det batter ikke!”
”Nu? For Pokker! Hvad forlanger De
da mere?”
”Et splinternyt Folk, min kære!”
”Aa, nu gør De os igen Uret. Ulykken
denne Gang var, at Førerne svigtede.”
”Ja, saadan undskylder man sig altid,
naar man selv taber Hovedet. Læg Mærke
til – et Folks Førere er altid det paalideligste Udtryk for Folket selv. Hvorledes blev
de vel ellers Førere? Døm din Høvding
- og du dømmer dig selv.”
”Nu vel! Selv om det er rigtigt – hvad
siger det saa egentlig? Vi bukkede under i
denne Omgang, det er sandt. Men derfor
kan vi vel rejse os og sejre i den næste. Vi
taber ikke Modet saa let hertillands! Der
225
480
485
490
495
500
505
510
515
520
LITTERATURENS HUSE
525
530
535
540
545
550
555
560
er Krummer endnu i Folket. Husk – der
springer Løver i det danske Skjold!”
”De danske Løver! Hm! De er nok af
den aparte Slags, der bræger. Anbring
dem med et Tøjr om Halsen paa en grøn
Mark, og jeg tør bande paa, at De vil ikke
kunne skelne dem fra et almindeligt Klokkefaar.”
”Ja, nu spotter De igen. Hvortil skal
det nytte? … . Vil De maaske sige mig,
hvad der var at gøre? Hvad kunde der
udrettes denne Gang? Regeringen var
forberedt, Folket ikke. Regeringen sad
inde med alle Magtmidlerne, Folket var
endnu tomhændet. Spillet var ulige – og
der er intet nedværdigende i at bukke
under for Overmagten.”
”Overmagten!” udbrød han og løftede
pludselig Hovedet. ”Siger De Overmagten? – – Aa,” vedblev han og pegede
smilende ned over Dalen. ”Gør mig den
Tjeneste at se, hvad der kommer dér. Et
besynderligt Syn, ikke sandt?”
Jeg vendte mig om.
Nede paa Chausséen469 kom en Ekvipage rullende i jævnt Luntetrav. Under
den halvt nedslaaede Kalesche sad to Herrer mageligt henslængte hver i sit Hjørne
med Cigarer i Munden. I den fremrykkede
Skumring skimtedes kun utydeligt Omridsene af deres runde Legemer, Gløden
af Cigarerne og de brede Guldgaloner paa
deres Kasketter.
Det var Herredsfogden470 og hans
Fuldmægtig, der vendte tilbage fra Udpantning hos Egnens Skattenægtere. Paa
Bukken ved Siden af Kusken sad Egnens
Politibetjent, og bag efter Vognen fulgte
to Gendarmer til Hest.
Da Optoget havde passeret Galgebakkens Fod og var rullet et Stykke hen ad
Vejen til den anden Side, vendte ”Mands469 Chausséen: brolagt eller asfalteret hovedlandevej
470 Herredsfogden: dommer og politimester. De to
funktioner adskiltes 1919.
226
lingen” Ansigtet om imod mig og sagde
paa sin gamle drillende Maade:
”Hvad siger De? … . Saadan ser den
Overmagt ud, De talte om. Synes De
egentlig, den gør et saa skrækindjagende
Indtryk? Dér ruller disse fire-fem Kavalerer og en Kusk nok saa hyggeligt ved
Nattetid gennem Landsby efter Landsby
med Hundreder af haandfaste Karle – og
der er ikke én, der tænker paa at krumme
et Haar paa deres Hoveder. Ja, jeg er overbevist om, at ifald en af de Herrers Cigarer
tilfældigt skulde gaa ud, vilde de roligt
lade standse foran det første det bedste
Hus i Byen og bede om en Svovlstik. – –
Kære Ven, skal vi være enige om ikke at
tale om Overmagt?”
”I det hele,” – vedblev han, da jeg
ikke strax svarede – ”se Dem dog om,
unge Mand! Kast et Blik ud over dette
gudsvelsignede lille Smørland! Træd
inden for hos disse Folk, der sidder dér
bag lune Døre, mellem skikkeligt fyldte
Lader, med Frihed til daglig at spise sig
mætte, til aarlig at sætte et Barn i Verden,
til hver Aften at besøge Naboer, spille
Kort, tale, synge, danse, drikke, o. s. v.,
… og spørg dem om, hvor det egentlig
er, at Træskoen trykker. Jeg holder for, at
de alle som én bliver Svaret skyldigt. Der
mangler de rette Elementer her i Landet
– det er Sagen!”
”De rette Elementer? Hvad mener De
med de rette Elementer?”
”Jeg mener … Nu, jeg mener saadanne,
for hvem Friheden ikke er et højtideligt
Evangelium ; saadanne, hos hvem Frihedstrangen endnu er dyrisk: instinktmæssig
og uovervindelig.”
”Bestandig taler De halvt i Gaader.
Kunde De ikke for en Gangs Skyld uden
Omsvøb sige, hvad De tænker paa. Er det
Dem meget imod?”
Han smilte og missede polisk med
Øjnene.
565
570
575
580
585
590
595
600
605
DET MODERNE GENNEMBRUD
610
615
620
625
630
635
640
645
650
Bag ham bredte Solnedgangens
Blodskyer sig videre og videre op over
Himmelranden, og hans sammenbøjede
Skikkelse tegnede sig imod dem som en
Silhouet af en Kæmpe-Tudse.
”Saa hør da!” sagde han. ”Men sig
mig først – har De nogen Sinde været i
Paris? – Ikke? – I London? Berlin? – Heller ikke? – Det er Skade. Det vilde De
have haft godt af. Men i København har
De været. Sig mig, har De ikke dér ved
enkelte, sjældne Lejligheder … naar der
saadan var noget ualmindeligt paa Færde,
et natligt Folkeopløb, en stor Ildebrand
– f. Ex. den Aften, da Kristiansborg Slot
brændte … har De da ikke lagt Mærke
til nogle underlig lyssky Væsner, som De
ikke er vant til at se paa Gaderne … Individer næsten uden Klæder paa Kroppen,
der sniger sig om mellem Folk ligesom
fortumlede af det hele Røre, paa én Gang
frækt grinende og frygtsomt skulende,
med Klude viklede om Fødderne i Stedet
for Sko, og med lange Halse, der stikker
ganske nøgne op af Frakkepjalterne. De
kommer inde fra Smuthuller i Kældere og
bag Skur, som ingen andre kender. Kun
om Natten lusker de ud for at samle gamle
mugne Brødskorper, Hvidkaalsblade og
Kartoffelskrællinger fra Skarnbøtterne
i Gaarden. Ud paa Gaden vover de sig
under rolige Forhold slet ikke, fordi de
hellere lider al menneskelig Elendighed i
deres mørke Huler, end de udsætter sig for
at berøves Friheden under det offentliges
Varetægt … nu ja, hvad er det, man kalder
den Slags Folk?”
”Bærmen … Krapylet!”
”Rigtigt! Dér er Ordet!” sagde han
og lukkede et Par Sekunder Øjnene bag
Brillerne, mens han drømmende gentog:
”Krapylet! Krapylet, ja! … Ser De, her til
Lands, i vore smaa Forhold, der saa let kan
overskues, og hvor den offentlige Orden
saa sjælden brydes … her findes dette
Krapyl – et fortræffeligt Ord, ikke sandt?
– her findes det naturligt kun i forsvindende Grad. I de store Lande derimod, og
i de store Byer, jeg nys nævnede, ser man
disse Vilddyr vrimle frem overalt, selv
ved højlys Dag. Og tro mig, det er ikke
altid hyggeligt at møde dem. Er man ene,
bevæger man sig uvilkaarlig i en forsigtig
Bue udenom dem og knytter Haanden fast
om sin Stok. Men hvilken Utaknemlighed
er det egentlig ikke? Burde man ikke i
Stedet for tage sin Hat dybt af og sige: Jeg
takker dig, Broder, for alt, hvad du daglig
er for mig og mine. Din Sult, dine Lidelser,
dit uovervindelige Menneskehad skylder
jeg den Smule Frihed, der er mig levnet.
Uden dig vilde alle civiliserede Folkeslag
inden hundrede Aar stønne i Slavelænker.
For – ikke sandt? – dette Krapyl er dog
Frihedens egentlige Livvagt, Retfærdighedens udkaarne Adelsgarde, den altid
beredte, selvopofrende Hær, som ved et
Vink, et eneste tændende Ord kan manes
frem til Død over Undertrykkerne … Hvor
denne Garde fattes i et Land; hvor der ikke
hænger et saadant evigt ruende Sværd
over Magthavernes Hoved, dér vil Folket
altid blive et viljeløst Redskab i Hænderne
paa den frækkeste … enten denne saa er
en salvet Konge eller en forhenværende
Skolelærer.”
”Men efter hvad jeg kan forstaa, maa
det altsaa være vor Opgave her i Landet
at fremelske en saadan Nobelgarde. Er
det Meningen?”
”De smiler, unge Mand! Jeg kender
det Smil. Og jeg véd ogsaa godt, hvad
De videre vil sige. Jeg har hørt det før af
Profeten Zachariasens Mund. De vil sige,
at det er Danmarks Opgave at fremelske
en Ungdom med en stærk Tro paa Frihedens Goder, med en ærlig og kraftig Vilje
o.s.v. o.s.v. Men jeg siger Dem – tro ikke
derpaa! Friheden er en kostbar Vare. Den
købes ikke for Lapperier.”
227
655
660
665
670
675
680
685
690
695
LITTERATURENS HUSE
700
705
710
715
720
725
730
”Hvormed købes den da?”
”Med det dyreste – det aller dyreste,
min Ven!”
”De mener – man maa ofre Livet. Men
om vi unge nu var beredt dertil?”
”Det er ikke nok. Det blev kun Galgenfrist!”
”Ikke nok? Hvad kan man da ofre
mere?”
”Sig mig – ikke sandt? – De har en
Søn.”
”Alf!”
”Hedder han Alf? Hm! Naa lige meget – Alf, Peter, Kristian, Hans … Hvor
gammel er han, den Alf?”
”Fem Aar.”
”Fem Aar, godt! Naturligvis et lille
Mirakel af en Dreng, hva’ ? Røde Kinder,
blaa Øjne, gult krøllet Haar – en rigtig
lille Lysalf, ikke sandt? Fa’ers og Mo’ers
Øjesten, Onklers og Tanters Kæledægge,
velopdragen, godt Nemme, begynder at
lære Bogstaver, spiller kanske paa Klaver
– naturligvis! Naar han bliver større, skal
han i Skole, i den bedste Skole; skal have
pæne Klæder, som han ikke maa grise
til; skal lære at være lydig og dydig og
paapasselig, for at han kan gøre sin Lykke
her i Verden, vinde Folks Agtelse og Tillid,
faa en smuk Stilling, en betrygget Fremtid,
gøre et godt Parti og faa et hyggeligt,
velanset Hjem, en sød Kone og tilsidst
selv en lille Lysalf med røde Kinder og
krøllet Haar. Er det ikke dette, der er Deres
Drøm? – Og saa tror De virkelig endnu
paa en Revolution her til Lands! … . Ja, nu
smiler De igen. Men jeg siger Dem, at her
228
staar Valget. Her er Ofret! … . Spark Ungerne nøgne ud af Rederne, saa snart de er
store nok til at stjæle. Lær dem at sulte, at
fryse og lide al menneskelig Elendighed.
Fyld deres Hjærter med Had og Bespottelse! Lad dem voxe op med Drukkenskab
og liderligt Levnet. Lad dem søge deres
Fader i Fængslerne, deres Moder mellem
Skøgerne … Det er Prisen, siger jeg! Her er
Kravet! Alt andet er Mundsvejr og tomme
Trusler. Lad dem høre op en Gang! …
Leve Krapylet!”
Han havde rejst sig.
Han var dødbleg … og hele hans Legeme sitrede af en Sindsbevægelse, hvis
Heftighed forfærdede mig. Bag ham hang
nu hele den tunge Solnedgangshimmel
som en rygende Verdensbrand, der kastede et uhyggeligt Blodskær hen over
hans Brilleglas.
Uvilkaarlig traadte jeg et Skridt tilbage
…
Da greb han sig i sit Sindsoprør og
tvang sig endog til at smile et Øjeblik –
ligesom undskyldende.
Saa rakte han mig sin ligkolde Haand.
”Jeg maa gaa,” sagde han tonløst. ”Det
er Aften, og jeg har lang Vej. Farvel! … Vi
ses vel næppe mere.”
Saa nikkede han igen – mildt og næsten
fredeligt – og gik stille ned ad Højen.
Men ved Højens Fod vendte han sig
endnu en Gang om imod mig og vinkede
tre Gange op med Haanden – som om han
atter i Begejstring tilraabte mig:
”Leve … leve Krapylet!”
(1890)
735
740
745
750
755
760
765
770
DET MODERNE GENNEMBRUD
Amalie Skram
(1846-1905)
Under det moderne gennembrud debuterede mere end tres kvindelige forfattere, hvoraf
Amalie Skram af Brandes blev regnet for den væsentligste. Amalie Skram var født i Norge,
og allerede som 18-årig blev hun gift med en ældre skibskaptajn. Lidelserne fra det ægteskab
kom til at give tydelige ekkoer i de senere romaner. I 1884 flyttede hun til Danmark og giftede
sig med den danske forfatter og journalist Erik Skram. Her påbegyndte hun sit forfatterskab,
der skildrede en række kvinders brydefulde kærlighedsforhold.
Amalie Skram var i lighed med en række af sine skrivende medsøstre pessimistisk i sit
syn på mulighederne for forbedringer af kvindens situation, og hovedparten af hendes fortællinger ender tragisk. De fire store romaner Constance Ring (1885), Lucie (1888), Fru Inés (1891)
og Forrådt (1892) handler alle om opgøret med de samfundsmæssige normer, ægteskabelige
kriser og kvinders chok og skuffelse over mødet med seksualiteten.
Selv løb Amalie Skram flere gange ind i alvorlige kriser og blev i 1894 tvangsindlagt på
Skt. Hans – et hospital for sindslidende. Opholdet her kastede to romaner og en ny skilsmisse
af sig. Nedenstående uddrag stammer fra romanen På Sct. Jørgen (1895).
af På Sct. Jørgen
5
10
15
20
11
Sindssyg – tænkte Else, da hun var kommen ind til sig selv og atter sad med sit
arbejde. Ja, frk. Thomsen var jo nok en
særling og havde forkjerte ideer, men
sindssyg – således sindssyg at det var
nødvendigt at holde hende indespærret - -?
Hvad vilde det egentlig sige at være
sindssyg? Man kunde jo glat væk kalde
hinandens særegenheder og mere eller
mindre brydsomme ejendommeligheder
for sindssyge. Hvem kunde hindre det?
En havde aversion for katte, en anden
var ikke at bevæge til at foreta sig noget
på en mandag, en tredie gik ikke i seng
uden først at sætte skoene baglænds foran
sovekammerdøren, en fjerde trode på
drømme og lod sig påvirke af dem, en
femte havde talt med hedenfarne ånder og
vidste, at han efter døden skulde komme
i den niende himmel, en sjette havde havt
en åbenbaring af apostelen Petrus, og af
ham fåt magt til at helbrede sygdomme
ved håndspålæggelse, en syvende blev
søvnløs af græmmelse over ikke at kunne
få sit arbejde til, en ottende følte sig så
uskikket for jordlivet at han foretrak godvillig at absentere sig, en niende havde
dårlig mave, og var som følge deraf umulig at omgås, en tiende drak og foretog sig
i fuldskab de mærkeligste og afskyeligste
ting, en ellevte havde modbydelighed for
det andet kjøn, en tolvte kunde ikke tåle
synet af børn, en trettende fik stivkrampe
når han kom i nærheden af rotter og mus,
en fjortende var stormandsgal og bildte
sig ind at han vidste til punkt og prikke
hvad der skulde kaldes sindssyge og hvad
ikke, og så fremdeles i det uendelige.
Hvormange mennesker fik mon gå fri
og frank omkring, hvis der f.eks. i hver
eneste gade derinde i byen var installeret en Hieronimus med magtfuldkommenhed til at spærre dem inde, der efter
et Hieronimusk skjøn var sindssyg? Og
hvis der så gaves en af staten udnævnt
229
25
30
35
40
45
LITTERATURENS HUSE
50
55
60
65
70
75
80
85
90
Overhieronimus, hvis bestilling det var
at skulle se alle de små Hieronimusser på
fingrene, mon så ikke disse småpaver en
vakker dag tur efter tur vilde bli puttet i
en vogn med en vogter og to portører og
transporteret til galehuset? Tænk hvor
mange sindssygeanstalter der så måtte
bygges. Mange flere end man kunde få
Hieronimusser til at forestå. En mængde
filialstater befolket af sindssyge, spredt
omkring i den egentlige stat, der sikkert
også i virkeligheden vilde være befolket
af mere eller mindre sindssyge, som måtte
gå løs, fordi man ikke havde plads i anstalterne. Og hvor skulde man så gjøre af
de rigtige gale, de som var farlig for den
offentlige sikkerhed, og for næstens liv
og lemmer. Dem fik man fort væk kappe
hodet af og grave ned, eller brænde op i
huj og hast.
Overlægen kom ind og satte sig. Else
blev som før behagelig berørt af hans
elskværdige mine og måde. Men som
sædvanlig varte det ikke længe, før hun
begyndte at snakke om Hieronimus.
”Igrunden begriber jeg ikke Deres
vrede mod den mand,” sa overlægen
med ét. ”De er jo faktisk bleven bedre af
at være der.”
”Bedre. – For hvad er jeg bleven bedre?
Jeg er jo fremdeles søvnløs.”
”For hvis De havde vært som nu, var
De vel ikke kommen der.”
Ӂ Hieronimus aner intet om hverken
hvordan jeg var, da jeg kom der, eller
hvordan det var fat med mig, mens jeg
var der!” udbrød Else indigneret. ”Hvis
han havde undersøgt min tilstand og
vidst besked, så havde han straks sagt til
min mand at et ophold på sjette afdeling
ikke var hensigtsmæssigt for mig. Det er
sandelig ikke hans fortjeneste at jeg ikke
sidder her som et vanvittigt menneske,
eller at jeg overhodet er ilive. Bedre? siger De. Hieronimus kan i al fald ikke ha
230
syntes, jeg var bedre, siden han fik min
mand til at sende mig hid.”
”Så, så, så, nu har vi fuld damp oppe
igjen,” overlægen lo.
”Bare jeg var kommen her fra først
af,” sa Else. ”Det vilde vært meget, meget
bedre.”
”Ja, det er også min mening. Men De
havde vel ikke villet?”
”Nej, men bare jeg havde villet,” sukked Else. ”Hvis jeg havde vidst besked,
havde jeg villet.”
”Frk. Thomsen,” sa Else, da overlægen
gjorde mine til at rejse sig. ”Hvorfor er
hun her?”
Ӂ hun. РHun er idiot, og blir aldrig
anderledes.”
”Ja, men holdes indespærret?”
”Hvor skal man gjøre af sligt et væsen?
Hendes familje kan umulig holde ud med
hende. De har sandelig vært mere end
tålmodige. Tænk Dem bare at ha ansvar
for sådant et individ. Hvad kan der ikke
hænde hende, når hun går alene på gaden en dag? Og alene vilde hun altid gå
naturligvis. Den første den bedste bandit
kan jo lokke hende med sig, og – Ja, hun
kan såmæn være glad til at hun har så
godt et opholdssted. Men nu godaften,
frue. Se nu til at få sove inat. Hvordan er
det med tanden?”
”Den begynder naturligvis, så snart
jeg kommer iseng.”
”De skal la dr. Sejer se på den. Han er
en hel tandlæge.”
”Nej,” sa Else. ”Ikke dr. Sejer?”
”Nå, hvad er nu ivejen med dr. Sejer?”
”Ingenting,” svarte Else.
”Nå, fru Kant, De ser jo helt fornøjet ud,”
det var frk. Schrader på sin aftenrunde.
Else la arbejdet bort for at gjøre plads
for frk. Schrader.
95
100
105
110
115
120
125
130
135
DET MODERNE GENNEMBRUD
140
145
150
155
160
165
170
175
”Nej, jeg er ikke fornøjet, og blir det
heller ikke sålænge jeg er her.”
”Det er ikke pent af Dem, fru Kant. Vi
er jo dog så gode ved Dem.”
”Ja, men alligevel. Sig mig oprigtig,
synes De virkelig, det er nødvendigt at
holde mig fast her mod min vilje?”
”Det kan jeg ikke ha nogen mening
om.”
”Men har De da mærket nogen slags
sindsforvirring eller forstyrrelse hos
mig?”
”Nej, endnu ikke. Så, fru Kant, lad os
heller tale om noget andet,” skyndte frk.
Schrader sig at tilføje, da hun så Elses
oprørte mine. ”De skal se, den går nok
også den tid, De er her. Når De nu blir
vant til opholdet, falder De til ro, og ender
med at befinde Dem vel.”
”Aldrig!” råbte Else.
”Skulde De virkelig være sådant et
umedgjørligt menneske? Det sér De ikke
ud til,” frk. Schrader la sine fine smale
hånd med de lange, blanke negle på Elses
skulder og smilte venligt. ”Vil De forresten tænke Dem til, at jeg drømte om
Dem, ganske kort tid før jeg hørte, De
skulde komme her?”
”Virkelig?”
”Jeg havde om dagen sét et af Deres
billeder, og så om natten drømmer jeg, at
De kommer ind til mig, og bér om lov til
at dele værelse med mig.”
”Her på galehuset?”
”Fy! Her på kurhuset, ja.”
”Men hvordan kunde De kjende
mig?”
”Ja, det véd jeg ikke.”
”Så jeg ud som i virkeligheden?”
”Nej, De så så forfærdelig hovmodig
og ubehagelig ud.”
Else lo.
”Jeg kan nu ikke la være at lægge
mærke til mine drømme,” vedblev frk.
Schrader. ”For undertiden så drømmer
jeg sandt.”
”Det gør jeg også,” svarte Else.
Frk. Schrader blev siddende lidt. De
snakte om fælles bekjendte, patienter, som
havde vært der, og patienters slægtninge,
som var kommen på besøg, og Else blev
forundret og behagelig tilmode over den
samstemmighed der var i deres meninger
både om mennesker og andet. Tilsidst
spurgte frk. Schrader om Else gjerne vilde
ha kaffe til sin frokost.
Else takked og sa, at det havde hun
jo også fåt.
Men det hørte ikke til, forklarte frk.
Schrader. Else skulde jo vært på anden
pleje, og der fik de ikke kaffe. Forresten
var det en bagatel af en mérudgift, om
hvilken der kunde skrives til hendes
mand.
”Hvordan er der på anden pleje?”
spurgte Else.
”Maden er akkurat den samme, naar
undtages kaffe og dessert om søndagen.
Men der er 8-10 senge på hvert værelse,
og derfor er prisen en dél billigere.”
Det gjøs i Else.
”Jeg har ikke fåt mit tøj,” bemærked
Else. ”Vadsækken, som stod herinde, er
også blet borte.”
”Ja, det skal eftertælles og mærkes. Vi
har ikke haft tid til at gjøre det, men nu
får jeg se imorgen. Godnat fru Kant. Nu
kommer Anne snart med kloralen.”
”Er det ikke Maren?”
”Nej, ikke i aften. De er to om patienterne heroppe og i eftermiddag har Maren
havt fri”, frk. Schrader trykked Elses hånd,
og gik med sit velvillige nik.
Otte-ti senge! Hvor kunde det være
muligt at Knut havde villet ha hende på
anden pleje? Han, som kjendte hendes
rådsel for at dele værelse med en anden,
selv om det var en aldrig så god bekjendt.
Og her mellem fremmede, og til og med
231
180
185
190
195
200
205
210
215
220
LITTERATURENS HUSE
225
230
235
sindssyge mennesker? Hvordan hang dog
alt dette sammen? Hvad var det, som var
kommet over Knut? Hun trykked hånden
mod hjærtet og rysted rådvild hodet. En
fremmed, overlægen havde havt medlidenhed med hende, og af sin godhed
skånet hende for dette forfærdelige at
dag og nat være indestængt mellem 8-10
sindssyge mennesker.
Ja ja, det nytted ikke at gruble eller
sørge over det. Hun havde nok med alt
232
det andet. Og desuden – Knut kom hende
jo ikke mere ved. –
Anne kom med kloralen og sa at klokken snart var 9. Fru Kant burde vært i
seng. Der var noget misbilligende i tonen.
Else skotted til hende, og så at hun var
ældre end Maren, og at hun havde mere
myndighed i sin optræden. Men også
Anne var venlig og snil.
(1895)
240
DET MODERNE GENNEMBRUD
August Strindberg
(1849-1912)
I naturalistisk teater skal publikum med Diderots ord udgøre den fjerde væg. De skal iagttage
en realistisk virkelighed og forholde sig til det problem, der sættes i scene. Det naturalistiske
teater var tænkt som et laboratorium til studier i menneskeartens mærkværdige livsmønstre,
og fortalen til August Strindbergs Fröken Julie (1888) er i den henseende eksemplarisk. Strindberg peger i fortalen på alle de faktorer, der determinerer hovedpersonernes fatale handlinger.
Fröken Julie må reagere, som hun gør, udsat for kræfter, hun ikke kan styre.
Selv havde Strindberg også svært ved at styre sig selv og de tre kvinder, han nåede at
være gift med. Strindberg kaldte sig selv for tjenestekvindens søn, og hans mor var ganske
rigtigt en servitrice, som faderen fik tre børn med, før de lod sig gifte. August Strindberg
læste humaniora på universitetet og blev amanuensis ved det kongelige bibliotek i Stockholm,
før han brød igennem som forfatter med skuespillet Mester Oluf (1872), der senere blev fulgt
op med kunstnerromanen Röda Rummet (1879), ægteskabsnovellerne Giftas I-II (1884-86) og
skuespillene Faderen (1887) og Fröken Julie.
Hans livs kærlighed, Siri von Essen, var skuespiller, og med hende fik han tre børn, før de
lod sig skille, netop i den periode, som den lille enakter Den starkara (1890) er fra. Skuespillet
har kun to personer, hvoraf den ene ikke siger noget med ord, men nok med kropssprog og
mimik. Derimod bærer personen Fru X alle replikker.
Dramaets bagvedliggende handling lader sig læse ud af replikkerne og ikke mindst deres
undertekster, dvs. det, der ikke siges, og de fortalelser, der røbes. I det løbende trekantsdrama
skifter positionerne, og man kommer i tvivl om, hvem der er den stærkeste.
Den Starkare
En scen
5
Personer
FRU X; skådespelerska, gift
MLLE Y; skådespelerska, ogift
Sceneri
Ett hörn av ett damkafé471; två små järnbord,
en röd schaggsoffa472 och några stolar.
10
Fru X inträder vinterklädd i hatt och kappa
med en fin japansk korg473 på armen.
471 damkafé: cafe for kvinder
472 schaggsoffa: plyssofa
473 korg: kurv
MLLE Y sitter framför en halvdrucken ölbutelj474 och läser en illustrerad tidning, vilken
hon sedan utbyter mot andra.
15
FRU X
God dag Amelie, lilla! – Du sitter här
så ensam på julafton, som en stackars
ungkarl475.
20
MLLE Y tittar opp från tidningen, nickar,
och fortsätter att läsa.
474 ölbutelj: halvtømt ølflaske
475 ungkarl: ugift
233
LITTERATURENS HUSE
25
30
35
FRU X
Vet du det gör mig riktig ont att se dig;
ensam476, ensam på ett kafé och på själva
julafton. Det gör mig ont som när jag i Paris såg ett brudfölje inne på en restaurang,
och bruden satt och läste en skämttidning477 medan brudgummen spelade
biljard med vittnena478. Huh! tänkte jag,
med en sådan början, vilken fortsättning
och vilket slut!
Han spelte biljard på bröllopsafton! –
Och hon läste en skämttidning menar du!
Nå det är inte alldeles detsamma!
Oppasserskan in, ställer en kopp choklad
framför fru X, och går ut.
40
45
50
55
60
FRU X
Vet du vad Amelie! Nu tror jag du hade
gjort bättre i att behålla honom! Minns du
att jag var den första som sa dig: förlåt honom! Kommer du ihåg479 det! – Du kunde
ha varit gift nu och haft ett hem; minns
du förra julen, hur lycklig du kände dig
då du var ute hos din fästmans föräldrar
på landet; hur du prisade hemmets lycka
och riktigt längtade480 från teatern! – Ja
kära Amelie, hemmet är det bästa – näst
teatern – och ungarna ser du – ja det där
förstår du inte! –
MLLE Y föraktfull min.
FRU X
dricker några skedar ur koppen;öppnar sedan
korgen och visar julklapparna. 481
Här skall du se vad jag köpt åt mina
grisar –
Tar upp en docka
476 ensam: alene
477 skämttidning: morskabsblad
478 vittnena: vidnerne
479 ihåg: i hu, kan du huske
480 längtade: længte
481 julklapparna: julegaverne
234
Ser du på den! Den skall Lisa ha! Ser
du att hon kan rulla med ögonen och
vrida på halsen! Va! – Och här är Mojes
korkpistol –
laddar och skjuter mot Mlle Y.
65
MLLE Y gör en gest av fasa.
70
FRU X
Blev du rädd? Trodde du att jag ville
skjuta dig? Va? – Min själ tror jag inte
du tänkte det! Om du skulle vilja skjuta
mig, förvånade482 mig mindre eftersom
jag gått i vägen för dig – och det vet jag
du aldrig kan glömma – fastän jag var
alldeles oskyldig. Du tror ännu att jag
intrigerade bort dig från Stora Teatern,
men det gjorde jag inte! Jag gjorde det inte
fastän du tror det! – Ja, det är detsamma
att jag säger det, för du tror ändå att det
var jag!
Tar fram ett par broderade tofflor.
Och de här ska min gubbe483 ha! Med
tulpaner på som jag själv broderat -- jag
avskyr tulpaner förstås, men han ska ha
tulpaner till allting.
MLLE Y ser upp från bladet ironiskt och
nyfiket.
FRU X
träder en hand i var toffel.
Ser du så små fötter Bob har; va! Och
du skulle se sådan elegant gång! Du har
aldrig sett honom i tofflor du!
MLLE Y skrattar högt.
Titta ska du se!
Hon låter tofflorna gå på bordet.
MLLE Y skrattar högt.
482 förvånade: forbavsede
483 gubbe: mand
75
80
85
90
95
100
DET MODERNE GENNEMBRUD
105
110
115
FRU X
Och så när han är ond484 ser du, så stampar
han med foten så här: ”Va! de förbannade
pigorna som aldrig kan lära sig att koka
kaffe! Häu! Nu har de kretinerna485 inte
klippt lampveken ordentligt!”
Och så är det golvdrag486, och så fryser
han om fötterna: ”husch, vad det är kallt,
och de förhärdade idioterna som inte kan
hålla eld i kamin!”
Hon gnuggar487 tofflorna med den enas sula
mot den andras ovanläder.
MLLE Y gapskrattar.
Men Frédérique var inte den enda må du
tro! Jag vet inte, men fruntimmerna äro
alldeles galna efter min man. De måtte
tro att han har något att säga över teaterns engagemanger, därför att han är i
departementet! – Kanske du också har
varit och slagit493 efter honom! – Jag trodde
dig inte mer än jämnt – men nu vet jag
att han inte brydde sig om dig, och att
du tycktes bära något agg494 till honom
föreföll495 det mig alltid!
145
150
Paus
De betraktar varandra förläget496
155
120
125
130
135
140
FRU X
Och så kommer han hem och ska leta
efter sina tofflor, som Mari ställt under
chiffonjén488… åh men det är synd att
sitta och göra narr av sin gubbe på det
där sättet. Han är snäll i alla fall, och det
är en liten bra man – och du skulle ha haft
en sån man du, Amelie! Vad skrattar du
åt! Va! Va! – Och så vet jag ser du att han
är mig trogen489; ja det vet jag! För det har
han talt om själv… vad flinar490 du åt! – att
när jag var på turné i Norge så kom den
där otäcka491 Frédérique och ville förföra
honom – kan du tänka dig så infamt!
Paus.
Men jag skulle ha rivit ögonen ur huvudet
på henne, jag, om hon kommit sta när jag
var hemma!
Paus
Det var lyckligt att Bob talte om det själv,
så det inte kom fram skvallervägen492 !
Paus
484 ond: vred
485 kretinerna: fjolserne
486 golvdrag: fodkoldt
487 gnuggar: gnider
488 chiffonjén: kommode med småskuffer
489 trogen: tro, trofast
490 flinar: hånler
491 otäcka: ubehagelige
492 skvallervägen: som et rygte, sladder
FRU X
Kom hem till oss i afton Amelie, i alla fall,
och visa att du inte är ond på oss, inte ond
på mig, i alla fall! Jag vet inte, men jag
tycker det är så obehagligt att vara ovän
med dig särskilt. Kanske det är därför att
jag gick dig i vägen den gången
rallentando
eller – jag vet inte alls -- varför egentligen!
160
165
Paus.
MLLE Y fixerar fru X nyfiket.
170
FRU X
tankfull.
Det var så underligt med vår bekantskap
– när jag såg dig första gången var jag
rädd för dig, så rädd att jag inte vågade
släppa dig ur sikte; utan hur jag kom och
gick befann jag mig alltid i din närhet
– jag vågade inte vara din ovän, därför
blev jag din vän. Men det rådde alltid en
disharmoni när du kom hem till oss, för
att jag såg att min man inte kunde tåla
493
494
495
496
slagit: lagt an på
agg: nag
föreföll: forekommer
förläget: forlegent
235
175
180
LITTERATURENS HUSE
185
190
195
dig – och då kände jag det snett som när
kläder sitter illa – och jag gjorde allt för
att få honom att visa sig vänlig mot dig,
men utan att lyckas – förr än du gick och
förlovade dig! Då slog det upp en häftig
vänskap så att det såg ut ett ögonblick som
om ni nu först vågade visa era verkliga
känslor497 då du var i säkerhet – och så –
hur var det sen! – jag blev inte svartsjuk498
– så underligt – Och jag minns på dopet då
du stod fadder, att jag tvingade honom att
kyssa dig – det gjorde han, men du blev så
förvirrad – det vill säga det märkte jag inte
då – tänkte inte på det sedan heller – har
inte tänkt på det förrän – nu!
Reser sig häftigt
200
205
210
215
Varför tiger du? Du har inte sagt ett ord
på hela tiden utan bara låtit mig sitta och
tala! Du har suttit med ögonen och nystat
ur mig alla dessa tankar som låg där som
råsilke i sin kokong – tankar – misstankar
– kanske – låt mig se – Varför slog du upp
förlovningen? Varför kom du aldrig mer
i vårt hus efter den betan? Varför vill du
inte komma till oss i afton?
MLLE Y gör min av att vilja tala.
FRU X
Tyst! Du behöver inte säga något för nu
fattar jag allt själv! – Det var därför och
därför och därför! – Jaha! Nu stämmer
alla räkningarna! Så är det! – Fy, jag vill
inte sitta vid samma bord som du!
Flyttar sina saker till det andra bordet.
220
Det var därför jag skulle brodera tulpaner,
som jag hatar, på hans tofflor därför att du
tycker om tulpaner; det var därför
kastar tofflorna på golvet
497 känslor: følelser
498 svartsjuk: jaloux
236
vi skulle bo vid Mälarn om sommaren
därför att du inte kunde lida Saltsjön; det
var därför min gosse skulle heta Mauritz, därför att din far hette så, det var
därför jag skulle bära dina färger, läsa
dina författare, äta dina favoriträtter499,
dricka dina drycker – din choklad till
exempel; det var därför – åh min Gud –
det är rysligt när jag tänker på det, det
är rysligt! – allt, allt, kom från dig till
mig, till och med dina passioner – Din
själ kröp in i min som en mask i äpplet,
åt och åt, grävde och grävde tills det bara
var skalet kvar med litet svart mjöl! Jag
ville fly dig, men jag kunde inte; du låg
som ormen med dina svarta ögon och
förtrollade mig – jag kände hur vingarna
lyftes endast för att draga ner mig; jag låg
i vattnet med hopbundna fötter och ju
starkare jag tog simtagen med händerna
dess djupare arbetade jag mig ner, ner,
tills jag sjönk till botten där du låg som
en jättekrabba för att gripa mig i dina
klor – och nu ligger jag där.
Fy vad jag hatar dig, hatar dig, hatar
dig! Men du, du bara sitter och tiger, lugn,
likgiltig, likgiltig om det är ny eller nedan, jul eller nyår, om andra är lyckliga
eller olycklig, utan förmåga att hata eller
älska, orörlig som en stork vid ett råtthål! den kunde inte ta´ upp ditt byte
själv – du kunde inte förfölja det, men du
kunde vänta ut det! Här sitter du inne i
ditt hörn – vet du att det kallas efter dig
för råttfällan v och läser dina tidningar
för att se efter om det går någon illa, om
någon råkar i misär, om någon får avsked
från teatern; här sitter du och passar ut
dina offer, räknar ut dina chanser som
en lots500 sitt skeppsbrott501, tar emot dina
tributer!
499 favoriträtter: livretter
500 lots: lods
501 skeppsbrott: forlis
225
230
235
240
245
250
255
260
265
DET MODERNE GENNEMBRUD
270
275
Stackars Amelie! Vet du att det gör
mig ont likafullt om dig därför att jag
vet att du är sårad – Jag kan inte vara
ond på dig fastän jag ville det – för du är
ändå den lille – ja, det där med Bob det
bryr jag mig inte om! – vad gör det mig
egentligen! – Och om du lärt mig dricka
choklad eller någon annan lärt mig det,
kan komma på ett ut! –
Dricker en sked ur koppen.
Snusförnuftigt.
280
285
290
295
Choklad är mycket hälsosamt502 för övrigt!
Och om jag lärt kläa mig av dig – så tant
mieux503 – det har bara fästat min man
ändå starkare vid mig – och där förlorade
du när jag vann – ja, att döma av vissa
tecken504 så tror jag du förlorat honom
redan505 ! – Men det var nog din mening
att jag skulle gå min väg– som du gjorde,
och som du nu sitter och ångrar – men
ser du det gör jag inte! – Vi ska inte vara
småaktiga506, ser du ! Och varför skulle jag
bara ta det ingen annan vill ha! –
Kanske du, när allt kommer omkring
att jag i detta ögonblick verkligen är den
starkare – du fick ju aldrig någonting av
mig, men du bara gav ifrån dig – och nu är
det med mig som med tjuven – att när du
vaknade så ägde jag vad du saknade!
502 hälsosamt: sundt
503 så tant mieux: så meget desto bedre
504 tecken: tegn
505 redan: allerede
506 småaktiga: smålige
Hur kom det sig507 annars att allt var
värdelöst, sterilt i din hand! Inte kunde
du behålla någon mans kärlek med dina
tulpaner och dina passioner – som jag
kunde; inte förmådde du lära livets konst
av dina författare såsom jag lärde; inte
fick du någon liten Moje fastän din pappa
hette Moje!
Och varför tiger du jämt och ständigt,
tiger, tiger? Ja, jag trodde det var styrka;
men det var kanske bara det att du inte
hade något att säga! därför att du inte
kunde tänka något!
300
305
310
Reser sig och tar upp tofflorna
Nu går jag hem – och tar tulpanerna med
mig – dina tulpaner! Du kunde inte lära
något av andra, du kunde inte böja dig –
och därför brast du som ett torrt rör – men
det gjorde inte jag!
Tack ska du ha Amelie, för alla dina
goda lärdomar; tack för du lärde min
man älska! – Nu går jag hem och älskar
honom!
Går.
SLUT
(1890)
507 annars: ellers
237
315
320
LITTERATURENS HUSE
Henrik Ibsen
(1828-1906)
I det moderne gennembruds problemorienterede teaterstykker (pièce à thèse) forholder
dramatikerne sig kritisk til samfundets magtfordeling og dobbeltmoral, sådan som det på
eksemplarisk vis sker i Henrik Ibsens Et Dukkehjem (1879). I det efterfølgende stykke, Gengangere, anlægges en naturalistisk vinkel på en slægt, hvor fortidens synder nedarves til børnene.
Titlen refererer både til spøgelser, til social og biologisk arv og til, at historien gentager sig
for hvert slægtled.
Henrik Ibsen blev født i Skien i 1828 og voksede op i et rigt købmandshjem. Derfor kom det
som et chok, da faderen gik fallit, da Henrik var otte. Efter sin konfirmation kom han i apotekerlære, men rejste efter endt uddannelse til Kristiania (Oslo) og tog studentereksamen.
Under eksamensrepetitionen skrev han sit første drama, og siden fulgte en række, der
skabte ham et voksende ry. Ibsen var først instruktør i Bergen i 1851-57, hvorefter han blev
kunstnerisk leder af Kristianias norske teater. I 1864 modtog han et rejsestipendium, men
vendte først hjem i 1891, nu som verdensberømt dramatiker.
Ibsen anvender i sine stykker en særlig afsløringsteknik, hvor personernes fortid trævles op,
mens handlingen skrider frem. Dialogerne er konfliktorienterede og bærer ladede undertekster,
sådan at publikum gradvis kan sammenstykke de komplicerede årsagssammenhænge.
Handlingen i Gengangere udspiller sig på fru Alvings landejendom ved en stor fjord i det
vestlige Norge. Personerne er udover enkefrue Alving hendes søn Osvald, der netop er vendt
hjem fra Paris, hvor han har ernæret sig som kunstner, pastor Manders, snedker Engstrand
og hans datter Regine, der er i huset hos Fru Alving.
Fru Alving har opført et asyl for de penge, som hendes mand har efterladt sig, bl.a. for
at forhindre sønnen i at videreføre faderens ryggesløse liv. Pastor Alving taler hende fra at
forsikre asylet, som selvfølgelig brænder ned.
Undervejs finder vi ud af, at præsten endvidere har talt fru Alving fra at forlade sin mand,
hvilket også har haft fatale konsekvenser. Hun har levet et facadeliv, mens manden har drukket
og horet. Osvald er i øvrigt ikke kommet hjem på et midlertidigt besøg, men for at dø. Han
har pådraget sig alvorlig syfilis. Alligevel flirter han med tjenestepigen Regine.
af Gengangere
TREDJE AKT
5
(Stuen som før. Alle dørene står åbne. Lampen
brænder fremdeles på bordet. Mørkt udenfor;
kun en svag ildskimmer tilvenstre i baggrunden.)
(Fru Alving, med et stort tørklæde over hodet,
står oppe i blomsterværelset og ser ud. Regine,
ligeledes med et tørklæde om sig, står lidt
bag hende.)
Fru Alving: Brændt altsammen. Lige til
grunden.508
508 Det er asylet, der omtales.
238
10
DET MODERNE GENNEMBRUD
15
20
25
30
35
40
45
50
55
Regine: Det brænder endnu i kælderne.
Fru Alving: At ikke Osvald kommer op.
Der er jo ingenting at redde.
Regine: Skal jeg kanske gå ned til ham
med hatten?
Fru Alving: Har han ikke sin hat engang?
Regine: (peger ud i forstuen): Nej, der hænger den.
Fru Alving: Så lad den hænge. Nu må han
dog komme op. Jeg vil selv se efter. (hun
går ud gennem havedøren.)
Pastor Manders (kommer fra forstuen): Er
ikke fru Alving her?
Regine: Nu gik hun netop ned i haven.
Pastor Manders: Dette er den forskrækkeligste nat, jeg har oplevet.
Regine: Ja, er det ikke en gruelig ulykke,
herr pastor?
Pastor Manders: Å, tal ikke om det! Jeg
tør knapt tænke på det engang.
Regine: Men hvorledes kan det være gåt
til -;
Pastor Manders: Spørg mig ikke jomfru
Engstrand! Hvor kan jeg vide det? Vil
De kanske også -? Er det ikke nok, at
Deres far -?
Regine: Hvad han?
Pastor Manders: Å, han har gjort mig rent
fortumlet i hodet.
Snedker Engstrand: (kommer gennem forstuen): Herr pastor -!
Pastor Manders (vender sig forskrækket):
Er De efter mig her også!
Engstrand: Ja, jeg må Gu’ døde mig -!
Å, Jøss da! Men dette her er så fælt, herr
pastor!
Pastor Manders (går frem og tilbage): Desværre, desværre!
Regine: Hvad er det for noget?
Engstrand: Å, det kom af denne her andagten, ser du. (sagte.) Nu har vi gøken,
barnet mit! (højt.) Og så at jeg skal være
skyld i, at pastor Manders blev skyld i
sligt noget!
Pastor Manders: Men jeg forsikrer Dem,
Engstrand –
Engstrand: Men der var jo ingen andre
end pastoren, som rejerte med lysene
dernede.
Pastor Manders (standser): Ja, det påstår
De. Men jeg kan tilforladelig ikke erindre,
at jeg havde et lys i min hånd.
Engstrand: Og jeg, som så så grangiveligt
at pastoren tog lyset og snød det med
fingrene, og slængte tanen lige bort i
høvleflisene.
Pastor Manders: Og det så De på?
Engstrand: Ja, det så jeg plent, det.
Pastor Manders: Dette er det mig umuligt
at begribe. Det er ellers aldrig min vane
at pudse lys med fingrene.
Engstrand: Ja, det så også fælt uvorrent
ud, gjorde det. Men kan det da bli’ så rent
farligt, herr pastor?
Pastor Manders (går urolig frem og tilbage):
Å, spørg mig ikke!
Engstrand (går med ham): Og så har jo ikke
pastoren assurert509 det heller?
Pastor Manders (fremdeles gående): Nej,
nej, nej; det hører De jo.
Engstrand (følger med): Ikke assurert. Og
så gå bent bort og stikke varme på det alt
ihob. Jøss, jøss, for en ulykke!
Pastor Manders (tørrer sveden af panden):
Ja, det må De nok sige, Engstrand.
Engstrand: Og så at sligt skulde hænde
med en velgørendes anstalt, som skulde
været til nytte for både by og bygd, som
de siger. Bladene vil nok ikke fare fint
med pastoren, kan jeg tro.
Pastor Manders: Nej, det er just det, jeg går
og tænker på. Det er næsten det værste
af det altsammen. Alle disse hadefulde
angreb og beskyldninger -! Å, det er forskrækkeligt at tænke sig til!
Fru Alving (kommer fra haven): Han er ikke
at formå til at gå fra slukningen.
509 assurert: forsikret
239
60
65
70
75
80
85
90
95
LITTERATURENS HUSE
100
105
110
115
120
125
130
135
140
Pastor Manders: Ah, er De der, frue.
Fru Alving: Så slap De dog at holde Deres
festtale, pastor Manders.
Pastor Manders: Å, jeg skulde så gladeligen –
Fru Alving (dæmpet): Det var bedst at det
gik, som det gik. Dette asyl var ikke blevet
til nogen velsignelse.
Pastor Manders: Tror De ikke?
Fru Alving: Tror De det?
Pastor Manders: Men det var dog en overmåde stor ulykke alligevel.
Fru Alving: Vi vil tale kort og godt om
det, som en forretningssag. – Venter De
på pastoren, Engstrand?
Engstrand (ved forstuedøren): Ja, jeg gør
nok det.
Fru Alving: Så sæt Dem ned så længe.
Engstrand: Tak; jeg står så godt.
Fru Alving (til pastor Manders): De rejser
nu formodentlig med dampskibet?
Pastor Manders: Ja. Det går om en times
tid.
Fru Alving: Vær da så god at ta’ alle papirerne med Dem igen. Jeg vil ikke høre et
ord mere om denne sag. Jeg har fåt andre
ting at tænke på –
Pastor Manders: Fru Alving –
Fru Alving: Siden skal jeg sende Dem
fuldmagt til at ordne alting som De selv
vil.
Pastor Manders: Det skal jeg så inderlig
gerne påtage mig. Legatets oprindelige
bestemmelse må jo nu desværre aldeles
forandres.
Fru Alving: Det forstår sig.
Pastor Manders: Ja, så tænker jeg foreløbig, jeg ordner det så, at gårdparten
Solvik tilfalder landsognet. Jordvejen kan
jo ingenlunde siges at være fuldstændig værdiløs. Den vil altid kunne gøres
nyttig til et eller andet. Og renterne af
den kontante beholdning, som indestår
i sparebanken, kunde jeg kanske passeligst anvende til at støtte et eller andet
240
foretagende, som måtte siges at være til
gavn for byen.
Fru Alving: Ganske som De vil. De hele
er mig nu aldeles ligegyldigt.
Engstrand: Tænk på mit sjømandshjem,
herr pastor!
Pastor Manders: Ja, tilforladelig, De siger
noget. Nå, det må nøje overlægges.
Engstrand: Nej fan’ ikke overlægge -. Å
Jøss’ da!
Pastor Manders (med et suk): Og jeg ved
jo desværre ikke, hvor længe jeg får med
de sager at bestille. Om ikke den offentlige mening vil nøde mig til at fratræde.
Det beror jo altsammen på udfaldet af
brandforhørerne.
Fru Alving: Hvad er det De siger?
Pastor Manders: Og udfaldet lar sig aldeles ikke på forhånd beregne.
Engstrand (nærmere): Å jo såmæn gør det
så. For her står Jakob Engstrand og jeg.
Pastor Manders: Ja ja, men -?
Engstrand (sagtere): Og Jakob Engstrand
er ikke den mand, som svigter en værdig
velgører i nødens stund, som de kalder
det.
Pastor Manders: Ja men kære, - hvorledes
-?
Engstrand: Jakob Engstrand er som en
redningens engel at lignes ved, han, herr
pastor!
Pastor Manders: Nej, nej, dette kan jeg
tilforladelig ikke modtage.
Engstrand: Å, det blir nu så alligevel. Jeg
ved en, som har taget skylden på sig for
andre engang før, jeg.
Pastor Manders: Jakob! (trykker hans hånd.)
De er en sjelden personlighed. Nå, De skal
også bli’ forhjulpen til Deres sømandsasyl; det kan De lide på.
Engstrand (vil takke, men kan ikke for rørelse).
Pastor Manders (hænger rejsetasken om
skuldren): Og så afsted. Vi to rejser sammen.
145
150
155
160
165
170
175
180
185
DET MODERNE GENNEMBRUD
190
195
200
205
210
215
220
225
230
Engstrand (ved spisestuedøren, sagte til Regine): Følg med mig, tøs! De skal få leve
som guld i et æg.
Regine (kaster på nakken): Merci!
(hun går ud i forstuen og henter pastorens
rejsetøj.)
Pastor Manders: Lev vel, fru Alving! Og
gid ordenens og lovlighedens ånd ret
snart må holde sit indtog i denne bolig.
Fru Alving: Farvel, Manders!
(Hun går op imod blomsterværelset, idet hun
ser Osvald komme ind gennem havedøren.)
Engstrand (idet han og Regine hjælper pastoren ydertøjet på): Farvel, barnet mit. Og
skulde der komme noget på med dig,
så ved du, hvor Jakob Engstrand er at
finde. (sagte.) Lille Havnegaden, hm -!
(til fru Alving og Osvald.) Og huset for de
vejfarendes sjømænderne, det skal kaldes
”Kammerherre Alvings hjem”, det. Og får
jeg styre det huset efter mine funderinger,
så tør jeg love, at det skal bli’ salig kammerherren værdigt.
Pastor Manders (i døren): Hm – hm! Kom
så, min kære Engstrand. Farvel; farvel!
(han og Engstrand går ud gennem forstuen.)
Osvald (går henimod bordet): Hvad var det
for et hus, han talte om?
Fru Alving: Det er nok en slags asyl, som
han og pastor Manders vil oprette.
Osvald: Det vil brænde op ligesom alt
dette her.
Fru Alving: Hvor falder du på det?
Osvald: Alting vil brænde. Der blir ingenting tilbage, som minder om far. Jeg
går også her og brænder op.
Regine: (ser studsende ham).
Fru Alving: Osvald! Du skulde ikke blevet
så længe dernede, min stakkers gut.
Osvald (sætter sig ved bordet): Jeg tror næsten, du har ret i det.
Fru Alving: Lad mig tørre dit ansigt, Osvald; du er ganske våd.
(hun tørrer ham med sit lommetørklæde.)
Osvald (ser ligegyldigt frem for sig): Tak,
mor.
Fru Alving: Er du ikke træt, Osvald? Vil
du kanske sove?
Osvald (angst): Nej, nej, - ikke sove! Jeg
sover aldrig; jeg bare lader så. (tungt.) Det
kommer tidsnok.
Fru Alving (ser bekymret på ham): Jo, du
er rigtignok syg alligevel, min velsignede
gut.
Regine (spændt): Er herr Alving syg?
Osvald (utålmodig): Og så luk alle dørene!
Denne dødelige angst –
Fru Alving: Luk, Regine.
(Regine lukker og blir stående ved forstuedøren. Fru Alving tager sit tørklæde af; Regine
gør det samme.)
Fru Alving (rykker en stol hen til Osvalds og
sætter sig hos ham): Se så; nu vil jeg sidde
hos dig –
Osvald: Ja, gør det. Og Regine skal også
bli’ inde. Regine skal altid være om mig.
Du gir mig nok håndsrækningen, Regine.
Gør du ikke det?
Regine: Jeg forstår ikke –
Fru Alving: Håndsrækningen?
Osvald: Ja, - når det behøves.
Fru Alving: Osvald, har du ikke din mor
til at gi’ dig en håndsrækning.
Osvald: Du? (smiler.) Nej, mor, den håndsrækning gir du mig ikke. (ler tungt.) Du!
Ha – ha! (ser alvorligt på hende.) Forresten
var du jo nærmest til det. (hæftigt.) Hvorfor kan du ikke sige du til mig, Regine?
Hvorfor kalder du mig ikke Osvald?
Regine (sagte): Jeg tror ikke fruen vilde
like det.
Fru Alving: Om lidt skal du få lov til det.
Og sæt dig så her hos os, du også.
Regine (sætter sig stilfærdigt og nølende på
den anden side af bordet).
Fru Alving: Og nu, min stakkels forpinte
gut, nu skal jeg ta’ byrderne af dit sind
–
Osvald: Du, mor?
241
235
240
245
250
255
260
265
270
275
LITTERATURENS HUSE
280
285
290
295
300
305
310
315
320
Fru Alving: - alt det, du kalder for nag og
anger og bebrejdelser –
Osvald: Og det tror du, du kan?
Fru Alving: Ja, nu kan jeg det, Osvald.
Du kom før til at tale om livsglæden; og
da gik der ligesom et nyt lys op for mig
over alle tingene i hele mit liv.
Osvald (ryster på hodet): Dette her forstår
jeg ikke noget af.
Fru Alving: Du skulde ha’ kendt din far
da han var ganske ung løjtnant. I ham
var livsglæden oppe, du!
Osvald: Ja, det ved jeg.
Fru Alving: Det var som et søndagsvejr
bare at se på ham. Og så den ustyrlige
kraft og livsfylde, som var i ham!
Osvald: Og så -?
Fru Alving: Og så måtte sligt et livsglædens barn, - for han var som et barn,
dengang, - han måtte gå herhjemme i
en halvstor by, som ingen glæde havde
at byde på, men bare fornøjelser. Måtte
gå her uden at ha’ noget livsformål; han
havde bare et embede. Ikke øjne noget
arbejde, som han kunde kaste sig over
med hele sit sind; - han havde bare forretninger. Ikke eje en eneste kammerat, som
var mægtig at føle hvad livsglæde er for
noget; bare dagdrivere og svirebrødre –
Osvald: Mor -!
Fru Alving: Så kom det, som det måtte
komme.
Osvald: Og hvorledes måtte det da komme?
Fru Alving: Du sagde selv før iaftes, hvorledes det vilde gå med dig, om du blev
hjemme.
Osvald: Vil du dermed sige at far -?
Fru Alving: Din stakkels far fandt aldrig
noget afløb for den overmægtige livsglæde, som var i ham. Jeg bragte heller
ikke søndagsvejr ind i hans hjem.
Osvald: Ikke du heller?
Fru Alving: De havde lært mig noget om
pligter og sligt noget, som jeg har gåt her
242
og troet på så længe. Alting så munded
det ud i pligterne, - i mine pligter og i
hans pligter og -. Jeg er ræd, jeg har gjort
hjemmet uudholdeligt for din stakkers
far, Osvald.
Osvald: Hvorfor har du aldrig skrevet
mig noget til om dette?
Fru Alving: Jeg har aldrig før set det slig,
at jeg kunde røre ved det til dig, som var
hans søn.
Osvald: Og hvorledes så du det da?
Fru Alving (langsomt): Jeg så bare den ene
tingen, at din far var en nedbrudt mand
før du blev født.
Osvald (dæmpet): Ah -!
(han rejser sig og går hen til vinduet.)
Fru Alving: Og så tænkte jeg dag ud
og dag ind på den ene sagen, at Regine
igrunden hørte til her i huset – ligesom
min egen gut.
Osvald (vender sig hurtigt): Regine -!
Regine (farer ivejret og spørger dæmpet):
Jeg -!
Fru Alving: Ja, nu ved I det begge to.
Osvald: Regine!
Regine (hen for sig): Så mor var altså slig
en.
Fru Alving: Din mor var bra’ i mange
stykker, Regine.
Regine: Ja, men hun var altså slig en alligevel. Ja, jeg har nok tænkt det iblandt;
men -. Ja, frue, må jeg så få lov til at rejse
straks på timen?
Fru Alving: Vil du virkelig det, Regine?
Regine: Ja, det vil jeg da rigtignok.
Fru Alving: Du har naturligvis din vilje,
men –
Osvald (går hen imod Regine): Rejse nu?
Her hører du jo til.
Regine: Merci, herr Alving; - ja, nu får jeg
vel sige Osvald da. Men det var rigtignok
ikke på den måden, jeg havde ment det.
Fru Alving: Regine, jeg har ikke været
åbenhjertig imod dig –
325
330
335
340
345
350
355
360
365
DET MODERNE GENNEMBRUD
370
375
380
385
390
395
400
405
410
Regine: Nej, det var såmæn synd at sige!
Havde jeg vidst, at Osvald var sygelig så
-. Og så nu, da det ikke kan bli’ til noget
alvorligt mellem os -. Nej, jeg kan rigtig
ikke gå her ude på landet og slide mig op
for syge folk.
Osvald: Ikke engang for en, som står dig
så nær?
Regine: Nej såmæn om jeg kan. En fattig
pige får nytte sin ungdom; for ellers kan
en komme til at stå på en bar bakke før
en ved af det. Og jeg har også livsglæde
i mig, frue!
Fru Alving: Ja, desværre; men kast dig
bare ikke bort, Regine.
Regine: Å, sker det, så skal det vel så være.
Slægter Osvald på sin far, så slægter vel
jeg på min mor, kan jeg tænke. – Må jeg
spørge fruen, om pastor Manders ved
besked om dette her med mig?
Fru Alving: Pastor Manders ved altsammen.
Regine (får travlt med sit tørklæde): Ja, så
får jeg rigtig se at komme afgårde med
dampbåden så fort jeg kan. Pastoren er
så snil at komme tilrette med; og jeg synes da rigtignok, at jeg er lige så nær til
lidt af de pengene, som han – den fæle
snedkeren.
Fru Alving: De skal være dig vel undt,
Regine.
Regine (ser stivt på hende): Fruen kunde
gerne ha opdraget mig som en konditioneret mands barn; for det havde passet bedre
for mig. (kaster på nakken.) Men skidt, - det
kan være det samme! (med et forbittret sideblik til den korkede flaske.) Jeg kan såmæn
endnu komme til at drikke champagnevin
med konditionerte folk, jeg.
Fru Alving: Og trænger du til et hjem,
Regine, så kom til mig.
Regine: Nej, mange tak, frue. Pastor Manders tager sig nok af mig, han. Og skulde
det gå rigtig galt, så ved jeg jo et hus, hvor
jeg hører hjemme.
Fru Alving: Hvor er det?
Regine: I kammerherre Alvings asyl.
Fru Alving: Regine, - nu ser jeg det, - du
går tilgrunde!
Regine: Å pyt! Adieu.
(hun hilser og går ud gennem forstuen.)
Osvald (står ved vinduet og ser ud): Gik
hun?
Fru Alving: Ja.
Osvald (mumler hen for sig): Jeg tror det
var galt, dette her.
Fru Alving (går hen bag ham og lægger hænderne på hans skuldre): Osvald, min kære
gut, - har det rystet dig stærkt?
Osvald (vender ansigtet imod hende): Alt
dette om far, mener du?
Fru Alving: Ja, om din ulykkelige far. Jeg
er så ræd, det skal ha’ virket for stærkt
på dig.
Osvald: Hvor kan du falde på det? Det
kom mig naturligvis højst overraskende;
men igrunden kan det jo være mig ganske
det samme.
Fru Alving (trækker hænderne til sig): Det
samme! At din far var så grænseløs ulykkelig!
Osvald: Naturligvis kan jeg føle deltagelse
for ham, som for enhver anden, men –
Fru Alving: Ikke anderledes! For din egen
far!
Osvald (utålmodig): Ja, far – far. Jeg har jo
aldrig kendt noget til far. Jeg husker ikke
andet om ham, end at han engang fik mig
til at kaste op.
Fru Alving: Dette er forfærdeligt at tænke
sig! Skulde ikke et barn føle kærlighed for
sin far alligevel?
Osvald: Når et barn ikke har noget at
takke sin far for? Aldrig har kendt ham?
Holder du virkelig fast ved den gamle
overtro, du, som er så oplyst forresten?
Fru Alving: Og det skulde bare være
overtro -!
243
415
420
425
430
435
440
445
450
455
LITTERATURENS HUSE
460
465
470
475
480
485
490
495
Osvald: Ja, det kan du vel indse, mor. Det
er en af disse meninger, som er sat i omløb
i verden og så –
Fru Alving (rystet): Gengangere!
Osvald (går henover gulvet): Ja, du kan
gerne kalde dem gengangere.
Fru Alving (i udbrud): Osvald, - så elsker
du heller ikke mig!
Osvald: Dig kender jeg da ialfald –
Fru Alving: Ja, kender; men er det alt!
Osvald: Og jeg ved jo, hvor meget du
holder af mig; og det må jeg da være dig
taknemmelig for. Og du kan jo være mig
så umådelig nyttig, nu, da jeg er syg.
Fru Alving: Ja, kan jeg ikke det, Osvald!
Å, jeg kunde næsten velsigne din sygdom,
som drev dig hjem til mig. For jeg ser det
nok; jeg har dig ikke; du må vindes.
Osvald (utålmodig): Ja, ja, ja; alt dette er
nu sådanne talemåder. Du må huske på,
jeg er et sygt menneske, mor. Jeg kan ikke
beskæftige mig så meget med andre; jeg
har nok med at tænke på mig selv.
Fru Alving (lavmælt): Jeg skal være nøjsom
og tålmodig.
Osvald: Og så glad, mor!
Fru Alving: Ja, min kære gut, det har du
ret i. (går hen til ham.) Har jeg nu taget alle
nag og bebrejdelser fra dig?
Osvald: Ja, det har du. Men hvem tager
nu angsten?
Fru Alving: Angsten?
Osvald (går henover gulvet): Regine havde
gjort det for et godt ord.
Fru Alving: Jeg forstår dig ikke. Hvad er
dette med angsten – og med Regine?
Osvald: Er det meget sent på natten,
mor?
Fru Alving: Det er tidligt på morgenen.
(ser ud i blomsterværelset.) Dagen begynder
alt at gry oppe i højderne. Og så blir det
klarvejr, Osvald! Om lidt skal du få se
solen.
244
Osvald: Det glæder jeg mig til. Å, der kan
være mangt og meget for mig at glæde
mig ved og leve for –
Fru Alving: Det skulde jeg vel tro!
Osvald: Om jeg end ikke kan arbejde,
så –
Fru Alving: Å, nu vil du snart kunne
komme til at arbejde igen, min kære gut.
Nu har du jo ikke længer alle disse nagende og trykkende tankerne at gå og
ruge over.
Osvald: Nej, det var godt, at du fik væltet
alle de indbildninger af mig. Og når jeg nu
bare er kommen over dette ene – (sætter
sig i sofaen.) Nu vil vi snakke sammen,
mor –
Fru Alving: Ja, lad os det. (hun skyver en
lænestol hen til sofaen og sætter sig tæt ved
ham.)
Osvald: - og så rinder solen imens. Og
så ved du det. Og så har jeg ikke længer
denne angsten.
Fru Alving: Hvad er det jeg ved, sa’ du?
Osvald (uden at høre på hende): Mor, var det
ikke så du sa’ før ikveld, at der ikke var
den ting til i verden, som du ikke vilde
gøre for mig, om jeg bad dig om det?
Fru Alving: Jo, det sa’ jeg rigtignok!
Osvald: Og det står du ved, mor?
Fru Alving: Det kan du lide på, du min
kære eneste gut. Jeg lever jo ikke for noget
andet, end bare for dig alene.
Osvald: Ja, ja, så skal du da høre -. Du,
mor, du har et stærkt kraftfuldt sind, det
ved jeg. Nu skal du sidde ganske rolig,
når du får høre det.
Fru Alving: Men hvad er det da for noget
forfærdeligt -!
Osvald: Du skal ikke skrige op. Hører
du? Lover du mig det? Vil du sidde og
snakke ganske stille om det. Lover du
mig det, mor?
Fru Alving: Ja, ja, jeg lover dig det; men
bare tal!
500
505
510
515
520
525
530
535
540
DET MODERNE GENNEMBRUD
545
550
555
560
565
570
575
580
585
Osvald: Ja, så skal du da vide, at det med
trætheden, - og det, at jeg ikke tåler at
tænke på arbejde, - alt det er ikke sygdommen selv –
Fru Alving: Hvad er da sygdommen
selv?
Osvald: Den sygdom, jeg har fåt som
arvelod, den – (peger på panden og tilføjer
ganske sagte.) den sidder herinde.
Fru Alving (næsten målløs): Osvald! Nej
- nej!
Osvald: Ikke skrige. Jeg kan ikke tåle det.
Jo, du, den sidder herinde og lurer. Og
den kan bryde løs hvad tid og time det
skal være.
Fru Alving: Å, hvilken rædsel -!
Osvald: Nu bare rolig. Slig står det til
med mig –
Fru Alving (springer op): Dette er ikke
sandt, Osvald! Det er umuligt! Det kan
ikke være så!
Osvald: Jeg har havt et anfald dernede.
Det gik snart over. Men da jeg fik vide,
hvorledes det havde været med mig, da
kom angsten over mig så rasende og jagende; og så rejste jeg hjem til dig så fort
jeg kunde.
Fru Alving: Det er altså angsten -!
Osvald: Ja, for dette er så ubeskrivelig
afskyeligt, ser du. Å, havde det bare været
en almindelig dødelig sygdom -. For jeg er
ikke så bange for at dø; skønt jeg jo gerne
vil leve så længe jeg kan.
Fru Alving: Ja, ja, Osvald, det må du!
Osvald: Men dette er så forfærdelig afskyeligt. At bli’ ligesom forvandlet til et
spædt barn igen; at måtte mades, at måtte
-. Å, - det er ikke til at beskrive!
Fru Alving: Barnet har sin mor til at pleje
sig.
Osvald (springer op): Nej, aldrig; det er
netop det, jeg ikke vil! Jeg tåler ikke at
tænke på, at jeg kanske skulde ligge slig
i mange år, - bli’ gammel og grå. Og så
kunde du kanske dø for mig imens. (sæt-
ter sig i fru Alvings stol.) For det behøver
ikke at ende dødeligt straks, sa’ lægen.
Han kaldte det et slags blødhed i hjernen
– eller noget sligt. (smiler tungt.) Jeg synes,
det udtryk høres så smukt. Jeg kommer
altid til at tænke på kirsebærrøde silkefløjels drapperier, - noget, som er delikat
at stryge nedad.
Fru Alving (skriger): Osvald!
Osvald (springer op igen og går henover
gulvet): Og nu har du taget Regine fra mig!
Havde jeg bare havt hende. Hun havde
nok givet mig håndsrækningen, hun.
Fru Alving (går hen til ham): Hvad mener
du med det, min elskede gut? Er der da
nogen håndsrækning i verden, som ikke
jeg skulde ville gi´ dig?
Osvald: Da jeg var kommen mig efter
anfaldet dernede, så sa’ lægen mig det,
at når det kommer igen, - og det kommer
igen, - så er der ikke noget håb mere.
Fru Alving: Og det var han hjerteløs nok
til at –
Osvald: Jeg forlangte det af ham. Jeg sa’
ham, at jeg havde forføjninger at træffe -.
(smiler listigt.) Og det havde jeg også. (trækker en liden æske op af den indre brystlomme.)
Mor, ser du denne her?
Fru Alving: Hvad er det for noget?
Osvald: Morfinpulver.
Fru Alving (ser forfærdet på ham): Osvald,
- min gut?
Osvald: Jeg har fåt tolv kapsler sparet
sammen –
Fru Alving (griber): Giv mig æsken, Osvald!
Osvald: Ikke endnu, mor. (han gemmer
æsken igen i lommen.)
Fru Alving: Dette overlever jeg ikke!
Osvald: Det må overleves. Havde jeg nu
havt Regine her, så havde jeg sagt hende,
hvorledes det stod til med mig – og bedt
hende om den sidste håndsrækning. Hun
havde hjulpet mig; det er jeg viss på.
Fru Alving: Aldrig!
245
590
595
600
605
610
615
620
625
630
LITTERATURENS HUSE
635
640
645
650
655
660
665
670
675
Osvald: Når det forfærdelige var kommet
over mig og hun så mig ligge der hjælpeløs, som et lidet spædebarn, uhjælpelig,
fortabt, håbløs, - ingen redning mere –
Fru Alving: Aldrig i verden havde Regine
gjort dette!
Osvald: Regine havde gjort det. Regine
var så prægtig lethjertet. Og hun var snart
bleven ked af at passe en slig syg, som
jeg.
Fru Alving: Da lov og pris at ikke Regine
er her!
Osvald: Ja, nu får altså du gi’ mig håndsrækningen, mor.
Fru Alving (skriger højt): Jeg!
Osvald: Hvem er nærmere til det end
du?
Fru Alving: Jeg! Din mor!
Osvald: Just derfor.
Fru Alving: Jeg, som har givet dig livet!
Osvald: Jeg har ikke bedt dig om livet.
Og hvad er det for et slags liv, du har
givet mig? Jeg vil ikke ha’ det! Du skal
ta’ det igen!
Fru Alving: Hjælp! Hjælp! (hun løber ud
i forstuen.)
Osvald (efter hende): Gå ikke fra mig! Hvor
vil du hen?
Fru Alving (i forstuen): Hente lægen til
dig, Osvald! Lad mig komme ud!
Osvald (sammesteds): Du kommer ikke
ud. Og her kommer ingen ind. (en nøgle
drejes om.)
Fru Alving (kommer ind igen): Osvald!
Osvald, - mit barn!
Osvald (følger hende): Har du en mors
hjerte for mig, - du som kan se mig lide
al denne unævnelige angst!
Fru Alving (efter et øjebliks stilhed, siger
behersket): Her er min hånd på det.
Osvald: Vil du -?
Fru Alving: Om det blir nødvendigt. Men
det blir ikke nødvendigt. Nej, nej, det er
aldrig muligt!
246
Osvald: Ja, lad os håbe på det. Og lad os så
leve sammen så længe vi kan. Tak, mor.
(Han sætter sig i den lænestol, som fru
Alving har flyttet hen til sofaen. Dagen
bryder frem; lampen blir ved at brænde
på bordet.)
Fru Alving (nærmer sig varsomt): Føler du
dig nu rolig?
Osvald: Ja.
Fru Alving (bøjet over ham): Det har været en forfærdelig indbildning hos dig,
Osvald. Altsammen indbildning. Du har
ikke tålt alt dette oprivende. Men nu skal
du få hvile ud. Hjemme hos din egen
mor, du min velsignede gut. Alt, hvad du
peger på, skal du få, som dengang du var
et lidet barn. – Se så. Nu er anfaldet over.
Ser du, hvor let det gik! Å, det vidste jeg
nok. – Og ser du, Osvald, hvilken dejlig
dag vi får? Skinnende solvejr. Nu kan du
rigtig få se hjemmet.
(Hun går hen til bordet, og slukker lampen.
Solopgang. Bræen og tinderne i baggrunden
ligger i skinnende morgenlys.)
Osvald (sidder i lænestolen med ryggen mod
baggrunden, uden at røre sig; pludselig siger
han): Mor, gi’ mig solen.
Fru Alving (ved bordet, ser studsende på
ham): Hvad siger du?
Osvald (gentager dumpt og toneløst): Solen.
Solen.
Fru Alving (hen til ham): Osvald, hvorledes
er det med dig?
Osvald (synes at skrumpe sammen i stolen;
alle musklerne slappes; hans ansigt er udtryksløst; øjnene stirrer sløvt frem).
Fru Alving (dirrende af rædsel): Hvad er
dette? (Skriger højt.) Osvald! Hvorledes har
du det! (kaster sig på knæ ned ved ham og
rusker i ham.) Osvald! Osvald! Se på mig!
Kender du mig ikke?
Osvald (toneløst som før): Solen. – Solen.
Fru Alving (springer fortvivlet op, river med
begge hænder i sit hår og skriger): Dette bæres ikke! (hvisker ligesom stivnet.) Dette
680
685
690
695
700
705
710
715
720
DET MODERNE GENNEMBRUD
725
bæres ikke! Aldrig! Hvor har han dem
henne? (famler pilsnart over hans bryst.)
Her! (viger et par skridt tilbage og skriger):
Nej; nej; nej! – Jo! – Nej; nej!
(Hun står et par skridt fra ham, med hænderne
indfiltret i håret og stirrer på ham i målløs
rædsel.)
Osvald (sidder ubevægelig som før og siger):
Solen. – Solen.
(1881)
247
248
248
Symbolismen
9
Johannes Jørgensen
(1866-1956)
I Danmark fik symbolismen sit gennembrud i 1890´erne, hvor en kreds af digtere udgav det
litterære tidsskrift Taarnet, der udkom 1893-94 – i alt 8 numre med Johannes Jørgensen som
redaktør. Blandt hovedkræfterne var forfatterne Johannes Jørgensen, Sophus Claussen og
Viggo Stuckenberg og malerne Mogens Ballin, Jan Verkade, Albert Gottschalk, Ludvig Find
og J.F. Willumsen.
Inspirationen til bladets navn stammede fra romanforfatteren J.K. Huysmans (1848-1907)
roman La-Bas (Dernede), hvori fortælleren Durtal fra sit højt hævede tårn fører samtaler med
en klokker om de eneste væsentlige ting i livet: kunst og religion. Målet er at hæve sig over
det middelmådige, profane liv - op i en hinsidig sfære.
I programartiklen ”Symbolisme” fra Taarnet nr. 2 går Johannes Jørgensen ind i en filosofisk diskussion af det værende. Når man beskæftiger sig med, hvilken art verdens væren er,
beskæftiger man sig med metafysik, noget, der ligger uden for erfaringen. Det har Johannes
Jørgensen det fint med, for symbolisme er netop kendetegnet ved, at symbolet forbinder det
ydre og indre, det fysiske og metafysiske.
←
Leonora Christina er heltinden over alle i den danske historie og den danske litteratur. Derfor har hun været en inspiration for både samtidige og senere malere og forfattere. En af dem, der nærer en næsten manisk interesse for hende,
er symbolisten Christian Zahrtmann, som blandt mange andre billeder malede dette portræt i 1882. Sagen er at den
miskendte kongedatter her ikke bare figurerer som sig selv, hun bliver eksemplifikationen af en mental dyd: hendes kraft
og udholdenhed gør hende i stand til at trodse fangenskabets mange år i Blåtårn. Billedet viser hende efter frigivelsen
i Maribo Kloster, hvor hun tilbragte sine sidste år. Styrken kommer i billedet to steder fra: fra den sjælsstyrke som
det fortættede og samlede ansigtsudtryk antyder, og samtidig kommer lyset, der stråler op fra bogen, denne kvinde i
møde. Dette er ingen realistisk skildring, for ingen bog lyser på denne måde. Det er en symbolsk skildring af den kraft
og styrke der strømmer fra bogen, som vi straks ved – også uden at kunne læse på titelbladet – må være Bibelen.
Det var altså troen på Guds kraft formidlet gennem Bibelens ord, der styrkede Leonora Christina og første hende fra
hovmod og pragt til et lutret liv i fattigdom og mærkelig stålsat ydmyghed. Bibelen og de mytologiske motiver i det hele
taget vinder atter terræn i periodernes skiftende syn på Bøgernes Bog.
Christian Zahrtmann: Leonora Christina i Maribo Kloster, 1882. Olie på lærred (93.5 x 87 cm). Statens Museum for
Kunst, København.
249
LITTERATURENS HUSE
Symbolisme
5
10
15
20
25
Blandt de Paastande, Taarnets Tilsyneladelse har fremlokket i Bladenes Spalter,
er den mest vovede maaske den af Politiken
hævdede, at ”det Ord Symbolisme ... ingen
Mening besidder.”
Politiken forklarer sig det meningsløse
Ords Fremkomst gennem en Parallel med
Zolas510 Brug af Etiketten Naturalisme –
som var et Skilt, hvormed den franske
Skribent i sin Tid duperede Publikum.
Nu er det saaledes fat, at ikke Alt i
denne Verden kan bringes ind under merkantile511 Begreber. Det er ikke ubetinget
givet, at enhver ny aandelig Bevægelse
netop startes af Forretningshensyn.
End ikke det Ord Naturalisme er saa
ganske et Forretningsfif, som Zola i et flovt
Øjeblik vilde bilde Flaubert512 ind. Ogsaa
dette Ord besideer en mening. Hvilken
denne er, kan Politiken erfare, hvis den
vil slaa op i Georg Brandes’ Bog om Det
moderne Gennembruds Mænd og læse
Slutstykket. Her defineres Naturalismen
klart og skarpt som æstetisk Verdensanskuelse. Doktor Brandes skriver:
”Jeg stræbte i sin Tid at indføre ... Ordet
Naturalisme, et meget omfattende ord
... som kun udtrykker den Begræns510 Her refereres der til den naturalistiske forfatter
Emile Zola (1840-1902), der skrev den tyve bind
lange familiesaga Rougon-Macquart, (1871-93).
Zola kalder selv sine romaner for eksperimenter
og opfatter sig selv som en forsker i menneskets
driftside, sjæleliv og sociale love. Hans tidlige
defi nition af litteratur er: ”Une oeuvre d‘art est un
coin de la création vu à travers un témperament”.
(Et kunstværk er et hjørne af naturen set gennem et
temperament).
Denne defi nition korrigerede han dog senere, hvor
han gjorde litteraturen til et studie i et sæt bestemte
biologiske betingelser i et socialt miljø med henblik
på at kortlægge psykologiske og fysiologiske love.
511 merkantile: handelsmæssige, kommercielle
512 Flaubert: Gustave Flaubert (1821-1880), fransk forfatter, skrev bl.a. Madame Bovary (1857)
250
ning, at Grundlaget er Naturhengivelse
eller Naturstudium, at Standpunktet
er taget indenfor Alnaturen.”
Som Modstykke til den saaledes definerede Naturalisme omtales en anden
Verdensanskuelse, der kaldes Klerikalismen.513 Denne Klerikalisme er, anderledes
sagt, det samme som Troen paa en anden
Verden, paa et Hinsides, paa en højere
Tilværelse, som giver dette forvirrede
Jordeliv sin Mening. Denne Tro er det,
Naturalismen forkaster.
Som jeg nylig anden Steds har sagt:
”I det sidste halve Hundredaar har det
af de ledende Aander været forkyndt som
den højeste Visdom, at Menneskeheden
burde slaa sig til Ro indenfor den positive
Videns trygge Skranker, og at der med
Hensyn til Alt, som derudover maatte
befinde sig, kun var et at sige: Ignoramus
et ignorabimus.514
”Som Faust515 syntes Europa, træt af al
den metafysiske Grublen, at udbryde: ”Das
Droben kann mich wenig kümmern.516”
Tanken blev tøjret paa Erfaringens og
Sanseindtrykkenes Græsgange, og Følelsen blev højtideligt, i Menneskehedens
Navn, kaldt tilbage fra sin forgæves Himmelflugt mod det Hinsides for hernede at
trække Humanismens Triumfvogn.
513 klerikalismen: kirkelig, dvs. en religiøs verdensanskuelse
514 Ignoramus et ignorabimus: Vi er uvidende og vil
aldrig få det at vide.
515 Faust: Hovedperson i Goethes livsværk Faust (181232)
516 Das Droben kann mich wenig kümmern.: Tanker om
det hinsidige interesserer mig ikke
30
35
40
45
50
55
SYMBOLISMEN
60
65
70
75
80
85
90
”Filosofien omdannedes og blev af
Comte517 og Spencer518 gjort til en Syntese af alle Videnskaber. Med uforfærdet
Materialisme erklæredes Sjælen for et
Hjærneprodukt – intet videre. Som om
Kant519 aldrig havde levet og lært, blev
det forkyndt, at der ingen anden Verden
existerede end den, vi opfatter med vore
Sanser. Forskellen mellem Fænomenet og
Tingen i og for sig blev ophævet. Der var
intet andet til end Kraftens og Stoffets
udvikling, som kom fra intet, førte til
intet og blev til intet.
”Paa denne Maade udryddedes den
idealistiske Verdensopfattelse af den almindelige Tankegang. Platons og Kants
Lærdomme veg for en grov og letfattelig
Positivisme. Virkeligheden – saaledes som
Menneskets begrænsede Intelligens erkender den – blev dristigt erklæret for det
eneste værende, den sande Tilværelse.
”Heraf fulgte en ganske bestemt Moral.
Da Virkeligheden var det eneste existerende, maatte alle menneskelige Bestræbelser fra nu af gaa ud paa at gøre denne
Virkelighed saa tiltalende som muligt. Der
gaves ikke længer noget Hinsides; der var
ingen anden Verden til bag Rummets og
Tidens Former; Jorden og Jordelivet var
Alt. Lykken havde før haft sine evige Boliger i et andet Livs Herlighed; den skulde
nu drages ned paa Jorden og opslaa sine
Telte mellem Menneskenes Børn.
517 Auguste Comte: (1798-1857) grundlagde i 1830´erne
positivismen i hovedværket: “Cours de philosophie
positive” (1830-42) (Afhandling om den positive
filosofi). Grundsynspunktet er, at videnskaben skal
begrænses til det, der positivt kan erkendes: måles,
vejes, iagttages osv.
518 Herbert Spencer: (1820-1903) engelsk filosof, der
skrev A System of Syntetic Philosophy (1862-93),
hvori han forsøgte at lave en systematisk udviklingslov for virkelighedens niveauer.
519 Immanuel Kant: (1724-1804) tysk filosof, skelnede
mellem verden, som den fremtræder for os, og
verden i sig selv.
”Da begyndte det moderne Europas
fortvivlede Pilgrimstog mod det fuldkomne Samfunds forjættede Land. Digtere og
Drømmere pegede ud mod Fremtiden og
manede det kommendes Horisont fuld af
Utopier og Luftspejlinger. Og Folkeslagene, der ikke vidste, at Fremtiden intet
nyt kan bringe, fordi Tiden er uendelig, og
Alt allerede har været, satte sig i Bevægelse
ud mod den evigt vigende Synsrand.
”Den moderne Stræben frembringer i
Virkeligheden ingen Fornyelse af Tingene.
Den skaber i det højeste en Ompostering
af de forhaandenværende og uforanderlige Beløb af ondt og godt. Og dette gøres
saaledes, at der i Steden for Middelalderens og Renæssancens store Dyder og
store Laster tilvejebringes en almindelig
moralsk Middelmaadighed.
”Derfor ruger et trist Graavejr over den
moderne Kultur. Der findes ikke mere
Begejstring eller Had, ikke Andagt eller
Tro, ikke Kærlighed eller Opofrelse. Der
findes kun slet lønnet Slid og dyrt betalte
Fornøjelser.
”Oventil er Udsigten lukket for det
moderne Menneske. Der er intet at leve for
uden det Liv, hvori vi daglig færdes – og
det bør, efter de ny rettroendes Mening,
heller ikke være andet. Mennesket er fra
nu af indespærret i en ganske materiel og
timelig Verden – og naar Døden kommer,
er alt forbi.
”Heraf følger, at Livet mere og mere
føles som noget indskrænket, ligefremt,
hverdags – noget, hvormed man tør handle efter Lune og Lyst. Det glemmes, at
Livet er et Under, en Gaade, en Helligdom,
hvori der maa leves med Ærefrygt. Den
moderne Mangel paa Moral er en Følge af
den moderne Mangel paa Metafysik.”
Den Reaktion, som nu gør sig gældende mod Naturalismen, er derfor først
og fremmest et Udslag af Menneskets metafysiske Trang. Som den ny Bevægelses
251
95
100
105
110
115
120
125
130
135
LITTERATURENS HUSE
140
145
150
155
160
165
170
Motto kunde man hævde disse Ord af
Schopenhauer520 : ”Man har fejlagtig anset
Theismen521 for uadskillelig fra moralsk
Tankegang. Dette gælder i Sandhed kun
om Metafysiken overhovedet, dvs. om
Erkendelsen af, at Naturens Orden ikke er
Tingenes eneste og absolute Orden. Derfor
kan man som alle retfærdige og gode
Menneskers nødvendige Trosbekendelse
opstille denne Sætning: Jeg tror paa en
Metafysik.”
Og dette er Symbolismen, den filosofiske og kunstneriske Symbolisme. Troen
paa en Metafysik, en anden Verden, et
Hinsides. Paa dette Sted løber Grænseskellet mellem Realisterne, hvem Virkeligheden er nok, og Mystikerne, der med
Paulus tror, at vi herneden kun erkender
per speculum et in enigmate.522
Af denne Verdensopfattelse følger nu
Symbolismens Æstetik.
Dennes Udgangspunkt kunde fastslaas
med Amiels Aandrighed: Un paysage c’est
un état d’âme. 523 Overfladisk set er her det
Ubestridelige sagt, at Indtrykket afhænger
af Øjnene, der ser, og Sjælen, der føler.
Men taget i dybere Forstand skjuler sig
heri en af Symbolismens Grundsandheder.
Symbolismen er nemlig – ligesom
den tyske Filosofi ved Aarhundredets
Begyndelse – overbevist om Identiteten
af Tænken og Væren. Det Væsen, som
aabenbarer sig i Tilværelsens ydre Fæ520 Arthur Schopenhauer: (1788-1860) skelnede i sit
hovedværk Verden som vilje og forestilling (1818)
ligesom Kant mellem verden som den træder frem
for os (forestilling) og verden i sig selv (vilje).
521 Theismen: læren om eksistensen af en Gud
522 per speculum et in enigmate: i et spejl og i en gåde,
citat fra Paulus’ 1. brev til Korintherne kap. 13 v.12
523 Un paysage c’est un état d’âme: et landskab er en sjælelig tilstand, skrev den franske forfatter og filosof
Henri Frédéric Amiel (1821-81) i sine dagbøger.
Sådan udtrykte et af symbolisternes forbilleder
korrespondancen mellem en ydre materiel verden
og en åndelig indre.
252
nomener, er (ifølge denne Filosofi) det
samme, som lever i Menneskets Sjæl. Sjæl
og Verden er ét.
Det almindelige Menneske erkender
ikke dette. Han anser sig for et isoleret
Individ, et enligt og særligt Væsen, i en
Verden, overfor hvis Uendelighed han
føler sig fremmed og forladt.
Kunstneren derimod fatter, instinktmæssigt og intuitivt, Tilværelsens sande
Væsen. Han føler sin Sjæls Sammenhæng
med Naturens Sjæl og aner bag Tingenes
tilsyneladende Ligegyldighed en hjemlig Verden, hvori hans Aand har en evig
Indfødsret.
Den sande Kunstner er derfor nødvendigt Symbolist. Hans Sjæl genkender
bag de timelige Ting den Evighed, hvoraf
hans Sjæl er udsprungen. Med Shelley524
anskuer han Livet som et mangefarvet
Glas, hvorigennem det Evig-Enes hvide
Lys bryder sig. Virkeligheden bliver for
ham kun en højere Verdens Symbol.
”I visse næsten overnaturlige Sjælstilstande” (har Baudelaire525 sagt) ”aabenbarer Livets Dybde sig i det tilfældige Skue,
man har for Øje – det være saa hverdags,
det vil. Virkeligheden forvandles til et
Symbol.”
Disse Sjælstilstande er de kunstneriske
Øjeblikke, dem, enhver ægte Begavelse
kender. Det er de Øjeblikke, da den evige
Virkelighed bag Tingene synes paa Nippet
til at sprænge den illusoriske Realitets
Ham; det er de Timer, da vore Sansers og
vor Fornufts stadige Bedrag er nær ved at
briste, og kun et tyndt Slør af Illusion, af
Maja526, skiller os fra at erkende den evige
Verdenssjæl, at se Gud.
524 Shelley: Percy B. Shelley (1792-1822) engelsk romantisk digter.
525 Baudelaire: Charles Baudelaire (1821-1867) fransk
forfatter, modernismens grundlægger med hovedværket Les Fleurs du Mal (1857)
526 Maja: buddhismens betegnelse for den illusion, som
verden er, og som hindrer en i at nå til afklaring
175
180
185
190
195
200
205
210
SYMBOLISMEN
215
220
Disse extatiske Øjeblikkes Syner er
det, Kunsten søger at gengive. Den bliver
saaledes et Billedsprog, som i jordiske
Hieroglyfer vil udsige det Evige. Og her
udspringer al Kunstnerens Utilfredshed, al
hans Følelse af, at han kun ufuldkomment
kan gengive sin Anskuelses Herlighed, at
han kun kan fremstamme, hvad han vilde
forme klart. Thi Kunsten er en Erkendelse
”i Gaader og i et dunkelt Spejl.”
Al ægte Kunst er og bliver symbolsk.
Overalt hos de store Mestre finder man
Naturen opfattet som et ydre Tegn paa et
indre sjæleligt Liv. Derfor synes saa
mange af deres Frembringelser den
Udenforstaaende dunkle og ufattelige;
deres Værker er som hine gemalte Fensterscheiben527, hvormed Goethe lignede sine
Digte: de maa ses indefra.
225
230
Man vil paa Grundlag af disse Udtalelser
maaske anklage mig for Mysticisme. Jeg
erklærer mig paa Forhaand skyldig.
Det er tilmed min faste Overbevisning,
at en sand Verdensanskuelse nødvendigt
maa være mystisk. Verden er dyb. Og kun
de flade Aander fatter det ikke.528
Den 2. November 93.
(1893)
527 gemalte Fensterscheiben: overmalede vinduesruder
528 Citatet, Verden er dyb. Og kun de flade ånder fatter det
ikke, stammer fra filosoffen Friedrich Nietzsches
Also Sprach Zarathustra (1883-85), hvor det i
Midnatssangen hedder: Die Welt ist tief, und tiefer
als der Tag gedacht! - Verden er dyb og dybere end
dagen forestillede sig. Symbolisterne er enige med
Nietzsche i, at man må hæve sig over det ordinære
og søge dybere efter sammenhæng.
253
235
LITTERATURENS HUSE
Arthur Rimbaud
(1854-1891)
Symbolismen opstod i Frankrig i 1850‘erne og fandt sit udtryk i Charles Baudelaires, Arthur
Rimbauds, Paul Verlaines og Stéphane Mallarmés poesi. De dyrkede poesi for poesien skyld
og opfattede sig som begavede bohemer uden for borgerskabets ordinære liv.
Navnlig Arthur Rimbaud var inkarnationen af en ung rebel, der bl.a. senere blev forbillede for den danske digter Michael Strunge. Han voksede op med sin mor og søskende i en
fransk provinsby, men stak flere gange af til Paris. I en alder af 17 sendte han et langt digt med
titlen Den berusede båd (1871) til digteren Verlaine, der straks kunne se en umådelig digterisk
begavelse, som gennem sine sproglige billeder sprængte tid, rum og ikke mindst jeg.
Som det fremgår af nedenstående tekst er Rimbaud berømt for udsagnet ‘je est un autre‘,
‘jeg er en anden‘. Senere skrev han digtsamlingen En årstid i helvede (1873) og sluttede i en
alder af 20 sin digteriske karriere og drog til Afrika som lejesoldat og handlende. I 1886 udgav
vennen Verlaine hans andet og sidste værk, Illuminationer.
Rimbaud er især berømt for sin opfattelse af kunstneren som en visionær ‘seer‘, sådan som
han formulerer det i det berømte seer-brev Lettres du voyant, dateret 15. maj 1871.
Ordet ‘seer‘ skal ikke forstås som en clairvoyant skuen ind i fremtiden, men som en anden
måde at se det sansede på: nemlig at bringe den sprængte virkelighed på kunstnerisk form: det
at skabe nye og alternative verdener igennem det kunstneriske udtryks formning af det sete.
Seerbrev
Charleville, den 15. maj 1871
Foråret er åbenbart, thi ….530
(til A.P. Demeny529)
5
Jeg har besluttet at give Dem en lektion
i ny litteratur. Jeg begynder straks med
en aktuel salme:
PARISISK KRIGSSANG
529 Demeny er en ung digter, som Rimbaud lærte at
kende i september 1870. Korrespondancen mellem
de to omfatter ud over dette brev, det såkaldte
”Seerbrev”, to andre breve, fra juni og august 1871.
Rimbaud var 16 år da han skrev det.
254
530 Digtet, der ikke gengives her, indledes som var det
en forårssang, men allerede i anden strofe karikeres
forårsmetaforen kraftigt: ”Åh, maj! Hvilket nøgenrøvs delirium!”. Digtets skildrer hærens forgæves
bestræbelser på at bekæmpe Pariser-kommunen,
som Rimbaud sympatiserede med. Les choses
printanières, forårstingene, skal forstås som de
bomber hæren lod ”så” over de parisiske forstæder.
Sidste strofe lyder – i en fri oversættelse: ”Og de
store godsejere som breder sig i deres feje skjul, de
ville høre kviste knække i en hvislen af rødt.”
10
SYMBOLISMEN
A. Rimbaud531
- Her følger en prosatekst om poesiens
fremtid -
have været lige ukendt som den første den
bedste forfatter til ”oprindelsen”535. Efter
Racine går der skimmelsvamp i legen.
Den har varet i to tusind år!
30
15
20
25
Al antik poesi munder ud i den græske
poesi. Harmonisk liv. – Fra Grækenland
til romantikken, middelalderen - er der
litterater, versemagere. Fra Ennuis532 til
Theroldus, fra Theroldus til Casimir Delavigne533, er alt rimet prosa, en leg, utallige
idiotiske generationers slid og berømmelse: Racine534 er den rene, den stærke
og den store. – Man kunne have pustet på
hans rim, bragt uorden i hans halvvers, og
den Guddommelige Dumrian ville i dag
531 Rimbauds: Arthur Rimbauds få hektisk produktive
år 1870-74 markerer litteraturhistorisk et brud med
de sidste udløbere af den romantiske lyrik. Med sin
geniale sans for at skabe billedmættede, ofte heterogene og svært tilgængelige forestillingsverdener i
et formsprog inspireret af Baudelaire blev Rimbaud
en kultskikkelse for mange modernistiske digtere i
1900-tallet.
Rimbaud kom fra et lukket småborgerligt miljø i
den lille nordfranske by Charleville, hvor han i 1870,
under indflydelse af Parnas-digterne, skrev sine
første digte, bl.a. ”Ophélie” og ”Le Dormeur du val”
(Den sovende i dalen). Efter et par ophold i Paris i
1871 skiftede han signaler, og det er i hans seer-breve
man kan læse om hans stræben mod noget nyt og
”ukendt”, der kan finde digterisk udtryk i visioner
efter en ”forstyrrelse af alle sanserne”. Hans store
digt ”Le Bateau ivre” (Den berusede båd, først
udgivet 1883) er fra samme år. Dette digt der giver
et nærmest mytisk billede af digteren i denne nye
fantasiverden, lever fuldt op til hans poetik.
Fra efteråret 1872 til foråret 1873 opholdt Rimbaud
sig i Bruxelles og London i selskab med digtervennen Paul Verlaine, men samværet fik en brat ende,
da Verlaine under et skænderi sårede ham med et
pistolskud. Prosaværket Une Saison en enfer indeholder Rimbauds refleksioner over hans liv som digter,
hvor han bl.a. griber tilbage til seer-poetikken og
hans tanker om digtersprogets ”alkymi”.
532 Ennius: Quintus Ennius (-239 - -169) en af de tidligste romerske digtere
533 Delavigne: Casimir Delavigne (1793 - 1843) fransk
forfatter af digte og dramatik.
534 Racine: Jean Racine (1639 - 1699) fransk forfatter berømt for sine klassiske tragedier, bl.a. Andromaque,
1667, Iphigénie, 1674, og Phèdre (Fædra), 1677
Dette er hverken en spøg eller et paradoks.
Fornuften indgyder mig en større portion
sikkerhed i forhold til emnet end romantikkens unge tilhængere536 nogensinde
ville have følt af raseri. For resten har de
nye ret til at hade forgængerne: vi hører
hjemme i vor egen tid og har den for os.
Man har aldrig vurderet romantikken
ordentligt. Hvem skulle have gjort det?
Kritikerne!! Romantikerne, som så udmærket beviser at sangen meget sjældent
er værket, det vil sige den tanke som bliver
sunget og forstået af sangeren?
For JEG er en anden. Hvis kobberet vågner op som trompet, så er det ikke selv
skyld deri. Det er indlysende for mig.
Jeg er vidne til min tankes udfoldelse:
jeg betragter den, jeg lytter til den: jeg
sætter buen på violinstrengen: symfonien
bevæger sig i dybet, eller springer frem
på scenen.
35
40
45
50
55
Hvis de gamle idioter ikke kun havde
fundet den forkerte betydning af JEG’et,
så havde vi ikke været nødt til at bortfeje
535 Rimbaud gør grin med tendensen om at skrive
om ”oprindelighed”, jf. Michelets” Origine du droit
français, Renans Histoire des origines du christianisme,
Quinets L’Origine des dieux. Sandsynligvis hentyder
han desuden til de tidlige digtere i antikken, hvoraf
mange er ukendte i dag, men hvis primære opgave
var at fortælle om byens og verdens oprindelse.
536 Hentydning til en fejde om Victor Hugos stykke
Hernani og til en bog som Théophile Gautier skrev
tilegnet ”les Jeune-France”, romantikkens støtter.
Rimbauds tankegang er (formentlig) at de unge
hidsige forkæmpere for romantikken ikke ville
kunne dømme de klassikere retfærdigt, som de
afskyede, og i øvrigt heller ikke romantikerne, da
det er sjældent at man kan bedømme sig selv med
rimelighed.
255
LITTERATURENS HUSE
60
65
70
75
disse millioner af skeletter, som i uendelige tider har ophobet produkterne af deres
énøjede intelligens, mens de fremhæver
sig selv som forfatterne hertil.
I Grækenland, sagde jeg, lægger digt og
digtekunst rytme i Handlingen. Derefter
er musik og rim en leg, en adspredelse.
Studiet af denne fortid fortryller de nysgerrige: adskillige fornøjer sig med at
forny disse oldsager: - dem om det. Den
universelle intelligens har altid kastet sine
idéer på naturlig vis; menneskene samlede en del af disse forstandens frugter
op; man handlede på grundlag heraf, man
skrev bøger: sådan var det, mennesket
arbejdede ikke med sig selv, fordi det ikke
var vågnet helt op, eller endnu ikke havde
fattet den store drøms omfang. Funktionærer, skribenter. Forfatter, skaber, digter,
dette menneske har aldrig eksisteret!
80
85
90
Det menneske som vil være digter, skal
først og fremmest lære sig selv at kende,
fuldstændigt. Han søger sin sjæl, han
undersøger den, han prøver den af, han
lærer den at kende. Så snart han kender
den, skal han dyrke den: det lyder ganske
enkelt: i enhver hjerne sker der en naturlig
udvikling; mange egoister udråber sig selv
til forfattere; og der er mange andre som
tilskriver sig deres intellektuelle fremskridt! – Men det handler om at gøre sjælen uhyrlig: ligesom børneskænderne537!
Forestil Dem et menneske der planter og
dyrker vorter i sit eget ansigt.
Digteren gør sig til seer ved en langvarig, omfattende og bevidst forstyrrelse af
alle sanserne. Alle former for kærlighed,
lidelse, vanvid; han søger sig selv, han
udtømmer sig selv for alle giftstoffer for
kun at bevare deres kvintessens. En ubeskrivelig tortur hvor han har brug for den
fulde tro, al overmenneskelig kraft, hvor
han blandt alle bliver den store syge, den
store kriminelle, den store forbandede, og den ypperste Vise! – Thi han når ind
til det ukendte! – Eftersom han, mere
end nogen anden, har dyrket sin sjæl der
allerede i forvejen var rig; Han når det
ukendte; og skulle han i sin forvildelse
ende med ikke at kunne forstå sine visioner, så har han alligevel set dem! Lad
ham krepere i hans springen omkring
blandt uhørte og unævnelige ting: der
vil komme andre frygtelige arbejdere; de
vil begynde ved de horisonter hvor den
anden er segnet!
537 Oversat fra ”les comprachicos” der optræder i et
stykke af Victor Hugo, L’Homme qui rit. Her bruges
ordet om børnetyve som skænder deres ofre for at
lave monstre af dem med henblik på at kunne tjene
penge på at udstille dem.
256
105
110
115
120
Fortsættelse følger om seks minutter. Her indskyder jeg endnu en salme, uden for
teksten: lån mig venligst et velvilligt øre, - og
alle vil blive fortryllet. – Jeg har hævet violinbuen, jeg begynder:
125
MINE SMÅ FORELSKEDE VENINDER
Et lakrymat hydrolat vasker
De kålgrønne himle…. Ect.538 A.R.
95
Jeg siger at det er nødvendigt at være seer,
at gøre sig til seer.
100
538 Digtet består af 12 strofer der indeholder en eksplosiv nedrakning af en række små ”grimrianer”,
en blå, en blond, en sort, en rød, som Rimbaud har
kendt. Opsummerende siger han: ”Åh, mine små
forelskede veninder, hvor jeg hader jer. Belæg jeres
grimme patter med smertende slag.” Han indrømmer dog at han har lavet rim for disse forvredne
skuldre og haltende hofter, og han vender sin
aggressivitet mod pigerne: ”Jeg ville smadre jeres
hofter for at have elsket!” alt dette under en kålgrøn
himmel og med månens særlige røvbaldehvidhed.
130
SYMBOLISMEN
135
Sådan. Og bemærk at, hvis jeg ikke var
bange for at lade Dem betale mere end
60 centimes i porto, - jeg fattige stakkel
som, i syv måneder, ikke har holdt en
eneste bronzemønt i hånden! – så ville jeg
også give dem mine ”Elskende i Paris”,
hundrede hexametre, Herre, og ”Døden
i Paris”539, to hundrede hexametre !
140
Denne fremtid vil være materialistisk,
forstår De. – Fordi digtene er fulde af Tal
og af Harmoni, vil de være skabte for at
blive. – I grunden ville det stadig være
lidt ligesom den græske Poesi.
Den evige kunst ville få sine funktioner,
ligesom digterne er borgere. Poesien vil
ikke længere lægge rytme til handlingen,
den vil gå forud for den.
175
180
Jeg fortsætter:
Altså er digteren virkelig den der stjæler
ilden.
145
150
155
160
165
170
Han bærer menneskeheden på sine skuldre, og også dyrene; han skal få andre til at
føle, berøre og lytte til hans opfindelser.
Hvis det han bringer med fra den anden
side har form, så giver han denne form
videre; hvis det ikke har form, giver han
formløsheden videre. Han skal finde et
sprog:
Da hver ytring er en idé, så vil tiden oprinde for et universelt sprog! Man skal
være akademiker, mere død end et fossil,
for at lave en ordbog, hvilket som helst
sprog det end måtte være for. Svage sjæle
ville give sig til at tænke på det første
bogstav i alfabetet, og de ville hurtigt
blive grebet af vanvid! –
Dette sprog skal være sjæl for sjælens
skyld, et sprog der omfatter alt, dufte, lyde,
farver, tanke der griber tanke. Digteren
skulle definere det nye der vågner i hans
tid, i den universelle sjæl: han ville give
mere end sin formulerede tanke, hans
fortolkning af hans vej mod Fremskridtet!
Hvis det abnorme blev en norm, som alle
optager i sig, så ville han virkelig mangedoble fremskridtet!
539 Man ved ikke, om disse digte har eksisteret.
Disse digtere vil komme. Når kvindens
uendelige slaveri bliver brudt, når hun
kommer til at leve for sig selv og gennem
sig selv, fordi den indtil nu afskyelige
mand har sendt hende ud i friheden, så
vil også hun blive digter! Kvinden vil
finde noget ukendt! Vil hendes idéer være
anderledes end vores? – Hun vil finde
mærkelige ting, uudgrundelige ting, frastødende og vidunderlige ting; vi vil tage
imod dem, vi vil forstå dem.
185
190
195
Mens vi venter, vil vi bede digterne om
noget nyt, idéer og former. Alle de behændige skribenter ville snart mene at
de havde levet op til dette krav: sådan
er det ikke!
De første romantikere var seere uden at
de selv vidste det: De begyndte at dyrke
deres sjæl ved et tilfælde: som forladte,
men brændende lokomotiver der for en
tid sættes i gang på jernbaneskinnerne.
- Lamartine540 er somme tider seer, men
kvalt af den gamle form. – Hugo, der er
for stivsindet, har sandelig SET noget i
540 Lamartine: Alphonse de Lamartine (1790-1869)
fransk forfatter og politiker, en central skikkelse i
den franske romantiske periode både i kraft af sin
lyriske produktion - (Méditations poétiques, 1820,
Harmonies poétiques et religieuses, 1830, Jocelyn 1836,
Recueillements poétiques. 1839) – og sit politiske
engagement: deputeret 1833-51, udenrigsminister og
reel regeringsleder efter Februarrevolutionen 1848
257
200
205
LITTERATURENS HUSE
210
215
220
225
sine sidste bind: De Elendige541 er et sandt
digt. Jeg har Les Châtiments542 liggende
foran mig : Stella543 giver stort set en målestok for Hugos evne som seer. For meget
Belmontet544 og Lamennais545, for mange
Jehovaer og kolonner, gamle, revnede
uhyrligheder.
Musset546 er ekstra forfærdelig for os der
tilhører de generationer der oplever smerten og visionernes tag i os, alt det som
hans engleagtige dovenskab fornærmer.
Åh! Disse intetsigende fortællinger og
smagløse ordsprog! Åh disse nætter! Åh
Rolla! Namouna! Åh! La coupe! Alt er så
fransk, det vil sige i ypperste grad foragteligt; fransk og ikke parisisk! Endnu et
værk der bygger på den modbydelige ånd
541 Roman af Victor Hugo fra 1862. Victor Hugo, 1802
- 1885, er den altdominerende skikkelse i fransk
romantik. Han var banebryder for romantikken
i 1820’erne og fastholdt igennem et langt liv dens
menneskesyn. I alt hvad han skrev, var han dybt
overbevist om digterens moralske og civiliserende
rolle.
542 Les Châtiments: satiriske digte (Straffene) af Victor
Hugo fra 1853
543 Digtet Stella fi ndes i 6. bog af Les Châtiments.
544 Belmontet: Louis Belmontet (1798 – 1879) politiker
og skribent der især er kendt for sin støtte til LouisNapoléon Bonaparte og Det Andet Kejserdømme.
545 Lamennais: (1782-1854) fransk katolsk teolog og politisk skribent. Med Essai sur l’indifference en matière
de religion gør han op med den individualistiske og
rationalistiske filosofi og betoner samtidig pavens
åndelige autoritet som modvægt mod politikernes
magt. I kølvandet på Julirevolutionen 1830 kastede
Lamennais sig ud i en politisk kamp med krav om
forsamlings-, ytrings- og trosfrihed samt om adskillelse mellem stat og kirke.
546 Musset: Alfred de Musset (1810-1857) fransk forfatter,
en betydelig repræsentant for romantikken i Frankrig. Musset har et omfattende forfatterskab både
inden for lyrik, dramatik og prosa. I det lange digt
Rolla fra 1833 beklager han først tabet af den antikke
fortid samt kristendommens tidlige epoke. Dernæst
skildres den desillusionerede unge mand Rolla, der
ganske lader sig lader sig lede af sine passioner, men
som på tærsklen til døden opsøger en purung, men
fattig prostitueret, den smukke Marion.
258
som inspirerede Rabelais547, Voltaire548,
Jean La Fontaine549, kommenteret af Hr.
Taine550. Mussets åndelige vid er forårsagtigt! Hans kærlighed indtagende! Se,
det er skønmaleri, solid poesi! Man vil
kunne nyde den franske poesi i lang tid,
men i Frankrig. Enhvert købmandsbud
er i stand til at aflire en Rolla- apostrofe,
enhver præstespire skjuler fem hundrede
rim i en notesbog. De femtenårige kommer i brunst af disse følelsesudladninger;
de sekstenårige nøjes med at recitere dem
med følelse; alle attenårige, ja endog de
syttenårige skoleelver der har evnerne, opfører sig som Rolla, skriver en Rolla! Nogle
af dem dør måske stadigvæk af det. Det
kunne Musset ikke gøre noget ved. Der
var visioner bag gardinernes flor: han lukkede øjnene. Fransk, dovenkrop551, trukket
fra kroen til skolepulten, den skønne døde
er død, og lad os i fremtiden ikke mere
gøre os den ulejlighed at vække ham med
vore vederstyggeligheder.
547 Rabelais: François Rabelais (ca. 1494 - 1553) fransk
forfatter, hvis forfatterskab står i den europæiske
litteratur som et af de stærkeste udtryk for den
tidlige renæssances boblende livsglæde.
548 Voltaire: François de Voltaire (1694 -1778) fransk
forfatter og en af den europæiske oplysningstids
mest indflydelsesrige skikkelser.
549 La Fontaine: Jean de La Fontaine (1621-1695) fransk
forfatter, den mest læste klassiske digter i Frankrig.
La Fontaine blev kendt for sine moraliserende
dyrefabler fra den antikke tradition, som han har
skåret til og versificeret.
550 Taine: Hippolyte Taine (1828-1893) fransk kritiker,
historiker og teoretiker. Taine blev en autoritet for
naturalismen og en hovedmand i udformningen af
en historisk litteraturbetragtning. Han skrev en bog
om Taine og hans fabler i 1860.
551 dovenkrop: oversat fra ordet panade, hvis betydning
er usikker.
230
235
240
245
250
SYMBOLISMEN
255
De næste romantikere er meget seende:
Théophile Gautier552, Leconte de Lisle553,
Théodore de Banville554. Men da det at
inspicere det usynlige og høre det uhørlige er noget andet end at genoplive de
døde tings sjæl, så er det Baudelaire555
der er den første seer, digternes konge,
en sand Gud. Dog levede han i et lidt
for kunstnerisk miljø; og den form man
berømmer ham for er ussel. At finde det
ukendte kræver nye former.
Mange har forsøgt at bryde med de
gamle former, blandt de uskyldige: A.
Renaud556 – han har lavet sin Rolla – L.
Grandet, - har lavet sin Rolla; - gallerne
og Musset’erne G. Lafenestre, Coran, C.
L. Popelin, Soulary, L. Salles. Skoledrengene, Marc, Aicard, Theuriet; de døde
og de dumme, Autran, Barbier, L. Pichat,
Lemoyne, les Deschamps, les Des Essarts;
journalisterne, L. Cladel, Robert Luzarches, X de Ricard; fantasterne, C. Mendès;
bohemerne, kvinderne, talenterne, Léon
552 Théophile Gautier (1811-1872) fransk forfatter, kunstog teateranmelder. Gautiers forfatterskab havde sit
udgangspunkt i romantikken med Poésies (1830).
Men han fjernede sig allerede i 1830’erne fra den
engagerede franske romantik og bidrog afgørende
til dannelsen af begrebet ”l’art pour l’art”, der definerer kunsten som uafhængig af borgerlig moral og
samfundsmæssig nytte.
553 Charles Leconte de Lisle (1818-1894) fransk digter,
der i forordet til sin digtsamling Poèmes antiques
(1852) plæderede for en ny, upersonlig lyrik efter
romantikken. Hans ofte stærkt episke digte henter
stof fra indisk religion, antik mytologi og nordiske
sagn (Poèmes barbares, 1862). Leconte de Lisle
forestillede sig, at videnskab og digtning kunne
arbejde parallelt i udforskningen af deres ”fælles
oprindelse”.
554 Théodore de Banville (1823-1891) fransk forfatter
og dramatiker, der med digtsamlinger som Les
Stalactites (1846) og Odes funambulesques (1857)
fik ry som en formens og rimets mester. Han var
tilhænger af l’art pour l’art og hørte til den franske
digterskole Les Parnassiens (Parnasset) i 1860’erne.
555 Charles Baudelaire (1821 - 1867) fransk digter.
Betragtes som skaberen af den moderne. Den
lyriske modernitet i hans hovedværk Les Fleurs du
mal (Syndens Blomster), 1857, videreudvikledes af
Mallarmé og Rimbaud. Hans tekster handler om
menneskets fremmedgørelse både over for sig selv
og over for den ydre verden. Kunstneren er dømt
til at være en outsider, stødt ud af et samfund, hvis
mægtigste drivkraft er trangen til at berige sig.
Mange kunstnere reagerede ved at sætte skønhed
som værkets eneste mål, men for Baudelaire måtte
digterens opgave blive at fastholde splittelsen i
mennesket, ved at skildre dets sataniske fornedrelse og perversitet side om side med dets higen
efter sjælenes forening og guddommelig skønhed.
Som poesiens sted indfører han storbyen med
dens dragende teknologiske dynamik og sataniske
vildskab; digteren er blevet en ”flanør”, i hvis sind
det moderne livs farlige fantasmer huserer: penge,
dyrisk seksualitet, aggressiv egoisme (klassekamp),
dødsdrift osv. Derfor er den moderne digters typiske stemningsleje depressionen (le spleen), der kun
momentvis kan brydes af rusgiftenes eufori eller af
den sjældne anelse af et guddommeligt ”andetsteds”. Den melankolske ”skildrer af det moderne
liv” antager i sit offentlige liv dandyens attitude
som selvforsvar. Han er iagttager, ikke deltager i
det sociale liv.
556 Rimbaud nævner en række i eftertiden mere eller
mindre ukendte personer.
259
260
265
270
275
LITTERATURENS HUSE
280
Dierx og Sully-Prudhomme557, Coppée;
den nye skole, kaldet parnasskolen, har
to seere, Albert Mérat og Paul Verlaine558,
en sand digter. Se så. Således arbejder jeg
på at gøre mig til seer. Og lad os slutte
med en from sang:
Meget sent, da han føler kvalmens pres
i maven559 …
Det ville være modbydeligt af Dem ikke
at svare: hurtigt, for om en uge er jeg i
Paris, måske.
PÅ HUG
På gensyn.
A. Rimbaud
(1871)
557 Prudhomme: Sully Prudhomme (1839-1907) fransk
digter der først var en typisk repræsentant for
Parnas-digterne, men senere udviklede sig i en
mere filosofisk retning.
558 Verlaine: Paul Verlaine (1844-1896) fransk digter. Var i
første omgang inspireret af Baudelaire og gjorde sig
gældende blandt Parnas-digterne med samlingen
Poèmes saturniens, 1866, og Fêtes galantes, 1869. Han
udviklede et særligt, anelsesfuldt billedsprog og
dyrkede i det lyriske sprog en malerisk impressionisme i Romances sans paroles, 1874, med vægt på
skiftende rytmer og ofte fattige, men markante rim.
Hans digtning havde en særlig udstråling og fik
stor betydning for den yngre generation af lyrikere,
heriblandt de danske digtere Johannes Jørgensen og
Sophus Claussen. Verlaines tilværelse var omtumlet
og til tider alkoholiseret. Et mislykket ægteskab, en
berømt og berygtet forbindelse med Rimbaud, caféer
og prostituerede leverede alt sammen stof til myten
om den digtende vagabond.
260
559 Digtet, der ikke gengives her, er skrevet i det højtidelige alexandrinerversemål – i skarp kontrast til
dets indhold som med realistiske detaljer skildrer
broder Milotus, der vågner op i sin seng og skal ud
og besørge. Titlen hentyder dels til den stilling Milotus indtager på sin potte, dels til den mentale isolation og inaktivitet denne kirkens mand befi nder
sig i. I sin ensomhed plages han af drømme hvor de
snavsede møbler bliver til ildevarslende dyr. Hans
hjerne er stoppet med klude, og i det kvalmende
hede værelse sidder han og hører hårene gro i hans
fugtige hud. I sidste strofe skildres han igen med
bar røv i månelyset – en skygge der kryber sammen
på en baggrund af lyserød sne, mens hans næse
vejrer Venus i himlens dyb.
285
290
SYMBOLISMEN
Johannes Jørgensen
(1866-1956)
Johannes Jørgensen er i høj grad tænkeren bag den danske symbolisme, manden der lavede
programartikler og skrev introduktioner til fransk poesi og tysk filosofi. Men samtidig oplevede
han på egen krop og sjæl, hvad det vil sige at leve i moderniteten og lede efter svar.
Johannes Jørgensen blev født i et skipperhjem i Svendborg, hvor faderen tidligt forlod
søen som en bitter mand. Hjemmet var fattigt og stærkt religiøst. Vejen ud af dette trøstesløse
morads gik via morbroderen Jørgen Johansen, der introducerede den velbegavede dreng for
verdenslitteraturen. I 1882 rejste unge Jørgensen til København, hvor han to år senere tog
studentereksamen.
I København skabte han sig en identitet i Studentersamfundet som svoren naturalist og
uddannede sig som J.P. Jacobsen i filologi og zoologi uden at afslutte studierne. I stedet skrev
han fem små romaner, Foraarssagn (1888), En Fremmed (1890), Sommer (1892), Livets Træ (1893) og
Hjemvee (1894), der alle handlede om handlingslammede provinsstudenter med overspændte
nerver og æstetisk sensibilitet. Samtidig mærker man i romanerne en religiøs længsel, der
bryder med naturalismens arv- og miljø-determinisme.
Johannes Jørgensen debuterede som lyriker med samlingen Vers (1887), men fandt først
sit personlige udtryk i samlingen Bekendelse (1894), hvor hans formsprog blev frigjort fra de
franske forbilleder, og hvor han selv nåede til begyndende afklaring.
I 1894 var Johannes Jørgensen virkelig i krise. Han havde for længst lagt naturalismen bag
sig, hans projekt med tidsskriftet Taarnet var afsluttet, og økonomisk var han på fallittens rand.
På alle måder desillusioneret rejste han med sin katolske ven, Mogens Ballin, til Italien, hvor
han omvendte sig. Den formelle konvertering til katolicismen skete dog først i 1896.
Johannes Jørgensen forlod kone og børn og slog sig ned i Assisi, hvor han blev en anerkendt
legendeskriver og helgenbiograf. Hans væsentligste helgenskildringer er Den hellige Frans af
Assisi (1907), Den hellige Katarina af Siena (1915) og Den hellige Birgitta af Vadstena (1941-43).
Det er sigende, at Johannes Jørgensen blev udnævnt som æresborger i såvel Assisi som
hjembyen Svendborg, hvor han tilbragte sine sidste leveår fra 1953-56.
Kendetegnet for Johannes Jørgensens digtning er en symbolsk korrespondens mellem
den ydre natur og den sjælelige. Hans strofer er enkle, metrisk bundne og klassiske i formen.
Digtene i Bekendelse afspejler tematisk det holdningsskift, der får Johannes Jørgensen til at
omvende sig.
261
LITTERATURENS HUSE
Bekendelse
Den halve Maane sank bag sorte Træer
og glimted gylden mellem mørke Blade.
To Røster hørte jeg, én fjærn, én nær.
Musik til Dans langt borte i en Gade,
Musik af vege, elskovssyge Strænge –
mit Legems Røst, som mine Tanker hade.
Men nær mig suste Løvet blødt og længe
- et Sus som Havet og de tunge Skove,
et Sus fra Himlens stjærnestrøede Enge.
Jeg standsed, hviled, kunde ikke sove.
Og mens mit Blik den fjærne Maane søgte,
jeg bares vidt paa Evighedens Vove.
O Evighed, hvi vil fra Dig vi flygte?
De bryndesyge Violiner tier,
og Festen slukker snart sin sidste Lygte.
Men Dine evig høje Melodier
som Solskin Sjæl og Sind og Sanser bærer –
o Evighed! Forløser og Befrier!
Som Maanelys igennem Mulm sig skærer
den søde Sang om sommerhede Synder,
vor Hjærne frygte, men vort Blod begærer.
Men som et Hav i Fred Du sagte nynner,
og som en stor og stille Skov Du suser,
o Tempel, i hvis Port vort Liv begynder!
Om Jordens Kyst Din Stjærne-Brænding
bruser,
og Livet nærer Du af dunkle Strømme –
o Afgrundsdyb, der ængster og beruser!
Hvor skal, o Evighed, fra Dig vi rømme?
I Dyrets Puls Dit store Hjærte banker;
Du higer gennem gyldne Plantedrømme
mod Sol og Luft og rene, lyse Tanker.
Og hvor min Sjæl sig end i Verden vender,
og hvor mit Legem gennem Natten vanker,
o Evighed! jeg er i Dine Hænder!
(1894)
262
SYMBOLISMEN
Sophus Claussen
(1865-1931)
Hvor Johannes Jørgensens symbolisme bæres af en stræben efter noget hinsidigt, som sjælen
og symbolet har del i, er Sophus Claussens kunst dennesidig: Skønheden og det væsentlige
er indskrevet i den verden, vi lever i. I sine digte søger Claussen at fastholde og løfte det
tidsbundne ind i værkets evige nu, ind i dets form.
Sophus Claussen blev født på Langeland i et velhavende hjem, hvor faderen var bladkonge og medlem af Folketinget for Venstre. I kraft af faderens position var unge Claussen
begunstiget på en anden måde end mange af sine digterkolleger. Han var sikret arbejde på
faderens dagblade, kunne bo mondænt og rejse i det omfang, han ville. Sophus Claussen er
fra første færd økonomisk uafhængig og kunne leve for at skrive - uden at være pisket til at
leve af det.
I årene 1892-94 foretog Sophus Claussen en dannelsesrejse til Paris og Italien. Her traf
han de franske symbolister, blev ven med Verlaine og stiftede et varigt venskab med Herman
Bang, som på det tidspunkt instruerede i Paris. Efterfølgende udgav Claussen to veloplagte
rejsebøger fra turen. Antonius i Paris (1896) dækker opholdet i Frankrig, mens Valfart (1896)
skildrer det efterfølgende ophold i Italien.
I sine tidlige digtsamlinger Naturbørn (1887) og Pilefløjter (1899) er Claussen optaget af
naturen og den erotiske fascination. Her møder vi en digter, der elegant og formfuldendt kobler
erotik og natur. Senere følger den provokerende bog Djævlerier (1904), der skildrer oprør og
melankoli, mens den ældre Claussen bliver optaget af det universelle og kosmiske.
Stilistisk griber Sophus Claussen bag om det moderne gennembrud og henter sin inspiration
fra romantismen: Aarestrup, Winther, Shelley, Byron og Heine. Stroferne er rimede, rytmen
fast, og forløsningen af erfaringsmaterialet ligger i det vellykkede billede, der både er udtryk
for en sansning af verden og et symbolsk ideal.
263
LITTERATURENS HUSE
Digtet ”Ekbátana” blev til i 1895 og trykt i rejsebogen Valfart 1896. Ordet Ekbátana er det
græske navn på den antikke hovedstad i det gamle Medien i det nordvestlige Iran, der havde
sin blomstringstid i perioden omkring 600 f.kr. Samtidig refererer Ekbátana også til en
tilstand i sproget, som poeten sættes i, mens han skriver digtet, og endelig skaber ordet en
lydlig, refrænagtig effekt, som ligner den, som Edgar Allan Poe havde anvendt i digtet ”The
Raven”(1845), hvor ordet ‘Nevermore‘ har samme funktion.
Ekbátana
1
Jeg husker den Vaar, da mit Hjærte i Kim
undfangede Drømmen og søgte et Rim,
hvis Glans skulde synke, jeg ved ej hvorfra,
som naar Solen gik ned i Ekbátana.
4
Min Sjæl har flydt som en Syrings af Toner,
til Solfaldet farvede Parkernes Kroner
og Hjærtet sov ind i sin Højhed - som fra
en Solnedgang over Ekbátana.
2
En Spotter gav mig med Lærdom at ane,
at Vægten paa Ordet var Ekbatáne.
Den traurige Tosse, han ved ej da,
at Hjærtet det elsker Ekbátana.
5
Men Folkets Sæder? den stoltes Bedrift?
hvad nyt og sælsomt skal levnes derfra?
En Rædsel, et Vanvid i Kileskrift
paa dit Dronningelegem - Ekbátana.
3
Byen med tusind henslængte Terrasser,
Løngange, svimlende Mure - som passer
der bagest i Persien, hvor Rosen er fra,
begravet i Minder - Ekbátana!
6
Men Rosen, det dyreste, Verden har drømt,
al Livets Vellyst - hvad var den da?
Et Tegn kun, en Blomst, som blev givet paa
Skrømt
ved en kongelig Fest i Ekbátana.
4
Hin fjærne Vaar, da min Sjæl laa i Kim
og drømte umulige Roser og Rim,
er svunden, skønt Luften var lys ogsaa da,
som den Sol, der forsvandt bag Ekbátana.
5
Men Drømmen har rejst sig en Vaar i Paris,
da Verden blev dyb og assyrisk og vis,
som blødte den yppigste Oldtid endda …
Jeg har levet en Dag i Ekbátana.
264
7
Da blev jeg taalmodig og stolt. Jeg har
drømt
en dybere Lykke, end nogen har tømt.
Lad Syndflodens Vande mig bære herfra
jeg har levet en Dag i Ekbátana.
(1895)
SYMBOLISMEN
Sophus Claussen: Il Letto
560
Til Signora Giovanna561 Den Jærnseng med Kniplingepuder
bred som den rolige Nyden,
den minder om Ungdomsrejser
og Middagstimer i Syden,
Paa Sengens Fodstykke græsser
idylliske Æsler og andet,
og Billeder ses af Prinsesser
fra Soria-Moria Landet.564
hvor Søvnen er tryg som Naturen
og Kniplinger haves kun ægte;
det hele er købt for en Hægte,
selv Helgenportrætet paa Muren -
Den dejlige Dronning af Saba565
hun er med Muldyr og Gaader
paa Vej for at prøve Kongen,
som i Jerusalem raader.
hvor Kalkning og Kamfer fjærner
en Huslugt - af Olien og Osten hvor Sengen er hvid, og hvor Resten
bli’r renholdt med Vievandskosten.
Men selv blev hun haardest prøvet:
et Sted ved et Muldyr-Skifte hun tabte sin Dyd til en Slave
og misted sin Yndlingsvifte.
Der luer bag Skoddernes Mørke
et Skær paa de Kniplingepuder,
i hvilke som unge Turister
vi sover til Middag som Guder.
Og da hun kom frem for Kongen,
han afslog hver hendes Gave,
da Dronningens fineste Gaade
var skænket en kulsort Slave.
Hvem ved hvilke Syndens Sirener562
trods Lovbud og Myndigheder
paa denne Seng for en Time
har hvilt hvilke Yndigheder?
Den unge Kong Salomon rakte
den blussende Dronning Viften,
som Slaven havde bragt ham,
det sikre Pant paa Bedriften.
Og ikke Sirener, nej Kvinder
med Hjærter af fineste SilkeKniplinger fra Valenciennes563
har hvilt her en Time ... Ak hvilke?
Hun hvisked: ”Det var ved Middag
i Herberget, og jeg brændte
efter Jerusalems Konge:
da lod jeg en Slave hente.
”Jeg hented en kulsort Slave.
Jeg selv er brunet af Solen.
Kong Salomon, du er en Daare!
jeg vilde jo elsket dig saare!”
560 Il Letto: titlen henviser til det italienske ord for en
seng
561 Signora Giovanna: Sophus Claussens italienske navn
for sin ældste søster, Johanne Claussen
562 Sirener: mytologiske kvinder som med deres sang
lokkede søfolk til skibbrud
563 Valenciennes: by i det nordøstlige Frankrig, tidligere
berømt for sin kniplingsindustri
564 Soria-Moria Landet: eventyrland, refererer til det
norske eventyr om Soria-Moria Slottet, der er
gendigtet af Asbjørnsen og Moe, også beskrevet i
Henrik Ibsens Peer Gynt
565 Dronning af Saba: gammeltestamentlig etiopisk
dronning, kendt for sin skønhed og rigdom. Se 1.
Kongebog kap. 10 eller 2. Krønikebog kap. 9.
265
LITTERATURENS HUSE
Ved hver Station paa sit Hjemtog,
ved hvert et Mulæsel-Skifte
tog hun en Slave til Elsker
og sendte ham bort med en Vifte.
Hun sendte dem alle med Vifter
til Salomon en efter anden.
Han ejed en Samling, hvorover
af Længsel han gik fra Forstanden.
Han tilbød tilsidst sit Rige
blot for den Naadegave
en Time at blive den dejlige
Dronning af Sabas Slave.
Men Sabas Dronning lod svare,
at lykkelig lægt for sin Iver
hun elsked desværre ej Kongen ”Ak var han en Mulæseldriver!”
... Hvor snildt og forslagent de knejser
de Kvinder med Hjærter af SilkeKniplinger fra Valenciennes,
vi søgte paa Ungdommens Rejser!
Nu tror vi paa Drifter som Straaild
og Troskab som Favnebrænde.
Vi tror ikke mer, der er Hjærter
som Kniplinger fra Valenciennes.
(1904)
266
SYMBOLISMEN
Charles Baudelaire
(1821-1867)
Les fleurs du mal – Syndens blomster – er en banebrydende titel på det, der skulle blive modernismens bibel, nemlig franske Charles Baudelaires berømte og berygtede digtsamling fra 1857.
At blande skønheden med det onde og lade det mødes i traditionel, formstreng poesi med et
ofte obskønt og blasfemisk indhold – det var sprængfarligt stof, og den unge digter kom da
også i retten. Han blev idømt bøde, og seks digte blev helt fjernet fra bogen.
Charles Baudelaire inkarnerer bohemen som type: det begavede borgerbarn, der lever på
kant med borgerskabet og skaber provokerende kunst. Han voksede op i en velstående familie
i Paris. Faderen døde, da Charles var 7, og moderen ægtede en højtstående officer, den senere
general Aupick. Ham hadede papsønnen af et godt hjerte, og under sine jurastudier skejede
han så meget ud, at stedfaderen forsøgte at sende ham til Calcutta.
Det blev der dog ikke noget af, og da Charles Baudelaire blev myndig, fik han sin fædrene
arv udbetalt og gik straks i gang med at formøble den. Samme år mødte han mulatten Jeanne
Duval, der blev en livslang elskerinde. Duval og to andre kvinder udgjorde muserne i hans
forfatterskab.
Baudelaire var en kunstkender, og hans første bog omhandler netop malerkunsten i form
af kunstkritik fra salonerne, de årlige udstillinger i Paris. På dansk fik den titlen Fra salonerne
(1845/1989).
I 1857 fulgte så den berygtede Les fleurs du mal, som digteren selv udvidede i 1861. Baudelaire
var en ivrig opiumbruger og skrev bogen Det kunstige paradis (1860), der bl.a. handler om hash,
opium og digteren Poe, hvis værker Baudelaire netop i de år oversatte til fransk. Baudelaires
sidste vigtige bog er prosadigtsamlingen Parisisk Spleen (1869), der rummer 50 skitser, digte,
allegorier og kortprosatekster.
I det følgende skal vi møde to tekster af Baudelaire. Først ”Til en rødhåret tiggertøs” fra
Helvedesblomster, som Les fleurs du Mal hedder i Peter Poulsens oversættelse, dernæst ”Berus
jer” fra Parisisk Spleen.
af Helvedesblomster
CXII
Til en rødhåret tiggertøs
Hvide Pige med det røde Hår,
som i hullet Kjole går,
ledig, lad og løs!
Dejlig er du Tøs!
Jeg elendigste Poet
trods din Magerhed har set,
hvor sød du ser ud
med din fregnede Hud.
267
LITTERATURENS HUSE
Ej man i Romaner fandt
nogen Dronning mer galant
i sine Sko af Fløjel gå
end du med Træsko på.
- Men du blev en Tiggertøs,
reder dit Leje fri og løs.
Ved et Gærde, et gammelt Skur
tager du din Lur.
Om i Stedet for din Pjalt
en af Hoffets Dragter faldt
silkeknitrende og blank
om dig, ung og rank,
og for Hoserne du fik,
værnende for frække Blik,
skarp og blinkende ved Skød
en Daggert rød,
Og nu bare skeler du
til Juveler til tyve Sous,
som jeg ikke, undskyld mig,
kan give dig.
og om Sløjfer, hæfted let
ved din Barm, fremhæved ret
dine Brysters gyldne Lød,
Blikket lig i Glød;
om, før man dig nøgen så,
først man måtte Strid udstå,
og du de kåde Fingre slog
og bort dem jog,
da vilde Perler af sjælden Glans,
Mester Belleaus Sonetters Krans,
af Kavalerer, i Lænker lagt,
blive dig som Ofre bragt,
mens Rimsmedes Kleresi
viede dig deres Rimeri,
og de selv fortabte stod
ved Trappens Fod,
Pagerne forelskede var,
mangen Adelsmand og Ronsard
vilde vandre i Elskovsrus
til dit stille Hus,
på dit Leje, rent og hvidt,
Kys blev vekslet tit,
mer end én Valois blev lagt
i din Magt.
268
Synet af dig – uden Pragt,
uden Perler og Silkedragt,
i din Nøgenhed, spæd og fin –
læsker mig som landlig Vin.
(1857)
SYMBOLISMEN
Berus jer!
5
10
15
20
Man bør altid være beruset. Alting beror
på det; det er den eneste opgave. For ikke
at mærke tidens skrækkelige byrde, der
knuser jeres skuldre og knuger jer til jorden, må I beruse jer uden ophør.
Men i hvad? I vin, i poesi, i dyd – som
I vil. Men berus jer.
Og dersom det undertiden skulle hænde, på et slots trapper, på en grøftekants
grønne græs, i jeres stues tungsindige
ensomhed, at I vågner, og rusen allerede
er taget af eller helt forsvundet, spørg så
vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret, alt
det, som flygter, alt det, som sukker, alt
det, som rinder, alt det, som synger, alt
det, som taler, spørg hvilken time det er;
og vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret
vil svare jer: ”Det er beruselsens time! For
ikke at blive tidens mishandlede trælle,
så berus jer; berus jer uafladeligt! I vin, i
poesi, i dyd – som I vil.”
(1869)
269
270
Det folkelige
gennembrud
10
Georg Brandes
(1842-1927)
Det er kun i få perioder, Danmark sætter normer og vækker opmærksomhed i det europæiske
litterære miljø. Det moderne gennembrud er en af dem, og det skyldes i meget høj grad den
energi og lyst til nybrud, som Georg Brandes i 1870’erne får plantet i gruppen af unge kunstnere. Han er ubestridt Danmarks gennem tiderne største litteraturteoretiker og -kritiker. I
det, der senere i nedskreven form blev hans hovedværk, forelæsningerne ved Københavns
Universitet fra efteråret 1872: Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Literatur, hudflettede
han den danske litteratur for provinsialisme og æstetisk snæversyn. Brandes’ anliggende var
altså at placere Danmark i den europæiske samtid.
Den internationale kontekst var livet igennem hans udsigtspunkt, og selv følte han sig
som assimileret jøde hjemme overalt. Han følte sig desuden mindre udsat for brødnid og slet
skjult racisme i de europæiske storbyer, hvorfor han levede en stor del af sit liv i udlandet (bl.a.
Berlin), hvor han blev en kendt kulturpersonlighed. Den status bibeholdt han, efter at han
havde vendt sig mod det moderne gennembruds ideologiske horisonter. Han var i mere end
en menneskealder en væsentlig stemme i Europa, og altid parat til at give sit bidrag til den
internationale kulturdebat.
I den følgende tekst, der på mange måder er ganske profetisk, gør han sig tanker om, hvad
det nye – tyvende – århundrede vil bringe. Teksten blev første gang offentliggjort som kronik
i dagbladet Politiken i år 1900.
←
På billedet her ser vi tre kvinder i kirken. Fattige kvinder er det nok, for de har knoklede hænder og sidder lidt stift højtideligt i deres pæneste kirketøj. De er malet i 1882 af tyskeren Wilhelm Leibl (1844-1900), som er en af Europas fineste
realistiske malere. Altså samme år som Zahrtmann malede Leonora Christina i Maribo Kloster (se kapitel 9). Billedet
her er ganske anderledes, her er der intet mytologisk lys over figurerne, de er tværtimod såre virkelige i al deres stærke
nøjsomhed, og Bibelen er ikke centrum for skildringen. Den er blot en bog blandt andre. Men givetvis den eneste, der har
været tilgængelig for kvinderne her. Og at det måske ikke falder dem så let at læse, ser man på den ældste, midterste
kvinde, der sidder med næsen helt nede i bogen og et koncentreret udtryk i ansigtet. Er noget i centrum her, er det
kvindernes stærke arbejdshænder, der bliver mørkere og grovere fra den unge kvinde til den ældste af de tre. Gennem
sidestillingen af tre aldre tegnes der et totalportræt af den fattige kvinde fra ungdommens korte blussen til alderdommens
magre styrke og resignation over for livets barske vilkår. Der tegnes her et liv, der er formet af de materielle vilkår og man
aner to sammenknyttede fortællinger udgå fra henholdsvis Bibelen og fra kvindernes hænder.
Wilhelm Leibl: Tre kvinder i kirken, 1882. Olie på træ. (113 x 77 cm). Kunsthalle, Hamburg, Tyskland.
271
LITTERATURENS HUSE
Tanker ved Aarhundredskiftet
5
10
15
20
25
30
Aarhundredet er snart rundet ud. Vel har
det efter de rigtige Regler et Aar tilbage
endnu, men da selve Aarhundredskiftet
jo ikke fornemmes udvortes, og da den
eneste for os Alle kendelige Forandring
er den, at det 18Tal, vi hele vort Liv har
skrevet, ombyttes med et 19, saa er det for
os, som skete nu en afgørende Forandring
i vort Liv. Vore Leveaar faar en ny Generalnævner, et nyt Fornavn. Vi skimter en
ny Morgenrøde.
Det er vel til dels et optisk Bedrag. Men
alligevel – selve Talforandringen giver
Indskydelser, ansporer til Forandring.
Det nittende Aarhundrede er tit blevet
opsummeret – Samfærdselsmidlernes og
Meddelelsesmidlernes uhyre Fremskridt,
større end fra Julius Cæsars566
Tid til Aar 1800.
De moderne Naturvidenskaber – Arkæologien, Historieforskningen, Kritiken
skabes.
Paa det almindelige politiske Omraade
er Indledningen jo den, at Napoleon567
overalt, hvor han naar hen, indfører Revolutionens Lighedstanker og overalt ægger
den nationale Selvstændighed imod sig.
1815-30 den hellige Alliances568 gennemførte Reaktion.
1830569 den første politiske Opstand,
der sætter Tidsskel.
1832 den første egenlig sociale Opstand
i Paris.
566 Julius Cæsar: romersk kejser, 100-44 f. Kr.
567 Napoleon: Napoleon Bonaparte (1769-1821) fransk
feltherre og senere (1804-14) kejser, falder dog, efter
den række ødelæggende krige som han startede, i
unåde. Døde i fangenskab på øen Sankt Helena.
568 Den hellige Alliance: forbund af stater, der i 1815
indgår den pagt at basere deres politik på kristne
værdier, alle Europas store fyrstehuse undtagen
Storbritanien underskrev pagten
569 1830 og 1848: revolutionsår i Europa med opstande
i mange lande og krav om demokratiske forfatninger. I Danmark får vi efter 1848 nedsat en grundlovgivende forsamling og en grundlov året efter.
272
1848 i Aarhundredets Midte staar hele
det tænkende Europa med Undtagelse af
England og Rusland i Flammer, England
ikke, fordi det var alt for frit dertil. Rusland ikke, fordi det var alt for ufrit.
Opstandene er allevegne politiske, der
kæmpes for Folkefrihed. Standsinteresserne er glemte eller tilbagetrængte. En
eneste hellig Lue gennemgløder de ledende
Aander og de kæmpende Masser.
I national Henseende blev Aar 1848
lidet opnaaet; ikke én af de undertrykte
Nationer blev fri. Ja de Stater, der var
kunstigt sammensatte af mange Folkeslag
som Østerrig, gik hærdede og forhærdede
ud af Krisen. Men skønt Reaktionen allerede i Slutningen af 1848 havde sejret
allevegne, havde Opstandene vakt en
saadan Forfærdelse, at Enevældens Tid
fra nu af principielt var forbi i de civiliserede Stater. I de fleste Lande udstedtes
Forfatninger, oprettedes Parlamenter.
Magthaverne omgav sig i det mindste
med Skinforfatninger. Og i de følgende
Aar samles og enes nogle Nationalstater, store Lande som Italien og Tyskland
(mellem 1859 og 1871), Smaastater som
Rumænien eller Bulgarien.
I Aarhundredets Løb har alle de for 50
Aar siden oprettede Parlamenter skuffet
de Forhaabninger, man stillede til dem.
I Marts 1871570 udbrød i Paris den første store socialistiske Revolution – den
Begivenhed, som stærkest har paavirket
europæisk Politik indtil nu. Skrækken for
570 Marts 1871: den såkaldte Pariserkommune etableres
som et socialistisk-utopisk forsøg, der dog efter
få måneders levetid brutalt nedkæmpes af den
franske hær. Mere end 20.000 kommunarder slås
ihjel, flere tusinde henrettes og mange flygter. Kommunen har siden inspireret bl.a. den socialistiske
verdensbevægelse og 1968’erne til organisering
i kollektive boformer, som fx i Tyskland hedder
’kommuner’.
35
40
45
50
55
60
65
DET FOLKELIGE GENNEMBRUD
70
75
80
85
90
95
100
105
Forsøgets Gentagelse lod Borgerskabet i
alle Fastlandets Hovedriger slaa om fra
Frisind til Bagstræv.
To Forventninger beherskede dernæst
længe Aarhundredets sidste Menneskealder.
Først den Forventning, at Frankrig
vilde forsøge Tilbageerobring af de to
tabte Provinser, og, da baade Tyskland og
Frankrig indgik mægtige Forbund, syntes
en Verdenskrig stadigt forestaaende.
Den er udeblevet.
Hvorfor? Fordi, som Gustaf Steffen571
træffende har vist, den indre Spænding
i Hovedlandene blev slappet ved den
Spænding udadtil, som indtraadte ved
disse Landes heftige Trang til nye Markeder, nye Udvandringsomraader og nye
Kolonier. Alle Hovedlandene røbede paa
én Gang et Udvidelsesbehov og en Udvidelseskraft, som Faa eller Ingen havde
anet – Man studsede, da i sin Tid Lord
Beaconsfield572 første Gang kaldte England
en asiatisk Magt. Man fandt det komisk,
da han lod Dronningen udraabe til Kejserinde af Indien. Siden da er Storbritannien
længst gaaet op i et større Britannien,
blevet den asiatiske og afrikanske, amerikanske og australske Magt. Imperialismen
er blevet den ledende, sejrende Tanke i
Englands Politik. – Samtidigt har Rusland slugt Mellemasien i stedse større
Mundfulde, nærmet sig Indien, tilegnet
sig store Stykker af Kina. Strengt taget er
Spørgsmaalet om Fremtidens Politik nu
tilspidset saaledes, at det er dette, om i
det tyvende Aarhundrede Rusland eller
England bliver Jordens stærkeste Magt.
571 Gustav Steffen: (1864-1929) svensk sociolog, som bl.a.
har skrevet om de sociale og kulturelle årsager til
krig
572 Lord Beaconsfield: den engelske politiker og forfatter
Benjamin Disraeli (1804-81), blev i 1874 adlet under
navnet Earl of Beaconsfield, havde meget stor indflydelse på udviklingen af det engelske imperium i
Victoria-tiden bl.a. som fi nans- og premierminister
Frankrig har erobret Tongkin, erobret
Madagascar, besidder nu paa Afrikas
Fastland et uhyre Imperium, mangfoldige
Gange større end Frankrig selv, delt i tre
Stykker ganske vist, men saaledes beliggende, at det lader sig samle. Den planlagte
Jernbane gennem Sahara, der vil blive til
Virkelighed, vil paa fem Dage bringe Folk
fra Paris til Troperne, og vil kunne føre en
stærk Troppestyrke fra Algier til de franske
Besiddelsers Hjerte, vil blive Baandet mellem Agier og Tunis i Nord, Senegal – Sudan
i Vest, Kongo i Syd.
Holland har alt længe kun levet i Kraft
af sit vidtstrakte og ypperlige Kolonialrige.
Medens Tyskland under den gamle
Kejser blev en Enhed, et Rige, er det
under det nye Styre paa sin Side blevet
Verdensmagt. Det lykkedes i sin Tid de
liberales uforstandige Modstand at hindre
Bismarck573 i at indvarsle Kolonialpolitik
ved Erhvervelsen af Samoa-Øerne. Nu
har Tyskland Besiddelser i Østafrika som
i Vestafrika, har endog i Kina sikret sig
en lille, men ved sin Beliggenhed højst
værdifuld Koloni.
Ja det Forunderligste er sket. De amerikanske Fristater er revne med af Bevægelsen, har erklæret et europæisk Rige Krig574
og er optraadte som erobrende Magt paa
én Gang i to Verdensdele.
Naar Verdenskrigen og den sociale
Revolution er udeblevne, saa er det
sandsynligt, at de kun er opsatte. Men
den afgørende politiske Kendsgerning,
573 Bismarck: Otto von Bismarck (1815-98) – også kaldet
’jernkansleren’. Bismarck samlede under Preussens
lederskab Tyskland, hvad bl.a. Danmak fik at føle,
da han indledte de såkaldte slesvigske krige i 1848
og 1864.
574 Den krig, der sigtes til, er faktisk mange krige,
nemlig kampene for at løsrive de spanske kolonier
i Latinamerika fra moderlandet. Krigene foregik
i 1800-tallets begyndelse under ledelse af Simón
Bolivar, der forgæves forsøgte at skabe et magtfuldt
sydamerikansk statsforbund af frie nationer.
273
110
115
120
125
130
135
140
LITTERATURENS HUSE
145
150
155
160
vi oplever ved det 19de Aarhundredes
Slutning, er denne: De store Magter deler
Jordkloden imellem sig. De stræber at gøre
dette saa fredeligt som muligt, forsaavidt
de vil undgaa en Verdenskrig. De gør det
saare hensynsløst alligevel, fordi de for
deres økonomiske Fordels Skyld ofrer
ikke blot de ulykkelige Folkeslag, som
de underkaster sig med Ild og Sværd og
alle Rædsler, men desuden alle de mindre
Folkeslag rundt omkring, der opsluges
for den nationale Enheds Skyld eller bruges som Bytteværdier eller udleveres til
Brutaliteten, for at Freden kan bevares.
Saaledes har med det kristne Europas
Minde Sultanen ladet 300,000 Armeniere
myrde. Vi har set Polen ofret og glemt, har
nu ogsaa oplevet Finlands Undergang,
274
og har set den politiske Raahed gøre sig
bred i Sønderjylland.
I det ny Aarhundrede vil der være
indtraadt en ny Forskel mellem Europas
Stater. Den gamle Inddeling i Stormagter
og Magter af anden Rang vil afløses af
den mellem de europæiske (og maaske
asiatiske) Verdensmagter (Japan) og saa de
blotte Lokalstater i Europa, der vil have
tabt enhver politisk Indflydelse, enhvert
Haab om at udvide sig og vokse. Jo mindre
de er, des sørgeligere synes deres politiske
Udsigter.
(1900)
165
170
DET FOLKELIGE GENNEMBRUD
Johannes V. Jensen
(1873-1950)
Europas og USAs moderne formsprog bryder med et brag igennem til den danske provins,
da Johannes V. Jensen i 1906 udgiver et lille bind lyrik med den minimalistiske titel Digte.
Men han sætter også en ny standard for prosa – i sine tidlige romaner, i essays og ikke mindst
i journalistikken. Faktisk har han skrevet nyskabende i stort set alle genrer, og han var ikke
mindst en fremragende journalist. En særlig genre, rejsereportagen, udvikler han til en kunstart, som forfattere som Tom Kristensen og Carsten Jensen lægger sig i sporet af.
Jensen fik sit gennembrud med Himmerlandsfolk (1898), der blev startskuddet til det folkelige
gennembrud, og fra netop denne samling stammer myten ”Oktobernat”. Et påfaldende træk
ved Himmerlandshistorierne er, at den aktuelle sociale virkelighed helt er udeladt til fordel for
en førmoderne livsverden, hvis oprindelighedspræg er afgørende. Den ydre natur modsvarer
den indre, og de voldsomme ydre begivenheder antager en nærmest mytisk karakter.
Genremæssigt er der stor spredning på Himmerlandshistorierne. Nogle er levnedsskildringer, andre skæmtehistorier fortalt med humoristisk distance, en tredje gruppe er spøgelses- og
kriminalberetninger, en fjerde mytiske fortællinger som her ”Oktobernat”. Handlingen i
sidstnævnte udspiller sig formentlig i 1500-tallet og kan læses som en forstudie til Jensens
mest berømte roman Kongens Fald (1901).
I Jensens myter ophæves det tidsbundne perspektiv imidlertid, idet tekstens handling
kommer til at fremtræde som et billede på eksistentielle grundvilkår. Selv definerede Jensen
genren som et spring ind i et billede. ”Oktobernat” blev først optrykt i Illustreret Tidende 1897,
men siden indsat som ouverturen til Himmerlandsfolk året efter. I teksten møder vi døden,
endeligheden, tilfældigheden som eksistensvilkår, der slår ned i livskraften, overmodet og
ungdommens tro på egen udødelighed.
Oktobernat
5
10
Der var tre Gæster i Skænkestuen, det var
i en Kro oppe ved Aalborgvejen i Himmerland for mange Aar siden. Klokken
var ti om Aftenen. Skænkestuen var så
uhjemlig. Døren stod aaben til Mørket.
De tre Mænd gjorde megen Larm, raabte
op med stærke vejrrustne Stemmer og
lod Kruslaagene klapre. Svære skæggede
Karle var de med lange Skaftestøvler paa,
Stødkaarder og Dolke. Krigsfolk lod sig
hverve den Gang og blev kaldt Landsknægte575.
575 Landsknægte: lejesoldater, almindelige i Europa før
den almindelige værnepligt
Disse tre skulde til Aalborg, hvor den
Høvedsmand var, som de havde taget
paa Haanden af. De havde allerede gaaet
langt, skulde gaa fremdeles hele Natten,
derfor hvilede de i Kroen og drak Øl.
Rimeligvis Brunsvigermumme. De to vare
gamle Svende med skimlet Skæg, men
den tredje var ung, krushaaret og ikke før
over Maven. Hans Stemme var klarere end
de andres, han lo mere. Det kunde ogsaa
høres paa hans Eder, at han var et ungt
Blod, han bandte overdaadigt og rigt, var
ikke som de andre falden tilbage paa en
enkelt stereotyp Gudsbespottelse.
275
15
20
25
LITTERATURENS HUSE
30
35
40
45
50
55
60
65
70
Det Landsknægtene talte om med saa
stor Larm, var uhøvisk, deraf kom deres
Ivrighed, og derfor ede den unge Landsknægt saa blomstrende frodigt.
Men at Samtalen var uhøvisk vil sige,
at den drejede sig om Kvinder, i de Dage
var det nemlig ikke anderledes end nu.
Den unge Landsknægt gjorde sig til af
nydt Gunst og omvandt forskellige blege
Minder med friske Kranse af Lovord,
indvirkede med Vemods Silkebaand og
sat med fordringsfulde Tungesmæk. De to
gamle sad paa Bordkanten og tilkendegav
deres Skepsis ved indre fed Latter.
Men medens de raabte højest, kom
Værten ind og bad dem ærdøbigt om at
dæmpe Røsterne. Uden Fortrydelse – men
han havde et Barn, der var sygt og ikke
vel taalte det.
Han bad i al Sagtmodighed, saa at
Gæsterne ikke fortørnedes.
Hvad skader hans Barn? spurgte en af
Landsknægtene lavere.
Kromanden forklarede, med Ihukommelse af Skriften, at det nok var den faldende Syge.
Av! sagde den unge Landsknægt. Han
slog Knips og drejede sig paa Hælen.
De talte sagtere resten af Tiden. Men
hen ved elleve brød de op, betalte deres
Fortæring og fortsatte Marschen. Da de
kom ud, var Regnen hørt op, og Maanen
skinnede paa den vaade, opblødte Vej.
Den unge Landsknægt gik sidst, og da
han kom forbi et af Vinduerne i det lave
Huse, saa han, at der var Lys indenfor. En
Dør blev aabnet, og Kromanden traadte
ind med et Lys i Haanden. Værelset var
lille, og i en Seng laa der et Væsen, han saa
et aflangt blegt Ansigt med mørkt Haar
om to mørke Øjne, et kummerligt Smule
Pigeansigt. Saa var han forbi Vinduet.
Han tænkte, at det vel var den Syge, og
saa skyndte han sig efter de to andre.
276
Værten var Enkemand og havde denne
ene Datter. Lisbeth hed hun. Men hun
var syg og skral og havde været det siden
Foraaret. Der havde aldrig været nogen
Trivsel ved hende, nu var hun seksten
Aar og blev vel næppe ældre.
Da Faderen havde set til hende, satte
han Slaa og Rigle for Dørene og gik i
Seng.
Der blev aldeles stille i Huset og uden
om, det laa afsides ved den øde Landevej.
Lisbeth hørte ikke andet end Vinden
nu. Den havde fundet en eller anden
Sprække at synge og pibe i, det blev den
langsommeligt ved med. Den steg længe
lidt efter lidt og ble til en tynd, syngende
Klage, sank saa hen og smaapylrede for
sig selv alene, rejste sig igen og naaede
med et utaalmodigt Rusk sin ensomme
Jammers Højdepunkt, faldt igen – trøstesløs. Vinden svøbte med Halmen, der stak
ud af Møntørvene oppe paa Tagryggen,
og trykkede af og til blødt paa Ruderne.
Fra Tagskægget dryppede Regndraaber
med lange Mellemrum ensomt ned paa
Stenene.
Lisbeth laa og tænkte paa det store
forvovne Ansigt, hun havde set udenfor
Ruden. Hun var bleven saa bange ...
Det var vel en af dem, der havde støjet
ude i Skænkestuen. Nu gik de ude paa
Landevejen i Nattens Mørke og var allerede langt borte. De skulde nok i Krigen.
Lisbeth rejste sig stille, bøjede sig frem
og saa ud. Mørke Skyer drev om Maanen,
der skinnede paa den vaade Vej. Langt
henne kunde hun ikke mere se Jorden for
Mørke. Der saa koldt og trist ud i den klare
Maanenat; det var ligesom hun kunde se
Vinden fare over den vaade Jord, fordi
hun saa, at Skyerne drev.
Lisbeth faldt mat tilbage.
Medens Nattens Tomhed var omkring
hende, og Tiden kun fyldtes af øde, ynkelig
75
80
85
90
95
100
105
110
115
DET FOLKELIGE GENNEMBRUD
120
125
130
135
140
145
150
155
Blæstpiben i utætte Døre, gik der Tanker
gennem hendes Hoved som Græsspirer i
goldt Sand, som Bobler, der triller op fra
Munden af en spæd Kattekilling, naar den
hjælpeløst kavtende synker. Lidt havde
hu hørt nu og da, noget havde Naboens
Grete vidst, andet havde hun opsnappet
i Skænkestuen.
Hun tænkte derunder paa den store
Soldat, hvis Ansigt hun havde set, og
hendes Sjæl skød som en svag Lilje, der
er bleggrøn i Stedet for hvid.
Lisbeth laa stille og lysvaagen, saa ud
i Natten, aandede uhørligt.
Blæsten peb bestandig, hun hørte
ingen Ting for sine ufuldkomne, bange
Drømme.
Da det var blevet langt ud paa Natten,
rejste Lisbeth sig lydløst og forsigtigt paa
den ene Arm. Hun lyttede længe, men da
al Ting var dødsstille, lagde hun sig tilbage
igen, strøg nølende Dynen til Side og laa
lidt der i det svage Maaneskin, mager og
udtæret, som en dæmpetskinnende hvis
Rosenblomst, der halvtudfoldet visner og
bøjer sig mod Støvet.
Hun kom til at hoste, krøb ned under
Dynen igen og laa atter stille og stirrede
ud, indtil Maanen var borte, og Skyerne
begyndte at graane mod den gryende
Dag.
Men de tre Landsknægte var i hurtigt
Marsch gaaet videre ad Landevejen mod
Nord.
De kom over Vadestedet tæt nordenfor
og pjaskede velbehageligt i deres gode
Støvler over det lave Vand. Saa kom de
ned i Dalen og op over Bakken og gik
videre.
Da de var en Mils Vej fra Kroen, geraadede de i Strid over et eller andet, der
er af Vigtighed for en Landsknægt; det
var en af de gamle og saa den unge, hvis
Navn var Jørgen.
De mundhuggedes bravt og svor,
saa at Svovl og Forgift lyste dem ud af
Halsen. Tilsidst trak de blank og anfaldt
hinanden.
Ude i Lyngen ved Siden af Vejen fægtede de, og den tredje Landsknægt saa
til.
Jørgen var forbistret og bestemt paa
at dræbe Modstanderen. Det var med en
Følelse af noget grænseløst urimeligt og
naturstridigt, at han i et pludseligt Nu
vidste sig udækket, saa den onde Klingespids – han tænkte sig lynsnart og med al
sin Vilje Muligheden af Naade – og i dette
Nu følte han Spidsen hurtigt gaa gennem
Tøjet, Stikket, den isnende Skæren og
en smærtelig Vaande dybt ud i Ryggen.
Først nu kom det, han vilde, at bøje sig til
Siden; i det samme svandt Kraften af hans
Ben, og han faldt. Men da den anden trak
Klingen ud, krummede han sig sammen
med korte Skrig.
Saa gik de to deres Vej videre mod
Nord og lod ham ligge med et dødeligt
Stiksaar gennem Lungen.
Jørgen fattede ingen Ting, fordi han
saadan i et Sekund skulde forsone sig
med den fjærneste og umuligste af alle
Tanker. Men da han endelig blev klar
over dette, følte han sig totalt forandret,
ligesom omskabt. Hurtig lettede han sig –
Smærten var ulidelig – han skød det hele
fra sig og stirrede efter de to Skikkelser,
der svandt jævnt i Mørket. Han fyldtes
helt af maabende Vantro:
Gik de fra ham! Ja, uden at vende sig,
Jørgen blev helt blindet af rasende Had
og Harme.
Han lod sig falde tilbage i Lyngen,
trængte sig sammen om Smærten, der bed
og huggede i Kroppen,, og da han atter
lettede paa sig, mærkede han, at Tøjet slap
fra hans Skind; det havde klæbet dertil.
Tak! han var blodig over det hele, det løb
nok saa lystig ud i Lyngen ogsaa. Han
277
160
165
170
175
180
185
190
195
200
LITTERATURENS HUSE
205
210
215
220
225
230
235
240
vilde knappe Tøjet op, men Armene var
stive som af Kulde – da blev han afsindig
af Skræk, saa sig om i Mørket, kunde
ikke tro det.
Han laa ved Foden af en lille Høj, det
blev ham med ét om at gøre at komme
op til Toppen. Krybende og kravlende
naaede han derop og blev undervejs aldeles ydmyg, saa kraftesløs var han. Da
han sank om deroppe, gav han Pokker
i det alt sammen. Han laa ganske stille
paa Ryggen, kunde ligesom liste sig uden
om den gruelige Pine i Brystet og føle,
hvor velgørende og godt hans trætte Ben
hvilede.
Nu han laa stille, begyndte han at
tænke over Tingene.
Han hørte Vinden, der kom strygende
over Lyngtoppene, vippede en Kende med
de stive Kviste og stribedes af dem til en
dæmpet Hvisken og Puslen. Skyerne drev
forbi Maanen, det var som det plejede at
være. Men i Jesu Navn, nu var det ramme
Alvor, han skulde af med Livet. Et Øjeblik voksede han op i en eneste jamrende
Anklage. Saa tænkte han fornuftigt igen,
ivrigt, skyndsomt, det gjaldt om at faa
Rede paa en hel Mængde. Men i Hastværket snublede al Ting over hinanden,
smaa Tanker og Minder fløj til i ilter Forfjamskelse. Et Krampesæt i Brystet jog alt
ud – han vaandede sig halvhøjt.
Netop her skulde det være forbi, saa
var alt det andet jo ingen Nytte til, syntes
han. Nej, hele hans Liv var for ingen Ting
at regne mod den Stund, da han laa her
og i al Evighed hørtte Vinden suse let hen
over Lyngen og puste og sukke.
Der nede i Rendsborg stod han og drak
et Glas Vin, saa faldt Hatten bag af ham,
278
og Kridtpiben gik i Stykker – i Værtshuset
den Gang – hvad skulde det til? Hvorfor
havde han gjort sig saa stor Umage med
den Vaabensmed i Lübeck? Og hvorfor
havde han plejet sit Skæg og hver Dag
længtes efter at det skulde blive længere?
Hvorfor var der Blod i ham, naar det nu
skulde rende ud? Jørgen følte et Øjeblik
lun Lattermildhed, som om han havde
narret nogen, der havde gjort en hel Del
ud af det for ham – rigtig taget dem ved
Næsen. Men derved kom Jørgen i Tanker
om Gud og gav sig til at hviske og bede
til ham.
Vinden kom forbi, bar hans Hvisken et
Par Fod, tvandt den sammen med Lyngsus og Nattelyd, spredte det hele og for
videre.
Dér døde Landsknægten Jørgen i Ensomheden. Maanen skinnede paa et hvidt,
stivnet Ansigt, smilede rundt til et Udtryk
af ubesvarede Angstraab, Forladthed og
Ynk.
Jørgen laa stille paa Ryggen, i lidt Afstand kunde han ligne en aflang graa Sten.
Lyngen dækkede ham halvt, de stride
Toppe nikkede og vippede. Skyerne drev
mørke og gustenrandede over Maanen af
og til. Landet var øde og lidet beboet, de
strakte sig i flade, møjsommelige Rundinger, beklædte med Lyng.
Vinden strøg over det hele paa sin
lange medløse Vandring. Den nuslede
ved Lyngtoppene, pillede lidt ved Landsknægtens Haar og for saa videre for et eller andet Sted at finde sig en Dørsprække
til at synge og pibe i.
(1897/98)
245
250
255
260
265
270
275
280
DET FOLKELIGE GENNEMBRUD
Den følgende tekst indgår i essaysamlingen Den gotiske Renaissance (1901), der besynger en
ny kraftfuld verden, som Jensen netop har set den på verdensudstillingen i Paris i 1900. Hvor
gotikken (ca. 1150-1500) gennem sin himmelstræbende kraft når et højdepunkt i de store
europæiske (især franske) katedraler, dér frembringer den moderne ingeniørsnilde lignende
imponerende præstationer. I den følgende tekst præsenteres vi således for det rullende fortov,
der gik rundt om hele det kæmpeareal, som verdensudstillingen lagde beslag på midt i Paris,
og for et kæmpemæssigt pariserhjul, der i øvrigt stadig kan opleves i Paris.
af Den gotiske Renaissance
DET VANDRENDE FORTOV OG DET
STORE HJUL
5
10
15
20
Hver Dag er her Solskin, de fuldudsprungne Træer lyser. Midt i det friske,
endnu svale Foraar møder man pludselig Stemning af Højsommer – nede for
Enden af en gade flimrer det som fjærnt
Luftløb over lysegrøn Havre, som Lokes
Faareflokke576 – det er det vandrende Fortovs grønne Stakitter, der glider forbi,
Folk staar deroppe og føres forbi; gaar de
med Fortovets Bevægelse, ser det ud, som
skrider de latterlig hurtigt afsted; gaar
de mod Bevægelsen, føres de alligevel
baglæns bort.
Staar man deroppe og rejser mageligt
ved at staa stille, maa man forundre sig
over Folk, over alle de fremmede Ansigter rundtom – de ligner Børn, de morer
sig umiddelbart, spærrer Øjnene op og
kigger ind i Verden. Man skulde kunne
meddele sig til en Englænder, man kunde
staa med en Tysker i Haanden og le sig
fordærvet.
Nu er Ideen ogsaa i sig selv paradoksal. Der er en Følelse ved at staa deroppe
576 Loke: dæmonisk figur i den nordiske mytologi –
halvt gud halvt jætte. Udtrykket ’Lokes Faareflokke’ er måske en lille hilsen til H.C. Andersen, der i
”Jylland mellem tvende Have” har digtet om ’Lokes
Hjorde’.
paa Fortovet, der maa ligne Galileis577
Stemning i det Øjeblik, da han opdagede
Jordens Rotation. Her staar man virkelig
stille og lader Grunden under sig besørge
Stedforandringen. Der er noget uforklarligt bagvendt ved dette Kommunikationsmiddel, noget af det guddommelig
simpelt fundne, der ligger til Grund for
enhver bedre Vittighed.
Og det vandrende Fortov giver en Lyd
fra sig, man synes, man skulde kende. Der
udgaar en samlet Støj fra hele Systemet,
en bedøvende Gny, og det usvækket det
samme i Bestandighed. Det er som Jordens Lyd, vor Klodes Malen hen gennem
Æteren, hin tabte Lyd. Den blev vi født
med, den indgik fra første Begyndelse i
vor Organisme, saa at vi ikke kan vide af
den. Men her er den bragt til Veje igen. Det
vandrende Fortov har i sig en Gnist af kosmisk Humor. Derfor staar Folk og smiler
henrykt, og derfor ler de usikkert – fik de
ikke rigtigt fat i Pointet? Fortovet maler
uforstyrreligt rundt om Udstillingen,
bugter sig med megen Alvor under Træ577 Galilei: Galileo Galilei (1565-1642) italiensk
astronom, fysiker og filosof. Blev af den katolske
kirke, efter at være blevet kastet i fængsel, tvunget
til at afsværge sin veldokumenterede tro på, at det
ikke er solen der går rundt om jorden (geocentrisk
verdensbillede) men derimod jorden der går rundt
om solen (heliocentrisk verdensbillede).
279
25
30
35
40
45
LITTERATURENS HUSE
50
55
60
65
70
75
80
85
90
erne, tordner i store rigelige Kurver om
Hjørnerne. Der er en egen rolig Fekunditet
over det. Denne Føren Folk væk i al bred
Mag præger Udstillingen som sund og
betrygget trods al konfus Overdaadighed.
Og Fortovets pulveriserede Helvedlarm
tilspidser ens Ævne til at nyde ... man ved
ikke, hvor dulmende kærligt Luften tier
et hvilket som helst andet Sted, før man
har lagt en dygtig Distance mellem sig
og Fortovet. Er der ikke noget primitivt
frugtbart i dette – et Barn, der dundrer
paa Kasserolle med Ildtang, et Barn, som
man kunde prygle og som man beundrer!
Ja, Fortovets tunge Klodelyd rummer den
frugtbareste, den dybeste Tanke -: saa
sød bliver Søvnen, saa uanet kvægende
skal det være at ligge i Jorden, naar Livets
frydefulde Hurlumhej er forbi!
(...)
Efter at have set Akvariet begav jeg mig
utaalmodig til det store Hjul, jeg kunde
ikke styre min Begærlighed efter at komme op i det.
Hjulet er 300 Fod højt. Det vejer over
20.000 Centner578. Rundt Omkredsen
hænger 40 Wagoner, der kan medtage
1600 Personer paa en Gang. Omkredsen
eller ”Fælgen” er bygget af Staalbjælker
og fasthængt til Aksen ved tynde Kabler, ligesom et Cykelhjul. Det hviler paa
to Staalbukke, der hver for sig er højere
end Rundetaarn. Hele Konstruktionen er
smækker, fuldendt, de traadfine Eger, Fælgens vældige Dobbeltcirkel giver et fuldt
harmonisk Indtryk, Massen overvælder
ikke, der er noget af den gotiske Aand
derover. Men dette Sprinkelværk af Staal
tør rage endnu højere op, flyver friere end
Gotikens gennembrudte Sten.
Og denne fænomenale Bygning kan
gaa rundt! Den sættes i Gang af to Dampmaskiner paa tilsammen hundrede He578 Centner: gammel vægtenhed, en centner er lig 50
kilo
280
stekræfter. Man tænke sig Frue Kirke sat
paa to Tappe og indrettet til at dreje rundt
med Bunden i Vejret.
Mesteren for dette Hjul hedder Walter
B. Basset, han er en Ingeniør uden større
Navnkundighed. Hvis man slaar op efter
ham i Brickas biografiske Leksikon, vil
man ikke finde ham der, da han ikke er
Skandinav og heller ikke Forfatter.
Da jeg kom ind i en af Waggonerne,
mærkede jeg straks, at jeg hang frit, Hjulet
dirrer, det rører sig paa en saa egen Maade,
at man føler dets Størrelse. Brooklynbroen
har samme dunkle Svingning; det er som
en Tone, der er dybere end Grænsen for
hvad man opfatter med Øret.
Pludselig gaar Hjulet, det glider absolut
lydløst, jeg ser Kransen og Waggonerne
fjærnt lige overfor synke ned, blive ved at
synke ned. Er det Perspektivet, der narrer,
eller er det Manglen paa Henholdspunkt,
jeg kan ikke faa Indtryk af Omdrejning!
Hjulet er saa stort, at alle Linjer forsvinder, det ene Sted synes bredere end det
andet, men man formaar ikke at oversætte
Indtrykket perspektivisk, fordi man selv
befinder sig i Bevægelsen.
Men jeg ser, hvorledes dette slanke
System af blaat Metal begynder at ville,
det skyder sig op fra Bunden hist, daler
vægtløst ned her. Jeg bliver for let, føler
mig et Øjeblik svag af Svimmelhed ... og
ser Hovedet af en Fabrikskorsten synke
aldeles stille væk udenfor Vinduet, smælte
ned. Byen stiger som et aandende Bryst.
Endnu er Waggonen ikke i Højde med
Aksen, men der er bleven saa underlig
luftigt udenom og underneden, Vognens
Gulv ængster som en tynd bugnende Is,
man gør sig til ingen Ting, man husker et
Par Uvenner, man vakler i sin Yndlingspaastand ... da befrier det at se fra den
farlige Luft ind mod Hjulets Omkreds, der
synker og synker som en uhyre Trappe
...
95
100
105
110
115
120
125
130
135
DET FOLKELIGE GENNEMBRUD
140
145
150
155
160
165
170
Men da jeg igen vendte mig mod Vinduet ud til den aabne Luft, Afgrunden,
da var al Svimmelhed borte. Fabrikskorstenen laa dydt nede nu, blot som
et lille rundt Hul, hvoraf der kom Røg,
Hjulets Akse laa dybt nede. Glastagene
paa Marsmarkens579 Udstillingshaller
strakte sig som en glittende Ismark. En
Kaserne aabnede sig nede i Byen, blottede hele sin Eksercerplads, hvor smaa
Rekruter i Forkortning øvede Etmarsch
seks og seks sammen. Montmartrehøjen
laa langt borte som en mægtig Skruning
af Huse, som en Pukkel, der en Gang skød
sig i Højden under Presset, under Byens
Pladsnød. Mod Syd bredte Kæmpebyen
sig i en Blænding under Middagssolen,
Taagestøvet brødes af snehvide Glimt.
Langt ude laa Montrouge. Og til sidst
var der Taagens Ring om Byen, Anelser
af Skovrygge og Højder vidt ude ...
Nu er Waggonen højst oppe. Hvor
Montmartre ligger vidunderligt. Der
falder netop fuld Sol paa denne Braadsø
af Huse med Sacré Coeurs hvide Skum paa
Toppen ... leve dette Hav! Et brændende
Ønske for Byen og dens Bevægelse, for det
Evige i den Uro, der skyller gennem Gaderne! En Lovsang for dem, der syngende
svømmer ovenpaa, og for dem, der sukker
og gaar tilbunds! Et Raab af Tro for enhver
Form, hvorunder Livet viser sig som Vilje,
et Raab for den Vilje, der overlever sin
Mand og varer ind i det Hele!
Hør hvor denne By, hvor den vældige
By dernede synger! Det er Vers af Jærn,
Rim i Staal og Sten, det er Rytmer mod
Himlen. Naturkræfterne digter ... en Spøg
er bygget nihundrede Fod op i Luften.
Denne Udstilling bevæger Sindet som
en vild Musik, en Harmoni, alle Folkeslags
Enighed trods alt.
Det tyvende Aarhundrede suser over
Hovedet. Jeg bekender mig til Virkeligheden, jeg bekender.
Og saa gaar Waggonen igen nedad,
jeg opfatter det ved at den modsatte Side
stiger. Aksen og Bærestøtterne skyder
sig fjerlet til Vejrs, al Tyngde glemmes,
Metallet flyver. Hvor denne Opstigen
af Metalkransen beruser, Gulvets Fald
henrykker!
Om Friedrich Nietzsche580 havde staaet
her med sin Sjæls syge Begær efter Rytme,
sit Hjærtes spontane Svimmelhed ... han
havde foragtet, han havde negeret! Han
vilde faret fort med at kæde de syngende
Ord sammen, med at sætte Strofe under
Strofe i sin vilde Længsel. – Jeg mindes
ham her, fordi han gjorde mig klog paa
mig egen usigelige Flyvenød. Men nu
sidder han udslukt som et Lig i sin Sygestol, knust af sig selv, fordi han ikke
vilde bøje sig for det Hele, der har Ret,
fordi han ikke vilde vende sit Blik udad
mod denne Verdens Virkelighed, der er
bedre end han.
(1901)
579 Marsmarken: det sted i Paris hvor den gamle romerske plads til opmarch af tropper ligger, opkaldt
efter krigsguden Mars, altså Mars’ mark
580 Nietzsche: Friedrich Nietzsche (1844-1900) tysk
filosof, der gennem sit opgør med kristendom og
positive moralske normer, får meget stor indflydelse på moderne kunst og litteratur. Hans filosofi
betegnes som aktiv nihilisme – af det latinske ord
’nihil’, som betyder ’intet’. Man må altså rive ned
til grunden for ud af denne intethed skabe helt nye
værdier.
281
175
180
185
190
195
200
LITTERATURENS HUSE
Nedenstående studie i den moderne bevidsthed, ”Interferens”, er et af de få digte i den danske
litteratur, der har fået en status som næsten generaliseret reference, når vi taler om moderne
lyrik. Alle digtere kender det, og mange har forholdt sig til det som slet og ret modernitetens
danske signatur-digt. Det er det første virkelig indtrængende og kompromisløse portræt af
det nervøse, hyperbevidste og konstant selvreflekterende moderne menneske. Digtet stammer fra samlingen Digte, som udkom i 1906. Samlingen satte æstetisk og motivmæsigt en
ny standard for poesi i de næste flere årtier. Bl.a. gennem de rimfrie vers og de pågående
virkelighedsnære tematikker.
Interferens
581
5
Den blaa Nat er saa stille. Jeg ligger søvnløs.
Stilheden vider sig og klinger.
Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed.
Det er Rummets Monologer, hvis Ringe mødes med
Tidens tonløse Cirkler.
10
Min Puls, mit Hjærtes hede Spænding holder mig vaagen,
men jeg overvejer med kølig Hu.
En Kraft passerer mine Nerver,
og jeg ligger som livløs.
15
Længe tænker jeg med iskold Ro
paa den flammende Utaalmodighed, der er min Skæbne.
Pludselig føler jeg ganske fattet og uden at røre mig
en ulidelig Smærte slaa ud i min Bevidsthed og svinde igen.
20
25
30
I Morgen skal jeg staa op
ladet med Eder og Livslyst
som alle Morgener før.
I Morgen skal jeg konfronteres med Vaskefad, Skohorn,
Tandbørste og hele Historien,
Tobak og Solskin og Tuborg fra Fad.
Og jeg tilstaar:
Enten er dette Topnoteringen af menneskelig Lykke,
ægte efterlignet,
eller det er en dum og sørgelig Fiktion.
Det nytter jo ikke at nægte det,
jeg nærer en sønderdelende Proces i mit Hoved, saa saare jeg tænker.
Min Bevidsthed arbejder skærende.
Jeg ødelæger af Drift, til Trods for mig selv.
581 Interferens: det felt hvor to bølgesystemer møder hinanden og brydes
282
DET FOLKELIGE GENNEMBRUD
35
40
45
50
55
Intet er sandt. Intet er Umagen værd.
Aldrig har der været følt smærteligere Hovmod,
end det jeg alene føler ved Besiddelsen af mit Sinds
Knivsystemer.
Naar Forestillingen om Verdens topmaalte Under mødes
med Overbevisningen om alle Tings Endelighed,
da lever jeg.
Denne Knagen af Akslerne,
dette djævelske Sammenstød af psykisk Lyd
frigør de transcendentale Smærtevibrationer,
der er Formen for mit inderste Jeg.
Min Bevidsthed ytrer sig som sjælelig Interferens.
Selve det skrigende Forhold mellem alle iøvrigt harmoniske Virkeligheder
er mit Indres gennemtrængende Tonart.
To diametralt modsatte Livsbevidstheder mødes og
skærpes i mit Hjærte.
Den blaa Nat er saa stille. Jeg ligger søvnløs.
Stilheden vider sig og klinger, hviner, skingrer!
Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed
imellem de kværnende Stenkloder.
Det er Rummets Monologer, hvis Ringe mødes med
Tidens tonløse Cirkler.
(1906)
283
LITTERATURENS HUSE
Johannes V. Jensen foretog flere lange rejser, og især var han begejstret for USA – teknikkens
og fartens land. Gennemtrukket af verdens mest effektive jernbaner, der i de foregående årtier
var blevet lagt som et finmasket net ud over det vældige kontinent. I digtet Paa Memphis Station
er den rastløse rejsende imidlertid strandet.
Paa Memphis Station
1
Halvt vaagen og halvt blundende
slået af en klam Virkelighed, men endnu
borte
i en indre Gus af danaidiske582 Drømme
staar jeg og hakker Tænder
paa Memphis Station, Tennessee.
Det regner.
2
Natten er saa øde og udslukt
og Regnen hudfletter Jorden
med en vidløs, dunkel Energi.
Alting er klægt og uigennemtrængeligt.
3
Hvorfor holder Toget her Time efter Time?
Hvorfor er min Skæbne gaaet i staa her?
Skal jeg flygte fra Regnen og
Aandsfortærelsen
i Danmark, Indien og Japan
for at regne inde og raadne i Memphis,
Tennessee, U.S.A.?
582 danaiderne: fra græsk mytologi. Kong Danaos’ 50
døtre som på bryllupsnatten dræbte deres ægtemænd blev straffet med at de i dødsriget, Hades,
skulle bære vand til et bundløst kar. ’At bære vand
til danaidernes kar’ er et udtryk, der bruges på
linje med ’et sisyfosarbejde’ – altså et forgæves,
uendeligt arbejde.
284
4
Og nu dages det. Lyset siver glædeløst
ind over dette vaade Fængsel.
Dagen blotter ubarmhjertigt
de kolde Skinner og al den sorte Søle,
Ventesalen med Chokoladeautomat,
Appelsinskaller, Cigar- og
Tændstikstumper,
Dagen griner igennem med spyende
Tagrender
og et evigt Gitter af Regn,
Regn, siger jeg fra Himmel og til Jord.
5
Hvor Verden er døv og uflyttelig,
hvor Skaberen er talentløs!
Og hvorfor bliver jeg ved at betale mit
Kontingent
til denne plebejiske Kneippkur583 af en
Tilværelse!
6
Stille! Se hvor Maskinen,
den vældige Tingest, staar rolig og syder
og hyller sig i Røg, den er taalmodig.
Tænd Piben paa fastende Liv,
forband Gud og svælg din Smærte!
7
Gaa så dog hen og bliv i Memphis!
Dit liv er jo alligevel ikke andet
end et surt Regnvejr, og din Skæbne
var altid at hænge forsinket
i en eller anden miserabel Ventesal Bliv i Memphis, Tennessee!
583 Kneippkur: en vandkur – opkaldt efter den tyske
læge Kneipp.
DET FOLKELIGE GENNEMBRUD
8
For inde i et af disse plakathujende Huse
venter Lykken dig, Lykken,
hvis du blot kan æde din Utaalmodighed også her sover en rund ung Jomfru
med Øret begravet i sit Haar,
hun vil komme dig i Møde
en fin Dag på Gaden
som en Bølge af Vellugt
med en Mine som om hun kendte dig.
9
Er det ikke Foraar?
Falder Regnen ikke frodigt?
Lyder den ikke som en forelsket Mumlen,
en lang dæmpet Kærlighedspassiar
Mund mod Mund
mellem Regnen og Jorden?
Dagen gryede saa sorgfuldt,
men se nu lyser Regnfaldet!
Under du ikke Dagen dens Kampret?
Det er dog nu lyst. Og der slaar Muldlugt
ind mellem Perronens rustne Jærnstivere
blandet med Regnstøvets ramme Aande en Foraarsanelse er det ikke trøstigt?
10
Og se nu, se hvor Mississippi
i sin Seng af oversvømmede Skove
vaagner mod Dagen!
Se hvor Kæmpefloden nyder sin Bugtning!
Hvor den flommer kongeligt i Bue og
svinger Flaader
af Træer og laset Drivtømmer i sine
Hvirvler!
Se hvor den fører en uhyre Hjuldamper
i sin Syndflodsfavn
som en Danser, der er Herre paa Gulvet!
Se de sunkne Næs - Oh hvilken
urmægtig Ro
over Landskabet af druknende Skove!
Ser du ikke, hvor Strømmens Morgenvande
klæder sig milebredt med Dagens tarvelige
Lys
og vandrer rundt under de svangre Skyer!
11
Fat dig også du, Uforsonlige!
Vil du aldrig glemme, at man lovede dig
Evigheden?
Forholder du Jorden din arme
Taknemlighed?
Hvad vil du da med dit Elskerhjærte?
12
Fat dig og bliv i Memphis,
Meld dig som Borger paa Torvet,
gaa ind og livsassurer dig imellem de
andre,
betal din Præmie af Lumpenhed,
at de kan vide sig sikre for dig,
og du ikke skal blive hældt ud af
Foreningen.
Gør Kur til hin Jomfru med Roser og
Guldring
og start et Savskæreri som andre
Mennesker.
Hank rolig op i Gummistøvlerne …
Se dig ud, smøg din vise Pibe
i sphinxforladte584 Memphis …
13
Ah, der kommer det elendige Godstog,
som vi har ventet paa i seks Timer.
Det kommer langsomt ind - med knuste
Sider,
det pifter svagt, Vognene lammer paa tre
Hjul,
og de sprængte Ruf585 drypper af Jord og
Slam.
Men paa Tenderen586 mellem Kullene
ligger fire Skikkelser
dækket af blodvaade Frakker.
584 Sfinx: i oldtidens egyptiske Memphis fandtes den
kendteste skulptur af den såkaldte sfi nx – et væsen
der er halvt løve, halvt kvinde. Sfi nxen bruges som
symbol på noget gådefuldt.
585 Ruf: taget på vognen
586 Tenderen: kulvognen
285
LITTERATURENS HUSE
14
Da pruster vor store Ekspresmaskine,
gaar lidt frem og standser dybt sukkende
og staar færdig til Spring. Sporet er frit.
15
Og vi rejser videre
gennem de oversvømmede Skove
under Regnens gabende Sluser.
(1906)
286
DET FOLKELIGE GENNEMBRUD
Ludvig Holstein
(1864-1943)
Ludvig Holstein var greve og stammede fra den danske landadel. Han voksede op på godset
Langebæksgaard på Sydsjælland og fandt sin inspiration lige uden for døren. Jorden er hans
digteriske udgangspunkt, og følelsen af livets grokraft, årstiderne og naturens gang præger
hans sagligt-poetiske vitalisme, der fjerner sig langt fra både romantikkens og symbolismers
trang til at gøre jord, træer, blomster og dyr til udtryk for noget andet og højere. Holsteins
naturevangelium er gennemtrukket af en dyb, detaljeret og usentimental indsigt i naturen,
og vi finder både friske kokasser og andre robuste udtryk for hans livsfilosofi: at livet før alt
andet er viljen til liv, kraften til at gro. Ingen har som Holstein besunget muld, mos og marker,
og faktisk har Holstein drevet sin jordnære sanselighed så vidt, at en hel digtsamling besynger
æblet (digtsamlingen Æbletid. Digte, 1920).
Teksten her, der er en kending fra Højskolesangbogen, er oprindelig publiceret i digtsamlingen Løv – nye Digte fra 1915.
Det lysner over agres felt
Det lysner over agres felt,
hvor sløve plovspand kravle,
det sortner over Store Bælt
med sol på kirkegavle. –
Vel! Ræk mig da, o efterår,
en gravensten587 som smager
af bækken ved min faders gård
og mulden i hans ager.
Velkommen i vor grønsværsstol
blandt grøftens brombærranker!
O, det gør godt at slikke sol
igen på disse banker!
Og bag mig, sol, og blød mig, regn!
Jeg plukker mine nødder
og trasker langs et brombærhegn
med plovmuld under fødder.
Vel rækker høstens solskin kort,
men rønnens bær står røde.
Alleens linde blegner bort,
men vildvinsranker gløde.
Og det er al den jord, jeg har,
og alt, hvad jeg begærer.
Jeg håber, det går an, jeg ta’r,
hvad mine såler bærer.
(1915)
587 Gravensten: betyder egl, en ’gråstener’, æblesort der
stammer fra Gråsten
287
LITTERATURENS HUSE
Thøger Larsen
(1875-1928)
Thøger Larsen tilhører det folkelige gennembrud og er som lyriker især kendetegnet ved en
kraftfuld vitalisme og et moderne formsprog. Han var kunstnerisk og filosofisk inspireret af
Darwin, Nietzsche, Brandes og Johs. V. Jensen. Men i modsætning til disse forbilleder levede
han stort set hele sit liv i den jyske provins, og han fandt inspirationen til sin særlige kosmiske
naturfølelse igennem studier som bl.a. amatørastronom. For ham var ingen steder provins,
eftersom alt hænger sammen i en kosmisk enhed. Verden er besjælet, men ikke i vag romantisk
forstand, derimod af kraft og erotik. Naturen og naturens ikke-harmoniserbare vildskab er
til stede overalt som en universel betingelse. Nogle har kaldt Thøger Larsen ’erotisk panteist’,
fordi det tætteste vi i hans værker når på det guddommelige er, når himmel og jord udlades
i et kosmisk favntag.
Digtet Tordenbygen er fra samlingen Bakker og Bølger fra 1912, mens Solsangen er fra Jord
fra 1904.
Tordenbygen
1
Der bølger Varme over Bakkens Kamme
og Kornets trygge slummerdunkle Riger.
Som saligt-salte Blik er Søer og Damme,
beruset blaa af Sol og nøgne Piger.
2
Der springer Klang fra Fuglenæb i Luften.
Og Skyer som en anden Klodes Bjerge
gaar stille frem, saa Lyset og saa Duften
sig lader blindt besove og besværge.
3
Alt lever i en øm og yppig Spænding,
de skjulte Safter giver Mod til Glæde.
Og Disens Bølger vugger uden Brænding
mod sære Kyster, ingen kan betræde.
4
Døgnfluen aner ved en blaa Violrand
det evige. Og over Marken varlig588
gaar mættet Modningslugt af Korn og
Solbrand.
Og Tordenskyens Latter lyder farlig.
5
Se aabne Døres Mulm i alle Sogne, som gabte Graven ud af hver en Vaaning,
som vented alle døde nu at vaagne
til ærlig Dag paa Bakkens grønne
Skraaning.
6
Nu drukner Solen. Og med haarde Kamme
Uvejrets Vande staar som Flint og Grotter;
der falder Alvor over Søer og Damme,
og bag et Regnbjerg Lynet vildt sig blotter.
7
Af Badet løber Bondens hvide Datter de kære Vande, nødigt hun forlod dem.
Hun strækker sine Bryster højt med Latter,
mens Tordenregnen straaler ned imod dem.
8
Hvor Koen brøler, som fra Jordens Indre!
Hvor Hylden dufter sødt, som kunde Roden
en regnmæt Lykke under Muld erindre.
Og lystent borer Lynet sig i Kloden.
(1912)
588 Varlig: forsigtig, følsom
288
DET FOLKELIGE GENNEMBRUD
Jakob Knudsen
(1858-1917)
Jakob Knudsen var teolog med udgangspunkt i det grundtvigianske miljø, som han dog senere
af personlige grunde brød med. Knudsen er især kendt for sine romaner, der tematiserer
samvittighed, bruddet med faderfigurer og menneskets afhængighed af opvækstmiljøet – dets
rodfæstethed. I mange år var Jakob Knudsen lærer på Askov Højskole.
Salmen her, der er Jakob Knudsens eneste, har et fuldstændig klassisk salmemotiv, men
dog administreret på mere moderne vis. Morgensang blev offentliggjort i Højskolebladet d. 20.
marts 1891 og blev næsten straks en klassiker – allerede året efter blev den optaget i salmebogen,
og den er i dag en af folkekirkens mest værdsatte og benyttede salmer.
Morgensang
Sé, nu stiger Solen af Havets Skjød,
Luft og Bølge blusser i Brand, i Glød;
Hvilken salig Jubel, skjønt Alt er tyst,
Medens Lyset lander paa Verdens Kyst.
Jeg vil aande Luften i fulde Drag,
Synge Gud en Sang for den lyse Dag,
Takke ham, at Morgnen mig end er sød,
At mig Dagen fryder, trods Synd og Død.
Takke ham, som gav mig, naar Sol staar op,
Selv at føle Morgen i Sjæl og Krop,
At al Mørkhed svinder og Sjælevé,
Blot jeg trygt vil sige: Din Vilje ské!
O, at jeg tør favne Dig, skære Dag,
Kalde Dig med Navne, min Sjæls Behag,
Alle gode Navne, som bedst jeg véd:
Moder, Søster, Elskte: min Kjærlighed!
Lysvæld bag ved Lysvæld i Himlen ind,
Did, hvorfra den kommer nu, Morgnens
Vind,
Ret, som om den aanded af Lyset ud — —
O, Du milde Fader, min Skaber, Gud!
Lad mig nu kun drage ad natmørkt Hav,
Lad mig ikkun stævne imod min Grav:
Livets Gud mig skjærmer, jeg er hans Barn,
Ud hans Haand mig river af Dødens Garn.
Sé, da stiger Solen af Hav paany,
Alle Dødens Skygger for evig fly,
O, for Sejers-Jubel, for salig Lyst:
Lyset stander stille paa Livets Kyst!
(1891)
289
LITTERATURENS HUSE
Martin Andersen Nexø
(1869-1954)
Martin Andersen Nexø er Danmarks første egentlige proletarforfatter. Han blev født i et fattigt miljø på Bornholm, men skolet og dannet gennem højskolebevægelsen. Han så det som
en livsopgave at give stemme til den moderne storbyproletar og småkårsfolk i det hele taget.
Det verdensberømte hovedværk er Pelle Erobreren (1906-10) om proletardrengen, der gør den
tidstypiske rejse fra land til by og ender som agitator for arbejderbevægelsen i København.
Efter H.C. Andersen er Nexø den mest oversatte danske forfatter og læses i store dele af verden.
Især var han meget populær i den tidligere østblok, og han levede sine sidste år i DDR – tro
mod den kommunistiske verdensbevægelse.
Teksten her er en novelle i fablens form fra 1915. Den kan ses som en hilsen til både H.C.
Andersens ’Den grimme ælling’ og Pontoppidans ’Ørneflugt’. Imidlertid er moralen her
hverken, at alt ender godt, fordi man er født til en gunstig position, selv om man er fattig, eller
at man intet vildt kan foretage sig, hvis man vokser op i andegården. Der synes hos Nexø
at være flere forskellige slags får, flere forskellige syn på fårenes ærkefjende ulven og flere
forskellige sociale strategier.
Ulven og fårene
5
10
15
20
Det er meget længe siden – længe før godhed og retfærdighed endnu hade vundet
herredømmet på jorden! Det var dengang
Vorherre var en lille dreng, så længe er det
siden! Jorden var grøn dengang også, og
Vorherres fredelige får græssede markens
grøde af og omsatte den i god uld og kære
små påskelam. Verden var frodig og skøn,
omgivet som den var af hav på de tre sider
og uudgrundelig skov på den fjerde; og
det hele kunne ha’ været såre godt – om
ikke ulven hade været.
Om dagen holdt den helst til i den
dunkle skov. Men om natten, når fårene
lå og tygged aved om i søvne, brød den
frem af tykningen og var over dem. Og
vovede et lam sig i ungdommelig kådhed
blot et par skridt ind mellem træerne, var
det uhjælpeligt fortabt.
”Skoven gir’ intet fra sig!” sagde de
gamle får og holdt sig klogeligt på afstand.
Og således gik det til, at ingen kendte
noget virkeligt til skoven; der herskede
de vildeste forestillinger om, hvad der
290
huserede derinde. De dybsindigste blandt
fårene holdt på, at Gud selv holdt til inde
i dunkelheden og sendte fåreverdenen
ulven på halsen – til straf for dens synder.
Det blev efterhånden til en hel religion;
og det mærkeligste var, at der lod sig leve
nogenlunde på den.
Om ulven selv vidstes kun, at Vorherre
nok langt tilbage i tidernes morgen hade
skabt den som hund, for at den skulle
vogte og beskytte de fredelige får.
Men en skønne dag hade den så forrådt
sit kald og var løbet til skovs. Sådan var
vildnissets onde ånd blevet til – af noget
der egentlig var ment for det gode.
Ejendommelig for fårenes blodige
udbytter var en mægtig bug, som syntes
at ha plads til alverden, en lang spids
ådselsnude, og skarpe klør. Venner hade
den ingen af; selv når den lo, viste den
sine skarpe tænder; og enhver gik af vejen
for den.
Kanske husede skoven også andre onde
magter; - det ble i al fald ulven det hele
25
30
35
40
45
DET FOLKELIGE GENNEMBRUD
50
55
60
65
70
75
80
85
90
samlede sig på. Og det var ikke frit for, at
han tog dimensioner af det. Alene det at
han ikke var mørkeræd, men øvede alt sit
i ly af natten, måtte gøre han uhyggelig
stor for skikkelige får, som selv skyede
alt hvad der ikke kunne tåle dagens lys.
Han nøjedes ikke engang med at bide
det ihjel han havde brug for – sådan som
andre væsner, men gik undertiden ind i
hjorden og skambed for fode.
Fåret er et skikkeligt dyr og kan finde
sig i meget – selv det at blive ædt. Men
at blive bidt ihjel til ingen verdens nytte
ansås med rette for en stor skam og ulykke.
På den måde opstod sondringen mellem
gode tider og dårlige tider. De gode tider er
endnu i fåreverdenen dem, hvor man ikke
alene bliver sønderrevet, men også ædt.
Sådan gik der hundrede år – og kanske
nok hundrede til. Fårene sukkede til Gud
i deres nød; og deres gudhengivenhed
belønnedes og ble efterhånden til en fast
overbevisning om, at ingenting er så ondt
det er dog godt for noget. Langt borte på
den anden side skoven holdt der ganske
sikkert uhyrer til – frygtindgydende uhyrer som for længst ville ha oversvømmet
fårenes land og lagt alt liv øde, om ikke
ulven hade været. Ret beset var han altså
deres redningsmand; og hvad var vel
rimeligere end at de til gengæld gav ham
føden.
Denne vending var ulven ikke sen til
at udnytte. Hans næringsvej var god nok i
og for sig, men han længtes efter at få den
lyst i kuld og køn. Det var i længden slet
ikke morsomt at gå og gælde for et lyssky
væsen, og være henvist til at bjerge sin væsentligste føde om natten. Han hade ikke
noget imod til en forandring at blive set
op til som den der holdt det hele oppe.
Det blev da ved gensidig imødekommenhed ordnet således, at ulven – som
vederlag fordi han beskyttede fårenes
verden mod den ukendte fjende – til en-
hver tid havde ret til at gå ind i hjorden og
udvælge sig det han hade brug for. Da det
måtte anses for en formastelighed af får at
bære horn, skulle de desuden forpligte sig
til at bringe ulven hvert vædderlam, der
fødtes i flokken. Hidtil hade ulven altid
selv måttet sørge for først og fremmest at
få ram på vædderlammene.
Men engang skete der det forunderlige, at der fødtes et vædderlam, som ikke
gik i ulvens gab. Moren, som følte, at det
var udset til noget stort, lagde det i høje
nælder og forsvarede det så tappert, at de
gamle skabede får – som ulven ikke gad
æde og som derfor havde ophøjet sig selv
til hjordens vise råd – ikke turde udlevere
det. Fra sin tidlige ungdom led det af en
forunderlig kløe i panden og måtte bruge
den bestandig – for at få lindring. Og
imens voksede det, blev større end alle
andre får og tungere i hovedet – til en
dag hornene brød igennem.
”Hornene klør på ham” sagde de
gamle får og luskede af vejen, og den
unge vædder hade ingen at stanges med.
Så satte han hornene i egens knastede
nedhængende grene; og hele sin ungdom
gik han og fablede om at bryde igennem
skoven og se, hvad der var på den anden
side.
”Han render nok hornene af sig” mente
de gamle. ”Vent bare til han bliver rigtig
voksen!”
Men den unge vædder omsatte ikke
væksten i tamhed og fedme. Alt det solen
skinnede på ham og de gamle får snakkede ham for, syntes han blot at blive
endnu stærkere i sit; og en skønne dag
gjorde han alvor af det og forsvandt. Han
vendte tilbage med ulvetotter på hornene
og slemt forrevet.
Det var stort og skæbnesvangert nyt,
han bragte. Inde i skoven huserede ikke
andre uvæsner end ulven selv; og bag ved
skoven var der ikke andet end vand – hav
291
95
100
105
110
115
120
125
130
135
LITTERATURENS HUSE
140
145
150
155
160
165
170
175
akkurat som her. Det hele kunne omkredses i en god times løb; alt det frygtelige
var noget ulven hade opdigtet.
Synderlig henrykte ved den forklaring
var fårene jo ikke. Der hade de gået og
gruet for den stund da ulven ville æde dem
– og alligevel set hen til det som frelse fra
noget endnu værre; og det hade i grunden
været så skønt. ”Han tager vor religion fra
os,” sagde de vredt om den unge vædder
– ”han håner vore idealer!”
Men alt det de tyggede på det, ret om
og aved om, ved det gamle ble det ikke
mere. Der var gået uro i flokken; de modigste sluttede sig til den unge vædder
og fablede om at opføre et højt hegn ind
mod skoven.
Det var en dristig tanke, den dristigste
der endnu var undfanget af fårehjerner.
De gamle pligttro får rystede deres enfoldige uldhoveder -: hvor skulle nu ulven
det arme kræ får føden fra? Men tanken
vandt flere og flere tilhængere, og en dag
blev der sammenkaldt til stort møde om
sagen. Det var første gang fårene var indvarslede til at drøfte egne anliggender, og
de mødte fuldtalligt op.
Midt under forhandlingerne blev der
stor uro i flokken, ulven var kommet til
stede.
”Jeg er kommet for at varetage mine
legitime rettigheder og går ud fra, at jeg
har frit lejde,” sagde den og skottede til
vædderhornene. ”Jeg har altid været en
god demokrat, og har ikke noget imod, at
vi afgør spørgsmålet ved en afstemning.
Men da jeg har ædt i hundredvis af jer,
må jeg gøre fordring på, at min stemme
gælder hundred gange så meget som
nogen af jeres.”
Dette fandt de fleste får lød meget rimeligt. Den unge vædder protesterede,
men ingen ville høre på ham. ”Han er en
krakiler, lad os blive fri for ham!” råbtes
der – ”han rager alt det kønne gamle i
skidtet for os!” Han måtte ud af flokken
– væk! og trak sig helt ud på det yderste
næs. Der gik han for sig selv og græssede.
”Og nu har jeg et forslag at gøre jer,”
fortsatte Ulven. ”Vi vil ikke ha kiv og
ufred; Vorherre har skabt jer, som han har
skabt mig! Se engang på tilværelsen – alt
liv fremgår af fordragelighed. Overalt
hvor der skal nås noget positivt, må der
gives køb fra begge sider. Mit forslag går
da ud på, at I rejser et hegn på den halve
strækning og lader den anden halve være
åben; således tages der berettiget hensyn
til begge parter.”
Dette syntes fårene var vel talt; og
derved blev det.
Kun den unge vædder var ikke tilfreds.
Han gik alene med sit ude på det lille
næs, og ensomheden voksede i ham og
blev til strid styrke. God at komme nær
er han ikke!
Om dagen fører heller ingen veje ud
til ham.
Men det hænder, at de unge får finder ud til ham i drømme og lader sig
overskygge af hans kraft. Og som ved
et under ligger der hver morgen nyfødte
vædderlam i det dugvåde græs derude.
Foreløbig har de den dejligste kløe i panden; og den dag de er stærke nok ...
(1915)
292
180
185
190
195
200
205
210
DET FOLKELIGE GENNEMBRUD
Marie Bregendahl
(1867-1940)
I mange år stod Marie Bregendahl helt i skyggen af sin mand, Jeppe Aakjær, skønt hun i høj
grad er forfatter i egen ret og med et på mange måder æstetisk nyskabende værk. Således er
hendes tæt sansede konkretion672 og den maleriske kraft i beskrivelserne tæt på en moderne
form, som i dag kan iagttages hos mange unge forfattere. Den gennem arbejdet sansede hverdag er hendes mest suveræne tema. Hendes impressionistisk orienterede og farvemættede
stil kan sammenlignes med tendenser i tidens maleri, fx med maleren Anna Anchers værker
af lysmættet dagligliv, men også med 1600-tallets Jan Vermeer.
Bregendahl stammede fra et velhavende storbondemiljø, og familien tog simpelthen navn
efter gården, som i øvrigt stadig er i familiens eje. Efter skilsmissen fra Aakjær i 1900 tjente
Marie Bregendahl til livets ophold for sig og sønnen ved at drive et pensionat i København –
og i fritiden skrev hun. Hendes kendteste værk er nok romanen En Dødsnat, hvis indledning
følger her. I romanen dør Anne Gram i barselsseng.
af En Dødsnat
5
10
15
20
Broholm hed en Gaard, der laa ovre ad
Mollerupbakkerne og Stationsbyen til.
Den laa noget enligt der midt paa sine
lange Agre og brede, sorte Pløjejorder.
Det kunde se ud, om havde den givet
Naboerne et Spark for at faa Lov at ligge
i Fred og have det for sig selv.
- Det var en Dag sidst i Halvfjerserne
og ud paa Eftersommeren, Klokken kunde
være omkring fire paa Eftermiddagen,
Hønsene begyndte allerede at søge til
Sæde paa Hjaldene590, Husgavlene at kaste
lange Skygger indover Gaardspladserne
og de gule Morgenfruer foldede i Stilhed
deres Blomsterkroner.
Inde i én af Gaardens mange Stuer, en
stor blaamalet Stue, der halvt saa ud som
Spisestue og halvt som dagligt Opholdsværelse, sad Husmoderen, Anne Gram,
og skar Mad til alle Gaardens Folk.
Bordet var trukket ud og stod og strakte sig med et Indlæg af tre brede Plader;
men de var malede i egetræs Farver i
Lighed med Bordet, for de blev aldrig
taget af, Bordet havde altid den samme
udtrukne Længde.
Over Halvparten af det lange Bord
dækkede et lysblomstret Voksdug, hvorpaa var anbragt alt, hvad der skulde anvendes til at skære Mad af: Paa et stort
Sulefad laa et røget Faarelaar, en armtyk
Spegepølse samt en Del mindre Stumper
og Stykker af forskelligt andet Paalæg;
paa et andet Fad laa en saftig, hjemmelavet Ost, der vel kunde veje en halv Snes
Pund; i en gul Syltekrukke var der Smør,
i en anden Svinefedt og paa en gammel
Præsenterbakke laa der hjemmebagte
Kavringer591 og store Stabler af afskaaret
Rugbrød.
- Efterhaanden som den færdigskaarne
Mad nu gled frem paa Bordet fra Anne
Grams øvede Hænder og skarpe Kniv
og toppede sig op foran hende, kom den
gamle Kokkepige ind med de Tejner592
589 Konkretion: det at gøre eller være konkret (præcis
eller håndgribelig)
590 Hjald: siddepind i hønsehuset
591 Kavring: kage eller sødet mørkt brød
592 Tejn: madkasse eller madkurv med låg på – som
regel af tyndt træ
293
25
30
35
40
45
LITTERATURENS HUSE
50
55
60
65
70
75
80
85
90
og Madkurve, hvori den skulde bringes
til Marks.
Hun stillede sig op for Siden af det
lange Bord, begyndte at tælle op og pakke
ned, tælle op og pakke ned, fire Stykker til én Tejne, otte til en anden, fjorten
til en tredje, osv. osv. – Ligeligt fordelt
bliver det, hverandet Stykke med Kød,
hverandet med Ost, hverandet af Rugbrød, hverandet af Sigtebrød; og naar hun
har faaet dem ordnede, gaar Anne Gram
dem efter endnu en Gang, tæller dem og
tænker sig om: Er det nu ogsaa rigtigt
altsammen? Hun er saa urolig, for der er
saa meget, der maa huskes: En af Karlene
kan f. Eks. ikke spise Ost, huskede hun
det? – En af Pigerne spiser ikke Kød, blev
det husket? Og mon Undtagelserne kom
i de rette Tejner?
Og saa er der den halvgamle StineHøstkone, hun skal have Skorpen skaaret
af. – ”Det maa vi da endelig ikke glemme,”
siger Madmoderen i en bekymret omsorgsfuld Tone. – Det kunde træffe at
være ubehageligt for Stine at sidde dér
midt iblandt de kaade, tankeløse Unge
og gumle og gnave paa de Skorper, hun
alligevel ikke formaaede at faa Bugt med,
mener hun.
Og den gamle Kokkepige nikker bifaldende, pakker ned, dækker til og klapper
Laag paa.
Men da hun endelig kommer i Gang
med et Par Tejner i Hænderne, er der endnu noget, Madmoderen erindrer sig:
”Der staar en Del Kaffe paa Kedlen
ude i Køkkenet,” kalder hun, ”lav den til
med Sukker og Fløde og kom den paa et
Par Flasker. Det rivningsarbejde støver
vist fælt i Halsen.”
”Ja, det er ret nok,” svarer Pigen. Hun
nikker og lover at ordne ogsaa dette, og
det høres paa Varmen i hendes Stemmen,
hvor godt det gør hende, at der er nogen,
der altid tænker saa rigtigt.
294
Kort efter kan man høre hende kalde
ude i Gaarden. Hun skal have fat i et Par af
Børnene, for at de kan komme af Sted med
noget af Maden, selv løber hun i en anden
Retning og Barnepigen kommer til Trillen
med den store Tejne paa Barnevognen, i
et nyt Verdenshjørne.
- ”Ja, saa kom man saa langt,” siger
Anne Gram derinde for Bordenden og
prøver at rette sig i Sædet. Hun læner
en Stund Kroppen tungt mod Ryglænet og lader Armene synke trætte ned
i Skødet.
Men Mellemmadsomgangen er ikke
saa nær færdig endnu. Der maa meget
mere til.
Og hun tager sig sammen og begynder
igen. Hun skærer Brød og skærer Paalæg,
smører Mad og ordner Portioner, Kniven
blinker og Hænderne gaar, bliver ved og
bliver ved.
Inde paa den saakaldte Skrædderstue
sidder en Sypige og arbejder, hun skal jo
ogsaa have Mad; ovre i Huggehuset staar
en Snedker og reparerer Avlsredskaber og
i Seletøjskammeret sidder en Sadelmager,
de kan heller ikke forbigaas; og endda er
der baade Hjorddrengen og Røgter-Per,
baade den gamle Kokkepige og Barnepigen tilbage. – Og saa, naar alle disse har
faaet, saa er der endnu hele den store Flok
af Barnemunde at mætte.
Jo, der er langt til Enden, og Anne
Gram skærer løs og stabler op paany.
- Noget efter viser den gamle Pige sig
atter herinde i Stuen.
”Er du allerede der?” siger Anne. ”Det
kom du hurtigt over.”
Ja, Sine traf Drengen, som just skulde
ned i Kærene og flytte, saa tog han Maden
med sig.
Naa saadan.
Pigen har nu bragt en Del Tallerkener
og Smaafade med sig, og herpaa giver hun
95
100
105
110
115
120
125
130
DET FOLKELIGE GENNEMBRUD
135
140
145
150
155
160
sig til at rette an af de nye Madstabler,
Anne har faaet færdige.
Der er trods al Optagethed dog kommen lidt mere Ro over de to Kvinder.
Det letter at vide Maden til Markfolkene
vel ude af Huset. De, der er her hjemme,
holder ikke saa strengt over Spisetiden
som de andre.
”Ja, det var jo en ekstra Ulejlighed for
dig, Sine, at du maatte rette alle mine
Mellemmadshistorier an herinde,” siger
Madmoderen i en undskyldende Tone.
– Men hun vidste ikke, hvad der gik af
hende i Dag, Benene vilde ikke ret lystre,
klager hun. Hun havde følt sig saa tung og
træt, at hun maatte sidde til sit Arbejde.
Ok, det var ogsaa noget at snakke
om den Smule Ulejlighed, svarer Pigen
og vinker afværgende med Haanden.
Men sad Madmoderen da godt nok nu?
– Kunde hun hvile sig i Sædet?
Og Pigen ser med Deltagelse hen paa
den blege Kvinde, hvis tunge, fyldige
Legeme og løse Klæder tydeligt viser, at
hun er højt frugtsommelig.
Aajo, det gik nok an. Men alligevel – en
staaende Skrædder og en siddende Kokkepige – jo, man vidste nok, hvad den Slags
var værd, smiler Anne Gram selvironisk.
– Og saa skulde man vel tilmed se, at hun
var falden saa fast i Sæde, saa hun ikke
kom op igen.
Aa, dermed havde det nok ingen Nød,
mente Pigen. Kendte hun sin Madmor
ret, da havde hun sikkert endnu mange
Ting, hun skulde have efterset, før Solen
gik i Jorden.
Ja, nok at se efter, - hvornaar var der
ikke det? svarede Anne, - men - Og mens Sine staar og skærer de store
Smørrebrødsskiver ud til mindre Snitter
og ordner dem paa de forskellige Tallerkener, falder Anne og hun i Snak sammen om noget af alt det, som det plejer at
paahvile den første at ”se efter”.
Der er den Kvie, som forgangen blev
stanget af den olme Stud, hvordan gik
det med den? Mon Drengen huskede at
bade Saaret ordentligt? Og det Bryggerkar, der skulde bæres ned i Kælderen,
det maatte ogsaa huskes. Det stod ellers
og blev gisten og tabte Gjordene. De to
Skrukhøns593, der sad i Arrest, mon de
ikke kunde slippes ud i Aften? Det burde
i hvert Fald prøves. Og saa var der den
Dyne ovre i det store Karlekammer, - mon
den blot var løben op i Sømmene, eller
maatte den rigtigt bødes?
(1912)
593 Skrukhøne: liggesyg høne, der isoleres for at falde til
ro
295
165
170
175
180
185
190
LITTERATURENS HUSE
Jeppe Aakjær
(1866-1930)
Jeppe Aakjær er om nogen Jyllands og bondens besynger i dansk litteratur, og han tager således
tråden op efter Blicher og tilføjer motivkredsen en ligefrem realisme. Hans eget liv blev imidlertid ikke landmandens eller landsbypræstens. Ganske vist blev han født som Jeppe Jensen i
små kår på en gård i Jylland, men via højskoleophold på Askov Højskole og et længere ophold
i København blev han medlem af det toneangivende litterære miljø, og han levede faktisk
størstedelen af sit liv som en moderne intellektuel – optaget af lige dele litteratur og politik.
Han var endog i nogle år gift med en selvstændig og stærk kvinde, der også var virksom som
forfatter, nemlig Marie Bregendahl. Hvad angår Aakjærs motivkreds er der derimod tale om,
at han fra starten gør landet, naturen og bonden til sit værks altoverskyggende tema, ligesom
han tidligt kaster sig ind i kampen for tyendets rettigheder. Han er med dette engagement en
typisk repræsentant for det folkelige gennembrud, og han udretter for tyendet, hvad Andersen
Nexø gjorde for den ligeledes temmelig retsløse landarbejder og byproletar: Han bliver en
magtfuld stemme i offentligheden.
Aakjærs forfattersab omfatter mange genrer: lyrik, prosa, journalistik og essayistik. I
dag er nok især lyrikken værdsat, og ethvert barn kender fx sangen ”Jens Vejmand”, der er
et flammende lille vidnesbyrd om social uretfærdighed. Andre af hans kendteste værker har
derimod den følsomme barndomserindrings form – ikke mindst digtsamlingen Rugens Sange
og andre Digte fra 1906.
Fra Rugens Sange bringer vi det mest kendte digt: Naar Rugen skal ind.
Naar Rugen skal ind
1
Nu er det længe siden,
men end det gjemmes i mit Sind,
hvordan i Barndomstiden
den kjære Rug kom ind,
hvordan dens kjærnetunge Top
ved Moders svage Kræfter
blev lagt i Lugen op.
3
Den kjære Rug var Gjæsten,
som gjorde hvert et Barn saa spændt;
se, Far han lægger Vesten
og sér saa indadvendt:
En Skjælven i et ydmygt Sind,
en Bøn til Altets Skaber,
før Avlen bringes ind.
2
Først bredte Mor et Klæde
saa ømt som nogen Højtidsdug;
der maatte ingen træde
med Sko i Høstens Rug;
saa fejed hun med Limens594 Rest
hvert snavset Straa til side
som for en Hædersgjæst.
4
Saa fatter Far om Spaden
og graver i det gule Klæg595
to Huller langs med Laden
foran den hvide Væg;
i dem skal Vognens Fælger slaa
og staa som i en Fælde,
til Væltningen gaar paa.
594 Lim: kost
595 Klæg: fi nkornet lerjord
296
DET FOLKELIGE GENNEMBRUD
5
Og Vognen værdigt skrider;
det første Læs for Lugen staar;
ud fra dets tunge Sider
saa dybe Skygger slaar.
De varme Øg i Nip og Nap
af Moders milde Hænder
faar Ax596 og Mule-Klap.
9
Det gaar mod Aftentide;
snart skinner Maanen fuld og rund
paa Gavl og Vægge hvide
og ned i Vognens Bund.
Mor standser træt og titter ind;
Far kommer hen til Lugen
og klapper hendes Kind.
6
Og alle Hænder jager,
og alle Fødder er i Rend;
i Støvet Læsset brager
for brede Rygges Spænd.
Højt svinger Hjulet som et Rat,
og paa dets Drejeskive
har Børnene sig sat.
10
Og Barnet, som har løbet
sig træt i Dagens muntre Leg,
det er nu stille krøbet
ind under Hjulets Eg;
dér høres dette skarpe Knald
fra Vognens Fjæl597 mod Sandet
af Ørentvistens Fald.
7
Mor ta’r paa Neget Sæde
og linner lidt ved Baandet skjørt:
”Det er endda en Glæde,
naar Kornet er saa tørt!”
Og med sin matte, spinkle Arm
hun løfter Rugens Tvilling
ind ad den lave Karm.
11
Og mellem Hjulets Eger
gaar Stjerneblink og Maaneskin,
og milde Vinde hveger,
mens Barnet slumrer ind.
Saa slutter Far ”I Jesu Navn”.
Og Hjemmet gaar til Hvile
med Høsten i sin Favn.
(1906)
8
Og Neg for Neg forsvinder
og bliver under Bjælken sat;
og Far faar røde Kinder
og Spindelvæv om Hat.
Men Mor er lige hvid og bleg,
hvor meget hun end stræber
med Rugens tunge Neg.
596 Ax: aks – dvs. korntoppe med kerner
597 Fjæl: bræt
297
LITTERATURENS HUSE
Knud Rasmussen
(1879-1933)
Knud Rasmussen er Danmarks kendteste polarforsker, og hans store kulturelt orienterede
ekspeditioner har en stor del af æren for, at Danmark efter en strid med Norge i 1931 ved den
internationale domstol i Haag fik tilkendt hele Grønland som dansk land. Knud Rasmussen var imidlertid ingen traditionel kolonisator og havde selv inuitblod i årerne. Han talte
grønlændernes sprog og var dybt interesseret i deres myter og sagn, som han som den første
dokumenterede og videregav til den litterære verden. Til denne side af Knud Rasmussens
virke hører, at han i en årrække havde en tæt arbejdsrelation til Tom Kristensen, og i adskillige år var hans sekretær.
Knud Rasmussens største litterære indsats fandt sted på den 5. Thuleekspedition. Fra hans
beretning om Nordøstgrønland bringes det afsnit, hvor åndemaneren Aua fortæller, hvordan
han fik sit særlige hverv. Aua og hans familie er i øvrigt hovedpersoner i filmen Journeys of
Knud Rasmussen fra 2006.
af Fra Grønland til Stillehavet
– Rejser og Mennesker fra 5.
Thuleekspedition
XVII
Samtaler med Aandemanere
5
10
15
Jeg var kommen til Fangstpladsen ved
Lyon Inlet598 i Aarets vanskeligste Maaned. Sommerens Depoter var sluppet
op, og der skulde daglig skaffes Føde
til Mennesker og mange sultne Hunde.
Sælfangsten blev drevet dels ved Aandehuller, dels ogsaa i aabent Vand ved
Iskanten. Vejret var raat og stormende,
Snefog havde vi daglig, og Temperaturen
var næsten uafbrudt nede paa 50 Graders
Kulde. Dagene var korte, og for at faa det
mest mulige ud af Lyset startede man i
Mørke og kom tilbage i Mørke. Al Fangst
blev straks flænset og fordelt over hele
Bopladsen, og da Udbyttet som Regel
ikke var større, end at Parterne i de fleste
Huse blev spist op med det samme, blev
Fangerens Hjemkomst ventet med samme
Spænding og Længsel, som den sultne
598 Lyon Inlet: Lyon-fjorden i den nordlige del af
Hudson-bugten, tæt på den magnetiske nordpol
298
venter paa sit Maaltid. Og naar Mændene
saa dukkede frem af Mørket og kom ind
i Snehytternes Lysskær med Sæler paa
Slæb, blev de altid hilst af et Kor af glade
Kvinder og Børn; og saa snart disse havde
overbevist sig om, at der var Kød til Gryden og Spæk til Lamperne, styrtede de
kaade ind i de kolde Snehytter og satte
Ilden paa Spæklamperne op paa højeste Blus. Og saaledes kom der Sommer i
Sindene og Varme i de smaa Hjem af Sne,
hver Gang en fed, glinsende Sæl gled ind
gennem Husgangen paa sine glatte Haar
og standsede paa Gulvet, hvor den skulde
flænses. Hvad gjorde det saa, at Kulden
bed og Vinden snerrede derude, naar den
lysende Lampe fik det til at dryppe fra
Snekuplen, ganske som om man befandt
sig i Maj Maaned!
For mændene var det en anstrengende
Tid. Det er trættende Jagt at holde sig
20
25
30
35
40
DET FOLKELIGE GENNEMBRUD
45
50
55
60
65
70
75
80
85
anspændt lyttende og søgende i ti Timer,
uafbrudt søgende efter Aandehuller; og
naar et saadant langt om længe var fundet,
skulde de staa ubevægelige i Snefoget og
vente paa, at Sælen skulde komme op for
at drage Aande. Men da den samme Sæl
altid holder mange Aandehuller aabne
paa samme Tid, kunde det vare Timer, før
den kom til det, man havde fundet. Intet
Under derfor, at Mændene var stive og
ømme i Ben og Fødder, naar de kom hjem.
Alt overflødigt Tøj blev straks kastet, og
de kravlede op paa Briksen for at tage mod
Varmen og Hvilen, medens Kvinderne
syslede med de lækre Kogestykker, der
skæres ud af Sælen i røde, blomstrende
Kødlunser, randet med saftigt, hvidgult
Spæk. Og naar Gryden saa en Stund efter
begyndte at synge og boble over Lampens
spillende Flammer, kom Dagens Løn,
idet den første hede Kop Blodsuppe skylledes ned. Dampende og indbydende blev
Kødstykkerne taget op af Gryden med
det lange Benspid og lagt paa den store
Træbakke, der havde mange Maaltiders
Patina over sig. Hyggen bredte sig med
Varmen, Sindene blev oplagt til at aabne
sig, og man fortalte om Dagens mange
Glæder og Skuffelser. Tungerne kom paa
Gled. Og i Madglæden lo man alle Ubehageligheder bort.
–––
Disse Aftentimer, der bredte et hyggeligt
Velvære over alle og gjorde selv de tavse
meddelsomme, benyttede jeg til mine Samtaler med Aua og hans Bopladsfæller.
Alt folkloristisk Arbejde er ganske og
udelukkende afhængigt af de Kilder, man
kommer til at øse af; det er nødvendigt at
finde Fortællere, der ikke blot er i Besiddelse af Viden og Fantasi, men ogsaa har
fuld Interesse i Samarbejdet. Desuden skal
de være saa paalidelige, at man kan lytte
til dem uden Forbehold og alt for megen
Kritik; først da kan den ægte Stemning
komme over Beretningerne, og man faar
den Farve, der er nødvendig for, at alt
det fremmedartede Stof kan blive levende. Der er mellem Aua, hans Kone og
mig opstaaet et Venskab, der gav mig en
god Grund at bygge paa, og de to gamle
supplerede hinanden paa en ypperlig
Maade gennem alt det, de i et langt og
vanskeligt Liv havde hørt og erfaret, set
og gennemgaaet. Læseren kender allerede
Aua fra mit første Besøg i hans store og
æventyrlige Snehytte ved Kap Elisabeth599.
Dengang fortalte han mig om Livet efter
Døden i ”Dagens Land” og i ”den smalle
Tanges Land”, og han gav et malende
Udtryk for Naturmenneskets levende
Indbildningskraft i sine Skildringer af
Aandemanernes Sjælefarter til Himlen
og Sødyrenes Moder under Havet.
[…]
Naar jeg særlig havde valgt at arbejde
med Aandemanerne, laa dette, som enhver vil kunne forstaa, deri, at disse Mennesker som Helhed er bedst inde i alle
Spørgsmaal, der beskæftiger Stammen.
Skønt Sagnene er et godt Udtryk for den
eskimoiske Fantasi, vilde Helhedsindtrykket af den aandelige Kultur dog blive
ensidigt, hvis man ikke søgte at give et
nogenlunde udtømmende Billede af Tro
og Overtro. Kun herigennem faar man
noget virkeligt at vide om det, der optager
det primitive Menneskes Tanke. Alle de
Anskuelser, der drages frem af disse Kilder, er famlende og vidtløftige og maaske
netop derfor noget af det oprindeligste,
man kan faa fat paa.
Til Held for mit Arbejde var det netop
disse Spørgsmaal, der interesserede Aua,
mens han nærmest karakteriserede Sagnene som ”Ammestuesnak”, der var bleven til for at skaffe Stilhed i Snehytten,
naar Børnene græd alt for meget. I det
599 Kap Elisabeth: næs tæt ved Lyon Inlets udløb i
Hudson-bugten
299
90
95
100
105
110
115
120
125
LITTERATURENS HUSE
130
følgende er det derfor næsten uafbrudt
ham, der fører Ordet; vi andre nøjedes
blot med at animere ham med enkelte
Repliker, naar der var noget, vi ønskede
særlig indgaaende skildret. Først fortalte
han om:
135
Hvorledes de første Aandemanere
blev til
140
145
150
155
160
165
170
”Menneskene har altid været bange
for Sygdom, og allerede i de aller ældste
Tider opstod der vise Mænd, som forsøgte
at finde ud af alt det, man ikke forstod.
Dengang var der ingen Aandemanere til,
og man var uvidende om alle de Leveregler, der siden lærte Menneskene at
tage sig i Agt for Fare og Ondskab. Den
første Amulet600, der blev til, var Kalkskallen af et Søpindsvin. Der gaar et Hul
igennem den, der har givet den navnet
Iteq eller Anus, og naar netop den blev
den første Amulet, var det, fordi man
derved forbandt en særlig helbredende
Kraft. Naar en Mand blev syg, satte man
sig hen til ham, og idet man pegede paa
det syge Sted, slap man en Vind. Saa gik
man udenfor, medens en anden skulde
holde sin ene hule Haand over det syge
Sted, idet han samtidig blæste sin Aande
hen over sin anden Haandflade bort fra
den, der skulde helbredes. Saaledes troede
man, at Vinden og Aandedrættet forenede
al den Kraft, der kom fra et Menneskes
Indre, en Kraft saa gaadefuld og stærk,
at den kunde helbrede.
Paa den Maade var alle Mennesker
Læger, og der behøvedes ingen Aandemanere. Men saa opstod der engang Nød og
Misfangst i Nærheden af Igdlulik. Mange
sultede ihjel, og der herskede stor Raadvildhed. Da hændte det en Dag, mange
600 Amulet: lykkegenstand, der i folketroen kan
beskytte mod sygdom, død, onde ånder o.lign.,
kendes fra alle kulturer
300
Mennesker var forsamlet i et Hus, at en
Mand, uden at man vidste hvorfor, forlangte at komme ind bag Skindtapetet
bag ved Briksen. Han sagde, at han vilde
fare ned til Sødyrenes Moder. Ingen i
Huset forstod ham, og ingen troede paa
ham. Han fik sin Vilje og kom ind bag
Skindtapetet. Her sagde han, at han vilde
øve en Kunst, som siden skulde være
Menneskene til stor Nytte; men ingen
maatte se paa ham. Det varede dog ikke
længe, før de vantro og nysgerrige aabnede for Forhænget, og til deres Forbavselse opdagede de, at han var ved at dykke
ned i Jorden; han var allerede kommen
saa langt ned, at kun hans Fodsaaler var
synlige. Hvorledes Manden havde faaet
denne Tanke, er der ingen, der ved; selv
sagde han, at det var Aander, der hjalp
ham, Aander, han havde sluttet Pagt med
ude i den store Ensomhed. Saaledes blev
den første Aandemaner til. Han for ned
til Sødyrenes Moder og hentede Fangstdyrene tilbage til Menneskene, og Nøden
afløstes af Storfangst, og Menneskene var
atter lykkelige og glade.
Siden udviklede Aandemanerne deres
Viden om de skjulte Ting og hjalp Menneskene paa mangfoldige Maader. De
fik ogsaa deres hellige Sprog, der kun
anvendtes under Aandebesværgelser og
ikke brugtes i daglig Tale.”
Naar en ung Mand vilde være Aandemaner, maatte han give noget af sin Ejendom bort til den Aandemaner, der skulde
være hans Lærer. Træ ansaas ved Igdlulik
for en meget kostbar Vare, og derfor blev
det efterhaanden Skik, at man gav en
Teltstang bort. Til denne Teltstang skulde
der være fastbundet en Maagevinge, som
Tegn paa, at Lærlingen vilde lære at flyve
gennem Luften. Gaven sattes uden for
175
180
185
190
195
200
205
210
DET FOLKELIGE GENNEMBRUD
215
220
225
230
235
240
245
250
Huset som Offer til Hjælpeaanderne601.
Om Aftenen skulde saa Aandemaneren
besværge sine Hjælpeaander for at rense
sin Lærlings Legeme og Sind; i alles Paahør maatte han tilstaa sine Tabubrud602
og alt det, han havde gjort, som ikke var
rigtigt. Under Renselsen skulde han stadig
udbryde: ”Alt dette, fordi jeg gerne vilde
blive seende!”
Læremesteren skulde opholde sig bag
et Skind, der var hængt op paa Indersiden af Briksen, Aandemanernes hellige
Sted. Naar Lærlingen var helt renset,
skulde han med ind bag Forhænget; her
skulde da Aandemaneren, skjult for alle
de nysgerrige Blikke, udtage Sjælen af sin
Lærlings Øjne, Hjerne og Indvolde. Dette,
sagde man, gjorde det lyst inde i Legemet;
og en Aandemaner skulde være omgivet
og gennemtrængt af Lys.
Var Lærlingen en Mand, skulde hans
Hjerne, Øjne og Indvolde være uden Sjæl
i tre Dage; hvis det var en Kvinde, i fire
Dage. I den Tid maatte intet Arbejde udføres i Huset, og Lærlingen skulde opholde
sig uafbrudt inden for Forhænget bag
Briksen. Man havde den Tro, at Kraften i
Øjne, Hjerne og Indvolde i disse Dage blev
overgivet til hans vordende Hjælpeaander,
for at han ikke skulde blive bange for dem,
naar han engang fik dem at se. Og det
kunde først ske langt fra Mennesker, ude i
den store Ensomhed; thi kun i Ensomhed
kunde et Menneske arbejde sig nærmere
Aanderne. Men de, der skulde blive til
noget, maatte begynde meget tidligt, ja,
ofte endog inden de blev født.
601 Hjælpeånd: åndemanerens kraft beror ikke først og
fremmest på egne overnaturlige evner, men netop
på hans magt til at mane forskellige hjælpeånder
frem. Mange af disse hjælpeånder er dyr.
602 Tabu: regler, som kendes i alle kulturer, for hvad der
er urørligt, forbudt, både konkrete genstande og
særlig adfærd kan være tabuiserede
Aua indvies til Aanderne
”Jeg var endnu kun et lille Foster i
Moders Liv, da ængstelige Folk begyndte
at spørge deltagende til mig; alle de Børn,
Moder hidtil havde født, havde ligget på
tværs og var kommen dødfødt til Verden. Saa snart Moder nu mærkede, at
hun var med Barn, det Barn, som engang
skulde blive mig, talte hun saaledes til
sine Husfæller:
”Nu bærer jeg igen paa et Foster, der
ikke skal blive til noget Menneske.”
Alle fik stor Medlidenhed med hende,
og en Kvinde ved Navn Artjuaq, som
var Aandemanerske, holdt straks samme
Aften Aandebesværgelse for at hjælpe
min Moder. Allerede Morgenen efter
kunde man mærke, at jeg var vokset, men
det kom mig ikke tilgode dengang, for
Aandemanersken havde glemt, at hun
ikke maatte gøre noget Arbejde Dagen
efter en Besværgelse, og saa havde hun
syet Hullet paa en Vante. Dette Tabubrud
gik øjeblikkelig ud over mig; Moder fik
Fødselsveer i Utide, og jeg sprællede og
arbejdede, som om jeg vilde ud af Siden
paa hende. En ny Aandebesværgelse blev
afholdt, og da man denne Gang nøje iagttog alle Forskrifter, hjalp den baade Moder
og mig.
Men saa hændte det en Dag, at min
Fader, der skulde ud paa en Fangstrejse,
var vred og hidsig, og for at berolige ham
gav min Moder sig til at hjælpe ham med
at spænde Hundene for Slæden. Hun
glemte, at i hendes Tilstand var alt Arbejde
Tabu. Næppe havde hun derfor taget en
Hundesele og løftet den ene Pote i Vejret
paa en af Hundene, før jeg øjeblikkelig
begyndte at sparke og gøre Forsøg paa
at komme ud gennem hendes Navle; og
atter maatte der en Aandemaner til for
at hjælpe os.
301
255
260
265
270
275
280
285
290
LITTERATURENS HUSE
295
300
305
310
315
320
325
330
335
Gamle Folk fortalte nu min Moder, at
min store Følsomhed over for alle Tabubrud var et Tegn paa, at jeg skulde leve og
blive en stor Aandemaner; men samtidig
vilde ogsaa mange Farer og Uheld forfølge
mig, inden jeg blev født.
Min Fader havde faaet en Hvalros med
et Foster i, og da han forsøgte at skære
Fostret ud, uden at tænke paa, at min
Moder var med Barn, begyndte jeg atter at
sprælle i Moders Liv, og denne Gang blev
det Alvor. Men i samme Øjeblik jeg blev
født, forlod alt Liv mig, og jeg laa stendød.
Moders Efterbyrd var snoet om min Hals
og havde kvalt mig: Artjuaq, der boede
ved en anden Boplads, blev straks hentet,
og der blev bygget et særligt Barselhus til
min Moder. Da Aandemanersken kom til
og saa, hvorledes mine Øjne stod ud af
Hovedet paa mig, tørrede hun Moders
Blod af Kroppen paa mig med et Ravneskind og syede en lille Trøje til mig af
samme Skind.
”Han er født for at dø, men han skal
leve!” sagde hun.
Og saa blev Artjuaq hos min Moder,
lige til der kom Liv i mig. Moder kom
under en meget streng Diæt og maatte
underkaste sig vanskelige Taburegler.
Havde hun saaledes spist af en Hvalros,
var samme Hvalros Tabu for alle andre;
det samme var Tilfældet med Sæler og
Rener. Hun skulde have særlige Gryder,
af hvilke ingen anden maatte spise. Ingen
Kvinder maatte besøge hende, derimod
gerne Mænd. Mine Klæder var syet paa
en særlig Maade; Haarene paa Skindet
maatte aldrig vende opad eller nedad,
men skulde falde paa tværs af mit Legeme.
Saaledes levede jeg i Barselhuset uden at
have nogen Anelse om al den Omhu, der
blev vist mig.
I et helt Aar maatte Moder og jeg leve
helt for os selv og kun nu og da modtage
Besøg af min Fader. Skønt han var en stor
302
Jæger, der altid færdedes ude paa Fangst,
maatte han aldrig selv slibe sine Knive;
saa snart han gjorde det, hovnede hans
Hænder op, og jeg blev syg. Et Aar efter
min Fødsel fik vi Lov til at faa en Husfælle; det var en Kvinde, og hun maatte
udvise en saadan Forsigtighed, at hun,
hver Gang hun skulde ud, maatte slaa sin
Hætte over Hovedet, gaa i Støvler uden
Strømper og holde sin Pelsflig højt løftet
med den ene Haand.
Jeg var allerede en stor Dreng, da min
Moder første Gang fik Lov til at gaa paa
Besøg; alle vilde vise sig venlige, og hun
blev indbudt til alle vore Bopladsfæller.
Men hun blev for længe ude; Aanderne
holder ikke af, at Kvinder med smaa Børn
bliver for længe borte fra deres Hus, og de
hævnede sig paa den Maade, at Skindet
paa hendes Hoved skallede af, og jeg selv,
der var ganske uden Forstand paa noget
dengang, slog hende paa Kroppen med
mine smaa Næver, da hun gik hjemover,
og lod mit Vand ned ad hendes Ryg.
Ingen, der skal blive en dygtig Fanger
eller en god Aandemaner, maa blive for
længe ude paa Besøg i fremmede Huse;
det samme gælder en Kvinde, saa længe
hun bærer en Dreng i sin Rygpose.
Omsider blev jeg saa stor, at jeg kunde
gaa med de voksne paa Aandehulsfangst
efter Sæl. Den Dag jeg harpunerede min
første Sæl, maatte min Fader lægge sig
med nøgen Overkrop paa Isen, og den
Sæl, jeg havde fanget, blev trukket hen
over hans Ryg, medens der endnu var
Liv i den. Kun Mænd maatte spise af min
første Fangst, og intet maatte levnes. Dens
Skind og Hoved blev gemt ude paa Isen,
for at jeg senere skulde være i Stand til
at fange den samme Sæl igen. I tre Dage
og Nætter maatte ingen af de Mænd, der
havde været med til at spise den, gaa paa
Fangst eller gøre nogen Slags Arbejde.
340
345
350
355
360
365
370
375
380
DET FOLKELIGE GENNEMBRUD
385
390
395
400
405
410
415
420
Det næste Fangstdyr, jeg nedlagde,
var en Ren. Det var mig strengt forbudt
at bruge Bøsse, og jeg skulde dræbe den
med Bue og Pil. Ogsaa den blev kun spist
af Mænd; ingen Kvinder maatte røre ved
den.
Saa gik der nogen Tid, og jeg blev voksen og stærk nok til at gaa med paa Hvalrosfangst. Den Dag jeg harpunerede min
første Hvalros, raabte min Fader saa højt,
han kunde, idet han nævnede Navnene
paa alle de Bopladser, han kendte: ”Nu
er der Kød til alle Mennesker603 !”
Hvalrossen blev bugseret ind til Land,
medens der endnu var Liv i den, og først
inde ved Strandkanten blev den slaaet
helt ihjel. Min Moder, der skulde flænse
den, blev bundet fast til Fangelinen, før
Harpunodden var taget ud af dens Krop.
Efter at jeg havde nedlagt denne Hvalros,
maatte jeg spise alle de Lækkerier, der
tidligere havde været mig forbudt, ja selv
Indvolde, og nu kunde Kvinder godt spise
af min Fangst, blot det ikke var Barselkvinder. Kun min Moder skulde endnu
længe iagttage stor Forsigtighed, og hver
Gang hun skulde sy, maatte der bygges
et særligt Hus til hende. Jeg var bleven
opkaldt efter en lille Aand, Aua, og man
sagde, at det var for ikke at fornærme
den, at min Moder skulde iagttage saa
mange Forsigtighedsregler. Den var min
Skytsaand og passede nøje paa, at man
ikke gjorde noget, der var forbudt. Saaledes maatte jeg aldrig opholde mig inde
i et Snehus, hvor unge Kvinder klædte
sig af for at gaa til Ro; ligeledes maatte
heller ikke nogen Kvinde rede sit Haar i
min Nærværelse.
Endnu efter at jeg for længst var bleven
gift, holdtes der streng Tabu over al min
603 alle Mennesker: eskimoernes ord for menneske er
’inuit’, som dækker både de konkrete mennesker
på dette særlige sted og mennesket som sådan, jvf.
engelsk ’man’
Fangst. Blot der levede Barselkvinder i
Nærheden af os, maatte min Kone kun
spise Fangstdyr, der var dræbt af mig, og
ingen anden Kvinde maatte røre ved de
Stykker, min Kone havde spist af. Til de
Hvalrosser, jeg havde nedlagt, knyttede
der sig altid den Tabu, at ingen Kvinder maatte spise af Indvoldene, og dette
Forbud blev opretholdt, lige til jeg var
Fader til fire Børn. Og det er egentlig
først, efter at jeg er bleven gammel, at de
Forpligtelser faldt bort, som den gamle
Aandemanerske stillede, for at jeg kunde
faa Lov til at leve.
Skønt alt saaledes var lagt til Rette for
mig, lige fra den Tid jeg endnu var Foster
i Moders Liv, forsøgte jeg forgæves at
blive Aandemaner gennem andre; men
det vilde ikke lykkes. Jeg opsøgte mange
berømte Aandemanere og gav dem store
Gaver, som de øjeblikkelig gav bort til andre; thi beholder de dem selv, vil de eller
deres Børn dø. Men det hjalp altsammen
ikke. Jeg var født til Vanskeligheder. Saa
søgte jeg Ensomhed og blev snart meget
tungsindig. Paa en mystisk Maade kunde
jeg briste i Graad og blive ulykkelig, uden
at forstaa hvorfor. Saa kunde alt pludselig blive helt anderledes, og jeg følte en
stor og uforklarlig Glæde – en Glæde saa
stærk, at jeg ikke kunde beherske den;
jeg maatte bryde ud i Sang, en vældig
Sang, hvor der kun kunde blive Plads til
det ene Ord: Glæde! Glæde! Glæde! Og
midt i en gaadefuld, overvældende Fryd
blev jeg Aandemaner, uden selv at forstaa
hvorledes. Men jeg var det. Jeg kunde se
og høre paa en helt ny Maade.
Enhver virkelig Aandemaner skal fornemme en Lysning i sin Krop, inde i sit
Hoved eller i sin Hjerne, noget som en
lysende Ild, der giver ham Evne til at se
ind i alle skjulte Ting – med lukkede Øjne
ind i Mørke, eller ind i Fremtiden, eller
ind i andres Hemmeligheder. Jeg følte, at
303
425
430
435
440
445
450
455
460
465
LITTERATURENS HUSE
470
475
480
485
490
495
500
505
510
jeg var i Besiddelse af denne vidunderlige
Evne.
Min første Hjælpeaand blev min Navne, en lille Aua. Da den kom til mig, var
det, som om Husgang og Tag løftedes, og
jeg fik en saadan Sekraft, at jeg kunde se
tværs igennem Huset, ind gennem Jorden
og op i Himlen; det var den lille Aua, der
bragte alt dette indre Lys, idet den holdt
sig svævende oven over mig, saa længe jeg
sang. Derefter stillede den sig ud i en Krog
i Husgangen, usynlig for andre, men altid
rede, hvis jeg skulde kalde paa den.
En Aua er en lille Aand, en Kvinde, der
bor nede ved Stranden. Der er mange af
sådanne Strandaander, som løber rundt
med spids Skindhætte paa Hovedet; deres
Bukser er pudsigt korte og af Bjørneskind;
de har lange Støvler med sorte Mønstre og
Pels af Sælskind. Deres Fødder er vredet
opad, og de synes kun at gaa paa Hælen.
Haanden fører de saaledes, at Tommelen
altid er bøjet ind over Haandfladen. Armene holder de højt hævet med samlede
Hænder, som de uafbrudt stryger hen over
Hovedet. De er kaade og glade, naar man
kalder paa dem, og ligner mest af alt smaa,
søde, levende Dukker; for fuldt oprejst er
de ikke højere end en Arms Længde.
Min anden Hjælpeaand blev en Haj. En
Dag jeg var ude i Kajak, kom den svømmende hen til mig, lagde sig paa Siden af
mig og hviskede blot sit Navn. Jeg blev
meget forbavset, for jeg havde aldrig set
en Haj før; de er meget sjældne heroppe.
Siden hjalp den mig med al Slags Fangst
og var altid hos mig, naar jeg behøvede
den.
Disse to, Strandaanden og Hajen, var
mine vigtigste Hjælpeaander, og de kunde
hjælpe mig med alt, hvad jeg ønskede.
Den Sang, jeg plejede at synge, naar jeg
kaldte, havde ikke mange Ord og lød
saaledes:
304
Glæde, Glæde,
Glæde, Glæde!
Jeg ser den lille Strandaand,
Min Navne.
Glæde, Glæde!
515
Disse Ord kunde jeg blive ved med
at gentage, indtil jeg brast i Graad, Bytte
for en sær Angst; saa kunde jeg pludselig
ryste over hele Kroppen, medens jeg blot
raabte: ”Ahaaaa, Glæde, Glæde! Nu vil jeg
hjem, Glæde, Glæde!”
Jeg havde engang mistet en Søn og
syntes aldrig mere, jeg kunde tage bort
fra det Sted, hvor jeg havde lagt hans
Legeme. Jeg var ligesom en Fjældaand,
der er bange for Mennesker. Vi opholdt
os meget længe oppe i Landet, og mine
Hjælpeaander forlod mig. Men en Dag var
det saa pludselig, at Sangen om Glæden
kom tilbage til mig. Jeg længtes atter efter
Menneskene, mine Hjælpeaander vendte
tilbage til mig, og jeg var mig selv igen.
Fra den Dag af synger jeg altid denne
Sang, naar jeg kalder.
Dette er, hvad der hændte mig fra Moders Liv, og lige til jeg blev Aandemaner.
Nu da jeg er bleven Kristen, har jeg sendt
mine Hjælpeaander op til min Søster i
Baffinsland604; men vil I vide mere om
Aandemanerne, skal jeg fortælle om min
Fætter Niviatsian, som Aanderne kaldte
til sig paa en æventyrlig Maade, for at han
kunde blive en stor Aandemaner.
(1924)
604 Baffinsland: lig med Baffi n Island, der er jordens 5.
største ø. Beliggende i det nordøstlige Canada, som
er adskilt fra Grønland af Baffi n Bugten. Eftersom
området en stor del af året er frosset helt til, har
inuitterne kunnet vandre frit.
520
525
530
535
540
545
DET FOLKELIGE GENNEMBRUD
305
306
306
1900-1919:
Det store gennembrud
11
Sigmund Freud
(1856-1939)
På mange måder kan man sige, at det 20. århundrede er det problematiske individs tid. Et individ,
der på en ganske ny måde bliver opmærksom på sig selv, sine drifter, behov, modstridende følelser
og den barndom, alle har haft, men som man mest har set på som noget, der blot var tilbagelagt.
I år 1900 udgiver Sigmund Freud, en østrigsk læge med speciale i neurologi, nervesygdomme,
bogen Drømmetydning, der med et slag gør mennesket til et langt mere sjæleligt kompliceret
fænomen, end man hidtil havde forestillet sig. Vi er ikke så rationelle og fornuftige, som vi har
troet, men er tværtimod regeret af primitive drifter og impulser, hævder den banebrydende
bog. Og barndommen er nøglen til forståelsen af det menneskelige sind.
Freuds erkendelser fra årene omkring århundredskiftet førte efterhånden til opkomsten af
en helt ny videnskab, nemlig psykoanalysen. Psykoanalysen er som sagt en teori, der funderer
den menneskelige adfærd i det ubevidste driftsliv, hvorfor Freud da også i en karakteristisk
spidsformulering kan hævde, at mennesket ikke er ’herre i eget hus’. Dette er helt i modsætning til, hvad den vestlige rationalitet siden oplysningstiden har forestillet sig. Især har den
←
Perioden lige før 1. verdenskrig er kunstnerisk en meget rig tid. I Wien danser man på afgrundens rand og diskuterer
psykoanalysens nyeste landvindinger. I musikken eksperimenterer man med nye disharmoniske klange, i litteraturen
skriver fx Rilke helt nye tingsorienterede digte, og i filosofien er det store opbrud fra den idealistiske filosofi i fuld gang.
Også i billedkunsten er der en bevægelse hen imod former og farver frem for tungt symbolsk indhold. Det er på dette
tidspunkt Picasso og Braque eksperimenterer med kubisme og collager, hvor de kendte dagligdags ting opløses i
kantede former. Således også i mindre radikal skala i den danske billedkunst. Hvor vi i de foregående kapitler har vist,
hvordan bogen altid refererer til noget: et religiøst eller dannelsesmæssigt og frigørende indhold, dér ser vi i maleren
Olav Rudes opstilling en bog, der slet og ret er en form. Og en skøn form i den nye kunsts optik: for den er kantet og så
at sige født kubistisk. Bogen er altså her en ting blandt ting – en bog uden læser, omend resten af interiøret antyder, at
vi her befinder os i et kultiveret hjem. Og måske er der også en antydning af de gamle billeders ’memento mori’ (Husk
du skal dø) gennem stueuret, der diskret måler tiden ud. Dog netop diskret gennem den blinde skive, der også primært
fremstår som en rund form, der kan give modspil til bogens og urkassens fir- og trekanter. Her er farverne og formerne
sat over det ideologiske indhold, og mennesket er dermed et væsen blandt ting.
Olav Rude: Nature morte med ur, 1911. Olie på lærred (50 x 60.8 cm). Storstrøms Kunstmuseum, Maribo.
307
LITTERATURENS HUSE
vestlige mand set på sig selv som et humant fornuftsvæsen, mens kvinder, børn, indfødte
og dyr nok kunne anses for at være i deres drifters vold og på godt og ondt have karakter
af mere primitive instinktvæsener. Freuds fundering af verdenskrigen i driftslivet og hans
diagnoser af fx de hjemvendte soldater, der led af granatchok, som traumatiserede og ramt af
krigsneuroser, var derfor stærkt kontroversielle.
Freud bekendte sig som så mange andre i tiden til en pacifisme, som han dog med årene
ikke så altfor gunstige udsigter for. Efter nazismens indlemmelse af Østrig i das Reich i 1938
måtte han som jøde flygte over hals og hoved til London, hvor han døde året efter.
Albert Einstein (1879-1955), som Freuds brev er stilet til, var atomfysikkens geniale fader,
som i årene 1905 og 1915 fremsatte sine relativitetsteorier, der viste, at rummet og verden ikke
var den enkle mekanisk-statiske størrelse, som man hidtil havde forestillet sig. Einstein, der
som Freud var jøde, blev hurtigt opmærksom på, hvilken forfærdelig trussel kernekraften
kunne blive for mennesket, og han advarede tidligt magthaverne imod at udvikle og bruge
atomvåben.
Hvorfor krig?
Til Albert Einstein
Wien, september 1932
Kære herr Einstein!
(…)
5
10
De undrer Dem over, at det er så let at
ophidse mennesker til krig, og De antager,
at der er noget, der virker i dem, en drift
mod had og ødelæggelse, som kommer
en sådan ophidselse i møde.
Jeg kan give Dem fuldstændig ret.
Vi605 tror på eksistensen af en sådan
drift og har netop de senere år bestræbt
os på at studere dens ytringer.
Må jeg i den anledning præsentere Dem
for et element i driftslæren606, som vi i
605 Vi: Freud skriver her i en lidt formel og gammeldags stil, hvor det er almindeligt at bruge ’vi’ i
stedet for ’jeg’.
606 driftslæren: hele Freuds teori om psyken er bygget
op på forestillingen om, at der i den mentale
økonomi fi nder forskellige afbalanceringer af
modsætninger sted. Fx står den positive livsdrift
Eros, over for dødsdriften Thanatos. Begge begreber refererer – som også Ødipuskompleks – til den
græske mytologi.
308
psykoanalysen efter megen famlen og
usikkerhed er nået frem til? Vi antager,
at de menneskelige drifter kun antager to
former, den, som vil opretholde og forene
– vi kalder det erotisk, helt i overensstemmelse med Eros i Platons Symposium607,
eller seksuelt med bevidst udvidelse af
det populære seksualitetsbegreb – og en
anden, der vil ødelægge og dræbe; vi
opfatter dette som aggressionsdriften eller
destruktionsdriften. Som De kan se, er
det i virkeligheden kun den teoretiske
forklaring på den velkendte modsætning
mellem kærlighed og had, som måske
rummer en oprindelig forbindelse til
modsætningsforholdet tiltrækning og
607 Platon: (427-347 f.Kr.) græsk filosof. Platons idélære
udfoldes bl.a. i hovedværket Symposium el. Symposion.
15
20
25
30
1900-1919: DET STORE GENNEMBRUD
35
40
45
50
55
60
65
70
frastødning, som på Deres områder spiller
en så vigtig rolle.
Nu må De ikke for hurtigt dømme
dette som godt og ondt. Den ene af disse
drifter er lige så nødvendig som den anden, og alle livsytringer udspringer af
sam- og modspillet mellem disse to.
Det lader til, at den ene slags drift
stort set ikke kan arbejde isoleret, den
gør det altid med et vist bidrag fra den
anden side (legeret, som vi kalder det),
som modificerer målet eller under særlige
omstændigheder er en betingelse for at nå
det. Sådan er f.eks. selvopholdelsesdriften
helt sikkert af erotisk natur, men den må
kunne disponere over aggressionen, hvis
den skal opfylde sit formål. I samme grad
har den mod objektet608 rettede kønsdrift
behov for et tilskud af bemægtigelsesdrift,
hvis den overhovedet skal kunne sætte sig
i besiddelse af sit objekt. Det er vanskelighederne med at isolere de to driftsformer
i deres ytringer, der så længe har hindret
os i at erkende dem.
Hvis De vil følge mig et stykke videre,
vil De få at se, at de menneskelige handlinger tillader os at erkende endnu en
komplikation af en anden art.
Det er særdeles sjældent, at en handling
udspringer af en enkelt driftsimpuls, som
i og for sig allerede må være sammensat
af Eros og destruktion. Som regel skal
der flere på samme måde sammensatte
motiver til for at muliggøre handlingen.
En af Deres fagfæller har vidst det
længe, en Prof. G. Ch. Lichtenberg, som i sin
tid underviste vores klassisk studerende
i fysik i Göttingen; men måske var han
endnu mere betydende som psykolog end
som fysiker. Han opfandt motivrosen609
idet han sagde: ”Bevægelsesgrundene
(i dag siger vi: bevæggrunde) til at man
608 objekt: driftens genstand
609 motivrose: figur som en vindrose, der blot måler
menneskets motiver til dets handlinger: brød, ære,
berømmelse, osv.
foretager sig et eller andet, kan ordnes
ligesom de 32 vinde og deres betegnelser
opstilles på lignende vis, f.eks. Brød-BrødBerømmelse eller Berømmelse-Berømmelse-Brød”.
Hvis menneskene således bliver opfordret til krig, må et større antal motiver
være til stede, ædle og banale, dem man
taler højt om og andre, som man fortier. Vi
har ingen grund til at blotlægge dem alle.
Lysten til aggression og destruktion vil
altid være iblandt dem; utallige grusomheder i historien og dagligdagen bekræfter
deres eksistens og deres styrke.
Sammensmeltningen af disse destruktive bestræbelser med andre erotiske og
ideelle bestræbelser fremmer naturligvis
deres tilfredsstillelse. Af og til har vi, når
vi hører om historiens grusomheder, det
indtryk, at de ideelle motiver kun tjente
som påskud for de destruktive lyster, andre gange, f.eks. i forbindelse med den hellige inkvisitions grusomheder, mener vi,
at de ideelle motiver havde trængt sig helt
frem i bevidstheden, mens de destruktive
bragte dem ubevidst forstærkning. Begge
dele er muligt.
Jeg har betænkeligheder ved at misbruge Deres interesse, som jo gælder forebyggelse af krig, ikke vore teorier. Men
jeg vil gerne dvæle et øjeblik ved vores
destruktionsdrift, hvis popularitet ikke
kan holde trit med dens betydning.
Ved grundig eftertanke er vi nemlig
nået til den opfattelse, at denne drift arbejder i ethvert levende væsen og bestræber
sig på at bringe det til fald, at føre livet
tilbage til den døde materies tilstand.
Den gør sig i ramme alvor fortjent til betegnelsen dødsdrift, mens den erotiske
drift repræsenterer bestræbelserne for
liv. Dødsdriften bliver til destruktionsdrift, idet den med hjælp fra visse organer
vendes udad, mod objektet. Det levende
væsen bevarer så at sige sit eget liv ved
at ødelægge det fremmede. Men en del af
309
75
80
85
90
95
100
105
110
115
LITTERATURENS HUSE
120
125
130
135
140
145
150
155
160
dødsdriften er fortsat aktiv i det levende
væsens indre, og vi har forsøgt at udlede
et betydeligt antal normale og patologiske fænomener af denne indadretning af
destruktionsdriften. Vi har sågar begået
det kætteri at forklare vores samvittigheds
opståen som en sådan venden aggressionen indad. De forstår nok, at det er alt
andet end ufarligt, hvis dette mønster
fuldbyrdes i alt for stort omfang, faktisk
er det direkte usundt, mens det må føles
velgørende at vende disse destruktionens
drivkræfter mod omverdenens levende
væsener. Det tjener til biologisk undskyldning for alle de hæslige og farlige
tilskyndelser, vi er nødt til at bekæmpe.
(...)
I umindelige tider har mennesket været
underlagt kulturens udvikling. (Jeg ved,
at andre hellere vil kalde det civilisation.)
Denne proces kan vi takke for det bedste,
vi har opnået, og en god del af det, der
påfører os lidelser. Hvad der har sat den
i gang og hvornår, ligger skjult i mørket, dens resultat er uvist, nogle af dens
egenskaber indlysende. Måske fører den
til udslettelsen af mennesket som art, for
den hæmmer seksualfunktionen på mere
end én måde, og allerede i dag formerer
uciviliserede racer sig stærkere end de
højt civiliserede. Måske kan denne proces
sammenlignes med domesticeringen af
visse dyrearter; den medfører uden tvivl
legemlige forandringer; man har endnu
ikke gjort sig fortrolig med den forestilling, at kulturudviklingen er en sådan
organisk proces. De af kulturprocessen
afledte fysiske forandringer er påfaldende
og utvetydige. De består i en fremadskridende forskydning af drifternes mål og
en indskrænkning af driftsimpulserne.
Følelserne, som var lystfyldte for vore
forfædre, er for os blevet ligegyldige eller
ubehagelige; der findes organiske årsager
310
til, at vores etiske og æstetiske idealer
har ændret sig.
To af kulturens psykologiske karakterer træder frem som de vigtigste: Intellektets styrkelse, som begynder at beherske
driftslivet, og indoptagelsen af aggressionsdriften med alle dens fordelagtige
og farlige konsekvenser.
De psykiske holdninger, som kulturprocessen påtvinger os, står nu i voldsom
modsætning til krigen, derfor må vi protestere mod den, vi kan simpelt hen ikke
finde os i den længere, det er ikke blot en
intellektuel og følelsesmæssig afvisning,
det er hos os pacifister en konstitutionel610
intolerance, en idiosynkrasi611 i største
format. Og det ser bestemt ikke ud til, at
krigens æstetiske skændsel har mindre
andel i vores afvisning af den end dens
grusomheder.
Hvor længe skal vi vente, før også alle
de andre bliver pacifister? Det er umuligt at sige, men måske er det ikke noget
utopisk612 håb, at indflydelsen fra disse
to momenter, den kulturelle holdning og
den berettigede angst for virkningerne af
en fremtidig krig, inden for overskuelig
tid vil gøre en ende på krigsførelsen. Ad
hvilke veje eller omveje kan vi ikke forudsige.
I mellemtiden må vi sige til os selv: alt,
hvad kulturudviklingen skaber, arbejder
også mod krigen.
Jeg sender Dem mine hjerteligste hilsener og beder Dem undskylde, hvis mine
redegørelser har skuffet Dem.
Deres
Sigm. Freud.
165
170
175
180
185
190
195
200
(1932)
610 konstitutionel: grundlæggende, væsensbestemt
611 idiosynkrasi: en dybtgående modvilje – aversion
612 utopi: af græsk ’eu + topos’, som egentlig betyder
’intet sted’. Ordet bruges om en forestillet perfekt,
retfærdig, vidunderlig verden, der ofte ses i kritisk
modsætning til den faktiske verden. Utopien har en
lang historie som litterær genre.
1900-1919: DET STORE GENNEMBRUD
Thomas Dinesen
(1892-1979)
Thomas Dinesen er mest kendt som bror til Karen Blixen, men har faktisk et selvstændigt
forfatterskab bag sig. Den vigtigste bog, No Man’s Land, er baseret på hans egne erfaringer
fra skyttegravskrigen. Dinesen, som var ingeniør af uddannelse, meldte sig frivilligt til 1.
verdenskrig, men kunne ikke – da Danmark forholdt sig neutralt – gøre tjeneste for sit eget
land. Han blev derfor indrulleret i den canadiske hær, hvor han senere blev dekoreret for
tapperhed med den fornemste britiske orden - Victoriakorset.
Dinesen tilhører et samfundslag (det højere borgerskab og aristokratiet), hvor de klassiske
dyder og æresbegreber sås som en ufravigelig rettesnor i livet. Mod, ære, gentlemanship og
fysisk dygtighed fastholder hos ham deres betydning midt i en krig, andre forfattere har set
som et normopløsende ragnarok.
Teksten her er uddrag af en kronik i dagbladet Politiken fra d. 31/7 1964.
På Vestfronten
5
10
15
20
25
Min fader, Wilhelm Dinesen, ”Boganis”,
var med i krigen 1864, ved Dannevirke og
Dybbøl, som 18-årig løjtnant; han tjente
senere, som kaptajn, i den franske hær i
krigen 1870-71. I et af sine ”Jagtbreve” i
Politiken skriver han:
”Jeg længes efter den hvide Sky
og Drønet i Kampens Bulder,
det summende Jern, det hvislende Bly.
Det gælder om Folkenes Ret og Ry,
Og derfor: Skulder mod Skulder.”
I 1916, da det syntes sandsynligt, at
Danmark ikke vilde blive indblandet i
Verdenskrigen, forsøgte jeg forgæves at
blive optaget i den engelske, den franske
og senere i den amerikanske hær. Først i
juni 1917 lykkedes det mig, i New York,
at komme ind som menig i et canadisk
højlænderregiment, ”The Black Watch”.
Jeg var rekrut i Montreal og i England,
og gjorde derefter tjeneste ved fronten
i Frankrig.
Enkelte billeder fra skyttegravene, erfaringer og tanker fra livet i felten:
21. Marts 1918.
En stille, klar, kold nat. Ruiner alle vegne
omkring os, - her lå engang byen Lens.
Jack Andrews og jeg står på lyttepost i et
gravet hul foran den yderste skyttegrav.
Alting omkring os er dødsstille, - nu
og da lyder det: ”Gyv, Gyv, Gyv” fra de
trækkende ænder højt oppe over os. Men
både mod nord og mod syd, kortere eller
længere borte, drøner med mellemrum de
engelske kanoner. Engang imellem, østfra,
et tysk kanonskud. Vi fryser en smule, nu
efter midnat, vi ønsker blot det kunde gå
an at arbejde lidt og få varme i kroppen,
rense posten for det dybe, kolde mudder,
vi står i til op over støvlerne.
Vi ved ret nøje, hvor den nærmeste tyske lyttepost ligger, vel en 100 meter foran
os, ved et nedstyrtet tag, - når en lysraket
sendes op, kan vi se tagspærene rage op
som ribbenene af et kæmpedyr. Tyskerne
kender jo også nok så nogenlunde vores
post; omtrent hver nat sender de to-tre
bomber fra en skyttegravsmorter over
mod os, - én efter én med nogle minutters mellemrum. Der er den første! Den
går op som en raket i en gnistrende bue
311
30
35
40
45
50
LITTERATURENS HUSE
55
60
65
70
75
80
85
90
og lander en snes meter foran os med et
lammende, øresønderrivende brag, - - - et
par minutter – så kommer den næste, den
falder lige så langt ret bag os, - - og vi
borer neglene ind i håndfladen medens
vi, åndeløse, venter på den tredje - - -.
Men endnu har Fritz613 da ikke fundet
vores lyttehul.
Natten går, vi kan vel snart kigge efter
den første lysning, dér bag tagspærene.
Men pludselig, i ét sekund, åbner vores
egne kanoner i snesevis fra deres stilling langt bagved skyttegravslinierne et
voldsomt bombardement mod de tyske
linier. Granaterne hviner lige over hovederne på os og eksploderer en brøkdel
af et sekund senere. Og næsten øjeblikkeligt får vi svar på tiltale. Fra de tyske
batterier slynges ilden og stålet ned over
os, No Man’s Land614 foran os står i flammer, jorden ryster under eksplosionerne,
luften er tyk af jernsplinter, murbrokker
og grus. En svær granat falder tæt foran
vores lyttepost og sender et læs jord ind
over os, - en anden lyner lige mod os,
men den strejfer kun volden og ryger
så skråt opefter med en hale af gnister.
Krudtrøgen brænder i næsen, - modbydelig, betagende, berusende. Vi – eller i
hvert fald jeg – dirrer over hele kroppen,
det kan ikke nægtes, men jeg tror ikke
at nogen af os egentlig føler frygt. Vores
verden er i dette øjeblik kun et strålende
helvede, storartet over alle grænser. Om
vi så selv vil være splittet til ukendelighed
eller levende begravet i næste sekund
bliver helt uden betydning.
Men så dør ilden hen fra begge sider,
uden at det kommer til noget angreb. Lidt
613 Fritz: soldaterslang for en tysk soldat, sådan som
Ivan er det for en russisk og Jens for en dansk
614 No Man’s Land: ingenmandsland, som var den
strimmel land, der adskilte ens egen skyttegrav fra
fjendens. Efter de store slag lå der ofte hundredvis
af soldater og døde her.
312
efter er det helt stille som før, - over os
lyder det igen ”Gyv, Gyv, Gyv”.
Hvad er det for en sag, de har kæmpet
for og er faldet for, de som er blevet ramt
nu i nat? Hvorfor er I her allesammen,
kammerater, hvorfor er I gået ind i Canadas hær? Ikke mange af jer tror dog
på løgnepropagandaens udmålinger af
de tyske soldaters grusomheder, - de er
sikkert lige så flinke fyre som vi er det. I
er ikke meget interesserede i talen om de
store krigsmål, om den herlige nye verden,
som skal skabes gennem sejren. I elsker
sikkert jeres dejlige fædreland så meget
som nogen kan gøre det, - men Canada
er jo ikke i mindste fare. Og jeg kan knap
tro, at mange af jer tilbyder jeres liv for
England eller the Empires skyld. Nej. Men
når nu Canada engang er kommet med i
krigen, så må da enhver ordentlig mand
gøre sin del af arbejdet, ”play the game”,
gå ind i hæren, hvad det så skal koste! I
er mandfolk, kammerater, – hellere vove
livet, give livet, end stå stemplet i alles
øjne, og først og fremmest i sine egne,
som en usselryg! Af Canadas knap seks
millioner engelsktalende er over 400.000
unge mænd frivilligt gået til fronten!
Tvungen værnepligt kendes ikke i Canada. Og de har skabt en hær, eminent i
mod og kampdygtighed, gennemtrængt
fra general til menig af varm kammeratskabsånd, af venlighed og hjælpsomhed,
- jeg har ikke hørt eet uvenligt ord siden
jeg trak i min kilt!
For mit eget vedkommende har der
været grunde nok til at gå med: Vi kunde
da ikke udholde et tysk herredømme over
Europa, - vi ønsker inderligt af få det
danske Nordslesvig615 hjem, - min fader
615 Nordslesvig: den del af Slesvig, som Danmark
mistede efter krigen i 1864. En del af Nordslesvig
kom efter en folkeafstemning tilbage til Danmark
som resultat af den allierede sejr i 1. verdenskrig.
Genforeningen fandt sted i 1920.
95
100
105
110
115
120
125
130
1900-1919: DET STORE GENNEMBRUD
135
140
145
150
155
og bedstefader har vist mig en mands
vej. Men dog vist mere end noget andet:
Alverdens unge drenge oplever i denne
krig at blive prøvet til det yderste, at give
alt, hvad de har i sig af kraft og vilje,
udholdenhed og mod her i kampene på
fronterne. Hvordan skulde man kunne
udholde at sidde hjemme i lænestolen og
kun læse om dette virkelige liv?
Østhimlen begynder at lyse, nattevagten er forbi. Vi sniger os forsigtigt tilbage
gennem de halvt sammenskudte skyttegrave. Lytteposten ved siden af vores
egen er uskadt; den næste er kun en stor
mudderpøl, en støvle og lidt af et ben
stikker op midt i sølet, det sidste af en god
kammerat. Vores hjem er en våd kælder
under et nedskudt hus; vi får en tre-fire
timers dyb søvn på murbrokkerne efter
morgenmaden.
14. August 1918
Det er varmt her i den lave skyttegrav –
kun en grøft – på den solsvedne slette. Vi
er tørstige. I går lykkedes det os at få fat i
en dunk med lidt vand, - dunken
havde ikke været helt tømt for petroleum,
men det gjorde ikke noget. Sultne er vi
også, det er længe siden vi har spist vores sidste reservebeholdning. Jeg har lige
fundet en pakke med rå kartofler i en tysk
”Unterstand”616; dem kan vi mase ud og
nippe lidt af. Det gør ikke så meget med
søvnmanglen, skønt det nu er tre døgn
siden vi sov.
Henne ved hjørnet af skyttegraven
ligger en død Fritz. Der er mange fluer
omkring hans hovede. Han er en af de
unge mænd, som jeg mødte under kampene i forgårs. Når det skete, skød vi jo på
hinanden; jeg ved knap, hvordan det gik
til, at jeg hver gang var et halvt sekund
hurtigere med aftrækkeren. Det var ærlig
kamp, mand mod mand; jeg beder ikke
den unge Tysker om undskyldning. Men
jeg må være loyal mod ham og de andre,
jeg må ikke holde mig tilbage under de
kampe, som kommer, men give hans kammerater al lejlighed til at øve gengæld.
(1964)
616 Unterstand: dækningshul
313
160
165
170
175
180
LITTERATURENS HUSE
Erich Maria Remarque
(1898-1970)
Erich Maria Remarque er et franskklingende pseudonym for Erich Paul Kramer, som forfatteren
oprindelig blev døbt. Han deltog på tysk side i 1. verdenskrig og skrev på baggrund af egne
erfaringer den bog, der gav ham et litterært gennembrud, og som stadig først og fremmest
knyttes til hans navn, antikrigsromanen Intet nyt fra Vestfronten. Titlen rummer en blodig
ironi: den dag romanens hovedperson dør, lyder det i radioen, at der intet nyt er at berette
fra vestfronten. Det enkelte menneske er altså reduceret til anonymt materiale, kanonføde,
der lever og navnlig dør, uden at nogen bekymrer sig om det. Som tilfældet er med så mange
af romanerne om 1. verdenskrig, udkommer bogen først i 1929, ti år efter krigens afslutning,
hvilket kan fortolkes som den latenstid700 der skulle til, for at kulturen overhovedet kunne
fatte og indoptage erfaringerne fra den første moderne og industrialiserede krig. Intet nyt fra
Vestfronten blev filmatiseret i Hollywood i 1930.
Remarque har skrevet en række andre bøger, som imidlertid aldrig har nået hans første
romans popularitet, men som bl.a. beskæftiger sig med det centrale problem, om soldaterne
efter deres rystende oplevelser overhovedet kan vende hjem fra slagmarken og leve videre i
en normal verden. Efter at nazisterne kommer til magten i 1933, kan man finde Remarques
bøger blandt dem, der bliver brændt på bålet.
I det følgende uddrag er jeg-fortælleren vendt tilbage til vestfronten efter en orlov. Han er
på patrulje med kammeraterne Tjaden, Kat og Albert.
af Intet nyt fra Vestfronten
5
10
15
I Grenene hænger Lig. En nøgen Soldat
sidder fast i en Gaffelgren, han har endnu
Hjælmen paa Hovedet, ellers er han uden
Klæder. Kun den ene Halvdel af ham
hænger deroppe, en Overkrop, som Benene mangler paa.
”Hvad er der sket?” spørger jeg.
”Han er blevet skudt ud af sit Tøj,”
knurrer Tjaden.
Kat siger: ”Det er komisk. Nu har vi
allerede set det et Par Gange. Naar saadan
en Mine overrumpler En, saa bliver man
faktisk skudt ud af Tøjet. Det er Lufttrykket, der gør det.”
Jeg søger videre. Det forholder sig virkelig saadan. Et Sted hænger Uniformspjalterne for sig, et andet Sted klæber
en blodig Grød sig fast, som engang var
617 Latenstid: tidsrummet mellem en påvirknings
begyndelse og reaktionen herpå
314
menneskelige Lemmer. Dér ligger et Legeme, som kun har en Las af Underbukser
hængende paa det ene Ben og om Halsen
Kraven af Vaabenfrakken. Ellers er han
nøgen, Tøjet hænger rundt om i Træet.
Begge Arme mangler, som om de var
vredet af. Den ene af dem opdager jeg
tyve Skridt borte i et Buskads.
De døde ligger paa Ansigtet. Der, hvor
Saarene er efter Armene, er Jorden sort af
Blod. Under Fødderne er Løvet kradset
op, som om Manden havde sparket, efter
at han var blevet ramt.
”Det er ikke Spøg, Kat,” siger jeg.
”Det er en Granatsplint i Maven heller
ikke,” svarer han og trækker paa Skuldrene.
”Bliv nu bare ikke rørt,” mener Tjaden.
20
25
30
35
1900-1919: DET STORE GENNEMBRUD
40
Det kan ikke være længe siden, det
er sket; Blodet er endnu frisk. Da alle de,
vi ser, er døde, lader vi os ikke opholde,
men melder Sagen ved den nærmeste
Forbindsstation. Naar det kommer til
Stykket, er det jo ikke vort Anliggende
at tage Arbejdet fra de Kadaverkarle.
45
*
50
55
60
65
70
75
80
Der skal sendes en Patrulje ud for at
observere, hvor langt frem den fjendtlige Stilling endnu er besat. Paa Grund af
min Orlov har jeg en besynderlig Følelse
overfor de andre, og jeg melder mig derfor sammen med nogle andre. Vi aftaler
Fremgangsmaaden, lister os ud gennem
Pigtraaden og skilles saa for at krybe frem
enkeltvis. Efter en Stund finder jeg et fladt
Granathul, som jeg lader mig glide ned i.
Herfra spejder jeg omkring.
Afsnittet er under en jævn Maskingeværild. Det bliver bestrøget fra alle Sider,
ikke særlig stærkt, men stadig nok til,
at man ikke skal stikke Snuden alt for
langt frem.
(...)
Ved Siden af mig slaar en lille, hvislende
Granat ned. Jeg hørte ikke, at den kom,
og farer forskrækket sammen. I samme
Øjeblik gribes jeg af en vanvittig Angst.
Jeg er her alene og næsten hjælpeløs i
Mørket – maaske har et Par andre Øjne
længe iagttaget mig, og en Haandgranat
ligger parat til at sprænge mig i Luften.
Jeg forsøger at tage mig sammen. Det
er ikke første Gang, jeg er paa Patrulje,
og denne Tur er heller ikke særlig farlig.
Men det er min første Patruljetur efter
Orloven, og desuden er Terrainet mig
endnu temmelig ukendt.
Jeg overbeviser mig om, at min Ophidselse er Vanvid, at der sandsynligvis ikke
er noget, der lurer i Mørket, fordi der ellers
ikke vilde blive skudt saa fladt.
Det er forgæves. I een Forvirring surrer
Tankerne i Hjernen paa mig – jeg hører
min Moders advarende Stemme, jeg ser
Russerne618 med flagrende Skæg læne
sig mod Gitret, jeg har et tydeligt, vidunderligt Billede af en Marketut619 med
stole, et Biografteater i Valenciennes, i
min opskræmte Fantasi synes jeg at se en
ubarmhjertig, graa Geværmunding, som
lurende og lydløst følger mig, hvordan jeg
end forsøger at vende Hovedet: Sveden
springer frem af alle Porerne paa mig.
Endnu ligger jeg stadig i mit Granathul. Jeg ser paa Uret; der er kun gaaet
faa Minutter. Min Pande er vaad, mine
Øjenhuler er fugtige, Hænder ryster, og
jeg stønner sagte. Det er ikke andet end et
frygteligt Anfald af Angst, simpelt hen en
gemen Hundeangst for at stikke Hovedet
frem og krybe videre.
Som en Vælling rinder min Angst ud
i en Længsel efter at blive liggende. Mine
Lemmer klæber sig fast til Jorden, jeg gør
et forgæves Forsøg; - de vil ikke komme
løs. Jeg trykker mig ind i Leret, jeg kan
ikke komme frem, jeg fatter endelig den
Beslutning at blive liggende.
Men straks overskylles jeg af Bølgen
paany, en Bølge af Skam og Anger, men
ogsaa af en vis Følelse af at skutte mig. Jeg
løfter mig lidt for at holde Udkig. Mine
Øjne brænder, saadan stirrer jeg ind i
Mørket. En Lyskugle stiger til Vejrs; - jeg
dukker ned igen.
Jeg kæmper en forvirret og meningsløs Kamp, jeg vil op af Granathullet og
rutscher dog ned igen, jeg siger: ”Du maa,
det er dine Kammerater, det gælder; det er
jo ikke en eller anden dum Befaling,” – og
straks derefter: ”Hvad rager det mig; jeg
har kun eet Liv at miste –”
618 Russerne: krigsfanger, jeg-fortælleren har set på sin
orlov
619 Marketut: kantine
315
85
90
95
100
105
110
115
120
125
LITTERATURENS HUSE
130
135
140
Det er den Orlov Skyld i, alt sammen,
undskylder jeg mig forbitret med. Men
jeg tror ikke selv paa det, jeg bliver forfærdelig flov og rejser mig langsomt og
strækker Armene frem, haler Kroppen
bagefter og ligger nu halvt ud over Randen paa Granathullet.
Da hører jeg Støj og farer tilbage. Man
hører trods Artillerilarmen tydeligt mistænkelige Lyde. Jeg lytter: - Lydene kommer bag ved mig. Det er nogle faa Folk
af vore, som gaar gennem Skyttegravene.
Nu hører jeg ogsaa dæmpede Stemmer.
Det kunde efter Tonen godt være Kat,
som taler.
En ualmindelig Varme gennemstrømmer mig med eet. Disse Stemmer, disse
faa, sagte Ord, disse Skridt i Skyttegraven
bagved mig river mig med et Ryk ud af
Dødsangstens frygtelige Ensomhed, som
jeg næsten var hjemfalden til. De er mere
end mit Liv, disse Stemmer, de er mere end
Moderlighed og Angst, de er det stærkeste
og mest skræmmende, som overhovedet
findes: det er mine Kammeraters Stemmer.
Jeg er ikke mere et skælvende Stykke Liv
alene i Mørket; - jeg tilhører dem og de
mig, vi har alle den samme Angst og det
samme Liv, vi er intimere forbundne end
elskende, paa en enkel og skæbnetung
Maade. Jeg kunde trykke mit Ansigt ind i
dem, i disse Stemmer, i disse Par Ord, som
har reddet mig, og som vil staa mig bi.
(1929)
316
145
150
155
160
1900-1919: DET STORE GENNEMBRUD
Paul Thomas Mann
(1875-1955)
Thomas Mann er en af tysk – og europæisk – litteraturs største skikkelser, og han modtog i
1929 Nobelprisen, ligesom han i årenes løb blev tildelt en lang række andre fornemme priser.
Mann er om nogen skildreren af det tyske borgerskabs forfald, og allerede hans første bog
tumler med dette store stof: Huset Buddenbrook fra 1901. Bogens handling strækker sig over
fire generationer, og vi ser her en familie degenerere fra driftige og sunde iværksættere til
følsomme og fortænkte kunstnertyper. Og Mann havde sit stof inden for rækkevidde – i Buddenbrook er der meget selvbiografisk stof fra den velhavende lübeske købmandsfamilie, hvor
Mann voksede op, og hvor også storebroren Heinrich skejede ud fra det borgerlige liv og blev
kunstner. Mann skrev i en vis forstand fra dannelsesromanens slutpunkt, hvor borgerskabet
ikke længere kan tilbyde holdbare livsanskuelser. Også den robuste normalitets forfald inden
for det seksuelle tematiserede Mann, der selv var latent homoseksuel, men som ikke desto
mindre fastholdt ægteskab, kernefamilie og en større børneflok i sit eget liv. Døden i Venedig
(1912), der er filmatiseret af den italienske instruktør Visconti (1971), tematiserer således en
ældre kunstners selvdestruktive besættelse af en ganske ung dreng.
Det værk, der her følger et uddrag fra, Der Zauberberg (Trolddomsbjerget) fra 1913-24, var
egentlig tænkt som en slags fortsættelse eller videreudvikling af Døden i Venedig. Den handler
om civilisten Hans Castorp, der tager til sanatoriet Berghof i de schweiziske alper for at besøge
sin fætter, løjtnanten Joachim Ziemssen, der er indlagt med tuberkulose. Besøget ender med,
at han selv bliver indlagt, og snart er han – som i eventyret – blevet bjergtaget og ude af stand
til at rejse. Frem for at være et klinisk og alvorligt sted hersker der på Berghof en ophedet
og opstemt tone, og Hans Castorp stifter her bekendtskab med sygdom, død og erotik og
erfarer – især gennem forelskelsen i den skønne madame Chauchat – hvor tæt forbundne
disse fænomener er. Bogen slutter med, at den unge mand med en kraftanstrengelse løsriver
sig for at drage ned i lavlandet og leve det almindelige liv. Ironien er, at det sker netop som 1.
verdenskrigs myrderier sætter i gang.
af Trolddomsbjerget
Sjette kapitel
Forandringer
5
(...)
Han var færdig med Joachim, stak sit stetoskop i kittellommen og gned begge sine
øjne med den kæmpemæssige venstre
hånd, som han plejede at gøre, når han
”faldt af på den” og var melankolsk. Halvt
mekanisk og indimellem gabende af dårligt humør lirede han sin lektie af:
”Nå Ziemssen, ikke hænge med hovedet. Det er jo stadigvæk ikke alt sammen
lige efter fysiologibogen, det kniber stadig her og dér, og Deres mellemværende
med Gaffky620 har De heller ikke bragt
helt ud af verden endnu, De er endog
rykket et nummer op på skalaen siden
forleden – seks er det denne gang, men
ingen Weltschmerz af den grund. Da De
620 Gaffky: en medicinsk måleskala
317
10
15
LITTERATURENS HUSE
20
25
30
35
40
45
50
55
60
kom her, var De mere syg, det kan jeg
give Dem skriftligt, og hvis De i fem, seks
måneder til ...”
”Hr. hofråd,” begyndte Joachim ... Han
stod med blottet overkrop, i stram holdning, med brystet skudt frem, hælene
samlet og var lige så plettet i ansigtet, som
dengang Hans Castorp ved en bestemt
lejlighed for første gang havde bemærket, at det var på denne måde, de stærkt
solbrændte blegnede.
”Hvis De,” talte Behrens621 videre uden
at ænse hans tilløb, ”i rundt regnet et
lille halvt år til hiver rigtig skarpt op i
støvlerne her, så er De en holden mand,
så kan De erobre Konstantinopel, så bliver
De en sådan feltherre, at De kan blive
overgeneral over hele feltet.”
Hvem ved, hvad han ville have disket
op med for vrøvl i sit sorte humør, hvis
ikke Joachims uforstyrrede holdning,
hans umiskendelige opsathed på at tale,
og det modigt, havde bragt ham fra koncepterne.
”Hr. hofråd,” sagde den unge mand,
”jeg ville ærbødigst melde, at jeg har besluttet mig til at rejse.”
”Ja så? De vil ud at rejse? Jeg troede, at
De senere engang, som sundt menneske,
ville til militæret?”
”Nej, jeg må rejse nu, hr. hofråd, om
otte dage.”
”Sig mig engang, hører jeg rigtigt? De
opgiver ævred, De vil stikke af? Ved De,
at det er desertion?”
”Nej, det er ikke min opfattelse, hr.
hofråd. Jeg må nu til regimentet.”
”Og det skønt jeg siger Dem, at jeg om
et halvt år bestemt kan udskrive Dem,
men at jeg ikke kan udskrive Dem før
om et halvt år?”
Joachims holdning blev mere og mere
tjenstlig. Han trak maven ind og sagde
kort og presset:
621 Behrens: stedets overlæge, har også titlen Hofråd
318
”Jeg har været her over halvandet år,
hr. hofråd. Jeg kan ikke vente længere.
Hr. hofråden sagde oprindeligt et kvart
år. Så er min kur igen og igen blevet forlænget med kvarte og halve år, og jeg er
stadigvæk ikke rask.”
”Er det min fejl?”
”Nej, hr. hofråd. Men jeg kan ikke vente
længere. Hvis jeg ikke skal komme helt for
sent, så kan jeg ikke afvente min rigtige
helbredelse heroppe. Jeg må ned nu. Jeg
skal også bruge tid til min ekvipering622
og andre forberedelser.”
”De handler i indforståelse med Deres
familie?”
”Min mor er indforstået. Det er alt
sammen afgjort. Første oktober indtræder jeg som fanejunker ved det seksoghalvfjerdsindstyvende.”
”Ligegyldigt hvor farligt det er?”
spurgte Behrens og så på ham med blodunderløbne øjne ...
”Javel, hr. hofråd,” svarede Joachim
med bævende læber.
”Nå, så er det i orden, Ziemssen.”
Hofråden ændrede ansigtsudtryk, indtog
en mere afslappet holdning og gav efter
på enhver måde. ”I orden, Ziemssen. Rør!
Rejs med Gud. Jeg ser, at De ved, hvad De
vil, De tager sagen på Dem, og så meget
er rigtigt, at det er Deres sag, ikke min,
fra det øjeblik, De tager den på Dem. De
er Deres egen herre. De rejser uden garanti, jeg står ikke inde for noget. Men
bevares – det kan gå ganske godt. Det er
jo en luftig bestilling, De tager fat på. Kan
absolut være, at det bekommer Dem, og
at De klarer Dem ud af det.”
”Javel, hr. hofråd.”
”Nå, og De, unge mand fra det civile
publikum? De vil vel med?”
Det var Hans Castorp, der skulle
svare. Han stod dér, lige så bleg som for
622 ekvipering: udstyr, her Joachims militære udstyr
65
70
75
80
85
90
95
100
1900-1919: DET STORE GENNEMBRUD
105
110
115
120
125
130
135
140
145
et år siden ved den undersøgelse, der
havde medført hans optagelse, stod på
det samme sted som dengang, og igen
sås hans hjertes pulseren med ribbenene
tydeligt. Han sagde:
”Jeg vil lade det afhænge af Deres votum623, hr. hofråd.”
”Mit votum. Fint!” Og han trak ham
ved armen hen til sig, lyttede og bankede.
Han dikterede ikke. Det gik temmelig
hurtigt. Da han var færdig, sagde han:
”De kan rejse.”
Hans Castorp stammede:
”Det vil altså ... hvordan det? Er jeg
da rask?”
”Ja, De er rask. Stedet oppe til venstre
er ikke mere værd at tale om. Deres temperatur passer ikke til stedet. Hvor den
kommer fra, kan jeg ikke sige Dem. Jeg
antager, at den ikke betyder noget særligt.
For min skyld kan De godt rejse.”
”Jamen ... hr. hofråd ... Måske er det
ikke Deres fulde alvor lige i dette øjeblik?”
”Ikke mit alvor? Hvad mener De med
det? Hvad tænker De på? Hvad tænker
De for resten i det hele taget om mig, det
kunne jeg godt lide at vide? Hvad anser
De mig for? En bordelvært?!”
Det var hidsighed. Det blå i hofrådens
ansigt havde ved luende tilstrømning fået
en dybere tone, over i det violfarvede,
opkrængningen af hans læbe med det
lille overskæg til den ene side var blevet
heftigt forstærket, så at tænderne i siden
af overmunden kom til syne, han stangede
som en tyr, hans øjne løb i vand, fulde af
tårer og blodige.
”Det frabeder jeg mig!” råbte han. ”Jeg
er for det første overhovedet ikke vært! Jeg
er ansat her! Jeg er læge! Jeg er kun læge,
forstår De det?! Jeg er ikke nogen udhaler624 ! Jeg er ikke nogen signor Amoroso
623 votum: stemme, dvs. vurdering/afgørelse
624 udhaler: laps, charlatan
på Toledoen i det skønne Napoli625, forstår
De det?! Jeg er tjener for den lidende menneskehed! Og hvis De skulle have dannet
Dem en anden opfattelse af min person, så
kan De gå pokker i vold begge to, i spåner
eller i hundene, De kan selv vælge, hvad
De foretrækker! Lykke på rejsen!”
Med lange og brede skridt gik han ud
ad døren, ad den dør der førte til røntgenrummets forværelse, og lod den falde
i bag sig med et brag.
Fætrene så på dr. Krokowski626 for at
søge råd, men han viste sig fordybet og
begravet i sine papirer. De skyndte sig at
komme i tøjet. På trappen sagde Hans
Castorp:
”Det var jo skrækkeligt. Har du nogensinde set ham sådan før?”
”Nej, ikke sådan. Det er sådan nogle
anfald, foresatte får. Det eneste rigtige
er at tage imod dem med uangribelig
holdning. Han var jo naturligvis tirret
på grund af historien med Polypraxios
og Ammy Nölting. Men så du,” fortsatte
Joachim, og man mærkede, hvordan glæden over, at han havde stået fast, steg op i
ham og snørede hans bryst sammen, ”så
du, hvor han gav køb og kapitulerede, da
han indså, at det var mit alvor? Man skal
bare gå på og ikke lade sig dænge til. Nu
har jeg så at sige tilladelse – han sagde
selv, at jeg sandsynligvis ville klare den
– om otte dage kan vi ... om tre uger er
jeg ved regimentet,” rettede han sig selv,
idet han holdt Hans Castorp udenfor og
begrænsede sit udsagn, der skælvede af
glæde, til sin egen person.
Hans Castorp tav. Han sagde ingenting
om Joachims ”tilladelse”, ej heller om sin
egen, hvorom der måske også havde kunnet siges et og andet. Han gjorde toilette til
625 Signor Amoroso: hr. Forelsket på det sted i Napoli,
hvor de forelskede promenerer
626 Dr. Krokowski: en af stedets mindre højtstående
læger
319
150
155
160
165
170
175
180
185
LITTERATURENS HUSE
190
195
200
205
210
215
220
225
liggekuren627, stak termometret i munden,
slog de to kameluldstæpper om sig med
korte sikre greb, med fuldt udviklet kunst,
i overensstemmelse med den helligholdte
praksis, ingen i fladlandet havde en anelse
om, og lå så stille som en symmetrisk
valse i sin fortrinlige liggestol i den tidlige
efterårseftermiddags kolde fugtighed.
Regnskyerne hang lavt, fantasifanen
dernede var taget ind. Der lå rester af
sne på ædelgranens våde grene. Fra liggehallen nedenunder, hvorfra hr. Albins
stemme for år og dag siden for første gang
havde ramt hans øre, trængte sagte samtale op til den tjenstgørende, hvis fingre
og ansigt i løbet af kort tid blev stive i
den våde kulde. Han var vant til det og
taknemmelig mod den herværende livsform, der for længst var blevet den eneste
tænkelige for hans vedkommende, for
den gunst at få lov til at ligge i tryghed
og betænke alt.
Det var afgjort, Joachim ville rejse.
Rhadamanth628 havde udskrevet ham,
ikke rite629, ikke som rask, men dog udskrevet ham, halvt billigende på grund af
og i anerkendelse af hans standhaftighed.
Han ville drage ned, dybt ned, med banen med de smalle spor til Landquart, til
Romanshorn, så over den vide, afgrundsdybe sø, som digtet lod rytteren ride hen
over, og gennem hele Tyskland, hjem. Dér
ville han leve, i fladlandets verden, blandt
lutter mennesker som ikke havde nogen
anelse om, hvordan man skulle leve, som
intet kendte til termometret, til kunsten
at svøbe sig ind, til pelsposen, til spadsereturen tre gange om dagen ... det var
vanskeligt at sige, vanskeligt at opregne
627 liggekuren: en helt central aktivitet på Berghof, hvor
patienterne hviler i fri luft og har udviklet den
særlige kunstart det er at slå tæpperne om sig i en
enkelt elegant bevægelse.
628 Rhadamanth: endnu en læge
629 rite: latinsk udtryk, som betyder: retmæssigt,
forskriftsmæssigt
320
alt det, de ikke kendte noget til dernede,
men forestillingen om at Joachim, efter
at han havde tilbragt mere end halvandet
år heroppe, skulle leve blandt de uvidende – denne forestilling, som kun angik
Joachim og kun helt fjernt og forsøgsvis
også ham, Hans Castorp – forvirrede ham
sådan, at han lukkede øjnene og gjorde
en afværgende håndbevægelse. ”Umuligt,
umuligt,” mumlede han.
Men eftersom det var umuligt, så ville
han altså leve videre heroppe alene og
uden Joachim? Ja. Hvor længe? Indtil
Behrens udskrev ham som helbredt, og
det for alvor – ikke som i dag. Men for det
første var det et tidspunkt, der kun lod
sig bestemme ved – som Joachim engang
havde gjort ved en eller anden lejlighed
– at gøre en gebærde630 ud i luften, som
betød, at det ikke var til at se ende på, og
for det andet: ville det umulige så være
blevet mere muligt? Snarere tværtimod.
Og så meget måtte loyalt indrømmes, at
der nu var rakt ham en hånd, nu hvor det
umulige måske endnu ikke var helt så
umuligt, som det senere ville være – en
støtte og førelse for ham ved Joachims
vilde afrejse, på vejen ned i fladlandet,
som han aldrig i evighed ville finde tilbage til af sig selv. Hvor ville humanistisk
pædagogik dog formane ham til at gribe
hånden og tage imod førelsen, når den
humanistiske pædagogik hørte om denne
lejlighed! Men hr. Settembrini var kun en
repræsentant – for ting og magter, som
var værd at høre på, men ikke alene, ikke
ubetinget; og også med Joachim forholdt
det sig sådan. Han var militær, javel. Han
rejste – næsten i samme øjeblik som Marusja med det yppige bryst skulle vende
tilbage (første oktober vendte hun som
bekendt tilbage), mens det navnlig – og
for at sige det kort – forekom ham, den
630 gebærde: en håndbevægelse, gestus
230
235
240
245
250
255
260
265
270
1900-1919: DET STORE GENNEMBRUD
275
Nogle Berghof-beboere dyrkede esperanto
og var i stand til at konversere lidt ved
bordet på det kunstige kaudervælsk. Hans
Castorp så mørkt på dem, idet han for
øvrigt for sig selv var af den opfattelse,
at de ikke var de værste. I den sidste tid
fandtes der her en gruppe englændere,
som havde indført en selskabsleg, der ikke
bestod i andet end, at en deltager rettede
det spørgsmål til sin sidemand i kredsen:
Did you ever see the devil with a night-cap
on?” men den adspurgte svarede: ”No! I
never saw the devil with a night-cap on”,
hvorpå han gav spørgsmålet videre til den
anden side – og så fremdeles raden rundt.
Det var rædselsfuldt. Men den stakkels
Hans Castorp var dog endnu mere ilde til
mode ved synes at kabalelæggerne, der
kunne iagttages overalt i huset og på et
hvilket som helst tidspunkt af dagen. For
lidenskaben for denne adspredelse havde
på det seneste i den grad grebet om sig,
at den bogstavelig talt gjorde huset til en
lastens hule, og Hans Castorp havde så
meget mere grund til at føle sig grufuldt
berørt deraf, som han selv for en tid var
offer for epidemien – og det måske det
mest opslugte. Elleve-kabalen havde forgjort631 ham – i den form hvor man lægger
whistkortene op tre og tre i tre rækker
og dækker to kort igen, som tilsammen
udgør elleve, og de tre billedkort, når de
ligger vendt, indtil spillet går op, hvis
lykken tilsmiler én. Man skulle ikke tro
det muligt, at sjælelige fristelser, der er
i stand til at føre til forhekselse, kunne
udgå fra en så simpel procedure. Ikke
desto mindre prøvede Hans Castorp, som
så mange andre, på sin krop denne mulighed – prøvede den med rynkede bryn,
eftersom udsvævelsen aldrig er munter.
Forfalden til kortkoboldens luner, besnæret af dette fantastisk skiftende held, som
undertiden i let svævende lykke lige fra
begyndelsen fik elleve-parrene og knægtdame-kongekortene til at hobe sig op, så
at spillet allerede var lagt færdigt, endnu
inden tredje række var afsluttet (en flygtig
triumf som straks pirrede nerverne til nye
forsøg), men så omvendt lige til niende og
sidste kort afviste hver eneste mulighed
for at lægge på igen eller ved en pludselig
standsning fik den tilsyneladende allerede
sikre succes til at flagre bort i sidste øjeblik
– lagde han kabale overalt og på alle tider
af døgnet, om natten under stjernerne, om
morgenen kun iført pyjamas, ved bordet
og selv i drømme. Han gruede, men han
gjorde det. Og således traf hr. Settembrini
ham ved et besøg, idet han ’forstyrrede’
ham, således som det lige fra begyndelsen
havde været hans mission.
”Accidente! 632” sagde han. ”De læser i
kort, ingeniør?”
”Det er nu ikke lige meningen,” svarede Hans Castorp. ”Jeg lægger bare op, jeg
slås med den abstrakte tilfældighed. Dens
lunefulde narrestreger, dens øjentjeneri
og så også dens utrolige genstridighed
intrigerer mig. I morges, lige efter at jeg
var stået op, gik kabalen glat væk op tre
gange efter hinanden, den ene gang med
to oplægninger, hvad der er rekord. Vil De
tro, at jeg nu lægger op for to-og-tredivte
gang uden én eneste gang at være kommet
så meget som halvt gennem spillet?”
Hr. Settembrini så på ham med sørgmodige sorte øjne, som så ofte før i årenes
løb.
631 forgjort: forhekset
632 Accidente!: italiensk: Hvilket tilfælde! Ser man det!
civilistiske Hans Castorp, umuligt at rejse,
fordi han måtte vente på Claudia Chauchat, om hvis tilbagevenden der endnu
ikke forlød det ringeste.
(...)
280
285
290
295
300
305
310
321
315
320
325
330
335
340
345
350
355
LITTERATURENS HUSE
560
565
570
575
”I hvert fald finder jeg Dem optaget,”
sagde han. ”Det ser ikke ud, som om jeg
her skal finde trøst for mine bekymringer
og balsam for den indre splittelse, som
piner mig.”
”Splittelse?” gentog Hans Castorp og
lagde op ...
”Verdenssituationen forvirrer mig,”
sukkede frimureren. ”Balkanforbundet633
vil komme i stand, ingeniør, alle mine informationer taler for det. Rusland arbejder
feberagtigt på det, og kombinationens
brod er rettet mod det østrig-ungarske
monarki, der må sønderlemmes, før ét
eneste punkt i det russiske program kan
virkeliggøres. Forstår De, hvilke skrupler jeg har? Jeg hader Wien af al magt,
det ved De. Men skal jeg af den grund
med min sjæl give min støtte til det sarmatiske despoti, som er i færd med at
sætte en brændende fakkel til vor ædle
verdensdel?
633 Balkanforbundet: en af de mange politiske alliancer
op til 1. verdenskrig
322
På den anden side ville så meget som et
lejlighedsvist samvirke mellem mit land
og Østrig ramme mig som en vanære. Det
er samvittighedsspørgsmål, der –”
”Syv og fire,” sagde Hans Castorp.
”Otte og tre. Knægt, dame, konge. Det
går jo. De bringer mig held, hr. Settembrini.”
Italieneren tav. Hans Castorp følte hans
sorte øjne, fornuftens og moralens blik,
hvile på sig i dyb sorg, blev imidlertid
endnu i nogen tid ved med at lægge op,
før han med kinden støttet i hånden så
op på mentoren, der stod foran ham, med
samme påtagne og forstokkede uskyldsmine som et uartigt barn.
”Deres øjne,” sagde denne, ”søger ganske forgæves at skjule, at De ved, hvordan
det er fat med Dem.”
(1913-24)
580
585
590
595
1900-1919: DET STORE GENNEMBRUD
Edith Södergran
(1892-1923)
Nedenstående digt af Edith Södergran er hendes måske mest kendte – fra digtsamlingen af
samme navn, skrevet i 1922 og udgivet posthumt i 1925.
Södergran tilbragte sit korte voksne liv på Det karelske Næs, et hjørne af Europa, der ved
første øjekast kunne ligne provins, men som i virkeligheden lå i et kulturelt potent krydsfelt
mellem russisk, tysk, svensk og finsk kultur, og hendes værk er påvirket af denne mangfoldighed og mødet mellem flere sprog og nationer. Hun er født i Skt. Petersborg, hovedstaden i
det zaristiske Rusland i et velhavende og kultiveret miljø, gik i tysk skole og fik i sin tidligste
ungdom nogle af sine centrale påvirkninger fra tysk litteratur, hvor især Nietzsche gav hende
mod og kraft til at besynge livet i dionysiske vendinger. Dannelsessproget i hendes barndomsmiljø var desuden fransk, og de moderne franskmænd Baudelaire og Rimbaud hørte
til hendes langt fra ungpigelige repertoire.
Hendes liv fik hurtigt en tragisk dimension, da hun i 1908 fik konstateret lungetuberkulose,
samme sygdom som hendes far året før var død af. Skønt hun herefter levede ret isoleret i
hjemmet, bevarede hun både livsvilje og trang til at udtrykke sig kunstnerisk. Ydre omvæltninger sluttede sig få år senere til sygdommens barske vilkår: den russiske revolution rystede
borgerskabets livsform i dens grundvold og hendes familie ruineredes. En lille stump af livet
i det velhavende borgerskab var en villa i Raivola i Karelen i Finland, hvor hun og hendes mor
herefter tog fast ophold. Her blev det meste af Södergrans fortættede værk til.
Hendes ekspressive og moderne stil gør hende til en inspiration i nordisk lyrik, som rækker
helt frem til i dag – og også på europæisk plan er hun højt anerkendt.
Landet som icke är
5
10
Jag längtar till landet som icke är,
ty allting som är, är jag trött att begära.
Månen berättar mig i silverne runor634
om landet som icke är.
Landet, där all vår önskan blir underbart uppfylld,
landet, där alla våra kedjor635 falla,
Landet, där vi svalka vår sargade636 panna
i månens dagg.
Mitt liv var en het villa637.
Men ett har jag funnit och ett har jag verkligen vunnit vägen till landet som icke är.
634
635
636
637
silverne runor: sølvruner
kedjor: lænker
sargade: furede
villa: vilje
323
LITTERATURENS HUSE
I landet som icke är
15
20
där går min älskade med gnistrande krona.
Vem är min älskade? Natten är mörk
och stjärnorna dallra638 till svar.
Vem är min älskade? Vad är hans namn?
Himlarna välva639 sig högre och högre,
och ett människobarn drunknar i ändlösa dimmor640
och vet intet svar.
Men ett människobarn är ingenting annat än visshet.
Och det sträcker ut sina armar högre än alla himlar.
Och det kommer ett svar: Jag är den du älskar och alltid skall älska.
(1922)
638 dallra: dirrer
639 välva: hvælver
640 dimmor: tåger, dis
324
1900-1919: DET STORE GENNEMBRUD
325
326
326
Mellemkrigstiden
12
Filippo Tommaso Marinetti
(1876-1944)
I begyndelsen af 1900-tallet var mange unge kunstere totalt fascineret af den nye verden,
som vores egen Johannes V. Jensen beskriver i Den gotiske Renaissance. Den moderne verdens
ingeniører skabte en ny kulturs katedraler og kultgenstande: broer, frembrusende tog, summende flyvemaskiner. Bevægelsen er blevet kaldt futurisme – hvilket kommer af det latinske
ord ’futurum’ – og altså betyder fremtidsdyrkelse. Den opstår i Italien, og Marinetti er dens
ypperstepræst og den, der formulerer dens manifest.
Futurismen er kendetegnet ved en manisk og rastløs begejstring ved alt nyt. Især teknik
og ingeniørkunst fascinerer, og blandt de nye opfindelser først og fremmest flyvemaskinen,
der synes at love en ophævelse af menneskets fysiske begrænsninger. Også sproget ville
futuristerne modernisere, og de foretrak verbet, der udtrykker den aktive handling i en sætning frem for substantiver eller andre ordklasser. De gik med uhørt radikalitet til angreb på
tradition og klassiske humanistiske værdier: museer og biblioteker skulle jævnes med jorden,
og den kulturelle overlevering bekæmpes så energisk som muligt. Bevægelsen pegede fremad
mod dadaismens og surrealismens formeksperimenter.
Politisk støttede futuristerne de nye kraftfulde regimer – i Italien den fascistiske diktator
Mussolini, i Rusland den bolsjevistiske revolution. De italienske futurister beundrede endvidere
krigens kraftudladning og så med entusiasme på fascismens erobringer i Afrika. Marinetti
selv deltog og dekoreredes i flere krige, ja, han lod sig endog i en høj alder sende til østfronten
i 2. verdenskrig, ligesom han støttede fascismen til den bitre ende.
Futurismens manifest blev publiceret i det franske dagblad Le Figaro i 1909.
←
Tegningen her er fra en børnebog God morgen, hane fra 1949, og den er slet ikke lavet af et barn, selv om det ved
første øjekast kunne se sådan ud. Den er lavet af en kunstner, Constant, der som medlem af Cobra-gruppen, hvor
også danske Jorn var med, var dybt interesseret i børns æstetiske udtryk. Faktisk prøver disse kunstnere at tilegne sig
barnets ubevidste eller før-bevidste skaben. Og inspirationen er frem for alt psykoanalysen. Men de ’børnetegninger’
de frembringer harmonerer ikke med den renskurede forestilling om barnet. I lighed med Freuds analyser er barnets
fantasi fuld af grovkornede eventyr, hvor død, vold og sex snakker med. En tydelig påvirkning fra den forfærdelige
krig man lige havde overstået. Et andet motiv i deres arbejde med bøger og kunst for børn var at bringe kunsten ud til
folket og insistere på at skolerne og hjemmene åbnede sig for en mere fantasifuld hverdag.
Constant: God morgen, hane. 1949. Håndkoloreret tegning (24 x 33.8 cm). Den kongelige Kobberstiksamling, København.
327
LITTERATURENS HUSE
Futurismens Manifest
1: Vi ønsker at besynge dem, der elsker
faren, dem, der bestandigt lever livet
energisk og dristigt.
5
10
2: De modige, de forvovne, de oprørske
skal fremfor alt være motiverne for vor
poesi.
3: Indtil nu har litteraturen lovprist den
tankefulde ro, ekstasen og søvnen. Vi
vil prise den aggressive bevægelse, den
feberhede søvnløshed, sportsmandens
løb og saltomortale, slagsbroderens flade
hånd og knyttede næve.
15
20
25
30
35
4: Vi erklærer, at verdens herlighed er
blevet beriget med en ny skønhed: fartens
skønhed. Et væddeløbsautomobil med sin
motorhjelm, prydet med rør, der ligner
slanger, med sit eksplosive åndedræt, et
brølende automobil, der kører som under
maskingeværets kugleregn, er skønnere
end Nike fra Samothrake641.
5: Vi ønsker at hylde manden ved rattet; sin stang borer han ned i jorden, der
slynget ud i sin bane bevæger sig med
rasende fart.
6: Digteren må uden forbehold, med lidenskab, styrke og gavmildhed forøge
disse motivers flammende bål.
7: Kun i kampen er der skønhed. Kun det
værk, hvori der angribes, fortjener navn
af hovedværk. Poesien skal være som et
voldsomt anfald mod de ukendte magter,
der skal lære at bøje sig for mennesket.
641 Nike fra Samothrake: senantik statue af sejrsgudinden Nike, fi ndes på Louvre i Paris
328
8: Vi står på århundredets yderste forbjerg.
Vi må sikkert vogte os for at se tilbage,
hvis vi skal bryde det umuliges gådefulde
porte. Tiden og rummet døde i går. Vi lever
allerede i det absolutte, nu da vi har skabt
den evige, allestedsnærværende fart.
40
45
9: Vi ønsker at forherlige krigen – verdens
eneste hygiejne – militarismen, patriotismen, anarkistens destruktive gestus
– disse skønne morderiske ideer – samt
foragten for kvinden.
10: Vi ønsker at tilintetgøre museerne,
bibliotekerne, akademierne af alle slags; vi
ønsker at bekæmpe moralismen, feminismen, og alle usle former for opportunisme
og utilitarisme.
11: Vi vil besynge folkemassen, i arbejde, i
fest eller i oprør; vi vil besynge revolutionens brænding, der i alle farver og toner
skyller gennem de moderne storbyer.
Vi vil besynge den ulmende ild, der om
natten gløder i arsenalerne og på arbejdspladserne under de elektriske lampers
skær; de grådige jernbanestationer, der
sluger togenes røgslanger; fabrikkerne,
der hænger ned fra himlen i tove af røg;
broerne, der som vældige gymnaster slynger sig over floder, der lyser i solen som
glimt af knive; de eventyrlystne dampere,
der stønner i horisonten; de bredbringede
lokomotiver, der stamper på deres skinner
som vældige stålheste – metalrør er deres
tømmer; og flyvemaskinerne i glidende
flugt – hør deres propellers smælden som
flag i vinden, som bifald fra en begejstret
menneskemasse!
Det er fra Italien, at vi med revolutionær
lidenskab slynger dette vort manifest ud
over den hele verden, dette manifest, hvor-
50
55
60
65
70
75
80
MELLEMKRIGSTIDEN
85
90
95
100
105
110
115
120
med vi i dag grundlægger futurismen –
fordi vi ønsker at befri dette land for dets
stinkende koldbrand af professorer, arkæologer, fremmedførere og antikvarer.
Alt for længe har Italien været et loppetorv. Vi ønsker at befri det fra de utallige
museer, der dækker det hele land med
utallige kirkegårde.
Museer, kirkegårde! Begge steder den
samme dystre blanding af lig, der intet har
med hinanden at gøre. Museer: offentlige
sovesale, hvor man for evigt hviler side om
side med andre, som man hader eller ikke
kender. Museer: ab surde slagtehuse for
malere og billedhuggere, der i de samme
sale på den grusomste måde slår hinanden ihjel med farver og former.
At man én gang om året begiver sig
på pilgrimsfærd til dem, ligesom man på
Allesjæles-dag besøger kirkegårdene – lad
gå! At man én gang om året nedlægger en
krans foran Mona Lisa642 – lad gå! Men jeg
protesterer imod at vi dag ud og dag ind
skal slæbe vore sorger, vort spæde mod,
vor syge uro gennem museerne. Hvorfor
lade sig forgifte? Hvorfor rådne op?
Hvad kan man se i et gammelt maleri? Intet andet end kunstnerens krampagtige og
trættende forsøg på at gøre det umulige:
bryde de skranker, der forhindrer ham i
at udtrykke sin drøm. Når vi beundrer et
gammelt maleri, hælder vi vor følsomhed
i en urne i stedet for at kaste den foran os,
i skaberglæde og handlekraft.
Vil I da øde alle jeres bedste kræfter
i denne evige og unyttige beundring for
det forbigangne, som på den mest skæbne
svangre måde får jer til at føle jer trætte,
ringe, trådt i støvet?
Jeg påstår, at disse daglige besøg på
museer, biblioteker og akademier (disse
642 Mona Lisa: Leonardo da Vincis berømte portræt La
Gioconda af adelsdamen Lisa Gheradini, billedet
hænger på Louvre i Paris
kirkegårde for spildt møje, dette Golgata643
for korsfæstede drømme, disse kataloger
over mislykkede planer) er lige så farlige
for vore kunstnere, som det er farligt for
unge mennesker, der er beruset af talent
og ambition, hvis de for længe er under
deres forældres formynderskab. For de
døende, de vanføre, de fængslede – lad
gå! Den strålende fortid kan vel være
en balsam for deres sår, når en fremtid
er dem nægtet. Men vi vil ikke vide af
fortiden, vi unge og stærke futurister.
Lad dem da komme, de muntre brandstiftere med deres forkullede fingre. Her
er de! Kom, stik ild på bibliotekernes reoler; led kanalernes vand ned i museernes
hvælvinger. Hvilken glæde at se de gamle
berømte malerier flyde med strømmen.
Grib hakker og økser og hamre og læg
dem øde, læg dem uden barmhjertighed
øde, alle vore ærværdige byer. [...]
De ældste af os er ikke over 30 år. Og
dog har vi allerede ødelagt skatte, skatte af
kraft, kærlighed, mod og vilje. Vi har kastet
dem bort uden tøven eller overvejelse, i
utålmodigt raseri – for fuld kraft. Se på os.
Endnu er vi ikke udmattede. Vore hjerter
er uden træthed; de næres af ild og had og
fart. Undrer det jer? Naturligvis! I husker
jo ikke engang, at I har levet. Stående på
verdens top slynger vi, endnu en gang, vor
udfordring mod stjernerne.
Kommer I med indvendinger? Tak, det
er godt. Vi kender dem. Vi har forstået. Vor
fortræffelige og falske forstand hævder,
at vi kun er et resumé, en forlængelse af
vore forfædre. Måske. Lad gå. Men hvad
betyder det? Vi hører ikke efter. Og ve
den, der gentager disse afskyelige ord!
Tag jer i vare. Stående på verdens top
slynger vi, endnu en gang, vor udfordring
mod stjernerne.
(1909)
643 Golgata: den høj uden for Jerusalem, hvor Jesus blev
korsfæstet
329
125
130
135
140
145
150
155
160
165
LITTERATURENS HUSE
Emil Bønnelycke
(1893-1953)
I Danmark er Bønnelyckes digte og hans dramatiske personlige stil det nærmeste vi kommer
på den futuristiske bevægelse. Bønnelycke elsker ligesom sine italienske og russiske venner
fart, revolution, kamp, teknik, storby og modernitet. Og han havde selv fart på: 15 værker
fik han udgivet på de fem år fra 1917 til 1922. Hans kendteste digsamling er Asfaltens sange,
men allerede debutdigtene Ild og ungdom fra revolutionsåret 1917 slår umiskendeligt hans
tone an.
Teksten her er manifestet Aarhundredet, som er fra Asfaltens Sange (1918).
Aarhundredet
5
10
15
20
25
Jeg elsker dig, du gaadefulde Tid, du
Seklernes Sekel644, der er rig paa aldrig
før anede Omskiftelser, rig paa Kaos, paa
Forvirringens Skønhed, Hastighedens
Pragt, rig paa halsløse Fremskridt, rig paa
Rædsel, paa en svulmende, morderisk
Ouverture645, Krigen, hvis Basuner, Kanonerne, og Trommer, Mitrailløserne646,
forkynder Verdensrevolutionen.
Jeg elsker din tekniske Grænseløshed.
Jeg elsker Maskinernes endnu ukortlagte
Land, Propellernes Tidsalder, hvor Menneskeheden for første Gang i Historien
løfter sig fra Jorden, hvem ved, for engang helt at forlade den ... erobre en anden
Klode ... og gøre den til sin ...
Jeg elsker alt det, som sker, og som
skal ske.
Jeg elsker de elektroniske Alkymister647, Opfinderne, der løber Ideernes
dødelige Marathon, de, der har den afgørende Kærlighed til Produktionen,
Frugtbarheden, Kilderne, Blodet, Solen og
Sundheden. Jeg elsker Organisationerne,
Administratorerne for deres nøgterne
644 Sekel: århundrede
645 Ouverture: det stykke musik som indleder fx en
opera
646 Mitrailløser: maskingeværer
647 Alkymister: guldmagere
330
Blik for Nødvendighederne. Jeg elsker
Statistikerne, Beregnerne for deres eksklusive Sans for Logik. Jeg elsker Matematikerne, Polyteknikerne648. Jeg synes, Tal
er Poesi, og at Grafikernes møjsommeligt
udarbejdede Streger er som et Digt! Jeg
elsker Tidens kolossale Rummelighed,
dens Ekspansion; thi den betyder Sfærernes649 Erobring.
Jeg elsker en Sporvognsskinne for
dens blanke, blaa Jern. En Jernbaneskinne,
et klaprende, præcist virkende, engelsk
Sporskifte. Jeg elsker Masser af Signalmaster, Broer, Viadukter, Banegaardshaller,
Tunneller. Den elektriske Centralaflaasning er mindst lige saa betydeligt et
Digt som ”Romeo og Julie”650 ... Der er
skrevet Afhandlinger om ”Købmanden
i Venedig”, dette overordentligt slette
Skuespil ... Jeg elsker en Sporvognsmast,
en Plakatsøjle, en Cigaret, en Tændstik
mere end et af Chr. Winthers Digte. (Han
var jo i det hele taget en rædsom Digter).
Er en stejl Fabriksskorsten af Jernbeton
ikke nydelig i Linjerne? Enkel, fast og
præcis. Er Asfalten ikke en morsommere
648 Polytekniker: ingeniør
649 Sfærernes: himmelrummets
650 Romeo og Julie og Købmanden i Venedig: skuespil af
William Shakespeare (1564-1616)
30
35
40
45
50
MELLEMKRIGSTIDEN
55
60
65
70
75
80
85
90
Ting end Grønsværet? Er Sporvognene,
Bilerne, Cyklerne, Kioskerne, Butikkerne,
Reklamerne, Aviserne ikke en ny, frodig
Side i Menneskeaanden? Er Telegraferne,
Telefonerne, Buelamperne, Elevatorerne,
Kranerne, Togene, Aëroplanerne651 ikke en
Blomstring, som pludselig finder Sted i
Verdenshistorien efter Aartusinders monotont Mørke? O, du unge Jord, du er
som et Barn, der begynder at kunne gaa,
begynder at kunne tale. Tænk paa din
Udvikling. Tænk dig selv som en kold og
moden, blændende Orator652 ...
Jeg elsker Skibene, Damperne. Oceanflyveren med de fire Skorstene, den
pompøse Bov og den indre skinnende
Luksus. Radiotelegrafisterne, Navigatørerne. Jeg elsker Skibenes Ruter og deres
skønne Navne: ”Imperator”. ”Britannic”.
Cunard Linie. Ø. K. Det forenede. Hamburg Amerika Linie. Ostindiske Lloyd.
Jeg elsker Togene. Lokomotivet er bedre Skulptur end et af Michel Angelos653
Mesterværker ...
Jeg elsker Waggonerne654, som hviler bøjelige i deres Trucker655 og synger
sagte Sange med deres Staalhjul. Der er
noget hjemligt ved Kupeens Komfort ...
Jeg elsker disse vandrende Stuer, og de
er mit Hjem ... Jeg skuer i Fortabelse det
majestætiske Eksprestog, der plyndrer
Afstandene for deres Kilometer, en løbsk
Enhjørning656.
Jeg elsker Aëroplanerne, som pløjer
Æteren, underlægger sig Skyerne og stiger
i uanede Højder. Jeg elsker den ubændige
Kraft og eksplosive Larm af en Gnommotor, Model 1918; thi det er den Lyd, som
skal tone i Fremtiden, Propellernes Sang,
651 Aëroplan: flyvemaskine
652 Orator: taler
653 Michelangelo: italiensk renæssancemaler og-billedhugger (1475-1564)
654 Waggonerne: togvognene
655 Trucker: vognrammen
656 Enhjørning: fabeldyr med ét horn i panden
Hastighedens øredøvende Salme og dens
fjerne Syngen. Jeg elsker Propellens slanke
Bygning, dens fint formede Lemmer, de
svungne Lægge -. Jeg elsker Aëroplanets
Vinger, dets blinkende Oliebeholder, Hale,
Højderor, Kabler, Barduner, Karborator,
Gier og Tænderør. Disse hvide og gyldne
Sommerfugle, Myg og sejlende Guldsmede skal befolke den blaa Luft med
en uhørt Trafik, en gigantisk Vision. O,
du nære Tid, da Oceanflyverne starter
fra Amageraërodromen657. Amerikabaaden lægger til paa Raadhuspladsen. O,
du, Tid, da Sporvogne i elegante Spiraler
kurver sig omkring Raadhustaarnet. Linje
42. I Følelsen af at miste Grund under
Fødderne, i Følelsen af at blive løftet og
baaret, i Følelsen af at bevæge sig i Kurver,
Rytmer, Stigninger og Cirkelsving vil
Menneskets Syn udvikle sig!
Derfor er du, Aarhundrede, Seklernes
Sekel, Indgangen til det revolutionerede
Verdensbillede. Da Jorden ikke mere er
Jorden, men physiognomisk658 set Mars
...
Derfor er du, Aarhundrede, en gribende
kombineret Tid af Skønhed og Skræk, af
Angst og Fryd, af Rædsel og Selvfølgelighed. Menneskene er ligesom blevet bange
for sig selv ved Følelsen af at tage Magten
fra Elementerne ... Deres Ringhed har
kulmineret i Krigens morderiske Morads,
og hvor Ringheden kulminerer, begynder
en Storhed. Afmægtige ved Synet af deres
uovervindelige Forvildelser rejser de sig,
retledede af deres Afmagt, oplever deres
Genfødelse, vor Tids Renæssance.
Derfor er du, Aarhundrede, en Stortid,
en Særtid, en Rædselstid, en Jubeltid. Saa
voldsomt har Menneskeheden aldrig før
følt. Saa heftigt har Verdensstemningerne
aldrig svinget.
657 Amageraërodromen: lufthavnen på Kløvermarken
658 physiognomisk: af udseende
331
95
100
105
110
115
120
125
130
LITTERATURENS HUSE
135
140
Derfor er du, Aarhundrede, en Tid
for Ungdom, aandelig Kamp, for vilde,
nye Drømme, for intellektuel Hasard, for
forceret Liv, Sport, Hastighed, Travlhed,
jagende Uro, Konkurrence. Ve den, der
ikke vælger. Han dør to Gange. Første
Gang distanceret af den nye Tids intellektuelle Stafetløbere ...
Jeg elsker dig, du lykkelige Ulykkestid
...
332
Jeg elsker dig, du selvfølgelige Rædselstid ...
Jeg elsker dig, du fornuftige Vanvidstid ...
Jeg elsker dig, du kaotiske Systemtid
...
Jeg elsker dig, Mørkets Tid, Opstandelsestid, Epokernes store selvmodsigelsestid.
(1918)
145
150
MELLEMKRIGSTIDEN
Tom Kristensen
(1893-1974)
Tom Kristensen er vores største ekspressionistiske forfatter, og han har udfoldet sit talent i
stort set alle genrer. Allerede debutdigtsamlingen Fribytterdrømme fra 1920 blev stilskabende
med sin kraft, sin farverigdom og en helt ny moderne livsfølelse i poesien. Hos Kristensen
ser vi mennesker kastet ud midt mellem glubende livsappetit, angst og tomhed – ikke mindst
begrundet i en tidstypisk katastrofe- og undergangsstemning.
Også romanen Hærværk fra 1930 er blevet en klassiker. Her følger vi den fordrukne
kulturjournalist Ole Jastraus kaotiske liv, der effektivt bringer ham ud af ægteskab og andre
solide forankringer i livet. Bogen er blevet set som en nøgleroman om Kristensens egen
tid som litteraturanmelder på Politiken. Digtet Angst stammer herfra, mens Fribytter er fra
debutsamlingen.
Angst
Asiatisk i vælde er angsten.
Den er modnet med umodne aar.
Og jeg føler det dagligt i hjertet,
som om fastlande dagligt forgaar.
Men min angst maa forløses i længsel
og i syner af rædsel og nød.
Jeg har længtes mod skibskatastrofer
og mod hærværk og pludselig død.
Jeg har længtes mod brændende byer
og mod menneskeracer paa flugt,
mod et opbrud, som ramte alverden,
og et jordskælv, som kaldtes Guds tugt.
(1930)
333
LITTERATURENS HUSE
Fribytter
1
Er en fribytter ikke en sejler,
der flakker fra grønt til rødt
og vågnende stirrer mod livet,
men søvnigt mod alt, som er dødt?
Og ligger han ikke og døser
i læ af latinersejlet
og ser på de vilde lande,
som i havet står omvendt spejlet?
3
Er en fribytter ikke en drømmer
med sind som et vands metal
og syner som frugttræers blade
i drejende, funklende fald?
Og blier ej den spejlblanke flade
af drømmenes ånde dugget,
når frugttræers hvide blade
på et sølvstille vand bliver vugget?
2
Er en fribytter ikke en samler,
der spejler alverdens lyst:
- Den kalkhvide havneby kravler
fra havet mod blå bjerges kyst!
- Af templernes knaldrøde porte
bedåres de sorte svaner!
- Den solhvide sky forfølges
af de hidsige, mørke traner!
4
Er en fribytter ikke en skaber,
der kæntrer med sjæleblank ro
for atter at støbe sig syner
med lysere, farverig tro,
for atter med voldsomme hænder
af skabende evne krummet
at slynge sin indre verden
med dens flammehjul ud i rummet?
(1920)
334
MELLEMKRIGSTIDEN
Rudolf Broby-Johansen
(1900-1987)
Broby-Johansens litterære stil ligner på mange måder Emil Bønnelyckes. Han er kendt for sine
hypermoderne formeksperimenter i poesien og sine aggressive udfald mod enhver borgerlighed
i de artikler, han flittigt skrev i tidens presse. Han færdedes ligesom Bønnelycke i det ekspressionistiske miljø i København, men var modsat denne kommunist. Også det revolutionære
ståsted havde han fælles med futuristerne, blot placerede han sig i modsætning til Marinettis
italienske bevægelse til venstre og blev kommunist. Ved siden af lyrikken er Broby kendt for en
række værker om kulturhistoriske emner, hvor han prøver at eftervise, hvordan menneskers
materielle liv sætter sig spor i deres opfattelse af skønhed og kunst. Hvordan – populært
sagt – kjolelængden stiger og falder i takt med økonomiens op- og nedture.
Broby er i litteraturhistorien især kendt for den vitalistiske debutsamling BLOD fra 1922,
hvor det går særdeles hedt for sig, og hvor blod udgydes på forskellig vis: i krig, i erotik, i
den illegale abort på køkkenbordet osv. BLOD er i øvrigt præget af Brobys kunsthistoriske
interesse og afmaler i ord tidens kubistiske og ekspressionistiske billedkunst.
FORÅRET KOMMER TIL CAFEEN
GASBLEG STØVLUFT OG SVINDENDE DAGS
BLÅ SKÆR
BRYDES MELLEM ”WILLIAM SIMPSON’S
SKRIGENDE REKLAMER659
5
10
15
20
EN METER GULVETS MØJGRØNNE KVADRAT
TUNGT HOLDT I AVE AF ET SVÆRBENET
KRAFTPARALLELOGRAM
HÆNGER BILLARDETS SPINATFLAMEDE AF
PERSPEKTIVET BRAT TILSPIDSEDE FIRKANT
HVIDE CIRKELFLADER BEVÆGER SIG I SPIRALER
FRA QUEUERS660 TERRA-TREKANTER
SPILLER BØJER SIG MED RØDT KUGLE-HOVED
TUNGT KILET FAST I KEGLE-KROP
GULT OVAL-ANSIGT GRINER
DRUKKEN RÆBER (MUND: SORT HUL I
GRØNLIGT FJÆS)
SKØGES ÅDSELSBLIK KLÆBER VED APACHES661
LASK-HÆNDER
659 William Simpson: engelsk tegner og maler (1823-99), hvis tegninger blev kendt gennem tidens avisers illustrationer af bl.a. storpolitikken.
660 Queue: billardkøer (på fransk)
661 Apache: egentlig navnet på en indianerstamme, men her navnet på en kendt forbryder fra Paris’ underverden
335
LITTERATURENS HUSE
SKØD VIDER SIG CIRKLENDE
DØR HYLER
25
30
TRETTEN ÅRS BLOMSTERSÆLGERSKE
KOMMER
ALLE HENDES LEGEMS LINJER ER ELLIPSER
RUMMETS TERNING BLIR ROSENRØDME
STILHED EVIGGRØNNER / BLÅREGNER
BJERG / TRÆ / SØ ...
ALFONS ÆTSER HUDLØS
SPANSKGRØN / ZINNOBER662
FALDER BAGFRA OVER BUE-SKULDRE
SKRIG BRISTER
35
PURPURN BLODIG BLÅNER BILLARD-PLAN
UROLIGT GLØDENDE KEGLESNIT VIRVARER
QUEUE ZIK-ZAKER
40
OMVENDT PYRAMIDE STYRTER OVER OS
BLIKTRAGT-GRAMMOFON SKINGRER
TI / TI / TIER DE / DA
VALMO / VALMI / VALKAJMAKA
(1922)
662 Zinnober: særlig rød nuance, fremstillet af et kviksølvholdigt mineral
336
MELLEMKRIGSTIDEN
Hans Kirk
(1898-1962)
Hans Kirk voksede op i Nordjylland i en lægefamilie, hvor faren bl.a. fungerede som læge for
de fattige missionske vesterhavsfiskere, som Kirk senere skildrede i hovedværket Fiskerne fra
1928. Men før han nåede til skriveriet, uddannede han sig til jurist og tog embedseksamen
i 1923.
Fiskerne var den første roman i Danmark, der prøvede at demonstrere dén grundlæggende
materialistiske forståelse, at mennesket ikke blot kan skildres i sin individualitet, sådan som
de store dannelsesromaner havde gjort det gennem fokuseringen på en hovedperson, en helt.
Mennesket må betragtes i sin sociale og historiske kontekst – fordi det grundlæggende er
verden: naturen, arbejdet og måske især magtforholdene, der former mennesket og betinger
dets åndelige værdier og stræben. Den borgerligt-psykologiske roman mangler altså et vigtigt
aspekt, som den såkaldte kollektivroman prøver at udtrykke.
I Fiskerne følger vi en gruppe vesterhavsfiskere, der er flyttet til en mildere fjordegn, hvor
kulturlivet går i en grundtvigiansk og for dem at se løssluppen gænge. De føler sig som de rigtige
og de frelste og er stærkt utilfredse med den lokale pastor Brink. De har derfor i begyndelsen
af romanen – uddraget vi bringer her - sendt bud efter deres gamle præst, pastor Thomsen,
der er en sand helvedsprædikant, men også en ægte kender af deres hårde livsvilkår.
af Fiskerne
5
10
15
20
Men endelig kom Pastor Thomsen. De
sidste Dage var gaaet i Spænding og med
hæsblæsende Forberedelser. Han skulde
bo i Lars Bundgaards nye Hus, hvor der
var Gæstekammer, men hver og en vilde
de gerne have ham til et Maaltid eller i
det mindste en Kop Kaffe. Thomas Jensen
ordnede alt, saa ingen blev krænket og
følte sig tilsidesat. Pastor Brink havde
bekendtgjort efter Gudstjenesten om
Søndagen, at Mødet vilde blive holdt.
Tea lyttede nøje til hans Stemme, men
der var ikke noget særligt at mærke paa
ham. Han forstod at beherske sig. Der var
slaaet smaa Plakater op paa Telefonpælene
i hele Sognet, Uddeleren havde skrevet
dem med sirlig Haand. Hver gjorde sit.
Thomas Jensen og Lars Bundgaard gik fra
Dør til Dør hos alle Smaafolk og Daglejere
de sidste Uger. De talte om Vejr og Vind,
om Sognepolitik og Arbejdsløn og kom
til sidst ind paa det Møde, som nu skulde
holdes. Om Folkene ikke vilde komme?
Det kostede ingenting, og Thomsen var
en skøn Prædikant, som forstod at finde
Vej til Sjælene. De smaa i Sognet var ikke
vant til ligefrem at blive budne. Mange
lovede at komme.
Alle Havboerne var samlet paa Broen.
Thomas Jensen hentede Gæsten i Motorbaad i en af Fjordbyerne, det var et Par
Timers Sejlads, men nemmere end Landturen. De var højtidsfulde og beklemte,
det var jo den første fra Hjemmet, som
kom i Besøg her paa det nye Sted. Endelig
kom Motorbaaden til Syne. Præsten sad i
Bagstavnen ved Siden af Thomas Jensen.
Da han fik Øje paa Mændene paa Broen,
svang han sin Hat.
Kresten Thomsen var en bredskuldret
undersætsig Mand. Han havde et kraftigt
mørkt Overskæg og kloge, skarpe Øjne i
et vejrbidt, sundt Ansigt. Hans Stemme
var dyb og rungende – med et Smeld som
337
25
30
35
40
LITTERATURENS HUSE
45
50
55
60
65
70
75
80
85
en Sergent, der kommanderer sine Folk.
Hans Hænder var store og laadne, og der
groede Haar ud af Næse og Øren. Tøjet
var groft og af simpelt Snit, og han havde
klodsede tunge Støvler. Han lignede mere
en djærv Kutterfører eller Fiskeopkøber
end en Præst. Folkene tog ham i Haanden
og sagde ikke meget. Men der kom en sær
Tryghed over dem.
Oppe hos Lars Bundgaard var Stuerne
fulde af Kvinder og Børn. Pastor Thomsen
trampede ind som en Trompetfanfare.
Han hilste paa hver enkelt og havde ingen
glemt, selv Børnene kendte han endnu ved
Navn. Ja, som han var! Der fandtes ikke
den ringe Ting, han ikke havde Interesse
for. Hvordan havde de fisket, hvordan var
Egnen og befandt de sig godt. Saa maatte
han ogsaa fortælle, hvordan det stod til
hjemme. Hans ældste Søn var kommet i
Latinskole og skikkede sig vel. I Sognet
var alt ved det gamle, hvad der var sket,
vidste de jo fra Breve. Nu følte de sig helt
som een stor Familie! Kresten Thomsen
stod over dem i Forstand, han var deres
Præst og Sjælehyrde, men han var en af
deres egne. Han levede med i deres Liv,
og gav dem Del i sit, han var ligesaa fattig
med alle de Børn, Herren havde skænket
ham, og ligesaa rig i Troen. Det var, som
fik de Besøg af en kær Slægtning. Han
var inde at se Lars Bundsgaards mindste
Dreng, som laa og sov i den gamle Kurvevugge. Han holdt af Børn og smilede til
det lille, røde Ansigt. Inde i Stuen fik han
to af de mindste paa Skødet. Teas Hjerte
svulmede af Fryd – den ene var Niels.
Præsten fortalte og spurgte ud. Thomas
Jensen sagde, at Pastor Brink havde ladet
et Ord falde om, at det vel var passende,
at Gæsten boede hos ham. Men han havde
godt nok tænkt – Ja, afbrød Præsten. For
at sige det rent ud Thomas, saa er jeg jo
ikke kommet saa meget for at besøge
ham. Han var dus med Mændene, og
338
de talte til ham med en sær underdanig
Hjertelighed. Hans Fortrolighed skulde
ikke misbruges.
Men hvor er Povl Vrist? spurgte Præsten og saa sig om. Han bor jo ogsaa her
– Han er maaske syg.
Der blev en lille Tavshed, og de slog
Øjnene ned.
Ja, han hører jo ikke til Guds Børn,
sagde endelig Thomas Jensen. Han har
vel tænkt, han ikke vilde være tilstede
ved en saadan Lejlighed.
Præstens Ansigt blev med et alvorligt.
Han nikkede og gik ikke videre ind paa
Sagen.
Der var drukket Kaffe, og Præsten
forhørte sig om Aanden her i Sognet. Der
var nok at fortælle. Det var mest Thomas
Jensen og Lars Bundgaard, som førte Ordet, og Kvinderne holdt sig tilbage. Det
var ikke passende, at de var for fremtalende her i en Alvors Time. Men Tea
kunde ikke dy sig. Med sin fineste Røst
gjorde hun opmærksom paa, at Kroen og
Dansen var det værste. Pastor Thomsen
hørte nøje efter. Hans Ansigt var mørkt
og tænksomt. Han indfangede hvert Ord,
der blev sagt, for at kunde danne sig et
Billede af det Sted, han var kommet til. Var
der mange Gaardmænd? Nej, saa megen
Jord havde de just ikke, men mange af
dem sad i gammel Velstand. Men der var
en Del Smaafolk ude i Kærene, og i selve
Byen var der jo Fiskere, Haandværkere,
Daglejere og smaa Jordbrugere. Præsten
rømmede sig som en Hest, der hrimmer663.
Efter hans Skøn var der gode Udsigter for
Herrens Sag.
Men I maa være Surdejgen, sagde han.
Det gælder om, at der er nogen, som baade
kan gaa forrest og holde igen. I skal blive
ved og blive ved og huske paa, at det er
Draaben, som huler Stenen. Han gav dem
663 Hrimmer: lydmalende ord
90
95
100
105
110
115
120
125
130
MELLEMKRIGSTIDEN
135
140
145
150
155
160
165
170
175
gode, kloge Raad, mens de andagtsfulde
og aandeløse hørte efter. Det var en Herrens Time. Udenfor var det ved at blive
mørkt, men ingen tænkte paa at tænde
Lys.
Malene havde travlt i Køkkenet, og
Kvinderne var ude at give hende en Haandsrækning. Men af og til maatte de ind
for at høre paa Mændenes Ord. Nu kom
Malene og bød til Bords. Pastor Thomsen
foldede Hænderne og bad Bordbønnen
med rungende Røst. Han spise med stor
Appetit. Der blev ikke talt meget ved Bordet, men der var en stille, varm Opløftelse
i Sindet. Det var ligesom en Altergang i
den gamle Kirke derhjemme. Den Præst
var ikke alene et skønne Menneske, saa
godsindet og ligetil, men man fornam, at
i ham havde Guds Aand taget Bolig.
De fulgtes med Præsten til Kirken i
den mørke, sølede Aften. Thomas Jensen var ængstelig. Hvis der nu ikke kom
Mennesker – hvis de havde gjort deres
Sager daarligt? Saa meget afhang af denne
Aften, saa meget stod paa Spil for Sjælefrelsen. Men paa Vej til Kirke mødte de
Folk i Klynger, og da de kom ind i det
oplyste Rum, var der allerede halvfuldt.
De Hellige satte sig i de øverste Kirkestole, hvor der var bedst Plads. Det var
som Stedets Folk følte sig usikre og helst
holdt sig lidt paa Afstand. Tea følte med
Fryd, at nu var Timen kommet. Nu var
det Guds Venner, som sad med ydmygt
Sind under Prækestolen, mens de Vantro
fjælede sig664 i Krogene.
Lidt efter lidt fyldtes Kirken til sidste
Bænk. Mange maatte staa op helt nede
ved Døren. Thomas Jensen vendte sig om
og saa ud over Forsamlingen, mens Indgangssalmen blev sunget. Det var kendte
Folk tilhobe. Først de Helliges lille Flok
med lyse, forventningsfulde Miner. Saa
664 Fjæle sig: gemme sig
alle de Mennesker, han og Lars Bundgaard havde besøgt. De sad lidt fortrykte og
vidste ikke rigtig, hvad de skulde mene.
Der var ikke mange af Gaardmændene,
nej det var at vente. Kun nogle faa af deres Koner. Og Ungdom saa’ man heller
ikke meget til. Men paa nederste Række
fangede han et Glimt af Pastor Brink, Ja,
han kunde sandelig ogsaa have godt af
et bitte Ord, som talte til Sjælen.
Da Salmesangen holdt op, blev der
stille i Kirken. Lyset i Loftskronerne kastede blafrende Skygger paa de hvidkalkede Vægge, og de høje Hvælvinger over
Koret laa i Mørke. Præsten havde under
Sangen knælet foran Alteret, nu stod han
paa Prækestolen, ladet med Kraft og farlig
i den sorte Kjole. Man kunde næsten høre
Folk trække Vejret i det store Rum. En
Stund stirrede han ned i Kirken uden at
røre sig. Hans Øjne gled fra den ene til
den anden. Det spændte paa en sær Maade
Stemningen. Folk dukkede Hovederne
under hans hvasse Blik. Stilheden varede
ved og varede ved, ingen vovede at røre
sig, det føltes, som maatte der nu komme
et Tordenbrag, der rev alt omkuld.
Men da han endelig begyndte at tale,
var det med en ganske sagte, næsten
mild Stemme. Det slappede paa en alt for
voldsom Maade de spændte Sind. Hans
Ord trængte ind i den fjerneste Krog, og
Folk følte sig pinefuldt usikre. Han talte
om Freden i Jesus. Havboerne sad med
aabne ekstatiske Øjne og fulgte med. Jo,
det var Sandheden, saadan var Naaden,
en uendelig Fred, et Broderskab mellem
Gud og Mennesker. Tea følte, at Taarerne
løb ned ad Kinderne, saa lykkelig og varm
om Hjertet havde hun ikke følt sig, siden
hun kom hjemmefra.
Umærkeligt steg Præstens Stemme.
Han talte nu om Menneskenaturens Svig
og Ondskab. Det var en Snaps, der bed.
Kvinderne sad med nedslagne Øjne og
339
180
185
190
195
200
205
210
215
220
LITTERATURENS HUSE
225
230
235
240
245
250
255
260
følte en Gysen, da han tog fat paa Utugten.
Hver hemmelig Drift, hver skjult og ublu
Længsel i Sjælens Dyb vidste Præsten
Besked om. Han stillede skikkelige Folk
op foran et Spejl, hvor de saa sig selv i
hæslig forvrænget Skikkelse, og Djævelen stod bagved og lo. Med Tordenrøst
remsede han op: Drikkeri, Dans, Kortspil,
Gudsfornægtelse, Hor og – han hævede
sine knyttede Næver som for at slaa Prædikestolen i Splinter, men i Stedet for et
Brøl, hviskede han: Helvede. Ordet fik en
sælsom Uhygge. En Kvinde gav et kvalt
Hvin. Og nu tog han fat med en Stemme,
der rungede og gav Genlyd fra Hvælvingerne. Han piskede Folk med Byger af
Svovl og Ild. Hans brølende Veltalenhed
slog Folk som med Økser i Hovedet. Han
borede med underfundig Snedighed en
Syl ind, hvor det mest gjorde ondt. Han
drev dem sammen i en Fællesfølelse, som
skræmte Faar i Uvejr. Kvinderne jamrede
stille eller græd. Mændene sad med stive
Øjne og rokkede uroligt frem og tilbage.
Han havde dem i sin Magt. Han manede
som en Troldmand over dem, til de ikke
længer havde nogen Vilje eller Forstand
og helt havde glemt, hvem de var. De Hellige var helt henne i665 Ophidselsen. Teas
Ansigt var rødt, Øjnene halvlukkede og
Munden aaben. Anton Knopper svedte,
saa Vandet drev ham ned ad Ansigtet.
Adolfine knugede sine magre Hænder,
hendes Mund var fortrukket, som vilde
hun skrige. Hver af dem følte Rædslen
og Løftelsen som en Rystelse i Sjælen.
Aldrig havde Præsten talt som i Aften.
Aldrig havde den vældiges Aand tordnet
med saadan Kraft fra hans Læber. Med
en brølende Besværgelse, som fik Luften
til at dirre, stoppede Præsten brat. Man
hørte Kvindernes Hulken og Mændenes tørre Kræmten. Dybe Suk steg fra
665 Helt henne i: helt svømmet bort i, eksalteret, i trance.
340
betrængte Hjerter. Det hvide Rum med
de flakkende Stearinlys svømmede hen i
Taage. Rystede og aandeløse, men med en
vis ram Fryd i Sindet, ventede Folk paa,
hvad der skulde ske.
Men nu stod Præsten rolig og blid i
Mælet og talte om Naaden og Freden i
Jesus. Omvender Jer og kom til Jesus! Han
talte med jævne, næsten troskyldige Ord
og kaldte paa hver af Tilhørerne som Ligemand og Broder. Efter en fælles Rædsel
kom Følelsen af fælles Lykke og Fred.
Da Slutningssalmen rungede gennem
Kirken, var der en Løftelse i Klangen. De
kendte Ord var blevet nye og havde faaet
en særlig Betydning.
Lidt efter lidt tømtes Kirken. Folk saa’
ikke paa hinanden, det var, ligesom de
skammede sig lidt. Men hist og her blev
en eller to siddende med bøjede Hoveder.
Det var Mennesker, som havde besluttet
sig til nu at søge Gud. Præsten talte med
dem en efter en. Hans Ansigt havde faaet
sit sædvanlige rolige Udtryk, han tog dem
i Haanden med et djærvt Haandtryk og
gav dem et Par gode Raad. Thomas Jensen
sad paa sin Plads og lagde nøje Mærke til,
hvem det var. Det var nok klogt at tale
med dem i de nærmeste Dage.
Ringeren var allerede ved at slukke
Lysene, og Præsten havde faaet sin Overfrakke paa. De andre Havboere var gaaet
i Forvejen. Kun Thomas Jensen ventede.
Naa, Thomas, sagde Præsten og slog
ham paa Skulderen.
Det var en skøn Oplevelse, sagde Fiskeren. Æ tror, den vil faa stor Betydning
her paa Egnen. Og selv vil æ sige dig Tak,
Thomsen. Det var den mest opbyggelige
Præken, æ snart tykkes, æ har hørt.
(1928)
265
270
275
280
285
290
295
300
MELLEMKRIGSTIDEN
Knud Sønderby
(1909-1966)
Den nihilistiske stemning efter 1. verdenskrig, hvor unge mennesker ikke havde meget andet
at tro på end øjeblikkets opladte NU, kroppen, musikken og den selvforglemmende rus, som
Ernest Hemingway så suverænt beskriver i sine tidlige værker, fik i 1931 en dansk pendant.
På en måde den første virkelige generationsroman efter sammenbruddet af de store værdier.
Den patriarkalske familie, nationen, æren, modet, de rigtige mænd og de dydige kvinder var
med ét en saga blot, og i 20’erne kunne man stort set vælge mellem den forfinede livstræthed
og de bastante totalitære ideologier. Den unge Knud Sønderby kastede i sin første roman
Midt i en Jazztid loddet i det flygtige livs vægtskål. Bogen er befolket med moderne unge
mænd og kvinder, der ikke har meget andet tilbage at tro på end deres unge smukke kroppes
vitalitet og selvbetragtningens nydelse. Moderne typer altså, for hvem verden synes at være
et forbigående fænomen.
Knud Sønderby var bare 22 år og egentlig jurastuderende, da romanen ramte sin tid lige i
hjertet, og hans succes var øjeblikkelig. Skønt han faktisk færdiggjorde jurastudierne, levede
han herefter som forfatter. En succes som debutromanen fik han dog aldrig igen. Til gengæld
udviklede han i sine senere år essayet til en forfinet kunstart, og i det hele taget holdt han
fast ved sit udgangspunkt som en skarpsindig og reflekterende forfatter, der ikke havde travlt
med ideologiske proklamationer. Han var interesseret i mennesket på godt og ondt, og dette
eksistentielt betonede ståsted holdt han fast ved livet igennem.
Midt i en Jazztid handler om den unge Peter Hasvig, der lever som den jazzmusik, han
og de andre unge omkring ham hører: lydhøre og med forfinede nervesystemer, men uden
et overordnet partitur, improviserer de sig frem i tilværelsen. For Peter betyder det bl.a. en
afsøgning af kærlighedens sociale præmisser: han har i bogen et kærlighedsforhold til både
overklassepigen Vera Bagge og til Ellen, der kommer fra små kår. I det udsnit fra slutningen
af bogen, som bringes her, har Peter netop forladt en løssluppen og mondænt afslappet
skiferie med Vera og hendes klan. Han har ved et uheld smadret en dyr vase og er nu nødt
til at forlade selskabet, fordi han ikke kan bære at skulle låne de penge, som disse unge har i
overflod, og som han så pinagtigt mangler. Tilbage i byen trøster han sig med fester og små
kontorpiger, for også den tidligere kæreste Ellen har fundet sig en velhavende mand og har
ikke – skønt forelsket – ventet på Peter. Nu er der bare festen, musikkens puls, rusen og den
tilbagelænede attitude tilbage.
af Midt i en Jazztid
TOOGTYVENDE KAPITEL
5
Peter, Hjalmar og et par venner var en aften inde i en danserestaurant i nærheden
af Rådhuspladsen. Der var det behagelige
ved den danserestaurant, at den ikke gav
sig ud for at være mere, end den var. Sådan set intet simili. Man kan komme på
restauranter, hvor kommis’er i citydress
forsøger at give grever. Det er ynkeligt.
Alt, der forsøger at „give” noget andet,
er jo som regel ynkeligt. Hvis grever
forsøgte at give kommis’er, ville de også
være ynkelige. Hver for sig kan grever og
341
10
LITTERATURENS HUSE
15
20
25
30
35
40
45
50
55
kommis’er – rækkefølgen er tænkt som
kronologisk – være ynkelige eller ikke
ynkelige, det kommer ikke sagen ved.
– Jo, lad os tage derover. Dèr er godt!
sagde Peter til de tre andre, da de stod
uden for Studenterforeningen og drøftede
fremtid og udviklingsmuligheder — rent
ølmæssigt.
Dèr var godt. Han lod stokken med
den hårde, klingende dup dumpe ned
mod fliserne som for kategorisk at afskære
indvendinger. Man rettede sig efter ham.
Man rettede sig af og til efter Peter.
De var gået derover. De tre andre
havde snakket om et eller andet, Peter
havde gået for sig selv ved siden af dem,
og ved tanken om musikken havde han
nynnet en melodi, af og til pointerende
takten ved at daske med stokken mod
stenbroen, som han var kommet ind på
det ved at sige: dèr er godt. Det var en
lørdag aften, og der var fuldt på restauranten. De fik dog et bord. De andre havde
snakket højlydt og parlamenteret med
tjeneren, Peter var gået rundt – for sig
selv, som ude på gaden, — han var i det
humør, brummende mellem læberne, ikke
helt ilde tilmode ved at skulle tilbringe
en aften her, — og havde fundet et bord,
hvor man netop rejste sig. Han satte sig
på den bedste af de fire pladser, halede
op i benklæderne og kiggede ned ad sig,
som man kan gøre det, uden fjerneste minespil, – som kunne det overhovedet ikke
have været andet, end at han så tilfældigt
havde fået dette glimrende bord. De andre
var en selvfølgelighed, den tanke at de
måske ikke kunne finde ham, faldt ham
i øjeblikket ikke ind. Tolv piger vendte
ansigterne efter ham, da han satte sig,
det skænkede han heller ingen tanke.
De tre andre kom, glade, forundrede, det
var da et glimrende bord, han opfattede
dem ikke, han var for sig selv, hans blik
var rettet ud mod det tæt besatte danse342
gulv, de mange vuggende par, ikke helt
nærværende endnu, han var tilpas med
sig selv — godt tilpas eller skidt tilpas. Nu
skulle han snart danse, og så skulle han
have whisky og citronvand, ja.
Whisky og citronvand til mig! sagde
han til de andre, medens han huskede
det, for at de kunne vide det, når tjeneren
kom.
Whisky og citronvand! Peter kunne
uden tanker tillade sig den slags barnagtigheder, der var ingen, som tog ham
for barnagtig alligevel. Han så ud på dansende, vuggende par ved par, tæt som
sild i en tønde, og han følte melodien, og
den talte til noget i ham. Det var godt,
de var kommet herind. Hende, den lille
sorte dèr, ville han danse med, når tidens
fylde kom.
Hun drak porter og citronvand ganske
for sig selv … Gud fri ham vel, som Lesli
ville have sagt. Hun så så ung ud, som
havde hun set en anden pige drikke den
ting og var blevet imponeret af det og
troede, det var fint...
Hun så sød ud, ja. Han tændte en cigaret, stak etuiet i lommen, vendte sig
selskabeligt ind mod de andre, og huskede atter på etuiet, og fik det op og
bød dem.
Nu måtte de snart se at få lidt fart i
tjeneren, sagde han til dem. Så fortalte
han dem en morsom historie om en fuld
mand engang – den er det morsomste
der forekommer i denne bog – og da han
havde fortalt den, dansede han ud med
den lille sorte.
De har sikkert aldrig været på det sted.
Der kan ellers være ganske morsomt sommetider. Men De er måske ingen ynder
af den slags restauranter, hvor unge piger
kommer alene og drikker porter og citronvand, hvor soldater kommer flokkevis og
tager om ølglassene med umådelig store,
røde labber, hvor der kommer fabrikspi-
60
65
70
75
80
85
90
95
100
MELLEMKRIGSTIDEN
105
110
115
120
125
130
135
140
145
ger og butikspiger, kommis’er, studenter,
mekanikere og bybude – rækkefølgen er
ikke kronologisk – og hvor orkesteret spiller ud over et stuvende fuldt dansegulv.
Det ynder De ikke. De ynder heller ikke
at være et af de mange sammenstuvede
par på gulvet, blot optaget af at have en
butikspige i armen, se hende i øjnene
eller mærke hendes hår mod Deres kind
og vakle og puffes afsted med en fart af
fem meter i minuttet, blot som et led i den
kompakte, vuggende masse, mens King
Jazz svinger taktstokken i projektørernes
farvespillende halvmørke, – uden andre
tanker end dem saxofonen besørger for
Dem, — som saxofoner besørger en tankegang: langsomt, blødt og drømmende, som
en dykker strider sig hen over havbunden,
med dagslyset spillende ned, langt borte
fra gennem grønne vandmasser.
Der er stor sandhed i saxofonen. Den
kommer den menneskelige stemme nærmest af instrumenter, og den har gråden
i sig. Den beherskede, verdenskloge gråd
— så behersket og verdensklog, at gråden
og klagen sommetider lige så godt vælger
at smile og le.
Den markerede mand med de udspilede kinder, der patter på saxofonens sorte
mundstykke, han har levende fingre og
betrængte øjne stift rettet mod noderne,
saxofonen er et vanskeligt instrument.
Han er kun noder og udløsning i øjeblikket, – han er der slet ikke. Der er kun
saxofonens elskede hulken ud over den
vuggende, vaklende, glidende strøm, tæt
par ved par, — tankeløse for så vidt.
Der er stor sandhed i saxofonen. Der
er vist også stor sandhed i det utålelige,
forslidte bajadsmotiv666. Hvorfor skulle
ellers netop nu pigerne derude — slanke,
smidige piger, der arbejder på fabrikker
og i butikker dagen lang og året rundt,
666 bajads: af italiensk baiazzo, en klovn, nar, spilopmager
– flytte håret fra lærlingens, soldatens
eller mekanikerens kind og synge med
til saxofonens klage om den irriterende
„Dumme gigolo667”, for hvem det er for
sent at græde. – Med blanke øjne i projektørernes flakkende halvmørke og uden
tanker ved det. Uden tanker, ja! blot med
sympati for „gigoloen” – en ubevidst overensstemmelse.
Når hun bliver alene et øjeblik uden
noget at gøre i sit kammer, hvad tænker
hun så? Det bliver hun ikke, heldigvis, for
hun har allerede taget „Københavnerinden” og er igang med at læse om Ramon
Navarro668 med et billede af ham i hvide
sejlsportsbukser ved Stillehavet. Det er
sgu’ da beskedent. –
Syng en lille sang, en, der skaber fryd
og glæde! ... Hun vakler videre i den
vaklende, vuggende strøm, fem meter i
minuttet, for mere kan der ikke blive plads
til, slank og smidig er hun, hun trykker
atter håret ind mod kavalerens kind, og
når han bliver for varm, kan han godt
tage sit lommetørklæde frem og tørre
sig over panden og sige pu ha, det er der
ingen, der tager anstød af, og når han har
tørret sig, kan han godt trykke hende lidt
fastere ind til sig, hvis han kan, og begynde på en frisk, og over hans ansigt, der
er et bybuds, en soldats eller en kommis’
ansigt, er der det fjerne, tankeløse smil
med blanke øjne, der næsten kan virke
tragisk ... Han kan møde fuldkommen
det samme smil og blik hos ham, der
danser så tæt ved ham, at deres piger
støder ryggen mod hinanden, og så kan
det hænde, at de bliver nærværende og
smiler større og helt forstående til hinanden: Verdens pudsighed i almindelighed
og deres egen skørhed i særdeleshed! og
som efter aftale, med et blink i øjnene,
667 gigolo: (ung)mand, der lever af rige (ældre) kvinder
668 Ramon Navarro: en af tidens ugeblads-helte i latin
lover-stilen
343
150
155
160
165
170
175
180
185
LITTERATURENS HUSE
190
195
200
205
210
215
220
225
230
trykker deres henholdsvise piger endnu
en lille tand fastere, som det dog næsten
altid kan lade sig gøre.
Og medens de danser derude krop
ved krop, hoved ved hoved, par ved par,
vuggende, glidende, bølgende, boblende
hen under projektører og tobakståger
med blanke øjne og næsten tragiske
indadvendte smil, med smidige lemmer
spillende i hver enkelt lille bevægelse –
legemer så smidige som ingen generation
har haft før os – medens de danser dèr ...
med blanke øjne og smidige legemer ...
Hvad så? – Ja, så egentlig ingenting
forresten, det er vel også pointet. Er det
ikke netop tendensen i generationen – de
blanke øjne, det indadvendte smil uden
bagtanke! Livet! Fanden i Fichte! Fingrene
i ørerne, gider ikke høre mere! Hovedpine
så! Og så et lidt narkotisk fald tilbage i
det ubevidste, hvor King Jazz svinger
taktstokken i halvmørket, hvor alt er en
tilbedelse af det smukke legemes sunde,
dirrende rytme, og saxofonen ler og græder den latter og gråd, som noget dybt
inde i én accepterer. Så slipper man for
selv at tænke sig sin latter eller gråd til,
man nøjes med at genkende og acceptere
– og der er i reglen stor glæde ved det at
genkende.
Klassisk, hvad! Og derfra vil den kunne
vækkes, generationen så ung som i moders liv, når ham på ham af bedsteforældrenes nedarvede floskler og fordomme
er strøget af den. – I Norge holder de sig
unge og tankeny ved skiløb. Her må man
ty til vikingehyl i havstokken og den verdensfjerne, livsnære jazz.
Ude på gulvet stod Peter over for den
lille sorte, da dansen var forbi. Rundt om
klappede man efter mere fra orkesteret.
Han tørrede sig over panden med sit lommetørklæde, stak det så i lommen og tog
hende blidt, tæt ind til sig med to hænder
344
om hendes liv, lige på det nederste stykke
af ribbenene.
Hun var sød, for øvrigt interesserede
hun ham ikke. Hun var rar at holde på
sådan mod den tynde kjole. Det er piger
jo i reglen.
Han samlede hendes bløde krop helt
tæt ind til sig et øjeblik og kiggede ned
i de fremmede øjne, der egentlig ikke
interesserede ham. Han smilte ganske
svagt, indadvendt og fjernt, og så sagde
han et eller andet.
I det sekund var han kun fornemmelser. En fornemmelse af lydene og lugtene
omkring sig, en fornemmelse af, at noget
nok var sket engang, det måtte man jo gå
ud fra, men frem for alt af, at det var godt
mod hænderne at holde hende sådan og
i det hele taget en stor hvile og meget
hjemligt. Det tilfældige, han sagde, var
en slags fjern ubevidst taknemmelighed,
han ville gerne se hende smile.
— Jeg er syg, var det vist, han sagde,
da han smilte og blinkede — smaddersyg
... mavepine! ...
Og i det sekund havde hun først set
forventningsfuldt op på ham, da han
begyndte at sige noget, og så lo hun undrende og kiggede ned ad ham som for
at se det sted, hvor mavepinen holder
til. Det gør man jo i reglen, når nogen
taler om mavepine, nærkeligt nok. Hun
sagde ingenting. Hun var ganske rigtig
klar over, at han intet fejlede, men hun lo
alligevel, medens han holdt hende ind til
sig, — undrende, ugidelig, veltilpas ...
De hørte deres tid til, de to, som stod
dér. I godt og ondt hørte de den til – deres
tid. I dens renlighed og angst for hykleriet
og i alt det onde.
Så viste det sig, at orkesteret alligevel
holdt pause, og de drev tilbage til deres
pladser. De dansede ikke mere end den
dans sammen. Hun ville gerne danse
mere med ham, tænkte hun, da hun sad
235
240
245
250
255
260
265
270
275
MELLEMKRIGSTIDEN
275
280
285
290
295
300
305
alene ved sin porter og citronvand. Let
svajet i ryggen sad hun, tankefuldt med
albuerne på bordet, hun var ganske ung
og så jomfruelig og uskyldig ud. Muligvis
drak hun porter, fordi det virkelig smagte
hende og ikke for kejtet og barnligt at
efterabe, og selvfølgelig var hun ikke
jomfru, – rent teknisk – men hun var
uskyldig alligevel. Det er et postulat.
Ved Peters bord sad de og talte om et
eller andet. Det var mest Hjalmar og den
ene af de to andre, der talte, den mindste
af dem, han havde en kompakt, blød velskabt skikkelse, helt igennem „standard”
og „prima”, som en god vogn i middelprisklassen, men ingen luksusmodel. Hans
ansigt var stort og absolut regelmæssigt,
med bred, kraftig pande og sund, kraftig
hage som det mest fremtrædende. Han
var som man kan tænke sig ungdomsbilleder af energiske amerikanske senatorer,
han havde glat lyst hår. Han havde hele
tiden ret, men Hjalmar sagde ham principielt og åndfuldt imod, også hele tiden.
Det lignede Hjalmar, og Peter følte sig i
øjeblikket af en eller anden grund irriteret
af det, af og til gav han sit besyv med,
men uinteresseret – mest optaget af den
interessante og ulegemlige fornemmelse
at ryge af et spinkelt cigaretrør, som han
havde købt samme dag og endnu ikke
smidt væk. Han balancerede det sart,
og når han sugede, stirrede han frem
på cigaretten, som ventede han, at den
skulle falde ud.
Den anden af de to fremmede var mørk
og filmsagtig. Hans irriterende jakkesæt
var en rig mands søns jakkesæt. Han
lignede noget den hest, han red på hver
morgen, det var en stor mager racehest,
der blev glad, når han kom, var intelligent
som heste er flest og en fremragende løber.
Han sagde ligesom Peter ikke ret meget
den aften. En gang hilste han på en ung
pige, som kom forbi deres bord. Hun var
umiskendelig, men smuk, den flatterende
blanding af ren teint, mørkt hår, grå øjne
og grøn hat. Mest optaget af cigaretrøret
spurgte Peter, om han kendte hende.
– Kender og kender ... Han trak på
det. Han havde sovet hos hende et par
gange ...
– Gør hun det godt? Peter passede tilbørligt på det spinkle rør og kastede et
blik efter hende for at se, om han kunne
tænke sig noget dèr, det kunne han alligevel ikke.
Hjalmar var stadig åndfuld overfor
standard-manden. Det irriterede ham.
Han kunne heller ikke samle sig sammen til at danse, der var en hel del, der
irriterede ham, han vidste ikke hvilket.
Den eneste trøst var den ensformige synkoperede rytme og det cigaretrør, som
interesserede ham endnu. Han gad ikke
gøre rede for noget, men hans følelser var
i retning af dem man har, når man taber
et stykke honningmad og er så gammelklog og resigneret, at man ikke engang
ulejliger sig med at se, hvilken side der
vender opad.
(1931)
345
310
315
320
325
330
335
340
LITTERATURENS HUSE
Karen Christentze von Blixen-Finecke
(1885-1962)
Karen Blixen blev født med det borgerlige navn Dinesen, men giftede sig til en baronessetitel og især en adgangsbillet til et andet og mere udfordrende liv end det, der normalt blev
en ung kvinde af det højere borgerskab til del. Hun rejste i 1914 ned til sin fætter Bror von
Blixen-Finecke i Afrika og lod sig i Nairobi vie til ham og dermed til en besværlig, men også
eventyrlig gerning som kaffefarmer. Kaffefarmen blev aldrig nogen succes, faktisk udartede
den sig til en eklatant økonomisk fiasko, men den bragte hende til gengæld i tæt kontakt med
en befolkning og en livsholdning, der ramte en stærk streng i hendes sind.
For Blixen faldt liv og værk i særlig grad sammen, og hun skrev vedvarende på den skæbneopfattelse, som de 17 år i Afrika gav hende, også selv om hun måtte foretage et smertefuldt
opbrud og rejse hjem i 1931. Fra nu af omsatte hun oplevelserne i et forfatterskab, der ganske
hurtigt blev verdensberømt. Grundstenen i hendes livsfilosofi og hendes æstetik er, at man må
være tro imod sin historie. Man må med Nietzsches ord møde tilværelsen med et ’amor fati’ – ’elsk
din skæbne’. Det er en aristoratisk livsholdning, der gælder både de indfødte, hun i Afrika følte
et skæbnefællesskab med, og det europæiske aristokrati, som hun ikke mindst identificerede sig
med. Vi skylder Gud en god historie og en skæbne, og det er ikke vigtigt, om den er behagelig.
Derimod er det vigtigt, at den giver mening, og hun kunne usentimentalt tilslutte sig det gamle
romerske ordsprog, som hun i en afgørende periode af sit liv tog som motto ”Navigare necesse
est – non vivere”: ”Det er nødvendigt at sejle, at leve er ikke nødvendigt”.
Her følger fortællingen ”Det ubeskrevne blad”, der stammer fra Sidste fortællinger fra 1957
og netop handler om at være tro mod historien.
Det ubeskrevne blad
5
10
15
Ved byporten sad dagen igennem en gammel kaffebrun, sortklædt kone, som tjente
sit brød ved at fortælle historier.
Hun sagde:
”De vil høre en historie, kære herre
og dame? Ak, jeg har fortalt mange historier, over tusind, siden den tid da jeg
lod unge mænd fortælle mig selv smukke
historier om en rød rose, to klare bjergsøer og to trinde liljeknopper, og om fire
silkeglatte, dødeligt knugende slanger.
Det var min mormoder, den dejlige, den
ofte favnede, der til sidst – rynket som
et vinteræble og sammenkrøbet på hug
under det barmhjertige slør – tog sig for
at lære mig fortællekunsten. Hendes egen
mormoder havde engang oplært hende
deri, og begge disse to var bedre fortæl346
lersker end jeg. Men det er nu lige meget,
thi for folket er de og jeg blevet ét, og folket
ærer mig især, fordi jeg har berettet for
det i to hundrede år.”
Har man da betalt hende godt, og er
hun kommet i humør, kan hun også fortælle mere.
”Hos min mormoder,” siger hun, ”gik
jeg i skrap skole.
‘Vær tro imod historien,‘ sagde den
gamle. ‘Vær evigt og urokkeligt tro imod
historien.‘
‘Hvorfor skal jeg være det, bedstemoder?‘ spurgte jeg hende.
‘Skal jeg give dig grunde, næbbede
pigebarn?‘ råbte hun ‘Og du vil være
fortællerske? Nuvel, du skal blive fortællerske! Og jeg vil give dig grunde! Hvor
20
25
26
30
MELLEMKRIGSTIDEN
35
40
45
50
55
60
65
70
menneskene er tro, er evigt og urokkeligt tro imod historien, der taler til sidst
tavsheden. Hvor der ingen historie er og
ingen har været, eller hvor man har forrådt historien, der er tavsheden tomhed,
- men når den fortællerske tier, som har
været historien tro indtil døden, da taler
tavsheden. Enten nu en lille tøs forstår
det eller ej!
Og hvem fortæller da, når vi selv tier,
en historie bedre end nogen af os har gjort
det? Det gør tavsheden. Hvor læser man
da en bedre historie end på den skønnest
prentede side i den kosteligste bog? På
det ubeskrevne blad. Når en kongelig og
ridderlig pen, i mægtig inspiration, har
nedskrevet sin historie med det sjældneste blæk af alle, hvor kan vi da læse
en endnu dybere, sødere, grummere og
lystigere historie end denne historie? På
det ubeskrevne blad!‘
Den gamle sidder tavs en tid, gumler
og ler kun lidt med sin tandløse mund.
”Der findes mellem fortællersker en
historie om det ubeskrevne blad,” siger
hun. ”Vi fortæller den ikke gerne. Thi
den kan, for de ikke-indviede, svække
vor egen kredit. Dog, til Dem, min kære
og fine herre og dame med de gavmilde
hjerter, vil jeg berette den.”
Højt oppe i Portugals blå bjerge ligger
et nonnekloster for søstre af Karmelitterordenen669, hvilken er en meget streng
orden. I gamle dage var klostret hovedrigt
og stormægtigt, mange af søstrene var
fornemme damer, og der skete mirakler.
Men i århundredernes løb higede højbårne damer mindre og mindre efter at
faste og bede, de store medgifter flød
karrigere ind i klostrets kasse, og de få
fattige søstre holder nu kun til i et hjørne
af den vældige, forvitrende bygning, der
669 Karmelitterordenen: en tiggermunkeorden, grundlagt i 1156 på bjerget Karmel i Palæstina
ser ud som om den havde sat sig for at
blive ét med bjerget selv. Dog er det et
muntert og virksomt søsterskab. De har
stor glæde af deres hellige betragtninger,
og de varetager med inderlig fornøjelse
den særlige bedrift, som i den gamle tid
forskaffede klostret et mærkeligt privilegium. De forarbejder det fineste lærred
i Portugal.
Den lange mark neden for klostret
bliver pløjet af snehvide okser, og frøet
bliver kyndigt udsået af arbejdshærdede,
jomfruelige hænder med muld under neglene. Når da hørren blomstrer er den hele
dal luftblå som det forklæde, Den hellige
Jomfru670 bandt om sig for at gå ud og
samle æg i Sankt Annas671 hønsegård,
lige netop øjeblikket inden ærkeenglen
Gabriel med vældigt vingesus svang
sig ned på husets dørtærskel, og mens
så højt oppe, at man kunne blive svimmel derved, en due, som en sølvstjerne,
holdt sig dirrende på vingerne. I miles
omkreds løfter i denne sommermåned
folk i landsbyerne blikket mod ageren
og spørger sig selv: ”Nå, er klostret nu
blevet løftet op i himlen? Eller har vore
gode små søstre fået himlen trukket ned
på jorden til sig?”
Sidenefter, til rette tid, bliver først hørren rusket, skættet og heglet672, derpå den
fine tråd spundet og linen vævet, - og til
allersidst bredes lærredet på bleg på græsset, så at man godt kan tro at der ligger
felter af sne rundt om hele klostret. Og
alt dette går for sig med hjertelig omhu
og andagt og under betænkninger og
bestænkninger som er klostrets hemmelighed. Derfor bliver også det færdige
670 Den hellige Jomfru: Jomfru Maria til hvem farven blå
er knyttet, fordi hun ses som himmeldronningen
671 Sankt Anna: også kaldet Anna Selvtredje – Jomfru
Marias mor – og altså Jesu bedstemor
672 Rusket, skættet og heglet: forskellige behandlinger
som hørren i traditionel produktion gennemgår
inden den kan væves til lærred
347
75
80
85
90
95
100
105
110
LITTERATURENS HUSE
115
120
125
130
135
140
145
150
lærred, som sendes ud ad porten på ryggen af små æsler, stadig ned ad bakke
til byerne, så blomsterhvidt og glat og
lækkert som min egen lille fod når jeg,
fjorten år gammel, havde tvættet den for
at gå til dans i vor landsby.
Flid, kære herskaber, er en god ting,
og fromhed er en god ting, men den allerførste spire til en historie må komme
fra et helligt sted uden for den selv. Således får lærredet fra Convento Velho673
sin sande kraft og fortræffelighed af den
omstændighed, at det allerførste linfrø,
for syv hundrede år siden, blev bragt
hjem til Portugal af en korsfarer, fra Det
hellige Land.
I Bibelen, i Josvæ Bog, kan man læse
om landene Lecha og Maresa674. Jeg kan
ikke selv læse, og har aldrig set denne
hellige skrift. Men min mormoders mormoder nød som barn stor godhed i en
gammel jødisk rabbiners675 hus, og den
kundskab som hun modtog af ham har
vi siden, den ene efter den anden, bevaret
og lært udenad. ”Caleb’s datter Achsa676
begærede en ager af sin fader, sprang ned
af asenet677 og sagde: ”Giv mig en velsignelse! Thi du gav mig et land sønderpå,
giv mig og vandspringe678 !” Så gav han
hende vandspringe over og vandspringe
neden. Og på de samme agre sønderpå,
Lecha og Maresa, levede sidenefter de
slægter, som arbejdede på det kostelige
linklæde for Asbeæ’s hus. Den porugisiske korsfarer, hvis slægt selv engang
havde været lærredsvævere, henryktes af
linets finhed og styrke og bandt en post
af dets frø ved sin sadel.
Gennem denne store mærkelighed
fik da klostret sit privilegium, som var
673
674
675
676
677
678
Convento Velho: på portugisisk: det gamle kloster
Lecha og Maresa: bibelske landskaber
Rabbiner eller blot rabbi: jødisk præst
Caleb og Achsa: bibelske personer
Asenet: gammelt ord for et æsel
Vandspringe: kildevæld
348
dette, at levere brudelagner til alle unge
prinsesser af det kongelige hus.
De må vide, kære herre og dame, hvis
De ikke allerede ved det, at det i Portugal,
i meget gamle og fornemme slægter, har
været skik, at morgenen efter et bryllup,
og inden morgengaven blev afgivet, den
højeste hushovmester fra paladsets balkon udhængte nattens brudelagen med
den højtidelige proklamation: ”Virginem
eam tenemus” – ”Vi bevidner at hun var
jomfru.” Den ældgamle og ærværdige
skik blev allerstrengest overholdt af den
kongelige familie selv, og har der bestået
indtil for en menneskealder siden. Et sådant lagen blev aldrig siden tvættet eller
anvendt igen.
Men klostret i bjergene nød, i erkendelse af det leverede lærreds hellige
oprindelse og som belønning for dets kvalitet, den udmærkelse at modtage tilbage
midterstykket af det lin, der bevidner en
kongelig bruds ære.
I klostrets midterfløj, der skuer ud
over hele det omliggende land, er en
lang sal eller et galleri med sort og hvid
marmorgulv. På salens vægge hænger
side om side en række gyldne rammer,
hver enkelt prydet med en kronet plade
af rent guld, på hvilken en prinsesses
navn er indgraveret: dona Christina, dona
Inez, dona Jacintha Lenora, dona Maria.
Og i enhver af disse rammer er indfattet
et sådant stykke lærred skåret ud af et
kongeligt lagen.
I de falmede og blegede aftegninger,
som rammerne omslutter, kan man med
nogen god vilje læse hele dyrekredsens
tegn: Vægten, Skorpionen, Løven og Tvillingerne – eller man kan finde billeder
fra sin egen tankeverden: et træ, en rose,
et hjerte, et sværd, eller endog et med et
sværd gennemstunget hjerte.
I gamle dage hændte det tit, at et stateligt, farveprægtigt optog snoede sig gen-
155
160
165
170
175
180
185
190
195
MELLEMKRIGSTIDEN
200
205
210
215
220
225
230
235
nem det stengrå bjerglandskab, op mod
klostret. Prinsesser af Portugal, som nu
var hertuginder, ærkehertuginder, dronninger eller enkedronninger i fremmede
lande, kom her med deres store følge på
en pilgrimsfærd, som var både hellig og
forborgent munter. Fra hørmarken opefter
blev vejen meget stejl, den kongelige dame
måtte stå ud af sit karet og lade sig bære
det sidste stykke i en bærestol som var
skænket klostret til dette formål.
Senerehen, op mod vor egen tid, er
det sket – ligesom når en sidste gnist i et
brev, der brændes, efter at alle andre er
løbet hen ad kanten og er udslukte, endnu
kommer til syne – at en meget gammel
adelsfrøken kommer rejsende til Convento
Velho. Hun har været en ung prinsesses
legesøster, veninde og hofdame. Idet hun
stiger op mod klostret, bliver udsigten
omkring hende, til alle sider, videre. I galleriet fører gæstesøsteren hende til pladen
med prinsessens navn, og forlader hende,
thi hun forstår at hun her ønsker at være
ene. Langsomt, langsomt går erindringerne gennem det lille ærværdige, kraniumlignende og kniplingsdækkede hoved,
og der nikkes blidt til dem. Den trofaste
veninde gennemgår brudens legitime,
ophøjede lod og lykke med den udvalgte,
ubekendte fyrstelige brudgom. Hun ser
for sig glæder og skuffelser, statsrejser og
regeringsjubilæer, hofintriger og krige.
Tronarvingers fødsel og de kongelige
børns egne ægteskabelige forbindelser,
dynastiernes stigen eller synken. Af tegnet på lærredet blev, husker den gamle
hofdame, engang taget varsel, og nu, da
hun kan overse menneskeskæbner, kan
hun sammenstille varslet med udfaldet
og sukke lidt og så smile lidt. Hvert enkelt
lærred, med sin kronede navneplade, har
en historie at fortælle, og med dyb troskab
mod historien er ethvert hængt op.
Men midt i den lange række hænger
et lærred, der adskiller sig fra de andre.
Rammen er så skøn og tung som nogen
herinde og bærer, så stolt som nogen, sin
gyldne plade med den kongelige krone.
Men på pladen står intet navn, og det lin,
som rammen indfatter, er hvidt fra hjørne
til hjørne, et ubeskrevet blad.
I, der vil høre historier, betragt dette blad
og erkend de gamle fortællerskers, min
bedstemoders og hendes bedstemoders
visdom.
I hvilken evig og urokkelig troskab
imod historien er ikke dette lærred blevet
indføjet i rækken! Fortællerskerne selv
tilhyller her deres hoved og tier. Thi de
højkongelige forældre, som har beordret
det indrammet og ophængt, kunne jo
have ladet være.
Det er foran dette hvide lin at de gamle
prinsesser – de erfarne, i livet prøvede,
pligttro dronninger, hustruer og mødre –
og at de højbårne gamle jomfruer, disses
legesøstre, hofdamer og brudepiger, altid
er standset og har dvælet længst. Det er
foran dette hvide lin at endnu i dag gamle
og unge nonner, og abbedissen selv, falder
dybest i tanker.”
(1957)
349
240
245
250
255
260
265
270
LITTERATURENS HUSE
Gustaf Munch-Petersen
(1912-1938)
Der er i dansk litteratur kun få unge døde, eftersom Danmark i århundreder har været et
lille fredeligt land. Neutralt under 1. verdenskrig med store fortjenester på fødevareeksport
og præget af samarbejdspolitikken under 2. verdenskrig. Men et af de få medlemmer i de
unge døde poeters klub er Gustaf Munch-Petersen. Han meldte sig i 1937 som frivillig i den
spanske borgerkrig 1936-1939. Det gjaldt kampen mod de fascistiske kupmagere under Franco
og fascisme og nazisme i det hele taget. Han blev derefter soldat i den internationale brigade,
men faldt allerede få måneder senere, i foråret 1938, ved Ebro-fronten. Hans død gjorde et
enormt indtryk i den danske litterære offentlighed, og Tom Kristensen skrev et gribende
mindedigt til ham, hvor han hylder hans intense livsfølelse, engagementet og viljen til at dø
meningsfuldt snarere end at leve rutinemæssigt.
På trods af sine kun 26 år på jorden nåede Munch-Petersen at udrette meget i kunstnerisk henseende: fire digtsamlinger og en begyndende karriere som surrealistisk inspireret
maler blev det til. Han nåede desuden at bryde godt og grundigt med sit højintellektuelle
og borgerlige miljø – han forlod hurtigt studierne på Københavns Universitet og blev bl.a.
kryolitminearbejder i Grønland, fisker på Bornholm og altså maler og digter.
Debut fik han med digtsamlingen det nøgne menneske (1932), hvor også hans brug af små
begyndelsesbogstaver står som et lille flammende oprør mod form og konvention. Hans mest
gennemarbejdede og samtidig mest famlende og drømmende værk er dog digtsamlingen det
underste land, der udkom i 1933. Inspireret af psykoanalysen og surrealismens interesse for
det oprindelige, drifterne og hele menneskets ubevidste formulerede han her et program, en
utopi for et andet liv mennesker imellem. Det var i en vis forstand netop denne drøm han
få år efter ofrede sit liv for. Derfor ramte Tom Kristensen så knivskarpt, da han formulerede
hans død for frihed og demokrati som ”dit Livs ubesindigste Digt”.
af det underste land
det underste land
(til fannie hurst679)
5
10
o stor lykke
stor lykke har de faaet,
som er født i det underste land –
overalt kan i se dem
vandrende
elskende
grædende –
overalt gaar de,
men i deres hænder bærer de smaa ting
679 Fannie Hurst: amerikansk forfatterinde med en
social orientering især i skildringen af den fattige
og underprivilegerede kvinde
350
fra det underste land –
--o større end alle lande
herligere
er det underste –
opad vrider jorden sig
i en spids –
og nedad
udad synker det tunge
levende blod
ind i det underste land –
---
15
20
MELLEMKRIGSTIDEN
25
30
35
40
45
50
smalle forsigtige fødder
og tynde lemmer
og ren er luften
over de aabne opadstigende veje –
i lukkede aarer
brænder længselen hos dem,
der er født oppe under himlen –
men o
i skulde gaa til det underste land -!
o i skulde se folket fra det underste land,
hvor blodet flyder frit mellem alle –
mænd –
kvinder –
børn –
hvor glæden og fortvivlelsen og elskoven
tunge og fuldmodne
straaler i alle farver mod jorden –
o jorden er hemmelighedsfuld som en
pande
i det underste land –
--overalt kan i se dem
vandrende
elskende
grædende –
deres ansigter er lukkede,
og paa indersiden af deres sjæle sidder jord
fra det underste land –
(1933)
351
LITTERATURENS HUSE
Bertolt Brecht
(1898-1956)
Bert Brecht, som han yndede at forkorte sit navn til i retning af det mere uformelle, er en af
den socialistiske litterære bevægelses største navne. Han var lyriker og dramatiker, og hans
teaterstykker spilles den dag i dag på scener over hele verden. Hans styrke var især, at han
opfandt en ny og tidssvarende dramatisk form, der brød med det gammeldags såkaldte ’kukkasseteater’, hvor publikum får lov at leve sig ind i den illusion, at det, de ser på scenen, er
virkeligheden. Man kigger gennem den fjerde væg ind i kukkassen og ser, hvordan det står
til i verden. Nej, Brecht ville have publikum til at forholde sig til teater som netop – teater.
Publikum skulle nu fremmedgøres – verfremdes – og rives ud af illusionen om realisme.
Brecht var heller ikke bange for at tage fat om elitens kulturelle tabuer, og han benyttede sig
flittigt i sine stykker af kulturindustriens produkter. Da han som tysk flygtning kom til Hollywood omkring 2. verdenskrigs udbrud, befandt han sig langt bedre end man skulle tro, at
en socialistisk intellektuel ville gøre det. Her fortsatte han det samarbejde med komponisten
Kurt Weill, der har sikret mange af hans succeser på det musikalske område.
Det var makkerparret Weill/Brecht, der stod for moderniseringen af den engelske populære
forfatter John Gays The Beggar’s Opera, som i nyformuleringen fra 1928 blev til Dreigrosschenoper
– på dansk Skillingsoperaen eller Laser og Pjalter. Stykket blev en succes i Berlin, og de fleste
kender i dag flere af sangene om småsvindleren Mack the Knife (tysk: Mackie Messer), der
hustler sig gennem tilværelsen.
I teksten her præsenteres vi for en anden skikkelse i stykket: stuepigen, der drømmer om et
magtfuldt opgør med undertrykkelse og hverdagens trivialitet. Det vil ske, når sørøverskibet
med fem master og fyrre kanoner en aften lægger til kaj. Så vil hun være Sørøver Jenny, og så
vil undertrykkerne få deres bekomst.
Lars von Trier har været så fascineret af Jenny, at han har baseret plot og hovedperson i
filmen Dogville (2003) på hendes figur.
Sørøver-Jenny
1
Mine herrer, her ser De mig stå og pudse glas,
Og jeg reder Deres senge for Dem.
Og De stikker mig en skilling, og jeg takker som en træl,
Og De ser mine laser og det lusede hotel,
Og De aner ikke hvem De har for Dem.
Men en skønne aften blir der skreget i havnen,
Og man spør hinanden: Hvad skal der nu ske?
Og man ser mig stå og smile bag buffeten,
Og man siger: Hvorfor smiler hun ad det?
Og et skib med fem master
Og med fyrre kanoner
Har lagt til ved vor kaj.
352
MELLEMKRIGSTIDEN
2
Og så siger man: Pas dine glas, mit barn!
Og jeg svarer: Som De ønsker, hr.
Og jeg tager Deres skillinger, og sengene blir redt
(Der er ingen der skal sove i dem mer, det er sket!)
Og De aner endnu ikke hvem jeg er.
For på denne aften går det løs i havnen,
Og man spør: hvad er det mon der sker?
Og man ser mig stå og kigge ud ad vinduet,
Og man siger: Hvorfor står hun dèr og ler?
Og et skib med fem master
Og med fyrre kanoner
Beskyder vor by.
3
Mine herrer, så er det nok slut med Deres morskab,
Når murene forsvinder i en sky.
I brandskæret ser man, mens byen går i grus,
At hotellet står tilbage, uberørt af ild og bly,
Og man spør: For hvis skyld skåner de det hus?
Og den nat opstår der snart tumult om hotellet,
Og man spør hinanden: Hvem har sæde her?
Og om morgnen, når jeg træder ud ad døren,
Vil man sige: Var det bare hende dér?
Men et skib med fem master
Og med fyrre kanoner
Sender flaget til tops.
4
Og ved middagstid myldrer der hundreder i land,
Og hvertandet hus blir gennemrodet,
Og de fanger hver eneste de ser på deres vej
Og lægger dem i lænker og fører dem for mig
Og spør: Hvem skal så af med hodet?
Og den middag blir der pludselig stille i havnen,
Når de spør, hvem der nu skal dø.
Og så hører de mig sige: Allesammen!
Og når hodet springer, sir jeg: Hopla!
Og et skib med fem master
Og med fyrre kanoner
Forsvinder med mig.
(1928)
353
LITTERATURENS HUSE
Franz Kafka
(1883-1924)
Af og til siger vi, at noget er ’kafkask’. Udtrykket bruges, når ting er meningsløse og uforståelige,
men dog finder sted med en mærkeligt dagligdags logik. Som når store systemer kværner hen
over almindelige mennesker, når folk dømmes og chikaneres af bureaukrater ved et fjernt
skrivebord. Når noget grusomt sker med en drømmeagtig logik, og verden, hverdagen og det
kendte forvandler sig til et mareridt.
Der er flere grunde til at netop Franz Kafka (1883-1924) har fået æren af at sætte sit navn
på denne følelse, der også af fx de franske eksistentialister (som fx Camus) beskrives som
tilværelsens absurditet. Kafka var for det første fuldstændig radikal i sin litterære konsekvens
og opfandt så at sige et renset og antipsykologisk sprog, som netop blot beskrev vanvittige
situationer køligt registrerende som var de ganske naturlige. Han var desuden på det sociale
og politiske plan direkte profetisk i sin fornemmelse af kommende tider, hvor mennesket ville
blive reduceret til eksemplar i massen, til et nummer, et bogstav. Sådan som det skete i autoritære
regimer i Tyskland, Sovjetunionen, Italien og Spanien, hvor nazisme, kommunisme og fascisme
kappedes om at svigte det konkrete og levende menneske til fordel for undertrykkende idealer
af forskelligt tilsnit. Hans roman Processen er blevet et verdenslitterært hovedværk på denne
baggrund, og adskillige af Kafkas egne familiemedlemmer mistede livet i KZ-lejre.
Franz Kafka blev født i Prag i 1883 i en jødisk købmandsfamilie med en stærk og dominerende far, der selv havde arbejdet sig op, så familien efterhånden fik adgang til byens
tysktalende middelklasse. Efter en eksamen i jura blev Kafka ansat i en forsikringsanstalt, og
hans forfatterskab praktiseredes i nætter og ferier mellem arbejdsdagene. Skønt hans absurde
fortællinger vakte opsigt allerede i hans levetid publicerede han uhyre lidt selv. Mod slutningen
af sit liv var Kafka meget syg af tuberkulose og indlagt på sanatorium. Han bad vennen Max
Brod tilintetgøre de adskillige værker, han ikke ønskede udgivet – noget som ikke skete, da
Brod klart indså værkernes litterære format.
”En sultekunstner” blev skrevet i 1922 og udkom på Kafkas eget initiativ i sommeren 1924
– blot få uger efter hans død. I bogudgivelsen En sultekunstner, fire historier er den sat sammen
med tre andre fortællinger, nemlig: ”Den første kummer”, ”En lille kvinde” og ”Sangerinden
Josefine eller musefolket”.
En sultekunstner
5
10
I de sidste årtier har interessen for sultekunstnere været i stærk tilbagegang.
Mens det tidligere var en indbringende
forretning at foranstalte sådanne forevisninger på egen hånd, er dette i dag
fuldstændig umuligt. Det var andre tider. Dengang beskæftigede hele byen
sig med sultekunstneren; fra sultedag til
sultedag øgedes deltagelsen, enhver ville
se sultekunstneren mindst én gang om
354
dagen; på de senere dage var der abonnenter, som sad hele dagen lang foran det
lille tremmebur; også om natten fandt
der besigtigelser sted, i fakkelskær, for
at forhøje virkningen; på dage med godt
vejr blev buret båret ud i det fri, og nu
var det især børnene, som man viste sultekunstneren frem for; mens han for de
voksne ofte kun var en spøg, som de af
hensyn til moden gik med på, så børnene
15
20
MELLEMKRIGSTIDEN
25
30
35
40
45
50
55
60
forundrede, måbende og for en sikkerheds
skyld med hinanden i hånden, til, når
han sad på den strøede halm, bleg, i sort
trikot680 , med mægtigt fremtrædende
ribben, endog gav afkald på en stol, og,
med et enkelt høfligt nik, med et anstrengt
smil, besvarede spørgsmål, eller strakte
sin ene arm ud gennem tremmerne for
at lade sin magerhed beføle, men derpå
atter sank helt ind i sig selv, ikke tog notits
af nogen, ikke engang af urets for ham
så vigtige slag, dette ur, som var burets
eneste møbel, men blot så hen for sig med
næsten lukkede øjne og nu og da nippede
til et ganske lille glas med vand for at
fugte sine læber.
Foruden de skiftende tilskuere var der
også faste, af publikum udvalgte vogtere
til stede, mærkværdigvis i reglen slagtere, som, altid tre ad gangen, havde til
opgave at iagttage sultekunstneren dag
og nat, for at han ikke alligevel skulle
tage føde til sig på en eller anden skjult
måde. Men dette var kun en formalitet,
indført til beroligelse af masserne, thi de
indviede vidste nok, at sultekunstneren,
så længe sultetiden varede, aldrig, under
ingen omstændigheder, end ikke under
tvang, ville have spist blot den mindste
smule; hans kunsts ære forbød det. Ganske vist kunne ikke alle vogtere begribe
dette, der var undertiden vagtgrupper,
som gennemførte bevogtningen meget
skødesløst, med vilje satte sig sammen i
en fjern krog og dér fordybede sig ivrigt
i kortspil, i den åbenbare hensigt at unde
sultekunstneren en lille forfriskning, som
han efter deres mening kunne fremdrage
fra nogle hemmelige forråd. Intet pinte
sultekunstneren mere end sådanne vogtere; de gjorde ham trist til mode; de
gjorde det forfærdende svært for ham at
sulte; fra tid til anden overvandt han sin
680 trikot: stramtsiddende dragt, som især bruges af
artister, dansere, gymnaster osv.
svaghed og sang i denne bevogtningstid,
så længe han overhovedet kunne holde
det ud, for at vise de andre, i hvor høj grad
de mistænkte ham med urette. Men det
hjalp ikke meget; de undrede sig så kun
over hans dygtighed, der tillod ham at
spise, selv mens han sang. Langt større
pris satte han på de vogtere, som satte
sig helt hen foran tremmerne, ikke lod
sig nøje med den matte natbelysning i
salen, men badede ham i lyset fra de elektriske lommelamper, som impresarioen
stillede til deres rådighed. Det grelle lys
generede ham slet ikke, sove kunne han
jo overhovedet ikke, og blunde lidt kunne
han altid, i en hvilken som helst belysning
og til hver en tid, selv i den overfyldte,
larmende sal. Han var gerne parat til at
tilbringe natten sammen med sådanne
vogtere helt uden søvn; han var parat til
at spøge med dem, fortælle dem historier
fra sit vandreliv, for så at høre deres historier til gengæld, alt sammen blot for at
holde dem vågne, for hele tiden på ny at
kunne vise dem, at han ikke havde noget
spiseligt i buret, og at han sultede? Som
ingen af dem ville kunne. Men gladest
var han, når så morgenen kom og der på
hans regning bragtes dem et overdådigt
morgenmåltid, som de kastede sig over
med den appetit, sunde og raske mænd
har efter en med møje gennemvåget nat.
Der fandtes ganske vist endog folk, som i
dette morgenmåltid ville se en utilbørlig
påvirkning af vogterne, men det gik nu
for vidt, og når man spurgte om de måske
selv blot for sagens skyld ville overtage
nattevagten uden morgenmad, trak de
sig tilbage, alligevel ved med deres mistænkeliggørelser.
Dette hørte imidlertid allerede til de
mistænkeliggørelser, som var uløseligt
forbundet med sultekunsten. Ingen var
jo i stand til at tilbringe alle dagene og
nætterne uafbrudt som vogtere over sulte355
65
70
75
80
85
90
95
100
105
LITTERATURENS HUSE
110
115
120
125
130
135
140
145
150
kunstneren, ingen kunne altså af selvsyn
vide, om der virkelig var blevet sultet uafbrudt, fejlfrit; kun sultekunstneren selv
kunne vide det og var således samtidig
den eneste fuldkommen tilfredsstillede
tilskuer til sin kunst. Men han var på
sin side aldrig tilfredsstillet, af en anden
grund; måske var det slet ikke på grund af
sulten, at han var så afmagret, at en og anden til sin beklagelse måtte holde sig borte
fra hans optræden, fordi han ikke kunne
tåle synet af ham, men han var kun så
afmagret, fordi han var utilfreds med sig
selv. Han vidste nemlig ene af alle, – selv
ikke de andre indviede vidste det, – hvor
let det var at sulte. Det var den letteste
sag af verden. Han fortav det heller ikke,
men man troede ikke på ham, anså ham
i bedste fald for at være beskeden, men
mestendels for at være ivrig efter reklame
eller endog for at være en svindler, hvem
det ganske vist faldt let at sulte, men kun
fordi han forstod at gøre sig det let, og
som tilmed var fræk nok til halvvejs at
indrømme det. Alt det måtte han finde
sig i, havde også i årenes løb vænnet sig
til det, men i hans indre nagede denne
utilfredsstillethed ham altid, og endnu
havde han aldrig, ikke efter en eneste
sulteperiode - dette vidnesbyrd måtte
man give ham - forladt buret frivilligt.
Som længste sultetid havde impresarioen
fastsat fyrre dage, ud over denne grænse
lod han aldrig nogen sulte, heller ikke i
verdensbyerne, og det havde sine gode
grunde. Erfaringerne viste, at man i godt
og vel fyrre dage kunne anspore en bys
interesse mere og mere gennem langsomt
tiltagende reklame, men så svigtede publikum, man kunne konstatere en væsentlig
aftagende tilstrømning; som naturligt
var, gaves der i denne forbindelse mindre forskelle mellem de forskellige byer
og lande, men som regel gjaldt, at fyrre
dage var den længste tid. Så blev altså på
356
den fyrretyvende dag døren åbnet ind
til det blomsterkransede bur, en begejstret tilskuerskare fyldte amfiteatret, et
militærorkester spillede, to læger trådte
ind i buret for at foretage de nødvendige
malinger på sultekunstneren, gennem
en højttaler forkyndtes resultaterne for
salen, og endelig kom to unge damer,
lykkelige over, at netop de havde været
de heldige, og ville føre sultekunstneren
ud af buret og et par trin ned, hvor der på
et lille bord var serveret et omhyggeligt
udvalgt sygemåltid. Og i dette øjeblik
gjorde sultekunstneren altid modstand.
Ganske vist lagde han endnu, når damerne bøjede sig over ham, frivilligt sine
knoglearme i deres hjælpsomt udstrakte
hænder, men rejse sig ville han ikke.
Hvorfor holde op netop nu efter fyrre
dages forløb? Han kunne have holdt til
det længe endnu, ubegrænset; hvorfor
holde Op netop nu, da han var midt i
den bedste, ja endnu ikke engang i den
bedste sult? Hvorfor ville man fratage
ham æren af at sulte videre, af ikke blot
at blive alle tiders største sultekunstner,
hvad han jo sandsynligvis allerede var,
men også af tilmed at overgå sig selv ud
i det ubegribelige, thi han følte ikke, at
hans sulteevne havde grænser. Hvorfor
havde denne mængde, som foregav at
nære så stor beundring for ham, så lidt
tålmodighed med ham, når han kunne
holde ud at sulte videre, hvorfor ville de
så ikke holde det ud? Desuden var han
træt, han sad godt på sin halm og skulle
nu rejse sig op høj og lang og gå hen til
det måltid, som han alene ved tanken om
det allerede fik kvalme af, en tilstand, som
han kun af hensyn til damerne møjsommeligt undlod at give udtryk for. Og han
så op i de tilsyneladende så venlige, men i
virkeligheden så grusomme damers øjne
og rystede på hovedet, der sad overtungt
på hans svage hals. Men så skete det, som
155
160
165
170
175
180
185
190
195
MELLEMKRIGSTIDEN
200
205
210
215
220
225
230
235
240
altid skete. Impresarioen kom, løftede
stumt - musikken gjorde det umuligt at
sige noget - armene over sultekunstneren,
som ville han indbyde himlen til engang
at tage sit værk her på halmen i øjesyn,
denne ynkværdige martyr, hvad sultekunstneren ganske vist også var, blot i en
helt anden forstand; tog sultekunstneren
om hans tynde talje, hvorved han med
overdreven forsigtighed ville gøre det
troværdigt, hvor skør en ting han her
havde med at gøre; og overgav ham - ikke
uden i det skjulte at ryste ham en smule,
så sultekunstnerens ben og overkrop
svajede ubehersket frem og tilbage - til
damerne, der i mellemtiden var blevet
ligblege. Nu fandt sultekunstneren sig i
alt; hans hoved lå på hans bryst, det var
som om det var trillet af og på uforklarlig
vis holdt sig dér; kroppen var udhulet;
benene pressede sig i selvopholdelsesdrift
mod hinanden i knæene, men skrabede
dog i jorden, som om den ikke var den
virkelige, den virkelige søgte de først;
og hele kroppens rigtignok meget lille
last lå på den ene af damerne, som i sin
søgen efter hjælp, stakåndet - sådan havde
hun ikke forestillet sig dette æreshverv
- først strakte halsen så meget som muligt, for i det mindste at holde ansigtet
fri for berøring med sulte-kunstneren,
men så, da dette ikke lykkedes hende,
og hendes mere heldige ledsagerske ikke
kom hende til undsætning, men nøjedes
med rystende at bære sultekunstnerens
hånd, dette lille knoglebundt, af sted
foran sig, under salens henrykte latter
brast i gråd og måtte afløses af en tjener,
som for længst var stillet i beredskab. Så
kom måltidet, af hvilket impresarioen
smuglede lidt ind i sultekunstneren under en besvimelsesagtig halvsøvn, alt
mens han sludrede lystigt for at aflede
opmærksomheden fra sultekunstnerens
tilstand; derpå udbragtes der så en skål for
publikum, som impresarioen angiveligt
havde fået hvisket i øret af sultekunstneren; orkestret bekræftede det hele med en
stor touche, man gik hver til sit, og ingen
kunne med føje være utilfreds med, hvad
han havde set, ingen, kun sultekunstneren, altid kun han.
Sådan levede han, med regelmæssige
små hvilepauser, i mange år, i tilsyneladende glans, æret af verden, men trods
alt dette som oftest i dårligt humør, som
blev endnu dårligere af, at ingen forstod at
tage det alvorligt; Hvad skulle man også
trøste ham med? Hvad kunne han ønske
sig mere? Og hvis der en gang imellem var
en godmodig sjæl, der beklagede ham og
ville forklare ham, at hans sørgmodighed
sandsynligvis var en følge af sulten, kunne det, især hvis sultetiden allerede var
fremskreden, hænde, at sultekunstneren
svarede med et raserianfald og til alles forskrækkelse begyndte at ruske i tremmerne
som et dyr. Dog havde impresarioen for
sådanne tilstande et afstraffelsesmiddel,
som han gerne anvendte. Han undskyldte
sultekunstneren over for det samlede
publikum, indrømmede, at kun en af
sulten fremkaldt, for mætte mennesker
ikke uden videre begribelig irritabilitet
kunne gøre sultekunstnerens opførsel tilgivelig; kom derefter i forbindelse hermed
også ind på sultekunstnerens ligeledes
herudfra forklarlige påstand om, at han
kunne sulte endnu meget længere, end
han gjorde; priste den høje stræben, den
gode vilje, den store selvfornægtelse, som
bestemt også lå i denne påstand; men
søgte derpå at gendrive påstanden, enkelt
og ligetil, ved at forevise fotografier, som
samtidig blev solgt, thi på billederne så
man sultekunstneren på en fyrretyvende
sultedag, i sin seng, næsten udslukt af
afkræftelse. Denne fordrejelse af sandheden, som nok var sultekunstneren vel
bekendt, men alligevel hver gang på ny
357
245
250
255
260
265
270
275
280
285
LITTERATURENS HUSE
290
295
300
305
310
315
320
325
330
gik ham på nerverne, var for meget for
ham. Hvad der var en følge af den for tidlige afslutning af sulten, det fremstillede
man her som årsagen! At kæmpe mod
denne uforstand, mod denne verden af
uforstand, var umuligt. Indtil nu havde
han atter og atter ivrigt trykket mod tremmerne og i god tro lyttet til impresarioen,
men når fotografierne kom frem, slap
han hver gang tremmerne, sank med et
suk tilbage på halmen, og det beroligede
publikum kunne atter komme til og tage
ham i øjesyn.
Når de, der var vidner til den slags
scener, nogle år efter tænkte tilbage på
dem, var det tit svært for dem at forstå
sig selv. For i mellemtiden var det nævnte
omslag indtrådt; næsten pludseligt var
det sket; det kunne have dybere årsager,
men hvem interesserede sig for at finde
dem; i hvert fald så den forvænte sultekunstner sig en skønne dag forladt af
den fornøjelsessyge mængde, som hellere
strømmede til andre opvisninger. Endnu
en gang jog impresarioen gennem det
halve Europa med ham, for at se, om den
gamle interesse ikke hist og her kunne
indfinde sig på ny; alt sammen forgæves; som efter en hemmelig aftale var der
overalt opstået en ligefrem modvilje over
for hans skuesulten. Naturligvis havde
det i virkeligheden ikke kunnet komme
så pludseligt, og man kom nu bagefter i
tanker om det ene eller det andet varsel,
som man dengang i succesernes rus ikke
havde taget tilstrækkelig notits af eller
ikke undertrykt tilstrækkeligt, men det
var for sent at gøre noget ved det nu.
Ganske vist var det givet, at der engang
igen ville komme en tid også for sulten,
men det var ikke de levende til nogen
trøst. Hvad skulle sultekunstneren nu
gøre? Han, hvem tusinder havde tiljublet,
kunne ikke vise sig frem i fjælleboderne
på små markeder, og til at gå over i et
358
andet erhverv var sultekunstneren ikke
alene for gammel, men også alt for fanatisk hengivet til sulten. Han afskedigede
altså impresarioen, hans ledsager på en løbebane uden lige, og lod sig engagere af et
stort cirkus; for at skåne sin følsomhed, så
han end ikke på kontraktbetingelserne.
Et stort cirkus med dets utal af mennesker og dyr og apparater, som hele tiden udligner og supplerer hinanden, et
sådant cirkus kan bruge enhver til hver
en tid, også en sultekunstner, naturligvis
forudsat, at han stiller passende beskedne
krav, og desuden var det i dette særlige
tilfælde jo ikke blot sultekunstneren selv,
som blev engageret, men også hans gamle,
berømte navn, ja man kunne, denne med
den tiltagende alder ikke aftagende kunst
taget i betragtning, ikke engang sige, at
en udtjent kunstner, en, der ikke længere
stod på højdepunktet af sin kunnen, ville
søge tilflugt på en roligere cirkusplads,
tværtimod, sultekunstneren forsikrede,
hvad der var absolut troværdigt, at han sultede lige så godt som før, ja han hævdede
endog, at han, dersom man lod ham få sin
vilje, og det lovede man ham uden videre,
egentlig først nu ville hensætte verden i
berettiget undren, en påstand ganske vist,
der i betragtning af tidens stemning, som
sultekunstneren i sin iver let glemte, kun
fremkaldte smil blandt fagfolk.
Men i grunden mistede heller ikke
sultekunstneren blikket for de virkelige
forhold og tog det som en selvfølge, at man
ikke just stillede buret med ham i midt
ind i manegen som glansnummer, men
anbragte det udenfor på et i øvrigt ret let
tilgængeligt sted i nærheden af staldene.
Store, kulørte, malede skilte omgav buret
og forkyndte, hvad der var at se i det.
Når publikum i pauserne i forestillingen
trængtes, på vej mod staldene for at se på
dyrene, kunne det næsten ikke undgås, at
man kom forbi sultekunstneren og stand-
335
340
345
350
355
360
365
370
375
MELLEMKRIGSTIDEN
380
385
390
395
400
405
410
415
420
sede kort op dér, man ville måske være
blevet endnu længere hos ham, hvis ikke
de, som kom efter og som ikke forstod
dette ophold på vejen til de med længsel
ventede stalde, havde gjort en længere
rolig betragtning umulig i denne smalle
gang. Dette var også grunden til, at sultekunstneren alligevel skælvede for disse
besøgstider, skønt han naturligvis så frem
til dem som sit livs formål. I den første
tid havde han dårligt nok kunnet afvente
pauserne i forestillingen; henrykt havde
han set på den fremvæltende mængde,
indtil han kun alt for snart - selv det mest
hårdnakkede, næsten bevidste selvbedrag
holdt ikke stand mod erfaringerne - overbevistes om, at det for det meste, gang
på gang, uden undtagelse, drejede sig
om lutter folk, der ville ud i staldene. Og
dette syn på afstand forblev stadig væk
det smukkeste. Thi når de var nået hen til
ham, var det hele én skrigen og skælden
fra partierne, der uafladeligt dannedes
på ny: det, som - og det blev snart det
pinligste for sultekunstneren - ville se
på ham i ro og mag, ikke af forståelse,
men i et lune og i trods, og det andet, som
først kun forlangte at komme til staldene.
Var den store hob kommet forbi, så kom
efternølerne, og disse, hvem ingen mere
forhindrede i at blive stående, så længe
de overhovedet ville, ilede rigtignok med
lange skridt forbi, næsten uden så meget
som et sideblik, for at de kunne nå at
komme ud til dyrene. Og det var ikke
noget alt for hyppigt lykketræf, at en familiefader kom med sine børn, pegede
på sultekunstneren, udførligt forklarede,
hvad det hér drejede sig om, fortalte om
gamle dage, hvor han havde været med
ved lignende, men uden sammenligning
mere storslåede forevisninger, og børnene så rigtignok på grund af skolens
og livets utilstrækkelige forberedelse
stod lige uforstående - hvad betød det
at sulte for dem? - men dog i deres forskende øjnes glans lod ane noget om nye,
kommende, nådigere tider. Måske, sagde
sultekunstneren så en gang imellem til
sig selv, måske ville alting alligevel blive
en smule bedre, hvis hans plads ikke var
helt så nær ved staldene. Derved gjorde
man folk valget for let, for slet ikke at tale
om, at staldenes uddunstninger, dyrenes
uro om natten, de rå stykker kød, som
blev båret forbi til rovdyrene og skrigene
under fodringen sårede ham meget og
til stadighed trykkede ham. Men at gøre
forestillinger hos direktionen vovede han
ikke; når alt kom til alt, havde han jo dyrene at takke for, at der kom så mange
besøgende, blandt hvilke der også hist
og her kunne findes én, der var bestemt
for ham, og hvem vidste, hvor man ville
gøre af ham, hvis han begyndte at minde
om sin eksistens og dermed også om, at
han, ret beset, kun var en hindring på
vejen til staldene.
En lille hindring ganske vist, som blev
stadig mindre. Man vænnede sig til den
særhed, det var, i vore dage at ville kræve
opmærksomhed for en sultekunstner, og
med denne tilvænning var dommen over
ham fældet. Han kunne sulte så godt, han
overhovedet var i stand til, og han gjorde
det, men intet kunne længere redde ham,
man gik forbi ham. Prøv at forklare nogen
sultekunsten! Den, der ikke føler det, ham
kan man heller ikke gøre det begribeligt. De smukke skilte blev snavsede og
ulæselige, man rev dem ned, ”det faldt
ingen ind at erstatte dem med nye; den
lille tavle med tallet for de præsterede
sultedage, som i den første tid var blevet
omhyggeligt fornyet hver dag, havde nu
allerede i lang tid været uforandret, thi
efter de første uger var personalet blevet
ked af selv dette lille arbejde; og så sultede
ganske vist sultekunstneren videre, sådan
som han tidligere engang havde drømt
359
425
430
435
440
445
450
455
460
465
LITTERATURENS HUSE
470
475
480
485
490
495
500
505
om, og det lykkedes ham uden anstrengelse nøjagtig sådan, som han dengang
havde forudsagt, men ingen talte dagene,
ingen, ikke engang sultekunstneren selv
vidste, hvor stor en præstation det allerede
var, og han blev tung om hjertet. Og når
engang i tidens løb en dagdriver blev
stående, gjorde sig lystig over det gamle
tal og talte om svindel, så var det i den
forstand den dummeste løgn, som ligegyldighed og medfødt ondskabsfuldhed
kunne finde på, thi ikke sultekunstneren
var bedrager, han arbejdede ærligt nok,
men verden bedrog ham for hans løn.
Men der gik atter mange dage, og også det
fik en ende. Engang lagde en opsynsmand
mærke til buret, og han spurgte tjenerne,
hvorfor man lod dette absolut brugelige
bur stå her med rådden halm i til ingen
nytte; ingen vidste det, før en ved hjælp
af tavlen med tallet kom i tanker om sultekunstneren. Man rodede med stænger
op i halmen og fandt sultekunstneren
i den. „Du sulter stadig væk?” spurgte
opsynsmanden, „kan du da aldrig holde
op?” „Tilgiv mig, alle sammen,” hviskede
sultekunstneren; kun opsynsmanden, som
holdt øret tæt hen til tremmerne, kunne
forstå ham. „Javist,” sagde opsynsmanden
og pegede med fingeren på sin pande for
dermed over for personalet at antyde sultekunstnerens tilstand, „vi tilgiver dig.”
„Hele tiden ville jeg have jer til at beundre
min sultekunst,” sagde sultekunstneren.
„Vi beundrer den skam også,” sagde opsynsmanden imødekommende. „Men I
skulle ikke have beundret den,” sagde
sultekunstneren. „Godt, så beundrer vi
360
den altså ikke,” sagde opsynsmanden,
„hvorfor skal vi da ikke beundre den?”
„Fordi jeg må sulte, jeg kan ikke andet”,
sagde sultekunstneren. „Vil man nu bare
se,” sagde opsynsmanden, „hvorfor kan
du da ikke andet?” „Fordi jeg”, sagde
sultekunstneren, løftede sit lille hoved
en smule og talte med læberne spidset
som til et kys lige ind i opsynsmandens
øre, for at intet skulle gå tabt, „fordi jeg
ikke kunne finde den spise, som jeg kan
lide. Havde jeg fundet den; tro mig, jeg
ville ikke have vakt den mindste opsigt,
men have spist mig mæt som du og alle
andre.” Det var de sidste ord, men endnu
i hans brustne øjne var den faste, om end
ikke længere stolte overbevisning om, at
han sultede videre.
„Sku’ vi så få ryddet op!” sagde opsynsmanden, og man begravede sultekunstneren med samt hans halm. Men
ind i buret satte man en ung panter. Det
var selv for det mest afstumpede gemyt en
mærkbar lettelse at se dette vilde dyr kaste
sig omkring i buret, der så længe havde
stået tomt. Den manglede intet. Den føde,
den kunne lide, kom dyrepasserne med
uden at gøre sig mange tanker om det;
ikke engang friheden syntes den at savne;
dette ædle legeme, lige til bristepunktet
udstyret med alt nødvendigt, syntes også
at bære friheden omkring med sig; et
eller andet sted i tænderne syntes den at
sidde; og glæden ved livet kom med en
så stærk glød ud af dens gab, at det ikke
faldt tilskuerne let at holde stand over for
den. Men de overvandt sig selv, trængtes
om buret og ville slet ikke flytte sig.
(1922)
510
515
520
525
530
535
540
545
MELLEMKRIGSTIDEN
361
362
362
1939-1960:
Krig og efterkrigstid
13
Albert Camus
(1913-60)
Albert Camus er en typisk repræsentant for den fornyelse af eksistentialismen, som de to
verdenskrige skabte grundlag for.
Hans vej ind i den kulturelle elite, litteraturen og filosofien var til gengæld ganske atypisk.
Han voksede op i en fattig algerisk familie – regeret af mor og bedstemor, da hans far allerede
i 1914 faldt i 1. verdenskrig. En lærer, der tidligt så drengens begavelse, fik med besvær overtalt
familien til at lade ham komme i gymnasiet. Derfra banede han selv sin vej til universitetet
og den litterære offentlighed. I 1940 slog han sig ned i Paris, hvor han snart opnåede en
position som fransk filosofis wunderkind. Hans syn på tilværelsen var præget af begreber
som absurditet og fremmedgørelse, men også af den intense – både angstfremkaldende og
frigørende – følelse af at være stillet under en gudløs himmel, hvor kun mennesket selv kan
udstikke sin vej og sin skæbne. Hans litterære og filosofiske gennembrud kom i 1942, da han
udgav både romanen Den fremmede og det store filosofiske essay Sisyfos-myten.
Camus meldte sig som 21-årig ind i det algeriske kommunistparti, men blev snart ekskluderet og var herefter en uforsonlig kritiker af stalinismens menneskesyn, dens kz-lejre og
dens førerdyrkelse, ligesom han under 2. verdenskrig var aktiv i modstanden mod nazismen.
I 1951 udgav han essayet Oprøreren, hvor han tager afstand fra den voldelige revolution – og
det kostede ham det mangeårige venskab med Sartre.
Albert Camus fik i 1957 Nobelprisen i litteratur, og kun tre år senere kørte han sig ihjel i
sin sportsvogn, hvilket var med til at give ham den næsten mytiske status, han har i dag: en
slags filosofiens James Dean eller Jim Morrison ... I den knuste bil fandt man et manuskript,
romanen Det første menneske, der først blev udgivet i 1994. Bogen regnes i dag for et hovedværk
i forfatterskabet og er en følsom beskrivelse af barndommens Algier og den smerte, der var
forbundet med at forlade det.
Her følger et uddrag fra den bog, der for alvor slog Camus’ navn fast: Sisyfos-myten, hvor
de indledende sider er valgt ud.
←
Fin de Copenhauge (Enden på København) er en mærkelig bog – en slags collage, som Asger Jorn og Cobra-vennen
Guy Debord fabrikerede på et døgns tid, hvor de lod fantasien rable. Så bogen er fuld af helt forskelligartede ting:
inspiration fra kunst og jazzmusik, raseri over kolonikrigen i Algier, politiske opråb, glad fantasi og brokker fra København
i en stor underbevidst tur rundt i den menneskelige manege. Bogen her er at betragte som et oprør mod den logisk
strukturerede og velordnede bog.
Asger Jorn og Guy Debord: Fra bogen Fin de Copenhauge. Conseiller technique pour le détournement, 1957. Den
kongelige Kobberstiksamling, København.
363
LITTERATURENS HUSE
af Sisyfos-myten
5
10
15
20
25
30
Guderne havde dømt Sisyfos681 til uophørlig at trille en sten op på toppen af
et bjerg, hvorfra den straks rullede ned
igen ved sin egen vægt. De mente med
en vis ret, at der ikke kunne tænkes nogen frygteligere straf end et fuldstændig
unyttigt og håbløst arbejde.
Hvis man skal tro Homer, var Sisyfos
en såre vis og besindig mand, medens han
levede. En anden tradition vil imidlertid
vide, at han havde en forkærlighed for
røverhåndværket. Jeg ser ingen modsigelse heri. Hvad angår årsagerne til,
at han endte som den unyttige arbejder
i underverdenen, er meningerne delte.
Man bebrejder ham for det første en vis
letsindighed i omgang med guderne. Han
røbede deres hemmeligheder. Flodguden Asopos’ datter Aigina blev engang
bortført af Zeus682. Faderen undrede sig
over hendes forsvinden og beklagede
sig til Sisyfos, der havde kendskab til
bortførelsen og tilbød at afsløre de nærmere omstændigheder for Asopos mod, at
denne gav ham vand til borgen i Korinth.
Han agtede vandets velsignelser højere
end den himmelske vrede. Det var for
dette, han blev straffet i underverdenen.
Homer fortæller også, at Sisyfos havde
lagt Døden i lænker. Hades kunne ikke
udholde synet af sit øde og tavse rige og
sendte krigsguden ud for at fri Døden af
fangenskabet.
681 Sisyfos: en græsk sagnkonge i byen Korinth. Han
besejrer døden og lægger dødsguden Thanathos i
lænker, men krigsguden Ares opdager det og befrier den lænkede gud. Sisyfos straffes med at han
i dødsriet, Hades, evindeligt skal trille en sten op
på toppen af et bjerg, hvorfra den atter ruller ned.
Altså et uendeligt og usigtsløst slid – et sisyfosarbejde.
682 Zeus: den græske gudeverdens førende gud, –
faderguden.
364
Der berettes videre, at Sisyfos, da han
nærmede sig Døden, var uforsigtig nok til
at sætte sin hustrus kærlighed på prøve.
Han befalede hende at kaste hans lig ud
på torvet i stedet for at lade det gravsætte
standsmæssigt. Sisyfos kom derpå til underverdenen. Men oprørt over sin hustrus
lydighed, der i så høj grad stred mod den
menneskelige kærligheds love, opnåede
han af Hades tilladelse til at vende tilbage
til jorden for at straffe hende. Men da
han havde genset den jordiske verden,
nydt vandet og solens lys, de varme sten
og havet, følte han ikke mere lyst til at
vende tilbage til underverdenens skygger.
Hverken bydende påmindelser, vrede
eller advarsler hjalp. Mange år endnu
levede han og glædede sine øjne ved
synet af bugtens blødt svungne kurve,
det glitrende hav og den smilende jord.
Guderne lagde råd op om sagen. De sendte
Hermes683 ud for at gribe den frække i
kraven og med magt føre ham bort fra
hans glæder ned til underverdenen, hvor
stenen lå og ventede på ham.
Sisyfos er, som man ser, den absurde
helt. Han er det både i sine lidenskaber og
i sin tugtelse. Et var hans foragt for guderne, hans had til døden og hans passion for
livet, der bragte den frygteligte straf over
hans hoved at måtte sætte hele sin kraft
ind på intet at udrette. Det er den pris, som
må betales for denne verdens glæder. Ud
over selve straffen får vi i øvrigt intet at
vide om Sisyfos i underverdenen. Myter
må gøres levende af fantasien. Og myten
viser os kun en krop anspændt til det
yderste for at løfte den mægtige sten og
atter skubbe den op ad bjergets side; vi
ser det sammenbidte ansigt med kinden
683 Hermes: gudernes budbringer og desuden gud for
handelsfolk og tyve. Han ses altid med vinger på
anklerne og vinget hat på hovedet.
35
40
45
50
55
60
65
70
1939-1960: KRIG OG EFTERKRIGSTID
75
80
85
90
95
100
105
110
115
presset ind mod stenen, en skulder som
støtter den lerede klippeblok, en fod der
sættes frem som bremse, de strakte arme,
som atter og atter stemmes imod, og de to
tilforladelige menneskehænder fulde af
jord. Endelig, efter den lange, trælsomme
kamp i et rum uden himmel og en tid
uden dybde, når han sit mål. Men Sisyfos
ser da, hvordan stenen på et øjeblik igen
ruller ned mod den nedre verden, hvorfra
den atter skal tvinges op mod højderne.
Han må på ny stige ned til sletten.
Det er under denne nedstigning, dette
ophold i arbejdet, Sisyfos interesserer
mig. Ansigtet hos den, der træller blandt
stenene, er allerede selv blevet sten. Jeg
ser ham gå ned ad bjerget med tunge,
rolige skridt, ned mod lidelsen, som han
ikke ser nogen ende på. Denne pause,
der kommer igen regelmæssigt som et
åndedrag og usvigelig sikkert som hans
ulykke, denne pause er bevidsthedens
time. Hver gang han forlader højderne
og stiger ned mod gudernes usle boliger,
er han sin skæbnes overmand. Han er
stærkere end stenen.
Når denne myte er tragisk, beror det
på, at dens helt er bevidst. Hvad ville der
blive af hans lidelse, hvis han for hvert
skridt blev båret frem af håbet om, at
opgaven kunne lykkes? Vore dages arbejdere beskæftiger sig hver dag med det
samme arbejde, og deres skæbne er ikke
mindre absurd. Men den er kun tragisk
i de sjældne øjeblikke, hvor den bliver
bevidst. Sisyfos er gudernes proletar, en
afmægtig oprører, men han kender sin
ulykkelige skæbne i hele dens rækkevidde: det er den, han tænker på, medens han
er på vej ned ad bjerget. Det klarsyn, som
skulle være hans straf, bliver samtidig
en bekræftelse af hans sejr. Der gives
ingen skæbne, som ikke kan overvindes
med foragt.
På visse dage er det smerten, som behersker ham under vandringen ned mod
sletten; men det kan også være glæde.
Ordet er ikke for stærkt. Jeg tænker mig
endnu en gang Sisyfos på vej ned mod
stenen, og i begyndelsen var kun smerten. Når billedet af jorden atter står for
stærkt i erindringen, når lykken kalder for
indtrængende, sker det, at sorgen stiger
op i menneskets hjerte: det er stenens
sejr, det er selve stenen. Den umådelige
fortvivlelse er for tung at bære. Det er vore
nætter i Gethsemane684. Oidipus685 adlyder
først sin skæbne uden at kende den. Tragedien begynder i det øjeblik, hvor han
véd. Men i samme øjeblik opdager han,
blind og fortvivlet, at det eneste, der binder ham til jorden, er en ung piges svale
hånd. Da lyder de stolte ord: ”Trods alle
prøvelser siger mine fremskredne år og
min sjæls storhed mig, at alt er godt.” Sofokles’ Oidipus bekræfter således, ligesom
Dostojevskijs686 Kirilov, det absurdes sejr.
Antikkens visdom når til samme resultat
som den moderne heroisme.
Når man har erkendt absurditeten,
undgår man ikke let fristelsen til at skrive
en håndbog i lykke. ”Virkelig? Finder
man lykken på så stejle stier?” Ja, thi der
er kun én verden. Lykken og absurditeten
er børn af samme jord. De er uadskillelige. Men det betyder ikke, at lykken
nødvendigvis opstår af den absurde er684 Gethsemane: den have i Jerusalem, hvor Jesus skærtorsdag nat ventede på at blive forrådt og arresteret
af de romerske soldater
685 Oidipus eller Ødipus: græsk sagnkonge i Theben. Fik
den skæbne at dræbe sin far og elske sin mor uden
at kende sagens sammenhæng. Da han opdager
den, blinder han sig selv. Sofokles’ (497-406 f. Kr.)
drama om kong Ødipus har gjort sagnet kendt,
og Freud har hentet sit begreb ’ødipus-kompleks’
herfra.
686 Fjodor Dostojevskij: (1821-81) russisk forfatter, der
har haft stor betydning for eksistentialistisk fi losofi.
Hans værker kredser om begreber som frihed,
skyld, ansvar og soning.
365
120
125
130
135
140
145
150
LITTERATURENS HUSE
155
160
165
170
175
kendelse. Man kunne lige så godt sige, at
absurditetsfølelsen fødes af lykken. ”Jeg
ser, at alt er godt,” siger Oidipus; det er
hellige ord, som giver genlyd i menneskets
vilde og trange univers. De forkynder, at
alt endnu ikke er udtømt. De forjager en
Gud, som er sat ind i verden af menneskenes utilfredsstillede længsel og smag for
unødvendige lidelser. De gør skæbnen
til et menneskeligt anliggende, som må
ordnes mennesker imellem.
Herpå beror Sisyfos’ tavse glæde. Hans
skæbne tilhører ham. Hans sten er hans
egen. På samme måde bringer det absurde
menneske alle afguder til tavshed, når
han betragter sin smerte. Universet bliver
pludselig stille igen, men fra jorden stiger
tusinder undrende røster op, hemmelighedsfulde og dunkelt kaldende stemmer, tilskyndelser fra alle sider – de er
sejrens pris og nødvendige komplement.
Der gives ingen sol uden skygge, og man
må gøre sig fortrolig med mørket. Det
absurde menneske siger ja, og derefter
ophører møjen og kampen aldrig. Hvis
der gives en personlig skæbne, gives der
ingen skæbne af en højere orden, i hvert
fald ingen skæbne, som det absurde men-
366
neske ikke finder tyrannisk og foragtelig.
For øvrigt véd han, at han er sin egen
tilværelses herre. I det korte øjeblik, hvor
mennesket vender sig om og ser på sit liv,
ligesom Sisyfos vender sig mod stenen, i
dette svimlende øjeblik betragter mennesket den række af handlinger uden
sammenhæng, som udgør hans skæbne,
som er skabt af ham selv, som kun bindes sammen af hans erindring, og som
snart skal besegles af hans død. Han er
overbevist om, at alt menneskeligt er af
menneskelig oprindelse, han er en blind,
som ønsker at blive seende, og som véd,
at natten aldrig får ende. Han er altid på
vej. Stenen bliver ved med at rulle.
Jeg forlader Sisyfos ved bjergets fod.
Men genfinder altid sin byrde. Men Sisyfos vidner om den højere troskab, som
fornægter guderne og løfter stenene. Og
han indser, at alt er godt. Det herreløse
univers synes ham hverken goldt eller
ørkesløst. Hvert granitkorn i stenen, hver
glimtende mineralstump i bjergets mørke
udgør en verden i sig selv. Kampen for
at nå op til tinderne er nok til at fylde
et menneskehjerte. Man må tænke sig
Sisyfos som en lykkelig mand.
(1942)
180
185
190
195
200
205
1939-1960: KRIG OG EFTERKRIGSTID
Jean Paul Sartre
(1905-80)
Man diskuterer i dag fortsat hidsigt, om Jean Paul Sartre først og fremmest skal forstås som en
filosof, der ytrede en del af sine tanker i en mere populær litterær form, eller om hans litterære
værk har lige så stor æstetisk som filosofisk værdi. I hvert fald er han en af hovedskikkelserne
i den moderne, ateistiske eksistentialisme.
Sartre blev født i en velhavende og kultiveret familie, gik på Frankrigs fineste skoler
og studerede på et eliteuniversitet, hvor han i øvrigt traf Simone de Beauvoir, der igennem
resten af livet blev hans partner i både kærlighed og filosofi. Som Camus mistede Sartre sin
far tidligt og tillagde det en stor – positiv – betydning for hans evne til at frigøre sig fra sit
miljø og tænke nyt.
Sartre blev toneangivende for ikke blot Paris’, Frankrigs og Vestens intellektuelle, han
opnåede at blive et ikon også for frihedsbevægelser i den 3. verden, og han engagerede sig
tidligt i Frankrigs kolonikrige i Indokina (det senere Vietnam) og Algier. Han knyttede sig
tæt til kommunistpartiet og accepterede på en facon, der kan synes kynisk, at der eksisterede
undertrykkelse og kz-lejre i Sovjetunionen. Hans position i denne sag kostede ham venskabet
med Camus.
Sartres filosofiske hovedværk er Væren og intet fra 1943, hvor han behandler det moderne
livs grundvilkår: oplevelsen af angst og meningsløshed, men også den berusende følelse af
at stå uden traditionens bindinger i en dybt personlig frihed.
Jean Paul Sartre tildeltes i 1964 Nobelprisen i litteratur, men afslog at modtage den. I 1968
knyttede han sig til studenteroprøret og det såkaldt ’nye venstre’ og deltog - skønt efterhånden svagelig og de sidste år næsten blind – i forskellige former for politisk aktivisme. Da han
døde i 1980, blev hans begravelse et tilløbsstykke, der samlede mere end 100.000 mennesker i
Paris’ gader. Han er en af de meget få filosoffer, der var kendt af menigmand, og skønt hans
fagfilosofiske værk er vanskeligt tilgængeligt, forstod han at popularisere dets pointer, så
eksistentialismen i 1940-60 blev en bred, kulturel bevægelse.
Her bringes et uddrag fra essayet Eksistentialisme er en humanisme, som netop er en popularisering af de centrale pointer fra Væren og intet.
af Eksistentialisme er en humanisme
5
Det, som de [eksistentialisterne] har fælles, er blot det faktum, at de mener, eksistensen går forud for essensen687, eller,
om De vil, at man må bygge på subjektiviteten688. Hvad skal man egentlig forstå
687 essens: essens betyder filosofisk set ’væsenskerne’,
en indre og uforanderlig kvalitet
688 subjektivitet: begrebet stammer fra Kierkegaard, der
siger, at ’subjektiviteten er sandheden’ – hvor subjektivitet skal forstås som menneskets bevidsthed
og selvbevidsthed – dets sjæl eller jeg.
ved det? Når vi betragter en genstand,
der er frembragt, som fx en bog eller en
papirkniv, så er denne genstand lavet
af en håndværker, der er sat i gang af
en forestilling; han støtter sig til forestillingen ”papirkniv” og ligeledes til en
forudgående fremstillingsteknik, der er
en del af forestillingen, og som i grunden
er en slags plan. Således er papirkniven på
en gang en genstand, som frembringes på
367
10
15
LITTERATURENS HUSE
20
25
30
35
40
45
50
55
en bestemt måde, og som på den anden
side er til en bestemt anvendelse. Man
kan ikke antage, at en mand ville lave
en papirkniv uden at vide, hvad den skal
bruges til. Vi kan altså sige, for papirknivens vedkommende, at essensen – dvs. de
samlede midler og egenskaber, som gør
det muligt at lave den og at definere den
– går forud for eksistensen. Og således
er tilstedeværelsen af en papirkniv eller
en bog, der ligger foran mig, bestemt. Vi
har altså her et teknisk syn på verden, ved
hvilket vi kan sige, at frembringelsen går
forud for eksistensen.
Når vi tænker os en skabende Gud,
så er denne Gud næsten altid gjort lig
med en højerestående håndværker. […]
Således kan forestillingen om mennesket
i Guds tanker lignes ved forestillingen
om papirkniven i industri-tanken. Og
Gud frembringer mennesket efter en bestemt teknik og en forestilling, akkurat
ligesom håndværkeren laver en papirkniv
efter en definition og en teknik. Således
realiserer det individuelle menneske en
bestemt forestilling, som er i den guddommelige forstand. I det 18. århundrede
hos ateismens filosoffer er begrebet Gud
afskaffet, men ikke i lige måde ideen om,
at essensen går forud for eksistensen.
Denne idé træffer vi næsten overalt. […]
Mennesket er i besiddelse af en menneskelig natur. Denne menneskelige natur,
som er begrebet menneske, findes hos alle
mennesker, og det vil sige, at hvert menneske er et enkelt eksempel på et universelt
begreb: Mennesket. Hos Kant689 resulterer
denne universalitet i, at skovmennesker,
naturmennesker såvel som byborgeren,
er tvunget ind i den samme definition
689 Immanuel Kant: (1724-1804) tysk idealistisk filosof,
der netop er karakteriseret ved at tro at mennesket
besidder en fx moralsk væsenskerne (essens) – dvs.
at det har et moralsk instinkt, som ikke er afhængigt af tid og sted.
368
og besidder de samme grundegenskaber.
Og således går også her essensen forud
for den historiske eksistens, vi møder i
naturen.
Den ateistiske eksistentialisme690, som
jeg repræsenterer, er mere konsekvent.
Den erklærer, at dersom Gud ikke eksisterer, er der i det mindste et væsen, hos
hvem eksistensen går forud for essensen,
et væsen, som eksisterer, før det kan defineres ved et begreb, og dette væsen er
mennesket eller, som Heidegger691 siger,
den menneskelige virkelighed. Hvad betyder det her, at eksistensen går forud for
essensen? Det betyder, at mennesket først
eksisterer, er til, viser sig i verden, og at
det defineres bag efter. Dersom mennesket, således som eksistentialisten opfatter
det, ikke kan defineres, vil det sige, at det
fra først af intet er. Det bliver til efterhånden, og det bliver, hvad det gør sig selv
til: Altså: der er ikke nogen menneskelig
natur, fordi der ikke er nogen Gud til at
udtænke den. Mennesket er simpelthen,
ikke alene som det begriber sig selv, men
også sådan som det vil sig selv, og sådan
som det opfatter sig selv efter eksistensen,
sådan som det vil sig selv efter denne
fremdrift mod eksistensen. Mennesket er
ikke andet, end hvad det gør sig selv til.
Dette er eksistentialismens første princip.
Det er også det, man kalder subjektivitet,
og som man bebrejder os under dette
690 Ateistisk eksistentialisme: hvor Kierkegaards
eksistentialisme havde som udgangspunkt, at Gud
fi ndes, har den ateistiske eksistentialisme (Sartre,
Camus m.fl.) det udgangspunkt, at mennesket
skaber sig selv, sin verden og sin religion. Religion
er altså udelukkende et spejl på menneskers ønsker
og længsler.
691 Heidegger: Martin Heidegger, tysk eksistentialistisk
filosof (1889-1976), hvis særlige interesse var at fi nde
ud af, hvad ’væren’ egentlig vil sige. Hvordan oplever vi (subjektivt) det at være til, når vi samtidig er
kastet ind i en konkret (objektiv) verden? Sartre studerede Heidegger, mens han var på studieophold i
Berlin i 1933-34.
60
65
70
75
80
85
1939-1960: KRIG OG EFTERKRIGSTID
90
95
100
105
navn. Men hvad siger vi med det, andet
end at mennesket har en større værdighed
end en sten eller et bord? Vi påstår, at mennesket eksisterer først, dvs. at mennesket
er til, før det kaster sig mod en fremtid, og
at det er vidende om, at det projicerer sig
ind i fremtiden. Mennesket er fra først af
en plan, som oplever sig selv subjektivt,
i stedet for at være noget mos, noget råddenskab eller et blomkålshoved.
[…] Vi befinder os på et plan, hvor der
kun er mennesker. Dostojevskij692 skrev
engang: ”Dersom Gud ikke eksisterede,
ville alt være tilladt”. Det er netop udgangspunktet for eksistentialismen. Alt
er tilladt, dersom Gud ikke eksisterer, og
følgelig er mennesket hjælpeløst forladt,
fordi han hverken hos sig selv eller udenfor sig selv finder noget at klynge sig
til. Han finder heller ingen undskyldning.
Dersom det er sådan, at eksistensen faktisk går forud for essensen, kan man aldrig
forklare noget ved at henholde sig til en
given og fastlagt menneskelig natur. Med
andre ord: Der er ingen determinisme,
mennesket er frit, mennesket er frihed. Og
på samme måde: Når Gud ikke er til, vil
vi aldrig kunne finde værdier eller bud,
der kan legitimere vor opførsel. Vi vil
hverken bag os eller foran os, i værdiernes
lysende domæne, have retfærdiggørelse
eller tilflugt. Vi er ene, uden undskyldninger. Det er det, jeg giver udtryk for,
når jeg siger, at mennesket er fordømt
til at være frit. Dømt fordi han ikke har
skabt sig selv, og frit, fordi han, når han
engang er sat i verden, er ansvarlig for
alt det, han gør.
(1946)
692 Fjodor Dostojevskij: (1821-81) russisk forfatter, der
har haft stor betydning for eksistentialistisk fi losofi.
Hans værker kredser om begreber som frihed,
skyld, ansvar og soning.
369
110
115
120
125
LITTERATURENS HUSE
Morten Nielsen
(1922-44)
Modstandsbevægelsen var i Danmark lille i forhold til i lande som Frankrig og Holland, og
den bestod i høj grad af meget unge mennesker, der foragtede de voksne og etablerede politikeres samarbejdspolitik. Morten Nielsen var sådan et ungt menneske, der følte det som et
eksistentielt spørgsmål at sige fra og kæmpe for frihed og menneskeværd. Han nåede at være
aktiv i modstandsbevægelsen i et par år og døde i august 1944 – formentlig af et vådeskud i
forbindelse med sin egen håndtering af våben. Men han nåede trods sit korte liv også at være
produktiv som forfatter, og man sporer overalt en slags forudanelse om en tidlig død.
I Nielsens digte er der således en overvældende følelse af at være uden sikkerhed i livet. Det
er denne leven på øjeblikkets knivsæg, der er nerven i Morten Nielsens forfatterskab, og som
giver det stor fascinationskraft mange årtier efter hans død. Hovedværket er lyriksamlingen
Krigere uden Vaaben, som udkom i 1943. Posthumt kom Efterladte Digte og Breve til en Ven.
Digtet her er fra Efterladte Digte fra 1945.
Jeg ser nu i Nat
Jeg ser nu i Nat, at hans udstrakte Haand
er rede til stille
at skille Støv og Aand.
Et Snit og lidt Blods Dryppen draabevis ned
- synk ned og bliv væk
i den store Søvns Fred.
Intet er mistet. Ingen har kaldt.
Lig stille – et Suk –
det er ude med alt,
det, der er hændt dig, og det, der skal ske.
Nu sner det med Mørke
og stilner med Sne.
- - Det hvisker i Hjertet, besværligt og hedt:
Du svigter for meget,
Du har bragt mig for lidt.
Saa hvisker det angst: Ufuldbyrdet, forladt,
staar din Skæbne tilbage,
hvis du gaar nu i Nat.
Du skal vokse og blomstre og sætte dine Frø.
Du er endnu for ringe til at dø.
(1945)
370
1939-1960: KRIG OG EFTERKRIGSTID
Halfdan Rasmussen
(1915-2002)
Halfdan Rasmussen er kendt i hele den danske befolkning for sine søde og sjove digte –
Tosserier. Især har danske børn i ham haft en litterær ven, som har taget dem ved hånden, når
der skulle læres ABC, og når der skulle synges. Mariehønen Evigglad er således blevet en
børneklassiker. Men Halfdan Rasmussen har som modernistisk digter også en mere dyster
side, som handler om livets udsathed i en moderne verden, der blandt andet er spækket med
kernevåben. I digtsamlingerne Korte Skygger (1946) og Paa Knæ for Livet (1948) tematiserer
Rasmussen ikke mindst krigens og krigsteknologiens djævelskab.
Digtet Efter Bikini handler om de prøvesprængninger, som USA foretog i Stillehavet ved
øgruppen Marshalløerne, hvoraf Bikini er en. Rasmussen forestiller sig, hvordan denne ø ser
ud, efter at man har afprøvet kernevåben her. En krølle på titlen er det, at den todelte badedragt,
bikinien, som er det, vi i dag forbinder med navnet, blev lanceret på et modeshow få dage efter
prøvesprængningerne og af uvisse årsager fik samme navn som øen.
Efter Bikini
Jorden er støv og ild. Mennesketom.
Forladt.
Intet levende ser stjernernes tegn i nat.
Ingen skal græde mer. Ingen skal mere le.
Intet skal mere ske.
5
Her stod et træ engang. Solen og regnen lo
over en rede dér. Sneen bar fred og ro
ind i hver lille grens drømme om blomst og
løv.
Alt er nu støv og støv.
10
Her lå et hus engang. Dørene sang og peb.
Væggenes ører bar lyd af hver fod, der sleb
livets små genfærdsspor ind i det støv, der
faldt.
Alt er forstøvet. Alt.
15
Hare og hjort og ræv. Due og spurv og
ravn.
Fisken i havets dyb. Alt hvad der havde
navn.
Alt hvad det åbne liv kendte og bragte bud.
Alt er nu slettet ud.
Den som fik kærtegn nok. Den om hvis
ensomhed
Nætternes mørke skreg, før han fandt lys
og fred.
Den som blev kold af had. Den som var ild
og tro.
Alle fandt støvets ro.
20
Barn og bekymret mor. Elsker og bror og
ven.
Nattens grå, vævre mus. Liv som gav liv
igen.
Stemmer og lyd af skridt. Tavshed og råb i
flæng,
sover i støvets seng.
25
Ilden dør stille hen. Livet er udslukt her.
Stilhedens hjerte slår bag det forladte ler.
Mennesket kom af støv. Alt skal forstøve
blidt.
Støvet er rent og hvidt.
30
(1948)
371
LITTERATURENS HUSE
Thorkild Bjørnvig
(1918-2004)
I den såkaldte Heretica-gruppe, som efter krigen gjorde op med den realistiske og prosaorienterede litteratur, som havde domineret Danmark inden krigen, var Thorkild Bjørnvig en
førende kraft. Heretica vendte sig indad og gav plads til det subjektive, til lyrikken, til den
forfinede æstetik og det religiøst søgende. Bjørnvig var en af de unge forfattere som fandt sit
udtryk i det lyriske – påvirket af bl.a. den østrigske digter Rainer Maria Rilke, som han skrev
en guldmedaljeafhandling om på universitetet og senere oversatte til dansk. Han debuterede
i 1947 med Stjærnen bag Gavlen. En anden stor inspiration var Karen Blixen, som han som
ganske ung knyttede sig til i usædvanlig grad, hvilket han har beskrevet i bogen Pagten (1974).
Hendes livs- og skæbnesyn gjorde han i høj grad til sit.
Som flere andre fra Hereticabevægelsen skiftede Bjørnvig med tiden i nogen grad spor, og
hans senere digte har en klar civilisationskritisk tendens – således udgav han fra 1970’erne en
række ’miljødigte’ fx. samlingerne Delfinen (1975) og Abeguder (1981). Sideløbende med disse
mere udadvendte digte foregår der en indadvendt bevægelse mod det personlige. Den giver
sig udtryk i en række erindringsbøger og essaysamlinger med Bjørnvigs refleksioner over sig
selv, sin tid og sin kultur.
Digtet om kæmpeskibet Great Eastern stammer fra samlingen Figur og Ild fra 1959. Anubis
stammer fra digtsamlingen fra 1955 af samme navn.
Balladen om Great Eastern
I
Ikke en Teclipper693 ”Ariel”, nej, et Jærnskrog, udgaaet
fra Ingeniørens Øjepunkt, magtperspektivisk; en Jahve694
udkastede sin Leviatan695, og skrev til Kaptajnen:
”Ikke et Skib – en Maskine skal pløje Have!”
5
Brunel696 : hang over en Afgrund i Svævestol med sin Hustru
for at opflamme modløse Mænd ved een af de dristigste Broer –
elsked Naturen, Vergil697 og sit grønne Landsted –
gennemskar frodige Egne med Jærnbanespor.
10
til togene pulsede gennem Vergils Pastoraler:
Erobrerprivatliv – eller en Schizofreni698?
Lagde Sygehuse paa Krim699, konstruerede Vaaben:
693
694
695
696
697
698
699
Teclipper: let og slank sejlskibstype, som især blev anvendt til te- og krydderihandelen med Østen
Jahve: den gammeltestamentlige, jødiske Gud, en streng og straffende fadergud
Leviatan: et gigantisk uhyre, bl.a. beskrevet af den engelske filosof Hobbes
Brunel: skibets konstruktør
Vergil, (70-19 f. Kr.): romersk forfatter, skrev bl.a. naturdigte – pastoraler
Schizofreni: sindssygdom, personlighedsspaltning
Krim: halvø ved Sortehavet
372
1939-1960: KRIG OG EFTERKRIGSTID
15
Caritas700, Patriotisme – eller forskelsløst Geni?
Undfangede i sin urolige Hjærne: Great Eastern,
større end alle Skibe – grebet af synsk strukturel
Mani; og alting blev nittet ind i dens Jærnskrog: Formue,
Landsted og Vitalitet – en ukendelig nedbrudt Brunel
20
kørt lammet ud af en Losselem paa dens Rejsedag –
O, Fartøj fra Amfibieaarhundredet701: Skruer,
Skovlhjul, højtspilede Sejl mellem rygende Skorstene
som Kerubim702 mellem Ovne, der gnistrer og luer.
25
II
I Lasten og oppe paa Dækket tumlede Mandskabet
Med uhaandterlige Taljer, Kæder, Jærnstænger, Laager,
med Teorien – Praksis fandt Sted ved haandterlige Rat,
Søkort og Instrumenter, der viser og vaager.
30
Og Ofrene for Teorien vinked fra Kajen: de levende
af de Mænd, som ved et Spil skulde have forhalet
Skroget, sidelæns søsat – og glemte det løbske Haandsving
og med eet laa dræbt eller blodgennemsivet paa Hospitalet.
35
Trompetsignalet ”The Roast Beef of Old England” kaldte
til Frokosten i Salonen, prægtig, enorm:
en Festsal, gennembrudt af en Skorsten med Spejle,
Paneler og Arabesker, som dækked dens Brug og Form.
40
Ingen røbende Afskærmning, nej, Camouflage
for det vulkanske Element – Teak, Marmor, dæmpende Stoffer,
som afskærmed blot for Bevidsthed om Ildgab og Tandhjul,
Plejlstængers brutale Gigantlaar, Maskinernes Krav om Offer.
45
En utidigt aflukket Hane til Cylindertrøjen – og pludselig
hvirvlede Splinter og Damp i Salonen, tilfældigvis tom.
Men fem Fyrbødere brændte op i det forreste Fyrrum,
O, i den sorte Gryde, hvori de tilfældigvis kom.
50
III
Kaptajnen spilled paa Rosentræsflygel eller paa Fløjte
for Passagerne; - men en vild Kornetist703
og Matroskor skingrede ind ad de aabne Skylights paa lune Aftner
700
701
702
703
Caritas: barmhjertighed, næstekærlighed
Amfibium: fartøj, der kan bevæge sig i flere elementer, fx land og vand
Kerubim: engel
Kornet: en slags trompet, ofte brugt i militære sammenhænge
373
LITTERATURENS HUSE
55
fra Dækket af Great Eastern, paa sin Atlantfart tilsidst:
Et flydende Palais med Udsigt til Havets Torve
og Solnedgange; dinere bag Ruden og se
Elementernes Skuespil i en sikker Ramme
promenere og klæde sig om til en Soirée704.
60
Og Passagererne stod betagne paa Platformen over Hjulet
som stod de helt udenfor Skibet og saa det pløje sig frem
Tilskuere ogsaa til dét – Halvguder, Vaganter705, Poeter,
fordi Inertien706 føltes som Svæven og Almagt i dem.
65
Saa dukked New York op: Sirener, Salutter, en Sværm af Baade;
i Havnen krøllede Skroget Bolværket som Papir.
Sightseeing: Amerikanere mætted udhungret Erindring
og bortskar Arabesker707 og Malerier – som Souvenir.
70
Slagsmaal, Drab, og Styrt gennem Luger, Whiskyberuset Krydstogt,
Proviant under Vand, Sagsanlæg - Vine Hall, med følsomme Fingre
for Tangenter og Fløjteknapper: Astronom, Ingeniør, Kaptajn,
brød sammen, laa syg og følte det hele rave og slingre.
75
80
IV
Men Aviserne skønned paa Skibet: et Guldfund – benægted det muligt
før det blev søsat, priste det virkeligt, da det flød,
beretted dets Ankomst, naar det udeblev, nedrev, berømmed,
og meldte det sunkent naar der var ringest Nød.
85
Paa tredje Rejse kom Stormen. Giganten, tænkt større end Bølger
og derfor urystelig som en Ø og et Firmament,
møbleret som et Hus og fyldt som et Lager med usurret Gods,
blev langsomt løftet, svinget, rystet, berendt –
90
Skovlhjulene bøjet og revet bort og Baadene spulet
fra Dækket; Rorkæder sprængt og Roraksen brudt,
Nødsejlet flaaet; - en Svane slap fri og rutsjede ind
i Salonen, fløj blændende op og faldt knust ned fra Væggen tilslut.
95
Og Flyglet foer frem og tilbage og brast med en Vanvidsklirren –
det voksed og sitrede under Hænderne, dette grove
uhyrlige Skrog, mareridtsagtig, og fulgte
blot Strømmens og Stormens og rygende Vandbjærges Love.
704
705
706
707
Soireé: aften med underholdning, af fransk ’soir’; aften
Vagant: vagabond
Inerti: begreb fra fysikken, træghed
Arabesk: slynget figur
374
1939-1960: KRIG OG EFTERKRIGSTID
Blaalys og Nødraketter: saa styred en Brig op paa Siden –
og Rigmænd, som troede paa Pengenes Overmagt
over Orkan, Fornuft, Egoisme hyled fra Rælingen:
”Hvis I vil hjælpe, køber jeg jeres Skib og Fragt”.
100
105
V
Det hænder de største Menneskedrømme avler en Skifting708,
som atter avler en Sværm af Storhedsgrimasser, Kimærer709 :
Luksusark, Salg til Napoleon d. 3., Haremskib, Krigsskib,
jagtet af Konstruktører, Kaptajner og Aktionærer.
110
Det største, det største: blot Ramme; Formaalsog Indholdsløshed blev en Sot – det Lovløse bredtes som Smitte:
Troppetransport, Mytteri, Show og Cirkus rased
igennem Rigning og Lastrum, Salon og Kabinernes Suite.
115
Og næsten enhver blev prostitueret af Opgaven, blot for
at gøre sig tjenlig – fordummet, forbryderisk, overanstrængt
af at fylde Rammen, bevæge Rammen – de bedste, de værste
har blændende fantaseret, ønsket, planlagt og tænkt;
120
mens Rigdomme strømmede ind til Europa, Baudelaire710
kasted sig mod sin Drøms sorte Galionsfigur,
Opiumskrigen711 brød løs, Børn sled i de fugtige Gruber
og Kullene væltede op i Wales og Ruhr.
125
Great Eastern fuldførte eet Værk: Atlantkablet712, som øjeblikkelig
øgede Livstempo, Magtspænding, Kursskifte, Overflod, Gæld.
Saa gik den til Ophugning: Nietzsches Turinaar713. Da gløded en Herskers
Æresvindu stort faraonisk i Westminster Abbey: Brunel.
Epilog714
Til Great Eastern
130
Saa gik den til Ophugning, Omsmeltning – Resterne:
Skibsklokker, Tepotter, Lamper,
Kompashusets Tempel med britisk
708
709
710
711
Skifting: troldebarn, som onde væsener har forbyttet med et menneskebarn
Kimære: fabelvæsen sammensat af flere dyr, her i betydningen fantasifoster
Charles Baudelaire: fransk forfatter (1821-1867)
Opiumskrigen: i virkeligheden to krige udkæmpet mellem Storbritannien og Kina 1839-42 og 1856-60, fordi Kina
havde forbudt import af engelsk opium fra Kina. Krigene tvang Kina til at acceptere import af opium.
712 Atlantkabel: kabel med telegrafledninger tværs over Atlanterhavet
713 Nietzsches Turinår: den tyske filosof Friedrich Niezsche (1844-1900) brød i 1889 sammen i den italienske by Torino
(Turin) og blev endegyldigt sindssyg.
714 Epilog: slutord, modsat prolog
375
LITTERATURENS HUSE
135
140
145
150
155
160
165
Messingløve,
som sætter sin Klo paa en Globus –
allegoriske715 Paneler med Videnskabens Genier,
Kaptajnens Kahyt,
et Skovlhjul her og et Skovlhjul der,
fordelt i Værtshuse, Haver og Landsteder:
Greateasterniana!
Da var den sprængte Skorsten for længst
sat ned som Si i en Vandværksdam:
som Søjlestumper fra styrtede Templer
indfældet i Cæsareas716 Stenkajer.
Great Eastern,
éngang prist af Whitman717 og Longfellow,
Genstand for Melvilles og Jules Vernes718
skeptiske Dagbogsnotater –
langsomt fortrængt,
traumatisk: ad acta719,
en europæisk Familieskandale –
og i Familiealbummet
Billedet af det sorte Faar, med sparsomme
leksikalske Kommentarer,
maaske en tom Firkant:
Fortrængning og Skam
hos seriøse borgerlige Guddomme:
men fra et andet Plan set
en allegorisk Hoffest
for humoristiske Dæmoner
glemt blot for andre Fester –
Kuriosum720, hvirvlet
Op i Bevidsthedsstrømmen i illustrerede Blade –
Stof, som Leonardos721 unyttige Opfindelser,
Goethes722 Kvinder.
715
716
717
718
719
720
721
722
allegori: fortælling hvor begreber fremstilles billedligt, typisk fra mytologien, fx døden som manden med leen
Cæsarea: by i Lilleasien, grundlagt af romerne
Whitman (1819-92), Longfellow (1807-82) og Melville (1819-91): amerikanske forfattere
Jules Verne: (1828-1905) fransk forfatter, kendt især for sine fantasirejseromaner, fx Jorden rundt i 80 dage og En
verdensomsejling under havet
ad acta: arkiveret, glemt eller gemt bort
Kuriosum: mærkværdighed, sjældenhed
Leonardo da Vinci: (1452-1519) italiensk universalgeni: bl.a. maler og opfi nder af utallige maskiner
Wolfgang Goethe: (1749-1832) Tysklands måske mest berømte forfatter, som havde en række hustruer og elskerinder, indtil for nylig pligtstof i litteraturhistorien
376
1939-1960: KRIG OG EFTERKRIGSTID
170
175
180
Strængt taget døbt Leviatan
som Jobs og Melvilles Uhyre,
større end Noas Ark, hvis Tonnage Newton beregned,
Optakt til Baade, benævnt
Polyphemus723, Medea724,
Marat725 og Titanic,
Navne som Hamre –
Narreskib, Dødsskib:
Fundet tilslut mellem svære Plader
Skelettet af en Nitter, savnet en Menneskealder,
og af en Læredreng, glemt.
Det er nødvendigt at nitte –
navigare necesse est726 –
non vivere.
(1959)
723
724
725
726
Polyphemus eller Polyfem: sagnvæsen med ét øje, der bliver dræbt af Odysseus
Medea: hovedperson i den antikke tragedie af samme navn, Medea dræber i jalousi sine egne børn
Marat: fransk revolutionshelt, knivdræbt i sit badekar i 1793 af den unge kvinde Charlotte Corday
Navigare etc.: ordsprog fra den romerske antik. Det betyder: ”Det er nødvendigt at sejle, ikke at leve”, hvilket kan
tolkes sådan, at visse kulturelle præstationer er vigtigere end det individuelle liv.
377
LITTERATURENS HUSE
Tove Ditlevsen
(1917-1976)
Der er meget få forfattere i dansk litteratur, der har formået at bryde både klasse- og kønsbarrierer og blive en såvel litterært velanskreven som uhyre populær forfatter. Tove Ditlevsen
er en af dem. Hun debuterede som lyriker som bare 20-årig og udgav i løbet af sin karriere
en lang række digtsamlinger, der som tema især har kvinders liv og kærlighedslængsler.
Hun nåede at blive gift med en række dominerende mænd, som hun i sit prosalyriske forfatterskab og i enkelte romaner i kun svagt camoufleret form beskriver. Et andet centralt tema
er barndommen, og hendes kendteste roman er Barndommens Gade fra 1943 – en skildring af
et pigebarns barske opvækst i slummen på Vesterbro. En række af Ditlevsens digte er sat i
musik af Anne Linnet.
Tove Ditlevsen led det meste af sit voksne liv under misbrug, depressioner og utilstrækkelighedsfølelse, skønt hun omvendt også havde stor livsappetit og var en uhyre flittig forfatter
og kulturskribent samt en myndig og utraditionel brevkasseredaktør på et dameblad. I 1976
tog hun livet af sig efter flere mislykkede selvmordsforsøg i de foregående år.
Digtet En Kvindes Frygt stammer fra samlingen Pigesind, der udkom i 1939.
En kvindes frygt
Vi elsker hinanden, og alting er godt,
over dagene råder kun du,
men måske vil du elske en kvinde engang,
der ikke er født endnu.
Hun er yngre end jeg, for endnu er hun kun
som en strofe i moderens sind,
men hun vokser sig op til dit hjerte en dag
og gør dig beruset og blind.
Du sir jeg er sød, og du kysser min mund;
jeg stryger dit mørke hår,
men af alt hvad jeg ved er det sikreste det,
at lykken skal knuses af år.
Der er mænd, der skal gå ad en tankeløs vej
og plukke de blomster, der står,
og lykkeligst de der, endnu ikke er født,
først plukkes om tyve år.
Og alt det du elsker og knæler for nu
og drømmer og længes og ved,
skal visne og falme og svinde og dø
i glemsels uendelighed.
Ak knæl for min ungdom, der lever i nat
så kort som en sommerfugls leg,
og kys mig og elsk mig og kast mig så bort
mellem blomsternes skår på din vej.
Du stirrer dig blind i den lysende nat
på min ungdom og alt det du ser,
men imellem os står, hvad du ikke kan se,
en ganske ung pige og ler.
Jeg har elsket en mand med et hjerte som dit,
derfor ved jeg lidt mere end du,
og jeg skælver af angst for den kvindes magt,
der ikke er født endnu.
(1939)
378
1939-1960: KRIG OG EFTERKRIGSTID
Erik Knudsen
(f. 1922)
Erik Knudsen er modernistisk lyriker og venstreorieneret samfundsdebattør og dramatiker.
Han havde sit udgangspunkt i Heretica, men vendte sig snart mod et mere samfundsorienteret
standpunkt. Hans erfaring af verden er især formet af verdenskrigen og den kolde krig. Hans
væsentligste lyriske værk er Blomsten og sværdet fra 1949, hvorfra digtet ”Credo” stammer. Credo
betyder på latin ’jeg tror’. Ens credo er så at sige det livsgrundlag, man kan spidsformulere i
et motto eller nogle få ord.
CREDO
5
10
15
20
25
Med en rystende klode som underlag
For et snavset stykke avispapir
Skriver jeg tværs over telegrammer
Fra Lucifers727 faste borg
Og tværs over sorte portrætter
Af alle hans stolte drabanter728
Disse glemte ord: Jeg tror!
Jeg tror at fødselstimen er inde,
At alle de vilde råb er veer;
Jeg tror at mørket er omspændt af lys
Som endnu tøver bag nattens rand.
Jeg husker titusind år tilbage –
På min erindrings hærvej vandrer
Mænd med kanoner, mænd med spyd;
De synger på hver sit modersmål
Den samme sang; de styrter omkuld –
Men ingen bøjer sig for at hjælpe,
Ingen vender sig for at se.
De vandrer fremad, i takt i takt
Blinde som orme, døve som sten;
De hugger med økse, de udspyer ild,
De falder som strå under bondens le –
Men det de skal dræbe vil ikke dø;
Og den de skal hævne får aldrig hævn –
---
727 Lucifer: et andet navn for Djævelen, egentlig en
falden lysets engel
728 Drabant: livvagt, hjælper
De vise mænd er faret vild,
Tegn og undere lyver fromt;
Tanken vender sig svimmel om
Og ser overalt en åben grav.
Mindet flyver og finder sig selv
Under en nøgen ørkensol.
Troen der før var klippegrund
Forandrer sig, forvandler sig –
Bølger slår ind fra det åbne hav
Og knuser den døde granit til skum.
Men op af de regnbuefarvede slør
Stiger en stjerne, en nyfødt ild –
Pludselig elsker vi dette liv
Og ser ingen dårende spøgelser mer;
Troen der før var klippegrund
Er blevet en stjerne. Menneske! se
Din verden er levende virkelighed,
Dyrebar, krævende virkelighed –
Og den der elsker forandrer alt,
Og den der elsker har evigt liv.
30
35
40
45
Stiger en stjerne, en nyfødt ild,
En nyfødt tid –
---
50
Med en rystende klode som underlag
For et snavset stykke avispapir
Skriver jeg tværs over telegrammer
Fra Lucifers faste borg
Og tværs over sorte protrætter
Af alle hans stolte drabanter
Disse genfundne ord: Jeg tror!
55
60
(1949)
379
LITTERATURENS HUSE
Peter Seeberg
(1925-1999)
Efter anden verdenskrig blev store dele af det europæiske intellektuelle miljø grebet af den
særlige stemning af absurditet og meningsløshed, som bl.a. de franske filosoffer Albert Camus
og Jean-Paul Sartre spidsformulerede. Peter Seeberg havde som ganske ung oplevet et Europa
i flammer og med egne øjne set et nazistisk Tyskland med tvangsarbejdere og autoritær meningsstandardisering. Det formede hans blik på verden afgørende. Seebergs absurde historier
er dog ikke kun præget af efterkrigstidens kulsorte nihilisme, men gennemsyres også af en
karakteristisk humoristisk tone. I slutningen af forfatterskabet fik den mildhed og overbærenhed
med menneskets tåbelighed, som Seebergs særlige humor udtrykker, overtaget i forhold til den
modernistiske strenghed. Fx er Rejsen til Ribe (1990) fuld af menneskers dårskab, men den ejer
ikke fordømmelse. Seebergs credo var livet igennem Nietzsches ’amor fati’ – ’elsk din skæbne’,
og han forstod om nogen at se det store – dramaet om liv og mening – i de allermindste ting.
Seeberg debuterede med romanen Bipersonerne (1956), der har udgangspunkt i oplevelser
i Tyskland under krigen, hvor Seeberg arbejdede i Babelsberg – en tysk filmby, hvor livet
fremstod som en absurd blanding af tvangsarbejde og kulisser til et lykkeligere liv. Seebergs
bipersoner er lidt på samme måde som i filmens fiktion stillet uden for deres eget liv og deltager
ofte i det som statister og bipersoner. Denne særlige fremmedhed i forhold til tilværelsen er
et grundtema i eksistentialismen.
Den novelle, der følger her, stammer fra Seebergs tredje udgivelse Eftersøgningen og andre
noveller fra 1962.
Spionen
5
10
15
Hver søndag ved nitiden står tre unge
mennesker og venter under træerne nede
ved rundkørslen. De er i cykeludstyr og
hænger på deres racercykler. Passerer
man tæt forbi dem, kan man opsnappe
ord som – Bjørn – pige – godt vejr. Når de
har stået der et par minutter, plejer der
gerne at komme en flok oldboys-cyklister
på almindelige cykler farende forbi; de
unge mennesker råber til dem: hej Egon
og hej Kaj. Så går der igen et par minutter, hvor man kan se, at de smiler lidt
ad oldboyserne. Men med ét retter de
sig op, bliver blanke i øjnene og får et
beslutsomt udtryk omkring munden. Op
ad bakken suser ti cyklister på deres alder,
med krumme rygge og hårde benmuskelknuder. De tre under træerne springer
på deres cykler, slutter op bag bagtrop380
pen, står i pedalerne, bøjer sig i en slags
vellystig energi tilbage, spænder brystet
opad og får ved denne anstrengelse fart
nok på til at kunne hale de andre ind.
Hele flokken forsvinder så glimtende op
over bakketoppen.
Da jeg på søndagsture ofte er blevet
overhalet af sådanne flokke på vej mod
byen, formoder jeg, at de vender hjem til
spisetid klokken seks, men jeg har aldrig
set dem vende hjem.
Det meste jeg oplever, er sådanne brudstykker, som interesserer så længe de står
på. Jeg fabulerer videre på cyklisternes
fart ud gennem forstæderne til Farum
og Slangerup, jeg gætter mig til dit og
dat, omsætter episoden til en fodnote
”jævnfør meningsløshed” eller kildrer
sindet med formodninger om den kraft-
20
25
30
35
1939-1960: KRIG OG EFTERKRIGSTID
40
45
50
55
60
65
70
75
80
strøm, der står i forbindelse med fysisk
anspændelse; men taber hurtigt tråden.
Det matematiske forhold til det, som sker
omkring én, hvor man regner resten ud
ved at lægge et par indtryk sammen, er i
længden en dræbende kompensation for
at være personligt fanget. Livet durer i de
yderste nervetråde, og man får kvalme
ved blot at fylde rester på uden at omsætte
dem til dynamik.
I fortsættelse af denne overvejelse
er det, at jeg beslutter mig til at leje en
racercykel. Det sker egentlig uden lyst.
Jeg finder et cykelfirma, og da jeg ikke
har forstand på racercykler, lader jeg
ekspedienten give mig den, han synes
bedst om, og som koster fem kroner for en
lørdag-søndag. Mens jeg cykler hjem om
lørdagen, mærker jeg, at jeg ikke kan lide
at cykle på den slags cykler. Det piner mig
ikke at kunne falde til rette på den, og jeg
anser det for latterligt at sætte fuld fart på,
når jeg er ganske alene. Men nu har jeg i
hvert fald begyndt mit eksperiment.
Søndag morgen står jeg tidlig op og
trækker i mit travetøj, som må gøre det
ud for udstyr. Jeg har ikke råd til at købe
særlige bukser og bluser, for ikke at tale
om kasket. Jeg er klar over, at det ofte er
småting, som afgør ens held, og at denne
beklædningsmangel kan blive fatal i forholdet til de tretten unge mennesker (som
er et par år yngre end jeg selv), som jeg
nu skal tilbringe en søndag sammen med.
Jeg spiser min morgenmad, går ned og ser
cyklen efter og cykler derpå langsomt over
til runddelen. Klokken er ca. et kvarter
før ni.
To af de unge mennesker står allerede
derovre. Jeg siger: ”Er det en cykelklub I
tilhører?” – Den ene svarer: ”Nej.” – Jeg
siger: ”Jeg har lyst til at være med. Er der
noget i vejen for det?” – De ser op og ned
ad mig. Så siger den ene: ”Du kan jo bare
cykle bag efter os. Det er der ingen, der
kan forbyde dig.” – Det er ikke helt det,
jeg har tilstræbt. I så fald bliver jeg bare
en forfølger, som forsøger at holde trit
med dem. Jeg ønsker, at de vil give mig
de samme betingelser for deltagelse, som
de selv har. – Jeg siger: ”Er der ikke nogen,
man kan tale med om det?” – ”Nej,” siger
den ene og giver sig uinteresseret til at tale
med den anden. Det ser ud til, at de ikke
engang gider drøfte sagen. – Heldigvis
kommer jeg til at tænke på, at de måske
alle er kommet med på samme måde som
jeg. Oprindeligt har der bare været fem,
der kendte hinanden, så har en sjette haget
sig fast, og nu er antallet vokset, jeg fristes
til at sige til – fjorten.
Old-boyserne kommer, og de to under
træerne råber: hej Egon og hej Kaj, og et
par mandfolk løfter hænderne og suser
videre. – Lidt efter kommer den tredje og
bliver livligt modtaget. Han ser skummelt
på mig og spørger sine kammerater, hvad
jeg vil. Formodentlig skal det bare opfattes som en indvielsesceremoni. En flok
forsøger altid at skræmme aspiranter bort,
husker jeg. Således på skoler, kollegier,
frimurerloger og soldaterafdelinger. Det
værste er altid begyndelsen. – Skønt jeg
har haft lyst til at indsmigre mig, forholder
jeg mig derfor tavs og lader dem om at
overse mig.
Da de ti kommer op ad bakken er
jeg parat. Jeg gør mig ingen illusioner.
Jeg må hænge mig fast i halen på den
trettende mand og holde tempoet. – De
tre springer op på cyklerne og tramper
hårdt til. Jeg rejser mig op i pedalerne,
bøjer mig bagover som de tre foran og
svajer bryster. En storm af blod skyder
gennem kroppen. Cyklen farer frem i
det rigtige tempo, slingrer lidt, så sætter jeg mig på sadlen, krummer ryggen
og lægger hovedet frem over styret, holder øje med formandens baghjul. Ingen
råber bagud eller ser efter bagmanden,
381
85
90
95
100
105
110
115
120
125
LITTERATURENS HUSE
130
135
140
145
150
155
160
165
170
automatisk viger hele rækken i en bue
uden om bilerne langs fortovet. Det skal
bare gå fremad, hurtigere og hurtigere.
Ned ad bakken må jeg bremse for ikke at
køre ind i formanden, der arbejder støt
og rutineret. Jeg er hidsig, men ved, at jeg
må lære at følge de andre. Efter fire-fem
kilometer, hvor forstæderne begynder at
blive mere spredte, er jeg forpustet. Jeg
hiver efter vejret, hoster og stønner for
at komme i ligevægt. Benene ryster en
smule. Jeg bliver desperat, det flimrer
for øjnene, men jeg vil bryde igennem;
baghjulet foran mig snurrer, det glider
lidt fra mig, bliver mindre, er ved at glide
ud af mit synsfelt. Jeg vil ikke indse, at
det ikke nytter stort, om jeg kan klamre
mig til det i et par minutter ekstra. Jeg
er leveret; kræfterne siver langsomt ud,
hjertet dunker protesterende. I et ryk
river flokken foran mig sig løs fra min
forfølgelse og duver uimodståeligt videre,
forsvinder ved et sving. Jeg lader cyklen
løbe så langt, den kan, og gør holdt ved
en lygtepæl, snapper efter vejret og støtter
fødderne på jorden. Efterhånden falder jeg
til ro, mættes af en slags velvære og giver
mig til at cykle i et adstadigt tempo. Lidt
efter lidt sætter jeg farten op, sløjer igen
af og presser så kræfterne til det yderste
over et par minutter. Ti kilometer længere
fremme ser jeg, at de tretten har smidt
cyklerne og ligger i vejgrøften; nogle ligger på albuerne og sludrer, andre glor op
i skyerne. Jeg tør ikke køre hen til dem,
men venter ved et vejtræ, til de næsten
på kommando vælter op af grøften og
springer på cyklen. De har ikke set mig,
og jeg benytter chancen til at nå op til min
formand og bider mig fast i baghjulet.
Jeg forstår nu, at bevægelsen skal rulle
frem energisk og vedvarende, i en jævn
takt – et stræk af vilje og evne. For meget
iver trætter.
Nu kan jeg følge med. Alle andre tanker forsvinder – turen bliver en svimlende
askese, hvor energier ydmygt forsamler
sig om: tempoet. – Da han, som kører i
spidsen, råber bagud, at han synes, der
skal hviles, og sætter farten ned – og beskeden sendes videre ned gennem rækken, er jeg sprækkefærdig af forventning,
om min formand vil vende sig om mod
mig og give mig beskeden. Men nej – han
betragter sig selv som det sidste led i kæden og brøler bare ja. Jeg er udenfor. – Da
rækken bremser op og slingrer ind i og
op på siden af hverandre, holder jeg mig
tilbage; tager om et vejtræ og betragter
de andre, som kaster cyklerne fra sig og
hopper ned i grøften. Enkelte tager tynde
frokostpakker frem og spiser meget langsomt. De passer naturligvis på for ikke at
blive utilpas.
Der er en, som kigger hen på mig; han
siger noget til en kammerat, og så ler de
begge to. Latteren vandrer fra den ene
til den anden, og en af dem rejser sig og
råber noget til mig. Jeg ser dem alle le ad
mig og føler, at jeg skammer mig. Jeg er jo
ikke med; jeg søger om optagelse, indlemmelse som nummer fjorten, hvis det da er
muligt. Jeg ved, at jeg ikke er nogen helt
dårlig cyklist; jeg har altid kørt rigtigt
godt, men jeg havde ikke turdet håbe på,
at det ville gå så godt den første dag. I den
henseende har jeg ikke noget at skamme
mig over. Jeg skal vise dem.
Henimod seks kommer vi hjem, i stor
fart, men med gedigenhed729 i bevægelsen.
Jeg har hængt på hele dagen, men har
gennemgående presset mig selv for hårdt
for at kunne følge med. Da vi når runddelen, drejer jeg af til højre, de tre drejer
af til venstre, og resten, den timands store
urstamme, blinker ned ad bakken mod
byen. Så er der en uge igen.
729 Gedigenhed: soliditet, kvalitet
382
175
180
185
190
195
200
205
210
215
1939-1960: KRIG OG EFTERKRIGSTID
220
225
230
235
240
245
250
255
260
Ugen er gået. Jeg har lejet den samme
cykel og er parat til at tage over til runddelen. I ugens løb har jeg tænkt på at
smugtræne, men undladt det, fordi de
andre sandsynligvis aldrig har haft tid
til det. Og jeg må kende gangen i det hele
ganske nøjagtigt. Jeg tvinger mig selv til
at gå ned, for i grunden har jeg stadigvæk
mere lyst til at sove længe om morgenen
og passe mine sløve vaner, men da jeg
er treogtyve, er jeg vis på, at det er for
tidligt at dø; og når jeg først er ude i det,
er det uvurderligt.
Jeg håber at blive accepteret af de
tretten andre netop denne søndag. Men
denne søndag sker der ingenting; jeg får
lov til at hænge på, den næste søndag
heller ikke. Det er først den fjerde søndag,
der sker noget. Da er jeg begyndt at glæde
mig til søndagene, skønt jeg stadigvæk
synes, at det er lidt besværligt at komme
op og få det hele arrangeret. Jeg glæder
mig også over, at jeg begynder at vide
lidt om det felt. Skønt det er ensformigt
og uden mange momenter, er det dog et
område af livet. Det, som piner mig mest
er, at det kun er om søndagen. Der er lidt
for megen fornøjelse ved det. Det skulle
være hver dag – en skæbne, bidende ond
– en cyklistafdeling på vej mod én eller
anden stjernetåge.
Den fjerde søndag om morgenen, klokken ti minutter i ni, da jeg kommer over
til træerne ved rundkørslen, sætter de
to, som er kommet, fingrene til kasketten
og hilser mig på den måde. Jeg nikker til
dem. Den tredje kommer og nikker til
mig. Lidt efter siger en af dem, henvendt
til mig: ”Det går jo ikke så dårligt!” – Så
kommer old-boyserne, og da de tre andre
skal til at råbe, kan jeg ikke bare mig, men
råber som de andre med den rigtige pause
imellem: hej Egon og hej Kaj! – Så kommer
de ti kammerater halsende; jeg springer
på cyklen og spænder brystet, ryger op
ad bakken som nummer fjorten. Nu er jeg
virkelig nummer fjorten. Jeg har en stærk
fornemmelse af, at jeg er optaget for good
and ever. Da vi første gang skal standse
op, vender min formand sig om mod mig
og giver beskeden videre: vi tager et hvil,
og jeg nikker til svar, at jeg forstår. Vi
smider cyklerne i grøften og kaster os ned
i græsset, der er sparsomt, totvis og pyntet
med flødekaramelpapir og papstykker. De
andre lægger ikke særlig meget mærke til
mig, men de er heller ikke særlig optaget
af nogen anden, så det er ikke fordi jeg er
ny, at de kun siger nogle få sætninger til
mig, som jeg smiler af eller besvarer med
enstavelsesord. Men jeg har og har altid
haft en djævel i mig; jeg vil gerne vide
mere og komme i intimere kontakt med
det, som omgiver mig, skønt det er klart,
at de fleste mennesker ikke betyder mere
end en skorsten, der ryger, en spand, man
henter vand i, eller en dør, man åbner. På
en eller anden vis er jeg kommet til at tro
på, at omgangen med andre mennesker
bliver mere intens af, at jeg belurer dem
og forsøger at aflokke dem de udpræget
hemmelige toner, som jeg formoder, deres
indre besynges af, men som kun kommer
til udtryk uden for min rækkevidde. Det
generer mig, at jeg ikke kan se en grum
bestemmelse i hvert ansigt, som jeg ser,
og hvert ord, der ofres mig; uden tvivl,
fordi jeg ikke kan se denne bestemmelse
i mine egne handlinger og ord.
Nu, hvor jeg sidder i grøften sammen
med mine tretten kammerater, ved jeg, at
jeg intet bedre kan gøre for mig selv end
at falde sammen så godt som muligt med
dem. Ja, kunne jeg overrumples af den
følelse, at min anledning til at cykle med
og hele det kompleks af fornemmelser og
beslutninger, der bærer min deltagelse, er
præcis den samme som alle mine kammeraters, ja, at jeg i øvrigt er dem så lig i
et og alt, at det er muligt at tale om kon383
265
270
275
280
285
290
295
300
305
LITTERATURENS HUSE
310
315
320
325
330
335
340
345
gruens, således at jeg uden betænkning
kan handle som en automat, der følger et
fællesskema, følge mine kammerater i den
mindste detalje – da ville jeg være i færd
med at udfylde den erfaring, som jeg har
sat mig for at gøre; men som sikkert vil
kunne formuleres i dens definitive forløb
som en uendelig tilnærmelse, der hårfinere for hvert øjeblik vil vise hele min
anlednings fortænkthed og desperation
i dens umulige tryglen om virkelighed,
fordi den ikke regner med den eneste
devise, der duer noget, når det gælder
eventyr: Til døden!
For nu, hvor jeg er blevet optaget og har
muligheden for at tie, ved jeg, at jeg er en
forræder, en spion, der vil udlevere vores
fælles sag den dag, jeg mener, at jeg ved
nok. Jeg lader mig ikke fange; handler kun
for den fremmede magt, den for andre
altid fremmede magt, som hedder mig
selv. – Og mens jeg glæder mig over, at jeg
har klaret begyndergrundene, spekulerer
jeg allerede på, hvordan jeg skal føre en
sonde ned i et af disse mennesker og tappe
det for hemmeligheder, som det ikke er
opmærksomt på, men bruger i flæng, når
virkeligheden råber dem frem.
Denne spiontilbøjelighed står som polar730 modsætning til drømmen om det
absolutte, identifikation, tilhylning med
et uafbrudt væresæt, stramt, afvisende
alle andre muligheder: ekspeditionen
til stjernerne. Således færdes jeg med en
dæmon ved min højre og min venstre
side. Måske gør mine kammerater det
ligeledes uden at have bagbundet denne
kendsgerning i begrebet.
Denne fjerde søndag cykler vi for
fjerde gang til Slangerup og retur. Landskabet spiller ikke nogen rolle for os. Vi
er ikke lyrikere; vellysten ligger i den
vedligeholdte aktivitet. Vejene er ikke
vore venner, men modstandere, som skal
730 polar eller polær: stik modsat
384
overvindes. Verden bringes på den måde
på ganske enkle formler, modige og flintgrå. – Jeg ved, at turen den femte søndag
og den sjette søndag og så fremdeles vil gå
til Slangerup retur. Jeg har engang været
i Slangerup; på disse ture er jeg holdt op
med at tænke på, hvilken by den er. Den
er det punkt, hvor vi begynder bagfra
og ruller vor aktivitet ind mod udgangspunktet. For den sags skyld kører vi i
cirkel som folk i tåge på en strand. Og dog
skal ingen regne denne monotonitet for
trist, mekanisk tærende, for hver søndag
svider af vitalitet.
Da vi suser ud af byen den femte søndag, er jeg så lykkelig, at jeg lover mig selv
at sætte mig imod alle mine spiontilbøjeligheder og vie mig til denne mulighed;
lade mig opsluge af denne fremmedhed
og lære dens sæder og skikke og ørkenluft at kende. Jeg vil lade mig omplante
og rydde for dettes skyld og ikke ville
andet. Ingen af mine kammerater må
vide noget om denne anstrengelse. Jeg
må gro ubønhørligt ind i vor fælles vilje.
Jeg ved, at der altid vil blive en rest af
modsigelse for den, som radikalt vil forvandle sig, men at forvandlingen også
får sit krydderi ved dette fjendskab. Menneskets højeste prætentioner er opstået af
forvandlingslysten – og skønt jeg ingen
ret har til at regne min prætention for en
af de højeste, er det aldrig lidt at samle
sin natur om en enkelt oplevelse. I den
slags affærer nytter det ikke (ikke altid)
at anvende den stoiske kommandotone;
det kan være ild og storm, der sendes ind
over gamle, frodige egne, for at nyheden
kan komme til verden. Ja, jeg ved at min
lyst er at blive ny; og jeg kan ikke anklage
dette magtbegær for noget værre end,
at det er min egentligste passion, over
for spiontilbøjeligheden, som også er en
angiver, hvis evige rastløshed beskylder
mig for hykleri.
350
355
360
365
370
375
380
385
390
1939-1960: KRIG OG EFTERKRIGSTID
395
400
405
410
415
420
425
430
435
Den sjette, den syvende, den ottende
og den niende søndag går. Den tiende
søndag kommer, og vi er på vej ud af byen,
atter mod Slangerup. Det er stadigvæk
det samme, der hænder; selv punkteringer er uden sensation. Vi sidder nogle
gange i grøften og siger fjollede ting til
hinanden; men da jeg kører til højre ved
rundkørslen, ser jeg, at min formand, den
trettende, også er drejet af og holder et
stykke henne. Han siger: ”Vent lidt, jeg
vil gerne tale med dig.” – ”Ja,” siger jeg
forbavset; det forekommer mig at være
ubehøvlet og mod en aftale.
Han siger tøvende: ”Du er ikke som de
andre.” – Rødmende stammer jeg: ”Det er
ikke rigtigt, det kan jeg slet ikke indse.”
– Han siger: ”Jeg kan huske de søndagsmorgener, hvor du kom for at hente mælk.
Vi tre, som stod under træerne, lagde
mærke til dig. Du gik og udspionerede
os. Når vi sidder i grøften, har jeg lagt
mærke til noget lignende.” – ”Hvad er det,
du vil mig?” siger jeg. – Han siger efter
at have tænkt sig om: ”Jeg ved det ikke
rigtigt.” – Jeg siger: ”Vil du smide mig ud?
Har jeg gjort andet, end hvad alle andre
mennesker gør: slutte sig til noget, give
sig hen til noget, som frister dem. Har
I andre gjort andet?” – Han siger: ”Der
bliver alligevel ved at være en forskel. Jeg
mærker det, blot jeg kommer til at tænke
på, at du cykler lige bag mig. Men nu skal
vi ikke snakke mere om det. Farvel med
dig.” – Han sætter fingrene til kasketten
og smiler trist og cykler sin vej. – Jeg kører
hjem og er ulykkelig. Jeg synes, at jeg lige
så godt kan opgive, når de alligevel føler
mig som et fremmedlegeme. Så er min
forvandling blot en dilettantkomedie. –
Men jeg kan gøre noget andet: jeg kan
prøve at overbevise dem om, at vi har
samme skæbne, og at jeg hører til hos
dem. Men det er unormalt at gøre noget
påfaldende, så jeg beslutter mig efter
mange overvejelser at komme søndag
efter søndag, som det er min inderste vilje;
på den vis kan jeg måske overbevise dem,
der tvivler på min solidaritet.
Søndag efter søndag sidder jeg sammen med den i vejgrøften; der går et helt
år, og jeg håber, at jeg helt er en af deres.
Jeg betragter dem spændt for at konstatere
om de ugleser mig eller mistænker mig;
men kun en eneste af dem, den trettende,
iagttager mig nu og da med sit triste blik,
og da tror jeg, at han tænker: En dag vil
du sætte dig ned og tænke over dette
her, gøre op, hvad du har fået ud af det,
eller hvad man kunne få ud af det; og så
vil du stikke din næse i en masse andre
ting, fordi du ikke har andet at give dig
til, ikke er så hjælpeløs som vi, der ikke
kan andet end dette her. – Og jeg ved,
at han bruger det ord om mig, som jeg
kender alt for godt selv: spion. Og når
først jeg har læst det i hans triste blik, er
jeg modløs og slider mit håb om lykke i
stumper og stykker.
Det er i en sådan modløshed, at jeg synes, jeg må sige mine kammerater sandheden. Jeg har nu været iblandt dem mange,
mange søndage, og de lægger ikke mere
mærke til mig end så mange andre; det
er den trettende, min formand i rækken,
som undergraver min selvtillid. – Jeg siger
en dag, efter at have mødt hans triste blik:
”Jeg vil gerne sige jer noget.” – De ser
forbavsede på mig, og jeg mærker øjeblikkeligt afstanden mellem os folde sig ud.
Vi er ved at blive fremmede for hinanden.
Jeg siger videre: ”Jeg har ingen ret til at
være iblandt jer. Jeg er en slags spion.” I
det øjeblik er det, jeg håber, at der findes
en afgørende redning: at de skal begynde
at le ad mig, skratle, tordengrine, slå sig på
lårene og gøre nar af mig, thi jeg kunne
i så fald forblive iblandt dem som deres
nar. Jeg ville kunne udfolde alle mine
knægtede kundskaber, ofret for deres
385
440
445
450
455
460
465
470
475
480
LITTERATURENS HUSE
485
490
495
500
505
skyld, og underholde dem uimodståeligt,
eftersom alt, hvad jeg ville sige, ville være
latterligt, ja morsomt. Jeg ville se mit jeg
genopstå som clown.
Men de ler ikke. De venter, at jeg skal
forklare mig – altså har de næsten forstået,
hvad jeg mente. Da ved jeg, at jeg har
fået stemplet ”uvedkommende”. (Jeg må
spørge mig selv, om jeg inderst inde har
villet det således.) Jeg spørger forrykt:
”Hvorfor ler I ikke ad mig?” – De svarer
ikke og er gravalvorlige. Kun nummer
tretten har sit triste smil på. Han ved, at
jeg er færdig. Jeg går langsomt op af grøften. De har aldrig haft sådan en søndag
før. Det har jeg i det mindste givet dem.
Jeg tager min cykel og kører langsomt
ind i byen.
Det er mig umuligt at tænke tilbage på
det i de første dage. Jeg ved endnu ikke,
om det er virkelighed. Jeg har sjældent
engageret mig inderligere, og nu har jeg
tabt. For resten af livet har jeg tabt.
Men en dag står det evige, abstrakte
spørgsmål med dets: hvad vil du? over
for mig, og jeg må enten vælge lidt af hele
verden, eller det hele af lidt af verden. Jeg
må distrahere mig eller koncentrere mig –
udånde eller indånde, spionere eller lade
mig gribe. Ingen anden mulighed. – Da
jeg går ned på gaden og iagttager menneskene omkring mig, deres bevægelser,
skikkelser, ansigter, gester og minespil og
de menneskelige situationers talløshed,
ønsker jeg brændende at gå ind i deres
midte og knytte mig til dem; men mit
ønske er en falsk mønt, som jeg håber
kan give mig adgang; for jeg er altid på
vej videre, jeg griber aldrig uhjælpeligt
ind i virkeligheden.
Proteus731-tanke, min narretanke; jeg
løber forklædt gennem verden, en spion,
hvem intet menneskeligt er fremmed.
Men – hvilket menneske er jeg ikke fremmed for?
(1962)
731 Proteus: i græsk mytologi en havgud, der kunne
antage forskellige former. Han kunne desuden spå.
386
510
515
520
525
1939-1960: KRIG OG EFTERKRIGSTID
Martin A. Hansen
(1909-1955)
Martin A. Hansen nåede trods sin tidlige død at blive en af Danmarks mest læste og folkekære
forfattere. Han havde som flere andre af tidens forfattere udgangspunkt i Hereticabevægelsen
og havde et typisk fokus på livsanskuelse og det religiøse. I hvert fald er tilværelsen hos ham
mere uforklarlig end den realistiske litteratur var villig til at se den. Martin A. Hansen var
uddannet lærer og fortsatte denne gerning i mange år sideløbende med forfatterskabet, men
da han omsider kunne leve af forfatterskabet, valgte han tilværelsen som kunstner og kulturdebattør. Hans første romaner er ikke særlig godt kendte i dag, men med novellesamlingerne
Paradisæblerne og andre Historier (1953), Agerhønen (1947) og ikke mindst romanen Løgneren fra
1950 nåede han et meget stort publikum. Her følger titelnovellen fra Paradisæblerne.
Paradisæblerne
5
10
15
20
25
Det var vinterdage. Jeg besøgte min mormor og havde en pakke slagtemad med til
hende. Jeg kom hen mod middag, havde
god tid, og jeg gik og nød det. Alt var gammelt, huset og det hele. Mormor havde en
lille stue med en vældig stor seng. Der var
himmel over den og tærnet bomuldstøj
om den. Gulvplankerne var meget brede.
De var skurede hvide, og der var fint sand
på. Mormor havde strøet sandet i buede
mønstre, så det mindede om lammeskyer
på himmelen. Der lugtede sødt af gemmefrugt, lavendel og renvasket tøj fra
skuffemøblet, og på hjørnehylden stod
evighedsblomster.
Jeg satte mig på slagbænken og læste
”Ugens Nyheder”. Uret tikkede. Det var
et gammeldags ur i firkantet kasse. Under
skiven var der et billede med en ræv, som
jager tre stokænder op fra en skovsø. Jeg
stod tit og så på det billede, som man
ikke kunne blive træt af. Den skovsø var
sikkert meget dyb, bundløs. Og alting
mindede om noget andet, skoven, vildænderne og ræven. Jeg vidste bare ikke,
hvad det var. Ræven var ikke bare en ræv,
syntes jeg, men også ligesom et menneske,
skønt den var naturtro nok. Ænderne så
ud, som kunne de forvandle sig til piger,
når de var fløjet længere ind i skoven.
Det forekom mig, jeg havde set det hele
et andet sted, men levende. Det var måske
i en drøm, man havde glemt.
Uret havde en køn tone. Et par minutter, før det rigtig slog, begyndte det at
synge lidt. Ganske svagt. Men fint. Som
ville det prøve, om det stadig kunne. Det
lød mærkeligt og godt. Man sad og lyttede
til den svage syngen, der blev finere og
finere, men først døde helt hen, lige før
uret virkelig slog.
Jeg hørte mormor skramle med gryde
og pande. Jeg gik ud i køkkenet og tog
mine træsko på, som stod der på stengulvet. De var varme at træde i, der var
flettet byghalm i bunden på dem. Mormor
havde fyret op i den åbne skorsten. Hun
satte panden over og fyldte den med gråfinker732, som jeg havde haft med.
”Det skal du ikke,” sagde jeg, ”jeg
skulle hilse og sige, at det skulle være til
dig selv det hele.”
”Jamen dog, min dreng,” sagde mormor,
”jeg tror nok, du kan lide gråfinker, og jeg
er så glad for at lave mad til andre.”
732 Gråfinker: en bonderet af hakket kød eller indmad,
stegt i fedt på pande
387
30
35
40
45
50
55
LITTERATURENS HUSE
60
65
70
75
80
85
90
95
Jeg spiste godt med gråfinker. Vi sad
ved bordet i stuen, og jeg kikkede tit
op på billedet med ræven. Vi brækkede
rugbrødet, som lå på voksdugen, i små
stykker og dyppede dem i gråfinkerne.
Vi spiste af panden, som mormor flere
gange drejede, så det bedste vendte mod
mig. Hun spurgte, og jeg svarede. Jeg var
tolv år gammel og sagde ikke mere, hvad
der faldt mig ind, sagde ikke så meget.
Men jeg kunne lide at være hos mormor.
Jeg syntes, hun var meget gammel, men
hun var så mild og ren. Hendes store
stivede forklæde duftede altid af vask
og strygning.
”Skytten må smage finkerne,” sagde
mormor så, ”og du vil vel gerne gå ind
med dem?”
Jeg gik med en tallerken ind til den
gamle skytte, som boede i den anden
ende af huset i et lille kammer, der havde
dør lige ud til vejen. Jeg tror, han fik lidt
penge fra godset, hvor han havde været
skytte, men det var så lidt, at han var
fattigere end mormor. Der var en kone,
som skulle se til ham med mad, men hun
gjorde det dårligt. Han var heller ikke
nem at omgås. Edderkopperne var ved
at spinde ham inde, men ingen måtte
gøre rent hos ham. På væggens søm hang
et par gamle trøjer, og der var støvede
spind imellem dem. Der lugtede ikke
godt hos ham, værre endnu end sidst jeg
var der. Han havde kun et bord, en stol
og et mørkt, uredt sengested. Der var
ingen varme i den rustne ovn, og han
sad i sin kavaj733 på stolen foran det bare
vindue, hvor der hverken var gardiner
eller blomster. Imellem sine knæ havde
han geværet stående. Sådan så man ham
altid sidde, når man kom forbi vinduet.
Jeg spurgte ham, hvorfor han altid sad
med geværet.
733 Kavaj: frakke
388
”Naturligt,” sagde han, ”man må vare
sig. Der kan ske alting.”
”Hvad kan der ske?” spurgte jeg.
”Alting,” sagde han, ”og man må passe
på gravrusten. De fineste ting i verden
tåler ingenting.”
Han trak geværet igennem flere gange
om dagen, for at der ikke skulle sætte sig
rust i løbet. Engang lod han mig kikke
igennem det.
”Kik efter, om der er noget,” sagde han,
”du har jo unge øjne.”
Det var en gammel, langløbet riffel.
Han tog låsen ud og løftede piben. Jeg
lænede mig mod hans skulder, og jeg har
aldrig set nogen med så meget skæl og
skidt i hovedet. Så kikkede jeg op igennem løbet.
”Ser du noget?” spurgte han.
”Hvad skal jeg se?” sagde jeg.
”Ser du skygger?” sagde han. Jeg stod
længe og så.
”Den er blank indeni som himmelen,”
sagde jeg.
Den gamle mand nikkede og tog geværet ned. Hans øjne var lyse og skinnede
som riffelløbet.
Nu gav han sig til at spise af gråfinkerne, og han spildte straks noget i sit
store skæg, men det lagde han ikke mærke
til, for det var han vant til. Han slap ikke
geværet. Der var næsten mørkt i hans
kolde kammer, og det trak fra vinduet.
I en af de øverste små ruder var der et
lille rundt hul. Jeg spurgte, hvad det var
for et hul.
”Ham det!” sagde han og pegede. Først
nu så jeg, at der ved hans hovedgærde i
den mørke krog hang en død fugl. Den
var spættet på vingerne og havde stribet
bryst. Næbbet var kort og krumt. Det var
en stor høg. Den var begyndt at rådne, og
det var den, som den værste stank kom
fra. Den gamle havde skudt den gennem
vinduet. Han var næsten lam i understel-
100
105
110
115
120
125
130
135
140
1939-1960: KRIG OG EFTERKRIGSTID
145
150
155
160
165
170
175
180
185
let af gigt, som ikke blev bedre af kulden
i hans kammer. Han gik kun udenfor, når
han skulle forrette sin nødtørft, så meget
menneske var han da endnu, men det var
en stor pine og ydmygelse for ham, for
somme tider måtte han kalde mormor
eller en nabo til hjælp.
”Du kan ellers ikke se mange dyr her,”
sagde jeg og kikkede ud af vinduet. Der
var kun en lille gruset plads at se og hegnet og mormors have med de vintersorte,
tågede træer.
”Jo,” sagde han, ”der er mange. De
kommer. Jeg ser meget.”
Jeg blev ikke længe hos den gamle
skytte. Han havde sikkert oplevet meget,
men han kunne ikke fortælle. Det gik i
stykker i hans mund, han kunne ikke
forløse sig. Han fortalte sådan: ”Jo, det
var altså … han gik og sølede derovre …
nåja, fik et bladskud … nåja, det er ikke
noget.” Der var koldt hos ham, og jeg var
heller ikke tryg ved ham.
Jeg gik ind til mormor. Hun rejste sig
fra armstolen ved ovnen, nu skulle jeg
sidde der. Jeg ville ikke, men jo, det måtte
jeg. Så tog hun en tynd, laset bog ned.
Den lå på amagerhylden under bibelen
og salmebogen.
”Det er en god bog,” sagde mormor
og rakte mig den. Hun vidste, jeg var en
læsehest, men glemte nok, at jeg havde
læst bogen et par gange hos hende. Det
var ”Den gule ulv”. Mormor havde selv
læst indianerromanen, og hun syntes,
den var god. Det var den også. Jeg sad
og læste ”Den gule ulv” endnu en gang.
Vi havde det godt. Mormor strikkede,
og uret tikkede og sang kønt imellem,
og dagen gik.
”Nu mørkner det snart,” sagde mormor.
”Man må vel hjemad,” sagde jeg.
”Du måtte da så gerne blive,” sagde
mormor, ”men dine forældre venter dig
nok snart, og du skal vel gå omvejen ad
broen, for isen er vist ikke sikker nu?”
”Jeg ved det ikke så lige,” svarede
jeg.
Mormor kom med en kurv fuld af små
gulrøde æbler, som hun kaldte paradisæbler. De var meget søde og fine i smagen,
særlig når de blev lidt runkne. Kurven
havde facon som en lille kiste, den havde
et hvælvet låg og et lukketøj, som mine
søstre altid havde troet var af guld. Den
havde en behagelig hank med håndtag af
rødt fløjl. Vi syntes, det var en eventyrlig
kurv. Jeg skulle bære paradisæblerne hjem
i den.
Jeg stod forlegen og vred på mig i
stuen, for jeg vidste ikke, hvordan jeg
skulle få sagt ordentlig tak for den gode
dag. Mormor havde et stort æble i sin
knystede hånd. Hun gned det blankt og
rødt i sit store, brusende forklæde og gav
mig det.
”Tak,” sagde jeg, ”bliver du aldrig
bange for det der om natten?”
Det var snebærbusken uden for vinduet, jeg mente. Den stod så tæt ved, at
nogle kviste rørte ruden. Det lød underligt, når vinden fik dem til at famle over
glasset.
”Det gør jeg ikke, min dreng,” svarede
mormor, ”jeg synes, der ved nattetid går
vagt om huset. Så tænker jeg: Det er fjerene på deres vinger, som rører ruden.”
Da blev jeg endnu mere forlegen, og jeg
stod og så ned på de brede gulvplanker.
Jeg vidste ikke, om det bare var noget,
mormor sagde for min skyld, eller om
hun selv troede på det. Hun troede så
meget.
Så gik jeg. Da jeg kom forbi gavlvinduet, så jeg den gamle skytte sidde derinde
med geværet i armen. Jeg nikkede til ham.
Men han stirrede bare uden at hilse.
Jeg fulgte stien ned over bankerne til
hovedvejen. Her var tågen tættere. Der var
ikke langt fra vejen til de store engdrag.
389
190
195
200
205
210
215
220
225
230
LITTERATURENS HUSE
235
240
245
250
255
260
265
270
275
Ovre bag dem lå mit hjem, kun en god
kilometer borte. Men det havde været
tørvejr i flere dage, og jeg vidste ikke, om
isen over åen kunne bære. Der var hen
ved tre fjerdingvej, når man fulgte vejen
norden om over broen. Jeg havde lovet at
være hjemme i mørkningen. Det kunne
jeg knap nå nu, men jeg fulgte vejen og
gik rask til. Engang imellem skiftede jeg
kurven med paradisæblerne fra den ene
arm til den anden. Eller jeg stod lidt og
lyttede. Der var ganske stille i tågen. Det
bare dryppede fra vejtræerne. Rislede og
sivede langt inde på marken. Satte i gang
igen. Jernet under mine træsko klang mod
vejens sten. Jeg kunne godt lide den lyd,
og jeg tog lange skridt og trådte hårdt til.
Var der nogen, som lyttede efter mine
skridt, måtte de tro, at her kom en voksen
mand.
Da jeg var kommet forbi en gård med
lukket port, blev der kaldt på mig fra den
mørke roekule, som lå tæt ved vejen. Der
stod en dreng med en rive. Jeg kendte
ham, det var Ejnar, som jeg havde gået i
skole med, til han for et halvt års tid siden
var blevet tjenestedreng her i nabosognet.
Gårdens folk havde kørt roer ind, for at
have nok julen over, og nu gik Ejnar og
rev den gamle halm sammen. Jeg sprang
over grøften, og vi satte os i den våde
halm bag kulen.
”Går det an, du sidder og snakker?”
sagde jeg.
”Hvis det passer mig,” sagde han.
”Er de flinke?”
”Går mægtig godt,” sagde Ejnar. ”Manden skal ikke have sagt noget. Såh? Sese?
siger jeg bare, hvis der er noget. Så ser jeg
sådan på ham. Sådan, forstår du.”
”Ja, det forstår jeg,” sagde jeg.
”Hvordan står det til?” spurgte han.
”Som det bedst kan,” sagde jeg.
Ejnar trak pibe og tobak frem og
spurgte, om jeg havde en ordentlig pibe.
390
Han var ikke af dem, der kunne drille
mig, og nu boede han desuden så langt
bort, så jeg svarede roligt, at jeg kun røg
pibe i ny og næ.
Han stoppede sin lille pibe. ”Det er
jomfrutobak,” sagde han, ”det skulle du
holde dig til.”
”Kender det udmærket,” svarede jeg.
Da han fik fyr på piben og havde røget
lidt, rakte han mig den. Jeg havde nær tabt
den, for den var brændende hed. Det var
en pibe af jern, lavet til reklame. Det var
en fordel, den kunne ikke brække.
Vi sad en stund i den klamme halm
og røg af jernpiben.
”Savner du ikke stranden?” sagde
jeg. Vi havde været meget ved stranden
sammen.
”Jo,” sagde han, ”jeg stikker til søs, når
jeg er konfirmeret. Jeg er ligeglad med,
hvad de gamle siger.”
”Jeg stikker snart til søs,” sagde jeg.
”Du har det jo godt?” sagde han.
”Sådan et liv er ikke til at holde ud,”
sagde jeg.
”Nej,” sagde han. Vi sad stille og røg.
Det dryppede fra træerne. Det mørknede. Men jeg blev siddende, skønt vi ikke
havde meget at snakke om. Vi var blevet
fremmede for hinanden, mærkede jeg.
Det var næsten helt mørkt, da jeg brød
op. Jeg drejede straks bort fra vejen og
gik i mørket ned over pløjemarken med
enghaven. Her kunne man gå lydløst,
men jeg kunne bedre lide at gå, hvor man
støjede. Markerne var næsten snefrie,
men i enghaven lå den gamle is endnu.
Det lysnede svagt fra de store flader. De
lå spættede og stribede hen og mindede
mig om noget. Den døde høg. Isen var
porøs og skør mange steder, men jeg gik
rolig ud over den.
Jeg var blevet så sørgelig til mode af
at snakke med Ejnar. Jeg havde måske
heller ikke haft godt af piben, det brændte
280
285
290
295
300
305
310
315
320
1939-1960: KRIG OG EFTERKRIGSTID
325
330
335
340
345
350
355
360
365
mig endnu i munden. Vi havde siddet og
sagt underlige ting til hinanden. Det var
sørgeligt det hele. Som nu Ejnar, jeg vidste,
han ikke kom til søs og blev til noget. Han
var dårligt begavet og havde en svag vilje.
Han var allerede krum i ryggen, og han
måtte prale dumt for at være til. Det er
sørgeligt med os mennesker, man kan se,
hvordan det hele bliver, tænkte jeg.
Så stod jeg foran åen. Der var is på
den endnu. Sort is. Midt over løbet var
isen revnet og sunket ned. Glatte sider
skrånede ned mod midten, hvor der stod
vand og skinnede. Jeg tænkte ikke på,
hvad jeg gjorde. Jeg gjorde det bare. Jeg
tog træsko og strømper af og kylede dem
over åen. Det var rart at stå på isen med
bare fødder, man blev kun mere rolig
og ligeglad af det. ”Det kan være lige
meget,” sagde jeg højt. Så trådte jeg ud
over kanten, skred på den glatte side,
prøvede at få fart på, så jeg kunne løbe
op over den anden side. Fødderne smuttede, og jeg gled tilbage og blev stående
nede i vandet. Isen sukkede, jeg syntes,
jeg kunne mærke, at den langsomt sank
under mig.
”Det skulle I bare vide,” sagde jeg højt
og så mig om. Jeg kunne lige nå at se over
iskanten. De store engflader lå stille og
øde hen. Intet at se. Is og tåge. Om sommeren var her fuldt af fugle, men nu var
her ingen vingesusen at høre.
Jeg prøvede at krybe op, men gled
tilbage. Hagede mig fast med fingre og
tæer, men sank ned igen. Jeg kastede kurven med paradisæblerne op over kanten,
og så bar jeg mig ad, som var jeg vild,
jeg satte neglene i isen, kradsede med
rasende bevægelser. Skred ned igen. Jeg
stod nede i vandet og rettede ryggen,
mærkede isrevnen under de nøgne fødder, som næsten ikke kunne føle mere.
Isen gyngede lidt.
”Du kommer ikke op,” sagde jeg. Endnu havde jeg den kolde, triste ligegladhed i
mig. Jeg tænkte ikke, turde ikke. Jeg turde
ikke blive bange.
Så gik jeg oprejst op over isen. Midt
på skråningen var jeg ved at skride. Da
fik jeg et puf i ryggen, og så kom jeg helt
op. Jeg samlede hoser og træsko op, greb
kurven, vendte mig ikke, men sprang vildt
hen over engen, bort fra åen, trådte gennem den sprøde is et sted, forvred foden,
men op og af sted igen. Nåede hegnet og
entrede over den skrigende pigtråd.
Her var pløjemarken. Da jeg mærkede
de bløde, næsten svampede furer under
fødderne, vendte jeg mig og så ud over
engen. Der var ingen at øjne. Det var også
meget tåget.
Jeg tog strømper og træsko på og løb
op over marken for at få varme i kroppen.
Snart var jeg så langt oppe på det pløjede
skifte, at jeg ikke kunne se andet end
tåge og mørke til siderne. Men jeg kendte
marken og kunne ikke gå fejl her. Jeg
lukkede øjnene og svingede mig rundt et
par gange. Men jeg kunne straks mærke,
hvilken retning jeg skulle gå i.
Hvorfor så du dig ikke om dernede?
tænkte jeg. Det var bare noget, du bildte
dig ind, at du fik et puf i ryggen. Jeg gik
videre og blev igen mat og tung til mode
og forstod ikke noget.
Det lugtede fra jorden et sted. Jeg stod
og snuste ind, men kunne ikke finde, hvor
det kom fra. Det mindede om lugten fra
høgen ved den gamles hovedgærde. Den
stolte, rådnende fugl.
Jeg ønskede pludselig, jeg kunne gå
vild. Jeg ville prøve det. De siger, man
let går vild i tåge, tænkte jeg, så går man
i ring. Man bliver ved at gå i ring. Men
jeg kan ikke gå vild her. Kan jeg ikke
mærke retningen på mig selv, kan jeg jo
bare føle på plovfurerne og følge dem.
Gid jeg kunne gå vild.
391
370
375
380
385
390
395
400
405
410
LITTERATURENS HUSE
415
420
425
430
435
440
445
”Nu går jeg vild!” råbte jeg. Jeg lukkede
mormors kurv op, det faldt mig ind, tog
en håndfuld paradisæbler og kastede dem
ud i mørket omkring mig. Så gav jeg mig
til at lede efter dem. Lidt efter mærkede
jeg, at jeg var gået vild. Jeg kunne ikke
mærke retningen mere. Jeg knælede ned
og følte på plovfurerne, men jeg kunne
ikke mere finde ud af, hvad vej de gik. Det
var umuligt. Jeg gik fremad et stykke. Jeg
kunne ikke mærke, om det var rigtigt eller
forkert. Jeg gik et stykke den modsatte vej,
og det var det samme. Så blev jeg stående.
Men som jeg stod der, kom der mere og
mere skræk fra jorden op gennem benene,
op i kroppen, op i brystet, op i øjnene, der
ligesom blev helt blinde. Jeg var gået vild,
og jeg var ene.
Jeg begyndte at løbe. Jeg vidste ikke,
om det var den rigtige vej, men jeg turde
ikke blive stående, jeg turde heller ikke
gå langsomt. Jeg løb alt hvad jeg kunne,
stønnende, med kurven hoppende på
armen. Nu og da var jeg ved at snuble.
Jeg løb og løb.
Min træsko stødte mod noget, jeg faldt.
Tabte kurven. Jeg rejste mig grædende på
knæ og kravlede fremad. Låget var gået
op på kurven. De fleste paradisæbler var
trillet ud. Jeg begyndte angst og famlende
at samle dem op. Noget var sprunget helt
ind mellem stråene i en græstot, som var
392
der foran. Jeg følte mig for i græsset. Hånden sank dybt ned mellem stråene. Jeg
bøjede mig længere frem. Der var ikke
mark, ingen grund bag det græs. Jeg så
det lyse svagt fra en vandflade under mig.
Mergelgraven.
Jeg lå og stirrede ned i mergelgraven.
Den havde jeg ikke et øjeblik husket, skønt
jeg havde været der for et par dage siden sammen med en anden. Vi havde
lavet gynger i isen, så der nu stod åbent
vand.
Da jeg havde samlet æblerne sammen,
stod jeg der lidt med kurven på armen.
Jeg blev så varm, og jeg fortrød. Tågen
var så god nu. Der er nok nogen, som har
passet på, tænkte jeg.
Jeg syntes, jeg hørte det synge svagt
i luften, som af et ur, der snart vil falde
i slag, en mærkelig og køn lyd, ganske
svagt. Tågen duftede som store, nystrøgne
forklæder. Og paradisæblerne duftede ud
gennem fletværket på mormors kurv.
Så gik jeg udenom mergelgraven, hen
under den mægtige rødpil, som stod i
kanten. Dråber stænkede fra den. Nu
kunne jeg se markhegnet længere ovre.
Jeg kunne ikke gå fejl. Når jeg kom derover, skulle jeg ikke gå mange skridt, før
jeg gennem tågen kunne skimte lyset fra
vinduerne hjemme.
(1953)
450
455
460
465
470
475
1939-1960: KRIG OG EFTERKRIGSTID
Villy Sørensen
(1929-2001)
Som Peter Seeberg tilhørte Villy Sørensen den generation af kunstnere, hvis livssyn grundlæggende blev formet af verdenskrigenes chokerende indblik i skyggesiderne af den vestlige
civilisation og psykoanalysens ikke mindre foruroligende blik ned i menneskets ubevidste.
Sørensen studerede litteratur, filosofi og psykologi på Københavns Universitet, men tog i
1952 til Tyskland for at udvide sine studier i filosofi. Freiburg Universitet var et centrum for
eksistensfilosofi, og da Sørensen kom hjem, droppede han studierne og kastede sig ud i et
forfatterskab, der fra starten vakte opsigt.
Debuten Sære historier fra 1953 og den næste bog Ufarlige historier er virkelig sære med
deres blanding af eventyrets naivitet og temaer, der ikke er spor uskyldige: små drenge, der
saver benet af andre små drenge som i ”Blot en drengestreg”, mennesker der i bogstavelig
forstand er halverede eller sammenvoksede. Moderne grusomheder og psykologiske dybder
serveret som fabler, fortællinger, eventyr. Anmelderne var forargede, men en del kunne se det
usædvanlige filosofiske og stilistiske talent, og Villy Sørensen var en betydningsfuld forfatter
fra allerførste færd. Siden kom der andre genrer til: kulturkritik, litterære analyser, biografier,
gendigtninger af Grimms eventyr og den nordiske mytologi og endelig, i forfatterskabets sidste
år, personlige erindringer. Sørensen kan det hele med sin helt personlige stemmeføring og
sin unikke evne til at gøre det selvfølgelige fremmedartet, så vi kan få øje på det.
Vi bringer her fortællingen Det ukendte træ, der stammer fra Sære Historier.
Det ukendte træ
5
10
15
20
Kongen havde så meget at bestille at han
ikke kunne få tid til at passe sin have. Derfor måtte han ansætte en gartner, og den
han valgte fremfor hundrede andre var
så dygtig til sit fag at han havde lært sig
selv latin for at kunne nævne blomsterne
ved deres rette navn. Så snart hans store
hænder rørte jorden var det et kærtegn
som jorden straks besvarede med blomster, og efterhånden blev der så fuldt af
blomster i kongens have at jorden måtte
gødes dobbelt for at bære dem, og dog var
der blandt disse blomstermængder ikke
en eneste blomst der ikke havde just den
rige farve og just den skønne duft som
den skulle.
Men i haven voksede et træ hvis høje
stamme var både lådden og glat af mos,
men hvis krone fra den tidlige vår til den
tidlige vinter stod fuld af hvide blomster
der i sollys fik et vidunderligt skær som
næsten fordunklede solen. Dette træ var
havens sjældenhed, ti det voksede intet
andet sted på jorden, og dog talte gartneren ikke højt derom, ti han kendte ikke
træets latinske navn, hvad han selv anså
for en mangel på faglig dygtighed. Men
sine blomster, der jo slet ikke var hans
egne, elskede han så højt som sin egen
søn.
Denne søn havde han naturligvis
opdraget til at blive sin egen efterfølger
som kongelig hofgartner – med så stort
held at drengens bløde næse af sig selv
rynkede sig på en ganske bestemt måde
når den opfangede duften fra hver enkelt
blomsterart. Og dog gik drengen altid og
så misfornøjet ud, måske fordi han ikke
kunne komme til at spille bold i haven for
de mange blomster. Men skønt gartneren
393
25
30
35
40
LITTERATURENS HUSE
45
50
55
60
65
70
75
80
85
daglig gav ham lov til at gå ud på vejen og
spille bold, gik han altid rundt i kongens
have og rynkede hvert øjeblik næsen på
en helt ny måde. Kun når han kom til
det ukendte træ, som var det eneste træ
faderen havde forbudt ham at klatre i, blev
hans næse usikker og bevægede sig som
en urolig blodpuls, så forunderlig var de
solhvide blomsters duft.
En skønne dag opdagede gartneren at
hans søn var forsvundet. Først troede han
at han endelig havde gjort alvor af at gå
ud på vejen og spille bold, men på vejen
var der intet andet at se end hestepærerne
som den hest der var for kongens karet
hver dag lod falde uden for haven for at
gartneren let kunne skrabe dem sammen
og anvende dem til gødning i haven. Men
den dag var gartneren så urolig over sin
søns forsvinden at han lod de gule pærer
ligge og gav sig til at lede mellem blomsterne i sin have skønt der vel knap var
plads til drengen der, og han fandt ham
hellerikke.
Da hørte han omsider sin søns stemme
som han kendte så godt at hans hjærte
ganske af sig selv begyndte at banke på
en ganske bestemt måde hver gang han
hørte den. Men den lød så forunderlig
skøn nu at hans hjærte kom til at skælve
på en helt ny måde. Så hurtigt hans ben
ville løb han hen til det ukendte træ, ja
skød endda genvej tværs over et dejligt
blomsterbed. I træets krone lyste drengens
øjne frem mellem de lysende blomster.
- Dreng dog, råbte gartneren, hvordan
har du båret dig ad med at klatre op ad
den slimede stamme?
- Jeg lånte et par snabelsko af elektrikeren, svarede drengen stolt deroppefra.
Hans far var allerede halvt bedøvet af
blomsternes sære duft, han var slet ikke
sikker på at han ikke skulle til at besvime,
men han ville have sin søn ned først og
råbte i stor åndenød:
394
- Kom ned, dreng, inden du falder og
brækker dig din hals.
- Jeg kan ikke komme ned, svarede
drengen, - jeg har taget skoene af og smidt
dem ned for ikke at svine blomsterne
til.
Den aldrende gartner glemte helt han
var ved at besvime for at lede efter de
snabelsko. Selv da mørket var faldet så
tungt på hans øjne at han ikke kunne se,
ledte han for ikke at spilde tiden, men
de var ikke at finde et eneste sted i hele
verden. Da gravede han ned og søgte
under jorden, men da han endelig havde
fundet dem i jorden under det ukendte
træ, var han så langt fra sin søn at hans
arme ikke kunne kaste snabelskoene op
til ham.
- Ak, søn, klagede han, - er jeg da så
gammel, at jeg ikke kan kaste de sølle
sko det samme stykke vej op som du kan
kaste dem ned uden besvær.
- Det er det samme, gamle far, jeg sidder dejligt heroppe.
- Du dumme dreng, råbte gartneren
med vred stemme, når det bliver frost og
kronen bliver tom for blade, falder du jo
ned og brækker din hals.
- Det gør ingenting, så skal du bare
vande jorden der hvor jeg falder ned, og
jeg vil vokse op med et blomstrende træ
og sidde og synge i toppen.
- Snak, dreng, sagde den gamle og
vidste ikke mere at sige. Da det blev frost
og den kyske sne faldt ned, begyndte også
det ukendte træs blade af falde, oven på
sneen lå de og skinnede så den hvide sne
næsten blev sort derved. Men da det sidste
blad var faldet, var der intet mere til at
holde drengen oppe, så faldt han også med
så stor kraft, at han forsvandt ned i jorden.
Den gamle gartner græd og ville grave
sin søns lig frem, men jorden var da så
hård af frost at ingen spade kunne trænge
igennem. Da snakkede han længe med sig
90
95
100
105
110
115
120
125
130
1939-1960: KRIG OG EFTERKRIGSTID
135
140
145
150
155
160
165
170
selv, hvad der begyndte at høre hans alder
til, og han havde jo ingen anden:
- Vande jorden, dumme dreng, hvad
skulle det hjælpe, vandet ville straks fryse
til is.
Alligevel vandede han jorden som
hans søn havde budt, og han varmede
vandet først, for han håbede at det varme
vand ville smælte frosten.
Og et ukendt træ skød op så hurtigt at
drengen der sad i dets top end ikke kunne
nå at trykke sin fars rystende hånd i forbifarten. En sky af forunderligt duftende
blomster bar ham op i himlen selv båret
af en høj stamme der skød op af jorden
så hurtigt som en eksplosion, ti den var
så glat af mos at gnidningsmodstanden
var meget ringe. Og træet stod ved siden
af det gamle, det andet i verden af sin art
og det højeste af arten, fuldt af blomster i
den kolde vinter, så strålende i vintersolen
at drengen sang nok så fornøjet skønt
han stadig var i sit sommertøj med korte
bukser og slet ingen skjorte.
- Kom ned, dreng, råbte faderen, - du
ved jo hvordan det går, du falder ned og
brækker dig din hals ligesom sidst.
- Det gør ingenting, svarede drengen
mens han holdt op at synge, - jeg kender
turen, du skal blot vande jorden der hvor
jeg falder, så vil jeg vokse op med et blomstrende træ og sidde og synge i toppen.
- Hvor du kan snakke, brummede
den gamle gartner, - blir du da aldrig
voksen.
Hele den sprælske vår og hele den
varme sommer sang drengen i træets top,
og begge de ukendte træer duftede så alle
menensker i miles afstand blev forunderlige om næsen derved. Alle valfartede
til de to træer som var sjældenheden i
kongens have, ja kongen selv, der havde
så meget at bestille, kom kørende i sin
karet og gav sig så god tid, at han ikke
blot gav sin dygtige gartner en orden men
også spurgte venligt til hans søn.
- Ak, herre konge, svarede den gamle
med tårer i øjnene, han klatrer i træerne
fra morgen til aften, jeg har aldrig et roligt
øjeblik, han har allerede én gang brækket
sin hals.
Da lo kongen og slog den gamle gartner på skulderen:
- Drenge kan stå for alt i den alder. Også
kronprinsen har mere end én gang måttet
bøde med et brækket kraveben når han
kom for højt op i min kones pæretræer.
Det sømmer sig ikke at jeg taler om mig
selv. Men hvis man var dreng og havde
sådanne træer til sin rådighed! Ja jeg bør
da også vide hvad de hedder på latin?
Der stod den gamle mand der var
blevet hofgartner fordi han kendte alle
navnene på latin – og netop det træ der
havde kongens højeste bevågenhed vidste
han ikke navnet på! Og fordi han frygtede at blive afskediget og skilt fra sin
søn om han indrømmede sin mangel på
faglig dygtighed, svarede han med lav
stemme, som generede han sig for at røbe
sin lærdom:
- Arbor incognita734 – men det var ikke
træets navn, thi det betød blot at dets navn
ikke var kendt.
- Ja, De er manden, sagde kongen fornøjet.
Da kongen var gået, gik den gamle
gartner hen under det ukendte træ og
råbte:
- Kongen har spurgt efter dig. Du må
komme ned med det samme.
- Hvordan skulle jeg komme ned? råbte
drengen tilbage. Da sukkede den gamle,
ti han vidste intet svar.
Men da det led mod efterår og de første
blade faldt, gik gartneren til brandmesteren, ikke for at låne en brandstige, ti ingen
734 Arbor incognita: det ukendte træ
395
175
180
185
190
195
200
205
210
215
LITTERATURENS HUSE
220
225
230
235
240
245
250
255
260
stige var så høj som de ukendte træer, men
for at bede ham sende fire brandmænd
med et net som hans søn kunne springe
ned i. Men brandmesteren kunne ikke
give sin tilladelse med mindre der gik
ild i træet, og skønt gartneren til sidst lå
på gulvet på bægge knæ og græd og bad,
kunne brandmesteren ikke suspendere de
ordrer han een gang for alle havde fået i
brandloven og som det var hans opgave
at effektuere.
På hjemvejen købte gartneren den største økse han kunne få, ti nu ville han fælde
træet. Han vidste vel at det ville blive
hans livs tungeste arbejde, ti stammen
var glat og tyk, og hvem turde hjælpe ham
med at fælde det træ der havde kongens
bevågenhed?
- Fæld ikke træet, skreg drengen da
han så faderen komme med den drabelige
økse, - det vil vælte og knuse alle dine
blomster.
- Blomsterne må alligevel dø, ti luften
er så fuld at de ikke kan komme af med
deres duft, sagde gartneren og huggede,
men øksen gled mod det glatte mos og
havde større virkning på luften end på
træet.
- Far, hug ikke, kongen afskediger dig,
hvad vil du så leve af?
- Jeg er ikke længer værdig at kaldes
kongens gartner, ti jeg har løjet for hans
øren. Og gartneren huggede igen og øksen
gled så langt ind i stammen at han ikke
kunne få den ud igen. Da skreg drengen
så fortvivlet at alle havens fugle skrigende
flygtede bort:
- Far, far, hug ikke, træet vil vælte og
jeg vil falde ned og brække min hals.
- Drenge kan stå for alt i din alder, og
du kender jo turen.
Og gartneren sled i sit økseskaft og
fik det omsider løs med så stor kraft at
han faldt baglæns om på jorden mellem
blomsterne, og adskillige af dem blev
396
hængende i hans hår da han rejste sig
for at hugge igen. Hele natten huggede
han – dog gik den halve med at trække
øksen ud når den først var kommet ind. I
en diset morgentime væltede træet mens
drengen skreg så hjerteskærende at den
gamle gartners hjærte helt holdt op med
at slå. Dog løb han den lange vej langs det
væltede træ og standsede først op ved dets
top. Der lå et vidunderligt duftende bjærg
af hvide blomster, han lagde sig på knæ
deri og skrabede, på trods af sin iver, de
hvide blade forsigtigt til side for ikke at
komme til at kradse sin søns øjne ud.
Allernederst – der hvor blomsternes
blade ikke mere formåede at tage af mod
faldet – lå drengen med brækket hals. Så
hurtigt havde hans far løbet på sine gamle
ben at det varme blod endnu ikke var
færdigt med at løbe ud af det store sår.
Folk fra nær og fjern havde hørt det
frygtelige skrig og det vældige brag da
træet faldt, de kom løbende til i store
skarer, og selv kongen kom kørende i sin
karet og gav ikke engang hesten tid til at
tabe sine gule pærer på det sædvanlige
sted uden for haven. Alle veg ærbødigt til
side for kongens karet, og da han sprang
ud af den, var der dem der begyndte at
råbe hurra.
- Hvad har De gjort ved arbor incognita? råbte kongen fortrædiget.
- Ingenting, herre konge, hviskede
den gamle, mens tårerne trillede ned ad
hans kinder. Da bed kongen i sin læbe
og tav, han og hele folket ynkedes over
den gamle mand der havde blomster i
håret efter de sindssyges skik. Og skønt
gartneren havde gjort sig skyldig i majestætsfornærmelse, tilbød kongen at køre
ham til mentalundersøgelse i sin egen
karet, og alle veg ærbødigt til side og
råbte hurra.
Mentalundersøgelsen var endnu ikke
afsluttet den dag da gartnerens eneste
265
270
275
280
285
290
295
300
305
1939-1960: KRIG OG EFTERKRIGSTID
310
315
320
325
330
søn skulle begraves på kirkegården, og
dog fik han lov til at være med. Da han
stod ved den åbne grav, hvori hans søn
lå, kun sparsomt dækket af tre skovlfulde jord, forstod alle hvordan det var
fat med ham, ti med høj skælvende røst
bad han graveren om at hente en kedel
varmt vand, før han kastede graven til.
Graveren rystede på hovedet, men ikke for
at sige nej, spørgende så han på kongen,
der personligt var til stede, og kongen
nikkede mens hans så skråt ned i jorden
og holdt læberne tæt mod hinanden.
Kedlen blev bragt den gamle der rystede på hænderne så vandet skvulpede
ud af dens tud, men da det første skvulp
ramte drengen i graven, skød en blændende duftende sky forbi de forbavsede
øjne, båret så højt op i himlen af en glat
mosklædt stamme at intet syn kunne se
dens top. Men en vidunderlig duft bredte
sig over kirkegården.
- Han lever, råbte den gamle gartner
mens han faldt på knæ og helt skjulte
ansigtet i sine store hænder.
Alle så til siden med usikre smil og
vidste intet at sige. Om rimeligt var, blev
det kongen der brød den duftende tavs-
hed, han rømmede sig mange gange og
sagde så:
- Det synes at være endnu et arbor incognita.
Disse ord kom på avisens forside den
næste dag, men fyldte ikke mere end at
der også var plads til en beretning om
den gamle gartner. Det var vel blevet
nødvendigt at afsætte ham som gartner i
kongens have, men på grund af hans store
dygtighed i latin havde kongen forundt
han stillingen som gartnermedhjælper
på kirkegården.
Kirkegårdsgartneren var ikke for ingenting gartner på en kirkegård, han var et
godt menneske der intet forlangte af den
gamle, men lod ham gøre hvad han selv
ville. Og hver eneste dag fra morgen til
aften kunne man se den døende gartner
vande det duftende ukendte træ på sin
søns grav der forsvandt så højt op i himlen
at intet syn kunne følge med.
– Hør han synger endnu, sagde han til
alle de mennesker, der kom forbi, og de
nikkede, mens de så skråt ned i jorden og
holdt læberne tæt mod hinanden.
(1953)
397
335
340
345
350
355
LITTERATURENS HUSE
Eugène Ionesco
(1909-1994)
Paris var i efterkrigstiden et fuldstændig internationalt miljø, hvad angår litteratur og filosofi.
Miljøet var systemkritisk, kritisk overfor race- og nationalitetsforestillinger, og mange udenlandske kunstnere valfartede hertil. Således også Eugène Ionesco, der egentlig var rumæner,
men som efter mange års ophold i Paris blev fransk statsborger i 1944 og levede resten af sit
liv i Frankrig.
Ionesco kan ses som en af hovedmændene bag det såkaldte ’absurde teater’. Filosofien bag
denne form for teater hentede man fra tidens førende eksistensfilosoffer som Albert Camus
og Jean-Paul Sartre. Grundideen var, at verden er uden samlende centrum og værdier, og at
meningsløshed, totalitarisme, massementalitet og autoritetstro er dens mest karakteristiske
træk. Dette omsatte Ionesco, sammen med især englænderen Samuel Beckett, der også tilbragte
en stor del af sit liv i Paris, til en række teaterstykker, der snart opnåede verdensberømmelse
og satte standarder for det moderne teater. En pointe er det, at publikum ikke skal have det,
de forestiller sig og anser for selvfølgeligheder. Logiske forhold og hverdagsagtige rutiner
brydes op, så man ikke mere kan regne med noget som helst. Når det ringer på døren, er der
ingen, og to og to giver ikke altid fire. Hvor Beckett er ubønhørlig og intellektualistisk i sin
kritiske tilgang, dér udvikler Ionesco en særegen form for sort humor, der gør hans stykker
morsomme og rystende på en og samme tid.
Ionescos mest kendte stykker er Enetime fra 1951 og Næsehornet fra 1958. Her bringes en
sekvens fra Enetime. I uddraget møder eleven for første gang sin lærer til nogle ikke helt
almindelige enetimer. Marie er professorens husholderske.
af Enetime
PROFESSOREN: Goddag, frøken ... De er
altså ... De er altså den nye elev? ... Ikke
sandt? ...
5
10
15
ELEVEN (drejer sig utvungent som en ung
overklassepige; rejser sig og går hen mod
professoren og giver ham hånden): Ja, hr.
professor, goddag hr. professor. Som De
ser, er jeg præcis. Jeg ville ikke komme
for sent.
PROFESSOREN: Det er godt, frøken. Tak,
men det ville da ikke have gjort så meget.
Hvordan skal jeg dog undskylde, at jeg
har ladet Dem vente ... Jeg var netop ved
at afslutte ... ikke sandt ... jeg undskylder
så mange gange ... De undskylder mig
måske ...
398
ELEVEN: Det gør da ikke spor, hr. professor, ikke spor.
PROFESSOREN: De må meget undskylde
... Havde De besvær med at finde huset?
ELEVEN: Overhovedet ikke ... på ingen
måde. Jeg spurgte mig for. Alle kender
Dem jo.
20
25
PROFESSOREN: Jeg har nu boet her i
tredive år. De har ikke været her så længe.
Men hvad synes De om byen.
30
ELEVEN: Jeg har ikke noget imod den.
Det er en smuk by, tiltalende, en smuk
park, kostskole, en biskop, gode butikker,
gader, alléer ...
35
1939-1960: KRIG OG EFTERKRIGSTID
PROFESSOREN: Det er sandt, frøken. Dog
ville jeg lige så gerne bo et andet sted. I
Paris for eksempel, eller i det mindste i
Bordeaux.
De må forstå, at man må være forberedt
på alt.
ELEVEN: De holder meget af Bordeaux?
PROFESSOREN: Vi kan ikke være sikre
på noget, frøken, i denne verden.
PROFESSOREN: Det ved jeg ikke, jeg har
ikke været der.
ELEVEN: Sneen falder om vinteren. Vinteren er en af de fire årstider. De andre
tre er ... øhh ... forår ...
80
ELEVEN: Naturligvis, hr. professor.
40
45
85
90
ELEVEN: Men De kender da Paris?
PROFESSOREN: Ja?
50
55
60
65
PROFESSOREN: Heller ikke, frøken, men
hvis De ikke har noget imod det, kunne
De så ikke sige mig, Paris, det er hovedstaden i ... frøken?
ELEVEN (søger et øjeblik, så, lykkelig over
at vide det): Paris, det er hovedstaden i ...
i Frankrig?
PROFESSOREN: Rigtigt, frøken, bravo,
det var jo godt, storartet. Til lykke. De
kender Deres fædrelandsgeografi til fingerspidserne. Deres hovedstæder.
ELEVEN: Åh, jeg kan ikke dem allesammen endnu, hr. professor, det er så svært,
og jeg har ikke let ved at lære dem.
ELEVEN: ... året og så kommer sommeren
... og øhh ...
95
PROFESSOREN: Det begynder ligesom
eftermiddag, frøken.
ELEVEN: Åh ja, efteråret.
100
PROFESSOREN: Det var godt, frøken,
udmærket svar, aldeles udmærket. Jeg er
overbevist om, at De bliver en god elev. De
gør fremskridt. De er intelligent, De virker
velinformeret, har en god hukommelse.
105
ELEVEN: Jeg kan mine årstider, ikke
sandt?
110
70
75
PROFESSOREN: Det kommer nok ... Fat
mod ... frøken ... Ja, De undskylder mig ...
med tålmodighed, lidt efter lidt ... så skal
De se, det kommer ... Det er fint vejr i dag
... eller snarere, ikke så dårligt ... og dog.
Det er ikke værst, det er hovedsagen ... Det
regner ikke, det sner heller ikke.
PROFESSOREN: Så absolut, frøken ... eller
næsten da. Men det vil komme. Sådan set
er det allerede rigtig godt. De vil snart
kunne alle Deres årstider, med lukkede
øjne. Ligesom jeg.
ELEVEN: Det ville da også være mærkeligt, vi har jo sommer nu.
PROFESSOREN: Vist ikke. Det kræver
bare en lille indsats, lidt god vilje, frøken.
Det skal nok komme, vær sikker på det.
PROFESSOREN: De må undskylde, frøken, det var netop det, jeg ville sige, men
115
ELEVEN: Det er så svært.
ELEVEN: Jeg vil også så gerne, hr. professor. Jeg har sådan en kundskabstørst. Og
399
120
LITTERATURENS HUSE
125
mine forældre vil også så gerne have, at
jeg uddyber min viden. De synes, at jeg
skal specialisere mig, fordi de mener, at
selv en nok så solid almendannelse ikke
er tilstrækkelig i vor tid.
130
135
PROFESSOREN: Deres forældre har fuldstændig ret, frøken. De må gå i dybden
med Deres studier. De undskylder nok, at
jeg siger det, men det er en nødvendighed.
I vor tid er livet blevet så højt udviklet.
ELEVEN: Og så indviklet ... Mine forældre
har råd, så jeg har chancen. De kan hjælpe
mig til den højest mulige uddannelse.
140
PROFESSOREN: Og De vil op til eksamen ...
145
150
155
PROFESSOREN: Hvis De ikke har noget
imod det, så må vi hellere straks gå i gang
med arbejdet. Undskyld mig, men vi har
ingen tid at spilde, forstår De nok.
ELEVEN: Selvfølgelig ikke, hr. professor.
Tværtimod, hr. professor. Lad os komme
i gang.
185
PROFESSOREN: Undskyld mit spørgsmål, men De har allerede Deres studentereksamen?
ELEVEN (tager bøger og hæfter ud af
mappen): Ja, hr. professor. Naturligvis,
jeg har alt, hvad der behøves.
ELEVEN: Ja, hr. professor. Både sproglig
og matematisk.
PROFESSOREN: Storartet, frøken. Det er
udmærket ... Hvis det ikke keder Dem, så
lad os begynde ... nu, frøken.
ELEVEN: Mine forældre synes det ville
være bedst, at jeg fik en universel magisterkonferens, hvis det kan lade sig gøre
på så kort tid.
165
PROFESSOREN: En universel magisterkonferens? ... De er ikke bange, frøken. Min
dybe kompliment. Vi må forsøge at gøre
vores bedste. Desuden er De jo allerede
godt funderet, i så ung en alder.
400
180
ELEVEN: Ikke spor, hr. professor. Værs’go,
hr. professor.
ELEVEN: Så snart som muligt, til den
første eksamenstermin for magisterkonferenser. Og det er om tre uger.
PROFESSOREN: Men dog, det er meget
fremmeligt, for Deres alder, næsten for
fremmeligt. Hvilken slags konferens har
De nu tænkt Dem at tage, en sproglig eller
matematisk-naturvidenskabelig?
175
PROFESSOREN: Så vil jeg bede Dem sætte
Dem ... dér ... så De kommer til at sidde lige
over for mig. Det gør ikke noget, vel?
PROFESSOREN: Mange tak, frøken. (De
sætter sig med ansigtet mod hinanden,
altså i profil for tilskuerne). Sådan. Har
De Deres bøger og hæfter?
160
170
ELEVEN: Åh, hr. professor.
190
195
200
ELEVEN: Naturligvis, hr. professor. Jeg
står ganske til Deres disposition.
PROFESSOREN: Til min disposition? (Et
glimt blusser hastigt op i hans øjne, en
gestus som holdes tilbage) Men frøken,
det er mig, som står til Deres disposition.
Jeg er her kun for Deres skyld.
205
210
ELEVEN: Åe, hr. professor! ...
PROFESSOREN: Hvis De vil ... så ... lad
... os ... jeg ... jeg vil begynde med almindelig eksamination over Deres tidligere
og nuværende kundskaber, for bedre at
215
1939-1960: KRIG OG EFTERKRIGSTID
kunne tilrettelægge vores fremtidige arbejde. Nå, hvordan er Deres forståelse af
flertalsformer?
220
225
ELEVEN: Temmelig vag ... lidt udflydende.
PROFESSOREN: Godt. Det vil vise sig.
(Han gnider sig i hænderne. Marie træder
ind; irriterer øjensynligt professoren; hun
finder noget i buffet’en, tøver).
PROFESSOREN: Lad os se, frøken. Hvordan med lidt aritmetik for eksempel...
230
ELEVEN: Fint, hr. professor, kunne ikke
være bedre.
235
240
245
250
PROFESSOREN: Det er en temmelig ny
videnskab, en moderne videnskab eller
snarere en metode end en videnskab ...
Det er også en terapi. (Til Marie): Marie,
er De snart færdig?
MARIE: Ja, hr. professor, jeg har fundet
tallerkenen. Jeg skal straks gå ...
PROFESSOREN: Skynd Dem. Vær venlig
at gå ud i Deres køkken.
MARIE: Ja, hr. professor, jeg er på vej.
(Hun lader som om hun vil gå).
MARIE: Undskyld, hr. professor, men
vær nu forsigtig, hids Dem ikke for meget
op.
MARIE: Netop, hr. professor. De ville gøre
bedre i ikke at lade frøkenen begynde
med aritmetik, det er så trættende og
enerverende.
260
PROFESSOREN: Ikke mere i min alder.
For øvrigt, hvad kommer det Dem ved?
Det er min sag, og jeg ved nok, hvad jeg
gør. Deres plads er ikke her.
265
MARIE: Udmærket, hr. professor. Kom
så ikke og sig, at jeg ikke har advaret
Dem.
270
PROFESSOREN: Jeg har ikke bedt om
Deres råd.
MARIE: Som professoren vil.
(Hun går ud).
PROFESSOREN: Undskyld mig, frøken,
denne latterlige afbrydelse ... De må bære
over med denne kvinde ... Hun er altid
bange for, at jeg skal overanstrenge mig.
Hun frygter for mit helbred.
255
MARIE: Det siger De altid.
PROFESSOREN: Jeg frabeder mig Deres
insinuationer. Jeg ved meget vel, hvordan
jeg skal opføre mig. Jeg er gammel nok
til det.
280
285
ELEVEN: Det gør da ikke noget, hr.
professor. Det beviser da bare, at hun er
trofast og holder af dem. Det er ikke hver
dag, man ser så gode tjenestefolk.
290
PROFESSOREN: Hun går for vidt. Hendes
frygt er ganske ubegrundet. – Lad os vende
tilbage til vore aritmetiske græsgange.
ELEVEN: Jeg følger Dem, hr. professor.
PROFESSOREN: Vær nu ikke latterlig, Marie. Der er ingenting at være bange for.
275
295
PROFESSOREN (vittigt): Mens De sidder ...
ELEVEN (forstår hans spøg): Ligesom De
selv, hr. professor!
PROFESSOREN: Godt, lad os artimeticere
en smule.
(1951)
401
300
402
402
1960-1970:
Modernisme og virkelighed
14
Torben Brostrøm
(f. 1927)
Blandt dem, der har indflydelse på litteraturen, er ikke kun forfattere og læsere. Som vi så
det med Georg Brandes har også kritikere af og til en meget stor indflydelse på nybrud og
nyformuleringer i kunstens verden. Ofte fordi de har en tæt tilknytning til det litterære miljø
og kender de kunstnere, som de anmelder og vurderer.
Dette er tilfældet med Torben Brostrøm, der i 30-40 år har haft stor indflydelse på det, vi
kunne kalde den litterære institution. Han er ikke skønlitterær forfatter, men litteraturkritiker
og kulturdebattør. Han er stærkt knyttet til 60’er-modernismen, hvor han i sin egenskab af
redaktør på landets førende litterære tidsskrift, Vindrosen, i sin tid var med til at give bolden
op til et stilskifte og en modernisering af dansk litteratur. I kraft af personlige venskaber med
den nye lyriks banebrydende figurer – bl.a. Klaus Rifbjerg – fik Brostrøm både en fin føling
med og en stor indflydelse på tidens litteraturdebat. En position han har beholdt gennem
årene, dels som professor i litteratur og dels som formand for utallige kulturelle og litterære
råd og sammenslutninger. Han blev optaget i Det danske Akademi i 1973.
Essayuddraget her er fra tidsskriftet Vindrosen, 1959, og typisk for den kulturkamp, der
foregik efter 2. verdenskrig mellem grupper, der var præget af nationale, religiøse og traditionelle værdier og så folk som Rifbjerg og Brostøm, der slog til lyd for det, de selv så som en
nødvendig opdatering af det danske kulturliv.
←
Robert Rauschenberg var en af de helt store pionerer, når det kommer til at justere billedkunsten til de nye produktive
tider, som opstod i 60’erne, hvor masseproduktion af velfærdsgoder tog enorm fart. Især var USA, der ikke var blevet
ødelagt af 2. verdenskrig, det moderne land, der flød af mælk og honning samt ikke mindst store biler, pin-up-piger,
ugeblade, plasticprodukter og Coca Cola. Kunsten skulle derfor ikke blive ved med at forskanse sig i en fornem og
svært forståelig modernisme, mente Rauschenberg og andre, så han startede sin kunstneriske karriere med at male
store værker over, kradse i dem, vende vrangen ud på dem. Og han lavede collager af dagligdagens signaturprodukter;
inventar fra benzintanke, reklameskilte, dåser, plasticprodukter mm. Han opfandt på sin vis sammen med få andre
det, der senere bliver kaldt pop-art.
Han opnåede imidlertid hurtigt anerkendelse og allerede i 1965 blev han – i 700-året for Dantes fødsel - bedt om at
medvirke til at lave et sæt tidssvarende illustrationer til Dantes Den guddommelige Komedie, som tidligere fx er leveret
af renæssancens Botticelli og romantikkens Doré. Han fremstillede her Helvede i en række billeder, hvoraf dette er et af
dem. Som man kan se, er Dantes underverden her en slags collage, hvor alle mulige enerverende elementer indgår.
Robert Rauschensberg: For Dante’s 700 Birthday. No 2. 1965. National Gallery of Art, Washington DC.
403
LITTERATURENS HUSE
af Det umådelige mådehold
5
10
15
20
25
30
35
Der skulle krigstid og besættelse til, før der
kunne skabes nogen større opladthed for
og trang til en tidssvarende kunstnerisk
formulering, og muligvis på grund af den
kulturelle indespærring i de år voksede
lysten til at læse andre lyrikere end dem,
den traditionelle dannelse henpegede på,
og vel især interessen for angelsaksisk poesi. Der blev meget at indhente, fordi det
der havde været, ofte var forfusket, og af
de læsende latterliggjort eller slet ikke observeret. Karakteristisk var holdningen til
svensk fyrtiotalisme735 , som almindelige
mennesker ikke forstod en bønne af og
mange digtere betragtede med skepsis og
bortforklarede ved at sige, at den var fremstået af en politisk situation, der var vor
egen så ulig, og egentlig kun et indeklemt
udtryk for dårlig samvittighed. De, der
lærte af det svenske eksperiment, tog på
grund af vor hullede europæiske dannelse
skridtet forsigtigt og med det bekendte
nationale mådehold, for nu at bruge en
smuk eufemisme. Enkelte var grundigere
forberedt og turde udtrykke sig på en
gang personligt og dog i pagt med tiden,
men blev naturligvis omgående hængt ud
til spot og spe for ”sarvigleri”736 af forstokkede kritikere. Hverken fra konservativ
eller fra ”kæmpende humanistisk” side
forstod man meget deraf, idet disse to
ting poetisk set er ét fedt.
Det er sandt som det er sagt, at med
40rne begynder orienteringen for alvor,
men det er også sandt, at den mest giver
sig udslag i teoretiske artikler og viden
om hvad der foregår, ikke så meget i praksis. Jovist, lyrikken bliver præget af det,
735 fyrtiotalisme: litteraturen fra 1940’ernes Sverige
havde et modernistisk og eksperimenterende præg.
736 sarvigleri: efter den modernistiske digter Ole Sarvig,
som var æstetisk nyskabende, men vanskeligt
tilgængelig.
404
men stadig med mådehold og ofte såpas
elevagtigt. Kætterbladet Heretica 737 førte
fængslende diskussion, men holdt smukt
de praktiske eksperimenter i ave, hvis der
da overhovedet har været ansats til nogen
fra dansk side. I løbet af de seks år, hvor
tidsskriftet var poetisk toneangivende, repræsenteredes udenlandsk poesi blot med
en 7-8 navne af de allermest fastslåede,
svensk fyrretal f.eks. fik lejlighed til at ytre
1 – eet – kvæk (et digt af Vennberg738).
Det er karakteristisk, at man er stolt
af den megen debat om tingene og har
indlemmet den i en statelig bog betitlet
”Kulturdebat 1944-58”, mens en antologi
med de tilsvarende poetiske resultater
ikke er aktuel.
Vi mener det godt, og måske har vi for
mange meninger og for lidt galskab, for
lidt kunst i kroppen. Når inspirationen
svigter, bliver man ræsonnør739. Det kan
naturligvis være spændende at følge en
debat mellem f.eks. Erik Knudsen og Ole
Wivel740 og tage parti eller mene noget
tredje: hvad der imidlertid interesserer
mest er ikke, hvem der diskuterer bedst,
men hvem der er den bedste digter. Meninger kan være prægtige eller ulidelige,
det har alt sammen ikke noget med deres
poetiske værdi at gøre. F.eks. kan man
mene, at Ole Sarvig er uudholdelig som
essayist, men måske den største poet i
sin generation.
Under og over den skærende angst-tone
i 40rne kan man lytte sig til den danske patos741, den danske elegi742, den danske selv737 Heretica: toneangivende dansk litterært tidsskrift,
navnet Heretica betyder ’kætter’
738 Karl Gunnar Vennberg: (1910-95) svensk lyriker og en
af de toneangivende forfattere og kulturdebattører i
1940’erne
739 ræsonnør: intellektuel debattør
740 Erik Knudsen og Ole Wivel: forfattere der i kulturdebatten stod på hver sin side
741 patos: højstemthed, følelsesfuldhed
742 elegi: egl. et sørgedigt, her brugt alment om tidens
sørgmodige og nostalgiske tone
40
45
50
55
60
65
70
1960-1970: MODERNISKE OG VIRKELIGHED
75
80
85
90
95
100
105
110
115
ironi, alt dog med måde, og bedømt med
en modernistisk alen er hovedindtrykket,
at man trods flyvepladser, øde lande og
meget andet godt, nødlandede mellem
to stole, modernismen og traditionen,
dog nærmest den med øreklapperne. Der
ødsles megen beundring på den, der efter
farlige ekspeditioner ud i det fremmede
endelig kommer til fornuft og vedkender
sig mulden mellem tæerne, gravlund og
poetisk alter i landsbyidyllen. Der vokser
ikke helvedblomster743 langs vejkanten,
kun lidt tamt vildt lader sig undertiden
til syne i selskab med søde fabelnisser og
hyggeligt troldtøj i buskadset.
Og hvor ensartet er det poetiske tonefald i disse år ikke ved at blive. Det er
allerede epigontid744, inden noget fuldbyrdedes. Tidens digtere friseres ens og meget
normale. Normale, mådeholdne digte i
normale arkitekttegnede digtbøger. Rådvildheden og dagens jævnt kedelige poesi
kan henføres til vor hullede modernisme.
Hvad der er brudt frem, er hurtigt blevet
dæmpet ned, af digteren selv, af kritikken,
af publikum. Det er småt med talentet.
Hvad er da modernisme?
En bestræbelse for at trænge ind og ned
i det menneskelige, fremmest i de egne,
som ikke har været bevidst behandlet
af ældre digtere. Den sker på baggrund
af erfaringer fra moderne psykologi, erkendelse af det ændrede verdensbilledes
menneskelige konsekvenser, dvs. at registeret er udvidet og mennesket opfattet
som dybere og farligere, i en tid, hvor
religiøse, etiske, politiske, sociale normer
er under forvandling. Digteren erkender, at dette har kunstneriske følger og
søger at finde et formsprog, der dækker
743 Helvedblomster: en reference til den franske digter
Baudelaires banebrydende Les fleurs du mal (det
ondes blomster eller helvedsblomster)
744 Epigon: efterligner, kopist
hans erkendelse. Han kan gøre det ved
at lære af andre kunstarter, som måske er
kommet længere end hans egen, musik,
maleri, skulptur osv. Han må finde en ny
struktur, og det er mere end et spørgsmål
om rim og versskema, al den stund ”form”
og ”indhold” ikke lader sig behandle hver
for sig.
Dette behøver ikke at betyde, at han
kaster traditionen ganske over bord, men
trods menneskelige fællestræk med Ploug
og Kaalund745 må han da vel have gjort
erfaringer, de ikke havde mulighed for
at gøre, hvorfor han intet vinder ved at
skrive vers som de.
Denne indkredsning af modernismen
forklarer samtidig, at man kan fristes til
at kalde ældre digtere for modernister.
Sådan som Erik Lindegren746 har gjort.
Det vil sige, at de folk, man da slår ned
på, er dem, som er ekstreme i deres kunst
og deres psyke, altså digtere som Ewald,
Staffeldt, Stagnelius, Strindberg747, digtere
som har galskaben og lidenskaben i sig.
Dermed er det måske også forståeligt, at
der er relativt få modernister i Danmark,
hvor sansen for det hyggelige er nok så
udbredt som for det foruroligende.
Det er således en prekær748 sag at prædike fornyelse og eksperiment, fordi det
erfaringsvis ofte forfuskes og forsjuskes,
og fordi kravet om kunstnerisk kunnen
ikke kan slækkes. Men er vi da virkelig
så meget ringere og talenterne så få?
Hvad her er skrevet er ensidigt tænkt,
men ikke udslag af et bestemt lune. Synspunktet er valgt snævert for at fremhæve
745 Ploug og Kaalund: danske digtere fra 1800-tallets
midte, hvor hjemlighed og hygge spillede en stor
rolle – den såkaldte biedermeierstil
746 Johan Erik Lindegren: (1910-68) førende svensk
’fyrtiotalist’ og kritiker
747 Ewald m.fl. : tidlige ikke-modernistiske forfattere,
som ikke desto mindre var eksperimenterende og
æstetisk nybrydende
748 prekær: vanskelig, problematisk, penibel
405
120
125
130
135
140
145
150
LITTERATURENS HUSE
155
160
en side af sagen, som er forsømt, og som
er vigtig for poesiens fortsatte liv. Der er
ikke gjort meget ud af at understrege de
positive værdier ved den digtning som er,
ikke fordi de skal underkendes, men fordi
det nu er opmærksomhed værd hvad der
mangler. At der derved er fremkommet
nogle kritiske randbemærkninger til vore
nationale psykologiske ejendommelighe-
406
der kan kun være en fordel, eftersom vi
også på det punkt helst behager os i åbenlys og umådeholden selvtilfredshed.
(1959)
1960-1970: MODERNISKE OG VIRKELIGHED
Klaus Rifbjerg
(f. 1931)
Klaus Rifbjerg blev født i 1931 og har gennem et snart langt liv været en af Danmarks førende
forfattere og kulturdebattører. Men han er mere end det. Med sine langt over hundrede værker
inden for stort set alle genrer og med sit engagerede forhold til offentligheden er han med
årene blevet en kulturel institution i sig selv.
Han debuterede i 1956 med digtsamlingen Under vejr med mig selv, men skærpede derefter
den modernistiske form i de kommende udgivelser. Når han var i stand til at bryde med formen i den hjemlige lyrik, der var indadvendt, klassisk eksistentialistisk og religiøst søgende,
skyldtes det især, at han kort efter gymnasiet fik et års studieophold på et af USAs førende
universiteter, hvor han lærte, at lyrik kan have et ganske anderledes moderne formsprog.
Han fik ved tilbagekomsten til Danmark en klaustrofobisk oplevelse af pænhed og normstyring, som i 1960 finder et produktivt udtryk i digtsamlingen Konfrontation, der netop er,
hvad titlen siger: Et frontalt sammenstød med traditionen og de lyriske klicheer. Samlingen
giver ligefrem navn til en særlig 60’er-typisk form for litteratur: ’konfrontationsdigtning’. I
den næste samling, Camouflage, fortsættes stilen, men nu i en langt vanskeligere tilgængelig
form, hvor friskheden, frækheden og den umiddelbare sansning i nogen grad opløses i en
mere langstrakt reflekterende form.
Siden hen har Rifbjerg skrevet i alle genrer og har leveret nyklassikere til både lyrik og
prosa – det sidste i romanen Den kroniske uskyld fra 1958. Også teater, film, TV og kulturlivet i
al almindelighed har i Rifbjerg haft en utrættelig stemme. Selv om han kan forekomme både
bidsk og arrogant, er han gennem årene blevet dansk folkeeje.
Digtene herunder er alle fra samlingen Konfrontation.
Terminologi
5
10
749
Ja, ja, ja nu kommer jeg
ned til jer
ord.
Trompet: forblæst.
Skov: vissen.
Karyatide750 : antik.
Kærlighed: løgn.
Halleluja: ræb.
Poesi: hvor er mit brokbind?
Opvågnen fra nedfrosset
dybtanæsticeret koma751
rykvis.
Udflod: smag.
Transfocator752 : syn.
Valens753 : værdi.
Pessar: virkelighed.
Mach754 : romantik.
Lyrik: 5-4-3-2-1-0.
749 Terminologi: videnskabelig begrebsliggørelse
750 Karyatide: søjlebærende figurer, ofte kvinder, der
bærer søjlerne på hovedet
751 Dybtanæsticeret koma: bevidstløshed (koma) fremkaldt vha. bedøvelsesmidler (anæstesi)
752 Transfocator: ukendt optisk-teknisk klingende term
753 Valens: værdiansættelse – ofte brugt som videnskabeligt målebegreb i fx metallurgi og økonomi
754 Mach: Ernst Mach (1838-1916), østrigsk fysiker, som
især beskæftigede sig med sansernes fysiologi
15
(1960)
407
LITTERATURENS HUSE
Nultime
5
10
15
20
25
30
35
755
Bugten bespændt
som ville en hval i dens nøjagtige form
før sekundet var helt opbrugt
bryde igennem overfladeblyet
overfladen selv hvalskind med
udstrækningen til synsranden i begge sider
vil i opbrugthedsøjeblikket
nøjagtig med en mikrobisk skælven
åh, briste, gå itu, i forrådnelse
forvandles så at sige kemisk for vore øjne
umådeligt små altsansende øjne
beklædt med bristende hvalhud.
Nultimens ure haster med visere
som gale rygsvømmere, insekter på flugt
over truende stilhed væk fra os
kold torden eksperimenterer uden lyd
langs horisonten, der dobles, dobles mens
alting viger, unddrager sig eftermiddagens
almindelighed, klimaets banalitet og
selve synsindtrykkets middelmådighed
men indtrykket dirigeres af os
af ærgrelsen, forbløffelsen over
at vi i det hele taget vover os frem
med kurvene fulde af reagensglas
sædemandshænder og bløde, frodige bevægelser
mens vi tilsåer stranden med
bunsenbrændere756, trachometre757
triptællere, u-rør, forbundne kar
anastigmater758, teleforsatser og små
hysteriske anordninger til fremkaldelse
af afstand mellem tænder under
f.eks. en rodbehandling, reagensglas
i grå, kontinuerlige buer fra hænderne
knuses mod stranden, ringler, blæses væk
for den første vind, mens øjnene forandres
skær falder, skæl falder og vi stirrer
på hænderne som fyldes af hagl.
755 Nultime: stammer fra tysk ’Stunde Null’, i kulturlivet lanceret som et begreb for den følelse, det er efter krigen at
stå i en rygende ruinhob og skulle begynde liv og civilisation helt forfra
756 bunsenbrænder: gasbrænder som bruges i laboratorier
757 trachometer: lægeinstrument til målinger i øjet
758 anastigmat: speciel fotografisk linse
408
1960-1970: MODERNISKE OG VIRKELIGHED
40
45
50
Uden anklage stirrer fiskene
i humoristisk aflivning fra deres søjler
på os, Geyser, Genève, opposede, splittet
og måske om tre minutter, år faldende
hvalhud, åh, hvor hænderne ryger op
bag ørene for at høre knaldet, hvor vi
brænder efter at demonstrere den i og for sig
sporadiske men i dette øjeblik næsten
overjordiske viden om dybvandsbombers
indretning, udslyngningsmetoden
tændingsmekanismens funktion og
effekten, tre søjler med fisk, tre
figurer hængende med svingende eddikehjerter
og tordenen med dens stiltiende manifestationer
af noget væsentligt som
den ikke kan få frem.
55
60
65
Står tilbage med hagl og trommehinder
i hånden, ser dem ikke
men føler nu finnerne, øjnenes tomhed
mens hvalen ubevægelig ligger og slår
klokken nul i sit forbløffende store
indre, rumler som intet selv og vi stiger
stirrende, lodrette fisk
mod en højdes trivielle ukendthed på
vore søjler, ukendte fisk, fisk
knebler i munden på nultimen
bomrer759 i deres opstræbende stilhed
den opløste tids klokkeslæt ud over
nul.
(1960)
759 bomre: slå, så det giver et bump, (et ikke længere brugt verbum)
409
LITTERATURENS HUSE
Benny Andersen
(f. 1929)
I dag er Benny Andersen mest kendt i den brede befolkning som opfinderen af Svante, den
melankolske troubadur, hvis refleksioner over et hektisk og forvirrende liv med enkelte svimle
lykkestunder i Ninas nærhed alle kender. Men Benny Andersen starter faktisk sin karriere
som modernistisk lyriker, skønt hans værk aldrig får den akademiske og sværtforståelige tone,
som man ser hos mange andre af tidens unge poeter. Han har fra starten en humoristisk og
musikalsk lethed i anslaget.
Benny Andersen blev født i 1929 og debuterede med digtsamlingen Den musikalske ål i 1960.
Hans digtes forsonlige og folkelige tone, og især det at han aldrig tager sig selv gravalvorligt,
gør ham hurtigt populær. Sit gennembrud får han med samlingen Den indre bowlerhat fra 1964,
hvorfra nedenstående digte er hentet.
Til Benny Andersens karriere hører også i høj grad musikken: han er en habil pianist og
jazzmusiker og har sammen med sangeren Poul Dissing igennem flere årtier opnået folkelig
kultstatus. Fortolkningen af Svante er blevet et livsværk i sig selv.
Skønt mild er Benny Andersen ikke folkekær på den ufarlige facon. Gennem sit mangeårige
ægteskab med en kvinde fra Caribien stiftede han tidligt bekendtskab med danskernes mindre
venlige sider, og han har skrevet om den skjulte og åbenlyse racisme i både digtsamlinger og
indlæg i den offentlige debat.
Man burde
5
10
Bløde lyde smuldres mod ruden
lommemumlen
skorpeskutten
vatgny
gadens maveknurren
klang af fjerne gummikødben
filtbassiner fyldes
visere stryger tæt forbi hinanden
luften middagssyrlig af ledninger
ir
og væltede blækhatte
410
1960-1970: MODERNISKE OG VIRKELIGHED
15
20
25
30
man burde gå i gang
børste klips og krummer af sig
finde ud af noget
indfinde sig
styrte sig ud i Vanløse med opsmøget sjæl
Vanløse uden klips
uden noder
uden videre
man burde blande sig
i en kort vildt nu omgås brødkuske
piloter
og næppe overkørte børn
og ind imellem foretage spændstige indkøb
af nøgleringe, svampeatlas, knystskånere
komme til orde
til sin ret
komme til
omsider synke sin indre bowlerhat
man burde leve
ikke mindst livet
timen
fristen
man burde burde
35
40
45
eller man burde hvile først
man har tiden for sig
tiden bag sig
har endnu gammel fråde om munden
man burde samle kræfter
hvile intenst
nådeløst
holde vejret
stillingen
stangen
lude energisk ind i sig selv som en høstak
dynge alle middagslumre impulser oven i hinanden
og knurrende afvente selvantændelsen
(1964)
411
LITTERATURENS HUSE
På høje tid
5
10
15
20
25
Det er på tide
vandet koger
jorden brænder
verden venter
da Alexander760 var på Cæsars761 alder
var han allerede Den Store
da Cæsar var i min alder
var han allerede færdig
de spildte ikke tiden
tiden spildte ikke dem
de brugte tiden som en skjorte
sov med den på
spiste med den på
blev begravet i den
og her sidder jeg
holder avis
holder jul
holder igen
lader bedrifter gå min næse forbi
i håbløs restance762 med opdagelser
verden venter ikke
da Mozart763 var fem år
da Jesus var tolv
da Columbus764 lettede anker
da Homer765
da Rembrandt766
da Pasteur767
da Darwin768
760 Alexander: Alexander den Store (356-326 f. Kr.)
underlagde sig store områder af Mellemøsten og
det centrale Asien, før han omkom i en ung alder.
Blev undervist af den græske filosof Aristoteles.
761 Cæsar: (100-44 f. Kr.) romersk kejser, blev myrdet i
senatet af sin adoptivsøn Brutus
762 i restance: bagud (normalt med regninger)
763 Wolfgang Amadeus Mozart: (1756-91) østrigsk musikgeni, debuterede som barnestjerne
764 Christoffer Columbus: (1451-1506) opdagede i 1492
søvejen til det ukendte kontinent Amerika
765 Homer: græsk antik forfatter (ca. 800 f. Kr.) menes at
have skrevet Illiaden og Odysseen.
766 Rembrandt van Rijn: (1606-69) nederlandsk maler.
767 Louis Pasteur: (1822-95) fransk kemiker og biolog,
grundlagde den moderne forskning i bakterier
768 Charles Darwin: (1809-1882) engelsk naturforsker og
biolog, udformede evolutionsteorien
412
da Dalgas769
da Vinci770
da Gama771
Damokles772
det er på høje tid
det er over tiden
min hat
min frakke
mine cykelspænder
det er nu eller aldrig
(1964)
769 Enrico Dalgas: (1828-94) dansk officer og ingeniør,
der frem for nogen medvirker til opdyrkningen af
den jyske hede.
770 Leonardo da Vinci: (1452-1524) italiensk renæssancegeni, både maler og opfi nder
771 Vasco da Gama: (1469-1524) portugisisk søfarer,
fi nder søvejen til Indien
772 Damokles: person fra den græske mytologi, knyttet
til det sværd han fik hængt over hovedet – et
damoklessværd
30
35
1960-1970: MODERNISKE OG VIRKELIGHED
Leif Panduro
(1923-1977)
Leif Panduro, der inden forfatterkarrieren arbejdede som tandlæge, opnåede i sin levetid især
at blive kendt af høj og lav for sine TV-spil, der i 70’erne lagde gaderne øde, når de gik over
skærmen, men også et par af hans romaner blev folkeeje. Allerede debutbogen, romanen Av
min guldtand fra 1957, opnåede popularitet med sit ligefremme sprog og sin præcise karakteristik af et moderne, retningsforvirret menneske. Det samme gælder i endnu højere grad
efterfølgeren Rend mig i traditionerne fra 1958, så Panduro var kendt som forfatter i samme
sekund han lagde tandlægebor og kittel. Leif Panduro var knyttet til det modernistiske miljø,
men det lykkedes ham at formidle en række af modernismens pointer om fremmedgørelse og
indre splittelse i en fuldstændigt tilgængelig og for almindelig mennesker genkendelig form.
Stykker som Farvel Thomas (1968), Bella (1971) og Louises Hus (1977) er således blevet klassikere
inden for moderne TV-dramatik.
Novellen her blev skrevet til Politiken i efteråret 1965.
Tur i natten
5
10
15
20
25
Mark kørte aldrig mere end 80. Han var
den sidste i den lille bilkø fra færgen. Han
brød sig ikke om at køre stærkt. Ikke mere.
Langt borte så han de røde baglys fra de
andre biler forsvinde i ruskregnen.
Mark mistede ikke herredømmet over
vognen, da begge forhjul punkterede på
én gang. Vognen kom i heftige slyngninger, men det lykkedes ham at holde den
på vejen. Han var en dygtig bilist.
Han trillede forsigtigt ud i rabatten,
drejede ned for det stærke lys, tog den lille
lommelygte, der altid lå i handskerummet, og gik ud for at kigge på forhjulene.
De var flade begge to. Hvis det kun havde
været det ene, kunne han have klaret det
med reservehjulet. Men det var altså to.
En situation Mark aldrig havde forberedt
sig på.
Han bandede ganske svagt frem for
sig, nærmest rituelt, og kiggede op og
ned ad motorvejen. Der var ingen biler
at se. Næste færge gik først om tre timer.
Han lyttede men hørte kun vinden og
regnen, men så også en ganske svag lyd
fra en motor. Lyden hverken nærmede
eller fjernede sig.
Mark gik efter lyden. Da han havde
gået et hundrede meter, fik han øje på
bilen. En todørs sedan mage til hans egen.
Den holdt inde i rabatten med slukkede
lygter. Den gik i tomgang. Et elskende par!
Han nærmede sig langsomt. Diskret.
Det var ikke et elskende par. Det var
en mand. Manden sad ved rattet og røg
en cigaret. Han vendte sig om mod Mark.
Mark genkendte ham som den mand, der
have siddet i et hjørne af restauranten
på færgen, med en kop kaffe. Ligesom
Mark.
- Åh, undskyld, sagde Mark, - men
…
- Jeg så Dem, sagde manden, - jeg så
Dem og tænkte det godt kunne være, De
punkterede!
Han smilede. Mark kunne ane hans
tænder i det svage lys.
- Det gjorde De også! Minsandten om
De ikke gjorde det! På begge forhjul!
413
30
35
40
45
LITTERATURENS HUSE
50
55
60
65
70
75
80
85
90
- Jeg har et reservehjul, sagde Mark, hvis nu jeg kunne låne Deres! Deres vogn
er mage til min!
- Ja, sagde manden. – Jeg har desværre ikke noget reservehjul! Tror De
på Gud?
- Gud?
- Ja, eller hvad De vil! Forsyn, undere,
mirakler, skæbne, lige meget hvad!
- Jeg kan ikke rigtig se, begyndte Mark,
- jeg kan ikke rigtig se, hvad det har …
- Nej, nej, sagde manden, - det skal De
ikke tænke på! De skal til København,
ikke? Sæt Dem … ind på bagsædet, så kan
De sidde der og blunde mens jeg kører, og
i morgen ringer De til redningskorpset!
Mark satte sig tøvende ind på bagsædet. Manden satte i gear og kørte ud på
motorvejen. Han accelererede kraftigt. Det
var en god vogn. Som Marks. Speedometernålen dirrede omkring 130.
- De skal endelig ikke snakke, sagde
manden. – De skal ikke sige noget hvis
De ikke har lyst. Det er jo ikke altid man
har lyst til at snakke. Somme tider har
man kun lyst til at sidde og tænke over
tingene. Er det ikke rigtigt?
Mark mumlede noget. Farten var nu
omkring 140. Han kunne ikke lide at køre
så stærkt.
- De skal bare lægge Dem ned og sove,
sagde manden, - De er sikkert træt. De
skal ikke snakke. Det er slet ikke nødvendigt. Somme tider føler man sig forpligtet
til at snakke, fordi folk tager en med op
at køre!
- Det var pænt af Dem at tage mig
med! sagde Mark som følte han burde
sige noget.
- Det er så lidt! De er jo et pænt menneske. Er De ikke?
Mark mumlede igen.
- jamen De er et pænt menneske, fortsatte manden, - jeg er sikker på, De er et
pænt menneske. Er De ikke?
414
- Jeg har ikke tænkt på det, sagde Mark
kort.
Manden i den mørke frakke sad bøjet
over rattet. Han bremsede let, da de kørte
fra motorvejen og ind på hovedvejen. Det
hylede i hjulene i svinget. Stopsignalet
viste rødt. De kørte videre, ind gennem
byen.
- Her er hastighedsbegrænsning! sagde
Mark.
- Javist, sagde manden uden at sænke
farten, - det er der jo efterhånden kommet
en del steder. Men ikke for mange, vel?
- Det tror jeg ikke, sagde Mark, - det
er vel nødvendigt!
- Ja! Det er absolut nødvendigt! Der er
alt for mange der kører alt for hasarderet,
ikke?
- Åh, jeg ved …
- Sig nu hvad De mener! sagde manden,
- sig nu bare alt hvad De mener!
De passerede endnu en lyskurv. Rød.
Forbi politistationen hvor den grønne
lampe lyste. Der var øde på gaderne. Kun
en enkelt mand vaklede af sted langs en
husmur.
- De er et pænt menneske, sagde
manden, - det er jeg sikker på! Kone og
børn?
Mark sagde modstræbende:
- Ja, jeg er gift!
Og lidt efter tilføjede han:
- Vi har to børn!
- Sese, sagde manden, - og De er meget
lykkelig?
- Ja!
- De holder meget af Deres kone?
- Ja, jeg gør! Sagde Mark irriteret.
De kørte ud af byen igen, og manden satte farten op. 140. Motoren brølede
dumpt.
Mark tog sig sammen:
- Jeg tror ikke … jeg bryder mig ikke
om …
95
100
105
110
115
120
125
130
135
1960-1970: MODERNISKE OG VIRKELIGHED
140
145
150
155
160
165
170
175
180
- Jaja? sagde manden venligt opfordrende.
- Jeg bryder mig ikke om at køre så
hurtigt!
- Det er en skam! sagde manden, - det
er synd for Dem!
Han fortsatte med samme fart. Mark
tog sig meget sammen.
- Vil De være venlig at sætte mig af!
- Nej! sagde manden.
- Hør nu her, sagde Mark og lænede
sig forover, hen mod ryglænet.
- De må hellere blive siddende, sagde
manden og slog et par lette sving med
rattet. Bilen for hylende fra side til side.
- Ja, De må hellere blive siddende, sagde
manden passiarende – det er frygteligt
farligt at køre så stærkt! De læste nok
om den ulykke ved Roskilde? Gjorde De
ikke? Bilen kørte lige ind i et træ med
over 100 kilometer!
- De tror jeg ikke, sagde Mark.
- Det var en skam, sagde manden, - den
var ellers lærerig!
- Jeg må insistere på at blive sat af!
sagde Mark, samtidig med at han spekulerede over, hvordan han kunne få fat
i tændingsnøglen.
- Desværre! sagde manden venligt. –
De skal ikke prøve på at tage nøglen. Nå
så De læste ikke om den ulykke! Det var
en frygtelig ulykke!
Gennem det åbne stræk øst for Slagelse,
op mod skoven. Speedometernålen lå nu
på 150. Manden kørte midt på vejen.
Mark tog sig atter sammen:
- Hvis det er mine penge De er ude
efter, så har jeg kun 300 kroner på mig.
Dem kan De godt få!
Manden lo sagte:
- Næ tak!
- Jamen, hvad er det De vil? sagde
Mark. Hans stemme var høj og dirrende. Han tænkte, han måtte beherske sin
stemme.
- Åh, ja, sagde manden og rystede på
hovedet. – Det er frygteligt med alle de
ulykker! Det er fordi, folk kører alt for
stærkt! Det er snart hver eneste dag, der
er sket en ulykke, fordi folk kører alt for
stærkt! Er det ikke rigtigt?
Mark beherskede sin stemme:
- Jo, sagde han, - det er fordi folk kører
for stærkt!
- De synes ikke vi kører for stærkt?
sagde manden.
Mark sagde ikke noget. Mandens
stemme blev en anelse skarpere:
- De synes ikke vi kører for stærkt?
sagde han.
- Nej, nej, sagde Mark.
- De er et pænt menneske, sagde manden, - kone og to børn! De er ikke pervers
vel?
Mark sagde ikke noget. Manden vred
et par gange let på rattet. Bilen for duvende og hylende fra side til side.
- Nå? sagde manden.
- Nej, sagde Mark, - jeg er ikke pervers!
- Det var det, jeg tænkte. De er et pænt
menneske, tænkte jeg, ikke pervers! Ikke
homofil, masochist, sadist eller noget af
den slags!
- Nej! sagde Mark. Han fortsatte med
rolig stemme: - Jeg må på det indstændigste forlange af Dem, at De lader mig
komme ud af denne bil!
Manden lo sagte.
- De er pragtfuld, sagde han, - virkelig
pragtfuld. Det er sådan noget, jeg selv
kunne finde på at sige! Det er det, jeg
siger. De er et pænt menneske!
Mark forsøgte at kaste sig frem for at få
fat i nøglen. I det samme kastede manden
hårdt vognen til side. Den for i en lang,
hvinende udskridning ud i rabatten, hen
over en udkørsel og mejede seks-syv vejafmærkningsskilte ned, før det lykkedes
manden at få den på ret køl igen. Mark
415
185
190
195
200
205
210
215
220
225
LITTERATURENS HUSE
230
235
240
245
250
255
260
265
270
var tumlet ned i bunden af vognen og
krøb forslået op igen.
- Lad være med det, sagde manden
mildt, - vi risikerer at komme galt af
sted.
Gennem Sorø, langs søen, igen et stopsignal, denne gang gult. Mark sad midt
på bagsædet og støttede sig til begge sider
med hænderne.
- Har De stjålet vognen? sagde han.
- Stjålet! Manden lo, - næ, det er skam
min egen. En pæn vogn, ikke? Jeg er nemlig også et pænt menneske ligesom De!
Kone og børn! Tæver De Deres kone?
- Nej, det ved Gud!
- Tænkte det nok! Men De har været
hende utro!
- Jeg …
Gennem skoven. Farten lå nu på 155.
Manden slog hånden i rattet.
- Sig nu sandheden!
- Jaeh, sagde Mark.
- I Kolding, ikke sandt i Kolding! Hende, De mødte på restauranten. Hende, hvis
mand ikke var hjemme!
- Åh, sagde Mark, - De er hendes
mand!
Manden lo.
- Nej, nej, sagde han, - slet ikke!
Fjenneslev. Landet lå mørkt hen. Nede
til venstre var der lys i en gård. Regnen
piskede ned. Hastighedsbegrænsning.
De overhalede et par vogne. Hvis nu det
var politiet.
- Det er det ikke! sagde manden.
Det lange lige stræk mod Ringsted.
Hastigheden var nu lige ved 160.
- En lille smule utroskab, sagde manden, - en lille bitte smule. Sådan hvad der
hører sig til i vores kreds, ikke? Nydelig
kreds. Pæne børn, pæne huse, pæne biler.
Vores børn bliver pænere end vi. I samme
øjeblik, jeg så Dem på færgen, tænkte
jeg, at De var en pæn fyr. De kunne ikke
finde på at begå voldtægt, stjæle, myrde,
416
sprætte maven op på nogen. De kunne
ikke dømme nogen til døden, tænkte jeg.
Ikke noget nakkeskud hos Dem. Højst lidt
utroskab, en lille smule kløe i bukserne.
De sad der noget så pænt med Deres kop
kaffe og et stykke med leverpostej og et
stykke ost og skar stykkerne i pæne stykker og puttede dem i munden og tyggede
med Deres pæne tænder og sank med
Deres pæne spyt og fordøjede med Deres
pæne fordøjelse. Og jeg tænkte, ham må
jeg træffe! Det er lige min type! Så kan
vi udveksle erfaringer, tænkte jeg, om
vores koner og børn og huse og hunde og
haver og utroskab og biler og meninger
og liv og død og tro på retfærdighed og
fremskridt i al evighed.
Ringsted. Den lange kurve op forbi
kirken, over torvet og til venstre. Ny hastighedsbegrænsning. Ned ad den lange
bakke mod krydset, til højre i en hvinende
lang udskridning. Manden satte farten
ned igen. 160 kilometer.
- Vi snakker folk efter munden,
ikke?
Mark sagde ikke noget.
- Gør vi ikke? gentog den anden. – Vi
er så pæne mennesker, at vi ikke siger
dem imod. Har De ikke snakket folk efter
munden hele Deres liv?
- Jeg … jeg … begyndte Mark …
Den andens stemme var skarp.
- Nå, har De?
- Joe, sagde Mark, - jo, jeg har!
- Der kan De bare se, sagde den anden,
- De kan slet ikke lade være! Vi bøjer os
for de indlysende argumenter!
Han slog hånden i rattet og fortsatte:
- Og i øjeblikket er det mig, der har de
indlysende argumenter! Det er der altid
nogen, der har, ikke?
- Jo, sagde Mark hysterisk, - jo, jo, jo!
- Der er altid noget, der kan fortælle
os, hvad vi skal gøre med indlysende
argumenter! Og så gør vi det på sådan en
275
280
285
290
295
300
305
310
315
1960-1970: MODERNISKE OG VIRKELIGHED
320
325
330
335
340
345
350
355
360
pæn måde! Sprætter maven op på nogen,
snyder nogen, voldtager nogen, forfører
nogen, kvæler nogen, dominerer nogen!
Men vi gør det på vores pæne måde, fordi
vi skal. Fordi vi bliver overbevist af alle
de indlysende argumenter!
Han sænkede stemmen:
- Og fordi vi kan lide det, ikke?
Mark sagde ikke noget. Igen en smule
skov. Danmark var fuld af skove, tænkte
Mark. Det var fuldt af skove og søer og
gårde og veje og mennesker. Det var fuldt
af huse med ægtefolk og børn. Det var
fuldt af folk, som levede med hinanden,
som gik på arbejde, som kom hjem om
aftenen, som så fjernsyn, som kørte bil,
som levede.
- Danmark er fuld af pæne mennesker!
sagde manden, ikke også?
- Jo, sagde Mark lydigt.
- Skandinavien er fuld af pæne mennesker, Europa, Asien, Amerika, hele jorden
er fuld af pæne mennesker!
Osted, hastighedsbegrænsning. Der
var ingen biler at se, intet lys i vinduerne, kun vejen foran bilen og mandens
skygge. Regnen stod som en tåge foran
lygterne.
- Overalt er der pæne mennesker, som
sprætter maverne op på hinanden, smider
bomber i hovedet på hinanden, sætter
hinanden i fængsel, sulter hinanden ihjel,
voldtager hinanden, kører hinanden ihjel!
Fortalte jeg Dem om den bilulykke ved
Roskilde! Den var smadret rundt om et
træ. Et stort solidt træ.
De var alene på vejen. Ingen biler, ingen
busser. De kørte i en tunnel af ensomhed.
Farten var nu 170.
- God bil, sagde manden og daskede
hånden et par gange i rattet, - effektiv!
Suget fra vognen rejste en tåge efter
dem. Manden pillede en cigaret op af
lommen og tændte den med lighteren.
- Vi kører egentlig for stærkt! sagde
han, - synes De ikke, vi kører alt for
stærkt!
- Jo, sagde Mark.
- Det undrer mig, at folk kører så
stærkt, sagde manden, - det undrer mig,
at alle pæne mennesker kører så stærkt!
I det hele taget undrer det mig, at alle de
pæne mennesker er så slemme til at slå
hinanden ihjel! Undrer det ikke Dem?
- Jo, sagde Mark, - det undrer også
mig!
- De er et pænt menneske. Men det er
alligevel underligt, at alle vi pæne mennesker med vore pæne liv er så forfaldne
til at slå hinanden ihjel. I pænhedens
navn!
- De er sindssyg, råbte Mark pludselig,
- sindssyg!
Manden lo sagte og sagde:
- Et stort og pænt selvmord! Det var
for resten her det skete … henne ved det
træ!
Han pegede skødesløst på det store
træ, der stod nede på marken.
Bilen for op gennem den svage kurve.
Kørte gennem gaffelkrydset for rødt. Videre ind mod København.
Ved benzinstationen sagtnede han
farten og kørte ind. Tankmanden kom
hen til vognen.
- Fyld den op! sagde manden og steg ud
af vognen. Mark sad derinde, stadig med
begge hænder presset mod sædet.
Manden sagde ind gennem vinduet:
- Skal De ikke strække benene?
Mark gik lydigt ud af vognen.
- Det er godt at få lidt motion? sagde
manden, som gik rask frem og tilbage.
Mark fulgte efter, næsten småløbende.
Manden gik hurtigere og hurtigere. Mark
trippede efter, lidt bag ham.
- Nå, sagde manden, - vi må vel videre!
Kom!
Han gik hen mod vognen.
417
365
370
375
380
385
390
395
400
405
LITTERATURENS HUSE
410
415
420
- Hør, sagde Mark og blev stående, hør engang …
Manden vendte sig om. Mark gik
langsomt hen mod ham. Han knyttede
hænderne, løftede dem. Manden så smilende på ham.
- Nej! sagde han, - nej! De er sådan et
pænt menneske!
Mark lod hænderne falde og fulgte
efter ham. De satte sig ind i vognen og
kørte videre.
(1965)
418
1960-1970: MODERNISKE OG VIRKELIGHED
Ivan Malinowski
(1926-1989)
En del af det danske modernistiske miljø var fra starten koncentreret omkring mennesket i
verdenskrigens og atombombens skygge. Tematikken var i bund og grund den samme, der
blev vendt og drejet og belyst i alle deprimerende aspekter: det fremmedgjorte og angste
menneske. Kun i glimt ser man ansatserne til et liv på andre præmisser.
Ivan Malinovski tilhørte fra starten den politisk engagerede og kritiske del af det litterære
miljø, og hans digte har i bedste fald en uafrystelig krigserfaring som grundlag, og i værste
en forudsigelig og noget naiv socialistisk kritik af den vestlige verden. Han debuterede med
digtsamlingen Ting i 1945, det år hvor verdenskrigen sluttede med nedkastningerne af atombomberne over Hiroshima og Nagasaki, der på få sekunder udslettede disse byer og dræbte
flere hundredetusinde mennesker. Hele hans grundlæggende tilgang til verden blev formet
af verdenskrigen, og han deltog selv aktivt i modstanden mod den nazistiske besættelse af
Danmark. Under den efterfølgende kolde krig tog han tidligt parti for kritikken af det etablerede og for verdens undertrykte. På mange måder ser han den moderne vestlige kultur som
et dødens og fremmedgørelsens regimente. Hans udgave af modernismen er altså i høj grad
præget af sortsyn på civilisationens vegne, men alligevel båret af længslen efter enhed, troen
på den elementære livskraft og håbet om humanitetens gennembrud.
Malinowski har også ydet en stor indsats som oversætter fra svensk, russisk og andre
slaviske sprog. Hans kendteste værk er Galgenfrist fra 1958, hvorfra digtet her er hentet.
Argumenter for os
Som en barnetrøje strikket
5
10
15
af en dynge formløs uld
som en film af et smeltende smykke
kørt baglæns
som krystallen den fine
og isblomstens tegn på ruden
som en mammut der rejser sig
større end Frederik den Store773
som musikkens strukturer
i et pløre af stilhed
som mønstret der opstår
når man opvarmer parafinolje
som folk der samler sig
i celler om en fane
skønt det er strengt forbudt
af kong Kaos personlig
som granens etagebyggeri
efter en tegning i et støvkorn
773 Frederik den Store: (1712-86) konge af Preussen og kendt for sin tætte forbindelse til kunstnere og fi losoffer
419
LITTERATURENS HUSE
som et lyn i natten
og fornuftens løbeild
20
som et omtåget samleje
og en blodig fødsel
der resulterer i en professor
i teoretisk fysik
25
som et vækkeur
i modsætning til en hatfuld blik
(1958)
420
1960-1970: MODERNISKE OG VIRKELIGHED
Inger Christensen
(f. 1935)
Inger Christensen blev født i 1935, og hun fremstår i dag som en af Danmarks fineste og
internationalt mest anerkendte lyrikere. Hun har modtaget et hav af litteraturpriser og har
især i Tyskland en fornem position. Hendes lyrik kan på mange måder betegnes som systemdigtning i den forstand, at hun ynder at sætte formelle rammer – især via matematiske
og naturvidenskabelige regler - for sine digte. Vel at mærke uden at resultatet bliver stift og
formelt. Tværtimod opnås en raffineret modstilling mellem det menneskelige, det følsomme
– og tit meget feminine – og så det system, der genererer digtet. Man kan sige, at hun via
systemet taler for det ikke-disciplinerbare, skrøbelige og vildtvoksende liv.
Inger Christensen blev anerkendt fra starten og debuterede i 1962 med digtsamlingen Lys.
Hendes tre mest kendte digtsamlinger er nok Det fra 1969, Alfabet fra 1981 og Sommerfugledalen
fra 1991. Hun har desuden udgivet et par romaner samt flere børnebøger og skuespil.
Her følger en sekvens fra Sommerfugledalen, der er komponeret som en såkaldt sonetkrans.
En sonet er et rimet digt, der består af fjorten linjer – som oftest fordelt på to firelinjede og
to trelinjede strofer. En sonetkrans består af femten sonetter, hvoraf den sidste udgøres af
begyndelseslinjerne fra de fjorten første sonetter. Den bindes yderligere sammen ved, at den
sidste linje i hver sonet er begyndelseslinje i den næste. Altså et uhyre kompliceret system,
som dog her løftes af den ynde og lethed, som sommerfuglen repræsenterer.
af Sommerfugledalen
– et requiem
774
I
De stiger op, planetens sommerfugle
som farvestøv fra jordens varme krop,
zinnober775, okker, guld og fosforgule,
en sværm af kemisk grundstof løftet op.
Er dette vingeflimmer kun en stime
af lyspartikler i et indbildt syn?
Er det min barndoms drømte sommertime
splintret som i tidsforskudte lyn?
774 requiem: dødsmesse
775 zinnober: en særlig rød farvetone
Nej, det er lysets engel, som kan male
sig selv som sort Apollo776 mnemosyne777,
som ildfugl, poppelfugl og svalehale778.
Jeg ser dem med min slørede fornuft
som lette fjer i varmedisens dyne
i Brajč inodalens779 middagshede luft.
776 Apollo: Parnassius apollo, på dansk Apollo; sommerfugleart fra svalehalefamilien
777 mnemosyne: erindringens gudinde
778 ildfulgl m.fl.: sommerfuglearter
ˇ
779 Brajcinodalen:
landskab i Makedonien (eks-Jugoslavien)
421
LITTERATURENS HUSE
II
I Brajčinodalens middagshede luft,
hvor al erindring smuldrer, og det hele
i lysets sammenfald med plantedele
forvandler sig fra duftløshed til duft,
III
Op fra den underjordisk bitre hule,
hvor kældermørkets første drømmekryb
og al den grusomhed, vi helst vil skjule,
lægger bunden under sindets dyb,
går jeg fra blad til blad tilbage
og sætter dem på barndomslandets nælde,
naturens mest guddommelige fælde,
der fanger hvad der før fløj væk som dage.
op stiger Morfeus781, dødninghoved, alle,
der vender aftensværmersiden ud,
og viser mig, hvor blødt det er at falde
ned i det askegrå og ligne gud.
Her sidder admiralen780 i sit spind,
mens den fra forårsgrøn, forslugen larve
forvandler sig til det vi kalder sind,
Kålsommerfuglen fra en eng i Vejle,
den hvide sjæl, som har en tegning malet
af altings flygtighed på vingens spejle,
så den som andre somres sommerfugle
kan hente livets tætte purpurfarve
op fra den underjordisk bitre hule.
hvad vil den her i denne dystre luft?
Er det den sorg, mit liv har overhalet,
som bjergbuskadset dækker med sin duft?
(1991)
780 admiralen: admiralsommerfugl.
422
781 Morfeus: søvnens gud, som sommerfuglen har sit
navn efter
1960-1970: MODERNISKE OG VIRKELIGHED
Steppeulvene
(1967-1968)
Steppeulvene med Eik Skaløe i spidsen fik en kort men heftig karriere. De opkaldte deres band
efter Herman Hesses roman fra 1927, Steppeulven, der blandt meget andet er en introduktion
til indisk filosofi og en hyldest til den bevidsthedsudvidende rus, og som i 1960’erne får status
af kultbog. I 1968 tog Skaløe sine drømme på ordet og tog til Nepal, hvorfra han aldrig vendte
hjem. Hans veninde Iben Nagel udgav senere (1993) hans dagbøger og breve, som giver et
indtryk af Skaløes søgende og følsomme projekt med sig selv.
Skaløes tekster er billedmættede, lyriske og samtidig har de en god portion grotesk humor,
hvor virkeligheden på surrealistisk manér er vredet nogle grader. ”Til Nashet” og ”Dunhammeraften” herunder har tekst af Eik Skaløe og musik af Stig Møller.
Til Nashet
5
10
15
20
Min elskede – nu er jeg kommet tilbage
fra et vanvittigt trip til det mellemste østen
jeg bringer guld fra moskeernes tage
og ædel silke fra middelhavskysten
jeg har blaffet titusinde kilometer
min tale er heftig som blæs på trompeter
lad mig knæle for din bestjernede fod
og gi dig
et lotus
læbe kys.
Min elskede – snus til min afghanjakke
broderet med isblomster fra gylhanna
når vi har grinet – så skal vi snakke
dit sorte hår drypper smukt fra din pande
det er svært at få vejret når man endelig ses
og bjæffer af lykke som små pekingesere
lad mig knæle for din bestjernede fod
og gi dig
et lotus
læbe kys.
Min elskede – når vi husker efter
hvad har vi så gjort at vi har det så herligt
i arkivets stabler af hæfter
hvisker blækket til arkene: jeg elsker dig
kærligt
lissom liljer der vugger til ro på en mark
vil jeg plukkes af vinden der bor i din park
lad mig knæle for din bestjernede fod
og gi dig
et lotus
læbe kys.
Min elskede – nu må jeg ile
vi har begge to masser af cirkler at se til
næste gang jeg trænger til hvile
ses vi igen – og en dag vil jeg be til
at du vil gøre os fler end vi er
himmelen klæder de irgrønne bær
lad mig knæle for din bestjernede fod
og gi dig
et lotus
læbe kys.
25
30
35
40
(1967)
423
LITTERATURENS HUSE
Dunhammeraften
5
10
15
Mørket kommer listende
– og nu må jeg stå for skud
månen presser væde af min chillum-klud
hvor er I henne venner – er festen forbi?
er jeg væk når I kommer tilbage
– så er det fordi
jeg er fløjet bort til øen som vi to så
hvor jeg tager mine violette
snabeltyrkersko på
en dunhammeraften
hammer med stort H
Frøerne taler det samme sprog
som mester jakel i sin bugtalerkrog
vi har magisk teater på 3. balkon
i maven på solens orange ballon
over øen er himmelviften jo blå
når man har sine violette
snabeltyrkersko på
20
25
30
35
I værelse 7 spiller Rifbjerg skak
med Grundtvig der sidder og nynner Bach782
i Frue Kirke kan ingen begribe
hvem der sidder og ryger på orgelpibe
det’ da ellers ikke særlig svært at forstå
når man har sine violette
snabeltyrkersko på
en dunhammeraften
hammer med stort H
Tycho Brahe783 sidder på Rundetårn
og tegner horoskoper for pinsemor’n
og snadder sin pibe og vifter stolt
på en motorvejsbølge er der ikke koldt
nej – Sjælland er’n dejlig varm ø at bo på
når man har sine violette
snabeltyrkersko på
782 Bach: Johann Sebastian Bach (1685-1750) tysk barokkomponist
783 Tycho Brahe: (1546-1601) dansk astronom
424
Sådan en nat er der ikke mange af
hvor venner si’r farvel før de si’r goddag
jeres stemmer prikker i min fingerspids
og jeg ved at I ikke undrer jer hvis
jeg er fløjet bort til øen som vi to så
hvor jeg har mine violette
snabeltyrkersko på
en dunhammeraften
hammer med stort H
(1967)
40
45
1960-1970: MODERNISKE OG VIRKELIGHED
425
426
426
1970´erne:
Fra Woodstock til Vietnam
15
Suzanne Brøgger
(f. 1944)
Det er et stort kunststykke at kunne appellere både til de kulørte blade, en kæmpemæssig læserskare og til det mere kræsne litterære establishment. Det sidste endog i en grad, så Suzanne
Brøgger i mange år har været medlem af Det danske Akademi. Men det er lykkedes for hende
at fastholde denne bredde, og en del af hemmeligheden er formentlig, at hun fra begyndelsen
af sit forfatterskab har sammensmeltet værk og person. I de fleste af hendes bøger trækkes der
på egne erfaringer, og eget liv udgør baggrunden for fiktionen. For Brøgger vil meget mere,
end 70’er-parolen om at ’offentliggøre det private’ antyder. Således er hendes bøger fx hele tiden
relateret til en æstetisk norm og udgør bl.a. en dialog med forfattere, som hun føler sig i slægt
med. Karen Blixen, Marguerite Duras, Henry Miller og Erica Jong er blot nogle af dem, der har
præget hendes stil og hendes livssyn. Hovedværkerne i den tidlige periode, Fri os fra kærligheden
(1973) og Creme Fraiche (1978), er centreret omkring kærlighedens (kummerlige) vilkår i den
moderne familie, udforskningen af kvindekønnet og den rebelske seksuelle frigørelse.
←
Der er flere modsætninger og uventede detaljer i dette billede, som den britiske maler David Hockney (f. 1937) i 1977
malede af sine forældre. Først og fremmest slår det en, at det ældre ægtepar her er indsat i en verden af stærke farver
og stiliserede former. Ganske vist er selve inventaret sandsynligt i en langt fra velhavende familie, men ville man
mon have en knaldgrøn kommode? Billedet er altså en kunstnerisk fortolkning af forældrene, som på den ene side
bevidst er forflyttet koloristisk til sønnens pop-art-univers, mens det på den anden side indfølt portrætterer de to ældre
mennesker: se blot på moderens beskedne og opmærksomme attitude over for den kunstner, der netop nu iagttager
dem. Hænderne næsten foldede og fødderne samlet – som var hun i kirken eller et andet respektkrævende sted. I
modsætning til hende faderens dybe koncentration om den bog, han læser i. Han tænker ikke på, hvordan han sidder
med fødderne, han er opslugt, og bogen synes at kaste lys på hans ansigt. Ved første øjekast tror beskueren, at det
er en avis, han læser i. Men nej, ved nærmere eftersyn viser det sig at være et fint værk: en stor og tung bog med dyrt
omslag. En kunstbog, antyder figurerne på omslaget.
Måske vil Hockney vise, at også i denne slags hjem kan man have appetit på og respekt for kunstnerisk udfoldelse.
Vi ser at det i modsætning til tidligere tider ikke kun er Bibelen, der kan kaste lys ind i almindelige menneskers sind.
Det er nærliggende, at se dette portræt som en hyldest til et nøjsomt og dog højt kultiveret hjem.
Hockey er i dag en af verdens absolut mest kendte kunstnere, og han har været med til at præge billedkunstens
udvikling fra 60’ernes pop-art og frem. Louisiana har for nylig købt et af hans senere billeder: et gigantisk lærred med
Grand Canyon som motiv. Hockney har siden 1963 boet i Californien.
David Hockney: Mine forældre, 1977. Olie på lærred (183 x 183 cm). Tate Gallery, London, England.
427
LITTERATURENS HUSE
I de senere værker Ja (1984), Efter orgiet (1991) og Jadekatten (1997) taler Susanne Brøgger
stadig om det moderne liv, men nu med en drivkraft, der hedder moralitet og etisk forpligtelse.
Og desuden forbindes det moderne liv, som i Jadekatten – sagaen om hendes egen familie – med
slægt og tradition. Det samme er tilfældet i Brøggers nyeste bog Sølve (2006), der fortæller den
sjællandske landsby Løves historie. Men udsigtspunktet er stadig det samme, Brøggers eget
liv og hverdag på Løve gamle Skole, hvor hun har boet en menneskealder.
Følgende uddrag er fra Fri os fra kærligheden, Brøggers debutbog, der straks sikrede hende
en plads i både det kulørte medielandskab og litteraturen. Den Guy, der omtales i teksten, er
en af Suzanne Brøggers franske venner.
af Fri os fra kærligheden
2. Fra kernefamilie, til kernevåben
”Familles, je vous hais”
André Gide784
5
10
15
20
Et års tid igennem fløj jeg hver måned
omtrent ned til Loiredalen for tale med
Guy om ægteskab og familie, og hvad det
skal gøre godt for. Kernefamilien gav mig
koldsved, og jeg læste og læste for at få
underbygget mine aversioner teoretisk.
Men det var Guy, der allermest hjalp mig
med at få sat facon på min vrede og system
i galskaben.
Alle utopister785 er enige om, at den
institutionaliserede tosomhed – kernefamilien – ikke vil eksistere i utopia. I
det daglige må vi alligevel konstatere
en vis tilbageholdenhed overfor utopia,
idet kernefamilien meget sjældent gøres
til genstand for kritik udover den, man
finder i de gamle socialistiske skrifter.
Denne mangel på kritik skyldes, 1) at de
fleste nulevende utopister er gift eller
lever i tosomhed, og deres koner/mænd
784 André Gide: (1869-1951) fransk forfatter, Nobelpris
1947. Citatet betyder: Familier, jeg hader jer!
785 utopist/utopia: af græsk u + topos, som betyder ’intet sted’. Utopi angiver altså en drøm om det ideelle
samfund og bliver ofte litterært brugt som kritik af
de herskende forhold.
428
vil blive sure, hvis de begynder at kritisere
familien offentligt.
2) Utopister, der er blevet skilt, og som
giver sig til at kritisere familieinstitutionen, kan man ikke regne med, for de har
jo bare haft dårlige erfaringer.
3) Utopister, som aldrig har været gift,
kan man slet ikke regne med, for enten
er de så dumme og grimme, at ingen
har villet ha’ dem – og rønnebærrene er
sure – eller også udmærker de sig ved en
fuldstændig mangel på ”menneskelige”
følelser.
Jeg selv hører til den sidste kategori.
Men vel også til den anden – den med de
dårlige erfaringer – idet jeg jo er vokset
op i en kernefamilie. Dog undrer det mig,
at det subjektive og personlige skal stå i
så lav kurs og behæftes med suspekte786
motiver. Så må man jo også mistænke
Freud for at ha’ fundet på det med neuroserne, ”bare” fordi han selv var neurotisk
– og kernefysikernes trang til at splitte
786 suspekte: mistænkelige, uvederhæftige
25
30
35
40
45
1970´ERNE: FRA WOODSTOCK TIL VIETNAM
50
55
60
65
70
75
80
85
atomer ”bare” fordi de var personligt
nysgerrige.
Min fortvivlelse over kernefamilien
skyldes ”bare” at:
1. Jeg har tilbragt min barndom i en
ulykkelig familie,
2. begge mine forældres familier var
ulykkelige,
3. mine forældres venners familier var
ulykkelige,
4. de fleste af mine venners familier
er ulykkelige.
Nej, livet er ingen dans på roser, er
det nogen der siger, og sådan er der så
meget. Men jeg synes nu at det er for lidt.
Jeg har aldrig sat mine ben indenfor en
kernefamilie-dør og tænkt ”sådan vil jeg
gerne leve”. Jeg har følt: ”dette kan ikke
være muligt.”
Guy hjalp mig til forskellige afklaringer og til at kunne dokumentere min skepsis overfor kernefamiliens berettigelse i
slutningen af det 20. århundrede, hvilket
jeg elsker ham for. I et år gik vi lange
ture i Pompidou’s787 private jagtskove med
”Adgang forbudt” og undersøgte kernefamilien på kryds og tværs, refererede til
hinanden hvad vi havde læst siden sidst
og fortsatte samtalerne ved kaminen til
ud på morgenen.
Noget af det der slog os mest var misforholdet mellem hvordan man tænker og
hvordan man lever – mellem vores ideer
og reelle adfærd. Nu er det jo sådan, at
folk ofte føler en vis tilfredsstillelse ved at
handle imod sig selv, fordi det bekræfter,
at de ”bare” er mennesker. ”Mennesket”
har alle dage været en god undskyldning.
Det er en kendt sag, at ægtefæller begynder at rakke ned på ægteskabet, når de
bliver fulde. Ægteskabet som ”vittighed”
er et ældgammelt tema, og som vi ser,
forsvinder det ikke af den grund. Men
787 Georges Pompidou: (1911-74) Frankrigs præsident fra
1969 til 74
det nye, der er ved at ske, er de ”oprørske” tanker som menigmand nu gør sig i
forbindelse med ægteskabet, tanker, man
aldrig har gjort sig før i den anledning,
men som nu skal forsyne ægteskabet med
et nyt indhold – gøre det mere tidssvarende, som man siger.
Vi har fået mange forskellige ideer:
For det første er man begyndt at sige, at
ægteskabet slet ikke er en nødvendighed!
Man kan sagtens leve uden at være gift,
det må folk virkelig selv om. Dernæst er
det blevet mere og mere almindeligt at
se på ægteskabet og skilsmisse som to
sider af samme sag. De færreste vover
efterhånden at gifte sig med henblik på
evigheden, skilsmisse er så at sige begyndt at høre ægteskabet til.
Ægteskabet betragtes heller ikke længere som en absolut troskabs-fæstning. Man
er inde på, at både kvinden og manden
skal være frit stillet – uden at man ligefrem
går i detailer. Men pardannelsen skal ikke
begrænse parternes udfoldelsesmuligheder, tværtimod skal sammenslutningen af
kræfter gøre dem begge stærkere, friere
og ”rigere”, hver især. Man går ind for
at både kvinden og manden skal have
de samme forpligtelser, rettigheder og
privilegier indenfor ægteskabet. Kvinden
skal ikke være den eneste, der tager sig
af børn og opvask, og manden skal ikke
være den eneste forsørger – opgaverne
skal deles ligeligt mellem parterne på
tværs af kønsforskelle, thi det er det mest
naturlige. Det samme gælder kvindens
økonomiske uafhængighed, også hun
skal have sin egen konto i banken.
Tilbøjeligheden til at opofre sig for
hinanden og slibe hinanden af i kanterne,
som det så fint antydedes i bryllupstalerne (her brugte man gerne ”diamanter” som eksempel) er ikke så god tone
mere. Tværtimod gælder det nu om at
parterne skal ”realisere sig selv”. Og hver
429
90
95
100
105
110
115
120
125
130
LITTERATURENS HUSE
135
140
145
150
155
160
især skal de beholde deres gamle venner:
”Du beholder dine og jeg beholder mine,
intet forhindrer at vi dyrker vore gamle
bekendtskaber – eller nye for den sags
skyld – ægteskabet skal ikke forhindre at
jeg går til fodbold med Hans som i gamle
dage, det skal du bare vide, og du må da
også gøre hvad du har lyst til – ægteskabet
skal ikke ødelægge noget. Alt skal være
som før – bare bedre”.
Man er så småt ved at vedgå, at ægteskabet i længden indebærer en vis sexuel
monotoni, at man godt kan falde lidt af
på den med årene, men at det ikke skal
betyde noget. Det er naturligt. Vi har en
hel (ugeblads) litteratur, der kan dokumentere, at de færreste går den ægteskabelige træthed uforberedt