Bilag 3 Transskribering Interviewer: ”Lige til at starte med, vil vi lige

Bilag 3
Transskribering
Interviewer: ”Lige til at starte med, vil vi lige fortælle hvem vi er og hvad der er vi laver det
her interview og det er sådan vi alle sammen kommer fra Roskilde universitet og studerer
psykologi og så har vi lavet et projekt, hvor vi sådan interesserer os for kreativitet og kunst og
meget specifikt sådan billedkunst, så det er lidt det det her interview kommer til at handle
om”
Informant: ”Ummm”
Interviewer: ”Øm og det er sådan lidt vigtigt at understrege at der ikke er noget rigtigt eller
forkert, fordi vi vil bare gerne vide dine oplevelser og hvordan du ligesom, har det med det
kreative og sådan noget…”
Informant: ”Klart”
Interviewer: ”Og i vores opgave kommer du til at være fuldstændig anonym, vi kommer
ikke til at bruge dit navn, eller sige det er dig der har sagt det her, vi kommer selvfølgelig til
at bruge dine, dine udtalelser og sådan noget, men man kan ikke spore det tilbage til dig, så
du kan bare fortælle”
Informant: ”Altså det behøver I ikke, sådan,”
Interviewer: ”Okay, du…”
Informant: ”Det er sådan set ligegyldigt for mig, altså”
Interviewer: ”Du har det meget okay med det, godt at vide … og det kommer til at tage
sådan aller højest 1 1/2 time, men det kommer sandsynligvis til at tage måske kun en time
eller sådan noget”
Informant: ”Umm”
Interviewer: ”Er det fint”
Informant: ”Ja ja”
Interviewer: ”Ja og har du måske sådan nogle spørgsmål? Øhhh… ”
Informant: ”Mmmm… ikke rigtig. I sagde noget med at jeg skulle tage nogle værker med”
Interviewer: ”Ja”
Informant: ”Jeg har nogle billeder af dem på min telefon, fordi de var meget,”
Interviewer: ”Ja okay”
Informant: ”De sådan ret store de fleste af dem”
Interviewer: ”Ja”
Informant: ”Så det var sådan ret upraktisk, det håber jeg er fint”
Interviewer: ”Jamen det er super godt, det er bare sådan så du har dem, sådan så vi lige også
kan se hvad det er du snakker om og sådan ”
Informant: ”Ja ja ”
Interviewer: ”Ja, okay, men først kan du måske bare fortælle ommmm hvad du, hvad du
laver i din hverdag og hvem du er som person”
(Flere griner)
Interviewer: ”Jeg ved godt det er et meget bredt spørgsmål, men bare sådan lige hvad du
umiddelbart tænker på”
Informant: ”Øhh, altså lige nu tager jeg sådan noget GSK, fordi jeg måske gerne vil studere
biologi”
1
Interviewer: ”ja”
Informant: ”Hvis jeg ik kommer ind på nogle af kunstskolerne, og nu er der jo kun den jyske
tilbage, så det kunne godt lidt ligne jeg ikke kommer til at gøre det… øm..
Interviewer: ”Hvad står det for eller hvad, GSK?”
Informant: “Nåh, det er sådan noget gymnasial suppleringskursus, fordi jeg mangler nogle
fag, øhm .. og så laver jeg kunst sådan, men det er sådan rimelig sporadisk lige nu, mmm.
Tidligere var det meget med, med sådan konventionel kunst, med at tegne ting og sådan
noget”
Interviewer: ”Mmm”
Informant: ”Og nu er jeg gået mere over til at lave glitch art, hvor man tager udnytter sådan
fejl i hvordan en computer fortolker en fil og så for eksempel kan man tage en billedfil og så
putte den ind i et program der kan manipulere lyd og så siger den hey det er ikke meningen
jeg skal lave noget med den her fil, og så siger man fuck dig, du skal gøre det alligevel! Og så
putter man reverb effekt på, og så putter man det tilbage ind i, og så giver det sådan nogle
meget underlige resultater som nogle gange kan blive ret fede, øhm. Så det sådan det jeg har
beskæftiget mig på det sidste i forhold til kunst og så har jeg prøvet og ligesom overføre den
æstetik, eller den proces til at lave kunst også uden for det digitale, øhm .. for eksempel har
jeg lavet sådan nogle, hvor jeg laver sådan nogle meget store stregtegninger, du kan næsten
lige se det, det er lidt svært at forklare (Informant: viser værket) men hvor jeg ligesom prøver
at se mig selv som en deterministisk maskine og arbejde ud fra computerens, altså prøve at
lave et program inde i mit hoved og så følge det helt slavisk, men så fordi jeg er en rimelig
dårlig computer, og min hånd ikke er lige så god til at tegne som sådan en computer er, så
opstår der sådan nogle fejl, som så akkumulerer over tid øhm..”
Interviewer: ”Hold da op, det lyder sådan sindssygt teknisk”
Informant: ”Det er det nok også lidt, det, det altså i starten, da jeg startede med at lave kunst,
der var det meget sådan at jeg bare havde inspiration og så lavede jeg et eller andet og så blev
jeg ved på det og så var jeg sådan okay nu er det færdigt ”
Interviewer: ”Mmm”
Informant: ”Det er den her jeg taler om (Informant: viser et værk)”
Interviewer: ”Ahhh okay, okay den ser sygt avanceret ud”
Informant: ”Det det er også lidt det der er pointen, og så det at den … inde i midten, er den
helt perfekt på alle de 90 grader, og ude i kanten bliver de så sådan mere og mere fucked,
fordi fejlen akkumulerer”
Interviewer: ”Ahhh, men hvad er det sådan hvad… hvad er det ligesom sådan der har
inspireret dig til at lave det, fordi at det det lyder som sådan øh..”
Informant: ”mmm (pause) det ved jeg ikke rigtig øhhhh , min far er buddhistisk munk og
bor i Sri Lanka , og han var i Danmark her for nylig, hvor at han har altid talt om nogle meget
underlige ting, som jeg ikke kunne forstå fordi jeg var lille, fordi kvantemekanik og alle de
der ting er sådan rimelig svært at graspe når man er 14, øhh , men han var så i Danmark her
for nylig hvor vi havde nogle virkelig fede samtaler og hvor vi sådan rimelige enige om de
fleste ting, men (pause) vi har den sådan den ene uenighed at han tror universet er
probabilistisk og jeg tror det er deterministisk, altså at han tror at der er tilfældighed sådan
ned på det aller mindste niveau og jeg tror at alt er determineret, og at derfor også at
mennesket på en eller anden måde er det, altså alting vi gør er forudbestemt , men vi har bare
2
overhovedet ikke nok information, til at kunne regne det ud, fordi hjernen er så sindssygt
komplekst et system og os interagerer med alle mulige andre mennesker og så bliver det lige
pludselig nogle ret tunge beregninger. Øhhm så jeg er blevet meget fascineret af
determinisme os fordi at, der er den her underlige ting med, at man kan godt være determinist
på sådan et intellektuelt niveau, men jeg tror ikke der nogle der er det på sådan et personligt
følelsesmæssigt plan, altså jeg tror vi er programmeret til, fordi det har været en evolutionær
fordel og føle os som et en free agent , altså som et selv , der kan gå rundt og tage aktive valgt
i virkeligheden , og det er jeg ikke overbevist om at det nødvendigvis er sådan det fungerer,
bare fordi det føles sådan ømmm og den ja hvad kan man sige skisme, mellem mig selv og
hvordan stort set alle mennesker oplever det synes jeg har været meget interessant og prøve
at arbejde med inden for min kunst på en eller anden måde ”
Interviewer: ”Det lyder sådan nærmest som om du snakker om hvad jeg ser der måske er et
skel imellem altså det her det mekaniske computersystemer og så mennesket, men hvor du
lidt, er dig, dig, du ser en sammenhæng eller kan du prøve at uddybe det eller sådan”
Informant: ”Ja helt klart ømm , altså som sagt så har mennesket et meget meget komplekst
system og derfor kan vi ik’ , vi kan ikke lave de deterministiske beregninger der skal til for at
sige okay hvis du stiller det her menneske i den her situation, hvordan vil han eller hun så
agerer helt præcist, man har lige for et år siden, tror jeg det var, har man øhh lavet en
komplet computer simulation af en nematode, som er sådan en mikroskopisk lille orm, men
den har man, altså man har kunne lave hele dens hjerne sådan så den eksisterer i et sådan
fuldstændigt virtuelt plan og ud fra, der er der hedder Moore’s lov, som er at hvert år
fordobler alle faktorer inden for computerkraft, sådan der hvor meget computerkraft du har
per vægtenhed, per rumenhed, og per prisenhed, den fordobler og det har den gjort hvert år
siden 50’erne, så hvis den følger det og der er sådan en nogenlunde sammenhæng, så inden
for de næste 10-20 år vil vi kunne gøre det for en mus og så er der ikke ret langt til
mennesket, tror jeg øhhh selvom vi er altså meget meget mere komplekse ikke, men (pause)
ja ja jeg jeg tror egentlig ikke rigtig der er en forskel på den måde, altså det giver også meget
god mening når man kigger på hvor vi kommer fra , det er jo bare altså sådan
selvreplikerende små kemiske krystallignende strukturer der er blevet til celler og så videre
hele vejen op til det her, men at vi på en eller anden måde stadig er biologiske maskiner, og
ikke så meget andet”
Interviewer: ”Hmm, men jeg, jeg tænker bare lidt, når du snakker om det her, så lyder det
som at det er sådan meget øh, meget øh, sådan noget videnskabeligt du er blevet inspireret af
til …”
Informant: ”Helt klart”
Interviewer: ”Og lave dine kunst, men er der også noget måske sådan personligt øh, som
som har været med til at forme”
Informant: ”Mmmm..”
Interviewer: ”Eller hvad? (pause)”
Informant: ”Altså det er der jo nok, men , det tror jeg ikke jeg rigtig har nok selvindsigt til
sådan at kunne sætte fingeren på hvad det lige skulle være (pause)”
Interviewer: ”Yes. Okay, men øm, men de værker du så har taget med i dag, hvad hvad er
det for nogle, er det nogle af dem du sådan lige beskrev eller ?”
3
Informant: ”Altså der var den ene der, og så er der øm .. De første rigtige glitch art ting jeg
lavede, som jeg faktisk lavede før den der”
Interviewer: ”Ja”
Informant: ”Hvor jeg tog sådan nogle”
Interviewer: ”Må vi se måske sådan”
Informant: ”Ja”
Interviewer: ”Så det lidt lettere at forklare ”
Informant: ”Jeg fandt en, en tysk kunstner, der hedder Kim Asendorf, øh som har lavet det
man kalder et script i et program der hedder Proccessing, ..(forklarer om programmet) … Det
er det der er ret fedt ved sådan den kultur at alle deres teknikker og så laver man om på dem
og så giver man dem videre og så er der en der laver om på ens, og så er det sådan meget frit
og opensource og frem og tilbage og rundt omkring øhm, ”
Interviewer: ”Det lyder også meget avanceret sådan, (Siger noget samtidig med Informant:,
som man ikke kan høre)”
Informant: ”Ej men jeg er faktisk, jeg er pinligt dårlig til at programmere i forhold til hvad
jeg synes jeg har kunne nå frem til fordi, altså jeg forstår måske (pause) 10-20 procent af hans
kode og det så det jeg har ændret på og lavet forskelle på og prøvet at eksperimentere, nå
hvad hvis man sætter y i stedet for x (forklarer om kodning) ”
Interviewer: ”Det lyder som en helt anden verden”
Informant: ”Ja det er det nok også lidt, men så eksperimenterede jeg også meget med den
der på forskellige sådan strukturer, sådan sne og blade og hav og skyer og ild og alt mulig ,
og det gav aldrig rigtig de resultater jeg gerne ville frem til, og så prøvede jeg på billeder af
hud og så virkede det virkelig virkelig godt, og så tænkte jeg hvor der meget hud, der er
meget hud i porno, og porno er også ret sådan. Har ret stor gennemslagskraft menneskeligt,
for selv sådan bag ting der er sorteret og helt ødelagt, så kan vi godt genkende to mennesker
der har sex. Det er sådan rimelig centralt for os, øh så lavede jeg den her (Informant: viser
værk)”
Interviewer: ”Ahh okay (pause) ja okay det kan man ret tydeligt se sådan hvad er (Alle
fniser/griner)”
Interviewer: ”Ej det ser ret, det ser ret vildt ud. Men altså hvad er det så du, du tager nogle
enten fotografier eller billeder som andre har lavet og så, så kreerer du dem i et program eller
hvordan er det?”
Informant: ”Ja, jeg tror jeg har lidt imod din brug af ordet kreere, fordi det mere sådan det
jeg laver nu er egentlig mere og genfortolke eller og ødelægge noget end det er og skabe
noget ”
Interviewer: ”Okay, ja”
Informant: ”Øh, her har jeg bare taget, sådan screen cappet gamle 80’er pornofilm, fordi de
har sådan nogle, de meget pænere og smukkere og så har de sådan øh et underligt lys, med
sådan så der lilla ting og turkise ting, det kan jeg ret godt lide, øhm ”
Interviewer: ”Men hvorfor, hvorfor eller jeg synes bare at det sådan det meget spændende,
fordi vi netop har arbejdet så meget om kreativitet i det her projekt, hvorfor tænker du, du
ødelægger noget eller genfortolker noget, er det ikke også at skabe, eller hvorfor (siger noget
som man ikke kan høre fordi Informant: afbryder) ”
4
Informant: ”Jo men det er det vel egentlig også på en eller anden måde, altså, selvfølgelig
er det det ”
Interviewer: ”Men jeg vil bare gerne høre altså hvorfor du vælger at bruge de ord”
Informant: ”Hmm, det ved jeg ikke, jeg synes alligevel , der er en forskel på en eller anden
måde, altså man kan selvfølgelig også sige at hvis man sætter sig ned med en pen og en papir,
nå men så ved at tegne på papiret, så ødelægger du den orden, at alt blækket er inde i pennen,
så på den måde ødelægger du vel også på en eller anden måde der, samtidig med at man
skaber noget, så det vil ven, man vel egentlig altid gøre, at de begge to vil gå sådan hånd i
hånd øm ja jeg tror ikke jeg kan forklare det bedre end det”
Interviewer: ”Nej, men det er også bare helt super, men øm, men kan du ikke fortælle lidt
om sådan øh det værk du så har lavet, fordi nu fortalte du med en masse ord jeg måske ikke
lige kender til, sådan øh hvad er det hvad er det der er på værket, hvad er det der sådan,
hvordan var processen og lave det, og hvornår lavede du det og sådan noget”
Informant: ”mmm, altså det forestiller to mennesker, en mand og en kvinde der ligger oven
på hinanden og har sex, eller den ene ligger oven på den anden øhm, generelt når jeg laver
dem her prøver jeg og sådan undgå det alt alt for vulgære, altså at have sådan closeupppet af
en stor pik hvor der bare kommer sæd ud af det synes jeg, det bliver sådan lidt , ja det får ikke
helt det samme udtryk, så jeg prøver sådan at holde det lidt mere safe for work øhm ”
Interviewer: ”Men hvorfor? Altså er det sådan for andre skal se det, eller er det fordi du ikke
bryder dig om det eller hvad?”
Informant: ”Hmm (pause) det ved jeg ikke, jeg synes bare at det bliver, ja det bliver lidt for
vulgært hvis det bare skal være sådan, så meget på en eller anden måde, så kan jeg bedre lide
at det er lidt mere subtilt, at man godt kan se hvad det er men stadigvæk ikke er, altså alt for
in your face på en eller anden måde. Hmm, det var rimelig tilfældigt at jeg kom, jeg kan ikke
ikke huske, jeg tror jeg kom måske, 3-4 måneder siden jeg lavede det øh var rimelig tilfældigt
jeg fandt på det der Asendorf skript som ligesom var starten på det hele, øh og så
eksperimenterede jeg mig som sagt bare frem med noget, til det. Øhm og det leder så lidt ind
til det nyeste jeg har lavet, som er hvor jeg har, jeg skriver også meget poesi og sådan noget
(Informant: forklarer hvordan han teknisk har overført metode til poesi via Iphone og
artificial intelligence (AI))”
Interviewer: ”Men altså sådan hvis man skal høre lidt om hvorfor er det du synes det er
spændende at gøre det her, hvad er det der ligesom tænder dig i forhold til det?”
Informant: ”Hmm jeg synes bare at det er virkelig interessant, altså (Pause) Jeg synes på en
eller anden måde, jeg har inden for det sidste år eller sådan noget været virkelig fascineret
om tanken om AI, fordi vi er , ifølge de fleste computerforskere sådan det kommer nok til at
ske inden for vores levetid, og det kommer nok til at være det der ændrer menneskelig
eksistens mest radikalt af alting, nogen sinde”
Interviewer: ”Hvad kommer til at ændre, altså ”
Informant: ”Når vi sådan effektivt skaber det tætteste der kommer til at være på en gud,
altså fordi den. (pause) En god måde at forklare det på, synes jeg, er hvis man kigger på
biologisk intelligens som en trappe, så nede på bunden har vi, du ved, vira, de har virkelig de
har ikke engang et nervesystem, de har intet at rykke rundt med , så har vi bakterier, og så har
vi sådan insekter osv, hvor at det bliver mere og mere komplicerede nervesystemer, så har vi
op igennem fisk og fugle og pattedyr, og så helt op til os, hvis vi nu skal sætte os på toppen,
5
fordi det er vi alligevel antropocentriske nok til at gøre tror jeg, men hvis man så ser på for
eksempel en abe eller en gris, som er meget meget lidt under os, så alt det vi gør , alt det med
at vi kan lave borde og iphones og tag, udveksle informationer, alle de her vilde ting vi kan ,
det kan de slet ikke forstå, altså vi er guder for dem, og på samme måde hvis vi skaber noget,
som bare er ét trin over os , så kommer det, den kommer til at være i stand til, det kommer til
at være fuldstændig uforståeligt for os. Det kommer til at virke som en gud der udøver magi
og (pause) (Taler om makropolitik, AI og dataudvikling)”
Interviewer: ”Når du siger det her, så tænker jeg bare sådan hvorfor, hvorfor læser man så
ikke naturvidenskab, eller gør et eller andet, andet end alt det her kunstneriske, hvorfor er det
ligesom, hvorfor er det ligesom den måde du har lyst til at udtrykke dig på?”
Informant: ”Hmm (længere pause) Jaaaaa det ved jeg ikke rigtig, det måske noget, jeg er
sådan rimelig dårlig til den del af at gå i skole som hedder at man skal lære alle de virkelig
nemme, simple beregninger før man må, altså hvis jeg søgte ind på datalogi og kom ind, så
ville jeg jo ikke få lov til at sidde og programmere en AI fra starten af, så ville jeg skulle lære
alt muligt som jeg synes var mega kedeligt først, så jeg tror lidt jeg har den der barriere med
at jeg er udisciplineret og sådan ret dårlig til at tvinge mig selv til at lære ting jeg synes er
virkelig virkelig kedelige, men så hvis der er noget jeg synes er spændende så har jeg sådan
ret klæbehjerne og kan samle det op rimelig hurtigt , øhm og så synes jeg bare det det en
interessant måde at udforske det på altså og (længere pause) Kunst er jo sådan ret centralt for
mennesket på en eller anden måde, altså først har det bare været repræsentationel kunst, altså
hulemalerier hvor man bare har tegnet det der var rundt omkring en øh, for på en eller anden
måde fastne det i virkeligheden og det har det så været i rigtig rigtig lang tid, altså det er
næsten al den kunst der er blevet lavet gennem de fleste århundrede, det har været sådan det
har repræsenteret et eller andet andet , og så inden for , ja de sidste 150 år eller noget i den
stil, så er vi begyndt at lave abstrakt kunst, altså kunst der ikke direkte repræsenterer noget i
den sådan virkelig fysiske verden, men måske mere handler om en proces eller om om at
udforske, i stedet for bare at afbilde noget i den virkelige verden, og der synes jeg at den, den
digitale kunst og alle de muligheder man har med computeren og interagere med den, altså
fordi, med det jeg har lavet det der digt, som jeg gerne lige vil læse for dig, fordi ellers så
giver det nok ikke så meget mening øhm, der er det nærmest mere den, der har lavet det end
det er mig, altså jeg har sådan skubbet til den første dominobrik, og så har den egentlig gjort
resten, jeg har ikke redigeret i det, jeg har ikke lavet om på det øhh, det synes jeg er virkelig
interessant , det der med at, at computeren kan lave noget som på en eller anden måde, kan
ses som kunst , og som er interessant for mennesker “
Interviewer: ”Men stadig med menneskelig interaktion, altså ja”
Informant: ”Ja,, vi kan jo aldrig rigtig nå til at, altså fordi selv hvis vi bygger en computer,
der kan bygge en computer, der kan bygge en computer, der kan sætte den proces i gang, med
at lave kunsten til computere, så er det stadig os der har sat det i gang på en eller anden måde
ik (pause )” - (Informant: læser et digt højt lavet af computer)
Interviewer: ”Må jeg ikke se det der billede du havde lavet, hvis vi lige skulle vende tilbage”
Informant: ”Jo hvad for et af dem?”
Interviewer: ”Øm dit værk du havde taget med”
Informant: ”Joo”
Interviewer: ”Det er fordi at så kunne vi nemlig lige snakke lidt mere om det, tænkte jeg”
6
Informant: ”Det meeddd? ”
Interviewer: ”Det, det du synes du har lyst til at vise, det er det”
Informant: ”Okay men jeg havde egentlig bare taget det hele med, men øh, så lad os, så lad
os tage den med stregerne så”
Interviewer: ”Den med stregerne, Yes. Okay, det har du fortalt sådan ret meget om hvad der
inspirerede dig til og og skabe ødelægge, (griner lidt) det her, men hvad, hvad betyder det
egentlig for dig altså, sådan når du kigger på det nu, eller da du, i processen hvor du sad og
tegnede det , hvad, hvilken betydning havde det så for dig? ”
Informant: ”(lang pause) Altså det ik fordi jeg synes det er sådan på samme måde som en
Monet eller noget meget farvefuldt, eller sådan følelsesmæssigt stimulerende, det er mere
sådan ud fra, altså visuelt, måske intellektuelt at jeg håber det kan stimulere, at det på en eller
anden måde er et system eller en proces der folder sig selv ud, for øjnene foran en, og så
møder egentlig sig selv, så det sådan en Gordisk knude, eller en hvad hed, hvad er det nu de
hedder de der, hvor så tager man et papir og så drejer man det en gang. En møbius ring ting,
det er lidt sådan inspireret af det der med at den altid vender tilbage til sig selv.”
Interviewer: ”Men altså hva, du sagde det her med, at det er lidt mere intellekt, intellektuelt
øh altså stimulerende, er det sådan vigtigst for dig i forhold til kunst, er det at det, altså i
forhold til at du sagde at det ikke var så følelsesmæssigt som mange andre kunstværker, hva,
hvad er det sådan, hvad er det du prioriterer?”
Informant: ”Ja, jamen det er det nok, det ikke sådan en aktiv tanke jeg har gjort mig, at jeg
hellere vil stimulere den del af spektret, men jeg tror at det meste af det jeg laver , altså siden
jeg, jeg har ikke brugt farver i nogle af de ting jeg har lavet, nogensinde, udover de der
digitale hvor de ligesom allerede var der i forvejen Øhm, så ja jeg tror nok egentlig mere at
det er det jeg sådan har gået efter uden ikke rigtig at tænke på det, at (pause) ja at folk kan stå
og kigge på det i lang tid og så øh er der nogen håber jeg som på et eller andet tidspunkt vil
ligesom kunne forstå systemet eller processen. Det er egentlig det jeg synes er mest
interessant, som sådan skaberværk på en eller anden måde ”
Interviewer: ”Og hvad så, altså når du bliver følelsesmæssigt stimuleret, hvad er det så der
gør det i nogle andre værker eller noget af det du har lavet selv”
Informant: ”Mmm, det er mere det der med at altså når man afbilder naturen eller
mennesker, for eksempel med penselstrøg, så vil der både skinne rigtig meget sådan stemning
og følelse igennem for det subjekt man har valgt, men nok i endnu højere grad fra den måde
man har valgt at afbillede det på, altså man kan afbilde en solopgang over en strand på sådan
næsten uendelig mange forskellige måder, og hvert af dem vil på en eller anden måde have
øh vil give en anderledes reaktion i forskellige mennesker”
Interviewer: ”Har du sådan et eksempel, hvor du har prøvet det?”
Informant: ”Åååh jeg kan ikke lige komme på noget konkret lige nu tror jeg”
Interviewer: ” Men der, ja, er der ikke sådan, vi har for eksempel haft her i gruppen, der har
vi haft sådan en, hvor vi tog et kunstværk hver især og så skulle vi beskrive sådan hvad det
ligesom betød for os. Har du ik, er der sådan en oplevelse hvor der bare lige pludselig kom
sådan en indskydelse eller sådan hvor, hvor det vækkede et eller andet i dig? ”
Informant: ”Mmm jeg kan virkelig godt li, på SMK, der har de en der hedder øh la femme
au cheval, kvinden på hest, som er et kubistisk værk, så det er nok os egentlig mere
intellektuelt stimulerende end følelsesmæssigt, men hvor det netop er det der at i starten så
7
kan man ik se at det er en kvinde og man kan ik se at det er en hest fordi alting er sådan, alle
formerne er foldet sig ind i sig selv, den todimensionelle sådan afspejling af et
tredimensionelt rum, men han leger virkelig meget med dimensionerne, og sådan folder dem
over hinanden, og nogle af tingene bruger han så det er både et vindue der er langt væk, men
det er også kvindens øre og sådan ting i den stil. Som jeg synes er virkelig sjovt at kigge på.”
Interviewer: ”Hvorfor det, eller sådan hvad er der det ligesom gør ved dig?”
Informant: ”Hmm (pause) det ved jeg ikke rigtig tror jeg…(pause)”
Interviewer: ”ja, men det var os bare af nysgerrighed øm. Okay, når du for eksempel sådan
sidder og laver et værk som det her du viste her eller det du havde før, hva, hvad er det sådan,
er det så meget, når du er i gang med at lave det, eller er det, at have det færdige produkt,
hvad er det der sådan tiltaler dig øh mest? ”
Informant: ”Mmm lidt en blanding af de to, altså jeg kan virkelig godt li, det var nok mere
med mine tidligere ting, hvor det var lidt mere frit, altså her der, med den der streg labyrint,
gordiske, møbius-ting jeg viste dig, der er det jo bare, at jeg på en eller anden måde skriver et
program i starten og så resten af tiden, så følger jeg det bare helt slavisk, så der er det sådan,
altså det kan godt blive næsten meditativt at sidde og lave de samme streger, fordi man slet
ikk en skal tænke over noget, altså det eneste der er, hvis der er en streg der rammer en anden
streg, nå men så skal den gå ind under og komme ud på den anden side, og det er sådan set
den eneste ting man skal være opmærksom på, mens at med de tidlige sådan mere organiske
jeg har lavet, der har det været meget med at, jeg har lavet en sådan svungen krusedulle i
starten og så har resten bare ligesom groet ud fra det, øhh hvor det har været en meget mere ja
(pause) meget mere organisk måde og, og få det frem på og at, men igen også godt kunne
blive lidt meditativt, fordi da, da har det også bare været med at følge de streger jeg allerede
havde lavet på en eller anden måde og så har de sådan fleshet sig ud, og så på et tidspunkt så
synes jeg så nu, nu må det være færdigt jo”
Interviewer: ”Hmm hvad mener du sådan med organisk, når du siger det?”
Informant: ”Hmm (pause) Jamen jeg bliver næsten lige nødt til at vise dig det så, fordi det er
svært at forklare ellers, men altså der afbildede jeg også mere organiske former end, (Viser
værket mens der bliver snakket)”
Interviewer: ”Ahh”
Informant: ”End en hel masse firkanter”
Interviewer: ” Ja. Det kan jeg godt se (pause) Men det er ligesom noget der har udviklet sig
eller hvad, den her sådan måde at være i, i processen, eller sådan det, det noget der har ændret
sig over tiden?”
Informant: ”Mmm, men jeg tror os jeg har haft en meget underlig, sådan forløb, på en eller
anden måde, som kunstner med at jeg lavede, jeg tror jeg lavede 20 tegninger i den der
organiske stil øhm. Og så lavede jeg ikke flere, og så gik der lidt tid og så kom jeg på galleri
og fik solgt nogle værker for sådan ok mange penge i forhold til at jeg var fuldstændig
ukendt, og så fik jeg den onde blokade, fordi så prøvede jeg at lave ting der var ligesom det
jeg havde lavet i starten og så blev det bare mega dårligt. Og så prøvede jeg at lave noget
andet og det blev heller ikke særlig godt og så tror jeg at jeg havde sådan et helt år hvor jeg
ik’ reelt lavede noget, som var sådan i nærheden af at være ordentligt, synes jeg selv, mmm
og så stoppede jeg sådan lidt med at tænke over det, og så kom det bare meget frem af sig
selv, med at, ja så fik jeg nogle ideer til noget der var helt anderledes, og så begyndte jeg at
8
arbejde med det. Og nu er det jo også, altså alle dem jeg lavede i starten var meget meget i
samme stil , hvor at nu er jeg jo altså hvad kan man sige, bredt over tre medier og endnu flere
stilarter nærmest, så (pause) at jeg har sådan viftet mig ud i, i mit udtryk på en eller anden
måde, at, at jeg kan lave mange flere forskellige ting, og så tror jeg også det er det der med at
jeg ikke blevet, fordi jeg var heldig eller hvad man skal kalde det, at nogle af de meget tidlige
blev ret gode, så har jeg , så har jeg været virkelig bange for at tegne, fordi hvis det ikke blev
godt, så var det sådan ret stort hit på mit ego, på en eller anden måde, øm og den gav jeg så
op og begyndte at tegne croquis hvor at der er det okay at de fleste af dem bliver bare lort, der
skal man bare lære at have den sådan tilgang til det i stedet for at alting jeg skulle lave bare
skulle være perfekt og det, det tror jeg hjalp rigtig meget og ligesom gjorde mig fri til at lave
kunst når jeg havde lyst i stedet for at det bare skulle være , ja at det skulle være perfekt alt
sammen, for så får man ikke lavet noget nogensinde tror jeg ha”
Interviewer: ”Så det er vigtigt at være fri sådan?”
Informant: ”Jaa, det er vigtigt i hvert fald at give sig lov til at fejle, fordi hvis man ikke
fejler, så du kan ikke eksperimentere uden af at fejle, altså du kan ik prøve noget nyt uden at
noget af det kommer til at blive rigtig rigtig rigtig dårligt, og hvis du ikke kan acceptere det.
Jamen så bliver det meget svært at eksperimentere , og så kommer du enten til at være sådan
stuck for evigt i den samme rille, og ik’ ligesom komme til at sprede dig ud over det, og så
kan du sikkert os komme til at lave nogle gode ting inden for den rille, men ja det gør det
bare meget svært synes jeg hvis, hvis man har den perfektionistiske tilgang til alle ens egne
værker. ”
Interviewer: ”Og det var det lidt den der blokade du snakkede om, det var det den lidt
handlede om eller”
Informant: ”Helt klart. Mmm at alting skulle være virkelig godt”
Interviewer: ”Og hvordan sådan, sådan mere konkret overkom du så den her blokade eller
sådan begyndte og øh ja udtrykke dig igen?”
Informant: ”Ej men der tror jeg , jeg må skuffe dig lidt, for det ik sådan en, en stor flot
psykologisk historie ”
Interviewer: ”Nej nej, men du skal ikke svare på nogen bestemt måde overhovedet”
Informant: ”Det, det skete bare, jeg kan ikke huske, jeg tror ikke der er sådan noget konkret
øh der har ført til det, det var bare sådan ligesom, nå men så har jeg ik lavet kunst i et år og så
var det ligesom lang væk det jeg skulle leve op til, og så gjorde jeg det bare lidt. Og så var det
fint nok at der var noget der blev grimt og så smed jeg det bare væk (griner) Så det gjorde
ikke så meget mmm ja, det var sådan meget naturligt for mig at overkomme det på en eller
anden måde, det virker lidt dumt , at kigge i bakspejlet, at jeg havde været så, så bange for at
gå i gang, fordi at jeg var så bange for at det skulle blive dårligt”
Interviewer: ”Og var det sådan lidt mere dårligt ud fra din personlige holdning til det?”
Informant: ”Mmm det var min personlige holdning”
Interviewer: ”Okay, så det handlede ikke om at, hvordan andre valgte at se det eller hvad? ”
Informant ”Ik’ rigtig altså jeg tror os hvis jeg havde vist nogen af dem, og det gjorde jeg vist
nok os, nogen af dem som jeg selv synes var dårlige til mine venner, så var de også sådan der,
det lort så, så altså det var ikke fordi (pause) Det var ik’ fordi jeg lavede noget som jeg
egentlig selv synes var okay, men at jeg ik troede det ville leve op til andres forventninger af
9
mig, det var overhovedet ik sådan en ting, det var bare at jeg selv synes det var dårligt og at
ud fra at altså alle andre jeg har spurgt så var det os sådan rimelig dårligt (griner)”
Interviewer: ”Men så du, altså du har været meget i sådan et kreativt fællesskab eller hvad,
det lyder som at dine venner de osse ”
Informant ”Neej ik rigtig, men altså selv de af mine venner der ikke laver kunst har
stadigvæk en, en mening om det jeg laver når jeg spørger dem, og er sådan generelt, altså
mine gode venner er generelt rimelig gode til at give kritik synes jeg, os selvom de ikke
nødvendigvis har studeret kunsthistorie, eller selv laver det. At de kan ja ”
Interviewer: ”men hvad handler det , altså sådan du siger det der med at når at værk er
dårligt , hvad handler det så om, handler det så om ,at du ikke sådan har for eksempel haft det
godt, når du har lavet det, eller handler det om, at det ikke er, hvordan er det du vurderer det
kan man sige?”
Informant: ”Altså man kan sige jeg, de fleste kunstnere eller mange kunstnere arbejder med
at de får en ide, til noget de gerne vil lave, og så laver de en skitse, og så prøver de måske at
udvide den, og så laver de et værk og så hvis det bliver dårligt så laver de det en gang til ,
indtil det bliver godt , og sådan arbejder jeg overhovedet ikke. Det er meget mere, at jeg
sætter mig ned, og så har jeg måske en meget meget vag ide om, hvordan det kommer til at se
ud, og så begynder jeg, og så når jeg er sådan 20 % inde så går det op for mig at det kommer
slet ikke til at se sådan ud som jeg havde forestillet mig det. Og så går jeg bare videre, og så
bliver det fedt nogen gange. Men de gange hvor det er blevet dårligt så har det bare været
sådan, altså dårlig execution af en dårlig ide, hvor at jeg har taget de forkerte beslut, de
forkerte beslutninger og lavet de forkerte streger og (pause) Og det er jo selvfølgelig bare en,
en subjektiv dom jeg giver det, fordi jeg tror ikke rigtig, vi har nogen objektiv skala, for hvad
der er god eller dårlig kunst. Men ja, hvis jeg synes det var dårligt , så var det også generelt
rimelig dårligt tror jeg. ”
Interviewer: ”Så så det sådan for eksempel når du vurderer dit eget værk, så er det sådan
personligt, udfra hvad du umiddelbart tænker eller hvad?”
Informant ”Ja”
Interviewer: ”Ja”
Informant ”Ja”
Interviewer: ”Øm, hvis vi skal vende tilbage til værket igen, er det en mulighed?”
Informant: ”Ja, det kan vi godt”
Interviewer: ”Hvad synes du så at det krævede sådan, hvad krævede det af dig, hvad skulle
du lægge i det her værk for at det kunne blive bragt til livs?”
Informant ”Altså virkelig mange timer, det tog rigtig lang tid at lave det, i forhold, altså de
andre ting jeg har lavet, den der tegning med en masse munde og noget hår , det var sådan
meget at jeg, begyndte på det, og så du ved, så sad jeg i 3 timer og tegnede og så tegnede jeg
en time dagen efter og så var det færdigt øh, mens det her, er sådan at jeg har taget ned rigtig
rigtig mange gange og siddet og lavet på det i 1 time eller i 1 ½, fordi , det heller ikke ligeså
inspirerende, det sådan rimelig trægt arbejde at sidde og tegne streger igen og igen og igen og
igen, og så især fordi at der er stadig lidt levn af den der perfektionisme, så når jeg for
eksempel, jeg har sådan en regel eller dogme, tror jeg næsten mere det er med at i al det kunst
jeg laver sådan manuelt hvor jeg tegner der er der aldrig to streger der krydser hinanden,
nogensinde, selvom jeg laver mange mange mange tusind streger , de må godt ramme sådan
10
her (viser med hænderne) hvor at den rammer ind, men den må ikke gå over den anden. Og så
nogle gange når man lige har sovet lidt og sådan så har man siddet med vinkelmåleren der, og
så har man lige givet den lidt for langt og så er den bare hoppet sådan et her stykke over den
anden (viser et par millimeter med fingrene) og så sidder man bare sådan nej. Fordi man kan
ikke viske det ud og det er, du ved det mega stort, og jeg tror ikke der er nogen, der har lagt
mærke til, de der fejl jeg laver, fordi det er så stort, og sådan man bliver meget fanget i altså,
formerne der går rundt, det er sådan rimelig forvirrende at kigge på rent visuelt. Så jeg tror
ikke, jeg tror ikke der er nogen der har lagt mærke til det endnu, men det var virkelig
frustrerende for mig da jeg gjorde de der ting, så blev jeg til at sådan arhh. ”
Interviewer: ”Så du har ikke lavet det om igen og igen?”
Informant: ”Nej nej, altså jeg har lavet, jeg tror jeg har lavet 4 af de der firkant-ting nu, hvor
den første var hvor jeg bare, der havde været sådan nogle fra filmskolen ude hos mig, så
havde de efterladt sådan et kæmpestort papir. Og så var jeg sådan okay det bliver du nødt til
at lave et eller andet på det her kæmpestore papir, og så havde jeg lyst til at lave sådan nogle
schematics, sådan nogle, en mekanisk tegning af et kæmpestort rumskib, men det kunne jeg
slet ikke finde ud af, fordi det er rimelig svært at designe et rumskib, gik det lidt op for mig.
Øhh så, så jeg, men jeg var ligesom allerede begyndt at lave sådan nogle firkantede former,
og så gik jeg bare videre med det, men der havde jeg ikke lige så mange regler, der havde jeg
ikke et ligeså fuldendt program og følge som på de næste, så der var det sådan. Øh, da da
kunne man ikke, altså på dem her der kan du tage fingeren og køre over stregerne og så kan
du følge den hele vejen fra start indtil den rammer sig selv igen. Det kommer nok til at tage
en halv time, eller sådan noget hvis man skal gøre det rent fysisk, men det kan du, og det der
med at det bare er en streg, det synes jeg var meget fedt, men mens med den første jeg lavede,
der kunne man ikke gøre det fordi der var nogle gange hvor den sådan gik under sig selv, og
så var der også en anden der gik under den og så kunne man ikke se hvilken en af dem , der
var, det var der kom ud på den anden side, og sådan noget. Så der var det sådan mere kaotisk,
på en eller anden måde . Og så har jeg lavet, jeg er i gang med den tredje nu af dem hvor jeg
har det der reglsæt, hvordan jeg har vist dig at den første. Øhh og hvor jeg bare sådan prøver
at variere den algoritme jeg har inde i hovedet en lille smule, for eksempel så den jeg laver
nu, der har de en tendens, der kan de godt li, at hvis der er et hjørne så ligger der sig os et
ekstra hjørne op ad det. Så det gør de oftere, øh og det giver sådan radikalt anderledes resultat
når du bare tweaker reglerne en lille bitte smule.”
Interviewer: ”Men hvorfor synes du det er spændende med de her regler, altså hvorfor øh ?”
Informant: ”Det ved jeg ikke, at , jeg tror på en eller anden måde det stammer fra en
fascination af sådan den parallel der er mellem computerkode og gener. Jeg læste sådan en
bog der hed The Information, som handler om informationsteknologi , og hvor der generelt er
den ting at hvis du har en rigtig rigtig lang kode , med meget redundancy, altså ting der ikke
betyder noget for koden. Øh så kan du godt smadre den en lille smule uden at det går helt i
stykker, hvis du har en kode hvor alt betyder noget, så hvis du bare ændre én enkelt karakter,
så går det hele i stykker, et eksempel er øh. I vores DNA strenge, der er der en eller anden
sekvens af TGAC, der koder for start og en anden sekvens der koder slut, og alt det der er
imellem de to, det koder for at bygge et protein, der gør et eller andet, eller bygger andre
proteiner. Eller som har en rolle, men alt det der ikke står imellem en start og et stop, det er
ikke noget, det bare sådan, det ridder bare på det genetiske , og har bare gjort det i rigtig
11
rigtig lang tid, så det gør ikke nogen forskel for os, så vidt vi kan se, det er der bare sådan lidt
, øm og det lidt det samme med computerfiler, at når ja det gør så os at hvis vi når vi får for
meget UV stråling eller kraft eller så videre. Så når vi har virkelig virkelig meget gen
materiale der ikke er kodet for noget, nå men så er det fint nok hvis noget af det muterer, og
jo mere af det vi har, jo større er sandsynlighed er der for at det er noget af det der muterer i
stedet for noget for noget af det der er vigtigt der muterer. Og lidt det samme med en
computerfil , hvis du har en meget meget stor fil, så computere laver altid meget meget små
fejl når du uploader og downloader, så har den sådan at det er virkelig virkelig lidt den får
forkert, altså det er måske en ud af en milliard, eller sådan noget ik’, i den størrelsesorden. Og
så men hvis du så har en komprimeret fil, sådan punktum zip filer og sådan noget, så hvis den
laver en enkelt fejl, så kan det fuldstændig ødelægge filen, så at du overhovedet ikke kan
åbne den, øm”
Interviewer: ”Men altså lidt, hvorfor alt det her du fortæller mig nu ikke, det er sådan noget
jeg aldrig rigtig har beskæftiget mig med, hvor kommer det fra, er det sådan fra familie,
skole, hvor startede den her interesse henne?”
Informant: ”Hmm det ved jeg ikke rigtig, jeg har altid været sådan meget videbegærlig
indenfor bestemte områder, så da jeg var 3, så var det, delvist inspireret af min far, så var det
dinosaurer, så kunne jeg 150 dinosaurnavne på latin, jeg kunne forklare hvordan de alle
sammen så ud og sådan noget. Det har jeg så alt sammen glemt igen nu, det meste af det i
hvert fald. Og så var det riddere, og så var det grækere, og så var det samuraier og så var det,
ja det har været sådan meget indenfor historie og især sådan krig har jeg altid synes var meget
interessant . Øhh og så har jeg al den tid jeg har haft smartphone har jeg haft wikipedia som
sådan den fjerde mest brugte app overhovedet. Øhh og så finder man bare meget interessant,
jeg synes verden er et rimelig interessant sted og man kan få virkelig meget at vide om den,
ved bare at læse, altså der er så meget man kan få at vide ved bare at læse. Så jeg, har altid
opsøgt viden sådan rimeligt selvstændigt og har nok egentlig været bedre til og gemme og
forstå og bearbejde den viden jeg selv har opsøgt end den viden jeg har fået fra skole. Altså
jeg var ikke sindssygt godt til biologi i skolen. Men jeg ved meget mere nu om biologi end
hvad vi , hvad vi overhovedet havde på pensum i skolen sådan. Fordi jeg selv har været
interesseret i det og selv har opsøgt al den viden ikke.”
Interviewer: ”Og det har du ligesom puttet i din kunst nu eller?”
Informant: ”Ja altså det tror jeg ikke rigtig man kan undgå, at der øh. Jeg arbejdede sammen
med sådan, en der hedder Ian Ingram, som var i Danmark, han laver sådan nogle robotter,
som kunst, som interagerer med dyr, øh, og han introducerede mig til sådan et ret fedt begreb,
som tyskerne bruger som hedder umvelt, som er ligesom summen af et dyr inklusiv
menneskers oplevelse inklusiv hvordan alle vores sanser og vores hjerne og vores krop er sat
sammen. Og altså et menneskets umvelt er meget meget forskelligt fra for eksempel en
slanges umvelt, fordi den opfatter verden gennem vibrationer og varme, mens vi opfatter den
primært visuelt, men alle mennesker har også, alle mennesker på jorden har en anderledes
umvelt fordi de har, de er, ikke de har, er en anden sum af erfaringer, altså jeg tror at
mennesket er i meget høj grad et produkt af vores erfaringer og alle de ting vi oplever, der er
selvfølgelig også en feedbackting med at hvis du har nogle andre gener kommer du til at
opleve nogle andre ting fordi at omverdenen kommer til at behandle dig på en anden måde
og de ting du oplever kommer også til at have en effekt på dine gener, så det sådan det er
12
meget besværligt at regne ud præcis hvordan et menneske bliver til det menneske som det er.
(pause) ja, men (pause) nå ja jeg tror alle kunstnere er i høj grad , altså deres værker er i høj
grad et produkt af deres personlige umvelt , altså deres sum af erfaringer. Så (pause) jeg tror
man kan finde ud af ret meget om en kunstner ved at kigge på den persons værker i de fleste
tilfælde er det, det vil, jeg tror næsten altid det vil skinne igennem hvad den persons
interesser er ud fra værkerne, og folk der beskæftiger sig med nogle helt andre ting, som er
mere personlige, eller om kærlighed eller om what ever, de har nok os, nogle helt andre
oplevelser, med det og er fascinerede af det på nogle helt andre planer end end jeg er”
Interviewer: ”Så det kan man også se på dine værker, hvad der ligesom rør sig i dig mener
du?”
Informant :”Ja det tror jeg, så der jo os et , altså der er os på en eller anden måde et ativt
valgt, om hvad man bedst kan beskæftiger sig med, at generet så når jeg skriver , og jeg ved
ikke hvor aktivt et valgt det, jeg ved ikke om noget rigtigt er et aktivt valgt, men det bliver
besværligt at hvis vi skal lege med det determinisme igen, så lad os bare lades som om at det
er det, for now. Men at generet i min kunst og i når jeg skriver på engelsk er det sådan meget
upersonligt og filosofisk, og handler mere om alt omkring mig eller om min hjerne selv, end
det handler om sådan mig som menneske og mine konkrete oplevelser, mens hvis jeg skriver
på dansk så bliver det sådan meget mere personligt og følelsesladet. Så det er ikke fordi jeg
ikke har et outlet til den slags ting, det er bare fordi jeg vælger ikke og gøre det igennem mit
kunst. Altså det er ikke der det kommer ud på en eller anden måde.”
Interviewer: ”Hvorfor tror du det er sådan der er forskel på altså den udtryksform du vælger
og sådan beskæftige dig med og sådan dit følelsesmæssige state of mind?”
(lang pause)
Informant: ”Jeg synes generelt for mig i hvert fald, har det været sådan at hvis jeg har været
helt vildt følelsesrevet op, sådan hvis jeg lige har slået op med nogen, eller hvis der er sket et
eller andet alvorligt i mit liv, sådan følelsesmæssigt. Så har jeg ikke kunne sætte mig ned og
lave kunst, fordi det tager meget lang tid sådan fra ide til færdigt produkt og der skal ligesom
ske meget igennem og mange overvejelser. Så der har det mere været sådan noget med, at så
og få det ned på siden, og så på dansk, fordi jeg ved ikke, jeg tror fordi man, jeg taler dansk i
mit sådan dagligdagsliv, så det ligesom det der er det mest personlige for mig. Mens jeg
læser. Alt hvad jeg læser det er på engelsk, så derfor er alt hvad der sådan er akademisk og
intellektuelt og filosofisk er ligesom kompartmentalised til engelsk, mens det danske høre
mere til det sådan dagligdags og det mere personlige. Så jeg tror egentlig, jeg tror det er
derfor det er. ”
Interviewer ”Så det bliver meget sådan delt op i. Når du beskæftiger dig med det ene, så det
sådan det intellektuelle og så det andet det er det følelsesmæssige eller?”
Informant: ”Ja på en måde. Altså det er i hvert fald meget meget sjældent at jeg skriver
sådan filosofisk på dansk, det sker at jeg skriver sådan følelsesmæssigt på engelsk, men ikke
så ofte men. Jeg havde faktisk ikke tænkt over det, det meget fedt når man får et spørgsmål
og så fordi man skal svare på det, så sådan så får man ligesom sat ting i orden inde i ens
hoved, så man ikke lige, på en måde som man ikke havde gjort det før i hvert fald.”
Interviewer: ”Du sagde os det der med sådan, at hvis du for eksempel har været i et brakeup
og så skulle lige pludselig sidde og lave et eller andet kunstnerisk, så har det været sådan, det
13
tager meget tid, er der også noget andet der gør at det sådan er svært at ligesom sætte sig ned
og så skulle beskæftige sig med det?”
Informant: ”Nej, det tror jeg ikke, jeg tror egentlig primært, både det der med at det tager
meget tid, men det er mest grunden til at det ikke er kunst jeg laver. Jeg tror egentlig ikke,
altså jeg tror det er mere fordi at når jeg er følelsesmæssigt oprevet af den ene grund, eller
den anden, så er virkelig virkelig en stor, hvad kan man sige motor til skrive poesi, synes jeg,
det gør det meget nemmere og meget mere stærkt alt det der kommer ud, så jeg tror mere det
er, at det har været nice og få det ud på den måde, end det har været fordi det har været
nederen at få det ud gennem kunsten. ”
Interviewer: ”Okay, så det ville man sagtens eller det ville du sådan tænke, det ville være let
at gå til selvom du var i ja havde en dårlig dag eller noget.”
Informant: ”Altså kunst eller. Ja altså nu taler jeg også kun om når man har været sådan
meget følelsesmæssigt oprevet. Jeg er ikke sådan generelt en (pause) jeg er ikke sådan
generelt en person der har sådan store nedtursdage, hvor jeg bare er mega deprimeret og
alting bare er lort, så det er sådan meget sjældent at jeg har været i den state of mind, hvor at
jeg ligesom har skrevet poesi for at få det ned, og hvor at det har været det der, sådan meget
flammende følelsesagtige inde i en som man ikke rigtig har kunne ignorere, og som man
derfor”
1:00:00:
Informant: “Ja, så synes jeg det er bedre at bruge det end bare at ligge og vende det hele
tiden inde i hovedet.”
Interviewer: “Yes. Øhm. Jeg spurgte dig her tidligere om sådan, øhm, om du var i et miljø
hvor der var ret mange kreative?”
Informant: “Mmmh”
Interviewer: “Altså har du også prøvet sådan at lave, et maleri, jeg ved ikke engang hvad
man kalder det, en tegning. Lavet noget sammen med andre?”
Informant: “Hmm. Ikke rigtigt. Jeg har overvejet. Altså, jeg tror egentligt. Da jeg startede
med at lave kunst var jeg ikke i et kreativt miljø overhoved. Altså, alle mine venner har en
eller anden form for kreativ-outlet, men de spiller musik eller skriver en lille smule poesi,
men. Det er ikke sådan noget de beskæftiger sig, sådan seriøst med, det er noget de gør fordi
de synes det er fedt, men det er ikke noget de sådan, altså, arbejder med på den måde.
Og så siden jeg begyndte at lave kunst er jeg stille og roligt begyndt at ramle ind i flere og
flere folk der også gør det (kunst) så nu er der relativt mange af mine venner, eller bekendte
som også gør det (kunst). Og der er hvor vi har overvejet at lave noget sammen, men det er
ret besværligt for vi skal lave sådan en bog med digte, men så når man åbner den så er det på
sådan noget ufremkaldt fotopapir, så lyset får det til at forsvinde, så man kun har sådan et
minut til at læse det. Men vi skal lige lure, for det er ret svært at gøre det sådan rent kemisk
og det ville også være nederen, hvis der var nogen der gjorde det under en stærk lampe og
sådan.. Booom.. Og så var det bare væk og man ikke kunne nå at læse det. Vi skal lige lure
hvordan vi gør det. Det er det eneste sådan jeg.. altså anløb til noget samarbejds-agtigt, jeg
har været..”
Interviewer: “Så du har sådan mest arbejdet selv med kunst?”
14
Informant: “Jah.. Ej, der har været lidt faktisk. Men det har kun været med en fremmed på
internettet. Med de der koder, der næsten, jeg har taget det der Askendorfske og så har jeg
lavet lidt om på det. Så var der en der spurgte hvordan jeg havde lavet det, og så havde jeg
givet ham det jeg havde lavet om på, og så havde han også lavet om på det. Og så har jeg så
kigget på det, og brugt det lidt, så der har det været sådan meget frem og tilbage. Så skrev jeg
også nogle digte, det var faktisk meget fedt, på et tidspunkt, med en fremmed fyr på
internettet, hvor at. Der er sådan nogle meget underlige hjørner på internettet, som jeg fandt
frem til efter noget tid, og så skrev jeg sådan et meget underligt digt derinde og så svarede
han sådan, uden at skrive sådan ’hej jeg svarer lige’ eller uden at give noget som helst (?) så
svarede han mig i samme form for digt, og så havde vi sådan en tråd på 11 eller sådan noget,
hvor vi blev ved med at svare indenfor det der og bygge sådan en virkelig virkelig underlig
postapokalyptisk verden op sammen. Og det var rigtig rigtig fedt fordi, det der med at jeg
aner ikke hvem han er eller hvor han sidder henne i verden, jeg ved ikke noget om ham, men
at vi ligesom på en eller anden måde ramte den samme stemning, men så også fordi det ikke
var helt den samme, så byggede han ligesom lidt videre på min, puttede noget nyt på, så
byggede jeg videre på hans osv osv.
Og så har jeg også engang været, hvor jeg lavede noget spoken words. En af mine venner
laver elektronisk musik, og så mens han sad og lavede det, så blev jeg sådan inspireret af det
musik han lavede, og så lavede jeg ord til det, og så var det sådan feedback hvor han lavede
musik til mine ord og jeg lavede ord til hans musik. Som også blev meget godt. Men det er
virkelig virkelig lang tid siden. Så der har ikke på den måde sådan rigtig været noget med
kunsten i hvert fald, hvor jeg har samarbejdet.”
Interviewer: “Mhh, det har mere været sådan dig alene der har siddet i et rum, eller hvordan
har det foregået, det har været dig?”
Informant: “Ja mest mig alene der har siddet i et rum, ja.”
Interviewer: “Hvad gør det tror du i forhold til hvis der havde været andre?”
Informant: “Hmm… Jeg tror for mig er det nemmere at arbejde alene fordi andre mennesker
er alligevel sådan en ret stor presence i et rum. Og jeg tror hvis der havde siddet en af mine
venner mens jeg havde lavet de her ting. Den først var der faktisk nogen i rummet da jeg
startede på det, men generelt har det ikke været så meget, fordi det bliver meget distraheret og
det bliver meget med, at man sådan inddrager dem på en eller anden måde, i hvad for
beslutninger man skal tage og det er ikke altid en god ting fordi så begynder man sådan at
second guesse sig selv med hvad man skal gøre, og ja. Så jeg synes bare generelt det er
nemmere at være alene, mest for koncentrationens skyld og så kan man sådan fokusere 100%
på det der er foran en.”
Interviewer: “Altså, hvis de er tilstede, så må også deres betyde? Eller hvad var det du
sagde?”
Informant: “Nej, men så har det jo altid været at de lige har kigget over skulderen, og så har
jeg måske. For hvis jeg sidder og laver noget hvor mine venner også er i rummet, så er det jo
heller ikke sådan at jeg bare zoner helt ud og sidder og laver det i en time uden at sige noget
som helst, så der, tror jeg næsten lidt automatisk og ubevidst at så inddrager man de andre
lidt, og spørger hvad synes du om det her og det her, og hvordan med det her osv, og det tror
jeg ikke nødvendigvis er en god ting. Ikke fordi det har været en meget dårlig ting de gang
15
jeg har gjort det, men det har ikke sådan rigtig givet noget positivt, heller ikke rigtigt noget
negativt, men ja..”
Interviewer: “Du sagde lige sådan, at hvis du bare var alene, så ville du bare sidde, sådan
selv med det. Hvad er det for en stemning du så kommer i når du sidder?”
Informant: “Hmmm… Altså generelt når jeg sidder og laver ting der tager lang tid, så sidder
jeg generelt og hører musik eller podcast, og ja, så er det sådan ret mekanisk arbejde, at jeg
bare sådan følger reglerne, sætter det sammen, og så nogen gange kigger lidt på det og tager
nogle beslutninger, og så følger jeg reglerne igen. Så det meste af tiden, er jeg ikke så
egangeret i kunsten det meste af tiden, fordi meget af det er bare automatisk arbejde, og så
sidder jeg og tænker på alle mulige andre ting, hvad man nu sidder og tænker på når man
laver et eller andet man ikke skal koncentrere sig super meget om.”
Interviewer: “Vil du beskrive det sådan som meditativt? Hvordan det ?”
Informant: “Ja.. Det er mest når man sidder og laver de der streger og så nogen gange så
lægger man mærke til at ens hånd bare har sidder og gjort de der ting i rigtig lang tid men at
man ikke har tænkt over det, men at den bare har gjort det rigtigt fordi, altså, man har det så
meget i muscle memory, at sådan, den ubevidste del af hjernen, eller hvad man skal sige, eller
en bevidst del af hjernen, men som man ikke er bevidst om er bevidst, eller whatever, kan
godt styre det og altså kan godt bare køre det på autopilot, mens man sidder og tænker på
noget andet. Så på den måde meditativt, at, ja at den bare gør det af sig selv på en eller anden
måde.”
Interviewer: “Og det er rart eller?”
Informant: “Ja det er sådan meget afslappende på en eller anden måde. Jeg tror ikke det er
sådan, altså det er meditativt, men det er ikke ægte meditation, fordi ægte meditation er jo
netop at du ikke skal have nogen tanker overhoved. Altså og det er jeg slet ikke, jeg mediterer
ikke sådan regelmæssigt, så det er jeg slet ikke på et punkt hvor jeg kan opnå, at der ikke
kører ting inde i mit hoved hele tiden, som der jo gør for stort set alle mennesker det meste af
tiden.”
Interviewer: “Er der også noget svært med det at skulle f.eks. lave kunst eller?”
Informant: “Øhm, lidt svært hvad mener du?”
Interviewer: “Noget der er lidt udfordrende eller? Det lyder umiddelbart sådan når du
snakker, at du beskriver noget meditativt, så tænkte jeg bare om der også var noget modsat
eller?”
Informant: “ikke rigtigt altså jeg synes ikke generelt i den proces at man laver det at der er
noget der er sådan overdrevet svært. Der kan være nogle tekniske ting men. Jeg tror sådan
mere generelt at jeg har svært ved at være kunstneren. Man har en masse ting, som man føler
at man skal leve op til, laver jeg nu nok og er det jeg laver godt nok. Men når jeg rent faktisk
sidder og laver det, så synes jeg ikke det er specielt svært. Altså, nu er jeg ikke en sådan
særlig dygtig tegner rent teknisk. Altså hvis jeg skulle afbillede dig, så ville jeg ikke.. Så ville
det sådan være at forskellen ville være at du havde en kvindekrop og du havde hår, men jeg
ville slet ikke kunne fange dit ansigt så det så anderledes ud end mit, altså sy dygtig er jeg
slet ikke til at fange alle de tusind forskellige linjer der er i menneskekroppen. Men altså når
jeg sætter mig ned og laver noget, så er jeg også klar over mit tekniske niveau, så det er ikke
sådan at jeg kaster mig ud i et eller andet der er meget meget meget sværere end det jeg kan,
og så regne med, at det bare bliver helt vildt godt, så ser jeg det mere som en øvelse. Så på
16
den måde synes jeg ikke at når jeg rent faktisk sidder sådan og arbejder med det, at der på den
måde er noget svært. Altså. Måske med det der med at øve sig, det der med at træne sig i at
mestre den menneskelige form, det synes jeg er virkelig svært, men også en meget fed
udfordring på en eller anden måde.”
Interviewer: “Så det er noget du har lyst til at blive bedre til?”
Informant: “Ja, det er noget jeg sådan stille og roligt bliver bedre til. Jeg er stadig virkelig
dårlig til at øve mig alene, sådan med lærebøger og sådan de der figurer man kan rykke rundt
på, det kan jeg overhoved ikke finde ud af, men når der er et ægte nøgent menneske foran
mig når jeg er til croquis, så, så falder det mig sådan meget naturligt på en eller anden måde.
“
Interviewer: “Er det sådan det der tiltaler dig ved croquis tegning?”
Informant: “At hvad?”
Interviewer: “At der er et nøgent menneske, at det bare?”
Informant: “Ja, at det er et ægte spasemen af vores art, og at alle er forskellige og man får
sådan en. Man, man, kommer ud over det sådan rent seksuelt æstetiske man normalt har ved,
at kigge på nøgne eller halvnøgne kroppe, at, altså feks. så skulle jeg tegne en 50 årig ret tyk
gammel kvinde og det er typisk ikke noget jeg ville finde hverken æstetisk pleasing eller
seksuelt tiltrækkende, men det var faktisk ret fedt, fordi jeg kiggede på det med nogle helt
andre øjne, end jeg ville gøre hvis jeg så det på en nudist strand. At det bliver meget mere
sådan med linjerne i hendes deller, og skyggerne under dem, det er faktisk ret fedt at tegne
den slags ting, at der er en masse streger og ja. Det synes jeg har været det fedeste ved
croquis, at man begynder at se menneskekroppe på en helt ny måde, eller med nogle helt
andre øjne end man sådan normalt gør i ens dagligdag. Så det har jeg virkelig godt kunne lide
ved det. øhm, og så at normalt når jeg tegner er det sådan meget meticulous og præcist og
hver linje følger hinanden, mens i croquis skal det helst være sådan ‘Kraasskrushhssh’ og så
har man ligesom fanget et ben eller sådan noget, ikke? Det skal være meget mere løse
håndled, det skal være meget mere hurtigt og eksplosivt. og det kan jeg virkelig godt lide, at
jeg er begyndt at lære det, for det er overdrevet svært men du ved, men så misser man de
fleste gange men så nogen kan når man bare lige sådan laver sådan, nærmest kaster sin arm
og sit håndled ned og så rammer man bare. og det er ikke fordi det er en præcis afbildning af
det der stod foran en, men det kan have noget virkelig virkelig smukt i sig nogle gange også
nogle gange er det bare sådan ækelt og ligner overhoved ikke. Men det synes jeg sådan er
meget fedt, det der med at, man sådan kaster sig så eksplosivt ud i det, der er også noget
meget sådan kalligrafi-agtigt over det på en eller anden måde.”
Interviewer: “Vi prøvede det også selv her forleden. Det var en vildt sjov oplevelse. Men du
sagde sådan, at det er også lidt svært, hvad er det der er svært tænker du?
Informant: Nej, men det er jo altså bare fordi at jeg igen ikke er så dygtig til at afbillede den
menneskelige form fordi jeg ikke har øvet mig så meget som nogle andre har ihvertfald. Det
er ikke fordi det er sådan psykisk tungt det er bare svært fordi det er en opgave man kan være
virkelig virkelig god til og som jeg ikke har øvet mig særlig meget til endnu, og jeg er stadig
sådan relativt dårligt. Så det er på den måske at det er svært.”
Interviewer: “Okay. Så har vi lige et spørgsmål der hedder: Hvordan ville dig tilværelse
ligesom være anderledes hvis ikke du havde mulighed for at udtrykke dig kreativt, er der
nogen sådan?”
17
Informant: “Hmmm.. Det ved jeg virkelig ikke. Jeg tror jeg ville læse mere. Øhhm.. Men det
synes jeg er virkelig virkelig svært at svare på, fordi jeg har kun har oplevet den udgave, af
mig som jeg er lige nu. Jeg har ikke prøvet at rejse tilbage i tiden, og så videre og så sige
hvad så hvis der skete det her og så oplevede alle de forskellige kausalitetstræer. så jeg tror
ikke rigtigt jeg kan svare dig på det. Men altså jeg er overbevist om det der med at vi er
summen af alle vores erfaringer. Så at vi har det der begreb med at jeg er mig, men jeg ville
jo ikke være den samme mig hvis der var sket nogle andre ting, som f.eks. det der. Så det
ville være et helt andet selv og jeg har ikke altså.. jeg har ikke engang fuld indsigt i mit eget
selv selvom jeg har brugt rimelig meget tid med det nu, så jeg ved slet ikke hvordan det ville
se ud hvis der var sket nogle helt andre ting igennem en alligevel relativ lang periode af mit
liv, så det tror jeg ikke rigtig jeg kan svare dig på.”
Interviewer: “Jamen, men det er også hamrende svært at svare på, at sådan hvis nu.. Men
øhm.. Nu har vi bare være ret vidt omkring, ovre i alle mulige andre emner også. Så hvis du
nu lidt skulle fortælle bare ligesom du sidder der nu, hvorfor det giver mening, eller hvorfor
du hovedsageligt vælger at lave kunst?”
Informant: “Hmm, hvorfor det giver mening? Det ved jeg ikke. Altså jeg er sådan rimelig
nihilistisk overbevist rent filosofisk men jeg tror ikke rigtigt at der er nogen mening med
livet, udover hvis man skulle kigge på det sådan rent biologisk at vi skal overleve længe nok
til at få børn, og så skal de børn helst også overleve og nu er vi i et samfund som er ret langt
væk fra det jæger-samler samfund vi har været i det meste af tiden hvor det har været en ret
stor udfordring at leve længe nok til at få børn, og nu er det meget meget nemt. Altså man
behøver nærmest ikke engang at prøve. Så vi står, ligesom i det vestlige samfund ihvertfald
overfor den der eksistentielle krise med at man leder efter en mening med livet på en eller
anden måde, at man gerne vil, ja, udfylde en funktion ift sig selv eller i samfundet. Altså det
er få der bare har lyst til at få børn, og får dem til at overleve, og intet andet. Man har jo en
identitet som man slæber alle de her forskellige ting som arbejde, osv, uddannelse og
kreativitet, op på. så ja. Ja, jeg tror igen det blev et rimeligt dårligt svar. Men at jeg bare gør
det fordi jeg synes det er interessant.”
Interviewer: “Men du var lige. Du beskrev. Jeg kan huske her tidligere så sagde du nemlig,
noget med, at mennesker søger jo efter mening. Men gælder det ikke også dig?”
Informant: “Jo jo jo. Det gælder lige netop også mig. Og det er derfor jeg gør det, fordi jeg
synes det giver mening på en eller anden måde. Jeg synes det er en interessant måde at bruge
min tid. Og det synes jeg jo nok fordi jeg er et produkt af de oplevelser jeg har haft igennem
mit liv.”
Interviewer: “Og det er ikke nogle specifikke oplevelser?”
Informant: “Altså det ved jeg ikke, jeg har haft en rimelig anderledes opvækst. Altså min for
at buddhistisk munk og bor i sri lanka. og har været der siden jeg var ni, og det er sådan ikke
så manges far der er buddhistisk munk og bor i sri lanka. og, min mor er antropolog, men
hele hendes familie er arkitekter så jeg har altid haft det der meget æstetiske med fra
modermælken på en eller anden måde, der har altid været tegninger og malerier rundt
omkring mig, og alle møblerne har været sådan man kan sige der har virkelig været tænkt
over hvordan de er blevet skruet sammen. Så jeg tror bare jeg er et produkt af det, altså, en, ja
folk der har en sådan meget. Et abnormt tidligt livsforløb, som f.eks. at min far tager afsted til
sri lanka, det tror jeg typisk vil producerer et menneske der også, eller i hvert fald med større
18
sandsynlighed, vil falde udenfor normen og ikke blive middle management
kontormedarbejder, altså det tror jeg er ret usandsynligt at folk hvis far tager til sri lanka
bliver det. og koblet med det æstetiske så var det der jeg faldt hen.”
Interviewer: “I kreativitetens vugge eller hvad?”
Informant: “Ja, noget i den stil.”
Interviewer: “Okay. I forhold til tørst og tegning. Du har været der en gang eller?”
Informant: “Jeg har været der fire gange nu. Jeg har været der alle gangene.”
Interviewer: “Nå men så har vi da sikker set hinanden. Vi var der også sidste gang.”
Informant: “Var i der også sidste gang?”
Interviewer: “Yes. fire af os og så var der to gangen før..”
Informant: “Nå, det kan jeg så ikke lige huske. Men jeg kigger også mest på modellen.”
Interviewer: “Men, hvad fik dig egentligt til at starte til eventet, til at starte med?”
Informant: “En af mine venner, eller en af mine veninder, som også laver kunst hun skrev
‘Attenting’ på facebook og så kommer det sådan poppede op og så det sådan, det ser da
meget spændende ud, også fordi jeg gik til croquis på billedskolen, men det var lige ved at
være færdigt, de kører sådan et halvt år og så er det væk i et halvt år og så er det der igen i et
halvt år, og jeg var egentligt ikke færdig med at tegne croquis og jeg ville egentligt ikke vente
et halvt år før jeg skulle gør det igen. øhm. og så tog jeg til det der event selvom hende, hun
kom så ikke, men det var også fint nok, og så synes jeg bare det var rimelig nice og sådan ret
god stemning og meget hyggeligt og alkohol har også en meget sjov effekt på ens streg, man
bliver mere løs i håndleddet, og det hjælper faktisk lidt, synes jeg, hvilket er lidt
overraskende, det ville nok ikke hjælpe, hvis jeg skulle sidde og lave de der præcise streger,
men når man skal tegne et nøgent menneske så synes jeg det fungerer meget godt.”
Interviewer: “Sådan lidt mere løst?”
Informant: “Ja, lige netop.”
Interviewer: “Jaer, sådan. Øhm. Altså. Er. vi har bare sådan selv set det der med, at der er
nogle af de her events som er poppet op lidt rundt omkring. Hvordan har det været for dig?
Har du også sådan taget mere til sådan nogle lignende events, eller er det sådan lidt
enestående det her eller?”
Informant: “Hmm.. Det ved jeg ikke om jeg har. Jeg synes ikke jeg tager til så mange.. Altså
der er mange af de der ting hvor jeg er sådan orv det ser nice ud, men så finder man ud af at
så kan man ikke alligevel den dag, eller så var man lige kommet hjem fra arbejde og var lidt
træt eller et eller andet. så. Men ja jeg synes der er begyndt at sådan. Det kan godt være at jeg
er begyndt at bare have de rigtige venner på facebook så jeg ser dem i den der notifications
feed. Men jeg har. Jeg synes ihvertfald at jeg har opfattelsen af at der er begyndt at sådan
komme flere af den slags ting oppe i kbh og sådan. Late night forlæg med cocktails om
hvordan antibiotika fungerer. Alle mulige random ting som er spændende, som sker rundt
omkring i byen. Men jeg tror tørst og tegning er det eneste jeg har taget til sådan flere gange.
Og det har nok også mest været fordi det der med at mit normale croquis-hold stoppede, så
ville jeg gerne blive ved med at tegne croquis og så virkede det bare rimelig oplagt at tage
hen til det der.”
Interviewer: “Hvorfor tror du sådan at der er kommet de her events, hvad tror du der er
sket?”
19
Informant: “Det ved jeg ikke. Der er nok bare marked for det for tiden i kbh. Det skal jeg
ikke kunne forklare hvorfor det er.”
Interviewer: “Alle vil gerne tegne nøgne mennesker?”
Informant: “I guess.”
Interviewer: “Yes. Tak for det. Jeg skal lige høre Amalie om du har nogle spørgsmål eller
nogle ting?”
A: “Ja, jeg har et par stykker.”
Interviewer: “Ja.”
A: “Det var mere hvor gammel du var?”
Interviewer: “Nå ja, det har jeg glemt at spørge om.”
Informant: “21”
A: “21. Øhm. Og så synes jeg ik. Jeg synes det var lidt svært at forstå hvorfor du netop har
valgt det her værk, om du kunne prøve at fortælle?”
Informant: “Nå det der med stregerne.”
A: “Ja.”
AS: “Hvad det betyder for dig?”
Informant: “Hmmm. Det ved jeg ikke altså rigtigt. Jeg har jo bare taget dem alle sammen
med, jeg har egentligt ikke tænkt så meget det der med at jeg skulle vælge et, som at jeg bare
skulle have noget med. Også virkede det bare som det mest oplagte på en eller anden måde.
Det der digt ting er meget abstrakt og man kan ikke spørge ind til så meget proces til det,
fordi at. Det var en ide og så videreudviklede jeg lidt ideen og så gjorde jeg det til en fest og
så var man ligesom færdig der på første forsøg og der gik 5 minutter fra at jeg havde fundet
på ideen til at det var færdigt og jeg har ikke gjort noget ved det siden. så. Det ved jeg ikke.
Jeg synes at man kunne tale mere om proces og om hvordan det var at arbejde med og så
videre, som jeg gik ud fra var nogle af de spørgsmål der nok ville være. Med med stregerne
der gik ind over hinanden.”
A: “Betyder det noget for dig?”
Informant: “Mhhh jaaa, det gør det vel. Men jeg tror ikke jeg kan sætte sådan nogle
konkrete ord på det hvad det betyder for mig. Jeg er glad for jeg har lavet det, jeg synes det er
et nogenlunde interessant værk. Jeg synes det har ledt videre til nogle andre ting der også var
interessante. Men..”
A: “Altså rent sådan, sådan kreativt?”
Informant: “Ja lige netop, sådan procesmæssigt. Men udover det synes jeg ikke at det
betyder sådan sindssygt.. Altså hvis det blev stjålet eller brændt eller revet midt over så ville
jeg ikke være sådan mega ked af det, det ville være sådan lidt arrrh bummer, men altså det
ville ikke være sådan. Det ville ikke være sådan at jeg ville være helt nede og råbe over gud.”
A: “Så det var måske mere processen end?”
Informant: “Ja 100%. 100%. Altså hvis jeg kunne vælge mellem om værket blev slettet,
eller om mit minde om at lave det og alt det, der er sprunget ud af det, blev slettet, så ville jeg
helt klart vælge, at værket blev slettet, fordi det er helt sådan klart det mindst vigtige.”
A: “Ja. Så synes jeg også der var lidt sådan. At du. Vi kom meget til at snakke om hele den
der computerverden, dataverden, jeg kunne godt tænke mig at høre, hvor din interesse for
kunst. Hvornår opstod den? Hvorfor tror du, du bliver ved med at gøre det?”
20
Informant: “Det ved jeg ikke. Det var faktisk rimelig random. Jeg røg rigtigt meget hash i 2.
g sammen med nogle af mine venner og vi lavede ikke særlig meget skolearbejde. Og så på et
tidspunkt så satte jeg mig bare ned og begyndte at tegne og så blev det sådan helt vild dårlig,
og så gjorde jeg det en anden dag og så blev det bare sindssygt godt, og så var jeg sådan what
jeg kan tegne okay vildt nok, og så gjorde jeg det i noget tid. og det ved jeg ikke, så. kom det
sådan rimelig random på galleri. Jeg var på vej hjem fra en eksamen, og så var jeg sådan ret
glad, for det var gået rimelig godt. Og så kom jeg forbi et galleri der var åben og så gik jeg
bare ind, og så var det sådan både et galleri og et værksted for en enkelt kunstner. Og så faldt
jeg i snak med ham og så var vi sådan ret enige om mange ting, og så ville han gerne se mine
ting, og så kom jeg ned med dem, og så var han sådan: Vil du ikke lave en udstilling her? så
det var sådan meget. Faldt bare ned i skødet på mig sådan helt tilfældigt. øhm, og så tror jeg
når man har lavet en fernisering og sådan solgt ting. Man. Det. Man bliver lidt hooked på det,
og det er også, altså meget identitetsskabende på en eller anden måde, det der med at man. Så
klæber man sig ligesom. Det som en del. Det er den dude som tror han er. Så laver han kunst
og det er vigtigt for ham.”
A: “Det kan jeg godt sætte mig ind i. Ja, hvad for nogle værker er du gladest for? Dem som
du lavede sådan først hvor det bare kom sådan umiddelbart? eller dem som du måske sådan
arbejder med?”
Informant: “Jeg tror faktisk de allerførste og så det allersidste. Det der osemandia, det der
jeg læste op for jer, det er nok det jeg er mest tilfreds med. Fordi at, der er ikke. Jeg har
virkelig søgt vidt og bredt på internettet, om noget der lignede sådan med mange forskellige
søgeord. Fordi det kunne være sindssygt interessant, hvis der var nogen der havde gjort det,
men jeg har virkelig ikke kunne finde nogen der har gjort det. Så jeg er måske den første,
sådan, der har luret, at man kan det og jeg synes det er meget interessant og jeg synes det er
virkelig ærgerligt fordi, at jeg kan godt få adgang til sådan et script til at lave glitchart, men
jeg kan ikke få adgang til det der fucking stykke software de har inde i den der, fordi det
koster sådan 20 milliarder. Øh. Men at altså det er jo. Den er ret intelligent og den kan ret
mange ting, og interagere med en computer på den måde synes jeg er vildt spændende også
fordi at jeg tror kun at det er et felt der bliver større. Jeg kunne sagtens forestille mig at om 10
år, at hvis vi ikke har den der vilde AI-ting gud, at vi så ihvertfald har nogle meget meget
vildere virtuelle assistenter, hvor man kan sige okay tegn mig en linje og så pludselig sætter
du den bare ind direkte på ens øjenhinde, og så er man snart. Du skal bøje den sådan her, hvor
at hvis du skal lave det i photoshop så skal du sådan kunne alle de tekniske termer, men hvor
at hjerne og computer vil smelte mere sammen og vil kunne interagere meget mere. Og ja. Så
jeg synes det er virkelig interessant det der med at genfortolke, hvad kan man sige,
menneskelige ting igennem en computer og så tilbage til at mennesket så fortolker på det den
har lavet.”
A: “Så det er hele det der tema? Mennesket og computeren?”
Informant: “Ja. Helt klart.”
A: “Betyder det noget for dig at der ikke er særlig mange andre der har beskæftiget sig med
det her?”
Informant: “Altså. Det er ikke sådan rigtig noget jeg har tænkt over særlig meget. Altså jeg
kunne da ikke f.. Der må være nogen, der bor 7 mia mennesker på jorden og der er alligevel
rimelig mange af dem der har adgang til sådan en her fætter, så jeg kunne næsten ikke
21
forestille mig at der ikke er nogen der har lavet noget lignende, sådan enten ved tilfældighed
eller ved at udforske det. Men man kan sige det er jo heller ikke noget der er stort. Altså på
den måde at, det er ikke den slags kunst der er særlig nem at sælge og meget kunst spreder sig
også sådan viralt på internettet nu så der er det typisk ting hvor at du kan scrolle forbi dem og
så fanger de ens blik fordi de enten er interessante rent visuelt eller fordi det er en sådan ide
man umiddelbart eller med én overskrift kan identificere som det her det er interessant, hvor
at den her slags ting er jo sådan meget mere niche og meget mere procesorienteret at ja, så
hvis der er nogle andre, selv hvis der er nogle andre der har brugt præcis den samme proces
og har lavet noget der er næsten helt ens så tror jeg ikke så har jeg nok sandsynligvis ikke
hørt om det fordi det er ikke sådan, det bliver jo ikke stort på samme måde som popart og alle
den slags ting gør fordi det ligesom spreder sig bedre ikke?”
A: “Jo. Er der nogen af jer der har noget at tilføje?”
ML: “Ja, der er ihvertfald lige sådan to spørgsmål som jeg godt kunne tænke mig sådan at
folde bare en lille smule mere ud ihvertfald. Du siger, jeg synes bare det er meget spændende
det der med at du siger det der med sådan, øhm, du sammenligner hele den der virtuelle, AI,
noget med sådan noget med Gud, eller sådan, hvad tænker du sådan? Altså hvordan med?”
Informant: “Altså i næsten alle menneske befolkningsgrupper og nok også i sådan
neandertalere og i forhold til alt det der sådan har relativ avanceret hjerne, der lader det til at
alle har haft en eller anden form for religion, og noget af det har så være panteisme med at
der lever der her ånd i alting, men at der er noget, noget der ved alt, eller en viden, en
intelligens der er meget meget større end os, og især i de abrahamitiske religioner er det jo
meget meget tydeligt med at der er én gud og han ved bare everything og han har bare skabt
hele lortet og altså, at han er så uendeligt meget større end os. og altså nu er jeg meget meget
langt fra at være kristen eller at tro på det der men jeg synes alligevel det er en virkelig
virkelig interessant tanke, og ja i og med at der er sådan et stort teknologisk press fordi alle
parter vil gerne udvikle AI først. Altså hvis Kina udvikler AI først så har de en sindssyg stor
fordel på, hvad kan man sige, den internationale scene, eller hvad man skal kalde det, ik? Så
det er altså et langt mere kraftfuldt våben end nogen atombombe, hvis du er den første der
udvikler det. Fordi hvis du er den første der udvikler det, end altså, den vil kunne lære sig
selv at blive klogere eksponentielt hurtigere og så vil der gå halvandet sekund og så er den
lige pludseligt dobbelt så klog som den var før og så et millisekund så er den bare hacket ind i
alle databaser i verden, så det det. Det er den slags ting den vil kunne tror jeg.”
ML: “Hvad er det der fascinerer dig ved det ?”
Informant: “Nå men, at vi kan skabe noget der er så meget større end os selv. Og at altså jeg
tror ikke at mennesket som i dem vi er nu. og jeg har også et meget underligt forhold til det
der begreb mennesket og med at der er mange der f.eks. har det underligt med hvis du f.eks.
skal have en chip ind i hjernen til at hjælpe os og det der med at. Det lader til at vi i fremtiden
vil skifte mere og mere af os ud med robot-dele og blive til cyborgs på en eller anden måde
ik? Fordi det er smart, altså fordi at man har lavet sådan en nanoteknologisk rød blodcelle der
er så effektiv du kan løbe et kvarter uden at trække vejret. Altså det er sådan. Vi kan gøre os
selv så meget mere effektive, vil kunne leve meget meget længere og bare blive vildere,
22
bedre og hurtigere på alle tænkelige måder ikke? Og det er der mange mennesker der har det
rigtig rigtig hårdt med fordi vi så går væk fra det menneskelige, men hvor jeg synes at vi
allerede er gået væk fra det menneskelige. Altså jeg har denne her, der er sgu ikke langt fra at
den [Henviser til Iphone] er i min lomme hele tiden til at den sidder lige nedenunder huden
og altså. Jeg synes lige netop det mest menneskelige er at vi udvikler os, er at vi går videre til
det næste, er at jeg går ikke rundt i bare tæer jeg går rundt med sko på fordi det er mega smart
og altså at vi udnytter de her teknologier, vi hele tiden bygger ovenpå det næste. Så jeg har
ikke noget imod og jeg synes det er det mest sandsynlige og jeg synes også på en eller anden
måde at det er ret smukt at vi kommer til at replace os selv med maskiner, men som ligeså
meget kommer til at være vores børn fordi det er os der har skabt dem som hvis vi rent
biologisk fik børn. Altså. Det..”
ML: “Er det noget du gør? er det sådan noget du. Du siger også det der med, at når du skaber
kunst, så siger du på en eller anden måde så du også. Du sammenligner lidt din kunst med
den der teknologi inspiration, eller sådan det der med at, nu laver jeg nogle firkanter i mit
system så skaber du en eller anden form for mini system, lyder det som om på en eller anden
måde.”
Informant: “Mhh.”
ML: “Og så siger du det er der på en eller anden måde, du sagde det er der mindre følelse i,
sådan hørte jeg det ihvertfald, end hvis man maler en solopgang med nogle sådan penselstrøg
eller noget. Hvorfor er det mindre følelsesladet end at stå og male en solopgang?”
Informant: “Hm. Ej, men det ved jeg heller ikke om det nødvendigvis er for alle. Det er bare
at typisk hvis du har noget, et stykke repræsentationelt kunst, altså noget der ligner noget i
den virkelige verden, så vil det være nemmere for et menneske at relatere til det, fordi det er
noget vi oplever hele tiden, eller minder rigtig meget om noget vi oplever hele tiden, end et
eller andet stykke geometrisk matematik, der folder sig ud foran ens øjne. Øhm. Så det. Så
det er interessant på en helt anden måde, og generelt så er altså. farver er virkelig
følelsesfremkaldende. Man har lavet sådan nogle undersøgelser med hvad det gør ved folk
sådan rent hjerneaktivtets-mæssigt at se farver, eller i rum med forskellige farver og i
forskellige situationer, det har sådan en ret stor indflydelse på os faktisk. og det kan man jo
også se på kunsten at, hvis man vil fremkalde en bestemt stemning så bruger man i en
bestemt farve rigtig meget eller rigtig lidt osv osv. Men men det gør jeg bare ikke så meget.
Øhm. Jeg ved ikke om jeg ikke synes. Jeg tror egentligt ikke det er fordi jeg ikke synes det er
interessant, jeg tror bare det er fordi jeg ikke er god til det altså.”
ML: “Hvor tror du, Hvor kommer den der skabertrang fra? At lave systemer? Hvorfor er det
lige det?”
Informant: “Hmm. Jeg er meget meget fascineret af sådan universets skabelse og jeg er
sådan set lidt ligeglad med om det er en gud der har sat det hele igang eller om det bare er
sket med sig selv, men nogle regler det er ligesom, ja folder sig selv ud, men det der med at
vi har haft en kugle der var mindre end et sandkorn som så har udvidet sig til ting, som har
skabt sig selv til milliarder af galakser, hvor på nogle af dem er der så en hel masse små
molekyler og under nogle bestemte forhold der har Booooooom og så bare liv. Altså. Jeg har
det virkelig sindssygt over at det er det der er sket. og at alting er så overdrevet komplekst,
det synes jeg er sindssygt fascinerende. Så selvom det jeg laver, det er meget meget meget
meget meget sølle ift hele det her skaberværk show, så synes jeg alligevel det er interessant at
23
arbejde ud fra den samme logik, eller den samme etos som gud, hvis vi skal kalde ham det,
eller bare, jeg er mere naturvidenskabeligt overbevist så bare de fysiske love, hvordan de har
skabt det hele, hvis man kan sige det på den måde, ikke altså?”
ML: “Så det spændende at kunne lave sit eget lille skaberværk?”
Informant: “Ja, altså nu… Det kommer til at lyde sådan meget sådan storslået, men ja, det
er det. Og hvis jeg kunne få lov til at sådan, altså det er nok rimelig svært og jeg ved ikke om
vi nogensinde kan det, men hvis jeg kunne få lov til at programmere mit eget univers så ville
det da være det fedeste nogensinde altså, og prøv at se hvad sker der når, hvad sker der hvis
vi lige, bare lige sætter tyngdekraften på halv power, så ville der nok ske nogle helt andre ting
ikke?”
ML: “Så på en eller anden, føler du så at du at det er igennem din kunst kan du det i en lille
bitte udstrækning?”
Informant: “En meget meget meget meget lille. Altså som i lille som et sandkorn ift
universet kind of thing, men ja, det er et anløb til det og jeg tror man vil i højere og højere
grad altså vi er allerede sådan semi-langt med sådan bio-engineering og sådan nogle ting, at
vi i højere og højere grad vil kunne gøre de ting som den biologiske evolution og som den,
hvad kan man sige, rent fysiske evolution vil gøre at altså. nå ja! Altså universet, i ved godt,
big bang ud og så det skaber en entropi. En entropi det er et mål for uorden i et system og det
er sådan lidt svært at få fat på. Men hvis du har noget koldt vand og en varm sten og så du
plopper den ned i så siger det Ttjiiiishhh, og så kommer der noget røg eller noget damp op og
det kan så drive en mølle eller whatever og så på et eller andet tidspunkt så vil vandet og
stenen have samme temperatur og så er der sket en, sket en stigning i entropien. Og det er det
der sker men langsom med universet, at på et eller andet tidspunkt så vil den være varmedød,
så vil der ikke kunne ske noget mere, og så vil det enten trække sig sammen, men på et eller
andet tidspunkt stopper alle stjernerne, de brænder ud og det eneste vi har set et eksempel på
som ikke laver mere entropi, men mindre det er livet. At organisms organize, altså vi laver en
stigning i kompleksitet istedet for det fald der sker alle andre steder, at planter de samler, de
lave fotosyntese og så samler de molekyler der er mere komplekse end de var før, vi spiser
dyr som gør det endnu mere komplekst.”
ML: “Det kan være det det. Det er super spændende. Du er meget, du har en meget dragende
måde at fortælle på, men vi har også, vi har også et lidt sådan et tidsperspektiv, så jeg tror, jeg
tror nemlig lidt vi er gået over tid så hvis der er nogle andre der lige har nogen spørgsmål.”
Informant: “Så skal jeg prøve at gøre det kort og ikke gå helt ud.. det skal jeg nok.”
ML: “Der lige kan besvares lidt kortere uden at være sådan stram i betrækket.”
AS: “Altså jeg har et par spørgsmål. Små spørgsmål. Det er mere ift at du snakker om det her
med at i starten, de første malerier, du lavede. Det kom ligesom bare, bare af inspiration, det
kom ligesom bare til dig. Er det, er det det du tænker om inspiration, at det er bare noget der
kommer sådan helt uforklarligt, eller er det sådan, det der med at du er inspireret af alle de
her meget store ting, eller er det de der, fordi du taler mange gange om sådan ‘så fik jeg lige
en ide og så fulgte jeg den til værks’ og så fik du lige sådan. Det lyder som noget der kommer
meget umiddelbart?”
Informant: “Jaa, det er det jo også. Altså det der med at. Hjernen er så kompleks, at jeg ikke
selv har indsigt i hvordan den virker så det lader bare til, at det bobler op fra ingenting, eller
fra et andet sted, eller hvad ved jeg, men. At når man får de der ting, så er det på en eller
24
anden måde en. Altså det er en selv der har fundet på det, men det er ikke ens bevidste selv,
der har sådan samlet den ide. Det lader lidt som om at ja..”
AS: “Ja.”
Informant: “At det bare sådan kommer og bare popper frem på en eller anden måde, men det
er vel bare at man har taget en masse andre stykker information og så sat dem sammen sådan
helt ubevidst.”
AS: “Jamen det er også bare sådan mere hvordan du føler at det er. Hvis du føler at det bare
kommer, så er det også helt cool. Så var det andet, det her med at du snakkede om at, at når
der var andre mennesker i rummet så kunne du godt føle dig lidt distraheret, eller altså det er
ikke det samme som når du bare sad og zonede helt ud og altså den samme meditative proces
eller hvad det var du kaldte det. Er det sådan, er det noget du generelt har det sådan når du
udfolder dig kreativt, at det er sådan et eller andet. Altså du siger det der zone-ud ikke?”
Informant: “Nej det synes jeg ikke rigtigt. Generelt kan jeg sagtens. Altså jeg har skrevet
rigtig meget mens jeg har været sammen med mine venner, hvor at så sætter man sig bare ned
og skriver og så kan man godt lytte med et halvt øre til hvad de siger, uden at det er noget
problem, men siden at det meste af det kunst jeg har lavet, ihvertfald indenfor det sidste
stykke tid det har været sådan meget labour intensive, hvor at man skal sidde i ret lang tid, og
gøre noget af det samme og også helst ikke lave fejl. Fordi de der fejl de er virkelig grelle for
mig sådan at så når der er en linje der går ind over tre andre så. altså. Så er det ret hårdt for
mig. Det kan man nemt komme til at gøre hvis man sidder i et rum med andre, så skal man
lige, nåå, arhh fuck.”
AS: “Ja. Hvad hvis så man tænker tilbage på de første værker du lavede, hvor det bare var,
hvor der ikke var det her samme system, men du skulle ligesom bare sidde i det?”
Informant: “Jamen der var det bare, så fik jeg bare lyst til at tegne, af en eller anden årsag.
Og så var jeg sammen med to af mine venner da det skete, og så sad jeg og gjorde det i et par
timer hvor de sad og så sad de og snakkede lidt sammen, så sad de kiggede lidt over
skulderen, så sad de og gjorde lidt nogle andre ting og det gjorde egentligt ikke så meget.
Øhm. Men alt det jeg lavede mens de var der det var jo meget mere krusedulle agtigt, og altså
ikke sådan krusedulle sådan her men sådan flydende organiske ting, der ligesom smeltede
sammen, men stadigvæk forestillede ikke rigtigt noget, og så dagen efter da jeg satte mig ned
da jeg var alene der foldede jeg det meget mere ud og gjorde det meget mere komplekst og
fandt til sidst et menneskeansigt i det som jeg ikke, gik op for mig var der i starten, og så
sådan lige arbejde videre med den ide at det skulle være sådan et menneskeansigt, der var
skåret midt over og kunne ses sådan fra siden ind i.”
AS: “Okay. Kan du sådan beskrive den proces som du har så siddet i der hvor du bare. Så
sætter du dig bare ned og du har fået i en ide. Altså hvordan føles det at være i det, hvordan
føles sådan tid og rum, hvordan føles det at sidde i den stemning som du nu sidder i ?”
Informant: “Hm, jeg ved ikke. Jeg synes ikke det føles så radikalt anderledes fra hvordan det
normalt føles at gå rundt og være mig.”
AS: “Nej okay.”
Informant: “Det er ikke sådan at jeg er i en fuldstændig sindssyg glædesrus, fordi jeg synes
jeg har fået en god ide og så sidder og arbejder med den altså. Der er da. Hvis man har noget,
en ide som man synes er fed så er der da en vis excitement med at komme igang og okay
hvad skal der nu ske og se sådan. og skabe det foran øjnene på en selv, så der er noget
25
spændende ved det men, men det er ikke sådan fordi det putter mig i en meget meget
anderledes sindstilstand. Jeg kan også være meget meget koncentreret når jeg sidder og læser,
eller når sidder og taler, eller når jeg sidder og spiller computer, eller når jeg sidder og skriver
eller whatever. Så ja. Det er ikke fordi det er så radikalt anderledes fra nogle af de ting på den
måde.”
AS: “Okay. Det var sådan set det jeg havde her.”
Nina: “Jeg har heller ikke noget.”
Informant: “Super.”
C: “Ja, det var lidt det jeg ville have været kommet ind på.”
Nina: “Men det var helt vildt spændende at høre om.”
AS: “Ja sådan meget spændende.”
Nina: “Ja det var virkelig fedt.”
As: “Helt vildt.”
Informant: “Hvor mange andre har i haft?”
ML: “Du er den første.”
Informant: “Er jeg den første?”
ML: “Ja.”
Informant: “Og så skal i skiftes til at sidde i hoved/kaptajnsædet.”
ML: “Vi er ikke helt sikre på hvor mange interviews vi skal have endnu, nu må vi se om du
var tilstrækkelig så at sige.”
(Der grines)
ML: “Men hvordan synes du det har været sådan at sidde og udøse dit liv på den måde?”
Interviewer: “Du har været vildt god til at snakke ihvertfald. Altså jeg troede at jeg skulle
sidde sådan og fiske det ud af dig. Det var der bare overhoved ikke brug for. “
Informant: “Ja, altså. Det har været fint nok. Det er altid lidt svært det der med når man får
stillet sådan semi-ledende spørgsmål, fordi at så bliver man på en eller anden måde nødt til at
tilpasse sig svar. Du vil jo også gerne have noget at vide om det du spurgte om, selvom det
måske ikke rigtigt har noget at gøre med det som jeg synes er interessant at fortælle om, og
som passer på hvordan jeg har det. så ja. Men det er bare sådan interviewformen generelt. Jeg
havde en, der var sådan en pige på filmskolen der ville lave en dokumentar om mig fordi,
eller egentligt mest om min far, fordi det er meget underligt det der med, hvorfor tager en
vildt succesfuld læge til sri lanka og bliver munk, og hvor at vi så, så skrev hun en mail til
mig og så mødtes jeg med hende og så drak vi nogle øl og hun spurgte lidt ind til mit liv og så
havde vi den fedeste samtale hvor jeg bare sådan forklarede alt og der var ikke noget galt i
bare at sige sådan virkelig personlige ting og hun så også gjorde det samme, og så dagen efter
da de skulle lave filmen hvor hun så kom med en kameramand og stillede de her ledende
spørgsmål for at få mig til at sige det jeg sagde for en uge siden så blev det bare sådan
virkelig dårligt og virkelig farseret, og jeg snublede over mine egne tanker, fordi at jeg skulle
prøve at få det til at passe ind, hvor at sådan hvis. Ja.”
ML: “Hun skulle have filmet det første gang.”
Informant: “Ja. Noget i den stil.”
Interviewer: “Ja, men jeg tror også det er fordi sådan altså der er, nu kan vi godt fortælle frit
sådan, der er sådan forskellige måder at arbejde med kunst, altså der er sådan lidt, altså du
ved den lidt kognitive processer der foregår når du ser på kunst eller når du skaber kunst,
26
hvor at vi har sådan valgt at, at sådan gå virkelig meget i dybden med sådan alt det
følelsesmæssige, og det kunne jeg godt høre, det var ligesom ikke det der bare tændte dig, så
derfor, derfor ledte jeg lidt, men.”
Informant: “Jaer, det kunne jeg godt høre.”
Interviewer: “Du har fuldstændig ret, at det kan godt være sådan altså lidt ubehageligt at
skulle sidde og fortælle noget som man måske ikke lige.”
Informant: “Nå men det synes jeg ikke nødvendigvis det er.”
Interviewer: “Nej.”
Informant: “Altså, det. Der har jeg det generelt fint nok i den her slags situationer, bare
sådan sige det meste fordi, så, ja, det har aldrig sådan rigtigt haft et stort problem med.”
Interviewer: “Du virkede også meget afslappet.”
Informant: “Ja. Jamen det er godt.”
A: “Er der noget du ikke synes du fik fortalt eller forklaret ordentligt? “
Informant: ”Øhhm, hmmm. Ikke sådan rigtigt. Altså i de meget tidlige værker der har jeg
sådan til dels været inspireret af psykedelika, men det tror jeg der er mange kunstnere der
bruger det. Sådan fordi det, man, det kan være det der med at komme i kontakt med noget
andet og sådan genprogrammere sin hjerne, så, se tankeprocesserne selv istedet for bare at
opleve dem som jeg har synes var virkelig interessant, men hvor det i starten har været sådan
meget direkte at så tegnede jeg det lige bagefter det og var sådan meget inspireret af de ting
jeg så også, øhm, men hvor at jeg, hvor at jeg nok lidt har brugt det som en krykke, altså hvor
jeg har været sådan, nå men det kan give mig inspiration, hvis jeg spiser nogle svampe, eller
whatever, øhm, og ikke fordi at det var sådan et, jeg bare helt vildt mange svampe hele tiden
og ikke fordi at jeg synes jeg havde et usundt forhold til det overhoved, fordi det var sådan,
jeg var altid rimelig fornuftig omkring det, men det er jeg bare sådan stille og roligt drevet
væk fra, og bruge det som ihvertfald sådan direkte inspiration til kunst, øhm, men som at det
lader til at sådan relativt mange af dem der laver kunst har også enten, på et eller andet
tidspunkt i deres karriere haft et sådan relativt revolutionært møde med den slags ting.”
Interviewer: “Mhh.”
Informant: “Og det er nok, altså det har nok ihvertfald til dels været med til at starte mig,
eller ihvertfald ført mig i den retning, jeg gør det med nu, fordi i, altså noget af det allerførste
jeg lavede det var sådan nogle sådan nærmest dark fantasy agtige tegninger. Øhm. Kender i
ham der laver ‘monsters on post-it notes’? Han er sådan dansker. Nej okay. Han er sådan
semi-kendt, men han laver sådan nogle meget mørke, meget fine, sådan finurlige tegninger på
en eller anden måde, og sådan små børn i trenchcoats der står og kigger på et stort træ og så
er der sådan med spøgelser og sådan noget, men sådan ikke på sådan en taggy måde, det var
egentligt, det var det første jeg var inspireret af og lavede sådan noget lidt i hans stil, men
hvor det bare ikke blev særlig godt. Øh. Og så gled det ligesom mere og mere over i det her
sådan ikke-repræsentationelle og det tror jeg, at den, at det gled den vej, det tror jeg ihvertfald
til dels har været pga psykedeliske stoffer. Det er jeg sådan rimelig overbevist om. Fordi det
åbnede ligesom nogle helt nye døre og måde og tænke på kunst for mig, istedet for bare at
skulle lave nogle ting der så pænt ud og som fremkaldte et sådan nogenlunde spændende
univers.”
AS: “Så kunne du ligesom bruge det til at sådan få de ting frem som du havde set eller få
nogle tanker ned på det, eller hvad ?”
27
1:49:07
Informant: “Ja, altså. Lige i starten var det igen meget det der med fordi, de første gange
man prøver psykedelika så det vildeste det er det der med de former man ser, altså, at en hvid
væg kan stå og ligne røg og sådan står og folder sig ind i sig selv i et sådan fire-dimensionelt
matrix og alle mulige, altså sådan helt uforståelige ting udfra, hvordan vi normalt går rundt
og opfatter vores fysiske virkelighed.”
AS: “Ja.”
Informant: “Så det var mest sådan det jeg var interessant, interesseret i i starten, det sådan
rent visuelle aspekt af at. Ja. At det gav sådan en helt nyt, helt nyt liv til alle ting og man
forstod ting på en helt anden måde, og især at den forståelse var ikke kun noget jeg havde
mens jeg var på det, men også var noget, der fortsatte lang tid efter, at jeg begyndte at se
verden på en lidt anden måde. Øhm. Så det er ikke, var ikke kun når jeg var under påvirkning.
Og det brugte jeg meget i starten. Men det senere, det der hvor det begynder at blive
spændende var mere det der med, at jeg synes de har givet mig virkelig godt indsigt i min
egen tankegang og i sådan. Ja, man kan læse rigtig meget om hjernen, og det har jeg også
brugt noget tid på at gøre, men jeg synes jeg har fået meget mere indsigt ihvertfald i hvordan
min egen hjerne fungerer sådan meget mere ‘hand-on experience’ ved brug af det og det tror
jeg er det der har ført til at, at jeg laver sådan meget hjernekunst, hvis man kan kalde det det
altså, jeg prøver at se mig selv som en maskine og prøver at se maskine som en hjerne og
sådan nogle ting. Altså at jeg er meget sådan optaget af informations processing systemer
eller hvad man skal kalde det. Det, det tror jeg helt klart er kommet derfra fordi at, ja, at jeg
ligesom har fået en ny indsigt i det og at jeg har fået en fascination af det.”
AS: “Mhh.”
Nina: “Det smitter lidt. Jeg bliver sådan helt ‘Mhh, spændende, ja også mig’”
(Folk griner)
Interviewer: “Nej men jeg tænkte bare lige på, er det den, er det den her, sådan psykedeliske
stoffer og sådan noget, er det den måde du så har været inspireret, eller har det været
efterfølgende når du så har siddet og tegnet eller noget, hvor du også har følt den der, set
verden på en anden måde?”
Informant: “Altså de fleste af de der hvor det har været sådan altså nogle gange så er der
kommet de der sådan lightning-bolt af inspiration, hvor man bare har været sådan ‘Wow det
her!’ altså, sådan, hvor lige pludseligt kommer der bare en idé til et eller andet. Det har for
det meste ikke været på det, altså en af de første tegninger jeg lavede der hvor at det endte
med at blive til et menneskeansigt, men der var det sådan der startede jeg bare med at lave,
altså nærmest bare følge min egen hånd eller hvor det var nærmest som om min hånd tegnede
selv uden at jeg rigtigt overhoved skulle gøre noget og bare lave sådan altså organiske former
sådan hen over hinanden og sådan så forestillede det lidt noget øhm men så var det først
dagen efter da jeg ikke var på det længere, da jeg så begyndte eller hvor jeg så begyndte at
folde formerne ud til noget, som synes var interessant sådan rigtigt. øh. Så det har mere
været sådan at det nogen gange har været med til at lægge skinnerne til ens ide på en eller
anden måde end det har været at man direkte under påvirkning har fået den ide som man
synes var fed.”
28
Interviewer: “Mhh.”
Informant: “Det har mere været sådan noget med, ja, og give et nyt perspektiv på en selv og
på ens omgivelser og især ens opfattelse af sådan tre-dimentionelt rum om, hvordan det lige
hænger sammen. at det, det tænkte jeg ihvertfald ret meget over da jeg var påvirket af det og
det var også de tanker gik også videre til bagefter at man sådan begynder at kigge meget på
ting på en eller anden måde.”
Nina: “Mhh. Vi må nok afslutte.”
Interviewer: “Et allersidste. Hvad, hvad lavede du altså den, den andendagen efter du havde
været påvirket og efter du havde startet med at tegne ikke? Hvad havde du så lavet den dag? ”
Informant: “Altså den anden eller den første dag?”
Interviewer: “Ja, den anden dag?”
Informant: “Den anden dag der havde jeg jo bare sådan sovet længe og så havde vi spist
noget frugt og sådan chillet lidt og så var de andre drenge taget hjem, og så havde jeg bare
siddet og så havde jeg ikke sådan, så vidste jeg ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre fordi jeg
skulle ihvertfald ikke gøre noget seriøst, jeg skulle ikke sådan læse eller tage ud og mødes
med nogen, for det var, det kunne jeg slet ikke overskue, og så tror jeg at jeg sådan, så sad jeg
bare lidt, så det ved jeg ikke så har jeg set nogle serier eller et eller andet, og sådan bare dræbt
tiden. Øhm. og så var det sådan ‘Nåh ja jeg havde sgu da også den der tegning fra igår. Den
vil jeg da egentlig gerne lige kigge på, hvordan det blev, så sådan okay, det er rimelig
underligt, men der er noget meget interessant deroppe og så satte jeg mig bare sådan og
tegnede lidt videre på det.”
Interviewer: “Mhh.”
Informant: “Og så, altså, jeg havde måske lavet 10-15% af tegningen den første aften der
ikke? Og så resten bagefter, som ligesom sprang ud af de første 10-15%.”
AS: “Så blev du bare lige grebet og lavede den færdig næste dag så eller hvad?”
Informant: “Ja, pretty much.”
AS: “Spændende.”
Nina: “Spændende, spændende.”
ML: “Tak skal du have!”
Gruppe: “Tak.”
Informant: “Det var da så lidt.”
Interviewer: “Tusind tak for det.”
Efter interview:
Interviewer: “[Du sagde sådan] før når du fik solgt at så var det med til sådan at skabe noget
identitet?”
Informant: “Nå men også fordi, når, når folk spørger det der ‘hvad laver du?’, altså, fordi,
hvis man ikke går på nogen skole og hvis man ikke sådan. Altså jeg arbejder bare for at få
penge, jeg arbejder inde hos Galup, det sådan, det er rimelig kedeligt, men jeg laver ikke en
skid og så jeg får bare penge for det, så det, det klart det hænger jeg ikke særlig meget af min
identitet op på, fordi det er ikke vigtigt for mig på den måde, udover at det giver mig sådan
penge som jeg skal bruge på en eller anden måde, mens at, altså sådan nogle ting som kunst
og uddannelse, altså, hvis folk spørger ‘hvad laver du?’ på en bar, så siger du at du studerer
29
psykologi, fordi, det er nok sådan det mest centrale i hvordan du opfatter dig selv som person
ikke? Men at man, ja man vil også gerne. I vores samfund der er det sådan. Det er som om, at
alle har en eller anden trang til at vise, at de er noget, altså der er jo ikke nogen, der spørger
‘hvad laver du?’ eller det er ihvertfald få, der siger sådan ‘Jamen jeg sidder bare på min sofa
og ryger hash og drikker øl hver dag og jeg er på kontanthjælp altså.”
Interviewer: “Mhh.”
Informant: “Det er sådan rimelig få, der siger det fordi der er ikke særlig meget prestige i at
sige det.”
AS: “Og den trang kan du godt genkende?
Informant: “Ja, helt klart! Altså, det tror jeg da næsten alle mennesker i samfundet kan. Det
er der ingen, er skal der da heller ikke være nogen skam i synes jeg at, altså, det er federe at
sige at man studerer psykologi eller at man laver kunst end et eller andet der overhoved ikke
er sådan.”
AS: “Jeg kan godt følge dig.”
Interviewer: “Ja. Jeg tænkte også at du, du arbejdede eller et eller. Jeg tænkte det var ikke
rigtigt værd at grave i.”
Informant: “Nej. Det var også. Det altså. Det. Det er nok det mindst interessante i kunne
have spurgt mig om. Altså sådan tidligere, så var..
Interviewer: “Jeg kender mange, der også sådan har arbejdet der.”
Informant: “Jamen, tidligere der arbejdede jeg der hvor man skulle sidde og ringe til folk.
Det er virkelig grineren faktisk psykologisk fordi at jeg sad på sådan en undersøgelse, hvor
man spørger om vildt mange ting sådan hvor meget de tjener, hvor mange børn de har, alle
demografiske oplysninger, også aviser og altså alt muligt forskelligt ikke? Det tager 20
minutter og så hen mod slutningen skal man spørge, hvem de vil stemme på til næste
folkeparti eller folkevalg-ting. Øhm. Og så var der engang en dame fra frederiksberg, der
spurgte mig ‘Vil du ikke gætte?” og så gættede jeg, og så gættede jeg rigtigt og det var totalt
fedt fordi hun passede bare perfekt ind i hendes demografi og så begyndte jeg sådan når jeg
havde en god samtale med folk så spurgte jeg sådan ‘Jeg tænkte på er det okay hvis jeg lige
gætter først’. Det var så sjovt og folk havde altid grineren over det.”
(Folk griner)
ML: “Det er sjovt!”
Informant: “Og så var det bare så vildt fordi, hvis jeg talte med nogle, der var over sådan 30
år altså hvor de ligesom var fastkrystaliseret i deres demografi, det er meget svært med unge
mennesker fordi de kan gå alle mulige steder hen, men folk der er over 30 år, folk der har
familie, folk der har et arbejde de nok kommer til at have i lang tid, der passer det 95% af
tiden. Det er bare helt vildt. Min hit-rate var så høj! Det var fuldstændig latterligt altså!”
Interviewer: “Det kunne have været meget fedt hvis du også lige kunne tjene penge på det
rigtige gæt og sådan!”
(Folk griner)
Interviewer: “Kunne sidder sådan og spå folk sådan. Jeg tror du eeeer… Hvad med hende
fra frederiksberg - hvad var hun?”
Informant: “Konservativ. Det er noget af det mest easy sådan der. Husmødre der har en
sådan semi-god karriere indenfor, et eller andet, media marketing eller middle-management-
30
position i et mellemstort firma. Det er bare altså, konservativt. Totalt konservativ. Hver
gang!”
ML: “Men det. Det kan også godt være vi er nødt til bare at, det er bare fordi at vi skal bare
lige nå at tale sammen i gruppe.”
C: “Men når vi er færdige med opgaven kan vi jo sende den til dig.”
Informant: “Det vil jeg faktisk rigtig gerne.”
AS: “Så må du sende os en meget sur mail sådan ‘I har forvrænget alle mine udtalelser.’”
(Folk griner)
ML: “Og i øvrigt kan det også godt være jeg lige sender dig en sms om du måske vil sende
os, øhm, hvad hedder det, de der, dine værker som du har omtalt idag, på en mail.”
Informant: “Ja.”
ML: “Sådan så man kan vedlægge dem som bilag, så det ikke bliver en form for plagiat.”
Informant: “Ja, det gør i bare.”
31