DELTE OMRÅDER - De Berejstes Klub

Gl ben
Au t e n t i s k e r e j s e h i sto r i e r f r a D e B e r e j st e s K lu b
De Berejstes Klub
Vinter 2014/15 N⁰ 58
T E M A:
DELTE OMRÅDER
Mauritius
Øen rundt med taxa
ØSTRIG
Rejsetips til Wien
KONKURRENCE
Dengang jeg deltog i en
ceremoni ...
www.deberejstesklub.dk
Medlemsrabat 15%
Medlemskort med billede skal fremvises.
Foto: Camilla Hylleberg
FRILUFTSLAND BUTIKKER
KØBENHAVN K Frederiksborggade 50-52
LYNGBY
Lyngby Hovedgade 49D
ROSKILDE
Karen Olsdatters Stræde 4
ODENSE
St. Gråbrødrestræde 6
KOLDING
Kolding Storcenter
AARHUS
Østergade 30
AALBORG
Bispensgade 34
THE NORTH FACE STORES
KØBENHAVN S Field’s
KØBENHAVN V Fisketorvet
ODENSE
Rosengårdscentret
KUNDESERVICE 33 14 51 50 | [email protected]
WEBSHOP
FJÄLLRÄVEN BRAND STORE
KØBENHAVN K Frederiksborggade 44
2014_november.indd 1
www.friluftsland.dk
03-11-2014 12:19:29
2
DELTE OMRÅDER
Leder
Kebnekaise, Lapland, Sverige / Sälka, Lapland, Sverige / Maniking, Vesttimor, Indonesien
T
ænk, at være forbundet med så mange berejste mennesker som man er, når man er
medlem af De Berejstes Klub! Her kan man altid få en god historie fra ”de varme
lande” eller udveksle rejsetips blandt ligesindede – næsten uanset hvilket sted i
verden man har i tankerne.
I disse dage er det 25 år siden, Berlinmuren faldt, og en euforisk tro, på at den vestlige samfundsmodel kunne levere global fred og velstand, spredte sig som ringe i vandet.
Datidens optimisme og eufori er her 25 år senere afløst af en mere korporlig realisme, hvor
en global finanskrise fortsat kradser, konflikter og koldkrigsretorik er genopstået, og verdens
klima trues, uden at vi har kunnet finde nogen holdbare løsninger. Og selv om vores verden
ikke længere er delt af Jerntæppet, er den fortsat delt mellem rig og fattig.
Temaet for dette nummer af Globen er meget apropos delte områder – men vi har ladet
det være helt op til skribenterne selv at definere betydningen af det lille flertydige ord ”delt”.
Opdelt? Inddelt? Eller delt i betydningen at man deles og er fælles om noget? Oversætter vi
ordet delt til engelsk, kan det jo betyde så modsatrettede ting som divided og shared.
I 2015 er det 15 år siden, De Berejstes Klub fik et medlemsblad, og det fejrer vi ved at
udvide sidetallet. I løbet af de seneste fire numre er det faktisk blevet til ikke færre end 55
rejseartikler, skrevet af 39 forfattere. Aldrig har redaktionen modtaget så mange velfortalte
rejsehistorier og -billeder til det, som er blevet vel nok Danmarks mindste, men så absolut
også bedste rejsemagasin – ifølge jer medlemmer. Faktisk har vi så meget stof, at de næste to
numre af bladet nærmest allerede er skrevet – og så meget stof, at vi nu udvider hvert andet
nummer af Globen til hele 84 sider.
Når det kan lade sig gøre at lave et blad med flere sider for de samme penge, skyldes
det ikke mindst, at vi for et år siden skiftede trykkeri. Ud over at være billigere er trykkvaliteten også mærkbart forbedret. Er du nysgerrig efter at vide, hvad vi har i gære til kommende
numre – eller hvad vi en sjælden gang mangler stof om – så besøg Globens eget forum på
www.deberejstesklub.dk/globen og skriv til undertegnede, hvis du har en god ide til en
artikel. 15. marts 2015 holder vi i øvrigt et kombineret redaktionsmøde og skriveværksted
for viderekomne i København, hvor der bliver rig mulighed for at få feedback og udvikle og
skrive videre på dine egne rejsefortællinger.
Og nu du er inde på klubbens hjemmeside, så husk, at det her sidst på året er tid til at
opdatere din profil med de nye territorier og lande, du har besøgt i 2014. Rigtig god rejse- og
læselyst. Og godt nyt rejseår!
Lars-Terje Lysemose,
ansvarshavende redaktør
3
Gl ben
De Berejstes Klub
Rejsemagasin fra De Berejstes Klub
Indhold
Forsidefoto: Rigsdagen i det delte og nu genforenede Berlin af Ole Pedersen
Indsendelse af tekst og billeder: [email protected]
Postadresse: Rejsemagasinet Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K
Deadline til næste nummer: 30. januar 2015
Næste tema: Ud i verden
Annoncer: [email protected]
Tryk: Printall AS, Tala 4, 11415 Tallinn, Estland Oplag: 1.000
ISSN: 1603-1458 Medlemskab/abonnement: www.deberejstesklub.dk
R e da k tion :
Lars-Terje Lysemose
Viroj
Anette Lillevang
Finn la Cour
Ann Kledal
Ansvarshavende
Jienwatcharamongkhol
Kristiansen
Medredaktør
Korrekturlæser
redaktør
Grafiker
Medredaktør
TEMA: Delte områder
Bertel Kristensen
Else Braathen
Jørgen Oulund
Anna le Dous
Henrik Fastergaard
Illustrator
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Anette Holst
Maya Linnea
Rebecca Langhorn
Per Allan Jensen
Jytte Kristensen
Christensen
Pedersen
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Bodil Svendsen
Elsebeth Finnick
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Susanna Asven
Joe M.G. Berge
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Stig Monrad Christian Hamann Hansen
Søren Bonde
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Bodil Johanne
Korrekturlæser
Henrik Frier
Per Danielsen
Jørgensen
Hansen
Skanning af fotos
Korrekturlæser
Korrekturlæser
De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger,
der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke
nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer.
Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive
forfattere og fotografer, og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden
ophavsmandens godkendelse deraf.
6
Tyskland | Koordinaterne: Das
Reichstagsgebäude
8
Irland | Kort fortalt: En intens historietime i
Dublin
9
Nordirland | Belfast: I grænselandet mellem
frygt og fred
12
Irland | Koordinaterne: Delphi Valley
14
Irland | Dia dhuit! Eller goddag på irsk
16
Irland | Koordinaterne: The Gap of Dunloe
17
Canada | Lønningsdag i Thompson
20
Slovakiet | Koordinaterne: Nær Téryho chata
22
Kirgisistan, Tadsjikistan &
Afghanistan | Highlights fra en highway i
Langtbortistan
26
Sverige | Koordinaterne: Kungsleden mellem
Sälka og Kebnekaise Fjällstation
27
Sverige | Koordinaterne: Jökelbäcken
28
Israel & Palæstina | Til Israel med ærkefjendens visum i passet
32
NEPAL | Koordinaterne: Ribung Gompa
33
NEPAL | Koordinaterne: Mu Gompa
34
NEPAL | Koordinaterne: Shyala
35
INDIEN | Jeg har redet på Rambo
38
Irakisk Kurdistan | Et smut til den ufarlige
del af Irak
41
Antarktis, Brunei, Georgien, Irland,
Luxembourg, Makedonien, Malaysia,
Myanmar, Nepal, Sydkorea, Tyrkiet &
Yemen | Rejsebilleder
FreeVectorMaps.com
45
Serbien & Kosovo | Far og søn i Serbien og
Kosovo
48
Rusland & Mongoliet | Helt elektrisk fra
Sibirien til Mongoliet
52
Den Dominikanske Republik | Med
merengue i baghjulet
56
Sint Maarten, Frankrig, Anguilla &
Caribisk Nederlandene | Jeg er til fals for
caribisk tropeidyl
58
Nordkorea | På tur til det røde Østen
62
Sydkorea | Kort fortalt: Forårsweekend i
Busan
DE BEREJSTES KLUB
3
Leder
78
Nye aktive medlemmer
79
Bestyrelse for DBK
80
Årets quiz i De Berejstes Klub
83
Årets julegave?
SKRIBENTKONKURRENCE:
Dengang jeg deltog i en ceremoni …
ØVRIGE ARTIKLER
63
INDIEN | Akademisk nytår i Indien
68
64
CHILE | Morgenandagt: Min morgenkaffeceremoni i
Chile
Kina, Taiwan & Indien | Kort fortalt: Søpølse og
pommes frites
70
Sofarejser | Et udvalg af rejserelaterede udgivelser
65
Indonesien | Til begravelse på Sulawesi
73
Østrig | Et hjerte tabt til Wien
66
Ecuador | Indianerceremoni med 4711 i
Amazonjunglen
76
Mauritius | Mauritius rundt med taxa
67
TOGO | Når makaber heksekunst fører til kærlighed
69
Næste konkurrence | Dengang mine smagsløg
blev sat på prøve …
5
6
52° 31´ 7˝ N
13° 22´ 34˝ Ø
Das Reichstagsgebäude
(også kaldet Der
Reichstag), Platz der
Republik, Berlin, Tyskland
Tekst: Lars-Terje Lysemose
FOTOS: Ole Pedersen
et forenede Tysklands parlamentsbygning i Berlins vestlige bymidte, kun få meter fra
den gamle grænse til DDR, er
blevet et nyt vartegn for byen, der var delt
af Jerntæppet mellem Øst og Vest efter 2.
Verdenskrig og frem til Murens fald i 1989.
Bygningen blev oprindelig opført
i 1894, men i 1933 blev den hærget af en
påsat brand og lå i mange år hen som en
ruin. Først med den tyske genforening i
1990 blev det aktuelt at flytte forbundsrepublikkens hovedstad fra Bonn til
Berlin, og i 1992 fik den verdensberømte
britiske arkitekt Norman Foster til opgave
at restaurere bygningen. Restaureringen
indebar, at alt bortset fra ydervæggene
blev fjernet. I 1999 stod den nye rigsdag
færdig, og parlamentarikerne flyttede ind.
Rigsdagen og den store glaskuppel er
i dag en af de mest besøgte seværdigheder
i Berlin. Her kan man få et imponerende
syn ud over byen. Fra taget kan man også
se ned på de folkevalgte. Det er gratis at
besøge bygningen, men husk at reservere
på forhånd.
nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr.
364 og og besøgte første gang Berlin i 1996,
hvor han ankom til byen på cykel fra
Danmark. Dengang var Berlin nærmest
én stor byggeplads. Ole Pedersen har
medlemsnr. 326.
7
Vores guide Lorca Collins.
Dublins historisk betydningsfulde postkontor.
Kort fortalt:
En intens historietime i Dublin
”Vi hader ikke englænderne. Det
var den britiske regering, som var
problemet.”
Tekst & FOTOS:
Fredrik Ljone Holst
D
et kræver sit at forstå en
århundreder lang konflikt,
hvor politiske, nationale og
religiøse skel løber dybt og
er blevet en del af mange folks identitet,
men Lorcan Collins gør sit allerbedste. I
to timer leverer han en næsten uafbrudt
strøm af historiske fakta, anekdoter og
baggrund til påskeopstanden i 1916. Den
kortvarige og mislykkede opstand, der
blev nedkæmpet i Dublins postkontor,
blev kimen til frigørelsesprocessen og
borgerkrigen i Irland nogle få år senere –
en proces der også skabte det nuværende
Nordirland og (forløberne til flere af)
de grupper, som stadig kæmper for, at
deres version af Den Grønne Ø skal blive
virkeliggjort.
Lorcan er en af guiderne bag The
1916 Rebellion Walking Tour, en omvandrende historietime til flere af de steder,
hvor dramaet udspandt sig. Vi skal lære,
hvorfor parlamentsbygningen er uegnet
som oprørsbase – der er ingen vinduer,
man kan skyde fra – og hvordan irerne
stolede så blindt på tysk punktlighed, at
de gik glip af oprørets vigtigste våbenlast,
som kom én dag for tidligt. The Rebellion
Tour guider os gennem et persongalleri og
en række organisationer med forskellige
mål, midler og metoder.
Krigens helte
”På min tur må ingen tale om sir den eller
den. Den eneste, som må benævnes med
den titel er Sir Roger Casement, for han
blev frataget sin titel af briterne, før han
blev henrettet. Ham kalder vi stadig sir,
bare på trods,” siger Lorcan i en alvorlig,
men finurlig og humoristisk tone, der
kendetegner hans to timer lange ambulerende foredrag.
Som for at understrege, at fjendskabet
altså ikke var mellem folk eller i det hele
taget rettet mod soldaterne, man kæmpede
imod, fortæller han også om de irlændere,
der risikerede livet for at redde en engelsk
soldat, der lå såret ved barrikaden eller om
den britiske officer, der trodsede ordrer for
at aflevere et brev, han fik overleveret fra
en døende irer, som ville sende et sidste
farvel til sin mor.
I tilfælde af, at heltene ikke findes på
begge sider, fremvises heltemod og hæderlighed på begge sider.
Fiktion og virkelighed
I 18 år har historikeren guidet turister
gennem Dublins gader og Irlands historie.
Han har skrevet bøger om oprøret og en
biografi i en serie om de vigtigste personer.
Hvis han overhovedet stopper for at
trække vejret i løbet af de par timer, vi er
sammen, bemærker vi det ikke – talestrømmen er konstant. Lorcan er også en
opmærksom vært. Han snakker med alle
og husker, hvem de er, og han tilpasser
sine historier efter tilhørernes interesser.
På et tidspunkt forsøger vi også at
spørge om forskellen på virkelighedens
Michael Collins og Hollywoods fremstilling med Liam Neeson i hovedrollen, men
8
vi får knap nok talt færdigt, førend han
siger, at filmens ”Michael Collins” i bedste
fald kun er 50 % realistisk.
”Mindst hver anden dag jeg får det
spørgsmål. Svaret er, at I hellere skal se
’Vinden der ryster kornet’.”
I filmen splittes venner og brødre
i synet på et frit Irland og ikke mindst i
spørgsmålet om, hvordan det skal opnås.
Her skildres borgerkrigen intimt og smertefuldt, begyndelsen af ​​en konflikt, der
fortsat finder sted hundrede år senere, selv
om bomber og geværer for tiden er blevet
erstattet med trommer og farvestærke
ordensbånd.
Det var min interesse for historie, der
fik mig med at vælge denne tur. Og det er
historikeren og historiefortællingen, der
får mig til at anbefale denne tur til alle,
som vil vide mere om Irlands konfliktfyldte historie.
nn Fredrik Ljone Holst har medlemsnr. 342
og var på sit første besøg til Irland i 2014.
Han er norsk, og artiklen er oversat fra
norsk af Lars-Terje Lysemose.
The 1916 Rebellion
Walking Tour
Guideturen koster 12 euro og varer ca.
to timer. Den begynder hver dag kl.
11.30 – søndag kl. 12.00 – uden for
International Bar på Wicklow Street i
Dublin. Læs mere på www.1916rising.
com.
Belfast:
I grænselandet mellem frygt og fred
Belfast minder ved første øjekast om
enhver anden europæisk hovedstad –
men under overfladen vil hadet nok altid
ulme.
Kan det nu være så farligt at tage til
Belfast? Kampene mellem katolikker
og protestanter er jo for længst gemt
af vejen i støvede historiebøger,
og navne og begreber som IRA og
Bloody Sunday fortaber sig i erindringens grågrumsede tåger – eller
gør de nu også det? Nysgerrigheden
havde bragt mig til Nordirlands
berygtede hovedby, og jeg var tæt på
at få sandheden at føle. Frygten lurer
altid under overfladen i Belfast, og
man ved sig aldrig helt sikker.
Tekst & FOTOS:
Anette Lillevang Kristiansen
D
e store sort-hvide fotos suger
mig til sig som en magnet, det
ene hårrejsende billede efter
det andet rammer nethinden
som pistolskud. Kaos, frygt, rædsel, lig i
gaderne og mængder af mennesker, der
flygter med et udtryk i øjnene, som blev
de jaget af en flok vilde dyr. Jeg bliver
stående, ser på billederne, nærlæser et
par billedtekster, gyser og baner mig vej
hen til næste sektion, hvor jeg forsøger at
blive klogere på, hvad det var, der skete
dengang.
Der er ord, jeg ofte har registreret, når
min far hørte radioavis eller så tv i min
barndom. Nu var så og så mange blevet
dræbt af IRA, og nu havde der på ny været
optøjer mellem de to grupper. Navnet
Belfast har altid stået for mig som en by
med blodstænk og frygt, og mine barndomserindringer om dette sted vækkes til
live igen, da jeg i sommeren 2013 befinder
mig i afdelingen for nyere irsk historie på
Ulstermuseet i Belfast.
Ifølge de gamle billeder fra Bloody
Sunday i Londonderry/Derry tilbage i
1972 var der nærmest tale om et regulært
blodbad, hvor masser af mennesker blev
dræbt, og Irland blev aldrig den samme
ø igen. Jeg var et år gammel dengang og
heldigvis ganske uvidende om, hvad der
foregik. Som voksen blev jeg advaret mod
de tre B’er: Beirut, Baghdad og Belfast
ville blive den visse død – men hvem kan
stoppe en nysgerrig sjæl?
9
Den nordirske syndflod
Her 41 år efter kan jeg så stå og se de
frygtindgydende minder fra den skæbnesvangre dag blæst op i plakatstørrelse. Det
er så mange år siden, og heldigvis er man
kommet videre, beroliger jeg mig selv.
I dag kan man sagtens tage til Belfast
og på museet kravle ind i en tidskapsel fra
dengang for en halv time senere at vandre
ud i den nordirske sommerblæst – det er i
hvert fald dét, jeg regner med, da jeg tager
bussen fra Dublin til Belfast en tågetung
formiddag.
For jeg vil vide. Jeg vil forsøge at
forstå, grave i historien og regne ud
præcist, hvorfor de to religionsretninger
dengang følte så voldsomt stor modstand
og egentlig helst så hinanden nedslagtet.
Hvordan står det til i dag? Er de nået til
enighed, forsoning? Eller er det kun en
facade? Lever de bare tåleligt sammen,
men under overfladen trives frygten og
hadet? Kan det blusse op når som helst?
Mit første møde med Belfast er ikke
specielt flatterende. Jeg har forladt Dublin
i tørvejr og ankommer til den nordirske
hovedby i noget nær en syndflod af
Titanic-museet står rankt som byens nye vartegn, til minde om århundredes mest
tragiske skibskatastrofe.
Rådhuset i Belfast er absolut et besøg værd. Det fremstår prangende med sit smukke
klassiske interiør.
bibelske dimensioner. Hele floder siler ned
ad gaderne, kloakriste bryder gylpende
sammen, og folk med paraplyer farer
rundt som hovedløse høns i formiddags–
trafikken.
Nok har jeg hørt, at vejrguderne ikke
altid er venligt stemt nordpå, men dette
slår dog det meste, jeg har set. I min iver
efter at se nærmiljøet omkring mit lille,
primitive baggårdshostel småløber jeg i
zigzag mellem paraplyer og regnfrakker
for at komme i læ under markiserne. Jeg
ender gennemblødt til skindet inde på en
lille, sofistikeret kaffebar, hvor det halve af
Belfast også har søgt læ for skybruddet.
Den tårebefængte historiebog
Dryppende bestiller jeg en latte og giver
mig i kast med at studere min guidebogs
afsnit om Belfasts blodige fortid. Bortset
fra den kraftige regn virker byen som så
mange andre i Europa. Det er en travl
havneby, og den kan ud over konflikter
mellem to religioner også byde på historien om RMS Titanic.
Belfast er selve byen, hvor den gigantiske luksusliner blev født, og i dag er
selve dokområdet, hvor den majestætiske kæmpeskude så dagens lys, udlagt
til mindepark med Titanicmuseet, som er
blevet et nyt vartegn for byen.
10
En spadseretur på dokken bringer
mig over 100 år tilbage i tiden, hvor
flere tusinde arbejdere lagde kræfterne
i at bygge White Star Line-rederiets nye
darling. Hun skulle indtage verdenshavene,
strække ud over Atlanten og være i stand
til at sejle turen fra Southampton til New
York på rekordtid. Vi ved alle, hvordan det
gik, og da jeg står og læser mindetavlerne
med de mange omkomne, støder jeg på
danskklingende navne – Jensen, Hansen
og Andersen.
Hvad tænkte de? Hvad var deres
drømme og håb for fremtiden? De var
på vej mod Guds eget land. Verden lå for
deres fødder, og så gik det så grueligt galt
den aprilnat i 1912.
Det er som at bladre i en blods- og
tårevædet historiebog at gå rundt i Belfast.
Selvom byen jo på overfladen er som
alle andre byer, med sin travlt beskæftigede befolkning, sit forretningsliv og sit
moderne islæt, så er der en ånd over byen,
som er svær at beskrive. Det er, som om
noget kan eksplodere hvert øjeblik, det
skal være, og alligevel så flyder bylivet
videre i sit eget tempo.
Tilgivelse af fordums had
De næste dage føles det, som om vejret
vågner op til dåd. Solen titter forsigtigt
frem bag en sky, og i takt med at den får
mere magt, vrimler Belfasts lidt tilknappede beboere ud fra enhver lille mørk krog.
Det er, som om byen smiler og har
taget sig sammen til at vise sit tillidsfulde
ansigt frem fra tågerne. Ungdommen
stimler sammen på græsplænen foran City
Hall, den smukke, klassiske bygning med
de store søjler på hovedgaden.
Man hygger sig, slikker sol og følger
med stor opmærksomhed en tenniskamp,
der transmitteres på storskærm på plænen.
Jeg begynder næsten at holde af denne lidt
specielle by, som ikke helt kan finde ud af,
om den har lyst til at komme ud af sin skal,
eller det er bedst ikke at røbe for meget.
Belfast begynder at virke helt venligtsindet, selvom vi lige skulle se hinanden
an. Jeg bliver mere modig og tillidsfuld. Går tur i botanisk have og tager det
smukke, gamle palmehus fra 1852 i øjesyn;
parken er fuld af unge i silkekåber, der
afslører, at en universitetsuddannelse er i
hus, og en vis optimisme fylder byen.
Måske er Belfast slet ikke så trykket,
som jeg går og tror. Måske har de tilgivet
hinanden og er kommet over fordums
rasende had. De har indset, at fortid er
fortid. Jo mere jeg opdager af Belfast, desto
mere indser jeg, at livet blomstrer. Man
tåler fortiden, og fremtiden er lige nu.
Jeg begynder at nyde Belfast og ignorerer den fornemmelse, jeg ellers har haft
af, at byen kan gå amok på et splitsekund,
hvis nogen rager op i gløderne. Der sker
intet, så en følelse af tryghed får grobund
i mig.
Frygten lever under overfladen
På grænsen til den vestlige del af byen
bliver jeg dog mindet om historiens
grumhed; her er den meget nærværende.
Store murmalerier pryder de glatpudsede
betonvægge. Politisk og religiøs propaganda tager ved en med sin store, klamme
næve og sætter ens ellers voksende tillid
på plads.
Man skal ikke tro, at fortiden er borte,
den lever endnu, om end i falmet udgave,
men den er der. Jeg skynder mig over på
min trygge banehalvdel igen. Der var jeg
åbenbart ved at gå over stregen.
I centrum tager byen imod mig med
sine listige pubber og likørstuer fra 1800tallet. Jeg søger trøst i endnu en latte og
en chokolademuffin og børster dagens
oplevelse af mig. Ikke at nogen gjorde mig
noget eller så underligt på mig, men jeg
vidste, at jeg havde passeret den usynlige
linje.
En lige så diset dag, som da jeg
ankom, forlader jeg den nordirske hovedstad. Klogere, en oplevelse rigere og faktisk
ganske betaget, især over den vilde og
barske natur, jeg har set hen over kysten af
det nordligste Irland.
En lille uge efter at jeg er taget fra
Belfast, falder mit blik på en overskrift i
en dansk netavis. ”26 politifolk kvæstet
i Nordirlands hovedstad, Belfast – på
årsdagen for de blodige optøjer mellem
katolikker og protestanter”. Helvede er
brudt løs lige der, hvor jeg gik for blot få
dage siden. Så var min fornemmelse alligevel rigtig – i Belfast lever hadet altid lige
under overfladen.
Nordirland
Dublins lufthavn direkte til Belfast.
Køreturen varer ca. fire timer.
Logi: Prisen for en seng på et hostel
starter ved omkring 12 GBP (105 kr.),
og Belfast har masser af billige og gode
overnatningsmuligheder. Find dem på
www.hostelworld.com.
Øen Irland (irsk: Éire) har været delt
politisk siden 1920. Det meste af øen
udgøres af Republikken Irland (irsk:
Poblacht na hÉireann). Resten udgøres
af Nordirland, som har selvstyre
inden for Det Forenede Kongerige af
Storbritannien og Nordirland. Øen
består historisk af 32 grevskaber,
hvoraf de seks ligger i Nordirland og
også er en del af Ulsterprovinsen. Tre
grevskaber i Ulsterprovinsen ligger dog
i dag i republikken Irland.
Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnBelfast fås fra ca. 2.300 kr. t/r. Det
er billigere at rejse via Dublin. Fly
København-Dublin fås fra ca. 800 kr.
t/r. Bus fra Dublin til Belfast koster ca.
17 GBP (150 kr.). Der går også bus fra
Værd at se: De fleste steder ligger
i gåafstand fra centrum – ellers tag
bybussen. Belfasts centralt placerede
rådhus er et besøg værd, både udvendigt og indvendigt. Titanicmuseet kan
kombineres med et besøg på Titanics
støtteskib, SS Nomadic, som er det
eneste White Star Line-skib tilbage i
verden. Billet til museet alene koster
15 GBP (135 kr.), mens en kombibillet
kan fås til omkring 20 GBP (175 kr.).
Botanisk have med det gamle palmehus
ligger midt i en stor park, og man
kan gå på opdagelse i væksthusene
gratis. I den ene ende af parken ligger
Ulstermuseet, der er et godt sted at
blive klog på Irlands historie. Museet
har blandt meget andet en egyptisk
mumie, der hedder Takabuti. Find flere
oplysninger på www.titanicbelfast.
com, www.visit-belfast.com og www.
nmni.com.
nn Anette Lillevang Kristiansen har
medlemsnr. 328 og er medredaktør af
Globen. Læs mere om hendes rejseoplevelser på www.inkapigen.dk.
Belfasts dystre fortid kan man fornemme, når man på et gadehjørne støder ind i de
gamle murmalerier fra konflikten mellem de to religionsretninger.
11
53° 37´ 54,9˝ N
9° 44´ 49,9˝ V
Delphi Valley, Leenane, Connemara, Galway, Irland
12
Koordinaterne
Tekst & Foto: Kirsten Rask
E
fter først at have besøgt Galway
og øen Inishmor, et lille stykke
ud for kysten, gik turen nordpå
ind i Connemaras smukke
natur med bjerge og små søer. Vejskiltene
stod i begyndelsen både på engelsk og irsk,
men jo længere væk vi kom fra de større
veje, des større var sandsynligheden for, at
skiltene kun var på irsk.
Vi havde besluttet os for lidt forkælelse og booket overnatning i et smukt
country house midt i Delphi Valley. På
internettet havde vi set billeder af de
spektakulære omgivelser med nogle af
de højeste bjerge i Connemara og et hus i
georgiansk stil, der lå lige ned til en større
sø. Vi blev bestemt ikke skuffede. Ved
ankomsten gik vi en tur i området og nød
omgivelserne.
Middagen samme aften foregik ved, at
alle husets gæster skulle mødes i biblioteket en halv time før spisetid til en drink,
hvorefter vi alle blev placeret rundt om et
langt spisebord med husets ejer siddende
for bordenden. Og så blev ens konversationsevner ellers sat på prøve! For til at
begynde med talte alle herrerne til vores
store forundring kun om fisk!
Da vi havde booket, havde vi ikke
koncentreret os om andet, end hvad en
overnatning kostede, og om det var muligt
at få aftensmad, da det lå ret afsides og
langt fra nogen større byer. Det, som vi
ikke lige havde fået læst os til, var, at ejendommen råder over et af de største privatejede fiskeområder i Irland. Her kan man
fange atlanterhavslaks og havørred, så vi
var simpelthen landet lige midt i et lyst–
fiskerparadis!
Dalen fik sit navn Delphi af den
anden markis af Sligo, der netop havde en
ejendom på disse kanter, som han benyttede, når han var på fisketur. Markisen
havde været ude at rejse og mente, at
hans smukke landskab hjemme på
Irland lignede området omkring Delphi i
Grækenland.
nn Kirsten Rask har medlemsnr. 428 og
besøgte lystfiskerparadiset i maj 2005
sammen med sin mand.
13
Heuston station, Baile Átha Cliath
(Dublin)
Dia dhuit!
Eller goddag på irsk
Det er ikke nemt at rejse med en tidsmaskine, men hvis man kunne rejse
tilbage til Sydtyskland for 2.500 år
siden, ville befolkningen dér have
talt et keltisk sprog.
Tekst & Fotos:
Niels Iversen
E
t par hundrede år senere strakte
det keltiske område sig fra
Transsylvanien til Portugal og
via Frankrig til De Britiske Øer.
Men den romerske ekspansion væltede
det keltiske korthus på kontinentet, og i
Storbritannien tog angelsakserne senere
kontrollen med alt undtagen Cornwall,
Wales og Skotland. I Irland holdt gælisk
skansen indtil en gang i 1700-tallet,
men siden er det gået drastisk nedad
for sproget – selv efter at det blev gjort
til nationalsprog efter uafhængigheden
under det forpligtende navn irsk. Dette
stoppede imidlertid ikke tilbagegangen, og
i dag ligger antallet af de, der bruger det
dagligt, på ca. 80.000 (ud af 4,6 millioner)
i republikken Irland og dertil et mindre
antal i Ulster-provinsen. I betragtning
af, at irsk er tvunget skolefag for alle
børn i republikken, er dette ikke store tal,
men sproget har alligevel stor symbolsk
betydning for irerne, og de få, der endnu
behersker det fuldt ud, har produceret
fortræffelige grammatikker, ordbøger, en
tale-synthethizer (www.abair.ie) og sågar
en irsksproget Wikipedia, der gør der
muligt for udenforstående at få et indblik
i sproget.
Og udenforstående, det er sådan
nogle som mig. Jeg købte en del bøger på
14
og om irsk i forbindelse med en esperantokongres i Galway i 2012, men begyndte
først at studere sproget for alvor i starten
af 2013. Og p.t. er vurderingen, at jeg
nok får lært at læse og måske skrive det
til husbehov, men udtalen er et cirkus –
værre end selv den danske udtale, der
ellers er berygtet ude i verden – så det
med at tale det som en indfødt bliver
nok ikke til noget. Stavningen er også
berygtet, men den er i grunden ret logisk –
i betragtning af hvad det er for et morads,
den skal afbilde.
Ordbøjninger på irsk
I det følgende vil jeg prøve at give et
indtryk af det irske sprog ved at overføre
træk efter træk fra det til dansk. Lad
os starte med den konstatering, at ord
bøjes i slutningen som på mange andre
sprog, men derudover ændrer de sig også
i begyndelsen, afhængigt af hvad der står
foran og af den syntaktiske sammenhæng.
En serie ændringer ses i skriften på, at der
dukker h’er op efter en indledende konsonant – det kaldes lenition eller aspiration.
Og det bruges bl.a. i anden del af sammensatte ord til at markere fortidsformer, efter
visse præpositioner og artikler og i øvrigt
på alle mulige uventede steder, som irerne
knap nok selv kan blive enige om.
”Goddag” hedder Dia dhuit på irsk
(”Gud med dig”), udtalt /dia Khrrruit/ .
Bogstaverne fh er stumme, så an fhuinneog (”vinduet”) udtales ca. som / Enjååg/.
Et andet sæt mutationer hedder eclipse
(formørkelse), og det ses i skriften ved, at
der dukker en ny konsonant op i starten
af et ord. Den oprindelige startkonsonant bevares i skriften, men er stum. Det
sker bl.a. i genitiv pluralis: Is í an teanga
náisiúnta agus an phríomhtheanga oifigiúil i bPoblacht na hÉireann í (direkte
oversat: ”er hun det nationale sprog og
det primære Sprog officielt i Republikken
Irlands hende”). Bemærk eclipsen i
bPoblacht og de to lenitioner i phríomhtheanga. Bemærk også h’et foran hÉireann.
De to andre typer mutationer rammer kun
konsonanter, men vokaler indledende skal
naturligvis heller ikke kunne være i fred.
Bemærk herudover placeringerne af i’erne
i náisiúnta og oifigiúil. Der er en ufravigelig regel om, at der skal være enten lyse
(i, e) eller mørke (a,o,u) vokaler på begge
sider af enhver indre konsonant i et ord,
hvilket har den konsekvens, at mindst en
tredjedel af alle vokaler i irsk er stumme
(og dermed overflødige eller det der er
værre).
Syntaks
Og så lidt syntaks. Som man kan se af
eksemplet overfor, står verbet som regel
forrest i irske sætninger, mens tunge
subjekter ender til sidst, foregrebet af
et ubetonet pronomen lige efter verbet.
Dette betyder ingenlunde, at de bliver til
spørgsmål – hvis man ønsker et spørgsmål,
bruger man et spørgeord foran verbet – og
på dansk har vi jo netop sådan et, nemlig
”mon”. Der er dog forskellige spørgeord
i nutid og fortid på irsk: an bhfeiceann
tu? (”mon ser du?”), men ar chonaic se
(”mon så du?”) – an er naturligvis det
uregelmæssige ord for at se, men ret skal
være ret: irsk har kun 11 uregelmæssige
verber (på engelsk er der til sammenligning mindst 200). Forresten er der på irsk
ligesom på russisk ikke et ord for ”har”,
det er blot ting hos nogen eller noget. Og
på irsk er der heller ikke ord for ja eller
nej: Man gentager blot verbet med eller
uden nægtelse: ”Mon spiser cornflakes
spøgelser?” (Ithe calóga arbhair thaibhsí?)
– Ithe (”spiser” = ja, de spiser cornflakes),
nach ithe (”ikke spiser” – nej, spøgelser
spiser ikke cornflakes – husk at subjektet
står sidst, og taibhse betyder altså spøgelse,
ikke cornflakes, som logisk nok hedder
flager – calóga – af majs –arbhair). Til
gengæld for mangel på verbet ”har” er der
Skilt i den historiske by Inis (Ennis).
på irsk to verber for ”at være”; formerne er
forskellige i sætninger, alt efter om de er
positive eller nægtende og spørgende eller
negativt spørgende.
Tosprogede skilte
Jeg kunne fortsætte med at opregne den
slags indlæringsforstyrrende træk ved irsk,
men der er jo desværre ikke ubegrænset
plads her i Globen. I stedet vil jeg nævne
det sted, hvor selv engelsktalende irere
(og turister) typisk møder det irske sprog,
nemlig på tosprogede skilte. Jernbanerne
er således konsekvent tosprogede: ikke
alene annonceres alle stationer på begge
sprog, men skiltene på stationerne er også
tosprogede. Og her kan man for alvor se,
hvordan de engelsktalende barbarer har
maltrakteret de oprindelige irske stednavne. Lad os starte med hovedstaden
Dublin, hvis navn kommer af Dubh Linn
(”sort vandhul” – hvilket faktisk var
vikingernes betegnelse for stedet). Men på
irsk hedder byen Baile Átha Cliath (dvs.
”byen ved et bøvlet vadested”), og selv de
mest indædte cainnteoir bearla (engelsktalende) kan ikke undgå at se det navn
15
igen og igen. På vejen videre mod vest
med Iarnród Eireann fra Heuston-station
(nær Guinness-bryggerierne) ser man bl.a.
de følgende stationsnavne: Tullamore
(Tulach Mhór, ”stor høj”), Athlone (Baile
Átha Luain, ”byen ved Luans vadested”),
Athenry (Baile Átha an Rí, ”kongens
vadested” – søreme!) og sluttelig Galway
(Gaillimh, ”stenet flod”), der er den sidste
større by i Irland, hvor en stor del af
befolkningen stadig kan tale keltisk.
Sic transit gloria mundi, som piraterne i ”Asterix” plejede at sige, mens
skibet sank om ørerne på dem!
nn Niels Iversen har medlemsnr. 82 og
sprogøre ud over det sædvanlige. Han har
til dato besøgt 12 territorier og 121 lande.
Koordinaterne
52° 1´ 0˝ N
9° 38´ 0˝ V
The Gap of Dunloe (på irsk kaldet Dún Lóich),
Killarney, Kerry, Irland
Tekst & foto: Kenneth Hvolbøl
V
i ankommer i strålende sol en sen
eftermiddag til byen Killarney.
Vores logi ligger i grevskabet
Kerry – ude på landet i en
gletsjerdal mellem Irlands højeste bjerge,
Macgillycuddy’s Reeks. De er nu ikke
voldsomt høje. Noget i omegnen af en kilometers penge.
Vi læsser bagagen af og kører straks
ud på de meget smalle veje, som er så
karakteristiske for området mellem ”bjergene”. To biler kan ikke passere hinanden,
så der er lavet små vigepladser, hvor man
kan holde ind til siden, mens modkørende
biler passerer. Det er meget populært at
køre hestevogn i området, hvilket stiller
krav til bilisters tålmodighed, når man
havner bag en sådan.
Vi kører højere op ad de smalle veje,
krydser maleriske broer, rivende elve og
passerer små vandfald. Overalt græsser
fårene, mærket med sprayfarve for at vise,
hvem der ejer dem. Det ene smukke landskab afløser det andet, mens vi kører op
i tågerne, som til sidst lukker helt af for
udsigten. Vi fortsætter over passet og ned
gennem tågerne til lavlandet igen.
Grevskabet Kerry er et af Irlands
smukkeste områder og derfor populært blandt vandrere og andre naturelskere. Tæt på ligger Dinglehalvøen, som er
indbegrebet af Irland, når det er allermest
irsk. Her er irsk hovedsproget, og derfor er
16
vejskiltene komplet uforståelige for sådan
nogle som os. Killarney Nationalpark
hedder fx Páirc Náisiúnta Chill Airne på
irsk.
Kerry er indbegrebet af Den Grønne
Ø. Her er de bløde bjerge og grønne dale,
som alle forbinder med Irland. Halvøen er
let strøet med forhistoriske fund og ruiner
fra middelalderen. Det regner ofte på disse
kanter, men i dag er vi heldige, og solen
smiler til os, da vi er tilbage i lavlandet.
nn Kenneth Hvolbøl har medlemsnr. 68
og besøgte for første gang Irland i to uger
tidligere på året.
Kontant afregning, intet papirnusseri.
Opkøberne medbringer enorme summer.
Lønningsdag i Thompson
Den sidste weekend før jul kommer
pelsjægerne fra den canadiske
vildmark ind til byen Thompson
for at sælge skind på The Fur Table.
Thompson er et trafikalt knudepunkt
i denne delte udmark, hvor hvide,
indianere og inuitter mødes.
Tekst & FOTOS:
Anders Nielsen
D
er er blot otte passagerer med
The Hudson Bay Railway, da
toget klokken 20.45 forlader
perronen i Winnipeg i
Manitoba på den canadiske prærie.
Forude strækker skinnerne sig 625 miles.
Først langs bredden af den enorme Lake
Winnipeg og senere laver sporet en sløjfe
ind i naboprovinsen Saskatchewan for at
fortsætte gennem natten til The Pass og
Flin Flon. Efter de to små forsyningsbyer
til den nordlige vildmark er udsigten fra
togets vinduer træer og sne, træer og sne
og atter træer – kun periodisk afbrudt af
floder, søer og mindre vandløb. Som en
respektfuld gestus er tusinder af vildmarkens søer navngivet efter faldne canadiske
soldater i 2. Verdenskrig.
Mørket og nattekulden har sænket
sig over Thompson, da toget fra Winnipeg
efter 20 timers rejse ankommer til stationen. Her tanker de to lokomotiver diesel,
før toget fortsætter gennem endnu en nat
til endestationen i Churchill ved Hudson
Bay.
Thompson er en nyere by med et
indbyggertal lige under 15.000. Byen har
navn efter manden, der i 1956 fandt nikkel
i undergrunden og etablerede byens første
eksistensgrund­lag, Inco Ltd. I dag har
Thompson flere indkomstkilder og ligner
til forveksling andre canadiske provinsbyer. Der er seks folkeskoler, et gymnasium, et hospital, tre indkøbscentre,
enkelte hoteller og adskillige restauranter
og pubber. Det er en by, hvor størstedelen
af bilparken består af pickuptrucks, og
mændene går klædt i Wrangler, ternede
skovmandsjakker og baseballkasketter.
Værtshusene Thompson Inn, Trappers
Tavern og Club Fire & Ice serverer håndbajere uden glas og har oftest striptease
og armlægning på underholdningsprogrammet.
En gang om året, sidste weekend før
jul, kommer vildmarkens pelsjægere, trapperne, til Thompson for at sælge årets
17
fangst af skind. Det har de nu gjort i mere
end 25 år.
Købere og sælgere
Klokken er 7.15 fredag morgen, og termometeret viser -32 °C. Uden for bingohallen
St. Josephs har en lang række trappere
taget opstilling foran de endnu lukkede
døre. Med sig bærer de store tasker, sække
og papkasser. Kulden er ubarmhjertig, og
de mange cigaretter danser som ildfluer i
mørket.
Endelig åbnes dørene, og rækken af
trappere bevæger sig langsomt ind i det
døsigtgrønne neonlys. Her opgiver de
efter tur deres licensnummer og oplyser
til repræsentanter for Manitoba Natural
Resources antallet og arten af de skind, de
medbringer. Tallene er vigtige for myndighedernes registrering af dyrelivet i de
forskellige områder af vildmarken.
Det er en broget og forskelligartet
palet af pelsjægere, der begynder at fylde
bingohallen. De findes i alle aldre og
påklædninger. Nogle har taget kone og
børn med. Der er også hvide trappere,
men størsteparten er creeindianere. For
manges vedkommende har det taget en
dags rejse at komme hertil, og mange
kommer kun til Thompson denne ene
Pelsjægerne beundrer hinandens fangster.
”Take it or leave it!”
gang om året for at sælge skind og købe
julegaver. Indianerne er officielt kristne
af religion, men blander ofte gamle stammeritualer med de hvides traditioner og
skikke.
En efter en ankommer køberne
til arenaen ­– der er fem forskellige:
Northwest Company, der rejser rundt i de
små samfund og opkøber skind; Bruno
de Cesco, en privat opkøber af italiensk
oprindelse; Don Dolinsky, som driver
et lille pelsfirma sammen med sin far
i Thunder Bay; samt John Thorne, der –
ligesom de øvrige – køber skind for at
sælge dem på auktioner som Western
Canadian i Vancouver og NAFA (North
American Fur Auction) i Toronto og New
York. For de fire købere gælder det om at
indkøbe skind billigt for senere at sælge
dem dyrest muligt på auktion.
Femte og sidste køber på Thompson
Fur Table er auktionshuset NAFA, der
tager trappernes skind i kommis­sion og
udbetaler halvdelen af forventet pris på
stedet for senere at afregne endeligt med
trapperen efter auktionen.
Et usædvanligt marked
I alt 220 trappere har meldt sig til
Thompson Fur Table. I rækkefølge kaldes
trapperne op for at præsentere og få
vurderet deres skind af de fem købere på
skift. Det er meget enkelt: Pelsjægeren
vil sandsynligvis sælge sine skind til den
køber, der tilbyder den højeste pris. Og
selvom skindene måske kan indbringe en
højere pris på NAFA’s auktioner, er mange
trappere fristet af de fire andre køberes
måske mindre, men til gengæld kontante
betaling på stedet.
18
Det er interessant at se, hvad pelsjægerne hiver op af sække og tasker.
Mængden af bæver-, mår-, bisamrotte- og
minkskind er enorm efterfulgt af knapt så
mange ræve-, odder-, hermelin-, og fiskemårskind. Enkelte har været heldige – eller
dygtige – til også at fange los, vildkat, ulv,
jærv og – mere sjældent – sortbjørn. Flere
har ikke pelset de sidstnævnte korrekt,
idet de har skåret poter og kløer af. Med
kløerne i behold ville skindene have
indbragt en højere pris ved salg som tæppe
foran pejsen eller i udstoppet stand til
udstilling eller undervisning.
De fleste mindre dyr som grævling,
hermelin, fiskemår, mink og bisamrotte
bruges til beklædning, mens langhårede
arter som ræv, los, vildkat og ulv anvendes
som kraver og kanter til frakker i stof. De
sorte bjørnes skind bliver i udstrakt grad
brugt til hatte for de kongelige livgardere
i Storbritannien og Skandinavien, mens
et biprodukt som bævernes duftkirtler
eksporteres til franske parfumefabrikanter!
Ventetiden for trapperne i bingohallen
er lang, men der er en hjertelig atmosfære,
og de fleste snakker og griner og møder
gamle og nye bekendte. I et hjørne af det
store lokale sælger Stu Jansson fra delstatens pelsjægerorganisation fælder, snarer,
reparationssæt og pelsningsværktøj til
priser, der nærmer sig halvdelen af detailprisen. Han forklarer gerne om trapping:
”I princippet har fangstmetoderne
ikke ændret sig meget gennem de sidste
par hundrede år, men fælder og snarer
er blevet både mere effektive og mindre
smertefulde for dyrene. De dræbende
fælder (x-type), der anvendes på mindre
pelsdyr, dræber byttet øjeblikkeligt, og
internationale regler foreskriver, at snarer,
der anvendes på større dyr som los, ræv,
ulv og jærv, skal være dræbende inden for
tre minutter. Fælder, der klapper sammen
om dyrenes ben, skal i dag være forsynet
med gummibelagte kæber.”
Stu Jansson viser mig en liste med
35 regulativer, der bl.a. foreskriver, at alle
fælder skal kontrolleres for fangne dyr af
pelsjægeren inden for hver 72 timer. Alle
fælder skal være godkendt af International
Humane Trapping Standards underskrevet
af Canada, Rusland og EU.
En våd lønningsnat
Stemningen på Thompson Fur Table er
positiv og forventningsfuld. Alle hygger
sig, og der spises sandwich og appelsiner,
drikkes kaffe og ryges smøger. En musikskole på besøg fra Leaf Rapids spiller jule-
Med The Hudson Bay
Railway i Canada
Tålmodighed ... håbet om en høj pris er stort.
melodier på violiner, og med mellem­rum
er der demonstration for interesserede
trappere, som ønsker at forbedre deres
pelsningsteknik. Til spørgsmålet, om
hvem der vælger et erhverv som trapper,
svarer Grant Armstrong, talsmand for
pelsjægerne:
”I den sydlige og tættere beboede del
af provinsen er trapping som regel kun en
hobby eller en bibeskæftigelse, mens trapping heroppe omkring Thompson er et
naturligt job og en tradition, der typisk går
i arv. Begyndere skal gennemføre et intensivt pelsjægerkursus, og en licens til en
registreret trapline koster årligt 10 dollars.
Såkaldte First Nation-indianere har ret til
at jage gratis i de åbne arealer.”
Manitoba Conservation udgiver hvert
år en 20 siders ”Trapping Guide”, som
bl.a. indeholder en detaljeret sæsonkalender, der viser, hvilke dyr der må fanges
i en given periode. Sæsonen er typisk fra
midten af september til udgangen af maj.
Som timerne går, tynder det ud i
antallet af pelsjægere i bingohallen. De
fleste har nu solgt deres skind og er
forsvundet ud i byen med tykke bundter
af dollars på lommen. I mellemtiden
er man ved at sætte vand over til kaffe
på Thompsons politistation. Som det
forholder sig hvert år, bliver det mountiernes travleste nat med masser af slagsmål,
knivstikkeri og berusede indianere, der
falder i bevidstløs søvn rundt omkring
i byens kolde gader, mens julesneen
begraver dem.
Da jeg selv forlader Thompson Fur
Table, løber jeg tilfældigt ind i to personer.
Den ene er en tandløs indianer, som
knapt kan stå på benene. Han er tydeligt bevæget af børnenes violinkoncert og
insisterer højlydt snøvlende på at donere
2.000 dollars til musikskolen. Den anden
person er Lane Boles, en lokal park ranger,
der altid er god for en vittig bemærkning.
Han fortæller om Martha Donaldson, en
ældre kvindelig trapper, som i mange år
nægtede at skifte sin hundeslæde ud med
en moderne snescooter med begrundelsen:
”If you break down in the bush, you can’t
eat it!”
Marthas bemærkning er ganske
morsom, men siger også noget om eksistensvilkårene for pelsjægere i Canadas
vidtstrakte vildmark.
nn Anders Nielsen besøgte Thompson
i Manitoba i Canada i 2010. Han har
medlemsnr. 709 og er redaktør af Business
Traveller Denmark og bestyrelsesmedlem i
Dansk Afrika Selskab.
Den enorme Hudson Bay i det nordlige
Canada er opkaldt efter den berømte
britiske søfarer Henry Hudson, der i
1610 sejlede vest- og sydpå gennem
det stræde og den bugt, der senere fik
hans navn. Hele vinteren 1610-11 lå
hans skib indefrosset i bugtens is, og
da foråret endelig kom, gjorde styrmand og besætning mytteri. Hudson
og enkelte andre, deriblandt hans unge
søn, blev sat ud i en åben båd og aldrig
set siden. De fleste af mytteristerne
blev senere dræbt af inuitter, og de, der
overlevede, blev fængslet, da de nåede
tilbage til England.
Byen Thompson ligger 739 km nord for
Winnipeg og er et trafikalt knudepunkt
i Manitobas nordlige ødemark. Af byens
knap 15.000 indbyggere udgør hvide
mennesker 58 %, og oprindelige folk
(indianere og inuitter) 35 %.
Ud & hjem igen: En enkeltbillet til
toget fra Winnipeg til Thompson fås fra
ca. 700 kr. Fly København-Winnipeg fås
fra ca. 5.075 kr. t/r.
Den klogeste kører hjem til konen med pengene.
19
K o o r di n a te r n e
49° 11´ 25,65˝ N
20° 11´ 55,39˝ Ø
Nær Téryho chata,
Tatrabjergene, Karpaterne,
Slovakiet
Tekst & Foto: Per Allan Jensen
20
D
et var en smuk og solrig
søndag i slutningen af
september. Vi havde parkeret
bilen i byen Starý Smokovec
i den sydøstlige del af Tatrabjergene i
Slovakiet, og målet for dagens vandretur
var restauranthytten Téryho chata, der
ligger oven for dalen Malá Studená Dolina.
Slovakiet har glimrende øl – men tag ikke
dertil for madens skyld! Frokosten levede
desværre ikke helt op til forventningerne.
Det gjorde til gengæld naturoplevelserne langs stien, der først var omgivet af
tæt skov og senere førte gennem en bred
dal for til sidst at føre op over stejle nøgne
klipper til et stort plateau med søer og
skønne panoramaer.
I Tatrabjergene er der 24 toppe
over 2.500 moh. Tatrabjergene er en del
af den større bjergkæde Karpaterne og
deles mellem Polen og Slovakiet (der
jo i øvrigt selv er fremkommet ved en
landedeling, den såkaldte fløjsskilsmisse
af Tjekkoslovakiet i 1993). Store dele af
området er udlagt som nationalpark og
fyldt med glimrende vandrestier i alle
sværhedsgrader.
Tatrabjergene dækker et areal på
750 km², hvoraf størstedelen (600 km²)
ligger i Slovakiet. Det højeste bjerg er
Gerlachovský štít på 2.655 moh. Det ligger
i Slovakiet og er landets højeste punkt.
Tatra Nationalpark, Tatranský
národný park, blev grundlagt i 1949, og
den tilstødende polske nationalpark
21
Tatrzański Park Narodowy i 1954. Begge
områder blev i 1993 optaget på Unescos
liste over særlige biosfærereservater.
nn Per Allan Jensen har medlemsnr. 26 og
vandrede i Tatrabjergene i september 2012.
Landsbyen Karakul i knap
4.000 meters højde.
Highlights fra en highway i
Langtbortistan
I sommeren 2013 var jeg nået til
den kirgisiske by Osh under min
lange rejse ad Silkevejen. Her var
jeg så heldig at komme i rigtigt godt
selskab med et par andre individuelle rygsækrejsende: Ian, John og
Sadaf. Vi havde alle fire planer om
at rejse ad Pamir Highway igennem
Tadsjikistan og gik derfor sammen
om at hyre en firhjulstrækker med
chauffør til turen fra Sara Tash til
Khorog.
Tekst & FOTOS:
Lene Kohlhoff Rasmussen
V
i blev hentet af vores chauffør
Tourot ca. en dagsrejse syd for
Osh i den kirgisiske grænseby
Sara Tash, der ikke er meget
andet end nogle spredte huse beliggende
omkring et stort vejkryds. Til venstre kan
man køre til Irkeshtam, som er den ene af
de to grænseovergange mellem Kirgisistan
og Kina, og vejen til højre er en fortsættelse af Pamir Highway til Tadsjikistan.
Pamir Highway hørte engang til
Silkevejens netværk af karavaneruter.
Vejen begynder i Osh i Kirgisistan og
forsætter til Khorog og videre mod
Dushanbe i Tadsjikistan. Den fik sit
navn, da vejen blev udbygget til biltransport, men den er ikke nogen highway i
vestlig forstand. Kørebanen er kun delvis
asfalteret, og man kan risikere at den
er stærkt beskadiget af jordskælv, jordskred og laviner. Til gengæld er det en af
de mest spektakulære bjergruter i verden.
Pamirbjergene er et af de mange bjergområder, der bryster sig af titlen Verdens
Tag, og det er ikke helt uden grund, da der
findes nogle af de højeste tinder uden for
Himalaya, bl.a. bjergene med de fedeste
navne – Pik Kommunizma (7.495 moh) og
Pik Lenin (7.134 moh).
Gennem rå og forrevne bjerge
Efterhånden som vi nærmede os grænsen
blev de grønne og frodige kirgisiske bjerge
erstattet af bjerglandskaber, der ikke alene
er meget højere, men også mere forrevne,
tørre, bare og rå. Det højeste punkt på
bjergruten er Ak-Baitalpasset i 4.655 moh,
hvor jeg satte min egen højderekord. Lidt
22
senere på turen gjorde jeg det igen, da
vi på en lille detour, væk fra hovedvejen,
kom over Bazar Darapasset i 4.664 meters
højde.
Vores første stop i Tadsjikistan var
i landsbyen Karakul, som ligger ved en
bjergsø af samme navn med udsigt til et
pigtrådshegn mod et stort tomt ingenmandsland. Ovre på den anden side af det
store bjergrige ingenmandsland ligger den
kinesiske provins Xinjiang.
Det var helt tydeligt, at den rå natur
har haft en afsmitning på arkitekturen.
Husene lignede ikke længere små farverige
bondehuse med træskodder for vinduerne og de sovjetiske betonkomplekser er
heller aldrig nået helt op i bjergene. Det
var derimod forfaldne hvidkalkede huse
med masser af afskalninger, der prægede
det knap så idylliske landsbybillede. Det
hele virkede råt og barskt ligesom den
omkringliggende natur på et af de fjerneste og mest isolerede steder i verden.
Landsbyboerne i Karakul ved godt
selv, hvor købmandsbutikken ligger, og
den er næsten tom, så der er ikke behov
for reklameskilte. Alle dørene til husene
var lukkede, så først efter nogen tids søgen
På modsatte side af floden ligger den afghanske Wakhankorridor.
lykkedes det at finde en lille købmandsbutik med et yderst begrænset udvalg af
varer på hylderne. Bolsjer, slikkepinde,
sodavand, kiks og chokoladebarer var
der et lille udvalg af, selvom det meste for
længst havde overskredet sidste salgsdato.
Andre praktiske ting såsom lidt børnetøj,
hårbørste, elastikker og SIM-kort til
mobiltelefoner kunne også fås i butikken.
Helt almindelige madvarer og i særdeleshed frugt og grønsager skulle man
imidlertid lede længe efter. Men verdens
nødhjælpsorganisationer har fundet vej til
denne ludfattige afkrog og er leveringsdygtige i mad og brøndboringer, så landsbyboerne kan få de mest basale fornødenheder.
Det er et barsk sted, særligt om
vinteren, når temperaturene når ned
omkring -40 °C, og bjergpassene lukker.
Stedet bliver til tider totalt afskåret fra
resten af omverdenen. De mennesker, der
er født og opvokset i disse fjerne afkroge,
får en vis hårdhed ind med modermælken.
Det er og bliver et af de steder i verden,
hvor kun stærke mænd og kvinder er i
stand til at overleve.
En lille brik i spillet om magten
Turen gennem Pamirbjergene blev smuk
med vidtstrakte gletsjere og knejsende
bjergtinder, der er gennemskåret af dybe
smalle dale med floder og vandløb i et
ufatteligt øde terræn. Længere nede ad
Pamir Highway, hvor vejen drejer af
ned mod Wakhankorridoren, kommer
bjergkæden Hindu Kush myldrende ind
fra Pakistan med endnu flere høje og spektakulære bjerge.
Vi gjorde et stop ved vores første
glimt af Pyanj-floden, der deler
grænsen til den smalle afghanske
Wakhankorridor, som har Pakistan på
den ene side og Tadsjikistan på den anden.
Wakhankorridoren er et lille stykke
bjergrigt land, der engang blev tildelt
Afghanistan som en lille brik i et stormagtsspil mellem Rusland på den ene side
og Storbritannien på den anden. Et magtspil, der er blevet kaldt The Great Game, og
som i virkeligheden var den første kolde
krig mellem øst og vest. Alle ingredienserne til en kold krig var til stede. Der var
spioner og kontraspioner, marionetstater
og dommedagsprofeterende regeringer,
der lagde røgslør ud for deres egne lyssky
affærer. Det eneste, der manglede, var
den lille røde knap, der kunne udløse en
atomkrig. Rusland inddrog området i
Tadsjikistan og udvidede dermed sit territorium helt op til Det Britiske Imperiums
kronjuvel, Indien, og for at undgå en fælles
grænse blev Wakhankorridoren tildelt
Afghanistan i 1895. Men det forblev reelt et
kæmpestort ingenmandsland og en stødpude mellem de to stormagter.
På besøg hos en talebankommandør
Efter at have fået vores første glimt af
Afghanistan ovre på den anden side af
floden og forsøgt at ramme landet med
et par småsten, som vi kastede over på
den anden side af kløften, var vi klar til
at køre videre. Vejen fortsætter langs
Pyanjfloden, og indimellem kunne vi
spotte et par vilde kameler, der græssede
ovre på den modsatte side af bredden i
Afghanistan. Landskabet i dalen er langt
mere frodigt end det landskab, som vi
passerede gennem i de højereliggende
Pamirbjerge. Langs vejen er der plantet
masser af poppeltræer med bagvedliggende landbrugsmarker. Vi stoppede ved
en mekaniker i landsbyen Vang, da Tourot
skulle have lappet sit bildæk og pumpet
lidt mere luft i reservehjulet efter turens
første punktering. Det tog sin tid, og i
23
Safars datter demonstrerer sin fysikopgave.
stedet for at sidde og vente forslog Tourot,
at vi kunne gå hen for at se en gammel
historisk buddhistisk stupa lidt længere
nede ad vejen.
Vi nåede dog aldrig helt ned til
stupaen, før en mand vinkede os ind for
at besøge ham og se hans hus. Safars hus
var et typisk pamirhus, der er indrettet
efter den shiitiske trosretning ismaili, og
konstruktionerne er derfor fyldt med
symbolik. Det centrale rum i huset var
et stort søjlebåret rum. Der var ingen
vinduer, men rummet blev oplyst gennem
et centralt ovenlysvindue, som kaldes en
tsorkhona. Ovenlysvinduet var placeret
i midten af fire koncentriske firkanter i
loftet, der repræsenterede elementerne
jord, luft, ild og vand. Der var ingen
møbler i rummet, men derimod masser af
Jeg er lysår væk hjemmefra, og mon jeg får et lift?
Tourots firhjulstrækker på Pamir Highway.
Afghanere og tadsjikere handler, diskuterer og giver hinanden håndslag hver lørdag.
tæpper og madrasser langs væggene, som
ikke blot er praktiske, men også farverige og dekorative. Om aftenen rulledes
madrasserne ud, og familiens senge var
dermed redt.
Der hang flere farverige tæpper på
væggene, side om side med plakater af
eksotiske strande og vandfald i tropiske
regnskove, al den natur, der ikke findes
i de golde bjerge. Men det mest fremtrædende billede på væggen var et portræt
af Aga Khan, som er den ledende imam
i ismailireligionen. Rummets fem
udsmykkede søjler symboliserede de
fem medlemmer af Alis familie (Fatima,
Ali, Mohammed, Hassan og Hussein).
Ærespladsen var siddepladsen ved siden af ​​
Hassan-søjlen, som er forbeholdt kaliffen,
landsbyens religiøse leder. Ud over det
store centrale rum i huset var der en lille
entre, et køkken og et mindre opholdsrum.
Inden vi fik set os om i huset, kom Safars
datter ind med en bakke med te og den
obligatoriske skål med nødder, bolsjer og
karameller. Da Safar hørte, at både Ian og
Sadaf er ingeniører, lyste hans ansigt op.
”Min datter vil også være ingeniør. I skal se et skoleprojekt, hun har
lavet i fysiktimerne,” sagde han og
bad datteren finde det frem. Hun kom
derefter slæbende med et apparatur lavet
af papkasser, et par ledninger, træpinde,
små stykker haveslange og et par gamle
plastikdunke og -flasker.
24
”Det er et vandkraftværk,” fortalte
han stolt og satte et bilbatteri til, men da
det ikke virkede, byttede han det ud med
et fra sin gamle rustne Lada, der holdt
parkeret i indkørslen. Det virkede, og
det samme gjorde det lille interimistiske
vandkraftværk efter at enkelte af delene
blev justeret lidt. Safar fandt derefter
et fotoalbum frem og viste os en masse
billeder fra en filmoptagelse.
”Jeg havde engang en stor rolle i en
fransk film om Taleban, hvor jeg spillede
den onde talebankommandør,” fortalte
han.
På billederne kunne vi se, at han med
et stort sort skæg og turban, så ret overbevisende ud og lignede en fyrig afghansk
kriger.
”Havde du mange replikker?” spurgte
jeg.
”Ja,” svarede Safar og grinende. ”Jeg
skulle lære at sige dem på fransk, men jeg
anede ikke, hvad ordene betød!”
Safar viste også billeder af sin familie
og sine syv børn. De to ældste sønner er
i militærtjeneste, og hans ældste døtre
studerer i hovedstaden Dushanbe. De tre
yngste børn bor stadig hjemme og går i
skole i landsbyen. Det var utroligt hyggeligt at besøge Safar, og tiden fløj af sted, så
vi pludselig måtte skynde os tilbage, inden
Tourot blev bekymret for, hvor pokker vi
blev af.
På shopping i ingenmandsland
Vi nåede lige akkurat til Ishkashim,
inden lørdagsmarkedet lukkede. Da den
afghanske Wakhankorridor blev dannet,
blev de få landsbyer og nomaderne, der
Pamir Highway
tilfældigvis opholdt sig i korridoren,
totalt isoleret og klemt inde i bjergene.
Sådan lever de stadig, men hver lørdag
formiddag kan de komme over broen til
en lille ø i ingenmandsland for at handle
med tadsjikerne.
For at komme ind på markedspladsen,
skulle vi først aflevere vores pas til en af
grænsevagterne, inden vi kunne blive
lukket ud i ingenmandslandet for at kigge
på grænsehandlen. De handlende var så
småt begyndt at pakke sammen, men de
gav sig alligevel god tid til at få en sludder
med et par fremmede turister. Afghanerne
var umådelig begejstret over at møde os.
Deres umættelige nysgerrighed gav et
forvarsel om, hvad der ventede mig, når
jeg godt to måneder senere skulle give
eventyrlysten fuld vind i sejlene og rejse
alene igennem Afghanistan. På markedspladsen i ingenmandslandet blev der
solgt tæpper, småkager, tøj, cigaretter og
alverdens krimskrams og måske også foretaget et par andre mere lyssky handler.
Derefter gik de handlende tilbage til det
land, de kom fra, og måske mødes de igen
midt på grænsen den efterfølgende lørdag.
Tre punkteringer senere og en masse
uforglemmelige oplevelser rigere ankom vi
Khorog. Når jeg bagefter skal gøre status,
var turen ad Pamir Highway et af de helt
store highlights på min rejse.
nn Lene Kohlhoff Rasmussen har til dato
besøgt 14 territorier og 70 lande. Hun har
medlemsnr. 557. Læs mere om hende på
www.leneswebsite.dk .
Pamir omfatter et område på 120.000
km², som ligger, hvor de store centralasiatiske bjergkæder Tian Shan,
Karakoram, Kunlun, og Hindu Kush
mødes. Det højeste bjerg i Pamir
er Kongur (Kungur Tagh) i Xinjiang,
som er 7.719 meter højt. Pamir
strækker sig over et område af Kina,
Kirgisistan, Tadsjikistan, Afghanistan
og Usbekistan.
M41, bedre kendt som Pamir Highway
(på russisk Pamirskij Trakt, Памирский
тракт), er en vej, som er blevet
anvendt af handelsrejsende karavaner
siden oldtiden og kendes også som
Silkevejen.
I 2013 var jeg taget af sted på, hvad
der skulle blive en 15 måneders lang
rejse, hvoraf de otte måneder foregik
over land ad Silkevejen fra Kinas
hovedstad Beijing til Istanbul gennem
Centralasien, inkl. Afghanistan, Iran,
Kaukasus, Irak og Tyrkiet. Rejsen ad
Silkevejen gjorde et stort indtryk, og
jeg er derfor i gang med at skrive en
bog om denne del af min rejse.
Transport: Turen ad Pamir
Highway fra Sara Tash til Khorog via
Wakhandalen tager fem til syv dage
alt afhængig af stop og diverse detours
undervejs. Turen er på knap 800 km.
Leje af bil med chauffør og inkl. brændstof kostede ca. 300 kr. per person per
dag (vi var fire personer).
Logi: Homestays med kost og logi
kostede ca. 110-150 kr. per person.
Visum & tilladelser: Sammen
med visum kræves der en særligt
GBAO permit for at rejse gennem
Pamirregionen. GBAO permit søges
sammen med visum.
Afghanerne kommer slæbende med varer, der skal sælges på markedspladsen i
ingenmandsland.
25
67° 54´ 29˝ N
18° 18´ 4˝ Ø
Kungsleden mellem Sälka
og Kebnekaise Fjällstation,
Kiruna, Norrbotten,
Lapland, Sverige
Tekst & Foto: Lars-Terje Lysemose
apland viser sig i sit smukkeste
efterårsflor, da jeg sammen
med to venner og min trofaste
firbenede vandrer i tre uger ad
den berømte Kungsleden fra Abisko til
Kebnekaise og videre til Nikkaluokta.
Nomadernes gamle land er i dag delt
af flere landegrænser. Lapland strækker
sig over de enorme ødemarker fra det
nordlige Norge og Sverige til Finland og
den russiske Kolahalvø. Der findes i dag
omkring 75.000 samer, hvoraf langt de
fleste bor i den norske del.
Området mellem Sälka og Kebnekaise
er frodigt med masser af blomster, lyng og
bække, som snor sig gennem landskabet.
Dalen omgærdes af massevis af høje fjeldtinder, uanset hvor vi vender blikket hen.
Det er først i september, men Laplands
oprindelige befolkning – samerne og deres
rensdyr – får vi kun nogle få glimt af på
denne tid af året.
nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr.
364 og bar en rygsæk på 27 kg, hvoraf en
stor del var hundefoder. Labradoren Molly
bar sin egen rygsæk – en såkaldt kløvtaske,
men den kunne kun rumme seks-syv kg.
26
Koordinaterne
67° 53´ 0˝ N
18° 33´ 0˝ Ø
Jökelbäcken, Kebnekaise,
Kiruna, Norrbotten,
Lapland, Sverige
Tekst & Foto: Lars-Terje Lysemose
S
meltevandet fra gletsjerne
længere oppe danner den ene
bæk efter den anden. Flere
gange må vi vade over disse små
vandløb, og her får vi det lifligste, kolde,
klare drikkevand.
Den brusende Jökelbäck er umulig at
springe over, og selv om vi længe spejder
efter et sted, hvor vi kan springe fra sten
til sten, ender vi alle – jeg selv, min hund
Molly og to venner – med våde poter.
Det er tidlig morgen, og en tæt
dis ligger over det grønne, mosbelagte
efterårslandskab. Forhåbentlig er disen
forsvundet, så vi kan nyde udsigten, når vi
når toppen af Kebnekaise, Sveriges højeste
fjeld.
27
Da jeg som 18-årig i 1993 klatrede
op for første gang ad den østre sti, målte
fjeldet 2.117 moh. Nu er der smeltet så
meget is og sne, at toppen er skrumpet til
bare 2.099 moh. Den letteste vej op – og
uden klatring – er at bestige Kebnekaise
fra syd ad den venstre sti via Kaffedalen.
Så kan man vandre hele vejen op – også
med hund. Men det er en lang, anstrengende og tidskrævende dagtur på i alt 24
km op og ned.
nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr.
364 og besteg Kebnekaise for anden gang i
september 2011.
Sikkerhedshegnet/muren løber flere
steder som en slange mellem private
boliger. Her en tidligere automekaniker, der fiksede biler på hovedvejen
mellem Jerusalem og Bethlehem, indtil
der fra den ene dag til den anden blev
opsat dette menneskelige vidunder.
I dag må familien ikke benytte sin
tagterrasse, da det konflikter med israelernes sikkerhedsforskrifter.
Til Israel med ærkefjendens visum i passet
Jeg havde booket flybilletter til Tel
Aviv til jul i den tro, at det var mange
år og et pas siden, jeg sidst havde
været i noget muslimsk land, og
Israel er jo i kold eller varm krig med
den islamiske verden i tide og utide.
Men nogle få dage inden afrejse
kom jeg pludselig i tanke om, at jeg
da vist egentlig også havde fået et
iransk visum for halvandet år siden.
Israels måske største fjende. Pis!
Tekst & FOTOS:
Christian Hadsund
E
fter lidt Google-søgen kom jeg
frem til, at det ikke skulle være
noget større problem at komme
ind i Israel med sådan en
historik i sit pas. Man skulle bare svare på
et par ekstra spørgsmål ved indrejsen, og
så skulle man være på sikker grund igen.
Så jeg tog af sted.
Inden afrejse havde jeg booket
hostel i Bethlehem og Jerusalem, da de er
pilgrimssteder i juletiden og derfor hurtigt
fyldes op. Det havde været ret dyrt, især
juleaften, så jeg havde også kontaktet et
par stykker via www.couchsurfing.org, og
efter hostelbookingen havde jeg faktisk
også fået en fast couchsurfing-aftale hen
over hele mit ophold i Bethlehem. Jeg
havde ikke undersøgt personen nærmere,
men gik som udgangspunkt ud fra, at
han var muslimsk palæstinenser. Hans
navn lød i hvert fald hverken kristent eller
jødisk.
I Tel Aviv blev der af skrankepaven
i paskontrollen, som forventet, stillet lidt
ekstra spørgsmål, da den unge pige opdagede det iranske stempel i passet. En mere
erfaren kvinde bad mig om at følge med
til et venteværelse, hvor andre i samme
situation sad og ventede på at blive krydsforhørt. Efter omkring 50 minutter, hvor
jeg kun var blevet underholdt af en række
vagter, der hoppede oven på en mand,
der hylede som en stukken gris, blev det
endelig min tur.
En fyr på min egen alder fik mig ind
i forhørslokalet og præsenterede sig selv
som værende fra Security. Der blev stillet
en del spørgsmål til mine rejseplaner i
Israel: Hvor jeg skulle hen? Hvor jeg skulle
bo? Om jeg kendte andre i Israel eller på
28
Vestbredden? Han fik mine hostelbookinger at se og planerne om Jerusalem og
Bethlehem. Min mangel på religion blev
også lige vendt.
Må jeg købe en vokal?
Jeg hev troligt mine rejsedokumenter
frem med alle mine ideer og noter, og
han blev ikke helt tilfreds med at se ordet
Gaza. Yderligere blev jeg bedt om at oplyse
min fars navn og hans fars navn, som
jeg faktisk ikke kender. Han ville også
have mig til at skrive mit telefonnummer
ned og verificere det ved at vise mit eget
nummer på telefonen. Så rykkede vi videre
i samtalen, og han spurgte påtaget naivt
om, hvorfor vi mon sad her, og jeg måtte
selvfølgelig sige, at det var nok pga. det
iranske stempel i passet.
Så fik han spurgt om, hvem jeg var
i Iran med? Hvad jeg havde lavet der?
Om jeg kendte nogen der? osv., osv ...
Tilsyneladende kunne han se en del oplysninger på sin skærm, bl.a. at jeg havde rejst
med Martin Buch Larsen (medlem nr. 507)
i Iran. Ret vildt.
Men var der andre grunde til, at
vi sad her? spurgte han. Jeg var rimelig
Apartheidmuren eller Sikkerhedshegnet (afhængig af ens politiske observans) er hverken køn eller glædelig for palæstinenserne.
Men nogen steder er man dog gået den kreative og humoristiske vej – her: ”Make Hommus, not walls”.
clueless og spurgte, om jeg måtte købe en
vokal. Han var heldigvis selv en humoristisk fyr, så alt foregik stille og roligt.
Jeg blev straks mere nervøs, da han
også ville have min e-mail. Tænk, hvis
han ville åbne min mailboks og se, at jeg
havde fået e-mails fra www.couchsurfing.
org, som jeg ikke have oplyst ham om! For
han havde jo faktisk spurgt, om jeg skulle
besøge nogen her, og jeg havde troligt
vist fyren mine hostelbookinger (min idé
med at beholde bookingerne var, at en
couchsurfing-vært pludselig kunne ændre
mening, og så havde jeg været på spanden
i et helt fyldt Bethlehem).
Jeg havde med vilje ikke fortalt noget
om, at jeg skulle besøge en palæstinenser.
Dels for ikke selv at skulle blive for interessant, og dels for ikke at bringe min vært
i fedtefadet og lave en efterretningssag på
ham.
Telefonaflytning – nej tak!
Gudskelov holdt sikkerhedsfyren inde
med sine spørgsmål og var tilfreds med,
at jeg bare havde skrevet min e-mail på
et stykke papir, og ville ikke verificere
den ved at bede mig om at åbne min
indbakke, som ville have afsløret, at de
øverste e-mails kom fra en person med et
arabiskklingende navn. Det kunne have
været rigtig uheldigt at blive taget i en løgn
af den israelske sikkerhedstjeneste.
Til sidst blev jeg bedt om at sætte
mig ud i venteværelset igen, mens han fik
tjekket op på mine historier. Efter i alt to
timer fik jeg mit pas tilbage og fik omsider
lov til at hente min bagage, som nu stod
på gulvet foran bagagebåndet uden opsyn.
Hvor var sikkerheden lige henne der?
Da jeg endelig kom ud på den anden
side og ville finde et lokalt SIM-kort,
kunne jeg kun finde et sted, hvor man
kunne leje et SIM-kort. Om jeg skulle
havde min telefon aflyttet, mens jeg
ringede til alle mulige på min vej, inkl.
min vært? Nej tak. En spirende paranoia
bredte sig i min krop, og jeg overvejede,
om jeg helt skulle droppe besøget hos min
palæstinensiske vært. For alles bedste.
Jeg vidste jo ikke, om sikkerhedstjenesten havde kontaktet de forskellige
hostels, og om de i tilfælde af et no show
var blevet pålagt at melde tilbage. Og hvor
mange spørgsmål ville sikkerhedsstyrkerne ved kontrolposten mellem Jerusalem
29
og Bethlehem stille? Og ville de kunne se
de oplysninger, som manden i lufthavnen
havde tastet ind, i sit forhør af mig? Ville
de kunne afsløre min løgn, når jeg kom
tilbage gennem kontrolposten og ikke var
registreret på hostelet i Bethlehem?
Paranoiaen fortager sig, men
kommer tifold igen
21. december om aftenen fik jeg endelig
telefonisk kontakt til min vært og besluttede at skide hul i min egen ubekvemmelighed og begyndende paranoia. Så
vi mødtes dagen efter, og jeg blev budt
velkommen af en særdeles hyggelig og
bagstiv fyr på min egen alder iført sin
pyjamas og sutsko. Så det var vist ikke en
islamisk fundamentalist, jeg havde med
at gøre.
Derimod var det en tilbagelænet vicepresident i sin fars egen farmaceutiske
virksomhed, og der var øjeblikkelig kemi
imellem os. Han kunne godt være gået hen
og blevet en rigtig god ven, hvis ikke det
lige var for geografien. Usikkerhed på hele
situationen fortog sig hermed.
Næste dag gik jeg rundt for mig selv
og oplevede juleplanlægningen i byen, da
ringe tilbage til sikkerhedstjenesten uden
al mulig baggrundsstøj fra den travle by.
Med kriller i maven og kogende ører
fik jeg taget de to lokaltransporter tilbage
til huset igen og fik hørt telefonsvareren.
Det viste sig gudskelov at være en fødselsdagssang fra en gammel rumænsk veninde.
Jeg havde i kampens hede nærmest glemt,
at jeg havde fødselsdag denne dag! Derfor
det udenlanske nummer. Pheeewww ...
meget lettet og en smule flov over min
egen paranoia kunne jeg nyde aftenens
julekoncert.
Julekoncert og optog i Bethlehem.
Julekoncerten transmitteres til store dele af den kristne verden juleaften.
jeg pludselig modtog et opkald på mit
danske telefonnummer fra et udenlandsk
nummer midt på en guidet gåtur i en flygtningelejr, så jeg valgte ikke at svare. Men
tankerne begyndte ellers at galopere igen!
For der var kun to i Israel, jeg havde givet
mit danske nummer: Den ene var min
vært, men hvorfor skulle han ringe til mig
på mit danske nummer, når han også på
det tidspunkt havde fået mit nye lokale
nummer? Og den anden var fyren fra
sikkerhedstjenesten!
Havde de nu fundet ud af, at jeg ikke
var dukket op på mit bookede hostel, som
jeg i mellemtiden havde aflyst, og at ejeren
af et af disse hostels havde e-mailet til mig
privat og spurgt, hvorfor jeg havde aflyst,
og hvor jeg så havde tænkt mig at bo i
stedet? Hvorfor ville sådan en hotelejer
vide dét om lige præcis mig?
Min paranoia var nu helt oppe på
den store klinge, og jeg ventede med at
ringe op til telefonsvareren, indtil jeg var
hjemme i min værts herskabslejlighed
igen, så jeg i ro og mag eventuelt kunne
30
Mistænkelige souvenirs
Resten af turen på ca. to uger blev ikke
brugt på yderligere bekymringer om
udspekulerede israelske efterretningsagenter, men jeg var alligevel spændt på
at se, hvordan sikkerhedspersonalet i
lufthavnen havde tænkt sig at følge op på
mig på vej ud af landet igen.
På vej ind i lufthavnen var den første
paskontrol. Inden jeg kom til det første
sikkerhedstjek, var der endnu en betjent,
som undersøgte mit pas endnu grundigere og derfor også bemærkede de mange
stempler i passet og konstaterede, at jeg
fik da rejst en del. Så kom han til siden
med det iranske visum og fortsatte: ”Also
to Iran?” Det måtte jeg jo så give manden
ret i. Så begyndte den samme udspørgen
som på vej ind i landet: Hvad jeg havde
lavet i Iran? Om jeg kendte nogen? Havde
familie der? Om jeg stadig var i kontakt
med nogen? Hvornår den sidste kontakt
var? Osv.
Manden var øjensynligt tilfreds, og
jeg fik lov til at gå videre til scanning af
flybagagen. Her var der ikke så mange
problemer, men jeg blev dog bedt om at gå
videre til den manuelle bagagetjek i stedet
for at gå direkte til indtjekningsskranken
(i Israel er der først sikkerhedstjek og
derefter indtjekning modsat de fleste
andre steder i verden, hvor det foregår i
omvendt rækkefølge). Så efter lidt ventetid,
hvor andre mistænkelige mennesker også
skulle have undersøgt deres bagage, kom
turen til mig, og hele min rygsæk blev
endevendt.
Jeg forventede naturligvis en yderligere udspørgen, eftersom jeg havde flere
palæstinensiske souvenirs, som med lidt
god vilje kunne opfattes som, at jeg var
fjendtlig indstillet over for den jødiske stat.
Ganske rigtigt. Da plastikposen med halstørklædet, syet som det palæstinensiske
flag, blev åbnet, skulle der lige kontaktes
en kollega på hebraisk, og derefter en
anden kollega, hvis manglende smil i
Israel & Palæstina
Efter at have holdt min fødselsdag skjult, fandt min vært alligevel ud af det, da vi
tilfældigvis blev venner på Facebook samme dag. Det resulterede i et par fødselsdagsøl, som han havde med hjem trods en meget lang arbejdsdag.
ansigtet tydede på, at han var lidt mere
senior end de øvrige drenge og piger med
plastikhandsker.
Sæbebobler med bagtanker
Igen skulle jeg fortælle om min rejserute,
men det var sjovt nok kun de palæstinensiske byer, Hebron, Rammalah og
Bethlehem, han var interesseret i at høre
mere om. Og efter at have hørt hvor jeg
havde købt halstørklædet, var jeg tilsyneladende ikke terrormistænkt længere.
Inden situationen med halstørklædet
havde drengen med plastikhandskerne
også grublet over et Hallo Kitty-rør med
sæbevandsbobler. Men denne genstand var
han dog trods alt gammel nok til selv at
foretage en inspektion af, da jeg fortalte, at
det var en gave til en lille pige derhjemme,
og terrormistanken var annulleret.
Efter at seniorinspektionsgutten uden
evne til at smile havde sagt god for halstørklædet, blev jeg personligt eskorteret af
drengen med plastikhandskerne over til en
selvstændig indtjekningsskranke, der var
reserveret til mistænkelige gespenster som
mig selv. Uden om den øvrige lange kø til
indtjekning. Tænk, at man har en permanent selvstændig skranke til folk, der har
fået en særlig sikkerhedshåndtering! Så er
der nok ret mange, der får denne håndtering.
Manden i den nye skranke, som i
øvrigt havde lært dansk på et e-learningkursus, fik tjekket min bagage ind på et
næsten fejlfrit dansk, hvorefter jeg blev
overladt til en ny sikkerhedsperson, der
skulle eskortere mig videre. Denne gang
en væsentligt mere god-for-øjet trunte.
Bagagen skulle nemlig ikke transporteres på bagagebåndet ligesom al den
øvrige pøbels habengut. I stedet blev jeg
med min rygsæk eskorteret til et sted, hvor
bagagen skulle endevendes endnu en gang,
men denne gang uden min tilstedeværelse.
Døren til elevatoren gik op, og jeg
skulle lægge min bagage på en vogn
sammen med andres odd size bagage, og så
kunne jeg ellers kun håbe på at få mit halstørklæde og sæbevand med hjem.
nn Christian Hadsund besøgte Israel
og Palæstina i december 2013 og har
medlemsnr. 506. Han har til dato besøgt syv
territorier og 60 lande.
Det pælestinensiske selvstyre blev
oprettet i 1994 og styrer formelt det
meste af Vestbredden og Gazastriben
og har observatorstatus i FN.
Indbyggertallet var i 2008 på 4,1
millioner. Til sammeligning bor der 5,4
millioner jøder i Israel.
INDREJSE: Man skal holde sine venner
tæt, men sine fjender endnu tættere.
Det har Israel taget konsekvensen af, så
Israel er stort set uvenner med alle sine
naboer. Dog nogle mere end andre.
Hvor mange lande med overvejende
muslimske befolkninger siger pænt nej
tak til rejsende med et israelsk stempel
i passet, så kan man godt komme ind i
Israel, så længe man ikke vækker yderligere mistanke.
Det er naturligvis ikke for sjov, at Israel
er meget varsom med, hvem der lukkes
ind i landet. Fra tidligere soldater i den
israelske hær har jeg fået fortalt, at
alle spørgsmålene skal prøve at gøre
mistænkelige personer nervøse og
modsige sig selv.
De udenlandske stempler og spørgsmålene om, hvem man har haft kontakt
med i fjendens land, skal sikre, at man
ikke som naiv udlænding er blevet
rekrutteret eller lokket til at rapportere
tilbage om israelske sikkerhedsforanstaltninger, som fjenden ikke selv kan
komme ind og undersøge.
Ud & hjem igen: Fly København-Tel
Aviv t/r fås fra ca. 1.400 kr.
31
Koordinaterne
28° 34´ 22,76˝ N
84° 41´ 46,86˝ Ø
Ribung Gompa, Lho,
Manaslu Conservation
Area, Gorkhadistriktet,
Nepal
Tekst & Foto: Lars-Terje Lysemose
E
n ung og en gammel sidder i
døren til et af klostrets rum og
smiler, da vi besøger Ribung
Gompa, der ligger idyllisk i
3.200 moh med Manaslu med sine imponerende 8.156 meter som baggrund. Det er
verdens 8. højeste bjerg.
Klostrets drenge undervises ikke
bare i buddhistiske læresætninger, men
også i almindelige skolefag som regning
og nepalesisk. Mange herude på landet i
Gorkhadistriktet har ikke råd til at sende
deres børn i rigtige skoler, hvor man skal
betale for undervisning og skolebøger,
men i de buddhistiske klostre er undervisning, kost og logi gratis.
Der kræves særlig tilladelse for
udlændinge for at besøge denne del af
Nepal – helt oppe ved grænsen til Tibet
hvor kun få turister når ud. De fleste, som
når så langt ud i bjergene som her, er på
vandring til eller rundt om Manaslu.
nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr.
364. Han besøgte Lho sammen med sin far,
da de vandrede rundt om Manaslu i tre
uger i 2013.
Koordinaterne
28° 35´ 10,01˝ N
85° 6´ 34,15˝ Ø
Udsigt fra Mu Gompa, Ganesh Himal, Tsumdalen,
Gorkhadistriktet, Nepal
Tekst & Foto: Lars-Terje Lysemose
E
t bjerg af sne og is rejser sig
lodret for foden af Mu Gompa.
Indtil 2008 var turister forment
adgang til denne hellige dal
med klostret, der som et andet Shangri
La ligger smukt på et plateau i 3.700 moh
ved Nepals yderste grænse mod Tibet.
Tinderne, vi kan se her fra Mu Gompa,
udgør en nærmest uigennemtrængelig
naturlig grænse. Kun nogle få uger om
sommeren, når sneen smelter, er det
muligt at krydse passet til Tibet, der ligger
i over 5.000 meters højde.
Vejen herop går ad smalle, snoede
stier i et stærkt kuperet terræn. Ganesh
Himals højeste tinder er i over 7.000
meters højde. Himal – som i navnet
Himalaya – betyder ”bjerg”, og Ganesh
kommer af den hinduistiske guddom
Ganesha, der almindeligvis gengives
i form af en elefant. Faktisk minder
sydsiden af en af tinderne lidt om en
elefant med en bjergkam til snabel.
Tsumdalen ligger smukt i den nordlige del af Gorkhadistriktet, og de mange
historisk betydningsfulde og udsmykkede
buddhistiske klostre, stupaer og manimure spredt langs med stierne får ofte
besøg af pilgrimsrejsende. Tsum kommer
af det tibetanske ord tsombo, der kan
oversættes med “livagtig”, “levende”, eller
“pulserende”, og dalen har da også et helt
33
enestående dyreliv med bl.a. himalayathar
og blåfår. Hverken jagt eller fiskeri er
tilladt i dalen.
Tsumdalens folk er overvejende
af tibetansk oprindelse, og mange har
familiemedlemmer på den anden side af
grænsen i Tibet.
Desværre er der ikke plads i klostret
til overnattende gæster, så natten
tilbringes udendørs i en sovepose på
den kolde veranda til klostret med den
himmelske udsigt.
nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr.
364 og vandrede gennem Tsumdalen i 2013.
Koordinaterne
28° 34´ 30˝ N
84° 40´ 21˝ Ø
Shyala (også kaldet
Syalagaon), Manaslu
Conservation Area,
Gorkhadistriktet, Nepal
Tekst & Foto: Lars-Terje Lysemose
K
vindens rynker viser spor
af et langt og slidsomt liv i
disse barske og fjerne egne af
Himalaya. Det er midt på dagen,
og vi holder frokostpause i landsbyen
Shyala i 3.500 meters højde, midtvejs
mellem Lho og Samagaon.
Shyala er en tibetansk bosættelse.
Tibetanerne slog sig ned på denne side af
Himalaya for 500 år siden, og flere af de
buddhistiske gompaer i området stammer
fra dengang. De tibetanske landsbyer her
i Nepal har indgangsporte, som er meget
distinkte, og beboerne har stadig kontakt
og handler med deres slægtninge i Tibet.
Handelskaravaner med yakokser er almindelige om sommeren, og vi kan fx købe
kinesisk produceret øl og brændevin her i
Shyala.
Flere af landsbyens kvinder væver uld
fra Tibet, som bliver til tøj, der så sælges
tilbage til Tibet. Efter at Kina annekterede
Tibet i 1951, holdt tibetanske guerillasoldater til i dette område, og de nepalesiske myndigheder holdt derfor området
lukket for udenlandske vandrere helt frem
til 1992.
nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr.
364. Han nåede sit hidtil højeste punkt
i passet Larkya La i 5.160 moh, da han
vandrede rundt om Manaslu i 2013.
34
Jeg har redet på
Rambo
Sikkim er både Indien, Tibet, Nepal – og helt sin egen.
Tekst & fotos: Nikolaj Wessel Witte
Kanchenjunga på 8.598 moh er kronen
på værket. Det er verdens tredjehøjeste
bjerg og Indiens højeste. Bjerget siges at
være hjemsted for en gud af samme navn,
og mange lokale anser det for meget
helligt. 35
De fleste i Sikkim er buddhister, og
området er fyldt med smukke, gamle
såvel som nye templer (gompaer). De
buddhistiske munke tager gerne imod
og viser templet frem for besøgende.
I
snart ti måneder har min kæreste
Pernille og jeg rejst gennem Asien,
lige indtil hun blev slået omkuld af
en ondartet tyfus, der fik bugt med
hende i Kolkata (indtil 2001 kendt som
Calcutta). Surt at ligge på hospitalet, og
røvsygt at have 14 dage i hvad meget få vil
betegne som Indiens mest charmerende by.
Tyfussen er på vej ud af kroppen,
men penicillinen skal stadig tages. Derfor
dropper vi planen om at rejse Indien rundt,
nye idéer søges, og hvordan valget faldt på
Sikkim står vist hen i det uvisse, ud over at
vi skulle væk fra varmen.
Der er ikke energi til trekking, og
Pernille må egentligt ikke tage op i
højderne – alt sammen pga. den fjollede
sygdom. Men det forhindrer på ingen
måde, at vi nyder dette gamle kongerige i
Himalaya.
Det følgende skal handle om fryden
ved det spirituelle i bjergene, om glæden
ved snart at blive rask, om backpackerplaner som aldrig virker, om følelser der
er større end en selv –og i det hele taget en
opfordring til at opleve dette lille særlige
hjørne af Indien.
Med jeep gennem bjergene til
Pelling
Målet er Pelling, men meget lidt føles
særligt direkte i Sikkim, så med delejeep tager vi den gennem utallige sving
op i bjergene. Vejene i Sikkim er klart
Ved bredden af Tsongmosøen findes små caféer eller madboder. Du kan leje varmt
tøj, da alle inderne og en del vestlige turister glemmer, hvor koldt her er. Efter en kop
varm chai og et par momos (altså en kop te og et par dejpakker med yakkød indeni) kan
du leje en yakokse til en lille ridetur.
bedre end i de fleste andre dele af Indien,
mobilnettet skulle også være bedre, men
da vi ikke har telefoner med, gør det ingen
forskel – vejene velsigner vi til gengæld.
Denne forbedrede infrastruktur kan vil
takke militæret for. Sikkim ligger som den
perfekte korridor, hvis Kina og Indien går
i krig – de to giganter har deres helt egen
lille kolde krig her i hjørnet af Himalaya.
Pelling er en lillebitte landsby højt
på en bjergkam med fantastisk udsigt til
Kanchenjunga – verdens tredjehøjeste
bjerg på imponerende 8.586 moh. Navnet
Kanchenjunga betyder ”de fem skatte af
sne”, og allerede flere år tidligere havde
jeg drømt om at se denne mægtige frosne
kæmpe, bare fra nepalesisk side.
Landsbyen Pelling er primært en
række gæstehuse, små hoteller og så et par
butikker. Vi vælger et sted at bo, hvor man
fra sengen kan kigge ud på Himalaya. En
tidlig morgen står jeg op med solen og
sætter mig op på terrassen, mens Pernille
sover. Denne stille stund alene med udsigt
til verdens mægtigste bjerge får mig til at
føle mig lille og ubetydelig – Og det er hele
årsagen til, at jeg gerne vil besøge Sikkim
igen.
En tur rundt i templerne
Både omkring Darjeeling og i Sikkim
findes nogle af de smukkeste og helligste
buddhistiske templer. På en vandretur
gennem bjergenes tåger besøger Pernille
36
og jeg disse farverige steder, hvor guderne,
ånderne og de troende mødes.
Oppe i bjergene er der gompaer,
templer, klostre og hellige bedevægge.
Det er tydeligt, at vi ikke er de eneste,
som mærker, der er noget særligt – kald
det religiøse guder, naturens mægtige
kraft, eller hvad man vil, – men bjergenes
skygger sætter tankerne i gang.
Mange af navnene har også en højere
mening som Melli Bazar, hvor vi skiftede bil på vej til Sikkim. Navnet betyder
”stedet, hvor de døde kremeres” på nepalesisk.
Tsomgosøen
Efter at have knoklet på at skaffe tilladelser
og betalt lidt hist og her er vi på vej mod
højderne nær Tsomgosøen – også kendt
som Changusøen.
Søen ligger i 3.752 meters højde, så
det popper lidt i ørene på vej hertil, og
det mest fascinerende var måske, at ingen
indere tror, det kan blive så koldt, og
derfor er salget af vanter og huer helt i top.
Søen er hellig for buddhister og et
yndet udflugtsmål for indere på ferie i
højderne. Men det er også et militært
område, og hver gang vi kommer til at gå
10 meter i den forkerte retning, væk fra
restauranter og butikker, så kommer der
en bestemt, men venlig, indisk soldat og
siger ”no, no, no!” Efter et par flugtforsøg
kan vi godt se, de holder et ekstra skarpt
Sikkim & Darjeeling
Mange ser kun de smukke sider af
buddhismen, men her er bestemt også
bål, brand, død og vold ... og selvfølgelig masser af sex.
øje med os ballademagere – men selvom
det kan være fristende, er vi ikke ved at
flygte til Tibet.
Det bedste er selvfølgelig at ride på en
yak! – man er vel turist. Yakken stiller sig
flot op til at få taget billeder, men nægter
dog at flytte sig det helt store, så lykken er
næsten perfekt, lige indtil ejeren glad siger:
”Den hedder Rambo.”
Det hagler en smule – eller er det bare
slud? Jeg fryser om mine fingre. Pernille
forsøger at tage et billede i disse tågede
og meget hvide omgivelser, yakejeren
arbejder på at få dyret til at bevæge sig –
eller har han opgivet? Udsigten er skøn
og hellig, men situationen bare en smule
komisk og fjollet, og jeg kan kun tænke:
Der er virkelig stil over at have redet på
Rambo.
nn Nikolaj Wessel Witte var i Sikkim i
2002 og har medlemsnr. 212. Han skriver
om sine rejser og filmer også mange steder
for at inspirere andre til at rejse mere. Læs
og se mere om Sikkim på www.rejseprogrammet.dk/47-sikkim. Sikkim blev i øvrigt
regnet som et territorium i De Berejstes
Klub frem til august 2014, hvor bestyrelsen
fjernede Sikkim fra listen over territorier
efter indstilling fra klubbens territorieudvalg.
Sikkim dækker et område på 7.300
km2 . Højeste punkt er Kanchenjunga,
verdens tredjehøjeste bjerg, på 8.585
moh. Området er kendt for sine store
rododrendonskove med 450 forskellige slags orkideer. Orkideerne blomstrer fra marts til maj. Sikkim var indtil
kongens abdicering i 1975 et selvstændigt buddhistisk kongerige, hvorefter
området blev indlemmet i Indien efter
en folkeafstemning. 75 % af Sikkims
befolkning er etniske nepalesere.
Syd for Sikkim ligger Darjeeling­
distriktet, som er verdensberømt for
sin te, som er meget aromatisk og har
en delikat smag. Darjeeling har haft en
omtumlet historie og er i dag en del
af Vestbengalen. Indtil 1800-tallet
var bjergene omkring byen Darjeeling
en del af kongeriget Sikkim, mens
sletterne omkring byen Siliguri var en
del af kongeriget Nepal. I 1947 blev
Darjeelingdistriktet administrativt
slået sammen med Vestbengalen.
Darjeelingdistriktet udgør i dag et
område på 3.200 km2 , og dets højeste
punkt er Tiger Hill på 2.590 moh.
Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnKolkata (tidligere Calcutta) fås fra ca.
5.150 kr. t/r.
Rejsetilladelse: Der kræves særlig
tilladelse for som udlændig at besøge
Sikkim, men det er let at få og mest en
formalitet. Derimod er det ingen let sag
at få visum for danskere.
Lokal transport: Der er ingen lufthavne eller jernbanestationer i Sikkim.
Alle veje ind i Sikkim fra det øvrige
Indien går via Vestbengalen.
Sprog: Sikkims officielle sprog er
nepalesisk. Hindi og engelsk er dog
også udbredt. Nepalesisk er også
hovedsproget i Darjeelings bjerge.
Jeg var rejst til Sikkim for at skrive om stedet, og jeg blev helt overvældet over den
kultur, jeg mødte. Her mødes nepalesere, tibetanere, sikkimer og indere.
37
Et af de vigtigste – og mest gruopvækkende – syn i irakisk Kurdistan er
et af Saddam Husseins gamle torturfængsler. Uden for fængslet, der
nu fungerer som et museum, er der
opstillet gammel militært isenkram fra
datidens Irak.
Kurdistan
Et smut til den ufarlige del af Irak
Jeg sidder i lufthavnen i Wien og
venter på min flyforbindelse til Erbil
i irakisk Kurdistan. Irak lyder farligt
og en anelse angstprovokerende.
Men i ventehallen slår det mig, hvor
almindelige de ventende folk ser ud:
Der er et midaldrende hvidt ægtepar,
to smukke søskende, en perletørklædeklædt kvinde og hendes unge,
kønne utildækkede datter, børnefamilier med lyserød Minnie Mousebørnetaske, unge og gamle, grimme
og smukke, mænd og kvinder.
Tekst & FOTOS:
Christian Hadsund
J
eg ankommer til en moderne, men
lille lufthavn. 15 dages visum er
gratis ved ankomsten. Der er ikke
nogen på arbejde i dag i mobil–
shoppen, men en fremmed tilbyder, at jeg
kan ringe fra hans mobil, hvis det var, at
jeg skulle mødes med en bestemt. Taxa
til 20 USD direkte til hotellet, som ligger
blandt mange andre i den centrale basar.
Klokken er 16, og der er godt gang i gaden.
Kan ikke finde det billigste hotel, der er
anbefalet i Lonely Planet, men kun det
næstbilligste til 25 USD per nat. Det er ret
pænt, og jeg forkæler mig selv den første
nat. Der er endda WiFi. Hurtigt af med
bagagen. Splitter kontanterne i fire-fem
dele på kroppen, i tasker og i mavebælte.
Har ingen anelse om, hvad der venter mig
på den anden side af hotelmurene. Jeg
er jo teknisk set trods alt lige rejst ind i
Irak, der har været igennem 10 års krig
og 25 års brutalt militærdiktatur. Måske
det mest undertrykkende i verden. Men
det skal vise sig, at den initiale paranoia
vil blive erstattet af blind tillid til folket i
Kurdistan.
38
Taxa er den mest realistiske transport internt i de større byer i irakisk
Kurdistan – eller ”det sydlige Kurdistan”,
som kurderne selv foretrækker at kalde
området. Jeg standser ved en kæmpe park,
som efter sigende skulle være en af Iraks
flotteste. Det viser sig, at i så tilfælde må
resten af landets parker ligne udskidt
æblegrød. Selv om græsset er grønt, er det
tydeligt, at grønt græs ikke er en naturlig
forekomst i den ubarmhjertige irakiske
hede. Men hyggeligt er det.
Det er fredag, og oceaner af familier og unge par er ude for at hygge sig:
med picknick, cykelbåde og rundture i
en speedbåd i en lille kunstig sø. Store
legepladser overalt. Rigtig god stemning.
Underligt nok er der ingen restauranter.
Kun et par kiosker. Stener flere gange på
bænke og kigger på livet, der udspiller
sig omkring mig. Det er ikke mange, der
skænker mig nogen blikke. Er det virkeligt så almindeligt at have blonde fyre
gående rundt? Jeg har ikke set en eneste
anden udlænding siden lufthavnen. Jeg
farer behageligt vild i alle stierne, men
kommer til sidst tilbage på den rigtige
sti og tilbage til taxaholdepladsen, og jeg
bliver kørt tilbage til hotellet. Går rundt
i aftenskumringen og finder en udendørs
kebabrestaurant. Skøn udendørs kultur.
Efter middagen går jeg igen rundt, og
der er masser af gadekøkkener, hvor folk
hænger ud med kebab, te og presset frugt–
juice. Butikker og gadeboder holder længe
åbent, og det ser ud til, at alle taler med
alle på gaderne. Her er helt sikkert, og min
første utryghed over at være kommet til
det geografiske Irak er ved at fortage sig.
Et sindrigt system
At rejse mellem byer i irakisk Kurdistan
er en føljeton i sig selv. Dels fordi hver by
har flere navne på tre-fire forskellige sprog,
flere forskellige skriftsprog og somme tider
også forkortede og forlængede navne, og
dels fordi et sindrigt system med private
taxier, deletaxier og ”garager” gør dét at
komme fra A til B til lidt af en udflugt.
”Garage” er i den forbindelse også et begreb
med mange betydninger og kan både være
deciderede garager bag nogle bygninger
ud til indfaldsvejene, men kan også være
store bus-terminal-lignende pladser eller
simpelthen bare et bestemt punkt på vejen.
Yderligere kompliceret bliver det af, at
stort set ingen taler et forståeligt engelsk.
Fra Erbil/Arbil/Hawler/‫ھەولێر‬ centrum skal
jeg tage en privat taxa til udkanten af byen
for at komme til garagen for deletaxier
mod den lille by Koya/Koysinjak/Koy
Sanjaq/‫كوي سنجق‬‎. I Koya skal man finde
frem til garagen for dele taxier mod Suli/
Sulaymaniyah/Slemani/‫سلێامنی‬ i regionen
af samme navn, hvor man igen bliver
sat af uden for byen og igen skal have
endnu en privattaxi til centrum af denne
by, Sulaymaniyah, irakisk Kurdistans
næststørste.
Jeg kunne selvfølgelig også have
taget en mere direkte rute fra Erbil til
Sulaymaniyah, som gik nonstop via
udkanten af Kirkuk. Kurderne ser Kirkuk
som deres ”rigtige” hovedstad, men byen
er uden for det kurdiske selvstyres kontrol.
Den olierige og multietniske storby er
derimod i det arabiske Iraks kontrol – eller
mangel på samme – og byen er efter guidebogens opfattelse en af verdens farligste.
En irakisk dansker, der havde været på
besøg hos sin familie i Kirkuk, fortalte
senere, hvordan han ustandseligt var
blevet stoppet af korrupt politi, som gang
på gang ville vide, hvad han lavede der,
hvorfor han boede i Danmark, hvorfor dit
og hvorfor dat. Spørgsmålene blev sandsynligvis stillet for at chikanere og finde
Den direkte vej mellem Erbil og Sulaymaniyah via Kirkuk er ikke sikker. Derfor kører
jeg via et stop i byen Koysinjak og ser på byens gamle citadel.
Livet i basaren. En ældre udtryksfuld mand i kurdisk folkedragt sælger sine varer
blandt de øvrige handlende.
Solbrillehandlende mænd på en af de centrale pladser i Erbil, som er et yndet
udflugtsmål for familier.
39
Irakisk Kurdistan
Det efterlod Kurdistan i den splittede
situation, området har befundet sig i
lige siden. I Tyrkiet bor der i dag mere
end 13 millioner kurdere. I Syrien ca. 1
million. I Iran bor der knap 10 millioner
kurdere, og i Irak knap 5 millioner.
Kurdistan er en region i Zagros- og
Taurusbjergene i grænselandet
mellem Tyrkiet, Irak og Iran, samt et
lille hjørne af Syrien og Armenien.
Området har haft ældre navne som
Øvre Mesopotamien og Beth-Nahrin.
Området er hovedsageligt beboet af
kurdere, men her lever også andre
folkeslag.
Et aktivt udendørs aftenliv præger
bybilledet. Her er det kebab over åben
kulgrill.
et problem, de kunne bore i – og så lænse
manden for bestikkelse.
En sjælden fugl
Det er hyggeligt at rejse i irakisk
Kurdistan, men det varer ikke længe, før
man har set det meste. De fleste tager til
hovedstaden Erbil og Sulaymaniyah, hvor
et af Saddams gamle torturfængsler er
lavet om til et museum, der meget grafisk
viser de umenneskelige forhørsmetoder,
der systematisk blev taget i brug for at
få kurderne i tale. Mange tager også til
Halabja, hvor man kan mærke historiens
vingesus. Halabja er byen, hvor Saddam
Husseins fætter, ”Kemiske Ali”, og ifølge
nogle kilder også den irakiske hærchef
der levede på såkaldt ”tålt ophold” i Sorø,
beordrede et kemisk angreb på byen i
1988, hvor 5.000 mennesker døde på 30
minutter.
Jeg føler mig som en sjælden fugl på
disse kanter, for man møder ikke andre
individuelt rejsende i regionen. Jeg så en
enkelt grupperejse, et par enkelte kurdere,
der boede i udlandet og nogle få familier,
hvor den ene part var kurder. Så enten skal
man rejse med en ven, eller også skal man
kunne hygge sig i sit eget selskab, for det er
svært at finde engelsktalende kurdere.
Op gennem middelalderen var der en
lang række kurdiske kongeriger. Fra
det 16. århundrede blev kurderne delt
mellem Det Osmanniske Rige og det
persiske Safavidiske Rige. Kurderne
i Safavideriget blev deporteret til
det centrale Persien eller længere
østpå, i takt med at osmannerne
pressede grænsen mod øst. Under 1.
Verdenskrig stillede Vestmagterne,
der kæmpede mod Osmannerriget,
kurderne selvstændighed i udsigt, og
i 1920 opdeltes Det Osmanniske Rige
i en række lande, herunder et selvstændigt Kurdistan. Det nye Tyrkiets
generobring af en række områder førte
dog til en genforhandling i 1923, som
betød, at kurdernes område blev lagt
ind under Irak, Iran, Tyrkiet og Syrien.
nn Christian Hadsund har medlemsnr. 506.
Han tilbragte otte dage i Kurdistan i april
2014. Irakisk Kurdistan er siden august 2014
anerkendt som et territorium i De Berejstes
Klub.
40
Efter Den 1. Golfkrig etablerede USA
en flyveforbudszone i det nordlige Irak,
som gav kurderne de facto selvbestemmelse fra 1992. Dette selvstyre er efter
Den 2. Golfkrig blevet legaliseret med
eget flag, parlament og administration.
Denne del af Irak har været kendetegnet ved en høj grad af sikkerhed
og hurtig økonomisk udvikling. Der er
åbnet en række internationale flyruter
til kurdiske byer, og en del lande, heriblandt Danmark, har åbnet konsulat
i hovedbyen Erbil. Irakisk Kurdistan
trues dog af militante islamister, og
territoriet er i åben krig med terrorgruppen bag Islamisk Stat, også kendt
som ISIS, ISIL, IS eller Daʿesh.
Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnErbil fås fra ca. 3.275 kr. t/r. Austrian
Airlines har nogle fremragende daglige
forbindelser via Wien. Men irakisk
Kurdistan er også velegnet til en del af
en længerevarende rejse mellem Iran
og Tyrkiet.
Spis: Madkulturen ligner den i Iran og
den arabiske verden og begrænser sig
ofte til kebab med eller uden stegt
tomat.
ADVARSEL: Man bør holde sig fra
storbyerne Kirkuk og Mosul. De ligger
ca. 100 km fra Erbil og befinder sig i et
limbo mellem kurdisk og arabisk Irak og
er notorisk farlige.
Rejsebilleder
Malaysia: På vej op ad Kinabalu på Borneo. Øen deles mellem
Malaysia, Bruinei og Indonesien. Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen.
Antarktis: Neko Harbour. Otte lande gør krav på kontinentet. Foto:
Claus Bech.
Irland: Newrange. 1.000 år ældre end pyramiderne. I centrum af
gravhøjen er der seks meter til loftet. Foto: Kenneth Hvolbøl.
Sydkorea: Blomstrende kirsebærtræ ved kloster i byen Mukpo.
Foto: Per Allan Jensen.
Antarktis: God morgen! Søvnig sæl ved Vernadsky Base. Foto:
Jakob Linaa Jensen.
Sydkorea: Suncheonbugten er et stort vådområde med rigt
fugleliv. Foto: Per Allan Jensen.
41
Georgien: Kaukasus er et kludetæppe af etniciteter. Foto:
Lene Kohlhoff Rasmussen.
Brunei: Jame’asr Hassanil Bolkiah-moskéen ligger i Brunei, en af
de tre stater, som deler Borneo. Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen.
Makedonien: Den gamle bydel i Skopje. Makedonien var en del af Jugoslavien, som nu
er opløst i syv selvstændige stater. Foto: Ole Pedersen.
Irland: Et fire-fem meter højt kors står ved
Monasterboiceklostret. Foto: Kenneth Hvolbøl.
Irland: Farverig landsby ved Dinglehalvøen. Foto: Kenneth
Hvolbøl.
Malaysia: Smukke blomster på Borneo. Foto: Lene
Kohlhoff Rasmussen.
Luxembourg: Udsigt fra Koeppchen over Mosel. Luxembourg blev delt
i 1839 mellem fyrstedømmet og Belgien. Foto: Ole Pedersen.
42
Nepal: Kvinde på bjergstien. Himalaya deles af seks lande. Foto:
Lars-Terje Lysemose.
Myanmar: Børn kæmper om en bold i Mandalay. Myanmar har et
mylder af forskellige etniske grupper. Foto: Ole Pedersen.
Nepal: Kvinde som bor på et hjem for ældre tibetanske flygtninge
i Katmandu. Foto: Jan Møller Hansen.
Nepal: En ung tibetaner som deltager i fejringen af Dalai Lamas
74 års fødselsdag i Katmandu. Foto: Jan Møller Hansen.
Makedonien: Unge spiller basketball sidst på eftermiddagen i
byen Ohrid. Foto: Ole Pedersen.
Irland: Irsk dans er et must, når man er i Irland. Foto: Kenneth
Hvolbøl.
Nepal: En tibetansk far og søn. De lever begge som flygtninge i Katmandu. Foto: Jan
Møller Hansen.
Irland: Folkemusik på pub i Galway. Foto:
Kenneth Hvolbøl.
Tyrkiet: En flok søskende på en balkon i et slumkvarter i Istanbul. Det er den eneste
by, som deles af to kontinenter. Foto: Jan Møller Hansen.
Malaysia: Der findes kun fire orangutanreservater i hele verden. Skønheden her er fra
Sepilok, Sabah. Foto: Claus Qvist Jessen.
Yemen: Mullah fordyber sig i det hellige skrift. Yemen var i mange år delt af en
grænse mellem nord og syd. Foto: Søren Bonde.
Nepal: Tibetanske piger venter på at optræde i
Katmandu. Foto: Jan Møller Hansen.
44
Jonas foran løveplakat i
Pristina, Kosovo.
Far og søn i Serbien og Kosovo
15 år efter Kosovokrigen ånder alt
fred og idyl i Europas yngste land.
Tag med når Jakob og hans toårige
søn Jonas tager på herretur i form af
en forlænget weekend til det billige
Balkan.
Tekst & FOTOS:
Jakob Øster
M
ørket har for længst sænket
sig over det, serberne kalder
Kosovo og albanerne Kosova,
da vores adstadige chauffør
svinger den udtjente, men hyggelige, bus
ind over Pristinas bygrænse. Omkring
400 km har vi tilbagelagt siden starten i
serbiske Beograd. Imens har Danmark,
som her i 2012 er med ved EM-slutrunden
i fodbold, vundet 1-0 mod Nederlandene.
10 minutter af kampen nåede vi at se på en
motorvejscafé, inden bussen forlod både
restaurant og hovedvejen ved Nis og via
snørklede landeveje bugtede sig gennem
marker og småbjerge mod Kosovo.
Jonas på to år sover sødt på sædet ved
siden af mig, da chaufføren venligt signalerer, at vi er ved vejs ende og ankommet
til Kosovos hovedstad. Med min sovende
søn og hans legetøj i favnen stavrer jeg
af bussen og prøver efter udlevering at
bugsere både sovende dreng og vores
bagage af sted uden at vække ham. Vi er
de eneste, der står af bussen og befinder
os snart efter i en mørk rundkørsel i
udkanten af Pristina. Nat i en ny by. Jeg
har prøvet det så mange gange før. Men
ikke med en sovende toårig på slæb. En
hvid Lada uden taxaskilt med en hyggelig
bedstefar bag rattet venter heldigvis rundt
on hjørnet. ”Guesthouse Professor” siger
jeg. Taxafar nikker venligt og sætter
kursen gennem snørklede gyder ind i
beboelseskvarteret Velania i byens udkant.
Guesthouse Professor
Gæstehuset, som i virkeligheden hedder
Guesthouse Velania, men som blandt
byens taxachauffører kun går under
navnet ”Guesthouse Professor”, er
Kosovos eneste billige overnatningssted.
Et stateligt gammelt ombygget treetagershus drevet af en pensioneret elektronikprofessor. Et ombygget værelse i
kælderen gør det ud for reception.
”Fik I et Kosovostempel ved grænsen?”
spørger professoren med de godmodige
øjne, da vi tjekker ind omkring midnat.
”Ja” svarer jeg træt, mens jeg tænker,
at taget i betragtning af at manden er
professor, var det ikke ugens snedigste
spørgsmål. Men der er mening med
galskaben, viser det sig, da professoren
kigger ud over sine læsebriller og tilføjer:
”Så ved I godt, at I ikke kan komme
ind i Serbien igen, ikke?”
Hans udsagn har samme effekt
som momentan intravenøs indtagelse af
koncentreret espresso. Jeg er lysvågen. Vi
er kun på forlænget weekend, arbejdet
kalder, og vores fly retur til Danmark
afgår fra Beograd om blot to dage. Så det
er temmelig nødvendigt, at vi kommer
tilbage til Serbien igen. Kosovostempel
eller ej. Der er ikke meget, jeg kan gøre
45
ved det nu. Andet end at håbe at professoren tager fejl. Eller at grænsevagterne
forbarmer sig over en forvirret dansk
familiefar og hans søde, lille, lyshårede
søn, når vi skal retur.
Jonas falder øjeblikkeligt i søvn igen,
så snart jeg lægger hans lille hoved på den
gamle seng i det hyggelige værelse med de
tunge gamle træmøbler. Her føles hjemligt, som noget ens oldeforældre kunne
have boet i. Jeg selv grubler lidt mere
over, hvordan vi mon kommer tilbage til
Serbien, før jeg endelig falder i søvn.
Pristina – og lidt historie
Med en glad lille knægt på skuldrene
dribler jeg dagen efter rundt i Pristina. Det
er en fredelig, solrig junidag i 2012. Vi er
på power sightseeing, for vi har kun én dag.
Antallet af seværdigheder er til gengæld
stærkt overskuelige. Et tarveligt lille
museum, hvor alt står på albansk, tænker
jeg næppe vil falde i en toårigs smag, så
det springer vi over. Dele af byen ligger
stadig i ruiner. Så der er endnu spor af
krigen, der endte i 1999.
Kosovo har ført en omtumlet tilværelse. Erobret af albanske oprørere i
1912, der efterfølgende blev fordrevet af
serbere. Indlemmet i det italienskokkuperede Storalbanien i forbindelse med 2.
Verdenskrig hvorved den albanske befolkning igen voksede markant. Opnåede selvstyre i 1974 under Jugoslaviens Tito, men
fungerede i praksis som en serbisk provins.
I 1990 inddrog Slobodan Milošević
Kosovos autonomi. Derefter blev et hårdt
regime indført, som førte til, at de fleste
En tur i Beograds tivoli koster tre kr. så flybilletten til 800 kr. retur er hurtigt tjent
hjem.
højtstående positioner blev forbeholdt
serbere. Den overvejende albanske befolkning gjorde oprør fra 1996 til 1999, hvor
Kosovos befrielseshær angreb den jugoslaviske hær. Befrielseshæren, støttet af Nato,
vandt som bekendt krigen, og siden har
hovedparten af serberne forladt Kosovo.
I 2008 erklærede Kosovo sig uafhængigt, til trods for at Serbien mener, at
Kosovo fortsat tilhører dem. Men trods at
omkring 90 % af Kosovos indbyggere i dag
er af albansk oprindelse, som brændende
ønsker sig selvstændighed, og trods flertal
i FN, er Kosovo stadig ikke anerkendt
som et selvstændigt land i FN, da man
forventer, at både Kina og Rusland, som
Serbiens allierede, vil bruge deres vetoret
ved en eventuel FN-afstemning.
Retur til Beograd
Efter Kosovo sætter vi kursen tilbage
mod Beograd. En kilometerlang række af
lastbiler møder os, da vi på den ujævne
jordvej i vores bus bumler tilbage mod
den serbiske grænse. Med let bankende
hjerte nærmer vi os den grænse, professoren har fortalt, vi ikke kan passere. Ud
over to canadiere og mig og lille Jonas er
alle andre i bussen fra Eksjugoslavien. Vi
slipper let ud af Kosovo og gennem en kort
stribe ingenmandsland, før de serbiske
immigrationsbetjente entrerer bussen.
De går målrettet efter udlændingene. ”I
to. Følg mig,” siger en brysk betjent. Til
alt held ikke henvendt til os, men til de
to canadiere, som slukørede må forlade
bussen. En halv time senere forlader de
det lille immigrationskontor. De får læsset
deres cykler af bussen og cykler nedslåede
tilbage mod Kosovo. Her på grænsen
opfatter serberne dem som illegale, er der
en af de andre passagerer, der forklarer
mig. Deres problem er ikke, at de har et
Kosovostempel i deres pas. Problemet
er, at de er ankommet til Kosovo fra
Makedonien og aldrig har fået et serbisk
stempel. Så i betjentenes optik har canadierne illegalt opholdt sig i Kosovo – som
for dem jo blot er en del af Serbien – uden
det påkrævede serbiske stempel. Og da de
ifølge vagterne allerede er i Serbien, kan
de ikke bare få et nyt serbisk stempel her
ved grænsen mellem to serbiske provinser.
Derfor bliver de sendt tilbage.
For os to danske drenge forholder det
sig heldigvis anderledes. Betjentene er til
trods for professorens advarsler ligeglade
med vores formastelige Kosovostempler.
Kosovo eksisterer jo ikke. Vores serbiske
stempel fra ankomsten i Beograd nogle
dage tidligere er alt, hvad der skal til. I
betjentenes optik har vi aldrig forladt
Serbien og har dermed papirerne i orden.
På tur med en toårig
Turforberedelserne begynder et par
måneder tidligere. En dag i foråret 2012
går det op for mig. Min toårige søn har
været i 29 lande. Og efter vores familiejordomrejse mangler han pludselig kun
et enkelt land, før han er berettiget til
optagelse i De Berejstes Klub. Og han
har snart fødselsdag. Snart bliver han tre
år. Så missionen er simpel. Find et billigt
land hvor vi kan tage på herretur og score
mindst ét nyt land. Et par museklik hos
Norwegian senere er rejsen til Beograd
bestilt. Og nu vi er på de kanter, kan vi
46
I Pristina, Kosovo foran nogle af de
lokale helte af albansk oprindelse.
jo lige så godt kombinere besøget med en
udflugt til Kosovo, som DBK, som bekendt,
også anerkender som et land.
Vi lægger ud i Beograd. Hostellet,
jeg har booket, ligger helt inde i hjertet
af byen i den centrale Prizrenskagade, to
minutters gang fra gågaden. Go2Hostel,
som det hedder, befinder sig på fjerde sal i
en statelig gammel bygning uden elevator,
men jeg får hurtig slæbt Jonas, hans klapvogn og vores pakkenelliker op. For kun
147 kr. per nat har jeg booket et deluxe
enkeltværelse med eget toilet. Ud over
det ene private værelse består resten af
hostellet af sovesale. Den søde unge pige
i receptionen glor noget, da jeg kommer
anstigende med min lille lyshårede knægt.
Jeg har ikke meldt hans ankomst af frygt
for, at hostellet ikke gider at have småbørn
boende. En frygt der skal vise sig aldeles
ubegrundet, da pigen lyser op i klodens
største smil. De har aldrig før haft besøg af
en far, der rejser med en lille dreng, siger
hun.
Jeg kører Jonas rundt i byen i hans
klapvogn et par dage. Vi går i zoologisk
have, tager i tivoli, spiser is i parken og
ser de gamle mænd spille skak nær byens
borg. Alting er rørende billigt, og her,
en tilfældig weekend i juni, er der ikke
mange andre turister, så vi står aldrig i
kø. Fortovscafeerne er billige, og vejret
er dejligt. Hvorfor andre forældre tager i
EuroDisney og Lalandia og står i kø hele
dagen, mens tusindkronesedlerne fløjter
ud af deres baglommer, fatter jeg ikke, når
man til sammenligning kan få så meget
for så lidt her på Balkan?
Serbien & Kosovo
Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnBeograd fås fra ca. 1.200 kr. t/r. Man
kan også flyve København-Pristina for
ca. 1.450 kr. t/r.
Der kører stadig skinnebusser i det centrale Beograd.
Afgang mod Kosovo
Jonas griner over hele hovedet. Der er fart
på. Vi er på vej ned ad den stejle bakke på
Balkanskagaden. På vej ned mod langdistancebusstationen. Jonas befinder sig i sin
lille, billige rejseklapvogn, som vi har købt
for få hundrede kroner i Wallmart i USA
nogle måneder tidligere.
”Hurtigere far” siger han. Han smiler
over hele femøren, mens vi spurter forbi
spraglede butiksfacader og forfaldne
opgangsdøre.
Bakken skråner så meget, at klapvognen er lige ved at løbe løbsk, og jeg
kæmper for at holde den overlæssede vogn
tilbage. Vores bus mod Kosovo kører lige
om lidt. Og to drenge alene af sted på tur
skal selvfølgelig komme for sent ud af
døren. Men vi når det nok, hvis bare vi
løber, tænker jeg. Indtil Jonas siger: ”Se
far!” og peger fremad med sin lille fedtede
pegefinger.
Det, han peger på, er et hjul, der er
ved at overhale klapvognen, for til sidst
at ende under en parkeret bil. Som den
lettere forvirrede og tidspressede familiefar jeg er, fatter jeg ikke lige umiddelbart, hvor i alverden hjulet kommer fra.
Indtil det går op for mig, at klapvognen nu
kun har tre hjul.
Jeg kigger lidt febrilsk på mit ur,
inden jeg smider mig ned på maven og
begynder at krabbe mig ind under den
parkerede bil, mens jeg beder til, at
bremsen på klapvognen holder vognen
standset midt på den stejle bakke, til trods
for at den nu mangler et hjul.
Jonas finder fortsat hele situationen
stærkt underholdende og tror sikkert, at
jeg som en anden snigskytte har kastet
mig ud i akut serbisk gemmeleg. Men jeg
ved, at det ikke går at lade det ligge. Så
vanker der en overhaling fra Jonas’ mor
for at have smadret endnu en rejseklapvogn. Vistnok den femte af slagsen. Så
lettere sodet trækker jeg mig ud under
vognen med det forjættede plastikhjul
i hånden. Fluks forsøger jeg at montere
hjulet, mens jeg vipper den tungt læssede
vogn, inklusive lille barn, bagover kun for
at erfare, at det passer lige så godt som en
møtrik på en ispind.
Plastikstopperdimsen, der holder
hjulet på plads, er selvfølgelig knækket, så
det er umuligt at få hjulet til at sidde fast.
”Helvede og patter” tænker jeg, mens
jeg smider det løse hjul i tasken og spurter
videre ned ad bakken, mens jeg balancerer klapvogn, barn og pakkenelliker
kun på vognens baghjul. Et par serbiske
madammer er ved at vride nakken af led,
da konstellationen af ranglet, rødhåret
turist med sit lyshårede afkom, der
grinende hænger en halv meter op i luften,
ankommer og spurter gennem busstationen for i sidste øjeblik at nå frem.
Jeg smider den defekte klapvogn ind
i bussens baggagerum og fisker lidt legetøj
op til Jonas. Han bruger det næsten ikke.
Han vil hellere kigge ud af vinduet. Se på
traktorer og snakke om ledninger med
strøm i. Vi kører ad hovedvejen mod Nis.
Snart står den på EM-fodbold. Så grusvejen mod grænsen. Videre mod Kosovo,
inklusive stempel og overnatning hos den
flinke professor. Jonas er glad. Han kan
godt lide at være på eventyr med far.
47
nn Jakob Øster har medlemsnr. 312, og
sønnike Jonas har medlemsnr. 619. Læs
mere om deres rejseoplevelser på www.
jakoboester.dk .
Jonas foran Beograds borg før hans
klapvogn gik i stykker.
Helt elektrisk
fra Sibirien til Mongoliet
Udflugt til Bajkalsøen. Fiskerne sælger friskfangede omul
til de mange sommergæster.
I 2010 drog vi af sted i to danskproducerede elbiler på en rejse Jorden
rundt. Ingen havde før kørt Jorden
rundt i en rigtig elbil med fire hjul
og plads til fire-fem personer, og om
det overhovedet var muligt, ville
vi finde ud af på den eneste sikre
måde: Nemlig ved selv at forsøge!
Fra Danmark gik rejsen østover
til Kina, hvor elbilerne skulle
deltage i den danske pavillion på
Verdensudstillingen i Shanghai
sammen med Den Lille Havfrue.
Elbilerne døbte vi Blå og Grønne,
men Blå brød sammen 80 km før
Moskva og lod sig ikke reparere. Vi
måtte fortsætte rejsen med kun én
elbil, Den Grønne. Her følger historien om vores færd gennem Sibirien
til Ydre Mongoliet.
Tekst:
Hjalte Tin
Fotos: Hjalte Tin & Nina Rasmussen
N
inas ansigt lyser op i et stort
smil, hun er tilbage i sit rette
element, i forandringens
friske vind. Grønne arbejder
uden at kny på den lange opstigning før
Bajkalsøen. Jeg sidder med sanserne på
højkant og mærker alle vibrationer i pedalerne og rattet: Er alt normalt? Trækker
den, som den skal? Ingen forkerte lyde?
”Godt klaret, Grønne, jeg ved, du kan!”
Nina klapper bilen.
Klokken 12 ser vi søen glimte i det
milde sollys, stor som et hav. Fjerne bjerge
står vagt. Rusland har endelig rejst sig fra
det dorske fladland og danser let på tå i
grønt, blåt og hvidt. I vejkanten er der slået
boder op, hvor energiske kvinder falbyder
røgede omul. En mand passer en ristfuld fisk over en osende olietønde. Gyldne
og fedtede ligger de ørredstore fisk på
bodernes grove planker.
Luftledningerne blinker i solens
stråler, lokomotivet fanger strømmen, og
jeg beundrer, at al den energi, der trækker
hundrede tungt lastede godsvogne op
ad bjerget, kan overføres på en kvadratcentimeter luftwire. Elektrisk mobilitet –
hvilken overlegen ide!
Vi køber to omul og spiser dem lige på
stedet. De er stadig varme og fine i kødet,
og om muligt smager de endnu bedre end
dem, vi fik for nogle dage siden. Bagefter
tørrer vi fingre i græsset, starter elbilen
og suser i store sving ned mod Bajkalsøen.
Livet er godt.
Rejsens mest besværlige dag
Det er blevet mørkt, da vi kommer til
Babusjkin, og alt, hvad vi ser, er en lukket
benzintank og tømmerhytter uden lys.
Vi parkerer foran det eneste hus med en
lysreklame. I et lavloftet lokale står to unge
piger bag en bar. De har et ledigt værelse
omme bagved, og vi kan også få noget at
spise.
Midt om natten må jeg famle mig
vej ud til bagdøren og finde dasset. Da
jeg tripper tilbage over gårdspladsen, kan
jeg høre, at Grønne ikke lader. ”Hvad
nu?” hvisker jeg til Nina. Ingen af os har
det mindste lyst til at blive liggende i de
klamme, snavsede senge. Så hellere køre
videre og håbe på, at noget vil dukke op.
Vi skal kun køre 190 km for at nå
Ulan-Ude, men i samme øjeblik den store
skov opsluger os, mærker jeg, at vi gør det
dummeste, vi kan gøre. Det bliver rejsens
mest besværlige dag.
Ukrudt og små træer skæmmer
markerne og sladrer om den store affolkning af Ruslands landsbyer. Et sted
48
græsser nogle arbejdsheste, og landsbyen
Posolskoes 10-20 bjælkehuse ser fine ud
med deres blåmalede skodder og skæve
stakitter, men ikke en levende sjæl er ude
at gå.
Jeg kvier mig ved tanken om at banke
på en dør og skulle forklare, hvem vi er, og
bede om strøm. I det samme ser vi en ung
pige låse op for landhandlen, et gammelt
tømmerhus, og med et forklæde om livet
gå rundt og åbne de lyserøde skodder. Jeg
finder vores bog om sovjetrejsen frem, går
ind i forretningen og viser hende billederne fra Babusjkin. Vi har været lige i
nærheden. Jeg peger på Nina og viser med
hånden, hvor små vores børn Emil og Ida
var. Pigen smiler, og det er alt sammen
fint. Men at lade her er desværre ”nelsja”–
forbudt. Dette lille, ødelæggende ord, som
gør det så let at undgå personligt ansvar,
og som alt nyt og ukendt blev mødt med i
sovjettiden.
Tilbage ved hovedvejen holder vi ind
til siden og kobler generatoren til. Den
nøgne sandhed er, at vi skal sidde her i
grøften i latterlige 14 timer for at klare de
resterende 140 km til Ulan-Ude. Efter tre
stive timer beslutter vi, at selv i Sibirien
må der være bedre strøm.
Kamensk dukker op som lovet på
kortet, men vejen går uden om byen. Jeg
tør ikke køre ind til byen og brænde batteriets sidste strøm af. Heldet er med os. På
en mudret byggeplads er et skur smækket
op med et dæk som reklame. Inde i skuret
knokler en mand med en fælg og et tungt
dæk. Da han forstår, hvad vi vil, ser han
sig bekymret omkring, chefen må spørges.
Så kommer der liv i laderen, den
gule kontroldiode lyser op, og blæseren
går i gang med den kære susen. Jeg bliver
stående lidt og ser kunder komme i rustne
japanske biler for at få lappet gamle, slidte
dæk. Manden arbejder hårdt og ryger
Mongoliet er kæmpestort, åbent og vidunderligt. Vi er kørt ud i landskabet
og har det hele for os selv. Ingen motorstøj, ingen hundeglam, bare vinden,
der suser hen over græsset.
En mongolsk bedstemor
i sit fineste tøj på vej til
marked i Darhan.
Vores ven Jevgenij går ind for
elbiler og økologi. Han er en
utrættelig iværksætter, som driver
hostel i Irkutsk og ved Bajkalsøen.
mange cigaretter. Chefen er flere gange
henne for at se, hvor meget strøm vi får, og
til sidst giver han ordre til, at vi skal kobles
fra. Godt det samme, for det er langsommere end med generatoren.
Allerede efter 10 km standser vi ved
det næste skur. En mand arbejder med
en kinesisk dækmaskine og lader os uden
videre koble på. Han spørger, hvor langt
vi kan køre på en opladning, og mit svar
imponerer ham ikke.
”Kun 200 km? Jeg har kørt 10.000
km på 10 dage for at hente en ny bil i
Vladivostok,” praler han.
”Hvor mange gange i dit liv har du
brug for det?” spørger jeg.
Vi ser rødt
I bjergene tæt på grænsen til Mongoliet
begynder vi at spejde efter en skovvej, hvor
vi kan skjule os. Vores erfaring siger os, at
en grænse skal man helst komme til om
morgenen, så man ikke risikerer at komme
i bekneb for tid i kontorerne. På toppen
af et højdedrag passerer vi et hjulspor
mellem fyrrestammerne. Jeg vender bilen
og venter, til jeg er sikker på, at ingen ser
os, og braser ind i skoven.
Kogler og tørre kviste kvaser under
hjulene, og landevejen forsvinder bagude.
Skoven lokker os dybere og dybere ind, og
til sidst standser jeg i en stor lysning. Vi
stiger ud, der er helt stille, og solen er på
vej ned. Nina samler bordet og klapper
stolene op. I meditativ ro sætter jeg teltet
op. Jeg behøver ikke tænke, hænderne ved,
hvad de skal gøre. Da de sidste solstråler
toner ud mellem træstammerne, kommer
kulden krybende. På vej hen til teltet med
en sovepose får jeg øje på et rødt skær.
Chokeret går det op for mig, hvad det er,
jeg ser.
”Skovbrand!” Jeg råber til Nina, og
nu ser hun det også. Et rødt lys flakker
langt borte mellem træerne. Koglerne,
kvistene, stammerne, hele den knasende
tørre skov omringer os. Vi er flere kilometer fra landevejen. Lysskæret vokser,
branden nærmer sig hastigt. Hvor mange
minutter har vi til at redde os ud? Endnu
kan vi hverken høre ildens knitren eller
lugte røg. Skoven er dødstille, ingen dyr
kommer springende. Jeg finder kikkerten
frem og ser, hvordan det røde brandskær
bliver kraftigere og spreder sig mellem
stammerne.
”Vi må væk!” Jeg kyler soveposerne
ind i bilen og løber ud til generatoren og
begynder at rulle ledningen sammen.
Pludselig peger Nina ind mellem
træerne mod branden, hvor en uhyggelig ildrød bue kommer til syne og bliver
større og større. Hun begynder at le. ”Det
er jo månen, der står op!”
Slaraffenland og stenansigt
”1728” står der på et betonmonument ved
indkørslen til grænsebyen Kjakhta. På
højre side af vejen passerer vi en stor
kaserne med boligblokke og hundreder af
parkerede militærkøretøjer. Landevejen
og Rusland ender pludselig blindt ved et
pigtrådshegn og en høj, nymalet kirke. En
smule desorienterede står vi ud af bilen og
spejder efter en grænseovergang.
I 1728, samme år som Vitus Bering
kortlagde Beringstrædet for den russiske
zar, kom den serbiske greve Sava
Raguzinskij hertil og grundlagde handelsstationen Kjakhta. Han havde i et år som
zarens udsending forhandlet med den
kinesiske kejsers diplomater om grænsedragningen mellem zarens og kejserens
riger. Raguzinskij fik tegnet kort over flere
tusind kilometer ødemark, og det lykkedes
ham at forhandle en grænsedragning på
plads mellem Rusland og Kina, som stort
set er forblevet uændret til i dag.
49
Balancerende på tømmerstilladser og lange stiger maler et par mænd
løgkuplerne, og over dem stråler de ortodokse kors i nyt bladguld mod Sibiriens
blå himmel. I byens storhedstid donerede
rige købmænd den store katedral til byen.
Jeg vender bilen. Over for katedralen
holder mudrede personbiler med militære
nummerplader foran en lysegul bygning
med navnet ”Titan, varekompleks” i
meterhøje bogstaver. Indgangens fire
antikke betonsøjler parodierer katedralens ioniske søjler. Vi træder indenfor, og
her i den sidste butik i Rusland er udvalget
enormt. Efter de mange fattige landhandler er dette et slaraffenland, og vi har
snart fyldt en hel indkøbsvogn, for hvad
kan vi købe i Mongoliet?
Da vi finder grænseovergangen,
venter der kun tre-fire personbiler og to
ramponerede russiske Kamazlastvogne
med tømmer. Kan tolderne se på deres
computer, at Nina indførte en blå elbil fra
Europa? Hvad vil de gøre, hvis de forstår,
at hun har efterladt den i Rusland? Jeg
viser med stenansigt Grønnes papirer,
og ingen tolder siger et ord om Den Blå.
Porten bliver åbnet, vi kan forlade Rusland.
Vi omfavner hinanden, lykkelige over at
være kommet igennem Rusland, ruller
over det sandede ingenmandsland og
rækker vores pas til de mongolske grænsevagter.
18. marts 1921 angreb en lille gruppe
frivillige under den mongolske kommunistleder Sukhbaatar de kinesiske tropper,
der var stationeret her i Kjakhta. Kinas
magt over Ydre Mongoliet begyndte
at vakle. I 1921 erobrede kommunisterne Ydre Mongoliets hovedstad og
smed kineserne ud. Tre år senere blev
Folkerepublikken Mongoliet udråbt under
sovjetisk kontrol og lukket for omverdenen. Da Sovjetunionen brød sammen i
Mongolernes runde filttelt, som her
kaldes ger, er en genial konstruktion,
som sættes op uden pløkker. Den er
stabil i storm og hurtig at flytte. Her
har en familie slået sig ned, hvor får og
heste kan finde god græsning.
Mongoliet er et tørt land. Kun her i den nordlige del tæt på Sibirien falder der lidt regn.
Heste og kameler flokkes om vandet.
En lille pige fejrer
Mongoliets nationaldag
foran Ulan Bators stadion.
1991, afskaffede Mongoliet kommunismen
og indførte flerpartistyre.
Grønne pløjer sig ubesværet opad
gennem det stive græs. Jeg vil op til bjergets top, vi skal have Mongoliet hele vejen
rundt. Oppe på toppen flyver blikket lige
ud til bjergene i horisonten. Nina springer
ud af bilen. Af bare glæde strækker hun
armene, snurrer om sig selv, omfavner de
fjerne bjergrygge, danser rundt og rundt,
så verdensrummet åbner sig over hende,
og et klart lys stråler fra alle sider. Efter
Rusland og de store skove er Mongoliet
som at komme ud til havet. Intet sted på
Jorden er jeg så langt fra oceanet som her,
men jeg føler den samme frihed som på en
strand.
En hyrde rider forbi med sine få.
Nina sætter teltet op, og jeg tænder den
hvæsende benzinbrænder og får sat de
sidste russiske rødbeder over i trykkogeren.
Den grimmeste by i det smukkeste
land
Lokomotiverne er røde, og vognene er
grønne. Klokken bimler, mens det store
tog passerer landevejen på den lange rejse
fra Moskva til Beijing.
Jernbaneforbindelse med omverdenen
var en af de belønninger, Mongoliets
egen Stalin, den grusomme Khorloogijn
Choibalsan, fik efter masseudrensningerne og destruktionen af klostrene sidst
i 1930’erne. I 1950 nåede et sidespor fra
Den Transsibiriske Jernbane frem til Ulan
Bator, og fire år senere var der anlagt
jernbane helt ned til Kina, der i mellemtiden var blevet kommunistisk.
Toget kurver sig ind i dalen og
forsvinder ud af syne, og vi bumper over
skinnerne. Selvfølgelig fik satellitstaten
Mongoliet russiske skinner, som ligger 85
mm længere fra hinanden, end de gør i
Kina og i det meste af verden. På grænsen
til Kina og Indre Mongoliet skal det
grønne tog derfor skifte hjul og lokomotiver. Og hvorfor er der brede skinner i det
gamle Sovjet? For at forhindre invasion fra
europæiske fjender med smalle skinner?
Nej, det var kun, fordi zarens jernbanepionerer fik råd af en ingeniør fra de
amerikanske sydstater, hvor brede skinner
dengang var standard.
Vi kommer ud af bjergene og ser ned
på en slette, hvor alt grønt er forsvundet,
og kun brunt snavs og gråt støv ligger
tilbage. Ulan Bator ligner ingen andre
byer. To enorme kraftværker med høje
køletårne stikker op midt i et hav af runde
filttelte. Langs med landevejen er der
jernbanespor, højspændingsledninger og
udefinerbare oplagspladser med containere, rustne rør og små huse med røde og
blå bliktage bag plankeværker. Trafikken
er et vildt hestevæddeløb af firhjulstrækkere, bulede taxaer, skramlende trolleybusser og modige fodgængere, hvor alle
maser sig frem, og ingen viger. Nina er
chokeret over Ulan Bator og siger, at det
må være den grimmeste by i det smukkeste land.
Vi parkerer og baner os vej gennem
trængslen på fortovet. Ørkenstøv og bilos
ligger som et snavset tæppe over centrum,
hvor toetagers murhuse fra stalintiden
rives ned for at give plads til mineselskabernes svulstige højhuse. I Ulan
Bator kæmper en million mennesker om
fodfæste, halvdelen af Mongoliets befolkning, og ingen har nogen som helst erfaring med at bo i en by.
Nina og jeg kommer frem til den store
plads, hvor Djengis Khan sidder foran
parlamentet. I 2006 var byen på den anden
ende for at fejre Mongoliets 800-årsdag,
50
som blev regnet fra 1206, da Djengis Khan
samlede alle de mongolske stammer til
ét rige. Mongoliets regering havde travlt
med at flytte rundt på fortiden. Ud med
kommunisterne og ind med Djengis Khan,
der kom på alt fra gader og veje til lufthavnen og vodkaflaskerne og pengesedlerne. Her på parlamentspladsen nåede
man lige inden jubilæet at få skjult det
strenge, grå kommunistparlament med
mausoleet, hvor diktatoren Choibalsan
ligger begravet, bag en helt ny facade. Den
blev udformet som en søjlehal med den
enormt brede og tunge Djengis Khanstatue i midten.
En oase for udlændinge på langfart
Oasis Hostel er blevet det faste mødested
i Ulan Bator for udlændinge på langfart.
Ejerne, René og Sibylle, har bygget det
toetagers hus med café, bad og værelser i
en forstad med jordveje, og i haven får vi
plads til Grønne mellem flere ekspeditionsbiler og fem runde filttelte. Lige hvad
vi gerne vil bo i. Ilden knitrer i den lille
blikovn, og varmen spreder sig hurtigt
i teltet, så vi kan tage tøjet af og blive
vasket. Badehus og vaskeri er også åbent
for beboerne i kvarteret, hvor der ikke er
indlagt vand.
Oasis tilbyder god morgenmad, og
ved bordene i den lyse stue er vi heldige at
komme i snak med nogle udlændinge, der
er ude på deres livs eventyr. Jeg forsøger at
finde ud af, om vi kan komme ind i Kina
ved Erenhot. Ved bordet er der enighed
om, at Kinas grænse er den vanskeligste at
krydse, og et engelsk ægtepar fortæller en
ubehagelig historie om et hold læderhalse
på motorcykler, der blev afvist af de kinesiske grænsevagter.
Oasis’ indehavere har boet i Ulan
Bator i 14 år og taler begge flydende
Mongoliet
Halvdelen af Mongoliets befolkning
bor i hovedstaden, og trafikken i Ulan
Bator er den værste, vi oplever på hele
rejsen.
mongolsk. René fra Østrig har lavet socialt
arbejde for fanger i byens fængsler, og
Sibylle fra Tyskland har hjulpet gadebørn.
I huset ved siden af Oasis driver René
nu snedkerværksted, hvor han oplærer
lokale folk. Han er en praktisk mand, lavstammet og muskuløs, og en person med
klare meninger.
“Alle tror, Mongoliet skal være Asiens
Kuwait,” siger han og børster savsmuld
af sine bukser. “Den nye Oyu Tolgoikobbermine i Gobiørkenen er så stor, at
det canadiske selskab, som ejer rettighederne, regner med, at indtægterne vil
forøge Mongoliets BNP med 30 %.”
“Der er nogen i Canada, som bliver
rige,” indskyder jeg.
“Kan du forestille dig, hvad de
rigdomme vil gøre ved Mongoliet? Kig
på Ulan Bator. Korruption og ejendomsspekulation vil eksplodere. Så du den
russiske bank med helt sort glasfacade på
Djengisgaden lige inden floden? Den hvidvasker mafiapenge. Alle ved det.”
René fortæller, at Mongoliets præsident for at blive genvalgt har foræret hver
eneste indbygger i Mongoliet en folkeaktie
i den nye kobbermine på en million tugrik,
hvad der svarer til 4.300 kr. eller en halv
gennemsnitlig årsindtægt i Mongoliet.
“Det skøre er,” René ryster på hovedet,
“at folkeaktierne er betalt med lånte penge,
fordi minen endnu ikke producerer.
Resultatet er galoperende inflation, og for
fattige mennesker, som er de allerfleste,
er livet bare blevet vanskeligere.” Med
håndfladen stryger han sig over panden.
“Djengis Khan giver mongolerne storhedsvanvid.”
Jeg nikker, for jeg har set mongolerne
hylde Djengis Khan. Jeg sad på stadion
i Ulan Bator til 800-årsfesten, da den
store Khan indtog stadion på sin kamp-
vogn, en tømmerplatform med et telt på
mandshøje hjul, trukket af otte skinnende
okser. Den mægtige Khan stod foran
teltet, rakte armen op og modtog sit folks
hyldest. Fortid og nutid smeltede sammen
i en brusende national begejstring. På
bænkeraderne viftede tilskuerne med
det mongolske flag: Vores imperium var
verdens største!
René fortsætter: “Hver eneste mongol
tror, at han er verdens herre eller i det
mindste søn af verdens herre, og opfører
sig derefter. Og det gælder også kvinderne.
Deres stolthed er snart ikke til at holde
ud. Fremmede bliver anklaget for alle
Mongoliets problemer.”
Næste eftermiddag er hele vores nye
rejsehold samlet omkring et bord i Oasis’
have. Med ved bordet er også Mugdi,
som skal være vores mongolske chauffør
i følgebilen, en robust russisk firhjulstrukket UAZ. Nu mangler vi bare at købe
mad og vand, så er alt klar til det næste
store eventyr. Jeg erindrer et par fraser om
Gobi af den mongolske digter Bjambyn
Rinchen:
”Vidstrakt og grænseløs; ødemarken
Fra den brungule flade på en gylden
verden
Stiger en duft, dejlig, men sær,
Og på stenmandens pande
Rimfrost smelter som dråber af sved.”
nn Hjalte Tin har medlemsnr. P595 og bor
sammen med Nina Rasmussen i Mørke.
Han er også medlem af Eventyrernes Klub.
Artiklen er et let bearbejdet uddrag fra hans
og Ninas bog ”Helt elektrisk Jorden rundt”,
udgivet af Rosinante i 2013. Læs mere om
deres rejseliv på www.ninaoghjalte.dk og
se videoklip fra deres rejse her: elektrisk
jordenrundt.wordpress.com.
51
Det mongolske kejserrige blev grundlagt af Djengis Khan i 1206. Hans
sønnesøn, Kublai Khan, indtog Kina og
grundlagde Yuandynastiet. Kejserriget
blev det største sammenhængende
imperium i verdenshistorien og strakte
sig på sit højeste over et område på
35 millioner km² og omfattede mere
end 100 millioner mennesker. Efter
Yuandynastiets sammenbrud i 1368
trak mongolerne sig tilbage til det
område, der nu udgør Ydre Mongoliet.
Størstedelen af Ydre Mongoliet blev
i 1600-tallet erobret og indlemmet
i det kinesiske Qingdynasti. Efter at
barnekejseren Puyi blev afsat, og
republikken Kina udråbt i 1912, erklærede Ydre Mongoliet sig uafhængigt,
men blev det reelt først i 1921, mens
Indre Mongoliet forblev en del af Kina.
Ydre Mongoliet har et landareal på
1.594.116 km², og med en befolkning
på bare 2,8 millioner har landet den
laveste befolkningstæthed i verden.
Ud & hjem igen: Kører man ikke over
land som os, kan man naturligvis flyve.
Fly København-Irkutsk i Sibirien fås fra
ca. 3.950 kr. t/r. Og fly København-Ulan
Bator i Mongoliet fås fra ca. 5.000 kr.
t/r.
Det er ikke kun på bountystrandene,
der er palmer.
Med merengue i baghjulet
Ingen af os havde været på øen
Hispaniola før, så hvorfor ikke tage
jernhestene med og opleve den delte
ø fra landevejen? Som sagt, så gjort.
Tekst:
Henrik Fastergaard
Fotos: Henrik Fastergaard & Henrik
Schumacher
D
er hersker næsten total
tavshed, da Henrik
Schumacher og jeg indtager
vores tiltrængte frokost på en
simpel vejsiderestaurant en af de første
dage på vores eventyr på Hispaniola.
Den Dominikanske Republik udgør den
forholdsvis rige østlige del – eller rettere to
tredjedele – af øen og står i skarp kontrast
til den anden halvdel – ludfattige Haiti.
Kun ganske få ord udveksles, mens vi
påfylder rugbrødsmotorernes tanke, som
er ved at nærme sig et kritisk niveau. Ikke
fordi vi er for udmattede til at snakke, for
vi er absolut ikke på nogen præstationsferie, men derimod en langsom nydelsestur.
Ja, og hvis nogen nu straks tænker, at
det så må skyldes, at jeg (eller vi begge)
godt nok også er lidt enfoldige og selvfølgelig er kommet på kant med hindanden
– ja, så må jeg skuffe. Det er slet ikke
tilfældet.
Og det kom vi da overhovedet heller
ikke på noget tidspunkt på denne vores
første cykeltur sammen. Vi havde planlagt
fem uger i Den Dominikanske Republik,
måske krydret med lidt Haiti. Ja, planlagt
er måske en mindre overdrivelse, for ud
over at time tid og sted med karnevallet i
La Vega, havde vi egentlig ikke foretaget
os meget mere end blot at købe flybilletterne. Jo, naturligvis havde vi hver især
læst lidt om landet og gransket landkort,
men det var reelt først i flyveren og den
første aften lidt uden for Puerto Plata, at vi
besluttede os for, om vi skulle rette styret
mod øst, vest eller syd. Det store trækplaster i landet er først og fremmest strandene, men det var ikke derfor, vi lagde
vejen forbi. Nej, målet var blot at komme
rundt og se så meget af det afvekslende
land fra landevejen, som tiden og benene
tillod. Herudover muligvis en afstikker til
Haiti, og for mit eget vedkommende ville
jeg gerne en tur i bjergene. Vores forskellige prioriteringer klarede vi i øvrigt ved at
skilles en fire-fem dage, hvor Schumacher
cyklede en tur ind i det jordskælvs- og
kolera hærgede Haiti, mens jeg fik afløb
for min trang til rigtig bjergkørsel, riverrafting og en smule vandring.
Nej, grunden til at vi ikke konverserer er ganske enkelt, fordi det nærmest
er omsonst at åbne gabet af andre grunde
end at putte mad derind, og det skulle vise
sig at blive en ikke helt ualmindelig situation på det meste af vores rejse.
52
Boom boom skratt skratterat – sidstnævnte afhængig af kassernes kvalitet,
for der er altid fuld knald på. Som ivrig
amatørsaxofonist kunne jeg ofte ønske
mig, at jeg havde medbragt et par gode
ørepropper af den slags, der forebygger
tinnitus, selv hvis man er placeret lige
foran trommeslageren eller en gruppe
hidsige skingre trompeter.
Gadens lyde
Merengue, salsa osv. Næsten udelukkende
latin-caribisk musik og stort set ikke en
strofe af noget, vi kender fra vores egen
del af verden – hverken nyt eller gammelt.
Sådan er det stort set hele vejen. Musikken
buldrer konstant løs på de udendørs spisesteder, busstationer osv.
Det er os ubegribeligt, at alle tilsyneladende synes at acceptere – ja, måske
ligefrem holder af et lydtryk på diskoteksniveau. Underforstået at det er noget nær
umuligt at føre en samtale. Ikke desto
mindre kan vi gang på gang måbende
se til, mens gamle og unge taler i mobil
klos op af en mastodonthøjtaler for fuld
udblæsning. Selv ude på de uanseelige
landeveje, langt fra byerne, bliver vi ofte
højlydt forstyrret i vores stille tråd og
mindet om, at vi er i Den Dominikanske
Republik. Derude, hvor end ikke
Supermule i nærmeste bebyggelse ville
kunne høre en mellemstor bombe sprænge,
møder vi igen og igen køretøjer i sneglefart med musik og reklamer buldrende løs
fra kæmpe højtalere. Hvorfor og for hvem
spørger man bare? Men okay. Vi er der jo
for at opleve og behøver ikke nødvendigvis
at forstå.
Friske forsyninger
Når nu vi er ved de kulturelle indtryk, har
vi i byen Azua, lidt vest for hovedstaden
Santa Domingo, en fin sanselig oplevelse som kulmination på en halvhård
dag. Vi har lagt 78 småkuperede km
bag os, noteret os et motel i udkanten
af byen, men fortsætter hastigt videre
mod en tankstation, vi øjner i det fjerne.
Tankstationer er essentielle for bilister,
men mange tusinde km i sadlen har også
for længst lært os begge, at det i den
mindre bemidlede del af verden også
næsten altid er garant for kolde drinks og
snacks for tørstende cyklister. Foruden at
der ofte er dejlig svalende skygge og måske
ligefrem et køligt sted at sidde indenfor.
Det er der her, og hurtigt sidder vi
ved skranken og nyder en kold. Biksen
bliver passet af en sød pige, som jeg for
længst har glemt, hvad hedder, og lidt
efter lidt dumper flere af hendes venner
og chefen også ind. Fremmede turcyklister og turister i det hele taget er absolut
ikke hverdagskost i denne by. Selvom Den
Dominikanske Republik er den største
turistdestination i Caribien, ser vi sjældent
skyggen af andre turister ude på de sparsomt befærdede landeveje. Stort ser hele
branchen er lagt an på all inklusive-ressorter, hvilket vil sige, at langt størstedelen
af de mange solhungrende gæster bor i
ganske få områder, hvor de sørgeligt nok
ofte er ”beskyttet” mod de farlige lokale af
et stort hegn.
For en gangs skyld er musikken
nogenlunde afdæmpet, og vi falder derfor
straks i snak, hvilket resulterer i, at vi
bliver inviteret i biografen om aftenen. Vi
kunne da ikke besøge Den Dominikanske
Republik uden at se, hvad der bedømt på
deres begejstrede omtale, måtte være ikke
mindre end århundredets film ”Lotoman”.
Biograf og bilvask
Et par timer senere befinder vi os således
bag på hver vores pruttende scooter med
halvflade dæk i fuld fart gennem mørket
på vej mod byens biograf. Eller nej, måske
nærmere et hyggeligt forsamlingshus, hvor
der engang imellem bliver vist film. Skide
hyggeligt, og efter at have forsynet os med
popcorn og en øl, finder vi de sidste ledige
pladser bagest i salen fyldt med klapstole
og træbænke så hårde, at de kan få selv de
Karnevallet i La Vega er det største i landet og efter sigende også det bedste i hele
Caribien.
værste hjemlige kirkebænke til at virke
bløde som englekinder.
Filmen var fremragende og hylende
morsom, kunne vi ligesom fornemme på
det ellevilde publikum. Vi fik godt nok
ikke alle detaljerne med, og den virkede
nok lige en anelse for plat og gammeldags
efter vores ”sofistikerede” og forvænte
vestlige smag. Lidt for Gøg og Gokke-agtig
... Dog en god oplevelse og derefter endnu
engang knallertræs på de pruttende, spruttende bæster til en tankstation.
Fredag og lørdag aften blev stedet
forvandlet til halvåbent ungdomsdiskotek
og olde-dansebar i ét. Tre til fire generationer under samme tag, på samme
dansegulv og tro det eller ej – med samme
musiksmag. Det var imponerende og
tankevækkende at se, hvordan det tilsyneladende var helt naturligt at gå i byen
samme sted. Hvem ville have forestillet sig
det derhjemme? Vi fik et par opfyldninger
– og her om aftenen var der øl i hanerne og
ikke benzin. På trods af øllene og ihærdige
53
tålmodige læremesterinder blev vi ikke
udlærte i merenguens trin og hoftevrid,
men de bruger jo også ugevis i ”Vild med
dans”, selvom deres danse helt sikkert er
langt mindre krævende. Måske skulle vi
have givet det lidt mere tid, men søvnen
skal jo også passes. Og selvom selskabet i
vores lille gruppe på seks til otte personer
var fint og festligt, så var der jo den lille før
beskrevne hage ved det, at alt foregik på
spansk, og at vi knapt kunne høre en dyt
ud over de pumpende caribiske rytmer.
En reservedel til 16 kr.
Larm var der også, da jeg tåbeligt og
selvforskyldt måtte aflægge besøg hos
en mekaniker. Jeg havde ikke taget de
varsler, min kæde sendte mig, alvorligt
og stod derfor en varm eftermiddag i
vejkanten med en sprængt kæde og et
udvalg af værktøjer på asfalten. Normalt
er der aldrig problemer med kæden, men
gudskelov hører en kædeskiller altid
til mit standardværktøj – den hverken
De producerer masser af dejlig rom i DR, men der er også blevet plads til rismarker.
Der er som regel masser af forsyningsmuligheder langs vejene.
Når det for alvor går opad, blive vi ofte belønnet med skønne udsigter.
54
fylder eller vejer meget og er let at bruge.
Da vi kort efter cyklede videre, kiggede
jeg vanen tro tilbage for at se om alt var
kommet med. Ja, der var ikke efterladt
noget. Kort efter kom tvivlen dog alligevel
ubevidst snigende. Lå kædeskilleren mon
skjult inde i græsset? Men jeg var doven og
gad ikke køre tilbage – kædeproblemer får
man da ikke hele to gange på samme tur!
Jo! Et par dage efter indtraf uheldet.
Heldigvis mens vi var i en by, hvor der
burde være håb om at finde en cykelhandler, der kunne hjælpe. Turistbyen Las
Terrenas på Samana-halvøen. Hvor dumt!
Der var ikke noget som helst, der mindede
om en fornuftig cykelforretning, og derfor
endte jeg i en lille forretning med knallertog autotilbehør samt et friluftsværksted i
baggården.
De kunne tilbyde en helt ny kæde
til 16 kr. og ville da gerne skifte den for
mig. Men efter et hurtigt syn kunne jeg
bedrøvet konstatere, at den selvfølgelig var
noget bredere end min egen kæde og sandsynligvis ikke kunne bruges. Derfor lå min
cykel snart på olieresterne i baggården
med kæden krænget hen over en møtrik
på en ambolt. Her skiftedes medarbejderne til brutalt at hamre løs på en stakkels kædenitte, i forsøget på at skille og
samle.
Boink, boink, rungede det i en halv
times tid, ikke helt i takt til den gennemtrængende musik. Jeg kunne blot se
magtesløs til, men kiggede åbenbart ikke
grundigt nok! Endeligt forstummede den
ene del af larmen, og jublen brød løs – i
hvert fald var der højlydt anderkendende
bifald. Mission accomplished. Den mærkelige smalle kæde var samlet. Hurtigt blev
cyklen rejst og kunne trilles ud. Troede vi
da … Øv og for helv... da også. Det var da
for langt ude – kæden havde snoet sig en
halv omgang. Og så blev løsningen alligevel, at vi forsøgte med deres billige kæde,
som kunne monteres med blot ganske få
hammerslag. Gudskelov var der lige netop
plads til kæden imellem alle tandhjulene
på baghjulet, selvom jeg både ved gearskift og i de fleste gear kunne mærke den
gå imod. Resten af vejen kørte jeg yderst
forsigtigt, og den holdt.
Karneval i macholand
Åh, hvor gjorde det dog ondt at se dem
banke så brutalt på min kæde, men det var
dog ikke noget at regne imod de fysiske
tæsk, vi røg ind i under gentagne gadeoverfald allerede efter de to første cykeldage. På trods af en hård, lang og bjergrig
første dag havde vi ikke ømme bagdele, da
vi efter et par timers let cykling ankom til
La Vega den sidste søndag i februar. Dagen
for landets absolut største karneval og efter
sigende det bedste i Caribien. Forbavsende
hurtigt opstøvede vi et billigt og centralt
hotel, og fluks var vi ude i byen for at lede
efter løjerne, som startede ved middagstid.
Vi foldede blot ørerne ud, indstillede dem
efter rytmerne i det fjerne og således gik
der ingen tid, før vi var helt omsluttet
af musik og masker, og før vi begge for
første gang måtte gnide et par brændende
røvballer. Men vi lærte det hurtigt!
Vi er i macholand, og størstedelen
af processionernes deltagere er mænd.
Mange er bevæbnet med en tung håndboldstor kugle for enden af en lang strop.
Dette farlige våben bliver flittigt benyttet
til at klaske så mange uopmærksomme
tilskuere bagi som muligt. Børn, får et
lille kærligt klask, kvinder, som naturligvis lader til at være hovedmålet, et lidt
hårdere klask, og kan man finde en turist,
får den bare hele armen, var vores smertelige erfaring.
Men vi lærte hurtigt lektien, og med
øjne i nakken nød vi resten af dagen. I
karnevallet deltog 80 til 100 grupper, hver
med op til omkring 40 medlemmer. Et
lille område af det kvadratisk udlagte
gadenet i centrum var afspærret som
festivalområde med tribuner, musik og
mad og drikke i lange baner. Der marcherede og smådansede trupperne så rundt i
optog og klaskede løs til højre og venstre.
Der var fest og ballade og en myriade af
glade papmachefigurer. Modsat mange
andre karnevaller var der ikke gjort noget
ud af at korrigere dansene, men det var
åbenlyst, at der lå lang tids forberedelse
bag. Dragterne var yderst farverige og
fantasifulde – ofte med et hav af glimmer,
småspejle og klokker, foruden store farvestrålende fjer. Mange bar enorme grotesk
uhyggelige masker og en af de gennemgående figurer var El Diablo Cojuelos, den
haltende djævel.
Et glimrende cykelland
Vores bagdele tog ingen vedvarende skade
og fuldførte sammen med ben og lår deres
pligt med glans på resten af turen. Vores
rute er fortrinsvis flad, men indimellem
ramte vi dog også nogle skrappe stigninger,
hvor belønningen prompte faldt i form af
forrygende udsigter over frodige grønne
landskaber og måske et glimt af havet. Og
ligesom i lille Danmark er havet aldrig
langt væk, og strandene er som taget ud af
de flotteste turistbrochurer. Vi brugte dog
ikke meget tid i sandet, men nød alligevel
Hispaniola og Den Dominikanske Republik
Øen Hispaniola er delt mellem Haiti
og Den Dominikanske Republik. I
1822 blev den daværende spanske
koloni, som i dag er Den Dominikanske
Republik, invaderet af Haiti. Haiti
havde løsrevet sig fra Frankrig i 1804
og var dermed blevet den første frie
republik af fortrinsvis sorte mennesker.
Kontrasten mellem de to nabolande
var allerede dengang stor, og her blev
fundamentet for mange års fjendtligt
naboskab skabt.
Cykelruten: Vores cykeltur varede
fem uger fra februar til marts 2011.
Vi cyklede begge ca. 1.600 km. Vores
rute begyndte i Puerto Plata, hvorfra
vi cyklede til Santa Domingo og videre
mod vest til grænsen til Haiti. Herfra
cyklede Henrik Schumacher via Haiti
til Monte Cristi i den nordvestlige del
af Den Dominikanske Republik. Jeg tog
bussen tilbage til La Vega og cyklede i
bjergene. Herefter cyklede vi sammen
mod øst til Samana-halvøen, hvor vi
krydsede til sydkysten og fortsatte til
Punta Cana.
de fleste af vores cykelfrie dage i nogle af
de badebyer, hvor flertallet af gæsterne
er individuelle rejsende. Las Terranas og
Las Galeras på Samana-halvøen, samt
Cabarete lidt øst for Puerto Plata. Alle
steder hvor man efter mange dages cykling
kan mæske sig i gode restauranter og
finde de dejligste kager på caféerne. Man
må nemlig gerne spise mange kager, når
man er på cykelferie! Maden er knap så
prangende, når man fjerner sig fra turiststrømmen, men det lykkedes os dog altid
at finde noget brugbart både til frokost på
55
Kost & logi: Den Dominikanske
Republik er et billigt land efter
caribisk målestok. Vi betalte typisk
15 til 30 euro for en overnatning. Vær
opmærksom på at der i nogle af de
største turistområder, dog stort set
kun er all inklusive-ressorter, hvilket
kan gøre det svært at finde et almindeligt hotel for en nat eller to. I Santa
Domingo er priserne generelt noget
højere. Vælger du også at krydse
grænsen til Haiti, skal du være klar
til at blive flået. Her er hotelpriserne
typisk, uanset standard, tilpasset FN og
hjælpeorganisationer.
Lokal transport: Hvis man ikke er
på cykel er det let og billigt af køre
med bus, som findes i alle klasser. I
Haiti er det også billigt, men både
vejnet og køretøjer er i en helt anden
kategori.
Ud & hjem igen: Den Dominikanske
Republik er en stor tysk charterdestination, og man kan med fordel flyve
fra Hamborg med eksempelvis Air
Berlin eller Condor. Der er fly til Santa
Domingo og charterdestinationerne
Puerto Plata og Punta Cana. Flypriser
er nogle foranderlige størrelser,
men der kan i skrivende stund findes
returbilletter fra omkring 4.000 kr. Fra
København fra omkring 5000 kr.
Indrejsekrav: Tre måneders turistvisum fås ved ankomst og koster 10
USD.
ruten og til aften uanset størrelsen på den
flække, vi havnede i.
Kort sagt Den Dominikanske
Republik er et glimrende cykelland, som
klart kan anbefales – også til folk uden
den helt store cykelerfaring. Landet er
sikkert, befolkningen venlig og imødekommende (som altid over for cyklister),
vejene er gode, trafikken sparsom, og der
er aldrig for langt til byer og hoteller.
nn Henrik Fastergaard har medlemsnr. 536.
Læs mere om hans rejseoplevelser på www.
fastergaard.dk .
Jeg er til fals for caribisk tropeidyl
Mens det var kold vinter hjemme i
Danmark, rejste jeg til De Caribiske
Øer for at lægge mig godt til rette i
en hængekøje, spændt op mellem to
palmetræer. For som der stod på min
T-shirt: “Time flies when you ain’t
doin shit”.
Tekst:
Lene Kohlhoff Rasmussen
Fotos: Lene Kohlhoff Rasmussen &
Wikimedia
D
e Caribiske Øer er ideelle, hvis
man vil dovne tiden væk, men
efter lidt tid begyndte det alligevel at krible i mig efter lidt
aktivitet, så jeg øhoppede. Jeg opdagede
hurtigt, at De Caribiske Øer er en smeltedigel af forskellige kulturer og kolonihistorie. Øerne i Caribien ligner bestemt
ikke hinanden. De bærer umiskendeligt
præg af deres tidligere kolonimagter, men
fælles for dem alle er en frugtbar blanding
af racer, hudfarver og lidt lokal kolorit.
Det romantiske billede af den caribiske
tropeidyl kan man sagtens finde derovre,
og der er masser af øer at vælge imellem.
Mødet med en jumbojet på stranden
Jeg befandt mig på Sint Maarten/SaintMartin, som er et godt udgangspunkt for
øhop til et par af de franske og hollandske
Antiller. Faktisk er øen begge dele, og
derfor har den de to enslydende navne,
Sint Maarten og Saint-Martin, som det
staves på hhv. hollandsk og fransk. Øen er
kun er på 96 km2 og er dermed verdens
mindste ø med to nationalflag. Da hollænderne og franskmændene skulle dele øen,
gik de hver sin vej rundt om øen, og der
hvor de mødtes, skulle grænsen trækkes.
Den nederlandske side er mindst, og man
siger, at det er fordi, hollænderen gik med
en flaske gin. Han var pissefuld og slingrede, mens han gik, og han tog sig vist
også en lille lur på halvvejen. Derfor måtte
hollænderne nøjes med ca. en tredjedel af
øen. Sint Maarten/Saint-Martin er en
travl ø, da det er en af De Caribiske Øer,
hvor der anløber flest krydstogtsskibe.
Der er massevis af store hoteller, restauranter, natklubber, kasinoer og alt hvad
der ellers skal til for at tiltrække turister i hobetal. Men med masseturismen
forsvinder meget af idyllen desværre.
Da jeg lå på standen ved Maho, blev jeg
også helt nervøs for, om der landede en
jumbojet midt på badehåndklædet. Ved
indflyvningen til landingsbanen i Princess
Juliana International Airport kom flyene
kun 10-20 meter hen over hovederne på
mig og de andre strandgæster. Netop
derfor er standen ved lufthavnen verdensberømt blandt iagttagere af fly. Der var
56
også andre gode strande på øen, men ro og
fred var der ikke så meget af. Det fandt jeg
derimod efter det næste lille øhop.
På toppen af den uspolerede dronning
Inden jeg havde nået at finde ud af,
hvordan Juancho E. Yrausquin Airport
skal udtales, var flyet klar til landing.
Flyveturen mellem Sint Maarten og Sapa
tager nemlig kun knap 15 minutter. Det
gav et lille sug i maven, da det lille fly
landede på verdens mindste landingsbane,
som kun er 400 meter lang. I daglig tale
kaldes flyvepladsen ”The Flat Point”, da
det er det eneste flade punkt på Sapa, og
derfor var det en stor udfordring for ingeniørerne at bygge lufthavnen. I ankomsthallen fik jeg et “souvenirstempel” i passet
med teksten: “Welcome to The Unspoiled
Queen, Sapa”.
Sapa (også kaldet Saba) er en lille
charmerende ø, der hurtigt blev en af
mine allerstørste favoritter blandt De
Caribiske Øer. Den hører til blandt de
hollandske Antiller, og består egentligt
blot af et lille vulkanbjerg, der stikker op
af havet på ca. fem gange tre km. Der er
to bittesmå og meget pyntelige landsbyer
i “honningkagestil” med røde hustage, der
står i smuk kontrast til den grønne natur.
Windwardside er den største af øens to
landsbyer. Den anden hedder The Bottom.
Ja, gæt engang hvor den ligger!
lokale, før de gik i gang med at anlægge
“The Road”. Sapa har ingen strande, og
derfor kommer der ikke særlig mange
turister. Øens største attraktion ligger
desuden under havets overflade. Det er
lavatunneler og varme kilder, som minder
om øens dramatiske oprindelse. Der er et
fint koralrev, farverige tropiske fisk i små
og store stimer, søheste, havskildpadder og
rokker. Sapa er en af de få ukendte skønheder i Caribien, og jeg var vild med øens
idyl, den kølige luft og ubeskrivelige ro.
Det med navnene på øen er i det hele
taget ret spøjst. Den stejleste bakke hedder
”The Ladder”, og den eneste hovedvej
hedder ”The Road”, og det fladeste sted
ved lufthavnen hedder ”The Flat Point” –
så er der vist ikke meget at tage fejl af. Den
skyomkransede top Mount Scenery er
en udslukt vulkan, der ligger i 870 moh,
og er det højeste punkt i kongeriget
Nederlandene. Vandreturen til toppen gik
igennem en frodig skov med høje bregner,
tropiske blomster og mahogni træer. Jeg så
flere kolibrier, der med deres 5.000 vingeslag i minuttet står stille i luften et par
sekunder. Nogle gange lige foran næsen på
én – og vupti så er de væk igen. Fra toppen
er der en fantastiske udsigt over øen og
havet. Ude i det fjerne ses naboøerne St.
Kitts og St. Eustatius.
Dagen efter gik jeg øen rundt ad de
vandrestier, som engang blev brugt af de
Jetsetglimmer og svensk kolonihistorie
Jeg tog også en smuttur over til den lille
franske ø Saint Barthelemy, og der stødte
jeg på en ret usædvanlig kolonihistorie.
Efter mange års handel med smuglere og
sørøvere erfarede øens ca. 1.000 indbyggere i 1785, at deres ø var blevet lejet ud
til svenskerne i næsten hundrede år. Til
gengæld fik franskmændene handelsrettigheder til Østersøen med base i Göteborg.
Øens hovedstad hedder Gustavia efter
den svenske kong Gustav III, som indgik
byttehandlen.
Byen har et par kønne gader; nogle
af dem med svenske gadenavne og et
par gamle huse i svensk byggestil. Saint
Barthelemy er et paradis for de rige, og
man kan se dyre Dior-bikinier på tykke,
rige amerikanere og smukke supermodeller. Øen er dog ikke større, end at den
mageligt kan ses på et par dage.
Jetsetglimmeret passede ikke til min
stil eller pengepung, så jeg tog færgen
tilbage til Sint Maartin/Saint Martin, hvor
jeg lagde mig tilbage i hængekøjen, inden
min rejse fortsatte til en ny ø i den varme
tropeidyl. 57
Caribien
Min rejse omfattede flere caribiske øer,
og tidsmæssigt brugte jeg 10 dage på
de pågældende øer. Jeg var fire dage på
hhv. Sint Maarten/Saint-Martin og Sapa
samt to dage på Saint Barthelemy.
Ud og hjem igen: Fly København-Sint
Maarten fås fra ca. 5.350 kr. t/r.
Lokal transport: Der er gode færgeforbindelser mellem Sint Maarten/
Saint-Martin til øerne Anguilla, Saint
Barthelemy og Sapa. Alternativt kan
man flyve med Winair mellem de små
øer.
Til øhop til øvrige caribiske øer
anbefales Caribbean Airlines eller LIAT
Airlines.
nn Lene Kohlhoff Rasmussen var i
Caribien i vinteren 2009-10. Hun har
medlemsnr. 557. Læs mere om hende på
www.leneswebsite.dk .
Tekst & FOTOS:
Karen Hammer
Revolutionsstatue ved foden af
"Juchetårnet" tæt ved floden.
På tur til
det røde Østen
I 1910 koloniserede Japan Korea.
Japanerne anså sig selv for at være
alle andre folkeslag overlegne og
behandlede derfor koreanerne som
en slags slaver. Man inddelte landet
i nord og syd og satsede på landbrug
i den lunere sydlige region, mens
den bjergrige – og ofte meget kolde
– nordlige region egnede sig bedst
til industri og minedrift. Under 2.
Verdenskrig gjorde japanerne mere
end 100.000 koreanske kvinder
til sexslaver. Japan er derfor ikke
just en nær samarbejdspartner for
Nordkorea, så da Nordkorea havde
brug for oplysninger om Japan,
kidnappede man i 1970’erne mange
japanske skolebørn, som blev
sproglærere for Nordkoreas spioner.
Den nordkoreanske leder Kim Il
Sung, der var meget filminteresseret,
bortførte efter sigende en kendt
sydkoreansk filminstruktør, der fik
frie hænder til at lave et nordkoreansk mesterværk! Den slags historier
har man hørt gennem årene, men
er der noget om snakken? Jeg ville
gerne vide mere om dette fjerne og
yderst utilgængelige land, så da jeg
hørte, at den dansk-nordkoreanske
venskabsforening var ved at arrangere en rejse til Nordkorea i anledning af præsident Kim Il Sungs 100
års dag i 2012, meldte jeg mig straks
ind i foreningen. K
im Il Sung indførte i 1950’erne
Jucheideologien, der baserer sig
på selvtillid og har som princip,
at militæret kommer først.
Juche lægger vægt på national, kulturel og
økonomisk uafhængighed samt revolutionær troskab og kommunistpartiets
overlegenhed. Ifølge Juchefilosofien skal
individet sætte samfundets behov over
sine egne. I 1997 indførte Nordkorea
en ny tidsregning, der udgik fra Kim Il
Sungs fødselsår 1912, hvilket vil sige, at jeg
besøgte Pyongyang i jucheår 100. Uden nogen form for kendskab
til Juchefilosofien eller den historiske
baggrund landede jeg i Pyongyang
10. april 2012 e.v.t. I lufthavnen var alt
afslappet, dog blev min mobiltelefon
inddraget. Ved ankomsten til det 45 etager
høje Yanggakdo International Hotel blev
vores delegationsgruppe fotograferet, så
vi kunne komme i avisen sammen med
de flere hundrede andre delegater fra hele
verden, og jeg fik tildelt et dejligt værelse
med bad oppe på 31. sal. Hotellet ligger på
en ø sammen med det store biografkompleks, hvor der hvert år i januar holdes
internationale filmfestivaler. Der er undertiden en fantastisk udsigt fra den roterende restaurant på toppen, men da byen i
april var skæmmet af dis og tåge, er mine
billeder ikke helt vellykkede. Det er hårdt arbejde at være i en politisk delegation og i et politisk diktatur,
hvor man skal lystre, ikke komme for
58
sent og ikke stille dumme spørgsmål. Vi
var 31, og man var meget tilfredse med,
at Danmark kunne stille med en så stor
gruppe, men nogle af os var meget unge
og drak mange øl til sent på morgenen,
så de ikke nåede op til bussens afgang og
derved skabte problemer for de stakkels
guider, der hele tiden skulle have situationen under kontrol og vide, hvor hver
eneste af os var.
Vores tre guider: Den smukke, den
tjekkede og den nervøse
Allerede den første morgen manglede vi
Mads, og en af guiderne blev tilbage for
at finde ham. Vi havde fået tildelt hele tre
guider: Unge smukke Whang, tjekkede
og meget effektive Kang og så Kim, der
virkede nervøs og samtidigt havde fået
tildelt en noget utaknemmelig opgave: han
skulle interviewe os en efter en for at motivere os til et større engagement for sagen.
Det virkede som om man havde tjekket os
grundigt inden ankomsten; Kim vidste
adskilligt mere om enhver, end vi havde
opgivet i vores visumansøgninger.
I en kortege med politibiler foran
mere end 20 busser kørte vi mod
Mangyongdaeparken og Kim Il Sungs
fødested. Effektive trafikbetjente dirigerede os gennem byens næsten tomme
gader. Fremme ved parken blev vi overhalet af en Mercedes, der bragte den
forsinkede Mads frem; i Nordkorea er der
ingen, der glemmes eller bliver væk. ”Min general er større end din!” Billede i børnehave.
Kim Il Sung blev født 15. april 1912
og døde 8. juli 1994. Allerede som 14-årig
gik han ind i modstandsbevægelsen
mod Japans tyranni. Ifølge historikerne
kæmpede han i Manchuriet, men ifølge
Nordkorea havde hans guerillatropper
base oppe på det hellige bjerg Packtusan
nær den imponerende vulkansø, som
grænser op til Kina. Her levede han med
sin hustru Kim Jung Suk, og her blev
sønnen Kim Jong Il født 16. februar 1942.
Vi havde set frem til også at skulle
fejre hans 70 års dag, men han sank pludselig sammen af et hjertestop 17. december
2011. Hans tredje søn Kim Jong Un var
da allerede kørt i stilling som den næste
”kære leder” – og ham fik vi lov til at både
se og høre ved militærparaden 15. april.
I sne og is
I år var der hård frost oppe i bjergene
i april måned, så man havde allerede
bestemt, at vi, de ærede delegater, ikke
ville kunne komme helt frem til den
sagnomspændte vulkansø. Men se guerillaparrets hytte nogle kilometer længere
nede, det skulle vi da opleve. Meget tidligt
om morgenen 12. april blev vi fløjet mod
nord til Samjiyon i et gammelt russisk fly.
En lang række slidte busser ventede
på os og kørte os ad snedækkede grusveje
op til en større lysning i nåleskoven, hvor
Kim Il Sung engang havde vundet et vigtig
slag mod japanerne. Her stod en 50 meter
høj bronzestatue af Kim Il Jung og mange
andre kæmpestore bronzemonumenter af
kæmpende soldater.
Sneen var skovlet væk, så man kunne
komme omkring, men under sneen var
jorden spejlblank af is, så repræsentanten for DR Congo faldt med et brag,
og hans røde kasket fløj ud i sneen! De
mange busser fortsatte op mod bjerghytten i hurtigt tempo på trods af de
isdækkede veje, og nu begyndte det at sne.
Så skete det, som myndighederne ikke
havde forudset: Busserne, der havde helt
nedslidte dæk, kunne ikke køre i det glatte
føre, de slingrede og stillede sig på tværs,
så ingen bagved kunne komme frem. De
unge danskere prøvede med et reb at
trække bus nr. 11 tilbage på vejen, men
den gik ikke. Vi måtte alle stå af og gå de
næste tre km op ad bjerget. Det ældre politikerpar fra Uganda i deres smukke lange
afrikanske kjortler var ikke begejstret for
situationen, og hun faldt flere gange.
To km inden den berømte blokhytte
var der et lille hus med toiletter og nogle få
stole, og her slog jeg mig ned sammen med
fyren fra DR Congo og adskillige andre;
vi var temmelig gennemblødte. De rigtige
fanatikere gik videre op ad bjerget og stod
i en stiv klokketime i hård frost og lyttede
til taler, der priste Kim Il Sungs styre.
Hundredeårsfesten
I hovedstaden besøger vi næste dag en
kunstudstilling med malerier og broderier
forestillende legende børn, unge arbejdere,
tigre, vilde fugle, den pragtfulde kratersø
ved Paktusanbjerget samt et flot blomsterbillede med røde begonier, de såkaldte
Kimilsungia, der er skabt af en japansk
botaniker til Kim Il Sungs ære; en tilsva-
59
rende blomst til Kim Jong Il er en lyserød
orkide med navnet Kimjongilia. Begge
planter findes i tusindvis i Blomstermuseet,
der er helt overdådigt smykket i anledning af fødselsdagen. Om aftenen bliver
vi inviteret til en overdådig festbanket i
Kulturhuset. Der er masser af lækre koreanske retter, vin og ginsengsnaps; guiden
Kang tager sig pænt af mig og fortæller, at
jeg minder ham om hans farmor. Endelig er vi fremme ved fødselsdagen og den store militærparade på Kim
Il Sungpladsen, der er større end noget
andet, jeg hidtil har mødt på mine rejser.
Vi vækkes klokken seks og køres frem
i ”god tid”. Der er forbud mod kameraer, fantastisk ærgerligt, og alle former
for metal, selv det lille døråbningskort, er
forbudt! Kim Jong Un vil deltage i ceremonien, og tænk om nogen skulle kunne
kaste noget ti meter op i luften til den
balkon, der er oppe over alle vores siddepladser!
Jeg flytter med Kangs velsignelse
længere frem til fyren fra DR Congo og
en række meget charmerende politikere
fra Nigeria, og der sidder jeg så i de næste
to timer på første parket, medens titusinder af soldater i perfekt strækmarch i en
flydende strøm passerer forbi. Et hundredemands orkester spiller uafbrudt gennem
hele forløbet.
Jeg er vildt imponeret; mage til disciplin og perfektionisme har jeg aldrig før
hverken hørt eller set. I dagens anledning
er byens gader fyldt med mennesker med
store buketter af røde blomster. Mange af
disse vrimler nu ind på pladsen bag militærparaden og begynder at lave ”billeder”
med de røde blomster. Det hele afsluttes
med et langt pragtfyrværkeri.
Der er ingen tvivl om, at militæret
har fortrinsret i dette land. Der er over en
million soldater i hæren og en kæmpestor
reserve; alt i alt er 42 % af befolkningen
med i forsvaret! Nordkorea har den fjerdestørste hær i verden. Forrest på en af
de mange lastbiler med missiler sidder et
banner: ”Lad os udrydde USA med folkehærens uovervindelige magt”.
”Kom, vi stikker af”
17. april er festlighederne forbi, og de
mange delegationer skal hjem. Guiderne
har ikke tid til os, og vi har ikke lyst til at
hænge hjemme på hotellet, så min etnisk
kinesiske veninde Wei Jacobsen og jeg
beslutter os til at gå en tur i byen, sådan
som de mange unge drenge har gjort det
de forrige aftener. Vi ved godt, at det er
forbudt, men forsigtigt lister vi over broen
Soldater i sne står vagt oppe nordpå ved de mange revolutionsstatuer.
og drejer til venstre på den anden side af
floden. Her er mange cyklister og ældre
folk med små trækvogne. Man kigger lidt
skræmt på os; en lille dreng er så nysgerrig,
at han, for at kunne studere os, bøjer sig
ned over sine snørebånd mindst otte gange.
Wei går i gang med at fotografere
nogle mænd, der laster et tog. Her er ikke
særlig interessant, så vi tager en genvej
op over sporene og ind under en motorvejsbro, hvor folk trasker af sted ad en
pløret sti med deres små trillevogne, og så
møder vi en ung soldat, der stopper os.
Det viser sig, at vi har haft en ”stikker”
hængende efter os i nogen tid. Han er
begejstret, for måske har han nu hjulpet
til med at fange et par spioner! Soldaten
tilkalder en motorcyklebetjent, der irriteret bladrer rundt i Weis kamera. Mit
kamera er i inderlommen, det ser de aldrig.
Endnu en militærbetjent dukker op på
en stor motorcykel. Han er venlig og har
humoristisk sans, også han studerer Weis
billeder. Ingen af dem taler andet end
koreansk; jeg spørger drillende til deres
sprogfærdighed. Ingen har hidtil interesseret sig for mig, men nu tager jeg over,
for mit engelsk er bedre end Weis, og nu
ankommer en sortklædt seriøst udseende officer med en emaljeret partiknap
i reversen. Jeg beklager høfligt, at vi har
givet dem så mange problemer. Han
ser strengt på mig: ”Yes, you have made
problems!”
Han studerer vores kongresskilte
og tjekker vores identitet med oplysninger over mobilen. Han forhører os, om
vi har taget fotografier her under broen.
Selvfølgelig har vi ikke det, for her er intet
ud over pløre og små nyplantede træer. Jeg
prøver at charme ham og får ham overtalt
til at køre os tilbage til hotellet, så kan han
lettere sikre sig, hvem vi er.
Alt går fint, Kang tager over på
hotellet, og jeg går ud for at tisse, og så
hører vi ikke mere til politiet. To måneder
før har de fanget to sydkoreanske spioner
her i byen, men vi var altså en nitte; det
er lige ved, at jeg får medlidenhed med
den stakkels fyr, der stak os. Havde han
ventet fem minutter til, så havde vi fået
problemer, for lige på den anden side af
broen løber der en lille bæk, og der sad en
række soldater og vaskede deres sokker
lige foran en lille primitiv militærbarak.
Vores danske leder Anders kommenterede
situationen sådan: ”Hvis du havde været
alene, havde de ikke stoppet dig. Det var
Wei, de var efter, for du ligner jo ikke just
en spion!”
Et museum for gaver
Dagen efter skal vi nordpå til Hyangsan for
at besøge de to ”kære lederes” gavemuseer.
Enhver besøgende medbringer gaver til
præsidenten eller generalsekretæren, og de
har hver en kæmpemæssig grotte hugget
ud i klippen med tusindvis af mere eller
mindre bizarre skatte. Endnu engang er
al fotografering forbudt. Vi næsten løber
igennem de mange sale, og jeg bemærker,
at Malis første præsident Modibo Keita
har været her engang i 1960’erne, og at
amerikaneren Billy Graham har været
60
Dueslag ved Ølfabrikken i Pyonyang.
forbi adskillige gange med meget kitschede gaver, og også Poul Hartling har
engang været her med en figur fra Den
kongelige Porcelænsfabrik. På vej ud til
Hyangsan besøgte vi et lille landbrugskollektiv, bl.a. for at aflevere en kæmpe
kasse med Lego til en lille børnehave.
Der bor 354 personer her, og dog påstår
kollektivlederen, at Kim Il Sung i sin store
godhed har skænket kollektivet hele 34
traktorer! Vi ser en, og vi besøger den lille
kostbørnehave, hvor kvikke veltrænede
småbørn danser og synger for os. Uden for
musikstuen hænger der fine plakater med
glade børn i favnen på de ”kære ledere”
og en lille plakat med en begejstret dreng,
der peger hen mod et missil og udbryder:
”Min general er den bedste!”
Vi besøger et lille hus beboet af en
ældgammel dame, der er noget særligt,
idet hun i 1958 havde besøg af Kim Il Sung.
Bag hendes hus hænger et banner med
indskriften: ”Kim Il Sung! Vi vil kæmpe
for dig – om nødvendigt til døden”! Her
arbejder folk i ti dage, de har så fire dage
til at slappe af og se deres børn, inden det
hele begynder forfra. Her er det alt for
nemt at indoktrinere de små. For mig at se
er en større del af befolkningen hjernevasket til at tro, at dette land er det bedste af
alle og at “de kære ledere” er fantastiske og
alfaderlige. Jeg fortalte guiden Kim, at vi i
Danmark i fjernsynet havde set, hvordan
alle stod på gaderne og græd, da Kim Jong
Il var død, at vi ikke rigtig kunne forstå
det, og så spurgte jeg: ”Græd du også”? ”Ja,
Nordkorea
Korea blev delt i nord og syd ved den
38. breddegrad under Koreakrigen
1950-53. Der er våbenhvile mellem
Nord- og Sydkorea, men der er endnu
ikke indgået nogen fredsaftale.
Enhedsmonumentet (de to Koreaer forenes).
selvfølgelig,” svarede han. “Det var jo som
at miste sin far”.
I den demilitariserede zone
Vores sidste dag i Nordkorea tilbragte
vi delvis nede ved grænsen til Sydkorea
og delvis i Kaesong; vi blev kørt gennem
den demilitariserede zone og frem til de
lyseblå huse, der ligger på selve grænsen.
Her forhandlede Kim Il Sung i dagene
før sin død med USA og Sydkorea om en
form for fredelig samarbejde, men døden
kom på tværs, og snart efter skiftede USA
præsident.
Undervejs til grænsen kørte vi i gamle
busser uden støddæmpere, så jeg med
faste mellemrum løftede mig mindst 10 cm
fra sædet—en interessant oplevelse. Vi var
praktisk talt alene på den store motorvej,
der på de sidste ti kilometer var forsynet
med en slags faldtårne, der i tilfælde af
krig kan væltes ned over vejen og stoppe
al trafik. På markerne var store områder
fyldt op med ruller af pigtråd; hvis man
skal angribe Nordkorea må det vist blive
fra luften.
Som sædvanlig var der besynderlige regler for at få lov til at fotografere:
Turens eneste røde ko stod og græssede
tæt ved den demilitariserede zone. Mit
forsøg på at fotografere den blev stoppet
med voldsomme råb! Hvorfor? Koen gik
på en høstet rismark, der var ingen huse i
nærheden!?
Historiske helligdomme
En eftermiddag fik vi tid til lidt kultur. 22
km syd for Pyonyang nær Ryongsan-ri
ligger kong Tongmyongs Mausoleum,
og det er sandelig en omvej værd. Kong
Tongmyong var stifteren af Kogyryoriget
og levede i årene 298 til 259 f.v.t.
Kogyryoriget (277 f.v.t. til 668 e.v.t.) regnes
for det betydeligste i Koreas historie,
og man hædrede den elskede kong
Tongmyong ved gennem flere århundreder at flytte ham og hans gravmæle med
sig, hvor man end slog sig ned. I året 127
flyttede man hovedstaden til Pyongyang
og byggede det endelige mausoleum nær
byen. Hele området er på 170 hektar og
omfatter også det store Jongrung Tempel
og adskillige mindre helligdomme, med
buddhaer og smukke vægmalerier.
Mausoleet ligger midt i en gammel
fyrreskov officielt plantet i år 427. Foran
mausoleet står to meget store stentigre
vagt. I alleen op til mausoleet står fire
statuer af civile embedsmænd og deres
heste i vistnok hvid marmor over for fire
statuer af militærofficerer og deres heste,
også i hvid marmor. Der er adskillige
andre stenfigurer i området, fx skildpadder bærende stensøjler med inskriptioner til kong Tongnyongs ære. USA
smadrede det hele under Koreakrigen,
men det er nu smukt restaureret (færdigt
i 1993) og på Unescos verdensarvsliste fra
2004.
Jeg oplevede mange interessante
forskelle mellem dem og os på kun 11 dage
i Nordkorea, og jeg blev langt mere inte-
61
Ud & hjem igen: Min rejse var
arrangeret af Venskabsforeningen
Danmark-Den Demokratiske
Folkerepublik Korea. Foreningens
næste rejse er planlagt til oktober
2015. Læs mere på dk-korea.dk.
resseret i dette folk, end jeg havde kunnet
forudse. Jeg vil ligefrem komme til at
savne mine nye venner – de tre guider,
der hver for sig var meget menneskelige,
og jeg har stor lyst til at vende tilbage til
dette land, der gjorde så meget, for at jeg
kun skulle se, hvad der var passende og
på trods af dette sørgede for, at jeg fik en
dejlig tur.
nn Karen Hammer har medlemsnr. 395.
Hun er filmjournalist, kulturredaktør på
Radio Vesterbro, tidligere gymnasielærer
i biologi og geografi og er ud over at være
med i den dansk-nordkoreanske venskabsforening også medlem af Kvindelige
Eventyreres Klub.
Kort fortalt:
Forårsweekend i Busan
Efter en oplevelsesrig rejse gennem
Sydkorea sluttede jeg af med tre-fire
dage i havnebyen Busan, der med 3,6
millioner indbyggere er Sydkoreas
næststørste by og et behageligt
storbyalternativ til den gigantiske –
og noget uoverskuelige – hovedstad
Seoul.
Tekst & FOTOS:
Per Allan Jensen
D
et var en weekend i april,
solen skinnede fra en skyfri
himmel, temperaturen var
først i 20’erne, og de nyudsprungne kirsebærtræer dannede den
smukkeste kontrast til den blå himmel. Og
da Busan er velsignet med nogle ret høje
bjerge, der skærer sig ned midt gennem
byen, var det jo oplagt at benytte lejligheden til at lufte de korte bukser og få lidt
sol på kroppen.
Det blev dog en noget spøjs oplevelse, idet mange koreanere viste sig at
være udstyrsfetichister. De lignede en
mellemting mellem astronauter, kirurger
og Everest-bestigere. For en koreaner er
a walk in the park et seriøst foretagende
og en kærkommen lejlighed til at fremvise alt sit hightechgrej, så de fleste var
iført solide støvler, vandrestave, kropsnære
lange bukser, hvide handsker, aerodynamisk rygsæk, Goretexjakke, kasket med
solskygge, store briller mod vinden samt
bind for næse og mund. Jeg ved næsten
ikke, om det var dem eller mig, der gloede
mest.
Saks til maden
Efter en lang dag med frisk luft og motion
fandt jeg en restaurant og stillede min sult
i den dejlige koreanske mad.
Også her lurer dog overraskelser, fx
er det meget almindeligt, at man får udleveret en saks til at klippe kødet over med,
62
da knive er bandlyst ved spisebordet i
mange asiatiske lande. Man skal også være
forberedt på, at man må sidde i skrædderstilling på gulvet og indtage sit måltid med
spisepinde.
Ubehjælpsomt engelsk
Den næste morgen skulle jeg videre med
en færge til Japan og havde lidt travlt. Jeg
skulle skifte tog på en metrostation og
for pludselig vild. Febrilsk stillede jeg på
engelsk fem-seks mennesker spørgsmålet:
”Line Two?” Men der var ikke en eneste,
der fattede en brik af denne komplicerede
sætning.
Selv om uddannelsesniveauet i landet
er meget højt, og børnene undervises i
engelsk fra de er helt små, omfatter undervisningen desværre kun den skriftlige side
af sproget, og de fleste koreanere er derfor
helt ude af stand til at føre en samtale på
engelsk.
Men bortset fra (eller måske netop
på grund af) den slags små pudsigheder,
er Sydkorea et dejligt rejseland, som jeg
varmt kan anbefale.
nn Per Allan Jensen besøgte Sydkorea
for første gang i 2012 og har siden været
rejseleder i netop Sydkorea. Han har
medlemsnr. 26 og er tidligere formand for
De Berejstes Klub.
Konkurrence:
Dengang jeg deltog i en ceremoni …
Femtepladsen går til:
Akademisk nytår i Indien
Tekst & foto: Per Allan Jensen
M
in lille historie udspiller sig
for så længe siden, at den
næsten burde indledes med
ordene ”der var engang”. Ved
årsskiftet 1983-84 var jeg nemlig kun ca.
halvt så gammel, som jeg er i dag, og ikke
nær så berejst. Men det var på den rejse, at
”det hele begyndte” i den forstand, at denne
fem måneder lange tur kom til at ændre
mit rejseliv markant.
Jeg havde deltaget i en tre måneder
lang transasiatisk ekspedition, hvor vi
var kørt fra Padborg til Katmandu i
en gammel ombygget Bedford-lastbil.
Dernæst var jeg på trekking i Nepal. Og så
var tiden kommet til – på egen hånd – at
drage videre ned gennem Indien og til Sri
Lanka.
Besøg hos en ven af en ven
På vejen havde jeg planlagt at besøge
Gour, der havde opholdt sig nogle år på
Landbohøjskolen og der været kollega
til en af mine nære venner. Besøget var
aftalt i forvejen per brev. Dvs., jeg havde
skrevet med ham, men aldrig mødt ham
personligt.
Jeg ankom med toget til Jabalpur sent
om aftenen 30. december 1983, og næste
morgen lod jeg en rickshaw køre mig
ud til Gours arbejdsplads, Agricultural
University, der viste sig at ligge i udkanten
af byen.
Her meddelte Gours kolleger mig, at
han først ville komme klokken 10.30, og
pga. eftersyn af hans scooter blev den 12.30
i stedet, så i ventetiden blev jeg underholdt
af kollegerne, der var vældig interesserede
i at høre om min lange rejse. Gour viste sig
at være en uhyre sympatisk fyr, og efter en
lang hyggesnak blev jeg indlogeret i en lille
lejlighed i universitetets gæstehus. Det var
den rene luksus, med eget bad, toilet og
moskitonet.
Jeg undrede mig lidt over, hvorfor
jeg ikke bare kunne bo hjemme hos ham
selv, men da jeg bagefter tog med derind,
var forklaringen ret åbenlys, da de boede
fem personer (ham selv, kone, barn, far og
mor) i et lille rækkehus på 30-40 m2.
Nytårsritual
Det viste sig, at Gours afdeling havde planlagt en nytårsfest, uden koner naturligvis,
en rigtig mandeaften, som jeg straks blev
opfordret til at deltage i. Partyet foregik
i en ret primitiv bygning langt ude på en
mark, hvor maden blev tilberedt på et bål
bag huset. Et par af kollegerne stod for det
kulinariske, godt hjulpet af et par kulier til
det grovere arbejde.
Vi sad i to rækker – på gulvet naturligvis – langs væggene i en korridor, der
bestemt ikke kunne kaldes hyggelig.
Umiddelbart forekom det mig lidt grotesk,
at 15-20 noble indere i deres pæneste tøj
(plus undertegnede, der ikke længere
havde noget tøj, der kunne kaldes bare
nogenlunde pænt) satte sig ned på gulvet
i en gammel, grim og kold korridor for at
indtage deres festmad – i øvrigt naturligvis med fingrene.
I dagens anledning var der indkøbt
nogle øl og et par flasker whisky. De fleste
hinduer drikker normalt kun meget
begrænset, så de fleste blev ret hurtigt lidt
småsnalrede. Nå, men vi fik skam serveret
en masse lækker mad, drønstærk naturligvis, og dertil whisky med vand eller
sågar whisky med øl. Efterhånden som
stemningen steg, begyndte de at fortælle
historier og vittigheder af en type, som de
næppe ville have anvendt, hvis konerne
havde været til stede, og af hensyn til æresgæsten foregik det hele på engelsk.
Det med sproget er i øvrigt meget
pudsigt. Deres eget sprog er jo hindi, men
det indeholder et hav af engelske låneord,
så det kom for mig til at virke lidt som at
høre grønlandsk radioavis, dvs., for det
meste virker det som volapyk, men så
kommer der ind i mellem pludselig et ord,
man forstår. Jo højere uddannelsesniveau
folk befinder sig på, jo flere engelske ord
anvender de, og nogle gange glemmer de
helt at vende tilbage til hindi igen. De folk,
jeg var sammen med her, talte ca. 50 %
63
hindi og 50 % engelsk, blandet sammen i
en stor pærevælling, så det lød højst ejendommeligt.
Klokken 24 ønskede vi hinanden
godt nytår, og efter endnu et par småsjofle
historier brød vi op ved 01-tiden. Det blev
en nytårsaften, som jeg sent vil glemme,
selv om jeg efterhånden har oplevet flere
alternative af slagsen, som fx den i det
nordlige Thailand, hvor jeg var døden nær
pga. overdrevet indtagelse af hashkage.
nn Per Allan Jensen har medlemsnr. 26.
Til dato har han besøgt 14 territorier og 125
lande på alle syv kontinenter.
Forfatteren som han så ud
ved hjemkomst fra den fem måneder
lange rejse.
Konkurrence:
Dengang jeg deltog i en ceremoni …
Fjerdepladsen går til:
Morgenandagt: Min morgenkaffeceremoni i Chile
Tekst & foto: Henrik Frier Hansen
D
et er tidlig morgen i Piedra
Azul. Jacqueline snorker på
en så blid og hjertelig måde,
at jeg ikke nænner at vække
hende. Jeg står op uden en lyd og går i
køkkenet og sætter en kande kaffe over.
Jeg fylder min gamle italienske espressokoger med gode kaffebønner og vand fra
brønden. Jeg finder en tændstik og tænder
ild til det gamle gasblus og sætter kanden
over. Der vil gå nogle minutter, og så er
kaffen klar.
Jeg lister mig ud på terrassen og ser
efter. Hvis jeg er heldig, har nabobonden
Osvaldo været forbi med en lille spand
frisk komælk. Det kommer lige fra Marlén,
naboens store malkeko, der står lige
herude bagved og græsser. Jo, den er god
nok – der står en lille hvid spand, halvt
fyldt med frisk komælk. Så frisk at den er
lun endnu, ikke noget med datostempling
eller sidste salgsdato her.
Jeg giver mælken et hurtigt opkog
og blander den med den varme og
stærke kaffe, der nu har kogt igennem
dem gamle espressokoger. Med et stort
krus dampende varm kaffe, der er stærk
og cremet på samme tid, går jeg ud på
terrassen og sætter mig ved det gamle
træbord.
Jeg kigger ud over bugten og må
misse med øjnene i det kraftige morgenlys.
Havet er dybt blåt, men med en snert af
morgendis. Jeg kan se Navimag-færgen,
der er på vej sydpå, og et par mindre fiskebåde, der er på vej ind. Nede i dalen ligger
der stadig en lille tågesky, som morgensolen endnu ikke har fået brændt af. Tågen
står tæt mellem canelotræerne nede på
skråningen.
Ud af tågen, kommer der et par små
gule stjerter flyvende. De er mere morgenfriske, end jeg er, og flyver energisk forbi
og sætter sig på brændestablen nede foran
terrassen, mens de skræpper til hinanden
på fuglesprog. De sidder kun få meter fra
mig. Skoven dufter af fugtig mos, blandet
med den friske luft fra havet, der kan
duftes helt herop på terrassen. Jeg snuser
Tidlig morgen i Piedra Azul.
kraftigt ind, lukker øjnene og åbner dem
igen. Morgenen er en blanding af lyde,
dufte og billeder, der vil komme til syne,
så snart morgendisen har lagt sig. Jeg kan
høre Osvaldos ko græsse omme bagved,
og en flok får bræger søvnigt nede på
den store lysning bag vejen. En brun falk
kommer flyvende og sætter sig dovent på
en hegnspæl og drejer hovedet, som om
den kigger på mig.
Solen står højere nu, begynder at
få kraft. Lyset får duggen til at perle på
græstuerne, og får disen til at lette ud i
ingenting. Jeg stiller skarpt på de små øer
ude i bugten; de ligger som en indbydende
grøn perlerække derude i horisonten. Jeg
tænker på rejsen. Alt det store der ligger
derude, alt det ukendte der lokker med
nye rejseoplevelser. Det føles godt at være
herude, herude midt i verden.
Jeg sipper til den varme kaffe og
begynder at nyde denne morgen. Det er en
kølig morgen, jeg har min tykke uldsweater på, men jeg kan se, at dagen nok bliver
varm. Bortset fra dyrenes lyde er her helt
stille. Hvilken behagelig måde at begynde
dagen på – i stilhed. Jeg tænder en pibe
tobak og nyder smagen sammen med den
64
stærke kaffe. Inde fra huset kan jeg høre
Jacqueline røre på sig. Jeg tror, jeg vil gå
ind og lave lækker morgenmad. Dagen
kan begynde, jeg tror, den bliver god.
nn Henrik Frier Hansen har medlemsnr.
285. Når han ikke opholder sig i Chile, bor
han også på skift i Spanien og Danmark.
Konkurrence:
En delt andenplads går til:
Til begravelse på Sulawesi
Tekst: Karen Hammer
Fotos: Michael Schwab, Carlos Tagarro Rich & Peter Dalsgaard
F
ra sommeren 2000 og langt
ind i 2001 var der borgerkrig
på Sulawesi, hvor kristne og
muslimer brændte hinandens
landsbyer af. Det vidste jeg heldigvis intet
om, da jeg besluttede at tilbringe hele min
sommerferie på syv uger på denne spændende indonesiske ø.
På trods af andre rejsendes opfordring til at opgive min plan, tog jeg i
slutningen af juni en bus fra Makassars
voldsomme hede til Rantepao i Tana
Torajas kølige bjerge. Efter et par dage slog
jeg mig sammen med seks andre rygsækrejsende, så vi som en gruppe kunne
deltage i de overdådigt blodige begravelsesceremonier oppe i omegnens bjerglandsbyer. Torajafolket er animister og
tror fuldt og fast på, at ånderne kan bringe
ulykke over familien, hvis den ikke sørger
for at lave den flottest mulige begravelse.
Tidligere var det ikke ualmindeligt, at
familier kom i dyb gæld pga. overdådige
ceremonier med over 100 vandbøffelofringer. I de senere år har den indonesiske
regering imidlertid sat en stopper for det
ved at indføre en skat på hvert eneste ofret
dyr. De mange dyrs sjæle skal hjælpe den
afdødes sjæl videre til den næste verden.
Vi medbragte cigaretter og en lagkage som
gaver og blev straks tilbudt at hilse på den
døde, der lettere balsameret med formalin
havde ventet fem måneder i sin kiste oppe
på husets øverste etage.
På Sulawesi kan der let gå flere år, før
alle de pårørende fra det store indonesiske ørige kan finde en dato, hvor alle
kan komme og alle har haft tid til at skaffe
kapital til de mange svin og vandbøfler,
der slagtes til afdødes og familiens ære.
Dagen før havde man ofret 100 sorthårede grise, og nu kom turen til vandbøflerne. En for en blev de smukke og
forbløffende rolige dyr trukket ind i
gården. Med den venstre hånd trak slagteren i det reb, der var bundet til tyrens
næsering. Tyren strakte hovedet frem, og
lynhurtigt huggede slagteren med højre
hånd halspulsåren over med en stor kniv,
så blodstrålen stod flere meter ud, og dyret
sank sammen. Ved den niende tyr vadede
slagteren og hans medhjælpere i store
blodpytter. Imens sad de mange tilskuere
– også jeg – uanfægtet og drak kaffe og
spiste stegt svinekød.
Vogtere over de døde
Tyrenes pandeparti med de smukke horn
saves af og sættes på række over hinanden
på en høj pæl som en slags galionsfigur
foran huset, så forbipasserende i al fremtid
kan danne sig et indtryk af familiens
økonomiske situation. Efter ceremonierne
anbringes kisten med liget på en klippehylde i en familiehule, og på balkoner
foran anbringes næsten legemsstore
træfigurer, tau-tauer, som vogtere over de
døde. Da mange af disse figurer i nyere
tid er blevet stjålet med henblik på salg til
turister, opbevares de fleste originaler nu
hjemme privat. I mit guesthouse opbevarede ejeren fx sin bedstefars tau-tau i
dagligstuen.
Ofringer
Efter høfligt at have takket nej til at hilse
på den afdøde, blev vi vist hen til vores
pladser i en lille bambuspavillon, hvorfra
vi havde et glimrende udsyn til den lille
lukkede gårdsplads, hvor ofringerne skulle
til at begynde.
Blodet sprøjter. Foto: Peter Dalsgaard.
Babytræer
På vejen hjem var det vanskeligt at finde
plads i de små lokale busser, idet de
mange tilrejsende gæster hjembragte
store mængder af vandbøffelkød. I disse
sommermåneder smovser alle i det ellers
så dyre kød. Overalt i hele regionen
holdtes der begravelser den sommer. Jeg
så dem på afstand, når jeg rejste rundt
med de små busser for at beundre de flotte
traditionelle huse med de store bådformede tage, eller tog op i bjergene for at
studere begravelsespladser med tau-tauer.
En dag kom jeg til den lille landsby
Pana. Man havde fortalt mig, at der her
fandtes babygrave. Hvis små børn, der
endnu ikke har fået tænder, dør, begraver
man dem inde i store træer. I udkanten
af landsbyen stod et kæmpemæssigt træ
med nogle kvadratiske tegninger i barken.
Inde i stammen havde man gennem
årene begravet 10 små børn. Man havde
skåret en firkant ud af stammens barklag,
hulet ud til babyen, og lukket tæt til
bagefter. Træet havde så selv sørget for at
barkstykket atter groede sammen med
resten af stammen.
Jeg opholdt mig en times tid på stedet,
grebet af stemningen. Det var næsten som
om, jeg selv havde været til stede under de
smås begravelser.
nn Karen Hammer har medlemsnr. 395.
Hun er i øvrigt også medlem af Kvindelige
Eventyreres Klub.
De smukke horn er statussymboler og
saves af. Foto: Carlos Tagarro Rich.
Tilskuerne er uanfægtet af blodbadet.
Foto: Michael Schwab.
65
Konkurrence:
Dengang jeg deltog i en ceremoni …
En delt andenplads går til:
Indianerceremoni med 4711 i Amazonjunglen
Tekst & FOTO: Bodil Johanne Jørgensen
I
2009 besøgte jeg houranii-indianerne, som bor langt ude i
Amazonjunglen i Ecuador. Vi fløj
derud med to små gamle DAS 8-fly,
der kun havde plads til tre til fire personer
i hver. Godt 45 minutter tager det at
flyve fra udkanten af Quito og langt ud i
junglen, hvor vi landede på en græsmark
i højt græs, fordi de ikke havde nået at slå
græsset på landingsbanen. Jeg glemmer
det aldrig, for piloten stolede ikke på
instrumenterne ved landingen. Han rejste
sig derfor op i det lille fly for at se, om der
var nogen trætoppe i udsigt. Det var tåget,
og man kunne ikke se en hånd for sig. Det
var et Guds under, at landingen gik godt.
Modtagelseskomiteen stod klar ved
landingsbanen og bestod af nogle nøgne
børn og de få voksne, som skulle hente os,
havde T-shirt og undertøj på – noget et
dansk ægtepar senere klagede over, for i
bøgerne er alle houraniierne nøgne!
Et ritual ude i skoven
En dag skulle jeg deltage i et særligt slags
renselsesritual inde i skoven. Ud af de syv
deltagere i vores lille gruppe, var jeg den
mest spirituelle, og det var vist en selvfølge, at jeg var blevet valgt ud til at deltage
i ceremonien. En indianer skulle forestå
det særlige spirituelle renselsesritual via en
helt speciel ceremoni.
Han kørte i øvrigt med os i vores lille
køretøj, som var en Toyota med lad, på
vej ind i skoven til ceremonien. Så da jeg
mødte ham, stod han ved vejkanten på
en grusvej med en gammel slidt 10 liters
benzindunk i den ene hånd. Jeg lagde
straks mærke til hans påklædning, for han
var iført blanke sorte laksko, grå pæne
bukser, bar overkrop og et spraglet slips,
der hang og dinglede på overkroppen. Det
nederste af håret var kortklippet, men
resten var strøget fremad i en slags anderumpe, og det var malet med klar rød
maling. Akkurat som tschachila-india-
nerne gjorde før i tiden. Og noget houranii-indianerne så vidt vides aldrig har
brugt i deres kultur.
Nu skulle han stå for at gennemføre
renselsesceremonien inde i et telt her langt
ude i skoven. Vi samledes i rundkreds, de
seks andre i min gruppe, og mindst lige så
mange indianere, som var lige så nysgerrige som danskerne for at se, hvad der
skulle ske.
Jeg fik nu ordre på at stille mig op
lige foran indianeren, der nu stod med en
håndfuld små kviste og grene med blade
på. Nogle han lige havde samlet sammen
i skoven. Med sin pegefinger tegnede han
en cirkel på jorden rundt omkring mig.
På det lille bord foran ham stod en flaske
4711 (kølnervand, som man kender det
fra gamle dage). Jeg troede slet ikke, man
kunne købe den slags eau de cologne mere.
Indianeren slog mig nu hårdt i
ansigtet med grenene, råbte nogle høje
lyde, snurrede rundt om sig selv, tog så
kølnervandet i munden, gurglede højt med
munden. Derefter spyttede han det hele
ud, midt i mit ansigt, samtidig med at han
bad nogle højlydte bønner. Da han ikke
troede, jeg forstod det, gentog han hele
ceremonien endnu engang.
Jeg husker hans dårlige ånde, så
tæt var han på mig. Jeg skulle så ønske
mig noget, og så ville det gå i opfyldelse,
sagde han. Jeg mediterede lidt på mit
ønske. Mine rejsekammerater var flade
af grin. Jeg måtte holde masken. Jeg blev
våd i ansigt og bryst, men blev renset for
de onde ånder, og man kan ikke vide,
hvordan det ellers var gået.
Senere fik vi at vide, at vi som vesterlændinge må tage ansvar for de ting, vi
forærer indianerne, for de kan ikke altid
finde ud af at sætte dem sammen, og det
var vores skyld. Altså ikke vores lille rejsegruppe, men vesterlændinge som i god
tro forærer indianerne tøj og lignende.
Derfor kan man møde indianere i junglen
iført blanke sorte laksko, bar overkrop og
spraglet slips.
nn Bodil Johanne Jørgensen har
medlemsnr. 451. Læs mere om hende på
www.bjraadgivning.dk .
En indianer skulle forestå det særlige
spirituelle renselsesritual.
66
Konkurrence:
Førstepladsen går til:
Når makaber heksekunst fører til kærlighed
Tekst & FOTO: Anette Lillevang Kristiansen
”T
ag de her ting og læg dem under
din hovedpude, så får du dit
ønske opfyldt!”
Det lyder næsten som et
eventyr, hvor man møder en smuk fe ude
i skoven, der lige svinger tryllestaven og
vupti, så får man prinsen, det halve kongerige og vinder i Lotto. Ikke desto mindre
så var det faktisk dét, en mand sagde til
mig, da jeg sad i hans troldmandshytte i
Togos hovedstad Lomé. Jeg havde forvildet
mig hen på byens berømte marked, hvor
man kan blive helbredt for alskens dårligdomme, og hvor recepten kan lyde på alt
lige fra pulveriseret abehoved til tørrede
firben og slangeham. Så i min iver efter en
anderledes oplevelse, befandt jeg mig her
på det mest makabre marked, jeg længe
havde set.
Alt i tørrede dyr var at finde på opstillede borde, og i udkanten af dette cirkus
boede så heksedoktoren. Man kunne blive
tilset og få ordineret medicin, og selvfølgelig var jeg nysgerrig nok til at stikke
hovedet indenfor. Han sad ved sit ildsted,
en yngre mand, egentlig helt almindelig
af udseende. Havde jeg mødt ham nede på
gaden, havde jeg aldrig troet, at han arbejdede som heksedoktor – men o.k., enhver
sin næringsvej.
At entrere hytten var nok i virkeligheden ikke helt gennemtænkt, for dybest
set anede jeg ikke, hvad jeg skulle spørge
manden om. Jeg vidste ikke af, at jeg led af
nogen sygdomme, men han betroede mig,
at han sagtens kunne rådgive mig i andre
anliggender. Han kiggede intenst, som om
hans øjne røntgenfotograferede mig, mens
han ventede på mit spørgsmål.
Heksen, hytten og mobiltelefonen
Det hele virkede pludselig fuldkomment
grinagtigt, og jeg kom til at tænke på
dengang, jeg arbejdede som safariguide
i Sydafrika, og hvor vi hver uge besøgte
den lokale heksedoktor i den nærliggende
township.
Ånderne fløj lavt i hendes dunkle
mystisklugtende hytte, og alle nærmede
sig med lige dele ærefrygt, skræk og
skepsis – lige indtil en dag, hvor hendes
Ericsson-mobiltelefon ringede, og hun
dykkede ned mellem de frodige bryster
og fiskede den op. Der faldt troværdigheden en smule til jorden, men klart nok,
selv heksedoktorer er nødt til at følge med
udviklingen.
”O.k., så fortæl mig, hvor jeg kan
finde en sød kæreste,” prøvede jeg.
Det måtte være rimeligt uskyldigt,
noget jeg ikke kunne komme galt af sted
med, og skulle jeg endelig blive ordineret
10 gram pulveriseret abehjerne, jamen, så
overlevede jeg nok også det. Men nej, det
blev meget mere finurligt end som så.
Manden frembragte fire små underlige genstande og holdt dem hen over
ilden, mens han rituelt mumlede nogle
ord, som jeg selvfølgelig ikke forstod.
Som rejsende i et land, hvor både voodoo,
kyllingeofringer og sort magi er hverdagskost, var jeg forberedt på lidt af hvert,
men manden gik nu hverken i trance eller
faldt krampende til jorden med fråde om
munden.
Rituel mystik ved fuldmåne
Videre overbevist var jeg ikke, da jeg
forlod hytten med mine nyerhvervede
remedier og en opskrift på, hvordan jeg
skulle holde ceremonien, inden jeg gik i
seng.
Om aftenen sad jeg på mit uhumske
værelse og lagde remedierne frem. Jeg
ville jo gerne have en kæreste, og man
må jo ofre sig for sagen. Så der sad jeg og
følte mig som en heksedoktorlærling, der
eksperimenterede med mystiske ritualer
ved fuldmåne. Jeg anbragte tingene under
hovedpuden som anvist, men intet skete.
Jeg ved ikke lige, hvad jeg havde forestillet
mig, men verden var helt uforandret, og
kakerlakkerne holdt stadig party på mit
badeværelsesgulv.
67
Midt om natten vågnede jeg imidlertid af det vildeste mareridt. Jeg husker
ikke, hvad det handlede om, men jeg blev
overbevist om, at jeg aldrig mere skulle
sove med hekseremedier under hovedpuden. Så de små mærkelige troldsmandsting røg ned i dybet af min rygsæk, hvor
de lå resten af min rejse.
Man kan jo så tro, hvad man vil, men
et halvt års tid senere, hjemme i Aarhus,
mødte jeg Bo, som jeg i dag er gift med
– så måske var der alligevel noget om
det, heksedoktoren sagde til mig i Togo.
Sommetider er der bare mere mellem
himmel og jord.
nn Anette Lillevang Kristiansen har
medlemsnr. 328. Hun er journalist og bor
for tiden i Egypten, hvor hun studerer
antropologi og egyptologi på The American
University i Cairo. Du kan læse om Anettes
oplevelser som studerende i Mellemøsten
på hendes blog: www.oerkenprinsessen.
wordpress.com.
Han så egentlig helt
almindelig ud, ham min
heksedoktor. Havde jeg mødte ham nede
på den lokale, havde jeg aldrig gættet, at
han var ekspert udi helbredelsens ædle
kunst. Og jeg havde nok heller ikke lige
regnet ud, at han havde løsningen til en
vej ud af min singletilværelse.
Mit blik faldt på nogle kiwi-lignende, næsten
neongrønne silkeskårede lækkerier.
Kort fortalt:
Søpølse og pommes frites
Når man kommer hjem fra en rejse
og både venner og familie kikker
forbi, går visse spørgsmål ofte igen:
Hvordan får du råd, er det ikke farligt,
er der ikke alt for varmt, og hvordan
var maden?
Tekst:
Patrick Leis
FOTOS: Wikimedia
S
pecielt det sidste spørgsmål kan
stadig undre mig. Jeg er ikke den
store ædedolk (eller gourmetfeinschmecker for den sags skyld),
og som oftest ender jeg til de flestes fortørnelse med at sige, at jeg bare spiste, hvad
der nu fandtes på det pågældende sted.
Men på min seneste tur til Kina i
april 2014 kom jeg alligevel til at tænke
en smule over, hvad folk egentlig propper
i munden rundt omkring på kloden. På
mange måder er menukortet en lige så
vægtig indikator for et folks identitet som
deres valuta, kultur og flag, og de fleste
charterturister jeg kender forventer på
det nærmeste at spise det samme på deres
mallorcatur, som de får hjemme i Hjørring.
Og indrømmet, somme tider kan jeg
godt blive en anelse bleg, når jeg har fået
serveret en lokalret fra den sorte gryde.
Man behøver ikke at tage længere end
over Øresund, før der står surströmning
på menuen, eller til Færøerne hvor jeg
har fået skærpekød. I Skotland serveres
der til særlige lejligheder haggis, som
delvist består af fåreindvolde, franskmænd anretter frølår, en dansk hofret er
ål, i flere afrikanske lande spises der græs-
hopper, og i Peru er det ikke ualmindeligt at få serveret hamster. I Thailand fik
jeg melorme, der smagte af popkorn, jeg
åd dhal bath i Nepal og spiste den mest
velsmagende kylling i Taiwan … som viste
sig at være slange.
Og i Kina er det ganske svært at regne
ud, hvad der kommer på bordet, hvis man
altså ikke lige læser mandarin. Jeg fik sære
dumblings og hønsefødder, måtte overgive mig, da jeg satte tænderne i rådne æg,
men tyggede med velbehag due … Det er
aldrig til at sige, hvad man ender med at
fylde maven med i udlandet, men det er på
mange måder en sjov del af at være på tur.
For selv om maden somme tider tangerer
det uspiselige, er det som oftest netop de
oplevelser, der i sidste ende kommer de
bedste historier ud af.
En særlig delikatesse
En af mine personlige klassikere var til en
middag i Taiwan, hvor der var disket op
med alverdens ubestemmelige småretter,
den ene mere delikat end den anden. Jeg
endte med at prøve et hav af forskellige
sager, og til sidst faldt mit blik på nogle
”Most foreigners don’t like”
68
kiwi-lignende, næsten neongrønne silkeskårede lækkerier, der ved både første og
andet øjekast lignede syrlige frugtskiver.
“What is this?”
“Most foreigners don’t like,” svarede
min vært og smilede hemmelighedsfuldt.
Jeg proppede resolut en skive i gabet
i lyksalig forventning om at synke et
stykke forfriskende frugt. Sjældent har jeg
oplevet noget så modbydeligt! Det smagte
af råddent kød, og jeg var millimeter fra
at elevatoropkaste ud over hele middagsbordet. Det viste sig at være søpølse, og til
folk med hang til eksotiske ganeløftere kan
jeg kun sige: Try it! Jeg, derimod, har definitivt ædt mit livs sidste søpølse!
Men der findes også andre eksempler
på, at en middag kan udvikle sig ganske
anderledes end forventet, når man er langt
hjemmefra, og nogle gange kan det faktisk
betale sig at bruge hovedet bare en smule.
Man får, hvad man bestiller
Engang jeg sad på en restaurant i Goa med
nogle venner, opdagede jeg til min overraskelse, at menukortet (som var på engelsk)
tilbød snacks. Jeg var ikke rigtig sulten og
på et noget stramt budget, da jeg skulle
være af sted i flere måneder og bare var
en ung knægt uden noget, der mindede
om en stabil indkomst derhjemme. Nå,
vennerne sad og guffede lystigt løs, og
til sidst blev jeg enig med mig selv om at
deltage for hyggens skyld og bestilte en
portion pommes frites.
Der gik næsten en time, før tjeneren
vendte tilbage. Vennerne havde for længst
spist op og sad med smøger og kaffe og
diskuterede, hvor vi skulle tage hen. Men
her kom så omtalte tjener, slæbende på
en fisk så stor som en hval, med dampede
grøntsager og chips. Jeg gloede som en
torsk, forsøgte sporadisk at benægte, at jeg
nogensinde skulle have bestilt fisk, men
her lærte jeg faktisk en vigtig lektie. Selv
om noget hedder næsten det samme i
udlandet som på dansk, betyder det sjældent det samme!
Fisken, der kostede det meste af mit
ugebudget, og som jeg dårligt spiste mere
end fire bidder af, hed nemlig pomfret, og
pommes frites kaldtes naturligvis chips.
Men igen, jo værre oplevelser des
sjovere historier, og der er vel ikke meget
ved at underholde sine nysgerrige venner
med en fortælling om den velsmagende
bøf med de brune løg, som jeg fik på
Spieshotellet på Kreta?
Har du en god, lille fortælling så skriv
gerne til redaktorgloben@gmail.
com og mærk e-mailen “Kort fortalt”.
Artiklen skal være kort og skåret helt
ind til benet og gerne sjov, informativ
eller overraskende.
nn Patrick Leis har medlemsnr. 569. Læs
mere om ham på patrickleishorror.dk.
NÆSTE Konkurrence:
Dengang mine smagsløg blev sat på prøve …
I
næste nummer af Globen vil vi gerne
høre en god historie om engang, du
fik sat dine smagsløg på prøve. Smag
og behag er som bekendt forskellig,
og når man rejser rundt i verden, kan
netop det udsagn let efterprøves. Har du
fx fået serveret stegt hund, frølår, insekter,
slange eller hvalspæk på en af dine rejser?
Eller drukket noget væmmeligt, klæbrigt
stads, som du dårligt nok ved, hvad var?
Eller har du ligefrem fået smag for et
fremmedartet køkken? Så fortæl os om
dine smagsoplevelser og send dit bidrag
til [email protected] senest 30.
januar 2015. Din tekst må højst være på
4.000 tegn, og alle bidrag vurderes alene
på baggrund af deres tekst, men vedlæg
gerne et billede eller to, som kan illustrere
din historie.
Førstepræmien består af tre bøger, der
alle på hver sin vis handler om at bruge
sine smagsløg:
I Lonely Planets
bog ”Food Lover’s
Guide To the
World – Experience
the Great Global
Cuisines” (Lonely
Planet, 2014, 313
sider, på engelsk,
med fotos i farver) kommer dine smagsløg
med ud på et kulinarisk eventyr Jorden
rundt, for bogen er fyldt med gode
opskrifter og sanselige beskrivelser af
madkultur – fra Kina til Frankrig og alt
derimellem.
illustreret med farverige og kontrastfyldte billeder fra Vietnam. Bogen giver
et enestående indblik i det vietnamesiske
gadekøkken med mere end 60 autentiske
opskrifter.
Vi glæder os til at læse dit bidrag!
“En amputeret tå i whisky
– historier fra den sidste
vildmark” af Martin
Nedergaard Andersen
(Turbine, 2012, 362 sider,
med fotos i farver) handler
om en rejse på fem uger
til Alaska og Canada med hele familien:
Martin og Anne og deres børn Peter og
Clara Louise. Det er også en fortælling om
fortidens guldgravere og klondikefeber, og
om bjørne og vild natur. Og ikke mindst
om en noget speciel lokal drink: en amputeret tå i whisky!
Endelig
er bogen
”Vietnamese
Street Food” af
Tracey Lister
og Andreas
Pohl (Hardie
Grant, 2012, 192
sider, på engelsk, med fotos i farver) smukt
69
Dommerkomiteen, som har bedømt de
indsendte bidrag i konkurrencen, bestod
denne gang af Ann Kledal fra Globens
redaktion og af Erik Pontoppidan og
Claus Qvist Jessen, som vandt skribentkonkurrencerne i de to forrige numre.
Sofarejser
Et udvalg af rejserelaterede udgivelser
Tekst:
Lars-Terje Lysemose
Om Asien
”Hvor solen græder
– En fortælling
fra Syrien” af Puk
Damsgård (Politikens
Forlag, 2014, 234 sider,
med kort og fotos i
sort-hvid, 250 kr.) er
med forfatterens egne
ord ”en journalistisk
historie om virkelige mennesker”. I bogen
følger vi DR’s mellemøstkorrespondent,
udstationeret i Beirut i Libanon siden 2011,
og hendes intense oplevelser fra det, der
har udviklet sig til en egentlig borgerkrig
i Syrien delt mellem etniske, religiøse og
politiske skillelinjer. Med bogen skildrer
36-årige Damsgård en række syrere, hun
lærer at kende, og som vi følger på godt og
ondt: Gennem deres familiedramaer, forelskelse og opgør, og hvordan de tvinges
til at tage stilling til krigen og vælge side.
Enhver krig er beskidt, og den i Syrien
er bestemt ingen undtagelse. Men også
i de mest tilspidsede og nervepirrende
situationer kan humor fungere forløsende,
som da Damsgård møder en kollega fra
Mexico: ”Han var netop kommet tilbage
fra en tur til frontlinjen med oprørerne.
Hans sorte hår stak ud under hjelmen, det
venlige blik kiggede undersøgende. Han
havde været med i nogen tid og skulle
opholde sig i flere måneder i Syrien. Jeg
kunne slet ikke forstå, hvordan han havde
overlevet indtil nu. Men han var rolig
og kiggede mig i øjnene uden at ligne et
utæmmeligt dyr som mange af oprørerne. ’Det er første gang, jeg har set en
krigskorrespondent med lyserøde negle,’
bemærkede han. ’Jeg egner mig ikke til det
her. Jeg er ingen krigskorrespondent som
dig. Næste gang ansøger jeg om at blive
blomsterkorrespondent. Eller også kan jeg
måske anmelde hvidvine i Sydafrika, hvis
jeg da ikke ender som alkoholiker længe
inden,’ svarede jeg. Vi grinede. Det var
dejligt.” Ser vi for et øjeblik bort fra den
tiltrængte humor i nogle af de tragiske
situationer handler Damsgårds bog om
håb og troen på forandring. Og om at blive
desillusioneret og forsøge at overleve i et
land, hvor krigen er blevet hverdag, og det
derfor ikke er unormalt, at syriske børn
laver tegninger, hvor solen græder.
”Turen går til Bali &
Lombok” af Jens Erik
Rasmussen (Politikens
Forlag, 2014, 144 sider,
med kort og fotos i
farver, 199,95 kr.) er
en klassiker blandt
guidebøger. Politikens
”Turen går til”-serie
har eksisteret siden 1952 og er nok den
guidebogserie, flest danskere har stiftet
bekendtskab med. Bøgerne skrives af
danskere, og serien var i mange år enerådende på det danske bogmarked. I takt
med stigende rejselyst blandt danskerne
og en øget konkurrence på markedet for
guidebøger har serien også fornyet sig og
tilpasset sig læserne. Tidligere tiders ofte
lidt halvkedelige faktuelle og historiske
oplysninger er skiftet ud med tekster, der
har fokus på at give læseren en forståelse
af kulturen, og så er guiden naturligvis
god til at anvise anbefalelsesværdige
oplevelser, smuk natur, og gode steder at
spise og overnatte. Bogen er også fyldt
med små stemningsfulde beskrivelser som
fx i bogens indledning: ”’Lad mig vise dig
mit Bali’, siger guiden Wayan ivrigt, da
bagagen er anbragt i den noget ramponerede minibus. Jeg nikker, selvom kroppen
er godt mørbanket efter de mange timer i
det trange flysæde, og øjenlågene er tunge
på grund af tidsforskellen. Wayan har sin
fineste og nystrøgede skjorte på, og på
hovedet bærer han en sirligt foldet hat af
tynd, hvid bomuld. Om livet har han en
ternet sarong, der når ned til plastsandalerne. Han forklarer den traditionelle
mundering med, at der er fest i hans
landsby, som ligger på vejen til det lille
hotel, hvor den bløde seng venter (…)
Snart er vi fri af det hektiske byliv og de
kulørte turistfacader. Rismarkerne når
70
helt ud til vejkanten. Nogle er dækket af
livgivende vand, andre står lysende grønne
med saftspændte planter. Frodigheden
er overvældende. Bag horisonten dukker
landsbyen op, og de første tegn på festlighederne viser sig.” 7. udgave af ”Turen går
til Bali & Lombok” udkom 25. september
og er som vanlig spækket med flotte
billeder. Men som indonesienkender og
netop i juli hjemvendt efter nok en rejse
til ”Gudernes Ø”, Lombok, Gili Air og
Java må jeg også konstatere, at nogle af
bogens oplysninger er forældet – og var
det, allerede inden bogen gik i trykken.
Visum ved ankomsten har fx siden juli
kostet 35 USD og ikke 25 USD, som
Rasmussen skriver i bogen. Der er også
kommet pengeautomater på Gili Air, selv
om Rasmussen hævder, de kun findes på
Gili Trawangan. Og en af Ubuds kendte
kunstnere, amerikaneren Symon og hans
Art Zoo, er for længst flyttet fra byen
og har nu galleri på nordøen i stedet, så
man risikerer at gå forgæves, hvis man
følger bogens anvisning til stedet, ligesom
Rasmussen åbenbart ikke har vidst, at
Indonesien har besluttet at droppe tre
nuller på pengesedlerne til næste år,
hvilket ellers er yderst relevant information, hvis man er førstegangsbesøgende til
Indonesien og ankommer efter nytår. Der
er trods alt forskel på at stå med en pengeseddel, hvor der står 100 rupiah, hvis man
tror, man skal betale en pris, der er angivet
i den gamle valuta til 100.000. Opdaterede
oplysninger er essentielt i en guidebog, og
mange vælger i dag, hvilken guidebog de
vil købe, ud fra hvor ny den er. Desværre
er en ny udgave i dette tilfælde ikke nogen
garanti for, at oplysningerne i bogen også
er opdaterede. Men Rasmussen skriver
rablende godt, guiden er overskueligt
opbygget og henviser til lutter spændende
steder, og ser vi bort fra de førnævnte
eksempler, er den fyldt med nyttig viden.
Om Europa
”On the Road to Babadag – Travels in
the Other Europe” af Andrzej Stasiuk
(Vintage, 2012, 255 sider, på engelsk,
med et foto i sort/hvid, 8,99 GBP) tager
læseren på en sprogligt
nærmest poetisk rejse
til ukendt land, et ægte
terra incognita mellem
Slovakiet i nordvest og
Moldova i sydøst, på jagt
efter at finde stedernes
sjæl. I en blanding af
rejseessays, skildringer og kommentarer
sætter en af Polens fremmeste nutidige
forfattere sig for at drage ud og skildre det
enkle, slidte, smudsige og fattige hos både
mennesker og ting, i udkanter og afkroge.
”Sommetider forestiller jeg mig et kort,
der kun består af de steder, jeg har lyst
til at se igen. Et kort, der ikke skal tages
alvorligt, da det ikke indeholder noget
som helst vigtigt: våd sne i Göne, Zborov
og byens forfaldne kirke, Caraorman med
dets ørkensand og rustne maskiner, som
var beregnet til at finde guld i Donaus
vand, varmen i Erind, Spišská Belá og en
købmandsbutik, som knapt nok kunne
skimtes i skumringen, morgengry og
stanken af kattepis i Piran, Rășinari om
aftenen og aromaen fra en honningkagefabrik, grise nær ved Oradea, svin i
Mátészalka, Delatyn og dens jernbanestation på en trist morgen, Duląbka Rozpicie
og Jablonna Lacka, Huși og Sokołów og
tilbage igen til Lubenice. Jeg lukker mine
øjne og tegner vejene, sporene, afstandene og scener mellem affaldet, mellem
en ubetydelighed og den næste, og jeg
forsøger at sætte et atlas sammen, som vil
bære alt dette på dets flade ryg, for at gøre
det en smule mere permanent, en smule
mere udødeligt,” som han skriver. “Jeg
elsker at rejse til lidet kendte lande. Når
jeg kommer tilbage, konsulterer jeg bøger,
spørger folk og samler et bjerg af oplysninger for at afgøre, hvor jeg faktisk var
henne. Det er håbløst, for med tiden bliver
alt mere fremmed, så det minder om en
drøm inde i en drøm. Jeg bliver nødt til
at se i mit pas for at verificere, at de lande
overhovedet eksisterer,” forklarer han. I
løbet af syv år blev Stasiuks pas stemplet
167 gange, og bogen er fyldt med skæve og
finurlige anekdoter om grænsevagter og
landsbybeboere, om sigøjnere og andre
rejsende.
Om verden i øvrigt
”Det forrykte forår –
Revolterne i den arabiske
verden” af Lasse Ellegaard
(Informations Forlag, 2012,
218 sider, 99,60 kr. hos
detstorebogudsalg.dk, eller
som e-bog 70,95 kr. hos
Vanvittig
målbevidst
kraftpræstation
Ole Mose Nielsen & Suzanne Tram:
”Drivkraft – Om at løbe 7 maratons
på 7 kontinenter på 7 dage, svømme
fra Europa til Afrika, cykle rundt om
verdens højest beliggende sø, bestige
Mount Everest, og holde balancen med en
familie derhjemme”. Selvudgivet bog, 261
sider, med kort og fotos i farver, 300 kr. inkl.
forsendelse til Danmark ved bestilling hos
olemose.dk .
De BerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstes Klub
Tekst:
Lars-Terje Lysemose
D
et lyder både vanvittigt og
dumdristigt: Et væddemål
indgået efter en våd aften
i byen skal for alt i verden
honoreres – i hvert fald hvis man er ung
nordjyde og hedder Ole Mose Nielsen.
Efter at have gennemført seks maratoner
på seks kontinenter på 13 dage nærmest
uden nogensinde at have løbetrænet, har
han endda fået mod på mere! Hvorfor
ikke træne til sin helt personlige udgave
af en ironman og løbe syv maratoner på
syv kontinenter på syv dage, svømme fra
Europa til Afrika og cykle 1.260 km rundt
om verdens højest beliggende sø – og så
lige slutte af med at bestige Everest? Intet
mindre!
Resultatet, af hvordan det kommer
til at forløbe, kan man få syn for i bogen
“Drivkraft”, der er illustreret med mere
end 500 billeder, taget af fotografen Per
Sørensen, der fulgte Ole Mose Nielsen
under de fleste af prøvelserne.
“Jeg ville have en uforudsigelig udfordring, som jeg ikke kunne læse om i en
bog. Jeg ville gennemføre noget, der ikke
var sat på opskrift,” forklarer 33-årige Ole
Mose Nielsen selv om sin kraftpræstation. “Drivkraft” er blevet til med hjælp fra
journalist Suzanne Tram, der efter utallige
timers interviews på formidabel vis har
sat hans overvejelser, begrundelser og valg
71
sammen med hans oplevelser og følelser
under forsøget.
Benhård motivation og drivkraft
“Lange seje træk kræver, at man indgår
aftaler og pagter med sig selv om, at man
aldrig overvejer alternativer til den plan
og målsætning, man har. Man må aldrig
diskutere med sig selv (…) Når klokken
er fem om morgenen, og det er tid til at
løbe inden jobbet, er der ingen grund til
at kigge ud af vinduet for at checke vejret.
Gør man det, er det første skridt mod
at lade vejret få indflydelse på, om man
løber eller ej (…) Har man lidt ondt, er
man træt, eller er det andet i vejen, skal
man benhårdt og helt skarpt vurdere
med sig selv, om der virkeligt er tale om
en off-dag eller bare en dårlig dag, hvor
undskyldninger og overspringshandlinger
ligger på lur for at overtage ens tankesæt
og nedbryde motivationen,” forklarer Ole
Mose Nielsen om sin vedholdenhed i at nå
sine mål.
”Drivkraft” fremkalder også mange
små smil og byder på små anekdoter og
sjove kommentarer, om alt det, der kan
og næsten skal gå galt undervejs. Fx om
hvordan man taber sig 12 kg på tre dage,
hvad der er værre end hajer, når man
svømmer i hajfyldt farvand, og hvordan
Peter Pan kan hjælpe en igennem et
maraton med et træthedsbrud i skinnebenet. Sidst, men ikke mindst, fortæller
bogen, hvordan det føles at stå på toppen
af Everest og synge ”Ole sad på en
knold og sang”. Og ikke kunne nyde sin
medbragte Marsbar.
Skørt? Vanvittigt? Ubetinget ja! Men
også en fantastisk bedrift, hvor psyke, vilje
og krop går op i en højere enhed, når man
som Ole Mose Nielsen lykkes med det ultimative projekt, som ingen har gjort før. En
ægte tour de force Jorden rundt, som kun
kan indgyde næsegrus respekt.
nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr.
364 og er ansvarshavende redaktør af
Globen. Han er nordjyde af fødsel – og
indgår aldrig væddemål.
mibook.dk) er en grundig og velfortalt
indføring af dagbladet Informations
mellemøstkorrespondent i det generelle
kaos og politiske morads, Det Arabiske
Forår i 2011 medførte. Ellegaard er en
erfaren iagttager af Mellemøsten, og han
skriver nøgternt og præcist om tiden efter
revolterne i den arabiske verden. Som i
dette eksempel: “I årtier gik en vending
igen i mediedækningen af Mellemøsten:
Den arabiske gade. Frem til 17. december
2010 var der tale om et fantasifoster. Den
arabiske gade fandt sted i reportage og
kommentarer som et latent truende
mangehovedet uhyre, der kunne gå
amok i overmorgen. Men som ikke rørte
sig ud af stedet. De arabiske samfund
forblev stationære, størknede, apatiske.
Familiediktaturerne syntes uflyttelige,
korruption var et givent vilkår, ’økonomiske reformer’ forgyldte de snævre eliter
omkring præsidenter, konger og emirer,
generelt så kosmetiske som de ældede
despoters ansigtsløftninger og farvede
hårpragt. Jeg husker stadig den desillusionerede danske diplomat i Cairo, der
med et ironisk smil pegede ud over Cairos
CO2-disede cityscape fra residensterrassen
i Zamalek og proklamerede: ’Her i landet
har vi et velordnet demokrati, hvis motto
er: Hvad fatter gør, er altid det rigtige.’”
”Det forrykte forår” er en rammende
titel på det, mange euforisk håbede ville
medføre bedre forhold i Mellemøsten, men
som vi nu tre år senere kan konstatere i
stedet udviklede sig til kaos og desillusioneret apati – specielt i Egypten og Syrien,
som er de to lande, Ellegaard koncentrerer
sig mest om i denne bog. Og selv om
bogen nu er to år gammel, er den ikke
blevet mindre aktuel at læse.
”Friluftsraketten – Trin
1: Planlægning” af
Rasmus Vejersøe
Gregersen (selvudgivet
e-bog, 2013, ca. 56 sider,
med fotos i farver, 29 kr.
hos www.urbanoutdoor.
dk) er den første bog i en ny serie, som
tager nybegyndere udi friluftslivet ved
hånden og forklarer, hvad man skal tænke
på, hvis man gerne vil ud at vandre for at
nyde naturen og ligge i telt, shelter eller
bivuak eller overnatte i hytter undervejs.
Hvor meget skal man investere i af udstyr?
Hvordan planlægger man en vandretur?
Kan man gå alene? Hvad skal man tænke
på, og hvor langt er det realistisk at gå i et
terræn, som man ikke kender? Hvordan
med madlavning? Og hvordan pakker
man bedst sin rygsæk? Gregersen af et
erfarent friluftslivsmenneske og mangeårigt medlem af De Berejstes Klub, og
han går til opgaven på en meget pædagogisk facon. Noget, som mange glemmer,
når de tager på vandretur i flok, er fx at
aftale indbyrdes, hvad de gerne vil have
ud af turen, og hvilken betydning de vil
tillægge det sociale samvær undervejs,
ligesom mange glemmer, at det faktisk
tager længere tid at gå i flok end at gå
alene eller to personer sammen. Er du
helt grøn og nysgerrig på friluftslivet, er
”Friluftsraketten” den helt rigtige bog til at
komme i gang.
”Jorden rundt for
fattigrøve – Baseret
på egne erfaringer”
af Henrik Jeppesen
(selvudgivet e-bog, 2014,
23 sider, 1 USD hos
henriktravel.com) er for
den beskedne sum af en
dollar en lille guldgrube af nyttige rejseråd,
skrevet af en kun 25-årig dansker som nu
kun mangler at besøge 48 territorier og
33 lande ud af de 324 territorier og lande,
The Travelers’ Century Club anerkender
(i DBK regner vi som bekendt kun med 72
territorier og 196 lande). Jeppesen overnatter ofte privat og har som blaffer fået et
lift mere end 1.000 gange, ligesom han har
haft held med at få sponsoreret adskillige
flybilletter. Fra sommeren 2010 til nytåret
2013/14 var han stort set konstant ude at
rejse. ”Det hele handler om at starte i det
små og udvikle sin rejselyst. ’Evnen eller
dygtigheden til at rejse’. Du kan ikke lære
alt fra dag et eller ved kun at læse om det,
du skal ud at rejse og drage dine egne
erfaringer. Jeg håber, at denne e-bog kan
hjælpe dig på vej og vise dig en verden, du
ikke kendte til. En verden fuld af oplevelser til priser, som alle har råd til, du skal
bare vide, hvordan du gør. Det lærer du
ved at læse denne e-bog,” lover forfatteren
i indledningen. Den er altså skrevet for
nybegyndere udi rejselivet, men også mere
erfarne kan få nytte af denne lille pamflet.
Fx nævnes mange nyttige adresser på
nettet, det er værd at kende såsom hotelscombined.com, petergreenberg.com,
toandfromtheairport.com og hitchwiki.
org. Der er også håndfaste råd til, hvordan
man kan tackle grænsevagters forsøg på at
få penge under bordet, hvordan man kan
lave en falsk flybillet, der kan fungere som
adgangstegn til et land, hvor der kræves
en flybillet videre ud af landet, og hvordan
man kan flyve Jorden rundt med lavpris-
72
Har du lyst til at
anmelde bøger, film
eller musik?
De Berejstes Klub har til formål at udbrede rejselysten og sprede information om rejselivet, fremmede lande og
kulturer. Derfor skriver vi gerne om nye
rejserelaterede udgivelser, som kan
virke som inspiration, give lyst til at
rejse eller danne grundlag for at opnå
en større forståelse af andre kulturer.
Går du rundt med en anmelder i maven,
og har du lyst til at dele din interesse
for andre kulturer med Globens læsere,
så er vi altid på udkik efter nye anmeldere. Bare skriv til redaktorgloben@
gmail.com og fortæl, hvad du gerne vil
anmelde.
selskaber, fx fra Malaysia til Australien
for 300 kr., eller Danmark til Marokko for
20 euro. Sidstnævnte er dog også bogens
svaghed, da flyselskaber, priser og rutenet
jo hele tiden justeres og ændrer sig, og
bogen skal derfor nødvendigvis opdateres
med jævne mellemrum, hvis forslagene til
billige og alternative flyruter til stadighed
skal være aktuelle. De 23 sider er hurtigt
læst, og de mange rejsetips er både velfunderede og nyttige.
nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr.
364. Han er 40 år, som freelancer altid på
udkik efter nye opgaver, og underviser bl.a.
i journalistik og kommunikation og holder
foredrag om sin store passion for Tolkiens
eventyr, når han da ikke lige er i færd med
at redigere et nyt nummer af Globen. Han
indledte sin journalistiske karriere på
Politikens kulturredaktion og har siden
arbejdet som bl.a. udlandsreporter. Læs
mere om ham på lysemose.com.
Et hjerte tabt til
Wien
Belvedere.
I 1996 skulle jeg på udveksling i
forbindelse med mit studie, og
valget faldt på Wien. På daværende
tidspunkt kendte jeg ikke så meget
til byen, men det var en mulighed
for at forbedre mit tyske sprog, og
ligeledes var jeg gennem hele min
barndom på ferie med min familie
i Østrig og elskede det. Wien ligger
desuden centralt i forhold til at
kunne tage på kortere rejser til de
omkringliggende lande.
Tekst:
Gitte Mathiasen
Fotos: Gitte Mathiasen & Wikimedia
W
ien viste sig at være det helt
rigtige valg, og jeg tabte mit
hjerte til byen. Det var en
fantastisk tid med sjov og
ballade, og ud over at blive fagligt klogere
gennem de fem måneder jeg boede der,
blev jeg også meget klogere på opera og
kultur, Europas historie – og kager! Jeg
nød hvert et øjeblik af mit ophold og har
været tilbage flere gange siden.
Wien har utrolig meget at byde på,
hvad enten man er studerende eller turist,
ung eller gammel. Det er en af de mest
fortryllende byer, jeg kan forestille mig,
sommer som vinter, og jeg bliver altid dybt
fascineret af, hvor smuk en by Wien er.
Sidst jeg var tilbage var sammen med min
kæreste til julemarked i december 2013, og
i den forbindelse oplevede jeg som altid
nye ting i Wien.
En weekend i Wien, når der er julemarked, er noget af det mest romantiske
og hyggelige, jeg kan forestille mig, og der
er så meget at foretage sig udover at drikke
Glühwein (hvilket nu også er helt okay).
Så hvor skal man bo? Og hvad skal
man opleve på en weekend i Wien? Mine
bud er naturligvis ikke udtømmende, blot
nogle af de ting, jeg holder allermest af i
Wien.
Bo centralt
Jeg vil til enhver tid anbefale, at man bor
centralt i Wien, så man kan gå rundt og
opleve byen. Hotellerne inden for ”Der
Ring” kan være lidt i den dyre ende, men
der findes nogle ganske udmærkede tilbud
på de forskellige søgemaskiner, hvis man
booker i god tid. Vi boede denne gang på
Hotel Am Stephansplatz, der ligger lige
overfor Stephansdom, som er Wiens katedral. Dette er det perfekte udgangspunkt
til at opleve Wien på gåben.
Wien kan opleves inde på museer og
udstillinger såvel som ude ved blot at gå
omkring. Hvis man er til museer og kunst,
er der mange muligheder i Wien. Meget
tæt på centrum ligger museumskvarteret,
der har et samlet areal på 60.000 m² og
20 forskellige kulturinstitutioner samlet
under et tag, bl.a. forskellige kunstmuseer
samt et arkitekturcenter. Lige i nærheden
ligger Kunsthistorisches Museum samt
Naturhistorisches Museum, der er to
meget spændende museer. Det kulturhistoriske museum har en af de mest betyd-
73
ningsfulde kunstsamlinger i verden, mens
det naturhistoriske museum er kendt
for sin meteoritsamling samt sine dinosaurer. Udefra er de to bygninger en spejling af hinanden, og de omgives af en lille
park, hvor man kan slappe af på græsset.
Her er virkelig flot, og om vinteren er her
samtidig et ganske hyggeligt julemarked,
der er lidt mere intimt end mange af de
andre.
Af museer bør ligeledes nævnes slottet
Belvedere, der i sin tid var sommerresidens for prins Eugen af Savoyen. Slottet
består af to dele Oberes Belvedere samt
Unteres Belvedere. De to dele er forbundet
af en stor og meget smuk park. Unteres
Belvedere består af et barokmuseum samt
et museum for middelalderkunst. Man
kan med fordel besøge dette først, så man
kan nyde gåturen gennem parken op til
min favorit, Oberes Belverede. Oberes
Belvedere huser museet for Det Østrigske
Galleri og er bl.a. verdenskendt for sin
samling af Gustav Klimt-malerier, bl.a.
maleriet ”The Kiss”. Fra Oberes Belvedere
er der en fin udsigt over parken og dele af
Wien.
Hvis man, som jeg, blot nyder at gå
omkring og se, hvad jeg møder på min vej
(med lidt gode råd i lommen), er der ligeledes mange muligheder i Wien.
En by i byen
I nærheden af museumskvarteret ligger
Hofburgkvarteret, som er det gamle
kejserlige kvarter. Dette område giver et
fantastisk indblik i fordums storhedstid.
Her kan man nyde Hofburgkomplekset,
Østrigsk juletingeltangel.
der nærmest er en by i byen. Der er
mulighed for at komme ind i en del af
bygningerne, der huser bl.a. nationalbiblioteket, og det er ligeledes her, man kan
komme til koncerter. Selv var jeg så heldig
at graduere fra Hofburg med min europæiske CEMS MIM (Master i international
management), hvilket var en ubeskrivelig
oplevelse. To fantastiske oplevelser i Wien
er at finde her i Hofburgkomplekset. Disse
er Den Spanske Rideskole samt Wiener
Sängerknaben. Den Spanske Rideskole
er verdensberømt for sine lipizzanerheste,
der kan udføre kunster, som man ikke tror
muligt for en hest. Hestene har nærmest
rockstjernestatus og behandles derefter, og
det tager mange år at blive berider. Wiener
Sängerknaben er Wiens drengekor, der
synger så smukt, at det er som at høre
englene synge. Billetterne til begge disse
forestillinger er dyre, men kan varmt
anbefales.
Fra Hofburgkomplekset er der ikke
langt til Rathaus, Wiens rådhus, der ligger
i Parlamentskvarteret. Det mest kendte
julemarked i Wien er netop foran rådhuset,
der i julemåneden har en julekalender
i sine vinduer. Rathausjulemarkedet er
meget stort, og alt til julen kan købes her.
Her er proppet med mennesker, hvorfor
jeg synes, det er svært at gå og hygge, men
det er nok en temperamentssag. Skulle
man være interesseret i at studere i Wien,
kan man med fordel besøge universitetet, der ligger tæt på rådhuset. Selv
læste jeg på deres handelshøjskole, men
byens universitet er langt mere charmerende. I nærheden af rådhuset ligger
også Burgteater samt den berømte Café
Landtmann og den meget smukke
Votivkirke.
Vælger man at gå fra Hofburgkom­
plekset ind mod Stephansdom, passerer
man Kohlmarkt samt Graben, som er
Julemarked ved rådhuset.
de dyreste shoppegader i Wien. Her kan
alt købes, hvis bare man har penge nok.
Stephansdom er Wiens katedral, og der er
altid mange mennesker – troede jeg. Da vi
var der, gik vi helt tilfældigt derind lørdag
morgen på vej til koncert med Wiens drengekor, hvilket var en god beslutning. Der
var ingen mennesker, og vi kunne nyde
stilheden og den lidt dystre stemning i
kirken i fred og ro.
Fra Stephansdom kan man gå ad
Kärtnerstrasse ned mod Der Oper, som
er Wiens meget berømte opera. Operaen
ligger i Weihburgkvarteret og kan besøges
på en tur i dagtimerne, eller man kan købe
billetter til en af de mange flotte opsætninger om aftenen (se senere). Jeg har
endnu ikke været i en opera, der kan måle
sig med Wiens. Omkring operaen ligger
der mange dyre hoteller, bl.a. Hotel Sacher,
som er verdensberømt for sin Sacher Torte,
en chokoladekage med abrikosmarmelade. Det kan anbefales at stå i kø for at
prøve denne kage; den er ikke ekstraordinær, men ganske god, og det er en ægte
Wienoplevelse.
Tæt på centrum ligger
Karlzplatskvarteret med min absolutte
favoritbygning i Wien, Karlskirche. Denne
kirke er utrolig smuk og har en fantastisk
udsmykket kuppel. Gennem de seneste
år har det været muligt at komme helt
op i kuplen, som er under restauration.
Dette foregår med elevator og et stillads,
der er bygget på en platform højt oppe
over kirkegulvet. Jeg har højdestræk og
hader denne tur, men jeg har dog været
der oppe tre gange, og det kan kun anbefales. Karlskirche er flankeret af to meget
store søjler, der skildrer scener fra den
hellige Borremeus’ liv. Julemarkedet foran
Karlskirche er småt og mere intimt end det
foran rådhuset, og så kan man nyde kirken
udefra samtidig.
74
Karlsplatzkvarteret er også hjemsted
for Musikverein med den gyldne sal. Den
gyldne sal har verdens bedste akustik, og
der er plads til 400 musikere og 2.000
tilhørere. Det er herfra den verdensberømte nytårskoncert sendes hvert år, og
der afholdes ligeledes koncerter, som det
kan anbefales at købe billet til (se senere).
Inden vi bevæger os lidt væk fra det
helt centrale Wien, skal det nævnes, at
Wien byder på mange smukke parker,
store som små. En af mine favoritparker er
Volkspark, hvor man kan nyde en statue
af Mozart, der oftest er omgivet af et utal
af japanere, der alle skal fotograferes
med ham. Det anbefales at have tålmodighed.
Ud af byen
Wien byder på mange andre seværdigheder end dem, der er lige omkring
centrum. En af disse er Hundertwasser
Haus, der blev opført i 1977 som et
kommunalt boligbyggeri. Hundertwasser
Haus kan ikke besøges, da det er beboet,
men det ualmindelige byggeri med de
mange asymmetriske træk samt de mange
farver, kan nydes udefra og er en oplevelse
i sig selv.
En anden seværdighed, der stærkt
anbefales, er Schloss Schönbrunn, der
tidligere har været Napoleons residens,
og som kan kaldes Wiens Versailles.
Schönbrunn er en kæmpe oplevelse, både
om sommeren, hvor den prægtige have
står i det smukkeste blomsterflor, og om
vinteren, hvor sneen dækker parken. Det
indre af slottet kan besøges på gruppetur
eller individuelt. Selv har jeg aldrig været
inde på slottet, men mest nydt den prægtige have og taget gåturen op til Gloriette,
der ligger for enden af haven på en høj.
Herfra er der en fantastisk udsigt over
Wien, og man kan nyde området i sin
Wien i Østrig
Ud & hjem igen: Fly København-Wien
fås fra ca. 900 kr. t/r.
Karlskirche.
Johann Strauss-monumentet i Stadt Park.
helhed. Schönbrunn er ligeledes stedet
for verdens ældste zoologiske have med
pandabjørne og er absolut et besøg værd.
Sidst skal nævnes koncerterne i orangeriet på Schönbrunn samt det meget
hyggelige julemarked, som afholdes på
pladsen foran slottet.
Store musikalske oplevelser
Jeg kunne blive ved med at skrive om den
by, jeg tabte mit hjerte til, men dette var
et udpluk af mine yndlingsoplevelser om
dagen. Dette kan følges op med muligheder inden for opera, ballet eller klassiske
koncerter, hvor Wien har et ubegrænset
antal muligheder. Det er ikke nødvendigt
at bestille hjemmefra, da der er sælgere
mange steder på gaden, dog vil jeg anbefale at gøre det, hvis man ønsker at se et
stykke (opera eller ballet) i Der Oper. Da
jeg boede i Wien, var jeg i operaen ca. 10
gange på ståpladserne, hvilket anbefales
til det yngre publikum. For at få disse
billetter står man i kø mindst to timer, og
derefter venter stykkerne, der tager ca.
tre timer. Det er hårdt for benene, men
ståpladserne er faktisk de bedste pladser
i operaen, da man står bagved gulvpladserne, dog hævet, således at man ser hen
over hovedet på folk. Superudsigt til
scenen. For det ældre publikum vil jeg
dog anbefale siddepladserne, som ofte kan
være temmelig dyre, men det er det værd.
Wiens opera er ufattelig smuk, og opsætningerne er ubeskrivelig gennemførte og
overdådige. Det er noget helt andet, end
hvad jeg har oplevet i bl.a. København og
Berlin.
Som alternativ til Der Oper er
Volksoper, der ligeledes har flotte opsætninger, dog i en helt anden skala. Der er
også almindelige teaterstykker, dog har
jeg endnu selv denne oplevelse til gode,
hvorfor jeg ikke kan advisere herom.
Koncerter i Wien er et kapitel for
sig, da der er uendelig mange. Selv har
jeg været til koncert på Hofburg, på
Schönbrunn samt i Musikverein. På
Hofburg samt i Musikverein var det en
blanding af opera samt klassisk musik,
hvilket er rigtig godt, hvis man ikke kan
beslutte sig, og gerne vil opleve opera
75
Hundertwasser.
såvel som klassisk musik, som Wien er så
berømt for. Dog synes jeg, en tur i operaen
samt en ren klassisk koncert er at foretrække.
Og så til slut. Hvis man er så heldig
at være i Wien i julemarkedstiden, er
der som nævnt mange julemarkeder at
vælge imellem. Nogle er meget kommercielle og store, mens andre er mere hyggelige. Fælles for dem alle er dog, at der
julehygges og drikkes Glühwein i store
mængder. Find ud af, hvad der er vigtigt
for dig, og vælg derefter – eller gør som jeg
og mange andre og besøg dem alle. God
fornøjelse.
nn Gitte Mathiasen er født i 1972 og
har medlemsnr. 583. Hun har boet flere
steder rundt om i verden. Foruden Wien
bl.a. i Los Angeles, New York, London og
Frankfurt.
Lige ud for vores hotelværelse lå
denne smukke lagune omkredset af
grønklædte bjerge. Her kunne vi frit
benytte diverse vandsportsaktiviteter,
bl.a. havkajak, vandcykler, snorkelture
og glasbundsbåd ud til revet.
Mauritius rundt med taxa
Hvide sandstrande, dybblå laguner,
smukke bjerge og spændende
udflugter – velkommen til tropeparadiset Mauritius og ni dages luksus
i Det Indiske Ocean uden kæreste og
børn.
Tekst & FOTOS:
Morten Haagensen
E
n ældre, lille mand med kruset
hår, stor næse og overskæg
byder mig velkommen på
gebrokkent engelsk, da jeg
bestiller en tur med taxa rundt om øen.
Han ser undrende på mig og fortæller, at
det er en lang tur, og at han kun har kørt
den én gang før i sine 25 år som chauffør.
Min drøm havde længe været at
opleve øen Mauritius i Det Indiske Ocean,
og jeg havde forhørt mig om priser hos
flere rejsebureauer. Det var dog ikke
lykkedes mig at finde et hotel, hvor beliggenhed og pris matchede min familie på to
voksne og to børn.
Jeg spurgte derfor en ven, som hurtigt
var frisk og klar på ideen. Nu manglede
jeg bare at overbevise min kæreste og
børn om, at far lige tog på ni dages luksus-
ferie til Mauritius med en ven. Ikke den
letteste opgave, men jeg har nu en sød og
forstående partner, som kender min store
udlængsel og trang til at opleve og fotografere.
Sandstrande og blå laguner
Med næsten god samvittighed bestilte
vi derfor ni dage på det femstjernede Le
Paradis Hotel & Golf Club, som ligger på
en grøn halvø i Mauritius´ sydvestlige
hjørne ved foden af bjerget Le Morne. Det
var beliggenheden med en af øens bedste
sandstrande og laguner, der gjorde, at
valget netop faldt på dette sted. Men da vi
ankom, leverede vores førstehåndsindtryk
ikke helt op til navnet på hotellet. Det var
nemlig overskyet og blæsende, og den
lokale syvdøgnsvejrudsigt viste sig ikke alt
for rig på sol.
Dagen efter så det dog lidt bedre ud,
og vi fik nogle timer med solskin og oplevede, hvor stor betydning solen har på
havets nuancer og omgivelserne. Så positiviteten begyndte nu at melde sig, og kameraet blev hevet frem. De næste dage skulle
vise sig endnu mere solrige, og forventningerne blev indfriet. Nu skulle øen udforskes!
76
Delfiner på nært hold
Næste morgen stod på snorkling med
delfiner ud for stranden ved Tamarin. Af
sted i en båd og pludselig dukkede en
enkelt op i det fjerne. 10 minutter senere
kom en større flok på ca. 50 delfiner. Så
hurtigt på med snorkel og svømmefødder
og i vandet. Men selv om jeg gjorde mit
bedste, kunne jeg ikke svømme lige så
hurtigt som delfinerne.
Vi fik også mulighed for at snorkle.
Der blev kastet lidt brød i vandet, og
hurtigt var vi omgivet af hundredvis af
oversergentfisk (Abudefduf saxatilis). De
fleste koraller på Mauritius er desværre
ødelagt af dynamitfiskeri og er først så
småt ved at komme sig, men man kan dog
stadig opleve mange mindre fisk omkring
revet.
Åkander og brusende vandfald
Min første taxiudflugt blev en halvdagstur,
der først gik til Grand Bassin – en hellig
sø for hinduer. Nær ved findes Black River
Gorges, som er øens største nationalpark. Her har man en fantastisk udsigt
til en kæmpe kløft og vandfald. Desuden
oplevede vi Chamarel Coloured Earths,
hvor jorden har syv forskellige farvenuancer og øens største vandfald, Chamarel
Mauritius
Solopgangen ud for stranden Tamarin,
hvor vi snorklede med vilde delfiner.
Mauritius ligger i Det Indiske Ocean,
800 km øst for Madagaskar. Der er
1.800 km mod vest til Afrika og 200 km
til nærmeste ørige Réunion. Mauritius
er 53 km bred og 72 km lang. Der bor
ca. 1,2 millioner mennesker, og gadebilledet afspejler tydeligt de mange
folkeslag. Med 60 % er hinduerne klart
i overtal mod 27 % kristne, og 11 %
muslimer.
Ud og hjem igen: Fly KøbenhavnMauritius fås fra ca. 6.950 kr. t/r.
I skyggen slappede vi af under
palmerne med udsigt til øens måske
smukkeste lagune.
Waterfalls, som falder over 100 meter. Vi
sluttede dagen med sen frokost på den
dejlige strand Flic en Flac.
Næste dag drog jeg af sted alene, og
turen skulle gå hele øen rundt. Jeg fik
overtalt chaufføren til en tur øen rundt,
og med udgangspunkt på sydvestkysten
kørte vi ned via sydkysten til La Vanille
Reserve des Mascareignes. Her går en
større bestand af kæmpeskildpadder frit
omkring. Derefter bevægede vi os videre
op ad østkysten med et besøg på luksushotellet Le Touessrok. Herfra tog jeg en
kort sejltur ud til Ile aux Cerfs, som er
en lille tropisk ø med en kæmpe azurblå
lagune og meget flotte strande. Her kan
man tilbringe en hel dag med at bade, og
en speciel attraktion er at svømme over til
den mindre ø Mangénie, der er uberørt
og ubeboet. Man har dog langtfra denne
paradis-ø for sig selv. Mange turister og
de lokale har også fundet vejen dertil, så
man skal komme tidligt om morgenen,
hvis man vil opleve stedet mindre turistet. Fra Ile aux Cerfs tog vi turen nordpå
til en af verdens ældste botaniske haver,
Pamplemousses Garden, der er kendt for
sine Victoria Amazonica – kæmpestore
hjerteformede åkander.
Min ørundtur gik hjemad via hovedstaden og havnebyen Port Louis. Ved
solnedgang var jeg tilbage ved mit hotel
og takkede en træt chauffør for turen, der
kom til at koste 5.000 rupees (ca. 1.000 kr.).
Der er ingen tvivl om, at jeg meget
gerne vil tilbage til dette paradis, men
næste gang bliver det dog sammen med
min familie.
nn Morten Haagensen har medlemsnr. 481
og besøgte Mauritius i oktober 2013. Han
har til dato besøgt fire territorier og 37
lande på seks kontinenter.
77
Klima & vejr: Mauritius ligger i det
subtropiske klimabælte. De varmeste
måneder er fra november til april med
temperaturer på 24-30 °C. De kølige
måneder, april til oktober, har temperaturer på 18-24 °C. Temperaturerne
i højlandet midt på øen er køligere.
Der kan forekomme cykloner mellem
januar og marts med risiko for
voldsomt stormvejr og meget kraftig
nedbør, men det sker sjældent.
Sprog: Det officielle sprog er engelsk,
som tales af de fleste, men mange
behersker også fransk eller kreolsk.
Logi: Vi gav 21.000 kr. per person for
fly og syv overnatninger på Le Paradis,
men bor man først på det hotel, er
det til gengæld gratis at benytte alle
faciliteter på nabo- og søsterhotellet
Dinarobin, som er et endnu mere
luksuriøst sted. De fleste aktiviteter på
land og på havet kan også frit benyttes.
Vi brugte bl.a. havkajakker, vandcykler,
snorkeludstyr og glasbundsbåd ud til
revet. Hotellet har også en virkelig
smuk international golfbane med 18
huller.
Nye aktive medlemmer
704 Thomas Skovby Andersen
Siden jeg var barn, har jeg altid elsket at studere kort. Mine rejser i den virkelige verden begyndte, da jeg
som 21-årig flyttede til Schweiz for at læse. Her fik jeg venner fra hele verden, som jeg senere har nydt at
besøge. Ud over at rejse har jeg også altid elsket at cykle. I 2008 cyklede jeg i to måneder fra sydspidsen af
Indien til New Delhi. Efter at have arbejdet et år på Færøerne er jeg nu i gang med at cykle Jorden rundt.
Turen har indtil videre taget tre år, inklusive et års arbejde i Australien. De 26.000 km har været fyldt med
spændende oplevelser gennem Østeuropa, Mellemøsten, Asien, Australien, New Zealand samt Sydamerika.
Læs mere på www.cyclingtheglobe.com.
705 Mads Lyngby Petersen
Er blevet berejst ved at følge i skyggen af min rejsefælle og kæreste i 12 år, men er nu officielt trådt ud af
skabet som selvberejst. Min fiskestang er blevet en fast del i rygsækken, og den har gentagne gange givet
anledning til gode oplevelser, hvor et fælles mål om at fange en fisk kan forene folk med sproglige og kulturelle forskelle.
706 Søren Møller Madsen
Nysgerrig rejsende med stor trang til at opleve nye hjørner for enden af hver sti – det være sig i skoven, i
(stor)byen, på bjerget, i vandet, osv. Jeg lader mig ofte inspirere af folk med trang til eventyr, hvor moderat
til høj puls indgår (vandring, bjergbestigning og cykling).
707 Mette Ehlers Mikkelsen
Jeg er netop flyttet tilbage til Danmark efter fire år som udstationeret. Det at rejse ligger mig i blodet. Jeg
rejste langt mere end mine jævnaldrende som barn. Nysgerrigheden blev til et ønske om at gøre en forskel,
og derfor studerede jeg internationale relationer. Derfra job i Udenrigsministeriet og aktiv i flere organisationer, bl.a. livsvarigt medlemskab af FN-forbundet. Mine tre børn er 13, 11 og 6 år og har som en del af
deres identitet, at de er rejsende eller eventyrere. De er stolte af, at en del af historien om vores familie er, at
vi rejser. De taler tre-fire sprog hver og har gået på international skole i Stockholm med venner fra det meste
af verden. Vi bliver ved med at rejse, og næste rejsemål er bl.a. Bali i Indonesien, Madagaskar, Serengeti i
Kenya, og Tanzania.
708 Jens Christensen
Jens Christensen, årgang 1984, arbejder til dagligt som managementkonsulent. Jeg fik øjnene op for rejselivet
i 2005 i forbindelse med et job som rejseguide ved Star Tour. Min første sæson var i Egypten, hvorefter
jeg tog en sæson på Cypern og en i Bulgarien. De seneste mange år har jeg været af sted med rygsæk hver
sommer. Rejseform og primitivitet varierer, og jeg har således været af sted på interrail, roadtrip, om bord
på et sejlskib etc. Mit studie og arbejdsliv har også gjort det muligt at komme ud over de danske grænser.
Jeg har således haft et udvekslingsophold i Frankrig, været på sommerskole i Tyskland og har senest været
allokeret til projekter i henholdsvis Sverige, Norge, Finland og England. Rent personligt har jeg et mål om at
besøge tre nye lande hvert år.
709 Anders Nielsen
Jeg er tidligere backpacker. Jeg har de seneste 22 år levet af at skrive rejseartikler og fotografere til dags-,
uge- og månedspressen. På ottende år er jeg redaktør på Business Traveller Denmark. Også bestyrelsesmedlem i Dansk Afrika Selskab.
78
710 Søren Filskov Jakobsen
Jeg begyndte rygsæklivet med et par obligatoriske postgymnasiale rygsækrejser. Først seks uger tværs over
”Guds eget land” i bus. Senere seks måneder på tværs af Sydamerika. Alvorlig sygdom hos min rejsepartner
gav mig et månedlangt ophold i La Paz, Bolivia. Under mit studie handlede det om at leve på en sten og
spare op, så jeg kunne komme ud i verden, og det mundede ud i ture til Afrika, USA, Sydamerika og fire
måneder i New Zealand. Siden da er det blevet til mere målrettede afstikkere. Mine bedste rejser er dem,
hvor jeg kan besøge nogle kuriøse steder, bo og rejse på lokal manér og komme i kontakt med lokalbefolkningen. Jeg er dog også utroligt glad for smukke strande, gode bøger og ro i sindet, så jeg forsøger altid at
kombinere de to ting, når jeg kan se snittet til det.
711 Klaus Aagaard
Rejsetrangen indfandt sig på en gymnasietur til Schweiz og Frankrig. Senere kom interrailturene til, og
senere igen årene som maskinmester i Mærsk. Gennem alle årene har jeg bestræbt mig på at komme udenlands mindst et par gange årligt, men ikke nødvendigvis til nye lande hver gang. Fx er turene ganske ofte
gået til Nepal, som for mig måske er verdens smukkeste land.
712 Casper Schandorff
Jeg har altid elsket at rejse og opdage nye steder og kulturer. Alt fra Mongoliets sletter og junglen i Colombia
til Canadas bjerge. Så giver hver rejse muligheden for at finde energi, udvikling og en oplevelse. Som barn
var jeg ofte på udenlandsrejser med mine forældre, og interessen for at opleve fremmede kulturer er vokset
med årene.
713 Anne-Marie Navarro Poulsen
Jeg har rejst, lige siden jeg var barn. At rejse giver mig et nyt syn på verdens mangfoldighed og bidrager til at
sætte min egen danske hverdag i perspektiv.
Bestyrelse
for DBK
Søren Fodgaard
Formand
Tlf. 35 39 27 33
[email protected]
Jakob Linaa Jensen
Næstformand,
toastmaster Vest
Tlf. 20 86 77 77
Rebecca Langhorn
Tlf. 28 33 87 93
Per Danielsen
Toastmaster Øst
Tlf. 33 13 56 18
Jette Færch Weiss
Medlemskoordinator
Tlf. 22 93 82 58
[email protected]
redaktorgloben
@gmail.com
[email protected]
Lene Kohlhoff Rasmussen
Tlf. 41 62 77 57
[email protected]
[email protected] [email protected]
Erik Hermansen
Tlf. 44 53 98 07
[email protected]
Anna le Dous
Fungerende kasserer, DBK
Junior, 1. suppleant
Tlf. 29 93 36 35
[email protected]
Lars-Terje Lysemose
Ansv. redaktør
Tlf. 25 14 27 11
Ann Kledal
2. suppleant
Tlf. 26 21 44 90
[email protected]
Ulla Fanø
Sponsorer & pr
Tlf. 28 62 44 09
[email protected]
Helle Bonnesen
3. suppleant
Tlf. 20 40 68 65
[email protected]
Årets quiz
i De Berejstes Klub
Tekst: Poul Mikael Ølting
En gang om året er Cafe Globen ramme om en quiz for rejselystne,
således også i år. Her følger de spørgsmål og svar, der blev stillet
og givet, så du selv kan dyste i paratviden derhjemme med andre
rejselystne. De rigtige svar finder du på modsatte side.
Test din paratviden
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
Spørgsmål
29 Hvad er den fremherskende religion i den nordlige, flamsktalende del af Belgien? 1: Romersk katolsk, 2: protestantisk,
3: Church of England
30 Hvilke to lande er opkaldt efter henholdsvis sølv og
kobber?
31 I hvilket land hedder valutaen kyat?
32 Hvilken amerikansk delstat er arealmæssigt den største?
33 Hvilken amerikansk delstat er arealmæssigt den næststørste?
34 Hvilket land betegnes ”verdens største demokrati”?
35 Hvad er betegnelsen for den breddegrad, hvor området
nordfor hedder Arktis, og hvor det er muligt at se
midnatssol?
36 Hvilket land har fået tildelt FIFA World Cup i fodbold i
2022?
37 I hvilket land ligger Nordschleswig?
38 I hvilket selvstændigt land er det almindeligt, at alle
landets skolebørn – ud over deres modersmål – lærer
dansk?
39 Når man sejler ad Panamakanalen fra Atlanterhavet til
Stillehavet, hvilken af følgende retninger sejler man så (N,
S, Ø, V, NV, NØ, SØ, SV)?
40 Hvilke to byer var start- og endestation for
”Orientekspressen” fra 1888?
41 Ved skibsnavigation lærte man tidligt at bruge
Nordstjernen til at bestemme breddegraden. Hvilken
opfindelse gjorde det fra 1700-tallet muligt at bestemme
længdegraden rimeligt præcist?
42 Hvad hedder Kinas mægtigste mand, som siden 2012
har været generalsekretær for det kommunistiske partis
centralkomite: Xi Jinping, Hu Jintao, Deng Xiaoping eller
Jiang Xemin?
43 I hvilken europæisk hovedstad blev den konference afholdt,
hvor de europæiske kolonimagter i 1884-85 delte Afrika
imellem sig?
44 Til hvilket land hører Påskeøen?
45 Hvad hedder Australiens hovedstad?
46 Du står på det geografisk nordligste punkt på øen Irland.
Hvad hedder hovedstaden i det land, hvor du befinder dig?
47 Hvilket sprog er – næstefter engelsk – officielt sprog i flest
lande?
48 I hvilken verdensdel ligger der en fuldskalakopi af
Peterskirken i Rom?
49 I hvilket land ligger verdens højeste bjerg målt fra jordens
centrum?
50 Hvad er efternavnet på den opdagelsesrejsende, hvis
fornavn angiveligt gav navn til hele den vestlige halvkugle?
Spørgsmål
Hvilket lands flag er det eneste, der ikke er firkantet
(kvadratisk eller rektangulært)?
I hvilket land på det sydamerikanske fastland er USD
officiel valuta?
Hvilke dyr henviser betegnelsen ”Big 5” til?
Hvilke byer betegnes henholdsvis ”Den evige stad” og
”Byernes by”?
Hvilke fire lande har de højeste muslimske befolkningstal?
I hvilket land er det generelt, at man ikke har landets navn
trykt på frimærkerne?
Nævn mindst seks kanariske øer
Hvilken ø i Middelhavet er den største målt på areal?
Hvor mange tidszoner er der i henholdsvis Kina, Canada
og Australien?
Hvor på det sydamerikanske fastland er euro officiel
valuta?
Nævn mindst fire tidligere portugisiske kolonier der i dag
er selvstændige lande.
Hvilke selvstændige lande grænser op til Indien (ekskl.
søgrænser)
Nævn mindst fire lande, hvis styre officielt er kommu­
nistisk.
Hvor ligger Klondike? I Californien, Canada, eller Alaska?
I hvilket land ligger Timbuktu?
Hvilket land i Europa producerer den største mængde
bordvin?
Hvilket land uden for Europa producerer den største
mængde bordvin?
Hvilket årstal blev Sydøstasien ramt af en tsunami 2.
juledag?
Hvilke fire amerikanske stater giver flest valgmandsstemmer ved det amerikanske præsidentvalg?
I hvilket fransk territorie ligger det europæiske rumfartscenter, hvorfra der opsendes Arianeraketter?
I hvilket årstal blev Berlinmuren grundlagt?
Hvilke af følgende lande er ikke medlemmer af EU:
Kroatien, Østrig, Norge, Malta, Slovenien, Slovakiet, Island
eller Litauen?
Hvad er den danske betegnelse for øgruppen ”Las
Malvinas”?
Hvilket land har den højeste befolkningstæthed i Europa
(Antal indbyggere per km²)?
Hvilke af følgende lande har højrekørsel: Japan, Myanmar,
Cypern, Singapore, Indonesien, Nepal eller Kuwait?
Hvad hedder hovedstaden i Marokko?
I hvilken verdensdel ligger floden Volta?
Nævn alle de sydamerikanske lande, der ikke grænser op
til Brasilien.
80
Åre
rets quiz
81
Svar
26 Rabat
27 Afrika (Volta ligger i Vestafrika, hvor den bl.a. løber
gennem Burkina Faso, hvis tidligere navn var Øvre Volta).
28 Chile og Ecuador
29 Romersk katolsk
30 Argentina og Cypern (Navnet ”Argentina” stammer fra det
latinske navn for sølv ”Argentum”. Det oprindelige latinske
navn for kobber er ”Cyprium”)
31 Myanmar
32 Alaska (De tre største stater i USA er: Alaska 1.718.000 km²,
Texas 697.000 km², og Californien 424.000 km²).
33 Texas
34 Indien
35 Polarcirklen
36 Qatar
37 Danmark (på dansk kaldet Nordslesvig eller Sønderjylland)
38 Island
39 Sydøst
40 Paris og Istanbul
41 Skibsuret/kronometeret
42 Xi Jinping
43 Berlin
44 Chile
45 Canberra
46 Dublin (Det geografiske nordligste punkt på øen Irland,
ligger ikke i Nordirland, men derimod i Eire (Republikken
Irland). Hovedstaden hedder Dublin)
47 Fransk (Engelsk er officielt sprog i 55 lande. Fransk er officielt sprog i 29 lande. Arabisk er officielt sprog i 24 lande.
Spansk er officielt sprog i 20 lande)
48 Afrika (Kirken ligger i Yamoussoukro i Elfenbenskysten)
49 Ecuador (Jordkloden er ikke er kuglerund, men en anelse
fladtrykt og derfor bredest ved ækvator. Chinborazo i
Equador ligger ca. 6.384 km fra Jordens centrum, hvilket er
ca. 2 km længere fra Jordens centrum end Everest)
50 Vespucci (Søfareren Amerigo Vespucci levede fra 1454-1512).
Svar
1 Nepal
2 Ecuador
3 Løve, afrikansk elefant, bøffel, leopard og næsehorn
4 Rom og Paris
5 Indonesien, Indien, Pakistan, Bangladesh
(Estimeret antal muslimer i mio: Indonesien 209, Indien
176, Pakistan 167, Bangladesh 134, Nigeria 77, Egypten 76,
Iran 73, Tyrkiet 71, Algeriet 35)
6 Storbritannien
7 La Palma, Gran Canaria, Tenerife, La Gomera,
Fuerteventura, El Hierro, Lanzarote.
8 Sicilien (Sicilien 25.711 km², Sardinien 24.090 km²,
Cypern 9.250 km², Kreta 8.336 km²)
9 Kina 1, Canada 6, Australien 3
10 Fransk Guyana
11 Angola, Brasilien, Kap Verde, Ækvatorialguinea,
Mozambique, São Tomé & Principé, Guinea-Bissau,
Østtimor
12 Pakistan, Kina, Nepal, Bangladesh, Myanmar, Bhutan
13 Kina, Nordkorea, Cuba, Laos, Vietnam
14 Canada
15 Mali
16 Italien (Italien 6,9 mio tons, Frankrig 4,7 mio tons, Spanien
3,3 mio tons)
17 USA (USA 2,2 mio. tons, Kina 1,7 mio tons, Argentina 1,5
mio tons, Australien 1,1 mio tons)
18 2004
19 Californien, Texas, New York og Florida
(Californien 55 valgmænd. Texas 38 valgmænd, New York
29 valgmænd, Florida 29 valgmænd, Pennsylvania 20 valgmænd, Illinois 20 valgmænd)
20 Fransk Guyana
21 1961
22 Norge og Island
23 Falklandsøerne
24 Monaco (Monaco 16.404 indb./km². Gibraltar 4.697 indb./
km², Vatikanet 2.045 indb/km²)
25 Myanmar og Kuwait
kiplingtravel.dk
Patagonien
Chile og Argentinas allerflotteste natur
Trekkingtur i Los Glaciares Nationalpark med Fitz Roy
og Cerro Torre i Argentina og Torres del Paine i Chile.
Kun hos Kipling Travel!
Afrejse 27/2, 17 dage, kun 31.980,-
Etiopien - Simien
Afrikas største bjergkæde, enorme slugter og
hvor den Blå Nil har sit udspring. Fantasilandskaber, forrevne klipper, storslåede udsigter.
Afrejse 22/2, 14 dage. Kr. 21.980,-
Ecuador-Galapagos
Galapagos er det absolutte mekka for naturelskere med unikke havleguaner, skildpadder,
albatros, pingviner, søløver og blåfodede sule.
Afrejse 9/2, 16 dage. Kr. 34.980,-
Upper Mustang
Mustang, eller Kongeriget Lo, som det rigtigt
hedder, blev først kendt af omverden efter at
nobiliteter som Michel Peissel besøgte det.
Afrejse 8/5, 19 dage. Kr. 24.980,-
Tlf: 47 16 12 20 - kiplingtravel.dk
Kipling Travel - Rejsegarantifonden 1571 - Danmarks Rejsebureau Forening
Café Globen
Er du vild med at rejse? Savner du den internationale stemning fra dine rejser?
Har du lyst til at udveksle erfaringer med ligesindede?
Vil du høre sjove røverhistorier fra nær og fjern? Vil du fortælle sjove røverhistorier fra
nær og fjern?
•
•
•
•
•
•
•
•
•
•
•
•
Café og
ar
for alle rangementer
e
- ikke k
un for m r åbne
af De B
edlemm
erejstes
er
Klub
Rejseforedrag flere gange om ugen
Oplevelser og røverhistorier fra hele verden
Landefester og events
Rejselitteratur – guidebøger mv. kan læses på caféen
Rigt udvalg af øl på flaske og fad fra Danmark og udlandet, bl.a. mikrobryg
Rejsestemning i cafélokalet med fotos og souvenirs fra fjerne lande
Udvalg af vin og rom
Cocktails
Kaffe og the
Gratis internet / WI-FI
Nyhedsbrev hver uge med begivenheder
Følg Café Globen på Facebook
Vi ses på Café
82
Globen!
Turesensgade 2B | 1368 København K | Tlf. 33 93 00 77 | [email protected] | www.cafegloben.dk
Årets julegave?
Globen kommer Jorden rundt, både indholdsmæssigt og helt konkret, for i De Berejstes Klub har vi
medlemmer over hele verden. Har du endnu ikke fundet den perfekte gave til rejseglade venner eller familiemedlemmer, kunne et abonnement på Globen måske være det helt rigtige. Dermed støtter du din klub,
og din gavemodtager får ud over Globen fire gange om året også et passivt medlemskab oven i hatten og
dermed en række medlemsfordele og rabatter. Og du betaler det samme, uanset om din gavemodtager bor
på Sydpolen, ved ækvator eller i Danmark: 300 kr. for et år fyldt med gode rejsehistorier.
Ud over Globen, som udkommer fire gange om året, får din gavemodtager disse fordele:
• 50 % rabat på fotobøger fra Fotosjov. Rabatkode oplyses ved henvendelse til Ulla Fanø fra bestyrelsen.
Læs mere på www.fotosjov.dk.
• 25 % rabat på køb af rejsebøger og kort hos Scanvik Books. Se www.scanvik.dk.
• 15 % rabat på hele sortimentet hos Friluftsland, The North Face Stores og Fjällräven Brand Store,
bortset fra udsalgsvarer og varer af mærket Canada Goose. Se www.friluftsland.dk.
• 10 % rabat på hele sortimentet hos Nordisk Korthandel . Se www.scanmaps.dk.
• 10 % rabat på ferielejligheder ved Gardasøen hos Ca Viva. Se www.caviva.com.
• 10 % rabat på landarrangementer (kun ved samlet køb af togbilletter, hoteller og udflugter) hos
Penguin Travel med undtagelse af Bulgarien og Den Transsibiriske Jernbane. Kan ikke kombineres
med særpriser på klubture, messetilbud og andre rabatter. Se www.penguin.dk.
• 5 kr. i rabat på alle drikkevarer hos Café Globen i København. Se www.cafegloben.dk.
• Adgang til medlemsområdet på www.deberejstesklub.dk, hvor nogle af Danmarks mest erfarne
berejste udveksler rejsetips og -oplevelser og indbydelser til medlemsmøder, der kan inspirere og
udvikle rejselysten.
• Aktive medlemmer får desuden 33 % rabat på køb af rejseforsikring hos Gouda. Gælder også for
medrejsende egne børn samt samboende, dog undtaget skirejseforsikring. Rabatten gælder på
Goudas periodevise forsikringer, som dækker udrejse fra Danmark til hjemkomst i Danmark
(Voksen under 70 år og Ungdom under 35 år samt Goudas afbestillingsforsikring). Rabatten gælder
ikke på tillægsforsikring, på forlængelse af medlemmernes egne årsrejseforsikringer eller kreditkortforsikringer. Se www.gouda.dk.
Lyder det som en god gaveide, så skriv til vores medlemskoordinator på [email protected].
Oplys navn og adresse på modtageren af din gave og indbetal 300 kr. på klubbens konto i Nordea: Reg.nr.
2143, kontonr. 8127698679.
De Berejstes Klub har til formål at udbrede rejselysten og sprede information om rejselivet samt fremmede
lande og kulturer. Klubben er upolitisk og for enhver, som holder af at rejse.
Globen kommer Jorden rundt. Her ses forrige nummer ved Pyramiden
på Svalbard. Foto: Claus Søndergaard.
83
EVENTYR I FORÅRET
INDONESIEN: KOMODO OG SULAWESI
Viktors Farmor har sammen med Vissenbjerg Terrariet
sammensat en unik og spændende rejse til Komodo og
Sulawesi. Du kan opleve den sidste store fortidsøgle i fri natur
i Komodo nationalparken, der er udnævnt som et af verdens
7 naturvidundere. Det andet højdepunkt er Sulawesi, hvor
vi møder Toraja-folket og deres skikke og spektakulære
huse. Vi er også på Bali og opleve hovedstaden og fiskerbyen
Candidasa. Max 20 deltagere.
14 dage • 22.900 kr • 24. maj til 6. juni
RWANDA OG UGANDA
Safari med chimpanser og bjerggorillaer. Flere safariture i
Uganda: Først til fods og i båd ved Mburu søen. Dernæst i
Queen Elizabeth Park, den eneste med klatrende løver. Unik
gorilla trekking i regnskoven ved Bwindi, mellem de to lande.
Vi følger dem på 7 meters afstand! I Uganda er vi også på
chimpanse-trek. Rejsen er lagt på tider af året, hvor der mere
frodigt og grønt, og hvor der er et større fugleliv. Max 15 delt.
15 dage med helpension • fra 26.900 kr
Afrejse 23 marts • 19. juli • 21. november
SYDAFRIKA, SWAZILAND OG LESOTHO
Tre lande i en rejse. Udkik efter ”Big 5” på safari i Kruger
nationalparken. Krydstogt for at se delfiner og hvaler ved
Plettenburg Bay. Soweto med Desmond Tutus og Nelson
Mandelas huse. Vandretur i Drakensberg landskaberne.
Besøg i zulu-landsby, og i kongedømmerne Swaziland og
Lesotho. Vinsmagning og god tid i Cape Town, der er blandt
verdens smukkest beliggende byer. Max 20 deltagere.
21 dage • 27.900 kr • 14 marts • 21. marts • 28. juli
GUYANA, TRINIDAD OG TOBAGO
Unik naturrejse i Caribien! Guyana. Trinidad. Tobago. Alene
navnene signalerer eventyr. Oplev havskildpadder, tukaner,
røde ibis og brøleaber. Uberørt natur i Guyana . Nat-safari
i båd. Morgenstemning i canopy over regnskoven. Med fly
til toppen af Kaietur vandfaldet. Vi besøger Amerindians
i deres landsbyer. Dejlig atmosfære i Trinidad og god tid i
handelsbyen Port-of-Spain. Max 11 deltagere.
17 dage • 32.600 kr • 1. til 17. marts
Små grupper · danske rejseledere · 86 22 71 81 · www.viktorsfarmor.dk