FRA SrfØVLET

FRA SrfØVLET-TIDEN.
KULTURHIS'l'ORISK BID.RAG
'rIL
DET ATTENDE AARHUNDREDES KARAKTERISTIK.
EFTER TRYKTE KILDER
P. FR. RIST.
,,- il faut boire l'iniqvité
Siècle pudsqv'on y est."
de Son
Brev fra Kronprinsen af Preussen
(Frederik II) til Løvenørn.
KJØBENHA VN.
ANDR. FRED.
HØST
&
1884
SØNS. FORLAG.
1'
·,~
II.
III.
IV.
V.
VI.
VII.
Uddannelse. -- Landkadet-Akaclemiet.
-'- Frikorporaler
og Pager
Pag. 56
Fændrikker
og Lieutenanter.
Kompagnichefer.
Svigagtigheder.
- Passe= volants. - Blinde Numre. , Omordningen 1763. - Regimentskassen.
- Kapitainens
Pligter. - Aflevering af et Kompagni. - Regimentschefens Pligter.
Oberstlieutenanten,
,\fajoren. - 'I'yske
Generaler. - De hørere Officerers Levemaade .... Pag. 74
Reglementariske
Leveregler
for Officererne. - Jakob
von Thybo. - Officerernes Uduelighed. - Deres Levemaade og Adspredelser. - Raahecl . . . . . . . . . . . . . . . Pag. 87
Officerernes moralske Standpunkt.
- Bestikkelser
og
Bedragerier.
- Pekuniære
Forhold. - Git'termaal. -·
Rang og Karakter. Officerernes
aandelige Standpunkt,
, .. , . . . . . . . . . Pag. 96
Forholdet imellem civile og militære. ·- De militæres
Begunstigelser. - Aninassende Optræden imod Øvrighed
og Borgerskab. - Studenterne, - Forskje Ilige Stridigheder. - Landkadetterne
angribe Regentsen, - ,,Den
dramatiske Krig". - ,,Posthusfe,iden". - Forsvar for de
militære
Pag. 108
Pensioner
og Enkeforsørgelse.
- Gamle Officerer. GarnisonsregÎ!nentet
og Drabantgarden.
- En uheldig
Officers Skæbne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Pag. 117
Dueller. Æreskampe
i det 17de Aarhundrede.
Dueller tage Overhsand. - Forbud imod dem.~ Exempler
paa Dueller. - Mødesteder. - Samtidige Udtalelser. Rakkerens Duel. -- Dueller gaa af Mode . . . . . . . . . Pag. 120
Anden Bog.
I. Rekruttens Indrull.ering. - Faneeden. - Den ,,gemene"
Soldats Stilling i Samfundet. - Begunstigelser. - Nat.
mændene. - Lønning og Forplejning. - Selverhverv. Tiggerier og Tyverier. - Gadeoptøjer. - Drukkenskab.
- Samtidige Udtalelser. - Giftarmaal. - Indkvartering. -Mangel paa Kaserner. -- Kvarterernes Beskaffenhed. De militæres Optræden imod Værterne. - Tilstanden
p.aa Kasernerne. - Frifolle - Deres Inclgreb i Borgernes
Næring. - Arbejdskommandoer. - Misbrug af Soldater
,
,
, .. ,
,- Pag. 129
¡
(
JI. Rolrht.ernes Mishandlina. - 'I'idens strænge 'I'ugt,
Pryglestraffen. - ,,Korrektionen". - Exempler paa Soldatens haarde Behandling
,
, , · · · · Pag.
III. Desertioner. - Dødsstraf for denne Forbryclelse. Desertion i Komplot. Angiverpenge. - Generalpardon. - Forholdsregler imod Desertion. - Ispo~ter. Desertørernes Fod'ølgehie. Ftergehrng8t 1 Helsingør, - En Sarntidigs Beretning
, . , · · Pag.
IV. Krigsartiklerne. - De barbariske Straffe udføres ikke. Grove Forbrydelser. Morel. - Standret. - Leiermaal. Henrettelser. - Terningspil om Livet. - Et Forslag om
en nyttig Anvendelse af dødsdømte. - Slaveriet . , , · Pag.
V. Spidsrodsstraffen. --'- Straffens Oprindelse. - Dens Udførelse. - Træhesten. · - Pælen
', .. , Pag.
VI. Pinligt Forhør. - Torturens tre Grader. - Inkvisitionskommissionen i Kjøbenhavn. - Tommeskruernf'. - Den
polske Buk.
Pater . nester]- Baandet. Tamp og
- I{at ,
,
Pag.
VII. Gevaldigeren
og
Stokkeknægten.
Fanesvingning
,
,. .
_Pag,
VIII. Den militære Kirketugt. - Feltp1·æ"ter. -- Kirkeparaden. - Pietisme i Hæren. - Katekisationen .. Pag.
154
161
173
182
188
193
196
Tredje Bog.
I. Underofficererne. - Deres Stilling i Samfundet. - Kommandersergenten, Sergenten, Korporalen, Gefreiteren. Selverhverv
,
Pag. 204
II. Invalide- og Pensionsvæsen. - Krigshospitalskassen. Garnisonsregimentet. - Krigshospitalets Ladegaard. Kristians Plej elms. - Soldaterbørn
,
Pag. 208
· III. Auditøren. - Feltskæreren. Kirurgen. - Sundhedsvæsen.
- Skarpretteren, -- Regimentskvartermesteren ... Pag, 214
IV. Soldatens Ydre. - Legemshøjde. ·- Frederik Vilhelm
af Preussen og hans Kæmper. -- Paaklædningen. Kongernes Forkjærlighed for Farver og Pragt. - Paaklædningens enkelte Dele. -- Samtidige Udtalelser. -Parykker. Pudder og Stangpiske. -· De hyppige Forandringer i Klædedragten. - Officerernes Tilbøjelighed
for civile og ureglementerede Dragter
Pag. 221
V. Hærens Afdelinger. - Gardens Reduktion. - ,,Juleaftens Fejde". - Grenaderkorpset. - Hærens Musik. Tamburmajoren. Tamburen
,
Pag.· 239
VI.
Disciplinen i Hæren. - Fremmedes Udtalelser om Tropperne. - Tjenesten. - Exeroits. - Skydning .... Pag.
VIL Mønstring. - Frederik I V's aarlige Rejser. - de Vrigny's
Beskrivelse
af Frederik IV's Mønstring 1702. - Fremgangsmaaden ved en Mønstring. - Revner, Parader og
Manøvrer. - Lejrliv, - Haøardspil i Lejren. - Vagttjeue~ten. - Det store Yagthúld. - Den daglige Vagtparade. - Tappenstreg.
Vagtstuer - Portenes Lukning
.'
Pag.
VIII. Slutning
,
:
Pag.
Henvisninger
Pag.
215
250
268
271
Indledning.
..
I
j:
t,:'
''
Den staaende Hær i Danmark er oprettet samtidig med
Enevoldsmagtens Indførelse. 1660. Det var nødvendigt for
Kongerne at have et saadant Vaaben i Hænde for at styrke
deres Magt og som en Støtte imod den mægtige Adel, som
knurrende havde inaattet give efter og lægge Landets Styrelse i Kongens Haand.
Soldaterstanden, der baade bestod af. nationale og hvervede Tropper,
var vel anset i Kristian V's første Regeringsaar og de nationale Tropper var Hærens Kjærne; men
under Krigene smeltede Mandskabet bort og Rækkerne bleve
fyldte med hvervet Mandskab, og denne Blanding slappede
Lysten til Standen.
Især bleve dog Bønderne skræmrnede
fra at blive Soldater ved den usømmelige Udleje af Tropper
til fremmede Magter ; . der herskede en let forstaaelig Rædsel
' til fremmede Lande for at kæmpe
for at blive sendt bort
mod Tyrkerne i Kejserens Tjeneste, og fra den Tid var Lysten
til at blive Soldat forsvundet og Skrækken i Blodet. Dertil
kom den haarde Behandling i Tjenesten af udenlandske Befalingsmænd. De store Desertioner begyndte. Bønderne anvendte alle mulige Midler for- at slippe for at være Soldater,
og dog maatte og skulde Kongen have en stor og mægtig
Hær, hvor han saa fik den fra. Men det var en taabelig
og uløselig Opgave, som Kongerne og især Frederik V og
Kristian . VII satte sig, at holde mange Soldater for faa
Underofficererne og deres Stilling i Samfundet.
~l~
·'·l·i.·.1
I l:ll
¡l ~
Tredje Bog.
I.
B1andt de mange Personer, som hørte til Hæren, vare
Underofficererne de vigtigste for Tjenesten og dens nøjagtige
Udførelse.
Da man især i Begyndelsen af Aarhundredet
næsten udelukkende gjorde hvervede Soleluter til Underofficerer, vare disse næsten altid udenlandske, det vil sige tyske,
og af et meget uholdbart Stof, ikke stort bedre end de
menige hvervede Banditter, især da man tog mere Hensyn
til, at de vare i Besiddelse af et smukt og kraftigt Ydre end
af Paalidelighed og andre indre Egenskaber.
De begik de
samme Forseelser og deserterede lige saa flittigt som de
menige. I General Scholtens Subordinationsanordníng 1713
hedder det, at Underofficererne vare forsømmelige og ikke
udrettede deres Tjeneste med Flid og Iver, samt at de menige
kun havde liden Respekt for dem, fordi de stod paa en
altfor kammeratlig Fod med dem, hvorved deres Kommando
faldt bort. 1 Selv til Landmilitsen tog man tyske Underofficerer, og de have vist nok fra neden af ikke havt liden
Indflydelse paa Tyskhedens Udbredelse her i Landet. Først
under St. Germains Bestyrelse af Hæren, da der paa mange
Maader kæmpedes for at trække det nationale Element frem,
blev der forsøgt en Forandring. 2 Han lagde stærkt Eftertryk
paa, at Underofficerskorpset skulde bestaa af lutter vel-
1
l
205
opdragne, paalidelige, ivrige og trofaste Folk, og der blev
givet Ordre til, at H.egirnenleme lidt eller lidl, uden al vække
Opsigt, skulde skaffe sig af med alle de Underofficerer, som
vare Udlændinge og upaalidelige.
Der fordredes, at Underofficererne herefter skulde være indfødte, af god Herkomst
og at de kunde læse og skrive. For at hæve Standen
befaledes ogsaa, at ingen, han være af hvilken Herkomst
eller Kvalitet han vil, maatte udnævnes til Officer, før han
havde gjort Tjeneste som Underofficer ved et Regiment saa
lang Tid, som Chefen fandt nødvendig, og fra denne Regel
rnaatte hverken Pager eller Kadetter undtages.
At disse
Bestemmelser naturligvis ikke bleve overholdte, stemmer kun
overens med hele Aanden i Hærens Bestyrelse. Maaske har
den sidstnævnte Bestemmelse paa en uheldig Maade bidraget
til at udjævne den store og højst nødvendige Forskjel mellem
Officerer og Underofficerer noget; thi der møder os ofte
højst mærkværdige Exemplet paa fortrolige Forhold imellem
disse Charger, der endogsaa gik saa vidt, at Officerer uden
Sky laante Penge af disse deres undergivne, 3 men det maa
antages, at dette Forhold mest er begrundet i de fleste Offi.cerers lave Standpunkt. Krigsbestyrelsen støttede det i hvert
Tilfælde ikke, hvilket blandt andet bevises af, at da Underofficererne atter, efter at man i nogle Aar havde søgt at
forhindre dem i at gifte sig, fik Tilladelse dertil, skete det
kun med det Forbehold, at de i saa Tilfælde ikke maatte
haahe at avancere til Officerer. 4
De forskjellige Underofficersgrader vare. den Gang omtrent de samme som nu til Dags.
Af de Pligter, som
Infanterireglementet paalægger hver Grad, fremdrages derfor
her kun det, som er særlig betegnende for Tiden.
Kommandersergenten var den første af Underofficererne.
,,Det
kommer meget an paa ham, om Mandskabet bliver holdt til
elen fornødne Munterkeit und Promptitude," hedder det.
Han maa derfor være ædruelig, ikke egennyttig eller raa og
brutal over for sine undergivne og ikke sige Du hverken til
li
li
·¡ii
1,,,1
,!il,
!i.l
l i!i!
'
!!.
¡:i
li
I~
206
Kommandersergenten,
Sergenten,
Korporalen,
Gefreiteren.
Underofficerer eller de gemene, men ,,I", samt altid lade sig
tiltale af dem med blottet Hoved- og stræbe hen til, at de
nære Kjærlighed og Tillid til ham, ligesom det særlig var
hans Pligt at tage sig af de unge uerfarne Soldater .. Sergenterne havde mest Opsigt med Korporalskaberne, men
den Sergent, som var Furér, havde en wegel vigtig Opgave,
idet han besørgede de fleste skriftlige Forretninger og hele
Regnskabet ved Kompagniet, hvilket i den Tid med elens
indviklede Regnskaber og pedantiske Lister ikke havde lidt
at sige. Det hedder derfor ogsaa et Steel, at Kommandersergenten ,,har mere travlt i Tjenesten, men derfor har han
ogsaa Douceurer og ikke ele utrolige Bryderier med Skrivning
og Regning, som Fureren har." 5 Korporalen var den laveste
Befalingsmand og hans Funktion den møjsommeligste.
Der
. stilledes elen Fordring til ham, at han skulde være en kraftig
og ædruelig Soldat, at han skulde kunne læse og skrive
samt ogsaa regne noget; desuden skulde hau være mun Ler,
hurtig og ufortrøden til sin Tjeneste, Nat og Dag. Det
hedder udtrykkeligt, at han ikke maa være Kammerat med
sine undergivne , drikke øller spille med dem eller laane
Penge af dem. Ligeledes havde han at sørge for de syge,
at de fik deres Medicin til rette Tid, og at de ikke nøde
usunde Spiser og Drikke. Hvor han fandt Lejlighed til at
hverve en Karl, maatte det altid være i Kompagniets Interesse, og han skulde stræbe at forman dem, som havde udtjent, til at kapitulere paany. - Gefreiteren var en menig
Soldat, som havde gjort sig bemærket ved sit gode Forhold,
og som derfor vistes særlig Tillid; det var hos ham, at de
Soldater, som vare tilbøjelige til Vidtløftigheder, bleve indkvarterede; han førte Posterne op paa Vagterne og examinerede ved Portene dem, der passerede ud og ind. Naar
Regimentet eller Bataillonen var samlet, bevogtede han Fanen
med blottet Værge og, naar der under Marchen var índtraadt
friere Marcheorden, var det ham, som bar Fanen for Fændrikken.
6
Selverhverv.
207
Underofficerernes Stilling i Samfundet var ikke meget
agLeL eller anerkjendí og for at bedømme den paa rette
Maade , maa vi stadig mindes , at de Underofficerer, som
forsaa sig, kunde fuglles, det vil sige, faa Prygl af den flade
.Sabelklinge, idet man her, som i andre Lande, ansaa Fugtel
for mere honnet og kuvalermæssigt end Stokkeprygl, endskjønt det gjorde mere ondt og var farligere for Helbreden. 1
Der dannede sig dog efterhaanden en fast Stok af gamle
ve1tjente Underofficerer, for hvilke Tjenesten var et og alt,
og som med urokkelig, næsten maskinmæssig Punktlighed
opfyldte deres Pligter, altid mønsterværdig ens i Indre og
Ydre, uden at Hatten var skubbet en Streg fra dens Plads
paa Hovedet, uden at Pudret var visket kun en Plet af
Bukler eller Pisk.
Tidens mildnende Indflydelse, den mere
humane Aand og de større Fordringer til Oplysning gjorde
sig ogsaa gjældende i Underofficersklassen, og vi finde i
Slutningen af Aarhundredet ikke faa, som .st¿d hojt over
deres den Gang saa ringe agtede Stand.
En Sergent af
Fodfolket havde i den første Halvdel af Aarhundreclet c.
4 Hdlr. maanedlig og i Slutningen af Aarhundrsdet ( c. 1785)
henved 6 Rdlr.; i de øvrige Vaahen vare de lønnede ikke
saa lidt højere.
Det gjaldt altsaa ogsaa for elem, især for
de gifte, at skaffe sig noget privat Erhverv, hvilket var
temmelig let, naar de vare i Besiddelse af nogle Færdighedei:, Især var det ved Afskrivning og andre skriftlige
Arbejder, at der den Gang var Brug for dem, men vi høre
ogsaa om tyskfødte Underofficerer, der gave Informationer i
Sprog, selv hos meget fornemme Folk. 8 Der tales ogsaa et
Sted om en Korporal ved Prins Frederiks Regiment, som
tjente· mange Penge, dels som Bogbinder, dels som - Aagerkarl, idet han laante sine fortjente Penge ud til lystige og
udsvævende Officerer mod høje Renter. 9
,
Naar en Underofficer ved aldeles betryggende og uforkastelige Beviser kunde godtgjøre, at han ved at faa sin
Afsked kunde gjøre sin Lykke og opnaa en solid og god
• I
208
Invalide- og Pensionsvæsen.
Levevej, maatte der meddeles ham Afsked, selv om han ikke
havde udtjent sin sexaarige Kapitulation, og de stærke Beviser forlangte man kun for at sikre sig imod, at Underofficererne ikke benyttede sig af denne store Gunstbevisning
ved enhver Lejlighed, naar de bleve misfornøjede med Stilliugeu, 10 :Meu ug::;aa
andre Maader søgte Hegeringen,
rigtig nok til liden Baade for Landet, at beskytte Underofficererne, idet man i Begyndelsen af Aarhundredet tillige
med andet. gammelt Skrabsammen, saasom gamle Tjenere,
Kuske, Krøblinger osv. ogsaa anvendte afskedigede Underofficerer til Degne og Skolelærere paa Landet, skjønt de vel
ofte næppe selv forstede, hvad Børnene ramsede op, men
fra deres tidligere Virksomhed havde de i det mindste Færdighed i at bruge Pisk og Stole 11 Senere tilfaldt der Underofficererne en Del mindre Embeder under Told-, Post- og
Forstvæsen. 12
JJªª
II.
Men det var dog først længere ind i Aarhundrodet, at
der sauledes blev sørget for de militære, efter at de havde
forladt Kongens Tjeneste; thi i Begyndelsen var der saa
godt som ingen Hjælpekilder hverken for de menige eller
. for Befalingsmændene, naar de bleve· gamle eller paa anden
Maade saa ubrugelige, at de maatte afskediges. Dersom
Kongen hjalp dem, var det en Naade ; Ret til at fordre
Pension eller Understøttelse havde de ikke. Vi høre nok, at
Frederik IV underholdt nogle Garderes og Grenaderers Koner,
hvis Mænd vare faldne ved Helsingborg; 13 men det er kun
et enkelt Exempel, et ordnet Invalide- og Pensionsvæsen
existerede ikke, de Soldater, som senere kom til at henhøre
under dette, søgte den Gang ligesom· andre gamle, svage
eller fremmede Folk at faa Tilladelse til ,,Bækken for Kirke-
Krigshospitalskaesen og Garnisonsregimentet.
209
dørene i Kjøbstæderne at lade udsætte for alle og enhver,
som af kristelig Medlidenhed noget dørudi give vilde." u
Der var ganske vist af Kristian V blevet oprettet en Krigshospitalskasse, hvortil alle militære maatte bidrage en vis
Del af deres Lønning, men den havde ikke kunnet magte
den overvældende Mængde af fattige, og der blev derfor
givet bestemtere Regler for, hvilke Personer der skulde
forsørges af den. 15
Men da Pensionerne bleve uddelte
meget uretfærdigt enten til Folk, som ikke vare trængende,
eller til saadanne, som godt kunde ernære sig selv, søgte
Kristian VI at raade Bod herpaa ved tvende Foranstaltninger: .
han oprettede Garnisonsregimentet,
hvor de mange gamle
Soldater, som ikke vare stærke nok til at tjene i Hæren,
bleve ansatte for at gjøre en let Garnisonstjeneste,
og han
anbragte de attakkede Underofficerer og gemene, som ikke
en Gang vare ·i Stand til at udføre denne 'Tjeneste, i Krigshospitalets Ladegaard udenfor V esterport med samt deres
Koner og Børn. 16 Garnisonsregimentet bestod af 12 à 16
Kompagnier, der laa i Garnison i forskjellige Fæstninger.
Tjenesten bestod mest i Opsigt med Bygninger, Fængsler,
Fæstningsværker osv. Der blev ikke lagt Vægt paa Øvelser, .
Mandskabet maatte ikke bebyrdes med for strængt Ar- .
bejde, og al haard Behandling som Slag, Stød, Prygl eller
sligt maatte ikke taales, naar det overskred en 2 à 3 Slag,
,,so etwa in Eile geschehen mögten." 17
Trods disse Indretninger blev Landet oversvømmet med
militære Lediggængere, Frirnænd, afdankede Underofficerer
og menige samt Soldaterkoner mad en Mængde Børn, som
laa Kommunerne til Byrde. 18 Først ved Hærens Omdannelse 1764 kom der Orden i disse Forhold som i saa meget
andet, og den Maade, hvorpaa der för Fremtiden blev sørget
for de omtalte Personer, er maaske det eneste, i hvilket den
danske Hær overgik andre Landes Hære, især den preussiske,
hvis store Mangel paa Omsorg for de gamle Soldater giver
en tysk Forfatter,· der ellers roser den preussiske Hær over·
14
é .. ,.. IR..
210
Krigshospitalets Ladegaard og Kristians Plejehus.
al Maade, Anledning til at sige, at hvor der er saa meget
Lys, maa der ogsaa være Skygge.
Med Hensyn Lil de
mange Brøst i den danske Hær kunde der manske i Betragtning af de gode Forhold i den Henseende omvendt siges,
19
at hvor der er saa megen Skygge, maa der ogsaa være Lys.
,, Krigshospitalets Ladegaard,"
siger Vaupell , ,, var et ·
højst uhyggeligt Opholdssted, hvor svagelige, syge og vanvittige forplejedes og levede i Fællesskab.
Overalt var der
daarlig Luft, lave Værelser, tynde Mure og Brist paa alle
Bekvemmeligheder.
Alt var svinsk i høj Grad. Marketenderen leverede raadne Sild, . Skofter i Stedet for Brød og
saa fremdeles."
Følgen af den Undersøgelse, som St. Germain foretog, blev, efter et mislykket Forsøg paa at bringe
Orden i den hele Anstalt, at det saakaldte Kristians Plejehus,
senere Frederiks Plejehus, blev oprettet. 20 Samtidig søgte
man energisk at binde Soldaterne til deres Regiment.
Der
oprettedes en Invalidekasse ved hver Afdeling for dennes
egne Invalider, det vil sige Underofficerer og menige, som
havde tjent fro i 24 Aar, eller som inden den Tid vare
gjorte udygtige i Tjenesten, saaledes, at disse havde deres
Tilflugt og Hjem· ved selve Regimentet, hvor de i Pension
fik henholdsvis 16 og 12 Rdlr. aarlig. Det stod dem dog
21
frit for, om de hellere vilde, at komme paa Ladegaarden.
Denne blev som sagt nu tillige med de militære Skoler og
nogle andre militære Plejehuse slaaet sammen til det omtalte
store Plejehus, hvortil Kommerceraad Dacmens Hus i store
Kongensgade blev kjøbt 1765. I denne Anstalt kunde optages 160 fattige Invalider, der ikke kunde leve af deres
Pension eller fortjene deres Brød, og desuden 40 gamle
Soldaterenker samt 160 forældreløs.e Soldaterbørn til en vis
Alder. Den indbefattede ogsaa en Skole og et Hospital.
Samtlige Invalider vare inddelte i Kammeratskaber med en
Forstander og bare en Uniform af blaagraat Klæde med
røde Opslag; de skulde beskæftige . sig selv eller om mulig
oplære · Børnene i deres Haandværk.
Konerne skulde gjøre
Kristiane Plejehus.
211
Nytte paa forskjellig Maade og ligeledes lære Pigebørnene
at sy, strikke, spinde osv., de vare ogsaa delte i Kammeratskaber og klædte i blaagraat Tøj. Drengene kunde, naar
Forældrene vare døde, sendes til Anstalten fra Hegimenterne,
naar disse ikke selv formaaede at bevare dem, for med
Tiden at danne Rekru_tter af dem. Deres Opdragelse paa
Plejehuset var aldeles militær, de bar en Uniform ligesom
Invalidernes, og de maatte paa ingen Maade forkjæles; ,,thi
al ,,Mollesse" er særdeles skadelig i den militære Opdragelse."
De inddeltes i Korporalskaber for ,, umærkelig at indgyde
Ungdommen esprit militaire", og indøvedes i militære Evolutioner. Der blev aarlíg afholdt en Revue over disse Drenge,
som i en Alder af 16 Aar bleve anbragte som Soldater,
men de, som ikke egnede sig hertil, kom til Artilleriets
Haandværkerkompagni, blev Offícersoppassøre eller fik Arbejde
ved de kongelige Manufakturer og Fabrikker. 22 Denne Stiftelse, som i mange Aar blev styret udmærket, havde vist
nok en højst gunstig Indflydelse, og den blev ikke alene
indrettet, for at man kunde blive af med de gamle Soldater,
men var i det hele taget et Udslag af ,,den Sans for filantropiske Formaal, som dukkede frem alle Vegne, og som
trods den Svulst, hvormed den tidt udtrykte sig, hører til
Aarhundredets
smukkeste Sider." 23
Kristians Plejehus i
Kjøhenhavn modtog ogsaa i Løbet af 7 Aar næsten 1300
Personer, og der oprettedes andre Steder i Landet lignende
Anstalter.
Soldaterne fik en Betryggelse for ·deres gamle
Dage og SL Germain kunde .ikke mere sige, som ved Undersøgelsen af Ladegaarden:
,, Was habt Ihr anders als euern
verfluchten Ladegaard einem alten Soldaten zu bieten." 24
Frederik IV, der oprettede de mange Landsbyskoler paa
Krongodserne, lod sætte Bækken fot nogle Kirkedøre til at
bestride fattige Soldaterbørns Undervisning, det var alt 2°. men under Kristian VI blev der taget mere Hensyn til dem,
og der blev oprettet Friskoler i Garnisonerne for disse Børn,
,,som ellers for største Delen vilde opvoxe i Uvidenhed og
14*
.
11
11
¡il
'I
Soldaterbørn.
Soldaterbørn. ,
forfalde til alskens Liderlighed."
Disse Skoler, som bleve
satte under halv militær Opsigt, bleve dog forsømte af Børnene efter en storartet Maalestok. 26 Men der knytter sig
ganske særegne Omstændigheder til disse Soldaterbørn. Man
vilde nemlig gjærne erhverve dem helt og holdent og knytte
dem fast til Hæren, for at de der kunde danne en Stamme
af indfødte; men de Midler, man brugte for at naa dette
Maal, vare ikke smukke.
Der blev nemlig tilbudt de gifte
Underofficerer og menige en Rigsdaler om Aaret for hvert
Drengebarn fra hans 5te 'til hans 9de Aar (,,den daglige
Skilling") til Hjælp til hans Paaklædning i Stedet for Haandpenge og, hvis han tegnede godt og fremdeles ,, voxede til
Kongens Tjeneste", ogsaa efter den Tid; men de Soldater,
som ikke gik ind derpaa, skulde nægtes frit Kvarter til deres
Koner. 21 Ved Hærens Omordning 1764 søgtes denne Ide
fremmet med stor Kraft.
Hvert Drengebarn skulde fra sin
Daah indtil han 15 Aar gammel traadte ind i Tjenesten
have en Sechsling daglig, og fra hans 6te Aar skulde han
bære et rødt Halsbaand til Tegn paa sin Forpligtelse. Han
skulde saa tjene i 8 Aar som Soldat.
Børnene skulde paa
denne Maade anse Regimentet, hvorved de vare fødte, som
deres Hjem ,,og alle brave Soldater ville tàkke Gud og
Kongen for en saa heldbringende Indretning,
saa meget
mere, som der i intet Land eller anden Tjeneste findes slige
Fordele for Soldaterbørn" osv. Det stod Forældrene frit for
at gaa ind paa denne Forpligtelse eller ikke, men i saa Tilfælde skulde det dog betydes dem, ,, at deres Børn aldrig
kunne gjøre Fordring paa den kongelige Naade."
Uagtet
der 1764 var 850 Børn i Kjøbenhavn, som vare Hærens
Børn paa denne Maade, var der dog mange, som ikke vilde
gaa ind paa saaledes at sælge deres Børn i Vuggen, og der
blev derfor grebet til endnu kraftigere Midler. ~8 Kongen
nægter f. Ex. samme Aar de Børn, hvis Forældre ikke vilde
gaa ind paa det gjorte Tilbud; fri Skolegang, og selv Frifolkene maatte for at erholde Friseddel forskrive deres Børn
til Krigstjenesten paa de omtaltè Betingelser!
Et Par Aar
efter tik de dog atter gratis Skoleundervisning.
De Soldater,
som traadtø ud af Tjenesten efter endt Kapitulation, og som
medtoge den daglige Skilling, maatte desuden stille Kaution
for Børnene eller tilbagebetale Pengene, ligesom der nøje
skulde paasos, at der ikke blev begaaet Uærligheder.
Lidt
efter lidt tabte dog den hele Sag sin Betydning, man opgav
at skaffe Regimenterne en Tilvæxt af indfødte Rekrutter paa
denne Maade og fra 1772 blev der ikke mere sluttet Kontrakt
om Uddelingen af den daglige Skilling. 29 Naar Forældrene
efter den Tid ikke kunde ernære deres Børn, bragte de dem
til Kristians Plejehus eller til Opfostringshuset. Men det laa
i Tidens militære Tænkemande at betragte en militærs Barn
som født Soldat, derfor bleve Officerssønner foretrukne til
Kadetter og derfor søgte man at iføre Underofficerernes og
de meniges Børn Uniform, fra de vare ganske srnaa. Ved
Arveprins Frederiks Formæling 1774 blev dot røde Klæde,
hvormed Forhøjninger og Gader vare belagte til Processionen, skjænkel til fattige Soldaterbørn.
De kongelige toge
senere Børnene i Øjesyn, og af de 400 Alen Klæde vare 177
Børn hlevne paaklædte, Drengene i røde Buxer, Trøjer og
Huer og blaa Strømper samt kulørte Kraver efter Regimenternes Farve, Pigerne havde røde Trøjer og Skjørter og
Baand, hvis Farve ligeledes svarede til det Regiment, Faderen
stod ved. 30 Prins Kristian af Augustenborg, der i Slutningen
af Aarhundredet kommanderede det fynske Regiment, paaklædte alle Børnene i Regimentet paa egen Bekostning,
Drengene i røde Trøjer og Buxer og sorte runde Hatte,
Pigerne i brune Trøjer, røde Skjørter og hvide Huer. 31
212
l·
J
I
I
l
"
N
~.
!
r
s.r
I
I
ff',
213
.~~(
214
Auditøren.
III.
~,
i
r
Man søgte .jo i det hele taget her i Danmark ligesom
ogsaa i andre Lande at gjøre Hæren til en den borgerlige
Verden helt fremmed Kaste, til et for sig afsluttet Hele med
egen Økonomi, Retlergaug, Skoler, Læge- og Kirkevæsen.
Dette viste sig især ved den højst uheldige Rettergang, der
ikke magtede det store Antal Forbrydelser. Hvis alle de
skyldige vare blevne dragne til Ansvar, vilde Hæren være
bleven · opløst, og man undlod derfor at undersøge Retssagerne fuldt ud og var altfor varsom lige over for de
skyldige. Medens de nationale Tropper udenfor Tjenesten
stod under de borgerlige Jurisdiktioner, laa Militæretaten i
stadig Strid med disse, hvad de hvervede Soldater angik.
Politiet greb undertiden ind i Sager, der baade vedrørte
militære og civile, og dømte begge Parter, men Hæren gjorde
selvfølgelig Fordring paa al straffe de Personer, som hørte
den til, og holdt med stor Nidkjærhed over militæres Uafhængighed af borgerlige Forhold. Hertil kom, at de militære
Love - Krigsartiklerne - ikke kunde anvendes i deres
fulde Strænghed og Infanterireglementets tredje Del, som
udkom 1747, maatte i lang Tid besvare de fleste Spørgsmaal,
som kunde opstaa med Hensyn til den militære Retspleje.
Det er let at forstaa, at Auditøren under disse Omstændigheder havde et vanskeligt Embede. Hertil kom, at han
egentlig havde en dobbelt Stilling, idet han dels var Regimentets juridiske Embedsmand og dels - Chefens Skriver.
I det mindste bestemmer Reglementet, at han skulde have
alle de skriftlige Forretninger ved Regimentet, skjønt Praxis
var, at Regímentskvartermesteren besørgede Regnskabs-·
væsenet og Adjutanten alle Kommandosager, saa at der
ikke blev andet tilbage for Auditøren end de egentlige Justitssager. Ikke desto mindre stod han dog fuldkommen til
Chefens Raadîghed som en Slags Kontorist. ,, Til dette Embede hører samvittighedsfulde,', alvorlige, tavse og dygtige
~.,.r---~"~·
.,_
-~---~-----------~_------··:-
Feltskæreren
og Kirurgen ..
215
Folle," siger Reglementet, 32 men at de i det mindste ikke i
Begyrnlebeu af Aarhuudredet liar uvfyldL disse Fordringer,
fremgaar bl. a. af en Instruktion, hvori der klages over, at
der afstedkommes urigtig Rettergang og Uorden i Protokollerne paa Grund af deres Uvidenhed. 33 Deres juridiske
Dannelse var desuden lf'mlTIPlig ringe og mange af dem
vare ikke engang Kandidater, men kun juridiske Studenter.
Da de, uagtet de havde nogle Indtægter ved Sportler,
vare slet lønnede, var det heller ikke saa let at faa dygtige
Mænd ind i Stillingen. ,,For lettere at faa solide Subjekter
til saadanne Charger", blev der givet dem Rang med Sekond..
lieutenanter og Udsigt til bedre, civile Embeder, 34 men dette
Løfte blev ikke holdt, og man maatte lade sig nøje med
mindre dygtige Jurister, som ikke kunde faa Ansættelse
andre Steder. Auditørerne vare at betragte som halvt civile
Folk og have rimeligvis ogsaa havt civile Bestillinger ved
Siden af deres militære Embeder.
Det gik med Sundhedsvæsen som med Rettergang, det
havde ingen fast Ordning, selv Reglementerne vare ubestemte i den Henseende, og det varede jo ogsaa mange Aar,
inden det gik op for den almindelige Bevidsthed, hvor stor
Betydning disse Ting have for en Hær.
Der blev i det 17de og Størstedelen af det 18de Aarhundrede trukket en skarp Grænse mellem Læger og Kirurger,
men Tilliden til dem var i det hele ikke stor. Kristian IV
havde ikke. en Gang en Læge med sig i Felten; hjemme
havde han vel Livlæger, men lod dog en Gang Bøddelen
hente, (la hans ældste Søn, Prins Kristian, fik Benædder i
den ene Fod. Fra 1672 blev det forbudt Kirurgerne at give
sig af med Lægevirksomhed eller foreskrive Midler til ind·
vortes Brug; thi Kirurgien blev betragtet som et rent Haandværk, hvis Udøvere fik deres Uddannelse i Barber- eller
som det hed Bartskærboden, hvor de maatte gjøre deres
Drenge-, Svende 'og Mesterstykke efter Lavets Love. Hvis
de vilde nedsætte sig som praktiserende Kirurger, maatte
i'!,¡
i¡ ~
n
~I I
t
!\111
iI'
l'lli
l¡ili
'li
I¡,·1'
li!
li
¡:
i
il'
11
216
il
l
¡
i
i
L
f}
Eeltskæreren og Kirurgen.
de nave Raad til at kjøbe sig et ,,Barber-Amt", hvoraf der
kun var et vist Antal i Landet. 35
Først i Begyndelsen af det lSde Aarhundrede blev Hæren
nødtørftig forsynet med Kirurger, men dette var Signalet til
eh staaende Kamp imellem disse og Amtsbarbererne, i hvis
Praxis de grebe ind, da de paa Grund af den slette Lønning
maatte søge at tjene noget hos Borgerne. Endogsaa den
bekjendtø Kirurg Simon Krüger, som 1720 blev Hegímentskirurg ved Drabantkorpset, hvilket ansaas for en Ære, da
det var i Kongens og Hoffets Nærhed, maatte paa Grund
af Barberamtets Skinsyge lade sig indlemme i Lavet. ae
Brødnidet var saa stærkt, at det endogsaa gik til Haand ...
gribeligheder; en Regimentsfeltskær blev saaledes overfaldet
paa Gaden i Helsingør af Byens Barberere, ja de synes
endog at have forvoldt hans Død. 37 I det hele taget vare
baade ele civile og militære Kirurger og Bartskærere med
enkelte Undtagelser raa og uvidende, og fuldstændig fremmede
for den medicinske Videnskabelighed, som blomstrede ved
Universitetet.
Gjennemgaaende finde vi Hæren slet forsynet med Læger
og disse vare kun Kirurger, i!Ar havde godtgjort, at de havde
nogle medicinske Kundskaber, og det var kun i Krigstid, at
der fandtes et større Antal Føltskærere og Regimentsfeltskærere, Samtidig med Landmilitsens Oprettelse 1701 blev
der ogsaa udnævnt en Del militære Kirurger, 38 men i mere
fredelige Tider, og senere, da Kristian VI hævede Militsen,
bleve de afskedigede og brødløse og fuskede Amtsharberere
og Læger i Haandværket. Under Frederik V og .især da
Hæren blev salpaa Feltfod 1762, var der en hæderlig Stræben
efter at forbedre Hærens Sundhedsvæsen.
Ligesom der var en stadig Kamp imellem · civile og militære Kirurger, saaledes herskede der gjennem hele Aarhundredet en Strid imellem Kirurger og Læger, som dog
andre Steder er behandlet udtømmende, og som egentlig
ikke hører herhen. 39 Følgerne af disse Stridigheder vare
Feltskæreren og Kirurgen.
217
meget uheldige fot ele militære Kirurger. Paa den ene Side
i Strid med deres civile Kollegaer, Amtsbarhererne, og paa
den anden Side med de virkelig uddannede Læger, levnedes
der dem kun deres Embedes overordentlig magre Fortjeneste.
Intet Under derfor, at de tillistede sig forbudt Praxis eller
at de ikke vare uimodtagelige for det, der kunde falde af
ved Sessionerne, hvor de ikke sjældent toge imod Bestikkelser for at erklære de værnepligtige for udygtige til Soldaterstanden. 40 Dertil kom, at de bleve behandlede som Under. officerer og ligesom disse tiltaltes med ,,han". Først sent
bleve disse Forhold forandrede, men efterhaanden som der
stilledes større Fordringer til deres Dygtighed og der sørgedes
for deres Uddannelse, fik de ogsaa Tilladelse til at praktisere
imellem civile, og et Par Aar efter, at Auditører havde op-I
naaet Rang med Officerer, blev det samme gjældende for[•
Regímentsfeltskærerne ; 41 men da de meget hyppigt 'bleve•
forflyttede, tidl hver andet eller hver tredje Aar, havde de
stor Vanskelighed med at gjøre sig bekjendte som gode
Praktikere. 42
Med Hensyn til Regimentsfeltskæreren byder Reglementet, at han maa have ,, Theoriam & Praxin saa vel. i
Kirurgien og Anatomien som i Medicinen og for Resten leve
ædru og maadeholdent, ikke spare paa nogen Ulejlighed
eller Gang, det være Nat eller Dag, hvis han vil udrette sin
Funktion efter Ed, Pligt og Samvittighed." Han skulde
holde gode Svende (Gesellen) og gode Medikamenter for de
befalede Medikamentpenge, Salver, Plastre, kirurgiske Instrumenter osv.; og iblandt hans andre utallige Pligter i hans
besværlige Embede kan nævnes, at han i Tide skulde melde,
naar en Soldat var ved at dø, for at Præsten kunde komme
til ham; at han i farlige Tilfælde skulde tilkalde erfarne
,, Chírurgos oder Medicos", at han, naar en Soldat havde
saaret en Soldat af et andet Regiment, skulde være til Stede
ved dennes daglige Forbinding, for at paase, at denne blev
udført rigtigt, og derved om mulig forhindre, at der ved en
218
fr
¡¡
l•
q
h
Feltskooreren og Kirurgen.
, andens Forsømmelse eller Uvidenhed blev , ,,risquiret und
sacriííciret- to Meuneskeli v. Desuden skulde han kurere alle
Soldaterne gratis og kun de Saar, som de maattø tilføje sig
med Vilje, samt veneriske Sygdomme maaíte han - ,,der
Billigkeit nach" - tage Betaling for. Han var forpligtet til
at lade Soldaterne rage 2 à 3 Gange ugentlig paa de af
Regimentschefen bestemte Dage.
Det er let at forstua, at Kompagrïifeltskærerne, der vel
ere de samme som de nævnte Geseller, og som Regimentsfeltskæreren maatte underholde, beklædte en endnu ringere
Stilling end disse. De bleve behandlede og lønnede fuldstændig som Underofficererne.
I et Reglement fra Begyndelsen af Aarhundredøt hed det, at han ikke alene skulde
holde sig net og renlig i Klæder, men ogsaa altid være
,, nüchtern", fordi han skulde barbere Soldaterne, og altid
være parat til at kurere og forbinde de syge og blesserede. 43
Paa Marchen skulde han gaa foran Kapitainen med sin Flint
paa Skulderen og et Bækken om Halsen. 44 Den senere saa
berømte Callisen maatte, da han blev Lærling hos en Regi. mentskirurg, lade sig indskrive i det hæderlige Barberlav,
Da han blev Kompagnikirurg, fik han 6 Rdlr. om Maaneden
og Rang med Underofficerer.
Da han en Vinterdag 1760
mødte en Lieutenant af Grenaderkorpset paa Kongens Nytorv,
som tiltalte ham, gjorde han Honnør ved at tage sin Hat
af, men da han i den skarpe Kulde satte den paa igjen, i
Stedet for at beholde den i Haanden, blev Lieutenanten
fornærmet, skjældte ham ud, truede ham med Fugtel og gik
til deres fælles Chef og forlangte ham belagt med Arrest.
For at undgaa Straf, lod Callisen sig ansætte paa Flaaden
og slap derved ogsaa for at omgaas de raa Underofficerer. 45
Med Hensyn til Uniformen for de civil-militære Embedsmænd ere Bestemmelserne noget uklare; det hedder i Reglementet, at Auditørerne skulde være klædte som Officererne,
men Regimentsfeltskærerne maatte kun, naar Regimentet var
samlet, vise sig i en rød Klædning; udenfor Tjenesten maatte
Skarpretteren.
219
¡\
han klæde sig, som han vilde. Dette kom ogsaa senere til
at gjælde for Auditøren; det er rimeligvis samme Klæde- / \
dragt, som et Par Kirurger vare iførte, da de 1746 bleve
sendte i fremmed Krigstjeneste for at studere: rød Kjole og
Vest, røde Buxer, Kaarde med Lædergehæng, Støvlemanchetter
og Pungparyk. 46 Senere blev det dem udtrykkelig forbudt
at bære Felttegnet 41 og først i Slutningen af Aarhundredet
bleve de reglementerede med en rigtig Uniform. 48
Et mærkeligt Forhold er Regimentskirurgernes Forpligtelse til at betale de militære Forbryderes Henrettelse.
Det
vil sige, han skulde af sine ,,Justitz- og Medicamentpenge"
betale Skarpretteren efter den givne Taxt, eller saaledes som
han bedst kunde blive enig med ham derom.
Paa en Tid,
da Henrettelser vare temmelig hyppige, var det naturligvis
tidt vanskeligt at udrede denne Betaling, da Taxten ikke
var ringe, og der fremkom derfor en· Mængde Besværinger
og Beklagelser, som da ogsaa førte til, at Skarpretteren fik
en fast aarlig Løn og for hver Exekution et Tillæg af
Regimentsfeltskæreren.
Hvis Skarpretteren, som det siges,
desuden har havt Lov til at udbytte sin kirurgiske Dygtighed,
kan Forskjellen mellem ham og Kirurgen ikke regnes for at
være saa overordentlig stor. 49 Skarpretterens Taxt er i
Følge Infanterireglementet omtrent saalydende:
l.
2.
3.
4.
5.
At. halshugge en med Sværd . . . . . .
Men naar dette sker med Øxen . . . .
At hugge Haand eller Finger af en, eller
Kniven igjen.nem Haanden . . . . . . . .
Naar etl-loved eller en Haand skal nagles
paa eller ved Pælen, for hvert . . . . . .
At bringe en fra Livet til Døden med
Strikken og derefter atter nedtage og
begrave ham, hvis han ikke skal blive
hængende, i det hele
10 Rdlr.
8
4
2
10
Skarpretteren.
220
ß.
At lægge et helt Legeme paa Hjulet, at
nedgrave og oprejse Pælen . . . . . .
7 Rdlr.
7. At slaa Arme og Ben itu paa en og
lægge paa Hjulet
14 8. At partere (viertheilen) og lægge en paa
Hjulet eller ophænge Stykkerne paa sær-lige Pæle . . . . . . . . . . . . . . . . . 12
9. At opbrænde et Legeme
, 10
10. At begrave et dødt Legeme i Jorden .
3
11. At føre et dødt Legeme ud af Byen .
2
12. For hvert Kneb med glødende Tænger 2
13. · At give en et Brændemærke foran paa
Panden eller paa Ryggen .
4
14. At kagstryge en . . . . . . . . . . .
5
15. At piske en ud af Byen . . . . . . .
7
16. At forvise en ud af Byen, Amtet eller
Vore Riger og Lande . . . . . . . . . . . 4
17. At tage et ophængt Legeme fra Galgen 4
18. At brænde Paskviller eller andre Skrifter 3
19. At slaa Navne, hvor mange eller faa det
end maa være, paa Galgen, men hvortil
det med saadanne Navne betegnede Blik
eller Bræt særlig leveres og betales af
Kompagnichefen . . . . . . . . . . . . . . 2
20. Et eller flere Navne at nedtage fra Galgen
eller udviske. . . . . . . . . . . . . . . . . 2
Skarpretteren var forpligtet til selv at anskaffe Potter,
Kjedel, Stænger, Brændemærke, Ris, Blok, Øxe, Pæle, Hjul,
Søm; Karre, Heste, Strikker og andre lignende ,,Requisita
und Instrumenten". Men Træet til et Legemes Forbrænding
og det paa Exekutionspladsen nødvendige Sand blev bekostet
af Regimentskassen. 50
Den 1 hyppigste Exekution var vist nok, at Navne blev
slaaet paa Galgen, da det var en Straf i Desertionstilfælde,
Regimentskvartermesteren.
221
naar Desertøren ikke blev greben. 51 Navnet var da malet
med sorte Bogstaver paa hvidt Blik eller med hvid Oliefarve
paa et sort Brædt og omfattede For- og Efternavn, Fødested, Regimentets Navn og Kompagniets Nummer, men ikke
Kompagnichefens Navn. Gevaldigeren skulde lade det forfærdige, Stokkeknægten bringe det ind i Kredsen og Skarpretteren slaa det fast. 52
Uagtet Skarpretteren saaledes paa en vis Maade stod
under Regimentskirurgen,
havde denne dog intet at gjøre
med det vidtløftige Ceremoniel ved Exekutionernes Udførelse.
Pengevæsenet ved Regimentet blev iøvrigt bestyret af
Regimentskvartermesteren,
som rnaatte være en betroet og
samvittighedsfuld Mand, ,,Pennen godt mægtig, øvet i Regnskaber og dertil arbejdsom, vigilant og ikke egennyttig." Af
hans forskjellige Pligter fremhæves det, at han ikke maatte
aagre med Regimentets Penge, men altid kontant nedlægge
dem i Regimentskassen, til hvilken der skulde være fire
Laase, hvortil Regimentschefen, den virkelige Oberstlieutenant, Majoren og Regimentskvartermesteren
hver havde sin
N øgle. Det var ogsaa ham, som, naar Regimentet skulde
forandre Kvarter eller ligge i Lejr, afgik forud med Furererne
for at besørge Kvartererne og afstikke Lejren. 53
Hærens Forplejningsvæsen og Økonomi i det 18de Aar'
hundrede var iøvrigt et meget indviklet og vidtløftigt
Apparat,
som det næppe vil være af Interesse her at se fremstillet
paa dets forskjellige Stadier i Løbet af det omhandlede
Tidsrum.
!
111.1.1
11'1.
1
¡1:'
lil
illili
I
l.
11·1.1
11
111
I111'·.~
I
li
1:
I
li
IV.
Naar man fordyber sig i det danske Militærvæsen i det
18de Aarhundrede, faar man let den Tanke, at det dels var
en, i og for sig, meget slet Hær, Kongen kommanderede,
i
I
223
Soldatens Ydre og Legemshøjde.
Frederik Vilhelm af Preussen og hans Kæmper.
dels at den i sin ydre Fremtræden bar Mærke af dens
lllclllge ludre Brøst. Ingen af Delene var dog Tilfældet.
officer til Danmark, der søgte at hverve i Hestgarden, som
havde de hojeste Folle Selvfølgelig blev dette forbudt, og i
Kronprinsens Undskyldningsskrivelse til Løvenørn hedder
det i høj Grad karakteristisk: '---- ,,Det ei; hverken ham
(Hververofficeren) eller mig, som er umættelige, men. det er
Kongen. som er det, og', som ved Revuen ikke spørger, om
vi have faaet Tilladelse til at indrullere, men skjælder uden
videre over, at vi ikke have Rekrutter. Det er for at værge
mit Legeme, at jeg besværger Dem, men jeg ved ikke, hvad
jeg skal gjøre: man maa drikke sit Aarhundredes Urimelighed, siden man er deri. Jeg har skrevet til Kongen,
Deres Herre, med Hensyn til de to Mand af Hestgarden,
jeg har ikke vidst, at det var en Helligdom, det Regiment,
og jeg har aldeles ikke (forinden) været underrettet om
Sagen selv, alligevel er jeg fuldkommen overbevist om, at
disse store Folk ikke kunne have nogen særegen Fornøjelse
for en Fyrste saa oplyst som Kongen, Deres Herre." - -56
En samtidig dansk rejsende, Claus Seidelin, giver følgende Beretning om Kongen af Preussens omtalte Grenaderer: - - ,,Fik og Paraden ret godt at se og maa tilstaa,
at det var værd og kosteligt at se; thi alle disse Folk vare
ligesom Kæmper, deres Gevær var efter deres. Størrelse
indrettet og de exercerede fortræffeligt. Efter Paraden be.søgte jeg den største eller Fløjmanden af disse Grenaderer,
hvis Navn var Jonas og var en Normand, følgelig en Landsmand; han viste mig sine Handsker, som vare saa store, at
jeg kunde stikke min Haand i hver Finger, og sine Sko,
som vare mere end l,2 Alen lange. Denne Jonas havde
temmelig store Drenge i Potsdam ofte den Leg med, at de
oprejste kunde løbe imellem hans Ben, men da han en Gang
var kjed deraf og en maadelig Dreng endnu saaledes kom
løbende, trykkede han Knæene sammen og træffede Drengen
i Tindingerne, saa at han strax faldt død ned, men han fik
ingen Straf derfor. Jonas havde ellers havt krumme Ben
og havde dem endnu, hvorover Kongen randførte sig med
222
Soldaterne vare af Ydre for en stor Del kraftige og udsøgte
Karle og deres Udrustning i mange Henseender ligefrem
pragtfuld. Som ovenfor bemærket søgte man her som i
andro Lande r-rr efterligne den berømte preussiske Hær, og
dette lykkedes ogsaa i enhver Henseende - i det Ydre!
Fordringerne til Mandskabets Højde varierede meget,
eftersom der var godt eller daarlígt Kjøb paa Soldater.
Frederik Vilhelm I af Preussen nærede som bekjendt en
sand Mani for høje Soldater og søgte for fabelagtige Summer,
ved List og Bønner at forskaffe sig Kæmper fra alle Lande
for deraf at danne Grenaderkorps. Dette latterlige Liebhaveri
fandt naturligvis som alt preussisk ogsaa Indpas her i Landet.
Kæmperne stod i høj Pris i hele Europa, og de snileleste
Befalingsmænd sendtes ud for at opsøge dem; de betragtedes
som Kostbarheder, der vare ligesaa efterspurgte ved Hofferne,
som sjældne Antikviteter nu til Dags.
Da den danske og preussiske Hær forenede sig ved
Stralsund 1715,. beundrede de preussiske Officerer de danske
Troppers smukke Udseende, især Frederik IV's elskede
Rytteri, det, som han endnu paa sit Dødsleje jamrede over
at skulle forlade, 54 og han forærede Kongen af Preussen, til
Tak for en Foræring af et kostbart Telt, to Heste og 6
lange Grenaderer, af hvilke den , mindste maalle 7 41/2 ", 55
Senere maatte den danske Konge, rigtig nok meget imod
sin Vilje, endnu en Gang sende 6 af sine højeste Soldater
til Kongen af Preussen, da denne ellers nægtede at udlevere
en Kapítain Prætorius , der var flygtet til Preussen, fordi
han var indviklet i det rantzauske Brodermord og var bleven
fængslet i Spandau. Frederik Vilhelms Lidenskab for store
Soldater var umættelig; han plagede Løvenørn, da denne
var Gesandt i Berlin, om høje Karle, og. den preussiske
Kronprins - den senere Frederik den store - søgte at
formilde sin barske Fader ved 1739 at sende en Hverver-
224
Paaklædningen.
Soldatens Legømshejde.
Medicis og Chirurgis, om ikke Benene kunde brydes og igjen
forbindes, saaledes at de kunde blive lige, men oui denne
Operation blev foretagen med ham, eller om den ikke har
57
villet lykkes, kan jeg ikke forvist sige."
Senere aftog Fork,jærligheden for de høje Folk, og i
InfanLerireglementet af 1747 hedder det udtrykkeligt, at det
ikke kommer saa meget an paa Størrelsen, naar denne bliver
erstattet af regelmæssig, firskaaren ,, Statur" , godt Ydre,
Ungdom og Kraft, idet der overhovedet skal ses mere. paa
et proportioneret og robust Legeme end paa en Soldats
Højde. 58 Frederik den store satte heller ikke Pris paa
andet, men stillede den Fordring, at Eliten af hans Tropper,
Grenadererne, gjærne maatte være srnaa, naar de blot ikke
saa kvindagtige ud; helst skulde de have et afskrækkende
Ydre, have sortebrun Ansigtsfarve, sort Haar, stor Knebelsbart og være alvorlige og barske Folle 59 Dog varierede det
hvervede Mandskabs Højde her hjemme i Midten af Aarhundredet imellem 67 og 75 Tommer, 60 men Fordringernebleve snart mindre, og det blev tilladt at tage Folk under
det befalede Højdemaal, naar de ellers vare tjenestedygtige,
,,ramasirt und jung", 61 ligesom det længe havde været tilladt
at antage Drenge endog paa 63 Tommer, naar der var
Udsigt til, at de vilde voxe, men de skulde, medens de vare
i Væxt, skaanes for alt svært Arbejde, indtil de vare fuldt
udviklede. 62 Naar Hvervingen havde god Fremgang, steg
strax Fordringerne til Varernes Værdi, og man forlangte da
ikke alene større Højde og unge, smukke Folk, men ogsaa
at de skulde være ugifte eller i det mindste ikke have Børn,
hvorimod man paa den anden Side, naar der var Mangel
paa Folk, gik saa vidt, at man lod Desertører slippe med
en passende Portion Stokkeprygl, for, hvis det var ,,kjønne
og anselige Karle", al bevare dem for Regimentet i Stedet
for at sende dem til Slaveriet. BH At man dog ikke vragede
de smaa Folk til Landeværnet, følger af sig selv, og at det
ikke kom. an paa Størrelsen, beviste ogsaa en Mand i Sønder
f.
t
fi:
¡
¡¡
¡
225
Nissum Sogn i Jylland ved Navn Søren Glistrup, der paa
Grund nf sin ringe Y æxt tidt blev kaldt ,, Kanlormen", men
i saa Tilfælde svarede han: ,, Kaalormen stod ved Gadebusch
1712, da de fleste faldt, da der af viborgske Landfolk blev
faa tilbage." 64
Det følger af sig selv, at i en Tid, hvor der blev taget
saa meget Hensyn til det ydre, da Formen var Hovedsagen,
og Aanden blev mere og mere sat til Side, rnaatte Soldatens
Paaklædning spille en. stor Rolle. Den bidrog sit til at gjøre
det indviklede Maskineri ved Datidens Hære end mere indviklet, kunstlet og · unaturligt.
Medens der i ældre Dage
~ ligesom nu til Dags ~ blev taget mest Hensyn til det .
hensigtsmæssige ved Soldatens Udrustning i selve Kampen,
begyndte ved den ensartede Paaklædnings, Uniformens, Indførelse andre Hensyn at gjøre sig gjældende ,. nemlig den
totale Virkning af de ens paaklædte Masser i Forbindelse
med Kongernes Tilbøjelighed til at vise deres Vælde ved
deres Troppers pragtfulde og farverige Dragter. Dette viste
sig især i det 18de Aarhundrede, 65
Kongernes store Interesse for Paaklædningsspørgsmaalet
er ligefrem forbavsende, især Frederik IV og Frederik VI
behandlede de mindste Bagateller, der vedrørte dette, som
Sager af yderste Vigtighed, for hvilke alt andet maatte sættes
til Side. Uniformen og alt, hvad derhen hører, er derfor
undergaaet en saa overvældende Mængde af smaa Forandringer og Ændringer, og der er givet en saa utrolig
Mængde Befalinger og Kontrabefalinger om de ubetydeligste
Afvigelser, at det vil være et ligesaa unyttigt som besværligt
Arbejde at udvikle Detaillerne i Uniformens Historie i det
18de Hundredaar,
Disse Sager, som den Gang beskæftigede
de militære Aander i saa høj Grad, have desuden kun liden
Værdi for os.
Da General Reventlow under den skaariske Krig i lang
Tid havde tigget om Forstærkninger,
svarede Frederik IV
ham langt om. længe, at Regimenterne først . kunde komme
15
226
Kongernes
Porkjærlighed
for Farver
og Pragt.
om et Par Maaneder, da deres Mundering var ureglementeret,
d.d blaa Klæde, som man havde i Behold til Kraver og
Underfoer, var ikke af den reglementerede Farve, det skulde
være noget lysere; og midt under Krigen 1716 blev eler
givet Regimentscheferne Paalæg om at vaage over, at Knæbuxer og Strømper havde samme højrøde Farve som Kjolen.
Medens Frederik IV belejrede Stralsund og ventede paa sit
Belejringsartilleri, gav han Ordre til en forandret Paaklædning
for hele den dansk-norske Hær.
,,Den klædelige, hensigtsmæssige graa Dragt blev ombyttet med røde Kjoler med
gule, grønne, blaa og hvide Kraver, Underfeer og Buxer.
Soldaterne bleve nu i over et hundred Aar klædte i ele mest .
skrigende Farver; og Fyrsterne fandt samme Fornøjelse i at
forandre Dragterne som Børn i at pynte Dukker." 66 Det
var det preussiske Paaklædningsreglement, som nu blev
indført i alle Lande med smaalig Nøjagtighed. Disse stærke
Farver, der stod skarpt imod hinanden, og som i alle Nuancer
bleve forenede paa den samme Uniform, var ogsaa efter
Frederik den stores Smag. Først naar et helt Korps var
samlet, gjorde Uniformen sin Virkning; naar Tropperne efter
den Tids Taktik indøvedes i at indtage den ene geometriske
Figur efter den anden, var Effekten af de mange glimrende
Farver storartet i ren dekorativ Henseende, og Øvelserne
gik hyppigt ud paa Paradeopstillinger, i hvilke Mandskabets
Uniformer kunde faa bedst Lejlighed til at. tage sig fordelagtig ud." 67
Frederik IV's Soldater vare vist nok de pragtfuldeste,
der nogen Sinde have været her i Landet - de skulle nedenfor
blive nærmere omtalte - især vare hans Grenaderer berømte.
Det gjorde et imponerende Indtryk, naar de med
dragen Klinge stode Vagt ved Dørene paa Slottets Gange i
deres røde Kjoler, med brede Sølvgaloner om Knaphullerne,
med deres sølvbesatte Bandolerer . af gult Fløjl og deres
ægte forgyldte Grenaderhuer, hvoraf hver enkelt havde en
Værdi af 2 Tdr. Rug; hele Regimentets Oprettelse, 1300
r
--~!li
Kongernes Forkjærlighed for Farver og Pragt.
227
i:¡i1¡!¡
Mand, kostede 40000 Hdlr., og det var det samme Aar, som
Ller. var ::Vfo,væxL i Lamlel. 08
I Slagi_:L ved Ilelsi11gLurg
raabte ogsaa de svenske: ,, slaa paa Søndagskarlene," . og
senere blev da ogsaa en Del af Pynten afskaffet. Men
Forbud mod overflødig Pragt paa Uniformen hjalp den Gang·
ikke nwgc-'t, RPgimPntP1'nP tiltog sig falt pi:rn egPn Haand
ureglementeret Udpyntning af disse, skjønt det atter og atter
blev indskærpet, at Galloner, Guldbroderier og andre Kostbarheder kun rnaatte bæres med kongelig Tilladelse. Mange
Forordninger vidne om, hvor vanskeligt det var at faa Offi- \
cererne og Regimenterne til at bøje sig i dette Punkt, og
endnu 1761 maa Kongen give efter for Officerernes indstændige Bønner om, at de maatte beholde deres Besætning
af Guld- og Sølvsløjfer etc. paa Frakkerne , dog sauledes,
at eler ikke maatte anvendes mere end 20 Rdlr. til hver
Uniform, og først hen imod Slutningen af Aarhundredet bleve
alle Gallon er, Kvaster og Snore Rfskrtffode undtagen ved
Garderkorps og Livregimenter. 69
De mest pedantiske Forholdsregler, der angik de ubetydeligste Ting, og som oftest afhang af et pludseligt kongeligt Lune eller af en Yndlings Forsøg paa at gjøre sig
behagelig, var Gjenstand for den mest alvorlige Granskning,
og dette ,, Uniformsraseri"
vedblev langt ind i det 19de
Aarhundrede og var Frederik VI's kjæreste Beskæftigelse.
End ikke det, der sprang mest i Øjnene, Hovedfarven i
Armeens Klædedragt, havde nogen Stabilitet, og eler blev
hyppigt givet Ordre til hel nye Farvesystemer. · Var den end
gjennemgaaende rød, blev den dog oftere forandret fra rød
til blaa, blev derefter hvid og endelig atter rød, Forandringer,
som dog næppe bleve gjennemførte. Regimenterne skjelnedes
fra hinanden ved Kravens og Rabattemes Farve, Vest af en
anden Farve end Kjolen, og Buxer og Underfeer af samme
Farve som Vesten, hvilket bidrog sit til det heles brogede
Mangfoldighed.
Det søndenfjeldske Regiment 'havde· f. Ex.
rød Kjole med gult Bryst og Underfor, og dertil græsgrønne
;_1_11:11
1
1::11
, .,
l
15*
I!
~
~
,1
t
I
lt··.1
·I
'
228
Paaklædningens enkelte Dele.
Buxer og Vest. Efterhaanden blev den vide og bekvemme , ·
Dragt forandret Lil ell :s11ever ug uhensigb1messig Mundering,
hvori Soldaterne næppe kunde røre sig, de vare ligesom
pressede ind i et pinefuldt Hylster, lige fra de berygtede
/ Støvletter til Uniformskjolen, der i nogle Regimenter, uagtet
den Yar forsynet men en Ov0rfl0dighed af Knapper, var saa
udskaaret, at den ikke var til at knappe. St. Germain, der
ogsaa havde et skarpt Øje for den overdrevne Pragt, og
\ som mente, at ,,Snogepander og lodne Huer" ikke var Be-·
\ viser paa Tapperhed, ankede strax ved sin Ankomst over
\ae snævre, afstumpede Klæder. 70 Men trods de hyppige
\Forandringer
blev dette dog ikke ændret; man indJskrænkede sig kun. til at befale, at de store Mavelommer
paa Vesten, som vare det eneste hensigtsmæssige ved hele
Dragten, skulde sys til og være blinde osv. Med Hensyn
til de enkelte -Klædningsstykker gives der her nogle kortfattede Oplysninger, der mest svarer til Forholdene midt
i Aarhundredet.
Det var i Reglementet strængt forbudt Regimentscheferne
at gjøre Forandringer i Munderingen, og Officerernes Uniform
) skulde have samme Snit, Façon, Taille, Størrelse og Længde
71
Mandskabet havde næsten altid baade
¡ som de gemenes.
ny Uniformer, som kun skulde bruges under Gevær og til
Parader, og gamle, der skulde bruges til al Slags Arbejde.
De saakaldte ,,Propret.eter", der omfattede- alt, hvad der
ikke hørte til selve Munderingen, bleve anskaffede til Folkene,
hvorimod Pengene til Haarhaand, Skospænder og de sorte
og hvide Støvletter bleve tilhageholdte af Lønningen.
Det
kom an paa Regimentschefen selv, om han vilde pynte sine
Soldater med Kalvekrøs og Manchetter ved Paraderne, i saa
.1 Fald maatte det betales af Kompagnichefen, ligesom Hatte/ kvaste og Lidser, Underofficerernes Kokarder og Hattesnore.
/
Der var meget nøjagtige Regler for, hvor mange Knapper
der. skulde knappes i Frakken_ i de forskjelli~e. Maaneder i
{ Aaret; lste og 4de Geled havde 10 Knapper 1 Frakken paa
.
Paaklædningens enkelte Dele.
229
hver Side, 2det og 3dje kun 9: ligeledes havde Iste og 4de
Geled 14 Knapper i Vesten (Camisol), 2det og 3dje derimod
kun 12. Underofficererne havde en Lomme i Vesten, de
menige ingen. I Begyndelsen af Aarhundredet brugtes der
sorte Halstørklæder, 'scm bleve bundne foran i en ikke for
stor Sløjfe; senere indførtes meget høje og stive, sorte eller¡
røde Halsbind, der vare forede med Voxdug eller Hestehaar.:
Paa Hovedet havde Soldaterne en flad trekantet Filthat medÍ
opstaaende Skygge, saa at de ikke havde noget Skjærm for!
Øjnene. Den var kantet med Lidser og var forsynet medl
en sort Kokarde, som for en kort Tid blev ombyttet med\
en af rød Silke med Guld, som atter blev afskaffet, da det\,
blev for kostbart. 72 Man var meget nøjeseende med, at \
Hatten blev haaret paa den reglementerede Maade. ,,Offi- J
cerer og Mandskab," hedder det i en Ordre · fra den Tid L
·.
'I'1'Ih o ld om at. sætte deres Hatte som det · sig bør,' :I
,,gives
og saaledes at den sættes længere ned mod det højre Øje;
og Spidsen lige over det venstre.
Naar Mandskabet en:
Gang er instrueret om, hvorledes Hatten skal sidde, tilsiges '
det paa det strængeste af deres Officerer ved Kompagniet,
át den, som findes at have Hatten siddende paa anden
Maade, vil blive afstraffet exemplarisk.
De Herrer Officerer ·
behage at bære deres Hatte paa samme Maade." r a
Støvletterne, som bares udenpaa de røde, eller for Officerernes Vedkommende graa eller sorte, Strømper, vare en
Slags Gamacher, der gik op over Knæene, og som skulde
sidde meget stramt.
De vare enten hvide, til Stads, paa
Slotsvagter eller Parader, eller sorte til almindelig Tjeneste.
Disse Støvletter vare meget ilde sete og bidrog deres: baade
til Soldatens pyntefulde Ydre og til at gjøre Dragten ubekvem og pinefuld.
En samtidig Forfatter udtaler sig paa
følgende Maade: ,,Hvad duer disse pinende, ubekvemmelige
Støvletter til? O, gid at den, som først opfandt dem, maatte
bestandig have gaaet i dem, saa længe han levede, og det
efter den samme Methode, som de nu bæres eftër, Jeg ved
.
230
Samtidige Udtalelser,
ikke, hvorledes det gjør, naar i Torturen de spanske Støvler
appliceres, ro.en det ved jeg, at strax efter disse, Støvletterne
have større Ret til det Navn af ypperlige Pinemaskiner.
Man forestille sig disse af tykt indgneden Polervox stive
Tingester paa Benene af dm stakkels Karl, nogle Hattefiltlapper ligger der iuielleiu fur al ¡,.;j0re Jew rel trange og
en Jærnhage brækker let i Stykker under Arbejdet, hvormed
de maa tilsnøres. Nu ser Karlen dejlig ud! han har retskaffens Ben! Støvletterne kan man spejle sig i, og Knapperne i dem? - Aa de blinke som Solen! - Maaske Karlen
staar endnu i fuld V æxt, maaske hans Muskler ere ikke
hærdede nok at udholde saa voldsom en Sammentrykkelse,
maaske - Hvad? skal Karlen derfor ingen Støvletter have
paa? Strax Støvletterne pa~ ham! -- Se, hvad fattes Karlen
nu? Kan han ikke exercere, marchere saa godt som nogen?
Og om de end piner lidt, og han derved bliver adspredt og
kan ikke have Tankerne sauuuen, for at ¡Jat-;se vaa Ko11rnw11doen, saa kan et Par dygtige Rap snart give ham Samlíng
igjen. Ja! ja! - inden et Aar gaar om, ligger Karlen paa
Sygestuen, han har sure .Ben, Regimentsfeltskæreren trækker
paa Axlerne, Karlen er inkurabel, han maa have Afsked.
(Hvad kan man bruge en Karl til, som ikke kan faa Støvletter paa Benene.) Obersten bliver vred: Hvor i al Verden
kan det komme fra, at vi har saa mange Folk med Benskade? Ja, Gud ved! - Ja vist ved han det, men jeg ved
det ogsaa, og de fleste vide det - men Støvletterne kan
aldrig afskaffes.
Himlen bevare os, en Soldat uden Støvletter, det var jo himmelskrigende!
Og hvad vil man sige?
Kongen ª. f Preussen giver jo sin hele Ar·mé Støvletter, og
Officererne maa bære dem med. - Ja, det er sandt, der, imod lader sig intet sige, gjør han det, saa maa vi endelig
ogsaa, det forstaar sig." 74
Denne uhensigtsmæssige, ja
ir uforsvarlige Benbeklædning blev først afskaffet hen imod
Slutningen af Aarhundredet, for Offícører dog allerede 1769,
I
i
Parykker ..
og disse bare efter den Tid i Tjenesten
231
høje Støvler med
71l
tilhørende Støvlemanchetter.
\
Man var maaske endnu mere omhyggelig for at pynte
Soldatens Hoved end hans Ben, idet han naturligvis som ·
alle Mennesker paa den Tid rnaatte gaa .. med. Haaret opsat
suin eu PuùJer1Ja·ryk.
Deu mærkværdige Modo al bære (
Paryk blev vist nok først almindelig herhjemme i Slutningen
af det 17de Aarhundrede. 76 Endnu 1693 hedder det om
Mændenes Klædedragt paa Amager:
·
,,Han bær og ey Paruch med lange krased Lokker,
Slig ny opfunden Skik han viser hen til Pokker." 77
Men det varede ikke længe, før den var almindelig udbredt,
og den fremkaldte i Begyndelsen af Aarhundredet ligesom i
Preussen den bekjendte Parykskat, for hvilken dog Soldaterne
vare fritagne. 78 De store Allongeparykker fik i det 18de
Aarhundrede mindre Dimensiouer og anlog Lil sieht Formen
af den bekjendte Paryk med Haarpung eller Pisk, der først 1
langsomt forsvar{dt i dette Aarhundrede.
Parykker af hvidt !
Haar vare de mest søgte, men ogsaa de kostbareste, og
man tog derfor Pudder til Hjælp for at gjøre dem hvide. 79
Sorn et Bevis paa , hvor udbredte Parykkerne vare , kan
tjene, at der i Kjøbenhavn under Frederik V 1766 omtrent
var lige saa mange Mønnesker beskæftigede med at lave
Parykker som med at bage Brød. 80 Det følger af sig selv,
at Militæretaten ikke stod tilbage.
Infanterireglementet beskriver med ængstelig Omhu, hvorledes Soldaten har at
forholde síg med at frisere sit Haar, og hvorledes Pisken
skal være.
Soldatens Haar maatte ikke klippes, men være
saa langt, at det paa begge Sider af Hovedet var langt nok
til at kunne krølles, rimeligvis i de bek.jendte Sidebukler, og
det øvrige Haar skulde bindes sammen i Nakken med et
sort Baand.
I almindelig Tjeneste og udenfor denne behøvede de gemene ikke at bære Pisk, hvorimod det sammenbundne Haar skulde stikkes op under Hatten, med mindre
\
Pudder
og Stangpiske.
'
at Kompagnicheferne selv vilde afholde Udgifterne til Stangpisken. Denne Pynt brugtes egentlig kun paa Vagterne, til
Parader, Revner osv., men 1757 kom der Ordre til, at
Musketererne altid skulde have Pisk i Haaret i Tjenesten,
hvilket skulde bekostes af Kompagnicheferne. 81 Pisken
skulde i Følge Reglementet være rund og omviklet med
sorte uldne Baand i lige Højde med den øverste Rand af
det sorte Halsbind. Oppe ved Hovedet maaíte den være af
,,proportionirlicher"
Tykkelse, men nedad til skulde den
være tyndere og ved Enden af den, som naaede lige til
Kjolesplitten (bis · an der Schlitz), maatte intet Haar ses.
Der maatte ikke findes nogen Sløjfe paa Pisken oppe ved
Hovedet, hvorimod Officerernes. Pisk skulde være gjort fast
med en sort Silkesløjfe af samme Størrelse som Hattekokarden, ligesom ogsaa Haaret maatte komme til Syne ved
Enden af Pisken. Det hed udtrykkelig, at de Officerer, som
bar Paryk, maalle indrette denne saaledes, al dei· i det
mindste i Tjenesten kunde anbringes en Pisk ved den. Det
er meget vanskeligt nu til Dags at vurdere de mange smaa
· Finesser ved denne Frisure og at forstaa Detaillen i Reglementets tyske Beskrivelse af den, ja der behøves næsten et
særligt Kjendskah til den ædle Frisørkunsts Hemmeligheder
for at kunne forklare sig de dunkle Udtryk, som Kilderne
benytte. Heldigvis har det hele mindre Interesse. En samtidig Officer giver desuelen et ret tydeligt Billede deraf:
,,At Soldatens Haar er opstukket og sidder glat, naar han
er i Mondur, det kan jeg finde mig i, men at vi ville have
.vore raske unge Svende at se ud allesammen saa. graahaarede som deres Farfar, det synes mig forunderligt. 45000
Pund Hvedemel kunde dog bages en Del Tvebakker af i et
Aar, og Soldaten beholdt de 4 Skilling maanedlig i sin
Lomme. Hvad Pudderkræmmeren tabte derved, fik Marketenderen igjen. _:_ Haarpisken synes vel af saa ringe Betydning, at det ikke var Umagen værd at tale derom, men det
maa ikke hjælpe. ~ Denne t;bekvemme Tingest kan ikke
Pudder og Stangpiske.
. l
.1
233
anføre andet til sit Forsvar end det, at den tager et Hugaf, som ellers tog Hovedet med. Derimod er det øjensynligt,
at den falder lige besværlig at bære, baade i Fred og i
Fejde.
Baandet og Pisken koster mere, end Soldaten kan
miste ; under Gevær saa vel som paa Brisken er den til
største Besvær, ílii del er ikke med denne, som med en
Officers eller en Civilists lille bitte Pisk, der kan bukkes og
drejes, ligesom man lyster, nej midt igjennem denne Klump
Hamp gaar der en Staaltraad saa tyk som en Pibestilk, og
nu skal man nok lade være at bøje Pisken. Havde Soldaten
derimod en Slags Merlídon i Nakken, omtrent en Spand
lang beviklet med Tredjedelen af det Baand, han nu hruger,.
saa havde han deri lige saa godt et Skjold imod Pallasken,
det var uendelig mere mageligt, kostede mindre og mig
synes, det vilde lade nok saa godt, soin den nu brugelige
Knippel. Men Kongen af Preussen!
Ja! saa tier jeg." -· .. 82
Soldaterne af Landeværnet fik Tilhold om at bære deres ·
Haar opbundet, naar de vare i deres Hjemstavn, for at det }
ikke skulde tage Skade eller slides af, saa at det kunde
friseres efter Reglerne, naar de bleve indkaldte. Man kan
tænke sig den Vanskelighed, det var for Soldaterne at finde
en Smule Hvile paa Vagterne med den lange stive Pisk i
Nakken. Især naar der forestod en stor Revue eller Parade,
maatte Haaret gjøres skinnende hvidt, for at det kunde gjøre
den rette prægtige Effekt til de spraglede Uniformer. Under- ,
officererne havde da megen Møje- med at faa alt i Orden, '
ofte maatte de Aftenen før begynde Friseringen, og nogle
Steder brugtes der Nathuer, for at Frisuren ikke skulde
komme i Uorden om Natten; thi Pudderet faldt let ud af
Haaret og oversmurte Ansigtet, naar Folkene bevægede sig
for· stærkt.
I en svensk Instruktion fra 1790 for Kadetkorpset hed det endogsaa, at Korporalen skulde passe paa,
om nogle af Kadetterne i Løbet af Dagen kløede sig i
Hovedet, hvilket saa skulde meldes og straffes. 8
I Slutningen af 'Aarhundredet lader det til, at Brugen af Pudder '
ª
1:1
I
1
:il
111¡
234
De hyppige Forandringer i Klædedragten.
blev mindre, i hvert Fald i den daglige Tjeneste, og Pisken
fik ligeledes mindre og mindre Dimensioner, indtil den endelig
helt forsvandt. 84 Med Hensyn til Skjægget gaves der ogsaa
bestemte Regler: ,,Kun Tømmermændene og Grenadererne,
samt de til Grenaderkompagniet
hørende Underofrlcerer,
Pibere og Tamburer skulle bære Knebelsbarter af Façon og
Størrelse som ved Vort Grenaderkorps,
men alle andre
j '¡Underofficerer, Tamburer, ~ibere og menige maa aldrig
l ¡ bære saadanne." 85 Af Rytteriet maatte kun Husarerne have
tJ Skjæg; en bønlig Ansøgning fra Officererne i Prins Ferdinands Dragonregiment om Tilladelse til at bære en lille
Knebelsbart blev paa det bestemteste afslaaet. 86 Endnu
langt senere - i dette Aarhundrede - er der bleven benyttet ,,forlorent" Skjæg for de Grenaderer, som Naturen
ikke forsynede med. denne Prydelse. 87
Grenaderernes Uniform afveg kun fra Musketerernes ved
det finere Bandoler, den store Patrontaske og den ::;1Jidse
pyntelige Grenaderhue.
Dens spidse Form siges at være
· opstaaet, for at de, naar de skulde kaste Granater, lettere
kunde stikke Hovedet igjennem Geværremmen. At Livgardekorpserne til Hest og til Fods og Rytteriet var pynteligere
og pragífuldere end det mere jævne Infanteri, var Tilfældet
her som alle Vegne, og ethvert· nyt Paaklædningspaafund
i Udlandet blev saa hurtig som mulig indført her i Landet
ved disse Vaaben.
,, Ved Kavaleriet maa introduceres Fjer
eller saakaldte Sultaner paa Hattene, ligesom ved alle fremmede Puissancer er brugeligt," hedder det 1780. 88
I Tjenesten bar Officererne altid Ringkrave om Halsen,
der var et Skilt af Sølv, som ikke maatte hænge Iavere end
en Haandsbred under Halstørklædet, samt Skjærf, som var
af gult og rødt Silke og som udenfor Tjenesten blev haaret
om Livet, men ved Parader og under Gevær om højre
Skulder til venstre Side. De Officerer, som ved 'Revolutionen
1772 efter Hofballet fængslede Dronning Mathilde, Struensee
og Brandt, toge f. Ex. først hjem og iførte sig Ringkrave
De hyppige Forandringer i Klædedragten.
235
og Skjærf. s9
Officererne vare desuden bevæbnede med
Kaarde, som Reglementet rander dem til etterhaanden at
lade gjøre af Sølv, ,, fordi saadant dog altid igjen kan komme
dem til Nytte";ºº men i Tjenesten havde baade Officerer og
Underofficerer - de første lige til 1784 - Hellebarder eller
Partisaner, de saakaldce Kortgeværer eller Espontons.
Soldatens Vaaben var Geværer med Flintelaas af en r
temmelig indviklet Konstruktion, der let foranledigede Vaade- /
skud, især da Skildvagterne næsten altid havde ladt Gevær. '
Overgeneralen for det danske Hjælpekorps i østerrigsk Tjeneste, General Harboe, blev f. Ex. dræbt paa Stedet af et
Skud, som uforvarende gik af for en af de Soldater, som
havde Vagt udenfor hans Telt, hvor han netop sad til Taffels
med en Del Officerer. 91 Geværløbene bleve næsten opslidte
ved den idelige Pudsning, idet de, trods det uhensigtsmæssige
derved, skulde være saa blanke som Spejl, og Soldaterne
iuaatí« af deres knapt tilmaalte Lønning ofre niauge Penge
til Trippelse, Blodsten og sligt.
Egentlige Distinktioner eller særlige ydre Kjendetegn paa
Uniformen· til Betegnelse af de forskjellige Grader mellem
Officererne og Underofficererne kjendtes kun meget lidt i
det forrige Aarhundrede og fremkom først i Slutningen af
dette.
I Følge Infanterireglementet bestod Forskjellen paa
Underofficerer og de menige i nogle Tresser paa Hatten og
i at Knapper og Knaphuller vare af forskjellig Slags; senere
blev Epauletterne indførte, hvilke dog ikke vandt meget
Bifald; Underofficerernes Distinktion bestod f. Ex. fra 1768 i
en Epaulet paa 'eten højre Skulder. 1)2
De mangfoldige Forandringer vise os, hvorledes Soldaternes langskjødede Frakke, hans Knæbuxer, Strømper og
Sko fra Aaret 1660 efterhaanden arbejdede sig hen til at
blive en kortskjødet Kjole, lange Støvletter og endnu senere
lange Buxer, Sko og srnaa Støvletter, og hvorledes hans
Hovedbedækning, der begyndte med at være en opkrampet
trehjørnet Filthat med gule, hvide eller sorte Kanter, Lidser
De hyppige Forandringer i Klædedragten.
De hyppige Forandringer i Klædedragten.
og Tresser, endte med at være en stor og tung Czako. Den
værste Følge af Paaklædningspedanteriet - det var jo
allerede sørgeligt nok, at sligt kunde opfylde· de styrendes
Tanker - var den slette Indflydelse, det havde paa hele
Officerskorpsets pekuniære og 'aandelige Tilstand.
Et Par
af Datidens .Offícerer udtale sig saaledes heroni : ,,- - Del
falder os strax i Øjnene, hvilken Ødelæggelse for Officererne
de fordærvelige Forandringer i Munderingen er.
Naar en
eller anden har faaet et Indfald om en ny Slags Uniform,
saa maa det strax projekteres; det bliver proponeret i Parolstuen, samtykket af de bemidlede (andre faa næppe Lov at
tale med), derpaa forestillet, og du Kongen umuligen (!) kan
bryde sig om alle Smaating, approberet og indført. -- ~Officerer, som har sammensparet sig en ny Klædning og
.har den hængendes til Hæders tillige med en skikkelig en
til Vagt og en gammel til Exercits , han maa nu anskaffe
5ig en ny Klædning Lo Aal', førend lian behøver Jet, - jeg ved den Officer, som rnaatte sælge en Mundering, som
var ganske ny og havde kostet henved 40 Rdlr., for 12 Rdlr.
osv. Et kongeligt Ord kunde ophæve alle clisse bedrøvede
Urigtigheder lige saa hastig som elet fordums gængse Guldog Sølvklikkeri, eler ikke tjente til andet end at ødelægge
Officererne des hastigere." 98
En anden Officer udtaler sig endnu stærkere, da Uniformsforandringerne under Kronprinsens (Frederik VI) Styrelse
naaede sit Højdepunkt.
,,De kostede Officererne mange
unyttige Udgifter," siger han, ,,og vare især trykkende for
de subalterne' Officerer, som af sine elendige Gager næppe
kunde føde, endnu mindre klæde sig. Mangen fattig Stakkel,
som ikke besad Sjælsstyrke eller Ambition nok til at underkaste sig en 20aarig Sultekur - saa længe varede omtrent
Tjenestetiden i de subalterne Klasser - greb til vanærende
Udveje, og man hørte jævnlig Handlinger begaas af Officerer,
hvorover denne Ærens Stand maatte rødme, og som bedre
havde passet i et Stokhusselskab encl i et Officerskorps.
Man .undsa?, sig for at straffe de begaaede Nederdrægtigheder efter Lu\8He, fui-di døu lw>je;;Le Autorite! fun11ude11tlig
selv følte, at den ved sine mange overflødige og bekostelige
Uniformsforandringnr m. m. havde givet den unge fejlende
Valget imellem Hunger eller Forbrydelse. Derfor blev Straffen
gjærne indskrænket Hl Afsked og 1 OO Rdlr. Rejsepenge.
Mange af disse ulykkelige opnaaede Underofficersposter i,
Rusland og oprettede en der ukjendt Ungdomsfejl, andre
æventyrede omkring i den vide Verden, for at fortsætte paa
elen ulykkelige Vej, som var bleven dem anvist af deres
Fædrelands egen slette· Forvaltning.
Nogle bleve efter et
Ophold i frenune~e Lande atter tagne til Naade. - ~ Om
disse unyttige Udgifter, som man paalagde Officererne, endda
havde været i den gode Smags Interesse, saa havde den
forfængelige Ungdom manske deri fundet en Erstatning for
-Mangelen af Livets Nødvendígheder ; men som oftest var
UniforrnRforrmdringerne lige saa smagløse som uhensigtsmæssige og havde ingen anden Virkning end Gjæld, Nederdrægtigheder og stum Fortvivlelse." 94
Der maatte altsaa høre privat Formue til at være Officer
i det mindste i de Korps, som havde de dyre Uniformer;
da General de Suene blev Fændrik i Grenaderkorpset, kostede
den prægtige sølvbroderede Uniform ham 500 Hdlr., en stor
Sum Penge i de Dage. 95
Underofficererne havde i det
mindste i Slutningen af Aarhundredet Lov til at anskaffe
sig selv Uniform, hvilken de saa som oftest søgte at gjøre
saa fin som mulig. 96 Men ogsaa for Regeringen var det
hyppigt .vanskeligt at følge disse Lyster til Forandringer,
derom vidner blandt andet de mange haarde Skatter, som
Folket maattø bære.
Og disse sloge dog ikke til. I den
store nordiske Krig kæmpede Folkene ofte med Laser paa
Kr~ppen, men ogsaa i Fredstid var den ydre Pragt kun · et
Skm, eler dækkede over indre Mangel og Nøgenhed; herpaa
anfører .Vaupell et udmærket Exempel af en Skrivelse: ,;Da
de koldmgske Husarers Uniformer ere temmelig lurvede, saa
236
r·
¡
l
237
la38
Officerernes
Tilbøjelighed
for civile og ureglement.
Dragter.
skal de paa Vejen til Lejren bytte dem med Husarernes i
Hoskilde og igjen aflevere dew paa Hjeiu vejen." n De store
Klædefabrikker, som bleve oprettede her i Landet for at
forsyne Hæren, betalte sig næppe nogen Sinde, enclskjønt
det blev befalet enhver Officer lige fra Generalen at tage
deres nødvendige Munderingssorter fra VarPdPpotPt, da dette
blev oprettet 1774. og ikke kjøbe dem andet Steds. 98
Det . blev i Aaret 1731 forment Officererne ,,til deres
egen Fordel, Soulagement og Distinktion i< at vise sig i anden
99
Klædedragt end i deres reglementerede Regimentsuniform.
Men i Infanterireglementet bevilgede Kongen ,, allerhuldrígst",
for at lette Officererne Anskaffelsen af Uniformen, at de,
naar de ikke befandt sig i Tjenesten og ved Hoffet, maaíte
bære ,,grønne" Klæder, men Klædninger af andre Farver
maatte de aldrig betjene sig af, undtagen naar de bare
Sorg. Dette blev dog senere indskrænket til kun at maatte
gjælde for de Officerer, som opholdt sig udenfor 011 (+arnison
og vare paa Rejse, paa Landet eller paa Jagt. 100. Grønne
Klæder maa vist nok have været Modefarven eller den
Farve, som bares af de fornemme Stænder i Modsætning til
,,affarvede",
brogede, Klæder, da disse f. Ex. heller ikke
maatte bæres af de gejstlige. 101 Da de nævnte Regler ikke
bleve overholdte, bleve de atter skærpede, og Officererne
maatte til sidst ikke en Gang ride en Tur udenfor Garnisonen uden Uniform. 102 Men det lader ogsaa til, at der
var paakommet Officererne en aldeles urimelig Lyst til at
---~_)fl:pse sig, idet de ikke alene i selve Garnisonerne gik i Selskaber i grønne Klæder, men ogsaa bare ,,Haarpunge, røde
Hæle, Hatte, Halsbind og Kaarde efter den nyeste franske
Mode", hvilket Hegimentscheferne fik Ordre til at paase og
,, at straffe dem · med Arrest. som handle' imod Ordenens
Overholdelse." 1o3 En senere Befaling gaar ud paa at forbyde
deres usædvanlige lange Stokke og ureglementerede Kaarder,
og lige til Aarhundredets Slutning kommer det ene Forbud
efter det andet imod Officerernes Lyst til at gaa civile og
~=
f
Hærens Afdelinger.
239
at bære grønne og kulørte Klæder, uagtet Kongerne selv
altid vistP sig i TTnifnrm. 104 D0t maa derfor betragtes som
en stor Naadø, at Officererne til sidst fik Tilladelse til at
bære sorte Buxer.
At alle Officererne og Underofficererne ·
bare Stok, er tilstrækkelig bekjendt, og i en Tid, hvor den
var aldeles uundværlig . ved enhver Øvelse, kan den godt
betragtes som. en Del af Klædedragten.
Oberst Vv agner
f~rtæller om,. hvor stolt han var, da han blev Korporal, af
s~ne nye Fortrin, Korporalstokleen op Sølvepauletten, og om
sm Glæde over nu selv at føre. den Stok, som. han i halvtredje Aar havde staaet under.
v.
· Det gik med Hærens enkelte Afdelinger som med Paaklædningen, de vare underkastede mangfoldige Forandringer
af enhver Art, og den ene nye Hærordning efter den anden
gav dem ikke alene nye Uniformer osv., men ogsaa. nye
Navn~ og nye Ordninger. Medens man i Preussen paa den
smaaligste Maade søgte at hævde Traditionen i alle Afdelinger, for at disse kunde have en Historie hver for sig,
der søgtes opretholdt ved at bibeholde de Særegenheder
som hver Afdeling havde, fra den var bleven oprettet, selv
om de ikk~ vare tidssvarende, saa at der saa at sige ikke
var et Regiment, hvis Trommer vare ens eller hvis Underofficerer havde samme Slags Kortgeværer son! de andre,
traadte man her al Tradition under Fødder, slog Regimenter
sammen og dannede nye, opløste dem og dannede andre,
saa at de stolte Erindringer, som Afdelingerne havde fra
~et forrige Aarhundrede, fra den store nordiske Krig eller
ira deres berømmelige Deltagelse som Hjælpetropper i fremm~de Lande'. lidt efter lidt gik tabt, og ingen vidste, ved
hvilke Afdelinger disse Erindringer hørte hjemme.
Denne
\
l
Hærens Afdelinger.
Gardens Reduktion. ,,Juleaftens Fejde".
for en Hær saa nedbrydende Handlemaade er vedligeholdt
i Dauiuark iudtil de seneste Dage, næsten ikke en eneste
Afdeling bærer den Dag i Dag det samme Navn.. under
hvilket det kæmpede saa tappert i Krigen 1848 -50.
·
Fremfor alle. andre Afdelinger blev Garder- og Grenaderkorps eme foretrukne i det forrige Aarhundrede,
Man søgte
paa enhver Maade at beskytte dem og give dem Fordele
hvilket kun vakte ondt Blod og gjorde dem i høj Grad
overmodige.
Gardens Officerer, Underofficerer og menige
havde· højere Rang end de andre Afdelinger.
De menige
maatte aldrig blandes sammen med andet Mandskab, men
udføre de tidt anstrængende Slotsvagter uden. Hjælp af dette;
de stade direkte under deres Regimentschef og havde intet
med Kommandanten at skaffe. De maatte ikke arresteres
af Politiet for Gadeuorden eller sligt, men bringes til deres
egne Arrester i Blaataarn eller senere paa Slotsholmen.
Naar en Gardist blev dømt til Spidsrod, afgik han strax fra
Korpset og modtog Straffen ved et af de andre Regimenter,
hvor han saa forblev som Musketer. 1º6 Foruden at Garderkorpserne bleve pragtfuldere paaklædte, fik de ogsaa højere
Lønning end Musketererne, og for at skaffe saa smukke Folk
som muligt, fik de endogsaa Tilladelse til at hverve i Norge,
hvilket ellers var strængt forbudt.
Garden til Hest og til
Fods skulde nemlig helst bestaa af indfødte, det var de to
eneste virkelig dansk-norske Afdelinger, og dette var vel
ogsaa den egentlige Grund til, at de vare lige. saa godt
anskrevne hos Folket som hos Kongerne.
At der/ var en
Mængde Nordmænd i Garden, kom af, at man i Norge fandt
en god Tilgang af saa høje og smukke Folk, at de kunde
bruges til Gardister, til hvilke der stilledes den Fordring i
. Slutningen af Aarhundredet,
at de ikke maatte være under
68 Tommer og ikke rødhanrede, ,,men skikkelige Folk af
god Anseelse."
Især fra Gudbrandsdalen blev der udskrevet
mange smukke Folk. 107
Det vakte en ualmindelig Opsigt; da St. Germain 1763
reducerede disse saa yndede Korps. Men han mente, at de
vare for store og kostbare for det lille Land, og at del var
tilstrækkkeligt, naar de vare stærke nok til med Anstand at
besørge Slotsvagterne.
I Følge hans Plan indskrænkedes de
4 Eskadroner Hestgardere og 2 Regimenter Podgardere til
2 Eskadroner og 1 Bätaillon.
Der er fremsat Tvivl om,
hvorvidt. dette Forslag nogen Sinde er traadt i Kraft, men
Charlotte Biehl fortæller, at. ,,den Dag, Garden til Hest blev
reduceret, var en virkelig Sørgedag; det var allesammen
eller dog den største Del danske Folk, mange af dem havde
tjent sig graa, og deres nedstrømmende 'I'aarer dels over
deres Skæbne og dels over Skilsmissen fra deres Hest rørte
enhver til den heftigste Medynk. De udmærkede Heste bleve
solgte til Spotpris, svenske og tyske Armeer forbedrede deres
Rytteri med dem." 108 Et værre Efterspil opstod, da Struensee
forgreb sig paa den elskede Fodgarde 1771, hvilket gav Anledning til et Mytteri af Gardens Mandskab af en højst
uhyggelig Natur, der er bekjendt under Navnet ,,Juleaftens
Fejde'', som i høj Grad havde Kjøbenhavnernes Sympathi,
og i hvilket de mange norske Gardister især vare ivrige.
Som Grund til Gardens Ophævelse angav man de samme
Grunde som tidligere, at den Pragt, som var udbredt over
Garderegimenterne, var for kostbar, hvorfor de 5 Gardekompagnier skulde føjes til de 5 Infanteriregimenter i Kjøbenhavn som Grenaderkompagnier;
men Folket mente, at
Struensee nærede Mistillid til den indfødte Garde , og de
menige af denne vilde ikke finde sig i en Behandling, som
de ansaa for en Degradation.
Den hele ,,Juleaftens Fejde",
som var Forspillet til Hofrevolutionen 1772, hører det ikke
herhen at meddele i sine Detailler , og den er desuden
fortalt saa hyppigt andre Steder, at den maa antages for
almindelig bekjendt. 109
Hvad der er sagt ovenfor om Garderegimenterne, gjælder
for en stor Del ogsaa om Grenadererne. · Denne Slags Fodfolk blev indført her i Landet under den skaariske Fejde,.
240
241
I
1:1
I
242
Hærens Musik.
Grenaderkorpset.
sauledes at hvert Infanteriregiment fra 1684 fik et Grenaderkompagni af samme Styrke som ele andre Kompagnier. De
vare udrustede paa samme Maade, men vare forsynede med
Haimdgranater.
Senere, 1701, blev der desuden oprettet et
særegent Grenaderkorps, der var en Slags Garde, for hvilket
Kongen var Chef, ug sour blev saa glimrende udstyret,' at
det næsten kostede lige saa meget som hele det nationale
Fodfolks Paaklædning. Grenadererne skulde i Følge Infanterireglementet være udsøgte Folk, da de skulde bruges, ved
de farligste og alvorligste Lejligheder i Kampen, hvorfor de
ogsaa helst maatte være veltjente og i enhver Henseende
saa dadelfri som mulig. De maatte vide at orngaas Granaterne og forstaa at kaste dem højt og langt, samt at
fylde dem og at lave Brandrør.T'"
Man satte megen Pris
paa, at det · var ældre Folk, og der var Grenaderer, som
tjente i over 20 Aar, og som vare 50, ja enkelte over 60
Aar gamle, 111 Folk altsaa, surn ved el hell Liv var knyttet
til Kongens Tjeneste, og det er rimeligt nok, at der har
været mange trofaste gamle Soldater iblandt dem.
En
rimeligvis udpyntet, men dog rørende lille Historie fortælles
om en gammel graahærdet Grenader , der traadte frem
Natten elen 17.Januar 1772, da Oberst Banner besatte Døre
og Udgange med det falsterske Regiment før Karoline Mathildes Fængsling, og bad Obersten om Oplysning, om der
krævedes noget af ham, der gik ud over Hans Majestæt
Kongen, som han ha vele svoret sin Troskabsed; thi i saa
Fald vilde han ikke røre sig af Stedet. 112
Der er ikke Lejlighed her til at gjennemgaa de enkelte
Vaabens Historie i det l8de Aarhunclrede. Garden og Grenadererne frembyde, som vi have fortalt, flere karakteristiske
Smaatræk, og saaclanne ere ogsaa at finde ved ele andre
Vaahen. · Det skal kun bemærkes, at Tidens Stræben efter
at gjøre alle Vaabenarter lettere skaffede Rytteriet af med
dsts tunge Bevæbning og Opsadling og foranledigede Oprettelsen af et Husarkorps og det med Lanser bevæbnede
!{
243
Bosniakkorps.
Ligeledes bleve de lette Tropper til Fods,
de saakalclte Jægerkorps , oprettede i Slutniugeu ar Aarhundredet og hørte til de Afdelinger, som bleve foretrukne
fremfor andre, idet der blev forbeholdt dem Ansættelse under
Forstvæsenet, ligesom der blev givet den Bestemmelse, at
Jægere kun maatte straffes med Fugtel og ikke med Spidsrod,
i hvilket Tilfælde 'ele skulde degraderes til Musketer. 113
I hvilket Forhold Hæren har været forsynet med Musik,
er ikke let at blive klog paa, Vi ville nedenfor høre, hvorledes Oberst la Batts Hobeister spillede for Frederik: IV
efter en Mønstring 1702; men megen militær Musik har der
næppe været, og der siges et Sted, at man under denne
Konge aldrig hørte anden Musik end Piber og Trommer, og
at Kongens Musikanter vare de eneste i Kjøbenhavn. 114
Hæren har dog vist nok havt sine reglementerede Spillemænd, og under Krigen i Skaane 1709 klages der ogsaa
over, at Kongon havde ladet Rrgirnentsnrnsikken blive i
Kjøhenhavn til Opmuntring for Borgerne ved Baller og
Maskerader. I Følge Infanterireglementet lader det dog ikke
til, at der altid har været ansat Spillemænd ved Regi. menterne foruden Tamburer og Pibere.*)
Det hedder, ,,at
naar der er Hobeister ved et Regiment," skal deres Antal
sædvanlig være sex og blandt dem en Trompeter, som skal
være vel øvet saa vel paa ,,Hautbois som paa Basson,
'\i\T aldhorn , og andre Instrumenter." 115 Under Kristian VI
var jo al profan Musik, selv i private Huse, forbudt, 116 saa
der er næppe under hans Regering gjort noget for at forsyne
Hæren med Spillemænd:
Men under Frederik V korn der
en lystigere Periode, og Regirnentsrnusikken skulde i Følge
Reglementet indfinde sig hver Morgen med deres Instru-
*) I et Exercerreglement
af 1729 omtales ,,den gamle danske
Marche" som den eneste, Regimen terne maatte lade spille
eller slaa ,,for bedre Egalitets Skyld." - Overtrædelse kostede
Chefen 3 Maaneders Gage til Enkekassen,
'I'amburmajoren og Tamburen.
Disciplinen i Hæren.
menter ved Regimentschefens Kvarter og ,,varte ham op
med en Musik", og hos de øvrige Stabsofíicerer skulde det
samme finde Sted en Gang om U gen. Pladsen som Regimentstambur har heller ikke altid været besat ved Regimenterne,
men var det Tilfældet, stod han i Rang med en Sergent.
Til hans eller hans Stedfortræder, en af de ældste Tamburers, Pligter hørte det, at han maatte kjende de fremmede
,,Puissancers" Trommesignaler, for at man i paakommende
Tilfælde kunde benytte sig af dem; han maatte desuden
forstaa at garve og berede Trommeskind, undervise Tamburerne heri, saa vel som i at behandle deres Instrumenter.
N aar der blev slaaet til ,, Vørgadderung '', til Vagt, eller til
hele Regimentets Marche, førte Regimentstamburen
med en
Stav i Haandøn de andre Tamburer og Pibere, som fulgte
ham i Geledder, paa den befalede Maade, og ved slige
Lejligheder maatte han aldrig tage Hatten af for nogen i
Forbigaaende.
Orn de andre Tamburer siges det udtrykkeligt; at de skulde have et net (sittsames) Væsen og ikke
gjøre Narrestreger eller Vrøvl, men altid og især i Tjenesten
og paa Vagt opføre sig alvorligt. Da Tamburen blev brugt
meget som Ordonnants, hed det ogsaa, at han under saadanne Hverv maatte vise sig fornuftig og tavs. Ved Krigsret
og Forhør skulde en Tambur afhente Justitsprotokollen , og
for øvrigt kunde Piberne og Tamburerne
anvendes paa
Skræddersalen med at gaa Skrædderne til Haande ved at
varme Pressejærnene
og sligt.117
Der var altsaa rigelig
Brug for disse Folk, som for Resten j alle Henseender stod
i Klasse med Musketererne.
Senere blev hvert Regiment reglementeret med 6. à 8
Hobeister, som bleve flittig indøvede paa Volden, og desuden
var der ligesom nu til Dags offentlig Militærmusik paa
,Kjøbenhavns Torve eller i Rosenborg Have.
En saadan
Musikøvelse paa Volden kom den bekjendte Oberst Falkenskjold dyrt til at staa.
Da han en Gang i Aaret 1771 paa
Volden overværede de Øvelser, som blev holdt af hans
Regiments Musikkorps, som bestod af Hoboisterne, Tarnburerue og PiLeme, koru Arveprins FreJerik rideml0. Uagtel
Obersten blev averteret, lod han dog Musikken, som næsten
spærrede hele Vejen, vedblive at marchere og spille. En
Løber fra Prinsens Følge henvendte sig til den Kapitain,
der havde Inspektion ved Øvelsen, og hegjœrede Plads, og
Kapitaínen spurgte Obersten, om Musikken maatte holde op
og gjøre Plads.
Men den meget hidsige Oberst svarede:
"Nein wenn unser Gott käme, müssen sie nicht aufhören,"
og Prinsen maatte ride af Vejen inde ved Bolværket. Falkenskjolds Udtryk var en 'I'alemaade fra den Tid, han havde
tjent i Frankrig, hvor Skildvagter skulde raabe i Gevær,
naar de saa Præsten komme med Sakramentet,
med de
Ord: Aux armes! le bon dieu arrive.
Men denn~ Historie
var det første Anklagepunkt imod ham, da han ved Struensees
Fald blev fængslet. 11s
244
245
VI.
Den danske Hær var altsaa gjennemgaaende af et stateligt Ydre, og i det hele og store kan Disciplinen ikke siges
at have været slet. I Begyndelsen af Aarhundredet under
den store nordisirn Krig var den vel lige saa disciplineret
som andre europæiske Hære paa den Tid; og uagtet den
under · den lange Fredsperiode ·. degenererede og der frembragtes de uheldige Tilstande, som vi have søgt at skildre,
er der dog god Anledning til at tro, at St. Germain, da han
i Spidsen for Hæren drog ned i Meklønborg 1762, havde
Ret til at mene, at den fuldt ud vilde have kunnet maale
sig med Fjendens Tropper, hvis det var kommet til Kamp.
Disciplinen i den norske Hær under Krigen 1788 var i
enhver He?seende udmærket.
I den første Halvdel af Aarhundredet lige til 1742 forsynede Danmark jo ogsaa forskjellige
,_,,.,,...,-~-1~-----
î
246
Erommedes Udtalelser om Tropperne.
Magter med Hjælpetropper, og hvor de danske Soldater kom
lieu, udmærkede de ;:;ig euleu paa Valpladserue, soiu I, Ex.
ved Höchstedt, Ramillies, Oudenaarde og Malplaquet, eller
opvakte Beundring ved deres gode Ydre og smukke Holdning. .De vare saa søgte, at Staterne overbøde hverandre
for at 0rhverve <lem; men den Forretning, som de danske
Konger drev med deres Soldater, for hvilken de i Øjeblikket
ikke alene høstede Penge, men ogsaa Ære, er senere regnet
til deres største Skam.
Vi have ogsaa en, Udtalelse af Aarhundredets største
Autoritet, Frederik II, om vore Troppers smukke Ydre, som
det er værd at lægge Mærke til. Da Avantgarden for den
danske Hær under Marchen til Meklenborg 1762 kom til
Travefloden, bemærkede Oberst C. W. v. Sames, der red
foran sin Afdeling - det, oldenborgske Infanteriregiment -,
at der paa Broen ved Floden stod to preussiske Officerer i
Uniform, men uden Dekorationer.
Den ene af dem var
Kong Frederik af Preussen, og Obersten kjendte ham saa
betids, at han kunde kommandere: ,,Bajonnetten paa ! Skulder!
Paradomarche ! " Kongen, som vilde være inkognito, vinkede
af med Haanden, men ytrede til Oberst Sames, som, efter
at den Iste Bataillon var passeret forbi, fremstillede sig for
ham: ,,Le régiment que vous commandez a une bonne tenue
militaire, j'ai remarqué vos grénadiers avec plaisir, mais
votre cavalerie m'a étonné; elle est superbe en hommes et
en chevaux." 119
Med de samtidige Forhold i den preussiske Hær kunde
vore dog egentlig slet ikke sammenlignes, i det mindste ikke
i alt, hvad der angaar Disciplin. Den beroede der saa fuldstændig paa Kongens Personlighed, ,,den var allerede disciplineret, fordi den havde ham; andet behøvedes ikke," siger
en preussisk Forfatter, 12º og den havde sin største Støtte i
den store , Simpelhed og lidet indviklede Maade , hvorpaa
Hæren blev styret.
I Danmark var det modsatte Tilfældet.
En stor Del af Hærens indre Demoralisation laa i det store
i
'l'j enesten. ·
247
.Apparat, i Hærens overdrevne Størrelse i Forhold til de
fredelige Tiùer.
literen havde intet Fonnaal o~· intet at
stræbe hen til. De preussiske Indretninger og Forhold, som
stadig overførtes paa vor Armé, og som vare ypperlige i
deres Hjemstavn, passede ikke til vor Hær i den lange
FrPrlsp0rio<le, døi var som ai iføre el Barn en Krigers store
Dg vægtige Rustning, latterligt, 'unyttigt og pirrende for en
smaalig og barnagtig Forfængelighed.
Derfor mistede Officererne ogsaa i en lang Periode al militær Aand, .- die
Hunde sind gut, aber die Jäger taugen nichts," sagde en af
Frederik U's Officerer om vor Hær 121 - og Soldaterne vare
jo alligevel et blandet Stof. Der er ovenfor fortalt om
Officerers og meniges Optræden i forskjellige Retninger, Dg
det mangler heller ikke paa Exempler paa udisciplineret
Tjenesteforhold;
,,Juleaftens Fejde" er vel heller ikke noget
Bevis paa en rodfæstet Disciplin hos de kongelige Hustropper.
Men naar Faren havde staaet for Døren, hvis
Hæren havde faaet Lejlighed til at virke i sit rette Kald,
vilde den vel den Gang som forhen og senere have gjort
sin Pligt.
'Tjenesten bestod i de Tider kun af Exercits og Vagttjeneste.
I det 17 de Aarhundrede blev der lagt liden V ægt
paa Soldatens Uddannelse, 122 men desto mere toge Øvelserne
Overhaand i det følgende, og især efter Krigen indøvedes
Folkene i Geværgreb og Evolutioner af den mest kunstfærdige Natur.
Holberg omtaler denne i sin bek:jendte
Epistel om Pedanteriet i de forskjellige Stænder saaledes:
,, Jeg vil ikkun alleene lø sligen tale om Krigs - Exercitier:
alting maa derudi gjøres efter afpassede Tempo og Regler:
der spørges ikke om, hvor hastig Soldaten kand lade sin
Flint, men om han kand lade den efter Tacten: Armene
maa holdes fra Livet; Fødderne staa udi en vis Positure,
hvert Skridt maa gjøres ligesom efter Noder og udi Cadance,
. og hver Bevægelse deles udi 3 Tempos: ein, zvei, drey: saa
at en commanderende Officier haver Anseelse af en Dantze-
248
Exercits.
mester, der exercerer sine Scholarer1 og intet fattes uden
at have en Violin udi Haanden. -- -· Excrciticr ere nødige,
men de mange Broderier, som settes derpaa, ere modbydelige." 123
Holberg kommer mange Gange tilbage til
dette Æmne.
Samtidig med Paaklædningspedanteriet
begyndte nemlig ogsaa de pedantiske Geværgreb og de snorlige
Frontmarcher, der kostede utrolig Umage, at faa Overhaand:
Garden tjente i Følge kongelig Ordre til Mønster for de
andre Regimenter i dette som i alt andet.
Ved en Parolbefaling 17 64 hed det: ,, Den preussiske Exer cits skal nu indføres ved alle Infanteriregimenter, hvorfor en Major af hvert
Regiment har at henvende sig til Livgarden til Fods for at
blive instrueret om bemeldte Exercits;" 124 og i kort Tid var
den gjennemført i hele Hæren, skjønt Frederik II ellers trak
et tykt Slør for alt, hvad der angik hans Hærs taktiske
Uddannelse, netop for at fremmede Magter ikke skulde faa
Kundskab om Hærens Ejendommeligheder
og Fortrin. 125
Men efter at det først var lykkedes herhjemme at lære den
at kjende, arbejdedes der utroligt paa Exercerpladserne paa
Grønland eller senere i Gothersgadens Exercerhus, som blev
bygget 1787, og paa Fællederne for at opnaa den fornødne
Præcision.
Underofficererne studerede de militære Evolutioner om. Aftenen paa Værtshuset ved et Glas Brændevin
og bleve kommanderede ud paa Landet for at indexercere
Militsen. 126 Undertiden bleve nogle Officerer og Underofficerer fra alle Garnisonerne kaldte til Kjøbenhavn for at lære
nye Manøvrer og sligt. Der opnaaedes især i Slutningen af
Aarhundredet under Kronprinsens Regimente ved ihærdigt
Arbejde en stor Nøjagtighed i alle disse Øvelser, og der
nævnes Regimenter, hvor man næsten kunde ,,give enhver
Underofficer et Kompagni at føre", 127 . skjønt den indviklede
Exercits undertiden ogsaa kunde vikle Bataillonerne ind
imellem hverandre i et sandt Virvar. Medens man altsaa
den Gang næsten udelukkende gik op i kunstige Geværgreb,
Skydning.
I
I
249
indviklede Opstillinger og afrnaalte Parademarcher*), blev
Jer kuu anvendt liden Tid paü Øvelser, ::;0111 nu ere i fomle
Række, som f. Ex. Skydningen.
Paa Grund af Geværernes
ringe Rækkeevne og Træffedygtighed var Skiveskydning
nemlig den Gang af ringe Værd, idet Ilden blev afgivet paa
g:mske korte Afstande og altid paa Kommando, - det
skulde da være for at vænne Folkene til Ilden.
Allerede
1671 foreslog Livregimentets Chef, at der skulde gives Soldaterne Krudt og en Gang imellem Kugler, ,, at de kunde
skyde til et Maal, paa det de desbedre kunde lære at anlægge og ikke være bange for deres Geværer, som en Del
ere." 12s Under Frederik IV lader det til, at der ikke blev
øvet saa lidt Skydning. Militsen i Norge øvede sig imod en
sammentømret Træskive, og der skrives til Kongen, at ,, der
er mange Soldater, som skyde godt, det er en uvurderlig
Færdighed, de medbringe, de træffe Fuglestangen paa 60
Skridt." 129 Der blev ogsaa udsat Prœmier for dP bedste
Skytter, Frederik IV gav aarlig 300' Rdlr. til hvert Regiment
til dette Brug, og under Kristian VII fik den Skytte ved
Jægerkorpset, som skød det bedste Skud, 32 Skilling, den
næstbedste Skytte fik 24 og den følgende 16 Skilling. 130
St. Germain gjorde alt for at fremme Skydeøvelserne og
sagde, ,, at jo mere Soldaten øves i at lade og sigte rigtig,
jo mere dræbende bliver hans Ild, men han bør ikke staa
i en klemt og tvungen Stilling, han maa have saa megen
Frihed, at han kan røre sig, ellers skyder han i Luften
uden Virkning;" 131 og Reglementet forlanger da ogsaa, at
de til Skydningen hørende Øvelser, især Hurtigladning (til
Ladningen udkrævedes c. 16 Tempo ), skulde øves ved enhver
Lejlighed, ja selv ved Vagtparaderne. 132 Holberg har altsaa
ikke aldeles Ret, naar han.siger, at der ikke blev spurgt om,
*) Parademarchens Kadence var den Gang 75. Skridt i Minuttet
ligesom i Preussen, der, altid Traditionen tro, har den samme
. Marche ved Parader den Dag i Dag.
,¡¡,,¡
250
de Vrigny's Beskrivelse af Frederik IV's Mønstring 1702.
Mønstring og Frederik IV's aarlige Rejser.
hvor hurtigt Soldaten kunde lade sin
meget af Salver, del i111ponere11de o¡,;·
Tiden.
Da det Studenterkorps, som
sig til Kjøbenhavns Forsvar, forlod
marchere til Mønstring, affyrede det
Professorerne. 133
Flint. Især holdt man
grovkornede Lillalle jo
·i Aaret 1700 dannede
Studiegaarden for at
15 Salver til Ære for
VII.
Ved aarlige Mønstringer og Revuer blev Hæren efterset
. og inspiceret.
Vi maa dog skjelne imellem disse. Ved
Mønstringer blev der taget mest Hensyn til den økonomiske
Side af Sagen, hvorimod Revuen mere var en Besigtigelse
af Folk.ene og deres Exercits og Øvelser. I Begyndelsen af
Aarhundredet,
da Kompagnicheferne saa at sige vare Ejere
af deres Kompagnier, som de skulde holde vedlige imod
den aarlige Godtgjørelse, var Mønstringen derfor af største
Vigtighed. Krigskommissæren optog en Liste eller Mønsterrulle over hele Mandskabet, deres Mundering og Vaaben og
eftersaa, om alle vare til Stede; ved Desertørernes Navne
blev der tegnet en Galge. 134 Hvis Mønstringen blev foretaget
af Kongen eller af en General, blev der samtidig afholdt en
Revue over Tropperne.
Frederik IV foretog, som ovenfor
er omtalt, hvert Aar med utrættelig Iver Mønstringsrejser
over hele Landet.
I Aaret 1708 lagde han f. Ex. en Plan
til i en Maaned at mønstre hele Hæren, en Rejse, der næsten
udgjorde 200 Mil, 135 eller, som det hedder hos en samtidig
Forfatter:
,,Kongen selv hvert Aar i Landet farer, .
At oversee sit Folk, en heel anseelig Skare!
Hvordan hans Bonde-Søn med Vaaben spille veed
-,
'
Naar han er stevnet hen til Vaaben Ting og sted."
1~6
Paa en af disse Mønstringsrejser
i Aaret
251
1702 blev
Ku11ge11 ledsaget af Jeu engelske Gesandt, Vernon, og dennes
Sekretær, Lecombe de Vrigny, af hvis Optegnelser her meddeles nogle Brudstykker, der give et udmærket · Indblik i
Frederik IV's Hær.
,, Kongen af Danmarks Tropper kunne i Skjønhed og
Dygtighed maale sig med de bedste Tropper i Verden og
afgive den skjønneste Parade.
Det er sjældent at se et
bedre beredent og smukkere Livgardekorps end hans, og
hvad hans Garderegiment til Fods angaar, saa er det alle
Elitefolk og vel disciplinerede. - - Efter Middag lejede jeg
(i Nyborg) en Hest for at se en Revue over 2 Kavalleriregimenter. Det var Fyns nationale. Regimenter.
De havde
en smuk Fejl, idet 20 til 30 Heste af hvert Kompagni vare
altfor smukke for menige Ryttere.
Kongen lod dem først
defilere, hvorefter de marcherede forbi med Fire og derefter
i Eskadroner.
Dorpaa delte de sig i 6 Kompagnier eller
smaa Eskadroner til hver Side. og angreb e hinanden, først
med Karabinsalver og saa med Pistoler, Sablen i venstre
Haand og brøde· igjennem hinanden.
Da der var nogle
unge Heste, kom de en Smule i Uorden ved Salverne, og
Rytterne gik paa med en saadan Iver, at flere Heste bleve
dræbte og snarede. Oberst Ahlefeldt sagde mig om Aftenen,
at der i hans Kompagni var to Heste saarede og en dræbt,
Den næste Dag vare vi udenfor Byen. paa det samme Sted,
en meget smuk Fælled, for at se en Revue over 2 Batailloner af den ny Milits. Hvert Kompagni er paa 120 Mand.
Man har givet dem gode Officerer, som have den sædvanlige
Lønning, og som have øvet dem saaledes, at de exercerede
meget godt af nye Soldater at være. De vare klædte i
staalgraat, foret med rødt, Hatten var kantet med rødt med
Kokarder af samme Farve, samt hvide Strømper med røde
Svikler. Det saa ypperligt ud. De havde kun en Fane til
hver Bataillon.
Alt dette koster Kongen intet, Landet betaler det, og Hans Majestæt har fundet Raad til altid at
252
de Vrigny's Beskrivelse af Frederik IV's Mønstring 1702.
have 18000 Mand i sine Lande, som ikke koster ham 100000
Hdlr. oiu Auret, - - Jeg lagde Mærke Lil, al alle disse Soldater
vare unge. Jeg saa faa af dem paa over 25 Aar, ele havde
blondt Haar og en kraftig Bygning.
Det maa indrømmes,
at Kongen havde en god Taalmodighed; thi Hans Majestæt
lod elem defilere forbi Mand for Mand og derpaa exPrePrP
først i Bataillon og clerpaa i Kompagni, for at bedømme
Kapitainernes Dygtighed og lære dem at kjende, som gjorde
deres Ting bedst.
Han lod elem til sidst skyde til Skive,
og han tilbragte saaledes 6 Timer af Dagens varmeste Tid
med at udføre en Krigskommissærs Forretninger.
Det vil
være latterligt at bebrejde en Fyrste, at han vil se alt med
egne Øjne. - (I Fredericia) mønstrede Kongen 2 Kompagnier af elet
fynske Infanteriregiment,
ved hvilket Brigader Schonefelt
(Schønfeldt) er Oberst.
De vare paa 100 Mand hvert og
saa godt ud, Deres Klædning behagede mig meget, blaagraat, foret med grønt, grønne Strømper, rød Krave, Hat
kantet med Guld og med en grøn og hvid Kokarde. De
havde alle lysegraa Kapper, foret med grønt, eler ere meget
bekvemme i slet Vejr, og som de bære saaledes oprullede,
at de have Armene fri for at exercere,
Officererne bar en
snever, hel lysegraa Kofte, Vest af samme Farve, kantet
med Guld og grønne Strømper. Disse 200 Mand exercerede
meget godt, men der kom dog lidt Uorden i nogle Evolutioner og i deres Salver.
Kongen lod derpaa hver Mand
for sig skyde til Skive. Mere end Halvdelen traf og fik
strax en Mark lybsk betalt paa Stedet.
- - (Kolding) Kongen holdt Revue over Oberst Legards
(Legaard) Regiment Kyradserer paa en udstrakt flad Slette
oppe paa den Bakke, som behersker Kolding. Dette Regiment anses for at være det smukkeste i Danmark og er
kommet hjem fra Ungarn, hvor det har været i to Aar, og
hvor det har gjort 9 Felttog i Træle Obersten er en meget
tapper Officer, der har megen Erfaring, skjønt han ikke er
de Vrígny's Beskrivelse af Frederik TV's Mønstring 1702.
253
meget gammel. Han var klædt i Læderkøllert med Kyrads
over; Køllerten saa vel soiu haus Handsker vare broderede
med Guld. Hverken han eller nogen anden i Regimentet
havde Hjælmen paa , da Kongen paa Grund af den stærke
Varme havde fritaget dem derfor, men derimod Hatte med
brede Guldgaloner og sorte Kokarder.
,Jeg saa <log nogle
af Officerernes Hjælme med deres store -Fjer, som Tjenerne
bare paa Sadelbommene.
Det maa være et prægtigt Regiment, naar det er helt jærnklædt.
Der var 6 Kompagnier
paa 60 Mand hvert, som alle vare klædte i Læderkøllerter
med Kyrads over Brystet og Læderremme, beklædte med
Metalskæl, over Kors paa Ryggen for at fastholde det. Kun
Officererne havde fuldt Kyracls. Man kan ikke se smukkere
Mænd, og den fordelagtige Klædedragt og de lange Knebelsbarter tjente endnu mere til at fremhæve dem. Hestene
vare af alle Farver, kun et :Kompagni havde lutter sorte.
Det synes mig dog, at munge af dem vare for smau, og at
de ikke holdt Geledderne saa sluttede, som det var at vente
af el saa gammelt Regiment.
Skylden laa hos nogle unge
Heste, som endnu ikke vare helt tilredne; men i det hele
taget kan man ikke nægte, at det var et udmærket smukt
Regiment For at betegne deres Rang havde de subalterne
Officerer deres Bandolerer kantede mecl Sølv, de andre deres
med Guld. Kongen syntes meget tilfreds med dette Korps. - (Rendsborg.) Fredag elen 7. Juli fulgte vi Kongen udenfor
Byen og saa i Forbigaaen:de Lahats (la Batt) Dragonregiment,
som stod opstillet i elen ny By eller Hornværket.
Det er
et af de smukkeste Regimenter i Verden, alle Folkene udvalgte, men deres Heste vare altfor gode for Dragoner.*)
De vare klædte i rødt, foret med hvidt.
Obersten er en
gammel, meget anset Officer. - - Ved Udgangen af Byen
saa vi en Del af et nyt Dragonregiment (Würtemberg-OelsRegiment), hvervet af Oberst Bonart (Bonar), som man siger
*) Man betragtede Dragoner halvt som Fodfolk.
254
ele Vrigny's Beskrivelse af ]frederik IV's Mønstring 1702.
er fransk født. Det skal være paa 1000 Mand, men endnu
er kun Halvdelen hvervet, som var klædt i hvidt, föret med
gult. Han hverver ogsaa et Infanteriregiment,
som vi ville
faa at se i Glückstadt. Folkene ere godt valgte, og Hestene
ere smukke, men alle nye og unge og ude af Stand til
videre Tjenesle fur Øjt:JblikkeL
Paa en stor Fælled S. V.
for Byen traf vi 4 Kompagnier .Artílleri paa 60 Mand hvert,
klædte i rødt, foret med blaat, og paa et andet Sted var
Resten af elet fynske nationale Infanteriregiment. ~- Kongen
lod dem gaa Exercitsen igjennem og skyde til Skive. Næsten
alle Artilleristerne traf og fik en Mark lybsk hver, men ved
det andet Regiment rørte kun Halvdelen den. Artilleriet
skød derpaa med 8 smaa Stykker, 3 til 4 Pels. Kanoner,
men ingen traf Skiven, der ligesom Soldaternes var 3 Fod i
Diameter, ele ramte næsten alle i en Jordhøj, som var opkastet bag ved, men strejfede Skiven ganske nær. For at
vise deres Hurtighed i at betjene deres Feltpiecer, tog de
4 af dem, som de anbragte to og to 200 Skridt fra hinanden, syv Soldater og en Officer til hver Kanon; Der gik
et Tov fra hvert Hjul hen over de Soldaters Skuldre, som _
trak. En anden Soldat skød bag fra -paa Vognstangen, eler --var ligesom til en lille Enspændervogn.
En Soldat bar en
Sæk med ele færdige Karduser og en anden bar Ladestokken.
Officeren havde Fængkrudtet,
stillede Kanonen og sigtede,
naar eler skulde skydes, hvilket skete ved en tændt Lunte,
som en Soldat holdt.
Hver Soldat bærer sit Gevær en
bandolière. De behandlede deres Kanoner hurtig nok, ladede,
imedens ele rykkede frem, og skød i et Øjeblik. Det synes
mig, at man ikke kunde gjøre elet hurtigere; thi ele skød 3
Skud i Minutten med hver Kanon, undertiden kun 5 Skud i
2 Minutter. De spildte ikke Tiden og Soldaterne, som betjente Kanonerne, gav endogsaa Salver med deres Musketter
og fik atter Tid til at lade deres Vaaben og at skyde med
den yderste Hurtighed.
Man paastod , at 20 Stykker Feltskyts, betjent paa 'den Maade , vilde have en skrækkelig
de Vrígny's Beskrivelse af Frederik IV's Mønstring 1702.
255
Virkning paa en Slagdag.
Kongen og hans Følge stod
iiuelleiu Kauouerue , som skød Skud efter Skud imod de
andre lige over for, som til sidst kun var 30 Skridt fra os,
hvilket i Forbindelse med de 28 Soldaters Geværer foraarsagede en skrækkelig Røg. Jeg forundrede mig over, at
Hans Majestæt placerede sig sauledes uden Nødvendighed;
thi Kanonerne eller de Ophedede Geværer kunde let springe
og dræbe eller saare Kongen og Følget.
Denne Fyrste
elsker denne Musik og vænner sig til Musketternes Larm.
Det er Skade, at han ikke har en god Lejlighed til at øve
sig for Alvor. -- - - Jeg blev til sent paa Aftenen for
Oberst la Batts Hoboisters Skyld, som spillede mange forskjellige Melodier ~ned Dygtighed, hvilket behagede Kongen
meget. - - La Batt holder sit Regiment paa en smuk
Fod og har de bedste Hobeister i Armeen. - --,, (Glückstadt.) Torsdag den 12. Juli om Middagen holdt
Kongen Revne over det Regiment af Dronningens Garde,
som kommanderes af Oberst Wedel. - - Dette Regiment
er paa to Batailloner , men den ene er i Oldenborg eller
Italien, jeg ved ikke hvor.
Bataillonen var klædt i rødt,
foret med gult. Broderierne paa Frakken og Kappernes ,
Krave var af gult Fløjl, Grenaderernes Huer af samme Stof,
og foran paa disse er der paa sort Fløjl, kantet med Sølv,
anbragt de franske Ord: ,,¡,a reine", i Sølvbroderi.
Officererne vare klædte helt i Skarlagen, med hvide Strømper,
hvid Fjer i Hatten og et Silkeskærf af samme Farve.
De
exercerede og formerede en Bataillons-Karré,
i hvis Midte
Kongen og Følget var indelukket, medens de skød fra alle
Sider." - Samme omhyggelige Referent fortæller om en anden
Revue over Garden: ,,Kongen har meget krigeriske Tilbøjeligheder og morer sig ofte med at lade Tropperne .exercere for
sig, hvorved han har faaet de bedste Soldater i Europa. Man
vil ikke kunne se smukkere Folk, og de exercere fortrinligt.
Bag efter var Kongen taalmodig nok til at se elem enkeltvis
256
Fremgangsmaaden ved en Mønstring.
skyde til Skive. Denne er rund, af Træ, 3 Fod i Diameter
og anbragt paa en Træfoù, 2 Fod over JurJe11. .Af::;Luwlen
er 80 à 100 Skridt. Alle, som træffe, faa en Mark lybsk. - Man betaler paa Stedet, og det er vel anvendte Penge; thi
det giver Soldaten Lyst til at vise sig paa denne Maade for
Kongen. Der var 72 af et Kompagni, som traf Skiven,
Kongen havde lange Støvler paa, bar en rød Dragt og kort
Paryk." 137
Ved disse Mønstringer, om hvis hele Indretning, Ceremoniel osv. Reglementet giver de mest detaillerede Oplysninger, blev først Regimentets Stab og Understab kaldt frem
til det Bord, ved hvilket Mønsterherrerne havde taget Plads,
og Mønsterrullen oplæst af Regimentskvartermesteren
eller
Auditøren,
,,hvorved de til Overstaben og Understaben,
Regimentsfeltskæreren
inklusive, ved deres Navnes . Opraabning aft.age deres Hat, men de øvrige Personer, som høre, til
Understaben (altsaa Gernldigeren, Tamburerne osv.), uden
at aftage Hatten svare ,,Hier" og nævne, hvor de høre
hjemme." Derpaa rykkede hvert Kompagni for sig frem til
Mønstring, og Høgimentschefen paalagde Folkene at fremkomme med deres Klager, naar deres Navne bleve opraabte,
Hver enkelt Mand i Kompagniet blev derefter raabt frem
ved Navn, for at ingen skulde undgaa Mønsterherrernes
Kontrol.
Først kom Underofficererne, som efter at have
svaret: ,,Hier" marcherede forbi Bordet med præsenteret
Kortgevær, og idet de vare lige ud for dette, nævnte de
højt og tydeligt, hvor de vare fødte, derpaa fulgte Tamhurerne,
som, idet de marcherede forbi, slo ge en kort Hvirvel og
nævnte deres Fædreland, saa kom Tømmermændene med
deres Øxer, deres snorebesatte Uniformer og deres, store
gule Skjødskind, derefter Grenadererne og endelig Musketererne, hver Mand for sig, i god ,,Positur", seende Mønsterherrerne dristig i Ansigtet ( dreiste ins Gesicht) og nævnende
deres Fædreland. rna ,,Ingen Prins kan føle sig mere ophøjet
ved sin Kroning," fortæller de Seue, ,,end jeg, da mit Navn
Revner; Parader og Manøvrer.
257
blev opraabt saaledes: Korporal Werner Nikolai de Seue,
ug .ieg, idet jeg passerede Feltmarskalken (den 90aarige
General .Amold), svarede: Hier, Normand." 139
Det var dog kun Frederik IV, som havde Taalmodighed
nok til at være til Stede ved disse Mønstringer, som maa
have været i høj Grad trættende og kjedelige.
At han
derfor heller ikke forsmaaede den Morskab, som hans Rejser
kunde tilbyde, ses af, at da Borgerskabet i Aalborg bad,
om' det ogsaa maatte exercere for Kongen, blev det strax
tilladt, ,,men saasom de ikke ret vidste i slige Actioner at
skikke sig, fik Kongen (som tillige med sine høje Betjente
stod paa Galleriet udenfor sit Logement indtil Kl. 3112 og
saa paa dem) af deres ubehændige comportement en stor
Latter." 140
Efterhaanden blev dog Mønstringerne ogsaa · mindre
vidtløftige, det blev kun de ny antagne Rekrutter, som bleve
kaldt frem, og Kristian VI, som ikke havde megen Sans for
Militærvæsen, gav endogsaa Ordre til, at de slet ikke skulde
passere forbi enkeltvis, men enhver Rekrut skulde have et
Mærke af Papir eller en grøn Kvist i Hatten, for at de
kunde skjelnes fra de andre Soldater, naar Kompagniet
defilerede; dette gja.ldt dogmaaske kun for en enkelt Revue. 141
Thi efterhaanden gik Mønstringerne over til at blive Revuer,
Kompagnichefernes Stilling til deres Mandskab blev jo for
en Del forandret,
den økonomiske Kontrol blev mindre
nødvendig, og Kongerne fandt mere Behag i de pragtfulde Parader og intetsigende Manøvrer, der vare yndede
Hofforlystelser. Det var især i Frederik V's og Kristian VIl's
Regeringstid, at dette tog Overhaand.
General St. Germain
satte ikke Pris derpaa,
Naar man vilde præsentere Soldaterne for ham, traadte han ind i Damernes Telt og sagde:
,,Aa, jeg har allerede set Tropperne pirouettere tilstrækkeligt,
og kommer nu for at tilbyde Damerne min Tjeneste," og
lod saa. anrette en Frokost. 142 Foruden den aar1ige store
Revue ·(i Almindelighed .¡ Maj Maaned) og mange mindre
17
Revuer, Parader og Manøvrer.
,Lejdiv og Hazurdspil i Lejren.
Parader og Manøvrer, holdt man ogsaa <le saakaldte Høstmanøvrer, i Almindelighed î nogle faa Miles Afstand fra
Kjøbenhavn. 143 Der foretoges da et fingeret Angreb paa
Byen med tilhørende Forsvar; Kronprinsen kommanderede
altid den ene Part, og Prinsen af Würtemberg den anden.
I Helsingør blev der en Gang udført en Manøvre paa Grønnehave, hvor to Kompagnier gjorde Landgang i Baade, i Kristian VIl's, Karoline Mathildes og Hertugen af Glocesters
Overværelse. Det var den Gang, at Kongen som Tegn paa
sin Tilfredshed udnævnte Chefen, Oberst Sames's Søn, til
Sekondlieutenant i Regimentet. 144 I Aaret 1775 overværede
Kongen og Generalitetet den første Manøvre,' som blev kommanderet paa dansk.
Da Falkenskjold kom tilbage fra sin
Landflygtighed 1788, blev han forbavset over det ivrige
militære Liv i Danmark: ,,Det ·gjorde mig især ondt at se,
hvor vidt Lysten til pragtfulde Revner var dreven i Danmarle - ·- · Det . förekom mig, at man endnu mere dér
overdrev den militære Pragt, som havde forbavset mig andre
Steder.
Kjøbenhavn havde Udseende af en Stad, som för
faa Dage siden var. bleven belejret _af en fjendtlig Armé.
Trommeslag lød uophørligt, og man saa' hvert Øjeblik
Tropper drage igjennem Byen med flyvende Faner og brændende Lunter. - - Man betragtede disse Parader som et
Anliggende af Vigtighed, og uagtet Kronprinsen syntes at
være svag og spinkel, underkastede han sig dog de mest
anstrængende Besværligheder, för i egen Person at indøve
Soldaterne. - -" 145
Foruden de daglige Øvelser, Mønstringer og Revuer
blev en Del af Hæren hvert Aar trukken sammen i Øvelseslejre, som i Almindelighed varede i 3 à 4 Uger; Mandskabet
laa i Telte, af hvilke der hørte et bestemt Antal til hvert
Regiments Tros, som medførtes paa Vogne. Før den Tid
det nationale Fodfolk blev sammenblandet med det hvervede,
var det dog kun dette, som kom i Lejr, og Militsen blev i
alle Retninger forsømt. 146 Disse Troppesamlinger vare kun
at betragte som Lystlejre, hvor <ler udfoldedes den størst
mulige Luxus i alle Retninger.
Frederik V gav derfor i
Anledning af en Lejr ved Rendsborg Ordre til, at Officererne
skulde undgaa al Overdaadighed i Retning af Heste og
anden kostbar Udrustning, og for at der ikke skulde være
for store Udgifter for de højere Utïicerer ved deres daglige
Taffel, blev det som Regel bestemt, at en Oberst eller
Generalmajor kun maatte have 4 Retter og 6 til 8 Kuverter
ved sit Bord, en Generallieutenant ikke over 6 Retter og
højst 8 til 10 Kuverter o'g en Officer af en endnu højere
Rang et Antal, der stod i Forhold til denne.
Men .dette
frugtede kun lidet. 147
Det lystigste Lejrlív førtes vist nok i Hæren paa dens
Tilbagemarche fra Meklenborg 1763, endskjønt det nævnte
Forbud netop var bleven skærpet i Anledning af Krigen. 148
Der marcheredes i Divisioner eller Brigader under en stadig
Kampøren. Lejrgaderne bleve anlagte i en stor Firkant, i hvis
Midte Marketenderne rejste fire 60 Alen lange Telte til Officerernes Beværtning. Især gik det lystigt til i Iste Division,
hvor den bekjendte Stabsmarketender Gabel havde Beværtning. En Deltager i dette Liv beskriver det saaledes : " - Her
gik det nu overmaade lystigt og vellystigt til, der var nok
af alle Ting og alle Ting for godt Kjøb, man drak Vin som
·vand, og man saa næsten ingen anden Mønt end Dukater.
Spil hørte til Dagens eller rettere Nattens Orden, næppe
vare Spisebordene afdækkede, før der blev oplagt en Bank
af 5 à 600 Dukater. Spillet bestod stedse af à la Baset og
cinq et neuf, og dette vedligeholdtes, til Generalmarchen
slog om Morgenen Kl. 4. Uden at være Lavater kunde man
da læse i Ansigterne, hvo der havde været lykkelig eller
modsat; iblandt de flere Lykkens Brødre var min Kompagnikammerat, en ædel, fortræffelig Mand, men gift, fattig og
mange Børn; i en Nat havde han en Gang forspillet alt,
omtrent Kl. 2 vækkede han mig i Teltet, fortalte mig sit
Vanheld og bad vemodig om et Laan af 20 Rdlr.; ikke uden
258
259
Vagttjeneste n.
Det store Vagthold.
Medynk og Betænksomhed kunde jeg overtale mig dertil;
kort, han fik deru, ug inden KL 5 kum hau Irydeíuld løbende
og havde ved Tærningernes Lykketræf vundet 400 Rdlr.
Han inviterede mig derpaa til Gabels Telt, hvor, vi dejennerede magnifique og med Glæde. En vis Stabsoffice"r tabte
i den sidste Lejr ved Slesvig sin Feltekvipage, Vogn med
fire forspændte Heste." 149
Senere gik det noget strængere til ; i Lejren ved Slesvig
1789, der varede i 17 Dage, manøvreredes der ofte fra om
Morgenen Kl. 3 til om Aftenen Kl. 91i2, uden at man fik en
Bid hele Dagen, og Kronprinsen var dog altid nærværende
Nat og Dag, men ellers var og blev det dog kun Lystlejre,
hvor der altid blev levet højt paa Kongens Regning. i so
Den Tjeneste, som ellers optog mest af Soldaternes Tid,
og som virkede mest sløvende paa dem, var dog den overdrevne Vagttjeneste.
Politiets Virksomhed blev den Gang
for en stor Del udført af Garnisonerne, og Tiden krævede
paa Grund af den herskende Usikkerhed langt mere Paapasselighed og Opsigt paa Gader og Stræder end nu til
Dags. De smaa, snevre og indknebne Forhold bevirkede,
at Folket levede ligesom i en stadig Frygt for Liv og Ejen ..
dom. Der var Vagter og Poster overalt. De lukkede Porte,
de optrukne Broer, den strænge Told og Konsumption, de
hyppige Desertioner krævede stor Aarvaagenhed, og endelig
var Kongen og Hoffet omgivet af et Net af Skildvagter,
der ogsaa til Prunk og Prydelse maatte paradere udenfor
de højeste Standspersoners Boliger. Det kongelige Slot var
spækket med Skildvagter dels udenfor Bygningen og dels
ved Dørene til alle Forgemakker.
Der blev stillet Skildvagter
udenfor alle Bygninger, der beboedes af den kongelige
Familie, af de fremmede Gesandter, Storkantsleren,
Skatmesteren, Riddere af Elefanten, Generaler, Regimentschefer
(Fanevagter) osv. osv., og desuden havde de nævnte fornemme Folk Ordonnantser (Underofficerer, Grenaderer eller
Gefreitere ), som dog ikke maatte bruges til Karle- eller
Lakajtjeneste.
At der var Skildvagter ved alle offentlige
Bygninger, der indeholdt.Bager
at' Værdi, saasorn Mynten,
Banken, paa Charlottenborg, Kongens Sølvkammer i Sølvgade osv., følger- af. sig selv, ja, da Frihedsstøtten paa
Vesterbro blev rejst, kom der strax en Post for at have
. Tilsyn med den.
Fórudcn de faste Vagter eller "Corps
de Garde", saasom Hovedvagten paa Kongens Nytorv - der
indtil 1650 var midt paa Pladsen 151 ·__ , Charlottenborg Vagt,
Rosenborg Vagt, Portvagterne, Holmens Vagt, Toldbodvagt·
osv. var der ogsaa afgivet Vagt til Theatret, ved Maskerader,
Ja endog ved Ligbegængelser. 152 Livvagten ~lene bestod
hver Dag . af 4 Officerer og 100 Mand. Under Struensees
Styrelse kulminerede det store Vagthold i Kjøbenhavn.
Man
'saa Dragoner med dragne Sabler · ride ej al,ene ved Slotsporten, men ved begge Ender af Frederiksberg Allé, ja,
endog i Slotshaven var der hist og her udstillet Poster· til
Fods. 15ª Det maa altsaa have været en ret anselig Styrke,
der hver Dag udkrævedes for at bestride Vagttjenesten i
l\jøbenhavn.'
I andre Garnisoner var det ikke bedre. I
. Helsingør afgav Garnisonen i Aaret .1743, 3 Officerer og 140
Underofficerer og menige daglig, til Vagt. Endnu 1801 var
der fire Vagter paa Kronborg Fæstning (10 Officerer og
85 Mand daglig), og desforuden var der en Tid lang i selve
Byen en Hovedvagt, en mindre Vagt ved Svingelporten, en
Vagt ved Lappeporten,
en Husarvagt i Kjælderen under
Raadhuset og rimeligvis ogsaa en Toldbodvagt. 154 Desuden
fordredes der undertiden en stor Eskorte for at dække
Kongens Person udenfor hans Bolig, og disse Tropper
maatte altsaa altid være parate til Udrykning.
Frederik IV
brugte i Almindelighed kun et Følge af sin Overkammerjunker, medens en ung Page og en Livkarl red foran, 155
men i Kristian VI's Tid trak ikke alene Drabantgarden, ·
Garden til Hest og til Fods, hver Dag paa Vagt paa Slottet,
meri Kongen oprettede et særligt Korps Husarer med rød
Mundering og blaa Underklæder, -som laa paa Jægersborg
260
.261
~
~·
26,2
¡
~-
--·-
··
-·--,
---~---~----~~.n---.,·
.-~-- . ---,·----------
I
Det store Vagthold.
Den daglige Vagtparade.
263
og som havde Rang og Lønning med Garden, og hvis Funk-
sig · Stemmer imod den strænge Vagttjeneste, var der dog
lion del var al ride omkring Kongens Vogn, Haar hau kjørte
ved AarhuuJreJel::; Sluluiug Iølgeude Oíûcersvagter i Kjøbl::n-
156
ud, og at jage Pøbelen til Side, naar den kom for nær.
I samme Konges Tid holdt der altid udenfor Slotsporten
to Mand af Garden til Hest, en paa hver Side, i fuld Udrustning med dragen Pallask, men lll1CTPI' Frederik V h]Pve
disse, saa vel som Husarbedækningen og den berygtede
J ærnlænke foran Slottet afskaffet.
Det laa i Tidens Aand at udfolde militær Pragt og saa
store Masser som mulig - Bedækningen ved Struensees
Henrettelse var ikke mindre end henved 6000 Mand, Fodfolk,
Rytteri, Matroser og Kadetter-, men man misbrugte derved
paa en· højst ubillig Maade Hærens Kræfter. Lige til Slutningen af Aarhundredet var Mandskabet hver tredje Dag
paa Vagt og havde saaledes kun 48 Timer fri, der for
Størstedelen bleve anvendte til Exereíts og Pudsning. Da
de fleste Vagter bleve kommanderede af Officerer, havde
disse i den Henseånde en haard Tjeneste. ,,Hvotfo1~," spørger
en Officer, ,,skal Heusensteins (Rysensten) Bolværk, Rosenborg Slot,. Hovedvagten osv. have en Lieutenant paa Vagt?
Fordi en Gang ved Reusensteins Bolværk er begaaet et Ran
paa et drukkent Kvindømenneske? Fordi at Rosenborg
kaldes et Slot? Fordi maaske i Preussen (hvor der er
Overflødiglied af Officerer) en Lieutenant trækker med Kapitainen paa Vagt." Forfatteren mener, at der kun burde
være fem Officersvagter i Kjøbenhavn, saa at hver Officer
ikke kom paa Vagt mere end hver 14de Dag, og tilføjer
bittert: "Det maatte da heller ikke tilstedes, at en Officer
var ideligen . af Byen milen at se sin Vagttur besørget, det
maatte ikke tilstedes, at en Officer gjorde sig syg, naar
hans Vagttur træffer; der burde ikke være Pattebørn med
Port'epéen paa Vuggen, som de andre brave Officerer maa
gjøre Tjeneste for, der burde høre mere til end Chefernes
Bevaagenhed eller Skjødesløshed, naar en Officer \Bauske
fritages for Tjeneste." 157• Men uagtet der saaledes rejste
havn: Hovedvagten (en Kapitain og en Lieutenant), de 5
Vagter ved Portene, Toldbodvagten, Vagten ved ,,Enden af
Volden paa hin Side Havnen", Rosenborgvagten, Slotsholmsvagten hag Børsen og Tøjhusvagtøn ; der var altsaa hver
Dag en Kapitaín og elleve Lieutenanter paa Vagt, og desuden
fandtes der følgende Underofficersvagter: de 4 Vagter udenfor
Portene, Stokhusvagten, Vagterne ved begge Ender af Langebro , V agten ved Udgangen til Tømmerpladserne, , Vagten
udenfor Amagerport og Vagten ved Artilleriets Laboratorium.
Kjøhenhavn havde altsaa 21 Vagter! t5s
,,Hver Morgen," siger Reglementet af 1747, ,,henimod
den Tid Kompagnierne skulle samles paa Regimentets Paradeplads, bliver der slaaet ,, Vergadderung" fra Hovedvagten
igjennem de af Kommandanten betegnede Gader af nogle
Tamburer under Anførsel af Regimentstamburen." Efter
dette Signal samlede Kompagnierne sig til Vagt paa Regi- .
mentets Paradeplads og Regimentets Vagter bleve derefter
ordnede af Adjutanten, hvorpaa Majoren, ledsaget af de
subalterne Officerer, gik igjennem Rækkerne· og eftersaa
Soldaterne, paaviste Fejlene, og irettesatte Officererne for
disse eftertrykkelig og offentlig i de andre Officerers, men
ikke i de undergivnes Nærværelse. Der afmarcheredes derefter til Pladsen, hvor Generalvagtparaden blev afholdt. Det
var altid Chefernes og alle de andre Officerers Pligt at indfinde sig ved denne, naar deres Regiment gav Vagt, og det
indprentedes gjentagende, at samtlige Befalingsmænd ved
Paraderne havde at lægge Mærke til Folkene og notere de
Fejl, de maatte hegaa, for senere at paatale dem. Naar
Vagterne vare inddelte, blev det meldt til Stadsmajoren eller
den, der kommanderede Paraden, og naar denne derpaa
trak sin Kaarde, slog en Tambur tre Gange til Bøn, .som
hele Paraden forrettede med blottet Hoved, som de ikke
maattø bedække, før Tamburen atter havde slaaet af med
r~·
.
··· ·
·~~>
··
-~
.---~-·
~-H~~~.
·
. ·· ,,,._N,.>~•
.
•••-.-~"--··;--,---o~-~,·-··>·
Den daglige Vagtparade. ·
Tappenst,reg, · Vagtstuer.
tre enkelte Slag. Paa et Tegn af Majoren marcherede derpaa
Musikkorpset, efter at der var præsenteret Gevair, med fuld
Musik ned foran Fronten af Paraden og tilbage igjen til
Fløjen, og derefter afmarcherede hver Vagt til sit Sted.
Dette er dog kun et meget flygtigt Uddrag af· de vidtløftige
Bestemmelser, som Reglementet indeholder merl Hensyn til
Vagtparaden, der var Dagens vigtigste militære Begivenhed.
Af de mange Vagtbestemmelser fremhæves ogsaa kun enkelte.
Pet var saaledes Vagtkommandørens Pligt, ikke at give Skildvagter, som ikke kunde tysk, Poster, som krævede en lang
Forklaring ved Afløsningen. Mandskabet maatte under ingen
Omstændigheder
forlade Vagten efter Solnedgang, da de
altfor ofte benyttede Lejligheden til at stjæle. 159 Skildvagterne stodø med ladte Geværer, de skulde altid, siger
Infanterireglementet,
være ,, allart og muntre", bestandig
spasere om , men dog ikke derved træde en ny V ej , · naar
de stede paa Volden; de skulde forhindre Folk i at gjøre
sig urene ved Posterne ,,og paa ingen Maade først tillade ·
dette og derpaa udpante dem, som havde gjort det," ligesom
det ogsaa forbydes dem at affordre de forbigaaende Drikkepenge'. 16º Det lader ikke til, at der var stor Tillid til disse
Ordenens Haandhævere, og Pladsen ved Amalienborg havde
paa Rahbeks Tid ligefrem et daarligt Rygte, fordi fire Skildvagter eller en Afløsning en Gang havde .banket en Vægter
der i Nærheden. 161
Reveillen blev slaaet hver Morgen, ,,naar det var saa
lyst, at man kunde se at læse Skrift", og Tappenstregen*)
om Sommeren 1/2 Time efter Solnedgang og om Vinteren
Kl. 8. En Gefrejter med Geværet i Armen gik foran Tamburen og Piberen, og bag efter 2 Mand med skuldret Gevær
ad de Gader, som bleve dem opgivn:.
Som et Bevis paa
den religiøse Tugt, der herskede i Armeen, tjener, at Reglementet byder, at Vagtkommandøren en Time efter Reveille
og før Tappenstreg skulde lade Mandskabet tromme til Bøn.
,,Men desforuden holdes ogsaa Morgen og Aften i Vagthusene til den af Kongen bestemte Tid ordentlig Bedetime",
og i den Tid blev der ikke afgivet Honnør af Vagten.162
Reglerne for de mangfoldige Æresbevisninger, som Vagterne
ellers skulde afgive, ere af liden Interesse.
Sorn vi vide,
hilste en Soldat, der gik uden Gevær, paa sin Overmand
saaledes, at han uden at staa stille saa paa den, han hilste,
og uden ·at bøje Legeme eller Hoved rask tÔg Hatten af
Hovedet med den venstre Haand og bragte den ned ved
Siden med Pullen udaf. Den nuværende Hilsen med at
lægge den højre Haand til Huen, som før kun var bleven
brugt af Grenadererne, blev indført i Hæren 1789. 163
Selve Vagtstuerne omtales hyppigt som meget uhyggelige
og kgn sparsomt forsynede· med Lys og Brændsel, men
Hovedvagten var dog et almindeligt Mødested for Officerer,
hvor Gjæsterne bleve beværtede af den vagthavende. 1 4
Rigtig nok hedder det i en kongelig Ordre 1763: ,,Det bør
ikke være Officererne tilladt at have Vagtstole, Bænke, Sofaer
og endnu mindre Madratser paa Vaglen, da slige bekvemme
Sager give Anledning til megen Dovenskab, 165 men denne
strænge Ordre er. næppe nogen Sinde bleven overholdt. De
snevre Forhold, man levede under i de Tider, ses bedst,
naar man betragter den vanskelige Adgang til Byerne noget
nærmere. Ved alle Vagter bleve nemlig de rejsende, baade
dem, der passerede ind, og dem, der passerede ud, nøjagtig
udspurgte og examinerede, og ingen maatte indlades i Fæstningerne uden Pas.
Der skulde afgives Forklaring om
vedkommendes fulde Navn, hvor han kom fra , hvor han
264
*) Tappenstreg kaldcspaa ældre Dansk Tapto ligesom paa Svensk
og paa Engelsk. Ordet Tappenstreg siges at være opkommen
i Tredïveaarskrigen, da der gaves den Befaling, at Profossen
hver Aften mellem KL 8 og 9 skulde slaa en Tap ind i 01'- og
Brændevinstønderne, og, for endnu mere at sikre sig imod en
ulovlig Aabning, trække .en Streg med Rødkridt tvers over
Tøndens Buncl og den indsatte Tap. Senere, ela, Signalet gaves
med 'I'rommør osv., beholdt man Ordet Tappenstreg.
265
ª
·,
,¡,
ji
li
266
Portenes Lukning.
hørte hjemme, hans Forretning, hvor længe han agtede at
opholde ,;ig ug 11 vor hau agLeJ.e al Lu; Jeu, der rej,;Le Lorl,
maatte give lignende Oplysninger: Tidligere maatte endogsaa en Gefreiter følge den fremmede til hans Logis og
der faa den afïordrede Forklaring skriftlig; og det bemærkes
udtrykkeligt, at den rejsønde ikke maa affordres ,, Biergelô"
eller paa anden Maade generes. Hver Aften strax efter
Portenes Lukning skulde Vagtkommandørerne indsende en
skriftlig Fortegnelse til Hovedvagten over de ind- og udpasserede, ligesom det ogsaa var Borgernes Pligt strax
samme Steds at melde, naar en rejsende tog ind til dem.
Efter at Portene vare lukkede om Aftenen, skulde alle
ankommende bringes til Hovedvagten. 166 Examinationen
fandt Sted ved en Portskriver, men ved Toldbodvagten
maalle den vagthavende Officer selv besørge det. Portene
holdtes lukkede, saa længe det var mørkt, men Tiderne for
deres Lukning varierede en Del. Nørreport var en Tid lang
aaben til Kl. 9, og senere om Sommeren til Midnat og
endnu senere hele Natten, men ogsaa under Gudstjenesten
om Søndag Formiddag og Eftermiddag bleve Portene en
Tid lang lukkede. Noget før "der blev lukket, maatte der
betales Portpenge af dem , der passerede. Denne Aahning
og Lukning af Portene foregik i Stadsmàjorens eller i en
anden af Kommandantskabsofficerernes Nærværelse, og Nøglerne bleve efter Lukningen under Bedækning af nogle Soldater bragte til Kongen selv eller i hans Fraværelse til Byens
Kommandant. Naar Nøglerne ankom til Vagten, blev der
præsenteret Gevær. 167
Denne Afspærring fra Omverdenen fandt Datiden sig
rolig i, da den betragtedes som en Nødvendighed, der· jo
ganske vist undertiden var af mindre behagelig Natur.
Frederik IV selv maatte en Nat, da han uventet kom til
Nyborg, vente 11/9 Timø udenfor Porten, inden denne blev
lukket op af den mistænksomme Kommandant.168 Men især
vare de omtalte Ophold og Undersøgelser til stor Ulejlighed
Portenes Lukning·
267
for de rejsende. Den bekjendte Rektor Tauber kom en
Gilng· som ung sejlende til Kjøbenhuru og havde inlet Pas.
Da han kom i Land, søgte han at blande sig imellem Folk.:
men Skildvagten viste ham hen til Vagten. ,, Vi vare en
stor Slump, omtrent 20 i Tallet. Jeg var en af de bageste,
og da nogle af de første vare færdige og gik bort. medens
Lieutenanten saa i de 'hndre Pas, tog j~g -Mod til mig, gik
bort med de andre lige saa· dristig, som om jeg havde vist
Pas, gjorde langt Skridt og kom hastig ud af Toldbodpladsen,
ret ligesom jeg vilde naa de andre, og slap lykkelig ud af
min Forlegenhed." 169 Det var altsaa ingen Spøg ikke at
have Pas, i det mindste blev man anholdt og bragt til
Hovedvagten for· at legitimere sig. I Struensees Tid blev
Passagen gjennom Porten dog fri Søn- og Helligdage, ligesom man ogsaa kunde· korrune ind i Byen om Natten imod
at betale Portpenge. 17º '
.
Fæstningens Volde var som bekjendt et helligt og fredlyst Sted, kun de højere Officerer og Artilleriofficererne
maatte gaa, hvor de vilde, og det varede længe, inden
Publikum fik Lov til. at benytte dem til Spaseren, skjønt
allerede St. Germain havde gjort Forsøg paa at faa det sat
igjennem. Men ikke en Gang en Hund maatte vise sig der:
der var Ordre til, at naar · en Hund viste sig paa Volden,
\, skulde Skildvagten strax skyde den ihjel, men paase, at han
holdt Geværet saaledes, at han ikke kom til at gjøre Skade
andre Steder. i71
For at efterse disse mange Vagter og Poster, som for
en stor Del vare upaalidelige, var der et vidtløftigt System
af Ronder, Inspektioner, Patrouiller etc. Vagterne bleve
eftersete flere. Gange baade Nat og Dag, og om de strænge
Former i denne Tjeneste kan man gjøre sig et Begreb, naar
man læser,' hvad Reglementet foreskriver den Officer, som
gjorde Ronden. ,,Den vagthavende Over- eller Underofficer
maa efter gammel Krigsbrug, idet han giver Parolen til
Ronden eller modtager den af denne, sætte ham Spidsen af
Slutning.
Slutning.
sin Esponton eller Kortgevær for Brystet; hvorimod Ronden
Lrækker Kaarden og sætter Spidsen af denne , som han
holder med venstre Haand , den vagthavende Over- eller
Underofficer · for Brystet." 172 Patrouiller gjennemkrydsede
Gaderne om Aftenen og Natten, især lige efter at Tappenstregen var gaaet.
Militær Magt blev desuden anvendt ved
alle Lejligheder, langt ud i Landet ved Inddrivelsen af
Skatter o. dsl., og lige til 1766 bleve endogsaa Kongevejene
bevogtede af Patrouiller, for at ingen skulde færdes paa
dem uden Majestæterne og deres Følge. m
og lønnede sig stolt efter et halvt Aarhundredes Forløb, ~
thi den stærke nationale Følelse, som ilk Udbrud i Krigene
1848-50, og som gav Hæren dens bedste Kraft og dens
sejgeste Udholdenhed, skyldes vist nok ikke lidet Frederik VI,
ikke hans Regerings Politik eller hans forskjellige militære
Liebháverier, men hans. Bestræbelser efter at være en dansk
Konge i Spidsen for en dansk Hær.
Efterkommerne maa ikke se for haardt paa henrundne
Tiders Mangler og Brøst, der oftere ere en Følge af Tiden
end af enkelte Mænds Vilje og særegne Anskuelser; thi de
Resultater, Nutiden naar, ere lige saa ofte byggede paa vore
Fædres Fejl soin paa deres Dyder. Fremtiden vil betragte
vor Tid paa samme Maade, og meget, som vi beundre og
elske, vil den finde taabeligt og smaaligt.
268
VIII.
Saaledes som det nu er skildret, var det indre Liv i
Hæren i det forrige Aar hundrede;
i den næste Periode
fremkom der lidt efter lidt større og større Forandringer.
Den franske Revolution skyllede sine Bølger ud over Verden
og udstrakte sin jævnende Indflydelse over de forskjellige
Samfundsklasser; det friske Pust af Frihed luftede ogsaa op
i det gamle, militære Pedanteri og blæste Pudderet bort af
de militære Parykker, meo paa Grund af dens faststøbte
Former kom Virkningerne dog senere i Hæren end i andre
Institutioner.
Kampen paa Valpladsen forandrede sit Udseende, det var ikke mere store Maskiner, som førtes frem
imod Fjenden i smukke Parademarcher efter geometriske
Hegler, og Krigene udkæmpedes ikke mere af Kongerne
alene, men fik efterhaanden et folkeligere Præg. I de alvorlige Tider, der kom for Danmark i Begyndelsen af det næste
Aarhundrede, medens Napoleons .Krige rasede i Europa,
arbejdede Frederik VI rastløs paa at uddanne sin Hær uden
ganske at have revet sig ud af de forrige Tiders Smaalighed, men med en utrættelig Iver efter at gjøre Hæren
national i dens inderste Væsen; dette lykkedes i det mindste
269
:!·'
I
r
i!
II
;
'
I
I
li
i:!
¡:¡
1!;
l[i
I\,11
~
I
I:
.
.
~
!!¡
I:
I~
Rett
e Is er. ·
Side li:l Linje 22. Indberetning læs Indretning.
50
14. og udgaar.
61
11. Ramellie læs Rame.llíes.
65
13.
ndgaar.
84
7 og 10. Reventlou læs Beventlow.
94
19. Skomager læs Skarnager.
·- 141
22. fremgik læs frcmgaar.
,,
30. temmelig læs hemmelig .
-r-r
181
33. at læs ,,at.
- 190
26. agt læs lagt.
-· 202
19. I læs I Pølge.
- 218
13. han læs Feltskæreren.
-- 239
9. op læs og.
H e n v i s n i n g e r,
Til Indledningen,
1) Revørdil, Struensee og Hoffet i Kbhvn 1760~72. Kbh. 1858.
p. 40. 2) E. Holm, Kongemagt, Folk og borgeulig Frihsd i Midten
afd, 18 . Aarh, Kbh.1883. p.16. 3) Riegels, F'rederik IV's Historie.
Kbh. 1795. 11. p. 155.
4) std. I. p. 308.
5) Denkwürdigkeiten
d. Landgraf Carl v. Hessen-Cassel. Cassel 1866. p. 5. 6) Reverdll,
p. 39 ff. 7) Vaupell, DHn dansk-norske Hærs Historio. Kbh. 1876.
II. p. 11. 8) Bircherods Dagbøger for Aurene 1658-1708. Kbh.
1846. p 531. 9) Riegels, Smaa hist. Skrifter. Kbh. 1796. ITT. p. 134.
10) Høst, Mærkværdigheder i Frederik V's Regering. Kbh. 1820,
p. 45, - Riegels, Fr. I V's Hist. I. p. 10.
Il) Kgl. Krigsvetenskaps-Akads. Tidsskrift. 15. Aug. 1883. p. 512,
12) -Baden, Frederik V's Regerings Aarbog. Kbh. 18ß2. p. 221.
13) Minerva, 49. B.
p. 184. -- N. M. Petersen, Bidr. til døn danske Literatura Hiet.
1. Udg. IV. p'. 130.
14) Nyt hist. 'I'idsskr, IV. p. 585.
15) Minerva.
anf. St.
16) Hist. 'I'idsskr. 4. II. p. 225.
17) N. hist. Tidsskr. II.
p. 601.
18) Baden .. p. 128n. - Denkw, d. Landgr. v. HessenCassel. p XVIII.
19) N. Mag. f. milit. Videnskabelighed. I. p. 116,
20) Vaupell, II. p. 167 ff, 21) std. p. 228.
221 Mémoires d. M.
de Falokenskjold.
Paris. 1826. p. 287.
23) Giessing, Løvenørn.
Kbh. 1847. p. 73.
24) Vanpell, I. p. 6. 25) Kriga-Artikels Brev
og Krigsrets Instruction, udg. d. 9. Marts 1683. § 153
26) Des.
Reglements für Unsere Geworbene u. National Infanterie, Dritter
Theil. Copenh. 1747. p. 5 ff. ~7) Rosenstand-Goiske, Krigsret, I.
p. 181 ff. 28) Inf'-Rglm. anf. St. 29) Vaupell, II. p. f>, SO) std.
31) Skr. 22/t 1759. Af den overvældende Mængde Love og Bestem·
melser, der angaa Hvervingen, ere kun enkelte anførte i det føl.
gonde.
32) L. L. v. Brenksnhoff, Mílít, Vorurtheile. Frankf, u.
Leipz. 1783. Overs. fra Fransk. IL p. 112 ff,
l33) (Schmettow),
Patriotische Gedanken eines Dänen. 2. Aufl. 1793. - 'Mém. de
Falcken¡¡k,jold. p. 373 ti' , 34) (Abrahamson), Tanker om 'Krigsstandens Forbedring. Kbh. 1771. 35) Skr. '% 1734 o. a. 36) Skr.
18
274
Henvisninger
Henvisninger til Indledningen og første Bog.
til Indledningen,
1ú/10 1785.
37) Bemerkungen ii. das stehende Heer in Dänemark,
Kbh. 1783. p. GG ff. ß8) Minerva, anf Rt. 39) Nyerup, Kbhvns.
Beskrivelse. Kbh. 1800. p. 264.
40) Løvenskjold, Den kgl. Liv·
garde til l<'ods. Kbh. 1858. p. 33. . 41) Vaupell, I. p. 514. 4:2) Hist.
'l'idsskr. 4. VI. p. 81. 113) Rskr. 15/8 1707. - 17/1 1728. o. a. 44) Dyr ..
lund , Tatere og Natmænclsfolk i Danmark. Kbh. 1872. p. 274 ff.
Mí) Ord. 1-1¡11 1740 o. a.
46) Reskr. 12/7 1743.
47) Løvenskjold,
p. 192 ff.' 48) -Reskr, 1'/3 1787. - Baelen, p. i.l48. ,- Skr. 7/3 1'750.
4!1J Generalpatent, 15/1 1725. 50) Frcl.. 20/4 1796.
51) Minerva, 1797.
52) Pl. 18/121684.
53) Skr. "/1 1734.
54) Frd. 7/8 1705 o. a. 55) Skr.
10/2 1765 o. a.
56) Hübertø, Aktstykker til Aarhus's Historie. Kbh,
1845. III. p. 139.
57) stel. p. 333. 58) std. p. 316, 59) Bircherod,
Dagb. p. 463 ff. 60) Hist. Ticlsskr. 3. Il. p. 401.
61) Molbech,
Ewalds Levnet. Kbh. 1831. p. 36n.
62) Vaupell , II. p. 94. 63)
(Schellenberg), Freye Bemerk. ii ber Kopenh. Kopenh, 1'796. 64) Inf.
Rglm. III. p.13.
65) Vaupel], II. p. 6. 66) Acht Jahre in Dänemark. Von einem Ulmer. Ulm. 1852. p. 15 ff. 67) Allen, Haandbog i Fædrelandets Historie. Kbh. 1.863. p. 383. 68) Testrup, Danmarks og N orges Krigs-Armatur. Kbh. 1756. p. 352 ff. 69) V aupell, ·
I. p. 14 ff. 70) strl. I. p. 305 ff. - Frd. ~i¡2 1701. 28/2 1705 o. a.
71) Bircherod, Dagh p. 388.
72) Lønborg, Kenning Priderich elen
Fjerdes Vaabenting. Kbh. 1'720. p~ 16.
71l) Danske Samlinger ~V.
p. 200.
74) L. Daae , Nordmænds Udvandringer til Holland og
England. Chr. 1880, p. 69. 75) Reskr. 'º/21'758.
. 76) Mnemosyne,
II. p. 130 ff. - Brasch, Vemmetofbos Historie. Kbh. 1880. II. p. 200.
77) Frd, 1/7 1746. -· Vaupell., II. p. 44 ff,
78) Reskr. º/2 1739. -·
Hübértø, Aktst. III. p. 8, p: 181. o. a.
79) Frd. 27/121701.
80) Christensen, Hørsholms .Hist. Kbh. 1879. p. 166. 81) Rasmussen, Gisselfeld. Nestved 1868. p. 25ß. 82) Hübertz , Aktet, III. p. 28, p. 90. Reskr. 'º/71745 o. a. -·- Brasch, Vemmetofte. III. p. 160 ft. 83) Ras·
mussen, Gisselfeld. p. 246.
84) Saml. t. jydsk Hist. og 'I'opogr.
V. p. 145. 85) P. Hansen, Optegnelser om Kbhvns, Amts Rytterdistrikt. Kbh. 1866. p. 14.
86) Frc1. 9/.1 1701. --· Paludan , Møens
Beskr: Kbh. 1822. II. p. 3.. 87) Secher, Danm. i ældre og nyere
Tid. Kbh. 1874, I. p. 682 ff. 88) Riegels, Frederik IV's Hist. II.
p. 299. - Brasch, Vemmetofte. II. p. 25.
89) Rasmussen-Søkilcle,
Brahe-Trolleborg og Omegn. Kbh.1870. p. 103. - Vaupel], I. p. 248.
90) Dyrlund, p: 113 ff. HJ) Holberg, Melampo. 1. Akt 1. Scene.
H2) B'rd. '9/1 1734 o. a. - Martfelt, Forrige Tiders Forvalterkneb i
Stat-jur. Literatur-Bibl. 1795. IV. p. 1-7. · 93) Vaupell, II. p. 11.
94) Reskr. º/7 1760. 95) Resler. 11/4 1718. 96) Allen, p. 478, 97) Vau- ·
pell, II. p. 94. 98) Wegener, Liden Krønike om Kong Frederik
og den danske Bonde. Kbh.1843. p. 19.
99) L. Daae, Normænds
Udvandringer. p. 47. 100) N. hist. 'J:iclsskr. IV. p. 203n. lOÍ) W. F.
275
Schtnettow, lDrläuternder Oommentar o. s. v. Kbh. 1793. p. 229.
!02) Vaupel], TT. p. 280.
10ß) IliRt. 'I'idsskr. I~ p. 190.
104) Suhm,
Saml. Skr. X. p. 144, 105) Frc1. '8/2 1705.
106) Tidemands Op··
tegnelser. Ohr. 1881. p. 35. - Denkw, d. Landgr. v .. Hsssen-Oassel,
1?· ·47. - Vaupell, II. p. 240.
107) Schellenberg, Freye Bemerkungen.
Til første Bog.
I·
I
1) Riegels, Frederik IV's Hist. I. p. 312.
2) Vaupell ., II.
p. 8. 3) Skr. 23/11 1730. 7/91765. 28/. 1766 o. a. 4) Vaupell, II. p.141.
5) N. M. Petersen, Bidrag t.. cl. danske Litrs. Hist. V. 2. p. 32,
6) His.t. Ticlsskr. 5, I. p. 111.
7) R.-Goiske, Krigsret. I. p. 168.
· 8) Skr.0/81786.
9) Abrahamson, Krigsstandens Forbedring.
10) Re·
skript 21/4 1792.
11) Hist. Tidsskr. 3. V. p. 256.
12) Holbergs
Uclv. Skr. v. Rahbek. XXI. p. 213.
13) Lahde og Nyerup, Portr.
og Biogr. Kbhvn. 1805. III. p.11.
14) Krigs-Art. § 158.
15) Vaupell, II. p. 141. - Skr. 26/12 1730. - Resol. 24/4 1765 o, a. 16) Ord.
14/11 1740 o. a.
17) Abrahamson, anf. St.
18) Snhm, Saml. Skr.
XIII. p. 34.
19) Milit. Repertorium. V. p. 182.
20) Generalmaj.
W. N. de Seue's Levnetsløb. Kbh. 1811. p. Ul.
21) Denkw . d.
Lanclgr. v. H.-Oassel. p. III.
22) Abrahamson, anf. St. 23) Vau·
pell, I. p. 616. 24) D. Maanec1sskrift. XXI. p. 51. - Hist. Tidsskr.
3. VI. p. 220. 2~) Vau.pell, II: p. 9. 26) Mnemosyne. III. p. 20.
27) Allen, D. danske Sprogs Hist. i Slesvig. Kbh. 1857. I. p. ß77.
28) Abrahamson, anf. St. 29) Resol. 11/11 1718. 30) Meyer, Efterr.
om Fredensborg. Kbh. 1880. p. 103.
31) Werlauff, Ant. til Holbergs Lystspil. Kbh. 1858. p. 261.
32) N. M. Petersen, V, p. 85.
33) Abrahamson, anf. St.
34) Riegels, Fr. IV's Hist. I. p. 320.
35) Resol. 29/a 1769.
36) Resol. 18/2 1772.
37) Vaupell, II. p. 191.
38) Hist. Ticlsskr. 4. II. p. 738 ff. 39) Reverdil, Struensee. p. 263.
49) Reskr. 31/7 17'76. 41) Arnholtz, Kronborgs Hist. Helsingør 1836.
p. 39. 42) Acht Jahre in Dänemark. p. 39. 43) N. M. Petersen,
V. p. 79, 44) Schmettow, Patr. Gedanken. p. 17. 45) ele Sene.
p. 55. 46) Medd. fra· Krigsarkiverne, udg. af Generalstaben. Kbh.
1882. I. m. St.
47) Tidemand, p. 301 ff. 48) Vaupell, II. p. 215.
49) Riegels, Fr. IV's Hist. I. p. 10.
50) Crouzac, Das OffülierOorps d. prem1s. Armee. Berlín. 1876;
51) Ræd er, Den ßanske
Hærs Organisation. Kbh. 183'7, p. 157.
52) Hist. 'fidsskr. 4.' II.
p. 736. 53) Tidemand, p. 21.
54) Anord. 30/3 1757.
ö5) Nyerup
og Lahcle, Portr. og Biogr. I. lJ, 3 ff. - Minerva. 1786. III. p. 277 ff.
56) Roger et Reverc1il, Lettres sur le Dannemaro. 1758. p. 180.
57) Reskr. 6/B 1772~
58) Resol. 11/12· 1789.
59) Bemerkungen
18*
.
.
-·
276
-~-
·--~~----------~-------~----~-~
--
---------
~~~ ~~ T~
d. stehende Heer. p. 66. · 60) Ileverc1il, Struensee. p. 174. 61) Inf.
Rglm. m7. Ill. p. 35 ff.
62) Ricgcls , Fr. !Y's Hist. I. p. :JlJ.
63) Skr.% 1759. 64) Skr. 'º/12 1763. 65) Inf. Rglm. 1747. III. p. 37 ff.
66) R.-Goiske, I. p. 172n. 67) Holberg, Epistel. 90. 68) KrigsArt. § 63. 69) Krigs-Art. § 150. 70) Vaupoll, IL p. 7. 71) Inf.
Rglmt. 1747. III. p. 40 ff. 72) Hist. 'I'idsskr. IV. p. 96 ff. 7B) sta.
p. 318. 74) Reskr. 1·1/. 1762. 75) Sneec1orff, Den patriotiske Tilskuer. Kbh. 1776. II. Nr. 89.
76) Inf. Rglm. 1747. HI. p. 325.
77) Hist. Tic1sskr. 4. nt p. 319. 78) Inf. Rglm. 1747. III. p. 71 ft
79) Wagner, Et Soldaterliv. Kolding. 1880. p. 66. 80) Ordre 21/9
1763.
81) Inf. Rglm. 1747. III. p. 63 ff.
82) Reskr. 2'/4 1738.
Skr. n/12 1793 o. a. 83) Vaupell, I. p. 304. 84) Riegels, Fr. IV's
Hist. II. p. 715 :ff. 85) Suhm, Saml. Skr. IV. p. 319. 86) Vaupell,
I. p. 431. 87) 'I'hcrsøe, Frederik V's Ungdom Kbh. 1868. p. 21.
füascli, Vemmetofte. II. p.160.
88) Hist. Tidsskr. 3 .' IV. p. 217.
89) Vaupell, U. p. 47. - Mnemosyne. III. p. 20. 90) Inf. Rglm.
1747. III. p. 76 ft. · 91) Werlauft, p. 250. - 92) Abrahamson, anf. St.
93)'Frd.10/31725.
94) Frd.6/101753.
95) Skr.18/31772.
96) Generalmajor C. l. v. Rautenkrantz, Der vollkommene Soldat. (Overs. fra
Fransk.) Altenburg. 1744. 97) Becher, I. p. 304 ff. 98) Farstrup
og Axelsens Dagh. Aalborg 1813. p. 182.
99) Arnholtz, Bidr. t.il
Helsingørs Hist. Skoleprogram. 1866. p. 38.
100) RasmussenSøkilde, Brahe-Trolleborg. p. 103.
101) ]!'r. Carlsen, Gl. Kjøgegaard. Kbh. 1878. p. 73.
102) Vanperl, II. p. 66.
103) Becher,
p. 747.
104) N. kirkehist. Saml. Y. p. 493. 105) N. 'Mag. f. milit.
Vidensk. I. p. 42.
106) Saml. t. fynsk Hist. og 'I'opogr. III. p. 350.
107) Krigs-Art. § 174. 108) Frd. 2u¡5 1734.
109) Vaupell, II. p.176.
llO) Bírcherod, Dagb. p. 441.
111) Vaupel], II. p. 203.
112) Se
f. Ex. omTohnn Ii'riis. H. F. Rørdam. Kbhvn. Univ. Hist. I. p. 397ff.
113) Bruun, Frederik Rostgaards Levnet. Kbh. 1869. p. 336 ff,
114) Mém. de Falckenskjold.
p. 256.
115) Vaupall, II. p. 52.
116) Stolpe, Dagspressen i Danmark. Kbh. 1882. IV. p. 77. 117) Inf.
Rglm. Anhang 1754. p. 167.
118) Skr. ,u/i 1765. 119) Sohmettow,
Patr, Gedanken.
120) Abrahamson, anf. St. . 121) Løvenskjold,
p. 162. 122) Arnholtz, Kronborg. p. 38.
123) Skr. 11/5 1720. Werlauff, p. 328 o. a.
124) Ord. 11/11 1740.
125) Stolpe, Dagspressen. IV. p. 89.
126) Werlauff, anf. St.
127) Fabricius, Morsens Historie .. Odense 1879 p. 481.
128) Holst, Kjøbenhavn og
Kongerigets Kjøbsüæder for omtrent 100 Aar siden. Kbh. 1862. p. 79.
129) Løvenskjold, p. 255. -- Resol. 24/4 1765.
130) Brock, Efberr.
om Rosenborg. Kbh. 1882. II. p. 42 ff.
131¡ I Følge Vaupøll II.
p. 773 var Kapítain Einar Einarsen Kommandant paa Munkholm
fra 1767 til 1776.
1ß2) R.cGoíske, I. p. 175.
133) Wagner, Et
Soldaterliv. p. 58 ff.
13.!1). Schmettow·, Patr. Geel anken. l)·. 32.
ü,
Henvisninger
Henvisninger til første Bog.
l
l
J
/J
\
til første og anden Bog.
277
135) 'V. Scholten, Hvad bør en Officer 'vide. Overs .. Kbh.1789. p.12.
136) Skr. rn¡8 1774. 137) R.-Goiske. II. p. 228 ff. 138) Mnemosyne.
II. p. 37.
139) Reskr. 3/1 1767.
140) V. Lassen, Indbydelscsakritb
til Examina i Helsingørs Realskole. 1868. p. 57. 141) Arnholtz,
Bidr. til Helsingørs Hist. ·p. 55.
142) Becher, II. p. 303.
143) Reskript 18/o 1751.
144) Hist. Tidsskr. a: III. p. 156.
145) Rahbek,
Holberg som Lystspildigter. Kbh. 1815. II. p. 174.
146) Reinhardt,
Kum111u11iteLeLug Hegetd,;,tHl, ¡,. 2GO.
147) oLJ. 148) N. :!\f., Petersen,
I V. p. 608.
149) Reinhardt, std. - Overskon, Den danske Skueplads. - Rørdam, Fra Universitetets Fortid. o. a.
150) Pl. 5/8 1787.
151) Becher, I - N. M. Petersen, anf St. - For Romantik og
Historie. - Schellen berg, anf. St. o. ä,
152) Hist. 'I'idsskr. 3. II.
p, 151. 153) Abrahamson, anf. St. 154) Wagner, p. 94.
155) Fundation 3/o 1707.
156) Norr,k hist. 'l'idsskr. 2. II. p. 201.
157) Vaupell, II. p. 207.
158) stel. II. p. 51. 159) std. II. p. 688. - Mnemosyne. III. p. 27 o. a.
160) Personalhist. 'l'id¡;,skr. III. p. 340.
161) R .• Goiske, I. p.126. 162) N.D.Mag. III. p. 45 o. a. 163) Krigs·
Art. § 35. .164) Sechex·, I. p. 804 ff. 165) Patent 18/a 1679. Ord.
rn¡,, 1684. 166) Bechet·, auf. St. 167) Milit, Repertorium. V. p. 59.
168) '11• A. Becker, Orion. Kvartalskrift. I. p.175.
169) Bircherods.
Dagh. p. 511.
170) std. p. 523.
171) Engelstof't og Møller, Hist.
Kalender. Kbh. 1814. I. p. 391.
172) Bruun, IIullJürg8 E]Jistler.
IL p. 346ii. 173) Werlauf'f, p. 163.
174) Suhm, Saml. Skr. XV.
p. 211.
175) Holberg, Ep. 12.
176) Reskr. 11/10 1737.
177) Frd.
17/a 1741.
178) Reskr, 19/6 1749.
179) Holberg, Ep.86.
180) Vaupell, II. p. 177.
181) Milit. Mag. IV. p. 7.
Til anden Bog.
1) Inf.-Rglm. 1747. III. Kap. 2. - Krigs-Artikl. §§ 37, 160.
2) Inf.-Rglm. 1747. III. Kap. 4.
3) Frd. '8/2 1705.' 4) Holberg,
Peder Paars. IV. 3.
5) Reskr. 8/~ 1692.
6) Dyrlund, p. 113.
'i Skr. 12/3 1793.
8) Hist. Tídsskr. IV. p. 94 it
9) std. 4. IV.
p. 251.
10) Mém. ele Falokenskjold. p. 3'75.
11) Acht Jahre in
Danemark. p. 67. ' 12) Abrahamson, anf. St..
13) Erlauterncler
Oommentar. p. 218.
14) std. p. 213.
15) 'scheHenberg, p. 298.
16) Mém. de Falckenskjold. p. 378.
17) Riegels, Fr. IV's Hist. I.
p. 53. - Hist. Tidsskr. 5. II. p. 142.
18) Mém. de Falckensl~i.old.
p. 270.
19) Nøjagt.ige Oplysninger oni Frifolkenes Rettigheder til
:\]:lrhverv faas af Frd .. 10/3 1725. Kap. 2.
20) Inf.-Rglm. 1747. III.
Kap. IV. - Frd. 27/7 1742. 21) Seoher, I. p .. 317. 22) ,Abrahamson,
atif'. St. 23) Drei Jahre in Danemark. p. 31. 24) Wagner, p. 40.
25) Schellenberg, p. 298. 26) Høst, Struensee og hans Ministerium.
278
)
Henvisninger til anden Bog.
Kbh. 1824. I. J), 73. 27) Mil. Repertorium. III. p. 389.
28) Høst,
Struensee, I. p. 30. 29) Reskr. 7/121736.
30) Skr. "t« 1'728. 31) Skr.
12/i 1765 o. a.
32) Hist,. Tidsskr. 4. IV. p. 251 ff. 33) Holberg,
Metamorphosis. Liebenbergs Udg. p. 102. 34) Schellenberg, p. 221.
35) Peder Paars. III. 3. 36) Schellenberg, p. 298.
37) Frd. 21/2
1681. 38) V. Lassen, Skoleprogram. 1874. p. 19. 39) Brock, Rosenborg. II. p. 1 n.
,10) Arnholtz, Bidr. til Helsingørs Hist. p. 36.
41) Secher, I. p. '748. 42) Arnholtz. p, 23. 43) std. I. p. 606.
44) Pl. 16/rn 172'7.
45) std.
46) Kirkehist. Saml. 3. I. p. 557.
47) Krigs-Art. p. 107. 48) E. v. Herrmansdorfl, Von den Pflichten
eines Soldaten. Breslau 1735. 49) R.-Goiske, I. p. 353.
50) Inf.
Rglm. III. Kap. IV. 51) Bircherods Dagb. p. 462. 52) Schmettow,
Patr. Gedanken. 53) Erläuternder Commentar. p. 214. 54) Lassen,
· Skoleprogram. 1868. p. 58. 55) Interims-Felttjeneste. 1'788. p. 51.
56) Drei Jahre in Dänemark. p. 27.
57) Abrahamson, anf, St.
58) Hist. Tidsskr. l. III. p. 544 ff.
59) Lassen, Skoleprg. 1870.
p. 12. 60) Secher, II. p. 55. 61) Lassen, Skoleprg. 1870. p. 43.
62) Engelstoft, Odense Byes Hist. 1883. p. 400. 63) Arnholtz, Bidr.
t. Helsingørs Hist. p. 42. 64) Lassen, Skoleprg. 1874. p. 28. 65) Hist.
Tidsskr. 3. V. p. 364. 66) Abrahamson, anf. St. 67) Rglm. för
die Garn. in Rendsburg 27/3 1'765.
68) Bern.
d. stehende Heer,
anf. St. 69) Patr. Gedanken. p. 23. - R.-Goiske, I. p. 369. - Resol.
24/.
1775. 70) Mérn. de Falckenskjold, p. 256 ff. 71) Skr. 28/7 1740.
72) Skr. 5/12 1'769.
73) Reskr. 24/8 1'742.
74) Vaupell , II. p. 7.
75) Inf.-Rglm. 1'74'7. III. p. 421 ff.
76) Hist. Tidsskr. 5. I. p. 294.
77) Skr: 18/3 l '786. _ 78) Vaupell, II. p. 10.
79) Inf.-Rglm. 1'747.
III. p. 236 'ff. 80) Resol. 29/3 1769. 81) Reskr. 29/11 1'735. -- Skr.
1º/4 1777.
82) Løvenskjold, p. 23. 83) IMis, Saml. til dansk Kunst
og Bygningshist. Kbh. 18'78. p. 87. 84) Riegels, Fr. IV's Hist. II.
p. 155. 85) Carlsen, Gl. Kjøgegaard. II. p. 23. 86) Vaupell, II. .
p. 29. 87) Meyer, Fredensborg. p. 71. 88) Christensen, .Hørsholm.
p. 22. 89) V aupell , II. p. 12.
90) Arnholtz, Kronborg. p. 31.
91) Meyer, Frçdensborg. p. 113 ff. 92) Vaupell, II. p. 177. 93) Rasmussen, Gisselfeld. p .. 257.
94) Fr. Carlsen, Rønnebæk Sogn og
Rønnebæksholm. Kbh. 1861. p. 49.
95) Holst, Kjøbenhavn. p. 40.
96) Engelstoft, Odense. p. 440. -- Werlauff, p. 330.
97) Ora. 14/0
1701. 98) Frd. 28/, 1705.
99) Subordinations-Anordn. 27/" 1792.
Kap. I. 19.
100) Skr. 26/s 1768 o. m. a. 101) Orousac, Das OffløíerKorps. p. 10. Samme Forf., pie Disciplin d. preuss. Heeres. Berlin.
1874. p. 9. 102) Brenkenhoff, Mifü. Vorurtheile. p. 102. 103) Mern.
de Falckenskjold. p. 380.
I 04) Drei Jahre in Dänemark. p. 68 ff.
105) std. lOßa-b) Vaupell, II. p. 176. 107) std. p. 209 ff. 108) Holbergs mindre poetiske Skr. Liebenbergs Udg. p. 305n. 109) Klop-
¡
li
¡
I
I
ü,
I,
,(
·"''
Henvisninger
t,i1
anden Bog.
279
penborg, En gammel Solclats Erindringer. Kbh. 1861. p. 16. 11 O)
Wagner, p. 35.
111) de Sene, p. l.!. lill) lfosol. 11/s 17(5;¿, P .. 4.
113) Vaupell, I. p. 425.
1 Jil) std. II. p. 361.
115) Arnholtz, Kronborg. p. 65. 116) Wagner, p. 36.
117) Holst, Kjøbenhavn. p. 34.
118) Secher, I. p. 707.
119) Krigs-Art. § 61.
120) Frc1. '1'12 1703.
18/s
Reskr. 12/12 1723. Reskr. 0/7 1729 o. m. a.
121) Reskr.
1732
u. a. - Daac, Norc1mænc1s Uclvanc1ringer. 0hr. 1880. p. 81 ff. 122) (de
Vrigny), Relation d'un voyage fait en Dannemare 1702. Rotterdam
1706.
123) Reskr. 8/a 1'740. Reskr. n¡s 1741. 124) Roger et Reverdi!,
I. p. 72.
125) Skr. ~4/7 1758. - Holst~ Kbhvn. p. 35.
126) Skr.
lli/9 1758. 127) Mern. de Falckenskjold. p. 3'76. - do Sene. p. 67. Minerva. 1797. XLIX. p. 195.
128) Resol. 16/11 1763.
129) Gen.Pardon. 9fi0 1719.
130) R.-Goiske, Krigsret. I. p. 131.
131) std.
p. 45. 132 a) Reskr. 3/11 178'7. 132 b) Raumars !Iistorisches Taschenbuch. 5. IV. :J-8'79. p. 36'7.
133) Mandat 31/¡0 1740. PL 4/o 1'744.
Reskr. 19/3 1750.
134) Hist. Tidsskr. 4. IV. p. :¿94,
135) Garde,
Den dansk-norske Sømagt. Kbh. 1835. IV. p. 166.
136) Frd. rn/10
1703. Reskr. 8/2 1765 o. a. 137) Interims-Felttjeneste-Rglm. p. 104.
29/a
1S8) N. hist. Tidsskr. V. p. 289.
139) J!'rd. 31/10 1740. Reskr.
1756 o. a. 140) Frd. 18/10 1737.
141) Frc1. 1º/10 1731 o. a.
142) Chri29/12
stem;en, Hørsholm. p. 162.
113) Skr. ''1/11 1'7'79.
144) Skr.
1792. - Lassens Skolepgr. 1875. p. 28.
145) Arnholtz, Kronborg.
p. 22.
146) Lassens Skolepgr. 1868. p. 56.
1471 Secher, II. p. 56.
148) Reskr. 2/9 1757.
149) Lassens Skolepgr. 1873. p. 10.
150) Drei
Jahre in Dänemark, auf. St. 151) Fabricius, Horsens. J?· 48. Hübertz, Aktst. m. St. 152) Vaupell, II. p. 144 .. 153) Garde, D.
dansk-norske Sørnagt. III. p.416. 154) Vaupell, II. p.254. 155) Reskript 21/10 1'733.
156) Reskr. 12/7 1737.
157) Frd. 7/21749. 158) Frd.
18fi2 176'7.
159) Vaupell, II. p. 216.
160) Frd. 23/2 1752. - Dyr\,, lund, p. 96.
161) Frederik V's Sø-Artikels-Brev § 644.
162) Vaupell, II. p. 145.
16[1) Reskr. 11/10 1'747.
164) Skr. 29/8 1'767. Skr.
s¡2 17'72 o. a.
165) R.-Goiske, Krigsret. IL p. 201 ff. Hübertz,
Aktst. III. p. 331.
166) Hist. Tidsskr. 5. III. p. 544. 167) Barstad,
27/1
Milit. Justits i Norge. Kristiania 1879. p. 109.
168) Frd.
1738.
]69) Paysen, Den danske mîlit. Kriminalrets Grundsætn. Rendsb.
1819. p. '71. - C. Bastholm, Hist. Efterr. om Mennesket i dets vilde
og raa 'rilst. I. 320. 170) Sammesteds omtales en - ikke militærHenrettelse nf en saa oprørende Natur, at elen er utrolig. Stolpe,
Dagspressen. II. p. 195.
171) Secher, II. p. 93 ff. " 172) Lassens
Skolepg:r. 1873. p. 39.
173) Reverdil, Struensee. p. 102. 174) Frd.
ºIs 173'7. Frcl 21¡10 1'791. 17ri) Inf.-Rglm. 1'74,'7., III. p. 372. Frederik
V's Krigs-Art. for Landtjenesten ved Søetaten § '736.
176) Brenken17/1~
hoff, p. 155.
177) Mem. de Falcke:rg,ik;jold.p. 307.
178) Skr.
3/~2
2"/2
1796 .. 179) ]J'rc1. '9/u 1764.
180) Skr.
1764.
181) Skr.
1763.
280
I ~.
I\
1.'
iii
i'
~
~
!
If
r
I
!i
I
.1:-Ienyisningei' til anden: l3og.
182) Brock, Rosenborg. II. p. 1 n.
183) Schellenberg·, p. 298.
184) l'ay;;u1i, p. til.
185) G .. Hollmann, Das kgl. bayerische 4. Int.
Rgmt.· K Karl v. Würtemberg. Berlin 1881.
186) A. Petersen,
Vallø. Kbh. 1877. p. 137. 187) Vaupøl l, II. p. 7L - Skr. 12fi21789.
188) Nycrup, Kbhvns. Beskr. p. 638. - Reskr, 11/2 1778. 189) Inf.Rglm. 1747. III. p. 355. 190) Skr. 1s¡5 1791. 191) Røsol. 10/11 1763.
192) Inf.-Rglm. Anhang. 1754. p.188.
193) Hr,s;ol 't. 1'778. 1911.) fü,Jling's Avis.
195) Resol. 15/.i 17fü. 196) Drei Jahre in Dänemark.
p. 30. 197) Christensen, Hørsholm. p. 166 n. 1!18) Skr. ªº/12 1775.
109) B.-Goiske, II. p. 134.
200) Sechør , I. p. 85.
201) Skand.
Litr. Selsk. Skr. XXII. p. 162. - Legemlige. Strafte vare dog- af'skafloda for Bønder if . Prd. ,;¡3 1791. Brasch, V emmetofte. III.
p. 200. 202) Inf.-Rglm. 1747. III. p. 854.
203) W erlauff, p. 61.
204) R.-Goiske, II. p. 17 n. 205) Paysen, p. 73. - Inf-Rglm. III.
p. 374. 206) de Sene, p. 53.
207) Reskr. 12/1 1711. Resol. 11/11
1718 o. a. 208) Resler. "/i2 1735. 209) Reskr. 2'/0 1787. 210) Frd.
no¡rn 1771. Resler. 20/10 1772. 211) N. Ussing, Inkvisitions-Kommissionens I-füt. Kbh. 1781. 212) C. Flood, Povel Juel. Mandal 1876.
p. 102 ff. 213) Reiser, Liv, Levnets og Forfølgelseshistorie. Kbh,
1829. p. 36 ff. 214) Resol. 5/3 1790. 2151 Resler. 29/10 1772. 216) Den
spanske Kappe var ing-n særegen militær Rtmf. Wcrl anff p. 111.
217) Inf-Rglm, 1747. III. p. 44 ff., p. 338.
218) N. Mag. f'. milít.
Vidensk. .I. p. 41 n. 219) D. Maanedsskrift. 1862. II. lJ· 388. 220) Inf.Rglm. 1747. III. p. 389. 221) Saml. t. jydsk Hist. og Topgr. III.
p. 138. 222) Resol. "!1 1781. 223) Vau pell, I. p. 361. 224) std.
IL p. 96 .. 225) Hist, 'L'idsskr. 5. II. p.117.
226) Holberg, Jeppe
paa Bjerget, l. Akt 6. Sc.
227) Krigs-Art. § 4. Inf' .. Rglm. 1747.
III. p. 42. 228) Frd. 28/2 1705. 229) Vaupell, II. p. 13.
230) Inf'.•
Rglm. 1747. III. p. 230. 231) Frd. 4/a 1708. 232) Vaupoll, II. p. 13.
233) Inf.-Rglm. 1747. III. p. 232. 234) Reskr. 11/1 1731. -- N. hist.
Tidsskr. IV. p. 135 ff. 235) Interims-Felt~j. Rglm. 1788. Kap. 11.
236) For Litr. og Kritik. III. p. 265. 237) Birch e rod, Dagb. p. 413 ff. Reskr. 23/21720,
238) Frd.,12/3 1735.. 239) Anord. 11/.1 1738. 240) Inf.Rglm, 1747. III. p. 31. 241) Skr. 'º/4 1720. Resin'. 3º/12 1740 o. a.
2,12) Ursin, Viborgs Beskr. Kbh. 1849. p. 56n. 243) Bang, Saml.
til adskill. opbyggelige Materier. 1743. I: p. 342.
24-i) Riegels,
Smaa hist. Skr. III. p. 285n.
245) Hist. Tidsskr. 3. IV. p. 190.
246) Se f E:x:. Kirkehist. Saml. 3. I. p. 557. 247) Arnholta, Bidr.
t. Helsingørs Hist. p. 36.
248) Reskr. 12/1 1720.
249) Werlauff,
p. 461 ff. 250) For Litr. og Krit,ik. III. p. 366. 251) Skr. 1/11 1784.
252) N. Kirkehiet. Saml. II. p. 799.
Henvisninger til tredje Bog .
~
I
\.
II
¡:
li
I
I
l.
Til tredje
281
Bog.
I) Inf.-Rglm. 1747. III. p. W. 2) Skr. 2"/3 1764. 3) Drei Jahre
in Dänemark. p. 7ß. 4) Skr. 2º/8 1'767. Skr. 8/2 1772 o. a. 5) Abrahamson, anf. St.
6) Inf."Rglm. 1747. III. p. 23 ff.
7) Wagner,
p. 43. 8) std.
9) Schellenberg, p. 284.
10) Inf.-Rglm. 1747. III.
p. 8.
11) Host, Mwrkv. Begivenheder i Frederik V's Levnet; p. 2.
Riegels, Sm. hist. Skr. III. p. 443.
12) Resol. ª/1 1767. 13) Riegels,
Fr. IV's Hist. I. p. 53. 14) Werlauff, p. 136. 15) Reskr. ª'5 1733.
Reskr. 11'5 1734 o. a.
16) Frd. '3/6 1740. - Werlauff, II. p. 51.
17) Instrukt. '5/4 1740.
18) Secher, II. p. 303. - Frd. nh 1'745.
19) Jahrbücher f. d. d. Armee u. Marine. 1883. I. p. 324. 20) Vaupell, II. p. 124. 21) Skr. 14/7 1764. 22) C. CJ. Pflueg, Kristians
Plejehus i Kbh. Kbh.1773. - Resol. 16/5 1765. 23) E. Holm, Kongemagt Folk og borgerlig Frihed ORV. p. 6. 24) Vaupell, II. p. 124.
25) Reskr. '8/0 1'714. 26) Skr. 28/0 1733. 27) Skr. 28/1 1764. 28) Skr.
1,1¡7 og ª/0 i.'764.
29) Resol. 13/& 1772.
30) Østs Arkiv for Psykologi, Hist. osv. IX. p. 115. 31) Wagner, p. 66.
32) Inf.-Rglm.
174'7. III. p. 56.
33) Resol. 19/rn 1705.
34) Reskr. 'º/11 1745.
35) Secher, I. p. 321. - Ingerslev, Danmarks Læger og L~gev~sen:
II. 1,. G21. --- Ilbt. Tidsskr. I. p. 381. 36) Buntz en, KHurgrnn 1
Danm. i Midten af d. förr. Aarh.
Universitetspgr. 1870. p. 9.
37) Secher, II. p. 48. 38) Ingerslev, IL p. 180. 39) std. - Wer·
lauff, p. 123 ff. 40) Reskr. 2/0 1740.. Reskr. 2'/111777 o. a. 41)Reskr.
1s¡101747.
42) Ingerslev, IL p. 452. - Buntzen, p. 30. . 43) Ingerslev, IL p, 221. 44) Buntzen, p. 31. 45) Nyernp og Lahde. Portr.
og Biogr. II. p. 7, 46) Buntzen, p. 20. 47) Inf.-Rglm. 1'74'7. III.
p. 121. Anhang 1754. p. 174. 48) Resol. 0/5 1791. 49) Ingerslev,
II. p. 222. - Buntzen, p. 30. - Inf.-Rglm. 1747. III. p. 53. 50) std.
\ p. 379. 51) Krigs-Art.§ 61. 52) Inf.-Rglm. 1747. III. p. 46. 53 std.
p. 63. 54) Hist. Tidsskr. 3. IV. p. 321. 55) Vaupell, I. p. 5.09.
56) Brasch, Bregentveds gamle Ejere. Kbh. 1873. p. 467. 57) Hrnt.
Tidsskr. 3. II. p. 305. 58) Inf.-Rglm. 1747. III. p. 6.. 59) Jahr·
bücher f. d. Armee u. Marine. 1883. I. p. 100. 60) Vaupell, II.
p. 4. 61) Beskr. 21/10 1755. - R.-Goiske, Krigsret I. p. 346. 62) Inf'.Rglm. 1747. III. p. 6. - Reskr. 2"/8 1765 o. m. a.
63) Vaupell, II.
. p. 2116. (Resol. 28/5 1782. l 64) Saml. t. jyc1sk Hist. og Topgr. II.
p. 305. 65) En mindre Del af' dette Afsnit har unc1er 'ritel ,,Soldatens Paaklædning for 100 Aar siden" været trykt i ,,Danebrog",
2. A.arg. 1881. Nr. 10. 66) Vaupell, I. p. 381 ff.
67) Denkw. z.
Karakteristik d. preuss. Armee unter Friedrich. II. Glogau 1826.
p. 137.
68) Riegels }fr. IV's Hist. II. p. 47. - Meyer, Fredensborg. p. 61. - Suhm', N. Saml. II. p. 9. 69) ResoL 25/. 1733. Skr.
1¡11 1760. Slu. 1s¡2 1761 o. m. a. 70) Minerva. 1797. IV. p. 195.
Henvisninger
V
Henvisninger
til tredje Bog.
71) Infí-Rglm, 1747. III. 2. Bog. Kap. I ff.
72) Resol. 3/5 1780 o. a.
Hist. 'I'idsekr. ö. V. p. 269. 73; Vaupell. 74) Abrahamson, ant. St.
75) Resol. 12/o 1769.
76) Werlau:ff, p . 206. - Bruun, Holbergs Ep ..
IL p. 436.
77) Michel Jerskjæg, Amager- Lands korte Beskr.
Kjøgo 1693.
78) Frdn. 22/9 1710. - Daae, Det gamle Christiania.
Ohr . .1879. p. 61.
79) Hist. Tidsskr. IV. p. 530. - Holst, Kjøbenhavn. p. 144. - Stolpe, Dagspressen. IV. p. 108 o. n.
80) Høst,
Mærkv. i Kong Fr. V's Levnet. p. 175. 81) Skr. 8/121757.
82) Abrahamson, an. St. 83) G. Bjørlin, Bilder ur Sveriges krigshistoria.
I. 1876. p. '77 ff.
84) Skr. 29/1 1785.
85) Inf .• Rglm. III. p. 113.
86) Vaupell, IL p. 344.
87) Medd. af Krigs-Arkiverne.
Kbh.1883.
I. p. 355.
88) Resol. 8/s 1780.
89) Hist. Tidsskr. 3. VI. p. 91.
90) Inf.-Rglm. 1747. Ill. p. 120. 91) Hist. Tidsskr. 5. II. p. 13.7.
92) Resol. 'ª/12 1768 o. a.
93) Abrahamson, anf. St.
94) Tidemand, p. 24.
95) de Seue, p. 46. 96) Drei Jahre in Dänem. p. 77.
97) Vaupell, Il. p. 212. 98) Mern. de Falckenskjold. p. 390. 99) Frd.
31/10
1731.
100) Skr. '9/g 1749.
101) Holst, Kbh. p.143. - Frederik
V's Art. f. Landt]. ved Sø-Etaten. § 24, 102) Skr. 4/i 1759. 103) Skr.
~0/81761.
104) Skr. 17/31792 o, m. a. 105) Wagner, p. 43. 106) Hist.
Arkiv 1871. Il. p. 551. Skr. 11/1 1738. Skr. 12/u 1720. Reskr. 18/8
1766.
107) Reskr. º/5 1773. Resol. 23/11 1739. Resol. ,n¡,, 1774. Hist.
Tidsskr. 4. IV. 251.
108) Reverdil, Struensee. p. 144. - Løvenskjold. p. 210. Hist. Tidsskr. 3. IV. p. 319. 109) Reverdil, m. St. Høst, Struensee. II. p. 477. - Hist. Arkiv. 1871. II. - Hist. Tidsskrift. 3. IV. 421. - Løvenskjold, p. 214 o. a.
110) Inf.-Rglm.
1747. Ill. p. 24.
lll) Vaupell, Il. p. 79, p. 597.
112) Hist. 'I'idsskr.
3. IV. p. 45.2.
113) Pl. 1/8 1785. Skr. 27/o 1788.
!14) Riegels, Fr.
IV. IL p. 425.
115) Iµf.-Rglm. 1747. III. p. 48 ff.
116) Mérn. de
Falckenskjold. p. 242.
117) Inf'-Rglm. 1747. III. p. 25 ff. 118) Øst,
Arkiv, II. - Mém. ele Falckenskjolcl. p. 241.
119) N. Mag. f. mil.
Vidensk, II. p. 116.
120) J ahrb. f. cl. Armee u. Marine. 1883. I.
p. 95.
121) Vaupell, II. p. 81.
122) Løvenskjold, p. 25. 123) Holberg, Ep. 12.
124) Løvenskjold, p. 164. - Resol. 26/51784. - Parolbef. 'º/8 1'764.
125) Jahrb. f. d. Armee u. Marine. 1883. I. p. 181..
126) Drei Jahre in Dänem. p. 40. 127) 'I'idemand, p. 20. 128) Løven.
skjold, p. 25.
129) Vaupell, I. p. 422.
130) Skr. 12/111'785.
131) Mi.
nerva 1797. II. p. 198.
132) Inf.-Rglm. 1747. III. p. 239.
133) Hist.
Kalender. I. p. 399.
134) Krigs-Art, Kap. 11.
135) Riegels, Fr.
IY's Hist. I. p. 128.
136) Lønborg, Pride rich d. Fjerdes Vaabenting.
IH7) (de Vrigny), Relation d'un voyage fait en Danemare a la suite
ele M. I'envoyé d'Angleterre.
Rotterdam. 1707.
138) Inf.» Rglm.
1747. Ill. p. 546. 139) ele Seue, p. 37. 140) Bírcherod, Dagh. p. 427. ·
141) Skr. 10/4 1748.
142) Denkw, d. Landgr, Carl v. Hessen-Cassel.
p. 18.
143) Brock, Rosenborg. p. 76. - Hist. 'I'idsskr. 4. IV. p. 251.
'
r
~··
I
r
r
t
1
til bredje Bog.
28.3
1114) N. Mag. f. milit. Viclensk. II. p. 118.
145) Mern. de Falcken·
10/.1 1'75~.'
skjold, p. 287.
Iilö) Vaupell, I. p. si. Il. p. 59. I,17) Skr.
148) Reskr. 1-1¡4 1762.
149) de Sene, p. 68.
150) Wagner, p. 63 fl:.
151) Both, K,iøbenhavn. Kbh.1865. p.187.
152) Kjøbenhavns Skil·
deri. 1804. Nr. 58. 153) Hist. Arkiv. 1071. II. p. 552.
154 Arnholtz, Kronborg.rp. 31 ff. - Lassens Skolepgr. 1872. p. 5 ff. 155) Rie·
gels, Fr. TV's Hist. I. r 4ri.
156) Rnhm, Nye Saml. III. p. 17.
157) Abrahamson, anf. St.
158) Nyernp, Kbhvns. Besler. p. 260.
159) Rglm. f. Vagterne i Kastellet. ~/r, 1727.
160) Inf.-Reglm. 1747.
III. p. 271.
161) R.ahbeks Erindringer.
Kbh. 1824. I. p. 224.
162) Inf.-Rglm. 1747. III. p. 289.
163) Ord. rn¡1 1789.
164) Hol13fto
bergs .m. poetiske Ski>. Liebenbergs Udg. p. 39'7.
165) Orel.
11/R
8/8
1'763.
166) Reskr. 21/11 1707. Ord.
1712. Resol.
1762 o. a.
167) Inf .• Rglm. 1747. III. p. 310.
168) Bircherod, Dagb. p. 458.
169) D. Maanedsskr. XXI. p. 449. 170) Høst, Struensee .. I. P· 279. -Skr. 4/, 1771.
171) Rglm. "/& 1727
172) Inf.-Bglm. 1'747. III. p. 30?,
smlgn. Jahrb. f'. cl. Armee u. Marine. 1883. I. p. 99.
173) Ohn·
stensen, Hørsholm. p. 105.