GMO og EUs fremtidige fødevareproduktion

Transcription

De stigende fødevarepriser har skabt fokus på EU's fødevareproduktion og på
brugen af genmodificerede fødevarer (GMO). På den ene side kan GMO være
en del af løsningen på verdens fødevareknaphed. På den anden side er befolkningens modstand overfor GMO stor. Siden 1990 har der været fælles
EU-regler for vurdering og godkendelse af gensplejsede organismer, men i
forhold til andre steder i verden er proceduren omkring godkendelse i EU
meget - og efter nogles mening unødvendigt - lang.
GMO og EU's fremtidige fødevareproduktion er tænketanken Ja til Europas
bidrag til debatten på et område, hvor det er uklart, hvad der er fakta og,
hvad der er frygt. Vi har bedt en række danske politikere, eksperter og branchefolk give deres holdning til brugen af genmodificerede fødevarer samt bud
på, hvordan fremtidens fødevaremæssige udfordringer bør håndteres. Vi
håber med denne publikation at skabe fokus på et politikområde, hvor der er
mange interesser på spil og hvor der er brug for en mere kvalificeret debat.
GMO og EU’s fremtidige
fødevareproduktion
GMO og EU's fremtidige fødevareproduktion
ISBN-nummer:
Udgivet af:
Den Danske Europabevægelse 2008
Produktion/ design: HJ Grafik
Tidligere udgivelser:
2008
EU som sikkerhedspolitisk aktør
2007
Europæisk energipolitik - den nødvendige debat
2003
Euroforbeholdet - baggrund og argumenter for deltagelse i euroen
Forsvarsforbeholdet - baggrund og argumenter for deltagelse i EU's forsvarspolitik
Forbeholdet overfor retlige og indre anliggender - baggrund og argumenter for fuld
deltagelse
2002
Grundloven og EU - problemer forude?:
2001
Guide om Nice-traktaten
Demokratisk Union
Visioner for Europa - forslag til en mere demokratisk og effektiv Europæisk Union
2000
2
fødevareproduktion
Derfor euro
Fire erhvervsledere siger ja
Norge - et hemmeligt EU-medlem
Nærhedsprincippet - hvad skal EU bestemme?
Denne publikation er fremstillet med støtte fra Europa-Nævnet, som ikke er ansvarlig
for indholdet af publikationen.
Gengivelse er kun tilladt med tydelig kildeangivelse
Redaktion:
Rina Valeur Rasmussen, Sekretariatschef, Den Danske Europabevægelse
Kontakt:
Tlf: 33 141 141
E-mail: [email protected]
Hjemmeside: www.eubev.dk
fødevareproduktion
3
fødevareproduktion
Udgivet af Den Danske Europabevægelses
tænketank Ja til Europa
Ja til Europa samler forskere, politikere, erhvervsledere, kommentatorer og kulturpersoner
med et grundlæggende positivt syn på EU-samarbejdet. Med løbende produktion af debatoplæg
og bøger vil Ja til Europa arbejde for en mere konstruktiv og fremadrettet dansk Europa-debat.
Synspunkter som udtrykkes i Ja til Europas udgivelser, er forfatternes egne og kan ikke
tilskrives Ja til Europa eller Den Danske Europabevægelse.
Formand:
Erik Boel, Landsformand, Den Danske Europabevægelses
Rådgivende komité:
•
•
•
•
•
•
•
Lone Dybkjær, medlem af Folketinget (R)
Uffe Ellemann-Jensen, tidligere udenrigsminister (V)
Niels Due Jensen, Bestyrelsesformand, Grundfos
Annegrethe Rasmussen, redaktør, Berlingske Tidende
Tøger Seidenfaden, Chefredaktør, Politiken
Niels Thygesen, professor, Københavns Universitet
Asger Aamund, Direktør, Neurosearch
Redaktion:
Rina Valeur Rasmussen, Sekretariatschef, Den Danske Europabevægelse
Kontakt:
Tlf: 33 141 141
E-mail: [email protected]
Hjemmeside: www.eubev.dk
4
fødevareproduktion
Indholdsfortegnelse
Intro
Erik Boel, formand for Den Danske Europabevægelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .00
Etik, nytte og bæredygtighed
Peder Agger, formand for Det Etiske Råd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .00
Om at plante fremtiden
Birger Lindberg Møller, professor, dr. scient, Institut for Plantebiologi
og Plantebioteknologi (KU) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .00
Når truget er tomt, bider virkeligheden…
Mariann Fischer Boel, landbrugskommissær, Europa-Kommissionen . . . . . . . . . . .00
GMO gør gavn
Eva Kjer Hansen, fødevareminister (V) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .00
Forsigtighedsprincippet skal fortsat være bærende
Christel Schaldemose, medlem af Europa-Parlamentet (S) . . . . . . . . . . . . . . . . . .00
Nej tak til (GMO-)monstermad
Kristen Touborg Jensen, fødevarepolitisk ordfører (SF) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .00
Konkurrenceforvridning har alvorlige konsekvenser for
de europæiske landsmænd
Peter Gæmelke, præsident for Landbrugsrådet
5
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .00
Ole Linnet Juul, branchedirektør for fødevareindustrien i Dansk Industri
. . . . . . . .00
GMO og miljøet - hvorfor siger vi (for det meste) nej?
Rikke Lundsgaard, landbrugspolitisk medarbejder,
Danmarks Naturfredningsforening . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .00
GMO-afgrøder og verdens fattige landmænd
Christian Friis Bach, international chef, Folkekirkens Nødhjælp
GMO mod sult? - Den forkerte medicin mod det rigtige problem
Dan Belusa, GMO-kampagnemedarbejder, Greenpeace
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .00
fødevareproduktion
GMO-afgrøder - en vej til bæredygtighed og bedre konkurrenceevne
Intro
Erik Boel, formand for
Den Danske Europabevægelse
GMO står for genetisk modificerede organismer, der er fremstillet ved anvendelse af genetisk modificering eller genteknologi. Siden 1996 er der dyrket gensplejsede planter i store
dele af verden, og i 2003 var over halvdelen af verdens sojaproduktion gensplejset.
Gensplejsede planter indgår derfor i mange fødevarer, foderstoffer og ingredienser. Siden
1990 har der været fælles EU-regler for vurdering og godkendelse af gensplejsede organismer, og gensplejsede planter må ikke dyrkes eller anvendes til foder og fødevarer i EU,
før de er vurderet og fundet sikre i forhold til sundhed og miljø.
6
fødevareproduktion
På den ene side er befolkningens modstand overfor GMO stor, især når det gælder fødevarer, men på den anden side kan GMO være en del af løsningen på verdens fødevareknaphed. Anvendt rigtigt rummer teknologien store muligheder, da disse afgrøder kan komme
til at spille en stor rolle for fattigdomsbekæmpelsen i udviklingslandene. De danske politikere har dog været tilbageholdende med at tage stilling til GMO-diskussionen på grund af
befolkningens skepsis. Danmark har siden det såkaldte GMO-moratorium fra 1997 stemt
nej til alle ansøgninger om tilladelse til at udsætte og dyrke genmodificerede afgrøder. Siden
moratoriet blev indført, har EU indført krav om sporbarhed og mærkning af GMO'er. EU-reglerne sikrer således, at der ikke må godkendes GMO'er, hvis der er miljø eller sundhedsmæssige betænkeligheder, og godkendte GMO'er skal mærkes, så forbrugerne frit kan
vælge, om de vil købe dem. Men i forhold til andre steder i verden er proceduren omkring
godkendelse i EU meget lang. GMO er således en realitet, men der rejser sig en række
spørgsmål og bekymringer: Hvor meget kender vi til konsekvenserne? Har vi råd til at lade
være? Er det etisk? Kan vi reelt vælge GMO fra som forbrugere, og ønsker vi det f.eks. i
forhold til medicin? Kan GMO hjælpe udviklingslandende?
Europabevægelsen har taget initiativ til denne publikation for at sætte fokus på et emne,
hvor det er uklart, hvad der er fakta, og hvad der frygt. Emnet er aktualiseret af den fødevarekrise, vi alle mærker på stigende priser. Bidragsyderne til publikationen repræsenterer
et bredt udsnit af de aktører, der er i debatten om GMO. Ved at anskue problematikken fra
forskellige vinkler, vil emnet blive belyst mere grundigt og debatten blive mere kvalificeret.
Etik, nytte og bæredygtighed
Peder Agger, formand for
Det Etiske Råd
I september 2005 skrev daværende miljøminister Connie Hedegaard et brev til Det Etiske
Råd, hvori hun bad Rådet om at bedømme det hensigtsmæssige i at indføre begrebet nytte
som et kriterium i forbindelse med afgørelse af ansøgninger, der handler om udsætning af
genmodificerede planter (GMP) til dyrkning på friland. Kriteriet havde allerede dengang i en
årrække havde været anvendt i Norge og Sverige (Det Etiske Råd (2006): Nytte, etik og tro
i forbindelse med udsætning af genmodificerede planter. Redegørelse).
I dette hæfte fokuseres på, hvad der er fakta, og hvad der er frygt i forbindelse med genmodificerede organismer (GMO), og her kan det være hensigtsmæssigt at se på, hvad Det
Etiske Råd nåede frem til i forbindelse med sine diskussioner om emnet. Det kan desuden
være nyttigt at reflektere over den bredere sammenhæng, som hedder bæredygtig udvikling, hvor bl.a. eksistensen af frygt netop må betragtes som et faktum. I forbindelse med
bæredygtig udvikling er dialog og etablering af tillid, frem for alene teknisknaturvidenskabelig oplysning og almindelige markedsføringsmæssige kneb, midlet til at overkomme de uønskede kløfter i debatten.
Motivet for ministerens brev
En anden grund til, at ministeren har skrevet til Det Etiske Råd, kunne være den bemærkelsesværdige vækst, der er sket (og fortsat sker) i dyrkningen af GMP'er ude i verden.
Arealet, der er vokset konstant over det sidste tiår nåede 2007 op på 123 millioner hektar (ca. 30 gange Danmarks landareal). Genmodificeret bomuld, majs og især soja spiller
således en stigende rolle også på verdensmarkedet, hvor det bliver stadigt vanskeligere at
undgå produkter af disse afgrøder, som er iblandet GMP (ISAAA Brief 37-2007 Executive
Summary www.isaaa.org/resources/publications/breifs/37/).
En tredje grund for ministeren til at skrive til Det Etiske Råd kan være, at hun har skelet til
den omfattende modvilje, der er i den europæiske og også den danske befolkning ved udsig-
7
fødevareproduktion
Der kan være mindst tre grunde til, at ministeren har fundet på at skrive til Det Etiske Råd.
Den mest oplagte er den ændring, der er sket i EU's regulering. Moratoriet for markedsføring af GMP er blevet ophævet, og en ændret mærknings- og godkendelsesordning blev
indført i Danmark i 2004. Herefter kan miljøministeren efter en traditionel risikovurdering
og en offentlig høring godkende nye GMP'er til dyrkning. Nyordningen udelukker dog ikke al
tvivl: Er det f.eks. bufferzonerne, der skal holde GMP'erne på afstand af økologisk drevne
arealer, tilstrækkeligt brede i det danske mosaiklandskab? Kan man regne med, at danske
landmænd handler som forudsat i vejledningerne? Er grænseværdien (0,9 pct.) for, hvad et
produkt må indeholde af GMP-materiale, acceptabel under alle forhold? I en situation med
mange tvivlsspørgsmål kan det være hensigtsmæssigt for en minister af have et nyttekriterium, der kan fungere som en nødudgang. En nødudgang, der kan benyttes, når man vil
undgå de politisk set mest problematiske udsætninger, som ikke er opfanget af de sædvanlige teknisknaturvidenskabelige risikovurderinger.
ten til at skulle acceptere GMP'er eller rester heraf i vores fødevarer. Det tankevækkende
er, at selv om europæerne ifølge GMO Compass (119-06-07,
www.gmocompass.org/eng/news/stories/227.euroarometer_europeans_biotechn) ser på
bioteknologiudviklingen med stigende optimisme, udgør fødevareområdet en undtagelse.
For flere og flere af respondenterne opvejer fordelene ikke ulemperne. I denne afvejning indgår hyppigt etiske overvejelser, og stadigt flere efterlyser mere borgerinddragelse (Gaskell
et al.: Europeans and Biotechnology in 2005. Patterns and Trends. Eurobarometer 64.3
May 2006).
Det Etiske Råds diskussioner
Det er klart, at debatten vedrørende GMP'er rejser en række spørgsmål, der går ud over,
hvad en naturvidenskabelig risikoanalyse kan afsløre. Den omfatter f.eks. normative spørgsmål, der for borgerne kan være afgørende for personlig stillingtagen. Ministeren udtrykte da
også sin interesse i at få afklaret ”de mere uhåndgribelige emner, der betyder så meget i
den offentlige debat”, og som har mere at gøre med nytte, etik og tro end med risikovurdering. Ministeren henviste specifikt til fødevareområdet. Det Etiske Råd besluttede da at fokusere på nytten ved udsætning af GMP'er, fordi GMO'er allerede i vidt omfang og tilsyneladende uden større problemer anvendes inden for andre områder som f.eks. i gæringsindustrien
og ved produktion af medicin.
8
I sin behandling af sagen tog Det Etiske Råd udgangspunkt i de tre spørgsmål, der oftest giver
anledning til debat i relation til eventuel udsætning af GMO. Er der tale om metoder, der afviger væsentligt fra, hvad vi altid har gjort? Kan GMP hjælpe os med at afskaffe sulten i den
tredje verden? Og kan GMP'erne hjælpe til at mindske forureningen med pesticider? Et fjerde
og femte spørgsmål, som ikke blev taget op om hhv. borgerinddragelse og biomarkører, vender jeg tilbage til.
fødevareproduktion
Introduktionen af genmodifikation er ikke ny, for så vidt at mennesket, i al den tid det har
dyrket planter og avlet husdyr, har foretaget udvalg af, hvilke frø og avlsdyr, der skulle give
ophav til næste generation. Det har over århundreder effektivt forbedret kvaliteten af nytteplanter og avlsdyr. Det nye er, at genmodificeringsteknikkerne dels tillader et meget mere
præcist og langt hurtigere udvalg af de ønskede egenskaber, dels at genetisk materiale nu
kan overføres fra den ene art til den anden også en eventuelt meget anderledes art, hvor
en sådan krydsning ellers aldrig ville kunne lade sig gøre. I dette spørgsmål deler Det Etiske
Råd sig i tre: Nogle medlemmer finder, at der ikke er grund til at træffe særlige forholdsregler. Andre mener, at usikkerheden er væsentligt øget, fordi hastigheden vil gøre det
svært for økosystemerne og samfundet at tilpasse sig de nyfrembragte organismer, hvis
gener kan frygtes at sprede sig ad uforudsigelige baner. En tredje gruppe mener, at fremstilling af GMO'er er at lave om på Guds skaberværk, hvorfor det af den grund bør undgås.
Alle medlemmerne af Det Etiske Råd er enige om, at GMP'er principielt kan hjælpe til at
øge produktionen og således også fødevareproduktionen i den tredje verden. Men de var
uenige om, hvor relevant det var at bringe op i den foreliggende sammenhæng. En del henviste til den succes, som kan aflæses af det stadigt voksende areal med GMP'er ude i verden. En anden del anfører, at et fænomen som sult er et meget komplekst samfundsmæssigt spørgsmål, som ikke blot kan besvares med et simpelt teknologisk fix. Der kunne i den
sammenhæng som eksempel henvises til, hvordan multinationale firmaers indførsel af gen-
modificeret soja i Argentina har haft drastiske negative konsekvenser for landbefolkningen
og dennes mulighed for at brødføde sig selv. Et medlem finder ligefrem, at det er meningsløst at diskutere eventuel nytte af GMP'er, hvis man ikke samtidig inddrager de voldsomme
konsekvenser introduktionen af patenterede GMO'er kan have på den globale landbrugsproduktion.
Disse forskelle i opfattelse viser sig endvidere at være sammenvævet med, hvordan medlemmerne opfatter begrebet nytte. Hvis det forstås som noget, der forbedrer menneskeliv
og lykke, er det afgørende, om det ses i et individuelt eller samfundsmæssigt perspektiv.
Nogle medlemmer var af den opfattelse, at markedet ville være i stand til at udkrystallisere, hvad der er nyttigt, og hvad der ikke er det, ved simpelthen at se, hvad forbrugerne vil
betale for. Men heroverfor var der medlemmer, der betonede fællesskabets nødvendighed
og markedets utilstrækkelighed: Ikke alle former for nytte (i betydningen lykke) er til at markedsføre, og mange forbrugere har ikke adgang til markedet, f.eks. fordi de er fattige, eller
fordi de ikke er født endnu.
Det Etiske Råds konklusioner
Nu er det sjældent, at Det Etiske Råd når til en enkelt enig indstilling. I reglen går det
bevidst efter at afslutte arbejdet med en oplistning af de forskellige positioner og de argumenter, der ligger bag. Og hvert enkelt delspørgsmål kan støttes af grupperinger, der ikke
nødvendigvis går igen fra det ene delspørgsmål til det andet. Frem for at søge at bøje synspunkterne mod hinanden søger Det Etiske Råd at udrede de i reglen komplekse dilemmaer,
der tages op, så grundigt, at alle kommer med. Det har også været tilfældet i denne sag.
Indledningsvis var der enighed om nødvendigheden af at starte enhver sag om udsætning
med en risikoanalyse. Derudover var der også enighed om, at forskning i GMP kan ses uafhængigt af eventuel nytte af at tage GMP i anvendelse. Uafhængig kritisk forskning på internationalt niveau er under alle omstændigheder afgørende for at vurdere en eventuel ibrugtagning. Endvidere var der enighed om, at der er fare for, at en spredning af de frembragte gener kan skade den naturlige biodiversitet og økosystemernes funktion. Da der kan være
tale om irreversible forandringer, er det efter Det Etiske Råds mening vigtigt, at forsigtighedsprincippet bringes i anvendelse, og at man i det hele taget er tilbageholdende med at
give tilladelser til udsætning af GMP'er, uden at det dog udelukker denne slags udsætninger. Endelig gav det samlede råd udtryk for, at beslutninger om eventuel udsætning af
9
fødevareproduktion
Det tredje spørgsmål er GMO'ernes mulige gavnlige indflydelse på forureningen. De fleste af
de GMP'er, der hidtil er blevet frigivet, er organismer, der er blevet gjort tolerante overfor
et bestemt ukrudtsmiddel, der så er forhandlet i ”en pakke” sammen med frøet. Pakken er
blevet solgt med forsikringer om, at der fremover ikke ville blive brugt mere, men tværtimod
mindre af pesticidet, fordi der kan sprøjtes på et senere og dermed bekæmpelsesmæssigt
set mere hensigtsmæssigt tidspunkt. Det har været meget debatteret, hvorvidt dette i praksis holder stik. Den foreliggende dokumentation peger i begge retninger, hvilket er nok for en
del af medlemmerne til at blive overbevist om, at dette ”grønne argument” ikke holder. Siden
har en undersøgelse blandt danske landmænd yderligere vist, at det ikke huer dem, hvis
ukrudtet skal kunne ses i marken mere end i dag. Ud fra idealet om rene marker har de derfor tænkt sig at sprøjte, som de plejer (Lassen, J. m.fl. (2007): Miljøvenlige genmodificerede afgrøder? Vil landmændene have dem, og vil de blive brugt til gavn for naturen?
Bekæmpelsesmiddelforskning fra Miljøstyrelsen Nr.112).
GMP'er skal tages ud fra en helhedsbetragtning, hvor mulige irreversible konsekvenser
tages i betragtning, ligesom bæredygtig udvikling skal være en del af det normative grundlag for beslutningen. Også de konkrete effekter, der kan forudses, skal vurderes og sammenlignes med, hvad alternativet vil være, dvs. hvad der vil være situationen, hvis udsætningen ikke realiseres.
Efter de ovenfor gengivne synspunkter, hvorom der var enighed, delte Det Etiske Råd sig i
tre grupper: Et flertal på ti anbefaler, at nytte bør indgå som et kriterium for godkendelse.
Fire af disse medlemmer mener, at GMP'er endda kun bør frigives, hvis det klart kan sandsynliggøres, at der kun er en minimal risiko for negative effekter, og at chancerne er gode
for, at det vil vise sig nyttigt, og altså i stand til at tilfredsstille menneskelige behov eller
afværge alvorlige miljøproblemer. For nogle af disse medlemmer henvises til respekten for
Guds skaberværk, som man ikke bør antaste. Andre (herunder forfatteren til denne artikel)
henviser til den ”visdom” der er akkumuleret i naturen (”nature knows best”), som det ikke
er værd at udfordre mere end strengt nødvendigt. De øvrige seks af de ti finder, at GMP'er
kan godkendes, hvis vurderingen blot viser, at fordelene klart vil opveje ulemperne, også i
det tilfælde at både fordele og ulemper nærmer sig det ubetydelige. De resterende fire
medlemmer, der ytrede sig, mener derimod ikke, at nytte bør indgå i godkendelsesproceduren. Hvis det kan sandsynliggøres, at udsætning vil kunne skade mennesker eller miljø,
finder de, at udsætningen bør forhindres. Hvis det derimod ikke er tilfældet, bør udsætning
kunne foregå uden yderligere komplikationer.
Sagt kort finder flertallet i Det Etiske Råd, at det er en god ide at lade nytte indgå som et
kriterium i godkendelsesprocessen. Der er dog forskellige meninger om, hvor stor nytte der
i givet fald skal være tale om. Mens et betydeligt mindretal ikke finder, at der bør tages
særskilt hensyn til spørgsmål om nytten ved en given udsætning.
10
Reflektioner over accept og modstand
fødevareproduktion
Jeg kan ikke på meningsfuld måde referere hele den debat, der i over et halvt år førte frem
til ovennævnte resultat. Men to argumentationer skal dog omtales yderligere. Den ene drejer sig om risikovurderinger. Som nævnt var alle enige om, at der før enhver stillingtagen
om udsætning skal foretages en risikovurdering. Det er imidlertid mit indtryk, at nogle medlemmer havde en uberettiget tillid til præcisionen og tilstrækkeligheden i den slags vurderinger. Der kan være kilder til usikkerhed, som vi ikke er opmærksomme på; usikkerheder,
vi ikke er i stand til at afgøre, fordi vi mangler viden til at stille de rette spørgsmål, og der
er usikkerheder, som skyldes, at forskerne er uenige. Jeg mener med andre ord, at hvis de
til fulde havde erkendt vores uvidenhed, ville de måske have draget nogle mere forsigtige
konklusioner.
Den anden argumentation drejer sig om, hvem der vil være de rette til at afgøre, om noget
er nyttigt eller ej. Som nævnt mener en del af Det Etiske Råd, at det må være forbrugerne, der via markedet træffer afgørelsen, mens flertallet mener, at en form for råd (som det
selv) bør etableres i lighed med, hvad man har i Norge og Sverige. Det Etiske Råd afspejler formentlig i en vis udstrækning samfundet dog med den begrænsning, at ingen er afvisende over for enhver form for udsætning af GMP'er, der kan finde vej til vores fødevarer.
Trenden er, at offentligheden bliver stadig mere informeret og får stadig større tillid til bioteknologien, når den anvendes inden døre på fabrikker og på det medicinske område. Men
når det gælder fødevarer, er modstanden usvækket, nærmest stigende. Hvordan det kan
være, har formentlig flere forklaringer, der i varieret omfang gør sig gældende for den enkelte borger. At spise er en livsytring, der bringer os i meget intim forbindelse med resten af
verden. ”Du er, hvad du spiser”, som man siger. I modsætning til medicin er mad derfor
både kultur og identitet. Det er formentlig en af forklaringerne på modstanden og en forklaring på, hvorfor mærkningsordningen, der tillader et indhold af GMO på op til 0,9 pct., er
så provokerende for mange. Og tilsvarende provokerende er de utilstrækkelige afstandsbestemmelser for, hvor nært GMP'er må dyrkes på de økologisk drevne arealer. Ikke kun sundheden for kroppen, men også for sjælen og miljøet, spiller en rolle, når folk køber økologisk.
Bæredygtighed og GMO'er
Siden Det Etiske Råd behandlede emnet i 2005 - 6, er arealet med GMP'er vokset yderligere. Samtidigt er erkendelsen af klimaforandringen trængt igennem til de magtbærende
lag. Dette er sket samtidig med, at olieudvindingen får stadigt sværere ved at følge med
efterspørgslen, hvorfor priserne stiger. Det har øget interessen for biobrændsler, der har
skærpet kampen om madjorden og bragt fødevarepriserne i vejret samt øget presset mod
de resterende naturarealer.
Herhjemme har landbrugets top fundet det opportunt at bruge henvisninger til sulten i den
tredje verden som argument for at lempe den danske miljøregulering og dermed fremskynde den gældende administration af GMP'erne. Her bliver der f.eks. set bort fra problemet
med, at de afgrøder, der pt. er ansøgt om til en forsøgsudsætning (en kartoffel og tre former for GMO-majs), indeholder antibiotikaresistens som biomarkør. I sin tid henholdt Det
Etiske Råd sig til Europa-Kommissionens beslutning om, at antibiotikaresistensen fra 2004
ikke længere skulle kunne bruges som markør. At dette nu fraviges, styrker bestemt ikke
tilliden til den gældende regulering.
Argumenterne om sulten støder også mod det problem, at det ikke kun er fødevarer, men
nok så meget foder, der dyrkes på de danske marker, og hverken det ene eller det andet ligger på et prisleje, der gør det tilgængeligt for verdens sultende. Det samme gælder GMO-
11
fødevareproduktion
En medvirkende forklaring på modstanden er det blakkede ry blandt de firmaer, der har
stået for de hidtidige udsætninger. Hensynsløsheden hvormed Monsanto har indført genmodificeret soja i mange lande, den manglende holdbarhed i argumentet om, at Roundup
ikke kan udvaskes til det danske grundvand, og påstanden om, at indførelsen af pesticidtolerante afgrøder vil mindske forureningen, har alle svækket tilliden. Dette bidrager så yderligere til en bredere kulturel modstand mod det udefrakommende, de multinationale firmaer med deres patenter og profitter og så i øvrigt hele den kunstige ”high-tech”-kultur, der
måske kan være god nok, når det drejer sig om mobiltelefoner og iPod, men som vi ikke vil
putte i munden eller belaste naturen med.
Men endelig er debatten også præget af, at vi - selv efter en snes år - stadig er ved begyndelsen. Fra GMO-industrien er der stadig mange løfter, men få beviser. Næsten alle de
organismer, der indtil nu er blevet lanceret, har været nogle, der enten har været tolerante over for bestemte pesticider eller modstandsdygtige overfor bestemte skadevoldere. I
forbindelse med genmodificeret medicin har der først og fremmest været tale om fordele
for producent og bruger. Men i forbindelse med genmodificerede fødevarer ser billedet
anderledes ud. Her har man kun fundet mikroskopiske fordele og derudover er ulemperne
synlige og opleves som unødige risici for forbrugerne. Når det er sagt, bør det på den anden
side også siges, at der bortset fra eksemplerne på lusk og hårdhudede forretningsmetoder
endnu ikke har vist sig nogle af de større katastrofer, som modstanderne frygter. Så man
kan sige, at efter første halvleg er kampen om GMO'er på den europæiske bane endnu uafgjort. Spørgsmålet er, om vi kan bruge pausen til noget fornuftigt, f.eks. en debat om bæredygtighed.
produkterne. Priserne er for høje, og der kan rejses tvivl om, hvorvidt de fattige afrikanske
bønder overhovedet kan bruge teknologien, fordi de mangler de tekniske, vidensmæssige og
økonomiske forudsætninger. De vil formentlig være bedre tjent med en økologisk produktion,
der baseres på lokale ressourcer.
Det samme gælder i øvrigt Danmark. Det fald i svineproduktionen, som fødevareministeren
frygter, og som kan blive resultatet, hvis ikke EU's godkendelsesprocedure speedes gevaldigt op, vil ud fra andre synspunkter være velkomment. F.eks. er det en reduktion af den
størrelsesorden, der skal til, hvis vi vil løse vores akut mest påtrængende natur- og miljøproblem, nemlig den omfattende overgødskning (Naturrådet (2002) Det fede landskab.
Naturrådet. København). Dertil kommer, at det konventionelle landbrug er en betydende
bidragyder til de globale klimaproblemer. Den globale husdyrproduktion må af denne grund
begrænses og ikke vokse yderligere. I øvrigt er økologisk jordbrug den eneste landbrugsform i EU, der er i vækst, og Danmark er førende på feltet. Dette er et argument for yderligere satsning på økologien.
12
fødevareproduktion
Bæredygtig udvikling er en vision om det gode liv, som Danmark og et flertal af verdens
nationer har tilsluttet sig. Det er en udvikling, som opfylder de nuværende generationers
behov uden at bringe fremtidige generationers mulighed for at opfylde deres behov i fare.
Udbredelse af GMP'er skal derfor kunne gøre et vist minimum af nytte, uden at der samtidigt tages for store chancer. Endvidere ligger der i begrebet om bæredygtig udvikling, at
forandringer ikke må ske hen over hovedet på folk. Borgerne skal tages med på råd frem
for at kues med patentrettigheder, kommissionsudtalelser og dynges til med teknisk-naturvidenskabelige udredninger. Skal vi derfor komme videre, er der brug for tillidsskabende foranstaltninger. Fra GMO-industriens side kunne det være at fremkomme med nogle produkter, der er mere indlysende nyttige for almindelige mennesker. Og så bør den i øvrigt opføre sig ordentligt ved at vise samfundssind. Mange store firmaer har i den forbindelse efterhånden indset, at Corporate Social Responsibility (CSR) er vejen frem. Frygt og mistillid er
en politisk realitet, som alle gør bedst i at forholde sig til.
Om at plante fremtiden
Birger Lindberg Møller,
professor, dr. scient,
Institut for Plantebiologi og
Plantebioteknologi (KU)
Jeg er uddannet organisk kemiker og plantebiokemiker. Denne artikel bevæger sig langt ud
over disse emner og derfor er det blot mine holdninger som lægmand, jeg giver udtryk for
i denne artikel.
Basal forskning på planteområdet med fokus på udvikling af fremtidens kulturplanter vil kunne
anvise løsninger på mange af de komplekse problemstillinger, verdenssamfundet står overfor. Det gælder global fødevaresikkerhed, fødevarekvalitet, plantebiomasse som effektiv energikilde og udvikling af miljøvenlige produktionssystemer, der i stedet for at være afhængige
af fossile brændstoffer er baseret på anvendelse af planter som ”grønne fabrikker”.
International finanskrise, et globalt oliemarked præget af prisstigninger, usikkerhed om den
globale fødevareproduktions fortsatte tilstrækkelighed og uvished om omfanget af forventede klimaændringer er på mediernes og politikernes dagsorden. Nationalt såvel som internationalt er politikerne delvist handlingslammede. Og initiativer, der tages for at afbøde de
negative konsekvenser på et område, skaber ofte blot større problemer på de øvrige.
Væksten i økonomisk velstand især i Kina og Indien samt fejlslagen høst i Australien er baggrunden for den stærkt stigende efterspørgsel på fødevarer herunder kød.
Fødevarer
13
I EU har der de seneste årtier ikke været noget politisk ønske om at øge produktionen af
fødevarer. Dels fordi den landbrugsstøtte, som EU betaler til landbrugsprodukter produceret i medlemslandene, er så høj, at den sluger en meget stor del af EU's samlede budget
og således blokerer for andre vigtige initiativer. Dels af frygt for overskudslagre (”smørbjerge”), som tidligere har måttet bortskaffes ved tabsgivende at blive dumpet på verdensmarkedet. Incitamentet til at støtte forskning på planteområdet har derfor været ringe inden
for EU, og planteforædling og anden planteforskning har derfor de seneste årtier været
hæmmet af stærkt reducerede forskningsbevillinger. Det på trods af at fødevarelagrene
gradvist er blevet mindre, samtidig med at risikoen for fødevaremangel er øget på grund af
varige eller tilfældige klimaforandringer, senest tørkeperioderne i vigtige dyrkningsområder
i Australien. Endvidere bliver manglen på grundvand til kunstvanding i mange områder mere
og mere udtalt.
fødevareproduktion
Et scenario hvor det globale lager af fødevarer nede på ca. ti dages forbrug åbner op for,
at uregerlige investorer, der tidligere opererede inden for andre sektorer på finansmarkedet, nu kan sikre sig hurtige gevinster ved spekulationer i stigende fødevarepriser. Når de
nye investorer de kommende år vil kunne sikre sig store afkast af deres investeringer på
plante- og fødevareområdet, skyldes det i høj grad de forældede støtteordninger på området, der gælder i både EU og USA. De har dels hindret en reel prisdannelse på området og
dels lagt hindringer i vejen for udbygning af produktionskapaciteten i lande uden for EU og
USA.
Jeg tror, at en stor del af de nuværende problemer ville forsvinde, hvis forbrugerne i den
industrialiserede del af verden betalte, hvad fødevarerne reelt koster at producere plus en
rimelig fortjeneste til landmanden, og støtteordningerne i stedet blev brugt til at udvikle
bedre dyrkningssystemer i udviklingslandene. Men det er tydeligt, at det er svært at nå til
enighed om sådanne ændringer i EU, især på grund af fransk modstand.
Et vigtigt element i en langsigtet løsning på det komplicerede problemsæt kræver forskning
rettet mod en fremtid, hvor planter vil være i centrum på mange flere områder, end vi kender i dag. Brug af planter til mange flere formål end hidtil og begrænset adgang til dyrkningsarealer vil betyde højere fødevarepriser. Hidtil har primærproduktion af fødevarer ikke
givet tilnærmelsesvis det samme høje afkast, som det, der kendes fra medicinalindustrien.
Men med de nye investorer, der grundet fødevarekrisen har bevæget sig ind på området,
vil dette ændre sig ganske meget. De nye kapitalstærke investorer og politisk interesse fra
lande som Kina og Indien sætter fokus på at skabe det størst mulige afkast. Og det er langt
fra selvfølgeligt, at den højeste fortjeneste opnås ved at anvende landbrugsarealerne til
fødevareproduktion. De høje fødevarepriser vi ser nu, er derfor formodentlig ikke et kortvarigt fænomen. Tværtimod er de snarere begyndelsen til et langt højere prisleje, som de velbeslåede forbrugere i den industrialiserede del af verden blot skal vænne sig til, og som fattige forbrugere i udviklingslandene skal hjælpes med at håndtere bl.a. gennem hjælp til en
øget landbrugsproduktion i deres hjemlande. Desuden skal vi i den industrialiserede verden
få gjort noget ved den omsiggribende fedmeepidemi og samlet set spise noget mindre!
Basal forskning
14
fødevareproduktion
Basal forskning på planteområdet har som et af sine mål at bidrage til at sikre en tilstrækkelig fødevareproduktion af høj kvalitet. Et stigende globalt befolkningstal kombineret med
fortsat inddragelse af landbrugsjord til andre formål betyder, at udbyttet per arealenhed i
det næste årti skal forøges drastisk for at kunne imødekomme det globale behov for fødevarer. Inddragelse af mindre egnede arealer til plantedyrkning og mulige klimaforandringer
betyder, at planter samtidig skal kunne modstå mere ekstreme vækstbetingelser (kulde,
varme, tørke, salt, oversvømmelse) og være mere modstandsdygtige over for skadedyr og
sygdomme. Samtidig er der et stort ønske om, at vi ud fra planter skal kunne udvikle bioenergi, typisk blot omtalt som bioethanol. I fremtiden vil planter også skulle kunne tjene som
grønne fabrikker, der på en miljøvenlig måde producerer en lang række andre stoffer, som
i dag produceres i den kemiske industri på basis af fossile brændstoffer. Vi ønsker også
sundere fødevarer. Det omfatter ikke blot fødevarer, som ved mere mild forarbejdning indeholder større mængde vitaminer og kostfibre, men også fødevarer (dvs. planter) med et nyt
eller større indhold af sundhedsfremmende stoffer. Der vil således i fremtiden ske en gradvis udviskning af forskellen mellem fødevarer og medicin, og der vil blive tale om, at en del
af kostanbefalingerne vil blive tilpasset det enkelte menneskes behov afhængigt af individuelle genetiske dispositioner.
Planters unikke biokemi
En forudsætning for, at de ovenstående forventninger kan indfries, er en bedre forståelse
af de basale processer, der ligger til grund for planters vækst og udvikling under ugunstige
vækstforhold. Planter er højt udviklede organismer og har mange centrale livsfunktioner til
fælles med andre levende organismer, også med mennesket. Den enkelte plante er imidlertid bundet til et bestemt voksested, som mere eller mindre tilfældigt er fastlagt som det
sted, hvor det frø eller den stikling, planten stammer fra, er spiret eller sat i jorden. I mod-
sætning til dyr kan planter derfor ikke flytte sig eller simpelthen flygte, når livsbetingelserne bliver for dårlige.
For at kunne klare sig på disse præmisser har planterne udviklet strategier for vækst og
udvikling, der er helt forskellige fra dem, dyr bruger. Disse strategier er baseret på, at planter råder over helt unikke stofskifteprocesser. Planter kan således ved brug af sollysets
energi ud fra luftens carbondioxid og mineraler optaget fra jorden producere alle de organiske stoffer, som er nødvendige for opretholdelse af de basale livsfunktioner. Denne proces kaldes fotosyntese. Planter skal således i modsætning til dyr og mennesker ikke have
tilført vitaminer; dem fremstiller de selv. Planter har desuden udviklet en evne til uden om
hver enkelt celle at danne en kraftig cellevæg. Det sætter planten i stand til at opbygge
stærke karstrenge til transport af vand og næringssalte og gør planten i stand til at stå
oprejst, selv om den ikke har noget skelet. Planters cellevæg udgør også en barriere mod
skadelige insekter og sygdomsfremkaldende mikroorganismer, men tillader på samme tid
transport af stoffer fra celle til celle på kontrolleret vis. Plantens cellevæg er opbygget af
vigtige biopolymerer såsom cellulose, pektin og lignin, som finder stor anvendelse i vores
dagligdag. Som yderligere bolværk mod insekter og sygdomme er planter i stand til at producere et utal af bioaktive naturstoffer (sekundære metabolitter), som de kan bruge til at
forsvare sig mod angreb og til at kommunikere med andre planter. Sammenlignet med
andre levende organismer er planter således naturens bedste syntesekemikere.
Planters plasticitet
Mennesket har gennem de sidste 10 - 20.000 år udnyttet denne plasticitet og forskellen
mellem enkeltplanter til at udvælge planter, der f.eks. gav de største frø eller flottest farvede eller mest velsmagende bær og frugter. Gennem tiderne er disse forskelle på mere og
mere målrettet vis udnyttet til fremavl af sorter med nye ønskede egenskaber. Et velkendt
eksempel er den vilde kålplante, som ved klassisk forædling har givet ophav til alle de former for dyrket kål, vi kender i dag og som nu indgår i vores almindelige daglige køkken.
Denne forskelligartethed viser, at det er muligt i høj grad at tilpasse planter til vores behov
og er forudsætningen for, at vi til stadighed har kunnet opnå udbyttestigninger og dermed
brødføde en større og større befolkning på jorden. Det sidste store udbyttespring blev
opnået under den ”Grønne Revolution” i 1960'erne, hvor det ved bestråling lykkedes at opnå
nye sorter af især ris, hvede og majs, hvis stængler var kortere og derved kunne bære større aks og kolber uden at vælte. Den ”Grønne Revolution” medførte et næsten fordoblet
høstudbytte.
Planter til mange formål
De udbyttestigninger, der var følgen af den ”Grønne Revolution”, sikrede den globale fødevareforsyning i de efterfølgende årtier. Desværre førte udviklingen også til et unødigt stort
15
fødevareproduktion
Det, at planter er bundet til et bestemt voksested, stiller meget store krav til fleksible
vækstmønstre. Hvis planten mangler lys, bliver den ranglet og langstrakt; er der mange
insektangreb, producerer den flere og nye forsvarsstoffer; er der mangel på vand, udvikles
et større rodsystem, og er der mangel på nitrogen, fosfat eller svovl i jorden, bliver udbyttet i form af kerner, knolde eller frugter reduceret. Disse synlige og markante ændringer
afspejler, at planter i høj grad er i stand til at tilpasse deres levevis og dermed deres stofskifte efter omgivelserne. Det giver planter mulighed for selv under meget vanskelige
vækstforhold stadig at sætte frø og dermed sætte næste generation i verden.
forbrug af sprøjtemidler og kunstgødning. I dag står vi over for kravet om en ”Ny Grøn revolution”, der skal være med til at sikre, at vi også de kommende årtier har fødevarer nok globalt set, og at fødevarernes kvalitet forbedres. Samtidig står det klart, at mængden af fossile brændstoffer (olie, gas og kul) er begrænset, således at en stor del af landbrugsarealerne vil blive inddraget til produktion af bioenergi. Set over en endnu længere tidshorisont
vil planter også skulle videreforædles, så de kan fungere som grønne fabrikker, der på miljøvenlig måde producerer ønskede bioaktive stoffer og finkemikalier. Den første ”Grønne
Revolution” var baseret på udvælgelse af synlige karaktertræk såsom kortere strå og større udbytte, der hovedsagelig blev opnået ved radioaktiv bestråling og mutagenbehandling.
Den næste ”Grønne Revolution” vil blive baseret på molekylær forædling for at få tilstrækkelig effekt.
Ved hjælp af molekylær forædling kan der drages fordel af den naturlige variation, der er
mellem enkeltplanter inden for ønskede karaktertræk, og nye ønskede karaktertræk vil
kunne indbygges ved hjælp af gensplejsning. De karaktertræk, der fremover vil være vigtige, er ikke nødvendigvis umiddelbart synlige med det blotte øje. Det kan f.eks. være planter, der producerer et stort indhold af polymerer med bedre funktionelle egenskaber til
erstatning af plastik fra den petrokemiske industri, eller planter, hvor restmaterialet lettere omsættes til bioenergi. Der vil således opstå stor konkurrence om det forhåndenværende landbrugsareal og anvendelsen vil bl.a. blive styret af, hvilken indtjening landmanden/producenten kan opnå.
Molekylær planteforædling
16
fødevareproduktion
Udviklingen af fremtidens kulturplanter udgør en meget stor videnskabelig udfordring. Hvor
klassisk forædling tidligere hovedsageligt var rettet mod større udbytte og bedre sygdomsresistens, vil fremtidens kulturplanter skulle forædles i mange forskellige og uafhængige
retninger for på samme tid at kunne opfylde krav om højere udbytte, bedre fødevarekvalitet, let omsættelig biomasse og behovet for produktion af finkemikalier ved brug af planter
som ”grønne fabrikker”. Den helt afgørende og basale forudsætning for, at ovenstående
ønsker til fremtidens kulturplanter i teorien vil kunne opfyldes, er den store iboende plasticitet, som planter er i besiddelse af. Men en anden lige så vigtig forudsætning er, at vi gennem basal forskning opnår viden om, hvorledes denne plasticitet skabes dels gennem regulering af de enkelte stofskifteprocesser på mange forskellige niveauer, dels ved overordnet
styring af samspillet mellem disse processer.
Landbrugspolitiske udfordringer
Det er usikkert, hvad den globale opvarmning vil betyde for den samlede produktion af fødevarer. Klimaændringer kan meget vel betyde, at produktionen på de globalt set mest betydende kornbælter, vi kender i dag, ikke umiddelbart kan opretholdes. Til gengæld kan produktion i andre zoner blive mere favorabel. Men samtidig vil høje fødevarepriser gøre det
rentabelt at rydde endnu mere regnskov og gøre brug af de frilagte områder til græsningsarealer for kvæg. Naturbeskyttelse og miljøhensyn kommer således under hårdt pres, og
det er helt afgørende, at udviklingen så vidt muligt styres af internationale regelsæt. Et
stærkt øget udbytte per opdyrket arealenhed er en forudsætning for, at vigtige naturområder ikke går tabt.
Det overordnede problem er, at med mindre der sker en overgang til brug af atomkraft, så
findes der ikke på planeten Jorden andre nemt udnytbare ressourcer til erstatning af
eksempelvis kul, naturgas, olie og landbrugsarealer. Samtidig lider de overordnede styringssystemer åbenlyst af mangel på mekanismer, som kan anvendes til at sikre en stabil udvikling, når grænserne for udvikling nås. Det er bemærkelsesværdigt at den nuværende fødevarekrise synes at være opstået, før den blev forudsagt!
Højere fødevarepriser kan udnyttes positivt, fordi de giver nye muligheder for indtjening i
landbruget og vil øge interessen for at foretage yderligere investeringer og produktudvikling. Samtidig vil det fra politisk hold åbne mulighed for, at landbrugsstøtteordningerne fjernes, og at pengene i stedet anvendes som støtte til udbygning af jordbrugserhvervene i
udviklingslandene. På denne måde vil de landbrugsarealer, der globalt er til rådighed, forhåbentlig kunne bruges langt mere effektivt og miljørigtigt. Således vil stigningerne i fødevarepriserne i udviklingslandene blive begrænsede, og disse lande vil samtidig få mulighed for
at kunne sælge fødevarer til den vestlige verden.
Gensplejsning eller ej?
Når der tales om dyrkning af gensplejsede planter, er det vigtigt at tænke sig om. Enhver
teknologi kan bruges rigtigt og forkert. Det gælder både genteknologi, økologi og klassisk forædling. Økologerne har som mål at kunne forstå skønheden i helheden. Det er et rigtigt
udgangspunkt. Økologisk forståelse bliver et vigtigt parameter i optimering af dyrkningssystemerne, så der opnås det mindst mulige fodaftryk på det omgivende miljø. Det er på den
baggrund ærgerligt, at nogle af de politisk toneangivende økologer i vesten ikke anser brug
af genteknologi for foreneligt med de økologiske principper. Denne mentale blokering kan
være udtryk for, at nogle økologer ikke er i stand til at se helheden for bare detaljer. Den
samme kritik kan rettes mod mange genteknologer, som bliver utrolig fascinerede ved den
skønhed, det er at opnå en basal forståelse på molekylært niveau, men som ikke magter at
få denne viden inden for et stærkt begrænset felt sat ind i en helhedsforståelse. Så alle har
noget at lære af hinanden. Det er med hjerne og kultur, vi kommer videre. Genteknologi og
økologi er blot to af mange vigtige redskaber i den proces.
Skadelig forenkling af problemstillingerne
Det vil være utrolig befordrende for udviklingen i Danmark, hvis flere politikere turde tage
en afbalanceret stilling til både genteknologi og økologi i stedet for blot at have sort/hvide
17
fødevareproduktion
Brug af genteknologi medfører en række etiske overvejelser. Nogle mennesker har en uvilje
mod at spise en plante, som har et gen sat ind fra f.eks. en mikroorganisme eller et dyr.
Det standpunkt må bestemt respekteres. Men det er i den sammenhæng vigtigt at gøre
sig klart, at arterne i forvejen ikke er stabile, og at der sker utrolig mange genoverflytninger og mutationer i naturen. Det kan vi måle os frem til nu ved hjælp af molekylærbiologiske metoder. Arterne er set gennem vores briller stabile. Men det skyldes kun den korte
tidshorisont, vi observerer i: Vores levealder. På længere sigt ændrer arterne sig. Den
naturrigdom, vi er glade for og betegner som naturlig, er faktisk udtryk for et stort genetisk miskmask. Det er det, vi kan udlede af Darwins evolutionslære. Med den mistede mennesket sin absolutte særstilling i biologien og kom til at dele ophav med amøber, parasitter
og chimpanser. Darwins evolutionslære har vundet stor indpas, siden den blev fremsat for
halvandet hundrede år siden, og er blevet understøttet af de data, der er frembragt ved
sekventering af genomerne fra mange forskellige organismer. Heroverfor står en kristen
optik, hvor alle livsformer er faste og uforanderlige. De er stabile og gudgivne og skabt med
et bestemt formål.
holdninger. Men politikere såvel som forskere og lægfolk, der mener, at de har taget et evigt
patent på det gode, har sjældent behov for at tænke selv. Det gør enhver stillingtagen
meget lettere! Journalisters trang til at fokusere på enkeltsager og til at foretage overdrevne forenklinger af komplicerede problemstillinger er også dybt skadelig. Mangel på generel
videnskabelig dannelse gør, at det somme tider virker, som om det er muligt at bilde folk
hvad som helst ind. Det gælder også med hensyn til genteknologi. Det er et meget alvorligt problem, at den almene naturvidenskabelige dannelse svigter i USA og Europa, bl.a.
fordi undervisningen i skolerne inden for naturvidenskab og bioteknologi ikke er fulgt med
tiden. Samtidig er den svær at håndtere for den gruppe af lærere, der er for gamle til, at
de selv under deres uddannelse er blevet undervist i molekylærbiologi og bioteknologi.
Resultatet heraf bliver nemt, at undervisningen får overvægt af de mere bløde værdier, der
bedst udmøntes i moraliserende og belærende floskler. Det bliver problematisk når den
konkrete viden, som burde danne basis for sådanne diskussioner, er svagt funderet - det
gælder for så vidt både inden for naturvidenskab og religion.
18
Der synes samtidig at være opstået en tendens til at jo tryggere et land eller samfund er,
des mere intensivt dyrkes katastrofen og det okkulte. Måske bare for at få lidt spænding i
tilværelsen eller give den et indhold, der er forskelligt fra den daglige trummerum. Det er
på denne baggrund, der skabes lydhørhed for dommedagsscenarier bl.a. i relation til
moderne teknologi og indvandring. Det er nogle politiske organisationer og miljøbevægelser
gode til at udnytte. At foretage simple opdelinger af tingene i enten ”godt” eller ”ondt” er
vildledende og skaber dybe kløfter. Samlet set betyder det, at en stor del af den danske
befolkning helt opgiver at tage stilling til de mere komplekse overordnede problemer dagligdagen byder på. Det er sådanne usikkerheder og nederlagserfaringer, som bl.a.
GreenPeace lever af at frembringe og tematisere. Vores højteknologiske samfund er utrolig sårbart over for misbrug og skal understøttes af en befolkning, der rent faktisk fatter de
ting, der er i spil.
fødevareproduktion
Artiklen er et udsnit af en større artikel i Odense Katedralskoles Jubilæumsbog ”Viljen til
Visdom” (Jens Thodberg Bertelsen, Aase Haubro Bitsch, Ole Mouritsen, Karin-Ann
Madsen, eds.), som udkommer efteråret 2008.
19
fødevareproduktion
Forskellige sorter af kål som alle er et resultat af forædling af vild kål, Brassica oleracea.
Den oprindelige vilde kål ses på det store billede i tredje række til højre.
Når truget er tomt,
bider virkeligheden…
Mariann Fischer Boel, landbrugskommissær,
Europa-Kommissionen
Knappe ressourcer til at udføre de nødvendige videnskabelige analyser og en lang kø ved
den politiske håndvask er med til at trække EU's godkendelser af de såkaldte GMO'er til
foderbrug i langdrag. Det gør livet surt for de europæiske landmænd, der i bedste fald mister konkurrenceevne og i værste fald kan komme til at stå uden foder til deres dyr.
I begyndelsen af 2007 anløb et bulkskib Rotterdam havn i Holland. Ombord i lasten fandtes amerikansk majs, der skulle bruges til foder i Europa. Men majsen viste sig imidlertid
at indeholde spor efter en genmodificeret majssort, der endnu ikke var godkendt i EU. Da
EU fører en nul-tolerance politik overfor uautoriserede genmodificerede organismer
(GMO'er), kunne majsen derfor ikke markedsføres i Europa, og udbyderen kom til at hænge
på regningen.
Som et enkeltstående tilfælde havde den afviste skibsladning naturligvis ikke nogen nævneværdige konsekvenser for andre end udbyderen. Men sagen gav ikke desto mindre et varsel om de problemer, der lurer i horisonten, hvis uautoriserede GMO'er i importeret foder
bliver hverdagskost. Og som kapitlet her vil vise, er det på ingen måde et tænkt scenario.
Et kontroversielt spørgsmål
20
fødevareproduktion
Der er i princippet ikke noget forkert i, at EU forbyder import af uautoriserede GMO'er, men
omstændighederne bag hændelsen i Rotterdam udstiller dog en form for systemfejl ved den
europæiske godkendelsesprocedure. For den omtalte genmodificerede majs, der var af
typen Herculex 59221, var faktisk på daværende tidspunkt blevet sikkerhedsgodkendt af de
sagkyndige ved Det Europæiske Fødevaresikkerhedsagentur (EFSA). Eksperterne havde
foretaget alle de foreskrevne risikoanalyser, så det var med andre ord ikke, fordi majsen
udgjorde nogen fare for folkesundheden eller miljøet, at den blev afvist. Årsagen kunne derimod findes i det dødvande, som godkendelsen var havnet i, fordi der manglede politisk vilje
i EU til at agere på baggrund af sagkundskabens anbefalinger.
Man behøver ikke åbne mange aviser for at forstå, at brugen af GMO er omgivet af mange
kontroverser i EU. Spørgsmålet om nye bioteknologiske løsninger i landbruget er mangesidet og komplekst, og det er groft sagt en sag, hvor der politisk set er få stemmer at vinde,
men mange at tabe. Det skaber naturligvis en vis berøringsangst overfor GMO'er blandt folkevalgte i de medlemslande, hvor bølgerne går højest.
Som udgangspunkt bør man dog ikke skære alle genmodificerede afgrøder over en kam.
Nogle GMO'er er harmløse, andre bør aldrig forlade laboratoriet, men det er sagkundskaben, der har kompetencen til at træffe denne afgørelse. Ligesom alle andre teknologiske
landvindinger fortjener GMO'er at blive vurderet fordomsfrit og ud fra strengt videnskabelige krav.
I den forbindelse er det også vigtigt at skelne mellem den debat, der knytter sig til spørgsmålet om importeret genmodificeret foder, og den, der handler om dyrkning af GMO'er på
de europæiske marker. Det er ikke to sider af samme sag. F.eks. spreder GMO'er til foderbrug sig ikke i naturen, ligesom de heller ikke kan spores i æg, mælk eller kød fra dyr, der
er opfedet med genmodificeret foder. Der er derfor ganske anderledes kriterier på banen,
når vi skal vurdere genmodificeret foder. Dette kapitel vil udelukkende fokusere på problematikken omkring den europæiske godkendelse af importeret genmodificeret foder.
EU's godkendelsesprocedure
Det burde egentlig være ganske ligetil med godkendelsen af nye GMO-afgrøder til foderbrug, da der allerede findes en fast godkendelsesprocedure i EU-regi. Når en producent
anmoder om tilladelse til at markedsføre en ny genmodificeret afgrøde i EU, udfører eksperterne i EFSA et sæt risikoanalyser baseret på data fra producenten. Når der så foreligger en endegyldig anbefaling fra EFSA, tager Europa-Kommissionen udgangspunkt i denne
og udarbejder et forslag, som medlemslandene skal tage stilling til. Først foregår det på
embedsmandsniveau, men kan de ikke blive enige, må sagen tages op i Ministerrådet. Kan
de 27 europæiske ministre heller ikke finde et kvalificeret flertal for eller imod inden for tre
måneder, sendes sagen tilbage til Kommissionen, der så kan træffe en beslutning, som de
facto kræver konsensus. Indtil den endelige beslutning foreligger, må den pågældende GMO
ikke importeres.
Ideen bag EU's godkendelsesprocedure er hævet over enhver kritik. Hverken forbrugere
eller landbruget har interesse i, at man udvander godkendelsesproceduren eller går på
kompromis med sagligheden i de risikoanalyser, der ligger til grund for den politiske stillingtagen.
Tidsforskellen skal ikke ses som et udtryk for, at vi går mere grundigt til værks i EU.
Efterslæbet opstår givetvis, dels fordi EFSA ikke har tilstrækkelige personalemæssige ressourcer, og dels fordi den endelige beslutning syltes på politisk niveau, også selvom der
foreligger positive anbefalinger fra eksperterne.
Problemet vil tage til over tid
I de kommende måneder og år vil problemet med de langsommelige godkendelsesprocedurer tage til i takt med, at dyrkningen af genmodificerede afgrøder bliver mere og mere
udbredt i Nord- og Sydamerika, hvor vi køber særdeles store mængder majs og soja. Som
lasten med majs i Rotterdam illustrerede, er det vanskeligt at garantere, at godkendte
afgrøder ikke indeholder rester af uautoriserede GMO'er. Det kræver, at hele transportkæden, fra mejetærsker via lastvognstog til lastrummet på et fragtskib er klinisk rengjort.
Sådanne sikkerhedsforanstaltninger koster naturligvis en del og er medvirkende til at gøre
godkendt foder dyrere.
21
fødevareproduktion
Hunden ligger derimod begravet i den tid, det tager at nå frem til en afgørelse i EU. Vi er
væsentligt længere om at godkende GMO'er end andre lande. For eksempel tager det i gennemsnit 15 måneder at godkende en ny GMO i USA, mens det tager mellem 36 måneder
og ti år i EU. Det er det, der med et teknisk udtryk kaldes en asynkron godkendelsesprocedure, og det betyder, at en GMO kan dyrkes frit i et land uden at være tilladt i et andet, og
det skaber problemer i forhold til varernes fri bevægelighed.
Problemet eksisterer allerede for importeret majs og har været medvirkende til at drive prisen op på majs i EU. Men da det stadig er muligt at dække en relativt stor del af behovet
ved at øge den hjemlige produktion, er det ikke her, vi kan forvente den største hovedpine.
Der vil til gengæld blive tale om en migrænehovedpine af dimensioner, hvis vores sojaleverandører begynder at dyrke nye GMO'er, inden de er blevet godkendt i EU. Soja er nemlig ikke
egnet til dyrkning i det europæiske klima, og det vil blive svært at finde alternativer til denne
proteinrige afgrøde, der er en helt grundlæggende foderingrediens til især grise og kyllinger,
men også til kvæg. I 2006 importerede EU 34 mio. tons soja til foderbrug, hvoraf størstedelen kom fra lande, der har en langt hurtigere godkendelsesprocedure for GMO'er.
Det meste af den soja vi i dag importerer, er faktisk genmodificeret. For hvert ton importeret soja er 915 kilo markedsført som godkendt GMO. Der bliver i det hele taget længere og længere mellem de forhandlere, der kan garantere 100 pct. GMO-fri soja, og hvis de
kan, er prisen derefter.
Det er ikke mindst, fordi vi har oplevet en nærmest eksponentiel udvikling i dyrkningen af
genmodificeret soja hos to af vore største leverandører, USA og Argentina. USA er allerede verdens største producent af genmodificeret soja, og i Argentina fordobles arealet med
genmodificeret soja årligt.
22
Det afspejler også den generelle udvikling, som vi har set på GMO-området i løbet af det
sidste årti. Siden genmodificerede afgrøder for første gang kom i handlen i 1996, er deres
andel af verdensmarkedet vokset eksplosivt. I den første såsæson var der et relativt
begrænset areal med GMO'er på verdensplan, omkring 2,8 mio. hektarer, eller hvad der
svarer til det samlede landbrugsareal i Danmark. Men allerede tre år senere var arealet
med GMO'er tyvedoblet.
fødevareproduktion
I 2007 blev der verden over plantet GMO afgrøder på 114 mio. hektarer svarende til mere
end halvdelen af EU's samlede landbrugsareal. Selvom 23 lande officielt har taget genteknologien til sig, er der tre lande, som skiller sig ud: USA, der står for 55 pct. af den globale GMO-produktion, Argentina med 19 pct. og Brasilien med ti pct.
Piratdyrkere kan shanghaje sojaeksporten
USA, Argentina og Brasilien er ikke blot foregangslande på GMO-området, de tre lande står
samtidig også øverst på listen over sojaeksportører til EU. Det er netop blandingen af disse
to forhold, der kan vise sig at være en farlig cocktail for de europæiske landmænd. Ifølge
Kommissionens analyser kan vi forvente alt fra status quo over prisstigninger til decideret
mangel på foder, alt afhængig af hvor hurtigt USA, Argentina og Brasilien tager nye former
for genmodificeret soja i brug, og af hvor langsomme vi er til at godkende GMO'er i EU.
De amerikanske landmænd er uden sammenligning hurtigst til at dyrke nye GMO'er uden
skelen til, hvad det betyder for eksporten til EU. Det hænger sammen med, at Europa er
et relativt lille eksportmarked for amerikansk soja, og at der er mange andre kunder i butikken - først og fremmest Kina. Amerikanske landmænd forventes derfor allerede fra næste
såsæson at bruge en ny genmodificeret sojatype, RoundupReady 2, og den er endnu ikke
blevet sikkerhedsgodkendt af EFSA. Det betyder højst sandsynligt, at vi må holde op med
at importere amerikansk soja fra og med høsten 2009.
Argentina har traditionelt set været mere påpasselig med at tillade GMO'er, hvis de ikke er
godkendte i EU. Men det er ikke nogen religiøs holdning i Buenos Aires. F.eks. gav myndighederne tilladelse til dyrkning af en genmodificeret majstype, selvom det bremsede salget
af argentinsk majs til Europa.
Af de tre storproducerende GMO-lande har Brasilien hidtil været mest forsigtig med at tillade GMO'er, der ikke er godkendt i EU. Det er en politik, som vi også kan forvente vil gøre
sig gældende for RoundupReady2, da EU aftager mere end halvdelen af den samlede brasilianske sojaeksport. Myndighederne i Brasilia er derfor ikke interesserede i at bringe
deres sojaeksport til de europæiske landmænd i fare. Men selvom nye former for genmodificeret soja ikke tillades fra officiel side, er det imidlertid ikke ensbetydende med, at alle
brasilianske landmænd er enige. Der har været en del eksempler på landmænd i det sydlige Brasilien, der har piratdyrket uautoriserede GMO'er med såsæd, der formodes at være
blevet smuglet ind fra Argentina og Paraguay. Det er klart, at det ikke er et særligt sandsynligt scenario, men vi kan ikke udelukke, at der af og til vil kunne forekomme GMO-urenheder i sojaimport fra Brasilien.
Den der kommer sidst til mølle…
Skal vi sætte tal på, hvad EU's langsommelige godkendelsesprocedure koster os, er det
derfor nødvendigt at tage udgangspunkt i tre forskellige scenarier. Det første scenario, der
også er det mest sandsynlige, er, at vi ikke længere vil være i stand til at importere soja
fra det amerikanske marked. Kommissionens analyser betoner dog, at et importstop for
amerikansk soja ikke vil have særlig store økonomiske konsekvenser for EU's landmænd, da
det er muligt at øge sojaimporten fra andre udbydere med en tilsvarende mængde.
Det værste scenario vil dog være, hvis både USA, Argentina og Brasilien begynder at dyrke
RoundupReady2, inden den europæiske godkendelse er kommet igennem det politiske
maskineri. I dette tilfælde vil vi ifølge Kommissionens analyser mangle hele 25,7 mio. tons
soja, og vi vil stå med sojapriser, der anslås at stige med 600 pct. Det skal dog siges, at
dette scenario ikke er sandsynligt, men piratdyrkning kan imidlertid gøre det meget risikabelt for foderimportører at købe soja i Brasilien, og det kan påvirke udbuddet negativt.
Der kan ikke herske nogen tvivl om, at de to sidstnævnte scenarier vil have alvorlige økonomiske konsekvenser for landbruget, tilknyttede virksomheder og følgeindustrien. Det er allerede langt dyrere at producere kød i EU end i de lande, som vi konkurrerer mod på verdensmarkedet. For eksempel koster et kilo argentinsk oksekød kun halvt så meget at producere
som et tilsvarende kilo europæisk kød. Stiger foderpriserne yderligere for de europæiske
landmænd, er det indlysende, at de vil få meget svært ved at konkurrere på pris.
Kan vi ikke længere importere billig soja fra USA og Argentina, forventes vor hjemlige produktion af svinekød og fjerkræ at falde, og vi vil miste store dele af vore traditionelle eksportmarkeder, samtidig med en stigning i importen af kød fra de lande, der tillader brug af
det billigere genmodificerede foder.
23
fødevareproduktion
Det andet scenario har mere alvorlige perspektiver, men er for indeværende også mindre
sandsynligt. Bliver såvel den amerikanske prærie og den argentinske pampas opdyrket med
RoundupReady2, vil vi få svært ved at finde nok soja på verdensmarkedet til at dække den
hjemlige efterspørgsel. Sker dette, forventer vi, at der kommer til at mangle 3,3 mio. tons
soja på det europæiske marked, og at prisen på soja vil stige med 22,8 pct. i EU.
Lukker importen fra alle tre lande ned, vil vi allerede på kort sigt kunne se et drastisk fald
i den europæiske kødproduktion. Svinekødsproduktionen vil falde med 35 pct. i 2010, og EU
vil gå fra at være nettoeksportør til at blive nettoimportør. For fjerkræsproduktionen vil det
betyde et fald i produktionen på 44 pct. i 2010, som vil blive delvist dækket af et boom i
importen af kød fra tredjelande. For oksekød kan vi forvente, at eksporten vil blive fuldstændig tilintetgjort, og at oksekødsprisen vil stige.
Et forbrugerpolitisk selvmål
Skulle man være af den overbevisning, at importstop af genmodificeret foder er en forbrugerpolitisk sejr, kan man godt tro om igen. Faktisk kunne en af de allermest nærliggende
konsekvenser være, at vi mister evnen til at kontrollere det kød, der havner i kølediskene i
de europæiske supermarkeder.
Resultatet af, at vores landmænd ikke har mulighed for at importere genmodificeret foder
til konkurrencedygtige priser, bliver jo paradoksalt nok, at vort hjemmemarked oversvømmes med importeret kød fra brasilianske og argentinske dyr, der er opfedet med de selv
samme GMO'er, som vi forbyder til foderbrug i EU. Og så er vi ikke bare lige vidt, men faktisk værre stillet. For at føje spot til skade mister vi også muligheden for at kontrollere
mange af de forhold, som kødet produceres under. Det drejer sig om dyrevelfærd, miljøpåvirkning, men også hvad dyrene spiser. Koteletten eller bøffen havner stadig på forbrugerens middagsbord, men det bliver uden EFSA's blåstempling af dyrets foder. Det er ikke et
problem, man kan mærke sig ud af, for der findes ingen videnskabelig måde, hvorpå man
kan bevise, om et stykke kød kommer fra et dyr, der er opfedet med genmodificeret soja
eller ej.
Fleksibilitet kan redde os på stregen
24
fødevareproduktion
Vi har derfor behov for en pragmatisk tilgang, der tager højde for den verden, vi lever i.
Problemet omkring den langsommelige godkendelsesprocedure er ikke nogen gordisk
knude, men en udfordring, der kan imødekommes med en smule fleksibilitet. Vi bør dog som
sagt ikke slå alle GMO'er over en kam. GMO'er, der ikke kan godkendes af EFSA, bør aldrig
komme ind i EU - hverken som en hel skibsladning eller som en lille rest i et mørkt hjørne i
lastrummet. Her skal vi være kompromisløse.
Hvad angår de skibsladninger, der indeholder en minimal restværdi af en GMO, som er blevet sikkerhedsgodkendt af EFSA, bør det være muligt at finde en teknisk løsning, så vi undgår at spille russisk roulette med den europæiske kødproduktions fremtid og forbrugerinteresser som dyrevelfærd, miljø og fødevaresikkerhed.
Vi kunne f.eks. hente inspiration i nogle af de lande, som vi normalt sammenligner os med.
I Schweiz har man for eksempel indført et system, hvor man tillader en toleranceværdi på
0,5 pct. uautoriserede GMO'er i importeret foder. Men det sker kun, hvis den pågældende
GMO som minimum er blevet sikkerhedsgodkendt i tredjelande, hvor der er foretaget analyser, der opfylder de schweiziske krav.
Personligt hælder jeg til en model, der minder om den schweiziske løsning, for vi har på
nuværende tidspunkt ikke de tekniske ressourcer og den politiske beslutningsvilje til at få
sat mere fart under godkendelserne. Hæver vi vor tolerancetærskel og tillader et begrænset niveau af uautoriserede, sikkerhedsgodkendte GMO'er i vor import, vil det kunne løse
problemet med sojaimporten uden at underminere den gældende politik, der baserer sig på
forsigtighedsprincippet.
Verden venter ikke
Da de første GMO'er kom på markedet, blev de mødt med skepsis fra mange sider. Man
vidste simpelthen ikke, hvad man skulle tro om denne revolutionære udvikling inden for landbrugets forædlingsarbejde. Tolv år er gået siden da, men den europæiske skepsis er for
manges vedkommende intakt. Selv når videnskaben siger god for en GMO, er der mange,
der holder fast ved Knud Kristensens devise om, at "hvis det er fakta, så benægter a fakta".
To kendsgerninger er dog ikke til at komme udenom. Verden omfavner bioteknologien, og
den venter ikke på Europa. Vi må til at vænne os til, at vi ikke længere er de eneste kunder
i butikken, så vi er heller ikke alene om at beslutte, hvilke varer der skal på hylden. En enkelt
afvist skibsladning majs i Rotterdam har ingen betydning for andet end udbyderens pengepung. Men for hver gang, en skibsladning foder sendes retur fra en europæisk havn, får vort
ry som troværdig kunde på det internationale foderstofmarked en skramme. Og for hver
eneste dag der går, uden at vi ser konsekvenserne af vor manglende beslutsomhed i øjnene, trækker vi ryk for ryk tæppet væk under vore egne landmænd. Vi spiller ikke bare højt
spil med landbruget som indsats, men risikerer samtidig at sætte evnen til at kontrollere
det, der ender på vores spiseborde, over styr.
25
fødevareproduktion
GMO gør gavn
Eva Kjer Hansen,
fødevareminister (V)
Fødevarekrisen kradser, og nytænkning er nødvendig, når vi skal producere flere fødevarer.
Med genteknologi kan vi f.eks. fremstille planter, der er modstandsdygtige i forhold til skadedyr, hvilket giver større høstudbytte og mindre brug af pesticider. Vi skal naturligvis bruge
teknologien med omtanke, så forbrugerne fortsat kan have tillid til deres fødevarer. I
Danmark er vi gået forrest med sikkerhedsprocedurer, der tillader forsvarlig dyrkning af
genmodificerede afgrøder. Vi skal også i fremtiden være i front og sikre, at genteknologiens
potentiale bliver udnyttet. Det vil være til stor gavn, ikke mindst i den tredje verden, som
har brug for planter, vi kan udvikle med genteknologi.
Cassava er Afrikas kartoffel. Rodknoldene mætter hver dag millioner af mennesker i lande
som Angola, Nigeria og Ghana. Forbruget er størst i den Demokratiske Republik Congo. Her
udgør selve cassavaen 60 pct. af befolkningens kalorieindtag, mens cassavaens blade dækker 20 pct. af det daglige indtag af proteiner.
Desværre indeholder cassava store mængder af giftstoffet cyanid. Derfor skal planten gennem en omfattende forarbejdning, før den er nogenlunde sikker at spise. Alligevel kan der
være cyanid tilbage i det endelige produkt, og mange afrikanere lider af kronisk cyanidforgiftning, der medfører opsvulmede skjoldbruskkirtler og blindhed.
26
fødevareproduktion
I Danmark forsøger forskere fra Københavns Universitet ved hjælp af genteknologi at fremstille en cassavaplante uden cyanid. I løbet af få år håber man at være klar med en giftfri
cassava, så de første egentlige dyrkningsforsøg kan sættes i gang.
Også europæiske forbrugere kan få stor gavn af genteknologien. På Aarhus Universitet
arbejder danske forskere på at frembringe forbedrede sorter af byg og hvede, som kan bruges til dyrefoder. Ved at overføre gener fra andre kornarter håber forskerne at kunne fremstille sorter med højere udbytte, højere ernæringsmæssig kvalitet og med lavere miljøbelastning.
Vi skal benytte fordele, som genmodificerede organismer (GMO) rummer, samtidig med at
vi naturligvis udnytter genteknologien forsvarligt uden at gå på kompromis med miljø- og
sundhedsmæssige hensyn.
Genteknologiens muligheder
I dag har langt størstedelen af de genmodificerede planter fået gener, der gør det muligt
at sprøjte dem mere præcist og i færre mængder. Det har i sig selv gavnlige miljøvirkninger, samtidig med at det i øvrigt reducerer brændstofforbruget og CO2-udledningen.
Forskere anslår, at dyrkning af sådanne resistente afgrøder i 2006 medførte, at den globale udledning af CO2 blev reduceret med, hvad der svarer til udledningen fra omkring 6,6
mio. biler (Brookes og Barfoot, PG Economics, 2008).
Sammenligner man genmodificerede afgrøder med konventionelt dyrkede afgrøder, er der
gode grunde til at foretrække de genmodificerede. Ved hjælp af en såkaldt livscyklusanalyse kan man opgøre en afgrødes miljø- og sundhedseffekter fra vugge til grav.
Livscyklusanalyser af genmodificerede sukkerroer, der kan tåle sprøjtning med Roundup, har
vist, at dyrkning af genmodificerede sukkerroer er mindre skadelig for menneskers sundhed
og miljøet end dyrkning af konventionelle sukkerroer, hvor mere miljøbelastende sprøjtemidler anvendes i dag (Bennett et al., Plant Biotechnology Journal, 2004).
Foruden miljø- og sundhedsmæssige fordele er sprøjtemiddelresistente afgrøder billigere
at dyrke. Landmændene har lavere udgifter til sprøjtemidler, arbejdskraft og ikke mindst
brændstof, hvilket gør det lettere for dem at konkurrere på prisen.
Andre genmodificerede afgrøder udnytter naturens eget forsvar mod skadedyr. Visse genmodificerede majsplanter bliver ikke angrebet af majsmøl, idet majsplanterne danner et
stof, Bttoxin, der er giftigt for majsmøllets larve. Stoffet dannes naturligt af en bakterie og
skader hverken mennesker eller nytteinsekter. Selv økologiske landmænd har i årevis brugt
bakterien til at holde skadedyr væk fra deres afgrøder.
Udviklingen af majsplanten har medført et nedsat forbrug af insektgifte. Planten har desuden den fordel, at svampe får sværere ved at få adgang til kernerne, fordi majskolberne ikke
gennembores af gnavende orme. Det betyder, at majskolberne udover et større udbytte og
højere kvalitet også har et reduceret indhold af skadelige svampegifte (Wu, ISB News
Report, 2008).
Grøn revolution 2.0
Forbrugere verden over har nydt godt af teknologiske landvindinger i landbrugssektoren
gennem de seneste mange årtier. I 1960'erne blev det muligt at producere langt flere fødevarer med langt mindre møje og slid takket være nye plantetyper og øget brug af landbrugsmaskiner, kunstgødning og pesticider. Den såkaldte grønne revolution førte til en mangedobling af kornproduktionen og har i årenes løb forhindret et utal af mennesker i at lide sultedøden.
Nu står vi på tærsklen til en ny grøn revolution. Takket være genteknologi er det muligt at
fremstille nye plantesorter langt mere effektivt end tidligere. Traditionel forædling har i
generationer været brugt til at fremstille nye afgrøder med højere ydeevne, længere holdbarhed og bedre smag. Imidlertid tager det lang tid at forædle afgrøder, og metoden er
dertil meget upræcis. Når man under forædlingen krydser en afgrøde med dens vilde slægtninge, overføres der tusindvis af nye gener, som man efterfølgende må avle væk. Med genteknologi kan man målrette sin indsats mod et enkelt gen. Det betyder, at forædlingen af
planter sker hurtigere og langt mere præcist.
27
fødevareproduktion
Ved genmodificering er det også muligt at udvide antallet af kulturplanter, som vi kan bruge
til dyrefoder. Dette kan gøres ved at fjerne giftstoffer og allergifremkaldende stoffer fra vilde
planter og samtidig forøge planternes udbytte. Det vil gavne biodiversiteten i landbrugssektoren og dermed beskytte fødevareforsyningen mod sygdomme, der rammer vigtige planter som hvede, majs eller ris.
Smitsomme bekymringer
Gennem de senere år har vi haft fødevarer nok i Europa. Derfor lød argumentet: ”Vi har ikke
behov for at øge produktiviteten, så hvorfor tage chancen med en ny teknologi?”
I ulandene var der ganske vist millioner af mennesker, der sultede. Men den europæiske
skepsis over for genteknologi spredte utryghed. I ulandene blev man bekymrede for, om genmodificerede afgrøder nu også var sikre, og hvad det kunne betyde for eksporten til Europa,
hvis man i ulandene tog genmodificerede afgrøder i brug. Det var beklageligt, da genteknologi kan hjælpe selv fattige bønder i den tredje verden. Indkøb af genmodificerede afgrøder
er dyrt på kort sigt, men der er tale om en investering, som giver stort afkast på langt sigt.
Fattige afrikanske bønders skepsis er i hvert fald dalet: ”Det gode liv startede, da vi fik genmodidficeret bomuld. Nu kan mine børn gå i skole. Den traditionelle bomuld gav os en chance for at overleve, men heller ikke mere. Vi får nu større afkast, og der er mindre arbejde.
Det er intelligent landbrug. I stedet for at spraye ti gange eller mere mod skadedyr, gør vi
det to gange nu. Så vi importerer færre kemikalier. Nu kan vi efter høsten sætte os ned
med vores familier og gøre en fortjeneste op. Det kunne vi ellers aldrig. Før havde vi ikke
penge nok til at betale vores arbejdere,” siger en sydafrikansk bomuldsdyrker (”For sultne
til at frygte GMO”, Information, 3. februar 2003).
I Europa var der ingen, der døde af sult, og vi havde råd til at være skeptiske over for genmodificerede afgrøder. De fattige afrikanere havde ikke den samme luksus, men fik alligevel
vores bekymringer trukket ned over hovederne. I mellemtiden har meget ændret sig.
Bjergene af mad er væk, og stigende fødevarepriser gør et stadigt større indhug i europæiske forbrugeres budgetter.
28
Fødevarekrisens årsager
fødevareproduktion
De stigende fødevarepriser har flere årsager. En del af majsproduktionen går til at producere biobrændstof, der bidrager til kampen mod klimaændringer. Men når vi hælder majs i
tanken på vores biler, er der mindre til overs til middagsbordet. Derfor bør vi i langt højere grad anvende organiske rest- og biprodukter fra landbruget til biobrændstof. En rapport
fra Fødevareministeriet viser, at det er muligt at fire til femdoble landbrugets produktion af
energi fra biomasse uden at begrænse fødevareproduktionen (”Jorden - en knap ressource”, Fødevareministeriet, januar 2008).
Den seneste tids udvikling har vist, hvor følsomme fødevarepriserne er over for ændringer
i udbud og efterspørgsel. En omlægning af måden, vi producerer biobrændstof på, kan ikke
stå alene. Vi står over for andre behov, som kræver en øget produktion af fødevarer.
Den stigende velstand på verdensplan har skabt øget efterspørgsel på fødevarer. Lande
som Indien og Kina er blevet markant rigere ved at gennemføre omfattende markedsorienterede reformer, og i løbet af de seneste år har deres befolkninger oplevet markant forbedrede leveforhold. I kraft af at indere og kinesere er blevet mere velstående, efterspørger de
nu fødevarer af højere kvalitet. Der skal flere mælkeprodukter, flere æg og mere kød på spisebordet, og det sætter fødevarepriserne under pres.
De stigende oliepriser sætter også deres spor på fødevarepriserne. Landbruget er et
maskinintensivt erhverv, og det kræver meget brændstof at pløje, så, gøde og høste. Når
prisen for en tønde råolie stiger, må fødevarepriserne nødvendigvis følge trop.
Gener i gulerødder
Vi politikere har desværre ikke været gode nok til at fortælle om genteknologien og skille fejl
fra fakta. En Eurobarometerundersøgelse viser således, at 24 pct. af europæerne tror, at
deres egne gener kan blive modificerede, hvis de spiser genmodificerede afgrøder (”The
Europeans and Biotechnology”, Eurobarometer 52.1, 15. marts 2000).
Den frygt er imidlertid helt og aldeles ubegrundet. En gulerod indeholder f.eks. tusinder af
celler, der hver indeholder langt over 10.000 gener. En person kan spise så mange gulerødder, det skal være, uden at et eneste gulerodsgen bliver til en del af den menneskelige
organisme.
I USA og Latinamerika har man dyrket GM-afgrøder i over ti år, og globalt blev der dyrket
genmodificerede afgrøder på 114 mio. hektar i 2007. Erfaringerne har vist, at de sundhedsmæssige vurderinger var korrekte, og at de skræmmescenarier, som er blevet sat op,
er udeblevet.
Mens europæiske forbrugere har mange bekymringer om de sundhedsmæssige risici ved
genmodificerede fødevarer, er vores holdning pudsigt nok langt mere positiv, når det gælder medicin, som er fremstillet ved hjælp af genteknologi. Det har lettet livet for tusinder
af sukkersygepatienter, at insulin bliver produceret af genmodificerede organismer.
Før i tiden brugte vi insulin fra svin. Dyret blev slagtet og insulin blev udvundet fra dets
bugspytkirtel. Svineinsulin er dog ikke helt rent og kan give følgesygdomme. Siden 1987 er
insulin blevet fremstillet af genmodificerede mikroorganismer, der er i stand til at lave menneskeinsulin. Det har gjort insulin lettere og billigere at producere og har så godt som elimineret problemet med følgesygdomme. Hvis det ikke havde været for genteknologien, skulle vi hvert år have slagtet 550 mio. svin for at skaffe insulin nok.
29
Behov for debat
Danmark skal fortsat gå i front for at sikre forbrugernes adgang til sunde og forsvarlige
fødevarer. Men vi må også gå i front for at sikre, at genteknologiens potentiale bliver fuldt
udnyttet. Der er behov for en hurtigere sagsbehandling i EU, hvor genmodificerede afgrøder venter i årevis på at blive godkendt. Mest af alt er der dog behov for en åben og fordomsfri debat om genteknologien. Vi kan ikke nøjes med at kigge på ulemperne, men må
også få fordelene på bordet, når vi tager stilling til den nye teknologi.
fødevareproduktion
Som med al anden teknologi skal genteknologien naturligvis anvendes med omtanke. Derfor
er genmodificerede afgrøder underlagt omfattende regulering med krav om helbredsmæssig sikkerhed, mærkning og sporbarhed, hvis de skal have adgang til europæiske markeder.
Danmark er desuden gået i front med den såkaldte sameksistenslov, der sikrer, at genmodificerede afgrøder dyrkes forsvarligt, så spredning af generne til konventionelle planter
begrænses.
Forsigtighedsprincippet
skal fortsat være bærende
mangler
Christel Schaldemose, medlem af
Europa-Parlamentet (S)
"Kør forsigtigt," siger vi ofte til vores venner eller familiemedlemmer, når de skal hjem. Af
god vilje naturligvis, for vi ønsker det bedste for dem. Hvis nogen siger det til mig, er mit
standardsvar, at jeg da altid kører pænt. Hvorefter jeg sætter mig ind i bilen og kører
nøjagtigt, som jeg plejer. Det er ikke en farlig kørsel, men heller ikke nogen forsigtig kørsel.
Trods min lemfældige omgang med forsigtighed på nogle områder tør jeg alligevel godt indlade mig på at skrive om forsigtighedsprincippet. Det er nemlig et helt afgørende princip at
holde i hævd i forhold til både miljø, natur og sundhed. Hvis vi ikke går forsigtigt til værks,
når vi tillader nye kemikalier eller genmodificerede afgrøder, risikerer vi at gå på kompromis med vores vigtigste ressource: Jorden.
Udfordringer kræver løsninger
30
fødevareproduktion
Verden står over for flere store kriser i disse år. Klimaet forandrer sig hastigt, og naturkatastroferne skyller ind over alle afkroge af verden. Energipriserne er tårnhøje, fordi verden
er afhængig af olie fra nogle ganske få lande. Og over hele verden sulter millioner af mennesker pga. høje fødevarepriser. Alle disse udfordringer skal vi søge at finde løsninger på
med den viden og de redskaber, vi har til rådighed. Det gøres ved at forske i og udvikle nye
teknologier. F.eks. forskes der i, hvordan vi kan forbruge mindre energi og blive mindre
afhængige af fossile brændstoffer, ligesom det undersøges, hvordan vi kan producere flere
og bedre afgrøder uden samtidig at udpine jorden og dermed fjerne grundlaget for fremtidig fødevareproduktion.
Forskere over hele verden søger altså med lys og lygte efter ny teknologi, der kan afhjælpe
verdens problemer. Og her kommer bioteknologien ind i billedet. For bioteknologi indeholder
et kæmpe potentiale for at løse mange af problemerne i forhold til naturen, miljøet, klimaet og verdens fødevareforsyning. Genteknologien, som vi beskæftiger os med i nærværende publikation, åbner f.eks. op for at forbedre udbyttet af bestemte afgrøder ved at overføre egenskaber fra en organisme til en anden, eksempelvis fra en bakterie til en plante.
Gennem ændring af en plantes DNA-kode kan man gøre den resistent over for f.eks. sprøjtemidler, insektangreb eller tørke.
Med andre ord åbner genteknologien op for at ændre grundlæggende på planters ”design”,
sådan at de får andre egenskaber, end de oprindelig er skabt med. Og det vil alt andet lige
blive nemmere og mere gunstigt at dyrke afgrøder, hvis de er skabt til at kunne modstå
sprøjtegifte, skadedyr og farlige svampearter. Der er ingen tvivl om, at det ville kunne forbedre både den vestlige verden og ulandenes produktionsvilkår og fødevareforsyning, hvis
afgrøderne på vores marker var mere modstandsdygtige og gav et højere udbytte, samtidig med at naturen kunne forblive intakt. Og på papiret lyder det som den perfekte løsning.
Men faktisk ved vi meget lidt om, hvad der sker med sundheden, naturen og miljøet, når vi
ændrer på arvemassen i en plante.
Har vi én gang ændret på den genetiske struktur i en afgrøde, kan den ikke laves om igen.
Processen er altså irreversibel. Og hvis der er negative konsekvenser, kommer de ikke nødvendigvis os til skade. Risikoen for, at vi eksporterer problemerne videre til vores børnebørn
eller deres børnebørn, er langt større end risikoen for, at vi selv oplever de potentielle negative konsekvenser af at have manipuleret med planters gener. På denne baggrund har man
indført et forsigtighedsprincip i hele verden. For vi er nødt til at gå forsigtigt til værks i
vores søgen efter nye, banebrydende teknologier.
Hvad er forsigtighedsprincippet?
Forsigtighedsprincippet kommer oprindeligt fra det tyske begreb ”Vorsorgeprinzip”. Men
ligesom den engelsk oversættelse ”The precautionary principle” dækker betegnelsen ikke
lige så bredt som det tyske princip. ”Vorsorgeprinzip” betyder forebyggende omsorg, dvs.
en langsigtet og planlagt indsats for at forebygge. Det oprindelige princip bygger altså på
en idé om at drage omsorg for kommende generationer (Andersen, Michael Skou:
”Forsigtighedsprincippet - og dets rødder i det tyske Vorsorgeprinzip”, Samfundsøkonomen
(2000), nr. 1, s. 33 - 35). I modsætning hertil er formålet med forsigtighedsprincippet i
EU's terminologi ”et højt beskyttelsesniveau under hensyntagen til forskelligartede forhold”
(EF-traktaten, artikel 174).
Begrebet ”forsigtighedsprincippet” bliver brugt internationalt og kan findes i både EU's traktatgrundlag (EF-traktaten, artikel 174), den internationale biodiversitetskonvention,
Cartagenaprotokollen, og WTO's aftale om sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger.
Med andre ord skriver Kommissionen, at anvendelse af forsigtighedsprincippet kun er relevant, hvis der er tale om en potentiel risiko, men at risikoen ikke nødvendigvis skal være
defineret klart, fordi der kan være tale om, at det indsamlede datagrundlag på det givne
tidspunkt ikke kan anvendes som videnskabeligt bevis. Samtidig understreger
Kommissionen, at forsigtighedsprincippet under ingen omstændigheder må bruges til at
legitimere en vilkårlig beslutning, og at det meget sjældent vil kunne lade sig gøre i praksis
at fjerne risici fuldkommen.
Når man tager forsigtighedsprincippet i brug, kan det føre til to forskellige politiske beslutninger: at handle eller undlade at handle. Et eksempel på sidstnævnte finder vi i det såkaldte GMO-moratorium. Moratoriet blev iværksat, fordi seks EU-lande, Danmark, Frankrig,
Italien, Grækenland, Østrig og Luxembourg, i 1999 blev enige om, at der var behov for
strengere og mere gennemskuelige regler inden for risikovurdering, risikohåndtering, monitorering samt sporing og mærkning af GMO. Landene ville ikke være med til at godkende
genmodificerede afgrøder hverken til dyrkning eller markedsføring, før EU havde vedtaget
regler om sporing og mærkning af GMO (KOM (2001)1 s. 13).
31
fødevareproduktion
En nærmere forklaring af, hvordan forsigtighedsprincippet skal anvendes i EU-regi, finder vi
i en meddelelse fra EU-Kommissionen fra februar 2000 (KOM(2001)1). Kommissionen
præciserer her, at princippet dækker ”de særlige tilfælde, hvor de videnskabelige data er
utilstrækkelige, foreløbige eller usikre, og den indledende objektive videnskabelige undersøgelse tyder på, at der er rimelig grund til bekymring for, at mulige farlige følger for miljø
samt mennesker, dyr og planters sundhed ikke stemmer overens med det valgte beskyttelsesniveau”.
I marts 2001 vedtog landene en politisk erklæring i forbindelse med vedtagelsen af EU's
udsætningsdirektiv, hvor de med udgangspunkt i forsigtighedsprincippet krævede moratoriet indført. Med andre ord krævede seks lande (og dermed et blokerende mindretal), at EU
skulle undlade at handle i relation til GM-teknologien.
Moratoriet blev ophævet i 2004 og er da også senere af et ekspertpanel under WTO blevet erklæret som værende i strid med WTO's handelsregler. Baggrunden for den kendelse
var, at USA, Canada og Argentina i 2003 havde indklaget EU for WTO, fordi de mente, at
moratoriet var en teknisk handelshindring.
Hvordan godkendes GMO'er?
Hvis en virksomhed ønsker tilladelse til at markedsføre en gensplejset plante i EU, kan den
søge på to måder. Enten ved at bruge EU's udsætningsdirektiv, hvorigennem man kan få tilladelse til at dyrke og markedsføre en given afgrøde, eller ved at bruge EU's foder- og fødevareforordning, hvor man kan få tilladelse til både at dyrke, markedsføre og forarbejde en
afgrøde til foder og fødevarer. Forordning 1830/2003 indeholder regler om sporbarhed og
mærkning af genmodificerede afgrøder, og uanset om en ansøgning er indgivet under
udsætningsdirektivet eller foder- og fødevareforordningen, skal virksomheden også leve op
til disse regler (jf. Teknologirådets nyhedsbrev til Folketinget, nr. 216, februar 2006, s. 2).
Når der er indkommet en ansøgning, behandler den relevante myndighed i det pågældende
medlemsland ansøgningen og videresender den til EU-Kommissionen og Den Europæiske
Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA). EFSA har et såkaldt GMO-panel, der har til formål at
rådgive Kommissionen om GMO-afgrøder. Hver gang der kommer en GMO-ansøgning, skal
panelet altså vurdere risikoen ved den pågældende plante.
32
fødevareproduktion
EFSA's udtalelse om ansøgningen danner grundlag for den videre behandling af sagen i hhv.
Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, som består af embedsmænd fra
medlemslandene, og Rådet. Hvis ingen af de to organer kan skaffe kvalificeret flertal enten
for eller imod, går sagen videre til Kommissionen, som har beføjelser til at træffe beslutning om godkendelse uden om medlemslandene.
Selvom Kommissionen ikke er bundet af EFSA's udtalelse, skal den tage hensyn til den. Og
i praksis er panelets rådgivende udtalelser næsten altid udslagsgivende i forhold til, om der
bliver givet tilladelse til en genmodificeret afgrøde eller ej. Og det lyder selvfølgelig alt sammen meget fint. For EFSA er jo et uafhængigt videnskabeligt organ, der ifølge EU's officielle hjemmeside leverer ”uafhængig videnskabelig rådgivning på alle områder, som har en
direkte eller indirekte indvirkning på fødevaresikkerheden - også dyrs sundhed og plantebeskyttelse” (http://europa.eu/agencies/community_agencies/efsa/index_da.htm).
Men selve proceduren med, at ikke-folkevalgte embedsmænd i Kommissionen kan træffe
beslutninger, som er i direkte modstrid med det, som medlemslandenes ministre og
embedsmænd har besluttet, finder jeg stærkt kritisabelt. Og mange er enige med mig. Den
europæiske miljøparaplyorganisation European Environmental Bureau (EEB) skrev da også i
december 2005 et brev til EU's miljøministre, hvor proceduren blev kritiseret:
”Komitologiproceduren er karakteriseret ved mangel på gennemsigtighed og åbenhed, og
den bidrager til at undergrave beslutningsprocessens troværdighed” (Teknologirådets
nyhedsbrev til Folketinget, nr. 216, februar 2006, s. 3). Og videre endnu kritiserer miljø-
og forbrugerorganisationer også selve det videnskabelige panel, hvis udtalelser
Kommissionen træffer sin beslutning på baggrund af. For selvom EFSA's GMO-panel består
af 21 videnskabsfolk fra uafhængige institutioner, mener bl.a. Greenpeace Norden, at panelets arbejde er ”direkte uredeligt” (Teknologirådets nyhedsbrev til Folketinget, nr. 216,
februar 2006, s. 2).
Kernen i denne kritik er sådan set, at hverken EFSA's GMO-panel eller Kommissionen anvender forsigtighedsprincippet stramt nok. Det er således ikke svært at finde eksempler på,
at GMO-panelet har sagt god for en genmodificeret afgrøde, hvor dokumentationen har
været utilstrækkelig eller hvor det direkte er påvist, at rotter f.eks. fik forhøjet blodsukker
af en bestemt type majs. Alligevel er disse GMO'er blevet godkendt af GMO-panelet med
henvisning til, at rotternes anormaliteter ikke nødvendigvis har været forårsaget af den
givne afgrøde.
I februar 2008 var EFSA involveret i en strid med EU's lægemiddelagentur, EMEA. EFSA's
GMO-panel havde sagt god for markedsføringen af fire afgrøder med antibiotikaresistente
genmarkører, mens EMEA var bekymret for udviklingen af resistens i mennesker som følge
heraf. Verdenssundhedsorganisationens (WHO) antibiotikaarbejdsgruppe havde kategoriseret de pågældende antibiotika-typer som ”kritisk vigtige” i forhold til deres behandlingsmæssige værdi, mens EFSA havde dem i den laveste kategori og dermed tilladt dem i genmodificerede afgrøder. På baggrund af denne uenighed bad EU's daværende sundhedskommissær, Markos Kyprianou, lægemiddelagenturet om en udtalelse. EMEA støttede WHO og
anbefalede at ændre kategorien for nptII-antibiotikaene, hvilket EFSA nægtede (jf.
http://www.eu-oplysningen.dk/upload/application/pdf/e6a0d35b/200708142.pdf). Trods
denne interne strid mellem EU's videnskabelige organer har Europa-Kommissionen altså
mulighed for at godkende GMO'erne, idet den primært beror på EFSA's udtalelser, forudsat
at medlemslandene ikke kan samle et kvalificeret flertal imod godkendelsen.
Men ligesom processen til godkendelse af GMO'er kunne forbedres betydeligt rent videnskabeligt, deler jeg fuldt ud Mariann Fischer Boels synspunkt om, at vi også bør blive langt
hurtigere til at vurdere en ansøgning. Det kan ikke være rigtigt, at det skal tage flere år at
få en afgrøde godkendt til dyrkning og markedsføring i EU, mens det tager under et år i
både USA, Canada og Sydamerika. Derfor mener jeg, at vi bør stramme op på procedurerne, så de både bliver mere effektive, og også reelt bygger på et forsigtighedsprincip. En
ting er fine ord, noget helt andet er at leve op til dem. Og det har EFSA og EUKommissionen til dato ikke gjort.
fødevareproduktion
Det er dybt problematisk, at EU's system, som skal godkende GMO'er, er indrettet sådan,
at 21 eksperters udsagn kan overtrumfe både WHO og EMEA, som arbejder for at sikre
sundheden for dyr og mennesker. Derfor deler jeg også NGO'ernes synspunkt om, at vi
gambler med miljøet og sundheden, når vi siger ja til GMO-ansøgninger under de nuværende forudsætninger. Så længe det videnskabelige system bag godkendelserne ikke arbejder
bedre sammen, og kritiske røster blandt videnskabsmænd systematisk bliver overhørt, kan
man ikke med rette tale om, at forsigtighedsprincippet bliver holdt i hævd. Og dermed spiller vi altså hasard med vores efterkommeres sundhed og livsvilkår.
33
Forsigtighed er et politisk valg
Kritikerne anfører, at forsigtighedsprincippet giver uvidende og populistiske politikere en
mulighed for at bremse en nødvendig teknologisk udvikling med henvisning til en potentiel
risiko, eller at vi ikke ved nok om en given teknologi. Og til en vis grad har de ret. For uanset hvordan vi vender og drejer resultatet af videnskabelige undersøgelser, vil anvendelsen
af forsigtighedsprincippet altid bero på en politisk vurdering af, hvor stor en risiko man er
villig til at udsætte befolkningen, naturen og miljøet for. Og sådan mener jeg også, det skal
være.
Dog mener jeg, at det er en tilsnigelse at beskylde os politikere for at bremse teknologiske
landvindinger for vores egen nytte. Når verden sulter, er der ikke mange stemmer i at bremse teknologier, som potentielt kan hjælpe os til at brødføde millioner af døende mennesker.
Men omvendt er man som politiker forpligtet til at tænke længere end til sin egen næsetip.
Og de ufødte børn har endnu ingen stemme at tale med. Derfor skal vi fortsat lade forsigtighedsprincippet være bærende. Hermed drager vi langsigtet omsorg for jordens mange
levende organismer - mennesker, dyr og planter - frem for kortsigtet kun at redde os selv
fra problem til problem.
Forsigtighedsprincippet giver os mulighed for at tænke os om en ekstra gang. En eftertænksomhed, som kunne have reddet os fra mange af nutidens problemer, f.eks. klimaproblemerne, der jo bl.a. skyldes vores CO2-udslip, eller truslerne mod folkesundheden, som skyldes f.eks. rygning og transfedtsyrer.
34
fødevareproduktion
Nej tak til (GMO-) monstermad
Kristen Touborg Jensen,
fødevarepolitisk ordfører (SF)
I Danmark har vi nærmest en folkebevægelse mod genmodificerede fødevarer
(GMO). To meningsmålinger foretaget af A&B Analyse for Altinget/Fødevarer i slutningen af
2007 viser, at to tredjedele af danskerne er imod overhovedet at tillade gensplejsede fødevarer i Danmark. Meningsmålingen viser desuden, at ikke mindre end 92 pct. af danskerne
mener, at der skal mærkning på alle fødevarer, der indeholder gensplejsede afgrøder, eller
som er produceret ved hjælp af gensplejset foder.
Med andre ord så mener et stort flertal af danskerne, at vi ikke skal have genmodificerede
fødevarer. Men er GMO virkelig - som nogen påstår - den nye frelser, som vi ”teknologiforskrækkede, danske vikinger” bare ikke tør overgive os til? Det mener jeg ikke! For hvad er
GMO? F.eks. kan en rose krydses med en anden rose, men ikke med en mus. Men med genmanipulation kan man overskride den naturlige barriere mellem arterne. Det betyder, at der
med gensplejsningen kan foretages et indgreb i arvemassen hos en organisme for at ændre
dens egenskaber. Og det sker typisk ved, at man overfører genetisk materiale fra en art til
en anden, som dermed giver grundlag for en ønsket speciel egenskab.
Det gælder blandt andet for selskabet Monsanto, der står bag sprøjtegiften Roundup.
Monsanto producerer samtidig en lang række GMO'er som eksempelvis soyaplanten RR og
rapsen GT73. Med andre ord er handlen med GMO domineret af et lille antal transnationale firmaer, bl.a. Monsanto, Syngenta og Aventis, og de er sandsynligvis de eneste, der kan
gøre sig håb om at få noget ud af GMO-eksperimentet. Ja, de kan nærmest gøre det uden
at skulle stå til økonomisk ansvar, hvis noget går galt!
GMO er en trussel
Efter SF's opfattelse udgør GMO en trussel mod den biologiske mangfoldighed. Det betyder, at når GMO bliver sat ud i naturen, er der stor risiko for, at de genmodificerede organismer spreder eller krydser sig med vilde slægtninge. Det er således umuligt at forudse
eller kontrollere, hvilke konsekvenser DNA genmodifikationer i organismerne får. Og faren
kan til en vis grad sammenlignes med den, der er forbundet med at introducere en ny art
til et økosystem, hvor den ikke tidligere har eksisteret.
Når det gælder behandlingsmedicin, så har vi bl.a. i dag en dansk lov, L 1319, hvori det
klart står, at man ikke må bruge GMO'er, som er resistente over for behandlingsmedicin.
Det er fordi, vi ønsker at undgå den situation, at den enkelte borger ender med at blive resi-
35
fødevareproduktion
Biotekindustrien bruger genteknologien til at skabe kunstige organismer, der er modstandsdygtige overfor visse sprøjtegifte, skadedyr, svampearter eller vira. Andre mål kan være, at
de naturstridige planter kan overleve i et nyt miljø, producere større udbytte eller få nye produktionsegenskaber. Generelt har genteknologien indtil videre arbejdet med at gensplejse
planter for at gøre dem modstandsdygtige overfor en bestemt sprøjtegift. Sprøjtegiftene sælges typisk af de samme selskaber, som har udviklet den konkrete genmodificerede afgrøde.
stent over for f.eks. penicillin. Desuden har Folketingets fødevareudvalg den 7. maj 2008
afholdt en høring om GMO'er med antibiotikaresistente genmarkører, hvor udvalget havde
mulighed for at høre eksperterne udtale sig om emnet og stille spørgsmål til eksperterne.
I den forbindelse vil jeg henvise til én af landets førende eksperter i antibiotikaresistens,
overlægen Niels Frimodt-Møller, Statens Seruminstitut, som manede til forsigtighed. Man
kan efter hans mening ikke afvise en risiko for resistensproblemer i forbindelse med foder
fra genmodificerede planter fremstillet med antibiotikaresistente markører. Risikoen kan
opstå på langt sigt, hvis foderet gives til dyr, der samtidig behandles med antibiotika.
Forsigtighedsprincippet for borgernes skyld
SF's udgangspunkt er, at forsigtighedsprincippet bør gælde for borgernes skyld. Og derfor er SF også imod, at fødevareminister Eva Kjer Hansen vil sætte turbo på godkendelsesprocedurerne i EU for at åbne Danmark og EU for mere gensplejset foder til danske
grise og køer.
Vi siger simpelthen nej til at åbne for en masse GMO'er, der ikke er ordentligt risikovurderet. Det kan nemlig tage flere år, når en GMO skal godkendes. Og der er nok også en
god grund til, at EU har sat et system op omkring risikovurderingen af GMO'er. Det kan
da godt være, at man er mere rap på fingrene i USA, når det gælder godkendelsesprocedurerne. Men i SF går vi altså heller ikke på kompromis med den demokratiske proces,
der i EU-regi betyder, at nye GMO'er også skal godkendes i de nationale parlamenter.
Derfor synes vi, det er meget problematisk, at fødevareministeren underkender de procedurer i EU, som skal sikre, at dyrene - såvel som forbrugerne - ikke udsættes for nogen
risiko ved GMO-fødevarer.
36
fødevareproduktion
Fødevareministeren efterlyser meget ofte en fordomsfri debat om gensplejsning. En
sådan debat vil SF gerne deltage i. Men der bør fokuseres på helhedstænkning. Det kan
godt være, at nogle planter - via genmanipulation - kan skaffe os bedre og måske billigere, livsvigtig medicin, og det siger vi ok til. Men vores pointe er blot, at vi skal huske den
samlede prioritering. Hvis så mange mennesker har brug for bedre og billigere allergimedicin, så var det måske mere nærliggende at fokusere på det grundlæggende, nemlig at
forske og derefter gøre noget ved, at så mange får allergi. I SF foretrækker vi løsninger
frem for lappeløsninger. Og desuden kan man heller ikke se bort fra, at en satsning på
den nye type GMO vil kunne tiltrække de fleste forskningsmidler - frem for ”kedelige” og
besværlige grundårsager.
Førevarekrise som undskyldning
Den globale fødevarekrise er også blevet brugt af både landbrugets top og fødevareministeren som et påskud til at tage et teknologisk GMO-fix , der vil kunne stoppe hungerkrisen. Der findes sultende i Etiopien og andre lande, fordi de ikke har penge til at købe mad
for, og ikke fordi der ikke er mad at køb, har en talsmand for Afrika-gruppen i FAO udtalt.
Derfor nytter det altså ikke noget, at man prøver at bilde befolkningen ind, at GMO er
nødvendig for at redde verden fra sult. Det passer ikke!
Biotekindustriens mål er at tjene penge. Mange penge. Og det er uanstændigt, at de tager
sultende mennesker som gidsler i deres markedsføring. Industrien har da heller ikke til dato
kunne fremvise et eneste konkret eksempel på, at gensplejsede afgrøder afhjælper sultproblemet i de fattige lande. Vi løser ikke de grundlæggende fattigdomsproblemer ved at give
fri adgang for GMO i fodertruget. I stedet skal vi have en bedre og mere retfærdig fordeling af ressourcer og mindre fråds og spild i den rige del af verden. Desuden skal vi have
fjernet alle de handelshindringer, der gør det umuligt for de fattige lande at få afsat deres
varer på verdensmarkedet.
Lad mig til sidst slå helt fast, at for SF er det helt centralt, at vi sikrer en høj forbrugersikkerhed, og især på GMO-området er det væsentligt, at vi er opmærksomme.
37
fødevareproduktion
mangler
Konkurrenceforvridning har alvorlige
konsekvenser for de europæiske
landmænd
Peter Gæmelke, præsident,
Landbrugsraadet
Genmodificerede afgrøder har været en del af den globale fødevareproduktion siden 1996.
Vi har i Danmark endnu ikke dyrket genmodificerede afgrøder kommercielt, men den europæiske og danske animalske produktion er afhængig af at kunne købe proteinfoder på det
globale marked, primært soja. Derfor er det afgørende for danske husdyrproducenters konkurrenceevne at have adgang til at købe soja på det globale marked til konkurrencedygtige
priser. Det kræver, at EU's vurdering og godkendelse af nye GMO'er sker i samme tempo
som i andre dele af verden.
I fremtiden skal det være muligt for danske landmænd at dyrke genmodificerede afgrøder
ligesom landmænd i andre dele af verden. Det vil være et vigtigt redskab til at mindske miljøbelastningen i form af afgrøder med bedre næringsstofhusholdning, mindre brug af pesticider og forbedrede kvalitetsegenskaber. Har vi ikke disse muligheder, vil det påvirke vores
konkurrenceevne. Det er imidlertid helt afgørende, at vi sikrer, at der fortsat er mulighed
for at dyrke økologiske afgrøder og konventionelle afgrøder, selv om der påbegyndes dyrkning af genmodificerede afgrøder. Dette sikrer den danske lov om sameksistens, som blev
til ved en tæt dialog mellem det konventionelle og økologiske landbrug, myndigheder, forbrugere, miljøorganisationer og faglige eksperter.
38
Baggrund for dansk landbrugsproduktion
fødevareproduktion
Den danske landbrugsproduktion er kendetegnet ved, at en meget stor del af produktionen
eksporteres. Vi danske landmænd og den danske fødevareindustri er derfor afhængig af at
kunne konkurrere på det globale marked. Det er vi blandt andet i stand til i kraft af, at vi
gennem årtier har fokuseret på at effektivisere driften. Vi har arbejdet målrettet med langsigtet forskning og udvikling med henblik på at optimere dyrkningsmetoder og på at fremavle de mest effektive og robuste plantesorter og husdyrracer - og vi har gennem et tæt
samarbejde mellem forskningsverdenen og rådgivningstjenesten sikret, at de nyeste resultater hurtigt er kommet ud på den enkelte bedrift.
Vores konkurrenceevne er samtidig afhængig af, at vi har adgang til de samme redskaber
som konkurrenter i andre lande. Det gælder ikke mindst i forhold til at kunne købe proteinfoder på det globale marked. Det gælder også i forhold til at kunne forædle afgrøder med
henblik på at minimere miljøbelastningen, forbedre produktiviteten, sikre tilpasning til
ændrede klimaforhold m.v. På alle disse områder kan genteknologien bidrage til at fremme
yderligere udvikling.
Der er imidlertid samtidig en betydelig usikkerhed og skepsis over for anvendelsen af genteknologi inden for jordbrugs- og fødevareproduktionen. Dette er vi som landmænd og fødevareproducenter naturligvis nødt til at forholde os til og acceptere.
I Landbrugsraadet har vi imidlertid siden 1995 haft en klart formuleret holdning til anvendelse af genteknologi. Denne holdning er blevet til i tæt dialog mellem alle grene af
Landbrugsraadets medlemmer og dækker dermed hele landbrugs- og fødevareerhvervet. Vi
ser genteknologien som et værdifuldt redskab til at forbedre jordbrugs- og fødevareproduktionen - miljømæssigt, sundhedsmæssigt og kvalitetsmæssigt. Og vi anser det for helt centralt for det danske landbrugs- og fødevareerhvervs konkurrenceevne, at vi har adgang til
at anvende genteknologien på linje med producenter i andre dele af verden. Men naturligvis
i fuld forståelse for vigtigheden af, at såvel forbrugere som den enkelte landmand har et frit
valg med hensyn til, om vedkommende ønsker at købe eller producere genmodificerede
organismer.
GMO og dansk landbrug - Ingen dyrkning af GMO
Vi dyrker endnu ikke genmodificerede afgrøder i Danmark. Den væsentligste årsag hertil er,
at der endnu ikke er udviklet genmodificerede afgrøder med egenskaber, som har fordele i
forhold til de sorter og afgrøder, vi dyrker i dag. På globalt plan er de væsentligste genmodificerede afgrøder soja og majs. Ingen af disse er egnede til dyrkning på vores nordlige
breddegrader, da de er udviklet til mildere klima, og de skadedyr, de mest udbredte genmodificeret majs er resistente over for, findes slet ikke her. Vi har således ingen dyrkning af
soja og de genmodificerede majssorter, der er tale om.
Genroen blev imidlertid aldrig godkendt til markedsføring. Ikke fordi der var problemer med
den, men fordi den kom i klemme i det moratorium, der var gældende i EU fra 1998 til
2004, hvor der ikke blev taget stilling til nye GMO'er. Resultatet er, at roedyrkningen nu er
næsten ophørt i Danmark og i stedet afløst af udbredt dyrkning af majs. Dermed er det
danske landskab blevet væsentligt ændret.
Stor import af genmodificeret foder
Det betyder dog ikke, at der ikke anvendes GMO'er i dansk og europæisk landbrug.
Tværtimod. Siden 1996 er en stadig stigende andel af det foder, der bruges i husdyrproduktion, kommet fra genmodificerede afgrøder. Det gælder primært soja, som importeres
som proteinkilde. Europa importerer årligt ca. 36 mio. tons soja fra Nordamerika (USA) og
Sydamerika (primært Argentina og Brasilien) - heraf alene ca. to mio. tons til Danmark.
Europæiske og specielt danske husdyrproducenter er fuldstændig afhængige af, at denne
import kan fortsætte. EU spiller en helt central rolle i forhold til at sikre dette - såvel i forhold til den enkelte europæiske producent som i forhold til den globale frihandel og WTO.
Aktuelt i 2008 har europæiske landmænd været afskåret fra at kunne indkøbe billigt majsfoder i USA til afbødning af problemerne med de stærkt stigende priser på foderkorn. Det
39
fødevareproduktion
For ti år siden var en genmodificeret afgrøde, som kunne have fundet betydelig udbredelse,
imidlertid tæt på markedsføring. Det var en foderroe, som via gensplejsning var gjort resistent over for ukrudtsmidlet Roundup. Hvis danske kvægproducenter var skiftet fra traditionelle foderroesorter til den genmodificerede, ville der have været betydelige miljømæssige gevinster. Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) gennemførte en række grundige undersøgelser i et stort demonstrationsforsøg med dyrkning af genroerne på 16 lokaliteter i
Danmark. DMU konkluderede, at der var betydelige fordele for såvel flora som fauna ved at
skifte fra den traditionelle bekæmpelse af ukrudt 5 - 6 gange i løbet af det tidlige forår til
en enkelt behandling med Roundup på et tidspunkt, hvor der var en meget stor mængde
ukrudt i marken, som gav fødegrundlag for insekter og fugle i den vigtige periode i foråret.
vil imidlertid blive mere alvorligt i forhold til muligheden for at indgå aftaler om levering af
soja fra 2009 som følge af, at godkendelsesproceduren i EU går langsommere end i andre
lande.
EU-lovgivningen og GMO
Som det fremgår af eksemplerne med foderroen og foderprotein spiller EU en afgørende
rolle for reguleringen af anvendelsen af GMO og produkter fremstillet heraf.
Overordnet set er vi i det danske landbrug og fødevareerhverv særdeles tilfredse med den
gældende EU-lovgivning. De gældende EU-direktiver og forordninger om henholdsvis udsætning af GMO i naturen (2001/18), forordningen om genetisk modificerede fødevarer og
foder (1829/2003) og Sporbarhed og Mærkning (1830/2003) sikrer såvel hensynet til
menneskers og dyrs sundhed som hensynet til miljøet - samtidig med at de muliggør markedsføring af GMO. Erhvervet er helt indforstået med, at markedsføringstilladelse kun kan
meddeles efter en særdeles grundig risikovurdering og en konkret vurdering fra sag til sag.
Det er den europæiske fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), som gennemfører risikovurderingen. I GMO-panelet sidder de personer i Europa, som besidder den største ekspertviden
og kompetence til at gennemføre risikovurderingerne, som sker på baggrund af de skrappeste kriterier i hele verden. Med udgangspunkt i den faglige risikovurdering er der dermed
det bedste grundlag for at træffe en videnbaseret faglig beslutning i forhold til, om der skal
meddeles markedsføringstilladelse.
40
fødevareproduktion
EU-reguleringen giver samtidig gennem en klar og tydelig mærkningsordning den enkelte
forbruger et frit valg med hensyn til, om vedkommende ønsker at købe produkter, som indeholder GMO, eller produkter produceret heraf. Dette frie valg er afgørende for landbruget.
Det er samtidig helt afgørende for dansk og europæisk landbrug, at vi har fælles regler internt i EU - og at vi ikke pålægges restriktioner i forhold til landmænd i andre dele af verden. Det gælder specielt for danske landmænd, da en større andel af vores produktion skal
afsættes på det globale marked. For andre af mine europæiske kolleger har hjemmemarkedet en større betydning.
Asynkron godkendelse og nultolerance
På trods af at vi i fødevareerhvervet generelt mener, vi har den nødvendige EU-regulering
til på den ene side at sikre hensynet til menneskers og dyrs sundhed og til miljøet og på
den anden side hensynet til den globale konkurrence, så er der problemer. Det helt afgørende problem er, at der i forordningen om genmodificerede fødevarer og -foder ikke er tidsfrister på alle led i godkendelsesproceduren. Dermed er der risiko for en ganske betydelig
spildtid, som gør, at den endelige afgørelse og meddelelse om markedsføring kan trække
ud i særdeles lang tid. Kommissionens Generaldirektorat for Landbrug (DG AGRI) konstaterede allerede i 2007, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid var 30 måneder, mens
den i USA kun tog den halve tid.
Hertil kommer, at der i den gældende tolkning af EU-lovgivningen gælder en nultolerance for
forekomst af ikke-EU-godkendte GMO'er. Det er i sig selv en illusion at forestille sig, at man
kan håndhæve en nultolerance uden en tærskelværdi for acceptabelt utilsigtet indhold.
Dette var også erkendelsen, da Ministerrådet og Europa-Parlamentet i 2003 vedtog for-
ordningen om genmodificerede fødevarer og -foder. Derfor blev der indført en tærskelværdi på 0,5 pct. som acceptabel utilsigtet forekomst af genmodificerede varianter, når blot
de var risikovurderet af EFSA, selv om den endelige markedsføringstilladelse ikke forelå.
Denne tærskelværdi blev indført i erkendelse af, at mens EU havde haft et moratorium for
godkendelse af nye GMO'er, var der markedsført en række nye sorter i de lande, vi importerer varer fra, hvorfor der var risiko for forekomst af disse.
Dette var imidlertid en tre-årig overgangsperiode, som udløb i april 2007. Med de mange
nye genmodificerede sorter, der markedsføres i USA, Argentina og resten af verden, den
lange sagsbehandlingstid og nultolerancen bringes europæiske producenter i en alvorlig
knibe. Importører af foder har vanskeligt ved at indgå kontrakter om leverancer af især soja,
når der er en risiko for, at hele skibsladninger må afvises som følge af forekomst af minimale spor af ikke endeligt godkendte GMO'er - også selv om EFSA måtte have konkluderet,
at der ikke er nogen risiko herved.
Det er derfor helt afgørende, at EU justerer praksis på to områder. For det første skal der
ske en reduktion i den tid, det tager at få gennemført godkendelsesproceduren for GMO'er.
GMO'er bør kunne risikovurderes og meddeles markedsføringstilladelse inden for ca. 18
måneder. Dette vil være tilstrækkeligt til at stille europæiske importører og husdyrproducenter lige med konkurrenterne i andre dele af verden. For det andet er det helt afgørende, at Kommissionen erkender, at nul ikke findes. Derfor må det hidtidige rene nul erstattes af en tolerancetærskel for acceptabelt utilsigtet indhold.
Kommissionen besluttede i maj 2008, at Generaldirektoratet for Sundhed og
Forbrugerbeskyttelse (DG SANCO) skulle tage skridt til at finde en løsning inden for den
gældende lovgivning inden sommeren 2008. Desværre har vi her i sensommeren endnu ikke
set skridt hen imod at tage fat om dette alvorlige problem.
GMO og den europæiske konkurrenceevne - begrænsninger i proteinimport
Hvor alvorlig, den nuværende situation kan blive for Europa, vurderede DG AGRI allerede i
2007, hvor de så på konsekvenserne for europæiske husdyrproducenter, hvis leverancerne
af proteinfoder kommer i fare, når der markedsføres nye genmodificerede sorter af soja i
resten af verden, og de ikke bliver godkendt til markedsføring i Europa. DG AGRI's vurdering af konsekvenserne fremgår af tabel 1. Som det fremgår, afhænger konsekvenserne af,
hvor udbredt de nye sorter bliver dyrket. Dyrkes de kun i USA, hvorved importen herfra
ophører, vil der kunne kompenseres for det ved køb af soja fra Brasilien og Argentina med
minimale konsekvenser til følge.
Hvis de nye sorter også markedsføres i Argentina, vil der kunne opnås en delvis kompensering via en øget import fra Brasilien. Det vil imidlertid medføre stigende foderpriser i
41
fødevareproduktion
En sådan løsning vil svare til, det vi i Danmark gennemførte som en frivillig aftale mellem
økologiske og konventionelle landmænd, grovvarebranchen og myndighederne i 2001 med
henblik på at løse problemerne med selv minimale spor af GM i økologisk foder. Hermed lykkedes det at gå fra en nultolerance til en håndterbar tærskelværdi på 0,1 pct. Denne danske tærskelværdi for acceptabelt utilsigtet indhold på 0,1 pct. blev i øvrigt afløst af en fælles EU-tærskelværdi på 0,9 pct. med EU-forordningen for genmodificerede fødevarer og
foder i 2003.
Europa, og den animalske produktion vurderes at falde svagt. Til gengæld forventes stigende kødpriser, hvorved landbruget bliver holdt skadefrit ved, at forbrugerne betaler en højere pris.
Hvis de nye sorter derimod markedsføres i såvel USA som Argentina og Brasilien, vil
Europa komme til at mangle 32 mio. ton proteinfoder. Det vil medføre en så drastisk nedgang i husdyrproduktionen, at EU går fra at være nettosvinekødseksportør til at være nettosvinekøds-importør. Denne import vil blandt andet være fra Brasilien. Det vil have overordentligt store samfundsøkonomiske og sociale konsekvenser. Det er et helt særligt problem
for danske husdyrproducenter og den danske grovvarebranche, at vi har tradition for at
indgå langtidskontrakter på leverance af foder. Det betyder, at mange landmænd allerede i
foråret tegner kontrakter for leverance af foder i næste kalenderår. Derfor ramme danske
landmænd først af denne usikkerhed.
Visse NGO'er anfører, at det næppe kommer så vidt, at landmænd i såvel Nord- som
Sydamerika afskærer sig fra eksport til Europa, da Europa er et betydende eksportmarked
for soja. Realiteten er imidlertid, at Europa i disse år får mindre og mindre betydning. Det,
der betyder noget, er eksporten til de store vækstøkonomier med Kina i spidsen.
Miljø- og sundhedsmæssige egenskaber
Det største akutte problem i forhold til den europæiske konkurrenceevne er således adgangen til foder til konkurrencedygtige priser. På længere sigt vil det kunne få helt andre konsekvenser.
De GMO'er, vi har set markedsført hidtil, har været afgrøder, der er resistente over for skadegørere eller tolerante over for bestemte herbicider. Herved kan anvendelsen af midler til
bekæmpelse af skadedyr reduceres, eller der kan anvendes mindre skadelige herbicider.
42
fødevareproduktion
Inden for de kommende år vil vi imidlertid se udvikling af genmodificerede afgrøder med helt
andre egenskaber. Det gælder afgrøder med ændret næringsstofsammensætning eller
højere fordøjelighed og dermed højere kvalitet som foder eller fødevarer. Det gælder afgrøder, som er mere nøjsomme og dermed kan klare sig med mindre gødning og dermed muliggøre rimelige udbytter, selv om adgangen til gødskning reduceres som følge af skærpet miljølovgivning. Endelig vil genteknologien kunne blive et vigtigt redskab i forhold til at sikre den
nødvendige tilpasning af afgrøderne til de ændrede dyrkningsforhold som følge af klimaændringer. Hvis ikke europæiske landmænd har adgang til de mest konkurrencedygtige sorter,
vil vi stå i en særdeles vanskelig konkurrencesituation.
Derfor er det helt afgørende for dansk og europæisk landbrugs- og fødevareindustris konkurrenceevne, at EU sikrer klare regler og muligheden for at anvende de genteknologiske
muligheder på et sikkert grundlag.
Økologi og andre ikke genmodificerede produktioner
Det er imidlertid samtidig helt afgørende, at den enkelte danske landmand har muligheden
for at vælge, hvilken produktion han ønsker - om han vil dyrke genmodificerede afgrøder,
økologiske eller konventionelle sorter. Ganske som forbrugeren kan vælge. Dette er sikret
gennem den danske lov om sameksistens, som er verdens første - og efter vores opfattelse også den bedste. Den blev skabt gennem en tæt dialog mellem alle aktører:
Repræsentanter for konventionelle og økologiske landmænd, forbrugere, miljøorganisationer, forskere og myndigheder.
Virkemåden er også baseret på dialog. Den landmand, der ønsker at dyrke genmodificerede afgrøder, skal først gennemgå et kursus og have udstedt et ”GMO-kørekort”. Derefter
skal han forud for såning informere alle landmænd inden for en given, afstand afhængig af
hvilken afgrøde der er tale om. Afstanden afhænger blandt andet af, hvor langt pollen kan
spredes. Ønsker en økologisk landmand at dyrke den samme art inden for minimumafstanden, er GMO-dyrkeren forpligtet til at flytte marken, så afstandskravet er opfyldt til alle
naboer.
Hvis en økologisk nabo imod alle forventninger skulle lide et økonomisk tab som følge af forekomst af GMO i hans afgrøde, er han garanteret en let og ubureaukratisk kompensation
udbetalt af Fødevareministeriet. Kompensationsordningen finansieres af et gebyr pr. hektar,
som GMO-dyrkerne betaler. Kompensationsordningen sikrer imidlertid ikke alene ikke-GMOnaboer, men også dyrkeren af de genmodificerede afgrøder, idet vedkommende ikke kan
gøres erstatningsansvarlig, hvis alle regler er opfyldt. Er de derimod ikke overholdt, kan
Fødevareministeriet kræve kompensationen betalt af GMO-dyrkeren.
Sameksistensloven er en ren national regulering. Det ideelle ville naturligvis være at indføre fælles EU-regler. Dette vanskeliggøres imidlertid af, at der er meget stor forskel i retssystemerne og strukturen i landbruget, hvilket kan gøre det vanskeligt at nå til enighed om
fælles regler. Derfor kan det være mest hensigtsmæssigt, at vi fortsat har nationale regler for sameksistens. Set fra et dansk synspunkt er det vigtige imidlertid også, at vi kan
fastholde den nuværende danske sameksistenslov.
Tabel 1 - ligger i word fil
jeg må bede om den som en fil for sig
må ikke ligge i word - evt. jpg fil.
Tabel 1. Konsekvenserne af manglende godkendelse af nye genmodificerede sojasorter for europæisk husdyrproduktion
43
fødevareproduktion
I en række EU-lande arbejdes derimod for indførelse af GMO-fri zoner med henvisning til
den ene eller den anden begrundelse. Ud fra et synspunkt om, at alle bør have et frit valg,
vil det være særdeles uheldigt. Det vil kunne bidrage til at afskære jordbruget fra muligheden for at anvende genteknologien til at nå nogle af de mange miljøkrav og udfordringer i
forhold til krav om sundere og sikrere fødevarer og tilpasning til ændret klima, som vi stilles overfor.
foto
beskadigt
GMO-afgrøder
- en vej til bæredygtighed og
bedre konkurrenceevne
Ole Linnet Juul,
branchedirektør for DI Fødevarer
Alle har en mening om mad, for mad vækker følelser. Og når mad og teknologi kobles sammen, står menuen ofte på politisk moraliseren og skræmmekampagner. I de sidste 15 - 20
år har GMO-debatten i Danmark og EU været præget af uvidenhed, teknologiforskrækkelse
og berøringsangst.
Et synspunkt i debatten om genteknologi er, at fremstilling af GMO er at gribe ind i naturens orden og derfor etisk forkert. Jeg er ikke enig i dette synspunkt. Den bioteknologiske
udvikling gennem tiderne har altid benyttet den tilgængelige teknik, og derved adskiller genteknologien sig ikke fra tidligere udviklingstrin inden for forædling. Den miljø- og sundhedsmæssige regulering giver sikkerhed for, at teknikken kan anvendes på betryggende vis. Jeg
finder det forkert at ta-ge principiel afstand til genteknologien, idet den kan bidrage til at
skabe bedre miljø og sikrere fødevarer samt øge den globale fødevareproduktion.
Symptomatisk for de sidste 15 - 20 år er EU's GMO-moratorium fra 1999. Det betød et
stop for videnskabelig og industriel udvikling af GMO i Europa i fem år og dermed blev udviklingen på området sat i stå. Imens EU sov tornerosesøvn, var der andre lande og regioner,
der havde fuld turbo på udviklingen og kommercialiseringen af genteknologien, der foregik
med rivende hast uden for Danmarks og EU's grænser i disse år.
44
fødevareproduktion
I 2003 vedtog EU-landene så regler, der indebærer verdens mest omfattende sikkerhedsvurderinger, mærkning, sporbarhed og kontrol på området. Formålet med lovgivningen var
at skabe sikre rammer og optimal forbrugertryghed ved teknologien. Den politiske håndtering af regelsættet har dog vist sig at være yderst problematisk.
I DI foretager vi en lakmusprøve på alle nye tiltag fra politisk side. Vi spørger: Er dette lovforslag med til at styrke Danmarks globaliseringsparathed eller det modsatte? Med andre
ord: Fremmer det vores globale konkurrenceevne, eller skaber det begrænsninger? Hvis
EU's hidtidige - og gældende - lovgivning og forvaltning på GMO-området blev underlagt den
samme test, stod den til dumpekarakter.
Det virker paradoksalt, at EU's stats- og regeringschefer på EU-topmødet i Lissabon i 2000
vedtog et fælles mål om at gøre Europa til den mest konkurrencedygtige videnbaserede økonomi i verden. Det er i hvert fald ikke noget, der har afspejlet sig i EU-landenes tilgang til
genteknologien.
Fødevarekrise og GMO
På det seneste har der dog fra politisk hold i Danmark kunnet spores en vis åbning over for
brugen af GMO. Det skyldes, at aktuelle udfordringer trænger sig på, ikke mindst den
såkaldte fødevarekrise og miljø- og klimaproblemerne.
Bl.a. har fødevareminister Eva Kjer Hansen fremhævet, at teknologien rummer muligheder
for at afkoble sammenhængen mellem vækst og miljøpåvirkning, så vi kan øge velfærden for
flere mennesker uden at øge miljøbelastningen - bl.a. gennem reduktion af brugen af pesticider. Desuden har hun udtalt, at genteknologien kan hjælpe udviklingslandene i form af dyrkningssikkerhed - og dermed mad på bordet. Desværre har ministeren indtil nu ikke vundet
lydhørhed hos mange af sine politiske kolleger hverken i Danmark eller i resten af EU.
Det er ærgerligt - ikke mindst set i lyset af den fødevarekrise, som har vundet styrke i de
seneste år. Krisen er resultatet af prisstigninger på landbrugsbaserede råvarer, som til
dels skyldes midlertidige faktorer som ugunstige vejrforhold. Men det er mere vedvarende,
strukturelle faktorer, der indikerer, at de høje råvarepriser kan bide sig fast. Her er bl.a.
tale om øget efterspørgsel på fødevarer i de nye vækstøkonomier og ikke mindst energisektorens stigende efterspørgsel efter afgrøder til produktion af biobrændstof.
Der bliver med andre ord brug for mere landsbrugsjord - eller bedre udnyttelse af eksisterende landbrugsjord. Byudvikling, infrastruktur og ønsket om at bevare arealer som naturområder begrænser også mulighederne for at så flere arealer til med landbrugsafgrøder.
Det er derfor vigtigt, at der udvikles planter, som giver større udbytte per arealenhed, end
vi kender i dag, og samtidig planter, der kan dyrkes på arealer, der i dag ikke kan udnyttes.
Med genteknologien kan forbrugerne sikres sundere fødevarer, f.eks. ved at eliminere transfedt eller fødevareallergener. I princippet kan alle vores fødevarer gøres lavallergene ved at
genmodificere og forædle dem - både de animalske og organiske. En gave, som bl.a. de
omkring 300.000 danskere, som lider af fødevareallergi, med garanti vil byde velkommen.
Behov for globale løsninger
Mens ovenstående sag ikke er sort/hvid, illustrerer den udmærket, i hvor høj grad debatten om brug af GMO er præget mere af følelser end videnskabelighed - endsige fornuft. Den
går ikke i en globaliseringstid, hvor dansk (og europæisk) fødevareproduktion ikke opererer
i et vakuum, men tværtimod er dybt afhængig af den globale samhandel - herunder bl.a.
importen af råvarer. Den hindres lige nu bla. af EU's nultolerancepolitik, som dikterer, at
importerede råvarer ikke må indeholde spor af ikke EU godkendte GMO'er. Nultolerancen
udgør et problem, fordi der ikke er politisk vilje i Europa til at godkende GMO'er, der af EFSA
er vurderet sikkerhedsmæssige i orden og som allerede er godkendt og bruges i andre dele
af verden.
45
fødevareproduktion
Trods de mange fordele for mennesker og miljø, som genteknologien beviseligt kan præsentere, så domineres den politiske og mediemæssige debat mere af følelser end videnskabelige fakta. I starten af året valgte en række danske politikere at stemme nej til et EU-forslag om markedsføring af produkter, der indeholder genetisk modificeret majs. Det skete i
modstrid med den europæiske fødevaremyndighed EFSA's vurdering om, at afgrøden er sikker at dyrke og ingen miljø- eller sundhedsmæssige konsekvenser har.
Nultolerancen har store implikationer for både branchen og forbrugerne. For branchen, fordi
dele af den har svært ved, eller i nærmeste fremtid får meget svært ved, at finde råvarer.
For forbrugerne, fordi priserne på fødevarerne af samme årsag vil stige. I denne sammenhæng handler det ikke om mere GMO og flere GMO-produkter. Men det handler om, at den
europæiske fødevareindustri har brug for råvarer til at fremstille fødevarer og bevare deres
konkurrenceevne.
Den nuværende politik udsætter den europæiske fødevareindustri for en betydelig risiko.
Den opstår fra uforudsete og unødvendige forstyrrelser i handlen med fødevarer, der er
sikre, og kan lede til handelstvister i WTO, hvilket igen kan lede til gengældelsesforanstaltninger i den globale handel.
Den europæiske fødevareindustri ønsker at fortsætte med at forsyne de europæiske forbrugere med de fødevarer, de ønsker. Vi vil fortsat kunne tilbyde de europæiske forbrugere nye,
sunde og sikre fødevarer til fornuftige priser. Men det kan hurtigt blive umuligt, hvis EU fortsætter med sin nultolerance politik på dette område.
Det er tid til, at de europæiske politikere vågner op. Politikernes berøringsangst bunder
måske i en teknologiforskrækkelse og diverse skrækscenarier. Men faktum er, at denne
berøringsangst forlænger eller helt blokerer for GMO-godkendelserne i EU. Og det booster
en fødevarekrise og en mangelsituation.
Hvad er så løsningen?
46
fødevareproduktion
De europæiske politikere bør acceptere sit eget regelsæt og EFSA's risikovurderinger og
så uden yderligere forsinkelse begynde at godkende de GMO'er, der er sikkerhedsmæssigt
forsvarlige. Konventionelle fødevarer, der blot indeholder små ubetydelige spor af GMO'er,
der ikke er godkendt i EU, men er godkendt i andre dele af verden, kan umuligt medføre en
fødevarerisiko for de europæiske forbrugere. De ansvarlige europæiske politikere bør derfor genintroducere en grænseværdi for små spor af GMO'er, der er sikkerhedsvurderede.
Herudover bør man fra politisk side se på, hvordan vi forbedrer vores risikohåndteringsmodel. Jeg mener, at der er akut behov for, at risikovurderinger også indeholder en analyse af
den eventuelle nyttevirkning af anvendelsen af GMO'er - herunder f.eks. effekter på fødevareprisudviklingen, muligheden for at hjælpe ulandene, sundhedseffekter m.v.
Genteknologien er her for at blive og bør være en del af strategien for udviklingen af den
europæiske fødevareindustri. Alle lovgivningsmæssige og institutionelle rammer hindrer
godkendelsen og anvendelsen af teknologien på dette område. Derfor efterlyses politisk
handling, så dette kan realiseres.
GMO og miljøet
- hvorfor siger vi (for det meste) nej?
Rikke Lundsgaard, landbrugspolitisk medarbejder,
Danmarks Naturfredningsforening
Danmarks Naturfredningsforening har i mange år været stærkt skeptisk over for gensplejsede afgrøder. Det har vi især, fordi de sjældent holder, hvad de lover, og fordi risikoen forbundet med at sætte afgrøderne ud i naturen kan vise sig at være for stor. Desuden mener
vi, at det er meget mere interessant at udvikle et bæredygtigt landbrug baseret på økologiske principper og lokale ressourcer.
Færre pesticider, større udbytte, mere protein, flere vitaminer, bedre tålsomhed over for
tørke og kulde. Det lyder alt sammen forjættende. Og det er det, vi er blevet lovet, at de
gensplejsede eller genmodificerede afgrøder (GMO) kan levere. Både herhjemme og i
resten af verden. Det har derfor været svært for GMO-tilhængerne at forstå, hvorfor blandt
andet en forening som Danmarks Naturfredningsforening (DN) så konsekvent har været
imod at bruge genmodificerede afgrøder i Danmark. Vi er ofte blevet mødt med undren,
fordi vi har holdt fast i vores synspunkt. Nemlig at GMO'er først skal dyrkes, når vi er sikre
på, at den nytte samfundet kan få ud af det også modsvarer den risiko, der altid er forbundet med at sætte fremmede planter ud i naturen.
Hvad ligger bag vores modstand?
Langt de fleste GMO'er, der dyrkes i dag, besidder en af to egenskaber. Det drejer sig om
1: Herbicidresistens, som er evnen til at modstå brugen af visse sprøjtemidler, eller 2:
Evnen til selv at producere insektgift for at modstå insektangreb. Efter DN's opfattelse er
ingen af disse egenskaber interessante nok til at begynde dyrkning af afgrøderne i Danmark.
Dels fordi, der er alternative metoder til at opnå de samme resultater, og dels fordi, der
er forskellige risici forbundet med at dyrke dem.
47
fødevareproduktion
Først og fremmest er det vigtigt at pointere, at DN aldrig har været imod det, der hedder
den indesluttede anvendelse af GMO. Altså det, at GMO bliver fremstillet i tanke på en
fabrik eller i et laboratorium til brug i medicinalindustrien. Det er først, når GMO sættes
ud på marken og dyrkes som afgrøder, at vi bliver skeptiske.
Jeg skal også understrege, at vi ikke er imod teknologien som sådan. Vi holder muligheden
åben for, at der hen ad vejen kan komme planter eller dyr, som gavner både de landmænd,
der dyrker afgrøderne, og de forbrugere, der skal spise dem. Men indtil nu har der ikke vist
sig afgrøder eller dyr, som er interessante nok til, at vi vil løbe den risiko, der er knyttet til
dem. Vores perspektiv er det danske, og det er hensynet til den danske natur og miljøet,
der spiller en rolle for os. Hvad den 3. verden angår og de forhåbninger nogle forskere har
mht. GMO i disse lande, blander vi os udenom. Vi synes, det er både arrogant og bedrevidende at fortælle andre men-nesker med helt andre livsvilkår, hvordan de skal dyrke deres
jord. Men vi er klart af den opfattelse, at der også i forhold til den 3. verden bliver lovet
mere, end resultaterne opfylder.
Når det gælder evnen til at modstå virkningen af sprøjtemidler, kan denne egenskab sprede sig til beslægtede vilde planter. Det vil i sidste ende kunne betyde, at man ikke kan
bekæmpe ukrudt, der i dag ikke udgør nogen trussel. Raps er en afgrøde, der er blevet
gensplejset til at kunne modstå visse pesticider, og som har mange vilde slægtninge i
Danmark. Desuden spreder den sine egenskaber meget let. Det er idag ikke tilladt at dyrke
genmodificeret raps i Danmark, fordi det er for svært at forhindre den i at sprede sine
egenskaber.
Hvad angår den egenskab, at planten selv fremstiller for eksempel insektgift for at undgå
ødelæggende insektangreb, så er der en åbenlys risiko. Nemlig at insekterne udvikler resistens eller modstandsdygtighed overfor giften og derfor ikke bliver påvirkede. Der er fundet eksempler på dette i genmodificeret bomuld i USA (jf. Phy-sorg.com, februar 2008).
Der er ingen relevante afgrøder med denne egenskab for det danske marked i dag.
Man har i rigtig mange år talt om at kunne udstyre planter med evnen til at modstå tørke,
frost, salt i jorden og så videre. Det kunne i og for sig være interessant at kigge på - også
fra DN's synspunkt. Det ville i hvert fald betyde, at man kunne udvide det areal, hvor vi dyrker mad til jordens voksende befolkning. Men på trods af en masse hype, så lader disse
afgrøder vente på sig. Og spørgsmålet er selvfølgelig også, hvad en sådan dyrkning vil medføre. Man kan jo sagtens forestille sig, at en afgrøde, der kan modstå tørke, kan skabe kaos
i økosystemet der, hvor den dyrkes. Vi kan derfor ikke på stående fod love, at DN vil gå ind
for disse afgrøder, hvis og når de kommer på markedet. Vi vil stadig forbeholde os retten
til at være skeptiske!
Under pres
48
fødevareproduktion
EU-landene dyrker kun ganske få tusinde hektar med genmodificerede afgrøder. I kommerciel sammenhæng er det kun majs. Der har været, og er stadig, udbredt skepsis i de europæiske befolkninger over for GMO'er, som skal spises. Men det er værd at notere sig, at
denne skepsis ikke gælder planter til brug i medicin.
Fra 1999 til 2004 havde man et moratorium eller tænkepause for markedsføring af genmodificerede afgrøder i EU. Det betød, at der ikke blev godkendt planter med nye egenskaber. I denne periode har man også indført regler for sameksistens her i landet. Det er regler, der skal forhindre GMO-egenskaber i at sprede sig til marker med enten økologisk eller
konventionel dyrkning. Disse to ting, tænkepausen og sameksistensreglerne, har begge
været med til at gøre GMO-diskussionen mere ædruelig i EU-landene.
Hvor det i slutningen af 1990'erne så ud til, at man ikke kunne stoppe GMO-lokomotivet,
så er der nu opstået en helt anden eftertænksomhed. Noget, vi i den grad bifalder. Men i
det seneste år er der kommet pres på. Dels for at tillade nye afgrøder i form af foder til
import og dels for at åbne for langt mere GMO-produktion som svar på den internationale
fødevarekrise. Arealet med genmodificerede afgrøder i verden er steget konstant i de seneste 11-12 år. Stadig flere lande er med på bølgen med USA, Argentina, Brasilien, Canada,
Indien, Kina, Paraguay og Sydafrika i spidsen. Lande, som alle dyrker mere end en mio. hektar med GMO. Til sammenligning råder danske landbrug over 2.3 mio. hektar. Så der er
tale om store arealer. Og GMO-andelen af det totale sojabønneareal for eksempel er over
80 pct. i de tre vigtigste lande: USA, Brasilien og Argentina. Samtidig kommer der nye sorter genmodificerede sojabønner på banen. Sojabønner, som ikke er godkendt i EU, men som
dyrkes i stort omfang i de tre lande. Det betyder, at man ikke må importere de nye afgrøder. Det betyder også, at de nye afgrøder slet ikke må forekomme i partier af sojabønner,
som kommer ind i EU. Det lægger enormt pres på EU's procedure til godkendelse af GMO.
Hvis godkendelsen ikke kommer igennem, forhindrer man især de europæiske svinebønder
i at bruge disse nye afgrøder. Men endnu værre, set fra deres synspunkt, er det, at man
slet ikke kan modtage sojabønnepartier fra disse lande, fordi alle partier nu om dage indeholder spor af de nye afgrøder. Det betyder også, at landmænd, som ønsker at fodre med
sojabønner, der ikke er gensplejsede, løber ind i problemer, fordi man i godkendelsen opererer med nultolerance. DN støtter i denne sammenhæng landbruget i at tilskynde til en
hurtigere godkendelsesprocedure i EU.
Vi er langt fra fortalere for, at vi alle sammen skal blive vegetarer. Men enhver snak om, at
vi nu skal intensivere landbruget og bruge genteknologi til at producere flere fødevarer, er
hykleri og tom snak, så længe vi for eksempel her i landet bruger ca. 85 pct. af landbrugsarealet på at producere foder til husdyrene, og så længe vi importerer afgrøder fra lande
som for eksempel Argentina og Brasilien, hvor der findes store befolkningsgrupper, som er
fattige.
Økologi som alternativ strategi
Enhver, der interesserer sig for landbrug og økologi, ved, at udbytterne falder, når man lægger om til økologisk drift. Hvordan kan man så promovere økologi som en del af løsningen
på verdens fødevareforsyning som alternativ til GMO og andet højteknologisk landbrug?
Et studium fra University of Michigan viser, at denne sandhed kun er halv (Organic
Agriculture and the Global Food Supply, I, Perfecto, University of Michigan 2007).
Forskerne sammenlignede 273 forskellige udbytteforsøg både i vores del af verden og i den
3. verden. Med udgangspunkt i de ti vigtigste fødevarer regnede man ud, hvad potentialet
for økologi var på globalt plan. Udbytterne i vores del af verden lå under det konventionelle
landbrug. Men udbytterne i den 3. verden lå næsten alle sammen over. Hvis man så reg-
49
fødevareproduktion
Til gengæld er vi klart imod at bruge genmodficerede afgrøder som en del af løsningen på
den globale fødevarekrise. Der er generelt en opfattelse af, at disse afgrøder giver større
udbytter, men det er der ofte ikke belæg for at påstå. Der er under ingen omstændigheder
belæg for at promovere genmodificerede afgrøder som en strategisk løsning på de stigende fødevarepriser. Mange hundrede millioner mennesker er i løbet af det seneste år blevet
skubbet ud i fattigdom, fordi prisen på almindelige fødevarer som hvede, majs og ris er steget enormt. Det er dybt tragisk. Især fordi der ikke som sådan er mangel på fødevarer på
globalt plan. Årsagerne er mange: Dårlig høst i nogle af de store kornproducerende lande,
spekulation i fødevarer, øget brug af majs til biobrændstof og sidst, men ikke mindst, det
enorme forbrug af korn og andre afgrøder til foder. Forskere på Cornell University, USA har
beregnet, at amerikansk landbrug ville kunne brødføde 800 mio. mennesker med det korn,
majs og soja, der bruges til at fodre husdyr som svin og køer med (Cornell University,
Science News, august 1997). Der er absolut ingen problemer i at dyrke nok mad til jordens
befolkning. Det drejer sig bare om at lægge vores vaner en lille smule om. Vores påstand
er, at det vil være mere nyttigt på alle fronter at promovere et økologisk og bæredygtigt
landbrug, som bruger lokale ressourcer, end at satse på et højteknologisk GMO-baseret
landbrug, der kun kommer få til gode, og som i hvert fald ikke løser de grundlæggende problemer i verdens landbrug.
ner ud, hvor mange kalorier verdens samlede befolkning har brug for, og hvor mange kalorier man kan regne med at kunne producere med de gældende udbytter, finder man frem
til, at økologien sagtens kan brødføde den nuværende befolkning uden at skulle inddrage
mere jord. Oven i købet kan næringsstofforsyningen dækkes ind ved at bruge bælgplanter
til at hente kvælstof fra luften.
Når økologien er et muligt scenarium er det ærgerligt, at det stort set ikke figurerer som
en del af løsningen. Især fordi man får en masse gode sidegevinster ved økologi, som for
eksempel mere natur, mindre udvaskning af næringsstoffer, bedre dyrevelfærd og muligvis
også en mindre udledning af klimagasser. Måske hænger det sammen med, at økologisk
jordbrug er langt mere uafhængig af at købe sprøjtemidler, gødning, foder og udsæd (GMO
eller ej) fra andre kilder. I stedet baserer det i høj grad sin produktion på lokale ressourcer
som for eksempel kompost, husdyrgødning, egen foderproduktion og i et vist omfang egen
fremavl af udsæd.
DN er stadig langt fra overbevist om, at genmodificerede afgrøder har noget centralt at
byde på, når det gælder dyrkning af fødevarer. De sorter og egenskaber, der er tilgængelige nu, er uinteressante i en dansk sammenhæng og måske også i en international. De vigtigste genmodificerede afgrøder er majs, sojabønner og bomuld. Majs, som især bruges til
biobrændstof, sojabønner, som især bruges til husdyrfoder og bomuld, som især bruges i
tekstilindustrien og foder. Der er altså ingen af disse afgrøder, der spises direkte af mennesker. Når man så oven i købet medregner de risici, der er forbundet med at dyrke genmodificerede afgrøder, og det faktum, at der findes alternative strategier, så mener DN på
nuværende tidspunkt, at det er forfejlet at lægge kræfter i at udvikle og dyrke gensplejsede fødevarer. Indsatsen skulle langt hellere rettes mod at udvikle en bæredygtig, gerne økologisk, udvikling.
50
fødevareproduktion
GMO-afgrøder og verdens
fattige landmænd
Christian Friis Bach,
international chef,
Folkekirkens Nødhjælp
Debatten om genteknologi og fødevarer har altid været polariseret mellem dem, som
mener, at genteknologien vil være en revolution, der kan løse verdens sultproblemer, og
dem, som mener, at genteknologien vil være en katastrofe, der fører til massive miljø- og
sundhedsproblemer.
I dag ved vi, at sandheden er langt mere nuanceret. Vi har ikke fundet løsningen på verdens
sultproblemer, og vi har heller ikke oplevet katastrofen.
Stærkt stigende udbredelse
Genmodificerede afgrøder vinder frem med stor hast i en række lande - det samlede areal
med genmodificerede afgrøder steg 12 pct. fra 2006 til 2007. Afgrøderne dyrkes nu i
omkring 25 lande - fra USA, Canada, Tyskland og Argentina til fattigere lande som Chile,
Kina, Indien og Filippinerne. I Sydafrika er 50 pct. af majsproduktionen, 70 pct. af sojaproduktionen og 90 pct. af bomuldsproduktionen nu genmodificerede planter. I en række lande
ser erfaringerne ud til at være gode i form af et mindsket forbrug af pesticider, færre forgiftningstilfælde og en øget indtjening.
Omvendt er det også blevet klart, at genmodificerede afgrøder på kort sigt har et begrænset potentiale for verdens fattigste lande. I øjeblikket dyrkes der primært afgrøder, som er
resistente over for pesticider, og afgrøder, som er resistente over for insektangreb. De
afgrøder, der kunne gøre en virkelig forskel for fødevareforsyningen i ulandene, er stadig på
forskningsstadiet, og det vil vare en del år, før de bliver tilgængelige for landbruget i verdens fattigste lande. Det drejer sig om afgrøder, der er virusresistente, har et forbedret
ernæringsindhold, eller er mere tolerante over for tørke, salt eller andre vanskelige miljøbetingelser.
Nye afgrøder på vej
Planter, der er målrettet verdens fattigste lande og landmænd, er dog på vej. Bananer er
en af de mest udbredte salgs- og fødevareafgrøder i Øst- og Centralafrika. I Uganda er en
tredjedel af landbrugsarealet plantet til med bananer, og indbyggerne spiser i gennemsnit
250 kilo bananer om året. Men udbyttet er lavt, da bananplanten er meget følsom over for
51
fødevareproduktion
Der har heller ikke været miljø- og/eller sundhedsproblemer ud over dem, som findes i det
konventionelle landbrug. De genmodificerede afgrøder gennemgår en omfattende godkendelsesprocedure, før de evt. sættes ud på markerne. Det er givet, at alle de mulige miljøog sundhedskonsekvenser ikke er undersøgt til bunds, men der er ikke tale om, at afgrøderne bare slippes løs, uden at man har et ret indgående kendskab til deres egenskaber.
Tværtimod kan man argumentere for, at godkendelsesprocedurerne for genmodificerede
afgrøder er langt strammere, end de er for traditionelt forædlingsarbejde, der kan indebære tilfældige og fremprovokerede mutationer.
en række skadedyr og sygdomme. En række forskningsinstitutioner har derfor i samarbejde med blandt andet det nationale landbrugsforskningsinstitut i Uganda og Universitetet i
Pretoria indledt et aktivt forsøgsprogram for at udvikle resistens ved brug af genteknologi.
Her har brug af vævskulturer været et markant fremskridt. Det går fremad, men der vil gå
5 - 10 år før teknologien, reguleringerne, og kontrolmekanismerne er på plads så der kan
indledes forsøg med genmodificerede bananer.
Et andet forskningsprojekt er at udvikle resistens i aspargesbønner - en afgrøde, der bruges som et billigt proteintilskud i Afrika og især dyrkes af kvinder. Planten har ydermere den
fordel, at den er tørkeresistent og fikserer kvælstof. Det betyder, at planten kan klare sig
uden kvælstof og endda berige jorden med kvælstof. Men den rammes af en række sygdomme og skadedyr. Her er dannet et netværk af forskere fra Afrika og bl.a. USA, som vil forske målrettet mod at forbedre resistensen til gavn for fattige landmænd i Afrika. Det er lykkedes at benytte genmarkører i planten, så forædlingen kan gøres hurtigere. Forskningen
involverer i alle stadier afrikanske forskere og er målrettet mod afrikanske sorter. Det har
dog været meget vanskeligt at finde de nødvendige penge, så forskningen kan videreføres.
Et andet eksempel er udviklingen af virusresistent cassava. Mosaic-virussen er et markant
problem i Afrika og ødelægger hvert år omkring en tredjedel af høsten. Her er det lykkedes
at introducere et gen, der øger plantens resistens, og egenskaben er ved at blive krydset
ind i de lokale og højtydende afrikanske sorter. Igen vil der dog gå fem - ti år før planterne
er tilstrækkeligt udviklede, afprøvede og kontrollerede, så de kan udsættes og anvendes af
afrikanske landmænd.
52
fødevareproduktion
Så der er afgrøder på vej - også i verdens fattigere lande. Andre eksempler er en majs, der
er udviklet på baggrund af lokale sorter, og som er modstandsdygtig overfor visse skadedyr, der er på vej i Kenya. I Ægypten er der markforsøg med virusresistente kartofler, tomater, agurker og andre afgrøder udviklet med genteknologi. I Kina forskes der i virusresistente tomater, grøn peber og en stribe andre afgrøder. I Malaysia, Filippinerne og Thailand forskes der i virusresistent papaya. I Indonesien gælder det virusresistente jordnødder, tobak,
batat, kartofler. I Indien og Pakistan satses der på virusresistent ris, bomuld og tomater. I
Brasilien er det virusresistent sukkerrør, kartofler, tobak, bønner og tomat. Selv i Cuba forsker man i virusresistente afgrøder.
Der forskes også med brug af genteknologi i modstandsdygtighed over for svampeangreb,
som er et kæmpe problem for mange afgrøder. Alene for ris regner man med, at svampeangreb betyder et afgrødetab, som ellers kunne brødføde 60 mio. mennesker. Det fører til
et stort forbrug af sprøjtegifte mod svampe i mange lande - med negative effekter for miljø
og mennesker til følge. Her er forskningen ikke nået nær så langt. I Afrika forskes der kun
i svamperesistens i jordbær og i Sydafrika forskes der i majs. I Kina fokuserer man på bomuld, mens der i Indien, Malaysia og Pakistan forskes i ris og kaffe. I Latinamerika gælder
det bl.a. majs, hvede og tobak. Der er et stykke vej endnu, men teknologien er på vej.
Fra teknologisk triumf til institutionel fiasko
Teknologien er dog langt fra nok. Der har været en række problematiske erfaringer med
kombinationen af nye genmodificerede afgrøder og den afhængighed, som fattige landmænd
kan ende i, når de går over til et dyrkningssystem, som kræver øget indkøb af såsæd, kunstgødning og bestemte typer af sprøjtemidler.
Særligt bekymrende er den stadig stærkere beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, der følger med genteknologien. Mens frit tilgængelig såsæd - og offentlig planteforædling - var afgørende for udviklingen af landbruget i Danmark, så bliver landbrugsforskningen
i stigende grad privatiseret og patenteret. Såsæden bliver underlagt stadigt mere snærende former for sortsbeskyttelse, og med genteknologien åbnes op for en stigende patentering af planternes gensekvenser og af de bioteknologiske metoder. I USA kan planter nu
både beskyttes gennem plantepatenter, gennem sortbeskyttelse og gennem patenter på
gensekvenser og genteknologiske metoder, mens det i Europa kun er de sidste to områder,
det er muligt at beskytte. Såsæd er blevet et højteknologisk produkt, og moderne såsæd
er en beskyttet handelsvare, der skal tjenes penge på.
Den styrkede beskyttelse betyder dyrere såsæd, og den betyder også, at landmænd mange
steder ikke længere frit kan anvende en del af høsten som såsæd det næste år. Der skal
betales for såsæden hvert år. Samtidig er såsæden tit del af en pakke, hvor landmændene
også skal købe gødning og/eller bestemte sprøjtemidler (ikke mindst Roundup) for at få
gode resultater. For fattige landmænd, hvor produktionen primært går til eget forbrug, kan
det være et stort problem.
Den udvikling kan landmænd i verdens rige lande godt overleve, selv om der lyder stadigt
flere kritiske røster fra landbrugsorganisationer i vores del af verden. Men for fattige lande
og fattige landmænd kan den stigende privatisering og beskyttelse af såsæd føre til uoverstigelige problemer. De må betale mere for såsæden og for den landbrugsteknologi, der
kunne hjælpe dem ud af fattigdommen. De lokkes af løfter om store høstudbytter med den
moderne såsæd. Men ofte ender det i elendighed og afhængighed.
Negativ spiral
Udviklingen kan også hæmme landbrugsforskningen i verdens fattige lande. Forskning i vitamin-A-beriget ris kræver for eksempel licenser til at benytte mere end 70 forskellige patenter. Samtidig sker forskningen i stadig færre og større private frøfirmaer. Det skyldes ikke
mindst at forskningen er dyr, krævende og omgivet af stadigt flere intellektuelle ejendomsrettigehder. Det koster typisk mindst 100 mio. dollar at udvikle en ny genmodificeret plante. Alene afprøvningen og godkendelsen koster ofte 10 - 20 mio. dollar, og tager omkring
8 - 10 år. Forholdene i planteforædlingsindustrien ligner derfor mere og mere forholdene i
medicinalindustrien, og det er store firmaer som DuPont og Monsanto, der dominerer. Det
gør det vanskeligt for offentlige forskningsinstitutioner og lokale virksomheder i fattige lande
at være med. Og det står i skarp kontrast til den grønne revolution i Asien i 1970'erne,
53
fødevareproduktion
I Sydafrika købte landmændene beskyttede og gensplejsede bomuldsfrø. Det gik rigtig godt
i de første år, men så slog høsten fejl på grund af både tørke og oversvømmelse. Frøfirmaet
gik konkurs, og landmændene endte i gæld og afhængighed. Det, der lignede en teknologisk
succes, endte som en institutionel fiasko. Malawi har de sidste år været ramt af flere alvorlige sultproblemer. Det skyldes tørke og fejlslagen høst, men også at landmændene har købt
og sået moderne hybridmajs. Hybridmajs kan give højere udbytte, men er ofte mere sårbar
overfor tørke og kan ikke anvendes til såsæd året efter. Når høsten slår fejl, har landmændene ikke råd til at købe ny såsæd. Det kan blive til en negativ spiral med øget sult og fattigdom. I Indien har tusinder af landmænd begået selvmord efter at være endt i en gældsfælde på grund af de nye landbrugsmetoder, hvor de hvert år måtte købe ny såsæd og
kunstgødning.
hvor de nye rissorter blev udviklet i offentlige forskningsinstitutioner og blev stillet frit til
rådighed for fattige landmænd.
Dertil kommer, at de private virksomheder især forsker i planter og produkter, der kan give
fortjeneste. Det er ikke den fattige landmand, de udvikler planter til - han har ikke nogen
købekraft. Få eller ingen private virksomheder vil forske i at udvikle tørkeresistent hirse til
brug i lande som Niger eller Etiopien.
Endnu mere uretfærdig bliver det, fordi mange af de beskyttede planter og produkter er
udviklet på baggrund af den store biologiske mangfoldighed og den traditionelle viden i verdens fattige lande. En mangfoldighed og en viden, der ikke er beskyttet af de internationale patentregler. Der findes mange eksempler på, at vestlige firmaer har brugt viden og
materialer fra ulandene til at udvikle, beskytte, patentere og sælge nye planter og produkter. I nogle tilfælde kan det betyde, at landmænd i ulandene pludseligt skal betale for planter og produkter, som de selv har bidraget til at udvikle.
Hvis de genmodificerede planter for alvor skal kunne komme verdens fattigste landmænd til
gode og dermed give et markant bidrag til løsningen af verdens fødevareproblemer, er det
derfor helt afgørende, at spørgsmålet om ejerskabet diskuteres - og håndteres.
54
Der er brug for mere lempelige regler for sortbeskyttelse og patenter i verdens fattige
lande. Og der må ikke mindst sættes ind med en øget, offentligt finansieret forskning, der
direkte inddrager de fattige bønder i udviklingen af forbedrede afgrøder og andre løsninger
på problemerne i landbrugssektoren. Noget af denne forskning foregår allerede ved CGIARinstitutterne og andre steder, men der er brug for meget mere. Det er afgørende, at forskningen tager udgangspunkt i landmændenes egen forståelse for deres problemer og skaber løsninger, som er relevante for dem. Ellers vil de genmodificerede afgrøder ikke blive af
værdi for verdens fattige landmænd.
fødevareproduktion
Bistand til forberedelse
Den stadigt stigende udbredelse af genmodificerede afgrøder gør det meningsløst at diskutere et ja eller et nej til genmodificerede afgrøder. Et markant ja ville være forkert i lyset
af det begrænsede potentiale i teknologien og de uafklarede forhold om ejerskab, miljø og
sundhed. Et markant nej ville være lige så forkert i lyset af, at den første generation af
afgrøder allerede findes på markerne, også i en række ulande. Der er ikke nogen kæmpe
revolution på vej på kort sigt, men udviklingen er i gang, og alle ulande vil blive nødt til at
tage stilling.
Før eller siden vil nogle af de nye genmodificerede afgrøder blive relevante og brugbare for
de fattigste afrikanske lande, heriblandt de danske programsamarbejdslande. Lande som
Ægypten, Burkina Faso, Kenya, Uganda og Malawi er allerede i gang med at vurdere mulighederne for genmodificerede afgrøder. Insektangreb har været katastrofale for bomuldsdyrkerne i Afrika og pesticidanvendelsen i bomuldsproduktionen i dag giver store miljø- og
sundhedsproblemer. Derfor er der nu forsøg undervejs med udsætning af Bt-bomuld i både
Tanzania, Burkina Faso og Mali. Det er lande, der er afhængige af bomuldseksporten, hvor
produktiviteten godt kunne tåle et skub opad.
Risikoen ved at introducere genteknologi i verdens fattigste lande er dog større, end den er
hos os. Der er ikke de nødvendige institutioner eller reguleringer, fordi landene præges af
langt større svingninger i klima, konflikter og sygdomme. Landmændene er langt mere sårbare og kan ikke tåle, at afgrøderne slår fejl, eller at de stavnsbindes i afhængighed af forskere og frøfirmaer. Erfaringerne med både genmodificeret bomuld i Sydafrika og med ikkegenmodificeret hybridmajs i Afrika viser, at det kan være farligt at gøre fattige landmænd
afhængige af at skulle købe og betale for deres såsæd hvert år.
Derfor er det relevant at bruge bistandsmidler til at sætte ulandene i stand til selv at tage
kvalificeret stilling til, om de ønsker at gå ad den genteknologiske vej i landbruget. Og til at
hjælpe dem til at kunne håndtere genmodificerede afgrøder på så betryggende vis som
muligt, hvis det er den vej, de ønsker at gå.
Det indebærer, at ulandene skal have støtte til at tilslutte sig og gennemføre de internationale aftaler på området først og fremmest Cartagena-protokollen om biosikkerhed, der
regulerer grænseoverskridende overførsler af genmodificerede organismer. Samtidig skal
det sikres, at ulandene har kapacitet til at stille de rigtige krav til de sikkerheds- og miljøvurderinger, der skal gennemføres, og at de har det lovgrundlag og de institutioner, der skal
til for at håndtere de genmodificerede afgrøder forsvarligt og med en ordentlig inddragelse
af offentligheden i beslutningerne. Der er behov for institutioner, der kan varetage landmændenes behov og mulighed for indflydelse samt for forskningsinstitutioner, der kan varetage
nationale, regionale og lokale forskningsbehov. På den måde kan ulandene blive i stand til,
også på dette område, selv at bestemme deres udviklingsvej.
Ingen mirakelløsning
Det er et ulideligt let og ideologisk synspunkt, at ulandene ikke må bruge genmodificerede
planter, fordi det ikke er godt for dem. Især når planterne spredes i flere og flere ulande med eller uden regeringernes accept. Det vigtigste er at hjælpe verdens fattige lande med
selv at tage stilling. Hjælpe dem med at udforme reglerne, afprøve planterne, undgå problemerne og påvirke forskningen, så den kommer de fattigste til gode. Hjælpe dem med at
undgå at komme i lommen på de store internationale planteforædlingsvirksomheder.
Kun hvis behovet hos verdens fattigste lande og landmænd sættes i centrum, vil de genmodificerede afgrøder for alvor kunne give et bidrag til at løse verdens problemer med sult
og fattigdom. Der er langt igen.
55
fødevareproduktion
Genmodificerede afgrøder er ikke nogen mirakelløsning. Der er mange uløste miljø- og sundhedsproblemer, og forbedrede afgrøder er kun en del af løsningen på de fattige landes sultog ernæringsproblemer. Der er ikke skyggen af tvivl om, at det er langt vigtigere at prioritere en række andre områder end genteknologien, hvis problemerne med fattigdom og sult
skal løses. Der bliver stadig, trods de stigende fødevarepriser, produceret fødevarer nok i
verden til at brødføde alle, hvis det blev ligeligt fordelt. Forskellige tekniske løsninger inden
for forbedret såsæd og højtydende afgrøder har eksisteret i flere årtier, uden at verdens
sultproblemer er blevet løst. Men de genmodificerede afgrøder kan blive en del af løsningen, og vi bør derfor forholde os proaktivt til dem - også i udviklingsbistanden.
GMO mod sult? - Den forkerte
medicin mod det rigtige problem
Dan Belusa,
GMO-kampagnemedarbejder,
Greenpeace
Det industrielle landbrug, primært svineproducenterne, hævder, at deres nuværende økonomiske krise skyldes EU's regler om risikovurdering af GMO. Den konklusion hiver
Landbrugsraadet ikke ud af den blå luft. Argumenterne kommer hovedsageligt fra EU's landbrugskommissær Mariann Fischer Boel og fra en 11 siders rapport, som hendes kabinet
udgav. I den fremstilles et skrækscenarie om, at EU's GMO-risikovurdering vil forårsage en
seksdobling af foderpriserne - og dermed udradere den europæiske husdyrproduktion.
Forfatterne til den stærkt kritiserede rapport har dog anstændighed nok til selv at advare
om, at deres skrækscenarie ikke er realistisk. Ikke desto mindre er det dette skrækscenarie, der ligger til grund for landbrugskommissærens to forslag om at slække på GMO-risikovurderingen. Dels skal hastigheden af EU's GMO-risikovurderinger fordobles, og dels skal
det være muligt, at importere foder og fødevarer, der er forurenet med GMO'er, som slet
ikke er risikovurderede.
Den danske fødevareminister går skridtet videre. Hvis Mariann Fischer Boel mener, at
foderkrisen løses ved at slække på GMO-risikovurderingen, mener Eva Kjer Hansen, at GMO
nok også vil kunne løse den globale fødevarekrise. Så langt går lndbrugskommissæren dog
ikke. Men de store forventninger til GMO er forfejlede. GMO er absolut ingen løsning, hverken på fødevarekrisen eller på svineproducenternes krise.
56
Myten om GMO
fødevareproduktion
Den store opmærksomhed, som gensplejsning af planter får, skyldes bestemt ikke gensplejsningens faktiske resultater. Det er derimod forestillingerne om, at GMO i fremtiden vil
kunne udrette mirakler, der har skabt en så stærk myte, at teknikken undslipper nøgtern
vurdering.
Baggrunden for de enorme forventninger, der er blevet tillagt GMO, ligger i den ufattelige
simplicitet, man i 1950'erne mente at have opdaget. Alle verdens så forskelligartede organismer (mikroorganismer, planter, dyr og mennesker) delte det samme kodesprog. Endda
et meget simpelt kodesprog bestående af blot fire bogstaver: ACGT.
Gensplejsningsteknikken blev færdigudviklet i 1974. Derefter manglede man kun at matche
hver egenskab med et gen, før man ville kunne bygge organismer efter eget ønske, som var
det legoklodser. Simpliciteten syntes så stor, at kun fantasien satte begrænsninger for,
hvad der ville blive muligt.
Ifølge Lego-opfattelsen kunne forskellighederne både mellem og inden for arterne forklares
ud fra generne. Man forudsatte, at der var et 1:1 forhold mellem gen og egenskab; at
generne var det afgørende begyndelsespunkt for en ensrettet kommunikation, som gav
besked til cellen, om hvilke egenskaber der skulle produceres; og at de resterende 98 pct.
af DNA'et, betegnet ”junk-DNA”, er ubetydeligt affald.
Uden disse centrale præmisser giver det slet ikke mening at splejse rundt på generne. For
hvis generne modsat samarbejdede, eller et enkelt gen producerer flere forskellige egenskaber, så ville man dels ikke kunne flytte egenskaber ved at flytte enkelte gener, og dels
må der nødvendigvis være et bagvedliggende styresystem, der giver generne instrukser
om, hvad der skal produceres på et givent tidspunkt, hvis der er flere egenskaber knyttet
til et gen. Og så er det dette komplekse styresystem og ikke de simple gener, der bør være
i fokus.
Lego-opfattelsen blev udfordret i 2001. Da kunne grundforskerne fra Humane Genome
Project efter ti års arbejde med kortlægningen af menneskets gener konkludere at mennesket kun har ca. 30.000 gener. 30.000 gener, som altså producerer vore 250.000 500.000 proteiner (=egenskaber). Ergo er der intet 1:1 forhold mellem gen og egenskab.
Og dermed opstod en stærk mistanke om, at noget andet end generne bestemmer, hvilke
egenskaber et gen eller et samspil af gener skal producere på et givent tidspunkt.
Året efter, i 2002, var musens gener kortlagt. Ligesom mennesket har musen også 30.000
gener, og forskerne fandt kun 300 unikke gener de to arter imellem! Genetisk er mennesket
og musen 99 pct. ens. Dvs. enten er mennesker og mus faktisk ens, eller også må Legoteorien forkastes. Generne forklarer ikke forskellene mellem og inden for arterne. Generne
er snarere at betragte som rammeparametre. Mennesket har koden til at få hale, blåhvalen har koden til at få bagben, osv. Hvilke af disse rammeparametre, der kommer til udtryk,
afgøres uden for generne.
I de seneste syv år har grundforskerne således tilbagevist samtlige af gensplejsningens
grundlæggende antagelser. Der er stadig masser af ubesvarede spørgsmål, men berettigelsen for det gamle Lego-paradigme er definitivt væk. Simpliciteten er afløst af en enorm
kompleksitet, og dermed er grundlaget for de høje forventninger forsvundet. 1950'ernes
science fiction er i 2008 reduceret til ren fiktion. Uden for de simpleste organismer (gær,
bakterier og andre mikroorganismer) er gensplejsningsteknikkens potentiale væk.
Sølle resultater
Plantegensplejsning har da heller ikke i praksis indfriet forventningerne. To typer genmodificerede planter står tilsammen for 100 pct. af det globale GMO-areal. Det er GMO'er, der
enten kan overleve at blive sprøjtet med ukrudtsgift, hovedsageligt Monsantos eget mærke
Roundup eller GMO'er, der selv producerer insektgift.
”Men det er jo netop befolkningsmodstanden og de skrappe reglers skyld, at der aldrig blev
udviklet noget fornuftigt,” vil den inkarnerede GMO-fortaler hævde. USA byder på en
57
fødevareproduktion
Forskere ved Harvard Medical School kunne i 2004 oplyse, at de havde lokaliseret det første eksempel på et gen, der reguleres af junk-DNA'et. Det tyder på, at generne styres af
de 98 pct. af DNA'et, som gensplejserne afskrev som junk-DNA. I dag ved vi, at junk-DNA'et
bestemt ikke er affald. Det storstilede internationale forskningsprojekt ENCODE konkluderede i 2007: ”De nye data indikerer, at DNA'et indeholder ganske få ubrugte sekvenser, og
at det faktisk er et komplekst sammenflettet netværk. I dette netværk er gener blot en
blandt mange typer af DNA-sekvenser, som har en funktionel betydning”. Generne er altså
i virkeligheden menige deltagere i en rodet netværkskommunikation, hvorimod gensplejsningsteknikken forudsætter en simpel envejskommunikation, der udgår fra genet.
udmærket lakmusprøve for det argument. I USA er der ingen skrappe regler. Befolkning og
politikere blev aldrig spurgt. Den eneste GMO-lovgivning, de har, er skrevet af Monsanto
selv. I årtier er enorme summer investeret i genmodificerede. I alt er over 11.000 forskellige GMO'er udsat på amerikanske forsøgsmarker. Lige meget hjalp det. Skidtet virker simpelthen ikke.
”De insektgift-producerende og ukrudtsgift-tolerante GMO'er er ikke så dårlige, som I vil
gøre dem, indvender GMO-fortalerne. Når hele 7 pct. af verdens landbrugsareal bruges til
GMO, er det jo tegn på, at der må være nogle fordele?” USA har nu haft ti års erfaring med
GMO-landbrug. Deres genmodificerede majs og -soja giver både lavere høstudbytte og
betyder ekstraomkostninger til dyrere såsæd og mere sprøjtegift. Når gårdindkomsten alligevel er steget, skyldes det, at GMO-landmændene tager ekstra job uden for deres gårde.
GMO-landbruget sparer altså måske landmanden tid. Eller skyldes ekstrajobbene, at
Monsantos teknologiafgift tager for stor en del af indkomsten?
Hverken de sølle resultater, det lavere høstudbytte eller grundforskningens nye resultater
har aflivet de store forventninger, der omgiver GMO. Hvordan kommer GMO, som endog
har vist sig at reducere høstudbytte, til at optræde som en løsning på en fødevarekrise, der
absolut intet har at gøre med GMO? Det lidt besynderlige svar er, at ud over det vanvittige patentsystem og Monsantos åbenlyse økonomiske interesser er GMO-myten den vægtigste grund til, at GMO stadig eksisterer.
Moderne bioteknologi der virker: MAS
58
fødevareproduktion
At myten om GMO står i vejen for en nøgtern vurdering af andre og bedre løsninger illustreres bedst med et eksempel. MAS er en teknologi, der leverer varen, hvor GMO har fejlet. MAS står for Markør Assisteret Selektion. Det er et af de vigtigste moderne bioteknologiske redskaber i moderne planteforædling. Til forskel fra GMO indebærer MAS ingen miljørisiko. MAS flytter ikke rundt på gener, men er en teknik, der vha. DNA-analyse så at sige
kan finde nålen i høstakken. Nålen er en egenskab, man har brug for, og høstakken er den
mangfoldighed af forskelligheder, der findes inden for beslægtede arter.
Ug99 er kodenavnet på en særligt ødelæggende version af plantesygdommen stængelrust,
der rammer hvede. Ved sidste udbrud for 50 år siden i Nordamerika gik ca 40 pct. af hvedehøsten tabt. Sygdommen blev dengang stoppet, da det lykkedes at fremavle immune hvedetyper. Derefter gik den i dvale. Sygdommen muterede, og i 1999 i Uganda (deraf navnet
Ug99) kunne stængelrust ødelægge den immune hvede. Dermed gik et kapløb i gang, der
bogstaveligt talt betyder liv og død for millioner af mennesker. Op til 90 pct. af verdens hvedesorter er sårbare over for Ug99. I marts i år kunne FN's Fødevare- og
Landbrugsorganisation (FAO) oplyse, at Ug99 er nået til Iran. Plantesygdommen står nu
dermed på kanten af det 100 mio. hektar store hvedebælte, der strækker sig fra Marokko
til Ruslands østkyst.
Når der er brug for rigtige resultater, som der er mht. Ug99, er gensplejsning totalt nytteløst. Kampen mod Ug99 føres med MAS i kombination med traditionel planteforædling.
Med MAS bruger man DNA-analyse til at finde de hvedetyper, der kan modstå Ug99.
Grundlaget for nye immune sorter. Foruden at fremavle Ug99-immun hvede leverer MASteknikken afgrøder, der kan klare tørke, oversvømmelse og som øger udbyttet. Historien om
MAS illustrerer med tydelighed omfanget af den myte, der omgiver plantegensplejsning.
Trods teknikkens resultater har de færreste hørt om MAS, mens alle har hørt om GMO.
Grunden til den ufortjente forskel i opmærksomhed er alene den sejlivede mytologi, som
GMO omgærdes af.
Løsningen er ikke, at mytologien rykkes fra GMO til MAS. MAS er en kraftfuld teknik, der
supplerer traditionel forædling, og som i modsætning til GMO faktisk leverer varen. Men
helt grundlæggende eksisterer der ikke nogle smarte teknologisk fix på de udfordringer,
landbruget globalt står overfor. Biobrændstoffer, urimelige handelsforhold, fattigdom og
manglende infrastrukturinvesteringer i ulande er politisk skabte problemer, der kun løses
politisk. Over for plantesygdomme og klimaforandringer er den bedste beskyttelse, som i
de forgangne 8.000 år, diversiteten både i de dyrkede sorter og hos de vilde fætre til vore
kulturplanter.
Løsningen
Så hvor skal vi finde en nøgtern videnskabelig vurdering af det landbrugsmæssige potentiale af forskellige dyrkningssystemer og teknologier? Det spørgsmål tog verdenssamfundet
heldigvis fat på for fire år siden. Da etablerede bl.a. FN og Verdensbanken The International
Assessment of Agricultural Knowledge, Science and Technology for Development (IAASTD).
IAASTD er etableret efter samme model som FN's klimapanel (IPCC). IAASTD samlede over
400 forskere fra alle kanter i et videnskabeligt panel.
Opgaven for panelet var at vurdere forskellige landbrugsteknologier og dyrkningsmodeller.
Efter fire års analyse lancerede IAASTD tidligere i år deres første rapport og anbefaler agroøkologiske landbrugsmetoder, ikke GMO: ”Selv de fattigste samfund har via økologisk landbrug og IPM potentiale til at matche eller drastisk øge udbyttet i forhold til konventionelle
metoder, reducere efterspørgslen for ny landbrugsjord, genoprette økosystem-services
(særligt vand), reducere brugen og behovet for kunstgødning udvundet af fossilt brændstof
og brugen af stærke insektgifte.”
Om GMO konkluderer IAASTD modsat, at GMO giver lavere udbytter, at de ukrudtsgift-tolerante GMO medfører øget brug af ukrudtgift og advarer om, at den store opmærksomhed,
som GMO genererer, betyder, at GMO fortærer en uforholdsmæssig stor andel af forskningsmidlerne. Til spørgsmålet, om GMO kan løse hungerkrisen, svarer IAASTD-chefen klart
nej.
Boels hensigt
GMO kan altså ikke løse fødevarekrisen. Men Mariann Fischer Boels hensigt med at slække på risikovurderingerne var jo også at hjælpe de økonomisk pressede svineproducenter.
Landbrugsraadet, fødevareministeren og landbrugskommissæren hævder i fællesskab, at
mere GMO eller mere lempelig risikovurdering af GMO er nødvendigt af hensyn til økonomien i husdyrproduktionen. Skulle EU's GMO-risikovurdering virkelig være årsag til krisen hos
svineproducenterne?
fødevareproduktion
Når IAASTD anbefaler agro-økologiske metoder, er det ikke kun, fordi fødevareudbyttet er
større. Disse dyrkningssystemer opnår også fødevaresikkerhed ved at forbedre de grundlæggende præmisser for fødevareproduktion (jord, vand og artsdiversitet). De produktionsfaktorer som afgør, om der er mad nok også om 200 år.
59
Kobling mellem GMO-risikovurdering og foderpriser er absurd. Lakmusprøven er endnu
engang USA. USA har som nævnt ingen GMO-regler. Men det har ikke forhindret amerikanske foderpriser i at mangedoble. Høje priser har altså intet med risikovurderingen af GMO
at gøre. Prisstigningerne skyldes hovedsageligt biobrændstofferne.
Høje foderpriser er slet ikke årsagen til svineproducenternes økonomiske krise. Danmark er
selvforsynende med foderkorn. Arealkravet (som landbruget ellers brokker sig over) giver
danske svineproducenter en højere selvforsyningsgrad. Og danskernes fodereffektivitet er
langt højere end de fleste konkurrenter. Når foderprisen stiger, rammer det altså konkurrenterne hårdest og giver konkurrencefordel for de danske svineproducenter. At danske svineproducenter taber penge på hvert svin, de producerer, skyldes derfor ikke foderpriserne,
men snarere den lave dollarkurs.
60
Danish Crown eksporterer især til lande, der handler i dollar. Når Danish Crown sælger et
kilo kød for ca. 4 dollars, gav det for to år siden 24 kr. De samme 4 dollars indbringer i
dag kun 19 kr. Den femkrone, dollarkursen stjæler, er for svineproducenten forskellen mellem sorte og røde tal. Samtidig gør dollarkursen amerikansk kød billigere end dansk kød
både på det amerikanske hjemmemarked og f.eks. i Japan. Så amerikanske svineproducenter udvider produktionen på trods af foderpriserne.
Svineproducenternes økonomiske krise skyldes altså ikke GMO-risikovurdering. Det fører til
en anden pointe. Hverken regnedrengene i Landbrugsraadet eller embedsmændene i ministeriet eller Kommissionens generaldirektorat for landbrug (DG-AGRI) kan tænkes at have
overset dollarkursens rolle i svineproducenternes økonomi. Så hvorfor hævder landbrugets
præsident, ministeren og EU-kommissæren så alligevel, at løsningen til svineproducenternes krise er at slække på GMO-risikovurderingen? Man mærker en hensigt og bliver forstemt. Mariann Fischer Boel reelle motivation kan hverken være fødevarekrisen eller svineproducenterne. Hensigten med forslagene synes alene at være det, forslagene går ud på:
At slække EU's GMO-risikovurdering.
fødevareproduktion
EU's GMO-regler
At EU overhovedet har en GMO-lovgivning er alene medlemslandenes fortjeneste. I
1990'erne havde Europa-Kommissionen travlt med at udstede GMO-godkendelser. Men et
antal lande, hvor Danmark spillede en væsentlig rolle, krævede ændringer i GMO-lovgivningen.
Det resulterede i en fornuftig lovgivning baseret på forsigtighedsprincippet. Ingen GMO
måtte komme på markedet uden en grundig langsigtet sundheds- og miljørisikovurdering.
Offentligheden skulle have adgang til ansøgningsmaterialet. Efter en GMO var godkendt,
skulle den overvåges, så skade på miljø eller sundhed kunne opdages i tide. Der skulle også
være et sporingssystem, så myndighederne kunne trække en skadevoldende GMO tilbage
fra markedet. Produkter baseret på GMO skulle mærkes, så forbrugerne havde mulighed
for at fravælge det. Og GMO'er med resistensgener, der berører medicinsk anvendt antibiotika, skulle ikke tillades. Medlemslandene fik deres fornuftige lovtekst, men reglerne blev
ikke gennemført. Mærkningsreglerne er en stor undtagelse, hvor 99 pct. af de GMO'er, der
anvendes i EU, undgår mærkning. Det såkaldte sporingssystem kan ikke spore hverken godkendte eller ulovlige GMOer; obligatorisk overvågning udformes som frivillige henstillinger
til biotekindustrien, og fodringsforsøg, der ikke falder ud til fordel for GMO-ansøgningen,
holdes rutinemæssigt hemmelige. Allermest alvorligt er det med risikovurderingerne. Siden
Den Europæiske Fødevaresikkerhedsmyndigheds (EFSA) GMO-panel blev oprettet, har det
fungeret som gummistempel. Enhver GMO-ansøgning har modtaget positiv vurdering fra
EFSA. Den manglende kvalitet i EFSA's GMO-risikovurderinger har medført en årelang strid
mellem medlemslandene og Kommissionen. Når jeg argumenterer imod landbrugskommissærens forslag om yderligere forringelser af risikovurderingen, må det endelig ikke forstås
som et forsvar af, hvordan risikovurderingen håndteres i dag. Det kan ikke forsvares. Det
vi forsøger at opnå er blot det beskyttelsesniveau, medlemslandene blev enige om i lovteksten. Udfordringen er at få Europa-Kommissionen til at respektere lovgivningen. Det er
svært.
Mariann Fischer Boels forslag om at tillade import af foder og fødevarer forurenet med
GMO'er, der ikke er risikovurderede, er oprindeligt et amerikansk initiativ. I en række tilfælde er eksperimentelle GMO'er undsluppet fra forsøgsmarker. USA ville derfor have deres
samhandelspartnere til at acceptere, at afgrøder fra USA kan indeholde eksperimentelle
GMO'er. Amerikanerne har haft succes. Europa-Kommissionen arbejder nu på at gennemføre forslaget, selvom det er i lodret strid med EU's lovgivning. Af samme grund har
Kommissionen nedsat en arbejdsgruppe, der eksplicit har til opgave at finde et juridisk
smuthul i EU's egen lovgivning. Kommissionen har endda specificeret for arbejdsgruppen,
at opgaven er at finde et smuthul af en sådan art, at Kommissionen kan gennemføre forslaget uden at inddrage Europa-Parlamentet eller Ministerrådet. Utroligt, men sandt.
EFSA har ikke de nødvendige kompetencer
Når ansøgeren overhovedet har udført fodringsforsøg (EFSA kræver det ikke), undersøger
EFSA ikke selv materialet, men baserer sin vurdering på ansøgerens konklusioner. Flere
GMO'er, hvor selv meget kortvarige fodringsforsøg resulterede i lavere kropsvægt eller tegn
på giftvirkning i vitale organer hos forsøgsdyr, fik således grønt lys fra EFSA. I stedet for
som minimum at kræve yderligere længerevarende undersøgelser af de statistisk signifikante afvigelser, blev data i stedet ulovligt hemmeligholdt.
EFSA's villighed til at udstede godkendelser lige meget hvad er muligvis forklaringen på, at
EFSA's fødevareeksperter også fik til opgave at stå for miljørisikovurderingerne. EFSA's
61
fødevareproduktion
Med hensyn til lovovertrædelser lægger EFSA heller ikke fingrene imellem. Det er EFSA's
GMO-panel, der forestår de såkaldte risikovurderinger. Lovgivningen kræver som nævnt, at
GMO'er med antibiotikaresistensgener skulle udfases i 2004. Alligevel har EFSA f.eks. godkendt en genmodificeret kartoffel fra virksomheden BASF og flere genmodificerede majs fra
Monsanto der indeholder antibiotikaresistensgener. EFSA hævdede, at de berørte antibiotika ikke har behandlingsmæssig værdi. Lægemiddeleksperterne i EU's lægemiddelstyrelse og
verdenssundhedsorganisationen WHO fastslår derimod, at de berørte antibiotika er kritisk
vigtig behandlingsmedicin.
GMO-panel består af i alt 21 deltidsansatte eksperter. Kun tre har en miljøfaglig baggrund.
Selv inden for deres eget fagområde, fødevaresikkerheden, har EFSA aldrig ved egen drift
stillet et eneste kritisk spørgsmål til en GMO-ansøgning. En langsigtet miljømæssig vurdering involverer en lang række ubekendte og er derfor muligvis en endnu større udfordring
end den sundhedsmæssige vurdering. Navnlig for EFSA, da miljøvurdering ligger uden for
deres kompetenceområde.
Men EFSA har udstedt den ene positive miljørisikovurdering efter den anden, mens medlemslandenes nationale eksperter igen og igen har efterlyst troværdige langsigtede miljørisikovurderinger. På trods af den konstante kritik har Kommissionen holdt hånden over EFSA.
Selv når et flertal af medlemslande på miljøministrenes rådsmøder stemte imod godkendelse, er Kommissionen gået imod dette flertal og har alligevel udstedt importgodkendelser
baseret på EFSA's afgørelser.
I efteråret 2007 skete der dog noget. EFSA ville godkende to slags genmodificeret majs til
dyrkning. Da GMO'er ligefrem skulle dyrkes i Europa, var det ikke kun medlemslandene, men
også EU's miljøkommissær, der krævede en langsigtet miljørisikovurdering. Da måtte
EFSAs GMO-panel bekende, at de ikke besidder den fornødne kompetence til at foretage
sådanne vurderinger. I april 2008 resulterede det i en aftale med miljøkommissæren, hvor
EFSA har forpligtet sig til at opbygge denne kompetence. Aftalen giver EFSA 24 måneder
til at lære at løfte opgaven. Det er altså tidligst i 2010, at EFSA kan være i stand til at
foretage den miljørisikovurdering, som loven kræver. Miljøkommissærens indgriben er
meget positiv. For første gang i fire år er der håb om, at EU's GMO-lovgivning faktisk bliver
håndhævet.
62
fødevareproduktion
Desværre har landbrugskommissæren siden krævet at der slækkes på kravene om risikovurdering, og at GMO-godkendelsesapparatet skal op i dobbelt hastighed. Efter årevis, hvor
hverken håndteringen af risikovurderingen eller de øvrige EU-regler har været det papir
værd, som den ellers fornuftige lovgivning er skrevet på, er landbrugskommissærens udspil
desværre formentlig nok til at forhindre, at risikovurderingen og de øvrige regler nogensinde kommer til at virke efter de gode intentioner, der lå i direktivet. Hvilket netop er den forstemmende hensigt, man mærker i landbrugskommissærens forslag.
63
fødevareproduktion

GMO og EUs fremtidige fødevareproduktion

Transcription

Similar documents

Talepapir vedr. besvarelse af samrådsspørgsmål B

En levende og balanceret jord arbejder bedre

5 af Robin Hood magasin.

DUEJAGT I ENGLAND 2014

aktuelle takster og gebyrer her.

Geometrisk optik (pdf)

Vi skaber fremtidens velfærd gennem forskning i fødevarer og