DGI Stjerneløb - projektbeskrivelse _original_
Transcription
DGI Stjerneløb - projektbeskrivelse _original_
1 Projektets titel Stjerneløb 2 Projektets baggrund Landevejscykling er en gammel tradition, der går mere end 100 år tilbage i historien. Liège-Bastogne-Liège allerede i 1894 og det renommerede løb Paris-Roubaix to år senere i 1896. De første landevejsløb i Danmark, Fyn Rundt og Stjerneløb i Roskilde stammer fra samme periode. Mens det traditionsrige Stjerneløb i Roskilde ikke har været afviklet siden 1997, så afvikles Fyn Rundt stadig én gang årligt med stor succes. Udviklingen i den professionelle cykelsport betyder, at sporten er mere populær end nogensinde herhjemme og landevejsbilledet præges i øget grad af entusiastiske cykelryttere - eliten såvel som amatøren. I DGI er man opmærksom på den stigende interesse inden for cykelsporten og de behov den afføder ude i foreningerne. Derfor har man i DGI Midt- og Vestsjælland lavet et tiltag og ansat en idrætskonsulent for Landevejscykling til at imødekomme cykelforeningernes behov og sideløbende udvikle nye tilbud til sporten. Siden lukningen af Stjerneløbet i Roskilde tilbage i 1997 har der i flere sammenhænge været tale om en relancering af det populære løb som i sin tid havde start og slut i Roskilde bymidte på Stændertorvet. DGI afholdt sammen med Roskilde Cykel Ring Stjerneløbet 2014 med succes. I 2015 vil de samme parter afvikle Stjerneløbet hvor der vil blive bygget videre på erfaringerne fra 2014. Definition af Stjerneløb konceptet Et stjerneløb er en sportsbegivenhed, hvor ruten har en stjerneform og hvor start og mål typisk er i stjernens midte. Deltagerne i et stjerneløb starter fra et fælles punkt og bevæger sig i en planlagt rækkefølge ud i hver af stjernens i alt fem spidser og tilbage til centrum. Løbsformen er attraktiv ud fra et tilskuersynspunkt, idet deltagerne kommer samme sted flere gange og kan følges både fra centrum og ude på rutens vendepunkter. 3 Idégrundlag Interessen for landevejscykling i Danmark er stigende. Mænd og kvinder i alle aldre bliver grebet af den energi og fascination, som kun landevejscykling med sine mange facetter bringer udøveren. Og med afviklingen af VM i Landevejscykling i 2011 og de første 3 etaper af Giro d`Italia i 2012 på dansk grund er interessen hos danskerne for selv at prøve kræfter med den tohjulede kun blevet større. Det estimeres at ca. 350.000 danskere dyrker landevejscykling på motionsplan. Trods det store tilløb er det dog de færreste der i dag er medlem af en klub eller forening. Til trods for de mange fordele der er ved at være en del af et fællesskab og de tilbud som foreningerne tilbyder deres medlemmer, så er cykelsporten i høj grad en selvorganiseret disciplin. DGI DGI | Vingsted Skovvej 1 | 7182 Bredsten | Tlf. 7940 4040 | CVR: 4001 1218 | [email protected] | www.dgi.dk vil hjælpe udøverne til foreningsdannelse og vedtægter, organisering, uddannelse af instruktører og kursusforløb inden for Landevejscykling. Stjerneløb skal således være et flagskib for DGIs mange aktiviteter og nye tiltag inden for landevejscykling og eventen skal bidrage til en øget interesse for sporten på flere niveauer. DGI er en organisation med stærke værdier og klare visioner, som kommer til at præge opsætningen af Stjerneløbet. Men samtidig er der stort fokus på at bevare de gode traditioner fra det originale løb i Roskilde. Stjerneløbet 2014 viste os at der er stor interesse for løbet. Flere motionister var glade for den professionelle opsætning af motionsløbet og muligheden for deltagelse i et løb med klassiker status. Stjerneløbs vision Med Stjerneløb ønsker man at bidrage til en positiv udvikling af den organiserede landevejscykling i Danmark med det formål at blive cykelforeningernes foretrukne samarbejdspartner. 4 Formål Stjerneløb skal, som tidligere beskrevet, være et flagskib for udviklingen af landevejscykling i Danmark og DGI. Samtidigt tillægges konceptet en symbolsk værdi, som skal afspejle kvalitet og karakter. Stjerneløbet – ruten Landevejscykelløbet kendetegnes ved en stjerneformet rute. Start/målområde skal som i 2014 være ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Herfra går fem ruter med differentierede distancer. Deltagerne sendes af sted i fem grupper ud på hver deres egen rute, for at vende tilbage til start/mål og køre ud af en ny gren. Løbet er gennemført, når deltageren har kørt alle fem ruter. Ruteformen gør løbet seværdigt, fordi aktiviteten ved Vikingeskibsmuseet bliver mere eller mindre konstant og tilskuerne får mulighed for at se rytterne op til fem gange på ruten. Det er hensigten at løbets start- og målområde flyttes til Stændertorvet når omgivelserne gør det muligt, Stjerneløbet – Stjerneryttere Løbet skal ikke kun være attraktivt for deltagerne, men også tiltrække et publikum og det kræver et trækplaster. Til det formål indbydes en række af Danmarks eliteryttere og 1-2 udenlandske, professionelle ryttere til at køre med i løbet. 5 Målgrupper I Stjerneløbet skal der køres i alt to løb. Nedenfor er en nærmere beskrivelse af de tre målgrupper for Stjerneløbet, samt en definition af projektets øvrige målgrupper. Elitecykelrytteren Der er ca. 200 ryttere i Danmark, som kører på eliteniveau. Disse ryttere (eks. Matti Breschel, Jakob Fuglsang, Lars Bak og Brian Vandborg) kører enten på internationale Side 2 ProTeams (eks. Team Saxo-Tinkoff, Astana Pro Team, Lotto Belisol, Cannondale Pro Cycling Team etc.) eller på danske Continental hold (eks. Team TreFor, Team CULT Energy, J. Jensen-Ramirent, Team Designa Køkken-Knudsgaard, Team Concordia Forsikring-Riwal, Christina Watches-Onfone og Blue Water). Gruppen af eliteryttere skal udgøre 60 ryttere i Stjerneløbet. Eliterytterne er projektets trækplaster og er det bærende element for et succesfuldt, seværdigt løb. Det danske cykelpublikum er år efter år med til at gøre Tour De France og Post Danmark Rundt til årets største cykelsportsbegivenheder på TV i Danmark primært grundet stjernerne. Målsætningen for målgruppen er, at minimum én superstjerne og gerne to stiller til start ved Stjerneløbet i 2015. Her snakker vi internationale topnavne som Tony Martin, Fabian Cancellara, Bradley Wiggins. Rutens form sætter en naturlig grænse for antallet af ryttere i løbet og det er derfor tanken, at danske elite teams får mulighed for at stille med 5-6 ryttere til start som et maks. På baggrund af Stjerneløbets historiske tvist og erfaringen fra 2014 forventes det at vi kan tiltrække de stærkeste danske cykel hold og 2-3 internationale stjerner. Supermotionisten I Danmark findes der 200-300 såkaldte supermotionister. Målgruppen består hovedsageligt af tidligere elitecykelryttere og eliteidrætsudøvere fra andre sportsgrene. Supermotionisten kendetegnes ved en meget høj træningsfrekvens og lysten til at udfordre sig selv og andre. En målgruppe, som afspejler et af DGIs nye fokusområder, Individualisten. Målgruppens deltagere er ofte medlemmer af en cykelmotionsforening eller kører i selvetablerede mindre netværk. Supermotionisten deltager gennemsnitligt ugentligt i motionscykelløb eller privatarrangerede cykelcups (eks. Heino Cup, SKOACUP powered by DGI (tidligere - Bella Skilte Cup) og Sommer cup). Løbet afvikles i samme form som eliteløbet. Der vil være en ekstra markedsføring mod udenlandske ryttere i denne kategori – særligt nordeuropæiske ryttere. Motionisten Også en større skare af motionister kan deltage. Ruten bliver 70-75 km., og kan gennemføres af mange indenfor den afsatte tidsramme. Flere og flere kvinder er motionsryttere og i sammenhæng med flere af DGIs indsatser på landevejscykling er kvinder en særlig målgruppe. Publikum Den sekundære målgruppe for Stjerneløbet er publikum. Herunder tænkes følgende grupper: Cykelentusiasten Side 3 Stjerneløbet skal være et tilløbsstykke for enhver, der måtte have en interesse i cykelsporten, herunder cykelmotionisten, som måtte have en interesse i på sigt at deltage i Stjerneløbet, men også nye, mulige potentielle partnere i projektet eller for DGI Landevejscykling. Familien Danmark og Roskildes borgere Hvert eneste år er tidligere nævnte successer som Tour De France og Post Danmark Rundt med til at få nye folks øjne op for cykelsporten. Den gruppe vil Stjerneløbet være en del af. Cykelsporten som institution lever af folkets interesse i sporten. Men projektet skal også have tilbud til de personer, som ikke nødvendigvis besøger Stændertorvet for cykelløbets skyld. Det er her at blandt andet ErhvervsForums Stjernebutikker kommer ind i billedet, samt muligheden for at præsentere øvrige DGI aktiviteter ved arrangementet. 6 Sikring af den primære målgruppes deltagelse Eliterytteren Stjerneløbet er så kendt et tidligere brand inden for cykelsporten, at det ikke betragtes som en udfordring at rekruttere det optimale antal deltagere. Erfaringen fra 2014 viste os at de danske cykel teams meget gerne vil deltage i arrangementet. Det kan begrundes med at det er en af de få muligheder, de har for national medieeksponering. Der er bevidsthed om at hvis der skal lokkes 2-3 stjerneryttere med i løbet skal der ekstra betaling til rytterne. Supermotionisten Målgruppen af supermotionister er nem at ramme. Supermotionisten er selv meget opmærksom på events og store prestigefyldte arrangementer inden for cykelsporten. Udfordringen her er, at sikre de ’rigtige’ supermotionisters deltagelse i Stjerneløbet. Vi vil senere i projektplanen beskrive hvordan vi tænker at udvælge denne målgruppe. Motionisten Med den database af ryttere fra 2014 har vi et godt udgangspunkt for motionsfeltet i 2015. Samtidig har DGIs involvering i flere større cykelløb for motionister gjort den direkte kommunikation til denne gruppe lettere. 7 Mål og succeskriterier Grundet sin indretning er selve cykelløbet afgrænset til et max deltagerantal på i alt 60 ryttere pr. løb. (12 ryttere til start på hver delrute). Den begrænsede målgruppe gør samtidig, at man i DGI satser på kvalitet fremfor kvantitet og derfor kan opstille en række succeskriterier med udgangspunkt heri. Det er afgørende for udbredelsen af Stjerneløbet at man sikrer 2-3 stjerneryttere til start i 2015. Hvis det lykkes, så er størstedelen af projektets aktiver sikret og vil per Side 4 automatik opnå den fornødne mediedækning. Stjerneløbets overlevelse sikres med deltagelse fra stjernerytterne, fordi det afføder en positiv effekt hos de øvrige målgrupper og ikke mindst publikum. Projektets succeskriterier At der stiller minimum 1-2 stjerneryttere til start ved Stjerneløbet i 2015. At der stiller i alt 60 ryttere til start i eliteløbet i 2015. At der stiller i alt 500 til start i motionsløbet (heraf 100 kvinder) 8 Organisering Arbejdsgruppe 1 Koordinering af elite- og licensløbet Medlemmer DGI, Konsulent for Landevejscykling Roskilde Cykle Ring, repræsentant Arbejdsgruppe 2 Koordinering af motionistløbet Medlemmer DGI, Konsulent for Landevejscykling Lokal cykelforening, repræsentant Arbejdsgruppe 3 Koordinering af aktiviteter ved Vikingeskibsmuseet DGI, konsulent Roskilde ErhvervsForum, repræsentant Roskilde Kommune, Kultur og Fritid, repræsentant DGI DGI fungerer som projektleder for Stjerneløbet og er ansvarlig for hele forløbets gennemførsel, lige fra indlednings- og planlægningsfasen over til implementerings- og eksekveringsfasen for til sidst at gennemføre evalueringsfasen. I DGI har man valgt at tilknytte to medarbejdere til projektet. Fordelingen ser således ud: Idrætskonsulent for landevescykling Projektets overordnede organisering placeres hos Idrætskonsulent for landevejscykling i DGI Midt- og Vestsjælland. Han er ansvarlig for løbende opdatering af handleplan, koordinering af projektets indsatser og status til DGIs ledelse, projektets styregruppe og nærmeste interessenter. Ydermere er konsulenten koordinator for projektets sekundære aktiviteter. Konsulenten er ansvarlig for alle aktiviteter i projektet, som forbindes med projektets Side 5 kerneydelse, Landevejscykling. Konsulent er ydermere ansvarlig for den primære kontakt til Roskilde Cykle Ring og de øvrige cykelforeninger, som engageres i projektet. Roskilde Cykle Ring For at gennemføre eliteløbet skal der etableres et samarbejde med en licensbærende cykelklub under DCU. Det er besluttet, at Roskilde Cykle Ring (herefter RCR) bliver den officielle, arrangerende klub. Det stemmer godt overens med DGIs arbejde for at blive foreningernes foretrukne samarbejdspartner. Roskilde Cykle Ring har overfor DGI bekendtgjort, at de gerne vil være en del af projektet. Da RCR er en klub udelukkende ledet og drevet af frivillige er det nødvendigt med DGI som den fremtrædende projektleder og økonomisk ansvarlige for Stjerneløbets gennemførsel. RCR stiller som udgangspunkt med 1-2 mand til at deltage i den overordnede planlægning for cykelarrangementet. Når projektets organisation er besluttet, vil RCR bidrage med yderligere ressourcepersoner til udførelse af praktiske opgaver. 9 Aktiviteter Stjerneløbets landsvejscyklingsaktiviteter 2015 I projektperiodens første år er det primære fokuspunkt at etablere et kvalitetsbevidst cykelløb, som afspejler DGI som en kompetent og troværdig leverandør af løsninger inden for landevejscykling. Løbet skal øge interessen for landevejscykling og på sigt skaffe flere medlemmer til foreningerne. Såfremt økonomien tillader det, er der gode udviklingsmuligheder i, at invitere flere udenlandske eliteryttere til at deltage i løbet. Et tiltag der i høj grad kan være med til at øge interessen for Stjerneløbet og dermed sikre den fortsatte succes. Et tiltag som blot tager konceptet endnu tættere på det originale Stjerneløb i Roskilde, hvor løbet var velbesøgt af flere udenlandske ryttere hvert år. 2016 I 2016 skal målgruppen for Stjerneløbets start/mål-område formentlig flytte til Stændertorvet. Det give løbet nogle nye muligheder (og udfordringer). 2017 (År 3) I 2017 skal løbets levedygtighed gerne være bevist. Det skal gerne være en fast del af de danske teams løbskalender. Det samme gælder for grupperne af supermotionister og motionister. Samarbejdet med partnere til Stjerneløbet skal gerne være styrket og selvfølgeligt, og samtidig ønsker vi hele tiden at udvide rækken af samarbejdspartnere. Side 6 Det kunne være Sport Event Denmark, lokale erhversdrivende m.fl. Vikingeskibsmuseet i Roskilde (start-/målområde) Stjerneløbets sekundære aktiviteter skal foregå ved start- og mål-området i Roskilde. Det er oplagt at inddrage en række cykelinteressenter i at gøre start/målområdet attraktivt for publikum og besøgende. Flere samarbejdspartnere er i spil til at optimere start- og mål-området i 2015. 10 Oplevelsen Stjerneløbet har stort potentiale jf. at skabe en oplevelse for målgruppen. Projektet udspringer af en gammel tradition inden for cykelsporten og det kan man drage fordel af i markedsføringen af det nye cykelløb. DGI ønsker ikke at skabe en ny historie omkring Stjerneløbet, men derimod videreudvikle konceptet med udgangspunkt i de succesrige elementer fra det originale arrangement og fra 2014. Målgruppen af cykelryttere, såvel som publikum skal påvirkes af en kombination af historiens vingesus og landevejscykling anno 2015. Det danske cykelpublikum skal opleve, at Stjerneløbet er kommet for at blive. Projektet kan drage fordele af landevejscyklingens lange historie og den bølge sporten ridder på i dag. Den direkte oplevelse skal komme gennem kombinationen af konkurrencecykelløb, show og folkelig opbakning til motionsdelen. Herigennem sikrer man, at DGI Landevejscykling fremstår som en spændende, sjov og udfordrende sportsgren, men også en sport, som er tilgængelig for den brede målgruppe. 11 Interessenter Følgende interessenter skal involveres i projektet: Roskilde Kommune Gennem projektets initiativer kan Roskilde Kommune gennem en branding af Roskilde by være med til at skabe et øget kendskab til både Roskilde Kommune og by, som forgænger for sundhed, idræt og motion. Sammen med DGI Midt- og Vestsjællands Politi er det Roskilde Kommune som skal give tilladelse til at afspærre dele af byen til arrangementet. Roskilde ErhvervsForum Roskilde ErhvervsForums rolle er at bidrage til levendegørelsen af aktiviteterne i start/målområdet. Fordelene i projektet for ErhvervsForum er muligheden for et øget antal besøgende og dermed salg. ErhvervsForum kan bidrage til arrangementet med konkurrencer, præmier og øvrige aktiviteter for publikum. Dansk Cykel Union Dansk Cykel Union skal give tilladelse til, at Roskilde Cykle Ring i samarbejde med DGI må afvikle licensløb i forbindelse med Stjerneløbet. Cykelunionens fordel ved Stjerneløbet er genoptagelsen af en gammel DCU klassiker og dermed en positiv udvikling i Side 7 sporten. Roskilde Cykle Ring Som licensklub under Dansk Cykel Union og med tilladelse til at afvikle licensløb i Danmark bliver Roskilde Cykle Ring hovedarrangør af elite- og licensveteranløbet ved Stjerneløbet. Roskilde Cykle Ring planlægger cykelløbets aktiviteter i samarbejde med DGI, for at sikre et optimalt samspil mellem alle aktiviteter. Roskilde Avis Den lokale presse er vigtig i bestræbelserne på at gøre løbet kendt i lokalbefolkningen. Roskilde Avis producerer et indstik om Stjerneløbet hvor alle vigtige informationer fremgår. Indstikket vil blive anvendt som program på dagen. Cykelsportsmessen Messen skal bidrage til at gøre Start/mål-området interessant for cykelentusiaster med stande indenfor alt der kan have interesse for ryttere eller andre cykelinteresserede. Frivillige De frivillige har en afgørende rolle ved afviklingen af Stjerneløbet. Projektet har brug for frivillige til: Bemanding af dommervogn Løbskomissærer Afspærring Hospitality Vagter og guider ved arrangementet Opstilling og oprydning Speakere Chauffører (følgebiler og motorcykler) Fordelen for de frivillige ved at deltage i projektets aktiviteter er muligheden for at tilegne sig gode realkompetencer til CV’et, oplevelsen og netværk. Politi DGI Midt- og Vestsjælland skal godkende afspærringen af Roskilde by, samt sikkerhedsgodkende arrangementet. Ydermere skal politiet være en tæt samarbejdspartner ved eventuel krise- og konflikthåndtering. Side 8 Hjemmeværn Hjemmeværnet er nødvendige i forbindelse med den logistiske opgaveløsning før, under og efter aktiviteternes afvikling. Medier De danske medier skal være med til at skabe opmærksomhed omkring projektet gennem pressemeddelelser, udsendelser fra arrangementet og opfølgende historier. Via god storytelling skal mediernes dækning bidrage til det positive billede af DGI som aktør inden for landevejscykling. Sponsorer Projektets aktiviteter er kun realistiske at gennemføre med hjælp fra sponsorer. Der er behov for en til flere løbssponsorer, samt ryttersponsorer, holdsponsorer m.v. til at generere tilstrækkeligt med økonomi til at afvikle Stjerneløbet. Sponsorerne skal sikres god eksponering ved arrangementet, så det bliver attraktivt at være en del af projektet. Alle sponsorer skal afstemmes med DGIs værdier før eventuelle samarbejder overvejes. Cater Cateren skal levere forplejning til frivillige og ansatte. Food and Beverage Der skal mulighed for at købe mad og drikke i start/mål området. Det er muligt at en DGI medlemsforening kan tage opgaven. Flere af disse har erfaringer fra Roskilde Festival og Roskilde Dyrskue. Faciliteter i start/målområdet Der skal opstilles scene, telte og evt. storskærm i start/målområdet. Samaritter Der skal være samaritter tilstede på løbsdagen til at behandle mulige skader i forbindelse med løbsaktiviteterne. 12 PR og markedsføring For at sikre Stjerneløbets succes, skal der etableres en stærk PR og markedsføringsplatform for aktiviteterne i samarbejde med projektets interessenter. Erfaringsgrundlag Stjerneløbet 2014 havde et fint fremmøde blandt publikum. Det vil dog kunne øges markant hvis det lykkedes at tiltrække en international stjernerytter til start. Samtidig ændres der noget på løbenes organisering på dagen så det bliver mere attraktivt for motionsløbets deltagere at blive i området og være publikum til eliteløbet. Side 9 Storytelling Storytelling et stærkt redskab, hvor kunsten er at fortælle ’Den Gode Historie’. Elementer fra det originale løbs historie kan tilføre projektet andre værdier end de rent indlysende og derfor skal storytellingen danne fundamentet i markedsføringen af projektets aktiviteter. Det originale Stjerneløb I Roskilde bygger på en lang og god historie. Storytellingen skal både nå ud til målgruppen af tidligere interessenter til Stjerneløbet, nutidens cykelverden og de lokale borgere, som har en interesse i Roskildes historie og fremtid. PR - Mediepartner En mediepartner (lokal/regional/landsdækkende) har afgørende betydning for projektets succes. Et partnerskab med en TV station sikres bedst, hvis der i forbindelse med eliteløbet er repræsenteret 1-2 stjerneryttere, som er interessante for medierne at dække. Selve løbskonceptet for Stjerneløbet med fokus på start/målområdet gør det enkelt at dække, fordi rytterne passerer samme sted op til flere gange. Et cykelløb er typisk meget dyrt at dække, da en god transmission kræver helikopter, motorcykler etc. for at give seerne den bedste oplevelse. Post Danmark Rundt får normalt cirka en halv times sendetid på DR og 1-2 min. på den konkurrerende kanal TV2. Et arrangement som Stjerneløbet vil have samme potentiale som Post Danmark Rundt på TV2 og i de lokale TV medier. Trykte medier Kommunen og det lokale erhvervsliv er essentielle samarbejdspartnere i kommunikationsstrategien. Via lokalaviser og reklame finansierede indlæg i lokalpressen kan der opnås stor fokus på arrangementet. Roskilde Avis er en lokal samarbejdspartner ift. de lokale borgere i Roskilde og omegn. Netværk Stjerneløbet skal markedsføres via projektets mange interessenter, som når ud til en bred målgruppe. DGI er ansvarlig for i samarbejde med den enkelte interessent at beslutte, hvordan aktiviteten skal formidles. Markedsføringsplan For at sikre den mest effektive markedsføring, udarbejdes den endelige markedsføringsstrategi i samarbejde med DGIs marketingkonsulent. De to vigtigste målgrupper for markedsføringen er: Deltagerne Side 10 Inden for landevejscykling findes der en række målrettede markedsføringskanaler, som aktiviteterne skal kanaliseres ud igennem. Medierne er let tilgængelige og dækker behovet for kontakt til målgruppen af potentielle deltagere i landevejscyklingsaktiviteterne ved Stjerneløbet. Publikum Eventen skal synliggøres i bybilledet via billedmateriale, herunder plakater og flyers. Såfremt der hentes en eller flere stjerneryttere til løbet, kan disse med fordel bruges som trækplaster i markedsføringssammenhænge. 13 Budget Se bilag 14 Forankring efter projektperiodens udløb Stjerneløbet skal være en tilbagevendende event i Roskilde, men også DGIs flagskib for organisationens satsning på landevejscykling. For at sikre den bedste forankring i cykelsporten udvikler DGI sideløbende med projektet landevejscyklingsaktiviteter til cykelforeningerne og de selvorganiserede ryttere. Stjerneløbet skal altså på sigt understøtte DGI landevejscyklingens nye aktiviteter og skabe opmærksomhed omkring disse. Første indsats i forankringen er en landsdækkende hold cup, hvor finalen køres ved Stjerneløbet. På sigt er der mulighed for at etablere landsdækkende enkeltstarts cup, også med finale ved Stjerneløbet i Roskilde. Stjerneløbets skal afspejle DGI som en troværdig samarbejdspartner, der kan håndtere landevejscykling på et professionelt og kvalitativt niveau. De selvorganiserede ryttere, skal gennem eventen få øjnene op for, hvilke værdier et medlemskab i en cykelforening kan tilskrives. 15 Evaluering Ved projektets afslutningsfase vurderes det, om alle succeskriterier og hvordan de kvalitative og kvantitative resultater kan bruges i projektperiodens næste del. Der skal evalueres med følgende interessenter: Roskilde Kommune DGI skal evaluere med Roskilde Kommune. Er der kommet det ud af samarbejdet, som partnerne gjorde sig forhåbninger om og har Roskilde Kommune kunne aflæse en effekt af Stjerneløbet i Roskilde? Roskilde Cykle Ring Hvilke effekter har projektet på klubben? Har det genereret nye aktiviteter i Side 11 klubben? Er der kommet nye medlemmer til klubben? Etc. Sponsorer Er der kommet det aftalte ud af samarbejdet? Har sponsor fået det ud af eksponeringen, som de var blevet sat i vente? Hvordan kan samarbejdet udvikles/udvides i resten af projektperioden? Øvrige samarbejdspartnere Har samarbejdet med leverandører, frivillige m.v. været tilfredsstillende? Er der vigtige erfaringer, som skal tages med i overvejelserne ved planlægningen af aktiviteterne i 2015? Alle evalueringsaktiviteter afvikles i mødeform, hvor DGI som udgangspunkt sætter dagsordenen. 16 Tidsplan For milepælsplan – se bilag 3 17 Bilag Bilag 1 - Budget Side 12 Stjerneløbet 2015 budget Indtægter: Sponsorater + samarbejdsaftaler: Deltagergebyr: I ALT 490.000,50.000,530.000,- Udgifter: Mødeudgifter 20.000,- Leje af materiel (hegn, toiletter, scene m.m.) 45.000,- Håndtering af affald 5.000,- El 35.000,- Lyd 15.000,- VIP-område (borde, stole, telte, hegn) 25.000,- Kommunikation og markedsføring 55.000,- Teltleje 25.000,- Forplejning (frivillige, deltagere og hjælpere) 50.000,-* Cykelløbet (tilbageløb RCR, tidtagning (her under præmier), m.m.m.) 90.000,-* (25.000,-) Frivillige 50.000,-* Stjernerytter 75.000,-* Diverse 50.000,- I ALT 530.000,- Overskud 0.000,- Ansøgning til Roskilde Kommune er til de *markerede udgifter 200.000,-