Bachelor - UC Viden

0
Omsorgens Symbolske vold –
en kvalitativ analyse om forståelsen af medinddragelse bland socialrådgivere i
den kommunale forvaltning på børn og familieområdet
Med fokus på de skjulte konstruktioners indflydelse på magtrelationen mellem borger og
myndighed.
The Symbolic violence of caring – a qualitative task about the interpretation
among social workers in the municipal management at the child and family area
An analysis with focus on the hidden constructions influents on the power balance between the
social worker and citizens.
University Collage Sjælland
Bacheloropgave 7. semester
juni 2015
Or00011va
Rohde, Channe Stephanie
Simnica, Arebardha
Anslag: 71.414
Vejleder ekstern
Elsvor, Signe
Må gerne udlånes
Bachelorprojektet er udarbejdet af socialrådgiverstuderende ved University College Sjælland som
led i uddannelsesforløbet. Projektet foreligger urettet og ukommenteret fra University College
Sjællands side, og er således udtryk for de studerendes egne synspunkter. Dette projekt – eller dele
heraf – må kun offentliggøres med forfatternes tilladelse.
1
Resume
Opgaven undersøger hvordan socialrådgivere forstår god medinddragelse, og hvilken effekt dette
har for magtfordelingen mellem dem og borgerne og borgernes medinddragelse. Analysen udføres
på baggrund af et fokusgruppe- og et kvalitativt interview, begge med socialrådgivere, og gennem
en semistruktureret tilgang. Opgaven skal ses gennem det socialkonstruktivistiske perspektiv og
analyseres med Bourdieus begreber Doxa og Symbolsk vold.
Analysen opstiller en mulig fortolkning som viser, at socialrådgivere er styret at deres fagforståelse,
og at medinddragelsesmetoden beror på en konkret og individuel vurdering af borgernes behov.
Dette giver socialrådgivere magten til at vurderer, hvornår og hvordan borgeren skal inddrages.
Dette bevirker at borgerne står i en svag position ift. både at opnå indflydelse på medinddragelsen,
og til at blive inddraget i det juridiske perspektiv.
Abstract
This task examines how social worker constructs good involvement, and how this effects the power
balance and involvement between the citizen and social worker. The task is performed on geniuses
in a focus group- and a qualitative interview with a semi-structured approach. All interviewees are
trained social worker / social moderates. The task uses a social constructivist perspective and
analyzed with Bourdieu's concepts Doxa and Symbolic violence.
An interpretation through the analysis shows that the social workers are influents by their
professional understanding. The involvement are based on a concretely and individual interpretation
of the citizens needs. This gives the social worker the power to assess when and how the citizen
should be involved. This causes that the citizen stands in a week position relative to the social
worker to be influence on the involvement and to become involved in the legal perspective.
2
Indholdsfortegnelse
1.0 Indledning
1.1 Problemformulering og begrebsafklaring
1.2 Fænomen, problem og relevans
1.3 Afgrænsning
2.0 Videnskabsteoretisk perspektiv
2.1 Socialkonstruktivismen
3.0 Undersøgelsesmetode
3.1 Kvalitativ undersøgelse med socialkonstruktivistisk afsæt og
Interviewguide
3.2 Fokusgruppeinterview
3.3 Kvalitativt interviewet
3.4 Interviewene
3.41 Informanter, roller og rammer
3.42 Etik
3.5 Reliabilitet, Validitet og metodekritik
3.6 Databehandling
3.7 Kodning og analysestrategi
4.0 Teoretisk udgangspunkt
4
4
5
6
6
8
8
9
10
10
10
11
11
12
12
13
4.1 Socialkonstruktivismen og Bourdieu
4.1 Doxa og Symbolsk vold
13
14
5.1 Inddragelse, involvering og rummelighed
5.2 Relation, kendskab og fornemmelse
5.3 Socialt arbejde og fagforståelse
5.4 Roller og Myndighedshalløj
5.5 At komme sig over et knæk
5.6 Lige for loven
15
15
18
20
22
24
26
5.0 Analyse
6.0 Konklusion
7.0 Litteraturliste
8.0 Bilag
3
27
3
1.0 Indledning
Der har gennem vores uddannelse været fokus på medinddragelse, som en af hjørnestene i godt
socialt arbejde. Hvor Retssikkerhedslovens § 4 på mange områder er blevet repræsentant for
medinddragelse. Og derfor vægtes som et af de parametre, der skal veje meget tungt, når man
arbejder som myndighedsperson og derved indgår i en asymmetrisk magtrelation med borgeren.
Retssikkerhedsloven har bl.a. til formål at sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale
myndigheder sagsbehandler samt at fastlægge strukturer og principper for administration jf.
Formålsparagraffen. Det er i sig selv et skisma, at de samme hænder som yder råd og vejledning
samt støtte, hjælp og behandling, er de hænder som potentielt udgør en trussel mod retssikkerheden.
Yderligere kan tillægges metodefriheden Retssikkerhedslovens § 4, som skal sikre, at arbejdet kan
tilrettelægges den enkelte, unikke borger. (Hielmcone 2003:4) Dette pålægger socialrådgiverne et
stort ansvar, da det herved bliver en del af arbejdet, at vurderer hvordan den pågældende borger
bedst muligt bliver inddraget. Det er således de samme hænder som skal sikrer borgernes
lovmæssige rettigheder, som udgør en restsikkerhedsmæssig fare.
Vi er særligt optaget af den tosidede rolle mellem at være proceskoordinator (tildeler af ydelser) og
myndighedsudøver, og hvilken betydning dette har for vores forståelse og brug af medinddragelse.
Derfor var vi spændte under praktikken på at se, hvordan det forvaltes i praksis. Vi fik her syn for,
hvor komplekst et felt socialrådgiverarbejdet er. Vi så, hvordan det at sidde i en magtrelation og
samtidig udføre et relationelt arbejde, er meget svært. Vi så eksempler på, hvordan en tydelighed
omkring lovmæssige rettigheder/pligter opbyggede fronter og skabte distance mellem parterne,
hvilket påvirkede samarbejdet negativt. Og vi så, hvordan lovmæssige pligter kunne blive
præsenteret som goder, og ikke som lovfæstede medinddragelsesmetoder for at undgå
magtsynligheden.
Med vores lovgivningsfokus på medinddragelse, har vores praktikophold og undersøgelser om
emnet givet anledning til stor refleksion. Vi har fundet at socialrådgiverfaget meget styret af egen
faglighed, hvor omsorg og medindlevelse fylder meget, og hvor lovgivning er brugbart så længe det
er den socialfaglige vurdering som er toneangivende. Måske er det sådan, vi sikrer udvikling i
sagerne? Måske er det sådan, borgerne ønsker, at den professionelle relation skal være? Men er det
medinddragelse, og hvor stiller det retssikkerheden? Med et socialkonstruktivistisk perspektiv vil vi
med denne opgave reflektere over, hvad vores forståelse og brug af medinddragelse har af
konsekvenser for borgernes medinddragelse og for det uundgåelige magtskel.
4
1.1 Problemformulering og begrebsafklaring
Hvordan
konstruerer
socialrådgivere
god
medinddragelse
af
forældremyndighedsindehaveren set i forhold til retssikkerhedslovens § 4?
Hvilken betydning får den forståelse for magtfordelingen mellem borger og
socialrådgiver og har det en betydning for borgernes medinddragelse?”
I opgavens sammenhæng har medinddragelse både et juridisk og fagligt aspekt, som skal ses i lyset
af et socialkonstruktivistisk afsæt, der beskriver hvordan medinddragelse er formet og fortolket
igennem den enkelte socialrådgivers forståelse. Denne er dannet gennem interpersonelle
forudsætninger, historiske perspektiver, den samfundsmæssige opfattelse og den organisationsnære
praksis. (Juul og Pedersen 2012:187 ff.) Yderligere lægger vi i analysen stor vægt på
socialrådgivernes forståelse af deres fag set igennem det Interaktionistiske perspektiv.
I opgaven er der et gennemgående fokus på magtfordelingen mellem socialrådgiveren og borgeren.
Dette bunder i det faktum, at der i myndighedsudøvelsen er en asymmetri i relationen mellem
borger (som modtager af ydelser) og socialrådgiveren (som bevilliger). Magtbegrebet i opgaven
skal ses ud fra et socialkonstruktivistisk afsæt, hvor samfundsstrukturer skaber uligheder og magt
asymmetri. (Juul og Pedersen 2012:187) Og skal ses ift. Bourdieus forståelse af magt, som usynligt
indlejret i samfundsborgerne gennem opdragelse/Institutionalisering, som får os til at agere efter
antagne sandheder. (Pedersen og Olesen 2000:159) Dvs. at magten i denne opgave er en legitim
størrelse, som følger med myndighedsudøvelse og er ikke resultat af en bevidst handling rettet mod
et specifikt mål, og magten føles ikke (nødvendigvis) som et overgreb.
1.2 Problem, fænomen og relevans
I opgavens socialkonstruktivistiske perspektiv forstås sociale problemer ”som de vilkår, tilstande
og attituder, der af et givent samfund, på et givent tidspunkt opfattes som problematiske. (…) og er
således i henvisning til samfundets værdier, (…) og er i den forstand skabt af samfundet. (Henriksen
2002:295 ff.) Vi antager altså, i og med at lovgivningen er skaber af den position som
socialrådgiverne sidder i, så er tilstanden samfundsmæssigt accepteret – og således ikke et socialt
problem.
Hvorfor har opgaven så relevans for det sociale arbejde?
5
Som beskrevet indledningsvist antyder forskning, at socialrådgivere er særligt præget af og forstår
medinddragelse ud fra deres egen fagforståelse, hvilket kan underdreje det juridisk perspektiv på
medinddragelse. (Rambøll management 2004) og (Kilendal mf. 2011)
Ifm. Retssikkerhedslovens ændring i 1998 udførte Socialstyrelsen i samarbejde med Rambøll
management en undersøgelse af Retssikkerhedslovens § 4 fra 2002 til 2004. Denne fandt en generel
tendens; at borgerens retssikkerhed blev underkendt af velmenende socialrådgivere, som tolkede
medinddragelse gennem deres fagforståelse og ikke gennem lov. I deres forsøg på at sikre god
medinddragelse, blev borgerens faktiske retssikkerhed omformet til omsorg og magtforholdet sløret.
Senere undersøgelser bl.a. Kilendal mf. 2010 ”Den børnefaglige undersøgelse på vej mod
handleplaner” viser at meget lidt har ændret sig.
Retssikkerhedsloven bygger på grundprincipper om, ”at borgerne er den primært ansvarlige for sin
egen situation, og når samfundsborger underlægges magt, skal de vide hvorfor og hvordan –
Borgerne (…) skal kende deres rettigheder og pligter (…) både ift. det beskrevne problem, og de
regler der gælder ifm. sagsbehandlingen. Det er vigtigt at der er klarhed om rollerne herunder
sagsbehandlerens rolle som myndighedsperson. (…) Hvis ikke borgerne bliver inddraget, (…) er
det vanskeligt for borgerne at påtage sig dette ansvar.” (Vejl. Retssikkerhedsloven 73. kap 6).
Vi ser altså i lovgivningen, at det er socialrådgiverne som skal skabe en rum for, at borgerne kan
benytte sig af deres lovmæssige rettigheder. Således er det op til borgerne at bruge disse, man kan
kun dette, ved at være oplyst om sagen og oplyst om de forvaltningsmæssige retningslinjer.
Vi ser at socialrådgiverarbejdet agerer i et felt, præget af en lovgivning som lægger vægt på
borgerens egen selvstændighed men som alligevel tildeler socialrådgiveren meget magt. Og præget
af en fagforståelse som lægger vægt på omsorg og advokering for borgerne i centrum. Således er
der to udgangspunkter til medinddragelsen. Er der i dette ikke tale om et socialt problem, er der i
hvert fald et skisma som vi som faggruppe må forholde os til, når vi er myndighedspersoner.
1.3 Afgrænsning
Vi finder vores problemfelt relevant i enhver forvaltning, men tager udgangspunkt er på børn og
familieområdet. Grundet den heri øvrige benyttede lovgivning, bl.a. Serviceloven, som lægger op til
samarbejde mellem borger og myndighed. Det er vigtigt, at relationen til borgerne er så god som
mulig jf. formålsparagraffen stk. 3. Her tages udgangspunkt i borgernes eget syn for sagen og
dennes behov samt at arbejdet udføres i samarbejde med borgeren.
6
Serviceloven har altså til formål, at skitsere de kommunale myndigheders opgave med råd og
vejledning samt kompensere og tildele serviceydelser, således at borgerne kan (for)blive
selvforsørgende, lette deres dagligdag eller blot øge deres livskvalitet. Retssikkerhedsloven er
derimod en sikring af borgerrettigheder, når der sagsarbejdes. Altså når borgerne ”ønsker” at gøre
brug af Servicelovens ydelser. Sat på spidsen kan man sige, at hvis ikke Retssikkerhedslovens
formål – netop borgernes eget ansvar – overholdes, forsvinder hele det grundlag, som vores love er
opbygget efter.
Vi har valgt udelukkende at se på medinddragelse af forældrene – og disse er omtalt
”borger” i gennem opgaven. Dette er bl.a. valgt grundet Forældreansvarsloven, som klarlægger, at
forældrene bærer ansvaret for barnets interesser og omsorg og kan træffe afgørelser vedr. barnets
personlige forhold indtil barnet fylder 18 år. (Forældreansvarsloven § 1, stk. 1 og 2) Vi tolker altså i
denne opgave forældrene som de primære samarbejdspartnere.
Vi har antaget i opgaven, at den rolle man sidder i som borger, er underliggende ift.
socialrådgiveren, fordi man er Institutionaliseret til at være underliggende for en myndighed. Vi
beskæftiger os ikke videre med, hvordan denne rolle styrkes eller svækkes. Men gør her
opmærksom på, at der er mange faktorer som spiller ind – bl.a. opbygningen af forvaltningen, og
hvordan man mødes af de fysiske rammer. Vi finder det meget interessant, men har måtte udelade
dette grundet opgavens omfang. Yderligere hertil er en vigtig pointe, i både vores menneskesyn og i
socialkonstruktivismen, at mennesker ikke er passive i deres sociale relationer, og selvom borgerne
er underlagt magt ift. socialrådgiveren, er de stadig en styrende faktor i den relation som opbygges.
Men vi har valgt udelukkende at se på socialrådgiverens tolkning, da vi gerne vil ende ud i en
refleksion over, hvilke konsekvenser den tosidede rolle som socialrådgiver har, får for borgerne.
2.0 Videnskabsteoretisk perspektiv
Nedenstående er en begrundelse for vores videnskabsteoretiske ståsted ift. problemformuleringen
samt en redegørelse af de konsekvenser som udledes heraf.
2.1 Socialkonstruktivismen
Vores problemfelt og -formulering er omdrejningspunktet for vores opgave, og er derfor styrende
ift. valget af videnskabsteoretisk retning.
”Hvordan
konstruerer
socialrådgiver
god
medinddragelse
forældremyndighedsindehaveren set i forhold til Retssikkerhedslovens § 4?
af
Hvilken betydning får den forståelse for magtfordelingen mellem borger og
socialrådgiver og har dette en betydning for borgernes medinddragelse?”
7
Opgaven omhandler, hvordan socialrådgiveren som udøver, forstår og tolker god medinddragelse.
Og hvordan samfundet/organisatoriske forudsætninger og magtforhold får direkte konsekvens for
borgerens medinddragelse, og for den rolle som borgeren indtager ift. socialrådgiverne. Derfor har
det været naturligt at lægge et socialkonstruktivistisk perspektiv på opgaven, da den netop fokuserer
på hvordan menneskets forståelse er præget af den kontekst, som den agerer i under indflydelse af
historiske
og
diskursmæssige
forudsætninger.
(Juul
og
Pedersen
2012:188)
Da
socialkonstruktivismen sætter spørgsmålstegn ved alle antagne sandheder, (Ibid:187) kan vi med
dette perspektiv stille spørgsmålet - hvad medinddragelse er, og hvordan denne forståelse får
konsekvens for borgerne rolle og mulighed for medinddragelse?
Da medinddragelse er stadsfæstede ved lov, og det sociale arbejde er reguleret herunder, er det
naturligt styrende for socialrådgiverens fortolkning af indholdet. Men som før nævnt, er
socialrådgivernes fortolkning ligeledes præget af deres fagforståelse. Derfor er det en
grundantagelse i opgaven, at socialrådgiverne deler en fælles praksis. Dette kan ses gennem
socialkonstruktivismen, der beskriver hvordan man agerer efter antagende sandheder. (Juul og
Pedersen 2012:189) Yderligere beskrives det hvordan tolkninger ikke kan ses uafhængigt af den
som tolker. (Ibid:189) Dette giver en tosidet pointe om, at socialrådgivernes personlige
fortolkninger kan være forskellige, til trods for fælles antagelser. Samt at opgaven skal ses i lyset af
os som forsker på området. Vi vil altså ikke få det endegyldige svar på problemformuleringen men
et plausibelt bud på, hvordan sammenhængen mellem syn på medinddragelse påvirker relationen
mellem borger og myndighed.
Grundlæggende er der et magtperspektiv i socialkonstruktivismen, da forståelse og tolkninger af
fænomener konstrueres gennem samfundsdiskurser, (Ibid:189) som socialrådgiverne ligger under
for. Men også i borgermødet er magten gældende, hvor borgerens tolkninger og forståelse af
situationen er præget af den (underliggende) position ift. socialrådgiveren. Denne forståelse af
situationen skaber grundlaget som socialrådgiveren vurderer medinddragelsen ud fra.
Som præsenteret ovenfor beskriver socialkonstruktivismen i lighed med Bourdieu
Institutionalisering - som er de normale/forventede tanke og handlemåder skabt gennem
samfundsdannelse. (Juul og Pedersen 2012:196) Når man træder ind i en forvaltning, er man ved en
myndighed, og det er derfor forventet at man opfører sig på en særlig måde ift. den kultur, man
befinder sig i, og Institutionaliseringen gør, at man (som regel) accepterer denne norm uden at sætte
spørgsmålstegn. (Ibid:196) Man er derfor som borger allerede placeret i en rolle, som er
underliggende for socialrådgiveren/myndigheden. Socialrådgiverne har derfor en meget stor magt
8
ift. hvordan borgerne oplever mødet, da det vil være Institutionaliseret at godtage den
medinddragelse, som de bliver tilbudt.
Det er ikke vores formål med opgaven at skitsere, hvad god og dårlig medinddragelse er, dette ville
heller ikke være i tråd med det socialkonstruktivistiske perspektiv, som beskriver, at retten til at
definere fænomener skal ske gennem forhandling mellem samfundsparter. (IBID:189) Men vi vil
belyse, hvilke konsekvenser socialrådgiverens tolkninger har for borgerens medinddragelse. Dette
er muligt med socialkonstruktivismen, som beskriver, at forskning i dette perspektiv kan bidrage
med viden om, hvilke konsekvenser et særligt syn på fænomener får for den måde fænomenet
optræder på. (Ibid:190)
3.0 Undersøgelsesmetode
Nedenstående er en gennemgang af opgavens empiriske grundlag. Herunder undersøgelsesmetoder
og informanter set i lyset af det videnskabsteoretiske perspektiv.
3.1 Kvalitative undersøgelser med socialkonstruktivistisk afsæt og Interviewguide
Vores valg af undersøgelsesmetoder tager afsæt i problemformuleringen, som omhandler tolkning
af medinddragelse og konsekvenser heraf. Dvs. at vi er på jagt efter at finde de ubevidste og
usynlige processer som er styrende for medinddragelsen.
For at kunne indsamle empiri, som kan rumme de personlige fortællinger, og samtidig kan belyse
noget mere dybt om informanternes forståelser end blot det sagte ord, benytter vi os af kvalitative
undersøgelsesmetoder, som netop indsamler dyb og indgående data om forståelser og
konstruktionen
af
fortolkninger.
(Kruuse
2011:23)
Samtidig
er
vi
styret
af
det
socialkonstruktivistiske perspektiv, som fortæller, at vores informanter vil være influerede af deres
magtplacering i feltet, deres fagforståelse samt deres erfaringer. (Juul og Pedersen 2012:189) Derfor
må vi have belyst disse emner og herfor benytter en semistruktureret tilgang til vores interviews.
(Kruuse 2011:139) Se interviewguide bilag 3.
En vigtig pointe her er, at vi går til feltet med en allerede teoretisk antagelse om, at
socialrådgivernes tolkning har en betydning for magtforholdet mellem dem og borgerne. Dette er i
tråd med Bourdieus Objektkonstruktionsteori, som fortæller, at man ikke kan frasige sig en teoretisk
forståelsesramme. (Järvinen og Mik-Meyer 2012:13) Yderligere skal der her tilføjes, at et hvert
forskningsobjekt i dette perspektiv altid er en ustabil og flertydig størrelse, som afhænger af, hvem
der tolker. (Ibid:9) Således bliver vores resultat ikke en endegyldig sandhed om medinddragelse,
9
men en række plausible bud på, hvordan socialrådgivere forstår medinddragelse, og hvilke
konsekvenser dette får for borgerne.
For at sikre at vi kom ind på de ovenstående emner, valgte vi at udforme en interviewguide. Vi skal
ift. vores problemformulering skal have svar på, hvordan socialrådgiverne forstår medinddragelse.
Derfor lægger vores interviewguide fokus på hvorfor spørgsmål, dog ikke ift. handlegrundlag, da
det vil være vores opgave, at analysere netop dette. (Kvale og Brinkmann 2009:153) Bourdieu
beskriver endvidere, at i interview øjeblikket er den ikke voldelige kommunikation et krav, for at
sikrer oprigtighed i de svar som konstrueres. (Ibid:123) Derfor er vores spørgsmål opstillet neutralt.
Interviewguiden blev tematiseret, hvor vi opstillede indledende spørgsmål til hvert af temaerne.
Under fokusgruppeinterviewet blev de indledende spørgsmål brugt som emner som gruppen
debatteret. Og vi stillede kun relevante opfølgende spørgsmål, når vi fandt at socialrådgiverne talte
om et opgave interessant emne. Under det kvalitative interview benyttede vi i langt højre grad de
opfølgende spørgsmål. Dette gennem aktiv lytning, for at kunne spørge ind til bagvedliggende
årsager – som naturligt kom frem i fokusgruppeinterviewet. (Ibid:159)
3.2 Fokusgruppeinterview
Da empirien skal rumme, hvordan socialrådgivere tolker og forstår medinddragelse, og hvordan
denne tolkning opstår i konstruktion, har vi valgt et fokusgruppeinterview som ramme om vores
dataindsamling. Fokusgruppeinterviewet er godt til at skildre forskellige holdninger og tydeliggøre,
hvordan betydningsdannelser sker i en gruppe. (Halkier 2002:12) Dette i sammenhæng med
socialkonstruktivismen, som netop antager, at fortolkninger sker under indflydelse af det handlende
felt. (Juul og Pedersen 20012:189) Endvidere er det, generelle antagelser vi leder efter, herfor må vi
angiveligt se på flere informanter, for at kunne sige noget om generelle holdninger. Dette kan vi
finde ved at interviewe en gruppe i interaktion med hinanden, hvor fokusgruppeinterviewet er
særligt velegnet til at producere data, som belyser de forskellige normer indenfor en gruppes
praksis. (Halkier 2002:13) Førnævnt leder vi efter meningen i det sagte ord og de skjulte faktorers
betydning, dette er fokusgruppeinterviewet fordrende for, da deltagerne i deres interaktion vil
udtrykke tavs viden gennem debat om emnet. (Ibid:16) Yderligere benyttes metoden i et forsøg på
at undgå ”glansbillede-historier”. Halkier beskriver dette som socialkontrol, da informanterne
”tvinges” til at forholde sig refleksivt til hinanden. (Ibid:16)
10
Vi fik mulighed for at interviewe tre socialrådgivere, hvilket ikke er meget i en
fokusgruppeforstand. (Kruuse 2011:150) Derfor vil vores rolle som interviewer være, at stille
reflekterende spørgsmål for at fremme diskussionen samt kompensere for deres antal.
3.3 Kvalitativt interview
Vi har valgt at tilføje et kvalitativt forskningsinterview til vores datamængde. Vi er på udkig efter
diskurser – generelle holdninger inden for socialrådgiver faget. (Juul og Pedersen 2013:188) Derfor
for at få validitet – troværdighed til vores resultat og empirimængde, (Kvale og Brinkmann
2009:172) var det vigtigt for os at kunne sammenholde fundne data fra fokusgruppeinterviewet med
øvrig data. For således at kunne sige noget generelt på baggrund af så få informanter. Det blev det
kvalitative forskningsinterview med fokus på, hvorledes sandheder konstrueres og mening skabes
gennem interaktion. (Juul og Pedersen 2012:222)
3.4 Interviewene
Nedenstående er en gennemgang af det praktiske omkring vores undersøgelse og dataindsamling.
3.41 Informanter, roller og rammer
Opgavens empiriske grundlag bygger på vores informanters udsagn, som alle er valgt ud fra deres
uddannelse og arbejde som socialrådgiver/socialformidler i det kommunale forvaltningsregi på børn
og familieområdet. Dette er valgt, da deres position som udøvere af medinddragelse har stor
betydning for vores opgave, da det netop er her medinddragelsen udspiller sig. Bourdieu beskriver,
hvordan antagne sandheder må analyseres gennem de, som producerer sandhederne. Og netop
derfor har vi valgt en Objektivering – en analyse af subjekterne (socialrådgiverne) selv. (Juul
Hansen 2013:106)
Vigtigt er at tilføje, at en af undersøgerne/os kender de tre informanter fra
fokusgruppeinterviewet på forhånd. Dette betyder, at vi har været særlig opmærksomme på, ikke at
blive indforstået og tillægge deres udsagn merværdi. Dette både under interviewet, i
databehandlingen og analysen. Det har også vist sig at være en fordel, da vi formåede at skabe tillid
mellem os og dem i en sådan grad, at interviewet fremstår meget åbenhjertet.
Ovenstående har ligeledes haft betydning for rollefordelingen i interviewsituationen, hvor den af os,
som ikke kendte de tre informanter styrede interviewet, mens den anden forholdt sig opmærksom på
antagelser
og
stillede
reflekterende
spørgsmål
hertil.
Dette
har
sammenhæng
med
fokusgruppeinterviewerteknik, hvor forskeren er ordstyrer og diskussionsleder. (Kruuse 2011:146)
Denne tilgang blev også brugt i det kvalitative forskningsinterview, hvor vi blot havde byttet roller.
11
Begge interviews blev foretaget på socialrådgivernes respektive arbejdspladser. Det resulterede i, at
informanterne var i trygge omgivelser. Men det øget til vores underlagte position ift.
Institutionaliserede, hvor vi som studerende havde svært ved at forholde os kritiske til uddannet
socialrådgivers udsagn og antagelser. (Pedersen og Olesen 2000:159) Og vi mærkede under
interviewet, måske en snært af, hvordan borgerne føler i mødet med en myndighed.
3.42 Etik
Da vores emne omhandler faglighed og praksis på et lovstyret område, var det vigtigt for os, at
informanterne var trygge til at tale frit. Derfor blev alle informanter oplyst om, at de i opgaven har
total anonymitet. Vi bestræber os på, at tolke ud fra informanternes egene holdninger, for at give
analysen så meget validitet som muligt. Vi fandt det dog alligevel ikke uden etiske overvejelser, da
vi skulle analysere på vores empiri. Vi havde ikke formået at holde os kritiske under interviewene,
og derfor har vi været påpasselige med at komme med stålfaste udsagn om, socialrådgivernes
manglende medinddragelse jf. lovgivningen. Af denne årsag ville vi gerne at socialrådgiverne læste
vores transskription. En ingen af vores informanter valgte dette.
3.5 Reliabilitet, Validitet og Metodekritik
Om hvor vidt vores opgaves fund, kan antages for at være ”rigtige.” Og om andre kunne drage
samme konklusion ud fra vores opgave, altså om opgaven har høj reliabilitet, er ikke interessant idet
socialkonstruktivistiske perspektiv. Her sker konstruktion af mening i interaktion med og mellem de
som konstruerer den, og i den kontekst hvor den konstrueres, som er præget af relationelle- og
magtforhold. (Järvinen og Mik-Meyer 2005:17) Her kan ses til magtrelation mellem os som
interviewer (som ønsker noget) og vores informanter (som giver noget). Der er altså der et
asymmetrisk magtforhold, som kan være hæmmende for meningsproduktionen, da dette vil være en
barriere for at vi kan forholde os kritiske. Da vi er Institutionaliseret ind i, at agere på en særlig
måde. (Ibid:100) Hvilket vi som før nævnt oplevede ifm. interviewene. Det hæmmede os ift. at
kunne stille kritiske spørgsmål og komme helt ind på informanternes forklaring, og derved opnå
dybere indsigt.
Da det i det socialkonstruktivistiske perspektiv lægges op til, at resultater skal vurderes af den
enkelt læser, bliver validiteten essentiel i opgaven. Validiteten i dette perspektiv, bliver således til
en anskueliggørelse af, hvordan vi er nået frem til vores konklusioner. Det er altså en
gennemsigtighed og en begrundelse for alle valg som er truffet. Så det bliver muligt for læserens,
selv at drage egne konklusioner. (Ibid:228) Derfor er validiteten en tilgang til opgaven, hvor vi har
gjort os grundige med, at begrunde alle valg og disses indflydelse på vores konklusion.
12
Så selvom man i socialkonstruktivismen ikke kan tale om sandheder, er det stadig muligt at drage
konklusioner. (Ibid:226) Vi kan altså svare på, hvordan socialrådgivere ser medinddragelse ift.
borgeren. Men vi kan derimod ikke, med vores teoretiske afsæt, belyse det fulde billede af, hvorfor
netop denne tilgang bliver vægtet. Således er det vigtig pointe, at opgaven er en lille brik i et større
og langt mere komplekst felt. Om generaliserbarheden kan man sige, at det er meget at antage
generelle holdninger på hele socialrådgiverfeltet ud fra empiri indsamlet i to kommuner. Men
sammenholdt og analyserede gennem de fagetiske principper, forsøger vi at komme så tæt på som
muligt ud fra opgavens omfang og problemformulering. Hertil kan lægges, at vores konklusion
drager paralleller til de fund, som vi skitserede fra øvrige undersøgelser bl.a. Undersøgelse af
Retssikkerhedslovens § 4. (Rambøll management 2004)
Det vi kan bruge opgaven til, er at huske på, at det sociale arbejde i de kommunale forvaltninger,
kræver refleksion og en konstant stillingtagen til vores egen praksis.
3.6 Databehandling
Som beskrevet har vi valgt at transskribere vores empiri. Da vores formål med undersøgelsen er at
analysere på skjulte faktorer, som gemmer sig i det sagte ord, er det vigtigt for vores empiriske data,
at vi kommer så tæt på den fortælling, som blev konstrueret i interviewet. Derfor transskriberes der
meget omhyggeligt ordret. Således vil det være muligt at tolke og analyserer på indholdet af det
sagte. (Ibid:202) Det skal hertil siges, at til trods for at transskriptionen er ordret, kan man ikke
komme udenom, at oversættelsen fra tale til tekst i sig selv er en analyse. (Kvale og Brinkmann
2012:202) Derfor vil man altid kunne se afsæt af unøjagtighed i den frembragte empiri, som
Bourdieu beskriver. (Ibid:124)
3.7 Kodning og Analysestrategi
Nedenstående er skrevet med udgangspunkt i fokusgruppeinterviewet, som er opgavens primære
empiriske grundlag. Grundet det ikke er muligt at finde generelle antagelser i enkeltmands
interview.
Efter transskriptionen har vi bearbejdet vores data gennem meningsfortolkning, som netop kan
fange vores intention med at ville analysere på tekstens ånd og ikke det sagte ord. (Kvale og
Brinkmann 2009:235) Det er således en fortolkning af teksten med fokus på meningsdannelse.
(Ibid:230) Dette, efter selektering i fund, efterlod os med 6 emner som vi bygger vores analyse på.
Temaerne er ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge ift. interviewet, men sat ind som det
passer bedst i den samlet fortælling og meningsdannelse. Således analyserede vi vores fundene
13
antagelser fra vores empiri og koblet teori på i sammenhæng med skriveprocessen. Det kvalitative
interview blev bearbejdet, med samme metode, efter vi havde fundet de 6 antagelser i
fokusgruppeinterviewet, mhp. at validerer antagelserne.
4.0 Teoretisk udgangspunkt
Nedenstående er en redegørelse af det valgte teoretiske udgangspunkt som vi vil belyse vores
problemformulering igennem. Dette valg er influerede af vores videnskabsteoretiske forståelse og
vil ligeledes blive gennemgået.
4.1 Socialkonstruktivismen og Bourdieu
Vores opgave er i høj grad styret af det socialkonstruktivistiske perspektiv, hvor vores
problemformulering stiller spørgsmålstegn ved, hvad god medinddragelse er og hvilke
konsekvenser det har for borgerne.
Bourdieus teorier har en overbevisning om at mennesket er et meningssøgende væsen med en grad
af selvbestemmelse i handlinger, hvor valg, både bevidst og ubevidst, er influeret af den sociale
kontekst, og det felt som konteksten udspilles i. (Pedersen og Olesen 2000: 137ff.) Vi kan altså
beskrive, hvordan socialrådgiveren forstår og vælger at medinddrage, gennem indflydelse fra
relationen med borgeren samt spillereglerne i den kommunale forvaltning.
Bourdieu var optaget af samfundsmæssige og sociale omstændigheder med udkig efter de skjulte
magtfaktorer. Han er derfor beskrevet som socialkonstruktivist. (Jerlang 2009:113 ff.) Og kan
forklare vores problemfelt, hvor vi er på udkig efter, hvordan socialrådgivernes magt i relationen til
borgerne, får betydning for borgerens position og medinddragelse.
Yderligere er fokus på de samfundsmæssige og sociale kontekster, og hvordan mennesker præger
disse. Den sociale virkelighed, som man befinder sig i, er en proces i konstant udvikling og under
indflydelse fra både aktører og kontekst. (Jerlang 2009:113 ff.) Ligeledes var Bourdieu optaget af
de forudsætninger, som mennesker handler og tolker ud fra, og hvilke forudsætninger som er
styrende i forskellige miljøer. (Ibid:114 ff.) Dvs. at vi kan benytte Bourdieu i analysen til at
forklare, at den konkrete tolkning af Retssikkerhedsloven § 4 har betydning for magtfordelingen
mellem borger og socialrådgiver, og at dette har en betydning for borgerens medinddragelse.
4.2 Doxa og Symbolsk vold
I belysningen af vores problemformulering gennem analyse af empirien benytter vi Bourdieus
begreber Doxa og Symbolsk vold.
14
Bourdieus begreb Doxa beskriver de normer og holdninger, som ligger til grund for
handlerationaler og magtforhold i et givent felt. Handlerationalet i Doxa er ikke reflekterede eller
bevidste handlinger, men handlinger og meninger, som er indlejret i ”alle” som opererer i feltet.
(Pedersen og Olesen 2000:150) F.eks. fagforståelsen i socialrådgiverfeltet som er styrende for
socialrådgiverne – den måde de ser sig selv på, og de normer som de handler ud fra. Det er altså et
sæt ikke-italesatte regler og normer, som er udviklet over tid i et givent miljø under indflydelse fra
faktorer. (Järvinen mf. 2005:16) Af disse faktorer, som er styrende for handlinger, har vi fokus på
fagforståelsen, belyst gennem det Interaktionistiske perspektiv. For således at kunne analysere med
teori, om hvilke konsekvenser denne forståelse, har for borgernes medinddragelse.
Doxa er, udover at være styrende for handlerationaler, også styrende for hvordan mennesker
ubevidst positionerer sig ift. hinanden. (Pedersen og Olesen 2000:150) Som før beskrevet, er vi
mennesker Institutionaliseret ind i at handle på specifikke måder, ift. den kontekst vi befinder os i. I
opgaven er det klart, at socialrådgiverens position ift. borgeren er overliggende, og derfor må
socialrådgiveren tydeliggøre sin rolle som myndighed, for at kunne opfylde Retssikkerhedslovens §
4. Det antages imidlertid også at socialrådgiverne er styret af deres fagforståelse, og at dette spiller
en rolle i deres positionering. Vi vil derfor yderligere med Doxa analysere vores empiri ift. at belyse
hvilke konsekvenser positioneringen har for borgernes medinddragelse.
Symbolsk vold beskriver Bourdieu som den tilpasning/positionering mennesker gør sig ift. Doxa.
(Järvinen mf. 2005:17) Som før nævnt beskriver socialkonstruktivismen, at samfundet og felter er
styret af de som har magten. De, som besidder de ”kvaliteter” som beregnes for væsentligt inden for
et givent felt, vil positionere sig ”over” de, som er underliggende. Det er altså tiden og feltets
anerkendende faktorer som er bestemmende for, hvem der har magten. (Bourdieu og Wacqant
1996:136) De, som indtager denne magtposition, vil per automatik og ubevidst dominere handlinger
med deres magt, ligesom de, der er underlagt, vil agere efter de angivende faktorer. Dette begrunder
Bourdieu med, at et felt altid vil forsøge at opretholde sin legimitet ved at styrke sin magt, og de
underliggende for magten vil forsøge at opnå indflydelse ved at tilpasse sig. (Jerlang 2009:118) og
Pedersen og Olesen 2000:151) Denne tilpasning er, hvad Bourdieu kalder Symbolsk vold. Vi ser
den beskrevet i opgavens antagelse om, at borgerne handler efter de rationaler, som de tror vil
bringe størst gavn for dem i sagsbehandlingen.
Den symbolske vold udspilles altså i relationen, hvor aktørerne positionerer sig ift. hinanden, og
hvor den ene af aktørerne får en position som styrende i relationen. (Pedersen og Olesen 2000:147)
Symbolsk vold er dermed ikke et fænomen, vi kan komme udenom eller skal bekæmpe – det er en
15
præmis i de relationer, som vi indgår i. Men når socialrådgiveren har en dobbeltrolle som
myndighed og arbejdsfælle ift. borgeren, og skal sikre - ikke kun juridiske korrekte afgørelser, men
også et stykke relationelt socialt arbejde, er det vigtigt at være opmærksom på asymmetrien i
magtrelationen, således at vi som myndighed ikke begår juridiske overgreb og underkender
borgeren som part i egen sag. Dette er det vigtigt, da borgerne Institutionaliseret vil underlægge sig
frivilligt og ubevidst i forsøg på at styrke deres position i relationen, og herfor kan komme til at
modarbejde deres egen medinddragelsesmulighed.
5.0 Analyse
I følgende vil vi analysere vores empiri ud fra det samlede teoretiske anlæg, opgaven har, herunder
Socialkonstruktivismen og Interaktionismen samt et særligt fokus på Bourdieus begreber Doxa og
Symbolskvold. Vi vil tage udgangspunkt i den samlede empiri, som er kodet ift. at finde frem til,
hvad vores informanter mener, er god medinddragelse.
5.1 Inddragelse, involvering og rummelighed
Gennem fokusgruppeinterviewet taler socialrådgiverne om, at god medinddragelse for dem handler
om at skabe rammen om et samarbejde, og fremme etableringen af en relation til borgeren. En
relation som er så stærk, at borgerne får mulighed for at gennemgå en social proces og løse deres
eventuelle vanskeligheder: ”Vi er med til at facilitere nogle processer og bygge nogle relationer op,
som forhåbentlig kan gøre, at folk får styrke til at klare deres problemer.” (Bilag 1:9)
Socialrådgiverne begrunder altså deres relationsfokus med, at det er den, som er grundstenen for at
skabe god udvikling i samarbejde med borgerne. Derfor ligger deres fokus her, når de møder
borgerne – at skabe relation som det første: ”Altså til start med, (…) vi bruger meget tid på at lave
et godt, altså at få startet et godt samarbejde op.” (Bilag 1:13) For socialrådgiverne betyder det at
skabe en god relation og et godt samarbejde, at borgerne må mødes hensigtsmæssigt ift. at fremme
relationsdannelsen
”Hvis nu nogen kommer ind i et rum hos os, (…) og vi som det første sige, (…) vi skal
lige gennemgå de første 20 sider af RSL, for ligesom I ved hvad der gælder for jer –
Rettigheder og sådan. Så har vi mistet dem! For så tænker de, Hvad sker der lige
her?”(Bilag 1:6)
Dette udleder en antagelse, hos de pågældende socialrådgivere om, at relationen bærer det sociale
arbejde og de sociale processer, og hvis borgerne bliver mødt af et myndighedssystem, vil det
modarbejde relationsarbejdet: (”Borgerne gerne vil mødes af et menneske og ikke af en lov. Vi skal
ikke tale for teknisk til dem.”) (Bilag 1:6) Socialrådgiveren forklarer her, hvordan en rapport om
16
borgernes syn på de sociale myndigheder – med netop denne titel - har sat sig i fagforståelsen. At
borgerne vil mødes af mennesker, som taler et ”normalt/hverdags sprog” for at kunne skabe et
samarbejde.
Socialrådgiverne tager således udgangspunkt i borgernes situation, hvilket stemmer overens med
socialrådgivernes fagetik: ”hvor fokus i mødet med borgerne er at fremme en social udvikling, og
tage udgangspunkt i borgerens situation.” (socialrådgivernes professionsetik 2011) I lyset af det
Interaktionistiske perspektiv kan vi se en forklaring herpå. Gennem begrebet Working agreement –
et udgangspunkt i borgeren, hvor fokus er at opnå en fælles forståelse, skabes grobund for en
Working relation, som sikrer udvikling i borgernes situation. (Hutchinson og Oltedal 2006:89 ff.)
Videre i Interaktionismen ses det talte sprog som en vigtig faktor. Det er et redskab, hvor man
positionerer sig selv og de øvrige aktører i forskellige roller. (Ibid:91) Ved at socialrådgiverne har
en forståelse af, at man skal tale hverdagssprog, og derved positionere sig som ligestillet med
borgerne, danner de så at sige mulighed for, at skabe et fælles grundlag for samarbejde. Altså
nivellerer de magten.
God medinddragelse og rammen om det gode samarbejde bliver i det kvalitative interview
præsenteret i udgangspunkt som en rolletydelighed, hvor det at være myndighedsrådgiver fylder
meget. Relationsdannelsen her sker automatisk fra det første møde: (På det allerførste møde
begynder man jo opbygningen af relationen.”) (Bilag 2:10) Der lægges i stedet stor vægt på
rollefordelingen og tydeligheden omkring denne. Det er for hende med til at skabe tilliden:
”Jeg er formel i starten. Jeg vil indledningsvist holde kontakten på et meget upersonligt
plan, fordi, det er ikke det, der skal fylde.” Mv. ”Jeg skal have nogle oplysninger, de
skal have noget viden af mig.” (Bilag 2:9)
Socialrådgiveren beskriver, hvordan hun sikrer tilliden ved at klarlægge magten i relationen fra start
af. Og at hun er meget opmærksom på, at mødet mellem hende og borgerne ikke bliver et
ligeværdigt møde:
”Det vil aldrig være et ligeværdigt møde. Der er forskellige årsager til at man sidder
ved bordet.” Mv. ”Man kan tilstræbe sig et ligeværd (gennem tillid). Stor, høj grad af
ligeværd i et møde, men der vil altid være et magtforhold.” (Bilag 2:10 ff.)
Det er oplysningerne om, hvad familierne har af muligheder ift. loven, som der lægges vægt på i
forsøget på at skabe tillid og godt socialt arbejde:
17
”Altså oplysninger ift. hvilke muligheder der er. For det handler om hvilke muligheder
lovgivningen giver. Og så inddrages de og bidrager. For jo mere jeg får af oplysninger
(…) jo bedre grundlag har jeg, for at træffe den rigtige afgørelse. (Bilag 2:11)
Ved første læsning ser det ud som om, at denne socialrådgiver skiller sig meget ud fra de øvrige
informanter, ved at have fokus på myndighedsaspektet i sit arbejde. Da hun har sit fokus på
tydeligheden i rollerne. Denne tilgang fremhæves ligeledes i lovgivningen som fremmende for
borgernes mulighed for, at opfylde sin rolle som medaktør i egen sag. (Retssikkerhedsloven § 4)
Men ved nøjere læsning ser vi, at socialrådgiveren benytter samme ræsonnement som de øvrige, når
det handler om oplysning af rettigheder. Der tages udgangspunkt i den unikke borger og den
konkrete situation. Det bliver således socialrådgiverens faglige vurdering af, hvad som er givtigt for
borgerne:
”Medinddragelse handler meget om fagetik. (…) Man udvikler over tid nogle metoder
som er brugbare i nogle situationer” Mv. ”Det er en afvejning jeg laver. Er det nu jeg
kan oplyse om de her ting, eller skal jeg vente til en anden gang, eller helt undlade? Det
er noget man lærer. (…) Lytte til hvor er folk henne og hvad tror man, man kan fortælle
som er nyttig viden. For det skal også være noget de kan bruge.” (Bilag 2:4 ff.)
Sagens oplysning er altså med udgangspunkt i borgernes situation og fortælling, og oplysninger om
rettigheder bliver en vurderingssag for socialrådgiveren, i forsøget på at etablere et
arbejdsfællesskab med udgangspunkt i borgerens egen fortælling: ”Jeg lytter mig ind til hvad der
kunne være af behov for hjælp eller støtte.” (Bilag 2:3) Og der bliver stillet skarpt på de forskellige
roller, som borgeren og socialrådgiverne har i mødet. I socialkonstruktivismen kodes roller og
Institutionaliseringen sammen, hvor det ene ikke kommer uden det andet. (Juul og Pedersen
2012:196) Dvs. at en rolletydelighed vil gøre borgerne endnu mere opmærksom på, at en særlig
ageren er forventet af dem, og de vil så muligvis være mere anlagte til, at handle underliggende ift.
socialrådgiverne som magtindehaver.
Således ser vi, til trods for forskellige syn på deres myndighedsrolle, at alle socialrådgiverne deler
antagelsen om, at medinddragelse og oplysning af rettigheder skal ske med udgangspunkt i
borgeren. Dette gennem en konkret vurdering foretaget af socialrådgiveren. Borgeren skal før
lovgivningen. Om fælles antagelse benytter Bourdieu begrebet Doxa; centrale læresætninger, som
er så naturlige, at de ikke diskuteres, da der ofte ikke er bevidsthed herom. (Järvinen mf. 2005:16)
Dette ses i begge datasæt, da forklaringen er så implicit, at vi måtte en teoretisk analyse igennem for
at finde antagelsen herom. Vi kan udlede heraf, at socialrådgiveren er meget styret af deres
faglighed, og borgerne derfor er et naturligt centrum for sagen, hvor der tages udgangspunkt i
dennes egen fortolkning. Men det gør ikke borgeren til primær aktør, da borgerne står uvidende
18
omkring de faktuelle og lovmæssige rettigheder mellem borgerne selv og den sociale forvaltning.
Således er borgerne medinddraget i oplysningen af sin sag, men er ikke hovedaktør.
5.2 Relation, kendskab og fornemmelse
Vi ser altså at socialrådgiverne prioriterer, ved mødet med borgerne, at benytte deres fagforståelse
og deres fagetik, hvor en pointe er at: Kontakten til borgeren samt opmærksomheden på sproget er
styrende for konstruktionen af den sociale virkelighed. (Socialrådgivernes professionsetik 2011)
Som beskrevet ser vi at etikken udspringer fra Interaktionismen, hvor der lægges vægt på, at
dannelsen af den sociale virkelighed sker i samspil, og vi som professionelle således må være
ansvarlige for den virkelighed som borgerne deltager i. Dette for at fremme den udvikling som, vi
ser, er nødvendig. Og for at danne Working relation må socialrådgiveren tage udgangspunkt i
borgerens fortælling, og danne en fælles forståelse af sagen – Working agreement. (Hutchinson og
Oltedal 2006:92) Dvs. medinddragelse handler om, at lytte til borgerne, høre hvad borgerne har
behov for, og mærke hvordan socialrådgiverne kan understøtte den sociale proces og
relationsdannelse: (Uggerhøj 2002:91)
”Vi bliver nød til at finde ud af, hvem det er vi sidder foran. Altså finde ud af, hvordan
de har det bedst med noget (medinddragelsen). (…) Vi skal lære borgerne af kende og
finde ud af det (hvordan de inddrages bedst).” (Bilag 1:8)
I forlængelse af Working relation, ses hvordan socialrådgiverne beskriver at oplysning af
rettigheder og myndighedsudøvelse, kræver at man har kendskab til borgerne, for at sikre at det
ikke hæmmer relationen. Socialrådgiverne ser det derfor som deres arbejde, at varetage processen
med, at gøre borgerne opmærksom på deres rettigheder som behovet opstår:
”Vi skal huske på deres rettigheder, når der opstår noget, (…) så skal vi gøre dem
opmærksom på det. Det handler om at holde øje med, hvor borgerne er henne i
situationen, og så vide i sin værktøjskasse, at de faktisk har ret til det og det. (Bilag 1:6)
Dette er i sammenhæng med opgavens antagelse om, at socialrådgiverne primært er styret af deres
fagforståelse ift. medinddragelse, frem for de lovmæssige rammer som deres arbejde udspiller sig i.
Socialrådgiveren er således dem som definerer, hvornår og i hvilket omfang borgerne har behov for,
at kende til deres rettigheder. Vi kan altså se socialrådgiverne påtage sig rollen som borgernes
advokat. Dette har sammenhæng med Doxa begrebet, som beskriver at den Institutionaliserede
måde vi positionerer os ift. hinanden, er styret af det felt vi befinder os i, som bl.a. er skabt gennem
de organisatoriske rammer. (Olesen og Pedersen 2000:152) Eller som socialkonstruktivismen kalder
samfundsmæssige magtstrukturer. (Juul og Pedersen 2012:189 ff.)
19
Den organisatoriske ramme om arbejdet, hvor den asymmetriske magtfordeling gør at
socialrådgiverne træffer afgørelser med indflydelse på borgernes liv. Bliver det således naturligt for
socialrådgiverne, at være dem som varetager medinddragelsen. Altså er den måde vi som samfund
har valgt at opbygge vores forvaltningssystem, influerende på socialrådgivernes forståelse af deres
rolle. I det socialkonstruktivistiske perspektiv ville man sige, at samfundet har antaget denne
forvaltningsopbygning og praksis som sandhed, og socialrådgiverne og borgerne er blevet
Institutionaliseret til at se denne proces som en naturlighed. (Juul og Pedersen 2012:189) Bourdieu
kunne mv. forklarer gennem Feltbegrebet, at menneskets handlinger er influeret af de omgivelser
som der handles i, og derfor er de organisatoriske strukturer determinerende i socialrådgivernes
opfattelse. (Pedersen og Olesen 2000:137)
Her kan udledes en antagelse om, at socialrådgiveren ved bedst hvordan og hvornår borgerne bør
medinddrages:
”Borgerne er forskellige og skal havde det (medinddragelse) på forskellige måder. (…)
Så ved man godt at de her, skal have noget på skrift, og andre forældre kan man bare
tale om det, og så fanger de det med det samme. Det er noget man fornemmer i mødet
med folk.”. (Bilag 1:7)
Man ser i begge interviewene at socialrådgivernes forståelse af medinddragelse og tilrettelæggelsen
heraf, er en proces der ikke er fastlagt eller struktureret. Valget af inddragelsesmetode er op til den
enkelte socialrådgiver:
”Man kan ikke sige at jeg går systematisk frem ift. RSL § 4. (…) Der er mange ting som
går ind over, og det er noget man drager med i sine faglige overvejelser både før, under
og efter mødet med borgerne.” (Bilag 2:2) ”Altså jeg tænker (hvordan der skal
medinddrages) at det er noget man fornemmer.”(Bilag 1:7)
Socialrådgiverne vurderer altså hvordan der skal medinddrages fra gang til gang. I
fokusgruppeinterviewet fortæller én, hvordan man kan tage en snak med borgeren om, hvordan
denne synes at blive inddraget bedst: ”Og det kan man jo altid snakke om, hvordan vil du bedst
have at når vi snakker om noget, vil du have det på skriv? Eller vil du have at jeg ringer til
dig?”(Bilag 1:7) Men ved påhør om de benytter denne tilgang, er svaret at det gør de ikke.
Dette pointerer ovenstående Doxa, at antagelser er selvindlysende og en naturlig del af arbejdet i
forvaltningen. En praksis som der ikke stilles spørgsmålstegn ved. (Järvinen mf. 2005:16) Det er
ikke pointen at udelukke borgeren fra processen, men det er heller ikke naturligt at inkludere dem.
Socialrådgiverne beskriver at de fornemmer hvordan borgerne skal inddrages – altså de sætter sig i
borgernes sted og har indlevelse i deres følelser. Det er altså omsorg for borgerne som får
20
socialrådgiverne til at vælge denne tilgang. Her er det relevant at inddrage Symbolsk vold, som er
en udøvelse af magt, som ikke synes at fremstå som magt, da den opstår og begrundes med gode
intentioner. (Järvinen mf. 2005:17) Den opstår fordi at socialrådgiveren ønsker at give omsorg og
støtte. Men resulterer i en praksis, som end ikke er reflekteret eller bevidst, men som fastholder
magtskellet mellem borger og system.
Dette understreges yderligere i det kvalitative interview, hvor socialrådgiverne beskriver at hun
oplyser om rettigheder efter hvad hun mener, er relevant for borgerne: ”Jeg sidder ikke og lister det
hele op ved første møde, bang, bang, bang. Det foregår i en samtale, hvor jeg fornemmer mig ind
til, hvad der kan være relevant at vide.” (Bilag 2:11)
Det kan altså konkluderes at fagligheden for socialrådgiverne, er et vigtigt parameter i mødet med
borgerne. Hvor en opgave er, at vurdere hvordan og hvilken medinddragelse som borgerne får størst
gavn af. Således tilskriver socialrådgiverne sig Uggerhøjs beskrivelse af fagidealet om, altid at
agerer mere socialt og vejledningsorienteret end administrativt. (Uggerhøj 2005:81)
5.3 Socialt arbejde og fagforståelse
Ved gennemgang af fokusgruppeinterviewet ses der en ensartethed, i den måde som socialrådgiver
møder borgerne på. Og i det kvalitative interview fortæller socialrådgiveren, ”Det er lige meget om
de (borgerne) har mig eller mine kollegaer, for vi gør det (medinddrager) på samme måde – mere
eller mindre. (Bilag 2:8) Denne samstemmighed kan forklares gennem feltbegrebet, som beskriver
hvordan der skabes en kultur i et felt, som er styret af specifikke logiker. (Jerlang 2009:119) Der er
dog også muligt at differentiere sig mellem feltets doxa og den personlige fagforståelse. (Ibid)
Hvilket giver rum for, at det er muligt at tillægge sig en personlig holdning til medinddragelse.
Dette ses i fokusgruppeinterviewet hvor en omtalt kollega har handlet i uoverensstemmelse med de
3 socialrådgiveres forståelse af medinddragelse:
”Jeg synes det var på vippen. Man kan ikke lade forældre gå i forkert tro, (…) af frygt
for hvad der så vil ske, hvis det kom for dagens lys. (…) Det kan man ikke. Det synes jeg
faktisk ikke er i orden.” (Bilag 1:8)
Her beskriver socialrådgiverne en difference, mellem deres egen fagforståelse og anvendelse af
medinddragelse og deres kollegas. I interviewet fremgår det ikke, om skellet af kodeks blev drøftet
med den pågældende socialrådgiver, men det lader ikke til at være sket. Her udledes, at der er en
stor rummelighed og respekt ift. de personlige tolkninger af medinddragelse. Hvilket bakkes op af
øvrige udsagn:
21
”Jeg tænker at de fleste sagsbehandler nok medinddrager, det er nok bare forskelligt
hvordan vi gør det. (…) Det handler rigtig meget om personligstil. (…) Hvor meget vi
synes det er nødvendigt. (…) Nogle kan lide at tage på hjemmebesøg, andre kan lide at
kalde folk herop.”(Bilag 1:26)
Denne respekt og rummelighed resulterer i, at ikke lovmedholdelig medinddragelse om end ikke
accepteres, men ej heller får kollegaer til at tage direkte afstand – ”det var på vippen.” Dette
sammenhold bidrager til en stærk fagkultur. Således kan socialrådgiverne, ved at bakke hinanden
op, og ikke stemple andre fagfæller, styrke deres position i faget/feltet. Bourdieu beskriver i
feltbegrebet, at et hvert felt vil søge at opretholde sig selv og styrke sin magt, ved, som det ses her,
at (be)holde definitionsretten over hvordan borgen skal medinddrages. (Järvinen mf. 2005:16)
Der udledes en antagelse om, at socialrådgivernes egen forståelse af medinddragelse i brug, sikrer
godt socialt arbejde.
Socialrådgiverne beskriver hvordan et ledelsesmæssigt ønsket kulturskifte ift. procedure og
fokuspunkter i det sociale arbejde, ikke bliver efterlevet grundet faglige ”overenskomster”:
”Jeg får ikke fulgt den der nye (…) (procedure). Men det gør jo, at det ikke er rart. (…)
Men hvis jeg skal kunne holde mig selv ud, er jeg nød til at gøre det sådan. Det er jo
ikke rart når ens chef siger, man skal gøre sådan, og man så ikke kan efterleve det.”
(Bilag 1:18)
Her ses hvordan der inde i feltet, kæmpes om magten ift. at være bestemmende i udførelsen af
arbejdet. (Järvinen 2005:16) Det kan udledes at socialrådgivernes faglige forståelse vejer så tungt
for dem, at handlen i modstrid med ledelsens ønsker er legitim, såfremt disse modstrider
socialrådgivernes opfattelse af etiske forpligtelser. Og ligeledes ses hvordan socialrådgiverne
sammen benytter hinanden til at stå stærkere: ”Så går jeg lige ind til mig kollega og siger, nu gør
jeg det her (går imod chefens ønske) hold fast i bordet, så gør jeg det. (…) Og så prøver man at
dække sig lidt ind.” (Bilag 1:18) Dette kan være med til at øge socialrådgivernes forståelse af at
være borgernes advokat, når de føler at skulle bibeholde procedurer, som de ser som gavnlige for
borgerne, men som deres leder eller politiske retningslinjer forsøger at ændre:
”Der er hele tiden noget (…) som trækker det sociale arbejde i en bestemt retning, og
jeg tror lidt at det er vores fornemmeste situation, at agere og bevare noget helhedssyn
og etik. (…) for vi skal jo ikke ride for meget med.” (Bilag 1:10 ff.)
Og det antyder hvordan socialrådgiverne sammen benytter hinanden til at indtage en dominerende
position i feltet, og således får stor magt til at definere, hvad og hvordan god medinddragelse
konstrueres. Samtidig styrkes socialrådgivernes syn på dem selv som borgernes advokat. I dette
22
overser socialrådgiverne, at et for stort spillerum kan resultere i, at der udvikles en praksis som ikke
er lovmedholdelig. I ønske om at bibeholde deres personlige stil ift. medinddragelse.
5.4 Roller og myndighedshalløj
Igennem fokusgruppeinterviewet ses, at socialrådgiverne ofte skiller medinddragelse og
oplysningspligt/ret ad, som to separate dele af det sociale arbejde; Hvor medinddragelse som
udgangspunkt handler om borgeren og dennes behov og om at lytte og forsøge at hjælpe: ”Altså der
er nogen af dem (borgerne) (…) som skriver, kan jeg få hjælp (…) og så svare jeg, jeg har behov for
(…) og så er de blevet inddraget.” (Bilag 1:8) Og hvor Oplysningspligt/ret er forbundet med
myndighedsarbejde, og indtræffer ved afgørelser. ”Men der hvor man går ind og foranstalter noget
(…) så er det jo vigtigt at få sagt, at her har de jo faktisk (rettigheder).” (Bilag 1:6) Denne opdeling
af arbejdet er helt naturlig for de tre socialrådgivere, som ser differentieret på de to roller:
”Jeg tænker ikke så meget over det med myndighed. Men det gør jeg selvfølgelig i det
øjeblik hvor der skal ske nogle foranstaltninger, (…) der kommer myndighedskasketten
på. Jeg tænker aldrig mig selv som myndighed, når jeg sidder sammen med borgerne.”
(Bilag 1:11) ”Jeg kan se mig selv sidde ved et møde og sige, vi skal ikke træffe nogen
afgørelse i dag. Vi er her bare for at høre og være nysgerrige. (…) Så man lægger det
lidt væk.” end før ”jeg ser mig selv som samarbejdspartner blandt mange.” (Bilag
1:12)
Socialrådgiverne møder således borgerne med deres faglige forståelse, og medinddrager ved at tage
udgangspunkt i borgerens eget syn for sagen. Og møder borgerne som samarbejdspartner, grundet
en overbevisning om, at dette er gunstigt for det sociale arbejde, samt med en rolle som borgernes
advokat. Således fastholdes magtfordelingen mellem socialrådgiver og borger.
I det kvalitative interview forholder det sig anderledes. Her har den pågældende socialrådgiver
meget fokus på sin rolle som myndighed: ”Jeg er altid myndighedssagsbehandler.” (Bilag 2:13)
Hun ser sit arbejde som myndighed tæt forbundet med rollen som socialrådgiver, hvor hun forklarer
at lovgivningen er et sikkerhedsnet for borgerne: ”Juraen er et sikkerhedsnet som sikre at borgerne
får den samme behandling.”(Bilag 2:17) Alligevel ses i empirien, at hun i sager hvor hun møder
modstand fra borgerne, lægger en distance til myndighedsdelen i arbejdet:
”Der hvor der kan være rigtig stor modstand, der er det vigtigt at oplyse om, at vi ikke
har lavet lovgivningen. Vi administrerer lovgivningen. (…) Intentionerne i lovgivningen
er lagt, og vi skal udføre dem. (…) Det er vigtigt at fortælle, fordi det nogle gange tager
noget af presset.” (Bilag 2:12)
Hun fralægger sig ansvaret for indholdet i lovgivningen, og gør hendes position som socialrådgiver
passiv, ift. at tage ansvar for indholdet i hendes arbejde, i forsøget på at ”nå” borgeren. Således
23
forsøger hun at komme på samme niveau, eller ståsted, som borgeren, så de kan relatere til
hinanden og opnå at stå sammen i processen, som Interaktionismen beskriver. (Hutchinson og
Oltedal 2006:92)
Socialrådgiverne i fokusgruppeinterviewet beskriver, at de oplever, at borgerne dog ikke er i tvivl
om, at det er en myndighed som de møder, og at det er her deres fokus er: ”Jeg tænker at borgeren
er klar over, at når man kommer op i en familieafdeling, så kommer man op til en myndighed.”
(Bilag 1:11) Men dette bevirker ikke for socialrådgiverne, at myndighedsperspektivet er
implementeret i rollen som socialrådgiver. Måske modarbejdes det ubevidst af socialrådgiverne for
at udligne magtskellet?
Man ser i hvert fald, at socialrådgiverne bevidst forsøger at skabe ligevægt i relationen, hvilket
bevirker at det ikke er muligt at opnå, et faktisk arbejdsfællesskab som Interaktionismen
foreskriver, da der ikke er et fælles vidensgrundlag. (Hutchinson og Oltedal 2006:92) Dette ses i det
tydelige fokus hos socialrådgiverne, på netop den asymmetri mellem borger og socialrådgiver, som
ligger til grund for hele tilrettelæggelsen af arbejdet:
”Jeg prøver også at pakke det der myndighedshalløj væk. For det er ikke altid så
befordrende, for ligesom at få gang i samarbejdet og snakken.” ”Man må heller ikke
pakke det for meget væk (det der myndighedshalløj), for så skjuler man magten i
relationen. Så det er noget med, at give det tilpas styrke. At folk ikke bliver helt bange
for at udtale sig.”(Bilag 1:12)
Der ligger altså en antagelse om, at et myndighedsfokus i det sociale arbejde er hæmmende for
relationsdannelsen, da den vil bidrage til at borgerne bliver bange for at udtale sig. Dette
understreger en usagt kendsgerning i det socialretslige arbejde, at alt hvad borgerne siger i
myndighedsarbejdet, kan blive brugt imod dem såfremt en faglige vurdering taler herfor. Benyttes
Bourdieu i et forsøg på at forklare dette, kan en tolkning være, at magten bliver Miskendt af
socialrådgiverne. Miskendt magt er samfundsstrukturelle ulige forhold som begrundes med andet
end det det er. (Juul Hansen 2012:94) Socialrådgiverne begrunder deres magt, med at de har en
advokat rolle iht. borgerne. De er altså dem som er bedst til at vurderer hvordan borgerne skal
inddrages. Dvs. magten begrundes med omsorg for borgerne.
Socialrådgiverne forklarer hvordan de forsøger at imødekomme borgernes frygt for at udtale sig,
ved at gøre det klart for borgeren, at socialrådgiverfunktionen er skabt for dem. Hvilket kan
paralleliseres med det kvalitative interviews pointe om, at hvis man som socialrådgiver distancerer
sig fra lovgivningen, kan man skabe større forståelse for sin rolle hos borgerne: ”Men vi er der
faktisk for jeres skyld. Det handler rigtig meget om at fortælle borgerne, at vi er til for dem. Det er
24
os der kan hjælpe og støtte dem. Det er vores opgave.”(Bilag 1:12) Og særligt her er den
Symbolske vold tydelig. Socialrådgiverne gør det tydeligt for borgerne, at det er dem som kan
hjælpe, og dette ud fra et teoretisk og fagligt grundlag, og med de bedste intentioner. Og derfor
synes det urimeligt at modsætte sig, eller møde dette med modstand, som netop er pointen i den
Symbolske vold. (Järvinen mf. 2005:17)
Man kan her antage, at en forklaring fra socialrådgiverne er, at de føler, at de medinddrager
borgerne godt i deres sager. ”Det er bestemt ikke min opfattelse at forældrene ikke føler sig
inddraget.” (Bilag 2:22) Måske handler det om, at socialrådgiverne medinddrager ud fra borgernes
unikke situation, og deres fornemmelse for hvad borgerne har behov for. Således bliver borgerne
placeret i en rolle, hvor de er genstand for socialrådgivernes tolkning, og ikke selv er
medbestemmende eller deltagende, da de ikke kender det fulde grundlag for det sociale arbejde.
Men ikke kan frasige sig dette grundet den symbolske vold.
5.5 At komme sig over et knæk
Socialrådgiverne i fokusgruppeinterviewet ser deres myndighedsrolle blive tydelig, når der opstår
uenighed mellem dem og borgerne:
”Jeg gør brug af det (myndighedsrollen), når det bliver nødvendigt (…) Når der bliver
noget vi ikke er enig om, så bliver man nød til at trække den der myndighedskasket på
og sige; Sådan her er det.” (Bilag 1:11)
Socialrådgiverne forklarer i tråd med at myndighedsrollen ikke er fordrende for det sociale arbejde,
så svækker afgørelser imod borgernes vilje også relationen. Men hvis der er en god relation mellem
socialrådgiveren og borgerne, så kan samarbejdet godt ”komme sig over” myndighedsudøvelsen:
”Og da der så skal træffe den her beslutning om, at sådan er det, så er det klart nok, at
det giver nogle knæk, det gør det da. Men ikke mere end at det kan repareres
efterfølgende, netop fordi man har haft et tæt samarbejde.” (Bilag 1:13)
Socialrådgivernes forklaring er således, at det er relationen som gør, at socialrådgiverrollen kan
bærer at være myndighed og have suverænitet i relationen, fordi netop: ”at man har været ordentlig
i tiden op til. Denne her mor kunne regne med det jeg har sagt.” (Bilag 1:13) Yderligere ser vi i det
kvalitative interview, hvordan socialrådgiveren, ved at være tydelig omkring hendes faglige
vurdering, oplever at borgerne forstår hendes pointe: ”Hvis man fortæller dem hvad man tænker, og
hvorfor man tænker ens faglige vurderinger, så kan de fleste mennesker jo godt forstå det selv.”
(Bilag 2:7) Socialrådgiveren forklarer sådan, hvordan det at være ærlig og tydelig, skaber en
forståelse hos borgeren for socialrådgiverens suverænitet.
25
I feltbegrebet ses, hvordan mennesket som meningssøgende befinder sig i et felt, fordi det kan
betale sig at være i det. (Jerlang 2009:120) Her kunne en alternativ forklaring være, at borgerne
”bliver i relationen og forstår socialrådgivernes pointe” fordi de kan opnå/undgå noget. Det kan
derfor betale sig for borgerne at ”kommer sig over” det knæk relationen har fået. Borgerne tilpasser
sig således de forventninger som socialrådgiverne, som de magtoverliggende, har til dem. Hvilket
stemmer overens med socialkonstruktivismens forklaring om, hvordan mennesker tilpasser sig i
magtmøder, for at opnå indflydelse. Her er en vigtig pointe dog, at denne proces hvor borgeren
”underkaster” sig, vil ske ubevidst via Institutionaliseringen, hvor handlinger determineres af den
sociale placering, og de diskurser og forventninger som er indlejret i os som borger, i mødet med et
myndighedssystem. (Juul og Pedersen 2012:194)
I gennem de Interaktionistiske begreber, Working agreement og Working relation kan denne proces
forklare hvordan et samarbejdet godt kan tåle at blive udfordret, så længe der er enighed om, hvor
arbejdet skal bære hen. (Hutchinson og Oltedal 2006:92)
Om hvorvidt de to forklaringer, som end modsiger hinanden, muligvis kan være en blanding. Tolker
vi at borgernes forsøg på opnåelse af medbestemmelse i relationen, fører til en ureflekteret tilgang
til dette af socialrådgiverne, som fastholder deres anlagte roller ift. hinanden.
5.6 Lige for loven
Socialrådgiverne oplever i deres arbejde, at nogle borgere ikke altid har de bedste forudsætninger
for aktivt at deltage, og benytte sig af deres rettigheder. Socialrådgiverne beskriver hvordan nogle
borgergrupper er dårligere stillet ift. lovgivningen. Her fremhæves f.eks. misbruger og
psykisksygdom som barriere:
”Vedkommende borger ikke har de samme muligheder, for at gøre brug af sine
rettigheder, som nogle der vil være raske har.” Før. ”Vi har en større forpligtelse til at
sørge for, at den borger kan være med på de vilkår, som den borger kan være med på.”
mv. ”Så det er vores opgave at sørge for, at de får så gode muligheder som muligt med
deres vanskeligheder.” (Bilag 1:1)
Her kan ses, at der er en differentierede tilgang til medinddragelse og oplysning af rettigheder, ift.
hvordan socialrådgiveren vurderer borgernes evner, til at forstå og benytte sig af netop disse. Dette
ses også i det kvalitative interview, hvor socialrådgiveren beskriver: ”Men det er lige præcis det at
alle skal behandles lige, det betyder at nogle får en anden behandling end andre, fordi ellers er
man ikke lige.” (Bilag 2:21) Dette hænger sammen med Flensted-jensens bemærkninger og tese til
Retssikkerhedsloven om, at loven kun sikrer medinddragelse til de borgere, som reelt er i stand til at
indgå i sagen. Loven beskriver hvordan arbejdet skal tilrettelægges, således at borgerne kan benytte
26
sig af muligheden for inddragelse. Dette tillader en rationalisering af dårlig eller manglende
medinddragelse. (Flensted-Jensen 2011:6) Herved legitimeres, at ikke alle borgere opnår samme
medinddragelse. Hvilket kan åbne mulighed for, at socialrådgivere accepterer at ikke alle inddrages.
I hvert fald ikke i samme grad: ”Man har jo ikke taget højde for (i loven) at der er nogle som der er
svære at inddrage, eller har svært ved at opleve sig inddraget.” (Bilag 1:2)
I bemærkningerne til Retssikkerhedsloven står, at sagen skal behandles ud fra borgerne interesser.
(Flensted-Jensen 2011:7) Vi ser i fokusgruppeinterviewet, hvordan socialrådgiverne praktiserer
dette. De forsøger både at inddrage samt at tilrettelægge medinddragelse efter borgerens vurderede
muligheder. En socialrådgiver forklarer hvordan hun i arbejdet med en psykisk syg, ikke gennemgår
oplysninger som er omfattede af Forvaltningslovens § 9 Aktindsigt grundet borgeren situation, men
i stedet gør det klart i journalen: ”Så står der i sagen, at borgerne ikke, altså de her oplysninger er
ikke blevet gennemgået med borgerne på baggrund af psykisk sygdom.” (Bilag 1:3)
Socialrådgiverne indretter således deres praksis ift. at imødekomme borgernes aktuelle situation, og
forsøger at sikre dem medinddragelse - i hvert fald rent proforma. For faktum er, at borgerne ikke
bliver oplyst i sagen, og om muligt ikke vil bede om aktindsigt grundet psykisk sygdom. Således
opretholdes magtskellet mellem de svageste borgere og socialrådgiverne.
Ligeledes ses i det kvalitative interview en antagelse om, at der bliver lagt mere vægt på omsorg
end oplysning og udførelse af lovmedholdelig medinddragelse: ”Der (ift. de svage stillede) vil jeg
bruge en større omsorgsdel.” (Bilag 2:20) Vi kan altså antage at socialrådgiverne lægger mere vægt
på, at møde borgerne ud fra deres situation, og tage udgangspunkt i dem som mennesker. Dette kan
ses i forlængelse af Interaktionismen, som vægter at sætte sig ind i hvordan borgeren opfatter
situationen, og agerer ud fra denne tolkning. (Hutchinson og Oltedal 2006:90)
Socialkonstruktivismen beskriver hvordan ”sandheden” er noget der kæmpes om, hvem som har
retten til at definere hvorledes sociale og fysiske fænomener skal anskues. (Juul og Pedersen
2012:191) Vi ser hvordan socialrådgiverne forsøger at gå balancegang mellem at inddrage og
oplyse, og kompenserer for borgernes manglende forudsætninger. Dette giver socialrådgiverne en
stor magt i feltet, til at definerer hvordan borgerne skal medinddrages.
Vi ser i empirien at socialrådgiverne tolker, når de møder modstand fra borgerne, at borgernes
belæg herfor er grundet deres vanskeligheder.
”Så den ene dag, kan det godt være at den her mor, (…) kunne være medinddragende
og være med til at se, hvad der egentligt er godt for vores sag og ekspert i eget liv, men
næste dag vil pågældende på ingen måder være det.” (Bilag 1:2)
27
Således kan vi se gennem empirien, at hvis borgerne ikke agerer efter den rolle som
socialrådgiverne har givet dem, så bliver de vurderet som ikke medinddragelsesmulige. Belyst
gennem feltbegrebet kan en alternativ forklaring være, at borgerne forsøger at opnå magt i feltet,
ved at sætte spørgsmålstegn til, hvad socialrådgiverne mener og synes. Men grundet
socialrådgivernes placering, og mulighed for suverænitet i relationen, kan det være vanskeligt for
borgerne at opnå. (Jerlang 2009:118)
I det socialkonstruktivistiske problemperspektiv beskrives det, at det er tilstande, attituder og vilkår
i samfundet, som skaber sociale problemer. (Henriksen 2002:195) Men da dette ikke er anerkendt
som værende et socialt problem, er det, et socialt vilkår som samfundsborgere må være bevidst om,
når der navigeres i det sociale forvaltningssystem.
6.0 Konklusion
Nedenstående er konklusion på, hvordan socialrådgivere konstruerer god medinddragelse og
hvilken betydning dette får for magtfordelingen mellem borger og socialrådgivere, samt dennes
påvirkning af medinddragelse.
Ift. socialkonstruktivismen er det vores formål, at opstille nye forståelser og tolkning af
medinddragelse. (Juul og Pedersen 2012:221) Konklusionen skal altså ses i lyset af, vores ønske om
at reflektere over medinddragelse.
I analysen ses det, at socialrådgivere er styret af deres faglighed. Ift. medinddragelse er borgeren det
naturlige centrum for sags oplysning, hvor der tages udgangspunkt i borgerens eget syn.
Socialrådgiverens ser at deres opgave er, at oplyse om rettigheder som borgernes behov opstår, ud
fra et fagligt og individuelt skøn. For socialrådgiverne er det god medinddragelse, når der skabes
grobund for et fællesståsted og skabes en relation som er så stærk, at borgerne kan gennemgå en
social udvikling. For socialrådgiverne er oplysning om lovgivning, en hindring for dette fælles
ståsted og analysen viser således, at socialrådgiverne nivellere magten, ved at fralægges sig et
juridisk fokus. Analysen pointe er, at borgeren er primær aktør i sagens oplysning, men står
uvidende omkring de lovmæssige rettigheder, og således er deres muligheder svækket ift. at opnå
indflydelse på medinddragelsen.
Socialrådgivernes fagforståelse er influerede af de organisatoriske forudsætninger,
hvor forvaltningsretslige strukturer gør, at det er naturligt for socialrådgiverne at træffe afgørelser
på vegne af borgerne. Og således bliver det naturligt, at deres faglighed kan være metoden i
medinddragelsen. Med begrundelse i, at ville det bedste for borgerne, er det ikke intentionelt at
28
udelukke borgerne fra processen, men en naturlighed i det sociale arbejde. Dette resulterer i en
praksis, som end ikke er reflekteret eller bevidst, men som fastholder magtskellet mellem borger og
system.
I analysen ses det at socialrådgiverne, qua deres stærke fagforståelse, har en stærk
position i feltet, til at konstruere hvad god medinddragelse er. Her tillægges at socialrådgiverne ser
deres fag under pres, hvor de føler, at de skal forsvarer borgerne mod forvaltningssystemet.
Sammenlagt betyder dette, at socialrådgiverne har en allerede anlagt rolle for borgerne og dem selv.
Derved kan det være vanskeligt for borgerne at præge den rolle, og skabe en alternativ position ift.
socialrådgiveren.
Socialrådgiverne oplever at deres relation med borgerne vanskeliggøres, når der
foranstaltes uden enighed mellem parterne. Men hvis den gode relation er opbyggede, kan den bære
den asymmetriske magt. Analysen viser en alternativ forklaring, hvor borgerne ”kommer sig over”
relationsbruddet i forsøg på at opnå/undgå noget. Analysen viser at borgernes forsøg på opnåelse af
medbestemmelse i relationen, fører til en ureflekteret tilgang fra socialrådgiverne, som fastholder
deres anlagte roller ift. hinanden.
Vi ser i analysen ift. når svært stillede borger handler i uoverensstemmelse med den
tildelte rolle, at det antydes af socialrådgiverne, at borgerne ikke er i stand til at se det bedste i deres
sag. Vi ser hvordan borgernes sag blive omtalt vores af socialrådgiveren, når de bliver udfordret på
deres position og suverænitet. Der går sagen fra at være borgerens, til at blive en fælles. Hvilket
understreger den position som socialrådgiveren har i relationen. Fordi at socialrådgiverens
intentioner er for borgerens bedste, og fordi socialrådgiveren gennem faglighed mener at vide hvad
som er bedst for borgerne, er den asymmetriske magt helt naturligt og legitim.
29
Litteraturliste
Lovgivning
Retssikkerhedsloven - RSL
Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område
Lov 453 af den 10. juni 1997
Vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område
Vejl. 73 af den 03. oktober 2006
Serviceloven
Lov om social service
Lov 150 af den 06. februar 2015
Forvaltningsloven
Lov 433 af den 22. april 2014
Sekundærlitteratur
Flensted-Jensen, Martin
En ny forståelse af retssikkerhed på det social politiske område – også for de »uelskelige«
Uden for nummer 2005
Årgang 6 nr. 11
Hielmcrone, Nina von
Notat om tolkning af Retssikkerhedslovens § 4
www.brugerinddragelse.dk 2003
Posborg, Nørrelykke mf.
Socialrådgivning og socialt arbejde – en grundbog
1. udgave 3. oplag 2009
Hans Reitzels Forlag
Uggerhøj, Lars
Hvad er socialt arbejde – en indkredsning af et mangfoldigt og komplekst felt
I At forstå det sociale – sociologi og socialt arbejde
1. udgave, 1. oplag 2008
Akademisk forlag
Ejernæs, Guldager mf.
Sociologi og socialt arbjede
3. udgave, 2. oplag 2004
Forlaget Metropol
Dyring, Jannie
Paradigmeskift – realitet eller forestilling
30
Uden for nummer 2007
Årgang 8 nr. 14
Olesen, Søren Gytz og Pedersen, Peter Møller
Pædagogik i sociologisk perspektiv
1. udgave 1. oplag 2000
PUC
Undersøgelse af Retssikkerhedslovens § 4
Rambøll Management
2004
Kilendal mf.
Den børnefaglige undersøgelse på vej mod handleplaner
Uden for nummer
Årgang 11. nr. 21 2011
Henriksen, Lars Skov
Social indsigt for pædagoger
2. udgave 1. oplag 2002
Frydenlund
Dalsgaard og Eistrup
Hvad med etikken? – Om socialrådgiverprofessionernes etiske diskussioner
Uden for nummer
2014 nr. 28
Hansen, Nørrelykke og Sjelborg
Borgerinddragelse og retssikkerhed – i socialt arbejde
1. udgave, 1. oplag 2006
Hans Reitzels forlag
Juul og Pedersen
Samfundsvidenskabernes videnskabsteori – en indføring
1. udgave, 2. oplag 2012
Hans Reitzels forlag
Kruuse, Emil
Kvalitative forskningsmetoder – i psykologi og beslægtede fag
6. udgave, 3. oplag 2011
Dansk Psykologisk Forlag
Kvale og Brinkmann
InterView
2. udgave, 6. oplag 2009
Hans Reitzels forlag
31
Järvine og Mik-Meyer
Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv – interview, observationer og dokumenter
1. udgave, 5. oplag 2005
Hans Reitzels forlag
Halkier, Bente
Fokusgrupper
1. udgave 2002
Samfundslitteratur og Roskilde universitetsforlag
Rienecker og Jørgensen
Den gode opgave – Håndbog i opgaveskrivning på videregående uddannelser
2010 3. udgave, 4. oplag
Samfundslitteratur
Hutchinson og Oltedal
Modeller i socialt arbejde
2006 2. udgave, 4. oplag
Hans Reitzels forlag
Järvinen, Larsen og Mortensen
Det magtfulde møde mellem system og klient
2005 1. udgave, 3. oplag
Aarhus Universitetsforlag
Jerlang, Espen
Sociologiske tænkere
1. udgave 1. oplag 2009
Hans Reitzels forlag
Uggerhøj, Lars
Menneskelighed i mødet mellem socialarbejder og klient – ideal eller realitet
I Järvinen, Larsen og Mortensen
Det magtfulde møde mellem system og klient
2005 1. udgave, 3. oplag
Aarhus Universitetsforlag
Professionsetik
Værdighed - retfærdig - integritet og ansvar
Dansk socialrådgiverforening 2011
Bilag
Bilag 1 Interview af den 12. maj 2015
Fokusgruppeinterview
Bilag 2 Interview af den 19. maj 2015
Kvalitativinterview
32
Bilag 3 Interviewguide
Bilag 1Transskribering af interviewet den 12.05.2015
Nedenstående er direkte transskriberet fra Interview fra lydfil til tekst.
Interviewer; Interviewet bliver bygget op sådan så det er et fokusgruppe interview, så det er egentlig
mening at i sådan sammen skal diskutere og reflektere de udvalgte emner vi har, og så spiller vi
spørgsmål undervejs og prøver at komme med nogle kritiske spørgsmål til det i siger for sådan at
fremme refleksion. Det er et fokusgruppe interview men i er jo kun 3, så man kan sige at derfor er
vores rolle lidt mere aktiv end hvad det ellers plejer at være. I at med at jeg kender jer, så har jeg
sådan prøvet sådan ren teknisk at skulle trække mig lidt tilbage i forhold til at der ikke bliver det her
indforståethed så anden interviewer styre slagets gang, og så har jeg fået lov til engang imellem lige
at bryde ind. (Socialrådgiver 1: mmh det giver god mening det giver god mening) Jeg kan jo ikke
holde min kæft. Det er jo fuldstændig umuligt for mig. (alle griner) Men jeg prøver at ligge bånd på
mig, og så vil anden interviewer egentlig starte.
Interviewer; Som vi var lidt inden på så vil vi kort bare sådan overordnet snakke lidt om
lovgivningen og hvad i forstår ved retssikkerhedsloven §4. Og så om i ser nogle dilemmaer i
vejledningen til den. Nu ved jeg ikke, nu har vi ikke taget den med men…Det vi tænker på det er
den her definitions rolle som socialrådgiveren har i forhold til at de laver det skriftlig arbejde kontra
borgeren der er ekspert og egentlig ved hvad problemet drejer sig om.
Socialrådgiver1; Mm, m.. Altså de der med at borgeren skal medvirke i sin sag, altså der ligger jo
både en ret og en pligt i det kan man jo sige ik. Og der kan man jo godt problematisere altså hvor
meget. Der er nogle borgeren der har større eller færre forudsætninger for at gøre det, altså hvis vi
nu har en meget stærk psykisk syg mor så er det i sin sag at finde ud af, eller det kan også være e
psykisk syg far for den sags skyld. Men så har vi en større forpligtigelse til at sørge for at den
borger kan være med på de vilkår som den borger kan være med på. Øhm, men man kan sige at
vedkommende borger ikke har den samme mulighed for at gøre brug af sin rettigheden, som nogle
der vil være raske har. Kan i forstår det… Altså man kan have nogle udfordringer som menneske
som gør at man ikke har de samme muligheder som andre. Så er det vores opgave at sørge for at de
for så gode muligheder som det er muligt med deres vanskeligheder ik. Så noget af dilemmaet i det
er at der er nogle af de borger vi arbejder med, som ikke engang kender deres rettigheder, eller
sådan kender hvad for nogle muligheder de har. Altså og der har vi en ret stor forpligtigelse for at
gøre dem opmærksom på det og sørge for at de så bliver inddraget. Men det er et dilemma at
33
borgeren ikke har de samme forudsætninger. Når man skriver en lov så skriver man jo ud fra alle
borger er ens, så siger man jo jamen i kan alle samme være med og i skal medinddrages og det går
super duper med det, men man har jo ikke i loven taget højde for at det er nogle som der er svære at
medinddrage eller har svære ved at opleve at de bliver inddraget end andre. Altså loven differencer
ikke. (interviewerne: nej overhoved ikke) Loven ser som de samme individer med de samme
muligheder med de samme øh ting..
Interviewer; Nej overhovedet ikke
Socialrådgiver2; Det er der vores etik kommer ind ik. Sags arbejdernes store etiske dilemmaer ik,
altså i forhold til at inddrage og meddragelse og pligt ik, altså det er jo etikken der kommer ind der.
Socialrådgiver3; Nu gav du et eksempel på psykisk syge. Jeg tænker også sådan en, en massiv
misbruger, fordi jeg lige har sådan en lige i øjeblikket, og så tænker jeg der er det også svært. En
person svinger så meget, så den ene dag kan det godt være at den her mor eller far kunne være
medinddragende og være med til at se hvad der egentlig er godt for vores sag og ekspert i eget liv,
men næste dag til pågældende på ingen måde være det. Så.. Det var bare i tråd med, at derfor er det
ramt at alt mulig forskelligt hvor kan blive svært.
Gruppen er enig – Mmm, ja ja…
Socialrådgiver1: Og man kan jo sige, lidt altså i forhold til at man skal lede efter i loven hvor har
man så forsøgt at imødekomme det her problem vi peger på. Så kan man jo sige, altid agere og
tænke socialrådgivning så man har retssikkerhedsloven på den ene hånd og forvaltningslov i den
anden og så har man mulighed for partsrepræsentation, altså sådan så han kan have en bisidder med,
og så er det bisidderen der . Altså vi gør jo meget ud af at skrive i vores breve, at du har ret til at
medtage med bisidder til mødet, fordi der er mange der kan få en borger måske ting opfyldt hvis
man selv har svært ved det og have et ekstra sæt øre med til mødet og at bisidderen måske kan
snakke med borgeren om det bagefter, og nej det de sagde var sådan og sådan og sådan. Så der er
selvfølgelig nogle ting lovgivningsmæssigt hvor man kan sige man har forsøgt at give borgeren
nogle muligheder på nogle andre måder, selvom man har lavet en ensartet lov. Men der er ingen
tvivl om at der er nogle mennesker der er stærkere til det at få det ud af lovens muligheder som de
kan end andre, det er der bare altså.
Socialrådgiver3; Det kunne også godt være en §54 støtte…
Gruppen er enig – Ja… Ja det kunne også være en §54 støtte.
34
Socialrådgiver3; Som også kunne være behjælpelig.
Interviewer; Tænker i det så som at det er socialrådgiverens rolle og skulle kompensere borgeren
for de mangler hvis de ser de har, i forhold til at kunne medvirke i deres egen sag?
Socialrådgiver2; Altså der har jeg et klart eksempel lige nu, at det har jeg gjort det har jeg. Jeg har
set det som min rolle og være sikker på at borgeren fik fuldstændig forstået hvad der foregår. Så jeg
har ansat en person som skal være med til alle møder og deltage ved psykologer og det ene og det
andet, så hun hele tiden er med på hvad der foregår. Jeg sikre mig at hun ved hvad der foregår, og
hvad det er hun skal med til så på den måde så sikre jeg at hun bliver inddraget i sin egen sag. Det
sikre jeg ved den person jeg har ansat til det, fordi hendes vilkår er rigtig små i forhold til hendes
forståelse af systemet kan man sige. Så på den måde har jeg sikret mig. Men jeg har jo også haft
borger hvor jeg har skrevet i dokumenterne at borgeren er ikke på baggrund af psykisk sygdom og
indlæggelse og at borgeren har det så svært at borgeren ikke har læst de dokumentar der ligger men
jo selvfølgelig er blevet oplyst når man har haft mulighed for det. Og så står det jo i sagen at
borgeren ikke, altså de her oplysninger er ikke blevet gennemgået med borgeren på baggrund af
psykisk sygdom eller hvad det nu kunne være. Så på den måde prøver man at sikre sig hele vejen
rundt i forhold til dem der ikke er så godt stillet som andre.
Socialrådgiver3; Og jeg tænker da, at det må være socialrådgiverens pligt.
Interviewer; Ja… Som en del af fagligheden men også som en del af lovgivningen?
Socialrådgiver1: Ja fordi at. Vi bliver jo også, der er også andre ting i loven der til skønner det, at
altså lige. Det jo nok ikke helt det samme på jobcentret område som det er ikke Børn og Familie.
Men jeg synes at meget af det i vores lovgivning det gennemsyres af at vi skal have et tæt
samarbejde med familien, at vi skal inddrage og lave mindst mulig indgriben. At borgerne selv er
dem der ved mest om deres eget liv og det, altså vi har mere en rolle som at være facilitator, eller
være dem der ligesom kan være forledige, der bliver en proces hvor folk kan formår at komme i
gang med en god udvikling hvis det er det. Så man kunne også sige, vil det overhovedet være
muligt for os at etablere et godt samarbejde hvis vi ikke inddrager borgeren. Altså de to ting hænger
jo sammen, så vil ikke kunne sige at vi skal have et rigtig godt samarbejde men i øvrigt har vi ikke
tænkt os at rigtig snakke med dig, eller inddrage dig du skal bare læse hvad vi beslutter og så skal
det nok gå det hele. Sådan vil vi ikke kunne. Så der er sådan nogle gode incitamenter, som støtter op
om nogle ting i loven.
35
Socialrådgiver3; Og så der hvor foranstalter noget uden samtykke, der kan man sige der kan man jo
heller ikke lade vær med at medinddrage. Det kan godt være man beslutter noget ned over hovedet
på nogle forældre og børn men efterfølgende er processen jo medinddrage og samarbejde.
Gruppen er enig; M m m…
Socialrådgiver1; Altså vi var to sagsbehandler på en meget meget svær anbringelsessag hvor vi
havde taget 3 børn som vi anbragte uden forældrenes samtykke, altså med tvang og vi måtter
virkelig stå igennem og få mange slemme ting af vide, det var rigtig svært.
Socialrådgiver3: Det var meget meget svært.
Socialrådgiver1; Det havde en ekstrem højt konfliktniveau i starten og sagde vi til hinanden fra start
af at der en ting vi ikke giver os på og det er at vi simpelthen skal være – altså samarbejde med den
her familie og de skal have tillid til os. Og det blev vi ved med, og det tog lang tid.
Socialrådgiver3: Og det var hårdt arbejde. Det var dagligt hårdt arbejde.
Socialrådgiver1; Ja, og det var forældre der var psykisk syge. Altså og hvad hedder det, det endte
godt.
Socialrådgiver3: Ja jeg skulle til at sige. Det virkede. Det endte nemlig godt.
Socialrådgive1: Selvom vi gjorde nogle ting, de var meget voldsomme så har vi et rigtig godt
samarbejde. Til gavn for deres børn. Det er det der er vigtigt. Vi samarbejder ikke bare fordi vi
synes at det skal være sjovt og hyggeligt og sådan noget. Men fordi det kommer deres børn til gavn.
Socialrådgiver3: Så de forhåbentlig kommer ud med en historie om en ok anbringelse i stedet for en
anbringelse hvor der har været konstant konflikt og modstand fra forældre.
Interviewer; Så det er sådan en kontinuerlig rummelighed at forældrene og deres måde at agere på,
som gør at man kan have et godt samarbejde til trods for at vi har definitions retten over
problemerne og til tider også tvangsforanstalter?
Socialrådgiver1; Ja man kan i hvert fald at vi skal strække os rigtig langt for at forstår hvad det er
nogle bevægegrunde.
Socialrådgiver3: Ja bevægegrunde, så man strækker sig langt. Og måske giver sig på noget der kan
være betydningsfuldt for dem, men som…
36
Socialrådgiver2; Og bliver ved med at være i det der er svært. Altså kan rumme det der er svært og
kan rumme at det de synes at man er svær at snakke med men så må vi prøve igen, altså så må vi
snakke på en anden måde eller gøre noget andet for ligesom at komme i gang med at snakke om alt
det der er så svært.
Socialrådgiver1; Det handler også meget om at vi ikke må blive personlige. Altså du ved hvis nogle
siger de ikke kan lide os, så må vi ikke tænke det kan vi ikke forstå, vi er ellers meget flinke. Altså
eller har en god musik smag eller et eller andet. Vi bliver nød til ligesom at sige det de ikke kan lide
det er den beslutning vi har truffet omkring anbringelsen.
Socialrådgiver3: Jaa og det vi repræsentere.
Socialrådgiver1: Ja det vi repræsentere og der må vi sige vi skal have det til at fungere alligevel.
Vores fokus er at børnene skal vokse op og have et godt liv. Det er ikke på om de kan lide os eller
ikke kan lide os, det er hvordan de kan hjælpe og støtte dem. Og jeg synes faktisk det er skægt,
nogle gang når der er nogle ting hvor der er meget modstand på, det prøver vi jo også i nogle sager,
så ender det jo med at være nogle sager hvor der sker en masse udvikling. Dem hvor alle klapper
kage hele tiden, det er ikke altid der sker. Men de der hvor man har været igennem nogle ting
sammen og hvor der er sket noget forandring og der har været modstand, Man har fået samarbejde
og kommer ud på den anden side og ender også tit med at skabe noget godt.
Socialrådgiver3: Nærmest god relation. (Socialrådgiver 2: Ja en relation) Ja en relations kan man
godt kalde det.
Interviewer; Så er der den her metodefrihed den bevæger vi os ret meget igennem opgaven.
Metodefrihed i forhold til RSL §4. Der skal jo ikke oplyses om rettigheder ved det første møde.
Hvad tænker i omkring det?
Har i sådan en standart procedure for at være sikre på i får oplyst borgeren om deres rettigheder.
Socialrådgiver1; Altså hvis jeg skal være helt ærlig så tror jeg ikke at vi altid gør det vi skal. Altså
jeg gør ikke. I hvert fald.
Socialrådgiver3; Du må gerne sige vi. Det derfor der er stille lidt.
Socialrådgiver1: Jeg tror det er.. Altså nu spurgte i om de dilemmaer før, jeg tror at situationen er
den at hvis nu nogen kommer ind i et rum hos os, og vi sætter os og som det første siger til dem at
nu skal i høre vi vil lige gennemgå de næste 20 sider at RSL for ligesom i ved hvad der gælder for
37
jer - rettigheder og sådan. Så har vi mistet dem. Altså for så tænker de hvad sker der her. Så det jo
meget…Altså jeg læste engang en rapport om velfærdssamfundet, hvor der var lavet en stor
undersøgelse i blandt borgeren der gik til kommunen og fik hjælp hjælp, og overskrifter for
undersøgelsen var ’Vi vil gerne mødes at et menneske, og ikke af en lov’. Det var det borgeren
sagde, og det har jeg tænkt meget over, altså og taget med mig i arbejdet og hvor jeg siger, at vi må
ikke tale et for tekniks sprog til dem. Men vi skal huske på deres rettigheder når der opstår noget, vi
ligesom siger at nu har de brug for dem, så skal vi gøre dem opmærksom på det. (socialrådgiver 2:
mmh ja opmærksom på det). Så det handler meget om at holde øje om hvor borgeren er henne i
situationen, og så vide i sin værktøjskasse at de faktisk har ret til det og det. Vi starter jo heller ikke
som det første ved en anbringelse, at det kommer til at gå smadder godt, i kan få §54 støtte. Fordi
måske er de så vrede over vi snakker anbringelse af deres barn at de slet ikke har tid til at tænker
over hvad de kan bruge en §54 støtte. Men så når bølgerne har lagt sig lidt efter anbringelsen, og vi
kan mærke at nu er de parate til at høre om det. Så siger vi ved du hvad, jeg har tænkt på om du
kunne tænke dig sådan en §54 støtte. Har du lyst til at høre hvad det handler om. Og så fortæller vi,
så kommer vejledingen og alt mulig…
Socialrådgiver3: Så det er også en proces. Det tænker også tit at sådan nogle lovgivning er lavet ud
fra altså teori. Den praktiske verden er jo ikke sådan her, ofte møder vi jo ikke familier der kommer
ind og vi sidder og snakker og vi kan fortælle om. Det er ofte akut eller der er kaos eller vi møder
folk…
Socialrådgiver2: På underretninger der er svære eller…
Socialrådgiver3; Det jo ikke bare sådan nu sidder vi her og velkommen til og nu skal i høre, Ofte så
er det første møde eller anden møde med familien kaotisk måske og noget akut og noget. Og det
kan folk ikke rumme. Hvad er deres rettigheder og hvad er det ikke. Men der hvor man går ind og
foranstalter eller eller beslutter noget eller gør noget der altså har en ændring, så er det jo vigtigt at
få sagt at her der har de faktisk.
Gruppen er enig - M m m…
Socialrådgiver1: Men hvis vi så skal være endnu mere konkrete, fordi i kan blive skræmt over vi er
kommer så rundt over nogle andre. Det giver mere mening, når i lytter båndet tror jeg, men hvad
hedder det jeg tænker om metodefriheden i den der § 4, at det er godt at der er metodefrihed. Altså
på hvordan man gør, nogle borger har brug for at få et stykke papir hvor de kan læse det, så kan vi
kopiere vejledningen til dem, nogle borger har brug for at høre det med et ikke jura sprog, altså hvor
38
vi fortæller at du har faktisk ret til sådan og sådan eller mulighed for sådan og sådan. Og vi er jo
også forskellige som sagsbehandler, vi har forskellige måder at tale sammen med folk på. Og
borgeren er forskellige ikke mindst, de skal have det på en forskellige måde.
Interview: Men det bliver også et kæmpe ansvar, altså som socialrådgiver. At man er den der skal
forvalte hvordan borgeren har bedst behov for at kunne udfylde sin rolle som medaktør i egen sag.
Gruppen er enig.
Socialrådgiver1: Det gør det bestemt. Og det gør det også, vi er ikke eksperter på det vi bliver nød
til at kigge hvordan det går hen ad vejen, altså vær lidt observerede på det.
Socialrådgiver2: Og vi bliver nød til at finde ud af hvem det er vi sidder foran, altså og finde ud af
hvordan har de det bedst med noget. Og det kan man jo altid snakke om, hvordan vil du bedst have
at når vi snakker om noget, vil du have det på skriv eller vil du have at jeg ringer til dig eller. Det er
jo en proces der tager ting.
Interviewer: Bruger i sådan kommunikationer til hvordan det går bedst med borgeren. For sådan
ligesom at vurdere okay hvordan medinddrager jeg her. Eller er det en mavefornemmelse man har
som socialrådgiver.
Socialrådgiver3: Altså du tænker for at finde ud af hvordan det fungere bedst?
Interview: Ja altså, når de har behov for at få det på skrift er det så en samtale i har med borgeren, i
forhold til alle de har rettigheden og pligter borgeren har i forhold til lovgivning.
Socialrådgiver3: Altså jeg tænker at det er noget man fornemmer med folk. Altså er det som før
nævnt en svær psykisk syg eller en misbruger eller så så ved man godt at her så er der brug for
noget på skrift, som man kan forhold sig til på gode dage og hvor man med andre forældre bare kan
tale om det og som fanger det med det samme og har en dialog med om hvad
Socialrådgiver1: Altså vi kan prøve og komme med et eksempel, jeg havde en sag som jeg har
arbejdet rigtig meget med, hvor en mor i den sag var ekstrem meget psykisk syg, og barnet var
anbragt og den mor ville på ingen måder kunne komme til møder på kommunen, og man kunne
heller ikke på nogen omstændigheder komme hjem til dem mor og besøge moren. Så de ting var he
udelukket. Og den mor vil heller ikke måske tage telefonen hvis man ringede, eller besvare nogen
som helst breve eller på anden måde overhovedet være i kontakt nogle steder. Så måden at inddrage
den mor på, var at køre hjem til hende, og holde nede foran hendes bolig i bil og så ville hun gerne
39
holde møde inde i bilen. Og der kan man sige hvis vi ikke gør det, at vi vil køre ud og gør det med
den mor så vil hun ikke blive inddraget. Så på den måde har inddragelsen stor betydning for
metodefriheden. Vi skal lære borgeren at kende og finde ud af. Jeg har flere borger, de bliver
inddraget rigtig meget på sms (Socialrådgiver 2: Ja sms), altså det er der nogle af dem der er trygge
ved, de skriver lige hurtigt; kan jeg få hjælp til noget sommerland eller kan min dreng gå til fodbold
eller et eller andet og så skriver jeg; ja, jeg har brug for sådan og sådan. Og så skriver de: ej hvor
dejligt, jeg sender dig det på mail. Og så har det været det, så har der ikke været noget møde herop
eller hvad ved jeg, så er de blevet inddraget på den måde. Så det er meget varieret.
Socialrådgiver3: Der kommer jeg til at tænke på de unge der skal inddrages, det jo oftest også på
den vis. Socialrådgiver 1 og 2 mmmh ja.
Interviewer: Spændende. Så bevæger vi også ned i sådan noget fagforståelse. Jeg tænker at vi også
tager den overordnet; hvad i tænker eller hvordan i beskriver jeres egen fagforståelse.
Gruppen – Hmm, ja fagforståelse.
Socialrådgiver1: Jeg vil altså lige sige til det sidse spørgsmål om der ikke, jeg ved ikke om vi var på
banen. Men det der i skriver med; kan man undlade at oplyse borgeren om deres rettigheder? Det
synes jeg ikke at man kan. Det handler om måden man gør det på, men man kan ikke undlade det.
Vi vil ikke, altså… Jeg havde faktisk for ikke så lang tid siden, en sag heroppe hvor jeg synes den
var lige op vippen. Jeg hørte om nogle kolleager som havde en sag, hvor at… At den pågældende
familie havde et barn anbragt, og forældrene i familie var i den opfattelse af deres barn var anbragt
med tvang, men barnet var anbragt frivilligt. Men kollegaerne ville ikke fortælle forældre det, fordi
så var de bange for at forældrene tog over og hentede det barn. Og det synes jeg var på vippen. Man
kan ikke lade nogle forældre gå med forkert tro omkring hvordan deres barn er anbragt, af frygt for
hvad der så vil ske. Det kan man ikke. Det synes jeg faktisk ikke er i orden.
Socialrådgiver3: Og det er jeg enig med dig i. Det kan man ikke.
Gruppen er enig – Helt enig.
Socialrådgiver1: Så kan det godt være at det er lettere, at lade vær med at oplyse forældrene om det.
Man ryger forbi nogle besværlige ting, men hvad nu hvis at det så kommer for dagens lys, at man
har forsømt at snakke med forældre med det, det synes jeg, det kan man ikke. Det vil blive et sort
nej fra mig med om man kan undlade det. Det kan godt være at nogle ting bliver svære ved det, men
man kan ikke undlade det.
40
Gruppen er enig – Man kan ikke undlade det.
Socialrådgiver1: Nå, undskyld det var et sidespring. Så var det fagforståelsen. Altså vores
fagforståelse.
Socialrådgiver3: Vi kan ikke få lidt ord på det.
Socialrådgiver1: Altså vores fagforståelse, er jo at vi er socialarbejder som i ordets bredeste
forstand. Sådan ser jeg meget på mit. Altså i det. Altså, at vi medvirker i nogle sociale processer
hvor vi gerne skulle gøre det så…
Interviewer: Du sagde konsulater før.. Var det det, eller proces koordinator, det var sådan noget…
Socialrådgiver1: Ja ja proces, at vi er med til at faciliteter nogle processer som og bygge relationer
op som forhåbentlig kan gøre at folk får styrke til at klare sig selv og til at klare deres problemer
selv. Tænker jeg meget vores arbejde som. Eller hvad tænker i? Noget helt andet.
Gruppen – Nej nej slet ikke noget helt andet.
Socialrådgiver2: Altså det er jo et hel vildt stort ord ik, altså..
Socialrådgiver1: Jo det er det.
Socialrådgiver2; Det er jo et ord man kan tage og så kan man sige fagforståelse det er jo en altså
helheden i en familie man arbejder med, og så kan man vende den om og sige fagforståelse, jamen
er det jura delen man ligesom inddrager. Det er jo et gevaldigt stort ord i vores arbejdsfelt kan man
sige.
En fagforståelse kan vel også være det der med at som i skriver lidt nede her ik, at man starter på en
uddannelse og hvad sker der så over tid, hvor bevæger man sig så hen i forhold til den her
fagforståelse. For altså når man starter i uddannelse så har man måske en ide, om faget og forståelse
af det. Men når man har arbejdet i feltet i nogle år så har man en ny fagforståelse og hvad skete der
så lige der ik. Det rykker sig jo hele tiden i forhold til vores felt.
Socialrådgiver3: Måske bliver det også mere nuanceret, mere rummelig i sin fagforståelse eller altså
det der sker over tid tænker jeg. For jeg kommer også til at sidde og blive optaget af det der ser i
jeres fagforstået ændret over tid fra i blev uddannet til nu. For der sker jo noget. Det bliver mere
nuanceret, jeg tror man bliver mere rummelig og man får blik for meget mere.
41
Socialrådgiver2: Det kan godt være man går fra den der uddannet, til socialarbejder ik. Altså man
bevæger sig fra et felt til et andet ord, fordi man bliver måske socialarbejder på en eller anden plan
Socialrådgiver1: Ja Jeg sidder og tænker på. Nu bliver jeg optaget af det du siger med at inddrage
borgeren over tid. Socialrådgiver3 er jo tovholder for vores overgrebsenhed som er den enhed der
ligesom hvis der er sager hvor der har været overgreb mod børn eller fysisk eller psykisk eller
seksuelt altså voldeligt, så ryger de ind over overgrebsenheden. Og så kom jeg til at tænke på det
der med at vores fag bliver påvirket , altså der har været voldsom stor mediefokus på Esbjerg sagen,
Brønderslev sagen, Tønder sagen og hvad det hedder Rebild sagen og
Socialrådgiver2: nu hvor der en Nordsjælland sag ik..
Socialrådgiver1: Og så når det sker så reagere samfundet på den måde at folk bliver forarget og
politikkerne bliver forarget og så strammer de reglerne inde i folketinget og så kommer der
overgrebspakke 1, overgrebspakke 2, og så skal der scenes underretninger og så skal de
risikovurderes og så skal de særlige enheder, det ene og det tredje og det fjere. Og så får vores
arbejde jo et særligt fokus, på det altså i det felt kan man sige fordi noget bliver forandret i faget,
hvor det måske i 70’erne eller i 80’erne vil have et andet fokus, det sociale arbejde. Altså det er lige
som om der er nogle ting i samfundet som i virkeligheden er med til at trække vore arbejde nu –
familie og behandling, men kontanthjælpsmodtagerne der er det jo den anden vej rundt, der er man
forarget over hvor mange penge kontanthjælpsmodtager får ik. Nu har venstre lanceret en ny
kampagne med 446.000 kan et par på kontanthjælp tilsammen få uden at arbejde ik. Det er så der vi
har regnet alt muligt boligydelse og fripladser og ved ikke hvad. Så det er ikke de reelle penge
familien lever for, det er mere den økonomi de har fået ind. Så der er hele tiden noget i
samfundsdebatten der trækker det sociale arbejde i en bestemt retning. Og der tror jeg lidt at vores
fornemst situation og agere, og bevare noget helhedssyn og etik. For vi skal jo ikke. Det står faktisk
i socialrådgiverens etiske principper at vi skal ikke ride for meget med nogle særlige strømninger,
så vi mister blikket for borgeren.
Socialrådgiver3: Vi skal blive i vores grundfag.
Socialrådgiver2: Ja og udvikle os.
Socialrådgiver1: Men også have blik for at der er nogle ting der forandre sig. Altså jeg synes det var
så interessant det der, vi snakkede med at selvom sager har været i retten og det ene og det andet, så
er der stadig et stykke socialt arbejde der skal lave.
42
Socialrådgiver3: I allerhøjeste grad.
Socialrådgiver1: Det er så interessant synes jeg.
Interviewer; hvor ligger myndighedsdelen i fagforståelsen? Er den sådan inkorporeret at man, ser
man sig selv som myndighedsperson i et møde med borgeren eller træder den mere i kraft i det at
man møder modstand?
Socialrådgiver3; Altså det vil være, tror jeg vil være rigtig forskelligt efter hvem man spørger.
Interviewer: Det er også derfor vi spørger 3 socialrådgiver.
Socialrådgiver3: For vi er jo myndighed ik også, vi er myndighed. Jeg vil sige at jeg gør brug af det
når det bliver nødvendigt faktisk som du siger lidt når der bliver noget vi ikke er enig om, f.eks.
forældre og jeg, så kan man bliver nød til der at trække den der myndighedskasket på og sige sige
sådan her er det, men blik for alt det andet også ik. Jeg forsøger… Jeg tænker ikke så over det med
myndighed, men det gør jeg selvfølgelig i det øjeblik hvor der skal ske nogle foranstaltninger der
kræver nogle afgørelser og det er der myndigheds kasketten kommer på. Jeg tænker da aldrig mig
selv som myndigheden når jeg sidder sammen med borgeren, men jeg ved jo at jeg er det. Men det
er ikke et kort jeg trækker.
Interviewer: Hvad tænker du at borgeren tænker om det? Altså når en borger møder dig…
Socialrådgiver3: Jamen jeg tænker at en borger er klar over at når man kommer op i en familie
afdeling så kommer jeg op til en sagsbehandler der er myndighed.
Interviewer: Så det er fokus på myndighedsdelen egentlig, hvor vi har fokus på at danne relation.
Socialrådgiver3: Ja, men det betyder jo ikke at man ikke tager myndigheden på sig eller at jeg ikke
gør, men det er klart at det ikke er et kort jeg trækker tydeligt frem fra start af.
Socialrådgiver2: Nej det er også, det er sådan der jeg har den. Den kommer mest frem i det der når
man skal skrive en afgørelse som et eller andet, jf. servicelovens § det bum dum træffer vi den her
afgørelse eller vurdere det, altså det er jo der den kommer frem den der myndighed. Bum nu er det
sådan, og det er bare sådan det er og den § vi køre efter. Det er der myndighedspersonen kommer
frem.
Socialrådgiver3: Når man træffer nogle afgørelser… Det er ikke i selve mødet med borgeren man
forsøger sidder måske til netværksmøde eller hvad ved jeg. Det er jo ikke der, der ser jeg mig selv
43
om samarbejdspartner blandt mange sammen med forældre der skal have løst et eller andet, der ikke
er okay.
Socialrådgiver2: Jeg tænker tit, jeg kan se mig selv sidde ved møder og sige jamen vi skal ikke
træffe nogle beslutninger i dag. Vi dag er vi her bare og høre og være nysgerrige efter nogle ting. Så
man ligger den lidt væk der ik altså.
Socialrådgiver1: Altså jeg er fuldstændig enig. Der hvor jeg synes vi bliver rigtig meget myndighed
eller det bliver meget synligt, det er når vi tager på uanmeldt hjemmebesøg. Når vi kommer hjem
hos en familie der ikke regner med at vi kommer, og vi kommer fordi vi er bekymret over noget, og
vi holder udenfor med kommune bilen så er det sådan rigtig meget myndighed med myndighed på.
Og der tænker jeg rigtig meget over hvordan agere i det fordi at er sku ret grænseoverskredende for
nogle mennesker, tænker jeg. At man kommer ik, og der sker heldigvis ikke så tit jo, men det sker
nogle gange, men ellers så prøver jeg også at pakke det der myndighedshalløj væk. For det er ikke
altid så befordrende, for ligesom at få gang i samarbejde og snakke. Men det er også vanskeligt, for
man må heller ikke pakke det for meget væk vel, for så skjuler man magten i relationen. Så det er
noget med at give det en tilpas styrke. At folk ikke bliver sådan helt bange for at udtale sig, var jeg
ved at sige men at de også omvendt ved at vi ikke sidder og prøver på at putte med noget eller
skjule med noget. Vi er dem vi er. Men vi er der faktisk for jeres skyld. Det handler rigtig meget om
det at fortælle borgeren at vi er der for dem. Det er os der kan hjælpe og støtte dem, og det er vores
opgave, så bliver det lidt lettet at være myndighed.
Interviewer: Hvordan oplever i relationen til borgeren, når man så netop har et godt samarbejde og
så pludselig – siger jeg ”” tegn, jeg ved godt det ikke bare et våben man bare hiver frem fra skuffen,
hiver den der myndighedshed kasketten på. Hvordan oplever i så relationen, både i mødet men også
efterfølgende?
Socialrådgiver3: Altså hvis man har haft… Jeg har en sag, hvor jeg for nylig har anbragt et barn i
netværkspleje, og der havde jeg faktisk en rigtig god relation til den her mor. Det vil jeg faktisk
kalde en relation ja. Og da der så skal træffes e beslutning om at sådan er det, så er det klart nok at
det giver nogle knæk , det gør det da. Men ikke mere end at det kan repareres efterfølgende, netop
fordi man har haft en tæt samarbejde op til, så kan det godt være så træffer jeg en beslutning som
ikke er rar for den her mor, det synes hun jo ikke men det da vi har haft et foregående samarbejde
gør faktisk at hun over relativt kort tid godt kan indgå i samarbejde igen. Og det var rigtig godt for
44
anbringelsen, så jeg vil ikke sige at sådan noget kan lide, det kan holde til det. Det synes jeg faktisk.
Og det er rigtig at det får nogle knæk, men de kan godt repareres igen.
Interviewer: Fordi at man bygger relationen op til at starte med?
Socialrådgiver3: Ja og fordi man har være ordenligt, i tiden op til og den her mor har kunne regne
med det jeg har sagt.
Socialrådgiver1: Det etikken…
Gruppen samlet – Det er etikken ja…
Socialrådgiver1: Jeg har sådan en sag hvor, at det er meget specielt for mig at være myndighed fordi
det er en sag hvor at begge forældrene er uddannet socialrådgiver. Og når jeg holder møde med
dem, så den ene af dem arbejder på Børn og familie området, så de kan efterprøve alt hvad jeg
ligesom skriver eller beslutter eller noget. Men vi har et rigtig godt samarbejde og jeg har nogle
gange været myndighed overfor dem, og sagt nogle ting eller truffet nogle afgørelse de ikke var
enig i. Men det går faktisk lige godt, om det er, altså vi har et godt samarbejde. Det er ligesom at de
fra start af, lidt ligesom du siger at vi brugte meget tid på at lave et godt altså at få startet et godt
samarbejde. Og så kan det altså tåle nogle større udsving på skalaen efterfølgende. Men det er en
speciel situation, at de ligesom hvad skal man sige, at de korrekturlæse mine afgørelser. Og gå det
efter. Og udmærket kender deres klagemuligheder osv. Men altså det er vilkårene, der er ikke nogle
der er stillede anerledes overfor loven, der gælder de samme love for de her forældre som alle
mulige andre forældre uanset hvad de er uddannet som.
Gruppen griner…
Socialrådgiver3: Der er bare en af dem der kan vejledningen rigtig godt.
Socialrådgiver1: Der er en der kan vejledningen rigtig godt, det er så det. Jeg bliver klogere, jeg har
faktisk sagt til hende at jeg synes jeg bliver klogere på den her sag. (griner)
Gruppen griner…
Interviewer: Men det må da også betyde at man reflektere rigtig meget over, hvad man får sagt.
Altså hvis man sidder foran nogle forældre, eller som man kan mærke har brug de første 3 timer
derhjemme på internettet og læst alle deres rettigheder fordi man skal være forberedt på det her
magtmøde mellem systemet, fordi man vil have noget igennem eller ikke vil have noget igennem.
45
Socialrådgiver1: Nej det gør det ikke… Men jeg kan godt forstå hvad du mener at man kunne gøre
det, men faktisk i den sag der der, er har jeg gået den stik modsatte vej, og der har jeg sagt til mig
selv at hvis jeg laver nogle fejl så skal de nok gøre mig opmærksom på det. Jeg har i stedet haft mit
fokus på at få dem til at få øje på deres barn, fordi det har de nemlig ikke. De har ikke øje for deres
barn. Så min indsats handler om det, og så tænker jeg jeg skal nok tage alt det andet når det
kommer. Og det har været ret interessant fordi de har nemlig i stigende grad for deres barn. Så ja
Interviewer: Det siger da også lidt om din fagforståelse synes jeg, det da i hvert fald det jeg høre
Det der med at forståelsen af faget, man tænker jo lynhurtigt at så skal man være sikker på at man
ikke laver nogle fejl, når man sidder sammen med sådan nogle der kan dobbelttjekke en. Men at du
så tænker at de fejl de må komme, nu skal vi have fokus på sagens kerne.
Socialrådgiver1: Ja hvis der er noget der er sikkert, så er det at jeg laver fejl…
Socialrådgiver2: Det må man jo tage bagefter. Og så får man jo lige, FNs børnekonvention lige i
hovedet eller, altså man får smidt dem og så må man jo bare sige ja lad os tage den, men lad os
samarbejde omkring jeres børn. Hvordan kan vi gøre det bedst muligt. Så selvfølgelig tager man
alle e der, der kommer ik.
Socialrådgiver2: Og det er jo kompleks lovgivning. Så man kan sige om mennesker og familier er
komplekse, så derfor kommer man til at lave nogle fejl.
Socialrådgiver1: Ja for pokker…
Socialrådgiver3: Og det er vi ikke bange for, vi ved handler og vi gør det vi…
Socialrådgiver2: Det vi tror er allerbedst for børnene og deres familier.
Socialrådgiver3: Ja, og så kan det godt være vi laver nogle fejl, men så pyt med dem. Dem kan vi
rette efterfølgende og få lidt slag, det er ikke det der er vigtigt vigtigst.
Socialrådgiver1: Man skal selvfølgelig ikke gå efter at lave fejl, det er klart. Men jeg tænker også
omkring det at det kan være med til…Altså jeg ved ikke, der. Det kan også godt gøre noget for en
sag at man har lavet bommert og så har undskyldt det overfor borgeren og sagt at det skal
selvfølgelig blive bedre eller et eller andet ik. Så piller det også noget at spændingen ud af det hele.
Ik at man overhovedet skal have det som mål, men altså…
Interviewer: Så kompleksiteten af sagen betyder egentlig ikke det store i forhold til forberedelserne
til sagen og refleksionerne over hvordan man medinddrager bedst
46
Socialrådgiver1: Prøv og skær den lidt skarpere…
Interviewer: Særligt i forhold til de her meget tunge og komplekse sager. Er der større refleksioner
over hvordan i medinddrager borgerne.
Socialrådgiver1: Ja det kan der vel godt være i nogle sæt. Jo på den måde at der kan være nogle
sager hvor der man være udfordringer ved at medinddrage borgeren, og hvor vi måske gør os nogle
overvejelser over hvordan vi kan gøre det grundigere eller ligge en em blidt eller
Gruppen er enig – Jaa, ja…
Interviewer: Sådan en sag hvor det er oplagt at den her kommer hun hel sikkert til at klage over.
Fordi at jeg tænker at man nogle gange kan sidde overfor borgeren, hvor lige meget jeg vil sige så
siger hun.. Om man sådan forbereder sig ekstra grundigt.
Socialrådgiver1: Jo du kan godt have sådan nogle sager. Men jeg vil sige, at er stadig væk ikke for
vores 3 vedkommende der er det ikke myndet så meget på risikoen på at lave fejl eller for at vi, at
det er et eller andet forhåbentlig for.. Det er meget højere grad myndet på ikke at lave nogle ting der
falder dårligt til for barnet. Hvis vi f.eks. havde lavet en anbringelse uden forældrenes sammentykke
altså med tvang, og den sag skal behandles i ankestyrelsen og i byretten og i højst eller landsretten.
Og vi ved at forældrene har op til flere advokater, børnene er måske over 12 år og har advokater og
advokaterne er meget observante på hvad er der de ting der skal være i den her sag, og tingene lavet
ordneligt, er der holdt børnesamtale er der lavet handleplan er der opdatere tillæg til § 5o osv, så
kan det godt være vi siger, hvis vi ved som rådgiver at vi ikke mener at de her børn har bedst af at
være anbragt og at de vil lide skade hvis vi trækker sagen på deres vegne, så kan det være vi
anstrenger os ekstra meget på at sikre at alt er gjort rigtigt i sagen.
Socialrådgiver3: Og det gør vi.
Socialrådgiver1: Det er en udskrevet præmisse at det ikke må være børnene til last, vi må ikke have
siddet herop og skudt med pinokjo kugler og så taber børnene deres sag. Så kan jeg godt sige dig, så
bliver der arbejdet nogle weekender for at alting ligger i den sag, fordi det skal ikke være pga. os at
sagen bliver tabt.
Socialrådgiver2: Men vi gør det jo i de der svære sager hvor det kan være, hvis man skal ud og
anbringe eller et eller andet, så prøver vi at huske os selv på hvad er det vi har husket og hvad er det
vi skal huske. Altså hele vejen rundt ift. det bestræber jeg mig rigtig meget på ift. til børn og
47
familier. Fordi man måske tænker at det er fordi at det er det bedste i den sidste ende, at det hele
forarbejde ligesom man har lavet og alt er blevet inddraget og gjort og skrevet.
Socialrådgiver1: Ja så man tænker også meget skarpe trick forud, og investere i noget som man ved
at man kan få brug for på et tidspunkt.
Socialrådgiver2: Ja det tænker jeg faktisk at man gør. Uden vi måske er hel klar over at vi gør det.
Jeg tænker faktisk at måske at det gør vi.
Gruppen er enig – Ja det er sku rigtig nok.
Interviewer: Er der nogle strukturelle faktorer som har betydning for jeres medinddragelse? Er der
nogle ting rent strukturmæssigt der gør at medinddragelsen svært eller nemt?
Socialrådgiver2: Altså nogle ting ja. Man kunne godt have tænkt nogle tanker om at man ville have
gjort noget som man bare ikke nåede, fordi noget andet. Altså det synes jeg da tit man løber ind i at
det skal man have fulgt op efterfølgende.
Socialrådgiver1: Altså for nogle år siden så, det faktisk meget skægt for jeg kan huske det var det
første jeg stødt på da jeg kom fra uddannelsen. Efter det der orlovs år. Så kom jeg tilbage hertil, så
hørte jeg vores chef sige, at det var meget vigtigt at holde fast i prioriteringen i den her familie
afdeling, det var handle, følge op, dokumentere. Men nu er vi ved at lave et harmskifte så vi
dokumentere, følger op og handler. Og stukturen under det handler om at hvis økonomien er under
pres så det bedst der ikke sker for meget handling. Kan ifølge det, altså de forhandlinger er
foranstaltninger og foranstaltninger koster penge.
Socialrådgiver3: Samtidig med at dokumentationskrav er stigende.
Gruppen er enig. Ja.. Voldsom stigende.
Socialrådgiver1: Ja, og hvis du nævner strukturelle problemer eller hvad skal man kalde det så er
det så kan man sige at lige nu det som chefer for sådan nogle afdelinger som vores. Det som de
frygter allermest det er at få besøg af ankestyrelsens task force, altså den rejser jo rundt og har været
i Esbjerg og Rebild og alle de der kommuner der har sagt de store sager i medierne, og så går de alle
sags stammerne igennem og alle de steder hvor der mangler §140, og alle de steder hvor der
mangler §50 og alle de steder hvor der mangler bilag for regninger og revision osv., det bliver
samlet i en kæmpe stor rapport, så den nærmest kan ligge hele børn familie afdelingen i ruiner
bagefter ik. Fordi der er så stort et fokus på alle de fejl der er i sagsbehandlingen, og i den
48
diskussion glemmer man jo at det handler om tiden. Vores tid til at følge op, det handler om hvor
mange sager vi har pr sagsbehandler, hvor meget eller lidt tid vi bruger på borgeren til
medinddragelse f.eks. fordi vi har kompliceret sager og gerne vil medinddrage, så er et er vel af
strukturelle problemer på vores område det er der.
Socialrådgiver3: Også fordi vi befinder os i mange arenaer, og mange forskellige strukturer for hvor
vi skal mødes i et forebyggelses team i et visitationsudvalg på faggruppe møder og supervision.
Altså så på den måde, det er i hvert fald os en ting man bruger meget tid på i sådan en
forvaltnings…
Interviewer: Kan i mærke at det påvirker jeres faglighed, så den der kultur vi talte om, handle, følge
op od dokumentere, når den så skifter kan i så mærke en modstrid eller at jer i sidste ende udføre
det så det alligevel ikke bliver så tekstnært som ledes havde forstillet sig det skulle være? Eller må
man gå på kompromis
Socialrådgiver3: Altså jeg kan sige for mit vedkommende at jeg får ikke fulgt den der som det er
lige nu med at dokumentere, følge op og handle jeg handler stadig og så følger jeg op og så
dokumentere jeg. Men det det gør, det jo ikke rart for en selv, fordi det hænger jo lidt som en sky
altså konstant dårlig samvittighed over at det er det jeg skal. Men hvis jeg skal kunne holde mig
selv ud er jeg nød til at gøre det sådan. Tænk om aften tænker jeg det er ikke godt nok, men du kan
ikke gøre det bedre, og du bliver nød til hvis jeg skal kunne holde mig selv ud at gøre sådan her. Så
på den måde giver det selvfølgelig nogle konflikter, det er klart og det jo heller ikke rart når ens
chef siger sådan her skal det være at man så ikke kan efterleve det, det er det faktisk. Man vil jo
helst gerne gøre det folk gerne vil have man skal gøre.
Socialrådgiver2: Altså jeg tror også at vi som fagpersoner drøfter sådan nogle dilemmaer sammen,
altså man vender det lige. Jeg går lige ind til min kolleager og siger nu gør jeg det her, hold fast i
bordet og så gør jeg det. Og så ser vi hvad der sker. Og så siger min kolleager at hvis du lige gør
sådan, så går det. Så på den måde prøver man at få sig dække lidt ind og få snakket om at det er
svært at nå, men at jeg bliver nød til at gøre det her og så må vi tage den sammen bagefter.
Gruppen er enig – Ja… Præcis. Hel klart.
Socialrådgiver1: Der er jo sket det, at vi har fået en teamkoordinator – team leder som er en
stillinger under vores chef men som er en stilling som rådgivning for vores team, og med det også et
nyt syn på kan man arbejde på at lave nogle anderledes strukturer i familie afdelingen hvor at der
49
dels køre uddannelsesforløb som skal gøre os klare på hvordan vi får mere systematisk i vores
arbejde så vi beskriver tingene mere enkelt og præcist fremfor at skrive lange afhandlinger som
bliver upræcise. Og så sådan noget med at de, så skal man dele rådgivningsgruppe i flere funktioner
så der er et forebyggende niveau og en undersøgelsesrouter og opfølgningsrouter eller hvad. Så
afdelingen gør sig også nogle tanker om hvordan vi ligesom skal imødekomme de der udfordringer
i fremtiden så vi er med. Men jeg synes generelt at der, altså det du refererer til i starten da du
stillede spørgsmålet med at man siger at 75% af socialrådgiverens tid går på at dokumentation eller
administrative ting og resten går så på borgerrettet eller børnesamtaler og møde med familier osv.
Det er jo et problem at det er så administrativt, og det har ikke gjort det lettere, med 2-3 år med
DUBU. Et system med så mange børnesygdom og notater, og det forsvinder når man skriver i det
og det er ikke ligefrem let at arbejde med. Det er det altså ikke.
Interviewer: Så der er egentlig 3 kasketter når man er socialrådgiver. Der er relations dannelsen og
koordinatoren i forhold til at sikre udvikling, og så er der den der sådan HK’er funktion i at skrive
skrive og så egentlig også en myndigheds regel/rytter.
Socialrådgiver1: Ja der er sku mange kasketter hvis man ser det sådan rundt. Men vi prøver jo at
gøre det til en kasket. Gør vi ikke eller hvad,
Socialrådgiver2: Jo jo vi prøver og være den der tovholder der holder det hele på plads…
Socailrådgiver3: Jeg sidder faktisk og tænker at der er flere kasketter end det. Men du har ret i at der
er mange kasketter, men vi prøver at gøre det under en ik.
Socialrådgiver2: Og vi prøver hele tiden at gøre det bedste for borgeren.
Interviewer: Det er måske ens person der samler de 3 eller de mange forskellige kasketter. Fordi
man kan se sig selv i dem alle tre, eller er der nogle kasketter man tager på sig fordi man tænker at
de høre til.
Socialrådgiver3: Ja men de høre jo til, de 3 du lige har nævnt de høre jo til. De er en del af arbejdet.
Socialrådgiver1: Man kan ikke tage en af kasketterne og sige den har man aldrig på.
Gruppen er enig – Nej det kan man…
Interviewer: Kunne man ønske at smide en af kasketterne?
50
Socialrådgiver3: Altså jeg kunne ønske mig, fordi, det er jo så modsatrettet at finde ud af alt det her
dokumentation, man må bare sige at når man har tid så giver det jo god mening. Det giver god
mening at sætte sig og lave en ordentlig §50, og fordybe sig i et barn og et barns familie. Det gør
det. Problemet er bare at der er blevet rigtig meget dokumentation, så måske skal man bare have
færre sager. Fordi det er faktisk godt og lave noget skriv og sætte sig ned og reflektere og…
Socialrådgiver2: Det er også godt for borgeren.
Socialrådgiver3: For det virker for barnet og det virker for, og man bliver altså klogere. Så på den
måde kan man ikke bare sige nej det skal ikke være her. Jeg tror i bund og grund at det stadig hæger
sammen med at vi har for mange sager pr. Hoved. Jeg tror faktisk at det i bund og grund er det. Det
ved man jo også fra Sverige og sådan noget hvor man jo har meget færre sager.
Socialrådgiver2: Ja der har jo lige, lige været den der artikel i weekends avisen – det man ved
virker. Jeg har ikke kunne finde den. Har tænkte mig at finde den. De læser sig jo op af den Sverige
model der hedder at man som socialrådgiver har få sager og man har tid til dokumentation,
opfølgning og handling. Og det er også det vi lidt har prøvet her kan man sige, i vores kommune og
indføre, men det jo ikke muligt fordi vi har så meget kan man sige.
Socialrådgiver2: Ja vi er gået ned i sags tal her, men jo ikke nok.
Gruppen er enig – Ikke noget… Ikke tilstrækkeligt. Vi er gået op igen. Ja er det ikke sådan…
Socialrådgiver3: Men det ved man jo noget om, så ved man jo, at i en kortere periode og en intens
kortvarige indsats eller andet kan jo gøre at folk jo hurtigere kommer ud igen, man kan jo jo
længere tid man bliver i en sags stamme jo svære bliver det også at komme ud af den egentlig.
Interviewer: Kan du uddybe det?
Socialrådgiver3: Ja, jeg tænker det kan være det lidt i tråd med det min kolleager siger før at vi
overvejer om man skal lave et visitationsteam og et undersøgelsesteam osv., og det er jo fordi man
ved godt et eller andet om at hvis man kommer ind som §11 sag, det kan være et ikke så stor
problematik – skolefravær. Jeg får et skolefravær ind på mit skrivebord, og skal prioritere det blandt
mange andre alvorlige sager, så bliver den måske lagt til side i alt for langt tid inden jeg for taget
hul på det, men hvis jeg kunne allerede fra dag 1 tænke prøv nu og hør her, er er skolefravær det går
ikke, jeg handler på det med det samme, jeg får indkaldt forældre og jeg får snakket med barnet og
jeg får skolen med, hvordan laver vi en plan her. Jo hurtigere jeg får det her barn i skole, eller med
51
til det jo hurtigere, for hvis man ligger på mit skrivebord i for lang tid og inden man får lavet et
møde med forældre og skolen, så er der gået alt for langt tid hvor det barn har været væk fra skole.
Og så bliver det rigtig svært at få barnet tilbage igen og… Det ved man jo noget om, så det er det
jeg også tænker med at jo hurtigere vi kan agere og gøre noget sammen med forældre og netværk og
fagligt netværk osv., så tænker jeg faktisk at jo større chance er der for at man kommer hurtigere ud
igen.
Socialrådgiver1: Ej det er fuldstændig rigtigt. Det er jo en af de ting er kunne være virkelig
interessant at arbejde med. Kan vi rent faktisk forhindre at problemerne bliver meget større…
Socialrådgiver3: Ja det jo det, for hvad sker der når man går hjemme fra skole i 3 måneder. Så skal
man til at finde på noget at lave, og det er ikke altid det heldigste man finder på at lave. F.eks., nu
var det meget sort men altså…
Gruppen er enig – Ja præcis.
Socialrådgiver1: Undskyld jeg bare slår ned i papiret, men det der i skriver med at hvorfor er det
vigtigt inddrage forældre der har en børnesag i kommunen, tænker i bare generelt og medinddrage
forældrene som har en aktiv børnesag, ik? Altså man kan sige, når i skrifter hvorfor er det vigtigt, i
er med på at det er lovpligtigt, så der er ikke noget med at man ikke kan gøre det. Jeg tænker sådan
udover de forpligtigelser der ligger lovgivningsmæssige så tænker jeg …
Interviewer: Hvorfor ligger de der lovgivningsmæssigt? Hvorfor er det overhovedet relevant at
lovgive om.
Socialrådgiver1: Det er det fordi det er forældrenes børn. Uanset hvad der sker med dem. Tit tænker
jeg på det der med, selvom vi nogle gange uanset om et barn er blevet anbragt så er forældrene
stadig forældremyndighedsindehaver, selvom hvis børnene er anbragt med tvang. Og i det ligger
også en stor diskussion om at fastholde lovgivningsmæssigt, det er jo forældrenes ansvar, vi kan jo
heller aldrig nogle sinde tage ansvaret ud af forældrenes hænder og vi har heller ikke nogen
intention om at gøre det for det er jo dem der er de vigtigste for børnene. Så jeg tænker det der med,
grunden til at det er vigtigt at medinddrage forældrene synes jeg i høj grad også er for at holde dem
fast på at det er dem der er børnenes forældre. Der er jo også faktisk, vi har problemer med at nogle
gange forældre er vrede over at vi intervenere i deres liv, men vi sku også problemer nogle gange
over forældre er siger her tag vores børn og gør hvad i vil. Jeg ved næsten ikke hvad der er værst af
52
de to. Men den sidste er ikke særlig sjov, fordi så tænker man bare hold da op kan de virkelig holde
så lidt af deres børn.
Socialrådgiver2: Ja, og så går vi i gang med den støre proces, hvordan kan vi forvente det…
Socialrådgiver1: Så når i skriver det med om det er vigtigt at medinddrage forældrene så tænker jeg
i høj grad at det er vigtigt for at få forældrenes blik fastholdt på hvor vigtige de er for børnene. De
vil være de vigtigste mennesker for børnene også når de bliver voksne, og det skal vi formå at
fastholde.
Socialrådgiver3: En lille ting når f.eks. børn er anbragt det at høre forældre sige hvilken børnehave
synes i egentlig at Peter han skal starte i. Bare det. Fordi det er så vigtigt. Og så kan det godt være
de overhovedet ikke ser deres barn hver dag eller har nogen… Men det at de bliver medinddraget, at
rent faktisk skal ud og se på børnehaver, at de skal noget fordi det er deres barn. Det får en
betydning. Det gør det.
Gruppen er enig – Fuldstændig…
Socialrådgiver1: Jeg har en sag hvor forældrene er meget meget dårlig begavet, og de har deres barn
anbragt et sted, og så skal det barn snart i skole. Det er lidt skægt. Nu er ikke så mange år siden der
var kommunesammenlægning, det er ikke så længe siden. Men så i den her kommune vi blev til af 3
kommuner, i den ene af de 3 kommuner der havde man praksis langt tilbage om hvis der var sådan
en sags hvor der var et børn som var anbragt og det var anbragt et andet sted, så var det
anbringelsesstedet man snakkede sammen med om hvad der skulle ske for barnet videre frem, også
i det her tilfælde når man kigger på skole. Og så lidt det her med du siger børnehave, så var jeg inde
at stå fast på at forældrene selvom de altså var virkelig ikke særlig godt begavet, men at de skulle
være med til at finde skole til deres barn. Og de spurgte hvorfor dælen det nu skulle være
problematisk at finde skole for barnet, vi kan jo bare beslutte det. Og så sagde jeg nej det kan vi
ikke bare fordi det er forældrenes barn. Så endte det med at vi var ude og kigge på skole, og
forældrene var med og anbringelsesstedet var med ude og besøge skolen og det var sådan et godt
møde, og forældrene var kistelykkelige. De forstod ikke alt hvad der blev sagt på mødet, men de ar
kistelykkelige da de gik og skolelederen havde sagt at i må godt komme på første skole dag. Og
sådan nogle ting er super vigtige. For det det betyder når i nu snakker om medinddragelse, det er et
eksempel på medinddragelse. Det er at vi på trods at de har de her store problemer altså forældrene,
så har vi samarbejdet om anbringelsen og hvem kommer det til gavn, det gør det overfor barnet.
Fordi barnet har tryghed og stabilitet i anbringelsen, og alle kan enes om at lave nogle gode aftaler.
53
Gruppen er enig- Ja
Socialrådgiver3: Og så er der noget andet også, det sender også et signal til nogle plejeforældre om
at plejeforældre de er ikke forældre. De er pleje forældre og her er barnets forældre. Og barnets
forældre må gerne være med til at beslutte hvad skal der ske for deres barn. Der er også noget
tydelighed i det tænker jeg.
Socialrådgiver1: Men problemet er, der er 2 ting der er op i mod for den ene ting – den almindelig
praksis hvor de ikke behøver og være med, de er jo anbragt så det er jo alligevel plejefamilien vi
skal sørge for at have med så hvorfor er de med. Den anden ting var også at de var for dumme til at
være med, de forstår ikke hvad vi snakker om.
Socialrådgiver3: Så er man på arbejde. Og det er jo der hvor det kan være lettest og springe over og
bare…
Socialrådgiver2: Men det giver ikke mening.
Socialrådgiver3: Og hele tiden bliver man nød til at sætte sig i det sted, tænk hvis nu hvis det var
mit barn der var anbragt, ville jeg ikke høres jo det ville jeg. Simpelthen gerne.
Socialrådgiver2: Det andet eksempel kan være jeg skal flytte et barn, og der vil forældrene også
rigtig gerne have at det går jeg bare i gang med, så har jeg lige snakket med forældre om det, og så
siger jeg at det har vi godkendt og det har vi tænkt kunne være rigtig godt at det her barn flytte til
noget andet, men i skal være med. Når jeg snakker med barnet, så skal i simpelthen sidde sammen
med mig, og snakke med barnet om hvorfor det skal flytte, og hvorfor det ikke kan bo hos dig og
hvorfor det skal bo hos dig og i skal simpelthen være med i den her proces. For det tænker jeg er
allerbedst for deres barn, og det må de jo sidde og tænke lidt over og det har de sagt ja til nu. Den
der med at få dem med i deres proces ift. det er deres barn. De skal eje den der proces også for at
det lykkes for deres barn også. Så det kan være forskellige dilemmaer vi står i.
Socialrådgiver3: På den måde er alle jo også enig. De sidder jo alle her og er enig.
Gruppen er enig – Ja
Socialrådgiver1: Ja… Det er et godt emne i har. Den kan i ikke få for meget af. Jo det kan man nok
godt.
Interviewer: Sådan som jeg høre jer sige det, så cirkulere vi lidt rundt om en sag så er der nogle
vigtige parametre af, den her sag handler om et barn, det er barnet vi tager udgangspunkt i, lad os
54
sige en familie vi tager udgangspunkt i. Det er forældre der ejer den sag, det er dem der skal skabe
forandringen og vores opgave er at støtte dem i den forandring der skal skabes, og det gør vi
gennem medinddragelse.
Gruppen er enig – ja.
Socialrådgiver1: Ja b.la, der er jo også nogle ting v gør hvor vi ikke med inddrager, men hvor vi
måske bringer et eller andet i spil hvor vi, som kan forstyrre billedet lidt, altså kommer med en ide
eller kommer med et eller andet som forældrene ikke selv har tænkt på. Men selvfølgelig så
medinddrager vi igen bagefter, man skal altid medinddrage synes jeg. Det jeg mener er, at vi ikke
bare går ud til folk er siger hvad synes du selv ville være godt, det er ikke medinddragelse på den
måde. Men det er medinddragelse med med og mod spil.
Interviewer: Det er vel også ansvarsfralæggelse og siger hvad synes du…
Socialrådgiver1: Ja man kunne også problematisere at det der med at medinddrage, hvis man nu
tager det til en anden yderlighed. Vi tager jeres emne, hvis man nu medinddrager så meget så man
nærmest overlader det til borgeren selv og bestemme hvad der skulle ske, det kunne man jo godt.
Jobcentret har medinddragelse på den måde, der er det borgeren der skal sørge for selv at følge op
og møde op og registreres osv., og hvis ikke så bliver de sanktioneret. Der er jo ikke nogen der
medinddrager dem og siger hov du skal huske at komme herop for ellers bliver du sanktioneret. Der
har de en forpligtigelse, og det er voksne mennesker og sådan noget. Men man kan sige på den
måde at vi må ikke lave medinddragelse på den måde at vi overlader alt til initiativ og ansvar til
borgeren. Men der hvor borgeren kan selv, og hvor vi kan styrke og motivere til at de kan selv der
skal vi gøre det. Tænker jeg.
Socialrådgiver3: For hvis de kunne det hele selv, så var de her ikke.
Gruppen er enig – Nej så var de her ikke.
Socialrådgiver3: Og jeg synes sku ikke det er i orden, det på jobcentret. Det kan godt være at de er
voksne…
Socialrådgiver1 og Socialrådgiver2: Ja så har de ikke betalt husleje og ryger ud af bolig, så har vi en
anbringelse. Eller ingen strøm eller ingen mad.
Socialrådgiver2: Jeg har faktisk lige siddet i en familie hvor hun faktisk siger hendes far og hende
har sultet i 3 dage, underboen var kommet op fordi hun havde hørt et barn græde så meget. De
55
havde ikke fået mad, for jobcentret havde lukket for kassen, så der var ingen udbetaling og ingen
mad på bordet. Og det var fordi hun havde glemt et eller andet.
Socialrådgiver1: Jeg sidder lige nu med en sag som en af vores kolleager har haft før, og der er en
børn der har et barn der går i en privat dagtilbud her i kommunen. Ikke en af vores. Og der har
kommunen betalt for barnets institutionsplads, og det har bare fået lov til at køre så hun nu skylder
45.000 kr. Og så skriver de til hende at vi vil gøre dig opmærksom på at du skylder os 45.000kr.
(griner) Der bliver ikke mere over enkeltydelses billedet der.
Gruppen – Nej det gør der ikke.
Socialrådgiver1: Undskyld. Jeg tror vi skal tilbage til jeres spørgsmål.
Interviewer: Nej vi er rigtig godt inde i det og rundt om det. Som jeg husker det har vi været inden
på det hele bare i omveje.
Interviewer: Savner i systematiske værktøjer som sikre at i er kommet rundt om en sag, at i har
inddraget at i har taget højde for forældrenes ressourcer i forhold til hvordan der bliver
medinddrager, eller er det noget i bruger hinanden til. Reflektere i over det inden i møder borgeren,
hvordan er processen?
Socialrådgiver2: Vi prøver nogle at lave nogle skemaer. Og især i anbringelsessager kunne jeg
huske at vi tænkte om vi ikke kunne få et skema hvor vi kunne lave nogle krydser eller tjeklister om
vi nu ar husket og gør alt det vi skal.
Socialrådgiver3: Men vi har ikke lavet en i forhold til medinddragelse.
Socialrådgiver1: Men man kunne sige, nu ved jeg ikke hvordan i går til spørgsmålet i øvrigt, men
der findes sådan nogle steder hvor loven er med til at sikre nogle bestemte rammer omkring det.
Sådan noget som partshøring, børnesamtale ved forskellige typer foranstaltninger, status møder,
handleplaner, opfølgning det er jo alle elementer der også §71 sammensvær, forskellige ting der og
hvis sager kommer for tvangsanbringelse hvor meget skal man så holde børnesamtaler og høringer
og hvad skal der skrives og hvilket materiale skal læses, svares osv. Så der er i lovgivning en lang
række fix punker hvor medinddragelsen er med er sikret og det er også sikret i DUBU, fordi den
kræver systemmæssigt at hvis vi laver nogle bestemte handlinger så siger den hov har du husket at
holde børnesamtale, hos har du husket at tilknytte underretning, og partshøring Så vores område er
meget reguleret, eller det er det blevet. Bliver det så mere og mere reguleret og nogle ting vi skal
56
gøre, som sikre medinddragelse, så hvis man tænker medinddragelse udover det så tror jeg det
handler rigtig meget om vores personlige stil som sagsbehandler. Hvor meget synes vi det er
nødvendigt, og hvor meget samarbejder vi med familien, hvad er vores stil. Nogen kan godt lide at
tage meget på hjemmebesøg, nogen kan godt lide at kalde folk herop og sæt dem mødelokaler,
nogen vil gerne ud og gå tur med børnene når de har børnesamtale og andre holder den på skolen.
Der vil være mange forskellige stilarter som man eksekvere i. Er det ikke rigtigt?
Socialrådgiver2: Jo, og ja det er det. Jeg tænker da også på jeg har en masse forældre der er flyttet
til Jylland, hvor jeg pludselig befandt mig i Jylland konstant, det der med at selvom de valgte den
del af deres liv så gjorde det ikke at jeg tænkte nå så er i nød til at komme til Sjælland for at snakke
med min omkring jeres børn. Så vælger jeg at fortsætte, og det synes de jo er svært, men jeg vil så
gerne sakke med dem omkring deres børn. Så jeg må køre til Jylland hele tiden. Så det er en stil,
hvor en sagsbehandler måske havde sagt hvis du ikke kommer til Jylland eller Sjælland så bliver der
ikke noget møde, eller så sender jeg en udskrift på skrift.
Gruppen er enig – Ja det er rigtigt nok.
Socialrådgiver1: Jeg har det sådan, ligesom du har det med dem, så har jeg det om unge jeg har
sendt på kostskole eller efterskole. Selvom det ikke er dødsnødvendigt, så vil jeg gerne aflægge et
besøg om året og holde de her børnesamtaler, og det har jeg noget og gøre med, at jeg vil så gerne
have at de ved at de ikke er glemt at mig. Selvom de selv er af sted og væk hjemmefra, det synes jeg
at jeg for god respons på, de er glade for det besøg. Bare at man lige går en tur og snakker hvordan
går det.
Interviewer: Så man kan godt konkludere at den medinddragelse man får afhænger sindssygt meget
af den socialrådgiver man ender med, og så selvom der bliver systematiseret så meget i metoderne.
Socialrådgiver2: Jamen jeg tænker at de fleste sagsbehandler nok medinddrager, det er nok bare
forskelligt hvordan vi gør det. For nogle sager er det også anderledes end andre sager.
Gruppen er enig – Ja, og hvordan vi tænker det.
Interviewer: Jeg tror også vi er ved at nærme os tiden. Jeg tror vi også skal være lidt fixe på, at jeres
tid også skal overholdes.(Socialrådgiver 2 og 3 hmm ja ja så hvis I har noget) Imens X er… Vi har
altså virkelig været glade for at I ville hjælpe os med Interview. (Socialrådgiver 2: Ja ja selvfølgelig.
Hmm det er et super spændende emner i har)
57
Tusind tak for i dag. Socialrådgiver 2: Jeg bliver altså nød til at smutte nu. Jeg køre. (socialrådgiver
1) Ja Ja kør. Hvis der ikke er andet I mangler.
Interviewer: Vi skal bare have skrevet under på feltarbejdesaftalen. Altså at I jo har total
anonymitet. Dvs. altså At jeres navne jo står på feltarbejdsaftalen, men det er jo internet. Det bliver
ikke offentligt tilgængeligt. Men opgaven bliver lagt på internettet. Men jo ikke med jeres navne
eller arbejdsplads eller noget. (Socialrådgiver 1: okay Ja det er fint. Skal alle skrive under?
(Interviewer) Nej nej det er fint. Og altså vi har også skrevet i opgaven, at I gerne må få
transskriptionen og altså rette i den. Eller altså komme med kommentar så retter vi selvfølgelige
helt klare fejl, men eller vedlægges jeres kommentar. For at sikre sådan validiteten.
Socialrådgiver 3: Det er helt fint. Sådan!
Der bliver skrevet under og vi siger pænt farvel til hinanden. De to socialrådgivere går og
Interviewerne rydder lokalet for kaffekopper mv. som tages med ned i kantinen inden vi forlader
forvaltningen.
Bilag 2 Transskribering af interview d. 19.05.2015
Nedenstående er direkte transskriberet af interviewet fra lydfil til tekst.
Interviewer: Jamen jeg vil kort fortælle lidt om vores projekt og vores emne, som jeg også fortalt
om da vi talte sammen, så har vi jo om medinddragelse af forældre der har børnesag i kommunen.
Vi er rigtig interesseret i at finde ud af, altså hvad medinddragelse er for socialrådgiverne, og hvad
de forstår ved det, og hvordan de udføre det i praksis. Og så vil vi rigtig gerne undersøge det her
med, altså hvad den konkrete metode som socialrådgiveren vælger, hvad den har af betydning for
hvordan forældre føler sig medinddraget. Ja, det var sådan kort om det.
Socialrådgiver: Jeg skal lige forstå det rigtigt, for nu siger du medinddragelse af forældre. Mener du
det du siger når det er forældre eller mener du familier eller i? Fordi
Interviewer: Altså forældrene.
Socialrådgiver: Så det er ikke børnene?
Interviewer: Nej, det er det ikke.
58
Socialrådgiver: Okay, det var jeg så ikke klar over. Fordi det er noget jeg går meget op i. Det andet
selvfølgelig også, men der er bare ikke så meget der har fokus på medinddragelse eller medvirken
af børnene. Men ja forældre, godt så ved jeg det.
Anden interviewer: Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg er håbløs til teknik(mobiltelefon).
Socialrådgiver: Det må du vænne dig til, der er meget teknik hvis du skal og sidde i en kommune på
sigt.
Anden interviewer: Jeg har faktisk arbejdet til i DUBU. Har i det også?
Socialrådgiver: Ja vi bruger DUBO.
Anden interviewer: Det synes jeg er et sindssygt godt system. Det har jeg godt nok mødt meget
kritik på. De var i gang med en implementeringsfase der hvor jeg var i praktik, og jeg synes bare at
det gav så god mening, men jeg tror måske det er fordi man er ny i det og man aldrig har siddet med
noget andet.
Socialrådgiver: Præcis, så man starter nemlig dernede. Vi andre har levet med rigtig mange
systemer gennem tideren og noget virker og noget virker ikke. Og DUBO, noget virker og noget
virker ikke. Nogle gange virker det og nogle gange virker det ikke og så bliver man frustreret. Så ja
Interviewer: Men jeg tænkte på hvis vi bare kort, vil du fortælle hvad du laver til daglig?
Socialrådgiver: Jamen til daglig, jeg er myndighedsrådgiver. Sidder i specialrådgivningen som
primært har med familier med børn og unge med funktionsnedsættelser fysisk og psykiske. På de
handicapkompenserende der er det op til 18 år, fordi der ophøre forsørgerpligten, men for de unge
der så har brug for noget hjælp udover det 18 år, der har jeg dem op til 23.
Interviewer: Okay. Jeg tænker sådan på at snakke lidt om § 4 i RSL sådan overordnet, om du ser
nogle dilemmaer?
Socialrådgiver: Det kan man ikke andet end at sige nej til. Fordi det er en af de sværeste paragraffer
i lovgivningen. Vi operere jo primært under serviceloven, men den har også bindeled til RSL,
Sundhedsloven, FVL osv. Og nogle gange, eller lovgivningen er god nok på § 4, men den er jo også
meget bred og åben ift. at man har enormt meget selvstyre, det er den enkelte rådgiver der sidder i
samtalen, der er ingen overvågning der er ingen tjekliste, der er ingenting. Så det handler meget om
det, men det er i hvert fald tidligere benævnt som professionsetik. Og der udvikler man over tid
nogle metoder som er brugbar i nogle situationer og nogle familier, og så er der nogle andre ting der
59
virker til nogle andre familier. Så man kan ikke sige, eller jeg kan i hvert fald ikke sige at jeg
systematisk går frem ift. RSL § 4, fordi det afhænger af den given situation, familiens
problematikker og familiens ressourcer, dens begrænsninger, voldsomeden i problemstillingerne.
Der er mange mange ting der går indover, og det er noget man drager med i sine faglige
overvejelser, både før under og efter et møde med en borger eller i forløbet. Meget forskelligt.
Interviewer: Ja, nu siger du det her med, at man kan anvende forskellige metoder. Kan du komme
med eksempler på hvordan du f.eks. benytter en bestemt metode og hvornår du benytter en anden
metode?
Socialrådgiver: På det handicapkompenserende. Det er lidt lettere på det handicap kompenserende
når man snakker metoder, fordi det er så lovbundene der er rigtig meget jura. Hvorimod hele det
sociale område, der kan man sige der er det mere skønsprincipperne der hersker. Du kan nå frem til
en fagligvurdering og bla bla. Men bindingerne på handicapområdet de er større, og dvs. Der har vi
helt faste procedure når en familie eller et hospital, det er meget ofte hospitaler, henvender sig til os
om et barn de har fået forældrenes samtykke eller forældre har selv samtykket til at der tages
kontakt hertil med ansøgning om det kan være tabt arbejdsfortjeneste medudgift og
handicapfriplads osv. Når vi får den ind, en ansøgning uanset hvor den kommer fra så sender vi
borgeren en kvitteringsskrivelse, det er det allerførste der sker, det sker inden for få dage. De får en
kvitteringsskrivelse om at vi har modtaget den her ansøgning og vi vil gå i gang med indhente de
nødvendige og relevante oplysninger der kan gøre at vi kan træffe en afgørelse på et senere
tidspunkt. Og så går vi i gang med at indhente oplysningerne, primært hospitaler eller speciallæger
eller læger, og så kontakter vi familien at nu har vi fået de oplysninger og nu vil vi godt have dem
med ind, så aftaler vi et møde, om ansøgning hvor man mødes og kigger hinanden i øjnene og
spørger lidt ind til hvordan familien har det.
Jeg har lige i dag fået en barn med en blodprop i hjernen, et barn på 8 måneder. En helt ny sag,
henvist fra Rigshospitalet, og den familie vil starte den her procedure, og når jeg så har – nu har jeg
så lægeoplysningerne, der vil jeg skrive til forældrene at i har fået den her underretning, ja
underretninger fra hospitalet og jeg vil tilbyde dem at enten at komme hjem til familien eller et
møde op hos mig. Så jeg vil lade det være op til dem, hvor er i mest trygge. Når det er sådan et lille
barn kan det også være svært at pakke hele molevitten og i forvejen er man i både sorg og krise, så
det bliver på der hvor de ønsker at det skal være. Og så tager jeg mig et møde med dem og lytter
mig ind til hvad der kunne være af behøv for hjælp eller støtte eller lovgivning, både økonomisk
hjælp eller anden hjælp. Så vil jeg vejlede om andre former for hjælp efter lovgivningen, det kan
60
være hjælpemidler, det ligger ikke hos mig men jeg kan fortælle om det visitation og koordinations
enheden så jeg vejleder også uden for mit eget. Og så taler man om det de også ser eller høre. Nogle
gange er det store sociale vanskeligheder, hvor jeg lytter til om der er bekymring for det barn.
Kender i den børnefaglige undersøgelse?
Interviewer: Ja
Socialrådgiver: Hvis jeg lytter mig frem til at her der er noget kompleksitet i det, så vil jeg måske
sige til forældrene at det lyder på mig som at det vil være brugbart at starte en børnefaglige
undersøge. Og så forklare jeg hvad det er, og hernede har vi hvert fald meget sjældent nogle der
siger nej til en undersøgelse, og de vil jo gerne være med i samarbejde om at få den bedste hjælp til
både børnene og selv. Nogle gange, hvis det er funktionsnedsættelse og noget liggende som med
blodproppen, der vil jeg lave noget der hedder udredningsværktøj § 11, som jo også er en ICS
metode, men som har meget fokus på sundhedsforholdene, men der kan også godt være sociale
problemstillinger inden under, det er der jo nogle gange også. Så vil jeg gå ud fra den og forklare
den, og der bidrager alle familier, alle familier bidrager med egne oplysninger til en sags belysning
eller en undersøgelse, det gør alle. Nogle gange så siger de og siger: X, vi kan ikke finde ud af, hvad
vi skal skrive på og det her punkt, og så siger jeg: ej så er det måske lige nu og her vi skal mødes,
også kommer de op og så snakker vi om det osv., og så siger de: nå nu forstår vi det bedre eller kan
du skrive det ind som vi har snakket om i dag, det gør jeg så også nogle gange. Når så jeg er ved at
nå til en afgørelse eller undersøgelsen er færdig så kalder jeg forældrene op til partshøring. Vi har
meget velfungerende familier her i kommunen, så oftest sender jeg undersøgelsen eller
udredningsværktøjet hjem til familien og beder dem om at kigge på det og kommentere det, og når
vi så mødes så har de gennemlæst det og satte sig ind i og stille nogle relevante spørgsmål eller
kritik punkter til det. Så de inddrages hele vejen men på forskellige led.
Anden interviewer: Oplever du at det er nemmere at inddrage de ressource stærke forældre?
Socialrådgiver: Både og. Altså hvis du spurgte mig for 30 år siden, ville jeg sige det er nemmere.
Men i dag vil jeg ikke bare sige at det er nemmere fordi, det er et spørgsmål om at få fat på
inddraget selv familier der ikke har helt så mange ressourcer eller de ikke er så ressource stærke ja
flade efter et hårdt liv eller andet, de kan ligeså vel inddrages men det kan godt være det tager lidt
længere tid og forklare tingene og at møderne ikke bliver helt så lange og helt konkrete sådan
lovgivningsmæssigt hvor man skal tage det over nogle flere gange. Men ressourcestærke familie
kan også komme og sige, at vi har læst på hjemmesiden for center for autisme at vi har ret til sådan
61
og sådan og sådan, hvor jeg må sige man kan måske i lovgivningen komme indenunder de her
paragraffer men det forudsætter sådan og sådan og kriterierne er sådan og sådan, og det kan også
være svært nok kan man sige og skulle argumentere for lovgivningen – intentionerne i
lovgivningen.
Interviewer: Altså hvilke overvejelser ligger til grund for hvordan og hvornår i oplyser borgeren om
deres rettigheder?
Socialrådgiver: Jamen de bliver altid skriftligt oplyst, når vi sender en kvitteringsskrivelse så er det
første skridt, når vi træffer en afgørelsen inden vi træffer en afgørelse medmindre den giver
forældrene fuld medhold, hvis de kommer og siger vi søger tabt arbejdsfortjeneste til at passe vores
barn 37 timer om ugen, og de får medhold i det så sender vi en skriftlig afgørelse, men hvis ikke de
får fuld medhold så bliver de partshørt. Så sender vi en parthøring, som er det den vi vil sende som
afgørelse medmindre de sender nogle nye oplysninger som gør at vi går ind og revurdere. Så der vil
de altid blive partshørt, og alle får skriftlig afgørelser.
Interviewer: Hvad med i det første møde, sådan rent notatpligten og aktindsigt pligten har du sådan
en eller anden procedure for det?
Socialrådgiver: Nej ikke fast. Altså, nogle familier en del familier har det sådan at det at skulle
herop er grænseoverskridende. For kunne de klare sig selv så gjorde de det. Så det er ikke et møde
de egentlig ønsker, det er et møde der er nødvendigt af en eller flere årsager. Så det og lade folk se
en høre en, høre om lovgivningen det kan være rigeligt på det første møde. Folk kan også være
voldsomt i krise, den familie jeg referer til f.eks. jeg aner ikke hvordan de har det når jeg kommer
hjem til dem, jeg regner med at jeg skal hjem til dem for det plejer det at være når børnene er så
små. Og det kan være de bare skal lytte til hvad er en rådgiver, hvad betyder serviceloven, jeg har
nogle pjecer med om hvad det betyder at have fået et barn med svær funktionsnedsættelse og det
indebære at der er nogle hjemmesider der henviser til lovgivningen og patientforeninger og alt
muligt andet, så det kan være rigeligt altså. Så det er sådan en afvejning jeg laver, er det nu jeg kan
oplyse om de her ting eller skal jeg vente til en anden gang eller skal jeg helt undlade det. Det er
meget forskelligt, og det er noget man lære hen ad vejen vil jeg sige. Og lytte til en, lytte til hvor er
folk henne og hvor tror man at det kan fortæller er nyttig viden, for det skal også være noget de kan
bruge, man skal heller ikke snage man skal ikke have flere oplysninger end godt er, og notatpligten
i sagen det der er relevant i sagen så alle andre kan læse det hvis jeg ikke er her eller har ferie, så
skal nogle kunne overtage og så skal de kunne læse sig frem til hvad er der gennemgået, hvad er
62
borgeren vejledt om og rettigheder og når de giver samtykke til indhentninger af oplysninger så er
lovens tekst jo på de blanketter vi bruger de autoriserede blanketter, der ligger lovgivningen som, så
på den måde der kan de sidde i ro og hvis de orker gider eller har lyst til det og læse de forskellige
ting, men det er ikke et must. Det er ligesom når vi får breve fra banken et eller andet, så står der 56
sider bagved at man acceptere vilkårene for dit og dat, og hvor mange læser det, vi vil heller vide
har vi fået lånet eller har vi ikke fået lånet. Og borgeren vil heller vide får jeg den støtte eller får jeg
ikke den støtte i hvert fald for en del af dem.
Interviewer: Men tror du man kan undlade at fortælle borgeren om deres rettigheder?
Socialrådgiver: Nej. Men du spurgte lige om aktindsigt, ikke?
Interviewer: Ja
Socialrådgiver: Altså det er meget sjældent jeg oplyser om retten til aktindsigt, men det er fordi der
sjældent er uenighed. Jeg har en klagesag i ankestyrelsen hvor de har klaget over mig som
sagsbehandler og det er inden for de sidste 7 år, og den køre stadig i ankestyrelse på andet år, men
det er mere for at sige at det er ekstrem sjældent at vi har klagesager. De kan klage over en
afgørelse, men der vil de selvfølgelig også blive vejledt om retten til aktindsigt ligeså vel ved
tvangsfjernelser, gratis advokat bistand og aktindsigt. Men når dialogen forgår på en god og
fornuftige måde, så er det sjældent at nogle vil have aktindsigt. Aktindsigt er jo oftest tænker jeg der
hvor man ikke har tillid til den der har siddet og sagt nogle ting gjort nogle ting, givet afslag på
nogle ting eller givet tilsagn om nogle ting, der hvor tilliden ikke er der. For der vil man jo gerne
selv kontrollere, og sådan vil vi også selv være. Altså vi har adgang vil vores sundhedsjournaler
selvfølgelig, for er det lægen sagde nu rigtig og hørte jeg det ordenligt, og retten til aktindsigt er
også på de blanketter når vi laver, de der oplysninger – sender ud, oplysningspligt og sådan noget.
Anden interviewer: Tænker du at det er fordi du sidder med handicapsagerne, altså med sundheds?
Socialrådgiver: Altså jeg sidder også med det sociale. Det er rigtigt, vi er delt op i hvad hedder det
børn og unge teamet hvor X er. Og de har flere aktindsigtssager, så der kan ligger noget der ja, men
der har også været større udskiftning. Der har været rigtig mange sagsbehandler de sidste 10 år,
skiftende sagsbehandler på børn og unge temaet og jeg har siddet her i menneskealder siden det her
startede op, 18 år siden. Så de familier jeg har, har jeg jo fra de er små og hele vejen op til 18 og
nogle gange forsætter jeg lidt som bisidder i de forskellige systemer så de bliver hjulpet godt
igennem. Og der kender de mig, og hvis de siger vi er ikke enige, eller vi vil gerne have et referat
63
fra sidste møde, fint siger jeg jeg printer bare ud fra DUBU notat og så får de bare det. Men det er
sjældent, men jeg tror det handler om skiftende sagsbehandler volder familierne større
vanskeligheder, med at have tillid til et system forstå et system. Så det er godt at blive på sin pind.
Men der er da også sociale problemstillinger, jeg vil ikke sige jeg har kørt tvangsfjernelser hernede i
alle årene også, og der er ikke en, de har jo fået aktindsigt ja det får de jo via advokaten men i
forløbet optil og bagefter der har jeg faktisk heller ikke haft henvendelser om aktindsigt. De får det i
forbindelse med forlæggelsen fra børn og unge udvalget, selve indstillingen og bilagene ikke, og det
er klart der har jo også ret til bisidder og altmuligt andet, det har de i øvrigt også i hverdagene. Men
nej hvis man fortæller dem hvad man tænker og hvorfor man tænker ens faglige vurderinger så kan
de fleste mennesker jo godt forstå det selv, i en tvangsfjernelse sidder man med en anden rolle som
fagperson ansat i en kommune og det at være forældre handler rigtig meget om følelser, selvfølgelig
gør det det, men også at jeg vil have det jeg har krav på. Så ja
Anden interviewer: Det er lidt interessant, det er lidt et andet billede jeg kender til fra min praktik i
en børn og unge forvaltning på de sociale sager, hvor aktindsigt væltede ind ad døren, stort set hver
dag.
Socialrådgiver: Vi høre det godt. Det er ikke enagang hver uge vi har en. Ej vi har ikke engang en
hver måned tror jeg. Det er virkelig virkelig lidt.
Anden interviewer: Ja det må det være.
Socialrådgiver: Ja. Jeg ved, hvem var det nu… (Citat udklippet pga. personfølsomme oplysninger.
Dette er ikke brugt i opgaven)
Anden interviewer: Jo der er ret meget at lave i sådan en aktindsigtssag.
Socialrådgiver: Jamen der er rigtig meget at lave, men jeg tænker bare har de virkelig så mange.
Men jeg vil sige i specialrådgivningen, der har vi siddet her i rigtig mange år. Jeg er så den der har
siddet her længst. Og på børn og unge teamet er der begyndt at falde ro på, der har ikke været
udskiftninger de sidste 2 år tror jeg. Så nu er det ved at finde et leje ikke og jeg tror at det er meget
medvirkende at man har den samme sagsbehandler, at man tør sige hvis man ikke er enig eller sige
man ikke forstår det eller sige at jeg vil have noget andet, altså jeg vil have 3 af de blå jeg vil ikke
have de gule, det er sådan et begreb vi bruger. Så det handler om tillid.
Interviewer: Men oplever du at borgeren er gode til sige hvis der er noget de er uenig i/med?
64
Socialrådgiver: Ja ja ja ja… Indimellem får man en sva derude lige, og nogle gange på mail ik og så
tænker jeg oh vi lader den lige ligge til i morgen så har de nok kogt lidt ned, for nogle gange så skal
man bare af med sine frustrationer, og nogle gange får jeg så en mail dagen efter: beklager X at det
gik udover dig, det var ikke dig det skulle gå ud over men jeg vidst ikke hvor jeg skulle gøre af den.
Så skriver jeg tilbage: fint nok er det overstået nu ikke. Altså, så er den ikke længere vel, og den der
sag jeg har i ankestyrelsen dem samarbejder jeg forsat med og går til møder med og har lige truffet
ny afgørelse med som de sikkert ikke er enig i, og sådan er det men vi samarbejder da alligevel.
Altså så går den bare et skridt længere op, også er der nogle uvildige der sidder og kigger på det og
så kan træffe nogle afgørelser til den ene eller den anden side. Sådan er det man skal ikke tage det
personligt.
Anden interviewer: Så i har ikke skiftet sagsbehandler fordi i har en sag i…
Interviewer: Det har jeg aldrig prøvet, aldrig. Men der har været en tvangsfjernelse, men det er flere
år siden hvor moren sagde hun ville aldrig nogensinde se mig igen, så sagde jeg til hende det synes
jeg nu alligevel vi skulle for vi skulle se og komme videre, og hun skiftede ikke sagsbehandler. Men
jeg har aldrig haft en henvendelse eller direkte fra vores ledelse om sagsbehandler skift, det har jeg
ikke. Jeg har haft nogle der er hold op, fordi de er blevet 18 år, hvor vi har sagt kan vi ikke få dig
stadigvæk. Så det er jo meget god tilbagemelding. Sådan er det.
Interviewer: Jeg tænker om du ser den måde du inddrager borgeren på, er den anderledes end din
kollegaer eller har i en fast måde i gør det på?
Socialrådgiver: Vi har ikke noget fast, men vi har i specialrådgivningen møder hver onsdag, fra 911 hvor vi drøfter løst og fast, det kan være problemstillinger, det være kemien imellem borgere det
kan være lovgivningen, ændringer, principper og alt indenfor vores område. Det gør vi fast hver
onsdag. Og der får vi jo vendt mange ting så vi også ensretter os ift. procedure hvordan behandler vi
nye ansøgninger, hvordan forlænger vi hvor ofte gør vi det og alt sådan noget. Så det er egentlig
lige meget om de har mig eller min to kollegaer, for vi gør det på sammen måde mere eller mindre
ikke. Børn og unge teamet er lidt anderledes, dem har vi fælles rådgivningsmøder med 1 gang om
måneden og der har vi borgerrettet sager eller direkte individuelle sager på og andre gange er det
RSL § 4 eller SEL § 11 der lige er lavet om eller magtanvendelsescirkulære altsådan nogle ting der
er på. Men vi taler ikke så indgående hele rådgivergruppen, m at vi gør det ens. Og det tror jeg
heller ikke på at man kan. Man kan godt have systematik og man kan også have metoder der er
gode ICS osv., men det er mennesker vi har med at gøre, og man kan ikke komme mennesker i
65
kasser på den måde som nu siger jeg noget der slet ikke skulle gå, som man for lovgivernes side
ønsker det. Det tror jeg ikke på at man kan. Der er så mange bløde værdier, så meget… Har i læst,
har i brugt Jens Guldager?
Interviewer: Ikke voldsom meget.
Socialrådgiver: Nå, han er en klog mand. Fordi han er rigtig god til netop omkring forforståelse og
erfaringer hvor man meget ofte sætter ting i koloner eller laver scoresystemer hvor han siger, men
der er også nogle ting der går sådan her jo (bølge bevægelse med hånden) altså, og det er de der ting
vi ikke altid kan beskrive, eller i hvert fald har svært ved at beskrive eller svært ved at svare på når i
spørger på den måde, fordi der vil altid være nogle man ikke kan sætte i den bås. Af mange
forskellige årsager. Kan også være sprogvanskeligheder, kan være forskellige kulturelletilgange. Vi
har jo også fået en del flygtningefamilier, de kommer med en hel anden kultur, de aner ikke må
man…Hvis jeg stiller en kande med vand f.eks. en lille bitte ting, nogle tør slet ikke og rør den for
før jeg har sagt du må godt tage et glas så gør man det ikke af høflighed. Hvor vi andre starter med
at sige ej der er vand, fint jeg tager noget vand, så det er bare sådan nogle små ting, man også skal
ligge mærke til i et møde med mennesker.
Interviewer: Hvad vil det sige at blive medinddraget og hvad tror du at det betyder for borgeren?
Socialrådgiver: Det betyder alt. Altså det er et mærkeligt spørgsmål, for uanset om, hvis man vender
den om og siger hvis du var i den situation og du skulle til tandlægen og din tandlægen siger du skal
have lavet det her, så kan du jo vælge at sige ja eller nej. Men du bliver medinddraget, det gælder i
alle facetter i livet, det gælder i alle kontekster, så det er jo ikke kun i mødet med os. Det er alle ting
man skal forholde sig til, om man bliver inddraget og hvis man ikke føler man bliver inddraget så
skal man nok gøre opmærksom på det. Så jo altså selvfølgelig bliver alle medinddraget, men kan
man ikke sige det er langt fra på samme måde hver gang.
Interviewer: Men gør du dig nogle refleksioner inden du f.eks. skal have et møde? Hvilke
refleksioner gør du dig der.
Socialrådgiver: Ja til forberedelsen, ja det gør jeg. Jamen altså de familier jeg kender, har jeg kendt i
rigtig mange år. De skriver: Hej X, rigtig lige til mig. Så siger jeg til dem og siger hvad nu? Det
ville jeg ikke gøre til en ny borger, der vil jeg sige Det er X fra ungerådgivningen, du har ringet til
mig. Og så vil borgeren sige hvad det er de vil. Men når man kender en borger så behøver man ikke
og være så formel, men jeg er formel i starten vil jeg sige, ligesom kontakten med den her familie,
66
den vil jeg holde på et indledningsvis meget upersonligt plan fordi det er ikke det der skal fylde. Jeg
skal have nogle oplysninger, de skal have noget viden af mig og noget rådgivning. Men i takt med
at de kommer til at bliver fulgt her i mange år, kan det godt være at de om et år eller to skriver; Hej
X vi har brug for at snakke med dig, kan vi komme op. Jo selvfølgelig, bare ring. Så er det formelle
blevet hvad kan man sige…
Anden interviewer: Så er det måske blevet til en relation hen ad vejen?
Socialrådgiver: Ja ja det er et godt ord. Det er det.
Anden interviewer: Det er lidt sjovt. Det møde vi lige har været til i en anden kommune, og det var i
en børn og unge altså kun med de sociale problemer, og meget tit meget tunge og komplekse
problemstillinger. De snakkede rigtig meget om lige det modsatte, om at møde borgeren og skabe
relation, og danne grundlaget for så senere hen og kunne være myndighedspersonen. Der fik vi
sådan lidt et billede af at uden relationen så ville samarbejdet ikke kunne bære at man også var
myndighed. Hvad tænker du om det?
Socialrådgiver: Det er da et godt spørgsmål, fordi hvad kom først hønen eller ægget. Det er der et
udtryk der siger. På det allerførste møde, begynder man jo opbygningen af en relation, men det kan
godt være at der kun er behøv for to møder så siger man farvel og tak, og hvis der er brug for hjælp
en anden gang så ved du at vi er her. Der når man ikke en langvarig relation. Men fra de træder ind
overhovedet allerførste gang der er jeg myndighedsperson. Og det synes jeg ikke er svært, fordi
sådan er det hver eneste gang så hvis man endelig skulle sige er der noget der er gennemgående, så
er det det at være myndighedsperson.
Anden interviewer: Hvordan oplever du at borgeren modtager det?
Socialrådgiver: Jamen det er jo tydelig tale, altså jeg skal lytte mig frem til hvad der kan være af
behov for hjælp, eller hjælps muligheder, jeg skal nogle gange også udregne hvilke beløb der kan
være tale om, og det kan man ligeså godt præcisere fra starten. Men de skal selv inddrages og
medvirke, men de går ikke ud til kasseapparatet og hæver hvad de har lyst til vel. Det gør de ikke.
Så myndighedsrollen er der fra allerførste færd. Lige fra jeg skriver det her brev til dem om at vi har
fået henvendelse, jeg er specialrådgiver jeg arbejder sådan og sådan, jeg arbejder under
servicelovens paragraffer om økonomisk støtte og støtte muligheder forebyggelse og anbringelse
osv. Bum. Så ved de det. Men det handler ikke om ikke at have respekt for mennesker. Men det vil
67
aldrig være et ligeværdig møde. Det vil det ikke. Der er forskellige årsager til at man sider ved
bordet. Så
Anden interviewer: Man kan sige ligeværdige finder man jo aldrig. I af med vi er en myndighed.
Socialrådgiver: Man kan tilstræbe sig et ligeværd. Stor høj grad af ligeværd i et møde, men der vil
altid være et magt forhold, bortset lige fra hvis jeg nu skal tænke mig om. Sådan en om § 54 ikke,
kender i den? Støtteperson med anbringelse. Det jo en ret, der er nogle paragraffer i serviceloven
hvor folk har ret. Så uanset om jeg synes det var en god ide eller ej, så siger lovgivningen det skal
de have krav på hvis de vil have det. Så der kan man sige, der har man rent faktisk meget meget
indflydelse, hvis de kommer og siger vores barn skal anbringes vi vil have en støtteperson. Så der er
nogle få områder i lovgivningen, hvor lovgivningen rent faktisk laver større ligeværdighed i mødet
end til andre tider. Vi kan f.eks. også, en af de helt store skævheder til den anden side, det er
kontaktperson til unge børn og unge 52 3-6, hvis forældrene siger nej og jeg siger jo og jeg siger;
Michael vil du have en kontakt person og Michael siger ja tak, så får en kontaktperson. Så er det
fuldstændig ligegyldigt hvad forældrene mener. De skal ikke samtykke, så der er en skævhed altså
et magtforhold der endnu tydelig den anden vej.
Anden interviewer: Men ellers så prøver du at minimere magten ved at være åben og tydelige ved
jeres roller?
Socialrådgiver: Ja oplysende vil jeg sige. Altså oplysninger i forhold til…hvad muligheder, for det
handler jo meget om muligheder lovgivningen giver, og så at de inddrages og bidrager fordi jo mere
jeg for af oplysninger fra familierne jo bedre grundlag har jeg for at træffe afgørelse der er rigtig.
Og når det handler om forældrene, så er det vigtigt at deres beskrivelse af barnet og min forståelse
af barnet er i overensstemmelse så vi ser det samme barn. Så er det også lettere i det. Men der er det
også vigtigt med inddragelse af børnene.
Interviewer: Jeg tænker oplever du af borgeren er mere tilbageholdende når de bliver mødt med den
her myndighedsperson i stedet for som vi oplevede i X hvor de blev mødt med den det her om at
man ikke var en myndighed det pakkede man lidt væk?
Socialrådgiver: Hvad skal det bruges til, det forstår jeg ikke. Jeg forstår det slet ikke. Det gør jeg
ikke, fordi så tilbage holder man faktisk nogle vigtige informationer om borgeren og hvad deres
muligheder er, hvad deres rettigheder er som man oplysninger dem om det. Altså så kan de jo tro
noget og så på et senere tidspunkt kan de vel blive overrasket, vi troede at osv., og det er jo ikke
68
fordi jeg sidder og lister det hele op på første møde bang bang bang. Det foregår i en samtale hvor
jeg fornemmer mig ind til hvad kan være relevant at vide her ikke. Men lige omkring afgørelse og
støttemuligheder der tegner og fortæller jeg. Jeg har mulighed for at bevillige, jeg har kompetencer
til. Hvis det handler om døgnaflastninger, jeg har et par døgnaflastninger i øjeblikket.
Døgnaflastninger det er jeg ikke selv kompetencer til, men jeg laver en indstilling til vores faglige
leder, som så kan godkende det. Så nu skal vi snakke om hvad er der brug for at vide i en
børnefaglig undersøgelse, så jeg kan lave en ordentlig indstilling, så fortæller jeg også hvad jeg har
mulighed for og hvad jeg ikke har mulighed for. Men det synes jeg er vigtigt. Det er vigtigt med
tydelighed, så bliver folk ikke forundrede eller vi troede at. Dialogen er meget vigtigt.
Interviewer: Oplever du at dialogen, at den altså at den afhænger af sagens kompleksitet?
Socialrådgiver: Hvis vi får underretninger, som vi jo gør hele tiden. Så kan man sige, så starter vi jo
med at opsøge nogle familier, som bestemt nok ikke har lyst til at have besøg af os. Og vi går ud,
hver eneste uge er vi ude uanmeldt. Så der masser vi os ind kan man næsten sige. Så der kan være
modstand fra starten. Der hvor folk ikke har lyst til at se os eller ikke har lyst til at være i dialog
med os, det kan være nogle sager hvor netop omkring børn at de har nogle egne vanskeligheder
misbrugsproblemer eller andet psykiske vanskeligheder, huset er ved at gå tvangs aktion eller
fodgen står og banker på døren, der er det altså ikke sjovt og have kommunen, men det er
nødvendigt. Så der kan være modstand indledningsvis. Og jeg vil sige der hvor der kan være rigtig
stor modstand der er det vigtigt at oplyse om at vi ikke har lavet lovgivningen, vi administrer
lovgivningen. Det gør at der er noget der hedder myndighedssagsbehandler der inden for det
område Børne området, kan træffe nogle beslutninger. Så det er jo ikke os, altså intentionerne i
lovgivningen er lagt, vi skal udføre dem og det er også vigtigt at fortælle borgeren det. Fordi det
tager nogle gange noget at presset. Når vi går på uanmeldt hjemmebesøg så går vi ud og siger vi har
fået en underretning fordi det skal, i går nej det var politiet, politiet skal underrette os der var en far
som opleves meget påvirket og stikker af med sin 3 årige datter og han er psykisk dårlig. Så forklare
vi politiet har pligt til at underrette os, i serviceloven der har vi pligt til at tage ud og se hvordan går
det med jeres barn. Har i brug for hjælp, vi vil gerne tale med jer ikke. Det tager noget af brodden af
at man fortæller, at det gør man fordi der er en lovgivning der siger at det skal man. Jeg gør det.
Interviewer: Hvordan opleves det af borgeren når i siger sådan til dem?
Socialrådgiver: Det kommer lidt an på hvor de er henne. Hvis de er helt hvad hedder sådan noget,
dødpåvirket af et eller andet så kan det være svært at trænge igennem ikke. Der bliver man måske
69
lidt tydeligere omkring ja det er sådan det er her. Vi må snakke sammen på et andet tidspunkt. Kom
op til mig i morgen eller et eller andet.
Anden interviewer: Så egentlig så er det faktisk altid myndighedspersonen man møder når man
møder dig? Uanset om det er kaos situation hvor alt er presset eller når det er en ganske almindelig
opstartssag bevillig ift. tabt arbejdsfortjeneste.
Socialrådgiver: Ja der er jeg altid myndighedssagsbehandler. Så har jeg også nogle
anbringelsessager, som jeg har haft gennem en del i år, og der tager jeg på besøg hos de unge og det
er ikke for at træffe afgørelser hvad enden det hvad hedder det, to gange om året skal jeg føre tilsyn
men jeg opsøger dem lidt hyppigere fordi det er også hyggeligt at følge dem lidt tættere, så de også
sådan ligesom ser personen ikke. Og når jeg kommer der så er det hej X, men de ved jo godt at hvis
der er noget de vil søge om eller spørger om så er det mig de skal spørger. Men det er langtfra hver
gang, det er mere det er relationen der så bære det kan man sige. Med at få lov til at følge med i de
unges liv, få lov at vise at man er der når der måske ikke er en far eller mor. Og det kan være svært.
Og så også lytte sig frem til, nogle gange ved de jo ikke engang selv at de har ret til eller krav på
eller kan søge om, også lytter jeg mig frem til ved du hvad det skal vi lige ordne med opholdsstedet
, du har faktisk brug for sådan og sådan så det kan vi godt bevillige nå så fint, og så træder
myndighedsrollen pludselig frem men så kan den også træder tilbage.
Anden interviewer: Det er lidt interessant. Om det er fordi vi nu sidder i en speciel afdeling fordi
det virker jo ikke sådan at det er fordi vi sidder i en speciel afdeling at din tilgang til det er
anderledes.
Socialrådgiver: Men jeg har jo også de sociale sager. Eller sociale problemstillinger, lyder så dumt
med sager. Nogle gange er det jo en kombination for nogle gange træder en afvigelse jo frem som et
socialt problem men det kan være afledt af at man har en udviklingsforstyrrelse der gør at man ikke
ejer ret meget empati og kaster rundt med ting og folk og sager. Og der bygger den, ja
Anden interviewer: Ja det er svært af skille ad de to.
Socialrådgiver: Ja det er det.
Anden interviewer: Det er meget interessant.
Interviewer: Ja… så kommer der noget om, altså hvorfor du mener det er vigtigt at medinddrage
forældrene?
70
Socialrådgiver: Ja hvorfor er det vigtigt. Jamen det er fordi det er mennesker vi har med at gøre,
altså sådan er det. Vi har en lovgivning, hvis man ser bronfenbranner, kender i ham? Ja hvis man
kigger på det i de forskellige hans udviklingspsykologiske system så har vi jo forskellige niveauer,
allerøverst der har vi en lovgivning der siger at forældre har forældremyndigheden indtil barnet
fylder 18 så ophøre forsørger pligten fra forældrene, det har vi jo valgt som samfund. Alene af den
grund så skal forældrene inddrages. Så kan der være situation hvor de skal inddrages men hvor de
ikke selv kan træffe beslutningen, fordi vi har en anden lovgivning der siger nu er det kommunen
der træffer beslutningen, eksempelvis et barn der er anbragt og barnet skal hvad var det hed, nå ja
det var noget sovemedicin. Barnet har en lidelse der gør at barnet sover meget dårligt om natten og
det gør at barnet ikke fungere særlig godt i løbet af dagen, og der ønsker forældrene ikke at barnet
får medicin, men institutionen og psykiateren siger at det her er nødvendigt. Der går vi så ind og
siger der er faglige belæg for det barns dag og trivsel vil blive væsentlig bedre hvis han får det her
medicin. Så derfor skal barnet have det, så har forældrene pludselig ikke beslutningskompetencen
eller forældrebeslutningsdelen, den har vi taget. Men de bliver stadig inddraget, inddraget med
argumenterne inddraget med hvorfor vi mener måske ligesom psykiateren eller opholdsstedet eller
institutionen at det er nødvendigt. Så de, altså alle forældre skal inddrages, medmindre de ikke selv
ønsker at blive inddraget, det kan der også være. Altså der er nogle vi ikke kan få fat i. Vi har et
barn der er tvangsfjernet hvor moren udebliver der er ingen der kan få fat i hende, og der er så ikke
noget at gøre, hun er psykisk syg. Men… og bor ikke her i kommunen, men det er meget sjældent af
forældre ikke bliver inddraget.
Anden interviewer: og at de ikke ønsker at bliver inddraget tænker jeg.
Socialrådgiver: Uanset om du er hvad hedder det stofmisbruger eller andet, alle forældre ønsker det
bedste for deres børn det er bare ikke altid at vi har et fællesmål for hvad der er det bedste for vores
børn vel. Eller hvilke forhold de skal leve under.
Interviewer: Så kommer der et spørgsmål om du oplever at der sker mere udvikling i sagen når
forældrene føler sig hørt. Eller hvis nu forældrene gerne vil have der skal ske det her, men
kommunen vil gerne have der skal ske der her, og i træffer på baggrund af det her er det bedste for
barnet, føler i så der sker udvikling i sagen selvom forældre ikke nødvendigvis har været enig med
beslutningen fra starten af?
Socialrådgiver: Men vi træffer jo ikke nogle beslutninger som forældrene ikke er enig i, medmindre
vi er over i tvangsparagrafferne. Det kan være indlæggelse til undersøgelse, det kan være
71
Anden interview: Medicinering under anbringelse.
Socialrådgiver: Ja under anbringelse. Ja så er anbringelsen jo også tvang, ellers kan man ikke gøre
det. Du kan ikke gøre det på en frivillig, der skal forældre jo være enig ellers så er de jo ikke enig i
handleplanen altså målene for anbringelsen. Jamen der kan sagtens forekomme, eller der
forekommer jævnligt situationer hvor forældrene ikke ønsker der som den børnefagligundersøgelse
viser f.eks. paragrafgruppen jeg kan tilbyde aflastning i forskellige aflastningsformer og der er ofte
en modstand forstået på den måde vores barn skal ikke væk hjemmefra, nej det skal det ikke. Jeres
barn det er jeres liv, men jeg vil bare fortælle at der er en mulighed i serviceloven for, det her barn
der går på en speciel skole også kan blive der på weekendophold og i kan få lov også at få noget tid
til jer selv, for det er også belastning for jer at have et barn med sådan nogle store vanskeligheder i
forskellige
art,
det
kan
både
være
fysisk
eller
psykisk
handicap,
det
kan
være
kombinationshandicap, multihandicaps ikke. Hvor de også har brug for at lade op engang imellem,
fordi
det
er
voldsomt
belastende
at
være
familie
til
et
barn
med
indgribende
funktionsvanskeligheder også i forhold til alle de krav de andre stiller, der er læge undersøgelser der
er hvad hedder det hyppigere skolehjem samtaler, der er sikkert også en SFO der vil have fat i en, så
er der familiestue hvor man går i familie opdragelse eller netværksgrupper hvor man lære om
handicappede. Det er et helt andet liv, man skal have meget ressourcer for at leve som familie. Og
når jeg så nævner f.eks. aflastning vores barn skal i hvert fald ikke i aflastning, nej siger jeg så nu
har jeg nævnt det og i har hørt det at det eksistere og skal sige til hvis i vil tale om det på et andet
tidspunkt. Og så går folk hjem og tænker over det, og når det bliver rigtig slemt derhjemme og de
ikke engang kan komme til bryllup eller et eller andet fordi de må sige nej pga. igen igen igen igen
pgs barnet. Så kan det godt være de kommer og siger X, sidste år nævnte du noget om det er ikke
fordi det er nu men vi vil bare gerne høre hvad var det egentlig du sagde. Jamen nu skal i høre,
sådan og sådan ikke. Så det sker over tid. Så det er ikke altid, bortset fra økonomiske altså
handicapkompenserede ydelser, der siger som regel ikke nej tak til og kunne passe deres barn eller
få livet til at fungere ved noget tabt arbejdsfortjeneste eller dækket merudgifter, der er jo nogle der
har medicinudgifter for flere tusind kroner om måneden pga. medicinbehandling og hvor jeg siger
jeg kan lave en medicinbevilling så koster det ikke noget. Det siger de ja tak til, selvfølgelig gør de
det.
Anden interviewer: Det ville også være dumt.
Socialrådgiver: Ja ja selvfølgelig.
72
Anden interviewer: Ja det går relativt hurtigt frem af synes jeg.
Socialrådgiver: Jeg taler også hurtigt. (griner)
Anden socialrådgiver: Det er vi, vi er gået godt omkring i hvert fald.
Socialrådgiver: Kender i den undersøgelse der er lavet på retssikkerhedsområdet fra juni 2004?
Begge interviewer: Ja.
Socialrådgiver: Nå okay den har i for jeg printede lige lidt af den, fordi det er jo sådan en man
engang imellem vender tilbage til, når man er gammel så er det rigtig godt engang imellem lige og
genopfriske nogle ting f.eks. læste jeg lige nogle SFI rapporter eller den her undersøgelse, den er
godt nok lang ikke.
Anden interviewer: Jo det må man alligevel give den. De er kommet…
Socialrådgiver: Ja men der er jo mange, jeg læste og nåede ikke den hele men jeg har sådan
skimmet den igennem og lige præcis det der handlede om god sagsbehandling og jeg tænkte der er
jo faktisk ikke sket noget her, altså den er 11 år gammel. Det er jo det samme. Altså det harmonere
også men den måde jeg i hvert fald, jeg tænker jo ikke så meget over det i hver dagen meget bliver
jo automatiserede ikke. Men der er ikke sket nytænkning på området vil jeg sige.
Anden interviewer: Men det er måske også en af udfordringerne som netop at det køre på autopilot
så man får en eller anden personlig stil, det talte dem i X rigtig meget om, man har sådan en
personlig stil fordi at medinddragelse ligger så tæt op af ens faglighed og ens faglige forståelse altså
så mangle man måske refleksion ift. hvad det vil sige, vi havde en i X der fortalt om en psykisk syg
mor som havde utrolig svært ved at forså hele det her myndigheds apparat hun sad i, hun havde så
ansat en til at være hendes bisidder hvor vi bagefter talte om det er en rigtig god ting at gøre, men
jeg tror ikke det er gjort med den store skilling til hvad det i virkeligheden betyder at hendes
bisidder er ansat af kommunen, altså sådan tænker jeg tit jeg tror at man sådan måske glemmer
refleksionen fordi man laver sådan de der bum bum hun skal have en bisidder, og det kan jeg hjælpe
hende med, og vi vil jo rigtig gerne hjælpe som sagsbehandler så får du en og det skal du ikke
tænke på det betaler jeg her. For vi har i hvert fald kommet frem til fagforståelse og medinddragelse
altså de to ting hænger bare sammen. Og medinddragelse er så meget mere relations dannelse end
det er lovgivning.
73
Socialrådgiver: Det er også rigtig. Og så som Guldager vil have sagt der er altså nogle ting der sker
ubevidst, altså der sker nogle refleksioner, vi laver nogle refleksioner uden egentlig at tænke at vi
laver refleksionerne, og engang imellem når man læser en ny undersøgelse som er hamrende
spændende så tænker man gud det er sådan jeg har det, det er der faktisk nogle der har kunne skrive.
Sæt sig ned og skrive teorier om og teoridannelse og alt muligt, hvor man tænker det er jo bare det
der foregår. Men man tænker det ikke så konkret, som det der, så sker også nogle ubevidste ting
som man bruger netop i sin metoder eller i mødet med borgeren. Jeg tror også, det er jo også en
speciel kategori af mennesker der finder på at blive socialrådgiver, altså mennesker med autisme vil
jeg sige det er jo ikke dem der står allerforrest på socialrådgiver uddannelsen, men det ligger jo i
hvis du ikke kan indleve dig i andres menneskers følelser altså hvad skulle man så her, så jeg tror
også at det ligger opbygget i vores personlighed at vi er måske er bedre til at tilegne os netop nogle
af de der blødere ting og bruge dem i relations arbejdet ikke.
Anden interviewer: Jo langt mere end de der stringente hardcore jura
Socialrådgiver: Altså jeg kan godt lide begge dele. Jeg synes juraen, juraen er jo et sikkerhedsnet
for at folk får en behandling som uanset hvor i landet næsten ikke, bortset fra de skønsmæssige
forskelle. Men den er et sikkerhedsnet, tænk hvis det kun var politikkerne i en kommune der sad og
bestemte hvem der måtte få hvad.
Anden interviewer: Ja så ville der være dejlig mage afslag.
Socialrådgiver: Ja det ville der hel sikkert ja. Så begge dele høre til ikke. Selvfølgelig skal man også
kunne lide at tale med familier i særdelshed børn. Det er bare det vigtigste i vores arbejde hvis vi
skal lave noget godt for de børn der vokser op det er helt sikkert så.
Anden interviewer: Notatpligten hvor meget fylder den i dig arbejde. Hvor meget skriftlig arbejde
har i?
Socialrådgiver: Sådan et spørgsmål kan man ikke svare på.
Anden interviewer: Meget eller lidt (griner)
Socialrådgiver: Du kan skrive en halv roman i en, jeg har en rigtig vanskelig social sag hvor en ung
mand kaster rundt med mennesker, borg og stole og politiet må ligge ham ned rigtig mange gange
med magtanvendelser. I de børnesamtaler jeg har med ham, der er jeg meget detaljeret i min
beskrivelse af ham, fordi de oplysninger han giver mig. Han er svært autistisk, meget svær autistisk
74
og har også OCD. Fordi det er en nyttig viden for mig når jeg skal finde ud af hvordan jeg kan
hjælpe ham, hvis det ikke er mig eller det bliver en anden på et tidspunkt eller når han bliver voksen
eller når han har lige fået en mentalundersøgelse, inden mentalundersøgelsen er færdig så vil de der
detaljer kunne vise hvem han er så man kan finde ud af hvordan man skal hjælpe ham. Så der er jeg
f.eks. meget detaljeret. Jeg har en mor hvis dreng også har autisme, og han er i aflastning og hans
computer er gået i stykker, og han trækker vejret gennem sin computer, og de har bare ingen penge
den her familie og han har sin computer med i seng, i aflastning, han har den med på speciel skolen
og han har den med derhjemme, så går moderet i stykker han er gået fuldstændig i spåner siger hun.
Ro på ro på, få den repareret og send regningen til mig, det er halvanden linje. Altså der kan jeg
henvise til at alle sociale oplysninger økonomiske oplysninger ligger i sagen, så gider jeg ikke og
sidde og skrive det engang til. Men jeg skriver; Olivers computer er gået i stykker, Oliver trækker
vejret gennem sin computer, han moren bevilliges reparation af computeren. Så skriver jeg ikke
mere der. Så det kan være utrolige forskelligt. Det skal kunne læses af andre, sådan ville jeg sige
det.
Anden interviewer: Så det er noget du prioritere?
Socialrådgiver: Meget i den grad. Ja og DUBU er dejlig og skrive i vil jeg sige. Og så er der
selvfølgelig altid sager man ikke har fået skrevet om eller nåede pga. tusind andre ting så altså så
det er jo ikke sådan så et møde jeg har haft i dag bliver skrevet ind i dag, så kan der netop være
sygdom og vagtordninger og alt mulig andet. Men det af DUBU bliver holdt ajour, det er helt
sikkert. Kanon. Så går det ikke i stå, vi er jo ikke andet end et systembrik, andre skal kunne
overtager når vi holder op i morgen eller vinder i lotto eller et eller andet.
Anden interviewer: Ej det skulle lige være derfor.
Socialrådgiver: Ja ja det er der jo nogen der går.
Anden interviewer: Der er nogen der skal være heldige.
Socialrådgiver: Men notatpligten, det er jo netop juraen, der er nogle helt klare regler for hvad der
er omfattet af notatpligten. Noget der har betydning for en sags førelse eller afgørelsen, og det er
sikkerhedsnettet som vi snakkede om før. Den er nødvendig for så ville nogle kommuner eller nogle
personer/individer slikke på det eller finde undskyldninger for et eller andet.
75
Anden interviewer: Jo, selvom den er meget tydelig i lovgivningen er det jo heller ikke altid sikkert
at den er overholdt. Det er der jo en hel del sager også i medierne som er bevilliget og undersøgelser
som er…
Socialrådgiver: Det foregår alle steder. Ja og det kommer man aldrig til livs med. Men jo mere man
oplyser jo bedre, jo mere man oplyser og bedre arbejdsvilkår man giver socialrådgiver desto bedre
arbejde laver vi. Altså der er sammenhæng jo. Så når man har tiden til at skrive et ordentlig
notatpligt så gør man jo også det. Det er jo ikke fordi man ikke har lyst til og undgå det, så havde
man nok ikke valgt det her fag. Så notatpligten jo. Og når det går rigtig rigtig stærk kan jeg nogle
gange kigge tilbage på nogle notater og sige gud jeg glemte og skrive også det, nu er den jo lukket
nu kan jeg ikke skrive. DUBU lukker ikke.
Anden interviewer: Jo
Socialrådgiver: Der er der ikke noget og gøre ved det. Det sker også.
Anden interviewer: Ja den er klart altså. Vi er jo intet andet end mennesker.
Socialrådgiver: Præcis.
Anden interviewer: Spændende.
Socialrådgiver: Hvad skal i lave af opgave på det her?
Anden interviewer: Vi skulle meget gerne lave en analyse altså hvor vi er skarpe på hvad ens
tolkning af RSL af medinddragelse får betydning af magtforholdet mellem borgeren og
socialrådgiveren. Så skal vi bruge noget Bourdieu, noget Doxa og symbolsk vold.
Socialrådgiver: Ja, ej... Når den kender jeg ikke. Symbolsk vold, hvad er det?
Anden interviewer: Symbolsk vold, det er sådan Foucault pastoral magts begreb.
Socialrådgiver: Foucault kender jeg. Man skal lære af sine fejltagelser og ikke sine gentagelser. Den
kan jeg huske. Den er rigtig god, den skal i huske resten af livet. (griner)
Anden interviewer: Okay. Den var ny for mig, det er godt vi har optager på. Det er magt for skjult
omsorg.
Socialrådgiver: Ja ja ja det bruger vi jo også. Det er rigtigt. Det kan være nødvendigt.
Anden interviewer: Ja det er også svært og undgå ikke.
76
Socialrådgiver: Jo, men der hvor vi f.eks. snakker om mennesker med svære psykiske
vanskeligheder. Der vil jeg da bruge en større omsorgsdel ift. at de får omsorgen så jeg kan nå ind
til min mål og få lavet en rigtig foranstaltning for et barn. Det kunne være et meget godt eksempel,
for ofte så kan i hvert fald mennesker der har det rigtig svært enormt meget behov for at der er en
anden der bare lytter til dem og giver dem lidt omsorg. Og det kan man sige også er med til at
opbygge en relation som gør at man kan begynde at samarbejde bedre eller de vil inddrages mere og
ikke kun når døren er lukket. Så man bruger de, altså jeg bruger det også som bevidst der hvor jeg
tænker at det har en værdi.
Anden interviewer: I begrebet ligger der heller ikke altså, der ligger heller ikke den her volden den
symbolsk vold er sådan en ugerning, det er noget vi ikke kan komme uden om sådan som vi har
bygget vores samfund op på. Så det håber vi bliver et rigtig godt resultat nu her når vi aflevere her
den 8 juni.
Socialrådgiver: Men det er da også, det er nogle store ting i skal skrive om eller inddrage hold nu
op.
Begge interviewer: Ja vi synes også det er svært. Det er rigtig svært.
Anden interviewer: Vi synes også at der er rigtig mange dilemmaer i det. Vi er gået fra, vi er sådan
lidt forskellige ift. vores tolkning af med inddragelse. Når jeg ser medinddragelse så ser jeg det på
et utrolig stort myndighedsperspektiv og ligger rigtig rigtig meget vægt på lovningen, og jeg tror at
hun ser nu vil ikke sige det ren relationelt men også meget relations dannelse og kontakten med
borgeren.
Interviewer: Jeg synes det er rigtig svært det der med at skabe den der balance, hvordan møder man
borgeren er man bare den her hardcore myndighed eller ja hvordan skal man møde borgeren, jeg
synes det er svært.
Socialrådgiver: Men det tænker jeg handler mere om uerfarenhed og uprøvenhed, fordi begge dele
er nødvendig, altså bronfenbranner vi er nød til at have en lovgivning, fordi det er sikkerhedsnettet
men vi er også nød til at have relations arbejde så vi kan give folk den behandling og de ydelser de
har ret til eller har krav på kan man sige. Du får mig lige til at tænke over WHO handicaps
definitioner, der har de et har principperne alle skal behandles lige , men lige præcis det at alle skal
behandles lige betyder at nogen for en anden behandling end andre fordi ellers er man ikke lige. Og
det samme, nogle gange er man nød til at fremhæve loven lidt mere eller lidt tydeligere og så træde
77
lidt i baggrunden med relationen og andre gange er det vigtigere at opbygge relationen for at kunne
komme igennem med den lovmæssighed der ligger på lovgivnings side. Så begge dele er
nødvendigt, de kan ikke leve uden hinanden tænker jeg. Men når man kan være lidt skræmt af en
lovgivning så tror jeg også det kan handle om at man ikke har været ude i praksis, og prøve det af
og finde sin egen stil for det handler det også om. Og nysgerrighed, underen og ærlighed det er bare
tre gode begreber. Hvis der er noget man ikke forstår eller ikke er enig i så er det altså en god ting at
sige til folk det er jeg ikke helt sikker på jeg forstod eller det tror jeg ikke jeg er enig i, fordi sådan
og sådan. Altså i stedet for så folk ved hvad de har med at gøre, det er rigtig godt altså. Og heller
sige jeg ved det ikke, jeg kan finde ud af det end at sige et eller andet som jeg burde også vide det,
det er det værste man kan gøre, heller sige ærligt at. Der er et begreb der siger hvis alt andet
glemmes så brug sandheden. Det er også rigtig godt. Det kommer man langt med.
Anden interviewer: Det tror jeg du har rigtig ret i. Det er et paradoksfelt, vi har Kari Kilendal. Der
er fordi hun ikke heller Kari, men Karen Kiledal og Lars Uggerhøj, har lige lavet en undersøgelse
en komparativ undersøgelse med de norske myndigheder på børn og unge området omkring
medinddragelse af forældre i § 50 undersøgelse fordi jeg tror det er 17 familier eller sådan noget.
Men gode sager de har fået lov til at undersøge og nu kan jeg ikke huske men noget med 8 ud af 10
sager føler forældrene sig ikke medinddraget, til trods for de jo har været en del af nogle gode sager
og det ente med at forældrene har ønsket det samme resultat som foranstaltningen så er blevet til.
Hvor socialrådgiveren siger at de mener at forældrene er blevet inddraget, så det har fået meget
snak omkring det her inddragelse i vore felt er det overhovedet muligt og inddrage ift. lovens tekst,
når man stiller præmissen om at vi styre slaggens gang, det er jo os der er tovholder i sagen på
noget som borgeren jo i virkeligheden er ekspert i. Om det overhovedet er muligt at opnå at
forældre føler med medinddraget.
Socialrådgiver: Hvad
Socialrådgiver: Det er bestemt ikke min opfattelse af forældrene ikke føler sin inddraget. Så skal de
da nok fortælle mig det, hvis de synes der er gået lidt lang tid eller et eller andet. Men det får mig til
at tænke på, at ordet medinddraget. Har man præciseret i undersøgelse om de føler sig tilstrækkelig
medinddraget eller medinddraget fordi teknisk set kan der jo være sager hvor forældrene ikke har
været voldsom meget inddraget fordi det ikke har været nødvendigt eller der ikke har været behov
for det, og så kan forældre svare vi har ikke været særlig meget inddraget men hvis man så spurgte
føler du at du burde være mere inddraget så får man måske et mere nuanceret svar. Men det kan jo
godt være de har taget, det ved jeg ikke vel.
78
Anden interviewer: Nej det var sådan parametre på om man forstod sagens kerne og man var enig i
socialrådgiverens vurdering af sagen og om han følte at socialrådgiveren havde forstået det man
selv synes var kernen problem og man havde forstået grundlaget for §50 undersøgelse før den
overhovedet var sat i værk og om børnene havde forstået hvad en §50 undersøgelse hanlede om, og
om havde fået lov til at læse dokumenterne
Socialrådgiver: Men de har jo partshøringsregler alle familier. Der skal jo partshøres inden man
lukker den, og der får man jo kommentarerne og hvis man får en jeg forstår ikke, jeg har en i
øjeblikket til handleplanen hvor X vi vil gerne have at du uddyber det her, nu var det noget om
skole. Men alle bliver partshørt og hvis der kommer meldinger tilbage på at de enten ikke er enig
eller at de anskuer det på en anden måde eller synes det er for meget eller for lidt, så skal man jo
redigere, så drager man det jo med ind. Så jeg forstår ikke. Alle bliver da inddraget.
Anden interviewer: Jeg har selv været ude for…
Socialrådgiver: Du kan ikke lave en, jo så skulle de have nægtet man siger nej til samtykke så kan
vi jo lave den alligevel hvis det er nødvendigt, eller det er det jo som regel siden man sætter den i
værk. Men der kan forældrene godt være ikke inddraget fordi de selv har ønsket ikke at medvirke,
men ellers alle andre tilfælde så bidrager folk med alle de oplysninger de overhovedet kan.
Selvfølgelig kun hvad der er relevant, det er vigtigt og sige det er en bruttoliste, § 50 dimensioner
det er en bruttoliste det er ikke altid alt er relevant, og nogle gange mangler der i øvrigt også noget
ift. fokuspunkterne. Men det undre mig at de ikke føler sig inddraget.
Anden interviewer: Ja, jo men altså § 50 fra 2004 siger stort set det samme.
Socialrådgiver: § 4 undersøgelsen?
Anden interviewer: Ja selvfølgelig.
Socialrådgiver: Ja ja det er rigtigt.
Anden interviewer: Det er sådan lidt i gemse billedet efter synes jeg. Efter mind research på nettet
at socialrådgiveren føler de har gjort et rigtig godt stykke arbejde og føler at familierne føler de har
gjort et godt stykke arbejde og når borgeren så bliver spurgt, det kan godt være de var glade for
sagsbehandleren og glade for den foranstaltning der kom ud af det, men i virkeligheden ikke føler
sig medinddraget. Om det er fordi vi sidder i sådan en skisma hvor vi arbejder med folks børn, det
79
absolut vigtigste for dem, der hvor man har allermest bestemmelse og dem man bestemmer mest
over er jo ens børn.
Socialrådgiver: Ja og man kan ligge følelser i det. Og vi er fremmede, vi er truedos på deres bane.
Anden interviewer: Det er vi. Og har man ikke meget åbenhed omkring det her myndighed. Det er
også derfor jeg ligger så meget vægt på myndighedsdelen og på jura delen er man ikke meget åben
så bliver man også hurtigt sådan en facit i den undersøgelse med § 50, der stod der et langt citat fra
et barn som var bange for at det man sagde blev brugt i mod ham, han turde ikke og fortælle
socialrådgiveren så mange ting fordi, hun kunne bare skrive det ned og pludselig kunne det bare
blive til en foranstaltning på baggrund af et eller andet så kunne det blive noget han har sagt. Så
derfor tænker jeg at det er utrolig vigtigt sådan at borgeren ved at det du siger i virkeligheden kan
bliver brugt i mod og med dig.
Socialrådgiver: Men det er også vigtigt at fortælle et barn, når man har en børnesamtale at hvis det
vi snakker om det der er vigtigt skal jeg skrive ned, det skal barnet vide. Så det ikke kommer bag på
dem at deres forældre pludselig har noget viden som de kun har sagt til en rådgiver f.eks. Så
åbenhed er helt klart også vigtigt. Men jeg tænker på der, det er også forskellige mødedeltager, det
ligeværdige møde ikke. Forældrene kan opleve at de ikke bliver nok medinddraget, men det er jo
forskellige roller, men igen ligesom når man slutter et møde et netværksmøde eller, nu er jeg
færdig, jeg er tit mødeleder ikke. Nu er jeg færdig med det jeg havde på dagordnen, er der nogen
der har noget inden vi forlader mødet i dag. Og så kan folk sige jeg ville egentlig lige have snakket
om, så folk altid kan så man afrunder altid og siger har alle fået opfyldt det de kom for. Fordi vi
kom forskellige intentioner eller visioner når vi er mødedeltager og forældrene de har følelserne.
Jeg har lovgivning og viden og få så meget viden om barnet for at kunne hjælpe eller støtte hvis det
er det. Så der er forskellige roller i det liv. Og jeg tror det er medvirkende til at i hvert fald nogle
familier kan føle at de ikke har været inddraget nok, men man kunne jo også sige når man får
kommentaren hvis de ikke har følt sig nok inddraget, der er jo ikke noget der forhindre at man
spørger familier når man afslutter en undersøgelse, hvis det nu peger på at det et område hvor man
oplever af forældre ofte ikke føler sig tilstrækkelig medinddraget. En anbefaling om at man siger til
familierne, har det vært en god proces, synes du det har været gjort på en ordentlig måde ligesom
når man afslutter mødet har vi mere vi skal snakke om. Der er ikke noget farligt i at spørger. Fordi
hvis de nu siger arh vi synes godt lige, at der gik lidt lang tid, vi ved godt du har sagt at du har op til
4 måneder, men og det tog kun 2.5 måned det her men også kan man forstår hvad det er de ser på en
80
anden måde. Det handler om at spørger folk om de føler sig ordenligt behandlet eller ikke inddraget
eller hvad det nu kunne være. Der er ikke noget farligt i at spørger folk, man bliver klogere af det.
Anden interviewer: Det er vi i hvert fald blevet. Klogere på forskelligheder.
Socialrådgiver: Men det er jo også det der er det spændende, for så skal man jo og i skal udlede i
hvert fald hvad i vil have med i jeres opgave ikke. Man kan sige det viser jo hvor mangfoldigt det
er. Sådan er socialt arbejde.
Anden interviewer: Ja det er det.
Anden interviewer: Så skal du også have af vide her til sidst at vi jo total anonymisere. Vi har en
feltarbejdes aftale hvor der skal stå dit navn og arbejdsplads og tlf. Nummer, den skal underskrives,
og der står også at du er fuldstændig anonymiserede i opgaven, men at opgaven ellers vil blive
offentliggjort, men selvfølgelig ikke feltarbejdes aftalen.
Begge interviewer: Vi er i hvert fald rigtig glade for vi har fået lov til at interviewe dig.
Socialrådgiver: Det var godt.
Bilag 3 Interviewguide
Problemformulering:
Hvad
er
god
medinddragelse
af
forældremyndighedsindehaveren
set
i
forhold
til
retssikkerhedslovens § 4 fra socialrådgiver perspektiv?
Har den konkrete tolkning en betydning for magtfordelingen mellem borger og socialrådgiver og
har dette en betydning for borgernes medinddragelse?
§ 4. Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag.
Kommunalbestyrelsen tilrettelægger behandlingen af sagerne på en sådan måde, at borgeren
kan udnytte denne mulighed.
81
Interviewguide:
Tilstede informanter samt undersøger
Tema
Præsentation af os og bachelorprojektet
Interviewspørgsmål
-
Hvem er vi?
Formålet med projektet
-
Anonymitet
-
Hvem er i?
Hvad laver i til daglig?
Hvilke tanker gør I jer når I læser § 4 i
Retssikkerhedsloven?
-
Ser i nogle dilemmaer i vejledningen til
§4 i Retssikkerhedsloven?
-
Hvilke fordele og ulemper ser I ved
metodefriheden i RSL § 4?
-
Hvad vil det sige at blive oplyst om sine
rettigheder og hvad betyder dette for
borgeren?
-
Hvilke overvejelser ligger I til grund for,
hvordan og hvornår I oplyser borgeren
for deres rettigheder?
-
Kan man undlade at oplyse borgeren om
deres rettigheder? Hvis ja, hvorfor?
-
Med hvilke ord vil I overordnet beskrive
jeres fagforståelse?
-
Hvordan forstår I medinddragelse ud fra
jeres fagforståelse?
Feltarbejdes aftale
Præsentation af interviewpersonerne
Lovgivning
Fagforståelse
82
-
Hvordan ser I jeres fagforståelse ændret
overtid fra I blev uddannet til nu?
Hvilke faktorer har spillet ind på denne
udvikling?
-
Hvad vil det sige at blive
medinddragelse og hvad betyder dette
for borgeren?
-
Hvilke refleksioner gør I jer, når I
vælger inddragelsesmetoder i den
enkelte sag?
Har I eksempler fra praksis?
-
Er der nogle strukturelle faktorer som
har betydning for medinddragelsen?
-
Har i nogle retningslinjer for mødet med
borgeren?
-
Har den konkrete sags kompleksitet en
betydning for hvordan I medinddrager?
-
Gør i jer overvejelser omkring
borgerinddragelse i mødet med
borgeren?  Hvilke?
-
Tror i det har betydning for borgeren om
hvordan i medinddrager dem? 
Hvilken?
-
Hvorfor er det vigtigt at medinddrage
forældrene der har en børnesag i
kommunen?
-
Har i oplevet at det der sker mere
udvikling i sagen når forældrene føler
sig hørt?
-
Og hvad så når de ikke føler sig hørt?
Praksis
Forældre med en børnesag i kommunen
83
Egen erfaringer
-
Hvad er jeres erfaringer med at inddrage
forældrene i deres sag?  Kan i komme
med eksempler på hvornår det er gået
godt og omvendt.
-
Hvad tror i dette har skyldes?
-
Oplever I at I medinddrager borgere
forskelligt ift. deres ressourcer –
hvordan og hvorfor?
-
 Hvis ja, hvorfor og hvordan?