Vurdering af IFRS 15 i forhold til software branchen - PURE

Cand.merc.aud 4. semester
Kandidatafhandling
Forfatter
Alattin Simsek
Vejleder
Frank Thinggaard
Antal anslag
141.267
(Godkendt af vejleder efter anmodning)
Vurdering af IFRS 15
i forhold til software branchen
‒ de gældende IAS-regler vs. IFRS 15
Business and Social Sciences, Aarhus Universitet
Marts 2015
Abstract
The purpose of this thesis is to assess, whether IFRS 15 ‒ the new revenue recognition standard gives better information to the users of the financial statements.
The assessment is based on the qualitative characteristics of the IASB's Conceptual Framework and a comparative analysis of the current IAS-regulation vs. IFRS
15, which will be illustrated with a practical application of the regulations on selfconstructed cases.
The new standard is focused on recognizing revenue that depicts the transfer of
promised goods and services ‒ so called performance obligations. In current standards, this wording is related to multiple element arrangements that represent
complex accounting issues. The software industry is ideal in illustrating the effects of IFRS 15 as software products rarely are sold on a stand-alone basis. More
often, the products are sold in a package, representing a multiple element arrangement.
Due to lacking guidance in the current IFRSs many software companies have had
to consider the guidance from US GAAP, when determining the appropriate accounting principles for software arrangements. The new standard outlines a single,
comprehensive framework that will reduce the number of requirements to which
an entity must refer.
In this paper, it has been analyzed that the new standard allows to recognize revenue independent of whether other elements in the contracts are transferred at a different point in time. As a result, revenue recognition is sometimes accelerated
compared to the current standard. Furthermore, IFRS 15 has an exception for allocation of discounts, where entire discounts relates to only one or more, but not all,
elements in a contract. The results of the analysis proves, that this will affect the
profit margins of each element in the contract and diminish the predictive value of
the information depicted in the financial statements, while it more faithfully
represents to which the discount in the contract belongs. Moreover the new standard has a more detailed way of dealing with arrangements which contain right of
return. Although the outcome is not expected to be significantly different, the
IFRS 15 requires the refund liability to be presented separately from the corresponding asset. Additionally the right of return is treated as a variable consideration, that has to be constrained only to the extent that it is "highly probable" that a
significant reversal in the amount of cumulative revenue recognized will not occur. This is assessed to give more relevant information to users of the financial
statements, while it conflicts with the notion of neutrality in the Conceptual
Framework, because it introduces a downward bias into the estimates. In the software industry, in the context of a Software as a Service (SaaS) arrangement, the
customers sometimes pay an non-refundable up-front fee in addition to the subscription fee. IFRS 15 has introduced the notion "material right" in deciding,
whether this fee has to be considered as an option versus marketing offer. The
current IFRS does not have a detailed guidance. However, it is not expected that
the outcome in IFRS 15 will change the practice significantly, since the principles
are consistent with IAS 18.
On the basis of the analysis, it is assessed that IFRS 15 generally provides slightly
more relevant and faithfully representative information to the users of financial
statements. The new standard provides more detailed information compared to the
current IFRS but are less detailed than the US GAAP. Therefore, the effects of
IFRS 15 are also dependent on which extent software companies have applied US
GAAP. Overall, except the analyzed differences in the practical application, allowing for management to exercise its judgments, the principles in the new standard are "old wine in new bottle" for IFRS issuers in the software industry. In other words, the new standard contains principles and rules, which are currently
widely practiced by the software industry.
Indholdsfortegnelse
1. INDLEDNING ................................................................................................................................................. 1
1.1 PROBLEMFORMULERING ..................................................................................................................................... 2
1.2 AFGRÆNSNING.................................................................................................................................................. 3
1.3 STRUKTUR OG METODE ....................................................................................................................................... 5
1.4 KILDEKRITIK ...................................................................................................................................................... 6
2. PRÆSENTATION AF SOFTWARE BRANCHEN ................................................................................................. 8
2.1 SOFTWARE PRODUKTER ...................................................................................................................................... 9
2.1.1 Standardsoftware ................................................................................................................................. 9
2.1.2 Specialdesignet software .................................................................................................................... 10
2.2 SUPPLERENDE PRODUKTER ................................................................................................................................ 10
3. DEN GÆLDENDE REGULERING FOR OMSÆTNING ....................................................................................... 12
3.1 IAS 18 ‒ OMSÆTNING ..................................................................................................................................... 13
3.1.1 Anvendelsesområde ........................................................................................................................... 13
3.1.2 Identifikation af transaktionen ........................................................................................................... 14
3.1.3 Indregning af salg af varer .................................................................................................................. 14
3.1.4 Indregning af levering af tjenesteydelser ........................................................................................... 15
3.1.5 Indregning af renter, royalties og udbytte ......................................................................................... 16
3.1.6 Måling af omsætning .......................................................................................................................... 16
3.2 IAS 11 ‒ ENTREPRISEKONTRAKTER ..................................................................................................................... 16
3.3 IFRIC 18 ‒ OVERDRAGELSE AF AKTIVER FRA KUNDER ............................................................................................. 18
3.4 ASC 605-25 OG ASC 985-605 ........................................................................................................................ 18
3.4.1 ASC 985-605 ‒ Software - Revenue Recognition ................................................................................ 19
3.4.2 ASC 605-25 ‒ Revenue Recognition - Multiple element arrangements ............................................. 20
3.5 DISKUSSION AF GÆLDENDE REGELSÆT FOR SOFTWARE BRANCHEN ............................................................................. 22
4. IFRS 15 - OMSÆTNING MED KUNDEKONTRAKTER ...................................................................................... 25
4.1 ANVENDELSESOMRÅDE ..................................................................................................................................... 25
4.2 INDREGNING AF OMSÆTNING ............................................................................................................................. 25
4.2.1 Trin 1: Identificering af kontrakt(er) med en kunde ........................................................................... 26
4.2.2 Trin 2: Identificering af separate performance obligations i kontrakten ........................................... 26
4.2.3 Trin 3: Bestemmelse af transaktionsprisen ........................................................................................ 28
4.2.4 Trin 4: Allokering af transaktionsprisen til de separate performance obligations ............................. 30
4.2.5 Trin 5: Indregning af omsætning når eller i takt med opfyldelse af en performance obligation ....... 31
5. KOMPARATIV ANALYSE AF OPSTILLEDE CASES ........................................................................................... 35
5.1 IDENTIFIKATION AF KONTRAKT ............................................................................................................................ 35
5.2 CASE A: ON-PREMISE STANDARDSOFTWARE KONTRAKT MED RABAT .......................................................................... 36
5.3 CASE B: SOFTWARE, POSTCONTRACT CUSTOMER SUPPORT OG INSTALLATION............................................................. 40
5.3.1 Scenarie B1: On-premise Standardsoftware ...................................................................................... 41
5.3.2 Scenarie B2: Specialdesignet software ............................................................................................... 46
5.4 CASE C: HARDWARE MED SOFTWARE OG REPARATIONSSERVICE ................................................................................ 49
5.4.1 Scenarie C1: Servicen er en assurance-type warranty ....................................................................... 50
5.4.2 Scenarie C2: Servicen er en service-type warranty ............................................................................ 51
5.4.3 Scenarie C3: Ret til returnering .......................................................................................................... 54
5.5 CASE D: ON-DEMAND SOFTWARE LICENS (SAAS) MED OPRETTELSESGEBYR (UP-FRONT FEE) ........................................... 56
6. VURDERING AF IFRS 15 ............................................................................................................................... 60
6.1 IASB'S KRITERIESÆT FOR BRUGBAR INFORMATION ................................................................................................. 60
6.1.1 Fundamentale kvalitative egenskaber ................................................................................................ 60
6.1.2 Styrkende kvalitative egenskaber ....................................................................................................... 61
6.2 VURDERING AF INFORMATIONSVÆRDIEN FOR REGNSKABSBRUGERNE.......................................................................... 62
7. KONKLUSION .............................................................................................................................................. 68
8. PERSPEKTIVERING ...................................................................................................................................... 71
9. LITTERATURLISTE ........................................................................................................................................ 72
1. Indledning
Grundet udviklingen af den nye internationale begrebsramme og den stadig stigende kompleksitet med forandrede forretningstendenser, prøver de to ledende
standardudstedende organer ‒ International Standards Board (IASB) samt Financial Accounting Standards Board (FASB) ‒ kontinuerligt at udbygge og forbedre
de regler, der er mangelfulde eller særligt trænger til at blive opdateret (Steen,
2014, p. 1). I bestræbelserne på at forenkle og konvergere den finansielle rapportering under IFRS og US GAAP er mange af de tidligere internationale standarder
(IAS'er) blevet udskiftet med de nye IFRS'er, hvor de regler der vedrører omsætning ‒ navnlig IAS 18 Omsætning, IAS 11 Entreprisekontrakter og relaterede fortolkninger ‒ ikke er nogen undtagelse.
Omsætning er utvivlsomt en væsentlig indikator for enhver virksomheds finansielle stilling, da den vedrører indtægter fra virksomhedens ordinære aktivitet og
har dermed en afgørende betydning på resultatet i regnskabet. Dette medfører et
naturligt behov for en omhyggelig behandling af transaktioner for salg af varer og
services. De gældende regler er bl.a. blevet kritiseret for at have en begrænset vejledning, der resulterer i uensartet behandling af transaktioner med økonomisk ens
karakteristika, hvilket forringer interessenternes mulighed for at sammenligne
regnskaber. Ifølge IASB har formålet derfor været at reducere disse svagheder og
uoverensstemmelser. I den anledning har IASB og FASB siden 2002 arbejdet på
et fællesprojekt til en ny standard, der blev udmøntet i et discussion paper i 2008.
Dette blev efterfulgt af et exposure draft i 2010 og året efter ligeledes et revideret
exposure draft, inden den længeventede færdige udgave IFRS 15 Omsætning fra
kundekontrakter blev udgivet d. 28. maj 2014. (IFRS 15.IN4-6)
I modsætning til IASB og FASB's udmeldinger om projektets formål, har der også
været rejst kritik af en række fagfolk. Kritikere mente, at IAS 18 ikke fejlede noget og at projektet snarere var drevet af konvergenspolitikken mellem IASB og
FASB. Det har nemlig en symbolsk betydning ‒ i kraft af dens væsentlige indvirkning på regnskabet ‒ at kunne nå til enighed omkring omsætningsprojektet.
(Bloomberg, 2013)
Uagtet hvad det grundlæggende formål måtte være, har IASB og FASB angiveligt
taget initiativet til dette projekt, for at give regnskabsbrugerne mere relevant in-
Side 1 af 74
formation og et bedre sammenligningsgrundlag, således de kan få et mere retvisende billede af virksomhedernes finansielle stilling, Med nye regler, kommer der
dog også nye udfordringer. Det er ikke altid nemt at forudse alle konsekvenserne,
ligesom forskellige brancher vil blive påvirket på hver sin måde ‒ nogen mere end
andre. Den nye standard vil erstatte alle de nuværende branchespecifikke vejledninger. Virksomheder, der opererer med simple produkter og services, vil ikke
mærke en særlig forskel, mens virksomheder med komplicerede produktsammensætninger kan opleve vanskeligheder ved at implementere den principbaserede
IFRS 15. Grundet den begrænsede vejledning til behandling af multi-element kontrakter i de gældende IFRS regler, har virksomheder i nogle brancher været nødsaget til at referere dele af deres indregningsprincipper til US GAAP og dermed
udviklet deres egne regnskabspraksis. (IFRS 15.BC2)
Med udgangspunkt i ovenstående, vil der i denne afhandling tages afsæt i software branchen. Branchen anses for værende ideel til at uddybe og eksemplificere
de udfordringer, der kan gøre sig gældende ved en omstilling fra de gældende regler til den nye standard IFRS 15 særligt i forhold til behandling af multi-element
kontrakter. Ligeledes anses branchen for værende et interessant og aktuelt emne
på grund af den stadig voksende anvendelse af software services blandt mange
virksomheder. I takt med den digitale revolution er software ikke længere kun et
produkt, som udbydes af deciderede software virksomheder. Flere hardware virksomheder har øget deres indsats på software området. Ligeledes er mere traditionelle virksomheder, som f.eks. tøjproducenter, begyndt at digitalisere deres produkter og services for at skabe merværdi for deres kunder. Tendensen bekræfter
softwarens væsentlige rolle for en voksende andel af virksomheder, der på en eller
anden måde udbyder en software-løsning, som samtidig med udstedelsen af IFRS
15 må indrette sig efter de regnskabsmæssige påvirkninger, der vil gælde for
software branchen. (Pwc Software, 2014, p. 3)
1.1 Problemformulering
På baggrund af indledningen bør man udlede, at IFRS 15 vil medføre ændringer,
der vil kunne påvirke den regnskabsmæssige behandling af omsætning. I den anledning er det interessant at analysere konsekvenserne for virksomhederne i software branchen og vurdere hensigtsmæssigheden af disse ændringer i henhold til
IASB's begrebsramme om relevant og troværdig information. I overensstemmelse
Side 2 af 74
hermed er der formuleret følgende hovedspørgsmål, der vil søges at blive besvaret
i denne afhandling:
Hvordan vil IFRS 15 påvirke regnskabet for virksomheder indenfor software
branchen og hvorvidt vil den give større informationsværdi til regnskabsbrugerne?
Undersøgelsessspørgsmål:
1. Hvilke produkter sælges der i software branchen?
2. Hvordan måles og indregnes omsætning i software branchen ved anvendelse
af henholdsvis de gældende regler vs. IFRS 15?
3. Hvordan behandles multi-element kontrakter i henholdsvis de gældende regler
vs. IFRS 15?
4. Hvad er de regnskabsmæssige effekter af IFRS 15 på software branchen?
5. Hvilke ligheder og forskelle er der henholdsvis i de gældende regler vs. IFRS
15?
6. Hvorvidt vil IFRS 15 give mere nyttig information til regnskabsbrugerne?
1.2 Afgrænsning
Afhandlingens hovedteori beror på den endelige udgave af omsætningsprojektet,
IFRS 15. De tidligere udstedte dokumenter, som discussion paper, exposure draft
og revideret exposure draft, vil ikke blive berørt. Dette begrundes med, at ændringerne i mellem hver udgivet dokument til omsætningsprojektet er emnet og
problemstillingen uvedkommende. Gennemgangen af standarden vil være begrænset til at dække hovedproblemstillingen i opgaven.
Ved behandling af den gældende regulering i omsætning, vil de relaterede fortolkninger ‒ IFRIC 13 kundeloyalitetsprogrammer, IFRIC 15 aftaler om opgørelse af fast ejendom, og SIC-31 omsætning - byttehandler vedr. reklameydelser ‒
ikke specifikt blive gennemgået. De vil udelukkende blive nævnt i det omfang, det
kan anvendes som fortolkningsbidrag. Desuden antages læseren at have indgående
kendskab til IAS 11, hvorfor det til standarden relaterede afsnit vil indeholde en
diskussion af standardens anvendelighed på software branchen frem for en gengivelse af dens indhold.
Side 3 af 74
Den danske regulering af omsætning, som har hjemmel i årsregnskabsloven
(ÅRL) ‒ vil heller ikke blive behandlet, idet de internationale standarder alligevel
fungerer som fortolkningsbidrag til ÅRL. Ligeledes afgrænses der fra de skatteog momsretlige problemstillinger, da disse betragtes som værende et selvstændigt
problemfelt.
Behandling og analyse af entreprisekontrakter vil være baseret på hovedprincipperne i det gældende og nye regelsæt. Således vil de forskellige metoder til at opgøre færdiggørelsesgraden ikke blive demonstreret, grundet afhandlingens begrænsning.
Alle casevirksomheder, der vil blive anvendt, antages at aflægge regnskab under
IFRS, uanset hvad de i virkeligheden måtte gør. Med andre ord er virksomhederne
og deres produkter fiktive, selvom der vil blive anvendt velkendte brands for at
lette forståelsen. Casene vil være begrænset til de software produkter, der vil blive
introduceret i kapitel 2, hvor software branchen præsenteres. I den sammenhæng
vil salgs- og brugsbaserede royalties (franchise licenser) ikke blive behandlet. Således fokuseres der udelukkende på omsætning, der opstår som følge af retsforholdet mellem en sælger og slutkunde, selvom salgs- og brugsbaserede royalties
kan have en vis relevans ift. software branchen ‒ eksempelvis i tilfælde, hvor en
virksomhed bruger en anden virksomheds teknologi til at fremstille et produkt.
For at illustrere de regnskabsmæssige effekter, kan det i nogle tilfælde være nødvendigt, at estimere en værdi. I de tilfælde, hvor regelsættet kræver en værdiansættelse eller opgørelse baseret på bestemte metoder, vil der ikke fremgå beregning af disse værdier, da afhandlingen ikke har til formål at værdiansætte. Værdierne vil i stedet blive opgivet med den antagelse, at de er konsistente med principperne i de pågældende værdiansættelses-/opgørelsesmetoder.
I sammenhæng med afhandlingens problemformulering, vil vurderingen af den
nye standards informationsværdi blive foretaget med udgangspunkt i regnskabsbrugernes synsvinkel, hvorfor der afgrænses fra en vurdering baseret på den regnskabsaflæggende virksomheds synsvinkel. Således vil der heller ikke blive foretaget en vurdering af de omkostninger, der vil være forbundet med at implementere
den nye standard, selvom omkostningerne også indirekte kan påvirke informationsværdien for regnskabsbrugerne.
Side 4 af 74
Ovenstående afgrænsning er ikke nødvendigvis fyldestgørende. Der vil i nærværende afhandling kunne dukke forhold op, som vil blive afgrænset løbende.
1.3 Struktur og metode
I denne afhandling vil der blive anvendt en retsdogmatisk metode til redegørelse
af regnskabsreguleringerne og en case-baseret komparativ metode til at analysere
effekterne af IFRS 15, hvorefter der på denne baggrund vil foretages en vurdering
af IFRS 15 i forhold til informationsværdien for regnskabsbrugerne. Der vil således deduceres viden fra helheden ‒ de gældende IAS-regler og IFRS 15 ‒ til at afklare, hvad der gælder i enkelte tilfælde ‒ software branchen. Derved vil man opnå en forståelse af helheden til at foretage en vurdering af den nye standard IFRS
15.
Foruden indledning og problemformulering vil afhandlingen i Kapitel 2 indlede
med en præsentation af software branchens udvikling og dens særlige karakteristika. Præsentationen vil munde ud i en opsummering/afgrænsning af de hyppigste produkter, der bliver udbudt i branchen, idet casene i Kapitel 5 vil blive udformet med udgangspunkt i branchens produkter. De udvalgte software produkter,
der vil blive gennemgået i dette kapitel, forventes at repræsentere de mest centrale
ændringer i relation til software branchen, eftersom enhver af de introducerede
produkttyper kan falde ind under IAS 18's tredelte gruppering af transaktionstyper
‒ henholdsvis salg af varer, salg af tjenesteydelser og andres benyttelse af virksomhedens aktiver. Samtidig vil en af de introducerede produkttyper kunne komme indenfor anvendelsesområdet for IAS 11. Således vurderes produkterne, at være tilstrækkelige i forhold til at dække den gældende regulering for omsætning,
som udgør sammenligningsgrundlaget for den komparative analyse, der sammen
med de kvalitative karakteristika i IASB's begrebsramme vil danne grundlaget for
vurderingen af IFRS 15 ift. software branchen
Ved at tage udgangspunkt i den gældende ret for omsætning vil der i Kapitel 3
blive anvendt en retsdogmatisk metode til beskrivelse, systematisering og fortolkning af indholdet i såvel den gældende ret. Fremlæggelsen af reguleringen medtages for at synkronisere forfatterens og læserens kendskab til fagområdet samtidigt
med, at den vil involvere nødvendige diskussioner af de regelsæt, som anvendes
af software branchen. Denne juridiske tilgangsvinkel anses for værende hensigts-
Side 5 af 74
mæssig, idet den kan anvendes til at udlede den gældende ret for omsætning.
(Blume, 2006, p.142)
I Kapitel 4 vil indholdet i den nye standard, IFRS 15 blive redegjort, da dette ligeledes danner grundlaget for den komparative analyse i det efterfølgende kapitel.
I Kapitel 5 vil der blive anvendt en komparative metode til at analysere effekterne
af IFRS 15. Der vil i den forbindelse blive opstillet cases med henblik på at foretage en praktisk anvendelse af såvel det gældende og nye regelsæt for omsætning.
Fokus vil være på software branchen, hvilket vil sige, at det er de ændringer der
vedrører software branchen, der vil blive analyseret. Dermed ikke sagt, at nogle af
ændringerne ikke også kan påvirke øvrige brancher. Datagrundlaget til analysen
vil bl.a. være inspireret af de illustrative eksempler i IFRS 15, som simultant vil
afprøves ved at anvende den gældende regulering for omsætning. Øvrige cases vil
nærmere blive udviklet således, at de kan illustrere effekterne af de nye koncepter
i IFRS 15, dvs. de vil udformes ved at fortolke og deducere principperne i IFRS
15. Eventuelle konflikter og tvetydigheder vil blive imødekommet ved at bringe
anskuelser fra de internationale standarder i fortrin frem for mine egne fortolkninger. Ved afslutningen af hver case/scenarie vil de identificerede ligheder og forskelle opsummeres.
Forinden selve vurderingen af IFRS 15 foretages, vil de kvalitative kriterier for
nyttig information i IASB's begrebsramme blive gennemgået i Kapitel 6. Dette vil
sikre, at den efterfølgende vurdering i selvsamme kapitel, vil blive foretaget med
en mere acceptabel videnskabelig kvalitet, idet den vil baseres på et fagligt grundlag. Med andre ord, har denne fremgangsmåde til hensigt at forbedre validiteten af
vurderingen, ved ikke at lade den udelukkende være baseret på den komparative
analyse, idet den i sig selv kan medføre en risiko for at overdrive vigtigheden af
visse irrelevante aspekter.
I Kapitel 7 vil de væsentligste betragtninger opsummeres, og der vil på baggrund
af de foretagne analyser og vurderinger afslutningsvis blive konkluderet på, hvorvidt IFRS 15 giver regnskabsbrugerne en større informationsværdi.
1.4 Kildekritik
Afhandlingens primære kilder består af IASB's begrebsramme, regnskabsreguleringen fra IASB og FASB ‒ herunder Agenda papers fra Joint Transition Resource Group og fortolkningsdokumenter fra IFRIC. Disse kilder betragtes som væSide 6 af 74
rende objektive og troværdige, idet de udarbejdes af organer, der i regnskabsmæssig sammenhæng, kan sidestilles med lovgivende myndigheder.
De sekundære kilder er baseret på artikler, internetsider, publikationer, regnskabsmanualer mv., som kan være præget af personlige holdninger, interesser og
fortolkninger. Publikationer og regnskabsmanualer vurderes dog at have en rimelig pålidelighed, idet de er udarbejdet af fagorganisationer. Til gengæld kan artikler og internetsider indeholde mindre valide informationer, som vil blive behandlet varsomt. Derfor vil der foretages en selektiv udvælgelse af indholdet på de kilder der har en ringe grad af troværdighed, og de vil kun medtages i det omfang,
det harmonerer med de primære kilder.
Side 7 af 74
2. Præsentation af software branchen
I de efterfølgende årtier efter anden verdenskrig begyndte virksomheder i stigende
omfang at anvende computere til at behandle data i forbindelse med deres erhverv. Dette var begyndelsen på udviklingen af computer branchen, hvor hardwareproducenterne samtidigt producerede software. Software var med andre ord
en naturlig del af disse computermaskiner, og de blev betragtet som én enhed. I
takt med den udbredte anvendelse af computere i 1960'erne, steg efterspørgslen
efter brugerdefinerede programmer. Dette resulterede i, at den førende hardwareproducent IBM i 1969 besluttede sig for at separere angivelsen af omkostningerne
for software og hardware, hvilket forårsagede dannelsen af den nye branche,
software branchen. Virksomheder i denne branche, begyndte at sælge software til
hardwarebrugerne. Det var også i denne sammenhæng, softwaren blev copyrightbeskyttet og udtrykket proprietary software opstod, dvs. software der er navnebeskyttet. (McGee, 1985, p. 97)
Med den stigende anvendelse af software, samt dens voksende betydning, begyndte virksomhederne efterhånden at udarbejde regler for, hvordan man regnskabsmæssigt skulle behandle software. Det var også i denne anledning det blev væsentligt at få fastlagt begrebet software, som ikke har en generel accepteret definition. Internal Revenue Service definerede computer software som:
"Alle programmer og rutiner, der er anvendt til at få en computer til
at udføre en/flere opgave(r)..." (McGee, 1985, p. 99)
Forskellige domstole og statslige lovgivere har også defineret og endda foretaget
en gruppering af begrebet, ved at skelne mellem henholdsvis system- og applikation software. Førstnævnte anses for værende fundamental for at hardware kan
fungere, dvs. et styresystem som f.eks. Microsoft Windows eller Mac, mens sidstnævnte er det man i daglig tale kalder for programmer, som fungere ovenpå disse
styresystemer. (McGee, 1985, p. 99)
Denne digitale udvikling har været accelererende i de senere år, hvilket har forårsaget, at virksomheder i adskillelige brancher, ikke kan nøjes med at fokusere på
ét enkelt segment. Et stigende antal af virksomheder er begyndt at udbyde produkter, som falder ind under software begrebet. Tendensen har gjort grænsen mellem
software, hardware og services mere uklar end nogensinde. Dette bekræftes også
af PwC's europæiske software leder Pierre Marty, som har hævdet følgende:
Side 8 af 74
"Hvad vil det egentlig sige at være en software virksomhed i dag? Det
er der ingen der rigtig ved." (Pwc Software, 2014, p. 9)
Software branchen er altså efterhånden blevet til en kompliceret størrelse, der er
vanskelig at afgrænse. Grundlæggende består branchen af software-, hardware- og
servicevirksomheder, men også traditionelle industrivirksomheder, som f.eks. tøjog bilproducenter er kommet til, hvilket er med til at udfordre de klassiske virksomhedsbetegnelser. (Pwc Software, 2014, pp. 8-9)
Den seneste nye trend i branchen er salg af SaaS (Software as a Service), hvilket
er levering af applikationer over internettet ‒ også kaldt webbaseret software, ondemand software, hosting software, cloud-computing mm. (Salesforce, 2014).
2.1 Software produkter
Denne afhandling vil grundlæggende skelne mellem to slags software produkter,
henholdsvis standard- og specialdesignet software. Når en virksomhed sælger et
standardsoftware produkt foregår det enten i form af en licens- eller abonnementsaftale. Ren IT-teknisk baserer abonnementsaftalen sig også på en licens,
men dette er underordnet i forhold til den regnskabsmæssige behandling. Specialdesignet software produkter tildeles (assignment) kunden, hvilket vil sige, at der
sker en absolut overdragelse af den immaterielle ejendomsret, som svarer til et reelt salg. (Classen, 1996, p. 4)
2.1.1 Standardsoftware
Standardsoftware produkter sælges oftest med en licens. Licens er et begreb, der
stammer fra det latinske 'licere' og betyder 'at tillade' (Gull & Wehrmann, 2009, p.
278). Når en virksomhed sælger et standardsoftware produkt, er der således tale
om et salg af en tilladelse til at bruge software produktet, som grundlæggende er
en intellektuel ejendomsrettighed. En software licens er en retlig aftale, der specificerer betingelserne for brug af en applikation og definerer rettighederne for licensgiveren og slutforbrugeren (UNCG.com, 2014).
Standardsoftware kan både sælges med en on-premise-, OEM (Original Equipment Manufacturer)- eller on-demand licens.
On-premise software installeres på en server indenfor den købende virksomheds
fysiske omgivelser. Der findes adskillelige former for on-premise licenser. I denne
afhandling vil off-the-shelf software blive anvendt som et eksempel på on-premise
Side 9 af 74
software, da det vurderes, at resultaterne herfra kan overføres til andre on-premise
licenstyper, som ikke vil blive behandlet. Off-the-shelf er et software produkt taget 'ud af hylden' i en detailvirksomhed. Det kan ligeledes være hentet ned via en
internetforbindelse og efterfølgende installeret på køberens hardware-enhed, selvom varen ikke decideret er taget ud af en fysisk hylde, idet hylden blot kan betragtes som værende visuel ved online handel. Ved salg af off-the-shelf software, sker
der som regel ikke en forhandling af licenskontrakten, idet den er baseret på en
End User License Agreement (EULA), som specificerer betingelserne for anvendelse af software produktet. Kunden kan acceptere kontraktbetingelserne ved at
skrive under, interaktivt at klikke 'accept' af betingelser ved installering (clickwrap licensing) eller ved at bryde plomben (shrink-wrap licensing) (WhatIs,
2008). On-premise software kan både have en vedvarende- og tidsbegrænset licens, men afhandlingen vil afgrænse sig til at behandle on-premise software produkter, der har en vedvarende licens.
OEM licens er fast forbundet med et hardware eller software komponent og kan
udelukkende købes sammen med det forbundne element. Med andre ord er OEM
et pre-installateret software produkt, som følger med ved køb af f.eks. en computer. OEM licensen er ligeledes baseret på en EULA.
On-demand software, er installeret på licensgiverens eller en tredjeparts server.
Herfra har licenstageren adgang til licensgiverens intellektuelle ejendomsret. Licens-/brugeraftalen er tidsbegrænset (Licensing Law Blog, 2014). I denne afhandling vil salg af SaaS produkter repræsentere on-demand software.
(Gull & Wehrmann, 2009, p. 280)
2.1.2 Specialdesignet software
Ved salg af specialdesignet software overdrages den intellektuelle ejendomsret til
køber og forekommer i de situationer, hvor software produktet enten er produceret, tilpasset eller modificeret til kundens unikke behov. Kontrakten er som regel
individuelt forhandlet. (Softwarecontracts.net, 2008)
2.2 Supplerende produkter
Software produkter sælges sjældent alene. Oftest kombineres de med en række
support- og serviceydelser, hvorved der opstår en multi-element kontrakt. Grundlæggende skelnes der mellem Postcontract Customer Support (PCS) og andre serSide 10 af 74
vices. PCS er eftersalgssupport, der giver kunden ret til at modtage services, uspecificerede opgraderinger og telefonisk support. (ASC 985-605-20) Herudover udbyder en software virksomhed en række andre serviceydelser, som f.eks. træning,
installation, rådgivning og lignende. (ASC 985-605-25-76)
Side 11 af 74
3. Den gældende regulering for omsætning
IFRS har to hovedstandarder, der regulerer indregning af omsætning, henholdsvis
IAS 18 omsætning og IAS 11 entreprisekontrakter. Disse vil blive gennemgået
nedenfor. Siden IFRS ikke har udarbejdet en specifik vejledning til indregning af
omsætning for software produkter, gælder IAS 18 og 11's overordnede principbaserede koncept ligeledes for software branchen. Imidlertid gør den unikke sammensætning af software produkter det vanskeligt at anvende de overordnede principper i IFRS, hvorfor det sommetider er passende for virksomheder at benytte sig
af de specifikke vejledninger i US GAAP, som fortolkningsbidrag (IFRS
15.BC2). Dette er i øvrigt også i overensstemmelse med IAS 8 Anvendt regnskabspraksis, ændringer i regnskabsmæssige skøn og fejl, der råder til anvendelse
af anden regnskabsrelevant litteratur og anerkendt praksis for branchen, i det omfang IASB's standarder og fortolkningsbidrag er utilstrækkelige på bestemte
transaktioner eller andre begivenheder eller forhold (IAS 8.10-12). Derfor bør
man udtømme mulighederne indenfor IASB regi, førend man bevæger sig over på
andre standardudstederes regelsæt.
I sammenhæng med IAS 8, kan man analogt anvende IFRIC 18 Overdragelse af
aktiver fra kunder på problemstillingen omkring separation af multi-element kontrakter, idet IAS 18 og IAS 11 har en begrænset vejledning på dette felt. (RR,
2015, nr. 1) Derfor vil IFRIC 18 også blive gennemgået og diskuteret i dette kapitel.
På samme måde som ovenstående analogislutning med IFRIC 18, kunne man søge
vejledning i andre IAS-standarder, hvor IAS 18, IAS 11 og de relaterede fortolkninger kommer til kort. Da software er et immateriel aktiv, kunne det være hensigtsmæssigt at finde ud af, hvorvidt der er vejledning og fortolkning at hente fra
IAS 38 Immaterielle aktiver. IAS 38 behandler indregning af immaterielle aktiver
fra købers synsvinkel og fremhæver, at standarden ikke finder anvendelse på:
"immaterielle aktiver, som besiddes af virksomheden med henblik på
salg som led i det normale forretningsforløb (jf. IAS 2 varebeholdninger og IAS 11 Entreprisekontrakter)" (IAS 38.3(a))
På trods af denne formulering, kan der med passende forbehold argumenteres for
at anvende IAS 38, såfremt denne har indikationer, der vejleder til løsning af konkrete problemstillinger. IAS 38 eller andre IAS'er, der kunne give et fortolkningsSide 12 af 74
grundlag, vil dog ikke blive gennemgået i indeværende kapitel, da kun en meget
begrænset del af disse, anses for at være relevant i relation til afhandlingens emne.
De vil kun blive anvendt i konkrete scenarier i analysedelen af opgaven, såfremt
de bliver anset for at kunne bidrage til at anlægge et skøn. Eksempelvis nævnes
der i IAS 38.4 følgende:
"Eksempelvis er computersoftware til en computerstyret maskine, som
ikke kan fungere uden denne konkrete software, en integreret del af
den tilknyttede hardware og behandles regnskabsmæssigt som et materielt anlægsaktiv",
hvilket er en detaljeret og brugbar vejledning for software branchen, som hverken
fremgår af IAS 18, IAS 11 eller deres relaterede fortolkninger.
I det omfang den gældende regulering for omsætning er utilstrækkelig indenfor
IASB-regi, er der også mulighed for at hente fortolkning fra andre standardudstedere. I denne henseende vil indholdet i FASB's Accounting Standards Codification (ASC) 605-25, Revenue Recognition - Multiple Element Arrangements og
ASC 985-605 Software Revenue Recognition også blive gennemgået. Dette understøttes bl.a. af SAP's årsrapport, der aflægges under IFRS. SAP har i afsnittet for
anvendt regnskabspraksis i sin årsrapport nævnt, at selskabet anvender ASC 985605, hvor det er relevant og i overensstemmelse med IAS 8 (SAP, 2013, p. 173).
3.1 IAS 18 ‒ Omsætning
IAS 18 er den nuværende internationale standard, der regulerer indregning af omsætning. Overordnet set er der to nøgleord, der er styrende for, hvorvidt omsætning skal indregnes. For at omsætning skal indregnes, skal det således være sandsynligt at fremtidige økonomiske fordele vil tilgå virksomheden samtidig med, at
disse fordele skal kunne måles pålideligt, hvilket fremgår af formålsafsnittet i IAS
18.
3.1.1 Anvendelsesområde
Inden man anvender standarden, bør man vide, hvilke typer af transaktioner og
begivenheder, den er omfattet af, da fremgangsmåden for indregning afhænger af
transaktionstypen. IAS 18 behandler omsætning, der stammer fra følgende typer
af transaktioner og begivenheder:
Side 13 af 74

salg af varer, der består af varer produceret af virksomheden med henblik
på salg eller købt med videresalg for øje

levering af tjenesteydelser, som almindeligvis omfatter en kontraktlig aftale, der skal udføres over en aftalt tidsperiode

andres anvendelse af virksomhedens aktiver mod vederlag i form af renter,
udbytte og royalties, hvor sidstnævnte kan relateres til software licenser.
(IAS 18.1-5)
3.1.2 Identifikation af transaktionen
Hovedreglen i IAS 18 er, at indregningskriterierne skal anvendes på hver enkelt
transaktion, medmindre en opdeling af en transaktions separate identificerbare
elementer vil afspejle indholdet mere korrekt. Med andre ord vedrører undtagelsen den situation, hvor det er nødvendigt at splitte op, for at afspejle den reelle
substans i transaktionen. Det kan være i en situation, hvor der ud fra et produkts
salgspris, kan identificeres et beløb for en efterfølgende service, hvorefter beløbet
må udskydes og indregnes i omsætning, når levering finder sted. (IAS 18.13) IAS
18 definerer ikke, hvad der skal forstås ved et identificerbar beløb. PwC's vurdering er, at det er købers synsvinkel, der er afgørende for om der er ét eller flere
elementer i kontrakten (Pwc Manual, 2014, 9.132).
Som tidligere nævnt, er det i software branchen en sædvane, at der bliver indgået
aftaler bestående af flere produkter og services i én kontrakt. Derfor skal hver
komponent indregnes efter typen af de nævnte klassifikationer i nærværende afsnit 3.1.2, men separation af software komponenter er en kompliceret opgave. I
øvrigt er der i IAS 18 ikke givet en definition på multi-element kontrakter, hvorfor
det er nødvendigt at hente fortolkningsbidrag fra US GAAP, der har udarbejdet
ASC 605-25 for multi-element kontrakter. Dette vil blive gennemgået i afsnit 3.4.
3.1.3 Indregning af salg af varer
Indregning af omsætning for salg af varer foregår efter faktureringsmetoden, der
også kaldes for salgsmetoden. Det betyder, at indtægter indregnes i resultatopgørelsen ved leveringstidspunktet, dvs. når sælger har færdigudført sit arbejde. IAS
18.14 opstiller følgende betingelser, som skal opfyldes, før man kan indregne omsætning fra varesalg:
Side 14 af 74
a) Ejendomsretten og de dertil tilknyttede væsentlige risici og afkast er overført fra sælger til køber
b) Sælger er ikke længere ledelsesmæssigt involveret i varerne og har ikke
kontrol over dem på en måde, som kan forbindes med ejerskab
c) Salgsbeløbet kan måles pålideligt
d) Det er sandsynligt, at virksomheden vil få de økonomiske fordele, der er
tilknyttet med transaktionen
e) Omkostninger, som er afholdt eller vil blive afholdt i forbindelse med
transaktionen, kan måles pålideligt
I relation til software branchen, kan der være kontrakter, hvor licensgiver og licenstager aftaler et fast engangsbeløb eller en uopsigelig kontrakt, hvor produktet
ikke kan refunderes. I denne typer af kontrakter, har licensgiveren ikke tilbageværende pligter overfor licenstageren, hvorfor der reelt er tale om et salg. Derfor indregnes omsætning på leveringstidspunktet. (IAS 18.IE20) Dette vil typisk gælde
for standardsoftware produkter, der sælges med en vedvarende licens, f.eks. offthe shelf software.
3.1.4 Indregning af levering af tjenesteydelser
I modsætning til salg af varer, indregnes levering af tjenesteydelser i henhold til
produktionskriteriet, der tager udgangspunkt i transaktionens færdiggørelsesgrad.
Omsætning indregnes i takt med, levering finder sted. Dette er i øvrigt i overensstemmelse med kravene i IAS 11, som vil blive gennemgået i afsnit 3.2. Grundlæggende kræves der, at transaktionens udfald skal kunne skønnes pålideligt og
dette antages for værende opfyldt, når betingelserne (c), (d) og (e) fra forrige afsnit 3.1.3 er opfyldte, samt når transaktionens færdiggørelsesgrad kan måles pålideligt på balancedagen. Hvis færdiggørelsesgraden ikke kan opgøres med rimelig
sikkerhed, før kontrakten afsluttes, bør omsætning kun indregnes i det omfang, de
allerede indregnede omkostninger kan genindvindes (IAS 18.26).
I tilknytning til software branchen, vil denne regnskabsmæssige behandling være
velegnet til behandling af Postcontract Customer Support (PCS) og andre services, hvor beløbene indregnes i takt med de leveres. Produkter med en begrænset
licensperiode, vil ligeledes kunne indregnes efter denne kategori, som f.eks. SaaS
aftaler.
Side 15 af 74
3.1.5 Indregning af renter, royalties og udbytte
Da afhandlingens fokus er på software branchen, fravælges en redegørelse for renter og udbytte, hvorfor kun regler i relation til royalties vil blive belyst. Royalties
er det vederlag, der betales af køber, for at kunne anvende sælgers aktiv. I forhold
til software branchen, vil vederlaget typisk være i form af et licensbeløb og aktivet
et softwareprodukt.
Grundlæggende indregnes royalties efter periodiseringsprincippet i overensstemmelse med indholdet i den givne aftale, såfremt betingelserne (c) og (d) fra afsnit
3.1.3 er opfyldte. Et eksempel på betingelse (d) kan opstå i de situationer, hvor
modtagelsen af licensen afhænger af en fremtidig begivenhed. I disse tilfælde skal
omsætning kun indregnes, hvis det er sandsynligt, at licensbeløbet forbundet med
transaktionen vil tilgå virksomheden.
Licens, der betales for at anvende en virksomheds aktiv, bør indregnes i overensstemmelse med den reelle substans i kontrakten. Således vil kontraktvilkårene være afgørende. Praktisk set kan dette foregå lineært over aftalens løbetid, f.eks. i tilfælde af en virksomhed bruger en anden virksomheds teknologi i en bestemt tidsperioden. (IAS 18.IE20). Dette kunne være aktuelt for tidsbegrænsede licenser,
som SaaS.
3.1.6 Måling af omsætning
Såfremt betingelserne for indregning af omsætning er opfyldte, skal omsætning
ifølge IAS 18.9 måles til dagsværdien af det modtagne eller tilgodehavende vederlag minus eventuelle forhandler- og mængderabatter, herunder kontantrabatter.
3.2 IAS 11 ‒ Entreprisekontrakter
IAS 11 regulerer den regnskabsmæssige behandling af entreprisekontrakter.
Grænsen mellem IAS 18.4 levering af tjenesteydelser og IAS 11 entreprisekontrakter er ikke knivskarp, idet levering af tjenesteydelser defineres mere eller mindre på samme måde. Forskellen ligger i, at IAS 11 har en mere konkret definition
i forhold til IAS 18.4, der er mere overordnet. Mens der for definitionen af levering af tjenesteydelser fremgår følgende ordlyd:
"omfatter normalt virksomhedens udførelse af en kontraktlig aftalt
opgave over en aftalt periode",
Side 16 af 74
specificeres der i IAS 11.3 med at, kontrakten skal være individuelt forhandlet i
forhold at skabe et eller flere aktiver. Det er derfor heller ikke overraskende, at
kontrakter med tjenesteydelser, som er direkte forbundet med opførelsen af et aktiv, er omfattet af entreprisekontrakter efter denne standard (IAS 11.5(a)).
Hvorvidt man skal anvende IAS 11 frem for IAS 18.4, afhænger umiddelbart heller ikke af kontraktens tidshorisont, da der yderligere fremgår af definitionen på
levering af tjenesteydelser, at
"tjenesteydelsen kan leveres over et eller flere regnskabsår",
hvilket også gælder for IAS 11, da det netop fremgår af formålsafsnittet i standarden, at
"...hvor entreprisekontrakten påbegyndes, og det tidspunkt, hvor aktiviteten afsluttes, sædvanligvis falder i forskellige regnskabsår" (IAS
11).
I standarden angives der eksempler for, hvornår der kan være tale om
"opførelse, anlæg eller bygning af et enkelt aktiv".
Heriblandt nævnes bro, bygning, dæmning, rørledning, vej, et skib eller en tunnel.
Det er vanskeligt at sidestille nogle af disse eksempler med software produkter.
Derimod kunne man eventuelt relatere ordlyden "bygning af et enkelt aktiv" med
'udvikling af et software produkt'. Desuden kan man af ordlyden "en individuel
forhandlet kontrakt" i IAS 11.3 udlede, at der skal være tale om en kontrakt, der
er individuelt tilpasset, modificeret og målrettet til den enkelte kunde, hvilket
harmonerer med softwarevirksomhedernes udvikling af kundetilpasset software.
Selvom det ikke fremgår nogen steder i IAS 11, skal produkttilpasningen yderligere være af signifikant karakter. Dette tolkes ud fra IFRIC 15, der omhandler
kontrakter om opførelse af ejendomme, hvor det ligeledes vurderes, at denne fortolkningsbidrag kan anvendes analogt på software branchen, når der udvikles en
specialdesignet software. Derfor vil en softwarekontrakt indregnes efter IAS 11,
såfremt kunden har mulighed for, i betydelig grad, at specificere de strukturelle
designelementer (Pwc Manual, 2014, 9.281) (IFRIC D21.9(a)). Modsætningsvis
vil den indregnes efter IAS 18, hvis der er tale om en simpel tilpasning, hvor køber har en begrænset indflydelse på designet, dvs. hvor sælger eksempelvis tilbyder en række tilpasningsalternativer, der ikke kan modificeres af kunden.
Side 17 af 74
3.3 IFRIC 18 ‒ Overdragelse af aktiver fra kunder
IFRIC 18 foreskriver følgende indikationer på tilslutning af kunden til et netværk
er en separat identificerbar tjenesteydelse:
a) en servicetilslutning leveres til kunden og repræsenterer en selvstændig
værdi for denne kunde,
b) servicetilslutningens dagsværdi kan måles pålideligt (IFRIC 18.15)
Disse kriterier vil blive diskuteret i afsnit 3.5 i sammenhæng med separations- og
allokeringskriterierne i US GAAP, som vil blive redegjort i det følgende.
3.4 ASC 605-25 og ASC 985-605
I løbet af 2009 har FASB kodificeret de daværende US GAAP til det nybehandlede format kaldet "Accounting Standards Codification". Som følge af denne proces, blev den første software branchespecifikke guidance, SOP 97-2 og dens tilknyttede dokumenter på indregning af omsætning for software- og softwarerelaterede produkter fra 1997, kodificeret i ASC 985-605. Derefter blev ASC 985-605
opdateret med ASU 2009-14 i sammenhæng med Emerging Issues Task Force
(EITF) Issue 09-3, der ekskluderede software, der fungerer sammen med nonsoftware leveringer til at fremkalde den essentielle funktion af det materielle gode
fra ASC 985-605's anvendelsesområde. (Deloitte, 2011, p. 3)
Sideløbende blev ASC 605-25 opdateret med ASU 2009-13 i sammenhæng med
EITF Issue 08-1 og trådte i kraft efter den 15. juni 2010. Den væsentligste ændring, angående separationskriterierne vedrører ophørelsen af kravet om, at der
skal eksistere et objektivt og pålideligt bevis af dagsværdien for de ikke-leverede
komponenter i en multi-element kontrakt. Herudover er allokeringsreglerne også
blevet mindre restriktive med introduktionen af relative selling price method, der
tillader anvendelsen af best estimate of the selling price i tilfælde af, der hverken
eksisterer en Vendor-Specific Objective Evidence (VSOE) eller Third-Price Evidence (TPE) af dagsværdien. Man er således gået fra den såkaldte estimated fair
value approach til en sales-based approach. (Journal Of Accountancy, 2010)
ASC 605-25 regulerer behandling af multi-element kontrakter og omfatter alle leveringer indenfor enhver branche på nær bestemte transaktioner, omfattet af en
anden specifik regulering, f.eks. ASC 985-605 Software - Revenue Recognition.
Derfor bør virksomheder, der opererer indenfor software branchen starte med at
Side 18 af 74
bruge den software branchespecifikke vejledning ASC 985-605, da denne både
vejleder til separation af regnskabsenheder og allokering af vederlaget.
3.4.1 ASC 985-605 ‒ Software - Revenue Recognition
ASC 985-605 er anvendelig til transaktioner, der involverer licensaftaler, salg,
leasing eller på en anden vis markedsføring af computer software og dennes tilhørende elementer (ASC 985-605-15-3a). Regelsættet er ligeledes anvendelig på
hostingaftaler og salg af service, som indeholder eller udnytter software, når softwareindholdet er mere end accessorisk til tjenesteydelsen, og tjenesteydelsen er
essentiel for funktionaliteten af softwaren. Det forudsætter dog, at betingelserne i
985-605-55-121 er opfyldte, hvilket sjældent opfyldes for langt de fleste SaaS
produkter (RR, 2015, nr. 2). Dette beror på, at kunden sjældent har ret til at besidde softwaren i de fleste SaaS aftaler. Derfor vil SaaS produkter i denne afhandling
behandles efter ASC 605-25, i det omfang IAS 18 er utilstrækkelig. Hvis aftalen
omfatter levering af software, der enten alene eller sammen med andre varer eller
tjenesteydelser kræver signifikant produktion, modifikation eller tilpasning af
softwaren, skal hele aftalen indregnes i overensstemmelse med reglerne i ASC
605-35 Constructions contracts (ASC 985-605-15-3(e)). ASC 605-35 vil dog ikke
blive anvendt i denne afhandling, da der findes en tilsvarende standard til indregning af software i IFRS-regi, når aftalen kan sidestilles med en entreprisekontrakt
efter IAS 11.
Udenfor ASC 985-605's anvendelsesområde findes aftaler, hvori software er accessorisk til varer og tjenesteydelser ‒ dvs. når software er det sekundære element.
Det kunne eksempelvis være et køleskab der har et digitalt display, der viser temperaturen. Software komponenter til et materielt gode er ligeledes udenfor ASC
985-605's anvendelsesområde, når software- og nonsoftware komponenter til det
materielle gode arbejder sammen om at fremkalde den essentielle funktionalitet af
det materielle gode. (ASC 985-605-15-4)
ASC 985-605 har ikke en specifik definition på software- og softwarerelaterede
komponenter, udover de eksempler der er opstillet i ASC 985-605-15-3 pkt. a. I
simple transaktioner, der udelukkende består af software, er der oftest ikke nogen
tvivl om, at hele transaktionen hører under ASC 985-605. Ved mere komplicerede
transaktioner, der både indeholder software og et materielt gode, er det vanskeligere at fastsætte, hvilken standard hele eller dele af de pågældende komponenter
Side 19 af 74
hører under. For at løse denne problemstilling, skal virksomheden tage stilling til,
hvorvidt software og softwarerelaterede komponenter indeholder software, der er
mere end accessorisk til varerne og tjenesteydelserne i aftalen. I tilfælde af at
softwaren ikke er mere end accessorisk, er transaktionen som helhed udenfor ASC
985-605's anvendelsesområde, således software- og softwarerelaterede komponenter behandles som nonsoftware elementer. Hvis softwaren havde været mere
end accessorisk, ville de software-relaterede komponenter være indenfor ASC
985-605's anvendelsesområde, medmindre de ikke bliver fanget af de oplistede
udeladelser i ASC 985-605-15-4, som beskrevet foroven.
ASC 985-605 kræver separation af en multi-element kontrakt, såfremt der er en
VSOE af dagsværdien på henholdsvis de leverede- og ikke-leverede elementer. I
sammenhæng med den foretagne separation, skal vederlaget allokeres til de forskellige elementer baseret på VSOE af dagsværdien, uanset de opgivne priser i
kontrakten for de pågældende elementer. VSOE af dagsværdien er begrænset til at
blive indhentet på følgende vis:
a) Den opkrævede pris når det samme element er solgt separat
b) For elementer der ikke sælges separat, skal ledelsen med den relevante
myndighed fastsætte prisen. (ASC 985-605-25-6)
3.4.2 ASC 605-25 ‒ Revenue Recognition - Multiple element arrangements
Efter den regnskabsaflæggende virksomhed har fundet ud af anvendelsesområdet
for en aftale og derigennem fastlagt de leveringer som værende ikke underlagt en
anden ASC regulering, skal den anvende separationskriterierne i ASC 605-25-255, der skelner mellem leverede- og ikke-leverede produkter. ASC 605-25-25-5 opfatter en levering som en separat regnskabsenhed, såfremt begge af nedenstående
to betingelser er opfyldte:
1) De(t) leverede element(er) har stand-alone værdi(er) for kunden. Det har
de, såfremt (a) det leverede er solgt separat af en sælger eller (b) kunden
kan videresælge elementet på stand-alone basis
2) Hvis aftalen indeholder en generel ret til returnering af det leverede element, skal levering eller udøvelse af de ikke-leverede elementer være
sandsynligt og i væsentlig grad indenfor sælgers kontrol
(ASC 605-25-25-5)
Side 20 af 74
Ved betingelse 1, pkt. (a) skal man overveje, hvorvidt enten virksomheden selv eller en anden virksomhed sælger produktet på stand-alone basis. Der behøves ikke
at være tale om et identisk brand eller model. Et substituerende produkt, der opfylder det samme behov for kunden, er også tilstrækkelig for, at "solgt separat"
kan opfyldes. Der er desuden ingen krav om at forholde sig udelukkende til sælgers egne produkter, hvorfor vurderingen også kan baseres på konkurrenternes
produkter. Ved pkt. (b) skal man betragte, hvorvidt sælger kan være i stand til at
konkludere, købers mulighed for et øjeblikkeligt videresalg af det leverede produkt til en pris, der i væsentlig grad dækker det vederlag, der er betalt til sælgeren.
I denne forbindelse er der intet krav til et observerbart sekundært marked, manglen af sådan ét bør dog give anledning til omtanke, da nytteværdien for kunden
også kan være en tilstrækkelig indikator for tilstedeværelsen af en selvstændig
værdi på betingelse af, at kunden ikke er afhængig af flere leveringer. (EY, 2014,
nr. 1, p. 37)
Betingelse 2 tolkes således, at hvis det leverede kan returneres, skal det være
sandsynligt, at de resterende leverancer vil blive udført. I modsat fald vil det leverede- og ikke-leverede produkt ikke hænge sammen som én regnskabsenhed. Med
"sælgers kontrol" menes, at det i al væsentlighed skal være sælgeren, der kan afgøre, om det ikke-leverede produkt skal leveres, dvs. i tilfælde af kundens returnering af det leverede produkt, skal kunden ikke samtidig have mulighed for at annullere den ikke-leverede part.
Efter separationsprocessen skal den regnskabsaflæggende virksomhed allokere
vederlaget efter den relative salgspris metode. Virksomheden skal således for
hver regnskabsenhed fastlægge salgsprisen efter følgende dagsværdihierarki (ASC
605-25-30-2):
1. Vendor-Specific Objective Evidence (VSOE), der er den virksomhedsspecifikke pris, som er begrænset til at blive hentet på samme måde, som i
ASC 985-605, jf. forrige afsnit 3.4.1 (ASC 605-25-30-6A)
2. Third-Party Evidence (TPE), der både kan være sælgers og en konkurrents
salgspris for substituerende produkter i et stand-alone salg til en samme
type af kunde (ASC 605-25-30-6B)
3. Vendor's best estimate of the selling price (ESP), der skal være i overensstemmelse med bestemmelse af VSOE af dagsværdien. Med andre ord er
Side 21 af 74
prisen den, som sælger ville opkræve, hvis vedkommende regelmæssigt
solgte produktet på stand-alone basis. Sælgeren kan både inddrage virksomheds- og markedsspecifikke faktorer i sit estimat (ASC 605-25-30-6C)
De ovenstående salgspriser skal anvendes på de respektive regnskabsenheder uanset den pris, der fremgår i kontrakten. En virksomhed, der således fremstiller en
vare eller tjenesteydelse for værende gratis, er ikke repræsentativ for dagsværdien.
(ASC 605-25-30-7)
3.5 Diskussion af gældende regelsæt for software branchen
På baggrund af den gennemgåede teori i de foregående afsnit, vil der i det følgende foretages en diskussion af de forskellige standarder og vejledninger fra henholdsvis IFRS og US GAAP. Formålet er at give det bedste bud på, hvordan indregning og måling af omsætning foregår efter de gældende regler i IFRS ift. software branchen.
Ud fra det gennemgåede, bør man udlede, at IFRIC 18 er det tætteste IFRS kommer på US GAAP i forhold til separation af regnskabsenheder. Det er også den
mest detaljerede separationsvejledning, der eksisterer i de gældende IFRS regler.
Det er væsentligt at bemærke, at IFRIC 18 er udgivet i januar 2009, dvs. inden
ASC 605-25 blev lempet med ASU 2009-13 i oktober 2009. Dette er nævneværdigt, idet separationskriterierne i IFRIC 18 minder i det væsentligste om separationskriterierne i den gamle ASC 605-25 (EITF Issue 00-21). Derfor er IFRIC 18
sandsynligvis inspireret af den gamle og mere restriktive ASC 605-25, der krævede et objektivt og pålideligt bevis af dagsværdien for de ikke-leverede elementer,
for at kunne behandle dem som separate regnskabsenheder. På tilsvarende måde
kræver IFRIC 18 en pålidelig måling af dagsværdien uden at definere dagsværdi
begrebet. På baggrund af denne formodning, bør man være forbeholdende med at
anvende reglerne i IFRIC 18 i relation til software produkter, da de formodentlig
er baseret på de gamle og mere restriktive regler i US GAAP. Det vurderes ligeledes, at det er en større fordel at anvende de nye og mildere separationsregler i US
GAAP, da standardudstederen anses for værende den førende til at udstede branchespecifik vejledning, der forholder sig til konkrete problemstillinger vedrørende
separation af regnskabsenheder og allokering af vederlag. Dette hænger også
sammen med den anvendte praksis i software branchen, hvor der i indledningen til
dette kapitel blev henvist til SAP's årsrapport. Rapporten aflægges efter gældende
Side 22 af 74
regler i IFRS, men ifølge SAP's anvendte regnskabspraksis bruges ASC 985-605,
hvor det er relevant og i overensstemmelse med IAS 8. SAP nævner ikke eksplicit, hvorvidt selskabet anvender den generelle multi-element vejledning ASC 60525, men dette er heller ikke nødvendigt. Når man anvender ASC 985-605, kan
man også implicit anvende ASC 605-25, da de to standarder interagere med hinanden, som beskrevet i afsnit 3.4. Fravalget af IFRIC 18 kan yderligere begrundes
med, at IFRIC 18 i forvejen ikke er et softwarerelateret dokument, men blot den
tætteste analogislutning man kan hente fra de gældende regler i IFRS. Ydermere
forklarer IFRIC 18 ikke, hvad der skal forstås ved den selvstændige værdi i modsætning til ASC 605-25. IFRIC 18 har heller ikke en holdning til aftaler, der består af en generel ret til returnering, hvilket givetvis hænger sammen med, at
IFRIC 18 omhandler overdragelse af aktiver fra kunder. I modsætning hertil, kræver ASC 605-25 i den pågældende situation, at levering af de ikke-leverede elementer skal være sandsynligt og i det væsentlige indenfor sælgers kontrol. Dette
er i øvrigt et krav, der kan sidestilles med sandsynlighedskravet i IAS 18. I mellemtiden er dagværdibegrebet blevet præciseret med udstedelsen af IFRS 13 Fair
value measurement, således defineres dagsværdien i IFRS 13.9, som:
"The price that would be received to sell an asset (...) in an orderly
transaction between market participants at the measurement date"
IFRS 13 anvendes på dagsværdier krævet eller tilladt af en anden gældende IFRS
standard, dvs. betydningen af dagsværdibegrebet, der omtales i IFRIC 18, forklares i IFRS 13. Som følge heraf, skal kravet om pålidelig måling af dagsværdien i
IFRIC 18 betragtes som værende mildere end dagsværdien i den tidligere udgave
af ASC 605-25, som IFRIC 18 formodes at være inspireret af. Dagsværdien i
IFRS 13 er med andre ord baseret på markedsdeltagernes perspektiv ud fra et exit
pris koncept, dvs. den er baseret på markedsdeltagernes aktuelle forventning omkring en salgspris (IFRS 13.24) frem for en salgspris baseret på VSOE eller TPE i
den tidligere udgave af ASC 605-25. Med tilføjelsen af vendor's best Estimate of
the Selling Price (ESP) i dagsværdihierarkiet for den nye ASC 605-25 er dagsværdibegreberne for standardudstederne IASB og US GAAP kommet markant
tættere på hinanden. Defintionen af ESP minder i det væsentligste om formuleringen i IFRS 13.16, idet ordlyden "the price at which the vendor would transact if
the deliverable were sold", der definere ESP i ASC 605-25-30-6C i det væsentlig-
Side 23 af 74
ste kan sidestilles med ordlyden "hypothetical transaction that would take place" i
IFRS 13.16.
På baggrund af ovenstående diskussion konkluderes det, at IAS 18 og 11 vil blive
anvendt i den udstrækning det er muligt og tilstrækkeligt til løsning af software
branchens problemstillinger. I de tilfælde IFRS kommer til kort, dvs. typisk ved
separation af multi-element kontrakter og allokering af vederlaget til de pågældende elementer, vil ASC 605-25 blive anvendt for nonsoftware komponenter,
mens ASC 985-605 vil anvendes på software komponenter. En anvendelse af
IFRIC 18 til separation af multi-element kontrakter anses for værende unødvendig, da indholdet er mere eller mindre i overensstemmelse med US GAAP's separationskriterier. Anvendelsen vil blot skabe redundans i separationsprocessen. Der
er desuden mere vejledning at hente fra US GAAP samtidig med, at den tager mere hensyn til behandling af branchespecifikke forhold. Separationskriteriet i ASC
985-605 er mere restriktiv, idet den fortsat ‒ i modsætning til den nye ASC 60525 ‒ kræver VSOE af dagsværdien. Derfor er det afgørende for enhver virksomhed, der på en eller anden måde har software tilknyttet sine leveringer, at finde ud
af, hvorvidt de indgåede kontrakter skal behandles som software- kontra nonsoftware komponenter. Det bemærkes dog, at de cases som vil blive gennemgået i
denne afhandling, vil altid have software som det primære element, idet de vil tage udgangspunkt i software branchens produkter. Derfor vil ASC 605-25 kun være aktuel ved SaaS aftaler og salg af computer med indbygget styresystem på betingelse af, at IAS 18 kommer til kort.
Side 24 af 74
4. IFRS 15 - Omsætning med kundekontrakter
Det centrale princip i IFRS 15 er, at en virksomhed skal indregne omsætning, således den viser overførslen af de aftalte varer eller tjenesteydelser til kunderne
med den mængde, der afspejler det vederlag, som virksomheden forventer at opnå
ret til gengæld for disse varer eller tjenesteydelser (IFRS 15.2).
Standarden specificerer den regnskabsmæssige behandling af en individuel kundekontrakt, men af praktiske grunde kan virksomhederne også anvende den til
portefølje af kontrakter, hvis det med rimelighed kan forventes, at det ikke vil adskille sig væsentligt fra behandling af de individuelle kontrakter indenfor den
selvsamme portefølje (IFRS 15.4).
4.1 Anvendelsesområde
Ifølge IFRS 15.5 skal en virksomhed anvende denne standard til alle kundekontrakter, med undtagelse af:
a. leasingskontrakter, indenfor IAS 17's anvendelsesområde
b. forsikringskontrakter, indenfor IFRS 14's anvendelsesområde
c. finansielle instrumenter og andre kontraktlige rettigheder eller forpligtelser
indenfor anvendelsesområderne for IFRS 9, IFRS 10, IFRS 11, IAS 27 og
IAS 28
d. ikke-monetære udvekslinger mellem enheder i samme branche med et
salgsfremmende formål til såvel eksisterende og potentielle kunder.
Udover undtagelsestilfældene, bør en virksomhed kun anvende denne standard i
de tilfælde, hvor modparten til kontrakten kan karakteriseres som værende en
kunde, hvilket i standarden defineres som en part, der har indgået en aftale med en
virksomhed for at få varer eller tjenesteydelser. Ydermere skal disse varer eller
tjenesteydelser være et output, der kommer fra virksomhedens ordinære aktivitet
og veksles med kunden mod et vederlag. (IFRS 15.6)
4.2 Indregning af omsætning
I IFRS 15 er der etableret en fem-trins model, som man skal igennem, for at kunne indregne omsætning. Standarden er orienteret omkring komplicerede transaktioner, der indeholder multi-elementer, da indregningskriterierne for omsætning anvendes på hver enkel leveringsforpligtelse ‒ såkaldt "performance obligation".
Side 25 af 74
4.2.1 Trin 1: Identificering af kontrakt(er) med en kunde
For at kunne behandle en kundekontrakt efter anvendelsesområdet for denne standard, skal en virksomhed opfylde alle de følgende kriterier:
a. parterne i en kontrakt har godkendt kontrakten, hvad enten det er skriftligt,
mundtligt eller i overensstemmelse med andre sædvanlige forretningspraksis og parterne er bundet til at udføre deres respektive forpligtelser
b. virksomheden kan identificere hver parts rettigheder vedrørende de varer
og tjenesteydelser, der skal overføres
c. virksomheden kan identificere betalingsbetingelser for varer og tjenesteydelser, der skal overføres
d. kontrakten har en kommerciel substans (at kontakten resultere i en forventning om ændring af virksomhedens pengestrømme)
e. det er sandsynligt (probable), at virksomheden vil inddrive (collect) vederlag, som den vil være berettiget til gengæld for de varer eller tjenesteydelser, der vil blive overført til kunden. Ved vurdering af, hvorvidt det er
sandsynligt at virksomheden vil kunne inddrive vederlagsbeløbet, skal en
virksomhed kun betragte kundens mulighed og intention for betaling, når
den forfalder (IFRS 15.9)
En kontrakt defineres som en aftale mellem to eller flere parter, som skaber rettigheder og forpligtelser (enforceable rights and obligations), der kan håndhæves i
henhold til lovgivning. Standarden tager højde for, at forskellige retsinstanser,
brancher og virksomheder kan have varierende fremgangsmåder og processer for
oprettelse af kundekontrakter. Derfor bør den enkelte virksomhed tage stilling til
disse særlige forhold, når den skal afgøre, hvorvidt der er tale om rettigheder og
forpligtelser, der kan håndhæves. (IFRS 15.10)
4.2.2 Trin 2: Identificering af separate performance obligations i kontrakten
Ved en kontraktindgåelse med en kunde skal en virksomhed vurdere de aftalte varer og tjenesteydelser, således skal den identificere hver løfte om at levere en vare
eller tjenesteydelse til kunden, hvor en løfte udgøre en leveringsforpligtelse (performance obligation), hvad enten det er:
a. en vare eller tjenesteydelse (eller en bundte af varer eller tjenesteydelse)
som er særskilt; eller
Side 26 af 74
b. en række særskilte varer eller tjenesteydelser, som i betydeligt omfang er
den samme og har den samme mønster af levering til kunden (IFRS 15.22)
Virksomhedens leveringsforpligtelse fremgår generelt eksplicit af kontrakten, men
i andre tilfælde kan den også indgå implicit i forbindelse med virksomhedens forretningspraksis, handelsbetingelser og lignende, såfremt den ved kontraktindgåelsen skaber en berettiget forventning for kunden, om at vedkommende af virksomheden skal få leveret varer eller tjenesteydelser. (IFRS 15.24) Leveringsforpligtelsen omfatter ikke administrative aktiviteter foretaget af en virksomhed for at fuldføre en kontrakt, medmindre dette resulterer i leverance af varer eller tjenesteydelser (IFRS 15.25).
4.2.2.1 Særskilte varer eller tjenesteydelser
Der er to kriterier der er bestemmende for, hvorvidt en løfte om at levere en vare
eller tjenesteydelse til en kunde, er en særskilt leveringsforpligtelse og begge kriterier skal opfyldes. I modsat fald skal varen eller tjenesteydelsen kombineres og
behandles med andre varer og tjenesteydelser i kontrakten (IFRS 15.30). Kriterierne er som følgende:
a. kunden kan opnå fordele fra varen eller tjenesteydelsen enten i sig selv eller sammen med andre resurser, der er umiddelbart tilgængelige for kunden
b. virksomhedens løfte til at overdrage varen eller tjenesteydelsen til kunden
er separat identificerbar fra andre løfter i kontrakten (IFRS 15.27)
For at opklare, hvorvidt kunden opnår fordele fra varen eller tjenesteydelsen i sig
selv, skal der vurderes, om det købte kan anvendes, bruges eller sælges til en værdi, der er højere end scrap værdien eller hvis den på anden vis generere en økonomisk fordel. "Sammen med andre resurser, der er umiddelbart tilgængelige"
kan være varer der også kan anskaffes separat i et marked eller en resurse kunden
allerede har anskaffet fra enten virksomheden eller en anden transaktion. (IFRS
15.28)
Kriterium (b) kan være særlig relevant i forhold til udvikling af kundetilpasset
software produkt, da en vare eller tjenesteydelse der medfører en signifikant modifikation eller tilpasning af en anden vare eller tjenesteydelse lovet i kontrakten,
er en indikerende faktor for, at kriteriet ikke er opfyldt. En anden nævnt faktor der
Side 27 af 74
ikke opfylder kriteriet vedrører den situation, hvor virksomheden anvender varen
eller tjenesteydelsen som en input til produktion eller levering af en kombineret
output, der er specificeret af kunden. En tredje faktor der kunne indikere en manglende opfyldelse af kriteriet, er varens eller tjenesteydelsens stærk afhængighed
eller indbyrdes forbundenhed med andre varer eller tjenesteydelser i kontrakten.
(IFRS 15.29)
I forhold til software branchen, der sælger licenser, er betragtningen om en leveringsforpligtelse er særskilt eller ikke-særskilt afgørende for, hvorvidt virksomheden i trin 5 skal indregne omsætning efter de generelle retningslinjer eller den licensspecifikke vejledning. (IFRS 15.B54)
Eksempler på software licenser, som ikke er særskilte fra andre varer eller tjenesteydelser i kontrakten og dermed betragtes som en enkel leveringsforpligtelse er
bl.a. licenser der er med til at forme det materielle komponent, samt er integreret
til funktionaliteten af en vare. I relation til software branchen vil dette være en
computer med et styresystem, der er tilknyttet en OEM-licens. Ligeledes anses en
licens for ikke værende en særskilt leveringsforpligtelse, når kunden udelukkende
kan drage fordel af den, i sammenhæng med en tilknyttet tjenesteydelse. (IFRS
15.B54) Et eksempel på sidstnævnte kunne være SaaS produkter.
4.2.3 Trin 3: Bestemmelse af transaktionsprisen
Måling af transaktionsprisen foregår efter den af virksomheden modtagne vederlag til gengæld for at denne skal levere varer eller tjenesteydelser til kunden. Fra
vederlaget fratrækkes de beløb, som er opkrævet på vegne af en tredjemand, f.eks.
skat og moms. Vederlaget i aftalen kan både bestå af henholdsvis et fast og variabelt beløb eller begge dele (IFRS 15.47). Transaktionsprisen kan påvirkes af de
forhold kontrakten er forhandlet under. I standarden angives fire forhold, der kan
have en effekt på transaktionsprisen. Det drejer sig om tilstedeværelsen af et variabelt vederlag, effekten af en signifikant finansiel komponent, dagsværdien af et
ikke-kontant vederlag og effekten af ethvert vederlag, der skal betales til kunden i
form af værdikuponer og lignende. (IFRS 15.48) I det følgende vil det variable
vederlag gennemgås, mens der afgrænses fra de tre andre forhold. Selvom den
signifikante finansielle komponent kunne være relevant for udvikling af specialdesignet software, er det nødvendigt at prioritere den fra, grundet afhandlingens
begrænsning.
Side 28 af 74
4.2.3.1 Variabelt vederlag
En virksomhed skal estimere mængden af det variable beløb, som den vil opnå ret
til ved udveksling af varer eller tjenesteydelser med kunden. (IFRS 15.50) Det variable beløb kan opstå som følge, at af en virksomhed giver rabat, tilbagebetaling,
kreditnota, prisnedslag, præstationsbonus, sanktioner eller lignende incitamenter.
Derudover kan det opstå, hvis en aftale mellem en virksomhed og kunde afhænger
af en fremtidig begivenhed. (IFRS 15.51) Forholdet om et variabelt vederlag kan
indgå eksplicit i kontrakten, men også implicit ved enten at virksomheden har en
intention om at give et prisnedslag eller kunden har en berettiget forventning om
at virksomheden vil acceptere et lavere beløb end det der fremgår af kontrakten, i
form af rabat, tilbagebetaling eller kreditnota. (IFRS 15.52).
Transaktionsprisen skal enten estimeres efter den forventede værdi eller det mest
sandsynlige beløb, afhængig af hvilken af de to metoder der bedst afspejler det variable beløb, som virksomheden er berettiget til at modtage. Endvidere skal den
valgte metode anvendes konsistent igennem hele kontraktperioden (IFRS 15.54).
Den forventede værdi er baseret på mulige udfald og sandsynligheder og kan med
fordel anvendes for store antal kontrakter med lignende karakteristika. Det mest
sandsynlige beløb er det beløb, som bedst forudsiger det virksomheden vil have
ret til og er anvendelig på kontrakter, der kun har to mulige udfald. (IFRS 15.53)
Den valgte metode skal i øvrigt kun anvendes i det omfang, det er meget sandsynligt (highly probable) at der ikke forekommer en signifikant tilbageførsel af den
indregnede, akkumulerede omsætning, når usikkerheden forbundet med det variable vederlag bortkommer. (IFRS 15.56) Dette er en "begrænsningsregel" der har
til formål at kun medtage et minimumsbeløb, som ikke vil blive udsat for en tilbageførsel.
I standarden forklares begrebet "highly probable", som både sandsynligheden for
og omfanget af en tilbageførsel, og der angives en række faktorer for, hvornår betingelsen ikke vil være opfyldt. Det drejer sig blandt andet om, når beløbet som
virksomheden er berettiget til at modtage, er yderst følsom overfor påvirkninger,
der er udenfor virksomhedens kontrol eller når usikkerheden for det variable beløb ikke forventes at blive løst over en længere periode. Betingelsen vil også vanskeligt kunne opfyldes, hvis virksomheden har ingen eller begrænset erfaring med
pågældende type af kontrakter. (IFRS 15.57)
Side 29 af 74
4.2.4 Trin 4: Allokering af transaktionsprisen til de separate performance obligations
Formålet med allokering af transaktionsprisen til hver af de identificerede separate
performance obligations er, at afspejle den reelle økonomiske substans i kontrakten, på en måde der hænger sammen med det beløb virksomheden er berettiget til
at modtage til gengæld for sin levering af varer eller tjenesteydelser til kunden
(IFRS 15.73). For at opfylde dette mål, skal virksomheden allokere transaktionsprisen på en relative stand-alone selling price basis. Dette betyder, at virksomheden skal have indblik i de underliggende særskilte varer eller tjenesteydelser for
hver af de identificerede performance obligations i kontrakten og allokere transaktionsprisen forholdsmæssigt med deres respektive stand-alone salgspriser (IFRS
15.76). Der er særlige allokeringsregler ved de tilfælde, hvor vederlaget i transaktionen består af en regelmæssig rabat, hvilket vil blive redegjort i nærværende afsnit 4.2.4.1.
Stand-alone salgsprisen er den observerbar pris, der er gældende ved et separat
salg af den pågældende vare eller tjenesteydelse. Man kan også med en vis varsomhed indhente den fra listeprisen eller af en pris, der er bestemt i kontrakten
(IFRS 15.77). I tilfælde hvor stand-alone salgsprisen ikke er observerbar, skal
virksomheden prøve at indhente alle tilgængelige, relevante observerbare data, og
anvende dem som inputs til estimering af stand-alone salgsprisen (IFRS 15.78).
I IFRS 15.79 er der opstillet følgende tre fremgangsmåder, der anses for værende
egnet til estimering af stand-alone salgsprisen, mens der ikke udelukkes for anvendelse af andre hensigtsmæssige fremgangsmåder:
a. Adjusted market assessment approach, hvor der indhentes priser fra det
marked, hvor varen eller tjenesteydelsen sælges. Herved inddrager man
overvejelsen om, hvad kunden i det pågældende marked er villig til at betale for produktet. Derudover kan virksomheden også indhente konkurrenternes salgspris for lignende varer eller tjenesteydelser og foretage en justering i forhold til sin egne omkostninger og profitmargins.
b. Expected cost plus a margin approach, hvor virksomheden kan foretage
en prognose over de forventede omkostninger ved at opfylde sin leveringsforpligtelse og derefter tillægge en profitmargin for den pågældende vare
eller tjenesteydelse.
Side 30 af 74
c. Residual approach, hvor man trækker de observerbare stand-alone salgspriser for andre varer eller tjenesteydelser lovet i kontrakten fra den totale
transaktionspris. Forudsætningen for at anvende metoden, er at den skal
være i overensstemmelse med standardens paragraf 78, og produktet skal
enten have en stærk varierende- eller usikker pris. I tilfælde af, at der skal
allokeres rabat til en eller flere leveringsforpligtelser, skal dette ‒ såfremt
den residuale tilgang anvendes ‒ foretages forinden (IFRS 15.83).
4.2.4.1 Allokering af rabat
Der er tale om en rabat for køb af varer eller tjenesteydelser i bundles, når den i
mellem sælger og køber aftalte vederlag er lavere end den samlede stand-alone
værdi for varer eller tjenesteydelser, der indgår i kontrakten. (IFRS 15.81) For så
vidt rabatten ikke relatere sig til alle performance obligations i kontrakten, skal
virksomheden alligevel allokere rabatten forholdsmæssigt til alle performance obligations, som beskrevet ovenfor. Undtagelsesvis kan man allokere rabatten til de
respektive leveringsforpligtelser, såfremt en række kriterier opfyldes. Det drejer
sig om, at virksomheden regelmæssigt sælger hver særskilt vare eller tjenesteydelse i kontrakten ‒ hvad enten det er i bundles eller ej ‒ på stand-alone basis, hvor
nogle af disse også regelmæssigt sælges med en rabat. Den regelmæssige rabat,
der kan henføres til den regelmæssige salg skal endvidere i væsentlig grad være af
samme størrelse, som i den pågældende kontrakt og det skal ved en analyse heraf
være muligt, at kunne opnå observerbar bevis på leveringsforpligtelsen til hvilken
hele rabatten tilhører. (IFRS 15.82).
4.2.5 Trin 5: Indregning af omsætning når eller i takt med opfyldelse af
en performance obligation
En virksomhed skal indregne omsætning, når eller i takt med opfyldelsen af sine
leveringsforpligtelser, hvilket sker når eller i takt med kunden opnår kontrol over
aktiverne (IFRS 15.31). Ved kontrol forstås muligheden for at bestemme brugen
af aktivet, samt at opnå dens alle tilbageværende fordele, som f.eks. kan være aktivets potentiale til at generere pengestrømme. Kontrolbegrebet dækkes også af at
forhindre andres anvendelse af aktivet. (IFRS 15.33)
For hver af de identificerede leveringsforpligtelser i trin 2, skal virksomheden tage
stilling til, hvorvidt de opfyldes på bestemt tid eller over tid. (IFRS 15.32) Leve-
Side 31 af 74
ringsforpligtelse opfyldt på bestemt tid kan betragtes som en residual, idet en leveringsforpligtelse der ikke er opfyldt over tid, er opfyldt på bestemt tid.
4.2.5.1 Leveringsforpligtelse opfyldt over tid
I standarden angives der tre kriterier, der er bestemmende for, hvornår virksomheden skal indregne omsætning over tid.
Den første kriterium vedrører den situation, en kunde modtager og forbruger fordelene samtidig og i takt med virksomhedens leverance.
Det andet kriterium vedrører situationen, hvor virksomheden skaber og forbedrer
et aktiv og kunden i takt hermed får kontrol over aktivet.
Det tredje kriterium vedrører den situation, hvor det af virksomheden skabte aktiv
ikke giver virksomheden en alternativ anvendelsesmulighed og virksomheden er
berettiget til modtagelse af betaling i takt med at den opfylder sin leveringsforpligtelse. (IFRS 15.35)
Endvidere skal virksomheden måle omsætning indregnet over tid i forhold til udviklingen imod en fuldstændig opfyldelse af leveringsforpligtelsen. Målingen skal
ske med den mest hensigtsmæssige metode, som er angivet i paragrafferne B14B19. (IFRS 15.41). Det er en forudsætning, at virksomheden skal have adgang til
pålidelig information, som kræves af de enkelte metoder. (IFRS 15.44) Metoderne
vil ikke behandles i overensstemmelse med den foretagne afgrænsning i afsnit 1.2
4.2.5.2 Leveringsforpligtelse opfyldt på bestemt tid
Udover de generelle krav til kontrol i paragrafferne 31-34, er der i standarden opstillet fem indikationer, hvorpå en leveringsforpligtelse er opfyldt på bestemt tid:
a. Virksomheden har en aktuel ret til at modtage betaling fra kunden mod levering af et aktiv
b. Kunden har den juridiske ret til aktivet
c. Virksomheden har fysisk overdraget aktivet
d. Kunden besidder de væsentlige risici og afkast tilknyttet ejendomsretten til
aktivet
e. Kunden har accepteret aktivet (IFRS 15.38)
Det bemærkes, at kriterium (a) i IAS 18.14 omkring overførsel af væsentlige risici
blot er en ud af flere indikationer til kontrolbegrebet i IFRS 15.
Side 32 af 74
4.2.5.3 Indregning af licens - ret til adgang eller ret til brug
I ovenstående afsnit er de generelle retningslinjer for bestemmelse af indregningstidspunktet for en leveringsforpligtelse gennemgået. Ved indregning af en kundes
anvendelse af virksomhedens intellektuelle ejendomsrettighed, skal der sondres
mellem særskilte og ikke-særskilte licenser. Sondringen er relevant, da ikkesærskilte licenser, som består i en kombineret leveringsforpligtelse skal behandles
efter de generelle bestemmelser (IFRS 15.B55), mens en licens, der er særskilt fra
andre varer eller tjenesteydelser i en kontrakt, skal behandles efter den licensspecifikke vejledning i standarden (IFRS 15.B56). Ved disse særskilte licenser, der
med andre ord udgør en separat leveringsforpligtelse, bestemmes indregningstidspunktet af, hvorvidt den af virksomheden solgte licens, for kunden kan betragtes
som enten en:

ret til adgang (right to access) til virksomhedens intellektuelle ejendomsrettighed, som den eksisterer under licensperioden; eller

ret til brug (right to use) af virksomhedens intellektuelle ejendomsrettighed, som den eksisterer på tidspunktet for licensens udstedelse. (IFRS
15.B56)
Virksomheden skal vurdere naturen af sit løfte til at udstede licens, for at afgøre,
hvorvidt der er tale om en ret til adgang eller brug. For at finde ud af dette, er fokuspunktet kundens mulighed for at bestemme brugen af, samt opnå alle væsentlige fordele fra det udvekslede aktiv. Dette fokuspunkt anses ikke at være opfyldt,
hvis der sker ændringer på den licens, som kunden har ret til under licensperioden.
Det er dog en forudsætning, at ændringen på den udstedte licens påvirker virksomhedens vurdering af, hvornår kunden kontrollere licensen. Yderligere kræves
der, at virksomheden fortsat skal være involveret i den udstedte licens, samt varetage aktiviteter som påvirker den i betydelig omfang (IFRS 15.B58(a)), uanset om
det har en positiv eller negativ effekt for kunden (IFRS 15.58(b)). Ydermere må
aktiviteterne ikke direkte resultere i en levering af en vare eller tjenesteydelse til
kunden (IFRS 15.58(c)), hvilket indebærer, at eksempelvis software opgraderinger ikke skal inddrages i vurderingen. (IFRS 15.BC410).
Hvis alle disse betingelser er opfyldte, betragtes salget af licens som en ret til adgang til virksomhedens intellektuelle ejendomsrettighed og skal indregnes over
tid. (IFRS 15.B57) Såfremt betingelserne ikke er opfyldte, skal salget af licens beSide 33 af 74
tragtes som en ret til brug af virksomhedens ejendomsrettighed og dermed skal
leveringsforpligtelsen indregnes på bestemt tid. (IFRS 15.B61)
Ved første øjekast, kan man muligvis relatere standardens right to access, som
værende tiltænkt til at imødekomme behandlingen af SaaS aftaler, idet brugerne af
SaaS produkter teknisk set får adgang til virksomhedens intellektuelle ejendomsret. Desværre angiver IFRS 15.B54(b) imidlertid, at en licens ikke vil være adskilt, når en kunde udelukkende kan drage fordel af den i sammenhæng med en
service, hvorfor den heller ikke vil blive behandlet af de licensspecifikke regler.
Herved udelukkes right to access' anvendelighed på SaaS produkter. Det er min
overbevisning, at IFRS 15's right to access heller ikke vil være anvendelig på de
øvrige software produkter, der vil blive behandlet i denne afhandling. Dette baseres på, at jeg har svært ved at forstille mig, hvordan betingelserne for at anvende
reglen skal opfyldes, når man til vurderingen, ikke kan inddrage påvirkningen fra
eventuelle software opgraderinger eller andre performance obligations i kontrakten. Endvidere underbygges dette af følgende ordlyd i IFRS 15.B59:
"...the existence of a shared economic interest (for example, a salesbased royalty) between the entity and the customer related to the intellectual property to which the customer has rights may also indicate
that the customer could reasonably expect that the entity will undertake such activities."
Eftersom brugs- og salgsbaserede royalties er afgrænset for behandling ‒ jf. afsnit
1.2 ‒ vil reglen ikke have anvendelighed på casene i denne afhandling. Ydermere
er der i de illustrative eksempler i IFRS 15 ikke anvendt software brancherelaterede produkter. Eksemplerne illustrere anvendelsen af reglen på tegnefilmfigur (IFRS 15.IE297-IE302), filmdistribution (IFRS 15.IE307-IE308) og sportsholds logo (IFRS 15.IE309-IE313), hvilket kunne indikere, at software ikke er det
mest oplagte eksempel på brugs- og salgsbaserede royalties.
Side 34 af 74
5. Komparativ analyse af opstillede cases
I dette kapitel vil der blive opstillet cases ‒ der relatere sig til software branchens
produkter, som blev gennemgået i kapitel 2 ‒ med henblik på at foretage en komparativ analyse det gældende og nye regelsæt for omsætning. Den komparative
analyse vil foretages med udgangspunkt i 5-trins modellen i IFRS 15. Således vil
hver case/scenarie ‒ i det omfang det er relevant ‒ behandle separation af performance obligations, samt måling, allokering og indregning af omsætning, der udgøre trin 2-5 i IFRS 15. Det vurderes for værende uhensigtsmæssigt at gennemgå
trin 1 i hver case. Derfor indledes kapitlet med en overordnet analyse af dette trin i
nærværende afsnit 5.1.
Case A vil særligt fokusere på allokering af rabat, når der i en kontrakt indgår tre
eller flere elementer, hvoraf minimum to af dem regelmæssigt bliver solgt med en
rabat ‒ dvs. når de har en grupperet stand-alone salgspris.
I Case B vil fokus være særligt rettet imod separationskriterierne i såvel de gældende og nye regler med henblik på at analysere effekterne på måling, allokering
og indregning af omsætning. Scenarie B1 vil behandle en kontrakt med onpremise standardsoftware, mens Scenarie B2 vil behandle en kontrakt med en
specialdesignet software.
Case C tager udgangspunkt i salg af computer med et styresystem tilknyttet en
OEM-licens. Formålet er at analysere kontrakter, der indeholder et serviceelement
i form af reparation. Det primære fokus vil være på den nye standards effekter på
måling af transaktionsprisen.
Case D vil behandle salg af et SaaS produkt, med henblik på at analysere behandling af oprettelsesgebyr. Casen vil særligt vedrøre allokering og indregning af
omsætning.
5.1 Identifikation af kontrakt
IAS 18 fokuserer på substans frem for form, når en kontrakt skal identificeres.
Modsat definerer IFRS 15 en kontrakt som en aftale mellem to eller flere parter,
som skaber rettigheder og forpligtelser, der kan håndhæves i henhold til lovgivning, hvad enten det er mundtligt, skriftligt eller implicit. Selvom IFRS 15 kan
virke mere restriktiv med sit krav om legalitet, vil dette efter min vurdering ikke
påvirke praksis for kontraktidentifikation, idet IFRS 15 samtidig tillader implicitte
Side 35 af 74
kontrakter, som følge af virksomhedens sædvanlige forretningspraksis, hvilket tilnærmelsesvis kan forbindes med 'aftalens substans' i IAS 18.
I IAS 18 skal man indregne omsætning, hvis det er sandsynligt at de økonomiske
fordele forbundet med transaktionen vil tilflyde virksomheden, jf. IAS 18.14(d) ‒
forudsat at de øvrige kriterier i selvsamme paragraf 14 er opfyldte. I IFRS 15 kan
dette sandsynlighedskrav sidestilles med kriterium (e) i IFRS 15.9, hvor det skal
være "probable", at virksomheden vil "collect" vederlag, som den vil være berettiget til. I IAS 18 er dette krav en forudsætning for at omsætning kan indregnes,
hvorimod det i IFRS 15 er en forudsætning for, at en kontrakt eksisterer. Til gengæld er det i IFRS 15 ikke nødvendigt, at det skal være sandsynligt at inddrive hele kontraktprisen, såfremt der er indikationer på at virksomheden har en intention
om at give kunden et prisnedslag i overensstemmelse med IFRS 15.52(b). I de tilfælde er det tilstrækkeligt, at det er sandsynligt, at virksomheden kan inddrive
transaktionsprisen, som kan være mindre end kontraktprisen. Som et eksempel
herpå, kan man nævne en kontraktpris på 1.000 DKK, hvor virksomheden forventer, at det ikke er sandsynligt, at inddrive hele beløbet. I IAS 18 vil man derfor ikke kunne indregne omsætning, hvorimod man i IFRS 15 kan indregne omsætning,
såfremt virksomheden forventer, at kunden har mulighed og vilje til at betale den
estimerede transaktionspris, som eksempelvis kan være 800 DKK (IFRS 15.IE79).
På baggrund af det ovenstående, forventes der ikke at være nogen mærkbar forskel mellem de gældende kontra nye regler, når en kontrakt skal identificeres i
software branchen. Således vil de nærværende cases behandles med antagelsen, at
betingelserne i den nye standards trin 1 er opfyldte, da dette er en forudsætning
for at trin 2-5 kan gennemføres.
5.2 Case A: On-premise standardsoftware kontrakt med rabat1
En virksomhed sælger Software X til en salgspris på 1.200 DKK. Produktet sælges som en off-the-shelf udgave. Derudover tilbyder virksomheden en teknisk
support til 500 DKK og et kursus til 1.000 DKK. Produkternes selvstændige
salgspriser svarer til deres respektive VSOE af dagsværdier. Normalvis sælges
Software X plus den teknisk support til en samlet pris på 1.100 DKK. Virksomhe-
1
Inspireret af Example 34 i IFRS 15.IE167-172
Side 36 af 74
den kører i øjeblikket en kampagne, hvor alle tre produkter kan fås samlet til en
salgspris på 2.000 DKK. I det følgende vil et salg af produkterne til kampagnepris
på 2.000 DKK blive behandlet.
TABEL 5-1: STAND-ALONE VÆRDIER PÅ LEVERINGERNE I KONTRAKTEN
Regnskabsenhed
VSOE af dagsværdien/Stand-alone værdi
Software X
Teknisk support
Kursus
Total
Kilde: Egen tilvirkning
kr.
kr.
kr.
kr.
1.200
500
1.000
2.700
5.2.1 Separation
Efter de gældende regler anses det som værende nødvendigt, at anvende ASC
985-605, da Software X er det primære komponent i aftalen. Da der eksisterer
VSOE af dagsværdierne på henholdsvis Software X, den tekniske support og kursusset, skal de opfattes som separate regnskabsenheder.
Efter de nye regler skal separationskriterierne i IFRS 15.27 gennemgås. Det vurderes, at virksomheden kan drage fordel af henholdsvis Software X, den tekniske
support og kursusset enten hver for sig eller i kombination med hinanden. Dette
underbygges af, at virksomheden regelmæssigt sælger disse varer og tjenesteydelser separat, jf. IFRS 15.28.
5.2.2 Måling
Efter henholdsvis de gældende og nye regler, vil transaktionsprisen måles til
2.700 DKK, der i henhold til IAS 18.9 vil svare til dagsværdien af det modtagne
vederlag. Dette vil efter IFRS 15.47 svare til det beløb, virksomheden forventer at
modtage til gengæld for levering af sine leveringsforpligtelser. Der er i øvrigt ikke
tale om et variabelt vederlag i sammenhæng med IFRS 15, da den angivne rabat
er et fast beløb.
5.2.3 Allokering
Efter de gældende regler i ASC 985-605 vil transaktionsprisen allokeres ud fra
VSOE af dagsværdien, som illustreret af nedenstående tabel 5-2, hvoraf fremgår,
at vederlaget allokeres forholdsmæssigt til de enkelte regnskabsenheder:
Side 37 af 74
TABEL 5-2: ALLOKERING EFTER VSOE AF DAGSVÆRDIEN
Regnskabsenhed
Software X
Teknisk support
Kursus
Total
Kilde: Egen tilvirkning
Allokeret transaktionspris
kr.
889
kr.
370
kr.
741
kr.
2.000
(1.200/2.700*2.000)
(500/2.700*2.000)
(1.000/2.700*2.000)
Efter de nye regler vil allokering af transaktionsprisen, som hovedregel være den
samme, som ved de gældende regler. Der er til gengæld en undtagelsesregel, der
kommer til udtryk i denne konkrete case, da 600 DKK af den samlede rabat på
700 DKK (2.700-2.000) tilknytter sig til en i forvejen eksisterende bundle rabat.
Kriterierne i IFRS 15.82 skal vurderes, for at undtagelsesregelen kan anvendes.
Da virksomheden regelmæssig sælger hver af de identificerede varer og tjenesteydelser adskilt, opfyldes kriterium (a). Endvidere fremgår det af casen, at virksomheden også regelmæssigt sælger Software X og den tekniske support til en
samlet pris på 1.100 DKK. Dette svare til en rabat på 600 DKK i forhold til summen af de respektive performance obligations stand-alone salgspriser på 1.700
DKK (1.200+500), hvorfor kriterium (b) også er opfyldt. Afslutningsvis vurderes
det i sammenhæng med kriterium (c), at denne regelmæssige rabat kan henføres
til Software X og den tekniske support, og svarer i det væsentligste til den rabat
der er angivet i kontrakten. Derfor skal den regelmæssige rabat på 600 DKK, først
og fremmest fordeles i mellem Software X og den tekniske support. Den resterende rabat på 100 DKK kan henføres til den pågældende kontrakt og fordeles derfor
i mellem alle performance obligations baseret på den relative stand-alone salgspris. Allokeringen fremgår af nedenstående tabel 5-3:
TABEL 5-3: ALLOKERING EFTER DEN RELATIVE STAND-ALONE SALGSPRIS
Performance Obligation
Allokering af regelmæssig rabat på 600 DKK
Software X
Teknisk support
Total
kr.
kr.
kr.
Performance Obligation
Software X
Teknisk support
Kursus
Total
Allokering af resterende rabat på 100 DKK
kr.
-44
(1.200/2.700*100)
kr.
-19
(500/2.700*100)
kr.
-37
(1.000/2.700*100)
kr.
-100
Side 38 af 74
-424
-176
-600
(1.200/1.700*600)
(500/1.700*600)
Performance Obligation
Software X
Teknisk support
Kursus
Total
Kilde: Egen tilvirkning
Allokeret transaktionspris
kr.
732
kr.
305
kr.
963
kr.
2.000
(1.200-424-44)
(500-176-19)
(1.000-37)
5.2.4 Indregning
Efter de gældende regler er det muligt at fastlægge indregningstidspunktet ud fra
bestemmelserne i IAS 18, såfremt man kan anlægge et pålideligt skøn over kontraktens substans. Software X er et off-the-shelf produkt, der består af en licens,
som kunden bliver bundet af ved at acceptere kontraktbetingelserne. Off-the-shelf
software vil oftest ikke behandles anderledes end ved salg af et fysisk produkt, der
indregnes ved levering efter salgsmetoden (Pwc Manual, 2014, 9.99). Virksomheden har desuden ikke flere forpligtelser i relation til licensen, fra det tidspunkt
kunden har "click-wrapped" produktet, dvs. accepteret licensbetingelserne ved installation. Fra det tidspunkt, er licensen uopsigelig. (IAS18.IE20) Den tekniske
support og kursusset vil blive behandlet som salg af tjenesteydelser efter IAS 18.4
og indregnes efter produktionsmetoden over den periode servicen bliver udført
(IAS 18.IE11).
Efter de nye regler vil virksomheden anvende de generelle bestemmelser i IFRS
15.31-38 for henholdsvis den tekniske support og kursusset, for at finde ud af indregningstidspunktet. Både kursusset og den tekniske support skal indregnes over
tid, da kunden vil modtage og forbruge fordelene tilknyttet disse services i takt
med virksomhedens leverance, jf. IFRS 15.35(a). Eftersom Software X er en
software licens og samtidig er en særskilt performance obligation, vil naturen af
virksomhedens løfte til at levere licensen blive vurderet i overensstemmelse med
IFRS 15.B56, dvs. om licensen er right to access kontra right to use, idet sondringen er bestemmende for indregningstidspunktet for licensen. Da produktet er et
off-the-shelf software produkt, er der tale om en vedvarende software licens.
Virksomheden bør vurdere, at softwaren er funktionel ved overdragelsen til kunden, jf. fortolkningen fra IFRS 15.IE277. Derudover er der ikke er forhold, der giver anledning til at forvente, at virksomheden vil foretage sig aktiviteter, der vil
have en væsentlig påvirkning på den underliggende intellektuelle ejendomsret.
Software X vil derfor i det væsentligste være uændret efter kunden får overdraget
kontrollen. Af denne grund, skal Software X indregnes på bestemt tid, dvs. ved
Side 39 af 74
overdragelse af kontrollen til kunden, idet licensen repræsenterer en ret til brug af
virksomhedens ejendomsret.
5.2.5 Ligheder og forskelle
Analysen af casen har resulteret i en tilsvarende separation af elementer ved brug
af henholdsvis de gældende og nye regler. Dette var en konsekvens af casens perfekte antagelse om, at alle VSOE af dagsværdier eksisterede for de i casen omtalte
varer og tjenesteydelser, hvilket ikke altid forekommer i praksis. Dette var nødvendigt, for at illustrere forskellen for allokeringsreglerne, når nogle af produkterne i forvejen blev solgt med en samlet rabat og indgik i en anden rabatsammensætning med tilføjelse af et ekstra produkt. Analysen resulterede i, at Software X
ikke længere fremstod som det produkt, der fik tildelt den største portion af omsætningen, mens kursusset fik tildelt en større portion af selvsamme. I den konkrete case er effekten af de nye allokeringsregler, eksempelvis Software X, der alt
andet lige ikke vil fremstå ligeså rentabel i regnskabet, som den gør ved de gældende regler. Som det er fremlagt, vil de nye indregningsregler ikke medføre nogen betydelige ændringer for denne type af kontrakter. De nye regler er mere detaljerede og kræver en mere nuanceret behandling, men det vurderes, at udfaldet –
i de fleste tilfælde – vil være den samme, som ved de gældende regler. Allokering
af regelmæssig rabat er et nyt koncept, som ikke udelukkende vil påvirke software
branchen, således vil alle typer af virksomheder der arbejder med multi-element
kontrakter, kunne opleve en ændring i form af de i casen illustrerede effekter.
5.3 Case B: Software, Postcontract Customer Support og Installation
Virksomheden SAP udvikler ERP-systemet SAP Business One, der administrerer
virksomhedernes regnskabs- og økonomisystemer. Virksomheden indgår en aftale
med en kunde. Aftalen består af en software licens til SAP Business One programmet og en installationsservice. Som følge af virksomhedens sædvanlige forretningspraksis, følger der herudover retten til uspecificerede opgraderinger, når
og hvis de bliver tilgængelige indenfor 3 år.
Side 40 af 74
5.3.1 Scenarie B1: On-premise Standardsoftware2
Software licensen er funktionel uden de uspecificerede opgraderinger. Installationsservicen omfatter ikke en signifikant modifikation eller tilpasning af softwaren.
Kunden vil betale et totalbeløb på 30.000 DKK for transaktionen. VSOE af dagsværdien er på 22.500 DKK for software licensen og 6.500 DKK for installationsservicen. Der kan ikke indhentes VSOE af dagsværdien på de uspecificerede opgraderinger.
5.3.1.1 Separation
For at behandle casen efter de gældende regler, er det nødvendigt at hente vejledning fra US GAAP, idet casen har software branchespecifikke karakteristika, som
er vanskelige at behandle med de gældende IAS-regler. Ifølge gloselisten på ASC
985-605-20, betragtes retten til uspecificerede opgraderinger, som en Postcontract
Customer Support (PCS). PCS kan både fremgå eksplicit i den aftalte kontrakt,
samt implicit indgå i aftalen som følge af virksomhedens sædvanlige forretningspraksis, hvilket er tilfældet i denne case med de uspecificerede opgraderinger. Da
softwaren er mere end accessorisk i forhold til aftalens samlede indhold, skal
softwaren og dens relaterede komponenter ‒ PCS og installationsservicen ‒ også
behandles efter ASC 985-605.
Ifølge casen kan der ikke indhentes VSOE af dagsværdien for de uspecificerede
opgraderinger. Derfor kan denne komponent ikke behandles som en separat regnskabsenhed efter de gældende regler i ASC 985-605. (EY, 2014, nr. 2, p. 266)
Efter de nye regler, vil separationskriterierne i IFRS 15.27 blive gennemgået.
a. Det vurderes, at kunden kan drage fordel af enhver af de i casen omtalte
varer eller tjenesteydelser enten hver for sig eller i kombination med hinanden, idet kunden kan drage fordel af den leverede licens, uafhængigt af
de uspecificerede opgraderinger, mens han kan drage fordel af de uspecificerede opgraderinger med andre tilgængelige resurser ‒ den solgte software licens. Ydermere vurderes installationen som værende en service, der
enten kan udføres af sælgeren selv eller en anden serviceudbyder, hvilket
2
Inspireret af Example 11, Case A i IFRS 15.IE49-53
Side 41 af 74
iht. IFRS 15.28 er et bekræftende argument for, at den også skal behandles
som en separat performance obligation.
b. I sammenhæng med betingelserne i IFRS 15.29, bestemmes det, at virksomhedens løfte om at levere hver vare eller tjenesteydelse til kunden, er
separat identificerbar fra andre varer eller tjenesteydelser. Installationsservicen bliver endvidere ikke brugt som input til produktion eller levering af
en kombineret output på en måde der er specificeret af kunden, jf. IFRS
15.29(a).
Baseret på ovenstående vurdering af separationskriterierne, vil den regnskabsaflæggende virksomhed ‒ efter de nye regler ‒ identificere følgende tre performance
obligations:

Software licens til SAP Business One

Installationsservice

Uspecificerede software opgraderinger
5.3.1.2 Måling
Efter henholdsvis de gældende og nye regler, vil transaktionsprisen blive opgjort
til 30.000 DKK, der i henhold til IAS 18.9 vil svare til dagsværdien af det modtagne vederlag. Dette vil efter IFRS 15.47 svare til det beløb, virksomheden forventer at modtage til gengæld for levering af sine leveringsforpligtelser.
5.3.1.3 Allokering
I de gældende regler foreskriver ASC 985-605-25-9, at når der ikke eksisterer
VSOE af dagsværdien for nogle elementer i aftalen, skal omsætning tilknyttet til
hele aftalen udskydes indtil der enten forekommer en eksistens af VSOE eller når
alle elementer i aftalen er leverede. Derfor kan der heller ikke foretages allokering.
Efter de nye regler skal der foretages en forholdsmæssig allokering, baseret på
den relative stand-alone fremgang. Da opgraderingen endnu ikke er udkommet, er
det vanskeligt at estimere en pris for den. Virksomheden kan til gengæld benytte
sig af residual approach, såfremt den opfylder én af de to betingelser i IFRS
15.79(c) for at anvende metoden. Eftersom virksomheden endnu ikke har etableret
en pris for tjenesteydelsen eller tjenesteydelsen er ikke førhen blevet solgt på
stand-alone basis, er betingelse to i paragraffens pkt. (c) opfyldt. Dermed kan
Side 42 af 74
værdien for de uspecificerede opgraderinger opgøres til 1.000 DKK3. Da summen
af de stand-alone salgspriser, der er opgivet i casen plus den residuale værdi svarer til transaktionsprisen, skal de selvsamme beløb allokeres til de tre performance
obligations, der er identificeret. Således skal 22.500 DKK af det totale vederlag på
30.000 DKK allokeres til software licensen på SAP Business One produktet,
6.500 DKK til installationsservicen og 1.000 DKK til de uspecificerede opgraderinger.
5.3.1.4 Indregning
Efter de gældende regler, vurderes det for værende nødvendigt at hente vejledning
fra US GAAP til denne konkrete case. Dette skyldes IAS 18's mangel på detaljeret
vejledning for indregning af omsætning, når der ikke kan foretages separation af
de uspecificerede opgraderinger. Derfor vil indregning af omsætning efter ASC
985-605 – i sammenhæng med ovenstående – udskydes indtil der kan indhentes
VSOE af dagsværdien på de uspecificerede opgraderinger. En undtagelse til denne regel fremgår af ASC 985-605-25-10. Paragraffens punkt (a) foreskriver, såfremt det eneste ikke-leverede element er en PCS, skal hele vederlaget indregnes i
overensstemmelse med leveringsmønsteret for den tilbageværende PCS, dvs. de
uspecificerede opgraderinger. Således kan hele vederlaget på 30.000 DKK indregnes i overensstemmelse med leveringsmønsteret for de uspecificerede opgraderinger, med den formodning, at software licensen og installationsservicen leveres
først. I og med timing, frekvens og betydningen af de uspecificerede opgraderinger kan være varierende, er det vanskeligt at aflægge det forventede leveringstidspunkt for elementet. ASC 985-605-25-69 anordner derfor, at elementet indregnes
lineært over aftalens vilkår, der ifølge casen består af en 3-års periode, hvorfor hele transaktionsprisen på 30.000 DKK vil blive indregnet lineært over 3 år.
Efter de nye regler vil virksomheden anvende de generelle bestemmelser i IFRS
15.31-38 for henholdsvis installationsservicen og software opgraderingen, for at
finde ud af, hvorvidt de indregnes på bestemt tid eller over tid. Således skal virksomheden indregne omsætning, når eller i takt med kunden overtager kontrollen
over de leverede performance obligations. Eftersom software licensen er en adskilt performance obligation, vil naturen af virksomhedens løfte til at levere licensen blive vurderet i overensstemmelse med IFRS 15.56, dvs. om licensen er
3
(30.000 - (22.500 + 6.500)) = 1.000 DKK
Side 43 af 74
right to access kontra right to use, idet sondringen er bestemmende for indregningstidspunktet for licensen.
Installationsservicen skal indregnes på bestemt tid, når kontrollen overdrages til
kunden, idet kunden ikke modtager og forbruger fordelene samtidig og i takt med
virksomhedens leverance i overensstemmelse med IFRS 15.35(a). Dette begrundes med den forudsætning, at servicen har en lav grad af tilpasning. Med andre
ord antages det, at kundens tilpasningsgrad kun er begrænset til de valgmuligheder, virksomheden har stillet til rådighed overfor kunden. Endvidere vurderes det,
at der ikke er tale om en omfattende langsigtet kontrakt i og med installationsservicen ikke indebærer en signifikant modifikation eller tilpasning. I sammenhæng
med dette, formodes installationsservicen at være en engangsforestilling, hvorfor
punkt (b) i IFRS 15.35 heller ikke opfyldes i og med servicen ikke skaber og forbedrer et aktiv i takt med kunden får kontrol over det. Det vurderes derfor, at installationsservicen vil blive indregnet, når virksomheden overdrager kontrollen til
kunden, dvs. når den er færdiginstalleret, hvilket antages at foregå næsten samtidig med levering af software licensen.
De uspecificerede opgraderinger er gældende for en 3-års periode og skal indregnes over tid, i takt med at virksomheden udgiver dem. Dette begrundes med, at
kunden – i overensstemmelse med kriteriet i IFRS 15.35(a) – modtager og forbruger fordelene fra den uspecificerede opgraderinger i takt med virksomhedens frigivelse af opgraderingen i løbet af 3-års perioden.
I forhold til SAP Business One programmet anordner IFRS 15.B56, at man først
og fremmest skal vurdere naturen af software licensen, for at kunne bestemme,
hvorvidt den skal indregnes over tid eller på bestemt tid. Det formodes, at det leverede ERP-system er installeret på kundens computer med en vedvarende software licens, eftersom der i casen ikke er angivet kontraktvilkår, der indikere en
tidsbegrænset anvendelseshorisont for produktet. Software produktet er altså behæftet med en licens, som kunden kan anvende på ubestemt tid. På baggrund af
kontraktvilkårene, er det derfor vanskeligt at konstatere, at virksomheden vil foretage aktiviteter, der kan have en signifikant påvirkning på den intellektuelle rettighed, der er leveret til kunden. Med andre ord vil software produktet i sin al væsentligt være uændret efter overdragelsen af kontrollen til kunden. Dette gælder på
trods af, at aftalen består af uspecificerede opgraderinger, idet påvirkningen fra en
Side 44 af 74
anden performance obligation ikke skal inddrages i denne vurdering, jf. IFRS
15.BC410. Software licensen repræsenterer således en ret til brug af virksomhedens intellektuelle ejendomsret under de samme vilkår og tilstand, som gjorde sig
gældende ved leveringstidspunktet. Derfor vil denne performance obligation blive
indregnet på bestemt tid, dvs. når virksomheden overdrager kontrollen til kunden.
Kontrolbegrebet skal ifølge IFRS 15.BC414 vurderes ud fra kundens perspektiv.
Den selvsamme paragraf foreskriver, at kunden har kontrol over licensen, når
vedkommende både kan benytte, samt drage fordel af den. På denne baggrund kan
man konkludere, at kunden har kontrol over licensen, da det fremgår af casen, at
software licensen er funktionel uafhængig af både installationsservicen og de
uspecificerede opgraderinger.
5.3.1.5 Ligheder og forskelle
Denne case har særligt haft fokus på separationskriterierne. Det viste sig, at de
strenge separationskrav i ASC 985-605, der forudsætter tilstedeværelsen af VSOE
af dagsværdien, resulterede i at de uspecificerede opgraderinger ikke kunne behandles som en separat regnskabsenhed. Dette havde den konsekvens, at den samlede omsætning tilknyttet kontraktens salgspris skulle udskydes og indregnes over
leveringsmønsteret for den ikke-leverede PCS. I modsætning hertil viste en anvendelse af de nye regler, at omsætning relateret til software licensen og installationsservicen kunne indregnes på bestemt tid, selvom de uspecificerede opgraderinger indregnes over den i kontrakten fastsatte 3-års periode. Derfor vil de nye
regler alt andet lige accelerer indregningen af omsætning ‒ i hvert fald for dele af
kontrakten ‒ for denne type af softwarekontrakter.
Når indregningen er valgt at blive behandlet efter US GAAP, frem for IAS 18,
skyldes dette manglende konkret vejledning for indregning af omsætning, når der
ikke kan foretages separation af de uspecificerede opgraderinger. Derfor blev en
anvendelse af US GAAP for bestemmelse af indregningstidspunktet, vurderet for
værende nødvendig. I praksis kan det forekomme, at de forskellige software virksomheder, har forskellige tilgange til, i hvilket omfang, de anvender US GAAP.
De fleste har også udviklet deres egne anvendte regnskabspraksis. En anden software virksomhed ville muligvis have anvendt principperne for indregning af omsætning i IAS 18. Derfor bør man være forbeholdende i forhold til de analyserede
Side 45 af 74
effekter, da der i praksis kan være uoverensstemmende udførelse af kontrakter
med lignende karakteristika.
Afslutningsvis er det nævneværdigt, at det er primært virksomheder der opererer i
software branchen, der vil opleve effekten af denne accelererende indregning af
omsætning. Andre virksomheder, der arbejder med multi-element kontrakter vil
ikke opleve en markant forskel, medmindre de efter gældende regelsæt også følger en branchespecifik US GAAP vejledning, der ligner ASC 985-605. Dette begrundes med, at disse virksomheder vil anvende den generelle standard ASC 60525 for behandling af multi-element kontrakter, hvis separationskriterier ikke er
væsentlig anderledes end kriterierne i IFRS 15, jf. diskussionen af det gældende
regelsæt i afsnit 3.5.
5.3.2 Scenarie B2: Specialdesignet software4
Det er i kontrakten specificeret, at installationsservicen indebærer væsentlige tilpasningsaktiviteter, der tilfører betydelig nye funktioner til software licensen. Dette er nødvendigt, for at softwaren skal kunne være kompatibel med de software
applikationer, som kunden allerede har installeret på sine servere. Der findes andre konkurrerende virksomheder på markedet, der også levere kundetilpassede installationsservices.
Kunden vil betale et totalbeløb på 150.000 DKK for det specialdesignede software
produkt. Der kan ikke opgøres en VSOE af dagsværdien på det specialdesignede
software produkt, da det er et unikt produkt tilpasset til den pågældende kundes
krav og behov, ligesom der fortsat ikke kan indhentes VSOE af dagsværdien på de
uspecificerede opgraderinger.
5.3.2.1 Separation
Efter de gældende regler, vil man ‒ ved en analogislutning fra IFRIC 15 omkring,
tilstedeværelsen af en signifikant tilpasning eller modifikation i den foreliggende
scenarie ‒ anvende IAS 11. Derved foretager installationsservicen en signifikant
tilpasning af software licensen og tilsammen udgøre de ét specialdesignet software element. Dette underbygges af den formodning, at køber ikke har mulighed
for at forkaste installationsservicen i henhold til IAS 11.8(b), idet servicen er nødvendig for at softwaren kan fungere på kundens tilgængelige IT-systemer. IAS
4
Inspireret af Example 11, Case B i IFRS 15.IE54-58
Side 46 af 74
11.8(a) foreskriver, at der først og fremmest skal være afgivet enkeltstående tilbud
for hvert aktiv, for at der kan foretages en separat behandling af elementerne. Eftersom de uspecificerede opgraderinger følger med i købet af den specialdesignede software, vurderes den for værende et element, der er kombineret med den specialdesignede software.
Efter de nye regler vil de uspecificerede opgraderinger fortsat være en separat performance obligation i det omfang de ikke er essentielle for funktionaliteten af
softwaren. Det samme gælder ikke for software licensen, idet virksomhedens løfte
ikke er separat identificerbar fra andre løfter i kontrakten, jf. IFRS 15.27(b). Dette
underbygges af indikatorerne punkt (a) og (b) i paragraf 29. Således bruger virksomheden installationsservicen og licensen, som inputs til at levere en kombineret
output i form af en specialdesignet software produkt. Samtidig medfører installationsservicen en signifikant tilpasning eller modifikation af software licensen. De
uspecificerede opgraderinger anses som værende en separat performance obligation, da den hverken bliver fanget af punkt (a), (b) eller (c) i paragraf 29. Baseret på
disse vurderinger af separationskriterierne, vil den regnskabsaflæggende ‒ ved
anvendelse af den nye standard ‒ identificere følgende to performance obligations:

Specialdesignet software

Uspecificerede software opgraderinger
5.3.2.2 Måling
Efter henholdsvis de gældende og nye regler, vil transaktionsprisen blive opgjort
til 150.000 DKK, der i henhold til IAS 11.12 vil svare til dagsværdien af det modtagne vederlag. Dette vil efter de nye regler svare til det beløb, virksomheden forventer at modtage til gengæld for levering af sine leveringsforpligtelser.
5.3.2.3 Allokering
Efter de gældende regler, er det ikke aktuelt at allokere transaktionsprisen, idet hele transaktionen betragtes som et kombineret element.
Efter de nye regler, er det en anelse tankevækkende, at de uspecificerede opgraderinger ‒ ifølge separationskriterierne i forhenværende afsnit 5.3.2.1 ‒ skal behandles, som en separat performance obligation i denne type af langsigtede kontrakter.
På samme måde som i Scenarie B1, kan der ikke indhentes en selvstændig værdi
Side 47 af 74
på de uspecificerede opgraderinger, hvor det blev nødvendigt at estimere værdien
baseret på den residuale metode. I tilfældet vurderes den selvsamme metode at
være uanvendelig til denne type af kontrakter, idet der heller ikke kan opgøres en
selvstændig værdi på det specialdesignede software. Det har ikke været muligt at
finde vejledning i IFRS 15, der beretter noget omkring, hvordan man skal håndtere en situation, hvor det er umuligt at estimere den selvstændige værdi.
5.3.2.4 Indregning
Efter de gældende regler vil hele transaktionen blive indregnet efter projektets
færdiggørelsesgrad. Dette underbygges af IAS 18.IE19, hvor det fremgår:
"Fees from the development of customised software are recognised as
revenue by reference to the stage of completion of the development,
including completion of services provided for post-delivery service
support."
Efter de gældende regler, vil man ved en gennemgang af betingelserne i IFRS
15.35, vurdere, hvorvidt de to identificerede leveringsforpligtelser ‒ henholdsvis
specialdesignet software og de uspecificerede opgraderinger ‒ indregnes over tid.
Derved vil den specialdesignede software indregnes over tid, idet det vurderes, at
virksomhedens udførelse af den signifikante tilpasning på software licensen er
målrettet til kundens unikke behov, hvorfor produktet ‒ i henhold til punkt (c) i
paragraf 35 ‒ ikke giver den regnskabsaflæggende virksomhed en alternativ anvendelsesmuligt. Ligeledes antages det i henhold til selvsamme punkt (c), at virksomheden er berettiget til betaling for sit udførte arbejde i takt med det udføres.
De uspecificerede opgraderinger vil ikke blive behandlet som en separat performance obligation, selvom separationskriterierne i paragraf 27 er opfyldte, idet der
ikke kan opgøres en stand-alone værdi på leveringsforpligtelsen. Derfor formodes
hele transaktionsprisen at blive indregnet over tid.
5.3.2.5 Ligheder og forskelle
På baggrund af analysen, er der ikke noget der tyder på, at der i praksis vil være
forskel på behandling af specialdesignet softwarekontrakter efter de gældende
kontra nye regler. Det er dog konstateret, at IFRS 15 ikke har en høj grad af branchespecifik vejledning. Dette er demonstreret med standardens manglende holdning til situationer, hvor der ikke kan estimeres en selvstændig værdi. Derfor vurSide 48 af 74
deres der at være en uoverensstemmelse mellem IFRS 15's separationskriterier og
allokeringsregler i forhold til specialdesignet softwarekontrakt af denne karakter.
5.4 Case C: Hardware med software og reparationsservice
Hardwareproducenten Sony sælger Vaio computere direkte til kunderne via sin
online nethandel, hvor der med computeren følger et Windows-styresystem fra
softwareproducenten Microsoft. Derudover tilbyder Sony en reparationsservice,
der skal udbedre eventuelle fejl, som computeren kan være behæftet med. Kontraktens totalpris udgøre 6.600 DKK. I det følgende vil kontrakten mellem Sony
og slutkunden blive behandlet.
Indledende bemærkninger
I scenariet omtales tre typer af produkter. Det drejer sig om computeren Vaio, styresystemet Windows og reparationsservicen. Computeren er et materielt gode, der
indeholder et software element. Software elementet er solgt som en OEM-version,
idet Sony videresælger Microsoft's produkt, under sit eget Vaio-brand.
Indenfor den gældende regnskabsregulering er IAS 38 Immaterielle anlægsaktiver, som det eneste sted, hvorpå man kan finde vejledning til, hvorvidt der i dette
tilfælde er tale om et kombineret element kontra separate elementer. Da softwaren
er en integreret del af computeren, hvorved der forstås at computeren ikke kan
fungere uden softwaren, behandles det af køberen som et materielt anlægsaktiv,
hvorfor der ligeledes må være tale om ét element ved salg af computeren (IAS
38.4). IFRS 15 behandler disse to typer af produkter på tilsvarende måde, da Windows-licensen må anses for værende en nødvendig komponent til den materielle
computer og integrerende del af computerens funktionalitet (IFRS 15.B54).
Dernæst skal det vurderes, hvorvidt reparationsservicen skal behandles som en
separat performance obligation eller kombineres sammen med denne computer.
Det bemærkes, at den omtalte reparationsservice i casen er en form for garantiydelse, der enten tilbydes af Sony eller kræves igennem lovgivning. Typen af garantien kan være afgørende for, hvorvidt ydelsen skal adskilles eller kombineres.
Derfor anses det for værende nødvendigt, at opstille to scenarier. Scenarie C1 vil
behandle ydelsen som en lovpligtig garanti ‒ dvs. som en reklamationsret ‒ mens
Scenarie C2 vil behandle den som en udvidet garanti, der dækker udover 2-års reklamationsretten.
Side 49 af 74
5.4.1 Scenarie C1: Servicen er en assurance-type warranty
Reparationsservicen er en konsekvens af den lovpligtige 2-års reklamationsret.
Sony tilbyder reparationsservicen gratis og baseret på virksomhedens erfaringer
og historiske data, afholdes der 350 DKK i reparationsomkostninger.
5.4.1.1 Separation
De gældende regler skelner mellem garantier, der kan købes separat og garantier
der ikke kan købes separat (Pwc Manual, 2014, 9.86). Derfor er det afgørende, at
den regnskabsaflæggende virksomhed foretager en subjektiv bedømmelse. Eftersom det af scenariet fremgår, at garantien er lovpligtig, må det derfor vurderes, at
den ubetinget følger med kontraktens hovedelement ‒ computeren ‒ og er ikke
noget der kan vælges til eller fra.
Efter de nye regler opfattes en garanti, der kræves af lov, som en indikation på, at
garantien ikke er en separat performance obligation (IFRS 15.B31(a)). Disse garantier benævnes assurance-type, jf. IFRS15.B28.
Garantier der ikke kan vælges separat af kunden, skal såvel i de gældende og nye
regler behandles efter IAS 37 Hensatte forpligtelser, eventualforpligtelser og
eventualaktiver. (IFRS 15.B30)
5.4.1.2 Måling
Måling af en hensat forpligtelse skal udgøre det bedste skøn over de omkostninger, der er nødvendige for at indfri garantiforpligtelsen på balancedagen, hvilket
ifølge scenariet er opgjort til 350 DKK. (IAS 37.36)
5.4.1.3 Indregning
Da garantien ikke anses for værende et separat element, har sælger udført alle de
nødvendige handlinger i forbindelse med kontrakten, og kan derfor indregne det
totale vederlag på 6.600 DKK i omsætning ved overdragelse af kontrollen af
computeren. De fremtidige forventede omkostninger til reparation vil blive indregnet som en hensat forpligtelse, og vil ikke resultere i en reduktion af omsætning, idet indfrielsen af garantiforpligtelsen vil blive indregnet som en garantiomkostning (Pwc Manual, 2014, 9.86).
Side 50 af 74
5.4.1.4 Ligheder og forskelle
I dette scenarie fører en praktisk anvendelse af henholdsvis de gældende og nye
regler til det samme resultat, da begge refererer til anvendelsen af IAS 37. Forskellen ligger i, at IFRS 15 er mere vejledende og har i paragraf B31 angivet en
række indikatorer på, hvornår der er tale om en assurance-type garanti kontra en
service-type garanti. Ved de gældende regler er der plads til mere selvstændig refleksion over typen af garantien.
5.4.2 Scenarie C2: Servicen er en service-type warranty
Reparationsservicen er en udvidet garanti, som Sony tilbyder udover reklamationsretten, således at reklamationsperioden strækker sig x antal yderligere år efter
udløbet af den lovpligtige 2-års reklamationsret. Sony har i kontrakten angivet en
pris på 6.400 DKK for computeren og 200 DKK for reparationsservicen. Standalone salgspriserne for computeren og servicen er henholdsvis på 6.600 DKK og
1000 DKK
5.4.2.1 Separation
Som tidligere nævnt, giver IAS 18 ikke ret meget vejledning angående separation,
men i dette konkrete tilfælde kan følgende ordlyd i IAS 18.13 være anvendelig:
"Når et produkts salgspris eksempelvis omfatter et identificerbart beløb for efterfølgende service, udskydes dette beløb og indregnes i omsætningen over den periode, hvor tjenesteydelserne leveres."
På baggrund af ovenstående formulering vurderes det som værende unødvendigt
at hente hjælp fra US GAAP. Sony har i kontrakten angivet en salgspris på 200
DKK for servicen, hvilket må betragtes som et identificerbart beløb.
Efter de nye regler skal man anvende separationskriterierne i IFRS 15.27, som
begge skal opfyldes, for at computeren kan anses for værende adskilt fra servicen.
I denne forbindelse vurderes det i sammenhæng med paragraffens pkt. (a), at kunden både kan drage fordel af computeren i sig selv eller sammen med andre umiddelbar tilgængelige resurser, da vedkommende kan bruge eller sælge genstanden
for et beløb der er højere end scrapværdien, jf. IFRS 15.28. Virksomhedens løfte
til levering af computeren kan i sammenhæng med pkt. (b) opfattes for værende
separat identificerbar fra andre løfter i aftalen, da det af casen fremgår, at der både
leveres en computer og reparationsservice.
Side 51 af 74
Der er således tale om to separate elementer, henholdsvis en computer og en reparationsservice, uanset om de gældende kontra nye regler anvendes, når den solgte
service er en udvidet garanti.
5.4.2.2 Måling
Kunden vil i forbindelse med transaktionen betale et totalt vederlag på 6.600
DKK til Sony. Uanset om de gældende eller nye regler anvendes vil omsætningen
blive målt til dagsværdien af det beløb, der modtages eller vil modtages, dvs. til
6.600 DKK.
5.4.2.3 Allokering
I de gældende IFRS regler er der ikke en generel vejledning til, hvordan man allokerer vederlaget, men ved udvidede garantier udskydes det i kontrakten angivne
beløb for det separate identificerbar element, som ifølge scenariet er oplyst til 200
DKK. (BDO, 2014, p. 2)
De nye regler vil allokere transaktionsprisen til de identificerede elementer baseret
på den relative stand-alone salgspris. Med andre ord skal total vederlaget på 6.600
DKK allokeres forholdsmæssigt til computeren og servicen med deres respektive
selvstændige salgspriser. Der er for computeren og vedligeholdelsesservicen angivet stand-alone salgspriser på henholdsvis 6.600 DKK og 1000 DKK, hvilket
tilsammen udgør 7.600 DKK. Da dette beløb er højere end det modtagne vederlag
på 6.600 DKK er der også tale om en rabat på 1.000 DKK. Transaktionsprisen
skal allokeres forholdsmæssigt til alle performance obligations, som vist på nedenstående tabel 5-4:
TABEL 5-4: ALLOKERING EFTER DEN RELATIVE STAND-ALONE SALGSPRIS
Performance Obligation
Computer
Service
Total
Stand-alone value
kr.
6.600
kr.
1.000
kr.
7.600
Performance Obligation
Computer
Service
Total
Kilde: Egen tilvirkning
Allokeret transaktionspris
kr.
5.732
kr.
868
kr.
6.600
Side 52 af 74
(6.600/7.200*6.600)
(1.000/7.200*6.600)
5.4.2.4 Indregning
På baggrund af separationsprocessen i afsnit 5.4.2.1 vil man i de gældende regler
udskille servicen fra computeren og udskyde det i kontrakten angivne beløb på
200 DKK, således at det indregnes i omsætning over den periode, kunden vil gør
sig brug af.
De nye regler har en lidt anden tilgang til denne type af garantier, der benævnes
som service-type warranties. IFRS 15 kræver, at Sony skal udskyde et allokeret
beløb, baseret på den relative stand-alone salgspris, dvs. 868 DKK, selvom der i
kontrakten er angivet en pris på 200 DKK for servicen. (IFRS 15.B29) Det udskudte beløb indregnes i omsætning over garantiperioden på samme måde, som i
de gældende regler.
5.4.2.5 Ligheder og forskelle
Reglerne for udvidede garantier er i høj grad den samme i henholdsvis den gældende og nye regulering. Der er med andre ord ikke identificeret nogen forskel på
indregning af omsætning. Til gengæld kan der være en forskel i måling af beløbet.
Dette hænger sammen med, at beløbet for den udvidede garanti skal fastlægges
efter den relative stand-alone værdi i IFRS 15, hvorimod man i de gældende regler
bruger det i kontrakten angivne beløb. Dette er forsøgt illustreret i scenariet, hvor
anvendelsen af de gældende regler resulterede i en udskydelse af 200 DKK for reparationsservicen, mens der ved anvendelsen af IFRS 15 blev allokeret 868 DKK
til den selvsamme service. De 868 DKK, der relaterer sig til servicen, indregnes i
omsætning over garantiperioden. Således er effekten af de nye regler i dette konkrete scenarie, at den regnskabsaflæggende virksomhed, Sony, vil indregne en lavere omsætning på 668 DKK i første omgang, da det allokerede beløb til servicen
på 868 DKK er højere end den angivne pris på 200 DKK. Ud fra en alt andet lige
betragtning, vil fortjenesten på reparationsservicen fremgå med et højere beløb i
de nye regler, mens fortjenesten på computeren vil fremstå, som værende lavere.
De nye regler kan derfor medføre en øget kompleksitet i forhold til de gældende
regler, når det handler om udvidede garantier.
Side 53 af 74
5.4.3 Scenarie C3: Ret til returnering5
I dette scenarie ses der bort fra reparationsservicen i casen. Der skal således hverken tages hensyn til separation eller allokering. Det antages ligeledes i det følgende, at kunden har ret til returnering med fuld refundering af den købte computer
indenfor 30 dage. I scenariet sælges der 100 Vaio computere á 6.600 DKK. Hver
enkel computer har en omkostning på 3.000 DKK. Virksomheden har følgende returneringsrate for sine solgte computere i 2014:
TABEL 5-5: SONY'S SALG OG RETURNERINGSRATER FOR COMPUTERE I 2014.
2014
1. kvartal
2. kvartal
3. kvartal
4. kvartal
Total
Kilde: Egen tilvirkning
Solgt
450
300
500
250
1500
Returnering
5%
2%
4%
10%
5.4.3.1 Måling
I de gældende regler vil transaktionsprisen blive målt til dagsværdien af det vederlag, der modtages fra kunden, hvilket svarer til 660.000 DKK (6.600x100).
I de nye regler betragtes retten til returnering, som en form for variabelt vederlag,
der skal trækkes fra det vederlag som Sony forventer at modtage ‒ der ligeledes er
på 660.000 DKK ‒ til gengæld for sin levering af 100 computere, jf. IFRS 15.51.
Således skal det variable vederlag estimeres ud fra en af de to metoder, der er
krævet af paragraf 53. I denne sammenhæng, anses den forventede værdi som værende den mest hensigtsmæssige metode, da den tilpasser sig til situationer, hvor
virksomheden har et stort antal kontrakter af lignende karakter. Ved anvendelse af
virksomhedens historik for returnering af computere i tabel 5-5, vil Sony opnå
følgende returneringsværdi:
Den forventedeværdi :
450  5%  300  2%  500  4%  250  10%
 5%
1500
Ovenstående estimering betyder, at 95 af de solgte computere ikke vil blive returneret. Det estimerede beløb for det variable vederlag på 627.000 DKK (6.600x95)
skal yderligere evalueres af "begrænsningsreglen" i paragraf 56. Selvom returneringerne er udenfor virksomhedens indflydelse i henhold til punkt (a) i paragraf
5
Inspireret af Example 22 i IFRS 15.IE110-115
Side 54 af 74
57, vurderes virksomheden for at have tilstrækkelig historisk datagrundlag for returnering af Vaio computere. I henhold til punkt (b) i selvsamme paragraf, vil
usikkerheden i forbindelse med returneringen ikke trække sig over en længere periode, da retten til returnering på 30 dage vurderes for værende en relativ kort periode. På denne baggrund kan man udlede, at det er "highly probable", at der ikke
senere forekommer en væsentlig tilbageførsel af det indregnede variable beløb på
627.000 DKK.
5.4.3.2 Indregning
I de gældende regler fremgår det af IAS 18.17, at såfremt sælger kun bevarer en
ubetydelig risiko af ejerskab i relation til de solgte varer, skal omsætning indregnes på salgstidspunktet, forudsat at sælgeren kan estimere fremtidige returneringer
pålideligt. Eftersom virksomheden har historisk datagrundlag for returneringsraten
på computeren, er det derfor også rimeligt at kunne påstå, at virksomheden har
mulighed for estimere fremtidige returneringer pålideligt. I overensstemmelse
med selvsamme paragraf 17 skal virksomheden modpostere i de hensatte forpligtelser. IAS 18 har ikke andre umiddelbare bemærkninger til, hvordan ret til returnering skal behandles. I IASB's Agenda Paper 7B Deposits on returnable containers pkt. 10, har medlemmerne anført, at disse returneringer skal behandles på
samme måde som garantier, dvs. efter IAS 37 (Agenda Paper 7B, 2007, p. 3). Baseret på de historiske erfaringer vil virksomheden således indregne den del af vederlaget på 660.000 DKK der relaterer sig til de estimerede returneringer, som en
hensat forpligtelse. Beløbet der skal hensættes, afhænger af den af virksomhedens
anvendte fremgang for estimering af returneringssatset idet IAS 18 ikke vejleder
til, at anvende en bestemt metode. Det vurderes dog, at dette ikke vil have en
mærkbar betydning, da metodekravene i IFRS 15 er forholdsvis simple, jf. IFRS
15.BC201. Derfor antages returneringsestimatet for værende tilsvarende på 5 %
ved anvendelse af principperne i IAS 18. Baseret på estimeringen vil virksomheden herudover indregne 285.000 DKK (3.000x95) til vareforbrug. De resterende
15.000 DKK (300.000 - 285.000) modregnes i hensatte forpligtelser, der således
afspejler nettoforpligtelserne.
I de nye regler vil omsætning ligeledes indregnes på salgstidspunktet i henhold til
IFRS 15.38. Virksomheden vil indregne 627.000 DKK i omsætning og 33.000
DKK (6.600x5) i hensatte forpligtelser. Derudover kræver den nye standard, at
Side 55 af 74
der indregnes et aktiv der afspejler regnskabsværdien (kostprisen) af de produkter
der forventes at returneres, hvilket i tilfældet vil svare til et beløb på 15.000 DKK
(3.000x5). De resterende 285.000 DKK vil fortsat blive indregnet som vareforbrug. (IFRS 15.B21)
Ovenstående er illustreret af følgende tabel 5-6:
TABEL 5-6: INDREGNING AF OMSÆTNING VED RET TIL RETURNERING - IAS 18 VS IFRS 15
KRONER (DKK)
Kasse
Hensatte forpligtelser
Omsætning
Aktiv
Vareforbrug
Varelager
Debit
660.000
IAS 18
Kredit
Debit
660.000
18.000
627.000
285.000
IFRS 15
Kredit
33.000
627.000
15.000
285.000
300.000
300.000
Kilde: Egen tilvirkning
5.4.3.3 Ligheder og forskelle
Behandlingen af kontrakter der indeholder ret til returnering, viste sig i høj grad,
at være identisk ved anvendelse af såvel de gældende og de nye regler ‒ i hvert
fald ift. indregning af omsætning. Selvom IFRS 15 måler transaktionsprisen på en
mere omfattende måde, ved henvisning til bestemte metoder for estimering af variable vederlag, vurderes det dog, at udfaldet i langt de fleste tilfælde vil være den
samme som i IAS 18. Dette underbygges af det faktum, at estimering af returnering ikke bygger på komplicerede teknikker, men blot historiske data. Således er
principperne den samme, mens fremgangsmåderne er skåret mere ud i pap i IFRS
15. Den væsentligste forskel viste sig at være ved klassifikation, idet IFRS 15
kræver en bruttoopgørelse af de hensatte forpligtelser, frem for en nettoopgørelse.
5.5 Case D: On-demand software licens (SaaS) med oprettelsesgebyr (up-front fee)
Microsoft sælger on-demand udgaven af sin Office-pakke via sin hjemmeside.
Produktet hedder Office 365, hvorved forstås at der er en binding på årsbasis.
Produktet giver adgang til en software licens via en hosting service. Kunden skal
betale 80 DKK om måneden over en 1-års bindingsperiode, der på årsbasis svarer
til 960 DKK. I forbindelse med kontraktindgåelsen betales et oprettelsesgebyr på
500 DKK. Kunden kan ved slutningen af hostingperioden forlænge aftaleperioden
med yderligere et år, uden at skulle betale gebyr på ny.
Side 56 af 74
5.5.1 Behandling under de gældende regler
I de gældende regler behandles SaaS aftaler som en servicekontrakt. Separation
foretages efter kriterierne i ASC 605-25. Selvom der i kontrakten specificeres to
elementer ‒ henholdsvis en software licens og hosting service ‒ er kontrakten
struktureret på en måde, der ikke indikerer tilstedeværelsen af en selvstændig
værdi for hverken licensen eller hosting servicen. Dette underbygges af, at kunden
i henhold til ASC 605-25-25-5 ikke kan købe produktet separat fra hverken Microsoft eller hvilken som helst anden sælger. Derfor vil Office 365 betragtes som
en enkel regnskabsenhed efter den gældende regnskabsregulering. (Deloitte, 2014,
p. 4).
Aftalen bliver behandlet som salg af en tjenesteydelse i henhold til IAS 18. Omsætning bør indregnes med udgangspunkt i transaktionens færdiggørelsesgrad efter produktionsmetoden, jf. IAS 18.21. Af praktiske årsager, vil man formentlig
indregne hele transaktionen lineær over aftaleperioden, idet substansen i aftalen
betragtes at indebære udefinerbar antal handlinger (IAS 18.25). Dette stemmer
overens med indregningskriterierne ved andres benyttelse af virksomhedens aktiver iht. IAS 18.29. I IAS 18 vil man som udgangspunkt indregne oprettelsesgebyret, når der ikke er en signifikant usikkerhed i forhold til inddrivelsen af vederlaget. I tilfælde hvor oprettelsesgebyret giver kunden ret til at købe services til en
lavere pris, end det der bliver opkrævet for ikke-eksisterende kunder, skal oprettelsesgebyret indregnes på en måde der reflektere timingen, naturen og værdien af
de udbudte fordele. (IAS 18.IE17)
5.5.2 Behandling under IFRS 15
I IFRS 15.B54(b) angives licenser som en kunde udelukkende kan drage fordel af
i sammenhæng med en service, for værende ikke adskilte. Det fremgår, at der kan
være tale om online service, der – ved tildeling af licens – giver kunden adgang til
indholdet. Det vurderes at indholdet i denne paragraf harmonerer med Office 365
produktets karakteristika, hvorfor hosting servicen ligeledes ikke vil blive separeret fra licensen ved anvendelse af den nye standard.
Herudover forholder den nye standard sig mere specifik i forhold til behandling af
oprettelsesgebyret. Derved betragtes gebyrer, der ikke relaterer sig til en bestemt
vare eller tjenesteydelse, som en forudbetaling for administrativt arbejde (IFRS
15.B49). I denne sammenhæng skal virksomheden vurdere, hvorvidt oprettelsesSide 57 af 74
gebyret giver kunden en væsentlig rettighed (material right), som kunden ikke
ville have haft uden at have trådt ind i kontrakten. Eftersom casen angiver eksisterende kunders mulighed for at forlænge aftaleperioden, uden at skulle betale et
gebyr, vil dette alt andet lige betragtes som en væsentlig rettighed i forhold til det
tilsvarende produkts til enhver tid gældende pris for ikke-eksisterende kunder.
Dette baseres på en antagelse om, at produktet sælges i et marked med stabile priser. Derfor vil den væsentlige ret betragtes som en implicit fornyelsesoption, der
skal behandles som en separat performance obligation. (IFRS15.B40)
Eftersom virksomheden har identificeret en option, som værende en separat performance obligation, skal den ligeledes allokere transaktionsprisen baseret på den
relative stand-alone salgspris. Da der ikke er en observerbar stand-alone salgspris
på fornyelsesoptionen, skal virksomheden estimere den. Der er imidlertid en usikkerhed forbundet med de antal gange en kunde vil forny sit abonnement, hvorfor
der ofte vil være en række flere indbyrdes afhængige fornyelsesoptioner i denne
type af kontrakter. Således kan kunden kun benytte sig af disse optioner på betingelse af, at vedkommende har benyttet sig af enhver eventuel tidligere option.
Man har derfor besluttet, at det vil være for indviklet, at bestemme salgsprisen for
en række indbyrdes afhængige fornyelsesoptioner (IFRS 15.BC392). Af denne
grund giver den nye standard mulighed for at anvende en praktisk alternativ fremgang, når kunden ‒ som i tilfældet ‒ har ret til en fremtidig service, der er identisk
med den hosting service, der oprindelig fremgår i aftalen. Denne alternative fremgang tillader virksomheden, at allokere transaktionsprisen til fornyelsesoptionerne
med henvisning til de forventede leveringer af services, og det hertil tilknyttede
forventede vederlag (IFRS 15.B43). Med andre ord skal virksomheden ved første
måling også inkludere det tilknyttede, forventede vederlag i transaktionsprisen.
Virksomheden kan således, i stedet for at værdiansætte selve optionen, antage at
selve optionen vil blive udnyttet.
SaaS aftalen vil blive indregnet efter de generelle bestemmelser i IFRS 15.31-38,
idet licensen ikke er adskilt, jf. paragraf B55. I overensstemmelse med paragraf
35(a) vil kunden modtage og drage fordel af hosting servicen i takt med virksomhedens leverance. Den forventede transaktionspris inkl. oprettelsesgebyret vil fordeles med det forventede antal udnyttelse af fornyelsesoptionen (IFRS 15.B49).
Virksomheden skal ved udløbet af hver option, opdatere sine estimater, såfremt
Side 58 af 74
der er uoverensstemmelse med den aktuelle udnyttelse af optionen (IFRS
15.IE266).
5.5.3 Ligheder og forskelle
Den ovenstående gennemgang af SaaS kontrakten har, ved anvendelse af henholdsvis den gældende kontra nye standard, vist sig at være en indviklet proces.
Umiddelbart vil udfaldet af kontrakten i høj grad være den samme, idet princippet
i IAS 18.IE17 kan sidestilles med den alternative fremgang i IFRS 15.B43. Forskellen er endnu engang, mangel på detaljeret forklaring i den gældende regulering i forhold til IFRS 15, der specifikt klarlægger en fremgang. Derudover medfører den nye standard en overvejelse omkring, hvorvidt en option giver kunden
en væsentlig rettighed (material right) i forhold til ikke-eksisterende kunder. I
IAS 18 er der ikke nogle krav til væsentligheden af optionen, hvorfor behandlingen afhænger af den enkelte regnskabsaflæggende virksomheds bedømmelse. Det
formodes at virksomhederne i den gældende regulering, behandler muligheden for
at forlænge en aftale som et tilbud, frem for en option. Derfor forventes den nye
standard at resultere i en mere ensartet behandling af SaaS kontrakter, der grundet
oprettelsesgebyret, indeholder en implicit fornyelsesoption. Forskellige syn på
tærskelværdien for den væsentlige rettighed, kan dog fortsat resultere i uensartet
behandling af kontrakter med lignende økonomiske karakteristika.
Side 59 af 74
6. Vurdering af IFRS 15
I det følgende redegøres der for IASB begrebsrammens kriteriesæt for brugbar information, der sammen med den foretagne analyse i forrige kapitel vil udgøre
grundlaget for den efterfølgende vurdering af IFRS 15.
6.1 IASB's kriteriesæt for brugbar information
Formålet med IASB's Conceptual Framework (CF) er at give brugbar finansiel information til regnskabsbrugerne (CF.OB2). De primære regnskabsbrugere er såvel
eksisterende og potentielle investorer, långivere og andre kreditorer (CF.OB5).
Baseret på informationen i regnskabet skal det være muligt for regnskabsbrugerne, at værdiansætte den regnskabsaflæggende virksomhed (CF.OB7). I bestræbelserne på at opnå dette mål, er der i begrebsrammens Kapitel 3 opstillet kvalitative
karakteristika for brugbar information.
Kriteriesættet opdeles i henholdsvis fundamentale- og styrkende kvalitative karakteristika, hvor førstnævnte vægtes højst, mens sidstnævnte er nogle supplerende
kriterier (CF.BC3.8). De fundamentale kriterier består af relevans og troværdig
repræsentation, hvorimod de styrkende kriterier består af sammenlignelig, verificerbar, rettidig og forståelig information.
6.1.1 Fundamentale kvalitative egenskaber
Et regnskab opfylder kriteriet om relevant information, såfremt den påvirker regnskabsbrugernes beslutning, uanset om den pågældende information allerede er
kendt af regnskabsbrugerne eller fremgår af en anden kilde (CF.QC6). For at kravet om relevans kan opfyldes, skal den givne information enten have en fremadrettet- eller bagudrettet værdi for brugerne ‒ eller en kombination af dem begge
(CF.QC7). Relevant information kan således både bekræfte historiske resultater,
og give et fingerpeg om virksomhedens fremtidige finansielle stilling. Når et
regnskabs kvalitative egenskab om relevans skal vurderes, skal man tage stilling
til, hvorvidt den pågældende information er væsentligt (CF.BC3.18). Væsentlighed er et virksomhedsspecifikt begreb, der kan have påvirkning på brugernes beslutninger, såfremt det udelades eller fejlangives (CF.QC11).
Regnskabet bør endvidere have en troværdig repræsentation. For at sikre en perfekt troværdig repræsentation, skal der være tale om fuldstændig, neutral og fejlfri
information. En maksimering af disse kvaliteter, vil resultere i den bedst mulige
Side 60 af 74
troværdig repræsentation af information. (CF.QC12). Fuldstændighed opfyldes
ved at medtage al nødvendig information, således at en kunde kan forstå indholdet
i regnskabet. Det kan være forklaringer angivet som note eller anden nødvendig
information,
der
fremgår
af
virksomhedens
anvendte
regnskabspraksis.
(CF.QC13) Ved neutralitet forstås, at der ikke må være bias i valget eller præsentationen af regnskabsmæssig information. Der må med andre ord ikke være manipulerende information på en sådan måde, at det kan påvirke regnskabsbrugernes
beslutninger i hverken en positiv eller negativ retning. (CF.QC14). Ved fejlfri information skal de processer, der anvendes til at fremstille den rapporterede information, være valgt og fuldført uden fejl. Dette må ikke forveksles med præcision,
da f.eks. estimater kan have varierende værdier. Det handler derfor nærmere om,
at forklare den bagvedliggende proces for det estimerede beløb, i forlængelse med
at gøre brugerne opmærksomme på fremgangsmådens begrænsninger. (CF.QC15)
6.1.2 Styrkende kvalitative egenskaber
Når regnskabsbrugerne træffer beslutninger, har de oftest en række valgmuligheder indenfor hvilken virksomhed de vil investere i. Derfor forbindes sammenlignelighed ‒ blandt forskellige regnskabsperioder eller på tværs af forskellige virksomheder ‒ også som brugbar information. Konsistent information er et begreb,
der er forbundet med sammenlignelighed og relaterer sig til anvendelsen af de
samme metoder for regnskabsposter med identisk karakteristika. (CF.QC20-22)
Sammenlighed har en tæt tilknytning til de fundamentale kvalitative egenskaber.
Således vil opfyldelse af kriterierne relevans eller troværdig repræsentation sandsynligvis være årsag til en forbedret sammenlignelig. (CF.QC24)
Verificerbar information hjælper brugerne med at bekræfte den troværdige repræsentation. Det sker ved, at brugeren direkte kan tjekke, hvorvidt et angivet beløb
er i overensstemmelse med andre relaterede poster. Det kan også ske indirekte
ved, at brugeren har mulighed for at genberegne et beløb, ved at bruge den samme
model, formel eller anden teknik. (CF.QC26-27)
Rettidighed handler om at gøre information tilgængelig for brugerne fra det øjeblik informationen kommer til kundskab for den regnskabsaflæggende virksomhed. (CF.QC29)
Forståelighed handler om at klassificere, fremstille og præsentere information
klart og tydeligt. (CF.QC30)
Side 61 af 74
En virksomhed kan ikke altid opfylde alle disse kvaliteter på samme tid, da styrkelse af den ene, kan forringe den anden. Formålet er derfor at maksimere de samlede styrkende kvalitative karakteristika mest muligt. Det er desuden nævneværdigt, at der ikke kan skabes brugbar information for regnskabsbrugerne ved at opfylde de styrkende kvaliteter, såfremt de fundamentale kvaliteter om relevans og
troværdig repræsentation ikke opfyldes. (CF.QC33-34)
6.2 Vurdering af informationsværdien for regnskabsbrugerne
Formålet med IFRS 15 har været, at give en mere fast ramme til de regnskabsaflæggende virksomheder angående indregning af omsætning (IFRS 15.IN5(b)).
Dette mål skulle bl.a. opfyldes ved at simplificere forberedelsen af regnskaber
ved, at reducere antallet af krav, som virksomhederne måtte referere til (IFRS
15.IN5(e)). Det vurderes, at disse målsætninger vil realiseres med implementeringen af IFRS 15. Dette underbygges af, at virksomheder der opererer i software
branchen og samtidig aflægger regnskab under IFRS, vil i den kommende tid
undgå at tage stilling til, hvorvidt de skal anvende IAS 18, IAS 11, IFRIC 15,
IFRIC 13, ASC 985-605, ASC 605-25 eller en kombination af disse standarder.
Det overordnede formål med den nye standard var ‒ som nævnt i Kapitel 1 ‒ at
fjerne inkonsistente forhold og svagheder i de gældende regler (IFRS 15.IN5(a)).
For at tage stilling til problematikken anses det for værende nødvendigt, at vurdere graden af vejledning i de enkelte standarder. Dette baseres på antagelsen om, at
der må være en vis korrelation mellem vejledning og konsistens. På baggrund af
de, i denne afhandling foretagne gennemgange af forskellige standarder, diskussioner og sammenligninger, vurderes US GAAP for at give en høj grad af detaljeret
vejledning, mens det omvendt for IAS'erne anses for værende lav. I denne kontekst, vurderes graden af vejledning for IFRS 15 at være et sted mellem US
GAAP og IAS'erne. Dette beror sig på, at IFRS 15 er langt mere vejledende end
den gældende IFRS regulering, men detaljeringsgraden er ikke ligeså omfattende
som i US GAAP. Dette hænger angiveligt sammen med, at FASB har udviklet
utallige mange branchespecifikke standarder, mens formålet med IFRS 15 har været at standardisere den til at kunne rumme alle forhold, der vedrøre enhver branche. Hvorvidt den nye standard vil realisere målet om, at fjerne inkonsistente forhold og svagheder i de gældende regler, afhænger endvidere af, i hvor høj grad
den enkelte software virksomhed, har hentet hjælp fra US GAAP. Det vurderes
Side 62 af 74
derfor, at inkonsistente forhold og svagheder ikke kan fuldstændigt elimineres
med implementeringen af IFRS 15. Målet er formodentlig normativt for at opnå
en retningsgivende norm for indregning af omsætning. Endvidere er der i IFRS
15, på udvalgte fronter, forsat lagt op til at anlægge skøn. Dette er ikke overraskende, da IFRS 15 er en principbaseret standard ‒ i modsætning til den regelbaserede US GAAP ‒ hvoraf man kan forvente, at den ikke skal give vejledning til
alle mulige og tænkelige omstændigheder. Derfor vil standarden sandsynligvis
fortsat indebære inkonsistent indregning af omsætning i forhold til gældende
praksis. Dog vil dette formodentlig være reduceret i forhold til gældende ret, da
virksomhederne ‒ i det mindste ‒ ikke skal tage stilling til hvilken standard de
skal anvende.
Derudover var målet med den nye standard, at forbedre sammenlignelighed af
omsætning (IFRS 15.IN5(c)), der indregnes på tværs af virksomheder og industrier, samt give mere brugbar information til regnskabsbrugerne (IFRS 15.IN(d)).
Disse mål vil vurderes i sammenhæng med begrebsrammens kvalitative karakteristika for brugbar information ved, at inddrage de analyserede effekter fra forrige
Kapitel 4. Med andre ord er det de identificerede forskelle, der vil blive fremhævet ved vurderingen af, hvorvidt den nye standard giver større eller mindre informationsværdi til regnskabsbrugerne.
Kapitel 5 blev indledt med en komparativ analyse af kontraktidentifikation. IFRS
15 tillader indregning af den omsætning som forventes, at blive inddrevet af virksomheden, hvilket kan være lavere end den kontraktfastsatte pris. Det forudsætter
dog, at virksomheden har en intention om at give prisnedslag, som fratrækkes
kontraktprisen ved måling af transaktionsprisen. Denne mulighed vil kunne give
regnskabsbrugerne mere relevant information, idet den tillader virksomheden at
betragte den del af kontraktsummen der er usandsynlig at inddrive, som et prisnedslag. Dette resulterer i, at dele af kontraktsummen kan indregnes, i stedet for at
betragte det som kreditrisiko og udelukke indregning af hele kontraktsummen. Således tager standarden hensyn til reelle forhold og kompromiser, der kan gør sig
gældende i praksis. Der er dog en uklar grænse mellem kreditrisiko og prisnedslag, idet sidstnævnte baserer sig på subjektive skøn. Dette giver virksomhederne
spillerum, som dermed kan forringe sammenligneligheden og troværdigheden af
regnskaberne.
Side 63 af 74
I Case A blev det nye koncept i IFRS 15 vedrørende allokering af rabat analyseret. Konsekvensen af den nye måde at allokere rabat, vurderes til at være mere
retvisende end de gældende regler, omend det er en anelse mere kompliceret at
udføre. Konceptet kan forhindre allokering af uensartet rabatter for den samme
bundle af produkter, når de indgår i en anden rabatsammensætning med andre varer og tjenesteydelser. Dette er ligeledes i overensstemmelse med neutralitetsprincippet, da det bl.a. reducerer risikoen for regnskabsmanipulation således, at den
regnskabsaflæggende virksomhed ikke kan få indtjeningen til at fremstå mere favorabelt for bestemte produkter. Reglen kan dermed bidrage til at give regnskabsbrugerne brugbar information i form af mere troværdig repræsentation. Samtidig
kan det også forhindre bestemte produkter i at fremstå mere eller mindre rentable,
hvorfor det også kan påvirke regnskabsbrugernes beslutninger, såfremt de eksempelvis basere deres investering på et bestemt produkt, der efter deres overbevisning har potentiale. Reglen kan ydermere forhindre performance obligations med
en lav indtjening til at blive indregnet med et tab, selvom transaktionen i sin helhed giver et overskud. Det nye rabatkoncept vil således, alt andet lige, have en
større informationsværdi for regnskabsbrugerne ved både at give dem mere relevant og troværdig information. Den relevante information vil dog muligvis afhænge af væsentligheden, som er et virksomhedsspecifikt anliggende, men at fordele en rabat til de specifikke performance obligations, som rabatten i virkeligheden relatere sig til, vil give et mere retvisende billede af regnskabet.
I Case B1 blev der illustreret nogen af de mest centrale ændringer relateret til
software branchen, når standardsoftware indgår i en multi-element kontrakt. Udfaldet af den nye standard resulterede i en accelererende indregning af omsætning
for dele af transaktionen, hvilket vurderes til at give regnskabsbrugerne en mere
rettidig og lettere forståelig information. Dette beror sig på, at de separate performance obligations kan ‒ i modsætning til gældende regler ‒ indregnes uafhængigt
af forhold der vedrører øvrige performance obligations. Samtidig er separationskriterierne i IFRS 15 med til at sikre, at dele af en transaktion ikke blive indregnet
som omsætning, da det ellers ville være i strid med kriteriet om at omsætning indregnes, når parterne har udført deres respektive forpligtelser iht. IFRS 15.9(a).
Muligheden for brug af den residuale fremgang gøre det muligt, at estimere en
stand-alone salgspris, når prisen ikke er observerbar, og giver i øvrigt ikke anledning til problemer med hensyn til verificering. Til gengæld kan den residuale meSide 64 af 74
tode medføre mindre troværdig repræsentation ‒ i henhold til CF.QC16 ‒ grundet
den høje grad af usikkerhed, der er forbundet med det estimerede beløb. Desuden
vil dette gøre det vanskeligere at sammenligne andre virksomheder i den samme
branche med hinanden, da den residuale værdi afhænger af stand-alone salgspriserne for de andre varer og tjenesteydelser, som det pågældende produkt er sammensat med i kontrakten. Det vurderes endvidere, at der kun vil være begrænset
usikkerhed forbundet med at finde eller estimere stand-alone salgsprisen i IFRS
15. I Case B2 var det imidlertid vanskeligt at estimere stand-alone salgsprisen for
de uspecificerede opgraderinger, hvilket kan være problematisk for software virksomheder.
I Case C3 var fokus på en kontrakt, der gav kunden ret til returnering. Principperne viste sig at være den samme ved henholdsvis de gældende og nye regler. Til
gengæld er de nye regler mere vejledende i forhold til IAS 18, da IFRS 15 forslår
konkrete metoder til estimering, hvilket i den sidste ende kan resultere i mere forståelig og sammenlignelig information for regnskabsbrugerne. Derudover kræver
IFRS 15.54 at anvende den valgte estimeringsmetode konsistent, hvilket taler for
en forbedring i muligheden for at sammenligne de forskellige regnskabsperioder i
en virksomhed. Det skal endvidere være "highly probable" at der ikke senere vil
forekomme en signifikant tilbageførsel af det estimerede variable beløb, der indregnes i omsætning. Denne "begrænsningsregel" kan give regnskabsbrugerne mere relevant information, idet brugerne vil være i stand til at foretage mere sikre
prognoser over fremtidig omsætning, eftersom reglen medvirker til at fjerne usikkerheden omkring en senere tilbageførsel af den indregnede omsætning. Den
manglende definition af "highly probable" er til gengæld en svaghed i forhold til
at skabe konsistente indregninger af omsætning og vil kunne svække sammenligneligheden. Der er dog oplistet en række faktorer i IFRS 15.57, som virksomhederne kan bruge i deres overvejelser, når de skal anvende reglen. Derudover er
"begrænsningsreglen" modstridende med neutralitetsprincippet, da der kun medtages et minimumsbeløb, som ikke er udsat for at skulle tilbageføres, hvilket kan
betragtes som en bias nedad i de foretagne skøn, som også indrømmes af IASB, jf.
IFRS 15.BC207. Dette er således med til at trække den troværdige repræsentation
i en nedadgående retning. IASB mener til gengæld, at "begrænsningsreglen" har
været efterspurgt fra regnskabsbrugerne, hvilket er med til at bekræfte, at reglen
giver regnskabsbrugerne mere relevant information. Ydermere har IFRS 15 en
Side 65 af 74
række præsentationskrav for de skøn, virksomheden har foretaget ved anvendelse
af "begrænsningsreglen", jf. IFRS 15.118, hvilket kan styrke forståelsen af regnskabet. Herudover blev det i casen illustreret, at IFRS 15 kræver en mere detaljeret klassifikation af de hensatte forpligtelser, der skal opgøres brutto, frem for netto. Kravet anses for at være en forbedring i forhold til at øge gennemsigtigheden
og dermed den troværdige repræsentation i virksomhedernes regnskab.
I Case 4 blev en SaaS kontrakt med oprettelsesgebyr behandlet. IAS 18 fokuserer
på substansen i aftalens indhold, mens IFRS 15 har udviklet begrebet "material
right" til vurdering af, hvorvidt oprettelsesgebyret relaterer sig til en fornyelsesoption. De mere specifikke krav i IFRS 15 kunne resultere i mere ensartet behandling af kontrakter med et oprettelsesgebyr, der knytter sig til administrative aktiviteter. Til gengæld tillader IFRS 15 at anvende en alternativ fremgang til allokering
af transaktionsprisen til fornyelsesoptionen, hvilket vil kunne forringe sammenligneligheden iht. CF.QC25. Dette giver også ledelsen spillerum, som ikke gavner
den troværdige repræsentation ‒ dog vurderes IFRS 15 at give relativt mindre
spillerum til den regnskabsaflæggende virksomhed, idet kravene er mere præciseret i forhold til den mere principbaserede IAS 18. Derudover er der ikke enighed
omkring begrebet "material right". Joint Transition Resource Group har diskuteret
begrebet og der er to forskellige syn på det. Fortalerne for synspunkt A mener at
evalueringen af, hvorvidt optionen giver en væsentlig rettighed, udelukkende bør
baseres på kvantitative faktorer, der relatere sig til optionens selvstændige salgspris ‒ dvs. at man udelukkende skal forholde sig til de forhold, der relatere sig til
den pågældende transaktion med kunden. Synspunktet er baseret på IFRS
15.BC386, hvor det også indrømmes, at begrebet er en videreudvikling af 'incremental' og 'significant' i US GAAP. I modsætning hertil mener fortalerne for
synspunkt B, at man skal supplere de kvantitative faktorer med de kvalitative faktorer ‒ som f.eks. ved kundens mulighed for at købe et tilsvarende produkt fra en
konkurrent. Synspunktet baseres på IFRS.BC87, der i øvrigt hænger sammen med
definitionen af en kontrakt, hvor der fokuseres på kundens perspektiv. (JTRG,
2014, pp. 8-11) Den manglende konsensus omkring begrebet kan svække muligheden for ensartede regnskaber.
Af ovenstående kan det udledes, at den nye standard vil have nogle påvirkninger
på måling og indregning af omsætning, som i nogle tilfælde vil give regnskabs-
Side 66 af 74
brugerne en større informationsværdi ‒ dog ikke væsentlig mere end den gældende regulering. Principperne i IAS 18 og IFRS 15 er mere eller mindre den samme,
mens IFRS 15's dybere vejledning kan reducere den inkonsistente behandling af
transaktioner med økonomisk ens karakteristika. Virksomhederne slipper for at
søge vejledning i andre dokumenter, hvilket også vil kunne bidrage til en bedre
sammenlignelighed. Det er dog ikke sikkert, at man vil opnå mere sammenlignelige regnskaber udelukkende pga. at alle virksomheder fremadrettet vil læse i det
samme regelsæt af instruktioner. Der er fortsat lagt op til at anlægge skøn, men i
mindre grad end ved IAS 18 og i højere grad end ved US GAAP. Således vil effekten af den nye standard ligeledes afhænge af, i hvor høj grad den enkelte software virksomhed har anvendt ASC 985-605 og ASC 605-25 som fortolkningsbidrag, når det gældende IFRS regelsæt har været utilstrækkelig. Afslutningsvis er
der i IFRS 15 øgede præsentationskrav til virksomhederne, hvilket vil kunne forbedre fuldstændigheden og forståeligheden af regnskaberne. Det kan konkluderes,
at IFRS 15 ift. software branchen ‒ udover de analyserede forskelle ‒ principielt
er "gammel vin på ny flaske", idet den har viderebragt de fleste principper og regler fra gældende IFRS og US GAAP. Med andre ord indeholder standarden regler,
der ikke findes i de gældende IAS'er, men i et vidt omfang bliver praktiseret af
software branchen. Det kan dog ikke udelukkes, at der kunne være identificeret
andre væsentlige forskelle, hvis ikke afhandlingen var begrænset i sin omfang.
Side 67 af 74
7. Konklusion
Afhandlingen blev indledt med en præsentation af de hyppigste produkter, der
sælges i software branchen. I sammenhæng med dette, blev følgende fire typer af
produkter anset for værende repræsentativ for branchen: Off-the-shelf software,
computer med et indbygget styresystem, Software as a Service (SaaS) og specialdesignet software. Nogle af disse produkter sælges ofte sammen med nogle supplerende produkter i form af software opgradering, telefonisk support, kursus, installation og lignende.
Dernæst blev det gældende regelsæt gennemgået og diskuteret. I gennemgangen
blev det klargjort, at software branchen ikke kan nøjes med at anvende standarderne i IFRS-regi. Specielt var det problematisk at hente fortolkning angående behandling af multielement kontrakter, udover en analogislutning fra IFRIC 18. Med
henvisning til branchens anvendte praksis og IAS 8 blev der argumenteret for at
hente hjælp fra US GAAP, i det omfang IAS-reglerne var utilstrækkelige. Gennemgangen af det gældende regelsæt blev afsluttet med en diskussion af mit bedste bud på, hvordan software branchen måler og indregner omsætning efter gældende regelsæt. Således blev det besluttet, at ASC 985-605 og ASC 605-25 ville
blive anvendt til separation af elementer og allokering af transaktionsprisen ved
behandling af multi-element kontrakter indenfor software branchen ‒ i det omfang
IAS-reglerne var utilstrækkelige.
Efterfølgende blev der redegjort for indholdet i den nye standard for omsætning,
IFRS 15. Standarden er bygget op omkring en 5-trins model, der identificerer kontrakter og performance obligations, måler og allokere transaktionsprisen og afslutningsvis indregner omsætning point in time eller over time. Selvom den nye
standard har licensspecifikke indregningsregler for særskilte licenser, blev disse
regler vurderet for værende overflødige i forhold til de software licenser, der blev
behandlet i denne afhandling.
Derefter blev der opstillet cases baseret på de hyppigste produkter der bliver udbudt i branchen. Forinden den case-baserede behandling, blev der foretaget en generel komparativ analyse af den nye standards trin 1, der vedrører identifikation af
kontrakt. Betingelserne i dette trin, svarer i det væsentligste til indregningskriterierne i IAS 18. En væsentlig forskel var dog, at IFRS 15 tillader indregning af den
Side 68 af 74
omsætning, som forventes at blive inddrevet af virksomheden, hvilket kan være
lavere end den kontraktfastsatte pris.
I casene blev det analyseret, at den nye standard kunne resultere i en differentieret
allokering af rabatter, der kan henføres til en grupperet stand-alone salgspris. Det
blev vurderet, at reglen vil medvirke til at forhindre performance obligations med
en lav indtjening til at blive indregnet med et tab, når transaktionen i sin helhed
giver et overskud.
Det blev endvidere analyseret, at separationskriterierne i IFRS 15 er relativt mildere end kriterierne i ASC 985-605. Herudover tillader IFRS 15 indregning af
omsætning uafhængigt af forhold der vedrører de øvrige performance obligations i
en kontrakt, hvilket resulterede i en accelererende indregning af omsætning for
standardsoftware der indgår i en multi-element kontrakt. Det blev vurderet, at dette kunne give regnskabsbrugerne en mere rettidig og lettere forståelig information.
Der blev ikke identificeret nogen nævneværdige forskelle mellem den gældende
regulering og IFRS 15 ved de regler der særligt relatere sig til behandling af specialdesignet software.
Reglerne for indregning af garantier, viste sig ligeledes at være i høj grad den
samme. Der blev dog identificeret en forskel på måling af garantien i de nye regler, der tager udgangspunkt i stand-alone værdien af garantien, frem for det i kontrakten angivne beløb. På samme måde, resulterede en praktisk anvendelse af
henholdsvis den gældende regulering kontra IFRS 15 på en transaktion med ret til
returnering, ikke nogen mærkbar forskel. Principperne for måling og indregning
af omsætning blev analyseret for at være den samme. IFRS 15 var til gengæld mere vejledende mht. at henvise til konkrete metoder for estimering af transaktionsprisen, og krævede en klassifikation baseret på en bruttoopgørelse, frem for en
nettoopgørelse. Herudover betragter IFRS 15, retten til returnering som et variabelt beløb, der skal igennem en "begrænsningsregel", hvor det skal være "highly
probable" at der ikke vil forekomme en signifikant tilbageførsel i den akkumulerede, indregnede omsætning. Dette blev vurderet for værende et bias nedad i de
foretagne skøn. Til gengæld var reglen en konsekvens af efterspørgslen fra regnskabsbrugerne, som ville sikre, at de kunne foretage sig mere sikre prognoser over
fremtidig omsætning.
Side 69 af 74
IFRS 15 har en detaljeret vejledning for, hvorvidt et oprettelsesgebyr, der ikke relatere sig til en specifik performance obligation, skal betragtes som en option eller
tilbud for fremtidige leveringer af varer eller tjenesteydelser. Dette blev eksemplificeret med en SaaS aftale, hvor det blev klargjort, at såfremt oprettelsesgebyret
gav en kunde "material right", ville dette betragtes som en fornyelsesoption. Dette
var i overensstemmelse med principperne i IAS 18, hvorfor det ikke forventes, at
IFRS 15 vil ændre praksis. Den nye standard er blot mere vejledende end de gældende IAS-regler.
Afslutningsvis blev det vurderet, at IFRS 15 i sammenhæng med de analyserede
effekter og skærpede præsentationskrav vil overordnet set give regnskabsbrugerne
mere relevant og troværdig information. Standarden er mere vejledende end IAS
18 og mindre vejledende end US GAAP. De analyserede effekter skal derfor også
ses i forhold til, i hvilket omfang den enkelte software virksomhed har hentet
hjælp fra US GAAP. Det blev konkluderet, at IFRS 15 er "gammel vin på ny flaske" i forhold til software branchen, idet den ‒ udover de identificerede forskelle ‒
har viderebragt de fleste principper og regler fra gældende IFRS og US GAAP.
Side 70 af 74
8. Perspektivering
I Kapitel 2 blev det fremlagt, at software branchen har en udefinerbar størrelse
med uklare grænser. Derfor kunne afhandlingen i forlængelse af den valgte branche, tage udgangspunkt i andre typer af software produkter, herunder:

Virtuelle varer der sælges online i f.eks. computerspil eller mobile apps.
Inde i selve spillet er der mulighed for at købe virtuelle varer, som f.eks.
tøj, våben, udstyr og lignende. Salget af disse ikke-fysiske objekter udgøre
nogle små transaktioner, der kan være udfordrende at behandle individuelt
for virksomhederne, herunder om de skal indregnes med det samme eller
over tid.

Software patenter eller franchise licenser, dvs. software teknologi der indgår i et andet produkt, hvor indtægten afhænger af en fremtidig begivenhed. Salget af disse produkter kan være baseret på nogle betalingsbetingelser, der i IFRS 15 kunne sidestilles med behandling salgs- og brugsbaserede royalties. Eksempelvis kunne salg af en computer med et indbygget styresystem, der består af en OEM-licens blive behandlet fra leverandørens
(Microsofts) synsvinkel, frem for sælgeren (Sony) af computeren.
Herudover kunne afhandlingen i forlængelse af det valgte emne, vurdere IFRS 15
baseret på øvrige forhold, som:

En signifikant finansiel komponent, der kan påvirke måling af transaktionsprisen ved salg af specialdesignet software eller når en kontrakt indeholder en fornyelsesoption

Salg af software igennem en distributør, der kunne have indvirkning på
indregning af omsætning

De nye præsentationskrav i IFRS 15, som kunne sammenholdes med kravene i den gældende regulering, for at vurdere, hvorvidt de giver regnskabsbrugerne mere nyttig information

De udfordringer og omkostninger, der er ved at implementere IFRS 15, set
fra den regnskabsaflæggende virksomheds synsvinkel, hvorpå man kunne
opveje fordele og ulemper fra et cost-benefit synspunkt.
Side 71 af 74
9. Litteraturliste
Artikler:
Gull, Daniel & Wehrmann, Alexander (2009): Optimized Software Licensing - Combining License Types in a License Portfolio, Business & Information Systems Engineering,
Research Paper, Bind 1, Hæfte 4, pp. 277-288
Steen, Ole (2014): På vej mod en ny begrebsramme for regnskaber, R&R Online,
RR.2014.01.0034, p. 1
Bøger:
Classen, Ward, H. (1996): Fundamentals of software licensing, PTC Research Foundation
of Franklin Pierce Law Center
Blume, Peter (2006): Juridisk metodelære, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 4. udgave
McGee, Robert W. (1985): Financial accounting for computer software, Cooley Law Review, Bind 3, Hæfte 1, pp. 97-118
Internetsider:
Bloomberg (2013): http://www.bna.com/global-convergence-opposed-b17179880364,
Bloomberg BNA (25.09.2014, kl. 20:44)
Journal Of Accountancy (2010):
http://www.journalofaccountancy.com/Issues/2010/Jun/20102464.htm, New GAAP for
Multiple Deliverables (21.12.2014, kl. 18:11)
Licensing Law Blog (2014): http://thelicensinglawblog.com/2010/08/5-minute-faqlicense-agreements-vs-saas-agreements, 5 Minute FAQ: License Agreements vs. SaaS
Agreements (21.10.2014, kl: 16:44)
RR (2015): http://www.revenuerecognition.com/content/articles/9045, Revenue Recognition under International Accounting Standard 18 - "Revenue" with Comparisons to US
GAAP (17.02.2012, kl. 02:11) [Nr. 1]
RR (2015): http://www.revenuerecognition.com/content/articles/9044, Accounting for
Software Provided as a Service (10.02.2015, kl. 23:41) [Nr. 2]
Salesforce (2014): https://www.salesforce.com/saas, Saas: Software as a Service
(02.10.2014, kl. 09:30)
Side 72 af 74
Softwarecontracts.net (2008): http://softwarecontracts.net/p03_types_of_software.htm,
Types of Software (23.02.2015, kl, 15:15)
Uncg.com (2014): http://its.uncg.edu/Software/Licensing, Software Licensing
(18.10.2014, kl. 12:11)
WhatIs (2008): http://whatis.techtarget.com/definition/shrink-wrap-license, What is
shrink wrap license (12.11.2014, kl. 11:49)
Publikationer:
BDO (2014): Revenue from contracts with customers - hardware companies, BDO Tech,
The newsletter of the BDO technology & life sciences practice
Deloitte (2011): Software Revenue Recognition, A Roadmap to Applying ASC 985-605,
Third Edition
Deloitte (2014): Technology Spotlight: Recognizing Revenue From SaaS Arrangements
EY (2014): Revenue Recognition - Multiple element arrangements - Accounting Standards Codification 605-25, Financial reporting developments, Revised May 2014 [Nr. 1]
EY (2014): Software - Revenue Recognition - Accounting Standards Codification 985605, Financial reporting developments, May 2014 [Nr. 2]
Pwc Software (2014): Pwc Global 100 Software Leaders - The growing importance of
apps and services, Technology Institute, pp. 3-9
Standarder og fortolkningsbidrag:
Agenda Paper 7B (2007): Deposits on returnable containers, IASB
ASC 605-25 (2009): Revenue Recognition multiple elements arrangements, FASB
ASC 985-605 (2009): Revenue Recognition Software, FASB
CF (2010): Conceptual Framework, IASB
JTRG (2014): Agenda 6 - Customer options for additional goods and services and nonrefundable upfront fees, Joint Transition Resource Group, FASB-IASB
IAS 8 (2003): Accounting Policies, Changes in Accounting Estimates and Errors, IASB
IAS 11 (2001): Construction Contracts, IASB
IAS 18 (2001): Revenue, IASB
IAS 37 (2009): Provisions, Contingent Liabilities and Contingent Assets, IASB
IAS 38 (2012): Intangible Assets, IASB
IFRIC 18
Side 73 af 74
IFRIC D21 (2007): IFRIC Draft Interpretation D21 - Real Estate Sales, IASB
IFRS 13 (2011): Fair Value Measurement, IASB
IFRS 15 (2014): Revenue from contract with customers, IASB
Andet:
SAP (2013): Annual report
Pwc Manual (2014): IFRS Manual of Accounting
Side 74 af 74