1 Executive summary This master thesis examines how the role of

Transcription

1 Executive summary This master thesis examines how the role of
Executive summary This master thesis examines how the role of companies in society have been developing in the past 30 years in order to meet the growing expectations from the surrounding society. With the increased globalization is many companies today facing severe social problems, human rights violations and lack of regulations in the markets they operate. Matters that companies partly contribute to in many developing economies, and that should be prevented by the host state. But in the continued global competition about investments and job creations, are many states deregulating in order to attract multinational companies. This situation has led to a number of social and environmental disasters in the past, and to a growing international focus on business behavior in society. With the awareness has come a growing demand for business to take action and responsibility as well as a political focus on how to regulate and push companies to fulfill the required responsibility. In the management literature has this led to a more expanded theoretical understanding of the new responsible business behaviour called Corporate Citizenship. In this theoretical view is the company responsible for the production of various social goods, and is gaining a growing power that results in a new role in the society. In order to understand the growing demands from society, and the new responsible role of companies in society, is this thesis making use of a case study. The company that will be examined is the Danish-­‐Swedish dairy company Arla Foods, which in the past 40 years has expanded globally in order to create value for its cooperative members. During these expansions has the company faced different expectations and crisis from the surrounding societies, which has led to a learning process in which the company has become aware of the responsibilities it should fulfill. In this master thesis is Arlas new role as a Corporate Citizen analyzed in order to understand the renewed demands for corporate responsibility. In 2011 UN made a “silent” revolution when they decided to adapt the UN 1 Guiding Principles on Business and Human Rights, in which companies is considered responsible for human rights violations and is demanded to act on such. Last year Arla faced an unexpected crisis when the international Ngo Action Aid made a formal complain in Denmark about human rights violations done by Arla Foods in West Africa. In order to meet the complain is Arla trying to implement and comply with the UN Guiding Principles on Human Rights. This implementation and the new role of business in respecting human rights is examined as well in the thesis. 2 Arla Foods og corporate citizenship – En analyse af en globaliseret virksomheds udfordringer med at implementere respekten for menneskerettighederne. UDARBEJDET AF: SPECIALE I VIRKSOMHEDSLEDELSE ASK HOVMAND SØRENSEN VED ROSKILDE UNIVERSITET STUDIENUMMER: 40548 28.07.2015 VEJLEDER: JACOB DAHL RENDTORFF ANTAL ANSLAG: 171.843 3 1.0 Indledning ..................................................................................................................... 6 1.1 Problemformulering .......................................................................................................... 7 2.0 Metode ............................................................................................................................ 9 2.1 Teorivalg ................................................................................................................................ 9 2.2 Valg af empiri ..................................................................................................................... 10 2.3 Videnskabsteoretiske overvejelser ........................................................................... 12 2.3.1 Kritisk realisme .......................................................................................................................... 12 2.3.2 Den ontologiske tredeling i kritisk realisme ................................................................. 13 2.4 Interviews ........................................................................................................................... 14 2.5 Afgrænsning ....................................................................................................................... 15 2.6 Kildekritik .......................................................................................................................... 16 2.7 Præsentation af informanter ....................................................................................... 17 3.0 Virksomhedsprofil .................................................................................................. 19 4.0 Teori ............................................................................................................................. 21 4.1 Den globaliserede virksomhed ................................................................................... 21 4.2 Virksomhedens samfundsansvar i en globaliseret verden ................................ 24 4.3 Virksomhedens implementering af samfundsansvar ......................................... 25 4.4 Virksomheden som corporate citizenship .............................................................. 28 4.4.1 Liberal minimalisme ................................................................................................................ 30 4.4.2 Civic republicanism .................................................................................................................. 30 4.4.3 Developmental democracy .................................................................................................... 32 4.4.4 Deliberative democracy .......................................................................................................... 33 4.5 Virksomhedens nye rolle i samfundet ...................................................................... 33 4.6 Corporate citizenship og globaliseringen ................................................................ 35 4.7 Implementering af corporate citizenship ................................................................ 37 4.8 Virksomhedens respekt for menneskerettighederne ......................................... 39 4.9 Implementering af menneskerettighederne .......................................................... 42 4.9.1 Implementering af UN Guiding Principles ...................................................................... 43 5.0 Analyse ........................................................................................................................ 47 5.1 Arla og globaliseringen .................................................................................................. 47 5.2 Arlas globale samfundsansvar ..................................................................................... 48 5.2.1 Arlas organisatoriske læringsproces frem mod globalt samfundsansvar ........ 51 5.2.2 Den samfundsmæssige læringsproces frem mod globalt samfundsansvar ..... 55 5.3 Arlas rolle i samfundet ................................................................................................... 56 5.3.1 Arla i forhold til liberal minimalisme ............................................................................... 56 5.3.2 Arla i forhold til civic republicanism ................................................................................. 57 5.3.3 Arla i forhold til developmental democracy .................................................................. 58 5.3.4 Arla i forhold til deliberative democracy ........................................................................ 59 5.4 Arla som Corporate Citizen ........................................................................................... 59 5.5 Arla som global corporate citizen ............................................................................... 61 5.6 Arlas implementering af corporate citizenship ..................................................... 64 5.7 Virksomheders respekt for menneskerettighederne .......................................... 67 5.8 Arlas udfordringer med menneskerettighederne ................................................ 70 5.9 Arla Foods vs. Mellemfolkeligt Samvirke – implementering af Arlas respekt for menneskerettighederne ................................................................................................ 73 5.9.1 Klagesagen over mælkepulver ............................................................................................ 73 5.10 Implementering af menneskerettighederne i Arla ............................................ 75 6.0 Konklusion ................................................................................................................. 80 7.0 Perspektivering ....................................................................................................... 82 8.0 Litteraturliste ........................................................................................................... 85 4 8.1 Rapporter ............................................................................................................................ 88 8.2 Artikler ................................................................................................................................ 90 8.3 Internetkilder .................................................................................................................... 92 BILAG 1 ............................................................................................................................... 94 BILAG 2 ............................................................................................................................. 101 BILAG 3 ............................................................................................................................. 108 5 1.0 Indledning Vi lever i en global verden, en verden hvor mulighederne for at overkomme afstande er blevet stadig lettere, og hvor forskellene indenfor politik, kultur og sprog er blevet stadig mindre, men også mere tydelige. Det har skabt en mere sammenhængende verden, ikke mindst indenfor virksomhedsdrift, hvor virksomhederne i dag ikke bare producerer lokalt, beskæftiger lokalt, forurener lokalt og afsætter lokalt, men er blevet globale med vidt spredte aktiviteter overalt på kloden. Virksomhederne opererer på tværs af landegrænser og derved på tværs af nationale lovgivninger. Derved er opstået juridiske tomrum mellem de enkelte lande i forhold til måden, hvorpå de regulerer multinationale virksomheder. I takt med at flere virksomheder agerer globalt, er disse tomrum blevet tydeliggjort, hvilket blandt andet har resulteret i katastrofer af social såvel som miljømæssig karakter. Sager om børnearbejde, dumping af farlige kemikalier og slavelignende arbejdsforhold har gennem de sidste 30 år præget mediebilledet og medført større krav og forventninger fra internationale organisationer, ngo’er, forbrugere og investorer til virksomhederne om at udvise større samfundsmæssig ansvarlighed. Men hvad menes der med samfundsmæssig ansvarlighed, og hvor går grænsen for ansvar i dag? Siden starten af 1980’erne har virksomheder frivilligt påtaget sig et ansvar for det omgivende samfund foruden dét at overholde loven. Det er et ansvar, der angår virksomhedens medarbejdere, forbrugere og leverandører, men også et ansvar der angår det samfund, som bliver påvirket af virksomhedens ageren. Det frivillige ansvar er blevet formaliseret i dansk lovgivning, men ikke i den internationale lovgivning. Når virksomhederne i dag opererer globalt på tværs af landegrænser, er ansvaret derfor begrænset. Grænserne for ansvar skifter, udfordres og nedbrydes, alt efter hvorfra og af hvem en virksomhed iagttages. I forlængelse heraf er der opstået et behov for en ny måde at reflektere over samfundsansvar på, en måde hvor virksomhedens rolle i samfundet bliver udviklet fra at være økonomiske instanser, der genererer profit og jobs i 6 samfundet, til at være en aktiv spiller i genereringen af goder, i udformningen af politik og i sikringen af rettigheder. Med FN’s fornyede krav til virksomheder, om at implementere respekten for menneskerettighederne, blev grænserne for virksomhedernes ansvar på ny rykket i 2011. Spørgsmålet er så, om det reelt er muligt at holde virksomheder ansvarlige for menneskerettighederne, når disse er et anlæggende mellem stat og individ? Da menneskerettighedsdeklarationen i 1948 blev ratificeret i FN, bestod verden af en række nationalstater, som hver for sig besad en stor magt og ”ultimativ” magt. I dag har globaliseringen og virksomhedernes økonomiske styrke undermineret staternes magt, hvilket har rejst et behov for et revideret syn på menneskerettighederne, og den rolle virksomheden har i relief til disse. For at undersøge multinationale virksomheders nye rolle har, og de udfordringer der ligger i virksomheders arbejde med samfundsansvar, herunder respekten for menneskerettighederne, fokuserer dette speciale på Arla Foods som multinational virksomhed. Specialets omdrejningspunkt er den samfundsansvarlige rolle, Arla i dag skal udfylde. Formålet med specialet er således at klarlægge udviklingen af den samfundsansvarlige rolle, Arla har som multinational virksomhed, herunder de udfordringer der er forbundet med implementeringen af hensynet og respekten for menneskerettighederne. Dette har ledt til følgende problemformulering. 1.1 Problemformulering Hvorledes har en multinational virksomhed, som Arlas, samfundsansvarlige rolle udviklet sig igennem de sidste 30 år? Hvilken betydning har ovenstående udvikling haft for det samfundsmæssige ansvar Arla påtager sig i dag; i forhold til implementeringen af respekten for menneskerettighederne, og hvilke problemer har der været og er der forbundet med denne implementering? 7 1.1.1 Uddybning af problemformuleringen Dette speciale vil belyse den udvikling Arlas samfundsansvarlige rolle har haft i samfundet igennem de 30 år for derigennem at klarlægge den udvikling, virksomhedens samfundsansvar har gennemgået. Derudover ønskes der skabt en analyse af de aktuelle udfordringer, Arla står overfor i implementeringen af menneskerettighederne. 8 2.0 Metode I det følgende afsnit vil jeg præsentere min metode og videnskabsteoretiske udgangspunkt. Jeg vil ligeledes diskutere konsekvenserne af mine valg i forhold til en besvarelse af problemformuleringen, samt diskutere min brug af empiriske kilder og min metodiske tilgang i de inddragede interviews. Sidst men ikke mindst vil mine tre interviewpersoner bliver præsenteret. 2.1 Teorivalg Jeg har i specialet valgt at fokusere på den ændring, der er sket i en virksomheds rolle i samfundet i takt med globaliseringen, herunder respekten for menneskerettighederne. Til at belyse dette har jeg valgt en række teorier som binder sig til en diskussion og forklaring af de forhold, der spiller ind på ændringen i virksomhedens rolle. For at belyse det ændrede forhold mellem virksomhed og samfund, som følge af globaliseringen, benyttes primært teori af Scherer et al. (2011) og Zadek (2004; 2007). Formålet med valget af disse er at kunne beskrive og undersøge de problemer, der er forbundet med virksomheders samfundsansvar i en globaliseret verden. For at forstå hvordan en virksomhed arbejder med samfundsansvar præsenteres Zadeks (2004) model om indlæring. Derved skabes en forståelse for virksomheders samfundsansvar. Dette teoretiske udgangspunkt skaber en ramme, hvori den nye rolle virksomheden får i form af corporate citizenship (fremover CC) fremkommer, hvilket er det teoretiske udgangspunkt for anden del af specialet. Den tilgang til CC, der tages i dette speciale, bygger primært på Matten & Crane (2005) og Moon et Al. (2005). Denne tilgang udbygges i den tredje del af specialet med Baumann-­‐
Pauly & Scherers (2012) tilgang til implementering af corporate citizenship. Denne brede teoretiske tilgang til virksomhedens nye rolle i samfundet, som følge af globaliseringen, skal benyttes til at analysere den nye rolle Arla har i samfundet, og det ansvar der er forbundet hermed. For at belyse den nye udfordring Arla står overfor i håndteringen af respekten for menneskerettighederne inddrages teori af Kinely & Tadaki (2004), Pariotti (2008) og Kinley & Nolan (2007). Fokusset på forholdet mellem virksomhed og menneskerettighederne er ret nyt i management teorien, der bærer præg af 9 enten at være meget politologisk eller juridisk funderet, hvilket disse teoretikere også er et udtryk for. Dog mener jeg, at med et udgangspunkt i de ovennævnte teoretikere suppleret med John Ruggies framework for FN, kan analysere Arlas forhold til menneskerettighederne, samt hvordan Arla kan implementere hensynet til menneskerettighederne i deres operationer. 2.2 Valg af empiri En stor del af de primære empiriske kilder, der benyttes, er relateret til arbejdet med samfundsansvar og menneskerettighederne i henholdsvis Arla Foods og verden generelt. Disse kilder omfatter blandt andet Arlas CSR-­‐ og årsrapporter, FN’s policypapers og rapporter fra relevante ngo’er og internationale organisationer. Formålet med at benytte Arlas egne rapporter er at klarlægge, hvordan virksomheden arbejder med samfundsansvar og menneskerettigheder. Gennem disse rapporter opnår jeg desuden et indblik i den selvopfattelse, virksomheden har af dets rolle i samfundet, samt de tiltag virksomheden har taget og tager i forhold til arbejdet med samfundsansvar. Arlas egne rapporter suppleres med tidligere koncerndirektør Jens Bigums erindringer, for derved at opnå en forståelse af Arla som virksomhed, samt den udvikling virksomheden har gennemgået i takt med globaliseringen. Formålet med at supplere empirien fra Arla med policy papers fra FN og rapporter fra ngo’er er at skabe et indblik i de tendenser og kritikpunkter der er i den internationale debat om virksomheders samfundsansvar og hensyn til menneskerettighederne. Med en kombination af dette empiriske materiale skabes et baggrundsindblik i rammerne, de udfordringer virksomheden står overfor, og de generelle internationale tendenser og krav, der præger debatten om virksomheders samfundsansvar. I specialet benyttes ligeledes en lang række sekundærer kilder fra diverse danske medier. Formålet med dette er at klarlægge den kritik, det omgivende samfunds rejser af Arlas ageren, samt den måde hvorpå Arla beskriver sit samfundsansvar og forsvarer sig i forhold til kritikken. 10 Som supplement til de skriftlige empiriske kilder har jeg i specialet gennemført og benyttet tre interviews. Metoden bag udførelsen af disse, præsenteres selvstændigt senere i metodeafsnittet. Interviewet med Marianne Haahr var ment som et forinterview, som skulle fungere som et interview, hvori jeg kunne afprøve hypoteser og forestillinger om forholdet mellem virksomheder og menneskerettighederne. I specialet benyttes interviewet til at belyse nogle af de udfordringer globaliseringen har medført for forholdet mellem virksomheder og samfund. Grundet Marianne Haahrs mangeårige arbejde for CARE Danmark benyttes interviewet ligeledes til at klarlægge nogle af de kritikpunkter, ngo’er har rejst i forhold til virksomheders arbejde med samfundsansvar. Dette gør jeg for at underbygge den kritik Arla møder fra det omgivende samfund, samt for at skabe en forståelse for nogle af de udfordringer globaliseringen har medført. For at få et generelt ”ekspertindblik” i den udvikling, der har været i danske virksomheders arbejde med CSR og menneskerettigheder, inddrages interviewet med Lise Kingo. Interviewet benyttes til at skabe en bagvedliggende forståelse for de udfordringer, danske multinationale virksomheder står overfor, herunder hvordan danske virksomheder kan arbejde med hensynet til menneskerettighederne. Det tredje og sidste interview med kommunikationsdirektør i Arla Foods Astrid Gade Nielsen skal, udover at bidrage med et indblik i Arlas organisatoriske arbejde med samfundsansvar og menneskerettighederne, give et indblik i de tiltag Arla har taget for at imødegå kritikken fra det omgivende samfund, herunder den konkrete klage fra Mellemfolkeligt Samvirke. Alle tre interviews vil, sammen med den indhentede primære og sekundærer empiri, blive anvendt i analysen til at fortolke, kritisere og diskutere den opstillede problemstilling. Den indsamlede empiri skal sammen med den valgte teori muliggøre en analyse af Arlas ændrede samfundsansvarlige rolle og virksomhedens arbejde med menneskerettighederne. 11 2.3 Videnskabsteoretiske overvejelser Følgende afsnit vil forklare og begrunde mine videnskabsteoretiske overvejelser for derigennem at danne en forståelse for den måde, jeg anvender teorien på den valgte empiri, samt hvad jeg heraf kan udlede (Olsen & Pedersen 2008 p.151f). Det er vigtigt for mig at understrege, at specialet omhandler en konkret virksomhed, og at mit ønske er at belyse denne med det bredest mulige perspektiv for at skabe den mest kvalificerede analyse. Det er derfor nødvendigt at præsentere måden, hvorpå jeg anskuer specialets genstandsfelt, samt hvordan jeg erfarer mig viden om denne. I dette speciale skal måden, hvorpå teorierne anvendes iagttages som værende af et kritisk realistisk synspunkt. 2.3.1 Kritisk realisme Formålet med valget af kritisk realisme bunder i at den metodologi som kritisk realisme har bidraget med, giver en bedre forståelse indenfor de samfundsvidenskabelige processer. Kritisk realisme er et opgør med den måde postmodernismen og positivismen anskuer verden på og er skabt for at afdække nogle dybere strukturer i den analyserede virkelighed (Jespersen 2009 p. 145f). Dette gør kritisk realisme gennem to dimensioner i form af den transitive og den intransitive dimension. De to udgør den måde kritiske realister ser på epistemologien og ontologien. Den transitive dimension består af vores viden om verden på et givent tidspunkt og kan manifesteres i form af teori, begreber og modeller. Et centralt punkt for kritisk realisme i den transitive dimension er, at produktionen af ny viden sker på baggrund af allerede eksisterende viden hos forskeren, som bliver genskabt og omdannet i forskerens egne videns udforskninger (Buch-­‐Hansen & Nielsen 2005, p.21f). Den intransitive dimension består af de objekter, som videnskaben producerer viden om, uafhængigt af menneskers viden om dem, hvilket skaber den realistiske videnskabsteori. Den intransitive dimension er dermed måden, hvorpå kritiske realister anskuer ontologien (Buch-­‐Hansen & Nielsen 2005 p. 22). 12 En af præmisserne i kritisk realisme er, at virkelighedens kausale relationer formodes at være strukturerede, åbne og ikke umiddelbart observerbare (Fuglsang & Olsen 2009, p. 35). Det er indenfor denne virkelighed, at der eksisterer et ”dybere” niveau af strukturer, i form af transcendente fænomener, som forefindes uafhængigt af den observerende og fortolkende forsker (Jespersen 2009 p. 146f). Det, at virkeligheden eksisterer uafhængigt af forskeren, gør det nødvendigt at se på kritisk realismes ontologiske tredeling, for derigennem at forstå virkeligheden. 2.3.2 Den ontologiske tredeling i kritisk realisme Tredelingen består af henholdsvis det empiriske, faktiske og dybe domæne. Det empiriske niveau består af forskerens erfaringer og observationer, som løbende bliver bedre, efterhånden som de teknikker og teknologier, vi observerer med, udvikles. Det kommer blandt andet til udtryk i specialets indledende kortlægning af den udvikling, virksomheders samfundsansvar har gennemgået, hvilket er med til at skærpe det videre arbejde hen i mod besvarelsen af problemformuleringen (Buch-­‐Hansen & Nielsen 2005 p. 24; Jespersen 2009 p. 147). Det faktiske domæne udgøres af alle de begivenheder og fænomener i virkeligheden, der finder sted, uanset om de observeres eller ej. I specialets anden analysedel skabes en analyse af Arlas nye rolle ved at inddrage hændelser og observationer af Arlas ageren. Hermed graves der dybere ned i det samfundsansvar og den rolle som corporate citizen som Arla har fået, hvilket er med til at etablere et dybere syn på virksomhedens samfundsansvar (Buch-­‐
Hansen & Nielsen 2005 p. 24; Jespersen 2009 p. 148). Det tredje og sidste domæne betegnes som det dybe domæne, hvilket dækker over de ikke direkte observerbare strukturer og domæner, som til tider understøtter og forårsager de begivenheder og fænomener, der forefindes i det faktiske domæne (Buch-­‐Hansen & Nielsen 2005 p. 24). I dette domæne søger specialet, ved at tage udgangspunkt i den rolle der blev fundet i de to første domæner, at skabe en dybere forklaring på, hvordan Arlas rolle kan implementeres og aktiveres i forhold til respekten for menneskerettighederne. Da formålet med specialet er at klarlægge, hvordan Arla kan håndtere det nye 13 samfundsansvar og den nye rolle som CC, for derigennem at håndtere det nye pres i forhold til menneskerettighederne, mener jeg at det er yderst relevant at få et indblik i de dybere strukturer der ligger til grund for Arlas arbejde med disse. Det forsøges gjort i det tredje analyseafsnit, hvori den nye rolle og samfundets generelle tilgang til menneskerettighederne udfordres ved at inddrage Arla, hvormed Arlas uvidenheden i den konkrete klage forsøges elimineret (Jespersen 2009, p.149). 2.4 Interviews De tre interviews har alle været udformet kvalitativt og fulgt en semi-­‐
struktureret opbygning. På denne måde fremstår interviewet som en struktureret samtale mellem interviewer og informanten, men som går ud over en normal samtale, da det bliver en observant, lyttende og spørgende samtale, hvori formålet er at undersøge den allerede indhentede viden. Gennem samtalen får intervieweren et fyldigt indblik i informantens erfaringer, betragtninger og oplevelser (Thagaard 2004 p. 86; Kvale & Brinkmann, 2009 p. 19). En interviewsituation kan aldrig fungere som en lige samtale, da intervieweren kontrollerer samtalen i den ønskede retning. Ved at benytte en semi-­‐struktureret tilgang bliver det derved muligt at opnå en bredere forståelse for informantens opfattelse, da det er muligt at stille supplerende spørgsmål til relaterede emner, efterhånden som intervieweren opnår en større forståelse for emnet, ligesom informanten får mulighed for at forklare og afdække relaterede emner, efterhånden som de opstår (Kvale & Brinkmann, 2009 p. 19; Thagaard 2004 p.87f). De tre interviews er alle med nuværende eller tidligere topledere, der, qua deres mangeårige erfaringer, besidder en stor mængde ekspertise og viden om specialets genstandsfelt. Det er derfor vigtigt, at jeg, som interviewer, er bevidst om, at de tre interviewpersoner muligvis har en klar dagsorden under interviewet, og allerede kan have forberedt svar. For at få størst muligt udbytte af interviewsne kræves der derfor en tilbundsgående forståelse for interviewets emne fra interviewerens side, sådan at viden kan deles, og der kan skabes en mere lige magtfordeling, end det ellers ville være tilfældet (Kvale & Brinkmann 2009, p. 167). 14 Eftersom jeg forsøger at afdække den ændring, der er sket i virksomhedens rolle i samfundet, herunder det nye fokus på samfundsansvar og menneskerettigheder, er det vigtigt at afdække interviewpersonernes opfattelse af forholdet mellem samfund og virksomhed. Til dette er det semi-­‐strukturerede interviews opbygning at foretrække, da denne metode gør det muligt at starte en åben samtale om disse forhold, hvilket kan bibringe nye vinkler (Kvale & Brinkmann 2009, p. 44). Alle tre interviews er blevet optaget, og siden transskriberet for derved at skabe en lettere brug af disse. Interviewet med Astrid Gade Nielsen foregik via telefon, mens interviewene med henholdsvis Lise Kingo og Marianne Haahr foregik hos Ugebrevet Mandag Morgen, hvor begge har været tilknyttet. Under alle tre interviews er der løbende taget notater, for derigennem at skabe refleksioner over informantens oplysninger, samt bidrager med stikord til hovedpointer (Thagaard 2004, f.100f). 2.5 Afgrænsning Det har løbende i processen været nødvendigt at afgrænse genstandsfeltet fra en mængde forskellige teoretiske tilgange, videnskabsteoretiske tilgange og empiriske kilder. Den primære afgrænsning i specialet knytter sig til valget af Arla, da specialet med dette valg helt automatisk afgrænser sig fra en mængde andre cases, hvori virksomheders samfundsrolle og hensyn til menneskerettighederne er blevet udfordret. Ved valget af fokusset på udfordringerne i en multinational virksomhed har jeg forsøgt at afgrænse mig fra at gå dybt ned i den danske lovgivning, herunder den netop afsluttede politiske proces hvori loven er blevet udvidet. En anden væsentlig afgrænsning er i forhold til UN Guiding Principles (fremover UNGP), hvor jeg har valgt at afgrænse mig fra de første ti principper samt de sidste seks principper. At jeg ikke inddrager de første ti principper, bunder i at disse knytter sig til statens rolle i overholdelsen af menneskerettighederne, hvilket ligger udenfor specialets fokus. Fravalget af de sidste seks principper skyldes, at de omhandler de erstatningsmekanismer, som er indlemmet i UNGP. 15 Dette fravalg skal ses i lyset af, at det er et meget nyt område, UNGP beskæftiger sig med, og det derfor har været svært at finde noget empiri, der knytter sig til erstatningsdelen af virksomheders overgreb på menneskerettighederne. I forhold til det teoretiske udgangspunkt kunne det have været relevant at inddrage en mængde andre teoretiske indgangsvinkler indenfor krisekommunikation, supply chain management, branding eller corporate governance. Fravalget er taget velvidende at disse teoretiske tilgange kunne bidrage til at belyse andre sider af den opstillede problemformulering. 2.6 Kildekritik Specialets empiri bygger i høj grad på den fremstilling Arla præsenterer af sig selv, hvilket både kommer til udtryk i interviewet med Astrid Gade Nielsen, i de rapporter fra Arla, der benyttes, samt iden række af udtalelser i diverse medier specialet inddrager. Arlas fremstilling af sig selv igennem virksomhedens rapporter kan ikke siges at være objektive, i og med at disse fremstillinger er et udtryk for det billede, Arla ønsker at give omverdenen. Disse rapporter giver altså kun informationer, som Arlas ledelse ønsker at fremlægge, hvilket gør det nødvendigt at benytte disse med en vis forbeholden kildekritik. Inddragelsen af denne empiri sker ud fra præmissen om, at det ikke har været muligt at skaffe lignende informationer fra andre kilder. Udover brugen af andenhånds empiri fra Arla selv, benyttes der en lang række udtalelser fra Arla-­‐medarbejdere indhentet fra diverse danske medier, for derigennem at få et mere objektivt indtryk af Arla. Disse udtalelser er stadigt et udtryk for Arlas selvfremstilling, men også objektive i den forstand, at de reflekterer over medarbejderes antagelser i en given situation. Andenhånds empirien suppleres af førstehånds empiri i form af interviewet med Astrid Gade Nielsen. Grundet Astrid Gade Nielsens position som kommunikationsdirektør i Arla Foods kan interviewet ikke betragtes som udelukkende objektivt, da hun qua sin position må forventes at repræsentere virksomhedens interesser. Dog kan interviewet også iagttages som delvist objektivt i den forstand, at det er et udtryk for en medarbejders antagelser. 16 For at skabe et mere nuanceret syn på virksomheders, herunder Arlas forhold til samfundsansvar og menneskerettigheder, samt for at underbygge den brede variation af andenhånds empiri, suppleres specialet med de to interviews med Marianne Haahr og Lise Kingo. Da begge to kun repræsenterer egne meninger og erfaringer, kan de kritiseres for ikke at være objektive, da de kun repræsentere to synspunkter blandt mange. Men grundet deres store erfaringer indenfor området og forskelligartede baggrunde, kan de siges at repræsentere et velfunderet udpluk af de synspunkter, der præger debatten om virksomheders rolle i samfundet, og den debat der omhandler virksomheder og menneskerettighederne. 2.7 Præsentation af informanter Der er, som nævnt, benyttet tre informanter i interviewene. For at lette læsningen i forhold til hvem der er hvem, gives der her en kort præsentation af de tre (For en mere fyldig præsentation, se bilag 1, 2 & 3). Marianne Haahr (bilag 1) er projektdirektør for Global Opportunity Network, som er et netværk skabt af Tænketanken Mandag Morgen, norske DNV GL og UN Global Compact. Marianne har igennem en årrække været tilknyttet forskellige stillinger hos CARE Danmark, hvor hun blandt andet har siddet med virksomheders impact i Afrika, herunder CSR og menneskerettigheder. Lise Kingo (bilag 2) er professionelt bestyrelsesmedlem og har tidligere været ansat i Novo Nordisk igennem 26 år, hvoraf de sidste 13 år var som Executive Vice President. Lise er blandt andet en af bagmændene bag Novo Nordisks tre-­‐
dobbelte bundlinje strategi og virksomhedens frontrunner rolle indenfor CSR og bæredygtighed. Derudover er Lise formand for Rådet for Samfundsansvar og nyudnævnt Executive Director for UN Global Compact i New York. Astrid Gade Nielsen (bilag 3) har igennem 25 år været ansat hos Arla Foods, hvoraf de sidste 12 år som overordnet ansvarlig for koncernkommunikation i virksomheden. I funktionen som Vice President for Corporate Communication 17 sidder Astrid som en del af Arlas CSR komite, ligesom hun har siddet med kontakten til Mellemfolkeligt Samvirke og medierne i den konkrete klagesag. 18 3.0 Virksomhedsprofil Andelstanken i Danmark har siden midten af 1800-­‐tallet været at skabe stordriftsfordele og bedre afsætningsmuligheder gennem en demokratisk medlemsstyret organisationsform med en ligelig fordeling af overskuddet til andelshaverne (Hansen et al. 2004 p. 9f). I mejerisektoren har der siden Anden Verdenskrig været en lang række fusioner for at skabe en højere mælkepris til andelshaverne gennem rationalisering af produktionen, for dermed at stå bedre i den internationale konkurrence (Hansen et al. 2004, p. 12f; Bigum, 2007 p. 77f;104). I 1970’erne stiger mælkeeksporten markant, da Danmark melder sig ind i EF. Med indmeldelsen i EF får danske virksomheder mulighed for at opnå tilskud til eksport uden for EF, hvilket Mejeriselskab Danmark (fremover MD) ser som en mulighed for at afsætte andelshavernes mælk. Ved at producere feta får MD et eksportprodukt ud af den overskydende mælk fra det danske marked, som eksporteres til Mellemøsten, hvor velstandsudviklingen i landene har medført en efterspørgsel på fødevare (Bigum 2007, p. 208f). Det leder til, at MD i 1984 etablerer produktion i Saudi-­‐Arabien (Bigum 2007, p. 233) Omkring årtusindeskiftet var mejerisektoren inde i en periode, hvor WTOs frihandelsaftaler og EU’s landbrugsreformer lagde pres på mælkepriserne, hvilket fik den nordiske konkurrence til at accelerer (Bigum 2007, p. 497). For at imødekomme udfordringer vælger de 18.000 andelshavere i svenske Arla og danske MD Foods at gennemføre den første fusion mellem to landmandsejede andelsselskaber på tværs af landegrænser. En fusion der trådte i kraft i april 2000 (Bigum, 2007, p. 507ff). Siden fusionen mellem de to virksomheder har Arla Foods vækstet kraftigt og ekspanderet langt ud over hjemmemarkederne i Nordeuropa, hvorfor virksomheden i dag er at finde på mere end 100 markeder, driver produktionsanlæg i 11 lande og har salgskontorer i yderligere 30 lande (Arla 2014, p.4). Omsætningen er i samme periode steget fra ca. 17 mia. kr. i 2000 til i dag at have rundet 75 mia. kr. i 2014 (Arla 2001 p. 45; Arla 2015:1, p. 3). 19 Gennem fusioner og opkøb består Arlas ejerkreds i dag af 13.413 andelshavere i Danmark, Sverige, Tyskland, Holland, Luxembourg, Belgien og Storbritannien (Arla 2015:1, p.3). 20 4.0 Teori Formålet med følgende afsnit er at præsentere og forklare den valgte teori, for derved at danne baggrunden for en analyse af den indsamlede empiri. Afsnittet skal således bidrage med en afklaring af, hvad det teoretiske fundament kan bruges til i besvarelsen af den opstillede problemformulering. I første afsnittet vil jeg ved hjælp af Scherer & Smid (2000) samt Matten & Crane (2010; 2005) skabe en forståelse for den ændring, verden har gennemgået med globaliseringen, og derved den ændring der er sket i virksomhedens rolle i samfundet. I afsnittet benyttes derudover teori af Scherer & Smid (2000), Zadek (2004; 2007), Scherer et al. (2011) m.fl. som skal benyttes til yderligere at fundere en analyse af den ændring, der er sket i virksomhedernes ansvar og opfattelse af denne i en globaliseret verden. I det andet afsnit føres fundene i første afsnit ind i corporate citizenship teorien, for derigennem at få en ny samlet teoretisk ramme at analysere virksomhedernes nye rolle og virkelighed i, samt hvordan CC kan implementeres i en virksomhed. Dette afsnit er bygget op omkring teori af Scherer & Palazzo (2007), Matten & Crane (2005), Moon et. Al.(2005), Zadek (2004) og Baumann-­‐
Pauly et al. (2012). I det tredje afsnit benyttes Kinley & Tadaki (2004) og Kinley & Nolan (2007) til at belyse forholdet mellem virksomheder og menneskerettighederne. Derudover gøres der brug af Pariotti (2008) for at skabe yderligere grobund for en analyse af virksomhedens rolle i forhold til respekten for menneskerettighederne. I fjerde og sidste afsnit tages der udgangspunkt i UN Guiding Principles (2011) og John Ruggie (2008) for at belyse, hvordan respekten for menneskerettighederne kan implementeres i virksomheder. 4.1 Den globaliserede virksomhed "A business organization is organized and carried on primarily for the profit of the stockholder” sådan fastslog Michigan Supreme Court en virksomhedsrolle i 1919 21 i en retssag mellem Ford og Dodge om tilbageholdelsen af udbytte (Margolis & Walsh 2003, p. 271). I de sidste 40-­‐50 år har diskussionen, om virksomhedens rolle i samfundet, bølget frem og tilbage mellem teoretikere og organisationer. På den ene side har argumentet været, at virksomhedens rolle udelukkende er at skabe profit til dets shareholders (se Milton Friedman 1970) og på den anden side argumenter om at virksomhedens rolle og ansvar skal ses som bredere end kun at omfatte profit, nemlig som også omfattende et ansvar for sociale og miljømæssige aspekter. I dette afsnit vil jeg skitsere den ændring, der er sket i virksomhedens forhold til sin omverden i takt med globaliseringen for derved at danne baggrunden for ændringerne i virksomhedernes samfundsansvar. Formålet med dette er at belyse de ændrede samfundsforhold, der har påvirket virksomhedens rolle i samfundet, herunder globaliseringen. Verden har udviklet sig eksplosivt de sidste 100 år, og presset på verdens mineralske, økonomiske og menneskelige ressourcer er siden industrialiseringen steget drastisk. Blandt andet som følge af verdens økonomiske vækst og det massivt stigende materielle forbrug blandt verdens indbyggere. Alene i de sidste 40 år er der sket mere end en fordobling i verdens materielle forbrug, hvilket blandt andet har medført en udpining af naturen og en massiv ressourceomfordeling på tværs af verden. Den globale handel er mangedoblet som følge af det materielle forbrug og udbredelsen og udviklingen af nye teknologier. Dette har medført at virksomheder i dag ikke længere er specielt afhængige af en specifik geografisk lokation, men kan flytte produktionen fra land til land i jagten på nødvendige ressourcer og optimale produktionsforhold (Zadek 2007, p.30ff). I bestræbelserne på at skabe optimale produktionsforhold gennemfører vestlige lande i 1980’erne en proces med deregulering, hvor virksomheder og private investorer bliver givet bedre muligheder for at skabe frie markeder (Matten & Crane 2010, p.67). I samme periode opfordrer Den International Valutafond (IMF) og Verdenshandelsorganisationen (WTO) udviklingslandene til at skabe eksport fokuserede økonomier gennem en liberalisering af handel, investeringsordninger og statsejede selskaber. Denne udvikling fører til at 22 hidtidige toldmure og handelsbarrieres falder, samt at flere opgaver, som tidligere var forbeholdt statslige virksomheder, blev udliciteret til private aktører, eksempelvis Post Danmark og TDC i Danmark. Samtidigt leder det til en massiv forøgelse i mængden af investeret udenlandsk kapital i udviklingslandene (Kinley & Nolan 2007, p.361; Zadek 2007, p. 33). Liberaliseringen af statslige virksomheder medvirker til en opblødning af forholdet op mellem stat og private aktører, som i takt med at fokusset i stat og lovgivning ændrer sig fra et makroøkonomisk fokus til et mikroøkonomisk fokus, bevirker et styrket samarbejde mellem offentlige og private virksomheder, blandt andet inden for forskning og vidensgenerering (Wivel & Sperling 2001, p.43f). Sideløbende med liberaliseringen får udviklingen af bedre teknologier indenfor kommunikation og transport flere virksomheder til at flytte deres produktion og investeringer til nye markeder for at sænke produktionsudgifterne. Derved frigøres virksomhederne fra de geografiske og derved juridisk afgrænsede territorier, som virksomhederne tidligere opererede indenfor. Virksomhederne begynder ligeledes at operere på markeder der ikke er så regulerede som de vestlige (Scherer et. al. 2011 p.5f; Scherer & Smid 2000, p. 351). Med globaliseringen sker der således et brud med den enkelte stats reguleringer, da virksomhederne agerer på tværs af landegrænser, hvilket har medført egentlige regulative tomrum på det globale økonomiske marked. Virksomhedernes jagt på optimale produktionsforhold har ledt til en situation, hvor stater i forsøget på at fastholde og tiltrække de multinationale virksomheder, sænker reguleringer og miljøkrav. Ved at gøre dette får de multinationale virksomheder en hidtil uset magt i form af påvirkningen på udformningen af national lovgivning, ligesom de i stigende grad ikke bare bliver hørt, men også inddraget i de politiske beslutningsprocesser (Scherer & Palazzo 2011 p. 905; Kinley & Tadaki 2004, p. 938). Denne påvirkning kan føre til en global ”race to the bottom” hvor nationalstater begynder en global forringelse af for eksempel menneskerettigheder, miljøreguleringer og arbejdstagerforhold (Scherer & Smid 2000, p.353ff; Matten & Crane 2005, p.173). 23 De svækkede juridiske systemer, og overgangen fra en nationsdomineret verdensorden til en tilstand, hvor forholdet mellem regeringer, virksomheder og samfund konstant forandres, har ændret ved den rolle og det samfundsansvar, som virksomhederne har og tager. Dette til blive yderligere uddybet i næste afsnit. 4.2 Virksomhedens samfundsansvar i en globaliseret verden Sideløbende med globaliseringen og de opståede regulative huller er presset på virksomheder for gradvist at påtage sig et samfundsansvar steget markant. Det øgede forbrug har skabt et pres på verdens ressourcer, hvilket op gennem 80’erne og 90’erne har medført gentagende miljø-­‐ og sociale katastrofer foranlediget af staters manglende reguleringer og virksomheders udpinende jagt på ressourcer. I takt med at informationsteknologien udvikler sig, og at globaliseringen indtræffer op gennem 1980’erne, sker der en stigning i samfundets pres på virksomhederne. Det øgede pres fra omgivelserne manifesterer sig i virksomhederne, ved at virksomheden oplever at den hidtidige måde at responderer på kritik udefra ikke virker, hvilket igangsætter en organisatorisk læringsproces i mange virksomheder hen i mod mere ansvarlighed. CSR (Corporate Social Responsibility) bliver fællesbetegnelsen for de strategier og politikker virksomhederne spiller ind med i forsøget på at markere en hensynstagen til dets omgivelser, samt forsøg på at imødegå nogle af de kritikker samfundet omkring dem rejser. Op gennem 1990’erne udmønter virksomhedernes samfundsansvar sig i en meget filantropisk retning kendetegnet ved sponsorater til det lokale foreningsliv, donationer til bekæmpelse af HIV og i visse brancher pro bono arbejde for frivillige organisationer (Porter & Kramer 2002, p.20f). Sideløbende begynder det omgivende samfund i stigende grad at stille virksomhederne til ansvar for ikke bare overtrædelser af ”etiske” standarder i virksomhedens hjemland, men også for overtrædelser udenfor virksomhedens hjemland. Et godt 24 eksempel var Nike’s bratte opvågning i midt-­‐90’erne, da forbrugere i Vesten boycuttede firmaet på grund af dårlige arbejdsforhold på de såkaldte sweatshops i Asien (Zadek 2004, p.39ff; Porter & Kramer 2002, p.5). For at imødegå kritikken og det massive pres fra det omgivende samfund begynder en række virksomheder i stedet at selvregulere deres ageren. Ved at gå i dialog med interessenter om minimumsstandarder forsøger virksomhederne at gå kritiske ngo’er i møde ved at skabe dialog om ansvarlig virksomhedsdrift. Det sker både internt i virksomheder, men også i branche-­‐ og interesseorganisationer, som sætter minimumsstandarder for arbejdsforhold, miljøstandarder med mere. Standarder som er ikke-­‐bindende, men som bidrager til at skabe et billede af en ansvarlig virksomhed og branche, der lever op til dets ansvar i samfundet. En ikke uvæsentlig årsag til at virksomhederne begynder at selvregulere er, at de i stigende grad er blevet bevidste om, at de bedst overlever i sunde samfundsmiljøer, og derved begynder at tage hånd om sociale og miljømæssige problemer (Scherer & Smid 2000, p. 365ff). En yderligere grund til at virksomhederne begynder at oprette minimumsstandarder er, at selvreguleringen kan være en måde til at imødegå indførelsen af såkaldt ”hard law” fra staternes side, som forpligter virksomhederne til regler, de ikke selv kan påvirke i samme omfang som egne standarder (Scherer et al. 2011, p. 12f). 4.3 Virksomhedens implementering af samfundsansvar For at en virksomhed kan arbejde med samfundsansvar er det nødvendigt, at virksomheden gennemgår en læringsproces, hvori virksomheden opdager og anerkender, at det er nødvendigt at arbejde med samfundsansvar. Læringsprocessen er ifølge Zadek (2004) delt op i fem trin i en to-­‐delt model (Zadek 2004 p. 36). 1) Den organisatoriske læringsproces kan deles op i fem stadier, som markerer virksomhedens læringskurve i forhold til håndteringen og arbejdet med samfundsansvar. Når en virksomhed møder kritik af dets ageren fra omverdenen, vil den i langt de fleste tilfælde afvise kritikken, som værende fejlagtig eller ud fra devisen om, at det ikke er virksomhedens skyld. Dette er det 25 første stadie i læringsprocessen, som af Zadek (2004) betegnes som det defensive stadie. Dette stadie ses i et utal af cases og har især været meget tydeligt i olieselskabernes ansvarsfralæggelse i debatten om CO2 udledning, og i tekstilbranchens ansvarsfralæggelse efter Rana Plaza ulykken i Bangladesh i 2013. Virksomhedens udfordring på dette niveau er at den står overfor skiftende forventninger, og ikke er i stand til eller uvillig til at møde disse (Zadek 2004, p. 37; Mirvis & Googins 2006, p.5f; Mandag Morgen 2014). Det andet stadie i virksomhedens indlæring er overholdelses stadiet. På dette stadie anerkender virksomheden, at der er et problem, men responderer på det med at ”vi gør så meget som vi er nød til”. Det vil sige, at virksomheden f.eks. ændre kommunikationsadfærd og advarer om potentielle fare ved produktet, fremfor at ændre ved produktets sammensætning når der ikke er lovgivning på området. Tobaksindustrien er et glimrende eksempel på en branche, der kun gør, hvad de er nødt til. I deres tilfælde ved kun at sætte sundhedsadvarsler på cigaretpakkerne (Zadek 2004 p. 37). Det tredje stadie i læringsprocessen er det ledelsesmæssige stadie, hvor ledelsen af virksomheden indser, at den står overfor et problem, som ikke bare går væk ved en intensiv kommunikationskampagne. Ved at anerkende at det er et længerevarende problem, bliver virksomheden nødt til at uddelegere ansvaret for løsningen af problemet til en række af virksomhedens ledere (Ibid. p. 37). Det fjerde og næstsidste stadie er det strategiske stadie, hvori virksomheden begynder at omstille dets strategi til at inkorporere samfundsansvar for derigennem at sikre økonomisk vinding og stabilitet. Dette gør virksomheden blandt andet ved systematisk at løse de problemer, som virksomheden anerkendte i de første tre stadier. Formålet for virksomheden er udelukkende for dets egen vindings skyld, og det sker uden at inddrage stakeholders (Zadek 2004 p. 37; Baumann-­‐Pauly & Scherer 2012 p.7). Det femte og sidste stadie i Zadeks organisatoriske læringsproces er det civil stadie, hvori virksomheden påtager sig et ansvar ved at skabe et kollektivt 26 ansvar i samfundet. På dette stadie forsøger virksomheden gennem brancheorganisationer og ved at støtte initiativer at ændre adfærd i samfundet, for derigennem at møde samfundets kritik og for at imødegå eventuelle stramningen i lovgivningen(Zadek 2004 p. 37). Ligeledes begynder virksomheden at samarbejde med stakeholders, hvilket ændrer virksomhedens rolle. Dette kommer ligeledes til udtryk, når virksomheden aktivt begynder at indgå i udformningen af lovgivning på et globalt niveau, hvilket rykker virksomhedens rolle fra at være økonomisk til også at være politisk (Baumann-­‐
Pauly & Scherer 2012 p.7). Derved begynder virksomheden at engagere sig i udformningen af lovgivning udover af ren egeninteresse, men også som følge af et behov for at lukke regulatoriske huller i den globaliserede verdensøkonomi. Ydermere begynder virksomheden på det femte stadie i Zadeks model at engagere sig i produktionen og udviklingen af løsninger på nogle af de udfordringer, som stater ikke er i stand til at løse eller ikke har en interesse i at løse, eksempelvis den globale opvarmning(Baumann-­‐Pauly & Scherer 2012 p.7). 2) Den samfundsmæssige læringsproces sker som et resultat af, at nogle virksomheder tager skridtet videre, ved at se på den rolle virksomheder spiller i samfundet, og på det globale samfund i fremtiden. Dette sker som en respons på samfundets kritik. I denne læringsproces fokuserer virksomheden således på at blive i stand til at forudse og respondere på samfundets interesse for skiftende elementer i virksomhedens ageren. Det er for virksomheden ekstremt kompliceret, i og med at samfundets kritik er evigt stiftende og ikke altid bygger på veldokumenterede påstande, ligesom at kritikernes forventninger til virksomhedens ansvar for og kapaciteter til at løse kritisabel ageren overstiger virksomhedens ressourcer. Dog ses der i blandt virksomheder et element af samfundsmæssig læring i en del brancher, hvor virksomheder tager en frontrunner position med henblik på at møde samfundets forventninger. Det ses blandt andet i medicobrancen såvel som i tekstilbranchen, hvor firmaer såsom Novo Nordisk og Levis på baggrund af interaktion med og pres fra det omgivende samfund har taget et samfundsansvar og en position som frontrunner. Ved at enkelte virksomheder gør det, skabes der et pres på resten af branchen for at følge trop, da konkurrenter grundet omgivelsernes pres, ikke tør 27 fastholde en praksis, der bryder med samfundets forventninger til samfundsansvar (Zadek 2004, p.38f). 4.4 Virksomheden som corporate citizenship Formålet med at benytte corporate citizenship bunder i behovet for at klarlægge den nye rolle multinationale virksomheder har i den globaliserede verden. CC er en forholdsvis ny teoretisk tilgang til virksomhedens samfundsansvarlige rolle. CC skal ses som et forsøg på at redefinere den rolle og det ansvar, som virksomheden har i samfundet. Siden 1980’erne har virksomhedens samfundsansvar generelt været opfattet som værende et 4-­‐delt samfundsansvar – etisk, juridisk, økonomisk og filantropisk som defineret af Archie Caroll (1991). Efterhånden som flere og flere virksomheder begynder at arbejde med CSR i 1990’erne, opstår der et behov for et nyt begreb i CSR-­‐diskursen, som udvider CSR til også at omhandle områder, der ikke er ”social”, og som ligger sig i forlængelse af kritikken af CSR som værende filantropisk (Waddock 2008, p. 29f). Hvor termerne corporate social responsibility og business ethics indikerer, at virksomheder ikke er ”responsible” eller ikke er etiske og at der derfor er et behov for at virksomhederne skal tilegne sig sådanne værdier. Her adskiller CC sig ved, at termen citizen ikke adskiller virksomheden fra samfundet. Derimod indikeres det indirekte i CC, at virksomheden er en del af samfundet på lige fod med de andre citizens, og at den derfor skal leve op til et ansvar og respektere nogle rettigheder (Matten et al. 2003, p.111). Dette skaber en ny forståelse for sammenhængen mellem citizenship og virksomhed, en forståelse af visse facetter i en virksomhed, samt bidrager med et fornyet fokus og forståelse for den transformation der er ved at ske i citizenship grundet globaliseringen (Scherer & Palazzo 2007, p. 32ff). Med CC menes der ifølge Matten & Crane: ”Corporate Citizenship describes the corporate function for governing citizenship rights for individuals” (Matten & Crane 2010, p. 78 l.28-­‐29). 28 Det er vigtigt i arbejdet med corporate citizenship at holde sig for øje, at der ikke menes, at virksomheder er citizens eller har citizenship. Derimod referes der til, at den måde virksomheden agere på kan opfattes som havende mange ligheder med den måde, som citizens agerer på, og at der derfor kan ses lighedstræk til citizenship i virksomhedernes rolle. (Moon et. al. 2005, p. 432; Scherer et al. 2007, p. 35). Disse lighedstræk ses blandt andet i den rolle, som virksomhederne adopterer, hvori de, f.eks. igennem code of conducts, beskytter borgerne mod overgreb i lande, der ikke selv håndhæver basale menneskerettigheder (Scherer & Palazzo 2007, p.4). Det er derfor relevant at se på forskellen mellem virksomhederne som havende samme lovgivningsmæssige status som citizens, og på den anden side virksomhederne som deltagende i samfundet på samme måde som citizens. Dette, samt den påvirkning og deltagelse i de politiske processer virksomhederne i dag har, rejser ifølge Moon et al. (2005) et behov for et nyt syn på virksomhedens rolle i samfundet og en ny definition af corporate citizenship (Moon et. al. 2005, p. 430). Citizenship kan helt grundlæggende deles op i tre grundelementer: status, rettigheder og proces. Med status menes skildringen mellem at være og ikke at være en citizen, samt hvad der skal til for at blive en citizen. Det vil sige den juridiske status individet har indenfor et specifikt politisk samfund, typisk en nationalstat, og de rettigheder samt opgaver denne status giver og forventer af individet. Med rettigheder menes de sociale, politiske og borgerlige (civil) rettigheder, som den enkelte citizen modtager, når denne underlægger sig en suveræn stat. Det værende både ytringsfrihed, stemmeret samt retten til at modtage velfærdsydelser. Med proces menes det krav om aktivering af den enkelte citizen i form af politiske deltagelse, som samfundet kræver. Det vil sige at samfundet har et krav om, at du som individ deltager i de politiske processer ved for eksempel at stemme ved valg (Scherer et al. 2007 p. 33f). For at skabe en analyseramme er det vigtigt først at forstå virksomheden som citizen, hvilket ifølge Moon et al. (2005) gør det nødvendigt at dykke dybere ned i konceptet citizenship, for derigennem at opstille en model hvori virksomheden 29 kan analyseres. For at gøre det opstiller Moon et al. fire analysemodeller for demokratisk citizenship. Formålet med dette er at forstå den sociale interaktion, der er mellem virksomhed og samfund for derigennem at underbygge teoretiseringen af CC. 4.4.1 Liberal minimalisme I den liberal minimalistiske tilgang til citizenship, ses citizens som individer der har et behov for at blive beskyttet fra vilkårlig magtudførelse og undertrykkende stater. Citizens har i denne tankegang ret til liv, frihed og ejendomsret, og det er statens opgave at sikre, at citizens bliver beskyttet mod statens magtudførelse. Ved hjælp af demokratisk magt vælger citizens, hvem der skal sikre dem deres rettigheder, altså en politisk deling af magt mellem borger og stat. Virksomhedens rolle i denne model er meget lille, men virksomheden indgår dog med en retslig status og har herigennem en national identitet. Virksomheden er i den liberale minimalisme intet sted karakteriseret som en citizen, og nævnes således heller ikke i den sammenhæng i modellen (Moon et al. 2005 p.435f). 4.4.2 Civic republicanism I denne tilgang fremhæves det, at virksomheden har nogle medborgerlige bånd til det omgivende samfund. Citizens skal jævnfør civic republicanism overholde lovgivning, betale skatter, deltage i juryer og aftjene militærtjeneste. Det er den enkeltes samfundsmæssige pligt at overholde disse, og citizenship er således en politisk aktivitet, der både former og udtrykker folket ønske og forpligtelse overfor samfundet. Virksomheden kan ikke overholde alle disse citizen opgaver, f.eks. militærtjeneste, men kan leve op til andre af kravene og forventes at gøre dette af samfundet. I civic republicanism iagttages virksomhed og samfund som værende i et afhængighedsforhold, forstået på den måde at virksomheder ikke bare er i stand til at anerkende og bidrage til public goods, men også er afhængige af disse. Dette markerer, ifølge Moon et al. (2005), et skifte fra et virksomhedsfokus på interne sociale forudsætninger til et fokus på eksterne sociale forudsætninger for succes. Det er således i civic republicanism nødvendigt for virksomheden at forfølge disse public goods gennem deltagelse i samfundet (Moon et al. 2005 p. 436f). 30 Virksomhedens deltagelse i governing kommer til udtryk ved, at virksomheden, som institution i samfundet, muligør en central medierende arena, hvori civic participation finder sted. Citizens kan mellem valg påvirke det politiske system ved at deltage i ngo’er og lignende organisationer, som løbende lægger et politisk pres på den siddende regering, og derved bidrager til både debatten og til den politiske beslutningsproces. Ved at gøre dette udvides den politiske deltagelse fra kun at omhandle citizens ved direkte valg til også at omhandle organisationer som gennem deres politiske virke kommer til at optræde som stedfortræder for en større gruppe citizens (Moon et al. 2005 p. 438). En virksomhed kan få samme funktion enten som selvstændig virksomhed, der repræsenterer dens medarbejdere, eller i det øjeblik virksomheden indgår i branchefællesskaber. Som enkeltstående virksomhed er det svært at analysere virksomheden som stedfortrædende for dets medlemmer, i denne sammenhæng medarbejdere, grundet disses vidt forskellige holdninger med mere. Men som en del af en sektorgruppe, såsom interesseorganisation eller brancheorganisation, fungerer virksomheden som en stedfortræder grundet den meningskonsensus, der er omkring funktionen ved medlemskabet i interesseorganisationen. Ved at virksomheder og især brancheorganisationer engagerer sig i den politiske proces og lægger pres på regeringer i forhold til reguleringer, ændres virksomhedens rolle i samfundet, i og med at virksomheden får mulighed for at påvirke den politiske agenda. Dette giver virksomheden en mere direkte citizenship rolle (Moon et al. 2005 p. 438f). Når stater inddrager virksomheder i lovudformningen, udvikles der nye former for styring, hvori der opstår former for ”sociale” partnerskaber mellem både profitsøgende og non-­‐profit organisationer. Ved at indgå sådanne partnerskaber overtager brancheorganisationer, NGO’er og andre interessegrupper varetagelsen af nogle sociale goder, hvilket bringer dem ind i en governance rolle. Dette ses blandt andet når virksomheder genopretter natur eller driver skoler. Ifølge Peter Drucker er det netop sådanne aktiviteter der forbinder virksomheder og citizenship: 31 ”As a political term, citizenship means active commitment. It means responsibility. It means making a difference in one’s community, one’s society and one’s country” (Peter Drucker i Moon et al. 2005 p. 440). Ved at virksomheden påtager sig ”sociale” opgaver for det omgivende samfund, anerkender virksomheden, at den er en del af samfundet, i stedet for at se samfundet som noget eksternt, der omgiver virksomheden. Derudover begynder virksomheden, ved at engagere sig i sådanne aktiviteter og i governing, at tage del i opretholdelsen af citizens rettigheder, hvilket blandt andet ses i virksomhedernes udbetaling af løn, sikring af videreuddannelse og sundhedsforsikringer. Det er især gældende i lande, hvor velfærdsgoderne er få eller mangelfulde, og virksomheden derfor bliver garanten for adgangen til basale rettigheder såsom ejendomsretten. Ligeledes begynder virksomheder i mangelfulde stater at opretholde og udforme reguleringer, som landets ledelse ikke selv er i stand til at kreere. Virksomheden deltager således i governing på to fronter; internt ved at sikre dets medarbejderes rettigheder, og eksternt ved at sikre ”sociale” goder ofte i samarbejde med andre organisationer (Moon et al. 2005 p.40). 4.4.3 Developmental democracy Denne tilgang til citizenship kræver meget aktive citizens, som er tæt forbundne med hinanden. Deltagelsen sker ikke kun som følge af en form for forpligtelse overfor samfundet, men også grundet ønsket om individuel og social udvikling fra den enkelte citizen. Corporate citizenship kommer i denne model i spil grundet virksomhedens ønske om at bidrage til samfundet, snarere end et ønske om at leve op til dets forpligtelser over staten. Et eksempel på dette er ”the triple bottom line” som en mængde virksomheder har implementeret, og som bygger på en opfattelse af, at virksomheder både kan og bør bidrage til samfundet gennem en langsigtede forpligtelse i form af social deltagelse. Det samme gør sig gældende indenfor en lang række virksomheders arbejde med bæredygtighed, hvor det er citizens, der bliver engageret med henblik på at skabe individuel og social udvikling (Moon et al. 2005 p. 441). 32 4.4.4 Deliberative democracy Den fjerde og sidste tilgang til citizenship tager det ikke bare for givet, at citizens aktivt deltager i samfundet, men at de også gør det på en reflekterende måde, der gør dem i stand til at forholde sig til komplekse og flersidede sager. Denne tilgang står i skærende kontrast til en representativ model, da denne ikke i høj nok grad er i stand til at inddrage borgerne i processen med at beslutte og løse komplekse problemstillinger. Det er derfor nødvendigt at engagere citizens i problemløsning, og ikke bare at få dem til at stemme for eller i mod. Netop dette problemløsende element er centralt i den deliberative democracy model. Det gør, at virksomheden får en rolle, hvor citizens deltager i virksomhedens beslutninger. Ved at virksomheden opretter dialog og fora, hvori citizens kan deltage i virksomhedens ledelse, åbner virksomheden op og bliver aktiveret i det omgivende samfund som et ansvarligt medlem af samfundet. Derved skaber virksomheden en rolle, hvor den bliver en aktive og ansvarlig deltagere i samfundet. I denne model bliver stakeholder engagement og dialogen med det omgivende samfund helt centralt for virksomheden (Moon et al. 2005, p. 442f). 4.5 Virksomhedens nye rolle i samfundet Set i lyset af den ændring der er sket i forholdet mellem virksomhed og samfund, hvori virksomheden er blevet en mere deltagende del af den politiske proces, samt har ændret egen opfattelse af forholdet til det omgivende samfundet, rejser der sig nogle spørgsmål i forhold til citizenship rollen. Det første er, hvorvidt citizenship, som metafor, er passende i beskrivelsen af forholdet mellem virksomhed og samfund, da citizenship i denne sammenhæng ikke tager højde for det juridisk-­‐administrative aspekt som statussen som citizenship normalt implicerer. I et juridisk-­‐administrativt perspektiv kan en virksomhed ikke blive opfattet som en citizen, hvilket er stærkt modstridende med den ageren virksomheden har i samfundet. Det, at andre organisationer bliver opfattet og accepteret som aktører, der handler i overensstemmelse med citizens, men virksomheder ikke gør, kan hænge sammen med den fælles interesse og fokus citizens har i organisationerne. Derimod er citizens i virksomhederne ikke en særligt homogen gruppe, men snare af forskellige 33 interesser og ressourcer(Moon et al. 2005 p.443f). Ved alligevel at indføre virksomheden ind i corporate citizenship metaforen, konceptualiseres rolle forskellene mellem virksomhed og organisation, hvilket muliggør en dybere forståelse for virksomhedens rolle i samfundet, og en ramme for analysen af virksomheders ansvar og deltagelse i governance. I denne sammenhæng er det også relevant at se på, hvilket ansvar virksomheden har til samfundets interessenter, der repræsenterer en bred vifte af forskellige interesser. At virksomheden forfølger egne interesser, og at der derved kan rejses spørgsmålstegn ved virksomhedens ansvarlighed, er ikke et nyt. Men at andre organisationer, der opfattes som stedfortrædende citizens, skulle være mere ansvarlige end virksomheder, og at virksomheden af den grund ikke har samme accept som citizen, er svært at argumentere for. Trods manglende værktøjer og processer for virksomheders ansvarlighed skal virksomhedens ansvar i de tilgange til CC, som bliver præsenteret her, være tilsvarende til de andre aktører, som de deler governance funktionen med (Moon et al. 2005 p. 444f). En anden faktor, der gør sig gældende i analysen af virksomheden som CC, er den interesse som citizens har i de goder, som virksomhederne genererer. At der er en interesse for virksomheder i at engagere sig i den politiske debat med henblik på at påvirke områder, der falder i deres interesse, er veldokumenteret. Dette engagement fra virksomhedens side bygger på en egeninteresse, idet de ved at engagere sig samtidigt tilslutter sig en citizen rolle, hvori de afstemmer deres egeninteresser med samfundets interesser. Ved at gøre dette får virksomhederne mulighed for at imødegå samfundets krav og ønsker på en måde, der stadig er forenelig med virksomhedens interesser og mål (Moon et al. 2005 p. 445). Centralt for forholdet mellem virksomhed og stat står det engagement i governing, som virksomhederne gennem partnerskaber og igennem opretholdelsen af rettigheder i stigende grad har påtaget sig. Et engagement der gør, at virksomhederne er begyndt at agere som government, ligesom citizens er det. Virksomheden er således ikke citizens grundet deres juridiske og sociale 34 status, men kan iagttages som aktører, der agerer, som var de metaforiske citizens, grundet den måde og de ligheder der er mellem citizens og virksomhedernes ageren (Moon et al. 2005 p. 448). Med udgangspunkt i Moon et al. kan det således ses, at virksomheden i dag har fået en mere fremtrædende rolle i samfundet end tidligere, og en rolle der rejser et behov for at se virksomheden gennem en ny optik. Dette vil yderligere blive blotlagt i en global kontekst i det næste afsnit. 4.6 Corporate citizenship og globaliseringen For at vende tilbage til citizenship består det i en liberal citizenship tilgang, grundlæggende af tre forskellige individuelle rettigheder: sociale rettigheder, borgelige rettigheder og politiske rettigheder. Det er en generel konsensus i verden omkring disse, omend der er væsentlige forskelle i, hvordan landene i praksis opfatter og definerer disse (Matten & Crane 2005 p. 170). Det kan være svært at se, hvordan en virksomheder skal få adgang til de samme rettigheder som individuelle borgere, og hvordan politiske rettigheder, såsom retten til at stemme, kan tilskrives virksomheder. Virksomhederne skal, som tidligere nævnt, derfor ikke ses som ”modtagere” af rettighederne, men som opretholdere af rettighederne. Dette skal ses i forlængelse af en liberale statsborgerskabs opfattelse af staten, som værende den aktør der beskytter borgernes rettigheder, sikrer deres velfærd og som skaber rammen, hvori de politiske rettigheder udfoldes. At virksomhederne i stigende grad kommer til at håndhæve rettigheder, sker som en direkte konsekvens af både den magtposition de multinationale selskaber har i dag, grundet deres store økonomiske størrelse, men også som en konsekvens af globaliseringen. Når nationalstaten fejler i opretholdelsen af rettigheder, eller når rettigheder går på tværs af nationalstaternes territorielle begrænsninger, får og tager de multinationale virksomheder en ny rolle, hvori de, som stærk og tværterritoriel aktør, går ind og sikrer basale rettigheder. Begrebet corporate citizenship kan således opfattes som et begreb, der har sin berettigelse grundet virksomheders rolle som rettighedsbeskytter, når nationalstaten fejler eller møder sine begrænsninger i en globaliseret verden 35 (Matten & Crane 2005, p. 170ff). Matten & Crane (2005) opstiller tre scenarier for, hvornår rollerne mellem stat og virksomhed ændrer sig: 1) Når regeringer og statslige institutioner ophører med at administrere borgernes rettigheder. Dette kan ske, når der opstår en mulighed for virksomheden, eller når virksomheden opfordres til at overtage et område, som staten før håndhævede. Et eksempel på dette er, hvis virksomheden allerede er aktiv indenfor rettighedsområdet, og staten så trækker sig, således at virksomheden ”efterlades” med opgaven. Dette sker, når en stat ikke kan opretholde sine velfærdstilbud, og trækker sig således at virksomhederne efterlades med opgaven med at drive eller vedligeholde skoler i lokalmiljøet. Det sker også, når en regering, eksempelvis i et udviklingsland, udsætter en minoritet for overgreb på grund af en virksomheds interesse, hvorefter en virksomhed træder til og lægger pres på regeringen for at beskytte denne minoritet (Matten & Crane 2005 p. 171; Scherer & Palazzo 2007 p. 4). I forhold til politiske rettigheder, sker det ved at virksomheder influerer de politiske processer, gennem f.eks. lobbying, og derved bliver en aktiv spiller i den politiske arena. At virksomheden er blevet en politisk aktør ses blandt andet i aktiveringen af virksomheder i løsningen af globale problemer såsom CO2-­‐
reduceringen, samt i den stigning der er sket i antallet af politiske aktioner rettet mod virksomhederne fra befolkningen, f.eks. Occupy Wall Street bevægelsen i USA (Matten & Crane 2005 p. 171; Scherer et al. 2007, p. 30ff). 2) Det andet scenarie, hvori rollerne ændrer sig, er, når regeringen eller de statslige institutioner endnu ikke administrerer borgernes rettigheder. Dette ses i udviklingslande, hvor multinationale virksomheder optræder ansvarligt og derved overtager et ansvar for at opretholde rettighederne for den manglende stat. Blandt andet tøjbranchen har, primært på grund af kundepres, påtaget sig et stort ansvar i forhold til overholdelse af arbejdstagers rettigheder på dets fabrikker i Sydøstasien. Det har branchen gjort, på trods af de pågældende landes regeringer ikke selv tager hånd om disse rettigheder eller har lovgivning på området. Grundet virksomhedernes forhold til regeringer, herunder også i udviklingslande, kan virksomhederne ligeledes bidrage med et pres på stater, 36 der ikke overholder de basale rettigheder. Det skete blandt andet under Apartheid-­‐regeringen i Sydafrika. (Matten & Crane 2005 p.172f). 3) Det tredje og sidste scenarie tredje opstår i de situationer, hvor administrationen af borgernes rettigheder ligger udenfor nationalstatens magtmæssige rækkevide. Det er typisk rettigheder, som er forbundet med globaliseringen og det globale marked, eller rettigheder som ligger ud over det enkelte nationale territorium som eksempelvis beskyttelsen af ozonlaget. Virksomhedernes beskyttelse af tværnationale rettigheder fremtræder blandt andet når en hel industri indfører en global code of conduct som forhindre et ”race to the bottom” (Scherer & Smid 2000, p. 355). I en globaliseret verden, som er bundet sammen af et globalt finansielt marked, er det kun begrænset hvor meget staterne kan regulere og beskytte basale rettigheder. Blandt andet derfor træder multinationale virksomheder til og påtager sig en politisk aktørrolle som kan være medvirkende til at sikre eksempelvis beskyttelsen af deres ejendomsret i lande med svage stater (Matten & Crane 2005 p.172f; Scherer & Palazzo 2011 p. 900). 4.7 Implementering af corporate citizenship Formålet med følgende afsnit er at klarlægge nogle af de redskaber, virksomheder kan benytte i implementeringen af CC. Afsnit omhandler en generel teoretisk tilgang til implementeringen af CC, og bygger på Baumann-­‐
Pauly & Scherer (2012) og Scherer et al.’s (2012) analyser og værktøjer til implementering af CC. Som tidligere nævnt har virksomheder i dag mere indflydelse på udformningen af lovgivning end tidligere, ligesom virksomheder i dag varetager opgaver som tidligere var forbeholdt stater. Det er i dag således snarere et spørgsmål om hvordan virksomheder effektivt engagere sig i CC, end om hvorfor de gør det (Baumann-­‐Pauly & Scherer 2012 p.1). Men hvordan gør de det? Det er utopisk at tro, at man kan udvikle et universelt implementeringsværktøj til CC, da virksomheders realiteter og roller er forskellige. Men i dette afsnit præsenteres 37 alligevel en tilgang, der kan benyttes i implementeringen af CC (Baumann-­‐Pauly & Scherer 2012 p.4). Zadeks (2004) indlæringsmodel, symboliserer på mange måder det behov, der er, for en ny tilgang til virksomhedernes overgang fra CSR til CC. Modellen kan således også benyttes i implementering af CC, men efterhånden som samfundets opfattelse af virksomhedens ansvar bliver mere kompleks, bliver håndteringen af CC ligeledes mere krævende. Den forøgede kompleksitet stiller krav til, at virksomhedens forankring af CC, herunder at strukturer og processer skal være mere udførlige og omfattende for at en virksomheds ledelse kan håndtere rollen som CC, end Zadeks (2004) model. Der er derfor behov for et værktøj, der gør det muligt at analysere det aktuelle niveau virksomhedens strukturer, processer og forankring er på, i relief til ”civil” som er det femte stadie af Zadeks model. Baumann-­‐Pauly & Scherer (2012) foreslår en implementeringsmodel, der tager udgangspunkt i tre dele, nemlig forpligtelse, struktur og proces samt interaktion (Baumann-­‐Pauly & Scherer 2012 p.2). Ifølge Baumann-­‐Pauly & Scherer (2012) bør en virksomhed tage hånd om tre organisatoriske niveauer af foranstaltninger i arbejdet med CC. Det første niveau er forpligtelse. Med forpligtelse menes, at virksomheden skal søge for, at dens forpligtelser som CC også er implementeret på et forpligtende niveau, forstået på den måde at CC skal indarbejdes i virksomhedens strategiske politikker såsom code of conduct eller mission. Ved at gøre dette demonstrerer virksomheden, at den er klar til at arbejde systematisk med at lukke de regulative huller, der i er virksomhedens globale aktiviteter i henhold til internationale standarder og regler. Blandt en god del af verdens største virksomheder kommer forpligtelse til udtryk gennem virksomhedens tilslutning til UN Global Compact (Baumann-­‐
Pauly & Scherer 2012 p.4, 7ff; Scherer et al. 2012 p. 484). Det andet niveau er struktur og proces. Dette niveau er et udtryk for den modenhed, der er for CC i virksomhedens daglige opgaver, eksempelvis i virksomhedens HR eller PR funktion. I analysen af virksomheden er det her vigtigt at se på, hvorvidt virksomheden tilbyder træning i CC, om arbejdet med 38 CC er systematiseret, og om der foretages evalueringer på CC. Det er ligeledes nødvendigt at se på, hvordan der kommunikeres til interne og eksterne stakeholders, samt hvordan disse inddrages på ledelsesniveau(Baumann-­‐Pauly & Scherer 2012 p.4f, 9; Scherer et al. 2012 484f). Det tredje og sidste niveau er interaktion. Dette implementeringsniveau er til for at analysere virksomhedens interaktion med relevante stakeholders. Formålet med interaktions elementet i CC er, at virksomheden på dette niveau bliver i stand til at foregribe potentielle kriser samt afhjælpe opståede kriser (Baumann-­‐
Pauly & Scherer 2012 p.5ff). Med dette forsøger virksomheden at lytte til dets stakeholders for derigennem at opnå deres ”license to operate”. Generelt ses der en tendens til, at flere og flere store virksomheder inddrager og lytter til ngo’er for at foregribe problemer (Baumann-­‐Pauly & Scherer 2012 p.10). Hvis en virksomhed tager højde for alle tre niveauer og har implementeret elementer fra alle tre, er virksomheden på et niveau, hvor den er begyndt at handle ud over ren egeninteresse og derved er begyndt at anerkende det behov, der er, for at lukke nogle af de regulative huller, der er i den globaliserede verden. Dette er med til at skabe en CC rolle i virksomheden. 4.8 Virksomhedens respekt for menneskerettighederne Det følgende afsnit vil ved hjælp af teori fra Pariotti (2008), Kinley & Tadaki (2004) og Kinley & Nolan (2007) klarlægge forholdet mellem virksomheder og menneskerettighederne. Formålet er at skabe en analyseramme, der muliggør en analyse af den rolle og det ansvar, som virksomheder i stigende grad har fået med hensyn til at respektere menneskerettighederne. Siddeløbende med den massive økonomiske udvikling og dannelsen af en global verdensøkonomi har menneskerettighederne gennemgået en globalisering eller ”universiellisering”, hvilket har skabt en mængde krydsninger mellem virksomheder og menneskerettighederne. Med afkoloniseringen efter Anden Verdenskrig opstod en mulighed for, at de nye selvstændige stater og dets 39 borgere kunne tilslutte sig internationale fora og traktater for derved at opnå basale menneskerettigheder. I samme periode bliver der globalt skabt en lang række internationale organisationer, såsom ILO, WTO og OECD, der har bidraget til at skabe større global sammenhængskraft mellem lande. Den øgede sammenhængskraft mellem lande og virksomheders stigende globalisering har ændret beskyttelsen og udbredelsen af menneskerettighederne i en både positiv og negativ retning (Kinley & Nolan 2007, p. 344f). Den øgede velstand, som globaliseringen har medført, har globalt skabt forbedrede vilkår og forhold for sikringen af rettigheder indenfor eksempelvis uddannelse og sundhed. Samtidig har den øgede velstand også skabt en udfordring i form af en skævvridning i fordelingen af velstanden og adgangen til goder. I en række lande har fordelingen af velstanden skabt en ulighed, der bygger på køn, religion og politiske overbevisninger, hvilket er direkte i konflikt med menneskerettighederne. Ligeledes er den øgede velstand blevet en hæmsko i arbejdet med menneskerettighederne, da denne har givet mere magt til private aktører, som modarbejder samfundets arbejde med menneskerettighederne (Kinley & Nolan 2007, p. 346). Virksomhedernes magt er, som tidligere nævnt, stigende, og den negative eller positive indvirkning på menneskerettighederne fra virksomhedernes side derfor ligeledes stigende. Deres rolle i den globale økonomi er fundamental, og virksomhedernes engagement er direkte med til at bidrage til centrale velfærdsgoder såsom jobskabelse, forsørgelse og arbejdsforhold, som alle indgår i menneskerettighederne (Kinley & Nolan 2007, p. 349). Den stigende rolle i bidraget til og opretholdelsen af menneskerettighederne er fra virksomhedernes side dog ikke altid positiv. Store multinationale virksomheder er således gentagne gange blevet beskyldt for at have brudt menneskerettighederne, typisk i form af undertrykkelse af fagforeninger og retten til fri organisering, i form af miljøkatastrofer og i form af overgreb på minoriteter i eksempelvis områder med udvinding af naturressourcer. Disse overgreb har rejst stor kritik af virksomhederne fra det omgivne samfund samt krav om et større niveau af ansvarlighed (Pariotti 2008, p. 140f; Kinley & Tadaki 2004 p. 933f). 40 Trods de flestes landes opfordring til, at virksomhederne respekterer menneskerettighederne, er der ikke nogen internationale mekanismer, der håndhæver disse. De multinationale virksomheders ansvar for at overholde menneskerettighederne ligger derfor på grænsen mellem etik og jura, da menneskerettighederne helt basalt i international lovgivning er at betragte som et forhold mellem individ og stat. Derfor er der i de færrest lande lovhjemmel for, at virksomhederne skal stå til regnskab for deres overtrædelser af menneskerettighederne, da det jævnfør international lovgivning er den nationalstat, hvori overtrædelsen er sket, der har ansvaret for at beskytte dets borgere mod brud på menneskerettighederne. Dog har nogle få lande indført lovgivning, der muliggør retssager som følge af eksterritorialt ansvar (Pariotti 2008, p. 140; Kinley & Tadaki 2004, p. 937; Kinley & Nolan 2007 p. 348ff). I takt med globaliseringen har den nationale lovgivning udviklet sig og blevet mere åben og fleksible i mødet med andre lovgivningssystemer. Det ses også ved den øgede grad af inddragelse fra ikke-­‐statslige aktører i lovudformningen. Denne udvikling har medvirket til en ændring i opfattelsen af nationalstaten som den ultimative grænse for lovudformning. Dette ses blandt andet i det igangværende arbejde med at udvikle former for universel virksomhedslovgivning, i oprettelsen internationale voldgiftssystemer og i det stigende antal transnationale konflikter, som ikke kan blive løst tilstrækkeligt inden for national lovgivning (Pariotti 2008, p. 140). Hvor erhvervs-­‐ og selskabslovgivningen tidligere har været meget national funderet, er der således sket en øget internationalisering hen i mod udviklingen af transnational lovgivning. Inddragelsen af virksomheder i udformningen af national lovgivning og håndhævelsen af nationallovgivning over for virksomheder, der bryder denne uden for hjemlandets grænser, rejser spørgsmålet om, hvorvidt international lovgivning ikke bør revurderes og udvides. Formålet ved dette er ikke som hidtil, at regulere stater i en vertikal top-­‐down tilgang til lovgivning, men også at udvide lovgivningen til at indeholde en horisontal ”side by side” tilgang hvor også de private aktøres forhold til hinanden reguleres. Med en mere vertikal 41 tilgang til den internationale lovgivning vil der åbnes op for, at overgreb på menneskerettighederne imellem ligestillede private aktører, eksempelvis arbejdere og virksomhed, også kan føres som retssager, på trods af en virksomheds multinationale ageren (Pariotti 2008, p.142; Kinley & Tadaki 2004, p. 937). Men hvis en sådan tilgang skal implementeres skal hele tankegangen i international lovgivning ændres, da international lovgivning, som den er udformet i dag, i ringe grad opfatter virksomheden som et subjekt for lovgivningen, og derfor ikke ser virksomheden som underlagt international lovgivning. En generel udfordring i relief hertil er staternes frygt for at miste magt til de økonomisk og derved politisk stærke multinationale selskaber. Dog er en inkludering af de multinationale selskaber i international lovgivning, en af de få muligheder staterne har for at regulere disse, og en af de muligheder der er for at holde de multinationale virksomheder ansvarlige overfor brud på menneskerettighederne (Kinley & Tadaki 2004, p. 945ff). Virksomhederne kan spille en stor rolle i respekten for og udbredelsen af menneskerettighederne, og mange virksomheder har allerede taget initiativer hen i mod et stærkere fokus på menneskerettighederne. Men linket mellem økonomisk vækst og respekten for menneskerettighederne skal styrkes, sådan at det opståede behov for mere formelle rammer for beskyttelsen af menneskerettighederne i den globale økonomi også bliver indfriet (Kinley & Nolan 2007 p. 364f). 4.9 Implementering af menneskerettighederne Formålet med dette afsnit er at klarlægge et af de redskaber, som virksomheder kan benytte i implementeringen af menneskerettighederne. Afsnittet er bygget op omkring UN Guiding Principles on Human Rights (FN's Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv), der er et redskab til staters og virksomheders arbejde med menneskerettighederne. Redskabet er udviklet af FN i samarbejde med professor John Ruggie. Afsnittet skal muliggøre en analyse af, hvordan virksomheder kan implementere respekten for menneskerettighederne gennem det allerede eksisterende værktøj. 42 4.9.1 Implementering af UN Guiding Principles Siden FN’s menneskerettigheder blev godkendt af FN’s generalforsamling i 1948 har langt de fleste af verdens lande underskrevet dem, og dermed forpligtet sig til at respektere, beskytte og sikre menneskerettigheder og fundamentale rettigheder til dets borgere (Internetkilde 1). På trods af dette, sker der stadigt daglige overgreb på borgere overalt i verden, der strider mod menneskerettighederne. I takt med globaliseringen har forholdet mellem virksomheder og stater ændret sig, hvilket har sat fokus på virksomheders rolle i forhold til menneskerettighederne. Dette afsnit vil fokusere på, hvordan virksomheder kan implementere respekten for menneskerettighederne ved hjælp af UN Guiding Principles. Det internationale samfund er stadig på de første stadier af implementering af UNGP som FN godkendte i 2011. Retningslinjerne skal fungere som en måde, hvorpå borgere og samfund beskyttes mod virksomheders overgreb på menneskerettighederne, og som er blevet intensiveret med den øgede globalisering (Ruggie 2008, p. 3). For at afgrænse omfanget af dette afsnit fokuseres der udelukkende på retningslinjernes principper nr. 11-­‐22, da disse omhandler virksomheders respekt for menneskerettighederne, samt hvordan virksomhederne kan arbejde med denne respekt . De fire første principper sætter rammen for, hvorfor det er, at virksomheder skal respektere menneskerettighederne. Kort ridset op omhandler principperne 11-­‐
14 derfor at; -­‐
”alle virksomheder skal respektere, -­‐
alle internationalt anerkendte menneskerettigheder -­‐
både indenfor rammerne af deres egne aktiviteter -­‐
og i deres forhold til andre forretningspartnere inklusiv deres leverandører.” (BMZ 2013, p.10) (egen oversættelse) 43 Det indebærer, at virksomheder skal overholde menneskerettighederne overalt i verden uafhængigt af, om landet, hvori virksomheden opererer, ikke overholder eller har implementeret menneskerettighederne. Da virksomhederne kan øve indflydelse på så godt som alle menneskerettigheder, skal virksomheden overholde samtlige. Med overholdelse menes, at virksomheden undgår at bidrage til overtrædelse i egne aktiviteter samt tiltale brud på menneskerettighederne, når de opstår internt såvel som i virksomhedens forretninger med eksterne partnere. Sidst men ikke mindst, gælder ovenstående for alle virksomheder, ligegyldig størrelse (United Nations 2011, p.13ff). I principperne 15-­‐22 bliver dette udvidet til at omhandle, hvordan virksomhederne konkret kan og skal operere for at leve op til dette. 15: For at en virksomhed kan leve op til kravet om respekt for menneskerettighederne, bør en virksomhed have politikker og processer, der forpligter virksomheden til at leve op til respekten for menneskerettighederne. Ligeledes bør virksomheden gennemføre en proces, hvori virksomheden identificerer, forebygger, afbøder og tager højde for, hvordan den påvirker menneskerettighederne. Med dette udvises der rettidig omhu i forhold potentielle problemer. Derudover skal virksomheden forberede processer, der kan gøre det muligt at udrede eventuelle negative påvirkninger på menneskerettighederne, virksomheden kan have eller bidrage til (UN 2011 p. 15f). 16: For at tydeliggøre virksomhedens tilslutning og respekt for menneskerettighederne, bør virksomheden udarbejde en erklæring, hvori virksomhedens ledelse tilslutter sig en overholdelse af respekten for menneskerettighederne. Denne erklæring bør ligeledes være offentlig tilgængelig og indeholde virksomhedens menneskerettighedsforventninger til medarbejdere, forretningspartnere og andre interessenter forbundet til virksomhedens aktiviteter. Sidst men ikke mindst, bør en sådan erklæring være udformet på en måde, sådan at den kan implementeres i virksomhedens operationer og procedurer (UN 2011 p.16f). 44 17: For at kunne arbejde med menneskerettighederne og tage eventuelle overgreb og problematikker i opløbet, bør virksomheder udvise rettidig omhu gennem analyser af dens påvirkning på menneskerettighederne. Sådanne analyser bør repeteres med korte intervaller, da risikoen for at bryde menneskerettighederne hele tiden er tilstede, og da omfanget skifter over tid. Ved at analysere potentielle problemer, forebygger virksomheden potentielle juridiske sagsøgninger og undgår desuden sager, der kan skade virksomhedens renommé(UN 2011 p. 17ff). 18: For at vurdere eventuelle risici ved menneskerettighederne i en virksomheds operationer, bør denne identificere dens aktuelle og potentielle påvirkninger på menneskerettighederne. Et typisk sted, hvor dette er relevant, er i forbindelse med, at en virksomhed entrerer et nyt marked, laver markante strategiske beslutninger ved store omvæltninger i samfundet, eller når denne overtager andre virksomheder. I udformningen af en rettidig omhu rapport bør virksomheden inkludere samtlige menneskerettigheder, da virksomheden potentielt set kan påvirke alle rettigheder. Ligeledes bør virksomheden inddrage interne og eksterne stakeholders, som potentielt set kan blive påvirket, for derved at skabe en bedre forståelse for virksomhedens position i forhold til menneskerettighederne (UN 2011 p. 19f). 19: I forlængelse af processen med at analysere eventuelle, nuværende og fremtidige påvirkninger på menneskerettighederne, bør virksomheden implementere analysernes fund i relevante ledelsesgange og operationer samt håndtere disse. Implementeringens succes afhænger af virksomhedens evne til at implementere menneskerettighedserklæringen i samtlige dele af organisationen. Konkret kan en håndtering af fundene foregår i fire tilfælde: 1) hvor en virksomheder forsager eller kan forsage brud på menneskerettighederne, bør der tages hånd om problemerne. 2) Hvor en virksomhed bidrager eller kan bidrage til negative påvirkninger på menneskerettighederne, bør virksomheden tage beslutninger, der ender 45 sådanne påvirkninger, samt bruge den magt virksomheden end må besidde til at afbøde for sådanne. 3) I tilfælde, hvor virksomheden ikke selv direkte har forsaget negative påvirkninger på menneskerettighederne, men hvor påvirkningerne alligevel på en eller anden måde er knyttet til virksomhedens ageren, bliver håndteringen mere kompleks. I sådanne tilfælde bør virksomheden forsøge at bruge sin magt til at påvirke forretningspartneren til at opretholde menneskerettighederne eller afslutte samarbejdet med denne, forudsat at et endt samarbejde ikke fører til yderligere negative påvirkninger på menneskerettighederne. 4) Hvis samarbejdet med en forretningspartner, der har en negativ påvirkning på menneskerettighederne, er af afgørende betydning, bør virksomheden igangsætte et forløb i samarbejde med partneren med det formål at minimere de negative påvirkninger. I en sådan situation skal virksomheden dog være forberedt på at skulle acceptere eventuelle konsekvenser af juridisk, omdømmemæssig eller finansielle karakter (UN 2011, p. 20ff). 20: For at vurdere, hvorvidt virksomheden reelt håndterer respekten for menneskerettighederne, bør virksomheden opstille kvalitative og kvantitative mål for arbejdet med menneskerettighederne. Ligeledes bør virksomheden løbende indhente feedback fra relevante og berørte stakeholders (UN 2011, p 22f). 21: For sikre at virksomheden tager de rette skridt i håndteringen af dennes påvirkninger på menneskerettighederne, bør virksomheden være parat til at offentliggøre dets fund, sådan at både de der end må være berørt af virksomhedens forhold til menneskerettighederne, men også andre kan stille virksomheden til ansvar. Det skaber ligeledes transparens i virksomhedens arbejde med menneskerettighederne (UN 2011, p 23f). 46 5.0 Analyse 5.1 Arla og globaliseringen I det første analyseafsnit analyseres kort den udvikling Arla har gennemgået hen i mod den globaliserede organisation som virksomheden i dag har. Det gøres for at påvise de ændringer i samfundsforholdene, der har påvirket Arlas rolle i det globaliserede samfund. Det gøres gennem teori af Matten & Crane (2010), Scherer et al. (2010), Scherer & Smid (2000) m.fl., med empiri i form af artikler og årsrapporter samt Jens Bigums (2007) erindringer fra hans tid i spidsen for Arla. Siden afslutningen på Anden Verdenskrig har verden oplevet en massiv stigning i forbruget, hvilket blandt andet har medført en forbedret levestandard, men også et højnet forbrug af forædlede fødevare. Den globale handel er i samme periode mangedoblet, hvilket blandt andet er blevet båret frem af afskaffelsen af handelsbarriere og udbygningen af de frie markeder såsom EU og NAFTA. En af de virksomheder, der udnytter de nye muligheder efter Danmarks optagelse i EF i 1973, er MD Foods som gennem eksport af dansk producerede mejeriprodukter, især i form af smør og feta, begynder at ekspandere ud over Danmarks grænser. En eksport der kraftigt bæres frem af EF’s eksportstøtteordninger(Matten & Crane 2010, p.67; Bigum 2007, p. 208f; 332f). I midt 1980’erne beslutter MD Foods at etablere sig i Kuwait og Saudi-­‐Arabien, hvor olieeksporten er begyndt at hæve levestandarden, hvilket skaber efterspørgsel på kvalitetsfødevare. Dette fører til, at MD Foods investerer i et joint venture og en fabrik i Saudi-­‐Arabien. Investeringen bliver startskuddet på en lang række investeringer på vækstmarkeder for MD Foods (Bigum 2007, p. 223; 255). Med åbningen af EU’s indre marked og gennemførelsen af diverse handelsaftaler kommer Arla op gennem 1990’erne under øget international konkurrence, fra blandt andet nogle af verdens største mejerikoncerner, såsom franske Lactalis, hollandske FrieslandCampina og New Zealandske Fonterra. Den øgede konkurrence øger behovet for at producere og afsætte dansk mælk på flere 47 markeder end blot det nationale, for at sikre højst mulige priser til andelshaverne (Bigum, 2007 p. 253ff). I takt med udviklingen af bedre transport-­‐ og kommunikationsløsninger og indførelsen af markedsøkonomier i Asien, har Arla Foods udvidet virksomheden globalt, både igennem joint ventures, men også igennem opkøb af virksomheder i hele Nordeuropa, i Kina, i Vestafrika samt yderligere konsolidering af virksomheden i Mellemøsten (Scherer & Smid 2000, p. 351). Med Arlas opkøb af virksomheder i udlandet, bryder Arla med den regulatoriske ramme, som virksomheden før har været underlagt, nemlig den der forefindes på hjemmemarkedet. Ved at være på flere markeder begynder Arla således at agere under en række forskellige reguleringer, ligesom virksomheden i kraft af manglende ensartethed mellem de forskellige juridiske systemer begynder at operere i nogle af de regulative tomrum, der er på tværs af landegrænser i den globale økonomi. Ligeledes begynder Arla med globaliseringen at gå ind i lande med svage og manglende retssystemer, hvormed Arla, i en juridisk forstand, kan operere på vilkår, som strider med lovgivningen i Danmark. Ydermere får Arla, i kraft af virksomhedens økonomiske styrke og verdens landes generelle fokus på fødevarer, en hidtil uset magt i forhold til at påvirke udformningen af lovgivning i nogle af de uregulerede vækstmarkeder i eksempelvis Vestafrika og Sydøstasien, som Arla operere på i dag (Scherer & Palazzo 2011, p. 905). Ved at Arla begynder at operere på uregulerede og underudviklede markeder, sker der en ændring i virksomhedens rolle i samfundet, hvilket ændrer det samfundsansvar, Arla skal opretholde. Det følgende afsnit vil gå ind i en nærmere analyse af den udvikling Arlas samfundsansvarlige rolle har gennemgået i takt med virksomhedens globalisering. 5.2 Arlas globale samfundsansvar Med globaliseringen er der sket en udvikling i måden, hvorpå Arla opfatter virksomhedens ansvar for det omgivende samfund. Det følgende afsnit vil analysere den udvikling, virksomheden har gennemgået. Første del af afsnittet 48 analyserer den udvikling, Arlas samfundsansvar udadtil har taget, mens anden del præsenterer den læringsproces, Arla, som organisation, har gennemgået. Siden slut 1980’erne har der blandt store danske, såvel som internationale virksomheder, været fokus på corporate social responsibility. I takt med flere negative historier om danske virksomheders forurening af have o.l., stiger presset på virksomhederne fra det omgivende samfund. Dette resulterer i, at virksomhederne begynder at tage et ansvar for deres påvirkninger på samfundet. Det øgede ansvar fører til, at mange virksomheder engagere sig i forskellige former for filantropisk arbejde, heriblandt at sponsorere det lokale foreningsliv. I MD Foods kommer dette til udtryk ved, at koncernen i 1998 overtager Mejeriforeningens sponsorat af det danske herrelandshold i fodbold og DBU’s fodboldskoler. Dette bliver et forsøg på at skabe en marktingsplatform, men også det første skridt hen i mod mere samfundsansvar, ved at udbrede interessen for at drikke mælk og derved styrke sundheden i samfundet (Porter & Kramer 2002 p.20f; Bigum p. 461f; DBU 2011). Arla har, som andelsvirksomhed, på mange måder en anden tilgang til samfundsansvar end aktieselskaber. Hele andelstanken er bygget op omkring en stærk forankring i lokalsamfundet i form af en demokratisk styreform samt direkte tilbagebetaling af eventuelt overskud til ejerne (Hansen et al. 2004, p. 9ff). Derudover har MD Foods, og siden hen Arla, altid haft et massivt fokus på fødevaresikkerhed og sundhed, hvilket implicit indeholder et samfundsansvar, der går udover at skabe profit. ”Fødevaresikkerhed og mejeriprodukternes kvalitet har højeste prioritet for os” (Arla 2008, p. 10). I 2006 trykker danske Jyllands Posten tegninger af Islams hellige profet Muhammed, hvilket fører til massive forbrugerboykots af danske varer i hele Mellemøsten. På det tidspunkt omsatte Arla for cirka 3,2 milliarder kroner i regionen. Som kriseforanstaltning, og i et forsøg på at dæmpe forbrugernes boykot, igangsætter Arla forskellige filantropiske projekter for at vise samfundsansvar og imødekomme forbrugerne. Derudover indrykker Arla en række avisannoncer i arabiske medier, hvori virksomheden udtrykker respekt 49 for islamiske værdier (Arla 2008, p.33). Annoncekampagnen virker formildende på de arabiske forbrugere, men starter en lavine af forbrugerboykots fra flere danske kvindeorganisationer. Annoncen og Arlas ageren møder ligeledes politisk kritik fra Venstres daværende politiske ordfører Jens Rohde, som beskylder Arla for at være ”parat til at sælge sin bedstemor for at sælge varer i diktaturlande” (Ritzau 2006). På trods af de formildende tiltag taber virksomheden cirka 460 millioner kroner på forbrugernes boykots i Mellemøsten (Internetkilde 2; Ritzaus Bureau 2006; Berlingske Tidende 2006:1). Som en direkte konsekvens af udfordringer ved at håndtere det omgivende samfunds pres og kritik på tværs af virksomhedens globale organisation oven på Muhammed-­‐krisen melder Arla sig ind i Amnesty Internationals ”Business Forum” i 2007, i UN Global Compact i 2008, samt begynder at udarbejde et årligt CSR-­‐regnskab som supplement til årsrapporten (Arla 2008, p.34; Arla 2009, p. 34). Derved anerkender Arla, at virksomheden: ”… er inde i en bevidstliggørelse af, at vi er en global virksomhed, som skal kunne favne på tværs af forskellige kulturer og religiøse holdninger. Der havner man i nogle dilemmaer, som vi skal blive bedre til at håndtere.” Astrid Gade Nielsen daværende informationschef i Arla (Ritzaus Bureau 2007). Siddeløbende med at Arla begynder at rapportere på CSR, lancerer virksomheden en revideret code of conduct, som under titlen ”Vores Ansvar” opstiller en række etiske retningslinjer for hele virksomheden, herunder det ansvar virksomheden påtager sig (Arla 2008, p.3ff). Med den nye code of conduct fulgte også et mål om at have udbredt indholdet til hele organisationen ved udgangen af 2010 (Arla 2008, p. 35). Ved at implementere virksomhedens code of conduct i hele organisationen begynder Arla at selvregulere sig ud af noget af samfundets pres på virksomhedens ageren. Ligeledes medvirker dialogen med Amnesty International til at gøre Arla opmærksomme på nogle af de negative påvirkninger, virksomhedens ageren har, hvilket styrker denne selvregulering (Scherer & Smid 2000, p. 365ff). 50 5.2.1 Arlas organisatoriske læringsproces frem mod globalt samfundsansvar Arlas CSR-­‐politik og globale code of conduct, er et udtryk for, at Arla, som organisation, har gennemgået en læringsproces, hvori virksomheden er blevet opmærksom på det behov, der er internt og eksternt i forhold til at arbejde med virksomhedens samfundsansvar. Arlas arbejde med CSR blev som tidligere nævnt først formaliseret i 2007, da den første CSR-­‐strategi fra virksomheden blev iværksat. Arlas erkendelse af et samfundsansvar går dog længere tilbage. Kort efter fusionen mellem MD Foods og Arla i 2000 rejste der sig en bred i kritik i Danmark af Arla Foods som værende monopolistisk, blandt andet båret frem af det lille Hirtshals Mejeri, som i efteråret 2003 anklagede Arla for at presse engrosvirksomheden Metro til at fjerne virksomhedens vare fra hylderne. Arla reagerede hurtigt ved at afvise kritikken, hvor blandt andre den daværende direktør Jens Bigum udtalte at: ”Vi lever fredeligt med de fleste (konkurrerende mejerier red.). Mediebilledet tegnes af de få, der er kommet i klemme. Konflikterne opstår kun, når de små mejerier går ind i produktioner, hvor Arla har en klar konkurrencefordel. Hvis jeg skal give et godt råd til de små mejerier, så skal de finde de nicher, som Arla ikke dækker” (Politiken 2003:1). Trods virksomhedens forsøg på at gå i defensiven, spredte kritikken af Arlas monopol sig massivt i medierne, hvilket får SF’s miljøordfører Jørn Jespersen til at udtale følgende: ”Jeg synes, Arla har et samfundsmæssigt ansvar -­‐ og især når de har et monopol” (Politiken 2003:2) Kritikken får Arla til at indtage en defensiv rolle, hvori virksomheden forsvarer sin position ved at afvise kritikken (Zadek 2005, p. 37). Da kritikken ikke lægger sig, vælger Arla at imødegå kritikken, ved at påtage sig et øget ansvar, blandt andet ved at afvente Konkurrencestyrelsen undersøgelse af Hirtshals Mejeris klage, hvilket Arlas koncernchef Åke Modig opsummerer sådan her: 51 ”Vi må have de juridiske ting på plads. Derefter må vi i Arla sætte os ned og se på, hvordan vi kan tage det her ansvar for, at der er en mangfoldighed af mejerier. Det er åbenbart, at samfundet lægger et ansvar på os.” (Berlingske Tidende 2003) Ved at anerkende behovet for at påtage sig et ansvar bevæger Arla sig ind i Zadeks andet og tredje trin af indlæringsprocessen, hvori virksomhedens ledelse henviser til, at de gør ”så meget som de er nød til” i forhold til lovgivningen, men også indser, at de står overfor et problem, der ikke bare går væk (Zadek 2004, p. 37). For at imødekomme det voksende pres udefra begynder Arla således i 2007 at udarbejde en egentligt CSR-­‐strategi og årligt at aflægge rapport om virksomhedens samfundsansvar. For at sprede arbejdet med samfundsansvar til resten af organisationen arbejder Arla med en CSR komité hvori: ”den adm. direktør sidder for bordenden, så har vi et koncernledelsesmedlem som er vores HR-­‐ansvarlige, så har vi en fra business kan du sige, fra vores internationale virksomhed, og så har vi vores leaders repræsenteret og så den, hende der sidder med vores CSR-­‐rapportering, og så sidder jeg der” Astrid Gade Nielsen (Bilag 3, l. 26-­‐30). Ved at gøre dette uddelegeres arbejdet med samfundsansvar, hvilket Zadek beskriver som det tredje stadie i den organisatoriske læringsproces (Zadek 2004, p.37). For yderligere at skabe bevidsthed om Arlas samfundsansvar igennem organisationens forskellige led, har virksomheden: ”iværksat en CSR-­‐træning som dels består i noget e-­‐learning dvs. at man sidder og gennemgår det, og det er mandatory dvs. det skal man gøre som ansat” Astrid Gade Nielsen (Bilag 3, l. 195-­‐196). Derved skaber Arla en organisatorisk forankring af samfundsansvaret blandt Arlas ansatte, hvilket er med til at markere, at Arla ser CSR som en længevarende proces. 52 Det fjerde stadie i Zadeks læringsproces er det strategiske stadie, hvori virksomheden begynder at implementere sin nye samfundsansvarlige rolle i virksomhedens drift. Arla lancerede, som tidligere nævnt, i 2003 ”Vort Ansvar” som globale retningslinjer for virksomhedens holdninger til blandt andet menneskerettigheder, miljø, fødevaresikkerhed og forretningsadfærd (Arlas årsrapport 2005, p.20). Strategien er siden udvidet og har skiftet navn til ”Vores Ansvar”, hvilket fungerer som en selvstændig CSR-­‐rapport og som retningslinjer for arbejdet med CSR i Arla. Ifølge Zadek (2004) er formålet med en virksomheds strategiske arbejde med samfundsansvar at sikre økonomisk vinding (Zadek 2004 p. 3; Baumann-­‐Pauly & Scherer 2012 p.7). Det ses også i Arlas CSR-­‐arbejde, hvor virksomheden selv skriver at: ”Arlas primære bidrag til samfundets udvikling er, at vi fremstiller fødevare samt skaber jobs og økonomisk vækst i de lokalsamfund og lande, hvor vi har aktiviteter” Arla Foods (Arla, 2014, p. 38). Konkret ses dette blandt andet i Bangladesh, hvor Arla gennem projektet ”Children for Life” forsøger at hjælpe børn til en bedre fremtid, samtidigt med at virksomheden opnår en økonomisk vinding. ”Bangladesh er et af de fattigste lande, vi opererer i, og ligesom på vore øvrige markeder vil vi også gerne her engagere os i lokal-­‐samfundet. Som virksomhed har vi en forpligtigelse til at være med til at udvikle de lande, vi gør forretninger i, men vi støtter også udviklingslande som Bangladesh, fordi de rummer et forretningsmæssigt potentiale for Arla”. Frede Juulsen, Senior Vice President for Global Nutrition & Milk Powder (TV2 Østjylland 2010). Det femte og sidste stadie i Zadeks organisatorisk indlæringsmodel er ”civil” stadiet, hvori virksomheden går fra at se sin rolle som noget eksternt i samfundet og til at tage et kollektivt ansvar. Derved aktiverer virksomheden en politisk aktør rolle gennem en varetagelse af den politiske magt og indflydelse virksomheden besidder (Zadek 2004 p. 37). 53 Hos Arla kommer dette som tidligere nævnt til udtryk gennem virksomhedens medlemskab af Landbrug & Fødevarer. At Arla aktivt blander sig i den politiske proces sås også under Muhammed-­‐krisen, hvor Arla sendte direkte briefings til daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvori virksomheden redegjorde for deres udsigt til milliardstore tab i Mellemøsten. ”Vi mente, at statsministeren skulle kende -­‐ hvis alt mislykkedes, så det sådan ud. Det tal skulle statsministeren kende, når han skulle lave det store regnestykke over, hvad Danmark havde på spil. Men vi forsøgte ikke at skræmme eller lægge pres på nogen, og vi blandede os ikke i, hvad han skulle gøre, eller hvordan han skulle gøre det. Vi opfordrede blot til dialog.” informationsdirektør i Arla Astrid Gade Nielsen (Jyllands-­‐Posten 2006). Arla afviser hermed at blande sig i den politiske proces, men bidrager til at ændre adfærd i de politiske processer ved at briefe politikere. Dette afviser Arla også, at de gør i deres globale organisation, da Arla ikke: ”..har public affairs folk ansat som sidder i de her lande og lobbyer eller arbejder op i mod de lokale regeringer” Astrid Gade Nielsen (Bilag 3, l. 101-­‐103). Dette til trods forsøger virksomheden alligevel at blande sig i den politiske debat og påvirke lovudformningen. I 2009 lancerede den daværende VK-­‐regering en ny afgift på fedt som blandt andet omfattede mejeriprodukter. Dette mødte helt naturligt skarp kritik fra Arla, der var: ”.. meget kede af, at mejeriprodukter bliver sat i bås med sodavand, chokolade og tobak, som efter vores mening er i en helt anden liga end ost og andre mejeriprodukter” Lars Aagaard, direktør i Arla Danmark (Jyllands-­‐Posten 2009). Arla rykker altså fra en økonomisk virksomhedsrolle til også at have en politisk rolle i samfundet, hvilket udvider virksomhedens ansvar fra kun at have fokus på virksomhedens andelshavere til også at have fokus på det bredere samfund (Baumann-­‐Pauly & Scherer 2012 p.7 & Zadek 2004 p. 37; 44). 54 5.2.2 Den samfundsmæssige læringsproces frem mod globalt samfundsansvar Det andet led i Zadeks læringsproces sker i det øjeblik, at virksomheden tager et objektiv syn på dens rolle i samfundet både lokalt og globalt. Arla er som virksomhed meget opmærksomme på den rolle, virksomheden spiller i samfundet, og på at være forberedt på det skiftende pres for samfundsansvar, som virksomheden underlægges af samfundet. For at forudse, hvor det er, at presset opstår, er Arla meget opmærksomme på at virksomheden ikke må: ”... stivne i vores egen opfattelse af hvor CSR er henne og det tror jeg lidt vi var begyndt på at stivne lidt i og verden bevæger sig lynhurtigt videre og det skal vi have en god fornemmelse for. Vi har en fornemmelse for hvad der foregår omkring os, når vi sådan kigger på forbrugermæssige miljøer, men vi skal jo også forstå hvor er det at NGO'erne bevæger sig hen, og hvad er det verden i øvrigt forvente sig, og de ting flytter sig jo.” Astrid Gade Nielsen (Bilag 3, L. 223-­‐229). Dette skal ifølge Zadek ses som et udtryk for, at Arla har opnået et element af samfundsmæssig læring i forhold til at møde samfundets forventninger (Zadek 2004 p. 38f). Arla har ligeledes på nogle områder taget skridtet videre og påtaget sig en frontrunner rolle, hvori: ”Arla lægger an til at gå forrest i branchen, når det kommer til ansvarlighed. Det vil både koncernen og verdens fattigste kunne få gavn af.” Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær, Frans Mikael Jansen (Internetkilde 3). Ved at gøre dette, prøver Arla at foregribe noget af den kritik samfundet, og i dette tilfælde NGO’er, kan rejse. Virksomheden skaber ligeledes et pres for at resten af branchen ligeledes begynder at møde samfundets krav til samfundsansvar (Zadek 2004, p. 38f). Opsummering Arla har gennem de sidste 40 år ekspanderet massivt uden for Danmarks grænser, hvilket har medført, at virksomheden i dag opererer under stiftende juridiske, politiske og kulturelle forventninger. For at imødekomme disse, 55 arbejder Arla gennemgået en læringsproces hvori virksomheden har igangsat et strategisk arbejde med CSR, som, gennem politikker, er implementeret i hele organisationen. Til trods for dette står virksomheden stadigt overfor væsentlige udfordringer. 5.3 Arlas rolle i samfundet Arla har som virksomhed været multinational siden starten af 1900-­‐tallet, hvor virksomheden, som en del af den danske mejerisektor, begynder at eksportere smør til blandt andet England. I takt med globaliseringens hastige udvikling og samfundets fokus på virksomhedens negative påvirkninger er der opstået et behov for at udvide virksomhedens samfundsansvar. Der er med globaliseringen sket en transformation i forholdet mellem borger og stat, mellem stat og virksomhed og mellem borger og virksomhed. For at forstå, hvordan Arlas samfundsansvarlige rolle har udviklet sig til en Citizen-­‐lignende rolle, er det nødvendigt at analysere den sociale interaktion, der foregår mellem Arla og samfundet. Til det formål opstiller Moon et al. (2005) en firedelt model: 5.3.1 Arla i forhold til liberal minimalisme Denne tilgang til citizenship har i mange år været den dominerende i verden,. Det er ligeledes den tilgang der i håndhævelsen af menneskerettighederne er ved at ske et brud i. I den liberale minimalisme ses borgeren, som den der skal beskyttes mod statens magt, og staten som den der skal yde denne beskyttelse. Arla er som virksomhed, ifølge den liberale minimalisme, at betragte som en juridisk enhed, med dertilhørende rettigheder og ansvar. Da Arla er at betragte som en juridisk enhed, opfattes den også som afgrænset til et geografisk område, hvilket i en globaliseret verden gør det svært at iagttage virksomhedens rolle. Ydermere er Arlas rolle jævnfør den liberale minimalisme minimal, da virksomheden ifølge denne tilgang ikke har nogen ligheder med citizens, samt da virksomhedens rolle er afgrænset til at kunne yde indflydelse på politiske processer igennem eksempelvis lobbyisme og sponsorering af valgkampagner (Moon et al. 2005 p. 435f). 56 5.3.2 Arla i forhold til civic republicanism Citizens i civic republicanism er at betragte som værende underlagt en række forpligtelser overfor samfundet. Det samme gør sig gældende for virksomheder. Dette kommer til udtryk ved, at borgeren udfylder en aktiv samfundsrolle i form af betaling af skat, aftjening af værnepligt o.l. For en virksomhed som Arla betyder det, at virksomheden skal leve op til en række forpligtelser, som samfundet stiller virksomheden overfor. Ved at gøre dette ændrer forholdet mellem Arla og samfundet sig markant, og der opstår jævnfør civic republicanism teorien et afhængighedsforhold mellem samfund og virksomhed. Denne afhængighed bunder i, at virksomheden er afhængige af en række public goods, eksempelvis sundhedssystemer og uddannelsessystemer, som virksomheden derfor har en interesse i at bidrage til. For en virksomhed som Arla betyder det blandt andet, at virksomhedens fokus flytter sig fra kun at have et fokus på de interne sociale forudsætninger i virksomheden, til også at have et fokus på de eksterne forudsætninger for succes. I Arla ses dette blandt andet i deres deltagelse i samfundet, og i de public goods, som virksomheden derved bidrager til at skabe eksempelvis sundhed og infrastruktur (Moon et al. 2005 p.436f). Dette sker blandt andet gennem Arla Fonden som afholder mad-­‐camps i løbet af året, hvor børn kommer på lejrskole og får en holdning til, hvad de spiser (Internetkilde 4); ”Som Danmark største fødevarevirksomhed fylder både viden om fødevarer og glæden ved gode råvarer meget, og vi mener derfor, at vi har et særligt ansvar og forpligtelse til at bidrage til dansk madkultur og madhåndværket i de danske køkkener” administrerende direktør for Arla Danmark Peter Giørtz-­‐Carlsen (Csr.dk, 2012). Ved at Arla anerkender deres særlige ansvar for danskernes sundhed, rykker virksomheden sig ind i en rolle, hvor Arla overtager genereringen af public goods i form af undervisning og generering af sundhed. Dette engagement og anerkendelse af et ansvar ligger helt i tråd med Peter Drucker, som definerer citizenship som værende: 57 ”As a political term, citizenship means active commitment. It means responsibility. It means making a difference in one’s community, one’s society and one’s country”(1993, citat fra Andriof & McIntosh 2001, p. 14). Et andet element i Arlas rolle, som corporate citizen jævnfør civic republicanism-­‐
tilgangen, kan findes i den repræsentative rolle, Arla har i samfundet. Da Arla er en andelsvirksomhed, er der i virksomheden en stor grad af stedfortrædende virke, hvor virksomheden repræsenterer en konsensus mellem en større gruppe citizens, i Arlas tilfælde virksomhedens andelshavere. Ved at repræsentere en stor gruppe citizens får Arla mulighed for at påvirke det politiske system mellem valg. Dette sker direkte igennem Arlas medlemskab af Mejeriforeningen og af Landbrug & Fødevarer, hvor Arla, sammen med en række andre virksomheder, repræsenterer politiske synspunkter for en lang række citizens. Dette giver Arla og interesseorganisationerne en langt mere direkte citizenship rolle (Moon et al. 2005 p. 438f; Mejeriforeningen 2012 p.10). Hvor Arlas hidtidige politiske engagement har været båret af virksomhedens egen interesse, forventes der i en civic republicanism-­‐tilgang at virksomheden deltager i den politiske debat over en bred kam. I en globaliseret virksomhed som Arla, vil genereringen af public goods blive mere udtalt end i virksomheder, der primært/udelukkende opererer på det danske og europæiske marked. Denne forskel skal findes i, at Arla som global virksomhed opererer i lande, hvor statens generering af public goods ligger på et meget lille niveau i forhold til den generering af public goods, som finder sted i den danske velfærdsstat og i de europæiske demokratier. I lande, hvor staten er svag og ikke genererer public goods og basale rettigheder, overgår en større del af denne generering til virksomheder (Moon et al. 2005, p.440). 5.3.3 Arla i forhold til developmental democracy Der tages i en developmental democracy tilgang udgangspunkt i, at citizens i høj grad engagerer sig i samfundet og er tæt forbundet til hinanden, da deltagelse 58 skaber social udvikling. Ved at Arla igennem virksomhedens ”Nul spilds program” og ”Skruekågskampagne” forpligter sig over en længere årrække til, ikke bare at sænke eget ressourcespild, men også ved at engagere citizens i dette, skaber Arla et socialt engagement, der går ud over Arlas fokus på at tjene penge. Derved anerkender Arla, at virksomheden bør bidrage til samfundet, udover de rammer som dansk lovgivning opstiller for virksomheden. Dette er i en developmental democracy tilgang at betragte som at virksomheden påtager sig forpligtelser på linje med citizens (Moon et al. 2005 p. 440f; Internetkilde 5). 5.3.4 Arla i forhold til deliberative democracy For at løse samfundsproblemer skal citizens inddrages, dette er en grundteserne i den deliberative democracy tilgang. Det vil sige, at det ikke er nok at have et repræsentativt demokrati, da denne begrænser individets indflydelse. I Arla er der en stærkt forankret demokratisk organisation bygget op omkring et repræsentativt system, hvori andelshavere har lige stemmeret, og hvor andelshaverne lader sig repræsentere på forskellige beslutningsniveauer gennem kredsrepræsentanter og lignende. Der er i virksomheden ligeledes en høj grad af vidensdeling mellem andelshaverne og Arla igennem medlemsblad og fora. Trods dette, er Arla ikke at betragte som en corporate citizen i relation til deliberative democracy, da virksomhedens beslutninger bygger på en repræsentativ model (Moon et al. 2005, p. 442f; Arla 2010, p. 14). 5.4 Arla som Corporate Citizen Som vist i analysen af Moon et al.’s (2005) fire forskellige tilgange til forholdet mellem virksomhed og citizenship kan det ses, at Arla på forskellige måder har elementer af en corporate citizenship rolle. Dette gør sig især bemærket i civic republikanism tilgangen, hvori Arla opfylder en mængde citizen-­‐lignende elementer. Men er citizenship en passende metafor i beskrivelsen af det forhold, der er mellem Arla og samfundet? Helt generelt er termen citizenship forbeholdt en bestemt form for juridisk-­‐administrativ status, som kun individer kan opnå, og som eksempelvis indeholder retten til at stemme, opnåelsen af pas, og 59 forpligtelser såsom militærtjeneste – alt sammen noget som Arla ikke kan opnå. Dette til trods, kan den øgede indflydelse Arla har opnået i samfundet, samt den status interesseorganisationer og ngo’er har opnået som stedfortrædende citizens, tyde på, at Arla har en citizenship-­‐lignende rolle. At eksempelvis Amnesty kan opfattes som en stedfortrædende citizen, skal ses som et udtryk for, at de citizens der er medlem af Amnesty har et fælles politisk ståsted i nogle sager, og at organisationen derfor kan siges at repræsentere en homogen-­‐
gruppe. Arla repræsenterer derimod en mere uhomogen gruppe, da Arla, trods den store gruppe andelshavere, også repræsenterer forskellige andre grupper, eksempelvis ansatte og forskellige kundegrupper (Moon et al. 2005, p. 443f). Dog kan det påpeges, at Arla opererer inden for samme ramme som mange andre organisationer, da virksomheden, som tidligere nævnt, er en del af forskellige interesseorganisationer, som alle blander sig i lovudformning og i den politiske debat (Mejeriforeningen 2012, p. 10). Dette ses blandt andet i, at Arla: ”Som repræsentant for fødevarebranchen og de mælkeproducenter, der ejer os, er Arla forpligtet til at deltage i samfundsdebatten…. Vi har i årets løb været i aktiv dialog med politikere, ministre og repræsentanter for regeringen, medlemmer af Europa-­‐Parlamentet og andre parter. Målet har været at sætte fokus på spørgsmål vedrørende mejeribranchens muligheder for at fremme en bæredygtig udvikling”. (Arla Foods i Arla 2014:2 p.38) At Arla i så fald kan siges at have en citizen rolle, bunder derfor i en forståelse af virksomhedens ageren som lig den som citizens har, herunder den indflydelse Arla yder på de politiske systemer og deres deltagelse i samfundet. At en virksomhed som Arla vælger at engagere sig på denne måde, skal ses i den interesse, citizens har i de goder, virksomheden genererer. Ved at Arla engagerer sig får virksomheden afstemt deres egeninteresser med samfundets interesse, hvilket muliggør, at Arla agerer på en måde, der er forenelig med samfundets krav, ønsker og forventninger (Moon et al. 2005, p.444f). En årsag til at Arla ikke kan betragtes som en citizen, er den magt virksomheden besidder. Den store magt Arla besidder, bryder med den rolle som citizens har i 60 samfundet og rejser i forlængelse heraf spørgsmålstegn ved, om virksomheden ikke bør underlægges en form for demokratisk regulering. Dette analyseres og underbygges i det kommende afsnit om Arla som global corporate citizen. 5.5 Arla som global corporate citizen Staten har altid været garant for at sikre dets indbyggeres sikkerhed og adgang til basale rettigheder. Virksomheder kan ikke modtage sådanne rettigheder, men kan som tidligere nævnt være med til at opretholde disse. I takt med den øgede globalisering er grænserne for staternes magt blevet udvisket, hvilket har givet virksomhederne en øget grad af ansvar for at være dem, der skal opretholde og håndhæve individets basale rettigheder. Arlas 19.000 ansatte er for langt størsteparten placeret i velfungerende demokratier, hvor stærke velfærdsstater sikrer indbyggerne adgang til en bred vifte af rettigheder. Igennem de sidste 20-­‐
30 år har Arla, har udvidet deres aktiviteter til lande udenfor Europa, hvilket ændrer den rolle og det ansvar, Arla skal løfte. Ved at Arla opererer i lande, hvor staterne ikke er så veludviklede og på tværs af landegrænser, kan Arla blive garant for at sikre basale rettigheder. Ifølge Matten & Crane (2005) sker dette typisk i tre forskellige scenarier: 1) Arla har aktiviteter i både Saudi-­‐Arabien, Bangladesh og Elfenbenskysten, som alle er lande, hvor regeringerne og de statslige institutioner ikke opretholder basale rettigheder for dets indbyggere, herunder overgreb på minoriteter og udpræget brug af børnearbejde (specielt i de to sidstnævnte lande). Ved at Arla gennem sit code of conduct opsætter nogle retningslinjer for virksomhedens drift og virke, herunder for leverandører, bidrager Arla til at påvirke lokale interessenter og indirekte de politiske processer hen i mod en tilstand, hvor regeringen tager et ansvar for at opretholde de basale rettigheder, som landet og/eller leverandøren overtræder. Det ses tydeligt i både Saudi-­‐Arabien, Bangladesh og Elfenbenskysten, hvor Arla har oplevet problemer med leverandører og partneres overholdelse af basale rettigheder. Konkret i Saudi-­‐
Arabien har problematikken bundet i landets manglende respekt for kvinders ret til at arbejde, samt i landets tradition for at tilbageholde immigrantarbejderes pas (Arlas 2008, p.35). Arla har, for at imødegå problemerne, opført et pakkeri, 61 som stod klar i 2012, hvor kun kvinder arbejder, for derved at komme fri af saudiske regler om kønsadskilte arbejdspladser (Arla 2014:2, p.35). Derved mener Arla, at virksomheden: ”.. også bidrager til udviklingen af kvinders muligheder i det saudiske samfund” Thomas Norholdt, regional supply chain director for MEA (Arla 2014:1, p.4). Når Arla går ind og bidrager til opretholdelsen af basale rettigheder i et land som Saudi-­‐Arabien, overtager virksomheden den administration af borgernes rettigheder, som landet ikke selv løfter (Matten & Crane 2005 p. 172; Scherer & Palazzo 2007 p.4). Et andet element i rolleændringen, der er sket mellem stat og virksomhed, ses i virksomhedens virke som politiske aktør. Det ses tydeligt i hele den polemik, der var omkring Muhammedkonflikten og den ”goodwill” annonce, Arla indrykkede i forbindelse hermed i 2006. Modtagelsen fra forbrugerne i henholdsvis Skandinavien og Mellemøsten, hvor boykots og massive politiske kampagner fra feministiske organisationer ramte virksomheden, er med til at markere Arla som en politisk aktør. Det ses i, at Arlas kampagne blev brugt som politisk ammunition i et forsøg på at påvirke Danmarks og danske virksomheders engagement i Saudi-­‐Arabien (Berlingske Tidende, 2006:2; Matten & Crane 2005 p. 172). 2) Rolleændringen mellem stat og virksomhed i det andet scenarie, som Matten & Crane (2005) præsenterer, forefindes i lande med en mangelfuld stat. I takt med Arlas hastige ekspansioner på vækstmarkeder i tredjeverdenslande, begynder virksomheden at operere i lande, hvor landenes egne reguleringer eller statslige institutioner er så mangelfulde, at virksomheden må opretholde rettigheder for den manglende stat for at kunne leve op til virksomhedens code of conduct (Matten & Crane 2005 p. 172). Dette ses blandt andet i Arlas engagement i Bangladesh og Elfenbenskysten, hvor staterne ser stort på blandt andet bestikkelse og børnearbejde. I Elfenbenskysten tager landets regering ikke hånd om brugen af børnearbejde i kakaoproduktionen, trods landets 62 underskrivelse af FN’s Børnekonvention. Arla indkøber årligt over 700 ton kakao fra Elfenbenskysten, som virksomheden blandt andet benytter i produktionen af Mathilde kakaomælk og Cocio. I 2010 rammer en massiv kritik Arla, da DR2 i dokumentaren ”Chokoladens mørke side” afslører, at Arlas leverandør af kakao fra Elfenbenskysten, Cargill, køber kakao produceret ved hjælp af børnearbejdere, der levede under slavelignende forhold (Danmarks Radio, 2015). En afsløring der rammer Arla trods en aftale med Cargill om at leve op til en række krav herunder et forbud mod børnearbejde. Arla vælger, som konsekvens, at søge rådgivning hos danske ngo’er som anbefaler at presse Cargill til at leve op til øgede krav om certificering. Derudover opretter Arla i samarbejde med Cargill et uddannelsesforløb, som hjælper med til at undgå børnearbejde ved uddanne landmændene bedre i effektiv landbrugsproduktion(Internetkilde 6; Arla 2009, p.24f). Ved Arlas forbud mod brug af børnearbejde i egne operationer og i leverandørkæden skaber virksomheden en beskyttelse for citizens mod staters overgreb, og begynder derved at opretholde rettigheder, som ellers er statens ansvar. Dette ændrer Arlas rolle, da virksomheden får en stedfortrædende citizen rolle i sikringen af rettighederne (Matten & Crane 2005 p. 172). 3) Det tredje scenarie, hvori virksomhedens rolle i samfundet har ændret sig, knytter sig også til virksomheders multinationale aktiviteter. I en globaliseret verden er der opstået situationer, hvor administrationen af borgernes rettigheder går udover den enkelte lands territorielle grænser, og hvor de multinationale virksomheder i stedet kan gå ind og sikre disse rettigheder. Med Arlas underskrivelse og tilslutning til UN Global Compact tilslutter Arla sig et globalt sæt af minimumsstandarder, som er med til at forme Arlas code of conduct, der globalt styrer virksomhedens ageren. Ved at Arla implementerer dets code of conduct og UNGC i hele organisationen skabes en beskyttelse af basale rettigheder på tværs af nationale grænser, som ellers ikke nødvendigvis ville være opretholdt (Matten & Crane 2005, p. 173). Ligeledes er Arla derved med til at afhjælpe et ”race to the bottom”, da indholdet i virksomhedens code of conduct, eksempelvis forbyder brugen af børnearbejde, ”sikrer, at lønninger og andre former for godtgørelse opfylder eller går videre end det niveau, der er 63 angivet i love”(Arla 2012, p.27), sætter krav til miljøpåvirkninger som går udover nationale standarder, hvilket er med til at underminere nogle af de standarder, som udviklingslande sænker for at tiltrække udenlandske investeringer (Scherer & Smid 2000 p. 355). Ligeledes er Arlas miljøstrategi med til at sætte krav til virksomhedens globale udledning af CO2, hvilket medvirker til at tage hånd om det internationale problem, den er globale opvarmning er (Arla 2015:3, p. 38f). Opsummering Den simple forståelse af Arla som værende en økonomisk enhed i samfundet, der gennem genereringen af jobs og profit opfyldte dets ansvar, er forældet. Forholdet mellem borger, stat og virksomheder har med globaliseringen ændret sig, og sat Arlas rolle i samfundet under et nyt lys. Interaktionen mellem Arla og samfund gør, at virksomheden i dag skal og kan udfylde en langt mere aktiv rolle i samfundet end tidligere, hvori Arla bidrager til at generere velfærdsgoder, påvirker det politiske system og sikrer basale rettigheder. Det bevirker, at Arlas rolle i dag er at opfatte som havende lighedstræks med corporate citizen-­‐rollen, som, på lige fod med citizens, deltager i samfundet. I en globaliseret verden tydeligøres denne nye rolle gennem Arlas aktiviteter i lande med mangelfulde juridiske systemer. Ved at opretholde og sikre rettigheder og goder i disse lande, påtager Arla sig en rolle, der går langt ud over profitgenerering. 5.6 Arlas implementering af corporate citizenship Som vist i analyse i det foregående afsnit er der er sket væsentlige ændringer i forholdet mellem Arla og det omgivende samfund. Disse ændringer er med til at skabe et behov for et nyt og mere omfattende syn på Arlas samfundsansvarlige rolle end den hidtidige CSR-­‐rolle. Følgende afsnit vil analysere, hvordan Arla kan implementere den nye rolle som corporate citizen. Dette gøres gennem en analyse af Baumann-­‐Pauly & Scherers (2012) tilgang til implementeringen af CC. 64 5.6.1 Arlas” license to operate” som corporate citizen Arla arbejder i dag ikke med corporate citizenship, men har allerede taget hånd om nogle af de foranstaltninger, der, ifølge Baumann-­‐Pauly & Scherer (2012), skal være til stede for, at organisationen i en virksomhed kan arbejde med CC. Det første element i implementeringen af CC er forpligtelse. Arla har allerede delvist forpligtet sig til at arbejde med CC, dog uden at italesætte det som sådan, i form af virksomhedens tilslutning til UN Global Compact, afrapporteringen herpå og ved virksomhedens globale code of conduct. Derved har Arla allerede taget tilløb til at implementere en CC-­‐rolle på et forpligtende niveau og i virksomhedens strategiske politikker (Baumann-­‐Pauly & Scherer 2004 p. 4; 7ff; Scherer et al. 2012 p. 484). Ligeledes tager Arlas topledelse ejerskab over den samfundsansvarlige rolle, Arla har, hvilket ses i Arlas årlige CSR-­‐rapport, hvori den administrerende direktør Peder Tuborgh blandt andet giver udtryk for, at han: ”…tror på, at Arla vil vokse ved at skabe langsigtet bæredygtig værdi i menneskers liv” “Jeg håber også, at den(CSR-­‐rapporten red.) vil inspirere dig til at følge os på den ansvarlige vej, vi har valgt.” Peder Tuborgh (Arla 2014:2, p.4) Ved at gøre dette, bidrager topledelsen til en succesfuld implementering af Arlas CC-­‐rolle. Dette er vigtigt da: ”Experience has shown that for corporate citizenship to flourish, CEO, board and senior management leadership are essential” (World Economic Forum 2002, p.5). Ved at topledelsen engagerer sig internt og eksternt i debatten om globaliseringen og virksomhedens rolle i udviklingen, indgår ledelsen i en dialog om virksomhedens rolle og det ansvar, den og det omgivende samfund bør spille for at styrke de positive effekter ved globaliseringen (World Economic Forum 2002, p.5). 65 Det andet niveau i implementeringen af CC er struktur og proces, som udtrykker den modenhed, der er i organisationen i forhold til at arbejde med CC (Baumann-­‐
Pauly & Scherer 2012, p.4f; 9). I Arla er organisationen allerede gearet til at kunne tage hånd om implementeringen af en CC-­‐rolle og –strategi. Virksomheden har allerede i dag: ”..et lille (CSR red.) team som arbejder med rapporteringen og indsamlingen af fakta osv.” Astrid Gade Nielsen (Bilag 3, l. 24-­‐25) Ved at have et organisatorisk fokus på indsamling af data, samt ved at have træning i forskellige CSR-­‐redskaber, har Arla allerede de strukturer og processer, som muliggør et systematiseret arbejde med CC (Bilag 3, l.194-­‐202). Det tredje og sidste element i implementeringen af CC jævnfør Baumann-­‐Pauly & Scherer (2012) er interaktion. For at arbejde med CC er det nødvendigt for en virksomhed at inddrage ngo’er for at foregribe potentielle kriser og afhjælpe opståede kriser. Hos Arla er der ikke en regelmæssig dialog med ngo’er, der udelukkende inddrages, når der opstår problematikker. Således har Arla i øjeblikket et samarbejde med: ”Mellemfolkeligt Samvirke, med CARE, med Institut for Menneskerettigheder det skaber en ramme omkring det her arbejde som det gør det meget lettere at tilgå” Astrid Gade Nielsen (Bilag 3, l.220-­‐222) Ved at inddrage ngo’erne er Arla med til at stabilisere deres ”license to operate”, hvilket yderligere er med til at muliggøre en implementering af rollen som CC (Bauman-­‐Pauly 2012, p. 5ff; 10). Opsummering Trods Arlas manglende fokus på corporate citizenship som en måde hvorpå virksomheden kan arbejde med samfundsansvar, er virksomheden reelt klar til at indarbejde en CC-­‐rolle i virksomheden. 66 5.7 Virksomheders respekt for menneskerettighederne Dette analyseafsnits formål er at analysere den ændring, der er sket i forholdet mellem virksomheder og menneskerettighederne. Med udgangspunkt i den ændring, der er sket, skabes en analyse af Arlas forhold til menneskerettighederne. I jagten på en konkurrencedygtig produktion har danske virksomheder i stor stil outsourcet arbejdspladser til lande med lavere lønninger, med mere fordelagtige produktionsforhold og nye afsætningsmuligheder. Især murens fald og markedsøkonomiens indtog i Kina og Asien har ført til, at flere og flere danske virksomheder rykker produktionen til udlandet(Regeringen 2005 p. 8f). Alene fra 1990 til 2010 faldt antallet af ansatte i den danske industrisektor fra godt 500.000 til 300.000 samtidig med, at danske virksomheder i samme periode har skabt hundrede tusinder af jobs i udlandet (Thelle et al. 2011 p.5; 9). En udvikling der især er blevet accelereret fra 2000 til 2010, hvor over 110.000 jobs i den danske fremstillingsindustri er blevet outsourcet til lande med lavere lønomkostninger end i Danmark (Ibid. p. 18). For danske virksomheder har det blandt andet betydet, at de: ”…er kommet i direkte berøring med mange af de lande, som har nogle store problemer omkring bæredygtighed, og det kan være på menneskerettighedsområdet, det kan være på miljøområdet, det kan være på klimaområdet og når man er ude og egentlig tjener sine penge i de lande der har meget store problemer, så er man også nødt til at bidrage til løsningen af dem..” Lise Kingo (Bilag 2, l. 49-­‐53). I takt med at danske virksomheder begynder at outsource og investere i lande med svage eller manglende reguleringer, sker der en ændring i virksomhedens rolle som påvist tidligere. Ændringen påvirker også forholdet til menneskerettighederne. Den øgede velstand, som outsourcingen og investeringerne har medført i tredjeverdens lande, har både haft en positiv og negativ påvirkning på menneskerettighederne og har bevirket, at disse er blevet 67 universielle ved, at langt hovedparten af verdens lande har underskrevet deklarationen (Kinley & Nolan 2007 p. 344f). Ved at danske virksomheder investerer i tredjeverdenslande, opstår der en udfordring i forhold til opretholdelsen af menneskerettighederne, da der i en mængde lande sker en skæv fordeling af den velstand, investeringerne og arbejdspladserne medfører. Ligeledes sker der i en lang række lande en undertrykkelse af køn og minoriteter på arbejdsmarkedet, ligesom at en lang række lande ikke lever op til basale miljø-­‐ og sikkerhedskrav. Elementer som alle strider med FN’s menneskerettigheder, og som udfordrer det hensyn, store danske virksomheder skal tage til menneskerettighederne. Omvendt bidrager danske investeringer og outsourcing af arbejdspladser også til sikringen af basale menneskerettigheder gennem jobskabelse og derved forsørgelse (Kinley & Nolan 2007 p. 349). Det er ikke danske virksomheders ansvar at opretholde menneskerettighederne, men derimod den enkelte stat, da: ”…Menneskerettighedskonventioner er udfærdiget for stater – ikke virksomheder – og at forpligtelserne ofte er fuldstændigt uklare.” Jacob Mchangama, chefjurist, Cepos (Børsen 2012) På en række af de markeder, hvor danske virksomheder agerer, er problemet dog, at staterne ikke lever op til de menneskerettigheder, de har underskrevet, og derved ikke beskytter befolkningen mod virksomhedernes brud på disse (Bilag 1, l. 200-­‐204). Dette manifisteres sig i, at en række danske virksomheder op gennem 1990’erne bliver beskyldt for at overtræde menneskerettighederne i lande, hvor staterne ikke opretholder disse. Blandt andet møder danske ØK og Cheminova kritik af deres salg af sprøjtemidler i tredjeverdens lande uden at sikre en forsvarlig brug af disse, ligesom Carlsberg må trække sig ud af Myanmar på grund af forbrugerpres foranlediget af regimets brud på menneskerettighederne. Sager der får danske forbrugere og aktionærer til at kræve mere ansvarlighed af virksomhederne og større respekt for menneskerettighederne (Politiken 1998; Pariotti 2008, p.140f; Kinley & Tadaki 2004 p. 933f). 68 Det øgede pres fra det omgivende samfund, samt virksomhedernes øgede indflydelse på opretholdelsen og udformningen af lovgivning som tidligere påvist, rejser i 00’erne en diskussion af de multinationale virksomheders ansvar for at overholde menneskerettighederne. Udgangspunktet for debatten var det faktum, at en række virksomheder bevidst eller ubevidst bryder menneskerettighederne i svage stater, uden at kunne stilles til ansvar for det. Debatten medvirker til at udstille de åbenlyse mangler i international lovgivning, hvori virksomheder i meget ringe grad er indarbejdet (Pariotti 2008 p.140f; The Economist 2015, p.8). En generel udfordring er dog magtforholdet mellem stat og virksomhed, hvori stater frygter at afgive magt til virksomhederne (Kinley & Tadaki 2004 p. 945ff). En alternativ mulighed til at skrive virksomheder ind i den internationale lovgivning er staters brug af eksterritorialt ansvar, hvori for eksempel: ”Danmark har ansvar, for hvis nu MÆRSK krænker rettigheder ude, eller så videre, at så er det vores territorium egentlig man skal køre en retssag på egentligt. Hvis man anerkender det, ja så kan vi globalisere, internationalisere menneskerettighederne, i ligeså høj grad som virksomhederne er internationaliserede, så kan systemet følge med” Marianne Haahr (Bilag 1, l. 52-­‐
58). Problemet ved eksterritorialt ansvar er dog, at langt de fleste lande, herunder Danmark, ikke anerkender dette. Ligeledes kan store multinationale virksomheder i dag relativt let spille juridiske systemer ud mod hinanden, hvilket besværliggøre klagesager mod store multinationale virksomheders overgreb på menneskerettighederne (Bilag 1, l. 58-­‐61). Udfordringerne med at opretholde menneskerettighederne overfor svage stater i tredjeverdens lande, samt det stærkt stigende pres på verdens virksomheder for at påtage sig mere ansvar overfor opretholdelsen af menneskerettighederne, fik i 2011 FN til at reagere med UN Guiding Principles. Trods Danmarks ratificering af UNGP i årsregnskabsloven i 2012, er det et fåtal af danske virksomheder, der rent faktisk arbejder med de forpligtelser, der ligger i UNGP og den danske 69 lovgivning. I det kommende afsnit vil Arlas udfordringer med respekten for menneskerettighederne blive analyseret. 5.8 Arlas udfordringer med menneskerettighederne ”Vi har produktion i mange lande, og vores produkter sælges over hele verden. Med vores internationale tilstedeværelse leverer vi ikke kun mejeriprodukter, men også en virksomhedskultur, der værner om de internationalt anerkendte menneskerettigheder. Det betyder, at vi – hvor vi end kommer hen – er formidlere af Arla Foods’ grundsyn om at respektere alle menneskers rettigheder” (Arla 2008, p.34). Arla har siden, de igangsatte deres CSR-­‐arbejde i 2007, arbejdet med implementeringen af menneskerettighederne i deres operation. Det har virksomheden gjort som en del af virksomhedens medlemskab af UN Global Compact, da medlemskabet dikterer, at virksomheden skal overholde de to første principper; ”Principle 1 -­‐ Businesses should support and respect the protection of internationally proclaimed human rights Principle 2 -­‐ Make sure that they are not complicit in human rights abuses.” Allerede i 2005 rejste den svenske ngo, SwedWatch, dog en kritik af Arlas manglende respekt for menneskerettighederne i Saudi-­‐Arabien, hvor virksomheden, stik imod sin egen code of conduct og værdier, tilbageholdte medarbejdere af ikke saudisk oprindelses identitetspapirer. Arla valgte at tilbagevise kritikken ved at henvise til et andet punkt i virksomhedens code of conduct, hvori virksomheden henviser til, at virksomheden skal følge det pågældende lands regler (SwedWatch 2005 p. 26). Virksomhedens påpegede ligeledes i forbindelse med kritikken, at: ”Forandringer ikke sker fra den ene dag til den anden i Saudi-­‐Arabien, men at vores muligheder for at kommunikere vores værdier findes, og de vokser jo længere tid vi driver virksomhed i Saudi-­‐Arabien” Finn S. Hansen (SwedWatch 2005, p.32) 70 (min egen oversættelse). Arla gav i forlængelse heraf, i virksomhedens første CSR-­‐rapport i 2008, udtryk for, at virksomheden var opmærksomme på de udfordringer, arbejdet med menneskerettigheder kunne have for en virksomhed, der opererer globalt. Dette kom blandt andet til udtryk i det hensyn og den opmærksomhed Arla havde på Saudi-­‐Arabien. Arla vælger i deres CSR-­‐rapportering at beskrive de problemer, de står overfor; “Vi følger de love og forordninger, der gælder i de lande, hvor vi driver forretning. Dette medfører eksempelvis et svært dilemma i Saudi-­‐Arabien, hvor immigrantarbejdere får frataget deres identitetspapirer, hvilket naturligvis strider imod vores code of conduct. Vi mener, at vi gennem vores globale tilstedeværelse og vores tydelige code of conduct på lang sigt kan bidrage til at ændre lignende forhold.” Arla Foods (Arla CSR-­‐rapport 2008 p. 35). Ved at gøre dette anerkender Arla, at der er udfordringer forbundet med at respektere menneskerettighederne i landet, men udtrykker også en tro på, at virksomhedens tilstedeværelse kan medvirke til at forbedre forholdene i landet. Dette lever ligeledes op til principperne i UN Global Compact, da disse ligger op til, at virksomhederne rapporterer på negativ såvel som positiv udvikling i forhold til arbejdet med principperne (Ruggie 2004 p.36f; Williams 2004 p. 756). Arlas tilstedeværelse i Saudi-­‐Arabien blev i 2007 kritiseret efter, at en ung kvinde var blevet idømt 200 piskeslag. Den konkrete kritik gik på, at danske virksomheder ingen skrupler havde med handle med landet, trods klare eksempler på overgreb mod menneskerettighederne. ”Fordi vi opererer i landet, er det ikke en blåstempling af alt, hvad der foregår. Vi må bare acceptere de spilleregler, der er.” ”Vi tror, at vores tilstedeværelse er med til at bygge bro mellem kulturer. Den indstilling bliver vi nødt til at have. Ellers er det umuligt at gøre forretning,” divisionschef i Arla, Finn Hansen (BT, 2007). 71 Trods opmærksomhed på problemet, accepterer Arla altså, at overgreb på menneskerettighederne finder sted, blandt andet af Arla på egne medarbejdere som får frataget deres identitetspapirer. Arla har således en positiv påvirkning på menneskerettighederne i og med, at virksomheden sikrer jobs til en række medarbejdere, deriblandt en del immigrant arbejdere og kvinder, men også en direkte negativ påvirkning, da Arla trods eget kodeks bidrager til overgreb på menneskerettighederne (Kinley & Nolan 2007 p.349). Arlas overgreb på menneskerettighederne sker i Saudi-­‐Arabien, hvor staten ikke beskytter dets borgere mod virksomhedens overgreb på menneskerettigheder. Grundet de manglende internationale regler kan Arla dog ikke holdes ansvarlige for overgrebene i virksomhedens hjemlande Danmark og Sverige, da det er nationalstaten, hvori overgrebet er sket, der skal holde virksomheden ansvarlig og beskytte borgerne (Pariotti 2008, p. 140; Kinley & Tadaki 2004, p. 937; Kinley & Nolan 2007, p. 348). I Arlas nyeste udgave af virksomhedens code of conduct fra 2012 skriver Arla, at de ”… accepterer ikke tvangsarbejde. Vi mener heller ikke, at medarbejdere skal betale et depositum eller aflevere deres identifikationspapirer, når vi ansætter dem.” (Arla 2012, p. 27) I foråret 2015 undersøgte den svenske tv-­‐station SVT forholdene for Arlas medarbejdere i Saudi-­‐Arabien og fandt, at virksomheden stadigt, her 10 år efter den første kritik af praksissen, tilbageholder de ansattes pas (SVT 2015). I forbindelse med mediedækningen udtalte kommunikationsdirektør i Arla, Astrid Gade Nielsen at: ”Vi (Arla red.) har været opmærksomme på, at det ikke har været i overensstemmelse med vores egne etiske retningslinjer, og derfor har vi i forbindelse med vores egen etiske revision valgt, at vi bryder med den praksis, der 72 er i Saudi-­‐Arabien. I virkeligheden går vi foran, og kommer som den første nu til at bryde den her praksis.” (Finans.dk 2015) Så trods Arlas arbejde med menneskerettighederne gennem en årrække, og virksomhedens tilslutning til UN Global Compact i 2008, har virksomheden stadigt nogle udfordringer med arbejdet med menneskerettighederne i deres globale organisation. Håndteringen af disse, og hvordan Arla konkret kan arbejde med implementeringen, vil blive analyseret i det kommende afsnit. 5.9 Arla Foods vs. Mellemfolkeligt Samvirke – implementering af Arlas respekt for menneskerettighederne Arla har igennem de sidste 4 år været i dialog med Mellemfolkeligt Samvirke, som har forsøgt at ligge pres på Arla for at få virksomheden til at anerkende behovet for at tage ansvar for brud på menneskerettighederne i udviklingslande. Dette afsnit vil først præsentere den konkrete klagesag og den dialog, der er sket frem mod implementeringen af menneskerettighederne i Arla for derefter at analysere, hvordan Arla kan implementere respekten for menneskerettighederne. Følgende afsnit bygger på det af John Ruggie udarbejdede værktøj UN Guiding Principles, da det er dette, MS og Arla i den konkrete sag benytter. 5.9.1 Klagesagen over mælkepulver I 2011 udgav det internationale netværk af ngo’er, Action Aid, en stærkt kritisk rapport om, hvordan mejerisektoren ved hjælp af subsidier fra EU var med til at udkonkurrere bønder i Bangladesh og derved fastholde dem i fattigdom. Kritikken i rapporten gik i høj grad på Arla, som på daværende tidspunkt sad på 20 procent af al mælkesalg i Bangladesh gennem eksport af mælkepulver (Action Aid 2011, p.10). Gennem medierne forsøgte MS at ligge et pres på Arla, for at virksomheden skulle tage et ansvar for de fattige bønders ret til mad. Arla går i defensiven og afviser kritikken ved at henvise til prisen på mælkepulver fra virksomheden. "Vi mener ikke, at vores aktiviteter i Bangladesh udkonkurrerer de lokale bønder. 73 Vi sælger og har altid solgt dyrere end de lokale producenter,” salgsdirektør i Arla, Frede Juulsen (Kristeligt Dagblad 2011). Kritikken går i sig selv, men en dialog om, hvordan lignende overgreb på ”retten til mad” mellem MS og Arla indledes. I 2013 lancerer Arla en ny 2017-­‐strategi, hvori virksomheden retter fokus på de voksende markeder i Afrika, hvor virksomheden vil øge eksporten til især Vestafrika. ”På kort sigt vil vi især sælge mælkepulver i Afrika, men i takt med, at den økonomiske vækst får middelklassen til at vokse, vil det også blive muligt at eksportere smør og ost til Afrika”, Finn Hansen, koncerndirektør i Arla Foods (Danmarks Radio, 2013) Den nye strategi får igen MS til at rette en massiv kritik af Arlas forretning i udviklingslande, da det ”Som udgangspunkt er det positivt, at danske virksomheder tager initiativ til at investere i udviklingslande. Men ved først og fremmest at investere i eksport og pakkerier frem for i at opbygge en lokal produktion svigter Arla sit etiske ansvar for at handle på fair forretningsvilkår” Trine Pertou Mach, forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke (Ritzaus Bureau 2013). I 2014 vælger MS at indgive en formel klage til Mæglings-­‐ og Klageinstitutionen for Virksomhedsadfærd over Arlas salg af mælkepulver i udviklingslande, da MS ønsker at fremskynde dialogen med Arla og få nogle mere forpligtende rammer (MKI 2014, p. 1f; OECD Watch 2015, p. 7). Klagen til MKI er en af de første klager over en dansk virksomheds ageren i MKI og samtidigt en skelsættende klage, i og med at klagen omhandler en virksomheds ”upstream” ansvar og ikke ”downstream”, forstået på den måde at klagen knytter sig til en virksomheds afsætning, og ikke produktion og supply-­‐
chain som i lignende tidligere sager. 74 ”… det der var interessant ved Arla-­‐sagen det var at vi er blevet ret vant til som forbruger at vi handlingsrum ift. når vi kigger bagud i værdikæden, når vi ser på hvor kommer min dims fra.…. Og Arlas var lige pludseligt et kig fremad i værdikæden og det var vildt interessant fordi det var nyt og sige "hvad sker der når mit mælkepulver lander på modtagermarkedet?" Og at de rent faktisk anerkender at der er også noget ansvar både at kigge frem og tilbage” Marianne Haahr (Bilag 1, l. 164-­‐172). Arla vælger i november 2014 at indgå en aftale med MS, som forpligter virksomheden til at implementere UNGP i virksomhedens processer og procedurer, samt at udvise en større grad af rettidig omhu i udviklingslande. At Arla vælger at indgå en aftale, sker på som følge af gentagende pres i medierne fra MS, hvilket får Arla til at se et behov for at implementere menneskerettighederne. ”Jeg tror forskellige virksomheder er, er modne, nogle er mere modne end andre og nogle bliver presset til det. Arla for eksempel der arbejdede jeg meget med Mellemfolkeligt Samvirke som jo har haft en klagesag på Arla. Så de er blevet presset til det, i høj grad, og har set det som risk management ift. deres "reputation".” Marianne Haahr (bilag 1 l. 125-­‐128). I det kommende afsnit vil Arlas implementering bliver analyseret. Dette gøres med udgangspunkt i UN Guiding Principles, og det arbejde professor John Ruggie har lavet forud for de egentlige principper. 5.10 Implementering af menneskerettighederne i Arla Langt de fleste virksomheder arbejder i dag ikke med at implementere menneskerettighederne i deres organisationer og aktiviteter, på trods af store danske virksomheders pligt til at gøre dette jævnfør den danske lovgivning. Arla er en af de virksomheder, som gennem pres fra ngo’er, som nævnt ovenfor, er blevet presset til at implementere respekten for menneskerettighederne i deres organisation. Dette skal virksomheden gøre da den har forpligtet sig til at 75 overholde disse som vist ovenfor. For en virksomhed som Arla indebærer dette, at virksomheden skal overholde menneskerettighederne overalt i verden, og uanset om det land, virksomhedens agerer i, har underskrevet menneskerettighederne. Det betyder, at Arla som virksomhed er forpligtet til at undgå, at den bidrager til brud på menneskerettighederne, herunder at dens leverandører og kunder heller ikke gør det (United Nations, 2011 p. 13ff). For Arla betyder det, at virksomheden skal udvikle politikker og processer, der gør, at virksomheden er i stand til at identificere, forebygge, og tage højde for, hvordan virksomheden påvirker menneskerettighederne. I forbindelse med aftalen med MS forpligter Arla sig til inden for seks måneder at opdatere virksomhedens menneskerettighedspolitik, ligesom virksomheden forpligter sig til at igangsætte en række processer hen i mod implementeringen af UNGP. For at tydeliggøre virksomhedens forpligtelse overfor overholdelsen af menneskerettighederne, skrev Arla i januar 2015 et statement, hvori: ”Arla recognize that its business activities, in particular in developing countries, potentially also can have adverse effects on human rights. It is Arla’s ambition to conduct business responsibly in accordance with internationally recognized human rights principles and guidelines including the United Nations’ Guiding Principles of Business and Human Rights..” Arla Foods (Arla Foods 2015:2) Med denne erklæring tydeliggør Arla og ledelsen, at virksomheden tilslutter sig UNGP. Ligeledes har Arla som en del af aftalen med MS forpligtet sig til at implementere UNGP i virksomhedens code of conduct (United Nations 2011, p.15ff; MKI 2014, p. 2). Det næste trin i implementeringen af menneskerettighederne er, at virksomheden begynder at udvise rettidig omhu ved at gennemføre kontinuerlige analyser af virksomhedens påvirkning på menneskerettighederne. Hos Arla sker det ved, at virksomheden får en ekstern institution til at lave en menneskerettighedsvurdering som 76 ”…går ind og laver generelle løbende vurderinger af det pågældende land, hvor man kigger på forskellige niveauer og så får man enten en rød status eller gul eller grøn på landet som sådan og så ved vi jamen okay hvis vi er inde i et land hvor det er rødt på forhold omkring fagforeninger f.eks. jamen så er det, det vi skal have fokus på, altså så det indgår i den assesment når vi går ind i et land.” Astrid Gade Nielsen (Bilag 3, l.166-­‐171). Fundene i disse assesments bliver i Arla overført til de rette forretningsområder sådan, at virksomheden: ”indarbejder menneskerettighedsaspektet i vores f.eks. når vi laver merges og opkøb i tredje lande eller udviklingslande, så ligger det som en del af processen at den virksomhed vi evt. laver et joint venture med eller køber…” Astrid Gade Nielsen (Bilag 3, l. 83-­‐86). Derved er Arla begyndt at implementere rettidig omhu i deres forretning, når virksomheden opstarter nye partnerskaber i udviklingslande, hvormed Arla kan forebygge og undgå negative påvirkninger på menneskerettighederne. Denne proces er Arla stadigt i gang med i Vestafrika, hvor deres assesments er blevet forsinket (United Nations 2011 p. 17ff). For at sikre en succesfuld implementering af fundene i analyserne er det nødvendigt, at Arla implementerer deres menneskerettighedserklæring i hele organisationen. Det har Arla allerede taget skridt til at gøre ved at indskrive menneskerettighedsforpligtelserne i virksomhedens code of conduct. Ligeledes har Arla, i nogle af de sager der har været rejst, taget hånd om de negative påvirkninger, virksomheden har forsaget. Eksempelvis i den tidligere nævnte sag, hvor Arla gennem en årrække har brudt menneskerettighederne ved at inddrage de ansattes pas i Saudi-­‐Arabien. Det har Arla allerede taget hånd om ved at give de ansatte deres papirer tilbage. Løsningen af den klage MS har rejst er dog ikke sådan ligetil for Arla, trods de påviste negative påvirkninger på menneskerettighederne. Grundet klagens fokus 77 på lige konkurrencevilkår mellem Arla og de lokale bønder, bunder løsningen blandt andet i nogle logistiske udfordringer, der skal løses, da det MS, mener: ”..der skal til, det er at vi sørger for eller i samarbejde med lokale bønder og finde en mulighed for at de kan få, at de ikke bliver forhindret i at kunne tilbyde deres produkter til konkurrencedygtig pris. Og noget af det de peger på der strukturelt skal ske det er at der skal forbedres, altså det skal forbedres mulighederne for at få indsamlet deres mælk…” Astrid Gade Nielsen (Bilag 3, l. 125-­‐129) Arla er dog opmærksom på nogle af udfordringer og er i gang med at implementere løsninger, blandt andet i dialog med MS og et par andre ngo’er. Et tredje eksempel på et tilfælde, hvor Arla skal implementere og håndtere sin forpligtelse overfor menneskerettighederne, er i de tilfælde, hvor virksomhedens leverandører og forretningspartnere bryder med, eller negativt påvirker, menneskerettighederne. Da Arla, som tidligere nævnt, mødte kritik for købet af kakao fra en virksomhed, som benyttede børnearbejde, gik virksomheden ind og lagde pres på Cargill for at få dem til at opretholde menneskerettighederne. Ved at gøre dette undgår Arla, at Cargill fortsætter med at bryde menneskerettighederne, og samtidig bibeholdes samarbejdet (United Nations 2011 p. 20ff). Da Arla stadig er i gang med en assesment proces i virksomhedens forretningsområder i Afrika, er det stadig for tidligt at vurdere, hvordan Arla fremadrettet kommer til at implementere menneskerettighederne. Derfor har virksomheden endnu ikke opstillet nogle kvalitative eller kvantitative mål for, hvordan virksomheden håndterer respekten for menneskerettighederne. Dog ligger der i aftalen med MS et krav om, at Arla kontinuert rapporterer og offentliggør de fund, både negative og positive, virksomheden finder i deres assesments på forretningen i Vestafrika. Derved lever Arla op til, at: ”UNGP kræver jo at man er i proces, det kræver ikke at man, at man har i alle dele af ens operation er fuldstændig klar over at man er i fuld respekt for alle 78 menneskerettigheder. Men det kræver at man er i proces, at man har sit policy-­‐
commitment og man har lavet sine analyser og at man gør alt for at dæmpe sine negative effekter” Marianne Haahr (Bilag 1, l. 106-­‐108). Derudover er der et krav i aftalen med MS om, at virksomheden gennem de næste 2 år holder møder med MS for at forbedre arbejdet, hvilket er med til at sikre transparens i det fremadrettede arbejde med menneskerettighederne i Arla. (United Nations 2011, p.22ff; MKI 2014, p. 3). Opsummering På trods af at Arla siden virksomhedens første CSR-­‐rapport i 2007, har italesat menneskerettighederne i virksomheden, er der stadig en række udfordringer forbundet med respekten for disse i Arla. Med klagen fra Mellemfolkeligt Samvirke i 2014 er disse udfordringer igen blevet trukket frem i medierne søgelys, hvilket har fået Arla til at igangsætte en mere omfattende implementering af respekten for menneskerettighederne, med udgangspunkt i UNGP. 79 6.0 Konklusion I specialet er udviklingen af Arlas rolle, som samfundansvarlig virksomhed, belyst herunder, den nye udfordring Arla har i forhold til at implementere respekten for menneskerettighederne i virksomhedens forretning. Analysen har vist, at Arla har udviklet sin samfundsmæssige rolle fra værende en CSR-­‐strategisk rolle til i dag at have en langt mere omfattende rolle, der har lighedstræk med corporate citizenship. Dermed har Arla fået en rolle med langt flere facetter i udfyldelsen af deres samfundsansvar end tidligere, og en rolle der er betydeligt mere indflydelsesrig i det omgivende samfund. Det ses blandt andet i den politiske interaktion Arla har med det omgivende samfund, og i den generering af goder virksomheder foretager. Med globaliseringen er denne rolles sårbarhed overfor samfundets vekslende forventninger blevet tydeligere. Det har medført en række økonomiske og omdømmemæssige kriser for Arla. Eksempler herpå er Arlas fusion i 2000, der mødte hård kritik grundet virksomhedens næsten monopolitiske markedsandel, Arlas håndtering af Muhammed-­‐krisen, leverandøres brug af børnearbejde i Afrika og Arlas inddragelse af medarbejderes pas i Saudi-­‐Arabien. Med globaliseringen er udfordringerne og de forretningsmæssige kriser blevet mere udtalte og sværere at håndtere. Det omgivende samfunds krav om samfundsansvar nødvendiggør, at Arla må ændre strategi og udvikle et internt forankret fokus på samfundsansvar for at imødekomme kravene. Dette både af hensyn til virksomhedens tilslutning til UN Global Compact, men også for at bevare sit omdømme blandt forbrugerne. Derudover har Arlas forøgede magt som følge af globaliseringen bevirket, at samfundet har fået et stærkere fokus på virksomhedens påvirkninger på menneskerettighederne og derved et medansvar for implementeringen af respekten for menneskerettighederne i virksomhedens organisation og drift. På trods af Arlas flerårige indsats for at leve op til det samfundsmæssige ansvar, fremgår det bl.a. af flere klagesager, hvor vanskeligt det er at implementere menneskerettighederne. Klagesagerne angår vidt forskellige forhold som retten til mad, når Arla eksporterer mælkepulver til lande, hvor der i forvejen er en 80 produktion af mælkeprodukter, børnearbejde og fratagelse af ansattes rejsedokumenter i Saudi-­‐Arabien. I en global organisation med leverandører, produktion og afsætning i forskellige lande og kulturer er implementeringen af menneskerettighederne forbundet med en bred vifte af udfordringer og problemer. Den respekt for menneskerettighederne, som Arla har forpligtet sig til, i kraft af aftalen med Mellemfolkeligt Samvirke, stiller krav om implementering i alle Arlas forretningsled uden hensyn til lokale forhold. Derved kræves det, at Arla igangsætter en proces der, selv i lande hvor der er sociokulturelle og strukturelle forhold, der bryder med menneskerettighederne, skal føre til en respekt for menneskerettighederne. Ligeledes skal Arla fremover udvise rettidig omhu i sin globale operationer, hvilket bevirker, at virksomheden årligt skal gennemføre analyser af den allerede eksisterende forretning og potentielle investeringer. Det vil Arla gøre ved at benytte UN Guiding Principles, som med udgangspunkt i dets principper guider virksomheden gennem en implementering af respekten for menneskerettighederne. Arla mangler dog viden om, og et menneskerettighedssprog, der kan muliggøre implementeringen, ligesom virksomhedens analyser endnu ikke er gode nok til at imødegå kravene om respekten for menneskerettighederne. Overordnet kan det ses, at Arla med virksomhedens globalisering har gennemgået en udvikling fra en CSR-­‐rolle til en mere corporate citizenship lignende rolle, som trods mange bestræbelser fortsat står overfor en lang række udfordringer. Derudover har Arla fået et ansvar for at respektere menneskerettighederne og at implementere disse i virksomhedens organisation. Trods gode intentioner giver dette stadigt Arla problemer i forhold til at få omsat ansvaret til handlinger igennem virksomhedens forretning. 81 7.0 Perspektivering Perspektiveringen skal klarlægge, hvordan der kan arbejdes videre med fundene fra specialet for derigennem at sætte specialets grænser og konklusion i et nyt lys. Med specialet er der skabt et grundigt fundament, der gennem en analyse af virksomhedens udvikling og udfordringer har skabt grundlaget for videre forskning i forholdet mellem virksomhed og menneskerettigheder, og i den måde Arla forankrer respekten for menneskerettighederne i organisationen. Der er ligeledes påpeget nogle barrierer, som tidligere har voldt Arla problemer, blandt andet i forhold til virksomhedens forretninger i Saudi-­‐Arabien. Det er barrierer, som vil være relevant at lave en organisationsanalyse på for derved at etablere en forståelse for, hvordan Arla kan overkomme disse. Ligeledes kan dette skabe en strategi for, hvordan Arla kan foregribe nye problemer, der kan opstå, når virksomheden går ind i kulturelt anderledes lande end Arlas hjemlande. Igennem arbejdsprocessen med specialet er der løbende sket en afgrænsning og et fravalg af nye indgangsvinkler til specialets genstandsfelt. Det er fravalg, som har begrænset specialets genstandsfelt, og som derved henlægges til fremtidige analyser af den opstillede problemformulering. Eksempelvis kunne den netop afsluttede politiske proces med implementeringen af nye rapporteringskrav til virksomheder i Danmark være interessant at inddrage, da den sætter nye rammer for virksomhedernes samfundsansvar i Danmark. Det teoretiske udgangspunkt har ligeledes skabt en begrænsning i undersøgelsen af specialets problemstilling ved ikke at inddrage teori, der eksempelvis ville muliggøre en analyse af det organisatoriske potentiale for en implementering af menneskerettighederne. Yderligere forskning i forlængelsen af dette speciale vil blandt andet kunne arbejde ud fra en af tre følgende problemstillinger, som specialet har fundet frem til; 1) Den endnu ikke afsluttede analyseproces af Arlas menneskerettighedsimpact i Vestafrika vil være en oplagt vinkel at arbejde videre med. De første udkast til 82 analyserne blev afvist af Mellemfolkeligt Samvirke, som ikke mente, de var udtømmende nok. Derfor kunne det være relevant at undersøge de udfordringer i udførelsen af analysen, som Arla mødte, for derigennem at analysere, hvordan Arla og andre danske virksomheder kan skabe en legitim rapportering på respekten for menneskerettighederne. En sådan undersøgelse kan med fordel tage udgangspunkt i Susanne Holmstrøm, Jesper Falkheimer og Astrid Gade Nielsens artikel fra 2010 om globale virksomheders legitime og strategiske kommunikation samt inddragelse af empiri i form af interviews med Troels Børrild fra MS. 2) En anden mere generel tilgang til respekten for menneskerettighederne i danske virksomheder kunne ligeledes være relevant at undersøge. Da området endnu er nyt i Arla vil et supplerende casestudie af, hvordan andre virksomheder arbejder med respekten for menneskerettighederne kunne åbne op for nye perspektiver på implementeringen i danske virksomheder. Det er endnu et fåtal af danske virksomheder, der er i gang med en implementering, og det kunne således være relevant at undersøge motivationen og værktøjerne, disse benytter. I en sådan undersøgelse vil det være relevant at inddrage Sune Skadegaard fra Global CSR, da han gennem mange år har efterlyst et stærkere virksomhedsfokus på menneskerettighederne og har arbejdet med implementeringen af menneskerettighederne i danske frontrunner-­‐virksomheder. 3) Den tredje problemstilling, der vil være relevant at arbejde videre med, er håndteringen af det pres fra det omgivende samfund, virksomheder udsættes for. Det kan være en undersøgelse af, hvordan virksomheder kan imødegå den kritik og det vekslende pres for mere samfundsansvar, som samfundet rejser. Mellemfolkeligt Samvirkes klage over Arla er et meget godt eksempel på dette. I forlængelse heraf er der i stigende grad også opstået et pres fra investorer, som ønsker socialt ansvarlige investeringer, hvilket yderligere presser virksomheder. I belysningen af en sådan problemstilling kunne refleksiv ledelse byggende på Niklas Luhmanns systemteori være et relevant teoretisk udgangspunkt, da hans teoretiske tilgang kan medvirke til at ændre virksomhedens iagttagerposition og derved foregribe samfundets krav. 83 Den, i mine øjne, mest relevante problemstilling til videre forskning, som specialet har blotlagt, er manglen på et ”sprog” til implementeringen af menneskerettighederne. De tre informanter nævner alle udfordringen med at få skabt et virksomhedsorienteret ”sprog”, der på tværs af en virksomheds afdelinger og funktioner kan muliggøre en implementering af, og organisatorisk forståelse for, menneskerettighederne. For hvordan kan menneskerettighederne kommunikeres i KPI’er? Og hvorledes kan menneskerettighederne kommunikativt forankres i en virksomheds globale organisationssprog? Disse spørgsmål vil kunne danne grundlag for videre forskning i forlængelse af dette speciales fund. 84 8.0 Litteraturliste Andriof, Jörg & McIntosh, Malcolm (2001) ”Perspectives on Corporate Citizenship”, Greenleaf Publishing. Bigum, Jens (2007) ”Mælkevejen – fra landsbymejerier til global koncern. Jens Bigums erindringer fortalt til Peter Kjelstrup”. 1. Udgave, 1. Oplag. Hedens Minde og Hovedland 2007. Buch-­‐Hansen, Hubert & Nielsen, Peter (2005) ”Kritiske realisme” 1.udgave 2005. Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg. Carroll, Archie B. (1991). “The Pyramid of Corporate Social Responsibility: Toward the Moral Management of Organizational Stakeholders”, i Business Horizons, July-­‐
August 1991. Baumann-­‐Pauly, Dorothée & Scherer, Andreas Georg (2012) ”The organizational Implementation of Corporate Citizenship: An Assessment Tool and its Application at UN Global Compact Participant” i Business Ethics no. 117, 2012, p. 1-­‐17. Springer Science+Business. Fuglsang, Lars & Olsen, Poul Bitsch ”Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne”, 2. Udgave, 4. Oplag, 2009. Roskilde Universitets Forlag, Frederiksberg Hansen, Bent M; Jakobsson, Ole; Kjeldsen, Børge; Krag, Peter H. & Nicolaisen, Andreas (2004): ”Andelsledelse – Ledelse i landbrugets store andelsselskaber”, Handelshøjskolens Forlag, København. Jespersen, Jesper (2009) ”Kritisk realisme – teori og praksis” i Fuglsang, Lars & Olsen, Poul Bitsch ”Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne” 2. Udgave, 4. Oplag, 2009. Roskilde Universitets Forlag, Frederiksberg Kinley, David & Nolan, Justine (2007) ”Human rights, corporations and the global economy: an international law perspective” i Scherer, Andreas Georg & Palazzo, 85 Guido ”Handbook of Research on Global Corporate Citizenship” p. 343-­‐373. Edward Elgar, Cheltenham UK. Kinley, David & Tadaki, Junko (2004) “From Talk to Walk: The Emergence of Human Rights Responsibilities for Corporations at International Law” in Virginia Jounal of International Law, Vol. 44, no. 4, 2004, p. 931-­‐1023. Margolis, Joshua D. & Walsh, James P. (2003) ”Misery loves Companies: Rethinking Social Initiatives by Business” i Administrative Science Quarterly vol. 48 no. 2 p. 268-­‐305. Sage Publications. Matten, Dirk, Crane, Andrew (2005) ”Corporate Citizenship: Toward an extended theoretical conceptualization” i Academy of Management Review vol. 30, no. 1, 2005, p. 166-­‐179. Matten, Dirk & Crane, Andrew (2010) ”Business ethics”, Oxford University Press Inc. New York, third version. Matten, Dirk; Crane, Andrew & Chapple, Wendy (2003) ”Behind the mask: Revealing the True Face of Corporate Citizenship” i Journal of Business Ethics vol. 45 p. 109-­‐120. Kluwer Academic Publishing 2003. Mirvis, Phillip & Googins, Bradley K. (2006) ”Stages of Corporate Citizenship: A Developmental Framework” i Monograph for The Center for Corporate Citizenship at Boston College. Boston College, USA. Moon, Jeremy & Crane, Andrew & Matten, Dirk (2005) ”Can Corporations be Citizens? Corporate Citizenship as a Metaphor for Business Participation in Society” i Business Ethics Quarterly vol. 15, no. 3, 2005, p. 429-­‐453. Olsen, Poul Bitsch & Pedersen, Kaare (2008) ”Problemorienteret projektarbejde – en værktøjsbog”, 3 udgave, 4. oplag, 2008, Roskilde Universitets Forlag, Frederiksberg. 86 Pariotti, Elena (2008) ”International Soft Law, Human Rights and Non-­‐state Actors: Towards the Accountability of Transnational Corporations?” in Human Rights Review no. 10, 2009, p. 139–155. Springer Science + Business Media B.V. Porter, Michael E. & Kramer, Mark R. (2002) “The Competitive Advantage of Corporate Philanthropy” i Harvard Business Review, december 2002 Ruggie, John (2008) ”Protect, Respect and Remedy: a Framework for Business and Human Rights”. UN Human Rights Council, Eigth session, agenda item 3, 07.04.2008. Scherer, Andreas Georg; Baumann-­‐Pauly, Dorothée & Schneider, Anselm (2012) ”Democratizing Corporate Governance: Compensating for the Democratic Deficit of Corporate Political Activity and Corporate Citizenship” i Business & Society no. 52 (3) p. 473-­‐514. Sage Publications. Scherer, Andreas Georg & Palazzo, Guido (2007) ”Handbook of Research on Global Corporate Citizenship”. Edward Elgar, Cheltenham UK. Scherer, Andreas Georg; Palazzo, Guido & Moon, Jeremy (2007) i Scherer, Andreas Georg & Palazzo, Guido (2007) ”Handbook of Research on Global Corporate Citizenship” p. 25-­‐50. Edward Elgar, Cheltenham UK. Scherer, Andreas Georg & Palazzo, Guido (2011) ”The New Political Role of Business in a Globalized World: A Review of a New Perspective on CSR and its Implications for the Firm, Governance, and Democracy” i Journal of Management Studies vol. 48, no. 4, Blackwell Publishing, Oxford, England. Scherer, Andreas Georg & Smid, Marc (2000) ”The downward spiral and the US Model Business Principles – Why MNEs Should Take Responsibility for the Improvement of World-­‐Wide Social and Environmental Conditions” i Management International Review; Fourth Quarter 2000; vol. 40, no. 4, p. 351-­‐371. 87 Thagaard, Tove (2004) ”Systematik og indlevelse – En indføring i kvalitativ metode” Akademisk Forlag A/S, København 2004. Wivel, Teddy & Sperling, Joachim (2001) ”Den bevidste virksomhed – stakeholderrapportering”. Børsens forlag, København, 1 udgave. Waddock, Sandra (2008) ”The Development of Corporate Responsibility/Corporate Citizenship” i Organization Management Journal no. 5, 2008, p. 29-­‐39. Eastern Academy of Management. Zadek, Simon (2007) ”The Civil Corporation”. Earthscan, London. Revised edition. Zadek, Simon (2004) ”The Path to Corporate Responsibility” i Harvard Business Review, december 2004. 8.1 Rapporter Action Aid (2011) ”Milking the poor – How EU subsidies hurt dairy producers in Bangladesh”, Action Aid Denmark, september 2011. Arla Foods (2015:1) ”Konsolideret årsrapport 2014”, Viby, Århus Arla (2008) ”Vores ansvar. Arla Foods’ Corporate Responsibility rapport 2007” Arla Foods Viby, Danmark. Arla (2012) ”Vores ansvar, Arla Foods’ Code of Conduct” 2. Udgave, december 2012. Arla Foods amba, Viby, Danmark. Arla (2014:2) ”Vores ansvar. Corporate Responsibility rapport 2013” Arla Foods Viby, Danmark. Arla (2015:3) ”Vores ansvar. Corporate Responsibility rapport 2014” Arla Foods Viby, Danmark. 88 Arla (2015:2) ”Strengthening our commitment to Human Rights”, Arla Foods januar 2015. Arla Foods (2001) ”Årsberetning 2000” Viby, Århus. Arla Foods (2004), ”Årsrapport 2003/2004” Arla Foods, Viby, Danmark. Arla (2010) ”Årsrapport 2009”, Arla Foods, Viby, Danmark. BMZ – German Federal Ministry of Economic Cooperation and Development (2013) ”Respecting Human Rights – An introductory guide for business” Mejeriforeningen (2012) ”Dansk mejeriindustri – en kort præsentation af mælkeproduktionen og mejeriindustrien i Danmark – samt de organisationer som repræsentere branchen” Mejeriforeningen og Landbrug & Fødevarer, oktober 2012. MKI (2014) ”Aftale mellem Arla og Mellemfolkeligt Samvirke”, Mæglings-­‐ og Klageinstitutionen for Virksomhedsadfærd, 6. November 2014 OECD Watch (2015) ”Quarterly Case Update of OECD Guidelines cases filled by civil society”, OECD Watch vol. 10 issue no. 1, juni 2015. Regeringen (2005) ”Danmark og Globaliseringen – Debatpjece om globaliseringens udfordringer for Danmark”, Schultz Information, Albertslund. The Economist (2015) ”The road from principles to practice – Today’s Challenge for business in respecting human rights”, The Economist Intelligence Unit, 2015. Thelle, Martin H., Jespersen, Svend T & Sunesen, Eva R. (2011) ”Danmark som produktionsland – muligheder og udfordringer for danske fremstillingerhverv”, Danmarks Vækstråd, juli 2011. 89 United Nations (2011) ”Guiding Principles on Business and Human Rights – Implementing the United Nations ”Protect, Respect and Remedy” Framework” United Nations Human Rights, Office of the High Commissioner. New York & Geneva juni 2011. World Economic Forum(2002) ”Global Corporate Citizenshpi: The Leadership Challenge for CEOs and Boards”. The World Economic Forum, Geneva, Schweiz. 8.2 Artikler Arla (2014:1) ”Closer to Arla – det globale magasin for medarbejdere i Arla Foods Danmark” august/september 2014 Arla Foods, Viby. Berlingske Tidende (2003) ”Arlas topchef lover at frede små mejerier” i Berlingske Tidende 12.12.2003 p. 10, 3 sektion. Berlingske Tidende (2006:2) ”Muhammed-­‐tegningerne: Land-­‐ og mejeribrugets topfolk kritiserer V”, Berlingske Tidende sektion 1 p. 4, 22.03.2006. Berlingske Tidende (2006:1) ”Dansk kvindeorganisation opfordrer til boykot af Arla” 1. Sektion s. 7, Berlingske Tidende 27.03.2006. BT (2007) ”Danskere tjener mio. I Saudi-­‐Arabien” i BT, 1. Sektion p. 25. 05.12.2007 Børsen (2012) ”Forklædt som menneskerettigheder” i Børsen 22.05.2012 Csr.dk (2012) ”Ny Arla fond vil give gode madvaner til børn” 21.11.12 Danmarks Radio (2013) ”Arla jagter milliardvækst i Afrika”, Danmarks Radio 23.01.2013. 90 Danmarks Radio (2015) ”Chokoladens mørke side” DBU (2011) ”Danske bank som ny sponsor for landsholdet” 03.10.2011 Finans.dk (2015) ”Arla bryder menneskerettighederne og beslaglægger medarbejdernes pas” på Finans.dk 22.05.2015. Friedman, Milton (1970) ”The Social Responsibility of Business is to Increase its Profits” i The New York Times Magazine. The New York Times Company (15.05.2015) Jyllands-­‐Posten (2006) ”Muhammed-­‐krisen: Arla præsenterede Fogh for truende milliardtab” i Jyllands-­‐Posten 14.05.2006. Jyllands-­‐Posten (2009) ”Smør og ost stiger voldsomt” i Jyllands-­‐Posten 05.03.2009. Kristeligt Dagblad (2011) ”Mellemfolkeligt Samvirke: EU & Arla malker de fattige i Bangladesh”, Kristeligt Dagblad 27.09.2011. Mandag Morgen (2014) ”Modebranchen har intet lært af Bangladesh-­‐ulykken” 22.04.2014 Politiken (1998) ”Menneskerettigheder er en salgsvare – interview: Jens Schierbeck og Sune Skadegård Thorsen” i erhvervsmagasinet p. 3. Politiken 11.11.1998. Politiken (2003) ”Politikere: Arla bør tage ansvar” i Politiken 30.07.2003 p.11. Politiken (2003:1) ”Arlas kamp mod den danske landsbyidyl” i Politiken 23.11.2003, s. 2. 91 Ritzau (2006) ”V: Arlas knæfald for muslimer er ynkeligt”, Ritzaus Bureau 21.03.2006 Ritzau (2007) ”Arla melder sig under Amnestys faner” Ritzaus Bureau 15.03.2007 Ritzaus Bureau (2013) ”Forening fnyser af Arlas afrikanske mælkeeventyr”, Ritzaus Bureau, 25.01.2013. SVT (2015) ”Pågått i tio år – Arla beslagtar anställdas pass”. SVT 22.05.2015 TV2 Østjylland (2010) ”Arla sikre skolegang for 235 børn i Bangladesh”, 11.11.2010. 8.3 Internetkilder Internetkilde 1: UN The Universal Declaration of Human Rights http://www.un.org/en/documents/udhr/history.shtml (09.07.2015) Internetkilde 2: http://www.arla.com/da/om-­‐arla/specielt-­‐til-­‐
studerende/faq/boykotten-­‐af-­‐arla-­‐foods-­‐varer-­‐i-­‐mellemosten/ 01.07.2015. Internetkilde 3 http://www.mynewsdesk.com/dk/arla-­‐
foods/pressreleases/arla-­‐understreger-­‐sit-­‐samfundsansvar-­‐i-­‐afrika-­‐1103994 (brugt 27.06.2015) Internetkilde 4: http://arlafonden.dk/madlejr/ (08.07.2015) Internetkilde 5: http://www.arla.dk/produkter/brands/arla-­‐harmonie/arlas-­‐
nul-­‐spild-­‐program/ (10.07.2015) Internetkilde 6: http://samfundsansvar.dk/file/348319/cocio_chokolademaelk_case.pdf brugt 06.07.2015 92 93 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 BILAG 1 Interview med Marianne Haahr Sted: Mandag Morgen – Valkendorfsgade [00:00:00.00] Ask: Aller først vil jeg hører om du gider præsenterer dig selv, bare kort? [00:00:09.11] M: Ja, jeg hedder Marianne Haahr, og er jo lige startet her, men baggrundsmæssige uddannelse er meget bred. Jeg har en master i menneskerettigheder og demokratisering, og så har jeg en master i geografi fra KU, og så har jeg været mest i NGO-­‐verdenen siden da. Jeg var lige kort i FN i Geneve og så har jeg været i CARE først i Zambia i to år, så var jeg i Niger og så har jeg været i Danmark. Hvor jeg har arbejdet med politik og med kommunikation og programmer, og det er så blevet mere og mere private virksomheder de sidste tre år fordi det er den vej vinden har blæst, og Afrika er gået fra at være et famøst nødhjælps hul til at være et emerging market. det kan man godt mærke, så derfor er det mere og mere gået over i at være dialog med private virksomheder og i høj grad fra hele UN Guiding principles og menneskerettigheds siden. [00:01:01.10] A: Hvordan ser du virksomhedens rolle i samfundet i dag? Altså hvem er det de er ansvarlige overfor? Og hvad er det for et samfundsansvar virksomheden skal løfte i dag? [00:01:10.12] M: Det er jo virkeligt spændende, fordi det er jo altså, det er jo det der, jeg tror var det ikke The Economist, var de ikke ude og sige at den dårligste idé overhovedet historisk var hele shareholder økonomi tanken, det der med at de er ansvarlige overfor bestyrelsen og nogle aktionærer og det er helt klar noget der er i opbrud, eller der er i hvert fald nogle moddiskurser i forhold til der her med: hvad er deres "licens to operate"? Er det, kan det være en lille aktionærkreds, eller nu når de, de facto får mere og mere ansvar gennem liberalisering hvem skal de så værne ansvarlige overfor? Og hvis du ser det ud fra sådan en menneskerettighedstankegang der er jo forskellige positioner i debatten. Hvor den yderste er, jamen nu har virksomhederne fået så meget, overtaget så meget ansvar fra stater, at vi skal have en traktat, en enkelt bindende traktat, og så er der den anden der siger: Det er godt nok det vi har, altså de frivillige principper er fine nok, og de er anderledes end stater deres ansvar. Der er sådanne to yderpunkter i debatten. Og jeg er sådan lidt midt i mellem, enkelte af de "tools" vi har lige nu er gode nok hvis vi vælger at prioriterer dem. Faktisk så er UN Guiding Principles (UNGP fremover) et relativt godt tool og de her nationale mæglings-­‐ og klageinstitutioner kan også virke, de bliver brugt for lidt, så vi har nogle redskaber der er klare men hvis man ser sådan principielt på det, ja så har virksomheder jo, hvis man ser på fødevaremarkedet f.eks. fået så meget ansvar lagt over på sig, at hvis vi ikke implementerer det vi har, så er der et hul der gør at de har for meget ansvar og for få pligter kan man sige. [00:02:49.14] A: Men kan det implementeres? Nu tænker jeg sådan, vi har en globaliseret verden og vi har nogle nationale regeringer o.l. altså kan det implementeres og reguleres ift. virksomheder der krydser grænser? [00:03:00.00] M: Amnesty har brugt rigtigt meget det der med eksterritorialt ansvar, det er jo den krog som os som Danmark jo har sagt at vi ikke anerkender, 94 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 fra en interministeriel arbejdsgrupper der så på om vi ville anerkende det. Fordi man kan jo sige, hvis man ser det fra menneskerettighedssiden så blev systemet jo lavet efter Anden Verdenskrig og der var nationalstater ligesom vores "magtcontainer" det er det ikke mere men vi har, hvis vi anerkender eksterritorialt ansvar, at så er at Danmark har ansvar, for hvis nu MÆRSK krænker rettigheder ude, eller så videre, at så er det vores territorium egentlig man skal køre en retssag på egentligt. Hvis man anerkender det, ja så kan vi globalisere, internationalisere menneskerettighederne, i ligeså høj grad som virksomhederne er internationaliserede, så kan systemet følge med. Men, når vi ikke vil anerkende det, så er systemet meget svært. Amnesty har prøvet at kører en del sager, hvor det at de muskler virksomheder har, nogle af de virkeligt store ift. advokater gør at de der "jurisdictions" kan de spille ud mod hinanden så det bliver meget svært i praksis. Men nu har vi UNGP er jo ret nye fra '11, så de er jo lidt mere uprøvede, og jeg tror der er ikke en virksomhed der implementere dem 100% i dag overhovedet. Men hvis de begynder at gøre det, og hvis vi får en stærk nok efterspørgsels side, til at de skal gøre det, og vi får en nationale implementeringsplan det er meget, det er ikke så meget lande der har, Danmark har ellers er der mange lande der ikke har. Men hvis vi får det, ja så er det et kæmpe skridt på vejen. [00:04:34.12] A: Altså hvorfor er det at danske virksomheder ligesom skal overholde og til dels opretholde menneskerettigheder? Det er jo, hvad skal man sige, for det første er menneskerettigheder et rimeligt abstrakt begreb, men også svært egentlig at gøre med deres ageren og virksomhedsdrift? [00:04:47.12] M: Altså, der er jo tre niveauer af ansvar i rettigheder, og man kan sige, ja de, hvis man bare går ind og læser om retten til mad eller retten til en ordentlig levestand, eller hvad der er i "in the bill of rights", så er det selvfølgeligt meget ukonkret, kan man sige. Og det der er problemet er at vi ikke har nogen retspraksis på det. Fordi det er jo sådan at rettighederne bliver konkrete og lovgivningen bliver konkret er at vi har retspraksis. Og det har vi ikke, fordi vi har ikke nogen international domstol. Så derfor har man jo i FN lavet sådan nogle komiteer der laver de her "general comments" som de laver indenfor hver rettighed, og så har vi noget retspraksis ved at staterne rapportere. Og der er faktisk, i hvert fald med "general comments" der konkretisere hvad er det normative indhold ved de her rettigheder. Hvis nu man gik ind og læste, hvis nu en virksomhed virkeligt gik ind og læste så ville de få rigtigt meget hjælp, og de er selvfølgeligt skrevet til stater, og stater og internationale menneskerettigheder har tre niveauer af ansvar: "protect, respect and fulfill". Og det er sådan et ret stort ansvarsområde hvor kigger du på virksomheder, så det der er i UNGP de har kun et af de her tre områder, og det er respektere. Det vil sige at de faktisk bare må, det eneste de ikke må gøre er at spænde ben overfor menneskerettighederne. De må bare ikke agere således at staten ikke kan opretholde menneskerettighederne for deres borgere. Så det er et ret lavt niveau af ansvar de har fået defineret i international menneskeret. Og man kan sige, at sige de er meget abstrakte er nok mere lidt en undskyldning end fordi de er blevet meget mere konkretiseret i dag. Og med UNGP, jeg kan godt se ift. Global Compact den er så bred, men UNGP er faktisk en slagplan man kan gå efter og sige hvad er det vi skal gøre for at implementerer det her i vores virksomhed? De har faktisk rigtig stor hjælp. Så jeg tror rigtig meget af det handler i virkeligheden om kompetencer i virksomhederne, få et menneskerettigheds 95 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 sprog. Et så i Danmark lærer man ikke engang i folkeskolen om menneskerettigheder, folk aner ikke hvad det er, altså, og vi har en grundlov der end ikke taler om det, fordi den er så æld gammel, så vi har et samfundsmæssigt problem, omkring hvis vi virkeligt vil have at det her skal være vores universelle minimumsstandard, "alle mennesker skal have et liv i værdighed" og det ser sådan her ud til de 48 menneskerettigheder de er klart defineret i international lov. Så skal vi sætte ind når samfundet ikke vil uddanne folk, så må virksomhederne starte med at uddanne deres egne og sige, vi skal have flere sprog og så skal vi følge UNGP. Og man kan sige at UNGP kræver jo at man er i proces, det kræver ikke at man, at man har i alle dele af ens operation er fuldstændig klar over at man er i fuld respekt for alle menneskerettigheder. Men det kræver at man er i proces, at man har sit policy-­‐commitment og man har lavet sine analyser og at man gør alt for at dæmpe sine negative effekter, og at man giver oprejsning til dem hvor man ikke kan gøre det. Det er sådan i virkeligheden de fire ting man skal. Så man kan sige: Det blev kaldt den stille revolution da det blev vedtaget i menneskerettighedsrådet i 2011, og det er det virkeligt. Det er stadigt UN Global Compact vi taler om og det er der selvfølgeligt også noget politisk i, fordi de er så brede at man kan hælde alt muligt ind i det, også kan man sige "når men det er jo bare nogle principper og sådan noget" hvor hvis du lige pludseligt taler UNGP så er det langt mere specifik hvad du skal gøre. Det er stadig væk frivilligt, men det er ret klart hvad du skal gøre og der er nationale mediums omkring diskussionen, så jeg vil sige, det der med at det er for abstrakt og at man referere for meget til UN Global Compact, det er helt klart et skib som jeg tror vi vil se mere og mere de næste 5-­‐10 år at virksomheder begynder mere og mere at bruge. [00:08:28.15] A: Fordi de er nød til det eller? [00:08:35.19] M: Jeg tror forskellige virksomheder er, er modne, nogle er mere modne end andre og nogle bliver presset til det. Arla for eksempel der arbejdede jeg meget med Mellemfolkeligt Samvirke som jo har haft en klagesag på Arla. Så de er blevet presset til det, i høj grad, og har set det som risk management ift. deres "reputation". Og så er der andre der selv har grebet bolden og set det som jamen det bliver vi simpelthen mere front runner på området som er mere sådan nogle Novo Nordisk som har været inde og forholde sig til det meget tidligt. Så nogen vil blive presset til det, og andre vil se det som en og være mere proaktiv det tror jeg helt klart. [00:09:22.28] A: Men er det muligt at starte retspraksis før vi har retspraksis i Danmark, når lovgivningen er så løs som den er. Der er jo et rapporteringskrav men du kan jo vælge at skrive "jeg har ingen rapportering". Er der mulighed for retspraksis som loven er skruet sammen i dag eller? [00:09:41.25] M: Så er det igennem mæglings-­‐ og klageinstitutioner i virkeligheden i højere grad tror jeg, som jo mere er det her dialogrum, og hvor det var helt tydeligt at. Altså MS sagde at det var helt vildt så uprofessionelt Arla som ellers på mange måder har nogle professionelle folk og sådan noget, det var så uprofessionelt de var fuldstændig blanke på den der menneskerettigheds, de var fuldstændig blanke på den der dagsorden. De har bare som alle andre virksomheder valgt, du kan gå ind på deres hjemmeside og se deres CSR-­‐rapport, så har de valgt de rettigheder som de egentligt syntes passede bedst til deres brand: "Sundhed i Danmark" det er det, det handler om for dem, og arbejdstagere, det er det typisk, at man tager det som en ny tilgang 96 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 192 193 menneskerettighederne og tager ikke alle 48 og så siger at det handler om arbejdstagerrettigheder, det handler om det vi kan kontrollere i vores produktion, og så handler det om en eller anden ting fra ..... og det er så super. Og det var simpelthen så uprofessionelt, og de sagde bare helt ærligt "vi var faktisk ikke helt klar over UNGP hvad det er de kræver, vi vidste det faktisk ikke" og det tror jeg typisk vil. Men man får det egentlig ret striks som nu, det bliver meget lidt, så skal der være en stærkere efterspørgsel så skal du have nogle ngo'er eller nogle forbrugere som netop bruger de redskaber de har, pres osv. til at skabe en stærk efterspørgsel ellers så bliver det ikke noget der bliver sat retningsgivende, så er det vi har i FN stadigt bedre tror jeg. [00:11:14.01] A: apro pos Arla og MS, de har jo oprettet et samarbejde ift. afrikanske bønder. Er det den vej virksomheder skal gå for at håndterer det her? Altså for at skabe, et er at man kan lave rapporteringen men legitimiteten er jo en væsentlig side af sagen også. Er samarbejder og partnerskaber den vej at virksomheder skal gå for at kunne håndtere menneskerettigheder? Eller hvad kan de gøre praktisk set? [00:11:35.26] M: Altså det er en vej i hvert fald, og det kommer selvfølgeligt også an på hvordan ens forretning er sat op. Altså nu var Arla-­‐sagen det der var interessant ved Arla-­‐sagen det var at vi er blevet ret vant til som forbruger at vi handlingsrum ift. når vi kigger bagud i værdikæden, når vi ser på hvor kommer min dims fra, den kommer fra Congo, jamen hvilke forhold, der er børnearbejde, det vil jeg ikke være med til, så vælger jeg et andet mærke. Og Fair trade er jo også et kig bagud. Og Arlas var lige pludseligt et kig fremad i værdikæden og det var vildt interessant fordi det var nyt og sige "hvad sker der når mit mælkepulver lander på modtagermarkedet?" Og at de rent faktisk anerkender at der er også noget ansvar både at kigge frem og tilbage. Så det var nyt og jeg tror helt sikkert at på nye markeder hvor der er nogle sociale risici som de ikke kender til, der kan multi-­‐stakeholder samarbejder det kan både være med en lokalpartner, det kan være med en ngo-­‐partner, det kan være regeringen. Der kan det være vejen frem til at forstå nogle af de risici, forstå hvordan de kan være med til at gå "beyond" hele CSR og rent faktisk skabe noget positiv altså at fremme menneskerettigheder, frem for bare at respektere dem. Men det der er det vigtige at sige, det er netop at den positive handling i det at Arla går i en et partnerskab, opvejer ikke deres, opvejer ikke deres forpligtelser som ligger under UNGP. Det skal de stadigvæk, de skal stadigvæk lave alle deres analyser af hvad er det for nogle negative impacts vi har på de 48 menneskerettigheder og hvad gør vi for at dæmpe dem og vi skal have en klagemekanisme eller. Så at vi laver et initiativ omkring opsamling af lokal mælk med en ngo, det er fint og det er rigtigt godt, og det skal de gøre, men, og det kan give goodwill og det kan bruges til markedsføringsmæssigt og det er sådan måske et skridt hen imod den der mere stakeholder økonomitilgang, hvor vi tænker hvad er det for nogle værdier vi skaber for vores stakeholders og for shareholders. Men det hjælper ikke ift. det ansvar de har ift. UNGP. [00:13:36.19] A: Så virksomhederne skal både kigge bagud og fremad i deres arbejde med CSR og menneskerettigheder? Både med værdikæde som eksistere nu men også frem mod hvad der kommer til at ske? [00:13:47.04] M: Ja helt klart, det er al negativ impact, hvor det findes i produktionen er faktisk lige gyldigt. 97 194 195 196 197 198 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 215 216 217 218 219 220 221 222 223 224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 234 235 236 237 238 239 240 241 242 [00:13:52.07] A: Hvordan ser du arbejdsdelingen mellem virksomheder og stater i håndhævelsen af menneskerettigheder i en globaliseret verden? Nu snakker man om den post-­‐westfalske tidsalder vi lever i, at staterne er i opløsning. Men hvad er arbejdsdelingen, hvordan får man skabt en arbejdsdeling mellem stater og virksomheder? [00:14:08.18] M: Man kan sige, hvis det nu fungerede, hvis vi nu havde stater i mange af de her "emerging markets" som virkeligt implementerede de menneskerettigheder de har skrevet under på og de tre niveauer af ansvar som de har, så havde vi ikke et helt stort problem, for de skal beskytte mod at virksomhederne træder menneskerettighederne over tæerne. Så problemet er når de går ind og ikke gør det, fordi der kan være manglende vilje, og manglende kapacitet især rigtigt mange steder. Så sådan i lovens navn, kan man sige, der er arbejdsdelingen relativt klar. Det der så sker når man begynder at udliciterer offentlige opgaver til private, som der sker mere og mere hvis du kigger på landbrugsudviklingen i Afrika f.eks. så er det mere sådan noget "extensions" og alt sådan noget, det kommer jo ind i, det bliver jo private udbydere og hvad sker der så ift. at der vil de virksomheder selvfølgeligt søge hen, fordi de stadigt er drevet af at skulle skabe omsætning, hen i de områder hvor det nok ikke er der de fattigste bor, det er nok der var jorden er god, hvor vandet er tilgængelig og vejene er i orden og sådan noget. Og hvad sker der så hvis staten antager at så er det godt nok. Så jeg tror helt sikkert at der vil kunne skabes en arbejdsdeling omkring det der med, at der hvor profitten, altså der hvor det ikke kan gå på to ben, der hvor der ikke er win-­‐win, der hvor vi ikke både kan hive nogle mennesker ud af fattigdom og fremme deres menneskerettigheder samtidigt med at vi laver profit, at der ligger et klart statsligt ansvar. [00:15:45.05] A: Og er det statslige ansvar et som de godt kan løfte overfor som tidligt nævnt "advokathæren" som store virksomheder har, er det så muligt for de her stater, og hvem kan i så fald støtte dem ift. at få virksomhederne til at håndhæve og håndhæve menneskerettigheder over virksomheder. Altså hvordan skal verden indrettes hvis de multinationale virksomheder skal holdes ansvarlige ift. overholdelsen af menneskerettigheder? [00:16:12.02] M: Altså jeg tror helt klart at rigtigt meget af nøglen ligger nationalt, ligger ude i landende og skabe en efterspørgsels side på transparents, helt klart. Og på at staterne lever op til, og jeg tror at vi også mere og mere også vil se i hele FN-­‐systemet og de der PR-­‐mekanismer men menneskerettigheds... vil se mere og mere at virksomheder bliver synlige og at civilsamfundet begynder at tage sager op med virksomheder og sådan noget. Det tror jeg helt sikkert at vi kommer. Men, hvad spurgte du om? [00:16:44.21] A: Hvordan ift. håndhævelsen? [00:16:48.15] M: Jeg tror helt sikkert, jeg vil. Men helt klart, meget af det ligger nationalt ved mindre at man laver en domstol eller sådan noget, men det tror jeg ikke på at man gør, så rigtigt meget af det ligger nationalt og det kan gøres nationalt helt klart. Altså hvis, problemet er tit at staten ikke har vilje jo, altså det er jo der at skoen trykker rigtigt meget. Det er det der med at, det har vi set med rigtigt mange mineselskaber der er bare rigtigt meget korruption, der er bare rigtigt mange embedsmænd der tjener rigtigt mange penge på jordtyveri og på at sælge jorden væk og sådan noget. Der er bare rigtigt mange der tjener på det, og nogle enkelte der taber. Den er svær, ved mindre du får en stærkere organisering af interesser nationalt. 98 243 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260 261 262 263 264 265 266 267 268 269 270 271 272 273 274 275 276 277 278 279 280 281 282 283 284 285 286 287 288 289 290 291 [00:17:36.21] A: Er det en organisering der kan ske i nogle internationale fora? Altså i FN, ILO, WTO, OECD? Er der mulighed for at der ligesom kommer en tendens i de her fora for at gøre noget eller? [00:17:51.28] M: Der er helt klart en, der er altså helt klart nogle globale bevægelser som er blevet rigtigt stærke. Og der er helt klart nogle meget mere globale civilsamfund i dag på nogle af de helt store dagsordener. Altså retten til mad sker der rigtigt meget på, klimaretfærdighed sker der. Der sker rigtigt meget også fordi det digitalt bare er muligt, at vi linker op som globalt civilsamfund. Det er mere nationalt ude i mange svage stater eller emerging markets hvor der er mindre "checks and balances" helt klart. [00:18:22.19] A: Sidste spørgsmål det er: Hvordan en dansk virksomhed, nu snakkede du om UNGP, men hvordan kan du egentlig rapportere på menneskerettigheder i en dansk kontekst? Hvis vi siger Arla f.eks. har aktiviteter i Saudi Arabien, som jo ikke anerkende kvinders ret på arbejdsmarkedet. Kina som har et utal af "kiggen til siden" fordi de måske ikke anerkende loven i UNGP og menneskerettighederne, hvordan kan du rapportere på det som virksomheden uden at det bliver "window dressing"? [00:18:57.03] M: Jeg kan sige ift. Arlas aktiviteter i Kina så er det jo egentligt lige gyldigt om Arla, eller det er jo lige gyldigt om Kina anerkender kvinders rettigheder eller anerkende menneskerettighederne. Arla skal stadigvæk overholde UNGP i Kina og derfor stadigt analysere deres negative impact og dæmpe dem og ha' de her remedy mekanismer, det er fuldstændigt det samme. Så jeg tror ikke, det kan jeg ikke se så stort et problem i, hvis de rapportere i Danmark på hvordan de håndtere menneskerettigheder i Kina, altså man kan jo sige de har jo ikke et statsligt ansvar til eller gå ind og være i dialog nødvendigvis med Kina omkring at forbedre lovgivningen og sådan noget. De skal bare håndtere deres egne negative impacts, så det tror jeg egentligt godt at de ville kunne. De kan jo selvfølgeligt bare ikke være særlig, altså de kan selvfølgeligt bare ikke være en stor dagsorden for dem sådan nationalt så det tror jeg egentligt godt at danske virksomheder kan. Og jeg tror at sådan en som Arla kan, altså i det felt de er i, kan faktisk gå hen og blive en front runner på det her hvis de vil. Det kan de helt sikkert godt. For de er i en sektor som er, som ikke har menneskerettigheder i fokus som sådan. Det er en sektor som har brug for særligt markeder, fordi de har brug for forbrugere de har ikke rigtigt brug for noget sourching fra de markeder overhovedet så. Så de er i en sektor hvor mange af de andre store som de sammenligner sig med, som er længere tilbage i bussen, så de har en "window of opportunity" helt klart til at vise vejen. [00:20:47.02] A: Men hvad gør man så med Saudi Arabien som jo det er jo lov at kvinder arbejder ikke. Hvad, skal man bare kigge den anden vej og lade være med at putte det ind i sin rapport eller hvordan kan man egentlig gøre som virksomhed, fordi jamen ngo'erne, altså Amnesty vil jo også holde Arla ansvarlig for menneskerettighederne i deres aktiviteter på fabrikken i Saudi Arabien. Kan man rapportere sig ud af det? [00:21:11.07] M: Altså vi ser jo mere og mere virksomhedsaktivisme helt klart, og det er jo det der er vildt spændende, altså at nogle af de der opdelinger af sektorer er ved at nedbryde og måske at nogle virksomhedsledere i virkeligheden er mere aktivistiske og har og kan sparke nogle flere døre ind end mange ngo'er som traditionelt måske er blevet nogle bureaukrater. Så helt klart der vil være et. Men de er jo ikke forpligtet til at gå ind og have en dialog om 99 292 293 294 295 296 297 298 299 300 301 302 303 304 305 306 307 kvinders rettigheder kan man sige, i Saudi Arabien, og det tror jeg heller ikke på at de vil gøre. Indtil nu har er det jo i den der virksomheds aktivisme er jo mere hvis man får en eller anden Paul Polman eller en eller anden figur som på kransekagen og også kan skabe nogle forandringer nedad men altså, bare se på Arla. Altså hvem sender Arla til Saudi Arabien? Det er en sælger, hovedsageligt. [00:22:13.13] A: Ja altså de har jo en fabrik. [00:22:13.13] M: Ja men det er ikke med bæredygtighedsbriller de folk de sender ud, i særlig høj grad. Overhovedet ikke. [00:22:22.05] A: Men de skal jo stadigt rapportere på deres datterselskaber. [00:22:23.03] M: Ja ja, som sikkert, som helt klart ikke ansætter kvinder, det er der ikke nogen tvivl om. Og der kan man sige, der er de jo ikke, der er helt klart en arbejdsdeling som stadigvæk ligger der, ift. politisk dialog at det langt mere ligger over i det statslige. [00:22:52.10] Afslutningsfraser 100 1 BILAG 2 2 Interview med Lise Kingo 3 [00:00:03.19] A: jamen det første spørgsmål det er om jeg må få en kort 4 præsentation af dig og din baggrund. 5 L: Det kan du sagtens. Altså min uddannelsesmæssige baggrund, det er at jeg er 6 humanist så jeg er bachelor i oldtidskundskab og i religionsvidenskab. Så har jeg 7 en HD i afsætningsøkonomi altså i marketing og så har jeg en Master of Science 8 fra University of Bath i England i ”Responsibility and Business Practises”, som er 9 i hvordan man driver ansvarlige virksomheder. Så er jeg ved at færdiggøre et 10 program på INSEAD, så jeg bliver certificeret international bestyrelsesmedlem. 11 Så der er min uddannelsesmæssige baggrund. Vil du også vide hvad jeg har lavet? 12 A ja. 13 L Jeg har arbejdet i mere end 26 år hos Novo Nordisk. der har det været min 14 opgave lige fra jeg startede og skabe det der i dag er virksomhedens tredobbelte 15 bundlinjestrategi. Så jeg vil sige fået til opgave og fået til opgave -­‐ sådan noget er 16 jo noget der tit sker fordi nogle græsrødder i virksomheden synes det er vigtigt, 17 men det har i hvert fald altid været den røde tråd i mit arbejde, hvordan man 18 kombinerer det at drive rigtig god forretning med at være ansvarlig. Så jeg har 19 været afdelingsleder for en miljøkommunikationsafdeling, jeg har været 20 funktionschef for virksomhedens miljøområde og så har jeg været direktør for 21 stabsområderne i virksomheden og så de sidste 13 år har jeg været det der 22 hedder registreret koncerndirektør og cheif of staffs, hvor sustainability var et af 23 mine områder. Og udover det, så er jeg med i en række forskellige bestyrelser og 24 advisory boards, som jeg alle sammen forsøger at vælge ud fra at de har en eller 25 anden sustainability vinkel, fordi det er det jeg synes er spændende. 26 [00:02:31.26] 27 A Hvordan ser du virksomhedens rolle i dag? 28 L Jamen jeg synes egentlig at den måde som man beskriver det på her hos 29 Mandag Morgen, med den model man kalder The New Reality. Ved du hvad der 30 er for en jeg snakker om? 31 A Lidt tror jeg. Altså Erik har.. 32 L: Jeg har den her i mine papirer her. Den synes jeg nemlig er rigtig rigtig god til 33 at illustrere hvordan virksomheders roller har ændret sig utrolig meget, fordi 34 måske for 20 år siden, der sagde man egentlig at "The business of business is 35 business" og det var det de allerfleste virksomheder bare gjorde. I dag er der 36 altså kommet alle de her forskellige dimensioner, som alle virksomheder bliver 37 nødt til at forholde sig til og det er selvfølgelig allermest presserende for store 38 multinationale virksomheder, fordi de er noteret på børsen, de har mange 39 aktionærer, de har mange stakeholders, de er meget synlige, så de har især brug 40 for at vise, at de er en del af løsningen og ikke en del af problemet i den verden vi 41 lever i, som jo kommer under større og større pres, fra sustainability 101 42 synspunktet. Og i den oplever jeg, i hvert fald inden for de sidste 10 år, at der er 43 blevet mainstream blandt, i hvert fald store virksomheder, men også flere og 44 flere mellem små og mindre virksomheder, fordi de store virksomheders krav, 45 de kanaliseres jo ligesom ned gennem systemet. Og det her det tror jeg bare vil 46 blive mere og mere dominerende at virksomheder ikke bare går ind og ser på de 47 her dimensioner, men at de faktisk også skal prøve at gå ind og vise hvordan de 48 skaber shared value, både på deres egen bundlinje, men også i de markeder eller 49 lande hvor de arbejder, hvordan de også bidrager til at øge værdien der, gennem 50 deres produkter og uddannelse og andre aktiviteter. 51 [00:04:49.17] 52 A: Så virksomheder har et ansvar, der går ud over deres egne? 53 L: Absolut! Og prøve at sige noget andet i dag, ville nok være sådan lidt.. øh hvad? 54 [00:05:01.29] 55 A: Nu har du arbejdet med CSR i mange år, hvilken påvirkning har 56 globaliseringen haft på danske virksomheders arbejde med samfundsansvar? 57 L Jamen altså, det at man i stedet for bare at have et hjemmemarked i Danmark, 58 så har man markeder over hele Verden, det gør jo at danske virksomheder er 59 kommet i direkte berøring med mange af de lande, som har nogle store 60 problemer omkring bæredygtighed, og det kan være på 61 menneskerettighedsområdet, det kan være på miljøområdet, det kan være på 62 klimaområdet og når man er ude og egentlig tjener sine penge i de lande der har 63 meget store problemer, så er man også nødt til at bidrage til løsningen af dem. Så 64 jeg tror at globalisering og øget fokus på sustainability agendaen de går hånd i 65 hånd. 66 [00:06:01.07] 67 A: Nu sagde du at de er nødt til at løse det, er det så ud fra det etiske eller ud fra 68 rent ansvar, eller hvordan er det der "nødt til"? 69 L: Altså når jeg siger nødt til, så er det, altså du kan sige, at det vil altid være 70 bedre for en virksomhed og agerer på et marked der er i balance og i ro, altså et 71 marked der er politisk uroligt, det er ikke noget godt marked. Et marked der er 72 meget påvirket af fx. miljøproblemer eller klima, altså det gør at det ikke er så 73 forretningsmæssigt interessant, fordi der vil komme en masse restriktioner for 74 at prøve at løse de her problemer. Så det at have nogle harmoniske markeder, 75 det betyder ret meget. Det ved jeg ikke i hvor stort omfang alle virksomheder 76 anerkender, men jeg tror i hvert fald de anerkender, ligesom du kan sige det er 77 risikodelen af det, men jeg tror ikke de anerkender at, hvis man for eksempel har 78 skrevet under på UN Global Compact, og har committet sig til de her 10 punkter, 79 så vil det se mærkeligt ud hvis man f.eks. er til stede i Indien, og bare bruger 80 børnearbejde eller fabrikker, hvor arbejdsmiljøet er enormt dårligt, altså så går 81 man i mod i de internationale principper, som man ofte selv har tilsluttet sig, så 82 derfor mener jeg at man bliver nødt til at forholde sig til det. 83 [00:07:46.14] 102 84 A: Hvorfor skal danske virksomheder også respektere menneskerettighederne, 85 det er jo, hvad skal man sige, menneskerettighederne er jo grundlæggende i 86 forholdet mellem stat og FN, eller stat og individ. Hvor lægger virksomhederne i 87 forhold til den arbejdsdeling? 88 L: Ja, det er rigtigt at FN's konventioner gælder for stater, og det er ligesom stater 89 der ratificerer de her forskellige konventioner, men mange proaktive 90 virksomheder ved godt, og på et eller andet tidspunkt så bliver de her 91 konventioner normalt omsat til national lovgivning, og derfor er det jo klogt at 92 begynde at kigge på konventionerne i god tid, så man er forberedt. En anden ting 93 er så, at fordi menneskerettighedskonventionen er så vigtig, så har man jo gjort 94 en del arbejde for at hjælpe erhvervslivet med at oversætte den, og der synes jeg 95 at det arbejde professor Ruggie for gjort, med at lave det man populært kalder 96 ”Ruggie Principles”, som jo sådan set er en vejledning i, hvad er det man skal 97 gøre når man er virksomhed, for at efterleve menneskerettighedskonventionen. 98 Så har man sådanset fået en stor hjælp der, og det synes jeg er rigtig flot og også 99 det at man f.eks. i Danmark har fået sådan et kontaktpunkt som OECD jo siger at 100 de enkelte lande skal have: ”Mæglings, og klageinstansen”, som Mads Øvlisen er 101 formand for, jeg ved ikke om den klage Arla fik kom igennem? 102 A: det gjorde den. 103 L ja, så du kan sige for danske virksomheder, er vi faktisk nået ret langt frem, og 104 der kan jeg da bare give dig som eksempel, at i Novo Nordisk helt tilbage i 105 omkring ja, hvad har det været ja omkring år 2000 måske, da hele den sociale del 106 af sustainability agendaen begyndte kom op, der blev det jo ret hurtigt klart for 107 os, at den måde vi skulle definere socialt ansvarlighed på, det måtte baseres på 108 menneskerettighedskonventionen. Så selvom der ikke var nogle ”Ruggie 109 Principles”, så hyrede vi Sune Skadegaard til at komme og lave et review af, i 110 hvilket omfang Novo Nordisk efterlevede menneskerettighedskonventionen. Så 111 han gik egentlig ind og gjorde det, som Ruggie principperne nu bare gør for alle, 112 ikke. Og hans konklusion var, efter at have besøgt en række datterselskaber og 113 fabrikker osv., at vi var egentlig i ret god compliance, kan du sige, men inden for 114 områderne ligebehandling og diversitet, der skulle vi gøre meget mere, og vi 115 skulle også gøre mere for at give alle adgang, ikke bare til bedre sundhed, men 116 for vores vedkommende til bedre diabetesbehandling. Det blev så 117 udgangspunktet for to meget store programmer, som har kørt siden da og som 118 stadig kører, som er virksomhedens diversitetsambition, fokuserer på ”gender” 119 og på ”nationality”, og så er det hele virksomhedens arbejde med ”access to 120 diabetes care strategien”, som du kan gå ind og kigge på, hvis du har lyst til, og 121 som er blevet virkelig avanceret i forhold til den gang. 122 [00:11:32.03] 123 A men er danske virksomheder langt nok fremme? Nu så jeg høringsrunden i 124 forbindelse med det nye lovforslag, 117 der kører, hvor Sune Skadegaard var 125 med i høringen, og sagde at vi er ved at bliver overhalet, fordi vi ikke er villige 126 nok til at gå ind og lave reguleringer. Er Danmark langt nok fremme? Altså skal 103 127 Danmark til at regulere virksomhederne, og skrive direkte ind i loven, at de skal 128 rapportere og forpligte sig til CSR? 129 [00:11:59.21] 130 L: Altså jeg er jo formand for Det Danske Råd for Samfundsansvar, så vi sidder jo 131 en rækker interessenter i det råd, lige fra erhvervsorganisationerne til ngo'erne, 132 og altså når jeg sidder og snakker med dig her, altså min holdning er helt klart, at 133 danske virksomheder er ikke på forkant. Der er nogle enkelte frontrunners, det 134 er der altid, som kan være gode eksempler, men den store masse af danske 135 virksomheder, altså kan slet ikke rigtig se eller forholde sig til ideen i det her, og 136 er meget meget konservative, og jeg mener også, har sådan lidt en aversion imod 137 de her ting. Vil meget hellere bare drive "The business of business is business", 138 ikke, og det synes jeg på mange måder er synd, fordi man misser ligesom en 139 innovationsmulighed, for at blive en af de fremmeste virksomheder, der sådan 140 virkelig forstår, hvordan man tager den her new reality ind i sin måde at drive 141 forretning på. Jeg synes danske virksomheder er ret gammeldags. Generelt. 142 [00:13:28.11] 143 A: Hvordan ser du, hvis vi skal vende tilbage til menneskerettighederne, hvordan 144 ser du sådan arbejdsdelingen mellem virksomheder og stater i håndhævelsen af 145 menneskerettighederne? Altså hvis man ser på danske internationale 146 virksomheder, så er de jo tilstede på en mængde markeder, hvor 147 menneskerettighederne ikke har en særlig høj status. Hvordan ser du ligesom 148 virksomhederne kan gå ind og arbejde med forbedringer af 149 menneskerettighederne i sådan nogle lande, uregulerede lande, om du vil? 150 [00:13:53.10] 151 L: Jamen, det synes jeg bestemt virksomhederne skal gøre, og det ved jeg da at 152 der er mange, der altså er mange der gør, og altså den måde man finder ud af, 153 jamen hvor er det man har svagheder, det er jo typisk ved at lave sådan et review 154 ud fra Ruggie's principper, og det har man også fået gjort i Novo Nordisk, hvor vi 155 havde faktisk Ruggie's assistens, nu det nok, tiden går hurtigt, en tre år siden. Vi 156 havde ham inde ligesom Sune gjorde det, for mange år siden, så havde vi ham 157 inde, og han påpegede, jamen altså der er nogle bestemte temaer i nogle 158 bestemte lande, som han synes vi kunne gøre bedre. Det var for eksempel det her 159 med barselsorlov i USA, som jo altså, amerikanerne er ikke vilde med 160 menneskerettigheder. Og der var så nogle helt konkrete ting vi kunne gå ind og 161 gøre, og det gjorde vi så, og jeg synes, det en virksomhed jo så kan gøre er at tale 162 om det i sin rapportering, eller når man bliver inviteret til at holde et indlæg, 163 eller når man på anden måde for mulighed for det. At man så fortæller om, at 164 man faktisk arbejder aktivt med menneskerettigheder, og hvad man har taget af 165 corrective actions, og hvad man har lært, og måske også hvad man har forsøgt på, 166 men hvad der så har vist sig at være meget vanskeligt. Det tror jeg at ens 167 stakeholders sagtens forstår. Altså det værste er jo sådan set, hvis man bare 168 lader være med at gøre noget. 169 [00:15:30.17] 104 170 A: Så du mener godt man kan lave en legitim rapportering af 171 menneskerettigheder også selvom man har aktiviteter i for eksempel Saudi 172 Arabien? 173 [00:15:37.09] 174 L Absolut. Altså hvis man ikke kan løse problemerne, fordi landet har nogle helt 175 andre holdninger, så kan man i hvert fald beskrive de dilemmaer, som man 176 oplever i det land og hvordan man forsøger at adressere dem. Det synes jeg 177 egentlig er ligeså interessant, som de lande hvor det lykkes at man får fikset 178 noget. 179 [00:15:59.21] 180 A: Bare lige for at få det ridset om igen, hvilken indflydelse mener du den danske 181 lovgivning har haft på arbejdet med CSR i Danmark? Altså § 99a. 182 [00:16:19.11] 183 L: Altså jeg synes rigtig god. Altså hvis ikke der var de krav til rapportering, så 184 tror jeg der ville være meget lidt rapportering i Danmark. Altså så ville du have 185 de her, jeg ved ikke hvor mange der er, de her 20 multinationale virksomheder, 186 som er nødt til at vise at de efterlever UN Global Compact, GRI osv., fordi de 187 færdes i de her internationale kredse, World Economic Forum og deltager på UN 188 Global Compact møderne, og der ser du altså bare virkelig dum ud, hvis ikke du 189 kan de ting her. Så jeg tror de ville gøre det, men så ville der være en kæmpe 190 underskov af mere dansk fokuserede virksomheder med mindre eksport, som 191 altså bare fuldstændig ville negligerer det her. 192 [00:17:13.12] 193 A: Så lovgivningen er med til at skabe sådan et generelt pres på virksomhederne 194 for at leve op til det her? 195 [00:17:19.21] 196 L: Ja absolut. 197 [00:17:20.25] 198 A: Okay. Hvis man skal, altså hvad ser du som muligheder for en virksomhed i 199 forhold til at operationalisere arbejdet med menneskerettigheder, i forhold til 200 due diligence, hvordan kan man gøre det her? Er det ved at lave assesments, 201 ligesom Novo nordisk gjorde med Sune Skadegaard, eller hvordan kan man 202 egentlig operationalisere, det her i en virksomhed, som måske ikke har arbejdet 203 med det før? 204 [00:17:41.18] 205 L: Jamen altså, jeg synes det er vigtigt med alle temaer omkring sustainability 206 eller CSR, at det bliver integreret ind i den måde virksomheden arbejder på. Jeg 207 tror det er vigtigt, at det ikke bliver sådan en, du ved, appendix, der sådan 208 foregår parallelt med alt andet. Så jeg mener, jeg synes at sustainability skal ind 209 og være en integreret del af en rapport. Så skal det også ind og være en del af de 210 ”audits” der bliver lavet i løbet af året i virksomheden, så ligesom man laver 211 audits af finanser, IT og Stan Oxly? Osv. Osv., så laver man også audits af sine 212 leverandører, og kigger både på kvalitet, men også hvordan de efterlever UN 105 213 global compact f.eks. Så man bygger det ind alle de steder, man kan komme til 214 det. 215 [00:18:38.27] Man gør det også til en del af virksomhedens ”balance score card”, 216 du kender godt, sådan en opfølgning, ikke? Hvor de parametre står der lige så vel 217 som finansielle mål og launch af nye produkter osv. osv., og så synes jeg en gang 218 om året, når der bliver lavet et review af hele virksomheden i forbindelse med 219 årsregnskabet, jamen så skal der jo også lavet et review, ikke bare af finans og 220 forretningen, men også af virksomhedens sustainability arbejde, og det skal 221 selvfølgelig inkludere menneskerettigheder. Det her det kan man jo gøre når 222 man er kommet ind i en god gænge, og når man forstår, hvor er det 223 virksomheden har sine kritiske parametre omkring menneskerettigheder, så kan 224 du køre det ind i sådan et system, men jeg tror at i det forarbejdet der er, med 225 ligesom at definerer, hvor er det egentlig lige vi har vores problemer henne, der 226 skal man lave sådan nogle due dilligence og reviews som dem Sune og Ruggie's 227 assistens kom og lavede i Novo, hvor du bruger mere tid på at gå ind i det her 228 tema specifikt. Altså der kan du ikke bare have nogle der går ud og spørger til 229 det, som en del af en lang liste af en masse andre ting. Altså man skal spøge med 230 menneskerettigheder, fordi det er så bredt og så kompliceret, at hvis man vil 231 være seriøse omkring det, så skal man også bruge nogle kræfter på også at gå i 232 detaljer med det og lave en god due dilligence. 233 [00:20:20.08] 234 A: Sidst, hvor skal Danmark hen fremover, i forhold til arbejdet med CSR? Det er 235 sidste år der er penge til Rådet for Samfundsansvar, så vidt jeg har forstået. 236 [00:20:28.28] 237 L: Jamen rådet har ingen penge. 238 [00:20:31.09] 239 A de har ikke nogen penge? jeg troede faktisk de var under finansloven. 240 [00:20:32.03] 241 L Nej. Altså de sidste tre år der har rådet ikke haft nogen penge. 242 [00:20:37.04] 243 A: Okay, men hvor skal arbejdet for samfundsansvar så bevæge sig hen uden 244 penge og uden fokus? Nu kommer der jo nogle nye EU regler, men hvor skal vi 245 hen ad? Hvad er det for en retning der ligesom skal udstikkes af.. 246 L: af regeringen? 247 A: ja det ville jeg gerne sige, men den er jo ved at skifte nu, ikke. 248 [00:20:54.28] 249 L: Jo, altså det er jo regeringen der laver en handlingsplan for samfundsansvar 250 hver tredje år, og den kommer rådet med inputs til, og så er det forskellige 251 embedsmænd, fra forskellige ministerier, der alle sammen har et eller andet 252 samfundsansvarsvinkel, der så laver handlingsplanen. Altså for det første, du kan 253 jo egentlig sige, at det der skal være til stede for at Danmark kan blive et 254 forgangsland inden for det her område, det er jo det samme som skal være 255 tilstede, hvis en virksomhed skal blive forgangsmand inden for området ikke. Så 106 256 det der er behov for, det er at den øverste ledelse virkelig tager ejerskab for det 257 her, og det vil sige regeringen, og man kan jo se, at denne regering vi har haft nu, 258 kunne man måske have troet ville gå meget op i det her tema. Det tror jeg så ikke 259 nogen af os har oplevet, at de egentlig rigtig gør. Så jeg mener, jeg tror ikke, altså 260 det ville bare blive endnu dårligere, hvis der kom en blå regering til. 261 [00:22:16.27] 262 A: Hvad kan man gøre, altså nu sagde du selv at en blå regering, hvad kan man 263 gøre for, nu snakker du om at danske virksomheder er ret konservative i forhold 264 til arbejdet med det. Der er jo to blå erhvervsordfører, der sagde, at det jo var en 265 møllesten om halsen på danske virksomheder at arbejde med CSR. Hvad kan 266 man gøre for ligesom at ændre holdning blandt politikerne i forhold til arbejdet 267 med CSR? 268 [00:22:39.04] 269 L: altså jeg tror, at når man er på det forståelsesniveau og fyrer sådan noget der 270 af, så er man ligesom nødt til at starte der hvor de mennesker er, og de er jo nok i 271 sådan et verdensbillede at "The business of business is business", så der er det i 272 hvert fald min erfaring, at der er du nødt til at starte i sådan et finansielt 273 udgangspunkt, og begynde med at vise dem nogle af de her shared value tanker, 274 hvor man prøver at sige, jamen prøv at se her, CSR er en måde at styre risici på. 275 CSR er en måde og være i bedre kontakt med sine interessenter, så man ikke får 276 så mange overraskelser. Det er en måde at forbedre bundlinjen på, inden for 277 eksempelvis miljøområdet, her er nogle beregninger på, hvordan man både kan 278 spare og, at det er værdi i de områder man arbejder på. Så må man ligesom gå de 279 veje. For jeg tror at det at få sådan nogle mennesker til at forstå, at det her er 280 nogle universelle principper, som skal sikre, at vores børn og børnebørn også får 281 et godt sted at bo, det er nok lidt som at smide vand på at gås. Så jeg tror du skal 282 over i den rationelle argumentation, med de her mennesker, mere end i sådan en 283 visionær princip diskussion. 284 [00:24:13.15] 285 A: jamen det tror jeg var sidste spørgsmål. 286 L: Okay 107 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 BILAG 3 Interview med Astrid Gade Nielsen [00:00:36.25] Hallo, ja det er Astrid Gade Nielsen [00:00:36.25] Hallo, ja det er Ask [00:00:38.11] Hej, har du tid? Ja det har jeg. [00:00:51.04]Jamen det var fantastisk. Jamen, som jeg skrev til dig, så er det et speciale jeg er ved at skrive på Roskilde Universitet, om virksomheder og socialt ansvar. Jeg skal lige høre første og fremmest om det er okay at jeg optager dig? [00:00:57.25] Ja det er det. [00:01:00.00] Det var da dejligt, det gør alting meget lettere. [00:01:03.03] Jamen jeg har sendt nogle spørgsmål til dig som jeg bare vil løbe igennem fra den ene ende til den anden. Jeg vil gerne høre om du ikke først lige kan præsentere dig og fortælle lidt om din baggrund? [00:01:16.26] Jo det kan jeg. Jeg hedder Astrid Gade Nielsen og jeg er kommunikationsdirektør i Arla. Jeg har været i Arla i 25 år og i 12 år i den funktion jeg har nu, som er at være overordnet ansvarlig for kommunikationsfunktionen koncernkommunikation i virksomheden. Og det betyder at jeg har kommunikationschefer der sidder rundt i de enkelte lande som jeg har det overordnede ansvar for. [00:01:46.29] Ask: Og hvordan er det at rollefordelingen er ift. til arbejdet med CSR, i forhold til dig og de andre? [00:01:53.13] Astrid: Altså sådan som vi har arbejdet med, eller som vi arbejder med CSR så har vi et lille team som arbejder med rapporteringen og indsamlingen af fakta osv. som ikke sidder i min organisationen. Jeg sidder til gengæld så i en CSR komite, hvor den adm. direktør sidder for bordenden, så har vi et koncernledelsesmedlem som er vores HR-­‐ansvarlige, så har vi en fra business kan du sige, fra vores internationale virksomhed, og så har vi vores leader repræsenteret og så den, hende der sidder med vores CSR-­‐rapportering, og så sidder jeg der. Og vi har ligesom indtil videre haft ansvaret for at drive det her selvfølgelig op i mod en koncernledelse og en bestyrelse. [00:02:46.01] Ask: Hvordan ser du virksomheden Arlas rolle i samfundet i dag? Hvem er det Arla er ansvarlige overfor og hvad er det for et samfundsansvar som Arla som virksomhed bør løfte? [00:02:57.09] Astrid: Jamen Arla, altså der er to refleksioner i det; den ene er at Arla lever af at lave mejeriprodukter som er går ud direkte til forbrugerne, selvfølgeligt gennem detailhandlen og ud til forbrugerne. Så når man tilbyder sine produkter sådan en business to consumer tror jeg det hedder, sammenhæng, jamen så har vi et stort ansvar i forhold til at de forbrugere der køber vores produkter dels kan være trygge ved at bruge produktet men også føler sig godt tilpas med den virksomhed de køber produktet af, er en ordentlig virksomhed i sådan en meget bred betydning. Det er den ene del. Den anden del er at vi er markedsledere på mange af de markeder hvor vi er, i hvert fald her i Nordvesteuropa og der følger et særligt ansvar med som det at være den der har den største markedsværdi. [00:03:58.07] Ask: Okay. Hvad med ansvar overfor jeres ejere, er det så det trejde ben eller? 108 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 [00:04:02.19] Astrid: Det er så, undskyld ja, altså ja selvfølgeligt fordi vi er et andelsejet virksomhed så har vi selvfølgeligt en opgave i forhold til vores ejere som er at sørge for at de får den bedst mulige mælkepris til en hver tid. [00:04:16.07] Ask: Okay, og hvordan det gør i så ved at gå globalt nu? [00:04:22.27] Astrid: Altså det der jo er i gang i øjeblikket i markedet lige nu, er at hvad kan man sige, er at mælkemarkedet bliver mere differentieret og det betyder at de hvad skal man sige, de policies og initiativer man har taget i EU-­‐
fællesskabet igennem mange år de er nu ophævede, det vil sige at markedet nu flyder frit dels fra virksomhedens synspunkt, og så er der selvfølgeligt stadigt nogle støtteordninger til den enkelte landbruger, men set med virksomhedens øjne her vi får ikke eksportstøtte eller nogen subsidier af nogen art ift. det der foregår på verdensmarkedet. Og verdensmarkedet går den rigtige vej set med Arla øjne så er det jo positivt, men det er jo klart at vi tager så det store smæld når det går ned ad, som det gør lige i øjeblikket. [00:05:16.07] Ask: hvis man skal vende lidt tilbage til CSR'en i det og jeres samfundsansvar, jamen nu siger du I har noget ansvar for at folk skal være trygge i det og i er markedsledere. Men hvordan kommer det til udtryk i jeres arbejde med CSR? [00:05:28.16] Astrid: Jamen det gør det jo så ved at vi har valgt at underskrive i sin tid UN Global Compact som har givet os nogle rammer for hvordan det er at, et rammeværktøj kan du sige som rigtig mange virksomheder bruger, og som også har givet god mening i forhold til vores forretning. Hvor vi arbejder med de 11 kapitler eller områder indenfor CSR og UN Global Compact er det der ligger grunden af vores Code of Conduct altså vores guidelines for hvordan vi skal opfører os og det er på den baggrund at vi laver rapporteringen hvert år som vi lægger ud i slutningen, i begyndelsen af marts måned. [00:06:15.08] Ask: Okay, nu har jeg siddet og kigget på jeres CSR-­‐rapporter for de sidste 4-­‐5 år og der så jeg bl.a. at I støtter menneskerettighederne. Hvordan gør I det rent i praksis? [00:06:25.25] Astrid: Jamen altså den måde vi gør det på er nok at vi først og fremmest koncentrere os om de områder hvor man kan sige vi har en fornemmelse af at der er det største "gap" altså jeg er godt med på at der også er menneskerets issue lige udenfor vores egen dør, men dem vi har nok mest fokus på det er at forstå de markeder, når vi bevæger os ind i markeder hvor vi ikke kender hvad skal man sige, spillereglerne altid helt nøjagtigt. Så der og der hvor der er ”gap” ift. at kunne sige at vi overholder menneskerettighederne. Så jeg vil sige at vi indarbejder menneskerettighedsaspektet i vores f.eks. når vi laver merges og opkøb i tredje lande eller udviklingslande, så ligger det som en del af processen at den virksomhed vi evt. laver et joint venture med eller køber, at vi går ind og laver et assesment altså dvs. en vurdering af i hvor høj grad lever den her virksomhed op til menneskerettighedskravet. Og så i den identificere man så de issues der nu må være og adressere det. Og det vil sige at man går ind i sådan et joint venture med åbne øjne sådan at man har at man ved hvor problemerne er og har en plan for hvordan man hvad skal man sige, håndtere det og tackler det. [00:08:07.14] Ask: Okay. Men går i også i dialog med hvad skal man sige regionale regeringer og nationale regeringer i de lande i ligesom går ind i, i tredje verdenslande? 109 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 [00:08:17.12] Astrid: Altså nej der, der går vi nok ikke direkte via ambassaderne så dvs. at hvis vi nu laver et joint venture lad os sige i Egypten, som vi har været på vej til nogle gange og hvis der er nogle issues ift. Egypten, jamen så ville vi typisk i den assesment og i den vurdering vi laver, der vil vi også i samarbejde med ambassaderne prøver at finde ud af jamen er der nogle, problemer her og hvordan arbejder de generelt med det ift. det lokale styre. Altså vi har ikke public affairs folk ansat som sidder i de her lande og lobbyer eller arbejder op i mod de her regeringer. Så det vil typisk være i partnerskaber, det vil typisk være i samarbejde med en ambassade eller i partnerskaber med en ma(xxx)industri eller hvad det nu kan være. [00:09:22.20] Ask: Hvad med partnerskaber med ngo'er er det også noget I benytter? [00:09:25.11] Astrid: Øhhh neeej, jeg vil sige det kommer meget an på hvilket land du tænker på for det er ret svært at sige noget generelt om det. Men altså i Mellemøsten f.eks. der er det rigtigt svært og arbejde op i mod de lokale myndigheder, der vil det typisk være igennem ambassaderne. Hvis man taler Afrika så tror jeg at det fortsat er meget nyt for os, og der vil det typisk også være op igennem, eller op igennem ambassaderne. Hvorimod et land som Bangladesh, der vil jeg gætte på at der ved jeg i hvert fald at vi har haft et rigtigt godt partnerskab med DANIDA og så det er meget afhængigt af hvilket marked vi er på. [00:10:08.15] Okay. Nu snakkede du om det der med mergers og leverandører kan jeg også se på jeres CSR-­‐rapport, at det er meget det I tager fat på, men er den kritik der blev rejst fra MS gik jo lidt den modsatte vej, den gik jo upstream, altså når I afsætter jeres vare. Hvordan har I taget hånd om den kritik og implementeret hensynet til menneskerettighederne sådan fremad, altså due dilligence? [00:10:30.04] Ja, altså det vi har diskuteret med MS, det er at de siger det nytter ikke noget at I laver nogle initiativer hist og pist med at dele noget skolemælk ud gratis eller gøre nogle ting, altså det de mener der skal til det er at vi sørger for eller i samarbejde med lokale bønder og finde en mulighed for at de kan få, at de ikke bliver forhindret i at kunne tilbyde deres produkter til konkurrencedygtig pris. Og noget af det de peger på der strukturelt skal ske det er at der skal forbedres, altså det skal forbedres mulighederne for at få indsamlet deres mælk f.eks. eller vi var på en rundbordsdiskussion der var iværksat af organisationen CARE Danmark i maj måned, hvor vi sad med nogle repræsentanter for nogle vestafrikanske bønder, og noget af det de siger det er at det kan være svært at få mælken frem til såkaldte collection centers og det der så sker på de der collections center, er der nogen måde hvorpå man kan forbedre hvad skal man sige fødevaresikkerheden og de veterinære forhold osv. osv. Så jeg tror der er, der faktisk ligger rigtigt meget her som vi bl.a. også har arbejdet med på et marked som det kinesiske hvor vi har gået ind og arbejdet lokalt med og kigger på hvordan kan man forbedre sikkerheden omkring indsamlingen af mælken og den måde den kommer frem til forbrugeren på. Så der ligger en opgave for os som vi ikke har konkretiseret men som vi er i gang med at prøve at se på hvordan kan vi gøre det her på en måde som giver mening for både dem og for os, for vi tror egentligt på at det bedste måde er ikke at hvad skal man sige at lave initiativer hvor man ligesom, hvad skal man sige, giver noget og så koncentrere 110 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 man sig i øvrigt om sin egen forretning. Jeg tror det gælder om at finde fælles forretningsmodeller, fælles løsninger. [00:12:49.12] Ask: Men hvad er det så for nogle udfordringer i forbindelse med det her, som I står overfor? Det er jo ikke, nu var det specifik Elfenbenskysten og Ghana at MS rejste, men hvad er det for nogle udfordringer I står overfor ift. overholdelsen af menneskerettighederne sådan mere generelt når I går ind på tredje verdenslande? Altså hvad er. [00:13:08.21] Astrid: Jamen det er jo, det er omkring arbejdsforhold, det er omkring arbejdstid, det er omkring lønninger, det kan være altså der er jo nogle og 30 forhold som man skal forholde sig til, og det MS siger til os, det er at man forstå godt som NGO at man ikke kan forholde sig til så mange på en gang så man er også nød til at lave en form for prioritering hvis det giver mening og sige hvad er der er helt akut, hvad er det der først og fremmest skal rettes op på. Og der er det de siger ift. Vestafrika f.eks. så er det det der med at de lokale bønder har forsikret at de har en fri tilgang til markedet og kan komme af med deres produkter på en ordentlig måde. Ehm og så kan det være at der i andre lande er nogle andre forhold som man skal tage højde for og det så er det, det man skal fokuser på. Så De går meget ud og synes jeg når man lytter til den der, kig nu på dem alle og så prioriter ift. jeres vurdering af det pågældende marked. [00:14:29.12] Ask: Okay og det gør I så ud fra code of conducts eller ud fra? [00:14:34.04] Astrid: Ja det gør vi ud fra Code of Conduct og så har vi en menneskerettighedsvurdering som vi får, og nu kan jeg lige pludseligt ikke huske hvad de hedder, men som vi får fra en anerkendt institution som ligesom går ind og laver generelle løbende vurderinger af det pågældende land, hvor man kigger på forskellige niveauer og så får man enten en rød status eller gul eller grøn på landet som sådan og så ved vi jamen okay hvis vi er inde i et land hvor det er rødt på forhold omkring fagforeninger f.eks. jamen så er det, det vi skal have fokus på, altså så det indgår i den assesment når vi går ind i et land. [00:15:09.15] Ask: Okay. Synes du at, sådan nu har du siddet i Arla i 25 år, synes du at hvad skal vi sige, ansvaret er ved at blive for stort for en virksomhed som Arla? Altså er samfundsansvaret og kravene udefra ved at blive for komplekse til at I kan håndtere dem når i ekspandere som i gør? [00:15:35.02] Altså jeg tror godt vi kan håndterer det men vi mangler viden om hvordan vi gør. Altså nu har vi fået en CSR-­‐ansvarlig mere på det område der bl.a. sidder med Afrika, og jeg kan mærke at det at få professionaliseret måden at tilgå det på, gør det meget nemmere at arbejde med. At få et sprog og en viden om det som gør at vi ikke sidder og gætter, men at man rent faktisk får sat nogle processer i gang hvor man kan vurdere, man kan forholde sig til, man kan komme videre med det så jeg synes egentlig at jeg mærke i organisationen i forretning at der er en villighed til at arbejde med det, men man ved bare ikke rigtigt hvordan. Og det synes jeg, det synes jeg bl.a. vores nye CSR-­‐ansvarlige på det her område har været rigtig rigtig dygtig til, og allerede i den korte tid hun har været her, har hun været med til at få sat nogle flere ord på som gør det nemmere at forholde sig til. [00:16:40.29] Ask: Ja men et er jo at I, i CSR-­‐kommissionen eller udvalget og i ledelsen skal forholde sig til det, men hvordan får I hvad skal man sige implementeret det i jeres efterhånden ret vidtforgrenede organisation? Hvordan går I implementeret hensynet til menneskerettigheder og arbejdet med det? 111 192 193 194 195 196 197 198 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 215 216 217 218 219 220 221 222 223 224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 234 235 236 237 238 239 240 [00:16:58.11] Astrid: Ja, altså det indgår i en sådan en compliance træning som vi gennemføre med jævne mellemrum, og det gør vi også i consumer international der arbejder med de her komplekse udviklingsplaner. Det vi har gjort, det er at vi har iværksat en CSR-­‐træning som dels består i noget e-­‐learning dvs. at man sidder og gennemgår et, og det er mandatory dvs. det skal man gøre som ansat, at man gennemgør de her, det her CSR-­‐learning program og man får en scorer og så samler man op på det i den enkelte forretningsenhed og det bestemmer man selv hvordan man gør, enten en til en, med sin egen leder eller at man samler nogle teams og diskutere det. Så og det gør man ikke bare en gang, men man gør det flere gange, ikke i ?e-­‐learning? men man samler op og får diskuteret de her ting. Det andet er at de her helt konkrete initiativer og aftale vi har lavet med Mellemfolkeligt Samvirke har vi haft nogle telefon calls med de grupper som sidder direkte berørt af det her og dem har vi gennemgået det hele med fra enden til anden, sådan at de både fik at vide hvad er det der, hvad er det der ligger til grund? Hvad er det aftalen går ud på? Hvad er det I skal gøre anderledes, og så de havde mulighed for også at stille spørgsmål til. Så det er meget at gøre det, bedvidstgørelsen af CSR, for det arbejdet ind i måden at arbejde på, så behøver det ikke være svært. Men vi har brug for nogen som kan hjælpe os med at omsætte CSR til et sprog som forretningen kan forstå. For de går tit sådan lidt i baglås og så siger de "jamen hvis vi ikke kan, der er jo ikke noget der er sort og hvidt og hvis vi må det der, så kan vi jo ikke noget" altså og hvor det handler meget om at prøve at finde nuancerne i tingene sådan at de forstå at arbejde med det også og kan måske selv være med til også at stille kloge spørgsmål til dem de nu arbejder sammen med. [00:19:15.24] Ask: Ja, men hvor skal viden og sprog kommer fra? Altså er det noget I selv kan udvikle/skal udvikle, eller kunne du godt tænke dig at der kom noget mere støtte ude fra, Rådet for Større Samfundsansvar eller? [00:19:26.27] Astrid: Ja altså jeg kan i hvert fald se at det samarbejde jeg nu har sat i gang med Irene vores nye CSR-­‐ansvarlige, med Mellemfolkeligt Samvirke, med CARE, med Institut for Menneskerettigheder det skaber en ramme omkring det her arbejde som gør det meget lettere at tilgå. Så vi har brug for partnerskaber og vi må aldrig stivne i vores egen opfattelse af hvor CSR er henne og det tror jeg lidt vi var begyndt på at stivne lidt i og verden bevæger sig lynhurtigt videre og det skal vi have en god fornemmelse for. Vi har en fornemmelse for hvad der foregår omkring os, når vi sådan kigger på forbrugermæssige miljøer, men vi skal jo også forstå hvor er det at NGO'erne bevæger sig hen, og hvad er det verden i øvrigt forvente sig, og de ting flytter sig jo. [00:20:23.25] Ask: Ja det må man sige. Næst sidste spørgsmål: Hvilken rolle, eller forskel tror du at Arlas dialog ude i tredje verdens lande ligesom gør for opretholdelsen af menneskerettigheder? Altså når I går ind og starter partnerskaber og går ind i dialog med MS i forhold til aktiviteter i Afrika, hvilket forskel tror du sådan generelt at det gør for landets opfattelse af og arbejde med menneskerettigheder? [00:20:47.26] Astrid: Altså jeg tror da at det, at alle initiativer giver mening, altså hvad skal man sige, jeg tror da at alle de initiativer de ting man sætter gang i, det kan være en lille dråbe i det store hav, men jeg tror da på at jo flere der arbejder med det her, jo mere vi går sammen om at finde løsningerne, det er også det jeg meget hører alle sige, jamen så kan vi være med til at flytte nogle ting og det er 112 241 242 243 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260 261 262 263 264 265 det rigtigt spændende i det her. Det er at vi måske kan være med til at finde nogle løsninger hurtigere end hvis lovgiverne skal ind og give præcise instrukser om hvordan det her skal foregå. Altså det spændende er jo at sidde og lytte til at vores næstformand i Arla som er landmand sidder og taler med en mælkeproducent fra Vestafrika. De har vidt forskellige udgangspunkter og vilkår osv. men dybest set så er de jo begge to optaget af at det fag de elsker det er at passe dyrene og levere nogle gode produkter, at det også er en god forretning for dem. Og det var jo interessant og anskue det på den måde, og så sige jamen så lad være med at se os selv som konkurrenten, men hvad kan vi skabe sammen. Det lyder sådan lidt højtflyvende, men det var faktisk sådan lidt stemningen der var i rummet den dag. [00:22:29.03] Ask: Sidste spørgsmål, for lige at ramme det hele ind: Hvorfor er at I som multinational virksomhed skal tage stilling til menneskerettighederne? [00:22:37.29] Astrid: Det skal vi fordi at man som virksomhed ikke kan agere løsrevet fra det omkringliggende samfund. Vi skal som virksomhed påtager os et samfundsansvar og derigennem påtager vi os også et ansvar for menneskerettighederne, og vi er en aktør i det, vi påvirker det, vi kan gøre ting og det skal vi være bevidste om og det skal vi handle ud fra. [00:23:07.23] Ask: Og det er med henblik på opnåelsen af legitimitet? [00:23:09.12] Astrid: Ja [00:23:12.25] Ask: Jamen så kom jeg min liste igennem med spørgsmål. Det var lige det der skulle til for at slutte det af. Du skal have mange mange gange tak for din tid. Afslutningsfraser
113 114