2016-07

Comments

Transcription

2016-07
Nr. 7
Juli
- august
2016
20. årg.
Efter Brexit: Kampen mod EU fortsætter
TEMA: Brexit - og efter
NATO truer med krig i Europa
Løkke! Hvor er arbejdspladserne?
ARBEJDERNE SIGER EU GOODBYE
Side Arbejdere i alle lande, forén jer!
EU og NATO sikrer ikke fred og fremgang
Den største løgn om Den europæiske Union er, at den er
et ’Fredens projekt’, der redder det europæiske kontinent
fra krige mellem gamle fjender. EU og dets medlemslande
har været indblandet i en hel stribe krige. Ikke bare i Mellemøsten, Asien og Afrika og i forbindelse med den såkaldte
krig mod terror siden 2001. Men også direkte og indirekte
i krige på det europæiske kontinent senest borgerkrigen i
Ukraine, udløst af et vestligt kup.
For nogle år siden blev SFs Holger K. Nielsen ikke træt
af at skamrose EU som en faktor for fred, som en progressiv kraft i global sammenhæng. Det var dengang SFs overgang fra modstander til EU-tilhængerparti
skulle have en grund. EU kunne stilles op
som en modpol mod USA og krigsalliancen
NATO,
Der er intet tilbage af den fortælling. EU,
USA og NATO går hånd i hånd om oprustning, krige og kontrol over resten af verden.
EU var med på NATO-topmødet i Warszawa den 8.-9. juli, hvor det nære partnerskab
blev understreget med en række konkrete
oprustningstiltag. Krig er på dagsordenen
– også i Europa.
For kort tid siden offentliggjorde EU’s ’udenrigsminister’
Federica Mogherini et dokument om EU’s fremtidige globale strategi. Det fastslår at EU satser på at uddybe et verdensomspændende samarbejde med NATO, og at det satser på at
få gennemført transatlantiske økonomiske aftaler som TTIP
(med USA) og CETA (med Canada) som søjler i Unionens
globale ekspansion på basis af ’fælles værdier’.
Det er EU’s strategi for krig, ekspansion og udplyndring
af folkene. På det europæiske kontinent eksisterer allerede
en ny kold krig mod Rusland. Krigsforberedelserne intensiveres fra nord til syd.
EU er monopolernes Union, de europæiske imperialisters
og gamle kolonimagters sammenslutning.
At EU heller ikke er et projekt for social fremgang eller velfærd blev kraftigt understreget, da et flertal af briterne stemte
sig ud. Det var ikke fordi mere end halvdelen af briterne er
KOMMUNISTISK
POLITIK
-
Hver måned
Centralorgan for
-
højreorienterede, fremmedfjendske og racistiske nationalister. Det var en klasseafstemning. Og de britiske arbejdere
sagde Nej til Cameron og EU-eliten, fordi EU ikke har gjort
noget som helst godt for arbejderne. Den nyliberale nedskæringspolitik har formindsket reallønnen, forringet velfærdsordninger over hele linjen, hævet pensionsalderen og sænket
pensioner og andre sociale ydelser. Og EU’s plan er simpelthen mere af samme slags i en fuldt udbygget politisk union
– ’Europas Forenede Stater’ fra 2025.
Stemmen for Brexit er simpelthen et udtryk for at de britiske arbejdere har fået nok og vil noget andet. De lyttede ikke
til elitens kor, der messede ’katastrofe’ ved
et Leave. Nu bliver Brexit en realitet.
Begge de store pro-EU partier i Storbritanien, Konservative og Labour, blev ramt af
lynnedslaget og kom i akut lederkrise. David Cameron havde tænkt sig at blive som
partileder og premierminister til engang i
efteråret. Men EU har ikke accepteret en
usikker situation. Forhandlingerne om Brexit skal i gang. Derfor var der pludselig kun
én kandidat til posten som partileder og premierminister efter Cameron. I løbet af tre dage var han ude af Downing
Street 10 og Theresa May - hans indenrigsminister og støtte
under kampagnen for at blive i EU – var rykket ind. Dermed
lægges op til en studehandel mellem EU og Tory-regeringen. Til at de britiske arbejdere kommer til at betale prisen
for den aftale, som bliver resultatet i sidste ende.
Brexit har sat gang i bevægelser for folkeafstemninger og
udtræden af EU i mange medlemslande. Og samtidig til at
bevægelserne i de forskellige medlemslande mod den fælles
nyliberale reformpolitik udvikler sig.
Det står mere og mere klart for arbejderne og de folkelige
kræfter at fjenden ikke er en trussel fra Rusland, som forstørres ud over alle grænser – men lige præcis er monopolernes
politiske, 12. økonomiske og militære alliancer som NATO
og EU, som må bekæmpes samlet som de partnere i reaktion, de er.
Kommunistisk Politik
c/o Oktober Forlag
Vesterfælledvej 1B
1750 København V.
mail: [email protected]
Arbejderpartiet Kommunisterne
Skibhusvej 100
5000 Odense C
Tlf: 50 55 99 30
e-mail: [email protected]
Redaktionen 12. juli 2016
Ansvarshavende redaktør:
Klaus Riis
KP’s hjemmeside/
Netavisen:
www.kpnet.dk
Facebook: kpnetavisen
APK’s hjemmeside:
www.apk2000.dk
ISSN: 1398-3741
Abonnementspriser 2016
Halvår (6 nr.) 260 kr.
År (12 nr.) 475 kr.
Institutioner
1 år 600 kr.
Betales til
Foreningen Oktober Forlag
Giro 1-663-4271
Næste nummer udkommer
19. august 2016
Deadline næste nr. 12.08.16
Side Chilcot-rapporten:
Tony Blair sendte Storbritannien i krig uden berettigelse
– Anders Fogh Rasmussen gjorde det samme
Tony Blair var som premierminister
ansvarlig for, at Storbritannien gik med
i angrebskrigen mod Irak fra 2003. Han
kritiseres kraftigt i den længe ventede
Chilcot-rapport. Den konstaterer, at
Bush og Blair valgte krigen, uden at
alle fredelige muligheder var opbrugt,
og ved at sætte FN til side. Kritikpunkterne vil direkte kunne overføres til den
daværende danske statsminister Anders
Fogh Rasmussen, deres nære våbenbroder.
I Storbritannien er der en vis tradition
for at undersøge en regerings fejltrin
med henblik på at drage lære af dem.
Derfor er der nu, 13 år efter Irak-krigen
blev indledt, kommet en længe ventet
rapport om den britiske rolle i krigen
og Blairs personlige ansvar.
Kritikken er hård:
– Storbritannien gik i krig, før man
havde afsøgt, om der var fredelige løsninger på konflikten. Militær handling
var ikke den sidste udvej, siger sir John
Chilcot, formand for kommissionen
bag den britiske Irak-undersøgelse.
finde en eller flere personer at hænge et
ansvar op på – men den vil aldrig sætte
det britiske politiske eller økonomiske
system under anklage.
Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen
arbejdede tæt sammen som væbnere
for George W. Bush. Hvad Blair kritiseres så hårdt for, kan næsten direkte
Krigsforbrydere
Ligesom Anders Fogh præsenterede
Tony Blair præsenterede oplysningerne
om, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, ‘med en sikkerhed, som ikke kunne retfærdiggøres‘.
Som bekendt fandtes de ikke.
Samtidig har Chilcot-rapporten sine
begrænsninger. Det er en rapport fra og
til det britiske establishment. Den kan
Den britiske antikrigsbevægelse og andre demokratiske kræfter vil se Blair
retsforfulgt og dømt for hans rolle
i en forbryderisk krig. Chilcot-rapporten frikender ham ikke, men giver
tværtimod skyts til tunge anklager. De
rammer også krigsforbryderen Anders
Fogh Rasmussen.
På trods af at der er et massivt ønske
i Danmark om at få genetableret Irakkommissionen, afviser Løkke-regeringen det blankt. Et folkeligt initiativ,
Tribunalforeningen til undersøgelse af
Danmarks krige i Irak og Afghanistan,
arbejder på at få belyst de spørgsmål,
som den nu opløste Irak-kommission
skulle besvare.
Beslutningen om at gå i krig i Irak blev
baseret på efterretninger fyldt med
fejl, siger Chilcot. Det gælder helt sikkert ikke i mindre grad for den danske
krigsdeltagelse.
Den britiske Irak-kommission har arbejdet med dokumenter og afhøringer
i de seneste syv år. Den har blandt andet haft fokus på 29 notater udvekslet
mellem Tony Blair og den amerikanske præsident George W. Bush i årene
2000-2003.
dæmper på Blairs muligheder på den
internationale scene efter hans fratræden som premierminister i 2007. Fogh
blev som bekendt belønnet med posten
som generalsekretær for krigsalliancen
NATO.
overføres på Fogh. Men i Danmark
skal der dækkes over fejltagelser og
forbrydelser. Den første handling som
regeringsparti fra den nuværende Løkke-regerings side var at nedlægge den
Irak-kommission, der var nedsat efter
britisk mønster.
Chilcot-undersøgelsen har lagt en
Venstre-regeringen, hvis statsminister
og andre ministre var dybt involverede
i Irak-krigen, vil gøre, hvad de kan,
for at forhindre, at sandheden om den
danske Irak-krig kommer frem. Regeringen lyver og manipulerer. Men
stadig flere kræfter er også i Danmark
overbevist om, at Irak-krigen byggede
på løgn, og at de ansvarlige bør drages
til ansvar. Chilcot-rapporten bestyrker
det. Og krigsforbrydelser har ingen forældelsesfrist.
Side Kære Lars Løkke og kompagni:
Vi er fleksible, men hvor er jobbene?
Af Lisbeth Sand, Formand for Folkebevægelsen for Social retfærdighed
Jeg har arbejdet hele mit liv, fra jeg gik
ud af folkeskolen, først som bygningsmaler, og senere, da byggeriet gik i stå,
tog jeg uddannelsen som pædagog,
fordi der var mangel på dem. Jeg har
gjort det, samfundet forlanger af mig,
været fleksibel og omstillingsparat, og
egentlig ikke særlig politisk på nogen
fløj. Nu er jeg så blevet 56 år gammel
og er blevet sparet væk af Randers
kommune. Dog har jeg lige haft et par
måneders vikararbejde op til den 16.6.
2016.
Den 17.6. måtte jeg så atter en gang
stille mig op i arbejdsløshedskøen og
se, hvordan det borgerlige Danmark
endnu en gang bruger syge og ledige
som løftestang for deres spareiver. Nu
er det ikke længere nok, at man er tvunget i gratis aktivering, har transporttid
1½ time hver vej samt er villig til at
klikke på diverse ligegyldige links og
stille til mindst lige så ligegyldige samtaler med jobcenteret. NEJ – nu vil man
have, at jeg som arbejdsløs skal stå til
rådighed over HELE landet for at få del
i den forsikring, jeg har betalt til hele
mit voksne liv.
Men som den superoptimist jeg er,
vælger jeg at se positivt på det. Jeg har
nemlig opgivet nogensinde at komme i
arbejde i Randers. Randers er gang på
gang kommet frem i landsdækkende
medier som den by, hvor folk bliver
kørt ned af systemet. Gang på gang
bliver der sat fokus på dårlig sagsbehandling fra både familieafdelingen og
jobcenteret, samtidig med at der bliver
længere og længere mellem de varme
hænder hos sundhedsfagligt og pædagogisk personale.
Hvis man overværer et byrådsmøde,
føler man sig hensat til børnehaveklassen. Indforståede og ondskabsfulde
jokes bliver smidt mod modstandere
af egen politik. Det bruger man mere
krudt på end politik, og det mærker
man tydeligt. For gang på gang bliver
der brugt millioner på projekter, som
man bagefter må bruge flere millioner
på at lave om igen.
Jeg vælger så at lade mig inspirere af
Venstre og ringer til jobcenteret i Århus, fordi jeg jo godt kan se, at det ikke
er så enkelt at pendle mellem Randers
og Sjælland, når man ikke har en bil eller kørekort. Jeg vælger derfor at tænke,
at Århus er et godt sted at starte. Med
en praktik kan man vise, hvad man dur
til, og måske få et regulært arbejde. Det
vil blive dyrt i transport, men det må så
være det. Jeg ringer derfor til jobcenteret for at finde ud af, hvordan man lige
griber det her an, i den sikre overbevisning, at de naturligvis vil hjælpe mig,
når jeg nu er omstillingsparat, som
Venstre forlanger af os.
Resultatet ses i min opdatering på
Facebook. Ingen hjælp at hente, og
jeg sidder tilbage med en følelse af at
blive kørt over af samfundet. Jeg tror
ikke mine egne ører. De krav, som politikerne har til os, kan slet ikke lade sig
gøre. Og tusind spørgsmål dukkede op
i mit hoved. Men jeg nøjes med kun at
nævne nogle stykker omkring jobcenteret. Og at fundere lidt over samfundet
som helhed.
Hvor meget koster det lige i tid og
penge, at sagsbehandleren ringer til
Århus for at høre, om der er nogen, der
mangler arbejdskraft? Jeg troede, de
skulle levere en sagsbehandling med
udgangspunkt i den enkeltes behov.
Jeg stiller ikke engang krav om løn den
første måned.
Hvorfor ved jobcenteret ikke noget
som helst om, hvor der mangler arbejdskraft? De siger, der er masser af
jobs, men de kan tilsyneladende heller
ikke finde dem.
Hvorfor hedder det et jobcenter, hvis
ikke engang de skal holde øje med, i
hvilke brancher der er flaskehalsproblemer? På et tidspunkt havde jeg faktisk fået et job på hånden, hvis jeg ville
opdatere mit medicinkursus. Der blev
givet afslag, og ikke engang mit tilbud
om selv at betale det fik mig igennem.
Så jeg fik ikke jobbet. Jeg er villig til
omskoling og alt muligt, men da jeg
har to uddannelser, kan jeg ikke få så
meget som et kursus i at pille næse. Så
dygtiggøre mig kan jeg ikke, og dermed kommer jeg længere og længere
bagud i køen til de få jobs, der er.
Hvorfor samarbejder de ikke med andre byer til gavn for den fleksible lønmodtager, som gerne vil i kontakt med
de arbejdsgivere, som konstant sidder
og piber over, at de ikke kan få arbejdskraft?
Side Jeg tog gerne turen hver dag eller boede
på en campingplads, mens jeg opfyldte
en praktik, hvis det kunne give mig arbejde fremadrettet. Jeg flytter gerne efter et arbejde. Men også her render man
panden imod.
Rigtigt mange af de praktikker, jobcentrene opretter, er ikke lavet for at give
den arbejdsløse fast arbejde. Det er almindelig kendt, at den arbejdsløse går
tilbage i køen, når praktikken er slut. I
Randers kender jeg folk, som fortæller,
at de har fået forlænget deres praktik i
årevis. Jeg vil naturligvis gerne i praktik et sted, som MANGLER arbejdskraft, så jeg kan bevise, at jeg magter
opgaven.
Så sig ikke, jeg ikke er fleksibel. Jeg vil
arbejde stort set gratis den første måned
for at få foden indenfor. Men jeg vil
ikke bo på en campingplads på Sjælland
for at blive snydt for løn, og derefter
få sparket, fordi den næste arbejdsløse
skal have æren af at arbejde gratis. Jeg
er skam blevet tilbudt praktik inden for
mit eget fag. Jeg blev tilbudt at arbejde
gratis på den arbejdsplads, jeg blev fyret fra på grund af nedskæringer, og det
endda med helt de samme opgaver som
inden jeg blev afskediget.
Min konklusion på mine oplevelser
med jobcenteret og min status som
nasserøv og dovendidrik er, at Venstre
bare endnu en gang er ude med riven
mod syge og ledige. De giver de syge
og ledige ansvaret for de mangler, systemet har, når de siger, vi skal være
mere fleksible og omstillingsparate og
mindre dovne.
Det er ikke OS, der er dovne og ufleksible, det er systemet, som er rigidt og
ikke lever op til kravene om at give en
sagsbehandling, som tager udgangs-
punkt i den enkelte. Herregud, jeg er 56
år gammel og har slidt hele mit liv. Jeg
har gigt, ondt her, der og allevegne. For
få år siden kunne jeg søge en førtidspension, eller i det mindste blive ved
med at gå arbejdsløs til min pension.
Dengang vidste man godt, at os over 55
ikke sådan lige kommer i arbejde igen,
men ofte bliver fyret. Man lavede en regel om, at alle over 55 fik lov til at blive
på understøttelse. I dag er hovedparten
af dem, der ryger på kontanthjælp, over
50, og de må vinke farvel til både bil,
hus, kolonihave samt den alderdom, de
møjsommeligt har sparet op til.
Brev til Løkke
Familier risikerer, hvis Venstre ikke
bliver stoppet, at blive splittet i atomer,
fordi mor arbejder i København og far
i Gråsten. Børnene risikerer knæk efter
knæk, fordi arbejdsløse bliver nomader
i deres eget land. I forvejen lever rigtigt
mange børn under fattigdomsgrænsen
med udstødelse til følge.
Kære Lars Løkke og kompagni!
Det kan godt være, det kommer bag på
jer. Men vi er faktisk RIGTIGE mennesker af kød og blod. Vi har faktisk
følelser og behov, som skal tilgodeses,
hvis vi skal overleve. Det er ikke nok at
kunne tømme den nærmeste Netto-container for mad og tøj. Mennesket lever
ikke af føde alene. Vi har brug for tryghed, varme, anerkendelse. Vi har brug
for at være en del af et fællesskab. Og
jeres politik udstøder stort set alle, der
ikke tænker på samme måde som jer. I
er i gang med en historisk udstødelse
af befolkningsgrupper, som ikke tilhøre
middelklassen og derover.
Flere og flere bliver psykisk syge og lever på gaden. Ældre må kigge langt efter de varme hænder. Små børn må dele
EN pædagog med 16 andre børn. Folk,
som har rejst ud for at dygtiggøre sig,
bliver mødt med en integrationsydelse, som bevirker, at de har svært ved
at finde vej til arbejdsmarkedet igen.
Syge lever på kontanthjælp i stedet for
pension, og vi må arbejde, til vi segner.
Særligt den fattigste del af befolkningen, som lever hele 16 år kortere end
den rigeste, fordi de bliver mere syge.
I det hele taget bliver samfundet mere
og mere ulige, til stor skade for sammenhængskraften.
Det virker, som om I har stirret jer
blinde på et regneark. Det virker, som I
tror, det er godt med straf og pisk. Alle
jeres tiltag mod syge og ledige tager
maden, trygheden og anerkendelsen fra
dem. Men I tager fejl.
Det er bekymrende, at I risikerer at
skabe så meget vrede, at befolkningen
slutter sig sammen i grupper, hvorfra
de opildner hinanden til at gøre oprør.
Spytklatten mod Pia Kjærsgård og volden mod Morten Bødskov ser jeg som
kulminationen på en vrede, som er opstået af afmagt mod jeres hetz mod dele
af befolkningen.
Jeg tror desværre, det bliver værre
endnu, hvis ikke snart I politikere lærer
at kigge indad og indse, at polarisering
er til skade for alle i samfundet. Jeg er
den rolige type, og selv jeg kan mærke
afmagten og vreden og dermed lysten
til at slå fra mig. Men I får mig ikke
derud. Den dag jeg har slået nogen, har
I vundet. Den sejr får I ikke.
Så med de allerkærligste hilsner
Lisbeth Sand
Lisbeths Facebook-opdatering efter telefonmødet med jobcenteret i Århus:
Opringning til jobcenteret
Mig: Goddag, jeg kan se, at regeringen
vil have os arbejdsløse til at stå til rådighed i hele landet. Og da jeg lige er
blevet arbejdsløs i dag, vil jeg gerne se,
om I kan skaffe mig en praktik i Århus
eller eventuelt Næstved.
Jobkonsulenten svarer: Det kan vi ikke.
Vi kan kun formidle praktik i Randers.
bede dem hjælpe mig?
Jeg tager gerne turen
til Århus.
Mig: O.k., skal jeg så bare ringe til
jobcenteret i Århus og Næstved og
Jobkonsulenten svarer: Det kan du ikke,
Side de vil henvise til os. Og vi kan ikke
hjælpe i Århus.
flytte mig efter et job eller praktik, som
kunne give mening.
Mig: Kan du så ringe for mig, jeg vil
gerne indfri regeringens forventninger?
Jobkonsulenten: Det er ikke vores problem. Vi samarbejder ikke med andre
jobcentre. Og at finde arbejde er dit
eget ansvar.
Jobkonsulenten: NEJ!!
Mig: Hvad kan jeg så gøre for at få arbejde? Jeg havde håbet på en praktik
i en anden by, fordi jeg ikke tror, jeg
nogensinde får arbejde i Randers. Kan
man eventuelt hjælpe mig økonomisk,
så jeg kan bo et sted i en måned, så jeg
kan afvikle en praktik?
Jobkonsulenten: Det kan vi ikke, nej.
Vi kan slet ikke hjælpe dig. Det er dig,
der mangler job. Du må søge det og kan
altid få praktik, det er din ret. Men vi
hjælper ikke uden for kommunen.
Mig: O.k., det er ikke, hvad regeringen
ønsker, tror jeg. Jeg vil ellers gerne
Mig: O.k. Hvorfor hedder det egentlig
jobcenter, mon? Jeg er jo låst fast i Randers så. Jeg havde en forestilling om, at
man kunne formidle kontakt til andre
jobcentre, når arbejdskraften gerne vil
være fleksibel. Særligt nu hvor regeringen siger, vi er dovne og bør tage arbejde i hele landet.
Jobkonsulenten: Du har selv ansvaret
for din egen arbejdsløshedssituation,
det er ikke vores ansvar.
Mig: O.k., men du vil ikke hjælpe
mig?
Jobkonsulenten: NEJ!!
Konklusionen på denne samtale må
være, at regeringen er ude med en halv
vind, når de siger, vi ikke vil bevæge
os. Vi kan simpelthen ikke få lov. Jeg
kan søge i hele landet, men det tager
tid at flytte, og firmaerne skal bruge arbejdskraften nu og her. De tager ikke
nogen fra den anden ende af landet.
Jobcentrene kan man lige så godt lukke, de samarbejder ikke med hinanden
til gavn for den bevægelige lønmodtager.
Det er ren spin fra Venstre. Systemet er
ikke gearet til at sørge for at formidle
arbejde. Og da slet ikke uden for bygrænsen. Skulle der være nogen fra
min venneliste, som kan hjælpe med
et arbejde, vil jeg meget gerne høre fra
jer.
Lisbeth Sand holder oplæg til debat fredag
den 29. juli om eftermiddagen på Rødt og
revolutionært sommertræf ved Nyborg.
Danskerne får kortest tid på pension i Europa
– og arbejderne dør ti år før de rige
Danmark ræser mod bunden: I 2040 vil
danskerne være dem i Europa, der har
kortest tid på pension overhovedet. Det
viser en rapport fra EU-kommissionen.
Samtidig vokser forskellen i levealder
mellem rig og fattig. De seneste årtiers nyliberale reformer slår hårdt. Venstre-regeringen og blå blok pønser på
igen at forkorte pensionstiden. Det skal
stoppes og rulles tilbage.
Da Danmark i sin tid blev meldt ind i
EU, var det med et argument om, at det
ville medvirke til, at resten af EU blev
hævet i retning af det daværende danske velfærdsniveau. Det er gået modsat. Danmark nivelleres til EU-niveau.
Og på nogle områder går Danmark tilmed i spidsen for at finde veje til at forringe velfærden. Det gælder f.eks. på
pensionsområdet.
Over hele EU kæmpes der mod de nyliberale reformer, som unionen dikterer.
Franske arbejdere har strejket, demonstreret og aktioneret mod Hollande-re-
geringens nye arbejdsmarkedsreform,
som nu gennemføres pr. dekret uden
om parlamentet. Længere daglig arbejdstid, forhøjet pensionsalder og lavere løn er kernen i lovændringerne af
arbejdsforholdene, som gennemføres i
land efter land i lidt forskelligt tempo
og med variationer efter forholdene i
de enkelte lande. Men altid med samme
retning: nedad, nye forringelser.
På vej mod rekordfå
pensionistår
Danmark er gået forrest med hensyn
til at hæve pensionsalderen og forkorte
livet som pensionist. Det er sket i stor
samdrægtighed mellem de to blokke og
de regeringsbærende partier Venstre og
Socialdemokratiet. Nu dokumenterer
er rapport fra EU-kommissionen, at
fremtidens danske pensionister – da-
Side gens unge – vil være dem i EU-landene
overhovedet, der får den korteste tid på
pension. I 2040 vil Danmark have den
højeste pensionsalder i Europa, nemlig
70 år. Kun i lande som Bulgarien, Letland, Ungarn, Polen og Estland vil der
være en kortere tid på pension. I 2060
vil Danmark være suverænt i bunden
med hensyn til varigheden af pensionistlivet.
En høj pensionsalder kombineret med
en relativt lav forventet levetid giver
danskerne førertrøjen. De skiftende regeringers mål har været, at danskerne i
gennemsnit ikke skal have mere end 15
år på folkepension.
Klasse til forskel
I 2060 forventer EU-kommissionen, at
den samlede pensionstid for henholdsvis kvinder og mænd vil være 29,8 og
27,3 år i Luxembourg, 26,5 og 21,8 år i
Sverige, 25,6 og 21,8 år i Tyskland – og
i Danmark 22,6 år for kvinder og 19,7
år for mænd.
Danske kvinder lever nu i gennemsnit
82,5 år, mens mændene lever 78,6 år.
Det er en relativt lav gennemsnitlig levealder. I 1950’erne var Danmark nummer fire ud af 20 OECD-lande, men i
dag er de danske mænds levealder kun
på en 17. plads, mens danske kvinder
ligger næstsidst. Kun den amerikanske
levealder ligger lavere.
Dramatiske klasseforskelle i
levetiden
I alle de udviklede kapitalistiske samfund gennemføres stribevis af nyliberale reformer, der angriber velfærdsordninger og arbejdernes tilkæmpede
rettigheder. Her vokser forskellene med
hensyn til levetid mellem den rige
overklasse og et stadigt fattigere flertal
dramatisk.
I USA lever de rige i gennemsnit 15
år længere end de fattige. Danmark er
godt på vej i den retning. Den fattigste
fjerdedel af danskerne dør ti år tidligere
end den rigeste fjerdedel. I midten af
1980’erne var der fem års forskel. Den
voksende fattigdom og stigende ulighed giver sig synlige fysiske udtryk i
voksende forskelle mellem fattige og
rige bykvarterer eller hele landsdele.
Gennemsnittet er klassebestemt. De fleste i den fattige fjerdedel af befolkningen vil slet ikke komme i nærheden af
den ’gennemsnitlige’ pensionstid, hvis
de når frem til den gældende pensionsalder. De socialt bedst stillede har råd
og overskud til en ’korrekt livsstil’ og
sundhed, rejser, oplevelser og en god
pensionisttilværelse – meget længere
end ’gennemsnittet’.
De allerringest stillede danskere – de
udstødte, dem uden for arbejdsmarkedet, narkomaner, alvorligt psykisk
syge, hjemløse osv. – når generelt slet
ikke i nærheden af en pensionisttilværelse, hvor kummerlig den end måtte
være. Hjemløse mænd kan forvente at
leve knap 22 år kortere end mænd med
fast bopæl; for hjemløse kvinder er tallet godt 17 år.
Regeringen vil til efteråret skal præsentere en ny 2025-plan for dansk økonomi. En plan med skattelettelser til
de rigeste. De penge tænker man bl.a.
andet at finde ved at fremrykke de allerede planlagte stigninger i pensionsalder, med fem år. Så pensionsalderen
allerede i 2025 er 68 år – og ikke som
nu først i 2030.
Danskerne må slås mod nye pensionsforringelser – og for at skrotte
reformerne
Hele regimentet af nyliberale politikere
tvinger danskerne og borgerne i EUlandene til at marchere i den stik modsatte retning af, hvad der er brug for,
når det gælder om at etablere velfærd
for alle og skabe et reelt velfærdssamfund. De nyliberale reformer og deres
politikere må skrottes.
Pensionsalderen skal ned! Den skal tilbage til 65 – og arbejdstiden skal sættes
ned til 6 timer om dagen og 30 timer
om ugen. Disse krav bliver stadig stærkere på arbejdspladserne og i dele af
fagbevægelsen.
Nyheder hvor der
kæmpes
Følg med i det ny
kpnet.dk
Kommunistisk Politik på nettet hver dag
KPnetavisen Facebook forum
Twitter @kpnetdk
Deltag på kpnet.dk/blogs
KPnetTV og KPnetTV2
Reportager fra gaden på youtube
Tegn abonnement på
månedsbladet
Kommunistisk Politik
Abonnementspriser 2016
Halvår (6 nr.) 260 kr.
År (12 nr.) 475 kr.
Institutioner
1 år 600 kr.
STØT Kommunistisk Politik
på Oktobers konto:
Bankkonto
1551 - 166 34 271
eller
Giro 1-663-4271
kontakt: 50 55 99 30
[email protected]
Side Danmark på vej til angrebskrige i cyberspace
NATO står i spidsen for global oprustning og krigsforberedelser på alle felter. At føre angrebskrig i cyberspace
er også et mål for militæralliancen, og
Danmark er igen med helt fremme.
Militæralliancen NATO er et centralt
redskab i USA’s globale politiske, økonomiske og militære strategi for at sikre amerikansk global dominans. NATO
bringes i spil i alle USA’s angrebskrige
på globalt plan.
Det er indlysende, at det ikke er en forsvarsalliance, som propagandaen siger.
Det er heller ikke, som under ’den kolde krig’, en alliance, der begrænser sig
til det atlantiske område – Europa og
Nordamerika. Det er en global krigsmagt.
Især siden Anders Fogh Rasmussen
blev dansk statsminister i 2001, har
Danmark under alle senere regeringer
søgt en plads i forreste række i alliancen som væbner for USA. NATO står
i spidsen for en dødsensfarlig global
oprustning.
Det er amerikansk politik at kunne føre
samtidige krige på alle kontinenter, og
det er også et prioriteret mål at inddæmme og militært omringe de to andre nye kapitalistiske stormagter Kina
og Rusland.
I Europa har NATO rykket sine forposter helt frem til den russiske grænse fra
nord til syd – på trods af tidligere løfter
fra USA. Det skaber nye spændinger,
som har en tendens til at forstærkes.
Senest er Østersøen ved at udvikle sig
til et nyt spændingsfelt i en ny kold krig
og en ny oprustningsspiral. Norden er
ikke længere et relativt afspændt område. De baltiske lande og Polen er centrale brikker i oprustningsspillet mod
Rusland, der også svarer igen med forstærket oprustning og trusler om mere.
De nordiske lande er alle involveret i
dette farlige spil som NATO-medlemmer, eller som Sverige som ’værtsland’.
Gigantiske militærøvelser i Østersøen
og i de nordiske lande, som også inddrager Polen og de baltiske lande, øver
angrebskrig helt tæt ved den russiske
grænse. Den seneste af slagsen – en
af tre samtidige på NATOs nordflanke
– er den største nogensinde i Østersøen.
Den omfatter 30.000 mand fra forskellige lande.
Et nyt felt i NATOs globale oprustning
og krigsforberedelser er krig i cyberspace. Her foregår der hurtige udviklinger, og Danmark står klar til at deltage i
angrebskrige under alliancens ledelse.
Cyberkrig er dels et særligt kampområde, men også et krigsafsnit som
en del af større krige. Indbefattet krige
med ’rigtige’ våben, mænd og bomber.
Oprustning til krig
– Cybervåben er den digitale atombombe, og der skal så lidt til at skabe så
ødelæggende en kraft på cyberområdet
… Ligesom vi har udarbejdet nukleare
scenarier og planer for brug af atomvåben, vil man nu overveje brugen af
cybervåben som militært redskab, siger
Flemming Pradhan-Blach.
Det har fået den tyske udenrigsminister
Frank-Walter Steinmeier til at tage bladet fra munden i en indtil nu uset offentlig kritik. Han anklager i et interview i
Bild NATO og USA for ‘krigsophidselse’ i forbindelse med øvelsen.
– Det, som vi lige nu ikke skal gøre,
er gennem sabelraslen og krigsophidselse at opflamme situationen yderligere. Den som tror, at vi med symbolske kampvognsparader på alliancens
østgrænse kan skaffe mere sikkerhed,
tager fejl, siger Steinmeier.
Danmark er siden 2014 i færd med at
opbygge en militær cyberenhed med
mandat til ’offensive operationer’. Ifølge krigsministeren vil Danmark være
parat til at indgå i NATOs cyberaktioner, men vil ’tage stilling fra sag til
sag’. Peter Christensen konstaterer, at
Danmark på cyberområdet ’i forvejen
er blandt de førende i NATO-kredsen’.
Side Danmark med i massiv militær oprustning i Arktis
Danmark er i gang med en omfattende
militær optrapning over hele linjen
hånd i hånd med krigsalliancen NATO.
Ikke bare med nye angrebskampfly og
fortsat engagement i Irak, Syrien med
flere, men også i hele Østersøregionen
og i cyberspace. Det seneste mål for
militarisering og krigsforberedelser er
Arktis.
Slaget om Arktis mellem stormagter er
i fuld gang. Og Danmark er med til en
massiv militær oprustning, der blandt
andet vil bestå i øget satellitovervågning, flere krigsskibe i området og oprettelse af et grønlandsk militær i form
af et såkaldt hjemmeværn, der skal styres fra Arktisk Kommando i Nuuk.
Jyllands-Posten kan afsløre elementer
fra en rapport om Arktis, der skal præsenteres af krigsminister Peter Christensen mandag den 28. juni. Der vil
han fremlægge regeringens plan for de
omfattende oprustningsinvesteringer i
det arktiske område.
I første omgang skal der bruges 360
millioner kr. på projektet. Derefter
planlægges afsat mindst 120 millioner
kroner årlig til arktisk militarisering.
militariseringen af Arktis har været i
gang længe. De store klimaforandringer, som er blevet synlige i de seneste
par år, og ikke mindst på Grønland, er
bare et velkomment påskud for at ’noget skal gøres’.
Danmark er i forreste række, når det
gælder støtte til amerikanske krige
og krigsforberedelser. Det meste af,
hvad der sker, holdes hemmeligt for en
krigstræt offentlighed.
Protest mod NATO-topmøde i Reykjavik,
Island, om militarisering af Arktis,
januar 2009.
Alle de danske oprustningsskridt på
stadig flere områder fremstilles som
nødvendige for forsvaret af Danmark
og for danske interesser – og som noget. de danske krigspolitikere selv går
og finder på.
Det skal skjule. at Danmark og de danske regeringer blot er lakajer for USA
og en brik i NATO. Oprustningen og
Nye skridt som den synlige del af oprustningen af Arktis kan ikke holdes
fuldstændig skjult. For eksempel at
Grønland nu skal have et militærlignende korps integreret i den danske og
dermed NATOs kommandostruktur.
Men der skal ikke for meget lys på det
– og sammenhængen med de øvrige oprustningsskridt og med USA og NATO
holdes helt ude af al debat.
Modstanden mod militariseringen er
voksende på Grønland. På naboøen
Island er amerikansk militær ved at
genåbne Keflavik-basen, der har været
lukket ned i en årrække.
Militariseringen af det arktiske område fremkalder folkelige protester
mange steder.
Lars Løkke lover større danske militærudgifter
Den amerikanske præsident Barack
Obama fungerede sammen med generalsekretær Jens Stoltenberg som
indpisker for at øge alliancens militærbudgetter og afkræve medlemslandene deres lovede 2 % bidrag. Aggression mod Rusland var hovedpunktet
på topmødet med systematisk planlagt
militært pres mod landets grænser, en
situation der kan ende med en direkte
væbnet konfrontation i Europa.
Danmark har haft forbehold i forhold
til at øge krigsbudgettet. Ikke mindst
fordi et flertal af danskerne er kraftigt
imod krigene og oprustningen. Det
‘danske’ argument i forhold til kravet
om de øgede militærbudgetter lød, at
det ikke kun er beløbet der tæller. Det
må anerkendes, når et land bruger størstedelen af budgettet på at følge USA’s
krigsdagsorden og foretage indkøb til
samme.
Her er Danmark nemlig med helt fremme. Med i bagagen havde man valget
af det atombærende kampfly F35, der
med rettidig omhu var timet til at ligge
umiddelbart før NATO-mødet og vil
tømme kassen de næste mange år frem.
Synspunktet fik klap på skulderen og
endte i slutdokumentet. Det formuleres:
“ydelse også er vigtigt, specielt det
at være klar til indsættelse og til at understøtte de allierede styrker”.
Men Lars Løkke lovede samtidig, at
også det danske militærbudget vil blive
forøget, og han kvitterede staks med at
fordoble antallet af danske soldater til
NATO-bataljonen i Estland fra 100 til
200.
Side 10
NATO-topmødet:
Send flere penge til oprustning og krigsforberedelser
NATO’s topmøde i Warszawa den 8.9. juli satte en dagsorden for krig og
krigsforberedelser. Aggression og
troppeopbygning mod Rusland, fortsat krig i Mellemøsten, mere militært
samarbejde og oprustning af EU var
hovedtemaer. Og et stort pres på medlemslande som Danmark, der i forvejen
har valgt krig i stedet for velfærd, om at
øge krigsbudgetterne dramatisk.
Den krigsglade del af den danske presse
er flydt over med påstande om nødvendigheden af at sætte militærbudgettet
op, vise solidaritet og efterleve USA’s
diktat om at bruge mindst 2 % af BNP
på militæret.
Journalisterne er grundigt præpareret.
Blandt andet med et tilbud om et ugelangt kursus med alt betalt af den amerikanske regering. Invitationen lød:
”Vores mål med at invitere jer her til
NATO er gennemsigtighed og uddannelse. Jo mere I ved, hvad der foregår,
jo mindre vil I sprede budskabet om, at
vi er onde mennesker, som ønsker at
invadere andre lande. For det ønsker vi
ikke! Nato er en forsvarsalliance.”
Men USA har netop efter murens
fald omdannet NATO til en udfarende
angrebsalliance, hvor ‘musketer-eden’
ikke stopper ved angreb på et medlemsland, men indbefatter planer for
indblanding og magtovertagelse overalt i verden.
Gennem NATO deltager Danmark i et
kæmpe amerikansk ledet projekt for
global magtovertagelse og militær opbygning med dette formål. Danmark er
tildelt en særlig rolle i forhold til Nordflanken – i Østersøområdet og Arktis.
Fjendebilleder i øst og i syd
Ingen oprustning uden en fjende og ingen krig uden oprustning. Mod øst er
fjendebilledet af et aggressivt Rusland
og en permanent krigsparathed systematisk bygget op.
NATO er i de senere år udvidet med
lande som Albanien, Kroatien, Bulga-
Demonstration ved NATO topmødet i 2016 i Polen
rien, Estland, Polen, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn, og
flere drages tættere og tættere på gennem samarbejds- og såkaldte partnerskabs- eller værtslandsaftaler. Sverige
er netop gået ind i en sådan værtslandsaftale på trods af store folkelige protester og et klart flertal i befolkningen for
at bevare den traditionelle alliancefrihed og neutralitet.
Oprustning til krig
Man taler seriøst om faren for, at Rusland kan finde på at angribe ”som i
Ukraine”, på trods af baggrunden for
konflikten i Ukraine var den direkte
indblanding fra EU og USA for et regimeskift i Ukraine med efterfølgende
underlæggelse af landet under EUs og
NATO’s interessesfære.
Mod syd har den islamistiske terrororganisation ISIL (Islamisk Stat) og dens
aktiviteter givet USA og dets allierede
mulighed for fortsat krig i Mellemøsten
med en vis forståelse i de krigsførende
landes befolkninger. I realiteten er IS
blevet støttet og opbygget af nogle af
USA nærmeste allierede som Saudiarabien og NATO-landet Tyrkiet.
Hvad blev besluttet af NATO?
På denne baggrund af terrorfrygt og
russerskræk blev der besluttet nye til-
tag rettet mod ‘truslen mod øst’, ‘truslen mod syd’ og - helt centralt - et tættere militært samarbejde med EU.
I de østlige medlemslande skal
NATO have en ‘fremskudt tilstedeværelse’. I stedet for som hidtil at vise
muskler gennem store militærøvelser
skal der stationeres permanente tropper i de tre baltiske lande og i Polen. I
hvert af landene vil der på vedvarende
basis fra begyndelsen af 2017 blive udstationeret en NATO-bataljon med op
mod 1.000 kampklare soldater. Danmark vil fremover sende 200 soldater
til Estland.
Også amerikanske tropper vil fra 2017
være permanent til stede i østlandene
gennem “The European Reassurance
Initiative”. USA vil således fremover
have en permanent kampbrigade på
5.000 mand. Samlet vil USA have tre
brigader i Europa og materiel til hurtigt
at hidkalde en ekstra. I sit budgetforslag for 2017 har præsident Obama firdoblet beløbet til tunge våben, der skal
opstilles i Baltikum og Østeuropa fra
800 millioner dollars til 3,4 milliarder.
På mødet gav man også den endelige
godkendelse af udvidelsen af NATO’s
udrykningsstyrke til 40.000 mand, som
blev sat på skinner i 2014 sammen med
oprettelsen af den ekstra hurtige udrykningsstyrke Very High Readiness Joint
Task Force.
Cyberkrig bliver et vigtigt element
fremover, bl.a. i samarbejde med EU,
Side 11
og det blev besluttet, at også et cyberangreb kan udløse musketér-eden,
Nato-pagtens artikel fem.
Nato-landene forlænger for anden gang
’Operation Resolute Support’ og bliver
i Afghanistan foreløbig 3 år mere frem
til 2020. Danmarks bidrag er netop udvidet, så der nu deltager 100 soldater.
I krig for USA: Send flere
penge!
På NATO-topmødet i Wales i 2014 var
der enighed blandt alle regeringschefer
omkring målsætningen om at bruge 2 %
af BNP på militæret fra 2024 – uden at
hverken Helle Thorning Schmidt eller
Lars Løkke Rasmussen har gjort stort
væsen ud af Danmarks tilslutning.
”USA trækker hele læsset”, hedder det
sig. Men man må stille spørgsmålet,
hvorfor vi overhovedet skal spændes
foran USA’s ambitioner om verdensherredømme? Der findes ingen militære trusler, der begrunder denne oprustning.
- Danmark bidrager meget, og det sættes der stor pris på i NATO. For eksempel med F-16-fly i mange operationer.
Men når man laver nyt forsvarsforlig
i Danmark, så skal forsvarsforliget afspejle det, man var enige om i Wales,
fordi hele NATO-samarbejdet bygger
på alle for én og én for alle, udtaler Jens
Stoltenberg til Berlingske.
Og NATO’s norske generalsekretær,
der efterfulgte Anders Fogh Rasmussen, fortsætter:
”For amerikanerne er det ikke til at
forstå, at de skal låne penge for at betale for at beskytte europæiske lande,
som bidrager væsentligt mindre”.
I dansk politik har man indtil nu forholdt sig passivt til kravet, da oprustningspolitikerne har lagt stor vægt på
påstanden om at købet af nye kampfly
til en pris af måske 90 milliarder kan
klares indenfor budgettet og dermed
nærmest fremstår som gratis og helt
uden betydning for nedskæringer på
velfærden.
Men fra NATO-topmødet meldte Lars
Løkke klart ud, at det danske militærbudget vil blive øget i det kommende
forsvarsforlig der løber fra 2018 til
2022.
-Danmark har brug for mere muskelkraft i det kommende forsvarsforlig,
hvis Danmark stadig skal kunne stille
op hver gang, at NATO kalder, og det
skal Danmark udtalte Lars Løkke.
Den danske skelnen mellem selve militærbudgettet og hvordan det anvendes
fandt også vej til slutdokumentet. Det
tæller mere, hvis militærbudgettet bruges til krigsmissioner. Den danske delegation kvitterede ved at øge antallet
af udsendte soldater til Estland fra godt
100 til 200 mand i missionen.
Obama: ”No business as
usual” overfor Rusland
Den amerikanske præsident deltog
på NATO-mødet som indpisker for
krigsforberedelserne mod Rusland, og
Obama understregede, at der bliver
”No business as usual” før Rusland har
opgivet deres krav på Krim. Et synspunkt som de nordiske regeringschefer
allerede gav deres uforbeholdne tilslutning til under deres besøg i USA i maj
måned.
NATO og EU - Hånd i hånd
om oprustning og krig
Det er ikke kun NATO-landenes repræsentanter, der mødes i Warszawa. EU’s
top er også med. På mødet blev der
underskrivet en fælles erklæring om et
stærkere militært samarbejde.
Det er ikke tanken, at lave en parallel
militær opbygning – NATO og EU skal
supplere hinanden efter en fælles strategi og under koordineret ledelse.
Det drejer sig bl.a. om et fortsat forsvar
af Fort Europas ydere grænser, hvor
NATO-skibe nu patruljerer i Middelhavet. Det er samtidig en parallel til oprustningen i Østersøregionen og en ny
trussel mod Rusland.. Et andet område
er Cyberkrigen, hvor NATO netop har
lagt en ny strategi for angrebskrig i cyberspace.
EUs såkaldte udenrigsminister Federica Mogherini har netop fremlagt et vigtigt strategidokument med prinsippene
for EUs globale strategi. Den bygger på
en tæt integration med NATOs militærstyrker.
Danmark skal med i EU’s
militære missioner – trods
forsvarforbehold
NATO’s flåde fik på topmødet et udvidet mandat til at gå ind i bevogtningen
af ’Fort Europa’. NATO-samarbejdet
med EU om overvågning og kontrol
af flygtninge i Ægæerhavet under navnet ’Operation Sophia’ har åbnet vejen
for en ny og udvidet opgave, der drejer
sig om kontrol med flygtninge, efterretning, overvågning og våbenkontrol
over hele Middelhavet. En operation
med navnet ’Sea Guardian’. På denne
måde udvides mulighederne for Danmarks deltagelse i militære EU-operationer gennem NATO-medlemskabet.
Lars Løkke udtaler helt uden hensyntagen til det danske forsvarsforbehold:
- Der er et betydeligt perspektiv i et tættere samarbejde mellem EU og NATO.
Vigtige opgaver for
fredsbevægelsen
Danmark og de øvrige nordiske lande
inddrages i disse år i en voldsom oprustning. Vi er USA’s opmarchområde
mod Rusland og bygges op som et sådant. Der rustes ikke for at holde en
‘terrorbalance’, men for omfordeling
af verdens ressourcer med pres og angreb for øje. Danske atombærende F35
kampfly er planlagt som beredskab til
en mulig krig mod fjenden Rusland.
Det USA-styrede NATO udgør i øjeblikket en overhængende fare for freden – også i Europa. Dette må sættes
i fokus, hvis faren skal afværges. Viden om NATO’s oprustning må ud til
mange, og der må mobiliseres til kamp
mod oprustningen til krig og for en
udtræden af krigsalliancen NATO og
EU’s partnerskab med hensyn til militarisering og oprustning er endnu et argument for, at Danmark skal ud af både
EU og NATO.
Side 12
29.-31. juli: Rødt og revolutionært sommertræf
Hvad sker der på årets sommertræf?
En lang weekend med spændende debatter og spændende mennesker, der er
med i folkelige bevægelser og arbejdernes og ungdommens kampe over hele
landet. Det er det korte af det lange om
det røde og revolutionære sommertræf,
som Arbejderpartiet Kommunisterne
og Foreningen Oktober arrangerer
igen i år.
Sommertræf 2016
Men hvad sker der mere konkret? Kommunistisk Politik har talt med Lisbet
Bonde, en af arrangørerne.
Kom med - alle er velkomne
Sp: Den helt store politiske begivenhed har jo været det britiske Brexit.
Konsekvenserne er omfattende også i
Danmark, og det bliver også et tema
på sommertræffet. Hvad lægges der op
til?
Lisbet Bonde:
– Vi skal først og fremmest drøfte ’Daxit’, dvs.
hvordan skal vi arbejde for
at få en folkeafstemning
om og et nej til Danmarks
EU-medlemskab. Folkebevægelsen mod EU spiller
en kæmpe rolle her. Som
forkæmpere for en folkeafstemning og dansk udtræden er der også vigtige
opgaver at varetage i den
samlede kampagne.
Rødt og revolutionært weekendtræf ved Nyborg
Uge 30, ankomst fredag den 29. - afrejse søndag den 31. juli 2016
Program - fredag den 29. juli til søndag den 31. juli
Fredag
kl.12 - 13 Ankomst og indskrivning
kl. 13. Velkomst
kl. 13.15 - 15.30
Nato og Norden
Fredskamp – og kamp mod oprustning
RJQ\HNDPSÀ\
Oplæg og debat ved Gerd Berlev fra ”Tid til Fred” i
København og Tine Spang Olsen, talskvinde for Nej
WDNWLOQ\HNDPSÀ\NDPSDJQHQ
kl. 16 - 18
Kampen mod fattigdom og nedskæringer
Lisbeth Sand fra Folkebevægelsen For Social Retfærdighed kommer med levende erfaringer og indgår
i debatten imod fattigdom og kampen for at rulle
nedskæringsreformerne tilbage
kl. 20
Danmark ud af EU
Debat om erfaringer fra folkeafstemningen i England, og hvordan styrker vi Folkebevægelsen mod
EU, så vi også kan få en folkeafstemning.
Jesper Morville medlem af Folkebevægelsens landsledelse.
Lisbet Bonde aktiv i kampagneudvalget.
Aftenen rundes af med nyt fra den politiske situation i Tyrkiet og et Tyrkisk kulturindslag.
Lørdag
kl. 9.30 – 12.30 Folkefront og socialisme
Der er kampe og folkelige bevægelser mod fattigdom, mod krig, mod EU for retten til uddannelse …
alle vores levevilkår er under angreb fra den kapitalistiske stat. Hvordan støtter vi hinanden og bygger en
stærk modstandsfront op? Oplæg til debat ved Lisbet
Nielsen.
Til næste år er det hundredeåret for Oktoberrevolutionen i Sovjetunionen. Hvordan ser vi kampen for
socialisme står i dag. Oplæg til debat ved Franz.
NO8GÀXJW
kl. 18 Palæstina solidaritet.
kl. 19.30
Festlig aften med sange,
samvær og musik og god mad.
Marie og Andreas, den skønneste soul-blues duo
optræder til afslutningsfesten.. Glæd jer!!!
Hjemrejse søndag formiddag
OBS: I forhold til tidligere annonceret
er program til sommertræf er blevet
justeret og koncentreret af praktiske
årsager.
Til gengæld er der også en ny pris på
nu kun 600 kr. for ophold og mad.
Tilmelding og kontakt for mere information:
[email protected] - Telefon 50 55 99 30 - Oktober Bogbutik, Vesterfælledvej 1B, 1750 København V
3ULVNUDUEHMGVO¡VHVWXGHUHQGHNU$UUDQJ¡UHU)RUHQLQJHQ2NWREHU$3.'.8PÀ
facebook.com/roedt.revolutionaert.sommertraef
– Jesper Morville og Franz
Krejberg, som har været i
England flere gange under
Brexit-kampagnen for Folkebevægelsen mod EU for
at støtte den britiske modstand, vil indlede om det.
De kan fortælle en helt anden historie om den engelske modstand end den, som
de bedrageriske europæiske
og danske medier og politikere pådutter os.
– Der føres jo en demagogisk hetz mod EU-modstanden i hele Europa med det
sigte at undgå, at vi følger
Storbritanniens eksempel.
Vi skal styrke vores argumenter for, hvad EU i virkeligheden er.
Sp: Vi har haft et år med en
nyliberal nedskæringsregering støttet af Dansk Folkeparti. Før det var der en
såkaldt rød regering, som
også spillede fallit. Hvordan vil det blive taget op?
Hvad må der gøres?
Side 13
HU….HU…HU..HU.HU
– Det enkle svar er: Styrk den folkelige
modstand! Styrk de folkelige bevægelser! I realiteten kæmper de samme
kamp – mod EU og EU-direktiver,
mod krig og krigsforberedelser, mod
fascisme og racisme, som alt sammen
fører til nedskæringer og nyliberale reformer, der gør de mange fattigere og
giver til de rige. Det er en rød tråd gennem det hele.
Sp: På træffet deltager kammerater,
der har været politisk aktive i APK og
den kommunistiske bevægelse i mange
år, og mange andre. Hvad betyder sådanne sommertræf videre ud over nogle
dage, hvor man genopfrisker kontakter
eller lærer nye at kende?
– Vores erfaring viser, at disse træf betyder umådelig meget. Vi får oprustet
hinanden med en masse politik, med
analyser og argumenter. Når man mødes om politikken, dels som den udfoldes i dagskampen, dels som visionerne
er for opbygningen af en stærk kampfront og for kampen for et socialistisk
samfund, så bliver vi alle mere engagerede og mobiliserede. Og ved gud, der
er brug for fællesskab og kampgejst i
denne tid.
– Den fælles politiske debat smitter
af på alle samtaler, fællessange og det
hyggelige samvær. Simpelthen som
kæmpe god stemning. Alle, der er med
for første gang, forbavses over og bliver utroligt glade for den kammeratlighed og åbenhed, der er. Det er ikke for
sent at melde sig til, så overvejer man
at tage med, bør man gøre det nu, opfordrer Lisbet.
Det foregår fra kl. 12 fredag den 29.
juli. Pris med to overnatninger og fortæring 600 kr. Studerende og pensionister 400 kr.
Hold da så op: Så er sportssommeren
for alvor skudt i gang, til fare for hovedparten af ægteskaber. Den ene store sportsevent starter, før det andet er
færdigt, og nogle gange kører det parallelt. Wimbledon oven i EM i bold
med Tour de France som overlapper.
Jeg kan lige så godt indrømme fra
start – inden min kone Lillian og bekendte afslører sandheden: Jeg kan
godt lide sport, selvom det med alderen bliver stadig mere i betragterens
rolle. Ud over et par gode cykelture så
er der efterhånden kun én sportsgren,
jeg har kondition til: skak. Jeg kan stadig løfte brikkerne, men de indstuderede varianter er for længst passé.
Det netop overståede Europamesterskab i fodbold vakte fra starten af overhovedet ikke min interesse, men det vendte Island og
til dels Wales op og ned på. Hvor
er det skønt, når miniputnationer på
baggrund af sammenhold og fællesskab med en kampånd tryner store
nationer, der ofte er splittet på grund
af forskellige stjernespillere. Island
med dets 330.000 store befolkning
blev min absolutte darling. Uden at
have konsulteret noget statistisk bureau vil jeg hævde, at vikingenationen
med de stolte sagaer (hvilke de måtte
slås i adskillige år for retmæssigt at få
tilbage hjemlandet – løsrevet fra Danmarks kolonikløer) blot råder over ca.
25.000 mænd i alderen 20-30 år. Hvor
mange af dem der spiller fodbold mellem klipper og gejsere, ved jeg slet
ikke, men det var i sig selv en kæmpe
præstation, at Island, som det eneste
nordiske fodboldhold, kvalificerede
sig til EM. Med deres fænomenale resultater i puljekampene vandt de hele
Europas sympati.
Så var det velsagtens også slut: De
havde trukket fodboldkæmpen England i ottendedelsfinalen. Med Rooney
i spidsen for englænderne var det David mod Goliat. Britiske finanskredse
slikkede sig om munden: De havde
endnu ikke glemt, at deres egne banker måtte tage tabet af deres spekulationer i Island. Siden den voldsomme
krise har Island ved egen kraft og mid-
ler uden for EU’s finansdiktater hævet
sig til et bedre leveniveau.
Hvis finansfyrsterne troede på
hævn, blev de slemt skuffet. Det islandske fodboldhold har sommeren
over gjort brug af den finske SISU
– kampånd. Det utænkelige skete: Island-England: 2-1. Goodbye England.
Den islandske TV-kommentator blev
verdenskendt – i hvert fald i Europa
– for sin begejstring, hvilket bestemt
ikke var så afdæmpet som Flemming
Tofts Hutlihut. De islandske fans bankede direkte ind i alles hjerter med deres tilråb og klap: HU….HU…HU..
HU.HU! Hvilket sammenhold spillere og tilskuere imellem! Hvilken
opbakning! 10.000 tilrejsende islandske fans var ved at sabotere præsidentvalget på Island.
Med udviklingen i Danmark og
EU har Lillian og jeg flere gange
overvejet at opsøge tilværelsen som
bådflygtninge. Nu er destinationen
givet: Island – med i øvrigt en af de
mest entusiastiske skakspillende befolkninger på verdensplan.
Desværre gik de ikke hele vejen
ved EM. Værtsnationen Frankrig var
for stor en mundfuld. Selvom mange
franskmænd fandt sympati for vikingerne.
Nu er EM – heldigvis – overstået,
og i bakspejlet kan man diskutere
dommerkendelser, der favoriserede
favoritter af hensyn til kapitalinteresser fra sponsorer, spekulanter og nationalbanker. Men som islændingene
sagde:
- Om nogle år har alle glemt, hvem
der vandt EM, men ingen har glemt,
at Island deltog!
Det var ej heller den franske regering,
endsige parlament, der havde grund
til at bryste sig over afviklingen. EM
fandt sted i situation, hvor det etablerede Frankrig på den mest arrogante
vis har forsøgt at trumfe de mest sorte
arbejdsmarkedsreformer
igennem.
Den franske arbejderklasse og deres
kampe fortjener at opnå en sympati,
der minimum er fuldt på højde med
den for Island.
Reno
Side 14
Side 15
Brexit: Nej til storkapitalen og EU-eliten
Det er en gigantisk sejr for arbejderne
og ungdommen og for folkene i Storbritannien, og en sejr for EU-modstanderne overalt, siger APK’s formand Dorte
Grenaa. Nu skal den følges op. Danmark
skal også stemme om medlemskab.
tannien, og en sejr for EU-modstanderne
overalt, siger APK’s formand Dorte Grenaa.
Hvad de færreste troede var muligt, er
sket: Briterne har stemt sig ud af Den
Europæiske Union. Med et stemmetal på
omkring 52 pct. mod 48 har de sagt nej
til Remain, og ja til Leave.
– Det var tydeligt et klassevalg: De rige,
kapitalen, London City, jakkesættene og
jetsættet mod de mange, mod folkeflertallet, som er blevet fattigere af medlemskabet af EU og ikke længere tror på
løfterne om fremtiden. De stod fast og
afviste både trusler, løfter og alle de andre løgne fra tilhængersiden.
De har sat sig op mod en hidtil uset propagandakampagne ikke bare EU-eliten,
men fra den globale elite, fra den amerikanske præsident, fra Merkel og Juncker
til finansspekulanter som George Soros.
De vil ikke være med i monopolernes
EU. De vil ikke følge med på den ud-
– Eliten forsøger at fremstille det som et
snæversynet, fremmedfjendsk og højreorienteret nej. Men det er over halvdelen
af den britiske befolkning. Det er folkets
Nej, ligesom ved de danske folkeafstemninger. Ikke højrefløjens Nej. Et bredt de
folkeligt Nej baseret på de stærkeste og
stukne vej frem mod ’Europas Forenede
Stater’, forudset til at være en realitet i
2025.
– Det er en gigantisk sejr for arbejderne
og ungdommen og for folkene i Storbri-
dybeste klassekræfter i Storbritannien.
Det lykkedes heller ikke at splitte Nej’et
ved at sætte folkene i Storbritannien op
mod hinanden, konstaterer Dorte Grenaa
og fortsætter:
– Det er også en storsejr for EU-modstanden i Danmark og alle andre steder.
Nu skal den følges op. Vi skal også have
vores folkeafstemning i Danmark, som
Folkebevægelsen mod EU fører kampagne for.
– Allerede nu er EU-eliten i gang med
at manipulere med resultatet for at sikre
mest muligt af det fallerede EU i den nye
situation. Modstanderne må gå i offensiven, konstaterer APK’s formand.
Formelt ser skal der aftales en plan for
den britiske udtræden inden for to år.
Udvalg af fotos fra
nogle aktuelle kampe
mod EU’s politik
Side 16
Politiske rystelser efter Brexit-afstemning
Af Kommunistisk Politik
Bølgerne går højt efter den britiske Brexit-afstemning. Ikke kun i Storbritannien, men i Bruxelles og i hele EU og
omegn. I Storbritannien kræver skotter
og nordirere folkeafstemninger om uafhængighed. I det øvrige EU fremsættes
krav om andre folkeafstemninger om
udtræden af unionen med stadig større
styrke.
Den britiske afstemning var en lussing
til EU-eliten og de lokale EU-politikere over hele Den Europæiske Union.
EU-systemet presser nu på for en hurtig Brexit, mens EU-modstandere over
hele Unionen kræver folkeafstemninger. Den britiske premierminister Cameron afgår, Labour-partiet rystes af
indre kampe, mens Skotlands regering
vil forsvare sin tilknytning til EU og
ønsker en ny afstemning om løsrivelse
fra Storbritannien. I Nordirland kræver
det republikanske parti Sinn Fein en
folkeafstemning om sammenlægning
af Nordirland og Republikken Irland.
Det er bare nogle af bølgeskvulpene
efter den britiske afgørelse, som overraskede med et pænt flertal for Brexit.
Der har været mange sørgmodige udtalelser fra diverse EU-politikere om
resultatet af den britiske folkeafstemning. En del har udtrykt, at det giver
anledning til ‘refleksion og eftertanke’
og til, at EU-toppen begynder at lytte
til befolkningerne.
Det er der ingen grund til at tage alvorligt. Selvom briterne ikke står alene
med modstanden mod mere Union,
ligger kursen for en stadig snævrere
Union fast. Planen om et fuldt udbygget ’Europas Forenede Stater’ fra 2025
er langtfra opgivet. Nogle giver nu udtryk for, at Brexit vil gøre det lettere at
bevæge sig frem mod den fuldt udbyggede EU-stat uden en modstræbende
stormagt på slæb.
EU-eliten er i gang med en række krisemøder for at fastlægge kursen over
for Storbritannien og håndtere den nye
situation. Der har noget overraskende
været afholdt et særligt møde i gruppen
af EU’s grundlæggerlande, ’De Seks’:
Tyskland, Frankrig, Italien og Beneluxlandene, som opfatter sig som EU’s
kernelande. Der har også været afholdt
et møde af EU’s udenrigsministre, og
27 regeringsledere – uden den britiske
– mødtes i ugen efter brexitafstemningen.
TEMA: Brexit - og efter
Meldingerne har været, at Storbritannien skal ud med det samme, og at forhandlingerne om udtræden straks påbegyndes. Tiden til refleksion ser ud til at
være overstået.
I Storbritannien selv er der kraftige
efterdønninger overalt efter afstemningen. Der er en skærpet klassekampssituation. Alle modsætningerne i det
britiske samfund tilspidses. En væsentlig årsag til afstemningsresultatet er
splittelsen i det britiske bourgeoisi selv,
uenigheden i den herskende klasse, der
bl.a. kom til udtryk i kløvningen af Camerons regeringsparti. Den udløser nu
en voldsom kamp om hans efterfølger
og britisk politik fremover. Begge fraktioner i den herskende klasse er svorne
tilhængere af nyliberalismen, TTIP og
begrænsninger i arbejdernes og fagforeningernes rettigheder. De vil søge
maksimalt mulig deltagelse i EU’s indre marked. En EØS-model er blandt
de muligheder, som er i spil.
Arbejderne i Storbritannien må lade deres stemme blive hørt i denne situation
og ikke forvente, at et Brexit kontrolleret af den ene eller anden konservative
fraktion vil sikre arbejderinteresser.
Storbritannien er i sig selv en union,
der er påtvunget folkene. Realiteten er,
at Nordirland er en del af den irske nation, som er røvet af den engelske kolonimagt. Skotland har i århundreder ført
kamp mod britisk overherredømme. De
republikanske partier i de to nationer,
der ønsker national selvstændighed,
har illusioner om EU og betragter denne union som en slags allieret. Både det
skotske uafhængighedsparti Scottish
National Party SNP og det nordirske
Sinn Fein opfordrede briterne til at
stemme for forbliven i monopolernes
’Forenede Europa’. De arbejder begge
for folkeafstemninger om henholdsvis
skotsk løsrivelse og irsk sammenslutning. I begge de to lande var der en klar
overvægt af stemmer for at blive i EU.
Storbritannien har knap 65 millioner
indbyggere. Heraf er der 5,3 millioner i
Skotland, 1,7 millioner i Nordirland og
Side 17
3,1 million i Wales, hvor der var flertal
for Brexit. Det er selvfølgelig en demokratisk ret at løsrive sig fra en union eller en undertrykkerstat skabt med vold,
hvis et folkeflertal ønsker det.
I resten af EU-landene og i landene
omkring EU-styrkes EU-modstanden.
Kravet om folkeafstemninger føres
frem i stadig flere lande. EU-tilhængerne omfatter både de traditionelle
borgerlige regeringspartier og socialdemokraterne og de venstrereformistiske partier, mens EU-modstanden
findes blandt venstrekræfterne og de
revolutionære kræfter og i mange nydannede højrepopulistiske partier. Det
gælder f.eks. UKIP i Storbritannien og
det tyske Alternative für Deutschland,
såvel som tidligere og veletablerede
højrepartier som Marine Le Pens franske Front National og de beslægtede
partier i Holland og Østrig.
I de dominerende medier fremstilles
kravet om folkeafstemning alene som
et krav fra de populistiske højrepartier,
selvom det er bredt funderede folkelige
krav. I Italien har kommunalvalg igen
styrket Beppe Grillos Femstjerne-bevægelse, som ikke er højrepopulistisk.
De kræver en folkeafstemning om
euroen.
Bortset fra Enhedslisten i Danmark
støtter de reformistiske venstrepartier
i EU unionsprojektet, som de vil lave
om, reformere og forbedre indefra.
Dette er en dødsensfarlig illusion, som
risikerer at overlade EU-modstanden
i mange lande til de højrepopulistiske
partier, der igen kan åbne vejen for racistiske og fascistiske kræfter.
I Danmark har Folkebevægelsen mod
EU iværksat en underskriftindsamling
for en folkeafstemning. Det afvises
blankt af de eurofile partier med Venstre og Socialdemokraterne i spidsen.
Dansk Folkeparti, som støttede Remain-siden og David Cameron i den
britiske afstemning, får nu lov til at
fremstille sig som en slags modstanderparti, der lykønsker briterne med Brexit! De støtter ikke Folkebevægelsen
mod EU’s krav om en dansk folkeafstemning, men vil afvente et resultat af
de britiske forhandlinger med EU om
udtræden, før det eventuelt vil sætte en
dansk folkeafstemning på dagsordenen.
For dem er det et spørgsmål, om Danmark skal følge det britiske bourgeoisi
eller ej eller følge EU-eliten, og ikke
om en selvstændig dansk kurs, uanset
hvor meget Dansk Folkeparti vifter
med Dannebrog.
Enhedslisten har tilsluttet sig kravet om
en ny dansk folkeafstemning om medlemskab af EU og vil anbefale et ja til
dansk udtræden. Samtidig snakker partiet i tågede og forblommede vendinger
om, at der skal skabes et ’demokratisk’
og ’grønt’ alternativ til EU. Det er indtil
videre et luftkastel.
Men kravet om en ny dansk folkeafstemning om medlemskab bliver stadig
stærkere. Langt hovedparten af danskerne har aldrig stemt om EU-medlemskab – og de, der stemte for snart
44 år siden, stemte ikke om Den Europæiske Union, som eksisterer i dag, og
som gør de rige rigere og de fattige fattigere.
Folkebevægelsen mod EU efter Brexit:
Nu har danskerne også krav på at stemme om EU
Folkebevægelsen mod EU ønsker briterne stort tillykke med det historiske
valg om at træde ud af EU. Bevægelsen
kræver nu en tilsvarende afstemning i
Danmark.
Briternes nej til EU er en historisk sejr
for EU-modstanden i hele Europa. Nu
kræver vi også en. Sådan lyder budskabet fra Folkebevægelsen mod EU, efter
at 51,9 procent af briterne stemte landet
ud af EU.
– Det britiske nej skaber en helt ny situation for EU-modstanden både i Danmark og i resten af Europa. Nu er det
på tide, at den danske befolkning også
bliver hørt. Folkebevægelsen mod EU
opfordrer den danske regering til at
følge det britiske eksempel og udskrive
en folkeafstemning om EU i Danmark,
siger Rina Ronja Kari, der sidder i EU-
Parlamentet for Folkebevægelsen mod
EU.
Folkebevægelsen mod EU ønsker briterne stort tillykke med beslutningen
om at forlade EU.
– Det er en sejr for demokratiet. Nu
har briterne mulighed for at løsrive sig
fra EU’s krav om nedskæringer på velfærden, siger Rina Ronja Kari.
Folkebevægelsen arbejder for en lignende folkeafstemning i Danmark.
Bevægelsen har allerede modtaget i
tusindvis af underskrifter fra danskere,
som kræver en folkeafstemning om
fortsat medlemskab af EU. Du kan
skrive under på kravet på folkebevaegelsen.dk/stem.
– Flere end 3,3 millioner danske vælgere har aldrig fået muligheden for at
stemme om EU-medlemskabet. Det
er et stort demokratisk problem. Danskerne stemte om EF i 1972, men ingen
danskere under 63 år er nogensinde blevet spurgt. De forskellige folkeafstemninger om EU har i tidens løb vist, at
der er et stort misforhold mellem de politiske partiers og vælgernes holdninger
til EU, siger Rina Ronja Kari.
Hun understreger, at Folkebevægelsens ønske om at forlade EU bygger på
ønsket om et solidarisk internationalt
samarbejde og et levende demokrati
med øget velfærd og respekt for arbejdstagerrettigheder.
-Vi kan sagtens samarbejde og handle
med vores europæiske naboer uden at
være med i EU, påpeger Rina Ronja
Kari.
Side 18
Drop illusionerne! EU kan ikke forandres indefra
Af Rina Ronja Kari, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU
Forskellige bevægelser og partier har
de sidste 40 år forsøgt at forandre EU i
en mere progressiv og demokratisk retning indefra. Men udviklingen er kun
gået i retning af mere EU-integration
og mere EU-politik til skade for arbejdstagere, velfærd og miljø.
Op til Brexit-afstemningen lød det igen
og igen fra ja-siden i hele EU, at briterne
skulle blive, så vi kunne få ændret alle
problemerne i EU. De lovede reformer
og de lovede at lytte til borgerne. Løfter som “et stærkere og slankere EU”,
eller at nu skulle EU fokusere på det,
der er vigtigt for borgerne, blev slynget
ud i pressen. Men det er tomme løfter,
når man ser på de faktiske muligheder
og handlinger inden for EU-systemets
rammer.
Det sidste år har EU-eliten tabt fire folkeafstemninger:
Først i Grækenland i juli sidste år,
hvor den græske befolkning hårdt og
brutalt afviste flere nedskæringsdiktater. Som bekendt valgte EU-eliten at
tromle dem ned og totalt ignorere deres
stemme.
Anden gang var i Danmark i december, hvor vi afviste at overlade retspolitikken til EU.
Tredje gang var i Holland, da hollænderne afviste en EU-Ukraine-aftale.
Og nu har briterne taget det ultimative skridt, udmeldelse.
Alle fire gange er borgerne blevet truet
med bål og brand og med, at katastroferne ville vælte ned over dem. Men
alle fire gange valgte borgerne alligevel
at gå imod EU-eliten.
På trods af de fire nederlag har vi
stadig til gode at se nogen form for
selvrefleksion hos eliten. Måske er det
simpelthen ikke muligt for dem? Og allerværst: Vi har stadig til gode at se nogen former for handling bag de mange
pæne ord om, at nu vil de sørme da også
lytte til borgerne.
Hule løfter
Det klinger hult, når EU-eliten gentager
budskabet igen og igen om, at de nu vil
lytte.
Javel, ligesom dengang Holland og
Frankrig stemte nej til EU’s nye forfatning, og EU-eliten bagefter tog selvsamme traktat, gav den et nyt navn (Lissabontraktaten), beholdt indholdet, men
skrev det mere besværligt at læse og
derefter vedtog den uden folkeafstemninger i hverken Holland eller Frankrig? Hvis det er at lytte til befolkningen,
så kan det ikke undre, at borgerne ikke
længere tror på de tomme løfter.
TEMA: Brexit - og efter
Og det er jo problemet i sin kerne. EU
er ikke mulig at ændre for borgerne. Det
er der en grund til: I EU har man nemlig
valgt at traktatfæste en stor del af politikken.
Det svarer groft sagt til, at grundloven
ikke bare beskriver, hvordan vores demokrati skal fungere, men også hvilken
økonomisk politik vi skal føre. Så kan
borgerne vælge lige præcis de politikere, som de har lyst til, men politikken
ligger fast.
I EU’s finanspagt, som det danske Folketing ligesom resten af EU’s nationale
parlamenter har indført uden at spørge
befolkningen, står der blandt andet, at
landene skal indføre en grundlovsagtig
budgetlov med lofter over både statslige, regionale og kommunale budgetter
og en automatisk “straffemekanisme”
ved overskridelse af lofterne.
Her fremfører EU-tilhængerne så gerne,
at også traktater kan ændres. Ja, i princippet kan grundloven jo også ændres.
Og det sker. Men forandringer i traktaterne har aldrig haft noget at gøre med,
hvad borgerne faktisk ønsker. De er
blevet lavet som studehandler mellem
regeringsledere,
EU-kommissionen
og EU-parlamentet, bag lukkede døre,
uden offentlig debat, og ja, uden at lytte
til borgene.
Mens borgerne bliver overhørt, lyttes
der i stedet ihærdigt til de mere end
20.000 pengestærke lobbyister – to
tredjedele af den samlede lobbyiststyrke i Bruxelles – som erhvervslivet har
ansat til at påvirke beslutningstagerne i
EU.
Spillet har ofte handlet om at ramme
en balance for, præcis hvor meget mere
EU-integration man kan indføre uden at
få alt for meget ballade med borgerne.
40 år uden resultat
Man kan også sige det på denne måde:
Forskellige bevægelser og partier har
de sidste 40 år forsøgt at forandre EU i
en mere progressiv og demokratisk retning indefra. Men udviklingen er kun
gået i retning af mindre demokratisk
selvbestemmelse og mere politik, der er
til fordel for arbejdsgiverne og de store
virksomheder og til skade for arbejdstagere, velfærd og miljø.
Og problemet er, at vi ikke bare snakker
om at ændre en enkelt paragraf. Hvis
EU skal blive et godt samarbejde, så
skal hele unionen grundlæggende ændres.
Vi skal have byttet rundt på prioriteterne, så det indre marked ikke er hævet
over arbejdernes rettigheder og forbrugerbeskyttelsen. Vi skal have fjernet
kravet om en stadig tættere union. Vi
skal fjerne hele den økonomiske nedskæringspolitik. Vi skal fjerne princippet om én EU-hær. Vi skal grundlæggende ændre på beslutningsprocesserne
og så videre og så videre. Vi skal tage
Side 19
EU’s nuværende traktater og smide dem
ud, så vi kan starte på en frisk.
Og så må man jo spørge sig selv: Er det
mest realistisk at satse på, at samtlige
27 (vi tæller ikke Storbritannien med
længere) regeringsledere, EU-Kom-
missionen og EU-parlamentet på én og
samme tid vågner op og vil være med
på den?
Eller er det i virkeligheden ikke meget fornuftigt at melde sig ud og i stedet
styrke samarbejdet med gode kræfter i
verden, som for eksempel FN og Euro-
parådet, som jo har et helt andet grundlag og struktur, og hvor mellemstatsligt
forpligtende samarbejde sagtens kan
ske i respekt for et levende demokrati?
I Folkebevægelsen ved vi godt, hvad vi
svarer.
Næste stop: Daxit!
Af Rina Ronja Kari, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU
Vi skal insistere på, at briternes valg
bliver respekteret, og vi skal presse
politikerne på Christiansborg til også
at lytte til os. Der er brug for alle gode
kræfter, hvis den historiske mulighed
efter Brexit skal løftes.
Briternes beslutning om at forlade EU
er en historisk sejr for demokratiet,
som åbner helt nye muligheder for EUmodstanden i resten af Europa.
I Folkebevægelsen mod EU har vi arbejdet for en folkeafstemning om EUmedlemskabet siden vores landsmøde
i marts, men nu har kampagnen fået
helt anderledes vind i sejlene, og over
12.000 har nu skrevet under på kravet.
folkeligt pres fra briter, der var utilfredse med den sociale dumping og de
velfærdsnedskæringer, som følger med
EU-medlemskabet. Denne utilfredshed
blev grebet af flere tværpolitiske kampagner, som til sidst fik presset kravet
om en folkeafstemning igennem. Det er
vigtigt at huske på, også selvom mange
kommentatorer og politikere på ja-siden gerne vil bortforklare det britiske
valg med, at briterne ikke vidste, hvad
de stemte om, eller stemte på baggrund
af fremmedhad.
Hvis håbet om en dansk folkeafstemning skal have gang på jorden, er vi
nødt til at skabe et tilsvarende folkeligt
pres.
Store muligheder ...
... og store risici
Der er mange gode grunde til, at vi
også skal stemme om EU-medlemskab
herhjemme.
Samtidig med, at Brexit rummer store
muligheder, er der også grund til bekymring. For det første er der stor risiko for, at EU-eliten vil straffe briterne
for deres valg økonomisk.
Det er over 40 år siden, at Danmark
blev medlem af det, der dengang hed
EF. Dengang var det et handelssamarbejde, men siden er der kommet meget
til, og nu står vi med en rigtig økonomisk og politisk union med alt, hvad
det indebærer. Samtidig er det så længe
siden, at over 3,3 millioner borgere her
i landet aldrig er blevet spurgt. Det er
ikke bare min generation, det er mange
generationer.
Hvis håbet om en dansk folkeafstemning skal have gang på jorden, er vi
nødt til at skabe et tilsvarende folkeligt
pres.
Men hvordan får vi så en folkeafstemning? I Storbritannien kom den kun,
fordi Cameron blev mødt af et massivt
At gøre op med 43 års økonomisk lockin med EU’s indre marked vil kræve
store ændringer og reformer. Desværre
viser historien, at det som regel er almindelige mennesker, der må betale for
nye strukturtilpasninger. Derfor er det
afgørende, at vi insisterer på, at London og Bruxelles ikke må straffe den
britiske befolkning med nye nedskæringer, forringelser og skattefinansierede bankpakker til The City.
En udmeldelse af EU må nødvendigvis foregå under kontrollerede forhold,
hvor der bliver indgået aftaler om,
hvordan man sikrer samhandel og samarbejde fremover. Hvis ikke dette sker,
så vil de nationalistiske og udemokra-
tiske kræfter vinde på
Brexit.
For det andet er der faren for, at det britiske
valg ikke bliver respekteret. EU-eliten
har desværre en kedelig historik for at
lade valg gå om, hvis befolkningen har
stemt imod deres ønsker og for mindre
EU.
Det kender vi selv fra 1992, hvor danskerne stemte nej til Maastrichttraktatens udvikling af EF til Den Europæiske
Union, men blot fik en ny afstemning
året efter, indtil det blev et ja.
I Storbritannien var valgresultatet heller ikke mange timer gammelt, før politikere og kommentatorer på ja-siden
begyndte at tale om at stemme om, og
en underskriftsindsamling på det britiske parlaments hjemmeside blev sat i
værk for at kræve en ny afstemning.
Her er det afgørende, at vi kræver,
at briternes valg bliver fuldt ud respekteret.
De næste måneder står vi altså over for
mange opgaver. Vi skal støtte briterne i
deres valg og insistere på, at det bliver
fuldt ud respekteret. Vi skal kræve en
folkeafstemning og presse politikerne
på Christiansborg til også at lytte til
os. Og vi skal udvikle og diskutere de
mange alternativer til EU.
Det kræver flere underskrifter på folkebevaegelsen.dk/stem, og det kræver
flere medlemmer i Folkebevægelsen,
så vi kan skabe det nødvendige folkelige pres fra neden. Det tog også briterne tid at kæmpe deres krav igennem,
men det lykkedes! Det er et eksempel
til efterfølgelse.
Side 20
Monopolernes EU vil gennemtrumfe
RoundUp, TTIP og CETA
EU bevæger sig mod en stadig tættere
union. Hvor de formelle spilleregler i
øjeblikket måtte levne plads til at sige
fra overfor monopolernes interesser
søger EU veje til at forhindre dette. Det
ses tydeligt i to aktuelle sager: Monopolernes ret til at sælge kræftfremkaldende sprøjtegifte som RoundUp, og
EU’s overvejelser om at gennemtrumfe
TTIP og CETA henover hovedet på
medlemslandene.
Fire gange er det mislykkedes for EUkommissionen at få et ja fra medlemslandene til at forlænge kemigiganternes ret til a sælge RoundUp og andre
glyphosat-baserede sprøjtegifte i EU.
Et kvalificeret flertal blandt medlemslandene har ikke kunnet skaffes.
Ved hvert nej har man prøvet til igen
og har forkortet tidsperioden for på den
måde at manipulere et ja igennem. Lige
lidt har det hjulpet – flertallet er ikke
hjemme. Modstanden mod giften står
så stærkt, at regeringerne i Frankrig,
Holland, Sverige og Italien tager standpunkt imod en ny godkendelse.
Efter WTO’s melding om RoundUp
som ’sandsynligvis kræftfremkaldende’
klassificerede Arbejdstilsynet i Danmark stoffet som kræftfremkaldende.
Men den danske regering er stadig 100
% ukritiske tilhængere af fortsat brug
og salg af RoundUp. I sidste uge forlængede regeringen oveni købet landbrugets ret til at nedvisne afgrøder med
RoundUp op til 10 dage før høst.
EU Kommissionen dikterer
Hvad gør EU Kommissionen så nu,
hvor tilladelsen udløber 1. juli og al
salg skal være stoppet 31. december
2016?
– Det betyder, at det nu er op til EU
Kommissionen selv at beslutte, om de
vil forlænge godkendelsen af stoffet,
meddeler Miljø- og Fødevareministeriet.
I følge EU’s regler kan EU Kommissionen i denne sag gå ind og diktere en
beslutning om en teknisk forlængelse af
brugen af RoundUp, mens man venter
på EU’s egen undersøgelse af midlets
farlighed. En undersøgelse hvis fakta
efter sædvane vil være hemmeligholdt
og bygge på industriens egne tests.
To dage før licensen til salg af Glyphosat i EU-landene udløb forlængede EUKommissonen tilladelsen – foreløbig i
18 måneder.
Stop TTIP
TTIP og CETA
I EU-landene såvel som i USA er modstanden stærk og voksende mod de
handels- og investeringsaftaler som
planlægges som et kæmpemæssigt redskab for monopolernes interesser, og
det er en mulighed at flere EU-lande
vil ende med at sige nej til aftalerne,
ligesom modstanden i USA mod TTP
og TTIP er så stor, at samtlige præsidentkandidater føler sig nødsaget til at
udtale sig enten skeptisk eller som direkte modstander.
Hvad gør EU i denne situation?
EU Kommissionen, der egenhændigt
har gennemført de hemmelige forhandlinger på EU-landenes vegne overvejer
nu om medlemslandene overhovedet
skal have noget at skulle have sagt i
forhold til vedtagelsen af aftalerne!
EU’s handelskommissær Cecilie Malmström har opereret med forskellige
modeller til at undgå at aftalen falder
på grund af et Nej i et enkelt eller en
række medlemslande, og EU-Kommissionen er nu kommet med den påstand,
at CETA ikke rører ved medlemslandenes kompetencer, men kun vedrører
spørgsmål, der angår EU’s kompetence.
Den er ikke det, der i EU-sprog kaldes
‘en blandet aftale’.
Dette strider både imod enhver logik
og også mod den ’almindelige opfattelse’ der hidtil har hersket i EU-landene.
På baggrund af reaktionen mod denne
udmelding valgte EU-Kommissionen
d. 5. juli på den ene side at fastholde
at CETA er en ren EU-aftale, som kan
stemmes igennem af Ministerrådet og
EU-Parlamentet alene - men at EU-landene alligevel ’får lov’ at stemme om
den - altså måske. For Kommissionen
forsøger to former for helgardering.
For at ”undgå at sagen trækker ud”
har man besluttet at lægge aftalen ud
til medlemslandene. MEN - CETA
bliver sat i kraft uanset hvad, allerede
Side 21
fra oktober hvor EU og Canada holder topmøde. Og som en ekstra sikring
henholder man sig til en kommende afgørelse fra EU-Domstolen om en handelsaftale mellem EU og Singapore.
Her har Kommissionen lagt sag an for
at få medhold i at denne aftale også er
et rent EU-anliggende. Falder den ud
til egen fordel, vil Kommissionen igen
fjerne medlemslandenes ret til at have
noget at skulle have sagt over CETA.
Og hvad der i øvrigt sker, hvis et eller
flere EU-lande siger Nej foreligger der
intet om.
Kristian Jensen: CETA er
ikke af væsentlig betydning
Hvor følgagtige de danske politikere
er blev på ny demonstreret, da det kom
frem, at Danmarks mandat til at forhandle CETA aldrig har været forelagt
Europaudvalget som et forhandlingsoplæg.
- Den daværende regering vurderede,
at der ikke var tale om en sag af større
rækkevidde og forelagde den derfor for
udvalget til orientering. (Information 2.
juli 2016).
Intet skulle diskuteres eller frem i offentligheden, netop på grund af aftalens
store betydning.
Verdensherredømme økonomisk og militært
Ikke uden grund er handels- og investeringsaftalerne blevet kaldt ’Det økonomiske NATO’. Den økonomiske og den
militære magt udgør de to ben i kampen
for global magt fra kapitalkræfterne i
USA og EU. I et strategi-papir fra juni
2016 beskriver EU’s ’udenrigsminister
Federica Mogherini, hvordan EU både
vil uddybe dets militære partnerskab
med NATO, og parallelt med dette sikre
sin økonomiske indflydelse gennem aftaler som TTIP, CETA og TISA:
- Sammen med USA vil EU stræbe efter et transatlantisk handels- og investerings partnerskab (TTIP). Som ved den
tilsvarende aftale for økonomi og handel med Canada (CETA), demonstrerer
TTIP den transatlantiske forpligtigelse
overfor fælles værdier og signalerer vores vilje til at stræbe efter en ambitiøs
regelbaseret handelsdagsorden. I forhold til en bredere sikkerhedsdagsorden
vil NATO være vores kernepartner.
Terror:
185 miljøaktivister dræbt i 2015 – flere end nogensinde
Målrettede drab på miljøaktivister og
fagforeningsfolk, som protesterer mod
multinationale selskabers udplyndringer og landkonfiskationer, finder sted
i stor skala verden over. Tallet vokser
hurtigt. Det er en form for dødbringende terror, der stort set aldrig sættes
fokus på i mainstream-medierne.
Websitet Global Witness følger miljøforbrydelser og menneskerettighedskrænkelser verden over. I en helt ny
rapport konstaterer det, at ikke færre
end 185 mennesker i en lang række
lande blev dræbt sidste år, alene fordi
de forsøgte at forsvare deres jord, skove og floder mod destruktiv industriel
udnyttelse.
Det gør 2015 til det farligste år nogensinde for miljøaktivister. Mere end tre
bliver dræbt hver uge. Tallet er dobbelt
så højt som antallet af dræbte kritiske
journalister – en anden gruppe, der kan
komme magthavere og magtfulde interesser på tværs.
Drabene fordeler sig på 16 forskellige
lande, langt de fleste i Latinamerika,
Afrika, Asien og Stillehavsregionen.
’Top 10’ spænder
fra Brasilien med 50
dræbte, Filippinerne
med 37 og Colombia
med 26 over Peru og
Nicaragua hver med
12 dræbte, CongoKinshasa (11), Guatemala (10), Honduras
(8), Indien (6) til Mexico på tiendepladsen med fire dræbte
miljøaktivister
(og
mange andre politiske Mordet på den honduranske miljøaktivist Berta Caceres, der
terrordrab i andre ka- på bestilling blev dræbt i hendes eget hjem, var et af de få
tegorier).
drab på aktivister i 2015, der blev omtalt i de store medier.
De fleste er dræbt i
forbindelse med minekonflikter (udvinding af mineraler osv.), men der bliver
også dræbt aktivister i forbindelse med
skovrydning, kvægopdræt og anlæggelse af vandkraftdæmninger.
40 procent af de dræbte tilhører oprindelige befolkninger, der slås for deres
interesser mod mineselskaber, der støttes af stater, der ikke vil anerkende deres rettigheder.
Global Witness kalder det stærkt sti-
gende antal mord for ’chokerende’ og
konstaterer:
“Disse tal vidner om, at miljøet er
blevet en ny slagmark om menneskerettigheder. Over hele verden trænger
den kommercielle industri stadig dybere ind i nye områder, drevet af efterspørgslen af produkter som tømmer,
mineraler og palmeolie. Lokalsamfund,
der sætter sig op imod dette, befinder
sig i skudlinjen fra selskabernes private
sikkerhedsfolk, statslige styrker og et
blomstrende marked for lejemordere.”
Side 22
Saudi-Arabien:
Kriminelt regime troner i FN’s Menneskerettighedsråd
Saudi-Arabien er en brutal og undertrykkende fascistisk diktaturstat, nok
den værste i verden.
Det enevældige kongehus fører krig
mod sin egen befolkning, som nægtes
alle demokratiske rettigheder, og fører
samtidig en folkemorderisk krig mod
nabolandet Yemen. Det sker ustraffet,
for Saudi-Arabien er Vestens nærmeste
arabiske allierede og holdes kun oppe
af støtten fra krigspartnerne USA, Storbritannien og Danmark.
DR’s Horisont viste den 4. juli en fremragende dokumentarfilm fra landet,
hvor det er forbudt at filme. Et britisk
TV-hold fra ITV optog med skjulte kameraer og har desuden materiale med
fra saudiske aktivister, optaget undre
trussel om dødsstraf for ’terrorvirksomhed’.
Hovedløse halshuggede lig af politiske fanger m.fl. stilles til offentlig beskuelse
i Saudi-Arabien – men det må ikke filmes.
indbygger, indtager Saudi-Arabien en
suveræn førsteplads. Med sine 32 millioner indbyggere bruger oliediktaturet
ifølge SIPRIs tal 2.715 dollar per indbygger.
Filmen giver et rystende billede fra et
land, som burde isoleres og udstødes
internationalt som et fascistisk terrorregime. Det styrer landet med en særlig
udgave af radikal islamisme (wahabisme), som opfordrer til krig mod og
udryddelse af alle ’vantro’, indbefattet
andre islamiske trosretninger.
Al Qaedas og Islamisk Stats ideologi er
ikke til at skelne fra den saudiske statsreligion, som har realiseret ’kalifatet’
og sharia-lovene.
Vil man bekæmpe islamistisk terrorisme – og det erklærer alle de danske
krigspartier og tilhængere af den amerikansk anførte ‘krig mod terror’ – er
den saudiske konge og kongefamilie
det mest oplagte mål.
Men i stedet valfarter statsledere og
kronede hoveder fra Vesten til SaudiArabien, der forsynes med det mest
avancerede militære isenkram, mens
deres torturbødler og politi uddannes i
Storbritannien som allierede i ’kampen
mod terror’.
Når det gælder militærudgifter per
Bagmand for global
terror
Fuldstændig grotesk er Saudi-Arabien, hvor al kritik af regimet er forbudt og stemples og straffes som terror,
medlem af FN’s Menneskerettighedsråd – i stedet for at være på anklagebænken for massive og permanente
menneskeretskrænkelser.
Menneskerettighedsorganisationerne
Amnesty International og Human
Rights Watch har netop udsendt en opfordring til FN’s generalforsamling om
at suspendere Saudi-Arabien fra Menneskerettighedsrådet.
De siger blandt andet:
”Saudi-Arabien har begået grove og
systematiske krænkelser af menneskerettighederne og udnyttet sin position
i FN’s Menneskerettighedsråd til at
blokere for undersøgelser af krigsforbrydelser. Derfor opfordrer verdens to
største menneskerettighedsorganisationer, Amnesty International og Human
Rights Watch, til, at FN’s generalforsamling suspenderer Saudi-Arabiens
rettigheder som medlem af Menneskerettighedsrådet, indtil Saudi-Arabien
indstiller de ulovlige bombardementer
i Yemen, og angrebene er undersøgt til
bunds.”
Danmark holder også hånden over regimet. Alle krigspartierne er glade for
partnerskabet. Ingen kræver stop for
våbensalg og brud med Saudi-Arabien
og det kriminelle kongediktatur og en
politik for dets internationale isolation
og udstødelse. Heller ikke Dansk Folkeparti, der har slået sig op som stærkt
’islamkritisk’, undslår sig for alliancen
med det mest ondskabsfulde og forbryderiske islamistiske regime, der findes.
I begyndelsen af året gennemførte den
danske elite med kongehuset i spidsen
for Dansk Erhverv, Dansk Industri,
Håndværksrådet samt Landbrug og Fødevarer et større fremstød for at knytte
endnu tættere forbindelser med kongedømmet.
Saudi-Arabien fejrede nytåret ved at
halshugge 49 kritikere.
Side 23
Stemmer om Brexit fra nabolande
Krav om tysk folkeafstemning om EU
De tyske marxist-leninister i Arbeit-Zukunft har længe kæmpet for at få Tyskland ud af EU. De kræver efter Brexit,
at der også i Tyskland holdes en folkeafstemning om medlemskab. Det er et
krav, som de tyske venstrekræfter ellers
er meget stille om. Arbeit-Zukunfts opråb distribueres som flyveblade rundt
om i landet. Her gengives den første
del.
Brexit-lejren i Storbritannien har sejret
med knap 52 %. Udtræden af EU står
for døren. Det er en rungende lussing
til bosserne i EU. De befinder sig nu i
deres vanskeligste krise. Ingen – hverken Merkel eller Gabriel, hverken Hollande eller Juncker, hverken Schulz eller Steinmeier – har nogen udvej.
Mere endnu: EU trues af disintegration.
I mange EU-lande mødes Bruxelles’
politik med had og vrede. Der rejses
krav om flere afstemninger om EU.
Og det er godt, selvom det kan være
svært at sige dette, fordi initiativer hertil mest kommer fra højrekræfter, chauvinister og fascister. Kommunister,
venstrekræfter og fagligt aktive kan
imidlertid ikke blive ved med at trykke
sig. De må tage stilling.
For én ting står klart: Som ingen anden samfundsklasse har arbejderne,
arbejdsløse, men også talrige bønder
– kort sagt dem, der er gjort fattige af
den nyliberale EU-politik – sluttet sig
til et Nej til EU. Er vi arbejdernes parti
eller ej?
EU er arbejdernes og lønmodtagernes
fjende! Det er en kapitalistisk magt
programmeret til lønnedskæring, jobkilling og sikring af maksimalprofit. I
Grækenland, Spanien, Portugal er der
en social katastrofesituation, som EU
bærer ansvaret for med sin politik. Og
her er Berlin, Merkel, Schäuble, Gabriel og Steinmeier hovedaktører, selvom
de ikke er helt alene.
EU’s Lissabon-traktat rummet er såkaldt socialt charter, som ikke er det
papir værd, det er skrevet på. Hvad det
siger om arbejderrettigheder, om solidaritet, om forbud mod diskriminering,
bliver i hver eneste krise igen og igen
skrottet og smidt i skraldespanden! Det
har Grækenland demonstreret: Der blev
overenskomstaftaler, love og sociale
standarder revet over.
Hvem kan undre sig over, at arbejderne
så massivt tager stilling imod EU? Men
alle impulser fra venstrekræfterne i den
retning savnes. Så disse overtages præcis af højrefløjen og fascister.
Arbeit-Zukunft er medlem af CIPOML – Den
internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer.
Briterne tog kontrol! Bliver Danmark den næste?
Af E. Holemast, KPml, Norge
Folket har talt magten midt imod og
gjort meningsmålingerne til skamme.
52 procent af briterne vil ud af Den
Europæiske Union under slagordet
’Take control’.
“Det er facit, efter at EU-tilhængernes
skræmmepropaganda ikke formåede
at overbevise et flertal af Storbritanniens indbyggere om at forblive i EU.
Udfaldet gør finanskapitalen og dens
politikerkaste rasende. Mediekanalerne
og europæiske aviser har dagen efter
været fulde af sørgesange og katastrofevarsler.”
Sådan skriver de norske marxist-leninister i Kommunistisk Platform i en
kommentar til, at det britiske folk valgte at trodse magthaverne og stemte for
Brexit ved folkeafstemningen den 23.
juni.
Der spekuleres allerede i, om briterne vil gå efter en ‘norsk løsning’.
Norge er som bekendt dybt integreret i
EU i kraft af EØS-aftalen, som et fler-
tal i den norske fagbevægelse finder alt
for gunstig for kapitalen og ønsker at
komme ud af. De norske marxist-leninister opfordrer derimod til at optrappe
kampen mod EØS.
Efter Brexit
KPml konstaterer videre:
“Den største og farligste fejl, som
demokratiske og venstrereformistiske
kræfter og partier kan begå, er at spille
videre på illusionerne om et bedre EU,
en flinkere og mere social Union osv.,
sådan som Europæisk Venstreparti gør.
Illusionsmageri af denne slags er i realiteten en håndsrækning til storkapitalens arbejderfjendtlige unionsprojekt.
Og endnu værre: Efterhånden som
brede masser gennemskuer den falske
forestilling om, at EU lader sig reformere til noget bedre, vil de se på de reaktionære ’nationalistiske’ kræfter som
eneste troværdige alternativ.
Dét ville være en livsfarlig udvikling
for Europa, eftersom disse kræfter er
en yngleplads for racisme og utilsløret
fascisme.”
Enhedslisten er medlem af Europæisk Venstreparti, som med det græske
Syriza, det spanske Podemos, det tyske Linke og det franske Parti Gauche
massivt har støttet Camerons og den
britiske tilhængersides kampagne for at
blive i EU.
Enhedslisten er så vidt vides det eneste
af medlemspartierne, der går ind for en
national folkeafstemning om medlemskab og anbefaler udtræden. De øvrige
partier drømmer stadig om at gøre EU
til et folkeligt og progressivt projekt.
Se hele KPml’s analyse af den britiske
folkeafstemning på deres hjemmeside
kpml.no.
Side 24
Efter ‘Brexit’:
Kampen mod monopolernes ‘Forende Europa’ må forstærkes
– især ved at bekæmpe borgerskabet i hvert enkelt land
Resultatet af den britiske folkeafstemning om at blive i Den europæiske Union eller forlade den blev en stemme for
Brexit, som ikke var forudset af EU-eliten, den globale elite, de kapitalistiske
regeringer og medier, præsidenter eller
finansfyrster. Til trods for en voldsom
skræmmekampagne stemte et flertal for
at forkaste Camerons og EU’s beregninger. Det er et hårdt slag mod EU-eliten og dens plan for ’Europas Forenede
Stater’ fra 2025, og har efterladt ikke
bare UK, men også EU i en usikker politisk situation, hvor mange forskellige
kræfter søger at gøre sig gældende.
Leave-flertallet var ikke en højrefløjsstemme, det var ikke en racistisk eller
fremmedfjendsk stemme, som de glødende tilhængere af Den europæiske
Union forsøget at fremstille det. Det
var en bred folkelig stemme – med
52 procent imod 48 – solidt rodfæstet
i den britiske arbejderklasse. Det var
arbejdernes og de brede folkemassers
stemme, de fattiges stemme mod de
rige, de almindelige mennesker mod
bankmændene og finansjonglørerne i
Londons City – en stemme som nød
godt af det britiske bourgeoisis og dets
regeringspartis splittelse. Det var et
udtryk for deres ønske om at genvinde
suverænitet og rulle EU’s nyliberale
platform tilbage, som gør de rige rigere
og de brede arbejdende lag stadig fattigere.
Både i Skotland og Nordirland stemte
et flertal for at blive i EU. Det afspejler protesten mod det reaktionære og
imperialistiske engelske bourgeoisi og
manglende klarhed om monopolernes
Forende Europa og dets klassekarakter.
Kræfter som slås for Irlands genforening og for skotsk uafhængighed har
krævet folkeafstemninger om dette. Og
det er undertrykte nationers ret.
Men at smide et reaktionært imperialistisk bourgeoisi ud og erstattet det
med EU’s forenede reaktionære og imperialistiske bourgeoisi er ikke i arbejdernes eller de brede massers interesse
i nogen nation.
Den europæiske Union er de europæiske monopolers, deres regeringers og
politiske partiers projekt for et indre
marked med maksimale profitter beskyttet af toldmure og nu med pigtråd
for at hindre flygtninge fra bomber, krige, sult og udbytning i at krydse grænserne. ’Europas Forenede Stater’ er en
vision om en ny imperialistisk og neokolonialistisk supermagt, på samme tid
umulig og reaktionær over hele linjen.
Det er ikke et fredens projekt, et projekt for velstand og velfærd, et folkenes
projekt. Nyliberalisme er dets økonomiske doktrin, fastsat i EU’s traktater
og obligatorisk politik for medlemslandene, som understøttes af euro’ens herredømme, som blev påtvunget de fleste
lande i unionen.
Hvor der er afholdt folkeafstemninger
om de grundlæggende traktater, der
fastsætter tættere integration og nye
skridt i den økonomiske, monetære,
politiske og militære union, har resultatet i de fleste tilfælde været et rungende
Nej. De er i praksis blevet fejet væk.
Såkaldte populistiske højrepartier har
været i stand til at drage politisk fordel af den stadig voksende vrede over
gennemførelsen af økonomiske og politiske diktater, der har gjort brede masser fattigere, såvel som over planerne
om nye tiltag med mere af det samme.
Disse har fremstillet sig selv som forsvarere af nationen og de nationale interesser imod EU, samtidig med at de
har forvansket Den europæiske Unions
egentlige klassekarakter og gjort immigranter og flygtninge til syndebukke
for de brede folkemassers forarmelse.
Disse kræfters ’kamp’ mod monopolernes Forenede Europa er svag, inkonsekvent og splittende. Af præcis
den grund promoveres de kraftigt af de
borgerlige medier, som søger at skjule
klassekarakteren af kampen mod Den
europæiske Union og dens superstat.
Lad os fordømme, afsløre og energisk bekæmpe de ekstreme højrebevægelser og partier, nationalistiske,
racistiske og fascistiske, som betjener
sig af ’social’ demagogi for at hjælpe
borgerskabet med at splitte og udbytte
arbejderne og de brede masser og til at
beskære folkenes borgerrettigheder og
politiske frihedsrettigheder.
De socialdemokratiske, socialistiske og
venstrereformistiske kræfter i EU og
de faglige organisationer, som de leder,
har været partnere i skabelsen af dagens monstrøse EU, af den katastrofale
euro og den ødelæggende nyliberale
politik – mens de samtidig har slået på
trommer for ideen om ’et bedre EU’, et
reformeret EU, et folkenes EU, et ’socialt’ Europa. Dette er illusioner, som
tjener monopolerne. Fakta og al erfaring viser, at EU ikke kan reformeres til
fordel for arbejderne og folkene. Hvis
EU’s nyliberale arbejderfjendske og
anti-folkelige traktater og institutioners
lænker skal brydes, må de fjernes. EU
og euro’en er fejlslagne projekter.
Reformisterne, og ganske særlig venstrereformisterne som Europæisk Venstreparti og dets medlemspartier fra
Syriza og Podemos til det tyske Die
Linke og det franske Parti Gauche spiller en meget beskidt rolle som forsvarer af Den europæiske Union, mens de
fremhæver sig selv som stærke kræfter
mod nyliberalismen. Dette er et bedrag,
som det er demonstreret af Syriza-regeringen. De har modsat sig dannelsen
af brede folkelige bevægelser, som forbinder kampen mod EU med kampen
mod nyliberalismen og erstattet de an-
Side 25
tagonistiske klassemodsætninger mellem Kapital og arbejdere med politisk
kamp mellem venstre og højre.
Denne venstrereformistiske position
vil uundgåeligt, når der i et land ikke
eksisterer stærke og brede bevægelser
mod Den europæiske Union og euroen,
give de højrepopulistiske EU-kritiske
kræfter frit spil, som bedriver social demagogi om de arbejdendes trængsler.
Venstrereformisterne gør sig skyldige i
et stort forræderi.
Kampen mod det nyliberale EU viser
sig ikke bare tydeligt i bevægelserne
for at gå ud af unionen og for folkeafstemninger i diverse lande om at forlade unionen eller afskaffe euro’en, men
også i arbejderkampene og de brede
folkelige kampe mod de nyliberale politiske og økonomiske reformer, som
er gennemført i alle EU-landene. Alle
disse reformer bærer Den europæiske
Unions stempel, som den arbejdsmarkedsreform, som Hollande-regeringen
fremfører, den såkaldte ’El Khomri’lov, som de franske arbejdere og kæmpende fagforeninger heroisk kæmper
imod på trods af politistatstiltag.
Vi udtrykker vores fulde støtte til arbejderne, til de unge og de folkelige
masser, og til deres kamporganisationer, som kæmper mod de nyliberale
og reaktionære reformer, på trods af
repression og kriminalisering af protesterne. Vi opfordrer alle arbejdere og
undertrykte folk til at udvikle den internationale solidaritet i større og større
udstrækning.
Sådanne konkrete kampe må fremme
den politiske kamp mod EU og afvise
illusionerne om, at Den europæiske
Union kan reformeres til en progressiv institution i arbejdernes og folkenes
tjeneste. Det reaktionære pro-EU borgerskab i alle landene svækkes uden
for unionens institutioner, strukturer og
traktater. Arbejdernes klassesolidaritet
overskrider de nationale grænser i og
udover Den europæiske Union.
Efter Brexit
I UK må arbejderbevægelsen og de
progressive og revolutionære kræfter
rejse sig for at bremse planerne fra forskellige af borgerskabets fraktioner om
at eliminere resultatet af folkeafstemningen eller påtvinge flere nyliberale
tiltag, om vilde angreb på immigranterne og om at vælte byrderne over på
arbejderne i sammenhæng med en Brexit-aftale med EU.
Brexit-afstemningen har opmuntret
arbejder- og folkelige kræfter i hele
Den europæiske Union og udenfor til
at forstærke deres kampe. I EU udvikler der sig brede bevægelser, der forlanger folkeafstemninger i deres lande om
at træde ud eller forblive. I lande med
særlige aftaler med EU, som Norge og
andre, udvikler kampen sig mod disses
nyliberale karakter.
I et sådant scenarie må det være klart,
at et brud med Den europæiske Union
er tomme slagord, hvis det ikke er snævert forbundet med arbejdernes, de
arbejdende massers og folkenes kamp
mod de herskende klasser i deres eget
land og deres reaktionære og opportunistiske lakajer.
Kampen mod Den europæiske Union
vil kun blive en succes, hvis den er
grundet på en solid basis – nemlig arbejderklassens og de brede folkelige
massers kamp mod deres eget bourgeoisi for at besejre det.
Derfor må der skabes brede arbejderenhedsfronter og folkefronter, eller de må
styrkes, hvor de allerede findes. De må
kæmpe for arbejdernes økonomiske og
politiske interesser, for det undertrykte
flertals demokratiske rettigheder, imod
de imperialistiske krige og krigsalliancer som NATO, mod militariseringen
og oprettelsen af politistater, for suverænitet og national uafhængighed, for
nationernes ret til at være herrer over
deres egne anliggender og deres skæbne.
Læren af folkeafstemningerne i EUlandene, og også af Brexit, er at protesterne og de økonomiske kampe imod
konsekvenserne af krisen og de nyliberale nedskæringstiltag nødvendigvis
bliver til en politisk kamp mod de borgerlige regeringer og Kapitalens overnationale institutioner.
Det er vores opgave at forbinde dem
begge uløseligt sammen i én klassekamp: Proletariatets kamp for at besejre
bourgeoisiet og bygge det ny samfund
uden menneskets udbytning af mennesket.
Juli 2016
Koordinationskomiteen for Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer (CIPOML)
Side 26
Initiativet Stop Terrorkrigen ændrer navn til
Stop Terrorkrigen – Ud af NATO
Antikrigsinitiativet Stop Terrorkrigen
tager konsekvensen af NATO-alliancens nye afgørende fokus på det europæiske kontinent og dens ny kolde krig
her. Kampen mod NATO må sættes i
centrum for fredskampen i Danmark og
Norden, konstaterer det. Derfor ændrer
det nu også sit navn for at understrege
dette fokus.
Krigsalliancen NATO har med topmødet i Warszawa den 8. og 9. juli 2016
taget nye skridt til at optrappe konfrontation og spændinger i Europa med en
forceret oprustning af medlemslandene,
konstaterer Stop Terrorkrigen:
En ny kold krig er i gang. I fokus står
krigsforberedelser mod Rusland. EU –
Den eruopæiske Union – baserer nu sin
globale strategi på et snævert strategisk
militært samarbejde med NATO.
Den såkaldte krig mod terror indledtes
efter 11. september 2001 og forsætter
uden ophør med USA og NATO som
hovedkraft. Den indledtes med invasionen af Afghanistan og fortsatte med den
kriminelle krig mod Irak, mod Libyen,
i Syrien og mange andre steder. Formålet: At fremprovokere regimeskift og
sikre Vestens strategiske kontrol med
landene. De negative følger har været
enorme.
Disse udviklinger får antikrigsinitiativet Stop Terrorkrigen til fremover at
af velfærd.
På denne baggrund ændrer initiativet
sit navn til Stop Terrorkrigen – Ud af
NATO.
sætte endnu større fokus på den farlige
situation på det europæiske kontinent
og ikke mindst på oprustningen i Norden.
Danmark spiller en central rolle for
NATOs nordflanke og en væsentlig
rolle i militariseringen og oprustningen
af EU.
I en udtalelse fra initiativet hedder det
blandt andet:
Danmark har besluttet at købe superavancerede Joint Strike Fighter krigsfly – og optrapper evne til at føre krig i
cyperspace, militarisering af Arktis og
Grønland og en ny aggressiv rolle i de
baltiske lande på grænsen til Rusland
med kampfly og soldater. Den nuværende danske statsminister Lars Løkke
Rasmussen mener ligesom forgængeren Anders Fogh Rasmussen, at Danmark skal stille op hver gang NATO
kalder.
Det betyder også, at Danmark udover
at indgå i den dyreste våbenhandel nogensinde med købet af nye F35 kampfly
vil sigte mod et årligt krigsbudget på 2
pct. af BNP: Oprustning på bekostning
Det opfordrer den danske krigsmodstand, EU-modstanderne og alle progressive kræfter til at være med til at
udvikle en kamp for et selvstændigt,
alliancefrit og neutralt Danmark – og et
tilsvarende Norden. Imod både EU og
NATO – to reaktionære, imperialistiske og krigsførende alliancer i snævert
samarbejde.
Initiativet Stor Terrorkrigen startede
under navnet Nej til krig og terror som
en landsdækkende bevægelse mod Afghanistan-krigen og den danske krigsdeltagelse. Det har siden været aktiv
i organiseringen af modstanden mod
Irak-krigen i 2003 og senere, mod Libyen-krigen i 2011, mod undergravningen og krigstruslerne mod Syrien osv.
På hjemmesiden www.stopterrorkrigen.
dk findes en udførlig dokumentation af
den danske krigsmodstands aktiviteter
og aktioner siden 2001 – og samtidig
en lang række analyser og dokumenter fra den danske og internationale
antikrigsbevægelse.
Følg Stop Terrorkrigen – Ud af NATO
på facebook
Tribunalforening: Danmarks krige skal også undersøges
Pressemeddelelse fra Tribunalforeningen til undersøgelse af Danmarks krige
i Irak og Afghanistan.
I England kunne befolkningen få sandheden frem: Hvordan premierminister
Blair på et usandt grundlag førte sit
land ind i en ulovlig krig. Chilcot-kommissionen dokumenterer det nu med
utallige dokumenter.
Men i Danmark har Venstre blokeret
for en enhver uhildet undersøgelse,
blokeret for domstolsafgørelser, blokeret for en kommissionsundersøgelse og
nedsat en narresut af en historikerundersøgelse.
Den danske befolkning må ikke få en
officiel kommissionsundersøgelse – og
få sandheden at vide – sådan som i
England.
Vi kræver, at befolkningen får den fulde sandhed om, hvordan Danmark på
samme måde blev inddraget i Irakkrigen, som har kostet otte unge danskere
livet.
Den danske befolkning har krav på at
få oplyst, på hvilket grundlag vi har
sendt og fortsat sender danske soldater
i krig, og de danske soldater har krav
på at vide, hvilke regler der gælder for
moderne krigsførelse, og lære af de erfaringer, som kan uddrages af tidligere
missioner.
Tribunalforeningen opfordrer alle danskere til at støtte kravet om en uvildig
kommissionsundersøgelse.
Støt Tribunalforeningen – vi undersøger Danmarks krige, når Folketinget
ikke vil.
Side 27
NATO-topmøde:
De nordiske lande har allerede underskrevet en håndfæstning
Af Gerd Berlev, Tid til fred/Aktiv mod krig
den på fuld fart frem: Forslaget til
forstærket NATO-EU-samarbejde er
forberedt til NATO-topmødet. De internationale indsatser er aftalt. De nordiske deltagere er taget i ed til topmødet.
Enhver, som tager klappen fra øjet,
kan se, at Rusland ingen fordel har af
at angribe et NATO-land, og krigene i
Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien leverer selv beviserne for, at disse krige
har skabt og vil skabe terrorister . Med
frygten i hånd skal USA’s nye ”kolde”
krig gennemtrumfes i Norden.
Denne aftale skaber i mange år frem en
binding af de nordiske landes regeringer til USA’s krigspolitik.
Ud over en hyggelig middag med
Obama kom et omfattende fællesdokument ud af mødet mellem USA og regeringscheferne fra de nordiske lande,
Danmark, Sverige, Norge, Finland og
Island, 13. maj 2016. De villige ofre
lod sig voldtage, barnet blev en håndfæstning, der ”binder os på hånd og
mund”.
På et to timers møde lykkedes det ”aftalepartnerne” at blive enige om en
stram køreplan for fordeling af opgaver, indsatser og ansvarsområder for de
nordiske lande, som en integreret del af
USA’s plan for europæisk sikkerhed og
fælles holdninger til NATO-topmødet
8.-9. juli.
Planen bygger på et fundament af
ler. Den forudsætter en demokratisk
enighed, der ikke er besluttet i parlamenterne. De historiske kendsgerninger om Krim ændres med et pennestrøg. Desuagtet er planen forpligtende
på ubestemt tid, på en lang række områder – hensynsfuldt pakket pænt ind i
uforpligtende hensigtserklæringer.
Fredsbevægelserne må hæfte sig ved,
at aftalen betyder øget oprustning og
militarisering i NATO-regi, mens konfliktløsning og dialog nedprioriteres.
Den stærke part vælger krigens vej, en
krig med potentialet til brug af atomvåben i Europa.
Aftaleparterne forpligter sig til at styrke
investeringer i forsvar og militær kapacitet og samarbejde i globale spørgsmål
uden for Europa. De nordiske landes
bidrag opregnes minutiøst.
Aftaleparterne er enige om, at NATO
er nøglen til europæisk sikkerhed, de
støtter et tættere samarbejde mellem
NATO og EU og understreger betydningen af at opretholde ”den europæiske sikkerhedsorden”, uden nærmere
definition. Det liberale mantra – økonomisk frihed, åbne markeder og fri handel – fremhæves som grundlæggende
for borgernes velfærd, det multilaterale
handelssystem som afgørende for den
globale økonomi og uddybning af de
transatlantiske bånd gennem handel og
investering, herunder TTIP, udnævnes
til en fælles strategisk interesse.
De NATO-allierede forpligter sig til
at fremme et militært samarbejde med
ikke-NATO-landene Sverige og Finland, og de er rede til at bidrage til øget
allieret tilstedeværelse i de baltiske lande og deltage i bekæmpelsen af Daesh.
Planen sætter militariseringen af Nor-
Oktober Bogbutik
København
Vesterfælledvej 1B
1750 København V
tlf: 50 55 99 30
Åbningstid:
alle hverdage 15-17.30
Oktober Bogbutik Fyn
Skibhusvej 100
5000 Odense C
66 14 89 83
Åbningstid:
Man-, ons- og fredag
12 - 17.00
Oktober - Århus
Ny Munkegade 88 kld.
8000 Århus C
51 86 71 97
Åbningstid:
fredag 14 - 17.00
Støt Antoine Deltour
Whistleblower idømt fængsel i Luxleaks-sag
Der er faldet dom i den såkaldte LuxLeaks-sag ved en domstol i Luxembourg.
Whistleblower blev idømt fængsel, forbryderen sidder fortsat som formand
for EU-kommissionen.
To whistleblowere (sladrehanke) blev
dømt. Den ansvarlige for ulovligt skattely er aldrig blevet undersøgt eller
retsforfulgt – han var premierminister
og derpå EU-kommissionsformand.
Sagen har afsløret EU i en beskidt rolle
som redskab for de multinationales
virksomheders skattefiflerier.
To tidligere ansatte i revisionsfirmaet
PriceWaterhouseCoopers er blevet
dømt for at have afsløret dokumentation for, hvordan Luxembourg gav lukrative skatterabatter til multinationale
selskaber, hvis de kanaliserede deres
overskud fra andre europæiske lande
til det lille fyrstedømme.
På den måde undgik firmaerne at
betale skat i de lande, hvor de tjente
penge.
Straffen lød på et års betinget fængsel
Kommunistisk Politik
Indhold nr. 7 - 2016
TEMA: BREXIT – OG EFTER
EU og NATO sikrer ikke fred og
fremgang s. 2
Chilcot-rapporten s. 3
Kære Lars Løkke s. 4
Europas korteste pension
til danskerne s. 6
NATO: Oprustning til krig s. 8
Sommertræf 2016 s. 12
Brexit: Nej til storkapitalen og
EU-eliten s. 14
TEMA: Brexit – og efter s. 15
Næste stop: Daxit s.18
Vil gennemtrumfe TTIP s. 20
Saudiarabien i FN s. 22
CIPOML: Forstærk kampen
mod monopolernes Union s. 24
Jean-Claude Juncker og Antoine Deltour. Collage: Folkebevægelsen mod EU.
til den 28-årige revisor Antoine Deltour
og ni måneder til hans kollega Raphaël
Halet.
det MEP Rina Ronja Kari om at rejse
mistillidsvotum til Juncker for at få
ham til at gå af.
Den skatteminister i Luxembourg, som
stod bag skattelyet til de multinationale, og som var premierminister, er i dag
formand for EU-kommissionen. Hans
navn er Jean-Claude Juncker.
Junckers rolle er aldrig blevet undersøgt, og et flertal i EU-parlamentet
afviste sidste år et forslag fra blandt an-
EU vil derimod gøre det nemmere at få
whistleblowere retsforfulgt.
Du kan læse mere om den såkaldte
LuxLeaks-sag og skrive under på støtte
til Antoine Deltour på:
support-antoine.org.
Verden ifølge Latuff
Undersøgelsen af Englands deltagelse i Irakkrigen 2003 må følges
op med sigtelse af Tony Blair for krigsforbrydelser

Similar documents