Fynske Livregiment i krig og fred.

Comments

Transcription

Fynske Livregiment i krig og fred.
Fynske Livregiment i krig og fred.
Fynske Livregiment, der blev oprettet på Christian IV ordre den 17. november
1614, var i sin tid et af landets to ældste regimenter. I 377 år tjente dets
faner som samlingsmærker for tapre soldater, der med ro og koldblodighed
hævdede den danske soldaterære på mange valpladser ud over store dele af
Europa, og i de sidste år regimentet fik lov til at eksistere tillige på Balkan
og i Orienten.
Regimentet har såvel i medgang som i modgang indskrevet sig i en hæderfuld
historie, og dets soldater har stedse været tro mod mottoet: ’Fast i Nød’.
Regimentets første grundstamme blev de tohundrede bønder, som udgjorde det
Fynske Compagnie af Jydske Landregiment. Bevæbningen bestod for musketererne af
luntebøsser og for pikenerernes vedkommende af spyd (pike) og en kårde.
Da Christian IV indtrådte i 30-års krigen i 1625, skulle alle nationale
soldater til Tyskland, også fynboerne, som blev iklædt røde uniformskjoler og
gule bukser. Det var en uniform, som den enkelte soldat dog selv måtte betale.
Den 17. august 1626 fik fynboerne deres ilddåb ved Lutter am Barenberg. Den
danske hær stod overfor overlegne tyske tropper, men regimentets kamp danner
et af lyspunkterne i denne sørgelige krig.
Under Torstensonkrigen 1643-1645 kom de fynske kompagnier atter i kamp. Da den
svenske general Torstenson d. 12. december 1643 pludselig brød ind over den
danske grænse og plyndrende trængte op gennem Jylland, stod vi ganske
uforberedte. Snart forsøgte Torstenson også at komme over til Fyn ved
Middelfart, men de fynske jenser var på deres post. Torstensons landgangsbåde
blev sænket med velrettede kanonskud, og det lykkedes ham aldrig at få fodfæste
på Fyn.
De uheldige krige i første halvdel af det 17. århundrede havde tydeligt vist,
at det var nødvendigt, at vi til stadighed havde en fast organiseret hær. Fyn
fik derfor den 15. januar 1663 sit eget regiment, ’Fynske Nationale Regiment’.
Regimentet kom til at bestå af to batailloner med i alt 8 kompagnier, i hvilke
man kunne se såvel pikenerer som musketerer, og fra 1670-erne tillige
grenaderer, som var høje, kraftige soldater, hvis hovedopgave under kamp var at
kaste med håndgranater. Grenadererne havde også granatbøssser, som udskød små
kardæsker. Nogenlunde samtidig indførtes bajonetten, hvilket bevirkede, at
piken afskaffedes. Hvert kompagni havde sin fane, der var grøn, med undtagelse
af regimentschefens kompagni, livkompagniet, hvis fane var hvid. Midt i fanen
var et rødt felt, hvor en forgyldt lindorm sås. Lindormen fulgte regimentets
personel, idet den de sidste 40 år af regimentets eksistens blev båret på
uniformernes krave.
Efter en fredsperiode fra 1660 til 1675, hvor regimentet havde garnison i
Nyborg, kom Den Skånske Krig, som varede til 1679. Kong Christian V ønskede at
vinde besiddelserne på den anden side af Øresund, som hans far havde sat over
styr, tilbage. Tiden var moden til foretagendet, fordi svenskerne var i en krig
i Tyskland, hvor svenskerne efter Trediveårskrigen havde fået store
besiddelser.
Det meste af den danske hær – og her indbefattet Fynske Regiment – blev sendt
til Tyskland, og den 23. oktober 1675 nåede man til Wismar, som blev belejret,
indtil de danske regimenter var klar til at storme natten mellem 12. og 13.
december. Angrebet skete i en hylende snestorm, men angrebet lykkedes, og
svenskerne måtte overgive sig. Som en fuldt fortjent hædersbevisning blev
stednavnet ’Wismar’ og årstallet indskrevet på fanebåndet, hvor allerede var
anført ’Lutter am Barenberg 1626’.
Krigen blev herefter ført over på de tidligere danske besiddelser i Sverige.
Som et af de smukkeste beviser på de fynske soldaters udholdenhed fik man, da
de i lange måneder var indesluttet i fæstningsbyen Christiansstad, hvor de led
alle sultens kvaler, men trods sult og sygdom modstod fynboerne alle
svenskernes stormløb, indtil oberst v.d. Osten i maj 1677 overgav fæstningen på
betingelse af, at regimentet måtte marchere ud med regimentsmusikken og fanen i
spidsen, og hver mand bærende sin ladte musket på skulderen. Det accepterede
svenskerne og viste således respekt over for en udholdende modstander.
Årstallene 1677-78 og stednavnet Christiansstad har siden kunnet ses på
regimentsfanens bånd.
År 1700 skiftede ’Fynske nationale Regiment’ navn til ’Fynske hvervede Regiment
til fods’. Man var sidst i 1680-erne gået over til at hverve soldater, hvorved
der kom mange udlændinge ind i regimentet, men ånden forblev dansk.
Men en lejet hær var dyr i drift, og kong Christian V slog glædelig til, da man
fra engelsk side i 1689 bad om at måtte låne en del af den danske hær. 7.000
mand, heriblandt en bataljon fra fynske, blev i november måned sejlet til
England, hvorfra de næste forår blev sejlet til Irland, hvor de kæmpede et par
år, hvorefter de blev sejlet til Flandern, hvor de kæmpede indtil 1698, da
kampene sluttede, hvorefter de stærkt decimerede bataljoner kunne marchere til
de respektive hjemlande.
Den fynske bataljon havde været indsat i mange hårde slag i de ni år, den havde
været i engelsk tjeneste, men efter de enkelte kampe var den stedse blevet
fremhævet for soldaternes mod og udholdenhed.
Efter at være kommet hjem i 1698, kunne de hårdt prøvede soldater slappe lidt
af et par år, men i 1701 måtte igen en af [de] Fynske bataljoner udenlands.
Kong Frederik IV udlejede et korps på 10.000 mand til Engelsk-Hollandsk
krigstjeneste, og denne danske styrke kom nu til at deltage i Den spanske
Arvefølgekrig på mange slagmarker. Den fynske bataljon var med i slagene ved
Bonn i 1703, ved Höchstadt i 1704, ved Oudenbourg og Wynendael i 1708 og
Malplaquet i 1709. Endvidere deltog fynboerne i belejringen af Bethune og
Bouchain i henholdsvis 1710 og 1711. Endelig i 1714 vendte bataljonen hjem, og
den 14. juli 1714 blev den opløst og dens faner blev afleveret til Tøjhuset.
I den Store Nordiske Krig, som varede fra 1709 – 1720, udmærkede fynboerne sig
særligt ved Stralsund Fæstning 17.-18. december 1715. Fæstningen forsvaredes af
selve den svenske konge, Karl XII, som det dog lykkedes at flygte og komme med
en båd til Sverige. Angrebet blev ført af den fynske oberst Jesper Friis, som
et par måneder senere døde af de sår, han pådrog sig under angrebet. Men de
fynske soldaters indsats blev senere honoreret ved at regimentets fanebånd fik
påskriften ’Stralsund 1715’.
Taktikken på slagmarken har siden de ældste tider altid måttet afpasses efter
de disponible våbens effektivitet. Den preussiske Syvårskrig og Den amerikanske
Uafhængighedskrig havde vist, at tiden var løbet fra lineærtaktikken, nu måtte
man til at kæmpe i spredt orden. Det var de riflede geværer, i hænderne på
dygtige skytter, der gjorde udslaget. Omkring år 1800 fik hver af regimentets
bataljoner et jægerkompagni. Det var folk af forholdsvis lille vækst, som havde
let ved at skjule sig i terrænet, og som gennem en intensiv uddannelse blev
særdeles dygtige skytter, som fjenden [i] den første Slesvigske krig fik den
største respekt for.
I 1839 skiftede regimentet navn og benævntes herefter som ’3. Livregiment til
Fods’, men denne benævnelse holdt kun i tre år. I 1842 blev hæren udsat for en
gennemgribende omorganisering. De flot klingende regimentsnavne forsvandt, ja,
man gik endog bort fra regimentsbegrebet, og bataljonerne blev herefter og
indtil 1880 de administrerende, de uddannende og de taktiske enheder. ’3.
Livregiment til Fods’ fik navneforandring til ’4. Linie-Infanteri-Bataljon’, en
betegnelse bataljonen beholdt indtil 1860, hvorefter navnet blev til ’4.
Infanteri-Bataljon’.
I 1842 fik bataljonen en uniform af lidt andet udseende end den hidtidige. Der
indførtes en rød uniformsjakke og lyseblå bukser, men den upraktiske chakot
bibeholdtes.
Med slesvig-holstenernes oprør i marts 1848 begyndte den borgerkrig, som senere
er blevet kaldt ’Den første slesvigske Krig’, og som varede indtil 1850. 4.
Linie-Infanteri-Bataljon deltog i mange kampe under krigen, og navnlig bør
fremhæves bataillonens indsats i slagene: Dybbøl 5.6. 1848 og Isted 25.7. 1850.
Disse to stednavne er da også senere blevet påført bataljonens fanebånd.
I november-december 1863 trak det igen op til krig med vor sydlige nabo, og
mobiliseringen påbegyndtes. 4. Infanteri-Bataljon bestod som alle andre
bataljoner af 4 kompagnier, men ved mobiliseringen fordobledes kompagniernes
antal. 4. Infanteribataljon benævntes herefter som 4. Infanteriregiment, og de
otte kompagnier kom til at udgøre to bataljoner.
Trods på mange måder fortvivlede forhold kæmpede den danske soldat bravt,
modigt og udholdende mod overmagten, og for 4. Infanteri-Regiments vedkommende
er der særlig grund til at nævne slaget ved Dybbøl 17. marts 1864. De soldater,
som udkæmpede slaget, er dog også blevet hædret ved at stednavnet og årstallet
er påført et af regimentets fanebånd. Men glemmes skal heller ikke soldaternes
indsats ved Alssund den 29.6. 1864, da preusserne i nattens mulm og mørke satte
over sundet og angreb den tyndt besatte danske kyst på Als.
Efter krigen ændrede regimentet på ny struktur og fik atter status som
bataillon, idet kompagniernes antal igen blev skåret ned til fire. Bataillonens
benævnelse blev igen 4. Bataillon med garnison i København. Ved hærordningen af
1880 kom regimentsbegrebet igen i anvendelse, idet der oprettedes 10
infanteriregimenter, 1. – 10. regiment, som hver tildeltes 3-4 af de gamle
infanteribataljoner plus en enkelt af de nys oprettede reserve- og
forstærkningsbataljoner. Ved denne hærordning af 1880 blev 4. Bataillon lagt
under 4. Regiment sammen med 16. , 17., 26. og 36. Bataillon. Bataillonens
garnison var fortsat København, hvor indkvarteringen skiftede mellem Kastellet
og Sølvgades kaserne.
Efter krigen i 1864 udskiftedes forladegeværerne omsider i 1867 [med]
enkeltskuds bagladevåben, som i 1889 afløstes af det danske gevær model 1889.
Først i 1900-tallet indførtes det dansk konstruerede rekylgevær, som tilgik
infanteri-regimenterne.
Under 1. Verdenskrig var bataillonens mandskab med til at udføre de store
befæstningsanlæg omkring København.
I 1932 blev bataillonen forlagt til Odense, hvor den indgik i 6. Regiment
sammen med 5., 16. og 26. Bataljon.
Krigen truede stærkt fra efteråret 1939, og som alle andre afdelinger i hæren
indkaldte 6. Regiment i september 1939 nogle hjemsendte årgange, som trods det
at krigstruslen ikke blev mindre overhængende, dog snart hjemsendtes igen.
For at demonstrere dansk vilje til at hævde suveræniteten, befalede regeringen
i januar 1940, at 4. Bataillon, som var en cyklistbataillon, skulle forlægges
til Søgårdlejren og dennes nærmeste omegn. Opgaven var fra ildstillinger ved
Hokkerup, Kværs, Bjergskov, Bredevad, Kliplev og Lundtoftebjerg at hindre
fjendtlig fremtrængen fra syd.
En tysk motoriseret og pansret styrke på 20.000 mand opmarcherede d. 7. og 8.
april langs landevejen fra Flensborg og sydpå. Denne styrkes forreste enheder
passerede grænsen kl. 0400. 4. Bataillon modtog i Søgård straks melding fra
grænsegendarmeriet i Kruså, og bataillonens mandskab, som hvilede påklædt i
deres kvarterer, blev straks alarmeret og kørte på cykler til de respektive
kampstillinger, hvor de optog kamp med de angribende tyske tropper, der rykkede
frem med Hovedvej A 10 som akse.
Der udspillede sig voldsomme kampe ved Lundtoftebjerg, Hokkerup og Bredevad. 4.
Bataillons mandskab bed godt fra sig og tvang adskillige gange de angribende
til standsning. Den danske 20 mm maskinkanon viste sig særdeles effektiv mod de
tyske let pansrede opklaringskøretøjer, som i mange tilfælde blev bragt til
standsning af vore dygtige skytters velrettede ild. Vore soldater fik lov til
at kæmpe den ulige kamp i 4 timer, inden ordre til at standse skydningen og
lade de tyske tropper få uhindret adgang til at besætte landet nåede ud til de
kæmpende.
4. Bataillon havde da mistet seks faldne soldater, ligesom 14 var blevet såret.
4. Bataillon blev kommanderet tilbage til Odense, og skønt Danmark var blevet
besat, vedblev man at indkalde unge danske til aftjening af værnepligt. Disse
indkaldelser fortsatte indtil 1943. I denne sommer var der vældige spændinger
mellem den danske befolkning og de tyske besættelsestropper; disse spændinger
var så alvorlige, at tyskerne besluttede at sætte den sidste rest af den danske
hær ud af spillet.
Dette skete her i Odense ved at tyske soldater natten mellem den 28. og 29.
august angreb forlægningen i Albanigade, vagterne ved depotet på Øvelsesplads
Gl. Nord, og vagterne ved Skovpavillonen i Fruens Bøge. De fynske soldater
optog kampen, som varede ca. 45 minutter, og som kostede en falden og fire
sårede. Hæren blev således sat definitivt ud af spillet og blev først
genopbygget efter krigens og besættelsens afslutning.
Den 18. juli 1945 kunne det første rekruthold, indkaldt efter krigen, tage en
nyistandsat kaserne på Sdr. Boulevard i besiddelse. De følgende år skiftedes 4.
og 5. Bataillon, som stadig henhørte under 6. regiment, til at indkalde
rekrutter. Men tiden var løbet fra hærens daværende struktur, og ved en
hærordning, gældende fra 1. november 1951, nedlagdes de i 1880 oprettede ti
infanteriregimenter, og ti nye oprettedes. Fra de ti ældste og mest
hæderkronede batailloner overgik historie, traditioner og fane til de 10
nyoprettede regimenter. Eftersom regimentet fra 1766 og til 1808 havde haft nær
tilknytning til kongehuset og i disse år havde stået vagt om kongefamilien, fik
regimentet tillige benævnelsen ’Fynske Livregiment’. Navnet 6. Regiment gik i
de kommende år helt ud af brug, og da regimentet siden sin oprettelse i 1614
havde tilbragt en stor del af sin tid på Fyn, var det naturligt at bruge navnet
Fynske Livregiment. Regimentet fik ansvaret for opstilling, uddannelse,
administration og forvaltning af 1., 2. og 3. Bataljon, alle med garnison i
Odense.
Regimentet havde udkæmpet mange slag på udenlandske slagmarker, og i 1956 var
der igen brug for fynske soldater. 2 kompagnier blev i november sendt til
Ægypten i forbindelse med den såkaldte Suezkrise, og i foråret 1964 havde De
Forenede Nationer atter brug for soldater fra Fynske Livregiment, for nu var
der udbrudt uro på Cypern. Såvel på Cypern som i Ægypten var der mange år frem
i tiden fynske frivillige soldater til stede.
I den lange periode, der benævntes som Den kolde Krig, skete der meget andet
ved regimentet. Sidst i 1950-erne gik regimentets 1. Bataljon fra at være en
fodmarcherende afdeling til at blive en motoriseret enhed, og nogle år senere
moderniseredes bataljonen yderligere, idet der tilgik hvert kompagni 13
pansrede mandskabsvogne, og bataljonen var således nu en helt moderne afdeling.
Men truende skyer trak sammen over regimentet. Ved kommunismens styrt i
Østeuropa mindskedes den internationale spænding i verden. Det var danske
politikeres opfattelse, at der på grund af afspændingen ikke var brug for så
mange regimenter, som der var i vor hær, nogle af dem skulle nedlægges. Og
trods stærk modstand fra personellets side var politikerne ubøjelige.
Regimentet blev nedlagt under vajende faner og klingende spil den 31. juli
1991. Det var for personellet, men også for alle civile fynboer en sorgens dag.
Et meget gammelt regiment, hvis soldater stedse havde levet op til valgsproget
’Fast i Nød’, var ikke mere.

Similar documents