TEKNISK FORVALTNING KOLDING KOMMUNE 1898

T E K N I S K F O R V A LT N I N G
KO L D I N G KO M M U N E
18 9 8 - 19 9 8
T E K N I S K F O R V A LT N I N G
KO L D I N G KO M M U N E
18 9 8 - 19 9 8
af
Martin Gubi
Jens Åge Petersen
Birgitte Dedenroth-Schou
K O L D I N G S TA D S A R K I V 19 9 8
Teknisk Forvaltning
Kolding Kommune 1898-1998
Forfatterne:
Tidl. afdelingsingeniør, cand. polyt. Martin Gubi
Cand. mag. Jens Åge S. Petersen
Stadsarkivar, cand. mag. Birgitte Dedenroth-Schou
Produktion: Kiva Grafisk
Sat med Baskerville og Gill
Tryk: Tarm Bogtryk & Offset
ISBN: 87-88966-20-8
Forsiden: Indgangen til Teknisk Forvaltning,
Nytorv 11, juni 1998.
Bagsiden: Luftfoto af den centrale del af Kolding
med Teknisk Forvaltnings bygninger nederst midt for.
Foto: Friis Fotografi
Indholdsfortegnelse
Den første stadsingeniør i Kolding . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
7
Stadsingeniørens opgaver 1898-1910 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
17
C.A. Lassen - stadsingeniør i 41 år . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
30
De store anlægsarbejders tid 1911-1925 . . . . . . . . . . . . . . . . .
33
Indlemmelse og trafikproblemer 1925-1945 . . . . . . . . . . . . . .
44
Efterkrigstid og stigende aktivitetsniveau 1945-1970 . . . . . . .
49
Modernisering af Teknisk Forvaltning
efter 1970 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
90
Teknisk Forvaltning siden 1987 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
117
Fortegnelse over medlemmer af
de tekniske udvalg 1898-1998 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
133
Kilder og litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
135
Den første stadsingeniør
i Kolding
Stads- og Havneingeniørens Opgave er i Almindelighed at være
Byraadet, dettes Udvalg samt de kommunale Kommissioner til
Hjælp og Støtte i tekniske og andre Spørgsmaal, hvor det ønskes.
Ligesom han derfor har at afgive Erklæring over de Sager, som
af Byraadet eller Udvalgene tilstilles ham, saaledes er han pligtig til
efter foregaaende tilsigelse at deltage i Byraadets eller Udvalgenes
Møder for at give Oplysninger og yde teknisk Bistand.
Instruks for Stadsingeniøren af 6. december 1900.
Den første stads- og havneingeniør, cand. polyt. Stephan Løchte, blev
ansat i Kolding den 1. juli 1898.
I flere andre købstæder havde man allerede ansat stadsingeniører,
bl.a. i Vejle i 1886 og i Esbjerg i 1896, men flere byrådsmedlemmer i
Kolding mente, at man var bedre tjent med at indkalde særlig tek-
Stephan Løchte, der var stads- og havneingeniør i Kolding 1. juli 1898-31.
december 1910, var født i Nordby på
Fanø den 6. september 1870. Han blev
kandidat fra Polyteknisk Læreanstalt i
januar 1894 og var undervisningsassistent sammesteds 1894-96. Fra august
1896-december 1897 var han ansat
som ingeniørassistent ved Egtvedbanen
og fra april til juni 1898 på studierejse
i Tyskland. Den 1. januar 1911 blev
han ansat som belysningsdirektør i
Århus. Han døde i 1935.
7
nisk bistand, når der skulle træffes beslutning om større anlægsarbejder. I det daglige kunne byrådsmedlemmerne selv klare tilsynet
med arbejdets udførelse og dermed fastholde en føling med, hvad
der skete i byen. En fastansat stadsingeniør ville blot eksperimentere
med nye anlægsarbejder og dermed blive for dyr for kommunen.
I forbindelse med beslutningen om at bygge et elektricitetsværk og
planerne for udvidelse af Kolding Havn havde det allerede været
nødvendigt at indkalde teknisk bistand.
Havneudvalget havde nogle år forinden benyttet stads- og havneingeniøren i Vejle, Emil Petersen, ved udarbejdelsen af den havneplan, der blev realiseret i 1895. Men havnens brugere var ikke stillet
tilfreds med den. De pressede allerede igen i 1896 på for yderligere
havneudvidelser. Organiseret i Kolding Handelsforening gik de så
vidt som til at danne deres eget konkurrerende havneudvalg, bl.a.
bestående af købmændene I.O Brandorff og Chr. Roose, der for
egne penge fik udarbejdet et stort projekt til udvidelse og uddybning
af havnen.
Siden 1895 havde der været bestræbelser i gang for at få bygget et
elektricitetsværk i Kolding. Et byrådsudvalg var nedsat til at undersøge de tekniske muligheder, og det diskuteredes, hvorvidt værket
skulle være kommunalt eller privat drevet. Som konsulent benyttede
man sig her af direktøren for Københavns Elektricitetsværk, Ib Windfeld Hansen, der anbefalede, at værket blev kommunalt. Den 15. juli
1897 besluttede Byrådet at bygge Den elektriske Lysstation.
Det nyvalgte byrådsmedlem I.O. Brandorff brugte budgetbehandlingen af budget for 1898 som anledning til at fremsætte et konkret
forslag om ansættelse af en stadsingeniør i Kolding. De store og
Kolding i 1897 set fra Sct. Michaels Kirke.
8
Købmand I.O. Brandorff, der stillede
forslag om ansættelse af en stadsingeniør ved byrådsmødet den 4. november
1897.
Sagfører Edv. Lau. Foto fra 1902
betydningsfulde anlæg, som kommunen skulle i gang med - Elektricitetsværket og Det offentlige Slagtehus - krævede en stadsingeniør, og
han kunne så også tilse de anlæg, byen allerede havde - Gasværket og
Vandværket - samt tage sig af brolægningsarbejder m.v. Udvalgenes
formænd kunne ikke i længden stå for tilsynet. Han mente, kommunen og den enkelte havde lidt under det - og meget ville allerede
have været sparet, hvis eksempelvis Jernbanegades brolægning var
blevet gennemført under kyndig vejledning og efter en bestemt plan.
En stadsingeniør ville ikke blive for dyr, for han skulle kun stille
forslag, mens det fortsat ville være udvalgene og Byrådet, der traf
den endelige afgørelse. Brandorff blev støttet af byrådskollegerne,
grosserer N.P. Stenderup og læge Hjalmar Fich, mens Venstres
ledere sagførerne J. L. Hansen og Edv. Lau ikke mente, en stadsingeniør var nødvendig.
Til havneudvalgsmødet den 9. november 1897 forelå et skriftligt
forslag fra I.O. Brandorff, der var medlem af Kasse- og Regnskabsudvalget, og N.P. Stenderup, medlem af Havneudvalget, om ansættelse
af en havneingeniør, der tillige kunne blive byens stadsingeniør, fra
1. januar 1898. Havneudvalget, hvis formand var borgmester Schjørring erklærede sig villige til at bidrage med et beløb af ca. 1000 kr. til
en stadsingeniørs løn.
På byrådsmødet den 18. november 1897 fremsatte I.O. Brandorff
og N.P. Stenderup igen deres forslag. Edv. Lau kunne stadigvæk ikke
se nødvendigheden af at få en sådan mand »til at løbe i hælene på
os. Byrådets medlemmer er praktiske folk, der hidtil har klaret
skærene og også kan gøre det i fremtiden«. Han foreslog i stedet, at
den bestyrer, der skulle ansættes til Elektricitetsværket, blev en polytekniker, der kunne udrette det samme som en stadsingeniør uden
at få titlen. Ved andenbehandlingen af forslaget i Byrådet den 2.
december 1897 endte sagen i en diskussion om, hvorvidt stadsingeniøren også skulle være bestyrer for Den elektriske Lysstation, og det
vedtoges med Venstres 8 stemmer mod Højres 7 at udsætte sagen til
det tidspunkt, hvor en bestyrer for lysstationen skulle ansættes. Borgmesteren stemte ikke.
I vinteren og foråret 1898 arbejdedes med anlægget af Den elektriske Lysstation. I februar gav amtet tilladelse til køb af grunden på
Rendebanen ned mod åen, og den 30. april besluttede Det af
Kolding Byråd nedsatte Udvalg til Anlæg af en elektrisk Lysstation at
opslå pladsen som bestyrer på værket ledig således, at den forbindes
med stads- og havneingeniørembedet. Det besluttede samtidig, at
Elektricitetsværket skulle yde et bidrag af 500 kr. til lønnen.
Sagfører Edvard Lau, der var formand for Elektricitetsudvalget,
begrundede på byrådsmødet den 5. maj sit forslag med, at det ville
være vigtigt, at bestyreren var til stede, når kablerne blev lagt.
Desuden kunne den antagne konsulent, ingeniør Ib Windfeld
Hansen ikke være i byen hele tiden, så det ville være en fordel, at
byens egen ingeniør kunne følge arbejdet. En bestyrer, der tillige var
stads- og havneingeniør ville give byen en mand, der kunne bistå alle
udvalgene og da navnlig Havneudvalget. »Så slipper vi forholdsvis
billigt sluttede han«.
Lønnen til denne kombinationsstilling foresloges sat til 2600 kr.
årligt stigende til 3600 kr. Heraf skulle Elektricitetsværket bidrage
med 500 kr, Havnen med 1200 kr., Gasværket med 400 kr., Vandværket med 200 kr. og Gade- og Vejudvalget med 300 kr. Byrådet tiltrådte indstillingen, og ansøgning afgik derefter til Indenrigsministeriet
om tilladelse til at opslå stillingen.
9
På et halvt år var Edv. Lau således blevet overbevist om, at en
stadsingeniør var en nødvendighed for byen - eller også var det, som
han sagde, for at spare nogle penge. Han fik så også sammen med de
øvrige medlemmer af Elektricitetsudvalget lov til at foretage den
første sortering blandt ansøgerne, selv om Elektricitetsudvalgets
andel i lønnen var langt mindre end Havneudvalgets.
Af Elektricitetsudvalgets møde den 28. maj fremgår det, at der var
indkommet 8 ansøgninger til stillingen som bestyrer for Elektricitetsværket og stads- og havneingeniør. Udvalget besluttede sig for at indstille fire af dem, og Byrådet valgte på mødet den 3. juni blandt disse
fire cand. polyt. Stephan Løchte, København. De øvrige tre indstillede var cand. polyt Faber; Odense, konduktør og elektriker H.J. Hansen, Kolding og ingeniør Ishøy, Fredericia. Det fremgik af mødereferatet, at der senere ville blive udarbejdet en instruks for stadsingeniøren. Lau rykkede for denne instruks allerede ved Byrådets sommermøde den 21. juli, men formanden svarede, at den ville fremkomme i løbet af sommeren, da det var bedst først at føle sig lidt for.
Stephan Løchte stadsingeniør 1. juli 1898
Kolding Elværk set fra Kolding Å,
ca. 1900.
10
Stephan Løchte tiltrådte sin nye stilling den 1. juli 1898. Han fik med
det samme rigeligt at gøre med at betjene de fem fagudvalg, der tilsammen betalte hans løn - Havneudvalget, Gade- og Vejudvalget,
Gasværksudvalget, Vandværksudvalget samt Udvalget for det elektris-
Sagfører J. L. Hansen.
ke Lysanlæg. Herudover kan det ses, at han også har arbejdet for
Markudvalget og Udvalget for Lystanlæg, også kaldet Forskønnelsesudvalget.
I 1898 var der ud over Løchte kun to kommunale embedsmænd.
På linie med stadsingeniøren var kæmner og havnekasserer M.
Nielsen, der var ansat i 1891, og overlærer og skoleinspektør N. P.
Tradsborg, ansat i 1892. Ingen af dem havde kontorhjælp - de måtte
selv klare det administrative arbejde. Endnu var der heller ingen
byrådssekretær. Den første blev ansat på halv tid i 1909, en heltidsstilling blev det først i 1917.
Løchte var allerede til stede ved Elektricitetsudvalgets møde den 5.
juli 1898, og umiddelbart derefter begyndte det omfattende papirarbejde i forbindelse med tilslutningerne til det kommende elektricitetsværk. Den 15. juli udkom »Betingelser på hvilke den kommunale
elektriske Lysstation afgiver Strøm til private Forbrugere,« og begæring om forsyning skulle indgives til driftsbestyreren. Værket gik i
drift den 9. december 1898.
Også for Havneudvalget udførte han et betydeligt arbejde i efteråret 1898. Fra den 30. august har han i følge Havneudvalgsprotokollen været til stede ved de fleste møder. Han har foretaget beregninger og udarbejdet tegninger og projekter til uddybning og udvidelse
af Kolding Havn. Den 3. november var Løchte inviteret til at deltage
i byrådsmødet, hvor havneudvidelsen var til andenbehandling. Både
sagfører J. L. Hansen og læge Hjalmar Fich roste stadsingeniøren for
hans korte og klare fremlæggelse af sagen.
For Gade- og Vejudvalget blev han pålagt forskellige driftsopgaver,
opmålinger m.v., i 1899 udarbejdede han en omfattende betænkning for Belysningsudvalget om en forbedring af byens gadebelysning, og for Vandværket arbejdede han også i 1899 med en større
udvidelse af værket.
En egentlig instruks for stadsingeniørens arbejde lod vente på sig,
men i 1900 blev den nødvendig, fordi det ikke var helt klart, hvem
der var hans øverste foresatte, og hvad hans opgaver over for udvalgene var.
Da stadsingeniøren i august 1900 var på ferie på et tidpunkt, hvor
Elektricitetesudvalget havde brug for ham, måtte borgmesteren
pointere, at stadsingeniøren var ansat af Byrådet, og at han selv
havde givet ham permission. Udvalgene måtte give meddelelse i god
tid, når større arbejder skulle foretages, og i oktober 1900 var der så
alvorlige uoverensstemmelser mellem formanden for Vandværksudvalget, møllebygger N.A. Christensen og Løchte om den måde, et
igangværende arbejde med udskylning af vandrørene blev udført, at
Løchte nægtede at føre tilsyn med arbejdet. Det kom frem, fordi J.L.
Hansen bemærkede, at Løchte ikke attesterede regningerne for
arbejdet. Sagen gav anledning til en mere principiel diskussion om
»styrkeforholdet« mellem udvalgene og stadsingeniøren. J.L. Hansen
udtalte: Når en udvalgsformand giver en ordre, har han (stadsingeniøren)
som den lønnede embedsmand at udføre den. Vil han ikke det, må han tage
sin afsked. Det må slås fast, hvem der skal føre kommandoen, udvalgsformændene eller stadsingeniøren. Og Lau supplerede: Det viser sig nu, at jeg
havde ret, da jeg under forhandlingerne om ansættelse af en stadsingeniør
udtalte en frygt for, at han ville påtage sig for meget myndighed og anse sig
selv for den dygtigste. Ved det efterfølgende byrådsmøde ville J. L. Hansen have det gjort helt klart, at det ikke var stadsingeniøren, men
udvalgene, der rådede, og følgende blev ført til protokols under
mødet den 1. november 1900:
11
Idet Byrådet udtaler, at stadsingeniøren skal rette sig efter de bestemmelser, som
vedkommende udvalg træffer, anmoder det formanden om at udarbejde forslag
til instruks for ham.
Det skulle dog ikke forstås som en generel mistillid til stadsingeniørens arbejde. J. L.Hansen sagde udtrykkeligt, at han ikke ville
gøre et stort nummer ud af sagen, og formanden gjorde opmærksom på, at alle andre udvalg var godt tilfreds med hans assistance.
Løchte havde selv i et brev til formanden gjort opmærksom på, at
han ikke var blevet indkaldt til Vandværksudvalgets møder.
Allerede til byrådsmødet den 6. december 1900 var instruksen
udarbejdet og gennemset af de relevante udvalg. Den definerede
klart stadsingeniørens arbejdsområde:
Stadsingeniøren er bestyrer af Den elektriske Lysstation og har som sådan
indtil videre kontorlokale på stationen med lys og varme.
Det omfang , i hvilket Havneudvalget, Gasværksudvalget, Vandværksudvalget samt Gade- og Vejudvalget for kloakernes vedkommende ønske det, er
han disse udvalg behjælpelig med tilsynet med:
1.
2.
3.
4.
Kolding Havn efter udvidelsen, tegnet
af Løchte og bragt i Kolding Folkeblad
9. november 1903.
12
Havnen, sejlløbet og bolværkerne
Gasværket og byens belysning
Vandværket og byens vandforsyning
Kloakledningerne
Han har at forfatte tegninger, overslag, kort og konditioner til de hans tilsyn
underlagte eller ham særlig overdragne kommunale arbejder, samt at lede
arbejderne og påse deres kontraktmæssige udførelse.
Desuden er han berettiget til selv at gøre forslag til de enkelte udvalg såvel
med hensyn til nye foretagender som til vedligeholdelse og forbedringer, og
særlig bør han i rette tid fremkomme med forslag til og overslag over arbejder
for det kommende år til vejledning for udvalgene ved affattelsen af deres årlige
overslag.
Stadsingeniøren skulle bo på byens grund, han måtte ikke uden
Byrådets samtykke forlade byen i længere tid end 8 dage, og han
måtte ikke uden Byrådets samtykke udføre arbejde for andre kommuner eller for private. Endelig skulle han, hvis det forlangtes, også
fungere som bygningsinspektør mod ekstra betaling.
Stads- og havneingeniøren bliver også bygningsinspektør
C.P.C. Schjørring, borgmester i Kolding
1877-1909.
Det var borgmester Schjørring, der ved byrådsmødet den 19. december 1901 stillede forslag om, at Kolding fik en byggevedtægt som
mange andre byer allerede havde, og at der blev ansat en bygningsinspektør, for der var slet ikke noget tilsyn med byggeriet »på
marken«, og Bygningskommisionens tilsyn med byggeriet i byen var
ikke effektivt. Han henviste til, at han allerede 20 år tidligere havde
fremsat et lignende forslag, men det var strandet på konsul H.H.
Graus modstand - da Graus bygninger i særlig grad trængte til tilsyn!
Et udvalg bestående af Schjørring, fabrikant I. A. Hansen og J.L.
Hansen blev nedsat. De satte Løchte i gang med at udarbejde et
forslag - men det blev alt for omfattende efter deres mening. Så fik I.
A. Hansen fremskaffet vedtægten fra Århus, og efter at de havde
drøftet og ændret den, blev det forelagt året senere på byrådsmødet
den 4. december 1902.
Risikoen ved en bygningsvedtægt var i følge Lau, at den kunne få
folk til at bosætte sig i Kolding Landsogn, fordi der ikke der var
denne skat på byggeriet. Det besluttedes at udsætte sagen til efter
valget i januar 1903, og først i august 1903 forelå en Bygningsvedtægt for Kolding Købstad, samtidig fik stads- og havneingeniøren
pålagt arbejdet som bygningsinspektør i henhold til en særlig
instruks og for et beløb af 400 kr. ekstra om året. Til dette skulle han
have fast kontortid.
Arbejdsmæssigt betød det for Løchte, at han, når han havde modtaget anmeldelse om byggeri, inden 4 dage skulle undersøge byggeriets lovmæssighed og i tvivlstilfælde indkalde Bygningskommissionen.
Når en byggetilladelse var givet, skulle han føre tilsyn med, at lovgivningens bestemmelser fulgtes og efter byggeriets afslutning udstede
en byggeattest.
Løchte fritages for arbejdet som driftsbestyrer på Elektricitetsværket
I januar 1904 indstillede Elektricitetsudvalget til Byrådet, at stadsingeniøren blev fritaget for arbejdet som driftsbestyrer på Elektricitetsværket, og at den i 1902 ansatte værkfører E.W. Buemann blev
ansvarlig leder af værket. Det passede formentlig både stadsingeniøren og udvalget udmærket. Hans opgave var nu for Elektricitetsudvalget at stå for de større projekter, udarbejde tegninger og konditioner og ikke beskæftige sig med den daglige drift. Buemann fik fra
1905 et ingeniørhonorar på 500 kr. årligt.
I de følgende år arbejdede Løchte med planerne for et nyt kloaksystem, med udvidelser af ledningsnettet for Vand-, Gas og Elektricitetsværkerne som følge af byens vækst, udbygning af Gasværket og
Elektricitetsværket, planlægning af nye udstykninger, anlæg af nye
kajer og pakhuse på havnen samt behandlede en lang række byggesager.
Hans kontorforhold var ikke særlig gode. Han holdt til i to
værelser i Bleggårdsstræde i hjørnebygningen til Vestergade. Hans
efterfølger, C.A. Lassen, husker at der var så fugtigt, at vandet drev
13
ned ad væggene. Løchte opnåede ikke at få en assistent, men en af
arbejdsmændene ansat ved vejvæsenet, Jens Gundersen, viste sig
udmærket til at udføre nivelleringsarbejder. Gade- og Vejudvalget
gav ham i august 1910 tilladelse til midlertidigt at ansætte ham til forskelligt opmålings- og nivelleringsarbejde. Løchte sørgede i november 1910 for, at hans timeløn blev forhøjet fra 37 til 50 øre - og Gundersen var ansat på stadsingeniørkontoret til omkring 1930.
Misbilligelse fra Byrådets flertal
Den sydlige del af Kolding set fra Kæmpetårnet på Koldinghus august 1902.
14
Løchtes største krise i arbejdet som stadsingeniør i Kolding var, da
han ved byrådsmødet den 5. august 1909 af Byrådets venstreflertal
inklusive formanden modtog en misbilligelse for sin embedsførelse i
forbindelse med sagen om Elmegades (nu Sct. Jørgens Gades) linieføring til Rendebanen. Anklagen var, at Løchte ikke havde orienteret
Elektricitetsudvalget om, at grundejerne havde flyttet skellet i utilfredshed med, at gaden ville få et knæk, fordi en større udvidelse af
Elektricitetsværkets maskinhal krævede det. Løchte forsvarede sig
med, at bestyrer Buemann også havde været vidende om det - og at
han selv ikke blev indkaldt til Elektricitetsudvalgets møder.
Under debatten, der foregik for åbne døre, da såvel Løchte som
Elektricitetsudvalgets formand K. Konstantin-Hansen havde ønsket
det sådan, udtalte Løchte bl.a.: Der er en fundamental forskel på vor
opfattelse af en stadsingeniørs stilling. Jeg har en tydelig byrådsbeslutning for,
at når jeg ikke er tilkaldt, så er sagen mig ganske uvedkommende. Det har jeg
rettet mig efter, og det agter jeg også at gøre i fremtiden, hvis de overhovedet
ønsker at beholde mig.
Det socialdemokratiske medlem af Byrådet, J.P. Jensen, der havde
forsøgt at undgå den offentlige debat, var den eneste, der kom
stadsingeniøren til undsætning: Udvalgene har ikke altid optrådt over for
stadsingeniøren, som de burde. Han har mange gange måttet finde sig i en
tiltale, som arbejderne på en fabrik næppe havde fundet sig i. Knud Hansen
sekunderede, at både Lau og Konstantin-Hansen også kunne begå
fejl. Forholdet er, at stadsingeniøren er en af de flittigste, om ikke den allerflittigste af de embedsmænd, der er i byen.
Løchte opsiger sin stilling
Borgmester Viggo Baller.
Løchte må have være rystet efter de voldsomme angreb, og ved
byrådsmødet den 1. december 1910 forelå hans ansøgning om at
måtte fratræde sin stilling. Borgmester Viggo Baller, der i 1909 havde
efterfulgt Schjørring, udtalte i den forbindelse, at han altid havde
været pligtopfyldende og udført sit arbejde med flid. Han ønskede
ham til lykke med hans nye virksomhed (som belysningsdirektør i
Århus), og medlemmerne rejste sig.
At han virkelig havde været overbebyrdet, viste diskussionen om
stillingsopslag og en ny instruks for stads-og havneingeniørstillingen.
Der var tydeligvis behov for en ny ordning. Som borgmesteren sagde:
Skal vi læsse alt arbejde fra den nuværende stadsingeniør over på den nye, vil
det blive dårligt udført.
I det udvalg, der blev nedsat til at udarbejde en ny instruks for
stadsingeniøren bestående af Kasse- og Regnskabsudvalget samt en
repræsentant for hver af de tekniske udvalg, var der enighed om at
bevare stadsingeniørens, havneingeniørens og bygningsinspektørens
stilling i én person, men det krævede ansættelse af en assistent, af
hvis løn havnen skulle betale den største part - havnen havde altså
trukket mest på Løchte.
Der havde været mest diskussion om, hvorvidt bygningsinspektørarbejdet skulle adskilles fra stadsingeniør-stillingen. Murermestrene
Jens Madsen og Augustinus Poulsen samt grundejernes mand, Edv.
Lau mente, at en praktisk mand her fra byen ville være at foretrække. Som Lau udtrykte det: En ingeniør er ikke altid heldig som bygningsinspektør; det har den nuværende stadsingeniør vist; ellers kunne han være
meget god. Vi får jo nok en teoretiker, og så vil det gå ud over de borgere, som
skal bygge.
Havde Løchte været en teoretiker?
Der er ingen tvivl om, at han havde sin egen mening om tingene
og havde vanskeligt ved at rette sig efter de folkevalgte, som var af en
anden mening. Men han var den første og på den tid den eneste, der
forsvarede embedsmandens faglige kunnen over for politikerne.
Der er ingen tvivl om, at han fik en mindre konfliktfyldt stilling
som Elektricitetsbestyrer i Århus.
Løchtes bagland
Den første stadsingeniør måtte kæmpe for stadsingeniørstillingens
indhold. I denne kamp og i det daglige arbejde havde han en god
støtte i sine stadsingeniørkolleger i de andre provinsbyer. Også de
var pionerer i deres kommuner, og der var en løbende korrespondance imellem dem om store og små problemer. Løchte var en af
initiativtagerne, da Stadsingeniørforeningen for provinsbyerne blev
dannet i 1901, og han var foreningens første kasserer.
I et brev til redaktøren af Gasteknisk Forening, der havde bedt om
15
Byrådssalen på Kolding Rådhus ca.
1915.
nogle personlige oplysninger til medlemsarkivet, et par år før sin
død i 1935 skrev han: Vil De skrive et Eftermæle over mig, kan de
passende anvende Wessels Ord:
Han syntes fød til Bagateller
Og noget stort han blev ei heller
Redaktøren af medlemsbladet Gasteknikeren ser dette som et udtryk
for Løchtes alt for store beskedenhed. På grund af denne beskedenhed blev Løchte ikke tilstrækkeligt estimeret. Andre trængte sig frem
på hans bekostning. Han var en ærlig og brav karakter, der ikke
kunne gøre et menneske fortræd.
Løchte var ungkarl, da han kom til Kolding i 1896 som ingeniørassistent ved bygningen af Egtvedbanen. Han blev medlem af frimurerordenen i 1897, og den 4. december 1900 blev han gift med Sophie
Vilhelmine Borch, datter af grosserer Carl Sophus Borch. Familien
boede i Jernbanegade 18 i hus med Sophie Vilhelmines søster, der
var gift med en søn af A.L. Johansen, og tandlæge A. M.G. Friis.
16
Stadsingeniørens opgaver
1898-1910
Byens udstrækning
Bebyggelseskortet fra 1902 viser Kolding Købstad og en del af
Kolding Slotssogn i 1902. Kortet er udført af G. E.C. Gad til Traps 3.
udgave. Som det kan ses, lå byen mellem Slotssøen og åen fra Katrinegade (nuværende Vestre Ringgade) i vest til Banegården i øst. Syd
for åen var byggeriet i Søndergade kommet i gang i 1870erne, og op
til århundredskiftet var Tøndervej, Dalbyvej og Agtrupvej blevet
bebygget. Befolkningstallet var også steget betydeligt. I 1860 var
Kolding købstads indbyggertal 3.978, i 1870 5.400, i 1890 9.657, i
1901 12.516 og i 1911 14.219.
Kolding Slotssogn
Trap: Beskrivelse af Kongeriget
Danmark, 3. udgave. Kort over
Kolding fra 1902
Kolding købstad grænsede op til Dalby, Vonsild (Søndervang var en
del af Vonsild sogn), Seest, Harte - Bramdrup og Kolding Slotssogn.
Slotssognet, også kaldet landdistriktet eller landsognet, var en selvstændig administrativ enhed, en sognekommune, men med kirke-,
17
Kolding Slotssogn set fra Dyrehavegårds
skov i 1916.
18
skole- og fattigvæsen fælles med købstaden. Det strakte sig i øst
omtrent fra Havegade (nu Slots Allé) mod nord - og i vest hørte hele
kvarteret bag Ålykkeskolen til Slotssognet. Landsognet havde en
repræsentant i Byrådet, der fra 1882 til 1900 var købmand, konsul R.
Kaalund og efter denne lærer J. C. Bro, der bl.a. var formand for
Markudvalget.
Landsognet var ved århundredskiftet ved at udvikle sig til skattely skatteprocenten var her 3,6, hvor den samtidig i Kolding var 5,4. Ved
folketællingen i 1890 boede 376 mennesker i landsognet, i 1901 819
og i 1911 1184.
Byrådet ønskede landsognet indlemmet i Kolding for at indbyggerne der, der havde glæde af at bo så tæt ved byen, også kunne
bidrage til byens udgifter med deres skat, og fra 1880erne og frem til
1912 var der med mellemrum forhandlinger mellem købstad og
landsogn om indlemmelse, men landsognets repræsentanter ville
ikke opgive deres selvstændighed og kunne ikke se fordelene ved
det. De ville gerne have vand, gas og el, som byen efterhånden fik, og
det kunne de også få, men til en pris som skulle forhandles med købstaden. I 1907 nåede man til enighed om vilkårene for køb af gas fra
Kolding Gasværk til landsognets beboere.
Mindre indlemmelser blev det til i den sydlige bydel. I 1909 rejstes
spørgsmålet om indlemmelse af gården Bellevues jorder med bl.a.
Læssøegade. Området var købt af et konsortium til udstykning og
hørte oprindelig til Seest, og det blev overflyttet til Kolding i 1913.
Kort efter blev det, der nu kaldes Ålykkekvarteret, indlemmet.
Desuden blev den såkaldte Borgmesterjord omkring den nuværende
Domhusgade, dvs. den jord, der fra gammel tid var tillagt byfogedembedet, fra 1910 overført til købstaden.
Det nye kvarter ved Warmingsgade. I
forgrunden Kolding Å, ca. 1910.
Byens vækst
Det stadigt stigende befolkningstal stillede krav til nyt boligbyggeri.
Den kongelige urtehave, der siden 1500-tallet havde ligget syd for
Staldgården ned til Klostergade, blev bebygget fra 1850erne og frem
til århundredskiftet, og fra 1880erne kom der også huse i den brede
del af Jernbanegade. Det var byggeri for byens overklasse på byens
hovedstrøg. Mens Låsbygade indtil 1870erne havde været Koldings
handelsmæssige centrum, betød Statsbanestationens placering, at
det handelsmæssige tyngdepunkt blev flyttet til Jernbanegade/Østergade/Helligkorsgade.
I det første tiår af 1900-tallet skete nybyggeriet af boliger især syd
for åen. Sidevejene til Tøndervej (dengang Frederiksgade) blev
bebygget ligesom området fra Sydbaneterrænet mod syd til Agtrupvej. Der byggedes også syd for Katrinegade ned mod åen og hen
imod Kolding Sygehus. Hollænders og A. Jensens teglværker på
begge sider af nuværende Domhusgade blokerede indtil videre for
en yderligere udvikling mod sydøst. Der var i virkeligheden ikke
meget jord til bebyggelse i Kolding, og det fik driftsbestyreren ved
Egtvedbanen C. Berg til i 1899 at foreslå, at åen, der snoede sig på
det sidste stykke ud mod fjorden, blev forlagt, så der blev plads til
bebyggelse langs med åen.
I omegnssognene var der til gengæld jord nok til bebyggelse. Her
voksede villakvarterer op især i Søndervang, i Ålykkekvarteret og ud
ad Fynsvej til og med Castenskjoldsvej.
Erhvervsbyggeriet blev placeret på havnen, hvor Kolding Gasværk
var placeret i 1861, og hvor nu Jens Holms kreaturstalde, åleeksportørerne, korn- og foderstoffirmaerne, Frøkontoret, Saftstationen og
19
Bygningsinspektoratets sag nr. 359 fra
1906. Facadetegning til bygningen
Adelgade 16.
Andelssvineslagteriet kom til. Ude i byen var de gamle købmandsgårde med det brede varesortiment endnu intakte ved siden af de nye
forretninger med de store spejlglasvinduer og det mere specialiserede vareudbud. I byens udkanter lå de mange planteskoler, som var et
særkende for Kolding.
Bygningsinspektoratet
Kolding havde i hvert fald siden 1850 haft en bygningskommission i
henhold til en forordning fra 1832. Siden Byggeloven fra 1858 havde
der været påbud om, at ingen nybygning måtte påbegyndes, før Bygningskommissionen havde sagt god for, at spildevandet var reguleret,
at der var udlagt en vej af tilstrækkelig bredde, og at bebyggelsesgraden ikke var for stor, men der havde ikke været nogen regulering af
selve byggeriets kvalitet. Først i 1903, på borgmester Schjørrings initiativ, kom en bygningsvedtægt, der nærmere beskrev kravene til byggeriet, sådan som man allerede havde det i mange andre købstæder.
20
Adelgade. Foto fra ca. 1910.
Bygningsvedtægten er dateret samtidig med instruksen for bygningsinspektøren, den 26. august 1903.
Efter denne instruks skulle bygningsinspektøren, hvis en ansøgning om byggeri krævede Bygningskommissionens eller Byrådets
afgørelse, inden 8 dage tilstille Bygningskommissionens formand
sagen med bilag til kommissionens behandling. Hvis sagen ikke
krævede kommissionens godkendelse, skulle bygningsinspektøren
inden 8 dage give bygherren skriftlig besked om de vilkår, der krævedes i forbindelse med arbejdets udførelse. Når der var givet en byggetilladelse, skulle bygningsinspektøren føre nøje tilsyn med, at lovgivningens bestemmelser fulgtes. Når et byggeri var afsluttet og fundet i
overensstemmelse med de givne forskrifter, skulle bygningsinspektøren meddele byggeattest for det udførte byggeri mod erlæggelse af
det fastsatte gebyr. Herudover skulle han på forlangende bistå Sundhedskommissionen ved undersøgelse af, hvorvidt en bygning var
tjenlig til beboelse.
Når en bygning ikke opførtes i gadelinien, kunne Bygningskommisionen bestemme, at der i gadelinien skulle anbringes jernstakit eller
mur. Ethvert bygningsarbejde skulle udføres på forsvarlig måde, af
forsvarlige materialer, og enhver ny bygning skulle opføres på et fundament, som var forsvarligt i forhold til bygningens størrelse. Alle
udvendige mure skulle opføres af grundmur efter bestemte regler.
Det var således en helt ny kommunal opgave. Socialdemokraten,
redaktør Knud Hansen, skrev senere, at Løchte ikke havde haft det
nemt som bygningsinspektør. Håndværksmestrene havde gjort, hvad
der passede dem, og havde ignoreret hans anvisninger - og det kan
næppe undre.
De kommunale værker
Elektricitetsværkets hovedindgang.
Det var et stort fremskridt i levestandard for de mennesker, der
havde råd til at tilslutte sig de kommunale værker og deres »produktion« af gas, vand og elektricitet, der via ledningsnettet og stikledninger førtes frem til det sted, hvor den enkelte skulle bruge det. I
Kolding var både Gasværket, Vandværket og Elektricitetsværket kommunale - sådan var det ikke i alle byer - men det var så også et
spørgsmål om store kommunale udgifter, når værkerne skulle
udvides, og det blev de alle i det første tiår af 1900-tallet på grund af
den store efterspørgsel både fra erhvervsvirksomheder og private.
De tre værker havde hver deres kommunale udvalg, og de tre
udvalg optog en stor del af Løchtes tid, selv om han sjældent deltog i
deres møder. Efter 1904 havde værkerne hver deres bestyrer, der tog
sig af den daglige drift, men som eneste kommunalt ansatte ingeniør
skulle han projektere eller medvirke ved projekteringen af deres
udvidelser, styre de håndværkere, der udførte dem, og opmåle og
holde styr på det stadig større ledningsnet. Således i 1909, hvor
Gade- og Vejudvalget henstiller, at stadsingeniøren, da han alligevel
er i gang med at opmåle vandværksnettet, også opmåler, hvor meget
brolagt vej, der er i byen og hvor meget, der er makadamiseret
(skærvebelagt).
Gasværket
Gasværket, der var bygget på havnen i 1861, oplevede i årene
omkring århundredskiftet en meget stærk forbrugsfremgang, både
som kogegas og til belysning, og byens større udstrækning betød et
21
Kolding Gasværk set fra nord, ca.
1900.
stadig større ledningsnet. Fra 1899 kørte Gasværket i treholdsskift for
at klare efterspørgslen, og fra 1903 arbejdedes med planer om et nyt
gasværk. Projekteringen udførtes af driftsbestyrer, ingeniør Irminger
fra København. Stadsingeniør Løchtes arbejde var at føre Irmingers
planer ud i livet, træffe aftaler med håndværkerne og sørge for udvalgets korrespondance og regnskab. Han var imidlertid uenig med
Irminger om dennes beregninger af funderingen og fik ret. I august
1906 var et hjørne af det nye gasværk sunket, og både Irminger og
Gasværksudvalget tilsluttede sig hans forslag til afhjælpning. Det nye
gasværk kunne tages i brug den 1. oktober 1907. Kort efter sattes det
gamle gasværk ud af drift og blev jævnet med jorden bortset fra en
gasbeholder bygget i 1890, der var i brug til 1916.
Elektricitetsværket
Kapaciteten på værket, der som omtalt var taget i brug i december
1898, blev ret hurtigt for lille. En mindre udvidelse fandt sted allerede i 1900. De første år gav værket underskud, men så besluttede
Byrådet at nedsætte prisen på elektricitet til lys fra 60 til 40 øre pr.
kW. Det fik forbruget til at stige så meget, at værket i stedet gav overskud - og det øgede forbrug nødvendiggjorde en udvidelse i 1904. I
1908 havde Elektricitetsværket ca. 500 forbrugere. I 1910 vedtog
Byrådet endnu en stor udvidelse, der som omtalt betød, at Sct. Jørgensgade ikke fik et lige forløb, som grundejerne ville have det.
Mange borgere i byen ønskede, at sagen blev udskudt til en sagkyndig udefra havde vurderet behovet - således som Brandorff og Lau
22
ønskede det, men underskrifter fra 1500 skatteydere (ud af 4000)
havde ingen virkning, og flertallets plan blev vedtaget og udført.
Gadebelysningen
Udvalget for Gasværket og Udvalget for Elektricitetsværket dannede
tilsammen Belysningsudvalget, der havde den samme formand som
Gasværksudvalget. Edv. Lau var formand for Gas- og Belysningsudvalget fra 1897-1901, men blev så erstattet af tømrermester H. L.
Hansen.
Det var svært at beslutte sig til, om man efter etableringen af Elektricitetsværket skulle have både elektriske gadelygter og gaslygter,
eller man skulle nøjes med de billigere gaslygter, og af dem var der
to slags - almindelige gaslygter og Auerlygter, der gav et bedre lys.
Byrådet besluttede i juni 1900 at anbringe 6 Auerlygter fra Jernbanen til midt på Låsbygade, og to elektriske buelamper også kaldet
kandelabre på Akseltorvet og Kirketorvet. I det følgende år udvidedes antallet af Auerlygter i gaderne i den indre by, og i 1902 opsattes
elektriske buelamper ved jernbaneoverkørslen i Søndergade, på
hjørnet af Helligkorsgade, Søndergade og Rendebanen og på
hjørnet af Helligkorsgade og Østergade. I 1903 var turen kommet til
jernbaneoverkørslen ved Havnevej og hjørnet af Jernbanegade og
Sdr. og Øster Klostergade (nu Munkegade og Fredericiagade). I
1904 fik hele den smalle del af Jernbanegade elektrisk gadebelysning, og i 1906 blev det Østergades tur. Uden for bymidten var der
kun almindelig gasbelysning. Fra 1907 havde byen 4 lygtetændere,
der passede hver sit distrikt.
Vandværket
Akseltorv, 1901. Den nye elektriske buelampe ses til venstre i billedet.
Om Koldings vand skrev distriktslæge P.A. Madvig til Sundhedsstyrelsen i 1901:
Byens drikkevand må efter de foretagne analyser sikkert kaldes godt, kun er
det en mangel, at vandet ikke passerer noget filter, da det kan hænde, at
vandet til tider kan være noget uklart.
Byen havde haft et kommunalt vandværk siden 1886. Initiativet var
taget af byens læger midt i 1870erne. Vandværket blev placeret i
Kæmnerengen, på Stadionvej, hvor administrationsbygningen stadig
ligger. P.g.a. det stigende vandforbrug måtte der i 1907 bygges en ny
brønd. Stadsingeniøren foretog flere undersøgelser af iltningsanlæg,
der bl.a. førte Vandværksudvalget og ham til Gentofte, men en
anskaffelse blev udskudt p.g.a.kommunens dårlige økonomiske
forhold. Distriktslægen påpegede også i sin beretning til Sundhedsstyrelsen i 1909, at det var en mangel, at der ikke blev ført systematisk
kontrol med vandets beskaffenhed.
Hygiejnen eller den offentlige renlighed
Tilsynet med »den offentlige hygiejne« varetoges af Sundhedskommissionen. Dens medlemmer var den kongevalgte borgmester, der
tillige var byfoged og født formand, distriktslægen og tre medlemmer valgt af Byrådet.
Sundhedsvedtægten fra 1889 beskrev nærmere, hvad kommissionen skulle tage sig af. Den skulle føre tilsyn med, at byens vand var
rent og uskadeligt, at afløbsrender havde et tilstrækkeligt fald, at
byens gader holdtes rene, at stillestående vandløb blev renset mindst
23
Udsigt over Kolding Ådal med Kolding
Vandværk, formentlig 1920erne.
en gang om året, og »for en hygiejnisk dag- og natrenovation«. Sundhedsvedtægten indeholdt også regler om »for sundheden skadelige
næringsveje«, bl.a. slagterier og tobaksfabrikker, regler for svinehold
og stalde til heste, køer og andre kreaturer i byen. Når et hidtil ubebygget terræn skulle bebygges, skulle Sundhedskommissionen
undersøge grundens beskaffenhed og planen for dens bebyggelse,
og der skulle laves en plan for ordning af vandafløbet for hele
området. Det bestemtes, at: Enhver til bebyggelse bestemt grund må for
fremtiden kun fyldes med stoffer, der er uskadelige for sundheden, såsom grus,
sand, murbrokker o. desl.
Det offentlige Slagtehus på Riberdyb, der var bygget af kommunen i 1898, havde til opgave at sikre, at det kød, der solgtes til de
lokale forbrugere, ikke var behæftet med smitsomme sygdomme.
Kolding var en af de første købstæder, der fik et offentligt slagtehus.
Renovationen
Ifølge sundhedsvedtægten fra 5. januar 1889 skulle der ved ethvert
»våningshus« findes et efter beboernes mængde passende antal latriner. Der var endnu både latriner med grube og latriner med tønde,
men i fremtiden måtte der ikke indrettes latriner med grube. Renovationen måtte kun ske om natten eller tidligt om morgenen. Nedgravning af latrinindhold i kuler i haven eller udkastning i åen eller
søen eller vandløb var aldeles forbudt.
Distriktslægen beskrev i 1901 situationen således:
Renovationsvæsenet står på et gammeldags standpunkt. Det består i et tøndesystem uden nævneværdig rensning af tønderne, og udkørslen og omskiftningen af tønderne foregår på en i sanitær henseende højst forkastelig måde
med efterladelse af spild af tøndernes indhold i gårde og på gader.
Renovationens bortkørsel var i 1897 overdraget til vognmand
Bertel Schmidt for 2000 kr. årligt for en 5-årig periode.
24
Kloakvæsenet
Kloakvæsenet trængte i høj grad til fornyelse ved århundredskiftet.
De velstillede i byen ville gerne have vandklosetter, men det måtte
man nedlægge forbud imod, bl.a. fordi en del af kloakerne
mundede ud i to åbne grøfter, der fra Låsbygade førte ud i Slotssøen.
Afløbet skete ellers direkte i åen og/eller fjorden. Kun hotellerne fik
dispensation til at have WC med septiktanke. I 1904 udarbejdede
Løchte en omfattende plan for et nyt kloaksystem i byen. Gade- og
Vejudvalget besluttede at lade det trykke i 30 eksemplarer og herefter omdele til Byrådets medlemmer, men det var først i begyndelsen
af 1920erne, at byen fik et ordentlig sammenhængende kloaknet.
Der blev dog nedlagt kloakrør i både nye og gamle gader. Nørregade, Låsbygade, Katrinegade, Gl. Dalbyvej og Sdr. Landevej fik
nedlagt rør, og herfra blev spildevandet ført ned til åen. Med nedlægning af kloakrør blev der anlagt flisebelagte fortove, i hvert tilfælde på strøggaderne.
Den sydlige del af Låsbygade set mod
nord, ca. 1905.
Banegårdspladsen med vogne, ca. 1910
Byens infrastruktur
Kolding Havn var blevet anlagt i 1843, og i 1866 blev byen en station
på Statsbanernes østjydske længdebane, i begyndelsen fra VamdrupFredericia, fra 1868 med forbindelse til Århus og fra 1869 til Aalborg.
I 1874 åbnede forbindelsen mod vest til Esbjerg, og der kom jernbanespor på havneterrænet. Efter mange overvejelser om placeringen
blev Statsbanegården placeret tæt op ad havnen, og jernbanesporene ført midt gennem byen tæt ved åen. Der er næppe tvivl om, at
den tætte forbindelse mellem havn og jernbane har været til glæde
for dele af byens erhvervsliv, men det har også givet store trafikale og
byplanmæssige problemer, at den nord-sydgående trafik har skullet
passere både å og jernbane, og at trafikken mellem by og havn skulle
passere baneterrænet.
25
Fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1. Verdenskrigs afslutning
deltog Kolding i kampen mellem købstæderne om at få så mange
privatbaner som muligt knyttet til byen. Reglen var, at staten ydede
halvdelen af anlægskapitalen inkl. ekspropriation og driftsmateriel,
mens de berørte kommuner deltes om resten. Egtvedbanen var Koldings første. Den åbnede den 4. maj 1898. Koldings andel af udgifterne var godt 200.000 kr. samt tilskuddet til driften. Fra 1901 arbejdedes med planer for en privatbane i de 8 sogne syd for Kolding og
fra 1909 med Troldhedebanen. De første tog kørte på strækningerne
i henholdsvis 1911 og 1917. Både Egtvedbanen og Sydbanerne fik
efter krav fra henholdsvis Låsbygades handlende og Søndergades
handlende, der ikke ville se deres gamle oplandskunder forsvinde fra
deres kvarterer, deres hovedstationer placeret væk fra Statsbanegården, henholdsvis for enden af Nørregade og umiddelbart øst for
Søndergade.
Havnen udvider
Sydbanegården ca. 1915.
Kolding Havn 1903.
26
Også på havnen var der store anlægsarbejder i 1900-tallets første tiår.
Som ovenfor omtalt var noget af det første, Løchte kom til at
beskæftige sig med, uddybningen af sejlrenden til 20 fod (6,3 m)
kombineret med en udvidelse af sejlrenden til 80 fod bundbredde
og etableringen af svajebassinet. Saftstationen, som De Danske Sukkerfabrikker opførte i 1899, fik jernbanespor over søndre kaj og åen
til fabrikken. Jernbanesporet blev i 1904 forlænget ud ad sydkajen til
molen. I 1901 fremkom ønske fra Dansk Petroleums-Aktieselskab om
at indrette en oplagsplads med pumpestation ved Havnen. Byrådet
var meget interesseret i at få denne virksomhed til byen. Det nødvendiggjorde en opmudring af kutterhavnen til 20 fod, som gik hurtigt
Søndergade omkring århundredskiftet.
igennem, og en overenskomst med Petroleumsselskabet blev underskrevet i september 1901. A.L. Johansen anbefalede en forlængelse
af den nordre mole, det ville betyde indvinding af nyt land, som der
var stort behov for og så ville petroleumslugten komme på afstand, så
den ikke generede sejlsportsmændene, hvis klubhus dengang lå ved
Eksportmarkedet! På sydsiden opførtes i 1905 i forbindelse med
anlægget af havnesporet et pakhus, og i 1909-10 blev sejlrenden ind
til et udvidet svajebassin uddybet til 7 meters dybde og 40 meters
bredde.
Byens trafik
En af de første biler i Kolding tilhørende
blikkenslagermester Simon Bach.
Jernbanens forløb gennem byen var et problem. Jernbanetrafikken
gennem byen blev stadig større, og Statsbanernes anskaffelse af en
rangermaskine skabte betydelige ventetider ved overgangen fra Klostergade til Havnevejen. I 1902 stillede Handelsstandsforeningen
forslag om en bro over sporene ved Søndergade for at undgå ventetiden ved bommene og forhindre ulykker, men det blev udskudt.
Trafikken i gaderne reguleredes af Politivedtægten fra 1896. Der
var regler for færdslen med heste og vogne og med cykler. Biler var
der endnu ingen af. Om cykelkørslen hed det: Cykelkørende er forpligtede til at vise behørig forsigtighed og altid beholde en hånd på styret. På steder,
hvor der er stærk færdsel, må ikke køres hurtigere end en vogn i jævnt trav. Al
kapkørsel var forbudt, og det var forbudt at køre på fortove og gangstier.
I 1909 drøftedes det i Byrådet, hvad man skulle gøre ved den vilde
cykelkørsel - især blev reglerne om ikke at cykle på gangstierne ikke
overholdt. Formanden lovede at tale med politiassistenten om at få
gjort noget ved det, og det blev henstillet til Gade- og Vejudvalget at
opsætte forbudsskilte.
Selv om der endnu ingen biler var i Kolding i 1902, besluttede
Byrådet at tiltræde amtets bestemmelser for langsom kørsel med
automobiler på vejene, så den også gjalt trafik i byens gader. Hastighedsgrænsen var 7 km i timen. Den første bil i Kolding tilhørte ifølge
27
Anker Lau vognmand Poulsen i Sdr. Klostergade. Han erhvervede
den i 1907.
Gadernes vedligeholdelse
Sdr. Landevej, nu Haderslevvej i 1901.
28
I 1869 trådte Købstadkommunalloven i kraft og samtidig udstedte
det nye byråd i Kolding en Vedtægt om Gader, Veje og Vandløb.
Den handlede om, at Byrådet kunne erklære en gade eller vej for
offentlig, når den brugtes af flere, og afgøre, hvor meget grundejerne på gaden skulle betale for istandsættelse af vejen, inden den blev
offentlig. Halvdelen af udgifterne til brolægning skulle betales af
grundejerne. Når istandsættelsen var færdig og betalt, overtog kommunen den fremtidige vedligeholdelse, renholdelse og belysning.
Private veje, der brugtes af flere, skulle holdes i farbar stand og forsynes med forsvarligt afløb.
I begyndelsen af 1900-tallet kendte man kun til brosten og skærver
som vejbelægningsmateriale. Indfaldsvejene til Kolding var skærvebelagte og det støvede meget. Byen havde ingen vejtromle, den fik man
først i 1912. De centrale gader var brolagte, Jernbanegade blev det
kort før århundredskiftet, og i det første tiår af 1900-tallet blev Rendebanen, Kirkestræde og Klosterstræde (nu Kongebrogade) brolagt.
I 1910 fik Byrådet en ansøgning fra Allégade (Konsul Graus Gade)
og Klosterstræde (nordlige del af Kongebrogade) om brolægning,
men det blev afvist, da der var andre gader, der trængte mere, især
Frederiksgade (Tøndervej) og Sdr. Landevej (Haderslevvej).
I de første år af 1900-tallet var det især Jernbanepladsens udformning, man diskuterede. Det var det sted, hvor Chr. Bergs statue blev
placeret i 1906, og det første syn, der mødte den rejsende, der kom
med toget til Kolding. I 1909 udarbejdede stadsingeniør Løchte en
helt ny plan for pladsens udformning. En anden af byens pladser,
Markedspladsen for enden af Låsbygade, måtte vige for De Gamles
Hjem, og her tegnede Løchte Vejlevejs ny gadeforløb.
I 1904 overtog købstaden de såkaldte landevejsgader fra amtet.
Det drejede sig om gennemfartsvejene gennem byen: Søndergade,
Helligkorsgade, Østergade, Akseltorv, Adelgade, Låsbygade, Sønder
Klostergade (nuværende Klostergade) og Øster Klostergade (Munkegade og den sydlige del af Fredericiagade). Købstaden fik et
engangsbeløb på 50.000 kr. og påtog sig derefter ansvaret for vedligeholdelse, fornyelse og evt. udvidelse af vejene.
Byplanlægning, de grønne områder og sporten
Rasmus Andersens statue af Chr. Berg,
ca. 1910.
Kilden ved Marielund.
Byplanlægning i vore dages forstand kendte man ikke omkring år
1900.
Byrådet var sparsommeligt på borgernes vegne, og man pålagde
ikke borgerne flere begrænsninger end højst nødvendigt. Det betød
ikke, at man ikke ønskede en smuk og grøn by. Man havde et udvalg
til byens forskønnelse, Udvalget for Kommunens Lystanlæg, »der
drager omsorg for, at de på overslaget bevilgede beløb anvendes på
bedste måde, så navnlig den byen tilhørende lystskov og de forskellige lystanlæg holdes i god og smuk orden«. Udvalget havde ansvaret
for Marielund og Kolding Skov, der ejedes af Kolding Kommune,
men lå i slotssognet og Bramdrup sogn. Inden for kommunegrænsen tog udvalget sig bl.a. af Stejlbjerganlægget, og de havde stået for
planering og beplantning af byens nyeste anlæg, Tivoli (Nordre
anlæg), der var erhvervet af Kolding Kommune i 1897.
Et særligt udvalg, Udvalget for Cykle-, Is- og Sportsbanen, stod for
administrationen af den nye sportsplads, som kommunen erhvervede i 1901. Byrådet besluttede at overtage Cykelbanen med Olympia,
der i 1898 var anlagt for private midler. I de første år af århundredet
var der ikke meget interesse for stedet og sporten - fritiden var meget
sparsom for flertallet af befolkningen, og begrebet ferie var ukendt
for de fleste. Anlægget lå ubenyttet hen, men da Kolding Herreds
Landbrugsforening i 1909 ansøgte om at benytte pladsen til dyrskueplads, fik man bevilget penge til en dræning af området, der gjorde
det mere brugbart.
Markudvalget, forkortelsen for Udvalget for Jorder og Skove samt
Markvejene, tog sig af forpagtning af marker, havelodder og andre
opgaver i byens udkanter. Det stod bl.a. for udlejningen af Excersermarken nord for Dyrehavegård til græsning og for udlejning af de
meget populære havelodder, bl.a. i Riis Toft. År 1900 var alle 353
havelodder udlejet, og der var ønsker om flere.
Kolding Cyklebane ca. 1899.
29
C.A. Lassen
- stadsingeniør i 41 år
Som stadsingeniør og leder af mange gennemgribende arbejder
kan det ikke undgås, at man kommer til at gribe ind i mange menneskers, navnlig grundejeres forhold, ofte på en for dem ubehagelig
måde, og jeg har altid måttet se på, hvad der var det rigtigste og
bedste for kommunen og byen som helhed.
Kolding Folkeblad 16.februar 1952
Stadsingeniør C.A. Lassen fotograferet i
sit kontor på Kolding Rådhus i 1929.
C.A. Lassen (1882-1964) var stadsingeniør 1911-1952. Han var formand
for Kolding Ingeniørforening 1922-32
og 1935-1941 formand for Stads- og
Havneingeniørforeningen i Danmark.
30
Stephan Løchtes efterfølger som stadsingeniør, Carl August Lassen,
var 28 år, da han den 11. februar 1911 tiltrådte som stadsingeniør.
Efter sin kandidateksamen havde han i et år været volontør ved Det
danske Hedeselskabs kulturtekniske afdeling og derefter i fire år
ingeniørassistent ved Gentofte Kommune. Lassen blev valgt blandt
14 ansøgere, og det bemærkedes i de lokale aviser, at han var tilhører
ved det første byrådsmøde efter sin tiltrædelse.
Lassen blev direkte frarådet af Ingeniørforeningen at tage stillingen i Kolding p.g.a. de mange problemer, Løchte havde haft, men
Lassen vovede det og tog, som det dengang var almindeligt, rundt og
besøgte de byrådspolitikere, der skulle antage ham, bl.a. borgmester
Viggo Baller, redaktør Knud Hansen, uddeler J.P. Jensen og sagfører
Bankdirektør Oluf Bech, fra 1916 borgmester i Kolding fotograferet i Jernbanegade i 1914.
Edv. Lau. Mens venstremanden Lau belærte ham om, at at han ikke
skulle lave for meget, men lade udviklingen gå sin stille, rolige gang,
gav socialdemokraten Knud Hansen udtryk for det stik modsatte.
C.A. Lassen var en mand, der blev respekteret for sit arbejde. Med
stor stædighed arbejdede han for byens udvikling på den måde, han
selv anså for rigtigst. Han erkendte, at han ikke kunne gøre alle
tilpas, og søgte ikke popularitet. Byrådspolitikerne fra alle partier
synes at have haft stor tillid til hans dømmekraft, og han fik tidligt
mulighed for at vise sine evner, da borgmester Oluf Bech med støtte
fra socialdemokraterne under første verdenskrig satte en lang række
store anlægsarbejder i gang. Åforlægningen og etableringen af
Buen, byggeriet af de kommunale boliger på Stejlbjerg og Udsigten,
byggeriet af Overmarksgården, anlægget af Harteværket m.m. Oluf
Bech skriver i sine erindringer om stadsingeniør Lassen: »Han var i
besiddelse af megen energi og meget initiativ, var bestemt i sine meninger og
standpunkter og ledede de forefaldne arbejder med stor dygtighed.«
Den nye instruks for stads- og havneingeniøren, der var blevet forhandlet i Byrådet i forbindelse med Løchtes fratræden, gav også den
nye stads- og havneingeniør bedre vilkår end forgængeren. Først og
fremmest fik han bevilget en ingeniør som assistent. Det har ikke
været muligt at efterspore, hvorlænge den først antagne assistent,
ingeniør H.R. Børsen, var ansat. Fra maj 1913 er H. Jørgensen ansat
som stadsingeniørens assistent, og fra 1. april 1916 er Jens Gundersen officielt ansat som tegner ved stadsingeniørens kontor.
I henhold til instruksen fra december 1910 skulle stadsingeniøren
ikke længere have tilsyn med Gasværket (herunder byens belysning)
og Vandværket. Hans opgave var at være Gade- og Vejudvalgets samt
Markudvalgets tillidsmand og føre tilsyn med de tekniske arbejder,
der sorterede under disse to udvalg herunder byens kloakvæsen.
Han var derudover som sin forgænger også havneingeniør og bygningsinspektør.
Udvalgene for Gas-, Vand- og Elforsyningen skulle forelægge ham
deres planer for ledningers placering og dimensionering før arbejdets begyndelse, og han skulle kortlægge alle nye ledninger og efterhånden optage kort over de gamle.
Kommunen skulle til gengæld sørge for passende kontorlokaler til
stadsingeniøren, og også på dette område skete der forbedringer ved
Lassens tiltrædelse. Kommunen købte den gamle præstegård på
hjørnet af Torvegade og Vestergade og ombyggede den til administrationsbygning. På 1. sal blev der indrettet et nyt stadsingeniørkontor med inventar til en udgift af 548 kr. Lassen fik også bemyndigelse
til for havnens regning at indkøbe instrumenter af forhenværende
stadsingeniør Løchte for 385 kr.
Da Kolding Kommune i 1924 kunne flytte ind i det ombyggede
rådhus, fik stadsingeniørens kontor anvist plads på 2. sal og tegnestue under taget. På dette tidspunkt var der flere overordnede
embedsmænd i Kolding Kommune. I 1917 blev byrådssekretær Niels
Jacobsen ansat som den første fuldtidsansatte byrådssekretær. I 1918
var der ansat en boliginspektør og i 1919 en markforvalter og en
skatteinspektør. I. O. Brandorff, der havde været kæmner siden
1901, afløstes i 1920 af P. Zoffmann.
Det lykkedes efterhånden Lassen at få ansat mere personale. Det
fremgår af lønregulativet for embedsmænd og funktionærer ansat
under Kolding Kommune fra 1916, at Lassen blev aflønnet på linie
med kæmneren, altså i 1. lønningsklasse. Hans løn var 4000 kr. stigende med 400 kr. hvert 3. år til 6000 kr. Havnefogeden var i 4. løn-
31
Personalet samlet i Stadsingeniørens
mødelokale den 11. november 1929.
Det er fra venstre Jens Gundersen, S.
Nyegaard, Johannes Nielsen, Chr. Buhl,
C.A. Lassen, P. H. Clausager og Leif
Rosenstand.
32
ningsklasse og stadsingeniørens assistent i 5. lønningsklasse, mens
tegneren hos havneingeniøren, Jens Gundersen, var i 7. lønningsklasse. De andre ansatte under Lassen var havnebetjenten i 9. klasse
og opsynsmanden ved Markedshallen i 11. klasse, som også var den
laveste. I 1921 havde stadsingeniøren tre ingeniører ansat.
I 1926 foreslog den borgerlige gruppe i Byrådet under indtryk af
den høje ligningsprocent og stigende udgifter til administration, at
der indkaldtes en ekspert til at vurdere, om administrationen i
Kolding kunne forenkles. Et omfattende materiale blev sammensat
af bl.a. stadsingeniøren og forelagt »eksperten«, borgmester Holch
fra Århus, der dog ikke på det tekniske område kom med forslag til
reduktioner. Materialet giver imidlertid et billede af arbejdet på
stadsingeniørkontoret i 1926 og fordelingen af arbejdsopgaverne.
Foruden stadsingeniøren var ansat seks. De to var ingeniører: S.
Nyegaard projekterede og førte tilsyn med vej-og gadeanlæg, kloakanlæg, kajindfatnings- og bolværksarbejder samt bro- og funderingsarbejder. Ingeniør P. H. Clausager projekterede også kloak-,vej- og
gadeanlæg og foretog opmålinger, nivelleringer m.m. Han var blevet
tilknyttet kontoret i 1922. Bygningskonstruktør Chr. Buhl gennemgik
alle andragender om byggetilladelser. Han var blevet ansat i 1918.
Kontorassistent Johannes Nielsen passede ekspeditionskontoret,
journaliserede sagerne og førte regnskab, mens skriver frk. S.
Schnoors arbejde bestod i maskinskrivning, kopiering m.v. Endelig
var tegner J. Gundersens arbejde at opmåle og nivellere.
C.A. Lassen skrev sammenfattende, at der i det forløbne år havde
været afholdt 98 møder i Havneudvalget, Gade- og Vejudvalget,
Markudvalget og Bygningskommissionen, og i alt været 667 sager til
behandling. Der var 23 forskellige arbejder under udførelse, og der
arbejdedes med 13 nye projekter.
I forbindelse med indlemmelsen af de bymæssigt bebyggede dele
af omegnssognene i 1930, der medførte en fordobling af købstadens
areal, lykkedes det C.A. Lassen at få P.H. Clausager fastansat.
De store anlægsarbejders tid
1911-1925
Det første år, C.A. Lassen var ansat i Kolding Kommune, var, som
borgmester Baller udtrykte det i sin nytårstale i januar 1912, et år,
hvor arbejdet var foregået i hygiejnens og administrationens tegn.
Med det sidste hentydede han til den nye administrationsbygning i
Vestergade og den nye byrådssal på Rådhuset, med det første til
Vandværkets nye filterapparat og større renlighed i gaderne.
Havnens svajebassin var blevet færdigt og der var anlagt et nyt stykke
bolværk. Med hensyn til byggeri havde bygningsinspektør Lassen
behandlet 109 sager, 25 nye huse eller større tilbygninger, 13 fabrikseller lagerbygninger og 71 mindre bygningsforandringer.
Tilladelse til indretning af WC med septiktank
Den nordvestlige del af Slotssøen med
konsul Effs villa fotograferet fra Kæmpetårnet på Koldinghus i 1916.
Byens kloakforhold var efterhånden blevet et stort problem for kommunen. Mange mennesker havde fået råd til bedre boliger, og nu
ville de have WC. Kommunens politik havde været, at det skulle ikke
tillades, med hotellerne og Kolding Sygehus som eneste undtagelser,
før der var etableret et samlet kloaksystem med lukkede ledninger.
På trods af sundhedsvedtægtens udtrykkelige forbud havde Sundhedskommissionen konstateret, at WC alligevel var etableret flere
steder både med og uden septiktank. Stadsingeniøren foreslog
derfor først for den nye bebyggelse på Hospitalstoften, men senere
gældende for hele byen, at installation af WC med septiktank kunne
tillades, når de sundhedsmæssige forhold måtte anses for at være lige
33
så gode som de bestående forhold. De første andragender fra
enkelte grundejere, bl.a. i Jernbanegade, blev bevilget i oktober
1912. Vandafgiften blev sat til 10 kr. pr. sæde, 20 kr. for hoteller. I maj
1913 fik Sydbanegården, den nye præstegård og konsul Eff i Søgade
tilladelse til installation af WC med septiktank.I oktober 1913 udstedtes Almindelige bestemmelser for anbringelse af vandklosetter i bygninger i Kolding Købstad, der stadfæstede, at tilladelse til indretning
af vandklosetter kun kunne gives efter ansøgning til byrådet, når
afløbet, efter først at være underkastet behandling i en septiktank, enten føres
til helt lukkede hovedkloakker eller direkte til fjorden, åen eller Slotssøen
gennem en lukket ledning, der udmunder under vandspejlet.
Kolding Å-projektet og trafikforholdene ved havn og banegård
Baneterrænet set mod sydvest, 1907.
34
Det største anlægsprojekt i Kolding nogensinde var projektet for en
forlægning af Kolding Å - en regulering af åen fra Nybro (nu Kongebro) til dens udløb.
Projektet, der var udtænkt af C.A. Lassen, skulle forbedre adgangsforholdene til havnen og give bedre muligheder for fremtidige havneudvidelser samt ved landindvindinger syd for havnen skaffe den
nødvendige jord til nye virksomheder på havnen.
Samtidig ville de problematiske vejforhold ved havnen og mellem
den nordlige og sydlige bydel kunne løses. Især forbindelsen mellem
byen og havnen var vanskelig, efterhånden som der blev flere og
flere tog og rangeringer på Kolding Banegård. Der var kun én
kørevej mellem byen og havnen - Klostergade-Toldbodgade, der lå i
niveau med banelinien. Når der rangeredes, var bommene nede, og
man kunne komme til at vente i halve og hele timer på at passere.
Desuden ville han også gerne sikre en bedre forbindelse mellem
Statsbanestationen og privatbanerne - Egtvedbanen, Kolding Sydbaner og Troldhedebanen, så Statsbanegården kunne blive en centralbanegård.
Statsbanerne var allerede i gang med en større udvidelse af spornettet ved Kolding Banegård og bygning af et nyt stort varehus med
godsekspedition (nu Godset). Statsbanernes ingeniører havde forestillet sig færdselsproblemerne løst ved en viadukt og et rampeanlæg
Buen og åforlægningen tegnet af C.A.
Lassen i oktober 1916.
fra hjørnet Munkegade/Jernbanegade over til Havnegade (nu Toldbodgade), men de viste sig villige til at ændre deres projekt i overensstemmelse med stadsingeniørens forslag efter en henvendelse fra
Havneudvalget i august 1912. En byrådsdelegation var i januar 1913 i
København for at forhandle med Generaldirektoratet for Statsbanerne, og i juli 1913 var man igen i København for at forhandle med
Ministeriet for offentlige Arbejder om at få arbejdet ved Kolding
Station med på finansloven for 1914-15.
Stadsingeniør C.A. Lassens storstilede plan var at rette åen ud fra
Nybro til fjorden og inddæmme arealerne på begge sider af det nye
åløb. På det gamle åløb ville han anlægge en ny vej (Sdr. Havnegade), der kunne lede trafikken fra havnen til den sydlige bydel, men
som også stod i forbindelse med en ny vej, der førtes i en vejbro
(Buen) over det udvidede baneterræn og endte ved hjørnet af Jernbanegade/Munkegade/Fredericiagade og dermed bragte havnen i
forbindelse med centrum. På denne måde ville færdselen uhindret
35
Jernbanegade med Fr. Nielsens ejendom
på hjørnet af Munkegade før Buen. Foto
fra 1918.
36
kunne foregå mellem by og havn og mellem den nordlige og sydlige
bydel, og det ville blive muligt at lukke vejen over sporene fra Klostergade til Havnegade (nu Toldbodgade).
Planen nødvendiggjorde betydelige ekspropriationer og nedrivning af huse i Jernbanegade, bl.a. købmand Frederik Nielsens nye
store ejendom Jernbanegade 34.
Byrådets flertal bestående af Højre og Socialdemokraterne stemte
i efteråret 1912 for, at åforlægningen blev forelagt en landvæsenskommission. Venstre stemte imod, da de involverede grundejere,
bl.a. fiskeeksportør P. Christensen var meget imod planen. Men i
sommeren 1914 besluttede regeringen og Rigsdagen, at planen
skulle virkeliggøres. Der blev nedsat en besigtigelses- og ekspropriationskommission, der foretog prøvevurderinger af omkostningerne
ved henholdsvis Statsbanernes plan for en udvidelse af Banegården
med tilhørende vejanlæg og stadsingeniørens plan. Det viste sig, at
stadsingeniørens plan med åforlægning ville være billigst i ekspropriationsomkostninger.
Edv. Lau, der var blevet udnævnt til borgmester i juli 1914 som
den første folkevalgte borgmester i Kolding, tog derefter planen til
sig. Han var selvfølgelig med, da man i december 1914 »holdt konference« med Ministeriet for offentlige Arbejder for at forelægge
byens og havnens ønsker for ministeriet og Folketingets finansudvalg
og diskutere fordelingen af udgifterne til det store anlægsprojekt
mellem staten og kommunen. Byrådet gik i juli 1915 med til, at det
var kommunen, der udførte anlægget af vejramper, åforlægning
m.m. syd for den projekterede viadukt over jernbanen og afholdt
Buen og Munkegade i 1920erne. Postkort ved Holger Poulsen.
alle udgifter ved dette herunder udgifterne til ekspropriationer, dog
accepterede ministeriet at betale halvdelen af, hvad ekspropriationsomkostningerne måtte overstige 166.000 kr. Af kommunens
udgifter betalte havnen 3⁄4 og byen 1⁄4.
Der var stadig mange, der var modstandere af projektet. I august
1915 indkaldtes til ekstraordinær generalforsamling i Industriforeningen, hvor den radikale redaktør af Venstrebladet, Fr. Aubeck,
fremholdt, at når Byrådet ønskede at nedlægge en adgang til
havnen, som årligt befærdedes af en halv million mennesker, måtte
man spørge borgerne, og for øvrigt mente han, at Statsbanerne
burde betale hele udgiften ved forandringerne. Der blev også stillet
forslag om, at Byrådet skulle afskedige stadsingeniøren. Borgmester
Lau protesterede mod, at Industriforeningen blev brugt til at diskutere kommunalpolitik og forsvarede Byrådets løsning af spørgsmålet.
Byrådet fulgte ikke opfordringen til at afskedige C.A. Lassen, tværtimod. Kun to måneder senere stillede Havneudvalget forslag om, at
han fik lønforhøjelse p.g.a. de mange og store arbejder, der i de
kommende år ville foreligge til udførelse såvel på havnen som i byen.
Først i 1916 kom arbejdet med udvidelsen af Banegården og åforlægningen i gang, efter at ekspropriationsforhandlingerne var afsluttet, og anlægsarbejderne strakte sig frem til 1922. Arbejdet med selve
åforlægningen var afsluttet i 1918, men først i 1921 blev købmand
Frederik Nielsens store ejendom nedrevet. I oktober 1921 kunne
Buen indvies.
Der blev også med Statsbanerne truffet beslutning om ordningen
af vejforholdene ved jernbanen på Fynsvej. Her blev anlagt en ny
37
Svineryggen, broen over jernbanen til
Fynsvej, ca. 1916.
overkørsel ved traktørstedet Petersminde til havnen. Ved Warmingsgade blev man enige om en kørebane under banelegemet. Indtil
videre skulle den dog kun benyttes af gående. Også den fremtidige
ordning af trafikken ved Søndergade blev drøftet indgående med
repræsentanter fra Statsbanerne, men indtil videre var bane og vej
fortsat i niveau, og færdselen blev reguleret ved bomme.
Da Buen og Sdr. Havnegade var anlagt, lukkedes forbindelsen fra
Klostergade til Havnegade. Der var dog ikke udelt begejstring for
projektet. Bl.a. fremholdt købmand Chr. Eff, at der burde være lavet
en direkte forbindelse fra Jernbanegade til havnen ved Banegården.
Gangtunnellen under banen, der blev indviet i 1930, løste en del af
dette problem. Endnu en vigtig forbindelse fra havnen sydpå fik man
i 1923-1924, da Østerbrogade blev anlagt med bro over åen og over
Kolding Sydbaner og derfra videre forbi Domhuset til Agtrupvej. I
1924-25 blev køreviadukten under banen i Warmingsgade etableret
og Langebro bygget, så man kunne køre fra Platangade (nu Vesterbrogade) til Kralundsgade (nu Sct. Michaelsgade).
Kolding Eksportmarked
Kolding Havn var under 1. verdenskrig blevet byens dynamiske
erhvervscenter. Den kreatureksport, som speditør Jens Holm havde
organiseret allerede før århundredskiftet, tog et vældigt opsving. Kreaturerne kom med bane fra mange forskellige steder i Jylland. Derefter blev de præsenteret og solgt på Eksportmarkedet - i 1913 var der
opført en stor markedshal til formålet af Kolding Kommune - og derefter blev kreaturerne enten pr. skib eller pr. bane sendt videre til
Tyskland til karantænestaldene i havnebyerne. Oprindelig havde ty-
38
Kolding Eksportmarked, fotograferet ca.
1930.
skerne kun tilladt import pr. skib, men det store behov for fødevarer
i Tyskland under krigen havde fået dem til at lempe på reglerne. I
1899 var kreatureksporten fra Kolding til Tyskland 8.780 kreaturer, i
1914 var tallet 50.000 stk. og i de sidste år af krigen 100.000 stk.
Da Jens Holm viste sig interesseret i at sælge sin virksomhed,
besluttede Havneudvalget i 1918 at overtage den. Fra 1918-20 forsøgte man sig med en bortforpagtning, men fra 1920 var det en ren
kommunal virksomhed ledet af et kommunalt udvalg og en fastansat
bestyrer.
Havnens ekspansion og C.A. Lassens visioner om en storhavn
Da C.A. Lassen kom til Kolding i 1911, var der kun 5- 6 virksomheder
på havnens sydside. Med den store landvinding, der skete i forbindelse med forlægningen af åen, blev der mulighed for at bygge et
industriareal på havnens sydside. Havnearealerne blev forøget fra 20
ha til 70 ha. Træbolværkerne blev erstattet af jernbetonbolværker
overalt allerede inden første verdenskrig, og mod slutningen af
krigen udarbejdede C.A. Lassen den store plan for havnens fremtidige udvidelser, der blev fulgt frem til begyndelsen af 1950erne. Den
omfattede uddybning til en større vanddybde, en forlængelse af kajanlæggene, først på nordsiden for at skaffe plads til trælasten (udførtes 1919-20) og derefter på sydsiden (1922), anlæg af en lystbådehavn og anlæg af en sydhavn i åmundingen. Der var grund til optimisme. Statistikken over varebevægelserne viste, at Kolding i
1920erne var den 4. største provinshavn kun overgået af Ålborg,
Århus og Odense.
39
Strandede indlemmelsesforhandlinger og køb af Dyrehavegård
Som tidligere omtalt gik forhandlingerne om indlemmelse af
Kolding Slotssogn i stå i 1912. For at forhindre, at gården »Dyrehavegård«, der udgjorde ca. 2/3 af landsognets areal, skulle blive
udstykket, købte Kolding Kommune ejendommen i 1914 og forpagtede jorden bort. Da beboerne i landsognet gerne ville have elektricitet, indgik man en aftale med Kolding Elektricitetsværk om forsyning. Fra 1913-1917 var sagfører Viuff repræsentant for landsognet
og fra 1917 var det kriminaldommer W. Nielsen. Samme år nedsattes
igen en kommission vedr. indlemmelse i Kolding med baggrund i, at
indbyggertallet i selve Kolding var steget med 6 %, mens stigningen
var 42 % i forstæderne. Realitetsforhandlinger blev det fortsat ikke
til.
Dyrtid, arbejdsløshedsforanstaltninger og bolignød
Havneboligerne på Kolding Havn,
1924.
Overmarksgården i landlige omgivelser,
ca. 1920.
40
Kolding Havn oplevede en betydelig fremgang under første verdenskrig, men byen selv led under krigens følger - dyrtid, arbejdsløshed
og bolignød. I 1916 efterfulgte Oluf Bech, der var direktør for Nationalbanken i Kolding, Edv. Lau som borgmester. Den konservative
Oluf Bech fik støtte fra Socialdemokraterne, og denne nye alliance
enedes om at sætte arbejder i gang for at byen ikke skulle stagnere
og for at nedbringe arbejdsløsheden. Kommunen igangsatte en udvidelse af Kolding Højere Almenskole, byggeri af en ny fattiggård/forsørgelsesanstalt »Overmarksgården«, en udvidelse af Kolding
Sygehus, anlæg af Harteværket og åforlægningen. Desuden deltog
kommunen i finansieringen af Troldhedebanen, der kunne indvies i
1917.
Under 1. verdenskrig gik det private boligbyggeri næsten gik helt i
stå, og det medførte både bolignød og arbejdsløshed. For at bøde på
den store bolignød byggede Kolding Kommune fra 1916 til 1923 selv
kommunale lejligheder begyndende med Stejlbjerghusene tegnet af
arkitekt H. Hagerup. De efterfulgtes af lejlighedskomplekserne
Stejlbjerg Allé 2-8, 1917.
Udsigten og Frydsvej-karreerne, begge tegnet af arkitekt Ernst Petersen. Det omfattende kommunale boligbyggeri kunne dog ikke
afhjælpe bolignøden. Kommunen måtte opføre eller indrette husvildeboliger, bl. a. Havneboligerne og Uldspinderiet, der lå på Vejlevej.
En meget stor og tiltrængt reserve af byggegrunde fik man efterhånden i de tidligere kolonihaver og haveselskaber, der i stort tal
blev kloakeret og delvis byggemodnet i 1920erne og 1930erne.
Mange af disse grunde blev dog først bebygget efter 2. verdenskrig.
Ideen om, at hjulene skulle holdes i gang ved anlægsarbejder var
utvivlsomt rigtig på langt sigt, men på kort sigt bragte disse mange
anlægsinvesteringer den kommunale økonomi ud af balance, da alt
var lånefinansieret. I 1922 måtte kommunen ud over at fastsætte en
meget høj skatteprocent udskrive fire måneders ekstraskat - og en
indlemmelse af de bymæssigt bebyggede dele af omegnssognene
blev endnu vanskeligere.
Nye boligkvarterer
Kloakanlæg i Låsbygade. 1 m-ledningen
gennem Fremads gård (nu Kolding
Byferie). November 1922.
Kort efter, at Lassen var blevet stadsingeniør, blev den nye Bellevueudstykning, der blev indlemmet i Kolding Kommune, bebygget. De
tidligere kolonihaver i Riis Toft og Stejlbjergvejkvarteret blev sagt op
med henblik på udstykning. Under krigen blev Gl. Dalbyvej forsynet
med sidegader, og i 1920erne blev Kongebrogade og Skovhøj bebygget. Byen voksede mod syd på begge sider af Haderslevvej og på
Brændkjærgårds marker syd for Agtrupvej. Omkring 1930 boede
halvdelen af Koldings befolkning syd for åen. I den nordlige bydel
byggedes mellem Gøhlmannsvej og Dyrehavevej og også nord for
Dyrehavevej på gården Belvederes jorder. Samtidig foregik der et
betydeligt villabyggeri i de sognekommuner, der grænsede op til
Kolding. Her var der ingen styring af byggeri, kloakering og
udstykninger.
Efterhånden så grundejerne en fordel i, at de private veje blev
offentlige, men før de kunne blive det, skulle de istandsættes. I 1913
drejede det sig om Mariegade, Kralundsgade og Ny Vestergade, i
1914 Lykkegårdsvej (de dele, der lå i Kolding Købstad). I 1921 blev
Domhusgade offentlig vej og i 1923 Sct. Jørgens Gade.
41
Kloakering
Som det er omtalt ovenfor, var Løchtes plan for en forbedret kloakering ikke blevet gennemført. Da Lassen tiltrådte, var der åbne rendestene, som man dog havde forbedret nogle steder med en 6
tommers rørledning i bunden. Han fortæller, at der altid var to
steder, hvor der var oversvømmelser ved tordenregn. Det ene var i
den sydlige del af Låsbygade. Her kom vandet fossende oppe fra
Blæsbjerggade og ofte gennem husene i Låsbygade forbi »Astoria«,
nu Kolding Byferie, og ud i Slotssøen, der bortset fra åen var det
eneste afløb. Det andet var hjørnet af Agtrupvej og Haderslevvej,
hvor vandet oppe fra Haderslevvej samlede sig til en hel sø.
Socialdemokraterne gik i 1917 til valg på en ny kloakplan efter at
Sundhedsstyrelsen i 1916 havde påtalt de ringe kloakforhold i byen.
Byrådet vedtog i 1921 med 1 mio. fra det amerikanske fælleslån at gå
i gang med et samlet kloakeringsprojekt for den »for tiden bebyggede del af Kolding Kommune« efter en betænkning, som stadsingeniøren havde udarbejdet i oktober 1921. Ved arbejdets afslutning i
1923 var man nået så langt, at kun 1⁄4 af byens spildevand blev udledt i
Slotssøen, svarende til spildevand fra 1300 mennesker. Udledning
skete i øvrigt i fjorden og i åen. Fra 1926 fortsattes kloakeringen i
den sydlige bydel i et samarbejde med sognerådene i Vonsild og
Seest samt i den indre by. Efterhånden som det nye kloaksystem blev
færdigt, kunne WCer installeres uden septiktank.
Renovationen
Både dag- og natrenovation var bortforpagtet til entreprenør Chr.
Krogh. I 1915 klagedes over både dag- og natrenovationens udførelse, da der spildtes for meget ved arbejdet. I 1917 vedtog Gade- og
Vejudvalget selv at overtage renovationskørslen. Kommunen købte 3
dagrenovationsvogne og 3 natrenovationsvogne, ansatte kuske, og
hestehandler L. J. Busch stillede 3 spand heste til rådighed for 9000
kr. for et år. I 1919 tilbød forpagterne på »Dyrehavegård« og
»Brændkjærgård« at overtage natrenovationen. Til at føre tilsyn med
renovationen og kommunens havelodder og marker ansattes den
første markforvalter, Peter Nielsen, den 1. marts 1918.
De kommunale værker
Udbygningen af de kommunale værker fortsatte i Lassens tid men
uden hans medvirken. I 1913 overgik Kolding Vandværk til elektrisk
drift, og vandtårnet på Gøhlmannsvej, der stod færdigt i 1916, var
forudsætningen for, at nybyggeriet på bakkerne kunne forsynes med
vand. I 1921 begyndte rørlægningen til den sydlige bydel.
Fra 1917 begyndte Elektricitetsværket at levere strøm til oplandet
og vandkraftanlægget ved Harte opførtes 1919-20. Gasværket fik i
1926 en stor gasbeholder, der gjorde det muligt også at levere gas til
de indlemmede kvarterer efter 1930.
Nyt Domhus og et ombygget rådhus
Udsigt fra Koldinghus over den sydøstlige del af byen. I baggrunden ses Domhuset, 1931.
42
Koldings Rådhus, der var bygget 1873-75, var ikke alene rådhus for
den kommunale administration, men også domhus for byfogeden i
Kolding og herredsfogederne for Kolding herred og Andst-Slaugs
herred og arresthus med plads til 20 celler og en arrestforvarerbolig.
Busser og taxaer foran Kolding Rådhus
før ombygningen, 1922-23.
Det ejedes af Kolding Købstad og Vejle og Ribe Amter i forening.
Med retsreformen, der blev vedtaget i 1919, skulle der også gøres
plads til et nævningeting og flere kontorer, og det førte til beslutningen om opførelse af et nyt domhus, mens købstaden så kunne
overtage hele rådhuset til den kommunale administration. Kolding
Kommune bevilgede en gratis grund til det nye domhus på Brændkjær mark. Placeringen syntes så langt fra centrum og banegården,
at 374 borgere i en adresse til Byrådet protesterede mod placeringen. Domhuset, der blev indviet den 24. september 1921, var tegnet af
arkitekt Ernst Petersen, der havde vundet arkitektkonkurrencen.
Kolding havde i 1921 fået et dollarlån på 500.000 kr., og borgmester Oluf Bech foreslog i 1922, at en del af disse penge blev brugt til
en ombygning af rådhuset. Arkitekt Ernst Petersen forelagde et
budget, der godkendtes, og i 1925 stod det ombyggede rådhus
færdigt med en ny byrådssal og kontorer for borgmester, udvalg,
kommissioner og hele den kommunale administration.
Biler og busser
De første biler kørte i Kolding før 1910, men hestevogne og cykler
var stadig de altdominerende transportmidler.
Den første rutebilrute var ruten Kolding-Haderslev, der åbnede i
1914. Foregangsmand var den mangeårige dagvognskører Rudolph.
Under første verdenskrig var der benzinmangel, der umuliggjorde
rutebilkørsel, men i 1918 kom man i gang igen, og efter få år var der
rutebiler til hele oplandet. I 1922 blev Omnibusselskabet oprettet af
K. Grün, Strandhuse. Han havde i 1930 seks omnibusser, der kørte
fra Akseltorv, hvor de havde holdeplads, til byens udkanter.
Privatbilismen tog også rigtig fart i 1920erne. I 1930 var indregistreret 2000 biler og 5-600 motorcykler. I 1921 forelå andragende til
Gade- og Vejudvalget fra Det Danske Petroleums A/S om tilladelse til
opstilling af benzintankanlæg ved fortovskanten hos forhandlere på
Rendebanen, Sdr. Landevej, Låsbygade og Jernbanegade, og i de følgende år blev der givet tilladelse til stadig flere af disse »aftapningsanlæg« for en årlig afgift til kommunen på 50 kr., der allerede året
efter blev sat op til 100 kr.
43
Indlemmelse og
trafikproblemer 1925-1945
I 1923 forlod borgmester Oluf Bech Kolding, da han fik tilbudt stillingen som Nationalbankdirektør i Århus. Han efterfulgtes af socialdemokraten Hans Soll, og i hans og efterfølgeren, den konservative
Th. Fischer-Nielsens borgmestertid var kommunale besparelser og
indlemmelsesforhandlingerne de dominerende temaer. Da en frivillig aftale om indlemmelse ikke kunne opnås, nedsatte Indenrigsministeriet den 1. april 1928 en indlemmelseskommission under
ledelse af amtmand Kay Ulrich og byrådssekretær Niels Jacobsen, og
ved særlig lov blev det vedtaget, at hele Kolding Landsogn samt de
bymæssigt bebyggede dele af Harte-Bramdrup, Seest, Vonsild og
Dalby landkommuner skulle indlemmes. Der var således tale om en
tvangsindlemmelse, men med en overgangsperiode for de indlemmede distrikters indbyggere på 15 år. Kolding Købstads areal blev
forøget fra 794 ha til 1577 ha, og befolkningstallet steg fra 16.214 til
21.285. Vejnettet blev forøget fra 27 til 48 km.
Indlemmelsen i 1930 var for Kolding en skelsættende begivenhed.
Den bedre økonomi, som fulgte med de gode skatteydere fra de tidligere skattely, gjorde, at stagnation blev vendt til fremgang. I slutningen af 1920erne var Stadsingeniørens Kontor travlt beskæftiget
med at igangsætte nødhjælpsarbejder, og Kolding blev en af de
første byer, der kom ud af krisen og den store arbejdsløshed. Skatteprocenten i Kolding faldt fra 17,9 i 1927/28 til 12,8 i 1934, og allerede i 1932 var arbejdsløshedsprocenten for nedadgående.
Kloakering og ny losseplads
Indlemmelser i Kolding 1930.
44
Kloakeringen i den sydlige bydel, der begyndte i 1926, skete i et samarbejde mellem Seest og Vonsild Kommuner, der gik ind for en af
stadsingeniør Lassen udarbejdet plan. Planen kunne man blive enige
om, men det største problem var, hvem der skulle have lov til at
levere arbejdskraften. Man nåede frem til, at det måtte være rimeligst
at følge anlægssummens fordeling, så arbejdskraften skulle fordeles
med 3/16 til Seest, 5/16 til Vonsild og 8/16 til Kolding. I begyndelsen af 1930erne fortsatte kloakeringsarbejderne i den indre by,
bl.a. Klostergade/Munkegadekvarteret. I 1933 kunne stadsingeniøren fortælle, at mellem 1929 og 1933 var antallet af vandklosetter
steget fra 1000 til 2000, men jo flere vandklosetter, der blev installeret, jo større blev forureningen, der også forøgedes med byens vækst
og stigende industrialisering.
I begyndelsen af 1930erne var spildevandstilførslen til Slotssøen
stort set ophørt ved anlæg af afskærende kloakledninger omkring
søen, bl.a. i 1938 en kloakpumpestation ved Astoria (nu Kolding
Byferie). Til gengæld begyndte forureningsproblemerne at melde sig
i Kolding Å og i fjorden.
Forudsætningen for, at Kolding Kommune fik tilladelse til kloakering af den sydvestlige del af Kolding i 1943 var, at et centralt rensningsanlæg skulle være bygget inden for 10 år.
Efter at man i en periode bl. a. havde anvendt det yderste af nordhavnen til losseplads, drøftede Gade- og Vejudvalget på et møde den
12. december. 1939 en flytning af lossepladsen, og i foråret 1940
toges en ny losseplads i brug yderst på Tvedvej. Men også her gav
Det centrale Kolding. I 1936 investerede
stadsingeniør Lassen i 12 flyvebilleder
over byen og havnen optaget af JydskFynsk Flyveskole.
pladsens drift anledning til gener og ulemper i området, og for at
mindske generne vedtog man dels at foretage jævnlige afdækninger
med ren jordfyld og dels at ansætte en fast opsynsmand på pladsen.
Hovedveje gennem byen
Købmand Chr. Eff havde under forhandlingerne om åforlægningen
som medlem af Handelsstandsforeningen påpeget det uheldige i, at
der ikke kom en direkte forbindelse til havnen fra Banegårdspladsen. I 1920erne foretog Statsbanerne en meget omfattende udbygning af banelegemet ved Banegården, og i den forbindelse lykkedes
det Eff at overbevise både DSB og Kolding Byråd om, at der måtte
etableres en forbindelse for gående under sporene. Tunnellen blev
bygget 1927-30.
I begyndelsen af 1930erne blev det landsdækkende hovedvejssystem etableret. Hovedvej 10 var den nord-sydgående hovedvej
gennem Kolding og den fulgte linien Vejlevej - Katrinegade - Vesterbrogade - Kralundsgade - Ottosgade - Haderslevvej. Kolding Handelsstandsforening var stærkt utilfreds med, at den gennemgående automobiltrafik blev ledt uden om byen - de ønskede, at den blev ført ind
igennem handelsgaderne, men det kunne ikke lade sig gøre, fordi
der ikke var nogen direkte forbindelse fra Katrinegade og ind i byen.
45
Kolding Rådhus og »ballonvejviseren«,
foto fra 1930erne.
Ndr. Ringvej. Til højre Dyrehavegårds
eng, der blev til Byparken.
46
Vestergades vestside gik helt op til kirken og området bagved syd for
Sct. Nicolai Kirke og hen til Katrinegade var tæt bebygget.
Ideen om en forbindelse mellem Torvegade og Katrinegade havde
Knud Hansen allerede foreslået i 1915, men dengang ville borgmester Lau ikke gå med til det pga. ekspropriationsudgifterne.
Byrådet besluttede i juli 1930 af hensyn til den stadigt voksende
bil- og bustrafik at foretage dette gadegennembrud mellem Skolegade og Vestergade. Posthuset i Vestergade måtte nedrives, men det var
også blevet for lille.
I 1935 foretoges gadegennembruddet fra Katrinegade til Torvegade. I den forbindelse blev halvdelen af den gamle fattiggård nedrevet, det tiloversblevne blev sat i stand og indrettet til rutebilstation.
Man kunne nu køre på tværs af byen fra Banegårdspladsen til Ålykkegade.
I forbindelse med gadegennembruddet var der stemning for at
fritlægge Nicolai Kirke, men det havde kommunen ikke råd til. Man
bad så kreaturekspeditør Jens Holm om at bidrage, men det ville han
ikke være med til. Hans penge var for gode til at rive bygninger ned
for, skal han i følge ingeniør P. H. Clausager have sagt.
I 1930erne gennemførtes en modernisering af gaderne i den
indre by. Den gamle brolægning med brede rendestene blev erstattet
af asfaltkørebaner og brede fortove. Det var Vestergade, der fik den
første mere permanente asfaltering.
Den første omfartsvej, der etableredes i Kolding, var Ndr. Ringvej,
der skulle tage den gennemgående øst-vest-trafik fra Snoghøj til
Esbjerg. Vejen anlagdes på den nedlagte Egtvedbanes sporterræn.
Egtvedbanen var blevet lukket i 1930 p.g.a. privatbanens dårlige
økonomi.
Ndr. Ringvej-projektets start kan henføres til et besøg af statens
overvejinspektør i sommeren 1934. Han forespurgte på trafikministe-
rens foranledning, om Kolding havde planer om en ny gennemkørselsvej. Året efter havde stadsingeniøren detailprojektet Ndr. Ringvej
for strækningen fra Vejlevej til Gramrolighed klar, og i oktober 1935
godkendte overvejinspektøren, at arbejdet kunne påbegyndes, og
der meddeltes et statstilskud på 37.500 kr. Arbejdet påbegyndtes kort
tid derefter, og hele Ndr. Ringvej kunne indvies i 1939.
Søndergade, ca. 1930 set mod syd.
Efter at problemet med den øst-vestgående gennemfartstrafik var løst
med anlægget af Ndr. Ringvej, var det næste problem den syd-nordgående trafik. Trafikken var stadig stigende som følge af den generelle stigning i antallet af biler, men også som følge af Koldings kraftige
byvækst syd for åen. Det største problem var Søndergade og jernbaneoverskæringen der, hvilket gav anledning til lange bilkøer i Søndergade.
Man var derfor klar over, at det ville blive nødvendigt med et gadegennembrud også her, så gadenettet for den nord-sydgående trafik
dels blev bredere og dels blev rettet ud, og endelig var det påkrævet
at skabe en skæring ude af niveau mellem gaden og jernbanen. Trafikintensiteten på banestrækningen mellem Padborg og Fredericia
var landets største, når man ser bort fra den københavnske nærbanetrafik.
Problemet var især, at gaden skulle føres under banen og over åen
inden for en meget kort afstand. Sagen løstes som bekendt på den
måde, at banen blev hævet og trafikken ledt af en ny gade, Bredgade,
der blev brudt igennem et stykke vest for Søndergade, hvor afstanden mellem åen og banen var lidt større. Til gengæld måtte man så
acceptere, at trafikken mellem Søndergades nordlige og sydlige del
blev afbrudt for den kørende trafik, idet den nye niveaufri skæring
mellem Søndergade og banen kun kunne få tilstrækkelig højde til
gående trafik. Det sidste medførte en række forhandlinger mellem
Byrådet og de handlende i Søndergade, der var meget utilfredse
med, at det ikke fremover ville være muligt at opretholde den
kørende trafik mellem gadens nordlige og sydlige ende.
Allerede i foråret 1935 havde der været en forhandling med Trafikministeren om gadegennembruddet, og den 7. juni samme år
behandledes den i Gade- og Vejudvalget under navnet: Gadeanlæg
Låsbygade-Haderslevvej med viadukt under banen. Som det fremgår
af navnet udgik den nye skinnefri gadeforbindelse fra det nuværende kryds Haderslevvej/Tøndervej og forløb under banen til Rendebanen og derfra videre mod nord til Torvegade.
Fra arbejdet med etableringen af Bredgade ca. 1942.
47
På Gade- og Vejudvalgets møde den 28. november 1939 godkendtes det forslag, der senere blev realiseret, og anlægget af Bredgade
udførtes under krigen.
På grund af det nedsatte aktivitetsniveau under krigen, bl.a. som
følge af materialemangel blev det i 1943 foreslået at indskrænke personalet på stadsingeniørens kontor. C.A. Lassen protesterede med
den begrundelse, at der var mange arbejder påbegyndt eller under
projektering, at Det civile Luftværn beslaglagde meget arbejdskraft,
at vanskeligheden ved at skaffe materialer tog lang tid, og det gjorde
også tilsyn med og erklæringer i tilskudssager for Boligudvalget
(statslånssager), hvor der på det tidspunkt var 560 sager under
behandling.
Boligbyggeri
Koldings sydøstlige kvarterer, 1936.
48
Op gennem 1920erne og frem til 2. verdenskrig var der en generel
stigning i boligbyggeriet, som dog blev afløst af en kort stagnation,
da krisen slog igennem i begyndelsen af 1930erne.
1930erne var i øvrigt kendetegnet ved, at der blev indledt et ret
omfattende socialt boligbyggeri. Arbejdernes Andelsboligforening
byggede ved Ndr. Ringvej, og Socialt Boligbyggeri byggede Domhusparken.
Desuden byggede private bygherrer etageboligbyggeri, såsom
Nørreport på hjørnet af Vejlevej og Skovbogade og Solgården på
hjørnet af Sdr. Havnegade og Kongebrogade. Kommunen lod i
samme periode opføre aldersrenteboliger ved Ndr. Ringvej.
Besættelsestiden satte sit tydelige spor i byggeriet. Antallet af nyopførte beboelseshuse og lejligheder faldt markant, idet det årlige antal
af opførte enfamiliehuse faldt til mellem en trediedel og halvdelen i
besættelsesårene sammenlignet med årene 1938 og 1939. Det
samme gjaldt antallet af nyopførte lejligheder.
På anden vis skød andre typer af byggeri dog op under besættelsen. Tyskerne opførte en række lejre i Kolding til soldater og civilarbejdere. Efter krigen blev disse barakker brugt til indkvartering af
flygtninge.
Efterkrigstid og stigende
aktivitetsniveau 1945-1970
Besættelsestiden havde sat sit tydelige aftryk i bygge- og anlægsaktiviteten, som generelt havde været for nedadgående. Specielt igangsættelse af nye vejarbejder havde været på lavt blus.
Stilstanden afholdt dog hverken personalet på Stadsingeniørens
Kontor eller politikerne fra at diskutere og forberede projekter, man
kunne give sig i kast med, så snart krigen var forbi.
I de første efterkrigsår gik man således igang med at realisere
nogle af de ideer og tanker, som havde været drøftet under krigen,
men som man ikke havde haft mulighed for at bringe til udførelse.
Nye ringveje og indfaldsveje
Tanken om anlæg af Sdr. Ringvej dukkede op under krigen. Stadsingeniøren meddelte på et Gade- og Vejudvalgsmøde den 2. november
1944, at man nu var klar til at påbegynde detailprojekteringen af
vejen. Planen godkendtes af ministeriet i august 1945, og i september samme år vedtog Byrådet de til anlægget nødvendige arealerhvervelser.
Licitationen over den første del af arbejdet afholdtes i foråret
1946, men arbejdet kom ikke i gang. Først i foråret 1948 opnåede
man Arbejdsministeriets tilladelse til arbejdets igangsættelse, hvorefter arbejdet påny blev udbudt i licitation og derefter påbegyndt, men
stoppet igen i efteråret 1950, da Arbejds- og Boligministeriet meddelte, at der ikke kunne gives materialebevilling til arbejdet. Hele Sdr.
Ringvejsprojektet blev færdiggjort i første halvdel af 1950erne.
Planer om en flyveplads ved Strårup
C.A. Lassen fortalte ved sit 40-års jubilæum, at Kolding allerede i
1918 havde fået henvendelse fra Aeronautisk Selskab, om man ville
anlægge en flyveplads. Det ville man ikke indlade sig på dengang,
men under krigen ventede mange, at flyvetrafikken ville tage et voldsomt opsving efter krigen. På landsbasis blev der i 1944 nedsat en
lufthavnskommission, der fik til opgave at komme med et oplæg til,
hvor mange lufthavne der kunne være brug for efter krigen. Her i
området lagde både Kolding, Vejle, Fredericia og Middelfart billet
ind på sagen. Stadsingeniør Lassen havde allerede før krigen udkastet tanken om en fælles lufthavn for de 4 byer og havde foreslået en
placering ved Herslev, der lå omtrent lige langt fra byerne. Tanken
om en fælles lufthavn gled efterhånden i baggrunden, og Lassen
foreslog derfor, at en landingsplads for Kolding alene kunne placeres ved Strårup.
Landingspladsen ved Strårup drøftedes i Gade- og Vejudvalget i
efteråret 1944, hvor projektet var blevet godkendt af såvel Ministeriet
for Offentlige Arbejder som af Arbejdsministeriet, og man besluttede
at gå i gang med en opmåling og nivellement af arealet som grundlag for udarbejdelsen af et egentligt detailprojekt. I eftersommeren
1945 godkendte Arbejdsministeriet arbejdet som beredskabsarbejde.
På udvalgsmødet den 2. november 1945 blev detailplanerne forelagt,
og det vedtoges at sende disse til Ministeriet for Offentlige Arbejder,
49
Stadsingeniør S.K.Andersen
1952-1970
I modsætning til sine to forgængere på posten som stadsingeniør havde
S.K.Andersen den fordel, at han fra starten havde et stort forhåndskendskab til byen og til de arbejdsopgaver, som hørte under stadsingeniørembedet. Han var allerede i 1937 blevet ansat under C.A. Lassen som assisterende ingeniør, og året efter blev han afdelingsingeniør med gader, veje
og kloakker som speciale. I 1945 blev han desuden brandinspektør for
Kolding Brandvæsen og distriktsbrandinspektør for Sydjylland, da der
skulle findes en afløser for den tidligere brandinspektør, blikkenslagermester Johs. Bach.
Da byrådet den 4. februar 1952 vedtog at ansætte S.K.Andersen som
ny stads- og havneingeniør, benyttede man samtidig lejligheden til at
ændre i embedets indhold. Bygningsinspektoratet, som havde været en
del af stadsingeniørens arbejdsområde siden 1903, blev udskilt fra
embedet og skulle for fremtiden udgøre en selvstændig tjenestegren.
Stadsingeniør S.K. Andersen (1902Bygningsinspektøren skulle ligeledes være brandinspektør, hvorfor
1980) var født i Snesere ved Præstø.
S. K.Andersen også måtte give afkald på dette hverv.
Han blev ansat på stadsingeniørkontoMed denne organisatoriske ændring var der skabt to tekniske tjenesteret i 1937, og i 1952 afløste han C. A. grene, som eksisterede side om side frem til 1971. Ansvarsområderne
Lassen som stads- og havneingeniør.
byplanlægning, boligkommission og byggesagsbehandling hørte under BygHan fratrådte i 1971.
ningsinspektoratet, mens Stadsingeniørens Kontor som hidtil stod for
ansvaret over havnen, gader og veje, parkvæsen, kloakker og renovationsvæsen.
Karakteristisk for denne periode var, at borgmestrene anså det tekniske område for så vigtigt, at de selv ville have formandsposten i Gade- og
Vejudvalget. 1946-1950 var det Søren M. Jensen, 1950-58 P. Beirholm og
1962-1966 Peter Ravn.
Arbejdspresset og opgavernes omfang blev større i 1960erne. Det
system, man havde indført i 1952, hvorefter opgaverne fordeltes mellem
to selvstændige tjenestegrene, udviklede sig gradvist til et tungt og
besværligt administrationsapparat. Behovet for at rationalisere og koordinere arbejdsområderne blev stadigt større, ikke mindst da man i slutningen af 1960erne skulle til at forberede sig på de store opgaver, som ville
foreligge efter kommunesammenlægningen. Det første skridt på vejen
hen imod en modernisering af forvaltningen, var beslutningen om at
oprette Teknisk Udvalg i 1966. I Teknisk Udvalg samledes de områder,
som tidligere havde hørt under Gade- og Vejudvalget og Byplankommissionen.
Etableringen af Teknisk Udvalg skete ud fra et ønske om rationalisere
og koncentrere byrådsmedlemmernes udvalgsarbejde og samtidig tilstræbe en bedre koordinering af arbejdet under stadsingeniørens og bygningsinspektørens kontorer. Sidstnævnte udmøntedes også i oprettelsen
af et teknisk sekretariat. Det skulle være journalkontor for alle sager og
skrivelser til både stadsingeniøren og bygningsinspektøren. Næste skridt
i moderniseringen skete, da man i 1968 henvendte sig til konsulentfirmaet Limes, som fik til opgave at udarbejde en undersøgelse af organisationen under stadsingeniørembedet. Det resulterede i en helt ny organisation, som blev vedtaget af Byrådet i 1970. Herefter var de to tjenestegrene samlet i én forvaltning og under én chef.
50
men arbejdet kom aldrig i gang. Det endelige dødsstød fik projektet
først i 1956 som svar på en forespørgsel fra Arbejdsministeriet om
Beredskabsarbejdet R.4457 Landingsplads ved Strårup, idet Kolding
Kommune meddelte, at arbejdet ikke ville komme til udførelse.
Hylkedalvejen
Et projekt, der diskuteredes flere gange umiddelbart efter krigen, var
Hylkedalvejen og dens indføring i Kolding. På et møde i december
1948 forelagde stadsingeniøren et forslag til vejens indføring i
Kolding, udarbejdet af amtsvejinspektør Jæger, Ribe, samt et forslag
til vejens videreføring i Kolding, udarbejdet af ham selv. Projekterne
blev godkendt.
Arbejds- og Boligministeriets tilladelse til arbejdets igangsætning
forelå i foråret 1950. Jordarbejdet ved Munkensdam påbegyndtes i
1953, og arbejdet var afsluttet sidst i 1950erne.
En vestlig omfartsvej
I løbet af 1950erne begyndte tankerne om en vestlig omfartsvej
omkring Kolding at tage form. Det var det, som senere blev til
motorvejsprojektet.
Sagen behandledes i Gade- og Vejudvalget i april 1955 i form af 3
skitseforslag til vejføringen af Vestre Omfartsvej. Sagen drøftedes
påny i udvalget den 30. maj 1959, efter at Vejdirektoratet i skrivelse
af 12. maj havde meddelt, at omfartsvejene omkring Kolding ikke
ville kunne fastlægges, før det var bestemt, hvor den nye Lillebæltsbro skulle placeres. Det vedtoges, at meddele Vejdirektoratet, at man
havde afholdt møde med politiet om Koldings trafikproblemer, og at
man fandt det meget utilfredsstillende, at spørgsmålet om omfartsvejene omkring Kolding nu var udskudt på ubestemt tid.
I 1961 forelå flere skitseforslag til løsning af motorvejstrafikken
omkring Kolding. Bl. a. havde Byudviklingsudvalget for Koldingegnen, der omfattede Kolding købstad, Dalby, Eltang-Vilstrup,HarteBramdrup, Seest, Sdr. Bjert og Vonsild, mange gange drøftet problemet, men så sent som i 1962, da udvalget afgav sin betænkning,
måtte man regne med 4 mulige vejføringer, heraf en på en bro over
Kolding fjord.
Under hele forløbet fastholdt Kolding Byråd dog ønsket om, at
motorvejsføringen skulle gå vest om Kolding.
Skamlingvejen
De dårlige vejforbindelser til sognene sydøst for Kolding var et
emne, der blev drøftet flere gange i løbet af 1950erne. I juli 1956
henvendte sognerådene i Dalby, Sdr. Stenderup, Sdr. Bjert og Vejstrup sig til Gade- og Vejudvalget med ønsket om, at Skamlingvejen
blev ført videre, helt ind til Kolding.
I det næste års tid var spørgsmålet til høring, både hos den kommitterede i byplansager samt Byudviklingsudvalget for Koldingegnen, førend stadsingeniør S. K. Andersen i slutningen af 1957 kunne
fremlægge et forslag til vejens linieføring. Ministeriet for Offentlige
Arbejder godkendte projektet i 1959. Det kom til at omfatte et vejanlæg fra Sydbanegade til bygrænsen samt en vejtilslutning over åen til
Buen. Skamlingvejen blev indviet i 1964.
51
Kolding Bymidte, 1948. Foto: Aero
Trafikreguleringer i de centrale gader i Kolding
Den stigende trafik blev efterhånden et problem, som den indre bys
smalle gader ikke var i stand til at klare. Derfor greb man visse steder
til ensretning af trafikken. I 1951 blev trafikken ensrettet i den smalle
del af Jernbanegade og Torvegade samt i Helligkorsgade, Klostergade og Munkegade. I 1954 fulgte ensretningen af Østergade, Slotsgade, Gråbrødregade samt Låsbygade og Blæsbjerggade.
Etablering af gågader hører 1960erne til. Man havde ofte givet tilladelse til midlertidige lukninger af Østergade i forbindelse med
julehandlen, men da Østergade-udvalget i 1968 ansøgte, om gaden
måtte blive lukket i jubilæumsperioden 8.- 23. juni, besluttede man
efter nogle overvejelser i Teknisk Udvalg at gøre gaden til en permanent gågade.
Planerne om en Slotssøvej
Vejprojektet over dem alle, og det, som mere end noget andet
prægede debatten i en lang årrække, var spørgsmålet om etablering
af Slotssøvejen.
Slotssøvejen dukkede op i forbindelse med Koldings første dispositionsplan fra 1947. Den indeholdt en vejplan, som udover at give en
52
Slotssøvejprojektet.
beskrivelse af de eksisterende forhold, også kom med forslag til forbedringer i vejnettet.
Koldings trafikproblemer skyldtes hovedsagelig to forhold. Dels
var byen delt i en nordlig og en sydlig bydel som følge af åen og jernbanen, og dels var Kolding krydsningspunkt for den nord-sydgående
og den øst-vestgående hovedvejstrafik. Etableringen af Nordre
Ringvej havde til dels løst problemet med den øst-vestgående trafik,
men tilbage stod problemet med den nord-sydgående trafik, selv om
den nok var blevet lettet med anlægget af Bredgade. Men trafikken
skulle stadigvæk snegle sig gennem de smalle gader Katrinegade og
Hans Ludvigs Vej ad Låsbygade. Endelig blev Jernbanegade belastet
af en del af den østfra kommende trafik, der skulle fortsætte sydpå.
Til afhjælpning af disse problemer lagde vejplanen derfor op til, at
Bredgade skulle forlænges ned til Slotssøen mellem Sct. Nicolai
Kirke og Rådhuset. Ved Slotssøen skulle Bredgade støde ind i Slotssøvejen, der skulle forløbe fra Banegårdspladsen til krydset mellem
Låsbygade og Hospitalsgade.
Slotssøvejen var således projekteret umiddelbart langs foden af
den fredede slotsbanke, hvilket fik såvel Nationalmuseet som Danmarks Naturfredningsforening til at rejse voldsomme protester.
Derimod havde Boligministeriets kommitterede i byplansager godkendt vejprojektet. Boligministeriet havde nemlig også noget at sige i
53
Et alternativt forslag til Slotssøvejen.
Steen Eiler Rasmussens forslag til en
Slotssøvej i hans Responsum vedrørende
Slotssøvejen i Kolding.
54
sagen, eftersom Slotssøen sorterede under dette ministerium. I november 1951 forsøgte man på et møde, hvor de forskellige implicerede offentlige instanser deltog, at nå til enighed om projektet. Men
eftersom både Nationalmuseet og Danmarks Naturfredningsforening opretholdt deres indsigelser mod vejanlægget, nåede man
intet resultat.
Holdningen blandt byrådspolitikerne var, at projektet skulle fastholdes. Som følge af det voksende trafikkaos i byen mente man på
det tidspunkt ikke, at der var noget realistisk alternativ til Slotssøvejen. Desuden kunne man henholde sig til, at vejdirektøren indtog en
meget positiv indstilling til projektet. Han opfordrede Byrådet til at
fastholde Slotssøvejen, og mente også, at et eventuelt alternativ,
hvori en Vestre Ringgade formentlig skulle indgå, ville blive flere
gange dyrere. Skulle man i stedet for at anlægge Slotssøvejen udvide
Jernbanegade, ville det blive meget dyrt i ekspropriationsomkostninger.
I 1955 tog sagen en ny vending, idet Fredningsnævnet for Vejle
Amt godkendte Slotssøvejprojektet, men eftersom Nationalmuseet
fastholdt sin indsigelse, så Byrådet nu ingen anden mulighed end at
indanke sagen for Undervisningsministeriet.
I juni 1956 mødtes sagens parter hos undervisningsminister
Bomholt, uden dog at komme en løsning nærmere. Undervisningsministeren ville dog nu anmode professor Steen Eiler Rasmussen om
at udarbejde et responsum i sagen.
Steen Eiler Rasmussens responsum forelå i maj 1959. Han havde i
1956 anmodet om, at Vejdirektoratet udarbejdede en færdselsanalyse, og på baggrund af denne kunne han i sin endelige redegørelse
fastslå, at overbelastningen af de centrale gader ikke skyldtes den
gennemgående trafik, men derimod lokaltrafikken. Han måtte alligevel erkende, at der næppe var anden løsning for den gennemgående trafik end Slotssøvejen, men han var ligesom Nationalmuseet
kritisk over for projektet. Han foreslog derfor at bevare Slotsbanken
intakt ved, at vejen blev lagt på en dæmning ude i søen, således at
vejen blev adskilt fra Slotsbanken af en ca. 12 m bred kanal. Dette
forslag tilfredsstillede dog ikke rigsantikvaren, der i stedet foreslog,
at vejen blev anbragt på en let bro et stykke længere ude i søen.
Byrådet afviste dog begge løsninger, og i marts 1960 afholdtes et
nyt møde med undervisningsminister Jørgen Jørgensen. Nu var det
den lokale trafik, man skulle få klaret i forbindelse med Slotssøvejprojektet, idet det nu kun var et spørgsmål om tid, før hovedvejene
ville blive ført uden om Kolding. Ministeren lovede, at han snarest
ville tage en forhandling med Vejdirektoratet og Nationalmuseet,
men han udtrykte tvivl om løsningen, som måske nu syntes tilfredsstillende, men som alligevel på længere sigt ville vise sig at være utilstrækkelig.
Det konservative medlem af Gade- og Vejudvalget, Poul Sørensen,
fremkom i april 1960 med sit eget alternativ, som han fremsendte til
undervisningsministeren. Han foreslog Slotssøvejen erstattet af en
Åboulevard, der skulle forløbe fra Sdr. Havnegade i øst til en forbindelsesvej mod vest mellem den nye Tøndervej og den nordlige del af
Låsbygade.
Byplankontoret kom også med nye forslag. I forbindelse med
arbejdet på byplanvedtægten for området Adelgade-Akseltorv-Østergade-Helligkorsgade-Bredgade foreslog man et alternativ til Slotssøvejen, nemlig Katsundet, en udbygning og forlængelse af den gamle
vejforbindelse fra Østergade og vestpå. Det var tanken, at denne nye
vej skulle forlænges vestpå til Katrinegade og mod øst skulle den
føres under Østergade og Slotsgade frem til Buen.
Sandsynligvis for at bløde op på forhandlingssituationen vedtog
Byrådet i maj 1960, at man ville nøjes med en to-sporet Slotssøvej, i
modsætning til den 4-sporede kørebane, man hidtil havde ønsket.
Dette resulterede i, at undervisningsminister Jørgen Jørgensen den
13. august 1960 gav ministeriets tilladelse til anlægget af Slotssøvejen
med max. 7 m. kørebane og iøvrigt med den klausul, at kommunen
holdt sig i nøje kontakt med Nationalmuseet under vejarbejdet.
Byrådet vedtog herefter, at man nu skulle gå igang med detailprojekteringen, og mange regnede med, at projektet nu langt om længe
var sat på skinner. Men til samme byrådsmøde var der fremsendt en
protestskrivelse med 5.000 underskrifter. Protestskrivelsen var startet
af bl. a. 3 konservative og 1 socialdemokratisk byrådsmedlem. Borgmesteren og Byrådets flertal lod sig imidlertid ikke rokke, og i september 1960 fremsendte Gade- og Vejudvalget en anmodning til Vej-
Personalet på Bygningsinspektoratet
omkring 1960. Fra venstre ingeniør O.
Krogsager, arkitekt Benthin Larsen,
ingeniør Arvid Nilsson og arkitekt Bent
Viggo Hansen.
55
Kulturminister Bomholt var i Kolding i
1962 for at drøfte Slotssøvejprojektet
med borgmester Peter Ravn.
Plan for den gennemgående trafik og
ringgadesystemet, 1961.
56
direktoratet om, at vejanlægget blev optaget på direktoratets liste
over arbejder med statstilskud.
Sideløbende med diskussionerne i Byrådet gennemførtes i sommeren 1960 en trafikanalyse. Den bestod i, at man for en bestemt
dag, den 22. juli 1960, ved hjælp af udsendte postkort til bilejere
skulle få registreret, hvilke ture man den pågældende dag foretog pr.
bil. Trafiktællingen viste, at trafikken i Jernbanegade var steget med
88 % siden Vejdirektoratet i 1956 havde ladet foretage en færdselsanalyse.
Postkortanalysen kom til at danne grundlag for den vejdispositionsskitse der forelå året efter. Skitsen, der blev kendt under navnet
Vejplanen af 1961, skulle gælde for en 20-årig periode, og var udarbejdet af bygningsinspektør L. Steffensen, stadsingeniør S. K. Andersen, afdelingsingeniør M. Matthiesen, arkitekt Bent Viggo Hansen,
ingeniør A. Nielsson samt de to udenbys konsulenter, arkitekt
Bosmann Pedersen og civilingeniør A. Nyvig.
Vejplanen foreslog et system af ringgader, idet forudsætningen var,
at hovedvejene 1 og 10 blev ført uden om byen. Buen skulle føres
ude af niveau over Jernbanegade og videre til Fredericiagade/Slotsallé, der skulle anlægges en Slotssøvej fra Fredericiagade til Vejle-
vej/Hans Ludvigs Vej, der skulle anlægges en delvis ny vejforbindelse
fra Vejlevej via Hans Ludvigs Vej, Zahnsgade, Dr. Fichs Vej til Tøndervej. Vejforbindelsen Tøndervej, Sydbanegade til Skamlingvejen/Buen
skulle udbygges.
Man mente ikke, at det var nødvendigt at udbygge de eksisterende
centrale gader, hvis man fik dette ringgadesystem. Den oprindelige
linieføring for Slotssøvejen var blevet ændret således, at vejen nu blev
ført frem til Vejlevej i stedet for som tidligere at skulle udmunde i
krydset Låsbygade/Hospitalsgade.
Vejplanen og Slotssøvejprojektet blev drøftet meget grundigt i
Gade- og Vejudvalgets møder i første halvdel af 1961, uden at man
dog nåede til nogen endelig afklaring og uden nogen politisk
enighed om projektet. De fleste udvalgsmedlemmer havde stadig
den holdning, at Slotssøvejen og Bredgades forlængelse var de
bærende elementer i vejplanen.
På et møde i maj 1964 diskuterede man for første gang i Gade- og
Vejudvalget, hvad det ville betyde for trafiksituationen, hvis Slotssøvejen blev forlagt til søens nordlige bred.
I oktober 1965 havde udvalget en forhandling med Vejdirektoratet. Her gik Peter Ravn på Byrådets vegne med til, at man drøftede
en udbygning af Ejlersvej med tilslutning til Ndr. Ringvej, og i den
forbindelse ønskede man at anlægge en parkeringsplads til ca. 100
biler til bl. a. betjeningen af de togrejsende.
Selvom Vejdirektoratet nærede nogen uvilje mod, at man forlod
den gamle Slotssøvej, begyndte arbejdet herefter med opfyldningen
af en del af Slotssøen, anlæg af parkeringspladsen og anlæg af den
nye Slotssøvej. Arbejdet var afsluttet omkring 1970, hvormed et af de
mest diskuterede vejprojekter i Kolding omsider fandt sin afslutning.
Slots Allé-parkeringen og i baggrunden
Slotssøparkeringspladsen. Foto fra
1972, da parkeringsskiven blev indført.
57
KIF-svømmere fotograferet foran den
kommunale søbadeanstalt ved Rebæk.
Søbadeanstalten blev indviet 1920 og
var i brug til 1950erne, hvor den blev
erstattet af svømmebadet i Hospitalsgade, der blev indviet i 1954. Billedet er
formentlig fra 1930erne.
Afhentning af natrenovationsspande i
midten af 1950erne
58
De hygiejniske forhold
Sundhedskommissionen, der bestod af politimesteren, kredslægen
og tre byrådsmedlemmer, tog sig af byens miljøproblemer. Det var
Sundhedskommissionens opgave at håndhæve den til enhver tid gældende sundhedsvedtægt, der omfattede det, som i dag ville blive
betegnet som varetagelse af miljøproblemer.
Sundhedskommissionen tog sig af vandforsyning, afløb, latriner,
møddinger og husdyrhold. Desuden havde kommissionen tilsyn med
fabrikker og værksteder, beværtninger, gæstgiverier og logihuse, fattighuse, hospitaler og badeanstalter, skoler og asyler samt begravelsesvæsenet. Sundhedsvedtægten fra 1915, som afløste en tidligere fra
1889, var blevet suppleret med tillæg af 1924, 1928, 1944, 1947 og
1950.
I 1964 blev den gamle vedtægt fra 1915 erstattet af en ny, som nok
var moderniseret på forskellig måde, men som indholdsmæssigt
lagde sig tæt op ad 1915-vedtægten. Den nye vedtægt var gældende
indtil 1. oktober 1974, hvor den afløstes af miljøbeskyttelsesloven.
Ret kort tid efter krigen begyndte man i Gade- og Vejudvalget at
drøfte de uhygiejniske forhold i forbindelse med natrenovationen.
Problemet var imidlertid ikke så ligetil at løse. Dels var der i den
indre by mange ejendomme, der var så tæt sammenbygget, at det
ville være forbundet med store vanskeligheder og gener at få ført et
kloakstik gennem beboelsesrum til gadekloakken, og endelig var der
i yderkvartererne en del ejendomme, hvor der enten ikke fandtes
nogen gadekloak, eller hvor kloakken var af en så dårlig beskaffenhed, at den ikke var egnet til at modtage WC-afløb.
Men for at fremme overgangen til vandkloset forhøjede man
natrenovationsafgiften, og man fastsatte flere gange en slutdato for
afhentning af natrenovation.Til sidst gik man over til at anvende
natrenovationsspande med skruelåg, så spandene kunne ombyttes,
og afhentningen ske om dagen. I slutningen af 1950erne kunne man
stort set ophøre med den uhygiejniske ordning med undtagelse af de
steder - skurvogne på byggepladser og enkelte ejendomme - hvor en
tilslutning til kloakken stadig ikke var mulig.
Natrenovationen blev i mange år tømt af i en beholder på Dyrehavegård for senere at blive brugt som gødning på gårdens marker.
Dette ophørte først, da man begyndte på byggeriet af det nye
sygehus i 1960erne, og efterhånden var man også så langt fremme
med byggeriet af det nye renseanlæg, at natrenovationen kunne
modtages her. Indsamling af dagrenovationen skete ved kommunal
foranstaltning, efter at den tidligere var blevet udliciteret blandt
private vognmænd.
Efterhånden begyndte man at overveje at gå bort fra systemet med
skraldespande. De var tunge at håndtere for renovationsfolkene,
bl.a. på grund af det store askeindhold i dagrenovationen. Det var
før oliefyrene slog rigtig igennem, og fjernvarmenettet var heller
ikke særlig udbygget. Systemet var også temmelig uhygiejnisk, selv
om det efterhånden var blevet reglen, at spandene efter tømningen
blev skyllet. Omkring 1960 begyndte man at gå over til at anvende
papirsække til indsamling af dagrenovation, og i løbet af nogle år var
man gået helt over til at bruge sække til afløsning af skraldespandene.
Afhentning af dagrenovationsaffald
efter 1960, hvor man var gået over til
papirsække.
Det var imidlertid ikke selve indsamlingen af dagrenovation, der gav
anledning til de helt store problemer, men derimod det, som i dag
med et moderne begreb kaldes affaldsbehandling og slutdeponering.
Omkring 1951 var arealet ved Tvedvej, der havde været i brug
siden 1949, næsten ved at være fyldt op. Arealet blev udvidet efter
ekspropriation og var herefter i brug til 1961.
59
Forbrændingsanlægget på Kløvervej.
Anlægget blev taget i brug november
1969.
I 1961 toges en plads på Godthåbsvej i Seest i brug som losseplads.
Man regnede med, at denne plads kunne vare i ca. 5 år, så man var
klar over, at den kun kunne være en midlertidig løsning. Derfor
toges i 1968 pladsen på Overbyvej i brug som losseplads, efter at såvel
Sundhedskommissionen som Seest Sogneråd havde givet deres godkendelse.
Under og umiddelbart efter krigen var man begyndt at spekulere
på andre måder at behandle dagrenovationen på. Således oplyses
det på et møde i Gade- og Vejudvalget i november 1945, at udvalgsformanden og stadsingeniøren havde beset et anlæg ved Damhussøen, hvor dagrenovationen blev blandet med kloakslam. Firmaet
Vølund havde foreslået, at man måske i Kolding kunne kombinere et
forbrændingsanlæg med fjernvarme og evt. en badeanstalt.
Forhandlingerne med Vølund om et forbrændingsanlæg fortsatte
i de kommende år, men Boligministeriet ville ikke give den fornødne
byggetilladelse og projektet blev opgivet.
Efter nogle år, hvor der var forholdsvis ro i spørgsmålet, fandt
Sundhedskommissionen i 1958 byens losseplads forældet. Herefter
begyndte man at overveje en anden dagrenovationsløsning, nemlig
brugen af formalingsanlæg af Dano-typen.
På et fællesmøde mellem El-udvalget og Gade- og Vejudvalget den
17. juni 1961 gav driftsbestyrer Leo Mogensen fra Elektricitetsværket
en redegørelse for et forslag til forbrændingsanlæg og fjernvarmecentral, som El-udvalget havde fået forelagt. Man drøftede muligheden af at placere anlægget på et areal ved Skamlingvejen ud fra den
betragtning, at fjernvarmen her ville komme til at mangle kapacitet
til forsyning af det nye boligområde ved Tvedvej, og det vedtoges at
arbejde videre med ideen.
Byrådet vedtog den 28. januar 1963 Gade- og Vejudvalgets indstilling om etablering af forbrændingsanlægget kombineret med en
spidsbelastningscentral for fjernvarmen. Forbrændingsanlægget
skulle drives af El- og Varmeforsyningen, og der skulle optages forhandlinger med omegnskommunerne om evt. aftagelse af disses
brændbare affald.
Forbrændingsanlægget blev dog forsinket af et forsøgsprojekt på
Gasværket, hvor man mente at kunne fremstille betydelige mængder
gas med en favorabel økonomi ud af dagrenovationsaffald. Mellem
1963 og 1967 eksperimenteredes med denne løsning - det såkaldte
Destrugasprojekt - men de tekniske vanskeligheder viste sig uoverstigelige.
Kommunen besluttede i 1967 at stoppe gasforsøgsprojektet og gå i
gang med opførelsen af forbrændingsanlægget kombineret med
spidsbelastningscentralen for fjernvarme. Dette anlæg blev taget i
brug i november 1969.
Renseanlæg
I 1944 besluttede man sig for at henvende sig til firmaet Harvey &
Co. om etablering af et renseanlæg. Samme år drøftede udvalget forskellige muligheder for placeringen af det kommende renseanlæg
med firmaet, og udvalget gik ind for et forslag om et biologisk anlæg
placeret på Sukkerfabrikkernes areal umiddelbart øst for Østerbrogade. Her erhvervede man et areal på 42.000 m2. Byrådet og Statens
Vandløbsudvalg godkendte projektet, men man fik ikke tilladelse til
at igangsætte det.
I 1954 tog kommunen sagen op igen og fik godkendt en ny tids-
60
plan i Arbejds- og Økonomiministeriet. Herefter gik man i gang med
de afskærende ledninger syd for åen. Den 9. december 1957 fremsendte kommunen et revideret projekt til Afvandingskommissionen
for Vejle Amtsrådskreds vedrørende de afskærende ledninger nord
for Kolding å, der bl. a. indebar anlæggelsen af den såkaldte Havneledning. Afvandingskommissionen godkendte de foreslåede
ændringer og afsagde sin kendelse den 16. december 1960, hvorefter
anlæggets første udbygning skulle være afsluttet omkring 1965 og
anden udbygning omkring 1970. Samtidig godkendte kommissionen, at der kunne opkræves foreløbige afgifter til anlægget fra 1.
april 1961. Endelig fastsatte kommissionen, at kommunen skulle yde
et tilskud til anlægget på 20%.
Den første afskærende ledning, der blev udført, var Riberdybledningen, der blev påbegyndt 1955.
I 1956 blev det besluttet, at Holm & Andersen skulle udføre arkitektarbejdet på renseanlægget, og civilingeniør M. Møller Pedersen
jernbeton-projekteringen. Den første licitation vedrørende renseanlæggets mekaniske del, nemlig hovedpumpestationen, afholdtes i
foråret 1957. 12. april samme år forelå skrivelse fra Økonomi- og
Arbejdsministeriet med Statens Vandløbsudvalgs godkendelse af den
mekaniske del af renseanlægget og ministeriets godkendelse af
detailplanerne for hovedpumpestationen. I 1958 vedtoges det at
ansætte en maskinarbejder til at følge den maskinelle installation på
anlægget og deltage i igangsætningen af de forskellige dele, efterhånden som de blev færdige. Første del af den mekaniske del af renseanlægget blev taget i brug ved årsskiftet 1961/62.
Opførelse af mekanisk renseanlæg ved
Østerbrogade 1959.
61
Renseanlægget ved Østerbrogade. Tilløbsrenden ved indvielsen 1962.
Til højre: Den afskærende ledning, åledningen. Billedet viser ledningen
påmonteret betonblokke inden nedgravning under åbunden.
I september 1969 drøftede udvalget et oplæg fra Harvey & Co om
renseanlæggets udbygning. Her forelagdes bl. a. ideen om en afskærende ledning lagt i åen contra et ekstra renseanlæg for den vestlige
del af byen. Det vedtoges ikke at bygge et vestligt renseanlæg.
Endvidere drøftedes for første gang ideen om en udløbsledning til
Lillebælt som evt. erstatning for et biologisk renseanlæg. Da udgiften til en sådan udløbsledning løseligt kunne anslås til 36 mill kr. og
evt. et yderligere renseanlæg ved bæltet, enedes man om at se bort
fra denne løsning.
Boligbyggeriet i efterkrigstiden
I bygningsinspektørens indberetning for 1946, hvor antallet af nyopførte beboelseshuse igen var steget til ca. niveauet fra 1938, blev det
opgjort, at der i krigsårene havde været et årligt underskud på 100
lejligheder, således at der nu samlet var et efterslæb på 552 lejligheder. I samme års indberetning nævnes det, at Handelsministeriet
havde pålagt de kommunale bygningsmyndigheder at føre kontrol
med, at byggearbejder ikke blev påbegyndt, før der forelå en nødvendig materialebevilling.
I årene 1947-51 indhentes formentlig en del af det konstaterede
efterslæb. I beretningen for 1951 nævnes det, at der i årene 1946-52
var blevet opført 659 nye beboelseshuse med ialt 1221 lejligheder
sammenlignet med, at der i årene 1935-41 var opført 358 beboelseshuse med ialt 1120 lejligheder.
Selv med det større boligbyggeri efter krigen var der stadigvæk
bolignød på grund af det stigende befolkningstal, der bl. a. skyldtes
en betydelig tilflytning til byen. Fra 1946 til 1955 steg indbyggertallet
i Kolding således med ca. 5.000.
Efterhånden som baraklejrene blev tømt for flygtninge, blev de
indrettet til husvildeboliger.
For at afhjælpe den værste bolignød iværksattes der et kommunalt
boligbyggeri. Således udbyggedes Domhusparken, efter at dette
byggeri var blevet overtaget fra Socialt Byggeri, og ved Agtrupvej over
for Brændkjærgård opførtes 60 lejligheder som aldersrenteboliger.
Kommunen var også medvirkende ved byggeriet af de såkaldte
»Finnehuse« ved Hertug Abels Vej umiddelbart efter befrielsen.
62
Den tidligere flygtningelejr, Kløvervejlejren, beliggende mellem Kløvervej og
Fjordstien, blev indtil 1955 anvendt
som husvildeboliger.
I 1946 blev der vedtaget en lov om støtte til nybyggeri i form af en
rentesikring, der var til større gavn for de almennyttige boligselskaber end for private bygherrer.
Af almennyttige boligselskaber var der umiddelbart efter krigen:
Arbejdernes Andels Boligforening, der var oprettet 1938, og Vejle
Amts Boligselskab, stiftet 1949. I 1955 kom Lejerbo.
Af større boligforeningsbyggerier i denne periode kan nævnes, at
Arbejdernes Andels Boligforening opførte flere treetages boligblokke på Brændkjærgård. Desuden opførte selskabet ejendomme ved
Sneppevej, Utzonsgade, Vifdam og Bellevuegade. Vejle Amts Boligselskab opførte bl. a. etageboliger ved Ørebrovej og ved Snerlevej og
gennemførte et parcelhusbyggeri ved Vejlevej og Birkeallé.
I perioden fra midt i 1950erne til ca. 1970 var der en kraftig
udbygning af en række nye boligområder. Nævnes kan i den forbindelse Sjællandsvej-kvarteret fra 1960erne og det nogenlunde samtidige byggeri på Petersbjerggård, (Assensvej, Fåborgvej mv.).
Det gamle haveselskabsområde, »Fuglekvarteret«, nord for Dyrehavevej blev i den periode omdannet fra kolonihaver til parcelhuskvarter. I den sydlige bydel blev »Digterkvarteret« udvidet med
Karen Blixens Vej m. fl. og syd for Lykkegårdsvej udstykkedes
gården »Kristinesminde«. Mellem Agtrupvej og Tvedvej kom et helt
nyt kvarter,«Blomsterkvarteret« med Nellikevej m.fl.
Statistikken over byggeaktiviteten i denne periode viste gennemgående stigende aktivitet. I en periode i 1950erne faldt antallet af parcelhuse, men denne nedgang opvejedes delvis af en større dominans
af etageejendomme.
63
Vejlevej med sportsanlæg og nybyggeri.
Øverst til venstre Vejle Amts Boligsselskabs enfamilehuse omkring Bøgevej og
Birkeallé fra begyndelsen af 1950erne,
samme selskabs Rosenhaven ses foroven
midt i billedet og syd herfor Arbejdernes
Andelsboligforenings byggeri omkring
Norgesvej fra 1961 til 1964.
I 1960erne kom der igen gang i parcelhusbyggeriet. Imidlertid
skete dette parcelhusbyggeri efterhånden i stigende grad i nabokommunerne som Strandhuse, Rebæk og Tved, bl. a. fordi de nye
parcelhusområder her havde en eftertragtet beliggenhed med udsigt
over fjorden eller i hvert fald med en beliggenhed tæt ved fjorden.
Af etagebyggeri i denne periode kan nævnes Lejerbos byggeri ved
Palmeallé m.v., ved Norgesvej opførte Arbejdernes Andels Boligforening et etagebyggeri, og ved Havesangervej m. v. opførte Vejle Amts
Boligselskab en bebyggelse, dels i form af etagebyggeri og dels som
rækkehuse.
Social- filantropisk Selskab og kommunen opførte et etageboligbyggeri ved Knud Hansens Vej, og sidst i 1960erne opførtes de første
højhuse ved Tvedvej. Omtrent samtidig påbegyndte Arbejdernes
Andels Boligforening byggeriet af Skovparken.
Endelig skal nævnes et par meget store parcelhusbyggerier: Kristinesmindeparken ved pastor Beck samt bygmester Peter Nielsens byggeprojekter, der startede med opkøb af enkelte grunde i eksisterende boligområder, men som senere udvidedes til opkøb og bebyggelse
af større kvarterer. Peter Nielsen var det, man kalder en »selfmade«
mand, der havde et udpræget handels- og organisationstalent, og få
har som han præget parcelhusbyggeriet i Kolding i en lang årrække.
I 1972 solgte Peter Nielsen hus nr. 1.000, og i 1976 var han nået op
på 1.600.
Kolding Havn
I krigsårene 1939-45 var det bl. a. på grund af materialemangel
umuligt at udføre nyanlæg af betydning, og også vedligeholdelsen af
havnens anlæg kneb det med.
Stads- og havneingeniøren fremførte allerede i begyndelsen af
1945, at man måtte forvente vanskeligheder for havnen efter krigen,
64
Sjællandsvejkvarteret med Koldings
nyeste vandtårn, 1966.
hvis man ikke ret omgående gik i gang med store investeringer i nye
kajanlæg.
I januar 1946 forelagdes derpå for Havneudvalget en havneudvidelsesplan. Planen omhandlede en forlængelse af kajen på nordsiden med ca. 140 m, anlæg af en ny kaj ud for Eksportmarkedet,
bygning af en ny dækmole på nordsiden med anlægsplads for tankbåde og anlæg af ny lystbådehavn. Endvidere udgravning af nyt svajebassin med 180 m diameter. Samt endelig på sydsiden en ny
dækmole og opførelse af indfatninger for et inddæmmet areal på ca.
8 ha. Oprindelig omfattede planen også en uddybning af havnen og
sejlrenden til 8,5 m, hvilket man dog opgav af økonomiske grunde.
Endelig var det oprindelig meningen at anlægge en helt ny trælasthavn på sydsiden af åen, den såkaldte åhavn, men dette projekt
udgik efterhånden af udvidelsesplanen.
Det resterende projekt blev i 1947 fremsendt til godkendelse i
Ministeriet for Offentlige Arbejder og Vandbygningsvæsenet. Vandbygningsvæsenet var dog meget betænkelig ved rentabiliteten i projektet, der skulle finansieres ved optagelse af lån, på grund af den
store rente- og afdragsbyrde.
Først i 1949 opnåede man tilladelse til at gå i gang med projektet
og den fornødne materialebevilling, og man begyndte straks på indfatningsarbejdet på sydsiden.
I årene derefter fulgte anlægget af nordre dækmole med anlægspladsen til tankbåde, den nye lystbådehavn, forlængelsen af trælastkajen på nordsiden og udgravningen af det nye svajebassin, og i 1956
afsluttedes udvidelsen med anlægget af den nye kaj ud for Eksportmarkedet.
Man stod herefter med et nyt og tidssvarende havneanlæg, der var
i stand til at modsvare efterkrigstidens søtransport, men det viste sig
efterhånden, at den manglende vanddybde blev en hæmsko. Heller
ikke den forventede olieimport kom der gang i, så Vandbygningsvæ-
65
Stads- og havneingeniør C. A. Lassens
havneudvidelsesplan.
66
senets betænkelighed viste sig ikke helt ubegrundet. Dog klarede
man sig rimeligt godt rent trafikmæssigt sammenlignet med nabohavnene, selv om Fredericia efterhånden tog têten, hovedsagelig på
grund af olieimporten.
På grund af Cold Stores udvidelse på trælastkajen på nordsiden
blev det i 1962/63 aktuelt med en forlængelse af kajanlægget på
havnens sydside. Kajen var altså oprindelig beregnet til trælast, men
da den søværts import af trælast begyndte at gå tilbage, blev kajen
hovedsagelig anvendt til Bornholmstrafikken.
Til håndtering af godset anskaffede man i 1952 en 5 tons vippekran som supplement til den 2 1⁄2 tons vippekran, man havde købt i
1943. I 1962 købtes en 7,5 tons mobilkran, hovedsagelig til trælast.
De vigtigste varegrupper i 1950erne var import af fast brændsel
samt trælast, hvor Kolding havn var fordelings- og forsyningshavn for
størstedelen af Syd- og Vestjylland. På udførselssiden var kreatureksporten stadigvæk af stor betydning, således androg den i 1958
168.000 stk. På importsiden gjorde andre varegrupper sig også gældende, det gjaldt bl.a. bitumen og skærver.
I 1958 androg den samlede vareomsætning over havnen ca.
350.000 tons, og havnen blev anløbet af ca. 2.000 skibe.
En belastning på havnens drift blev med tiden udgifterne til
oprensningen af havnen og sejlrenden. Efter at det inddæmmede
areal på sydsiden var delvis fyldt op med indpumpet materiale,
begyndte man at klappe oprensningen i Strandhusebugten i 1960,
men ret omgående modtog man en klage bilagt en erklæring fra
embedslægen med opfordring til at stoppe klapningen. Havneudvalget meddelte klagerne, at man ikke var indstillet på at stoppe arbejdet, hvorefter Sundhedskommissionen i Eltang-Vilstrup nedlagde
forbud mod klapningen. Denne afgørelse indankede Havneudvalget
for såvel Indenrigsministeriet som Ministeriet for Offentlige Arbejder. Det endte imidlertid med, at Indenrigsministeriet ikke fandt
anledning til at ændre Sundhedskommissionens afgørelse, som
således måtte stå ved magt. Herefter fik havnen af Ministeriet for
Offentlige Arbejder anvist et nyt klapområde ud for Haggenør Teglværk ved udmundingen af Kolding Fjord. Dette medførte en kraftig
stigning i oprensningsudgiften på grund af den meget længere transport af den opgravede fyld.
Byplanlægning 1945-1970
Losning af trælast i inderhavnen ca.
1960
I henhold til lov af 29. april 1938 var det blevet pålagt de danske købstæder at udarbejde byplaner. I Kolding skulle der dog gå et par år
ind i besættelsestiden, inden man for alvor begyndte at tage hul på
den opgave.
I 1942 henledte Indenrigsministeriet i et cirkulære stilet til købstæderne opmærksomheden på, at fristen for udarbejdelse af byplaner
ville udløbe i maj 1943. Det satte tilsyneladende bevægelse i tingene,
for efter enkelte drøftelser i Gade- og Vejudvalget besluttede man
herefter, at stadsingeniør Lassen skulle tage kontakt med Byplanlaboratoriet for der at få råd om, hvordan opgaven kunne løses.
Besøget i Byplanlaboratoriet forsynede Lassen med en række
forslag til, hvordan byplanen skulle udarbejdes, og hvilke elementer
den skulle indeholde. Der skulle laves en oversigt over hovedvejsnettet, og en oversigt, hvor kommunen var inddelt i zoner, alt efter
hvilket formål, de skulle bruges til: Industriarealer, arealer til boliger
67
Fabrikant og borgmester P. Beirholm
(1950-62). Beirholm var formand for
Byplankommissionen indtil 1962, hvor
den nye borgmester, Peter Ravn, overtog
posten.
(etage- eller villabyggerier), grønne områder, arealer til offentlige
formål m.m. Byens bygningsvedtægt skulle desuden forsynes med
supplerende bestemmelser om gadebredder og byggehøjder.
Man foreslog også, at der blev nedsat en Byplankommission, der
afholdt sit første møde i september 1943. Det bestod af Gade- og Vejudvalgets medlemmer samt fire teknikere, nemlig landinspektør
L. P. Elling, stadsingeniør Lassen, planteskoleejer Aksel Olsen og
arkitekt Ernst Petersen. Disse udgjorde også kommissionens
arbejdsudvalg tillige med det radikale medlem af Gade- og Vejudvalget, civilingeniør P. H. Clausager. Arbejdsudvalget skulle sammen
med stadsingeniørens personale stå for det praktiske arbejde. Den
senere borgmester, fabrikant P. Beirholm blev Byplankommissionens
første formand.
Som noget af det første fik Byplankomissionen indhentet Indenrigsministeriets tilladelse til, at indsendelsen af byplanforslaget
kunne udsættes til oktober 1945. Senere blev det forlænget til 1.juli
1947.
I 1947 var arbejdet tilendebragt, og i december samme år godkendte Byrådet Koldings første dispositionsplan, som i begyndelsen
af 1948 blev indsendt til ministeriets godkendelse. Spørgsmålene om
gadeføringen i den indre by og Hospitalshavens anvendelse var dog
foreløbig taget ud af den til videre drøftelser.
Dispositionsplanen indeholdt en vejplan, en oversigt over offentlige anlæg, et forslag til zoneinddeling (i landbrugsarealer, grønne
områder, boligkvarterer, blandet bebyggelse, industriarealer og forretningskvarterer) samt en gennemgang af fredede bygninger og
saneringsmodne områder.
Det var meningen, at dispositionsplanen skulle gælde frem til år
2.000. På det tidspunkt forventede man, at til den tid ville der være
et befolkningstal på ca. 75.000.
Zoneinddelingen skulle hindre, at byudviklingen foregik planløst.
Man besluttede også, at der kun undtagelsesvis ville blive givet tilladelse til højere byggeri end tre etager.
Desuden havde man også overvejet, hvad man burde gøre med de
boligområder i byen, som var så nedslidte, at de ikke var egnede til
boligformål. Konsul Graus Gade, kvarteret Katrinegade-LåsbygadeHans Ludvigs Vej samt Parcelvej skulle, når bolignøden var afhjulpet,
saneres. Det samme gjaldt karreen mellem Adelgade og Rådhuset.
Planen indeholdt endvidere de planer, man havde for byens
fremtid. Der skulle anlægges en ny rutebilstation i Mazantigade,
bygges 8-9 nye skoler, endnu et gymnasium, 3 nye kirker, 13 nye
sportspladser og et nyt stadion. Rådhuset skulle udvides mod Adelgade, og der skulle bygges et nyt sygehus ved Dyrehavegårds skov og et
nyt alderdomshjem ved Vestre Ringvej.
Med indsendelsen af byplanforslaget havde Byplankommissionen
reelt afsluttet det arbejde, den havde fået til opgave at løse i 1943.
Man stod nu med en dispositionsplan, som i fremtiden skulle være
retningsgivende for Byrådets dispositioner, men man besluttede samtidig, at Byplankommissionen skulle være et permanent organ,
hvortil byplanspørgsmål i fremtiden kunne henvises.
Byplanarbejdet 1948-1953
I de første år efter dispositionsplanens vedtagelse fortsatte diskussionerne i Byplankommissionen omkring de foreslåede vejføringer, og
her i særlig grad Slotssøvejen og Vestre Ringvej. Den manglende
68
afklaring af vejspørgsmålet kom allerede få år efter dispositionsplanens vedtagelse til at præge en lang række simple behandlinger om
byggetilladelser i Byplankommissionen. Adskillige ansøgninger om
byggetilladelse blev afslået med den begrundelse, at en »sådan
bebyggelse ville vanskeliggøre Vestre Ringvejs gennemførelse«.
Byplanarbejdet uden for den indre by handlede især om udstykninger, byggemodning og på udlæg af arealer til industri og boliger.
Det tog nogle år, inden der for alvor kom gang i industri og byggeri
efter krigen, men allerede i 1950 måtte C.A. Lassen gøre kommissionen opmærksom på, at byen manglede byggemodne industriarealer.
På hans forslag begyndte man herefter at udlægge et område øst for
Kærmindevej hertil. I 1951 blev der udarbejdet en partiel byplan for
industrikvarter ved Tvedvej.
I dispositionsplanen var der sat en øvre grænse for etagebyggeri,
idet man højst ønskede byggerier i tre etager. I forvejen bestod den
ældre del af byen i udstrakt grad af sammenhængende bebyggelse i
2-3 etagers højde og for at fremme en harmonisk udvikling ønskede
Det radikale byrådsmedlem, civilingeniør P.H. Clausager, taler ved et grundlovsmøde.
Fra Kolding dispositionsplan 1947.
69
I tidens løb har der været utallige
byplanforslag til den indre by. Ovenstående skitseforslag stammer fra dispositionsplanen fra 1947.
man ikke, at nybyggerier overskred dette etageantal. Desuden mente
man ikke, at man i Kolding for alvor ville få behov for større bygningshøjder, selvom man dog undtagelsesvis var indstillet på at dispensere fra reglen, dog kun op til 5 etager.
Den bestemmelse kolliderede flere gange med den boligknaphed,
som blev særdeles udtalt i årene efter krigen. I 1949 vakte det nogen
opsigt, at et konsortium forsøgte at få dispensation fra byplanen til at
opføre to store ejendomme på hver 5 etager på en grund mellem
Haderslevvej og Skovhøj. Området var i forvejen bestemt for villabebyggelse. Der kom flere sager af den art i Byplankommissionen i
løbet af 1950erne. I 1952 fik direktør M.Th. Lauritsen fra »Shell«
afslag på at bygge en fire-etagers ejendom på hjørnet af Castenskjoldsvej og Ndr. Ringvej. Det var en medvirkende årsag til, at Jyske
Tidende året efter anklagede Byplankommissionen for at nære en
»pedantisk modvilje mod højt byggeri«. Højdepunktet blev nået
senere på året 1953, hvor Vejle Amts Boligselskab søgte om tilladelse
til at bygge tre højhuse på henholdsvis 12, 10 og 8 etager. Nu slog
betegnelserne »højhus« eller »etagebyggeri« ikke helt til længere, og
i aviser og blandt menigmand måtte man ty til betegnelsen »skyskraber« for at være helt ajour med situationen. Hvor man før i bl.a.
70
Kolding Folkeblad havde efterlyst større smidighed i Byplankommissionen, fandt man nu grund til at efterlyse større besindighed. Problemet var måske ikke så meget, at man skulle afvise byggeri i denne
højde, men snarere den planlagte beliggenhed. En skyskraber på en
bakke ved en af Koldings indfaldsveje, nemlig Vejlevej, ville ikke
pynte i landskabet.
Vejle Amts Boligselskab havde foreslået området ved Galgebjergvej
og Gøhlmannsvej, men da sagen blev forelagt Byrådet, blev den forkastet, idet ni kunne tiltræde højhusbyggeri på Galgebjergsvej, mens
ni var modstandere. Vejle Amts Boligselskabs formand, direktør
Viggo Andersen, som også havde sæde i Byrådet ,undlod at bruge sin
stemme i denne ømfindtlige sag.
Byrådsafgørelsen bremsede enhver videre diskussion om højhusbyggeri. Først i 1960erne, hvor behovet for boliger igen blev et
mærkbart problem, kom der gang i højhusbyggeriet. De første blev
bygget ved Tvedvej.
Byplanarbejdet 1953-1958
Højhusbyggeriet mellem Tvedvej og
Skamlingvejen og parcelhusbyggeri i
Dalby Sognekommune, omkring 1967.
I 1953 blev bygningsinspektør Laurids Steffensen medlem af Byplankommissionen. Ved samme lejlighed overtog han sekretærposten fra
den nytiltrådte stadsingeniør S. K. Andersen. Organisationsændringen skal ses som en naturlig følge af den beslutning, der blev truffet
i 1947 om at oprette et selvstændigt bygningsinspektorat. Den indvarslede også en højere prioritering af byplanarbejdet end tidligere.
Byplanarbejdet var dog stadig overkommeligt, eftersom langt den
meste tid gik på at behandle ansøgninger om dispensation fra bypla-
71
Bygnings- og brandinspektør Laurids
Steffensen. Steffensen var brandinspektør i Odense, inden han i 1952 fik
ansættelse ved KoldingKommune.
nen. Henimod midten af 1950erne begyndte det dog at ændre sig. I
november 1955 afholdt Byplankommissionen et møde med Boligministeriets kommitterede i byplansager, Edmund Hansen. Han foreslog, at man gik igang med at lave partielle byplaner og bebyggelsesplaner i den indre by.
Det første område i bykernen, som man tog hul på, var området
omkring Borchs gård, afgrænset af Torvegade, Bredgade, Rendebanen, Helligkorsgade, Østergade og Axeltorv. I det område var der et
ønske om at bygge en Arbejdernes Forsamlingsbygning. Boligministeriets kommitterede i byplansager havde presset på for, at der for
området blev udarbejdet en partiel byplan, og i februar 1955 forelagde bygningsinspektør Laurids Steffensen et forslag til bebyggelsesplan.
Laurids Steffensens plan indholdt forslag til 5-etages byggeri mod
Bredgade og 4-etages byggeri mod de øvrige gader i området. På
grunden skulle der være plads til Arbejdernes Forsamlingsbygning,
og i karreens »indmad« skulle der ryddes op for at gøre plads til parkering. At finde egnede arealer til parkering i bymidten var et
tilbagevendende problem i byplanarbejdet, som blev større efterhånden, som flere og flere anskaffede sig bil.
En konsekvens af bebyggelsesplanen var, at gadelinien skulle
rykkes 3,5 m tilbage fra den eksisterende Torvegade. Derfor var der
forslag om, at man enten rykkede den fredede bygning Borchs Gård
et stykke tilbage til den fremtidige gadelinie, hvilket kunne ske på
ruller, eller at hele bygningen blev flyttet til Helligkorsgade.
Mod Torvegade var det endvidere tanken at opføre en ny kommunal administrationsbygning på 4 etager, som bibeholdt forbindelsen
til rådhuset via en overbygning over Torvegade i plan med borgmesterkontoret. Planen forudsatte endvidere, at ejendommene i Østergade og Torvegade blev trukket tilbage for at gøre disse gader
bredere.
I de følgende år blev planen diskuteret flere gange. Arkitekt NoesPedersen arbejdede videre på sagen og kunne et par år efter præsentere et revideret forslag. Heri var det tanken at genetablere det
gamle stræde, Katsundet.
I oktober 1958 blev den partielle byplan endeligt vedtaget i
Byrådet. Katsundet var stadig med, men nu var den kun ført
igennem en passage fra Østergade og ind i Borchs Gård. Borchs
Gård var erhvervet af kommunen i 1957, og her var man allerede
gået igang med at anlægge en parkeringsplads. Desuden var der
blevet sat en stopper for, at Torvegade blev nedlagt, og at Østergade
skulle nedrives.
Planen berørte dog de oprindelige tanker om en rådhusudvidelse,
idet den indebar, at en del af det eksisterende rådhus skulle skæres
bort. Det rejste derfor et nyt spørgsmål, som skulle blive et af hovedtemaerne i de næste mange år.
Behov for industriarealer
I sidste halvdel af 1950erne pressede det mere og mere på for en
revision af dispostionsplanen fra 1947. Det store problem var, at man
i 1940erne havde udlagt for få arealer til industri, mens der var
udlagt rigelige arealer til villabebyggelse. Derudover var det nødvendigt at få udarbejdet flere partielle byplaner for endnu flere kvarterer i byen end den ene, der var blevet lavet for området ved Borchs
Gård. I 1957 nedsattes et arbejdsudvalg under Byplankommisisonen,
72
Borchs Gård fotograferet fra Rådhustårnet. Ca. 1960.
som skulle komme med forslag til ændringer i dispositionsplanen.
Arbejdsudvalget bestod af »teknikerne« i Byplankommisisonen, civilingeniør P. H. Clausager, landinspektør L. P. Elling, civilingeniør
M. Møller Pedersen samt stadsingeniør S. K. Andersen og bygningsinspektør Laurids Steffensen.
Udvalget forelagde en indstilling til Byplankommissionen i 1958,
hvor hovedvægten var lagt på fremtidige nye industriarealer. I følge
dispositionsplanen skulle industrivirksomheder enten placeres ved
havnen eller i den sydøstlige af kommunen - ud mod Tved.
Det konservative medlem af Byplankommissionen, Walter Petersen havde tidligere foreslået, at man begyndte at udlægge industriarealer i den nordlige bydel. Det samme resultat nåede arbejdsudvalget frem til. Ud over at bibeholde industriarealerne i den sydøstlige
bydel, var det muligt at udlægge et 15 ha stort område i den nordlige
bydel, nord for Lærkevej. Desuden kunne der udlægges et industriareal på ca. 9 ha i den sydlige bydel i området omkring Haderslevvej
og Sdr. Ringvej.
Forslaget blev tiltrådt både i Byplankommissionen og i Byrådet, og
i de kommende år opkøbte kommunen arealerne, som stod klar til
industriformål i begyndelsen af 1960erne.
Senere i 1960erne lykkedes det igennem et samarbejde med
Harte-Bramdrup Kommune at få etableret et fælles industriområde,
der omfattede arealerne mellem Egtvedvej, Vejlevej, Esbjergvej og
den fremtidige motorvej, hvis linieføring man efter 1965 kendte ret
præcist.
Før kommunesammenlægningen i 1970 havde Vonsild Kommune
endvidere påbegyndt udlægningen af et større areal op til Koldings
industriareal. Umiddelbart efter 1970 kom der for alvor gang i byggemodningen af dette nye industriområde. I industriområde NV, øst
og vest for Vejlevej var byggemodningen i gang i 1970-71.
73
Som noget nyt i Danmark i slutningen af 1950erne udlagde man i
Kolding også industriarealer, specielt beregnet for mindre håndværkere. Ideen var, at man slog boligområde og værkstedsområde
sammen på en parcel, men på en sådan måde, at værkstedet lå i den
ene ende af grunden og boligen i den anden ende. Det skete i et
område syd og sydøst for Sdr. Ringvej, hvor Byplankontoret i 1960
fremlagde forslag til et industriområde på 130.000 m2. Det svarede til
25 håndværkergrunde. Området havde et dobbelt vejsystem, så man
kunne få adgang dels til industriområdet og dels til boligområdet
ved Brændkjærgård.
Det var i de første år en succes, som senere blev genoptaget, da
man udlagde håndværkergrunde ved Gormsvej og Thyrasvej samt
ved Nørremarksvej.
Ansættelse af byplanarkitekter
Det konservative byrådsmedlem, gørtler
Walter Petersen, var i en længere
årrække repræsenteret i Byplankommissionen, Gade- og Vejudvalget og
Teknisk Udvalg. Fra 1958 til 1962 var
han formand for Gade- og Vejudvalget.
Foto: N. Lisberg
Det var personalet under Boligkommissionen, ingeniørerne Arvid
Nilsson og O. Krogsager, som fra begyndelsen af 1950erne havde
stået for byplanarbejdet. Eftersom det arbejde fyldte mere og mere i
anden halvdel af 1950erne, fik det den naturlige konsekvens, at en
anden arbejdsopgave under Bygningsinspektoratet, nemlig saneringsarbejdet, blev noget neddroslet. Derfor ansøgte bygningsinspektør Laurids Steffensen i 1957 om, at der blev ansat folk, som udelukkende skulle varetage byplanarbejdet. Ansøgningen blev imødekommet i de kommende år, idet arkitekt B. Benthin Larsen fik ansættelse
i 1958, mens arkitekt Bent Viggo Hansen blev ansat året efter.
Benthin Larsen var dog kun ansat i kort tid, hvorimod Bent Viggo
Hansen forblev i Byplankontoret frem til sin pensionering i 1993.
Ansættelserne betød, at Byplanarbejdet efterhånden kom til at
udgøre et selvstændigt område under Bygningsinspektoratet. I hele
perioden benyttede man sig endvidere lejlighedsvis af udenbys konsulentbistand. På forslag af borgmester Peter Beirholm var arkitekt
Knud Bosmann Pedersen fra 1959 blevet Byplankommissionens konsulent i byplanspørgsmål. Han havde arbejdet med byplanspørgsmål
i Boligministeriet og var desuden Boligministeriets repræsentant i
Byudviklingsudvalget for Koldingegnen, som var blevet etableret
i 1957.
Bebyggelsesplaner
Arkitekt Bent Viggo Hansen. Foto fra
1963 af P. Thastum.
74
Ved indgangen til 1960erne var byplanarbejdet kommet ind i en
stadigt stigende kurve. I 1960 blev der desuden nedsat et arbejdsudvalg til forberedelse af byplanvedtægter. Udvalget kom til at bestå af
de to tjenestegrenchefer, stadsingeniør S.K. Andersen og bygningsinspektør Laurids Steffensen samt politikerne Peter Ravn, Walther
Petersen og M. Møller Pedersen.
Effekten af disse byplantiltag udeblev heller ikke. I de følgende år
forøgedes antallet af behandlede sager under Byplankommissionen
mærkbart. Hvor kommissionen i 1960 havde 15 sager vedrørende
byplanvedtægter til behandling, steg det tal i de følgende to år til
henholdsvis 18 og 27. Det samme gjaldt sager vedrørende større
bebyggelsesplaner. I 1960 behandledes 46, i 1961 50 og i 1962 58.
Der kom gang i arbejdet med at udarbejde bebyggelsesplaner for
byens yderkvarterer. I 1960 præsenterede arkitekt Bosmann Pedersen et forslag til bebyggelsesplan for et område i den nordvestlige
bydel, nemlig omkring Esbjergvej, Vejlevej, Galgebjergvej og bygræn-
sen. Forslaget indebar byggeri i 2, 3 og 4 etager samt et højhus med
butikscenter, svarende til ca. 900 lejligheder.
Sideløbende arbejdede man på en større bebyggelsesplan for den
nordøstlige bydel ved Fynsvej på Petersbjerggårds og Hvidsmindes
jorder. Byplankontoret foreslog her etageboligbyggeri med ialt 1500
lejligheder, ca. 400 parcel- eller rækkehuse samt to skoler og et
butikscenter.
I de følgende år blev disse planer dog revideret flere gange. Bl.a.
måtte man i 1963 omarbejde en del af bebyggelsesplanen for Hvidsminde-Petersbjerggård, som følge af de krav, Vejdirektoratet stillede
vedrørende linieføringen af den på daværende tidspunkt planlagte
ekspresvej mellem Kolding og motorvejen.
Der fulgte bebyggelsesplaner for andre områder i byen, bl.a. for
området ved Skamlingvejen, bygrænsen, Agtrupvej og Brunebjerg
samt for Kristinesmindes jorder.
I denne periode foreslog Byplankommissionen også Byrådet, at
Købmandsskolen og Teknisk Skole blev flyttet ud fra den indre by.
Byplanarbejdet i den indre by
Det var i området omkring Borchs Gård, at der først var blevet udarbejdet en byplanvedtægt. Efterhånden tog man også hul på andre
karreer i den indre by. I 1962 arbejdede man med at tilvejebringe
bebyggelsesplaner for karréen mellem Østergade, Jernbanegade,
Slotsgade og Helligkorsgade samt for karréen mellem Skolegade,
Torvegade, Bredgade og Sct. Jørgensgade.
Et af kendetegnene ved byplanarbejdet i den indre by var karréudhulingerne. Det var et arbejde, som oprindeligt havde hørt under
Boligkommissionen i forbindelse med dens saneringsvirksomhed,
men som siden blev overtaget af Byplankommissionen.
Karréudhuling havde til formål at rydde baggårdene, for på den
måde at skaffe plads til parkering. Sådanne planers gennemførelse
krævede grundejernes samtykke og samarbejde, og man indbød
derfor til orienteringsmøder om planerne.
Bygningsvedtægt for Kolding købstad
1. juni 1960 vedtog Folketinget en ny byggelov, som pålagde kommunerne inden 1. oktober 1961 at udarbejde bygningsvedtægter. Disse
skulle indeholde en del byplanmæssige bestemmelser, så som grundkredse og byggeområder, bebyggelsens højdebegrænsning, bebyggelsens anbringelse på grunden og udnyttelsesgradens størrelse. I et
samarbejde mellem Bygningskommissionen og Byplankommissionen gik bygningsinspektør Laurids Steffensen herefter i gang med at
udarbejde et forslag til en bygningsvedtægt. Den forelå i 1961 og blev
vedtaget af Byrådet i 1962.
Arkitektkonkurrence om rådhusbyggeri
I 1962-63 vedtog Byplankommissionen, at der skulle udarbejdes en
samlet plan for området mellem Skolegade, Torvegade, Bredgade og
Sct. Jørgensgade indeholdende bl.a. forslag til placering af et nyt
rådhus. Rådhusets udvidelse var et af elementerne i dispositionsplanen fra 1947, og i midten af 1950erne begyndte de første seriøse
byplanovervejelser om at bygge en ny administrationsbygning. Der
var dog kun tale om tilløb, men efterhånden som pladsmanglen på
75
Bredgade-Katrinegade omkring 1967.
Det umiddelbare resultat af bygningsnedrivninger og karréudhulinger var
flere parkeringspladser.
76
rådhuset blev værre, fik ideen større gennemslagskraft. Lokaleforholdene havde medført, at skattekontoret var flyttet og havde fået
lokaler andetsteds i byen og bygningsinspektoratet havde fået plads i
den kommunale brandstation på Caspar Müllers Gade. Da Socialudvalget i 1962 ønskede lokaler, blev Byplankommissionen bedt om at
komme med forslag til placeringen af en ny administrationsbygning.
Byplankommissionen besluttede i første omgang, at man i forbindelse med arbejdet med en bebyggelsesplan for karreen mellem Skolegade, Torvegade, Bredgade og Sct. Jørgensgade også planlagde en
placering af et nyt rådhus her. Olieselskabet BP ejede i forvejen en
grund i den sydlige del af karreen, hvor det var planen at opføre et 7
etagers hotel samt servicestation. Men der var stadig rigelig plads til
en større administrationsbygning.
Man besluttede sig for at udskrive en arkitektkonkurrence. Konkurrencens formål var at tilvejebringe grundlaget for projekteringen
af et nyt rådhus for Kolding kommune.
Konkurrencen blev vundet af arkitekterne Nils Andersen og Salli
Besiakow i 1965.
Inddragelse af konsulenter
I midten af 1960erne nåede Byplankommissionen til den konklusion, at det var nødvendigt at ansætte konsulenter for at overkomme
byplanarbejdet. Overvejelserne førte i første omgang til, at man i
begyndelsen af 1965 fik kontakt med byplanarkitekterne Ib Møller
og Sv. E. Wichmann fra Århus. De havde i en årrække beskæftiget
sig med by- og fredningsplanlægning for forskellige kommuner. I
Kolding fik de til opgave, at arbejde med karréplaner og allerede
samme år kunne de præsentere en bebyggelsesplan for området ved
Sydbanegade, Søndergade, Helligkorsgade/Klostergade og Kongebrogade.
I maj 1967 nedsatte Teknisk Udvalg en teknikergruppe, som fik til
opgave at tilvejebringe en dispositionsplan samt en vejplan for den
indre by. Eftersom man regnede med, at det arbejde kun kunne
realiseres, dersom man benyttede konsulenter, blev der endvidere
nedsat en arbejdsgruppe, som fik i opdrag at finde egnede konsulenter.
Institut for Center-Planlægning
Arkitekterne Nils Andersen og Salli Besiakows forslag til en ny administraionsbygning.
Det blev konsulentfirmaet Institut for Center-Planlægning (ICP),
som i 1967 blev anmodet om at medvirke ved udarbejdelsen af en
dispositionsplan, hvilket bl.a. beroede på udvalgsmedlem, redaktør
P. Givskov Christensens anbefaling. Han var bekendt med firmaet fra
sin tid i Holstebro, hvor instituttet i 1962 havde udarbejdet en dispositionsplan for Holstebro kommune.
ICP var oprettet i 1959 i et samarbejde mellem konkurrenterne
FDB og De Samvirkende Købmandsforeninger. Baggrunden havde
været ønsket om at etablere et uvildigt institut, som kunne rådgive i
centerplanlægning og foretage undersøgelser over detailhandels- og
butikscenterbehov. Op gennem 1960erne og 1970erne blev instituttet benyttet i en lang række kommuner i de kommunale planlægningsarbejder. ICPs største kommunale opgaver var i Kolding og i
Odense, og i Kolding blev instituttet benyttet helt op i 1980erne.
ICP gik igang med forarbejderne i sommeren 1967. I februar 1968
77
forelå et arbejdsprogram, som i maj 1968 udmøntedes i en overenskomst med Kolding kommune. Ifølge overenskomsten skulle instituttet medvirke ved udarbejdelsen af en dispositionsplan, som skulle
være gennemført inden finansåret 1970-71. Omkostningerne blev
anslået til at udgøre 1.200.000 kr.
ICPs arbejdsprogram
ICP fremlagde i 1968 et arbejdsprogram, hvori instituttets oplæg til
det forestående planlægningsarbejde blev skitseret.
Dispositionsplanarbejdet skulle være med til at sikre et bedre
beslutningsgrundlag i den fremtidige planlægning af kommunens
fysiske udvikling. I lyset af de forestående kommunesammenlægninger tænktes hermed også på den byudvikling, der måtte ligge ud over
den daværende kommunegrænse.
I modsætning til indholdet i dispositionsplanen fra 1947 skulle der
i højere grad tilstræbes en sammenhæng mellem kommunens forskellige funktioner. Det ville sige, at planlægningen af vejområder,
bolig- og industriområder, saneringsplaner, bymidteplaner m.v skulle
koordineres, således at man til slut kunne stå med en helhedsplan,
hvor alle enkeltdele hang sammen. Der skulle opstilles forskellige
byudviklingsalternativer. Politikerne - som i sidste ende skulle træffe
beslutningerne - skulle have mulighed for at vælge og for at regulere
udviklingen.
Arbejdet forudsatte, at en bred vifte af undersøgelsesfelter skulle
inddrages i dispositionsplanarbejdet. Der skulle laves beregninger
over de fremtidige arealbehov til de forskellige funktioner i byen.
Derfor måtte man som noget af det første få lavet prognoser over
befolknings- og erhvervsudviklingen i Kolding-området. Sideløbende
med prognosearbejdet skulle der laves fysisk planlægning. Den
I byplanarbejdet var det vigtigt at få
inspiration og trække på de byplanerfaringer man gjorde sig i andre byer. Det
skete bl.a. igennem studiebesøg, som i
1968, hvor en delegation af byrådsmedlemmer og embedsmænd fra Kolding var
på besøg i Hoyerswerda i DDR. Fra
venstre ses Svend Christensen, Laurids
Steffensen, Viggo Sørensen, Bent Viggo
Hansen og Sv. Aa. Wase Petersen.
78
fysiske planlægning kunne deles op i tre faser: (1) Der skulle udarbejdes en samlet plan for bykernen på baggrund af prognoser, etagemeterundersøgelser, mulige vejforbindelser og arealbehov. (2) Der
skulle planlægges for de nye bydele, med udgangspunkt i de gennemarbejdede planer, som byplankontoret havde udarbejdet (3): En
fortsat byudviklingsplanlægning - hvor skulle fremtidens boliger og
industri placeres?
Hovedindholdet i dispostionsplanen skulle angive hovedprincipperne i byudviklingen 15 år frem i tiden. Planlægningen krævede et
snævert samarbejde mellem byplankontoret, stadsingeniørens
kontor, kæmnerkontoret, ICP samt andre tilknyttede konsulenter.
Undervejs var det meningen, at man løbende tog større og afgørende spørgsmål op til diskussion i Teknisk Udvalg og i Byrådet.
Kolding bymidte
Hans-Jørgen Bøgesø arbejdede for ICP i
Kolding fra 1968. Foto af N. Lisberg
fra 1970.
ICP anslog et velkendt tema, da instituttet i dets arbejdsprogram
pegede på, at en væsentlig del af øjeblikkets byplanmæssige problemer samlede sig i bykernen.
Planerne om opførelsen af et nyt rådhus ved Bredgade-Torvegade
blev nu taget op til revision i et samarbejde med byplankontoret og
vinderne af rådhusprojektkonkurrencen, arkitekterne Nils Andersen
og Salli Besiakow.
Eftersom et rådhusbyggeri i bykernen skulle ses i nøje sammenhæng med bykernens generelle udvikling, blev projektarbejdet endvidere udvidet til også at undersøge hvilke muligheder, der var for
placering af andre funktioner end et rådhus.
I september 1968 havde de udarbejdet et oplæg, "Kolding bycenter", som gav anvisninger på de muligheder for bebyggelse af Koldings centrum, der kunne komme på tale. Udover en samlet kommunal administration var der forslag til placering af Arbejdernes
Forsamlingsbygning, et stormagasin, butikker samt en busterminal.
Der skulle udlægges 12.000 m2 til detailhandel, 2.235 m2 til liberale
erhverv, 11.000 m2 til rådhusareal og 3.000 m2 til kulturelle formål.
Den eneste mulige udviklingsretning for bykernen var mod vest.
Derfor var det af stor betydning for hele projektet, at man snarest
kom igang med etableringen af Vestre Ringgade og desuden fik
udlagt større arealer til parkeringspladser. I bykernen regnede man
med et fremtidigt behov for ca. 4.500 parkeringspladser, hvor der på
daværende tidspunkt kun var ca. 800.
Parkeringsarealerne skulle placeres inden for området mellem
Vestre Ringgade, Sct. Jørgens Gade, Borgergade og Konsul Graus
Gade. Hvis det skulle gennemføres, betød det til gengæld, at saneringsområdet omkring Konsul Graus Gade blev vurderet uegnet til
boligbebyggelse, således at en fremtidig genhusning af gadens
beboere blev foretaget et andet sted.
I pagt med tidens ånd indeholdt projektet også planer om, at
man inden for 5 - 10 år omlagde Østergade, Torvegade, Katrinegade
og en del af Jernbanegade til gågader. Det ville afstedkomme andre
behov for trafikkens afvikling. Her var forslaget, at man etablerede to
nye tilkørselsveje fra Vestre Ringgade, nemlig Sct. Jørgens Gade og
en ny Konsul Graus Gade. I december 1968 afholdtes et møde, hvor
både politikere og teknikere skulle diskutere oplægget. Selvom
oplægget generelt blev mødt med positive tilkendegivelser, blev der
dog fra to sider rejst kritiske røster. Den største modstand kom fra
Walter Petersen, som både var betænkelig ved de økonomiske konse-
79
kvenser, og i øvrigt tvivlede på det fornuftige i, at hele den kommunale administration skulle samles i bymidten.
Fra anden side blev der udtrykt bekymring for de konsekvenser
for saneringspolitikken, som planerne for Konsul Graus Gade ville
komme til at betyde. Boligkommissionens sekretær, Arvid Nilsson,
frygtede, at et projekt i den størrelsesorden ville udskyde de saneringsplaner, som havde foreligget for området siden 1962. Boligkommissionens formand, Bent Rasmussen, anslog samme tema, selv om
han generelt kunne tilslutte sig projektet som sådan og også var indforstået med, at en genhusning skulle foretages andetsteds. Problemet var, at man risikerede, at saneringspolitikken blev kraftigt nedprioriteret.
Mødet afsluttedes dog med at politikerne, med undtagelse af
Walter Petersen, gav deres principielle samtykke til projektet, dersom
det kunne ske inden for økonomisk forsvarlige rammer. Det samme
gjorde Byrådet - igen uden Walter Petersens stemme - i januar 1969.
Oversigtskort fra rapporten »Kolding
Rådhusprojekt«, som forelå i 1969.
80
Nu blev det overladt et administrationsudvalg at udarbejde økonomiske beregninger over projektet og få lavet en tidsplan for udbygningen. Det blev sammensat af byrådssekretær Harry Rasmussen,
bygningsinspektør Laurids Steffensen, ICP og arkitekterne Nils
Andersen og Salli Besiakow. Herunder skulle tre øvrige udvalg
arbejde med detailspørgsmål vedrørende fritidsaktiviteter/kulturformål, veje og sanering.
Byudviklingsudvalget for Kolding-egnen
Borgmester Peter Ravn (1962-77).
I 1950erne skete et skift i dansk byplanlægning. Danske storkommuner bevægede sig gradvist væk fra kun at tænke i snævre lokale
sammenhænge, til også at tænke i regions- og landsammenhænge.
Det forhold kunne aflæses i de kommunale dispositionsplaner. I
forhold til tidligere, hvor planerne blot skulle tage vare på arealernes
udnyttelse inden for kommunen, lagde man nu også vægt på samspillet mellem kommunens egne dispositioner og forholdene i den
pågældende egn. Desuden kom planerne i stigende grad til også at
indeholde kommunale betragtninger om økonomi, bygge- og
anlægspolitik, børne- og ungdomsforhold, sundhedsvæsenet o.lign.
Lovgivningsmæssigt var der allerede fra slutningen af 1940erne
taget initiativ til at styre byernes udvikling. Byreguleringsloven fra
1949 tilsigtede, at der tilvejebragtes fælles udviklingsplaner for
bysamfund, der i kraft af f.eks stærk vækst eller særlige trafikale og
landskabelige forhold berørte flere kommuner.
Selvom loven direkte var møntet på de store byer, København,
Århus, Aalborg og Odense, åbnede den også mulighed for, at andre
bysamfund kunne inddrages i fælleskommunale byudviklingssamarbejder.
I 1954 kom lov om regulering af bymæssige bebyggelser, og i
medfør af denne oprettedes i 1957 et Byudviklingsudvalg for Koldingegnen, som skulle stå for samordningen af byplanlægningen i
området. Arbejdet skulle afsluttes med en samlet byudviklingsplan,
som havde til formål at fastlægge udviklingen i området inden for en
15 årig periode.
Ud over Kolding købstadskommune var Eltang-Vilstrup, HarteBramdrup, Vonsild, Dalby, Sdr. Bjært og Seest sognekommuner
repræsenteret i udvalget. Udvalgets formand var amtmand A.M.
Wamberg. Kolding Købstadskommune var repræsenteret ved borgmester Beirholm, viceborgmester S. M. Jensen og stadsingeniør
S. K. Andersen. Derudover sad arkitekt Knud Bosmann Pedersen
som Boligministeriets repræsentant i udvalget. Han blev dog afløst af
arkitekt Arne Gaardmand i 1959, da Bosmann Pedersen fik en
tættere tilknytning til Kolding som konsulent i byplananliggender.
I udvalgets første møde i oktober 1957 aftaltes rammerne for det
videre arbejde. Der skulle indhentes oplysninger om folketal og forventet befolkningstilvækst i området, erhvervsforhold, ejendomsforhold, den bymæssige bebyggelses udstrækning, grønne områder,
kloak- og vandforsyningsforhold og byplanmæssige forhold (tinglyste
planer og planer under udarbejdelse).
Af byudviklingsplanen skulle det fremgå, hvilke planer man havde
for arealernes udnyttelse. Det skete i kraft af en tredelt zoneinddeling : I inderzoner, hvor man umiddelbart måtte påbegynde bebyggelse, i mellemzoner, hvor der kunne træffes forberedelser til bebyggelse og i yderzoner, hvor der slet ikke måtte bygges. Zoneinddelingen skulle hindre, at der blev bygget for spredt og for planløst.
81
I de følgende år afholdt udvalget flere møder, hvor der blev diskuteret planlægningsspørgsmål på baggrund af de indsamlede oplysninger fra kommunerne. Koldings bidrag forelå i september 1960,
og efter godkendelse i Byrådet fremsendtes den samme år til Byudviklingsudvalget.
I 1962 afsluttede Byudviklingsudvalget arbejdet med "Betænkning
vedrørende byudviklingsplan for Koldingegnen". Der var dog en
række forhold, som på visse punkter gav betænkningen en ufuldstændig karakter. Spørgsmålet om hovedvejene 1 og 10’s fremtidige
forlægning og/eller en eventuel bygning af motorveje havde lagt
beslag på en del af udvalgets møder siden 1957. Selvom man siden
1958 havde benyttet Anders Nyvig fra Vejdirektoratet som konsulent
i vejspørgsmål, var der ikke sket en afklaring i spørgsmålet. Det
betød, at man var nødt til at indregne fire alternative bud på fremtidige vejlinieføringer i planen, med den konsekvens, at linieføringerne visse steder gennemløb inder- og mellemzoner - d.v.s. områder
udlagt til bebyggelse.
Med hensyn til de enkelte byers byplanmæssige forhold, var der
også en del uklarheder. Kun to af kommunerne, nemlig Kolding og
Eltang-Vilstrup, havde på dette tidspunkt fået udarbejdet byplanvedtægter. Byudviklingsplanen blev dog vedtaget i de respektive sogneog Byråd og i i 1963 godkendte Byplannævnet byudviklingsplanen.
Den skulle gælde frem til 1977, hvor den så skulle revideres.
Tanker om en trekantby
Borgmester Peter Ravn og amtmand A.
M. Wamberg ved indvielsen af Billund
Lufthavn, 1964.
82
Byudviklingsplanlægningen fik for Koldings vedkommende en ny
drejning, da tankerne om en trekantby, bestående af Kolding, Fredericia og Vejle, i 1962 begyndte at fremstå som en realistisk fremtidsmulighed.
I 1961 var der blevet dannet et Landsplanudvalg, som skulle
arbejde med nationale planspørgsmål. I 1962 udgav det betænkningen »En ny by«, der fokuserede på muligheden for en ny storby i trekantområdet. Ideen var opstået under de landsplandebatter, der i
fagkredse var ført siden slutningen af 1950erne, og som bl.a. var
affødt af spørgsmålet om, hvorledes man kunne styre udviklingen i
forskellige regioner, og dermed forsøge at rette op på "Det skæve
Danmark" og skabe en modvægt til København.
Politikerne i de tre byer var med på ideen og i 1962 rettede Vejle
Amtsråd og Fredericia, Kolding og Vejle Byråd henvendelse til Boligministeriet, med ønsket om, at der nu blev igangsat en egentlig
regionplanlægning for Trekantområdet. Det førte til nedsættelsen af
et regionplanudvalg, som bestod af politikere og teknikere fra de tre
byer. I samarbejde med professor Peter Bredsdorff fra Arkitektskolen
i København, gik udvalget derefter igang med at undersøge mulighederne for udviklingen af en større bydannelse i området.
I de følgende år samarbejdedes der i Regionplanudvalget om en
lang række konkrete opgaver, som f.eks. etableringen af lufthavnen i
Billund. Den blev det første håndgribelige eksempel på regionens
vilje til at arbejde på tværs, når det gjaldt løsningen af fælles opgaver.
Derudover fungerede udvalget som høringsinstans i anliggender,
der eventuelt ville komme til at berøre hele regionen. Ud over vejanliggender og motorvejsprojektet, var det i høj grad spørgsmål vedrørende udvidelse af uddannelsesinstitutioner eller sociale og kulturelle institutioner, der havde udvalgets bevågenhed. Helt op til slutningen af 1960erne var Regionplanudvalget således aktivt involveret
Et af byplankontorets forslag til, hvor et
nyt universitet kunne placeres. Omkring
1967-68.
i forsøget på at trække Danmarks tredje universitet til trekantområdet.
Et andet af resultaterne af regionplansamarbejdet var bl.a., at de
for en trekantby så centralt beliggende kommuner, Alminde og Viuf,
i 1963 efter anbefaling fra Regionplanudvalget blev tilsluttet Byudviklingsudvalget for Kolding-egnen.
Henimod slutningen af 1960erne mindskedes udsigterne til en
fremtidig trekantby dog mere og mere, uden dog helt at forsvinde.
De forestående kommunesammenlægninger krævede da så megen
politisk opmærksomhed, at der i de konkrete realitetsforhandlinger,
som nu foregik mellem de tre byer og disses omegnskommuner, ikke
kunne tages hensyn til mere usikre og langsigtede visioner. Den
første by, som faldt fra, var Vejle.
83
Kortbilag fra Embedsmandsudvalgets
rapport fra 1964
Mod en kommunesammenlægning
Det altoverskyggende hovedemne i det tværkommunale samarbejde i
1960erne var naturligvis spørgsmålet om kommunesammenlægningerne, hvilket for Koldings vedkommende hang snævert sammen
med byens voksende behov for arealer til boliger og industri.
Spørgsmålet var et tilbagevendende punkt på dagsordenen i
Byrådet, i Gade- og Vejudvalget og i forvaltningen fra begyndelsen af
1960erne. I oktober 1962 besluttede man i Gade- og Vejudvalget,
efter forhandlinger med repræsentanter for Indenrigsministeriet og
på opfordring fra amtet, at nedsætte et embedsmandsudvalg, der
skulle udarbejde forslag til, hvad Kolding Købstad måtte ønske indlemmet, dersom det "ideelle bysamfund skulle bygges op". Udvalget
blev sammensat af skatteinspektør B. Nellemann, stadsingeniør
S. K. Andersen og bygningsinspektør Laurids Steffensen. Opgaven
var konkret, at få kortlagt hvor langt Kolding købstads interessesfærer gik - hvor stort var behovet for byudviklingsarealer inden for de
næste 10 - 15 år, og hvor skulle de lokaliseres?
I 1964 forelå resultatet af udvalgets arbejde. Udvalget havde koncentreret sig om de nabokommuner til Kolding, som siden 1957
havde været repræsenteret i Byudviklingsudvalget for Koldingegnen.
I konklusionen blev der da også peget på, at foruden Kolding burde
en ny kommune sammensættes af netop disse områder - med undta-
84
Villaer i Rebæk. I sognekommunerne
omkring Kolding kom der også gang i
villabyggeriet. Billedet er fra 1978, men
de første huse blev bygget i 1960erne.
Foto: Søren N. Laursen
gelse af Sdr. Bjert kommune. Udeladelsen skyldtes, at man mente, at
en indlemmelse af Sdr. Bjert ville hindre dannelsen af en funktionsduelig kommune syd for byen. I udvalget var der derimod en større
forventning om, at en fremtidig byudvikling i al væsentlighed ville
foregå mod nordøst i retning af Eltang-Vilstrup - ind i midten af trekantområdet.
Udvalget slog til lyd for, at der nu påbegyndtes et virkeligt samordnet planlægningsarbejde mellem de involverede kommuner, især
pga. manglen på arealer til parcelhusbyggeri m.m.
Embedsmandsudvalget havde peget på, at det var særdeles vigtigt
for Kolding at få indflydelse på, hvorledes der blev planlagt for de
arealer, der grænsede op til kommunen. Med henblik på en fremtidig kommuneinddeling var det vigtigt at få klarlagt, hvor man i fremtiden kunne forvente, at de bedste udviklingsmuligheder for Kolding
lå.
Det var bl.a. med det for øje, at Kolding Byråd i juni 1966 inviterede sognerådsformændene fra omegnskommunerne samt repræsentanter fra Byudviklingsudvalget til drøftelser på rådhuset.
På mødet enedes man om at nedsætte et Teknikerudvalg, der
skulle udarbejde et oplæg til en samlet byplanlægning for kommunerne. Udvalget kom til at bestå af afdelingsarkitekt Bent Viggo
Hansen, landinspektør G. Jeppesen, landinspektør Knud Olsen og
ingeniør Evald Møller Nielsen.
85
Teknikerudvalgets forslag til byudvikling i Eltang-området.
Året efter indlemmedes Byudviklingsudvalgets arbejdsudvalg i
planlægningsarbejdet. På det tidspunkt var man gået igang med at
revidere byudviklingsplanen fra 1962, og eftersom der var en tæt
sammenhæng mellem de to udvalgs arbejdsområder, valgte man at
slå opgaverne sammen.
Under arbejdsprocessen var der dog en del forudsætninger, som
ændrede sig, og dermed fik indflydelse på de målsætninger, som
Teknikerudvalget i første omgang havde sat sig. For det første vedtog
Folketinget kommuneinddelingsloven den 18. maj 1967, hvilket
betød, at man nu havde større klarhed over principperne for de
fremtidige kommunale inddelinger. For det andet havde Kolding
Byråd i mellemtiden bedt konsulentfirmaet Institut for Center-Planlægning om at medvirke ved planlægningsarbejdet i Kolding
Kommune.
Derfor blev Teknikerudvalgets opgave nu afgrænset til at revidere
byudviklingsplanen fra 1962 samt udarbejde forslag til en dispositionsplan. Oprindeligt havde målsætningen været, at der også skulle
laves en registrering af alle bestående forhold, så som ikke-realiserede udstykningsplaner, skovområder m.m., samt foretages undersøgelser af interesseområder uden for de 6 kommuner, som i et vist
omfang kunne inddrages under planlægningen. Dette arbejde skulle
nu integreres i det langsigtede dispositionsplanarbejde, som ICP var
gået igang med.
Teknikerudvalget afsluttede undersøgelserne i december 1968
med rapporten "Koldingområdet. Byudviklingen i Kolding, EltangVilstrup, Harte-Bramdrup, Seest, Vonsild og Dalby kommuner". Rapporten kom senere til at danne baggrund for den reviderede byudviklingsplan, som Byplannævnet godkendte i 1969.
I lighed med embedsmandsrapporten fra 1964 pegede Teknikerudvalget på arealerne nordøst for Kolding som et væsentligt fremtidigt byudviklingsområde. En byudvikling i Eltang-Vilstrupområdet »Eltang-byen«, afgrænset mellem den projekterede motorvej og
86
Syd for Kolding var der overvejelser om
at danne en »Skamlingkommune«.
Kolding Fjord, ville have gode muligheder for på lang sigt at kunne
vokse sammen med Fredericias byudvikling.
Udvalget havde flere byudviklingsalternativer, uden dog at gå i
dybden med disse. Selvom der nu forelå en kommuneinddelingslov,
var der stadig en lang række uafklarede tekniske og politiske spørgsmål, som skulle løses, inden brikkerne i den fremtidige kommunestruktur faldt endeligt på plads. I 1967-68 var det stadig et åbent
spørgsmål, hvor mange kommuner, der i sidste ende ville blive
sammenlagt med Kolding.
Derfor arbejdede man på højtryk med forskellige forslag til fremtidige kommunegrænser. I 1968 foreslog Byplankontoret, at Kolding
Byråd skulle fremsætte konkret forslag om en ny kommune bestående af 16 sognekommuner, nemlig (ud over de kommuner, som blev
indlemmet) også Hejls, Lejrskov-Jordrup, Skanderup, Taps, Vejstrup,
Vester Nebel og Øster Starup. En sådan kommunedannelse ville
fremstå sammenhængende og have en naturlig geografisk afgrænsning. Kolding by ville være centrum og ydergrænserne være placeret
inden for en radius af 15 km fra bymidten.
Specielt kommunerne nord for Kolding (Almind, Viuf, Vester
Nebel og Øster Starup) var det vigtigt at få indlemmet. Hvis de kom
med, ville det måske slå muligheden for at etablere en storkommune
midt i trekanten i stykker - og det var ønskeligt, set fra Koldings synspunkt!
I modsætning til det udblik i nordøstlig retning, som både teknikere og politikere i Kolding havde arbejdet efter, foreslog ICP, at
Kolding skulle planlægge efter at lede byudviklingen i sydlig retning.
I 1968 var der fire realistiske byudviklingsalternativer: 1) mod
Eltang-Vilstrup, 2) mod Dalby, Vonsild, Sdr. Bjert, Sdr. Stenderup,
Taps, Vejstrup og Hejls, 3) mod Almind, 4) mod Lunderskov og
Vamdrup.
Ifølge ICP var der gode grunde til, at man skulle arbejde efter
alternativ 2. For det første var der i den retning rigelig plads til
87
fortsat vækst. Desuden var det etapemæssigt en fordel at udbygge
sydpå, fordi man i begyndelsen kunne bygge i tilknytning til det
eksisterende byområde og senere skabe en effektiv trafikal aflastning
i forhold til Kolding bykerne.
Derimod ville en byudvikling i andre retninger støde på forhindringer. Mod nord og mod vest ville man løbe ind i motorvejsbarrieren. Mod nordøst, i retning af Eltang-Vilstrup, ville byvæksten blive
afgrænset af Elbodalens udløber langs jernbanen, Eltangvigdalsstrøget, og fjorden.
ICPs synspunkter gav anledning til en del diskussioner i Teknisk
Udvalg og i Byplankontoret. Igennem 1960erne havde byudviklingsarbejdet og byrådspolitikken været meget inspireret af tankerne
om en trekantby. Selv om realiseringen af disse tanker var gledet
noget i baggrunden ved årtiets slutning, satte trekantområdets
potentielle vækstmuligheder stadig sit præg på dagsordenen. Byplankontoret, samt flere af politikerne i Teknisk Udvalg mente, at ICPs
beregninger over bebyggelse i Eltang-området var for pessimistiske,
og at deres belysning for ensidigt var vendt mod syd.
I slutningen af 1969 kom en sag op i Teknisk Udvalg, som krævede
en konkret stillingtagen. Spørgsmålet var, hvor man i fremtiden
skulle placere en række uddannelsesinstitutioner, nemlig teknisk
skole, gymnasiet, og det universitet, som man selv på dette sene tidspunkt stadig håbede kunne trækkes til Koldingegnen. Skulle det
være mod nord eller mod syd?
ICPs alternativ til en byudvikling imod
nordøst. Ca. 1968.
88
Fra en side argumenteredes for en placering i nordlig retning, for
netop at tiltrække folk fra Fredericia og Vejle. Desuden var der nogle
specielle hensyn at tage til Eltang-Vilstrup, som samme år havde
indgået en frivillig sammenlægning med Kolding. Fra en anden side
argumenteredes for en placering mod syd, fordi man i modsat fald
så ikke fik startet nogen udvikling i den retning. Det synspunkt forfægtedes bl.a. af udvalgsformand, Sv. Aa. Wase Petersen, som i øvrigt
kunne oplyse, at Vejle og Fredericia ikke havde noget imod, at et
eventuelt universitet blev placeret mod syd, og at man i Universitetsforeningen satsede meget på et samarbejde med Haderslev.
Uenigheden afstedkom to indstillinger til Byrådet. Ved afstemningen blev loddet kastet til fordel for en nordlig placering.
Kommunesammenlægningen
Kolding Byråd i 1970 med repræsentanter fra alle de tidligere sognekommuner.
Eltang-Vilstrup indgik en frivillig sammenlægning med Kolding
købstad den 1. april 1969, og året efter fulgte sognene Dalby, Sdr.
Bjert, Sdr. Stenderup, Vonsild, Seest, Harte-Bramdrup, Almind og
Viuf. I nord havde man måttet give slip på Vester Nebel og Øster
Starup, men havde til gengæld fået Alminde og Viuf.
Efter 1970 udgik nogle af de byudviklingsalternativer, man havde
arbejdet med i løbet af 1960erne, mens andre kom til. I 1971 revurderede ICP både sine egne og Byplanafdelingens synspunkter
omkring byudvikling. Den nye kommune var også kommet til at
bestå af Almind og Viuf. Da ICP i 1968 havde peget på en udbygning
i Vonsild-området, var det bl.a. sket ud fra den forudsætning, at
Almind og Viuf ikke blev indlemmet.
En række andre forudsætninger for en sydlig byudviklingsretning
havde også ændret sig. For det første beslutningen om at placere
uddannelsesområdet i den nordlige bydel. For det andet var man i
forbindelse med dispositionsplanarbejdet nået frem til, at man måtte
regne med en ringere befolkningstilvækst end oprindeligt antaget.
Med hensyn til en udvikling i Eltang-området, var der stødt endnu
en forhindring til, idet Fredningsplanudvalget havde udpeget det
som fredningsinteresseområde.
Omkring 1970 begyndte man derfor at kaste blikket i retning
mod Almind-området. Udviklingen pegede nu i retning af, at det var
i den retning, der ville blive bygget flest boliger frem til 1985.
89
Modernisering af
Teknisk Forvaltning
efter 1970
Ny organisation, ny direktør, nye lokaler
Årene 1970 og 1971 blev omvæltende for langt de fleste af medarbejderne i forvaltningen, måske bortset lige fra dem, der blev ansat i de
år, og derfor ikke besad deres nye kollegers sammenligningsgrundlag mellem »det gamle og det nye«.
Omvæltningerne kom i tre etaper. Den første var tilvænningen til
den nye storkommune, som var en realitet den 1. april 1970. Kolding
Kommune var vokset fra 2.500 ha i 1968 til omkring 24.000 ha og
havde nu et indbyggertal på ca. 52.000 imod 38.000 i 1968.
Den anden var overgangen til en ny forvaltningsstruktur omkring
årsskiftet 1970-71, og den tredje fulgte i naturlig forlængelse. De
fleste arbejdsområder under Teknisk Forvaltning fik lokaler i de tidligere Winklers Fabrikker i Ålegården, som var indflytningsklar i
begyndelsen af 1971.
Kolding Kommune havde i 1968 anmodet konsulentfirmaet Limes
om at foretage en analyse over, hvorledes den forestående kommunesammenlægning kunne gennemføres, uden at det medførte en
for stor personaleforøgelse. Senere blev opgaven udvidet til at udarbejde forslag til en organisationsændring. Det var en bunden opgave. De to tjenestegrene, Stadsingeniørens Kontor og Bygningsinspektoratet skulle samles i en enhedsforvaltning og under én chef.
Det arbejde blev gennemført i et »diskret« samarbejde mellem
Limes, Økonomiudvalget og et til lejligheden specielt nedsat rationaliseringsudvalg, bestående af politikere og embedsmænd. Som
Teknisk Udvalgs formand deltog Bent Rasmussen aktivt i organisationsændringerne.
I foråret 1971 flyttede Teknisk Forvaltning ind i Ålegården sammen med Skoleforvaltningen. Billedet er taget i 1979,
hvor Graphoafdelingen var etableret og
Parkafdelingen var flyttet til Smedegade
10. Foto: Friis Fotografi
90
Hans Wahlgreen var teknisk direktør
1971-1987.
I 1970 var de nået så langt, at Byrådet kunne vedtage en helt ny
organisationsplan. Den skulle træde i kraft den 1. januar 1971.
Stadsingeniør S. K. Andersen havde allerede i et stykke tid forberedt
sig på at gå på pension og kom dermed ikke til at opleve overgangen
til det nye system. 1970 blev dermed også året, hvor man skulle finde
S. K. Andersens afløser. I tråd med den modernisering, der var overgået forvaltningen, forlod man samtidig stillingsbetegnelsen stadsingeniør. Med tydelig inspiration fra forholdene i det private erhvervsliv besluttede man, at den nye leder skulle tituleres Teknisk Direktør.
Der blev også rokket ved medarbejdernes fysiske rammer i 1971.
Selv om det igennem 1960erne havde været et tilbagevendende politisk tema, at hele den kommunale administration skulle samles et
sted, var der endnu ikke sket noget.
Bygningsinspektoratet, Byplankontoret og Boligkommissionen
havde siden 1950erne haft lokaler i brandstationen, Caspar Müllers
Gade. I slutningen af 1960erne flyttede de til Torvegade og Akseltorv
2A.
Stadsingeniøren havde ligesom de fleste andre forvaltninger til
huse på Rådhuset, hvor der var ekspedition, regnskabskontor og tegnestue, og hvor afdelingsingeniøren for havnen havde kontor. Pladsmangel havde dog betydet, at dele af arbejdsområderne i 1967 måtte
flytte til det tidligere Rosenbergs Hotel i Torvegade.
Teknisk Sekretariat, som var oprettet i 1966 som et slags koordinerende kontor mellem Bygningsinspektoratet og Stadsingeniørens
Kontor havde til huse i Akseltorv 2A. Materialegården holdt til i Smedegade, hvilket ikke blev ændret efter 1971. Mark- og renovationsafdelingen lå på Skamlingvejen.
I marts 1971 flyttede de fleste af de nyoprettede tekniske afdelinger samt Skoleforvaltningen ind i Ålegården. Beslutningen om at
overtage Ålegården 2 blev taget så sent som i slutningen af 1970,
efter at man også havde undersøgt mulighederne for at flytte Teknisk
Forvaltning til Strømpefabrikken på Hollændervej.
I den nye enhedsforvaltning samledes alle de områder, der før
havde hørt under enten Bygningsinspektoratet eller Stadsingeniørens kontor. Forvaltningsstrukturen var flad, bestående af en række
afdelinger med ansvaret for særskilte opgaver. Afdelingslederne refererede direkte til den tekniske direktør.
Teknisk direktør stod for koordineringen af arbejdet og den nødvendige kontakt til de politiske udvalg. Der indførtes afdelingsledermøder, hvor man ugentligt kunne tage aktuelle problemer op til diskussion.
Teknisk Sekretariat fortsatte som en stabsfunktion til teknisk direktør. Sekretariatet havde en koordinerende funktion, idet alle forvaltningens sager blev styret herfra. Derudover stod sekretariatet for personaleanliggender, maskinskrivning, sagsregistrering og arkivering
samt for sager vedrørende udstykningsandragender og salg af industrigrunde.
Sekretariatet fungerede samtidig som udvalgssekretariat for de
tekniske udvalg, som i 1970 bestod af Teknisk Udvalg (med Byplanudvalg), Havneudvalget, Boligkommissionen og Sports- og Parkudvalget.
I den nye forvaltning var der seks afdelingsområder.
Vej- og Færdselsafdelingen var ansvarlig for samtlige vejprojekteringsopgaver samt for kommunens færdselsforhold. Afdelingen
skulle fungere som en slags rådgivende ingeniører og aflevere
færdige projekter til udførelse i Entreprenørafdelingen. Entrepre-
91
Kolding Kommunes Renovationsvæsen
omkring 1980. Renovationsområdet
hørte under Entreprenørafdelingen og
beskæftigede mellem 40-50 mænd. I
1983 overtog det private renovationsselskab KIRAS hovedparten af renovationen i Kolding Kommune efter en længerevarende arbejdskonflikt.
nørafdelingen havde ansvaret for udførelsen af kommunens anlægs-,
drifts- og vedligeholdelsesarbejder.
Havne- og Kloakafdelingen stod med ansvaret for havn, kloakker
og rensningsanlæg. Afdelingen foretog projekteringer inden for
kloak- og havneområdet og stod for både projektering og drift af
kommunens rensningsanlæg.
Bygningsinspektoratet og Byplankontoret blev også adskilt i den
nye forvaltning. Bygningsinspektør Laurids Steffensen fortsatte som
leder af Bygningsinspektoratet, hvorunder Boligkommission og Bygningstilsyn hørte. Det kommunale brandvæsen blev privatiseret og
overtaget af Falck kort efter kommunesammenlægningen. Desuden
skulle Laurids Steffensen fungere som stedfortræder for teknisk
direktør, hvilket han gjorde indtil 1978, hvor han fratrådte.
Byplanafdelingen skulle udover byplanlægningen også stå for
parkvæsenet. Grønne områder og sportsanlæg, som i den gamle
organisationsstruktur havde hørt under Stadsingeniørens Kontor, var
nu delt i to dele - en projekterende og en driftsside, som Entreprenørafdelingen tog sig af.
Regnskabs- og indkøbsafdelingen skulle varetage forvaltningens
budget- og regnskabsmæssige opgaver og forestå indkøb til forvaltningen.
Teknisk direktør Hans Wahlgreen
Den nye forvaltningsstruktur blev præsenteret for medarbejderne på
et møde i november 1970, hvor borgmester Peter Ravn samtidig
kunne præsentere forvaltningens nye direktør, Hans Wahlgreen.
Organisationsændringen var en gennemgribende modernisering
af en gammeldags kommunal administration, og da man skulle finde
den chef, som kunne føre moderniseringen og ændringerne ud i
livet, valgte man at se bort fra mulige emner i den kommunale
verden og søgte i stedet en person fra det private erhvervsliv.
Hans Wahlgreen var født i 1924 i Rønne på Bornholm, og efter
afsluttet civilingeniøreksamen i 1948 blev han ansat på B & W i
skibsafdelingen. Her arbejdede han frem til 1953, i den sidste tid i
salgsafdelingen. Efter årene på B & W fulgte syv år som salgschef på
92
A/S Gasaccumulator i København, inden han i 1960 satte sig i direktørstolen i Dansk Akkumulator- og Elektromotorfabrik i Odense,
som var et firma i Thrigefonden. Det var herfra han kom til Kolding.
Hans Wahlgreen blev teknisk direktør i et årti, hvor Teknisk Forvaltnings ansvarsområder til stadighed blev udvidet. Enten som følge
af kommunens egne initiativer, eller som følge af lovgivningen.
1970erne blev også årtiet, hvor 1960ernes økonomiske vækst blev
afløst af oliekrise, arbejdsløshed, bygge- og anlægsstop m.m. Det fik
også indflydelse på arbejdet i forvaltningen.
Perspektivplanlægningen blev indledt omkring 1970-71 i et samarbejde mellem ICP, Teknisk Forvaltning og Økonomisk Forvaltning.
At udarbejde fysisk-økonomiske langtidsplaner var endnu ikke
almindeligt i danske kommuner, så Kolding var her en foregangskommune. Det var bl.a. medvirkende til, at Kolding blev udset som
model for større primærkommuner, da kommuneplanloven blev forberedt. Da loven forelå i 1975, kom års planlægningsarbejde Kolding
til gode. De arbejds- og planlægningsrutiner, man havde indarbejdet
i perspektivplanlægningen, blev nyttige redskaber, da man i
1980erne skulle i gang med at administrere kommuneplanloven.
Et andet planlægningsinstrument så også dagens lys i 1970erne.
Funktionsområdeinddelingen var inspireret af de tidligere byplanvedtægter, men nu udvidet til at omfatte alle delområder i storkommunen. Kommunen inddeltes i 11 funktionsområder. Område 00
var bykernen, hvorefter de øvrige områder i kommunen fulgte,
begyndende med delområde 01 og sluttende med delområde 10.
Sidstnævnte omfattede Brændkjær, Dalby og Tved.
Funktionsområdeinddelingen bliver
stadig benyttet. Oversigtskort fra
1990erne.
93
Et karakteristisk kendetegn i forvaltningsarbejdet blev fra slutningen af
1960erne det store antal publicerede rapporter fra de forskellige afdelinger.
I 1974 kom endvidere en miljøbeskyttelseslov, som efterfølgende
blev administreret af Havne- og Kloakafdelingen. Miljøområdet blev i
de følgende år en meget væsentlig forvaltningsopgave.
På havneområdet skete der også ændringer igennem 1970erne.
Vareomsætningen steg fra omkring 550.000 tons før 1970 til omkring 800.000 tons i midten af 1970erne. Det var inden for områderne avispapirimport og import af foderstoffer, gødning og jern, der
for alvor skete en kraftig stigning, hvorimod trælastimporten, som
før havde været en stor importgruppe, næsten faldt bort. Det samme
gjaldt eksporten af levende dyr, primært som følge af Danmarks indtræden i EF i 1972. Mellem 1978 og 1980 blev havnen udvidet for at
få en mere effektiv betjening af skibsfarten, hvilket også resulterede i
investeringer i flere og større kraner.
I 1976 kom en ny byfornyelseslov, som man i forvaltningen straks
så muligheder i. Byfornyelsesprojekterne blev en stor succes, da de
gradvist blev realiseret i løbet af 1980erne. Dermed kom der også
gang i det kommunale byggeri, som havde ligget stille i årevis. De
fleste nybyggerier i Kolding havde private bygherrer stået for.
På trafikområdet var der også nyskabelser og gennembrud. Efter
mere end 40 års diskussioner besluttede man sig i 1976 endeligt for
Vestre Ringgades linieføring og etablering.
Kommunesammenlægningen betød også ekstra arbejde til forvaltningen. Udbygningen af plejehjem, centre, forsamlingshuse og
idrætshaller i de tidligere sognekommuner gik stærkt i 1970erne.
Specielt i slutningen af 1970erne skete en enorm udbygning af
idrætsfaciliteter i hele kommunen.
Slutteligt overdrog kommunens mangeårige borgmester Peter
Ravn i 1977 borgmesterhvervet til Bent Rasmussen, som havde haft
formandshverv i både Teknisk Udvalg og i Boligkommissionen.
Forvaltningens organisatoriske forhold efter 1971
De første år efter indførelsen af enhedsforvaltningen var præget af
en vis usikkerhed, eftersom medarbejderne skulle vænne sig til helt
nye arbejdsforhold og arbejdsrutiner.
I samarbejde med Limes var der blevet udarbejdet en organisa-
94
Bent Rasmussen var formand for Teknisk Udvalg 1971-1974 og borgmester
fra 1977 til 1985.
tionshåndbog, som beskrev Teknisk Forvaltnings arbejdsopgaver. For
hver afdeling var der anvisninger på, hvilke aktiviteter, afdelingen
havde ansvaret for, samt en detaljeret opgavefordelingsoversigt. Her
præciseredes hver enkelt medarbejders arbejdsområde samt ansvarsog beslutningskompetence.
Organisationshåndbogen blev løbende revideret, i takt med at
udviklingen krævede større eller mindre ændringer i forvaltningens
opgaver eller organisation. Det skete i et samarbejde med konsulent
Steen Jacobsen fra Limes, som blev benyttet af forvaltningen i spørgsmål, der vedrørte organisation, frem til midten af 1980erne.
Kommunesammenlægningen havde ikke medført en nævneværdig personaleforøgelse, og i de første år af 1970erne skete kun få
nyansættelser og som regel kun i forbindelse med personaleafgang.
Det hang også sammen med den økonomiske afmatning, der fulgte i
kølvandet på oliekrisen. Der var ikke råd til personaleforøgelser, når
man i forvejen måtte skære ned på anlægsbudgetterne. Da miljøbeskyttelsesloven trådte i kraft i 1974 fik Havne- og Kloakafdelingen
dog en udvidelse af personalenormeringen.
Organisatorisk blev det kun til småændringer og justeringer i de
første år efter 1971. Dog begyndte man allerede i 1973 at overveje at
udflytte Entreprenørafdelingen til Materialegården i Smedegade på
grund af pladsproblemer. Det skete dog først i 1976, hvor man havde
fået indrettet de nødvendige kontorfaciliteter.
Miljø- og planlovene fra midten af 1970erne tilførte kommunen
nye myndigheds- og planlægningsområder, som Teknisk Forvaltning
skulle administrere. Det kom efter 1975 til at medføre, at sagsbehandlingen og borgerkontakten i flere afdelinger blev forøget betydeligt.
Arbejdspresset voksede, og yderligere personale samt en ændring i
organisationsplanen blev nu påkrævet. I 1977 fik forvaltningen bevilget ansættelse af nye medarbejdere i forbindelse med oprettelsen af
en Graphoafdeling, som skulle etablere en bedre ledningsregistrering. Afdelingerne skulle endvidere gøre brug af Graphoafdelingen
ved udarbejdelse og fremstilling af kort, rapporter og publikationer.
Afdelingen placeredes som en stabsfunktion til teknisk direktør
ved siden af Teknisk Sekretariat. Ved samme lejlighed overflyttedes
Regnskabsafdelingen også til stabssektionen, hvorimod Indkøbsafdelingen, kom ind under Entreprenørafdelingen.
En organisationsændring, som gav anledning til større diskussioner, både politisk og i forvaltningen, var spørgsmålet om oprettelse
af en Parkafdeling.
Ansvaret for byens grønne områder, parker, skove og strande samt
idrætsanlæg var delt mellem Byplanafdelingen og Entreprenørafdelingen, således at projektsiden havde hørt under Byplanafdelingen,
mens Entreprenørafdelingen havde stået for driften. Området var
underlagt Sports- og Parkudvalget.
Da Bent Rasmussen blev borgmester, var det et ønske fra hans
side, at området blev delt, således at ansvaret for idrætsanlæggene
kom ind under et decideret Idrætsudvalg under en ny Skole- og
Idrætsforvaltning, mens de grønne områder og parker blev overført
til Teknisk Udvalgs ressortområde. Det godkendte Byrådet i 1978.
Dermed var der også lagt op til ændringer i selve forvaltningsopbygningen i Teknisk Forvaltning. I 1978 godkendte Byrådet, at der
blev oprettet en selvstændig Parkafdeling, der skulle stå for såvel projektering som udførelse af anlægs- og vedligeholdelsesarbejder samt
administration.
95
En af arbejdsfunktionerne i Graphoafdelingen. Afdelingens kort og udstyr
benyttedes af Kloakafdelingen ved beregninger til spildevandsplanen, 1983.
Lillebæltsledningen nedlægges ved
Løverodde 1978.
96
Efterfølgende blev det diskuteret i både samarbejds- som hovedsamarbejdsudvalg, hvor afdelingen fysisk skulle placeres - i Ålegården
eller på Materialegården i Smedegade? Spørgsmålet var, om man
skulle bibeholde den tætte kontakt til Byplanafdelingen eller ej.
Efter at sagen havde været drøftet i Økonomiudvalget blev sagen
endeligt afgjort i 1979. Afdelingen blev placeret i Smedegade.
Herefter var organisationen stort set uændret til slutningen af
1980erne.
Udbygningen af kloaknettet i Kolding Kommune efter 1970
Kommunesammenlægningen i 1970 og miljøbeskyttelsesloven fra
1974 gav mere arbejde til forvaltningen. Opbygningen og udbygningen af et sammenhængende kloakledningsnet dækkende hele
kommunen, servicerende bolig- og industrikvartererne skulle
udføres under stadig stigende hensyntagen til miljøet. Et omdiskuteret projekt blev etableringen af en spildevandsledning til Lillebælt.
I 1969 havde Teknisk Udvalg drøftet mulighederne omkring en
udløbsledning til Lillebælt. Det var dog blevet opgivet på grund af
betydelig usikkerhed om det realistiske i sådan et projekt. I stedet
holdt man sig til det oprindelige projekt, der gik ud på at udbygge
det igangværende anlæg med en biologisk afdeling og afledning til
Kolding Fjord.
Ideen kom dog op igen i begyndelsen af 1970erne, efter at Fredericia og Middelfart havde fået udarbejdet en rapport, som belyste Lillebælts egnethed som recipient for spildevand fra de to kommuner.
Lillebæltsrapporten omfattede ikke Kolding Fjord og heller ikke
farvandet ved fjordens udmunding i Lillebælt. Derfor rettede
Kolding Kommune henvendelse til Isotopcentralen, med anmodning om at undersøge forholdene for Koldings vedkommende. Spe-
Afdelingsingeniør Martin Gubi var
leder af Havneafdelingen 1961-88 og af
Kloakafdelingen 1961-92.
cielt var man interesseret i en vurdering af, om udledningen helst
skulle ske nord for eller syd for fjordmundingen.
Resultatet af denne nye Lillebæltsundersøgelse forelå i januar
1972 i form af rapporten »Udledning af Koldings spildevand i Lillebælt«. Konklusionen var, at ved udledning i hovedstrømmen i Lillebælt var betingelserne ved Kolding Fjords munding lige så gode som
ud for Fredericia. Mekanisk rensning af spildevandet måtte anses for
at være tilstrækkelig for at opnå tilfredsstillende hygiejniske forhold,
og det havde ingen væsentlig betydning, om udledningen foregik
nord for, ud for, eller syd for fjordmundingen.
Rapporten konkluderede også, at det næppe var spildevandsudledningen, som forårsagede det lave iltindhold, som periodevis
kunne konstateres i vandet nær ved bunden af bæltet. Men spildevandet kunne dog være med til at forværre en i forvejen uheldig situation.
Forud for denne undersøgelse havde Spildevandsudvalget udarbejdet en rapport over undersøgelser af forholdene i Horsens Fjord,
Vejle Fjord, Kolding Fjord, Haderslev Fjord og Aabenraa Fjord. Konklusionen var for Kolding Fjords vedkommende, at indholdet af
næringssalte var meget højt. Der kunne ikke med sikkerhed siges
noget om effekten af forskellige renseforanstaltninger, dog ville fjernelse af kvælstof sikkert have en effekt på vandkvaliteten i fjorden.
Teknisk Udvalg gik efter grundige overvejelser ind for forslaget
om en udløbsledning til Lillebælt bl. a. for at opnå en hurtig forbedring af vandkvaliteten i fjorden, men også fordi man var usikker på,
hvad en fremtidig spildevandsrensning skulle omfatte af rensningstrin. Ræsonnementet var, at selv om man udbyggede renseanlægget
med biologisk og eventuel kemisk rensning, var det måske sandsynligt, at man alligevel på længere sigt ville blive nødt til at anlægge en
udløbsledning.
Derfor måtte det være fornuftigt, at udføre udløbsledningen med
det samme og så afvente eventuelle yderligere rensningskrav.
Projektet blev derefter indbragt for Landvæsenskommissionen,
der i sin kendelse af 28. februar 1973 godkendte forslaget. Kommissionen forlangte dog, at kommunen iværksatte et omfattende
analyse- og kontrolprogram af spildevandet til omgående iværksættelse.
Efterfølgende rejstes noget af en folkestorm i Kolding. Bl. a. gik
NOAH meget kraftigt imod forslaget, og også gymnasieeleverne var
meget skarpe kritikere af udløbsledningen. Fra forskellig side blev
politikerne desuden beskyldt for at vælge den nemme løsning frem
for at etablere de nødvendige renseforanstaltninger. Danmarks
Naturfredningsforening indbragte i april 1973 den af Landvæsenskommissionen afsagte kendelse for Overlandvæsenskommissionen
med påstand om, at sagen senest i april 1975 skulle genoptages til
behandling af Landvæsenskommissionen på grundlag af de af kommissionen krævede spildevandsundersøgelser.
Naturfredningsforeningen frafaldt dog sin anke i februar 1974,
efter at Kolding Kommune havde lovet løbende at fremsende resultatet af undersøgelserne til foreningen.
Detailprojektet til udløbsledningen blev godkendt af Landvæsenskommissionen i februar 1975, hvor Kolding Kommune fik tilladelse
til at påbegynde arbejdet til den yderste del af udløbsledningen på
land, nemlig selve gravitationsledningen fra kysten til nord for
Agtrup Skovgård. Denne parcel blev udført i 1975 og 1976. Trykledningen fra renseanlægget til Agtrup Skovgård blev udført i 1976 og
97
1977. De resterende arbejder på udløbsledningen, pumpestationen
på renseanlægget og den ca. 150 m lange undersøiske ledning i
bæltet blev påbegyndt i 1978 og afsluttedes i 1979, hvor ledningen
blev taget i brug.
Sideløbende med projektet vedrørende udledning af spildevand
til Lillebælt gennemførtes fra 1970ernes start en omfattende udbygning og etablering af afskærende ledninger og hovedkloakledninger.
Område efter område blev i løbet af 1970erne og 1980erne gradvist sluttet til renseanlæg igennem etablering af afskærende kloakledninger.
Finansieringen af kloakanlæggene skete via vandafledningsafgiften. I slutningen af 1987 vedtog Folketinget en lov, hvorefter det fra
1. januar 1988 ikke længere var tilladt kommunerne at yde et alment
tilskud til anlæg og drift af spildevandsanlæg. Hidtil havde kommunen ydet et sådant tilskud på 25%. Fra 1. juli 1988 indførtes der en
særafgift, som ud over vandafledningsafgiften kunne pålignes virksomheder med særligt forurenet spildevand.
Perspektivplanlægning
Hæfter, der indeholdt sammenfatning af
perspektivplanerne 1973 og 1979 kunne
rekvireres af borgerne på Teknisk Forvaltning og på biblioteket.
98
ICP havde som tidligere beskrevet fået til opgave at medvirke ved
udarbejdelsen af en dispositionsplan for Kolding bykerne. Det arbejdedes der på i årene mellem 1968 og 1970, hvor der blev udført etagemeter-, indkøbs- og erhvervsundersøgelser i Kolding. Resultatet
forelå i 1970 i form af rapporten »Dispositionsplan for Kolding
bykerne«.
Rapporten var en rammeplan for den fremtidige anvendelse af
bykernens forskellige områder. Her figurerede bl.a. Bredgadeprojektet med center- og rådhusbyggeri. Derudover indeholdt den en trafikplan med forslag til, hvorledes trafik og parkering kunne organiseres - bl.a. Nordre Ringvejs udvidelse til 2 x 2 spor, Vestre Ringgades
linieføring, saneringsområdet ved Konsul Graus Gades omdannelse
til parkeringsformål, etablering af gågader og cykelstier samt forslag
til zoneplan. Planen indeholdt endvidere forslag til, hvor der i fremtiden skulle være boliger, forretninger, industri og grønne områder.
Forslag til fremtidig vejplan med parkering i »Dispositionsplan Kolding
Bykerne 1970«.
Dispositionsplanen skulle tjene som grundlag for en principbeslutning om den fremtidige udvikling i bykernen. Denne blev dog foreløbigt udsat, idet Byrådet ønskede, at man først fik igangsat en planlægning for de yderområder, der var blevet en del af Kolding
Kommune i 1970. Den opgave tog forvaltningen og ICP straks op, og
i 1972 var der blevet udarbejdet dispositionsplaner for alle bysamfundene i kommunen.
Desuden besluttede Byrådet sig for, at planens økonomiske konsekvenser skulle belyses mere nøjagtigt. Dermed førtes planlægningsarbejdet i Kolding gradvist ind i en ny fase, hvor økonomisk
planlægning blev vægtet på lige fod med fysisk planlægning. Hidtil
havde man kun taget tilløb til at få udregnet, hvillke konsekvenser en
realisering af planerne ville få på kommunens økonomi år frem i
tiden.
I Teknisk Udvalg havde man i et stykke tid diskuteret, at langt flere
burde involveres i samarbejdet med ICP, og efter flere tilløb i løbet af
1970 etablerede man i slutningen af året et planlægningsudvalg. Det
skulle styre det fortsatte planlægningsarbejde i kommunen.
I samarbejde med ICP blev der konstrueret en planlægningsmodel, som skulle forbinde den økonomiske og fysiske langtidsplanlægning i en langsigtet perspektivplanlægning.
Ideen bag perspektivplanlægningen var at udregne kommunens
areal- og investeringsbehov og økonomiske manøvremuligheder over
en længere årrække. Modellen bestod af flere dele: Der skulle udarbejdes en perspektivanlægsplan. Heri skulle kommunens forventede
anlægsudgifter angives for de kommende 15 år, opdelt på de enkelte
kommunale sektorer og selvfølgelig afstemt efter kommunens fremtidige investeringsmuligheder. Ved siden af denne skulle tilvejebringes en dispositionsplan for hele kommunen, der ligeledes inden for
en 15-årig tidsramme skulle angive, hvorledes kommunens arealer
skulle anvendes. I næste lag skulle der så lægges planer for, hvornår
og i hvilken rækkefølge de forskellige delplaner skulle bringes til
udførelse. Det skulle ske inden for 5 års perioder. For disse tids- og
rækkefølgeplaner på 5 år skulle der opstilles 5-årige drifts- og anlægs-
99
I 1970 og 1971 havde man afholdt
offentlige møder, hvor emner som byudviklingsalternativer og centerbyggeri var
blevet taget op til diskussion. Under
borgermødet i maj 1972 udvistes stor
spørgelyst fra borgerne til det nedsatte
panel, som bestod af byrådspolitikere,
teknikere fra forvaltningen og konsulenten fra ICP. Fra venstre ses Poul Sørensen, Alex Jentsch, Bent Rasmussen,
borgmester Peter Ravn, direktør Johs.
Riis Pedersen, Kolding Købmandsskole,
Hans-Jørgen Bøgesø, ICP og A. Knudsen, Kolding Kommune.
100
budgetter. Sidste lag i modellen var den traditionelle årlige kommunale budgetlægning. Den skulle svare til det første år i 5-års budgettet.
Modellen var fleksibel og bestemte ikke i detaljer, hvordan udviklingen skulle forme sig, men angav snarere nogle rammer for kommunens fremtidige udvikling. Forudsætninger og holdninger kunne
ændre sig selv over kort tid, så derfor var der lagt op til, at man justerede eller reviderede planerne hvert 4. år.
Perspektivplanlægningen markerede et brud med tidligere planlægningspraksis, hvor man var vant til at operere med kortere tidshorisonter, når der blev udarbejdet arbejdsprogrammer og lagt budgetter. Nu blev der lagt op til, at man i planlægningsfasen tog højde for
både økonomi og fysiske dispositioner helt op til 15 år ud i fremtiden.
Den økonomiske langtidsplanlængning i Kolding afsluttedes foreløbig i foråret 1972, hvor Planlægningsudvalget kunne fremlægge de
første beregninger over, hvor meget de forskellige kommunale sektorer forventedes at skulle udbygges frem til 1985, og hvor meget det
ville koste kommunen at imødekomme disse behov.
Forudsætningerne var et forventet indbyggertal i 1985 på mellem
57.000 og 59.000 - et tal som yderligere ville stige helt op til omkring
65.000 i år 2000. Der skulle skabes boliger til denne befolkningstilvækst, og her regnede man med et behov for 5.100 boliger inden for
samme tidsrum. Kommunen havde ledige byzonearealer nok til at
kunne klare denne boligtilvækst, men kun frem til 1985. Efter det
tidspunkt skulle der findes nye arealer til byudviklingsformål, enten i
Almind-Viuf, Eltang-Vilstrup eller Vonsild-Dalby.
I 1985 regnede man med, at der ville være et behov på mellem
28.000 og 34.000 arbejdspladser mod omkring 18.000 i 1968. Selvom
befolkningstilvæksten frem til 1985 kun ville udgøre omkring 5000,
havde man her taget højde for den tendens, der var slået igennem i
1960erne. Nemlig at langt flere kvinder i fremtiden ville søge ud på
arbejdsmarkedet. På skoleområdet kalkulerede man med, at der
skulle bygges 4-5 skoler inden 1985 og skaffes 800 nye pladser i vuggestuer, 1500 i børnehaver og 200 i fritidshjem.
I planlægningsperioden frem til 1985 skulle der ske en forbedring
og udbygning af grønne områder, sports- og idrætsanlæg og kulturog fritidsmæssige funktioner. Forureningsproblemet blev også taget
op som en vigtig fremtidig kommunal opgave. Her var der afsat 100
mio. kr til forureningsbekæmpelse, fortrinsvis til udbygning af kloakog renseanlæg, men også til bekæmpelse af luft-, støj- og jordforurening.
De totale omkostninger ville udgøre omkring 925 mio. kr. mellem
1972 og 1985, hvoraf kommunen selv havde mulighed for at rejse de
610 mio. kr. gennem skatteindtægter og lån. »Underskuddet« kunne
delvist dækkes ved at lade nogle investeringer finansiere af andre
end kommunen. Eksempelvis var der lagt op til, at sociale boligselskaber skulle stå for en del af nybyggeriet, hvorefter kommunen
kunne leje sig ind. Derudover kunne man forvente stats- og amtstilskud til byggeri af uddannelsesinstitutioner, som f.eks. det nye gymnasium.
I foråret 1972 fik borgerne lejlighed til at »kigge planlæggerne
over skuldrene«, idet man lavede en større byplanudstilling. Udstillingen blev forlagt til biblioteket, hvor omkring 1000 - 1500 mennesker besøgte den i dagene mellem den 9. og 18. maj 1972.
Udstillingen nød også bevågenhed i andre kommuner. Flere kommunale delegationer fandt udstillingen et besøg værd, og sågar vesttyske lokalpolitikere havde fundet vej til Kolding. En delegation fra
Delmenhorst, som senere blev en af Koldings venskabsbyer, tog
turen nordpå for at høre, hvordan Kolding havde tænkt sig at klare
fremtidige kommunale opgaver, så som forureningssproblemer og
uddannelse.
Udstillingen blev rundet af med et borgermøde på Kolding Gymnasium den 18. maj 1972, hvor et indbudt panel, bestående af politikere og embedsmænd redegjorde nærmere for visionerne for fremtidens Kolding.
På mødet kom man vidt omkring, men topscorerne var rådhus- og
centerbyggeriet, trafiksituationen og i særlig høj grad økonomien.
Planlægningsarbejdet havde vist, at kommunen ville komme til at
mangle omkring 100 mio. kr. i at få alle planforslagene realiserede.
Derfor skulle man til at indstille sig på besparelser.
Perspektivplanerne 1976-88 og 1979-91
Perspektivplanlægningen var en fortløbende proces, som krævede
flere revisioner og opfølgninger. Vilkårene var, at planlægningsarbejdet aldrig kunne afsluttes, eftersom det, der skulle planlægges over økonomi, befolkningsudvikling, erhvervsforhold o.s.v. - hele tiden
ændrede sig.
I 1973 havde ICP tilvejebragt en dispositionsplan gældende for
hele kommunen. Den blev i 1974 godkendt af Planstyrelsen og
levede i teknisk henseende op til den forestående kommuneplanlovs
krav.
Alligevel lagde ICP op til en snarlig revision, eftersom dispositionsplanen var baseret på befolknings-, bolig- og arealbehovsprognoser
101
Østergade som gågade. Fotografi fra
1970erne.
udarbejdet fire år tidligere. Og i det korte tidsrum havde en række
forudsætninger ændret sig meget.
Af økonomiske grunde måtte man allerede i 1972 til at revurdere
og endog opgive en lang række projekter. Da var man nået frem til,
at det ville koste kommunen ca. 175 mio. kr at realisere den trafikplan - med ringvejssystem, kollektiv trafik, gå- og cykelgader - som
var blevet foreslået i dispositionsplanen for Kolding bykerne i 1970.
Alene trafikplanen for bymidten ville koste omkring 85 mio. kr.
En ting var kommunens egen økonomiske formåen. Noget andet
var den række af uforudsete faktorer, som gav Koldings første perspektivplan en del skrammer allerede da den forelå i sin endelige
udgave i 1973.
For det første var børnetallet begyndt at udvise en stærkt faldende
tendens, hvilket var i stor modstrid med de forventninger, der havde
været i 1960erne om en fortsat høj befolkningsvækst. På længere sigt
kunne man altså forvente et mindre behov for skoler, børneinstitutioner m.m.
For det andet blev der indført bygge- og anlægsstop for det offentlige i 1973, og da oliekrisen satte ind i 1974, bremsedes den økonomiske vækst.
Allerede i 1974 tog man konsekvensen af udviklingen og påbegyndte en revision af perspektivplanen. Den var tilendebragt i 1976,
hvor Perspektivplan 1976-88 forelå.
1960ernes vækstfilosofi var forladt, man lagde i stigende grad vægt
på nye tanker, så som vedligeholdelse, genanvendelse og miljø. I
1970 havde man været optaget af muligheden for at skabe en ny
bydannelse enten mod Almind, Eltang eller Vonsild. De tanker blev
nu forladt af økonomiske hensyn og under indtryk af, at befolkningstilvæksten nu syntes at blive mindre. I stedet valgte man at lade de
eksisterende små byer udvikle sig og udnytte de servicemuligheder,
der allerede var til stede her.
Koldings sidste perspektivplan forelå i 1979. Afmatningen i
økonomi og befolkningstilvækst viste sig i forventningerne om fremtidens boligbyggeri. I begyndelsen af 1970erne var der blevet bygget
omkring 600 nye boliger om året i gennemsnit. Det forventede man
ville falde mellem 1979 og 1990, hvor man kun regnede med et
totalt nybyggeri på omkring 4000, svarende til gennemsnitligt 400
nye boliger om året i 1980erne og kun 300 nye boliger i 1990erne.
Trafikforhold
I begyndelsen af 1970erne var trafikafviklingen i Kolding bykerne
stadig et stort problem, som ikke var blevet løst ved, at man havde
fundet en løsning på Slotssøvejsprojektet. Slotssøvejen var blevet
åbnet i 1970.
Desuden lod etableringen af Vestre Ringgade vente på sig. I de
første år af 1970erne voldte det en del problemer at finde ud af hvor
præcist den skulle anlægges, og i hvor mange spor.
De trafikale problemer bestod i, at det af fysiske og topografiske
grunde var vanskeligt at opnå tilfredsstillende forbindelser til bykernen både fra nord og fra syd. Nord for bykernen lå Slotssøen og
engarealerne ved Vifdam, og syd for bykernen lå Kolding Å og jernbanen. Derudover betød fraværet af en ringgade, at alle forbindelser
mellem områderne nord og syd for bykernen skulle føres igennem
bykernens gadenet.
102
Anlæg af motorvejsbroen over Hylkedalen set fra Hylkedalvej.
Et af problemerne - nemlig hovedvejstrafikken gennem Kolding forsvandt dog i 1974, da motorvejen åbnede. Da yderligere Tankedalsvejen, Koldingområdets 4. og sydligste forbindelse til motorvejen
åbnede i 1976, medførte det en trafikmæssig aflastning af bykernen
på 14 % i forhold til 1973. På det tidspunkt havde oliekrisen dog
også gjort sit til, at der var sket en generel nedgang i trafikken.
Der skete en stor udbygning af stinettet i kommunen i 1970erne
for at beskytte de »svage trafikanter«. Det skete f.eks. i Bramdrupdam, Mariesmindeområdet og i skovene. Da arbejdsløsheden satte
ind efter 1974, blev mange af disse anlægsarbejder gennemført som
beskæftigelsesprojekter, som ved etableringen af et samlet stisystem
fra Dalby Mølle til Vonsild og en sti gennem Rebæk skov fra Kolding
over Agtrupskov til Løverodde i 1975. Samme år gik man i gang med
at anlægge en sti fra uddannelsesområdet i nord til Troldhedebanestien og fra Holbergsvej til Peterslystområdet.
Sikringen af børns vej til og fra skole blev også forbedret med
cykelstier, fodgængerovergange og »rumlefelter«, som skulle medvirke til, at bilerne satte hastigheden ned. Det skete f.eks. ved Mosevej i
1979 og på Agtrupvej ved Hybenvænget i 1980.
Gå- og sivegader, hvor fodgængere og biltrafik blev blandet, blev
almindelige. I 1975 åbnede Søndergade nord som den første gå-sivegade i Kolding, og året efter fulgte Søndergade syd.
I 1977 havde et teknikerudvalg udarbejdet et forslag til ændring af
Kolding bykerne, som gik ud på at omdanne en del af bykernens
gader til gågader. Forslaget udmøntedes i en ny lokalplan for bykernen, som blev vedtaget af Byrådet i december 1978.
Kommunen havde i 1975 overtaget FDBs gamle fabrik i Klostergade med henblik på at etablere kulturinstitutioner. Som et led i planerne skulle der anlægges en ny vej fra Bredgade via Brostræde til
Munkegade. I 1978 påbegyndtes arbejdet, og i 1981 var man færdig
med gadegennembruddet og forlængelsen af Brostræde. Det resulterede i den nye gade - Farverstræde. Den åbnede for trafik i maj 1982.
Samtidig blev Helligkorsgade og Klostergade øst for Gråbrødregade
gågader, og den resterende del af Klostergade blev sivegade.
1960ernes jagt på parkeringspladser fortsatte i 1970erne, omend i
et noget mindre omfang. Der blev anlagt parkeringspladser ved det
103
Vestre Ringgade under anlæggelse. Foto
fra 1981.
104
nye svømmebad i 1971, og i 1972 havde man skaffet plads til 100 nye
parkeringspladser i Borchs Gård. I 1975 blev der etableret 120 nye
parkeringspladser ved Holmsminde. Samme år gik man igang med
at anlægge 50 langtidsparkeringspladser på den tidligere Troldhedebane ved rutebilstationen.
I 1977 blev antallet af parkeringspladser i og omkring Kolding
bykerne opgjort til omkring 2500. Det antal holdt sig et godt stykke
ind i 1980erne, hvor der ikke blev anlagt nye, og hvor parkeringsmulighederne endog faldt i en periode, hvor Borchs Gård og Sdr. Torv
var omdannet til byggepladser. I 1979 indførtes tidsbegrænset parkering på 6 timer gældende for lastbiler, busser m.v. inden for bymæssig bebyggelse i Kolding Kommune. I 1986 var der i alt 1730 offentlige parkeringspladser i brug i og omkring Kolding bykerne.
Spørgsmålet om etableringen af Vestre Ringgade faldt også på
plads. Siden 1941 havde denne gade været en fast ingrediens i stort
set alle de vej- og byplaner, der var blevet produceret. Alle planer for
bymidten havde som forudsætning, at ringgaden ville blive anlagt på
et eller andet tidspunkt.
Op gennem 1950erne og 1960erne havde ringgadespørgsmålet
dog ligget noget i skyggen af diskussionerne om Slotssøvejen, men
da man endegyldigt forlod projektet, blev det så meget vigtigere, at
ringgaden blev etableret. I 1968 var ICP blevet koblet på projektet og
samme år havde man fremsendt en anmodning til Vejdirektoratet
om, at gennemførelsen af Vestre Ringgade blev prioriteret så højt
som muligt, og i årene mellem 1971 og 1974 arbejdede Vej- og Færdselsafdelingen intenst på en løsning.
I 1971 havde Byrådet godkendt en linieføring, som der blev arbejdet videre på i de kommende år. Det afgørende var, at Vestre Ringgade skulle aflaste trafikafviklingen i bykernen, og det kunne efter
Vejafdelingens mening kun nås, hvis man anlagde Vestre Ringgade
som en 4-sporet vej gående fra Vejlevej til Tøndervej og videre ad
Kralundsgade og Ottosgade til Haderslevvej.
Vejafdelingens forslag blev mødt med modstand fra medlem af
Teknisk Udvalg, Knud Erik Reddersen, som i 1974 fremsatte ønske
om en revurdering af hele projektet, både af miljømæssige og økonomiske grunde. Han fremsatte et alternativt forslag, der gik ud på
at ringvejen skulle anlægges som en 2-sporet vej sluttende ved Munkensdam. Herfra mente han, at det eksisterende vejanlæg, den 2sporede Tøndervej med afvigelsesmulighed ad Kralundsgade/Ottosgade var fuldt tilstrækkelig.
Reddersens forslag vandt alles gehør, men miljømæssige hensyn
betød dog, at man endnu engang revurderede projektet. I modsætning til tidligere trak man nu linieføringen vestligere, så man på den
måde kunne skåne en stor del af ejendommene i trekanten Katrinegade/Zahnsgade.
Det førte dog et andet problem med sig, idet linieføringen så ville
komme til at ligge for tæt på sygehusets kirurgiske fløj. Da Vejle
Amtsråd modsatte sig en nedrivning, tog man en gammel ide op, der
gik ud på at lave en underføring under sygehuset. Ideen blev forelagt det rådgivende ingeniørfirma Cowiconsult, som sagde god for
den. Det blev dog ikke aktuelt da sygehuset flyttede ud.
I 1976 besluttede Byrådet sig for Vestre Ringgades endelige linieføring på baggrund af Teknisk Udvalgs indstilling om en vejdispositionsskitse. Skitsen omhandlede den del, der gik fra Tøndervej til
Hans Ludvigs Vej ved Konsul Graus Gade. I udvalget havde der været
fuld enighed om linieføringen, hvorimod man foreløbig havde
undladt at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt det skulle være
en 2- eller 4-sporet ringgade. Projektet var opdelt i to etaper, hvoraf
etape 1 ville kunne startes i 1978. Byrådet vedtog indstillingen,
omend ikke ensstemmigt. Hermed afsluttedes næsten 40 års diskussioner om linieføringer. I januar 1978 startede arbejdet og i november 1983 åbnede Vestre Ringgades første etape.
Allerede i 1984 viste anlægget af ringgaden sin store berettigelse,
idet tællinger viste, at Vestre Ringgade på et hverdagsdøgn befærdedes af ca. 5000 biler.
Planerne for bykernen ændres
Bykerneplanen fra 1970 havde lagt op til en total omdannelse af
bykernen, ikke mindst i trafikal henseende. Desuden var det tanken,
at der på arealet Bredgade-Torvegade-Skolegade-Rendebanen skullle
bygges et kombineret administrations-, kultur- og forretningscenter.
Det var der stadig enighed om i Teknisk Udvalg i begyndelsen af
1970erne, selvom der var uenighed om, hvordan projektet skulle
føres ud i livet. Bl.a. så de konservative helst, at den kommunale
administration blev placeret andetsteds, f.eks. i Konsul Graus Gadeområdet.
Som inden for så mange andre områder i 1970erne kom økonomien dog også her til at spille en afgørende rolle. Perspektivplanen
havde vist, at omdannelsen af bykernen ville komme til at belaste
kommunens budgetter i ekstrem grad. Derfor begyndte man nu at
revurdere projekterne.
105
Området omkring Bredgade-pladsen
fotograferet i 1981. Pladsen bruges
endnu til parkeringsplads, men over for
Rådhuset er byggeriet af Økonomisk Forvaltning i gang, og Farverstræde er
under anlæg.
106
ICP fik til opgave at udarbejde et oplæg til en ny målsætning og
politik for Kolding bykerne. I oplægget fra 1973 blev der præsenteret
to alternative udviklingsmuligheder for bykernen arealmæssigt, trafikalt, funktionelt, økonomisk og miljømæssigt.
Det første alternativ trak tråden op fra de væksttanker, som havde
præget byplanlægningen i 1960erne. Nemlig at Kolding bykerne
skulle være kommunens overordnede kraftcenter, hvor byfunktionerne - handel, erhverv og service - fik lov at ekspandere på bekostning
af boligområder. En sådan udvikling var dyr og krævede anlæg af
mange parkeringspladser.
Det andet alternativ, kaldet det restriktive, gav mulighed for at
bevare boligantallet og endog øge det. Det kunne lade sig gøre, hvis
man gradvist påbegyndte en udflytning af en række erhverv fra
bykernen og lod fremtidige servicefag blive placeret uden for bykernen.
I bykernen var der plads til et samlet etageareal på ca. 325.000 m2
Det betød, at hvis man valgte det restriktive alternativ, ville det planlagte rådhusprojekt ved Bredgade-Torvegade stort set beslaglægge
den resterende mulighed for nybyggeri i området. Derfor foreslog
ICP, at projektet reduceredes til kun at omfatte kulturelle og fritidsmæssige funktioner.
I Teknisk Udvalg besluttede man sig i april 1973 for den restriktive
løsning, hvilket senere blev tiltrådt i Byrådet. Herefter skulle man
detailplanlægge på basis af ICP-rapporten og vælge løsninger, der
nærmede sig det restriktive alternativ. Ud over at beslutningen indvarslede et skift i planlægningsstrategien for Kolding bykerne, fik
den konsekvenser for udviklingen i kommunens yderområder. Der
kom nu gang i udbygningen og etableringen af lokalcentre i bysamfundene rundt om i kommunen, som f.eks. i Bramdrup, Munkebo
og Vonsild. Desuden begyndte overvejelserne om etableringen af et
storcenter uden for bykernen.
Byfornyelse
Køkkeninteriør i Konsul Graus Gade.
Selve boligen blev karakteriseret som
utæt, indelukket, brandfarlig og med
simple sanitære og uhygiejniske forhold,
hvor madlavning og personlig vask
foregik samme sted. Ca.1970.
Da Byrådet i 1973 besluttede sig for at bevare og styrke bykernen
som boligområde, blev der trukket en skillelinie mellem to byplanopfattelser. I 1960erne havde den overordnede målsætning for byplanarbejdet været, at Kolding by i fremtiden skulle udvikle sig til at være
en af regionens betydeligste handels-, service- og administrationscentre. Den målsætning indebar, at boligområder måtte vige pladsen for
at gøre plads til administrationsbyggeri, parkeringspladser, forretninger, nye veje o.s.v.
Efter 1973 blev opgaven at skabe gode boligkvarterer i bykernen
gennem bevarende boligsanering og nybyggeri, mens fremtidige og
arealkrævende funktioner som f.eks store dagligvarebutikker, måtte
placeres uden for byen. Det samme gjaldt for den industri- og lagervirksomhed, som i forvejen befandt sig i bykernen. Hvor det var
muligt, skulle disse virksomheder flyttes uden for byen.
Byrådets beslutning blev stadfæstet i byplanvedtægt nr. 00, som
Byrådet vedtog i november 1976. Med den forelå en rammeplan,
som i store træk fastlagde retningslinierne for den fremtidige planlægning af bykernen, indtil der »karré for karré« var udarbejdet
detaljerede saneringsplaner og lokalplaner for hele bykernen.
I 1976 kom der en ny saneringslov, som betød, at kommunerne
delvist kunne få finansieret saneringsprogrammer ved hjælp af statsmidler. Det blev startsignalet til byfornyelsesarbejdet i Kolding. Et
karakteristisk træk i dette arbejde blev, at man tilstræbte bevaring
frem for nedrivning. Kun byggeri, der var så dårligt, at end ikke
boligkommissionens mindstekrav kunne opfyldes, skulle nedrives.
Byfornyelsesarbejdet fra slutningen af 1970erne var en direkte
udløber af det saneringsarbejde, man havde påbegyndt i 1950erne. I
1954 var der blevet oprettet en boligkommission i medfør af lov af
31. maj 1939 om boligtilsyn og sanering af usunde bydele. Kommissionen var sammensat på samme vis som Byplankommissionen, idet
den udover byrådsmedlemmer også bestod af teknisk eller på anden
måde fagligt kyndige. Boligkommissionens »teknikergruppe« var
således politimesteren, kredslægen og bygnings- og brandinspektøren. Senere blev også socialinspektøren medlem af kommissionen
ud fra den betragtning, at man ud over at tage vare på boligmassens
tilstand også måtte tage en del sociale hensyn. Boligkondemnering
havde tidligere hørt under Sundhedskommissionen, hvor politimesteren var formand.
Bygnings- og Brandinspektoratet var fra 1955 sekretariat for Boligkommissionen. Ingeniør Arvid Nilsson, der var blevet ansat i 1954,
arbejdede frem til sin fratrædelse i 1986 med boligkommissionssager,
sanering og byfornyelse, fra 1978 sammen med arkitekt Sten Krarup
fra Byplanafdelingen.
Fra starten var der lagt op til, at der skulle udarbejdes detaljerede
saneringsplaner for de dårligste boligkvarterer, men først i 1960erne
forelå de første deciderede saneringsplaner. Det hang til dels sam-
107
Fra en ejendom i Blæsbjerggade. Foto fra
1970erne.
»Hul« i Låsbygade. Foto fra 1960erne.
108
men med de mange andre opgaver, som også skulle løses af medarbejderne i bygningsinspektoratet. Som tidligere beskrevet var det
specielt byplanarbejdet, som i 1950erne lagde et stort beslag på personalets arbejdskraft.
I 1960 blev der mere tid til saneringsarbejdet, og man gik nu igang
med at udarbejde et udkast til et saneringsprogram. Det skulle indeholde beregninger over fremtidige bolig- og saneringsbehov. I 1962
opgjorde man saneringsbehovet til ca. 1.000 - 1.200 lejligheder - d.v.s.
boliger, som man anså for at være nedrivningsklare. Hvis de boliger,
som blot kunne ombygges og forbedres, blev talt med, ville tallet
være omkring 2.000 boliger.
Den første saneringsplan for et afgrænset boligområde var klar i
1960. Det drejede sig om et lille område ved Gøhlmannsvej. Her lå
der 18 faldefærdige huse på en bakke, som i de følgende år alle blev
revet ned. Det gav plads til Nordre Kollegium, som blev opført i
1968. I 1963 forelå den første saneringsplan for Konsul Graus Gade.
Den blev en vigtig brik i de byggeplaner, man havde for BredgadeTorvegade området og for Vestre Ringgade-projekteringen.
Boligmassen var flere steder i byen i så dårlig stand, at den eneste
løsning var at nedrive dem, og imellem 1955 og 1968 blev ialt 750 lejligheder revet ned med begrundelsen, at de var sundsheds- eller
brandfarlige. Nedrivningen skete dog også med det formål, at der
skulle skaffes plads til parkeringspladser eller til andre formål. Hele
Vestergade forsvandt i perioden fra 1965 til 1973.
Kommunen opkøbte en del ejendomme flere steder i byen, fordi
man ønskede grundene benyttet til anden anvendelse. Ud mod den
projekterede Vestre Ringgade, som man i lang tid ikke kendte den
nøjagtige linieføring på, opkøbtes således flere huse, bl.a. i Zahnsgade.
I 1968 lavede Boligkommissionen en status over det saneringsarbejde, som havde fundet sted siden 1962. Konklusionen var, at antallet af saneringsmodne boliger ikke var formindsket nævneværdigt.
Derfor blev der opfordret til, at saneringsarbejdet blev bragt ind i en
mere fast bane, f.eks. ved at udarbejde en hoveddispositionsplan for
saneringsarbejdet.
Det blev der gjort i de følgende år. I 1969 kom en ny saneringslov,
og i medfør af den blev der udarbejdet en oversigtsplan, der gennemgik kvaliteten af bebyggelsesejendomme i kommunen, hvilke
bygninger, der var saneringsmodne, og i hvilken rækkefølge sane-
Ejendomme i Vestergade, set fra Rendebanen op mod Rådhuset, som blev revet
ned i slutningen af 1960erne og begyndelsen af 1970erne. Foto Gudrun Hechmann 1963
ringsprogrammet skulle gennemføres. Oversigtsplanen forelå i 1972
og vakte stor opmærksomhed i andre kommuner, som sendte teknikerdelegationer til Kolding for at få inspiration.
Oversigtsplanen og Boligkommissionens saneringsplaner blev et
væsentligt baggrundsmateriale, da man gik igang med byfornyelsesprojekterne i 1977. Man skulle ikke, som det var tilfældet i mange
andre kommuner, først i gang med forarbejderne til byfornyelse.
Dem havde man allerede »i skuffen«.
Allerede i 1974 var man i forvaltningen gået i gang med at udarbejde en byfornyelsesplan for den indre bys boligområder, som
byggede på Boligkommissionens bygningstekniske saneringsundersøgelser. Det var dog først i 1976 og 1977, at der for alvor kom gang i
arbejdet. Her spillede det en væsentlig rolle, at man nu vidste, hvor
Vestre Ringgade skulle anlægges. Hermed havde man et afgrænset
område i den vestlige bykerne, hvor man havde et sikkert overblik
over, hvilke bygninger, der skulle nedrives, og hvilke, der kunne gå
fri. Det var baggrunden for, at man valgte Konsul Graus Gadeområdet som det første byfornyelsesprojekt.
I 1976 tog man kontakt med konsulentfirmaet Almennyttigt Saneringsselskab, som skulle udarbejde forslag til byfornyelsesprojekter.
Kort efter at saneringsloven var vedtaget, havde forvaltningen inviteret direktøren for selskabet, tidligere boligminister Helge Nielsen, på
besøg i Kolding, hvor han overfor politikere og teknikere redegjorde
for loven og for de muligheder, der lå i den.
Byfornyelsesarbejdet nødvendiggjorde en række organisationsmæssige ændringer i forvaltningen og i de tekniske udvalgs arbejdsgang. Boligkommissionsarbejdet og byplanarbejdet skulle koordineres. Teknisk direktør Hans Wahlgreen foreslog, at Teknisk Forvalt-
109
Nedrivning i forbindelse med byfornyelse
i Konsul Graus Gade, 1976.
Nybyggeri i Konsul Graus Gade.
Omkring 1980. Foto: Friis Fotografi
110
ning skulle administrere opgaven, forestå samarbejdet med saneringsselskabet og sørge for, at øvrige kommunale sektorer blev inddraget i opgaven.
Borgmester Peter Ravn gik ind for, at formanden for Byplanudvalget også blev formand for Boligkommissionen, og det godkendtes af
Byrådet i 1977, hvorefter Peter Ravn udtrådte af Boligkommissionen
for at gøre plads til Sv. Aa. Wase Petersen. Han sad herefter både
som formand i Boligkommissionen og i Teknisk Udvalg.
I juni 1977 kunne saneringsselskabet gå igang. Der blev nedsat en
styregruppe, som ud over Hans Wahlgreen kom til at bestå af folk fra
Byplanafdelingen, bygningsinspektøren og Boligkommissionens
sekretær samt K. Bonde Pedersen fra saneringsselskabet. I 1980erne,
da flere projekter var blevet sat i værk, blev styregruppen udvidet. Nu
Saneringspolitikken afstedkom i starten
protester fra flere sider.
deltog formanden og næstformanden for Teknisk Udvalg også i
gruppen, som ud over teknikere fra Teknisk Forvaltning også var
repræsenteret ved Boligkontoret, Økonomisk Forvaltning, Social- og
Sundhedsforvaltningen, Museet på Koldinghus samt saneringsselskabet, som på det tidspunkt havde skiftet navn til Byfornyelsesselskabet
Danmark.
Saneringsområdet Konsul Graus Gade bestod af karreerne på
begge sider af Konsul Graus Gade. Området var mod nord afgrænset
af Låsbygade, mod øst af Zahnsgade, mod syd af Katrinegade og mod
vest af Hans Ludvigs Vej.
I 1970 havde Boligkommissionen karakteriseret området ved
... sin stærkt blandede og sammentrængte boligbebygggelse i 11⁄2 - 3 etager
mellem Katrinegade og Konsul Graus Gade med et stort antal boliger af ringe
størrelsesforhold med dårlige lejligheds- og bygningskvaliteter, små grundstørrelser og gennemgående med svigtende vedligeholdelse, således at bebyggelsen i
det væsentlige må betegnes som udslidt og med så sundhedsfarlige og brandfarlige forhold, at beboelse må ophøre.
Bebyggelsen langs Låsbygade var gennemgående af bedre kvalitet,
men her var bagarealerne mange steder opfyldt af bygninger, hvori
der var indrettet erhverv. Så tæt en bebyggelse betød, at konsekvenserne af en brand kunne blive ret alvorlige.
Saneringsselskabet Danmark præsenterede et saneringsforslag i
1977, efter at der først var blevet offentliggjort et debatoplæg og
afholdt en lang række møder med ejere og lejere i området.
Planen indebar, at samtlige bygninger skulle bringes i en tidssvarende tilstand og være brandsikrede. Indvendigt skulle boligfaciliteterne naturligvis opfylde de krav, som man kunne stille til en
moderne bolig. Der skulle indlægges centralvarme, installeres badeværelser, og toilet- og køkkenforhold skulle moderniseres.
I oplægget var der desuden forslag til, hvilke bygninger, der skulle
totalsaneres - d.v.s. rives ned, hvilke der skulle moderniseres og
ombygges, samt forslag til en etablering af tilfredsstillende friarealer.
Al eksisterende skurbebyggelse, vaskehuse, udhuse, garager, hegnsmure og plankeværker i baggårdene skulle i videst mulige omfang
fjernes. Alle husene på Vennegade ville blive revet ned, mens en
række af bygningerne på Hans Ludvigs Vej skulle rives ned, der hvor
Vestre Ringgade skulle anlægges.
Planens bestemmelser kom naturligvis til at berøre beboerne på
forskellig vis, hvadenten de var lejere eller grundejere. De lejere,
som boede i nedrivningsdømte boliger, fik anvist en ny bolig af kommunen, som svarede til deres familiemæssige og økonomiske forhold. De, som ønskede at vende tilbage efter saneringsprogrammets
ophør, blev midlertidigt genhuset andetsteds. Det var ikke noget
større problem for kommunen, eftersom den rådede over 800 boliger og i øvrigt havde et godt samarbejde med byens boligforeninger.
Saneringsloven gav endvidere mulighed for at yde økonomisk kompensation af forskellig art til de berørte lejere og ejere.
Byrådet godkendte saneringsplanen, og efterfølgende gik man
straks i gang med arbejdet. Arbejdernes Andelsboligforening var bygherre på de 145 nye boliger, som skulle bygges, og i 1981 var saneringsprogrammet så vidt fremskredent, at man kunne invitere borgere og almindeligt interesserede på rundvisning i området. Året
efter afsluttedes Koldings første byfornyelsesprojekt.
Saneringsselskabet oprettede allerede fra starten en base i byen i
Låsbygade 71. Efter at kommunen i 1980 erhvervede Borns gård, flyttede saneringsselskabet hertil.
111
Det socialdemokratiske byrådsmedlem,
Sv. Aage Wase Petersen var formand for
Teknisk Udvalg fra 1966 indtil 1982,
bortset fra årene 1971-74, hvor Bent
Rasmussen havde hvervet.
Foto: N. Lisberg, 1966
Byfornyelse i Låsbygade 1985
112
Kontoret fungerede også som informationskontor, hvor ejere og
lejere og almindeligt interesserede havde mulighed for at få oplysninger om saneringsarbejdet.
Saneringsloven, og senere byfornyelsesloven krævede, at saneringsprogrammer skulle ud til høring blandt lejere og ejere, inden
de blev iværksat. Forløbet var således, at saneringsselskabet udarbejdede et debatoplæg, hvori der var op til tre forslag til, hvorledes
saneringsområdet kunne gøres bedre. Derefter fulgte oplysningsmøder med repræsentanter fra kommunen og saneringsselskabet, hvor
saneringsplanerne blev forelagt beboerne. Desuden fulgte man
informationsmøderne op med direkte kontakter med beboerne, når
der skulle forhandles om forslagenes gennemførelse. Her valgte man
i vid udstrækning at søge løsninger, som beboerne kunne gå ind for,
i stedet for at gennemtvinge løsninger, eksempelvis gennem den ekspropriationsret, som loven gav kommunen.
Det var sandsynligvis medvirkende til, at den skepsis, som borgerne udviste i begyndelsen, senere blev vendt til en positiv holdning.
En anden faktor, som gav byfornyelsesspolitikken vind i sejlene, var,
at folk forholdsvist hurtigt kunne se, at »de fik noget for pengene«.
Det udnyttede man også i planlægningen. Under saneringsarbejdet i
Låsbygade-Blæsbjerggade tog man først fat på Hudecentralen, som i
mange år havde fremstået som kvarterets største skamplet.
Mellem 1977 og 1986 blev der stort set søsat en ny saneringsplan
hvert år, hovedsageligt i den vestlige bykerne. Sideløbende med
Konsul Graus Gade-saneringen blev der i disse år udarbejdet saneringsplaner over andre områder langs Låsbygade. I 1978 lavede man
saneringsplaner for områderne Låsbygade-Blæsbjerggade og Låsbygade-Slotssøen, og i 1980 gik planlægningen i gang for området Låsbygade-Vifdam.
Disse saneringsplaner fulgte mønstret fra Konsul Graus Gade-saneringen med nedrivning af baghuse, skure m.v. for at gøre plads til friarealer samt nedrivning eller istandsættelse af boliger. Arbejdernes
Andelsboligforening stod for hovedparten af nybyggerierne i de
sanerede områder, mens arkitekt Lauge Juul projekterede husene.
I 1981 bevægede man sig væk fra den vestlige bykerne og startede
planlægningen af en sanering i området mellem Bredgade-Tøndervej-Vesterbrogade-Vejrupsgade syd for åen. Planen omfattede 280
husstande og blev godkendt af Byrådet i 1984. I 1985 begyndte man
på de indledende forhandlinger med ejerne om en kommunal overtagelse af nedrivningsejendommene.
Saneringen havde visse steder medført, at der kom »huller« i de
enkelte husrækker. For at sikre, at en fremtidig bebyggelse faldt ind i
helheden udarbejdes i 1980 retningslinier for nybyggerier på grundene, som i de fleste tilfælde var ejet af kommunen. Retningslinierne
indeholdt dels nogle generelle bestemmelser, som angik murværk,
skiltning, facade o.s.v. og dels nogle særlige bestemmelser. De særlige
bestemmelser var individuelt udarbejdet for hver enkelt bygning, alt
efter i hvilken gade den var beliggende. Retningslinierne betød, at
byggeriet fik karakter af at være en slags supplerende sanering.
Grundene var beliggende i Blæsbjerggade, Hospitalsgade, Katrinegade, Konsul Graus Gade, Langelinie, Låsbygade og Zahnsgade. De
blev alle opkøbt af AAB, som i 1982 startede opførelsen af 67 lejligheder efter forvaltningens retningslinier.
I saneringen af Nicolaikarreen blev 1700-tals bindingsværkshusene
på Låsbybanke 1-7 restaureret, hvilket arbejde blev afsluttet i 1986.
Boligerne blev solgt som andelslejligheder.
I karreen mellem Zahnsgade-Blæsbjerggade gik man i samarbejde
med beboerne igang med at rydde gårdene i 1982. Det blev gennemført som et delvist beskæftigelsesprojekt . Det var noget, man i øvrigt
også benyttede i en lang række andre byfornyelsesprojekter fra slutningen af 1970erne og frem i 1980erne.
Karréforbedringsarbejder blev gennemført flere steder i byen
igennem et aktivt samarbejde mellem beboere og kommune.
Direktør Helge Nielsen fra saneringsselskabet udtalte i 1982, at
Kolding var hele landets byfornyelsesmekka, idet selskabet her havde
gennemført den hidtil største byfornyelse uden for København.
Det synspunkt blev delt af andre. I november 1986 fik Kolding
tildelt Kreditforeningen Danmarks byfornyelsespris, som dermed
gav byen en halvofficiel status som »danmarksmester i byfornyelse«.
Hæderen blev motiveret med, at Kolding havde gennemført den
største sammenhængende bydelsforbedring uden for København,
omfattende 10 karrésaneringer med ca. 1.000 boliger.
Per Bødker Andersen afløste Sv. Aa.
Wase Petersen som formand for Teknisk
Udvalg i 1982 og blev i 1985 Koldings
nye borgmester. Foto: L. Fransson, 1998
Alex Jentsch afløste Per Bødker Andersen
på formandsposten i Teknisk Udvalg i
1986. Foto: N. Lisberg, 1966
Nye kulturhuse og nyt rådhusbyggeri
Ud over de store saneringsplaner, der stort set var realiserede
omkring midten af 1980erne, påbegyndte man også saneringer af
enkelte mindre karreer eller enkeltejendomme. I 1975 havde kommunen erhvervet det gamle plejehjem, Sct. Jørgens Hospital i Hospitalsgade. I de følgende to år blev bygningen restaureret som led i et
beskæftigelsesprojekt og kunne i 1977 åbne som byens nye foreningshus.
I 1978 stod Klostergården klar med tilbud til foreninger og
grupper om at benytte lokalerne til forskellige aktiviteter og arrangementer. Det var tanken, at man med tiden skulle udbygge Klostergården med en stor sal, som skulle benyttes til musik, teater, kongres- og
udstillingsformål, og mellem 1976 og 1978 arbejdede man med forskellige forslag til placeringer. Bygningerne, der var opført 1898-ca.
1945, var oprindeligt ejet af FDB og havde været kafferisteri og
bolche- og chokoladefabrik. Ved Kolding Kommunes overtagelse af
fabrikskomplekset blev de dårligste bygninger nedrevet, mens resten
blev bygget om eller istandsat. I 1981 gennemførtes et gadegennembrud mellem Bredgade og Søndergade (Farverstræde), således at
der blev forbindelse til Klostergården fra vest.
Omdannelsen af enkeltbygninger til andre formål, end det de
oprindeligt havde været brugt til, blev også en del af byfornyelsesprogrammet. Således blev Graus Pakhus i Låsbygade omdannet til ungdomsboliger.
Pladsforholdene på rådhuset var stadig et stort problem, hvorfor
man besluttede at udflytte Økonomisk Forvaltning. Efter at have diskuteret flere alternative placeringer, herunder i Adelgade, endte det
med, at nybyggeriet blev placeret i Bredgade. Byggeriet blev indledt i
1981 og var afsluttet i 1983. I planerne lod man »døren stå åben« for,
at man med tiden kunne genetablere en fysisk forbindelse til rådhuset, idet der blev projekteret en forbindelsesbro mellem førstesalen i
forvaltningen og rådhuset.
Opførelsen af den nye administrationsbygning betød, at kommunen solgte fem forretningsejendomme i Adelgade, nemlig Adelgade
1-9. De var oprindeligt erhvervet for at sikre arealer til en udvidelse
af rådhuset.
I forbindelse med salget blev der udarbejdet en plan for gårdrydning og istandsættelse af ejendommene. Kommunen betalte for ned-
113
brydningen og etableringen af facader og af friarealer, mens
køberne skulle bekoste ind- og udvendige istandsættelser af ejendommene efter retningslinier fastsat af kommunen.
Kommuneplanlægning
»Debat i Kolding« blev udsendt til samtlige husstande i september 1981.
Kommuneplanerne 1984-1995, 19892000 og 1992-2003. Forsiden på de to
første kommuneplaner var Koldingplakaterne fra henholdvis 1982 og 1989,
mens den tredje var udarbejdet i et samarbejde mellem Plan- og Udviklingsafdelingen og Bjørn’s Tegnestue, Kolding.
114
Kommuneplanloven fra 1975 bestemte, at alle kommuner skulle
udarbejde kommuneplaner, og at borgerne skulle have mulighed for
aktivt at medvirke i planlægningen af kommunens fremtid.
Kommuneplanarbejdet blev i Kolding udført i Planlægningsudvalgets regi, som var bistået af en planlægningsgruppe, bestående af
kommunaldirektøren, økonomidirektøren, teknisk direktør, informationschefen, medarbejdere fra Økonomisk- og Teknisk Forvaltning samt Institut for Kommunal-Planlægning (IKP), som i 1976 var
udskilt fra ICP.
I loven var lokalplaner blevet introduceret til afløsning af de tidligere byplanvedtægter. Selve kommuneplanens opbygning var
således, at der inden for rammerne af regionplanlægningen blev
udarbejdet kommuneplaner, og de dannede grundlag for lokalplanerne. I modsætning til tidligere betød kommuneplanloven, at kommunerne kunne vedtage kommune- og lokalplaner, uden at disse
skulle godkendes af en overordnet myndighed.
Med undtagelse af lovkravet om borgernes aktive inddragelse i
lokalplanarbejdet, indeholdt lokalplanerne stort set de samme ting
som byplanvedtægterne. De skulle fastlægge, hvordan bestemte
områder måtte udstykkes, bebygges og anvendes. I årsskiftet 1977/78
blev de første 9 lokalplanforslag fremlagt til offentlig høring, herunder forslag for nogle af saneringsområderne i den vestlige
bykerne, mens yderligere fire var under forberedelse. I de følgende
år steg antallet af udarbejdede lokalplaner. I 1983 var der tilvejebragt
56 lokalplaner for enkeltområder i kommunen.
Forløbet i kommuneplanarbejdet kunne opdeles i fire faser. Først
udarbejdedes et idéoplæg, som skulle ud til offentlig høring. På baggrund af den offentlige debat blev kommuneplanen derefter lavet,
og efter at denne havde været lagt ud til en afsluttende offentlig
høring, skulle den godkendes af Byrådet.
Offentlighedsfasen startede i september 1981, hvor avisen "Debat i
Kolding" blev udsendt til samtlige husstande i kommunen. Den var
Bebyggelsen af Bredgadepladsen gik
igang efter 1986.
startskuddet til den debat, som i de næste måneder førtes på offentlige møder, i studiekredse og foreninger og igennem avisindlæg og
skrivelser til kommuneplansekretariatet. Kommuneplandebatten
sluttede i foråret 1982, men blev genoptaget i oktober 1983, hvor
endnu en debatavis, "Ekstra Debat i Kolding", blev udsendt.
I avisen blev der præsenteret en række konkrete planforslag og
muligheder, for på den måde at give et bedre grundlag for debatten.
Specielt trafiksituationen og bymiljøet blev blandt de mest omdiskuterede emner. Målsætningen for bykernen var, at bymiljøet skulle forbedres for beboere og besøgende og samtidig sikre en god trafikadgang til bykernen for alle trafikantgrupper. Der var forslag til forskønnelse og ny udformning af Banegårdspladsen, udnyttelse af arealerne omkring åen til rekreative formål, en ny koncert-, teater- og
mødesal i Klostergården og bebyggelses- eller udnyttelseforslag til
arealet ved Bredgade. Cityområdets gadenet skulle gradvist omdannes til gå- og sivegader. Det ville få konsekvenser for parkeringsmulighederne i byen, hvoraf nogle eksisterende parkeringspladser ville
forsvinde. Det kunne delvist afhjælpes ved f.eks. at placere et nyt parkeringshus i Brostræde og ved anlæg af nye parkeringsarealer syd for
banen. Kommuneplan 1984-1995 blev godkendt af Byrådet i november 1984, efter at have været fremlagt til offentlig høring i fire
måneder. To lokalplanforslag affødt af kommuneplanarbejdet kom i
særlig høj grad til at præge den offentlige debat. Det ene var spørgsmålet om, hvad området ved Bredgade skulle bruges til, det andet
var forslaget til bebyggelse af området ved Sydbanegade.
I "Debat i Kolding" var der fem forskellige forslag til Bredgade-
115
pladsens fremtidige anvendelse. Den kunne bruges til 1: Rekreative
formål, indeholdende f.eks. legepladser, boldbaner, svømmehal,
biograf m.m. 2: Boligbyggeri. 3: Udvidelse af citys butiks- og
erhvervsarealer. 4: Parkeringsareal eller 5: En blanding af de nævnte
funktioner.
Arkitekt Lauge Juul udarbejdede i begyndelsen af 1980erne det
projekt, som senere blev realiseret af bygherrerne Ejendomsvirke
A/S, Arbejdernes Andels Boligforening og Rasmussen & Schiøtz. I
projektforslaget var hovedvægten lagt på boligbyggeri med et samlet
areal på ca. 12.000 m2, 2.500 m2 til butikker og et delvist overdækket
parkeringsanlæg for ca. 250 biler. Da lokalplanforslaget blev fremlagt
til offentlig høring i 1985, blev der fra flere sider protesteret voldsomt mod det planlagte byggeri. De forretningsdrivende var imod, at
projektet ville medføre en nedlægning af parkeringspladser.
Desuden vakte det modstand, at byggeriet ville komme til at ligge for
tæt op ad Sct. Nicolai Kirke. Byrådet vedtog lokalplanforslaget i 1986.
I årene 1983-84 havde entreprenør Peter Nielsen opkøbt et stort
antal ejendomme i området omkring Dalbygade og Haderslevvej,
med den hensigt, at bygge et større butikscenter.
Det stred mod intentionerne i kommuneplan 1984-1995, hvor det
pågældende område var udlagt til lokalcenter og boligområde med
en maksimal bebyggelsesprocent på 50.
I 1985 besluttede Byrådet dog, at der skulle gives mulighed for
opførelse af en større centerbebyggelse med en bebyggelsesprocent
på op til 110. Det skete med den begrundelse, at bykernens centerområde på den måde kunne udvides mod syd.
I forhold til kommuneplanen var der tale om så stor en ændring,
at der blev udarbejdet et tillæg til denne. Dermed oprettedes et nyt
enkeltområde, der fik betegnelsen 0310.
Det udmøntedes i et nyt lokalplanforslag, som blev fremlagt i 1985
og endeligt vedtaget af Byrådet i juni 1986. Sagsforløbet resulterede i
en del protester over, at man ved at ændre i kommuneplanen satte
nærdemokratiet ud af kraft og troværdigheden over styr, og protester
mod Peter Nielsens byggeprojekt, som ville medføre nedrivning af
boliger til fordel for butikscenter og parkeringspladser.
Scanticon 1986.
116
Kommuneplandebatten, byfornyelsen, den gradvise ændring af
bykernens udseende trafikalt, miljømæssigt og bebyggelsesmæssigt
var stærkt medvirkende til, at Kolding hen imod midten af 1980erne
begyndte at slippe ud af "Lillebysyndromet". Et af vendepunkterne
var, da Scanticon, det første af de nu tre store konferencehoteller,
blev bygget. Scanticon indviedes i august 1986.
Teknisk Forvaltning
siden 1987
Teknisk direktør Hans-Jørgen Bøgesø og en ny organisation
Hans-Jørgen Bøgesø, teknisk direktør
siden 1. februar 1987.
Hans-Jørgen Bøgesø, der blev udnævnt til teknisk direktør den 1.
februar 1987, havde på forhånd et indgående kendskab til Kolding
Kommune. Han havde siden 1968 arbejdet som konsulent for
Teknisk Forvaltning først i firmaet Institut for Centerplanlægning,
fra 1976 i Institut for Kommunal-Planlægning og fra 1983 i firmaet
Agergaard og Bøgesø I/S. Hans-Jørgen Bøgesø var blevet akademiingeniør i 1966 og aftjente 1966-68 sin miliærtjeneste ved flyvevåbenet,
hvor han blev løjtnant af reserven. Han har desuden HD i organisation og arbejdssociologi.
Hans-Jørgen Bøgesø havde hovedsagelig arbejdet sammen med
Byplanafdelingen i Teknisk Forvaltning og lokalpolitikerne i Teknisk
Udvalg, men kendte også så meget til arbejdet i forvaltningen som
helhed, at han i forbindelse med ansættelsessamtalen fik tilladelse til
at igangsætte et organisationsudviklingsprojekt i forvaltningen i lyset
af nye opgaver, som forvaltningen skulle beskæftige sig med bl.a. på
miljøområdet og indførelsen af informationsteknologi.
Arbejdet med en ændret organisation for Teknisk Forvaltning
begyndte i sommeren 1987, den nye organisationsplan blev godkendt af Byrådet i maj 1988 og trådte i kraft 1. februar 1989.
Selve processen, der ledte frem til den nye organisationsplan, var
medarbejderstyret. Styregruppen blev sammensat på en sådan måde,
at alle grupper i forvaltningen blev repræsenteret. Der var ældre og
yngre medarbejdere, nyansatte og folk, der havde været i forvaltningen i mange år, mænd og kvinder, ledere og »menige«. Styregruppen kom til at bestå af afdelingsarkitekt Bent Viggo Hansen, afdelingsingeniør Martin Gubi, ingeniør Gunnar Hansen, teknisk assistent Kirsten Abild, assistent Lis Thisted, afdelingsingeniør Rasmus
Pedersen samt som sekretær Erik Christensen. Frem til maj/juni
1988 afholdt styregruppen en lang række møder med konsulentbi-
Diskussion i grupper på seminaret på
Golf Hotel i Viborg i september 1987. I
forgrunden Torben Andersen og Jørn
Loldrup. Foto: Peter Jensen.
117
Teknikbutikken fotograferet i 1994, I
ekspeditionen Hanne Sebelius og Ib
Dalsgaard.
118
stand fra Jesper Hartvig Thomsen fra DAFOLO. Desuden afholdtes
internatmøder for hele forvaltningens personale. Det var en urolig
periode, ikke alle var enige i nødvendigheden af ændringerne.
Den nye organisationsplan betød først og fremmest en ændring af
forvaltningens ledelsesform. Der oprettedes to nye stillinger som
områdechefer, der hver skulle samle ledelsen af de udøvende afdelinger. Anlægs- og driftschefen fik Driftsafdelingen, Vejafdelingen,
Kloaksektionen og Parkafdelingen under sig, mens bygge- og miljøchefen fik Miljøafdelingen, Byggesagsafdelingen og i 1990 Bygningsafdelingen under sig.
Forvaltningens administrations- og planlægningsfunktioner samledes ligeledes i to hovedområder. Til administrations- og serviceområdet henlagdes en nyindrettet servicebutik, kaldet Teknikbutikken, et
centralt sekretariat, Økonomiafdelingen og Kortafdelingen. Det
andet hovedområde var Plan- og Udviklingsafdelingen, den tidligere
Byplanafdeling, der hermed styrkedes, også ved ansættelse af en
plan- og udviklingsmedarbejder, der tillige var souschef.
Teknisk direktør samt de fire områdechefer skulle tilsammen
udgøre den strategiske ledelse, der ved ugentlige møder koordinerede forvaltningens arbejde. Afdelingslederne skulle ikke længere have
direkte reference til teknisk direktør, og afdelingsledermøderne blev
nu i højere grad orienteringsmøder.
Hovedformålet med den nye organisationsplan var at skabe en
mere direkte kontakt mellem forvaltningen og kunderne og dermed
få en smidigere og hurtigere sagsbehandling. Betjeningen af publikum blev samlet i Teknikbutikken, der blev åbnet den 11. april 1989.
I Teknikbutikken samledes »her og nu«-sagsbehandling, lettere byggesagsbehandling, udstykningssager, gravetilladelser, salg af erhvervsjord/boligparceller, udlejning af landbrugsjord m.v. Til gengæld
skulle forvaltningens afdelinger kunne anvende deres ressourcer på
større og mere kompetencekrævende arbejdsområder. Det var også
en klar målsætning for den nye organisationsplan, at forvaltningen
hurtigst muligt skulle samles i én bygning med tilfredsstillende
fysiske rammer for såvel kunder som medarbejdere.
I løbet af 1989 skete ansættelsen af de nye chefer. Administrationschef Claus Andersen blev ansat den 1. marts 1989, og områdechefen
for drift og anlæg Lars Bolet den 1. januar 1990. Områdechefen for
bygge- og miljøområdet Jens Holck-Christiansen tiltrådte kort efter.
Den tidligere leder af Byplanafdelingen, Bent Viggo Hansen, blev
plan- og udviklingschef og medlem af den strategiske ledelse. I
oktober 1990 ønskede han imidlertid at fratræde denne stilling, og
arkitekt Ole Fisker, der i februar 1989 var blevet ansat som udviklingsmedarbejder og souschef i Plan- og Udviklingsafdelingen, indtrådte i stedet. Konsulentfirmaet Mercuri Urval deltog i ansættelserne af områdecheferne, ligesom de var med, da alle afdelingslederstillingerne blev slået op. De hidtidige afdelingsledere skulle søge
deres egne stillinger, og ikke alle fortsatte.
Graphoafdelingen, nu kaldet Kortafdelingen, blev etableret i
1977. I 1980erne ændredes kortproduktionen gradvist fra papir til
edb, og Kolding Kommune indgik i et udviklingssamarbejde med
Naturgas Syd I/S, Vejle og Horsens kommuner. Opgaven var at få
opbygget et fælles informationssystem for kort og ledninger internt i
forvaltningen og i et samarbejde med Forsyningsforvaltningen
(KKF). Et flerårigt opmålingsprogram ved flyfotoopmåling var allerede iværksat i 1977. Edb-kortene lagredes i en database, drevet i samarbejde med de nævnte parter. Dette samarbejde blev senere omdannet til IGS-Centret A/S med domicil i Rødding. En drivende kraft var
tidligere teknisk direktør Hans Wahlgreen, der bl.a. i 1987 blev ansat
som konsulent til at udarbejde et oplæg for omlægning af kortopgaven til et takstfinansieret forsyningsområde. I 1994 blev kortdatabasen omstruktureret for at kunne leve op til nutidens krav til geogra-
Tidligere bygnings- og brandinspektør
Laurids Steffensen mødte op ved HansJørgen Bøgesøs tiltrædelse. Foto: Kolding
Folkeblad
119
fisk information på edb. Kortafdelingen forsyner i dag Teknisk Forvaltnings afdelinger og andre forvaltninger med geografisk information på edb, d.v.s. edb-kort, hvortil der knyttes relevante oplysninger,
som kan sammenstilles på forskellig måde (f.eks. kommunens kloaksystem).
I forlængelse af organisationsændringerne besluttede Byrådet i
1989 at oprette en særskilt bygningsafdeling under teknisk direktør
med ansvar for kommunalt nybyggeri og vedligeholdelse af samtlige
kommunale bygninger. Ideen havde allerede været diskuteret i Hans
Wahlgreens tid. Hidtil havde de enkelte kommunale forvaltninger
selv administreret og styret deres byggesager, men såvel nybyggeri
som bygningsvedligeholdelse krævede nu større faglig ekspertise.
Teknisk Forvaltning havde ønsket selv at styre alle bevillinger til
nybyggeri og bygningsvedligeholdelse, men det blev imødegået fra
politisk side. Forvaltningen kom i stedet til alene at stå for det faglige
ansvar, mens fagudvalgene beholdt det politiske og økonomiske
ansvar for egne forvaltningers byggesager. Til leder af afdelingen
ansattes fra 1. januar 1990 Erik Boye. Afdelingen henlagdes under
bygge- og miljøchefens ledelsesområde.
Kolding Havn blev også inddraget i omstruktureringen af Teknisk
Forvaltning. I 1989 blev Kolding Havn udskilt som et selvstændigt
område under teknisk direktør med havneingeniør Klaus Andersen
og havnemester Per Bendix Jensen som daglige ledere. Kolding
Havn fik i 1991 sin egen administrationsbygning, tegnet af Lauge
Juuls Tegnestue.
Trafikplan og store investeringer i bymidten
Indvielse af nyindretningen af Banegårdspladsen den 29. august 1989.
Foto: Lars Holm, Kolding Folkeblad.
120
Perioden fra 1987 til 1989 var præget af store investeringer i bymidten. I 1987 udarbejdedes en samlet trafikplan for bymidten i samarbejde med konsulentfirmaet Anders Nyvig. Efter forelæggelse for
Plan- og Miljøudvalget 1989-1993 med
embedsmænd. Siddende fra venstre Jens
Holck-Christiansen, Ib Hansen,
Walther Gessner Petersen, Hans-Jørgen
Bøgesø. Stående fra venstre Iver Schriver, Jens Møller, Sven Trillingsgaard,
Jens Andersen, Henrik Knudsgaard og
Ole Fisker. Foto: L. Fransson.
Byrådet blev planen offentliggjort i »Kommuneplanavis 1« under
medvirken af byplankonsulent Hans Tyge Pedersen og dannede baggrund for en borgerdebat. I de følgende år fornyedes bymidten gennemgribende. Teknisk Forvaltning sørgede for realiseringen af en
trafikplan, der ledte stadig mere af bymidtens trafik ud i ringgadesystemet, Banegårdspladsen blev omlagt efter et projekt af arkitekt
Peter Stephensen i 1989, og Fredericiagades sydlige del blev dobbeltrettet. Der gennemførtes også en samlet plan for Slotsbankeområdet. I 1988 blev krydset Tøndervej/Haderslevvej færdig. Det elektroniske P-servicesystem, det første af sin art i Norden, blev opsat fra
september 1989, men var dog først endelig udbygget i 1993. I samme
periode fik bl.a. Låsbygade og Adelgade ny gadebelægning. Byfornyelsesprojekterne ved Låsbygade var alle afsluttet, og stor privat byggeaktivitet og byfornyelse fulgte i området mellem Jernbanegade og
Helligkorsgade. Slotsgade med Lilletorv og A.L. Passagen var færdiganlagt i 1989 og bidrog med deres caféliv, smøger og glade farver til,
at Koldings bymiljø blev mere indbydende.
Et helt nyt bybussystem med 20 minutters drift blev igangsat i maj
1988 med busterminal i Klostergade. City-arkaden var blevet færdig i
1987, og AAB fortsatte med Bredgadebyggeret i de følgende år.
Bymidten var i denne periode én stor byggeplads, hvad til gengæld
betød, at man fik klaret problemerne i ét hug. Bymidten var trafikalt
set på plads, inden der for alvor blev taget fat på planer for et aflastningscenter uden for bykernen.
For mange borgere gik udviklingen i bymidten måske lige hurtigt
nok, der var påstande om, at »hastighedsgrænsen var overskredet«,
og et udslag af reaktionen mod det nye var 16.000 menneskers
protest i marts 1988 mod, at Bredgadebyggeriet kom for tæt på Sct.
Nicolai Kirke. Reaktionen mod den kraftige vækst var formentlig
også en del af baggrunden for det store valgnederlag, som ramte
Socialdemokratiet og borgmester Per Bødker Andersen ved kommunevalget i november 1989. Socialdemokratiet mistede seks af tolv
mandater i Byrådet.
Per Bødker Andersen fortsatte dog som borgmester efter kommunevalget. Bredgadebyggeriet fortsattes efter planen, og tilfredsheden
med forandringerne i bymidten blev stadig mere udbredt. Den 16.
november 1989 kunne Vestre Ringgade åbnes for færdsel i begge ret-
121
ninger efter 12 års anlægsarbejder, og i august 1990 kunne Midtgården og AABs Bredgadebyggeri indvies.
Forvaltningen har siden Hans-Jørgen Bøgesøs tiltrædelse været
meget optaget af, at Kolding skulle have et godt bydesign. Siden
1988 har en særlig rådgivende bydesigngruppe i forvaltningen arbejdet med forbedring af bymidtens pladser og gaderum med belægning, belysning, beplantning og gadeudstyr i form af lamper, informationsstandere, telefonbokse m.v. Byggesagsafdelingen har givet
vejledning i udformning af husejernes facader, skiltning m.v. I denne
forbindelse produceredes i 1994 en video, hvor journalist og forfatter Peter Olesen fortalte om gode og dårlige eksempler på facader
og skiltning i det koldingensiske bybillede.
Plan- og Miljøudvalg, miljøhandlingsplan og grønne tanker
Ole Fisker, plan- og udviklingschef
1990-1996
122
Ved byrådsvalget i 1989 skabtes en ny magtfordeling i Byrådet som
følge af Socialdemokratiets tilbagegang. Socialdemokratiet indgik
konstitueringsaftale med Socialistisk Folkeparti, der havde fået seks
mandater ligesom Socialdemokratiet og Hans Linds borgerliste, der
havde fået to mandater. Teknisk Udvalg fik Hans Lind som formand,
og til Socialistisk Folkeparti, der ønskede at profilere miljøområdet,
oprettedes et nyt udvalg, Plan- og Miljøudvalget, der fik Ib Hansen
som formand.
Miljøområdet fik nu en større politiske bevågenhed. Kolding var
den første by i Danmark, der fik en miljøhandlingsplan, der godkendtes af et enigt byråd i 1989. Den rakte 12 år frem og blev til i et
samarbejde med COWI-Consult og Lønholdt & Jans. Målsætningen
var at arbejde for en renere teknologi og større bevidsthed om ressourcebevarelse, at reducere forureningen ved at minimere de frembragte affaldsmængder og at sikre en miljømæssig forsvarlig bortskaffelse af affaldet.
Den første temadag om Grøn Plan fandt sted allerede i november
1987. Grøn planlægning lå bag kommuneplanforslaget 1989, og en
arbejdsgruppe i forvaltningen udarbejdede sammen med landskabsarkitekt Peter Thorsen rekommendationen »Grønne Tanker i
Kolding«, et sæt af anbefalinger, der var inspireret af Brundtlandrapporten fra 1987 og regeringens handlingsplan for miljø og udvikling
fra 1989. Den blev offentliggjort den 1. juni 1990 i forbindelse med
en stor økologisk udstilling i Den Geografiske Have.
Arbejdet inden for miljøområdet er siden 1989 forøget betydeligt.
Det gælder tilsynet med virksomheder og landbrug, udstedelse af
miljøgodkendelser til særligt forurenende virksomheder, klagesager i
henhold til miljøreglementet samt registrering og undersøgelse af
kemikalieaffaldsdepoter og forurenede grunde.
Byfornyelsesprojekterne har også fået en mere grøn dimension,
idet man nu i alle tilfælde undersøger mulighederne for at indarbejde alternativ energi og vandbesparelser i projekterne.
I 1991 indledtes et samarbejde mellem de fire store byer i Vejle
Amt, amtskommunen og Middelfart Kommune kaldet »Green City
Network«, der arbejdede på at få Erhvervsfremmestyrelsens certifikat
som Green City Denmark. Det var Herning-Ikast området, der
opnåede denne titel, men i Vejle Amt fastholdt man samarbejdet
under navnet »Green Network«. Bl.a. har de fem havne under
»Green Network« Horsens, Vejle, Fredericia, Middelfart og Kolding
fra 1994 samarbejdet om at få ensartede miljøkrav.
Med Danmarks undertegnelse af Agenda 21-dokumentet i Rio i
1992 forpligtede Danmark sig til, at lokale myndigheder senest i
1996 skulle indlede et samarbejde med den lokale befolkning om
udformning af en Agenda 21, d.v.s. en handlingsplan for det 21.
århundrede. I 1994 har Kolding Byråd underskrevet Aalborg Charteret og dermed besluttet » at Kolding Kommune aktivt skal arbejde
for at fremme en bæredygtig udvikling«. Dette har affødt en lang
række initiativer, bl.a. forslag til udformning af en grøn indkøbspolitik, økologisk byfornyelse, udarbejdelse af grønne regnskaber, miljøuddannelse m.m. I Kommuneplan 1998-2009 indgår ligeledes disse
mål om en bæredygtig udvikling.
I september 1995 blev der afholdt et miljøseminar for borgere,
eksperter, politikere og erhvervsliv i kommunen, og der fremkom
blandt deltagerne en ide om et uafhængigt økologisk råd, der oprettedes i begyndelsen af 1996 under navnet KØR, Kolding Økologiske
Råd. Kolding Kommune arbejdede aktivt for at få det nationale byøkologiske center til Kolding, men selv om det ikke lykkedes, besluttedes det, at Kolding skulle have sit eget Byøkologiske Center, der blev
oprettet i 1996.
Renseanlægget ved Agtrup
Den største enkeltinvestering under Teknisk Udvalg har siden 1987
været det nye renseanlæg ved Agtrup, der blev bygget for at kunne
opfylde de nye miljøkrav. Der blev foreslået tre modeller, hvoraf man
valgte den dyreste løsning med en bevilling på 110 mio. kr., og første
etape blev igangsat i august 1988. Anlæggets biologiske del blev
igangsat i 1991, og i 1992 kunne også den mekaniske del tages i
brug, hvorefter de to mekaniske anlæg i Kolding og Sdr. Bjert blev
sat ud af drift. Renseanlægget blev bygget til at modtage spildevand
fra 125.000 personer. I maj 1992 erklærede Vejle Amt, at forureningen fra Kolding var halveret takket være det nye rensningsanlæg. Et
slammineraleringsanlæg er under opførelse øst for renseanlægget.
Renseanlægget. Foto 1992-93
123
En revideret spildevandsplan rækkende frem til år 2000 var færdigbearbejdet i forvaltningen i 1990 og godkendtes af Byrådet i
januar 1992. En opmåling og kortlægning af hele det offentlige kloaksystem blev sat i gang, og hele kloaksystemet blev indlagt i et centralt edb-styret kloakovervågningssystem, der alarmerer ved svigt og
er sammenkoblet med det nye centralrenseanlægs overvågningssystem. Den del af spildevandsplanen, der omfattede anlæg af et
underjordisk såkaldt »forsinkelsesbassin« ved Slotssøen, blev aktuel i
slutningen af 1992 p.g.a. byggeriet af Kolding Ferieby ved Låsbygade/Kedelsmedgangen. Det var indledningen til en »restaurering« af
Slotssøen, der også omfattede en rentvandsledning fra Marielundssøen til Slotssøen og endnu et forsinkelsesbassin beliggende ved Slotssøvejen. Restaureringen af Slotssøen er efterfulgt af en såkaldt »biomanipulation« bl.a. ved opfiskning af skaller og brasen, og en forbedret sigtedybde har kunnet konstateres. Som følge af ny lovgivning
skal Kolding Kommune nu også udarbejde en spildevandsplan for
det åbne land.
En lånefinansieret renovering af kloaksystemet blev igangsat fra
1993, og kloaksystemets fjernovervågningssystem er blevet udbygget.
I 1995 udarbejdedes en edb-model af hele kommunens hovedkloaksystem, der bl.a. kunne fortælle, at kun 0,09% af den samlede spildevandsproduktion udledes til Kolding Å.
Affaldssystem 2000, affaldsforbrænding og losseplads
Miljøterminalen, Renovationsafdelingens kontorer og den »gamle« containerplads. Foto 1990-91
124
Siden 1985 havde man i Teknisk Forvaltning arbejdet med en kommunal affaldsplan. Redegørelsesarbejdet foregik i en arbejdsgruppe i
Vejle Amt med repræsentanter fra amtet og kommunerne og med
en ekstern konsulent fra firmaet Rambøll & Hannemann.
Målsætningen for et nyt affaldssystem i Kolding Kommune var, at
miljøbelastning, deponeringsbehov, de arbejdsmiljømæssige belast-
Anlægs- og driftschef Gunnar Hansen.
Foto 1997
ninger, og ressourceforbruget skulle reduceres, og at omkostningerne til indsamling, håndtering og slutbehandling skulle minimeres.
For at sikre den bedst mulige kvalitet af genbrugsmaterialerne og
undgå arbejdsmiljøproblemer byggede affaldssystemet på størst
mulig sortering ved kilden, d.v.s. i den enkelte husholdning. Sorteringen skulle dog også ses i sammenhæng med muligheden for at
genbruge det, der blev sorteret.
Teknisk Udvalg vedtog enstemmigt i 1989 en affaldssorteringsordning, som alle husholdninger og alle virksomheder skulle deltage i.
Mens der blev truffet særlige sorteringsaftaler for erhvervsaffaldet
med de enkelte virksomheder var idéen, at alle husstande selv skulle
sortere deres affald i avispapir, andet papir, plast, glas, problemaffald
og restaffald. Affaldet skulle køres til en miljøterminal, hvorfra det
skulle sendes til genbrug, forbrænding, losseplads eller til Kommunekemi.
Affaldssystem 2000 blev igangsat den 22. januar 1990 efter en
længere planlægningsproces, hvor også borgerne var inddraget, men
selve gennemførelsen var ikke uden problemer. Bl. a. viste det sig
ikke muligt at genbruge plastaffaldet. Sorteringen af genbrugsmaterialer foretoges i papkasser, men efterhånden i stigende omfang i
miljøstationer af plastik samlet for et mindre antal husstande. I forbindelse med implementeringen af Affaldsplan 2000 blev Renovationsafdelingen oprettet. Den henhører under anlægs- og driftsområdet.
I 1997 er der indledt forsøg med sortering af restaffaldet i en komposterbar organisk del og en ikke komposterbar del til forbrænding
for ca. 1400 husstande. Både centralkompostering og hjemmekompostering afprøves.
Kolding Kommune indgik i 1979 en samarbejdsaftale med
Børkop, Egtved, Lunderskov, Vamdrup og Fredericia kommuner
(Affaldsregion Syd), hvorefter Kolding påtager sig forbrænding af
hele regionens brændbare affald. Denne aftale løber frem til 2002.
Forbrændingen er foregået først på forbrændingsanlægget på Kløvervej og siden på det nye forbrændingsanlæg på Bronzevej, der blev
sat i drift i 1982. En stor ombygning til kraftvarmeværk afsluttedes i
oktober 1993, hvorefter det udtjente anlæg på Kløvervej kunne tages
ud af drift. Ved Kolding Kommunes Forsyningsforvaltnings sammenlægning med Kolding Oplands Højspændingsforsyning til Kolding
Oplands Energiselskab (KOE) pr. 1. januar 1994 overgik affaldsforbrændingen til Teknisk Forvaltning. Affaldsvarmeværket blev organisatorisk henlagt under Bygge- og Miljøområdet. En ny containerplads blev taget i brug i begyndelsen af 1994.
Siden lossepladsen på Overbyvej i Seest den 1. januar 1989 blev
lukket af Miljøstyrelsen, har Kolding Kommune ikke selv haft mulighed for at deponere ikke-brændbart affald, selv om man siden årsskiftet 1979/80 har arbejdet på at finde et egnet sted i kommunen til
en ny losseplads. Et forslag om at anlægge en ny losseplads syd for
Vranderupvej i Seest er strandet p.g.a. protester fra en række
beboere i området, der frygter for en forurening af Hylke Vandværks
boring, en placering i Lilballe har Miljøstyrelsen modsat sig, og Vejle
Amt har nægtet at støtte en placering ved Gudsø Vig.
Fra 1989 til 1997 har Kolding Kommune haft en aftale med Fredericia Kommune om aflevering af ikke brændbart affald på lossepladsen i Vejlby. Den er nu afløst af en aftale med Grindsted
Kommune, der gælder for 10 år, samt en aftale med Glatved losseplads (Djursland) om modtagelse af farligt erhvervsaffald.
125
Boligminister Ole Løvig Simonsen, borgmester Per Bødker Andersen og A. Vajnø
Jeppesen, Byfornyelsesselskabet Danmark
glæder sig over samarbejdsaftalen om
Solgårdens renovering. Foto fra 1995 af
Orla Lund.
Glaspyramiden i Fredensgade/Hollændervejprojektet. Foto: Sten Krarup.
Byfornyelsesprojekter
Fra slutningen af 1980erne har byfornyelsesprojekterne ligget uden
for den egentlige bykerne og er flyttet til »grå områder« i den sydlige
bydel. Tøndervejsprojektet var provinsens største saneringsplan, men
er kun delvis blevet gennemført i etaper. Desuden er der sket byfornyelse af Markdanersgade/Slotsbanken, Søndergade Syd-Vest, Fredensgade/Hollændervej, Mariegade/Møllevej, Kolliinsgade/Agtrupvej og Buen/Munkegade.
Det overordnede mål for byfornyelses- og boligforbedringsindsatsen har været at forbedre ældre bydeles bygningsmæssige, trafikale,
funktionsmæssige, miljømæssige og sociale forhold gennem en koordineret indsats, siden 1988 ved styregruppemøder mellem repræsentanter for Teknisk Forvaltning, Økonomisk Forvaltning, Byfornyelsesselskabet og landskabsarkitekt Ole Klaaborg. Det har endvidere
været et mål at deltage i forsøgsprojekter omkring grønne tanker og
økologi.
126
Bygge-og miljøchef Peter Hee. Foto 1998
I marts 1995 indgik boligminister Ole Løvig Simonsen en samarbejdsaftale med Kolding Kommune og Byfornyelsesselskabet
Danmark om et særligt byfornyelsesprojekt for etageejendommen
Solgården, hvori indgår opsætningen af et solcelleanlæg på tag og
facade, som vil gøre ejendommen næsten selvforsynende med el.
Arbejdet indledtes i midten af 1996, og i foråret 1998 er anlægget
blevet sat i drift.
Koldings mest berømte byfornyelsesprojekt er uden tvivl det økologiske byfornyelsesprojekt ved Hollændervej/Fredensgade, hvor der
i sammenhæng med byfornyelse af 141 lejligheder er etableret et
økologisk rensningsanlæg i en glaspyramide.
Det var første gang, byfornyelsesprojekter blev igangsat i landsbyer,
da der i 1994 blev bevilget 8,5 mio kr. til ombygningsprojekter i Sdr.
Stenderup.
I efteråret 1996 søgte Kolding Kommune om at blive en af forsøgskommunerne i Folketingets Byudvalgs forsøg med kvarterløft, og i
foråret 1997 fik det udvalgte område mellem Eliassensvej, Tøndervej,
Haderslevvej og Tankedalsvej bevilget 100 mio kr., og der ansattes en
kvarterløftskoordinator og blev oprettet et sekretariat. Ideen bag
kvarterløftprojektet er meget ambitiøst. Det skal styrke områdets
identitet, flest mulige skal tage aktivt del i processen, miljøbevidstheden skal skærpes. Det skal bidrage til at få flere i arbejde i
området, give kvarteret øgede fritidsmuligheder og færre problemer
med misbrugere, nedbringe kriminaliteten og tilføre flere børnefamilier for at ændre beboersammensætningen. Der bor 6000 mennesker i hele området, der er blevet døbt Sydvest Kvarteret. Efter et
stormøde med ca. 200 deltagere er der blevet etableret en række
arbejdsgrupper blandt beboerne.
Veje og cykelstier
I forlængelse af Kolding bymidtes trafikplan fra 1988 vedtog Byrådet
i 1990 »Trafikplan 1989«, der for kommunen som helhed udpegede
kommunens hovedtrafikveje og de enkelte områders lokalveje.
Med Kommuneplanavis 1 fra november 1987 var et forslag til
ændring af vejsystemet ved motorvejsfrakørsel Kolding Ø, således at
der kom en direkte forbindelse mellem denne frakørsel over et nyt
industriområde nord for motorvejen ved Bramdrupdam og videre til
Vejlevej syd for Alminde. Hermed ville den gennemkørende trafik i
Bramdrupdam blive begrænset og den tunge trafik fra havnen få en
nemmere adgang til motorvejsnettet. Motorvejstilslutningen, der
finansieredes af Kolding Kommune, blev påbegyndt i 1990 og betalt
over grundpriserne i det nye erhvervsområde, der udlagdes nord for
Kokholm mellem Vejlevej og Lilballevej, i alt 150 ha. Vejstrækningen
mellem motorvejstilslutningen ved Kolding Øst og Vejlevej indviedes
i februar 1994.
I 1993 var det elektroniske P-søgesystem udvidet til at omfatte
hele bykernen og bidrog til at begrænse trafikken. Halvdelen af
udgifterne betaltes af Miljøstyrelsens trafik- og miljøpulje. Jens
Holms Vej blev forlagt i 1993 og senere forsynet med cykelstier.
Hastighedsdæmpende foranstaltninger er udført på Skamlingvejen i
1993, på Agtrupvej i 1995 samt ved en række skoler. Desuden er der
anlagt »bump« adskillige steder i kommunen.
Der er i de sidste år sket en betydelig udbygning af cykelstierne. I
1992 anlagdes cykelstier langs Tøndervej, Hans Ludvigsvej og Vejlevej, i 1993 fik Mazantigade og Slotssøvejen cykelstier og 1995-97
127
Anlæg ved Slotssøbadet,1996. Friis Fotografi
anlagdes cykelsti på Skovvangen. I 1997 er vedtaget en ny trafikplan
for hele kommunen »Trafikplan 1998-2009«, der dog ikke omfatter
bymidten. Planen for bymidten forventes vedtaget i 1998.
De grønne områder
Interessen for at færdes i de grønne områder i og uden for bymidten
har været stærkt stigende bl. a. som følge af øget fritid. Siden Årsberetningen 1990, der for første gang beskrev de enkelte politikområder, har »rekreativ politik« været et af dem. Målene for den rekreative politik blev dengang beskrevet som det at give mulighed for naturoplevelser - ved at udvikle Den Geografiske Have, at etablere naturprægede friarealer i nye og ældre bolig- og byområder, at gøre de
bynære landskaber mere tilgængelige og at udbygge systemet af byog landskabsstier i kombination med trafiksikre ruter ad mindre
biveje. Det har bl.a. ført til anlæggelse af en stiforbindelse langs med
Kolding Å fra Vesterbrogade til Plovfuren, og i Den Geografiske
Have er en sydamerikansk afdeling og en vandhave samt et rosarium
blevet anlagt. I 1995 opkøbtes den resterende del af Aksel Olsens
Planteskole, så haven i dag dækker et areal på 35 tdr. land. I byens
gader er der plantet mange træer og man har forår og sommer sat
blomster langs indfaldsvejene. Tivolianlægget og Stejlbjerganlægget
blev renoveret i 1994, Sct. Jørgens Have i 1995, og Byparken er
under renovering. I 1997 blev Bypark Vest omlagt til legeland. Rejsning af et nyt skovområde ved Bøgestedgård blev påbegyndt i 1997.
I 1995 udarbejdedes oplæg til en samlet visions-og landskabsplan
for hele Stenderuphalvøen, herunder planer om at gendanne
Solkær enge som vådområde.
Kommuneplanlægning, storcenter og landsbyprojekt
Tankerne om et storcenter uden for bykernen dukkede op i midten
af 1970erne. Dansk Supermarked/Bilka stod parat med et projekt
128
Udsigt fra Koldinghus over Kolding
Fjord og Strandhuse, 1996.
Foto Jørgen Ejler
ved Vejlevej. Men bykernen skulle færdiggøres, før disse planer
kunne føres ud i livet, og det blev de sidst i 1980erne. Et konkret
forslag til et Center Nord øst for Vejlevej var med i Kommuneplanavis 1, der udsendtes i november 1987, og planen blev drøftet ved et
borgermøde i januar 1988. Som et resultat af privat finansiering
kunne Kolding Storcenter åbne den 22. september 1993. Et endnu
større projekt, Europort Center, er endnu kun på tegnebrædtet.
På grund af en lang politisk beslutningsproces blev »Forslag til
Koldings kommuneplan 1989-2000« aldrig vedtaget. Kommuneplanen bestod af to hæfter: Forudsætninger og Hovedstruktur med en
gennemgang af samtlige delområder i kommunen samt Rammer for
lokalplanlægningen. Den dannede så i stedet grundlag for den
næste kommuneplan, Kommuneplan 1992-2003, der havde følgende
temaer: Lillebæltsbyen i Europa, centerstruktur, midtbyen og åen,
kultur, idræt, turisme og varierede og miljørigtige boliger. Arbejdet
med den næste kommuneplan indledtes med avisen »Bymidtedebat« 1995, der lagde vægt på, at udviklingen i centrum skulle gå i
en »grøn og miljøbevidst retning« og hæftet »Invitation til kommuneplandebat 1996«, hvor den kollektive trafik, boligbehov, børn og
ældre og Koldings turistattraktioner var hovedtemaer. En idékonkurrence om åområdet i Kolding »Byen og Åen« blev afviklet i slutningen af 1996 og vil blive indarbejdet i forslag til en ny bymidteplan.
Forslag til Kommuneplan 1998-2009 er udarbejdet i 1997 og endelig
vedtaget i februar 1998. En samlet bymidteplan forventes vedtaget i
1998.
Et projekt til fremme af samarbejdet mellem landsbyerne og
Kolding Kommune og mellem landsbyerne indbyrdes blev igangsat i
1995 efter henvendelse fra landsbyerne. Projektet opnåede støtte fra
Indenrigsministeriets landdistriktpulje, og Kolding Byråd vedtog at
yde støtte til projektet i 1996-1999. Der ansattes en landsbykoordinator og oprettedes i 1996 et kontaktforum for landsbyerne i Kolding.
De deltagende landsbyer er Almind, Viuf, Dons, Lilballe, Eltang, Sdr.
Vilstrup, Harte, Ejstrup, Sdr. Stenderup og Sdr. Bjert. Der er igangsat
129
Jens Holms Vej og Kolding Havneterminal, 1997.
meget forskellige projekter i alle landsbyerne, og det er målet, at alle
landsbyer med deltagelse af borgerne inden år 2000 skal have udarbejdet en helhedsplan.
Samarbejde i Trekantområdet
I 1991 blev ideen om et udvidet samarbejde mellem kommunerne i
Trekantområdet taget op igen på initiativ af borgmester Per Bødker
Andersen. Borgmesteren forestillede sig et samarbejde mellem
»båndbyerne« fra Vejen til Middelfart. I debatavisen »Visioner« i forbindelse med kommuneplan 1992-2003 lanceredes ideen om Lillebæltsbyen i Europa. Et indledende seminar afholdtes i Kolding for
de involverede seks kommuners økonomiudvalg og erhvervsråd. Det
drejede sig om Vejen, Lunderskov, Vamdrup, Kolding, Fredericia og
Middelfart kommuner. På seminaret enedes man om at prioritere
erhvervsudviklingen, uddannelsesområdet samt byplanlægningen.
I 1992 skabtes en egentlig organisation, bestående af de involverede 6 kommuner under navnet Båndbysamarbejdet. Da landsredegørelsen med temaet "Bycirkelsamarbejde i Danmark" kom i 1992,
søgte de 6 kommuner støtte til regionssamarbejdet, og i 1993 blev
der underskrevet en kontrakt med Miljø- og Energiministeriet, der
muliggjorde ansættelse af projektkoordinator Jørgen B. Jacobsen i
august 1993. På miljøminister Svend Aukens opfordring blev Vejle og
Børkop opfordret til at deltage og inddraget i samarbejdet marts
1994. Herefter skiftede samarbejdet navn til Bycirkelsamarbejdet Trekantområdet Danmark. Der blev herefter oprettet et sekretariat for
de 8 kommuner, der fysisk blev placeret i Teknisk Forvaltning i
Kolding med Jørgen B. Jacobsen som sekretariatschef. Desuden blev
der ansat en marketingschef, Torben Jørgensø, som blev placeret i
Fredericia. I 1997 blev de to sekretariater samlet i Kolding i et
lejemål i Fredericiagade.
Staten bidrog økonomisk til projektet indtil starten af 1995. Siden
130
har det udelukkende været kommunalt finansieret. Budgettet er på 5
mio kr. om året, og de 8 kommuner bidrager efter kommunestørrelse. Der afholdes årskonferencer hvert år i maj måned. Her vedtages mål og budget for næste år. Herudover mødes borgmesterkollegiet hvert kvartal. Det består af borgmestrene og viceborgmestrene
fra de 8 kommuner. Formandsskabet og næstformandsskabet går på
omgang, således at det altid er en større kommune, der har formandsskabet, og en mindre, der har næstformandsskabet. Underlagt
borgmesterkollegiet arbejder en styregruppe bestående af kommunaldirektørerne fra de 7 kommuner samt fra Kolding teknisk direktør H.J. Bøgesø. Områdets erhvervsråd har været med i projektet fra
starten. Kolding og Vejen Kommuner har siden 1997 haft formandsskabet i Trekantområdet Danmark.
Samarbejdsprojekterne har især været byudvikling og erhvervsudvikling bl.a. illustreret ved »Den åbne grønne by«, Trekantområdets
planperspektiv 1996-2008 og markedsføring i udlandet.
Kolding Havn i 1990erne
Med den nye havnelov fra 1990 fastsattes det, at en kommunal trafikhavn er en selvstændig virksomhed. Den lægger op til fri konkurrence mellem havnene, den enkelte havn kan frit fastsætte sine takster,
men liberaliseringen vil formentlig betyde, at de store havne vil få en
stadig større del af omsætningen, mens det for de mellemstore
havne, som Kolding hører til, vil være nødvendigt at opdyrke nogle
niche-varegrupper for at kunne overleve. Trælast, stål og papir er
sådanne niche-varegrupper. Til netop disse varegrupper byggede to
skibsmæglerfirmaer i 1995-96 Kolding Havneterminal på havnens
nordside, som allerede nu udvides. I januar 1998 besluttes det, at
havnemester Per Bendix Jensen bliver havnechef. Efter ønske fra
havnens brugere er der nu kun én chef på havnen. Øverste chef for
havnen er fortsat teknisk direktør Hans-Jørgen Bøgesø.
Nye opgaver og justering af organisationen
Boligkontoret, der siden 1916 havde været et selvstændigt inspektorat for udlejning og administration af kommunale boligejendomme,
sekretariat for Boligudvalget og siden også førte tilsyn med det
almennyttige boligbyggeri, blev fra 1. juli 1991 efter boliginspektør
Jørgen Bommersholdts fratræden overført til Teknisk Forvaltning og
her først placeret som en selvstændig afdeling under Bygge-og Miljøområdet, senere placeret under Økonomiafdelingen. Administration
af køb og salg af fast ejendom, der oprindelig blev behandlet på
Borgmesterkontoret, hørte i en kort periode under Boligkontoret og
fulgte med dette over i Teknisk Forvaltning, hvor Teknikbutikken
siden har administreret området.
Med nedlæggelsen af Kolding Kommunes Forsyningsforvaltning
pr. 1. januar 1994 blev den hidtidige kommunale el-, gas- og fjernvarmeforsyning overført til det nydannede selskab Kolding Områdets
Energiselskab (KOE). Vandforsyningen på Stadionvej blev dermed
organisatorisk en afdeling under området Anlæg og Drift.
En organisationsjustering fandt sted i forvaltningen i 1997. Planog udviklingsafdelingen opsplittedes, idet planafdelingen, der omfatter udarbejdelse af kommuneplanens rammer for lokalplanlægningen og udarbejdelse af lokalplaner er henlagt under Bygge- og Miljøområdet, mens Udviklingssektionen er blevet en stabsfunktion under
131
Plan- og Miljøudvalget 1998-. Siddende
fra venstre Liss Gydesen, Margit Vestbjerg, Anne Marie Christensen. Stående
fra venstre Svend Brodersen, Christen
Kragh, Torben Lauritzen og Iver Schriver. Foto: L. Fransson
Teknisk Udvalg 1998-. Siddende fra
venstre Hanne Herzog, Iver Schriver,
Liss Gydesen. Stående fra venstre:
Jørgen Jessen, Jens Chr. Thulstrup,
Gunnar Storm Thomsen og John Bondebjerg. Foto: L. Fransson
teknisk direktør. Også Bygningsafdelingen er blevet en stabsfunktion. Kloakafdelingen er blevet en selvstændig enhed under anlægsog driftschefen, og Teknikbutikken og Kortafdelingen, der tidligere
har været stabsfunktioner under teknisk direktør, er blevet underlagt
sekretariatschefen. Den strategiske ledelse er herefter ud over
teknisk direktør H. J. Bøgesø, sekretariatschef Stig Werner Isaksen,
økonomichef Ove Sommerlund, anlægs- og driftschef Gunnar
Hansen samt bygge- og miljøchef Peter Hee.
Teknisk Forvaltnings nye bygning
Et mangeårigt ønske om at samle forvaltningen i ét hus er blevet til
virkelighed. I januar 1998 flyttede forvaltningen fra Ålegården 2 til
Nytorv 11. Her har også de administrativt ansatte, der havde kontor i
Smedegade, fået plads.
Nytorvbygningen, hvor tidligere Kvickly holdt til, er en del af en
samlet byfornyelsesplan for hele Ålegårdsområdet. Arkitektfirmaet
Lars Edmund A/S har i husets ombygning ladet sig inspirere af de
IC3-tog, der mange gange om dagen suser forbi. Der er overalt brugt
lette konstruktioner og materialer - aluminium, cedertræ og fiberbeton. Husets indretning er fleksibel og baseret på lavt energiforbrug
bl.a. med behovstyret belysning og ventilation.
132
Fortegnelse over medlemmer af
de tekniske udvalg 1898-1998
Gade-og Vejudvalget/Teknisk Udvalg
1897 Købmand A. Jensen (formand), fabrikant
I.A. Hansen og købmand Carl Jensen.
1900 A. Jensen (formand), I.A. Hansen og
arbejdsmand N. Hansen.
1903 A. Jensen (formand), N. Hansen og
købmand P. Daugaard.
1906 Peter Daugaard (formand), I.A. Hansen og
agent J. Skjøde.
1909 Murermester Augustinus Poulsen
(formand), kæmner O. Brandorff og vognmand Jørgen Madsen
1913 Købmand Hans Have (formand), forretningsfører Ludvig Petersen og Jørgen
Madsen.
1914: Lagerforvalter Gregersen erstatter Ludvig
Petersen.
1917 Hans Have (formand), købmand Holger
Kelstrup og Jørgen Madsen.
1921 Uddeler J.P. Jensen (formand), forretningsfører Martin Christensen og mølleejer N.
Madsen.
1925 Smedemester Johs. Larsen, fabrikant
Søren Winkler og J.P.Jensen.
1930 J.P. Jensen, direktør N.P. Nielsen og rentier
M. Strunge.
1933 N. P. Nielsen, fabrikant P. Beirholm og
overlærer H. A. Hansen.
1937 Snedkermester J. C. Andersen, P. Beirholm og borgmester Knud Hansen.
1943 Redaktør S. M. Jensen, arbejdsmand
Anders Jensen, P. Beirholm, ingeniør P.H.
Clausager og direktør H. Hardorf.
1946 Borgmester S.M. Jensen, Anders Jensen,
P. H. Clausager, P. Beirholm og H. Hardorf.
1950 Borgmester P. Beirholm (formand), skoleinspektør C. D. Nygaard og arbejdsmand
Peter Ravn.
1954 Borgmester P. Beirholm, civilingeniør M.
Møller Pedersen, grosserer J. P. Klinge, Peter
Ravn og S. M. Jensen.
1958 Gørtler Walter Petersen, fabrikant Poul
Sørensen, M. Møller Pedersen, Peter Ravn og
kasserer Egil Reimers.
1962 Borgmester Peter Ravn, Eigil Reimers,
afdelingsformand Arne Dornhoff og M. Møller
Pedersen.
Teknisk Udvalg
1966 Kriminaloverbetjent Sv. Aa. Wase Petersen, typograf Bent Rasmussen, kontorbestyrer Svend Bekke, Walter Petersen og redaktør
P. Givskov Christensen.
1970 Sv. Aa. Wase Petersen, fra 1971 erstattet
af arbejdskonsulent Bent Rasmussen, kontorbestyrer Svend Bekke, arbejdsmand Jens
Doktor, civilingeniør K. E. Reddersen, Walter
Petersen, overingeniør Viggo Nielsen og
direktør Per Beck Jensen.
1974 Sv. Aa. Wase Petersen, Svend Bekke, Jens
Doktor, K. E. Reddersen, købmand Chr. Kjærgaard, distriktsingeniør Mogens Høst Madsen og revisor Christen Kragh Kristensen.
1978 Sv. Aa. Wase Petersen, Svend Bekke, teaterforlægger Per Bødker Andersen, K. E. Reddersen, gårdejer P. Skov Christensen,
købmand Th. Simonsen og Christen Kragh.
1982 Teaterforlægger Per Bødker Andersen
(formand), sygehjælper Tove Vemmelund, fru
Marie Tastesen, Peter Skov Christensen, Chr.
Kjærgaard, lærer Villy Søvndal og gårdejer Nis
Bruhn.
1986 Viceborgmester Alex Jentsch (formand),
ekspeditrice Mona B. Lassen, konsulent Peter
Fink, distriktstoldchef Bruno Andersen, Villy
Søvndal, overlærer Jens Møller og Peter Skov
Christensen. Villy Søvndal afløses af fru
Gunhild Due i 1986.
1990 Ejendomsmægler Hans Lind (formand),
beskæftigelseskoordinator Iver Schriver,
direktør Sven Trillingsgaard, adjunkt Margit
Vestbjerg, Jens Møller, gårdejer Jørgen
Jessen og gårdejer Jens Andersen.
1994 Kontorchef Iver Schriver (formand), overassistent Bent Ginnerskov Jensen, lektor
Margit Vestbjerg, specialarbejder John Bondebjerg, salgskonsulent Hanne Herzog,
Jørgen Jessen og receptionsassistent Henrik
Knudsgaard. Margit Vestbjerg afløses af daginstitutionsleder Tonny Jensen i 1995.
1998 Iver Schriver (formand), typograf Gunnar
Storm Thomsen, gårdejer Jens Chr. Thulstrup,
John Bondebjerg, Hanne Herzog, Jørgen
Jessen og sygeplejerske Liss Gydesen.
Byplankommissionen/Byplanudvalget/Planog miljøudvalget
Byplankommission
1943 Fabrikant P. Beirholm, civilingeniør P. H.
Clausager, direktør H. Hardorf, arbejdsmand
Anders Jensen, redaktør S. M. Jensen
1946 Borgmester Søren M. Jensen, arbejdsmand Anders Jensen, civilingeniør P.H.Clausager, fabrikant P. Beirholm, direktør H.
Hardorf
1950 Borgmester P. Beirholm (formand), skoleinspektør C. D. Nygaard, arbejdsmand P.
Ravn
1954 Borgmester P. Ravn, civilingeniør Møller
Pedersen, grosserer J.P.Klinge, P. Ravn,
redaktør S.M.Jensen, P.H.Clausager,
1958 Gørtler Walter Petersen, fabrikant Poul
Sørensen, M. Møller Pedersen, Peter Ravn,
kasserer E. Reimers, P.H.Clausager
1962 Peter Ravn, Eigil Reimers, afdelingsformand A. Dornhoff, Pedersen, elarbejder
Svend Christensen, P. Beirholm, Walter Petersen og M. Møller Pedersen
Byplanudvalget
1974 Kriminalassistent Sv. Aa. Wase Petersen,
kontorbestyrer Svend Bekke, arbejdsmand
Jens Doktor, civilingeniør K.E. Reddersen,
købmand Chr. Kjærgaard, distriktsingeniør
Mogens Høst-Madsen og revisor Christen
Kragh Kristensen
1978 Sv. Aa. Wase Petersen, Svend Bekke, teaterforlægger Per Bødker Andersen, K.E. Reddersen, gårdejer Peter Skov Christensen,
købmand Th. Simonsen og Christen Kragh
1982 Borgmester Per Bødker Andersen, sygehjælper Tove Vemmelund, fru Marie Tastesen,
Peter Skov Christensen, Chr. Kjærgaard, lærer
Villy Søvndal og gårdejer Nis Bruhn
1986 Viceborgmester Alex Jentsch, ekspeditrice
Mona B. Lassen, konsulent Peter Fink, distriktstoldchef V. Bruno Andersen, Villy
Søvndal, overlærer Jens Møller og Peter Skov
Christensen. Villy Søvndal afløses af fru
Gunhild Due
Plan- og Miljøudvalget
1990 Skoleinspektør Ib Hansen, vicekontorchef
Iver Schriver, direktør Sven Trillingsgaard,
Jens Møller, pensionist Walther Gessner
Petersen, farvehandler Inge Damkjær og
gårdejer Jens Andersen. Inga Damkjær
afløses af receptionsassistent Henrik Knudsgaard
1994 Ib Hansen, vicetoldinspektør Ole H. Rasmussen, forretningsdrivende Søren Rasmussen, ejendomsmægler Peder Møller Jensen,
specialarbejder John Bondebjerg, direktør
Vagn Mørup og sygeplejerske Liss Gydesen.
Ib Hansen afløses af lektor Margit Vestbjerg
1998 Margit Vestbjerg, kontorchef Iver Schriver,
A-kasseassistent Thorkild Hansen, skoleleder
Ann-Marie Christensen, gårdejer Svend Brodersen. Liss Gydesen og Christen Kragh
Markudvalget
Udvalget for jorder og skove samt markvejene
1897 Skolebestyrer S.M. Due (formand), sagfører
J.L. Hansen og læge Hjalmar Fich.
1901 Avlsbruger S.M. Due (formand), J.L.
Hansen og justitsråd Nielsen.
1903 S.M. Due (formand), købmand P. Daugaard
og agent J. Skjøde.
1906 J. Skjøde (formand), P. Daugaard og faktor
P. Rasmussen.
1909 Kæmner J.O. Brandorff (formand), murermester Jens Madsen og P. Rasmussen.
1913 Møller N. Madsen (formand), købmand
Hans Have og P. Rasmussen.
1917 Hans Have (formand), murermester A.
Andersen og P. Rasmussen.
Udvalget for Marker, Jorder og Veje
1921 N. Madsen, arbejdsmand Martin Christensen og snedker Aage Bennike.
1925 Smedemester Johs. Larsen, mejeribestyrer
V.F. Kjærsgaard og overportør J.N. Lausen.
Markudvalget
1930 J.N. Lausen, dyrlæge I.H. Simonsen og
rentier M. Strunge.
1933 Proprietær L.C. Jørgensen, fabrikant P.
Beirholm og skoledirektør H. A. Hansen.
1937 H. A. Hansen, L.C. Jørgensen og træskohandler J. B. Jacobsen.
1943 H. A. Hansen, direktør K. Nørgaard og
repræsentant Mourits Jørgensen.
1946 Elektriker N. A. Johnsen, ingeniør P. H.
Clausager og murermester Th. Nielsen.
Lystanlæg, folkebade og sport
Udvalget for Lystanlæg ( Forskønnelsesudvalget)
1897 Justitsråd C. Nielsen (formand), skolebestyrer S. M. Due, redaktør Enevold Sørensen.
1901 C. Nielsen (formand), avlsbruger S. M. Due
og købmand C. Jensen.
1903 S.M. Due (formand), C. Nielsen og C.
Jensen.
1906 C. Jensen (formand), agent J. Skjøde og
murermester Morten Nielsen (uden for
Byrådet)
1909 Fru Dalsgaard, uddeler J.P. Jensen og
Morten Nielsen.
1911 blev fru Dalsgaard erstattet af møller N.
Madsen.
1913 N. Madsen (formand), J.P. Jensen og fru
Anna Hagerup.
1917 J.P. Jensen (formand), købmand Holger
Kelstrup og fabrikant G. Volkert.
1921 Skræddermester H. Jensen, J. P. Jensen
og arbejdsmand Martin Christensen.
1925 Overvagtmester Andreas Elkjær, mejeribestyrer V. F. Kjærsgaard og J. P. Jensen.
Udvalget for lystanlæg og skove
1930 J. P. Jensen, malermester Fr. Andersen og
bankdirektør Jac. Bech.
1933 Malermester Chr. Winding, H. A. Hansen
og tekstilarbejder Ejner Christensen.
1937 Ejner Christensen, Chr. Winding og proprietær L.C. Jørgensen.
1943 Sagfører Hans Pedersen, repræsentant
Mourits Jørgensen og adjunkt Karl Olsen.
Udvalget for lystanlæg
1946 Elektriker N. A. Johnsen, typograf Thaarup
Rasmussen og slagtermester N. J. Kloster.
Udvalget for byens jorder, lystanlæg og skove
1950 N. J. Kloster (formand), murermester Th.
Nielsen og maskinarbejder Sven Andersen.
1954 Direktør Viggo Andersen, Th. Nielsen og
Sven Andersen.
1958 Landsretssagfører Mogens Høyer, Th.
Nielsen og skoledirektør H. A. Hansen.
1962 H. A. Hansen, formand Kai Ibsen og
Mogens Høyer.
Udvalget for Folkebade og Søbadeanstalten
1933 Fabrikant P. Beirholm, Ejner Christensen
og H. A. Hansen.
133
Udvalget for Folkebade, Søbadeanstalten og
Sportspladser
1937 H. A. Hansen, Ejner Christensen og P. Beirholm.
Sportsudvalget
1943 H. A. Hansen, arbejdsmand Peter Ravn og
Mourits Jørgensen.
1946 Typograf N. Chr. Andersen, H. A. Hansen
og N. J. Kloster.
Sportsudvalget og udvalget for bade
1950 Revisor Th. Jørgensen, skoleinspektør
Frovin Jørgensen og H. A. Hansen.
1954 Gørtler Walter Petersen, Frovin Jørgensen
og H. A. Hansen.
1958 Fabrikant Poul Sørensen, Frovin Jørgensen og H.A. Hansen.
1962 Poul Sørensen, H. A. Hansen og pantefogedassistent Orla Sørensen.
Udvalget for byens jorder, parker,
skove og idrætsanlæg
1966 Overassistent V. Lund Pedersen, typograf
Alex Jentsch, formand Kai Ibsen, Poul Sørensen og amtskonsulent Thue Bryndorf.
Sports- og parkudvalget
1970 Fuldmægtig Vagn Lund Pedersen, fru
Marie Tastesen, murermester Jørgen Krat,
Poul Sørensen og gårdejer Hans Sidelmann.
1974 Vagn Lund Pedersen, arbejdsformidlingschef Bent Rasmussen, teaterforlægger Per
Bødker Andersen, Walter Petersen og gårdejer Peter Skov Christensen.
1978 Vagn Lund Pedersen, Bent Rasmussen,
Per Bødker Andersen, Walter Petersen og
Peter Skov Christensen.
1954 Borgmester P. Ravn, civilingeniør Møller
Pedersen, grosserer J.P.Klinge, P. Ravn,
redaktør S.M.Jensen, P.H.Clausager,
1958 Gørtler Walter Petersen, fabrikant Poul
Sørensen, M. Møller Pedersen, Peter Ravn,
kasserer E. Reimers, P.H.Clausager
1962 Peter Ravn, Eigil Reimers, afdelingsformand A. Dornhoff, Pedersen, elarbejder
Svend Christensen, P. Beirholm, Walter Petersen og M. Møller Pedersen
Boligkommissionen
1954 Borgmester P. Beirholm, politimester Sten
H. Clausen, kredslæge A. Vestergaard-Rasmussen, murermester Th. Nielsen, murermester Ejnar Petersen, forretningsfører Karl Christiansen, maskinarbejder Sven Andersen, elarbejder Svend Christensen, bygnings- og
brandinspektør Laur. Steffensen.
1958 P. Beirholm, Sten H. Clausen, Th. Nielsen,
Ejnar Petersen, Karl Christiansen, værkfører
Th. Thomsen, Laur. Steffensen.
1962 Borgmester Peter Ravn, formand, fabrikant
Peter Beirholm, næstformand. Sten H.
Clausen, A. Vestergaard-Rasmussen, viceskoleinspektør A. C. Thomsen, kasserer Eigil
Reimers, redaktør Vilh. Behrens, Laur. Steffensen.
1966 Peter Ravn, formand, ungdomsskolekonsulent Th. Bryndorf, næstformand, ingeniør J.
Agerskov, murermester Jørgen Krat, typograf
Bent Rasmussen,
1970 Peter Ravn, formand, Th. Bryndorf, næstformand, J. Agerskov, Jørgen Krat, Bent Rasmussen,
1974 Peter Ravn, kontorbestyrer Svend Bekke,
gårdejer Peter Skov Christensen, distriktschef
Erik Henriksen, tobakshandler Hans Skandrup, filialbestyrer Gotfred Madsen, læge
Johs. Stender, kredslægen, politimesteren,
socialinspektøren og bygningsinspektøren
1978 Kriminalassistent Sv. Aa. Wase Petersen,
overtoldbetjent Ole H. Rasmussen, Jens
Agerskov, arbejdsmand Alfred Jacobsen,
formand Hans Skandrup, Gotfred Madsen,
læge Henning Møller, embedslægen, politimesteren, socialinspektøren, afdelingslederen
ved Bygningsinspektoratet og brandinspektøren
134
1982 Teaterforlægger Per Bødker Andersen, Ole
H. Rasmussen, børnehavepædagog Rita Kristensen, Gotfred Madsen, chauffør Leif
Outzen, Henning Møller, læge A. Vestergaard
Rasmussen, politimester Tage Bækgaard,
afdelingsleder Rasmus Pedersen og brandinspektør John Bejerholm
Sundhedskommissionen
1897 Borgmester C.P.C. Schjørring, distriktslægen, læge Hjalmer Fich, toldkontrollør Meyer
og murermester Morten Nielsen.
1900 Schjørring, distriktslægen, avlsbruger S.M.
Due, læge A. Madvig og murermester Morten
Nielsen.
1903 Schjørring, distriktslægen, dr. J. Boysen,
Morten Nielsen og S.M. Due.
1906 Schjørring, distriktslægen, sygehuslæge J.
Boysen og Morten Nielsen.
1909 Borgmester Viggo Baller, distriktslægen,
bankdirektør Oluf Bech, faktor P. Rasmussen
og Morten Nielsen.
1913 Viggo Baller , distriktslægen, købmand
Hans Have, læge O. Ørkild og P. Rasmussen.
1917 Borgmester Oluf Bech, kredslægen, karetmager P. Breindahl, købmand Hans Have og
faktor P. Rasmussen.
1921 Politimesteren, kredslægen, P. Breindahl,
Hans Have og snedker Chr. Sørensen.
1925 Politimesteren, kredslægen, Hans Have, P.
Breindahl og bogtrykker P. Rasmussen.
1930 Tømrermester A. C. Nielsen, mejeribestyrer V.F. Kjærsgaard og fabriksinspektør
Hagbard Bidstrup.
1933 Redaktør Knud Hansen, apoteker Hansen
og V.F. Kjærsgaard.
1937 Overlærer H. A. Hansen, tømrer H. Petersen og V. F. Kjærsgaard
1943 Arbejdsmand P. Ravn, lektor Karen Carstens og V.F. Kjærsgaard.
1946 P. Ravn, slagteriarbejder Hans Hjelm og
V.F. Kjærsgaard
1950 Politimesteren (formand), kredslægen,
mejeribestyrer Carlo Bæk, P. Ravn og Hans
Hjelm.
1954 Politimesteren, kredslægen, Carlo Bæk,
elarbejder Sv. Christensen og Hans Hjelm.
1958 Politimesteren, kredslægen, direktør C.
Bæk, Svend Christensen og Hans Hjelm.
1962 Politimesteren, kredslægen, A. C.
Thomsen, Hans Hjelm og direktør C. Bæk.
1966 Politimesteren, kredslægen, bogbinder Sv.
Ginnerskov Jensen, slagter Hans Hjelm, Paul
Nielsen og C. Bæk.
1970 Politimesteren, røntgenoverlæge Erik
Galtung, kasserer H. Hjelm, civilingeniør
K.E.Reddersen, Carlo Bæk og kredslægen.
Bygningskommission/Bygningsråd
Borgmesteren og brandinspektøren faste medlemmer, desuden:
1897 Snedker A.L. Johansen, murermester H.
Nielsen, tømrer H.L. Hansen og murermester
J.A. Hansen
1900 A.L. Johansen, H. Nielsen, H.L. Hansen og
fabrikant J.A. Hansen
1903 H. Nielsen, tømrermester H.L. Hansen,
murermester A. Andersen og forretningsfører
N. Jensen
Fra 1906 er borgmesteren, brandinspektøren og
bygningsinspektøren faste medlemmer, desuden:
1906 H. Nielsen, H.L. Hansen, snedker Chr.
Hansen og N. Jensen
1909 Uddeler J.P. Jensen, tømrermester Carl
Møller, H. Nielsen og murermester Augustinus
Poulsen
1913 J.P. Jensen, karetmager Breindahl, H.
Nielsen og typograf K. Sørensen
1917 Murermester A. Andersen, J.P. Jensnen,
Hans Nielsen og Karl Sørensen
1921 Politimesteren, tømrermester Oluf Rasmussen, H. Nielsen, J.P. Jensen og snedker Chr.
Sørensen
1925 Politimesteren, købmand H. Soll, Oluf
Rasmussen, murermester A. Andersen, Chr.
Sørensen og Chr. A. Lassen
1930 Købmand H. Soll, tømrer P. Thomsen, A.
Andersen og Oluf Rasmussen
1933 Oluf Rasmussen, A. Andersen, tømrer
Hans Petersen og tømrer P. Thomsen
1937 H. Petersen, murermester Ejner Petersen,
træskohandler J. B. Jacobsen og P. Thomsen
1943 Hans Petersen, murer Vald. Larsen, J. B.
Jacobsen og murermester Ejner Petersen
1946 H. Petersen, Vald. Larsen, E. Petersen og
murermester Th. Nielsen
1950 Politimesteren, Th. Nielsen, Ejner Petersen,
maskinarbejder Sven Andersen og tømrer Carl
Christiansen
1954 Politimesteren, Th. Nielsen, Ejner Petersen,
Sv. Andersen og Carl Christiansen
1958 Politimesteren, Ejnar Petersen, Th. Nielsen,
Sven Andersen, Karl Christiansen og H. A.
Hansen
1962 Politimesteren, pantefogedassistent Orla
Sørensen, Karl Christensen, fabrikant P. Beirholm og amtsskolekonsulent Thue Bryndorff
Bygningsrådet
1966 Kriminaloverbetjent Sv. Aa. Wase Petersen, typograf Bent Rasmussen, kontorbestyrer Sv. Bekke, gørtler Walter Petersen, redaktør P. Givskov Christensen, politimesteren,
kredslægen, stadsingeniøren, bygningsinspektøren og brandinspektøren
1970 Arbejdskonsulent Bent Rasmussen, Sv.
Bekke, arbejdsmand Jens Doktor, civilingeniør
K.E.Reddersen, gørtler Walter Petersen, overingeniør Viggo Nielsen, direktør Per Beck
Jensen, fabriksinspektør Bjerring Lauridsen,
kredslægen og politimesteren
Havneudvalget
1897 Borgmester C.P.C. Schjørring, grosserer
N.P. Stenderup, vinhandler Chr. Friis,
købmand A.Jensen og kaptajn P. Hansen.
1900 Borgmester Schjørring, A. Jensen, N.P.
Stenderup, P. Hansen og Chr. Friis.
1903 Borgmester Schjørring, grosserer Nicolai
Outzen, A. Jensen, tømrermester H.L. Hansen
og P. Hansen (uden for Byrådet).
1906 Borgmester Schjørring, Nicolai Outzen,
H.L. Hansen, bogtrykker Fr. Lumbye og P.
Hansen
1909 Den konstituerede formand for Byrådet,
sagfører Edv. Lau, kæmner I.O. Brandorff,
Nicolai Outzen, arbejdsmand P. Nielsen og
uddeler J.P. Jensen. Fra 4. maj erstatter borgmester V. Baller Edv. Lau.
1913 Borgmester V. Baller, købmand Hans Have,
J. P. Jensen, arbejdsmand P. Nielsen, Nicolai
Outzen (uden for Byrådet).
1917 Borgmester Oluf Bech, købmand Have,
J.P. Jensen, møller N. Madsen og P. Nielsen.
1921 Borgmester Oluf Bech, konsul Christian
Eff, N. Madsen, J,P. Jensen og tømrer J.C.E.
Sørensen.
1925 Købmand, konsul Christian Eff, direktør
Chr. Thomsen, købmand H. Soll og Edvard
Sørensen.
1930 H. Soll, arbejdsmand Rasmus Clausen,
købmand, konsul Chr. Stenderup og direktør
N. P. Nielsen.
1933 Borgmester Valdemar Juhl, N. P. Nielsen,
Chr. Stenderup, lagerarbejder P. Andersen og
togfører Marinus Larsen.
1937 Borgmester Knud Hansen, M. Larsen, P.
Andersen og landsretssagfører V. Juhl.
1943 Borgmester Valdemar Juhl, M. Larsen,
arbejdsmand Peter Ravn, købmand Th. E.
Hansen og direktør H. Hardorf.
1946 Borgmester Søren M. Jensen, V. Juhl, M.
Larsen, Peter Ravn og H. Hardorf.
1950 Borgmester Peter Beirholm (formand),
slagtermester N. J. Kloster, direktør Viggo
Andersen, H. Hardorf, M. Larsen, redaktør S.
M. Jensen og Peter Ravn.
1954 Borgmester Peter Beirholm, Viggo Andersen, redaktør Vilh. Behrens, konsul Johs.
Grønborg, M. Larsen, Peter Ravn og S. M.
Jensen.
1958 Borgmester Peter Beirholm, fabrikant Poul
Sørensen, Vilh. Behrens, Johs. Grønborg, M.
Larsen, S. M. Jensen og kasserer Egil
Reimers.
1962 Borgmester Peter Ravn, Eigil Reimers,
elektriker Svend Christensen, fabrikant P.
Beirholm, Poul Sørensen og Vilh. Behrens.
1966 Borgmester Peter Ravn, socialudvalgsformand Sv. Christensen, murermester Jørgen
Krat, entreprenør H. C. Ervald, murermester
Viggo Sørensen, redaktør P. Givskov Christensen og direktør G. Gimbel.
1970 Borgmester Peter Ravn, Jørgen Krat,
arbejdsmand Jens Doktor, gørtler Walter
Petersen, gårdejer Hans Sidelmann, chefredaktør P. Givskov Christensen og direktør Karl
Larsen.
1974 Arbejdsformidlingschef Bent Rasmussen,
Jens Doktor, overpostbud Kaj Juhl, politibetjent Johannes Kirk Søndergaard, gårdejer
Niels Beck, revisor Christen Kragh Kristensen
og Karl Larsen.
1978 Teaterforlægger Per Bødker Andersen,
Marie Tastesen, overtoldbetjent Ole H. Rasmussen, Niels Beck, skatterådsmedlem
Gunhild Due, direktør Sven Eriksen og fabrikant Poul Walsted.
1982 Teaterforlægger Per Bødker Andersen
(formand), Ole H. Rasmussen, vagtmester
Tage Andersen, gårdejer Jørgen Jessen, overlærer Aase Meyn, Sven Eriksen og kontorassistent Dora Rossen.
1986 Borgmester Per Bødker Andersen
(formand), vicetoldinspektør Ole H. Rasmussen, sygehjælper Tove Vemmelund, forretningsfører Tage Andersen, Aase Meyn, Sven
Eriksen og Jørgen Jessen. Tove Vemmelund
afløses af ejendomsmægler Hans Lind i 1988.
1990 Typograf Alex Jentsch (formand), Per
Bødker Andersen, gårdejer Jens Chr. Thulstrup, specialarbejder John Bondebjerg,
Jørgen Jessen, fagforeningsformand Kristian
Skov og direktør Niels Grønborg.
1994 Gårdejer Jens Andersen (formand), Per
Bødker Andersen, Jens Chr. Thulstrup, skoleinspektør Ib Hansen, direktør Vagn Mørup,
Niels Grønborg og fagforeningsformand Kristian Skov. Ib Hansen afløses af socialrådgiver
Else Danø i 1995.
1998 Jens Chr. Thulstrup (formand), Per Bødker
Andersen, gartnerformand Torben Nørgaard
Lauritzen, amtsrådsmedlem Dora Rossen,
kordegn Carl Sørensen, Niels Grønborg og
Kristian Skov.
Kilder og litteratur
Utrykt materiale:
Borgmesterkontorets journalsager 1898-1998.
Byplankommissionens forhandlingsprotokoller
og sager 1943-1966.
Gade- og Vejudvalgets forhandlingsprotokoller
1869-1966.
Teknisk Udvalgs forhandlingsprotokoller 19661970.
Stadsingeniørens S-sager 1911-1970.
Diverse sager 1947-1998.
Trykt materiale:
Byrådsbogen, 1933-1997.
Kolding Kommunes årsberetninger 1991-1997.
Årsberetninger fra Brand- og Bygningsinspektoratet 1952-1970.
Årsberetninger fra Teknisk Forvaltning 19711990.
Publikationer og pjecer fra Teknisk Forvaltning
1947-1998.
Ålerusen, Teknisk Forvaltnings husavis.
Aviser:
Kolding Avis.
Kolding Folkeblad.
Kolding Social-Demokrat.
Venstrebladet for det sydlige Jylland.
Litteratur:
Da de 10 blev til 1. Redigeret af Kim Furdal,
1989.
Arne Gaardmand: Dansk Byplanlægning 19381992, 1993.
Niels Jacobsen: Erindringer om årene 19101950, 1953.
Kolding Bys Historie, bd. 1-3, 1978-1982.
Kolding Havn 1843-1993, 1993.
Koldingbogen, årgangene 1971-1997.
Bent Rasmussen: Altid på vej, 1997.
Peter Ravn: Erindringer, 1991.
Interviews (1997-1998):
Borgmester Per Bødker Andersen.
Afdelingsleder Torben Andersen.
Fhv. ingeniør J. Chr. Beck.
Teknisk direktør Hans-Jørgen Bøgesø.
Fhv. kontorchef Erik Christensen.
Civilingeniør P.H. Clausager (interviewet i 1982).
Fhv. afdelingsleder Bent Viggo Hansen.
Konsulent Steen Jacobsen.
Boliginspektør N.A. Johnsen (interviewet i 1986).
Arkitekt Sten Krarup.
Kommunaldirektør Ingemann Olsen.
Økonomichef Ove Sommerlund.
Bygningsinspektør Laurids Steffensen (interviewet i 1986).
Fhv. teknisk direktør Hans Wahlgreen.
Kolding Byferie, 1996. Foto: Friis Fotografi
135