Memoir - Front

1
Zero Soup
Memoir
2
Skrevet af: Eddie Olsen
Baseret på en grundholdning og ikke filosofi.
Der er ændringer til navne brugt i dette format.
Enhver kupering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om
ophavsret.
3
Forord
Dette er en beretning fra en person der lider af paranoia skizofreni
og som personen har lidt af siden barnsben. Det omhandler hvorvidt
han opfatter sine omgivelser som alle andre gør det. Alt hvad står
skrevet her er direkte ud fra hukommelsen, med det ordforråd som
falder ligefor. Der er ikke korrigeret i teksterne, og der gøres
opmærksom på at det ikke er fiktion og at det er skrevet kortfattet
uden locations beskrivelser. Alt hvad der står skrevet er den psykisk
syge garant for, og har selv efter bedste evne med den ikke så
heldige skolegang formået at nedfælde disse ord.
Alt det der ligger forud for min tid tilhører min bevidsthed, i min
nuværende eksisterende kropslige form. Tilsvarende dette der så
end måtte komme efter, et ukendt antal aktiverede partikler som
fylder et rum uden udstrækning, et tomrum hvor der ikke kan
perciperes, et nul stillede vakuum. Selv et vakuum har en form,
nemlig vakuums form, den dimension som udgør et vakuum, den
har en struktur som er ikke aktiv. En finmasket mønsterlignede
grundform, hvor i partiklerne lægger sig som perler i et fiskenet.
Fiskenettet er inkommensurabelt til partiklerne. Nettet er
inverteret, det har dimension, hvorpå partiklerne har en masse. Nej
den tilhører ikke min, men vores bevidsthed.
Det er disse pythagoræere tanker som gør mig mere sårbar end
andre individer, da det går under betegnelsen alt for megen viden.
Jeg må starte med at fortælle min baggrund som jeg erindre den,
det ikke sikkert at jeg kan samle fakta nok ind til en dybdeborende
udredning, men mystikken omkring mit navn kan jeg derfor ikke
undgå at komme udenom, før min tidsregning selvfølgelig. Vil nu
fremlægge mine erindringer på mest fortrolige vis.
4
Det eneste jeg har at ofre er min ærlighed, med den vil jeg befæste
sandheden. At tage deltagelse i andres skæbne er i sig selv en
bevidst handling, det er kun bevidste handlinger som man skal stå til
regnskab for, da bevidstheden her er aktiv. Inaktive
bevidsthedsformer er dem som du ikke kan gøres skyldige for,
nemlig resten af kosmos. Måske!
Bevidsthed, tid og tanke, er to forskellige substanser, partikler som
er tid skaber tanker, en konstant spænding giver dem perspektiv. I
spændings feltet er intet liv en undtagelse, det er partiklerne
sammensætning som skaber et tankesæt, anderledes partikler giver
anderledes grundstoffer, til sammensætningen af mere kompliceret
hjerner. Disse partikler kan frem drives, men det kræver at man
forstår universet man lever i. Kredsløbet i sådan lukkede cyklusser
sender ekstreme energi ladet organiske radiobølger men----- !!!
Prøv at høre det her må komme senere! For mig er det vigtigt at tale
om hvordan jeg nåede her til, for at vi kan stå det her skal vi lige mit
forløb igennem, så tror jeg at det gør det hele lidt nemmere
forståeligt.
Siger ikke tak til nogen, da der ikke er noget at takke for! Dem som
har nedfældet min forbandelse, bliver mit liv deres. Man har
hermed skabt sin egen skæbne.
Trio imbroglio. (Fu. tre forvirrende stemmer, de hellige tre konger
eller som jeg siger ; The three kings from hell)
Everybody is mad, but he who can analyze this world just call him a
philosopher. Citat af; Ambrose bierce.
5
1945 Før 65.
1965 Nørrebro.
1970 Ny lejlighed.
1975 Grantofteparken.
1977 Efter skoletid.
1980 Døve Tommy fortæller.
1982 Første forhold.
1985 Farvel til Vinnie.
1987 Tur til U.S.A.
1990 Nye veje.
1992 Gammelt venskab.
1994 Backpacking.
1995 Tilbage til Danmark.
1997 udrejse til Australien.
1998 Mødet med Larry.
1999 Williamstown shipyard.
2001 Danmark på kort ophold.
2002 Melbourne Grammar School.
2008 Selvmord. Måske!
2010 Energiafladning med kvælertag.
2011 Afviser ringtyve.
2012 Farvel til Jim.
2012 Depotmedicin.
Talsymbolik
Engelsk doc.
6
Lad os lige være helt klare på at jeg kun kan tale ud fra det jeg nu
kan erindre, og det som jeg nu har fået fortalt kan være lidt
mangelfuldt, hvis jeg hører nyt., bliver det tilskrevet løbende som ny
viden.
Starter med at fortælle lidt om mine bedsteforfædre, som enlig ikke
ved så meget om. Min farfar Frode Olsen kommer fra en del af
Danmark hvor de var meget religiøse, det er det der gør ham lidt
spændende. Hvad det var for en religion ved jeg ikke, men jeg går
ud fra at det er kristendommen som er hovedmålet, men jeg sætter
stadigvæk min tvivl, for han var meget aktive under krigen, tror han
skjulte på nogle hemmeligheder, kommer aldrig så tæt på ham at
jeg fik lagt nogle kort på bordet. Det sidste jeg har hørt var at han
var samaritter for modstandsgrupper under krigen. Husker en
historie jeg hørte som barn, der omhandlede en skudepisode hvor
farfar havde stået i kugleregn og trykkede sig ved et hoveddørsparti.
Kunne se at det havde gjort stort indtryk på ham. Ved endnu ikke
hvor meget jeg skal ligge i den. Det jeg er søger er grundlaget for
implementering af mellem navn i vores familie, er det nazisternes
hævn?
På min farmors side viola Olsen, der kom begge hendes forældre for
Jylland, den del af Danmark der var meget religiøs. De flytter fra
Jylland til København, til en omegnskommune der hedder Hvidovre.
De boede i træbarakker som var ekstremt usunde, en slags gør-detselv huse, der er beretninger om rim frost på indersiden af huset
hver morgen de stod op i vintertidens frysende skær.
Oldefar Laurits Larsen var en dedikeret kommunist med stort K,
hans filosofi var non-profit, ingen skulle tjene ham, derfor levede de
et meget sparsomt mit liv i de røde barakker. Laurits Larsen var lidt
7
af en opfinder type men fik ikke patenteret noget som helst, for der
var ingen der skulle tjene på ham, hans ideer blev gravet ned i en
baghave et ukendt sted. At han var noget af en særpræget skikkelse
det gav sig til udtryk da han som musiker og orkesterleder havde
skrevet et partitur til et 100 mands mandolin orkester. Musikken
blev et hit, men Laurits ville ikke indspille den på grammofonplade,
der var jo en ingen som skulle tjene på ham! En tidlig morgen da
Laurits stod og hørte den lokale radio imens han røg en pibe,
pudsede sin runde briller i den ternede skjorte han havde på inden
under de tykke seler som holdte hans pludder bukser fra trediverne.
Fik han piben galt i halsen, for ud af den gamle radios knitrende
tonede hans melodi frem, det viste sig at en kapitalistmusiker havde
været til en af hans koncerter og fået ideen til et tema i hans egen
musik.
Selvom Laurits Larsen var en indædt gammelkommunist, så havde
han dog en meget kærlig kone Sine Larsen, det er sådan jeg husker
dem fra en meget ung alder jeg tror jeg var omkring 7 år da vi
besøgte dem i deres lille lejlighed bag Vester Kirkegaard. Min fars
side af familien blev der ikke knyttede større kendskab til, min
farmor havde to søstre og en bror mener jeg, vi mødte kun Ketty,
husker hende til højtidelige festligheder spille på oldefars gamle
mandolin, i de tre timer hver tiende år, ikke ret meget. De er alle i
dag døde og borte, og tog måske en masse vigtige viden med sig.
1945 Før 65.
Min far Freddy Duval Olsen, hr. Olsen får I 1945 tilført et navn som
Viola syntes var meget erotisk, det var meningen at der skulle være
et D til slut i navnet, men præsten lavet en skriver fejl hedder det
sig. For mig kunne det være interessant at møde denne præst. Det
8
er mig en gåde hvem der har fået printet det ord ind på farmors
hjerne, men det er ikke op til mig at finde frem til, det har fundet
frem til mig, som det er på nuværende tidspunkt. DUVAL .HA!
Der hvor min far voksede op, har jeg selv et indre billede af en
solbeskinnet vej, som hedder Offenbachsvej. Som ligger i
Københavns sydvest kvarter, eller som i ”affekteret folkemunde”
kaldet musiker byen. Da Frode og viola flytter ind i den nye ejendom
var den meget moderne. Det var lige efter krigen og midlerne var
små, så en ny ejendom var et særsyn på den tid, kan se den for mig,
de gule mursten med de hvide altaner. Da jeg selv var barn virkede
ejendommen stor, men kigger jeg på den i dag, kan jeg godt se der
ikke var meget plads. Farfar arbejdet på de danske sukkerfabrikker,
så der blev slidt hårdt for den høje husleje. Når jeg lukker øjnene
kan jeg danne et billede, et billede af min far på en 3 hjulet cykel
ned ad den tomme gade med sit lyse hår, og hvor der kun står en
enkelt Ford T model i gadebilledet. Men pludselig ændrer billedet
sig, det er stadig den lille dreng, som før havde en ren skjorte på,
men nu sidder han i en kjole funklende hvid. Det er nok den historie
jeg har hørt fra min søster, ved ikke hvor den kommer fra, men den
går ud på at min farmor vistnok skulle have klædt ham på som en
pige, hvad der helt præcis ligger bag det aner jeg ikke, mine
forældre er meget svære at komme ind til, der er visse ting der ikke
tåler dagens lys, man kan kun tænke sit. Kan det måske være fordi
han er blevet brugt til et bestemt formål, eller havde den gamle
bare knalde i potten. Lige så ”screw up” dette kunne være, lige så
fjern er hr. F.D. Olsen, en 68 år gammel ”tottler”. Hvor det er kun
æstetik som giver mening, lidt ligesom legetøj gør det for børn.
9
Der er vist noget med at det ikke gik så godt i skolen, for min far
måtte på noget de kaldte for svage børns koloni, det lå som regel
uden for byen. Det var alle storbyens svage børn, som man mente
ikke kunne klare sig i store grupper, de blev sat på tog fra
Københavns hovedbanegården med et nummer i hånden, og måtte
selv klare turen på flere hundrede kilometer til destinationen. Det
skulle så gøre dem stærkere, hvor stærke de så er i dag viser intet.
På min mors side af familien ser det helt anderledes ud, nu vil man
tro at vi havde nået bunden, men ak nej! Vi skal længere ned.
Jonna olsen dybt Jensen navngivet Hansen gift Olsen. Min mor var
født i det indre København, idet der engang blev kaldt pisserenden,
det var der alle luderne opholdt sig i gammel tid, det som vi i dag
kalder med fine ord, for Redlight dikstrikt. Min mormor Jenny
Jensen havde en broget fortid, alkohol spillede en stor rolle i hendes
liv. Dem der ikke har været i Københavns gader, specielt i den indre
by, vil ikke vide hvor faldefærdige disse gamle ejendomme kan se
ud, med de pudsede facader som tit trænger til en kærlig hånd. Det
var ikke helt unormalt at der kunne blive smidt en potte pis uden
varsel fra et uvilkårligt gadevindue. Det er områder af det gamle
København inden for de gamle bymure, det var det sidste af den
gamle byånd før Bymurens fald, den gamle mur stod der hvor
voldgraven er i dag, voldgraven er der stadigvæk den dage i dag, det
er der hvor togene kører nu. Folk tror at togene kører under jorden
men det er en overdækket voldgrav. Det jeg prøver at forklare her
er at der er en dybere mening med den sociale arv. Det jeg prøver at
sige er, dem der kommer fra skidt kan man godt behandle som
skidt. Det er her mystikken kommer ind i billedet for mit
vedkommende. Man kan jo ikke ligge en forbandelse i det gode
borgerskab.
10
Min mor er født udenfor ægteskab, og derfor er det man kalder et
uægte barn. Hun boede de første fem til syv år alene med sin mor,
når det kneb med penge opsøgte hun sin far som var grønthandler,
han opholdte sig på de lokale værtshuse, for at få til mælk og brød
var det en tilbagevendende begivenhed at finde ham. Jeg er også
lidt uvist på hvad der er foregået der. Hvem var han denne mand
med alle de mange penge som vi så tit har hørt om. Selv tror jeg at
det var en And. Hvis han nu var så stor en kanon ville jeg ikke skulle
igennem den skæbne som bringer mig til dette her skriveri.
Efter min mormor finder Harald Hansen(morfar/stedmorfar)flytter
de til Valby, og min mor bliver adopteret af hr. Hansen. Hun har nu
fået en lillebror og to tvillingesøster Rudi, Majbritt og Tally Hansen,
men det gør det ikke lettere for min mor, da mormor stadigvæk ikke
kan holde sig fra flasken, det resulterer i at min mor bliver en slags
pap mor for sine søskende. Min mor vidste aldrig hvornår min
mormor kom hjem fra sine byture, det var heller ikke sikkert hvilke
tilstand de ville modtage hende i. Det resulterede også i et stort
omsorgssvigt til hendes søskende, som skabte en kriminel løbebane
for min morbror, de bliver simpelthen nødt til at sende ham væk, på
det man kaldte et børnehjem eller opdragelsesanstalt. Selv om min
mors intellekt oversteg hendes søskendes kunne dette ikke
forhindre det negative udfald. Tvillingesøstrene gør det som deres
rollemodel ynder nemlig alkohol, det kommer også til at plage en af
dem langt op i hendes voksne liv, ikke mindst når det gælder valg af
partner, det skal helst være typer som kommer med en tilsvarende
social baggrund, min mosters Søn har siddet fængslet i over
halvdelen af sit voksne liv og er storforbrugere af hårde stoffer, så
det er ikke en dans på roser, men på øl kapsler om det så er Morfin
eller øl, det er lige skadeligt. Der kan man se hvad der kan ske når
11
man negligerer vores medskabninger, som holist er det svært at
begribe i sin vildeste fantasi at sådan en forkvaklet opdragelse kan
finde sted, men det er selvfølgelig også i en uoplyst tid min moster
kommer fra. Det er selvfølgelig også i 1961 at vi først få indført cpr.
registeret i Danmark, så man kan skabe sig et overblik over hvem
der er hvem. Uanset hvad du er, skal du kunne dokumentere dit
ophav. Det vil snart vise sig hvem de ti procent hellige køer er. Den
ene af tvillingesøstrene flyttede til Jylland, hvor hun fik meget
fredeligt liv. Min mors bror blev kun 30 år efter at have taget sit
eget liv ved hængning i en lille celle i Vester fængsel, hvor på han
efterlod to døtre og en X hustru. Efter sigende skulle det være en
narkogæld der lå til grund. Han havde fortalt at hvis han nogensinde
kom i Venstrefængsle ville han ha vi skulle vide at han aldrig kom ud
igen, så er det op til læseren at finde ud af om præmisserne passer.
Rudi Hansen var meget angst det sikkert.
Når jeg ser min mors barndom i hønsehusene på Vigerslev Allé i mit
billede univers, så jeg en pige som aldrig nogensinde fik lov til at
være barn, den dag i dag taler hun om at hun har været mor i ordets
mange grundbegreber, der tales om at hun har lagt krop til
seksuelle goder af en slags, men har ikke rigtig fortalt hvad det
egentlig drejer sig om, man kan kun tænke sig til resten. Mors
højdepunkt som hun selv ynder at se tilbage på, er et bondegårds
ophold i Jylland som lille pige. Hos en tante i Jylland kunne hun få
lov til at være pige for en kort periode. For mig er det, det eneste
minde min mor i virkeligheden ønsker at have med fra sin barndom,
for det var der hun for første gang opdages med omsorg, eller det vi
kalder kærlighed som det i virkeligheden betød. Jeg kan godt se at
det må være svært at give til mennesker det man ikke selv har lært,
hun kender betydningen af tilskyndelser og er derfor bange for at
12
fejle. Ved tilskyndelse af andre undlader hun helst at vise sin glæde,
hun har simpelthen ingen erfaring at trække på. Hvad hun nok ikke
er klar over er at denne utryghed bliver givet videre til næste
generation som bliver kopieret fra hendes eget adfærdsmønster,
det sker i underbevidst tilstand altså af mig og mine søskende. Det
først den dag i dag når jeg kigger tilbage i mine erindringer, at jeg
forstår at mine besøg i andre familier skabte vis undren. Synes alt
var så rosenrødt og idyllisk, så jeg til tider tænkte at det måtte være
fordi folk var meget naive at tro, verden var så lyserød, kunne i
øvrigt ikke lide farven lyserød, den kunne godt give mig kvalme,
men i dag har jeg lært at acceptere den. For visse eksistenslister er
disse sociale adfærdsmønstre ikke en inklusion, men et fravalg til
fordel for eget intellekt. Mennesker er lidt som computere, de kan
kun det som de er programmeret til. Det medfødte styre program er
en anden snak.
Mine forældre mødte hinanden på en telttur ved Præstø bugt i
1964. De givne omstændigheder kender jeg ikke til, men jeg ved dog
at det er der undfangelsen finder sted, er i den heldige situation at
jeg ikke kan bevise at en insemination har fundet sted, så langt kan
jeg ikke huske tilbage. Man skulle vist også sige at mine intentioner
ikke går i den retning, da det ikke kan ændre min skæbne som den
efterfølgende har formet sig. Har haft mange sjove tanker om dette
emne, bl.a. en med at mit dna er ældre end min fars og han i
virkeligheden er klonede ud fra min stamme, og det samme gør sig
gældende hos min mor. Dvs. at hvis mit arvemateriale var
implementeret i mine bedsteforældre, så kan det se ud som om at
de er mine forældre, og når det kommer til mig selv er jeg bare en
klon af mig selv. Men lad nu det ligge så klog er jeg jo heller ikke, I
min nuværende form. Mine forældre bliver altså gravide med mig
13
meget unge, min mor er 18 år min far er 19 år og stadigvæk
skiltemaler, efter hvad jeg kan forstå var der en kølig luft imellem de
to arbejder familier. Min mor har altid givet udtryk for at Fode og
Viola havde fine fornemmelser. Det skyldes nok i at han ikke havde
noget tilovers for de socialt udsatte og så dem helst døde da de ikke
kunne leve op til idealerne, i dag undrer jeg mig over hvad det er for
nogle idealer. Et citat fra ham som jeg husker det var narkomanerne
skulle bare stilles op af en mur og plykkes ned. ratatatatatata………!
Trods de to familiers usle kår set ud fra i en dansk standard, var de
delt op i to ideologiske grundholdninger som var baseret på samme
politiske fundament, det paradoksale var at de ikke selv kunne
gennemskue dette. Når man er et meget ungt par som skal føde
første gang kræver det at man har noget at bo i, så mine forældre
de finder en lille lejlighed på det indre Nørrebro nærmere betegnet
den sorte firkant. Lejligheden ligger på femte sal og er meget usundt
at bo i, men som unge ugifte er det en økonomisk overskuelig
mulighed, selv om en petroleums opvarmet Rønne ikke er helt
billige i drift, så lader det sig gøre. Men det er ikke her jeg bliver
født, det bliver på Vigerslev Allé nr. 221.
1965 Nørrebro (fiskegade9)
Min mor befandt sig hos min mormor da vandet gik, så der blev
tilkaldt en jordemoder da situationen var akut, tror nok det var
Jenny som tog imod, men en hjemmefødsel var stadigvæk brugt på
denne tid, så det tror jeg at hun tog i stiv arm, hun kom fra Finland
hvor dette stadigvæk var udbredt. Mormor Jenny var en kraftig
dame mørk i løden med hæs stemme og tilsvarende latter, kan høre
hendes hæse stemme sige før jeg fik et klap bag i, det var en dreng!
Går ud fra at det er den eneste gang at det lykkedes for mig at
overdøve hende. Ved ikke hvor lang tid jeg blev på Vigerslev Allé
14
men der gik først et halvt års tid før jeg fik lungebetændelse af at bo
i den lejlighed på Nørrebro, der var højst sandsynlig fuld af
skimmelsvamp. Efter et halvt år blev jeg indlagt på intensiv, kan
intet huske, men mener at ha set billeder derfra. Min visuelle
forestilling af mig selv stående op i en sparkedragt med begge
hænder på sengegærdet, i et kommune hospital fra halvtredserne,
den er til stede. Efter hospitalet var det hjem til den lille toværelses
med lokum i gården. Der gik ikke lang tid så blev far indkaldt som
soldat på Værløse flyvestation så var vi alene mor og jeg, mor var
allerede gravid med min lillesøster Jeanette, for der gik kun 5
måneder efter jeg var født, til hun var gravid igen. Genetisk set
ligner hun ikke meget min mindste søster Camilla, som har de
samme træk som jeg selv, nemlig min fars træk. Men det kan nok
skyldes en tungtvejende afrodisi `isme hos hr. Freddy Olsen, som
gør at det første frugtbare æg efter en fødsel hælder til moderens
side rent genetisk, måske! det er kun et gæt. Ejendommen vi er
flyttet ind i huser min morfar Harald Hansen som bor nede på 3, der
havde han boet et stykke tid efter skilsmisse. Min moster Majbritt
bor oppe på fjerde med hendes første mand Ole, som godt kunne
stikke hende en flad i ny og næ. I fiskegade boede også min anden
moster Tally men ikke i samme ejendom. Det var meget praktisk så
var der altid nogen som kunne passe de små, når jeg siger de små er
det fordi jeg har seks kusiner, som alle er yngre end mig selv.
En mystisk mand kom på besøg engang imellem hans navn var lange
Leif, han brugte størrelse 52 i sko, husker tydeligt de store brune sko
som stod ude foran døren, kunne se dem gennem brevsprækken, og
råbte til min mor, at det var lorte Leif som stod uden for døren.
Hvad skulle han der, er mig stadig væk en gåde, for det er den
periode hvor mor leget en leg der hed kan du se sporvognen, det
15
handlede om at jeg skulle se ind i hendes øjne, imens hun spurgte
kan du se sporvognen, med naive barnestemme og åben mund
responderet jeg nej…! hvor på svaret altid var det samme, så er den
lige kørt om hjørnet. Det henleder min opmærksomhed på en før
hypnotisk tilstand, eller skulle jeg måske sige en efter hypnotisk
tilstand. For min mors side har det nok været en lille uskyldig spøg,
men om hun ikke har været klar over at hun kunne være blevet
indprentet under en foregående seance, som en undskyldning for
barnet skulle begynde at snakke om at der bliver kigget ind i sindet,
ved jeg ikke. Men igen skulle jeg måske sige måske, hvem ved.
Senere hen vil det give mening. Har set på fotos fra perioden, det
drejer sig om engang vi var på udflugt til Bryrup, at se mig selv lege
med en fodbold klædt ud med en lille kasket. Når jeg siger klædt ud,
menes der at jeg ikke selv er til uniformer, da jeg synes det stjæler
personlighed, man ville måske allerede i 2-års alderen pålægge en
form for autoritet, det skal siges at autoritær blev jeg ikke. Det var
vistnok på den tur at jeg faldt i vandet nede ved en sø i mellem to
både, i et uopmærksomt øjeblik. Man lader ikke et barn der næsten
lige har lært at gå, lege alene ved en fortøjnings plads.
Alvorligheden i det kan aldrig være til diskussion. Lige nu virker det
på mig inhabil og uforsvarligt, men igen! Ødipus eller mangel på
samme kan nok ikke bruges som undskyldning for den dårlige
børneopdragelse.
I baggården på Nørrebro var der jeg blev sendt ned til en forandring,
fra den lille lumre lejlighed på femte sal. Ejendommen var meget
slidt, pudset vægge, døre og trapper, var ikke blevet malet i mange
år. De pudsede vægge var store plamager faldet af, der var huller i
belægningen i gården, nogle af hullerne var fyldt op med beton,
andre af dem var bare stor huller ned til underbelægningen.
16
Træskurene i midten af gården var gennem rådden, og der var en
skarp stank af katte Pis, der var rigtig mange katte. Husker ikke hvor
gamle jeg var, havde fået bevæget mig op på skuernes tag, som
resulterede i at jeg faldt igennem den bløde tagpap. Der gik et
stykke tid før der kom nogle og åbnede døren til skuret, Husker at
jeg var meget beskidt. Et par dage efter havde jeg fundet to øl som
var blevet stillet frem til skraldemændene, det gjorde man hvis han
skulle tage noget ukurant skrald med. Fik dem aldrig knappet op,
men det var der så mange andre flasker som blev i mit senere liv. På
et tidspunkt havde man besluttet at opgangen vi boede i skulle
males, husker tydeligt farven den var okker gul, og terpentin
baseret. Maleren var gået til frokost og havde stillet sit værktøj på
en af trapperne, jeg synes at trappetrin og vægge skulle have
samme farve, så det fik de. Men det forholder sig så uheldigt at hr.
Petersen på tredje som var dårligt gående pga. sygdom, gled i den
våde maling og brækkede hoftebenet, efter signe skulle han ha
været afgået ved døden kort tid efter, om det var pga. uheldet eller
sin sygdom vides ikke. Blev i øvrigt senere hen maler Svend. Mor
arbejde om dagen på en chokolade fabrik så jeg blev passet af
moster i starten, senere af Ulla i Lundtoftegade, hendes lejlighed lå
på toppen af den mægtige bygning, som var et nyt og moderne
byggeri der stod i kontrast til det vi selv kom fra. Husker tydeligt
elevatoren i den store etageejendom. Er stadig ikke fyldt 5 men
kunne få lov at gå til de nærmeste butikker for at købe slik, eller at
gå ind til oste manden og spørger til en smagsprøve. Så frit tror jeg
ikke at børn kunne rende rundt i dag, eller var det bare min mors
lemfældige omgang med børn, som hun havde taget med fra sin
egen barndom. Tænker bare! hos andre primater ser man at hvis
ungerne ikke bliver holdt under opsyn konstant til en vis alder,
risikerer de overgreb fra de rivaliserende primater, specielt de
17
voksne hanner. Man må ikke glemme at vi også er en del af arten,
hvor den største trussel kan komme fra egne rækker.
Lundtoftegade! husker det tydeligt fordi jeg har et foto af mig selv
som er taget af en ukendt mand, altså en fotograf som kom forbi og
tog billeder af legende børn, den tror jeg sku ikke ville holde i dag.
Dengang hed det børnene lokker, men i dag er det mere i det
skjulte, bag computerens tastatur hvor det foregår. Folk aner ikke at
deres private billeder går verden rundt, og at der måske sidder en
gammel mand i tawpauw og får sig en spiller til et billede eller en
video af lille nuller fra Smørblomstvænget i lykkerup. Hvem siger
ikke at disse fotos blev brugt på samme måde da jeg var barn, en
opsigtsvækkende tanke. Sådan netværk kan have alle afskygninger,
tænk bare på sadistisk morder i sammenslutning. Det er sku da en
led tanke. Eller skulle jeg måske sige genetisk set skulle det ikke
kunne ske, da jeg tror at det ikke er noget som vi er født med, men
at det bliver tillært for at kompensere for mangl på livets almene
medmenneskelige omsorg. Jeg kunne måske også henlede det på
noget som jeg kalder ”The lac of basic of knowledge” det kommer
jeg ind på senere. Det mandlige kønshormon testosteron kan måske
være skyld i visse mænds bizarre tankesæt, for hvis det er noget
dybt i homosapiens genetiske kode som har en vis deformalitet, er
jeg ikke i tvivl om, og at det er testosteron som fremkalder den
adfærd. For mig giver den ikke mening, sådan tankegange vil være
selvudslettende for den menneskelige race og deres forhold til de
helt store spørgsmål. Man skal blot forestille sig at man ankom til
denne planet og fortalte at man havde svaret på hvad alt er, ville
man så tage sådan nogle individer med tilbage? Hvor er himlen så?
Men vi er jo kun dyr. Måske!
18
1970 Ny lejlighed.
Da jeg fyldte 5 skulle vi ud og se på en lejlighed der lå langt ude fra
byen. Da vi ankom til Grandtofteparken i Ballerup var byggeriet ikke
helt færdigt, de grønne områder var stadig væk under konstruktion
med store dynger af jord, og pløre alle steder. Der var ikke tvivl om
at disse huse var helt nyopført. Hvis jeg holdt fast i vindues kanten
med mine små fingre og stod på tæer, kunne jeg lige se ind i
køkkenet i Grandtofteparken 832. Vi fik ikke nøglen før noget tid
efter, ikke før der forelå en underskrevet på en kontrakt, det måtte
have været ren luksus for mine forældre, men glem ikke at det
stadigvæk var socialt boligbyggeri, så alle de børnefamilier der
boede i sanerings modnede ejendomme på Nørrebro fik samme
tilbud, hvad resulterede i at der var ekstremt mange børn som
flyttede til omegnskommunerne. Vi fik også nogle af de største
skoler i Danmark, vores egen skole måtte udbygges tre gange.
Startede i skole året efter vi var flyttet dertil, alt var nyt og
spændende. Det der også var i det, var at mine forældres
generation var 20-25 år efter krigen en bred generation, som betød
at deres børn også var en bred generation, en anden generation
efter krigen. Beskæftigelsen var på sit højeste, og tiderne var gode.
Der blev fulgt til skole den første dag, men jeg husker ikke om min
far var med, jeg husker bare en masse mødre med deres børn. Det
var halvdelen af dem jeg skulle dele de næste ti år sammen med, jeg
nåede at have tre klasselærer den første Vibeke Storm Rasmussen,
som vi kender fra medierne i København og omegn som en meget
fremtrædende politiker. Den næste klasselærer var Ole Mølbach,
hans bror var en kendt jazz musik, i fjerde klasse fik jeg så den sidste
som fulgte os resten af forløbet til 10. klasse Jørgen Gregersen. En
hippe type med langt hår, skæg , nikotin gule fingre, heglet vest og
19
trompet bukser. Blandt børn blev han kaldt Jesus. Ved ikke om det
nogensinde kom ham for øre. Men han var jo rar nok. Det var nye
tider inde for skolesystemet, vores skole var delt op i tre fløje abc.
Den første fløj som blev bygget hed A-fløjen, den var i et plan med
åbne vægge en til hver klasse rum, så det blev et stort alrum i
midten, hvor lærerværelset var i midten af rummet bag nogle
skærme så man hele tiden havde overblik over børnene. Det var en
total nytænkning inden for pædagogik. Den næste bygning der blev
bygget var B-fløjen, men alrummet her var ikke åben, der var døre
indtil alle klasselokalerne, og så havde man to etager, med
værksteder, administration o.l. i underetagen. Denne bygning var til
de større børn fra 7. klasse og op efter. Da børnene blev flere og
flere, blev den sidste bygning byggede, nemlig C-fløjen. Jeg nået
aldrig at komme til at gå i B-fløjen, vi blev rykket direkte over i C.
Som også var åben til alrummet.
1975 Grantofteparken.
Efter skoletid hang jeg ud med børnene fra de nærmeste lejligheder,
vi havde altid en masse lege, som vi kunne lege i store grupper, børn
var der nok at tage af. Før byggeriet lå der en mose, noget af den
var inddraget til byggeri, men forenden af byggeriet ligger der et
større område med gammel mose, med et rigt dyreliv. Det var
interessant for os børn at følge med i de fire årstider, botanikken, og
ligeledes det mylder af diversitet der befandt sig. Moseområdet har
forbindelse til et å løb der strækker sig helt fra Roskilde ind til
København. Livet i åen er meget frodigt, da det er regnvand som
fylder den op, det giver levevilkår for mange fuglearter, så man
kunne godt få en hel dag til at gå med at opholde sig i mosen.
Utrolig jeg kunne få lov til det, for hvis de bare vidste hvad det var vi
foretog os, ved vores ophold i mosen som pirater, cowboy, eller
20
hvad vi nu kunne finde på, på vores vej igen moses smalle vandløb
på byggematerialer der kunne flyde. Det skete også et par gange at
man faldt i vandet. Så vidt jeg husker er det vist ret svært at få den
sorte farve fra mosens mudder ud af tøjet igen. En lørdag skulle vi til
fødselsdag hos farmor og farfar, jeg havde mit pæneste tøj på, og
var klar lang tid før end alle de andre. Jeg havde lige en halv time til
at kigge efter en hule vi havde bygget tidligere på dagen, så jeg løb
ned for at kigge efter den, men faldt uheldigvis i vandet, så jeg
måtte løbe hjem i vådt tøj. Familien stod foran hoveddøren og var
på vej til fødselsdag. Jeg husker stadig den flad jeg fik, den var
måske også velfortjent.
Dette vildt voksne naturområde var lige så godt om vinteren som
om sommeren. Om vinteren fryser det hele til så man kan løbe på
skøjter, men det gjorde det ikke mere risikabelt da man nemt kunne
ryge igennem isen. Der var også mange børn som ikke fik lov til at
skøjte på disse vandområder. Hvis man kiggede den ene vej, kunne
du se ud til store landområder, hvis du vendte dig 180 grader var
det ind mod byen, tæt bebyggede områder helt ind til centrum. Vi
boede simpelthen oven på selve den streg der gjorde bygrænsen.
Hvis jeg skulle fremhæve noget positivt så var det det, der for mig
betød frihed, at jeg så er overladt til egen underholdning, det er
måske ikke altid det helt rigtige. Jeg var ikke den eneste dreng som
havde frie tøjler, dem som ville med på vores små ekspeditioner
blev spurgt, men det var tit de faldt fra i løbet af dagen, for så var
tiden overskred på hvor meget som er acceptable for forældre at
være væk fra deres barn. Det var tit at jeg fandt mig selv alene i
naturen til sidst inden mørket brød frem. Dengang syntes jeg at de
var nogle kyllinger, men i dag kan jeg godt se fornuften i det. Dem
der nu blev tilbage var den hårde kerne af børn uden opsyn, det var
21
dem som jeg senere begyndte at lave narrestreger med. Hvad jeg
ikke vidste, var at de var de socialt udsatte børn, og vis forældre var
at finde på det lokale værtshus. Jeg havde i det mindste noget at gå
hjem til, men det havde de ikke. En gruppe af de her børn med
selvimplementeret adfærdsregler, som i forhold til samfundets
underliggende uskrevne regelsæt om takt og tone skik osv. , og som
fuldt ud levede deres egen skæbne uden supervision fra en voksen.
En gruppe af lovløse møgunger havde fundet deres vej til en
ubevogtet fyrværkeri fabrik, de havde slæbt i kasser, poser, sække,
som et pakket dyr på vej over et bjergpas. De havde krudt over hele
kroppen, fyldt deres jakkelommer og bukselommer til bristepunktet
med romerlys, det eneste de mangler var en tændstik. Da de kom
hjem med deres fangst, kunne det ikke gå hurtigt nok med at få fat i
noget ild. Under bygning af rækkehusene, var der en del
udgravning, denne overskuds jord blev deponeret i en kæmpe
forhøjning ud mod vejen. Oppe på toppen af denne høj, var en
fordybning som vi børn kaldte for gryden. Gryden var tilvoksede
med plantede buske så man kunne ikke se hvad der foregik oppe i
gryden. Det var der at en knægt vis navn jeg ikke husker mere, fik
brændt sine kønsdele væk da et romerlys gik af under leg, jeg
mener hans navn var Kenneth nu hvor jeg sidder og får Backflash.
Var ikke selv til stede, men kendte godt den gruppe drenge som nok
havde været i 12 14 års-alderen da ulykken indtraf. Fik historien fra
andre børn som havde set ham blive lagt ind i en ambulance i en
meget pinefuld tilstand. Det havde sådan en karakter at ulykken fik
sine egne plads i en spalte i den lokale avis. Rækkehusene vi boet i
var sat op sådan at de stod front til front, og dannede en lukket gård
imellem de to rækker, tilsvarende lå haverne over for hinanden. Til
hver gård var der en kælder hvor de fleste havde indrettet det til
klubber for gårdens beboere. Hver gård havde deres egne
22
sammenhold, det forplantede sig også til børnene, så børnene var
delt op i 12 gårde, vores gård var gård 12, fordi den var den 12, var
øgenavnet bare gård 12, eller dem fra gård 12. Men ham med
romerlyset var fra Sten gården, fordi børnene fra denne gård var
berygtede for at smide med sten efter de andre børn i de andre
gårde. En adfærd de havde med fra Nørrebro.
Imellem rækkehusene og gryden var der en parkeringsplads, for at
komme til den parkeringsplads skulle vi altid gå igennem gård 11,og
jeg hadet turen igennem gåden. På denne parkeringsplads har jeg
en del minder, bl.a. en aften hvor mørket havde lagt sig, og lyset nu
kom fra stuerne i begrænset mængder, og gade lyset var tændt.
Husker stadigvæk formen af lamperne som var en udfordring at
klatre op på. Det var en af de aftener hvor man ikke rigtig vidste
hvad man skulle foretage sig, man kunne jo altid finde en kæp at gå
at snitte i. Blev enig med Brian om, at sådan en bil med en boble på
taget ville være sjovt at hoppe på, så vi kravlede op på den her
folkevogn for at hoppe på taget, men taget bukkede under, der blev
lavet en bule den anden vej, nemlig ned i kabinen. Men i det samme
råbte en fyr ud af vinduet, så var det med at få benene på nakken.
Ved ikke hvor lang tid vi lå i denne busk, formentlig til faren var
drevet over, men det var vist temmelig lang tid. Vores
opmærksomhed blev efter et stykke tid drejede over på noget
andet, nemlig den campingvogn der stod nede i den anden ende af
parkeringspladsen. Det var vinduespudseren som eget den, Kurt
som han hed havde sin nimbus med side vogn stående der ved
siden af. Kurt som var gift med Bente, eller skulle jeg sige hende
med røde hår, de tykke briller, og med den hyperseksualetræng til
kønslig omgang med det modsatte køn. De to boede også i vores
gård. Da faren var gledet over, jeg mener angående folkevognen,
23
sneg vi os hen til vinduet, og kiggede forsigtigt ind i campingvognen.
Der lå Hanne og fik en ordentlig tur af Kai, ikke Kurt, men af Kai
Hansen, manden som var gift med Lis, de var naboer til Kurt og
Bente. Tror ikke at jeg nogensinde fortalt det til andre, det var bare
sådan det var, vi grinte meget af det, og så var det det, der skulle
mere til hvis vi skulle sladder, men de voksne ville nok have lagt stor
vægt på at vi fortalte om sådan begivenheder i detaljer. Det går jo
heller ikke at referer til alt hvad man foretager sig, se bare det med
folkevognen.
1977 Efter skole tid. (faldskærmen)
Jeg er nu omkring 11 12 år, Camilla min lillesøster nummer to som
er født i 1972, er nu så gamle at hun skal til at gå i skole. Min mor er
begyndt at aflaste min fars pakketransport forretning, ved at tage
alle morgen turene som han ikke selv kunne nå. Årsagen til dette
var at en af deres venner som hjalp min far havde taget flere af hans
kunder, og var begyndt at skrive sine egne fakturaer, den gik ikke og
ham er de vist ikke venner med mere. Det var meningen at min mor
kun skulle gøre dette her et stykke tid indtil de fandt en anden
chauffør, min mor blev pensioneret med bilrattet i hånden. Det
betød at vi var overladt til os selv fra skolen var slut midt på dagen
til de kom hjem ved 6-7-tiden om aftenen. Sådan en dag kunne
være langt, specielt hvis man havde pjækket fra skole, det gjorde jeg
engang imellem. Man fik en lille bog med hjem som bliver kaldt
meddelelsesbogen, hvor læreren skrev en besked til forældrene om
at man ikke havde været til stede dagen før. Havde lært min mors
underskrift, og små notater fra tidligere meddelelser var det som
læreren fik tilbage skrevet af mig. Men når jeg var i skole, som dog
24
var en del mere af tiden, så havde jeg svært ved at koncentrere mig,
for jeg kunne godt sidde i en klasse og se på læreren undervise, og
samtidig være et helt andet sted i mine tanker. Mine tanker gik på
de helt store spørgsmål, årsagen til vores eksistens, menneskers
adfærd i forhold til vores eksistens. Ved nu at det var meget
filosofiske tanker som jeg sad med, imens baggrundsstøjen fra
undervisningen skabte en boble omkring mig. Skulle måske sige at
Platons hulelignelse ville have været meget mere interessant, for
ikke at glemme Aristoteles dyd etik, som var den balancegang jeg
sad og legede med. Så når lærerne henvendte sig til mig kunne jeg
selvfølgelig ikke svare på noget som helst. Mine skolebøger blev
mere og mere overtegnet med vigtige symboler. Jeg kunne nævne
de forekommende symboler, imens de mest brugte symboler var
det vigtigste hos mig. Havde ligesom skabt en rækkefølge som jeg
fulgte ubevidst, når jeg havde tegnet det ene var det helt naturligt
at det andet kom efter. Der var seks vigtige symboler, lad os starte
med malteserkorset, og så var der ying yang, atomet, svastika, en
stjerne, til sidst djævelen. Ønsker at jeg havde gemt mine
skolebøger som bevis på mit fravær i timerne. Hvor alt det her
kommer fra ved jeg ikke, men når jeg tænker tilbage er det mystisk
at tænke sig, at det skulle komme fra mig selv, specielt når jeg ved
alt det som jeg er kommet frem til igennem symboler i dag. Kan nu
fremlægge en total udredning af symbolikkens balancegang, set fra
mit synspunkt, det kunne jeg måske også have gjort da jeg gik i
skole, men gik måske i den forkerte skole. På den tid havde jeg også
en meget atypisk oplevelse, under sygdom med meget høj feber
oplevede jeg, at jeg måske var ved at dø. Husker det tydeligt som
var det i nat jeg havde drømt det. Lå og svævede imellem to
bevidsthedsformer, den ene som senere hen bliver beskrevet i min
udredning på engelsk, en tilstand af noget koldt, langt, blankt, glat,
25
tynd, lys, diskant. Den anden tilstand er noget varmt, rundt, grums,
groft, bas, som sne på et tv. Kan også beskrive tilstanden på en
anden måde, nemlig ligesom lyden du får hos tandlægen med de
tynde og de tykke tandlægebor. En anden oplevelse jeg havde under
et sygdomsforløb, bestod i at det var en tilbagevendende drøm om
nogle flyvende genstande som fløj over husene hvor vi boede, der
var rigtig meget trafik op i himmelrummet, store aflange flyvende
objekter kom for at se på, der befandt sig individer inden i som
observerede hvad der foregik på landjorden, men pludselig stødte
en af dem sammen og brød i brand, det udviklede sig til et kaos,
individer sprang fra objekterne og nogle landede andre styrtede til
jorden. Det var så virkeligt at jeg måtte op på benene og kigge ud ad
vinduet for at se hvad der foregik. Senere hen har jeg kun drømt
brudstykker at denne drøm. Efter jeg har boet i Australien har der
ikke været noget fra denne drøm, men jeg husker dem tydeligt
stadigvæk. Har haft andre drømme som jeg finder mere
interessante, i disse tilfælde har sammenhæng med mit eget liv.
Når mine forældre ikke køre transport og min far ikke sad og sov
med benene oppe på sofabordet efter aftensmaden, med forsiden
på dagens avis liggende hen over sig, var det fordi at det var blevet
weekend, og når det er weekend, så betyder det fest og glade dage.
Det starter som regel med at om fredagen når min mor kom hjem
fra arbejde købte hun en flaske hvidvin sammen med Bente(nabo
Bente, ikke vinduespudser Bente) som var vores nabo. Inden min far
var kommet hjem havde de drukket den flaske vin og var allerede
underbegavet at lytte til. Når min far så kom hjem, gik de som regel
ind til Bente for at skjule hvor fulde de enlige var. Der var altid et
verbalt slagsmål om hvem der skulle lave aftensmad, så der blev
kogt noget sammen i en fart, ”jeg glemmer aldrig boller i karry og
26
løse ris”. Der gik heller ikke lang tid før at musikken blev skruet op
inde ved siden af. Husker jeg sad i vores egen lejlighed og tænkte
om de ikke en dag vil foretage sig noget med os børn i stedet, var
ret frustrerede over den manglende kontakt som heller ikke havde
været til stede i løbet af ugen. De kunne ikke se det selv, det er ret
utroligt når jeg tænker på det i dag. Man skulle tro at om søndagen
ville der være tid til familieliv, men det var der ikke for der skulle
man slappe af. Du kunne få en femmer til filmen klubben så de
kunne få ro til at bolle. Det kunne aldrig forekomme dem at
foretage sig noget aktivt med deres børn. Har den opfattelse at man
bare var til stede. Ved i dag hvor vigtigt det er for børn at have en
rollemodel at læne sig op af, så de kan lære om etiske, moralske,
sociale kodeks, så man kan indgå i en normal social sammenhæng.
Det har været et kæmpe problem for mig op til en meget sen alder,
den måde jeg indgår på i sociale sammenhænge på er autodidakt.
Omme bagi gryden fortsatte åen fra mosen, det var ligesom et skel
over imod Årupvej. På den anden side af åen stod der nogle træer,
birke træer, Lærke træer, egetræer, bag ved dem lå den gamle
gartneri. Finn, eller skulle jeg sige Grønlænder Finn, fordi han kom
fra Grønland sammen med sin familie. De havde boet i to år tre døre
længere oppe fra vores rækkehus, han var 13 14 år på det her
tidspunkt, jeg var et par år yngre. Finn var ikke bleg for at tale med
de voksne. Han var kommet i kontakt med en særling Bent, en mand
i halvtredserne som boet i fyrrummet på det gamle gartneri. Finn
havde fået et job hos Bent med at stikke potter ud med stiklinger fra
diverse sommer haveplanter. Pengene var ikke store men der blev
heller ikke opgivet skat nogen steder. Tror ikke at Bent overhovedet
havde nogen adresse tilknyttet. Som sagt var han meget diffus rent
personlig. Trods der kom mange børn og tjente lidt håndører, var
27
der ingen der vidste hvem han egentlig var. En dag vi sad og drak en
kop kaffe fra de uvaskede kaffekopper, og spiste the boller som var
ristede nede i fyrrummet på en gammel brødrister, spurgte Bent om
der var nogle som var interesserede i en gammel faldskærm. Det var
en rundskærm uden skærm snor som han vistnok havde fra krigens
tid. Jeg tøvede ikke et sekund med at sige ja til at tage imod den. For
jeg vidste at Finn og jeg havde en stor rulle høstbindergarn, som vi
havde taget fra høladen bagved rockernes klubhus på Råmosevej.
Der skulle ikke meget overtalelse til. Så var det ellers med at komme
hjem i kælderen hvor den store rulle snor lå godt gemt. Den hvide
nylon skærm var ret stor så de blå snore skulle være lange. Vi ville
bruge den som sejl. Først prøvede vi at sætte en kælk efter
skærmen men den blev ved med at flyve væk for os, på et tidspunkt
tog den kælken ind over kirken. Så det måtte vi stoppe igen. Så kom
jeg på en ide med en stok og gamle gulvtæppet som vi fandt nede i
containeren på parkeringspladsen. Vi klippede et stort hul i midten
og førte stokken igennem hullet, foldede det på midten fastgjort til
alle skærm snorene.
Da blæsten var stærk nok skulle det afprøves. Det blæste en kraftig
vind fra husene henover mosen, så vi startede helt oppe i den
anden ende af det grønne område. Det begyndte med at få lidt luft i
faldskærmen og pludselig tog den fat. Finn og jeg lå på hver sin side
oven på det kæmpe gamle persiske tæppe, acceleration var så
stærk at det var svært at holde fast om stokken selv om vi begge sad
på tæppet. Vi blæste med en enorm hastighed imod mosen, havde
endnu ikke fundet ud af at hive i den øverste skærm snor for at
kunne stoppe den, så vi var nødsaget til at hoppe af i høj fart.
Skærmen fik fat i en opret gående vind og svævede ind over mosen
med det store gulvtæppe. Det skabte en vis respekt for de kræfter vi
28
var oppe imod. Efter en halv dags eftersøgning fandt vi skærmen
igen. Fremover gik vi lidt mere forsigtig til værks. Den følgende
sommer tog vi, altså en gruppe drenge fra gården, ud til noget der
hed Herstedvester, den største kunstige bakke i Danmark. Ville
prøve at se om vi kunne svæve på de opret gående vinde, men det
var lige ved at gå galt da snorene fik fat i Henriks fod, han blev hevet
op 10 m over os med hovedet ned af, og så ville vi alle sammen
hjem igen. Forståeligt nok det var en pisse farlig leg. Tror ikke der
gik så lang tid før jeg fandt skærmen som normalt lå omme på
terrassen i en grå mælkekasse, i et udbrændt bål oppe i gryden.
Fandt aldrig ud af hvem det var der brændte skærmen af. Men det
var vist nok meget godt at den fik sin udløbsdato.
Trods alt det der sker i denne periode har jeg stadig væk problemer
med at aflæse folk, da jeg aldrig havde lært hvordan voksne
mennesker snakkede sammen indbyrdes. Den ironiske tale form
forstod jeg ikke, mit intellekt blev ikke stimuleret i hjemmet. Men
jeg vidste godt at der var et andetsprog som jeg ikke forstod. Det
var nok omkring det tidspunkt at jeg begynder at blive forvirret for
første gang. Det som andre kalder paranoid.
Vores nabo Bente var enkefrue efter hendes mand Svend døde af
kræft, hun var alene med tre børn, Sunny, lotte og lille Tommy som
var blevet døv efter sygdom. Det var et meningitis sygdomsforløb
som var årsagen til at han blev døv. Tommy blev inficeret da han var
cirka 1 år og var derfor også stum da stemmen ikke kunne trænes.
Der var en større søn John, så jeg havde svært ved at finde ud af
hvem der egentlig var faderen til de mange børn. Tommy den
døvstumme søn var nok den person jeg fik det bedste forhold til,
han var meget lille havde tæt mørkt krøllet hår og så kunne han
skrige et skingrende skrige i en meget høj tone, om han gjorde det
29
kun for at irritere os andre vides ikke, måske han kunne høre det
selv. Hans tegnesprog var ikke rigtig tegnsprog før han kom i skole,
så det vi talte med ham var halvdelen af det hjemmelavede, igen
fordi moderen ikke kunne overkomme at passe alle de børn, og at
lære tegnsprog ved siden af, i øvrigt var hun også selv ordblind. Det
er lidt ærgerligt for i dag kunne jeg godt have talt lidt rigtigt
tegnsprog hvis jeg havde lært de rigtige tegn, men det var med til at
lære at læse kropssprog til forståelse af personers intentioner i
givne situationer, så det er jo heller ikke så dårligt igen. På et
tidspunkt får Bente en kæreste Hans Ove Hansen som man kunne
høre på Københavns radio hver morgen på DR.københavn. Døve
Tommy som han blev kaldt, havde fundet ud af at Hans havde
mange penge i hans pung, og viste mig dem en dag ved lejlighed, alt
imens de lå og sov. Det var tidligt om morgenen så han var den
første der var oppe, der kom nogle ned ad trappen så jeg lukkede
klædeskabet mens Tommy stod bag Hans store frakke. Har I set
Tommy spurgte jeg, han var lige før! når! Men han er nok gået ud i
gården, og så gik jeg. Ved ikke hvordan Tommy kom ud af det
klædeskab, men ud kom han. Noget tid efter kom han til mig igen og
viste en hel del penge han havde stjålet fra Hans. Jeg spurgte hvor
han havde de penge fra, han fortalte på sit hjemmelavede
tegnsprog, et tegn der så ud som om du udhuler en gryde for
kartoffelmos med hånden, det betød at stjæle, et tegn der så ud
som om når du piller dig selv med en finger i håndfladen betød
penge, et tegn som ser ud som om du kradser neglene på
overlæben betød Hans, så vidste jeg hvad han havde lavet. Sagde
ikke noget til mine forældre, for så troede de bare at det var noget
som jeg havde fundet på. Kunne finde på mange ting men jeg havde
også mine grænser. At tage personlige ting har jeg aldrig gjort med
fuldt overlæg. Men jeg tror at vores bukser var ved at flække den
30
dag, eller skulle jeg sige vi nærmede os et sukker chok med
lommerne fulde af billigt legetøj. For den ensomme døve dreng
havde det nok været højdepunktet i hans liv.
1980 Døve Tommy fortæller.
En af de dage hvor jeg sad optog på kassettebånd fra radioens p1,
da det var den eneste måde man kunne få billige ny musik på.
Pludselig bliver mine hovedtelefoner revet af det var Tommy som
med tegnsprog ligesom når du vifter en flue væk fra ansigtet tegnet;
kom med jeg har noget jeg skal vise dig. Gav udtryk for at jeg ikke
havde tid men han insisterede, han blev ved med at hive mig i
skjorten, til sidst gik jeg med. Han viste mig ind igennem deres
hoveddør, og op til det lille værelse ovenpå længst væk. Der var en
lille korridor imellem repoen og det lille værelse, han tog sin
pegefinger op foran sine samme knyttede læber som et tegn på at
du skulle være stille, vi lukkede døren så der bliv mørkt i
mellemgangen, han førte mit hovedet ned til nøglen hullet så jeg
kunne kigge ind. Først troede jeg at det var Bente og Hans som
havde sex, men så kunne jeg se at det var den største af drengene
John, lige pludselig gik det op for mig at det var min egen mor som
sad oven på John. Jeg rev døren op til repoen og gik ind til os selv.
Fortalte det ikke til nogen før jeg var over 30 år. Ved godt at det ikke
betyder så meget i dag men dengang var den smule idyl vi havde i
familien værd at holde på, jeg ville ikke miste det sidste håb om en
bedre fremtid. Måske ville det også have været bedre hvis Tommy
ikke havde været så omsorgsfuld, som en knægt på otte år nu
engang kan være. Ved godt at det var en god mening, men jeg fandt
heller aldrig ud af, hvor lang tid det havde stået på. Det kunne jo
godt være at han havde gået med i det meget længe, så på den
måde var det noget af en parallel løsning for ham, han var døv, og
31
hvordan skulle han ellers fortælle sandheden i hans forklaring med
et meget primitive sprogbrug, det kunne jo blive taget som en joke.
Så egentlig var han en klog lille knægt i sin egen verden. Mine
tanker gik hurtigt på, tænk hvis det her var kommet ud, havde jeg så
også fået det samme øgenavn som børnene var begyndt at kalde
vinduespudserens søn, fordi man havde fundet ud af at Kaj og røde
Bente gik i swinger klub sammen, om det var før eller efter
folkedans ved jeg ikke, øgenavnet Henrik ”bolle”, en sådan et ville
jeg sku ikke have på mig.
I boligområdet boede der børn som ikke havde tilknytning til vores
skole, men gik på skoler længere væk, så dem kendte vi kun
igennem leg efter skoletid i boligområdet. Hvis man ikke havde
kontakt til dem der var mere remote, var de fremmede. Det var et
temmelig stort boligkvarter så man kunne ikke være i kontakt med
alle. Ungdomsklubben som lå meget centralt var et sikkert sted at
møde alle rødderne, det var der jeg startede en kortvarig kriminel
løbebane. Var kommet i lag med nogle af de værste drenge fra
kvarteret, Knud, Børge, Svend ged, Tom, Bulgur, de kunne ikke få
spænding nok, så de var begyndt med små rapserier. De fortalte om
en del indbrud de havde været på inde jeg kom ind i billedet, det var
gået ud over villaer i Ballerup område. Svend ged, han boede i en
etværelses lejlighed oppe på noget som blev kaldt hotelgangene.
Hotelgangene hed de fordi der på den nederste etage var tilknyttet
nogle hotelværelser. Disse lejligheder lå lige op af ungdomsklubben,
så når klubben lukkede, gik vi hjem til Svend Ged. Hvorfor han hed
Svend ged, var fordi han vidst nok engang havde ladet som om med
bukserne nede om knæene, at han kneppede en ged. Om historier
passer vides ikke. Oppe hos svend ged lå der på gangen et lille rum
overfor den lille lejlighed. Dette rum var fyldt op med tyvekoster fra
32
alle de indbrud de havde været på i de sene nattetimer. Der jeg kom
ind i billedet havde de lige lavet et knæk i det lokale supermarked
Favør, de havde slet og ret en hel palet kaffe op i det lille rum. De
var i gang med at fylde rygsække, tasker, med disse kaffe poser. Alt
det her kaffe skulle sælges ude på Christiania, så vi kunne købe
noget hash. Vi nåede kun at sælge halvdelen af denne kaffe da
nogen havde fået et tip om hvor det stammede fra. Dette tip gik
videre til vestegnens politi som sad inde med fingeraftryk af cirka 50
røverier der var sket inden for de sidste seks måneder. Husker da
telefonen ringede og de sagde det var fra politiet, jeg blev helt rød i
hovedet, for min moster var der for at holde fødselsdag sammen
med os, og dagen forinden havde min mor kommenterede en
artikel der stod i lokalet avisen omkring et stort kaffe røveri. Vi kørte
i min moster-tallys ulovlige bil til politistationen for at jeg kunne
blive afhørt. Var nu medskyldige i alle de mange indbrud. Da jeg
kom hjem besluttede jeg mig for at ville stoppe med det her pjat, og
om mandagen tilmeldte jeg mig til musikundervisning på skolen da
en af klassekammeraterne var begyndt at spille trommer, for de
stod og manglede en bassist. Det var nok den bedste beslutning jeg
på det tidspunkt gjorde mig. Fra da af så jeg ikke meget til rødderne
fra ungdomsklubben, musikken kom til at fylde meget i de
efterfølgende år.
Fik senere nogle overleveringer og små uddrag fra hvad drengene
gik og foretog sig, og blev mere og mere distancerede til denne form
for aktivitet, men det holder mig ikke fra at ryge en joint til festlige
lejligheder, og at der var mange, lægger jeg ikke skjul på.
Slutter 10. klasse med nogen dårlige eksamens karakter, imens jeg
har et deltids arbejde med at pakke dyrehandler tilbehør på en
gammel gård udenfor byen. I 1981 tænkte jeg at jeg godt ville tjene
33
nogle penge inde jeg skulle begynde og studere musik, så jeg tager
arbejde i et murefirma ude i Rødovre. Det var den koldeste vinter vi
nogensinde har haft og skulle gå udendørs. At ledigheden var stor er
ingen hemmelighed, så jeg var glad for det arbejde jeg nu kunne få.
Tjente penge som jeg aldrig havde gjort før. På byggefirmaets
opmagasineringsplads lå i Rødovre, der havde de en masse støbe
plader fra et stort betonstøberi som skulle skilles ad med håndkraft.
Stod i 20 graders frost og kørte en lille kran da maler mestre Billy
Petersen stoppede mig og sagde; hvem er du? Jeg vidste ikke der gik
nogen her og arbejdet! Billy var dybt imponeret over denne
arbejdsgejst, han havde lige hørt at man kunne få tilskud fra
kommunen til ny lærlinge, så jeg blev spurgt om det havde min
interesse, men jeg tænkte, er maler Svend noget for mig. Det ville
være dejligt at komme ind i varmen, så jeg besluttede mig for at det
ville jeg godt, jeg sagde ja til en lærerplads. Det var på den måde at
jeg de næste 30 år tilbragte min tid i malerfaget/byggebranchen.
1982 Første forhold.
I B fløjen på skolen var der kælder lokaler som en gruppe unge
havde fået lov til at bruge som øvelokaler, det var der hvor jeg var
begyndt at sammen spile med et band. Vores spillelærer var en
trommeslager Joachim som havde spillet i et lokalt band der hed
”the speeres” efter de havde spillet på skolen til en fest, syntes vi de
var enorm seje. Det var fedt at have trommeslageren fra bandet
som lærer. Joakim var holdt op med at spille i hans band, da hans
store passion for tryllekunst fyldte mere og mere. I dag er Joachim
en af Europas største illusionister, man ser ham fra tid til anden på
tv og større begivenheder. Vi havde fået tildelt et øvelokale af
kommunen ude på lindebjergvej, en gammel gård som kommunen
havde overtaget, vi havde fået et praj igennem en gammel
34
klassekammerat som gik på et af kommunens musik projekter for
unge udsatte, om dette sted. Jeg husker der var et punk band
tilknyttet huset på linebjergvej som gjorde indtryk på mig da
forsangeren i det her hårdpumpende band var i kemoterapi, det gav
det sgu lidt af et ekstra kick. Det var på lindebjergvej at jeg mødte
min første rigtige kærlighed hun var forsanger i vores nye band,
men det første halve år var det arbejde og musik som var på
programmet. Når jeg havde tid tilovers hang vi ud hos en af
vennerne, røg hash, hørte musik på Thor`s lille transistorradio inde
på det lille crowded værelse i Grandtofteparken.
Der gik ikke lang tid før jeg var mere og mere sammen med Vinnie,
vi kunne ikke nøjes med at mødes til øveren et par gange om ugen,
så jeg overnattede hos hende med jævne mellemrum. Resultatet af
dette var at jeg til sidst flyttede ind sammen med hende, og med
hendes far som hun boede alene med. At dette sammentræf skulle
vise sig at være noget at psykologisk udfordring for alle parter der
var involveret i dette bofællesskab, er uforglemmeligt.
Mit første møde med Vinnies far var hjemme hos Vinnie selv.
Lejligheden de boede i lå i samme boligkvarter som min egen familie
boede i, men det her var oppe i det høje, ”højerne” som vi kaldte
det. De havde en tre værelsers lejlighed på tredje sal i boligblok
nummer to. Det må siges at være noget at syn når man først trådte
ind ad døren hvor Vinnie boede sammen med sin far, væggene var
malet i nogle totale udstyret farver, og møblerne var et levn fra
1970’erne. Hver gang jeg havde været på besøg var hendes far ikke
hjemme da han kørte i taxa om natten, eller også var han på sit
værelse og ville ikke forstyrres fordi at det hed sig at han mediterer.
Men så en dag hørte jeg vækkeuret ringe efter en meditation, og
døren gik op ud kom en lille mand med en billig frisure, skæg, og en
35
strikket trøje som sad lidt løst over den runde mave. Hvor har jeg
set ham før tænkte jeg, så med et slog det mig at det var ham som
vi så tit havde set nede i shopping centret, set ham sidde på en
bænk med sit strikketøj. Det er Ole sagde Vinnie, vi hilste på
hinanden, han virkede enormt rar så der gik ikke mange minutter
før at man ligesom havde vendt sig til det, men skulle jeg objektivt
vurdere situationen i dag ville jeg nok kunne se at man ikke opfylder
normen for alment adfærd. Havde hørt igennem musiker som havde
gigs på de store spillesteder i København at der var denne her
person som kom til deres koncerter og dansede den vildeste dans,
hvor han i sin dans rystede helt vildt med hovedet og lemmer, fandt
senere ud af at det var hr. Ole min kærestes egen far.
De store filosofiske tanker var ligesom sat lidt til side i denne
periode, trods at Ole dyrkede Bhagavad gita bogen om krishnas
lære, eller læren her om. Ole var blevet vegetarer af følge heraf,
derfor bliv der ikke tilberedt kødvarer i hjemmet. Da jeg mere eller
mindre var flyttede ind hos Vinnie som fast inventar, var jeg lige så
langsomt begyndt selv at blive vegetar, da madlavningen var
overstået, og serveret når jeg kom hjem fra arbejde som maler en
hel dag i olie dampe, og godt med bajere til. Det var totalt
uforstående for mine kollegaer at jeg var vegetar, de har stadig den
dag i dag svært ved at acceptere det, at man ikke spiser kød. Efter et
sidste spille arrangement med bandet som vi havde på Ballerup
bibliotek løb musikken stille ud i sandet, der er ikke blev spillet så
meget rock musik i tiden efter. Jeg havde mit arbejde og Vinnie, så
det var mere overskueligt at følge hendes aktiviteter, bl.a. var en af
hendes passioner, nemlig amatørteater. Vi kom også til at
beskæftige os med en samba gruppe som skulle deltage til det
første karneval i København, hvor Ole også indgik i. Det kan godt
36
være at det var lidt udflippet, men jeg vil ikke være det foruden i
dag. Der var gået et par år med at bo hos Ole og Vinnie, og i
efteråret efter jeg havde høstet 12 store cannabis planter som jeg
havde dyrket på altanen på tredje sal. En gut Erik fra Københavns
tekniske skole eller malerskolen med andre ord, boede i Ølstykke
tæt på landet og har skaffet noget hestemøg som planterne kunne
stå i, så hele altanen var på det tidspunkt en stor cannabis Busk. Vi
besluttede os for at det kunne være fedt at få sit eget at bo i. Jeg
ved ikke hvad der gjorde dette udfald men Ole, som var meget
mystisk i forvejen, var begyndt at opføre sig yderst mystisk, Hans
pupiller var små og han var underlig at tale med, han skrev små
lapper papir med mystiske citater. Inden foran meditationsrummet
hvor han havde en blok papirer, var vi begyndt at snakke sammen
på blokken, da han ikke havde tid til almindeligt snak pga. den
tiltagende meditation, var det her så metoden. Jeg husker et citat
på en af de lapper papir som gik sådan her; En dag får i alle krishnas
pik og min! Vi havde fået et værelse hos min søster på dette
tidspunkt, så vi ventede bare på at kunne flytte der over. Ole`s
tilstand forværres, en dag jeg kom hjem stod alle døre og vinduer
åben på vid gab, vinter sneen stod lige ind i stuen. Den nat måtte jeg
sove med en kniv under hovedpuden da manden var fuldstændig
utilregnelig. Vi flyttede et par dage efter. Vi havde lånt mine
forældres en varevogn så vi kunne flytte de sidste møbler fra
Vinnie`s værelse. Da jeg drejer om hjørnet ind på parkeringspladsen
kan jeg se at vinduet igen står åben oppe ved køkkenet midt i
boligblokken. Vi kører forsigtigt derhen og kan se at han er ved at
smide ting ud ad vinduet, det sner stadigvæk meget. Kirsten en af
Ole`s veninder sidder i en bil ned på parkeringspladsen helt opslugt i
fortvivlelsens gråd, går hende i møde, spørger hvad der er galt, hun
fortæller mig at han er blevet hentet af politiet i Herfølge
37
splitternøgen, Herfølge lægger 60 km længere væk, han var gået
nøgen til Herfølge eller om han er kørt i taxa i arbejdsøjemed
fortæller historien ikke noget om. I samme øjeblik kommer Ole ud
af opgangen med opvaskebeagle, han begynder at samle sne ind i
beaglen. Han fortæller os at han er ved at samle alle de muligheder
som falder ned fra himlen, men for os var det bare snefnug. Kirsten
som var den tredje Kirsten han kendte efter hans kone Kirsten blev
separeret ,og senere skilt fra Ole, tog ham med til det psykiske
hospital i Ballerup. Kender ikke de givne omstændigheder efter
episoden, men tænker bare at det var godt der ikke var nogen som
fik det fjernsyn i hovedet han var ved at smide ud af vinduet, et
gammelt fjernsyn med billedrør og mahogni kasse er en tung satan.
Vinnie og jeg boede på det lille værelse hos min søster Jeanette i et
stykke tid. Vi prøvede at få kontakt med Ole men han ville ikke åbne
når vi bankede på, så ham en dag stå og stirre bag ved en busk oppe
på Rådhusvej tæt på min søsters lejlighed. Kom kun til at tale med
ham en gang til efter jeg havde set ham på Rådhusvej. Det skulle
også vise sig at være den sidste.
1985 Farvel til Vinnie.
Vinnie havde været skrevet op i KAB Københavns almennyttige
boligselskab i tyve år, og kunne derfor til enhver tid få en lejr
lejlighed. Vi havde set at KAB var i gang med at bygge et helt nyt
rækkehusbyggeri ude i nærheden af skoven, så vi besluttede os for
at bruge hendes anciennitet. Vi er nu nået til 1984 sensommer og
flytter ind i den nye lejlighed i Egebjergvang nr. 16 tror jeg nok det
var. Tiden gik. Det var en dejlig lejlighed i to etager. Jeg var lige
blevet udlært men Vinnie var ikke færdig på DR licenskontoret hvor
hun var i lære som kontorassistent. Selv om vi nu ikke boet sammen
med Ole mere var vores spisevaner stadig de samme, det kunne
38
godt være lidt svært når man skulle til frokost med alle
håndværkerne. Der blev rynket på næsen af det, jeg skulle altid
forklare hvorfor jeg ikke spiste kød, i dag har jeg mange årsager til
ikke at spise kød, jeg må indrømme at jeg stoppede med at være
vegetar i en lang periode indtil for tre år siden, hvor jeg fik en anden
overbevisning som var et grundlag til at blive det igen. For det første
tror jeg på at vi har nogle genetiske koder som er blevet opsamlet
igennem indtagelse af føde. Dvs. at når vi spiser noget organisk som
har visse koder såsom menneskelige kød sker der noget med vores
dna, vi begynder lige så langsomt at leve kortere udvikle
sygdommen, men sidst og ikke mindst er der udviklede psykotiske
tilstande. Det er den dna eller koder skulle jeg måske kalde det der
ligger tættest på vores genetiske koder, dna der ligger længst væk
fra vores, eller skulle jeg måske sige om det var muligt slet ingen
dna indtagelse, vil over en længere periode af generationer gøre
således at vores liv bliver forlænget betydeligt. Måske! Passage : En
anden grund til ikke at Konsumer mine med skabninger, er at jeg har
en overbevisning om at det hele, jeg taler om universet og hvad alt
indebærer, er en ting. Dvs. at jeg også er det! Da jeg også er det! Er
jeg også dem! Og hvis jeg også er dem skal jeg også leve deres liv.
Grunden til denne proces er kun en ting, nemlig følelser, det er det
der oversagen til alt eksisterende organisk liv. Der findes ikke
organisk liv med følelser som ikke går ind under denne kategori, at
det ikke har følelser, går ind under maskinerne, derfor kan de ikke
regnes med når der tales om følelsesliv. Selv organisk liv uden
følelser skal respekteres da man aldrig kan vide om det har følelser.
Men det er da klart at hvis det er til fare for vores eksistens skal det
tilintetgøres. Det skal det fordi at så er det ikke intelligent nok til at
opretholde egen eksistens, da forståelsen af universets skal være et
universelt tankesæt for opretholdelse af egen eksistens, som i bund
39
og grund er dybt afhængige af den mindste mikroorganisme til de
største planeters organiske cyklusser. For ikke at nævne
himmellegemers geometriske energiladninger og dertil hørende
gasarter. Hvis man ikke kan se at sin eksistens afhænger af en form
for cyklus skal man bare kigge sig omkring, hvis man stadigvæk ikke
kan se det, så er det ikke intelligens. Det forholder sig også således
at hvis man ikke hverken kan måle eller observere eller sanse
intelligent hvad er intelligens så? Jeg ved godt hvad jeres svar ville
være! jeg kunne trække den ud med en – (tankestreg)så langt som
et otte tal der ligger ned, imens i venter på mit endegyldige svar, har
i lige været udsat for et ophold i tomrummet som er kaldet tid. Jeres
svar ville have været intethed, hvis det var tilfældet, kan jeg oplyse
at det ikke kan observeres uden tid. Læs gerne denne lille passage
igen! Jeg vil lige gøre opmærksom på at disse tanker kun kommer
for mig selv og er ikke et citat fra nogen anden. Sådan tanker var
hele tiden hos mig, selv i det sværeste tidsrum, men at ytre sig i
middelmådigt lag, kunne godt være lidt af en hæmsko, for en
lommefilosof som ikke er dekoreret med doktriner af den værste
grad. Jeg har aldrig lært at være underbegavet, det bare noget jeg
er. Spørgsmålet er om man kan designe en maskine som kan
kopiere og gengive alle bøger i deres nuværende eksistens, men i
organisk form. Hvis således, er denne organiske eksistens
intelligent? eller mangler den en vigtig ingrediens som hedder
intuition, for at kunne være intelligent? Intelligent bliver tit målt i
hvor meget du ved, og ikke hvor meget du har gennemskuet denne
verden. For mig er det derfra at intelligens starter, nemlig lige der
hvor alle sanser er i spil.
Var netop blevet færdig med et stort væg maleri på det lille værelse
i vores lejlighed i Egebjergvang, ironisk nok var motivet klods Hans,
40
da den manuelle dørklokke på hoveddøren blev aktiveret, jeg kunne
se ud igennem det lille runde vindue i døren at det var Ole. Det var
første gang han kom for at besøge os, husker tydeligt der lige var
bagt brød i køkkenet. Han så ud til at trives, men som en afsluttende
kommentar til hele den hyggelige samtale, kom han med noget som
jeg troede var rent opspind, nemlig at han havde haft sex med sin
datter mange gange, jeg lukkede øerne fortalte ham at det var på
tide at komme hjem. Den følgende aften da vi var gået i seng brød
Vinnie grædende sammen, og konstaterede i sine hulk at hendes far
havde talt sandt, jeg fløj ud af sengen og bankede min hånd ind i
væggen alt imens jeg ytret min utilfredshed med meget store
bogstaver. Det blev belastende for vores forhold, kunne til nød leve
med det efter nøje gennemtænkning, men jeg tror ikke hun kunne,
det var for tæt på, hun ønskede ikke at sprede denne information
længere ud, i frygt for en skadelig virkning på hendes karriere ville
jeg mene.
Hvad skal man sige til en kvinde som ikke kommer hjem før dagen
efter en julefrokost, og så godt op af eftermiddagen? Man må jo
bare tro på den forklaring med at man var for fuld og måtte
overnatte hos sin veninde. To dage efter, er man ikke hjemme igen
uden at ringe, så er det fandeme svært at sove om natten! Jeg
spurgte til hvem det end måtte være at hendes kærlighed var faldet
på denne gang, det viste sig at det var en charme trold fra mine
unge FDF år som jeg havde det sindssygt svært med, fordi han var
fotomodel i boligmagasinet dahls varehus års katalog, som alle fik
smidt ind ad døren som en årlig begivenhed. Pigerne sværmede om
ham til spejder, og det var jeg ved at brække mig over, det gjorde
det sværere for os andre drenge overfor de få piger der var. I dag er
min uforbeholdne mening om jalousi den at, jalousi er en sygdom.
41
Når jalousi indtræffer handler man efter nogle primitive avls
mønster som sker i reptilhjernen, under disse handlinger
tilsidesætter man alt fornuft. Først sagde hun at han var elektriker,
men bagefter kom det fulde navn, mine ører var ved at falde af. Den
dag i dag tænker jeg hvordan det egentlig kunne lade sig gøre, da
julefrokosten blev holdt i DR byen og ikke i Ballerup. Enten er det en
lille verden, eller også ligger der en dybere mening med det hele, jeg
er en brik i et større puslespil som ikke har sin plads med denne
kvinde. Følelsesmæssigt satte det dybe spor for jeg droppede alt
kontakt efterfølgende med denne første store kærlighed som jeg
har dyb respekt for den dag i dag.
Som ny udlært malersvend var jeg så heldig privilegeret at blive
tildelt en helt ny varevogn. Den indbo som jeg havde med fra
forholdet med Vinnie stod nu i et kælderværelse i Vanløse. Da jeg
var på vej hen for at tapetser inden jeg kunne flytte ind, kom Jeg
kørende en fredag eftermiddag i den nye varevogn, de nye
sædebeskytter, og måtter til bilen lå stadig i plastik indpakning.
Havde ikke nogen materialer med, kun 20 l tapet klister som jeg
skulle bruge til kælderværelset. Det var vinter omkring fem til ti
graders frost men tilsyneladende meget tørt, med 90-100 kilometer
i timen begynder bilen at dreje rundt midt ude på motorvejen, det
resulterede i at den blev afsporet, og med et frontalt sammenstød
med den stenhårde frosne grøftekant blev bilen totalskadet, men
værst af alt var at jeg nu stod midt på motorvejen til Køge med
tapet kister over hele kroppen. Ringede hjem fra en mobiltelefon
jeg havde lånt fra en anden bilist. Der måtte jeg indrømme at livet til
tider godt kunne være lidt svært. Vinteren 1987 gik tiden enormt
langsomt, men dog opstod der venskaber. Havde nu fået tid til at
spille musik igen, og igennem andre musiker skabt kontakt til nogle
42
af gutterne som spillede jazz, endnu engang er det musikken som
tager over, PDT var det ikke sød musik som der omhyldede mig.
Ct og Nils var to barndomskammerater som var begyndt at spille
den slags musik som jeg selv lyttede til. Men tilknytning til disse
personer sker mest for min interesse for jazzmusik og for at få
efterlevet nogle af de drømme som man har når man er i et forhold
med en pige, men ikke kan få efterlevet, for det var der ikke plads til
syntes, og troede jeg. Havde det været i dag havde jeg selv skabt
denne plads. De næste fire-fem år tilbragte jeg en del tid i Ct`s
lejlighed i Elmegade 13 på Nørrebro hvor den stod på jamsession til
langt ud på natten. Efter et års tid i Vanløse var jeg flyttede til
Silkeborggade 41 5 tv på Østerbro det var en top moderne lejlighed i
to etager. Malermester Billy Petersen havde skaffet mig lejligheden
igennem det boligselskab som vi arbejdet en del for på det givne
tidspunkt. En helt ny episode af min tilstedeværelse kan tage form,
det er nu muligt for mig at ligge fortvivlelse og uråd bag mig. Har
dog kvindelige bekendtskaber, men kan jeg fastholde dem? Nej!
Tror at jeg forventede lignende forhold til de piger som jeg havde
mødt efterfølgende, det skulle være som det forhold jeg havde haft
forinden. Desuden var det også meget sjovere at kunne hænge ud
med gutterne i de sene nattetimer, det kunne en ny kæreste måske
heller ikke havde kunnet klare i længden. Havde det godt med at
være ungkarl, selvfølgelig kunne man godt føle sig ensom, men så
havde jeg jo det skide håb tilbage, nemlig håbet om at møde den
næste store kærlighed. Når du befinder dig i tilstand af håb, er den
så nogensinde positivt? Ved godt den altid vil være ad hominem og
at der ikke kan laves en hermeneutisk undersøgelse af emnet. Ja så
skulle det lige være her. Derfor droppede jeg hurtigt den tanke når
jeg fik den.
43
1987 En tur til U.S.A.
Ct og Nils havde været på Montmartre i Nørregade København K,
det var den hotteste natklub på den tid. Der havde de mødt to
gutter fra new york som var på gennemrejse i Europa. De fik en
adresse og tlf. hvis de nogensinde skulle komme til new york, så
skulle de bare kontakte dem så ville de organisere noget at bo i
under deres ophold. Den opfordring blev fulgt til døren, kontakten
blev etableret, vi alle tre tog til New york sommeren 89. Når man
kommer fra et lille land til den kæmpe lufthavn, som Kennedy
Airport nu engang er, føler man sig nok mere fremmedgjort. Vi
ringede fra lufthavnen til David og meldte vores ankomst han sagde
at det ikke var til at parkere der, så vi skulle bare gå imod
hovedvejen så vil han samle os op ved første lyskryds. Lyden af en
guldmalet Pontiac fra 70èrne er lyden af et bilhorn og en dyb
rumlen. Vi blev bedt om at skynde os ind i bilen med kufferter og
det hele, skynd jer lås blev der sagt. Folk blev simpelthen overfaldet
og frarøvet i lufthavnens område, det var lidt af en øjne åbner når
man kommer fra lille Danmark til ”the big smoke”. David boede på
long island i området hewlett i et jødisk område. Det viste sig at han
rent faktisk havde et kosha pizzeria midt i en jødisk ghetto. David
han var cool nok det var hans arbejde og sådan var det. Vi blev vist
rundt i new york city, tween towers etc. indtil Ct skulle hjem på
arbejde igen. Havde fremlejet min lejlighed ud på Østerbro så jeg
kunne nu bliver der over i en længere periode. David havde skaffet
mig en kontakt til en malermester ved navn Niel. David sagde at Niel
ville komme og samle mig op mandag morgen uden for huset. Niel
var en lille fed man med caphat og cigarer siddende i Venstre
mundvig. På bagsædet af en gammel amerikaner flyder med en
stige direkte på bilens sol udbrændte vinyltag bundet fast til
44
kofangeren med en gamle ledning, og bagagerummet fyldt op med
1 galons full gloss paintpots i alle farver, sad to gutter Mike and Rob,
de var i fuldgang med at ryge på en hjemmelavet pibe som var lavet
af en sodavandsdåse, og noget sølvpapir. Here you go! Sagde De og
rakte mig den hjemmelavet pibe, kl. var 06:30. Med det
skoleengelsk jeg kunne skulle jeg nu ud og præstere i en total
påvirket tilstand, men jeg havde vundet mine nye kollegaers tillid, så
det var nok meget klogt gjort ”set i bakspejlet”, for de begge to var
på crack fandt jeg senere ud af. I tre måneder arbejder jeg for Niel,
med at male i rigmands boliger på long Island. Nils og jeg var nu
flyttede ned til Michael som var en af Davids venner. Det var
meningen at sten skulle have et arbejde som frisør et sted i new
york, men han fik kolde fødder da det kun kunne blive til en lille
frisørsalon med to homoseksuelle ejere. Han var begyndt at få
hjemve og gav mig 14 dage til at bestemme mig om jeg ville med
eller om jeg ville blive i USA. Bestemte mig for at tage med tilbage til
Danmark, men havde stadig væk en følelse i kroppen af udlængsel,
det var ligesom om at der var noget som ikke var udlevet i nogle
mere fin defineret detaljer, men det må siges at det blev det senere
i mit livsforløb, ikke i USA men i Australien.
Ved ankomsten til Kastrup lufthavn var vi en smule bekymret, for vi
havde dumdristigt taget 1 g festligt pulver med hjem fra USA som
går under dæknavnet Coca-Cola. Vi var i alt vores iver blevet enige
om at det skulle Ct prøve, selvom titler ikke er mig, har vi dog
tilegnede os en titel nemlig, coke smugler. Totalt sindssygt vi kunne
lige så godt have taget X antal g med ind i landet, det gør sgu nok
ikke den store forskel.
Det tog ikke lang tid efter jeg kom hjem fra USA, før jeg var på plads
i min lejlighed igen. Det var min gamle ven Klaus Poulsen som havde
45
lånt lejligheden i den mellemliggende periode. Havde kendt Klaus
siden 16 17 års-alderen og han er stadigvæk en af mine gode
venner. Vi har delt en masse gode oplevelser bl.a. Roskilde
festivalen, kano tur, og vilde fester. Klaus havde været på
charterrejse til Ibiza og mødt nogen fest originaler fra Frederiksberg
det er i den her periode jeg møder nogen nye venner.
Kort før et udfald jeg havde med Nils og Ct angående et nyt band vi
var begyndt at spille sammen med. Havde jeg en lille
bemærkelsesværdig oplevelse med Ct. Han talte om at han havde
læst et sted i det månedlige magasin illustreret videnskab en
beskrivelse af menneskets sans og opfattelse af helt op til 11
dimensioner som han prøvede at forklare mig. Husker tydeligt at jeg
kun kunne forstå op til den femte dimension. Cirka 14 dage efter på
vej til et pizzeria viser han mig et sort-hvid foto af mennesket uden
skind på kroppen i en kravlende tilstand med øjnene stierne ind i
kameraet. Det var et foto som var lavet på et negativ, hvor han
havde det fra fortalte han ikke, jeg har senere spurgt om hvor han
havde dette foto fra, han har endnu ikke svaret. Dvs. at det har han,
men han husker ikke episoden. At hans far dør på dette tidspunkt,
er også vær at bemærke, han var vidst nok kendt for lidt at vær,
involveret i lyssky forretninger og noget med check bedrageri eller i
sådan retning, ved ikke hvad han var roet ind i under krigen. Det er
vigtigt at få dette med da det betyder meget for hele min forståelse
af verdensrummet. Det med dimensionerne.
I bogen det gennemsnitlige menneske er der et afsnit om ærlighed,
læs det.
1990 Nye veje. (B&W)
46
Efter et års tid på dagpenge, som i virkeligheden skulle have været
et år til at studere musik, blev det ikke rigtigt til noget da det kneb
med selvdisciplin. Der er for mange fester, Klaus havde slæbt mig
med til Frederiksberg og hans nye venner i Frederiksberg ruby klub
som holder til på værtshuset hyggestuen, da jeg ikke ser mine to
nærmeste venner, går der meget tid med at pleje de nye venskaber
som mere eller mindre står i alkoholens tegn. Møder også Jim som
jeg respekterer som en rigtig god ven igennem mange år, men den
respekt er falmet noget her på det sidste, det kommer jeg ind på
senere. Hvis jeg skal spille musik skal det være en daglig pligt at stå
op til, det holder ikke uden at have nogle lektier for, da jeg er meget
pligtopfyldende, såsom et kursus forløb eller en anden form for
skole forløb. Forpligtet til at øve på konstant udfordrende musik
stykker, det sker ikke. Da denne drøm ikke kunne realiseres, var der
andre drømme som er lettere at opfylde, nemlig min nysgerrighed
efter at se hvordan et skibsværft fungeret, se hvordan en kæmpe
supertanker kommer til. Der var kun et at gøre, det var at søge ud
på B &W, vidste at min søster Jeanette og min moster Majbritt
arbejdet på skibsværftet, men i to forskellige afdelinger. Min moster
Majbritt arbejdet i arbejderkantinen, hvor på min søster Jeanette
arbejdede som funktionærer i økonomi afdeling. Det skulle vise sig
at det gjorde min svoger Jørgen også, men de var ikke blevet gift
endnu, min søster skulle først flytte fra hendes første kærlighed som
hun havde købt lejligheder med i Ballerup. Ved den første
jobsamtale havde de ikke en stilling ledig skibsmaler, men da
moster kendte de fleste på værftet fik hun fat i Leo fra maler
afdeling, han var fagforenings repræsentant og havde godt fat i
mester Børge som var værkfører på denne afdeling, Børge havde at
gøre med internt maler arbejde for B &W. Efter samtalen med
Børge blev der oprettet en stilling som maler, det kunne Børge også
47
rolig gøre da han alligevel ikke var bekymret for hans stilling , for det
viste sig senere at han havde fået konstateret cancer . Der havde
været økonomiske skandaler på B &W nogle år før, men det bar
stedet ikke præge af, medmindre at det selvfølgelig så en del
anderledes ud inden jeg blev ansat det kan jeg ikke sige. Værksted
lå over ved kaj 8, det var over på den anden side modsat tørdokken
med produktionshallen imellem Kaj 8 var der skibene blev gjort
færdig efter de havde været i tørdok, men det var ikke der hvor jeg
kom til at arbejde mest. Vores værksted var sådan indrettet at når
man trådte ind igennem døren havde du værkfører kontorer på din
højre side, et slags glas bur, lige midt i rummet stod en lang vask
med 10 vandhaner, med plads til beskidte arbejdere på hver sin side
af vasken. Det var her vi alle skulle samles om morgenen, og om
aftenen. Det var her de forskellige opgaver blev ud leveret til os
maler. Det var ikke på værkstedet at man hørte alle de sjove og de
mindre sjove historier, det foregik ude på det store område med
skurvogne produktionsbygninger. Hver bygning havde et lille
skjulested hvor man kunne sidde og drikke en bajer. Du skulle have
været på denne arbejdsplads et stykke tid før du vidste hvor alle de
små hemmelige smuekroer befandt sig. Det var på disse steder at
man fik sin sladder om andre arbejders personlige bedrifter på
skibsværftet, sådan nogle værftsarbejder havde ikke deres rigtige
navn når de opholdt sig på værftet, det var et meget
mandsdomineret sted, så du blev kaldt ved øgenavn. Ud af 1500
arbejdere kunne man tælle kvinderne på en hånd, her taler jeg om
værftsarbejderne som i produktionen. Administrationen havde vi
ikke kontakt med, kantinen var også delt op med en folde dør
imellem arbejder og funktionærer. Enlig kan jeg godt forstå det når
man tænker på hvor meget lort der kunne være på en overalls.
Tilsvarende kunne der være lige så meget lort i deres mund. Og
48
specielt når mange af dem nået at drikke fire til fem bajere i løb ad
45 minutter inden at klokken ringede tilbage til arbejde. Det var et
barsk sted man skulle være godt klædt på, også i overført
betydning. Der var dog et sted hvor administrationen og
produktionen fusionerede, det var skibsværftet fælles
motionscenter. Før jeg startede på skibsværftet havde jeg trænet
lidt sammen med nogle gutter fra Frederiksberg ruby klub, i andre
fitnesscenter rundt om i København. Men det her fitnesscenter var
noget helt specielt, det var blevet kåret som landets bedste
fitnesscenter på en arbejdsplads. Det havde også en professionel
træner Johnny Bredahl tilknyttet som senere blev verdensmester i
boksning. Da det fitnesscenter havde alt tilknyttet var det oplagt at
jeg benytter mig af denne enestående mulighed. Var halvandet år
på værftet, og så fik jeg penge for det! kunne det være bedre. Nogle
vil måske sige, så har man sgu nåede bunden! Ja! Siger jeg. Og hold
kæft hvor var det interessant. Vil hellere bo oppe ad en
tograngererplads med udsigt over banelegemet, end udsigten til en
nabo ejendom der muligvis er pænere end den jeg selv bor i. Da jeg
stoppede på B&W var der kun et par år til at værftet lukkede helt
ned, den sidste tur med værftets egne mandskab båd som gik fra
toldboden over til refthalvøen, altså værftet, der hilste jeg på som
så mange gange før på hans meget tidlige spadseretur ved
Langelinie hr. Mærsk, og sejlede tilbage med Johnny Bredahl om
aftenen. Det lyder helt surrealistisk men ikke desto mindre så er det
sandt. To verdensmester på en dag. Som begge har taget deres
tæsk, for at nå toppen.
Tiden omkring B &W hang jeg ud med Jens og Kaj fra Frederiksberg
ruby klub, de begge to var meget seriøse ruby spillere, men som alle
ved er der også en del øl involveret, og det var den side jeg godt
49
kunne lide, man får ikke klaver fingre af at spille ruby. Nu var mit
instrument jo bas, men det gør det jo ikke bedre. Men
undskyldninger er der jo nok af. Man skulle i øvrigt ikke være
blufærdig i denne sammenhæng, syndes det kunne godt gå over
stregen nogle gange. Jens`s far Henry som var en gammel
Frederiksberg rod med mange lig i lasten, havde et par garager over
en baggård på Frederiksberg hvor han stod og skruede på
motorcykler. Det var tit at jeg lagde vejen forbi garagen da der altid
var nogle som man kendte, for de var alle venner med hinanden, så
engang imellem var der gård fest. Dvs. de tændte op i grillen imens
garager stod åben, der var en helt speciel stemning i
garageanlægget. Jeg havde købt en af Henry`s gamle motorcykler,
en rimelig stor maskine af en første gangs maskine at være. En sort
Honda 750 CC 1986 model. Med knalde gul tank. Flot maskine.
1992 Gammelt venskab.
Efter et par år uden kontakt til Nils og Ct besluttede jeg mig for at
ringe for at høre hvordan det gik. Havde fået at vide at de havde
lavet et lydstudie sammen ude ved nordvest. Så på en varm
sommerdag trillede kværnen forbi nordvestkvarteret. Der var godt
gang i harddisk recordings da jeg møder dem igen. De var dybt
involveret i den sidste nye teknologi som var hele to gigabyte
hukommelse til at optage lyd på, at det var meget dengang skal der
ikke lægges skjul på, det kostede boksen. Nu var de klar til at
indtage Danmark, eller sådan noget i den retning. Var ikke
interesserede i at spille musik mere, er besat af andre tanker, det
var den der udlængsel som var vendt tilbage. Tager en tur til
Thailand sammen med Nils for ligesom for at komme ud og opleve
noget andet, men det er bare en almindelig charter tur, som ikke
rigtig siger mig noget, i form af ekstraordinære kulturelle
50
udfordringer. Der går et års tid med at hænge ud i studiet, men det
er som om at den der udlængsel bliver stærkere og stærkere.
Beslutter mig for at spare op så jeg kan komme af sted, men ved
endnu ikke hvorhen. Får et arbejde hos en malermester som betaler
til den franske lomme, og det vare heller ikke længe før at
motorcyklen bliver solgt tilbage til Henry. Nævner til Ct og Nils at jeg
har planer om en verdens omrejse som backpacker alene inden for
det næste halve år. Ved ikke hvordan, men der gik 14 dage 3 uger
efter jeg havde nævnte det, til Nils kom på banen og spurgte om det
var muligt at komme med på turen.
Når man er i en forberedelses fase går tiden ekstremt langsomt i
starten, men mere du nærmer dig datoen, jo mere det strammere
sig sammen. Det resulterer i at, det føles som om at tiden flyver af
sted. Fra tanke til handling er der ikke langt mellem. Men skriver du
den i flertal kan der lige pludselig bliver rigtig lang imellem dem.
Tanker kan være som en gren der vokser lige ud i luften og bladene
symboliserer handlingen eller handlingerne når de springer ud.
Handlinger skaber nye tanker som bladenes kronskud skaber
grenen. Det er lige så meget de ting vi gør som skaber tankerne,
som de tanker vil gøre for at skabe handling.
Medmindre du er en rod som kun suger næring og lader handlinger
træffes uden stillingtagen, som en gren uden blade bliver roden
større uden omtanke. Men de begge har dog et tilfældes de har
tilsammen et forudbestemt mønster, en struktur en
forudsigelighed, en fremtid som skaber hukommelse. En
forudbestemt bagtanke gemt i DNA`et. Med andre ord er det en
befæstet teori da et træs sammensætning er et rent vigor for
descendens. Det mener jeg også at vi på en måde er.
51
Hvis man ikke studerer hvad der ligger til grund for en eksistens
kommer ud i verden ser ting, åbner op, så er du en levende død
mener jeg. Alle har mulighed for at stille de helt store spørgsmål
men ikke alle gør det, kan det mon være på grundlag af at de lever
et æstetisk liv som Søren Kierkegård beskriver en af
karaktererne(stadier) i hans værk” Enten Eller” de ved at de har
valget men vælger ikke at tage det. Hvorfor nogle mennesker ikke
gøre det, det kan jeg ikke svare på. Måske er det fordi de er angste
for det ukendte eller også kan de simpelthen ikke rumme mere. Det
sidste forekommer mig som det højest sandsynlige, man skal bare
se på hvordan verden ser ud, for der er der nogen som må have
valgt til, ikke fra, for at den skulle se sådan ud, den som ikke tager
valget er passiv, men bliver de tilspurgt om deres ønsker i retning af
en fælles verden svarer de alle med, ja! bare der ikke sker mig
noget, uden selv at tage ansvar igennem valget. Du kan faktisk
ændre verden igennem de valg du tager, men igen, vælger de ikke
at tage dem. Det er for mig lidt af et paradoks. At stå og være
tilskuer til en verden i brand, i troen på at intet sker mig, i sådanne
sindstilstande skal man føle sig lam inde i, som en gele budding der
bliver prikket til, og kun røster når den bliver berørt. Man kunne
ligefrem forestille sig en hel fodboldbane med buddinger placeret
med små mellemrum og de kæmpe fodboldspillere der tager valget
løber forbi, så de nærmeste buddinger begyndte at ryste ved
spillernes tilstedeværelse, i dette tilfælde er de bare fyld i et større
spil. Hvis mennesket ikke lære at tage et ansvar bliver de til en
budding. Vi er født som en budding, man kan lære at blive et
menneske. Jeg kan ikke ændre verden, det må verdens sgu selv
gøre! Typen. Det er to forskellige ting! jeg kan nu vælge den der står
i midten, nemlig! Jeg kan være med til at ændre verden. Det handler
52
sgu nok mere om dyden i midten og forståelse af denne, end det
handler om at være en budding.
Man finder dyden i midten ved at spejlvende tanker, man
spejlvender tanker ved at veje det op med noget tungere ville nogen
måske sige. Eksempelvis; hvis kammerat Nils siger han vil med ud at
rejse når jeg enligt havde tænkt mig en tur alene, tænker jeg bare,
det kunne være meget værre med to af hans slags på samme tid.
Ikke fordi han er slem at rejse med. Nej! Det er fordi argumentet er
et tillægs argument. I forhold til det første aktuelle argument, står
du nu i midten. Man kunne også bruge et andet argument, man
kunne bruge et positivt argument, eksempelvis; Nils kan komme
med hvis han laver morgenmad til mig hver dag. Her står man også i
midten imellem det første argument og tillægs argumentet. Det
handler ikke kun om at tillære sig denne tænke form man skal også
være til stede i den. Det er lidt som musik, du lærer aldrig at spille
ordentligt før at du er til stede i musikken, først der forstår du hvad
der menes med ”musikken” hvis du ikke kan føle den har du ikke
forstået den. Det er akkurat den samme funktion som gør sig
gældende i dyden. ”Det summen af argumenter plus minus som
skaber dyden i midten” eller konsekvens af dine beslutninger,
afhængig af hvor stort tankeperspektivet kan bygge dem på. Kan du
tænke længere end til universet i stort til småt, for at forklare det
kort. Jeg taler ikke om en gud, jeg taler bare om at føle sig en del af
det hele. Og vide at alt det man kan tænke sig til er en mulighed,
med lidt leg med atomer har teknologien ingen grænser til at lave
hologrammer af kunstige aktiverede atomer, kopier af andre
verdener i en slags generator så vi tror vi befinder os et andet sted
end vi gør, det er faktisk ikke særlig svært at tænke disse tanker.
Bare se mulighederne der allerede er i mikrobølger, bare vent til vi
53
kan kontrollere atomerne i forhold til mikrobølgerne så ved vi lige
pludselig hvad et spøgelse er. Hjernebølger er også en slags bølger
skulle vi kalde dem minimusbølger! kan sådan bølger forstærkes?
Det vil tiden også vise. Men først skal vi ud på en lille rejse.
1994 Backpacking.
I 1994 ligger jeg oppe i min seng på hemsen på Østerbro, tænker
alle de store tanker man kan tænke som menneske, det var en af de
dage hvor jeg følte mig enormt lille, jeg tænkte om der nu var en
gud, om han så også kunne føle sig så lille. Jeg bytter rollerne om og
sætter mig selv i guds sted, jeg siger til mig selv, tænk nu hvis det
viser sig at det er mig som er gud, men er på en rejse for at
informere verden om hvordan det hele hænger sammen, og alt er
planlagt til mindste detalje. Så slå det mig! Hvad så med alle de
andre som også er gud? Lad guds vilje ske på jorden som den sker i
himlen. Det betyder at det alle er i gang med er, en fælles forståelse
eller oplevelse, og at jorden på samme tid er himlen, vi er i himlen
på jorden, det er det der er himlen.
Vækkeuret ringer jeg skal op selvom jeg er vågen, man kan jo heller
ikke ligge og filosofere hele dagen. Havde en aftale med Nils om at
vi skulle ind og bestille en række flybilletter igennem en indrejse
agent som lå inde i det indre København. Vi vidste at rejsen skulle gå
østover igennem Thailand, Malaysia, Indonesien, Vietnam, men
valgte også at tage australieren, new sealand med på turen. Der var
nu et halvt år til at vi skulle af sted så det var med at få skrabet så
mange penge sammen som overhovedet muligt. Tog meget
overarbejde, og bylivet måtte på standby, der var en del praktiske
ting som skulle på plads, bl.a. skulle jeg fremleje min lejlighed ud så
det var med at finde den rigtige person. Vi skulle mødes i lufthavnen
på en onsdag ved 10-tiden, oversøiske flyvninger skete altid om
54
onsdagen, vores flyvning gik til Kualalumpur i Malaysia. Da alle vores
flyvninger var med det samme selskab nemlig Malaysian airways ,
skulle vi tilbage til kualalumpur hver gang vi skulle på en lang
flyvning. Vi ankom til et hotel omkring 10 tiden om aftenen lokal tid
det var med i flybilletterne, men der var kun det ene hotel ophold
på hele turen. De næste fem måneder var det bare hvad man kunne
støde på under sin vej derude. Efter den første nat var det med at
holde på de penge som nu skulle holde de næste fem måneder, så vi
kigger ikke rejse guiden lonly planet efter et hotel i byen, vi fandt et
hostel i chinatown til 14 kroner for en overnatning. Efter vi havde
gået rundt i byen hele dagen var det nu tid til at komme tilbage til
Hostel èt. Vi kom i snak med en sort gut som boede på hostel`et,
han fortalte os at vi skulle tage at lægge vores sko på hovedpuden
om natten når vi sov, vi troede at der måtte være tale om tyveri,
men fandt ud af i nattens løb at det ikke var tyveknægte som var på
spil men nogle kæmper rotter som kravlede op i sengen i løbet af
natten. Den følgende nat sprang vi ud af vores senge, satte os midt
på gulvet med at vores oppakning, vi kunne ikke komme ud da
dørene de blev låst kl. 11.00 imod tyveri. Det var en lang nat den
nat. Den næste dage besluttede vi os for at tage til Singapore for der
skulle være mere rent der. Det var en køretur med tog på cirka firefem timer, det var også meget anderledes i Singapore, det var
ligefrem lige omvendt her måtte man ikke spytte på gaden, i
Chinatown hvor vi lige kom fra, virkede det som om at det eneste
der fyldte deres hverdag ud var at gå at spytte, der var skilte på
restauranterne der forbød spytning. Vi fandt et hostel i Singapore
som havde samme standard der lignede det hotel fra første nat, det
var ren luksus. Det utroligt at vi ikke havde lavet et budget over
hvad vi må bruge per dag, jeg tror nok at det er værd at tage med
hvis man vil jorden rundt, da ingenting som sagt er gratis. I
55
Singapore tog vi hen til en Trawel agent, bugtet en flybillet med air
france til Bali dagen efter, på hostel èt kom med i snak med en
svensker som skulle med samme fly til Bali næste dag og en japaner
som svenskeren Peter havde med fra et andet sted han havde
været. Japaneren hun kunne ikke tale et ord engelsk, men var rejst
ud i verden på egen hånd, det tager jeg sgu hatten af for. Vi finder
et lille hostel i Denpasar ,hovedstaden på Bali.
De næste fire uger havde vi tænkt os at skulle bruge på Bali da den
næste store flyvning fra Malaysia skulle finde sted efter dette
ophold. Det tog os ikke lang tid at finde et turistmål men det var
også derfor vi var taget af sted, det var for at slappe af og komme
væk, så det gik de næste 14 dage med, nemlig at hænge ud på de
værste natklubber, bl.a. sari club som senere blev sprængt i luften
af muslimske terrorister fra Jakarta. Efter det overståede luksus
tiltag måtte vi ud og finde noget kulturelt, ud at møde de lokale, så
vi starter med at rejse op på Nordøen for at komme lidt væk fra
turisterne. Det var nu på tide at komme videre efter vi havde fået
nok af at hænge ud på kuta beach, man kan godt få nok af at
solbade og surfe hele dagen. Så vi tog over til den nærmeste ø hvor
vi overnattede hos en muslimsk familie den første nat. Næste dag
var det en tur ud på nogle koraløer med tropisk natur og primitive
forhold. Der var kun hestevogn på denne ø, det var som om at tiden
stod stille. Vi boede i bungalows lavet af bambus og palme blade.
Om morgenen kunne man efter behag tage ud og snorkel dykke
efter fisk, med harpun. Vi tager videre til Auckland New Sealand.
Hold da kæft! Hvor var det koldt når man lige kommer fra troperne,
til slutningen af vinteren i New Sealand. Det var ikke ligefrem
vintertøj som vi havde pakket hjemmefra.
56
Vi kom gående rundt om hjørnet med midt i Auckland centrum da
jeg nævner for Nils, sig mig engang! er det ikke Kaj og Jens der
kommer gående der. Det var ikke meningen at vi skulle møde dem
før dagen efter men de var tilfældigvis taget til byen noget før. Man
kunne godt se at de havde været her et stykke tid, for det eneste de
havde på var shots, sandaler, og en t-shirt. Man kan roligt sige at det
var en akklimatisering, både for os og for dem. Men de var jo
dernede for at spille ruby et helt år. Vi tog alle hen til det hostel vi
boede på, for så vidt jeg husker gik der druk i resten af den nat. Den
mindste anledning til fest var typisk for perioden. Tre-fire dage efter
vi var kommet, tog vi en taxa ud til lufthavnen for at hente Klaus og
hans daværende kæreste Erna. Det var meningen at vi skulle
spendere 2 uger med dem i en autocamper, først på Nordsøen og
siden på Sydøen. Kaj og Jens havde en gamle Ford varevogn som de
havde lavet om til sovevogn, så dem skulle vi ikke tage hensyn til.
Den første tur gik op nordpå til long beach, naturen på New Sealand
er et særsyn, vegetationen er så anderledes fra det vi har her i
Europa bl.a. de karakteristiske nåletræer som ser ud som om de
vender grene op imod himlen, og så er der alle bregnerne med de
sorte stammer. Det var meget den slags bush som man så på
Nordsøen. Vi har nok brugt fire til fem dage på Nordsøen før vi
beslutter os om at tage syd på. Efter man er kommet over med
færgen fra wellington er der straks en forskel i landskabet det er
som to verdener i et. Det der slog mig mest var alle de får som var
på sydøen, de var alle steder i det bakkede landskab vi kørte i indtil
vi kom længere syd på i nærheden af Christ Church . Inden vi ankom
til christ church havde vi lagt vejen forbi whitewater rafting . Som en
grande finale inden vi skulle aflevere bilen skulle der også bruges en
dag til jetboating. Klaus og Erna skulle hjem herefter deres ferie var
slut, så nu kunne Nils og jeg fortsætte længere syd på
57
tommelfingeren, da budgettet var skredet med flere længder. Den
sidste nat i Christ Church sov vi på hostel over for den kirke som
styrtede ned under det sidste jordskælv i 2012. Men øerne ligger jo
oven på tektoniske samlinger så der er hele tiden en overhængende
risiko, den tror jeg ikke vi havde i baghovedet på dette tidspunkt.
Regnen pissede ned da vi blev sat af en kæmpe tankbil for enden af
en sø der lå ved foden af mount cook, tankbilen fortsatte syd på
med et honk i hornet ,og tanken fuld af brændstof til de små
fiskerier syd på. Der stod vi i tusmørke og anede ikke hvor vi befandt
os, hvordan vi kom derfra og til Queenstown husker ej.
Queenstown! Endnu et turistmål, men en af de bedre af slagsen.
Hvis der er nogen adventure aktivitet i verden du kunne forestille
dig, så findes den her. Der var alt, lige fra undergrund rafting, cave
dirving, iceclimbing, bungy jump osv. Listen er endeløs. Personligt
nået jeg kun at stå på ski. Efter et spring med elastik i Københavns
havn, hvor det eneste der ikke var vådt efter at jeg var dyppet i
havnen, var mine sko. Så synes jeg at så havde man ligesom prøvet
det. Det var ellers ved at blive rimeligt let at tomme den på vej
tilbage til ChristChurch, der var mange Backpacker der rejste rundt i
gamle biler som de havde købt i stedet for en autocamper, så det er
tit man bliver samlet op af sådan en. Vi havde en flyvning om to
dage fra Auckland til Brisbane i Australien så vi kunne ikke nå at
være på tommelfingeren hele vejen til Auckland. Vi buget en billet
på lille fly med plads til 20 passagerer, hvad vi ikke vidste, var at der
er meget turbulens på denne tur, det var noget oplevelse da vi
endnu kun havde prøvet de store rutefly. Med kaffe pletter på tøjet
efter flyvningen fra Christ Church , sad vi nu i fly på vej til Australien.
Den første nat i Brisbane var der gang i det Hostel vi boede på, så er
det med en del tunge tømmermænd at vi sad med i greyhund
58
bussen da vi ankom til surfers paradis Queensland Australia. Vi blev
der ikke så længe, da det er endnu et stort turistmål som vi var ved
at have fået nok af. Men der var lige tid til at få sig en spontan
tatovering på en dødssyg tirsdag formiddag. Motivet til tatoveringen
var oplagt da vi lige var kommet fra New Sealand, nemlig en indfødt
fra New Sealand en såkaldt maori med det tatoverede ansigt. Efter
tatoveringen tog vi til baron bay som lå sydpå, et par dage eller tre
var nok. Vi besluttede os for at nu ville vi op til Canes, helt op i
regnskoven i de nordlige egne, der hvor der sjældent er under 30 °C,
med andre ord vi var på vej tilbage til troperne igen. Selvom vi
havde rejst et par uger i Australien havde vi endnu ikke set en
aboriginal i levende live, men det kom vi til i Canes. Det tog 22 timer
med bus op til Canes, selv om vi kører om natten var turen ekstrem
hård ud i et træk, det var ikke til at sove i den larm når man ikke har
vænnet sig til det, plus at airconditionen var alt for kold. Næste
morgen nåede frem til endestationen, der var en del små mini
busser som samlet backpacker op for at få kunder til deres hostels.
Det droppede vi hurtigt da vi så hvad det var for nogle senge vi
skulle sove i. Vi tog vores rygsække på nakken, og traskede ned i
byen, der fandt vi Hollyday in som var ejet af to gamle kællinger, for
det var de. Det her sted skulle der være fuldstændig ro efter klokken
ti om aftenen men til gengæld var standarden meget højere end de
andre steder, det var næsten hotel lignende. Planen var at vi skulle
ud og dykke på barrierer revet, men det krævede at man havde et
dykker certifikat, ingen af os havde sådan et. Nils kunne ikke få det
da han havde kontaktlinser, så jeg var nødsaget til at tage det selv
på et tredages kursus, inden i byen. Efter kurset var der tre dage på
barrierer revet med dykning fra et skib der lå derude permanent.
Fantastisk oplevelse, det er en af de oplevelser man skylder sig selv,
det er som at se det på HD, men gange 1 mia. Fantastisk at kunne
59
dykke rundt imellem disse kæmpe fisk, i uendelige nuancer. Det er
og bliver en unik oplevelse. Efter tre dage på revet kommer jeg
tilbage igen til Hollyday in, Nils havde hængt ud med nogle gutter
fra Skotland i mellemtiden. Der blev drukket en del i den periode,
han var også kommet i kontakt med nogle piger som arbejdet på en
pub i byen om natten og boet på Hollyday in om dagen. Det var her
jeg mødte Zoe for første gang, det var her mit liv ændrede sig.
Hvorfor vi to mødtes her, er op til læseren at vurdere, for sådan som
mit liv udvikler sig efterfølgende er mig stadigvæk en gåde. I starten
bliver vi rigtige gode venner og følger os tiltrukket af hinanden, jeg
går ud fra at sådan starter alle forhold, det kan ikke forholde sig
anderledes, eller kan det?
Zoe kommer fra Melbourne og er selv på rundrejse i Australien for
at opleve andre sider af Australien, end dem hun er vant til fra
Melbourne. Oprindeligt rejste hun sammen med en veninde, men
veninden skulle tilbage på arbejde da pengene var rendt ud. Zoe
havde besluttet sig at arbejde sig tilbage til Melbourne, så kunne
hun også besøg af sin gamle mormor i Nambur Brisbane på vejen.
Hvem kunne ikke være helt vild med en pige som har mod på at
rejse alene, det er ikke noget som jeg vil tilråde piger at de gør, men
jeg synes på daværende tidspunkt at det var friskt gjort.
Badeværelset i det lille rum hvor vi tre fyre sov, var meget lyt, når
man prøver at have samleje imens Stive og Nick lå og sov lige inden
på den anden side, bag en tynd glasvæg, vi gik en lang tur bagefter
hvor jeg snakkede om at jeg måtte af sted om nogle dage for at
rejse videre på de billetter jeg havde købt hjemmefra. Hun blev stik
åndsvag og kaldte mig alt muligt med australsk slang, gav udtryk for
at der var en mulighed for at jeg kunne besøge hende efter Nils og
jeg havde været i Thailand, men jeg skulle først til Vietnam og
60
dernæst til Thailand, det ville tage fem seks uger. Hun gav udtryk for
at hun ville være tilbage i Melbourne om cirka 4 uger efter hun
havde besøgt sin mormor og resten af familien i Queensland. Havde
det ikke godt da flyet lettede fra Canes til Brisbane hvor jeg skulle
møde Nils efter han var taget af sted en uge før med nogle andre
backpacker. Sidder i flyet og tænker kraftigt over om det nu var den
rigtige beslutning, om jeg nogensinde ville se zoe igennem, beslutter
mig for at ville tage til Vietnam og dernæst tilbage til Melbourne.
Hvordan får man det sagt til en rejse kammerat at jeg hopper af her,
så må du rejse videre på egen hånd min ven, det er sgu nok ikke så
svært tænkte jeg, og fik serveret et måltid på min domestik flyvning
med Quantas, gør man i øvrigt det mere? Det var en lang flyvetur til
Kualalumpur, noget af et antiklimaks at skulle bo i Chinatown igen.
Vi havde ikke søgt om indrejse visa til Vietnam så vi var nødsaget til
at vente en uge i Kualalumpur for at få grønt lys. Vi ankom i et
splinternyt fly af airbus typen. Lufthavnen i Ho Chi Minh var enorm
lille og primitive, de fly som var bugseret bort var kun russiske fly,
som havde udtjent deres virke i Rusland. Formerne på flyene var
helt anderledes end de former som man ser i Vesten. Da alle
passagererne fra vores fly passerede et af flyene som var parkeret
på landingsbanen, kunne man se at vedligeholdelsen af disse fly var
af en helt anden standard, med gamle svejse slagger på hjulstellet.
På flyets side står der med at falmede lyseblå skrift Aeroflot,
længere nede af transitten stod der nogle endnu mere deforme
flytyper som jeg tror, går helt tilbage til krigen med amerikanerne.
Det eneste det kræver når man flyver med sådan en maskine, er at
du skal være optimist. Bagage håndteringen skete rimeligt hurtigt,
men køen til paskontrollen var lang, da lufthavnen mere mindede
om en færge afgang fra Langeland til Tåsinge men i 35 graders
varme og fugtighed på 90. Lufthavnen lå en del uden for byen, en
61
offentlig transport var der ikke nået af, vi kiggede efter en taxa men
kunne ikke finde et skilt der lignede et taxaskilt, oversagen var at
der ikke fandtes sådanne. En gut henvendte sig til os og spurgte om
vi var interesserede i at blive transporteret til byen. Mine negle var
boret ned i instrumentbrættet af mit anspændte greb, som var det
de forreste sæder på rutsjebanen i tivoli, men det måtte man finde
sig i da det var mig der skulle sidde foran, det er ren kaos at køre i
trafikken i Ho chi Minh city, det er de store køretøjer der har
forkørselsret, uanset hvilke køretøj du har, så er det bare klampen i
bund. Vi nåede også at se et slemt scooter uheld på vej til hotellet.
Havde oplevet en del adventure på New Sealand, men den her tur
fra lufthavnen til hotellet glemmer jeg sendt. Vietnam var lige blevet
åbnet op til den vestlige verden efter 20 år med kommunisme, så
det bar præg af at den russiske turistindustri havde brugt landet
som feriemål. Før krigen med amerikanerne havde franskmændene
landet som en kolonimagt, det kunne man tydeligt se i det
arkitektoniske, som hele inder city var beriget med. Husene var gået
i forfald da franskmændene ikke havde været til stede. En
opretholdelse af vedligeholdelse af bygningerne ville have gjort
denne by til en perle. En ting byen også bar præge af var at
forståelsen af vores, altså den vestlige verden civiliserede tankegang
om hvordan en infrastruktur i en storby skal fungere, den var
simpelthen ikke var til stede. En stor del af befolkningen kom fra
primitive landområder, det er den kultur man slæber med ind til
byerne. Man skal tænke på at de mennesker aldrig havde haft et
fjernsyn eller læst avisen. Forståelsen af den fælles sociale
konstruktion som bliver videreført af generationerne, er også en
mangelvare for at kunne skabe noget som vi alle kender til. Der er
visse ting vi ikke gøre en storby bl.a. at holde landbrug, det er disse
uskrevne normer som man skal lære at kende for at kunne leve så
62
mange mennesker på et sted. Sanitet er enormt vigtig når
befolkningstallet stiger, det er det som man ikke går så meget op i
ud på landet, men når du tager det med ind til storbyerne bliver det
pludselig et gigant problem. Og det var det! der var det kulturelle
chok for sådan nogle som os.
Man har ikke set Vietnam på otte til ti dage. Selv om oplevelserne
var store i forhold til de kulturelle forskelle havde vi dog fået nok af;
slange markeder, turen igennem byen i en rickshaw, stå at kigge på
den mest travle rundkørsel, som folk yndede kører rundt i om
aftenen og viste deres scooter frem i pænt tøj med konen eller
kæresten bag på scooteren i en toge af benzinos, at se den leben
der er på det tidlige gigant grøntorv om morgenen før alle står op,
lugten af de søde cigaretter som alle røg, møde med de usympatiske
russiske turister der nu var tilbage, på udflugt til vietkongernes
tunneller udenfor byen så man kan føle krigernes rædsler, den
konstante udstrakte hånd fra handicappet med beskidt tøj på, den
lille mand uden underkrop på et skateboard som sælger flasker med
benzin for at klare til dagen af vejen, hotellets standardiseret
menukort til de vestliges smagsløg, den evige skyldfølelse som
opstår når man har forpligtet sig til en taxachauffør som holder og
venter uden foran hotellet hver morgen, venter på at få vide hvor vi
skal hen i dag, til lufthavnen bliver der sagt. Det var på tide at vende
næsen den anden vej, vi måtte videre det var ikke det som vi lige
havde regnet med. Det var nu tid til at gøre det klart for Nils at jeg
ikke ville med til Thailand. Så når vi kom til kualalumpur ville jeg
ændre mine fly billetter og tage tilbage til Australien, nærmere
betegnet Melbourne. Første gang jeg var i Thailand med Nils mødte
han en pige som han blev meget glad for, han fortalte mig at han
muligvis ville prøve at finde hende igen. Men så vidt jeg ved, blev
63
hun aldrig fundet, hun var nok blevet gift med en eller anden
heldige mand, for smuk det var hun. Sagde farvel til Nils i
kualalumpur ønsker ham held og Lykke og gik imod min gate til
australieren. Efter 11 timer landede jeg i Melbourne. Det var fedt at
komme tilbage til civilisationen, der holder en minibus til
backpackers i Tullermarine lufthavnen og venter på nye gæster til
deres hostel i Ritchmond, et område inde i byen. Det her sted var
meget lille hus hvor vi kun boede til 12 personer, men det var meget
tæt venskab man fik, var på domatry med alle nationaliteter, de var
gode til at dele drenge og piger op i to men det var dog tit at vi
oplevede der bliver dyrket sex på samme sovesal, man vænner sig til
mange ting og det er så en af dem. Tilknytning til den lokale pub når
man bor sådan et sted, er lige så stor som stedet selv. Når man
ligesom har fået set byen, jeg mener Melbourne med de høje
skyskrabere i city, straks udefra bymidten alle de gamle edwardian
huse som man dog har bevaret mange steder, og med sporvogne på
the ringrute som kører rundt i ring med de gamle sporvogne fra
trediverne, som i udgangspunkt bringer dig mange steder hen i byen
bl.a. var en af de første steder vi tog hen til en gade
Brunswickstereet med alternative cafeer. Så mener jeg at der
ligesom ikke er andet at tage sig til end at tage ud og handle dine
dagligdags fødevarer, vasketøj, eller læse en bog, det kan hurtigt
blive røvsygt. Så det er let at blive tiltrukket af at hænge ud på den
nærmeste pub med sine værelses kammerater. Det ville tage en uge
før at Zoe ville være tilbage i Melbourne, så jeg ventede bare på at
kontakte hende når tid var. Det var en af de aftener hvor vi alle som
boede sammen på hostelet havde bestemt at vi skulle ind til byen
på et sted der havde dobbelt op på drinks. Andy som var en italiener
der boede sammen med os af en eller anden årsag, en gut omkring
40år, fandt aldrig ud af hvad årsagen til at han boede der var, men
64
han gik på arbejde hver dag, sagde han da. Han var altid pænt i
tøjet, og gik ikke ud med os. Det var som om at han levede i skjul,
han havde boet på hostelet et årstid. Andy sagde at der lå en pub
lidt længere nede ad gaden og det var billigt at varme op til byturen
der, så hele gruppen af unge gutter fra alle steder i verden tog til
pubben. Synes lige at ville fortæller om denne episode i Melbourne.
Et ægtepar som var på stedet kom i snak med nogle fra den gruppe
som vi var sammen med, jeg fandt manden mystisk af person, han
sad kun og drak sodavand men snakkede meget om hvor voldelig
australsk fodbold var, hans pupiller var lige så små som
knappenålshoveder, de begge snakkede som de var på speed.
Andrew som kom fra Østrig var blevet godt skiv hjemmefra, han
havde siddet med ved deres bord i lang tid, ville lige pludselig ikke
med ind til byen. Nu kommer du bare med os sagde jeg, men
Andrew ville hellere med det her ægtepar med hjem, han havde lige
bestilt et slab(kasse øl) fra bottleshoppen der lå ved siden af
pubben. De andre fra selskabet var på vej ud ad døren da jeg kigger
tilbage for at tjekke på Andrew, han så ikke særlig ædru ud. Ronnie
en gut fra Jamaica var allerede på vej ind i en taxa, hvor fra jeg
sagde at jeg tog med Andrew. Ægteparret boede begge i et hus ikke
langt derfra så vi kunne gå hjem, Tony som ægtemand hed fortalte
mig at han arbejdede for Telstra som er Australiens største
telefonselskab, jeg tror det hed Telecom dengang. Tænkte at han
kunne da ikke være helt idiot med sådan et job. Vi var kommet til
rette i deres dagligstue med chips, bajer og sprut, så fik Tony gang i
de gamle VHS bånd med de værste footty tacklinger igennem tiden,
han sad og hidsede sig op over den vold som udspillet sig på banen.
Imens vi så på australsk fodbold lagde jeg mærke til at kone havde
hevet Andrew med ud i køkkenet. Som jeg sidder der for mig selv og
ser på fodbold hører jeg der bliver råbt meget højt ud fra køkkenet,
65
noget tungt falder til jorden, fløj op af stolen og ud i køkkenet, der lå
Andrew bevidstløs på gulvet og Tony kommer mig i møde med de
vildeste øjne, skynder mig at tage hans parti og siger at Andrew har
knald i låget og at jeg hellere må til at få ham hjem. Han trækker
Andrews i benene i bevidstløs tilstand henover et dørtrin så hans
hoved lyder som det var en bowling kugle i en strømpe. Hiver ham
ud af køkkenet til garageanlægget hvor han åbner garage porten til
en gyde bag ved huset, han trækker ham hen over brostenene med
hans hoved buldrende, jeg siger stop! Jeg skal nok tage ham og
slæbe ham ud på gaden siger jeg, han lukker porten efter os så jeg
står i mørket med en bevidstløs mand, i stedet for at slæbe ham
videre over brosten tager jeg ham over skulderen og bære ham ned
igennem den lange gyde, Andrew var 180 centimeter høj og har nok
vejet omkring de 100 kg, det var som om jeg havde fået ekstra
kræfter. Efter vi kom ud på gaden fik jeg stoppet en taxa og ringede
efter politiet, da politiet dukkede op var Andrew kommet til
bevidsthed og var meget omtumlet. Politiet kunne ikke hjælpe med
at løse dette overfald, selv om jeg forklarede at overfaldsmanden
var gal. De gav også et lift til skadestuen da Andrew havde blod ud
af næsen. Efterlod Andrew og tog tilbage til hostelet. Næste morgen
ved hoveddøren stod Andy på vej ud som sædvanligt, forklarer på
bedste vis hvad der er sket i nattens løb, sagde også til ham at jeg
ville flytte ned til sant kilda som var over i den anden ende af byen.
Andy blev meget rasende, og sagde at han ville prøve at finde den
her gut Toni på pubben så der kunne gøres regnskab op. Inden jeg
flytter fra det sted tager Andy mig med i byen hvor han introducerer
mig for nogle af meget rige damer, en mor og datter som er ude og
more sig i nattelivet med private chauffører, de fortalte mig at
faderen var en stor byge gigant i Australien, ved ikke hvad det var
for nogle forbindelser Andy havde, men en ting er sikkert jeg tror
66
ikke han havde rent mel i posen. Så jeg tænkte bare på at, det var
måske ikke så dårligt at Andy fik fat i Toni. Andrew havde et hoved
så stor som et græskar der var bundet ind i gagebind, han sagde at
han ville rykke over til det andet sted, men havde ikke kræfter til det
endnu, jeg flyttede sammen i dag. Endfieldhouse hedder det sidste
hostel jeg bor på et meget fedt sted, i bydelen sant kilda. Her var
der også godt gang i den, men det er et ret stor sted, to tre dage
efter dukkede Andrew op ikke for at blive boende men for at takke
mig, da han mente at det kunne være gået frygteligt galt hvis jeg
ikke havde været til stede den nat. Fik hans adresse til Østrig men
benyttede mig aldrig af denne mulighed. Det nye sted var endnu
værre hvad angik fester, her festede de hver aften, der kunne jeg
ikke være med mere, for pengene var ved at løbe ud. Kontakter Zoe
for første gang hjemme hos hendes forældre over telefonen, men
får den besked fra hendes mor at hun stadigvæk befinder sig i
Queensland og først kommer hjem om 14 dage. Det eneste jeg
havde tilbage var en flybillet og nok penge til at kunne bo på
hostelet til hun var der, det betød at jeg måtte finde mig et arbejde
et eller andet sted meget hurtigt. Vi var blevet gode venner med
dem som sad i receptionen, så vi måtte bruge deres kontakter, når
jeg siger vi! mener jeg alle gutterne på sovesalen, det resulterede
nemlig i at vi var flere som var på skideren. Vi var i akut pengenød
og trængte til en pause fra alkohol, tre af os fik et job på et gøgl
med noget meget tungt arbejde, vi skulle sætte rites op(kålormen).
11 dollars i timen som svarer til 60 kr. For den løn kunne man godt
få aftensmad hver dag, trods der kun var en uges arbejde til os.
Zoe kommer tilbage til Melbourne vi skal mødes ved det hostel jeg
bor på. Vi går ud på pizzeria for at få noget at spise og en øl sammen
på Joeys til vi bliver enige om at ville overnatte på et motel der lå
67
midt i centrum af Sant kilda, nærmere betegnet Fitzroystreet. Der
gik ikke lang tid efter jeg havde mødt hendes forældre første gang til
de tilbød mig at bo på øverste sal af huset i South Melbourne. John
og Sharon er yderst venlige mennesker, det var fedt at komme til at
leve i civilisationen tegn igen efter fem måneder på farten. Fandt et
chash in hand job som maler igennem et opslag på opslagstavlen
nede på hostelet hvor jeg stadigvæk holdt kontakt for en sikkerheds
skyld. Malermesteren jeg skulle arbejde for hed Gary og var
englænder han havde fået noget arbejde hos South Melbourne City
Council , han gjorde det på sin måde, for jeg tror ikke at han vidste
hvad dvs. at skulle betale sin skat, han havde nemlig planer om at
tage hjem til England. Man må jo tage det man kan få på det givne
tidspunkt. Det var hårdt at være maler i den hede sommer som det
endnu en gang er i Australien i januar, og februar, og marts, oven i
købet skulle jeg tilbage til oliemalingen som var blevet bandlyst i
Danmark 20 år før. Nu vil jeg ikke pakke det ind, men hvad det angår
med oliemaling på tøjet, og en kommende svigermor som er
puritaner(rengøringsvanvid), så går de to ting ikke sammen, så er
det sagt. Hun ville have at jeg skulle skifte mit arbejds -malertøj ned
i skuret i baghaven, for det gjorde John også da han arbejdede i
nedrivning før han blev skolelærer. Der var bare en arbejderbaj ved
at skulle stå i underdrenge og tænke på at man skulle igennem
køkkenet hvor der blev drukket the med miss dit og dat for at kunne
komme i brusebad. Men jeg må sige at skylden er, hvis altså man
kan lægge skylden på nogen, er sgu den måde at huse er bygget på,
nemlig som en slags række hus klos op og ned ad hinanden, bortset
fra at hvert hus er en separat bygning. Den byggestil er rigtig god
når det er så varmt som det kan blive i Melbourne, men
indretningsmæssigt ikke lige til underbukser med gylp.
68
Havde lige taget en tår af min big M(1/2 l kold kaffe med mælk på
karton) og en bid af min Chicken pie. Da Gary råbte fra døråbningen
på det gamle posthus foran rådhuset som vi var ved at istandsætte
med kontorlandskab og skranker som borgerne kunne henvende sig
til. Det var det første formel 1-løb der skulle afholdes i Melbourne
og komiteen skulle holde til her i det gamle posthus. Gary sagde;
Eddie I have to let you go after this job, it is better to put people on
the books! “Yes yes!!” Svaret jeg! Ved ikke om han havde fået
besked om at fyre mig pga. En evt. Henvendelse fra en glad borger.
Men de andre fortsatte med at arbejde over på rådhuset, de
arbejdede på samme vilkår som jeg gjorde, men sådan er det, jeg
blev i hvert fald arbejdsløse igen. Zoe var begyndt at arbejde som
tjener i en slags restaurant/cafe der hed The Blue Train, stedet lå i
de nyopførte bygninger ved South bank i city. Det var det hotteste
sted på det tidspunkt i Melbourne. På cafeen fik de besøg af
alverdens stjerner det var stedet at hænge ud, det var tit at zoe
først kom hjem langt ude på morgenen, da hun også nød at hænge
ud efter arbejde i baren sammen med de hårdtarbejdende
restaurantmedarbejder. Det var sjældent at vi stod op sammen om
morgenen, ligeledes faldt jeg i søvn alene om aftenen, skulle virkelig
skynde mig hjem hvis jeg skulle se skyggen af hende inden hun tog
på arbejde, det var sgu noget røvsygt når jeg tænker på det. Vi
havde lagt en plan om at tage tilbage til Danmark og bo et stykke tid
indtil vi fandt ud af hvad vi så gjorde bag efter, hun gav udtryk for at
hun ikke ville bo i Danmark forever. Så alt hvad vi tjente på at
arbejde skulle gå til vores næste ophold i Danmark, min fremleje
kontrakt til min lejlighed udløb til maj, så planen var at komme hjem
til Danmark og bo på Østerbro igen. Var uden arbejde et par uger i
Melbourne, indtil en dag efter vi har været til en australsk
fodboldkamp, hvor jeg havde mødt en ven af en ven til zoe, David.
69
Fortalte om min situation, og David mente at der var en mulighed
for at arbejde for en italiener Michael, som sjovt nok ejet det motel i
Sant Kilda som zoe og jeg overnattede på 1. dag vi så hinanden igen.
Michael havde købt et gamle hotel (pub) med tre etager, og
hotelværelser til. Det havde været et herberg for gamle bumser. Det
var den helt store renovation, selv gulvbrædderne blev revet op,
interessant job for en europæer der aldrig havde set denne
byggestil. Hotellet var cirka 100 år gammel og lå i bydelen south
yarra, det er der alle de velhavende bor, det er også der man finder
nogle af de dyreste forretninger i Melbourne. Skulle ikke arbejde
direkte for Michael, så det blev sat op sådan at jeg skulle arbejde for
en gut Soran som kom fra X Jugoslavien. En rigtig platugle skulle det
senere vise sig, da jeg skulle have den sidste betaling inden jeg
skulle rejse tilbage til Danmark. Så vidt jeg kunne forstå fra David
var han lidt af en spillefugl, som lider af ludomani. Normalt kan jeg
godt have ondt af dem, men når det går ud over min egen
pengepung, så er der en grænse for medmenneskelighed. Det
mellemværende fik jeg ordnet med Michael uden Soran fik noget at
vide om det, før det var for sent. Men han skylder stadigvæk 500
dollars for noget andet arbejde han fik mig til. Det er bedre at han
skylder mig 500 dollars i stedet for 2500 dollars. Tænker bare, er det
manden eller kulturen der er noget galt med? Vi nordeuropæer kan
godt virke naive, men det har ikke noget at gøre med naivitet, det
har noget at gøre med om man skal have et moderne samfund hvor
vi kan stole på hinanden uden at skulle bruge tid og ressourcer på
sådan overflødige tankegange. Det nytter ikke noget at vi render og
skaber mistillid, det kan kun hæmme alt kreative tænkning i retning
af større samfundsmæssige udfordringer. Fortæl mig hvem der har
gavn af kreative bogføring. I det at du bruger din kreativitet på
noget som ikke kommer fremtiden til gode, er du med til at stoppe
70
en udvikling, da du selv udgøre en del af denne udvikling. Hvis vi
tænker på alle de skarpe hjerner som har brugt deres tid på at narre
os andre, hvis de bar havde haft et fremtids syn og fundet sammen
om fælles interesser med os andre ”underbegavet”. Ville De have
været skyld i at verden i dag havde set anderledes ud. Derfor kan
man sige at vi er meget primitive på denne jord. Os her nordpå ved
godt når i prøver at tage røven på os, men vi forstår ikke hvorfor I
stadigvæk gør det, når det i virkeligheden er at tage røven på sig
selv. Hvis Soran nogensinde læser det her, er forudsætningen den at
han kan se hvad der står.
Inden Zoe og jeg tager tilbage til Danmark var der en lille episode,
hvor hun lå tre dage i sengen og græd, fordi hendes ekskæreste
havde været på besøg for at ønske hende held og Lykke fremover.
Et par dage efter havde vi været i byen sammen med hendes
veninder, hvor jeg var overladt til mig selv 10 m bagefter gruppen
som hun gik med uden at inddrage mig i samtalerne, jeg blev sur gik
hen og sparkede hende i røven og spurgte hvad hun bildte sig ind,
tror ikke hun nogensinde forstod det, har også fortrudt det mange
gange siden hen. Vi må endelig ikke glemme den dag zoe måtte på
abort klinik at få fjernet et foster som vi ikke kunne stå personligt
ansvarlig over for på daværende tidspunkt. Vores usikkerhed som lå
i fremtiden var simpelthen ikke til at byde et andet liv, ville ikke
sætte et andet liv til verden uden at være der, det var disse tanker
jeg havde på dette tidspunkt. Så en morgen i al hemmelighed tog
Zoe en taxa til en abort klinik inde i byen, vi havde holdt det
hemmeligt for hendes forældre fordi de selv nogle år forinden
havde fået et dødfødt barn. Zoes mor sharon led af traumer efter
denne fødsel, vi vidste at hvis hun fik det at vide ville hun gøre alt
der stod i hendes magt for at forhindre en abort. Da hun kom hjem
71
fra klinikken igen havde sharon lugtede lunten. Hold da kæft end
ballade der blev. At jeg må indrømme i dag, det at tage ansvar før
disse ting sker, er meget mere væsentligt, end at lege med andet liv
efter ens eget bedst befinde.
Vi var nu parat til at tage til Danmark, imens vi sad og ventede på
vores næste afgang kunne jeg kun drømme om at komme hjem og
bo hos mig selv i min egen lejlighed, for det tog alligevel 37 timer før
vi var fremme. Igennem fly vinduet viste jeg Zoe Danmark set
ovenfra, fortalte vidt og bredt hvad det var for nogle landsdele og
hvor de forskellige fra familien var lokaliseret. Som sagt er Danmark
et lille land, man kan næsten se hele landet fra et fly i godt vejr.
Vores fly fløj temmelig højt da vi ikke skulle lande i Danmark i første
omgang, men vi skulle en tur til Heathrow london, og vente 7 timer
for at kunne komme til Københavns lufthavn. Det kan ikke betale sig
at spare et par tusinde kroner på en flybillet hvis du skal så langt
som til Melbourne, med mindre du er ung eller i rigtig god form. Jeg
er holdt op med at spare de sidste kroner på de lange flyvninger da
det tager flere dage at komme sig efter de lange strækninger. De
stejle trapper op til femte sal i Silkeborggade på Østerbro var tunge
at træde, specielt med Zoe`s tunge sorte samsunite kuffert, og en
rygsæk på ryggen. Min lejlighed var sådan indrettet at man trådte
ind i en lille entre med toilettet ligefremme, til venstre gik man ind i
stuen igennem en glasdør, til højre lå køkkenet med den lille
serverings lue i væggen som var den eneste væg i midten af det
åbne rum, på den modsatte væg gik trappen op til hemsen oven på,
man kunne stå oven på og kigge ned i stuen. Materialevalget var
gennemgående baltiskfyr, Canadiskfyr og egetræspaket,
topmoderne lejlighed. Det var fedt at komme tilbage igen efter at
havet skulle tage hensyn til andre menneskers indbo, nu kunne man
72
få lov at sætte sig ned og slå en skid uden resten af boligens
samtykke. Der skulle dog tages hensyn til min nye kæreste. Fedt at
være hjemme!
1995 Tilbage til Danmark.
De første 14 dage gik med at komme til rette igen i min fede lille
lejlighed på Østerbro. Vi skulle også hilse på familien som skete lidt
efter lidt. Får hurtigt kontakt med Jim som jeg havde arbejdet med
før jeg tog ud at rejse, og som selvfølgelig også var en af mine gode
venner, det forholdt sig sådan at Jim var kommet i kontakt med en
tømrermester Kalle Gustavsen igennem hans kæreste Hanne, Hanne
havde vist boet sammen med Kalle på gamle kongevej, personligt
har relationer altid interesseret mig men, Any way, who gives a
fuck!. Kalle Gustavsen havde mange forretninger kørende på en
gang, han var bygningens konstruktør så det var nogle rimelig store
projekter han havde gang i, det kunne holde to maler i gang på
fuldtid. Startede som selvstændig malermester lige da jeg var
kommet hjem fra Australien, så det var perfekt at have et
samarbejde med Jim og Kalle Gustavsen, når man har et ordentligt
hul i røven, med andre ord havde jeg brug for nogle kugler.
Som australsk statsborger har man kun lov til at opholde sig i
Danmark på turistvisa eller med speciale arbejdstilladelser der løb
på op til et år, men fordi Zoes far er englænder har de to lande en
aftale om dobbelt nationalitet dvs. at hun automatisk bliver EUborger på det engelske pas og rettigheder som en EU-borger da hun
flytter til Danmark. Vi fik lavet et personnummer til Zoe så hun
kunne få sig et arbejde med det sammen. Engelsktalende som
kommer til Danmark har lettere ved at kommunikere med
danskerne end andre nationaliteter, da danskerne taler rimelig godt
73
engelsk når de først kommer i gang, trods det kunne hun kun finde
et rengørings job på hotellet som hedder Cab in. På det tidspunkt
hun startede var det en lille discount hotel som lå på Frederiksberg.
Det er det ikke i dag, i dag er det blevet til en velkendt hotelkæde i
København. På hotellet arbejdede Zoe sammen med en franskmand
mosiur le rux som også arbejdede på samme vilkår, da han var
kommet direkte fra sant maxim i Sydfrankrig med sin kæreste Stine
som var danskere. Stine og Bo le rux havde slået sig ned på Østerbro
tæt på hvor vi boede, så det varede ikke længe før at vi fik dem som
venner. Stine havde boet i udlandet med sine forældre og var
tresproget, dansk, engelsk, fransk. Bo havde arbejdet som bartender
i det sydlige Frankrig hvor han efter sigende havde haft stor kontakt
med kunderne som kom i den cafe lignende bar. Han havde været
utroligt glad for sit job og var meget dedikeret til det, altid
velsordineret og meget patentlighed var der i udførselen af hans
tjenererhverv. På min side af vennekredsen var der kun de gamle
rotter på Frederiksberg, Nils og Ct, Klaus og de gamle maler drenge
fra Ballerup, men dem så jeg sjældent efter man var flyttede til
København. Vores første møde med gutterne var på en bar på
strøget, vi havde siddet og fået en del øl og sprut da Jim sagde at jeg
smutter lige over og køber nogle cigaretter på den anden side af
strøget(gå gaden). Som vi sidder og snakker, kommer jeg til at kigge
ud ad vinduet hvor der pludselig kravler en langhårede nøgen mand
hen over vindue rammen ud imod strøget, Zoe siger what a freak!
Hvor til jeg svar, just call him Jim. Det var efterhånden ved at være
normale omstændigheder når vi alle gik i byen sammen. At der
skete nogle uventede ting af denne kaliber, det var helt sikkert ikke
noget som ville passe sammen med de franske konservative
høflighedsværdier. Den første jul var kommet det var tid til at
introducere til de danske juletraditioner som er meget anderledes
74
fra de traditioner som de har i Australien omkring juletid.
Australierne får deres motion når de går på stranden juledag,
danskerne får deres motion når de danser hånd i hånd omkring
juletræet med sin pynt, det kan godt virke fuldstændig knald i låget
hvis det aldrig er set før. Det gør det heller ikke bedre at prøve at
bortforklare situation med at det ikke kun er vores familie som gør
det, men alle her i landet gør det. Det er en hel nation som er med
på en trend ingen ved hvor stammer fra. Eller skulle jeg sige den
dybere mening har ikke været til diskussion. I det hele taget at
slæbe et træ ind i stuen for en bestemt rituel handling kan
forekomme lidt primitivt, men ikke desto mindre bliver den
praktiseret. De siger det kommer fra den hedenske tro som i mit
hoved handler om at slutte ringen, at sejre over den styrke, det pres
vi har fra kræfter udefra. Det er en metode til at overvinde det
okkulte som bliver brugt sydpå af folk som har praktiseret okkulte
handlinger igen generationer. De kommer op nordpå på denne tid
af året for at hente energier fra de svage og de udsatte som er
blevet ofret til beskyttelse af landet, de svage i samfundet er dem
som vikingerne kaldte træller. Til dem der ikke ved det holdte
vikingerne som sagt slaver som de kaldte træller. I dag hedder de,
de socialudsatte. Hvor kommer ordet viking fra?”we-kings” Hvorfor
tror I der er 13 dage fra den 24. december(juleaften i Danmark) til
den 6. januar. Den 6. januar er de hellige trekongers dag. Eller skulle
jeg hellere sige de tre konger from hell! Læg mærke til tallene 13 og
6. I dag foregår ofringerne bare på de psykiatriskhospitaler. Et sted
hvor ingen lægger mærke til sådanne lyssky handlinger finder sted.
Det handler om sjæle tyveri eller energi overførsel, så man er i
fuldstændig kontrol over for andre individer, man kan gå bag folks
psyke og være dem overlegne. Hvordan de rituelle handlinger
75
udspilles ved jeg ej, men at de gør det, er jeg hundrede procent
sikker på. Måske! Kommer tættere ind på det senere hen.
Før juletid havde vi haft vi besøg fra Australien, det var zoes
forældre som havde været en tur i England og besøge Johns familie,
bagefter lejede de en bil og tager turen over den engelske kanal og
siden fandt de vejen til os i København. I de tre-fire dage John og
sharon tilbragte i København skulle vi rundt og se alt hvad der
kunne ses i snestorm. Vi spiste højt belagt smørrebrød fra min
kusine Talli`s traditionelle smørrebrøds forretning på store
Kongensgade. Det var rart at se dem igen selvom der kun var gået et
halvt år.
I 1996 var det blevet sommer igen efter zoes første lange kolde
danske vinter, det er noget som man skal vænne sig til, det kan godt
være hårdt hvis man ikke har prøvet den mørke periode i sne og
sjap før. Det handler om at være pakket godt ind i varmt vintertøj,
at lave en masse indendørs aktiviteter, også det er væsentligt i den
periode. Det nok derfor at danskere fester så meget som de gør i alt
almenlighed, så er det måske langsomt blevet en del af kulturen.
Det var sommer nu, som altid er det en stor forløsning når
sommeren endelig kommer til Danmark, så er det bare med at
komme ud i det blå, få noget sol på kroppen. Vi havde besluttet os
for at tage en tur til Bornholm den lille ø i Østersøen syd fra Sverige i
ved nok. Havde købt en gammel Toyota liteace som vi tog med
færgen fra ysted til rønne. Bornholm er meget hurtigt overstået i bil,
men på den lille perle i Østersøen kan man alligevel godt få 14 dage
til at gå. Husker tydeligt den morgen hvor Zoe som ikke havde
kørekort på det tidspunkt, startede bilen for sjov, begyndte at køre
men kunne ikke stoppe den igen, så jeg måtte jagte hende igennem
kornmarker imens jeg råbte instruktioner i at stoppe den blå
76
varevogn igen. Det var godt der kun var os på den offentlige
campingplads den nat, ellers kunne det have gået grueligt galt.
Senere den dag tog vi til Dueøje som nok er den strand i verden der
har det fineste sand, og på en varm solskinsdag er det nok en af de
bedste steder på jorden, hvis man er dansker. Da vi kom hjem
arrangeret vi en rejse til England for at besøge zoes bror som lige
var startet på national ballet i London, Zoes bror Nathane boet en
lille lejlighed sammen med nogle af hans danse kollegaer, så der var
fri husly under vores ophold. Det var første gang at jeg var i teateret
for at se en ballet, det havde aldrig haft min store interesse men det
gjorde det lidt mere interessant at man kendte en som havde en
rimelig stor rolle. London er sgu en fed by at være turist i, kan
desværre ikke udtale mig om hvordan det er at bo der. Men man
skylder sig selv en tur ned ad kingsstreet på en varm sommerdag, og
en tur i Hyde park, eller national gallery. Det var en fed tur til
London den sommer.
Ligesom man var begyndt at slappe lidt af i sommer varmen, vænne
sig til klimaet, lad hverdagen komme ind under huden, var det
efterår igen. Zoe havde fået nok af at arbejde på hotel så der var en
lille periode hvor hun arbejdede i en australsk restaurant som
hedder reef N beef der lå inde i centrum af København. Hun
begyndte at komme sent hjem igen selv om restauranten lukkede kl.
11.00.så vi begyndte på vores gamle rutine med kun at se hinanden
på visse tidspunkter, i forhold som er nye er det ikke noget for mig.
Syntes hun var begyndt at drikke rigeligt, så jeg tog ind og hentede
hende om natten. Sådan handling fortæller mere om mig end det
gør for situationen som så. Det er angsten for at miste, det man
holder mest af som styrer en til at gøre handlinger der kan virke
overilet, havde jo mistet min første kæreste på fest og gang i den, så
77
det lå nok dybt i mig, en følelse af afmagt er ikke et rart
bekendtskab. Det er mest af alt en egoistisk handling fra min side,
da jeg bruger den eneste magt jeg har til at overtale hende med
nemlig, min tilstedeværelse og min ærlighed. Nogle mænd ville
være mere primitivt i deres handlerform, jeg vil gå så vidt som at
sige at de i nogle kultur ikke accepterer at kvinden gik ud for en dør,
”men vi var jo heller ikke gift endnu”. Der er 7 år imellem os. Ser
man tilbage på den alder i midt i tyverne kan jeg godt forstå at
lysten til at feste stadig er stor, jeg havde ligesom udlevet denne
fase med pragt. Ydere mig om at hun skulle finde sig et nyt job, det
gjorde hun også men bare på en anden restaurant kaldt Rosie
MacGee som er en engelsk pub og spisested, et meget større sted
hvor der var plads til at få nogle venner på samme alder og
nationalitet. Efter en julefrokost på restauranten mødte jeg hendes
nye venner, det var godt for zoe at få nye venner, da der var blevet
smækket med døren i lejligheden på Østerbro under kraftig råben
og de værste gloser. Frustrationerne var ved at tage overhånd, så
det var bare med at få en dæmper på disse uforglemmelige
episoder. Men så! Kom morgen kvalmen. Når Zoe de er gravide er
hun syg i 14 dage til at starte med, det havde vi jo prøvet før i
Melbourne. Da jeg selv tror på illusionen er det her en af de
virkelige, hvor perceptionen træder frem, tager sin kontrol over
illusionen. Man lever sig ind i, fordyber sig i den fremtid som med
stor sandsynlighed er den der vil bringe dig det forventede. Vi skulle
have et barn. Var parat til et barn da jeg var 32, men tvivler nogle
gange på om vi var parat til børn. I dag vil jeg foreslå at man
overvejer sig grundigt, inden man sætter livet på den største prøve
af alle. Nemlig at kunne tage vare på andre end sig selv. Det er værd
at tænke over inden at snabelen bliver indført, hvor på en remote
regenerering finder sted af dit eget arvemateriale.
78
1997 Udrejse til Australien
Vinteren nærmer januar 1997 sidder vi og snakker om at der måske
vil gå lang tid før vi ville komme ud at rejse sammen pga.
omstændighederne som en nyfødt kan give. Vi beslutter os at købe
en bil af en meget bedre kvalitet som vi kunne bo i undervejs den
blev indrettede med en stor madras og skuffer under neden. Det var
meningen vi skulle af sted i maj for der mente vi at det ville være
varmt nok syd på. Vi ender med at køre en tur på cirka 5000 km. Det
var temmelig hårdt for Zoe at køre de mange kilometer hver dag,
det var først da vi nåede til syd Spanien og Portugal vi kunne
begynde at slappe lidt af, for vejret havde ikke rigtig været med os
på den lange tur ned. Zoe havde en ide om at hun ville drikke frisk
mælk hver dag. Når kvinder gravide er der altid et eller andet som
deres appetit falder på og her var det altså frisk mælk. Det sgu svært
nede i de sydlige lande hvor de har et svagt punkt for
langtidsholdbare mælk, man skulle ind i de store supermarkeder for
at kunne købe frisk mælk, det betød at turen som er tegnet på vores
landkort gik fra den ene store by til den anden. Derfor er der små
udstikker til landområder på kortet, en meget anderledes tur ned
igennem Europa og tilbage igen, mælkeruten skulle man måske
kalde den. Det var første gang i Amsterdam, Bruxelles, Paris, Sant
Sebastian, Barcelona, Madrid, Lissabon, Monaco, anden gang i
Venedig, Østrig, Mont Blanc, Stuttgart. Der var meget vi skulle nå på
den begrænsede tid af et måned, det var måske en lidt for hård tur i
gravid tilstand, en tur til de kanariske øer havde måske været mere
på sin plads.
Tiden op til fødslen skulle jo forberedes som man nu gør, de første
veer var begyndt klokken ti kørte vi på Rigshospitalet, men hun
fødte først kl. 8.00 næste morgen. Det var første gang, så efter en
79
hel nat i varmt vand kom Al til verden fuldstændig blå i hovedet
efter navlestrengen havde viklet omkring halsen. Bo og Stine var til
stede om morgenen der jeg kom til fødeafdelingen, det var en
velfortjent cigar og en kold øl denne morgen den 19. september
1997. Al var ikke blevet navngivet på dette tidspunkt, mit bud på et
drenge navn var Sebastian men af en eller anden årsag ændret jeg
mening, det havde noget at gøre med at han skulle være den første
i alfabetet, at det så er gået hen og fået en anden mening i et
koncept som jeg vil finde forklaringen på 13 år senere havde jeg
ingen anelse om. Mine to søstre Camilla og Jeanette var kommet
mig forkøbet med næsten alle deres børn, så nu var jeg velkommen
i klubben hvor man stod i baby bleer til op over hovedet. Så vidt jeg
husker, var den første juleaften hos min søster Camilla meget
stressende for Camilla som ung mor. Deres parforhold holder kun
lidt over et par år efter så var det slut med fr. Duval Olsens godhed.
Vinteren går hurtigt, inden vi for set os om er vi henne på foråret.
Zoe spørge flere gange hvornår jeg havde tænkt mig at flytte til
Australien, hun gav udtryk for at hun ikke havde lyst til at bruge sin
fremtid, i et land hvor hun ikke engang kunne forstå sproget. Efter
mange dybe overvejelser besluttede jeg at det måtte være det
bedste for et barn at vokse op med en moder som er positive og
omsorgsfuld. Så fra den dag var fremtiden ikke i Danmark mere, nu
skulle vi koncentrere os om at få afviklet alt hvad vi havde i
Danmark, jeg skulle udvandre til Australien. Det var måske noget af
en overraskelse for familien men vi havde også en fremtid at skulle
tage hensyn til. Før min opsigelse af lejligheden blev jeg tilbudt at
købe den til et beskedent beløb som førstegangs salg. Prøvede at få
min svoger Jørgen til at købe den men han havde ikke pengene
sagde han. Det endte med at jeg måtte gøre lejligheden i stand så
jeg kunne få mit indskuds depositum, enhver ører måtte med. Inden
80
vi rejste fra Danmark, var vi blevet gift på Københavns rådhus.
Vielsen skete under stor bevågenhed da hele salen var fyldt op med
Bandidos-rockere som også havde et bryllup på samme dag. Al som
næsten aldrig græd, havde bestemt sig for at tude, så hvis det var
meningen at man skulle tude så er det her. Bo og Stine var vidne til
vielsen, som de nok heller ikke så let glemmer. Bo arbejdet på en
kendt restaurant på sant Jacob plads på Østerbro hvor han havde
arrangeret middag for os to og dem. Ville ikke have et stort bryllup
da jeg mente at denne her vielse kun var proforma, så jeg var sikker
på at kunne blive boende i Australien. Som jeg senere har sagt så
mange gange, man kan altid blive gift i en kirke hvis man synes at
der er noget man vil have bekræftet. Før vi tog af sted til Australien
blev der holdt en fest for os, ude i min forældres have på flodvej i
Smørum. Denne gang havde Bo og Stine hjulpet til igen, Husker jeg
havde det ligesom lidt akavet med Stine, på det tidspunkt. Det
skyldes at jeg før zoe bliv gravide havde sat en venlig hånd på Stines
røv, ikke et kærtegn men venligt, da de var på vej ud ad døren efter
et besøg hos os, og en masse rødvin. Ved ikke om Bo nogensinde fik
det for øre, måske ikke da han er meget jaloux anlagt. Er stadigvæk i
tvivl efter jeg har set ham senere uden Stine. Kommer tilbage til det
senere. Der var sat et stort hvidt telt op og hele familien sad og
ventede på at vi skulle dukke op der blev givet gaver og
lykønskninger om alt det man nu kan ønske andre mennesker skal
have med på deres vej når de starter et nyt liv. En bemærkning jeg
ynder at sige var, det bliver hårdt, det bliver rigtig hårdt. Det er det
eneste rigtige, som jeg kan sige med sikkerhed er rigtigt, for det blev
det.
Vi solgte alt hvad vi ejede, det var kun det mest private som kom
med til Australien. Vi havde købt en krydsfinerskasse hvor det som
81
var mest vigtigt fik sin plads i denne kasse. Havde stadigvæk en
flightcase til min basguitar som jeg havde købt i USA. Det var alt vi
havde med, i bund og grund var det mest af alt mine ting.
Den 9. juli 1998 lander vi i Melbourne. Vores plan var at vi ville bo
hos sharon og John indtil vi havde fundet noget vi kunne bo i til en
rimelig udbetaling, vi havde ikke så meget med stort set bare den
ene opsparing jeg havde lavet på ekstraarbejde i weekenderne. Ikke
lang tid efter imens vi boede på det lille værelse hos sharon og John,
var vi på udkig rundt om i byen. Det stod hurtigt klart at vi ikke
havde råd til at sidde i et hus tæt på hvor hendes forældre boede. Vi
måtte længere ud fra centrum, med mindre vi ville bo i en
vietnamesisk ghetto, som var tæt på centrum over på den anden
side af centrum, nemlig mod vest. Vi var mange huse igennem så
der skulle bestilles tid hos ejendomsmægleren for en besigtigelse.
En dag kom sharon og John hjem efter en weekend med at køre
rundt i footscray som områder hedder. De havde set et hus som
havde det man kalder en dobbelt front, det var et hus hvor der var
plads til os alle, men! Det var en pilrådden halvdel af bygningen,
totale over bevoksede forhave med beton som skulle fjernes først.
Huset skulle ikke sælges på auktion som foregår med auktionarius
der står i gaden foran huset og sælger det til den højestbydende,
det skulle sælges som et håndværker tilbud. Der stod et skilt uden
foran, med teksten ”not for the faint hearted” ikke for den forsagte
eller den sarte. Der var ingen som ville overtage dette hus, så det
stod kun og ventede på at blive revet ned. Men det blev det ikke!
Det bliver restaureret til den helt store guldmedalje. Selvom at vi
boede gratis hos svigerforældrene var der et behov for noget akut
arbejde til at betale materiale udgifter, så jeg tænkte at jeg måtte i
gang med det samme. Det bedste ville være at få sine egne små
82
opgaver, så det var indlysende at jeg selvfølgelig skulle være
selvstændige malermester. Havde ikke noget at gå i gang med, mit
kunde grundlag var lig med nul. Opsøgte en organisation master
painters of australia, for at komme i kontakt med malermester som
havde for meget arbejde. Efter en bemærkelsesværdig samtale med
en konsulent, bemærkelsesværdig fordi man virkede
underintelligent, han talte om når man betaler kontingent er det
ligesom at melde sig ind i mafiaen, hvis du får problemer skal du
bare sige til os så kommer vi ud og slår dem i hovedet med et
baseballbat, det kan man godt sige er en lorte joke, det var ikke det
jeg havde ventet at høre, når man sidder i en desperat
arbejdssøgende situation. Den første fyr der henvendte sig var en
gut fra Sri Lanka Ydna jobs, han var gift med en dansker men det fik
jeg at vide langt senere hen i forløbet. For at kunne komme på
arbejde som lå spredt over hele byen, var det en nødvendighed at få
noget at køre i. En af naboerne til sharon og John var Jone, hun
havde en gammel bil stående ude foran deres hus som var flad på
alle hjul og totale udbrændt af solens stærke stråler, den kunne jeg
få hvis jeg bare gad gøre den i stand og køre den igennem syn. Men
der gik et stykke tid før den gamle Toyota sportsvorgn kom til at
køre igen. Imens jeg arbejdede for Ydna jobs lå jeg og rodede med
bilen efter arbejde, samtidig skulle jeg tage et australsk kørekort.
Får fornemmelsen af at Ydna vil prøve at tage røven på mig
angående betaling, i Australien bliver man betalt en gang om ugen,
da det er mere trygt for begge parter. Sådan lønningssystem skal
man lige vænne sig til. Som så mange gange før kommer mine
gisninger til at virke da betalingen udebliver fra Ydna, går straks til
en advokat for at få opkrævet mit tilgodehavende. Hans argument
faldt på noget maling der var påført ukorrekt, men han kunne ikke
vinde denne sag da det var et discount produkt uden garanti. Det er
83
ikke det man har brug for når man prøver at starte et nyt liv. Så jeg
var arbejdsløs igen!
Bliver simpelthen så rasende når jeg møder uærlighed, så jeg bliver
nødsaget til at skrive dette her til min grundholdning.
Litteraturens sorte hul.
I skal ikke glemme at vi skal leve alt liv og dens former til ende, det
sker lige som i læser det her. Og ikke som et insekt, og ikke som en
plante, men som alt, alle levende organismer. Det sker for
opretholdelse af det følelsesmæssige univers, som er en del af
andre universer, som er afhængige af det følelsesmæssige, for at
kunne skabe en helhed. Tænk! Der er nok individer som er nået så
langt som at skrive det her, men bliver taget fra skriveriet, bliver
neutraliseret med efterfølgende omformulering hvori det
væsentlige er sorteret fra.
Hemmeligheder skaber kaos. Den absolutte ærlighed skaber
konsensus.
Til kræften som kun eksisterer i det kontrære, hvor selvudslettelse
er drivkraften. Er svaret enkelt, selvudslettelse er ingenting at gøre.
Hvis filosoffer var cykelrytter, så nævn mig bare en som ikke var på
EPO. Deres fragmenter er brudstykker af mit baghjul, trods jeg var
ren hele vejen, i alt min oprigtighed.
Men det er her vi skal passe på ikke at ødelægge guds værk!
Hvis svaret er ja, så er det et nej.
84
Hvis jeg er Søren Kirkegaard, hvori en tidslomme har gemt mig. Er
det eneste jeg har i min repetition; muligheden er den stærkeste
kategori af alle.
Det sjove er at imens jeg sidder og skriver dette, bliver jeg
udfordret på psykologiens traumatiske tilstande, som opstår ved et
mystisk algoritmisk sammentræf. Processen foregik således; i sidste
uge kunne jeg ikke komme i kontakt med min familie i Australien,
det var vigtigt for mig at komme i kontakt med dem, da jeg havde
sendt en pakke de skulle modtage. Ringer til min x.svigermor som
jeg normalt aldrig gør. Får fat i dem, de fortæller mig at de har
været i sommerhuset, men skal starte på arbejde i morgen, så langt
så godt. To dage efter får jeg et opkald på min tlf. der bliver ikke
sagt ord men kun en svag lidende stemme. Dagen efter tænker jeg
,måske er her nogen som har et problem som behøver en form for
hjælp, kunne det være min familie tænker jeg. Kontakter Dem for at
være sikker på at det ikke er dem, for jeg ved jo at de er hjemme,
men jeg kan stadigvæk ikke komme i kontakt med dem, så jeg
prøver igen dagen efter. Undrer mig nu over at jeg ikke kan komme i
kontakt med dem. Der går tre dage og det begynder at gå mig på at
jeg ikke kan komme i kontakt. Min kontakt platforme er tlf. ipad,
mobiltelefon. Ingen af delene virkede. Så den sidste mulighed var at
nu skulle jeg kontakte min svigermor igen. Det er sådan noget som
får mig til at skrive, med en del aktion i min tekst, litteraturens sorte
hul. Det pisser mig af at jeg ikke kan koncentrere mig om det som er
mit nuværende gøremål, nemlig at få skrevet det her færdigt. Og
lad mig så for helvede komme videre.
85
1998 Mødet med Larry.
Miss Jone havde været på besøg til en kop eftermiddags the som
det så ofte var sket. Denne gang havde sharon nævnt at jeg var
uden arbejde igen efter Ydna Jobs problematik. Hun nævnte at en af
hendes venner Lars som var dansker havde haft sit eget byggefirma,
hun erindre at Lars havde brugt en malermester som var danskere
hun omtaler ham som Larry the painter, som hun også havde mødt
ved arrangement i den danske klub Melbourne. Får fat i Jone for at
høre nærmere om den her person Larry, hun siger at det eneste hun
kan hjælpe med er et tlf. til Lars. Næste dag ringer jeg til ham for at
høre hvordan man kommer i kontakt med Larry, han giver udtryk for
at han ikke har kontakt mere, men at han vil prøve at se om han
ikke kunne finde et tlf. og ring tilbage. Efter to dage og han
stadigvæk ikke havde ringet tilbage, ringer jeg til ham igen, men
uden held. Fortæller Jone at Lars ikke reagere på min henvendelse,
og spørg om hun kender andre som har forbindelse til den her
maler, hun siger at juveleren nede i South Melbourne kender Larry
da det var ham som malede juvel butikken, senere fandt jeg ud af at
han var blevet brugt som maler af naboer før hen. Og at han faktisk
var i en forening sammen med en af zoe venindes far Al Weaks . Der
er nu gået en uge før jeg henvendte mig til juvel butikken, talte med
en sød dame som gav mig hans tlf. Ringer ham op og har en samtale
på en halv times tid, men han fortæller mig at han ikke har noget
arbejde til en ekstra mand, men at han godt vil komme forbi til en
snak og give mig gode råd da jeg lige er kommet til landet og skal
starte op for mig selv. Larry Kristensen en mand i mit tresserne,
gråhåret ,175 cm høj, en meget tynd tatoverede eyeliner, små
pupiller, bruger størrelse 47 i sko. Er intolerant over for sine
medmennesker, forstyrrelse af privatlivets fred udføres gerne da
86
han ser de fleste som fjender, eksempelvis blev jeg fortalt at han
havde en nabo som spillede lidt for høj musik. Han fik smidt syre op
på taget og tagrenderne, så hele taget bliver Gennem hulet og
derved vandaliseres han huset, hvor på manden til sidst måtte
flytte. Et andet eksempel var et offentligt toilet i parken som bliver
brugt til prostitution. Der fik han et tæskehold ud for at tæske de
mænd som brugte dette toilet, han sagde at det bliver brugt af
pædofile, men hvorfor så ikke melde det til politiet? Der er nok flere
episoder men jeg husker dem ikke lige på stående fod, jo! Der var
noget med nogle oliventræer, men det er irrelevant lige nu.
Husker tydeligt da det bankede på døren og jeg åbnede op, ved ikke
hvad der var galt med mig men hans øjne blev meget udspilet med
små pupiller da han så mit ansigt, det var som om at han blev
overrasket over en form af gensyn. Det kan også være at han ikke
lige havde regnet med at det var sådan at jeg så ud, måske var han
homofobis ved det ikke. Husker tydeligt han sad og snakkede på en
gynge som var sat op i træet foran huset. Inden han kørte, fløj det
ud af min mund; jeg har en del penge med til Australien men vil
nødig ende med at bruge dem alle. Resten af ugen ud gik med at
søge på annoncer i avisen, men uden held det var virkelig svært når
man har en sprog barrierer og næsten ingen erfaring i den
australske byggeindustri. Der gik 1 uge og 1 dag så fik jeg et opkald
fra Larry som tilbød mig noget arbejde i storcenteret Melbourne
Central eller Daimaru som det vistnok hed. Vi skulle sprøjtemale
nogle lofter i en foodcoart restaurantområdet i dette center, men
inden da havde han et lille job i Hampton East, en side gade til Bluff
Rd. Det var lakering af paneler, døre, dørkarme, skabe, ect. Et lille
hus med en meget konservativ indretning. Til frokosttid sad vi i den
lille forgård med tilhørende swimmingpool og spiste vores
87
medbragte frokost, bad om et visitkort ved vores første møde og
havde fået et visitkort hvor på der stod DydroX, husker jeg spurgte
til det firma, der blev svaret at det var et firma som han havde ved
siden af som solgte kemikalier til køleanlæg, en speciel væske med
ukendt sammensætning, en speciel kemisk sammensætning som var
patenteret, kemikaliet var udviklet i Danmark, det var et dansk firma
som han ville prøve af på det australske marked, Der var tre
stempler bag på visitkortet, to DS,DS/en iso 9002-DS bs 7750, et i
hver side og i midten king frederik 4 Award for Excellence in Export,
hvad det så end skulle betyde. Denne væske skulle bruges til at
opretholde PH værdi i Rørsystemet på større fabrikker i
fødevareindustrien. I bilen havde han to blå kitler han/de tog på når
han/de skulle på virksomheds besøg. Vi fortsatte samtalen over en
kop kaffe, der blev spurgt til mine interesser, så jeg fortalte om de
film jeg så(science fiction), de bøger jeg læste(spion krimi), den
musik jeg lyttede til (classik/jazz) han fik senere hen også kendskab
til min personlige adfærd igennem de små samtaler som man havde
i frokost pausen. Trods jeg intet fik at vide den anden vej, han
fortalte kun overflødigt om sig selv. Samtalerne gik også på ældre
malerteknik marmorrering som er en efterligning af marmor,
ordring som er en efterligning af forskellige træarter, husker tydeligt
der blev talt om værktøj som ikke blev lavet mere. Samme aften
hjemme i South Melbourne kigger jeg i en bog med malerværktøj.
Bruger aften på at læse den bog. Næste dag ved frokosttid siger jeg
nu ved jeg godt hvad dette stykke værktøj hedder som jeg ikke
kunne huske i går, i det jeg skulle til at sige det smed han en bog på
bordet der omhandler malerværktøj, det finder jeg mystisk, det var
som om han vidste jeg havde brugt aften for inden på at forberede
mig. Det første job bliv betalt cash, som var op til mig at bogføre.
Fortalte Larry at jeg var i gang med at lave en bil i stand, han sagde
88
han havde en forbindelse til en mekaniker som skyldte ham en
tjeneste, han kunne muligvis køre den igennem syn uden kost. Bilen
var langt fra færdig men det var i begges interesse at jeg fik noget at
køre i, så det gamle lig kom ud på vejen og trillede lang tid før den
skulle, havde den i syv år det må siges at være noget af en
præstation. Der er sgu noget med de gamle toyotaer, de er ikke til
at slide op. Det næste job lægger et stykke ude fra byen og der skal
køres en del kilometer igennem Melbournes pulsene trafik for at nå
dertil, det var en lang tur ud af whitehorse Rd. Om eftermiddagen
skulle vi mødes foran svigerforældrenes hus i South Melbourne
inden vi kørte til Melbourne Central hvor vi arbejdede til klokken et
om natten, næste morgen op igen klokken syv. Om søndagen havde
vi fra kl. 12.00 middag til at arbejde til langt ud på natten søndag
nat. Det gentog sig uge ind og uge ud.
Larry gav indirekte udtryk for at han kendte gud og hvermand, hvad
jeg også tror at han gør, kan bl.a. nævne at han fortalte mig at de
engang havde haft fest i den danske klub, hvor festens smidtpunkt
var blevet hentet af to marier fra den kriminelle underverden som
en practical joke. Han havde også kontakter til manageren i centret,
med tilgang til V.I.P områder bl.a. den japanske ambassade. Han
kendte store personer som han spillede tennis med på Rod Laver
Arana hver torsdag, Han havde forbindelse til den største elektriker
leverandør Medendorf som er en af de største kæder af EL-artikler i
Melbourne, ved ikke om han havde kontakt til den italienske side,
men helt sikkert den jødiske. Han gav indirekte udtryk for at han var
en betydningsfuld person. Efter jeg havde vist min tatovering af den
her maori, var der et pudsigt sammentræf som har vækket min
opmærksomhed. Stod og malede en væg udefra hovedindgangen til
undergrundsbanen i Melbourne Central da Larry siger, prøve at se
89
ham der! ham der kommer ned af rulletrappen. Det var en kæmpe
overvægtige maori, en sikkerhedsvagt i uniform. Da han kom hen til
vores passage stoppede Larry ham (sam)og spurgte ham om han
kendte mig, som han selvfølgelig ikke gjorde. Da han var gået,
refereret Larry til nogle hændelser som han havde været involveret
i, noget med at han havde løftet en varevogn ud af noget mudder
ellers noget i den retning. Det forekommer mig besynderligt at
spørge om han kender mig, bare fordi jeg har en tatovering af en
maori. En anden besynderlig forbindelse var til den svenske kirke,
hvor han påtog sig frivilligt arbejde, men han fortæller mig at det er
hans kone som har tilknytning til kirken og at han aldrig bevæger sig
ind i selve kirken, trods han laver frivillige malere arbejde i kirken.
Stadigvæk ikke forstået! Finder også ud af efterhånden, at han har
en malermester med alle hans folk arbejdende på hans opgaver som
underentreprenør, hvordan det lige foregik, har jeg ingen anelse
om, men skal jeg sige det selv, så tror jeg ikke at han i virkeligheden
arbejdede som maler mere, men fik folk til at udføre de opgaver han
var blevet tildelt af sine bekendte i byggebranchen. Det undrer mig
hvad han ville med at ansætte mig, det var i hvert fald det indtryk
jeg fik når vi var på job, det var som om han ville vide hvem jeg var.
Han kunne godt finde på at forsvinde et par timer uden jeg vidste
hvor han havde været henne specielt i Melbourne Central som han
kendte som sine egne bukselomme med V.I.P Undergrund ,der var
en V.I.P elevator hvor ingen almindelige mennesker havde adgang
til, den lå nede der hvor alle varerne til butikkerne blev leveret to
etager under jorden, kom ikke selv til at køre med denne elevatorer
men det forekommer mig stadig væk mystisk at der var områder
man ikke måtte færdes på. Kunne forestille mig at den også havde
forbindelse til undergrundsbanen. Den havde i alle tilfælde
forbindelse til denne store skyskraber som stod ovenover. Har fotos
90
fra en dag Larry viste mig der op så jeg kunne tage et billede ud over
byen i retning af hvor jeg selv boet. At få tilgang til de mest
besynderlige steder var ikke et problem. Det var som om de er alle
kendte ham i denne bygning, som er en rimelig stor bygning med
mange kontorer.
Vi begynder at arbejde på 4 nye huse i Sant kilda centrum for en
byggemester ved navn Poul. Poul var fra Litauen og så vidt jeg ved
havde han finansieret byggeriet med alternativebanking. Melbourne
central var sat lidt i bero da en større ombygning skulle rykkes til
næste sektion, det betød at der var mere tid for mig at arbejde på
huset efter arbejde og i weekenderne. Der var hårdt brug for
økonomiske midler til betaling af byggematerialer, og på det
tidspunkt skyldte Larry over fem ugers timeløns timer. Det
resulterede i at svigerfar måtte til at skyde penge i projektet med
huset, kunne simpelthen ikke hente dem hjem selv. Sådan begyndte
den stress fakta jeg skulle leve med fremover. Larry påbegyndt at
holde løn tilbage for at se hvor lang tid jeg kunne holde uden
betaling, det var i hvert tilfælde det indtryk jeg fik. Det begyndte at
stresse mig da jeg havde prøvet nogle gange forud, at det med
betaling var de ikke så gode til i byggebranchen. Efter byggeriet sant
kilda var ved sin afslutning fik jeg betaling af byggemesteren selv og
ikke af Larry, så alle de timer jeg havde haft i Melbourne Central
bliver betalt med byggeprojektets budget dvs. i princippet havde jeg
slet ikke været i centeret. Er glad for jeg tog mig den tid det tog at
notere alle min timer på et XL ark som jeg kunne vise i den mindste
detalje klokkeslæt, arbejdssted, datoer, det kom nok noget
overraskende.
For at det ikke skal være løgn fortæller Zoe midt i alt det her stress
at hun er gravid igen, det ligger nu et større pres på at få huset
91
bygget færdig. Begynder at arbejde i Melbourne Central om aftenen
får mindre tid til huset.
Larry begynder at lægge pres på, vigtigheden af opgaven i
Melbourne Central er meget betydningsfuld, giver han udtryk for. I
denne periode kommer Larrys frustrationer op til overfladen. Synes
mere og mere han var lidt af en mystiker. En situation som jeg
sendte glemmer, var, at vi holder på parkeringspladsen bag ved en
malervare forretning som var ejet af en Irlænder. Han bad mig om
at gå ind i butikken og hente noget maling som han ville bestille
over telefonen ud fra bilen, han gav mig cool cash med, da jeg kom
ind i forretningen var han stadig på tlf. og jeg kunne se
ekspedienten blive ved med at kigge over på mig og grine. Var sikker
på at det var ham i den anden ende. Men kunne ikke bevise det. Der
var også en anden episode som ikke var så heldig, i en maler
forretning inde i centrum som han handlede i for mange år siden.
Denne forretning skulle nedlægges så alle hylder skulle tømmes, der
var mange mennesker i butikken så jeg opgav at stå i kø med en bog
som jeg havde fundet i en rodebunke, satte mig ud i bilen og læste i
bogen, da Larry kom ud flippet han fuldstændig ud og sagde hvorfor
jeg troede at han havde alle de nøgler her til forskellige huse, sagde
til ham at han skulle slappe af at jeg nok skulle betale den senere.
Hele dagen kaldte han mig for tyv selv over for andre håndværkere,
der resulterede i at, efter arbejde tog min bil ind til forretningen
med ophørsudsalg og bad om en kvittering på denne bog som jeg
betalte 5 dollar for. Næste dag gik jeg ud for at købe glas og ramme
til denne kvittering, som jeg bag på tegnede en tegning af Hamlet`s
to be ore not to be klædt ud som en tyv. For at fortælle ham at jeg
ikke var en tyv, på en mere humoristisk måde. Men han tog det
92
meget personligt. Tror ikke han brød sig om at man lavede practical
jokes med ham. Det kommer der en forklaring på senere hen.
Undrer mig i dag over hvordan jeg fremstod fra et andet menneskes
synspunkt, gud ved om mine øjne har været sorte af stress, for en
dag da vi kom gående i storcentret var der en lille dreng som
kiggede på mig og blev bange, hvor på Larry kommentere
situationen, nok er han stor men han er totalt harmløs. Er 192
centimeter høj, så der er ikke langt fra at ligne Franken Stein, med
stor render under øjnene. Det var også i den her periode hvor jeg
var mest sårbare i forhold til stress, at han fortalte mig en historie
om ham selv da han var lille dreng i Køge. Det handlede om ham og
hans søster som havde stået bag ved slagterens forretning på vej
hjem fra skole og givet en lille kalv græs, hvorpå slagteren var
kommet ud med sin kødøkse gemt på ryggen og med et satte den
midt i panden på den lille kalv. Det var ved at være den tid hvor jeg
måtte finde mig et mindre stressfuldt arbejde, beslutter mig for at
bede om en betaling for de mange timer som jeg havde til gode,
syntes, nu havde han igen trukket den forlangt med betalingen. Vi
aftalte en dato for betaling. Havde netop malet en dør nede i en af
de mange nødudgange som var i storcentret det var det eneste sted
at der ikke var kamera op. Døren skulle have forskellige farver, af en
eller anden oversag havde jeg fået byttet om på farverne. Så den
dør jeg stod med havde fået en forkert farve. Han så det med det
samme da han kom, og kom med endnu et raseri udbrud, jeg
spurgte om han havde penge med til mig, han blev helt rød i
ansigtet og gik til sin bil efter checkhæftet, vi satte os ned på det
kolde betongulv for at regne timer sammen, du Larry jeg tror sgu at
jeg stopper i dag jeg vil prøve at finde mig noget andet arbejde, han
skrev en check, rakte den til mig imens han sagde, jeg citerer; jeg
93
hakker dig i stumper og stykker, Så det gav genklang i de smalle
betonkorridorer. Inden jeg forlod centret sagde han, løgner! Du har
ikke engang penge i en schweizisk bank. hvor på jeg svarede, der
altid lidt sandhed i en løgn. Det lå ligesom i luften at der var sørget
for at alle mine forhold var blevet tjekket igennem alle de kanaler
som han rådede over. Så var jeg arbejdsløs igen!
1999 Williamtown Shipyard.
Det skred frem med huset, vi havde fået nye stolper hele vejen
rundt under huset, og der var kommet nyt tag på og var i gang med
at ligge dæk på for-verandaen og bag- verandaen der var stadigvæk
langt igen, der skulle installeres køkken. Varmt vand, bad, laves ude
skure, lægge fliser, sætte hegn op. Det var med at blive færdige da
der var en lille nyfødt på vej. Skulle finde noget arbejde så jeg kunne
betale udgifterne på byggematerialer plus afdrage på lånet. Havde
et lille job kørende hos en af naboerne til sharon og john, carol!
Carol holder mig med at arbejde indtil John fortæller mig at han har
set en annonce i avisen, det var skibsværftet i Williamstown som
søgte sprøjte malere. Søgte stillingen og fik den sammen med 20
andre, de havde åbenbart brug for en del folk på det tidspunkt, så
vidt jeg ved, var det vist meget sæson betonede i forhold til
ansøger, det betød også at man muligvis skulle fyres igen når
opgaven var løst. Men det vidste jeg ikke på daværende tidspunkt,
gudskelov for det. Skibsværftet var lidt anderledes end det
skibsværft jeg havde været på før, arbejderne her kom fra
samfundets laveste klasser, der var mange udlændinge som havde
dårlig ryg fra de lande de kom fra, der var kriminelle som havde
siddet halvdelen af deres liv i fængsel. Der var skæbner hvor deres
liv havde taget en drejning i den gale retning i forhold til mistede
94
familier. Der var indvandrere som ikke kunne få arbejde på de
papirer og diplomer, som var udstede fra de universiteter der
operaer i deres hjemland. Hele det produktionens arbejdende folk
var en broget forsamling. Det var os med de grønne hjelme, de blå
var ingeniørerne eller ledelsen, et stort spring imellem de to
grupper menneskeligt og lønmæssigt. Men ellers var der meget som
jeg kunne genkende fra B&W København. Bortset fra at det her
skibsværft produceret fregatter til den australske og den new
sealandske flåde ANSAG. Med højteknologisk udstyr ombord er det
lidt af et paradoks at tophemmelige fortrolige krigsmateriel bliver
produceret af denne slags mennesker, ”efter sine skulle paven have
aflagt et besøg uofficielt, det har jeg i hvert tilfælde hørt et eller
andet sted”. 1 ½ måneder efter jeg havde sagt farvel til Larry, får jeg
en opringning fra Larry som spørger til min arbejdssituation,
fortæller ham at jeg startede på Williamstowns skibsværft med
noget opsætning af vinyltapet i kahytterne og sprøjtemaling af
fregatterne, hvor med hans svar er; Der bliver du ikke mere end tre
måneder! Når! tænker jeg bare, lad os se hvor lang tid jeg bliver der,
man kan kun give det en chance. Omkring samtidig med denne
telefonsamtale bliver en mand ansat på værftet men ikke på samme
tid som den store mængde der var blevet ansat i starten. Will Craig
kom fra Perth hvor han havde arbejdet som fængslesvagt og kørte
lidt bus, han var oprindelig fra Skotland omkring 28 år, de ankom i
en maler varevogn som han havde købt efter en anden maler i
Perth, de havde tilbagelagt den lange tur fra Perth til Melbourne. En
formand med navnet Gham Dixon som også var skotte havde
besluttet at Will blev sat til at arbejde sammen med mig, med vinyl
opsætning. Da Will åbenbart havde let ved at sætte sig sammen
med alle de gamle ræve oppe i kantinen på værftet, hvor hver mand
havde faste pladser til morgen pause og frokost, blev jeg spurgt om
95
jeg ikke kommer op og sidder der sammen med de andre. Det bord
jeg sad ved var skotternes og englændernes, miljøet mindede meget
om et fængslet, nogle af værftsarbejderne havde siddet på det
sammen sæde de sidste tyve år. Will var meget flink mand han kom
med kaffe til mig som blev et fast ritual når han var oppe at hente til
sig selv, det var på det tidspunkt at jeg begyndte at lide af dårlig
mave. Skulle jeg nogensinde have taget imod den kaffe? Det er et
godt spørgsmål. Det faste maler sjak havde deres egne frokost stue
eller skurvogn. Arbejdsopgaverne varieret fra dag til dag, ligeledes
gjort temperaturen det. Har oplevet at temperaturen kunne komme
op på 70 grader i nogle rum om bord på skibene, men dem havde vi
kun tilgang til 20 minutter ad gangen. Det var hårdt efter en rigtig
varm dag at skulle over og bygge på huset, i den periode var det tit
jeg først kom hjem klokken ni om aftenen. Det var svært med sprog
barrieren selvom der blev talt engelsk og jeg godt forstod de mest
basale ord, så var det dog alligevel svært at tale så det var
forståeligt, specielt alle de nye slang udtryk som skulle sættes ind i
en rigtig kontekst. Det var let at tage røven på en som ikke forstod
ordenes oprindelighed, det var svært at skelne imellem hvilke ord
som var daglig tale og hvilke ord man bare ikke brugte i
offentligheden, lidt efter lidt tillagde jeg mig denne begavelse, hvad
jeg bestemt ikke synes det er. I starten gik tiden hurtigt da jeg var
beskæftiget hele dagen og weekenden med. Inden jeg havde fået
set mig om var der gået halvt år. Hverdagens pendulfart mellem
South Melbourne, Williamstown, seddon footscray, var ved at blive
trivielt, men det var med at holde hovedet koldt, der var fremskridt
uge for uge med huset, det var med ikke at give op, nu kunne jeg
begynde at se en ende med projektet. Men jeg har nogle små
mystiske episoder som skal tilføjes angående huset, den første gå
ud på at, da jeg var ved at bygge køkkenet, samlede jeg selv selve
96
skabsmodulerne hvor på lågerne skulle sidde. Fik en køkkenmand til
at komme og tage mål til lågerne efter at jeg havde aflagt et besøg
på hans fabrik i Sunshine, og lavet en aftale. Opsøgte gerne
leverandører og håndværkere privat da jeg havde en ide om at min
tlf. blev aflyttet, det var tit der var en som ringede og spurgte til
deltagelse i undersøgelser, som tilfældigvis havde at gøre med
aktuelle emner i min hverdag. Derfor var jeg begyndt at tage
forbehold. Kommer efter mine låger og en bordplade på den aftalte
dag. Lågerne lå en bunke oven på hinanden med ridser og skrammer
i, foran den store port ind til produktionshalen, køkkensnedkeren
var lige kørt fik jeg af vide. Den bordplade som jeg havde bestilt var
en meget ringere udføring end forventet. Havde aftalt detaljerne
over telefonen, den var udført lige netop som jeg ikke ville ha den
udført. Følte mig virkelig dårligt behandlet, igen sejrer desperation
for at få huset færdigt, så der var ikke tid til at finde en anden
køkkensnedker. En anden episode var det høje hegn rundt om huset
som blev sat i beton som var mistænksomt, da pillerne rådnet i
bunden efter fem år, det tager normalt 20. Det var også et arbejde
bestilt over telefonen hos en håndværkspecialist, da det ikke kan
betale sig at lave det selv. Havde en fornemmelse af at alt det som
jeg ikke lavede selv, var der andre indover for at fortælle den person
jeg nu havde været i kontakt med, en eller anden løgnehistorie. For
det var sgu underligt når jeg talte med personerne første gang
havde vi en rigtig god samtale, men næste gang jeg mødte dem igen
havde de ændret karakterer, og var som regel ekstremt negative
over for mig. I starten bed jeg ikke mærke i det, men efterhånden
begyndte det at undre mig. Det var rigtig smart, kunne intet bevise,
det var kun personer som ikke havde tilknytning til det private,
hvem det var vidste jeg ikke, men jeg gjorde mig mine tanker.
Derfor undgik jeg at bruge telefonen, kun til de mest nødvendige
97
samtaler. Vidste også hvis man er rigtig smart og kender til
psykiatrien, og har gjort sig bekendt med hvad det er for nogle
symptomer som gør sig gældende under stress. Så kan man
frembringe en paranoid lignende tilstande som til forveksling ligner
stress tilstanden hos folk som arbejder meget. Det er en hårfin
balance at skjule sig bag noget som umiddelbart viser den givne
oversag til stress. I virkeligheden er stress som opstod hos mig ikke
grundet det fysiske arbejde som kroppen bliver udsat for, men den
psykiske påvirkning er den direkte oversag til stress, specielt at du
ikke kan sige det til nogen, så ville man bare tro at du er dybt
paranoid. Stress faktorerne stiger til det dobbelte, fordi du er så
klog at du godt forstår at du ikke kan sige det til nogen. Personligt
sagde jeg det aldrig til nogen, tænker bare nogle sørgelige individer
som ikke har andet i verden end at synke så dybt. Forstår stadigvæk
ikke forløsningen den evt. vil give ved udførsel af denne praksis, at
man bruger sit eget liv på at storke en anden mands liv indtil en dag
han må give op, det må siges at være rimeligt sygt, hvem er så den
paranoide i sidste ende? De fleste personlighedstyper som dyrker
denne form, har alle som undskyldning at de havde en hård
barndom, er det fordi de er så intelligente at de bruger den som en
undskyldning. Eller havde de vitterligt en barndom, det kunne jo
også være endnu en syg løgn. Hvis man kender psykiatriens
rapporter ved man også hvor hullerne er, med andre ord kan den
bruges imod os som ikke kender de psykiske symptomer. Det er
skræmmende at tænke sig til at nogle ville bruge sådan beskidte
kneb, man kan simpelthen destruere andre skæbner uden at være i
fysisk kontakt, det menneske som bliver udsat for sådanne
handlinger ender med selvudslettelse. Der er nu ingen som kan
drages til ansvar, det eneste du kan høre er psykopatens hænder
som gnider mod hinanden med mild hånlig latter. Menes at kunne
98
huske Zoe fortalte mig at have haft en samtale med Larry hvor han
havde ytret sig om at jeg skulle være yderst følsom anlagt eller på
engelsk super sensitive. Kommer tilbage til det senere.
På skibsværftet havde man åbenbart besluttet sig for at J4, det
mest berygtede sted på skibet, skulle males om. Det var den
nederste generator som lå længst nede i skibet, en dieselmotor dvs.
to dieselmotorer på størrelse med to stationcar. Under disse
motorer var der nogle små firkantede rum som motorerne stod på
indtil man nået bunden af skibet(kassekølen). Hvis man var adræt
kunne man med nød presse sig derned. J4 var så kompakt at dem
der arbejdede der, højst var der i en uge ad gangen, da det
påvirkede kroppen, efter to uger i J4 tænkte jeg nu må jeg snart
skulle op herfra, men der gik halvanden måned før at der var andet
arbejde længere oppe på skibet. Will Craig havde overtaget mit
arbejde i kahytterne trods han ikke var tapetser, faktisk var han slet
ikke uddannet maler, men blot god med sine hænder. Det undrer
mig meget at jeg skulle tilbringe så meget tid der nede, og det var
ikke sidste gang, for det skulle vise sig at der var en runde til over en
længere periode end den første. Men først skulle jeg have noget
luft. Stod nede ved at slæbestedet hvor man søsætter skibene, et
skib var ved at være færdigt, så er de sidste monteringer skulle
gøres inden skibet løber af stabelen. Afkøling af de store
skibsmotorer skete igennem to huller i bunden af skibet som var så
stor at man kunne kravle ind i dem. Skulle bare stå udenfor og holde
øje med at der ikke skete sprøjtemaleren noget. Stod et stykke væk
fra emnet som var ved at blive malet, maleren bevægede sig hele
tiden ned af stigen og op igen, der var aktivitet som skulle
observeres på afstand. Under aktiviteten kigger jeg bort for at
observere noget andet som sker i tørdokken. Vender mit hoved
99
igen da jeg fornemmer aktiviteten var holdt op. Går par skridt
nærmere og bliver ved med at stirre mod åbningen til indsugningen
hvor maleren stod og arbejdede før, men han var der ikke. Lige
pludselig så jeg ham ligge vinke med den ene handske, og det sorte
fuldskæg som stak ud af malerhættetrøjen var også meget synligt.
Han lå Bag en beton klods som udgjorde en af mange skibet stod på.
Tænkte holdt kæft en idiot, vinket tilbage og kiggede den anden vej
igen, havde nok stået omkring 50 m væk fra beton klodserne på den
ene side af skibet ude i solen. Beton klodserne befandt sig under
kølen midtskibs, så i princippet befandt han sig på den anden side af
skibet. Der gik 5 sekunder så stod han lige bag ved mig og prikkede
mig på skulderen med et stumpt grin. For ikke at være i mit synsfelt
skulle han løbe hele vejen rundt om skibet uden at lave en lyd, hvad
er en fysisk umulighed. Det er stadigvæk en gåde for mig. Var de
flere om det her trick eller var jeg under hypnose. Det var en meget
mystisk oplevelse, som jeg aldrig fik en forklaring på. Hans navn var
”spud” som var et øgenavn, hver gang han kom hjem stang stive til
konen og hans otte børn klippede hun alt hår af ham, selv øjenbryn,
ben, armhulen, alt hår på kroppen. Hans kollegaer mente at han
lignede en læggekartoffel efter sådan en behandling, hans rigtige
navn husker jeg ikke. Meget mystisk oplevelse! Det var tid til anden
omgang i J4. Havde ingen ide om hvor lang tid jeg skulle dermed,
vurderede efter jobbets omfang at der måtte være tale om tre-fire
dages arbejde, for fire-fem mand, det var som regel en gruppe af
folk som kom på opgaven i J4, for at få det overstået så hurtigt som
muligt. Efter en uge skulle det synes, synsmanden tilbageviste
arbejdet, det skulle laves om igen. Efter vi havde gjort vores bedste i
tre uger, i malerdampe som var umenneskelige blev det endelig
godkendt. Her troede jeg at jeg skulle væk fra det igen et stykke tid,
men det viste sig at værftet jo også havde mere end et skib, denne
100
gang blev jeg flyttede fra J4 til J4 på et andet skib. Her skulle jeg
starte forfra med de 20 kilometer rør som var i J4. Jeg havde gået
hele dagen i malerdampe da jeg begyndte at høre en meget høj
hyletone som en lille fugl der synger. Min første indskydelse var at
jeg måtte væk fra det område hvor arbejdet blev udført i, men
tonen blev ved med at hyle, så jeg gik op og spurgte to gutter som
sad og snakkede om de kunne høre en fløjte, de kiggede forundret
på mig og sagde nej det kunne de ikke, de anede ikke hvad jeg talte
om. Tænkte det var måske på tide at få noget frisk luft. Da jeg kom
op på kajen var den høj tone der stadig, blev bange og begyndte at
gå ind imod kontorbygningerne for at komme væk fra den lyd, men
den fortsatte bare. Beslutter mig for at gå fra hovedindgangen og
ned til værkstedet for at bede om en sygemelding, pludselig holdt
tonen op igen. Fandt senere ud af at de ulovligt havde brugt sonar
på skibet. Røvhuler! Der var lige kommet en masse nye folk udefra
som var startet på samme vilkår som os, med et års mellemrum.
Dem skulle jeg nu arbejde med, det var som at skulle starte forfra
igen, personerne som jeg kom til at arbejde med var undskyld jeg
siger det, sgu lidt for intelligente til at være i det hul. En var lige
kommet ud fra en afsoning på 20, en anden var lige blevet færdig
med en langvarig uddannelse, så der var mange diskussioner
kørende på højere plan end jeg var vant til. I sådan maskinrum er
der overvågning af maskinrummet når skibet er til Søs. En dag jeg
havde fået nok af J4 gik jeg tur op på skibet, og blev der over
frokost, Fandt et lille rum med en laptop, og headset som var
placeret to dæk over os, kunne kun tænke mit da jeg tidligere på et
af de andre skibe havde observeret et tilsvarende set up. For mig
var det mest nærliggende at vores samtaler blev lyttet til, for der var
ingen af motorerne som var funktionsdygtig på daværende tid. Så
efterfølgende når jeg var i J4 alene talte jeg til mig selv med vilje for
101
at de skulle høre alt muligt lort som de aldrig havde hørt før. Nogle
af folkene som tjente til dagen og vejen i de usle huller, begyndte at
efterligne formandens stemme, når han ikke var til stede. For at
komme ud med deres egne frustrationer. Hvis du hører for det hver
dag, begynder du til sidst at være med på joken. Det kom jeg så
sandelig da også til at mærke, da jeg tilføjet tegnsprog som de ikke
kunne høre. Af en eller anden årsag kom det dem for øre, for
formanden Gham Dixon som var skotte, var der blevet lavet en
parodi af, stemmen, og med et efterfølgende blow job på
tegnsprog. Som en tåbelig total langt ude ting der ikke var personligt
men blot sort humor imellem os der arbejdede dernede i J4, høje på
maler dampe. Skotten Will Craig kom til mig og spurgte til hvad
dette skulle betyde, jeg sagde at det må bero på en misforståelse.
Will Craig siger sit job op et par uger efter, han gav udtryk for, han
havde sgu fået nok. Efter episoden var der ingen som talte med mig
i kantinen trods de ikke vidste hvordan det enlig hang sammen, i
sådan miljø, handler de fleste efter hvad rygterne siger, og ikke hvad
det faktuelle enlig forholder sig, man spørger ikke ind til. Tiden er
inde til at få endnu et barn, og Isa bliver født d.14 februar på The
Roal Women`s Hospital i Melbourne. Det var en hård fødsel, ligesom
Al var der lidt komplikationer med en navlestreng, men ellers gik det
fint. Der gik ikke lang tid efter Isa var født før vi flyttede ind på
Charles St. Selvom det var Zoe som stod op om natten blev jeg dog
alligevel vækket, så trætheden kunne mærkes i løbet dagen på
arbejdet. Det eneste der holder mig oppe var nervøsenergi, ikke
fordi Al, John, og jeg sad på en foretoges cafe, og fik en kop kaffe for
at fejre Isas fødsel, og langhårede fyr gav mig en skulder da jeg var
på vej ind i butikken for at betale, og kiggede på mig, begyndte at
smile med vampyr tænder, hvor på det næste var at han skyndte sig
ned ad gaden, nej! Det var det hele sammenlagt. Normalt når en af
102
kollegaerne fik et barn blev der samlet ind blandt kollegaerne som
et lille tilskud til den nyfødte. Men der blev ikke samlet ind til mig,
for mig var det en indikation af at der var noget fuldstændig galt. Så
da Will ringer, og siger at han har noget malerarbejde, jeg kan
hjælpe ham med, hvis jeg havde tænkt mig at stoppe på
skibsværftet, tog et ikke lang tid for at beslutte mig, efter tre
måneder i J4. Jeg måtte jeg væk fra dette hul. I starten havde jeg det
godt med at være der, men efter den dårlige behandling må jeg
godt få lov at kalde det et hul, ligesom universet har sine huller, har
de menneskelige adfærdsmønster også deres huller. Siger tak til
Allan, the yank, Spud,danny, Graham,Bruno, Rob, Rudy, Tony, Alex,
Ashley,Mario,Nick,Simon,Danilo,Sasha,sam…….O.S.V! det var som at
lukke en bog på sidste kapitel. De ville ikke engang give mig en
anbefaling til et andet job. Måske var det deres måde at sige her
kommer du ikke ind igen. Men hvad de ikke vidste, var, jeg var lettet
over ikke at skulle stemple ind hver morgen klokken kvart i syv, hvor
på at stemple ud igen kvart i fire om eftermiddagen. Tak for denne
gang, kommer ikke til at savne den brogede forsamling med det
meget beskidte arbejdstøj, og nogle individers dårlige
mundhygiejne. Det var heller ikke det møde jeg længtes efter
klokken 06:45 til morgen før uddelegering af arbejdsopgaver foran
værkstedsskurene. Det var tid til at lave noget andet.
2000 Den første paranoia.
Det er vigtigt for mig at slå fast arbejdslivet spiller en stor rolle i den
her fortælling eller beretning, det her at den såkaldte psykose
udvikler sig, så det er ved sin vigtighed at fortælle forløbet som det
har været. På det her tidspunkt i mit liv er jeg meget træt og
ønskede ikke at have dette forhold til den kunstige flinke mand Will
som jeg fornemmede var falsk, havde taget ham i at latterliggøre
103
min personlighed foran andre, uden han selv var klar over min
tilstedeværelse. Vidste at han var falsk men havde ikke andre
muligheder end at tage det arbejde han kunne tilbyde mig. Han
talte til mig som en god ven, som vi var de bedste venner, så hvis jeg
afslog det gode tilbud om en rimelig løn, ville jeg være en dårlig
kammerat, det var ligesom det der blev lagt op til. Der var en
undertone af at jeg bare skulle gøre som han sagde, men på en
meget høflig måde. Havde en følelse af at han talte til mig, og ikke
med mig. Det første job var i Sant Kilda seks nye lejligheder som
skulle males, her bliver jeg introduceret til Karl og Taron som var far
og søn. Sønnen Taron var ikke maler men var lige gået ind i fars
forretning, med en økonomi uddannelse, Karl var fra Irland, han var
cirka 60 år gammel, Taron omkring de tredive. Hvorfor Karl var
kommet fra Belfast til Melbourne blev der ikke talt så meget om.
Han var fyldt med sort humor, eller skulle man sige i nogle tilfælde
ville man kalde det sarkasme. På nummerpladen på hans bil stod
der IRA, det var vistnok en af de første købeplader i Australien.
Vi starter morgen med at købe kaffe som Will havde medbragt fra
en eller anden cafe, som man selvfølgelig drikker af ren høflighed.
Så var det galt med maven igen! Karl møder tidligt for at sætte folk i
gang, forstod kun halvdelen af hvad han sagde, han snakkede så
hurtigt med irsk accent at jeg ikke kunne følge med, måske var det
internt, det var hvert fald i overført betydning, ”men sjovt var det”.
Til frokost sad vi nede i garageanlægget og spiste vores medbragte
mad. Ved ikke om det var en tilfældighed, eller en overlevering,
men han lavede en joke med et skab som var indbygget i det her
garageanlæg. Han satte sig ind i skabet, og hoppede ud med en
pludselig åben af døren, mens han råbte I am a jack in a box, de
andre syntes at det var humoristisk, men det gjorde jeg ikke da jeg
104
lige en uge for inden havde lavet samme joke med en tilsynsførende
på skibsværftet nede i J4. Min første tanke var hvor han vidste det
fra, det kunne bare ikke være så tilfældigt, min næste tanke var om
jeg overhovedet havde fået en forandring i min hverdag ved at
skifte arbejdsplads, havde de en forbindelse til de kriminelle på
værftet, tvivler stadig. Efter lejlighederne var færdig i Sant Kilda,
skulle vi lave et hus for en velhavende i Albertpark som havde to
dyre biler i garagen, og flere hundreder kvadratmeter beboelse på
en dyr adresse. Efter den opgave, var der et treetagers hus i South
Melbourne som var eget af en mand som var kendt for kreativ
bogføring, det hus skulle sættes i stand fra A til Z. På den her opgave
arbejdede jeg sammen med Bob som var Karls første mand i det lille
firma, Bob var også Irlænder. Bob gik og ventede på at komme
tilbage til Irland igen, det var i hvert tilfælde det samtalerne gik på.
Efter to uger på denne arbejdsplads skulle jeg over til South Yarra
Chapel st, en sidegaden Albert st i nærheden af the jam factory. Den
her adresse var meget atypisk da bygning som var nyopført lå på
toppen af, og i forlængelse af en bro over jernbanen. Det var en
meget moderne bygning lavet af en stål konstruktion. Stive som
havde kontor i bygningen boede der også selv, H-development som
han kaldte den, altså den anden sektion af kontoret som var
penthouse lignende. Det var denne penthouse lignende del af
bygningen som skulle males, trods at det kun var to år siden det var
blevet malet sidst. Det var varmt den sommer som der altid er i
melbourne. Den her lejlighed lå oppe under taget, så i løbet af
dagen blev lejligheden meget varm. John og sharons nabo Jone
havde engang arbejdet i bygningen over for. Hun fortalte mig ikke at
de havde observeret illegale handel med stoffer på tagterrassen op
til flere gange fra kontoret i vogue Australia, men blot at der var
foregået nogle mystiske ting i den bygning. De havde bestemt at
105
lejligheden skulle være oliven grøn i underetagen og oxyd rød på
overetagen. Menes ret tydeligt at have nævnt for Larry at hvis man
maler med rød over en længere periode ender man med at blive
tosset. Fik lov at male det røde rum fire gange med oliemaling, hvor
på de ville have at jeg skulle male dørene, så de kom til at ligne træ
døre. Der blev arbejdet mange timer hver dag og weekenderne
med, en af de sidste dage hvor jeg var ved at blive færdig med
opgaven, Kom Taron for at hente noget af værktøjet, han hev mig
ind under et lille rum i køkkenet under trappen mens han sagde der
lige noget jeg skal vise dig her. Et par dage før var der begyndt at
komme en del personer og ringe på døren, spørger efter stive, det
var nogle af de junkes som stod nede på gaden, de var nu kommet
ind på kontoret og talte med Nina der arbejdede her. Omkring kl.
10.00 fik de besøg af en mand som var halvfed, han var klædt i stort
tøj, den slags sommer tøj store mennesker tager på når det er
varmt, han havde også sandaler på. Imens vi stod inde i kosteskabet
hørte jeg ham sige, få alle de mennesker ud herfra! Hvorfor vi skulle
stå inde i det lille rum med rengøringsartikler ved jeg ikke, anden
den at de ikke skulle se mig. For omkring kl. 12.00 da jeg stod på
kontoret og snakkede med en af de to medarbejdere, kom den her
mand ind.
Kontormedarbejderen introducerede mig til ham, husker ikke hans
navn, men han sagde han kom fra Holland. Kontormedarbejderen
spurgte ham om han ikke kunne vise mig et kort trick. Han tog en
bunke kort oppe fra hylden, bad mig om at vælge et fra bunken, han
sagde det første handlede om kærlighed, blev bedt om at vende mit
kort, det var hjerter dame, næste kort blev jeg bedt om at trække
en fra bunken, han sagde det næste kort er den du er. Jeg trak
hjerter konge, det var på trods af at han stod 4 m væk uden at røre
106
kortene. Synes det trick var et underligt trick så jeg fortalte det til
John da jeg kom hjem, han sagde at, ham hollænderen havde han
lige set på tv med noget hypnose og trylleri.
Næste morgen skulle jeg møde i South Melbourne i det hus Bob
arbejdede i, der gik en masse forskellige håndværkere, eller hvad de
nu var, tror ikke der er nogen af dem som havde en
håndværksmæssig uddannelse. Der var nogle flere malere som
havde været på nogle af de andre pladser bl.a. en gut Graham med
en hæs stemme, falske fortænder, og en ubehøvlet adfærd som jeg
ikke har kendt magen. Nogle dage på jobbet havde han stået og talt
til mig med 5 cm mellemrum fra ansigt til ansigt, totalt syg person.
Graham havde det reneste maler tøj jeg nogensinde har set, og var
yderst sarkastisk over for sine kollegaer, når mester var til stede.
Han havde taget noget hånd creme med som hed nuk off, det navn
kunne han godt lide at gå og spøge med sammen med Karl, jeg ved
ikke om de vidste at jeg godt vidste hvad det betød, nemlig at rydde
en mand væk af vejen simpelthen slå ham ihjel. Imens jeg sad og
arbejdede på en væg som udgjorde en del af trappen inde i huset,
kunne der høres bag døren til et af værelserne en snakken, og en
hvisken, noget med han skal bare væk af vejen. En af dem parodier
sætninger jeg havde sagt tidligere på dagen, jeg var stoppet med at
slibe med sandpapir, og sad og lyttede ind til jeg mærkede en ånden
i nakken, jeg vendte mig om, bag ved mig stod der en stor fed
arbejdsmand med samt dine tænder, og knyttede næve som holder
en lægtehammer, helt ubemærket begyndte jeg bare at slippe
videre på det jeg var i gang med. Ved ikke hvad de havde ondt i
røven af men til fyraften havde Bob malet på min gamle bil på siden
et stort 1 tal inden i en cirkel med hvid maling på den røde bil, på
engelsk number1 cunt betyder den værste af slagsen. Dagen efter
107
skulle jeg over på Chapel St for at lave nogle efterreparationer som
jeg næsten ikke havde energi til. Sætter mig ned på en lang trappe
som fører op til penthouselejligheden, sidder og stirrer ud i luften,
tænker om det her arbejde er et set up imod min person, det hele
virkede ekstremt mærkeligt, kunne ikke flytte mig fra alle de tanker,
det var ligesom om at det var gået op for mig hvad det var jeg var
involveret i. Turde ikke gå tilbage til det hus i South Melbourne hvor
Taron ventede med min løn, men gjorde det alligevel. Først gik jeg
en tur op ad Chapel St. Indtil jeg fik øje på et par gutter som havde
observeret mig på afstand, gik tilbage til min bil og kørte til aftalen.
Han var ikke tilstedet da jeg kom, så jeg kørte hurtigt igen. Det
virkede mystisk på pladsen. På vej hjem kørte jeg til mine
svigerforældre for at fortælle hvor bange jeg var, de sagde at jeg
altid havde været lidt paranoid, fik en øl med John og prøver at
forklare så godt jeg kunne hvordan det hele forholdte sig. Men det
kan ikke lade sig gøre at sætte mennesker ind i det lange forløb der
havde fundet sted siden jeg var kommet til Australien. Rent ud sagt
følte jeg mig som et offer, til et eller andet netværk. De mennesker
som jeg havde med at gøre i dagligdagen var ikke dem som sad og
trak i trådene. Min ide var at dem som sad og trak i trådene fik det
til at se ud som om at man var virkelig slem. Folk som ikke har så
meget at skulle have sagt, spørge ikke en gang sig selv om det nu
hænger helt rigtigt sammen, de udfører bare en ordre. De er i
princippet skide ligeglad med hvem du er. De kan ikke tænke de helt
store tanker, hvorfor vi er her og hvad meningen er med det hele.
Disse tanker er der ikke plads til før at det en dag berører dem selv.
Det er kun når de selv blev udsat for deres egne medicin at de er
modtagelige over for de helt store visioner i verden. Hvis der er en
database med dna koder et eller andet sted i universet, skal de
passe på at deres ikke bliver slettet, da denne tendens rent
108
universel ikke kan skabe noget, men kun destruere, tænkte jeg. Hvis
vi skaber en hammer til at bygge et hus, bruger de hammeren til at
slå hinanden oven i hovedet med. Man skal huske på at alt det de
kloge hoveder fremstiller, skal bruges af de mindre kloge hoveder.
Så når vi fremstiller noget fremover skal vi altid tænke på hvad en
mindre kloge ville gøre med det fremstillet. Vi skal sådan passe på at
de ikke udrydder sig selv eller skulle jeg sige os selv. En mindre klog
der handler efter disse principper, ser ikke det kaos et enkelt individ
kan efterlade sig ved at man bliver behandlet på denne måde, de
ser det bare som et enkeltstående tilfælde, man kan ikke se hele det
mønstre af den fortvivlelse enes efterladte ville have. Tænk på alle
de ressourcer som bliver brugt på en efterforskning af mærkværdige
handlinger. Man siger at ingen er uundværlige, jeg siger hvorfor er
vi her så? Sikke da noget pis! Det sådan tanker der forer igennem
mig, nu måtte jeg hjem til min familie som ventet på mig. Sover ikke
den nat, tænker at jeg må snakke med Larry, da jeg mener at det er
ham der står bag hele denne sammensværgelse. Næste morgen
forklarede jeg Zoe at jeg blev nødt til at tage over og tale med Larry,
da jeg mente at det var ham der stod bag alle de ting som gjorde at
jeg føler mig hjemsøgt, alle telefonopkald med reference til min
hverdag. Hun så det selvfølgelig ikke på samme måde som jeg, Da
jeg aldrig havde fortalt hende når det fandt sted, det gjorde jeg for
at beskytte familien, de skulle ikke være en del af det lort som jeg
blev udsat for. Men jeg kunne altså ikke holde til det længere, jeg
måtte konfrontere problemet. Så jeg beslutter mig for at ringe og
lave den aftale, det var en hverdag, og Larrys kone Majken var ikke
hjemme. Spurgte zoe om hun ikke nok kunne tage med, da jeg var
ret nervøs for at tage alene, hun blev meget irritabel, og sagde at
det kunne jeg godt klar alene. Fik hende overtalt efter en
telefonsamtale med Sharon, vi kørte forbi South Melbourne for at
109
aflevere Al så vi kun havde Isa med, da hun var afhængig af
modermælk. Ved ankomsten til hans hus i brighton stod døren på
klem, jeg banker på og gik ind, han var ikke alene han havde sin ven
knud med, en lille tyk dansker som jeg havde mødt før ved en anden
lejlighed. Larry introduceret Knud for Zoe. Spurgte til hvad Knud
skulle her, han sagde at han skulle sætte kameraer op i hele huset.
Begyndte at forklare min problemstilling, Larry virkede upåvirket
nærmest overlegen siddende på en stol med strakte ben armene
over kors hovedet tilbage og hagen i brystet. Imens han sagde
kortfattet nej! Det kender jeg ikke noget til, forklarede ham at han
havde udtalt sig med disse ord, jeg hakker dig i tusind stumper.
Kunne dårlig nok få ordene ud af munden, da jeg brød grædende
sammen. Det husker jeg ikke, svarede han overlegen, idet samme
kom Gert ind og afbrød samtalen med noget teknisk angående
installationerne. Ved ikke om Zoe fik det hele med, for noget af det
var på dansk, andet var på engelsk. Han hentede en papkasse med
ting og skramle og vidste mig det billede som jeg havde tegnet bag
på denne regning. Vi kørte hjem igen med uforrettet sag, med den
angst følelse i kroppen man har hvis man fx som barn skulle prøve
rutsjebanen i tivoli for første gang, forskellen er bare at denne
følelse er konstant, men sammensat af magtesløshed og
fortvivlelse. På vej hjem blev vi enige om at det var bedst at køre
forbi lægerne og få en tid eller vente en time som jeg gjorde. Fik en
henvisning til en akut psykiater der lå i nærheden. I venteværelset
som var meget mørkt begyndte jeg at sidde og trippe med
fødderne. Under samtalen var min stemme så svag at jeg dårlig nok
kunne høre den selv, han udskrev noget medicin som jeg skulle gå
hjem og tage. Må lige indskyde her og skynde mig at sige at de piller
jeg fik, kunne have været et led i noget cocktail medicin, det har jeg
tit tænkt på. Når! Vi gik hen til et lille apotek som lå i Charles st på
110
vej hjem. Da vi gik fra apoteket til vores eget hus påtalte jeg at jeg
kunne lugte svovl, spurgte Zoe om hun ikke kunne lugte det
brændte men det benægtede hun. Da vi nåede frem til huset var
John parkerede ude foran med Al jeg kiggede ind i bilen for at se til
ham, men så to røde lys i hans øjne i stedet, skyndte mig at kigge
væk igen, John sagde at det nok var bedst at tage Al med hjem igen.
Zoe prøvet at berolige mig med en kop te efter jeg havde indtaget
de piller. Begyndte at sidde og tænke på hvordan jeg kom ud af det
her, den her infiltration med den kriminelle underverden. Zoe
prøvet at få mig på andre tanker ved at lade mig varme noget
broccoli suppe op, lugten af suppen var stærk så min appetit var
ikke tilstedet. Tankerne blev stærkere og stærkere på et tidspunkt
begyndte jeg at tænke at måske var jeg Jesus da Zoes mellem navn
er Mary som nu sad med det lille Jesus barn i armene. Hvis jeg nu få
dem til himlen så kan jeg gøre det af med mig selv bagefter og
komme til himlen hvor vi kan være sammen i fred. Mine tanker gik
på hvordan jeg skulle få gjort det her, jeg sad og planlagde min
flugtvej. Zoe havde været nede på værelset for at skifte til nattøj jeg
gik hende i møde tog fat i halsen på hende og begyndte at kvæle
hende, hun sank sammen med hovedet foroverbøjet, gik til Isa som
sad i en høj stol og spiste mad, tog rundt om halsen indtil hun hang
med hovedet, dernæst skyndte jeg mig at lukke døren til toilettet og
fyld badekarret op med vand i forsøget på at drukne mig selv.
Prøvede flere gange at suge vand ind i lungerne, men jeg blev ved
med at kaste op, på et tidspunkt kan jeg høre Zoe skrige ude fra
gangen, skynder mig at tage mine bukser på og åbner døren men
hun er væk. Går over for at løfte på Isa`s hovedet, hun begynder at
græde, tager hende op af stolen og bære hende ind i sengen for at
få hende til at holde op med at græde. Gå ud i gangen og kigger på
det store hul i væggen, efter det tumult med Zoe. Som jeg står
111
derude kan jeg se blå blink igennem ruden i døren, Zoe var gået ind
til naboen som var handicappet og spurgte efter en tlf. kun iført
trusser. Politiet kom og bankede på døren, jeg blev afhørt og spurgt
til hvordan hændelserne havde været, men jeg sagde ikke hvad der
virkelig lå til grund blot at vi havde haft et skænderi. Der gik ikke
lang tid før at John og Sharon kom til huset jeg forklaret hvor bange
jeg var, husker at jeg pissede i bukserne og måtte tage bad inden at
de ville køre mig på sygehus. De kørte ned til footscray hospital hvor
de insisterede på at jeg skulle indlægges på south stone lodge
psychogeriatric nursing home en afdeling i Werribee melbourne. De
gav mig en beroligende indsprøjtning og jeg faldt i søvn med det
samme da jeg jo ikke havde sovet i to døgn. Da jeg vågnede op,
fandt jeg mig selv at ligge på en briks midt i et rum uden noget
andet end mig selv, ved væggen imod fodenden var der en
døråbning fra gulv til loft som støder op til en korridor med en
glasrude på den anden side. Med et kom en mand ind og spurgte,
har du sovet godt. Først troede jeg at jeg var kommet til
modtagelsen, men jeg gik længere ind i afdelingen, der sad noget
personale bagved nogle ruder, det ligner et venteværelse med
metal sæder, så jeg satte mig til at vente på at det var min tur, efter
der var gået et stykke tid gik jeg op og kontaktede personalet som
sad bag ruden. Bad om at få nogle tale med. Begyndte at gå rundt
og kigge mig omkring, lige pludselig gik det op for mig at jeg ikke var
i et venteværelse men var indlagt på lukkede afdeling. Kunne
mærke panikken begynder at sprede sig i min krop, hvorfor var jeg
ikke gået til politiet noget før blev der tænkt, nu var jeg fuldstændig
magtesløs, jeg bad om en tlf. så jeg kunne ringe til Zoe, men det
kunne ikke lade sig gøre, Spurgte til at få lov at se mine forældre,
men fik ikke svar på om de blev kontaktet, Efter længere tid i det
lukkede rum blev jeg ført over i et andet rum hvor der var et stort
112
spejl, kamera, fire stole og et bord. Der var meget koldt i det her
rum derfor troede jeg at jeg var i Danmark, for der var en
varmebølge i Melbourne på det tidspunkt så det kunne ikke være
Melbourne blev der tænkt. Der var to personer til stede som stilles
spørgsmål omkring min episode med zoe. Bagefter blev jeg ført over
i samme afdeling igen. Tænkte ikke på at stikke af for jeg kendte
ikke område og troede det hele var lukket. Blev henvist til en af de
tilstødende seks rum, tre af dem havde to døre i, en fra lukkede
afdeling og en fra åben afdeling, det var et rum med to døre, jeg
havde ikke regnet den ud endnu, så den anden dør undrede mig. Lå
og holdt øje hele natten med denne anden dør. Næste morgen bad
jeg om at flytte til en af de andre værelser overfor med kun en dør
som jeg vidste hvor gik hen. Jeg var angst rigtig angst, fik tiden til at
gå med at gå rundt i cirkler uden fodtøj, kun sokker. Der var en lille
gård man kunne gå ud i gennem en dør som er bygget med en 4 m
høj mur hele vejen rundt. Var blevet panisk med flere forsøg, havde
prøvet at hoppe op på muren, men var cirka en halv meter fra
kanten med mine fingre. Kunne ikke komme ud herfra det havde jeg
indset, så måtte jeg prøve at gøre det af med mig selv på en anden
måde, begyndte at samle cigaret skodder til at spise, tænkte hvis jeg
spiste nok så ville det nok tage livet af mig. Det blev aldrig
gennemført for hen på aftenen fik jeg besøg af mine forældre som
var fløjet fra Danmark. Fortalte dem at det var en stor
sammensværgelse, at de nok heller ikke ville komme ud herfra. Det
gjorde min mor meget bange så hun bad om at komme ud fra
lukkede afdeling. Det virkede absurd at de skulle flyve så langt for så
lidt. De lovede at besøge mig næste dag. Det hjalp ikke meget på
min angst at være på dette sted, nu skulle jeg tilbringe endnu en nat
uden at vide hvad der vil ske med mig. Denne nat fik jeg sovet, men
jeg ved ikke hvor lang tid. Den medicin som de havde givet mig var
113
endnu ikke begyndt at virke. Da jeg kom ud fra det lille rum til det
store rum på lukkede, lå der en mand i sofaen der stod midt i
rummet, han var klædt i sort, og havde sorte skægstubbe, og hele
runde briller, jeg sagde bare hej, det var alt hvad jeg overhovedet fik
sagt til ham under hele mit ophold på lukkede. Efter frokost blev der
sagt der er en her som godt vil besøge dig, til stor overraskelse var
det Larry som syntes at han lige ville stikke hovedet forbi. Hans
første kommentarer på dansk som de andre selvfølgelig ikke forstår,
var, det var du edermame lang tid om! Tror ikke at jeg
kommenterede denne bemærkning da jeg fandt den yderst
upassende til situationen. Han var i 20 minutter før han gik igen.
Mine forældre kom ikke og besøgte mig den dag, om natten hørte
jeg musik fra rummet ved siden af, det var guitar spil som jeg selv
holdt meget af at sidde hjemme på bag-verandaen om aftenen og
spille, når folk var gået i seng. Står op næste morgen får min
morgenmad, sidder og spiser kigge hen på det rum hvor musikken
skulle have kommet fra, men der var ikke nogen som var flyttet ind
på det rum i løbet af natten. Kiggede igennem glasruden til den
anden afdeling der får jeg øje på en asiater som går rundt med en
guitar. Den her mand i sofaen med de runde briller ligger der
stadigvæk og kigger tv som kører reklamer hele dagen. Er så småt
ved at vænne mig til at være i det lille område som det nu er.
Angsten har langt fra lagt sig, mine forældre kommer på besøg
endnu engang. Har fået lov at komme ind og sidde og drikke en kop
kaffe på åben afdeling indtil de skulle gå igen for sidste gang, før de
skulle hjem til Danmark næste dag. Næste dag skulle vise sig at
være mere udfordrende end som så. Morgenen starter med at der
var kommet en mand i løbet af natten som sov på den briks jeg først
vågnede op på da jeg selv blev indlagt. Havde godt set at der lå en
og sov derinde, han havde ar over hele kroppen, han så mildest talt
114
meget ilde ud. I løbet formiddagen vågnede han op og kom ind i det
store rum hvor jeg sad og ham gutten med de runde briller lå på
sofaen. Han begyndte at rende rundt oppe i alle møblerne, op ad
væggen, hvor han til sidst kom hen til mig og kiggede mig ind i
øjnene, med rolige stemme sagde jeg hej! Han blev ved med at
stiger ind i mine øjne, jeg tænkte nu går han snart amok. Lige med
et drejer hans hoved væk, og så løb han i en anden retning. Gik hen
til mit rum lukkede døren. Lagde mig på briksen begyndte at tænke
på hvordan man kunne komme ud herfra. Jeg vidste hvordan de
byggede bygninger i Australien, så jeg havde en ide om hvor det
svageste punkt kunne ligge. Havde udset mig rummet som lå over
for hvor der stod et højskab som gik næsten op til det høje loft. Hvis
jeg kunne løfter mig op på lågerne, med at hive mig selv op i
armene, kunne jeg komme op på skabet, og der fra op igen ind i
loftet, og ud igennem gavlen. Planen var lagt, efter at have passeret
ham i sofaen, lukkede døren til rummet som stod åben, kommer jeg
op på skabet. Pressede med min ryg op imod loftet, kunne mærke
der hvor det gav efter på gips pladerne. Fik presse mig igennem
loftet og var nu oppe i luftrummet, der var meget mørkt men pga.
den stærke sol kunne jeg dog se. Der har nok været 60 og 70 grader.
I luftrummet Var der endnu en væg af gips som jeg blev nødt til at
brække ned. Bevægede mig nu hen over administrationen op under
loftet, skulle lige til at brække gavl pladen af da jeg faldt igennem en
af loftpladerne ned på et kontor hvor der tilfældigvis sad en dame.
Man kan godt sige at det skabte en vis opmærksomhed. Den aften
fik jeg lov til at sove i et rum med to døre hvor begge døre var åben,
de mente åbenbart ikke at det var nødvendigt at spærre mig inde.
Tænkte at man måske også bare kunne lade mig komme i samtale,
få en dialog med en eller anden psykolog, det gjorde man åbenbart
ikke. Jeg forstod ikke hvorfor jeg var der, havde ikke haft verbal
115
kontakt i tre dage, anden end en kortvarig samtale med de
besøgende. Undskyldningen måtte være den at jeg ikke var parat til
at betro nogen, at jeg var så paranoid at jeg troede alle var fjender,
men det var ikke tilfældet. Faktisk havde tiltro til de fleste, men var
enormt bange for at det jeg sagde, skulle have konsekvenser for min
familie og mine nærmeste venner, at den chikane jeg selv havde
været udsat for skulle ske for andre. Ved at tale om episoderne som
var hændt, til en eller anden som jeg stoler på var ikke en garanti,
da de alle talte sammen. Det var ikke fordi jeg ikke stolede på folk,
men fordi folk i princippet er ærlige mennesker og deres naivitet
tager ikke hensyn til navne som bliver afsløret i sådan en
sammenhæng. Så det at sætte dem under fokus, ville udløse en
endnu større grund til at forfølge resten af familien, for nu ville de
have en grund til at gøre det. Derfor vælger jeg ikke at fortælle hvad
årsagen er, og i øvrigt blev jeg heller ikke nogensinde spurgt om den
virkelige grund til min tilstand, den eneste der nogensinde kom ind
på emnet, var en psykologi studerende som dog mente at det var
grundlaget for min paranoide skizofreni. Efter mit udbrud til åben
afdeling, kommer jeg for første gang i kontakt med medpatienter,
nogle er i en psykisk traumatisk tilstand og er meget i deres egne
verden, og andre er ved at skulle udskrives. Der var en som ventede
på at komme hjem, som fortalte mig at da jeg kom ind på lukkede,
blev alle der var der inde smidt ud, selv om mange af dem havde
mere behov for at være der inde. Det undrer mig at jeg skulle have
en hel afdeling for mig selv. Kunne nu befærde mig på de lange
gange, på åben afdeling. Den åbne afdeling lå i forbindelse til det
rigtige hospital som lå lige ved siden af. En dag var jeg gået ind for at
gøre klar for personalet hvem jeg var, sagde bare at mit navn var
Eddie Olsen og jeg var fra Danmark, det skabte noget postyr, men
nu vidste jeg at jeg havde gjort mig opmærksom på min
116
tilstedeværelse. Fik besked på at en sygeplejer ville komme og
hente mig til en blodprøve, husker at en asiater kom med en lille
vogn med reagensglas og andet udstyr på, han bad mig om at følge
med ned til et lille rum hvor der stod en briks med papirer på. Han
tog en elastik og trak ned over armen den var så stor at den bare
sad løst omkring armen. Dernæst tog han en teske og kørte rundt
med, der hvor man normalt får taget blodprøve, hvor på han siger
det var det. Undrer mig meget over hvad det endelige gik ud på,
men igen siger jeg det ikke til nogen. Mange år efter spurgte jeg til
hvad min blodprøve sagde under indlæggelse, har fået fortalt fra
familie og venner at der var en meget høj koncentration af
stresshormoner i mit blod, trods jeg ved at jeg aldrig fik taget nogen
blodprøve. For at overvinde mine angstneuroser begynder jeg at få
hjulene til at køre dvs. man sidder med lukkede øjne i en
meditations stilling tænker på to hjul som skal dreje rigtig hurtigt,
for at gøre denne tanke stærkere skal hånden lave en rotation
imens den hviler over knæet, og hvis der er for meget larm kan man
bort eliminere den med en brummen, for at opretholde en
koncentration. Det fik mig til at få en vis ro på. Hvor det kom fra ved
jeg ikke men jeg husker at have set på tv tibetanske munke sidder
og mediterer men aldrig prøvet det i praksis. Efter 14 dage fik jeg
besøg af Zoe sammen med en af hendes veninder Anna, jeg sad
stadigvæk og spant hjul da de besøgte mig på åben afdeling. Hvad
jeg ikke vidste, var at Zoe var blevet tvunget til at besøge mig af
hendes forældre, det var måske også et meget godt valg, når jeg ser
på hvordan det ellers kunne være gået. Husker hun fortalte mig at
have haft en samtale med Larry, hvor han havde ytret sig om at jeg
skulle være yderst følsom anlagt eller på engelsk super sensitive. Et
par dage før jeg blev udskrevet var der en fedladen italiener type
som arbejdede på stedet som almindeligt personale der trak mig ind
117
i et samtale rum med min journal i hånden, han var meget kort for
hovedet, og udtrykte sig og jeg citerer; du kan tage den her journal
og stikke skråt op, det betyder ikke en skid i sidste ende. Det var
måske også det rette ord at få med på vejen. Hvor meget sandhed
der er i dette, vil altid være påstand mod påstand. Det hedder sig at
han bare skulle teste mig, men på den anden side hjælper det jo
ikke en skid på et paranoia trip, det er jo bare at kaste brændstof på
bålet. Det viser bare at de ikke havde forstået min situation og
stadig væk ikke kan se hvad de selv er involveret i de tror selv at de
gør alt det rigtige. Hvad sker der med de mange skæbner som
kommer igennem systemet, har de overhovedet check på det?
Bliver over sagen til deres fordærv i virkeligheden undersøgt til
bunds, det gør det ikke grundet alle dem som har de rigtige
diagnoser på vrangforestillinger, det er dem der er årsagen til at
resten ikke bliver hørt, et oplagt sted at anbringe mennesker man
ikke ønsker, skal blive hørt. Når du først har fået stemplet bliver du
accepteret som upålidelige, det er som at få frataget sin
bemyndigelse. Nu kan man gøre hvad man vil, der er alligevel ikke
nogen som at tro på hvad du siger. Folk tror generelt på systemet og
ikke så meget på det enkelte individ. I systemet er der ikke plads til
kritik, hvor mange gange har man ikke hørt at der er flere
psykopater i systemet end der patienter med den samme diagnose.
Det lyder som en joke men er der nogensinde er blevet gjort en
uvildig dybdegående undersøgelse af patienters udsagn. Det svært
at vide hvem der i virkeligheden er syg her. Skulle også lige have
besøge af Will inden jeg skulle hjem. Han syntes at jeg skulle have
alt det værktøj som jeg havde glemt at tage med hjem i sidste dag
på arbejde. Han kom med en malerspand fyldt med malerværktøj
som jeg måtte have stående på værelset, indtil jeg skulle hjem.
118
Det var højt solskin og endnu en varm dag med gum-træernes rislen
i den varme vind, macpiernes kraveaktige skrig i hedelandskabet da
Zoe kom og hentede mig på parkeringspladsen foran hospitalet. Var
meget træt, medicinens virkning på fysikken, var oversagen til den
enorme træthed som befandt sig i kroppen. Det eneste jeg tænkte
på var det næste måltid. Det var som om at man var evigt sulten,
orkede ikke at tale ret meget, med andre ord kan man godt sige at
man var under bedøvelse. Den første uge gik med at få organiseret
noget økonomisk hjælp fra myndighederne, selv om det ikke er
meget hjælp man kan hente, så kunne vi alligevel lige få det til at
strække. Efter en måned prøvede jeg at stoppe med at tage pillerne
som gjorde mig totalt åndsfraværende, det var for at få energien
tilbage igen. Det gik ikke jeg fik tilbagefald jeg begyndte at tænke
igen, så dr.katz`s team fra hospitalet kom til vores hus for at
berolige mig, det tager 9 dage før man er tilbage i bøve tilstand
igen, informerede de om. Havde en ide om at Katz var noget af det
okkulte som holdt til i Melbourne, dem som kalder sig cats må se sig
selv som rovdyr og derfor stolede jeg selvfølgelig ikke rigtig på det
team. På det tidspunkt kunne jeg heller ikke rigtig være med på
denne tanke, men den kom til mig. Dr. Katz var vistnok fra X
Jugoslavien, ved det ikke det var bare en ide jeg havde, måske!
Hverdagen kommer tilbage, render fra den ene aktiverings projekt
til det andet. Får et arbejde i restauranten i den danske klub som jeg
selv søgte, som var hver fredag eftermiddag til klokken tolv om
aftenen, i køkkenet. For at tjene noget ekstra, og for at give familien
et break. Tlf. opkaldene med statistik undersøgelser der
omhandlede hvad der blev talt om i huset, selvom de ikke vidste
hvad vi havde talt om i huset, spurgte de til det aktuelle emne vi lige
havde diskuteret. De mystiske telefonopkald fortsatte stadigvæk,
119
Zoe lagde ikke mærke til dem, i de fleste tilfælde var det rettet imod
mig.
2001 I Danmark på kort ophold.
I 2001 rejser jeg til Danmark på ferie for at besøge familien og for at
deltage i min søster Camillas og Pers bryllup. Brylluppet forløb som
et bryllup nu skal forløbe der var sang i kirken, med en æresport fra
roklubben i Frederiksværk, et efterfølgende festmåltid og den
traditionelle dans til sidst. Der er altid en bagside af medaljen, det
var at min søster besvimede før middagen og måtte ligge ned i tre
timer før hun kom på benene igen, ambulancen blev tilkaldt men de
kørte igen med uforrettet sag. For mig så det ud som om hun var en
trance lignende tilstande, min første tanke var, når så fik de også
ødelagt den fest med engang hypnose, men den holder jeg for mig
selv. Under resten af mit ophold på tre måneder fik jeg set de gamle
venner som jeg ikke havde talt med i tre år, fik også besøgt Bo og
Stine som var ualmindelig glad for at se mig igen. Bo var blevet
restauratører og ekstreme tynd af stress. Inden jeg tog af sted til
Danmark havde jeg mødt Simon ude foran mit hus i en bil med en
trailer på, han fortalte mig at han også havde tænkt at skulle til
Europa og at vi kunne mødes i Danmark. Simon kendte jeg fra
skibsværftet han var elektriker på værftet, han havde også hjulpet
mig med min tlf. installering til soveværelset. Familie skaffede en
stor campingvogn vi kunne låne under vores ophold i Danmark.
Tiden gik hurtigt jeg havde skaffet noget arbejde til os begge to på
et kendt diskotek i København, det drejet sig om en stor ombygning
og renovering, det var gode lommepenge da jeg ikke havde en bøjet
mønt. Simon er ikke særlig høj, var heller ikke særlig vellidt hos Jim
120
som arbejdet sammen med os, han blev nærmest frosset ud,
hvorfor forstår jeg ikke. Efter Simon var taget til Schweiz for at
besøge sine europæiske familiemedlemmer før han tog tilbage til
Australien, så var det på tide at komme tilbage til Australien.
2002 Melbourne Grammar School
Da jeg kom tilbage til Melbourne kunne jeg godt se at det ikke
nytter noget at prøve at skabe sine egne forretning. Måtte have mig
et alment job, så jeg kunne have en fast indkomst. Var alle aviserne
igennem, nede på job center søgte med lyse lygte. Det eneste job
jeg kunne få til at passe til min tilstand, var ikke ret godt betalt, men
passede mig rigtig godt. Det var som maler på en af Melbournes
største privatskoler som lå inde i centrum, Melbourne Grammar
school . Den er absolut den ældste skole i Melbourne, Skolen er en
rig skole, er meget kendt blandt befolkningen, men det fik man ikke
mere i lønningsposen af. James B. hed manageren han havde efter
sine været kaptajn på et skib under Vietnam-krigen, det lagde han
heller ikke skjul på. Vores værksteder var sat op som et
maskinsnedkeri vi kunne praktisk talt lave alle de
håndværksmæssige opgaver som løbende kom dag til dag. Vi havde
en rigtig dygtig snedker på værkstedet, og i den anden ende af
værkstedet var der det helt store blikkenslager værksted. Man kan
ikke sige at de gik ned på udstyr. Var ret imponeret af det set up.
Efterhånden som tiden gik, blev jeg mere og mere overvægtige, det
var sindssyg hårdt at arbejde på den slags medicin, skulle bare sætte
mig ned i 20 minutter så var jeg ved at falde i søvn. Hvis jeg kom for
tidligt om morgenen kunne jeg godt falde i søvn i bilen, men ikke så
dybt at jeg kom for sent. Vi var mange håndværkere til
morgenkaffe. Tænker det var godt at vi havde kaffe til at holde mig
vågen på. Det må være den samme tilstand man er i hvis man har
121
søvnapnø må jeg mene. På hjemmefronten holder jeg mig kun til
det familiære, bryder mig ikke om at komme ud blandt andre
mennesker. Det var et stort problem hver gang jeg skulle mande
mig op til at skulle ud og møde andre mennesker, for jeg vidste at
jeg ikke havde noget at byde ind med. Fulgte ikke med i nyhederne,
havde en ekstremt dårligt hukommelse. Alle de faktorer gjorde at i
disse selskaber fremstod jeg dum, det var i hvert tilfælde sådan at
føle sig, dum! Der var ikke overskud til at læse bøger, eller gå på
internettet for at få den seneste nyt hjemmefra. Desuden var
pengene meget små, så det blev kun til lokale spillesteder, altså hvis
jeg kunne holde mig vågen til aftenens koncert. Det var tit der ikke
var energi til at komme af sted, sov ti til tolv timer hver nat, og
alligevel var man langt fra udhvilet. Kan godt forstå at folk syntes jeg
var kedelig at være sammen med, vidste det jo selv. Når jeg ser folk
i dag som er på den samme medicin som jeg var dengang, får jeg
helt ondt af dem. Den evige sultfølelse gør en deform, når du så
komme ud af pilleforbruget, er det enormt svært at få sin figur
tilbage igen, medmindre man kan acceptere at sultfølelsen er
vedvarende pga. en for stor mavesæk.
De to-tre næste år gik tiden med den samme rutine uge for uge, de
samme telefonopkald, sågar var der tilfældigvis også blevet brugt
radio programmer til at indrykke topics der omhandlede hvordan
man skifter en kobling i en bil, mærkeligt nok var det det som jeg
skulle i gang med dagen efter. Eller hvis vi havde været ude at
handle, købt noget i et supermarked, kunne man være sikker på at
der vil komme en reklame på radioen med lige akkurat det produkt
som vi havde købt. Så vores transistorradio blev slukket fra min side.
Tror ikke at Zoe lagde mærke til det. Vi havde aftalt med nogle af
vores venner at vi skulle holde min 40-års fødselsdag på en
122
restaurant i Yarraville overfor biografen. Det var en dødssyg hverdag
ingen grund til de helt store udskejelser. Restauranten var helt tom
da vi mødte op klokken 18. Jess en af vennerne spurgte om vi ikke
skulle have en flaske champagne i dagens anledning, så der blev
stillet en flaske på bordet i en ice cooler. Lige før vi blev serveret,
trådte en masse mennesker ind på restauranten de alle sad ved
deres eget bord to og to uden at tale sammen med de andre borde,
de bestilte alle sammen champagne akkurat som vi havde gjort ved
det store bord. Tror det fik mit selskab til at undre sig lidt. Skulle det
ødelægge min aften? hvis det var hensigten så lykkes det. Det der
undrer mig er hvor man får alle de mennesker til at lave sådanne
handlinger, mennesker er i princippet naive. Man kunne jo styre
sådan begivenheder fra internettet, det eneste det kræver, er at
fylde mennesker med en fiktiv historie, så de kan blive brugt i et
spil, de ikke selv aner hvad i grunden går ud på. Så de ekstras på
restauranten er sådan set ligegyldige, da de bare er brikker i et spil,
eller skulle jeg sige de sætter en kulisse. Idioter! Der sker ikke meget
i denne periode, pengene er små jeg må gå i genbrugstøj, købe det
billigste rødvin på kanton, om søndagen kunne det blive til en tur
ned på havnen for at købe en gelato is, imens vi sad i bilen og stirrer
os blinde ud over vandet. Dagligdagens små chikaner var lige nok til
at have min paranoia kørende, ikke sådan det var tydeligt bare lige
for at minde mig om at jeg ikke slipper så let. Det var som at den var
sat på tomgang, og at man kunne speede den op hvornår det skulle
være. Der var nu gået omkring tre år efter jeg var kommet hjem fra
Danmark, den daglige følelse af en total overvågning som ingen
troede på, og stadig væk ikke tror på. Det er meget opslidende, da
man er blevet gjort utroværdige igennem en diagnose som
mennesker i bund og grund forholder sig loyale til, folk kan
simpelthen ikke gøre andet end at tro på autoriteterne. Selv dem
123
som sidder i systemet er en del af den autoritet, de kan ikke se at de
selv bliver manipuleret med. Hvis alle symptomerne på sygdommen
er til stede, er det så sikkert at det overhovedet er en sygdom? Dvs.
at alle dem som havde hovedpine og stive i nakken ville blive
diagnosticeret med meningitis, hvis det altså er fysisk betonet. Men
kan man bruge samme princip når det gælder om psykisk lidelser? I
hvert fald bliver der ikke hørt efter når diagnosen stilles. Når jeg
stod nede hos grønthandleren og talte med de søde og rare
mennesker, tænkte jeg altid på hvor magtesløse sårbar de enlige er.
Der var ingen som kunne se hvad det var for en psykisk tortur jeg
blev udsat for. Selvom jeg kunne sige at de skulle hjælpe mig, ville
der ikke være nogen hjælp at hente, da systemet allerede er
infiltreret med anderledes tænkende individer, er det der jeg ender
uanset hvad. Hvis der er nogen der kan fortælle mig hvor det filtret
sidder, det filter der frasortere alt legalt psykopati. Hvordan kan
man være sikker på at der ikke findes psykopater i systemet, det vil
jeg meget gerne have svar på. Det er lige netop sådan steder at
psykopater kan gemme sig. Jeg siger ikke at det er med sikkerhed,
men siger også at det ikke er usandsynligt at sådan forhold kan finde
sted. En psykopat der sidder og stempler raske mennesker som
værende syg i hovedet. Mere sygt kan det ikke blive. Da den
praktikable chikane fortsætter kan jeg ligeså godt selv fortsætte
med at dosere min egn medicin, med to tredjedel mindre end det
som var ordineret. Det havde jeg gjort siden jeg kom ud fra
hospitalet simpelthen fordi, på den fulde dosis medicin vil jeg være
ude og i stand til at holde mig vågen, ude og i stand til at kunne
forsørge en familie på fire. Jeg var den eneste indkomst i
husholdningen, og så går den ikke at være på sovemedicin. Den lille
dosis jeg tog var nok til at føle sig sulten og søvnig, det gjorde også
Zoe tryg ved at hun kunne se der var en forandring med mig rent
124
kemisk. Hvis jeg havde taget det hele, havde vi højt sandsynligt
mistede hus og hjem, da jeg ville have været fuldt uarbejdsdygtig.
Det var tid til at skrotte den gamle bil og få sig en cykel så jeg kunne
cykle på arbejde. Var ved at være så overvægtig at jeg ikke kunne
binde mit eget snørebånd. En af de sidste oplevelser jeg havde med
den gamle Toyota var ved High point som er et shopping centret der
ligger nogle kilometer fra hvor vi bor. Havde parkeret min bil på den
mest afsides parkeringsplads ved centret lige før lukketid. Da jeg
kommer ud for at hente bilen står den helt alene, fordi det var lang
tid over lukketid havde sikkerhedsvagten undrer sig over hvis bil det
var, han stod nede ved bilen da jeg kom. Begyndte at diskutere med
ham hvorfor han stod og rodede med min bil. Lige pludselig ud af
det blå kommer en mand os i møde, han siger til sikkerhedsvagten
at han er fra frederal police (pet), og at han bare skulle lade mig
køre. Det undrede sikkerhedsvagten som lod mig køre, glemmer
sent den episode. Var det mig der var fokus eller var det min bil, det
er stadigvæk et ubesvaret spørgsmål. Var også begyndt at hjælpe
Will igen selvom jeg ikke havde lyst, skulle have nogle penge i
kassen for at kunne holde skindet på næsen. Så der blev serveret
kaffe hver weekend på de jobs som jeg hjalp ham med. Var
efterhånden ved at blive mere og mere rød i hovedet, ved ikke om
der var noget i den kaffe, men én ting er sikkert, fik tyndt skid hver
gang jeg havde drukket hans kaffe. Mit røde ansigt skyldtes ikke den
episode som udspillede sig på et weekend job i en rigmands villa. Vi
var i gang med at male med pensler op under loftkanten på et af
værelserne der Will spørg mig hvad det der lille pisseland som ligger
nord for Tyskland hedder. Vidste udmærket godt hvad han hentydet
til, men svarede ham med Skotland. Der blev helt stille på pladsen
og Will lod sin pinsel falde ud af hånden og direkte på gulvet, mens
125
han stod helt stille, så sagde jeg; eller mener du Sverige, men der
blev ikke svaret. Han var ikke til at tale med resten af dagen, da jeg
stod og skyllet pensler ud under en vandhane nede i haven, kom
han ned og stod lige bag ved mig med knyttede næver med værktøj
i, jeg lod som ingenting og vaskede videre.
For at det ikke skal være løgn vil jeg tilføre endnu en mærkværdig
episode. Det går i bund og grund ud på at jeg havde haft den samme
tandlæge i park st. South Melbourne siden jeg først kom til
australieren, var glad for at komme der på klinikken. På et
almindeligt rutinemæssigt eftersyn fik jeg at vide at jeg havde to
fyldninger og fik en tid næste uge. Den anden gang jeg mødte op,
startede tandlægen med at udbore 10 fyldninger. Imens jeg sad og
ventede på at få nye fyldninger kom en mand ind i den lille lyskasse
ved vinduet som skilte operationsrummet fra de andre
operationsværelser og kiggede på et nedfaldsrør, men han var mere
optaget af at glo ind på mig som sad med åben mund med noget
specielt væske i tænderne. Sad enormt lang tid med åben mund og
ventede, husker at mine kæber var ømme lang tid efter. Efter
tandlægen havde fyldt alle de mange huller, kom jeg ud i
receptionen hvor alle tandlægerne stod, jeg tror der var fire
tandlæger på hele klinikken. De kom for at give mig hånden, de stod
ligesom i kø for at give mig hånden. Har endnu ikke den dag i dag
forstået hvad det enlige gik ud på. Det eneste jeg har at tilføje er at
de alle sammen er jøder, og min tandlæge var formand for
sammenslutningen af tandlæger i Australien. Det eneste jeg kan
komme på i forhold til jøder, er at jeg engang fortalte Larry at John
syntes det var noget pjat med alt den tale om antisemitisme, alle
kan sgu da se hvad der skete under krigen. I øvrigt fik jeg at vide, at
John noget tid før jeg, også havde skiftet tandlæge. Det der undrer
126
mig er, hvad de i grunden var bild på ærmet. For der var ikke noget
at komme efter, andet end en simpel ensidig udtalelse som ikke
havde noget på sig, det eneste der blev sagt var, det var noget pjat.
Husker at Larry kommenterede det med en henvisning til en jødisk
bog som han synes at han skulle læse. Man skal sådan passe på med
ikke og lægge had til andre mennesker, skal man ikke? Jeg ved ikke
hvem der har lagt had til mig, men jeg er overbevist om at der
findes en derude.
Var begyndt at cykle til arbejde for at få noget mere motion. På
værkstedet var der blevet udskiftet nogle kollegaer, og ansat et par
stykker mere, folk var blevet fyret uden varsel, selvom de havde
arbejdet der i 18 år. De nye medarbejdere var flinke nok, men der
var noget over dem som jeg ikke rigtig kunne lide, de havde den
samme attitude som Will, den med at tale til dig som du var en lille
dreng. De havde også en mærkværdig adfærd bl.a. kan jeg nævne
nogle episoder. En dag jeg arbejdede i beboelsen som hørte til
eleverne der gik på skolen, nærmere betegnet billardrummet. Kom
Mark ind i rummet stod foran døren og låste døren med hånden bag
ved ryggen, begyndte at gå rundt om billardbordet og slå sig selv i
håndfladerne med knyttede næver iført cykel neopren handsker
med afklippet fingerspidser, i 40 graders varme. Som om at nu
skulle jeg have tæsk. En anden episode var i vaskerummet i maler
afdelingen på værksted hvor jeg holdte til, stod inde i det lille rum
og skyllede maler Spande ud da Jeff kommer ind i rummet, stiller sig
tæt på mit ansigt og bare stirre, hvorefter et par minutter efter
siger; død! Dernæst forlader han min afdeling på værkstedet. En
tredje episode, kommer gående på vej ned til værkstedet med alt
mit maler værktøj, hvor på jeg hører en råbe, Hey maler! kigger op
på taget hvor der sidder en håndværker som arbejder for skolen,
127
han råber til mig; hold kæft hvor er du grim! det var ikke ment som
en joke. En fjerde ting at tilføje, på et tidspunkt kom der en gut fra
et specielt firma der tjekkede alarmklokker, nærmere betegnet
brandalarmer. I første omgang stod det på i to uger, det var lige
meget hvilket klasseværelse jeg gik i så kom han ind og skulle
afprøve brandalarmer. Skolen var stor, men det skulle absolut være
der hvor jeg opholdt mig. En dag var jeg blevet sendt ned i
bådehuset hvor skolen havde deres kapsejlads robåde, det lå 5 km
fra skolen. Havde fået bilen til at køre i, men efter et par timer kom
han sgu også der ned, det fede dyr. Han var også begyndt at sidde i
vores frokoststue hvor det ellers kun var mig der sad og spiste min
madpakke imens de andre var over i kantinen. Sidst men ikke
mindst er der episoden med Gadefejebilerne der blev ved med at
køre forbi den privatbolig jeg gik og arbejdede i, fordi man vidste at
jeg var til stede i denne bygning. Der var virkelig skruet op for stress
faktoren. Som sagt havde vi ikke ret mange penge, ferie havde jeg
heller ikke til gode, men ville meget gerne hjem til Danmark på ferie,
det kunne ikke lade sig gøre. Begyndte at tænke om jeg nogensinde
kom tilbage til Danmark, om jeg nogensinde ville komme ud fra
Australien igen. På grundlag af den totale overvågning som jeg
bliver udsat for, beslutter jeg mig for at skrive et brev til min svoger,
hvor i jeg prøver at forklare at han måtte prøve at hjælpe mig ud af
denne situation. Hvordan forklarer du i et brev som muligvis bliver
åbnet, eller aldrig når frem, at han må sende nogle penge så jeg kan
komme hjem. Det kunne jeg ikke, kunne ikke sige det direkte, var
nødt til at sige det indirekte, så jeg skrev at hvis han nogensinde
havde tænkt sig at komme til Australien skulle han tage et
kamerahold med sig for at lave en dokumentar om mig i Australien
så kunne jeg tage med dem hjem igen. Som jeg nok havde regnet ud
på forhånd ville han ikke forstå mit nødråb, da jeg allerede var
128
blevet stemplet utroværdig igennem min diagnose. Sendte ikke
brevet direkte til ham, men fandt en adresse til en af Zoe gamle
venner fra Rosie MacGee i Danmark, hun boede i England, så jeg fik
hende til at videresende brevet til Danmark fra England. Det skabte
en del furore. Nu kommer det mest åndssvage, det er at i
weekenden efter familien var blevet bekendt med brevet, kørte jeg
forbi det største billboard reklameskilt på Sant Kilda Rd som jeg så
tit havde gjort når jeg skulle den vej igennem byen. På reklamen var
der en mandsperson som var stoppet ind i en amerikansk postkasse
så kun fødderne stak ud. Det eneste man kunne se var skoene, ved
siden af denne mands ben inden i postkassen stod der et VHS Bånd.
Husker ikke hvad skriften sagde, men for mig var der ikke tvivl om
hvem den skulle adresseres til. Tror vistnok det var TDC reklame,
det største tlf. selskab i Australien.
Det daglige psykiske pres var tiltagende, kunne ikke nævne det på
hjemmefronten det ville bare føre til en henvisning til en psykiater
der ville til enhver tid sætte min dosis af medicin op, som betød at
jeg skulle tage en dosis som er umenneskeligt, og dette ville ske
under opsyn af Zoe, derfor holder man sin kæft. På vej til arbejde
var der blevet arrangeret små happenings på cykelstien jeg kørte på.
Selvfølgelig skulle det være på den strækning jeg kørte at man skulle
lave reklame for et bedre helbred, hvor man blev fulgt af et
cykelhold et stykke oppe ad cykelstien som stillede dig spørgsmål
omkring cykelinfrastruktur o.l. Længere nede ad cykelstien var der
et andet arrangement som ikke havde noget med det første
arrangement at gøre. Tænker bare hvem der havde arrangeret disse
tåbeligheder. To dage efter der ankommer jeg til skolen på min
cykel og stiger af cirka 50 m foran værkstedet, alt imens jeg trækker
min cykel, passerer jeg en taxa yellow cab som holder cirka 25 m fra
129
værkstedet. Der står en mand i en brun frakke med ryggen op imod
bildøren, med fronten vent ud imod kørebanen. Går på fortovet så
jeg kan ikke se hans ansigt da han står med ryggen imod mig.
Ligesom jeg går forbi vender han sig imod mig med en guitar i
armene og begynder at spille nogle klassiske melodier, går ind med
min cykel for at låse den, tænker at det var sgu godt nok for langt
ude, så jeg går ud igen for at se om han stadigvæk var der, men
taxaen var væk. Det skal lige siges at der er ingen rigtige huse er på
den vej, og så er vejen oven i købet blind. På min vej hjem fra
arbejde kører jeg forbi nogle nyopførte boligblokke, som ligger der
hvor cykelstien går, den melodi som jeg har gået og fløjtede i løbet
af dagen bliver afspillet på nogle store højttalere et eller andet sted
i boligblokken så man kan høre det give genlyd i mellem husene. Det
er også på denne strækning at der bliver stillet nogle store
reklameskilte op med en anatomisk udstillingen af
menneskekroppen på et museum i Melbourne. Det sjove er at tre
måneder efter jeg kom hjem til København blev den samme
udstilling reklamerede i København. Får også nogle telefonopkald
hvor man kan høre hvad mine kollegaer eller venner taler om imens
de går rundt med deres tlf. tændt i lommen. Nogle gange tvivler på
om de samtaler jeg overhørte, er samtaler som sker lige nu og her,
eller om det er noget som er blevet optaget fra deres egne telefoner
uden at de selv er klar over at der faktisk bliver lyttet til deres
samtale. Det kunne ske på arbejde, eller der hvor de nu skulle
opholde sig. Som regel fik jeg bare en opringning uden at der var
nogle der svarede i en anden ende, som sagt, det eneste man kunne
høre var, en samtale imellem folk fra min nærmeste
bekendtskabskreds. En dag jeg havde fri fra arbejde var det oplagt
at vi for en gangs skyld kunne have sex sammen som sjælden skete
på grund af min sengetid og børnene. Vi aftalte efter frokost skulle
130
det være, lige som vi skulle til at udføre et samleje kan vi høre
motor larm ud fra gaden, vi får tøj på, og går ud for at se hvad der
sker, hele gaden var fyldt op med amerikaner biler der lavede
hjulspænd. En af mine arbejdes kollegaer som jeg synes var meget
suspekt, fortalt mig på et tidspunkt at han var med i en amerikaner
klub. Nu vil jeg ikke trække nogen paralleller, men jeg kan ikke lade
være.
Over en kop te derhjemme i køkkenet gør jeg det klart for Zoe at jeg
er ved at have fået nok, at jeg slet ikke kan falde til ro her i
Australien, siger at jeg må konstatere en stress faktoren der er alt
for høj. Giver også udtryk for at et ophold på ubestemt tid i
Danmark er det som er det eneste rigtige for mig, det betyder at jeg
må sige mit job op på privatskolen. Bestiller et kreditkort i banken
med et master card kredit på. Mærkeligt nok slutter kortets
kontonummer på 3666 som jeg finder ekstremt provokerende. Efter
en måneds forberedelser måtte jeg sige farvel til Isa og Al, Isa sad i
køkkenet og tegner, hun ville ikke rigtig sige farvel, Al tog med i
lufthavnen hvor jeg måtte forklare ham at vi ses når vi ses, mit
sidste ord var pas nu godt på din søster. Min tilstand af angst skjulte
jeg godt, men det betød også at jeg ikke havde overskud til
følelsesmæssigt afsked. Jeg klappede Al oven på hovedet og sagde
at vi snart ses igen. Under hele flyveturen var jeg meget
opmærksom på dem som sad i kabinen tæt på, specielt fra England
til Danmark følte jeg at jeg var ledsaget af en gruppe mænd som jeg
havde set i lufthavnen før afgangen. Det var sommer i Danmark så
livet er nemt, havde ikke et sted at bo, måtte flytte ind på det lille
kontor hos mine forældre som i forvejen bor på meget lille plads.
Det varer ikke længe før at det er hverdag igen og jeg skal til at
tænke på at få mig et arbejde, får tilknyttet en adresse til Stenløse
131
kommunen, hvad også betyder, at jeg finder en psykiater i Stenløse
seks-syv kilometer fra min bopæl, hvad er langt i dansk målestok.
Før jeg begynder at arbejde skulle jeg lige møde Jim først på en
bowling banen i DGI-byen, han blev meget chokeret af at se mit
ansigt, han var ligesom målløs. Begynder at hjælpe Jim og Klaus som
arbejder sammen om de samme maleropgaver. Låner nogle af
pengene af mine forældre til en bil, så jeg kan komme rundt til de
mange forskellige jobs i Storkøbenhavn. Opretter et firma så jeg kan
give dem en faktura på de timer jeg nu måtte have, og udgifter
dertil. På et møde med psykiateren i Stenløse giver jeg udtryk for at
jeg ikke er meget for at tage de piller som jeg var blevet ordineret i
Australien, da de har en ekstrem sløvende effekt på en. Ville gerne
prøve et andet præparat der ikke havde denne effekt, han gav
udtryk for at vi lige skulle vente et stykke tid med at se om det gik
bedre på hjemmebane. Det gik godt i to tre måneder indtil jeg
begyndte at få de samme og åndssvage opkald på min tlf. og
referencer til min hverdag på den radiokanal mine forældre havde
kørende i køkkenet på fuld knald fordi den gamle ikke kunne høre
ordentligt, hver gang jeg stillede væk fra den kanal blev den stillet
tilbage. Hver gang jeg slukkede for radioen blev den tændt igen, de
forstod ikke at jeg ikke ville høre på det lort, igen kunne jeg ikke sige
hvad det drejet sig om, for så ville min dosis endnu engang blive sat
op. I stedet for at lytte til hvad det er jeg siger, ønsker man heller at
stok foder mig med piller. Det der er med sådanne episoder er at
mennesker ikke kan overkomme at tage stilling til at skulle forstå
det. For det ligger uden for deres fatteevne, de ved ikke hvad de
skal stille op med sådanne situationer. Kan give et eksempel. En dag
jeg var alene i huset satte jeg mig ned for at skrive et memoer i
hånden, da jeg ikke stolede på computere. Imens jeg skrev
memoreret som omhandlede hele min episode i Australien, kunne
132
jeg høre fra radioen ude i køkkenet, et interview med en forfatter
som havde skrevet en bog i hånden, de talte om hvordan man skulle
gøre når man skrev noget i hånden. På det her tidspunkt vidste jeg
at det ikke kun var i Australien at denne her chikane fandt sted men
at det måtte være verdensomspændende. Hvis det var et
verdensomspændende netværk så havde jeg højst sandsynlig ikke
en chance. Efter et halvt år begynder jeg at få de tanker at man
højst sandsynligt havde tænkt sig først at udøve den psykiske tortur
og dernæst den fysiske. Begyndte at bilde mig ind at hvis jeg ikke
var til stede ville der ikke være nogen som blev udsat for overgreb
som var pga. min tilstedeværelse. Bare det at jeg var til stede i
denne verden ville være nok til at sprede den ondskab der var
fokuseret på min personlighed.
2008 Selvmord. Måske!
I 2008 tilspidses den personlige overvågning, det der blev talt om
hjemme i køkkenet kom som regel på radioen næste dag, lad os
antage at vi i havde talt om at sende raketter til måneden, så kunne
du være sikker på at næste dag ville der være et program der
omhandlede at sende raketter til måneden. Det kunne også være
emner som hentydede til den aftensmad vi skulle have, men aldrig
så det gik over stregen, man afslørede aldrig sig selv på radioen, det
var en hårfin balance lige nok til at gøre opmærksom på at der blev
lyttet til vores samtaler. Måske skal man have en vis intelligens for
at kunne opfange disse ting, Eller også være snut dum for ikke at
lægge mærke til dem, ved det ikke. Gik og lavede noget
malerarbejde for Jim i Allerød, skulle ringe til Australien den dag,
kunne ikke få min tlf. til at virke, bliver frustreret over telefonen, da
radioen kørte i baggrunden kunne jeg høre at de begyndte at tale
om taletidskort på tlf. som nogle gange ikke var til at stole på.
133
Begyndte at tænke på om det måske var mig der var noget galt med
fordi jeg var begyndt at tage noget andet medicin efter en samtale
med psykiateren. Husker vores samtale tydeligt, psykiateren spurgte
til min arbejdssituation, hvilke opgaver jeg blev udsat for, forklarede
nogle forskellige arbejdssituationer, hvortil han spurgte om jeg ikke
var angst for at arbejde i højderne oppe på lange stiger, og i
trappeopgang. Syntes at det var nogle åndssvage spørgsmål jeg fik
stillet. Måtte hjem og slappe af. Tankerne begyndte at flyve, jeg
begyndte at føle mig magtesløs over for det evt. netværk af
anderledes tænkende individer som kun er ude efter min person
uden nogen form for hensyntagen. Er nu ved at være sikker på at
der må foreligge en form for organiseret kriminalitet, som kun er
ude på at gøre mig ondt, da det endnu ikke har skabt noget positivt i
mit liv kan jeg kun konstatere at der er pålagt mig en negativ
belastning, som jeg intet kan forsvare mig imod. Ved
gennemtænkning af alle scenarier i forhold til at henvende sig til en
offentlig instans, kunne jeg ikke se andet end en komplet afvisning,
da jeg jo er utroværdig gjort igennem min diagnose. Man vil simpelt
hen ikke tro mine ord på, at det jeg oplever, er sandt. Føler mig nu
totalt magtesløs over for det som man udsætter mig for og som
kunne blive brugt imod mine nærmeste. Tankerne går nu på at hvis
den her overvågning er så massiv, så ville de helt sikkert have
tilgang til huset vi bor i uden noget besvær. Det med at tjekke alle
elektriske installationer kan man godt glemme, det ville aldrig være
bevis nok, hvordan ville jeg kunne bevise hvem der havde indplantet
disse enheder. Ville måske kunne bevise at man blev aflyttet, men
over for hvem? måske over for dem som allerede sidder i systemet
og er medskyldige til disse sadistiske metoder. Begynder at tænke
på at jeg aldrig får mine børn at se igen, følger mig overflødig,
tankerne går mere og mere på hvordan jeg kan gøre det af med mig
134
selv. Måtte finde på en metode der var let uden nogen faldt
mistanken. I denne periode havde Jim arrangeret et malerjob på et
diskotek i den indre by som bestod i at jeg skulle male røde og hvide
striber på den øverste etage i diskoteket. Det lignede lidt et
cirkustelt, og jeg følte mig som det var mig der var en klovn. Inde på
diskoteket gik jeg rundt for at finde et sted jeg kunne hænge mig
hvis lejligheden bød, men hver gang jeg skulle til at forberede et reb
eller en ledning kom indehaveren og henvendte sig. Mystisk. Om
aftenen da jeg var kommet hjem, var jeg alene i huset. Var meget
usikker på hvem der havde tilgang til huset så jeg tog nogle have
redskaber og satte for døren indvendig. Næste morgen kom mine
forældre hjem og kunne ikke komme ind i huset, da jeg havde
spærret det af. Prøvede at forklare uden at sige for meget, min
bekymring for min familie og venner, så jeg bad om at de ville slukke
deres telefoner så vi kunne gå en tur, på turen fortalte jeg alt det
som jeg hørte på radioen og så på tv, prøvede at overbevise dem
om at det jeg sagde, var sandt, men uden held, for da vi kom hjem
sagde de at det vistnok var bedre hvis jeg blev indlagt. Gav udtryk
for at jeg bestemt ikke havde løst, men at jeg heller ikke følte mig
tryg i huset. Det foyer igennem hovedet på mig, hvordan undgår jeg
systemet, tænker at jeg kunne springe ud fra Stigs altan og gøre det
med mig selv på den måde. Stig er en ven af mine forældre som
boer i nærheden. Siger til mine forældre at jeg måske ville føle mig
bedre tilpas hos Stig og så kunne jeg blive indlagt i morgen når
hospitalet var åbent. Det lød som en god ide i deres ører. Samme
aften kører vi op til Stig som sædvanlig har en lille skid på. Jeg bliver
henvist til det lille værelse hvor jeg kan overnatte, det eneste jeg
har mine tanker er hvordan jeg springer. På vej op i opgangen
lægger jeg mærke til at der er et åbent område imellem vinduerne
og trappe afsatsen jeg vurderer at hvis jeg sprang fra toppen og ned
135
i bunden på hovedet så vil jeg med sikkerhed komme væk herfra. Lå
nu på værelset og tænkte på hvordan jeg skulle komme op til tredje
sal uden at Stig hørte mig gå, gik ud og kiggede ind i stuen hvor Stig
sad og så tv, listede mig forbi stue døren ud til hoveddøren imod
opgangen, løb op i strømpesokker til tredje sal i mørket. Men efter
at have lænet mig ud over rækværket kunne jeg ikke få mig selv til
at gøre det, så jeg sneg mig igen forbi Stig som intet, lage mærke til,
og ind i seng igen. Lå og tænkte lidt, faldt i søvn, men vågnede kort
efter og gentog hele proceduren, denne gang sprang jeg ned
igennem skakten og husker ikke mere.
Eddie er du der! Kigger ind i et spejl imens en mandsperson
henvender sig til mig i en orange dragt og nål og tråd. Har fået syet
en kæmpe flænge i hovedet. Hvordan synes du det ser ud?--------------------mørkt igen!
Kommer til mig selv liggende i en hospitalsseng på en travl gang på
et eller andet hospital som jeg ikke ved hvad er for et. Husker de
ferskenrøde paneler der omgav glasruderne til det kontor afdelings
sygeplejersken sad i. Var kørt helt ned i den anden ende af gangen
hvor ingen kunne høre mig, så jeg lå et stykke tid uden kontakt før
en kom forbi. Blev kørt ind på en stue hvor der lå en gut med alt
tøjet på i sengen, tror at han var hjemløs han stank af lort og var
møg beskidt, der fik jeg lov at sove den første nat. Næste dag blev
sengen så rykkede op og ned ad gangen ind til jeg blev kørt op til en
anden etage, først der gik det op for mig at jeg var på Herlev
hospital. Afdelingen jeg blev kørt ned til var helt fyldt op, der var
senge helt ud til elevatorerne, men jeg var stadigvæk ekstremt
observeret, jeg kunne se at denne her afdeling var under
ombygning. Blev kørt på stue med tre andre som var kommet til
skade ved fald ulykker to ældre herrer og en på min egen alder.
136
Hver gang der kom besøgende kunne jeg ikke tale om hvad der
egentlig var sket på grund af mine medpatienters tilstedeværelse.
Følte ikke jeg kunne sige noget som helst uden at det blev
observeret, husker at hviske noget til Jim som var på besøg sammen
med hans kæreste, hvor til der blev svaret fra den modsatte seng at
her bliver der hvisket meget. Ham den gamle der udtalte sig lå i
sengen uden at noget var hændt ham, da alle sammen blev
udskrevet rejste han sig bare op og smed sin krykke, sagde farvel og
gik ned ad gangen. Endnu en mærkværdig oplevelse. Lå i min
sygeseng som var alt for lille, man havde givet mig en børneseng,
selvom jeg flere gange havde bedt om en større seng var det ikke
sket. Pludselig kommer en portører ind på stuen og fortæller mig at
jeg skal til røntgen nede i kælderen, det var jeg ikke blevet
informeret om, men jeg var jo forsvarsløs som jeg lå der. Det var en
lang tur i sengen ned til kælderen, der jeg kom ind i det lille rum
hvor der stod en stor scanner og en væg med glasrude nede for
enden af rummet kunne jeg høre lyden af et urværk som gik, lyden
af urværket var så højt at det næsten overdøvet dem som snakkede,
det kom fra højttalerne. De lagde mig op på en briks så jeg kunne
blive kørt ind i den her scanner, de sagde at jeg bare skulle sige til
når jeg ikke havde lyst til at ligge der mere. Maskinen begyndte at
larme omkring mit hoved, der blev skruet mere og mere for styrken,
imens uret tiggede, da brummelyden var højere end urværket trak
jeg mig selv ud af scanneren. Episoden skete et par dage før min
udskrivelse. Blev overført fra Herlev hospitalet til psykiatriskafdeling
i Ballerup. Efter ankomst til psykisk skadestue var der stor forvirring
da overføring til Ballerup slet ikke var blevet informeret til denne
afdeling. Vi måtte sidde i flere timer og vente på at jeg fik plads på
afdeling 10 som er en åben afdeling. Må indrømme at jeg ikke følte
mig tryg ved at være på denne afdeling, desuden var jeg også blevet
137
invalid, havde smadret hoved, brækket nakken, trygget to ribben,
Fik mit eget værelse og krykker til at bevæge mig rundt med, den
første morgen nåede jeg ikke ud til morgenmad blandt alle de andre
psykiske patienter, det er ekstremt deprimerende at være blandt
mennesker som ikke snakker med hinanden, der bliver ikke sagt et
ord under måltiderne, folk er bange og indesluttet. Det er ligefrem
en uhyggelig stemning. De begynder at give mig en masse
smertestillende, og andre præparater som jeg ikke har kendskab til,
havde fået en del forskellige piller jeg skulle indtage hver dag for
ditten og datten, bl.a. for at forhøjet kolesterol tal, forstoppelse,
smertestillende, psykofarmaka, kalcium. Det var med overvågning
fra personalet, da man ikke mente at jeg selv kunne håndtere
indtagelse af disse medikamenter. Sov ikke godt om natten efter
som jeg havde taget en af patienterne i at gå ind på mit værelse
midt om natten imens jeg tilsyneladende skulle være faldet i søvn.
Der var to patienter som opholdt sig på gangen hele natten. En nat
vågnede jeg ved at en af patienterne stod ude på gangen og læste
op fra et eller andet satanistisk vers hvor i mit navn indgik, det lød
som om han står lige bag døren med hans selvforringet stemme og
talte med dyb tone som lød som om det var baglæns tale. Om
aftenen når vi var gået i seng kunne man høre fra tv i stuen en høj
lyd af lydsporet til en gyser film. Hvis man ikke var tosset før man
kom ind, bliver man nok af at være der. Da jeg var barn gik jeg ofte
forbi dette psykiatriske hospital for at kunne komme i
svømmehallen med mine søskende eller kammerater, vi fodrede
ofte husdyrne, det drejer sig om geder og får som patienterne
holdte, man kunne lige få sine hænder igennem hegnet til dyrene.
Som barn var jeg bange for dette sted, så at jeg så mange år efter
selv kommer ind bag de lukkede mure, er virkelig underligt at tænke
på. Var på afdeling en uge så blev jeg udskrevet med den
138
begrundelse fra overlæges side at Martin Luther ikke mere giver
skriftemål til 25 øre. Har stadigvæk ikke forstået helt hvad dette gik
ud på, men det må havde givet meningen for min mor som var
tilstede nikkede og sagde ja! Måske skulle det forstås sådan at han
ikke kunne give nogle garanti for den behandling jeg nu havde fået,
at vi højst sandsynligt er overladt til det som hedder håbet. Var glad
for at skulle ud fra den afdeling hvor den mystiske mand Rene og
ham med gryde frisure, Niels som han hed, havde holdt mig vågen
om natten siden han var kommet ind på afdelingen.
Var nu kommet hjem og bo sammen med mine forældre igen, og
kunne dårligt nok bevæge mig med min tilskadekomne ryg og
nakke, var blevet udstyret med en nakkekrave som var temmelig
anstrengende at sove med. Havde fået en recept til indkøb af
medicin på apoteket, alle de medikamenter som de mente at jeg
skulle indtage kunne være en mindre plasticpose. En af de første
nætter der hjemme drømmer jeg at jeg er på et flyvende fartøj i
vægtløs tilstand, jeg går op og ned på nogle gange der minder om
de gange der er imellem stolene i en biograf med lys der viser dig
vej til din plads, men der var ikke sæder i biografen det var
mennesker som sad på gulvet mens de holdt om hinanden.
Bevægede mig op og ned ad gangene imens jeg skabte lys for dem
der sad ned, troede først at jeg havde en lygte i hånden men det
viste sig at jeg var omgivet af flammer, det var min skikkelse der
lyste. Drømme var så virkelig at jeg stod ud af sengen og gik ud på
toilettet for at kigge i spejlet så jeg kunne se om der stadigvæk var
ild i mig, jeg ved ikke hvad det var for en cocktail de havde givet,
men et eller andet syretrip var jeg kommet ud i, det var helt sikkert.
Stopper med at tage piller begynder at skylle alt ud i lokummet
uden mine forældres påsyn. To dage efter har jeg den mest
139
mærkværdige oplevelse, jeg ligesom svæver ind i en boble af energi,
inden i den her energi er der to ringe som kører hver sin vej, den
øverste kørte imod uret og var fyldt med spøgelser lignende
skikkelser som svævede alle i samme retning, de snakkede med det
kæmpe skaldede hoved som var placeret i boblens centrum, et
kæmpe hovedet med et meget lille ansigt der havde lukkede øjne,
ansigtet var mit. Den nederste ring var glasklar og mørk tror at den
repræsenterede fremtiden, denne ring kørte rundt med urets
retning. Under det kæmpe hovedet var der et gulv som så ud som et
diskoteksgulv med lys i, men det var transparent, nedenunder
gulvet kørte to svastika propeller rundt i hver sin retning, ovenover
kæmpe hovedet var der et tromlehjul med aflange huller som en
slags tandhjul det kørte meget hurtigt. Der var lys inde i boblen, fra
det ene sekund til det andet var jeg pludselig i centret, altså inde i
kæmpe hovedet og så nu ud imod den ring jeg lige var kommet fra.
Nu var det mig der talte med de sjæle lignende energier som svævet
rundt imod urets retning. Energierne eller sjælene spurgte mig til
råds, nogle informeret. Jeg forsvandt ind i den nederste ring og
vågnede op midt om natten hos mine forældre i Smørum. Det var så
virkeligt at jeg tænkte hvordan nået jeg enlig tilbage hertil. ”Taking
the quantum leap.” En ting er sikkert der findes en verden der inde,
hvis vi altså tør at bevæge os der ind. ”Deep space” måske! Den
præcise location til dette sted må være en hemmelighed, kan endnu
ikke givet svaret.
Da Larry for første gang fortalte mig om Dydro X forklarede han mig
hvordan man doser PH værdi i kølevandet på rørsystemer, man
sætter noget som man kalder en reducer på vandrørene, med
elektroniskstyring kan sådan en fjernbetjenes. Dvs. at din
vandforsyning kan blive tilført alverdens forskellige væsker og
140
medikamenter uden du er klar over det. Der kan gå lang tid uden at
der er inficeret vand i hanerne, men lige så snart at
doseringsapparatet er aktiveret bliver der tilført X mængder til
vandforsyningen. Da jeg boede i Australien havde jeg dårlig mave af
at drikke postevand fra vores haner, efter hjemkomsten til Smørum
fortsatte mave problemerne og jeg blev mere og mere rød i
ansigtet.Siger ikke at nogen har prøvet at forgive mig, men
blotlægger kun en overhængende mulighed for sådanne praksis.
Efter kæmpehjerne oplevelsen, begyndte jeg at tænke over livets
dybe mening. Min interesse for symboler har altid været der men
nu vil jeg se om jeg kunne finde noget materiale der omhandlede
dette emne, nemlig symboler. Vidste at frimurerne brugte symboler
som var uforståelige for os almindelige mennesker. Går på nettet og
søger på mystiske symboler, kommer til et site som omtaler et
monument i syd Frankrig, som symboliserer verdens ende. Finder
en bog på nettet ”The Cross at Hendaye: Monument to the end of
time; Alchemy, Fulcanelli, and the grat cross.” Men den skal
bestilles hjem fra USA, da det er en sjældenhed. På det tidspunkt
talte man meget om jordens undergang, da Maja kalenderen udløb
den 21. december 2012. Men det er ikke det min opmærksomhed
er fokuserede på, det er mere den dybere mening med symbolerne
som har min interesse, tænker meget over hvad okkultismens
rituelle handlinger går ud på, og hvad de får til gengæld. Det
optager mig også i den grad hvilken rolle alkymisterne spiller i
forhold til indtagelse af specielfremstillet væsker med hemmelige
formularer og hvilken forbindelse de har til frimurerne eller skulle
jeg sige til korsridderne. De fleste rituelle handlinger sker med
indtagelse af en form for væske. Om det er et specielt udtrak på
udvalgt urt, som kan skabe hallucinationer og trance lignende
141
tilstande, ved jeg ikke. Men en ting er sikker selv i kirken er der
hellige vin og vand, går udefra at det var det bedste sted at
opbevare disse kostbare dråber før i tiden. Hvis man kunne få folk til
at indtage denne væske ville man med sikkerhed kunne vinde magt.
Hvad denne væske kan gøre ved din hjerne kommer ind på senere.
En anden bog jeg fik fingrene i, var en anderledes en af slagsen i
forhold til den første, hvor den første var udelukkende metafysisk
det overnaturlige, havde den næste bog i det mindste et moderne
aspekt med, nemlig kvantefysik. Det var en bog af Fred Allan Wolf
med titlen; Taking The Quantum Leap( Dr.Quantum) fra mit
perspektiv gav denne her meget mere mening, hvis man har den
grundholdning som jeg selv mener jeg er født med. Men der er lige
et par ting først! inden jeg forklarer om grundholdning. De næste
tre måneder lå jeg ned på en sofa i mine forældres hus, kom kun ud
af døren når jeg skulle til lægen eller på apoteket, der var tid til at
læse, og ikke mindst tænke. Kunne have nogle spørgerne tanker før
jeg faldt i søvn, det kunne være spørgsmålslignende tanker som
henleder til problemstillinger som jeg havde i forhold til at få
tingene til at passe sammen, med fx tibetanske munkes klædedragt.
Hvorfor de har de farver som de har? Næste morgen eller i løbet af
natten fik jeg svaret, stod op og skrev det ned, eller også kom det til
mig i løbet af dagen, i dette tilfælde fordi jeg havde en samtale med
Al i løbet dagen om komplimentere farver, så forstod jeg lige
pludselig hvorfor orange er buddhisternes farve, når royallisternes
er blå(hellige tre konger) eller blåt blod som reptil dyr(kold). Det
kunne også komme til mig ved en tilfældig søgning på internettet,
som jeg noterede mig, senere hen passede det ind i et andet
sammenhæng. Ligeledes kunne det være noget som jeg så på en
plakat i biografen der gav en helt anden symbolsk mening, som ikke
var den som den oprindelige var ment til at være. For det meste var
142
det ledetråde der førte til et endegyldigt svar. Men det kræver at du
er observerende og meget fokuserende, ellers tror jeg ikke at svaret
ville ha været kommet. I Australien prøvede jeg at sætte en finger i
en ordbog efter jeg havde tænkt et ord. Først tænkte jeg på et ord,
uden at kigge ned i bogen. Så åbnede jeg bogen, med lukkede øjne
peget jeg på et uvilkårligt ord, åbnede øjnene og læste dette ord
fingeren peget på. Det var i de fleste tilfælde korrekt det som jeg
havde tænkt på forhånd, hvis ikke det var korrekt havde det relation
til det tænkte. Det med at tænke en handling før den skete, var
meget stærk i perioden efter faldet fra trappen. Prøvede og
eksperimenterer med denne her tilstand, af den simple grund at jeg
havde en fornemmelse af, at nogen eller noget fik mine tanker til at
gå i den retning, som det var en planlagt forførelse. I det tilfælde at
man havde lagt ledetråde ud, så jeg troede at det var noget jeg selv
tænkte, lavede jeg et eksperiment for at se om det nu forholdt sig
sådan. Kom kørende på en hovedvej i nærheden af Roskilde, får øje
på et blåt stykke stof i vejkanten, er meget opmærksom på hvad jeg
tænker, det stykke stof som havde ligget i naturen i længere tid
associere mine tanker hen på da jeg var dreng og gik til FDF, det
skyldes nok at uniformerne var blå, Vil lige pointere at jeg aldrig
havde kørt denne strækning før, ½ km efter kommer jeg tilfældigvis
til at kigge op af en sidevej imens jeg forsætter lige ud ad
hovedvejen, der kunne jeg se et skilt som sagde FDF. Var meget
opmærksom på denne hændelse, så min konklusion er at det ikke
kun kan være planlagt, men at det også kan opstå ude for sådanne
opsatte rammer. Er hundrede procent klar over at man kan blive
indprentet til at tænke at de handlinger man gør, kan være noget
man lige har tænkt på forhånd, det kunne ske i en hypnotisk
tilstand. Men jeg blev ved med at prøve den af, for at se om jeg
kunne finde nogle huller, kunne det være hukommelsestab der gør
143
at man har disse mystiske oplevelser, var også en mulighed. Det får
mig til at tænke på en anden episode som ligner den her. Tager ud i
skoven for at få noget ro, det forår og jeg er på cykel, stiller min
cykel og begynder at gå ind i skoven, i mine tanker har jeg Ourobos
slangen. Prøver at finde ud af hvad symbolet i virkeligheden
betyder, at den æder sig selv kunne jeg ikke forstå den dybe mening
med. Kommer gående på den lille snæver Skovsti med hovedet fuld
af disse tanker, høre en raslen fra skovbunden på den ene side af
stien. Pludselig kommer en stor mus løbende hen over stien foran
mig, efterfulgt af en halv meter lang hugorm, begge dyr forsvinder
ind i skovbunden på den anden side af stien. Stopper op og tænker
det var lige godt satans. Nu forstår jeg hvad symbolet går ud på.
Vores dna ligner næsten hinanden, måden DNAet er opbygget på er
i princippet de samme byggesten, så det slangen jagter er i
virkeligheden sig selv. Man kunne jo også vende den om og sige at
slangen kommer ud af sig selv, at der kommer en slange ud af en
slange. Det er også den måde at DNA bliver reproduceret på.
Spørgsmålet er bare om det er sundt at have så meget fokus på sig
selv, har tit fået vide at jeg tænker for meget, men der er endnu ikke
nogen som har givet mig noget at sætte det i forhold til. Hvor meget
og hvor lidt kan man i grunden tænke? Er overbevist om at der er
folk derude som har regnet den ud, men de har endnu ikke givet sig
til kende, derfor måtte jeg fortsætte min jagt på symbolikkens
endegyldige svar. Der er nu gået tre-fire måneder efter trappe
uheldet, og holder mig stadigvæk indendørs i det lille hus hos mine
forældre, er begyndt at gå til fysioterapeut som led i genoptræning,
Stenløse kommunen vil meget gerne se at jeg kom i arbejde igen
hurtigst muligt. Da jeg er selvstændig erhvervsdrivende skal jeg selv
indberette skat af de sygepenge som jeg få tildelt, beløbet er det
mindste beløb som jeg får udbetalt men på grundlag af at jeg ikke
144
betaler min skat får jeg 8000 kroner udbetalt om måneden. Man
skal huske at jeg skal betale husleje og mad hos mine forældre plus
gammelgæld til bilen. Det resulterede i at jeg måtte betale en masse
ekstra skat da sygdomsperioden var overstået. Problemet var at jeg
ikke havde været i Danmark de sidste syv år og ikke var berettiget til
kontanthjælp, så man beregnet på hvad jeg havde nået at indtjene i
det første halve år, som ikke var ret meget. Det betød at min sats
blev sat ekstremt lavt. Hvis jeg nu ikke havde haft mine forældre så
kan man jo godt regne ud hvor jeg så ville være endt, det er
åbenbart sådan behandling man skal have som dansk statsborger
der lige er vendt hjem efter et langt ophold i udlandet, du kan
simpelthen ikke tillade dig at have et uheld eller på anden vis blive
uarbejdsdygtig, det er selvom man havde betalt skat i 15 år før jeg
tog af sted. En genindfasnings periode på syv år det virker absurd.
Fik næsten det samme som start hjælp, den hjælp man giver
asylansøgere. Brokker mig aldrig over den behandling fordi sådan er
jeg af natur, men jeg synes at jeg ville gøre opmærksom på at der er
andre mennesker som kan blive udsat for tilsvarende behandling og
ikke kunne klare byrden. Det går godt selv om jeg skyller alt min
medicin ud i lokummet, for at det skal se ud som om jeg indtager
det jeg skal, det er for at gøre folk trygge. At de stoler mere på
medikamenter end jeg gør, uden tvivl den skinbarlige sandhed. Man
ved ikke ret meget om de alternative løsninger der findes til disse
tilstande, man lader sig bare fylde med kemikalier som man ikke
aner hvad de i bund og grund gør ved kroppen. Man kan lave om på
hjernens struktur uden at bruge kemikalier, kemikalier er kortvarig,
hvor de alternative metoder som stammer fra årtusinders erfaring
på dette punkt er langvarig. Hvad sker der med hjernen når du ikke
få tilført kemikalie mere? Det er ikke løsningen, hvor meget kender
mennesket enligt til om kroppen og dens funktion, vi er først lige
145
begyndt med den moderne lægekundskab, det virker som om at vi
allerede ved det hele. I hvert fald skal der ikke være nogen tvivl om
hvor jeg står i denne sag, og min fordybelse i symbolikken mystiske
verden fortsætter uden form for bedøvelse. Fordyber mig i de ting
som sker omkring mig, analyserer og trækker paralleller, i forhold til
min grundholdning. Prøver at finde ud af hvordan min
grundholdning som er holistisk, passer sammen med forståelse af
dimensioner, bruger mange aftener før jeg falder i søvn på at tænke
dimensionerne igennem, hver gang jeg når til den femte dimension
kan jeg ikke komme videre, bliver enig med mig selv om at den
næste dimension må være dimensionen der indeholder alle
dimensioner. Hvordan får man sådan tanker illustreret så det er
forståeligt for enhver, begynder at lege med noget jeg kalder
dimensions cirklen, en ide jeg får fra musikundervisning hvor man
har noget man kalder en kvintcirkel. Kvintcirkelen er et pædagogisk
redskab til nybegynder der skal lære teoretiske musik. Tænkte at
det måtte være let forståeligt med sådan en cirkel, så var der også
et andet aspekt med cirklen som tiltalte mig nemlig at den er
uendelig. I får illustration at se lidt senere, jeg skal først nogen flere
mystiske forløb igennem inden da.
Min fars frustrationer over at jeg stadigvæk boet i deres hus blev
flere og flere, der gik ikke 14 dage uden at det var blevet nævnt, skal
du ikke snart finde dig en lejlighed eller et bofællesskab, totale
urealistisk med min indkomst, selvom jeg blev ved med at forklare
at jeg ikke havde økonomi til en enlig forsørgelse, blev han ved med
at spørger ind til dette for ham kæmpe problem. Det var som om at
han ikke havde nogen situationsfornemmelse, da jeg lå indlagt
fuldstændige smadret på alle måder, var hans eneste bekymring at
han ikke havde fået sin kam tilbage som jeg havde lånt under
146
indlæggelsen, han aner ikke hvad han skal spørge om i sådanne
situationer, man kunne jo starte med at spørge om de behandlede
en ordentligt, og hvilken mad man fik, man kunne jo også selv
opsøge lægerne og få noget mere informationsrigt, som kunne være
videregivet til mig. eller for den sags skyld gå på nettet og læse om
symptomerne på sådanne tilstande, men her var den største
bekymring den skide kam. Lige da jeg kom til Danmark skrev jeg mig
selv op i to boligselskaber, så en henvendelse fra et af dem kom på
et tidspunkt hvor Hr. Freddy Olsen var så desperat med at få mig ud
af huset, at han var begyndt på at gå og sparke til mine sko som stod
i entreen, på en tilsyneladende forkert måde. Ligeledes var han
begyndt på at kommentere på alt hvad jeg foretog mig selvom det
var minimalt. En nat vågnede jeg ved at han stod i bryggerset og
banede over mine sko, hørte ham sige den lille parasit. Mine søstre
havde fortalt mig at min far havde været jaloux på mig da jeg var
baby, fordi jeg muligvis havde taget for meget opmærksomhed fra
min mor. Har ikke selv fået denne side af historien bekræftede fra
mine forældre, men det ville ikke komme bag på mig. Sagde ja til
den lille lejlighed på 10 kvadratmeter, da huslejen var til at
overkomme. Ved overtagelsen af lejligheden skulle jeg lige have
nogle farver på væggen inden jeg flyttede ind, så det vil tage et par
uger ekstra at gøre den i stand. Havde mange rygsmerter på dette
tidspunkt så jeg kunne godt have brugt noget hjælp, men hr. Freddy
Duval Olsen kom ikke og hjælp til med istandsættelse. På dagen jeg
skulle flytte de få møbler som jeg havde skrabet sammen over en
kort periode, arrangerede Freddy et besøg hos nogle venner. Det
betød at jeg ikke kunne få noget hjælp til alle møblerne, måtte få fat
i en som kunne hjælpe mig med at slæbe de store ting. Hans
undskyldning var ondt i ryggen til trods for at han lige havde været
ude at ordne have, ved ikke hvor mange måneder det tog før at de
147
så lejligheden, rend mig i røven hvor er det røv sygt at tænke på, det
må betyde at de har større psykiske problemer end jeg har. Var
begyndt at spille musik igen sammen med Ct og Nils hjemme hos Ct
engang om måneden på hygge basis. Min angst som jeg stadigvæk
arbejder med, angsten for at miste, angsten for hvad der kan ske,
angsten for angst, den var der, den lå ligesom og ulmet under
overfladen. Jeg fungerede godt, fik tiden til at gå med at have
aftaler med kommuner, og hospitaler, fysioterapeuter, psykolog
osv. Kunne få det til at løbe rundt fordi jeg havde sparet penge
sammen før jeg kom til skade. Men i den periode havde jeg ikke
penge til at støtte Zoe og børnene i Australien. Selvom jeg godt ville
have givet dem alt hvad jeg havde, kunne jeg se at det ikke ville tage
lang tid før at jeg måtte sælge min bil, hvis jeg skulle give dem
tilskud til udgifter. Bilen var det eneste som jeg kunne tjene nogle
penge på fremover, for mig var det et stykke værktøj, jeg troede at
den var uundværlig for mig, men det viste sig bare at være en
kæmpe udgift.
2010 Energiafladning med kvælertag.
Lige efter nytår i starten af 2010 begynder jeg at få uro i kroppen
denne uro begynder lige efter nytårsaften men jeg ignorerer den
igennem noget meditation og jeg prøver med indtagelse af positive
energi og frigivelse af negative energier, når dette sker får jeg en
prikke følelse i kroppen ligesom når en hånd sover. Tager ud for at
øve sammen med drengene hos Ct i køge, er helt smadret da jeg
kommer hjem, tankerne er mange, mærker tydeligt en afmagt,
tjekker min post ned i opgangen, nogen har lagt sort-hvide trutter
sådan en man bruger nytårsaften, min første tanke var YinYang.
Tager mit instrument og en computertaske med op, slæber op af
trappen, smider det hele inde midt på gulvet i min lejlighed, orker
148
ikke at sætte det på plads, går i seng for at få noget søvn men har
svært ved at falde i søvn, føler det som om at jeg har indtaget et
eller andet rusmiddel. Næste morgen drikker jeg igen vand fra flaske
som jeg havde købt, var begyndt at købe store mængder kildevand
ad gangen, så jeg ikke behøvede at huske det hver dag. Opdager at
min EL-bas ikke står midt på gulvet men er forsvundet, kigger ud på
opgangen om den skulle være der, den er ikke at finde nogen
steder. Tænker at jeg trænger til luft. For at komme ud af
lejligheden tager jeg hen til mine forældre for at forklare min far alt
det jeg har fundet ud af med dimensionerne så han, altså min far!
kan forstå hvad det er som jeg går og tænker på, men han forstår
intet eller også vil han ikke forstå noget som helst af det som jeg
havde skrevet. Fortalte dem også at jeg holder meget af dem, men
der var ikke rigtig nogen reaktion, så jeg tog hjem igen med
uforrettet sag. Vandet var ved at løbe ud, der var kun en flaske
tilbage, husker jeg var bange for at drikke af vandet da jeg følte at jo
mere jeg drak jo mere svimmel og udsyret følte jeg mig. På et
tidspunkt havde jeg følelsen af at et eller andet havde kontakt til
mig telepatisk, spurgte med en indre stemme om det var i orden at
drikke det vand som stod tilbage på bordet, svaret var; ja! det er
helt i orden! Men ikke med en anden stemme end mine egne.
Syntes at det var mærkeligt at have denne kontakt så jeg satte det
på en prøve, imens jeg lå i sengen ville jeg være sikker på at der var
en form for kontakt, så jeg spurgte om denne person kunne give sig
til kende på en eller anden måde for at jeg kunne blive overbevist
om at jeg havde kontakt, en lyd kom for mit højre øre, det lød
akkurat som når du tager tommelfingeren og pegefingeren, og
gnider imod hinanden ligeud fra øre indgangen. Senere hen fik jeg
en følelse af at nogle stak noget igennem mine hænder og fødder,
men jeg sendte denne smerte tilbage 1000 gange, det holdt straks
149
op, om det var mig eller det var det, vides ikke. Det var nat, eller det
var tidligt på morgen! Jeg blev mere og mere rundtosset kunne ikke
finde ud af noget som helst, begyndt at blive angst for min situation
og ville aldeles ikke indlægges igen. Griber telefonen for at ringe til
min søster men displayed viser mystiske mønstre. Med rystende
hænder tager jeg batteriet ud og sætter det ind igen, finder min
søster i kontaktlisten som nu kun er på to tlf.Nr. min kontaktliste er
ikke den samme som den plejer at være. Ringer til min søster for at
få noget hjælp til min situation, men stemmen jeg taler med er en
dyb herre stemme, ligger på og ringer igen, denne gang er det en
stemme som jeg kender fra Australien nemlig Larrys kone Majken
som gik af ved døden nogle år forinden. Slutter mit opkald, lidt efter
ringer min søster og spørg hvad der er galt, fortæller at jeg er meget
forvirret og at det ville være godt hvis hun kunne komme til
adressen. Kunne lige nå at få et bad inden de kom, mens jeg stod
under bruseren fik jeg en indre besked om at jeg skulle skynde mig
da de var på vej, spurgte med indre stemme til hvem der havde
fremstillet denne væske, hvor svaret var en skidefuld rum astronaut,
et ordvalg jeg aldrig havde hørt før, det bed jeg mærke i. Der gik en
time før det bankede på døren, var meget i tvivl om jeg overhovedet
havde talt med hende på telefonen, var det nu hende som stod
uden for døren?
Sad nu og ventede i den smalle korridor foran en hvid dør med en
tyk glasrude i, som hvis man rejste sig op, så ind til lukket afdeling.
Den sorte hættejakke dækkede mit ansigt hætten var slået op og
mit lange hår strittede ud imens jeg kiggede ned ad imod gulvet. Var
bange og forvirret. Imens vi sad og ventede kom en gut i hvidt
hospitals tøj, kunne dårligt nok hilse, låste sig ind på lukket afdeling
og låste sig ud igen. Vi ventede videre lige pludselig kommer en
150
meget høj sydlænding med flad næse og en lang sort læderfrakke på
ved siden af ham havde han en mindre gut som lignede en roma, de
to personer gik ind på lukket afdeling uden brug af nøgler til den
låste dør, 10 minutter efter kommer ham i det hvide personale tøj
tilbage og låste sig ind igen. Der går fem minutter så kommer de to
sydlændinge tilbage fra lukkede afdeling, åbner døren uden at
bruge nøglen og går ud igennem hoveddøren. Min søster Camilla og
mine forældre påtaler ikke det der sker, tror simpelthen ikke at de
lagde mærke til hvad der foregik. Efter en times tid kom en ud efter
mig så jeg kunne komme ind på denne her afdeling til en samtale
med en læge. Lægen var ikke dansk og talte gebrokkent dansk mest
af alt lignede han en som jeg havde set før nemlig dr.Katz i
Australien, han sagde at jeg slet ikke var syg og at jeg godt kunne
holde op med at spille komedie. Gav udtryk for at jeg var meget
forvirret i hovedet, så han sagde at han nok blive nødt til at
indlægge mig, og bad mig om at sætte mig ud i venteværelset så
ville der komme en og hente mig. Min søster Camilla kom med over
i den afdeling hvor jeg skulle indlægges, lige inde for døren var der
tre stole jeg rystede nu over hele kroppen, angsten havde spredt
sig, mine tanker faldt på tre vise mænd som var adskilt, der kom nu
en sygeplejer, en ung jødisk mand i vinter suralstøvler, men som
tilsyneladende arbejdet på stedet. Han havde to papbæger i
hånden, den ene var der piller i, den anden var der vand i, han bad
mig om at sluge de her piller. Tænkete jeg kan ikke drikke det her
vand det vil gøre et eller andet ved mit system, sidder og røster på
hænder og fødder imens jeg venter på at tage mig sammen til at
drikke det her vand. Visionen går på tre transparente klodser som er
ved at blive kørt i position, får nu besked på at drikke vandet, tager
mig sammen og drikker den. I tankerne(visionen) bliver de tre
klodser ført sammen, i min krop mærker jeg nu en strangulering
151
finde sted i min hals, grebet bliver strammere og strammere, jeg
kan ikke få luft sætter mig ned på knæ, sygeplejen kommer løbende
med en rullestol, får nogle enorme stød i brystkassen som de var
elektriske trods at ingen er i berøring med mig. Bliver kørt væk ned
af en lang gang igennem et par døre ind til et kontor hvor jeg får
endnu et anfald, eller skulle jeg sige et angreb hvor jeg ryger ud af
rullestolen. Det sidste anfald sker før jeg bliver kørt væk fra et
kontor de havde stillet mig op ad. Hvem er det der er inden på den
anden side af væggen? det bare mig! hvem er mig? John! bliver der
sagt, John fra Australien? spørger jeg. Nej! bliver der sagt. Tænk at
hele familien stå og venter på dig, de kommer for at hente dig, det
hele bliver godt igen. Hvad er det for et lys? det ligner loftet på et
hospital….! Vågner op i en seng i et stort rum, der står en sofa to
stole og borde, over i den anden ende er der en gang der fører
længere ned i bygningen. Bevæger mig langsomt ud af den seng jeg
ligger i med alt tøjet på, kigger mig omkring siger hallo med forsigtig
stemme, der er ingen som svaret på mit kald. Efter noget tid
bevæger jeg mig ned ad gangen, der går en og gøre rent, spørger
efter noget personale. Lidt efter kommer en kvinde og spørg mig
hvem jeg er, jeg fortæller hende mit navn hun kommer tilbage fra
kontoret med en taske som min søster havde nået at hjælpe med at
pakke inden vi tog hjemmefra. Er det dit blev der spurgt. Blive bedt
om at sætte mig ind i personalerummet og vente på at blive
overført til en anden afdeling, efter 20 minutter begynder jeg at
kigge mig omkring, på væggen hænger en collage i glas og ramme,
collagen består af billeder fra mit eget fotoalbum med mig selv i
midten. Sætter mig ned og tænker at man bare vil have mig længere
ud i en eller anden form for psykose, noget personale kommer ind
og sætter sig og starter en samtale med mig. Jeg snakker som intet
var hændt, bliver bedt om at rykke over i det andet rum hvor en
152
plejer vil hente mig. Sidder i det andet rum et stykke tid indtil en
plejer henter mig. Går ned af endnu en lang gang med et
tilstødende venteværelse, i venteværelset sidder et kamerahold fra
TV2 og venter på et interview, med en eller anden tilsynsførende.
Bliver bedt om at sætte mig ned foran hoveddøren som var låst
indefra, skulle bare sidde her og vente til en plejer hentede mig. Sad
op i en seng som stod på gangen foran hoveddøren, 10 minutter
efter kommer en håndværker som står og arbejder med døren han
kører igen, men lader døren stå på klem. imens jeg sad og kiggede
ned imod venteværelset gik en dør op ind til et værelse og ud kom
ham den høje sydlænding i den lange læderfrakke, 10 minutter efter
kommer en asiatisk rengørings mand som jeg mener at jeg har set
på det hospital i Australien, der jeg først var indlagt, ham der
engang tog blodprøve med en teske, han lignede i hvert fald.
Rengøringsmanden låste sig ind ad den dør den høje sydlænding lige
var gået ud af, så kom romaen og gik ind ad den dør uden at bruge
en nøgle, to sekunder efter tre værelser nede gik døren op og ud
kom romaen i underbukser, ned ad gangen kunne jeg se rengøring
manden komme rundt om hjørnet, sådan blev de ved de næste 25
minutter. Så tænkte jeg det her er sgu et set up for at få mig til at
løbe ud ad den dør håndværkeren har glemt at låse efter sig. Efter
dørshowet bliver jeg siddende og venter på at blive hentet så de kan
føre mig over på den afdeling som de først havde sagt de ville. Fandt
senere ud af at afdelingen faktisk hører sammen i en hestesko, så
jeg skulle bare ud i gården og gå det lille stykke over til der hvor jeg
startede med følelsen af kvælertag. Da jeg ankommer til det rum
eller værelse jeg havde fået tildelt, stod der tre tomme senge, en
seng op ad væggen på begge sider, og en i midten af rummet,
sengene der stod op ad væggen havde hver en opslagstavle
hængende over sengen, på disse opslagstavler hang der en tegning
153
på hver tavle, den ene tegning husker jeg svagt det var noget med
nogle blomster, den anden tegning husker jeg stærkt, for året før
jeg var indlagt havde Rene som stod ude foran døren om natten og
talte som djævlen, siddet inde i aktivitetsrummet og tegnede på en
A4 tegning som forestillet et kors med et hjerte som var spiddet op
på korset med en kniv så blodet løb fra hjertet. Tænkte det skal
fandeme være løgn så jeg lagde mig i den seng med hjertet på
korset og kniven. Senere på aftenen kom endnu en patient
”John”ensgaard! Var det mon den John jeg havde talt med
telepatisk lige før jeg vågnede op på den anden afdeling. Sådan
noget spørger man ikke om tænk nu hvis man fik et nej, så ville man
fremstå som fuldstændig mentalt forstyrret. Og der ville gå længere
tid før at man blev udskrevet igen. Den første nat havde jeg drøm,
en drøm om at jeg var ved at forsvinde ind i et sort hul det gav et
sus i maven som var jeg på vej med fuld fart ind imod det sorte hul i
det fjerne kunne jeg høre en råbe hey!! Lyden blev højere og højere
jeg blev suget tilbage, begyndte at komme til mig selv, åbnede
øjnene på klem kunne se John i natlampens skær pege over imod
min seng, der var kommet en sygeplejerske ind i værelset hun
spurgte mig om alting var ok. Min første tanke var hvor vidste John
fra at jeg var på vej væk. Den næste aften da der var faldet ro over
afdelingen kommer en bil til hovedindgangen, jeg spørger i mine
tanker om der er nogen der kan fortælle mig hvem det er der
ankommer, der bliver svarede i mine tanker at det er de royale som
kommer på besøg. Finder først ud af lang tid efter, at den her
episode med kvælning finder sted den 6. januar som er fejring af de
hellige tre kongers dag. Lå i sengen i 4 dage før jeg begyndte at
bevæge mig ud på gangen var meget tomt inden i, mit ansigt var
fuldstændig opkogt af bumser som jeg var blevet udsat for en ren
forgiftning. Halvdelen af patienterne var døve, en af dem fortalte
154
mig med primitive døve sprog at han om natten bliver udsat for
chikane, forstod ikke helt rigtigt hvad han mente, men en nat
vågnede jeg, med andre ord jeg var halv vågen, svagt i natlampens
skær havde jeg et kort sekunds bevidsthed hvor jeg så en kvinde
med meget dårlige tænder stå ved siden af min seng og smile til
mig, jeg faldt hen igen og kom først i tanke om det i løbet af næste
dag. Kan stadig se hendes ansigt for mig. Var det det at ham den
døvstumme talte om, at han havde set sidde foran sin seng på knæ,
og bede som en nonne? Hvis det var meningen at det skulle sætte
en skræk i mig så gjorde det det langt fra. Det var godt at de fleste
patienter var døve så kunne de ikke hører lydsporene til de horror
film der kørte til sent ud på aftenen. Nogle gange lød det som om at
det var stemmer som jeg kunne genkende fra familiemedlemmer
som var lagt ind i lydsporet, ved computer stemme genkendelse
ville man kunne afsløre sådanne metoder uden problem, men det
ville også være svært at forklare til personalet så jeg holdt min kæft.
Før min udskrivelse i denne omgang var der et af personalet som
kom med en meget underlig kommentar de stod og røg cigaretter
ud foran afdelingen hvor den ene af de to som stod og røg
henvendte sig til mig med. Du holder en mega facade! hvad skulle
det egentlig betyde skulle jeg have været knækket sammen, eller
ville de godt have holdt mig indespærret meget længere. Meget
mystisk. Kommer hjem igen med tasken fuld af piller som jeg skulle
indtage hver dag, med doserings taske til, der har markering på for
hver ugedag. De ville være sikre på at jeg i tog min medicin, fik også
besøg én gang om ugen af en sygeplejerske der skulle være sikker
på at min dosering skete rigtigt. Igen skyllede jeg hele lortet ud i
lokummet hver dag i stedet for at tage de ekstreme sløvende piller.
Begyndte nu at skrive de ting og de tanker jeg havde ned på
computeren, det var vigtigt for mig at det skete på computeren, for
155
da jeg en dag kom hjem, var min personlige adgangskode blevet
ændret så jeg ikke kunne komme på min computer, måtte gå til en
specialist for at få tilgang til computeren igen. På dette tidspunkt var
klar over at min computer blev overvåget, så mine tanker måtte
komme ud denne vej. Det var tid til at forklare hvordan det hele
hænger sammen, hvordan jeg forstod dimensioner, jeg gik til
forelæsninger Niels Bohr instituttet i København hvor de forklarer at
der var noget galt med standarderne, tal alene kan ikke give os
forklaring. Gik derfra med en fornemmelse af at der manglede
noget i tallene som hedder dimension, derfor begyndte jeg at kigge
på symbolikken i tallene tal rækken i forhold til alfabetet, samtidig
med at sætte det i forhold til min grundholdning som er holistisk.
Lidt efter lidt begynder jeg at sætte tingene sammen så de giver en
dybere mening.
Indsætter her det som jeg skrev lige efter jeg kom ude fra
psykiatriskhospital, det blev skrevet på engelsk så alle kunne læse
hvad det var som jeg brænder inde med. Vil lige gøre opmærksom
på at mit engelsk ikke er blevet rettet, så det er kladden som i her
får. Her er resultatet af min konklusion, at det nu engang måtte
forhold sig. Skulle bare finde svaret for at vi alle ville komme til en
fælles forståelse af vores eksistens. Derfor er konklusionen hverken
god eller ond, da min konklusion er op til læseren at konkludere
hvad godt og ondt i virkeligheden er. Dette engelske stykke er
skrevet i en tvivlsom sindstilstand. Efterfulgt af talsyboliken.
Dernæst forsætter beretningen.
156
Engelsk doc.
Dear. You
I would just point out that I am not a fanatical fan trying to get in
touch. But this will require your attention, and it will be your
interest. I usually avoid any stars with too much attention to them.
Because I believe that attention can be contagious, and it stuns me.
Last star I was close to was Professor Holger Bech Nielsen at the
Niels Bohr Institute Copenhagen. I should have had a dialogue with
him, but my intuition said no. But this is no exception. My intuition
says yes! To inform you.
The reason for my information is, I find it hard to get in touch with
science in a prober way. Still I have not found the front entrée to
the world of science. The Conservative way of thinking in that
world, hold me back.
I give you my written thoughts, I write them down so that it will be
understandable in a quick manner.
I have also written a little about myself. That you do not need to
read, intuition is the first priority.
157
My latest statement
You who read this, why are you reading this? There is curiosity, or is
it a necessity or is it a coincidence. In the first time it's a coincidence
that you come in the direction you are now one you have chosen
because it is right for you and it is even if you say you are forced
into it at any time sins you did it right. Because we only do things
that are right for ourselves, otherwise we will be machines .To make
it a little more understandable, I use the machines, I mean act
without emotion. But in reality, we are probably also a kind of
machine just a kind of emotional feeling machines. What do you
think of the word emotion, do you despise it? It would be an ugly
feeling, not, or do you simply not know who you think you are
because you cannot feel contempt? If you cannot feel contempt do
you not understand the words meaning since it is a description of an
emotional state? In this case you are in a world you do not
understand so hopefully you understand your own existence in this
world of emotions. Where do emotions come from, because there
will be no action without feelings, the whole thing would be
meaningless. He who developed the machine had a vision of the
machine, a feeling that it could be done. So there must be feeling
behind the action whether it's him with his long white beard or him
with horns. I prefer to call them power 1 and 2, for they are only
what we give and take from them, whether you like it or not you
use the two forces, if you feel hatred, you will need to joy,
otherwise it will not make sense. Conversely, you cannot have a
smile wide from ear to ear throughout permanently, the time will
simply get stuck to you, they can help you toward your future vision
and your desire, but they will not give you the answer, you should
158
find them you self. They are timeless forces. Everything thoughts
can come up with can be generated with the two forces, everything
is possible here, a kind of an emotion generator if you will. Thank
you for your donation to maintain fixed rates!!!!!! If we were not
here, it would not go. There must be a balance in it.
Imagine a hotplate you just turn on the power but the kitchen is
minus degrees so the water drop lying on hotplate is frozen, it does
not evaporate before it has thawed. From the time it is thawed until
it evaporates depends on the time and temperature. If you turn up
the temperature of the water evaporates faster.
If there was no water on the hotplate when you turn it on and it is
now red hot, place a drop of water on the plate, the drop will then
appear as a pearl on top without evaporate. There is a temporal
displacement between atoms and a friction can only occur when the
atoms begin to approach the same speed.
But if you are speeding up the time will the temperature then be
the same? No friction will increase the temperature so high that the
water will be evaporated before it hits the hob. If You run the other
way backwards in time, reduce speed as it went in slow motion, the
water will hit hotplate frozen. My point is that you cannot touch the
time! It also applies to the composition of atoms the speed you run
are critical for its survival and the existents of the atom, if they run
too slowly they will not hang together. Driving the rapid, they
cannot merge, Time will stand still or in other words, be non-exist.
So the speed of it all hangs together with a frequency (timefrequency). Temporal frequency is held together by the two forces
as they both feet on the dimensions = 0
It started with only one energy, only one consciousness. To be able
to experience all phases of the emotional spectrum was deliberately
159
forced to multiply. To make it as real as possible, it was from an
atom to the universe. Consciousness will continue to multiply as
long as there are new feelings to download. So the awareness you
and I possess is the same as it all started, but it is important we do
not know, and then it would stop development. But, if you remove a
sense, you remove all multiplied minds, for they are all contexts, we
are one of a piece, we will end when everyone understands this,
and becomes one again. So we can share experiences from the lives
we have lived. That means we will live it all over in a heartbeat. You
will live my, I will live your life to, Right now! as you read this. I am
you, experiencing you are reading what I wrote, feel your feelings,
your thoughts about me, your view of me. I am you right now! You
are me right now. But we both are barred from each other's feelings
before everything is over, and we again are one whole piece.
You can have fun with this! But you will never forget this! It violates
your personality as a human being. I understand your reaction,
because I am also a human. Right now!
It is not a contest between good and bad about who wins and takes
over the universe. Only if there is an emotional discharge associated
with it. Remember evil cannot be evil (negative) alone, and
loneliness may well not be a good thing for the good (positive)
alone. Pain you will not feel if you will not. Joy cannot be feeling if
you veins up to it. So what keeps them together is temporal
frequency. For the two forces is time relative. The only thing they're
there for is to generate feelings. Even the feeling of your god, your
worship, your master, will be generated at feeling generator.
So it means that there is thus an overarching god you worship, if
160
you choose. You may also be god if you believe it. Then you can lure
all souls to heaven and stop feeling so awareness can Campion
together again. You may also be Alien with a completely different
understanding of this temporal paradox, but only live on the senses,
intuitions, but do not know about the concept of emotions, they are
just here, and find meaning in it. As long as the time-frequency
buzzing on, they can travel back and forward in time like a fly in a
bottle. But without knowing why they do it and without the feeling
this is just too great. But because you are now god and ordering
them to their missions, so you can keep track of the universe. Or
you may be the devil and lock all souls inside so they can never get
out, in hopes of preventing feelings to escape so the process cannot
be stopped. You can be anything you want. Only our imagination
takes no boundaries. We can only stop time with your imagination,
but it is only in the sense of stopping time. In fact, it cannot be done
without separating the two forces, the two emotions. Will that
happen the forces come together again; creating a time-frequency
again, starts making a new start, a big bang. If I have to describe the
forces again is one rough, thick, grey grumsy, coarse, slow, flicker,
ripple, wavy. The second is the hyper-thin, fine, sharp, long, fast,
shiny, smooth, and hard. In the center of that we float transparent
invisible sputtering of energy in the middle of the emotion
generator.
A chain is not weaker than its weakest link, is that how it is in this
world? But if the chain consists of only strong parts, the chain is only
as strong as its strongest link. So it does not matter if 200,000
indent, or a one, they are equally strong. A chain can drive a bike,
but what good is it when you do not know what direction the bike is
running. They also say that faith can move mountains, but not how
many?
161
The two forces are based on near dead experience!
I was very seek one day with 42`fever and as for a child to skinny for my
height. With other words weak.
At night I passed out, I went to a deferent place, and was floating between
forces, every time I moved towards let’s say the rough force I felled ok in
the beginning until I have a feeling of discomfort, then I moved to the other
direction to the slim and shiny force and the same happen there, after a
wild I felled discomfort and moved back again to the rough force. For a
long time back and forward between the forces. In the end I had find a
balance between the two forces that I felled good with, and woke up
without fever.
Another near dead experience! Ones on a hospital.
I have had an emergency appendix operation and was very ill. (I was there
for teen days) I was given a lot of Morin for the pain. At night I woke up
and sat up I my bed in the darkness. I felled like there was nothing wrong
with me. In the darkness the door opened up slowly, I looked at the other
patients’ they ware at sleep, and I had not called for the nurse. I was
looking intents at the door opening, and in came a gigantic
Snake. I was not afraid, just watching the snake there came closer and
closer until it was front of me. It filed the whole rum up. All of a sudden a
light from the gab in the door got bigger and bigger and a male nurse came
in to see how I was. The snake vanished. And the nurse was repeating are
you there, he want to tell me that my stitches were undone and the bed full
of blood. (I now know what I see at the hospital, but I didn’t at the time, I
was 22 years of ages and had not read a book up to then now I know” the
ancient Maya new”)
162
On a flight out of my body one night, I saw myself in previous life in
the future and the past. I got a real good picture in my mind with
me home again. When woke up sort of speak, I drew a drawing and
three weeks after i constructed the picture on the computer as
good as I could. This is good as it gets. (For now!)
163
The basic of magic
1. Close your eyes
(with your eyes closed all a long)
2. Choose a direction you wish to walk
(with your hand front of you)
3. Walk carefully in that direction, on till you hit something
(with your hand)
4. Can you fill it with your hand?
(the answer will be yes )
5. This is who you are
6. You are everything, and that is what you mean to me
7. I love you too
8. Open your eyes !!!!!!!!!!!!!
164
That Andy Warhol mirror task.
I don’t know anything about religion, but I think it must be about
job(Jesus) telling people to use him as a mirror.
And Andy says: If you place a mirror front of a mirror what do you
see.
In between the mirrors there is off course nothing I understand!! Or
did job tell us that life is just an illusion? Let’s say you put thoughts
in to it. A thought is a frequency ok. Let’s say that thought go in
between the Mirrors now!! Is there something there? I say to
myself!!But there must be!!
The frequency off course!
For that frequency to show up in the mirror, it has to show time to
be a thought, a bet like music notes there will be no music without
any space between the notes, so the space of nothingness
represents time and its own time frequency now. (I will explain that
later on, in the whirl of dimensions)
According to create the time frequency, the thought exploded in to
small and big. They bought are running on the same frequency. And
they are bought connected to the same thought. The small ones are
what we call atoms and the big ones we call the universes. But time
is still the same frequency. We are now a part of that thought sots
as everything is. If another thought shall have its own time
frequency between the mirrors together with the first one. It cannot
and will not be a part of it, because it is a deferent time frequency I
165
believe, not just a deferent time in place, but completely unknown
to us. “But how can I know! After all it is only a thought!!!!”
Basic of knowledge:
1. There is no them and us. (only if you don’t know ore don’t
understand basic of knowledge)
2. Everything we are surrounded by is one united conciseness, bond
together with a circle of life.
3. Our perception of conciseness is basic of the circle of life. (we all
have the same conciseness)
4. The basic atom is a focus point at the start and the end of the
circle of life. (it is the conciseness itself)
5. All species have their own circle but the same basic. (all over)
6. Any affection you have on others life’s, you have to experience in
that new circle up to the last day of the new circle (all aspects of life
you have interacted with you have to live). Your new circle ends on
the same day as everyone else. The day depends on cosmic balance.
7. With your basic knowledge your have experienced all aspects of
emotions and are now ready to go back to conciseness that we all
are from the beginning. (You have lived all lives good and bad we
are completed)
166
Dimensions.
(1d) (nothingness, most important dimension for time itself)
Old
new dimensions
1D
(2d)= inactive universe
inactive atom
2D
(3d)= thoughts
(1D ³) = (individual you and me, etc.)
3D
(4d)= manifest
(2D ³) = (the physical world)
4D
(5d) = repeat
(3D ³) = (copies of the physical world)
5D
(6d) = contrast
(4D³) = (all dimensions inside out)
7D=
(7d) =conciseness all dimensions together at ones in the zerosoup.
( 8 the on explainable time in two directions)
2D(3d): means you can only see it from one side but not from the other
As a piece of paper are not there from the side but can only be viewed frontally.
So 2d (3d)can exist only in our thoughts. Because if the page is visually confirmable to
Manifests itself is the need to be made of 3d(4d) particles.
3D(4d): means that it can be seen from all angles
Find a 2d(3d) image and look at it in your mind (for example, a white circle) spin it
around
With your mind energy. What do you see? A ball right in 3D(4d)
But remember it is still only in 2D (3d)so it is only one side you see the other side was
not there!
So it is there and not there at the same time.
The same happens in the physical world, it is energy that keeps the 3D(4d) atom
together.
If you take all parts / particles from the atom, there is only energy left and you than up
with nothing.
The same as with the 2D(3d) image.
So the question is if 2d(3d)is a thought, an illusion. Is 3d(4d) an illusion too then?
Remember everything is Based the same conciseness.
It is a little bit better it make sense now! The Circle of Life! Take one away and there
will be no dimensions. 2D(3d)dimension is only imaginable. it is nothing without
167
3D(4d) but 3D(4d) is not possible without 2D (3d)Because 3D(4d) simply have to be
named 2D (3d)and dimensions will make no sense
Cleverness!
Imaging a line from the bottom line up, at one point it stops that is
the absolute max of cleverness. The god you warship there knows it
all, have sots a line to. Just like you. What is dumb then? Is that the
one there is at the bottom of the line and up, is he dumb? The
answer is no!
From the bottom line down, the upper set to cleverness well this is
dumbness. That will be everything you don’t know, otherwise there
will be now grove of cleverness. So the most important to
cleverness is that what you don’t understand.
Back to the bottom line from the bottom line up there is a never
ending god line. Down under the bottom line there is a neverending nothingness the never-ending god line is never ending
because if you have knowledge of all, you understand the non –
understandable, that means that if you stay on the god Line all the
way, it will come back to the bottom line underneath from
nothingness and up to it hits the bottom line again. For the clever
line to be connected at the bottom line on both sides, it has to make
a loop a circle. Now we are all clever and dumb at the same time.
So where in that circle are you? Will you be clever before you end
up dumb? That will make cleverness very little clever.
So everything around you is as dumb as it sounds very clever. I am
him and he is me.
168
The ultimate board games are meaningful.
The queen is a symbol of love if you use love as a weapon to gain
power Is that your arms are stronger than yourself, immediately it
protects pieces of the game and you become a temporary Winner,
but in reality love is the real winner.
The game will be useless without love.
So we would indeed say no if switching off the king with the queen,
but that will not change anything! The queen will be safe,and then it
would still be the love which wins the game. And also come and go
kings but not love. Chess mat.
The specific conclusion of perception can only come from the
individual.!
In other words what has misconceived can also be misunderstood
on other hands, and so it may make from person to person, but
unless you go deeper in the first conclusion, then we would come
closer to the true understanding, and not take the first hasty
conclusion as the final answer.
So remember the reality you deal with so easily can be
misunderstood. The things you hear would usually have two sides of
same coin. Which side do you choose?
Greetings fellow human beings, from the misunderstood, the
unheard, the incomprehensible.
Contrary to my ideals and attitude towards life. (Wake up!)
169
Intelligence:
Intelligence is not how much you know and how many hard
questions you can answer just because you have a great memory to
recall knowledge.
All this is just a reflection of reality.
Intelligence is the ability you have available to solve any problem
situation with that knowledge you have, by using your logic.
Logic will be aided by intuition.
Intuition is an unconscious action that just occurs.
To give an example, I myself had an experience of intuition, I'd
better say one of many. I had a clear agreement with a person that
we would meet at my address the next day at. 1100 pm the day
before a round midnight, I had had a vision in my head ,a time
figure 8:26 am from the display of my alarm clock I'd better go to
bed if this person would show up sooner than agreed I thought to
myself . The sound from the doorbell next morning made me turn to
watch to see what time it was on the alarm clock, on the display it
was exactly 8:26 am It was my intuition that told me so.
Our intuition is powered by a much underestimated power or
energy that we all unconsciously gaining from and use without
thinking about it.
Since we do not understand intuition 100% (unconscious energy) is
intelligence now in contrast to what we do not understand.
But that will always be as long as your intuition have not told you
what you want to know.
When you understand intuitionen100%
you will understand being intelligent, unsympathetic, unintelligent,
170
stupid, or just present. This is just pure logic!
knowledge
Development
Emotions
Intelligence => logic <= intuition
If you're leaning either way, you will not develop yourself optimal,
you are out of balance.
171
Expectations
Without expectations, you will find present (yourself), only with
expectant joy you find your god.
If you do not expect much you will not be disappointed, or very
little disappointed.
If you have no expectation of life, there's only you and your
presence left back,
You, and your consciousness, I should say.
For your awareness may reflect on the reality you're in, it got
to be a part of a whole in a larger context.
Without expectations you are now in the center of a larger
context, the feeling is such anyway.
In the larger context includes everything imaginable, and the
future. . (This also applies to other individuals that you are a
part of)
At this time, you do not need a god because you have no
expectations for it.
Now there are only feelings left back and you can enjoy your
harmony with the present moment and everything that you are
a part of. (Try before you fall asleep at night, to close your
eyes and feel your surroundings, it is the sense of yourself)
If nobody had told me about the concept of god, It had never
crossed my mind.
The concept of god is something we learn, from the day we
are born.
Det næste jeg har med her er illustrationer af hvordan jeg kom frem
til forståelse af dimensioner og forståelse af talsybolik.
172
173
174
After these written explanations I attempt to combine dimension
with numbers, based on my holistic view on the universe.
175
176
177
178
179
180
181
182
183
184
Kommer hjem til den lille lejlighed på 10 kvadratmeter efter en
måned på psykiatrisk afdeling, nævner for mine forældre at jeg har
mistet min bas-guitar uden foran hoveddøren hos mig selv, siger det
højt og tydeligt i deres køkken, at det er forkasteligt at nogle kan
synke så lavt som at tage mit instrument fra mig, taler med en høj
og tydelig stemme i tilfældet at nogen skulle lytte ind på vores
samtale. Det der i grunden var meget mystisk var at jeg mistede min
Bas-guitar inde i lejligheden og ikke uden for lejligheden. Det var en
periode hvor jeg spillede meget musik, lidt for meget musik har
nogen måske ment, så derfor skulle mit instrument tages fra mig, er
overbevist om det. For det skulle ikke ødelægge denne planlagte
traumatiske tilstand som man nu havde til hensigt at jeg skulle
befinde mig i, før jeg blev indlagt. Det var som om at der var gjort et
kæmpe forarbejde som lå til grund for denne ritual lignende seance,
det var meningen at jeg skulle være i denne trance tilstand for at
man kunne opnå en eller anden form for gevinst. Hvis nogen fortalt
mig at min familie har været informeret om at dette ville ske, bliver
jeg ikke overrasket, ved at de kun gør det en god mening, ved ikke
at fortælle mig hvem der har været ind over, ved med 99 procents
sikkerhed at det har der. Det der forekommer mig mest besynderligt
er at de ikke kan se at de er meddelagtige i ren ondskab, forestil dig
at det er dig der lever et helt liv i uvished, det er netop det der gør
verden til det verden er. Vi skal være vis på hinanden, vi skal stole
på hinanden, det går ikke og ikke fortælle hinanden hvad hensigten
med hinanden i bund og grund er. En uge før min sidste indlæggelse
som endnu ikke har fundet sted i afsnittet her, fortæller min far, at
det højst sandsynligt er bedst med depot medicin, der foreslås af
lægerne på hospitalet at jeg skal prøve et forløb med depot
medicin, hvor vidste min far det fra, at depot medicin skulle være
godt for mig. Det betyder at de taler med lægerne uden at tale med
185
mig, det er direkte ondskab, her får man kun den ene side af
historien, mine forældre lytter til lægerne uden at lytte til mig, de
gør bare som der bliver sagt, de lytter kun til autoriteterne uden at
lytte til deres søn. Hvad er det i grunden vi bliver brugt til, hvorfor
skal den ene efter den anden hives ind på de psykiatriske hospitaler
for at få sådan en omgang, hvorfor bliver der ikke stillet spørgsmål
til patienterne selv om deres tilstand? De fleste patienter er bange
for systemet så lægerne og andet personale får kun en overfladisk
beskrivelse af patienterne verden, de kommer aldrig i dybden, nu
kan jeg kun tale ud fra en paranoia skizofren tilstand da det er den
tilstand som jeg er blevet diagnosticeret med. Det kunne være
interessant at se hvor mange der har denne diagnose. Det er som
om at man bliver indlagt til en form for energi tømning. Hvem er
dem der står bag i den energi afladning, der foregår bag lukkede
døre, ville være rart at vide. Føler mig som trælle, en slave af noget
som jeg ikke er helt klar over hvad i grunden går ud på, og hvilket
formål det tjener. Spørgsmålet er om vi nogensinde har flyttet os
siden vikingetiden, gik vikingerne i virkeligheden til angreb med rød
fluesvamp i blodet i fysisk tilstand, eller beherskede de rusmiddelet
rød fluesvamp som førte dem ind i en tilstand hvor de kunne
udkæmpe traume psykotiske kampe i en verden som vi slet ikke
kender til. Det er netop sådan en krig i som jeg føler at jeg har
deltaget i, hvis det er tilfældet har man ikke taget hensyn til min
person og hvad dertil følger. Vil nu prøve at forklare den sidste del
af min beretning.
186
2011 Afviser Ringtyve.
Sankthansaften 2011 mærker jeg den her uro starte igen akkurat
den samme uro som jeg havde i kroppen før jeg blev indlagt sidste
gang med denne strangulerings følelse til følge. Man kan mærke når
den er under opbygning, du kan ikke koncentrere dig om en tanke
ad gangen det hele kører ligesom rundt, det er som om at nogen har
sat dine tanker ind i en centrifu, du bliver svag i kroppen, har ikke
energi til at sidde eller stå, du må ligge ned og prøve at få tankerne
til at makke ret, man prøver at sætte dem i system, så man kan
komme på benene igen. Det er som du befinder dig i en tåge.
Virkeligheden er der, men du ligesom stiger dig blind på dine
omgivelser. Du føler dig forgiftede af en eller anden trylle drik.
Køber kun vand på flaske fordi jeg ikke stoler på hvad der kommer
ud af min vandhane, men selv vand på flaske kan der byttes om på.
Som jeg lå der i sengen begyndte jeg at have den fornemmelse at
jeg var i kontakt med en anden person mentalt, faktisk var der ikke
kun en, men flere personer som skiftede til at tage over. Fidusen er
at personen på den anden side bare skal lade som ingenting, det vil
sige at han bare skal lytte ind til mine tanker, og dermed give
beskeder videre til ham som sidder ved siden af og citerer på det
der bliver tænkt hos mig, det foregår på den anden side af væggen
hvor jeg bor, eller lige i nærheden. Det er for at opnå det bedst
mulige signal. Måske! Først bliver jeg spurgt meget forsigtigt hvem
jeg er, hvor til jeg altid svare at jeg er dig, som jeg altid gør når jeg få
stillet dette spørgsmål. Dernæst bliver der forsigtigt sagt standsning
af dine ringe. Det var sommer udenfor og solen var ved at gå ned,
jeg blev rasende og stiller mig op på gulvet i værelset, kigge ud ad
vinduet, imens jeg står et stykke tid og tænker. Så tænker jeg meget
kraftigt, er der andre der lytter med derude, hvis det er således så
187
beder jeg jer om at låse jeres ringe, hvis I ikke tør at være med. Her
hentyder jeg til de to ringe som jeg før har omtalt, de to ringe som
kører i hver sin retning rundt om dit hoved. Har en visuel forestilling
at dette rum hvor det store hoved med det lille ansigt befinder sig
bliver mørkelagt, simpelthen lukket ned. Vis os din ring bliver der
her spurgt, jeg ser lys i den lyse del af de to ringe, den mørke
transparente er næsten ikke til at se. Her står jeg nu foran mit
vindue med lukkede øjne, man begynder at trække disse ringe fra
hinanden men igen bliver jeg rasende, og sætter ringene i gang i en
rotation, fortæller dem at hvis de vil trække mine ringe af, kommer
de på et større arbejde da jeg ikke kun har en eller to, men at jeg
befinder mig i sådan situation at jeg faktisk har et uendelig antal.
Tænder lyset igen inde i boblen så man kan se alle ringene, kører
Dem op og ned så de kan se at jeg taler sandt, ruller en ring fra 10.
Niveau og siger den her må I godt få, og hvem siger ikke at jeg er
lavet af baglæns energi? der bliver helt stille. Det næste jeg hører i
mine tanker eller jeg kunne også sige forestiller mig, er ordet
applause! Bifald. Alt det som jeg omtaler her foregår i sindet.
Lægger mig ned for at slappe af, 20 minutter efter bliver der sagt
med blød stemme, du kan godt drikke det vand der står på bordet,
og se nu at få noget at spise du har ikke spist i to dage. Der gik ikke
lang tid så følte jeg mig helt normalt igen, tændte for fjernsynet om
aftenen, så TV-Avisen og gik i seng og sov en rigtige god nattesøvn
på 12 timer. Dagen efter sidder jeg og funderer over om jeg
nogensinde får et helt livsforløb uden at skulle alt det her igennem
igen, eller om jeg er dømt til at skulle leve det samme liv om og om
igen og igen, alt hvad du kan tænke, kan være et muligt faktum.
Men! Der er altid et men! Så jeg skal og jeg ikke skal. Det er for mig
betryggende. Efter det er gået op for mig at jeg måske ikke har et
helt alment liv i forhold til de mennesker jeg omgiver mig med, kan
188
jeg dog godt acceptere at have atypiske trance meditative tilstande
bl.a. prøver jeg i en periode at gå tilbage i søvn tilstand om
morgenen når jeg lige er ved at vågne. Det gør at jeg kan hente
informationer fra drømmeverden. Til tider forekommer denne
tilstand lige så virkelig som at være til stede. Henter et program på
internettet som er beregnet på identifikation af kriminelle, man kan
med dette program konstrueret ansigter. Der var op til en million
muligheder, det lyder af meget men det er det ikke. Når jeg havde
været i drømmeverden kunne jeg huske ansigter, som kunne
rekonstrueres på min computer, det er her at jeg laver billede af mig
selv en drøm. På dette tidspunkt begynder jeg også at vågne til en
lille klokke som lyder i mit indre øre, hvem der så end ringer den
klokke. Om aftenen inden jeg falder i søvn skal jeg bare tænke på
et-tal som indikerer hvad tid jeg havde tænkt mig at skulle op på.
Det passede som regel lige på slaget. Der var også andre drømme
eller skulle jeg kalde dem virkeligheds drømme. Havde et drømme
sted jeg blev ved med at komme tilbage til, det var en planet som
var meget større end vores egen planet. Befandt mig på et sted hvor
solen altid var på vej ned i horisonten, teknologien var meget
anderledes end den teknologi jeg kender her fra. I stedet for et tv
havde de noget som jeg vil kalde et oplevelsesapparat, det jeg så på
dette apparat var en visning af en fugl der fløj over en jungle.
Stillede mig foran som det var forklaret til mig at jeg skulle gøre af
ham her gutten som forklarer mig om apparaturets funktion. Når
dette apparat starter op, er der ligesom et statisk elektrisk felt foran
apparatet som mest af alt ligner en sølvfarvet metalplade med små
præfereret huller i, en minuture udgave af en skihopbakke i
bredformat. Pludselig imens du står foran begynder dit hår at
bevæge sig i vinden, man ser med fuglenes øje, man kan mærke
temperatur forskel, du kan til og med lugte vise dufte imens du fløj
189
henover skoven hørte du alle de andre dyre lyde. Det var dig der
styrtede fuglen, du bestemte hvor du skulle hen, men samtidig
havde jeg fornemmelsen af at jeg stadigvæk stod med alt mit tøj på.
Da apparatet bliver slukket var der en lugt som jeg kender den fra
bagved de gamle fjernsyn, den lugt der kom ud igennem
bagbeklædningen. Kunne godt illustrere denne maskine i en simpel
tegning, men føler ikke at jeg har haft behov for dette indtil videre.
Er gentagne gange blevet taget med på en rejse på denne planet,
men det er ikke den eneste planet, der var en som var langt længere
fremme, men der har jeg kun været en enkelt gang, det var sat i et
noget andet tempo end vi kender det herfra. Har også visioner fra et
trænings sted hvor jeg var ham den anden person som jeg har lavet
fantom foto af, han var den eneste som bestod denne hårde fysiske
og mentale prøve. Kan beskrives i detaljer hvad det I grunden gik ud
på, er irrelevant, det kan der skrives lange romaner om en anden
gang.
Man kan godt på en måde sige at det er en pragmatisk
fremlæggelse af min informationsverden, min tilgang til en
anderledes information er ikke hyppigst forekommende hos
mennesker i min bekendtskabskreds. Derfor står jeg helt på egne
ben når jeg skal formulere mine tanker på en fuld forklaring. Det
kan til tider virke lidt uoverskueligt, det føles lidt som om man skal
presse 10 ton i majonæse igennem et knappenålshoved.
2012 Favel til Jim.
Tilbage hen på sensommeren 2010 bliv jeg kontaktet af Jim som
tilbyder et lille job for at jeg kan tjene nogle lommepenge, har
næsten brugt hele min opsparing, og er parat til at sælge min bil.
190
Med den ekstra indtægt kunne jeg beholde bilen som betød at jeg
kunne komme rundt til familien, og til greve for at spille musik med
gutterne. Det betød også at der ikke var så meget tid til fordybelse.
Ved siden af sin malerforretning havde Jim en gesheft som vicevært
på en ejendom på Vesterbro. Han var alene efter en længere
periode uden vicevært på ejendommen, så de behøvede en ekstra
mand. På dette tidspunkt var jeg ved at søge en fleksjobordning, og
ville få en aftale med kommunen ved fremskaffelse af sådanne job.
Det resulterede i at jeg kom i praktik, altså et tremåneders forløb for
at bevise at jeg kunne håndtere arbejdsbeskrivelsen fysisk, og
mentalt. Fik mit fleksjob på halv arbejdstid, tiden fremover gik med
at passe mit arbejde og lave små opgaver for Jim, men ikke så
meget så jeg overanstrengede mig selv. Det var også lige så meget
for mig selv at bedømme min fysiske form. Det næste år gik med at
betale restskat som ikke var blevet indbetalt i min sygdoms periode.
Min familie i Australien var ikke blevet betalt børnepenge siden jeg
kom hjem til Danmark, så for første gang i lang tid kunne jeg
begynde at betale lidt til de mange udgifter, som Zoe havde i sin
hverdag. Har endnu ikke haft overskud til mig selv i snart syv år i
Danmark. Nu skal jeg ikke sidde her og føle det er så synd for mig
selv, der er selvfølgelig andre mennesker i verden der sidder med
meget større problemer. Det er vigtigt for mig at forklare hvor hård
situation kan være hvis man har en psykisk lidelse, som der påstås
at jeg er i besiddelse af. Da jeg overtog denne lille lejlighed på 10
kvadratmeter, var den fyldt med skadedyr. Der kom en og sprøjte
den hver fjortende dag et stykke tid efter jeg var flyttet ind. Er sikker
på at mange af de små lejligheder har været beboet af psykisk syge
som ikke kunne klare at bo alene i en lille celleagtig lejlighed med
larm fra naboerne fra alle sider, til en lav husleje som de lige akkurat
har råd til, med deres faste støtte fra staten. Der er ingen
191
fremtidsudsigter at se når du sidder sådan situation, du er som
fanget i en ond spiral. For at kunne klare sådanne psykiske pres skal
du være ekstremt psykisk stærk, det i sig selv viser jo en total fejl
anbringelse af de psykisk sårbar, hvis disse mennesker kunne åbne
sig ville man højst sandsynligt finde nogle ressourcer man aldrig
nogensinde kunne have drømt om, måske en kreativitet ud over
normalen. Hvis de blev lyttet til kunne de måske være en ressource i
anderledes innovative tænkning, men man fylder disse mennesker
med medicin og nytteløse intetsigende aktivering programmer.
Resultatet af dette er en pacificering af individet, som bare bliver sat
hen på en hylde, eller skulle jeg sige bliver arkiveret i en skuffe på et
hospital. Disse skæve hjerner har så meget at byde ind med, så de
ligefrem kunne have deres egen universitetsby for innovative
tænkning. Siger ikke at alt kan bruges fra disse mennesker, men der
findes fragmenter som kan være af guddommelig karakter, hvor de
henter det fra ved jeg ikke, men hvordan de henter det ved jeg
godt. Spørgsmålet er om disse mennesker med specielle tanke
mønstre er klar over hvordan de henter deres information, og det er
det som vi kan lære dem at håndtere, så de ikke føler sig anderledes
og utrygge, men bruger deres evner konstruktivt positivt.
Skybrud i København er en sjælden begivenhed, der kom så meget
vand inden for et døgn som nogle lande kun kan drømme om på et
helt år. Det meste af regnvandet faldt inden for tre timer. Var på
besøg hos min søster Camilla i Frederiksværk da jeg hørte på tv at
der ville falde en masse nedbør på Roskilde festival. På vejrudsigten
meddeler de det ville komme fra Sverige imod Danmark, sad alene i
stuen på det givet tidspunkt, tænkte til mig selv det skal fandeme
være løgn ikke mere regne til Roskilde festival, lukkede mine øjne
koncentrerede mig. Sætter mine hænder op med håndfladen i
192
retning af Sverige og sagde til mig selv, her til og ikke længere, med
denne energiudladning ville jeg stoppe regnen. Fik en opringning fra
mine forældre at min mor var meget syg. Kørte i min bil til Smørum
for at se til min mor, under mit ophold i Smørum begyndte det at
regne ekstremt meget, vi havde bestilt en ambulance til min mor
men den kunne ikke nå frem pga. vandmasserne. Måtte køre
halvvejs til Roskilde for at komme udenom vandmasserne, men det
sjove var at der ikke var vand i Roskilde. Min mor kom på hospitalet
senere på aftenen. Dagen efter var hele København blevet
oversvømmet, vores kælder på ejendommen hvor jeg arbejdede var
fyldt op med vand, men de fik ikke regn på Roskilde. Der var flere
bygninger som blev fyldt helt op med vand bl.a. DDF på Blegdamsvej
og visse tunneller rundt omkring i byen. Om at det regn skulle have
en storpolitisk betydning ved jeg ej, hvis dette er tilfældet så har det
helt sikkert haft sin effekt. Der blev med sikkerhed fundet ting og
sager i de kælderrum som jeg stod for at skulle tømme på vores
ejendom, bl.a. fandt jeg nogle gamle nazistiske sadistiske
pornoblade, og nogle deformerer dukker til børn, dukker som var
normal på den ene side og total vansiret på den anden side af
dukkens ansigt. Hvad skulle sådanne dukker bruges til? hvem kunne
have sådanne syge tanker? ligeledes var der adoption papirer fra
asyl ansøgere i dette kælderrum. Fandt frem til en mand i Esbjerg
som havde boet i den lejlighed med tilhørende kælderrum, han var
øjenlæge og havde sin egen praksis i Esbjerg, men hvad skulle jeg
stille op med disse effekter, det var jo ikke et bevis på noget
kriminelt, blot genstande til en efter tænkelige underen. Skybruddet
bragte noget med sig på vores ejendom, hvad det så har bragt med
sig andre steder i København kan jeg kun filosofere omkring.
193
I den efterfølgende periode begynder der at dukke mystiske
genstande op på ejendommen hvor jeg arbejder. Den første
genstand som jeg fandt i kældergangen som havde stået under vand
under skybruddet, var et tibetansk blæse instrument som man
kunne med en teleskoplignende funktion bestemme længden på.
Det var et instrument jeg havde set i en forretningsrude i Lars bjørns
strædet i København. Var inde i butikken for at spørge om det var
muligt at købe det instrument, men blev afvist med den besked at
det kun var til udstillingen, husker tydeligt at dette horn hang i
vinduet med fiskesnøre. Da jeg fandt dette horn havde det stumper
af fiskesnøre siddende på, var 100% sikker på at det var det horn
som jeg havde kigget på i forretningen. Den eneste jeg havde
fortalte om dette horn var Jim, og det var sket på et tidspunkt vi
havde en lille opgave på et diskotek i Nørregade som ligger tæt på
forretningen. Fortalte Jim hvad jeg havde fundet over i kælderen
men han virkede totalt upåvirket af dette fund. En anden gang
havde jeg talt om det kunne være fedt med en ekstra skærm til min
computer nogle dage efter stod der en computer fladskærm nede i
et af skralderummende på låget af en stor skraldespand klokken
halv otte om morgenen. Samtalen på kontoret havde gået på at jeg
var begyndt på japansk sprogkursus, den næste morgen fandt jeg på
samme skraldespand en japansk inspireret jazz CD som hedder
Quadromania , Chet Baker Time after Time. Den hentyder til det
kvartdrente som jeg har med i mit tal system illustreret i først tal og
så alfabet, står D i alfabetet nemlig for diabolo på latin. indspillede
med 24 bit/96 khz det her er ikke kun en CD men også en besked til
mig om at japansk filosofi er meget farlig 4= 24/96. Det hænder
stadigvæk at det der bliver talt om på kontoret bliver manifesteret i
små gaver henne på skraldespanden om morgenen på min første
rundtur i gården med trillebøren, i de fleste tilfælde bliver det smidt
194
direkte i skraldespanden, men hvis det er noget som jeg kan bruge
som bevis af en systematisk psykologisk påvirkning af mig som
person, beholder jeg disse gaver. Hvem der stiller disse ting på
skraldespanden ved jeg ikke, er også en grund ligeglad med hvem
det kunne være. Den anden dag da jeg talte om at anskaffe mig en
ny computer stod der en lille legetøjscomputer på skraldespanden
med en lille seddel på med skrift, den virker. Der er åbenbart nogle
som ikke hører efter i timen, det lader til at filosofien stadigvæk ikke
er forstået. Den mest besynderlige gave som jeg har fået er ikke fra
skralde rummet, men fra Jim selv. Min oplevelse med de tre
sydlændinge på psykiatrisk hospital var stadigvæk i kroppen, havde
været inde i en vin butik, hvor mit øje var faldet på etiketten på en
flaske vin som hed Dievole. Etiketten havde et håndaftryk af to
hænder med guld på som holder på den sorte flaske, jeg havde ikke
talt til nogen om denne her flaske vin, men fik den som fødselsdags
gave af Jim tre uger efter jeg havde set den i en forretning. Syntes at
det var mystisk at jeg skulle have denne flaske som jeg ikke havde
set andre steder, gik hjem og leget med ordet, oversatte det fra
latin Die-V-ole. Synes stadigvæk at det er en underlig gave, da jeg så
Ole som en forkortelse af Olsen. Det er måske også mig som gør
tingene for kompliceret, men jeg kunne ikke lade være, da det
mindede mig om mit eget mellem navn DUVAL Som jeg i øvrigt har
fået slettet fra min dåbsattest. En anden lille gave som jeg fik, eller
skulle jeg sige selv købte, bestod af en pakke fyrværkeri. Ved ikke
hvordan jeg er kommet på disse tanker, det kan være forskellige
synsindtryk der er blevet lagt ud for mig som en ledetråde, så jeg
tænker disse tanker. Det forekommer mig meget sammenfaldende
at jeg skulle have lyst til at købe fyrværkeri til mine børn i Australien
som jeg kunne fyre af imens jeg taler med dem over video com på
tlf. Samtidig er der er printet et logo på dette fyrværkeri som ligner
195
min tegning af universet, bare med to børn i midten, og så fra mit
lokale supermarked! Det jeg synes er endnu mere frækt er at man
sælger produktet for 69 kroner. 69 symboliserer i yin yang i=yin
A=yang 1-9 i alfabetet. Symbolet seks og ni er i virkeligheden to
kræfter med samme styrke, men det har dem med fyrværkeriet
muligvis ikke rigtig forstået, for så udsatte man ikke mig for sådan
hemmeligholdelse af den fulde forståelse. ved at folk bare holder
deres kæft om hvordan det hele hænger sammen hvis de altså ved
det, Skaber vi en verden af utryghed, og udsætter hinanden for
smerte i processen af en beskyttelse af individet. Vi skal lære at tale
åbent om de røvhuller som gør verden ulækker. Vi skal også fortælle
røvhullerne hvordan verden også kan opfattes. Alt kan tænkes til
ende, men ikke alle formår det, det er det der gør forskellen. Man
får tit den besked at ingen er bedre vidende, paradokset er kun en
bedrevidende kan give mig denne besked. Hvordan kan man vide
bedre hvis man ikke kan lytte? Ingen er bedre vidende heller selv
om de lytter. Så det kan altså ikke bruges som undskyldning for ikke
at lytte. Forekommer ordet logisk logisk før du forstod det? Så giver
det jeg lige har skrevet også mere mening.
Som vi alle nok ved har danskerne denne tradition at midt på
sommeren skal der brændes hekse af, man sender disse hekse til
Bloksbjerg i Tyskland. Det mest besynderlige er at jeg gentagne
gange har været udsat for en tilbagevendende uro i kroppen på
netop dette tidspunkt på året. Et år måtte jeg spørger min søster
om jeg kunne få lov at bo i annekset et par dage. Annekset som
hører til deres sommerhus i Nordsjælland er totalt lyd tæt, det er en
diametralmodsætning til min lille lejlighed i Måløv på 10
kvadratmeter. I måløv kan man ikke være i fred, der så meget larm
fra naboerne at jeg til tider må have ørepropper i. Trods at man bor
196
så mange sammen på så få kvadratmeter, kommer man ikke
hinanden ved, man føler sig mere isolerede i en storbys lejlighed
end man gør oppe i skoven hos min søster. Et par dage skulle der til
og ikke mere, jeg er overbevist om at hvis jeg var blevet i lejligheden
ville det ende med en indlæggelse igen da jeg kunne mærke at
denne uro var ved at tage over. Vil prøve at definere hvad denne
uro er i min opfattelse. U er i virkeligheden et O, den cirkel som
hænger over dit hoved, det kinesiske tegn for FU er netop tegnet at
en cirkel der er brudt, og derfor hedder det centrifu. Når cirklen
bliver brudt er man sårbar og en anden kan tage kontrol over din
cirkel som også er din person eller sjæl ville nogen måske sige, du er
nu i deres sjæles vold. Cirklen kan kun blive brudt hvis cirklen går i
stå. I det kinesiske tegn er der netop tre prikker som symboliserer
hvor mange der skal til for at lave FU som jeg kalder det, ikke mere
end tre vise mænd. Ordet uro som vistnok betyder respekt på
japansk nemlig uro-maj.
Trods alt den mystik som jeg selv synes at være omgivet af, lader jeg
ikke mine omverden blive påvirket af det, på arbejdet fortæller jeg
aldrig om hvad der rører sig i min hverdag med de mystiske
hændelser og de mærkelige tanker. En eller to gange har jeg
forklaret hvad det er at jeg går med, men det bliver ikke til ret
meget, for jeg kan simpelt hen ikke få det ud pga. et følelsesmæssigt
arrangement fra min side. Hvis nogen spørger ind til hvordan at jeg
opfatter disse ting bliver jeg mødt med en overvældende energi
udladning som jeg ikke har styr på, det lidt ligesom en person som
stammer. Min hjerne begynder at tænke så hurtigt at jeg ikke kan få
det ud, jeg bliver lamslået og aner ikke hvor jeg skal starte, det hele
forekommer mig ekstremt simpelt, men desværre ved jeg ikke
hvordan jeg skal starte med en fornuftig forklaring. Kan godt se at et
197
fragment af hele min forklaring ikke kan skabe forståelse. Så jeg
lader mig selv blive opfattet som en tosse der ikke har styr på
hvordan livet skal opfattes. Tager imod mine arbejdsopgaver hver
eneste dag, udfører dem så godt jeg kan, det giver mig også tid til at
abstraherer fra det komplekse til det mere jordnær. Opgaverne
bliver uddelt af Jim fra en varmemester position som bliver
disponeret på en lidt atypisk måde, da han har to firmaer ved siden
af. På varmemesterkontoret er der to telefoner og en computer at
holde styr på, trods det sidder han konstant på sin egen smart
phone og kører ud til kunderne i arbejdstiden, det er ikke skide
smart når man bliver overvåget af 250 lejemål. Det betød at der var
meget at lave for mig på ejendommen, men jeg har altid haft det
sådan at et arbejde er et arbejde, i det mindste havde jeg et arbejde
kunne tjene mine egne penge, når arbejdet er slut kunne jeg tage
ud på nogle af Jims maler job`s så langt min ryg nu kunne holde, det
var et slid, men jeg skulle ovenpå igen.
Lige før jeg tog til australieren med Zoe begyndte Jim at hænge ud
med nogle mennesker som jeg ikke kendte, deriblandt var der
personer som dyrkede sort magi, husker tydeligt vores afsked før
Australien, hvor han under nye venners påhør sagde til mig at Zoe
var hammerne underbegavet, det holder han i øvrigt meget af at
sige om andre mennesker. Da jeg kom hjem havde han forandret sig
i forhold til vores gamle venskab, hvad han skjuler ved jeg ikke, men
at han skjuler noget er jeg sikker på. Efter tre uger med gentagne
efterspørgsel på et tilgodehavende for noget at arbejde som jeg
havde udført, og adskillige brudte aftaler på mødesteder hvor
betalingen kunne finde sted, var jeg kommet ind til byen og havde
parkeret min bil som koster adskillige kroner at parkere. Han sagde
at jeg kunne få mine penge hvis jeg tog med over i tivoli, så kunne
198
han hæve dem i en automat på vejen, for i tivoli var der en koncert
med et band som han godt kunne tænke sig at se. Var desperat for
at få mit tilgodehavende da jeg havde en masse regninger og
udgifter på bilen, bilen som i øvrigt blev brugt til hans arbejde. Vi
tog ned for at få noget at spise på en shawamabar, hvor jeg havde
en underlig oplevelse, det drejet sig om at jeg fik min mad før jeg
bestilte den, føler mig på det her tidspunkt som om jeg var blevet
hypnotiseret. Vi tog over i tivoli for at se det her band men først
skulle vi have noget at drikke. Under rutsjebanen ligger der et lille øl
sted, Jim købte nogle store øl med en stærk alkohol procent til os,
men ikke til ham selv (vi var tre). Som vi sidder der siger han lige
pludselig at nu skulle vi gå over for at høre den musik. Rejser mig og
gå ud ad døren til folkemængden som altid flokkes omkring
rutsjebanen, de er væk! kan simpelthen ikke finde dem, det
forekommer mig meget mystisk stadigvæk at de bare sådan kunne
forsvinde, gik over på pladsen for at lede efter dem, fandt dem igen,
de opførte sig som om intet var hændt Jim blev ved med at købe øl
men ikke til sig selv. Musikken begyndte at spille det var melankolsk
musik meget dystert og intetsigende lige pludselig havde jeg fået
nok af at blive slæbt rundt et sted hvor jeg ikke havde lyst til at
være, specielt ikke når jeg vidste at jeg ville få en parkeringsbøde på
510 kroner. Den dårlige stemning kom igen, jeg fik erindringer fra
min ungdom da jeg var i tivoli med 10. klasse på en afslutnings tur.
10.E gik i en stor gruppe inde i tivoli hvor jeg gik bagerst, en flok
omstrejfende drenge kom bagfra og slæbte mig ind i et blomsterbed
hvor de stod og sparkede mig på hovedet og på krop indtil jeg
besvimede. Da jeg kom til bevidsthed bevægede jeg mig i retning af
hvor klassen var gået og fandt dem igen. En meget pinlig situation
med skrammer og jord over det hele, plus at jeg havde pisset i
bukserne. Denne oplevelse kommer tilbage til mig imens jeg står og
199
lytter til det lorte musik, jeg giver Jim øllet tilbage og siger at han
kan rende mig i røven. Mit spørgsmål er, hvorfor skulle jeg ind i
tivoli og lytte til det lorte musik? En anden gang skulle jeg hjælpe
ham med at male en facade, hvor solen bagte fra morgenstunden.
Det var en facade der lå lige over for Jim lejlighed på Frederiksberg,
han giver mig nøglen til kælderen og siger at jeg skal hente
sprøjteanlægget til at sprøjtemale facaden overfor, giver udtryk for
at jeg ikke vil lave dette stykke arbejde alene da jeg har dårlig ryg og
at han har brændt mig af utallige gange, han siger at han nok skal
hjælpe til, men at han bliver nødt til at gå op til sig selv for at ordne
noget. Da der var gået to tre timer og jeg var ved at være færdig
kom han tilbage, det var som om at han bevidst havde stået i
vinduet og kiggede på hvad jeg lavede. Blev rasende og sagde at det
kunne han ikke være bekendt, han sagde om jeg havde lyst til at
være arbejdsløs hvis jeg ikke holde min kæft, sagde hvad fanden
tror du er, du kan jo bare fyre mig, hvor han svarer at, det er en
hemmelighed. Med disse ord fortæller han mig at jeg ikke er hans
ven, så min pointe er, hvem er han så? Fik aldrig mit tilgodehavende
af Jim efter han var holdt op på ejendommen som
vicevært/varmemester, trods at jeg har været hans ven i over 25 år,
ved ikke hvad hans undskyldning er, men har hørt, at en sådan
skulle han vistnok have, altså! En undskyldning. I min verden kan
man ikke give undskyldninger til andre, men kun til sig selv. Hertil
skal også knyttes at efter min hjemkomst fra Australien har jeg igen
mødt Bo som ikke var sammen med Stine mere, han havde nu fået
en datter med en kvinde fra Ukraine, bor på Østerbro og arbejder
som tjener på færgen til Norge. Bo blev ved med at tale om tabet af
Stine, og viste mig nogle malerier som han selv havde malet lige
efter tabet af sin store kærlighed, motivet kvinden på stranden med
de to cirkler som spejler sig i vandet. Hele aftenen blev han ved med
200
demonstrativt at klappe hans kone bag i, det var som om at han
prøvede at fortælle mig et eller andet, måske var det det klap som
jeg engang havde givet Stine bag i da vi boede på Østerbro. Kunne
det være det klap bagi som havde gjort at de var blevet skilt. Hvis
det kunne være tilfældet kan det kun komme fra en person som jeg
med tillid har fortalt om denne episode, nemlig Jim. Men Jim og Bo
kender ikke hinanden. Hvis Bo kender til denne episode kan det kun
være igennem Jim eller Stine selv. Efter hvad jeg kunne forstå har de
mødt hinanden i perioden jeg har boet i Australien. Det eneste jeg
er ude på, er at finde ud af hvor stor tillid jeg skal lægge i Jim. Har
flere ting der kunne tilføjes men orker ikke engang at tænke på det
så derfor skulle det her lige med, man kan så grueligt tage fejl.
Jo! det skulle lige være hans gode ven Glen som har tatoveret
dødningehoveder over hele kroppen, og en bemærkelsesværdig
tatovering omkring halsen som symboliserer med små slangeagtige
streger op imod halsen 40- 50 stk. en eller anden form for kvælnings
illustration hele vejen rundt om halsen. Tænker bare hvad jeg har
selv været udsat for, og hvad de streger insinuerer?
Selvom den ene dag tager den anden får jeg dog foretaget mig
noget vigtigt i forhold til forståelse af min filosofi, har taget et sprog
kursus i japansk for at komme lidt nærmere den japanske kultur,
men jeg har dog kun lige ridsede overfladen, det var mest de
japanske tegn som havde min interesse. Selvfølgelig har jeg også en
mystisk oplevelse med dette kursus, som endte med at jeg var den
eneste elev tilbage i klassen. Det næste kursus blev nedlagt, hver
gang jeg skulle til undervisning hen mod slutningen af kurset, var
det som om at jeg blev svimmel af at være der, men jeg insisterede
på at udføre dette kursus. Da jeg fik en anden lærer tænkte jeg at
denne svimmelhed ville ophøre, men det gjorde den langt fra, da
201
klassen blev ved med at sidde og tale i overført betydning om mord
og råt kød, forstod ikke deres ironi eller ligefrem sarkasme, men
havde en stærk følelse af at den var møntet på mig. Var blevet
tilmeldt denne klasse på højere trin fordi der ikke var lavet et hold
imellem det trin jeg gik på og det nye trin, så her kunne jeg
fortsætte med undervisningen. Det var som om at man ikke mente
at jeg skulle have japansk, for der kørte en masse internt snak som
jeg ikke havde styr på. Denne svimmelhed starter som regel 20
minutter henne i undervisning. I tekstbogen fandt jeg nogle
matematiske fejl som strider imod den buddhistiske
virkelighedsopfattelse som jeg konfronterede læreren med. Derfor
måtte jeg stoppe på dette kursus, igen følte jeg mig udsat for en
hypnoseagtig sindstilstand som var ret ubehagelig at være i.
2012 Depotmedicin.
Det meste af 2012 går der tid med at arbejde på ejendommen,
skrive lidt på computeren, og spille musik med gutterne i oktober
måned begynder stress faktor at stige igen. Begynder at lytte til
hvad der bliver talt om i kupeen når jeg tager toget om morgenen til
arbejde der bliver refereret til hændelser som sker i min hverdag.
Det kunne udarte sig således at jeg fx havde siddet og øvet mig på
et musikstykke i underbukser foran min altan dør, hvor på naboen
som er meget nysgerrige havde stukket hovedet ind for at kigge
igennem vinduet og var blevet meget overrasket over at blive taget i
at kigge igennem andre folks vinduer. Samme aften snakkede jeg på
min tlf. til min søster om denne hændelse. Næste dag i toget kunne
jeg opleve at et par midaldrende damer som steg på toget imens de
talte meget højlydt om en episode med deres mand som havde
stået foran altanen døren i underbukser der hjemme, hvor på de
stiger af ved næste station. Det kan godt være at nogen vil sige at
202
det bare er et sammenfald, men jeg kan bare konstatere at det ikke
er et enestående tilfælde. En morgen da jeg kommer på arbejde var
der en frygtelig stank ved kontoret. Kommer ind i
omklædningsrummet som også er spisestue, hvor vi har et lille
køleskab til mælk og brød. Ud af det køleskab løb der noget blod,
åbner køleskabet og ser et dyr hovedet med gevir, vasker denne her
blod pøl op og går op, og smider hovedet i skraldespanden oppe i
gården. Lader mig ikke påvirke af situationen for jeg har noget andet
som jeg går og tænker på, det er et billede fra gontanamo fængslet
hvor mennesker var blevet udsat for tortur, et billede af et
menneske klædt ud som juletræ, med ledninger som var trukket fra
et bil batteri påsat med klemmer på deres fingre, og med en hætte
over hovedet. Plus natten forinden havde jeg drømt en drøm med
en som skulle sidde på knæ med ledningerne inde i munden.
Varmemesteren som nu er skiftet ud på ejendommen er Ib. Ib
møder på arbejde og undrer sig over at jeg har vasket gulv, han
kigger ind i sit køleskab og konstaterer at dyretrofæet er væk, det er
et trofæ fra sidste jagt siger han, fortælle ham at jeg har smidt det
ud, han skynder sig op og henter det igen, da han kommer tilbage
beder han mig om at gå over i en lejlighed som skulle males rød, for
at se hvor meget malingen der skulle bruges. Kommer ind i
lejligheden og konstaterer at der er ledninger som hænger ud ad
væggen, tænker på dengang jeg skulle male penthouselejligheden i
Australien rød tre gange. Nu var der også de ledninger som hang ud
af væggen, plus den drøm jeg havde haft, og alt det der blevet talt
om på toget. Kunne også se på den seddel som jeg havde med
farvenummer på, at det var Jim som havde valgt farven i sin tid. Gik
tilbage til kontoret for at møde Ib, han spurgte om jeg ikke kunne gå
med over i lejligheden, han ringede til Elo som jeg altid har synes
havde et eller andet han skjulte, men som jeg aldrig normalt havde
203
noget med at gøre. Han spurgte Elo om han ikke kunne komme ned
i lejligheden, tænker hvad fanden skal han der. Begyndte at tro på
at de to havde gang i et eller andet lyssky. Dagen før var jeg oppe i
en lejlighed som står tom og dog ikke helt, et af rummene var
dekoreret med våben og forskellige ordner og medaljer fra de
seneste krige i verden. På vej derover til lejligheden som skulle være
rød vendte jeg om og sagde at jeg havde ondt i ryggen og måtte gå
hjem. Ved godt at det er en undskyldning for ikke at komme ind i en
fingeret arbejdsulykke. Denne gang fulgte jeg min intuition og tog
hjem. På vej hjem i toget havde jeg en fornemmelse af at jeg var
fuldt hjem af en masse forskellige mennesker som skulle sørge for at
jeg kom rigtigt hjem, der var ansigter som jeg havde set før. På
Vanløse station stopper toget og et andet tog bliver indsat i stedet,
det var aldrig sket før på denne strækning klokken ni om
formiddagen. Det var som om at have en levende menneske skabt
mur rundt om mig, tænker at det ekstra tog var for min sikkerhed.
Da vi nået til Ballerup var der en masse tumult med nogen unge
rødder som man tit ser i det boligkompleks jeg bor i, de bar på
tasker med et ukendt indhold, ringer til mine forældre for at høre
hvor de opholder sig, så jeg kunne få en snak om hvad der var
hændt på arbejdet. De fortalte mig at de var i fitnesscenter. Stod af
på Ballerup et stop før Måløv hvor jeg bor. Forklarer i
fitnesscenteret hvad jeg har været udsat for på arbejdet, det var
som om at der ikke blev lyttet, man havde mere travlt med at glo på
damer og lave dagens intetsigende træningsprogram. Måtte køre
hjem igen med uforrettet sag. Tog ned i lokale supermarked for at
købe min daglige ration af vand, denne gang købte jeg tre flasker for
at være på den sikre side, ved ikke hvad det var men havde en
fornemmelse af at jeg muligvis ville få brug for en del vand over de
næste par dage. Havde hjertebanken og visuelle kontraster på de
204
ting som man er omgivet af, møbler, tallerkener, computere, osv.
Der var ligesom skruet op for det visuelle, ligesom når man stiller
kontraster på fjernsynsskærme. Lægger mig ned på sengen for at
samle mine tanker og komme af med alle de negative energier som
er til stede i min krop, kan ikke andet end dette på daværende
tidspunkt, aflade som jeg kalder det. Det var ikke meget søvn jeg fik
den første nat hvor mit hjerte begyndte at banke rigtig hurtigt hver
gang jeg var ved at falde i søvn, pulsen var kun til at kontrollere i
vågne tilstand. Blev i sengen hele den næste dag, indtil energien i
kroppen ligesom var forsvundet. Tænker på at der var andre som
havde kontakt til mine tanker, er derfor nødsaget til at tænke på så
lidt som muligt. Fik den ide at der var andre som lå i sengen i
lejlighederne ved siden af, de skiftedes til at lytte ind til mine tanker,
de var fælles om at have kontrol på hvad det var jeg lå og tænkte
på. Der var en banke lyd på radiatoren engang imellem, jeg
forestillede mig at det var en form kommunikation imellem dem.
Bliver ved med at drikke det vand som jeg havde indkøbt men får
det ikke mere afslappede af den grund. Det er ved at være nat igen,
har intet foretaget mig i løbet af dagen, føler jeg må tale med en
eller anden så jeg stiger ud af sengen får fat i min ipod som jeg har
sat op som en selvstændig enhed med en lommerouter som Wi-FI
point. Det var nu mørkt udenfor og ganske sent på natten, tager min
ipod med over i sengen under dynen for at ringe til Australien, som
jeg ligger under dynen med lyset fra displayet, taber jeg ipoden ud
af hånden, rejser mig op, løfter dynen for at samle ipoden op, men
den er væk, så jeg rykker sengen ud fra væggen for at kigge efter
den, begynder at lede over alt i lejligheden men den er ikke til at
finde nogle steder, bliver meget frustreret over denne episode til at
begynde med, indtil jeg accepterer situationen som den er. Går i
seng igen for at forstyrre på mine tanker, slukker lyset da det virker
205
meget skarpt, som jeg ligger er der ligesom en stemme i mine
tanker der bliver ved med at stille det samme spørgsmål, hvem er
du, og jeg svarer, jeg er dig. Så kommer jeg på disse tanker at hvis
man kan høre mine tanker kan man også se mine tanker altså det
jeg ser, det kan blive overført med tanker. Hvis denne gruppe som
nu ligger i nogle af de andre lejligheder og laver en inception som
det hedder på engelsk. Så må det være et syndikat, en form for
okkultsammenslutningen. Når nogen går ind på deres territorium vil
de vide dem du er, derfor bliver der spurgt om hvem jeg er jævnligt.
For at gøre dem klar på hvem jeg er, tænder min nat lampe på
væggen som lyser direkte over på min højre hånd som er formet
som jeg holdt en rund kugle. På tegnsprog betyder det bogstavet Æ
som ifølge mine teori er djævlen, Da A i alfabetet er det første
bogstav som er det første tal i talrækken nemlig 1 som rent
symbolsk betyder intetheden eller kun en kraft symbolet 6 og som
igen er en misforståelse da symbolet 6 også er 9,som en vægt på
vægtstangen ude af balance . 0 er det eksisterende og ikke
omvendt, en streg findes ikke og er derfor ikke med i min symbolik
om hvordan tal skal opfattes, det er noget djævelen må have
opfundet. Ifølge min teori er 1 og 9 samme kraft og samme styrke
man dog forskellige ja det lyder modstridende men det er også
sådan det skal forstås. Men som talrækken ser ud som den gør nu er
den jo totalt ude af balance. Så derfor er et Æ sammensætningen af
1 og 5 nemlig A og E som giver 6 djævlens tal. Ifølge talrækken som
jeg har udlagt den, er det 6. Trin kontrast dimension hvis altså du
tæller den første kraft med som en dimension, men det skal den
ikke, derfor er det en misforståelse af hele Kodekset. Hvorfor jeg
viser denne hånd er for at symbolisere et våbenskjold (ikon)som
man har gjort det i årtusinder, det er sådan at man har indikerede et
tilhørsforhold til en gruppe eller en stat, dem som ikke kan vise et
206
tegn eller symbol vil være ofre for kriminelle handlinger, såsom at
de opfordrede til at gøre ting som strider imod menneskets
oprindelige natur. Man kan simpelthen ved tankens kraft få et
individ til at tro at det er noget han selv tænker på, hvis man bare er
meget diskret i sin form. Det er det der kaldes underverden, det er
her at mange krige starter, nemlig med magthavere som holder
denne beskæftigelse. Det var bare det der gik igennem mit hoved da
jeg blev tvunget til at bekende kulør. En stemme siger til mig at jeg
skal stå ud af sengen og gå på badeværelset for at kigge mig i
spejlet, hvad jeg så gør. I spejlet står jeg og kigger mig selv i øjnene,
går rigtig tæt på så jeg kan se direkte ind i iris. Efter at have stået
der et stykke tid, er der en stemme som er min egen der siger,
prøve at kalde på fisken! Laver et underbid med kæppen, og kalder
på fisken, stemmen siger, sig det er et krydsfelt! fortæller spejlet
som stadigvæk er mit eget ansigt at det her et krydsfelt, min indre
stemme siger, spørger fisken om hvem Mussolini var, lige pludselig
ændrer mit ansigt sig til ansigtet af Mussolini. Den indre stemme
spørger igen, sig hvem er Mussolini også, så fik jeg et andet ansigt
nemlig et ansigt af en kinesisk leder som jeg ikke kender. Er nu
kommet så langt i processen at det var tid til at spørge om hvem jeg
var. Der kom forskellige ansigter frem som jeg ikke kunne genkende,
der var også en dame i blandt ansigterne. Har stadigvæk ikke
forstået hvad det var for nogle karakterer som dukkede op en efter
en, de skiftede fra det ene ansigt til andet og hurtigere og hurtigere.
Der var rigtige mange, til sidst var der to visuelle tredimensionelle
stjernediagram som det sluttede med, en stemme sagde ja så er vi
der. Følte at hele mit kartotek var blevet tømt, med lav indre
stemme siger jeg de sidste to stjernediagram vil jeg gerne beholde
det er i orden! bliver der sagt, det var det! blev der sagt. Går ind og
lægger mig i sengen igen, følger ikke at jeg er angst men kan godt
207
mærke at jeg er i en hel anden sindstilstand. Det er ved at være
morgen igen så jeg sætter mig op i seng og begynder at stirrer på
væggen overfor, lyset fra mine lamper begynder at gå op og ned i
styrke som var der nogle der stod og legede med lyset. Prøvet om
jeg kunne få nogle billeder frem på væggen hvor projektører lyset
ramte, men det lykkedes ikke rigtigt, lægger mig ned igen. Får en
samtale kørende i mine tanker, der bliver igen spurgt om hvem jeg
er, denne gang svarer jeg med en hel anden stemme end mine
egne, kan lave stemmerne om som det passer mig, lavede på et
tidspunkt stemmen om til Anders and. Lige pludselig er der en der
siger hvad fanden sker der, samtalen ophør. står op af sengen for at
få noget at drikke, tager mit træningstøj på lægger mig på gulvet for
at komme af med denne tilstand, efter jeg har ligget der i et langt
stykke tid kan jeg ikke røre mig mere, er fuldstændig drænet fra
energi, ligger længe uden at sige noget, tænker jeg skal pisse,
registrere at en stemme siger, så bare pis! så jeg lader vandet gå i
mens jeg ligger på gulvet, falder i søvn og vågner ved ikke hvornår,
rejser mig op gå ud for at tage et brusebad er begyndt at føle mig
normal igen.
Efter at have fået noget at spise pakker jeg nogle få ting i min taske,
og tager over til mine forældre som bor i nærheden. Har det i
tankerne at selv om de ikke kan overkomme at tale med mig om
hvad der virkelig sker i min verden, så kan jeg dog fortælle dem at
jeg holder af dem og at jeg elsker dem. Som jeg sidder og snakker
med min mor kan jeg lige pludselig se en skygge som hænger over
hendes hoved, påtaler at jeg tror hun har en dæmon, forklarer jeg
ligesom kan se i denne skygge. De siger til mig at de synes at jeg
skulle blive indlagt, og at det måske nok er en god ide at få noget
som hedder depotmedicin. Min far spørger mig om jeg nogensinde
208
har overvejet dette, uden nogensinde at have talt om hvad der
egentlig rører sig. Fortalte ikke om episoden derhjemme så de
anede ikke hvad det var som jeg havde været igennem. Vi kørte
over til hospitalet hvor de blev ved med at argumentere med
lægerne om at jeg skulle indlægges. Fik taget nogle blodprøver
imens de sad i venteværelset, sad alene i venteværelset da mine
forældre skulle snakke med lægerne, en mand som jeg havde set før
sad i sofaen og ventede, sagde til ham at det var et krydsfelt, som
jeg havde gjort det i spejlet der hjemme. ja ja! Sagde han bare. En
sygeplejerske kom og hentede mig og førte mig over til en afdeling
som var lukket med dør sluse dvs. to låste døre. Bliver henvist til et
værelse hvor der bor en patient i forvejen, Jørgen hedder han.
Jørgen har en meget krum ryg og træsker op og ned ad gangene på
afdelingen uden at sige en lyd. Tror ikke at han sagde en sætning
imens jeg var på denne afdeling. Om aftenen da jeg ligger i sengen
og er i en meditations tilstand har jeg en snak med Jørgen ren
telepatisk, fortæller ham om syndikatet, han siger at det skal jeg
ikke blande mig i, for det er hans syndikat. Nogle patienter var
rigtige patienter og andre spillede patienter som i virkeligheden var
plejepersonale, det gennemskuede jeg ret hurtigt. Vidste ikke rigtigt
hvad jeg skulle foretage mig på denne afdeling, så jeg lå for det
meste i sengen og bare spekulerede eller faldt i søvn, var meget
træt og udmattet efter de mange dage i lejligheden. Men alligevel
var det som om at jeg var under kontrol af et eller andet. Hver gang
jeg følte at jeg skulle ned i frokoststuen mødte jeg Jørgen lige
udenfor døren. Til sidst havde jeg følelsen af at det var ham der
ligesom fik mig til at rejse mig op og går rundt. I TVstuen var der et
tv som var fuldstændig ude af fokus der kørte et kunst program fra
DRs kultur kanal der omhandlede malerier som var konserveret
efter man havde fundet ud af at de var organiske(led tanke), hvad
209
det lige gik ud på fik jeg ikke fat i. På afdelingen var der en anden
mand eller skulle jeg sige patient, som var af arabisk herkomst, en
meget tyk mand som grinte hele tiden, han kunne ikke dansk så det
var på tegnsprog det foregik. Maden på stedet var ikke særlig
spændende så jeg bestilte mad udefra, men gjorde det kun en gang
fordi ham den tykke skulle have halvdelen af den portion som jeg
havde bestilt, som han tilsyneladende gjorde det ved alle patienter
uden at nogen sagde ham imod. Havde været på afdelingen i tre
dage, gik jeg rundt på afdelingen bare for at foretage mig et eller
andet, gik hen i spise området hvor der lå i en bunke spillekort på
bordet. Ved ikke hvorfor men jeg samlede et kort op fra bunken,
men i det samme kommer Jørgen hen til mig uden at sige en lyd,
han var interesserede i hvilke kort jeg står med på hånden, smider
det ned på bunken, det er hjerter ES. Bagefter griber jeg i min
lomme et stykke stof som jeg to måneder forinden havde revet i
stykker foran den lille havfrue nede på Langelinie, som symbol på at
det er slut med at ofre unge piger til havet, smider det oven på
bunken af spillekort. Hvad det med den lille havfrue lige gå ud på
ved jeg ikke, men en eller anden betydning har det helt sikkert. En
af patienterne som ikke er patient men personale viser mig en hånd
formede som holder den en kugle, akkurat som den hånd jeg lavede
med lampen hjemme i min lejlighed, den der skulle forestille et Æ,
hvor vidste De det fra? Da jeg vågner næste morgen, er meget øm
oven i hovedbunden, kommer i tanker om at jeg havde en drøm om
en der fik elektrochok. Men skæmmer det ikke tanken om at det
kunne være mig selv som var blevet behandlet i nattens løb, man
kunne sagtens have bedøvet mig igennem min indtagelse af piller.
Ved ikke om det overhovedet har noget på sig, finder nok heller
aldrig svaret i levende live. Fire-fem dage var åbenbart nok til at jeg
kunne komme ud igen, mener ud på en åben afdeling, hvor der var
210
nogle ældre patienter imellem de yngre. En af patienterne fortalte
mig at han havde fået elektrochok et par dage før han kom på
denne afdeling fordi han led af hukommelsestab. Der var en skræmt
ung pige som sad med konstant observation fra en ældre herre på
omkring de 60. En anden ung pige havde anoreksi og var ligeledes
under observation fra personalet. Fik noget medicin som gjorde mig
enormt træt, men der havde jeg jo været før. Efter en uge fik jeg det
første depotmedicin, ugen efter kunne jeg tage hjem, man mente at
medicinen havde sin virkning. Jørgen som jeg havde ligget på stue
med på lukket afdeling var også blevet flyttet til åben afdeling, da
jeg selv blev flyttet. Havde en fornemmelse af at Jørgen var læge og
ikke patient, for hver gang at vi andre skulle til aktiviteter eller
undersøgelser skulle han ikke med. Det var også noget mystisk på
lukkede afdeling, når jeg havde en stærk følelse af at nogle var
meget tæt på rent mentalt, kunne jeg kigge ud ad vinduet til gården
hvor man kunne gå ud for at ryge, lige bag vindue stod Jørgen, det
var som om at han kunne lytte ind på mine tanker. Fordi min
mistænksomhed omkring Jørgen var så stor, tog jeg over til
psykiatrisk hospital i en uges tid efter for at kigge ind i den gård de
syge kommer ud for at få luft i. Vidste at Jørgen var blevet udskrevet
samtidig som jeg selv, men havde på fornemmelsen at han var over
på lukkede afdeling igen for at behandle flere patienter, ganske
rigtigt som jeg står og holder øje med denne gård ser jeg ham
vandrende med sin krumme ryg i sit træningstøj. Han fik øje på mig
og skyndte sig indenfor igen. Ligeledes var der en af patienterne
som var indlagt på samme tid som mig, som jeg så møde som plejer
på en af afdelingerne. Min intuition har igen fortalt mig at det var
rigtigt det jeg havde tænkt, nemlig at nogle af patienterne faktisk er
folk som arbejder på stede. Men én ting er sikkert ham Jørgen kan
noget helt unikt, som man skal tage stoffer for at kunne forstå.
211
Der er nu gået et år og fire måneder, har været en tur til Australien
for at besøge mine børn som jeg ikke havde set i fem år. Det var
dejligt med gensyn af nogle børn som jeg troet jeg aldrig skulle
møde igen, de var vokset som børn nu gør, så det var svært at
genkende deres personligheds værdier. Fordi jeg ikke bor sammen
med min familie som jeg var nødt til at forlade pga.
omstændighederne, kom det bag på mig at jeg muligvis mistede det
mest væsentlige her i livet, nemlig deres tillid. I min verden er en
hvidløgn totalt uacceptabelt, men det var de begyndt på efter mit
fravær. Det var sådan set det eneste jeg kunne sætte en finger på
under mit syv ugers korte ophold, ellers gik det rigtig godt med
dette gensyn. Tror at det giver en vis form for tryghed at jeg havde
mit depotmedicin med fra Danmark, det bliver stadigvæk indtaget
igennem en indsprøjtning hver fjortende dag. Jeg nu vil slutte denne
korte udlægning af mit lange ophold i denne verden, siger langt
fordi alt er relativt i forhold til hvor meget man kan presse ind i ens
levetid. Der er højst sandsynligt individer som har et meget mere
heftigt program end jeg har haft.
Tick tock tick tock tick tock who knows?
212