pdf-version af Magasinet

politiken 02.09.07
6. sektion 5. SEKTION
Op at stå. 13 centimeter smukkere
Pia Naser Villy Margrethe Bendt Helle Frank
...
Foto: Peter Hove Olesen
MED ANDRE ØJNE
...
w w w. r a u n . c o m
...
07200
07200_03_EJ5_POLITIK_A_.indd
03 EJ5 POLITIK A indd Sec1:2-Sec1:3
...
finnnygaard.com
EJ 5 Corona
Design: Poul M. Volther
www.erik-joergensen.com
29/08/07 13:58:29
...
VELKOMMEN
Tak, fordi vi måtte komme ind i Deres stue ...
Bageste række fra venstre: Annette Nyvang (journalist på Magasinet 2007-), Ib Spang Olsen (tegner på Magasinet 1952-63), Jens Lenler (journalist på Magasinet 2007-), Klaus Rifbjerg (forfatter, skrev digte til Magasinet 1956-63), Kim Faber (journalist på Magasinet
2007-), Tine Harden (fotograf på Magasinet 1990-96), Lise Nørgaard (forfatter, skrev noveller til Magasinet 1949-63), Kristoffer Løve Østerbye (art director på Magasinet 2007-), Ebbe Mørk (journalist på Magasinet 1987-96), Erwin Lauterbach (madskribent på
Magasinet 1987-89), Trine Lundager (journalist på Magasinet 2007-) og Henriette Lind (journalist på Magasinet 2001-02 og 2007-). Forrest fra venstre: Per Munch (souschef på Magasinet 2007-), Jonna Dwinger (journalist på Magasinet 1946-63 og 1987-96), Julie
Bondo Gravesen (redaktør for Magasinet 2007-) og Helle Hellmann (journalist på Magasinet 1987-96). Foto: Peter Hove Olesen.
... faktisk har vi været der før. Flere gange, endda
Fra i dag udkommer Magasinet hver uge sammen med Politiken Søndag. Magasinet udkom første gang i årene 1922-1963 og havde
sin storhedstid i 1930’erne og 1940’erne. Det
var dengang, Magasinet ikke alene afspejlede
tidsånden; det var i den grad med til at påvirke den – med artikler og noveller af Danmarks bedste forfattere , illustreret af tidens
bedste tegnere. Sikker Hansen, Arne Ungermann og Ib Spang Olsen.
To gange siden – i årene 1987-96 og 20012002 – har Magasinet været at finde blandt
Politikens sektioner. Som en del af avisen. Og
alligevel ... anderledes.
Nu lanceres Magasinet igen – i moderne
form. Magasinet er lystlæsning til weekenden
– og måske et stykke ind i ugen: fantastiske
fortællinger om mennesker, fotografier i verdensklasse og inspirerende historier om
mad, mode, design, teknik og sundhed. De
smukke tegninger fra dengang er afløst af fotokunst – i denne uge bringer vi en enestående serie med danske politikere. Desuden kan
du læse om at blive fotograferet sammen
med 1.500 nøgne mennesker, om tatar, stiletter og robotter – og en mand, der har klonet
dyr på tre kontinenter. Samt en novelle skrevet specielt til Magasinet af Klaus Rifbjerg.
Her på redaktionen vil vi gøre vores allerbedste for, at Magasinet bliver en uundværlig
del af din søndag. Måske har du oven i købet
lyst til at bidrage? – så deltag i novellekonkurrencen ’Lystlæsning’ (se side 55).
Julie Bondo Gravesen,
redaktør af Magasinet
politiken 02.09.07
6. sektion 5. SEKTION
Op at stå. 13 centimeter smukkere
Pia Naser Villy Margrethe Bendt Helle Frank
1950
6 magasinet
...
1987
2001
Foto: Peter Hove Olesen
MED ANDRE ØJNE
2007
POLITIKEN
12008 Losers would 284x380.indd 1
...
29/08/07 13:53:11
INDHOLD
»Jeg glæder mig til at se dig og alle jer andre nøgne«, Irene - afklædt i Amsterdam. Side 18
02.09.07
18
Foto: ANP/Robin Utrecht
MODE Hvad er sværest – at
stave til Christian Louboutin
eller at holde balancen på
hans høje hæle?
Side 10
MAD+DRIKKE Råt er godt.
Og vi taler ikke om sushi.
Side 14
Den nøgne journalist
en tidlig morgen i et
hollandsk parkeringshus – kun iført
notesblok
og beton
DESIGN Pas på, det ikke stikker.
Side 28
TEKNIK Kommer der aldrig
uventede gæster,
eller føler du dig
bare alene? Køb en robot,
den vil være din ven. Side 32
GRISGRISGRIS En ungarer har
klonet på tre kontinenter. Nu
gør han det uden for Viborg.
Side 34
28
PORTRÆTTER
Der er stadig noget at kigge på,
når øjnene er lukkede.
Side 38
SEX Rob ønskede sig en
kæreste med himmelblå øjne.
Så dem bestilte han i Canada.
Side 46
NOVELLE Klaus Rifbjerg
har skrevet en ny historie
til Magasinet. Den
hedder ’På bænken’.
Side 50
LEG Hvor mange
ord kan du danne
af M.a.g.a.s.i.n.e.t.?
Vi fandt 200.
Side 52
10
50
8 magasinet
...
POLITIKEN
Helt nyt. Allerede en klassiker.
Den nye 32”-version fuldender vores BeoVision 8 LCD-familie
og giver dig det sidste nye inden for lyd og billeder i en
revolutionerende form, der er 100 % Bang & Olufsen.
BeoVision 8-26: Vejl. pris kr. 19.995,BeoVision 8-32: Vejl. pris kr. 27.995,-
Bang &
Olufsen, Nørre Xxxxxxxxxxxxxx,
Voldgade 8, 1358 København
K
Bang & Olufsen
Xxxxxxxxxxx,
Xxxxxxxxxxx
Tlf. 33Tlf.
12 33
08,
[email protected]
XX XX XX XX, [email protected]
www.bang-olufsen.com
www.bang-olufsen.com
...
MODE
Stiletter
Av, for en
Manolo Blahnik er ikke længere verdens skomager nummer et. Den plads
tilhører den parisiske designer Christian Louboutin . Hans stiletter er
vidt forskellige, men alle bærer samme diskrete signatur – en blodrød sål.
T R IN E L U N D A G E R
an har selv sagt
det, monsieur Louboutin. At måske
er det ikke just behageligt at spankulere omkring i
hans skyhøje skokreationer. Med
vristen svunget i
en unaturlig konveks og tæer og trædepuder
blussende af anstrengelse.
Men det ser godt ud.
Og som sædvanlig har celebriteter verden over
accepteret, at mode er smertefuld, når bare de til
gengæld får et sexet, forførende og helt afsindigt
dyrt look.
De har i hvert fald taget hans ultra feminine stiletter til sig i en sådan grad, at det efterhånden er
mere end almindelig sensationelt at åbne et glittet magasin og ikke støde på Christian Louboutins
uomgængelige varemærke – den rødlakerede lædersål.
Blandt tilhængerne er sangerinderne Madonna
og Gwen Stefani, skuespillerinden Sarah Jessica
Parker og pinuppigen Dita von Teese, og selv om
den røde detalje kun er synlig fra bestemte vink-
H
Decolzep
10 magasinet
...
Lapono
ler, sørger stilikonerne altid for at dreje indersiden af den 13 centimeter høje hæl mod de blitzende kameraer. Først da bliver det åbenlyst for enhver, at de er iført den ægte vare, tidens mest eftertragtede fodtøj.
Detaljen, der manglede
Christian Louboutin har siden barndommen været fascineret og inspireret af frække dansepiger.
Før han brød igennem som anerkendt sko-troldmand, designede han stiletter til danserinderne i
de parisiske kabareter, og den lidt flamboyante,
provokerende stil, som han stadig dyrker, er et
levn fra dengang.
Idéen til den karakteristiske røde signatur fik
Louboutin efter en lang periode med frustrationer over, at hans stiletter altid så lidt ufærdige ud
– uanset hvor omhyggelig han var med designet.
En dag sad den franske designer ved sit skrivebord og mærkede pludselig den skarpe lugt af
neglelak i næsen.
Han kiggede hen på sin assistent, der lakerede
negle med en højrød lak. Og i det samme vidste
han instinktivt, hvad der plagede ham – de store
mørke flader under hans stiletter, sålerne. Han
greb den røde lak, penslede sålen på en sko og be-
Rolando
tragtede resultatet. Tilfreds lænede han sig tilbage i stolen. Han havde fundet den detalje, der havde manglet.
Selv kalder han den røde sål for den moderne
kvindes lommetørklæde. Et signal til mændene
om at følge med. »Suivez-moi, jeune homme« – »følg
mig, unge mand« – her vanker lir og narrestreger.
Og gør de det ikke, mændene – altså følger med
– kan de betragte de trippende røde såler som afskedskys fra kvinden, der danser derfra, som han
poetisk har udtrykt det i New York Magazine.
Men det koster at aflevere den hilsen.
Louboutins sko fås sjældent for under 500 euro
– godt 3.700 kroner – og man skal være hurtig
med plastickortet, for ofte er skoene udsolgt i
løbet af få dage.
Og så skal man også krydse en grænse eller på
nettet, for i Danmark sælges skoene slet ikke.
Det gør de derimod i Paris, New York, Los Angeles, London og Moskva, hvor Louboutins egne butikker har til huse.
Derudover findes der et udvalg af forretninger
verden over, som sælger hans design. Men altså
bare ikke i Danmark – her er vi henvist til netbutikker som for eksempel net-a-porter.com, hvis
presset fra modemagasinerne bliver for ubærligt.
Rolando
Lady
POLITIKEN
sko
En kvinde
bærer sit tøj
– men det er
skoen, der
bærer kvinden
Christian Louboutin
Decoltissimo
Eventa
Decolete
Axxxxxx
q
POLITIKEN
...
magasinet 11
MODE Stiletter
Foto: David Lynch
David Lynch på hælene
Når filminstruktøren David Lynch kaster sig over Louboutins
stiletter er det ikke bare højeste mode, men kunst på højt plan.
T R IN E L U ND A G E R
ouboutins stiletter er af mange blevet kaldt de mest sexede nogensinde. Så sexede, at flere af hans sko balancerer på den hårfine grænse til fetishisme. Men også denne dristige
variant af designet har fået tilhængere blandt Hollywoods berømtheder.
Én af de mere prominente beundrere er filmmageren David Lynch. Han er kendt for film som
Blue Velvet, Lost Highway og Mulholland Drive og
for tv-serien Twin Peaks, der ligesom hans øvrige
film er mættet af mareridtsagtige stemninger og
spækket med symboler.
Og netop forkærligheden for symbolerne er måske det, der har draget den 61-årige instruktør
mod Louboutins forføreriske stiletter. Faktisk er
han blevet så betaget, at han har indgået et samarbejde med den parisiske skomager om et kunstprojekt, hvor han med et stillkamera har foreviget
to kabaretdanserinder iført intet andet end dybrød læbestift og ubarmhjertigt høje stiletter.
Stiletterne, der er Louboutins højeste nogensinde, er for hovedpartens vedkommende designet
til formålet, og de har alle fået en ekstra tand på
fetish-skalaen med snærende bånd, overdrevne
kurver og ringe brugbarhed. Egenskaber, der gør
L
Decolete
12 magasinet
...
Decolete
dem til perfekte symboler i David Lynch urovækkende, gådefulde univers af ødelæggende skønhed og blodrødt tæppefald.
Lynchs to modeller, der begge har usandsynligt
blondt hår, snehvid hud og mørke øjne, arbejder
til daglig i den parisiske kabaretklub Crazy Horse,
og de er nøje udvalgt af kabaret-elskeren Christian Louboutin. Efter blot én, men ultimativ instruks fra filminstruktøren, der bad om kurvede
kvinder med ordene: »No bones« – ingen knogler.
To dage med fotooptagelser i Paris har det taget
instruktøren med den snirklede hjerne at få 26
smukke og skyggefulde billeder i sit kamera, og
værkerne udgør nu tilsammen udstillingen FETISH i Paris. Prisen for et billede vil ligge et sted
mellem 12.000 og 30.000 euro.
Og Louboutin, ja, han er godt tilfreds med resultatet af sit og Lynchs samarbejde.
»Man kan slet ikke forestille sig skønheden i disse billeder. Jeg er helt oppe i skyerne«, har han for
nyligt sagt til modeportalen Womens Wear Daily.
FETISH kan opleves fra 20. september til 20. oktober
på Galerie du Passage, 20-26 Galerie Véro-Dodat,
75001 Paris, tlf. +33 142360113,
[email protected]
Anemone
Goya
Adresser
Louboutins sko finder du bl.a. her:
Louboutin Paris 7ème,
38-40 Rue de Grenelle,
75007 Paris,
Tlf. +33142223307
Louboutin New,
941 Madison Avenue,
New York, NY 10021,
Tlf. +12123961884
Louboutin Moskva, Berlin House,
5 Petrova Street,
03031 Moskva,
Tlf. +7951038395
Louboutin London,
23 Motcomb Street,
London SW1X8LB,
Tlf. +442072456510
Skoene sælges også på
www.net-a-porter.com
Metalica
POLITIKEN
Man skulle jo
nødig blive kaldt
trendy
De dygtige mennesker på møllen i Skærtoft nægter at sælge andet end friskmalet mel.
Derfor maler de ikke mere, end vi i Irma bestiller. Det er da old school.
Jamen, er vi da gået helt fra snøvsen i disse
tider, hvor mad er blevet trendy og et yndet
samtaleemne? I Irma elsker vi selv mad og
taler gerne og længe om den. Vores pointe er
blot, at det ofte er mere nytænkende at se
tilbage end at se frem.
Tag nu vores møllere Hanne og Jørgen fra
Skærtoft på Als, der dyrker deres korn og
maler deres mel, som man aldrig burde være
holdt op med at gøre det. Ingen kunstgødning,
ingen pesticider, ingen fikumdik.
U mwel t
...
Tingene går langsomt i Skærtoft. Ikke fordi de
er dovne dernede på møllen. Men jo langsommere man maler, desto bedre holder man
kornet køligt og nedbrydningsprocessen nede.
Og så nægter de dygtige mennesker at sælge
andet end friskmalet mel, derfor maler de ikke
mere, end vi i Irma bestiller. Det er da old school.
I det hele taget har vi masser af varer, der
smager som i Irmas barndom. Gårdmælk med
4,6% fedt, økologisk bacon uden nitrit, kød fra
dyr der har fået masser af grønt græs og blå
himmel, is lavet af tyk fløde, frugter der har
fået lov at blive hængende, til de smager som
de skal.
Næppe trendy, men vi har for længst
opgivet tanken om at blive det.
Økologisk hvedemel
fra Skærtoft Mølle
1 kg
50
18
MAD Tatar
Råt opgør
Tatar er den enkleste af retter. Og så alligevel ikke. For skal kødet hakkes
eller skrabes? Eller mørnes under sadlen, som tatarerne gjorde det?
S Ø R E N W E D D E R KO P P
et kan være vanskeligt at tænke på finere kogekunst, hvis
man skal ride omkring 14.000 kilometer på en hest, der er
nogenlunde lige så
stor som en velvoksen grand danois, og
derefter erobre et kontinent. Derfor lagde tatarerne kødet under sadlen og red rundt med det hele
dagen, indtil det kunne spises, siger man.
Hvad tatarerne frembragte, var forløberen for
det, som vi i dag kalder kitko på etiopisk. Etioperne spiser nemlig råt kød, ulig de fleste andre på
det afrikanske kontinent, bortset fra løverne.
Franskmændene kalder kødet steak tartare. Læg
mærke til den subtile forskel, der udgøres af det
ekstra ’r’. De fleste etymologer mener, det er en
stavefejl, da ordet bedst kan spores tilbage til Tata-mongolerne. Men prøv lige at forklare en
franskmand det. Det ville være lige så tåbeligt
som at hævde, at bouillabaisse er en fiskesuppe.
Nogle skraber, andre hakker tatarkødet. Og begge parter mener, at den anden metode får kødet
til at blive noget snask, der vokser i munden.
René Redzepi, der driver verdens 15. bedste restaurant, Noma på Christianshavn, foretrækker at
D
Så til hest
Vi skylder tatarerne, det
tyrkisktalende rytterfolk,
retten tatar. En flok tatarer ses
her i strakt karriere på vej hen
over de rå kødmarker.
Foto: Tina Nielsen
Modelmaling:
Steen Toft Winther
14 magasinet
...
POLITIKEN
Med maskinen ...
... eller under kniven
Markedet for køkkenmaskiner med kødhakning som det primære formål er enormt. Vi
foreslår, at du går i mormors grydeskab og
fremdrager håndsvingsmodellen. Den giver
en rustik hakning og en behagelig følelse af at
have brugt musklerne. Fås hos isenkræmmeren for et par hundrede kroner.
At der ikke findes en egentlig tatarkniv, er mærkeligt i
en verden med knive til hvad som helst. Vil du prøve at
gøre René Redzepi kunsten efter og skrabe din tatar, så
brug en ikke for stor kokkekniv, f.eks. en 18 cm Tojiro fra
H.W. Larsen til 899 kr. plus moms. Det er dyrt, men så får
du også en kniv med 37 lag stål og 1 års garanti for, at din
tatar bliver skrabet med maksimal skarphed.
Foto: Ulrich Borch
skrabe sin tatar af en godt fedtmarmoreret oksemørbrad, medmindre han bruger moskusokse.
Redzepi skraber væk fra sig selv i små, korte strøg
med en lille japansk kniv, og kødet falder af i små
flager, lidt ligesom nyhøvlet peberrod. Smagen er
essensen, urgestalten af kød, konsistensen pirrende uegal med sammenhænge, der smelter, og andre, der skal tygges. Men bemærk, at Redzepi bruger kød, der er så mørt, at det kan findeles af et
faldende figenblad. Den tatar, han serverer i sin
restaurant, er et dekonstrueret kunstværk, der
drysses med ristet rugbrødssmuld og spises med
fingrene.
Foto: Morten Langkilde
forslugenhedens skærsild? Så gå på Restaurant Gl.
Mønt i København og bed om en tatar med det hele. Så går kok og restauratør Claus Christensen i
gang.
Han tager 200 gram okseinderlår, fordi det er
fedtfattigt, hakker det to gange på maskine og kaster det fra hånd til råblid kokkehånd, indtil
klumpen er jævn. Derefter breder han det ud på et
spækbræt med en seriøs kokkekniv, glatte, former
og skraber, indtil enhver tænkelig uregelmæssig-
hed er borte. Så fører Christensen kniven ind under kødet og løfter det i vejret, som var han en pizzabager fra Napoli, og former det til en rosetlignende konstruktion, der daler ned over et stykke
håndskåret, smørsmurt rugbrød, som venter på
en musselmalet tallerken af betragtelig størrelse.
Han omgiver kødet med hjemmelavede rødbeder, købt pickles, finthakket løg, kapers og høvlet,
hvislende stærk peberrod og stiller serveringen
foran gæsten med et lumsk smil.
Man tager 200 g inderlår ...
Rasmus Oubæk er en af de få danske kokke, der
har været i nærheden af Redzepis status på firmamentet af restauratørstjerner.
Oubæk ejer i dag Rasmus Oubæk Restaurant i
St. Kongensgade i København. Her er den klassiske, franske, rørte tatar et af de faste numre på repertoiret.
Oubæk vil gerne have struktur og modstand i
kødet, så han bruger en gammel hakkemaskine,
der »ikke er for god«. Den hakker lidt ujævnt, og så
bliver det, som Oubæk gerne vil have det.
Vil du klatre op på toppen af gastronomiens
mest uvejsomme tinder og styrte din sjæl ned i
POLITIKEN
...
magasinet 15
/:)&%
/:)&%
/:)&%
$PMPVS/:)&%3VOEžTLF)DN%JBDN
'PUPSBNNFYDN
/:)&%
.BSJB/:)&%7BTFJHMBT'MFSFGBSWFS)DN
5VCFSPTF,VOTUJHUVCFSPTFNFEUPCMPNTUFS)DN
3ŸEQJOLPHPSBOHFFSOPHMFBGUJEFOTWBSNFTUFGBSWFSOFUPQGPSEJ
EFFSVGPSMJHOFMJHFJEFSFTFWOFUJMBUTQSFEFWBSNFHMžEFPHMJWJ
FUSVN6BOTFUPNEVCSVHFSEFNTPNTNlJŸKOFGBMEFOEFLPO
USBTUFS FMMFS EV WžMHFS BU JOESFUUF IFMF SVN CBTFSFU Ql EFOOF
WBSNF WJM EJTTF GBSWFST FGGFLU GPSQMBOUF TJH UJM EFSFT PNHJWFMTFS
%FHJWFSTNJMUJMWFSEFOPHTPNCFLFOEUFSEFUOPHFUEFSTNJUUFS
TFBMMFOZIFEFSOFJFGUFSlSTLBUBMPHFUPHQlJMWBEL
8'. WUHQG [ LQGG ...
/:)&%
/:)&%
7FMWFU1VEFJWFMPVSYDN
/PPLT1VEFJIŸSCPNVMENFECSPEFSJ
YDNYDN
-VDZ/:)&%7BTFJHMBT)DN)DN
/PWJB/:)&%-ZTFTUBHFJHMBT'MFSFGBSWFS)DN)DN
/BODZ/:)&%'BEJHMBT'MFSFGBSWFS%JBDN
%BWJE/:)&%(ZOHFTUPMJVMENFENFUBMTUFM
,BOCFTUJMMFTJBOESFGBSWFS
8BMNPOU/:)&%4PGBTFSJFJMžEFSNFELSPNCFO'YQFST-DN QFST-DN
1JFOP1VEFNFENŸOTUFSJWFMPVSYDN7FMWFU1VEFJWFMPVSYDN
TŸOEBHTlCFOUEFOTFQUFNCFSLM
*-7"*TIŸK*OEVTUSJEBMFOU*-7"-ZOHCZ(M-VOEUPGUFWFKU*-7"aSIVT(SBIBN#FMMT7FKU.BOEBHGSFEBHMŸSEBHTŸOEBHJNlOFEFOXXXJMWBEL
...
Foto: ANP/Robin Utrecht
18 magasinet
...
POLITIKEN
Hvad laver jeg her?
Den amerikanske kunstner Spencer Tunick bruger nøgne kroppe
som materiale. Fra Helsinki til São Paulo har han fotograferet afklædt kød.
Hvorfor? Magasinet tog til Amsterdam, smed kludene og spurgte ham.
q
POLITIKEN
...
magasinet 19
Nøgenfotograf
Spencer Tunick iført 1.500 afklædte frivillige
og parkeringshuset Q-park i Amsterdam.
Foto: ANP/Robin Utrecht
uck. Lad os tage én
ting ad gangen.
Først mine fødder. De balancerer
på en klapstol
med brunt plastiksæde og skinner
som dødblegt
kridt i morgenlyset. Jeg løfter blikket. Jeg ser mine ben. Knæene ryster, fordi loftet i det forbandede parkeringshus ligger så lavt, at jeg ikke kan stå
fuldt oprejst på stolen.
Højere oppe ser jeg min pik. Den hænger
splitternøgen. Og hvem ringer klokkerne så
for denne søndag morgen? Jeg kigger op. Og
jeg glor ud i et tidligt daggry over Amsterdam, mens jeg svajer af svimmelhed, fordi
der er 10-15 meter ned.
Dernede ligger den brede kanal Singel-
F
JENS LENLER
20 magasinet
...
gracht. Vandet glitrer brungrønt. Jeg ser en
jolle med navnet ’Hacaki’ malet på siden.
Langs bredden strutter kastanjetræer, og –
nej! – på et gadehjørne står en lille familie
med små børn, der af ukendte grunde spankulerer rundt i Hollands største by, før nogen
normale mennesker burde være oppe.
Jeg glor lige ned på dem. Jeg er splitternøgen. Jeg er en blotter. Det her er som i Monty
Pythons ’Life of Brian’, hvor filmens ufrivillige
messias uden en trævl på kroppen banker
vinduesskodderne op efter en elskovsnat og
til sin skræk glor lige ud på tusinde disciple.
Bortset fra, at her ikke er nogen skodder at
smække i igen. Kun en kold vind og en militant stemme, der brøler i en megafon langt
borte:
»Stå så stille!«.
Mens mine lårmuskler syrer til, og min bare røv rager bagud i parkeringshuset, og jeg
POLITIKEN
Foto: Dokumentar af Heidy Miglino, Dream Amsterdam 2007 (t.v.) samt Spencer Tunick, ’Netherlands 7’ (Dream Amsterdam Foundation) 2007, C-print monteret mellem plexi, venligst stillet til rådighed af I-20 Gallery, New York
ud af øjenkrogen aner en kvindebrystvorte
med ring i, der stritter i morgenkulden, stiller jeg mig selv det berømte spørgsmål:
Hvad laver jeg her?
STARTSKUDDET til min ydmygelse
falder en håndfuld timer før, klokken cirka
2.45 om natten. Jeg vakler ud af en taxa under
et betonhalvtag ved parkeringshuset Q-park
på Marnixstraat i det centrale Amsterdam,
søvndrukken og med en begyndende angst
for det ukendte bragende i hele systemet.
Et koldt neonlys bader brolægningen. Der
er en kiosk og nogle Texaco-benzinstandere.
Tæt ved snor parkeringshusets autorampe
sig forbi et vagtskur og videre opad som en
lukket spiral uden på bygningen. Den er blokeret af rød-hvide spærrestrimler, hvor flere
hundrede mennesker allerede står og venter
med sportstasker og små rygsække.
POLITIKEN
...
Jeg stiller mig ved siden af en ranglet fyr,
der er klædt i cowboybukser og en blåstribet
T-shirt af en slags, som var på mode først i
1990’erne. Han har kort hår og små metalbriller og krammer et udprintet A4-ark med febrilske hænder.
I min egen lille rygsæk har jeg det samme
papir. Det er en e-mail. Der står, at jeg skal møde op ved Q-park senest klokken 3.30 søndag
morgen. At jeg godt nok kun skal være nøgen
i kortere perioder ad gangen, men at jeg, når
jeg er det, skal være fuldkommen nøgen og
ikke må have så meget som et ur eller et par
briller på.
Der står også, at kvinder opfordres til at
medbringe cykel – en melding, der jo ikke
vedkommer mig direkte, men heller ikke ligefrem gør det hele mindre urovækkende.
Det samme gælder den medfølgende juridiske erklæring, der lægger det fulde ansvar for
mit liv og levned over på mig selv, men til
gengæld overdrager enhver copyright til fotografen Spencer Tunick.
Amerikanske Spencer Tunick er blevet verdensberømt på at fotografere nøgne kroppe.
Han arrangerer dem i skulpturer. Han fordeler splitternøgne mennesker, så de står, sidder, knæler, flyder eller bogstaveligt talt fletter sig ind i hinanden som i kolossale samlejer, der danner bjerge og bakker og floder og
bygninger og mange andre former.
Folk melder sig i tusindvis. I maj i år slog
han igen sin egen rekord, da 18.000 troppede
op på Mexico Citys vigtigste torveplads og
smed hver eneste trævl fra sombreroen og
nedefter. Men hvorfor stiller folk op til noget,
der ligner det ultimative mareridt – at finde
sig selv nøgen på et offentligt sted? Og hvor
ligger den kunstneriske pointe?
Jeg har meldt mig via Spencer Tunicks
magasinet 21
q
hjemmeside for at finde ud af det. Samtidig
har de hollandske arrangører givet mig en
halv aftale om et møde med Spencer Tunick
næste dag. Normalt taler han ikke med journalister lige efter en installation, men hollænderne mener, han vil gøre en undtagelse, fordi jeg selv stripper som nøgenmodel.
Det manglede bare. Jeg nyder ikke ligefrem
tanken om at smide tøjet for øjnene af hundredvis af fremmede eller for den sags skyld
posere på et foto sammen med dem.
Nu står et par unge piger og fumler med et
videokamera. Mailen understreger ellers, at
deltagerne ikke må fotografere hinanden. Fyren i den stribede T-shirt får øje på dem og
springer til side, som om de sigtede på ham
med et maskingevær.
Imens strømmer folk til fra alle sider i taxaer, til fods eller på skramlende cykler. Ved siden af mig står en cirka 45-årig mand, der siger, han hedder Jeff Woloson. Han er fra Californien, men har boet i Amsterdam i 12 år,
hvor han arbejder som sygeplejerske.
»Jeg har altid været meget blufærdig. Så det
her er en personlig overvindelse for mig«, forklarer han.
Han er mødt op sammen med sin hollandske ven Isaac Koole, der er så usandsynligt
radmager, at kindbenene ser ud til at være limet på hans ansigt. Uden tøj må han være et
uhyggeligt syn.
Alligevel erklærer han, at han ikke skammer sig det mindste over sin krop. Amerikanere som Jeff Woloson har et mere anstrengt
forhold til nøgenhed, mener han. Jeg synes
ikke, det forklarer, hvorfor nogle af dem er
troppet op og støvsuger min hjerne for et
knivskarpt spørgsmål, da vi bliver afbrudt af
en skrattende stemme i en megafon:
»Hello. Hoi …«.
Jeg opfanger ikke meget af, hvad der bliver
sagt. Men vagterne fjerner afspærringen. Som
et kreatur følger jeg efter, smider min underskrevne juridiske erklæring i en opstillet papkasse og vandrer op ad autorampen, der snor
sig til vejrs mod p-dækkene i halvmørket.
Mens vi går, bemærker jeg, at vi trækker en
slipstrøm af parfumelugt efter os. Det virker
egentlig en smule overdrevet at dunste sig til
på den måde, bare fordi man skal være nøgen
på et billede.
På den anden side – vi ved jo ikke, hvilke dele af en andens krop vi kommer til at have næsen i.
LIDT SENERE VANDRER jeg
hvileløst rundt på dæk 1 i parkeringsbygningen. Jeg tog ikke ur med, så jeg aner ikke,
hvad klokken er, men vi har ikke fået instrukser længe, og folk er begyndt at sætte sig mellem søjlerne og de få parkerede biler på etagen.
Vi må være langt over tusinde mennesker
nu. Det slår mig, hvor almindelige – for ikke
at sige dødkedelige – vi ser ud. Her er ingen
undergrund. Ingen flippere. Ingen punkere.
Ingen piercede fjæs. Slet ingen folk i provokerende, politiske T-shirt eller trendy outfit. Bare en flok hverdagsmennesker i alle aldre (og
størrelser), der uniformerer sig i praktisk tøj
og gummisko.
Jeg sætter mig ved siden af en blå Citroën,
der holder parkeret midt i det hele. To piger
og en midaldrende kvinde med gråbølget
hår sidder op ad forskærmen.
»Vi har været naturister i 20 år i familien. Så
det med at være nøgne er no problem«, siger
kvinden, der hedder Suzanne Mager og arbejder som psykolog i den lille by Appingedam i
det nordøstlige Holland.
Hendes 18-årige datter Joos er gymnasieelev. Den anden pige hedder Marie og er Joos’
veninde. De har overnattet hos Suzanne Magers bror i Amsterdam, som hun – i parentes
bemærket – har lånt en cykel af.
»Jeg er nu lidt bange«, mumler 18-årige Marie.
»Men du gør det for min skyld, ikke?«, griner Joos.
Hvorfor gør I det?
»Vi læste om det i Yes. Det er sådan et pigeblad«, siger Joos.
Jo, men hvorfor gør I det?
De sidder længe og grubler. I Jeopardy ville
der have lydt et båt, og turen ville være gået
videre til en anden. Endelig siger Joos:
»Det er jo once in a lifetime. Og billederne er
flotte. Ligesom en mosaik«.
Hendes mor nikker tænksomt.
»Du kender måske det her Spencer Tunickbillede, hvor folk ligger helt tæt langs en flod.
Man tror nærmest, de er en del af floden. Når
du er nøgen, er du en lille brik af noget større
og smukkere, ligesom et bjerg eller en bygning. Eller sådan en flod«.
Da jeg lidt efter rejser mig fra dem, snubler
jeg omtrent over en kolossal kvinde, der sidder med spredte ben på betongulvet og ryger
smøger iført skriggrøn bluse og lilla bukser.
Jeg tænker, at hvis jeg skal være flod med ret
mange af hendes slags, bliver jeg skyllet bort
som en klat skumsprøjt i en vandret udgave
af Niagara Falls.
Jeg føler ikke, jeg er kommet meget nærmere pointen med det hele. Pludselig kommer
jeg i tanker om den generte fyr i den stribede
T-shirt, som sprang til side for kameraet nede
på pladsen. Jeg kan ikke se ham nogen steder.
Jeg går p-dækket rundt tre gange. Så spotter
jeg ham endelig, i den allerfjerneste ende ved
en stor betonsøjle. Jeg ved ikke hvorfor, men
jeg bliver helt lykkelig ved synet.
Jeg sætter mig på cementkanten hos ham.
Han fortæller, han hedder Bert van Mulken
og arbejder i et byggefirma i Maastricht, hvor
han sidder og finder ud af, hvilke byggematerialer der skal ud på hvilke byggepladser. Han
læste om Spencer Tunick i avisen og aftalte
med seks kammerater, at de skulle mødes
her.
Desværre dukkede ingen af de seks andre
op.
»De var måske blevet bange eller noget«,
konstaterer han.
Nøgenkørsel
Spencer Tunick har opfordret
kvindelige deltagere til at medbringe
cykler i sin invitation. Bag kulissen
har fotokunstneren otte ansatte, som
hjælper med det praktiske, og i
Amsterdam deltog desuden cirka 50
frivillige vagter fra den hollandske
organisation Dream Amsterdam
Foundation, som finansierede
installationen.
Foto: ANP/Robin Utrecht
22 magasinet
...
POLITIKEN
q
WWW.727.DK
Kreative dage
med god karma
Torsdag d. 30. aug. - søndag d.2. sept.
Lørdag og søndag kl. 10 00 -1600
Sharp Eg Hvid. De lige kanter i eg gør køkkenet til et smukt studie i præcision og elegance.
Slip kreativiteten løs
Kom ind til kreative dage hos Svane, vi er klar til at udfordre din køkkendrøm. Svane har en flot
nyhed, Sharp Eg Hvid. Smukke hvide fronter med lige kanter i eg, understreger renheden i det
diskrete og skarpe design, som kan opfylde selv din vildeste køkkendrøm. Det er god karma.
www.svane.com
Sjælland: København: Gl. Kongevej 99, tlf: 33 24 44 00 . Hillerød: Frejasvej 32, tlf: 48 25 06 00 . Holbæk: Stenhusvej 68 A, tlf: 59 44 00 09 . Køge: Gl. Lyngvej 21 A, tlf: 56 64 30 70 . Lyngby: Jernbanepladsen 1, tlf: 45 93 44 00 . Næstved: Holstedpark 8, tlf: 55 75 69 00 . Roskilde: Ringstedgade 78, tlf: 46 32 72 00 . Slagelse: Japanvej 9, tlf: 58 58 05
75 . Fyn: Odense SØ: Ørbækvej 101, tlf: 66 17 56 78 . Svendborg: Odensevej 84, tlf: 62 21 15 10 . Bornholm: Klemensker: Industrivej 4, tlf: 56 96 66 10 . Jylland: Brønderslev: Østergade 71 – 75, tlf: 96 46 00 16 . Esbjerg: Strandbygade 29, tlf: 75 12 84 11 . Herning: Viborgvej 97, tlf: 97 21 55 11 . Holstebro: Hjermvej 4 A, tlf: 97 42 60 66 .
Horsens: Jessensgade 2, tlf: 75 61 47 77 . Kolding: Haderslevvej 30, tlf: 75 54 10 44 . Randers: Messingvej 20 H, tlf: 86 44 77 77 . Skive: Katkjærvej 1, tlf: 96 14 70 80 . Vejle: Windfeld Hansens Gade 1, tlf: 76 43 63 00 . Viborg: Ærøvej 28, tlf: 86 60 12 00 . Aabenraa: Løgumklostervej 145, tlf: 74 62 34 22 . Aalborg
SV: Stenbukken 6 A, City Syd, tlf: 98 18 11 12 .
...
Det er ellers nogle trofaste venner, du har?
»Ja, men jeg besluttede at blive her alligevel.
Det er noget, man kun prøver én gang i livet.
Jeg vil gerne kunne sige, at det dér var jeg
med til«.
Han begynder at skrible sin e-mail-adresse
ned, så jeg kan sende min artikel til ham. Jeg
forklarer, at hvis jeg nogensinde får skrevet
noget meningsfuldt, bliver det på dansk,
men han mener, han godt kan få noget ud af
at se den.
Imens er der ved at ske et eller andet. Folk
trækker mod den anden ende af parkeringsdækket. Vi rejser os og stimler sammen omkring en lille gruppe vagter i neongule veste.
Megafonen knitrer noget på hollandsk, der
lyder som »shithead«, men som jeg går ud fra
betyder »sid ned«, for det er, hvad alle omkring mig gør.
Spændingen stiger. En af vagterne lirer de
samme praktiske oplysninger af som i mailen. Så, efter en lille kunstpause, hæver han
stemmen:
»Lad mig introducere ... Spen-cer Tu-nick!«.
En middelhøj, lidt kvabset, anonymt udseende mand på omkring de 40 år trasker ind
fra et sted bag vagterne. Han har et venligt ansigt og pebergråt, kortklippet hår. Han er
iklædt sorte bukser og hættebluse. Han tager
megafonen.
I samme nu bryder folk ud i jubel. En kraftig dame, der for et øjeblik siden stod fredeligt bag mig og skruede kernehuset ud af et
æble med et mærkeligt køkkeninstrument,
jeg sidst så magen til i min mormors køkken i
1970’erne, giver et grisehyl, som om The Beatles var genopstået, eller Helligånden atter
havde taget bolig på Jorden.
»Mange tak«, siger Spencer Tunick, »og velkommen til dette smukke parkeringshus…«.
Megafonen runger mellem væggene. Jeg
opfanger, at vi ikke skal tage tøjet af, før vi får
besked på det (selvfølgelig ikke, hvad havde
han tænkt sig?), og at vi kommer til at posere
i de åbne huller i parkeringshuset, der både
vender udad mod Amsterdam og ind i bygningen.
Senere vil han dele os op i mænd og kvinder
og fotografere et par ekstra opstillinger. Da
han spørger, hvor mange kvinder der har cykler med, skyder en hel tulipanmark af arme i
vejret.
»Husk at vente på mine personlige instruktioner, før I bliver desnudos. Hav afslappede
ansigter. Ingen fedtmulesmil«, siger han.
»Nu laver vi et stykke kunst, der forhåbentlig vil stå sin prøve i eftertiden …«.
NOGLE MINUTTER senere sidder
jeg på en brun klapstol på parkeringshusets
autorampe et sted mellem tredje og fjerde pdæk ... og venter. Hundredvis af stole står
langs den udadvendte side af rampen og følger dens spiralsnoning hele vejen op. Kun det
lave rækværk af beton med blåt metalgelænder i toppen ligger mellem os og udsigten til
Amsterdam og Singelgracht-kanalen, men
stedet har alligevel noget klaustrofobisk over
sig, fordi loftet ligger så lavt.
Vagterne løber rundt og fordeler de sidste
folk på stolene. Til højre for mig sidder en
slank pige med mørkt hår og briller. Hun fortæller, at hun hedder Irene, er 33 år og arbejder som tourguide i Amsterdam. Hun ruller
24 magasinet
...
Jeg er
nøgen. Men
kan ikke stå
oprejst på
stolen. Jeg
balancerer
med bøjede
knæ, røven
bagud og
må ligne
en komplet
idiot.
Jeg fryser
sig en cigaret med hurtige bevægelser. Det
ligner en operation, hun er vant til at udføre
akut.
»Jeg glæder mig til at se dig og alle jer andre
nøgne«, siger hun og puster en sky af røg ud.
Jeg tænker lidt over den bemærkning.
Imens kigger jeg ind mod indersiden af rampen, der danner en skakt og set fra indersiden
minder om en spiralformet operabygning
med balkoner af beton.
Pludselig bliver der sagt noget i megafonen. Da jeg kigger på Irene, er hun allerede i
gang med at smide tøjet.
Nu sker det. Jeg stirrer op langs rampen.
Folk kaster kludene med lynets hast. Morgenlyset falder ind på os udefra. Synet minder
mig pludselig om Steven Spielbergs ’Nærkontakt af tredje grad’, lige før slutningen, da filmens rumvæsener endelig træder ud gennem en sprække i deres ufo i et kraftigt modlys, der røber deres harmløse, men stærkt deforme udseender.
Jeg løsner bæltet og knapper bukserne op.
Irene står allerede nøgen på sin stol med
front mod Amsterdam. Hun hopper lidt i kulden, så brysterne flagrer omkring hende. På
den anden side af mig har jeg en pige, lidt
yngre, som, bemærker jeg, har en lille sølvring i den højre brystvorte, der stritter vildt i
kulden.
Jeg har læst i et gammelt interview med
Spencer Tunick, at mænd kun meget sjældent
får erektion under nøgenseancerne. Jeg tror
ham gerne. Jeg kunne have spist en hel pakke
Viagra uden at få nogen som helst seksuel reaktion under de her forhold.
Jeg er nøgen. Men jeg kan ikke stå oprejst
på stolen. Loftet ligger for lavt. Jeg balancerer
med bøjede knæ og røven bagud og må ligne
en komplet idiot. Jeg fryser. Imens råber
Spencer Tunick sine kommandoer. Vi skal stå
med armene langs siden. Over kors. Så beder
han os om at vende ryggen til, løfte armene
og vippe hænderne bagover, mens vi holder
dem på yderkanten af bygningen.
Han skælder ud på en mand, som åbenbart
fumler i det et sted på 4. etage. Imens vakler
jeg på stolen og ved, at hvis jeg mister balancen og ryger ud, er faldet 10-15 meter. Pludselig forstår jeg, hvorfor vi skulle skrive under
på, at vi deltager på eget ansvar.
Det hele varer måske fem minutter. Så hopper vi ned fra stolene. Megafonen knitrer, at vi
må tage bukser på, men kun bukserne.
Det er en af de meget få kommandoer, jeg
faktisk har forstået og tager imod med kyshånd. Til gengæld vælger mange af de friske
hollændere omkring mig at overhøre den og
render splitternøgne rundt, mens vi får besked på at flytte os til indersiden af rampen.
Her samler vi os igen og kigger ned. Etagerne ligner virkelig operabalkoner med nøgne
tilskuere både oppe og nede, og i bunden
dukker Spencer Tunick op med sit kamera
under nyt hysterisk bifald, mens han gør klar
til at fotografere vores overkroppe set nedefra.
Jeg kan stadig ikke helt finde den samme
begejstring som de andre. Jeg kigger lidt
rundt. Jeg prøver at fokusere. Og der, skråt
overfor, en etage højere oppe, får jeg pludselig øje på den amerikanske sygeplejerske Jeff
Woloson, ham, der præsenterede sig som blufærdig.
Hans radmagre hollandske ven har taget
bukser på. Men Jeff Woloson står stadig splitternøgen. Han læner sig ud over gelænderet
med sin lille topmave hængende foran sig.
Med pik og kønshår blafrende i vinden. Og,
bemærker jeg, med et lyksaligt smil om munden.
Minutter senere er det hele ved at være forbi. På vej ned i bygningen splitter vagterne os
op i køn, og jeg fortsætter med de andre
mænd helt ned til pladsen og benzinstanderne ved indgangen. I vagtrummet sidder en
fyr i uniform og glor på en skærm, der viser ni
overvågningskameraer på én gang. Jeg tænker, det må have været en af hans mere festlige arbejdsdage.
Som det sidste vil Spencer Tunick have
mændene til at gå frem og sidde på knæ på
brostenene ved Texaco-tanken. Han får os til
at stikke en bøjet arm i vejret, så vi ligner
hundredvis af menneskelige benzinstandere.
Kort efter rejser jeg mig. Det er ovre. Jeg tager mit tøj på. Jeg slænger rygsækken over
skulderen og vandrer ud på Marnixstraat, der
strækker sig med sporvognsskinner, parallelt
med en mindre kanal med smalle broer over.
En fyr fortæller mig, at klokken er lidt over
8 om morgenen. Jeg er på nippet til at gå mod
centrum for at finde noget morgenbrød, da
jeg pludselig hører høje råb fra den anden side af gaden.
Synet, der rammer mig, er surrealistisk og
utroligt. På den anden side af kanalen, over
en af de små broer, cykler flere hundrede
kvinder.
De er splitternøgne. De bremser op på brostenene. De holder stille og står med let
spredte ben over hver sin cykel. I nærheden
kravler Spencer Tunick op på en trappestige
q
POLITIKEN
Havneholmen
- udsigt hele døgnet
Vil du bo på Havneholmen?
Så kontakt:
home, Lone Bøegh Henriksen
Højbro Plads 13, 1200 Kbh. K.
Telefon 3391 2291
[email protected]
Tæ n k a t v å g n e o p t i l d e n n e u d s i g t , m e n s
du hører rådhusklokkerne slå
Hvis du drømmer om en morgen i København, hvor
solen står op over havneløbet og du kan følge dens
vej gennem dagen fra op til flere altaner, har du
muligheden nu. På Havneholmen udvikler vi et
ganske særligt område for dig, der forventer lidt
mere af din kommende bolig.
Langs kajen i den sydlige del af havneløbet – lige
bag Fisketorvet - skyder der i øjeblikket mange
spændende boliger op. Vælg mellem Havehuset,
Tårnhuset, Porthuset og Kanalhuset og lejligheder
fra 70 - 145 m2. Alle har det særlige havnemiljø til
fælles og derudover den fantastiske beliggenhed.
Alene udsigten fra flere af boligerne er ganske
enkel umulig at leve uden, hvis du først har
vænnet dig til den.
Vil du opleve dette, er du velkommen til at
kontakte home City på 3391 2291. Så åbner
vi prøveboligen for dig eller arrangerer en privat
rundvisning i byggeriet, hvor du bl.a. kan nyde
udsigten.
ÅBENT HUS!
Kom til åbent hus i prøveboligen
og salgspavillonen på Havneholmen
søndag kl. 13:30 - 14:30.
Der er indkørsel til Havneholmen
umiddelbart syd for Fisketorvet.
Se mere på www.sjaelsoe.dk
...
med sit kamera i hånden. Han begynder at fotografere.
Søndag morgen er Amsterdam stadig næsten blottet for trafik, men en sporvogn fra
linje 10 kommer kørende i det samme. Chaufføren bremser op. Han glor mod de nøgne
cyklister.
Så flår han sin mobiltelefon frem. Han giver
helvede i køreplanen og begynder at tage billeder med et tykt grin i ansigtet.
DAGEN EFTER stiger jeg selv af en
sporvogn i Amsterdam og vandrer mod Spencer Tunicks hotel ikke langt fra parkeringshuset. De hollandske arrangører har endelig bekræftet interviewet, godt nok med en times
forsinkelse.
Det sidste døgn har jeg brudt min hjerne
for en mening med det hele. Nu håber jeg
omsider at få nogle svar. På vejen køber jeg
dagens aviser. To af dem bringer et billede på
forsiden af parkeringshuset, der ligner en
kæmpe fødselsdagskage af beton med nøgne
kadavere mellem lagene.
Motivet er smukt. På den anden side kan
man jo sige det samme om en brølende kronhjort ved en skovsø. I kunstens verden skal
der vel være en bestemt mening med æstetikken. Eller …
Jeg træder ind gennem en hotelvestibule
og får besked på at fortsætte ud på en solfyldt
terrasse med beige sofamøbler og et springvand. Her kommer Spencer Tunick vandrende i strømpesokker.
»Du må undskylde forsinkelsen, men jeg
sad til klokken fire i morges og arbejdede
med nogle billeder«, forklarer han.
Han sætter sig i en af de bløde stole og
smækker fødderne op på en rokokopude. Solen brager ned. Alligevel er han pakket ind i
sine bomuldsokker, mørke cowboybukser og
en sort T-shirt. Hans mave vipper ud over livremmen som et traktordæk – noget, jeg næppe ville have lagt mærke til, hvis ikke han
brugte kroppen som materiale.
Spencer Tunick fotograferede for første
gang en flok af nøgne mennesker som 17-årig,
i 1984. Han var inspireret af kunstnere som
Carolle Schneemann, Yoko Ono og Diane Arbus, der også kredsede om nøgenhed.
Da han efterlyste frivillige nøgenmodeller i
New York, meldte 25 mennesker sig. Hvis han
skulle have fotograferet dem én for én, ville
det have taget hele hans sommerferie. I stedet bad han dem alle sammen troppe op
samtidig en tidlig morgen på hjørnet af 41.
Street og 1st Avenue. Han arrangerede dem i
en slags skulptur.
Det blev begyndelsen på en stil. Hjemme i
New York er han blevet arresteret fem gange
for at forstyrre den offentlige orden. I resten
af verden inviterer byer og nationer derimod
Spencer Tunick. De ser en mægtig reklame i
hans kunst, fordi han næsten altid fotograferer på markante offentlige steder.
»Det offentlige rum er, sagt lidt banalt, noget, der bare er der. Det eksisterer hver eneste
dag, så trivielt og ensformigt som din morgenmad. Så at placere 1.000 nøgne mennesker sådan et sted for første gang tilfører en
helt anden spænding til lokaliteten«, siger
Spencer Tunick.
Hvad er meningen med kunstværkerne så?
»Altså, noget af meningen kommer ud af in26 magasinet
...
Jeg er blufærdig. Jeg har
det faktisk meget svært
med at være nøgen
Spencer Tunick
stallationen for de mennesker, der deltager.
Og senere kan publikum danne deres egne
meninger og stille sig selv spørgsmål om billederne«.
Hvordan det?
»Hvis vi tager p-huset fra i går, kan man jo
spørge: Er det et abstrakt stykke kunst? Ligner det en stor bryllupskage af mennesker?
Eller har det noget at gøre med samfundets
pres, og hvordan det tårner sig op, og hvordan vi alle holder det oppe?«.
Men hvad er det for dig?
»Jamen, jeg sætter ikke ting i bås på den måde. Nogle ser nok en politisk mening. Da jeg
lavede en installation i Chile, stillede 4.000
mennesker op og brugte mit arbejde som et
symbol på en ny begyndelse for landet efter
mange års undertrykkelse. Hvis folk bruger
mig som katalysator til at vise politisk utilfredshed på den måde, har jeg ikke noget problem med det, men jeg vil bare ikke selv tvinge en dagsorden igennem, for jeg har ikke nogen«.
Ingen?
»Næ. Men når det er sagt, kan ingen kunstner ønske sig noget mere meningsfuldt end
at arbejde med mennesker som materiale.
Mine modeller er fantastiske. De er storbyens
ægte helte …eller I er. Jeg vil påstå, du har et
mere fornuftigt forhold til verden, er mere
sensitiv og stærkere end de fleste, fordi du
har deltaget«.
Sådan føler jeg mig ærligt talt ikke.
At gøre folk nøgne er jo også en måde at ydmyge dem på?
»Så enkelt er det bare ikke. Når indsatte protesterer i amerikanske fængsler, klæder de sig
ofte nøgne. I Mexico demonstrerer folk uden
tøj på af samme grund. Bedst som du tror, du
kan undertrykke og kontrollere, hvad kroppen og nøgenheden repræsenterer, bryder
den fri og bliver det modsatte«.
Det begynder at gå op for mig, at Spencer
Tunick ikke selv har nogen entydig pointe.
Hvordan har du det selv med at være nøgen?
Spencer Tunick vipper med fødderne. Han
sidder tavs et øjeblik.
»Jeg er blufærdig. Jeg har det faktisk meget
svært med at være nøgen«.
Han retter sig op i lænestolen. Han er begyndt at svede i solen.
»Måske fordi jeg er så blufærdig og utilpas
ved at være nøgen, prøver jeg at give folk en
udvej, jeg ville ønske, jeg selv havde haft. Men
jeg har da fotograferet mig selv nøgen for
mange år siden. Jeg tror, at hvis jeg laver en
udstilling om 5-10 år med mit samlede arbejde, vil jeg tage mig selv med«, siger han.
Du kunne da bare klæde dig nøgen på dine billeder nu?
»Næ, hvis jeg gjorde det, ville jeg trække for
meget opmærksomhed til mig selv. Mit arbejde handler ikke om at fremhæve individer,
men om kollektiver. Billederne skal helst være som ’Find Holger’, hvor ingen personer
træder frem i forhold til andre. Men jeg tror
da nok, mit arbejde er lidt terapi for mig. Fordi jeg selv har det sådan med min krop«.
Interviewet nærmer sig en slutning. Til
sidst hiver han nogle fotos frem, som han bærer på sig i en lille sort æske. De er små og dårligt kopierede og forestiller nøgne mennesker fotograferet parvis. Der er to kvinder under et blomstrende træ. En mand med kolossal hængevom ryg mod ryg med en kvinde
foran et fabriksområde. To kraftige damer foran noget, der ligner et engelsk landsted.
»Ser du, mine billeder er meget andet end
store folkemasser. Men det konstante er nøgenheden. Folk skriver til mig og beder mig
komme og fotografere dem, og jeg holder
kontakt med mine modeller. Selvfølgelig kan
jeg ikke kommunikere med 18.000 mexicanere, men hvis nogen sender mig et spændende
billede eller en god historie, svarer jeg dem
ofte«.
Spencer Tunick pakker billederne væk og
putter dem i lommen. Han smiler.
»Tusind tak, fordi du valgte at deltage«.
Noget senere, i Amsterdams internationale
lufthavn, sidder jeg med min notesbog og
min computer. Jeg prøver at skrive mig frem
til en pointe med det hele. Jeg kan ikke sige,
det lykkes. Til sidst, som en desperat udvej,
skyder jeg en mail af sted til den adresse, jeg
fik af den hollandske fyr i den stribede T-shirt,
Bert van Mulken.
Nogle dage senere, tilbage i Danmark og
med en ufærdig artikel hængende som en
klods i computeren, læser jeg hans svar. Han
giver mit sidste håb dødsstødet.
»Hej Jens. Det eneste, jeg vidste fra starten,
var, at Spencer Tunick tog kunstbilleder, og at
jeg skulle tage mit tøj af. Jeg synes, det var
fedt, for i nogle timer var vi som en stor glad
familie«, skriver hollænderen.
»Jeg er ikke i stand til at bedømme den
kunstneriske mening. Jeg var glad for at hjælpe Spencer Tunick med hans kunstværk, fordi
han har brug for nøgne mennesker for at lave
kunst, mens andre bare har brug for maling«.
Én stor familie. En mosaik af mennesker.
Once in a lifetime. Det er, som om ingen kommer Spencer Tunick nærmere. Ikke engang
han selv.
Jeg lader alligevel Bert van Mulkens ord stå
som en slags konklusion. Resten af svarene
om et af verdens mest bemærkelsesværdige
kulturfænomener må nok blæse i vinden –
præcis som en del af mig gjorde og desværre
vil blive ved med at gøre på et antal af Spencer Tunicks billeder. Måske længe efter, at min
egen og de andres kroppe er blevet til støv.
Måske for evigt.
Hvis det virkelig var »et stykke kunst, der vil
stå sin prøve i eftertiden«, vi lagde krop til ...
POLITIKEN
Fordele der er til at forstå
X
60 dg. ombytningsret
X
6 mdr. rente- og afdragsfri
X
57 års erfaring med senge
og tilbehør
X
Faguddannet personale
X
Branchens største serviceprogram
X
Madrasser i alle mål
X
Komplette sengestudier fra
CARPE DIEM, DUNLOPILLO,
GETAMA, SLEEP DNA & TEMPUR.
X
Det bedste indenfor senge og
madrasser samlet ét sted
X
Leveret og monteret af
uddannede montører
X
Din gamle madras med retur
TEMPUR RVE
Supreme
Sandø
Her kombineres det bedste fra alle
sengekonstruktioner.
Det smukkeste sovemøbel og samtidig
det ypperste indenfor liggekomfort.
Lige så skøn for øjet som for kroppen.
Nu har Tempur udviklet et materiale
RVE (retikuleret viskoelastik) som
kombinerer de kendte tempur
egenskaber med en høj luftgennemstrømning og et stilfuldt design.
Lexie Quatro lux
sengenes limousine.
Den ultimative elevationsseng
De fire indbyggede Motorer sørger for
at sengen kan indstilles så du får
optimal støtte til nakke,
ryg og ben.
ØSTERBRO XÅrhusgade 85
Tlf. 35 42 78 20
Man-fre 10-18, lør 10-14
CHARLOTTENLUND XOrdrupvej 65
Tlf. 39 64 01 77
Man-fre 9.30-17.30, lør 9.30-14
HØRSHOLM XUsserød Kongevej 80
NY Tlf. 45 79 79 74
Man-fre 10-18, lør 10-14
...
SENGEUDSTYRXSIDEN1950
www.schwarz.dk
DESIGN Spidse ting
Hvis og
hvis...
Fra gammel tid har man valgt,
at antallet af grader i en cirkel er
360. En ret vinkel er 90 grader.
Når en vinkel er mindre end en
ret vinkel, altså mellem 0 og 90
grader, kalder man den SPIDS.
Fra lærebogen ’Geometri’ af Jensen/
Overgård Nielsen
Sat til vægs
Umiddelbart ligner det et dårligt spil dart og en
ødelagt væg. Men dartpilene her har ingen ’haler’
med letpåklædte damer, og spidsen har gevind.
De kromskinnende pile er nemlig tænkt som
knager, og sidder de i væggen, er det ikke i sig
selv grund til skilsmisse. Coat Hooks, 250
kroner for tre styk hos Illums Bolighus,
tlf. 33 14 19 41. Foto: Rune Pedersen
Siddende på spidsen
Køkkenhjælp
Den danske arkitekt og designer Verner Panton, som døde i 1998,
er med sin legende og futuristiske stil så populær som nogensinde.
Cone Chair eller på dansk Kræmmerhusstolen hører til i den lidt
strammere afdeling af mesterens repertoire, men bærer alligevel
umiskendeligt Pantons signatur. Skal stolen være helt ny, fås den
hos blandt andre Paustian til 11.694 kroner. Man kan også gå på jagt
på diverse hjemmesider for salg af klassiske designmøbler, hvor
brugte Cone Chairs med relativt jævne mellemrum dukker op til 5.0007.000 kroner, alt efter stand. Foto: Klassik – Moderne Møbelkunst
Køn er den ikke, men for en
kreatør udi køkkenkundskaber kan en madsprøjte
være en spidsfindig lille
hjælper. Den kan nemlig både bruges til at sprøjte marinade og god smag helt ind i
kødet, eller den kan bruges
omvendt som pipette og
fjerne fedt fra toppen af hønsekødssuppen. Altså et must
have. 91 kroner hos Kunst og
køkkentøj, tlf. 33 13 29 28.
Foto: Rune Pedersen
S I GN E L U ND - J E N S E N, KI M F A B E R
OG HENRIET TE LIND
28 magasinet
...
POLITIKEN
Vindmøllelampe
Et vandvæsen hentet op fra Marianergravens dyb? Et torturinstrument fra Den
Spanske Inkvisition? Niksenbiksen. En
lampe. Japansk, designet og produceret af
Toshiyuki Tani, der angiveligt har ladet sig
inspirere af traditionel japansk fremstilling
af kasser, specielt madkasser. Lampen er
håndlavet og hedder Kazaguruma, det
betyder vindmølle på japansk. Materialet
er akita-cedertræ, og prisen er 3.890 kroner.
Kan købes på www.japanesedesigns.eu.
Foto: Japanese Designs
Himmelspyd
Foto: Polfo
to
Chrysler-bygningen i New York
er designet af den amerikanske arkitekt William van Alen.
Den 319 meter høje bygning
fra 1930 kunne kalde sig verdens højeste i næsten et år,
indtil Empire State Building et par gader lidt
længere mod vest på
Manhattan stod færdig. Udformningen af
den øverste del er inspireret af hjulkapslerne på 1920’ernes Chrysler-biler.
Til forskel fra Empire State Building er Chrysler-bygningen
ikke åben for
publikum.
Nålespids
Mange gik og troede, at grammofonpladen var død og lå six feet under.
Men nej. For det første betragter en hel ny generation af dj’s stadig pladen
som absolut uundværlig. For det andet mener mange entusiaster, at cd’er
lyder sterilt og sjælløst. For det tredje er vi et ikke ringe antal halvgamlinger, som stædigt stritter imod, når koner og kærester forlanger lp-samlingen båret i kælderen, på loftet, solgt antikvarisk eller – Gud forbyde det –
destrueret. Derfor hæger vi selvsagt om vores grammofoner og skifter
pickup eller diamantnål fra tid til anden. Et af de mest driftsikre bud på
markedet er og har altid været gode, gamle og danske Ortofon Concorde,
som fås i flere modeller og prisklasser, fra små 800 kroner op til et par
tusinde, og som stadig forhandles af alle hifi-forretninger med blot en
smule respekt for sig selv. Foto: Tina Nielsen
Spids i begge ender
Folk med rystehænder og silikonelæber bør passe på i mødet med
Georg Jensens nye grillbestik. For med meget spidse ender og en
knivsæg med et ordentligt skær er det hårde og kantede bestik
både kamp- og kødklart. Det er den franske designer Aurélien Barbry,
der har tegnet bestikket, der også fås som forskærer-sæt. 649 kroner
for to sæt, Illums Bolighus, tlf. 33 14 19 41 Foto: Rune Pedersen
q
POLITIKEN
...
magasinet 29
DESIGN Spidse ting
Spidshus
Engang var typehuse fyldt med rette vinkler. Sådan er det
ikke nødvendigvis længere. Hvilket vi kan takke blandt andre
byggefirmaet M2 for. M2 har i samarbejde med en række af
landets førende arkitektfirmaer udviklet en stribe sommerog helårshuse, hvor vinklerne godt må være spidse. Et af
dem er ZigZagHouse, tegnet af Schmidt, Hammer & Lassen.
Der er mange flere spidsvinklede bud på M2’s hjemmeside
www.M2.dk. Foto: M2
Jeg gik op i en spids
For at se mig lidt omkring
På udkig efter et sted
Jeg ku’ ta’ det store spring
Jeg hilste på de gamle
De glemte & de grå
Hvor verden dog er lille
& menneskene bitte små
C.V. Jørgensen i sangen ’Florafobi’, 1994
Navnet er Spitz
Mark Spitz. En amerikansk svømmer,
som – trods en ordentlig skovsnegl af en
moustache midt i ansigtet – formåede
at gøre det, ingen andre siden har kunnet præstere: At vinde syv guldmedaljer
ved et enkelt OL. Ved de olympiske lege i
1972 i München fik Spitz guld i samtlige
syv discipliner, han stillede op i: 100 m
butterfly, 100 m fri, 200 m butterfly, 200
m fri samt holdkonkurrencerne 4 x 100 m
fri, 4 x 200 m fri samt 4 x 100 m medley. Og
så satte han i øvrigt verdensrekord i alle finalerne. Efter triumfen trak han sig tilbage fra
svømning og lod sig pensionere som 22-årig.
Fikse Hollywood-folk forsøgte ellers at hente
ham op fra bassinet og ind som star i et par tvserier – på et tidspunkt var han endog på tale
som den nye James Bond efter Sean Connery.
Men Spitz kom aldrig til at føle sig som en fisk på
en scene – eller også var det netop det, han gjorde.
I dag bor han i Los Angeles og lever af at holde
foredrag ... og af at designe swimmingpools.
30 magasinet
...
Samfundsspids
I over 100 år er fredstraktater,
milliardkontrakter og filmstjerners skilsmissepapirer blevet
underskrevet med penne fra
Montblanc. Og som brand befinder det tyske skriveredskab
sig i samme klasse som Rolex,
Louis Vuitton og Jaguar. Her er
’fornyelse’ ikke nødvendigvis et
plusord, og antallet af nye modeller doseres derfor med nænsom hånd. Årets nyhed fra
Montblanc er en penneserie,
som fejrer det afdøde tysk/amerikanske ikon Marlene Dietrich
under overskriften ’Hyldest til
en gudinde’. Intet mindre.
Fyldepennen, som blandt andre eksklusiviteter er udstyret
med platinbelagt 18 karats
guldspids, kan købes for 5.450
kroner (vejl.), mens kuglepennen på billedet koster 3.500
kroner. HW Excellence, tlf. 39 15
30 77, oplyser nærmeste forhandler. Foto: Montblanc
P
o: A
Fot
POLITIKEN
WWW.727.DK
Kreative dage
med god karma
Torsdag d. 30. aug. - søndag d.2. sept.
Lørdag og søndag kl. 10 00 -1600
Sharp Eg Hvid. De lige kanter i eg gør køkkenet til et smukt studie i præcision og elegance.
Slip kreativiteten løs
Kom ind til kreative dage hos Svane, vi er klar til at udfordre din køkkendrøm. Svane har en flot
nyhed, Sharp Eg Hvid. Smukke hvide fronter med lige kanter i eg, understreger renheden i det
diskrete og skarpe design, som kan opfylde selv din vildeste køkkendrøm. Det er god karma.
www.svane.com
...
TEKNIK Robotter
Kærlighed
i kredsløb
Du vil knytte dig til
de nyeste robotter. Følelsen
kommer helt fuldautomatisk
– for robotterne er designet
til at give os den.
THOMAS VIGILD
Opladelig babysitter
Den japanske babysitterrobot PaPeRo (som i Partner-type Personal Robot) tuller med 20 cm i sekundet
rundt og holder øje med ungerne, som den genkender via kameraer sat bag øjnene. PaPeRo har rytmeæg med video og tale – så kan du ikke nå hjem inden puttetid, kan robotten transmittere livevideo af
ungerne i sengen til din mobiltelefon, hvorigennem du også kan synge eller fortælle godnathistorie.
Koblet trådløst på internettet kan den berette om nye e-mail, vejrudsigter og stillingen i Superligaen.
Pris: Ukendt. Se www. incx.nec.co.jp/robot/english/robotcenter_e.html
Hjemmehjælper
Wakamaru kan klokken. Den kan optage beskeder, huske plantegningen over dit hus i hovedet
og vække dig, når du skal op til aftaler, samt våge
over hjemmet. Wakamaru er designet i menneskeform og med tydelige øjne, og den gule farve
og de søde øjenbryn får Wakamaru til at se så imødekommende nuttet ud, at den ikke skræmmer
børn og ældre. Og netop ældre er målgruppen, for
robotten skal ligesom sælen Paro være dagligt selskab og hjælp til japanske pensionister. Pris: 1 million yen – host – 50.000 kr. Læs mere på
www.mhi. co.jp/kobe/wakamaru/english/index.html
Foto: Ugobe (Pleo), Institute of Advanced Industrial
Science and Technology/Intelligent System Co. (Paro), Mitsubishi, (Wakamaru), National Institute of
Information and Communications Technology/Hideki Kozima, (Keepon), NEC,(Papero).
S(j)ælevarmeren
Skab din egen dinosaurus
Modelleret efter en babysæl er Paro dækket af tyk,
blød og kunstig antibakteriel pels. Paro følger sin
egen døgnrytme (babysæler sover omtrent hele
tiden, mens Paro kun sover om natten) og mærker berøringer, lys, lyd, temperatur og positur via
fem sensorer. Paro er skabt, så fortrinsvis ældre
kan knytte sig til den, når de er arkiveret på et plejehjem: et voksende problem i Japan. Dens elektronik er indkapslet af et elektromagnetisk skjold,
så Paro ikke går alt for direkte i hjertet hos mennesker med pacemaker. Er kun på markedet i Japan,
men kæl selv videre på www.paro.jp/english
Den irgrønne dinosaurusunge med stavrende
ben, stor nysgerrighed og blankvåde Bambi-øjne
hungrer efter din moderlige omsorg og opdragelse. Men bag gummihuden er Pleo spækket med
sensorer, kameraer og motorer som den hidtil
mest avancerede legetøjsrobot. Glem fjernbetjeningen, for nok er Pleo, udklækket fra indpakningen, en spæd hjælpeløs dyreunge, men du former
selv dens personlighed og væremåde, alt efter
hvordan du taler til og opdrager den. Til november fås Pleo bl.a. i Fætter BR og Toys ’R’ Us til en pris
af 2.500 kroner. Se mere på www.pleoworld.com.
Rock on kylling
Den lille gule robot Keepon ligner et møde mellem en påskekylling og en snemand, men er i virkeligheden
en danserobot. Den kan hoppe, dreje, twiste og ryste sin runde krop i takt til musik. Et indbygget kamera sørger for, at Keepon simulerer øjenkontakt, når man kigger på den, mens en mikrofon opfanger stemmen, så
den ser i den rigtige retning, når man taler til den. Robotten er resultatet af et samarbejde mellem forskere i
Japan og USA og er endnu kun med i Spoons nye musikvideo ‘Don’t you evah’. Se mere på www.cs.cmu.edu/
~marekm/ – eller grin med på www.youtube.com/watch?v=3g-yrjh58ms
32 magasinet
...
POLITIKEN
.ŸCMFSEVWJMIKFNUJM
2 stk. Dunlopillo Twinmaster Comfort sengebunde
med motor indbygget i rammen, og overhængte,
fleksible lameller, som kan flyttes og justeres i hårdhed,
så der opnås optimal støtte. 90 x 200 cm.
2 stk. Dunlopillo vendbare madrasser 90 x 200 cm,
H 16 cm. Markedets bedste åndbare Natur Talalay
Latex madrasser, som kan bestilles i 3 hårdheder.
NU
22.995,SPAR 6985,-
Normal pris pr. sæt 29.980 Spar 6.985,-
NU 22.995,-
Pr. måned fra kr.
552,Mulighed for tilkøb af trådløs fjernbetjening. 1.999,-
www.smagogbehag.dk
Barolo sengeramme i egefinér med stålben.
180 x 200 cm. 1.899,-
...
Jylland:
Hjørring
98 90 15 66
Jels
74 55 22 47
Ringkøbing
97 32 24 22
Spjald
97 38 15 00
Tønder
73 72 57 01
Fyn og
øerne:
Sjælland:
København S
32 64 00 30
Ans By
86 87 07 00
Hobro
98 51 07 22
Kolding
75 56 86 60
Rødekro
74 66 26 66
Struer
97 85 56 77
Tørring
75 80 20 80
Faaborg
62 61 94 95
Frederikssund
47 31 77 29
Roskilde
46 78 74 44
Gråsten
74 60 83 51
Holsted
75 39 27 00
Mariager
98 58 32 33
Skagen
98 44 26 40
Sunds
97 14 17 00
Århus
70 26 70 01
Marstal
62 53 13 86
Glumsø
57 64 60 94
Ullerslev
54 93 92 24
Hirtshals
98 94 22 45
Horsens
75 64 36 66
Nimtofte
86 39 81 77
Skive
97 51 21 00
Them
86 84 70 09
Aars
96 97 98 00
Ærøskøbing
62 52 10 99
Holbæk
59 44 68 80
Vallensbæk
43 53 12 24
Færøerne:
FO-160 Argir
+ 298 321030
Kloneren
34 magasinet
...
POLITIKEN
n
I tirsdags oplevede dansk forskning en sensation. Verdens første
grise med anlæg for Alzheimers kom til verden. Og manden bag er
heller ikke helt almindelig: Den 55-årige ungarer dr. Gábor Vajta fra
Viborg kloner ved hjælp af synåle og hårtørrere og gider ikke have
kittel på, medmindre han skal fotograferes.
J E NS L E N L E R O G R A S M U S B A A N E R ( F O T O )
er er stadig et
stykke vej til at
fremmane en
gris, som Gud
gør det i Bibelens skabelsesberetning på
den femte dag.
Men hvis man
har tid til at vente bare lidt længere, kræver
det nu hverken helligånd eller guddommelige remedier:
Et almindeligt mikroskop. En mundpipette. En synål. Et billigt apparat, der kan give
elektriske stød. En sølvpapirspose, proppet
ned i et vandbad. Lidt plastskåle og væsker. En
ikke for skarp kniv. Plus – og det er måske det
vigtigste – en personlighed, der går skævere
til opgaven end de fleste.
På Forskningscenter Foulum lidt uden for
Viborg står dr. Gábor Vajta iført grå gummistøvler og smudsdragt og kigger ned i en grisesti. Han klapper en tykmavet so på hovedet.
Over den, i en plastiklomme, hænger et improviseret skilt af rødt karton.
’Klonede grise’, står der.
Det er et temmelig skråsikkert udsagn. Der
er kun én gris i sigte, og den er bestemt ikke
klonet. Til gengæld er den drægtig. I dens bug
ligger det, som kan blive kulminationen på
55-årige Gábor Vajtas karriere efter mere end
ti år i Danmark.
Beviset.
Han klapper soen på hovedet. Så retter han
ryggen.
»Kloning er så ikke svært«, siger han på et
lidt utydeligt engelsk.
»At lave en gris er ikke så svært, som man
skulle tro«.
D
DET VAR i efteråret 1994, at ungarske
Gábor Vajta ankom til jobsamtale i Danmark.
Dengang som nu lå Forskningscenter Foulums røde bygninger i et fladt og vindblæst
landskab, hvor nåletræer omkransede agerlandet, og tåge på regnvejrsdage sivede hen
over jordbunden som en grålig gasart.
Gábor Vajta var selv vokset op på landet, og
han ankom med glimrende papirer. I det
kommunistiske Ungarn var han blevet uni-
Pioner
Gábor Vajta har klonet på tre kontinenter
og skabt såvel Skandinaviens som Afrikas
første klonede dyr.
POLITIKEN
...
versitetsunderviser i medicin som 24-årig og
havde taget en ph.d.-grad. Kun fordi han havde et hørehandicap, som gjorde det svært for
ham at forstå patienter, havde han aldrig
praktiseret som læge, men han var i stedet begyndt at forske i kvægfostre og reagensglasbefrugtning på et landbrugscenter uden for
Budapest.
Det var de formelle kvalifikationer. Men
han bar nu også på andre erfaringer fra sit liv
bag jerntæppet.
Han huskede vagt den ungarske opstand i
1956 – den slags billeder af væltede sovjetstatuer og voksne smil, som sætter sig i et fireårigt barns erindring – og selv om russerne
slog oprøret ned, fornemmede han senere i livet, at markeringen trods alt havde givet ungarerne lidt friere tøjler end i mange andre
østlande.
For eksempel måtte en ungarer bygge sit
eget hus. Det var ment bogstaveligt. Staten
gav et mindre lån til materialer, men derfra
måtte man klare jobbet selv. Gábor Vajta gik i
gang, da han var 30. Han var lige blevet skilt,
kastede sig over opgaven som en slags terapi
– og brugte al sin fritid i fem år.
Arbejdet gav ham en mentalitet, en ligeud
tilgang til praktiske problemer. Videnskaben
jagtede altid svar på, hvorfor ting skete. Men
når man bygger et hus, er det vigtige jo ikke
hvorfor. Men hvordan.
Siden kunne han spotte med et halvt øje,
om en ungarer hørte til dem, der havde taget
udfordringen op, og da han mødte den kvinde, der skulle blive hans hustru, var de straks
på bølgelængde. Hun havde også bygget hus.
Alt det snakkede han ikke om under jobsamtalen. Men han blev ansat med det samme og hentede sin kone og to små børn til
Danmark. Sproget opgav han hurtigt at lære
på grund af sine høreproblemer, men hans
børn gik i dansk skole, og selv kastede han sig
over den vigtige gren af fostervidenskaben,
der hedder cryopreservation – nedfrysning af
celler og tidlige fostre.
Han elskede den praktiske indgangsvinkel.
Bittesmå celler, som var usynlige for det blotte øje, men kunne udvikle sig til en tyr på et
halvt ton. Eller lade være. Alt afhang af, hvad
han gjorde. Han begyndte at arbejde på en
doktordisputats – indtil en bestemt begivenhed i februar 1997 vendte op og ned på en hel
videnskab.
En gruppe skotske forskere trådte frem i
medierne. De præsenterede Dolly. Et klonet
får. En lyslevende, fuldstændig identisk kopi
af et andet dyr.
Pludselig lå kloningens hemmelighed for
øjnene af Gábor Vajta som et princip, selv lægfolk kunne forstå.
Altså: Man tager et ubefrugtet æg fra æggestokkene i et tilfældigt hundyr. Man trænger
uhyre forsigtigt gennem hinden på ægget og
piller cellekernen med arvematerialet ud. Så
tager man en kropscelle fra et voksent dyr,
man vil kopiere – vel at mærke en celle, der allerede er færdigudviklet til en bestemt funktion, hudcelle, blodcelle eller noget andet –
og putter kernen fra den celle ind i det kernetomme, ubefrugtede æg.
Efter et lille elektrisk stød begynder ægcellen med sit nye arvemateriale at udvikle sig
til et foster. Og efter en håndfuld dage kan det
sættes op i en rugemor, præcis som et reagensglasbarn, og blive født som levende skabning, i ét og alt magen til det dyr, man har taget lidt hud, lidt blod eller en anden celle fra.
Selvfølgelig var det ikke så ligetil, som det
lød. Skotternes teknik var ekstremt kostbar
og delikat. Den svarede nogenlunde til at udskifte blommen i et hønseæg uden at bryde
hul i skallen og krævede ud over rasende dyrt
udstyr en masse held. Skotterne prøvede med
277 æg, før Dolly kom til verden.
Men under alle omstændigheder: Kloning
var muligt.
Det var den gode nyhed for Gábor Vajta.
Den dårlige var reaktionen i offentligheden.
Det var, som om årtiers opsparet angst – efterveer af Hollywoodgysere med klonede
monstre og gale videnskabsmænd – brød ud i
lys lue. Offentligheden fordømte kloning, politikere ville gribe ind, og Danmark hørte til
strammerne. Mindre end tre måneder efter
nyheden om Dolly, i maj 1997, forbød Folketinget al fødsel af klonede dyr i Danmark.
magasinet 35
q
Gábor Vajta var rystet. Muligvis havde kloning farlige eller i hvert fald betænkelige sider. Men så måtte man jo lovgive mod dem.
Det her svarede til et totalforbud mod ild eller køkkenknive.
I det mindste forbød politikerne ikke laboratorieforsøg. Dyrene måtte ikke blive født.
Men man kunne stadig klone celler. Man kunne forske.
Hvorfor virkede metoden? For mange videnskabsmænd blev det selve spørgsmålet.
Men lige siden Gábor Vajta byggede sit hus i
det kommunistiske Ungarn, havde han sjældent spurgt hvorfor.
Han havde spurgt: Hvordan?
ET PAR ÅR senere stod Gábor Vajta på
et laboratorium i Melbourne i Australien.
Han havde fået sin doktorgrad fra Københavns Universitet i 1999. Hans kone gik derimod arbejdsløs i Danmark – hun havde ellers
både en universitetsgrad i marketing, en lærereksamen og en bibliotekaruddannelse fra
Ungarn – men ingen af dem blev regnet for
noget i det danske system. Så da Gábor Vajta
fik tilbudt et job i Australien, besluttede familien at prøve lykken der for en tid.
Gábor Vajta forskede stadig i nedfrysning.
Men nu manglede han nogle klonede fostre
at lave forsøg med. Og da ingen af hans australske kolleger havde tid eller lyst til at klone, besluttede han at prøve selv.
Normalt brugte kloningsforskerne ekstremt kostbart udstyr – mikromanipulatorer
til hundredtusinder af kroner – som med
stort besvær kunne trænge gennem æggenes
hinde, arbejde bag den og bytte cellekernen
ud.
Men Gábor Vajta vidste, at der også var en
anden teoretisk metode. Hvis man simpelthen opløste hinden omkring ægget med et
enzym – fjernede æggeskallen, så at sige –
kunne man nøjes med et almindeligt mikroskop og håndholdte instrumenter.
Ideen var prøvet før. Hans australske kolleger var nået ganske langt, men uden at få metoden til at fungere i praksis. For hvordan holder man sammen på et æg uden skal?
Løsningen, besluttede Gábor Vajta, lå ikke i
teorier og computere og dyrt grej. Den lå i
hans hænder.
Han begyndte at arbejde koncentreret. Han
sad ved mikroskopet med en gummislange i
munden og sugede ægget op med en lille pipette. Så opløste han hinden med enzymet.
Da han gik løs på indmaden, brugte han ikke
dyrt udstyr, men en lille skalpel.
Han opdagede, at hvis skalpellen ikke var
for skarp – som et halvsløvt barberblad – kunne han simpelthen trille ’æggemassen’ rundt
med håndkraft uden at splitte den ad, indtil
den lå, så han kunne snitte den del fra, hvor
kernen befandt sig.
Nu havde han et halvt, kernetomt æg. Han
lagde det sammen med endnu et halvt æg
uden kerne plus en cellekerne fra dyret, der
skulle kopieres. Så gav han det hele et elektrisk stød, som smeltede delene sammen og
satte udviklingen af et foster i gang.
Hinden – æggeskallen omkring det hele –
manglede selvfølgelig stadig. Men han fandt
på at tage en ganske almindelig nål og prikke
en lille fordybning i bunden af skålens plastikbund. Her placerede han det begyndende
36 magasinet
...
foster. Det lå sikkert som en æggesnaps i en
kop. Med sit ene nåleprik – viste forsøg senere
– havde han fordoblet muligheden for, at fostret udviklede sig.
På den måde optimerede Gábor Vajta metoden, ikke gennem teorier, men ved at prøve
sig frem. Andre forskere i verden arbejdede i
sterile miljøer, i buldermørke, med masker
for munden, med filtreret udluftning. Gábor
Vajta tog ikke engang kittel på – medmindre
han da skulle fotograferes eller af andre grunde følte, han for en gangs skyld var nødt til at
ligne en videnskabsmand – men ved eksempelvis at holde en temperatur på 39 grader
med varmeplader og et simpelt vandbad,
hvor cellerne modnedes i sølvpapirsposer, nåede han bedre resultater.
I løbet af 2002 var hans metode ’håndlavet
kloning’ færdigudviklet for kvæg i samspil
med danske og australske forskere. Han og familien var i mellemtiden vendt tilbage til
Danmark. Men forbuddet mod at lade klonede dyr blive født var stadig gældende.
I stedet tog Gábor Vajta en tur til Sydafrika
for at demonstrere sin metode. Han arbejdede under et simpelt mikroskop. Vejret var
koldt, og udstyret var ikke omvarmet, men
han klæbede en hårtørrer fast over arbejdsbordet med tape og rettede varmestrålen
mod mikroskopet, så temperaturen steg.
Det var primitivt. Men det virkede. Han klonede et kalvefoster af en kropscelle fra en malkeko. Fostret blev sat op i en rugemor og født
som et sundt dyr i april 2003.
Kalven var Afrikas første klon. Historien om
dyret gik verden rundt. Hans afrikanske kolleger gav den navnet Futhi, som på zulu betød
’kopi’.
EN ANDEN KALV kom samme år til
verden med hans metode i Australien. Imens
var Gábor Vajta ved at miste tålmodigheden.
Han følte sig som en general uden hær. Han
sad i Viborg og var på vej til at bevise, at en
simpel, håndholdt tilgang til kloning havde
store muligheder. Folk fortalte ham hele tiden, at forbuddet mod klonfødsler ville blive
ophævet, men igen og igen skubbede politikerne afgørelsen.
Han begyndte at overveje et nyt udlandseventyr. Men så opfordrede en forsker fra Aarhus Universitet ham til at udnytte ventetiden
og prøve noget nyt: svin.
Faktisk hadede Gábor Vajta tanken om at
klone grise. Ægceller fra kvæg og får kunne tåle lidt af hvert. Men grises ægceller var nærmest ubegribeligt følsomme, et helvede at arbejde med.
På den anden side ville det være vidunder-
ligt at opnå det. Svin mindede om mennesker. Deres organer havde samme størrelse,
de havde et lignende stofskifte og en – nå, ja –
lignende adfærd.
Måske kunne genforskere ændre grises arveanlæg, så nogle af dem udviklede menneskelidelser som diabetes og Alzheimers og
gjorde det lettere at afsløre sygdommenes gåde. Eller forskerne kunne genmanipulere dyrene, så deres nyrer og levere og hjerter ikke
blev afstødt af menneskekroppen, men kunne bruges til organdonation.
For at det kunne lade sig gøre i stor stil,
skulle genmanipulationerne forvandles til levende grise med en sikker og frem for alt billig kloningsmetode.
Gábor Vajta havde allerede deltaget i mange paneldebatter og talt for, at forbuddet
mod klonfødsler burde ophæves, fordi teknikken med tiden kunne redde menneskeliv.
Hvis han kunne klone almindelige grise – og
derefter grise, som andre forskere havde givet gener for bestemte sygdomme – ville han
for alvor have nået sit mål.
Omkring det tidspunkt fik han en kollega,
en talentfuld biolog, der hed Peter M. Kragh.
Den unge forsker gjorde det til sin ph.d.-opgave at klone grise med Gábor Vajtas metode. Efter et års tid kom tre ambitiøse kinesiske
ph.d.-studerende også til.
Gábor Vajta ledede nu et rigtigt kloningslaboratorium. Han prøvede at lære sin tilgang
fra sig.
Det handlede om, forklarede han, at sidde
foran mikroskopet i hundreder af timer. Kigge efter små tegn. Små ting, som andre ikke
fæstnede sig ved.
Lyt til fostrene. Sådan valgte Gábor Vajta at
udtrykke det, og det var, som om det kraftige
høreapparat bag hans øre understregede anstrengelsen.
Når han sagde den slags i auditorier verden
over, klappede publikum. Og så gik de tilbage
og begik de samme fejl som før. De fleste forskere holdt op med at arbejde manuelt i laboratoriet, inden de fyldte 40, og holdt sig snart
helt væk, fordi de mistede træningen i det
manuelle arbejde og var bange for at tabe ansigt.
Men Gábor Vajta var blevet hængende ved
mikroskopet. Og nu gjaldt det grise.
Metoden var den samme som med kvæg.
Teoretisk burde det være muligt. Men et eller
andet gik galt. Han opløste hinden om æggene, skar kernerne fra, puttede den nye kerne i,
prøvede at klone.
Processen fungerede ikke.
Hver morgen ved daggry hentede ansatte
fra forskningscentret friske æggestokke på jyPOLITIKEN
Hvorfor virkede det sådan? Gábor Vajta anede det ikke. Men det var også ligegyldigt. Nu
kunne de klone grise. Som kaldet, i november
2005, ophævede Folketinget endelig forbuddet mod klonfødsler, og et halvt år senere, i
juni 2006, blev de første klonede grise taget
med kejsersnit i stalden ved Forskningscenter Foulum.
De første klonede dyr i Skandinavien. Lavet
med Gábor Vajtas metode.
TIRSDAG I DENNE uge stimler en
Håndværk
Gábor Vajta (tv.) kalder sin teknik ’håndlavet
kloning’ og prikker eksempelvis en fordybning i plastskålens bund med en nål
(længst til højre), hvor det begyndende
foster kan udvikle sig.
ske svineslagterier. Og dag efter dag prøvede Gábor Vajta og hans kolleger. Tusinder af æg – tusinder af fiaskoer.
Men pludselig, efter to års forsøg, skete det.
Gábor Vajta var målløs. Succesen skyldtes en
fejl. Ved et uheld var hinden omkring ægget
nemlig ikke blevet opløst helt.
Åbenbart krævede ægcellerne fra grise, at der
stadig var et tyndt lag af hinden tilbage. Den lagde sig mellem knivsbladet og cellens indhold,
når snittet blev lagt. Som en slags isolering. Det
var hemmeligheden. Det var håndværket.
kødrand af næsten 30 forskere og pressefolk
sammen i et staldrum på Forskningscenter
Foulum. Midt i lokalet står et kraftigt metalbord. Fra loftet kaster en operationslampe et
koldt lys over den drægtige so, som ligger bedøvet under et grønt klæde. To dyrlæger med
hætter og overtræksdragter bøjer sig over
dens bug.
Biologen og kloneren Peter M. Kragh står til
højre for bordet. Klokken er præcis 12.26. Han
flytter på fødderne. Så spærrer han øjnene op.
En af dyrlægerne fisker den første lille gris
frem. Lyslevende.
Et kvarter senere ligger syv små identiske
grise og snøfter i en rullevogn med halm. Verdens første klonede grise, som bærer genet
for Alzheimers sygdom. Kameraerne knipser.
En tv-journalist stikker en mikrofon op under
næsen på Peter Kragh og spørger, hvordan
det føles.
»Det er jo fantastisk at se sådan et langt arbejde ende i et positivt resultat«, siger han.
Kort efter forlader han stalden. Han krydser
over forskningscentrets område for at sende
en e-mail.
Gábor Vajta modtager nyheden på den anden side af Atlanten. I Brasilien. Han er rejst
på en mindre turné for at forelæse, holde kursus for 43 forskere og meget andet. Rejsen var
planlagt, længe før Alzheimers-grisene blev
klonet og lagt op i deres rugemor.
Da han læser beskeden, ærgrer han sig over,
at han ikke kunne være til stede. Det er trods
alt en verdenssensation.
På den anden side ... i foråret behøvede han
blot at lade Peter Kragh og de kinesiske studerende klone grisecellerne med hans metode
ud fra et arvemateriale, som forskere ved Aarhus Universitet havde påført genet for sygdommen Alzheimers. Han rørte ikke selv så
meget som en sløv kniv.
Det er en ny fornemmelse. Og han har vist,
at kloningsmetoden virker til nyttige formål.
Forhåbentlig slår genet for Alzheimers igennem i grisene, og den kommende tid skal laboratoriet klone grise med psoriasis, åreforkalkning og andre sygdomme.
For Gábor Vajta personligt er tiden måske
inde til et nyt udlandseventyr. Men skulle han
snart forlade Danmark, mener han nok, at
han har opfyldt sine forpligtelser. Han mestrer håndværket. Men han har også givet det
videre til andre.
På en måde demonstrerer det vel bedre end
noget hans pointe.
Kloning virker.
Ikke, at Gábor Vajta ved hvorfor. Men han
ved hvordan.
Gl. Kongevej 90 • 1850 Frederiksberg C • Tlf. 33 24 22 17 • www.antondam.dk
...
Stille
nu
Vi ser dem altid vågne.
Skarpe. Effektive. På.
Magasinet bad ledende
politikere fra Folketingets
partier om at lukke øjnene
lidt.
Og bagefter spurgte vi,
hvad de havde tænkt på.
Syv ud af otte politikere
lukkede os ind i stilheden.
Venstres leder, statsminister
Anders Fogh Rasmussen,
havde ikke tid til at deltage.
PETER HOVE OLESEN (FOTO)
OG HENRIET TE LIND
38 magasinet
...
Jeg tænkte
på, at jeg
skulle ned
og lægge
tøj i vaskemaskinen,
inden det
næste hold
journalister
dukker op.
Pia
Kjærsgaard,
formand
for Dansk
Folkeparti
POLITIKEN
Jeg tænkte
på, at der
lige nu
sidder otte
mennesker
og venter
på mig ...
Naser Khader,
leder af
Ny Alliance
POLITIKEN
...
magasinet 39
Jeg tænkte
på en debat,
som jeg
skal deltage
i senere. Og
hvem, jeg er
oppe imod.
Villy Søvndal,
formand for
Socialistisk
Folkeparti
40 magasinet
...
POLITIKEN
Jeg
prøvede at
visualisere,
at jeg var ude
og plukke
markblomster til en
sommerfest.
Der var også
tidsler, men
jeg fandt et
sted at ligge
ned, hvor jeg
kunne se den
blå himmel.
Og så kunne
jeg mærke
de små dyr
krible og
krable ...
Margrethe
Vestager,
leder af
Det Radikale
Venstre
POLITIKEN
...
magasinet 41
Jeg skulle
jo slappe af,
så jeg tænkte
på Vivaldis
’De fire
årstider’.
Så jeg var
lige ved at
falde i søvn.
Bendt Bendtsen,
formand for Det
Konservative
Folkeparti
42 magasinet
...
POLITIKEN
Hvad jeg
tænkte på?
Det er
min sag.
Noget rart.
Helle
ThorningSchmidt,
formand
for Socialdemokraterne
POLITIKEN
...
magasinet 43
Først
tænkte
jeg på en
forhandling,
der er her
på Christiansborg om
nogle timer.
Men så
tænkte jeg:
Det er da
dumt, når
man bliver
bedt om at
sidde og
slappe af.
Så til sidst
tænkte jeg
på min ferie.
Jeg har lige
været på
Malta. Der
er så smukt.
Frank Aaen,
medlem
af Enhedslisten
44 magasinet
...
POLITIKEN
Ordstyreren LEG
Gæt et årti
1950’erne
Hvornår fik vi omsorgsdage? Og hvor længe siden er det, vi begyndte
at tale om cyberspace? Test dig selv – og find de rigtige svar på side 55.
1960’erne
1970’erne
1980’erne
1990’erne
2000’erne
Har du styr på ordene?
Jazzgymnastik
Mød Magasinets ordstyrer. Hun vil lave små opgaver om sprog
Netdating
Line Pedersen er uddannet i dansk og retorik fra Københavns
Omsorgsdag
Jensens essaylignende tv-anmeldelser i Politiken. Hun har
hver søndag.
Universitet, hvor hun skrev magisterkonferens om Carsten
også forsket i Astrid Lindgrens evne til at skrive til både voksne
og børn.
A-presse
Siden 1994 har Line Pedersen været selvstændig sprogkonsulent med kontor på Nørrebro – under navnet Ordkløveren. Des-
Nervøs spisevægring
uden har hun arbejdet som sprogchef for Topdanmark. Og så er
hun ihærdig blogger på www.blogbogstaver.dk
Cyberspace
Samtalekøkken
Kulturradikal
Tjenestemandsansatte
Transcendental meditation
Perkerdansk
Meritlærer
Lambswool
Speeddating
Rygerlunge
Foto: Jacob Ehrbahn
0OLITIKEN
'HWHUVWRUWDW2UGUXSJDDUG
VRPGHWI¡UVWHPXVHXPL'DQPDUN
NDQInVWDEOHWHQVnDIEDODQFHUHW
0RQGULDQXGVWLOOLQJSnEHQHQH
(QÀQ&'PHGPXVLN
IUD0RQGULDQVMD]]VDPOLQJ
NDQL¡YULJWDQEHIDOHVRJ
N¡EHVSnPXVHHW
*YLLANDSPOSTEN
yyyyy
/
*
ä
,
,
1*
Ê
...
-
4)2
3 4
/2
6 ) ,6
3 &
2%$
/2
$%6
!' % *
#
/.
(!
2 ,/
3 $!
44%
'
.,5
.$
,Œ2
/
3Œ
2$2
.
50'
(%,
!!2
,)'
$ $
$!'
+ ( /
6
Ó{
° 1 1
, Ê -/
,
30/
%
.3/ $
2
()/24SDK
Ó x°
Q£n
Ç
, Ó ‡£™{{
R
,9 Ê 6",Ê /
Ê
Ê , Ê /Ê
°Ê ",Ê
" °Ê "
"-- , Ê ", ‡ Ê
-/ -Ê - Ê /9 ,Ê -‡Ê
/,
,Ê Óä
"
/ ] Ê /Ê
°
Ê
"
1 , " Ê 6, Ê
,
" - / 1 Ê ",Ê ,Ê
,
,
Ê
, ] Ê - /Ê
-Ê
/
,
/ Ê
,
,
Ê 9
* Ê - / " - /
Ê7 - / , " 1
* - Ê , "
"
" 1 Ê /
, Ê 9 / " ,
1
Ê
/
," - 9 Ê
,
"
"
Ê " , /
/Ê
, Ê 7 / °°
/Ê
/ Ê6 1
"
<
++++
Ê6 Ê/ Ê*
Ê "
*
/ Ê
"
,
,
",
‡{<
{
-D]]WLOI¡MHOVHQHULDOOHWLOI OGH
HWPRGLJWRJVWHPQLQJV
VNDEHQGHXGVWLOOLQJVLQGVODJ
"
Ê £™ Ó
*YLLANDSPOSTEN
.UDIWSU VWDWLRQDI2UGUXSJDDUG
GHUKDURSE\JJHWHQ
HNVSHULPHQWHUHQGHRJIULVN
3LHW0RQGULDQXGVWLOOLQJ
1" , ,
-,"
Ê
, -
"
"
Ê
Ê
Ê Ê / ÊÊÊÊÊÊÊÊ* ,
ÊÊÊ
Ê
6
*ÊÊ
-/
1
1
,
",
"6
++++
,
/
,
/
-Ê
*
/
"’RSEN
0DQEOLYHUKHOWK¡MRJMD]]HUPHG
LNNHEORWSnPXVLNNHQPHQRJVnSnGH
PXVLVNHVWUHQJHGHUInU0RQGULDQV
ELOOHGHUWLODWVYLQJH
LIVSSTIL
Syntetiske kvinder
Scener
46 magasinet
POLITIKEN
fra et dukkehjem
Skal man være et rigtigt menneske for
at blive overøst med rigtig kærlighed?
BO SØNDERGAARD
en unge sømand bærer sin brud over
dørtærsklen og ind i
soveværelset. Han er
iført sin mørke gallauniform med tykke messingknapper,
hun er i flødefarvet
kjole, hendes lange
brune hår bølger ned over de bare skuldre og indrammer den slanke hals. Elena Dorfmans kamera
fanger øjeblikket, da han ser ned i hendes øjne, og
hun kigger tilbage uden at blinke.
Det her er noget, sømanden altid har ønsket sig.
Azra er hans drømmepige, smuk på en næsten
skrøbelig måde, en pige, der både kører jeep og
læser tykke bøger. En universitetspige, som kan lide at have det sjovt. Og så er hun hans.
Men kun lidt endnu, for han er nødt til at sætte
hende til salg på eBay. Og hun kan stadig indbringe en fornuftig pris, selv om hans forlovede brækkede halsen på hende. Så den lykkelige bryllupsdag er faktisk begyndelsen til enden for Azra og
sømanden.
Sådan må det være, siger han igen og igen,
mens han sidder i sofaen med hende. De holder
hånd, mens han fortæller Elena Dorfman om det,
der må ske. Han og Azra har været lykkelige sammen i deres hemmelige forhold, men til sidst gik
han til bekendelse over for sin forlovede og fortalte hende det hele.
Og hun syntes ikke, det var i orden, at hendes
kommende mand i mere end et år havde haft et
forhold til en halvanden meter høj, 40 kilo tung
kvindedukke til 35.000 kroner. Faktisk blev sømandens forlovede så vred, at hun greb fat i Azra
og forsøgte at slæbe hende ud i garderobeskabet.
Og så var det, at hun tabte dukken, så Azras hals
knækkede.
Sømanden forstår godt sin forlovede. Hun føler
sig truet – ikke så meget fordi han har haft en anden, men fordi den anden er perfekt. Med en krop
og et ansigt, han selv har valgt, og som ikke vil ældes. Mens hun er af kød og blod, fyldt med fejl og
forgængelig.
Og han ved også, at det ikke er normalt at have
en kæreste af stål og silikone. Det er en fase, siger
han, og nu skal han videre.
Elena Dorfman fotograferer videre, mens hun
lytter til sømanden. Hun tror ikke rigtig på, at han
D
Haremskvinde.
Everhard og
Rebecca. Hun
er en af de tre
kvinder, der
bor hos ham.
De andre to er
Rebeccas mor,
Caroline, og
hendes søster,
Louise. Han
kalder dem
»sit harem«.
For nogle år
siden brækkede
Everhard ryggen
på Caroline under
heftig morgensex.
Foto: Elena
Dorfman
POLITIKEN
...
er helt færdig med Azra, men det er hans historie,
og det er den, hun er kommet for at få. Så pakker
hun sit udstyr sammen og sætter sig ud i en taxa
og kører væk.
I DAG ER det fem år siden. Mødet med sømanden og hans drømmepige Azra var bare et
stop på fotografen Elena Dorfmans lange rejse
gennem USA’s forstæder og fortrængninger. På
jagt efter de uhyggeligt naturtro RealDolls og deres mennesker.
Hun vidste, at dukkemagerne Abyss Creations i
Californien på det tidspunkt havde solgt omkring
2.500 RealDolls, og efter flere års hårdt arbejde
havde hun billeder af otte dukkeejere og bogen
’Still Lovers’.
Historien om sømanden skilte sig ud fra de andre, fordi den endte med, at han opgav dukken og
foretog det, Elena Dorfman kalder »en overgang
til en rigtig levende kvinde«:
»Han var meget opmærksom på, at det var socialt uacceptabelt at have en dukke. Men havde en
voldsom skyldfølelse over at have lyst til dukken«,
siger hun til Magasinet.
De andre mænd – og kvinder – hun fotograferede, havde ingen planer om at droppe deres dukker.
»De var meget bevidste om deres ret til at være,
som de nu engang er«, siger Dorfman. Hun kan og
vil ikke komme med et generelt signalement af
dukkeejerne, men der var nogle ting, der overraskede hende. For eksempel, at det ikke var i pornobiograferne eller på de topløse barer, hun fandt
dukkeelskerne.
»De boede i de friserede forstæder eller i små byer ude på landet. Og mange af dem havde beskedne indkomster, nogle havde måttet tage et ekstra
job eller belåne deres hus til skorstenen for at få
råd til dukken – eller dukkerne«.
Hun mødte enlige mænd, der brugte RealDolls
som dyre bolledukker og smed den ind i skabet efter brug. Et par, som på mandens foranledning
havde købt dukkerne for at krydre deres sexliv. Og
ægteparret, som havde tre dukker, de var kvindens legetøj og repræsenterede forskellige sider
af hendes personlighed. Dukkerne sad med ved
morgenbordet og sov på skift i ægtesengen, uden
direkte at blive brugt til sex.
»Dukkerne var for hellige til, at manden måtte
kneppe dem. Men de fungerede som en katalysamagasinet 47
q
LIVSSTIL
Syntetiske kvinder
tor for parrets fantasier. De begyndte at iføre sig
silikonedragter – samme materiale som dukkernes hud – og balloner indgik i deres sexliv«.
Men de mest intime billeder i Elena Dorfmans
bog forestiller mænd, som har gjort deres dukke
til en livsledsager.
SOM FORFATTEREN Rob, der ligger i
sin baghave med Lily. Hun ligger på ryggen med
let spredte ben og stirrer op i luften, mens han
skriver på sin bærbare computer. Billedet er taget
i 2004, det år, Rob købte Lily som en belønning til
sig selv, fordi hans første roman endelig var færdig.
De to er stadig sammen, fortæller Rob i et mailinterview med Magasinet. Lily er en RealDoll med
krop nummer 6, som Rob har forsøgt at få til at
ligne heltinden i sin fantasyroman, Lily Godwin. I
romanen beskrives hendes øjne som »En meget
blå himmel, hvor bittesmå skyklatter driver
rundt«.
Men sådan nogle øjne laver RealDoll ikke, så
Rob fik fat i det canadiske firma Guy Louis XIV
Mannequins, der på det tidspunkt specialfremstillede dukkeøjne og øjenbryn til 1.700 kroner
per sæt.
»De var perfekte og hver en krone hver«, skriver
Rob.
Resultatet blev så godt, at Lily har været ’Doll of
the Month’ i internetmagasinet Coverdoll. Det er
en af de få gange, Rob har taget seksuelt udfordrende billeder af Lily, det er hun nemlig ikke lige
typen på, forklarer han:
»Lily er beskeden, ærbar og jomfruelig (men
ubevidst sexet og hæmningsløs). Så jeg følte ikke,
at mere pornografiske billeder ville være tro mod
hendes natur«.
Han ved godt, at de fleste er parat til at afskrive
ham som pervers psykopat, men forsvarer sit liv
med dukken:
»Fantasien er et magtfuldt redskab, og den skal
bruges. Det er dukker – blandt andre ting – blevet
brugt til i årtusinder. Voksne skal også huske at
lege. Og når jeg siger til Lily, at hun ser godt ud i
dag, forestiller jeg mig, hvad hendes figur ville
svare, og glæder mig over den forbindelse, der så
opstår, mens vi leger virkelighed«.
Og ja, han elsker Lily, men det er ikke kærlighed,
som han ville føle over for et menneske, skriver
Rob, man kan måske sige, det er kærlighed i en
lidt mindre målestok:
»Jeg er bange for, at der skal ske hende noget, bekymret for hende, når jeg er væk i længere tid, og
jeg ville ønske, jeg havde flere penge, så jeg kunne
købe flere ting til hende. Hvis min bog bliver udgivet, skylder jeg hende en hel garderobe«.
Men hvad så med sex? Rob dyrker sex med Lily,
men det er ikke hendes vigtigste funktion.
Han mener selv, at deres relation for 95 procents
vedkommende handler om selskab, mens sex kun
står for de sidste 5 procent.
»Jeg foretrækker sex med rigtige kvinder. Jeg er
vild med de reaktioner, man får, gensidigheden,
når man elsker. Og hvis det bare drejer sig om at
’få taget trykket’, er det hurtigere og nemmere at
bruge naturmetoden end at kaste sig over sin RealDoll. Og meget nemmere at gøre rent bagefter,
prøv at forestille dig at tumle rundt med 50 kilos
dødvægt for at få spulet de berørte områder«.
Men hvis han foretrækker partnere af kød og
48 magasinet
...
Erstatning.
Rob dyrker sex med Lily, men det er ikke hendes
vigtigste funktion: »Det er 95 procent selskab og
5 procent sex, vil jeg sige. Jeg foretrækker sex med
rigtige kvinder«. Foto: Elena Dorfman
blod, hvad laver han så med Lily? Rob har faktisk
boet sammen med en levende kvinder et par gange, men det er ikke gået:
»Jeg er ekstremt romantisk og har haft en række
heftige, korte og følelsesmæssigt drænende forhold. De kvinder, jeg har været sammen med, har
syntes, jeg var hengiven, kærlig og lidenskabelig.
(...) Men jeg er også stormfuld, idealistisk, uafhængig og selvcentreret. Og det gør langvarige forhold svære«.
Så Lily er Robs kæreste, indtil videre, og han virker selv en smule overrasket over, hvor godt det
føles:
»Og jeg vil sige, at den største overraskelse har
faktisk været, at RealDoll skaber så virkelig og behagelig illusion om at være sammen med nogen«.
DET ER TO ÅR siden Elena Dorfman udgav sin bog om dukkefolket, men hun er stadig i
kontakt med mange af de mennesker, der er på
billederne.
Hun holder en knitrende lang, transatlantisk
tænkepause, da hun får spørgsmålet: »Hvad er det
her for nogle mennesker?«.
I den første tid efter hun stoppede arbejdet med
dukkeprojektet, havde hun intet svar. Nu siger
hun:
»De har fundet noget, der fungerer for dem, noget, der er sandt for dem, og de lever det ud – uanset hvad vi andre mener. Det er mennesker, som er
indædt loyale over for tanken om at leve i deres
egen virkelighed«.
Bikinisnit eller blå hud
På www.realdoll.com kan man sammensætte sin egen dukke. Der er 13 forskellige
ansigtstyper og 9 kropsmodeller, dukkerne
kan blive mellem 1,47 og 1,68 meter høje,
vægten svinger fra 35,1 til 51,3 kilo.
Man kan vælge hud- og hårfarve, frisure,
kønshår og kulør på neglelakken. Det er muligt at få en dukke med blå hud eller en med
hvide streger der, hvor bikinien har siddet,
men det koster ekstra.
Mandedukken Charlie fås kun med brune
øjne, brunt hår og standardkrop. Til gengæld har han flere interesser – mens kvindedukkerne kun ses i pornografiske poseringer, hænger Charlie også ud i dagligstuen,
hvor han drikker øl og ser fjernsyn.
Standardmodellerne koster 35.750 kroner
for kvindedukker og 38.500 for Charlie, plus
4.650 i levering uden for USA. Har man ikke
råd til en hel dukke, er der ’Flat Back Torso’
til 7.144 kroner. Alle modeller er vandtætte
og kan tåle op til 148 graders varme.
Flere andre producenter sælger dukker i
40.000 kroners klassen, og en tur rundt i
det virtuelle dukkeland viser, at der er kunder derude. Der er blogs og chatforums som
dollforum.com og dollgarden.org med detaljerede vurderinger af forskellige sexdukkers kønsdele. Men der er også mænd, som
spørger, hvilken slags makeup dukkerne
kan tåle, og om man kan tage hende med i
swimmingpool. Og så er der fotos af en dukke, som leger med modelfly – tilsyneladende
uden seksuelle overtoner.
POLITIKEN
Illustreret nyhed SUNDHED
Mænd får tunnelsyn i SuperBrugsen
J Ø R N VIL L U M S E N ( T E G N I N G ) O G B O S Ø N DE R G A A R D ( T E K S T )
Så er det videnskabeligt bevist: mænd har det svært i supermarkeder. Et forskerhold er fulgt efter mænd med indkøbskurv og har lavet en rapport, som er
klar læsning.
Mænd har svært ved at finde tingene – specielt når deres koner har lavet
dosmersedlen.
Hvis mænd ikke kan finde præcis det produkt, der står på sedlen, vil de hellere helt lade være med at købe noget end vælge et alternativ.
POLITIKEN
...
Mænd vil ikke bede om hjælp til at finde ting, og hvis en ansat spørger: »Kan
jeg hjælpe«, lyver mændene og siger: »Nej«.
Mænd har tunnelsyn – de er rigtig gode til at finde ting, de har købt før, men
ser slet ikke nye produkter.
Mænd hader at have mange produkter at vælge mellem – specielt kan de
blive utrygge, når de skal købe morgenmadsprodukter, fordi selv havregryn kan
købes i fire-fem forskellige varianter. For ikke at tale om müesli og cornflakes...
Kilde: TNS Retail Forward ’Men in Grocery Stores: In Aisle and in Need’
magasinet 49
På bænken
N O VE L L E AF KL A U S R I F B J E R G O G I L L U S T R AT I O N A F M A I - B R I T T B E R N T J E N S E N
DER VAR BÆNKE
alle vegne rundt om
huset, så de altid kunne finde læ. Selv mod vest.
Men det var jo der, solen gik ned, og selvom de ikke
boede på den allerøverste top, kunne de følge den
næsten, til den forsvandt i havspejlet. Ellers var der
såmænd bare en snes trin gennem sandet op til
toppen, så havde de det hele.
Det kunne man sige om dem generelt. Livet havde foldet sig ud harmonisk, det var ikke det store
hartkorn, men de havde mere end nok. Der var både i reel og i overført betydning bænke alle vegne,
og de fleste havde en smuk udsigt. Som departementschef i Kulturministeriet havde han haft indsigt også i mange fornøjelige sider af tilværelsen, og
han opfattede sig selv som et musisk væsen. Ikke på
en brovtende eller selvpromoverende måde, men i
al stilfærdighed.
Hun havde haft engelsk og dansk i gymnasieskolen, det passede så fint, der var en naturlig selvfølge
imellem dem, hvad det faglige angik, og så kunne
hun altid levere suffli, når han følte sig usikker med
hensyn til de unges nyeste påfund, de kommende
trends, alt, hvad de fandt på. Det havde ligget ham
meget på sinde at være au courant gennem hele
karrieren, ikke fordi han skulle tækkes ministre af
vekslende observans (og kvalitet), men fordi han
gerne selv ville følge med og forstå.
Om sommeren – var de enige om – gjaldt det om
at få det hele blæst væk, derfor havde de valgt Hvide
Sande, og når de hånd i hånd trådte ud i Vesterhavets blågrå, iskolde saltvand, følte de, at alt kulturelt fnuller lykkeligt skylledes af. En stump, en lille
belægning, blev der naturligvis tilbage, men det
gjorde ikke noget, gæster dukkede op og skulle underholdes, og bare de holdt sig til de emaljerede
bliktallerkner, var der garanti for, at det ikke blev
for finkulturelt eller fisefornemt. Unødvendigt at
tilføje, at de selvfølgelig badede uden en trevl, uanset hvem og hvor mange der stod og gloede på
stranden. Den lille trang, hun en gang imellem følte til at dække sig, var ikke svær at skyde til side, hun
behøvede bare kaste et blik på ham, så var det tydeligt, at årene nok havde sat deres spor, men de var
ikke skræmmende. Tværtimod. Han var ganske flot,
og når han kunne holde ud at se på hende, kunne
hun også selv. Disciplin under frihed, eller var det
omvendt?
Hun kom ud med en bog i hånden og stod et øjeblik på terrassen og skyggede med hånden for øjnene mod den kraftige sol. Vinden var østlig, havde
været det i ugevis. Det var en af de somre. Et øjeblik
overvejede hun, om hun skulle blive i skyggen under terrassens solsejl, men så kom hun i tanke om
bænken mod nord og gik derom og satte sig. Det
var den mindst festlige udsigt, en klynge spredte
sommerhuse (eller skur) var inden for synsvidde,
og bænken var hård, men det forhindrede hende så
til gengæld i at falde i søvn.
De små overgange mellem søvn og vågen tiltalte
hende ellers, måske fordi de var det klareste udtryk
for, hvad hun kunne tillade sig: At glide fra bevidst-
50 magasinet
...
hed ind i en sød bevidstløshed, der kunne afbrydes
på mindre end et sekund. Det måtte være en pensionists privilegium efter mere end fyrre år på arbejdsmarkedet, fire børn og otte børnebørn og
ham. Men nu ville hun sidde lige op og ned i skyggen mod nord og læse. Hun var godt klar over, at
den beskæftigelse ikke længere stod som nummer 1
på hitlisten, men hun vidste også, at hun som kvinde var med til at holde de spredte rester af litteraturen flydende. Og hun var ikke til medsøster-sagaer
og langt udspundne dårligt camouflerede erindringer om mere eller mindre vellykkede yuppieægteskaber. Hun gik efter den rene vare, hun havde
faktisk taget de store klassikere fra en ende af, og lige nu læste hun Biblen.
Det var en meget mærkelig oplevelse at lade sig
synke ned i Det Gamle Testamente og opdage, at
den grusomhed, hun hver dag følte sig overvældet
af i nyhederne, var i de gamle historier. Her var Gud
ikke en venlig ældre herre i skyerne, men en hævngerrig satan, der for frem med bål og brand. Det var
øje for øje og forhud for forhud, og når hun lagde
bogen i skødet, sukkede hun og tænkte: Det bliver
aldrig anderledes, det vil altid være det samme,
Gud eller Fanden, det er den samme melodi.
Hendes barndoms bibel havde ikke afsat det indtryk, tværtimod, det var jo idyl! Vist var Adam og
Eva blevet uddrevet af Paradis, og Kain havde slået
Abel ihjel, men den Moses, hun så for sig, var et svøbelsesbarn i en sivkurv, og når vandene skiltes, var
det som på dukketeatret.
MENS HUN SAD med disse tanker, opdagede hun, at en hugorm havde sneget sig ind på hende og lå sammenrullet i solen mindre end to meter
fra hendes højre fod. Den var stor og glinsede i lyset,
sort, så zigzagstriben knap var til at få øje på. Men
der var ingen tvivl, hun havde set hugorme nok til
at vide, at det eksemplar ikke var en snog. Den var
farlig, og hun havde respekt for slangen, men hun
var ikke bange. Som hun sad dér, kunne dyret ikke
gøre hende noget, slet ikke hvis hun sad ganske stille og bare ventede, til solen flyttede sig og dermed
ormen. Hun vidste, at den var mere bange for hende end hun for den, men at hendes eventuelle reaktioner ville være afgørende for, om den bed hende
eller ej.
Lidt efter begyndte den påtvungne immobilitet
at genere hende. Hun havde benene over kors og
mærkede en krampe brede sig i højre lår. Den var ikke fuldt udfoldet, lå som en anspændt murren, der
ventede på at blive sluppet fri som smerte. Hvis benet sov, og hun rejste sig op, ville hun muligvis ikke
kunne holde sig oprejst. Der var langtfra tale om panik, bare hun holdt hovedet koldt, skete der ikke
noget, og hvis hun blev nødt til at skifte stilling, fordi hun ikke kunne holde det ud længere, ville hugormen opdage hende og efter al sandsynlighed lynhurtigt forsvinde ind i marehalmen.
Hun var blevet hed i hovedet og tænkte et øjeblik
fornærmet: Hvorfor er der ingen, der kommer mig
til undsætning? Hvor er han henne, hvad fanden la-
Ny novelle hver uge
Her bringer vi hver søndag en novelle skrevet
specielt til Magasinet, originalt illustreret af
Politikens egne grafikere.
Dermed viderefører vi traditionen fra årene
1922-62, hvor Danmarks bedste forfattere skrev
til Magasinet. H.C. Branner, Soya, Martin Andersen Nexø, Karen Blixen, Hans Kirk, Anders
Bodelsen. De var her alle sammen.
Vi vil præsentere anerkendte forfattere, nye
håb og unge talenter. Og med en novellekonkurrence vil vi også give ukendte skribenter
en mulighed for at glæde et større publikum.
Mere om novellekonkurrrencen på side 55.
Fiktionsredaktør Lotte Kirkeby Hansen kan
kontaktes på fi[email protected]
ver han? Så kom hun i tanke om, at hugorme er
uden hørelse, de er stokdøve, hun kunne roligt råbe
og skrige, det ville ikke aktivere dyret. Men hun
kunne ikke få sig selv til det, hun kunne ikke forestille sig selv siddende på bænken mod nord og råbe om hjælp, bare fordi der lå en enorm hugorm
halvanden meter væk fra hendes storetå. Hun vidste ikke, hvorfor det føltes så fjollet, men det gjorde
det.
Hun rømmede sig svagt. Der skete ikke det mindste. En blomsterflue summede med vanvittige vinger og stod stille i luften, mens den piskede lyset. Så
røg den til venstre i et af disse abrupte kast og fortsatte forestillingen. Hun var begyndt at svede, en
dråbe samlede sig i hårkanten og løb ned over panden. Der burde ikke være så varmt i skyggen, men
hun svedte alligevel. I låret sad krampen stadig på
lur, og hvis hun ikke gjorde noget, ville den overfalde hende. I et mørkt glimt opfattede hun, at der
ikke var noget usædvanligt i situationen. Hun var
vant til at beherske sig, uanset hvor ondt det gjorde.
Sådan var livsformen, og hun havde selv valgt. Eller
havde hun?
I et øjeblik, der lignede et anfald, sagde hun til sig
selv: »Jeg bliver nødt til at tale med den, jeg må have
fat i den slange, det kan ikke være tilfældigt, at den
ligger dér, det er umuligt, at den skulle have valgt
netop mig, uden at der er en mening med det«.
Samtidig bed krampen til, og hun udstødte et skrig.
Benene røg fra hinanden, og hun sad skrævende på
bænken med alting blottet under skørtet. Slangen
rejste hovedet.
Atter frøs hun fast og sad, som om nogen havde
sømmet hende til bænken. Hugormen spillede
med tungen, men sank lidt efter sammen i sin egen
cirkel igen. Solen varmede. Fluen havde flyttet sin
svirren et andet sted hen, svage råb fra stranden bekræftede, at hun ikke var alene i verden. Lidt efter
dukkede han op rundt om hjørnet. Han var blændende solbrændt, det hvide hår lyste under basePOLITIKEN
ball-kasketten, de kødfulde arme stak ud af den blå
T-shirts ærmer. Han smilede.
Du har tabt noget.
Hun gjorde en fortvivlet afværgende bevægelse
med hovedet, kunne ikke sige noget, ikke råbe. Så
rakte han hånden frem og bøjede sig ned for at
samle Bibelen op, det gik meget hurtigt, alt gik mePOLITIKEN
...
get hurtigt, han handlede på en naturligt, indbygget høflighedsrefleks, hugormen i overensstemmelse med sin natur. Den fangede ham i en af de
store arterier i overarmen, huggede til tre gange, og
hun så, hvordan han fortsatte den påbegyndte bevægelse og kælvede forover med panden forrest
ned i sandet. Jorden rystede under hende.
Det blev ikke et af disse sjældne
dødsfald efter hugormebid. Han
var trods alt for stærk. Tre dage på
intensiv, så var han uden for livsfare, og de tog tilbage til sommerhuset og fortsatte, hvor de
slap. Der blev talt en del om
den dramatiske situation, folk
blev jo ved med at spørge,
men de var enige om, at naturen nu engang var sådan indrettet, den kunne ikke tæmmes, derfor gjaldt det om at
passe på. Det gjaldt om at passe på. Udsagnet klang til sidst
som et mantra.
Bænken mod nord brugte
hun dog ikke mere, de sad i det
hele taget ikke så meget mere,
lagde hun mærke til. Der var en
uro. Til gengæld krøb de hver aften
op på toppen af klitten og så på solnedgangen. Det var næsten som at gå
i teatret. Der havde de også siddet hånd
i hånd og set det hele synke. De var sjældent rystede, hun kunne i hvert fald ikke
huske, at jorden havde rystet. Nu havde de til
gengæld mødt slangen, men der var ingen fordrivelse fra Paradis. Så huskede hun: Gud var død.
Det stod i bøgerne. Lidt efter var solen væk.
Klaus Rifbjerg, f. 1931. Debuterede i 1956 med digtsamlingen Under vejr med mig selv. Har udgivet mere end
160 bøger i alle genrer, dertil film- og teatermanuskripter samt dagbladsjournalistik. Seneste udgivelse er
romanen Hovedløs (2007).
magasinet 51
LEG Løsning
Så mange ord skabte vi af M.a.g.a.s.i.n.e.t.
Etna magt net smiget Aage agat
game
magte Ni snage Aase Agate gamet ae magten nist snaget age gane Man nit sne agens mane sag sneg agent
gase manet saga snige aget gasen mange sagaen snit agn gasnet mangt sagen stag Agnes gast mani seng sagn stage agnet
gas gasten mas sagnet sta-
gen Agneta gat masai sagt stang agt gate masaien sagte stange agte gaten mase sagtne steg agten gemt maset Sam stem amen gen mast same sten amnesi
geni
maste samen sti amnesti ges masten samt stien amt gest mat sang Stig an gin mate sange stige ane gine maten sangtime stigen anet gis ma-
tens sat stigma
angst
gisne Matias
Satan
stime anima gisnet matine satin stimen anis gisten Mati-
nes Se Stina Anita gistne Mats Sem Stine ansat gnist men sen sting anse Ian menig senat tag anset igen menigt tage ansigt
image mens Senia Tages
antage In ment sent As Ina mesan set Tai ase Ine mest Siena tam asen Inga Meta siet tang aset Inge metan sig tanga is MG sige tange asiaten isat Mia sigma
Tania asie ise Mie sigmaet Te Asien isen mig signe Tea Asta iset min signet
isne mint sigte tema ATS IT mis sigten ten
TAGS
asiat
team astma isme mine sigt tegn astmaen ismen Mines sigt Teis At
emsig eg item mistag Sim Tena egn items miste sin Ti EM mag mit sine tie mage MS sit Tim
emsigt magen nag SM time en maget nage smag timen eng naget smage times enig magien
NASA
nas smagen tin enigt Magna smagt Tina ens
Tine Es magnesia neg smat ting et magnesit nem smig tinge eta magnet nemt smigen
tis
1217 · PATENTED
magnat nat smagte
magi
Sofievej 3 U 2900 Hellerup U 39 75 11 66 U [email protected]
52 magasinet
...
POLITIKEN
Fyringsrunde på job
Lækre, lette, varme og holdbare trøjer og andet
kvalitetsstrik, lige til en råkold dag.
PelsStrik.dk sælger kvalitetsstrik
fra New Zealand.
FØL VELBEHAG
Lidt for meget sol
Du bliver positivt overrasket,
du kan slet ikke lade være
med igen og igen at røre
ved det behagelige strik.
En rigtig feel-good følelse.
50% fineste merinould
40% varm possum pels
10% nylon for styrke
Årene som alenemor
Rynker signalerer erfaring,
men de kan være for dybe
PelsStrik.dk
n’age er specialister i rynke-reduktion med Thermage,
Restylane, Fraktioneret laser, Botox og funktionel
hudpleje. Vi tilbyder uforpligtende konsultation
når du har tid. Tel. 7027 3366, www.nage.dk
KØBENHAVN: KONGENS NYTORV 24, 1050 KØBENHAVN K.
Possum
Vi inviterer forhandlere til at
deltage i succesen.
Send mail på [email protected]
ÅRHUS: LILLE TORV 2, 8000 ÅRHUS C.
Anti-age hudpleje
NÅLESTRIBEDE SKO
55% færre rynker
uden kemi
R
E
D
E
H
NYTIL EFTERÅRET
1499,75
Aktiv anti-age og anti-pigment creme
fra det eksklusive London-mærke
The Organic Pharmacy
SMART I BLØDT SKIND.
HERRESTR. 40 TIL 50
The Organic Pharmacy s Jane Iredale s Dr. Hauschka
Logona s Weleda s Jurlique s John Masters s m.fl.
Se yngre ud, når solskader, ar og
pigmentændringer reduceres, hudtonen udjævnes og elasticiteten øges
1699,75
STØVLE I NUBUCK.
HERRESTR. 40 TIL 50
Undgå parabener, paraffiner, mineralske olier og skadelige syntetiske stoffer
Besøg butikken i Grønnegade og få
rådgivning tilpasset din hudtype hos
Danmarks største økologiske parfumeri
Grønnegade 31 s Kbh K s Tel 33 17 00 70 s www.pureshop.dk
POLITIKEN
...
Vejle · Torvegade 24 · Tlf. 7582 5611
Århus · Ryesgade 14 · Tlf. 8612 9111
Horsens · Søndergade 2 · Tlf. 7561 1010
FØR 899,75
499 75
magasinet 53
Åboulevarden 70
8000 Århus C
Tlf. 8676 1130
[email protected]
BESTLITE
OPALA
HANS J. WEGNER
BESØG VORES
NETBUTIK:
www.interieur-aarhus.dk
UNIKKO
Åboulevarden 70
8000 Århus C
Tlf. 8676 1130
[email protected]
BESØG VORES
NETBUTIK:
Bøllingbordet
www.interieur-aarhus.dk
Bevar husets
sjæl
Åboulevarden 70
8000 Århus C
Tlf. 8676 1130
-EDÖ6%,&!#ÖVINDUERÖIÖKLASSISKÖ
STILÖOPN¥RÖDUÖALLEÖDETÖMODERNEÖ
VINDUESÖFORDELEÖOGÖBEVARERÖHUSETSÖ
OPRINDELIGEÖSJ…L
[email protected]
BESØG VORES
Elvang puder
Babyalpacca
NETBUTIK:
JØRGEN GAMMELGAARD
www.interieur-aarhus.dk
3EÖMEREÖP¥ÖWWW6%,&!#DK
Sisaltæpper
Åboulevarden 70
8000 Århus C
Tlf. 8676 1130
[email protected]
VINDUER FOR LIVET
HANS J. WEGNER
BESØG VORES
Runde, ovale, kvadratiske
- efter mål
NETBUTIK:
www.interieur-aarhus.dk
Woodnote gardiner efter mål.
Rullegardin/ foldegardin/classik rul.
F.eks. 90x130 kr. 1800,Seppo Koho lampe i birketræ.
Bord-, stander- og pendellamper.
Som viste kr. 4600,-
+
Co.
GL. KONGEVEJ 148 - 1850 FREDERIKSBERG C - TELEFON 33 22 16 57
54 magasinet
...
Åbningstider: mandag - torsdag: 10 - 17.30, fredag: 10 - 18.00
lørdag 10 - 14.00 - også åbent efter aftale
POLITIKEN
NOVELLE-KONKURRENCE
Spillelyst, livslyst, købelyst, lystbåd, lystgård,
lystløgner, lysthus. Giftelyst. Lystfiskeri, lystsejlads,
eventyrlyst. Kamplyst. Lystmord og lystspil ...
Har du lyst?
yst får os til at gøre ting. Vi myrder, sejler, fisker, kysser, lyver,
spiser og drikker, læser, tager på
eventyr, elsker, spiser, slås, skændes, går på arbejde, hører musik
og gifter os. Fordi vi har lyst.
Skriv en novelle, der handler om lyst. Om
hvordan lyst kan føles, og hvad lyst kan rette
sig imod. Om lyst og ulyst. Om miraklet, når
lysten bliver tilfredsstillet, og den til vanvid
grænsende frustration, når det ikke sker.
Sådan deltager du: Novellen må maks. være
12.000 tegn. Den skal være os i hænde senest
22. oktober, og foruden en plads i Magasinets
L
spalter udlodder vi en pris på 7.000 kroner til
vinderen, 5.000 kroner til nummer 2 og
3.000 kroner til nummer 3.
Novellerne bliver læst af en jury bestående
af opinionsredaktør Bjørn Bredal, kulturredaktør Katrine Nielsen, fiktionsredaktør Lotte Kirkeby Hansen og Magasinets redaktør,
Julie Bondo Gravesen.
Vinderne får direkte besked. Vinder du, må
du være indstillet på at stille op til fotografering og interview med Politiken.
Politiken forbeholder sig ret til at videreudnytte samtlige indsendte tekster i elektronisk
form og på papir.
Sådan gør du
Send novellen – med post til:
Magasinets redaktion, Politiken,
Postboks 405, 1785 København V.
Mærk kuverten ’Lyst’. Da konkurrencen
er anonym, skal du vedlægge en lukket
kuvert med navn, adresse, telefonnummer
eller mail sammen med manuskriptet.
– eller som mail til:
[email protected] med teksten som vedhæftet
fil. Husk navn, adresse og evt. telefonnummer i selve mailen.
Løsninger til Gæt et årti, side 45
Magasinet,
Politiken, Rådhuspladsen 37
1785 København V, 33 11 85 11, [email protected].
Ansvarshavende redaktør: Tøger Seidenfaden.
Jazzgymnastik (1962), Netdating (2000),
Omsorgsdag (1986), A-presse (1951), Nervøs spisevægring (1984), Cyberspace (1991), Samtalekøkken
(2000), Kulturradikal (1955), Tjenestemandsansatte (1954), Transcendental meditation (1973), Perkerdansk (1998), Meritlærer (2002), Lambswool (1958),
Speeddating (2003), Rygerlunge (1997).
Redaktør: Julie Bondo Gravesen ([email protected]),
I redaktionen: Marianne Bahl ([email protected]), Mai-Britt Bernt Jensen ([email protected]),
Ditte Mellson ([email protected]),Kim Faber ([email protected]), Ole Gravesen ([email protected]),
Henriette Lind ([email protected]), Jens Lenler ([email protected]), Trine Lundager ([email protected]),
Per Munch ([email protected]), Annette Nyvang ([email protected]), Stephanie Surrugue ([email protected]), Bo Søndergaard ([email protected]) og Kristoffer Løve Østerbye ([email protected]).
Rejs med hjerte, hjerne og holdning
Sydafrika
Betagende landskaber, storvildt og Cape Town
– 13 dages rundrejse med Peter Madsen, tidligere borgmester i
Præstø og kendt fra TV-udsendelser om Sydafrika
#DMMDÄNLE@SSDMCDÄQDIRDÄSHKÄ
2XC@EQHJ@ÄDQÄDSÄGDKSÄRODBHDKSÄ
SHKATCÄNFÄDMÄDMDRS¬DMCDÄLTKHFGDCÄENQÄ@SÄNOKDUDÄMNFKDÄ@EÄK@MCDSRÄRSNQRK¬DCDÄRDU­QCHFGDCDQÄ
/@MNQ@L@QTSDMÄCDQÄ
AXCDQÄO¬ÄDMDRS¬DMCDÄM@STQRBDMDQHDQÄUDQCDMRADQ¾LSDÄ*QTFDQÄ
-@SHNM@KO@QJÄNFÄCDSÄOQ@FSETKCDÄOQHU@SDÄQDRDQU@SÄ
$MS@ADMHÄGUNQÄUHÄANQÄO¬ÄDMÄQHFSHFÄ@EQHJ@MRJÄR@E@QHKNCFDÄLDCÄ@KKDÄ EQHJ@RÄj!HFÄÆUDkÄNLJQHMFÄ
NRÄ'DQEQ@ÄS@FDQÄUHÄSHKÄDMÄ@EÄUDQCDMRÄRLTJJDRSÄ
ADKHFFDMCDÄRSNQAXDQÄ"@ODÄ3NVMÄ!XDMÄAKHUDQÄ
TCF@MFROTMJSÄENQÄMNFKDÄRO­MCDMCDÄNOKDUDKRDQÄ
HÄ5HMK@MCDSÄGUNQÄUHÄRL@FDQÄCDMÄFNCDÄKNJ@KDÄUHMÄ
5HÄUHKÄNFR¬ÄNOKDUDÄCDÄCQ@L@SHRJDÄJXRSK@MCRJ@ADQÄ
UDCÄ*@OÄ#DSÄ&NCDÄ'¬A
Dag 1 %KXÄEQ@Ä*¾ADMG@UMÄLHCSÄO¬ÄDESDQLHCC@FDM
Dag 2 MJNLRSÄSHKÄ)NG@MMDRATQFÄ3HKÄ
,OTL@K@MF@ÄNFÄCDÄRSNQDÄM@STQRBDMDQHDQ
Dag 3 .OKDUDKRDQÄO¬Ä/@MNQ@L@QTSDM
Dag 4 2@E@QHÄHÄ*QTFDQÄ-@SHNM@KO@QJ
Dag 5 3HKÄ$MS@ADMHÄNFÄR@E@QH
Dag 6-7 2@E@QHNOKDUDKRDQÄHÄ$MS@ADMHÄNFÄLHCC@FÄ
TMCDQĬADMÄGHLLDKÄ
Dag 8 3HKÄ)NG@MMDRATQFÄNFÄUHCDQDÄSHKÄ"@ODÄ3NVM
Dag 9 4CÇTFSÄSHKÄ*@OG@KU¾DMÄ
Dag 10 4CÇTFSÄSHKÄ5HMK@MCDSÄNFÄADR¾FÄHÄ
3NVMRGHO
Dag 11 "@ODÄ3NVMÄ,TKHFGDCÄENQÄTCÇTFSÄSHKÄ
1NAADMÄ(RK@MCÄGUNQÄ-DKRNMÄ,@MCDK@ÄR@CÄE­MFRKDSÄHÄL@MFDĬQÄ
Dag 12 "@ODÄ3NVMÄ EQDIRDÄNLÄDESDQLHCC@FDM
Dag 13 'IDLJNLRS
Afrejse d. 22/1 og 17/2 2008
Kr. 19.990,Begrænset antal pladser. Oplys annoncekode POM35
Rejsen kan også bestilles på www.albatros-travel.dk
Prisen inkluderer
#@MRJÄQDIRDKDCDQÄ/DSDQÄ,@CRDMÄÇXQDIRDÄ*¾ADMG@UMÄÄ
)NG@MMDRATQFÄÄ"@ODÄ3NVMÄSQÄ@KKDÄKTESG@UMRRJ@SSDQÄQTMCQDIRDÄNFÄFNCDÄGNSDKKNCFDÄNUDQM@SMHMFDQÄ@KKDÄR@E@QHJ¾QRKDQÄ
F@LDV@KJRÄNFÄTCÇTFSDQÄHE¾KFDÄOQNFQ@LÄKNJ@KDÄQ@MFDQDÄNFÄ
SQ@BJDQDÄ@KKDÄDMSQ°DQÄNFÄO@QJ@EFHESDQÄLNQFDML@CÄ@KKDÄC@FDÄ
ÄEQNJNRSDQÄNFÄÄLHCC@FD
Entabeni
)NG@MMDRATQF
LESOTHO
"@ODÄ3NVM
2SDKKDMANRBG
www.albatros-travel.dk tlf. 36 98 00 00
...
'DQL@MTR
Blyde
River
Canyon
SWAZILAND
SYDAFRIKA
*@OÄ'@KU¾DM
Kruger
National
Park
/NQSÄ$KHY@ADSG
København
Næstved
Holbæk
...
Torvegade 55-57
Merkurvej 3
Tåstruphøj 46
Tlf. 32 57 28 14
Tlf. 55 77 49 49
Tlf. 59 45 45 45