Læs mere om kirkens historie her i bogen om Søllerød Kirke

SØLLERØD KIRKE
1
Niels Peter Stilling
SØLLERØD KIRKE
historie – inventar – præster – kirkegård – præstegård – sognegård
Søllerød Menighedsråd og Rudersdal Museer
2011
2
3
Søllerød Kirke
Udgivet af Rudersdal Museer i samarbejde med Søllerød Menighedsråd,
forår 2011
Ide:
Menighedsrådsformand Georg Lund
Indhold:
Tekst:
Museumsleder Niels Peter Stilling
Fotos:
Fotograf Ole Tage Hartmann
med undtagelse af fotos s. 36 øv., 45, 48, 50 øv., 52 øv., 59: N. P. Stilling
© Forfatter / Fotograf
Grafisk tilrettelæggelse:
Peter R. Lassen og Niels Peter Stilling
Produktion og tryk:
Idon Grafisk
Bogen er sat med DinPro & Goudy Old Style
1. Kirkens historie
2. Inventar
21
3. Præster
39
7
4. Søllerød Kirkegård og præstegården
5. Søllerød Sognegård
43
57
Papir:
Forside: Orgelpiber, Søllerød Kirkes nye orgel, 2010
Bagside: Udsigt over Søllerød Sø mod Søllerød Kirke, 1881. Maleri af Fr. Chr. Kiærschou, Rudersdal Museer.
ISBN 87-88792-68-4
4
5
1. KIRKENS HISTORIE
6
Kristendom og kirkebyggeri
Den første trækirke i Nærum
Danmarks dåbsattest, den store prægtige Jellingesten fra omkring 980, fortæller, at Kong Harald ”vandt sig hele Danmark og
Norge – og gjorde danerne kristne”. Store ord, men et langt stykke hen ad vejen et politisk program. Norge tabtes hurtigt, og
rigssamling og kristendom var en langvarig proces, der først
blev fuldendt i Valdemar den Stores regeringstid 1157-1182.
Sognekirken i Søllerød er et resultat af denne proces. Allerede omkring 1060 gennemførte kong Svend Estridsen stiftsinddelingen af Danmark. Hermed skabtes rammerne om de
fremtidige bispedømmer, og hvor man søgte til kirke – sogn
betyder kirkesøgning. De ni danske bispedømmer blev geografisk fordelt meget ulige, svarende til magtkoncentrationen
i landet: Fem i Jylland (Slesvig, Ribe, Århus, Viborg og Børglum), et bispedømme på Fyn (Odense), et bispedømme på
Sjælland (Roskilde) og to i Skånelandene (Lund og Dalby).
At magten langsomt forskubbede sig mod øst indikeredes af,
at Lund blev ophøjet til ærkebispesæde i 1103-04 efter kong
(1095-1103) Erik Ejegods besøg i Rom på hans korstogsrejse
til Det hellige land. Kort efter gik byggeriet af den storslåede
domkirke i Lund i gang med indvielse af krypten i 1123 og
resten af kirken i 1145. Lunds domkirke var ikke den første
stenkirke i Danmark, den stod i Roskilde; men den varslede
det store kirkebyggeri i Danmark i 1100-tallet. I løbet af dette
århundrede byggedes over 2.000 stenkirker i landet, et vidnesbyrd om velstand, overskud og kristendommens styrke.
Det er i denne sammenhæng kirken i Søllerød etableres.
Sandsynligvis stod den første kirke på egnen i sognets største
landsby Nærum. Der var tale om en trækirke formentlig opført i slutningen af 1000-talet på markerne syd for landsbyen.
Intet af denne kirke er bevaret, men i 1990’erne udgravedes
en kristen gravplads nær ved den nuværende gård Wesselsminde. Man kan gætte på, at gravpladsen har tilhørt den første kristne kirke i Nærum.
I slutningen af vikingetiden var en udflytning fra egnens
gamle hovedby begyndt. Det resulterede i grundlæggelsen af
en række små rydningsbyer (rødbyerne). Vikingetidens udvandring til de fede engelske jorder, blev i 1000-tallet afløst
af indre vandringer og deraf følgende skovrydninger, ikke
mindst i Nordsjælland. Omkring Nærum grundlagde tre vikingemennesker: Sølve, Øbe og Trygve landsbyerne Søllerød
(Sølves rydning), Øverød (Øbes rydning) og Trørød (Trygves
rydning). Egnens andre skovryddere var mere anonyme og
kaldte blot deres nyanlagte landsbyer for henholdsvis rydningen og skoven = Rude og Holtz (Holte).
Man kan godt undre sig over, at sognekirken i sten blev bygget i den lille udflytterby Søllerød i forhold til en mere central
placering i enten den gamle hovedby Nærum eller Holte (nu
Gl. Holte). I Søllerød Kirkes Kaldsbog er optegnet et sagn, der
fortæller, at man da også først forsøgte at opføre stenkirken i
Nærum. Imidlertid var der blevet anlagt et kloster i Søllerød,
7
og her ønskede munkene også sognekirken opført. Derfor forstyrrede de om natten det påbegyndte arbejde i Nærum og benyttede sig af den almindelige overtro til at overbevise egnens
folk om, at kirken retteligen burde ligge i Søllerød – og så blev
det. Nu er der aldrig fundet rester af noget kloster i Søllerød,
og intet tyder på, at der har været et kloster i den lille by. Men
sagnet vidner alligevel om, at Nærum kontra Søllerød hele
tiden har været i spil.
Søllerød kommer under
Roskildekirken
Når kirken kom til at ligge 8 km inde i landet i forhold til
Øresund skyldes det formentlig nogle begivenheder omkring
1170. Dette år afholdtes den store kirkefest i Ringsted, der
befæstede Valdemar den Stores guddommelige ret til tronen
ved helgenkåringen af hans fader Knud Lavard og kongekroningen af hans syvårige søn Knud. Salvingen blev forestået af
den aldrende ærkebisp Eskild, men ved hans og kongens side
stod Roskildebispen Absalon. Kongens fosterbroder fra det
midtsjællandske havde været med hele vejen: fra borgerkrigen i 1150’erne til rigssamlingen, korstogene mod venderne
og nu ophøjelsen af kongedømmet til noget guddommeligt.
Ikke underligt at kongen ønskede at belønne sin trofaste bror.
Til det verdslige hørte overdragelsen af al jorden i Nordsjælland incl. den rige opkomling, købmændenes Havn, til det
kirkelige hørte ophøjelse til ærkebisp i 1177, da Eskild langt
om længe ønskede at trække sig tilbage til klosterlivets fred.
Men så døde Valdemar i 1182 – og ikke alle så med lige
stor tilfredshed på den kongelige fosterbror med dobbeltembedet som biskop i Roskilde og ærkesædet i Lund. Der var
tydeligvis ballade, og ikke mindst Absalons nordsjællanske
besiddelser var omstridte. Sådanne jordfejder skaber kildemateriale. Ved hvert paveskifte i slutningen af 1100-tallet måtte
Absalon sende sit hastebud til Italien for at få bekræftet sin
retmæssige adkomst til de nordsjællandske jorder. På den
måde optræder Søllerødegnen første gang i det skriftlige kildemateriale i 1186. I et brev udstedt i Verona den 21. oktober
8
fastslår paven, Urban 3, at Absalon er den retmæssige ejer af
(Køben)Havn og en lang række nordsjællandske landsbyer,
som kongen, Valdemar den Store, har overladt ham. Samtidig
anerkender paven den fromme biskops ønske om, at alt dette
rige gods bliver overladt til Roskildekirken efter Absalons
død. Tilsvarende breve udgår fra Rom ved de to efterfølgende
paveskifter i 1192 (Clemens) og 1198 (Innocens 3).
I pavebrevene nævnes Søllerøds navn ganske vist ikke, men
derimod Nærum og Høsterkøb og heri ligger nøglen til forståelse ikke blot af Søllerød Kirkes opkomst, men også hvem
det var, der betvivlede Absalons retmæssige adkomst til de
nordsjællandske jorder og byer. I det første pavebrev, 1186,
fremhæves ”Nærum med tilliggender” og ”landsbyen Høsterkøb”.
I de to følgende breve omtales ”hovgårde” (= befæstede gårdanlæg) i både Nærum og Høsterkøb. Det viser, at de to byer
endnu i slutningen af 1100-tallet var hovedbyer i de to sogne,
som senere bliver til Søllerød og Birkerød Sogn. Man må således antage, at det er på Absalons tid og måske direkte på
hans initiativ, at trækirkerne i Nærum og Høsterkøb er blevet
afløst af solide stenkirker i Søllerød og Birkerød.
Det mærkelige stednavn Høsterkøb betyder i virkeligheden
”Husfruens køb”(Husfrukøb) af jord. Heri ligger nøglen til
forståelse af, hvem Absalons mægtige modstander er. Husfruen kan nemlig kun være Valdemar den Stores smukke og
magtfulde dronning Sofie af Novgorod. Efter Valdemars død
1182 søgte hendes ældste søn, Kong Knud 6. bistået af Absalon, at bortgifte hende til grev Ludvig af Thüringen. Men
da Knud ikke samtidig ville aflægge lensed til kejseren, blev
hun forskudt fra kejserdømmet og vendte bitter tilbage til
Danmark. Her gjorde hun krav på sin retmæssige ejendom,
”husfruens køb”, som hendes afdøde mand ganske uden videre havde foræret til sin fosterbroder. Man kan sådan set
godt forstå, at hun var sur. Men det lykkedes den snu Absalon
at holde fast på sine nordsjællandske besiddelser, og samme
år som det sidste pavebrev udstedes, dør Sofie i 1198. Absalon dør 1201, og arven efter ham overgår i henhold til hans
ønsker til Roskilde bispestol. I over 300 år tilhørte Søllerød
Kirke herefter kirken i Roskilde.
Pavebrevet fra Verona, den 21. oktober 1186, hvori pave Urban 3. bekræfter, at biskop Absalon har skænket Roskilde Bispestol
de nordsjællandske ejendomme, som Absalon selv havde fået i gave af kongen, Valdemar den Store. I brevet understreges, at
overdragelsen først skal finde sted efter Absalons død. Orioginalbrevet befinder sig i Rigsarkivet i København.
9
“Prospect af Søllerød”, “tegnet efter naturen den 27. juni 1820”. Tegning af M. Penick. Rudersdal Museer.
Søllerød Kirke, 1798. Akvaral af Jean-Francois de Jonquières. Rudersdal Museer.
Kirken bygges
Hvorvidt Absalon er den egentlige bygherre for Søllerød Kirke
ved vi selv sagt ikke. Men selv om kirkerne nord for Køben10
havn ikke synes at være bygget samtidig, er deres placering
påfaldende ens. I alle kystsognene mellem København og Helsingør ligger de middelalderlige kirker påfaldende langt inde i
landet, ca. 7-8 km fra kysten. Det gælder i en næsten lige linie
de oprindelige kirkesogne fra syd til nord: Brønshøj, Gentofte,
Lyngby, Søllerød, Birkerød, Karlebo, Asminderød, Tikøb. I
baglandet derimod ligger middelalderkirkerne anderledes tæt,
og de er tilsyneladende ikke bygget efter en samlet plan.
Søllerød Kirke er den nordligst beliggende kirke på Sjælland, der er opført af kridtsten fra Stevns. Det Stevns, der
ligesom det meste af Nordsjælland tilhørte Absalons Roskildekirke. Fra de store stenbrud ved Stevns Klint er mægtige
11
kridtstenskvadre blevet transporteret op igennem Sundet til
landingspladsen ved Vedbæk. Herfra er de møjsommeligt blevet transporteret til den 35 m høje bakketop i Søllerød. Man
forstår, hvis nogen af arbejderne har undret sig over, at man
ikke byggede kirken på et lettere tilgængeligt sted, som f.eks.
i Nærum. Men Absalon har måske haft behov for at vise sin
magt som den store kirkebygger.
Den oprindelige kridtstenskirke i Søllerød svarer til nutidens tre midterste hvælvingsfag mellem tårnrummet og koret.
Det er i murværket her, man fortsat kan genkende de store
tilhugne kridtstenskvadre. Helt gennemført var kridtstensbyggeriet ikke, idet man har sparet lidt ved hjørnerne og i
sylden, idet hjørnesten og syldsten består af store granitsten
fra markerne omkring Søllerød.
Den oprindelige kirke var kullet, dvs. uden tårn. Kirkens
klokker var ophængt i en forlængst forsvundet træklokkestabel. Til 1100-tals-kirken hørte naturligvis også et østvendt
kor, der på traditionel vis var i mindre dimensioner end selve
kirkeskibet. Den romanske kirke havde fladt træloft og stråtækt sadeltag.
En evindelig byggeplads
Få landsbykirker i Danmark er præget af så mange ombygninger
som Søllerød Kirke. Allerede tidligt i middelalderen er kirken blevet forhøjet med røde munkesten og dele af kridtstensmurværket
blevet erstattet af teglsten.
I slutningen af 1300-tallet blev klokkestablen erstattet af det
nuværende massive og velbyggede højgotiske tårn. Med sine
kamtakkede gavle og blændinger fremstår kirketårnet som et
smukt eksempel på tårnbyggeriet i senmiddelalderen. Dets munkestensmurværk udmærker sig ved to stilarter, nederst i såkaldt
”polsk forbandt”, der antyder 1300-tal, øverst i ”munkeskifte” der
daterer afslutningen af tårnet til begyndelsen af 1400-tallet. Tårnet markerer sig fortsat på smukkeste vis med sine åbne bomhuller. Dvs. de kvadratiske åbninger i murværket, hvor datidens bygningsarbejdere havde indsat deres træstiger. Huller man klogelig
efterlod til fremtidige reparatører. Oprindelig bestod adgangen til
12
tårnets øverste etager af en løs stige, men allerede i sengotikken,
hen imod år 1500, tilføjede man det nuværende trappehus på
tårnets nordside, der delvis skjuler den oprindelige, højtsiddende
fladbuede indgangsdør til klokkerummet.
På tårnets vestside i ca. 1 meters højde blev i 1954 indmuret
en munkesten, som er ældre end selve kirken. Stenen hidrører
fra Valdemar den Stores såkaldte ”Valdemarsmur” ved Dannevirke. Det var Valdemar, der omkring 1160 indførte teglstenen
fra Norditalien til Danmark og lod de første munkestensbyggerier
i Danmark opføre: Sct. Bendts i Ringsted, klosterkirken i Sorø,
borgen på Sprogø, Vordingborg og muren ved Dannevirke. Munkestenen i Søllerød Kirkes tårn markerer Søllerøds fadderskab for
landsbyen Tolk i Sydslesvig efter folkeafstemningen i 1920.
I løbet af 1400-tallet blev kirken yderligere ombygget. Det begyndte med våbenhuset. Det nordvendte våbenhus foran den
oprindelige kvindedør, nordindgangen, er opført i munkeskifte
i midten af 1400-tallet og senere sammenbygget med den nordre
korsarm.
Kort efter opførelsen af våbenhuset, dvs. i anden halvdel af
1400-tallet, rev man det gamle romanske kor ned og erstattede
det med det nuværende kor i to fag. Et såkaldt langhuskor, der
blev opført i samme højde og bredde som kirkeskibet. Som
tårnet er det nye kor opført i munkesten i munkeskifte. Et
sengotisk østvendt spidsbuet vindue er senere blevet tilmuret.
Til ombygningen af koret hørte formentlig en nedtagelse af
det oprindelige trædækkede loft i hele kirken. I stedet indbyggede man de simple, men arkitektonisk meget smukke krydshvælv, der fortsat præger kirken: To hvælv i det ”nye” langhuskor, skibets tre hovedhvælv samt tårnhvælvet, i alt seks
krydshvælv med spidse skjoldbuer hvilende på dobbeltfalsede
vægpiller.
Den katolske kirke i Søllerød, der stod ved middelalderens
afslutning omkring år 1500 var et smukt og enkelt bygningsværk. En klassisk dansk grå-hvid pudset landsbykirke med en
romansk skal opført af kridtsten i slutningen af 1100-tallet og
udvidet i 13-1400-tallet med tårn, våbenhus og kor i røde kraftfulde munkesten. I det indre præget af senmiddelalderens himmelstræbende gotik med krydshvælv og spidsbuede vinduer.
Søllerød Sø ved vintertide, set fra vest mod sognekirken, søbakken og præstegårdens arealer kaldet Præstelandet.
Maleri af Godfred Christensen, 1867. Rudersdal Museer.
13
Fortsatte ombygninger i protestantisk tid
1536 er et af de store nøgleår i Danmarkshistorien. Det gælder
også vor egn. Dette år gennemførte Kong Christian 3. efter
flere års opslidende borgerkrig reformationen. En kæmpe omvæltning, der med et slag bragte alt kirkegods i Danmark i
kongens hænder. Kampen om den katolske kirke i Danmark
var ret beset en kamp mellem adel og kongemagt på den ene
side og bønder, borgerskab og kirke på den anden om retten
til Danmarks vigtigste indtægtskilde: jorden. Kongens og her-
Kirkegængerne fra Øverød på vej til kirken i Søllerød. Den
nordøstvendte portal ved hulvejen blev nedrevet omkring
1875. Maleri af Andreas Juuel, 1857. Rudersdal Museer.
14
remændenes sejr i borgerkrigen kaldet ”Grevens Fejde”, 15341536, skabte fundamentet for adelsvældet i de følgende 100 år.
For det gamle kirkegods fra Absalons tid, der fortsat tilhørte
Roskildekirken, betød reformationen, at det meste af Nordsjællands jorder i 1536 overgik fra den fyrede og fængslede
Roskildebisp Joakim Rønnow til det protestantiske kongehus
under Christian 3. Fra 1536 hørte alle bønder i Søllerød Sogn
under kronen, og kirken blev nu kongens personlige ejendom.
I det ydre indebar det ikke de store ændringer i de næste små
200 år. Kirkens indre blev derimod hurtigt ændret. Den katolske messe blev afløst af den protestantiske gudstjeneste, hvilket krævede en større fornyelse af inventaret (se s. XX)
Søllerød Kirkes ældste klokke er et godt vidnesbyrd om
kongens udnyttelse af sin personlige adkomst til kirken. Det
fremgår af klokkens inskription, at den er støbt i 1591 på foranledning af lensmanden på Københavns Slot, Ditlev Holck.
Under indskriften har Holck ladet sit våben indsætte. Det
stemmer overens med, at kirken blev administreret fra slottet i København. Resten af indskriften henviser imidlertid
til sognepræsten og kirkeværgen i Lyngby Kirke. Med andre
ord var klokken tiltænkt nabokirken i syd. Når den er havnet i Søllerød, skyldes det formentlig, at den sammen med
andre kirkeklokker i kongens Nordsjælland blev inddraget af
Christian 4. i begyndelsen af 1600-tallet. En del af de ved
den såkaldte ”Klokkeskat” indsamlede klokker blev omstøbt
til kanoner, mens resten senere blev returneret til landsbykirkerne. I den forbindelse er Lyngbyklokken ved en fejl - eller
fordi man allerede havde støbt en ny til Lyngby – havnet i
Søllerød Kirke.
Med omtrent 100 års mellemrum blev Søllerød Kirke udvidet med to korsarme. Den nordre korsarm, der er sammenbygget med våbenhuset, er ældst. Den er formentlig opført
i 1660’erne i forbindelse med en ombygning af våbenhuset.
Den søndre korsarm dateres gerne til 1767 i henhold til nogle
dagbogsnotater. Højt oppe på det søndre sideskib er indmuret en rund sandstensmedaljon. Den er i den nedre runding
dateret ”SØLLERØD 1663 KIRKE”. Relieffet viser den himmelkronede Maria med Jesusbarnet siddende på en liggende
halvmåne. Omkring hende ses
seks stjerner. Relieffet er blevet
tolket som en henvisning til
Johannes Åbenbaring: ”Et stort
tegn blev set i himmelen: En kvinde iklædt solen og med månen under sine fødder og en krans af tolv
stjerner”. Medaljonen har været
flyttet flere gange. Den har formentlig oprindelig siddet ved
det i 1663 udvidede våbenhus. I 1759 sad den i korgavlen,
mens den er flyttet til sin nuværende placering efter 1790.
Det efterhånden meget forvitrede relief blev i 2009 erstattet
af en kopi i bremersandsten. Originalen med de tolv stjerner
påtænkes opsat i kirkens indre.
Kirkens udvidelser er et resultat af egnens udvikling fra rent
bondeland til et stadig mere populært sommeropholdssted
for enevældens højere borgerskab efter 1660. I begyndelsen
af 1660’erne overgik administrationen af egnens krongods
fra Københavns Slot til den nyopførte Dronninggård ved
Furesøen. Det falder sammen med opførelsen af den nordre
korsarm, der blev indrettet med et herskabspuliptur kaldet
”Kongestolen”. Kongemagten overgav dog snart ejerskabet til
sognekirken til de embedsmænd, der i stigende tal opførte deres landsteder i Søllerød by, således fik Søllerødgård også sin
faste herskabsplads i kirken ved siden af Kongestolen.
I 1680’erne indrettede Christian 5.’s betroede embedsmand,
Gehejmeråd Matthias Moth sin lystgård i Søllerød. Med Mo-
thsgårdens naboskab til kirken var det naturligt, at den velstående Matthias Moth også kom i besiddelse af kirken. Det skete
dog først ved et skøde udstedt den 23. januar 1699, samme
år som Matthias Moth afgik som indenrigsminister og mere
permanent slog sig ned på sin gård i Søllerød. Kirkepatronen
skulle naturligvis også have sin egen herskabsstol hævet over
menigheden. ”Gehejmerådens Luftstol” blev placeret over for
prædikestolen ved siden af Kongestolen. På pulpituret var indgraveret Matthias Moths adelsvåben fra 1679 og årstallet 1703.
Det sidste formentlig det år stolen blev opsat.
Efter nedtagningen af herskabsstolene i slutningen af
1800-tallet, hvor de blev erstattet med kirkebænke, betegnes
det nordre sideskib som ”Københavnerlogen” med henvisning til det københavnske borgerskab, der som landliggere
søgte kirken i sommersæsonen. Over for i diskret afstand til
kor og prædikestol kaldtes stolene i det søndre sideskib i folkemunde for ”brændevinsbænkene”, hvilket næppe behøver
nogen mere dybtgående forklaring
Matthias Moth ejede kirken til sin død i 1719. Herefter skiftede kirken ofte ejere, men kom i begyndelsen af 1800-tallet
tilbage til kronen. Ved indførelsen af det kommunale selvstyre
1842 og enevældens afskaffelse 1848 overgik Søllerød Kirke
til sognekommunen. Kirken tilhørte Søllerød Kommune indtil 1981, hvor menighedsrådet ved årsskiftet fik ansvaret for
kirken, mens kommunen overtog den omliggende kirkegård.
Den officielle overdragelse af kirken til menighedsrådet fandt
sted den 3. maj 1981. Et til lejligheden udført skrin af snedkermester Arne Østergård fra Øverød med et tilhørende vers
Næste opslag: To enestående malerier fra en gudstjeneste i Søllerød Kirke i sommeren 1890. Kunstneren er malerinden Ludovica Thornam, der tilbragte flere somre på Søllerødegnen i slutningen af 1800-tallet. Maleriet tv. viser udsigten fra den søndre
korsarm mod våbenhuset. Til venstre ses pulpituret opsat oven for kirkens vestlige fag. Til højre sidder Hanne og Hans Nielsen
fra Havarthigård. Bagved dem herskabet fra Søllerødgård, den senere jægermester Tvermoes og hans svigerfader, konsul Peter
Hansen. Det er pastor Frants Sophus Wedel, der er på vej op gennem kirken for at begynde gudstjenesten. På bænkene under
pulpituret sidder bondekonerne fra Fogedgården og bagved dem skimtes pastorinde Emma Wedel med sort hat.
Maleriet til højre viser udsigten fra nordre korsarm mod den søndre, hvor man bemærker trappen ved siden af mindetavlen for
Lars Søborg. Trappen og den dertil hørende herskabsstol blev nedtaget ved restaureringen i 1893.
Maleriet tv. tilhører Rudersdal Museer, mens det højre findes på Kunstmuseet i Odense, efter det i mange år havde været deponeret i Søllerød Kommune.
15
16
17
Kirke og kirkegård set fra nord med indgangen til kirkegården i centrum. Maleri af Carlo Hornung-Jensen, 1953. Rudersdal
Museer ejer en række malerier af Hornung-Jensen malet omkring kirken og landsbyen Søllerød fra 1920’erne og frem.
skrevet af biskop Johannes Johansen fra Helsingør befinder sig
i dag på rådhuset i Holte. Skrinet, der også indeholder en munkesten og en ”raslesten” fra Stevns symboliserende kirkens
18
bygningsmaterialer, blev overdraget til Søllerøds borgmester
Birgitta Broberg af menighedsrådsformand Kaj Elkrog.
Indtil 1805 var det tilladt at begrave under kirkens gulv.
En del af de gravsten, der tidligere havde ligget i kirkegulvet
blev i slutningen af 1800-tallet taget op. Flere af stenene blev
placeret på sydøstsiden af kirken, hvor de efterhånden gik til
og omkring årtusindskiftet blev fjernet. Tilbage er alene den
smukke gravsten i Nexøsandsten, der er indsat på kirkens
nordside t.v. for indgangen til våbenhuset. Den hylder mindet
om juristen Ditmar Kahrs (1790-1826). Kahrs, der døde kun
35 år gammel, var fuldmægtig i Det kgl. Rentekammer, dvs.
embedsmand i det daværende finansministerium. Kahrs har
formentlig været landligger på Søllerødegnen.
På modsatte side, i den sydvendte mur på søndre korsarm er
indsat et ældre sandstens gravminde, hvis tekst oplyser, at ”Her
giemmes det forgiengelige af Oldingen Haldor Lasson forhen Eqvipageskriver ved Gl. Holm, født 7. Dec. 1737, død 28. Jan. 1825 i Vedbeck,
hvor hen ved 25 af hans sidste Leveaar hensvandt i et stille Liv”.
I 1892-93 blev orgelet placeret i det da udvidede tårnrum
længst mod vest i kirken. I forbindelse med nyindretningen
af tårnrummet i 1893 fandt Nationalmuseets konservator
Jacob Kornerup en indmuret barokkiste fra begyndelsen af
1700-tallet i tårnets nordvæg. Kisten indeholdt skelettet af et
4-5 års barn med en sølvhue med en krans af vævede blomster. Kisten blev genbegravet på Kirkegården. Ifølge Kornerups indberetning findes et lignende gravrum i tårnets sydvæg. Tydeligvis er dele af murværket i nord fornyet, mens man
fortsat kan se et fremspringende parti i tårnets sydmur.
Den eneste væsentlige tilbygning siden 1700-tallet er opførelsen af sakristiet på korets nordside i 1930. I nyere tid
er kirken blevet gennemgribende restaureret i det indvendige i 1940-1941 og senest i 2008-2009. Ved restaureringen i
1940’erne blev sideskibenes hidtidige flade gipslofter erstattet
med krydshvælv i samme stil som de senmiddelalderlige hvælv
i kirkeskibet. Den søndre korsarm blev opdelt i to hvælvingsfag, mens den nordre fik et. Ved den seneste restaurering blev
det hævede gulvniveau i nordre sideskib sænket og bragt i
niveau med resten af kirken. Ved samme lejlighed blev orgelet, der siden 1893 havde stået i tårnrummet vestligt i kirken,
nedtaget og erstattet med et nyt orgel opsat i søndre kirkeskib.
I det ydre står kirken fortsat, som den har stået de sidste
godt 200 år, hvidkalket skib og kor, med tårnet i røde munkesten, det hele dækket af et rødt tegltag. På tårnets østvendte
kamtakkede gavl sider fortsat den storkerede, der senest havde
besøg af ”den dejlige flyver” i begyndelsen af 1940’erne. Urskiven på tårnet stammer formodentlig fra 1700-tallet, hvor
den på de ældste malerier af kirkens ses anbragt på tårnets
sydside, hvilket fortsat kan spores i murværket. I dag er urskiven placeret på tårnets vestside.
19
2. INVENTAR
4
7
3
19
15
5
1
2
10
18
10
16
12
17
8
11
6
13
14
20
1.Kridtstenshovedet
2.Døbefonten
3. Middelaldergravstenen i våbenhuset
4.Fattigbøssen
5. Det lille krucifiks
6.Kalkmaleriet
7.Evangelisterne
8. Alter og Altertavle
9.Pulpituret
10.Stolestaderne.
20
9
11.Kirkeskibet.
12. Mindetavlen for Ole Jørgensen
13. Mindetavlen for Hans Gotfred Lorentzen
14. Mindetavlen for Lars Søborg
15.Barnegraven
16.Prædikestolen
17.Glasmosaikvinduet
18.Lysekroner
19. Kopi af romansk krucifiks
20.Orgelet
Kirkens indre set mod alteret. Maleri af Carlo Hornung-Jensen, 1924. Rudersdal Museer.
I det følgende gennemgås Søllerød Kirkes inventar og kunstværker nærmere. Gennemgangen er kronologisk fra de ældste stykker til det nye orgel fra 2009. Numrene henviser til plantegningen over kirken (s. 20), således at det skulle være let at finde frem
til Kirkens kunstværker og ældre inventar.
21
1. Kridtstenshovedet.
Søllerød Kirkes ubetinget
ældste kunstværk er et lille
ganske primitivt hugget reliefhoved indsat på korets
nordvæg over døren til sakristiet. Det er givetvis ikke
hovedets oprindelige placering, da det oprindelige kor
blev nedrevet i 1400-tallet og
erstattet med det nuværende
langhuskor. Man kan gætte
på, at hovedet har siddet i det oprindelige kor. Lignende romanske ”maskebilleder” kendes især fra de jyske granitkirker
fra 1100-tallet. Tolkningen er åben. Det kan være et Kristusbillede, eller måske snarere kirkens bygherre eller stenmesteren. Under alle omstændigheder hidrører hovedet fra Søllerød Kirkes tidligste dage.
2. Døbefonten.
Fonten er romansk, en granitfont fra 1100-tallet med to parallelle linier i dybt relief hele vejen rundt midt på den udvendige
side af kummen. Selve foden er firkantet med en profileret
afrunding mod kummen. Et solidt stenhuggerarbejde fra
Østjylland, idet fonten oprindelig stod i Stabrand Kirke på
Djursland. Kirken blev nedrevet i midten af 1600-tallet, men
døbefonten overlevede som blomsterkumme på herregården
Møllerup i nabosognet Feldballe. Møllerup var fra 1863 til
1916 ejet af grevefamilien Ahlefeldt Laurvigen. Greve F. W.
Ahlefeldt Laurvigen afhændede Møllerup i 1916, men forærede forinden døbefonten til sin svigermoder Jenny de Neergaard, der samme år havde købt landstedet Geelsgård ved
Kongevejen syd for Geelsbakke. Også på Geelsgård anvendtes
den til blomsterkumme i haven. Her blev den set og beundret
af Søllerøds sognepræst Eilschou-Holm. Præstens interesse
for den middelalderlige døbefont må have gjort indtryk på enkefru de Neergaard, for efter hendes død i 1933 blev den ved
22
en testamentarisk bestemmelse overladt til Søllerød Kirke,
hvor den blev taget i brug i 1936. Den romanske font erstattede en døbefont fra 1800-tallet, der af Søllerødegnens store
historiker Gunnar Sandfeld beskrives som ”ganske uinteressant
og kunstnerisk værdiløs”. Den ”værdiløse” sandstenskumme blev
ved den seneste restaurering genfundet på kirkeloftet. Til Døbefonten hører et dåbsfad fra 1640’erne, et nederlandsk messingarbejde med et relief af syndefaldet i bunden. Tilbehøret
til døbefonten, dåbskanden og dåbsfadet, er ikke fremme til
dagligt.
3. Middelaldergravstenen i våbenhuset.
Opsat på våbenhusets vestvæg finder man en sjælden gravsten fra middelalderen. Stenen har givetvis oprindelig ligget
i kirkens gulv, og den er desværre kun delvist bevaret. Heldigvis eksisterer der en tegning fra 1767, da stenen endnu lå
i Søllerød Kirkes gulv. Tegningen er udført af arkivtegner Søren Abildgaard og gentegnet af arkæologen og maleren Jakob
Kornerup i 1893 i forbindelse med genopsætningen i våbenhuset. Det store brudstykke blev fundet i tårnrummets gulv
i 1892 i forbindelse med indsættelse af et nyt orgel. Det lille
brudstykke fandt Kornerup selv hos læreren i Søllerød Skole,
der dengang lå mellem kirken og Mothsgården. Den latinske
tekst, der er indhugget i et bånd langs stenens sider, daterer
gravstenen til 1402. Den latinske inskription lyder:
”Hic iacet Joh[ann]es Nicolai de Øberuth g[ui] O[biit] Anno
D[omi]ni MCDII q[u]atro Kl Decembris”.
På dansk: ”Her hviler Johannes Nicolaisen af Øverød, der døde i
det Herrens år 1402, den 15. december”.
4. Fattigbøssen.
I hjørnet af våbenhuset står
sognets gamle fattigbøsse
godt forankret i gulvet. Indsamlingsblokken blev i 1974
fundet i kirkens kælder under en koksbunke. Dens
alder er vanskelig at bestemme, men her er den blevet
placeret under inventaret fra
katolsk tid, antageligvis fra omkring år 1500. Fattigbøssen er
blevet restaureret af Nationalmuseet i 2007.
5. Det lille krucifiks.
På korvæggen ved hjørnet til det
nordlige sideskib hænger et kønt
lille, smukt udskåret trækrucifiks
fra den sidste katolske tid. Stilen
er sengotisk med den lidende
Kristus på korset med fødderne
sømmet sammen. Kristusfiguren
er omgivet af vinranker, symbolet
på livets træ. Det kan tænkes, at det fine træskærerarbejde
har indgået som en del af et større gotisk arbejde fra det tidlige 1500-tal.
6. Kalkmaleriet.
Allerede i 1865 afsøgte den kendte tegner og restaurator
Heinrich Hansen (Frederiksborg Slot) hvælvene og væggene
for kalkmalerier. De store nygotiske vinduesåbninger fra
1800-tallet havde ødelagt alle eventuelle vægmalerier. Men på
1400-tals-hvælvene blev afdækket forskellige friser og brudstykker af kalkmalerier, der imidlertid blev vurderet ikke bevaringsværdige. Senere i 1893 i forbindelse med arbejdet med
en ny tårnbue og indsættelse af orglet i tårnrummet afdækkedes en kalkmalet bort, der dog atter blev overkalket.
23
og reformatoren blev
som andre af protestantismens hovedmænd:
Luther og Melanchton,
malet af den fremragende tyske kunstner
Lucas Cranach den Ældre. Det gådefulde dyr
ved præstens hoved i
øverste højre hjørne er i så tilfælde den slange med vinger,
som Cranach i sine malerier fremstillede som symbol på reformationstiden. Kalkmaleriet i Søllerød Kirke er ikke malet af
Cranach, men hans malerier var kendte og værdsatte i reformationstidens Danmark. I klosterkirken i Nykøbing F. hænger f.eks. et fremragende Cranach-maleri fra omkring 1540 af
”Kristus som smertensmand”.
Hvad enten kalkmaleriet fremstiller en drage, en snegl eller
en slange ved den protestantiske præsts hoved, så dokumenterer det, at man også udførte kalkmalerier efter reformationen: En kommentar fra fortiden til den kirkelige udvikling i
Danmark omkring reformationen 1536.
Mattheæus
Markus
Lukas
Johannes
7. Evangelisterne.
Endelig i 1941 afdækkede man det helt unikke kalkmaleri
af en luthersk præst på sydbuen mellem kor og skib, ved opgangen til prædikestolen. Maleriet må være fra omkring 1540
og viser et typisk protestantisk gejstlig iklædt den karakteristiske sorte dragt med pelskrave. Hatten fortæller, at der er tale
om en magister eller doktor i teologi - måske Martin Luther
eller vor hjemlige reformator, Hans Tausen.
I Søllerød kirkeblad, 2010, har professor, dr.theol. Martin
Schwarz Lausten tolket kalkmaleriet som en gengivelse af
Martin Luthers ven og kollega udi refomationen Johannes
Bugenhagen, der opholdt sig i Danmark 1537-1539. Bugenhagen var rådgiver for den nye danske konge, Christian. 3.,
24
I det nordre sideskib er ophængt de fire evangelister skåret i træ. Egetræsreliefferne var indtil restaureringen i 2009
ophængt i koret. De veludførte træskærerarbejder stammer
formentlig fra kirkens oprindelige prædikestol fra anden halvdel af 1500-tallet. Fra venstre ses evangelisterne med deres
symboler: Matthæus med englen, Markus med løven, Lukas
med oksen og Johannes med ørnen. 1500-tals-prædikestolen
blev uvist af hvilken grund nedbrudt i 1760’erne og erstattet
af en enkel, bemalet prædikestol i klassicistisk stil, der i 1767
var nyopsat. Denne blev igen i 1940 afløst af den nuværende
prædikestol (se under 16).
25
8. Alter og Altertavle.
Både i den katolske messe og den protestantiske gudstjeneste
står alteret centralt. Det er her alle de kirkelige handlinger
udspiller sig. I Søllerød er det unikke sengotiske alterbord fra
katolsk tid godt skjult af et antependium, dvs. et alterbordsforhæng. Det murede alterbord stammer sandsynligvis fra ombygningen af koret i 1400-tallet. Det læner sig op ad østvæg-
26
gen og er bygget af munkesten med en stor rundbuet niche i
sydsiden og et lille hulrum mod kirken. Hulrum og niche må
opfattes som relikviegemmer fra katolsk tid, hvor det lille hulrum er viet til opbevaring af de hellige relikvier, og det store
formentlig er tiltænkt kirkens altersølv.
På det middelalderlige alterbord står den statelige og særdeles iøjnefaldende altertavle. Den består af to dele, et meget fornemt udført rammeværk i renæssancestil fra 1610 og i
centrum et altdominerende alterbillede med den velsignende
Kristus malet i 1831. Altertavlen er i sin grundform et typisk nordsjællandsk højrenæssancearbejde fra et værksted i
Helsingør. Tilsvarende tavler findes bl.a. i Sct. Olai Kirke i
Helsingør, i Slangerup, Lyngby og Gentofte og ikke længere
væk end Høsterkøb Kirke. Det sidste sted er renæssancetavlen bevaret i sin oprindelige udformning med tekstfelter i
midterpartiet, kaldet storfeltet. Tavlen i Høsterkøb Kirke blev
oprindelig skåret til Birkerød Kirke, hvor den efter reformationen skulle afløse en sengotisk rigt udskåret altertavle. Da
man omkring forrige århundredskifte genfandt den mageløse
gotiske altertavle fra Birkerøds katolske tid, valgte man at
genopsætte den i Birkerød Kirke, mens renæssancetavlen blev
flyttet til Ulrik Plesners i 1907-08 opførte kirke i Høsterkøb.
Søllerød Kirkes altertavle er fint afstemt med korets himmelstræbende spidsbue på østvæggen. Det skyldes dog først
og fremmest, at man til fordel for altertavlen har fjernet det
øverste munkestenslag på det middelalderlige alter. Under
altertavlens kongekrone øverst ses Christian 4.s våben og neden under ”Anno Domini 1610”. Det kronede ovale felt øverst
støttes af to løver yderst og to havfruer, der understreger
ovalen. Feltet firedeles af dannebrogskorset. I midten et fremspringende skjold med Danmarks tre løver. De omgivende felter vidner om kongens ambitioner i begyndelsen af 1600-tallet, hvor Danmark endnu var i stand til selv at forsvare sin
magtposition i det europæiske spil: Inderst fire felter med et
kors for Delmenhorst, stokfisken for Island, Guds lam for
Gotland og bjælker i rødt og hvidt/gyldent for Oldenburg.
De ydre otte felter læses i urets retning fra oven som Sveriges
tre kroner, lindormen for venderne, den harniskklædte rytter
for Ditmarsken, nældebladet for Holsten,
svanen fra Stormarn, Slesvigs to løver, de
goters enlige løve med 9 hjerter og Norges
øksebærende løve.
Under årstallet et rundbuet felt flankeret
af en mandlig og kvindelig herme, begge
med en ”pude” – en jonisk kapitæl - på
hovedet. I feltet er indgraveret Jesusmonogrammet: JHS = Jesu Hominum Salvator
(Jesus menneskehedens frelser). Begge sider af tavlens topstykke er endvidere forsynet med fornemt udførte kartoucher med
halvrunde felter i centrum, hvor to kvindefigurer symboliserer dyderne. Til højre
fremholder kvinden et kors, symbolet på
troen, mens venstre sides kvindefigur med
det lange snoede hår formentlig repræsenterer kærligheden.
Storstykket flankeres af fire fritstående
søjler med korintiske kapitæler. Søjlernes
fodstykker er rigt udskårne kartoucher,
der fra venstre repræsenterer dyderne Fides (tro), Spes (håb), Justitia (retfærdighed)
og T[empe]rantia (mådehold). I fire dybe
nicher mellem søjlerne står evangelisterne
med deres symboler i hver sin niche. Til
venstre: Lukas med oksen og Markus med
27
løven, til højre: Matthæus med englen og Johannes med ørnen. Tavlens vinger er også rigt udskårne med et mandshoved
og en rovdyrpote som de mest i øjnefaldende. På begge sider
ses inderst mod storfeltet en halvcirkel med hver sit halve diademhoved svarende til de to små diademhoveder, der nederst
flankerer tavlens fodstykke med to tekstfelter. Altertavlen
hviler på et smalt todelt fodstykke med 1600-tals teksten for
nadverens instiftelse:
T.v: Vor Herre Jesus Christus i den
Nat, der hand bleff forraad to hand
Brødet, tackede og brød det, gaff sine Disipler oc sagde: Tager dette hen och æde
det, det er mit Legeme, som giffiis for
Eder. Det giører I i min Hukommelse.
T.h: Lige saa tog hand oc Kalken effter
Aftens Maaltid, tackede oc gaff dennem oc
sagde: Dricker alle der aff, dette er det ny
Testamentis Kalck i mit Blod, som udgydes for eder til Syndernes forladelse, dette
giører I så ofte som I dricke i min Hukommelse.
Storfeltets maleri af den velsignende Kristus på brun baggrund er signeret J. L. Lund 1831. Jesus Christus velsigner
med sin højre hånd, mens han i sin venstre hånd fremholder
en opslået bog, hvor teksten lyder: ”Jeg er vejen og sandheden og
livet”. Johan Ludvig Lund (1777-1867) var i samtiden en højt
anerkendt maler, professor ved Kunstakademiet fra 1818.
Skønt han opholdt sig i Italien i over 10 år i to omgange i
begyndelsen af 1800-tallet og var lærer på Akademiet ved siden af C. W. Eckersberg, var Lund langt mere påvirket af den
tyske kunst med Caspar David Friedrich i spidsen. Det noget
dystre farvevalg i Søllerøds altermaleri dokumenterer således
i nogen grad Lunds ”tyske forbindelse”.
De to store umotiverede hængekugler i bunden af tavlen
under de yderste søjler stammer fra den forrige restaurering i
1941. På tavlen findes også årstallene 1735 og 2009, der henviser til henholdsvis den første og seneste restaurering af altertavlen.
Antependiet er vævet af Kirsten og John Becker, Søllerød, i
1974. Antependiets fire felter symboliserer de fire elementer:
vand, jord, luft og ild.
De to store knap 50 cm høje lysestager på alteret er tidligere
blevet dateret til anden halvdel af 1500-tallet, omkring 1575.
Men deres gotiske cylinderskaft med tre profilerede ringe tyder på, at i hvert fald dele af stagerne er ældre, formentlig fra
katolsk tid, fra ca. 1500, og som sådant sjældent bevarede levn
fra en svunden tid. Af sikkerhedsmæssige grunde er altertilbehøret kun fremme i forbindelse med de kirkelige handlinger.
Til venstre for alteret mod sakristiet hænger ”Præstetavlen”
med en oversigt over Kirkens sognepræster fra 1500-tallet til
i dag (se s. 40).
9. Pulpituret
På østvæggen i det søndre sideskib er kirkens gamle orgelpulpitur ophængt. Indtil 1962 sad det foran orgelet i den vestlige
ende af kirken. Pulpituret stammer muligvis oprindeligt fra
en af kirkens herskabsstole, hvor det rundbuede træhåndværk
har dannet brystværn. Dateringen til senrenæssancen, begyndelsen af 1600-tallet, gør det i hvert fald ikke usandsynligt. I
de bevarede 8 portalfelter er indsat allegoriske malerier med
kvindefigurer. De er alle malet på papir i barokstil og dateret
1756, sandsynligvis det år, hvor brystværnet blev omdannet
til orgelpulpitur.
Det gamle orgelpulpitur med de otte indklæbede papirbilleder. Tolkningen af de allegoriske billeder er usikker; men fra
venstre mod højre kan motiverne tolkes således:
det på Kristus, der gav sit blod for menneskeheden: Kærlighed. I nederste højre hjørne af dette felt anes signaturen
”Renovat 1756, F. Künsler”.
3. En kvinde med et krucifiks og en bibel: Troen.
7. En kvinde med en flamme over hovedet: Straffen.
1. En kvinde med tre børn, hvor den ene fremholder en oval
med pilikanen, der fodrer sine børn med eget blod, sindbille-
2. En kvinde med et timeglas og to løvkviste: Tålmod og
påmindelse om døden - Memento Mori.
4. En kvinde med en stjerne i panden og en fakkel: Lyset og
klogskaben.
5. En kvinde med en kande og bæger: Nadveren.
8. En kvinde med himmelvendt blik med et overflødighedshorn fyldt med frugter i den ene hånd og en frugtbuket i den
anden: Håbet.
28
6. En siddende kvinde med et lam: Frelsen.
29
bemaling, stafferingen, er
ved den seneste restaurering
2009 blevet ført tilbage til
sine oprindelige barokfarver
med mørkegrønne forsider
og individuelt malede topstykker. Fire bænke i kirkens
sydside er på de indre sider
forsynet med henholdsvis en
kvist, en bladranke og to monogrammer, men det er usikkert hvem der refereres til i
de noget tilfældigt placerede
indvendige udsmykninger.
Man har tidligere antaget, at
Matthias Moths søster, Sofie
Amalie Moth (1654-1719),
der for sine gode gerninger
mod kongen i 1676 fik titlen
”Grevinde af Samsø” har
haft sin egen plads i Søllerød Kirke med våbenmærke. Vil
man i dag se hendes navnetræk og våben på kirkestole, må
man imidlertidig begive sig til Tranebjerg Kirke på Samsø.
11. Kirkeskibet.
De skibsmodeller man finder ophængt under så mange danske kirkers hvælvinger symboliserer, at de pågældende kirker
tilhører sogne med kystadgang. Det er derfor heller ikke
overraskende, at Søllerød Kirkes skibsmodel er udført som
en takkegave af en fisker i Vedbæk, Johs. Jacobsen. Det dygtigt udskårne tremastede skib blev ført i procession den 7 km
lange vej fra Vedbæk til Søllerød og ophængt i kirken den 17.
oktober 1830.
Det er lidt usikkert, hvad skibsmodellen egentligt forestiller. På modellen læses tydeligt navnet ”Augusta”, men noget
skib af dette navn kendes ikke i begyndelsen af 1800-tallet.
I Søllerød har man hidtil antaget, at skibsmodellen skulle
forestille korvetten Louise Augusta. I så tilfælde er der tale
om et skib opkaldt efter dronning Caroline Mathildes datter med Struensee, født 1771. Louise Augusta blev formentlig
avlet på dronningens private lystslot, Frydenlund mellem Trørød og Vedbæk. Der fandtes i begyndelsen af 1800-tallet tre
skibe med navnet Louise Augusta. Det største var et linieskib
10. Stolestaderne
32 af Søllerød Kirkes gamle gavlplanker til kirkebænkene er
bevaret. De er opsat i kirken i 1661. Tilsvarende gavlstykker
findes i Lyngby Kirke, hvor i alt 45 gavle er bevaret. De stammer alle fra Morten Snedkers værksted i København. Egetræsplankerne krones med et trekløveragtigt topstykke med
et englehoved – kerub – i bruskbarok stil. Den oprindelige
30
31
med 64 kanoner bygget i 1783. Det lå i Norge 1807 og undgik
dermed at blive taget af englænderne. Året efter deltog det
i slaget i Sejrøbugten, hvor det overlevede og var i brug helt
frem til 1829. Dermed passer kronologien meget godt med
modellen fra Vedbæk, der i givet fald er en fri fantasi over linieskibet, idet kirkemodellen forestiller et meget mindre skib
med kun 2 x 13 kanoner. Faktisk ligner det mere et handelsskib af samme navn, bygget af skibsreder Peter Johansen på
Petersværft i Sydsjælland i 1780’erne. Sidstnævnte skib deltog
i Ostindienssejladsen i den florissante handelsperiode, og en
del af den danske skibsfart i storhandelstiden måtte foretages
under bevæbning.
12. Mindetavlen for Ole Jørgensen
I det sydvestlige hjørne af kirkeskibet hænger en af kirkens
tre mindetavler for faldne i de slesvigske krige i midten af
1800-tallet. Den rundbuede trætavle er et af de mere sjældne
danske mindesmærker fra den første slesvigske krig, treårskrigen 1848-1850. Tavlen hylder garderhusar Ole Jørgensen fra
Vedbæk. Han faldt den 6. juni 1848, få dage før han ville
være fyldt 25 år. Som tavlen anfører faldt Ole Jørgensen i ryttertræfningen på Hoptrupmark mellem Haderslev og Åbenrå. Slaget var en udløber af de voldsomme - og for Danmark
ganske succesfulde - kampe ved Dybbøl under krigens første
felttog i maj-juni 1848. Under de to korslagte dannebrogsflag
lyder tavlens tekst:
13. Mindetavlen for Hans Gotfred
Lorentzen
Ved søjlen mod den sydlige korsarm hænger kirkens anden
trætavle. Den hylder mindet om slagtermester Hans Gotfred
Lorentzen af Vedbæk. Tavlen er opsat på initiativ af hans moder Maren Rasmussen og hans stedfader slagtermester Hans
Rasmussen, og den hang oprindelig på nordvæggen lige over
for prædikestolen. Hans Gotfred Lorentzen var født i Nærum
i 1833, som søn af slagtermester Jørgen Lorentzen, der døde
i 1843. Hans Gotfred blev gift i Søllerød Kirke i 1859 og bosatte sig i Nærum, hvor også hele hans familie boede. Hvorfor
han anføres som ”af Vedbæk” på mindetavlen er uvist. Måske har mesteren for tavlen skelet for meget til forlægget, Ole
Jørgensens mindetavle, og så har det været for kostbart at få
fejlen rettet. Tavlens tekst lyder:
Hans Gotfred Lorentzen gjorde tjeneste som menig ved 15.
regiment under den anden slesvigske krig. Ved tilbagetoget
fra Dannevirke i februar 1864 stod hans kompagni i Slesvig,
men rykkede mellem den 5. og 9. februar tilbage til Als. Herfra deltog kompagniet på skift i det håbløse og udmattende
forsvar af Dybbølstillingen. Sidste gang 15. regiment opholdt
sig i de sønderskudte skyttegrave var den 15. april, mens det
lå i reserve på Als på den forfærdende kampdag den 18. april.
Lorentzen er formentlig blevet syg i forbindelse med de lange vagter i åbent terræn i det våde og kolde forårsvejr i april
1864. Vi ved ikke præcist, hvad han døde af, men han var dog
ikke blandt de sårede ved ”Slagtebænk Dybbøl”.
Hans elskede viv, Thora Lorentzen, blev forskolelærerinde
i Nærum. Men hun endte sine dage i den danske koloni New
Denmark i Nordamerika i 1890’erne. Her var en af hendes
døtre med Hans Gotfred blevet gift med en søn af Nærumskolelæreren Johan Jensen. Det hører med til historien, at flere af Nærums småkårsfolk af frygt for at blive indkaldt 1864
udvandrede til Amerika.
Minde.
Hans Gotfred Lorentzen af Vedbæk
fød d. 3die August 1833, død d. 30te April i 1864
paa Augustenborg Lazareth efter at have
Minde.
Helliget Ole Jørgensen, Vedbæk
udholdt Vinterfelttogets Besværligheder.
Du stod blandt Fædrelandets Rader
Garderhusar ved 2. Esquadron, fød
til Sygdom bøied [din] kjække Sjæl.
21. Juni 1823, faldt i en træfning paa
I himlen, hvor Du fandt Din Fader,
Hoptrupmark d. 6. Juni 1848. Tungt lød
Der gik Du hen til Fryd og Held.
Budskabet om din Død for dine Kjære. Du
En elsket Viv og trende Smaa
stred og faldt for Konge og Fædreneland.
Samt Moder, Søskende Dit Tab begræde maa.
Fred med dit Støv.
32
Hvil sødt i Fred!
33
14. Mindetavlen for Lars Søborg
Søllerød Kirkes sidste mindetavle er opsat for hjulmagersvend
Lars Olsen Søborg af Nærum. Der er tale om en ret kostbar marmortavle opsat i det sydvestlige hjørne af den søndre
taktisk overlegen tysk hærstyrke ved Lundby syd for Ålborg.
Resultatet af det danske angreb med forladere påsat bajonet
mod 124 preussere med bagladergeværer bag et stengærde var
76 faldne danskere, mens fjenden havde én lettere såret. De
fleste af de faldne blev begravet i den nærliggende Gunderup
Kirke, men Lars Søborgs lig, der var fuld af skudhuller, førtes
af uvisse grunde sammen med syv andre faldne til Ålborg,
hvor han blev begravet ved en større højtidelighed på Ålborg
Kirkegård.
væggen på det nordre sideskib. Ved den seneste restaurering
blev marmormonumentet flyttet til sin højtsiddende plads
nederst i kirken i tårnrummets tilmurede nordvendte vinduesniche. Inskriptionen lyder:
15. Barnegraven
Der er tale om et gravmæle oprindelig tiltænkt familien
Holmblads gravkammer på kirkegårdens afdeling 3 (nu 103).
I den smukt anlagte afdeling med terrasser vendt mod Søllerød Sø indrettede den kendte industrifamilie, der ejede en
villa i Skodsborg, i 1890’erne et større mausolæum. Her blev
lysefabrikant L. P. Holmblads søn, konsul Julius Holmblad,
der døde 43 år gammel i 1896, gravsat. Et kostbart og stadig eksisterende gravmonument blev samme år udført af billedhuggeren Aksel Hansen (1853-1933). Kunstværket - en ca.
3 m. høj opstandelsesengel i marmor – blev anbragt ovenpå
mausolæet. Nogle år tidligere, i 1880, var Julius Holmblads
knap 2 år gamle datter, Agnes, afgået ved døden, og det er
formentlig også Aksel Hansen, der har skabt gravmælet til
den lille pige med den knælende engel øverst. Hvordan det er
havnet i kirken er til gengæld uvist; men man kan gætte på, at
det hænger sammen med omdannelsen af gravpladsen til et
mausolæum i 1896-97.
Indtil kirkens seneste restaurering 2009 var det særprægede
gravmonument opsat i en nu genoprettet vinduesniche i nord-
korsarm. Lars Søborg var søn af hjulmand i Nærum, Ole Søborg og dennes hustru Kirstine Mortensen. Familien boede i
det endnu eksisterende hus på Rundforbivej kaldet ”Hytten”.
Lars Søborg arbejdede på isenkramfabrikken Rådvad før krigen, og det er da også den selskabelige foredrags- og teaterforening på Rådvad, ”Selskabet Enigheden”, der har bekostet
mindesmærket. Teksten lyder:
Lars Søborg havde været soldat i 1860, og stod i reserven
ved krigens begyndelse. Han blev først indkaldt den 18. maj
1864 under våbenstilstanden efter Dybbøl. Og han faldt i
krigens allersidste slag, ”massakren” ved Lundby den 3. juli
1864. På det tidspunkt var krigen tabt efter erobringen af Als
den 29. juni. Alligevel skulle en tåbelig skrivebordsgeneral
demonstrere sin uduelighed over for en bedre udrustet og
34
”Lyksaglig, lyksaglig
Hver sjæl, som har fred
Guds fred er sjælesolen,
Som aldrig gaar ned”.
16. Prædikestolen
Prædikestolen ser ældre ud end den er. Den er tegnet af arkitekt Harald Lønborg Jensen og skåret som et arbejdsløshedsprojekt på Niels Kristian Larsens snedkerværksted i Holte i
1938-39 og opsat i kirken i 1940. Stolens fem billedfelter i
tillempet barokstil viser scener fra Jesu liv med angivelse af
bibelstederne. Fra venstre mod højre:
1. mosebog, kap. 3, vers 24: Uddrivelsen af Paradiset.
Lukasevangeliet, kap. 1, vesr 35: Bebudelsen.
Lukasevangeliet, kap. 2, vers 11: Hyrdernes tilbedelse
af Jesusbarnet.
Lukasevangeliet, kap. 22, vers 43: Jesus i Getsemane Have.
Matthæusevangeliet, kap. 28, vers 6: Opstandelsen.
35
18. Lysekroner
Søllerød Kirkes kor fotograferet i forbindelse med nedtagningen af prædikestolen ved kirkens restaurering i 2008.
17 Glasmosaikvinduet
Mosaikvinduet er udført af maleren Karl Larsen (1897-1977)
i 1964. Kun 20 år gammel brød Karl Larsen i gennem i 1917
som en af ekspressionismens pionerer i Danmark. Men efter
et ophold ved Kunstakademiets dekorationsskole i 1929 arbejdede han især med mosaikker og glasruder. Larsens glasmosaik med Jesus opstandelse var oprindeligt indsat i det nordvendte spidsbuede vindue ved koret. Her savnede det i høj
grad baggrundslys udefra. Ved restaureringen i 2009 blev det
flyttet til sin nuværende placering i den sydvendte vinduesniche skråt over for indgangen til kirken. Og her kommer det
ganske anderledes til sin ret som det gode kunstværk, det er.
36
I alt er der ophængt ni lysekroner i Søllerød Kirke. Fem næsten ens kroner hænger under kirkens hvælvinger fra koret i
øst til tårnrummet i vest. De fire er kopier af kirkens ældst
kendte lysekrone fra omkring 1625-1650. De er alle udstyret
med 2 x 8 S-formede lysarme. Topfiguren er en ørn med udbredt vingefang, mens hængekuglen nederst ender i et løvehoved med en ring i gabet. Originalen fra 1600-tallet er givetvis
kronen nærmest koret, der som den eneste har el-ledningerne
monteret udvendigt.
Lysekronen i nordre sideskib og de to i søndre sideskib adskiller sig på forskellig vis med større eller mindre kugler fra
de fem i kirkens midte. Kronen i det vestlige fag i søndre si-
deskib udmærker sig med 10 X 5 lysarme, mens de to andre
kroner er varianter over skibets lysekroner. Den sidste noget
mindre lysekrone hænger i våbenhuset. Sidstnævnte lysekroner stammer fra henholdsvis 1894 og 1924.
19. Krucifiks over indgangsdøren
Det tilsyneladende forgyldte romanske krucifiks på væggen
over kirkens indgang er en kopi af et forgyldt krucifiks fra
omkring 1200 i Tirstrup Kirke på Djursland. Det originale
mesterværk befinder sig på Nationalmuseet. Krucifikset blev
erhvervet i 2007, hvor det blev anvendt som krucifiks ved
gudstjenesterne i sognegården, mens Søllerød Kirke var lukket i forbindelse med restaureringen.
20. Orgelet
Det første orgel i Søllerød Kirke blev i 1756-57 placeret i kirkens vestende foran tårnnichen og forsynet med det nymalede
pulpitur fra kirkens tidligere herskabsstol. Dette orgel blev i
1893 afløst af et større Buschorgel. Det nye orgel blev efter en
udvidelse af åbningen til tårnet placeret i selve tårnrummet.
Buschorgelet blev indviet af komponisten I. P. E. Hartmann
(1805-1900), der de sidste 30 år af sit liv var sommergæst på et
landsted ved Nærum Gadekær, og hvis datter Emma var gift
med Søllerøds daværende sognepræst (se s. 49).
Orgelet blev ombygget og udvidet i 1937 og blev anvendt
indtil 1961. I 1962 opsattes et helt nyt Frobenius-orgel med 21
stemmer. Det vældige orgel fyldte hele tårnrummet ud, men
kom med sin størrelse i forhold til det omgivende tårnrum
aldrig rigtig til sin ret. Ved kirkens restaurering 2008-09 blev
det derfor besluttet at bygge et nyt orgel og placere det i det
mere rummelige sydlige sideskib. Det ny orgel med 28 stemmer fordelt på hovedværk, svelleværk, underværk og pedal er
således i 2009 blevet opsat og afstemt i kirkens sydlige korsarm. Med den nye placering kan alle dele af orgelets muligheder anvendes ved såvel gudstjenester som ved kirkekoncerter.
Orgelet er bygget af firmaet Th. Frobenius & Sønner med
domorganist Svend Prip som konsulent.
37
3. SØLLERØDS
SOGNEPRÆSTER
EFTER
REFORMATIONEN
38
39
1536-1555:?
1826-1835: Caspar Johannes Boye
1555-ca. 1560:Jens Ovesen
1835-1836: Peter Rosenstand Kall
Ca. 1560-1566:Hans Lauridsen
1836-1852: Boie Frederik Outzen Boisen
1566-1606: Niels Pedersen
1852-1859: Ole Christian Lund Gad
1606-1647: Hans Nielsen
1859-1863: Jacob Christian Jacobsen
1647-1690: Jørgen Lauridsen Aaskov
1863-1897: Frants Sophus Christen Wedel
1690-1711: Laurids Jørgensen Aaskov
1897-1901: Henrik Nicolai Clausen
1711-1730: Poul Christensen Schultz
1901-1922: Ferdinand Jensen
1730-1746: Anders Jensen Kramer
1922-1931: Eduard Fr. Eilschou Holm
1746-1753: Frants Henrik Schade
1932-1960: Søren Chr. Gunnar Sparsø
1753-1774: Herman Treschow
1960-1984: Sigurd Johs. Granild
1774-1786: Jens Mathias Blicher
1970-1996: Gotfred Andersen
1786-1787: Poul Danchel Bast
1984-2005: Knud Sloth
1787-1790: Peder Gutfeld
1997-2003: Elisabeth Dons Christensen
1790-1801: Christopher Nyholm
2004- :
Xenia Dalgaard Knutzen
1801-1823: Nicolai Ulrik Bach
2005- :
Thomas Reventlow Bruun
1823-1826: Jens Hansen Frechland
40
41
4. SØLLERØD KIRKEGÅRD og præstegården
Oversigt over Søllerød Kirkegård
42
Søllerød Kirkegård er en af landets smukkeste. Arealet er på
i alt 8,5 hektar eller ca. 90.000 m2. Kirkegården er opdelt i
20 afdelinger, der bortset fra den ældste afdeling (nr. 101) omkring kirken er indrettet fra midten af 1800-tallet til anden
halvdel af 1900-tallet på de gamle præstegårdsmarker mellem
Søllerød By i øst og Geels Skov i vest.
Danmark har hidtil været et foregangsland, når det gælder
kirkegårdskulturen. Tilrettelæggelsen og plejen af de dødes
have er de sidste hundrede år blevet varetaget af kompetente
landskabs- og havearkitekter og engagerede kirkegårdsgartnere. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at Søllerød Kirkegård
rangerer så højt, som tilfældet er. Men kirkegården er da også
begunstiget af to forhold: Dels det smukke kuperede landskab
på nordsiden af Søllerød Sø, dels at det store areal har gjort
det muligt at udvide kirkegården i takt med byudviklingen
frem for at blive ved med at anvende et nøje afgrænset mindre areal omkring sognekirken. Det sidste betyder, at tidligere
tiders gravskikke og gravminder i højere grad er bevaret på
Søllerød Kirkegård end de fleste andre danske landsbykirkegårde.
Kirkegården er samfundets spejl, plejer man at sige. Det
gælder i høj grad her, hvor man på kirkegåden kan aflæse
udviklingen fra et landsogn med en gammel bondekultur,
hvortil der i 1700-tallet føjede sig en velstående overklasse,
landliggerne. I 1800-tallets anden halvdel tager stationsbytidens håndværkerbefolkning over, og senere markerer et nyt
forstadsmiljø sig med store og små villaejere. Kirkegårdens
store gravsteder er et udtryk for egnens herskende villakultur,
hvor grundene ikke gerne var under 2.000 m2. Men verden
gik som bekendt af lave efter 1. verdenskrig og stadig flere
mere beskedne rækkehus- og kædehusbebyggelse afspejler sig
i kirkegårdens nyere afdelinger – og såmænd også forskellige
steder i de ældre afdelinger – med nøje afstemte små gravpladser. Klassesamfundets forsvinden i anden halvdel af 1900-tallet kan læses ud af kirkegårdens stadig flere anonyme gravpladser, og af at selv kendte mennesker sagtens kan begraves
med beskedne, næsten selvudslettende gravminder. Vor tids
nyvundne individualisme har også gjort sit indtog på Søllerød
Kirkegård, hvor man kan finde et gravminde formet som en
computer, en kvinde med guldring, miniatureelefanter og en
tidligere TV-stjernes overpompøse gravmæle.
Kirkegårdskontoret har til huse i Søllerød Sognegård. Kirkegården ejes og drives af Rudersdal Kommune. På de følgende sider gives en kort præsentation af kirkegårdens enkelte
afdelinger (Se oversigtskort s. 42):
Afdeling 101.
Afdelingen er kirkegårdens ældste og arealet omkring kirken
har siden middelalderen været brugt til begravelse af sognets
menige befolkning, dvs. egnens bønder og øvrige landbefolkning, mens egnens fornemme befolkning med herskab
43
Kirkegårdens ældste afdeling med Trørøds gravkvarter på kirkens nordøstside.
og præst i spidsen som hovedregel blev begravet inde i kirken. Begravelser under kirkens gulv blev forbudt ved lov i
1805. Den oprindelige kirkegård var betydeligt mindre end
den nuværende afdeling 101. Den sydvendte kirkegårdsmur,
hvor indgangsportalen oprindeligt var anbragt i midten, blev
rykket nogle meter mod syd i begyndelsen af 1800-tallet og
portalen flyttet til sin nuværende østvendte placering mod
Søllerød Kro. Ligeledes i første halvdel af 1800-tallet, vistnok
i 1830’erne, foretoges en større udvidelse mod vest med gen44
anvendelse af murværkets gamle kampesten i den nye mur.
Endelig blev omkring 1875 et mindre areal inddraget i det
nordøstre hjørne i forbindelse med en udvidelse af adgangsvejen til præstegården og opførelsen af en ny nordmur på
bekostning af den ældgamle hulvej. Man kan endnu i afdelingens grundplan og stiforløb genkende middelalderkirkegårdens oprindelige grænser.
Landboreformerne i slutningen af 1700-tallet resulterede
bl.a. i ophævelsen af dyrkningsfællesskabet til fordel for en
Det i 2008 nyopstillede lapidarium – stensamling – på vestsiden af kirken og præstegården.
privatisering og afgrænsning af den enkelte bondes jorder.
Denne tekniske revolution af produktionsapparatet afspejlede
sig hurtigt på kirkegården. Indtil omkring 1800 blev man begravet i gravkvarterer på kirkegården. Dvs. hver landsby havde
sit kvarter ved kirken, nogenlunde svarende til, hvor landsbyen lå i forhold til Søllerød Kirke. Den dag i dag kan man
finde Trørødbøndernes grave på nordøstsiden af kirken, Øverødbønderne på nordvestsiden og Nærumfolkene på sydsiden:
Naboer i livet, naboer i døden, som det gamle mundheld lyder.
I middelalderen og frem til 1700-tallet blev menigmand i
reglen begravet uden varige gravminder. I højden et kors med
initialer, et nr. eller måske et navn, hvis der ellers var nogen,
der kunne læse det. – og når trækorset var rådnet væk, var der
klar til en ny begravelse på stedet. Dette forhold ændrer sig i
1800-tallet af tre grunde:
- Efter folkeskoleloven 1814 havde man lært at læse.
- De nye standsbevidste selvejerbønder havde behov for at
markere deres territorier også på kirkegården.
45
Søllerød Kirke set fra sydøst med den gamle sydvendte indgangsportal placeret midt I kirkegårdsmuren. Ved kirkegårdsmuren
ses staffeinstrumentet “Kagen” med halsjern, hvor sognets mindre syndere blev hensat til spot og spe fra de fromme kirkegængere. Bygningen med det skrånende tag på kirkegården bagved portalen er benhuset og den stråtækte bygning bagved
er det gamle fattighus, forløberen for Drewsens Hospital ved Søllerød Sø. Bagved kirketårnet anes præstegårdens tag. Man
bemærker endvidere urskivens “oprindelige” placering på tårnets sydside. Den dag I dag kan placeringen aflæses I sliddet på
den rode munkesten I tårnet. Gouache fra omkring 1790. Rudersdal Museer.
- Endelig betød jernindustrien, at man nu kunne erstatte
trækorset med mere solide jernkors, hvis man da ikke, som
mange af vor egns velstående bønder foretrak det, fik en dygtig stenhugger til at udføre et kostbart gravmonument i granit
eller sandsten.
Mest iøjnefaldende kommer de ny tider i 1800-tallet til udtryk i Trørødbøndernes gamle gravkvarter, hvor en række af
46
landsbyens bondeslægter ligger side om side med stadig stående gravsten, der vidner om både slægtsstolthed, navneskik
og gravtraditioner – og velstand.
Med forbudet mod begravelser inde i kirken i 1805 skete
der et opbrud i de gamle gravtraditioner. Kirkegårdens ældst
bevarede gravsted findes ud for kirketårnet, hvor kirkens
degn og organist i slutningen af 1700-tallet, Nicolai Müllers,
åbenbart ønskede sin gravplads. En svagt buet granitsten formet som et kirstelåg dækker ægteparret Bodil og Nicolai Müllers grav. De døde i henholdsvis 1791 og 1800.
En senere stationsbytid har også gjort sit indtog på kirkegårdens gamle afdeling. Syd for tårnet finder man Vedbæks
pionér og grundudstykker: Hotelejer J. H. Larsen (1845-1921)
og hustru Marie f. Mouritsen (1850-1930). Det er dem, der har
lagt navn til Larsensvej og Marievej i Vedbæk. På modsatte
side af tårnet er gravstedet for Nærums store gründer Alfred
Christensen (1842-1925) fra Nærum Avlsgård, som ligeledes
har fået en vej opkaldt efter sig i Nærum. Et stort gravsted
i afdelingens sydvestligste hjørne rummer egnens sidste papirfabrikant Christian Drewsen (1799-1896) fra Strandmøllen. Hans kiste blev båret af papirarbejderne den lange vej
fra Strandmøllen ved Skodsborg til Søllerød Kirke. Ved hans
død ophørte papirproduktionen på Strandmøllen, der engang
havde været landets største papirfabrik. Endelig finder man
i kirkegårdens modsatte hjørne mod nordøst gravstedet for
en af egnens hovedpersoner i anden fjerdedel af 1900-tallet:
Frederik Clausen (1889-1962). Clausen blev den sidste bonde
på den en gang så berømte Havarthigård i Øverød, men han
udmærkede sig først og fremmest som sognerådsformand i
Søllerød Kommune fra 1928 til 1943, og det var ham, der fik
gennemført byggeriet af Arne Jacobsens smukke rådhus ved
Kongevejen i 1942.
Lapidariet
Lapidarium betyder stensamling, og henviser her til en større
samling gravsten fra nedlagte gravsteder på kirkegården. Stensamlingen er opsat på et smukt grønt stiareal umiddelbart
uden for den vestvendte åbning i den gamle kirkegårdsmur.
Blandt de mange bevaringsværdige gravsten finder man
f.eks. et kønt monument for mejeripioneren Henrik Monrad,
statsminister D. G. Monrads søn. Efter faderens fald fra magten i 1864 udvandrede familien til New Zealand, men vendte
hjem få år senere. Henrik Monrad valgte dog at rejse videre
til USA, hvortil han medbragte og udnyttede sin viden om
moderne mejeridrift med centrifugen. Han vendte hjem til
Danmark kort før sin død i 1915.
Overfor står en mægtig bautalignende sten for murermester
Chr. Petersen (1877-1939) fra Holte. Han besejrede som konservativ lokalpolitiker socialdemokratiet ved valget 1921 og
indledte den konservative ledelse af kommunen, der varede i
61 år frem til valget 1986.
Afdeling 102.
Mens den gamle afdeling med sine krumme stier og tilsyneladende mere tilfældigt anbragte gravsteder vidner om ældgamle traditioner er afdeling 102 udtryk for helt andre principper. Her er tale om lige linier og målfaste gravsteder. I 1840
blev de fleste af præstegårdens avlslænger nord for kirken
nedrevet. I deres sted blev kirkegårdens nye afdeling 2 taget
i brug hen imod 1850. En af de første, der blev begravet her
på et meget fornemt gravsted, var den store papirfabrikant,
landbrugsforegangsmand, opfinder og politiker J. C. Drewsen
(1777-1851). Gravstedet er desværre ikke
længere
bevaret,
men mindesmærket
med den karakteris
-tiske bronzebuste udført af Drewsens
svigersøn, billedhuggeren Th. Stein står
vistnok på sin oprindelige plads til
Industrimanden
J. C. Drewsens
gravmæle.
Busten, der i
2011 er under
restaurering,
er udført af billedhuggeren Th.
Stein.
47
venstre for indgangen til afdeling 102.
Lidt længere nede af den lige gang, afdelingens hovedakse,
finder man gravstedet for modstandsmanden Fl. Muus (19071982), der fra England ledede våbenforsyningstjenesten til
den danske modstandsbevægelse. I centrum for afdelingen
står det store mindesmærke for sognets faldne i 1864. Den
massive granitsten stod oprindeligt på kanonkugler fra Dybbøl. Den blev rejst allerede i 1865 på initiativ af sognepræst
Frants Sophus Wedel, der havde været præst i Flensborg indtil 1863.
med sin placering langt fra Øverøds gravkvarter på den gamle
afdeling signalerer det også bruddet med den gamle bondekultur.
Afdeling 104.
På stenen mindes:
Tjenestekarl Hans Jensen fra Øverød (født 1840), der
faldt 18. april 1864 under stormen på Dybbøl.
Tjener Peter Jørgensen fra slottet Frydenlund (født
1824), der blev såret 18. april under stormen på Dybbøl
og døde på lazarettet i Glücksburg 29. april 1864.
Arbejdsmand Christian Petersen fra Øverød (født 1838),
der blev dødeligt såret under bombardementet af Dybbølskanserne 7. april og døde på Augustenborg Lazaret
17. april 1864.
Hjulmagersvend Lars Søborg far Nærum (født 1835),
faldet i slaget ved Lundby 3. juli 1864.
Slagtermester Hans Godtfred Lorentsen fra
Vedbæk(Nærum) (født 1833), død på Augustenborg
Lazaret 30. april 1864.
Skomagersvend Charles Emil Jensen fra Skodsborg (født
1839), død af tyfus på lazarettet på herregården Skjoldemose på Fyn 22. maj 1864.
Desværre blev stenen rejst så hurtigt, at endnu en falden fra
sognet, tilmed den eneste, der hævede sig over den anonyme
tapre landsoldat, ikke er kommet med på stenen. Der er tale
om den unge løjtnant Hans Henrik Pingel fra Strandmøllen. Han havde kommandoen over det nordligste batteri på
Arnkilsøre på Als den skæbnesvangre morgen, 29. juni 1864,
hvor preusserne gik i land på Als. Landgangen begyndte ved
48
Mindestenen for Søllerød Sogns faldne 1864.
Arnkilsøre, hvor slagets første skud blev løsnet. Der var ikke
mange danske, der overlevede på halvøens yderste spids – og
altså heller ikke den 24-årige løjtnant Pingel, der var et barnebarn af fabrikant Chr. Drewsen.
På højre side af stien på nordsiden af krigsmonumentet er
Søllerødegnens store lokalhistoriker Hans Ellekilde (18891966) begravet. Han var med til at stifte Historisk-topografisk
Selskab for Søllerød Kommune i 1942 og var selskabets første
redaktør frem til sin død. Hans sidste artikel i Søllerødbogen
handlede netop om Søllerød Sogns faldne i 1864.
Afdeling 103.
Både afdeling 102 og 103 udnytter det faldende terræn ned
mod Søllerød Sø på smukkeste vis. Afdeling 3, nu 103, blev
anlagt i 1870’erne. Den udmærker sig med sine lange lige østvestgående gange i forskellige niveauer, næsten som var det
vinterrasser. Specielt i ”udsigtsrækken” nærmest søen synes
temaet fra bondesamfundet ”naboer i livet naboer i døden”
i nogen grad at været genoptaget. Her ligger side om side –
naturligvis med vandudsigt – en række af de store landstedsog villaejere fra Øresundskysten: Familien Rosenkrantz fra
Miramare i Vedbæk, familien Holmblad fra Skovbakken i
Skodsborg og familien von Rosen fra Henriksholm i Vedbæk.
Udsigt over konsul Holmblads gravmæle med den store
opstandelsesengel i marmor.
Lidt længere mod vest, men stadig i første række findes de
to statelige obelisker for brødrene Ipsen, der var nordegnens
største gårdopkøbere og jordspekulanter i årene omkring forrige århundredskifte. På nabogravstedet står et smukt mindesmærke for komponisten August Winding (1835-1899), der
på sin gravsten betegnes ”tonekunstner”. Han var gift med
en datter af komponisten I. P. E. Hartmann, Clara Winding
(1839-1925). En anden af komponistens døtre Emma Wedel
(1841-1914) var gift med sognepræsten Frants Sophus Wedel
(1826-1906). Deres gravsted findes et par rækker højere op
mod øst. Ligeledes et par rækker oppe, men stadig med søudsigt ses et fornemt nyklassicistisk gravkammer. Det er Havarthigårdens mausoleum, hvor Danmarks berømteste bondekone, Hanne Nielsen (1829-1903) er gravsat med sin mand
Hans Nielsen (1822-1902). Mausoleet markerer på alle måder
bondestandens fremgang i anden halvdel af 1800-tallet – og
Afdeling 103 løber umærkeligt over i 104. Det mest karakteristiske ved denne afdeling er de mange mausoleer på søskrænten. Flere mausoleer med smukke og kostbare dørudsmykninger. Nævnes skal også malerinden Ebba Breda (1898-1950)
og hendes søster Aase Bredas (1895-1986) underjordiske
mausoleum, der kun er synligt med sin overligger med søstrenes navne indhugget.
Højere oppe findes et arkitekttegnet gravmæle for den første overlærer ved Øverød Skole fra 1902, Josef Møller (18611939). Han ligger naturligvis begravet med fri udsigt over til
sin røde murstensskole på nordsiden af Søllerød Sø.
I afdelingens sydligste række ud mod den brede midtergang
langs den gule mur mod præstegårdshaven finder man en
enkel hvid gravsten for gårdejer Lauritz Nicolai Beck til Højbjerggård i Øverød. Beck, der var nevø af Indre Missions bannerfører Vilh. Beck, blev myrdet den 9. november 1908 af den
berygtede russiske indvandrer og revolutionær kaldet Bulotti.
Rovmordet vakte stor opsigt i samtiden og opskræmte store
befolkningsgrupper i København og Nordsjælland. Bulotti
blev anholdt i december 1908, og det var en heldig årstid i
forhold til de to politifolk, der foretog anholdelsen. Bulotti
skød og ramte nemlig begge mand, men kuglerne kunne ikke
trænge igennem politifolkenes åbenbart velpolstrede frakker.
Bulotti blev dødsdømt, men benådet med livsstraf, da man i
1892 havde afskaffet dødsstraffen i Danmark. Bulotti forblev
i fængsel resten af sit liv og døde i 1943.
I afdelingens nordvestlige del findes et iøjnefaldende mindesmærke med portrætmedaljon af pioneren inden for velgørenhedsarbejdet med ”vildfarende piger”, Thora Esche (18501920), der i 1908 stod bagved oprettelsen af pigehjemmet
Skovly ved Gl. Holte.
49
Afdeling 105.
De smukke afdelinger 103-104 er anlagt som terrasseanlæg
i begyndelsen af 1900-tallet ved havearkitekten Erik Erstad
Jørgensen (1871-1945).
Afdelingen blev anlagt i 1930’erne
på den dengang vestligste del af
det udlagte kirkegårdsareal. Afdelingen blev oprindeligt kaldt
”Skovkirkegården” med henvisning til de omgivende skovklædte
arealer. I dag ville man vel snarere kalde den ”Rhododendronkirkegården”, når man betragter
afdelingens vældige og meget
dominerende buske med de eksotiske buske, der har så kort en
blomstringstid omkring 1. juni.
Modsat de foregående afdelinger
udmærker afdelingen sig med
snoede stier og fraværet af en eneste lige linie. I den yderste række
i afdelingens østlige del er begravet kirkegårdens første ”professionelle” gartner Peder Skovlund (1892-1965). Han boede i
den gamle nedlagte - og efter Skovlunds død i 1966 nedrevne
Filantropen Thora Esches gravmæle med portrætmedaljon.
Borgmester Schneiders “ bautasten” i afdeling 105.
50
– skole mellem Mothsgården og Kirken. Peder Skovlund viede
det meste af sit liv til forskønnelsen af Søllerød Kirkegård.
Vestligt i afdelingen finder man en mandshøj natursten,
der er rejst som mindesmærke for kommunens sidste sognerådsformand og første borgmester, geodæten Andreas Schneider (1886-1957). Schneider stod i spidsen for kommunens
styre fra 1943 til sin død. Ved hans side er begravet en trofast embedsmand, fuldmægtig i kommunen Andreas Vieweg
(1878-1963).
Kirkegårdens to smukkeste mausolæer er formet som to
klassiske tempelbygninger ved den lange midtergang der
danner grænsen mellem afdeling 104 og 106.
Afdeling 106 og 107.
Vi vender tilbage mod sydøst til arealet nord for afdeling 104.
Også her udnyttes skråningen mod søen til et terrasseret
anlæg med gangene adskilt af bøgehække. Den brede gang,
der gennemskærer kirkegården fra afdeling 105 mod øst til
kapellet, danner denne afdelings nordgrænse. Her står kirkegårdens vel nok smukkeste mausoleer, to klassisk inspirerede
tempellignende bygninger. Lige over for det vestligste mausoleum står et andet klassicistisk gravminde udført af den
fremragende billedhugger E. Utzon-Frank (1888-1955). Der er
tale om en rund marmorsøjle med en familie iført antikkens
draperede klædedragt. Det marmorbeklædte gravsted tilhører familien Schepler fra Holte.
Midt i afdelingen er et særligt afgrænset kvadratisk areal
med et træ i midten. Det er kirkegårdens første urnegravplads, afdeling 107, oprindelig med en blodbøg i centrum.
Alle de små urnepladsers gravsten er ens.
På gangen sydligst i afdeling 106
findes en sjælden mindesten for en
af de danske, der faldt i tysk tjeneste
under 2. verdenskrig. Der er tale om
byrådsmedlemmet Nærum-sagføreren
Chr. Manthey-Wagners søn Mogens,
der faldt under det tyske tilbagetog på
østfronten syd for Leningrad i januar
1944. På liggestenen læses et mindevers
forfattet af hans mormor Petrea Spies.
Lidt længere henne i samme række
i vestlig retning står en meget beskeden natursten, hvor man læser navnet
Erik Øigaard (1908-1992). Øigaard var
Søllerøds borgmester i perioden 1958
til 1974, en periode, hvor den store regulerede forstadsudvikling fandt sted
i kommunen, der voksede fra 20.000
til over 30.000 indbyggere i Øigaards
borgmestertid.
51
Afdeling 108-113
prægede herrnhuterkirkegård i Christiansfeld. I Søllerød har
man dog ikke opdelt gravpladsen i en mands- og kvindeafdeling som på ”Gudsageren” i Christiansfeld i Sønderjylland.
De seks afdelinger syd for kirkegårdens øst-vestgående akse er
bortset fra den lidt ældre nordlige del anlagt i anden halvdel
af 1900-tallet. Afdeling 108 er kun til kistebegravelser, afdeling 109 er kun til børnebegravelser og afdeling 110 er den
anonyme askefællesgrav.
På afdeling 111 findes en fællesgrav for døvesamfundet. Afdeling 112 og 113 består udelukkende af kistegravpladser og
afspejler på sin egen vis egnens lidt større villakvarterer med
hækomgivne haver.
Afdeling 116-120
Afdeling 114
Afdelingen er anlagt i slutningen af 1920’erne på den let skrånende søbakke. Den består af seks lige øst-vestgående gange.
I den nordligste gang findes gravstedet for købmand J. Steger
(1871-1928) fra Stationsvej i Holte. Tæt ved ses mindestenen
for Ole Ritmar Olsen, der den 28. august 1976 blev ”dræbt
ved flyveulykken i Sdr. Strømfjord, hvor 21 andre omkom”.
Lidt længere henne i samme række finder man en lille afrundet natursten sat for balletdanserinden Elna Lassen (19011930). Hun var sin tids største danske stjerne ved balletten
og stod over for et internationalt gennembrud, da hun som
Baletdanserinde Elna Lassens beskedne gravsten.
52
Købmand Stegers gravsten.
forsmået af sin mand, en af tidens modelæger, valgte at tage
sit eget liv. På stenen læses: ”Stor i sin kunst, større som menneske”.
De fire afdelinger ligger på vestsiden af den smukke brede
allé, der gennemskærer kirkegården fra lågen ved Søllerødvej
i syd til afdeling 115 i nord. De er kirkegårdens nyeste afdelinger, og afdeling 119 er endnu ikke taget i brug (2010). De
meget regulerede afdelinger er anlagt ganske som det omgivne
samfunds parcelhuskvarterer med lige veje, klart afgrænsede
og nøje afstemte – ikke alt for store grundstykker. Bagved
kirkegårdslågen er et areal langs Søllerødvej afsat til ”katastrofegravplads”, som man må håbe, der ikke bliver brug for.
Til kirkegården hører en cirkelrund muret materielgård,
der ligger vestligst på arealet mellem Geel Skov og villavejen
Søvej, der ender ved kirkegården.
Afdeling 115-116
De to afdelinger er urnegravpladser. Især den smukt anlagte
afdeling 115 udmærker sig her med sine lige række af små
rektangulære flade sten. Anlægget minder en del om den sær-
Vue over urnegravpladsen, afdeling 115.
Søllerød Kirke karakteristiske tårn med storkereden.
Th. anes den østlige præstegårdslænge. Maleri af
Axel Grandjean, ca. 1895. Maleriet hænger på Søllerød
Præstegård.
53
Præstegården set fra præstegårdshaven
Præstegården
Tæt op ad kirkegårdens to ældste afdelinger, 101 og 102, ligger Søllerød idylliske stråtækte præstegård. Dens alder er vanskelig at bedømme, men de tilbageværende lerklinede partier
og dele af bindingsværket hidrører utvivlsomt fra den store
firlængede præstegård opført i anden halvdel af 1700-tallet.
Selve hovedfløjen dateres til 1794. Præstegården er flere gange blevet ombygget, og den blev i begyndelsen af 1900-tallet
54
udsat for, hvad man i dag må betegne som en temmelig hårdhændet restaurering.
Til den firlængede præstegård hørte nogle store avlsbygninger, der lå mellem oldtidsvejen nord for kirken, i dag kaldet
hulvejen, og selve præstegården. Søllerødpræsten var landsbyens næststørste jorddrot. Den største var ejeren af Søllerødgård eller Søllerød Slot, som det kom til at hedde i 1740.
Avlsbygningerne til præstegården blev som tidligere nævnt
nedrevet i 1840 til fordel for en udvidelse af kirkegården (af-
Præstegårdens gårdsplads
deling 2). I takt med at præstens rolle som bonde forsvandt i
midten af 1800-tallet blev også præstegården reduceret. Nordfløjen blev nedrevet omtrent samtidig med avlsbygningerne,
og ikke mange år senere blev vestfløjen ombygget til sin nuværende skikkelse med en usædvanlig skarptskåren nordvendt
gavl.
Præstegårdens nuværende hovedbygning, sydfløjen, blev
restaureret i 1911. Den smukke klassicistiske dobbeltdør og
de meget store vinduer stammer fra denne tid. De bedste be-
varede dele af den gamle præstegård er østfløjen, der i mange
år dannede rammen for konfirmandundervisningen. Også
vognporten ved indkørslen til præstegården synes i sin grundform at være af betydelig ælde, men dog ombygget i forbindelse med nedrivningen af avlsbygningerne i 1840. Præstegården
blev fredet i 1970.
55
5. SØLLERØD SOGNEGÅRD
Søllerød Sognegård ligger i et dejligt åbent grønt område med
fri udsigt til sognets to ældste bygninger, Søllerød Kirke fra
slutningen af 1100-tallet og Mothsgården fra slutningen af
1600-tallet. De fleste bygninger i området er fredet, og Søllerød By er underlagt en ganske restriktiv bevarende lokalplan,
der blev vedtaget i 1984.
Godt 10 år tidligere i 1973 var diskussionen om en helhedsløsning for det historiske Søllerød blevet igangsat. Det
handlede både om et museum i byen og placeringen af en
sognegård. Museet blev åbnet i Mothsgården i 1974. Kort efter erhvervede kommunen imidlertid Gl. Holtegård, og man
overvejede at flytte museet dertil, hvorefter Mothsgården
kunne overlades til menighedsrådet. Denne plan blev imidlertid opgivet i 1980, og i stedet arbejdede man videre på en
plan om en fællesbygning for museum og kirke i Mothsgårdens baghave. Skitseforslaget var blevet udarbejdet af Søllerødarkitekten Gert Edstrand i 1975. Projektet stødte dog på
modstand i fredningskredse ganske som et forslag om at placere en sognegård i den store smukke præstegårdshave.
Under ledelse af den energiske menighedsrådsformand, direktør Kaj Elkrog, nedsattes i 1985 en arbejdsgruppe, der i
november samme år fremlagde den første ideskitse til den sognegård, der blev opført 8 år senere på et areal mellem Æblegården ved Søllerødvej og Søllerød Kirkegård.
På det tidspunkt var projekteringen af sognegården ved
et heldigt valg blevet overdraget arkitektægteparret Inger og
56
Johs. Exner. Den endelige godkendelse af deres projekt forelå
i 1988, og efter en revision af lokalplanen for Søllerød i 1989
kunne projekteringen endelig igangsættes, og Exners færdige
projekt forelå i 1991. Århusarkitekterne Inger og Johannes
Exner stod i årene 1972-1993 for restaureringen af borgruinen Koldinghus. Et uhyre vellykket projekt, der har genskabt
en national herlighed. Elementer fra denne dygtigt gennemførte restaurering genfindes i Søllerød Sognegård: respekten
for fortiden, samspillet med omgivelserne og ikke mindst de
markante grensøjler i den store sal. Den 19. december 1991
kom byggetilladelsen fra Søllerød Kommune, og kun to år
senere kunne sognegården tages i brug den 28. februar 1993.
Samme år modtog sognegården Søllerød Kommunes første
arkitekturpris.
Søllerød Sognegård udmærker sig ved sin luftige moderne
arkitektur. Den består af to fløje, der flankerer den langstrakte svagt hældende midtergang. Bygningen er bevidst placeret
skævt i forhold til omgivelserne. Den er orienteret mod nordøst – mod kirken. Som point de vue fra midtergangen opleves
det massive røde kirketårn som et kraftfuldt bygningsværk for
enden af den svagt stigende akse fra sognegården. Den langstrakte teglstensbelagte midtergang, der med sine hvidskurede
arkadevægge har mindelser om en klostergang, er måske sognegårdens mest virkningsfulde del: En påmindelse om fortidens bygningsværker og på samme tid et stykke tidløst arkitektur, hvor mennesker kan mødes mellem nyt og gammelt.
57
På nordvestsiden af midtergangen findes den
rummelige lyse sal, hvis tag bæres af to gulmalede grensøjler i jern, i princippet magen til de
vældige limtræssøjler i den såkaldte ”ruinsal”
i Koldinghus’ sydfløj. Salens lys fås dels fra
ovenlysvinduer, der kan lukkes mekanisk, dels
og især fra de store vinduespartier, der dækker
det meste af nordvestvæggen. På sydøstsiden af
midtergangen findes forskellige kontorer og undervisningslokaler, og i den velproportionerede
sognegård er der også fundet plads til kirkekontor, organistkontor, et velfungerende køkken
og det kommunale kirkegårdskontor. Endvidere
er bygningen udstyret med en rummelig kælder
med møderum, garderobe og toiletter, teknikog magasinrum.
Et særligt indtryk gør de smalle, men højtrejste himmelstræbende indgangspartier. De klassiske former i to etager med forskudte saddeltage synes at være inspireret af den italienske
renæssance. Exners raffinerede indgangsparti
til sognegården i Søllerød står fuldstændigt som
billedkunstnerne fra Giotto til Botticelli i deres
udødelige malerier har fremstillet luftige, lette
bygningskonstruktioner omkring Frans af Assisi og den hellige familie.
I de seneste ti år har menighedsrådet i samarbejde med naboen, Museet på Mothsgården,
ryddet det meste af arealet mellem de to bygninger for en mere eller mindre vildtvoksende
beplantning. I stedet er skabt et åbent grønt
åndehul, hvor de omgivende smukke bygninger:
Præstegård, kirke, kro, landsted og sognegård
opleves som en harmonisk samspillende enhed.
58
59
60
61
62
Søllerød Menighedsråd og Rudersdal Museer
2011