Kronik 5

Tiden efter soldatertiden
Den 11 august 1957 blev jeg hjemsendt som egnet til hjemmeværnet.
Man kan vel sige at den 11 august 1957 var den første dag i resten af mit liv.
Flyttede hjem til mine forældre på Nørrebrogade 47 hvor jeg blev indlogeret i baghuset. Her havde far haft
kontor, efter at Viggo-fiskemand var flyttet.
Jeg skulle så se at finde et job, så jeg gik på arbejdsanvisningen, som dengang lå på Gl. Havn. Jeg blev anvist
noget høstarbejde i Skærup på en pæn stor gård. Dengang var der stadig mange som høstede med binder
og dette var også tilfældet her. Kornet var derfor bundtet i neg, som blev
læsset på vogne i marken og derefter kørt hjem i laden hvor det blev ”sat i
gulvet”. Det var et fantastisk høstvejr, varmt og solrigt, så alle var glade for
det. Nu var det jo sådan at ”daglejeren” rangerede nederst på ranglisten,
hvorfor han blev sat til at ”forke af” i laden. Nu skal man jo forstå at laden var
forsynet med bliktag, hvorfor der var ulideligt varmt i laden. Når ”gulvhøjden”
blev højere end læsset (som jo tilmed blev lavere efterhånden som der blev
læsset af) skulle negene til sidst stikkes 3-4 meter op så det var ikke for børn. Det undrede mig lidt at
”husets frue” stod i gulvet og fordelte negene som jeg smed op. Hun klagede aldrig og jeg klagede aldrig,
men hun havde stillet en hel kasse hvidtøl indenfor porten og der drak jeg én øl for hvert læs.
Jørgen Lindholdt igen…
Hjemme i Vejle igen, efter 3 år ved Landbruget og nogle få måneder inden jeg skulle ind som soldat,
opsøgte jeg selvfølgelig min gamle ven og våbendrager, Jørgen. Jørgen var
kommet i lære som gartner, det år jeg var på Tirsbæk og boede hjemme hos
sine forældre, der var flyttet til Jerlev. Vi var jo unge og brugte en stor del af
vores fritid på at gå til bal. Dels i Jerlev og dels i Ammitsbøl.
Jeg havde selvfølgelig adgang til at låne min fars bil til sådanne
forehavender. Jeg husker engang vi kørte hjem fra bal i Ammitsbøl. Jeg
skulle sætte Jørgen af i Jerlev og holdt ind foran smeden for at sætte ham af.
Vi sad vel nogle minutter og evaluerede på aftenens hændelser, da der lød
et bump og et ryk i vores bil. Ud af sidevinduet så vi en lille NSU-varevogn
tippe om på siden og rutsje hen ad vejen. Vi stod selvfølgelig ud og hjalp folk
ud af bilen. Om de var fulde, tænkte vi vel ikke over, blot at de havde kørt
lidt for stærkt i svinget gennem Jerlev.
Medens jeg var inde som soldat var Jørgen kommet på Gartnerskole i Beder,
hvor han traf Bjørg. I den periode havde i ikke megen kontakt, men jeg
husker dog at Jørgen og Bjørg flyttede til Jerlev da Jørgen kom ind som
soldat. Her besøgte Tove og jeg dem, da de havde fået deres første barn.
Ellers havde vi ikke megen kontakt i den periode og da Jørgen var færdig i
militæret, rejste de til Norge, hvor de slog sig ned i Bamble. Vi havde lidt
kontakt, men det ebbede langsomt ud, som sådan noget jo ofte gør. Et brev i
ny og næ gik vel frem og tilbage, her er et af dem fra Jørgen:
Tove
Nu er vi kommet dertil, hvor jeg mødte Tove, eller rettere genmødte hende. Tove var kommet i lære hos
min mor som damefrisør hvor vi langsomt ”kom ind på
hinanden”. Når jeg siger genmødte skyldes det at vi, medens vi
boede på Hovertoft og Tove på Frederikshøj, tit legede sammen.
Vi var vel i gang med at lege skjul og Tove og jeg havde gemt os i
det samme æbletræ. Æbletræet var det sidste i en række der
flankerede indkørslen. (Se den røde pil på billedet). Hvorfor kan
jeg huske denne hændelse? Ja det hvisker vinden stadig om i
skovens trætoppe mellem Hovertoft og Frederikshøj.
Nu 8-9 år senere var hun blevet en flot – frisk ung dame på 17 år, som ubetinget faldt i
min smag. Det hedder vist at blive forelsket. Stille og roligt begyndte det med at følge
til toget og senere køre helt hjem til Sellerup i fars Ford V8 fra 1937. Tove blev mere og
mere en del af mit liv og hun faldt godt ind med vennerne – Burgårderne, - Jørgen
Lindholdt etc. I det efterfølgende vil hun blive en mere og mere central figur i mit liv og
senere skal det vise sig at hun bliver min livsledsagerske.
Tove 17 år
Høstarbejdet fik hurtigt ende, hvorefter jeg fik arbejde i et Vejlensisk nedbrydningsfirma som brød huse
ned i Odense hvor der skulle laves nye gader i området hvor H.C. Andersens
hus ligger. Det var nu ikke lige mig. Dette arbejde krævede mere muskelkraft
end jeg kunne udvise. Det var ikke nok at være sej og udholdende. Jeg husker
at jeg blev sat til at banke en betonsokkel op med en stor tung lufthammer
og det var bare for meget for mig. Jeg tror i øvrigt at det var det eneste job
jeg nogensinde blev fyret fra.
Daugård Strand
Nu fik jeg arbejde hos familiens gamle venner – fam. Burgård ved Daugård strand. Familien drev en
frugtplantage og havde det år en meget fin høst, som afstedkom at de kunne bruge en ekstra mand.
Foruden æblerne drev Anders Burgård et lille kyllingeopdræt i et udhus. Ingrid Burgård arbejdede på Vejle
sygehus. De tre sønner, Arnold, Evald og Erik kom jeg rigtig godt ud af det med. Jeg var vel virksomhedens
altmuligmand og medhjælper i alle aspekter. I starten gjaldt det mest om at plukke æbler og det var noget
hele familien deltog i når de var ledige.
Jeg fik mange specialopgaver. F. eks. indrettede vi et badeværelse i bryggerset. Renoverede septiktanken
og omlagde stenpikningen på gårdspladsen. (Jeg tror den varede til Evald skiftede det ud med
herregårdssten i 2010).
Vi drenge var fulde af ideer til at lave forskellige ting, men meget aktivitet havde med fjorden at gøre. Men
også knallert og skydevåben indgik i den daglige aktivitet. Vi byggede
modelbåde og jeg forsøgte mig med noget radiostyring. Det var interessant,
men blev aldrig rigtig til noget. Det var også her jeg fik min første knallert, en
Zündapp – en meget fin maskine.
Vi beskæftigede os meget med fjorden, - badning og roning etc., medens jeg
ikke tror vi fiskede.
A-influenza
1957-58 var de år hvor den såkaldte A-influenza (asiatiske influenza) florerede og heller ikke jeg gik fri. Så
medens jeg boede hos familien i Daugård, ramte den også mig. Jeg måtte så holde sengen under pleje af
Ingrid, som holdt meget fast i at jeg skulle holde sengen, når man havde 39/40 i feber. Det syntes jeg ikke
om, jeg ville gerne hjem. Om det var for at blive plejet af Tove ved jeg ikke, men jeg stod op og sprang på
cyklen og kørte til Vejle. Undervejs fik jeg næseblod og da jeg passerede Bredballe Handelsplads var der til
højre en stor smeltevandssø, hvor jeg stoppe op for at vaske mig i ansigtet. Jeg kom hjem til Nørrebrogade
og i slagbænken i baghuset, hvor Tove plejede mig omhyggeligt. Allerede dengang undrede vi os over at,
uanset hvor syg jeg var, mistede jeg ikke appetitten.
En rigtig historie
En sommeraften lavede vi en aftale om at besøge Tove ved Andkærvig, hvor hendes far havde en lille kiosk.
Vi roede tværs over fjorden til Andkærvig i stille og roligt vejr. Vi forrettede vores besøg og belavede os på
at sejle tilbage da det begyndte at blive mørkt. Desværre blæste det op med frisk vind fra sydøst. Der kom
pæne bølger på fjorden og den fladbundede pram drev kraftigt sidelæns. Vi måtte derfor ro med stævnen
godt op i vinden, for ikke at lande inde ved Tirsbæk. Men medens det tog en halv times tid at ro over, tog
det nok halvanden at ro tilbage. Der var heldigvis ror på jollen så vi havde styrmand på, der ved lokal
landkending kunne styre os i rigtig retning. Da vi nærmede os stranden, havde Anders Burgård sat traktoren
med lys på, ned til strandkanten som ledefyr. Nu skete så det besynderlige, vi fik jordens største skideballe
af Anders: HAN SAGDE INGENTING, men kørte blot hjem på sin traktor.
Familien Burgård blev hele vejen igennem en del af vores liv og kom til at betyde umådelig meget for os,
hvilket sikkert kommer til at fremgå af de næste afsnit.
Europa-ferietur.
I 1959 var Tove og jeg på en lang ferietur ned gennem Europa og til Italien, hvor vi vendte i Milano. Min far
var meget rejseinteresseret og i bagklogskabens klare lys indrømmer vi at han skulle da have været
rejseleder. Han kunne godt lide at køre Europa tyndt med campingvognen. Sprog var ikke nødvendigvis
noget man talte – man kunne også bare gøre det med fagter og grimasser.
Turen gik ned over Rüdesheim, Hameln og Rothenburg. Derfra indover Schweiz og Østrig, uden jeg husker
den nøjagtige rute. Men det var bestemt en oplevelse, hvor vi camperede frit på markerne i bjergene.
Selvfølgelig kom vi også på campingpladser. I Milano besøgte vi en af Fars juletræskunder. Igen kniber det
med hukommelsen, men vi kaldte ham altid ”Frutti, Verdura, Agrumi”. Vi fik en hel kasse ferskner med.
Dengang var det vel vores livs ferierejse, men eftertiden viste noget ganske andet.
Camping Melano
Bjergcamping
Tove og jeg ved Lugano-søen
Tøjvask i floden inn
Sommersne i bjergene Tove og geden
Ferskner Gletcher i Schweiz Vi var også på toppen
Mekanikerlærling
Efter tiden i Daugård og hjælp til min far med hans juletræseksport, kom
jeg i voksenlære som mekaniker i Søndergade, i gården hvor min far havde
lejet en garage. Sønderbro’s Autoværksted ved Poul Jørgensen. Når alt
kommer til alt var det jo nok det jeg helst ville. At dette skridt skulle få
endegyldig indflydelse på resten af mit liv, kunne jeg slet ikke forestille mig
på daværende tidspunkt.
Jeg lærte selvfølgelig faget med stort set alt beslægtet – både mekanisk og
karosseriarbejde.
To ting som fik stor betydning senere, var at Poul Jørgensen indgik aftale
med importøren af TRABANT od WARTBURG om eneforhandling i Vejle og
at campingfirmaet CAMPI i Vinding, holdt os beskæftiget med en del
arbejde på nye campingvogne som man importerede fra England.
Arbejdet på campingvognene af mærket Thomson, bestod i at flytte de
forreste lygter, samt justere bremser etc. I forbindelse med dette arbejde
blev vi involveret i at montere campingvognstræk på personbiler for
samme firma. Denne opgave blev vi nærmest ekspert i og især mig, idet
jeg senere skulle komme til at montere hundredvis af disse anordninger.
Bilforhandlingen medførte at jeg kom på kursus i Eisenach i Østtyskland. Jeg ved ikke hvor meget kursus der
var i det, men det var i hvert fald en oplevelse at komme til Østtyskland på det tidspunkt. En lille pudsig
hændelse i Søndergade, var at Olaf Haahr dengang var en ”fars søn”, kørende i en Renault sportsvogn. Han
kom en dag blæsende ned i gården, ”om vi kunne reparere hans fars Ford Fairline”. Han kom med vognen
og sagde at den rystede kraftigt jo stærkere man kørte. Nu fik jeg opgaven og var sådan set ikke i tvivl om
fejlen – det defekt kardankryds. Et par timer incl. at hente delen oppe hos Ford på Horsensvej hvor jeg blev
betjent af Helga – senere Johannes’ (Bredal Maskinfabrik) kone. Da jeg var færdig med reparationen siger
Olaf – ”hop ind, så ser vi om det har hjulpet”. Fuld fart – ned ad Sønderbro og op ad Kiddesvej mod møllen
med 120 km. i timen. DEN VAR I ORDEN.
En mekanikerlærling skulle jo have sit eget køretøj. Det første jeg fik var en billig knallert, som jeg købte af
en autoforhandler vi arbejdede for. Jeg skilte den fuldstændig ad og renoverede den. (se den udenfor
døren på ovenstående billede). Da jeg var færdig med arbejdet, kom forhandleren og medddelte mig at han
måtte have knallerten igen, da det viste sig at den var stjålet. Nå – jeg mener da han gav mig en vis
kompensation for det arbejde jeg havde udført. Ham der fik sin knallert igen har grint godt i skægget, han
kunne jo ikke gøre for at den var blevet renoveret.
NÅ, - men så måtte jeg jo have bil. Jeg fandt en gammel BMW ?38, som jeg
samlede op og gjorde fin og malede den grøn. Det var en fin bil som var teknisk
fremskreden. Fin sekscylindret motor, centralsmøring, tandstangsstyring og de
fineste store selvjusterende bremser – den kørte faktisk som en drøm.
Så langt så godt. – Værkstedet blev flyttet om i Stormgade i nogle gamle
garagebygninger, hvor vi fik indrettet en grav, specielt designet til at montere
træk på biler, et lille udstillingslokale til de nye biler – der var plads til 3.
Det var åbenbart rygtedes at vi var specialister i den øvelse der hed montering
af træk, for nu meldte Isabella sig også med disse opgaver. Der var to personer i spil fra de to firmaer, den
ene var Preben Errendal hos Campi, (Østergaard) og den anden var Mogens Arens fra Isabella. (Søren
Odgaard). De to firmaer kæmpede åbenbart om at ansætte mig og det endte med at jeg ca. 1. marts 1964
kom til Isabella.
Tove og mig
Vi blev gift d. 29 juli 1961 efter jeg i 1968 på nytårsaften, i Trædballehus havde friet til hende. Trædballe
hus brændte senere ned til Grunden. Et andet sted vi havde frekventeret – Ulvehave Badehotel, brændte
kommunen derefter ned. Men vi er da i skrivende stund stadig gift.
Da vi havde besluttet os for at gifte os, søgte vi en lejlighed. Det var ikke sådan at
få dengang. Men vi fik en på hånden, men kunne ikke leje den hvis vi ikke var
gift. Vi gik til pastor Erlandsen ved Vor Frelser kirke med vores ærinde. ”Vi havde
fået en lejlighed på hånden og nu ville vi gerne giftes” – det blev han meget
fortørnet over . man giftede sig da ikke for at få en lejlighed. Nu ville skæbnen at
han var optaget andetsteds den dag vi skulle giftes, så det blev en ung
hjælpepræst. Han var noget mere forstående overfor vores motiver, - han havde
selv gjort det samme i Kbh. da han læste.
Så blev vi gift med al den pomp og pragt som Gitte og Vagn kunne præstere. Der
blev lejet et elementhus, som blev stillet op i haven i Sellerup. Derefter kunne vi
så slå os ned i vores nye lille lejlighed på 3 sal som vi ordnede med flotte farver.
Så blev det hverdag.
Jeg havde mit lærlingejob hos mekanikeren og Tove sit job hos min mor.
Tove havde et ønske om at blive selvstændig og desformedels et lån i Andelsbanken på 2400 kr. fik vi
etableret en lille salon på dæmningen 46. Hun startede op i januar 1962 da hun var 3 mdr. henne med sit
første barn. Nu gik det så slag i slag – Tove friserede og fik efterhånden en god del kunder, medens jeg sled
i det hos Poul Jørgensen. Den 14 juli 1962 nedkom Tove så med vores første barn – Anette. Det var en
fredag og hun kom træt hjem om aftenen ved 20-21 tiden. Så ordnede hun lige fødslen og tog så 3 ugers
barselsorlov. I starten fik hun stor hjælp af sin mor, der passede Anette. Senere fik
vi en pige (Lis), der passede Anette hjemme på Nørrebrogade til hun var omkring
et år. Herefter kom Anette i dagpleje på Nørremarken.
Og så arbejdede vi videre – det gik godt for Tove og jeg fik jo 130 kr. om ugen som voksenlærling. Tove
tjente så meget at min lønningspose blev smidt over bag radioen (se forrige billeder med herofonradio).
I løbet af det næste par år blev det så til en god andel til en byggegrund.
Selv om man var voksenlærling, skulle man på teknisk skole 3 uger om året, sammenlagt i 9 uger. Der blev
aldrig tid til 3 uger om året, så da vi nåede et tidspunkt hvor det hastede, måtte jeg gå 9 uger i træk på Vejle
Tekniske Skole hver dag fra kl. 8.00 til kl. 14.00. Derefter gik jeg på arbejde mange gange til langt ud på
aftenen. Det forårsagede faktisk at jeg fik stress, ondt ved hjertet og gik til lægen. (Jeg troede sgu at det nu
var slut) Dr. Halling meddelte mig at det var det ikke, men at jeg hørte til den type der kun blev 40 år. Jeg
besluttede at det skulle han ikke bestemme og det gik jo da også meget godt for mig.
Alt dette sidste skete i vinteren 1963-1964. Jeg knoklede mig igennem og kom til svendeprøve og fik mit
svendebrev med prædikatet veludført.
Nu nåede vi så, sidst i februar 1964, til det punkt hvor Campi og Isabella gerne ville have mig ansat i staben.
Jeg var så til samtaler både hos Campi og Isabella. Campi sagde Mig ikke noget, eller de ville ikke give noget
i løn. Jeg var til samtale hos Søren Odgaard selv. Da vi kom til det ømme punkt, lønnen, ville han gerne høre
hvad jeg forestillede mig. Jeg sagde 400 kr om ugen (en ungsvends mekanikerløn var 290 kr. ). Søren
”vendte skråen” og sagde det var ok hvis jeg var det værd. Så det blev Isabella.
Egentlig sluttede mit forhold hos Poul Jørgensen først d. 9. marts, men Jeg havde jo nok ferie til gode så jeg
kunne begynde hos Isabella omkring d. 1 Marts 1964. Oven i ferien havde jeg feriepenge og løn til gode. ca.
10.000 kr. herom senere.
Fortsættes i afsnit 6