Elever og studerende i bevægelse igen?

Transcription

150178 Hans Erik Madsen
Elever og studerende
i bevægelse igen?
Hvorfor? Hvordan? Hvorhen?
En forløbs- og populationsanalyse af de aktive lag i DGS
og PLS i perioden 2002-2003/4
Ph.d.-afhandling
Institut for Sociologi, Socialt Arbejde og Organisation
Aalborg Universitet
2
Forord
En stor tak til alle de mennesker, som har inspireret, opmuntret og hjulpet mig med
denne ph.d. afhandling.
En særlig tak til alle de elevog studenteraktivister, som har taget sig tid til at diskutere
med mig og beskrive, analysere og reflektere på deres erfaringer indenfor som udenfor
elevog studenterbevægelse. Også en stor tak til de to studieorganisationer DGS og
PLS. Uden deres engagement og åbenhed havde denne afhandling ikke set dagens lys.
To studenteraktivister og -ledere skal nævnes specielt, nemlig Rasmus Meyer
Frederiksen og Søren Ekstrand. De har om nogen brugt megen tid på mig og
afhandlingen, og de har, som afhandlingen tog form, læst den og på inspirerende vis
kommenteret dele af den.
I universitetsmiljøet har min vejleder, Preben Horsholt Rasmussen, været utrættelig i
hans løbende diskussioner og kommentarer til mit manuskript og min forskningsproces.
Forskningsgruppen, LEO, har løbende diskuteret og støttet mit arbejde.
Også en stor tak til de to studentermedhjælpere, Peter Kjær, som har transskriberet mine
referater, og Jens Jakob Horsholt, som har foretaget indtastningen, opbygningen og
fremlæggelse af grunddata. Og en stor tak til instituttet for hjælp i slutfasen med at få
afhandlingen layoutet, korrekturlæst og trykt.
Sidst men ikke mindst har Rikke været en uvurderlig støtte i at nå til vejs ende, selvom
hun og vores tre små unger for ofte har oplevet en far, som så lidt slidt ud om
morgenen.
Århus, august 2009.
Hans Erik Madsen
3
4
Indholdsfortegnelse
Kapitel 1
De sociale bevægelser tilbage på scenen igen ................................................................ 12
1. Elev- og studenterbevægelsen ................................................................................ 14
1.1 Elev- og studentermobiliseringer fra 1965 til 2004 .................................................................... 14
1.2 Uddannelsesgrupper og koalitioner i bevægelse 1965-1999 ....................................................... 15
1.3 Uddannelsesgrupper og koalitioner i bevægelse 1999-2005 ....................................................... 18
1.4 DGS og PLS` deltagelse i protester 1999-2005 .......................................................................... 19
2. Den globale antikapitalistiske bevægelse ............................................................... 23
3. Hvorfor bevægelse igen – og hvordan, og med hvilke konsekvenser? .................. 28
4. Ambitioner og relevans .......................................................................................... 30
Kapitel 2
Opbygning af afhandlingen – analysestrategi og design ................................................ 33
1. Analysestrategiens tre faser og centrale elementer................................................. 33
1.1 Litteratur om elevog studenterbevægelsen ............................................................................... 34
1.2 De tre faser .................................................................................................................................. 36
1.3 Hvordan besvares de tre spørgsmål? ........................................................................................... 37
1.4 Valg af og relation mellem teori og empiri ................................................................................. 39
1.5 De forskningsmæssige resultater og niveauer ............................................................................. 41
2. Afhandlingens design kapitel for kapitel ................................................................ 43
2.1 Del 1: Teori, historisk analyse og -litteratur ............................................................................... 43
2.2 Del 2: Empirisk design, metoder og undersøgelse ...................................................................... 52
2.3 Del 3: Konklusion og perspektivering ........................................................................................ 57
Kapitel 3
Elev- og studenterbevægelsen i et historisk teoretisk perspektiv ................................... 63
1. Elev- og studenterbevægelsen og ”nye og gamle” sociale bevægelser .................. 63
1.1 Hvorfor studere sociale bevægelser? .......................................................................................... 63
1.2 Hvad er sociale bevægelser? ....................................................................................................... 65
1.3 Teorien om de nye sociale bevægelser........................................................................................ 70
1.4 Diskussion og kritik af teorien om de nye sociale bevægelser .................................................... 72
1.5 Hvilken bevægelses- og samfundsteori? ..................................................................................... 75
1.6 Klassesamfund og antikapitalistiske traditioner .......................................................................... 77
2. Samfundsteori og struktur-aktør perspektivet ....................................................... 80
2.1 Giddens strukturationsteori ......................................................................................................... 81
5
2.2 Marx`s historiske materialisme ................................................................................................... 85
2.3 Er marxismen deterministisk? ..................................................................................................... 88
2.4 Marxismen – en dialektisk, relativ deterministisk teori .............................................................. 90
3. Klasseteori – hvad handler den om? ....................................................................... 94
3.1 Klassekonflikter afgørende – men hvorfor? ................................................................................ 95
3.2 Klasseteorien og elevog studenterbevægelsen .......................................................................... 96
3.3 Elever og studerende i en ”overgangssituation” ....................................................................... 100
4. Hegemoni og kollektive aktioner – et spørgsmål om magtbalancen .................... 102
4.1 Marx og klassekampen ............................................................................................................. 103
4.2 Gramsci og borgerskabets hegemoni ........................................................................................ 104
4.3 Modstand – en barriere for hegemoniet .................................................................................... 106
4.4 "Good sense" og kollektive aktioner ......................................................................................... 109
4.5 Fra Torino til elevog studenterbevægelsen ............................................................................. 111
5. Fra Marx til en konkret historisk analyse ............................................................. 112
5.1 Struktur og aktør perspektivet i den historiske analyse ............................................................. 113
5.2 Historie, teori og fremstilling .................................................................................................... 116
6. Det historiske samfundsmæssige spor fra 1945 til 2004 – ”det store billede” ..... 117
6.1 Fire begivenheder – 68, 73/74, 89 og 99................................................................................... 117
6.2 De fire "turning points" – fællestræk og forskelle .................................................................... 121
6.3 Politik, økonomi og ideologi – og forbindelseslinjen mellem fortid og nutid .......................... 123
6.4 Klasseforskydningen og reformismens krise ............................................................................ 126
6.5 Borgerskabets revanche – et opgør med ”68”!.......................................................................... 129
6.6 ”68” og i dag - den omvendte dagsorden og situation, men … ................................................ 131
7. Elev- og studenterbevægelsens opståen og udvikling som læreproces fra 1965 til
2004 – ”det lille billede” ........................................................................................... 133
7.1 En ny bevægelse skabes i midt 60’erne .................................................................................... 134
7.2 Traditioner for antikapitalisme som en læreproces ................................................................... 137
7.3 Den første kamp - og lære at cykle fra 1965-88 ........................................................................ 138
7.4 Et kæmpe hul – fra 1989-98 ...................................................................................................... 145
7.5 Nutidens kamp- og lærecykle – 1999-2001 .............................................................................. 148
7.6 Hvorfor modstand – hvad er de utilfredse og vrede over? – en opsamling ............................... 149
8. Den uddannelses- og klassemæssige forandringsproces ...................................... 152
8.1 Elev- og studentermassens sammensætning og udvikling ........................................................ 153
8.2 Den klassemæssige udvikling med fokus på arbejderklassen og middelklassen ...................... 164
8.3 Den uddannelses- og klassemæssige forandringsproces og dens konsekvenser ....................... 170
9. Fra teorier til empiriske data og analyse – en operationalisering ......................... 176
9.1 Hvorfor studere sociale bevægelser og kollektive aktioner?..................................................... 176
9.2 Et bredt empirisk ”svar” på hvorfor i bevægelse ...................................................................... 180
9.3 Populationen - det aktive lag ..................................................................................................... 181
9.4 En teoretisk forståelse af det aktive lag – hvad er lederskab? .................................................. 181
Kapitel 4
Empirisk design og metodeovervejelser ....................................................................... 184
Indledning .................................................................................................................... 184
1. Den empiriske undersøgelses hoveddesign .......................................................... 185
6
1.1 Valg af aktører og organisationer.............................................................................................. 185
1.2 Kontakten til og samarbejdet med DGS og PLS ....................................................................... 186
1.3 Udvælgelse af populationen ...................................................................................................... 187
1.4 Fokus på de kollektive aktioner ................................................................................................ 189
1.5 Undersøgelsesperioden ............................................................................................................. 190
1.6 Parallel forløbs- og populationsanalyse .................................................................................... 191
1.7 Fravalg af informanter og data .................................................................................................. 191
1.8 Hvorfor flere metoder? – hvilke og hvordan? ........................................................................... 192
2. Skriftlig kommunikation og information .............................................................. 193
3. Deltagende observationer ..................................................................................... 194
3.1 Observationstyper ..................................................................................................................... 195
3.2 Observation i praksis................................................................................................................. 196
3.3 Deltagende observationer – en oversigt .................................................................................... 196
3.4 Databidrag – en vurdering......................................................................................................... 197
4. Spørgeskemaundersøgelsen .................................................................................. 198
4.1 Kvantitative data? ..................................................................................................................... 198
4.2 Konstruktion af spørgeskema.................................................................................................... 200
4.3 Populationen og udvælgelse af respondenter ............................................................................ 201
4.4 Spørgsmålstyper og databehandling ......................................................................................... 201
4.5 Fra teori til temaer og spørgsmål .............................................................................................. 203
4.6 Hvilke spørgsmål og hvorfor – en gennemgang af SpSU ......................................................... 204
4.7 Distribution og indsamling........................................................................................................ 210
4.8 Muligheder og begrænsninger i anvendelsen af spørgeskemaer ............................................... 211
5. Interview ............................................................................................................... 213
5. 1 Det kvalitative interview .......................................................................................................... 213
5.2 Interview situationen ................................................................................................................. 215
5.3 Oversigt over interviews og informanter .................................................................................. 216
6. Analyse, fortolkning og rapportering ................................................................... 218
7. Validitet ................................................................................................................ 219
7.1 Transparens ............................................................................................................................... 220
7.2 Validering og forskellige metoder?........................................................................................... 221
7.3 Kommunikativ validitet ............................................................................................................ 222
7.4 Validitet, teori og empiri ........................................................................................................... 223
Kapitel 5
En forløbs- og populationsanalyse af det aktive lag i DGS i perioden juli 2002 til
årsskiftet 2003/2004 ..................................................................................................... 226
1. DGS – i forandring, men hvorfor?........................................................................ 227
1.1 Ny formålsparagraf ................................................................................................................... 227
1.2 Hvorfor bevægelse – det aktive lags forklaring ........................................................................ 231
2. DGS, det aktive lag og kollektive aktioner - et signalement ................................ 235
2.1 DGS, det aktive lag og basis ..................................................................................................... 236
2.2 Organisationens opbygning og struktur ................................................................................... 237
2.3 Organisationens arbejdsprogram .............................................................................................. 238
2.4 Forberedelse, gennemførelse og opsamling på de kollektive aktioner – en oversigt ............... 239
2.5 En to-strenget strategi – parlamentarisk og udenomsparlamentarisk arbejde ........................... 241
7
3. Det aktives lag og basis – et signalement ............................................................. 242
3.1 Det aktive lag - et signalement .................................................................................................. 243
3.2 Det aktive lag og ”skolerne” – en sammenligning ................................................................... 244
4. Det aktive lags sociale og politiske rødder ........................................................... 246
4.1 Højeste uddannelse i familien .................................................................................................. 246
4.2 Politisk kulturel baggrund ......................................................................................................... 247
4.3 Det aktive lag og basis – stor forskel, hvorfor?......................................................................... 250
4.4 Den geografiske ”arvs” betydning ............................................................................................ 252
4.5 Den kønsmæssige ”arvs” betydning.......................................................................................... 252
5. De kollektive aktioner .......................................................................................... 252
5.1 National aktionsdag 5. september 2002 .................................................................................... 253
5.2 National aktionsdag 10. september 2003 .................................................................................. 261
5.3 Hvorfor nationale strejker – og hvordan? ................................................................................. 267
5.4 Besættelsesstrejkerne i efteråret 2003 – en kronologi ............................................................... 271
5.5 Besættelsesstrejkerne i efteråret 2003 – stemningsbilleder ....................................................... 275
5.6 Hvorfor besættelsesstrejkerne – og hvordan? ........................................................................... 281
5.7 Hvad mener de om kollektive aktioner – og hvad lærer de? ..................................................... 284
5.8 Kollektive aktioner, det aktive lag og basis .............................................................................. 290
5.9 ”Parlament eller aktioner” – en opsamlende vurdering............................................................. 293
6. Antikrigs- og antiglobaliseringsbevægelsen ......................................................... 294
6.1 Gymnasieelever mod krig ......................................................................................................... 295
6.2 Antikrigsbevægelsen og elevog studenterbevægelsen ............................................................ 296
6.3 Antikrigsbevægelsen – og holdninger målt på ”stemme” ........................................................ 299
6.4 Antikrigsbevægelsen – og handlinger og holdninger målt ”bredt” ........................................... 301
6.5 Antikrigsbevægelsen – og ”røde handlinger og holdninger” .................................................... 302
7. Politisk organisering ............................................................................................. 304
7.1 Gymnasieelever og politisk organisering .................................................................................. 305
7.2 Parti og bevægelse – og geografi .............................................................................................. 306
7.3 Parti og bevægelse – og holdninger .......................................................................................... 307
7.4 Venstrefløjen og elevog studenterbevægelsen ........................................................................ 308
8. Det aktive lags holdninger – et miks af ”snævre” og ”brede” .............................. 310
8.1 Holdninger til uddannelsespolitik - de snævre spørgsmål......................................................... 310
8.2 Holdninger til klasser, samfund, globalisering mv. – de brede spørgsmål ................................ 316
8.2.2 Råd til velfærd? .................................................................................................................. 320
8.2.3 Indvandrere og flygtninge .................................................................................................. 326
8.2.4 Demokrati og indflydelse ................................................................................................... 327
8.2.5 Globalisering, internationale institutioner og krig .............................................................. 330
9. Forskellige strømninger i det aktive lag – og i basis ............................................ 337
9.1 TR-laget og bestyrelsen – hvad skiller ...................................................................................... 337
9.2 Tre strømninger – en revolutionær, en reformistisk og en borgerlig......................................... 339
10. Det aktive lag – en diskussion af taktik og strategi ............................................ 341
10.1 Er DGS for venstreorienteret?................................................................................................. 342
”skolerne” .................................................................................................................................... 342
10.2 Strategi .................................................................................................................................... 345
10.3 Taktik og politisering .............................................................................................................. 346
10.4 Politik og organisation – elevrådene, det aktive lag og basis .................................................. 359
11. Hvad har DGS opnået – materielt, politisk, organisationsmæssigt .................... 369
11.1 Materielt fagligt ...................................................................................................................... 369
8
11.2 Politisk udvikling .................................................................................................................... 372
11.3 Fremtidig aktivitet ................................................................................................................... 376
11.4 Organisations status ................................................................................................................ 378
Kapitel 6
En forløbs- og populationsanalyse af det aktive lag i PLS i perioden juli 2002 til
årsskiftet 2003/2004 ..................................................................................................... 381
Indledning ..................................................................................................................... 381
1. PLS i forandring – men hvorfor? .......................................................................... 382
1.1 Fokus og forandring ................................................................................................................. 382
1.2 Hvorfor bevægelse – det aktive lags forklaring ........................................................................ 383
Politik, samfund og uddannelse – en opsamling på hvorfor i bevægelse .................................... 385
2. PLS, det aktive lag og kollektive aktioner - et signalement ................................. 387
2.1 PLS, det aktive lag og basis ...................................................................................................... 387
2.2 Organisationens opbygning og struktur .................................................................................... 390
2.3 Organisationens arbejdsprogram .............................................................................................. 392
2.4 De kollektive aktioners placering.............................................................................................. 393
2.5 Parlamentarisk og udenomsparlamentarisk arbejde? ................................................................ 394
2.6 Hvorfor medlem af PLS ............................................................................................................ 395
3. Det aktive lag og basis - et signalement ............................................................... 396
3.1 Det aktive lag – et signalement ................................................................................................. 396
3.2 Det aktive lag og ”seminarierne” – en sammenligning ............................................................. 397
4. Det aktive lags sociale og politiske rødder ........................................................... 399
4.1 Højeste uddannelse i familien ................................................................................................... 399
4.2 Politisk kulturel baggrund ......................................................................................................... 400
4.3 Et ”generationsperspektiv” ....................................................................................................... 400
5. De kollektive aktioner .......................................................................................... 401
5.1 Pædagogstrejker, PLS og de pædagogstuderende ..................................................................... 402
5.2 Aktionsdagen 26. september 2002 ............................................................................................ 404
5.3 Hvad mener de om kollektive aktioner - og hvad lærer de? ..................................................... 409
5.4 Kollektive aktioner, det aktive lag og basis .............................................................................. 414
6. Antikrigs- og antiglobaliseringsbevægelsen ......................................................... 415
6.1 PLS og bevægelsen mod globalisering oppe fra ....................................................................... 416
6.2 PLS og pædagogstuderende mod krig....................................................................................... 417
6.3 De to bevægelser – inspiration udefra ....................................................................................... 419
7. Politisk organisering ............................................................................................. 420
7.1 Pædagogstuderende og politiske organisering .......................................................................... 420
7.2 Partiorganisering, PLS og andre bevægelser............................................................................. 421
7.3 Venstrefløjen og PLS ................................................................................................................ 422
8. Det aktive lags holdninger – et miks af ”snævre” og ”brede” .............................. 424
8.1 Holdninger til uddannelsespolitik - de snævre spørgsmål ........................................................ 424
8.2 Holdninger til klasser, samfund, globalisering mv.– de brede spørgsmål ................................ 425
8.2.1 Klasser og klassekamp ....................................................................................................... 425
8.2.2 Råd til velfærd .................................................................................................................... 426
9
8.2.3 Indvandrere og flygtninge .................................................................................................. 427
8.2.4 Demokrati og indflydelse ................................................................................................... 427
8.2.5 Globalisering, internationale institutioner og krig .............................................................. 428
9. Forskellige strømninger i det aktive – og i basis .................................................. 428
9.1 TR-laget og bestyrelsen – hvad skiller? .................................................................................... 429
9.2 Tre strømninger i det aktive lag – og i basis ............................................................................. 430
10. Det aktive lag – en diskussion af taktik og strategi ............................................ 431
10.1 Strategi .................................................................................................................................... 431
10.2 Taktik og politisering .............................................................................................................. 432
10.3 Politik og organisation – råd/bestyrelser, det aktive lag og basis............................................ 435
11. Hvad har PLS opnået – materielt, politisk, organisationsog samfundsmæssigt441
11.1 Materielt fagligt ...................................................................................................................... 441
11.2 Politiske udvikling .................................................................................................................. 442
11.3 Fremtidig aktivitet ................................................................................................................... 444
Kapitel 7
Konklusion og perspektivering ..................................................................................... 448
(Del 1)
Hvorfor og hvordan i bevægelse? – en empirisk og teoretisk baseret konklusion ... 449
1. Hvorfor i bevægelse? – en aktør- og strukturbaseret konklusion ......................... 449
1.1 Hvorfor i bevægelse – hvad siger de unge selv? ....................................................................... 450
1.2 Nyliberalisme og ny imperialisme – afsættet for utilfredsheden............................................... 450
1.3 De herskende kan ikke og de beherskede vil ikke – fra utilfredshed til handling ..................... 451
2. Hvordan i bevægelse? – en empirisk aktørbaseret konklusion............................. 452
2.1 Hvordan i bevægelse – fem delkonklusioner ............................................................................ 453
2.2 Fælles handlings- og holdningsmæssige grundopfattelser i de aktive lag................................. 454
(Del 2) ....................................................................................................................... 456
Hvorfor og hvordan i bevægelse? – en aktørbaseret forklaringsmodel .................... 456
3. Opsvingspiralen, de fire faktorers betydning - og de aktive lags rolle heri.......... 457
3.1 En forklaringsmodel – centrale faktorer i opsvingspiralen ....................................................... 457
3.2 De kollektive aktioners betydning i opsvingspiralen – og de aktive lag rolle heri.................... 458
3.3 Antikrigsbevægelsens betydning i opsvingspiralen – og de aktive lags rolle heri. ................... 464
3.4 Venstrefløjens betydning i opsvingspiralen – og de aktive lags rolle heri ............................... 468
3.5 Politikken og lederskabets betydning i opsvingspiralen – og de aktive lags rolle heri ............. 471
3.6 En diskussion af de fire faktorers betydning i perioden 1999-2004 – og et tilbageblik på
perioden 1989-99 ............................................................................................................................ 474
3.7 Opsvingspiraler og struktur-aktør perspektivet ......................................................................... 478
(Del 3) ....................................................................................................................... 480
Nye indsigter – arbejderklassesporet og forbindelsen mellem fortid og nutid ......... 480
4. Når elever, studerende og arbejdere strejker og organiserer sig – fællestræk,
forskelle og perspektiver .......................................................................................... 481
4.1 Elev- og studenterbevægelse – ”indenfor” eller ”udenfor” traditionerne for antikapitalisme ... 481
4.2 De to bevægelser ....................................................................................................................... 484
10
4.3 De lærer af arbejderklassen - regler og sprog under strejker..................................................... 486
4.4 Forskellige typer strejker .......................................................................................................... 488
4.5 Fag- og studenterbureaukratiet og kollektive aktioner .............................................................. 490
4.6 Studenter og parlament ............................................................................................................. 494
4.7 Elever og studenter i orkanens øje ............................................................................................ 495
4.8 Studenter og reformisme ........................................................................................................... 496
4.9 Læreprocesser og bevægelse igen – en opsamling.................................................................... 497
5. Kollektive aktioner, bevidsthed og klassetilhørsforhold ...................................... 497
5.1 En tolkning af de aktive lags ”klasseteori” ............................................................................... 498
5.2 Kollektive aktioner og klassetilhørsforhold .............................................................................. 500
6. Forbindelsen mellem ”fortid og nutid” – overførsel og fornyelse af traditioner og
strukturer ................................................................................................................... 503
6.1 Den objektive og subjektive klasseforskydning fra 60’erne til i dag ........................................ 504
6.2 Et generationsdialektisk perspektiv ”hen over spisebordet” ..................................................... 507
7. Elev- og studenterbevægelsen - en ny og ung bevægelse i ”gammel optik” ........ 513
7.1 Nye og gamle sociale bevægelser ............................................................................................. 514
7.2 En ung og ny bevægelse i gammel optik – et signalement ....................................................... 520
(Del 4) ....................................................................................................................... 526
Hvad har de opnået – og hvor er de på vej hen?....................................................... 526
8. Bevægelsens resultater og retning ........................................................................ 526
Interviewguides – en oversigt ....................................................................................... 530
DGS .......................................................................................................................... 531
PLS ........................................................................................................................... 544
Summary....................................................................................................................... 550
Litteraturliste ................................................................................................................ 554
11
Kapitel 1
De sociale bevægelser tilbage på scenen igen
To iøjnefaldende og samtidige opsving indenfor to vidt forskellige sociale bevægelser,
som finder sted fra og med 1999, er afsættet for denne afhandling.
De to sociale bevægelser er dels dele af elevog studenterbevægelsen herhjemme og
dels den nye globale antikapitalistiske bevægelse (DGAB).
Afhandlingens absolutte fokus er elevog studenterbevægelsen herhjemme – og helt
konkret studieorganisationerne DGS (Danske Gymnasieelevers Sammenslutning) og
PLS (Pædagogstuderendes Landssammenslutning). Men begrundelsen for også at
medtage det internationale perspektiv og DGAB er 1) at de to bevægelser – hvor
forskellige de end er mht. til størrelse, aktører, krav, aktiviteter, organisation mv. – på
mange måder tager afsæt i den samme samfundsmæssige udvikling og situation, nemlig
den øgede globaliserede markedsgørelse af flere og flere samfundsmæssige områder, og
2) at de to bevægelser både inspirerer hverandre og er udtryk for en og samme
bevægelse forstået på den måde, at DGAB består af en lang række sociale
delbevægelser, netværk og organisationer – gamle som nye fra fagforeninger, elevog
studenterorganisationer, miljøbevægelser, menneskerettighedsorganisationer, NGO’ere,
antiglobaliseringsbevægelser som Attac (Association pour la Taxation des Transactions
financières pour l’Aide aux Citoyens) etc. Det er i denne kontekst at sammenhængen
mellem den hjemlige elevog studenterbevægelse og DGAB inddrages og diskuteres.
Hverken den hjemlige elevog studenterbevægelse eller DGAB er homogene bevægelser, men snarere heterogene bevægelser, som er opstået som et resultat af historisk
12
specifikke omstændigheder, hvor organisationer, netværk og enkeltsags bevægelser på
et givent tidspunkt finder sammen på tværs af de forskellige områder og manifesterer
sig i bredere bevægelser. For dele af elevog studenterbevægelsen herhjemme
manifesteres det i etableringen af paraplyorganisationer, som sideløbende med de
enkelte elevog studenterorganisationer aktiviteters indenfor deres respektive
uddannelsesområder samler elever og studerende i fælles politiske kampagner for en
anden uddannelsespolitik, og for DGAB`s vedkommende i, at magtelitens topmøder WTO, Verdensbanken, G-8, EU-topmøder etc. - bliver det fokus, som samler vidt
forskellige organisationer, bevægelser og netværk i fælles koalitioner og politiske
kampagner, og som synliggør, at en ny social og global bevægelse – DGAB – er under
opbygning.
Elev- og studenterbevægelsen herhjemme er som social bevægelse på mange måder en
parallel til fagbevægelsen, karakteriseret ved at den organiserer og forsvarer de
uddannelsessøgendes materielle og uddannelsespolitiske interesser, og i den forstand
repræsenterer den en bestemt samfundsgruppes interesser.
DGAB er som social bevægelse karakteriseret ved, at den på tværs af forskellige
samfundsmæssige grupper (arbejdere, studerende, intellektuelle, etniske minoriteter) og
sagsområder (menneskerettigheder, miljø, fred) på globalt plan samler og forener disse
ud fra et fælles udgangspunkt – kampen mod markedsgørelse, udbytning og undertrykkelse – og gennemfører politiske kampagner nationalt som globalt, hvor organisationsformen er ”løs”, uformel og græsrodsagtig, baseret på internetkommunikation og
til stadighed under forandring.
For begge bevægelser, som for alvor manifesterer sig i 1999, og synliggør, at noget nyt
er i gære, får begivenhederne to år senere, den 11. september 2001, afgørende
indflydelse på disse bevægelsers videre udvikling. Indtil da havde begge bevægelsers
afsæt været en reaktion mod den øgede markedsgørelse – mod konsekvenserne af den
økonomiske globalisering. Men efter den 11. september bliver de to bevægelser
konfronteret med spørgsmålet om den politiske globalisering og ”krig som politikkens
fortsættelse med andre midler”, nemlig spørgsmålet om ”krigen mod terror” og den
USA ledede krig mod Irak.
13
Denne udvikling, som resulterer i, at der såvel herhjemme som internationalt set vokser
en antikrigsbevægelse frem, kommer til at spille en afgørende rolle for denne afhandlings fokus – den hjemlige elevog studenterbevægelses udvikling efter 2001. Den
hjemlige og den internationale udvikling rykker efter den 11. september 2001 meget
tættere sammen – en udvikling som forstærkes af regeringsskiftet den 20. november
2001, som betyder, at det politiske klima polariseres gennem den nye borgerlige
regeringens målsætning og reformtiltag om mere marked og mere konkurrence,
samtidig med at regeringen tilslutter sig den internationale dagsorden om ”kampen mod
terror” og den USA ledede krig i Irak.
1. Elev- og studenterbevægelsen
1.1 Elev- og studentermobiliseringer fra 1965 til 2004
En af de måder som dette opsving og skift kan registreres og dokumenteres på er ved at
se på udviklingen i antallet af demonstrationsdeltagere indenfor uddannelsesområdet set
over perioden fra elevog studenterbevægelsens start fra midt 60’erne til i dag.1
Følgende figur 1 beskriver udviklingen i antal deltagere i uddannelsesdemonstrationer
herhjemme fra 1965 til 2004.2
1
Styrken ved at måle og dokumentere ud fra demonstrations tallene er, at der kan foretages nogle historiske sammenligninger, som er relativ simple, men alligevel forholdsvis pålidelige – tallene kan illustrere
nogle hovedtendenser for bevægelsens udvikling mv. I kapitel 3, afsnit 7 udfoldes og underbygges
ovenstående tendens i en mere udførlig beskrivelse af elevog studenterbevægelsens udvikling fra 1965
til i dag.
2
Figuren bygger hovedsageligt på datamateriale fra to artikler af Knud Holt Nielsen: 1) Nielsen, Knud
Holt: Skoleelever i aktion, s. 97-129, se side 118, i Gritt Bykilde, Når unge udfordrer demokratiet,
Roskilde Universitetsforlag, 2000 og 2) artiklen ”Uddannelsesprotester i Danmark efter 1960”, i Leksikon
for det 21. århundrede, se http://www.leksikon.org/art.php?n=4994. (15.07.06), hvor registreringen af
uddannelsesprotester er baseret på tal fra dagspressen.
Demonstrationstallene fra 2003 og 2004 er delvist egne tal, som supplerer og udbygger Knud Holt
Nielsens tal.
Grafens tal viser – ifølge Knud Holt Nielsen – for det første”.. aktioner organiseret af DGS, LAK
(Landsorganisationen af kursister), LOE (Landsorganisationen af elever), DUS (De Uddannelsessøgendes
Samarbejdsudvalg) og fælles initiativer… Når der er flere demonstrationer det samme år eller i
forbindelse med en bestemt kampagne, så viser kurven det samlede antal inklusive gengangere.” For det
andet først og fremmest aktionerne indenfor folkeskoleområdet og på ungdomsuddannelserne – og her
fortrinsvis indenfor gymnasium og HF området. Men aktionerne medregner også de aktioner som fandt
sted indenfor de lærer- og pædagogstuderendes område i 70’erne – vel og mærke de aktioner, som blev
organiseret i DUS regi, og som de to studentergruppers studieorganisationer var en del af.
14
Figur 1:
Deltagere i uddannelsesdemonstrationer fra 1965-2004
demonstranter
120000
100000
80000
60000
40000
20000
2003
2001
1999
1997
1995
1993
1991
1989
1987
1985
1983
1981
1979
1977
1975
1973
1971
1969
1967
1965
0
demonstranter
Som det fremgår af figuren over udviklingen i elevog studenterbevægelsens masseprotester, havde bevægelsen sit klare protestmæssige højdepunkt i perioden fra 1974 til
1988, for herefter at falde drastisk omkring murens fald i 1989 og op gennem 90’erne.
Først i 1999 manifesterer elevog studenterbevægelsen sig igen som en samlet og
synlig bevægelse igennem NU ER DET NOK- kampagnen. I 2003-2004 når antallet af
deltagere i uddannelsesdemonstrationer op på niveauet fra 1974-1988.
1.2 Uddannelsesgrupper og koalitioner i bevægelse 1965-1999
I figurerne 2, 3, 4 og 5 opridses hvilke uddannelsesgrupper og ”koalitioner”, som dominerede og stod bag demonstrationerne i perioden fra 1965-1999.3
3
Se artiklen ”Uddannelsesprotester i Danmark efter 1960”, i Leksikon for det 21. århundrede,
http://www.leksikon.org/art.php?n=4994. (15.07.06)
15
Figur 2:
Figur 3:
16
Figur 4:
I perioden 1973-1976 var det først og fremmest gymnasie- og HF eleverne, som aktionerede. Aktioner som enten blev organiseret af DGS og LAK eller af DUS, der var
domineret af gymnasie- og HF-elever. Fra 1977 til 1982 er det folkeskoleelever som
dominerer aktionsbilledet.
Fra 1982 til 1987 er det igen gymnasie- og HF-eleverne, som dominerer, hvorimod den
sidste ”store” mobilisering i 80’erne, i 1988, arrangeres af DUS, hvor gymnasie- og HFeleverne uden tvivl i kraft af DGS og LAKs rolle og størrelse har fyldt mest, men hvor
fx de pædagogstuderende også var massivt til stede.
I 90’erne er der fortsat aktioner indenfor gymnasie- og HF-området, men de er få og
små sammenlignet med 70’ernes og 80’ernes. Inden for folkeskoleområdet er
aktionerne i 90’erne både væsentlig mindre end i 70’erne, og samtidig er de aktioner der
finder sted ikke landsdækkende men koncentreret om Københavnsområdet og
organiseret af Københavns Fælleselevråd (KFE).
17
1.3 Uddannelsesgrupper og koalitioner i bevægelse 1999-2005
Hvis vi kigger på hvilke elevog studenterorganisationer og koalitioner, som har deltaget og organiseret protesterne i perioden 1999 til 2005, tegner der sig følgende billede4:
Figur 5:
Deltagelse i uddannelsesdemonstrationer efter 1995, fordelt på områder/organisationer ifølge avisdatabasen.
NU ER DET NOK–bevægelsen opstod som en reaktion på såvel konkrete forringelser
som den mere generelle nyliberalistiske dagsorden, hvilket også skinnede igennem i de
krav, der blev rejst: mere indflydelse og demokrati, studerende ind under arbejdsmiljøloven, fastholdelse af kvote 2, uddannelse for livet ikke erhvervslivet, uddannelsestænkning og ikke finanslovsstyring af uddannelserne.5 For første gang i 10 år lykkedes det at
samle uddannelsesorganisationer, elever og studerende til fælles demonstrationer,
uddannelseskonferencer og protester. Bevægelsen blev landsdækkende og samlede op
mod 10.000 til demonstrationer i de større byer. PLS var absolut ledende i opstarten og
4
http://www.leksikon.org/art.php?n=4994
Madsen, Hans Erik: 10 år der gjorde en forskel. PLS 10 år. Historien om en studenterfagforening. PLS
forlag, København, 2002, s. 74-95
5
18
organiseringen af bevægelsen, og bevægelsen blev på mange måder startskuddet til
bevægelse igen blandt elever og studerende.
Danmarks Råstof, der blev dannet i januar 2001 på initiativ fra DGS, som et nyt fælles
samarbejde for uddannelsesorganisationerne, stod bag den første samlede protestdemonstration mod den borgerlige regerings nedskæringspolitik på uddannelsesområdet
den 7. februar 2002, hvor ca. 15.000 demonstrerede på landsplan – hovedsagelig
gymnasieelever, kursister og pædagogstuderende. Samme initiativ bakkede også op bag
fagbevægelsens protestdemonstration mod de nye dagpengeregler 20. marts 2002, hvor
20.000 deltog – heraf et mindretal af elever og studerende.6 Endelig arrangerede
Råstofinitiativet ved folketingets åbning i 2002 en protestdemonstration, som samlede
15.000 på landsplan.
Stop Nu bevægelsen arrangerede i efteråret 2004 en storstilet kampagne, hvor en
konference i KB-hallen samlede 2500 aktivister fra landets folkeskoler, gymnasier, HFcentre, erhvervsskoler, pædagogseminarier, og universiteter, hvor især folkeskoleelever
og gymnasieelever fyldte godt op. Op til demonstrationen 5. oktober 2004, hvor 60.000
deltog på landsplan, blev 58 folkeskoler, gymnasier og erhvervsskoler besat en dags tid.
Bevægelsen fortsatte en offentlig polemik med undervisningsministeren om regeringens
nedskæringer og arrangerede op til folketingsvalget ungdommens valg på en lang række
uddannelsessteder7.
1.4 DGS og PLS` deltagelse i protester 1999-2005
DGS og PLS har været de toneangivende organisationer i etableringen af disse koalitioner og store aktionsdage. Indenfor DGS og gymnasieområdet har perioden fra 2001
til 2005 betydet et markant opsving i masseaktioner, demonstrationer og en styrkelse af
organisationen DGS. I såvel 2002 og 2003 blev der gennemført én-dags proteststrejker
og demonstrationer, hvor ca. 40.000 af de 60.000 gymnasieelever nedlagde undervisningen fra en dag og ned til nogle timer, og hvor op til 15.000 deltog i demonstrationer. I
efteråret 2003 blev de fleste københavnske gymnasier besat over en to-ugers periode,
6
Denne demonstration er ikke medregnet i figur 1, da den går ud over en snæver
uddannelsesdemonstration
7
Ungdommens valg – stem uddannelse, se http://ungdomsvalg.dk/ ( 01.01.05)
19
som resulterede i at borgerrepræsentationen trak de bebudede besparelser på gymnasieområdet tilbage. Som nævnt tidligere deltog gymnasieeleverne også massivt i den store
Stop Nu demonstration i 2004, og ”besættelsesbølgen” op til denne. Samtidig har DGS i
perioden øget såvel sit medlemstal (antal medlemsskoler) som oplevet en markant vækst
i antal deltagere såvel i det lokale DGS arbejde som i de landsdækkende aktiviteter
(årsmøder, elevkonferencer mv.)
Indenfor PLS og de pædagogstuderendes område har der, udover NU ER DET NOK –
bevægelsen, været omfattende solidaritetsmarkeringer og strejker i perioden 2001-20028
i form af en landsdækkende protestaktion mod de kommunale nedskæringer, samtidig
med at mange pædagogstuderende under deres praktikperioder har deltaget i de protester og overenskomststridige strejker, som deres uddannede kollegaer har gennemført
i et forsøg på at stoppe eller mindske de kommunale nedskæringer på ikke mindst
daginstitutionsområdet.
Aktionsindholdet i den undersøgte periode har i sammenligning med perioden fra 1988
til 1999 været imponerende og spændt over en bred vifte af såvel krav med fokus på
især uddannelsespolitiske spørgsmål i relation til primært de amtslige og kommunale
nedskæringer, men også omfattet bredere samfundsmæssige spørgsmål – især i
forbindelse med ”optakten til krigen i Irak” og fremkomsten af anti-krigsbevægelsen,
som mange uddannelsessøgende deltog aktivt i under de mange demonstrationer og i de
lokale netværk og anti-krigsgrupper.
Men perioden har også omfattet et øget samarbejde mellem elevog studenterbevægelsen og først og fremmest fagbevægelsen. Udover den fælles demonstration den
20. marts 2002 gennemførte de ”to bevægelser” en fælles landsdækkende demonstrationsdag den 11. december 2003, som for fagbevægelsens vedkommende blev
arrangeret af en række storbys LO’ere. Koblingen mellem de ”to bevægelser” var de
manglende praktikpladser for eleverne på erhvervsskolerne, hvor kritikken af regeringen
og arbejdsgiverne på dette område var central, og elevog studenterbevægelsens egne
krav om ”ikke flere en 28 i klasserne”, nej til brugerbetaling etc.
8
Madsen, Hans Erik: 10 år…: op. cit, s. 96-116
20
Samlet set tegner der sig et billede af en elevog studenterbevægelse, hvor demonstrations-niveauet siden 1999, og markant og konstant siden 2002 har været for
opadgående, og markant har adskilt sig fra perioden 1989-98, og med Stop Nu bevægelsen nærmer sig niveauet på demonstrationerne fra 1975 og frem til sidst i 80’erne. Og
samtidig peger meget mod, at nutidens elevog studenterbevægelse har samlet sig og
har knyttet bånd såvel til unge på erhvervsuddannelserne som til fagbevægelsen.9
Aktionsmæssigt ser vi en ”bevægelse”, som bruger strejkevåbnet – de nedlægger undervisningen, og organiserer aktiviteter som pressearbejde, debatter, bannermaling, demonstrationer mv. Initiativet til at protestere kommer såvel fra græsrødderne – fra skolerne,
gymnasier og seminarier, som fra organisationernes ledelse og koalitionssamarbejde.
Græsrødderne og spontaniteten har i nogle af protestbølgerne været altafgørende – fx
under besættelserne af de københavnske gymnasier i efteråret 2003.
Politisk ser vi en elevog studenterbevægelse, som er i strid modvind med sine uddannelsespolitiske synspunkter om lighed, kritisk undervisning, projektorienteret undervisning, afskaffelse af eksamener, nej til brugerbetaling etc. i en tid, hvor den uddannelsespolitiske diskurs er nyliberalismens mantra om markedsgørelse af uddannelsessystemet,
om effektivitet, konkurrence og elite, hvor erhvervslivet har fået en central indflydelse
på styring og indhold af uddannelserne.10
Meget kunne tyde på, at det netop er på grund af denne uddannelses- og samfundspolitiske virkelighed – nationalt som internationalt – at elevog studenterbevægelsen i
stigende grad igen har taget udenomsparlamentariske midler i brug for at fremme deres
krav. Ud fra en erkendelse af, at gode argumenter og lobby virksomhed ikke giver
resultater. Denne erkendelse udtrykker en politiske radikalisering af ”bevægelsen”, og
har da også givet sig udslag i, at fx prøvevalg på gymnasier, ungdommens valgkamp
9
Afhandlingen rummer kun statistisk materiale som omfatter perioden 1965 til 2004, og det vil sige at ”
nutidens elevog studenterbevægelse refererer til perioden 1999-2004.
10
For en solid gennemgang af den uddannelsespolitiske diskurs – historisk som aktuelt, se Mathiesen,
Anders: Uddannelsernes sociologi, Christian Ejlers Forlag, København, 2000; Mathiesen, Anders (red.):
Projektarbejde i praksis, Unge pædagoger, København, 1999; Hansen, Erik Jørgen: Uddannelsessystemerne i sociologisk perspektiv, Hans Reitzels Forlag, København, 2003; Telhaug, Alfred O. og Rolf
Tønnesen: “Dansk Utdanningspolitikk under Bertel Haarder 1982-1992”, Universitetsforlaget Oslo 1992
21
gennemført af Stop Nu bevægelsen har vist, at ”ungdommen er radikalt længere til
venstre end deres voksne medborgere.11
Som nævnt er det samtidig vigtig at understrege, at ”bevægelsen” ikke er en homogen
bevægelse. Bevægelsen har sine lokomotiver og sine ranger vogne, hvor nogen bliver
trukket med i lange perioder, mens andre kun kører med kortvarig, og enkelte slet ikke
er med men rangeret ud på et sidespor. Fx er det slående, at studenterbevægelsens
frontfigur i 60’erne og 70’erne – de universitetsstuderende og deres organisationer og
netværk (DSF (Danske Studerendes Fællesråd), fagkritisk front etc.) – kun i meget ringe
grad har været en del af dette opsving. Deres organisation har ført en hensygnende
tilværelse, og har i dag (2004) en studenterpolitisk profil, som er forbavsende lidt kritisk
overfor den førte uddannelsespolitik.
I denne afhandling om elevog studenterbevægelsen har jeg valgt at fokusere på
”bevægelsens” lokomotiver, nemlig DGS og PLS. Hovedbegrundelsen er, at de
udtrykker og repræsenterer de mest avancerede erfaringer, som resten af ”bevægelsen”
og andre kan lære af og rent faktisk lærer af. Samtidig er de to studieorganisationer og
deres medlemmer placeret sådan på uddannelses- og jobstigen, at deres medlemmers
erfaringer for gymnasieelevernes vedkommende bliver taget med ind på de mellemlange
og videregående uddannelser – det vil fx sige på pædagoguddannelsen eller en
universitetsuddannelse. For de pædagogstuderendes vedkommende tager de deres
erfaringer med ud i arbejdslivet indenfor deres område. Dvs. at en undersøgelse af disse
to organisationers aktiviteter og ideer måske samtidig kan give et fingerpeg om, hvilken
effekt ”bevægelsens lokomotiver” har på resten af elevog studenterbevægelsen og dele
af fagbevægelsen.
11
Stop Nu kampagnens skolevalg op til valget i januar 2005 var en bred indikator på den aktuelle
stemning. SF var det største parti på gymnasierne – og sammenlagt ville S, SF, Ø og de Radikale få 115
ud af 179 mandater. Ikke mindst i Københavns-området har Enhedslisten kunne konstatere en massiv
fremgang på gymnasierne – med lokale valgresultater helt op til 20-30 %. Selve kampagnens resultater
foreligger i papiret ”Danmarks Fremtid – Ungdommens valg”, s. 1-15. Se også kampagnens hjemmeside:
http://ungdomsvalg.dk/bakkerop.html (10.12.08)
22
2. Den globale antikapitalistiske bevægelse
Det anden spejl på den samfundsmæssige situation og ændring, som denne afhandling
tager afsæt i, er det iøjnefaldende opsving indenfor bredere dele af de sociale
bevægelser, som kommer til udtryk i fremkomsten af DGAB.12
DGAB blev ”født” og opdaget som en ny social bevægelse i forbindelse med WTO
topmødet i Seattle i december 1999, hvor en kæmpedemonstration (80-100.000)
forhindrede topmødets gennemførelse. Bevægelsens fokus og sammenhængskraft var i
udgangspunktet kritikken af den altdominerende og accelererende markedsgørelse af
flere og flere af de samfundsmæssige områder på bekostning af hensynet til mennesker
og natur. Men bevægelsen udviklede sig sideløbende hermed også til en dynamisk og
alternativt tænkende bevægelse, som begyndte at opstille nye svar og alternativer. Et
lille eksempel herpå er de paroler, som blev de gennemgående og centrale paroler ikke
mindst i bevægelsens start: ”mennesker før profit”, ”en anden verden er mulig”, ”en
anden verden er nødvendig”, ”tænk globalt – handel lokalt”.13
Den nye bevægelse har mange navne. En hyppigt anvendt benævnelse er ”bevægelsen
fra neden mod globalisering”, ”den globaliserings kritiske bevægelse” etc. I denne
afhandling har jeg valgt at forbinde bevægelsens navn med dens kritik af kapitalismen.
12
Nedenstående bøger og artikler er et udvalg af centrale analyser af DGAB, som har inspireret denne
afhandlings internationale vinkel og forståelse af sammenhængen mellem aktiviteter og politik:
Ashman, Sam: “The Anti-capitalist Movement and the War”, International Socialism 98, London, 2003;
Bircham, E; Charlton, J (ed): Anticapitalism – a guide to the movement London:
Bookmarks, 2001; Callinicos, A: An Anticapitalist Manifesto Cambridge, Polity, 2003; Chomsky, Noam:
Hegemoni og overlevelse, Forlaget Klim, 2006; Danaher, K. and Burbach, R. (eds), Globalize This! The
Battle Against the World Organization and Corporate Rule, Monroe Maine, 2000; Harman; Chris: “Anticapitalism: Theory and Practice”, International Socialism 88, London, 2000; Harman, Chris:
“Spontaneity, strategy and politics”, International Socialism 104, London, 2004; Harman, Chris: ”Anticapitalism, social forums and the return of politics”, i International socialism 109, London, 2006; Held, D
& McGrew, A: Antiglobalization/Globalization Cambridge: Polity Press, 2003; Madsen, Hans Erik: 10 år
der gjorde en forskel. PLS 10 år. Historien om en studenterfagforening. PLS forlag, København, 2002;
McNally, D.:“Mass Protests in Quebec City: From Anti-Globalization to Anti-Capitalism” I:
New Politics Summer 2001; Neale, J: You are G8, we are 6 billion, London, Vision, 2002; Nej til krig.
Antikrigsbevægelsens paraplyorganisation” http://www.nejtilkrig.dk/; Wolfreys, Jim: “France in revolt:
1995-2005”, International socialism 109, London, 2006; Zizek, Slavoj: Velkommen til virkelighedens
ørken – Essays om verden efter den 11. september, oversat af Mogens Chrom Jacobsen, Informations
Forlag, Danmark 2002.
13
De fleste af disse paroler blev udviklet indenfor det franske Attac, som allerede blev dannet i 1998, og i
bevægelsens start var toneangivende med frontfigurer som Susan George og Bernard Cassan.
23
Dette valg er inspireret af Alex Callinicos14, som argumenterer for, hvorfor begrebet
antikapitalisme må forbindes med den nye bevægelse. Han citerer Financial Times, som
forklarede fremvæksten af ”counter-capitalism” ved at referere til:
”tens of thousands of committed activists at the nexus of a global political
movement embracing tens of millions of people. Just over a decade after the
fall of the Berlin Wall and the “End of History” promised by Francis
Fukuyama…there is a growing sense that global capitalism is again fighting
to win the argument…The new wave of activism has coalesced around the
simple idea that capitalism has gone too far. It is as much a mood as a
movement, something counter-cultural. It is driven by the suspicion that
companies, forced by the stock markets to strive for ever greater profits, are
pillaging the environment, destroying lives and failing to enrich the poor as
they promised. And it is fuelled by the fear that democracy has become
powerless to stop them, as politicians are thought to be in the pockets of
companies and international political institutions are slaves to the corporate
agenda.”15
Ovenstående beskrivelse finder jeg meget dækkende. Antikapitalisme er altså ikke et
marginalt fænomen. Det er snarere en bred bevægelse, som har et enormt potentiale. Et
synspunkt som også understøttes af to af autoriteterne indenfor globaliseringsdebatten,
David Held og Antony McGrew:
”Representing a diverse range of social movements and non-governmental
organizations (NGOs), from anarchists to social democrats, the anticapitalist movement has evolved as a powerful reaction against corporatedriven and state-promoted globalization”16
Bevægelsen markerede sig i sine første år med kæmpedemonstrationer i forbindelse
med topmøderne blandt verdens rigeste lande – Verdensbankens møde i Prag i 2000,
EU topmødet i Gøteborg 2001, G-8 i Genova 2001, EU topmødet i København 2002
osv. Den nye bevægelse havde medvind herhjemme såvel som internationalt. Ikke
14
Se Callinicos, A: An Anticapitalist Manifest, Cambridge, Polity, 2003.
Ibid, s.5-6.
16
Ibid, s. 64.
15
24
mindst massedemonstrationerne i Genova i forbindelse med G-8 mødet blev et spring
fremad for bevægelsen. Bevægelsen begyndte for alvor både at smelte de gamle sociale
bevægelser (partier og fagforeninger) sammen med græsrødderne og blev ikke mindst
blandt tusinder og atter tusinder af unge et nyt ideologisk og aktivistisk alternativ.
Men bevægelsen udviklede sig til mere en blot en protestbevægelse, der samlede i
tusindtal af demonstranter i forbindelse med magtelitens topmøder. Samtidig hermed
udviklede bevægelsen også alternative topmøder, hvor bevægelsens græsrødder kunne
samles og diskutere og aktionere. I Porto Allegra blev World Social Forum (WSF)
afholdt for første gang i 2001 og fulgt op de efterfølgende år; i Europa blev der i Firenze
i 2002 afholdt det første European Social Forum (ESF), året efter afholdt ESF møde i
Paris, året efter i London osv.
Den nye globale bevægelse udviklede sig til at blive en smeltedigel for politisk aktivisme, politisk diskussion, ny litteratur og kultur, opbrud og nydannelser på den politiske
venstrefløj, nytænkning i de gamle sociale bevægelser etc.
Dannelsen af Attac (Bevægelsen for beskatning af finansielle transaktioner til gavn for
borgerne) i 26 lande i løbet af 2001 var et af udtrykkene for at noget nyt var i gære. Da
Attac dukkede frem herhjemme i foråret 2001, blev der også røre. Det ene store møde
efter det andet blev afholdt: Den store tilslutning må tolkes som et tegn på, at et stort
mindretal ledte efter alternativer.17
PLS gik, som den første studenterorganisation herhjemme, aktivt ind i den nye bevægelse. PLS deltog i mobiliseringen i forbindelse med EU-topmødet i Gøteborg i sommeren 2001. Siden har PLS involveret sig i antiglobaliseringens netværk internationalt.
11. september 2001 blev også for den nye globale bevægelse skelsættende og markerede
en ny fase.
Umiddelbart blev den nye bevægelse trængt et par skridt tilbage, fordi den nye situation
indadtil i bevægelsen rejste spørgsmålet, om bevægelsen kun skulle forholde sig til den
17
Madsen, Hans Erik: 10 år…: op. cit., s. 100-116
25
økonomiske globalisering, eller om bevægelsen også skulle koble spørgsmålet om den
militære globalisering, dvs. spørgsmålet om sammenhængen mellem økonomi og politik
sammen. Det spørgsmål skabte mange diskussioner og splittede reelt bevægelsen i en
del lande – fx herhjemme indenfor Attac-bevægelsen. Dele af bevægelsen udviklede sig
til både at omfatte en kritik og mobilisering mod den økonomiske og den militære
globalisering – mod nyliberalisme og krig – mod imperialisme.18 En udvikling som
frem for at svække bevægelsen betød at bevægelsen voksede. Grundene hertil må søges
i, at bevægelsens sammenhængende politiske og økonomiske forståelse af og svar på
situationen matchede den utilfredshed med verdens tilstand, som millioner og atter
millioner verden over oplevede på deres egen krop. Lanceringen af ”krigen mod terror”
og ”ondskabens akse” blev af millioner opfattet som en voldsom optrapning af
situationen – ikke blot i den muslimske verden og indenfor ”ondskabens akse”, men så
sandelig også i Vesten, hvor ”krigen på hjemmefronten” omfattede øget overvågning,
svækkelse af retssikkerheden, øget fare for terrorisme, men også nye angreb på
velfærden, mere markedsgørelse etc.19
Betydningen af 11. september – politisk, økonomisk og ideologisk kan næppe overvurderes. Rasmus Meyer Frederiksen, formand for DGS i 2002-2003, beskriver og forklarer i et interview i denne afhandling, hvilken betydning han mener 11. september havde
for især mange unges politiske udvikling:
Efter elvte september blev man nødt til at gøre alting politisk. Man fik med et
stukket al verdens uretfærdighed op i hovedet. Man blev nødt til at forholde
sig til om det var godt eller skidt. Hele den der retorik der var omkring det
tidspunkt, al den lir tvang en masse mennesker til at være politisk. Så hele
det her globaliserings-spørgsmål, … en hel ny gruppe af unge mennesker, på
tværs af uddannelse, på tværs af grupper og sådan noget, som kunne gå
sammen om alle de ting. Det er sådan en progressiv bevægelse, der er
opstået. Murens fald tror jeg også spiller ind. Det er noget med folks
bevidsthed… man kan godt tillade sig at være kritisk, modsat årene efter
18
Se Ashman, Sam: “The Anti-capitalist Movement and the War”, International Socialism 98, London,
2003.
19
Se Harman, Chris: “Spontaneity, strategy and politics”, International Socialism 104, London, 2004;
Harman, Chris: ”Anti-capitalism, social forums and the return of politics”, i International socialism 109,
London, 2006
26
murens fald, der var der en konsensus om kapitalisme, de fri
markedskræfter, at Vesten havde sejret. Den gang satte man ikke rigtig
spørgsmålstegn ved det. 20
Der er meget, som peger ind imod, at det der skete efter den 11. september og valget
den 20. november 2001, hvor de borgerlige vandt, var, at kritikken og utilfredsheden
med den globale tilstand – med ulighed og fattigdom – smeltede sammen med kritikken
af regeringens politik herhjemme. Rasmus Meyer Frederiksen beskriver denne sammenhæng således:
En anden ting som jeg også tror folk er blevet mere skeptiske over, det er
nok også den økonomiske politik, der er blevet ført. Den har betydet
nedskæringer, forringelser og privatiseringer… hvilket har tvunget folk til at
blive politiske. Når man har siddet i klassen og skulle til at betale for
lommeregner eller ordbøger eller hvad man skulle bruge, så var man nødt til
at tage et standpunkt. Det, tror jeg, er de nutidige svar på det. 21
Herhjemme accelererede bevægelsen for alvor, da det stod klart at USA var tæt på at
starte krigen mod Irak. Bevægelsen gik over i at blive en global anti-krigsbevægelse –
og de dele af bevægelsen som havde fastholdt fokus på den økonomiske globalisering
stagnerede – fx Attac. Også herhjemme blev den nye anti-krigsbevægelses hidtil største
styrkeprøve med det etablerede system opfordringen til den globale protestdag mod
USA's kommende krig i Irak. En krig som den danske regering ihærdigt bakkede op om.
Den 15. februar 2003 blev både herhjemme og internationalt en kæmpe manifestation.
Herhjemme samlede demonstrationerne den 15. februar i København 40.000, i Århus
10.000, i Aalborg 2-3000, i Odense 200022. På globalt plan skønnes det, at mellem 15
og 20 millioner mennesker i mere end 800 byer verden over deltog.
Denne begivenhed blev da også kommenteret i verdenspressen og registreret som et nyt
og ændret verdensbillede. The New York Times erklærede efter 15. februar 2003, at
verden har fået to supermagter. Ved siden af USA har vi ”World opinion” (17.2.2003).
20
Rasmus Meyer Frederiksen, formand for DGS – 2002-2003 - interview 1
Ibid.
22
http://www.nejtilkrig.dk/
21
27
15. februar 2003 fik stor betydning for tusinder og atter tusinder af unge – hovedsagelig
uddannelsessøgende, som deltog og blev ”tændt!”
Det var ikke bare den hårde kerne af aktivister på venstrefløjen, men en ny
og bredere gruppe af elever og studerende. I USA og andre europæiske
lande er der opstået en ny progressiv og kritisk bevægelse af unge, der
vender sig mod verdens uretfærdigheder – for eksempel en krig i Irak – men
ikke har et entydigt politisk perspektiv. Også herhjemme er de unge blevet
langt mere politisk engagerede, men kan ikke finde deres plads i det
eksisterende partisystem…
Protesterne mod Irak-krigen er endnu et tegn på en ny social og politisk
bevægelse blandt de unge. Desværre har ingen i den voksne politiske kultur
for alvor opdaget det. 23
De to studieorganisationer der undersøges i afhandlingen, DGS og PLS, havde
forskellig holdning til, hvordan de skulle handle i forhold til den nye bevægelse. Men
uanset det – så er der meget der i denne afhandling peger ind imod, at de erfaringer og
diskussioner som masser af unge fik i denne situation omkring den globale uretfærdig,
om krigens ”sande” baggrund i Irak osv. spillede ind på deres engagement bredere set.
De politiske og praktiske erfaringer fra anti-krigsbevægelsen og hele det
samfundsmæssige fokus på krigen i Irak rykkede ved tusinder og atter tusinder af unges
opfattelser.
3. Hvorfor bevægelse igen – og hvordan, og med hvilke konsekvenser?
Det aktivitetsmæssige opsving indenfor dele af den hjemlige elevog studenterbevægelse omkring 1999, og fremkomsten af en ny global antikapitalistisk bevægelse på samme
tidspunkt indikerer, at noget nyt er i gære samfundsmæssigt – både nationalt og internationalt.
23
Rasmus Meyer Frederiksen, formand for DGS – 2002-2003 – i Ugebrevet A4, 19. maj 2003 – nr. 19,
http://www.ugebreveta4.dk/2003/19/Baggrundoganalyse/Detblodeungdomsopror.aspx.
28
Hvad der mere præcist er i gære, og hvorfor det sker omkring indgangen til det 21.
århundrede, og hvilke konsekvenser det kan få såvel snævert i forhold til de sociale
bevægelsers rolle og udvikling fremover og bredere samfundsmæssigt set, er
grundlæggende set det denne afhandling vil undersøge og diskutere.
Det første spørgsmål jeg vil forsøge at besvare er: Hvorfor er der bevægelse igen inden
for dele af elevog studenterbevægelsen herhjemme? Hvad er det for nogle objektive og
mere subjektive faktorer som gør, at elevog studenterbevægelsen igen går på
barrikaderne?
Dette spørgsmål sigter mod en forståelse af, hvilke faktorer - materielle som ideologiske, økonomiske som politiske, objektive som subjektive, der gør, at elevog
studenterbevægelsen siden den borgerlige regering kom til i 2001 og i et vist omfang
tilbage til 1999 - har markeret sig klarere og klarere med demonstrationer, med øget
opbakning blandt elever og studerende etc. mod den førte uddannelsespolitik og bredere
mod den samfundsmæssige tilstand – nationalt som globalt, hvor ikke mindst spørgsmålet om velfærd og krig har været i fokus.
Dette spørgsmål undersøges og diskuteres med afsæt i såvel en historisk teoretisk
rammeforståelse af den samfundsmæssige udvikling nationalt som internationalt – med
fokus på en forståelse af elevog studenterbevægelsens udvikling som socialbevægelse
fra dens dannelse i midt 60’erne til i dag, som ud fra en aktuel empirisk undersøgelse
med afsæt i det næste spørgsmål:
Hvordan er dele af elevog studenterbevægelse i bevægelse i dag? Hvad er deres mål?
Hvorfor har de disse mål? Og hvordan forsøger DGS og PLS at indfri deres mål? Hvilke
krav, aktionsformer og aktiviteter, læreprocesser og politiseringsformer, organisationsog demokratiopfattelser kendetegner bevægelsen?
Dette spørgsmål undersøges og forsøges besvaret igennem en forløbs- og populationsanalyse af de to studieorganisationer DGS og PLS, som strækker sig over perioden
efteråret 2002 til årsskiftet 2003/04, og som fokuserer på det aktive lags – defineret som
29
dem, der deltager på de to organisationers årsmøder - holdninger og aktiviteter med
afsæt i primært de kollektive aktioner.
Det tredje spørgsmålet er så: Hvilke konsekvenser har det, at der er bevægelse blandt
elever og studerende? Får de aktionerende elever, studerende og deres organisationer
indfriet deres krav – eller nogle af dem? Spiller dele af elevog studenterbevægelsen
faktisk nogen rolle i den samfundsmæssige udvikling, og mere specifikt indenfor
uddannelsessektoren? Sætter dele af elevog studenterbevægelsen fingeraftryk på
studiernes indhold og rammer og på aktørerne holdninger og handlinger?
Dette spørgsmål er hovedsagelig en sammenfatning af de to foregående spørgsmål.
Efter mange finpudsninger endte jeg op med følgende problemformulering:
•
Hvorfor i bevægelse?
•
Hvordan i bevægelse? Og hvad har bevægelsen opnået og forandret?
•
Hvor er bevægelsen på vej hen? Hvilke konsekvenser har det bevægelses- og
aktivitetsmæssige opsving?
4. Ambitioner og relevans
Mit sigte med denne afhandling er:
For det første at bidrage til bevægelsesforskningen med endnu et lille hjørne fra
”bevægelsernes slagmarker”, og herunder mere generelt at diskutere hvilke forskelle,
ligheder og sammenhænge der er mellem ”de gamle og nye sociale bevægelser”, og
hvordan elevog studenterbevægelsen kan indplaceres i denne bevægelsesoptik.
For det andet at bidrage til en større forståelse af ”studenter i orkanens øje” – dvs. at
forstå hvilken rolle elevog studenterbevægelsen har i den samfundsmæssige udvikling;
i dens relation til arbejderklassens udviklings- og forandringsproces, og hermed bredere
i den klassemæssige forandringsproces; i den politiseringsproces som foregår blandt
dens medlemmer – blandt uddannelsessøgende og i bredere bevægelsessammenhænge,
30
og herunder også relationen mellem elevog studenterbevægelsen, fagbevægelsen og
især den politiske venstrefløj.
For det tredje at levere et empirisk og teoretisk bidrag til en større og hermed også ny
forståelse af, hvorfor der er bevægelse igen, og hermed hvordan balancen mellem klasserne skifter, hvorfor det sker, og hvilken betydning det kan få. Det spørgsmål involverer såvel en historisk tilgang som en konkret analyse af den aktuelle samfundsmæssige
situation, hvor struktur-aktør problematikken, dvs. forholdet mellem den sociale objektivitet og mulighederne og grænserne for handling, rummer nøglen til en forståelse af,
hvorfor der er bevægelse igen.
Endelig er det for det fjerde min ambition og mit håb at levere et forskningsbidrag,
som kan bruges af elevog studenterbevægelsen i dag og fremover. Et bidrag som
forhåbentlig kan give nutidens og fremtidens aktivister en klarere forståelse af, hvilke
samfundsmæssige forhold, der spiller ind over dagligdagens aktiviteter ude på landets
gymnasier og pædagogseminarier, og en klarere forståelse af hvilke sammenhænge og
perspektiver deres krav, kampe og bevægelse kan forstås indenfor og rummer. Men
måske aller vigtigst, at en af de mest centrale nøgler til at forandre dagligdagen indenfor
deres verden, uddannelsessektoren, og i deres videre livsforløb som lærere, pædagoger,
sygeplejersker, akademikere i det offentlige og private mv. er at forsætte med at
engagere sig i sociale bevægelser. Elev- og studenterbevægelsens historie er historien
om en social bevægelse, som har uddannet i tusindvis af unge til at blive aktive
samfundsborgere, som har medvirket til at fremme og styrke den demokratiske udvikling herhjemme. I den forstand skriver denne afhandling sig ind i den samme selvforståelse, som kommer til udtryk indenfor nyere bevægelsesforskning herhjemme, således
som det fx udtrykkes i det følgende:
Vi tør godt fremføre det argument, at ikke kun foreninger men også sociale
bevægelser med deres aktioner og krav både er med til at definere
grænserne for demokratiet og til at udvide de demokratiske spilleregler.
Sådanne bevægelser opfattes og stemples af mange – og især dem hvis
værdier og interesser trues – som demokratiske misfostre eller ligefrem som
antidemokratiske. Indlæggene i denne bog peger imidlertid entydigt på, at
bevægelserne i kraft af deres grænseoverskridende karakter bidrager til at
31
smidiggøre demokratiet, og i længden gør det mere modstandsdygtigt
overfor egentlige antidemokratiske strømninger.24
24
Mikkelsen, Flemming(red.): Bevægelser i demokrati – foreninger og kollektive aktioner i Danmark,
s.16, Aarhus Universitetsforlag, 2002.
32
Kapitel 2
Opbygning af afhandlingen – analysestrategi og design
I kapitel 1 – ”De sociale bevægelser tilbage på scenen igen!” – konstateres og
dokumenteres det, at ”noget nyt er i gære” indenfor to vidt forskellige sociale bevægelser, nemlig elevog studenterbevægelsen herhjemme, og internationalt med fremkomsten af DGAB. Det er hele afsættet for denne afhandlings problemformulering.
Ud fra dokumentationen af denne iagttagelse opstiller jeg en problemformulering, som
sigter mod at forstå, hvorfor der er bevægelse, hvordan de bevæger sig, og hvor
bevægelsen er på vej hen?
Den måde jeg forsøger at indløse ovenstående forskningsambition på skal i det følgende
forklares, dels ved at skitsere min analysestrategi, og dels ved at gennemgå afhandlingens design kapitel for kapitel – dvs. afhandlingens ”røde tråd” teoretisk, empirisk,
metodisk og indholdsmæssigt.
1. Analysestrategiens tre faser og centrale elementer
Min analysestrategi baserer sig på, at det empirisk analytiske udgangspunkt for en
undersøgelse og besvarelse af denne problemformulering er:
For det første, at der mange ting i elevog studenterbevægelsens historie, som peger i
retning af, at deres krav, kampe, organisering og sejre eller nederlag, er dybt påvirket af
de ydre omstændigheder – af de givne samfundsmæssige rammer og begivenheder –
33
både snævert i forhold til uddannelsessektoren og -politikken men også bredere
samfundsmæssigt set – nationalt som internationalt.
For det andet at der også er mange ting, som peger mod, at bevægelsens aktører (elevog studenteraktivister og deres organisationer) sætter en dagsorden og faktisk påvirker
de samfundsmæssige rammer – sætter fingeraftryk, påvirker politikerne, påvirker (og
skaber) andre sociale bevægelser og politiske organisationer, og måske ikke mindst
påvirker i titusindvis af unges holdninger og handlinger.
Dette empirisk analytiske udgangspunkt afspejler den centrale problemstilling i
moderne samfundsteori, nemlig struktur-aktør perspektivet, som udgør den ”røde teoretiske tråd” i besvarelsen af problemformuleringen.
1.1 Litteratur om elevog studenterbevægelsen
Litteraturmæssigt findes der et (solidt) historisk materiale om elevog studenterbevægelsen, som er opdateret til i dag – dvs. 2003/4. Men det er data, som kun bevæger sig
på et kvantitativt- og beskrivende niveau, og derfor ikke er i stand til at besvare denne
afhandlings opstillede problemformulering.
De absolut væsentligste empirisk historiske bidrag er Knud Holt Nielsens historiske
studier af elevbevægelsen – og her især gymnasieleverne og deres organisation – DGSs
– historie. Det er en historisk fremstilling, som er baseret på en redegørelse for
sammenhængen mellem uddannelsespolitikkens udvikling og gymnasielevernes krav,
mål, kampe, resultater, organisering, opbakning, rekrutteringsproblemer og relationer til
den politiske venstrefløj.25
Et andet vigtigt bidrag er Flemming Mikkelsens brede empiriske studier af kollektive
aktioner og sociale bevægelser, hvor studenterbevægelsen også indgår. Igennem en
25
Se især Nielsen, Knud Holt: ”Skoleelever i aktion”, i Bykilde, Gritt: Når unge udfordrer demokratiet,
Roskilde Universitetsforlag, 2000; Nielsen, Knud Holt: “80’ernes uddannelseskamp - set i frøperspektiv”
i Projektarbejde i praksis redigeret af Anders Mathiesen; forlaget Unge Pædagoger 1999; Nielsen, Knud
Holt: Kampen om elevbevægelsen, Landsorganisationen af elever 1969-85, speciale på RUC, 1999;
Nielsen, Knud Holt: ”Uddannelsesprotester i Danmark efter 1960”, i Leksikon for det 21. århundrede,
http://www.leksikon.org/art.php?n=4994. (01.06.07).
34
registrering af kollektive aktioner fra 1945-95, hvor der fokuseres på ”aktionsformer,
aktører og krav, bliver det muligt at kortlægge periodens toneangivende sociale bevægelser”. En kortlægning som tegner et billede af de sociale bevægelsers udvikling,
størrelser og baggrunde.26
Et tredje bidrag – i al beskedenhed - er min egen undersøgelse af de pædagogstuderendes landsorganisation, PLS, i perioden 1992-2002, som indtil denne afhandling er
den mest opdaterede historiske beskrivelse af elevog studenterbevægelsen med fokus
på PLS. Det er et jubilæumsskrift, og i den forstand opfylder det ikke de gængse
videnskabelige krav, men på trods heraf ligger der grundige studier med interviews og
undersøgelse af dokumentationsmateriale bag. Forskellen på dette skrift og fx Knud
Holt Nielsens studier er, ud over det forskningsmæssige, at min analysestrategi tager
udgangspunkt i at koble den samfundsmæssige udvikling, internationalt som nationalt,
sammen med hvad der sker på aktørsiden – her de pædagogstuderende.
Disse historiske analyser – og den øvrige litteratur på området – har været altafgørende
for at få et kendskab til ”bevægelsens” hovedlinjer og udviklingstræk. Disse bidrag
indgår da også som væsentlige elementer i den historik, jeg har lavet af elevog
studenterbevægelsens historie fra 1965 til i dag.
Omtalte litteratur om elevog studenterbevægelsen har måske netop på grund af dens
begrænsninger været en øjenåbner og en inspirationskilde til at søge mod en problemstilling, som kunne forklare, hvorfor der er bevægelse igen, hvorfor ”bevægelsen” var
”nede” i en lang periode fra 1988 til 1999, og hvordan ”bevægelsen” faktisk er i bevægelse i dag. En problematik som er stort set fraværende i den omtalte forskning eller
forklares ud fra en række ”årsagsforbindelser”, som identificerer ”skiftene” i graden af
bevægelse og protestaktioner ud fra ændringerne i relationen mellem den internationalenationale politik og økonomi. En forklaringsramme som ”kun” når et stykke af vejen –
nemlig en beskrivelse af at der sker ændringer i nogle relationer, men ikke hvorfor?
Dvs. at den netop ikke rummer struktur-aktør perspektivets dybde og dialektik – både
26
Især trækkes der i denne afhandling på Mikkelsen, Flemming(red.): Bevægelser i demokrati –
foreninger og kollektive aktioner i Danmark. Aarhus Universitetsforlag, 2002.
35
aktuelt og i et historisk perspektiv.27 En del af forklaringen på at disse
forskningsmæssige bidrag ikke kan nå dybere ned i en forståelse af denne afhandlings
problemstilling er uden tvivl også, at de metodisk alene er baseret på kvantitative
metoder.
1.2 De tre faser
Derfor stod det hurtigt klart, at jeg selv måtte indsamle ny empirisk viden, som kunne
overskride det beskrivende niveau og hermed anvende en række forskellige metoder til
indsamlingen. Men de første spørgsmål der var afgørende at få besvaret i denne
sammenhæng var: hvilke forskningsmæssige spørgsmål skulle stilles og besvares? –
dvs. hvilken empiri var afgørende at få opsamlet. (Spørgsmålet om hvordan empirien
indsamles, diskuteres senere under kapitel 4 – Metoder og empiri.). Og i forlængelse
heraf: Ud fra hvilken teori skulle de forskningsmæssige spørgsmål stilles og empirien
indsamles? Dvs. at spørgsmålet om videnskabsteoretisk og hermed samfundsteoretisk
afsæt blev helt afgørende at få afklaret.
Jeg stod hermed med to afgørende søjler i mit forskningsprojekt: En teoretisk søjle og
en empirisk søjle. Hvor begge søjler var helt fundamentale, men hvor mulighederne for
at besvare problemstillingen, eller starte på at besvare den for herefter at kunne
underbygge og udvikle besvarelsen pegede ind mod, at første fase i afhandlingens
forskningsmæssige proces måtte fokusere på at opbygge en historisk teoretisk
rammeforståelse omkring problemstillingen, som baserede sig på eksisterende teori,
historiske analyser og litteratur – dvs. en afklaring og formulering af den teoretiske
søjle. Et afsæt som så kunne danne basis for anden fase i den forskningsmæssige proces
– en aktuel empirisk undersøgelse af dele af elevog studenterbevægelsen – dvs. den
empiriske søjle.
27
Her tænkes specifikt på den forklaringsmodel som Flemming Mikkelsen opstiller i artiklen ”Kollektive
aktioner og politiske bevægelser i Danmark efter anden verdenskrig” i bogen Bevægelser i demokrati –
foreninger og kollektive aktioner i Danmark. Aarhus Universitetsforlag, 2002.
36
Derfor gik jeg i gang med at opbygge det teoretiske fundament for afhandlingen
analysestrategi. En proces som meget hurtig koblede historisk teori ind, og som
fremstillingsmæssigt i afhandlingen udspillede sig indenfor rammerne af kapitel 3.
Efter at den teoretisk historiske ramme var opstillet, som var en dobbelt proces, hvor jeg
dels afklarede mit generelle teoretiske fundament – den historiske materialisme i skarp
polemik med andre teoretiske retninger – fx hele ”skolen” omkring teorien om de nye
sociale bevægelser, det postmoderne samfund, Giddens strukturationsteori etc. og dels
udbyggede min historiske og aktuelle forståelse af såvel den samfundsmæssige
udvikling som elevog studenterbevægelsens egen historie, var der åbent for at opstille
et design for den empiriske undersøgelse.
Efter at undersøgelsesperioden var færdig og empirien indsamlet, behandlet og afrapporteret startede tredje fase, hvor jeg sammenkoblede de to søjler, teorien og empirien i
en analytisk bearbejdelse af de to forløbs- og populationsanalyser, i en komparativ
analyse og i bredere teoretisk empirisk baserede konklusioner og perspektiveringer på
problemformuleringens tre dele: hvorfor bevægelse?, hvordan bevægelse? og hvorhen?
Den tredje fase blev resultat- og refleksionsmæssigt dels en empirisk bekræftelse og
facettering af den teoretisk historiske rammeforståelse i kapitel 3, dels afsættet for
opstillingen af en teoretisk, empirisk baseret model, som konkret kan forstå og give
delforklaringer på, hvilke faktorer der spiller ind på spørgsmålet om, hvorfor og
hvordan aktørerne er i bevægelse. Endelig åbnede denne fase også op for nye empiriske
og teoretiske erkendelser omkring spørgsmålene ”hvorfor og hvordan i bevægelse” ud
fra en historisk materialistisk struktur og aktør tilgang.
1.3 Hvordan besvares de tre spørgsmål?
Afhandlingens første spørgsmål: Hvorfor er der bevægelse (igen)? besvares primært
og i udgangspunktet på basis af teori og historie. Det skyldes flere forhold: 1) spørgsmålet om bevægelse eller ej – mere eller mindre bevægelse etc. må vurderes i et tidsper-
37
spektiv – dvs. i et historisk perspektiv28, 2) spørgsmålet om hvorfor der kommer bevægelse igen, og niveauet på bevægelsen kan heller ikke alene aflæses ud fra den aktuelle
situation, men må blandt andet forstås ud fra og i sammenhæng med den historiske
periode, som gik forud. Dvs. den historiske vinkel er helt afgørende og sammenkoblet
med den historiske materialismes fortolkning af struktur aktør perspektivet opbygger
jeg i kapitel 3 en besvarelse på hvorfor spørgsmålet, som primært er historisk teoretisk
baseret.
Men hvorfor spørgsmålets besvarelse underbygges og udbygges af den aktuelle empiriske undersøgelse af de aktive lag i DGS og PLS. Det sker på flere måder: 1) ved
direkte at fokusere på de unge aktivisters egne forklaringer på, hvorfor der er
bevægelse; 2) ved at fokusere på det aktive lags ideer og handlinger, dvs. hvordan de er
i bevægelse, som netop ud fra et aktør synspunkt fortæller meget om, hvorfor der er
bevægelse igen og 3) ved at forfølge nogle af de mere gennemtrængende spor, som går
igen i teorien og empirien, og som netop kan åbne op for nye indsigter og forståelser, af
hvorfor der er bevægelse, og hvordan de bevæger sig. De nye spor og indsigter jeg sidst
i afhandlingen diskuterer er for det første arbejderklassesporet, dvs. forskelle og
ligheder mellem elevog studenterbevægelsen og arbejderklassen og fagbevægelsens
kampe, traditioner og organisationer, og herunder hele problematikken omkring ”nye og
gamle sociale bevægelser” og en forståelse af elevog studenterbevægelsen indenfor
denne optik. Det andet spor der diskuteres er generationsproblematikken, dvs. hvilke
”traditionsmæssige” forbindelseslinjer der er mellem ”fortid” og ”nutid”, og som
”overføres og fornyes” på aktørsiden og indenfor de sociale bevægelser. Og endelig for
det tredje problematikken omkring hvad ”der sker med mennesker, som deltager i
kollektive aktioner og aktiviteter”, hvor modsætningen og dialektikken mellem
strukturer og aktører inddrages.
Afhandlingens andet spørgsmål Hvordan er aktørerne i bevægelse? er i afhandlingen
primært baseret på den empirisk forløbs- og populationsanalyse af de to studieorganisationers aktive lag, hvor jeg igennem anvendelsen af en række metoder – skriftlige kil28
Det er hvad jeg faktisk også gør i kapitel 1, hvor jeg tager udgangspunkt i demonstrations tal fra elevog studenterbevægelsen herhjemme de seneste 40 år, og med baggrund heri konstaterer at noget nyt er i
gære – at der er bevægelse igen.
38
der, deltagende observationer, spørgeskemaundersøgelser og interviews - fokuserer på
de aktive lags holdninger, handlinger og refleksioner primært i relation til de kollektive
aktioner og aktiviteter, som foregår i perioden.
Grunden til at jeg indsamler ny empiri om, hvordan aktørerne, de aktive lag og deres
organisationer er i bevægelse skyldes, at der ikke eksisterer nogen aktuel empiri, som
kan beskrive, hvordan de unge er i bevægelse og hvorfor.
En empirisk baseret besvarelse af hvordan spørgsmålet er en nøgle til at åbne op for en
forståelse af, hvad der sker på aktørsiden, fordi vi ved hjælp af de nævnte metoder kan
indsamle en systematisk viden om, hvad der foregår. Som påpeget tidligere spiller den
indsamlede empiriske viden også en central rolle i at understøtte og udbygge forståelsen
af, hvorfor der er bevægelse.
Med andre ord - besvarelsen af de to spørgsmål – hvorfor og hvordan – understøtter
gensidigt hverandre. Endelig er afhandlingens tredje spørgsmål Hvilke konsekvenser
har bevægelsen på et individ-, organisationsog samfundsmæssigt plan? en syntese
baseret på besvarelserne af hvorfor og hvordan spørgsmålene.
1.4 Valg af og relation mellem teori og empiri
Spørgsmålet om valg af og relation mellem teori og empiri sættes i afhandlingen i spil
igennem en diskussion og afklaring af følgende spørgsmål:
•
Hvilken samfundsteori – og herunder delteorier om bevægelser (og videnskabsteoretiske position) kan mest optimalt forstå hvorfor, og hvordan der er bevægelse, og hermed mest optimalt guide29 den empiriske analyse?
•
Hvordan styrer (eller guider) teorien empirien? Og hvordan operationaliseres
teorien i den empiriske analysestrategi?
•
29
Hvordan bidrager empirien til teoriens udvikling og nuancering?
Dvs. at beskrivelsen underkastes en historisk samfundsvidenskabelig teori – derfor ordet guide.
39
Det første spørgsmål diskuteres og afklares i kapitel 3, det andet spørgsmål i kapitel 3, 5
og 6 og det sidste spørgsmål i kapitel 7.
Men her skal følgende streges op, som udgør essensen af en besvarelse af de stillede
spørgsmål:
Mit teoretiske udgangspunkt er for det første, at der eksisterer en nøje sammenhæng
mellem valget af samfunds- og bevægelsesteori; således som Piotr Sztompka argumenterer for det.30 For det andet må den samfundsteori som anvendes kunne matche og
forstå ”virkeligheden” for at kunne guide den empiriske analyse, dvs. den må bygge på
et solidt historisk og empirisk fundament31. For det tredje må den empiriske analyse
underkastes en historisk samfundsvidenskabelig teori32, som styrer analysen. Og for det
fjerde – hvis ovenstående er tilfældet - kan den empiriske analyse underbygge og
udbygge samfundsteorien på et videnskabeligt grundlag – vel og mærke hvis de
anvendte forskningsmæssige metoder er pålidelige og har en høj gyldighed og hermed
også bidrager til en videnskabelig forståelse af denne afhandlings problemformulering.
Ud fra ovenstående kriterier og refleksioner bygger jeg min besvarelse af hvorfor
spørgsmålet i afhandlingens kapitel 3 op med afsæt i teori og historie ud fra et strukturaktør perspektiv fortolket med afsæt i Marx`s historiske materialisme (relationen mellem social objektivitet og social handlen, klasseteori og bevidsthedsteori) og historiske
delteorier og konkrete analyser af såvel den samfundsmæssige udvikling siden 60’erne
(bevægelsesteori, verdenshistorie, nyere dansk historie) som elevog studenterbevægelsens historie fra dengang til i dag (især Knud Holt Nielsens omfattende studier af
elevbevægelsen, Flemming Mikkelsens studier af sociale bevægelser og egne tidligere
studier af studenterbevægelsen mv.).
30
Se Sztompka, Piotr: The sociology of social change, Blackwell, UK & USA, 1994, hvor Sztompka
argumenterer for, at der er en nøje sammenhæng mellem samfunds- og bevægelsesteori, og omvendt.
31
Og her argumenterer jeg for i kapitel 3, at den eksisterende litteratur om elevog studenterbevægelsen
ikke stemmer overens med 80’ernes dominerende teorier om de nye sociale bevægelser, som er tæt
forbundne med postmoderne teorier om klassesamfundets opløsning, arbejderklassens borgerliggørelse og
et farvel til klassekampen. Derimod peger det empirisk historiske materiale i højere grad ind mod en
samfundsteori, som opererer med klasser og klassekamp.
32
Her har jeg valgt at tage udgangspunkt i nyere marxistiske tolkninger af den historiske materialisme –
se kapitel 3.
40
Mit videnskabsteoretiske udgangspunkt og min samfundsteori er valgt ud fra, at jeg opfatter, at marxismens dialektiske materialisme bedst er i stand til at fange modstillingen
af og dialektikken mellem struktur og aktør relationen, som er mit empirisk analytiske
udgangspunkt.33
I besvarelsen af hvordan spørgsmålet i de to forløbs- og populationsanalyser operationaliseres struktur og aktør perspektivet og de historiske analyser i en konkret undersøgelse af aktørernes måde at tænke, handle og organisere sig på. Og vel og mærke en
”måde at tænke, handle og organisere sig på” som reflekterer såvel den samfundsmæssige situation og deres egen reaktion på denne som deres påvirkning af den
samfundsmæssige situation – af den objektive situation.
Ud fra denne teoretiske forståelse bliver det også tydeligt, hvorfor en undersøgelse af
aktørernes ”måde at tænke, handle og organisere sig på” er en nøgle til at åbne op for en
bredere forståelse af, hvad der foregår på samfundsmæssigt plan, og hvordan
modstilling af og dialektikken mellem strukturer og aktører udspiller sig. En beskrivelse
af denne komplekse sammenhæng kan aktørernes ”måde at tænke, handle og organisere
sig på” bidrage til en større forståelse af. Og det er, hvad der forsøges gjort i denne
afhandling
igennem
observationer
på
møder,
under
aktioner,
interviews,
spørgeskemaundersøgelser og litteratur fra og om elevog studenterbevægelsen.
1.5 De forskningsmæssige resultater og niveauer
Afhandlingen leverer såvel nye forskningsresultater indenfor den teoretisk historiske
søjle som den aktuelt empiriske søjle. Den empiriske forløbs- og populationsanalyse er
på mange måder afhandlingens forskningsmæssige nerve. Det er igennem denne
undersøgelse, at der fremkommer ny empirisk analytisk viden, som kan bidrage til
teoriens udvikling og nuancering – dvs. til en empirisk baseret forståelse af – og
elementer til en forklaring af - hvorfor og hvordan der er bevægelse igen. Denne nye
viden, som er baseret på indsamlingen af ny empirisk viden, findes i afhandlingen i:
33
For at skærpe og nuancere denne forståelse har jeg valgt at diskutere min marxistiske tolkning af
struktur-aktør perspektivet op imod Giddens strukturationsteori.
41
For det første kapitlerne 5 og 6 – de to forløbs- og populationsanalyser af de aktive lag
i hhv. DGS og PLS. Her afrapporteres de to undersøgelsers resultater med analytisk
fokus på, hvordan data materialet kan udbygge forståelsen af hvorfor, hvordan og
hvorhen spørgsmålene. Dvs. at den analytiske bearbejdning af den indsamlede empiri
ligesom selve struktureringen af den empiriske analyse baserer sig på den teoretisk
historiske rammeforståelse, der er opbygget i kapitel 3.
For det andet kapitel 7 – del 1-3, hvor der 1) foretages en generel opsamling på de
empiriske analysers forklaringer på de to hovedspørgsmål hvorfor og hvordan, som
sammenholdes med den forklaringsramme, som opstilles i kapitel 3; 2) hvor der
foretages en komparativ analyse, hvor ligheder og forskelle mellem de to organisationer
og deres aktive lags handlinger og holdninger analyseres, og 3) hvor der fremlægges en
forklaringsmodel på sammenhængen mellem de aktives lags handlinger og holdninger –
mellem deres deltagelse i de kollektive aktioner, politisk organisering, deltagelse i antikrigsbevægelsen, deres situationsopfattelse og hermed deres taktisk, strategiske og
politiske opfattelser - både konkret og mere refleksivt.
For det tredje kapitel 7 – del 4-7, hvor de aktuelle empiriske analysers resultater
forbindes med såvel de generelle historisk teoretiske afsnit i kapitel 3 om sociale bevægelser (afsnit 1) og den uddannelses- og klassemæssige forandringsproces (afsnit 8),
som den teoretisk historiske rammeforståelse og besvarelse af hvorfor spørgsmålet i
kapitel 3, afsnit 6 og 7, hvor der fokuseres på paralleliteten mellem elevog studenterbevægelsen og fagbevægelsen kampe, organisering og traditioner, på spørgsmålet om
nye og gamle sociale bevægelser, på spørgsmålet om kamp og bevidsthed, og om
generationsperspektivet, både på det samfunds- og individmæssige niveau.
Disse fem afsnit i kapitel 7 er tænkt som en perspektivering af dele af denne afhandlings
teoretisk historisk og empiriske bidrag til en forståelse af, hvorfor der er bevægelse igen
blandt elever og studerende, hvordan de bevæger sig, og hvor de er på vej hen.
Endelig er der afsnit 8 i kapitel 7, hvor ”bevægelsens retning og resultater” sættes til
diskussion og perspektivering.
42
Det er væsentlig at understrege, at afhandlingen udover den empirisk, forskningsmæssige nerve, hvor der indsamles ny viden, også har en teoretisk, forskningsmæssig nerve
(den anden søjle) eller måske bedre forskningsmæssig ”rød tråd”, som for mig at se
også er central at fremhæve: Det er struktur-aktør perspektivet, som binder besvarelsen
af hvorfor og hvordan spørgsmålet sammen i de empiriske og historisk teoretiske
analyser. Og hermed også i besvarelsen af hvorhen spørgsmålet! Vel og mærke et
strukturperspektiv som diskuteres og operationaliseres ud fra Marx`s dialektiske
historiske materialisme.
Denne teoretisk forskningsmæssige nerve eller ”røde tråd” fremlægges som nævnt i
kapitel 3. Kapitel 3 bygger på den ene side ovenpå eksisterende teori og historie. Det er
hele fundamentet for mit teoretisk afsæt. Men på den anden side forsøger jeg også i
kapitel 3 at nyudvikle struktur og aktør perspektivet – først og fremmest ved at omsætte
det i en dialektisk dobbeltanalyse af den samfundsmæssige udvikling og elevog
studenterbevægelsens udvikling og opståen som læreproces, og ”relationen mellem det
store og det lille billede.”
2. Afhandlingens design kapitel for kapitel
I det følgende gennemgås afhandlingens opbygning kapitel for kapitel.
2.1 Del 1: Teori, historisk analyse og -litteratur
Kapitel 3. Elev- og studenterbevægelsen i et historisk teoretisk perspektiv
Intentionen med kapitel 3 er for det første at besvare spørgsmålet om afhandlingens
bevægelses- og samfundsteoretiske afsæt. Her ud fra for det andet at opbygge en historisk teoretisk rammeforståelse omkring afhandlings problemformulering, som er i stand
til at reflektere struktur-aktør perspektivet i en teoretisk historisk baseret besvarelse af
Hvorfor der er bevægelse igen? For det tredje at bruge denne historisk teoretiske
rammeforståelse og besvarelse af Hvorfor spørgsmålet som et operativt ”hjælpemiddel”
til både at strukturere og forstå empirien og til at diskutere og analysere empiriens
betydning og konsekvenser for den videre besvarelse af problemformuleringen i det
konkluderende kapitel 7.
43
Sociale bevægelser og samfundsteori
I kapitlet startes der i afsnittet Elev- og studenterbevægelsen som social bevægelse ud
med at studere de sociale bevægelsers optik og den eksisterende bevægelsesforskning
med fokus på, hvilken type social bevægelse elevog studenterbevægelsen er. For
studiet af de sociale bevægelser kan netop bruges til både at fortælle noget om de
sociale bevægelsers egen ”logik”, men så sandelig også hvad der sker i samfundet, og
hvordan det reflekteres i de sociale bevægelser.
De væsentligste bidrag, jeg tager udgangspunkt i og diskuterer, er Peter Gundelachs
introduktion af teorien om de nye sociale bevægelser i bogen: Sociale bevægelser og
samfundsændringer, 1988, og Piotr Sztompka`s: The sociology of social change
generelle opsamling, diskussion og vurdering af, hvad der kendetegner sociale bevægelser – og især de nye sociale bevægelser. Bidrag som suppleres med en række kritiske
indlæg om teorien om de nye sociale bevægelser.34 Min begrundelse for at inddrage
teorien om de nye sociale bevægelser er, at denne teori specifikt opfatter studenterbevægelsens krav, kampe, organisering og rolle som udtryk for en ny type social bevægelse.
Jeg inddrager også historisk teoretiske bidrag om ”de gamle sociale bevægelser” – først
og fremmest om fagbevægelsen og arbejderbevægelsen35 – og bruger dem som
inspirationskilder til dels at diskutere forholdet mellem de nye og gamle sociale
bevægelser og dels ligheder og forskelle mellem elevog studenterbevægelsen og
fagbevægelsen.
34
Kritiske indlæg som formuleres i Sørensen, Curt: Mellem demokrati og diktatur, bd. 1 og 2, Institut for
Statskundskab, Aarhus1992; Nielsen, Knud Holt: Kampen om elevbevægelsen, Landsorganisationen af
elever 1969-85, speciale på RUC, 1999; Mikkelsen, Flemming(red.): Bevægelser i demokrati – foreninger
og kollektive aktioner i Danmark. Aarhus Universitetsforlag, 2002; Rasmussen, Hein, Søren:
”Samfundsforskninen og græsrodsbevægelserne”, i Den jyske Historiker nr. 66, Århus, 1994.
35
Se Sørensen, Curt: Mellem demokrati og diktatur, bd. 1 og 2, Institut for Statskundskab, Aarhus1992;
Cliff, Tony; Gluckstein, Donny: Marxism and trade union struggle – the general strike of 1926,
Bookmarks, London and Chicago, 1986; Barker: Leadership and social movements, Manchester
University Press, 2001; Madsen, Hans Erik: Frem mod år 200 – har fagbevægelsen en fremtid?, Forlaget
Klim, Århus, 1998.
44
Introduktionen af de gamle sociale bevægelser som en indfaldsvinkel til en forståelse af
elevog studenterbevægelsen sprang så at sige ud af min empiriske ”forskning”, som
gradvist forekom at være i uoverensstemmelse med teorien om de nye sociale bevægelser. En uoverensstemmelse som både omhandlede selve forståelsen af bevægelsens
krav, kampe og organisering og forståelsen af hvilken samfundsmæssig optik, som
bevægelsen var en del af. En uoverensstemmelse som også underbygges af såvel Knud
Holt Nielsen som Flemming Mikkelsens empiriske analyser af elevbevægelsen og de
”nye sociale bevægelser” - uden at de dog i nævneværdig grad går skridtet videre og
forsøger at besvare spørgsmålet: hvordan kan vi forstå elevog studenterbevægelsen
som en social bevægelse? Hvilke karakteristika kendetegner ”bevægelsen”? Og
indenfor hvilken samfundsoptik kan denne bevægelse – og mere generelt de sociale
bevægelser i dag forstås? Denne diskussion tages derimod op med afsæt i Curt
Sørensens doktorafhandling: Mellem demokrati og diktatur, hvor han leverer en mere
fundamental marxistisk baseret kritik af Gundelach, Tourine, Gortz med fleres
samfundsopfattelser og – teori, og herunder af teorien om de nye sociale bevægelser.
Dette studie i den eksisterende bevægelsesforskning – og mine sideløbende og tidligere
studier i elev-, studenter- og fagbevægelsen - med fokus på en diskussion og kritik af
teorien om de nye sociale bevægelser førte mig frem til, at denne teori – og den
tilhørende samfundsteori – hverken kan guide den empiriske analyse eller forklare den
samfundsmæssige situation og udvikling tilfredsstillende. Teorien om de nye sociale
bevægelser lider af den fundamentale svaghed, at den 1) ikke er baseret på et solidt
empirisk data materiale, 2) ikke matcher – men faktisk er i modstrid med – den
eksisterende historisk empiriske forskning om elevog studenterbevægelsen og 3)
hermed heller ikke kan bruges som teoretisk rammeforståelse for denne afhandlings
problemformulering.
Som mine empiriske og teoretiske undersøgelser skred frem blev jeg mere og mere
overbevist om, at den mest adækvate måde at forstå elevog studenterbevægelsen på
som social bevægelse rent faktisk var at forstå den indenfor den samme optik som de
45
”gamle” sociale bevægelser – fx fagbevægelsen, og hermed også indenfor en klasse –
og klassekampsoptik og ”traditionerne for antikapitalisme.”36
I den forstand var det helt åbenbart at skulle de tre spørgsmål – hvorfor?, hvordan? og
hvorhen? kunne besvares tilfredsstillende krævede det ikke alene at den foreliggende
historiske litteraturs overvejende beskrivende tilgang måtte overskrides igennem indsamling af ny empirisk viden, som også var baseret på kvalitative metoder, men også at
der blev etableret et nyt teoretisk afsæt for en besvarelse af problemformuleringen, som
opererede ud fra en samfunds- og bevægelsesoptik, hvor der fortsat foregår klassekamp
og eksisterer klasser, og som både teoretisk og empirisk reflekterede struktur-aktør
perspektivet.
Marxismen og den historiske materialisme
Her faldt mit videnskabsteoretiske valg på marxismen og ikke mindst dens samfundsteoretiske forståelse af historien som en klassekampens historie, dens klasseopfattelse
og fokusering på forholdet mellem social handlen og social objektivitet. Efter min
opfattelse kan marxismen og den historiske materialisme tilbyde den dybeste og mest
facettere teoretiske indgang til en forståelse af såvel den samfundsmæssige situation og
elevog studenterbevægelsens historie, som guider og inspirerer mine to forløbs- og
populationsanalyser af dele af elevog studenterbevægelsen i dag. Begrundelsen for mit
videnskabsteoretiske valg og essensen af denne diskuteres i tre afsnit i kapitel 3, som
udgør afhandlingens teoretiske rammeforståelse, og som alle tager afsæt i den
historiske materialisme.
I afsnittet Samfundsteori og struktur-aktør perspektivet argumenteres der for et
marxistisk inspireret struktur-aktør perspektiv, som fastholder modstillingen af og
dialektikken mellem strukturer og aktører. Den centrale konsekvens af dette
udgangspunkt er, 1) at historien forstås som en ”generationshistorie”, hvor ”mennesker
selv skaber deres historie, men ikke efter forgodtbefindende, ikke under selvvalgte
betingelser, men under forhold som er skabt gennem generationers virksomhed”. Hver
ny generation indgår i ”bestemte, nødvendige af deres vilje uafhængige forhold”.
Sådanne objektive forhold findes til enhver tid, og de virker bestemmende ind på
36
Disse begreber uddybes og defineres i kapitel 3, afsnit 1.6.
46
mennesker, deres ideer og handlinger. Men disse objektive forhold er jo netop skabt
gennem forudgående generationers virke. De er altså ikke naturgivne, og kan på længere
sigt ændres igennem kollektive aktioner. En anden konsekvens er, 2) at denne historie
opfattelse og hermed det marxistisk inspirerede struktur-aktør perspektiv netop udtrykker en relativ deterministisk samfunds teoretisk forståelse, som er helt central for en
forståelse af historiens gang, af kapitalismen som samfundssystem, af klassekampen og
modstandens karakter og skift etc. Det er Marx`s dialektiske syn omkring ”helhed,
modsætning og forandring”, som udtrykkes i det relative og i modstilling af og dialektikken mellem strukturer og aktører.37
For at skærpe og nuancere forståelsen af struktur-aktør perspektivet ud fra den historiske materialisme inddrages en diskussion og kritik af Giddens strukturationsteori, som
er et forsøg på at bryde dualismen mellem struktur og aktør. Et forsøg som efter min
mening ikke lykkes men placerer sig ind på en overvejende aktørposition.
I afsnittet Klasseteori – hvad handler den om? argumenteres for en marxistisk inspireret klasseforståelse, som udgør ”formidlingsleddet mellem Marx’s overordnede teori om
forholdet mellem økonomi og politik, om aktører og strukturer i en vedvarende
generationsdialektik til den ene side og hans politiske teori om massemobilisering,
demokrati og socialisme samt stat og ideologi til den anden side.”38 Intentionen med
dette afsnit er primært at slå fast, hvorfor klassespørgsmålet er centralt og at opridse
hvilken klasseteori, afhandlingen baserer sig på. Klasseteorien bruges i denne
afhandling til 1) at identificere nogle hovedspor i de sociale og politiske forhold – nogle
langtidsudviklinger, og mere konkret den forandringsproces, som har fundet sted siden
midt 60’erne indenfor såvel elevog studenterbevægelsen som indenfor arbejderklassen,
og til 2) at diskutere, hvilken betydning klasserelationer og klassekonflikter har i
relation til elevog studenterbevægelsen aktuelt og historisk – herunder forholdet
mellem ”studenter” og ”arbejdere” og deres relation til ”kampen om merproduktet”,
37
I diskussionen af struktur-aktør problematikken inddrages primært bøger og artikler fra følgende
nulevende teoretikere: A. Giddens, Alex Callinicos, John Molyneux og Curt Sørensen, som alle er dybt
inspirerede af Marx`s historiske materialisme – se i øvrigt litteraturlisten.
38
Ovenstående ”… er så at sige den klassiske tolkning af Marx` klasseteori og dens indplacering i hans
samlede teori. I en anden tolkning er klasseteorien simpelthen den centrale del af hans samlede
teoribygning, selve fundamentet for de øvrige teorielementer”, citeret fra Sørensen, Curt: Marx`
klasseanalyse som en integreret og flerdimensional magtteori, s. 3, Institut for statskundskab, Århus,
2002
47
fælles interesser, spørgsmålet om erfaringsoverførelse og inspiration, og spørgsmålet
om der på alle disse spørgsmål kan spores en historisk udviklingstendens?
I afsnittet Hegemoni og kollektive aktioner – et spørgsmål om magtbalancen
materielt og bevidsthedsmæssigt argumenteres ud fra en marxistisk inspireret
forståelse af sammenhængen mellem borgerskabets magtudøvelse, kollektive aktioner
og bevidsthedsudviklingen for, hvordan de kollektive aktioner både fungerer som en
barriere for borgerskabets hegemoni og en mulighed for at arbejderklassen igennem den
daglige kamp kan overvinde sin afmagt og styrke sin organisation og bevidsthed.
I denne afhandlings empiriske analyse overføres denne teoretiske forståelse – som ikke
mindst Antonio Gramsci39 udviklede med begreberne ”den modsætningsfyldte bevidsthed”, ”good sense” og ”commen sense” til en fokusering på, 1) hvad der sker med de
unge aktivister i forbindelse med forberedelsen, organiseringen og opfølgningen af de
kollektive aktioner og aktiviteter, og med de omgivelser, som de handler i, og 2) hvilken
sammenhæng der er mellem omfanget og indholdet af, hvad der sker med de unge
aktivister som handler, og de omgivelser de handler i – dvs. hvordan denne
sammenhæng afhænger af ”situationen” – af tiden, og afhænger af styrkeforholdet
mellem de sociale bevægelser nedefra og det etablerede system oppefra – og herunder
”traditionerne for antikapitalisme” blandt aktørerne.
Efter at have opridset og diskuteret den teoretisk rammeforståelse eksemplificeres i
afsnittet Fra Marx til en konkret historisk analyse, dels hvordan den historiske
materialisme kan omsættes i en konkret historisk analyse, som forsøger at forstå og
beskrive den samfundsmæssige historiske udvikling fra 60’erne til i dag ud fra struktur
og aktør perspektivet – dvs. især ud fra grund- og generationslogikken og klasseteorien,
som opridses, og dels hvorfor og hvordan jeg opererer med ”turning points” og periodeopdelinger i den historiske fremstilling som en del af hele struktur aktør forståelsen.
39
Gramsci, A: Selections from Prison Notebooks London, Lawrence and Wishart, 1971; Harman, Chris
m.fl.:“Gramsci's revolutionary legacy” I International socialism 114, London, 2007; Ytterstad, Andreas:
SVTs Uppdrag Granskning og Gøteborgsprotestene 2001 - en gramsciansk begrepsdrøfting og analyse,
Oslo, 2004, http://www.duo.uio.no/sok/work.html?WORKID=22222
48
Endelig redegøres der også kort for, hvilken historisk teori og litteratur der i øvrigt
anvendes i den historiske fremstilling og analyse.
Hvorfor bevægelse? – en struktur og aktørbaseret konklusion
Ovenstående tre teorielementer og eksemplificeringen af ”fra teori til analyse” omsættes
og operationaliseres videre i kapitel 3 i to historiske fremstillinger, som samtidig er
afhandlingen første samlede bud på en besvarelse af spørgsmålet: Hvorfor bevægelse
igen?
Intentionen med disse to historiske fremstillinger er at kombinere dobbeltheden mellem
den samfundsmæssige udvikling og elevog studenterbevægelsens udvikling, som
reflekterer denne og modstillingen af og dialektikken mellem strukturer og aktører for
med afsæt heri at besvare, hvorfor der er bevægelse igen.
”Det store billede” – den samfundsmæssige udvikling – ridser den politisk, økonomisk
og ideologiske udvikling op samfundsmæssigt set ud fra en klassekampsoptik, mens
”det lille billede” – elevog studenterbevægelsens udvikling - ud fra denne
samfundsmæssige ramme, og de skift der finder sted, beskriver ”bevægelsens opståen
og udvikling som læreproces”.
Intentionen i den historiske fremstilling er at identificere hvorfor og hvordan
styrkeforholdet skifter, og hvilke konsekvenser det har – ikke mindst på aktørsiden og
indenfor de sociale bevægelser - for om muligt også at forstå sammenhængen mellem
”fortiden” og ”nutiden” ud fra struktur-aktør problemstillingen.
I afsnittet Det historiske samfundsmæssige spor fra 1945 til 2004 – ”det store
billede” er historiens udvikling fremstillingsmæssigt bygget op omkring fire ”turning
points” i perioden 68, 73/74, 89 og 99, som udtrykker de mest markante skift i historien
– politisk, økonomisk og ideologisk. Pointen er, at det er ”turning points” som afspejler,
hvordan modstillingen og dialektikken mellem den ”objektive situation” og den
”subjektive faktor”, hele struktur-aktør problematikken, sætter sig igennem i den
historiske virkelighed – både vertikalt og horisontalt i form af omfattende forandring.
Altså både som et aktuelt og et historisk forhold.
49
Ovenstående historisk, samfundsmæssige udvikling følges op i afsnittet Elev- og
studenterbevægelsens opståen og udvikling som læreproces fra 1965-2004 – ”det
lille bilede”. En fremstilling som er baseret på den historiske teori, som er fremlagt i det
forrige afsnit om den samfundsmæssige udvikling fra 1945 til i dag, og herunder de fire
”turning points”, og som bygger på den teoretiske opfattelse, at elevog
studenterbevægelsen reflekterer den samfundsmæssige udvikling fra midt 60’erne, hvor
kapitalismens boom og brug for bedre og mere kvalificeret arbejdskraft går hånd i hånd
med reformer og opbygningen af velfærdsstaten – herunder en ekspanderende
uddannelsessektor, som baserer sig på en kritisk læring i indhold som form. Men det er
samtidig en bevægelse, som i midt 70’erne kommer i strid modvind på grund af nedskæringer og en gradvis ændring af uddannelsespolitikken i nyliberalistisk retning. Det
er samtidig en bevægelse, som på mange måder både mht. krav og mål, organisering,
udvikling og betydning har klare paralleller til fagbevægelsen - kan karakteriseres som
elever og studerendes ”fagbevægelse” med de forskelle, der så sandelig også er
størrelses-, klasse- og magtmæssigt.
To nye forskningsspor
I forlængelse af de historiske rids, og som en konkretisering af struktur-aktør perspektivet med fokus på den klassemæssige udvikling, forfølges og diskuteres to iøjnefaldende historisk strukturelle forandringsspor fra midt 60’erne til i dag i afsnittet Den
uddannelses- og klassemæssige forandringsproces.
Det første delspor følger den forandringsproces, som elevog studentermassen har
gennemløbet. Antallet og sammensætningen af elev og studentermassen i dag er ikke
blot en kopi af 70’ernes bevægelse. Den er ny og anderledes på mange måder. Den er
større, dens sammensætning er en anden, og den bygger ovenpå andre traditioner end
dengang.
Det andet delspor fokuserer på, at den klassemæssige sammensætning – først og fremmest indenfor arbejderklassen, men også i middelklassen har ændret sig markant
(fremkomsten og væksten af den nye arbejderklasse indenfor især den offentlige
sektor). Det har som konsekvens, dels at de unge som kommer igennem uddannelses50
systemet i dag ender i job som er anderledes end de job unge i midt 60’erne og først i
70’erne fik. Dels at de unges socioøkonomiske baggrund og erfaringsmateriale i dag er
anderledes end deres forældres socioøkonomiske baggrund for 30 år siden af den simple
grund, at deres bedsteforældres jobsituation var helt anderledes end deres forældres.
Begge spor følges op i kapitel 7 og diskuteres videre med afsæt i de aktuelle empiriske
analyser af de aktive lag i DGS og PLS.
Fra teori til empiri
I kapitel 3’s sidste afsnit Fra grundteori til empirisk analyse – en operationalisering
skitseres, hvordan de centrale teoretiske bidrag og diskussioner i kapitel 3 operationaliseres i den empiriske analyse med henblik på at besvare problemformuleringen. Og
hvad betyder det så mere præcist?
For det første tages der afsæt i ”den tætte forbindelse mellem sociale bevægelser og
forandring”, dvs. i det faktum, at studiet af elevog studenterbevægelsen giver
muligheder for at trænge ind i relationerne mellem de unge aktivister og deres
organisationers adfærd og de samfundsmæssige strukturer, således som de udtrykkes og
reflekteres i deres krav, kampe, organisering og samspil med andre sociale bevægelser/partier. Studiet af sociale bevægelser er med andre ord et særdeles velegnet
udgangspunkt for studiet af, hvorfor der er bevægelse igen!
For det andet argumenteres der for, hvorfor den empiriske undersøgelses analytiske
fokus er de kollektive aktioner og aktiviteter. Det gøres ud fra det grundsynspunkt, som
løber igennem den historiske materialisme, at det er igennem det at mennesker selv
handler og organiserer sig, at de kan bryde med borgerskabets ”hegemoni” magt- og
bevidsthedsmæssigt. Det er her at de kollektive aktioner kommer ind ud fra den
begrundelse at indholdet, omfanget og organiseringen af de kollektive aktioner
udtrykker og kan fortælle historien om en social bevægelses krav og mål, magt og
indflydelse, organisering og udvikling, læreprocesser og politisk radikalisering af
bevægelsens aktører mv. Vi ved fra bevægelsesforskningen noget om, hvad sociale
bevægelser er, hvad de kan fortælle om forandring – dvs. hvordan de sociale bevægelser
påvirker og bliver påvirket af den ”objektive situation”, Dvs. studiet af sociale
bevægelser af aktørerne og deres handlinger og holdninger kan både fortælle noget om
51
de sociale bevægelser, og hvad der sker i samfundet – hvad de sociale bevægelser bliver
påvirket af.
For det tredje argumenteres der for at bruge den historisk teoretiske rammeforståelse og
besvarelse af Hvorfor spørgsmålet som et operativt ”hjælpemiddel” til både at
strukturere og forstå empirien. Strukturere på den måde, at fokus for indsamling af
empiri forfølger de hovedforklaringer og spor, som den teoretiske analyse giver på
spørgsmålet om hvorfor bevægelse igen! Og forstå på den måde, at den teoretiske
rammeforståelse og besvarelse, som fremlægges i kapitel 3, netop skal bruges til at åbne
forståelsen
af
empirien
op
og
om
muligt
grave
ned
i
nye
spor
og
forståelsessammenhænge, som kan facettere en besvarelse af problemformuleringen –
ikke mindst på hvordan spørgsmålet.
For det fjerde argumenteres der for, at grunden til at der primært er valgt at undersøge
populationen i de aktive lag i DGS og PLS er, at disse udtrykker den mest avancerede
del af bevægelsens aktører – de kan fortælle dens historie og fortælle den i et
perspektiv, som også kan knytte an til min historisk teoretiske ramme, hvor der kan
kobles til ”det store og det lille billede” den snævre og den brede dagsorden, bevægelse
og venstrefløj, sociale rødder og ”generationer” mv. Det er et valg, som udover en
teoretisk begrundelse også har en praktisk dimension – herom i kapitel 4.
2.2 Del 2: Empirisk design, metoder og undersøgelse
Kapitel 4: Empirisk design og metodeovervejelser
Udgangspunktet er, at der skal etableres ny viden, som overskrider det beskrivende
plan, for at besvare problemformuleringen.
Min analysestrategi er, at den viden kan skabes gennem en fokusering på de primære
aktører og den måde de handler og tænker på – dvs. den måde de er i bevægelse på.
Teoretisk baserer jeg overordnet min analysestrategi på struktur og aktør perspektivet,
og på følgende teoretiske teser/antagelser 1) at studiet af sociale bevægelser rummer en
forskningsmæssig mulighed for at besvare de tre spørgsmål hvorfor, hvordan, hvorhen40
40
Sztompka: The sociology …, op. cit.,
52
og 2) kollektive aktioner udgør en centralnerve indenfor de sociale bevægelsers optik –
og udtrykker det mest fortættede udtryk for holdninger og handlinger på individ-,
organisationsog samfundsplan.41
Disse to teoretiske teser og min teoretiske rammeforståelse bruger jeg operativt til at
skrue min analysestrategi sammen og strukturere, hvad det er jeg søger efter af forskningsmæssige besvarelser, og hermed hvilken empiri jeg vil indsamle, og hvilke metoder der kan anvendes.
I kapitlet lægger jeg disse overvejelser frem omkring mit empiriske design og mine
forskningsmæssige metoder og herunder forholdet mellem analyse og fortolkning og
validitet, teori og empiri.
De empiriske analyser er opbygget som to forløbs- og populationsanalyser af de aktive
lag i DGS og PLS i perioden sommeren 2002 til årsskiftet 2003/2004.
I den forløbne periode har jeg brugt en kombination af fire forskellige metoder42 for at
kunne overskride det beskrivende niveau – dvs. metodisk satsede jeg på at bruge både
den kvalitative og kvantitative metode (skriftligt materiale, observationer af aktiviteter,
spørgeskemaundersøgelse og interviews). Det er de samme metoder der er anvendt i de
to forløbs- og populationsanalyser, hvorimod omfanget af aktiviteter indenfor de to
studieorganisationer og mit tidsforbrug har varieret.
Den måde jeg forsøger at gøre det på er ved at trænge ned i en aktuel analyse af elevog
studenterbevægelsen, som kan komme i dybden med en forståelse – både beskrivende
og analytisk – af aktørerne indenfor elevog studenterbevægelsen, af deres sociale,
kulturelle og politiske baggrund (om deres forældres og deres egen deltagelse i
bevægelser og partier), af deres holdninger og handlinger, både de snævre uddannelses-
41
Mikkelsen: Bevægelser …, op. cit.,
Metode teoretisk har jeg hentet stor inspiration hos blandt andet Kvale, Steinar: InterView. En
Introduktion til det kvalitative forskningsinterview.
København: Hans Reitzels Forlag, 1999; Kristiansen, Søren; Krogstrup, Hanne Kathrine: Deltagende
observation: Introduktion til en samfundsvidenskabelig metode, Hans Reitzels Forlag, København, 1999;
Andersen, Ib (red.): Valg af organisationssociologiske metoder – et kombinationsperspektiv,
samfundslitteratur, København, 1990.
42
53
og bredere samfundspolitiske holdninger, og deres refleksioner over egne holdninger,
deltagelse og fremtidsvisioner. Det er her, at denne afhandlings empiriske analyse af de
to studieorganisationer kan bidrage med ny og aktuel viden.
Kapitel 5 og 6: En forløbs- og populationsanalyse af de aktive lag i DGS og i PLS i
perioden juli 2002 til december 2003
I kapitel 5 og 6 fremlægges resultaterne af de to forløbs- og populationsanalyser af de
aktive lag i DGS og PLS.
I indledningen til hvert underafsnit er der gjort rede for, hvad intentionen er, og hvilke
metoder og kilder afsnittet bygger på. Afrapporteringen og analysen starter med en
fokusering på, hvordan de unge selv identificerer og forstår forandringen – det at der er
mere bevægelse. Herefter opridses et signalement af organisationen og de aktive lags
socioøkonomiske baggrund, hvorefter den empiriske analyse dykker ned i, hvordan de
aktive lag handler indenfor såvel som udenfor organisationen.
Afrapporteringen af og analysestrategien for forløbs- og populationsanalysen af det
aktive lag i DGS er bygget op omkring følgende hovedafsnit. Den tilsvarende
afrapportering og analysestrategi for det aktive lag i PLS følger i hovedtræk
nedenstående for DGS.
I afsnittet DGS i forandring, men hvorfor? er intentionen at spore analysen ind på,
hvordan de unge aktivister selv identificerer, at noget nyt er i gære! Et af udtrykkene for
den forandringsproces, som DGS gennemløber, udtrykkes ved ændringen af
organisationens formålsparagraf i 2002, hvor den snævre politikforståelse erstattes af
ambitionen om at ”politisere og aktivisere” gymnasieleverne bredere. Den proces
beskrives og søges forklaret ud fra at ”noget nyt er i gære!” samfundsmæssigt set – især
den kendsgerning at Fogh regeringen vinder valget i november 2001, og de politiske
ændringer der finder sted, men også at 11. september åbner en ny og bredere politisk
dagsorden op. De unge aktivisters egen forklaring og forståelse af det ”nye” og skiftet
afrapporteres og analyseres.
54
I afsnittet Et signalement af DGS er intentionen at fremstille en komprimere
organisationsanalyse, som kan danne ramme om en analytisk fordybelse af hvilke
holdninger, handlinger og refleksioner der findes indenfor det aktive lag. Det gøres ved
at beskrive organisationen bredt set med fokus på omfanget af og forholdet mellem det
aktive lag og basis, organisationens struktur og opbygning, arbejdsplan og aktiviteter,
de kollektive aktioners omfang og betydnin, og det klassiske forhold mellem
parlamentarisk og udenomsparlamentarisk arbejde.
I afsnittet Det aktive lags sociale og politiske rødder er intentionen at tegne et billede
af det aktive lags socioøkonomiske baggrund - og herunder deres sociale og politiske
rødder. Analytisk gøres det ved at foretage en sammenligning mellem den unges
placering indenfor det aktive lag i relation til højeste uddannelse i hjemmet, på
”hyppighed af diskussioner” og forældrenes ”traditioner” for deltagelse i faglig og
politisk aktivitet.
I afsnittet De kollektive aktioner er intentionen at beskrive indholdet, omfanget og
betydningen af de kollektive aktioner. Analytisk gennemgås hvilke kollektive aktioner
der foregår i den undersøgte periode, hvad de omhandler, hvordan de organiseres,
hvordan de forberedes og opsamles, og hvad de resulterer i materielt og politisk
bevidsthedsmæssigt.
I afsnittene om Antikrigsbevægelsen og politisk organisering bevæger analysen sig
udover
den
snævre
uddannelses-
og
organisationsmæssige
erfarings-
og
aktivitetsrammer indenfor DGS, og intentionen er at diskutere betydningen af de unges
deltagelse i antikrigsbevægelsen og de unges deltagelse i politiske ungdomsorganisationer – hovedsagelig på den politiske venstrefløj i relation til deres aktiviteter i DGS.
Det gøres ved at kortlægge, hvilken sammenhæng der er mellem de unges forskellige
aktiviteter i bevægelser og partier og deres engagement indenfor DGS. Og hvilken
betydning dette samspil og miks af aktiviteter har holdnings- og handlingsmæssigt og
herunder påvirker DGSs udvikling og forandringsproces.
55
I afsnittet Det aktive lags holdninger – de snævre og de brede er intentionen at
beskrive deres holdninger på såvel det snævre uddannelsespolitiske som det bredere
samfundsmæssige område – både nationalt og internationalt.
I afsnittet Forskellige strømninger i det aktive lag – og i basis er intentionen at
analysere på såvel spændvidden mellem de forskellige lags politiske holdninger og omfanget af de forskellige holdninger målt ud fra tre klassiske tendenser: de venstreorienterede, de reformistiske og de borgerlige. Det gøres ved at stille dem spørgsmålet
”hvad de vil stemme?”
I afsnittet Det aktive lag – en diskussion af taktik og strategi er intentionen at få en
forståelse af, hvordan det aktive lag opfatter ”situationen” og DGSs rolle og muligheder
– dvs. deres beskrivelse og forståelse af, hvorfor der er bevægelse og hvordan, og hvilke
muligheder for handling situationen rummer. Det gøres ved at vende tilbage til det
første afsnit i denne forløbs- og populationsanalyse – Hvorfor er DGS i forandring?
Men nu med basis i de foregående afsnits beskrivelser og analyser af det aktive lags
holdninger og handlinger, hvor dette afsnit handler om deres egne mere refleksive
vurderinger af mål og midler: om DGS er for venstreorienteret, hvordan og hvor langt
DGS skal gå i politiseringen og aktiviseringen, om kollektive aktioner (strejker og
demonstrationer) er det mest effektive middel til at få indflydelse på, om DGS skal
støtte anti-krigsbevægelsen, om DGS skal alliere sig med resten af elevog studenterbevægelsen og fagbevægelsen, om muligheder og problemer i opbygningen af
organisationen – fra elevrådene til organisationen på landsplan etc. Overvejelser som
meget hænger sammen med en vurdering af ”situationen”, organisationens styrke og
deres egne politiske holdninger og erfaringsmateriale.
I
det
sidste
afsnit
Hvad
har
DGS
opnået
–
materielt,
politisk
og
organisationsmæssigt er intentionen dels at ”måle” de unges egne vurderinger af,
hvilken politisk udviklingsproces de har gennemløbet, dels hvilke overvejelser de har
mht. fremtidig engagement i politiske og faglige sammenhænge, og dels hvilke
”objektive” forbedringer DGS har været medvirkende til at sikre i den undersøgte
periode, og de unges vurderinger af hvorfor og hvordan det er lykkedes.
56
Det gøres ved at beskrives og forstå, hvilke fingeraftryk DGSs aktiviteter har sat på de
uddannelsespolitiske rammer (fjernet eller mindsket nedskæringer), hvilken politisk
udviklingsproces de unge aktivister har gennemløbet holdningsmæssigt (målt på holdninger til samfundssyn, kollektive aktioner kontra parlamentarisk arbejde, DGS som
organisation, stemmeafgivning) og handlingsmæssig (målt på om de under deres
kommende studie vil være studenterpolitisk aktive og deltage i andre sociale bevægelser/melde sig ind i politiske partier). Endvidere beskrives hvilken organisationsmæssig udvikling DGS har været igennem (målt på antal medlemsskoler, antal
deltagere på landsmøder og det aktive lags størrelse og udvikling etc.).
2.3 Del 3: Konklusion og perspektivering43
Kapitel 7: Konklusion og perspektivering
Intentionen med denne empirisk, teoretisk baserede konklusion og perspektivering er at
bygge ovenpå 1) kapitel 3`s analytisk teoretisk historiske besvarelse af Hvorfor og
hvordan i bevægelse samt afsnittene Elev- og studenterbevægelsen som social
bevægelse og afsnittet Den uddannelses- og klassemæssige forandringsproces, og 2)
kapitel 5 og 6`s empirisk analytiske forløbs- og populationsanalyser af de aktive lag i
DGS og PLS.
Selve konklusionen og perspektiveringen falder i fire dele:
(Del 1) Hvorfor og hvordan i bevægelse – en empirisk og teoretisk baseret
konklusion
Intentionen er for det første at underbygge og facettere den fremlagte konklusion i
kapitel 3 – de to historiske fremstillinger af ”det store og det lille billede” af Hvorfor og
hvordan der er bevægelse?
I afsnittet Hvorfor i bevægelse? – en aktør og strukturbaseret konklusion
fremlægges en komprimeret, generel forklaring på, hvorfor der er bevægelse igen, som
dels bygger på de unges egne forklaringer i det empiriske materiale og dels de historisk
teoretiske forklaringer på samme spørgsmål i kapitel 3. Som det fremgår, harmonerer de
43
I denne del trækkes der primært på allerede refereret teori og historie, men der inddrages dog dels teori
om fagbevægelsen – og især bureaukratiet og lederskab, og dels inddrages der på mere brede og aktuelle
analyser af især ungdommens udvikling.
57
unges egne fortolkninger i hovedtrækkene med den teoretisk historiske besvarelse, om
end de selvsagt ikke er i stand til på det samme historisk teoretiske plan at analysere og
konkludere på, hvorfor der er bevægelse igen.
I afsnittet Hvordan i bevægelse – en empirisk aktørbaseret konklusion tages der
afsæt i en komparativ analyse af de to organisationers aktive lag og ”hvordan
spørgsmålet” ud fra de to empiriske analyser, hvor der for det første dokumenteres 1) at
perioden 1999-2004 repræsenterer et brud med den forudgående periode politisk og
aktivitetsmæssigt, 2) at de to organisationer i perioden 1999 til 2004 gennemløber en
opsvingspiral politisk og aktivitetsmæssigt, som genererer mere politik og aktivitet, 3)
at dette opsving i aktiviteter og politik ikke forløber tids- og indholdsmæssigt ens
indenfor de to organisationers aktive lag, 4) at PLS er ”dynamoen” i opsvingspiralen i
perioden fra 1999-2001, hvorefter DGS i løbet af 2002-3 ”overhaler” PLS politisk og
aktivitetsmæssigt, og 5) ud fra forskelligheden mellem de to organisationers aktive lag
skimtes aktørernes afgørende rolle, men indenfor nogle fælles ”objektive rammer” og
indenfor en ”objektiv ramme” som er anderledes end i perioden fra 1989 til 1999.
Udover denne generelle karakteristisk af perioden og de aktive lag foretages der også en
komparativ analyse af de fællestræk, som kan spores i de to aktive lag og organisationernes handlinger, holdninger og refleksioner, og forskellen mellem de aktive lag og
”skolesporene.”
(Del 2) Hvorfor og hvordan i bevægelse – en aktørbaseret forklaringsmodel
Intentionen er for det andet at opstille en empirisk baseret forklaringsmodel på, hvorfor
og hvordan opsvinget indenfor elevog studenterbevægelsen - og det jeg har kaldt
opsvingspiralen - foregår, dvs. hvilke faktorer der er i spil primært på aktørsiden, og
hvordan aktørerne påvirker og bliver påvirket til den ene side af disse faktorer og til den
anden side, hvordan aktørerne og disse faktorer bliver påvirket af og påvirker den
samfundsmæssige situation og de samfundsmæssige strukturer i en dialektisk proces.
I den opstillede model lægges der vægt på at fokusere på de forskelle, der findes mellem
de to organisationers aktive lag både handlings-, holdnings- og refleksionsmæssigt ud
fra en forståelse af, at nøglen til at der kommer bevægelse igen efter mere end ti års
58
stilstand og passivitet er en kombination af nogle samfundsmæssige ændringer og nogle
(kollektive) subjekter og organisationer, som er i stand til at omsætte den nye situation
til nye måder at tænke og handle på – i nye måder at forsøge at forandre på.
I afsnittet Opsvingspiraler, de fire faktorers betydning - og de aktive lags rolle heri
er intentionen at afdække hvilke ”faktorer” indenfor de sociale bevægelsers optik, der
1) på afgørende vis spiller en rolle i den undersøgte periodes opsvingspiral, 2) kan
forklare de forskelle, der kan konstateres mellem de aktive lag, 3) kan forklare hvorfor
de to organisationers opsvingspiraler tids- og omfangsmæssigt er forskellige, og 4) kan
forklare den bredere samfundsmæssige dagsordens indvirkning på omfanget og
karakteren af opsvingspiralen – dvs. relationen mellem tiden, faktorerne og aktørerne.
Til det formål opstilles en forklaringsmodel for, hvilke faktorer indenfor de sociale
bevægelser optik, der på afgørende vis påvirker aktørerne og de sociale bevægelser og
genererer opsvingspiralen, og hvilke relationer der er mellem disse faktorer, som er: 1)
de kollektive aktioner, 2) den politiske organisering, 3) DGAB og antikrigsbevægelsen
og 4) aktørernes ”situationsopfattelse” og taktik og strategi.
Hovedessensen i forklaringsmodellen er, at der er nogle faktorer i spil, som både påvirker aktørerne og de sociale bevægelsers udvikling, og som bliver påvirket af aktørernes
handlinger, holdninger og refleksive overvejelser i en dialektisk proces. Disse ”faktorer”
i de sociale bevægelsers optik er selvsagt – udover aktørernes handlinger og holdninger
– også dybt afhængige af de samfundsmæssige strukturer og politiske magtforhold og
udviklinger, ligesom de sociale bevægelser og aktører påvirker disse samfundsmæssige
strukturer og udviklingen.
Der argumenteres for, at disse fire faktorer er afgørende i en karakteristik og forståelse
af det bevægelsesopsving, som finder sted inden for de to studieorganisationer i
perioden 1999-2004. Men de er også afgørende i en karakteristik og forståelse af,
hvorfor bevægelsesmønstret i perioden 1999 til 2004 ændrer sig, og hvorfor der er
forskelle mellem de to organisationers bevægelsesmønstre.
59
(Del 3) Nye indsigter – arbejderklassesporet og forbindelserne mellem fortid og
nutid
Intentionen er for det tredje at åbne op for nye indsigter og nye spor, der kan forfølges,
og som ligger som generelle spor i den teoretiske del, men som nu med den nye
empiriske indsigt kan udfoldes mere. Det gælder især på spørgsmålet om den
klassemæssige forandringsproces, på arbejderklassesporet – dvs. paralleleliten mellem
elev-
og
studenterbevægelsen
og
fagbevægelsen,
og
på
generations-
og
grundproblematikken – dvs. hvilke ”traditionsmæssige” forbindelseslinjer der er mellem
”fortid” og ”nutid”, og som ”overføres og fornyes” på aktørsiden og indenfor de sociale
bevægelser.
I afsnittet Når elever, studerende og arbejdere strejker og organiserer sig –
fællestræk, forskelle og perspektiver forfølges afhandlingens mest afgørende
operative teori og praksis aspekt, nemlig de kollektive aktioner blandt elever/studerende
og i arbejderklassen set i et magt og organiseringsperspektiv. Hvilke ligheder og
forskelle
er
der
mellem
arbejderklassen/fagbevægelsen
og
elev-
og
studenterbevægelsens krav, kampe, organisering, ledelses, traditioner mv.? Hvordan
inspirerer de to bevægelser hinanden? Hvilke historiske udviklingstendenser kan spores
mellem de to ”bevægelser”? Og hvilke forklaringsmuligheder kan der skimtes i disse?
Spørgsmålet om hvorfor der er bevægelse igen ud fra denne komparative analyse?
I afsnittet Kollektive aktioner, bevidsthed og klassetilhørsforhold forfølges den
anden del af de kollektive aktioners betydning – nemlig spørgsmålet om ”hvad der sker
med mennesker, som deltager i kollektive aktioner og aktiviteter”. Ud fra Marx`s
klasseteori og Gramscis forståelse af ”den modsætningsfyldte bevidsthed” og ”good
sense” og ”commen sense” afdækkes baggrunden for og betydningen af, hvad der sker.
De spørgsmål der konkret diskuteres med baggrund i de empiriske baserede
konklusioner og den opstillede forklaringsmodel omkring betydningen af de kollektive
aktioner, deltagelse i partier og andre bevægelser etc. er 1) hvorfor og i hvor høj grad de
unge faktisk tænker og handler indenfor en klassekampsoptik, og 2) hvad der skaber og
konstituerer disse holdninger.
60
I afsnittet Forbindelsen mellem ”fortid og nutid” – overførsel og fornyelse af traditioner diskuteres 1) hvilken betydning den strukturelle forandringsproces, som har
fundet sted indenfor elevog studentermassen og arbejderklassen har for de aktive lags
holdninger, handlinger og refleksioner – dvs. hvilken betydning forandringen af deres
”objektive” og ”subjektive” klasseposition har for spørgsmålet om ”Hvorfor bevægelse
og hvordan bevægelse?”, og 2) under overskriften ”Et generationsdialektisk perspektiv
”hen over spisebordet” diskuteres et lille hjørne af hele problematikken omkring
generationsperspektivet, dvs. hvilken overførelse af styrkeforhold materielt og bevidsthedsmæssigt, nutidens unge studenteraktivister ”overtager” fra den forrige generation.
Helt konkret diskuteres de unges politisk kulturelle baggrund – dvs. deres forældres
påvirkning ”hen over spisebordet” på deres holdninger og handlinger i dag.
I afsnittet Elev- og studenterbevægelsen - en ny og ung bevægelse i ”gammel optik”
diskuteres problematikken omkring de ”nye og de gamle sociale bevægelser” ud fra den
empiri og historisk teoretiske ramme, som denne afhandling rummer. Intentionen er at
levere en dybere forståelse af, hvorfor der tegner sig et billede af elevog studenterbevægelsen som ”en ny og ung social bevægelse i gammel optik” En ung bevægelse i
dobbelt forstand i sammenligning med fagbevægelsen, men dens opståen, udvikling og
aktuelle position har mange lighedstræk med fagbevægelsen. Men det er også en ny
bevægelse i den forstand, at den reflekterer den nye samfundsmæssige udvikling og
forandringsproces – både objektivt og subjektivt. ”Bevægelsen bliver både skabt og
skaber sig selv” – dvs. at bevægelsen både forandres, fornyes og overfører traditioner
fra den mest militante del af arbejderbevægelsen – aktuelt som historisk. En proces som
også finder sted indenfor dele af fagbevægelsen – især indenfor det offentlige område.
Hvilken betydning har det for, at der er bevægelse igen? En del af denne forandringsproces er også at elevog studenterbevægelsen og fagbevægelsen ”rykker sammen” fx i
velfærdskampen – og skaber en ”generationsalliance”. Det rejser spørgsmålet om fx den
gamle 70’er parole om ”studenter og arbejdere – fælles interesser – samme kamp” er
aktuel igen – eller måske endog mere aktuel end dengang – og i så fald hvorfor?
(Del 4) Hvad har de opnået – og hvor er de på vej hen?
Intentionen er for det fjerde at diskutere, hvilke konsekvenser og perspektiver som dette
opsving i aktiviteter og politik, som kan spores indenfor dele af elevog studenterbevæ61
gelsen har både snævert og bredere set – dvs. både indenfor elevog studenterbevægelsen selv, blandt unge men også bredere set i andre bevægelser og politisk organisering og måske bredere samfundsmæssigt og demokratisk.
I afsnittet Bevægelsens resultater og retning diskuteres en perspektiverende besvarelse
af hvorhen spørgsmålet – dvs. hvilke konsekvenser og perspektiver der kan trækkes ud
af besvarelsen af Hvorfor og hvordan i bevægelse? En perspektiverende besvarelse som
fokuserer på 1) hvilke ”resultater” har bevægelsen opnået, og hvilke ”konsekvenser” har
de indenfor bevægelsens egen optik og bredere samfundsmæssigt, og 2) hvad er der
faktisk sket indenfor elevog studenterbevægelsen og bredere samfundsmæssigt siden
denne empiriske undersøgelse blev lavet.
62
Kapitel 3
Elev- og studenterbevægelsen
i et historisk teoretisk perspektiv
1. Elev- og studenterbevægelsen og ”nye og gamle” sociale bevægelser
I dette afsnit fokuseres der dels på, hvorfor spørgsmålet om sociale bevægelser er helt
essentiel at inddrage i en besvarelse af afhandlingens problemformulering, og dels hvilken bevægelses- og organisations optik elevog studenterbevægelsen må forstås
indenfor, og i forlængelse heraf hvilken samfundsteori der mest optimalt kan guide
afhandlingen.
1.1 Hvorfor studere sociale bevægelser?
Ja, det er der mindst to helt afgørende grunde til i forbindelse med den valgte
problemformulering i denne afhandling. For det første hersker der generel enighed om
indenfor bevægelsesforskningen, at sociale bevægelser er en af de mest afgørende
entreprenører i samfundsforandringer. Det slås også indledningsvist fast i bogen
”Bevægelse og demokrati”:
”Partier, foreninger og sociale bevægelser har spillet en afgørende rolle i
udviklingen af de europæiske demokratier, ikke mindst i Danmark…”44
For det andet rummer selve studierne af sociale bevægelser muligheden for at trænge
ind i nogle af de mest grundlæggende udviklingstræk i samfundsudviklingen – og
44
Mikkelsen: Bevægelser …, op. cit., side 9.
63
herunder ikke mindst i relationen/dialektikken mellem de samfundsmæssige strukturer
og aktørernes adfærd, således som de udtrykkes igennem de sociale bevægelser og
aktørernes krav, kampe, organisering og udvikling.
Her om siger Piotr Sztompka:
”Nowhere is the reciprocity between the individual and social structures
more conceptually and empirically obvious than in the operation of social
movements”, Hence:” the social movement miljø is an excellent stage upon
which to observe how social factors influence and are influenced by actors”
(Zurcher, L.A., Snow D. A. 1981: “Collective behaviour: social
movements”, in: M. Rosenberg, R.H. Turner (eds), Social Psychology:
Sociological perspectives, pp.447,475). Thus social movements represent an
intermediate form in the anatomy of social reality.
Second, social movements represent also an intermediate stage in the
dynamic emergence of the social fabric. Thus they allow us to grasp social
reality as it comes to birth… They are some of the most important agents of
structural change and structure-building. As Tourane puts it, ”social
movements belong to the processes by which a society produces its
organizations on the basis of its system of historical action and via class
conflicts and political transactions (Touraine, Allan : The Self-production of
Society. Chicago: University of Chicago Press.1977, s.298). Studying social
movements allows us to grasp wider social structures in the process of their
emergence or transformation.”45
Men hvor foregår de forandringer som de sociale bevægelser skaber, og hvori består de?
A considerable part of the changes produced by the movements are changes
in the movement itself (of its membership, ideology, rules, institutions, forms
of organizations etc.”, and even the external changes, in the wider society
(of its laws, political regimes, culture) brought about by the movement feed
back on its own members and structures, change the environment of there
actions, as well as the endowment of the actors (their motivations, attitudes,
accepted ideologies etc. Social movements are peculiar in this intimate
45
Sztompka: The sociology …, op. cit., s. 299-300.
64
mutual link between external and internal change: they change society,
changing themselves in the process, and they change themselves (mobilize,
organize) in order to change society more effectively. Change in the
movement and change by the movement go hand in hand… ”social
movements are more dynamic than most other social forms” (Marx, Gary,
James Wood: “Strands of theory and research in collective behaviour”,
Annual Review of Sociology, 1, s. 363-428, 1975, s. 394). They are social
change per excellence.”46
1.2 Hvad er sociale bevægelser?
Selvom der indenfor bevægelsesforskningen hersker generel enighed om, at sociale
bevægelser spiller en central rolle i samfundsudviklingen og forandringerne, så er der
vidt forskellige opfattelser af, hvilken rolle de spiller, hvorfor de opstår, hvilke potentialer de har, og hermed også hvordan de kan defineres.
Det sidste skal forsøges gjort her i relation til spørgsmålet om elevog studenterbevægelsen og de sociale bevægelser.
Piotr Sztompka indkredser spørgsmålet således:
”… by social movements we mean loosely organized collectivities acting
together in a non-institutionalized manner in order to produce change in
society”.47
Men som han siger videre: den mest almindelige og det mest centrale element i alle
definitioner er den tætte forbindelse mellem sociale bevægelser og forandring:
” Change is a basic defining characteristic of social movements .. Social
movement is closely related to social change” ( Wood, Jackson, 1982:6)48
46
Ibid., s. 278.
Ibid., s. 276.
48
Ibid., s. 277.
47
65
Problemet med den første definition er, at den binder de sociale bevægelsers fundamentale karakteristika – forandringer – sammen med en bestemt organisationsform. Dvs. at
den måde at definere sociale bevægelser på fx vil betyde at fagbevægelsen og måske
den sociale bevægelse over alle social bevægelser – arbejderbevægelsen – ekskluderes
fra ”de sociale bevægelser”.
En anden tilgang til dette spørgsmål fremlægges i bogen ”Bevægelser i demokrati”. Her
siges det, at inden for bevægelsesforskningen defineres
”en social bevægelse som en organisationstype, der har deltagernes aktivitet
som den væsentligste ressource, og som over en længere periode benytter
kollektive aktioner til at forsvare og fremme deres interesser over for andre
grupper i samfundet og overfor staten.”49
Kollektiv aktion forstås som ”en begivenhed, hvor under et vist antal mennesker
optræder samlet og i al synlighed fremsætter krav, som berører andre menneskers
interesser.”50 Men samtidig slås der fast, at
”hverken
sociale
bevægelser
eller
foreninger
er
velafgrænsede
samfundsfænomener, men derimod sociale konstruktioner, som er i konstant
forandring under indtryk af interaktion med diverse med- og modspillere og
som følge af begivenheder i ind- og udland.”51
Og videre siges der: I modsætning til bevægelsernes løse og omskiftelige
organisationsform står foreninger, som er kendetegnet ved ”en mere formel
organisationsstruktur, ligesom de benytter ganske andre strategier til at fremme deres
interesser.”52 Men som med bevægelser er foreninger bærere af kollektive identiteter og
indgår i en demokratisk læreproces, der også gør dem til vigtige aktører i den
demokratiske proces.
49
Mikkelsen: Bevægelser …, op. cit., s. 10.
Ibid., s. 11.
51
Ibid, s. 10.
52
Ibid., s. 11.
50
66
”Mere præcist definerer vi foreninger som sammenslutninger med en relativ
formaliseret struktur, som søger at virke for bestemte gruppers interesser (fx
fagforeninger), for en bestemt sag (mere ideelt betonede foreninger), eller
som organiserer en bestemt aktivitet (sports- og fritidsinteresser)”53
Hertil føjes at overgangen mellem bevægelse og foreninger er glidende – definitionerne
er mest idealtyper. Men når bevægelsesforskere så går et spadestik dybere og skal
definere, hvordan de mere konkret vil karakterisere sociale bevægelser – gamle som nye
interesseorganisationer mv., så viser der sig et hav af opfattelser.
Peter Gundelachs definitioner i Græsrødder er seje og Sociale bevægelser og samfundsforandringer tager udgangspunkt i to idealtyper med fokus på strukturer, hvor interesseorganisationer er karakteriseret ved en formel struktur og græsrodsbevægelser en
uformel og flad struktur. 54
Interesseorganisationen varetager medlemmernes interesser – primært i deres arbejdssituation, hvorimod græsrodsorganisationen eller den nye sociale bevægelse mål primært er at påvirke forhold, som ligger udenfor deltagernes arbejdssituation, og hvis
væsentligste ressource er medlemmernes aktivitet.55
Flemming Mikkelsen er ikke så strukturfikseret – han opererer med protestgrupper og
interesseorganisationer og her imellem sociale bevægelser. Mikkelsen argumenterer for,
at der er en glidende overgang mellem foreninger og græsrodsbevægelser/sociale bevægelser. Flemming Mikkelsen skelner mellem tre idealtyper: protestgruppen, interesseorganisationen og den sociale bevægelse.
Protestgruppen ”…vil oftest være en uformel, spredt og tidsbegrænset organisering
skabt på baggrund af nogle fælles materielle eller idealistiske interesser. Grupperne er
helt udelukket fra deltagelse i den politiske beslutningsproces og påkalder sig alene
53
Ibid., s. 11.
Gundelach foretager en yderligere underopdeler af græsrodsbevægelse i tre dele 1) græsrodsaktioner, 2)
græsrodsorganisationer og 3) græsrodsbevægelse.
55
Se Gundelach, Peter: Sociale bevægelser og samfundsændringer, Politica, 1988, og Gundelach, Peter:
Græsrødder er seje!, Politica,1980.
54
67
offentlighedens og myndighedernes opmærksomhed med deres protestaktioner.”56 Interesseorganisationerne eksisterer først og fremmest i kraft af deres tætte tilknytning til det
politiske apparat (rutinepolitikken). De er kendetegnet ved kun undtagelsesvist at
benytte kollektive aktioner som pressionsmiddel. Masseaktioner er for dem en sidste
udvej efter forhandlingerne er brudt sammen, eller når der er optræk til splittelse i
organisationen.57 Den sociale bevægelse befinder sig mellem disse to idealtyper:
”Vi har således at gøre med en (national) social bevægelse, når mennesker,
der påstår at tale på vegne af tilhængere, over en længere periode benytter
kollektive protestaktioner til at forsvare eller fremme deres interesser,
hvorved de udfordrer den etablerede ordens distribution og udøvelse af
magt.”58
Typisk for en sådan social bevægelse er, at den har udviklet et organisationsapparat,
som faktisk kan mobilisere et større antal mennesker, og at den er i stand til at opbygge
alliancer med andre samfundsgrupper.
”Bevægelsen vil i nogle tilfælde søge at påvirke sine tilhængeres materielle
leveforhold, daglige omgangsformer, normer og værdier for på den måde
den fælles identitet og bevægelsens mobiliseringskapacitet… Eftersom det
principielle mål for en sociale bevægelse er at øve indflydelse på magtens
autoritative fordeling og udøvelse ved brugen af protestaktioner, kan man
pr. definition sige, at bevægelserne befinder sig i en marginal position i
forhold til den formelle politiske beslutningsproces.”59
Søren Hein Rasmussen kritiserer det synspunkt, at græsrodsbevægelser er alternative til
partier og foreninger, at de er adskilt fra partier og foreninger, og at de vokser spontant
op fra neden etc. Samtidig forsøger han at nuancere bevægelsesbegrebet og sammenflette forholdet mellem bevægelse og organisationer ved at sige, at
56
Mikkelsen, Flemming: Protestaktioner og politisk mobilisering i Danmark 1914-85. Forskningsrapport
89-1. Institut for organisation og arbejdssociologi 1989, s. 59.
57
Ibid., s. 59.
58
Ibid., s. 59-60.
59
Ibid., s. 59.
68
”En græsrodsbevægelse kan således opfattes som det succesfulde resultat af
forskellige organisationers forsøg på at mobilisere så brede dele som muligt
af opinionen til politisk påvirkning af den givne sag.”60
Og videre:
”Bevægelserne trives som reaktioner på politiske tiltag og samfundsmæssige
processer, der har en sådan karakter, at mange mennesker føler sig stærkt
personligt berørt heraf, og disse mange mennesker kan bevæges…”61
Knud Holdt Nielsen argumenterer ud fra hans konkrete historiske studier af elevbevægelsen for, at det ikke giver mening at snakke om elevbevægelsen som noget
adskilt fra de sociale bevægelser – fra græsrodsbevægelser. Og det udfolder han således:
”Målet for LOEs stiftere (stiftes i 1969, mit indskud) var at etableringen af
en traditionel ”interesseorganisation” med rutineadgang til de besluttende
myndigheder. Elevernes forbillede var helt entydigt fagbevægelsen, og de
havde en indgroet tro på forhandlingsvejen. Aktioner var noget man greb til
som en sidste udvej, og LOE forekommer umiddelbart ret uanfægtet af det
anti-autoritære ungdomsoprør, som var undervejs andre steder i samfundet.
Blot ti år senere var LOE en totalt anderledes organisation… i løbet af
70’erne udvikler LOE sig i retning af noget ganske anderledes nemlig en
”social bevægelse”62
Under et kan vi konstatere, at inden for bevægelsesforskningen er der et hav af
opfattelser, som ikke nødvendigvis alle sammen er modstridende, men som i hvert fald
tegner et meget broget billede af, hvad sociale bevægelser er! Og sandt at sige også et
billede som kun giver nogle svage antydninger af, hvordan vi kan relatere disse
opfattelser til elevog studenterbevægelsen.
Men ud fra ovenstående kan vi i hvert fald identificere følgende problematikker: De
opstillede begreber – idealtyper – fra såvel Gundelach som Mikkelsen er faktisk ikke i
60
Rasmussen Hein, Søren: ”Græsrødder, partier og demokrati”, kapitel 4 i: Mikkelsen: Bevægelser … op.
cit., s. 84.
61
Ibid., s. 92.
62
Nielsen, Knud Holt: Kampen om elevbevægelsen, Landsorganisationen af elever 1969-85, speciale på
RUC, 1999, s.107.
69
stand til at indfange, hvordan LOE skal placeres og forstås. Mikkelsens definitioner er
tættest på – ”der er en glidende overgang”, hvorimod Gundelachs definitioner ikke
rummer en kombination af interesse- og græsrodsorganisation.
I det følgende vil jeg derfor forsøge at trænge et spadestik dybere i en diskussion af,
hvordan vi skal placere elevog studenterbevægelsen ved at relaterer den til
problematikken omkring ”de gamle sociale bevægelser” – især fagbevægelsen – og til
teorien om ”de nye sociale bevægelser”, som opstod samtidig med at elevog
studenterbevægelsen for alvor slog igennem fra midten af 60’erne.
1.3 Teorien om de nye sociale bevægelser
Elev- og studenterbevægelsen opstod samtidig med fremkomsten af det, der blev kaldt
de nye sociale bevægelser – midt i 60’erne. Fænomenet sociale bevægelser havde
allerede før 2. Verdenskrig optaget samfundsforskningen, men 1960’ernes ungdomsoprør udløste en voldsom stigning i interessen for emnet. Og disse nye sociale bevægelser blev genstand for en intens forskning, som udmøntedes i en ny teoretisk skole
eller retning – teorien om de nye sociale bevægelser.
Piotr Sztompka beskriver baggrunden for og essensen af teorien om de nye sociale
bevægelser således: Udgangspunktet er, at i den tidligere modernitet dominerede sociale
bevægelser med fokus på økonomiske spørgsmål, deres medlemmer var generelt
rekrutteret fra en social klasse, organiseret i en rigid centraliseret organisationstype.
”The trade union, labour and farmers ” movement are classical examples”. These are
called ”the old movements.” With the development of modernity they gradually become
obsolete.”63
Piotr Sztompka argumenterer videre for, at i den sene modernitet – eller om man vil
post-moderniteten, er en ny type sociale bevægelser vokset frem – ”these are
appropriately labelled ”new social movements”64. Det der karakteriserer dem er
overordnet, at de skiller sig markant ud fra de gamle sociale bevægelser, især
63
64
Sztompka: The sociology …, op. cit., s. 284.
Ibid.., s. 284.
70
arbejderbevægelsen, hvad angår værdier, aktions- og organisationsformer, tilhængere og
den sociokulturelle kontekst.
For det første fokuserer de på nye spørgsmål, nye interesser, nye fronter for sociale
konflikter (af bevægelser nævnes miljø, freds og kvindebevægelsen). Deres visioner er
livskvalitet, gruppeidentitet, nye udfoldelsesmuligheder, dyrkelsen af civilsamfundet og
generelt de post-materielle, ikke-økonomiske bløde værdier: naturen, kroppen,
seksualiteten og forbruget i forsøget på en realisering af en individuel stil.65
For det andet er deres medlemssammensætning ikke klassebaseret men går på tværs –
fordi de repræsenterer værdier, der går på tværs af klasseinteresser og opdeling. I et
klasseperspektiv er medlemmer fra middelklassen og med højere uddannelse overrepræsenteret.
For det tredje er de nye sociale bevægelser sædvanligvis decentraliseret – med flad
struktur og løse netværk snarere end hierarkisk rigide organisationsformer.
For det fjerde har de ”gamle sociale bevægelser” udspillet deres rolle, og de nye
sociale bevægelser overtager deres rolle som forandrende. Arbejderklassen findes stadig
men er stivnet, passiv og integreret (”borgerliggørelse”).66
Baggrunden for disse bevægelsers fremkomst forklares ifølge Gundelach og Togeby
med
”fundamentale samfundsmæssige ændringer, hvor de vigtigste er væksten i
antallet af offentlig ansatte, herunder uddannelsessektorens eksplosion;
dernæst stigningen i det kollektive forbrug ensbetydende med en
centralisering
af
beslutningsformerne
og
en
øget
politisering
af
befolkningens hverdagsliv; for det tredje en ændring i menneskenes
behovsprioritering i takt med velstandsstigningen.”67
De er reaktioner på politikkens, økonomiens, teknologiens og bureaukratiets invasion
og dominans over det menneskelige liv.
65
Ibid., s. 284.
Sørensen, Curt: Mellem demokrati og diktatur, bd. 1 og 2, Institut for Statskundskab, Aarhus1992, se
afsnittet ”e. Den usynlige klassekamp…”, s. 813-853.
67
66
71
Teorien om de nye sociale bevægelser – og hele miljøet omkring Gundelach mv.
herhjemme – har ikke siden midt i 80’erne, hvor de nye sociale bevægelser stille og
roligt forsvandt – for alvor forklaret eller udviklet svar på, hvorfor bevægelserne gik ned
– altså hvilke bevægelses- og samfundsmæssige grunde der lå bag.
1.4 Diskussion og kritik af teorien om de nye sociale bevægelser
Nogle af de kritikker og indvendinger, som er rejst mod NSB, skal kort refereres her, da
de på mange måder rejser nogle vigtige diskussioner og perspektiver, som skal tages
med i den videre historiske og aktuelle analyse af elevog studenterbevægelsen i dag. I
såvel en artikel fra 199468 i bogen Sære alliancer fra 1997 sætter Søren Hein Rasmussen teorien og forskningen omkring de nye sociale bevægelser under diskussion og kritik, som kan sammenfattes således: 1) forskningen omkring de nye sociale bevægelser
er meget tyndbenet empirisk dokumenteret, ja, faktisk er virkeligheden at der ikke findes nogen samlet undersøgelse på et politologisk og sociologisk niveau af en enkeltstående græsrodsbevægelse69, 2) at teorien ikke kobler til at der sideløbende med
græsrodsbevægelserne i 70’erne foregår politisk og faglig kamp i interesseorganisationer og partier, og herunder: Hvordan kan den forklare, at de nye mellemlag, som
angivelig skulle have forkærlighed for flad struktur, medbestemmelse, selvudvikling
mm. i samme periode som græsrodsbevægelserne udvikles, også udvikler omfattende
faglige organisationer på helt traditionelt foreningsgrundlag? Overhovedet forekommer
det tvivlsomt, at græsrodsbevægelser kan anskues som et bestemt socialt lags udtryk.
Græsrodsbevægelser er jo trods alt ikke klasseorganisationer som den traditionelle
arbejderbevægelse var det. 3) At fagbevægelsen og de politiske partier er involveret i
græsrodsaktiviteter før mellemlagene for alvor bryder igennem, 4) at spørgsmål om
værdier ikke er et enten eller – at der er en sammenhæng mellem ikke-materiale og
materielle værdier – at fx Vietnam bevægelsen opstår før eller under studenteroprøret,
68
Rasmussen, Hein, Søren: ”Samfundsforskningen og græsrodsbevægelserne”, i Den jyske Historiker nr.
66, Århus, 1994.
69
Denne pointe holder nok ikke helt– fx er såvel bezæt-bevægelsen som kvindebevægelsen grundigt
undersøgt. Men Søren Hein Rasmussens generelle pointe er – og den holder - at den empirisk forskning er
meget tyndbenet bredere set indenfor bevægelsesfeltet, og derfor generaliseres der på et alt for spinkelt
grundlag fra del undersøgelser til det større billede af, hvad der karakteriserer disse græsrodsbevægelser.
Fx betyder det, at der stilles et meget skarp skel op mellem den traditionelle partipolitik og fagbevægelsen
på den ene side og græsrodsbevægelserne på den anden. Et skel som ikke matcher virkeligheden – fx var
fredsbevægelsens opbygning og udvikling i 80’erne et tydeligt eksempel på et miks på tværs af parti,
fagbevægelse og nye bevægelser, i og med at de politiske partier og fagbevægelsen var en aktiv kraft i
denne bevægelse.
72
5) at spørgsmålet om baggrundsorganisationer allerede spiller en vigtig rolle i 60’erne
og 70’erne og opefter. Og med baggrundsorganisationer forstås politiske partier og
ungdomsorganisationer.
Det Søren Hein Rasmussen meget præcist og tankevækkende identificerer i denne
afhandlingssammenhæng er, at teorien om de nye sociale bevægelser faktisk ikke
matcher den virkelighed, som finder sted indenfor de sociale bevægelser optik i 60’erne
og 70’erne, i og med den ikke forholder sig til, at der faktisk opstår en hel ny bevægelse
både blandt elever og studerende og indenfor den nye arbejderklasse – de offentlige
ansatte, som i løbet af perioden omdanner deres standsforeninger til regulære fagforeninger, som baserer sig på fagforeningsideen. Denne udvikling står i diametral
modsætning til såvel teorien om de sociale bevægelser som den bagvedliggende teori
om den samfundsmæssige forandring og arbejderbevægelsens degeneration som social
bevægelse. Det Søren Hein Rasmussen samtidig konstaterer er, at selv indenfor de
græsrodsbevægelser, som teorien identificerer som de nye sociale bevægelser, og
generaliserer ud fra er virkeligheden mht. deres krav og organisationsformer ikke, at det
nye er kravenes indhold, eller at det nye er at disse bevægelser er adskilte fra de øvrige
bevægelser og de politiske partier. Kvinde-, miljø-, antiatomkraft-, freds-/Vietnambevægelsen m.fl. rejser alle sammen krav som også tidligere op gennem er blevet rejst –
i al væsentlighed med udgangspunkt i arbejderbevægelsen, fagforeninger og de politiske
partier som baggrundsorganisationer.
Det nye i 60’erne og 70’erne er for mig at se, at perioden rummer en dynamik og en
politisering, som betyder, at det nye er, at de nye sociale bevægelser – både dem der
baserer sig på de gamle sociale bevægelsers ideer – fagbevægelsen og de nye
sagsorienterede bevægelser er domineret af elever og studerende og unge arbejdere.
En anden kritik af teorien om de nye sociale bevægelser rettes i Mikkelsens bog:
Bevægelser i demokrati:
”Fortalere for nye sociale bevægelser understreger gang på gang
deltagelsens
ekspressive
elementer.
Dermed
hentydes
til,
at
aktionsdeltagelsen mere tjente identitetsskabende (social kontakt, selv
73
iscenesættelse, livsstil) end rent interesseorienterede instrumentelle formål.
Denne undersøgelse viser .., at de sociale bevægelser havde deres oprindelse
i og fulgte nogle klart afgrænsede internationale, nationale og lokale
politiske og økonomiske målsætninger. Udfaldet af den vedvarende
interaktion med andre aktører, og inspiration fra nært beslægtede
bevægelser i udlandet har været de væsentligste drivkræfter bag
ændringerne i de politiske udtryksformer og har haft afgørende indflydelse
på befolkningens holdninger og værdier.”70
Det Flemming Mikkelsen fremhæver ud fra sine empiriske analyser af de kollektive
konflikter og sociale bevægelser udvikling i efterkrigstiden er, at de ikke opstår med
baggrund i ønsket om ny livsstil etc. men med baggrund i traditionelle spørgsmål som
fred, krig, oprør, velfærd etc.
Samtidig påpeger Flemming Mikkelsen, at Gundelach m.fl. heller ikke har kunnet give
nogle samlede forklaringer på, hvorfor de nye sociale bevægelser gik ned i midt
80’erne. Skyldes det, at deres forklaringsgrunde bag at de nye sociale bevægelser
opstod – ”…den voksende offentlige sektor, et stigende kollektivt forbrug, politiseringen af hverdagslivet samt en ændring af befolkningens, især den nye
middelklasses, behovsprioritering…”71 – i midt 80’erne ændrer sig fundamentalt eller
hvad?
Endelig skal Curt Sørensens diskussion og kritik af teorien om de nye sociale bevægelser nævnes, og især at deres begreb om at de nye sociale bevægelser ” …er kædet
sammen med en videregående teori om samfundets ændrede karakter og
arbejderbevægelsens degeneration som social bevægelse betragtet”72. Han kritiserer
teorien om de nye sociale bevægelser for at forkaste arbejderklassen og klassekampen
helt afgørende rolle – også i dag. Curt Sørensens hovedsynspunkt er, at de sociale
bevægelser
grundlæggende
set
udspringer
af
modsætningsforholdet
mellem
borgerskabet og arbejderklassens kamp om merprodukt. Det materielle udgangspunkt
er, at kapitalismen som system med udbytning og undertrykkelse ”skaber” modstand –
70
72
Sørensen: Mellem…, op. cit., s. 47.
71
74
skaber sin egen modstander: arbejderklassen, dens organisationer, bevægelser og sociale
kampe og krav. Kampen mellem klasserne er historiens drivkraft. Det er ud fra denne
materielle basis at vi kan forstå, hvorfor der igen og igen kommer bevægelser mod
”systemet”. I nogle perioder er klassekampen ”åben” og de sociale bevægelser
omfattende – i andre perioder mere ”skjult” og bevægelserne små. I den sidste situation
dømmes klassekampen altid for ”død” og genoplives først, når klassekampen og de
sociale bevægelser blusser op.
Generelt kan man sige, at en af svaghederne i diskussionen og kritikken af teorien om
de nye sociale bevægelser er, at kritikerne – undtagen Curt Sørensen – ikke stiller
spørgsmålet: Hvilke sociale bevægelser kan mest magtfuldt forsvare sig mod
kapitalismens udbytning og undertrykkelse – og hermed afgørende ændre samfundet?
Og hvilke social bevægelse har spillet en afgørende indflydelse på udviklingen af
samfundet?
Men der kan i det mindste ikke herske tvivl om, heri har Gundelach m.fl. selvfølgelig
ret, at samfundsudviklingen i 60’erne og fremefter undergår en revolutionerende
udvikling, som også river og slider i den gamle samfundsstruktur – i industrisamfundet,
i arbejderklassen, i småborgerskabet, uddannelsessektoren eksploderer, en halv million
kvinder kommer ud på arbejdsmarkedet etc. Men det afgørende spørgsmål er, om det
medfører, at klassekampen og klasserne forsvinder, om arbejderklassen som den
samfundsforandrende kraft glider ud i borgerliggørelsen intethed, og nye samfundsgrupper tager over, og en hel ny dagsorden og et helt nyt type samfund etableres?
1.5 Hvilken bevægelses- og samfundsteori?
Teorien om de nye sociale bevægelser og den bagvedliggende samfundsteori svarer
bekræftende på ovenstående spørgsmål. Men som det er blevet diskuteret og
dokumenteret i det foregående, så er det empirisk bevægelsesmæssige grundlag yderst
tyndt selv indenfor de sags-orienterede nye sociale bevægelser og indenfor de nye
sociale bevægelser, som tager afsæt i fagforeningsideen (elevog studenterbevægelsen
og de offentlige ansatte) er empirien direkte i modstrid med teorien om de nye sociale
bevægelser. Men ikke nok med det. Her peger empirien – min egen inklusiv - direkte
ind mod en samfundsopfattelse, som netop bygger på klassekamp og klasser og på
75
arbejderklassen som den centrale kraft osv. Men så sandelig også på at omfattende
forandringsprocesser foregår indenfor denne klassekamps- og klasse optik.
Piotr Sztompka tager i The Sociology of change denne problematik op, nemlig forholdet
mellem bevægelses- og samfundsteorier.
The sociology of social movements, like any other subfields of sociology,, is
intimately related to general theories of society. This link is mutual. First,
any research on social movements has to assume, more or less, openly, some
general image of society. Second, the results attained by the study of social
movements add plausibility to certain general images of society and
undermined others. In other words, different general theories of society
entail different views of social movements, and conversely different generel
theories acquire different measures of corroboration from the ongoing
research on social movements.73
Hans pointe er dels, at studierne af sociale bevægelser ikke kan tænkes adskilt fra de
generelle samfundsteorier, dels at resultaterne fra de empiriske studier af sociale bevægelser kan underbygge eller underminere forskellige samfundsteorier. Piotr Sztompkas
egen beskrivelse af de sociale bevægelser – og forholdet mellem de gamle og de nye
sociale bevægelse – ligger helt i forlængelse af denne opfattelse. Piotr Sztompkas afskriver de gamle sociale bevægelser som “forældede”, og tilslutter sig teorien om de
nye sociale bevægelser, som matcher en samfundsopfattelse, hvor den traditionelle
klassekamp med dens krav, organisationer, aktører og kultur er afskaffet – arbejderklassen og klassekampen i den gamle forstand er død, og en ny samfundsforandrende
kraft er født – de nye mellemlag med deres nye organisationsformer og nye krav –
hovedsagelig immaterielle krav.
Min opfattelse af elevog studenterbevægelsen er med baggrund i ovenstående kritiske
indlæg i diskussionen om de nye sociale bevægelser – teoretisk som mere empirisk, og
mine aktuelle empiriske studier af DGS og PLS, at teorien om de nye sociale
bevægelser hverken matcher empirien eller analytisk teoretisk kan guide den empiriske
analyse.
73
Sztompka: The sociology …, op. cit., s. 296.
76
Det fører mig frem til to afgørende teoretiske konklusioner, som denne afhandling tager
afsæt i:
For det første at ovenstående empiriske og teoretiske diskussion peger mod, at det
giver den dybeste og mest facetterede indsigt at forstå og analysere elevog studenterbevægelsen primært i relation til de gamle sociale bevægelser – og mere præcist som en
parallel til fagbevægelsen, om end med klare forskelle, som vil blive diskuteret og
analyseret videre i det historiske afsnit om ”elevog studenterbevægelsens historie” og i
kapital 7.
For det andet – og i direkte forlængelse af denne bevægelsestilgang – at ”bevægelsen”
må forstås indenfor en samfundsopfattelse, som operer med klasser, klassekamp og
arbejderklassen, som den centrale aktør indenfor de sociale bevægelser.
Og dette afsæt skal jeg kort uddybe og præcisere.
1.6 Klassesamfund og antikapitalistiske traditioner
Min enkle men basale samfundsopfattelse er, at vi lever i et kapitalistisk samfund 74 i et
klassesamfund, og
”Som i andre klassesamfund er den funktion at tilegne sig merproduktet og
bestemme over dets videre anvendelse nemlig adskilt fra den funktion at
frembringe det. Det afgørende kriterium er … et lille mindretals kontrol over
produktionsmidlerne og bestemmelse over merproduktet. Det er her den
faktisk sociale kontrol – ikke bare en formel juridisk ejendomsret – der er
afgørende.75.
Samtidig er det helt åbenbart, at der siden Marx beskrivelse af kapitalismen er sket store
ændringer samfundsmæssigt og strukturelt, og som har delt og til stadighed deler
forskerne.76 I denne afhandling tilslutter jeg mig den opfattelse, at arbejderklassen i dag
74
Ibid., s. 830.
76
Ibid., s. 830.
75
77
er den største klasse, at der fortsat foregår klassekamp, åben eller skjult, meget eller
mindre, og hvor kampen om samfundets retning foregår mellem de tre hovedklasser:
kapitalistklassen, arbejderklassen og middelklassen. Samtidig tilslutter jeg mig den
hovedpointe, at klassernes størrelse, sammensætning og magtpotentiale til stadighed
skifter og er under forandring, og endelig anvender jeg sondringen overordnet underordnet position i arbejdsprocessen, som hovedkriterium for en afgræsning af
”arbejderklassen”.77
Antikapitalistiske traditioner
Et andet centralt element, som er uløseligt forbundet med min samfunds- og
historieopfattelse, er opfattelsen af ”traditioner for antikapitalisme”, dvs. den historiske
logik, som er indbygget i kapitalismen, nemlig at kapitalismen som system med udbytning, undertrykkelse og krise har ”skabt” sin egen modstander: arbejderklassen, dens
organisationer, bevægelser og sociale kampe og krav. Curt Sørensen trækker diskussionen om traditioner for antikapitalisme op ved at påpege, at selvom der er flere
forskellige svar på, hvad der udløser traditionen for anti-kapitalistisk bevægelse, så er
det et historisk faktum, at uanset om det er:
”… ”underordnelsesforholdet” i arbejdssituationen, svingningerne i den
kapitalistiske økonomi, eller mere generelt udbytningsforholdet, ”eller om
man i al almindelighed vil tale om den simple nødvendighed for enhver
social gruppe af at organisere sig for overhovedet at kunne få tilgodeset selv
de mest elementære, umiddelbare interesser eller alle forhold på engang, så
kan man konstatere, at det rent faktisk udviklede sig en vældig antikapitalistisk bevægelse. Næsten overalt i de europæiske lande er der i dag en
lang historisk tradition for anti-kapitalistisk modstand og socialistisk
modkultur.”78
Michael Vester trækker i klassikeren ”Proletariatets opståen som læreproces” spørgsmålet om traditioner for antikapitalisme op således:
77
78
Se for en uddybet argumentation, Ibid., s. 813-852.
Ibid., s. 835.
78
”Arbejderbevægelsen opstod i første omgang ikke som artikuleret
”socialistisk”, men derimod som en teoretisk ubestemt ”antikapitalistisk
strømning”. Den nærmere historiske bestemmelse af denne ”antikapitalisme” var jo netop den historiske lærepræstation, der skulle ydes.
Begrebet antikapitalisme sammenfatter, som negativ bestemmelse, meget
heterogene praktiske og teoretiske udtryk for social kritik. Fælles for dem er
forkastelsen af et bestemt socioøkonomisk herredømmesystem. De adskiller
sig efter deres bæreres samfundsmæssige stilling og efter de kriterier,
hvormed det herskende system fortolkes, efter hvilke et alternativ-system
konciperes og med hvis hjælp midlerne til virkeliggørelse af disse målforestillinger udvikles. Udviklingen af sådanne kriterier for et samfundsbillede
og en historieopfattelse forløb ikke retlinet, men derimod cyklisk, som sammenstød mellem herredømmesystem og modsystem og som tilkoblingsprocesser mellem teori og praksis indenfor den antikapitalistiske bevægelse.”79
Det er ud fra denne materielle basis, at vi kan forstå, hvorfor der igen og igen kommer
bevægelser mod ”systemet”, og det er ud fra denne samfundsoptik, at jeg vil undersøge,
hvordan elevog studenterbevægelsens krav, kampe, organisationer, udvikling og skift
kan forstås. Og hermed hvilken rolle og placering elevog studenterbevægelsen har i
denne samfundsoptik.?
Afhandlingens bevægelses- og samfundsteoretiske afsæt er videnskabsteoretisk baseret
på marxismen og ikke mindst dens forståelse af historien som en klassekampens
historie, dens klasseopfattelse og fokusering på forholdet mellem social handlen og
social objektivitet. Som jeg pointerede i kapitel 2, kan marxismens og den historiske
materialisme efter min opfattelse tilbyde den dybeste og mest facettere teoretiske
indgang til en forståelse af såvel den samfundsmæssige situation, elevog studenterbevægelsens historie, som guide og inspirere mine to forløbs- og populationsanalyser af
elevog studenterbevægelsen i dag!
I de følgende afsnit vil essensen af denne forståelse af den historiske materialisme blive
diskuteret med henblik på at opbygge afhandlingens historisk teoretiske rammeforståelse.
79
Vester, Michael: Proletariatets opståen som læreproces, GMT, Grenå, 1978, s. 19.
79
2. Samfundsteori og struktur-aktør perspektivet
Hvordan kan vi forstå ”historien gang”? Hvordan kan vi forstå den aktuelle situation og
styrkeforholdet? Hvordan kan vi besvare spørgsmålet om, hvorfor der er bevægelse
igen, og hvordan dele af elevog studenterbevægelsen er i bevægelse? En analytisk
forståelse og besvarelse af disse spørgsmål rammer lige ind i den mest centrale problemstilling i moderne samfundsteori, nemlig struktur-aktør problemstillingen, som
grundlæggende set handler om forholdet mellem social objektivitet og muligheder og
grænser for den menneskelige handlen.
I dette afsnit vil jeg tage fat om struktur-aktør problemstillingen ud fra en ”diskussion
mellem Giddens og Marx”80, som for mig at se repræsenterer de mest perspektivrige
forsøg på at takle spørgsmålet. Men samtidig vil jeg godt slå fast, at jeg bevæger mig
ind over et felt, hvor denne afhandling ikke i nogen nævneværdig grad kan tilføje nye
teoretiske bidrag, men hvor fokus først og fremmest er, dels at forsøge at etablere et
teoretisk afsæt inden for den diskussion, og dels at forsøge at omsætte struktur-aktør
perspektivet i såvel en historisk rammeforståelse af elevog studenterbevægelsens
udvikling som i en konkret forløbs- og populationsanalyse af de aktive lags holdninger,
handlinger og refleksioner i DGS og PLS i perioden 2002-2003/4. For at gøre det vil jeg
i det følgende gå i dybden med de vanskeligheder og uenigheder, som eksisterer
omkring struktur-aktør problemstillingen.
I såvel den ”klassiske” som den nyere diskussion om struktur-aktør problemstillingen –
om social handlen og social objektivitet – kan der i hovedsagen identificeres to
modstående strømninger: en aktørorienteret- og en strukturdeterministisk strømning.
Aktør- og strukturfløjen ”forholder sig også til struktur-aktør problemet, men de
forkaster modstillingen, idet de låser sig fast i en af de polære ekstremer.”81 Imellem
disse to hovedpositioner findes der en række positioner, hvoraf to skal diskuteres,
nemlig Giddens strukturationsteori og Marx`s historiske materialistiske.
80
Som de aktuelle debattører, som fastholder Marx`s historiske materialisme, trækker jeg især på Alec
Callinicos og Curt Sørensens diskussioner og bøger.
81
Se Sørensen, Curt: "Marx og marxismen som stadig aktuel udfordring", Nordiske Udkast, vol. 30 nr. 1,
s. 5-35, 2002, s. 6.
80
Giddens forsøger at overvinde modstillingen – dvs. ”dualismen mellem strukturer og
aktører” igennem ”duality”, hvorimod Marx fastholder modstillingen af og dialektikken
mellem strukturer og aktører.
2.1 Giddens strukturationsteori
Giddens udgangspunkt er, at dualismen mellem aktører og strukturer skal overskrides,
hvis samfundsvidenskaben og sociologien skal kunne begribe det moderne samfunds
kompleksitet. Forholdet mellem aktør og struktur skal i stedet forstås som en
strukturdualitet, hvormed menes en sammenhængende relation, ”en gensidig afhængighed af, snarere end modsætningen mellem, menneskelig handling og social struktur”82,
hvor struktur både ses som midlet til og resultaterne af aktørernes handling, og hvor
aktørerne:
”Human beings are always and everywhere knowledgeable human agents,
though acting within historically specific bounds of the unacknowledged
conditions and unaccepted consequences of their acts.83
Forholdet mellem aktør og struktur – mellem ”det kyndigt, handlende individ og de
sociale systemers strukturelle egenskaber”, løses ved, at det er den sociale praksis, som
på en og samme tid konstituerer individet som bevidst handlende og kyndig agent, og
som legemliggør og realiserer strukturelle ændringer ved de sociale systemer.
Det formulerer Giddens således i The Constitution of Society:
”Ifølge strukturationsteorien er samfundsvidenskabens grundlæggende
forskningsfelt hverken den individuelle aktørs erfaring eller eksistensen af
enhver form for samfundsmæssig totalitet, men derimod sociale praksisser
ordnet på tværs af tid og rum.”84
82
Andersen, Heine, m.fl. (red.): Leksikon i sociologi, Akademisk Forlag, København, 1998, s. 255.
Giddens, Anthony: A Contemporary Critique of Historical Materialism, London: Macmillian, 1981, s.
171, citeret fra Callinicos, A: Anthony Giddens, A Comtemporary Critique, Department of Politics,
University of York, 133-166,
84
Her citeret fra Kaspersen, Lars Bo: Anthony Giddens - en introduktion til en samfundsteoretiker. Hans
Reitzels Publishers, København, 1995, s. 3.
83
81
Allerede med disse få præsentationer af Giddens skimtes, at strukturationsteorien har
fokus på aktørerne – på de kyndigt handlende individer og den sociale praksis. Men,
som Giddens også understreger, hvormed han også afgrænser sig overfor en ”ren” aktør
position – disse kyndige handlende individer skaber imidlertid ikke samfundet under
selvvalgte omstændigheder.
”The realm of human agency is bounded”, ” ”The production of constituion
of society is a skilled accomplisment of its members, but one that does not
take place under conditions that are wholly ceomprehended by them.”85
Strukturer – regler og ressourcer
Det er her, at de sociale strukturer kommer ind på scenen, som ”the uancknowledged
conditions and unanticipated censequences” af denne menneskelige handling. Men hvad
forstår Giddens med strukturer? Strukturer er for Giddens både ”regler” og ”ressourcer”,
der bliver inddraget igen og igen, når aktørerne handler. De eksisterer kun i og med
aktørernes handlinger og deres memory traces. Strukturerne henfører ifølge Giddens til
en ”virtual order”, der bliver ”instantiated” i og gennem aktørernes adfærd. Samtidig
understreger Giddens, at strukturerne ikke blot begrænser aktørernes handlinger, men
også muliggør og tilskynder dem.
Giddens tager specielt afstand fra enhver opfattelse af ”strukturer” som noget, der står
overfor og begrænser aktørers handling. ”According to a thesis that Giddens calls ”the
duality of structure”, ”structure is both medium and outcome of the reproduction of
practices.”86 Med andre ord: selvom strukturerne former den menneskelige handlemåde,
er det kun igennem denne handlemåde, at det selv kan fremvise nogen effektivitet, og
denne handlemåde vil og kan så igen blive modificeret på grund af disse handlingers
”unacknowledge condition and unanticipated censequence.”
En kritik
En del af problemet i Giddens strukturationsteori er, ifølge Alex Callinicos, at han
identificerer sociale strukturer med ”rules”. ”Rules” siger han, ”generete – or are the
85
Giddens, Anthony: New Rules of Sociological Method, London: Hutchinson, 1976, s. 160, citeret fra
Callinicos: Anthony Giddens …, op. cit., s. 136.
86
Giddens, Anthony: Central Problems in Social Theory. London Maxmillian, 1979, s. 5, citeret fra
82
medium of – the production and reproduction of practices.87 Konceptet om social
handling som ”rule-governed” er central i hans teori om strukturation. Strukturer indgår
ifølge Giddens i processen af handlinger og virkeliggøres herigennem på samme måde
som sprogets grundlæggende regler virkeliggøres i og gennem det faktisk talte sprog.
Det andet aspekt af strukturer hos Giddens er ressourcer. Giddens beskriver dem som
”media” eller ”means”, som er ”utilized” by agent seeking their own ends, and thereby
(unintentionally) reproducing society.”88 Hvordan kan vi forstå Giddens opfattelse af
strukturer som ressourcer? ”Structure thus understood in no way constitutes social
action. It is conceived instrumentally, as a tool used by agents in order to realize their
wants.”89 Habermas kritiserer Giddens ”concept of practice” således:
Is supposed to be related to the constitution of action-complexes and to the
reproduction. I do no think that this choice of conceptual strategy is a
fortune one, because the basic epistemological concept of ”constitution”,
which refers to the formation of object-dominance, causes confusion in
social theory. It suggest that speaking and acting subject ”produce” their
social life-context in a similar way to that in which they make products of
instrumental action (i.e., labour) … The over extensions of action-concepts
in a theory of constitution remains stuck in metaphors; the basic concept of
the philosophy of Praxis gives at best an anthropomorphistic concept of
society.”90
Alex Callinicos argumenterer ud fra Habermas kritik, at Giddens struktur koncept kun
kan opfattes som et sekundært aspekt af den sociale praksis, som subjekt til den kreative
intervention fra de kyndige individer. Resultatet er, som Habermas understreger, et
antropomorfisk samfundskoncept, hvor individets primat fører til skabelsen af
samfundet på lige fod med, at der igennem det menneskelige arbejde også produceres
merværdi. Callinicos konkluderer, at Giddens grundlæggende set ikke overvinder
struktur-aktør dualismen, men derimod er fanget af aktør positionens primat.
87
Ibid., s. 5, citeret fra Callinicos: Anthony Giddens …, op. cit., s. 138.
Ibid., s. 92, citeret fra Callinicos: Anthony Giddens …, op. cit., s. 144..
89
90
Habermas, J: ”A Reply to my Critics.”, in J.B.Thompson and D. Held, eds, Habermas: Critical Debates.
London: Maxmillian, 1982, s. 286, citeret fra Callinicos: Anthony Giddens …, op. cit., s. 144.
88
83
Et andet problem i forbindelse med Giddens struktur begreb tager Curt Sørensen op,
nemlig spørgsmålet om at strukturer kan forstås som henhørende til en virtuel
virkelighed. Fx hvad med jordejendom - kan det opfattes som henhørende til en ”virtual
order.” Eller hvad med strukturer forstået bredt set som ressourcer,
”såsom indkomster, formuer, produktionsmidler, organisationsmidler,
”politikmidler”, samt midler til produktion og distribution af og kontrol over
”information”, ”ideer”, ”holdninger”, ”værdier” etc. ”Strukturer” er
videre ”objektive sociale relationer” såsom landets økonomiske udviklingsgrad, erhvervsfordelingen, klassestrukturen, den statslige organisering,
placeringen i det internationale system osv. Endelig er der de helt bastante
”materielle strukturer”, såsom veje, jernbaner, havne, flyvepladser,
maskiner etc.” 91
Ifølge Curt Sørensen passer Giddens’ begreb ”instantiation” og ”duality” bedst på den
første kategori af strukturer – nemlig strukturer forstået som ”regler og normer”, hvorimod ”dualism” begrebet – hele forestillingen om eksistensen af objektive sociale strukturer – er mest dækkende for de øvrige kategorier af strukturer. De findes – de er
objektive i hvert fald i det korte perspektiv. ”På længere sigt kan de naturligvis, fordi de
er menneskeskabte, ændres gennem den økonomiske virksomhed og gennem sociale,
politiske og ideologiske konflikter og kampe.”92 Det er netop det, der er en af Marx`s
centrale pointer – herom lidt senere.
Generationsperspektivet – the missing link
Ovenstående – på mange måder utilstedelig korte kritik af Giddens strukturations teori –
antyder, at Giddens forsøg på at overkomme ”dualismen” mellem struktur og aktør
mislykkes? Kritikken vil jeg sammenfatte i tre hoveddele:
For det første udfordrer Giddens strukturationsteori ikke ”dualismen” mellem struktur
og aktør på en sådan måde, at struktur- aktørperspektivet løses gennem ”en gensidig
afhængighed af, snarere end modsætningen mellem, menneskelig handling og social
91
92
Sørensen: Marx og marxismen … op. cit., s. 8.
Ibid., s. 8.
84
struktur”. I Giddens strukturationsteori har aktørudgangspunktet primat over strukturerne.
For det andet er Giddens strukturbegreb problematisk af flere grunde – først og fremmest fordi det opfatter strukturer som ”tools”, som noget de kyndige individer bruger og
hermed underlægger strukturerne under de kyndige individers sociale praksis. Strukturerne er ifølge Giddens ikke objektive relationer – som i hvert fald i en given kortere
periode ikke blot kan ændres. I denne ”reduktion” ligger der også en indsnævring af at
forstå historie som en generationshistorie, men også en begrænsning i analytisk at bruge
Giddens egen forståelse af strukturer som både ”enabling” og ”constraining”. Fx i
relation til betydningen af den klassemæssige forandringsproces, som netop rummer
denne dobbelthed.
For det tredje er Giddens aktørbegreb ”de kyndig handlende individer” tendentielt et ahistorisk begreb, som ikke knytter an til hverken historien eller den placering individer
og kollektiver har i relation til produktionen. De kyndige handlende individer er ifølge
Giddens fundamentet for modstand. Men den historiske fundering forekommer ikke
reflekteret ind i begrebet ”de kyndig handlende individer”. Og det burde være
indlysende, at det er historisk specifikke grunde, som fremkalder de undertrykte
gruppers modstand. Fx er en slaves mulighed for opstand langt mere begrænset end en
bilarbejders. En marxist vil sige, at forskellen på de tos muligheder helt præcist ligger i
det, Erik Olin Wright har kaldt de forskellige klasser strukturelle kapacitet – dvs. den
rolle de har i kraft af deres position i den samfundsmæssige produktion.93
2.2 Marx`s historiske materialisme
Marx generelle udgangspunkt i hans materialistiske historieopfattelse er, at det er
gennem menneskers indbyrdes sociale adfærd, at de i en vedvarende proces skaber
deres sociale strukturer.
93
Callinicos: Anthony Giddens …, op. cit., s. 141. Se også Wright, E.O.: Class, Crisis and the State
(London: NLB, 1978), s. 98.
85
”Mennesker skaber selv deres historie, men ikke efter forgodtbefindende,
ikke underselvvalgte betingelser, men under forhold, som er skabt gennem
forudgående generationers virksomhed.”94
Det er foreningen af disse to erkendelser som Marx udmønter i sin teori om dialektikken
mellem adfærd og sociale forhold. Fokus i opfattelsen er forestillingen om en grunddialektik:
Hver ny generation indgår i ”bestemte, nødvendige af deres vilje uafhængige forhold”
(Forord) Sådanne objektive forhold findes til enhver tid, og de virker bestemmende ind
på mennesker, deres ideer og handlinger. Men disse objektive forhold er jo netop skabt
gennem forudgående generationers virke. De er altså ikke naturgivne, og kan på længere
sigt ændres igennem kollektive aktioner. Eller med andre ord er der tale om dialektikken
mellem den sociale adfærd og den objektive samfundsmæssige situation.
Curt Sørensen udfolder den dialektiske proces således:
”Det afgørende er selve den fundamentale proces, hvor mennesker gennem
kollektiv social aktion skaber sociale strukturer – hvorunder de ud over dette
at producere strukturer også samtidig ændrer sig selv – som så virker
tilbage på den sociale praksis prægende denne. Den ændrede sociale praksis
virker så igen tilbage og skaber nye strukturer, som atter igen virker tilbage
og præger praksis osv. i en fremadskridende proces, en proces hvor dog
intet er givet på forhånd.”95
Allerede ud fra disse indledende referencer kan forskellen til Giddens skimtes: Marx
holder også fast i, at mennesker selv skaber deres egen historie, og hermed også de
”regler og ressourcer” som udgør samfundets strukturer. Men Marx fokuserer dels mere
på den forandringsproces som menneskene selv undergår og dels – og måske som den
mest afgørende forskel – en fortløbende generationsdialektik:
94
Karl Marx: ”Louis Bonapartes attende brumaire” (skrevet i 1852) i Marx, Karl og Engels, Friedrich:
Udvalgte skrifter, bd. 1, Forlaget Tiden, 4. oplag, København 1976, s. 240.
95
86
”Historien er, siger han, ikke andet end netop denne rækkefølge af
generationer, hvor hver enkelt generation ”udnytter de af tidligere
generationer efterladte materialer, kapitaler og produktivkræfter ... ”96 ”97
Men menneskene ændrer også sig selv igennem den vedvarende proces: ”idet han
(mennesket) indvirker på den ydre natur og ændrer denne, ændrer han derved samtidig
sin egen natur”98. Der findes med andre ord ingen færdig og konstant udformet
”menneskelig natur” - ”de sociale aktører er under stadig forvandling. Det er i de deres
vedvarende ”stofskifte” med naturen, og det er de i deres indbyrdes sociale interaktion.”
I de vedvarende sociale og politiske kampe ændrer arbejderne, fx ikke blot deres
omstændigheder, men også sig selv”99. Generationsdialektikken hos Marx er ikke blot
en
” … uproblematisk fremadskridende proces, hvor generation efter generation forøger den materielle velstand og skaber de sociale forhold som de
lever under. Tværtimod, historien, er for ham en række fortløbende kampe
om netop kontrollen over materielle og immaterielle ressourcer og dermed
om de forskellige sociale gruppers og kategoriers indplacering i de magthierarkier, som hele tiden dannes og forvandles.”100
Curt Sørensen konkluderer, at fastholdelsen af modstillingen af og dialektikken mellem
strukturer og aktører er helt central for enhver forståelse af magtforhold og social
forandring. ”Og lyt engang” – skriver Curt Sørensen, ”hvordan Margaret Archer helt
poetisk får denne pointe fremstillet i en kritik af Giddens:”
“An examination of this interplay over time, of how our open future is the
next generation`s constraints, just as the things restricting us are the product
of previous generation`s use of its degrees of freedom, is precisely what the
”duality” approach prevents” 101
96
Marx, Karl: Engels, Friedrich: Die Deutsche Ideologie, (1846), MEW, 3, s. 45.
Sørensen: "Marx … aktuel udfordring”, op. cit., s. 9.
98
Ibid., s. 9.
99
Ibid., s. 9
100
Ibid., s. 9
101
Ibid., s. 11. Se Archer, Margaret: Culture and Agency. The Place of Culture in Social Theory,
Cambridge University, Press, 1988.
97
87
2.3 Er marxismen deterministisk?
I forlængelse af ovenstående diskussion vil jeg tage en ofte fremsat kritik af marxismen
frem, nemlig at den er deterministisk, at der i Marx`s teori er indlejret en ”uundgåelighedsfilosofi”, en ”teleologisk historieopfattelse”102. For med afsæt i denne kritik at
indkredse marxismens forhold til determinismen, og hermed en præcisering og nuancering af struktur-aktør problemstillingen.
Der findes elementer af determinisme i Marx samlede værker. Der kan registreres to
historieopfattelser
103
, men Marx viede hele sit liv til aktiv kamp mod kapitalismen, og
var medvirkende til, at en hel bevægelse i arbejderbevægelsen blev opbygget – en
bevægelse hvis fundamentale hovedtræk var aktiv kamp mod kapitalismen. Marxismen
og bevægelsen er om noget baseret på praksis – marxismen er om noget en praksis
filosofi.
Inspireret af John Molyneux` artikel: Er marxismen deterministisk?104 vil jeg tilslutte
mig det synspunkt, at marxismen udtrykker en relativ determinisme, der står i
modsætning til den passivitet, der er konsekvensen af både absolut determinisme og
absolut indeterminisme.105 Det synspunkt skal udfoldes i det efterfølgende.
Den vigtigste deterministiske strømning inden for marxismen knytter sig til Karl
Kautsky og det tyske socialdemokrati op til første verdenskrig. ”In Kauskys view the
economic laws of capitalism guaranteed the growth in numbers and consciousness of
the working class to the point where power would, ”automatically” fall into its
hands.”106
102
Sørensen, Curt: Den historiske materialisme i lyset af nyere diskussion om social handlen og social
objektivitet, Institut for Statskundskab, Århus, 2002, s. 3.
103
Ibid., s. 10.
104
Molyneux, John: “Is Marxism Deterministic?” i International Socialism Journal, nr. 68, Autumn
1995. I dansk udgave: Molyneux, John: Er marxismen deterministisk? IS-Forlag, 1998.
105
Med indeterminisme forstås en udelukkelse af overordnede styrende mekanismer og mønstre i
historiens udvikling. Det mest synlige udtryk for denne indeterminisme i nyere tid findes i
postmodernismen og i den borgerlige historieskrivning med dens stærke fokus på individers (de store
mænds) indflydelse på historien. Det ideologiske sigte med at afvise, at politiske og økonomiske
strukturer lægger begrænsninger på individets muligheder for at handle frit er at tilsløre disse strukturers
undertrykkende karakterer.
106
Molyneux: Er marxismens …, op. cit,.
88
En holdning der står i skarp kontrast til Karl Marx, der igennem hele sit liv fastholdt
opfattelsen af, ”at arbejderklassens frigørelse er arbejderklassens eget værk” (Kommunistisk manifest). Luxemburg, Lenin, Trotsky, Gramsci og senere revolutionære har
stædig argumenteret imod den passive strategi, og fremhævet menneskers mulighed for
at ændre på historien.107
Dialektikken
Det er den dialektiske metode hos Marx, der indfører det relative. I Louis Bonapartes
attende brumaire skriver Marx, at mennesker skaber deres egen historie, men ikke efter
forgodtbefindende. Så selvom mennesker skaber historien, er de samtidig produkter af
historien. Den dialektiske metode (som Marx formulerer den) udelukker således en
mekanisk determinisme i historieopfattelsen. Marx henter dialektikbegrebet fra Hegel,
der tog udgangspunkt i, at alting indeholder og drives af modsætninger. Hegel skriver:
”contradiction is at the root of all movement and life, and it is only insofar as it contains
a contradiction that anything moves and has impulse and activity.”108 Hos Hegel er der
en determinisme i denne bevægelse, der driver alle modsætninger hen mod en syntese.
Marx bryder igennem denne idealistiske determinisme og funderer den historiske
materialisme på en relativ determinisme.
Marx har fokus på det revolutionære potentiale i dialektikken: når alting indeholder sin
egen negation, skaber det mulighed for forandring. Hans dialektiske metode indeholder
tre grundprincipper: helhed, modsætning og forandring. Taget hver for sig udgør ingen
af disse grundprincipper en dialektisk tilgang.
Den dialektiske historiske materialisme med dens relative determinisme resulterer
således i en åbenhed over for mulighederne i historien – for muligheden af at konkret
levende mennesker kan ændre og forandre historien.
107
Sørensen: Den historiske materialisme…, op. cit., s. 8.omkring disse personer og deres bidrag til
struktur-aktør problematikken.
108
Callinicos, A: The revolutionary ideas of Karl Marx, Bookmarks, London 1987/1983, s. 59.
89
Dette synspunkt vil jeg i det følgende give nogle eksempler på ud fra en marxistisk
inspireret tolkning af struktur-aktør perspektivet baseret på et dialektisk relativ deterministisk historie syn.
2.4 Marxismen – en dialektisk, relativ deterministisk teori
Et gennemgående træk i alle de klassiske forklaringer på den historiske materialisme
hos dens grundlæggere er en fokusering på, at den økonomiske basis har forrang for
samfundets overbygning; at overbygningen skal forklares ud fra basis og ikke omvendt;
at karakteren af den økonomiske basis sætter nogle bestemte grænser for karakteren af
overbygningen; at bevidstheden er bestemt af den samfundsmæssige væren, og ikke
omvendt at væren er bestemt af bevidstheden etc. Men samtidig er det vigtigt at
understrege, at Marx og Engels altid formulerer forholdet mellem overbygning og basis
med ord som ”korresponderer”, ”betinger” og ”udspringer” snarere end strikt
determinisme. Kort og godt skinner den relative determinisme igennem som den røde
tråd.
Som en del af basis-overbygning problematikken og spørgsmålet om den relative
determinisme rejser sig spørgsmålet om i hvilket omfang menneskers adfærd er bestemt
af kapitalismens bevægelseslove. Den højeste grad af determinisme i marxismen drejer
sig om individer og ikke mindst klassers økonomiske adfærd. Marxismen fastholder at
arbejderklassen er tvunget til at sælge sin arbejdskraft, og modsat at kapitalisterne er
tvunget til akkumulerer mere og mere kapital pga. konkurrencen. En akkumulation af
kapital, som fører til overakkumulationskriser og profitratens tendens til fald, og som
udløser økonomiske kriser i form af lavkonjunkturer af stigende hyppighed og dybde.
Men det er vigtigt at holde fast i, at marxismens syn på disse bevægelseslove ikke er
absolut eller mekanisk deterministiske.
Selvom marxismen på den ene side understreger den determinerende tendens indenfor
kapitalismens bevægelseslove, så har marxismen på et andet niveau i argumentationen
en antideterministisk position, når det gælder disse love. Det typiske blandt
markedsøkonomiens fortalere er, at disse love er naturlove – det var fx Thatcher som
90
sagde: ”Man kan ikke trodse markedslovene mere end man kan trodse tyngdeloven.”109
Dvs. i denne optik – som selvsagt er klart ideologisk – bliver kapitalens bevægelseslove
betragtet som stammende fra en evig og uforanderlig menneskelig natur. Marxismen
afviser denne teleologiske opfattelse, og opfatter markedslovene som et historisk
produkt, dvs. som love der er skabt gennem tidligere menneskelige handlinger, og som
kan forandres gennem menneskelige handlinger.
Ovenstående fører til endnu et centralt spørgsmål i denne afhandlings sammenhæng: I
hvilket omfang er eksistensen, retningen og resultatet af klassekampen objektivt determineret, uafhængigt af arbejderklassen, de sociale bevægelser – og herunder elevog
studenterbevægelsens kampe, organisering, bevidsthed og velovervejede intervention?
Disse spørgsmål er overhovedet det vigtigste ved spørgsmålet om determinisme.
Klassekampen er økonomisk determineret og et uundgåeligt kendetegn ved det
kapitalistiske samfund. Intensiteten og styrkeforholdet i klassekampen varierer derimod
enormt. – i perioder er der åben og omfattende kampe, i andre perioder er klassekampen
”skjult” mere eller mindre.
Kapitalist- og arbejderklassens side i klassekampen er indlysende indbyrdes afhængige,
men de er hverken identiske eller nøjagtig symmetriske. Den borgerlige side er stærkt
økonomisk determineret. Økonomiens tvang er yderst magtfuld, og borgerskabet har
udviklet et meget stærkt og bevidst klasseinstinkt. De ved, hvad de er nødt til at gøre.
Derfor kan der formuleres – ud fra historien – en generel lovmæssighed, at i perioder
med økonomisk krise, hvor profitraten falder og konkurrencen mellem kapitalisterne
øges, så vil borgerskabet forøge sine angreb på arbejderklassens levestandard. På
arbejderklassen og de øvrige sociale bevægelsers side er modsvaret ikke lige så entydigt
– det svinger og skifter, hvad jeg vil vende tilbage til senere i kapitlet.
Udgangspunktet for niveauet i klassekampen konstitueres ifølge marxismen af produktivkræfternes udviklingsniveau og det tilsvarende produktionsforhold sammen med de
øjeblikkelige økonomiske konjunkturer. Fx er klassestrukturen dybt afhængig af
produktivkræfterne og produktionsforholdene. Et samfunds industrialiserings grad og
109
Molyneux: Er marxismens …, op. cit., s. 25.
91
erhvervsstruktur determinerer størrelsen af arbejderklassen og dens objektive vægt i
økonomien – og hermed determineres også arbejderklassens potentielle styrke – men
derfra og til at den bliver realiseret er der ingen lige linje – ingen mekanisk forbindelse.
Klassekamp og relativ determinisme
I omtalte artikel af John Molyneux konkluderes der på følgende måde omkring
forholdet mellem klassekampen og relativ determinisme:
For det første betragter ”marxismen eksistensen af klassekamp som yderst stærk
determineret, dens generelle niveau som stærkt, men på ingen måde fuldstændig
determineret, og dens endelige udfald balancerende på vippen” 110
Heri ligger, at kampen mellem klasserne er et dominant træk ved kapitalismens som
samfundssystem og kapitalismens historie. Udbytning som en følge af selve
lønarbejderforholdet og kampen om merproduktet er blevet fulgt op af undertrykkelse
og krig. Opstande og revolutionsforsøg er blevet mødt med massiv vold og undertrykkelse fra den herskende klasse. Forsøg på fagforeningsdannelse og organisering
blev fra arbejderbevægelsens start mød med brutal modstand fra borgerskabets side – en
brutal modstand som mange fagforeningsaktivister stadigvæk den dag i dag møder rundt
omkring i verden.
Men der er også perioder i kapitalismens historie og indenfor de enkelte nationer, hvor
klassekampen har været mindre åben og hård, enten fordi arbejderklassen og arbejderbevægelsen har været så stærk, som tilfældet fx var herhjemme i 60’erne, at
borgerskabet har accepteret klassesamarbejdet, eller perioder hvor arbejderklassen har
været så svag, at modstanden næsten ikke har været synlig – fx som tilfældet til dels var
fra midt 80’erne til midt 90’erne herhjemme.
Endelig er det også sådan, at udfaldet af kampen mellem klasserne ikke er givet på
forhånd, men den historiske tendens har været at borgerskabet har haft teten – i nogle
perioder har arbejderbevægelsen presset reformer igennem – men deciderede
revolutionsforsøg og revolutionære perioder i dansk klassekamps historie eksisterer
110
Ibid., s.38.
92
ikke. Men der har været omfattende kampe og opbrud, som har skræmt den herskende
klasse.
For det andet argumenteres der for, at marxismen bedre end nogen anden teori kan
tilbyde nøjagtig dette: ”En forklaring på hvad der i menneskets historie og samfund er
determineret uafhængig af vores vilje, og hvad der er muligt at forandre gennem bevidst
intervention.”111
Heri ligger hele den grunddialektiske opfattelse af, at mennesker skaber selv sin egen
historie, men ikke under selvvalgte forhold. De forudgående generationer har skabt en
materiel, politisk og ideologisk virkelighed, som de nye generationer træder ind i.
Kapitalismen og de fremherskende markedskræfter er en realitet, som nutidens levende
mennesker må tage udgangspunkt i, og som de principielt forholder sig til på tre
forskellige måder: 1) ved at acceptere og bakke op bag markedsøkonomien – det vil fx
sige en opbakning bag nyliberalismen som politisk projekt, 2) ved at forsøge at tæmme
og reformere markedsøkonomien - ”ved at mindske ikke afskaffe udbytningen” - den
såkaldte socialdemokratiske model eller måske bedre ”New Labour”, og 3) ved at
afskaffe markedsøkonomien – dvs. den revolutionære løsning.
Når jeg i denne afhandling har brugt Curt Sørensen tolkning af Marx struktur-aktør
forståelse, som han udtrykker i formuleringen ”modstillingen af og dialektikken mellem
strukturer og aktører”, så ligger der heri netop en forening af ”at konkret levende
mennesker selv skaber deres egen historie, men ikke under selvvalgte forhold” og en
forening af ” det relativ deterministiske” i, at vi træder ind i nogle samfundsmæssige
rammer/strukturer, som er skabt gennem tidligere generationers klassekampe, og som
sætter rammerne for vores/nutiden kampe og udfald, som vi selvsagt kan være med til at
skabe og forme. Der overføres så at sige strukturer og ”aktørmæssige traditioner” fra
tidligere generationer – strukturer og ”traditioner”, som til stadighed fornyes og
overføres til næste generation. Styrkeforholdet mellem ovennævnte tre tilgange eller
strømninger afhænger både af den aktuelle objektive situation og den forudgående
periodes ”objektive situation”
111
Ibid., s. 14.
93
Nutidens generation af aktivister indenfor uddannelsesorganisationer træder ind i en
virkelighed, hvor 70’ernes reformpædagogik, kritiske undervisning, frie forskning og
demokratiske organisering og styring af uddannelsesstederne stort set er blevet fjernet
og erstattet med en uddannelsespolitik og nogle rammer, som sigter mod at fremme
markedskræfterne og den nyliberalistiske ideologi. De kan forsøge at ændre på denne
situation og denne virkelighed, hvad denne afhandlings empiriske undersøgelse viser de
forsøger. De studerende befinder sig også i en anden situation mht. jobmuligheder end
tilfældet var fra midt 70’erne, hvor deres forældre efter endt uddannelse søgte ud på
arbejdsmarkedet. Dengang var der stor arbejdsløshed – i dag er den lille. Altså igen
nogle strukturelle betingelser, som de ikke selv har skabt, men som de træder ind i.
For en række af disse strukturelle omstændigheder gælder, at de i hvert fald over en
kortere periode er ”objektive” – fx kan arbejdsløsheden ikke blot afskaffes med en
række reformtiltag. Fx vil marxister hævde, at arbejdsløsheden er indbygget i
kapitalismen som et resultat af svingningerne i økonomien – som et resultat af
kapitalens overakkumulation. Klassestrukturen kan heller ikke blot borttrylles – den
reflekterer kapitalismens udviklingsniveau og konkrete erhvervs- og velfærdsmæssig
opbygning. Og sådan kunne man fortsætte…
3. Klasseteori – hvad handler den om?
I dette afsnit bevæger vi os videre i den historiske materialismes undersøgelse af, hvad
der ”determinerer” og strukturer klassekampen og fokuserer på klasserne og elever og
studerende relation til klasserne og klassekampen. ”Marx klassebegreb og – teori er en
integreret bestanddel af hans samlede teori ”. Marx mener, at der hele tiden foregår en
skjult eller åben kamp om kontrollen over produktionsmidler og økonomiske ressourcer
samt fordelingen af det sociale produkt Det er netop den dynamik Marx forsøger at
indfange med sin teori om ”sociale klasser” og ”klassekamp”.
”I en tolkning af Marx` materialistiske historieopfattelse er klasseteorien
derfor formidlingsleddet mellem hans overordnede teori om forholdet
mellem økonomi og politik, om aktører og strukturer i en vedvarende
94
generationsdialektik til den ene side og hans politiske teori om
massemobilisering, demokrati og socialisme samt stat og ideologi til den
anden side.… Ovenstående … er så at sige den klassiske tolkning af Marx`
klasseteori og dens indplacering i hans samlede teori. I en anden tolkning er
klasseteorien simpelthen den centrale del af hans samlede teoribygning,
selve fundamentet for de øvrige teorielementer”112.
I det følgende skal vi først se på hvorfor klassekonflikter generelt er afgørende for en
forståelse af, hvad der sker samfundsmæssigt og blandt aktørerne, og dernæst hvilken
relation der er mellem klasseteori, magt, merproduktet, kampen om velfærden og elevog studenterbevægelsen.
3.1 Klassekonflikter afgørende – men hvorfor?
Hvorfor er klassekonflikter så afgørende indenfor samfundsvidenskaben? Herom siger
Curt Sørensen:
”Klassekonflikter er bestemt ikke er de eneste interessante konflikter, som
man kan beskæftige sig med i samfundsanalyser ..men de folder sig ud langs
de skiftende samfundsformationers tektoniske brudflader, fordi de netop
vedrører adgange til og kontrollen med de fundamentale forudsætninger for
og midler til tilvejebringelse af såvel de elementære livsfornødenheder, som
det sociale merprodukt, der udgør den materielle sokkel for alle øvrige
aktiviteter i ethvert givet samfund.”113
Erik Olin Wright114 argumenterer for, at der er tre gængse argumenter for klasserelationernes og -konflikternes særlige betydningsfulde karakter: For det første hævdes det,
at det er klassetilhørsforholdet, som mest systematisk og dybtgående præger menneskers bevidsthed, sprog, adfærd etc. For det andet at det er klasserelationerne, der
bestemmer fordelingen af ressourcer og hermed af kapacitet. Og for det tredje at
klasserelationer og klassekampen i høj grad udspringer af kapitalismens udviklings112
Sørensen, Curt: Marx` klasseanalyse som en integreret og flerdimensional magtteori, Institut for
Statskundskab, Århus, 2002, s. 3.
113
Ibid., s. 19.
114
Refereret fra Sørensen: Mellem…, op. cit., s. 851, som tager udgangspunkt i Wright, Erik Olin,
”Giddens Critique of Marxism”, New Left Review, no. 138, 1983, s. 11-35.
95
dynamik – jvf. tidligere Curt Sørensens argumentation for sammenhængen mellem
traditioner for antikapitalisme og kapitalismens udbytnings- og undertrykkelsesmekanismen mv. Og endelig:
”Udbytnings- og dominansrelationer kan ikke bare anbringes på et niveau
for sig, men slår igennem på alle områder af det sociale liv. De virker som
en gennemtrængende faktor, der slår igennem og præger vidt forskellige livs
områder. Og omvendt er udbytnings- og dominansrelationerne ikke blot
bestemt af ”rene” økonomiske forhold, men i høj grad af videre sociale
magtrelationer, herunder også politiske og ideologiske …Ja produktionsforholdene er simpelthen en central del af magtforholdene og rummer i
sig såvel ”økonomiske” som politiske og ideologiske forhold”115
I forlængelse heraf – for at bevæge os ned til elevog studenterbevægelsen igen – er mit
udgangspunkt, at samfundets ”… primære differentieringsform og uligheds skabende
mekanisme og processer fortsat kan tænkes indenfor klassebegrebets rammer.”116.
Og videre:
”Differentierings- og stratifikationsformerne danner udgangspunkt for,
hvorledes identifikation med andre foregår og dermed for individers
oplevelse og erfaring med at tilhøre en gruppe. Diagnosen af hvilken
differentieringsform, der er samfundets primære, har derfor afgørende
betydning for, hvorledes fællesskaber og politisk organisering og handling
tænkes og fremstilles i sociologien og i samfundet.”117
3.2 Klasseteorien og elevog studenterbevægelsen
Styrken ved Marx’ klasseanalyse er blandt andet, at den kan identificere nogle hovedspor i de sociale og politiske forhold – nogle langtidsudviklinger, og at den kan bruges
til studiet af aktuelle magtrelationer. I denne afhandlings sammenhæng bruger jeg såvel
klasseteorien i det mere langsigtede som aktuelle perspektiv ud fra følgende spørgsmål:
115
Sørensen: Marx … klasseanalyse…, op. cit., s. 52.
Se Larsen, Jørgen Elm: " Klassebiografi og individuel biografi", i Jørgen Elm Larsen, Jens Lind og
Iver Hornemann Møller (red.): Kontinuitet og forandring. Nye differentierings- og integrationsformer i
samfundet? København: Samfundslitteratur, s. 31-97.
117
Ibid., s. 31.
116
96
Kan man tale om, at elever og studerende har en klasseposition under deres uddannelse,
eller må de forstås som en social gruppe, der befinder sig i en ”overgangssituation”,
hvor deres klasseposition ikke er defineret? Kan man tale om, at deres position som
socialgruppe har ændret sig indenfor de sidste 40 år, således at de fx i dag har tilnærmet
sig en af hovedklasserne, eller faktisk udgør en ”fraktion” af disse? Eller at dele af elev
og studentermassen har forandret sig, og dele i dag er tæt på en af de to hovedklasser
eller udgør en ”fraktion” af disse? Og hvilken klasse havner de i som færdiguddannede?
Den måde jeg teoretisk vil trænge ned i ovenstående spørgsmål på, som senere vil blive
fulgt op historisk som aktuelt empirisk, er ved at præsentere og bruge Marx’
klasseanalyse. Ikke fordi Marx har skrevet noget specielt om studenters klasseposition,
men fordi hans klasseteori mere generelt kan åbne op for en forståelse og inspiration til
en sådan forståelse.
Magt, merproduktet og kampen om velfærd
Klasserelationerne er for Marx primært magt relationer. Marx` ”sociale klasser” er
bestemt ved deres placering i produktionsforholdene, og de er samtidig med til både at
konstituere disse og omforme dem. Marx er stærkt optaget af organisation og
bevidsthed. Han medtager altid proces-aspektet – og forudgriber E.P.Thompson`s
”making of the class”118 synspunkt: klasserne er ikke, de bliver til. De bliver til og
omvandles i en stadig fortløbende proces”. Det er igennem klassekampen, at klasserne
udvikles.
Klasseteorien handler altså om magtspørgsmålet! Både hvem der besidder magten,
hvem der kæmper om den, og mulige udgange af denne klassekamp. Klasser i Marx
forstand udspringer af kampen om merproduktet – det er på samfundets ”sokkel” at den
basale – om end ikke den eneste kamp foregår. Uden det, merproduktet, ville aktørerne
have haft andet at tænke på end at dyrke politik, religion og ideologi. ”I den forstand er
”udtrækningen”
og
”tilegnelsen”
af
merproduktet
og
det
grundlæggende
modsætningsforhold mellem de klasser der frembringer og dem der tilegner...
”fundamental”, den ”skjulte” basis i for hele den sociale struktur””119. En virkelighed
som har eksisteret – om end under forskellige historiske omstændigheder og objektive
sociale forhold lige siden opkomsten af et merprodukt. Med dettes fremkomst opstod
118
119
Thompson, Edward P.: The making of the English Working Class. Harmondsworth, Penguin, 1963.
97
klassekampen og klasserne – klassesamfundene og hermed også staten, som den
herskende klasses magtinstrument.
I det store billede – i den samfundsmæssige sammenhæng – sætter kampen om
merproduktet – om kontrollen over det, om udtrækningen af det og om fordelingen af
det rammerne for fx elevog studenterbevægelsens skole og studietid, fagligt
ideologisk, materielt og demokratisk. Kampen om merproduktet sætter rammerne for
uddannelsessektorens politiske økonomi, opbygning, form og indhold. Det er i denne
kamp på soklen af samfundet at spørgsmålet om velfærd – hvilken velfærd, hvor meget
velfærd og velfærd til hvem, grundlæggende set bestemmes.
Elever og studerende indgår i denne kamp, blot ikke direkte på ”soklen”, i deres skole
og studietid. Men de indgår i kampen om velfærden, og hermed indirekte i kampen om
merproduktet, indenfor uddannelsessystemet. Den førte uddannelsespolitik er direkte
relateret til spørgsmålet om fordelingen og kontrollen over merproduktet. Og igennem
deres krav og kampe forsøger de at påvirke den uddannelsespolitiske dagsorden.
Men også på en anden led spiller kampen om merproduktet en central rolle for elever og
studerende, nemlig i forhold til den situation, hvor de går fra at være studerende til at
være skolelærere, ingeniører, sygeplejersker etc. Så bevæger de sig ned på soklen, så
sælger de deres arbejdskraft, så bliver hovedparten af dem faglig organiseret, så bliver
de en del af kampen på arbejdsmarkedet og hermed om kampen om retning i samfundet!
Spørgsmålet om kampen om merproduktet for elevog studenterbevægelsen kan derfor
bedst karakteriseres som et forhold, der sætter rammer og indhold for dem som
uddannelsessøgende, men som de i kraft af deres placering og position først og
fremmest kan påvirke gennem den politisk ideologiske klassekamp og gennem
samarbejde med andre samfundsgrupper og klasser, og kun i mindre omfang gennem
den økonomiske klassekamp. Men denne position er ikke permanent. Efter endt
uddannelse bliver spørgsmålet om kampen om merproduktet et direkte forhold, som
langt de fleste bliver en del af i kraft af deres job i den private som offentlige sektor.
Efter endt uddannelse går de fra den midlertidige situation som elever og studerende til
at blive en del af de eksisterende klasser. De studerendes dagligdag, og jeg mener
dagligdag i form af spørgsmålet om antal studerende i klasserne, normeret studie tid,
98
eksamenskrav, reflekterer spørgsmålet om merproduktets fordeling og kontrol i form af
den uddannelsespolitik, som føres.
Magt, styrkeforhold og udenomsparlamentarisme
Klasser kan også sige noget om, hvor styrkeforholdet bestemmes, hvordan kampen
udkæmpes, og hvilke klasser der deltager og hvordan. Herunder også hvilke magtmidler
borgerskabet
har
(arbejdsgiverforeninger,
(økonomisk
massemedier,
magt,
partier
stat,
mv.),
ideologi,
og
hvilke
organisationer
magtmidler
arbejderklassen har (organisationer, fagforeninger, partier, ideologi mv.). I en besvarelse
af disse spørgsmål finder vi nøglen til en forståelse af, hvor magten er placeret i
samfundet, og hvordan den udøves, og kan ”modsvares” fra de sociale bevægelser.
Ud fra en klassisk marxistisk opfattelse styres samfundet primært udenomsparlamentarisk, dvs. at det er den faktisk sociale kontrol over produktionen (ejendom, produkter,
merværdi etc.) der grundlæggende er samfundets sokkel og magtbase. Den politiske
overbygning, herunder det parlamentariske system, er kun sekundært i magtudøvelseshierarkiet. Det centrale spørgsmål der må stilles er, hvorfor magtens base i en
samfundsopfattelse er altafgørende, også i forhold til elev, og studenterbevægelsen?
Ganske enkelt fordi en identificering af hvor magten i samfundet er placeret, hvem der
besidder den, og hvordan magtudøvelsesformen formidles er helt afgørende for den
klassekamp som finder sted, og hermed for den strategi som de stridende klasser kan og
må betjene sig af for at fremme deres klasseinteresser. Konkretiserer vi denne
diskussion til elevog studenterbevægelsen, så er der i hovedtræk to grunde til at denne
diskussion er helt afgørende:
For det første i og med at magtens base, den reelle kontrol over samfundsudviklingen
ikke primært styres og kontrolleres af folketinget, så er det heller ikke en farbar vej
alene at satse på parlamentarisk indflydelse. Det er ikke ”nok” kun at satse på alt lige fra
stemmesedlen til lobby virksomhed. Så er det nødvendigt at tænke på, hvordan ”bevægelserne” kan lægge et pres på såvel de reelle magthavere, dvs. virksomhedsejerne og
bredere magteliten, som deres politisk parlamentariske repræsentanter. Arbejderklassens
afgørende våben i denne sammenhæng er dens kollektiv organisering, sammenhold og
99
brugen af strejkevåbnet. Arbejderklassen har potentialet til at ramme livsnerven i
samfundet, og for den sags skyld til også selv at tage kontrollen over samfundet.
Elev- og studenterbevægelsen har ikke det samme magtpotentiale – først og fremmest
fordi de ikke sælger deres arbejdskraft, og hermed udgør det direkte samfundsmæssige
grundlag for skabelsen af merproduktet, men også pga. deres størrelse, deres traditioner
for organisation etc. Men de har principielt det samme våben – om end med langt
mindre kraft – som arbejderklassen. Blot er deres ”arbejdsgiver” knyttet meget mere
direkte sammen med staten, kommuner og folketing. Men disse tre instanser er ligesom
erhvervslivet også påvirkelige overfor pres fra neden, for samfundskritik og –uro. I og
med at samfundet primært styres udenomsparlamentarisk – at hovedfokus i historiens
udvikling er klassekampen og kampen mellem hovedklasserne – så har det også stor
betydning om ”bevægelsen” tænker og handler parlamentarisk og/eller udenomsparlamentarisk. Om bevægelsen satser på forandring oppefra eller nedefra.
For det andet betyder hhv. et parlamentarisk og/eller et udenomsparlamentarisk fokus
to vidt forskellige muligheder for at opbygge sociale bevægelser og for deres muligheder for at få indflydelse magt og bevidsthedsmæssigt. Ikke mindst ud fra den
marxistiske traditions påpegning af handlingens sammenhæng med udviklingen af
(klasse)bevidsthed: at det er igennem handlingen at mennesker kan bryde med den
herskende ideologi, og kan bryde med de borgerlige ideer – med hegemoniet. Et
perspektiv om forandring nedefra fokuserer på det reelle potentiale, som de sociale
bevægelser har – mennesker og ikke mindst mennesker, der handler og igennem
handlingen både kan forandre sig selv og sine omgivelser.
3.3 Elever og studerende i en ”overgangssituation”
Udgangspunktet for at vurdere elever og studerendes rolle, som med enhver anden
social gruppe, er at forstå deres klasseposition. Men det er samtidig vigtigt at tænke
klassepositioner ind i et dynamisk historisk perspektiv – forstået på den måde at klasserne til stadighed er under forandring. Faktum er, at elever og studerende grundlæggende set adskiller sig fra arbejderklassen, fordi de ikke under deres skolegang og studie
100
tid sælger deres arbejdskraft, og derfor mangler de den økonomiske kraft til virkelig at
udfordre kapitalismen.120
Elever og studerende er heller ikke en homogen gruppe, som har en fælles socioøkonomisk baggrund, og de ender heller ikke efter deres uddannelse i de samme jobs og
indenfor den samme klasse.
”The mixed origins and destinations of student mean it is quite wrong either
to refer them as a new social ”class” or to assign them to any of the existing
classes. Rather they are a transitory grouping of young people whose final
class positions have not yet been determined”121
Det specielle ved elever og studerende er, at de er i en ”overgangsperiode”, hvor de dels
løsriver sig fra afhængigheden af deres forældres økonomi, og dels uddanner sig til et
job med dertil hørende klasseposition. I denne overgangssituation spiller deres sociale
og politisk kulturelle arv en vigtig rolle. Det undersøges og påvises i forbindelse med
analysen af det aktive lag i især DGS. Samtidig er elever og studerende økonomiske og
sociale forhold forskellig afhængig af alders- og uddannelsestrin: i folkeskolen og ungdomsuddannelserne er hovedparten af eleverne direkte afhængig af deres forældres økonomiske forhold, selvom mange har erhvervsarbejde ved siden af. På de mellemlange(både faglærte inden for industrien og faglærte i den offentlige sektor) og lange
videregående uddannelser er de fleste økonomisk uafhængige af forældrenes indkomst,
og supplerer deres SU med erhvervsarbejde og lån.
I forhold til den klassemæssige distinktion mellem en ”overordnet-underordnet”122
position er der mange fællestræk mellem elever og studerende og arbejderklassens
situation i dag. Elever og studerende har i dag stort set ingen kontrol over deres
uddannelse i modsætning til 70’erne. På den led har elever og studerende ligeså lidt
indflydelse på deres hverdag, materielt og faglig indholdsmæssigt, som pædagoger har
120
Dog skal det understreges, at mange studerende har tilknytning til arbejdsmarkedet via fritids- og
studenterjobs, og indenfor visse brancher – især indenfor salg af fødevarer og i restaurationsbranchen ”Fast Food branchen” - udgør de efterhånden en stor procentdel af arbejdsstyrken.
121
Harman, C: The Fire Last Time – 1968 and after London, Bookmarks, 1988, s. 41.
122
Se note 207, s. 165, hvor Eric O.Wrights klassedefinition uddybes.
101
på normeringerne, og i kraft heraf heller ikke på deres muligheder for at omsætte den
lærte pædagogik i praksis. For elever og studerende er den faglige indholdsmæssige side
i stadig større grad indsnævret til fastlagte pensum - og studieplaner. Muligheden for
fordybelse og kritiske studier er blevet væsentligt minimeret med skrappere og
individuelt orienterede eksamenskrav, mindre problem- og projektorienteret arbejde etc.
Spørgsmålet om elevog studenterbevægelsens relation til klassekampen og klassespørgsmålet vil blive diskuteret videre i hhv. afsnit 7 om Elev- og studenterbevægelsens opståen og udvikling som læreproces fra 1965 til 2004 – ”det lille billede”
og i afsnit 8 om Den uddannelses- og klassemæssige forandringsproces, hvor der ud
fra et klasseperspektiv fokuseres på, hvad der rent faktisk er sket mht. elevog
studenterbevægelsens
størrelse,
sammensætning
og
placering
indenfor
uddannelsessektoren og i relation til den forandringsproces, som arbejderklassen også
har gennemgået størrelses-, sammensætnings- og placeringsmæssigt i kraft af det øgede
behov for en bedre uddannet arbejdskraft, og væksten ikke mindst indenfor den
offentlige sektor.
4. Hegemoni og kollektive aktioner – et spørgsmål om magtbalancen
I dette afsnit fortsætter vi den historiske materialismes hudfletning af klassekampen og
styrkeforholdet mellem de stridende klasser. I det materialistiske historie syn konstateres det, at der sker noget med mennesker, der handler i kollektive sammenhænge, og der
sker noget med de omgivelser, som de handler i. Omfanget og indholdet af hvad der
sker med de mennesker som handler og de omgivelser de handler i afhænger af ”situationen” – af tiden, og afhænger af styrkeforholdet mellem de sociale bevægelser nedefra
og det etablerede system oppefra – og herunder ”traditionerne for antikapitalisme”
blandt aktørerne.
Men hvad er det egentlig, der sker med mennesker rent bevidsthedsmæssigt, når de
deltager i kollektive aktioner? Kan vi sige noget generelt om, hvad der sker, og hvilke
faktorer der spiller ind?
102
Den anden side af de kollektive aktioner er, hvilken betydning de har for den samfundsmæssige dagsorden – dvs. for magtudøvelsesformen og for styrkeforholdet. Det er
afgørende at forstå, at de to sider hænger sammen – den bevidsthedsmæssige side og
den magtmæssige side. Det er afgørende at forstå, at styrkeforholdet mellem de
stridende klasser i samfundet både er et fysisk, materielt og et bevidsthedsmæssigt
forhold, som til stadighed er under udvikling. En af de gennemgående fortællinger i
denne afhandling er, at der sker noget med de unge, som deltager i kollektive aktioner
og aktiviteter. De aktive lag i DGS og PLS udvikler sig i kraft af deres deltagelse i
organisationernes arbejde og aktiviteter. Sammenlignet med fx de ”menige”
gymnasieelever og pædagogstuderende udvikler de sig meget mere – og i klar
samfundskritisk retning. En anden gennemgående fortælling er, at de sociale bevægelser
og de kollektive aktioner i nogle perioder er omfattende i andre nærmest fraværende.
Spørgsmålet er hvilken forbindelsen der er mellem disse to udviklingstendenser og processer?
4.1 Marx og klassekampen
Marx var selvsagt dybt optaget af disse spørgsmål, og opfattelsen af de kollektive
aktioners rolle udgør en central del af den marxistiske klasse- og bevidsthedsteori. Marx
stillede det sådan op: Hvordan kan arbejderklassen blive en ”klasse for sig selv?” i
stedet for kun en ”klasse i sig selv” – altså, hvordan kan arbejderklassen udvikle sig
politisk Hvordan kan arbejderklassen blive bevidst omkring dens egen rolle i samfundet
og i dens historiske rolle i at fjerne kapitalismen?
Marx svar var, at det var gennem den daglige kamp mod undertrykkelse og udbytning,
at arbejderklassen kunne overvinde sin afmagt og styrke sin organisation og bevidsthed.
Det beskriver Marx flere steder fx i ”Feuerbach-teserne” og i Den tyske Ideologi, hvor
”i revolutionær aktivitet foregår der en ændring af en selv samtidig med at
virkeligheden ændrer sig”. Marx`s forståelse af revolutionære ændringer i ”hovederne”
og i virkeligheden betød, at han fokuserede meget på strejkers betydning og på organisationens betydning (fagforeninger). Både som et middel til at øge arbejderklassens
levevilkår, men faktisk først og fremmest for at øge deres klassebevidsthed og
klasseorganisering.
103
”Arbejderne må gennemgå 15, 20, 50 års borgerkrige og folkekampe ikke
blot for at ændre omstændighederne, men også for at ændre sig selv”.123
Marx peger altså på organiseringen og kampen som vejen til at ændre klassebevidsthed.
4.2 Gramsci og borgerskabets hegemoni
For at komme mere i dybden med denne problemstilling vil jeg nu inddrage den
italienske marxist Antonio Gramscis hegemoni-begreb, dvs. hvilken magtudøvelsesform
borgerskabet grundlæggende set forsøger at bruge, og hvilke muligheder og problemer,
de står overfor! Og det er netop her, at de kollektive aktioner og de sociale bevægelser
spiller en central rolle – de udgør så at sige en ”barrierer” for borgerskabets hegemoni –
magt-, bevidstheds- og organisationsmæssigt. Gramsci beskrev borgerskabets magtudøvelsesform således:
”The ”normal” exercise of hegemony on the now classical terrain of the
parliamentary régime is characterized by the combination of force and
consent,
which
balance
each
other
reciprocally,
without
force
predominating excessively over consent. Indeed, the attempt is always made
to ensure that force will appear to be based on the consent of the majority…
expressed by the so-called organs of public opinion – newspapers and
associations – which, therefore, in certain situations, are artificially
multiplied”124
Således beskriver Gramcsi den vigtigste hindring for forandring?
Leslie Sklair
125
har påpeget, at det at opretholde det etablerede er en udfordring, som
forudsætter, at de dominerende grupper iværksætter nogle former for politisk aktivitet,
som har klare fælles træk med de aktiviteter, som de sociale bevægelser og organisationer udfører. Og hvad indebærer det så? Det indebærer, at de dominerende sociale
123
Karl Marx: Enthüllungen über den Kommunisten-Prozess zu Köln, (1953), MEW, 8, Berlin: Dietz
Verlag, 1969, s. 412, citeret fra Sørensen: Marx … klasseanalyse…, op. cit., s. 31.
124
Gramsci, A: Selections from Prison Notebooks London, Lawrence and Wishart, 1971, s. 80.
125
Sklair, L: "Social Movements for Global Capitalism ", pp. 514-538, Review of International Political
Economy, 4:3, 1997, citeret fra International Sosialisme om Gramsci:”HEGEMONI: Hva slags barriere
for forandring?” af Alf Nilsen; http://intsos.no/index.php?id=2470
104
grupper iværksætter kollektive handlinger og politiske strategier, som sigter mod at
opretholde og udvide eller konsolidere en given samfundsudvikling eller ændre den i
ønsket retning uden at bryde med dens grundlæggende principper – dvs. under
kapitalismen forholdet mellem kapital og arbejde. Forenklet sagt kan man sige, at de
dominerende samfundsgruppers ønske om og behov for hegemoni giver sig udtryk i
politiske strategier, som sigter mod at give retning til og organisere de dominerende
sociale gruppers sociale praksis og samfundsopfattelse således, at disse støtter op om
ønsket om og behovet for hegemoni. De dominerende sociale grupper kan typisk set
mobilisere ressourcer, hvor de kan spille en ledende rolle mht. organiseringen af
økonomien, kontrol over statsapparatet samt indflydelse over hverdagslivets rutiner og
opfattelser fx via medier, organisationer og institutioner – fx uddannelsessystemet.126
De parlamentariske institutioners blotte eksistens er kapitalismens vigtigste forsvarsværk i de avancerede lande.127 Vælgerne var og er til stadighed utilfredse med politikerne. Men derfra og til at stille spørgsmåls tegn ved om demokrati kunne være noget
andet end parlamentarisk demokrati er der langt for det store flertal. En opfattelse som
netop fremmes ihærdigt af de dominerende sociale grupper og deres institutioner.
Jeg tror at denne konstatering er helt central. Det moderne statsapparat udgør den vigtigste hindring for radikal forandring i den folkelige bevidsthed. Det moderne statsapparats
mange forgreninger i samfundet er den afgørende faktor, som binder det store flertal til
systemet. Fx er det historiske mønster i langt de fleste avancerede kapitalistiske lande,
at ”systemskiftene” foregår indenfor rammerne af hhv. valgsejre til borgerlige partier og
koalitioner og borgerlig socialdemokratiske partier og koalitioner – altså inden for en
politisk ramme, som ikke bryder med hverken kapitalismen eller det parlamentariske
demokrati (reformismens krise i den nuværende situation rummer brudflader ift. denne
tendens, men herom senere i det sidste afsnit). Men Gramsci peger, udover det moderne
statsapparat og det parlamentariske demokrati, også på en anden central faktor i
opretholdelsen af hegemoniet, nemlig fagforeningsbureaukratiet.128 Sammen med parlamentet står fagforeningsbureaukratiet som det vigtigste udtryk for et hegemoni, som er
åben for ændring, men som ikke accepterer en helt anden verden.
126
Ibid.
Anderson, Perry: “The Antinomies of Antonio Gramsci”, New Left Review nr 100, 1976, citeret fra
International Sosialisme:HEGEMONI…, op. cit.; http://intsos.no/index.php?id=2470
128
Gramsci, Antonio: Selections from the Political Writings 1919-20, London, 1977. Se også Harman,
Chris: Gramsci versus reformism, Bookmarks, London, 1983, s. 15-16.
127
105
4.3 Modstand – en barriere for hegemoniet
Dette fører over til den anden side af hegemoni problematikken – hvordan bryde med
hegemoniet?
Udgangspunktet for Gramsci var, at relationen mellem dominerende og underordnede
grupper var præget af uenighed, kamp og argumentation. De underordnede accepterer
ikke blot passivt deres skæbne. Tværtimod forsøger de at underminere, undvige og
udfordre deres position som underordnede på en lang række forskellige måder: skjult og
åbent, spontant og organiseret, usynlig og synlig. Denne modstand udgør en ”barriere”
for hegemoniet: for at opnå hegemoni må denne modstand på en eller anden måde
imødegås og på en eller anden måde neutraliseres.129 Dvs. at Gramscis hegemoni begreb
hverken er en jernlov eller en permanent tilstand. Det er snarere en proces, hvor kampen
for at etablere og konsolidere hegemoniet til stadighed mødes af modstand. Konsensus
daler ikke ned fra himlen i fiks og færdig form, hvor de dominerede sociale grupper
bare passivt tilslutter sig de dominerende verdensopfattelser.
Modsætningsfyldt bevidsthed
Det fører os over til endnu en iagttagelse hos Gramsci, som er yderst central nemlig
hans beskrivelse af den ”modsætningsfyldte bevidsthed”:
Gramscis udgangspunkt er, at i realiteternes verden er det sådan, at folk har et mix af
ideer oveni hovedet – det Gramsci kaldte den modsætningsfyldte bevidsthed. Med det
forstod han:
”The active man-in-the-mass has a practical activity, but has no clear
theoretical consciousness of his practical activity, which nonetheless
involves understanding the world in so far as he transforms it. His
theoretical consciousness can indeed be historically in opposition to his
activity. One might almost say that he has two theoretical consciousness (or
one contradictory consciousness): one which is implicit in his activity and
which in reality unites him with all his fellow-workers in the practical
129
Roseberry, W: "Hegemony, Power, and Languages of Contention", pp. 71-84, 1996, i Wilmsen, E. N.
and McAllister, P. (red.): The Politics of Difference, Chicago, U. Chicago Press. Citeret fra Ytterstad:
SVTs Uppdrag …, op. cit.
106
transformation of the real world; and one superficially explicit or verbal,
which he has inherited from the past and uncritically absorbed”130
Arbejderklassens bevidsthed, den modsætningsfyldte bevidsthed, bliver skabt gennem
to brede kilder: På den ene side deres daglige erfaringer og den daglige kamp, og på den
anden side hele dyngen af borgerlige ideer, der dagligt bliver hældt ned over dem. Han
kalder den første form for ideer for ”good sense” og den anden form for ideer ”commen
sense.” Men i og med at arbejdere det meste af tiden ikke er engageret i kamp og organisering, så eksisterer ”good sense” altid i en sammenblanding og sammensmeltning
med ”commen sense”. Reformisme er en bestemt form for sammenblanding og – smeltning mellem ”good sense” og ”commen sense”. Reformismen bygger på ideen om et
bedre liv for det store flertal af arbejdere uden nødvendigheden af at omforme samfundet fundamentalt. Reformisme er den politiske platform for hele fagforeningsideen om
at ”sammen er vi stærke”, om nødvendigheden af solidaritet og om ”at mindske – ikke
afskaffe udbytningen”.131
”Good sense”
Men hvordan kan den gode forstand – ”good sense” så fremmes? Hvordan kan det store
flertal blive i stand til at bryde med hegemoniet – at få selvtilliden til at bryde med de
herskende ideer og den materielle virkelighed, som de latent er utilfredse med, men som
de ikke kan se noget alternativ til – se en udvej til at ændre?
Hertil siger Gramsci:
” it is not a question of introducing from scratsc a scientific form of thought
into everyones´s individual life, but of renovating and making ”critical” an
already existing activity”132
Han understreger med andre ord, at spørgsmålet om at ændre folks bevidsthed i
samfundskritisk retning ikke primært er et intellektuelt projekt, som handler om at
overbevise arbejderklassen, studenter og andre om at tilbagevise de herskende ideer.
Nej, det handler om igennem konkret aktivitet at ændre selvopfattelse! Det Gramsci
130
Gramsci: Selections …, op. cit., s. 333.
Marx, Karl: Løn, pris og profit, Tidens forlag, København, side 72-73.
132
Gramsci: Selections …, op. cit., s. 330-331
131
107
fokuserer på er, at ”commen sense”-bevidstheden er udtryk for modsætning frem for
konsensus. Igennem aktivitet tilegnes praktiske erfaringer, som havner i konflikt med
hegemoniet, dvs. at der implicit i aktiviteten opstår en form for bevidsthed samtidig med
at mennesker i deres hoveder har en konfliktfyldt dialog med en anden form for
bevidsthed – en ”superficially explicit or verbal”, som vi ukritisk har absorberet.
Men så fortsætter Gramsci:
“this verbal conception is not without consequences. It holds together a
specific social group, it influences moral conduct and the direction of will,
with varying efficacity but often powerful enough to produce a situation in
which the contradictory state of consciousness does not permit of any action,
any decision or any choice, and produces a condition of moral and political
passivity ” 133
Gramsci ser ikke først og fremmest problemet i en accept af hegemoniet, men mere i at
overvinde handlingslammelsen. Hvordan skal det forstås? Alex Callinicos udfolder det
på den måde, at den herskende klasse igennem sine institutioner – parlamentet, uddannelsessystemet, massemedierne:
do not so much induce in workers systematically false consciousness as
prevent the formation of a coherent revolutionary class-consciousness, in
particular by impeding the kind of theoretical reflection which would be
necessesary to remove inconsistencies and to arrive at a coherent analysis of
existing society,134
I virkelighedens verden, siger Callinicos, er problemet ikke først og fremmest, at
arbejderklasen er dopet eller bedraget af den herskende ideologi, men at deres ønske om
at bekæmpe alt hvad de opfatter som uretfærdigt til stadighed bliver oversvømmet af
følelsen af, at der ikke er noget alternativ til status quo. Det er denne følelse af
magtesløshed, som blokerer for forandring. Det er her, at kollektive aktioner kommer
ind. Det er de praktiske realiteter – solidariteten, følelsen af magt – som åbner op for
udsigten til et alternativ til status quo.
133
Ibid., s. 333.
Callinicos, A: Making History: Agency, Structure and Change in Social Theory, Cambridge, 1987, s.
154.
134
108
Gramsci var som nævnt ikke i tvivl om, at der var en grad af frivillig accept af
hegemoniet hos det store flertal af folk. Men den tilslutning til systemet, som findes vil
på grund af den gode forstands sejlivethed tenderer til at være betinget frem for
ubetinget tilslutning og accept. Accepten må opfattes som en slags ”våbenhvile”, som
skabes gennem forhandlinger og kompromisser mellem dominerende og underordnede,
og som netop følger af de underordnedes latente modstand mod de dominerendes ideer
og tilhørende samfundsorden. Det er i denne latente modstand, i den ”våbenhvile” situation, og med afsæt i den gode forstand, at vi finder muligheden for, at det store flertal
ændrer bevidsthed.135 Gramscis syn på hegemoniet som en proces frem for en tilstand
udtrykkes præcis i følgende:
"Let us explore hegemony not as a finished and monolithic ideological
formation but as a problematic, contested, political process of domination
and struggle".136
4.4 ”Good sense” og kollektive aktioner
Den gode forstand, siger Gramsci, er ”a conception that manifests itself in action”.137
Igennem det at mennesker handler i fællesskab med andre erhverver de sig praktiske
erfaringer, som danner grundlag for selvrefleksion og en praktisk, logisk sans, som
hegemoniet ikke kan kontrollere og dominere til fulde. Med ”good sense” bliver
Gramscis aktive menneske todimensionalt.
Men hvordan erhverves ”good sense” gennem handling? Gramsci taler om en teoretisk
bevidsthed, som er ”implicit” i aktiviteten eller som noget, der ligger ”latent” eller
”embryonisk” i arbejdernes bevidsthed.138 Og han taler om ”good sense” som noget, der
opstår igennem ”one’s power of rational concentration” for at overvinde ”bestial and
elemental passions” forstået på den måde, at man udvikler ”a conception of necessity
which gives a conscious direction to one´s activity. This is the healthy nucleus that
135
Roseberry: "Hegemony …, op. cit. citeret fra
http://intsos.no/index.php?id=2470
137
138
136
International Sosjalisme:HEGEMONI…, op. cit.;
109
exists in ”common sense”, the part of it which may be called ”good sense” and which
deserves to be made more unitary and coherent”.139 Når han peger på, hvordan man skal
bekæmpe ”commen-sense” opfattelser skriver han, at man må basere sig på ”commensense.”140 Dette lille ”mysteriet” må netop forstås på den måde, at Gramsci opfatter
”common sense” som sammensat af elementer fra det hegemoniske og elementer af
”good sense”.
Tættere på en definition af ”good sense” kommer Gramsci ikke. Det er i relation til
”commen sense” at denne selvrefleksive, logiske sans placeres.141 På et eller andet
niveau kan ”good sense” derfor spores hos de fleste. Men, som Gramsci understregede,
”good sense” udtrykkes kun eksplicit, når ”the group is acting as an organic totality”.142
Det er med andre ord indenfor de sociale bevægelsers felt med fokus på de kollektive
aktioner at ”good sense” opstår og udvikles.
Andreas Ytterstad forsøger opsamlende at fortolke Gramscis meget centrale men svære
begreb ”good sense” således:
” … denne praktisk-logiske sansen er noe vi i og for seg alltid har. Men den
blir først synlig som en kraft gjennom massiv felles handling. Den gode
forstand kan dermed defineres som "en form for bevissthet som oppstår i
konflikt med det aktuelle hegemoniet, men som uttrykkes gjennom kollektive
handlinger i opposisjon til hegemoniet."143
Borgerskabets problem med magtudøvelsesformen og kontrollen over arbejderklassen
er, at borgerskabet på den ene side har brug for og er afhængig af arbejderklassens
hænder, hjerner og produkter. Men på den anden side er problemet, at den vare de køber
– arbejdskraften – samtidig er levende mennesker. Det kan lyde utrolig banalt, men
dybden i problemet er, som Henry Ford engang udtrykte det: ”Why is it that every time
I hire a pair of hands, I get a human being as well.”
139
Ibid., s. 328.
Ibid., s. 419-423
141
Se også Rees, J: “Socialism in the Twentyfirst Century” I: International Socialism Journal nr. 100,
London, 2003, s. 6-7.
142
143
Ytterstad, Andreas: SVTs Uppdrag Granskning og Gøteborgsprotestene 2001. En gramsciansk
begrepsdrøfting og analyse. Oslo, 2004, s. 21; http://www.duo.uio.no/sok/work.html?WORKID=22222
140
110
I den konstatering ligger nøglen til en forståelse af både borgerskabets problem og
arbejderklassens mulighed for at bryde med borgerskabets magt og hegemoni.
4.5 Fra Torino til elevog studenterbevægelsen
Gramscis opdagede den gode forstand under arbejderklassens opstande i Torino i 191920. Her så han, hvordan arbejderne under deres besættelser og drift af deres ”gamle”
arbejdspladser begyndte at forene den gode forstand med deres egen selvrealisering.
Idet de selv begyndte at drive fabrikkerne ændrede de samtidig opfattelse af, hvad
produktionens formål var, og hvad de selv kunne. Ved at se fabrikken som "produksjon
av virkelige objekter og ikke av profitt", gav arbejderne "en ekstern politisk demonstrasjon av den bevisstheten han (hadde) ervervet".144
Fabriksbesættelserne i Torino skabte rammerne for udviklingen af arbejdernes klassebevidsthed. En bevidsthed som i kimform ligger i enhver strejkesituation, men som
under langt de fleste strejker, som dels er organiseret som strejker ikke besættelser, og
dels ikke foregår i en situation, hvor samfundet befinder sig i en før-revolutionær situation, ikke udvikler sig til så avanceret et niveau – men trods alt til en form og med et
indhold, som kan skabe sprækker i ”hegemoniet” og som – hvis de vindes – rummer
muligheden for, at de generaliseres af andre arbejdere.
Der er langt i tid og rum fra Torino til elevog studenterbevægelsen i dag. Men ikke
desto mindre er Gramscis teori efter min opfattelse helt afgørende for at undersøge og
forstå, hvordan og hvorfor dele af elevog studenterbevægelsen er i bevægelse igen.
Erfaringerne fra Torino – akkurat ligesom erfaringer fra en lang række andre af de mest
avancerede og omfattende arbejderopstande og revolutionære situationer – viser hvor
langt arbejderklassen kan udvikle sig bevidsthedsmæssigt og politisk i en situation, hvor
de selv overtager kontrollen over dagligdagen på fabrikken, i boligkvarteret – i
samfundet. Disse situationer viser, hvordan den gode forstand udvikler sig enormt
hurtigt, men også hvordan ”commen sense” ikke blot falder ud i historiens mørke.
144
111
Men selv i situationer, hvor den samfundsmæssige orden ikke er forandret omfattende,
men hvor fx enkelte arbejdergrupper eller hele faggrupper går i strejke, sker der noget
nyt handle- og bevidsthedsmæssigt for langt de fleste. Her oprulles en ny type dynamik
mellem erkendelse og handling; her opbygges der en selvtillid og hidtil skjulte talenter
rulles frem i disse situationer hos mange af de strejkende arbejdere, og for dens sags
skyld også deres familier. Denne proces som finder sted under strejker forandrer både
aktørerne og deres organisationer. Omfanget og indholdet af forandringen vil afhænge
af strejkens resultat, dens forløb, og ”situationen” den finder sted i.
Essensen af Gramscis forståelse af potentialet i de kollektive aktioner er, at i disse
aktioner er muligheden til stede for, at arbejderne oplever hvad de selv kan, når de står
sammen og selv styrer deres dagligdag. De oplever ganske enkelt, at sammenhold og
demokratiske diskussioner og organisering rummer det potentiale, som for alvor kan
forandre og udgøre et alternativ til status quo. Deres selvtillid og klassebevidsthed
vokser.
Gramscis opdagelse eller teoretiske indsigt omkring, hvordan borgerskabet fastholder
sit hegemoni, om arbejderklassens modsætningsfyldte bevidsthed og om de kollektive
aktioner, som en nøgle til at bryde med hegemoniet opfatter jeg som et afgørende bidrag
til den historiske materialisme fokus på modstillingen af og dialektikken mellem den
sociale objektivitet og den social adfærds muligheder og grænser.
5. Fra Marx til en konkret historisk analyse
Det følgende afsnits intention er at forklare, hvordan jeg dels operationaliserer den
teoretiske rammeforståelse – den historiske materialisme – i en konkret analyse, diskussion og besvarelse af spørgsmålet: Hvorfor er der bevægelse igen inden for dele af elevog studenterbevægelsen?, og dels hvilke politiske og økonomiske teorier og historiske
analyser jeg inddrager, som en del af besvarelsen.
Selve besvarelsen af Hvorfor spørgsmålet ligger i de efterfølgende to historiske spor i
afsnittene 6 og 7.
112
5.1 Struktur og aktør perspektivet i den historiske analyse
Lad mig prøve at illustrere ud fra historien, hvordan jeg operationaliserer den teoretiske
rammeforståelse i det første historiske spor – Det historiske samfundsmæssige spor fra
1945 til 2004. I afsnittet fokuseres der på det ”store billede” og de ”store forklaringer”,
dvs. hvorfor og hvordan den samfundsmæssige forandringsproces foregår, hvorfor og
hvordan balancen mellem klasserne forandres, og hvilke konsekvenser det har for de
samfundsmæssige strukturer og den måde aktørerne handler og tænker på? Dvs.
intentionen er at operationalisere og omsætte Marx`s historisk-sociologisk strukturaktør perspektiv i en konkret forståelsesramme – i en historisk fremstilling. Det gør jeg
således:
Med afsæt i kapitalismens lange boom fra 2.verdenskrig til 1973 skete der nogle fundamentale ændringer i samfundsstrukturen, som grundlæggende set blev skabt gennem en
dynamisk proces mellem konkret handlende mennesker. Ændringer som for alvor
ændrede de gamle strukturer og erstattede dem med nye: klasse- og produktionsstrukturen blev ændret – fra landbrug til industri, velfærdsstaten opstod fra 60’erne, familien
blev ændret, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, urbaniseringen og det sociale
boligbyggeri tog fart, uddannelsessektoren blev ændret, arbejderklassen blev gradvist
ændret med fremkomsten af den ekspanderende offentlige sektor etc. Samfundsstrukturen blev strukturelt revolutioneret fra slutningen af 50’erne frem til midt 80’erne.
Men disse konkret handlende mennesker ændrede samtidig sig selv igennem denne
proces: 60’erne blev den reformistiske arbejderbevægelses storhedstid – som blandt
andet udmøntede sig i arbejderflertallet i 1966. Venstrefløjen voksede – både den
”gamle” og en helt ny.
Men i denne dynamiske forandringsproces, hvor strukturer skabes, udvikles og ændres
samtidig med at menneskene ændrer sig selv politisk, socialt og kulturelt må vi samtidig
tænke den nationale udvikling ind i den internationale ramme – både materielt og
politisk, socialt og kulturelt.
Det globale billeder spiller ind over det nationale billede – det store billede med
Vietnamkrig, pop- og rock-kultur, studenter- og ungdomsoprør, kvindefrigørelse er blot
nogle få eksempler på den internationale påvirkning.
113
Vi er også nødt til at medtænke generationsdialektikken nemlig det faktum, at hver ny
generation må bygge ovenpå den forrige generations virksomhed. Studenteroprøret i 68
tog afsæt i de forrige generationers uddannelsessystem; det begyndende elevog studenteroprør i dag tager afsæt i den udviklings- og forandringsproces, som uddannelsessystemet har været igennem fra 68-oprøret til nyliberalismens gradvise indtog indenfor
uddannelsesverdenen. 68-generationens gymnasieelever og studenter, hvoraf rigtig
mange fik job inden for den ekspanderende offentlige sektor som pædagoger, skolelærere, gymnasielærere, sygeplejersker etc. blev samfundskritiske og aktive. 80’ernes
nedgang og højredrejning, og murens fald demoraliserer også mange af dem og deres
fagforeninger.
Men et skift synes på vej – ”nu er det nok” med nedskæringer, men selvtilliden er stadig
ikke brudt bredt igennem. Det er den virkelighed de nye pædagogstuderende, og
kommende pædagoger træder ind i, med nye ideer og nye og aktive studieorganisationer, og det er den virkelighed nutidens gymnasieelever, som kommende
pædagoger, gymnasielærere etc. med nye ideer og begyndende traditioner for militans
og aktive organisationer træder ind i. En virkelighed som ikke er selvvalgt men
objektive forhold.
Samtidig er vi nødt til at forstå udviklingen som en proces, som noget der aldrig står
stille, men som i perioder er mere dynamisk og samfundsændrende end i andre perioder.
Men den centrale akse i denne dynamiske udviklingsproces er klassekampen, er kampen
mellem de to hovedklasser – borgerskabet og arbejderklassen – om fordelingen,
udtrækningen og kontrollen over det samfundsmæssige merprodukt. Det er på
samfundets sokkel at det grundlæggende omdrejningspunkt mellem konkret handlende
mennesker foregår. Mennesker som til stadighed ændrer strukturerne og sig selv, men
ikke efter forgodtbefindende, men under forhold som er skabt af tidligere generationers
virksomhed. I den proces skabes og udvikles klasserelationerne hele tiden –
arbejderklassen i 50’erne og i dag er antals-, bevidstheds- og organisationsmæssigt vidt
forskellige. Klasserelationerne, klassedifferentieringen og klasseformationerne skabes
både i modstillingen mellem ”strukturer” som objektive samfundsmæssige forhold, som
ligger ”bag” eller ”under” den menneskelige adfærd influerende på denne. De er sociale
forhold, som er objektive, dvs. de kan ikke borttrylles ved en viljesakt. Og i
114
dialektikken mellem disse objektive strukturer og konkret handlende mennesker, som
diskuterer, organiserer og kæmper om retningen i samfundet.
Curt Sørensen udtrykker det således:
Akkumulerede erfaringer fra klassekampen – materielt og bevidsthedsmæssigt er medieringen af forholdet mellem struktur og aktør. Det er forbindelseslinjen – dialektikken mellem en generations sociale objektivitet og
bevidsthed og handlinger og den næste generations sociale objektivitet og
bevidsthed 145
Disse akkumulerede erfaringer fra klassekampen udtrykkes i den eksisterende samfundsstruktur – i dets ”strukturer” – i samfundets materielle, politiske organisering og
opbygning og i de bevidsthedsmæssige, ideologiske holdninger, som præger samfundet
og de kæmpende klasser.
Disse akkumulerede erfaringer udtrykker styrkeforholdet i klassekampen – et styrkeforhold som udspilles både økonomisk, politisk og ideologisk. Og et styrkeforhold som
aldrig kan forstås statisk, men altid som en proces, hvor konkret handlende mennesker
agerer, og hvor ”klasserne ikke er, de bliver til. De bliver til og omvandles i en stadig
fortløbende proces”. Klasserne udvikler sig ikke i et tomrum, ”..men i en given social
sammenhæng under ganske bestemte historisk-strukturelle betingelser og forudsætninger, betingelser og forudsætninger, som samtidig også er muligheder, men dog i et
differentieret forhold.”146 Denne teoretiske forståelsesramme, som struktur-aktør
perspektivet med generationsdialektikken, klasseforståelsen og de kollektive aktioners
betydning opstiller suppleres så med en række historiske analyser og politiske og økonomiske teorier for netop at konkretisere analysen og besvarelsen af hvorfor spørgsmålet.
Disse historiske analyser og metoder og politisk, økonomiske teorier skal der kort
redegøres for i næste afsnit.
145
146
Ibid., s. 28.
115
5.2 Historie teori og fremstilling
Den følgende historiske fremstilling er bygget op omkring fire ”turning points” i perioden: 68, 73/74, 89 og 99, som udtrykker de mest markante skift i historien – politisk,
økonomisk og ideologisk.
Pointen er, at det er ”turning points” som afspejler, hvordan modstillingen og dialektikken mellem den ”objektive situation” og den ”subjektive faktor” – hele struktur-aktør
problematikken sætter sig igennem i den historiske virkelighed – både vertikalt og
horisontal i form af omfattende forandring. Altså både som et aktuelt og et historisk
forhold.
Begrebsapparatet omkring ”turning points” og karakteristikken af perioden fra 1968 til
73/74 som en ”opsvingperiode, hvor arbejderbevægelsen og de sociale bevægelser er i
offensiven”, og perioden fra midt 80’erne til midt 90’erne som en periode med nedgang
i klassekampen osv. er teoretisk inspireret af diskussionerne inden for den revolutionære
arbejderbevægelse – først og fremmest hos Lenin, Trotsky, Gramsci, Tony Cliff, Alex
Callinicos, Mikael Vester m.fl.147
Den historiske fremstilling baserer sig på en række generelle teorier indenfor samfundsvidenskaben, som alle har det til fælles, at de tager afsæt i den historiske materialisme.
Det er Marx`s teorier om kapitalismens almene bevægelseslove: ”profitratens tendens til
fald”, ”kriser som overakkumulations kriser”148; det er opfattelsen af det sovjetiske
samfund som statskapitalistisk149; det er opfattelsen af forholdet og sammenhængen
mellem den økonomiske og militære konkurrence, forholdet og sammenhængen mellem
147
Den historiske fremstilling bygger teoretisk analytisk og fremstillingsmæssigt på en litteratur, som
fokuserer på den historiske materialisme og hermed struktur- og aktørperspektivet, og/eller forskellige
bidrag til en historieskrivning ud fra denne opfattelse. Se Trotsky, L: The History of the Russian
Revolution, London, Pluto Press, 1985; Trotsky, L: “Crisis, boom and revolution, 1921; Flode-tide: the
economis conjuncture and the world labour movement, 1921; The only road, 1932,” citeret fra
International socialisme, nr. 2-20, London, 1983; Vester, Michael: Proletariatets opståen som
læreproces, GMT, Grenå, 1978; Sørensen, Curt: Mellem demokrati og diktatur, bd. 1 og 2, Institut for
Statskundskab, Aarhus 1992; Cliff, Tony: Lenin, bd. 1-4, Pluto Press, London, 1975-79; Callinicos, A:
Making History: Agency, Structure and Change in Social Theory, Cambridge, 1987. Hobsbawn, Eric:
Ekstremernes århundrede, Samleren, København,1997; Harman, Chris: A People’s History of the World,
Bookmarks, London 1999; Harman, C: The Fire Last Time – 1968 and after London, Bookmarks, 1988;
Knudsen, Knud og Bloch Poulsen, Jens: Arbejdskamp Arbejdsret – det fagretslige systems udvikling,
Politisk Revy, København, 1979; Jensen, Lars Hedegaard: Den amerikanske fred. Tiden 1945-62, GAD,
København, 1976; Jensen, Lars Hedegaard: Den permanente krise. Tiden 1962-77.GAD, København,
1978; Madsen, Jens Otto og Madsen, Per Askholm: Fra sandkasse til kadreparti. VS`s dannelse og
udvikling 1967-73, VS-forlaget, 1980; Madsen, Hans Erik: Frem mod år 200 – har fagbevægelsen en
fremtid?, Forlaget Klim, Århus, 1998; Madsen, Hans Erik: 10 år der gjorde en forskel. PLS 10 år.
Historien om en studenterfagforening. PLS forlag, København, 2002.
148
Marx, Karl: Kapitalen, bind 1-11,Rhodos, København 1970.
149
Cliff: Tony: State Capitalism in Russia, Pluto Pres, London, 1974.
116
stater og multinationale selskaber, nyliberalismens strategiske projekt – udtrykt i såvel
den klassiske opfattelse af imperialisme og i forlængelsen heraf – formuleringen af
teorien om den ny imperialisme og verdensorden.150 Det er teorier, som ikke udfoldes i
denne afhandling, men som ligger bag min forståelse og fremstilling af såvel det store
billede som det lille billede og sammenhængen mellem dem, og som er omsat i de fire
”turning points” og forståelsen af hovedtrækkene i den samfundsmæssige udvikling.
6. Det historiske samfundsmæssige spor fra 1945 til 2004 – ”det store
billede”
Intentionen med den følgende brede historiske fremstilling fra 1945 til i dag er for det
første at identificere, hvorfor og hvordan styrkeforholdet skifter, og hvilke konsekvenser det har – ikke mindst på aktørsiden og indenfor de sociale bevægelser - for om
muligt også at forstå sammenhængen mellem ”fortiden” og ”nutiden” ud fra strukturaktør problemstillingen. For det andet at bruge ”det store billede” som forståelsesramme
omkring det næste afsnits fremstilling af ”elevog studenterbevægelsens opståen og
udvikling som læreproces” – ”det lille bilede”, som netop reflekterer den
samfundsmæssige udvikling og forandring fra midt 60’erne til i dag. Samlet set repræsenterer afsnit 6 og 7 denne afhandlings teoretisk historiske besvarelse af problemformuleringens Hvorfor spørgsmål!
6.1 Fire begivenheder – 68, 73/74, 89 og 99.
68 – oprørsår og opsving
Perioden før og efter ”68” og frem til ”73/74” kan karakteriseres som en opsvingsperiode, hvor arbejderbevægelsen og de sociale bevægelser er i offensiven og spiller en
afgørende rolle i opbygningen af velfærdsstaten samtidig med at de samfundsmæssige
strukturer forandres afgørende. ”68” betød et historisk brud. Ikke kun inden for uddan150
Se Callinicos, Alex: The new mandarins of American power, Polity, London 2003; Chomsky, Noam:
Hegemoni og overlevelse, Forlaget Klim, 2006; Rees, John: Imperialism and Resistance. Routledge,
London, 2006.
117
nelsesområdet eller kun blandt unge – nej 68 vendte op og ned på mange forhold i
samfundet. 68 var på mange måder kulminationen på det opbrud, som havde fundet sted
fra starten af 60’erne, og som indbefattede alle samfundsgrupper. Det materielle
grundlag var kapitalismens uafbrudte boom siden 2.verdenskrig, som strukturelt gav sig
udtryk i en massiv forskydning fra landbrugs- til industriproduktion og en heraf
følgende tilstrømningen fra land til by, kvinderne strømmede ind på arbejdsmarkedet og
uddannelsessystemet ekspandere, som en nødvendig forudsætning for og følgevirkning
af den industrielle udvikling og opbygningen af velfærdsstaten. Klassestrukturen og
sammensætningen indenfor arbejderklassen ændredes – mest markant med boomet
inden for den offentlige sektor. ”68” udløste også fremkomsten af nye sociale bevægelser, hvor især de studerede spillede en central rolle. Den gamle sociale bevægelse –
fagbevægelsen – blev for første gang siden 1956 udfordret af en militant tendens. Og
”68” skabte samtidig en nye venstrefløj til venstre for SF og DKP. ”68” satte et opsving
indenfor traditionen for antikapitalistisk bevægelse i gang, som ændrede mange ting lige
fra uddannelsessystemet, kvinde- og familie synet til indførelsen af den fulde
folkepension og bistandsloven. De sociale bevægelser havde teten over for det
etablerede system.
”68” var om noget ”a turning point” internationalt. Vietnam krigen og USA’s nederlag
fik enorm betydning samfundsmæssig set - politisk, økonomisk og ideologisk.
Verdenskrisen – 73-74
Verdenskrisens gennemslag i 73/74 ryster kapitalismen, arbejderbevægelsen og de nye
sociale bevægelser. Massearbejdsløsheden begynder gradvist at undergrave arbejderbevægelsen og de nye sociale bevægelser styrke.
Illusionen om den krise fri kapitalisme brast og betød et dramatisk skift for ikke mindst
den socialdemokratiske arbejderbevægelse, som blev tvunget til at sadle om, og frem
for at fortsætte reformpolitikken blev nedskæringer og angreb på tilkæmpede reformer
dagsordenen. Det medvirkede til at undergrave Socialdemokratiets opbakning i arbejderklassen, og det ”splittede” og svækkede partiet yderligere, og banede vejen for at de
borgerlige kom til i 80’erne.
118
80’erne blev internationalt set startskuddet til en omfattende offensiv fra borgerskabets
side mod velfærden og arbejderklassens organisationer. Først og fremmest i USA men
også markant i Storbritannien lykkedes det hhv. Reagan og Thatcher at tilføre
arbejderklassen store nederlag. Schlüter-regeringen fulgte i samme spor herhjemme: den
sætter markedskræfterne i spil inden for den offentlige sektor, og den angriber
arbejderklassen fra 1982-85. ”Påskestrejkerne” i 1985 udtrykker det sidste, men ender
med remi: En million arbejdere strejker og viser den styrke, som faktisk blev opbygget i
de foregående 20 år. Men ”bevægelsen” er samtidig demoraliseret og slidt ned af
massearbejdsløshed og et Socialdemokrati i politisk, ideologiske krise - nedgangen i
klassekampen er en realitet.
Men samlet set og overordnet blev verdenskrisen i 1973 startskuddet på borgerskabets
revanche – på at rive de tilkæmpede velfærdsreformer ned, og ændre samfundsstrukturen i retning af mere og mere marked. Det blev startskuddet på de sociale bevægelser
nedtur og svækkelse, herunder såvel fagbevægelsen, studenterbevægelsen som
venstrefløjens.
1989 – murens fald og ”kapitalismens sejr”
Murens fald i 1989 ændrede også – ligesom ”68” og verdenskrisens i 73/74 – verdensbilledet dramatisk. Den todelte verden forsvandt151 – de to lejre – kapitalismen med
USA som den ene supermagt og kommunismen med Sovjet som den anden supermagt –
blev afløst af en lejr – af kapitalismen som verdenssystem med en supermagt, USA,
som totalt toneangivende og dominerende. Kapitalismen havde sejret, og det
kommunistiske fjende billede forsvandt.
Effekten af murens fald og dette ændrede verdensbillede var mangesidig. Det var de
folkelige revolutioner i Østeuropa, som satte processen i gang og ændrede
verdensbillede radikalt. Men det er ”markedskapitalismen”, som stjæler billedet og
etablerer et umiddelbart ideologisk og materielt hegemoni. Økonomisk og politisk
åbnede denne begivenhed for alvor døren for nyliberalismen – for en ny epoke, hvor
markedsgørelsen både i den vestlige verden, i det gamle sovjetiske imperium og i den
151
De stalinistiske regimers kollaps – udløst af folkelige revolutioner, og begrundet i, at regimerne ikke i
længden både kunne hamle op med den anden supermagt militært med en økonomi som var langt mindre,
og en befolkning som ikke i længden ville finde sig i materiel elendighed og åbenlys undertrykkelse.
119
tredje verden, blev sat på dagsordenen. Konsekvenserne har været, at velfærdsstaterne
opbygning og indhold forsøges ændret i retning af mindre stat og indflydelse til ansatte
og brugere og mere marked og mere indflydelse til erhvervslivet. Samme model
forsøges overført til 3 verdenslande, og det gamle sovjetiske imperium, igennem de
internationale institutioners rammer for långivning og handelsaftaler, hvis primære sigte
er, at sikre de multinationale selskabers ekspansion i 3 verdenslande.
Samtidig betød murens fald også samtidig ideologisk set kapitalismens sejr, og en
afgørende svækkelse af de sociale bevægelser herunder både den reformistiske som den
stalinistiske arbejderbevægelse. Den nyliberale offensiv ryster den reformistiske
arbejderbevægelse, og ”New Labour” og den tredje vej bliver bevægelsens svar.
Men den nye verdensorden blev heller ikke så demokratisk og fredelig, som der blev
lovet. Krige rykkede tættere på - først under Golfkrigen i 90/91 og på Balkan fra 199598. En ny imperialistisk epoke blev åbnet. Samtidig voksede nynazistiske bevægelser
frem i Europa, som spillede på kombinationen af fremmedhad og modstand mod sociale
nedskæringer og angreb på velfærden.
Billedet først i 90’erne er en sejrende kapitalisme, hvor intet synes at kunne stoppe det
nyliberalistiske og ny imperialistiske projekt. Nedgangen i klassekampen og i de sociale
bevægelsers omfang og styrke synes at være dyb. Men dette billede udfordres i midt
90’erne. Mest markant og afgørende i Frankrig, hvor en omfattende protest- og
strejkebevægelse når sit højdepunkt i december 1995 vendt imod regeringens angreb på
70’ernes velfærdsreformer – med fokus på pensionsforhold og arbejdstid. En bevægelse, som faktisk vinder i og med at angrebene må trækkes tilbage og modereres. Og
en bevægelse som samtidig inspirerer både andre samfundsgrupper i Frankrig, fx de
studerende, og bredere internationalt set, da de samme angreb mod 70’ernes velfærdsreformer sættes ind i de øvrige europæiske lande.
Herhjemme var der ikke ”franske” tilstande. Det fælles træk for de kampe som fandt
sted var – både i arbejderklassen og indenfor uddannelsessektoren - frem til 98/99, at de
havde en defensiv dagsorden (mod nedskæringer, mod angreb på hævdvunde rettigheder) og langt, langt de fleste blev tabt, eller endte med at nogle af nedskæringerne
120
eller angrebene blev forhindret. Men på intet tidspunkt i perioden satte den omvendte
spiral ind – at strejkesejre inspirerede til nye strejker og sejre og til nye offensive
kampe.
Det billede begyndte så småt at ændre sig efter 1998/99.
1999 – et vendepunkt og bevægelse igen
Fremkomsten af en ny antiglobaliseringsbevægelse – en ny antikapitalistisk bevægelse
– bliver dateret tilbage til WTO topmødet i Seattle i december 1999. En bevægelse som
netop var en samlet og opsamlet reaktion på markedsgørelsen og nyliberalismens indtog
overalt fra en bred vifte af sociale bevægelser, organisationer og sociale grupper. Det
nye var både en samlet utilfredshed og begyndende organiseret modstand, som lagde
fundamentet for en ny social bevægelse internationalt. En bevægelse som tog afsæt i
modstand mod den økonomiske globalisering, men som efter 11. september og krigen
mod terror, og definitivt med den USA ledede krig i Irak, også vendte sig mod den
militære globalisering. Bevægelsens hoveddel er i dag vendt mod både nyliberalisme og
krig – mod den nye imperialisme.152
6.2 De fire turning points – fællestræk og forskelle
Disse fire begivenheder – 68, 73-74, 89 og 99 – har internationalt som herhjemme sat
sig nogenlunde samtidig igennem, og med samme indhold og konsekvenser – om end
med forskelle i omfang og indhold. Disse fire begivenheder – disse ”turning points” –
illustrerer, hvilke samfundsmæssige ændringer og brud, som har fundet sted i perioden.
De illustrerer hvordan den globale og nationale dagsorden og kampen mellem klasserne
har skiftet, hvordan styrkeforholdet har skiftet, hvordan ”overførelsen” af den forrige
periodes styrke eller svaghed sætter sig igennem i de kommende perioder. Der er en
række fællestræk ved de fire begivenheder, som illustrerer hvordan kapitalismens
generelle bevægelseslove sætter sit aftryk på den historiske udvikling.
”68” er et resultat af kapitalismens guldalder. ”68” er et udtryk for at den ”samfundsrevolution”, som sætter sig strukturelt igennem – produktion, klasser, uddannelse,
152
Harman, Chris: A People’s History of the World, Bookmarks, London 1999, s. 599.
121
velfærdsstat mv. – samtidig på manifest måde slår igennem på aktørsiden, som via
sociale bevægelser på afgørende vis deltager i formningen af den nye samfundsmæssige
udvikling.
73/74 er først og fremmest et resultat af ”profitratens tendens til fald” og en overakkumulationskrise udløst på overfladen af stigende oliepriser. Men dette strukturelle afsæt
ændrer på afgørende vis dagsordenen i klassekampen: massearbejdsløsheden svækker
arbejderklassen og de sociale bevægelser, og borgerskabet får teten igen og sætter
markedsgørelsen og nyliberalismens på dagsordenen.
Murens fald i 89 er et resultat af en dobbeltproces: Sovjet imperiet har ikke økonomi til
at hamle militært op med USA, samtidig med at befolkningerne i Østeuropa gradvist
begynder at protestere. Sovjetimperiet er økonomisk på sammenbruddets rand i midt
80’erne – derfor glasnost og perestrojka. Et sammenbrud som udløses definitivt med de
folkelige revolutioner fra 1989.
1999 er et resultat af eller måske bedre en reaktion på ”borgerskabets revanche”, som
har fundet sted siden midt 70’erne under nyliberalismens banner om mere og mere
marked. 99 er først og fremmest et ”turning point” på aktørsiden og udtrykker de
folkelige og sociale bevægelsers ”come back” efter 10-15 års stilhed. Og hermed også
sagt, at 1999 ikke når det ”niveau i forandring”, som de historisk tidligere ”turning
points”.
Modstillingen af og dialektikken mellem struktur og aktør siden er åbenbar i alle fire
”turning points” – en modstilling og en dialektik som kommer til udtryk i vidt
forskellige styrkeforhold mellem klassekræfterne i perioden. Men forbindelseslinjerne
mellem de fire ”turning points” og de perioder de sætter rammerne omkring er også
markante og vigtige i denne afhandlings sammenhæng. Styrkeforhold og traditioner materielt og bevidsthedsmæssigt - overføres, forandres, fornyes mv. fra generation og
periode til den næste. I denne afhandling er det centralt at kunne forstå det nye skift
omkring 1999 i dette perspektiv – i lyset af de forrige perioders op- og nedgange i
klassekampen – materielt som bevidsthedsmæssigt.
122
6.3 Politik, økonomi og ideologi – og forbindelseslinjen mellem fortid og nutid
Klassekampen foregår på tre niveauer: det politiske -, det økonomiske - og det ideologiske niveau.153 Denne tredeling vil i det følgende blive anvendt som udgangspunkt for
en forståelse af, hvad der sker, og hvilke politisk, økonomiske og ideologiske kræfter
der overføres og er i spil sidst i 90’erne.
I 60’erne stod arbejderklassen stærkt i den økonomiske klassekamp pga. dobbeltheden
af økonomisk ekspansion og lav arbejdsløshed. Arbejderklassens krav, kampe,
organisering og politiske bevidsthed var præget af ”gør-det-selv”-reformismen. En økonomisk styrke som blev demonstreret og kulminerede politisk under majstrejkerne i
1974, hvor effekten blev, at Hartlings borgerlige regeringen måtte opgive at angribe
arbejderklassen og trådte tilbage i januar 75. Ideologisk var perioden præget af et
opbrud inden for arbejderklassen – væk fra Socialdemokratiet og over mod to nye yder
poler: Fremskridtspartiet og venstrefløjen.
Massearbejdsløshedens indtog fra midt 70’erne undergravede arbejderklassens
økonomiske styrke, og ”gør-det-selv-reformismen” og arbejderklassens offensiv blev
afløst af defensive, hårde og lange arbejdskampe i løbet af slut 70’erne. Samtidig – efter
krisens indtog – mistede Socialdemokratiet yderligere terræn i arbejderklassen, og de
borgerlige tilbageerobrede gradvist op gennem 80’erne teten - politisk, økonomisk og
ideologisk.
Men forholdet mellem den politiske, økonomiske og ideologiske klassekamp forløb
ikke parallelt: økonomien satte sig definitivt igennem i form af en større arbejdsløshed
og svækkelse af selvtilliden, men venstrefløjen var opbygget og voksede ind i 80’erne.
Ideerne hang efter den økonomisk og politiske nedtur – illustreret ved at fx påske
strejkerne i 1985 blev den mest omfattende massestrejke i efterkrigstiden, som endte
med ”remi” mellem strejkebevægelsen og Schlüter regeringen. Men massestrejkerne
viste samtidig – i og med de ikke igangsatte en opsvingspiral – at ”nedgangen i
klassekampen” var det dominante træk for perioden.
153
Inspireret af Marx og Engells analysestrategi, som bevæger sig på disse tre niveauer.
123
Murens fald i 1989 forstærkede umiddelbart nedgangen i klassekampen og de borgerlige hegemoni – både politisk, økonomisk men især ideologisk. Socialdemokratiets
vision om ”demokratisk socialisme” blev erstattet af en markedsorienteret ”tredje vej” –
udtryk ved at Svend Auken blev væltet som formand og erstattet af Poul Nyrup
Rasmussen. Venstrefløjen blev decimeret, og den stærkeste kraft – DKP – kollapsede
pga. den ”virkeliggjorte socialismes” åbenbare fallit i Østeuropa.
Men to mindre begivenheder ændrede den hjemlige dagsorden. Den borgerlige regerings fald på Tamil-sagen, og et begyndende økonomisk opsving under Nyrup-regeringen skubbede den økonomiske klassekamp i gang igen, og selvtilliden i arbejderklassen manifesterede sig for første gang siden først i 70’erne i begyndende offensive
kampe i 1994/95.
Ri-bus konflikten i 1994/95 udtrykte situationens sammensathed. De borgerlige angreb
på velfærdstaten, nyliberale markedsgørelse og privatiseringsforsøg blev mødte af
omfattende solidaritet og modstand. Danmarkshistoriens længste arbejdskamp endte i et
nederlag til de strejkede buschaufførerne, men omvendt blev den nyliberalistiske
offensiv omkring udlicitering og privatisering hæmmet.
Samtidig mødte den franske regerings forsøg på i december 1995 at rulle 70’ernes
reformer tilbage – på arbejdstid og pensioner – omfattende modstand i den franske
arbejderklasse. Strejkebevægelsen vandt, og en opsvingspiral blev sat i gang, som
inspirerede andre samfundsgrupper i Frankrig og ud over Europa, hvor dagsordenen var
den samme.
Et af udtrykkene for at en ændring var på vej – i den økonomisk, politiske og ideologiske klassekamp var – at ”den røde bølge” skyllede hen over Europa. New Labour
vandt parlamentarisk i 13 ud af 15 europæiske lande i 90-erne. Selvom New Labour
repræsenterede et markant højreskift i sammenligning med Old Labour – de
socialdemokratiske partiers politik før krisens gennemslag midt i 70’erne – så udtrykte
skiftet forventninger om en ny politik – om en brud med nyliberalismen.
Men skuffelsen udeblev ikke – og herhjemme kom Fogh regeringen til i 2001, netop på
skuffelsen over Socialdemokratiet mere end ønsket om mere borgerlig nyliberalisme.
124
På den anden side viser ”højre-venstre målingen”154, at der er et ideologisk opbrud og et
skift på vej. Et opbrud og et skift som er blevet forstærket af et økonomisk opsving, som
yderligere har skubbet på selvtilliden i den økonomiske klassekamp, og som ideologisk
står i skærende kontrast til regeringens ideologi om skattestop og deraf følgende
nedskæringer indenfor det offentlige område i en situation, hvor velstanden for det store
flertal øges, og i en situation, hvor et befolkningsflertal ikke bakker op bag Fogh
regeringens tilslutning til den USA ledede krig i Irak.
Modsat i 80’erne, hvor nedgangen sætter sig igennem i en periode med massearbejdsløshed, men kom ovenpå en periode, hvor arbejderklassen havde opbygget en stærk
position økonomisk, politisk og ideologisk, selvom Socialdemokratiet allerede i starten
af 70’erne kom i knibe, og hvor ”overførelsen af antikapitalistiske traditioner” er
stærk155 er det modsatte tilfældet i dag i dobbelt forstand: modstanden begynder at pible
frem efter en l-a-a-n-g periode med nedgang i klassekampen økonomisk, politisk og
154
Se artiklen ”Historisk venstredrejning i danskernes holdninger” i ugebrevet a-4, 2006,
http://www.ugebreveta4.dk/2006/40/Baggrundoganalyse/Historiskvenstredrejningidanskernesholdninger.
aspx
155
Hermed menes at styrkeforholdet i klassekampen gør, at arbejderklassen er i stand til at presse reformer igennem som øger lighed og velfærden.
125
ideologisk, men i en situation hvor det økonomiske opsving med lav arbejdsløshed er
virkeligheden, og i en situation hvor nyliberalismens ideologisk ikke matcher de
forventninger som stadig flere har – både på hjemmefronten og globalt.
Hvad betyder denne analyse af udviklingen i det historiske styrkeforhold for den
aktuelle ”overførsel og fornyelse af traditioner for antikapitalisme” - og hermed for det
aktuelle styrkeforhold?
Meget peger mod, at det nuværende styrkeforhold i klassekampen rent økonomisk er, at
arbejderklassen begynder at vise tænder igen og få selvtillid som en direkte konsekvens
af det økonomiske opsving. Men politisk er arbejderklassen fortsat svag – kampene og
modstanden har fortsat kun glimtvist udfordret den eksisterende nyliberale dagsorden.
Ideologisk er klassekampen karakteriseret ved et opbrud, som på den ene side peger
mod, at de borgerlige potentielt er på vej til at tabe terræn156, som også udkrystallisere
sig i, at regeringens hjemlige nyliberale flagskibe – skattestoppet og den offensive
markedsgørelse og deres globale flagskib – opbakning og deltagelse i den USA ledede
krig mod Irak – ikke har folkelig opbakning. På den anden side har den reformistiske
arbejderbevægelses turbulente og langvarige krise og skift åbent op for dels fænomenet
de ”hjemløse arbejdere”, og dels for venstrefløjens come back og fremkomsten og
styrkelsen af nye og gamle sociale bevægelser – først og fremmest den nye globale
antikapitalistiske bevægelse, og måske ikke mindst herhjemme antikrigsbevægelsen
samt styrkelsen af dele af elevog studenterbevægelsen og fagforeninger og koalitioner
især indenfor den nye arbejderklasse.
6.4 Klasseforskydningen og reformismens krise
I dette perspektiv skal to grundlæggende forandringsprocesser fremhæves, som spiller
en helt afgørende rolle for det aktuelle styrkeforhold og hermed også for det skift, som
kan identificeres i styrkeforholdet.
156
Se artiklen ”Historisk venstredrejning i danskernes holdninger” i ugebrevet a-4, 2006,
http://www.ugebreveta4.dk/2006/40/Baggrundoganalyse/Historiskvenstredrejningidanskernesholdninger.
aspx
126
For det første har kapitalismens udvikling radikalt ændret den klassemæssige sammensætning globalt set, men også herhjemme - se afsnit 8. Industrialiseringen har ikke
mindst i dele af den tredje verden været så stærk, at der ligefrem er blevet talt om ”the
End of the Third World”
157
. I dag er bønderne ikke længere den største klasse globalt
set, men derimod arbejderklassen. Eric Hobsbawn siger ligefrem, at ”middelalderen
ophørte i 1950’erne”158. Men samtidig har der indenfor den samme periode også foregået en forandringsproces indenfor arbejderklassen …
For det andet har kapitalismens udvikling vist sig at være utrolig dynamisk, og den
mest effektive produktionsmåde i historien. Perioden 1950-1973 var en sand ”guldalder”, når det gælder vækst og konsumudvidelse. Produktionen i de mest avancerede
kapitalistiske lande tredobles i denne periode pr. capita.159, hvilket er den stærkeste økonomiske vækst nogensinde i historien.160 Kapitalismen som system har samtidig været
altgennemtrængende. Men også skabt et modsætningsfyldt billede – rigdom og
fattigdom, fortsatte krige og undertrykkelse og fortsatte svingninger i økonomien, som
kaster folk ud i arbejdsløshed og social nød. Det 20. århundrede er så sandelig
kapitalismens århundrede men også ”ekstremernes århundrede” – en tendens som ser ud
til at fortsætte ind i det 21. århundrede.
Disse to strukturelle udviklingstræk i kapitalismen – som kan måles over generationer har på mange måder været med til at skabe forudsætningerne for den nye bevægelse
mod globalisering oppe fra. Den nye bevægelse er på mange måder en refleks på denne
strukturelle forandringsproces – forstået på den måde, at den intensiverede og globale
markedsgørelse, som har fundet sted indenfor de sidste 100 år har frembragt den
globale arbejderklasse, og endnu engang frembragt modstand mod ”systemet” – skabt
traditioner for antikapitalisme – skabt en begyndende subjektiv faktor i form af sociale
netværk, sociale bevægelser etc.
157
Harris, Nigel: The End of The Third World, London, Penguin, 1986.
Hobsbawn, Eric: The Age of Extremes. The Short Twentieth Century 1914-1991, London, Penguin
1994, s. 288, og mere generelt kapitel 10.
159
Maddison, Angus: Phases of Capitalist Development, Oxford University Press, 1982, s. 4, citeret fra
Sørensen: "Marx … aktuel udfordring”, op. cit., s. 15.
160
Armstrong, Philip m. fl.: Capitalism since 1945. Oxford, Blackwell, 1991, citeret fra Sørensen: "Marx
… aktuel udfordring”, op. cit., s. 15.
158
127
I kapitalismens udviklings- og forandringsproces har især en hovedaktør spillet en
altafgørende rolle inden for den sociale bevægelse, nemlig den reformistiske
arbejderbevægelse. Men netop den reformistiske arbejderbevægelse har siden verdenskrisens gennemslag i 73/74 været i ”politisk krise” og undergået en forandringsproces,
som markant kom til udtryk som et strategiskifte efter murens fald i 1989. Bevægelsens
problem var, at der ikke længere var plads til reformer indenfor systemets rammer,
således som tilfældet havde været mens kapitalismen bommede. Det udløste såvel en
fornyet kamp om retningen bredere set i samfundet fra midt 70’erne, som indenfor
arbejderbevægelsen mellem det, der udkrystalliserede sig i de to fløje ”Old Labour” og
”New Labour”. Sidstnævnte vandt definitivt overalt i de europæiske Socialdemokratier i
løbet af 90’erne, og herhjemme skete det i 1992, da Auken fløjen blev væltet af Nyrup
fløjen. Denne udvikling har svækket arbejderbevægelsen både parlamentarisk og
”bevægelsesmæssigt” og skabt tusinder og atter tusinder af hjemløse arbejdere, og
blandt andet herhjemme åbnet døren for højrepopulismen parlamentarisk. Inden for
fagbevægelsen har det højst sandsynligt også svækket sammenhængskraften. Internationalt set har tendensen stort set også udspillet sig inden for rammen mellem ”Old and
New Labour”. Betydningen af denne kamp og splittelse rummer flere aspekter: fraværet
af et lederskab, som har taget kampen op mod nyliberalismens fremmarch – fx i form af
privatiseringer og udliciteringer, indførelse af ny løn etc. etc. – og som har overladt
denne kamp til fagbevægelsens nedre dele har styrket nyliberalismens indtog på det
danske arbejdsmarked – og internationalt. Men samtidigt har de faktiske konsekvenser
for løn og arbejdsforholdene, og i bredere forstand velfærden, af den nyliberalistiske
kurs sammenholdt med ”New Labour” og opløsningen af bindingerne mellem parti og
bevægelse betydet at dele af fagbevægelsen – herunder toppene – er rykket til venstre.
Fx er det tilfældet i FOA og nogle af de øvrige fagforbund og fagforeninger, hvis
medlemmer er placeret fortrinsvis indenfor den offentlige sektor. Der har så at sige ud
af kampen inden for den reformistiske arbejderbevægelse udkrystalliseret sig en
begyndende ny militant tendens – eller en ny tradition for antikapitalisme, som bygger
videre på ”Old Labour” men uden et decideret reformistisk lederskab – eller i det
mindste et nyt reformistisk lederskab, som er åbent overfor den nye bevægelse mod
kapitalistisk globalisering oppe fra.
128
Ud af kampen indenfor arbejderbevægelsen er der altså opstået to retninger – ”New
Labour” og en polarisering mellem på den en side højre populisme – fx Le Pen og en
reformistisk venstrefløj, som bygger videre på ”Old Labour”, men også fornyer sig.
Under et kan man internationalt konstatere, at fremkomsten af den nye bevægelse mod
kapitalismens globalisering oppe fra er fremkaldt af nyliberalismen og senere af den ny
imperialisme. Arbejderbevægelsens splittelse og kurs mod ”New Labour” har forsinket
fremkomsten af denne bevægelse, men samtidig river og slider den nye bevægelse i
kampen indenfor arbejderbevægelsen – mellem ”Old and New Labour.”
6.5 Borgerskabets revanche – et opgør med ”68”!
Den kamp som foregår omkring retningen for samfundsudviklingen, globalt som nationalt, udtrykker grundlæggende set, at den internationale kapitalistklasse er enige om en
ting – midt i alle deres indbyrdes uenigheder: 60’ernes og 70’ernes indrømmelser og
sejre til de sociale bevægelser skal revancheres, og fjernes.
Den politisk, økonomiske og ideologisk agenda har fra borgerskabets side været at
nedbryde og ændre de samfundsmæssige forandringer, som blev skabt omkring ”68”–
og erstatte dem med og cementere den nyliberale og nye imperialismes dagsorden. Og i
den proces og det politiske projekt er de så sandelig også kommet langt. Det danske og
internationale samfund er i dag strukturelt forandret produktions- og uddannelsesmæssigt og kulturelt. Markedsgørelsen af det offentlige - og private rum har strukturelt sat
sig igennem. Og globalt hersker den ny imperialisme med USA som den eneste
supermagt. Billedet ser diametralt modsat ud fra de sociale bevægelser og venstrefløjens
optik. De vil forsvare ”68” periodens reformer, og genoplive og forny traditionerne fra
”68”. Imellem disse to poler – det internationale borgerskab og de sociale bevægelser og
mellem de to diametralt modsatte projekter og visioner – mere eller mindre marked,
mindre eller mere demokrati – befinder ”New Labour”/”den tredje vej” sig i dyb krise i
den klassisk reformistiske position: ” at mindske udbytningen og undertrykkelsen, men
ikke afskaffe den”. Dvs. at fastholde kapitalismen som samfundssystem, baseret på et
”humant” og ”demokratiske” grundlag.
129
Styrkeforholdet mellem de to poler – som ”den tredje vej” og dens aktører og
organisationer både er en del af og ikke – afgør mod hvilken pol ”den tredje vej”
bevæger sig.
Det er ud fra ovenstående dagsorden, og den forandringsproces og det langsigtede
perspektiv at det er muligt at forstå, hvorfor balancen mellem klasserne begynder at
skifte og hvorfor borgerskabets hegemoni nu begynder at blive udfordret igen af de
sociale bevægelser nedefra.
Det er samtidig ud fra netop det at de sociale bevægelser igen begynder at blive en aktiv
og synlig faktor, at den borgerlige strategi, som udover at ændre strukturerne og hermed
også aktørerne, begynder at få problemer, som giver sig udtryk i, at konkret handlende
mennesker i mere organiseret form igen begynder at manifesterer sig – begynder at
bryde med de herskende ideer.
Der er med andre ord i klassekampen mellem de to hovedklasser at såvel strukturer som
aktørerne omformes og forandres. Afhængig af vurderingen af styrkeforholdet og egen
styrke og selvtillid skifter borgerskabet strategi – i nogle perioder er de offensive i andre
perioder accepterer de en våbenhvile i andre igen er de nødt til at give indrømmelser til
de sociale bevægelser og arbejderbevægelsen.
Efter såvel første som anden verdenskrig blev der givet indrømmelser af frygt for det
der var værre: sociale revolutioner; i den dynamiske ekspansionsperiode i 60’erne og
70’erne accepterede borgerskabet indrømmelser og indgik en våbenhvile –
klassesamarbejde - med den reformistiske arbejderbevægelse. Da verdenskrisen slog
igennem ”allierede” borgerskabet sig i første omgang med arbejderbevægelsen, som fik
til opgave at redde dem ud af den knibe som såvel en stærk arbejderklasse og en
kriseramt kapitalisme bragte dem i. Et eksempel herhjemme fra er Hartling regeringen,
som troede den kunne gå i offensiven i 1974, men blev mødt af omfattende bevægelse.
Først da krisens virkning med massearbejdsløshed og en stigende utilfredshed og
desillusionering i arbejderklassen over at deres egne – Socialdemokratiet - førte
sparekniven og angreb tilkæmpede velfærdsforbedringer kunne de borgerlige sætte
deres offensiv ind. De borgerlige udnyttede så at sige den omfattende svækkelse som
130
massearbejdsløsheden betød på arbejderbevægelsen. 80’erne blev deres tiår – hvor de
ophævede ”våbenhvilen” og angreb, for i første omgang at tilbageerobre det tabte, og
hermed samtidig gradvist at forandre samfundssystemet. En proces som blev accelereret
i 90’erne og til stadighed er i fulde omdrejninger.
Men nu – dvs. efter 1999 - slår hegemoniet afgørende sprækker og har åbnet banen for
modstand. I denne proces er meget på vej mod at forandre sig – med udgangen er langt
fra givet. Reformismen som politisk strategi er fortsat i krise. Spørgsmålet om de
sociale bevægelser kan ”holde, genvinde og accelerere sin egen styrke og selvtillid” er
et åbent spørgsmål; spørgsmålet om borgerskabet i kraft af at de har ændret de
samfundsmæssige strukturer kan opretholde eller genvinde den ideologiske kontrol –
kan genvinde hegemoniet – står i den aktuelle situation som et åbent spørgsmål osv.
Og som et sidste lille forsøg på at besvare dette åbne spørgsmål skal jeg afslutningsvist
trække forbindelseslinjen tilbage til ”68”, fordi en sammenligning mellem dengang og
nu efter min mening kan facettere forståelsen af, hvorfor der er bevægelse igen!
6.6 ”68” og i dag - den omvendte dagsorden og situation, men …
Det er EU’s fremtid, der marcherer på gaderne i Paris. Situationen i Paris
sammenlignes ofte med de store uroligheder i 1968. Men konklusionen er
lige modsat: Dengang ville strejkende og studerende omvælte verden. I dag
forsøger de at bevare den.161
Således kommenterede Jyllands Posten på lederplads i december 1995 de mest
omfattende strejker og demonstrationer i Frankrig siden ”68”. Der er flere interessante
elementer i denne kommentar, som har relevans for en forståelse af situationen godt 10
år efter:
I ”68” ”ville strejkende og studerende omvælte verden. I dag forsøger de at bevare den.”
Forbindelseslinjen mellem ”68” og i dag er uden tvivl dobbelt: på den ene side har den
nyliberale strategi siden 80’erne (og internationalt siden midt 70’erne) sigtet mod at
161
Leder: Morgenavisen Jyllands Posten, 8. december 1995.
131
tilbagerulle de velfærdsreformer – politisk, økonomisk og ideologisk – som var et resultat af 60’erne og 70’ernes opsving i de sociale bevægelser – og herunder kombinationen
af en stærk reformistisk arbejderbevægelse og en ekspanderende kapitalisme. På den
anden side har dagsorden fra de sociale bevægelser netop været ”at forsvare og bevare
de tilkæmpede reformer”. I den forstand er dagsordenen vendt på hovedet fra en
situation før og efter ”68” hvor de sociale bevægelser var i offensiven og spillede en
afgørende rolle i opbygningen af velfærdsstaten og – samfundet til en situation i dag,
hvor der kan identificeres en begyndende modstand mod den nyliberale dagsorden –
baseret på mange af de samme ideer som var fundamentet for opbygningen af
velfærdsstaten før og efter ”68” – og hermed for de sociale bevægelser dengang.
Men der hvor kommentaren på lederplads højest sandsynlig tager fejl i sammenligningen mellem ”68” og i dag er på spørgsmålet om den ”omvendte dagsorden” karakter.
For spørgsmålet er – som jeg vender meget mere tilbage til i den empiriske analyse af
de aktive lag i DGS og PLS – om det ‘at bevare verden’ i dag – dvs. forsvare velfærden,
solidaritet, jobs osv. – om det ikke er mindst lige så sprængfarligt, som det ‘at omvælte
verden’ i 68. Sprængfarligt forstået i den dobbelte kontekst at meget kunne pege mod, at
globaliseringen og den internationale konkurrence er så hård, at det internationale
borgerskab på den ene side ikke er indstillet på klassekompromisser, og på den anden
side tyder meget på, at der i ”situationen” i dag er ved at blive skabt nye sociale
bevægelser og en politisk radikalitet, som netop udspringer af en reaktion på den
nyliberale dagsorden.
Styrkeforholdet i dag mellem hovedklasserne er en anden end i 68: Dengang var der en
langt stærkere reformistisk arbejderbevægelse end tilfældet er i dag. New Labour har så
at sige overtaget banen indenfor arbejderbevægelsen – og hermed været med til at åbne
op for markedskapitalismens dominans. Men denne ”højredrejning” af arbejderbevægelsen sammenholdt med at alternativet – den stalinistiske bevægelse kollaps – har
samtidig været medvirkende til fremkomsten af nye sociale bevægelser. Konjunkturerne
af det nye er den globale antikapitalistisk bevægelse, med dens mange forskellige svar
og holdninger, men trods alt en magtfaktor, som i dag udfordrer og giver markedskapitalismen modstand, om end den nuværende situation er karakteriseret ved, at den
herskende klasse internationalt angriber og angriber 70’ernes tilkæmpede reformer –
132
både materielt, politisk og ideologiskhelt åben – men modsat i 80’erne og 90’erne
møder den nu modstand. Dette er vigtigt at understrege. For billedet i dag er anderledes
end i midt 90’erne, mere præcist før 1995, og de omfattende sociale protester og strejker
i Frankrig, som signalerede at noget nyt var under opsejling.
Før 1995 blev det
internationale magtapparat ikke udfordret af en samlet bevægelse – eller i nævneværdig
grad af nationale protestbevægelser. Så på den måde har styrkeforholdet ændret sig –
det er langt mere åbent i dag end i årene efter murens fald.
7. Elev - og studenterbevægelsens opståen og udvikling som læreproces
fra 1965 til 2004 – ”det lille billede”
Elev- og studenterbevægelsen udvikling, krav, kampe og organisering reflekterer på
mange måder det ”store billede”, og er på mange måder dybt afhængige af det. Det vil
jeg afspejle og beskrive igennem det følgende rids af knudepunkter og faser i
bevægelsens historie og deres krav, kampe, organisering samt op- og nedgange.
Den måde jeg vil gribe denne fremstilling af ”knudepunkter” i elevog studenterbevægelsens historie an på, er ved i udgangspunktet at lade mig inspirere af den
dialektiske historiefremstilling, som Michael Vesters leverer i bogen Proletariatets
opståen som læreproces, som tager afsæt i en undersøgelse af den engelske
arbejderklasses opståen og udvikling i perioden 1792-1848. Vesters hovedtese er, at
arbejderklassen som historisk objekt blev skabt af kapitalismens gennembrud og
etablering som samfundssystem. Men i denne proces:
” … opstod der ikke af sig selv et ”homogent historisk subjekt”. Hertil måtte
der føjes bevidst blivende, bevidst initierende handlinger: arbejderklassen
bliver ikke blot frembragt, den frembringer også sig selv. En sådan overgang
fra ubevidst reaktion til bevidst aktion er også formidlet af en tilsvarende
adfærd fra den herskende klasses side, som på sin måde også gennemgår
lære- og refleksionsprocesser.”162
162
Vester: Proletariatets …, op. cit., s. 110.
133
Denne tilgang til og forståelse af arbejderklassens opståen som læreproces vil jeg bruge
som inspiration og parafrasere således: elevog studenterbevægelsens opståen og
udvikling som læreproces. Michael Vesters pointe er, at arbejderklassens skabes i
dialektikken mellem den objektive udvikling – kapitalismens etablering og skabelsen af
lønarbejdet og arbejderklassens egne handlinger – lige fra umiddelbare kampe for at
leve og overleve, politiske krav om indflydelse, udvikling af egen kommunikation og
organisering.
I
den
dialektiske
proces
foregår
der
omfattende
lære-
og
refleksionsprocesser, som danner rammen om arbejderbevægelsens udvikling. Det
samme er for mig at se tilfældet med elevog studenterbevægelsen – om end
udgangspunktet, historien, aktørerne og deres placering samfundsmæssigt set er
væsentlig anderledes.
7.1 En ny bevægelse skabes i midt 60’erne163
Elev- og studenterbevægelsens udvikling som en bredere bevægelse kan dateres tilbage
til midt 60’erne.164 Gymnasieeleverne var de første til at danne en landsorganisation i
1965 - Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS). Siden fulgte Landssammenslutningen af Kursusstuderende (LAK) for HF’erne og i 1969 blev Landsorganisationen
af elever (LOE) dannet af skoleeleverne. Fra starten af var der da også et tæt samarbejde
mellem DGS, LAK og LOE.
163
Selve historikken bygger især på Knud Holt Nielsens grundige elevhistorie, se Nielsen, Knud Holt:
”Skoleelever i aktion”, i Bykilde, Gritt: Når unge udfordrer demokratiet, Roskilde Universitetsforlag,
2000; Nielsen, Knud Holt: ”Uddannelsesprotester i Danmark efter 1960”, i Leksikon for det 21.
århundrede, se http://www.leksikon.org/art.php?n=4994. (01.06.07). Mine egne bøger, se Madsen, Hans
Erik: 10 år der gjorde en forskel. PLS 10 år. Historien om en studenterfagforening. PLS forlag,
København, 2002 og Madsen, Hans Erik: Frem mod år 200 – har fagbevægelsen en fremtid?, Forlaget
Klim, Århus, 1998 supplerer historisk, men bidrager først og fremmest med at forståelse og fremstilling
af historien – den ”store og den lille” – reflekteres ind i en struktur og aktør perspektivering, hvor brugen
af ”turning points” forhåbentlig kan skærpe og nuancere historieforståelsen. Forståelsen af
uddannelsespolitikkens udvikling og rolle er ikke mindst inspireret af Mathiesen, Anders:
Uddannelsernes sociologi, Christian Ejlers Forlag, København, 2000 og Hansen, Erik Jørgen:
Uddannelsessystemerne i sociologisk perspektiv, Hans Reitzels Forlag, København, 2003.
164
Indtil da havde der kun været studenterne på universiteterne, som havde været organiseret i lokale
studenterråd og på landsplan i Danske Studerendes Fællesråd (DSF) samt de pædagogstuderende, som
allerede i 1949 oprettede en studieorganisation – Pædagogisk Landsforbund, og senere en organisation
indenfor det social pædagogiske område – BOSL. I dag består elevbevægelsen i hovedtræk af tre dele:
folkeskoleeleverne; elever indenfor ungdomsuddannelserne, som er to delt i det almene- og erhvervsfaglige gymnasium og de videregående uddannelser, som er tre delt i de korte -, de mellemlange og de lange
videregående uddannelser. Fra midt 70’erne tog denne opdeling endelig form og eksisterer stadig i dag
(2004).
134
Fælles for de nye organisationer i 1960’erne var, at de byggede på de nydannede lokale
elevråd og fra starten var det centrale krav medbestemmelse. Lokalt og landsdækkende
krævede man indflydelse på uddannelsesplanlægningen.
Elev- og studenterbevægelsens udgangspunkt var at unge under uddannelse – fra
folkeskolen til universiteterne – ligesom den ældre befolkning i øvrigt – og ikke mindst
fagbevægelsen – også ville have noget at skulle have sagt, og derfor organiserede de sig.
Det var bevægelsens udgangspunkt. Den skabes med baggrund i de markante
samfundsmæssige ændringer som finder sted – markeret ved de ændringer, som finder
sted i produktions- og klassestrukturen i 50’erne og 60’erne. Her skal blot nævnes tre
signifikante træk: overgangen fra landbrugets til industriens dominans (i 1958 overstiger industriproduktionen landbrugsproduktionen), overgangen fra ekstensiv til
intensiv kapitalakkumulation og urbaniseringen og arbejderklassens vækst og styrkelse.
I den proces skabes velfærdsstaten – som et resultat af et klassekompromis mellem
borgerskabet og arbejderklassen. Det er også i den proces at nødvendigheden af et langt
mere omfattende og ændret uddannelsessystem opstår. Såvel den private som den
offentlige sektor har behov for en langt bedre og større uddannet arbejderklasse for at
kunne matche den samfundsmæssige udvikling.
Det er grundlæggende set den materielle basis for at elevog studenterbevægelsen, som
en bredere bevægelse kan etablere sig, og det er baggrunden for at elevog
studentermasserne bliver frembragt – at universiteterne åbnes op fra at være elite til
masse universiteter – og der etableres brede videregående mellemlange uddannelser, og
ungdomsuddannelser som omfattende hovedparten af ungdomsårgangene. I den proces
reduceres antallet af unge, som kun har en grundskole uddannelse, og forholdet mellem
erhvervsfaglige og boglige uddannelser forskydes også i sidstes favør.
Sideløbende med denne objektive ændring foregår der en subjektiv proces, hvor de unge
i uddannelsessystemet kræver medbestemmelse, kræver uddannelsesreformer med
hensyn til indhold og materielle rammer og organiserer sig i lokale elevråd og danner
landsorganisationer mv.. De unge er ikke specielt venstreorienterede – de bevæger sig
ideologisk indenfor en reformistisk samfundsopfattelse, hvor de kopierer ikke mindst
den største bevægelse – fagbevægelsens – organisering og idegrundlag, som domineres
135
af den socialdemokratiske ligheds-, moderniserings og klassesamarbejdsideologi. Elevog studenterbevægelsens opståen foregår indenfor en udbredt ide om, at etableringen af
traditionelle interesseorganisationer kan skabe forbedringer – materielt, fagligt og
demokratisk. Dette synspunkt matcher den faktiske virkelighed i kraft af at ”den nye
bevægelses krav” stort set svarer til den politik som socialdemokratiet, som den
afgørende politiske kraft i perioden forsøger at gennemføre, ofte i strid modvind til de
borgerlige liberale kræfter, som er dybt forankret i en ”landbrugs” optik. Socialdemokratiet står i spidsen for den udvikling rent politisk, både bredt samfundsmæssigt set og
indenfor uddannelsessektoren.
Socialdemokratiet griber den nye bevægelses krav, støtter op om den ud fra ideen om, at
”bevægelsen” kan bruges som en murbrækker i denne modernisering. Samtidig overføres den etablerede magtudøvelsesform, som var blevet etableret i efterkrigstiden også
til uddannelsesområdet. En magtudøvelsesform, som byggede på erkendelse af at det
både var nødvendigt at regulere markedet og det arbejdsmarkedsmæssige aftale system
og inddrage organisationer. Den nye bevægelse blev placeret omkring det runde bord
sammen med stat, arbejdsgivere og politikere. Klassesamarbejdsmodellen blev overført
til uddannelsessektoren.
En ung bevægelse – set i lyset af den gamle bevægelse
Elev- og studenterbevægelsen er en ung bevægelse rent tidsmæssigt sammenlignet med
fx de 120 år, som fagbevægelsen har på bagen. Elev- og studenterbevægelsens dannelse
i midt 60’erne var modsat fagbevægelsens dannelse sidst i 1800 tallet ikke en knaldhård
konfrontation, som efter omfattende arbejdskampe endte med septemberforliget i 1899,
hvor organisationsretten blev anerkendt, men hvor fagbevægelsen så sandelig også
måtte sluge såvel arbejdsgivernes ret til at lede og fordele – dvs. den private
ejendomsrets ukrænkelighed og fredspligten – dvs. en opgivelse af deres stærkeste
våben strejkeretten, som blev pakket ind i et fagretsligt system, som tog afsæt i
arbejdsgivernes – og det fremvoksende fagbureaukratis interesser – at holde arbejderklassen i ro.
Nej, elevog studenterbevægelsens udgangspunkt var at unge under uddannelse, fra
folkeskolen til universiteterne, ligesom den ældre befolkning i øvrigt – og ikke mindst
136
fagbevægelsen – også ville have noget at skulle have sagt, og derfor organiserede de sig.
Det var bevægelsens udgangspunkt.
7.2 Traditioner for antikapitalisme som en læreproces
Elev- og studenterbevægelsens dannelses- og etableringsfase tager afsæt i det historiske
udgangspunkt og den grunderfaring, som Charles Tilly karakteriserer som:
”den simple nødvendighed for enhver social gruppe af at organisere sig for
overhovedet at kunne få tilgodeset selv de mest elementære, umiddelbare
interesser.”165
Selvom dette historiske afsæt ikke i sig selv udtrykker en radikalt konflikt med
kapitalismen, så udvikler denne grunderfaring sig i løbet af nogle år til også at omfatte
”svingningerne i den kapitalistiske økonomi”, da krisen i verdensøkonomien slår
igennem i 1973, og det udløser endnu en tendentiel konflikt med systemet udtryk i
”underordnelsesforholdet” i arbejdssituationen” – nemlig i den proces som igangsættes
med den statslige krisepolitik, som også rammer uddannelsessektoren, og gradvist i
løbet af 70’erne og med forøget hastighed og omfang under Schlüter regeringen i
80’erne, og definitivt med nyliberalismens gennemslag efter murens fald i 90’erne
forvandler uddannelsessektoren til endnu et felt for markedskræfternes dominans.
I det lange perspektiv bevæger elevog studenterbevægelsen sig indenfor en objektiv
optik, som skaber den materielle basis for bevægelsens udvikling i form af en
ekspanderende uddannelsessektor, men samtidig også en optik, som hurtigt underminerer udgangspunktet for bevægelsen som en bevægelse ” i takt med tiden” og
resulterer i, at bevægelsen bevæger sig indenfor en subjektiv optik, som med skiftende
styrke, omfang og radikalitet tidsmæssigt og indenfor de forskellige grene af elevog
studenterbevægelsen udvikler sig til en bevægelse i takt med traditioner for antikapitalistisk modstand. En ”underminering” som også skabes af den politiske økonomiske
udvikling globalt og nationalt, og som politiserer bevægelsen og bevægelsens historiske
læreproces. Bevægelsen har aldrig været et homogent historisk subjekt. Men bevægel165
Charles Tilly, From Mobilization to Revolution, New York, 1978, citeret fra Sørensen: Mellem … op.
cit., s. 835.
137
sen har med sine respektive elevog studenterorganisationer til stadighed inspireret på
tværs, samlet organisationerne på tværs i kampagner og aktioner. Dele af bevægelsen er
op gennem historien blevet inspireret og styrket og udvikler sig og lærer af de bedste og
mest militante traditioner inden for arbejderbevægelsen. Derfor giver det også mening
og inspiration at bruge Michael Vesters analytiske tilgang til arbejderklassens opståen
som læreproces at fokusere på bevægelsens kamp og lære cykle – at bevægelsen så at
sige udvikler sig – reflekterer og fornyer sig i gennem dens praktiske handling.
Nerven i læreprocesserne er de kollektive aktioner. Der sker noget med mennesker der
handler: handlingerne involverer spørgsmålene om mål og midler, om kommunikation
og organisering. Handlinger rejser spørgsmålet om strategi og taktik – rejser diskussioner og refleksioner. Handlinger i form af kollektive aktioner rummer muligheden for at
involvere de brede lag af elever og studenter. Alt dette vil blive grundigt behandlet i det
næste afsnit.
Når denne nerve – de kollektive aktioner forsvinder – forsvinder bevægelsen også som
bevægelse – så forstenes den – så dør den ud – så kollapser den. Det er i modstillingen
og dialektikken mellem de strukturelle samfundsmæssige forhold, som hver ny
genereration træder ind i og konkrete handlende menneskers aktiviteter, organisering og
refleksioner, at bevægelser må forstås som en historisk læreproces: elevog
studenterbevægelsen bliver ikke blot frembragt, den frembringer også sig selv, men ikke
under selvvalgte rammer og betingelser.
7.3 Den første kamp- og lære at cykle fra 1965-88
Elev- og studenterbevægelsens historie er historien om foreløbig to kamp- og lærecykler
eller perioder afbrudt af en lang periode, hvor bevægelsen nærmest er ikke-eksisterende.
Den første kamp- og lære at cykle strækker sig fra 1965-88. Den anden fra 1998/99 til i
dag. Perioden imellem disse er præget af en svækket, demoraliseret og næsten usynlig
elevog studenterbevægelse. Den første kamp og lære cykle er opdelt i tre dele, som
hver for sig indeholder nogle fælles karakteristika.
138
1965-75: Oprørsårene – fra med- til modvind
Inden for den første kamp- og lærecykle er bevægelsen på mange måder todelt: Det var
de universitetsstuderende, som for alvor satte ”studenterbevægelsen” på det politiske
landkort – i udlandet som herhjemme. I USA, Frankrig, Tyskland, Italien og England
startede protesterne på universiteterne med krav om mere demokrati, bedre undervisningsforhold – krav som accelererede og blev blandet op med verdens uretfærdigheder
og grusomheder – fra Vietnamkrig til borgerrettighedsbevægelse etc. etc. Studenterne
var ikke i udgangspunktet specielt røde og samfundskritiske – men de blev det – og
deres oprør satte sine spor i 70’erne, men så sandelig også hos en hel generation af
unge, som i dag er forældre til nutidens unge.
Herhjemme fulgte studenterne – klart inspireret af de internationale protester – det
samme spor som internationalt. De universitetsstuderende spiller en ledende rolle i ungdomsoprøret bredere, i ændringer af universiteterne og vedtagelsen af en ny og historisk
set fantastisk demokratisk styrelseslov. De universitetsstuderende udvikler sig først og
fremmest til en fag- og samfundskritisk bevægelse baseret på opgør med den borgerlige
ideologi og erstatningen af denne med primært en nyformulering af videnskaberne ud
fra en marxistisk samfundsopfattelse. Deres læreprocesser har tyngde i fagkritikken og i
samfundsdeltagelse – i de nye bevægelser herunder i den nye venstrefløj. DSF bliver
aldrig en stærk interesseorganisation – en studenterfagforening, som får massetilslutning og gennemfører kollektive aktioner på spørgsmålene om studiernes materielle
rammer og de studerende velfærd.
Men det var ikke kun blandt studenterne på universitet, at der foregik en politisering og
der blev aktioneret. Sideløbende med oprøret på universiteterne udviklede elevbevægelsen sig blandt især folkeskole- og gymnasieelever. Men på et andet politisk niveau og
med en anden politisk dagsorden og ledelse.
Elevbevægelsen166 var sammenlignet med studenterbevægelsen mere snævert orienteret
mod de uddannelsespolitiske spørgsmål og mindre orienteret mod de bredere samfundsmæssige forhold, og påvirket af de samfundsmæssige forandringer internationalt. Elev166
Nielsen, Knud Holt: ”Skoleelever i aktion”, i Bykilde, Gritt: Når unge udfordrer demokratiet,
Roskilde Universitetsforlag, 2000, s. 108-115.; http://kommunisme-forskning.dk/download/file-86.pdf
(15.10.08)
139
organisationerne formulerede først og fremmest krav, som rettede sig ind mod et uddannelsessystem, som bredt set kunne fremme den sociale lighed, og mere konkret krævede
de bedre økonomisk støtte til de uddannelsessøgende, de ville have en enhedsskolen,
men de ville også have undervisningsformer og en undervisning der var mere samfundsrelevant. Deres krav var med andre ord også samfundskritiske – de ønskede forandring,
men det politiske niveau var mere moderat end blandt de studerende på landets
universiteter. De troede også i højere grad på, at deres krav kunne gennemføres ad
parlamentarisk vej, og i 1969 blev der da også etableret samarbejdsudvalg for lærere,
elever og administrationen på alle gymnasier.
Men elevbevægelsens parlamentariske strategi løb hurtigt ind i problemer, da Socialdemokratiet satte reformtempoet ned fra starten af 1970’erne og skar i bevillingerne, og
hermed ikke længere havde brug for elevbevægelsen og det pres de kunne levere. Fx
blev elevbevægelsen sat helt udenfor indflydelse ved vedtagelsen af den nye folkeskolelov i 1975, som var et miks mellem reformpædagogik, afskaffelse af mellemskolen
og nedskæringer af timetallet. Elevrådene blev heller ikke lovsikret, og eleverne fik ikke
stemmeret i skolenævnene.
Derfor blev et kursskifte nødvendigt for elevbevægelsen. 60’ernes parlamentsorienterede linje blev fra 1972 udskiftet med en kombination af arbejde i de rådgivende
udvalg og bredt anlagte protestdemonstrationer rettet mod offentligheden. Elevbevægelsen stod således i de kommende år bag en række af efterkrigstidens største ungdomsdemonstrationer.
Samtidig lykkedes det at samle dele af elevog studenterbevægelsen i en fælles
koalition – De Uddannelsessøgendes Samarbejdsudvalg (DUS), som omfattede DGS,
LAK og LOE samt de lærerstuderendes og pædagogstuderendes organisationer.167 DUS
fungerede i 1970’erne både lokalt og landsdækkende som den fælles front eller
aktionskomite for elevbevægelsen.
167
Alle organisationer var domineret af DKU – hvilket også var en af grundene til at DSF ikke var med.
140
De nationale aktionsdage og store fælles demonstrationer sigtede mod at lægge et pres
på politikerne, men samtidig fungerede de også som et redskab i at øge tilslutningen bag
organisationerne blandt elever og studerende.
Det ses helt tydeligt for LOEs vedkommende. Da organisationen i 1977 gennemførte to
kæmpe aktionsdage (for flere timer og for medbestemmelse), der til sammen samlede
over 75.000 skoleelever, begyndte offentligheden også at interessere sig for
skoleelevernes organisation.
Men den økonomiske verdenskrises gennemslag i 1973/74 ændrede det politiske,
økonomiske og ideologiske klima – i samfundet generelt som inden for uddannelsessektoren. Efter jordskredsvalget i 1973, hvor Socialdemokratiet blev den store taber, og
Fremskridtspartiet rullede ind med 25 mandater, fik de borgerlige regeringsmagten. De
vejrede morgenluft: Nu skulle der foretages et opgør med arbejderbevægelsen og
60’ernes velfærdsreformer. Inden for uddannelsesområdet var målet for de borgerlige at
sætte en stopper for den lighedsorienterede uddannelsespolitik. Konkret lagde regeringen op til synlige forringelser på en række områder. Det resulterede i 1974 i massive
protester organiseret af DGS, LAK og DUS. Samme år startede såvel den såkaldte
indoktrineringsdebat168 som især partiet Venstres angreb på DGS og LAK, som
resulterede i dannelsen af en alternativ (borgerlig) organisation GLO.
1975-82: Krise og nedskæringer
En omfattende protest- og strejkebevægelse i arbejderklassen løbet af 1974 stoppede
Hartling regeringens offensiv. Arbejderklassen var ganske enkelt for stærk endnu til at
en borgerlig regering kunne hamle op med den – vel og mærke når den valte at gå i
offensiven. Det blev en socialdemokratisk ledet regering, som overtog regeringsmagten
igen i 1975 og fik til opgave at gennemføre den ”nødvendige omstilling af dansk politik
og økonomi” – hvis røde tråd blev nedskæringer på velfærden over en bred front.
168
Asger Baunsbak-Jensen fra det radikale venstre hævdede, at børnehaver og folkeskoler blev
oversvømmet af “yderliggående marxistiske lærertyper”. Modvilje mod ny pædagogik, småborgerlighed
og marxismeforskrækkelse blev rystet sammen i en effektiv cocktail med krav om indførelse af
“berufsverbot” i folkeskolen, lukning af Roskilde Universitetscenter mm.
141
Den statslige uddannelsespolitik blev strammet op, som en direkte konsekvens af den
økonomiske og politiske krise, og blev mere målrettet mod erhvervslivets interesser.
Det betød angreb på de kritiske studier og de studerende levevilkår. Det affødte både
omfattende mobiliseringer blandt studenterne og fremvæksten af et solidaritetsarbejde
til en række enkeltstående selvorganiserede arbejdskampe, og fornyet interesse for
fagkritiske studier af arbejderklassens kampe og vilkår.
Bevægelsen på universiteterne nåede sit mobiliseringsmæssige højdepunkt i 1976 i
kampen om RUC. RUC var en torn i øjet på de etablerede partier og den uddannelsespolitik, de ville gennemføre. Den statslige uddannelsespolitik blev forsøgt omlagt og
rettet ind mod erhvervslivets interesser med flere tekniker uddannelser og
adgangsbegrænsning især indenfor de humanistiske områder. Det var et klart angreb på
de ”røde” universiteter. Kampen om RUC – af nogen kaldet studenterbevægelsens
Christania – kulminerede i 1976. Pressen hetzede løs på det røde universitet, som lavede
projekter på stribe i ”arbejderklassen interesse” – lige fra de fagkritiske rapporter til en
aktionsfond, som støttede arbejdere i konflikt. Da centret ikke ville makke ret, satte
undervisningsministeren RUC under administration i 75. Studenterrådet trak sig fra de
styrende organer. En ekstern bestyrelse dikterede flere kursus fag (færre tværfag med
kritiske projekter) og mere eksamensorientering. Eksamens boykot, bortvisning af 203
studerende, besættelser af 35 institutter landet over, lærerstrejker, 30.000 i
demonstration i København, 20.000 til åbent hus arrangement på RUC – men
solidariteten og studenterbevægelsen var ikke stærk nok – slaget om RUC blev tabt.
Efter nederlaget på RUC var forvirringen i studenterbevægelsen total. Det førte til en
dybt gående splittelse i bevægelsen – og ikke mindst i dens venstrefløj. Kommunistiske
Studenter begyndte at vinde stigende indflydelse, og der udviklede sig en opslidende
kamp, som var medvirkende til en afpolitisering af de brede studentermasser.
Studenterbevægelsen på universiteterne er aldrig siden kommet til hægterne igen. I
forlængelse af dette kollaps kom nye teorier på banen på universiteterne – først og fremmest postmodernismen, som systematisk har medvirket til højredrejning og afpolitiseringen sammenholdt med yderligere stramninger med stopprøver, adgangsbegrænsning
og frafald.
142
Med den anden oliekrises gennemslag i 1979 fik nedskæringer endnu en tand169 – ikke
mindst på folkeskoleområdet. Klassekvotienterne blev hævet, der blev skåret i
specialundervisningen, og lokalt blev der lukket skoler. Alt sammen ting der trak i den
stik modsatte retning af socialdemokratiets erklærede mål. Fra 1979 blev modstanden
mod nedskæringspolitikken da også det centrale omdrejningspunkt for DGS, LAK og
LOE. Organisationerne stod bag en række store aktionsdage, der alene i 1979 samlede
over 100.000 unge til demonstrationer landet over.
1982-87/88: hårde kampe og nedtur!
Med Schlüter regeringens tiltrædelse i 1982 skete der også indenfor uddannelsesområdet et grundlæggende politisk skifte. Daværende undervisningsminister Bertel Haarder
iværksatte et politisk opgør med efterkrigstidens uddannelsestraditioner i form af en
stribe reformer fra 1986 og frem.170 Haarder ønskede et opgør med reformpædagogikken og en retraditionalisering af hele uddannelsessystemet. Samtidig skulle hele
uddannelsessystemet orientere sig mere snævert i retning af erhvervslivet. Haarder
videreførte umiddelbart socialdemokraternes nedskæringspolitik. Men nedskæringspolitikken blev forvandlet til et offensivt politisk instrument for ideologiske ændringer, hvor
“behovet” for “effektiviseringer” og ”øget produktivitet” blev de nyliberales nøgleord.
Markedsmæssiggørelse og erhvervslivets principper skulle sættes igennem inden for
uddannelsesområdet. I det såkaldte “Perestrojka-oplæg” fra 1989 var decentralisering,
selvforvaltning og afbureaukratisering de centrale elementer, som skulle åbne op et frit
forbrugsvalg imellem de forskellige uddannelsesinstitutioner, der skulle etablere egen
profil, og der skulle konkurreres om eleverne på markedsmæssige vilkår.
Allerede i 1984 blev det første skridt taget i den retning, da amterne overtog driften af
statsgymnasierne i 1984171, som kulminerede med indførelse af brugerbetaling – om end
i det små, og nye styrelseslove fra 1989, hvor ledelsen af de enkelte institutioner blev
reorganiseret efter model fra det private erhvervsliv med stærke lokale ledere (i direktørrolle) underlagt bestyrelser, og hvor elever og lærere var i klart mindretal.
Regelstyringen blev afviklet til fordel for ideen om mål-rammestyring og taxametersystemer, således at ressourcerne tildeles gennem bloktilskud og kunne benyttes efter
169
Nielsen: Skoleelever … op. cit., s. 101-103.
Ibid., s. 104-107.
171
Ibid., s. 104-107.
170
143
institutionens ønsker, blot man levede op til de faglige mål. Det var således institutionernes problem at forvalte f.eks. nedskæringer.
Midt i denne ”modvind” oplevede DGS en ny opblomstring fra starten af 1980’erne. I
1983 blev Haarder tvunget til at trække det såkaldte “Rexona-cirkulære” tilbage efter
massive gymnasiedemonstrationer, og i 1984 lykkedes det DGS at videreføre
protesterne i omfattende demonstrationer mod Haarders planer om amtsovertagelse af
statsgymnasierne. Ved 3. behandlingen var det kun takket være en udbryder fra
fremskridtspartiet, at amtsovertagelsen blev vedtaget.172
Men fra 1985173 gik det støt ned af bakke medlemsmæssigt og organisatorisk for DGS,
og politisk opnåede man heller ikke større resultater. De sidste store aktioner i
1980’erne blev protesterne mod gymnasielukningerne i København i 1987 og det
såkaldte Råstof-initiativ i 1988.174 Efter de radikales indtræden i regeringen lancerede
Bertel Haarder således et omfattende nedskæringskatalog, der bl.a. indebar afskaffelse
af den lovfæstede maksimale klassekvotient i gymnasiet og indførelsen af
brugerbetaling i form af kopiafgift, depositumsordninger og egenbetaling for bøger. Det
blev signalet til dannelsen af Danmarks Råstof, der omfattede alle elevog
studenterorganisationer
i
Danmark,
bortset
fra
GLO
(Gymnasielevernes
Landsorganisation), FLO (Folkeskoleelevernes landsorganisation) og Moderate
Studenter, der ikke ville deltage. Det lykkedes at gennemføre de mest omfattende
elevprotester i 1980’erne med op mod 80.000 demonstrerende elever landet over.
Alligevel endte sagen med et rent nederlag, der for alvor satte skub i
opløsningsprocessen af især elevbevægelsen.
Elevbevægelsen stod knap ti år efter studenterbevægelsen på universiteterne i den
samme situation: selvtilliden og masseopbakningen smuldrede i kraft af nederlag på
nederlag, og organisationerne var på vej mod kollaps – ja, nærmest opløsning i de
følgende år.
172
Ibid., s. 104-107.
Ibid., s. 115-124.
174
Ibid., s. 115-124.
173
144
7.4 Et kæmpe hul – fra 1989-98
Efter Råstofaktiviteterne i 1988 var DGS på vej mod opløsning – landsmødet i 1989
satte
det
hele
på
spidsen:
Bestyrelsen
kom
med
en
række
vidtgående
vedtægtsændringer:
”DGS skulle ikke længere være gymnasieelevernes faglige organisation, det
kollektive medlemskab skulle afskaffes, og DGS skulle ikke længere bygge på
elevrådene, men i lige så høj grad på andre aktive grupper som festudvalg,
Next Stop-grupper o.l.” 175
Der blev ikke skabt nogen afklaring. Landsmødet var præget af desillusionering og
splittelse. Situationen og tilstanden i de andre elevog studenterorganisationer var stort
set den samme – med enkelte undtagelser. Demonstrationerne i 1988 var ”.. den gamle
elevbevægelses svanesang: Den sidste store mobilisering og samtidig det afgørende
nederlag.” 176
80’erne var samlet set et tiår, hvor elevbevægelsen ligesom arbejderbevægelsen blev
trængt i defensiven, og hvor effekten af murens fald i 1989 yderligere forstærkere
”bevægelsens”
defensive
situation
og
tendentielle
opløsningsproces.
En
opløsningsproces som havde sit afsæt i den generelle samfundsmæssige ”højredrejning”, men som blev yderligere forstærket af, at det politiske lederskab – det aktive
lag – inden for elevbevægelsen var tæt forbundet med en politisk og organisatorisk
tilknytning til troen på ”den virkeliggjorte socialisme i Østeuropa” og Danmarks
Kommunistiske parti og deres ungdomsorganisation DKU.
Spirer til en ny begyndelse
Spirene til en ny begyndelse for elevog studenterbevægelsen blev så s-m-å-t lagt
allerede i 1990, da Schlüter-regeringen vedtog, at der var lovhjemmel til at opkræve
penge af elever på gymnasierne og de videregående uddannelser177. Der blev indført et
depositum på 500 kr. De studerende fik dem retur efter endt studie. Droppede de ud, var
pengene tabt. Altså regulær brugerbetaling. Lærerstuderendes Landskreds, LL, tog
175
Nielsen, Knud Holt: “80’ernes uddannelseskamp - set i frøperspektiv” i Projektarbejde i praksis
redigeret af Anders Mathiesen; forlaget Unge Pædagoger 1999, s. 126.
176
Ibid., s. 127.
177
Madsen: 10 år…, op. cit., s.27-28.
145
initiativ til en kampagne mod depositummet, og i løbet af sommeren 1991 kom en
række andre studenterorganisationer med - heriblandt PL og SPL.
På lærerseminarierne nægtede halvdelen af de nye studerende at betale for at blive
optaget. På landets gymnasier og HF-kurser spredte kampen mod brugerbetaling sig: op
mod halvdelen nægtede at betale fotokopiafgift. Samtidig kørte initiativtagerne en
underskriftsindsamling mod depositum og brugerbetaling. Den afgørende grund til at
sejren kom i hus var omfanget af boykotten. 9000 ud af de 37.000 der var blevet optaget
på en videregående uddannelser – hovedsagelig de MVU - støttede aktionen – svarende
til 25 %. Derudover boykottede et stort antal gymnasie- og HF-elever også. Politikerne
kunne ikke sidde denne protest overhøring. Elev- og studenterbevægelsen havde vist
tænder igen. På et forslag fra SF fjernede et flertal i Folketinget "depositum-loven".
Staten skulle tilbagebetale et to cifret millionbeløb. Det var en i den defensive situation
en ”kæmpesejr” for resterne af elevog studenterbevægelsen, som gav fornyet tiltro til
at aktioner nyttede.
Debatten i folketinget viste med al tydelighed at det flertal, der blev skabt for en
afskaffelse af gebyrerne var et resultat af de omfattende aktioner. F.eks. "forsikrede"
CD’s ordfører Bente Juncker fra Folketingets talerstol landets borgere om, "at det ikke
var de studerendes aktioner, der havde presset CD til at stemme for lovens afskaffelse."
Og Haarder var i hopla: "Hvordan kan SF være så hjerteløse at stille et forslag, som gør
Folketinget til grin. Det bliver vel 68’ernes sidste krampetrækning, og forhåbentlig
sidste gang vi skal se sådan nogle latterlige aktioner rundt omkring". Men Haarder tabte,
og tog fejl!
I 1992 faldt Schlüter regeringen på Tamil sagen, og Poul Nyrup dannede en
socialdemokratisk ledet regering. Men uddannelsespolitisk blev der ikke ændret på den
nyliberale kurs, som Haarder og de borgerlige havde lagt op gennem 80’erne.
Socialdemokratiet var også blevet ramt af ”murens fald” og kapitalismens sejr –
nyliberalismen blev fastholdt og indoptaget som en del af ”den tredje vej/New Labours”
nye politiske profil efter det politiske opgør om formandsposten mellem Auken og
Nyrup.
146
Denne aktions- og kampagnesucces sparkede så småt ”bevægelsen” i gang igen – om
end i det små. I 1992 lykkedes det igen at få gennemført større gymnasieprotester imod
brugerbetaling i form af bosættelser og en demonstration på Slotspladsen mod
brugerbetaling. Igen i 1994 da gymnasieeleverne demonstrerede mod overbelægning og
højere klassekvotienter, sammen med Københavns Fælleselevråd (KFE), der
protesterede mod omfattende kommunale nedskæringer, samledes op mod 10.000 til
demonstration.
Men først i 1998 var der store strejker på gymnasieområdet mod undervisningsminister
Ole Vigs forsøg på at sænke fraværsreglerne, hvor DGS som organisation kun spillede
en lille rolle, og hvor dagsordenen var snæver uddannelsespolitisk.178
PLS dannes i 1992179
I 1992 blev de to studieorganisationer indenfor det pædagogiske område – PL
(Pædagogisk Landsorganisation) og SPL (Socialpædagogisk Landsorganisation) – slået
sammen. En begivenhed, som skulle vise sig at få stor betydning for den samlede elevog studenterbevægelse.180 Det var Bertel Haarder, der satte det hele i gang. Inden for de
pædagogiske uddannelser skulle der spares 50 millioner kr. Besparelsen blev hentet ved,
at de studerende frem for SU fik udbetalt løn i de to halvårs-praktikperioder. Ren
kassetænkning – men med en klar bagtanke. Staten sparede SU, og samtidig var der
åbnet op for, at de studerende kunne indgå i normeringen og bruges som billig
arbejdskraft. Så var kommuner og amter også tilfredse.
Bertel Haarder slog også de pædagogiske uddannelser sammen, og med én uddannelse
kom også nødvendigheden af at samle de to gamle studieorganisationer, PL og SPL, til
én fælles studieorganisation for alle pædagogstuderende.
De gamle pædagogiske studieorganisationer var en del af "Boykot Bertel-kampagnen".
PLS arbejdede fra starten af videre herfra. Allerede et halvt år efter PLS var dannet,
178
Bentsen, Nicolai: Læren af elevstrejken i 1998. Eget tryk. 1999, som fortæller historien om kampen
mod Ole Vigs ”fraværs cirkulære”. Eget tryk, 1999.
179
Se Madsen: 10 år…, op. cit.
180
PLS vokser fra små 4000 pædagogstuderende i 1992 til 10 år efter at organisere 75 % af de
pædagogstuderende – ca. 14.000. Og i dag – 2005 – er der små 12.000 organiseret ud af 17.000.
147
kom der omfattende spontane aktioner på landets pædagogseminarier i protest mod den
lønnede praktik. Både i foråret 1993 og igen i efteråret 94 gik de studerende på barrikaderne. Det var græsrødderne, der tog teten. PLS’ ledelse havde svært ved at følge
med. Men de støttede af bedste evne. Og så gik det slag i slag, samtidig med at PLS
satte sig som mål at samle studenterbevægelsen til fælles kamp. Det første spæde skridt
var SVARNU kampagnen i 96-97, hvor der blev sat fokus på kravet om at få elever og
studerende ind under arbejdsmiljøloven. NU ER DET NOK - bevægelsen i 1999
brød med den opsplittethed og demoralisering, som havde præget elevog
studenterbevægelsen siden 1988.
Op gennem 90’erne blev PLS mere og mere synlig – ikke kun på pædagogseminarierne
og i studenterbevægelsen, men også inden for det pædagogiske område og i de
pædagogiske fagforeninger. PLS knyttede konkret an til faget – til sine rødder. PLS
støttede – og deltog aktivt i – de københavnske forældres kamp mod nedskæringer i
1998 og 99, og da det året efter lykkedes pædagogerne at strejke nedskæringer af
bordet, var PLS også med. Sammen med aktive folk fra bl.a. ”Velfærdsinitiativet”
lykkedes det på BUPL’s kongres at få stemt en udtalelse igennem ”mod privatisering og
udlicitering” på trods af forbundstoppen. I samme periode lykkedes det at stoppe
lukningen af to pædagogseminarier gennem aktioner, "besættelser" og solidaritet fra de
andre seminarier.
7.5 Nutidens kamp- og lærecykle – 1999-2001
Med det afsæt – et reelt afbræk og brud i bevægelsens kontinuitet fra 1989 til 98/99 kan det forekomme overraskende, ja imponerende, at vi i dag står med konturerne af en
ny elevog studenterbevægelse, som på mange måder ikke alene kan måle sig i størrelse
og omfang med elevog studenterbevægelsen i 70’erne, men også på en række punkter
rummer et måske større potentiale i sig end bevægelsen i 70’erne. PLS spiller en helt
central rolle i opstarten af den nye kamp- og lærecykle. PLS repræsenterer samtidig en
vigtig forbindelseslinje mellem den første og den anden kamp- og lærecykle.
PLS var reelt den første organisation indenfor elevog studenterbevægelsen, som
forsøgte at politisere bredere. Samlingen af elevog studenterbevægelsen i NU ER DET
148
NOK - bevægelsen i 1999 var et meget stort skridt fremad. For første gang siden 1988
lavede elevog studenterbevægelsen fælles aktioner for brede krav, som havde
betydning for alle: mere demokratisk indflydelse, nej til finanslovsstyring af
uddannelsessektoren, studerende ind under arbejdsmiljøloven og fastholdelse af kvote 2.
Samtidig var PLS faktisk den eneste studieorganisation, som havde en klar og
aktivistisk udenomsparlamentarisk linje i 90’erne, hvor de igennem aktioner mod den
lønnede praktik, lukninger af seminarier mobiliserede tusinder af pædagogstuderende
og styrkede organisationen.
DGS og gymnasieeleverne kom for alvor på banen under, men især efter NU ER DET
NOK kampagnen i 1999, hvor de med landsdækkende strejker støttede gymnasielærernes kamp mod forringelser ved overenskomstfornyelsen, som indebar øgede
klassekvotienter. Men helt frem til den borgerlige regerings valgsejr i november 2001
var det ”osteklokken” som dikterede deres politik og aktiviteter. Et forslag stillet på
DGS’ årsmøde i april 2001 om ”at DGS skal forholde sig til bredere spørgsmål end blot
uddannelse” fik kun forslagsstillerens stemme.
Året efter, i 2002, blev stort set det samme forslag vedtaget enstemmigt! Hvad var der
sket? Ja, den borgerlige regering var kommet til i november 2001, og to måneder inden,
11. september, blev verden rystet af terrorangrebet på World Trade Center, som
umiddelbart ændrede det globale billede, og ”krigen mod terror” blev igangsat.
7.6 Hvorfor modstand – hvad er de utilfredse og vrede over? – en opsamling
“På hvilken måde skal uddannelserne bidrage til den danske velfærdsstats
udvikling? Skal uddannelserne bidrage til at udvikle det danske demokrati
og til at mindske den sociale ulighed i uddannelserne og derigennem fordelingen af arbejdet - og velfærden? Eller skal uddannelserne markedsorienteres og eliteorienteres som led i en nyliberalistisk modernisering af
velfærdsstatens institutioner.”181
181
Mathiesen, Anders: Uddannelsernes sociologi, Christian Ejlers Forlag, København, 2000, s. 9, 2000.
149
Ovenstående citat peger ind mod de to yder poler, som har præget uddannelsespolitikken siden elevog studenterbevægelsens fremkomst i midt 60’erne og til i dag.
På trods af at såvel uddannelsespolitikken som systemet har gennemgået omfattende
ændringer strukturelt og indholdsmæssigt i løbet af de sidste 45 år, og faktisk bevæget
sig fra den lighedsorienterede pol til den markedsorienterede pol – jvf. ovenstående citat
– og den samfundsmæssige situation også har ændret sig, så har de mål og krav, som
elevog studenterbevægelsen har kæmpet for såvel snævert uddannelsespolitisk som
bredere samfundspolitisk ikke ændret sig afgørende. Det fundamentale udgangspunkt
har igennem hele bevægelsens historie, måske undtagen de første par år, været ideen om
et ”uddannelsessystem som bidrager til at udvikle det danske demokrati og til at
mindske den sociale ulighed i uddannelserne og derigennem fordelingen af arbejdet - og
velfærden?”
Det er samtidig det afsæt, som de studerendes utilfredshed og til tider vrede og
omfattende modstand har taget udgangspunkt i. De gennemgående og fundamentale
krav for bevægelsen har været elever og studerendes materielle, faglige og demokratiske
vilkår. Disse krav har været den centrale årsag til utilfredsheden. Og det gælder både
elevbevægelsens og studenterbevægelsens historie. Utilfredsheden har taget afsæt i en
bred vifte af materielle og demokratiske forhold: antal elever og studenter i klasserne,
den øgede brugerbetaling, adgangsbegrænsning, angrebene på kvote 2, disciplinering i
form af strammere regler for mødepligt, fastholdelse af den lønnede praktik, lukning af
skoler, seminarier, undervisningsmiljø etc. og kravene om medindflydelse.
I bestemte perioder i historien har utilfredsheden også haft en bredere og mere ekstern
baggrund, som ikke snævert sprang ud af udviklingen og situationen indenfor uddannelsessektoren. Fx har spørgsmålet om truslen om krig eller krige spillet en central rolle.
Vietnam krigen blev for mange, mange uddannelsessøgende fra 68-75 et lærestykke i,
hvad imperialisme er. Øst/Vest forholdet og spørgsmålet om nedrustning/opstilling af
raketter involverer også mange – om end i en langt mindre skala end under Vietnamkrigen. Og i dag har den USA ledede krig og senere besættelse af Irak udviklet sig til at
blive nutidens ”Vietnam” – med forskelle i omfang og indhold, men med et klart
150
fællestræk: spørgsmålet om krigen har åbnet tusinder og atter tusinder af unges øjne op
for, hvilken ”farlig” verden vi lever i og sparket til deres engagement og holdninger.
Siden murens fald i 1989 og ”markedskapitalismens sejr” er der sket en afgørende
samfundsmæssig udvikling under den meget brede betegnelse globalisering. Hovedindholdet i globaliseringen er nyliberalismens mantra om markedsgørelse, konkurrence og
erhvervslivets øgede dominans som den eneste politisk og økonomisk farbare vej for
samfundsudviklingen globalt set.
Inden for uddannelsessektoren kan disse tendenser også tydeligt spores. Op gennem
80’erne og frem til i dag er markedsprincipperne blevet indført både på bruger og ledelsesside (brugerbetaling, taxameterordninger, eksterne ledelser, selveje). Ideologisk er
uddannelsernes indhold under omformning fra at være baseret på 70’ernes
reformpædagogik og samfundskritiske holdninger til en blanding af nykonservative og
liberale idé sæt.
Denne udvikling har også medført, at elevog studenterbevægelsen har rejst nye
perspektiv krav eller paroler, som både er inspireret af den hjemlige og den
internationale dagsorden, og hvis fællesnævner er en kritik af at uddannelsespolitikken i
stadig højere grad rettes ind mod ”hvad markedet” har behov for. Det udtrykkes
igennem paroler som ”Uddannelse for livet – ikke for erhvervslivet” og ”Education is
not for sale” (den internationale studenterbevægelses parole vendt imod GATS aftalens
intentioner inden for uddannelsesområdet, som kort fortalt handler om at indføre
markedsprincipper overalt indenfor uddannelsesområdet, og hermed også åbne op for de
multinationales adgang til køb, salg og drift at uddannelser). Globaliseringen har
dermed også betydet at den hjemlige og den internationale dagsorden er smeltet langt
tættere sammen, og – fx indenfor uddannelsessektoren – at den snævre og den brede
dagsorden også er rykket tættere sammen.
Samler vi op på, hvad der historisk set har skabt utilfredshed og vrede blandt elever – og
hermed hvad der har været det materielle og politiske afsæt for de kampe, som har
fundet sted, så tegner der sig følgende billede:
151
I perioden fra 1965-75 var afsættet for utilfredsheden uddannelseseksplosionen, som
betød at institutionernes fysiske rammer blev sprængt (overfyldte lokaler), de smalle
materielle rammer og et forældet og udemokratisk uddannelsessystem. Utilfredsheden
blev omsat i krav om ændringer og forbedringer af uddannelsessystemet – perioden var
præget af uddannelsessystemets modernisering materielt, fagligt og demokratisk. I
samme periode spillede ikke mindst Vietnamkrigen en afgørende rolle
I perioden fra 1975 til i dag har afsættet for utilfredsheden været angreb på de reformer,
som blev gennemført netop i perioden 1965-75. Dagsordenen for utilfredsheden blandt
de uddannelsessøgende blev vendt på hovedet – frem for at kræve ændringer og
fornyelse handlede kampen nu om at forsvare de tilkæmpede reformer og forbedringer.
En udvikling som har gennemløbet en række markante faser indenfor den førte
uddannelsespolitik, og som har ændret selve uddannelsessektoren markant.182 Oveni
denne dagsorden har der så siden murens fald udviklet sig en ny global dagsorden, som
i stadig højere grad er forbundet med den hjemlige dagsorden – også indenfor
uddannelsessektoren, og er med til at skabe undren, utilfredshed og vrede over ”verdens
tilstand”. En undren, utilfredshed og vrede som for alvor slog igennem under optakten
til den USA ledede krig mod Irak.
8. Den uddannelses- og klassemæssige forandringsproces
I forlængelse af de historiske rids, og som en konkretisering af struktur-aktør
perspektivet med fokus på den klassemæssige udvikling forfølges og diskuteres to
iøjnefaldende historisk strukturelle forandringsspor fra midt 60’erne til i dag i dette
afsnit, som har stor betydning for denne afhandling.
For det første er antallet og sammensætningen af elevog studentermassen i dag ikke
blot en kopi af 70’ernes bevægelse – den er ny og anderledes på mange måder – den er
større, dens sammensætning er en anden, og den bygger ovenpå andre traditioner end
dengang. Den er ny og anderledes på følgende måde:
182
Mathiesen: Uddannelsernes sociologi, op. cit., side 125-133, hvor den uddannelsespolitiske
udviklings- og forandringsproces beskrives igennem fem faser for perioden 1983-99.
152
For det andet har den klassemæssige sammensætning – først og fremmest indenfor
arbejderklassen men også i middelklassen ændret sig, hvilket har som konsekvens, dels
at de unge som kommer igennem uddannelsessystemet i dag ender i job, som er
anderledes end i midt 60’erne og først i 70’erne, og dels at de unges socioøkonomiske
baggrund og erfaringsmateriale er anderledes end for 30 år siden af den simple grund, at
deres forældres jobsituation har ændret sig afgørende som en konsekvens af den
produktions- og klassemæssige udvikling, som et flertal af elever og studerende ender
som en del af efter endt uddannelse. Endelig har selve uddannelsessektoren og ”den
samfundsmæssige situation” ændret sig afgørende.
I det følgende skal nogle af de mest signifikante udviklingstræk i de to spor og sammenhængende forandringsprocesser ridses op, hvorefter jeg senere i afhandlingen, kapitel 7,
vil diskutere, hvilken betydning de har for elevog studenterbevægelsen krav, aktiviteter, kampe, organisering og udvikling i dag. En betydning som netop vil blive diskuteret videre og forsøgt undersøgt mere tilbundsgående igennem de to forløbs- og populationsanalyser som jeg gennemfører. Min intention er med andre ord at forfølge
ovenstående to spor for dels at etablere en rammeforståelse for en forståelse af bevægelsens udvikling og dels at bruge denne forståelse som afsæt for den empiriske analyse.
8.1 Elev- og studentermassens sammensætning og udvikling
Grundlæggende set sker der en uddannelses- og klassemæssig ”revolution” i løbet af
60’erne og 70’erne. Baggrunden er den voldsomme ekspansion indenfor såvel erhvervslivet
som den offentlige sektor. Begge grene har brug for bedre og højere uddannet arbejdskraft end tidligere. Nogle nøgletal183 og beskrivelser kan illustrere dette:
Grundskolen
I grundskolen sker den helt store ændring efter folkeskoleloven af 1958, hvor langt flere
fortsatte efter 7. klasse med henblik på at opnå en realeksamen. I 1960'erne var det ca.
hver tredje, der fortsatte efter 7. klasse. Mens det endnu kun var et lille mindretal, der
183
Følgende tal bygger især på to publikationen: Uddannelsessystemet i tal gennem 150 år
Undervisningsministeriet 1848 – 199, se http://pub.uvm.dk/1998/150.pdf, og Johannesen, Kurt; Storm,
Jens: Tal der taler, – fra stille til ekspansiv uddannelsesrevolution over 100 år
http://udd.uvm.dk/200309/index.htm?menuid=4515). (01.06.07)
153
nåede op på studentereksamensniveau, sikrede det stigende antal unge med
realeksamen, at det mere og mere veludviklede industrisamfund kunne få kvalificerede
unge, der senere kunne tage en videregående uddannelse på seminarier mv. eller
fortsætte på teknisk skole eller handelsskole som led i en lærlingeuddannelse.
Antallet af personer i såvel mellem- og real- som gymnasieskolerne voksede kraftigt i
årene fra 1910 til 1960. I 1910 svarede antallet af elever i de nævnte skoleformer til 9
procent af antallet af 15 til 19-årige. I 1960 var denne andel oppe på 36 procent
svarende til en firedobling over 50 år. I de efterfølgende 35 år skete der omlægninger i
uddannelsessystemet, og udbuddet af uddannelser voksede. Fra 1980 er tallene fordelt
på uddannelserne, som vi kender dem i dag. 184
Almene gymnasium
Ser vi specifikt på udviklingen inden for gymnasieuddannelser vokser antallet af studenter langsomt indtil 1960 men herefter eksplosivt. Endnu lige efter krigen var tilgangsfrekvensen til gymnasiet meget lav. I 1950 var den nået op på ca. 5 %. I 1960 havde den
lige bevæget sig op over 10 %. I 1970 nåede den op på ca. 25 %, specielt fordi HF også
var kommet ind som rekrutteringsmulighed. I 1975 passerede frekvensen de 30 %, i
1980 35 %, i 1990 ca. 40 %, og i 2003 55 %.185 En væsentlig faktor som har påvirket
denne vækst er oprettelsen og udbygningen af den erhvervsgymnasiale retning (HHX og
HtX), som for alvor ekspanderer fra midt 80’erne og i dag (2005) tegner sig for 16 % ud
af de 54 %, som går på gymnasiet i 2005.
Erhvervsfaglige uddannelser
Billedet indenfor den anden halvdel af ungdomsuddannelserne – de erhvervsfaglige
uddannelser ser sådan ud: I 1950 går 25 % af en ungdomsårgang på de tekniske skoler
og handelsskolerne. I 1982 er det 40 %, hvor det har ligget nogenlunde konstant dog
med en svag tilbagegang til 35 % i 2005.
184
185
http://pub.uvm.dk/1998/150.pdf, s. 15.
Det er den stærke ekspansion i de erhvervsgymnasiale uddannelser der har bragt andelen op på over 50
%.
154
Videregående uddannelser
Derimod har alle de videregående uddannelseskategorier oplevet en vækst i andelen af
en ungdomsårgang, som i perioden fra 1982 til 2005, søgte ind her. KVU-området steg
som andel af en samlet ungdomsårgang fra 4 til 6 %. MVU-området fra 14 til 23 % og
endelig havde LVU-området mere end en fordobling fra 6 til 15 %. Dvs. søgningen til
de videregående uddannelser steg i perioden fra 1982 til 2005 fra 24 % til 44 %.
Kønsudvikling
Kønsmæssigt vandt pigerne mere og mere frem i gymnasiet frem til 1950. I begyndelsen af 1940'erne havde pigernes andel af det samlede antal gymnasieelever udgjort
ca. 40 %. I midten af 1970'erne var der ligevægt mellem kønnene, og fra midten af
1980'erne og frem til i dag opnåede pigerne en klar overvægt. Den modsatte tendens gør
sig gældende på den erhvervs gymnasiale uddannelse. Den samme fremgang kan spores
inden for de videregående uddannelser.
Den følgende oversigt – som skitserer ovenstående udviklingsforløb - er hentet fra Tal,
der taler – fra stille til ekspansiv uddannelsesrevolution over 100 år …;
http://udd.uvm.dk/200309/udd200309-02.htm?menuid=4515
155
156
Udviklingen i uddannelsesmønstret fra 1950-2005186
1950
1975
1982
67
1995
79
2005187
81
5188
15
36
25
25
40
52
39189
13
41
54
39
16
35
5
24
24
39
44
2
3
6
18
4
14
6
6
20
13
6
23
15
Procentdel af ungdomsårsgang
på ungdomsuddannelse
Gymnasium i alt
- alment gymnasium
- erhvervsgymnasium
Erhvervsfaglige uddannelser
Procentdel af ungdomsårgang på en
videregående uddannelse
Videregående uddannelser
i alt
KVU
MVU
LVU
Disse tal illustrerer flere ting:
For det første er det er i 70’erne, og slut tresserne, at uddannelseseksplosionen foregår
for fulde omdrejninger. Perioden før er markant anderledes, og perioden fra først i
90’erne og frem til i dag repræsenterer en fastholdelse af det uddannelsesmønster, som
sættes igennem fra midt 60’erne til først i 90’erne – dog således at der fortsat har været
en konstant men mere moderat stigning i uddannelsesgraden indenfor såvel
ungdomsuddannelserne som de videregående uddannelser.
For det andet at den gennemgående hovedtendens er, at langt flere unge i perioden fra
midt 60’erne til i dag får en længere og højere uddannelse:
•
Grundskolen udvides i 1969 fra 7 til 9 år
•
Andelen af unge som tager en ungdomsuddannelse vokser fra 67 % i 1982, 79 %
i 1995 til 81 % i 2005
186
Egen tabel – for at nuancere den foregående tabel.
Alle 2005 tal bygger på: http://pub.uvm.dk/2008/taldertaler/
188
Alle tal med fed er hentet på: http://udd.uvm.dk/200309/udd200309-02.htm?menuid=4515
189
Alle tal med underskår er hentet fra, Uddannelsessystemet i tal gennem 150 år Undervisningsministeriet 1848 – 1998, http://pub.uvm.dk/1998/150.pdf,
187
157
•
Andelen af unge der tager en almen gymnasial uddannelse vokser fra 36 % til 54
% i 2005, og for de unge der tager en erhvervsfaglig uddannelse, sker der et
mindre fald fra 40 % i 1982 til 35 % i 2005
•
Andelen af unge som tager en videregående uddannelse stiger samlet set fra 24
% i 1982 til 44 % i 2005, hvor den kraftigste stigning finder sted på de lange
videregående uddannelser, som vokser fra 6 % til 15 %
•
Søgningen til de merkantile uddannelser ligger rimelig konstant i perioden på
mellem 36 % og 33 %.
For det tredje er perioden fra midt 60’erne til midt 80’erne unik på den måde, at antallet af første generations studenter aldrig har været højere. Befolkningen som helhed
oplever fra 1969 et større fokus på uddannelse, og samtidig hermed åbnes der op for, at
en helt ny del af befolkningen får adgang til såvel ungdoms- som videregående
uddannelser. Endelig er det en periode, som rummer store ungdomsårgange, der blot
yderligere forstærker ”eksplosionen”.
For det fjerde er tendensen, at de bogligt akademiske uddannelser kommer til at fylde
mere i det samlede udannelsesbillede. Inden for ungdomsuddannelserne viser det sig på
flere måder: for det første i, at forholdet mellem boglige og ikke boglige uddannelser –
nemlig mellem almen gymnasium/de erhvervsfaglige uddannelser fra 1950 til i dag har
udviklet sig således:
Antal elever på alment gymnasium/erhvervsfaglige uddannelser i procent af
ungdomsårgangen, som tager en ungdomsuddannelse
1950: 5/25 %,
1975: 15/25 %,
1982: 36/40 %,
1995: 52/41 %,
2005: 54/35 %.
For det andet i, at over en tredjedel af dem der tager en erhvervsgymnasial uddannelse,
og en tiendedel af dem der tager en almen gymnasial uddannelse efterfølgende tager en
erhvervsfaglig uddannelse. Inden for de videregående og erhvervskompetencegivende
158
uddannelser sker der det, at førstnævnte vokser fra 24 % i 1982 til 44 % i 2005,
hvorimod sidstnævnte uddannelsestyper søges af 36 % i 1982 og 33 % i 2005. Samtidig
er det de mellemlange og lange videregående uddannelser, der vokser voldsomt,
hvorimod de korte videregående uddannelser ligger på 6 % i hele perioden.
Ovenstående udviklingstendens reflekteres i den ændring, som sker indenfor
arbejderklassen, hvor antallet af ufaglærte falder, og hvor antallet af ”arbejdere” med en
boglig orienteret uddannelse stiger. Men herom lidt senere.
For det femte ved vi ret præcist, hvilken socioøkonomiske baggrund (fra 1976 til 1993)
de unge har indenfor en del af uddannelsessystemets forskellige grene og niveauer. En
baggrund som ikke har ændret sig meget indenfor perioden. Nedenstående tabel viser
sammenhængen mellem forældrenes højeste uddannelse og antallet af børn med
studenterhue, hvor tendensen dels er, at jo højere uddannelse hos forældrene des flere af
deres børn får studenterhuen på, og dels at udviklingen har været meget konstant fra
1976 til 1993.
Tabel 7. Dimittender som pct. af alle 19-årige i de respektive grupper fordelt på forældrenes højeste
uddannelse fra 1976 til 1993. 190
Forældrenes højeste uddannelse
1976 1986 1993
Dimmentender som pct. af 19årige
25,3 29,7 32,3
Grundskole
19,5 17,9 20
Almen gymnasial
73,9 51,9 48,4
Erhvervs uddannelse
29,8 29,3 28,1
Korte videregående uddannelser
41,4 40,1 39,2
Mellemlange videregående uddannelser 61,2 57,8 60,1
Lang videregående uddannelser
82,6 75,4 73,5
Kilde: Den hvide hue, hvad fører den til?, Danmarks Statistik, Zeuthen og Zangenberg 1997.
I samme periode viser det sig, at inden for gymnasieområdet (det almene gymnasium –
Stx) kommer kun 9 % af de unge fra hjem, hvor højeste uddannelse for forældrene er
grundskolen, en tredjedel kommer fra hjem, hvor højeste uddannelse er en erhvervsfaglig, og over halvdelen kommer fra hjem med en længerevarende videregående
uddannelse. Rekrutteringen til erhvervsuddannelserne har igennem tiderne ikke været så
grundigt undersøgt som studentersøgningen, men:
190
”Tal der taler” … http://udd.uvm.dk/200309/udd200309-02.htm?menuid=4515, side n12
159
Med hensyn til socioøkonomisk baggrund viste analyser i 1970’erne, at de
største overgange til det erhvervsfaglige uddannelsessystem fandt sted
blandt elever, hvis baggrund var benævnt faglært191
Og som der videre konkluderes:
Selvom hovedindtrykket af rekrutteringsundersøgelserne både for de
erhvervsfaglige, de gymnasiale og de videregående uddannelser er en
betydelig selvrekruttering, er der dog tale om en klart opadstigende tendens
i uddannelsessystemet. Elever med ufaglærte forældre har i stigende grad
søgt faglige uddannelser, og elever med fagligt uddannede forældre søger i
stigende grad videregående uddannelser.192
En ny undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet stillet skarpt på udviklingen i
gymnasiet fra 1982 til 2002 og bekræfter ovenstående tendens:
”Der er i de seneste årtier sket en markant social udjævning. Børn af ufaglærte og faglærte arbejdere er for alvor kommet med på gymnasievognen, og
det gælder i særlig grad pigerne” 193
I undersøgelsens konkluderes det, at blandt døtrene fra akademikerhjem er der således
ikke sket den store ændring – ligesom for 20 år siden tager omkring 90 procent af dem i
dag studentereksamen, hf, htx eller hhx. Men blandt piger med ufaglært baggrund er der
sket en dramatisk stigning. Mens 29 procent gik i gymnasiet i 1982, var tallet i 2002
steget til 45 procent. Blandt de faglærtes døtre er tallet i samme periode steget fra 48 til
61 procent.194 SFI-undersøgelsen viser også, at forholdene i hjemmet stadig har stor
betydning for de unges chancer i uddannelsessystemet. Og den vigtigste af disse
faktorer er morens uddannelse – mens farens uddannelse har næsten lige så stor
betydning. SFI-undersøgelsen peger mod, at gymnasiet i dag har en langt bredere
191
Statistiske Efterretninger, Uddannelse og Kultur, 1985:4 og En statistisk beskrivelse af erhvervsuddannelserne udarbejdet til brug for Nordskov-udvalget, Undervisningsministeriet 1988, citeret i ”Tal
der taler… ”; http://udd.uvm.dk/200309/udd200309-02.htm?menuid=4515, side 12.
192
Tal der taler http://udd.uvm.dk/200309/udd200309-02.htm?menuid=4515, side 12
193
http://www.ugebreveta4.dk/2006/32/Baggrundoganalyse/Flerearbejderborngarigymnasiet.aspx. Citat
af undersøgelsens forfatter, Martin D. Munk, der er seniorforsker på Socialforskningsinstituttet.
194
Ibid.
160
elevsammensætning end for 20, 30 og 40 år siden. Men er denne udvikling identisk med
en markant social udligning? Sociolog Lars Benjaminsen har i sin ph.d afhandling195
undersøgt den sociale mobilitet i uddannelsessystemet. Den viste, at der op gennem
1900-tallet skete en kraftig udjævning af den uddannelsesmæssige ulighed mellem de
forskellige samfundslag, men at udviklingen gik i stå blandt dem, der voksede op i
1970’erne.196 Hvordan passer det med den nye SFI-undersøgelse, som påviser en
markant social udligning i gymnasiet?
”Bedre end man umiddelbart skulle tro… I de seneste årtier er der nemlig
sket en voldsom udbygning af erhvervsgymnasier som htx og hhx, og det er i
høj grad det, der ændrer billedet… Erhvervsgymnasierne søges især af unge
fra faglærte arbejderhjem og familier med mellemuddannelser, og det
bidrager til en mere ligelig social rekruttering i gymnasiet. Unge med en
erhvervsgymnasial uddannelse har imidlertid et helt andet uddannelsesforløb bagefter. Mange af dem tager ikke en videregående uddannelse, men
går i stedet i gang med en faglig uddannelse.” 197
At det er tilfældet ses af følgende tabel over udviklingen og forskellen mellem de unges
uddannelsesvalg efter hhv. en almen og en erhvervsgymnasial uddannelse:
Uddannelsesmønstret for studenter fra det almene gymnasium og erhvervsgymnasiet, som tager en
videregående uddannelse på videregående uddannelse, i perioden 1989-2005. (100 %)
År
Gymnasieform:
Alment og erhvervs
gymnasium
KVU
MVU
LV
Andet
I alt LVU
Erhvervsfaglig
1989198
Almen
gym.
1989
Erhvervsgym.
1998199
Almen
gym.
1998
Erhvervsgym.
2000
Almen
gym.
2000
Erhvervs
gym.
2005
Almen
gym.
2005
Erhvervsgym.
3
18
30
4
55
18
5
16
13
1
43
43
5
26
31
3
67
15
10
15
14
3
42
44
6
28
41
10
75
10
16
14
24
1
53
36
6
29
45
4
80
12
15
18
27
1
60
31
Lars Benjaminsens konklusion er, at mere lige rekruttering til gymnasiet ikke
nødvendigvis fører til mere lighed i, hvem der senere får en længere videregående
195
Benjaminsen, Lars: Chanceulighed i Danmark i det 20. århundrede, Sociologisk Institut, København,
2006.
196
http://www.ugebreveta4.dk/2006/32/Baggrundoganalyse/Flerearbejderborngarigymnasiet.aspx.
197
Ibid.
198
Tallene i kolonnen hentet fra: http://pub.uvm.dk/2000/tal/kap04_3.htm
199
Ibid.
161
uddannelse. Samtidig konstaterer han, at situationen i bunden af uddannelsespyramiden
er frosset fast: Det er frem for alt de ufaglærtes børn, der havner i den såkaldte restgruppe – altså den gruppe, der slet ikke får en uddannelse. Derfor konkluderer Lars
Benjaminsen, at den sociale mobilitet ikke er højere end før.200
Denne konklusion underbygges og udbygges fra flere sider.
”Det er glædeligt, at der er sket en så markant udjævning i gymnasiet, men
vi kan ikke i dag afgøre, om det også betyder en udjævning i de videre
uddannelsesmønstre. Unge fra arbejderklassen vælger systematisk kortere
uddannelse end dem fra mere privilegerede lag, også selv om de har gode
karakterer.
Det
har
stor
betydning
for
de
unge,
om
der
er
uddannelsesforbilleder i familien”201
Trond Beldo Klausen, forskningsassistent på AAU, har blandt andet analyseret dem, der
havde en studentereksamen med et gennemsnit på mellem 9 og 10. Hvis faren var
akademiker, blev hele 75 procent af de unge også universitetsuddannede. Men hvis
faren var faglært eller ufaglært arbejder, var det kun 40 procent, der blev akademikere –
trods den flotte eksamen. Og han fortsætter:
”Når mange piger med arbejderbaggrund i dag går i gymnasiet, afspejler
det formentlig deres fremtidige erhvervsvalg. De sigter mod uddannelser
som pædagog, lærer eller sygeplejerske. I dag kræves der studentereksamen
for at komme ind på disse uddannelser, mens det tidligere var nok med en
realeksamen” 202
En anden vinkel på den sociale mobilitet er følgende mobilitetsundersøgelse fra undervisningsministeriet.203
200
http://www.ugebreveta4.dk/2006/32/Baggrundoganalyse/Flerearbejderborngarigymnasiet.aspx
Trond Beldo Klausen, forksningsassistent, AAU,
http://www.ugebreveta4.dk/2006/32/Baggrundoganalyse/Flerearbejderborngarigymnasiet.aspx
202
Ibid.
203
http://udd.uvm.dk/200309/udd200309-02.htm?menuid=4515
201
162
Tabel 8: Uddannelsesdestination (2000) som funktion af faderens højest fuldførte uddannelse, i det år barnet
fyldte 13 år (oprindelse).
Destination
Grundskolen
Ungdomsuddannelse KVU
MVU og
LVU og antal personer
Bachelor
ph.d.
Oprindelse
Rækkeprocent
Grundskolen
20.94
56.68
4.90
12.52
4.97
27.955
Ungdomsuddannelse
10.05
59.67
6.78
16.12
7.38
28.643
KVU
6.97
51.62
9.63
20.92
10.86
1.879
MVU og Bachelor
4.95
37.89
6.51
28.54
22.12
6.546
LVU og Ph.d
3.97
26.19
5.06
24.56
40.22
3.123
i alt
17.55
52.73
5.66
16.01
8.06
68.146
Kilde: Statistik- og Informationskontoret i Undervisningsministeriet. Alene børn der er født i 1967. Materialet er
offentliggjort i arbejdspapir 9:2003 fra Socialforskningsinstituttet.
I artiklen opsummeres ovenstående sammenhæng således:
Der er en signifikant positiv sammenhæng mellem faderens uddannelsesniveau og det uddannelsesniveau, barnet ender med at opnå. Des højere
uddannelse faderen har, des højere uddannet bliver barnet. Selv om der er
tale om en betydelig sammenhæng, er det vigtigt at forstå, at der ikke er tale
om determinisme, men chanceulighed. Oprindelsen påvirker sandsynligheden for at opnå en bestemt destination. Oprindelsen determinerer ikke
destinationen.204
For det sjette vil jeg ridse et aktuelt billede op af, hvordan uddannelsesstrukturen
reflekteres i arbejdsstyrken fordelt efter højeste fuldførte uddannelse.205 Arbejdsstyrken
talte 2,67 mio. personer i 2005, hvilket svarer til 70 % af den samlede befolkning i
alderen 15-69 år. Det er generelt for denne gruppe, at uddannelsesniveauet er steget.
Arbejdsstyrken består af personer i alderen 15-69 år, som enten er i beskæftigelse eller
ledige. Studerende, der er tilmeldt en fuldtidsuddannelse, og som arbejder mindre end
28 timer om ugen, tæller ikke med i arbejdsstyrken. Hver fjerde i arbejdsstyrken,
svarende til 675.900 personer, har grundskolen som højeste fuldførte uddannelse. 39 %,
svarende til 1,04 mio. personer, har en erhvervsfaglig uddannelse, og en andel på 29 %
204
205
Ibid.
http://pub.uvm.dk/2008/taldertaler/kap09.html#9
163
af arbejdsstyrken, svarende til 760.100 personer, har en videregående uddannelse. I
nedenstående tabel er den procentvise fordeling afbildet.
I figur 9.2 er det afbildet, hvordan arbejdsstyrken fordeler sig på højeste fuldførte uddannelse.
Note 1: Omfatter professionsbachelor-, universitetsbachelor- og øvrige mellemlange videregående uddannelser.
Kilde: UNI•C Statistik & Analyse.
Sammenholdes denne tabel med de aktuelle 2005 tal for hvilken uddannelse en
ungdomsårgang vælger så ses det klart, at der vil ske en markant og løbende forøgelse
af graden af højeste fuldførte uddannelse, fx tager 44 % af en ungdomsårgang i 2005 en
videregående uddannelse, hvorimod ”kun” 28 % i arbejdsstyrken har en videregående
uddannelse.
8.2 Den klassemæssige udvikling med fokus på arbejderklassen og middelklassen
Den forandringsproces som har fundet sted erhvervs- og klassemæssigt siden 60’erne
kan illustreres med følgende figur206:
206
Andersen, Jørgen Goul: Politik og samfund i forandring, Columbus, 1994. Bygger på Andersen,
Jørgen Goul: Mellemlagene i Danmark, Århus: Politica, 1979, s. 151.
164
Klassestrukturen 1901-1994
Procent
1901
1940
1950
1960
1970
1985
1994
Arbejderklasse
37
43
43
43
41
32
31
Heraf Landbrugsarbejdere
10
5
5
3
1
1
1
Mellemlag
10
19
21
25
35
53
57
Selvstændige
53
38
36
32
24
15
12
Heraf Landbrugere
28
19
17
15
9
6
4
NB: Erhversaktive over 25 år og gifte kvinder under erhverv er medtalt under ægtefælles
erhverv. Tabellen for 1985 er baseret på skøn.
Kilde: Jørgen Goul Andersen med udgangspunkt i bogen Mellemlagene i Danmark, 1979.
Men disse tal rejser de klassiske problemer: 1) Hvordan kan vi definere arbejderklassen,
2) hvad er forholdet mellem arbejderklassen (den gamle) og mellemlagene (den nye
arbejderklasse), og 3) hvordan kan vi foretage grænsedragningen mellem arbejderklassen og den nye middelklasse?
De definitioner, jeg i denne afhandling tager udgangspunkt i, er helt overordnet
sondring mellem ”overordnet-underordnet” i arbejdsprocessen.207 Herud fra placeres
størsteparten af mellemlagene ind som en del af arbejderklassen – her kaldet den nye
arbejderklasse, som fortrinsvis er placeret inden for den offentlige sektor, og som typisk
set har en videregående uddannelse – ikke mindst en mellemlang videregående uddannelse – hvor de store grupper er skolelærere, pædagoger, sygeplejersker mv. Men store
dele af dem der i dag tager en lang videregående uddannelse – ingeniører, gymnasielærere, universitetsansatte, stats- og kommunalansatte mv. – har løn- og arbejdsforhold,
som ligger tæt op af ansatte med en mellemlang videregående uddannelse. Disse placerer jeg også som en del af den nye arbejderklasse – som den akademiske arbejderklasse.
Endelig er der middelklasse, som består af små selvstændige erhvervsdrivende, men den
største gruppe er chefer, ledere og særlige medarbejdere, som inden for de sidste 30 år
207
Wright, E.O.: Class, Crisis and the State. London: NLB, 1978; Wright, E.O.: Classes, London, 1985,
hvor han fokuserer på en klassedefinition, der sætter spørgsmålet om dominansforhold i
arbejdssituationen som det centrale, og hvor han bruger sondringen ”overordnet-underordnet” position i
arbejdsprocessen som hovedkriterium for afgrænsningen af arbejderklasse.
165
har været i kraftig vækst både i den private men også i den offentlige sektor pga.
markedsorienteringen.
Uanset om der bruges den ene eller anden definition på, hvem arbejderklassen består af
i dag, så hersker der enighed om, at den klassemæssige udvikling har forandret sig radikalt indenfor de sidste 40-50 år, og ikke mindst arbejderklassens interne sammensætning. Det er vel egentligt ikke særlig overraskende i og med, at produktionsstrukturen og fremkomsten af en stor offentlig sektor har forandret de samfundsmæssige strukturer afgørende.
Ser vi på sammensætningen af arbejderklassen, så er den mest signifikante forandring
ikke at industriarbejdets andel af den samlede beskæftigelse er faldet så drastisk. I
perioden er den traditionelle arbejderklasse gået tilbage fra 43 til 31 %. De store
ændringer har fundet sted inden for to områder: de selvstændige er gået tilbage fra 32 til
12 %, hvorimod det der kaldes ‘mellemlagene’ – dvs. de ansatte først og fremmest
inden for den offentlige sektor, den nye arbejderklasse – er gået frem fra 25 til 57 %.
En anden måde, men helt i forlængelse af Goul Andersen, at opridse den ændrede
sammensætning i arbejderklassen på er Jersper Due og Jørgen Steen Madsens billede af
forandringsprocessen:
I 60’erne var to tredjedele af arbejdsstyrken faglærte eller ufaglærte og den
sidste tredjedel var funktionærer. I 70’erne var forholdet fifty-fifty. I dag er
næsten seks ud af ti funktionærer og kun fire ud af ti arbejdere. I 60’erne var
mindre end en femtedel offentligt ansatte. I 70 var det vokset til over en
fjerdedel, og i dag er næsten fire ud af ti ansat i den offentlige sektor.208
Den ‘store’ diskussion er, om de ‘nye arbejdergrupper’ – om funktionærer og offentligt
ansatte – kan sammenlignes med ‘den gamle arbejderklasse’? Er deres vækst ikke en
indikator for, at den arbejderklasse forsvinder? Det afgørende spørgsmål må være:
hvilken type arbejde udfører disse ‘nye arbejdere’? Og hvem udnyttes? Og hvem udnytter? Altså sondringen overordnet/underordnet stilling i produktionsprocessen.
208
Due, Jesper, Madsen, Jørgen Steen: Artikel: ”Haves: LO, Søger: Ny rolle”, i Tillæg til Det Fri Aktuelt,
28. oktober 1996, s. 26-28.
166
Ser vi på det arbejde og den stilling, eller om man vil kontrol, med det udførte arbejde,
som den nye arbejderklasse har, så kan meget af det sammenlignes med manuelt arbejde
i industrien: rengøringsarbejde, postarbejde, butiksansatte, renovationsarbejde, sygehusportører, buschauffører, hotel- og restaurationsarbejde. Men også inden for det, der i
50’erne blev kaldt for ‘flipproletarer’, dvs. især kontorfolk, skolelærere, socialrådgivere,
sygeplejersker, arbejdere i finanssektoren, er der for det store flertals vedkommende
sket en udvikling i retning af, at deres arbejdssituation og livsvilkår ikke adskiller sig
væsentligt fra det manuelle arbejde, som udføres i andre dele af den offentlige sektor,
inden for servicesektoren eller for den sags skyld i store dele af industrien. En
tilsvarende udvikling ses mht. faglig organisering. Dansk Sygeplejeråd som helt frem til
70’erne var en standsforening er i kraft af den samfundsmæssige udvikling, hvor medlemmerne ligesom alle andre må slås for løn- og arbejdsvilkårene, blevet en fagforening. Det samme er også tilfældet med stort set alle de andre fagforeninger inden for
FTF og også AC-området.
Man kan mere sige, at ligesom der altid inden for den traditionelle arbejderklasse har
været forskelle på arbejdsforhold og faglig militans, som har gået på kryds og tværs af,
om det var faglærte eller ufaglærte, så tegner det samme mønster sig inden for den ‘nye
arbejderklasse’. Det, Due og Madsen registrerer, er korrekt – at arbejderklassen har
ændret sig meget inden for de sidste 20 år. Men det er der for så vidt intet nyt i.
Forandring en stadig proces
Arbejderklassen har altid ændret sig i takt med kapitalismens udvikling. Havde vi i
50’erne taget et tidsbillede fra 20’erne, kunne man med samme ret have sagt, at den
traditionelle arbejderklasse var ved at forsvinde. For hvad var der blevet af
hattemagerne, hjulmagerne, bødkerne og rebslagerne? I stedet var faggrupper som
tømrer, metalarbejdere, elektrikere og transportarbejdere i vækst.
Men vel nok den mest markante ændring overhovedet i arbejderklassen, både hvad
angår størrelse og sammensætning, er, at ca. en halv million kvinder kom ud på
arbejdsmarkedet i 60’erne og 70’erne.
167
Arbejderklassen er set ud fra sondringen ”overordnet/underordnet” vokset kolossalt.
Ved århundredskiftet, 1901, udgjorde arbejderklassen 37 % af den erhvervsaktive del af
befolkningen. 100 år efter udgør den 88 %. Fra 1940 til 1960 voksede arbejderklassen
med 6 %; fra 1960 til 1985 med 17 %.
Organisationsprocenten er steget fra under en fjerdedel til små 85 %.209 Størrelsesmæssigt er arbejderklassen vokset fra små 100.000 til ca. 3,2 million.210 Selv om den er
vokset så meget, er løn- og arbejdsforholdene trods alt meget ens – på tværs af det
private og offentlige område, mellem mænd og kvinder, faglærte og ufaglærte.
Flere ledere – ny middelklasse
Sideløbende med at arbejderklassen er vokset, er den nye middelklasse også vokset –
især indenfor kategorien – ledere. Alle steder er der ledere – indenfor det private som
indenfor det offentlige211, som i ansættelsesvilkår adskiller sig væsentligt fra de øvrige,
og som både politisk og praktisk føler sig forpligtet til at gennemføre arbejdsgivernes
politik. Det være sig nedskæringer i budgetter, fyringer eller opskruning af tempo. Kun i
forhold til denne gruppe af ledere eller mellemledere – skoleinspektører, afdelingsledere, institutionsledere – er det relevant at snakke om en ny middelklasse. Men den
adskiller sig fra den gamle middelklasse af småhandlende, bønder og selvstændige på
209
Se artiklen Nerup, Jakob: Den krævende middelklasse på Modkrafts debatside; 2005;
http://www.modkraft.dk/spip.php?article4959.
Her argumenteres der for, at en anden indikator af størrelsesforholdet mellem klasserne er fagforeningsorganiseringen:
”LO har 1.370.000 medlemmer (2004), hvoraf kun nogle få tusinde ledere kan betegnes som
middelklasse. FTF har 361.000 medlemmer, hvoraf nogle tusinde er ledere, mens hovedparten er
almindelige skolelærere, sygeplejersker, bankassistenter og pædagoger.
I Akademikernes centralorganisation er der 163.000 medlemmer, hvoraf nogle titusinder er i
middelklassefunktioner. Udenfor er der 151.000, hvoraf hovedparten er i gule fagforeninger (fx kristelige)
og de er ganske almindelige arbejdere. Ledernes hovedorganisation har 76.000 medlemmer, og de fleste
af dem er naturligvis en del af middelklassen.
I alt er der 2.121.000 medlemmer i fagbevægelsen, svarende til 78 % af alle beskæftigede, hvor af måske
(højt sat) 150.000 tilhører middelklassen. Altså er der en arbejderklasse på 2 millioner fagorganiserede i
Danmark.”
210
Se Ibid.; http://www.modkraft.dk/spip.php?article4959. Tallet 3,2 millioner fremkommer således:
”Ifølge Danmarks Statistik (2004) er der 2.507.000 lønmodtagere i Danmark. Tillægger vi 147.000
arbejdsløse + 108.000 midlertidigt uden for arbejdsstyrken (bistandsmodtagere) + 184.000 efterlønnere +
800.000 pensionister (90 % af det samlede antal pensionister), samt 100.000 af de selvstændige som er
enkeltmandsfirmaer i byggebranchen o. lign. uden mere indtægt eller kapitalkontrol end almindelige
lønmodtagere, så vi har vi en arbejderklasse på 3,2 millioner ud af en arbejdsstyrke på 4 millioner, altså
på mindst 80 % af den voksne befolkning.”
211
Hvor moderniseringsprocessen af den offentlige sektor, som blev igangsat under Schlüter regeringen
netop som et af sine bærende markedsorienterede principper har ”mere ledelse” overalt – lige fra
uddannelsesområdet til sundhedsvæsenet.
168
den måde, at den ikke ejer produktionsapparatet. Den er kun gennem bedre forhold end
de øvrige ansatte knyttet ideologisk til den herskende klasse.
Fælles for denne gruppe er, at de er vellønnede, at de i vid udstrækning bestemmer over
eget arbejde, og at deres økonomiske liv er godt og nogenlunde sikkert. Men de
adskiller sig fra arbejdsgiversiden ved ikke at have kontrol med kapital eller
ejendomsret til produktionsmidlerne. Derimod har topchefer i det offentlige og direktørerne i det private så stor magt og så høje lønninger, at de bliver en del af den
herskende klasse, selvom de kun i mindre udstrækning ejer kapital212.
En klassemæssig opsamling
Jeg hælder til en klasseanalyse – ud fra sondringen ”overordnet/underordnet” - som
placerer omkring 80 % af den voksne befolkning inden for arbejderklassen og tilsvarende tal for kapitalistklassen er ½ til 1 %, hvorimod middelklassen må opdeles i den
øvre middelklasse – 5 %, og den resterende del på 14 % - den nedre del af middelklassen. Inden for den gamle arbejderklasse skelner jeg mellem faglærte og ufaglærte,
og indenfor den nye arbejderklasse mellem den akademiske arbejderklasse,213 og
arbejderklassen med en mellemlang videregående uddannelse (de ”boglige” faglærte).
Udover den objektive bestemmelse og differentiering af klassedelingen er der den
subjektive differentiering, som baserer sig på traditioner for organisering, klassekamp
og klassebevidsthed, og som i dag går på kryds og tværs af den gamle og den nye
arbejderklasse og indenfor disse to dele.
212
Se Nerup: Den krævende …, op. cit.; http://www.modkraft.dk/spip.php?article4959. Ud fra den
opgjorte statistik – se forrige note – udgør arbejderklassen 3,2 millioner ud af en arbejdsstyrke på 4
millioner, altså 80 % af den voksne befolkning.
”De resterende 20 % kan fordeles på ½-1 %, som er den virkelige kapitalistklasse, der tjener mere end 1
million, ejer og kontrollerer kapital og lever uden bekymringer for deres sociale fremtid.
Middelklassen må i sig selv opdeles, alt efter hvor tæt de er på at nærme sig kapitalistklassen eller
arbejderklassen.
Langt hovedparten af den danske middelklasse befinder sig tættere på arbejderklassen end på de rige,
fordi deres løn og arbejdsfunktioner kan degraderes øjeblikkeligt og ikke er særlig stor. Det gælder mange
ledere og akademikere. Deres løn er ikke mere end de bedst lønnede arbejdere og ofte er deres middelklassestatus tæt knyttet sammen med at være gift med en af tilsvarende position.
Kun den øverste del af middelklassen (i omegnen af 5 %) der tjener mere end ½ million og er socialt
sikret en sorgløs tilværelse, aspirerer til at tilkæmpe sig en plads i de riges skygge.”
213
Callinicos, Alex, Harmen, Chris: The changing working class. Bookmarks, London 1989.
169
8.3 Den uddannelses- og klassemæssige forandringsproces og dens konsekvenser
Spørgsmålet som skal diskuteres her er, hvilke konsekvenser den klasse- og uddannelsesmæssige forandringsproces har for elevog studenterbevægelsens måde at tænke,
handle og organisere sig på?
Selvom elevog studenterbevægelsen i dag – modsat i bevægelsens første 7-10 år – er
sat
udenfor
indflydelse
via
demokratisk
institutionelle
rammer
inden
for
uddannelsessystemet – så er det min antagelse/tese, at selv samme bevægelse potentielt
har en langt vigtige samfunds- og uddannelsesmæssig rolle end ved dens start. Det kan
lyde som et paradoks. Men baggrunden herfor er følgende grunde:
For det første omfatter elevog studenterbevægelsen i dag en langt større andel af unge
end tilfældet var i ”bevægelsens” start og første periode. Dvs. at hvad der foregår inden
for uddannelsessektoren i dag - fra ungdomsuddannelserne til de lange videregående
uddannelser – vedrører langt flere unge end tilfældet var i 70’erne.
Det betyder for det andet, at de fleste elevog studenterorganisationer har forøget deres
medlemstal dramatisk214, fx har DGS næsten tredoblet sin andel af en ungdomsårgang –
fra 15 % i 1975 til 39 % i 2005, og derfor fylder DGS samlet set meget mere indenfor
såvel en ungdomsårgang som indenfor ungdomsuddannelserne end i 70’erne. Dvs. rent
objektivt set er ”bevægelsen” vokset enormt fra dens start i midt 60’erne. Om, og i så
fald hvordan, deres politiske indflydelse også er vokset både samfundsmæssig set og
blandt deres medlemmer diskuteres videre i den empiriske analyse og kapitel 7.
For det tredje er uddannelse og arbejde rykket tættere sammen i kraft af kravene om en
større og mere velkvalificeret arbejdskraft, uanset om vi snakker om smeden, pædagogen, ingeniøren, etc. En udviklingsproces som har bundet forbindelsen mellem
uddannelse og arbejde – og for hovedpartens vedkommende et job inden for arbejderklassen – langt mere organisk sammen. For mig at se, er det en helt afgørende
diskussion i denne afhandlings sammenhæng i og med at såvel de unge under
uddannelse for et stor antals vedkommende netop ender i disse jobs som ”den nye
214
Det samme billede gør sig som tendens gældende indenfor de andre ungdomsuddannelser, og indenfor
de videregående uddannelser er andelen også vokset.
170
arbejderklasse” har, og dels fordi et stort antal af deres forældre netop bestrider disse
jobs og faktisk har oplevet den udvikling, som har fundet sted på deres egen krop.
Bevægelsens socioøkonomiske baggrund
Bortset fra den første periode i bevægelsen, fra ’65 til ’80, hvor uddannelseseksplosionen betød, at mange af de unge som startede i gymnasiet og på en videregående uddannelse var førstegenerationsstudenter, så har den socioøkonomiske
baggrund blandt de unge, som tog en ungdomsuddannelse og videregående uddannelser
– enten erhvervsfaglige eller lange videregående uddannelser, som beskrevet tidligere,
været meget stabil helt frem til i dag. Hvilken socioøkonomisk baggrund disse unge
første generations gymnasieelever og studenter har, ved vi kun lidt om, men min
antagelse vil være, at de som tendens følger den sammensætning, som kan konstateres
fra 1976 og fremefter, dvs. at selvom de er førstegenerationsstudenter – både i
gymnasiet og på de videregående uddannelser – så kommer hovedparten af dem fra
bogligt orienterede hjem, hvor uddannelsesniveauet blot var lavere end i dag.
Unge med en realeksamen kunne indtil 1975, hvor den afskaffes, påbegynde en
uddannelse inden for den ekspanderende offentlige sektor, som fx pædagog,
socialrådgiver, lærer, sygeplejersker etc. Men herefter krævedes der en ”studenterhue”
(gymnasium, HF og studenterkursus).
De unge der dengang, fra 65 til 80’erne, tog en realeksamen, studentereksamen/HF – og
en videregående uddannelse – er (nogle af) forældrene til dem, der har gået i gymnasiet
fra 90 til i dag. Det er så at sige forældrene til nutidens gymnasieelever, som var de
konkret levende mennesker, der udfyldte og formede den nye klassestruktur, som
formedes i perioden 1965-80.
Som tidligere nævnt kender vi disse forældres uddannelsesmæssig baggrund: hver
tiende har kun en grundskoleuddannelse (typisk ufaglærte job), en tredjedel har en
erhvervsfaglig uddannelse (typisk faglærte job.) og over halvdelen en videregående
uddannelse (KVU - typisk korte tekniske uddannelser, MVU - som lærer, pædagog,
sygeplejersker, socialrådgiver og LVU – gymnasielærere, magistre, ingeniører,
administration i stats og kommune etc.). Vi ved, at udviklingen har været stabil –
171
undersøgt fra 1976 til 1993215, og meget peger mod, at tendensen fortsat holder – se
tidligere.
Ud fra ovenstående kan vi konkludere, at 42 % af forældrene til nutiden gymnasieelever
kommer fra den traditionelle ”gamle” arbejderklasse, nemlig 9 % fra den ufaglærte del
og 33 % fra den faglærte del. Det næste spørgsmål er så, hvor den anden halvdel kommer fra? Her er det højest sandsynlig sådan, at de fleste af denne halvdel har en MVU
og arbejder indenfor den offentlige sektor, som sygeplejersker, lærere, pædagoger etc.
Ganske enkelt fordi langt flere er ansat her end i job, hvor der kræves en lang videregående uddannelse. Noget der også bestyrker denne antagelse er tendensen i det
uddannelsesvalg og hermed den jobsituation, som unge med en studenterhue vælger og
får. I 2005 tog 44 % af ungdomsårgangen en videregående uddannelse: 6 % en KVU, 23
% en MVU og 15 % en LVU. Endelig ved vi, at 80 % af de unge der gik på alment
gymnasium tog en LVU og på det erhvervsfaglige gymnasium var det tilsvarende tal 60
%.
Ud fra disse tre sæt tal og tendenser kan vi skimte følgende tendens:
For det første at en klar majoritet af nutidens forældre til unge i gymnasiet har en
arbejderklasse baggrund – 42 % i den ”gamle” arbejderklasse og et sted mellem 20 %
og 30 % har forældre som har en kortere eller mellemlang videregående uddannelse,
dvs. tilhører den nye arbejderklasse, som hovedsageligt arbejder inden for den offentlige
sektor. Dvs. et sted mellem 60-70 % af gymnasieeleverne kommer fra hjem med en
arbejderklassebaggrund. Den sidste del, mellem 30-40 %, af gymnasieeleverne har
forældre med hovedsagelig en lang videregående uddannelse, som for hovedpartens
vedkommende kommer fra den akademiske arbejderklasse, middelklassen og den lille
overklasse.
For det andet at mellem 15 og 20 % af 2005 ungdomsårgangen ikke tager nogen
uddannelse og typisk bliver ufaglærte. 33 % tager en faglært uddannelse216, og det vil
sige, at mellem 48-53 % af denne ungdomsårgang bliver en del af den ”gamle
arbejderklasse”. Ud af de 44 % som tager en videregående uddannelse ender de 29 %
215
Uddannelsessystemet i tal gennem 150 år, Undervisningsministeriet 1848 - 1998;
http://pub.uvm.dk/1998/150.pdf
216
En tredjedel af dem har en studentereksamen (12 % alment gymnasium og 31 % erhvervsgymnasiet)
172
som en del af den ”nye arbejderklasse”, og de fleste af de sidste 15 % bliver en del af
den akademiske arbejderklasse.
For det tredje er tendensen på det almene gymnasium at halvdelen af studenterne (ud
fra deres uddannelsesvalg) hhv. bliver en del af den gamle arbejderklasse (12 %) og 35
% bliver en del af den nye arbejderklasse. De resterende 45 % bliver en del af den
akademiske arbejderklasse, middelklassen og den herskende klasse. Tendensen på det
erhvervsgymnasiale område er, at hver tredje bliver en del af den gamle arbejderklasse
(faglærte), en tredjedel en del af den nye arbejderklasse og den sidste tredjedel en del af
den akademiske arbejderklasse, middelklassen og den herskende klasse. Dvs. at 2 ud af
tre placerer sig inden for den nye og gamle arbejderklasse.
For det fjerde viser forældrenes klassemæssige baggrund og den klasse, som nutidens
gymnasielever havner i efter endt uddannelse, en klar tendens til at uddannelsesniveauet
øges fra generation til generation. 42 % af forældrene til nutidens studenter er ufaglærte
(9 %) eller faglærte (33 %). Deres børn, studenterne, vælger uddannelser, hvor de
jobmæssigt placerer sig således: 1 ud af fem bliver faglært, den gamle arbejderklasse, 2
ud af fem bliver en del af den nye arbejderklasse, og de sidste 2 ud af fem placerer sig
hovedsagelig inden for den akademiske arbejderklasse, middelklasen og nogle få inden
for den herskende klasse.
Men tendensen er samtidig, at selvom der generelt set er sket en højnelse af
uddannelsesniveauet, så er den relative forskel mellem de forskellige sociale gruppers
uddannelsesbaggrund, og hvilken uddannelse og job deres børn får meget stabil. Det
højere uddannelsesniveau generelt har ikke fjernet eller ændret klasseskellene men
derimod ændret uddannelsesniveauet inden for især arbejderklassen.217 Nedenstående
tabel viser udviklingstendensen fra forældrene til nutidens studenter – målt og
sammenlignet på højeste uddannelse og erhverv.
217
Hansen, Erik Jørgen: Uddannelsessystemerne i sociologisk perspektiv. Hans Reitzels Forlag,
København, 2003, s.114.
173
GAMLE ARBEJDERKLASSE
ufaglært
Uddannelsesvalg
2005 – hele
ungdomsårgangen
Uddannelses valg
2005 – alment
gymnasium
Uddannelses valg
2005 – erhvervsgymnasium
Uddannelsesvalg for
alle gymnasieelever
Uddannelsesniveau
for forældre til nutidens gymnasieelever (1976-93)
Forskel i
uddannelsesniveau
(og job) mellem
forældre og børn
(gymnasielever
Forskel i
uddannelsesniveau
mellem årgang 2005
og unge med en
studentereksamen
15-20 %
faglært
NYE ARBEJDERKLASSE
KVU+MVU
LVU
33 %
29 %
15 %
12 %
35 %
45 %
33 %
33 %
33 %
20 %
40 %
40 %
9%
33 %
20-30 %
30-40 %
+9 %
+13 %
- 20-10 %
- 10-0 %
+15-20 %
+13 %
- 11 %
- 25 %
Arbejderklassens udvikling
Hvad betyder det, at et sted mellem 2/3 og ¾ af forældrene til nutidens gymnasieelever
har en arbejderklasse baggrund, og at 3/5 af studenterne i 2005 vælger en uddannelse,
hvor de efter endt uddannelse vil placere sig med et job inden for især den ”nye
arbejderklasse” og den gamle arbejderklasse. En tendens som har været nogenlunde
stabil fra 1985 og frem til i dag. Som argumenteret for tidligere, så opfatter jeg ikke, at
der går et afgørende skel ned mellem den gamle faglærte del af arbejderklassen og den
nye faglærte del. Selvfølgelig er der forskel i faglige og politiske traditioner mellem de
to faglærte grupper, men det er forskelle, som er under stadig udvikling, og forskelle
som i dag på ingen måde entydigt placerer de gamle traditionsrige fag og fagforeninger
som mere militante og politiske bevidste. Det er snarere et billede, der peger mod, at
traditionerne inden for de forskellige faggrupper i arbejderklassen siden 60’erne har
været under bestandig forandring, dog således at frem til 1985 var det entydige billede,
at det var den gamle arbejderklasse – faglærte som ufaglærte der var toneangivende men
hvor man så enkelte af de nye faggrupper indenfor det offentlige – især inden for det
174
pædagogiske område – som i hastigt tempo udviklede militante traditioner og fagforeninger, som mobiliserede medlemmerne og brugte strejkevåbnet.218
Men efter 1985 og ”nedgangen i klassekampen” blev såvel den gamle som nye
arbejderklasse demoraliseret og svækket. Murens fald, DKPs kollaps, Socialdemokratiet
højredrejning og den øvrige venstrefløjs svækkelse havde afgørende indflydelse herpå.
Højredrejningen betød fx, at BUPL ændrede kurs ”væk fra fanen og tilbage til faget”.
Men i løbet af de første år i 90’erne begyndte selvtilliden på ny at pible frem, og siden
da har en række af den nye arbejderklasse fagforeninger ændret sig afgørende – fx
sygeplejerskerne, lærerne og nu igen pædagogerne. Samtidig begynder udviklingen at
tage den samme retning inden for den akademiske arbejderklasse med faggrupper som
gymnasielærerne og efterhånden også Dansk Magisterforening. Den bagvedliggende
forklaring på disse tendenser inden for den nye arbejderklasse må søges i det kursskifte,
som Schlüter regeringen indledte fra 1982 med et begyndende frontalt angreb på den
offentlige sektor og hele velfærdsideen, og som for alvor er blevet speedet op fra 2001.
Det er i dette perspektiv, at man kan forstå, hvad der er sket især indenfor den nye
arbejderklasse indenfor de seneste år. Det er som nævnt en tendens, som ikke alene
rammer den del af den offentlige sektor, som jeg entydigt kalder den nye arbejderklasse,
og som typisk har en mellemlang videregående uddannelse. Det er også en tendens, som
rammer store dele af den akademiske arbejderklasse – her foregår der også en
proletarisering af løn- og arbejdsvilkår, og her udvikler de faglige organisationer sig
mere og mere i retning af klassiske fagforeninger.219 220
Denne forandringsproces (løn- og arbejdsvilkår, fagligt indhold og faglige traditioner)
inden for den nye arbejderklasse, som har fundet sted fra 70’erne og til i dag – vil med
218
I 1979 var der den første samlede politiske strejke blandt de offentligt ansatte. Og i 1985 gik store dele
af de offentlig ansatte med i påskestrejkerne – på et overenskomststridigt grundlag, som blandt andet i
1987 ved de næste overenskomstforhandlingerne resulterede i en historisk stor lønstigning. Se Madsen:
Frem mod … op. cit., s. 58.
219
For en uddybning, se fx fagbladene for magistrene og gymnasielærerne de seneste år.
220
Se artiklen Offentlig ansatte er mest pressede, i ugebrevet a-4, 2006,
http://www.ugebreveta4.dk/2006/40/Baggrundoganalyse/Offentligtansatteermestpressede.aspx
En undersøgelse fra a-4 viser at 6 ud af 10 indenfor den offentlige sektor selv vurderer de løber stærkere
end tidligere. De tilsvarende tal for det private område er 4 ud af 10. 43 % af de offentlig ansatte siger de
er mere stressede nu end for et år siden – de tilsvarende tal for privatansatte er 30 %. Hver tredje offentlig
ansat har haft svært ved at få familieliv og arbejde til at hænge sammen – de tilsvarende tal for privat
ansatte er hver fjerde.
175
afsæt i den empiriske analyse af de aktive lag indenfor DGS og PLS, blive diskuteret
videre i kapitel 7 ud fra følgende spørgsmål: 1) hvordan er ”diskussionerne hen over
spisebordet” i de aktive lags hjem blevet påvirket af denne forandringsproces; 2)
hvordan har denne proces påvirket de unges opfattelse af samfundet og deres egne
fremtidsudsigter fx jobmæssigt.
9. Fra teorier til empiriske data og analyse – en operationalisering
De foregående teoretisk historiske afsnit danner udgangspunkt for den empiriske analyse på en helt præcis måde: de definerer og guider, hvilken empiri jeg søger efter og
hvorfor! Så enkelt kan operationaliseringen beskrives – men helt så enkelt er selve
operationaliseringen bestemt ikke!
9.1 Hvorfor studere sociale bevægelser og kollektive aktioner
Som opridset i afsnit 1.1 er den mest almindelige og anerkendte definition af, hvad en
social bevægelse er ”den tætte forbindelse mellem sociale bevægelser og forandring”.
Det betyder i denne afhandlings sammenhæng, at igennem et studie af elevog
studenterbevægelsens aktører og organisationer kan vi trænge ind i en forståelse af,
hvorfor og hvordan der er bevægelse. Vi ved fra bevægelsesforskningen noget om hvad
sociale bevægelser er, hvad de kan fortælle om forandring – dvs. hvordan de sociale
bevægelser påvirker og bliver påvirket af den ”objektive situation”. Dvs. studiet af
sociale bevægelser - af aktørerne og deres handlinger og holdninger kan både fortælle
noget om de sociale bevægelser, og hvad der sker i samfundet – hvad de sociale
bevægelser bliver påvirket af. Studiet af sociale bevægelser er med andre ord et
særdeles velegnet udgangspunkt for studiet af, hvorfor der er bevægelse igen!
Men hvordan kan vi studere disse sociale bevægelser? Hvilken empiri søger vi, og
hvorfor?
176
Kollektive aktioner – en definition
Vi fokuserer af flere grunde på de kollektive aktioner og aktiviteter! For det første – og
helt overordnet - gøres det ud fra det grundsynspunkt, som løber igennem den historiske
materialisme, at det er igennem det, at mennesker selv handler og organiserer sig, at de
kan bryde med borgerskabets ”hegemoni” - magt- og bevidsthedsmæssigt. Det er her, at
de kollektive aktioner kommer ind ud fra den begrundelse at indholdet, omfanget og
organiseringen af de kollektive aktioner udtrykker og kan fortælle historien om en
social bevægelses krav og mål, magt og indflydelse, organisering og udvikling, læreprocesser og politisk radikalisering af bevægelsens aktører mv.
Denne forståelse hænger tæt sammen med den måde de kollektive aktioner rolle og
placering bliver defineret på inden for bevægelsesforskningen:
… en social bevægelse som en organisationstype, der har deltagernes
aktivitet som den væsentligste ressource, og som over en længere periode
benytter kollektive aktioner (min fremhævning) til at forsvare og fremme
deres interesser over for andre grupper i samfundet og overfor staten.221
Og videre:
En kollektiv aktion er en begivenhed, hvorunder et vist antal mennesker
optræder samlet og i al synlighed fremsætter et krav, som berører andre
menneskers interesser. (Tilly, 1978:275). Kollektive aktioner udgør ligeledes
grundlaget for den sociale bevægelse … Ved at sammenkæde oplysninger
om aktionsformer, aktører og krav over tid bliver det muligt at kortlægge
periodens toneangivende sociale bevægelser.222
Og – i relation til afhandlingens problemstilling – kan en tæt forfølgelse af de kollektive
aktioners baggrund, indhold og omfang give en mulighed for at spore sig ind på problematikken omkring, hvorfor der i nogle perioder er bevægelse, mens der i andre perioder
stort set ingen bevægelse er. Omfanget, indholdet og organiseringen af kollektive
221
222
Ibid., s. 52.
177
aktioner er en central indikator på den politisk, økonomiske og ideologiske situation.
Styrkeforholdet mellem klasserne kan aflæses i ”graden af bevægelsernes indflydelse”
som igen afhænger af enten ”de kollektive aktioners radikalitet, omfang og organisering” eller af truslen om omfattende aktioner, som gør, at bevægelsen uden omfattende
og generaliserede kampe opnår indrømmelser. Dvs. de kollektive aktioner og mere
generelt kollektive handlinger lige fra underskriftsindsamlinger, demonstrationer,
strejker, besættelser etc. er omdrejningspunktet for skabelse af magtpositioner, og nøglen til materiel indflydelse og forbedringer (velfærd, demokratisk indflydelse ol.). 223
Men der er en anden tæt forbundet side af de kollektive aktioner, som er central i denne
afhandlings sammenhæng, nemlig de kollektive aktioners betydning for den politiske
udvikling og bevidstgørelse af aktørerne – for de læreprocesser, som finder sted i de
kollektive aktioner.
Samlet set er de kollektive aktioner en central nøgle til opbygningen af stærke sociale
bevægelser og – organisationer – jvf. også Michael Vestes opfattelse af arbejderklassens
opståen og udvikling som en læreproces.224
Konkret analyse af kollektive aktioner
Den måde de kollektive aktioner rent konkret analyseres på i den empiriske analyse er
ved:
For det første at se på de kollektive aktioners muligheder for at involvere store dele af
medlemmerne - store dele af organisationen. Og i kraft af disse aktiviteter udvikler de
223
Se Mørch, Søren: Den sidste Danmarkshistorie, Gyldendal, 1996, hvor der argumenteres for at ”uroniveauet” i samfundet, dvs. styrkeforholdet mellem arbejderklassen og den herskende klasse afgør spørgsmålet om velfærdsniveauet. Jo mere det er i arbejderklassens favør, des flere forbedringer og indrømmelser er den herskende klasse nødt til at give. Og her nævner Mørch tre perioder i historien, hvor uroniveauet var højt i arbejderklasses favør, og som betød mange og store reformer. Det er perioden fra
1917-1919, hvor 8-timers arbejdsdagen og dyrtidsreguleringen indføres; det er efterdønninger efter
storstrejken i 1956, hvor folkepensionen indføres, og det er endeligt efter 68, hvor samfundet
reformforandres bredt set.
224
Som fremhævet og diskuteret tidligere i dette kapitel omkring Marx og Gramsci er de kollektive
aktioner nøglen til forandring, og i sammenhæng hermed også organiseringen af arbejderklassen både i
fagforeninger og partier. I de to historiske afsnit fokuseres der også på de kollektive aktioner, som
omdrejningspunktet for klassekampens udvikling, og som klare indikatorer på hvilken retning
klassekampen har – dvs. om der er ved at ske et brud med den tidligere periodes opsving eller nedgang,
hvilken politisk bevidsthed som omgærer kampene og organisationerne etc. En historieopfattelse og
beskrivelse, som Michael Vesters bog om arbejderklassens opståen og udvikling som læreproces har
inspireret kraftigt til.
178
involverede og deres organisation sig politisk og organisatorisk. Aktionerne forstået
som en kollektiv læreproces er rammen om erfaringsdannelse og politisk udvikling, som
spænder fra det at gøre noget helt konkret – male bannere, lave råbeslagord, deltage i
demonstration til at diskutere og argumentere for strejke i klassen, på fællesmødet etc.
Aktiviteter og diskussioner som rejser nye spørgsmål og kræver nye svar: Skærer
politikerne ned, fordi der ikke er råd til færre i klasserne, til en gratis undervisning etc.?
Hvordan kan vi overhovedet overbevise politikerne? Hvilken effekt har strejker,
demonstrationer og besættelser? Hvilke alliancepartnere må vi gå sammen med – resten
af elev - og studenterbevægelsen, andre grupper, som vil forsvare velfærdssamfundet –
typisk fagbevægelsen etc.?
For det andet at se på hvilke potentialer de kollektive aktioner har med hensyn til at
politisere og aktivisere medlemmerne ude på deres skoler, hvor fundamentet for en
massemobilisering ligger. Det er igennem deres kollektive aktioner, at organisationernes
kan lægge et pres på politikerne – på staten og på regeringen. Det rejser videre spørgsmålet om, hvilken magt har gymnasieelever og pædagogstuderende? Nytter deres aktioner noget? Hvad er det politikerne er følsomme overfor? Kan de sidde strejker og protester overhørigt? Hvilket problem er de gentagne strejker og demonstrationer inden for
gymnasie- og pædagogområdet for politikerne? Og mere generelt for magtforholdene i
samfundet? Alle disse spørgsmål springer så at sige ud af studiet af de kollektive aktioner.
For det tredje er aktionsforløbene – indholdet i dem, omfanget af dem, organiseringen
af dem og ”resultaterne” af dem et udtryk for samspillet mellem den ”sociale objektivitet” – dvs. de givne samfundsmæssige forhold (økonomisk, politisk og ideologisk) og
styrkeforholdet, og den subjektive faktor, dvs. hvad de konkret levende og handlende
mennesker og organisationer faktisk gør. Og hvad de faktisk gør, og hvordan de faktisk
gør det kan igen påvirke omgivelserne og dem selv. Tolkningen og bearbejdningen af
den givne ”situation” og ”aktions-forløbet” i organisationerne – især i ledelsen og i TRlaget vil være afgørende for de næste skridt, som bevægelsen tager. For de næste
handlingsforskrifter. Hermed kan forskellige tolkninger også føre til forskellige
handlinger, som igen kan give sig udslag i forskellige muligheder og udgange på den
videre udvikling.
179
Studiet af de kollektive aktioner er et studie af de sociale bevægelser inderste skatkammer: aktørernes holdninger, handlinger og refleksioner. Men studiet af de kollektive
aktioner giver samtidig mulighed for at få en både bred og detaljeret indsigt i den måde
organisationerne som helhed fungerer på – fra basis til ledelse, og de kollektive
læreprocesser, som etableres, men også en indsigt i, hvordan de kollektive aktioner både
påvirker det omgivende samfund, og aktørerne, og omvendt hvordan det omgivne
samfund påvirker de kollektive aktioner og aktørerne.
9.2 Et bredt empirisk ”svar” på hvorfor i bevægelse
Den historisk teoretiske rammeforståelse og besvarelse af Hvorfor spørgsmålet skal
bruges som et operativt ”hjælpemiddel” til både at strukturere og forstå empirien. Med
”at strukturere empirien” forstås, at indsamlingen af empiri forfølger de hovedforklaringer og – spor, som den teoretiske analyse giver på spørgsmålet om hvorfor bevægelse
igen! Dvs. at kernebegreber som nyliberalisme og nyimperialisme skal testes blandt de
unge rent indholdsmæssigt. Hvad forstår de ved dem, og er det essensen af disse begreber og deres konsekvenser for deres uddannelse, for velfærden, for den globale verdensorden, kampen mod terror, som de reagerer mod, og som gør at de er aktive i DGS eller
PLS, i politiske organisationer, i antikrigsbevægelse, deltager i topmøde demonstrationer etc. etc. Andre kernebegreber i den teoretiske forklaringsramme omkring hvorfor
der er bevægelse igen skal testes, fx relationen til arbejderklassen og fagbevægelsen,
relationen til den øvrige elevog studenterbevægelse, klassebegreber og kategorier og
deres egen placering og rolle i klassekampen, kollektive aktioners betydning og rolle,
deres egen socioøkonomiske og politisk kulturelle baggrund, deres refleksive overvejelser over læreprocesser og aktiviteter fremover i bevægelse og/eller parti etc.
Med at ”forstå empirien” menes, at den teoretiske rammeforståelse og besvarelse, som
fremlægges i kapitel 3, netop skal bruges til at åbne forståelsen af empirien op, og om
muligt grave ned i nye spor og forståelsessammenhænge, som kan facettere en
besvarelse af problemformuleringen – ikke mindst på hvordan spørgsmålet.
180
9.3 Populationen det aktive lag
Valget af population er grundlæggende set først og fremmest et pragmatisk ressourcemæssig valg. Den population der primært undersøges inden for de to studieorganisationer er de aktive lag i DGS og PLS. Det er der nogle gode empirisk teoretiske og
metodiske grunde til. De aktive lag udtrykker den mest avancerede del af bevægelsens
aktører – de kan fortælle dens historie, og fortælle den i et perspektiv, som også kan
knytte an til min historisk teoretiske ramme, hvor den kan kobles til ”det store og det
lille billede” den snævre og den brede dagsorden, bevægelse og venstrefløj, sociale rødder og ”generationer” mv. Men det er også et valg som betyder, at de fleste aktiviteter
bliver ”dækket” i kraft af at det aktive lag i praksis er de mest aktive i organisationerne,
og hermed også at de som samlet kollektiv er de mest ledende – i og med at de har en
omfattende praksis blandt elever og studerende, og en omfattende praksis indenfor organisationens forskellige udvalg, fora, landsmøder, kommunikationskanaler etc.
9.4 En teoretisk forståelse af det aktive lag – hvad er lederskab 225
I sociale bevægelser/organisationer som DGS og PLS vil ideerne, handlingerne og erfaringer aldrig være homogene. Der vil altid udvikle sig forskellige erfaringer i forskelligt
tempo. Der vil altid være nogle, der er mere avancerede – individer som kollektiver –
det kan være større eller mindre lag af aktive gymnasieelever og pædagogstuderende på
en skole, det kan være regioner etc.
Lederskab opstår uanset om man vil det eller ej. Selv i de mest spontane og græsrodsagtige bevægelser og aktiviteter er der mere bevidste elementer – er der individer eller
kollektiver, som er mere avancerede end andre. Gramsci beskrev det således: ”I enhver
nok så spontan bevægelse er der bevidste elementer.”226 Nogen må og vil foreslå kollektive aktioner, komme med ideer, projekter, aktiviteter. Det er ud fra den kendsgerning,
at spørgsmålet om lederskab starter. Lederskab og sociale bevægelser er uadskillelig
forbundne – og pga. deres delvist løse og ”hurtige udskiftning af medlemmer/deltagere”
spiller lederskab – også som overførte erfaringer og traditioner – en meget central rolle
for organisationernes udvikling og succes.
225
Barker, Colin, Johnson, Lavalette: Leadership and social movements, Manchester University Press,
2001.
226
Harman, Chris: Gramsci versus reformism, Bookmarks, London, 1983.
181
Lederskabets natur
Ledelse – hvad er det?
” It is, we propose, simultaneously, a purposive activity and a dialogical
relationship.”227
Lederskab er på en og samme tid en aktivitet, som såvel rummer overbevisning som et
dialogisk forhold til medlemmer og omgivelser. Det centrale element i denne opfattelse
af lederskab er, at:
The heart of leadership is a set of double ”intellectual” and practical
”directive” or ”organising” activities. It consists essentially both in thinking
about what movements can and should do, and in urging the conclusions of
that thinking on others.”228
Lederskab består altså i både i at tænke over, hvad bevægelsen kan og skal gøre og at
udbrede denne konklusion til andre. Gramscis begreb om ”organisk intellektuelle” giver
mening, hvis det omskrives og justeres ind i forhold til sociale bevægelser og ændres til
”bevægelses intellektuelle”. Hvad må vi forstå ved ”bevægelses intellektuelle”? Ja, først
og fremmest skiller sådanne ”bevægelses intellektuelle” sig fra traditionelle intellektuelle ved, at den praktiske dimension er indbygget i deres aktivitet. Det problem de
altid er orienteret mod er: Hvad må der gøres? Disse ”bevægelses intellektuelle” befinder sig ikke kun i toppen af organisationen – nej, de findes på alle niveauer, og de er
ikke nødvendigvis en formaliseret, struktureret enhed. I al menneskelig aktivitet, som
handler om at overbevise, involveres spørgsmålet om strategi – hvad vil jeg/vi opnå,
hvad er målet og hvordan nå dertil? Hvilke handlinger og ideer kan bringe mig/os
tættere på målet?
I bogen Leadership and social movement opstilles følgende definition af lederskab:
227
228
Barker: Leadership … op., cit., s. 5.
Ibid., s. 5
182
If leadership has one predominant feature, it is that leaders communicate;
Leadership is above all, an activity of persuasion, reflecting its other aspect,
leadership as a relationship229
I denne definition af lederskab ligger der en forståelse af, at lederskab er en proces, som
formidles igennem kommunikation – igennem forslag, argumenter og igennem
refleksion, respons og dialog, og det er et lederskab som er i bevægelsen – som en integreret del af bevægelsen, som bevægelsens ”bevægelses intellektuelle”.
Det er med baggrund i denne definition og forståelse af lederskab, at jeg i den empiriske
analyse fokuserer på det aktive lags holdninger, handlinger og refleksioner/erfarings- og
bevidsthedsudvikling.
229
Ibid, s. 7.
183
Kapitel 4:
Empirisk design og metodeovervejelser
Indledning
Formålet med den empiriske undersøgelse er at indsamle ny og aktuel viden om dele af
elev og studenterbevægelsen i dag, som kan bidrage til en besvarelse af denne
afhandlings problemformulering: ”Elever og studerende i bevægelse igen! – Hvorfor?,
Hvordan? og Hvorhen?”.
I kapitel 2 - Afhandlingens design præciseres det, dels hvilken ny viden den empiriske
undersøgelse fremkommer med, og dels hvilken placering den empiriske analyse har i
afhandlingen forklaringskonstruktion og analysestrategi.
Den empiriske undersøgelse er baseret på et datamateriale, som 1) overskrider den
hidtidige forsknings kvantitative og beskrivende karakter, jvf. kapitel 3, og 2) baserer
sig på to ”organisationsanalyser” med fokus på de aktive lags holdninger, aktiviteter og
refleksioner og 3) er indsamlet, analyseret og fortolket med afsæt i marxismen og den
historiske materialisme som videnskabsteoretisk udgangspunkt, hvis centralakse er
modstilling af og dialektikken mellem strukturer og aktører. Dette teoretiske udgangspunkt styrer den empiriske analysestrategi, fortolkning og metodevalg, der både rummer
kvalitative og kvantitative metodedesigns.
184
1. Den empiriske undersøgelses hoveddesign
I det følgende skal der redegøres for, hvordan jeg har grebet den empiriske undersøgelse
an – og hermed hvordan den nye viden er fremkommet.
1.1 Valg af aktører og organisationer
I min ph.d.-ansøgning lagde jeg op til at undersøge fire studieorganisationer: DEO
(Danmarks elevorganisation), DGS, PLS og DSF. Ud fra en ambition om at dække
såvel grundskolen, ungdomsuddannelserne, de mellemlange og de videregående
uddannelser. Det blev meget hurtigt klart, at det var totalt urealistisk ressourcemæssigt
at forene afhandlingens problemformulering med fire forløbs- og populationsanalyser.
Derfor droppede jeg i løbet af det første halve år DEO og DSF.
Når jeg valgte DGS og PLS hang det først og fremmest sammen med at DGS og PLS i
dag repræsenterer de mest avancerede erfaringer indenfor elevog studenterbevægelsen
i dag. Med ”avancerede erfaringer forstår jeg spørgsmål om graden og omfanget af 1)
det politiske niveau (politiske diskussioner og perspektiver snævert ift. uddannelse som
bredere ift. samfund/den globale situation, taktiske og strategiske overvejelser om
indflydelse, aktionsformer, alliancepartnere etc.), 2) det organisationsmæssige niveau
(antal medlemmer, aktive og passive, økonomi, kommunikation, beslutnings- og
demokratistruktur, og 3) det aktivistiske niveau (aktioner, happenings, kampagner –
indenfor organisationen som sammen med andre – både andre elevog studenterorganisationer men også andre sociale bevægelser – fx fagbevægelsen).
Rent forskningsmæssigt betyder det, at undersøge ”de mest avancerede erfaringer”
indenfor elevog studenterbevægelsen, at det rummer flere muligheder for at komme i
dybden med problemformuleringen og herunder også at åbne op for en perspektivering
af ”bevægelsens potentiale og fremtid”. Og samtidig betyder det i et anvendelsesperspektiv/praksis perspektiv at en afhandling om DGS og PLS forhåbentlig vil kunne
bruges ikke alene af aktivisterne inden for de to organisationer men også i resten af
elevog studenterbevægelsen, fordi de kan lære af DGS og PLS.
185
1.2 Kontakten til og samarbejdet med DGS og PLS
Det blev hurtigt klart, at selv det at følge to studieorganisationer kræver enormt meget
og klare prioriteringer. Dvs. at jeg måtte foretage en stram afgrænsning af, hvad der var
vigtigst at undersøge i organisationerne i relation til min problemformulering, og i
sammenhæng hermed, hvordan jeg ville og kunne gøre det.
Som en del af denne afklaring, og som en helt nødvendig ramme for projektets gennemførelse, tog jeg kontakt til formændene i DGS og PLS og fik diskuteret projektet
igennem og aftalt nogle rammer for min undersøgelse af organisationerne, hvor
elementer som deltagelse på møder, konferencer, adgang til dokumenter, gennemførelse
af en spørgeskemaundersøgelse interviews mv. indgik. Senere i forløbet – men inden
jeg deltog på organisationernes landsmøder og aktiviteter mv., lavede interviews,
gennemførte spørgeskemaundersøgelsen – fremlagde jeg projektet for hhv. DGS’
forretningsudvalg og Hovedbestyrelsen i PLS, hvor der både blev diskuteret konkrete
detaljer, især i spørgeskema undersøgelsen, og projektets mere overordnede perspektiver.
Begge organisationers ledelser var fra starten meget positivt indstillede, interesserede og
åbne. Der blev etableret en fælles konsensus om, at forskningsprojektet på den ene side
var mit selvstændige projekt, og det vil også sige mine egne tolkninger, konklusioner og
perspektiveringer. Men på den anden side var det ligeså klart, at begge organisationer
var meget interesseret i projektets resultater som en del af deres politisk organisatoriske
udviklingsarbejde.230
I kraft af mit store kendskab til PLS – både som organisation historisk og aktuelt og rent
personmæssigt - havde jeg en del ideer til, hvordan undersøgelsen kunne iværksættes
teoretisk, metodisk og praktisk. Ideer som igennem diskussioner med de to organisationers ledelser, enkle interviews, historisk teoretisk læsning og metodeteori i løbet af
det første halve år af min ph.d.-ansættelse blev omsat i et empirisk design, som rummede afhandlingens to forløbs- og populationsanalyser231, som blev gennemført fra
230
På PLS`s årsmøde i 2004 fremlagde jeg dele af undersøgelsens resultater – især ud fra
Spørgeskemaundersøgelsen (SpSU) som oplæg til en diskussion om organisationens arbejde.
231
Med forløbs- og populationsanalyse menes dels en analyse indenfor et afgrænset tidsrum og dels en
analyse af en bestemt population indenfor dette tidsrum.
186
sommeren 2002 til julen 2003 – altså 1 ½ år. I denne periode har jeg fulgt de to
organisationer – DGS og PLS – intensivt – via deres 1) kommunikation (hjemmeside,
udsendelser, fagblade, landsmøde papirer mv.), 2) via observationer (deltaget i aktionsforløb, diskussionsmøder, konferencer mv.), 3) via et omfattende spørgeskema udsendt
og besvaret af to hovedkategorier – det aktive lag på deres årsmøder og udvalgte klasser
på gymnasier og seminarer og endelig 4) interviews med nogle af de ledende aktivister
nationalt og lokalt.
1.3 Udvælgelse af populationen
”En undersøgelses population udgøres af alle de elementer (enkelt personer,
grupper af personer, organisationer, hændelser eller noget helt andet), som
har en eller flere på forhånd definerede egenskaber til fælles” 232
Studieorganisationerne, DGS og PLS, har som potentielle medlemmer hhv. 60.000
gymnasieelever og 18.000 pædagogstuderende. Det reelle medlemstal er for DGS’ vedkommende nok 45.000 – svarende til at godt og vel 110 ud af 140 gymnasier/elevråd er
”medlem” i DGS, og 13.000 pædagogstuderende er organiseret i PLS. Men uanset om
det er den potentielle eller den reelle medlemsskare af gymnasieelever og pædagogstuderende, så havde jeg ingen muligheder for at lave en undersøgelse, der reelt kunne omfatte disse populationer. Ud fra en kombination af pragmatiske og forskningsmæssige
grunde valgte jeg at undersøge og indsamle viden fra organisationernes aktive kerne –
dvs. fra studenteraktivister i ledelsen og elevrådene/lokalbestyrelser. Populationen, det
aktive lag, udgør med andre ord denne empiriske undersøgelses vigtigste respondenter.
En gruppe som jeg definerer som de gymnasieelever og pædagogstuderende, som deltager på DGS’ og PLS’ årsmøder. Det er et valg, jeg foretager, som giver den metodiske
styrke, at vi eksakt ved, hvem det aktive lag består af, og som vi forholdsvis let kan
undersøge hele – eller størstedelen – af populationen.233
234
Årsmødet er valgt som det
232
Hansen, Erik Jørgen & Hjort Andersen, Bjarne: Et sociologisk værktøj. Introduktion til den kvantitative metode. Hans Reitzels Forlag, København, 2000, s. 75.
233
Hvilket også betyder at fremtidig forskning kan baseres på en lignende tilgang, som praktisk og
metodisk er håndterbar.
234
Havde jeg valgt en bredere definition, fx at det aktive lag var identisk med alle elevrådsrepræsentanter
på de gymnasier, som er medlem af DGS, havde populationen omfattet et sted mellem 1500-2000. I PLSs
tilfælde ville populationen have omfattet medlemmerne af lokalbestyrelserne, hvilket svarer til max. 150.
187
mest velegnede sted/begivenhed, hvor det aktive lag i organisationen er repræsenteret.
Det aktive lag undersøges som samlet gruppe gennem en spørgeskemaundersøgelse,
som foretages på DGS’ og PLS’ årsmøder i april 2003. Men de aktive lag er også i
fokus under indsamling af data, når denne undersøgelse bruger andre metoder – fx
deltagende observationer, hvor det også primært er det aktive lag der observeres, via
interviews, hvor det også er aktivister fra det aktive lag som deltager, og endelig er det
også primært det aktive lag, som via hjemmeside, udsendelser til elevråd, indlæg i
fagblade etc. kommunikerer og informerer.
Begrundelsen for at jeg har fokuseret på den aktive kerne som det absolutte empiriske
populationsfokus er, at det er min antagelse – jvf. kapitel 3, afsnit 9.3, hvor jeg tager
afsæt i Gramsci begreb ”organisk intellektuelle”, at det aktive lag for det første har et
solidt kendskab til aktiviteterne i deres totalitet i kraft af deres placering, og er vant til –
eller i det mindste mere vandt til det end den gennemsnitlige knap så aktive eller passive
gymnasieelev eller pædagogstuderende at reflektere over spørgsmål som ”styrker og
svagheder”, ”udviklingstendenser”, ”strategi og taktik”, forholdet mellem ledelse og
basis, forholdet mellem den samfundsmæssige udvikling og ”bevægelsens” udvikling,
muligheder og indflydelse etc. Kvaliteter som er centrale for at få en ny empirisk viden,
som kan bidrage til en besvarelse af hele problemformuleringen.
Inden for det aktive lag har jeg foretaget en differentiering mellem de aktivister, som er
placeret i ledelserne/Bestyrelserne/Forretningsudvalg, og de aktivister som ”kun” har en
tillidspost i de lokale og regionale elevråd/bestyrelser for at få beskrevet, hvordan hhv.
organisationernes ”ledelse” og basisorganisationer opererer, og hvilke styrker og
svagheder de ser, hvilke udviklingstendenser de ser, og hvordan de beskriver forholdet
mellem basis og ledelsen osv.
Begrundelsen for denne differentiering er baseret på, at de forskellige lag i den type
organisation – social bevægelse – som en studieorganisation spiller forskellige roller og
I PLSs tilfælde er spændet mellem den valgte population – de aktive på årsmødet og lokalbestyrelser og
ledelse ikke stor. I DGSs tilfælde kunne jeg godt have undersøgt den ”store” population – især hvis DGS
aktivt var gået ind som en hjælpende faktor mht. udsendelse, besvarelse og indsamling af SpSU. Men det
ville have krævet, at jeg havde brugt langt flere ressourcer på den empiriske del – og det turde jeg ganske
enkelt ikke
188
udtrykker forskellige holdninger og aktivitetsniveauer. Hvilket også betyder, at en
organisationsanalyse og en beskrivelse af det aktive lag må reflektere disse forskelle.235
Ud over populationen det aktive lag forfølges et andet spor – nemlig et lille udsnit af de
”menige” gymnasielever og pædagogstuderende fordelt på fire gymnasier og fire
seminarier. De fire gymnasier og seminarier er blevet udvalgt ud fra geografiske spredningskriterier, hvor intentionen var at få svar tilbage fra gymnasier og pædagogseminarier i de fire største byer: København, Århus, Odense og Aalborg og endelig et
gymnasium og et seminarium i en mindre provinsby – nemlig hhv. Tønder gymnasium
og Gedved Pædagogseminarium. Denne intention lykkedes ikke helt, da Århus katedralskole mislykkedes, og det samme var tilfældet med Gedved Pædagogseminarium.236
Begrundelsen for at inddrage dette spor – selvom dette spor ikke repræsenterer nogen
repræsentativitet237 – har været, at antyde relationen mellem det aktive lag i organisationen og basis – både mht. socioøkonomisk og kulturel baggrund, aktivitets niveau,
holdninger og mere refleksive overvejelser.238
1.4 Fokus på de kollektive aktioner
Min indsamling af empirisk viden om de to organisationers aktiviteter er primært fokuseret på de kollektive aktioner – både i form af demonstrationer, strejker, konferencer,
involvering i andre bevægelser – og i det aktive lags egen selvopfattelse af betydningen
af aktivitet i sammenhæng med at ændre politikeres beslutninger om nedskæringer,
indholdet af uddannelserne etc. og i sammenhæng med at politisere deres egne medlemmer.239
235
I Kapitel 5 og 6 analyseres og afrapporteres disse forskelle og i kapitel 7 diskuteres de forskellige lag i
disse organisationer og deres rolle i relation til fagbevægelsen organisationsstruktur og forskellige lag af
aktive. En anden væsentlig grund til at denne differentiering er foretaget har sin baggrund i mine egne
praktiske og politiske erfaringer og undersøgelser såvel indenfor fagbevægelsen som indenfor
studenterbevægelsen, således som jeg fx har redegjort for det i bøgerne Madsen, Hans Erik: Frem mod år
200 – har fagbevægelsen en fremtid?, Forlaget Klim, Århus, 1998, og Madsen, Hans Erik: Vi tog skraldet
– historien om de rigtige skraldemænd i Århus, Forlaget Klim, Århus, 1998.
236
Det mislykkedes ud fra helt banale dagligdagsproblemer, som stressede og arbejdspressede lærere,
ændringer i skema for de studerende etc.
237
Se yderligere om denne problematik under afsnit 3.
238
SpSU er gennemført såvel på populationen ”de aktive lag” som på ”skole- og seminarium sporet”
239
Jævnfør den teoretiske begrundelse herfor i kapitel 3, afsnit 9.1 – Hvordan studere sociale bevægelser
og kollektive aktioner. Hvorfor det er vigtigt at studere sociale bevægelser og kollektive aktioner er
behandlet i kapitel 3, især afsnittene 1 og 4.
189
Det er sket gennem indsamling og en løbende orientering om organisationernes aktiviteter via hjemmesider, organisationsmateriale (referater, udsendelser til elevråd og bestyrelser, fagblade, agitationsmateriale mv.), interviews, observationer på landsmøder,
elevkonferencer, aktionsdage og i spørgeskemaundersøgelsen.240
1.5 Undersøgelsesperioden
Undersøgelsesperioden strækker sig fra sommeren 2002 frem til årsskiftet 2003/2004.
Valget af denne periode er i udgangspunktet blevet defineret ud fra mine ressourcer og
min ansættelsesperiode som ph.d.-studerende. Men et relevant spørgsmål er, om denne
periode er typisk eller a-typisk for den problemstilling, som afhandlingen forsøger at
besvare, nemlig, hvorfor er der bevægelse blandt dele af elevog studenterbevægelsen
igen?
En måde at anskue denne problematik på er ved at se på, hvad der skete før den
undersøgte periode – dvs. fra 1999 til sommeren 2002, og hvad der er sket siden
årsskiftet 2003/4. Ud fra såvel den opstillede graf over demonstrationsniveauet i kapitel
1 og det historiske rids over elevog studenterbevægelsens udvikling frem til 2003/4, er
min konklusion i kapitel 5, 6 og især 7, at den undersøgte periode både er ”repræsentativ” og ”specifik”. Repræsentativ for den tendens som kan spores tilbage til 1999,
hvor der sker et ryk og et skift – et opsving indenfor dele af elevog studenterbevægelsens aktiviteter – især i PLS men også i DGS. Specifik i den forstand at den
undersøgte periode for DGS’ vedkommende betyder et markant ryk og skift, som
igangsætter en opsvingspiral politisk og aktivistisk, hvorimod udviklingen inden for
PLS på mange måder er mere dynamisk i årene 1999-2002, men hvor den undersøgte
periode også for PLS’ vedkommende er kendetegnet ved politisk udvikling og
aktivisme på et niveau, der ligger over perioden før 1999.
Lidt populært kunne forskellen på DGS’ og PLS’ aktivistisk politiske niveau
karakteriseres som en opsvingspiral og en opsvingspiral light.
240
Hvorfor jeg har valgt disse indsamlingsmetoder, og hvordan jeg har grebet dem an – se senere.
190
1.6 Parallel forløbs- og populationsanalyse
De to forløbs- og populationsanalyser af DGS og PLS er gennemført som parallelle
undersøgelser. På trods af de to organisationers forskellighed - historisk og aktivitetsmæssigt – har jeg forsøgt at opbygge og strukturere den empiriske tilgang ens, dvs. at
jeg som nævnt har fokuseret på den aktive kerne i organisationer, på organisationernes
aktiviteter og endelig på at beskrive den aktive kernes ideer, erfaringer og udvikling
igennem spørgeskemaundersøgelsen. Forskelligheden mellem de to organisationer
afspejler sig i, at der i DGS og blandt gymnasieeleverne har foregået omfattende aktiviteter, som har involveret brede lag af gymnasieeleverne modsat inden for de pædagogstuderende. Det har selvsagt betydet, at jeg har brugt betydelig flere ressourcer på DGS.
Denne forskel opvejes dog delvist af, at jeg igennem mit arbejde med at skrive PLS’
tiårige historie fra 1992-2002 har fået et solidt kendskab til organisationens aktiviteter.
Forskelligheden afspejler sig selvfølgelig også i, at de to organisationer har en forskellig
historie, målgruppe og placering indenfor uddannelsessektoren – både mht. brugergruppe men også mht. placering i ”uddannelsesstigen”. Men pointen med at lave
forløbs- og populationsanalysen som en parallel analyse er selvfølgelig, at det giver
mulighed for at diskutere ligheder og forskelle og hermed at generalisere – både empirisk og teoretisk - på et bredere grundlag.
1.7 Fravalg af informanter og data
Jeg har som nævnt foretaget meget skarpe prioriteringer og bevidste fravalg mht. populationens størrelse, indsnævring af aktivitets fokus til de kollektive aktioner etc. ud fra
den klassiske problematik omkring ressourcer. Derfor kan det foreliggende datamateriale også kun tegne ”dele af en organisationsanalyse”. Men jeg har også foretaget andre
fravalg af informanter, som skal nævnes. Det gælder interviews med aktive elever og
studerende fra de andre studieorganisationer; det gælder DGS’ og PLS’ direkte samarbejdspartnere inden for fagbevægelsen, GL, BUPL, SL og LO/FtF, og det gælder
deres ”modspillere” inden for staten og undervisningsministeriet, og det gælder deres
”med- og modspillere” inden for de politiske partier og ungdomsorganisationer. Det er
fravalgt ud fra en prioritering af, at de direkte aktører var de vigtigste at få undersøgt ud
fra den problemformulering, som afhandlingen stiller op.
191
En sidste vigtig kategori af informanter som er brugt – men som ligger uden for dette
kapitels primære empiri – er de forskningsresultater, som jeg trækker på – se kapitel 1
og kapitel 3, afsnit 7.
1.8 Hvorfor flere metoder – hvilke og hvordan
I undersøgelsen af de to studieorganisationer, de aktive lag, de kollektive aktioner og
deres betydning mv. har jeg kombineret forskellige fremgangsmåder 1) af den simple
grund, at det var den eneste måde at håndtere spørgsmålet om at få et overblik over
organisationernes ideer, praksis, opbygning, udvikling og indflydelse, og 2) at få belyst
de forskningsmæssige temaer og spørgsmål, som fremlægges især i kapitel 3, afsnit 6 og
7, ”det store og det lille billede”, og i kapitel 3, afsnit 1 og 8.
I beskrivelsen af organisationernes egen selvforståelse, opbygning, praksis, udvikling
og indflydelse har jeg baseret min undersøgelse på tilgængeligt dokumentarisk materiale såsom beretninger, vedtægter, vedtagelser, udsendelser til medlemsskolerne, aviser
mv. Disse kilder har jeg suppleret med historiske kilder af samme karakter.241
Af primære data har jeg dels anvendt data fra min spørgeskemaundersøgelsen og dels
data fra interviews med især ledende studenteraktivister og endelig observationer i forbindelse med deres konferencer og udadvendte aktiviteter.
På den måde har de sekundære og primære data og kvantitative - og kvalitative metode
været i spil og suppleret hverandre.
I det følgende vil de fire metoder blive gennemgået hver for sig med henblik på at
beskrive, hvad de enkelte metoder består af, (hvad har de bidraget med af datamateriale,
hvilken kvalitet har disse) hvad de kan bruges til, og hermed også hvordan de adskiller
sig fra de øvrige metoder, og hvordan de kan supplere dem!
241
Primært hentet fra Knud Holt Nielsens udførlige studier af elevbevægelsen i et historisk perspektiv, se
litteraturlisten
192
Det er i den følgende beskrivelse vigtigt at holde sig klart, hvad min analysestrategi
havde som omdrejningspunkter, nemlig det aktive lag og de kollektive aktioner. Den
følgende beskrivelse dækker begge organisationer – i og med at metodetilgangen har
været identisk.
2. Skriftlig kommunikation og information
Den første metode til at generere data, som jeg har anvendt, er ”at følge med i organisationernes skriftlige kommunikation og informationsvirksomhed” – og det vil for begge
organisationer sige 1) hjemmeside, 2) udsendelser til TR-laget/bestyrelsen/HB-medlemmer, 3) fagblade, 4) landsmøde og konferencepapirer og 5) argumentationspapirer,
agitationsmateriale mv. Disse sekundære data drejer sig grundlæggende om: Hvad de
diskuterer, hvilke argumenter de bruger, og hvordan og hvor de kommunikerer! For
hovedparten af disse kommunikationskanaler er det de to organisationers ledelser, som
kommunikerer ud til de aktive lag – TR-laget og bredere medlemmerne. Dvs. disse data
tegner et billede af de holdninger og aktiviteter, som ledelseslagene i organisationerne
har og forsøger at fremme. Jeg har løbende fulgt med på deres hjemmeside, læst deres
udsendelser til ”elevrødderne” og bestyrelserne, læst landsmødepapirer, fagblade etc.
Læsningen af disse informationer har givet en generel fornemmelse af diskussionerne,
aktiviteterne, niveauet politisk og organisatorisk. En viden som stående alene vil være
meget generel og upræcis, men som suppleret med de øvrige metoder har givet en mere
samlet opfattelse af, hvordan organisationerne fungerer, og hvilke holdninger og
handlinger der er i spil.
Den skriftlige kommunikations metodiske styrke er især, at den kan etablere en
nødvendig generel grundviden om organisationens aktiviteter og funktionsmåde samt –
i forlængelse af førstnævnte – en lang række fakta, som sammen med de øvrige metoder
kan give en større sikkerhed i beskrivelsen af organisationen og især det aktive lag og
de kollektive aktioner.242
242
I kapitel 3 – det lille billede – spiller den samme type data også en vigtig rolle i beskrivelsen og
forståelsen af elevog studenterbevægelsens historie med fokus på DGS og PLS. For DGS’ vedkommende bygger Knud Holt Nielsens kilder for en stor dels vedkommende også på ”arkivmateriale” fra For
DGS’ og for PLS` vedkommende er det samme tilfældet, hvor jeg selv har lavet researchen ud fra blandt
andet deres arkivmateriale (HB referater, fagblade etc.)
193
Det er samtidig vigtigt at holde sig for øje, at disse kommunikationskanaler og de
informationer, som udsendes er afsendt af ledelseslaget, dvs. repræsenterer deres
politisk taktisk interesser og strategiske mål. Men det er sjældent, at eventuelle forskelligheder og direkte uenigheder kommer frem via disse kommunikationskanaler.243
Fremstillingsmæssigt – se kapitel 5 og 6 – er det dels afsnit 2 – hvor jeg direkte har
brugt disse sekundære data til 1) en kort aktuel præsentation af de to studieorganisationer mål og midler, demokrati- og beslutningsformer etc. og 2) til at underbygge og
nuancere forståelsen af forholdet mellem ledelsen, det aktive lag og medlemmerne. Dels
kapitel 5, afsnit 5 – De kollektive aktioner, hvor de faste udsendelser til elevrådene
rummer en del faktuelle oplysninger om nedskæringernes karakter, argumenter imod,
og planer for aktioner, grundlag, slogans etc.
3. Deltagende observationer
”Deltagende observation drejer sig om observation blandt mennesker i
deres egne, naturlige omgivelser… Observatøren taler og interagerer med
de mennesker, han eller hun ønsker at forstå nærmere.” 244
Deltagende observationer har spillet en helt afgørende rolle i min forskningsproces fra
start til slut. Mit fokus på de kollektive aktioner har nødvendiggjort, at jeg var mest
mulig til stede for at forstå hvad der foregår, hvem der er drivende, hvordan aktiviteterne organiseres, hvad der diskuteres og med hvilket perspektiv etc. Ved at være til
stede på de unges organiseringsmøder, demonstrationer, opsummeringer, landsmøder
etc. har jeg forsøgt at registrere og forstå, hvad der skete, hvad de tænker etc. Gennem
iagttagelse, nedskrivning af noter, korte snakker/interviews har jeg samlet mængder af
viden, som udover at berige analyse og tolkningen også har givet mig en mere fundamental viden om det aktive lag og deres livsstil og ideer.
243
At de findes fremgår af nogle af de andre indsamlede data fra især spørgeskemaundersøgelsen og fra
mine observationer.
244
Kristiansen, Søren; Krogstrup, Hanne Kathrine: Deltagende observation: Introduktion til en samfundsvidenskabelig metode, Hans Reitzels Forlag, København, 1999, s. 7.
194
3.1 Observationstyper
”Der findes mange tilgange til og former for observationsstudier, ligesom
observationer ofte vil optræde som en integreret del af en mere kompleks
praksis og derved smelte sammen med andre metoder. Det giver derfor
næppe mening at tale om én observationsmetode. Der er snarere tale om
forskellige typer, som gensidig griber ind i og overlapper hinanden.” 245
Ovenstående svarer meget præcist til mine erfaringer med observationer. I starten af
min undersøgelsesperiode spillede observationer ikke mindst en central rolle i forhold
til overhovedet at ”komme ind i feltet” og ind på aktørerne.
”Man iagttager, spørger og lytter for derigennem at tilegne sig situationen,
organisationen eller institutionen normer, værdier, rolletyper og lignende.
246
Den typiske observationsform og -metode, som jeg har anvendt såvel i de kollektive
aktioner, på organiseringsmøder, elevkonferencer, årsmøder mv. har været at kombinere
observationer (lytte og se) med samtaler med deltagerne (i pauser, under demonstrationen, efter møder og aktioner), og dermed at kombinere en insider og en outsider position. Jeg har på mange måder bevæget mig mellem ”moderat observation” og ”passiv
deltager”:
”Moderat observation er, når forskeren forsøger at opretholde en balance
mellem at være insider og outsider, mellem deltagelse og observation. Her
tager man i visse situationer del i aktørerne aktiviteter, i andre situationer
observerer man på afstand af feltet. Den passive deltager er til stede i feltet,
men interagerer ikke med feltets deltagere. Forskeren finder sig en
”observationspost”, fra hvilken han eller hun observerer og registrerer det,
der foregår blandt deltagerne…” 247
245
Ibid, s. 45.
Ibid., s. 147.
247
Ibid, s. 127.
246
195
3.2 Observation i praksis
Hvordan har jeg så mere konkret taklet observationerne? Hvordan får man observeret
det vigtigste – dvs. får opsamlet de informationer og iagttagelser, som kan styrke en
forståelse af såvel den konkrete situation som den bredere kontekst, det observerede
indgår i?
Der er i denne afhandling skelnet mellem beskrivende, fokuserende og selektiv
observation, hvilket på mange måder udtrykker den proces forskeren gennemgår for at
bore sig ned i en forståelse af virkeligheden – af situationen. Forud for de enkelte
observationer har jeg gjort mig klart, hvad jeg forventede observationerne kunne
bidrage med, og hvad jeg især ville forsøge at fokusere på og følge op på – fx gennem
samtaler/små interviews i forbindelse med observationsfasen.
Forud for de enkelte observationer opstillede jeg derfor en observationsguide, som
indholdsmæssigt og strukturelt i spørgsmålsform kombinerede forventningerne og min
forhåndsviden om den observerede situation og afhandlingens teoretiske tematikker.
Modsat under indsamling af sekundære data, hvor jeg orienterede mig bredt, har jeg
under observationerne været meget målrettet over for mit generelle teoretisk metodiske
udgangspunkt – de kollektive organisationer – i og med, at jeg har fokuseret på 1)
forberedelsen, udførelsen og opsamling af de kollektive aktioner og 2) diskussionerne
om perspektiv for organisationernes arbejde – især med baggrund i de kollektive
aktioner. Rent tidsmæssigt har de kollektive aktionsforløb fyldt omkring 70 % af mine
observationsstudier. Indholdsmæssigt har jeg i observationerne forsøgt at gå fra
beskrivelse til mere selektiv observation og fokuseret på afhandlingens centrale
teoretiske tematikker:
3.3 Deltagende observationer – en oversigt
Det følgende er en oversigt over de observationer, jeg har foretaget i forbindelse med
udarbejdelsen af afhandlingen.
1. årsmøde i april 2002 (PLS)
2. national aktionsdag 5.9.2002 – Århus (DGS)
3. elevkonferencen 17.9.2002 – Rødovre (DGS)
196
4. Råstofdemonstration 3.10.2002 – Århus (DGS, PLS)
5. Demonstrationer og møder – EU topmødet i København december 2002
(DGS/PLS)
6. Demonstrationen 15. februar 2003 mod den forestående krig i Irak – København
(DGS/PLS)
7. landsmøde april 2003 – SpSU udfyldes og indsamles – Brønshøj (DGS)
9. aktionsforberedelse i DGS Århus op til og på national aktionsdag 10.9.2003 –
Århus (DGS)
10. elevkonference 23.9.2003 – Rødovre (DGS)
11. Danmarks Sociale Forum i november 2003, København (DGS/PLS)
12. fælles demonstration 11.12.2003 – Århus (DGS, PLS)
14. Stop nu konference 22.9.2004 – KB-hallen (DGS, PLS)
15. Stop nu demonstration 5.10.2004 – Århus (DGS, PLS)
3.4 Databidrag – en vurdering
De erfaringer jeg har gjort er, at min relative solide forhåndsviden om det observerede
fænomen, og mine tidligere erfaringer med at observere samt en teoretisk forståelse af,
hvad jeg ville bruge observationerne til, hvad jeg kiggede og spurgte efter, muliggjorde
en betydelig dataindsamling, som er blevet brugt i analysen og fortolkningen – se især
kapitel 5 og 6, afsnittene 5 og 10.248
Konkret i dette projekt har observationerne givet masser af viden og ”billeder” på,
hvordan aktørerne handler, kommunikerer, organiserer og reflekterer over deres
handlinger, og udmønter dette i nye overvejelser over handlinger. Dvs. at
observationerne bidrager til både at uddybe og levendegøre mange af de andre data, som
samles ind via de øvrige tre metoder. Fx har mine første observationer i løbet af
efteråret 2002 omkring de kollektive aktioner og elevkonferencen og mange samtaler
248
Samtlige observationer på konferencer og møder arrangeret af DGS eller PLS er foregået på den måde,
at en fra ledelserne kort har orienteret om, hvem jeg er, og hvorfor jeg sidder som tilhørende i salen. Dette
sammenholdt med at jeg efterhånden opbyggede et tæt kendskab til mange af aktivisterne betød også, at
jeg i pauserne fik snakket en masse med forskellige af aktivisterne – og hermed fik en langt mere
nuanceret forståelse af bevægelsen.
197
med de aktionerende inspireret mig under udarbejdelsen af spørgeskemaet – både i
forhold til de konkrete spørgsmål omkring de kollektive aktioner men også bredere
omkring
de
mere
taktiske
og
strategiske
spørgsmål
omkring
politisering,
udenomsparlamentarisme etc.
Med observationerne har jeg fået mulighed for selv at vurdere og analyse på det, jeg
hører og ser. Observationerne har givet mulighed for at forstå stemninger, nuancer,
uenigheder, strukturer på en helt anden og direkte måde end via den skriftlige kommunikation. Derfor har jeg også fravalgt den mulighed at inddrage andre – fx studentermedhjælpere – i at lave interviews mv. Fordi observationerne – og de mange samtaler med
studenteraktivister – har givet meget en god indsigt i miljøet og kulturen i organisationerne, som for mig at se er helt afgørende for at komme tæt på, hvad der sker ”mellem linjerne” og hermed at kunne følge fx interviewguidens spørgsmål op intuitivt.
Observationerne har med andre ord, ikke mindst for interviewene, været guld værd: de
har gjort det muligt at spørge mere præcist ind til uenigheder, stemninger, detaljer etc.
4. Spørgeskemaundersøgelsen
Den tredje metode, jeg tager i anvendelse, er en Spørgeskemaundersøgelse (SpSU),
hvor formålet er at tegne et samlet signalement af populationen – det aktive lags og de
forskelligheder, som findes indenfor denne gruppe. Det gøres ved at stille spørgsmål til
det aktive lag inden for fire hovedkategorier: baggrund, holdninger, aktiviteter og
refleksioner.
4.1 Kvantitative data?
Ligesom tilfældet var med de foregående metoder, så kræver anvendelsen af spørgeskemaundersøgelsen som metode også en lang række forskningsmæssige overvejelser
mht. hvilken type data, der kan genereres i en SpSU, hvordan de kan genereres, og
hvordan de kan analyseres og fortolkes. Med et afklaret forhold mener jeg, at forskeren
må tage stilling til, om spørgeskemaundersøgelsen pr. definition ligger i forlængelse af
en positivistisk forskningstradition, om kvantitative metoder anvendt inden for
198
samfundsvidenskaber ligger tættest på naturvidenskaberne eller humaniora, om
spørgeskemaundersøgelser pr. definition konstruerer ”hårde data” mv.
Disse spørgsmål tumlede jeg en del med under udarbejdelsen af SpSU, og også
efterfølgende. Jeg oplevede på mange måder, at metodelitteraturens skarpe opdeling
mellem kvantitative og kvalitative metoder var alt for firkantet, og at selve processen
med at udarbejde SpSU rummede en helt nødvendig og logisk kombination af
forskellige metoder og diskussion af metodologi. På mange måder blev processen med
at udarbejde SpSU – og jeg siger udtrykkelig udarbejde – den første samlede fase i min
afhandling, hvor jeg operationaliserede min historisk teoretiske rammeforståelse i den
empiriske undersøgelse – SpSU, hvor jeg omsatte mit design omkring teori og empiri i
en konkret undersøgelse.
Disse overvejelser – og som i perioder var meget ”forstyrrende men også konstruktive”
– genkendte jeg i en ph.d.-afhandling af Peter Koudahl, hvor der indledningsvist i
kapitlet om ”Spørgeskemaundersøgelsen” refereres til et kursus på DPU i 2002 om
kvantitative metoder, hvor Erik Jørgen Hansen indledte kurset med at sige: ”Når det
drejer sig om kvantitative metoder, er vi tættere på humaniora en på naturvidenskab” 249
Erik Jørgen Hansens pointe er – ifølge Peter Koudahl
”…at man som forsker først må lære at kende feltet før man kan konstruere
et spørgeskema, der kan medvirke til at besvare forskningsspørgsmålene,
som er forståeligt og relevant for respondenterne og som man selv efterfølgende kan forstå og fortolke”250
Peter Koudahls konklusion, som jeg til fulde kan tilslutte mig er:
•
at der ligger et stort fortolkningsarbejde forud for konstruktionen af et spørgeskema, og måske et endnu større fortolkningsarbejde efter skemaerne er besvaret.
249
Citeret fra Peter Koudahl: Den gode erhvervsuddannelse?, Roskilde Universitetscenter Forskerskole i
Livslang Læring, 2004, s. 136.
250
Ibid., s. 136
199
•
at forestillingen om at et spørgeskema konstruerer ”hårde data” må vige for en
mere nuanceret forståelse af, at det er igennem fortolkning, at undersøgelsens
forskellige faser kan gennemføres.
I det følgende skal alle undersøgelsens faser derfor gennemgås fra konstruktion til uddeling og indsamling for at ”skabe den transparens, der gør det muligt for læseren at forholde sig til undersøgelsens styrker, mangler og resultater.”251
4.2 Konstruktion af spørgeskema
Det at udvikle en SpSU, som kan indfri ovenstående målsætning, kræver for det første
et indgående kendskab til den population og det felt, der skulle undersøges. Og her –
som nævnt under de foregående afsnit om den skriftlige kommunikation og information
og deltagende observation – var den viden jeg tilegnede mig inden for det første halve
år helt afgørende for at kunne omsætte mine teoretiske overvejelser og tematikker i
konkrete spørgsmål, og i et SpSU design, som faktisk kunne forstås af respondenterne,
og som også kunne indfri en høj besvarelses- og indsamlingsprocent. I den proces var
det selvfølgelig også en stor hjælp, at jeg i 2001-2002 havde arbejdet intenst med
observationer, interviews, dokumentationsmateriale, analyse og fortolkning inden for
PLS i forbindelse med skrivningen af jubilæumsskriftet.
For det andet etablerede jeg to testgrupper samt inddrog en række personer i den
løbende diskussion af SpSUs indhold og udformning.252
De to testgrupper bestod af en gruppe på 5 gymnasieelever fra Århus Katedralskole og
en gruppe på 5 pædagogstuderende fra Peder Sabro Pædagogseminarium. I begge
tilfælde betød det, at en række tvetydigheder, dårlige formuleringer etc. blev luget ud.
Men frygten for at skemaet var for tungt både i indhold og omfang blev fjernet. ”Test
grupperne” bestod af flest ikke aktive – dvs. at jeg faktisk fik testet om ”almindelige”
gymnasieelever og pædagogstuderende kunne forstå og besvare spørgeskemaet.
251
Ibid., s. 36.
Af de vigtigste personer jeg diskuterede spørgeskemaet med, skal nævnes: min vejleder, de to
formænd for studieorganisationerne, nogle bestyrelsesmedlemmer etc., samt en række enkeltpersoner med
tilknytning til de politiske ungdomsorganisationer, den øvrige elevog studenterbevægelse, mine to
studentermedhjælpere, mv.
252
200
4.3 Populationen og udvælgelse af respondenter
I afsnit 1.3 har jeg diskuteret spørgsmål om population og udvælgelse af det aktive lag
som denne undersøgelses respondenter. I SpSU har følgende antal respondenter fra de
to årsmøder, de fire gymnasier og fire seminarier udfyldt spørgeskemaet.
DGS
GYMNASIUM
DGS årsmøde
Mulernes Legatskole
Rødovre Gymnasium
Tønder Gymnasium og HF
Aalborg Katedralskole
Langkær gymnasium (ikke modtaget)
KLASSE TRIN
1. g
2. g x 2
2. g
1. g x 2
LØBENUMMER
1-124
125-151
152-184
185-212
213-264
ANTAL
124
27
33
28
52
PLS
SEMINARIUM
PLS årsmøde
Peder Sabro seminarium
Skipper Clement Seminarium
Odense Social Pædagogiske Seminarium
Skovtofte Socialpædagogisk Seminarium
SEMESTER TRIN
3-5. sem.
3-5. sem.
2-5. sem.
3-6. sem.
LØBENUMMER
1-82
83-93
94-117
118-143
144-152
ANTAL
82
11
24
26
9
4.4 Spørgsmålstyper og databehandling
Spørgeskemaets opbygning og design er specifikt konstrueret ud fra den problemstilling
og den forskningsmæssige rolle, som den empiriske undersøgelser har i afhandlingen.
Der er 37 hovedspørgsmål – og alt i alt med hoved- og underspørgsmål er der 119
spørgsmål i DGS-spørgeskemaet og 2 mindre i PLS-spørgeskemaet. De fordeler sig på
afsnit og antal spørgsmål, som vist i nedenstående tabel for DGS spørgeskema. I afsnit
1+2 bruges der hovedsagelig ja/nej svarkategorier, mens resten af spørgsmålene i de
efterfølgende afsnit hovedsagelig bygger på Likert-skalaen.253
253
Riis, Ole Hoyen: Sociologiske metoder i praksis, Sociologisk Laboratorium, 2005, s. 124.
201
Afsnit
Overskrift
1
2
3
4
5
6
7
Persondata
Dine aktiviteter
Holdninger om uddannelse
Holdninger om samfund, velfærd og demokrati
Holdninger om globalisering og krig
Holdninger om aktiviteter og DGS/PLS
Hvad har du lært? Hvad vil du?
Hovedtema
antal
11
4
2
6
3
8
3
37
spørgsmål
antal
19
16
6
22
8
39
9
119
SpSU er efterfølgende blevet databehandlet ud fra 5 niveauer inden for kategorien årsmødet og de fire gymnasier/seminarier:
1. ledelse: omfatter personer, som har en tillidspost i hhv. bestyrelsen og/eller
Forretningsudvalget
2. midte: også benævnt som TR-laget omfatter personer, som har en ”tillidspost” –
det være sig i elevråd/DSR, DGS/PLS’ lokale eller regionale bestyrelse, udvalg i
DGS/PLS mv.
3. basis: basis - omfatter personer uden ”tillidshverv”
4. 9: omfatter alle dem, der ikke har besvaret spørgsmål om placering eller
besvaret enkelte spørgsmål
5. total – sammentælling af alle inden for en kategori, fx alle på årsmødet, på de
fire skoler, alle i ledelsen på årsmødet etc.
I fremstillingen af data bliver alle spørgsmål afrapporteret i kolonnerne: årsmødet,
bestyrelsen, TR-laget, skolerne. I undersøgelsen deltager hhv. 264 gymnasielever og
152 pædagogstuderende, som fordeler sig således ud på de fem kategorier på
årsmøderne og skolerne/seminarerne:
202
DGSNIVEA * aktiv i DGS * skole Crosstabulation
Count
skole
DGS årsmøde
ja
DGSNIVEA
mulernes
Total
DGSNIVEA
rødovre
Total
DGSNIVEA
tønder
Total
DGSNIVEA
ålborg
Total
DGSNIVEA
ledelse
midte
basis
9
midte
basis
midte
basis
ledelse
midte
basis
aktiv i DGS
nej
20
90
10
2
112
1
10
20
20
1
4
29
29
4
1
3
19
19
1
4
ledelse
midte
basis
Total
Total
1
50
51
1
20
90
10
2
122
1
20
21
4
29
33
1
3
19
23
1
1
50
52
PLSNIVEA * aktiv i PLS * skole Crosstabulation
Count
skole
PLS årsmøde
PLSNIVEA ledelse
midte
basis
Total
peder sabro
PLSNIVEA basis
9
Total
skipper clement
PLSNIVEA midte
basis
Total
odense soc. pæd. PLSNIVEA midte
basis
Total
skovtofte
PLSNIVEA midte
basis
Total
aktiv i PLS
ja
nej
25
53
78
2
2
10
1
1
4
10
4
10
10
1
1
20
20
16
16
8
8
Total
25
53
2
80
10
1
11
4
20
24
10
16
26
1
8
9
Databehandlingsmæssigt har jeg anvendt SPSS (Statistical Package for the Social
Sciences) med rækker (deltagerne) og søjler (spørgsmålenes besvarelse). Indtastning og
opbygning af datematerialet er blevet foretaget af en studentermedhjælper. Udtrækning
og analyse af data har jeg selv foretaget.
4.5 Fra teori til temaer og spørgsmål
Spørgeskemaundersøgelsen forsøger dels at følge op på, operationalisere, nogle af de
teoretisk historiske spor og spørgsmål, som diskuteres i kapitel 3 og dels på det historiske rids af elevog studenterbevægelsens historie i samme kapitel.
203
Samlet set forsøger jeg med SpSU at fange aktuelle oplysninger om det aktive lags
sociale baggrund, deltagelse i organisation og bevægelse i som uden for elevog studenterbevægelsen, politisk baggrund, holdninger om samfund, uddannelse og globale
forhold, politisk perspektivholdninger, refleksioner over egen udvikling mv.
Selve spørgeskemaet er som nævnt opdelt i 7 hovedafsnit, som dækker fire temaer:
Tema 1: Baggrund
Afsnit (1) - Persondata
Tema 2: Handlinger
Afsnit (2) – Dine aktiviteter
Tema 3: Holdninger
Afsnit (3) – Holdninger om uddannelse
Afsnit (4) – Holdninger om samfund, velfærd og demokrati
Afsnit (5) - Holdninger om globalisering og krig
Tema 4: Refleksioner – nu og fremtid
Afsnit (6) – Holdninger om aktiviteter og DGS/PLS
Afsnit (7) – Hvad har du lært? Hvad vil du?
I det følgende afsnit skal jeg gennemgå, hvilke ideer og overvejelser der ligger bag de
enkelte kategorier? Hvad forventer jeg, at de kan beskrive, og hvorfor ønsker jeg netop
denne beskrivelse? Og hvordan hænger de forskellige kategorier sammen og kan disse
supplere hinanden?
4.6 Hvilke spørgsmål og hvorfor – en gennemgang af SpSU
I det følgende gennemgås de 7 hovedafsnit i spørgeskemaet:254.
254
Opdelingen følger spørgeskemaets opdeling og nummerering
204
Tema 1: Baggrund
I afsnit (1) – Persondata – kortlægges det aktive lags sociale, politiske og kulturelle
baggrund. Denne kategoris centrale spørgsmål – ud over persondata - er at belyse,
hvilket ”socialt lag” de studerende kommer fra! (baseret på spørgsmålet: Hvilket
uddannelsesniveau har dine forældre?); hvilken politiske ”kultur” er der i deres familie?
(baseret på spørgsmålet: Diskuterer du politik med dine forældre?), og hvilken
aktivitetsmæssige traditioner er der i familien? (baseret på spørgsmålet: Har eller er dine
forældre aktive i bevægelser og partier).
Mit formål med denne kategoris centrale spørgsmål er primært at få fat i ”generations
problematikken” og analytisk at få placeret det aktive lag og bestyrelsen ind i dette
perspektiv. Det betyder at få konkretiseret, dels hvilke forbindelser, der er mellem
”tradition for politisk diskussion og aktivitet hos forældrene” og gymnasieelever og
pædagogstuderendes deltagelse i sociale og politiske bevægelser, og dels hvilken rolle
den sociale arv (ud fra uddannelse) spiller ift. deltagelse i sociale og politiske bevægelser. Kombineret med persondata om alder, køn, uddannelsesniveau, geografi mv. kan
denne kategori af spørgsmål bidrage til et mere samlet signalement af populationens
sociale sammensætning og baggrund.
Tema 2: Handlinger
I afsnit (2) – Dine aktiviteter – kortlægges det aktive lags aktivitetsmæssige baggrund
og placering inden for og uden for bevægelsen. Den første del af denne kategori
sigter mod at beskrive, hvilke organisationserfaringer de har – ud fra hvilke ”poster” de
har i dag? Og om de inden gymnasiet eller pædagoguddannelsen har erfaringer fra elevog studenterbevægelsen.
Formålet er både at beskrive, hvordan det aktive lags sammensætning er i relation til
organisationernes niveauer – ledelse, TR-laget og menige, og beskrive, hvilke erfaringer
de har med i rygsækken fra tidligere arbejde inden for ”bevægelsen.”, og hermed om der
kan konstateres en sammenhæng mellem nuværende aktivitetsniveau og tidligere aktiviteter og erfaringsdannelse.
205
Den anden del af denne kategori handler om at undersøge såvel, hvem der er politiske
organiserede – aktuelt og tidligere, og hvem der har deltaget i antikrigsbevægelsen, og
hvem der tidligere har været politisk organiserede og aktive i andre bevægelser.
Formålet er at undersøge, om denne deltagelse sætter nogle spor holdnings- og handlingsmæssigt. Er der en sammenhæng mellem politisk organisering og holdninger og
handlinger – er de politisk organiserede mere aktive? – er de mere venstreorienterede
end de ikke politisk organiserede. Endelig kobler jeg deres deltagelse i politiske partier
sammen med deres deltagelse i antikrigsbevægelsen, for at se hvilken betydning det har
for deres holdninger og handlinger. De forskellige typer - politisk organiserede, politisk
organiserede i antikrigsbevægelsen, de ikke politisk organiserede, de ikke politisk organiserede, som er aktive i antikrigsbevægelsen - sammenlignes så på holdninger og
handlinger. Mine forventninger er at kunne åbne op for en forståelse af, hvilken betydning politisk organisering og deltagelse i antikrigsbevægelsen har for aktørerne og deres
organisationer.
Tema 3: Holdninger
I afsnit (3), (4) og (5) kortlægges det aktive lags holdninger til centrale uddannelsespolitiske spørgsmål (den snævre dagsorden), og til bredere samfundsmæssige
spørgsmål (den brede dagsorden – som er opdelt mellem (4) og (5)).255
Mit formål med ”holdningsspørgsmålene” er få fat omkring den politiske selvforståelse,
som karakteriserer det aktive lag inden for uddannelsessektoren. Det er deres helhedsopfattelse, jeg søger at afdække – delt op på henholdsvis deres holdninger til
uddannelse, og deres holdninger til samfund, velfærd og globalisering. Min antagelse
er, at de brede spørgsmål om samfund, velfærd, krig og globalisering spiller ind over
deres holdninger og handlinger inden for uddannelsesområdet – og også den modsatte
vej: at deres uddannelsespolitiske engagement, deres holdninger og handlinger, spiller
ind på deres holdninger og handlinger bredere samfundsmæssigt. Min antagelse er, at
255
45 af de 119 underspørgsmål ligger i denne kategori. Uddannelsespolitiske spørgsmål tegner sig for 6
spørgsmål. Velfærd, demokrati og indvandre spørgsmål for 15 spørgsmål, internationale spørgsmål om
globalisering, institutioner og irak-krigen for 8 spørgsmål og endelig spørgsmål om klasser og klasekamp
for 6 underspørgsmål.
206
der er en relation mellem holdninger og aktivitet, en dialektisk relation, som konkret
undersøges i forbindelse med de unges aktivitet i anti-krigsbevægelsen.
Der er to hovedspørgsmål, som skiller sig ud i denne kategori, nemlig for første spørgsmålet om ” der findes klasser i DK” og for det andet, om ”der stadig foregår klassekamp
og om ”de studerendes aktiviteter og strejker en del af denne klassekamp?” Mit formål
med disse to hovedspørgsmål er dels at aflæse, om klassebegreberne overhovedet giver
mening for de unge – om de kan forstå begreber som ”klasser og klassekamp”, og om
deres besvarelser kan udsige noget om det aktive lags holdninger og handlinger. Dels
vil jeg bruge spørgsmålene og svarene til at diskutere den politisk, aktivistiske
betydningen, af at ”tænke i klasser og klassekamp.”
Tema 4: Refleksioner – nu og fremtid
I afsnit (6) fokuseres der først på de kollektive aktioner på tre niveauer: 1) det aktive
lags deltagelse i og holdning til kollektive aktioner; 2) en vurdering af de kollektive
aktioners betydning og rolle bredere set og 3) udviklingen af deres egen holdning til
kollektive aktioners betydning. Det første niveau besvares ud fra en beskrivelse af hhv.
den nationale aktionsdag den 5. september 2002 (DGS) og den nationale aktionsdag den
25. september 2002 (PLS) ud fra det aktive lags egen deltagelse i og iagttagelser af
strejkens forberedelse, omfang og organisering, og deres vurdering af strejkens succes
eller fiasko ud fra en række spørgsmål (”… aktionsdagen en fiasko fordi strejken ikke
fjernede alle nedskæringer), en succes fordi så mange gymnasieelever/pædagogstuderende deltog?” etc.
Formålet med dette niveau er for det første at trænge så detaljeret ned i de landsdækkende aktionsdags sociologi som muligt ud fra aktørernes, dvs. det aktive lags,
deltagelse i og viden om strejkens forberedelse, organisering og omfang. For det andet
at beskrive i hvor høj grad det aktive lag selv er involveret i strejken, og hvordan de er
involveret (baseret på om de selv deltog i forberedelsen og organiseringen af strejken?),
og hermed en indikator på det aktive lags rolle i strejken. For det tredje deres vurdering
af strejkens forløb – om den var en succes eller fiasko! En vurdering som er central for
deres generalisering af strejkens betydning og hermed også kommende strejkers
betydning.
207
Det andet niveau besvares ud fra spørgsmålet: ”Er du enig i, at strejker og demonstrationer er den mest effektive måde at få indflydelse på?” Formålet med dette niveau
og enkelte spørgsmål er først og fremmest at beskrive styrkeforholdet inden for det
aktive lag mellem to yderpositioner: en udenomsparlamentarisk og en parlamentarisk
position, hvor besvarelserne så nuanceres på de fem svarkategorier: helt enig, næsten
enig, delvis uenig, helt uenig og ved ikke.
Det tredje niveau besvares ud fra det refleksive spørgsmål: ”I hvor høj grad mener du, at
elevrådet og DGS har påvirket dig og dine holdninger”, hvor det konkrete spørgsmål er:
”Du er blevet mere overbevist om, at aktivitet og aktioner nytter?” Formålet med dette
niveau er at beskrive, hvordan det aktive lag selv reflekterer over den læreproces, som
de har været igennem konkret i forhold til deres holdning til aktivitet og kollektive
aktioners betydning. Dvs. en sammenfatning af deres egen udvikling og generalisering
af de kollektive aktioners betydning.
I anden del af afsnit (6) fokuseres der på at beskrive det aktive lags holdning til
organisationernes strategi og taktik – hvilken retning og perspektiv DGS/PLS skal
forfølge - baseret på spørgsmålene om DGS/PLS ”… er for venstreorienteret, skal
blande sig i spørgsmål, som rækker ud over uddannelsesområdet, skal støtte anti-krigsbevægelsen, samarbejde med både resten af studenterbevægelsen og fagbevægelsen, og
om demokratiet er i orden i organisationerne…”.
Formålet med netop at udvælge disse spørgsmål er at trænge ned i nogle af de centrale
diskussionsemner inden for feltet, strategi og taktik, hvor der har været mange diskussioner, uenigheder og markante udviklinger. Fx er spørgsmålet om organisationerne er
for ”røde” – for venstreorienterede – været diskuteret igen og igen op gennem 90’erne.
Et andet spørgsmål inden for samme rammeforståelse er, ”hvad kan en
studieorganisation blande sig i ud over det uddannelsespolitiske”. Dette har også været
diskuteret igen og igen. Spørgsmålet om støtte til antikrigsbevægelsen er et konkret og
meget aktuelt spørgsmål inden for samme rammeforståelse. Spørgsmålene om
alliancepartnere – den øvrige elevog studenterbevægelse og fagbevægelsen – har også
elementer af ovenstående diskussioner i sig – især i forhold til fagbevægelsen. Samtidig
208
giver besvarelserne af især forholdet til fagbevægelsen også en indikator på, hvordan
det aktive lag opfatter elevog studenterbevægelsens placering i samfundet, dvs. hvilke
sociale bevægelser de selv opfatter som deres alliancepartnere.
Endelig er der spørgsmålet om ”situationsopfattelsen”, som er en gennemgående rød
tråd i alle disse spørgsmål, nemlig spørgsmålet om hvad rummer den aktuelle situation
af potentialer?, hvad er styrkeforholdet?, og hvad er mulighederne for at mobilisere og
komme igennem med de studerendes krav etc. Kort og godt: vil det ”at blande sig
bredere” – fx at støtte antikrigsbevægelsen fremme eller svække organisationerne – vil
de miste medlemmer på det, eller vil de faktisk styrke et større lag af aktivister. Og
hvilken betydning vil deres støtte, hhv. deres mangel på samme, have fx antikrigsbevægelsen. Denne problematik diskuteres ikke ud fra et specifikt spørgsmål men ud fra
”summen” af spørgsmålene under taktik og strategi – samt ud fra en række interviews.
I afsnit (7) – Hvad har du lært? Hvad vil du? er intentionen at afdække det aktive lags
egne refleksioner med hensyn til deres holdningsmæssige udvikling og deres forventede
handlingsmæssige konsekvenser heraf.
Denne kategori er bygget op som en årsag-virkningsrelation: Hvordan har deltagelsen i
organisationernes aktiviteter påvirket og udviklet det aktive lag? (baseret på ”…om de
har ændret holdning til uddannelse, samfund, demokrati, globale forhold; og i så fald – i
hvilken retning?, er de blevet mere samfundskritiske; er de blevet mere overbeviste om
en studieorganisations nødvendighed?…”
I forlængelse heraf spørges der om de forventede handlingsmæssige konsekvenser af de
ændrede holdninger - baseret på ”… om de vil være aktive på deres kommende studie,
arbejdsplads, fagforening, og om de vil gå ind i andet politisk arbejde – i en bevægelse
og/eller parti? …”
Endelig spørges der om, ” hvilket parti de ville stemme på, hvis der var valg i morgen?”
Og ” Har dit stemmevalg ændret sig i løbet af din gymnasie/seminarium tid?”
209
Pointen med disse refleksive spørgsmål er at beskrive en række indikatorer på, i hvilket
omfang deltagelsen i studieorganisationens aktiviteter har udviklet det aktive lags
holdninger og deres forventede handlingsmæssige konsekvenser heraf.
4.7 Distribution og indsamling
Bag denne undersøgelse ligger der, selvfølgelig, også overvejelser vedrørende problemer med distribution og indsamling af spørgeskemaerne. Hensynet til sikring af en høj
svarprocent har da også været helt afgørende for valg af indsamlingsmetode. Derfor
valgte jeg også ret hurtigt at diskutere spørgsmålet med de to organisationers ledelser,
om de kunne være behjælpelige med at distribuere og indsamle spørgeskemaerne. Dvs.
at gennemføre en undersøgelse som gruppeenquete, dvs. at distribution, besvarelse og
indsamling foregik hhv. på årsmødet og på klassen på gymnasiet/seminariet, og hvor
ledelserne og lærerne hjalp med organiseringen.
Distribution, besvarelse og indsamling
Proceduren for distribution, besvarelse og indsamling af SpSU i DGS og PLS var stort
set identiske. På de to årsmøder præsenterede formændene kort SpSU, herunder hvad
undersøgelsen formålet var, og inden for hvilken tidsramme besvarelsen kunne finde
sted, samt at skemaerne skulle afleveres i en kasse ved udgangen. Alle blev opfordret til
at udfylde skemaet.
På DGS’ årsmøde, som fandt sted den 2.-4. april 2003, deltog, ifølge arrangørerne, ca.
160, hvoraf 124 udfyldte og returnerede spørgeskemaet. Altså en svarprocent på 78 %.
På PLS’ årsmøde, som fandt sted den 25.-27. april 2003, deltog godt 90, hvoraf 82
udfyldte spørgeskemaet. Dvs. en svarprocent på 91 %. Når hhv. 22 % og 9 % ikke har
besvaret SpSU, er de mest sandsynlige grunde, at de faktisk ikke har været til stede
under hele årsmødet, eller i hvert fald ikke da der blev gjort opmærksom på SpSU. En
anden grund kan være, at de ganske enkelt ikke har orket at udfylde SpSU, som trods alt
tager mellem 15-30 minutter at udfylde i og med, at en del spørgsmål kræver refleksioner. Herudover – som et ekstra spor udover populationsundersøgelsen af det aktive
210
lag – har jeg gennemført samme SpSU på fire gymnasier – i 1. og 2.g klasser i perioden
marts-april 2003.
Besvarelserne er kommet i stand ved, at jeg telefonisk og skriftligt henvendte mig til
rektorerne/sekretariaterne på gymnasierne, som var behjælpelige med at finde lærere,
som ville gennemføre undersøgelsen på klassen. I to tilfælde, Aalborg og Rødovre,
betød det, at lærerne bad om at gennemføre undersøgelsen i flere klasser.
Enqueten som metode – en vurdering
Til sidst vil jeg kort berøre spørgsmålet om enqueten som metode i en spørgeskemaundersøgelse. 256
Hovedproblemet i denne indsamlingsmetode er, at der er ringe eller ingen kontrol med
svarsituationen, hvilket fx kan betyde: at respondenterne påvirker hinanden, hvis
besvarelsen eksempelvis foregår i samme lokale, at situationen som besvarelsen foregår
i kan have indflydelse, at de ikke forstår spørgsmålene etc.
Disse indvendinger og problemer er relevante. Men af flere grunde minimeres disse
problemer i den anvendte metode: SpSU er fx opdelt i niveauer (ledelse, TR, basis), og
besvarelsen fra de tre lag er forskellige, hvilket antyder, at besvarelsen primært har taget
afsæt i, hvad den enkelte tænkte. De andre metoders resultater – fra observationer,
interviews til den skriftlige kommunikation og information – underbygger SpSU`s data,
og minimerer hermed også eventuelle svagheder i svarsituationen.
Disse betragtninger og problemerne med andre indsamlingsmetoders lave svarprocenter
gjorde, at enqueten som metode blev valgt.
4.8 Muligheder og begrænsninger i anvendelsen af spørgeskemaer
SpSUs metodiske styrke er først og fremmest to ting. Den kan beskrive den samlede
populations – det aktive lags – sociale baggrund, handlinger, holdninger og refleksioner.
Og den kan inden for det aktive lag foretage en differentieret beskrivelse af forskellige
256
Koudahl, Peter: op. cit., s. 146.
211
lags – årsmødedeltagerne totalt, TR-laget, ledelsen og basis – sociale baggrund, handlinger, holdninger og refleksioner, dvs. den kan danne udgangspunkt for en tæt
beskrivelse af de forskellige politiske strømninger i organisationerne og styrkeforholdet
mellem dem. Dataindsamlingen og dataresultaterne er baseret på en høj grad af pålidelighed – dvs. at en ny spørgeskemaundersøgelse vil kunne sammenlignes med den
gennemførte, og hermed vil der kunne foretages en komparativ analyse og fortolkning.
I denne afhandling fungerer SpSU også som inspiration til yderligere analyse og
tolkninger. Den har meget fungeret på den måde, at jeg ganske enkelt efter
databehandlingen og analysen er begyndt at kunne se sammenhænge – deres ideer og
aktiviteter hænger sammen, der er en afsmittende, ja en dialektisk forbindelse mellem
deltagelse i partier og i bevægelser, de globale spørgsmål spiller (igen) en stor rolle etc.
SpSU bygger, som beskrevet på en teoretisk forståelse, og selve analysen og tolkningen
er også dybt præget af denne. SpSU genererer en beskrivelse af en population, som ikke
er beskrevet samlet før, men tendensen i denne beskrivelse bekræftes i andre
undersøgelser – fx surveys samt af resultaterne fra de andre metoder. SpSU bidrager til
at skabe et overblik over et miljø og dets organisationer, de forskellige niveauer og de
enkelte aktører i dette miljø, og deres holdninger, aktiviteter og refleksive tanker.
En indvending mod SpSU kunne være, at der anvendes lukkede svarkategorier, og at
selve udvælgelsen af spørgsmålene også rummer en styring. Indvendingen er reel i den
forstand, at der kan være en fare for at forskeren har besluttet sig på forhånd – at
dataindsamlingen blot skal verificere teorien/forforståelsen. Hermed er der også en fare
for at respondenterne ikke kan genkende sig selv. Den måde jeg har taget højde, for
disse indvendinger på er 1) ved at bruge flere forskellige metoder til dataindsamlingen. I
og med at disse metoders data bekræfter og supplerer hinanden, må det konstateres, at
validiteten er høj; og 2) jeg har anvendt testgrupper i udformningen af SpSU; jeg har
haft en åben dialog med ledelserne i de to organisationer løbende; jeg har diskuteret
projektet inden for forskermiljøer løbende (LEO-gruppen og på et seminar ”Work in
progress”)257, og to af de centrale informanter i afhandlingen har gennemlæst og
kommenteret på de empiriske afsnit i afhandlingen258.
257
Forskningsgruppen LEO: Research group for labour market, education and organisation
212
På mange måder overskrider SpSU – som jeg også diskuterede indledningsvis til dette
afsnit – det snævre kvantitative niveau, fordi disse ”kvantitative data” udsættes for
analyse og fortolkning. Endelig er samspillet mellem de forskellige metoder helt vitalt
for den dynamik, som de enkelte metoders datagenerering og efterfølgende analyse og
fortolkning kan få.
Herudover kan besvarelsen af SpSU på fire udvalgte gymnasier og seminarier, i alt 140
gymnasieelever og 70 pædagogstuderende, bruges til at illustrere hvad ”menige”
gymnasieelevers og pædagogstuderendes” sociale baggrund, handlinger, holdninger og
refleksioner er set i forhold til det aktive lag. Denne relation mellem det aktive lag og
”menige gymnasieelever og pædagogstuderende” kan bidrage til en række antagelser
om denne relation, som på trods af deres metodiske begrænsninger kan illustrere
forskelle og ligheder mellem disse to grupper.
Fremstillingsmæssigt og analytisk bruges SpSU i kapitel 5 og 6 som et væsentligt
supplement til såvel observations- som interviewmetoden.
5. Interview
Den fjerde metode, jeg anvender, er interviews. Men hvilken type interviews anvendes,
og hvorfor? og hvordan?
5. 1 Det kvalitative interview
Det er en bestemt type interviews, jeg anvender, nemlig det kvalitative forskningsinterview. Det er der flere grunde til. Afhandlingens problemformulering med hvorfor
spørgsmålet i centrum tørster efter kvalitative data, dvs. efter data der kan danne afsæt
for fortolkning. Det er lige præcist, hvad det kvalitative forskningsinterview sigter mod
Institut for Sociologi, Socialt Arbejde og Organisation, Aalborg Universitet,
http://www.socsci.auc.dk/leo/(15.08.08)
258
Rasmus Meyer Frederiksen, formand for DGS i perioden 2002-03, og Søren Ekstrand, formand for
PLS i perioden 2002-2004.
213
nemlig at afdække dele af de interviewedes livsverden og verdensfortolkning.259
Igennem interviewet forsøger man at få indblik i de meninger og fortolkninger, der
artikuleres i forhold til en bestemt problemstilling eller et bestemt område.260 Målet er at
beskrive, forstå og fortolke sociale processer, sådan som de udtrykkes af den
interviewede. De kvalitative interviews anerkender og forudsætter derfor ikke alene det
subjektive afsæt i selve interviewsituationen og den analytiske opfølgning, men ser det
som selve interviewets kvalitet og styrke.
Hvad har formålet med de enkelte interviews været? Helt målrettet at skabe et overblik
og få tolket på nogle af de centrale spørgsmål omkring aktørernes egen selvforståelse af
såvel deres aktiviteter som den samfundsmæssige situation, de befinder sig i – og den
dialektiske relation imellem struktur og aktører.
Interviewenes indholdsmæssige felt er empirisk analytisk tænkt ind i en større helhed –
nemlig i en forståelse af nogle af de subtemaer, som jeg har opstillet – og samtidig er de
interviewede udvalgt ud fra. at jeg gerne vil have fat i nuancerne inden for det aktive lag
mellem ledelsen og TR-laget – og i nogle få tilfælde har jeg også nogle ”aktive” med.
Interviewguides
Kvalitative forskningsinterview kan gennemføres på forskellige måder. Jeg valgte at
gennemføre interviewene på basis af en interviewguide med semistrukturerede
spørgsmål261. Formålet var dels at sikre at interviewpersonerne beskrev og fortolkede de
temaer, som er afhandlingens fokus, men samtidig at åbne op for, at samtalerne kunne
udvikle sig dynamisk. Mine interviewguides er bygget op omkring centrale tematikker,
jeg søger at undersøge for at besvare problemformuleringen. I interviewguiden operationaliseres mine forskningsinteresser med afsæt i min teoretisk historiske rammeforståelse i en række overordnede tematikker, som videre blev omformuleret til en række subtemaer, som til slut blev omsat i en række spørgsmål. Principielt på samme måde som i
259
Kvale, Steinar: InterView. En Introduktion til det kvalitative forskningsinterview. København: Hans
Reitzels Forlag, 1997.
260
Jensen, T. K. & Johnsen, T.J.: Sundhedsfremme i teori og praksis, Philosophia, København, 2000, s.
206.
261
Kvale, Steinar: ”Det kvalitative interview”, i Andersen, Ib (red.): Valg af organisationssociologiske
metoder – et kombinationsperspektiv, samfundslitteratur, København, 1990, s. 219.
214
forbindelse med udarbejdelsen af SpSU og mine løbende observationer – selvom disse
var mere ”løse” og ustrukturerede.
Konteksten
De gennemførte interviews har som hovedtendens rummet såvel et beskrivende og at
mere detaljeorienteret element, som et mere fortolkende element, hvor den eller de
interviewede er blevet konfronteret med min teoretisk historiske rammeforståelse – ikke
som en facitliste men som en refleksiv ramme for selv at formulere sig ud fra. Mine
ambitioner har været at bruge interviewene til at trænge ned i en dybere forståelse af
fænomenet elevog studenterbevægelsen med afsæt i de aktive lag i DGS og PLS.
Men interviewene blev heldigvis præget af den historisk aktuelle kontekst de foregik i.
”Eksplosionen” i aktiviteter inden for især DGS betød, at i løbet af perioden blev
aktionsforløbene mere og mere dominerende som ramme omkring interviewene, hvor
det forklarende element blev fulgt op af helt nødvendige input til en beskrivelse af, hvad
aktionsforløbene indeholdt. Mine interviewguides udviklede sig derfor til både at
rumme en forløbsbeskrivelses del omsat i en række af spørgsmål, som tog afsæt i
begivenheder, som skulle beskrives, og en tolknings- eller forklaringsdel, som stillede
spørgsmålene ”hvorfor og med hvilke konsekvenser?”.
Mine interviews har for de flestes vedkommende både rummet elementer fra det
realistiske interview (informantinterview), hvor respondent er informant, og undersøgeren søger en konkret og afgrænset viden, og det fænomenologiske interview, hvor
undersøgeren via tolkning søger at forstå fænomener, udtryk og årsager i respondentens
livsverden. Interviewene inden for PLS fulgte samme intentioner og retning – selvom de
kollektive aktioner bevægede sig på et lavere niveau.
5.2 Interview situationen
Enhver interview situation rummer elementer af asymmetri, som ofte placerer intervieweren i en privilegeret situation. Det er intervieweren, der definerer rammerne for
interviewets indhold og formål.
215
Asymmetri kan vanskeligt undgås men er vigtig at forholde sig til, da det influerer på
den kommunikation, som foregår i et kvalitativt interview. I mit tilfælde blev denne
basale asymmetri suppleret af fx en stor aldersforskel.
Den måde jeg fra starten greb kontakten til de to studieorganisationer an på – tæt
kontakt til ledelserne, løbende deltagelse i organisationernes aktiviteter – betød i forhold
til interviewsituationerne, at en del af de interviewede kendte mig og havde diskuteret
med mig før. Det gjorde at selve interviewet blev tættere og mere åbent og uformelt.
Samtidig bestræbte jeg mig på at forberede interviewene grundigt – både ved at
informanterne fik tilsendt interviewguides i god tid, og dels ved at jeg selv var forberedt
mht. mulige opfølgninger og uddybninger.
Jeg valgte at få alle interviews transskriberet, og dette meget ordret, dels for selv at få et
overblik over interviewene, og dels for at sikre validiteten, dvs. at fremlægge hvad der
helt præcist var sagt, og hermed hvad min fortolkning og analyse tog afsæt i. I alt har
jeg 150 siders interviewudskrift. Endelig citerer jeg fyldigt fra interviewene, således at
sammenhængen mellem empiri, forskningsspørgsmål og konklusioner fremgår tydeligt.
5.3 Oversigt over interviews og informanter
I det følgende vil jeg gennemgå, hvem jeg har interviewet, hvorfor de er udvalgt, og
hvordan interviewene er organiseret. Selve indholdet i interviewene – interviewguides
er vedlagt som bilag.
DGS
Interview – 1
Rasmus Meyer Frederiksen, formand for DGS 2002-2003, 6.3.2003, DGS kontor, 14
sider. Bilag interviewguide - 2: 1 sider.
Sted: DGS’ kontor, tidligere haft en del samtaler med Rasmus, og fået etableret en åben
og seriøst kontakt- og diskussionsform. Indhold: hvorfor bevægelse igen – politisk
overordnet – hvad sker der – mulige forklaringer og tolkninger!? Informant –
hvorfor?: formand i 2002-03, min kontaktperson i DGS, tegner organisationen, politisk
analytisk stærk. Løbende kontakt og diskussion med Rasmus.
216
Interview - 2:
Nana Westerby og Julie Malling, formand og næstformand for DGS 2003-2004,
15.12.2003, DGS kontor, 27 sider. Bilag interviewguide - 2: 3 sider.
Sted: DGS’ kontor, haft en del samtaler med især Nanna på det tidspunkt. Indhold: 1)
hvorfor bevægelse igen – politisk overordnet; 2) strategi og taktik for DGS, og 3)
aktionsforløbene set ift. ledelsens rolle. Informant – hvorfor?: formand og næstformand fra 2003-04, min kontaktperson i DGS, tegner organisationen, politisk analytisk
stærk.
Interview - 3:
Sofie Bødtker, DGS sekretariatet, Stephanie, Det fri gymnasium, Stine, Rasmus
Mark Pedersen, Tårnby gymnasium, Rune Palm Hansen, Høje Tåstrup Gymnasium,
31.10.2003, DGS kontor, 16 sider. Bilag interviewguide - 3: 2 sider.
Sted: DGSs kontor. Kendte ingen af dem på forhånd. Indhold: Detaljeret beskrivelse
og diskussion af de spontane aktioner over to uger i Københavns området – set ud fra de
enkelte skoler. Fakta, læreprocesser og perspektiver. Informant – hvorfor?: vigtige for
at kunne beskrive i detaljer, hvordan de aktive lag opfattede forløbet.
Interview - 4:
Johanne Schmidt, næstformand i DGS 2002-2003, 26.05.03, DGS kontor, 3 sider
Sted: DGSs kontor. Indhold: Beskrivelse af organisationen og organisationens
udvikling – har primært brugt det som baggrundsviden. Informant – hvorfor?: Central
i organisationen i 2002-03.
Interview - 5:
Lokalbestyrelsen DGS Århus, Freja Pallesen, Århus Katedral Skole, Uffe Lembo,
Langkær Gymnasium, Katrine og Line, Århus Statsgymnasium, 16. maj 2004, 15
sider. Bilag interviewguide: 2 sider.
Sted: Privat hos mig – kendte nogle af informanterne via tidligere møder etc. Indhold:
1) erfaringer med opbygningen af det lokale arbejde – i elevråd og i regionen; 2)
vurderinger af DGSs politik og praksis. Informant – hvorfor?: lokalledelse – både på
nogle af de lokale gymnasier og i regionen.
217
Interview - 6:
Telefoninterview den 03.09.03 – 15.45 – med Sofie, DGS sekretariat, 1 side.
I alt 149 siders interview transskriberet.
PLS
Interview -1:
Søren Ekstrand, formand for PLS 2002-2004, Århus, 30.10.2003, 45 sider. Bilag
interviewguide: 3 sider.
Sted: På min hjemmeadresse. Haft en del samtaler med Søren på det tidspunkt, fået
etableret en åben og seriøst kontakt- og diskussionsform. Indhold: hvorfor bevægelse
igen – politisk overordnet – hvad sker der – mulige forklaringer og tolkninger!?
Informant – hvorfor?: formand i 2002-04, min kontaktperson i PLS, tegner organisationen, politisk analytisk stærk. Løbende kontakt og diskussion med Søren.
Interview - 2:
Klaus, Steffen og Pernille, lokalbestyrelsen på Peder Sabro Seminarium i Århus,
12.5.2004, 26 sider. Bilag interviewguide: 2 sider.
Sted: Møde på seminariet – kendte ikke informanterne. Indhold: 1) erfaringer med
opbygningen af det lokale arbejde – i elevråd og i regionen; 2) vurderinger af PLS’
politik og praksis. Informant – hvorfor?: lokalledelse – både på nogle af de lokale
gymnasier og i regionen.
6. Analyse, fortolkning og rapportering
Helt overordnet kan man sige, at analysens formål er at skabe et overblik i et stort
empirisk materiale ved at udpege nye mønstre og sammenhænge. Den måde, som
analysen er opbygget på, kan ikke reduceres til fasen efter indsamlingen af empiri. Den
er ikke en særskilt og uafhængig proces – jvf. også kapitel 2. Den finder sted fra start til
slut i sådan en afhandling. Den starter faktisk allerede under litteratursøgning og
teoriprocessen – den er så at sige indlejret i den forståelse, som enhver forsker har, den
218
sætter sig igennem i interviewguidene, i spørgeskemaets opbygning, i observationerne
etc. Forskerens forståelse og hermed analysestrategi moduleres løbende.
Som jeg argumenter for i kapitel 2, har min indsamling af empiri haft et teoretisk afsæt men det er et afsæt som udvikles, og hvor der dels fremkommer nye iagttagelser og
fortolkninger – i den komparative analyse i kapitel 7 og den perspektiverende del, dels
underbygger og udvikler den analytisk komparative og perspektiverende del den
teoretisk historiske rammeforståelse.
Den måde min analyse proces har fundet sted på beskrives meget præcist i det følgende:
”Indsamlede data taler ikke for sig selv. Data skal fortolkes. ..analyse,
fortolkning og rapportering … finder ofte sted samtidig, eller også afløser de
hinanden som successive faser i hele forskningsforløbet. Der er ikke
nødvendigvis tale om en lineær, fremadskridende proces: praktisk
databearbejdning, analyse og fortolkning forløber i praksis ofte sideløbende
med selve dataindsamlingen. Her forstår vi analyse som den proces, hvor
forskeren forsøger at strukturere sine data, således at de bliver lettere at
tolke. Fortolkningen er den proces, hvor datamaterialet vurderes i forhold til
undersøgelsens problemstillinger samt eksisterende teori”262.
7. Validitet
De resultater, som fremlægges med baggrund i de empiriske data, er fortolkninger af
virkeligheden. Jeg forsøger at finde mening i og fortolkninger af det datamateriale, som
danner grundlag for denne afhandlings konklusioner. Her er det værd at bemærke, at
selve datamaterialet også er fortolkninger – nemlig respondenternes fortolkninger. Dvs.
der foregår en dobbelt fortolkning – min fortolkning af respondenternes fortolkning, det
Giddens kalder den ”den dobbelte hermeneutik”263.
262
Kristiansen, Søren m.fl.: op. cit., s.170.
Se Kaspersen, Lars Bo: Anthony Giddens - en introduktion til en samfundsteoretiker. Hans Reitzels
Publishers, København, 1995.
263
219
Med denne dobbelte hermeneutik er der samtidig tale om to forskellige kategorier af
viden og fortolkning. Der er en forskel mellem samfundsforskeren og respondentens
fortolkning af forløb, begivenheder og data. Forskerens arbejde må leve op til nogle
grundlæggende krav om, ” at enhver tolkning forudsætter en vis struktur og visse
regler”264. Et afgørende metodekrav er, at undersøgelsen baseres på en videnskabelig
anerkendt tilgang.
Hvad er det så for kriterier, der kan opstilles for at levere videnskabelig viden, og som
denne afhandling forsøger at leve op til. Hvordan kan vi så at sige udfolde det klassiske
epistemologis kriterie for viden ”begrundet sand overbevisning”. Videnskabelighed
indbefatter bestemte regler, normer, traditioner og metoder, der tilsammen danner basis
for, hvad der inden for forskningen opfattes som gyldig viden.
7.1 Transparens
”Kriteriet for et gyldigt udsagn er, at det er fornuftigt, velbegrundet,
forsvarligt, stærkt og overbevisende265
Måden at indfri disse punkter på er ved at udfolde resultater og data og redegøre for
fremgangsmåden. Til syvende og sidst er det omverdenen, der validerer forskningsresultatet, med hensyn til om det ser fornuftigt, velbegrundet og forsvarlig ud – om det
har styrke og overbevisningskraft. Forudsætningen for omverdenens vurderings
muligheder er netop indsigt i undersøgelsens resultater, og hvordan de er opnået.
Transparens er måske det vigtigste og mest basale metodekrav. Det er faktisk, hvad jeg
har forsøgt i det foregående - at fremlægge de metoder og tilgange jeg har anvendt –
både mere overordnet på detaljeplanet for at ”skabe den transparens, der gør det muligt
for læseren at forholde sig til undersøgelsens styrker, mangler og resultater”266.
264
Dahler-Larsen, Peter: Fremstilling af kvalitative data, Odense Universitetsforlag, 2002, s. 33.
Kvale, Steinar: ”InterView...”, op. cit., s. 223.
266
Koudahl, Peter: op. cit., s. 136.
265
220
Resultaterne af den empiriske undersøgelse vil blive afrapporteret og analyseret
(kontekstanalyse) i kapitler 5 og 6. I kapitel 7 går jeg skridtet videre og fortolker på
empirien – dvs. sætter empirien i spil med teorien – med den historisk teoretiske
rammeforståelse, og modsat, og dernæst perspektiverer fortolkningen.
En diskussion af undersøgelsens ”styrker og mangler” er primært læserens sag, men jeg
vil dog her knytte nogle få kommentarer til det produkt, som jeg har skabt – med fokus
på det empiriske datamateriale.
7.2 Validering og forskellige metoder?
Jeg har af to grunde opfattet det som helt logisk og optimalt at anvende forskellige
metoder i projektet. Mit videnskabsteoretiske udgangspunkt søger svar, som kræver, at
hele arsenalet af metoder tages i anvendelse. Min problemformulering med især
”Hvorfor spørgsmålet”, og den aktuelle kontekst, pegede mod data som både omfattede
mange oplysninger, men også mod data, som kunne danne afsæt for en analyse og en
fortolkningsproces, som kunne konfrontere den historisk teoretiske rammeforståelse
med den nye empiri – og modsat.
Brugen af flere metoder – både kvantitative og kvalitative – styrker uden tvivl validiteten, men komplicerer også diskussionen om samme, da validering af forskning baseret
på kvalitative metoder i sagens natur ikke kan verificeres på samme måde som
kvantitativ forskning kan. Det trækkes således op:
”Der findes i den metodiske litteratur såvel en snæver som en bred definition
af begrebet validitet. Validitet defineres ofte ved hjælp af spørgsmålet ”…
måler vi det, vi tror, vi måler?” (Kvale, 1997:233) I denne forståelse er
validitetsbegrebet snævert knyttet til kvantitative studier. I en bredere og
mere kvalitativ orienteret definition handler validitet om, i hvilket omfang
observationerne og fortolkningerne af disse er i stand til at afspejle de
fænomener eller variable, forskeren interesserer sig for og belyse den rejste
forskningsmæssige problemstilling.”267
267
Kristiansen, Søren; op. cit., s. 204.
221
Hvordan sikrer jeg så, ud over kravet om transparens, validitet i denne afhandlings
empiriske del? I det følgende vil jeg kun diskutere spørgsmålet om validitet i forhold til
de kvalitative metoder, da jeg rimelig udførligt har fremlagt, hvilke kvantitative metoder
jeg har anvendt (skriftlig kommunikation og information og SpSU), hvilke data der
genereres, og hvilken pålidelighed og validitet de repræsenterer.
7.3 Kommunikativ validitet
En af metoderne til validering er den kommunikative. Steiner Kvale (1997) nævner tre
kilder til kommunikativ validering. Informanterne i feltet (respondentvalidering), forskerfællesskabet og offentligheden.
I begrebet kommunikativ validitet ligger der, at validitetsbegrebet ikke kun handler om
gyldige argumenter inden for forsker verdenen, men at det også er vigtigt, at personer
og institutioner mv., som indgår i den videnskabelige undersøgelse, opfatter resultaterne
som troværdige – hvilket indbefatter, at resultaterne genspejler den ydre verden, dvs. at
resultaterne kan genkendes som troværdige. Dvs. i denne afhandlings sammenhæng er
det også vigtig, hvad aktørerne selv siger om mine data og fortolkninger. De behøver
ikke nødvendigvis at være enige.
”Hvis data i en kvalitativ undersøgelse ikke forstås som en afspejling af den
ydre verden, men som interne konstruktioner i undersøgelsesforløbets
system, bliver det umuligt at fastholde korrespondenskriteriet … (dvs. mit
indskud) … sandhedsværdien af et udsagn i al enkelthed står og falder med
udsagnets overensstemmelse (korrespondance) med virkeligheden”268.
Genkendelsen er med til at bekræfte både pålideligheden og gyldigheden af de frembragte resultater.
”Kravet er, at ”… aktørerne i det felt, observationerne er foretaget i, skal kunne
genkende sig selv i idealtypen, som derved kan medvirke til at sætte virkeligheden i
relief.”269 Den kommunikative validitets styrke ligger ikke mindst i, at den kan bruges
268
269
Dahler-Larsen: op. cit., s.75.
Kristiansen, Søren; op. cit., s. 211.
222
til at konfrontere respondenterne med en undersøgelses resultater, og hermed både få
fjernet eventuelle misforståelser og skærpet fortolkningerne af den ”commen sense”viden, der udgør første del af den dobbelte hermeneutik.
Man skal også være klar over begrænsningen i den kommunikative validitet: den foregår fortrinsvis på et ”commen sense”-niveau, og det vil sige, at der kan opstå
fortolkninger, som af forskellige årsager ikke genkendes eller anerkendes af dem, der er
genstand for undersøgelse.
Som nævnt tidligere har jeg løbende aktivt inddraget aktørerne såvel i forberedelsesfasen (testgrupper, ledelsen), direkte i gennemførelsen af SpSU, observationer og
interviews, og efterfølgende i diskussion og gennemlæsning af data. Sidstnævnte led har
da også vist, at mine fortolkninger ikke i et og alt deles af aktørernes fortolkninger. Men
feltet og aktørerne genkendes til fulde, og det er i denne sammenhæng det helt
afgørende.
7.4 Validitet, teori og empiri
Steinar Kvale diskuterer, som en del af spørgsmålet om validering, også relationen
mellem teori og validering.
”Validering er at teoretisere, fordi validitet ikke blot er et spørgsmål om
metode. Afgørelsen af, om en metode undersøger det, den har til formål,
indebærer en teoretisk opfattelse af det, der undersøges…” 270
Relationen mellem teori og empiri er helt afgørende for at opnå validitet i analysen på
det videnskabelige plan. Dvs. der må sikres en organisk og kritisk reflekterende
sammenhæng mellem teori og empiri. Det empiriske materiale må holdes op imod den
teoretiske forforståelse og omvendt for hermed evt. at korrigere den teoretiske
forforståelse. De empiriske data og analytiske fortolkninger må bruges til at be- eller
270
Kvale, Steinar: ”InterView...”, op. cit., s. 214.
223
afkræfte eksisterende antagelser og teori, at udbygge og forfine eksisterende forskning
etc.271
Det forudsættes at de begreber, der anvendes fra teorien, må være klart definerede, og
finder anvendelse ift. empirien. Det er her, at jeg i kapitel 3, afsnit 9 operationaliserer
min historisk teoretiske rammeforståelse med fokus på dels de kollektive aktioner og
det aktive lag/de organisk intellektuelle, og dels omsætter de teoretiske begreber som
klassekamp, klasser, kollektive aktioner, magt, bevidsthed, hegemoni, sociale bevægelser, organisk intellektuelle i en række metoder, som kan indfange aktørernes holdninger,
handlinger og refleksioner. De testes inden for en struktur aktør forståelse, hvor jeg
historisk teoretisk ridser den op, og hvor jeg gennem observationer (hvad reagerer de
på, og hvordan) interviews, SpSU og den skriftlige information og kommunikation
analyser og fortolker data ud fra aktørernes vinkel.
Som jeg har nævnt tidligere, så kan der, ved at lægge teoriens forforståelse ned over sit
empiriske materiale, ske det, at man frem for ny indsigt og nye refleksioner søger
bekræftelse af sin teori i empirien, og dermed overser elementer, der peger i en anden
retning, eller som stiller afgørende spørgsmåls tegn.
Men som jeg har antydet i argumentationen tidligere i kapitel 1 og 2, så er denne fare
minimeret væsentligt i denne undersøgelse af to grunde: 1) Såvel problemformuleringen
som det empiriske datamateriale repræsenterer et helt nyt og uudforsket forskningsfelt
herhjemme, så alene i kraft heraf frembringer denne afhandling ny viden og nye
refleksioner, og 2) jeg har åbent lagt min teoretiske forforståelse, og min forbindelse
mellem teori, empiri, analyse og fortolkninger frem.
Validering på et teoretisk plan og kommunikativ validering på ”commen sense”-plan
kan supplere hverandre.
271
Det er faktisk, hvad jeg indledningsvist gør i forhold til teorien om de nye sociale bevægelser, se
kapitel 3.
224
Begge validerings processer har som sagt også fundet sted under udarbejdelsen af denne
afhandling – se tidligere, især under afsnittene 4 og 5, hvor der nævnes testgrupper,
ledelsessamarbejde, kommentarlæsning fra aktører, forskningsdiskussioner mv.
225
Kapitel 5
En forløbs- og populationsanalyse af det aktive lag i
DGS i perioden juli 2002 til årsskiftet 2003/2004
”For DGS som organisation har det været et godt år. Der har været stor
opbakning til DGS' forskellige arrangementer, det store flertal af gymnasier
har deltaget når DGS har kaldt ud til demonstrationer, økonomien hænger
sammen og aktivitetsniveauet i fælleselevråd og regioner er blevet højere.
Alt i alt er det gået godt, og alt i alt ser fremtiden lys ud for DGS som
organisation.
Hvorfor, det går fremad, er der mange forklaringer på. I modsætning til
årene efter murens fald, hvor der herskede politisk enighed fra venstrefløjen
til højrefløjen, er det igen blevet tilladt at være kritisk og stille spørgsmålstegn ved den førte politik. Samtidig er ungdommen blevet tvunget til at være
politisk i langt højere grad end vi har oplevet det i mange år. Valget 2001,
1l. september, den truende krig mod Irak og globaliseringen og dens
uretfærdigheder, er blot nogle af de faktorer der har tvunget flere unge til at
tænke politisk i deres hverdag. Og sidst, men ikke mindst, har regeringens
videreførelse og skærpelse af den tidligere Socialdemokratiske regerings
sparepolitik, tvunget mange til at reagere mod forringelser, afdemokratisering og nedskæringer.
Forringelser der har betydet dårligere arbejdsmiljø for lærere og elever, og
forringelser der har betydet at de der i forvejen havde det svært, får det
endnu sværere. Med andre ord: grunden til at det går godt for DGS, er nok i
226
høj grad, at der i år har været mere brug for DGS, end man har set det i
mange år.”272
1. DGS – i forandring, men hvorfor?
Dette afsnit fokuserer i afsnit 1.1 på et af udtrykkene for den forandringsproces, som
DGS gennemløber, nemlig ændringen af formålsparagraffen, baseret på skriftligt
datamateriale, som vedtægter og beretning. I afsnit 1.2 fokuseres der bredere på, hvorfor
der er bevægelse igen?, baseret på interviews med nogle af de ledende gymnasielever,
hvor de centrale hovedspørgsmål fra interviewguiderne er: ”Hvor kommer DGS’ ideer
fra? Hvordan har DGS udviklet sig politisk og organisatorisk det sidste års tid? Både de
generelle ideer om samfund, uddannelse, globalisering og ideerne om, hvordan I kan
ændre? Fx hvad afspejler ændringen af formålsparagraffen – og hvad har det betydet i
praksis – hvad har det betydet for Jer som ledelse?”273
1.1 Ny formålsparagraf
Et af udtrykkene for den forandringsproces, som kan spores i DGS efter 1999, og som
er en del af hele afsættet for denne afhandlings problemformulering: ”Elever - og studenter i bevægelse igen – hvorfor, hvordan og hvorhen?” er den ændring af organisationens formålsparagraf, som finder sted på årsmødet i 2002.
Op gennem 90’erne og frem til landsmødet i 2002 var DGS’ formålsparagraf ”at arbejde
for gymnasieelevernes interesser som uddannelsessøgende”.274 På landsmødet i foråret
2001 blev den foreslået ændret således, at DGS bredte sit politiske arbejdsfelt ud til
også at omfatte bredere spørgsmål – så som kampen mod racisme, for et bredere forsvar
af velfærden etc. – netop fordi disse spørgsmål også vedkom og berørte
gymnasieeleverne. Men forslaget blev afvist massivt og fik kun en stemme – nemlig
forslagsstillerens!
272
DGS Årsmøde: Beretning 2003, s.2.
DGS: Bilag DGS - interview guides.
274
DGS: Vedtægter 2001.
273
227
Men på landsmødet året efter, i 2002, blev formålsparagraffen så ændret til ” at arbejde
for og udbrede kendskabet til gymnasielevernes og studenterkursisternes interesser samt
at politisere og aktivere gymnasieelever og studenterkursister (min fremhævning i
kursiv markerer ændringen)”(Vedtægterne, 2002).
Bestyrelsen begrunder selv ændringen af formålsparagraffen således:
”Ændringen skete, fordi man i mange år havde været nødt til at takke nej til
forskellige initiativer, med henvisning til, at det jo var gymnasieelevernes
interesser som uddannelsessøgende, man varetog. Eksempelvis havde det
været svært at gå ind i initiativer for flere boliger, eller ind i kampen mod
racisme, med den gamle paragraf. DGS var med andre ord stækket i kampen
for ordentlige forhold med den gamle paragraf. Ud over at give DGS flere
muligheder i kampen for ordentlige forhold, betød den nye formålsparagraf
også, at DGS skulle arbejde for at politisere og aktivere. ”275
Men under eller bagved denne mere praktiske begrundelse for at ændre formålsparagraffen lå der nogle mere dybtgående overvejelser som en reaktion på den aktuelle
situation, således som det også udtrykkes i indledningen til årsmødeberetningen: 11.
september, den truende krig mod Irak og Fogh regeringens valgsejr den 20. november
2001 vendte op og ned på mange ting og gjorde, at såvel ideer som handlinger også
inden for elevog studenterbevægelsen ændrede sig.
Den afgørende ændring i formålsparagraffen var, at DGS skal ”politisere og aktivere
gymnasieeleverne..” Hermed menes, at DGS er nødt til at forholde sig bredere til den
samfundspolitiske dagsorden, som uddannelserne indgår i, og i sammenhæng hermed at
aktivere gymnasieeleverne, dvs. at skabe debat og aktivitet blandt gymnasieeleverne
om, hvilket uddannelsessystem de ønsker, og hvordan det kan sikres.
Hvorfor forandring? – en vurdering
Med vedtagelsen af denne delparagraf ændrede DGS kurs på et afgørende spørgsmål: nu
skulle DGS ikke længere snævert forholde sig til deres medlemmers interesser som
275
DGS: Beretning…, op. cit., side 11.
228
gymnasieelever – som ”..uddannelsessøgende..”
og hermed alene snævert til den
uddannelsespolitiske dagsorden, men netop sætte den uddannelsespolitiske dagsorden
ind i den bredere samfundsmæssige dagsorden om, hvordan vi vil opbygge vores
samfund, hvordan vi vil prioritere de samfundsmæssige ressourcer, hvilke værdier vi vil
sætte i centrum etc. Og denne politisering skulle samtidig omsættes i øget aktivitet
blandt gymnasieeleverne – i at gymnasieeleverne gennem deres egne aktiviteter – og
gerne i samarbejde med resten af elevog studenterbevægelsen, og muligvis også andre
befolkningsgrupper, som blev ramt af nedskæringerne - kunne skabe en bredere
forståelse
blandt
politikere
for,
hvilket
uddannelsessystem
–
og
bredere
velfærdssamfund de ønskede at arbejde for.
Det hidtil snævre uddannelsespolitiske fokus var et resultat af ”politikforskrækkelsen”
276 277
umiddelbart i forlængelse af murens fald i 1989. Op gennem 70’erne og 80’erne,
hvor ikke mindst Danmarks Kommunistiske Partis Ungdom (DKU) var dominerende i
bestyrelsen i DGS, var interessekampen – dvs. uddannelseskampen også den altdominerende. Men dengang var der dels åbent for også at forholde sig til andre spørgsmål – fx
krig/fred – hvad DGS’ vitterlig også gjorde, og dels var der fra slutningen af 70’erne og
frem til midt 80’erne en opposition til DKUs fokus på interessekampen, hvor
oppositionen til DKU pegede på en fagkritisk og mere antikapitalistisk linje.
Med vedtagelse af vedtægtsændringen – jævnfør også begrundelsen i landsmødeberetning fra 2003 – kunne DGS aktivt blande sig fx i den ophedede debat om indvandrere og flygtninge og fx selv igangsætte en anti-racistisk kampagne. En anden side af
at blande sig bredere – at tage samfundsmæssige spørgsmål op, som rækker ud over den
snævre interessekamp for gymnasieeleverne – var at politisere og aktivere gymnasie-
276
I perioden fra 1991/1992, hvor DGS er tæt på et kollaps og frem til 1999, og definitivt fra 2002, hvor
DGS skifter formålsparagraf, er DGS ligesom store dele af den øvrige elevog studenterbevægelse
præget af ”politikforskrækkelse” – af det, der kunne kaldes ”osteklokkepolitikken”, hvor organisationen
kun forholder sig til snævre uddannelsespolitiske spørgsmål, og næsten gør en dyd ud af ikke at relatere
dem til den samfundsmæssige dagsorden, se i øvrigt kapitel 3, afsnit 7.
277
Hvilket dog tidligere også havde omfattet, at de støttede lærernes overenskomstkamp og – krav, fx i
1999, som omhandlede en kamp for at bevare et loft på 28 i klasserne. Det er vigtigt at understrege, at
begrebet ”politiskforskrækkelse” udtrykker en hovedtendens – fx er Operation Dagsværk(OD), som
igangsættes fra 1985 – et udtryk for at gymnasieeleverne går ud over den snævre uddannelsespolitiske
ramme. Men OD opstod historisk set som et udtryk for nederlaget og højredrejningen midt i 80’erne, hvor
elevbevægelsen gradvist knækkes – akkurat ligesom tilfældet er med mange andre sociale bevægelser –
fx fagbevægelsen, se kapitel 3, afsnit 7.
229
eleverne – fx med afsæt i diskussioner, debatmøder, happenings og gadeaktioner under
parolen ”nej til racisme og fremmedhad”.
Samtidig – som det vil blive dokumenteret fortløbende i dette kapitel – blev konsekvensen af denne orientering mod at ”politisere og aktivere” også en styrkelse af DGS som
organisation – først og fremmest i kraft af, at organisationen i højere og højere grad
satte fokus på udenomsparlamentariske aktiviteter, som en måde at ”råbe” politikerne
op, og ”aktivisere og politisere” gymnasieeleverne på. Jo flere aktive og politisk bevidste medlemmer des større bliver Tillidsmands-laget (TR-laget) og hermed mulighederne
for at bygge aktiviteten op på flere og flere skoler, i byer og regioner.
At denne ændring fandt sted i 2002, og ikke i 2001, afspejler meget præcist stemningen
i som udenfor organisationen: nemlig at noget nyt er i gære. Det nye er, at efter 11.
september, ”kampen mod terror”, bombardementerne af Afghanistan, og efter de
borgerliges valgsejr 20. november 2001, bliver mange ting sat på spidsen og klimaet
polariseres. Og landsmødet i 2002 afholdes efter, at elevog studenterbevægelsen har
været i protestdemonstrationer 7. februar og 20. marts sammen med kunstnere og fagbevægelsen.278
Den samfundsmæssige virkelighed omkring DGS sætter sin dagsorden indadtil med
dette forslag. Det er altså de ydre samfundsmæssige ændringer som sætter den indre
forandringsproces afgørende i gang i DGS – og bredere inden for elevog studenterbevægelsen.
Men det er en forandringsproces, som kun kan forstås, hvis den tænkes inden for
rammerne af, at aktørsidens handlinger og holdninger virker tilbage på de ydre rammer,
kommer i dynamisk spil med den samfundsmæssige situation og faktisk griber ind i
den.
278
230
1.2 Hvorfor bevægelse – det aktive lags forklaring
Men hvordan tolker de aktive og ledende gymnasieelever selv den dynamiske udvikling
og forandring, som DGS gennemløber? Hvorfor sker det nu?
Generationsskifte
Nanna Westerby279 fokuserer især på ”aktørerne” – på at der er kommet et helt nyt lag
af aktivister ind i DGS:
” … jeg tror at folk blev dygtigere og dygtigere i løbet af 70’erne, men jeg
tror det faldt i løbet af 80’erne, og nåede bunden i løbet af 90’erne. Der var
ingen der vidste hvem DGS var. Vi havde 16 medlemsskoler. Det er først de
sidste par år, der er sket noget. Og det tror jeg har noget med
generationsskiftet at gøre; har noget at gøre med nye folk i
organisationen.”280
Altså en forklaring, som på den ene side ser udviklingen i et historisk perspektiv med
opsving og nedgange, med fokus på aktør siden, og helt konkret og aktuelt på, at der har
fundet et generationsskifte sted indenfor DGS. Et skifte som har betydet en hel anden
måde at tænke politik på – og arbejde politisk på end tilfældet var i 80’erne og 90’erne
for venstrefløjsfolk. Med det mener Nanna, at den måde venstrefløjsfolk arbejdede på i
80’erne og 90’erne, og i DGS, var alt for propagandistisk – alt for politisk overordnet.
”Venstrefløjsfolk i dag har en hel anden tilgang til verden, end dem du
havde i 80’erne. Eller fx Marie Frederiksen (forkvinde for DGS i 1999-2000,
mit indskud) der gerne ville skrive socialisme i beretningen i ’99. Folk som
selvfølgelig har et politisk perspektiv, som vil et stykke hen med eleverne,
men som arbejder på en helt anden måde, (end i dag – min indskydning),
(hvor jeg mener, det er afgørende - min indskydning) at man siger DGS frem
for noget andet. Det tror jeg er vigtigt, det rykker noget.” 281
279
Nanna Westerby er forkvinde for DGS 2003-2004.
Bilag Interview – 2: Nanna Westerby og Julie Malling, formand og næstformand for DGS 2003-2004,
15.12.2003, s. 27
281
Ibid., s. 27.
280
231
Heri ligger en klar kritik af, at venstrefløjen i DGS i al for høj grad var ”politiske” og
vel havde deres egen partipolitiske dagsorden frem for en DGS dagsorden – ”at man
siger DGS frem for noget andet.”
Nanna går så ikke videre i en forklaring af, hvorfor den nye generation af
studenteraktivister fra venstrefløjen tænker og handler anderledes. Det gør Rasmus
Meyer Frederiksen282 derimod, og han siger på en måde det stik modsatte, nemlig at
venstrefløjen i dag og dengang, dvs. i 80’erne og 90’erne, stort set havde de samme
synspunkter – stod for det samme politisk.
”Sådan mere historisk, så tror jeg mange af de ideer der er, de er jo fostret i
forbindelse med bevægelsens start, i 60’erne 70’erne, hvor det blev tilladt at stille
krav om at være kritisk over for kapitalisme, kommunisterne og venstrefløjen, som sad
stærkt på den. Politik i dag bærer præg af nogle af de tanker fra dengang. Fx
uddannelse for alle, lige muligheder, opgør med den sociale arv.
Det interessante er jo, at man (venstrefløjens kritik af kapitalisme, USA's
imperialisme etc. min indskydning) hele tiden har ment det her, stort set hele
tiden. Men i en periode fra starten af halvfemserne til midten af
halvfemserne, der var der ikke opbakning til DGS’ krav, som man havde.
Det er der så begyndt at være igen.”283
Hvordan kan det forklares? Ja, forklaringen må ifølge Rasmus søges i de ydre
begivenheder og i en lang række faktorer:
11.9, Fogh og krig
”Jeg tror det er rigtigt kompliceret. Det der sker lige nu med ungdommen, så
er der rigtig mange ting der spiller ind. Dels, som vi også skriver i
beretningen, så var folketingets medlemmer med til at politisere en masse
folk. Man var nødt til at forholde til politikken. Elvte september gjorde at
man blev nødt til at gøre alting politisk. Man fik med et stukket al verdens
uretfærdighed op i hovedet. Man blev nødt til at forholde til, om det var godt
282
283
Rasmus Meyer Frederiksen, formand for DGS 2002-2003
Bilag interview – 1: Rasmus Meyer Frederiksen, formand for DGS 2002-2003, 6.3.2003, s. 1
232
eller skidt. Hele den der retorik der var omkring det tidspunkt, al den lir
tvang en masse mennesker til at være politiske.”284
Julie Malling, næstformand i DGS i perioden 2003-2004, fokuserer også på de ydre
begivenheder, som har ændret den store samfundsmæssige dagsorden, men også på at
organisationen DGS har været i stand til at gribe ind i den nye virkelighed:
”jeg tror også det er noget med de ydre ting, at man er blevet nødt til at tage
stilling som samfundsborger, som gymnasieelev. Der er en krig i Irak; der er
en højredrejning og 11. september. Der er alle mulige forskellige ting, der
tvinger helt almindelige unge mennesker til at tage stilling. Der har vi været
gode til at samle op med strejker, og vi har formodet at fange gymnasieeleverne.” 285
Nogle af de spørgsmål der har været afsættet for de store mobiliseringer har været de
”nære” uddannelsespolitiske spørgsmål, som brugerbetaling, antal elever i klasserne etc.
Som Rasmus siger:
” … folk er blevet mere skeptiske (overfor) den økonomiske politik, der er
blevet ført. Den har betydet nedskæringer og forringelser, privatiseringer…
hvilket har tvunget folk til at blive politiske. Når man har siddet i klassen og
skulle til at betale for lommeregner eller ordbøger, eller hvad man skulle
bruge, så var man nødt til at tage et standpunkt. Ungdommen er ikke
egoistiske men kritiske individualister – men det er sunde træk – der ligger
vel også bagved at de oplever en periode hvor mange velfærdsting rives ned
– de kan ikke leve på, at der er kommet forbedringer – de står på ryggen af
forbedringerne…”286
Endelig nævner Rasmus også, at der som en reaktion på ”den nye verdensorden” – på
alle de nye og sammenflettede spørgsmål, som er en refleks af at vi lever i en globaliseret verden, er opstået en ny bevægelse – en ny tendens indenfor ungdommen:
284
Ibid., s. 1.
DGS Interview – 2: Nanna …, op. cit., s. 27.
286
DGS interview – 1: Rasmus …, op. cit., s. 1
285
233
”Så hele det her globaliserings-spørgsmål, der fyldte det ny venstre, som
man kan sige er… en hel ny gruppe af unge mennesker, på tværs af
uddannelse, på tværs af grupper og sådan noget, som kunne gå sammen om
alle de ting. Det er sådan en progressiv bevægelse der er opstået.”287
De er alle tre enige om, at der er nye faktorer i spil – i samfundet, globalt og nationalt,
og blandt ungdommen. Der er nuancer i deres analyser – Nanna fokuserer mest på, at
aktørerne har ændret sig, Julie og Rasmus mere på, at det er en kombination af
ændringer samfundsmæssigt, som så påvirker venstrefløjen, ungdommen og deres måde
at reagerer på.
Murens fald
Men de er alle tre enige om, at situationen skiftede fundamentalt efter murens fald.
Denne begivenhed havde en dramatisk indflydelse på det generelle samfundsbillede, og
herunder også venstrefløjens måde at tænke og handle på. I dag kan man igen tænke
kritisk – kan man vinde genklang for samfunds kritik – det kunne man ikke umiddelbart
i årene efter murens fald:
Som Julie udtrykker det:
”det var vildt farligt at sige politik (efter murens fald, mit indskud). Men det
med politik er ikke farligt længere, det er meget fedt at organisere sig.”288
Og Rasmus udbygger:
”I dag kan man godt tillade sig at være kritisk, modsat årene efter murens
fald, der var der en konsensus om kapitalisme, de fri markedskræfter, at
Vesten havde sejret. Der satte man ikke rigtig spørgsmålstegn ved det.
Hvilket hele venstrefløjen også bar præg af – helt ind i SFU og SFs rækker
var der folk der sagde at ”jamen sådan er det og det må vi affinde os med”.
Det tror jeg der er lavet om på.”)289
287
Ibid., s.1.
289
DGS interview – 1: Rasmus …, op. cit., s.1.
288
234
Hvorfor i bevægelse? – en opsamlende vurdering
Ud fra ovenstående citat mosaik kan vi i hvert fald konstatere, at der er fælles konsensus
blandt de citerede studenteraktivister om:
•
at situationen er radikalt anderledes i dag end umiddelbart efter murens fald. I
dag kan der igen diskuteres politik – i dag er det igen ”inn” at være
samfundskritisk. I dag er der langt større samklang mellem de ledende
aktivisters ideer og deres basis – gymnasieeleverne.
•
at det nye i situationen – det markante ryk - er afledt af først og fremmest ydre
begivenheder – af 11.9 og Fogh regeringens politik, som har sat politikken på
spidsen – både de nære spørgsmål for gymnasieelever om brugerbetaling,
overfyldte klasser og de store spørgsmål om krig og velfærd.
Men hvor der kan spores nuancer og måske uenigheder findes spørgsmålet om, og i
bekræftende fald hvordan, de ydre omstændigheder har påvirket den nye generation af
aktivisters holdninger og handlinger, og dels hvordan elevog studenterbevægelsen i
dag kan mobiliseres og politiseres mest succesrigt. Det der i hvert fald kan konstateres
er, at forholdet mellem basis og ledelse, er mere organisk i dag. Der er større samklang
mellem det aktive lag i DGS og deres basis – gymnasieeleverne bredt betragtet af den
simple grund, at der er mere bevægelse – og den venstrefløj, som er så ung og ny, at den
er et produkt af selv samme skift i situationen – af bevægelsen.
2. DGS, det aktive lag og kollektive aktioner - et signalement
I dette afsnit vil jeg give et første indledende signalement af organisationen DGS –
beskrevet ud fra følgende ledetråde:
•
Hvad er forholdet mellem DGS, det aktive lag og basis (elevrådsarbejdet og de
kollektive aktioner)?
•
hvilken type organisation er DGS?
•
hvilken arbejdsplan og prioriteringer har DGS?
•
hvilken rolle og placering har de kollektive aktioner i DGS’ arbejde?
235
•
Hvad er forholdet mellem det parlamentariske og udenomsparlamentariske
arbejde i DGS?
Afsnittet er baseret på skriftligt datamateriale: vedtægter, arbejdsprogram, regnskab,
beretning, argumentationspapir, www.dgsnet.dk, på et interview (nr. 4), hvor der
fokuseres på organisationens arbejdsplan, på spørgeskemaundersøgelsen (SpSU) – om
”Dine aktiviteter”.
2.1 DGS, det aktive lag og basis
På landsplan er der 65.903 gymnasieelever290, fordelt på 140 gymnasier, som i gennemsnit har 470 elever, 25 pr. klasse, dvs. 18-19 klasser og hermed et elevråd på ca. knap
20.
Ud af de 140 gymnasier var 103 i 2003 DGS medlemsskoler med ca. 47.000 elever, og
ca. 1900 elevrådsrepræsentanter (og ca. 412 delegerede til landsmøderne og 4 delegerede pr. skole). På årsmøderne deltager omkring 170, som kommer fra 80 forskellige
medlemsskoler).291
Det aktive lag
Det aktive lag i DGS udgør omkring 200, heraf 10-15, som arbejder dagligt omkring
landskontoret (sekretariatet, FU og frivillige).292 Ud af disse – målt ud fra årsmødet i
2003 – deltager: 293
•
83 % i elevrådsarbejdet
•
50 % i regionsarbejdet
•
97 % deltog i den nationale strejkedag den 5.septemnber 2002 – og 70 % var
med til at forberede og organisere aktionsdagen – heraf alle i bestyrelsen og 65
% i TR-laget294
290
Det er 2002 tal, se http://statweb.uni-c.dk/uvmDataWeb/Default.aspx?report=EAK-tilgang-uddannelse
Tallene bygger på beretningen, og egne vurderinger ud fra diskussioner med de interviewede
292
Tallene bygger på min vurdering ud fra antal deltagere på årsmødet (170), elevkonferencerne (200) og
aktivitetskonferencen (190) i 2003.
293
DGS: Bilag Spørgeskemaundersøgelsen, (SpSU) spørgsmål 12.
291
236
Det aktive lag når hovedsageligt ud til det brede lag af gymnasieelever via to kanaler:
Elevrådsarbejdet, hvor disse 200 DGS aktivister på de fleste gymnasier er de mest
aktive og ledende – meget i kraft af, at de bliver bakket op og skolet i DGS regi. Dette
lag på 200 er, på de månedlige elevrådsmøder, fællesmøder og -samlinger, i stand til nå
ud til deres skolekammerater og orientere dem om initiativer og begivenheder.
Omregnet i tal når disse 200 ud til 1650 elevrådsrepræsentanter og 41.000
gymnasieelever. Niveauet for denne kontakt og dialog mellem ”elevrødderne” og de
menige gymnasieelever varierer meget fra skole til skole, men den overordnede ramme
er det repræsentative demokratis selvforståelse – dvs. det er elevrådet, som orienterer og
igangsætter, og de menige medlemmer som lytter og evt. diskuterer og stiller forslag.295
De kollektive aktioner - de landsdækkende aktionsdage med strejker og demonstrationer. Disse – som det også fremgår af beskrivelsen – igangsættes som oftest også via
elevrådene, men modsat det rutineprægede dag til dag elevrådsarbejde, så er den
afgørende forskel, at det store flertal af gymnasieeleverne involveres på en langt mere
direkte og aktiv måde.
2.2 Organisationens opbygning og struktur 296
DGS er på den ene side en traditionel interesseorganisation: dens primære opgave er at
varetage gymnasieelevernes interesser. DGS’ opbygning er også traditionel: organisationens grundenheder er elevrådene (elevrepræsentanter), akkurat ligesom fagforeningernes grundenheder er de faglige klubber. DGS’ struktur er altså baseret på det
repræsentative demokrati. Både i landssammenhænge og regionalt er det elevrådene, der
sender delegerede. Repræsentationsmodellen går igen ved valg af bestyrelse, som
sammensættes af 18 regionssekretærer, som vælges i regionerne, og 9 bestyrelsesmedlemmer vælges på landsmødet plus formand, næstformand og kasserer. Den daglige
ledelse af DGS udgøres dels af ”fuld-timere” (formand, næstformand og kasserer plus
294
DGS: SpSU, op. cit., spørgsmål 32
Uddybes i afsnit 10.4: Politik og organisation – elevrådene, det aktive lag og basis.
296
Følgende bygger på DGS: DGSs vedtægter 2003.
295
237
en række ikke valgte, som også arbejder ulønnet som frivillige på DGS’ sekretariat) dels
af forretningsudvalget, som mødes en gang om ugen.
Men DGS er samtidig en meget åben, flad, demokratisk (byggende på direkte demokrati, på at alle medlemmer har mulighed for indflydelse) og aktivistisk interesseorganisation. Selvom organisationens demokrati er baseret på delegerede, er alle landsmøder
og aktiviteter åbne for alle. Observatører har på lige fod med delegeredes taleret – dog
ikke stemmeret. Der holdes to landsmøder (landsmøde og aktivitets konference – også
kaldet stormøder), der er mulighed for elevtræf, som kan diskutere aktuelle emner,
opsummere på aktioner etc. (både i 2002 og 2003 blev de gennemført i forlængelse af
aktionsdagene); der er ”næsten” tradition for, at udenomsparlamentariske aktioner kommer nede fra, hvorefter organisationens ledelse og organisme sættes ind for at understøtte aktionerne.
2.3 Organisationens arbejdsprogram 297
DGS har en række faste elementer i deres arbejde: Ved studiestart gennemfører de en
skolekampagne, hvor de fra centralt hold – sekretariatet – tager rundt og agiterer for, at
skolerne skal melde sig ind i DGS. Denne hvervekampagne er helt vital for organisationen vækst og indflydelse.
På et overdragelsesseminar mellem den gamle og nye bestyrelse i sommerferien – på en
lille uges tid – diskuteres erfaringerne fra det forløbne år, og en plan for det kommende
års aktiviteter. De gennemfører skolingsseminarer for de kontaktansvarlige – organisationens tillidsvalgte. En struktur som blev indført i 1998, og som må karakteriseres som
krumtappen i organisationen. En struktur som på mange måder minder om, og er
inspireret af, tillidsmandssystemet inden for fagbevægelsen, hvor vægten lægges på dels
en uddannelsespolitisk introduktion og dels en organisatorisk introduktion – hvordan
opbygges elevrådene og regionerne, hvordan sættes der gang i aktiviteter, hvordan
skrives løbesedler, afholdes der møder etc.
297
Afsnittet bygger på: Bilag Interview – 4: Johanne Schmidt, næstformand i DGS 2002-2203,
26.05.2003, s.1-3, og DGS’ vedtægter, arbejdsprogram og regnskab 2003.
238
Kommunikationen mellem bestyrelsen og medlemsskolerne foregår via udsendelser til
kontaktpersonerne op til aktuelle kampagner, samt via en løbende opdatering af
hjemmesiden. Bestyrelsen mødes hver sjette uge og forretningsudvalget en gang om
ugen. En række udvalg arbejder med forskellige spørgsmål.
Som nævnt tidligere afholdes der to gange om året landsdækkende møder – stormøder.
Dels landsmødet, hvor organisationens arbejde opsummeres, og dels en aktivitetskonference, hvor der typisk set diskuteres mere overordnede temaer, som fx ny gymnasiereform, eksamens- og karaktersystemet – hvad er alternativet? Etc.
Herudover indgår DGS i en række eksterne udvalg og sammenhænge, som kan deles op
mellem: de institutionelle og de udenomsparlamentariske: samarbejde med resten af
elevog studenterbevægelsen, fagbevægelsen, kampagner, GL mv.
Også internationalt er de involverede i uddannelses- og studenterpolitiske netværk.
På årsmødet i 2003 indførte DGS for første gang i sin historie individuelt medlemskab –
et nyt offensivt skridt. Et mål på 4000 blev sat op. Økonomisk baserer organisationen
sig på tipsmidler – DUF tilskud, samt tilskud fra andre organisationer – især fra
fagbevægelsen.
2.4 Forberedelse, gennemførelse og opsamling på de kollektive aktioner – en
oversigt 298
Selvom de kollektive aktioner ikke indgår som et fast element i arbejdsplanen, (se
ovenfor) så har de i den undersøgte periode fyldt meget!
Her en oversigt og vurdering:
298
Følgende bygger på skriftligt materiale: beretning, løbende udsendelser til elevrådene og
www.dgsnet.dk
239
•
De enkeltstående nationale aktionsdage i 2002 og 2003 er på ledelsesplan, i
bestyrelsen, blevet forberedt og diskuteret fra overdragelsesseminarret mellem
den gamle og den nye bestyrelse først i juli, på de efterfølgende
bestyrelsesmøder – og sekretariatet har produceret materiale og støttet den
praktiske organisering (baggrundsstof, argumentpapirer, hjulpet regionerne med
at forberede den praktiske del med demonstrationer, talere, lydanlæg etc.),
samtidig med at skolestartskampagnen har kørt fra gymnasiernes opstart, og
hvor aktionsforberedelsen også er blevet flettet ind.
•
I regionerne er der begge år blevet afholdt møder mellem repræsentanter fra
gymnasierne, hvor stort set alle gymnasier deltog. De regionale DGS bestyrelser
har løbende holdt møde for at koordinere og få tjek på selve aktionsdagen.
Møder som så er blevet fulgt op af diskussionerne og forberedelserne på de
enkelte skoler – især i elevrådene, men også bredt blandt gymnasieeleverne (se
tidligere).
•
På landsplan blev aktionsdagene, både i 2002 og 2003, fulgt op af elevkonferencen, som begge år samlede mellem 170-200 fra hele landet.
•
I 2002 blev der iværksat en ny fælles aktionsdag med resten af elevog
studenterbevægelsen, som blev afholdt den 3. oktober.
•
I foråret 2003 var mange gymnasieelever dels involveret i demonstrationer mod
den forestående krig i Irak, og i lokale aktiviteter på deres skole og i byen inden
for antikrigsbevægelsen.
•
I efteråret 2003 kom besættelsesstrejkerne på de københavnske gymnasier
umiddelbart efter elevkonferencen og løb frem til 7. oktober.
•
11. december 2003 afholdt Råstofinitiativet en ny demonstration, som kun fik
ringe opbakning fra gymnasieeleverne i København, men i Århus deltog 3-4000,
hvoraf mange kom i busser fra især Aalborg.
•
Forårets hovedbegivenhed både i 2002 og 2003 var organisationens årsmøde
både i april 2003 – en begivenhed som mht. deltagere og diskussioner også
afspejlede, at de kollektive aktioner havde fyldt meget.
•
I november begge år blev de i arbejdsplanen fastlagte aktivitetskonferencer
afholdt, der som hovedtema havde uddannelsespolitiske spørgsmål (eksamen og
karaktersystemet, selveje og ny gymnasiereform etc.), men hvor erfaringerne
med de kollektive aktioner også indgik.
240
En opsamlende vurdering
Samlet set har hovedaktiviteten for det aktive lag i 2002 og 2003 fra skolestart og frem
til midten af oktober været de kollektive aktioner – en hovedaktivitet som på alle tre
niveauer – bestyrelsen, regionerne og de enkelte skoler – har været den absolut
dominerende. En aktivitet som også, ift. resten af skoleåret, for de menige
gymnasieelever har været iøjnefaldende, både fordi de selv har deltaget i diskussioner,
beslutninger, i aktiviteter, på demonstrationer – og nogle flere er blevet aktive på skolen
og i DGS, og fordi DGS som organisation i denne periode har været synlig – de er
blevet aktiviseret og politiseret.
2.5 En tostrenget strategi – parlamentarisk og udenomsparlamentarisk arbejde
I den undersøgte periode kom DGS som nævnt sammen med den øvrige elevog
studenterbevægelse på gaden med store fælles demonstrationer mod den borgerlige
regerings varslede nedskæringer indenfor uddannelsessektoren. Og som mobiliseringspapir
299
op til en af disse demonstrationer opridsede DGS og LAK, hvilken to-strenget
strategi de fulgte for at realisere deres mål: et bedre uddannelsessystem.
For det første slås der fast, at DGS/LAK vil deltage i og påvirke det parlamentariske
niveau – at presse politikerne til at indfri deres krav. Igennem de parlamentariske
kanaler vil de deltage i ”råd, udvalg og stort set alle konferencer, som handler om
uddannelse” (Ofte).. Samtidig understreges det, at DGS selv laver undersøgelser, eller
får andre til det, laver selv konferencer etc. ”Vi samarbejder med … alle politiske
partier, lærer foreningen, Rektorforeningen, fagbevægelsen, Dansk Industri og andre
organisationer som betyder noget indenfor uddannelsesområdet” (Ofte…) Deres konklusion er: ”Ved det parlamentariske arbejde har vi opnået en masse resultater, fx at
sproglige fra næste år får matematik på C-niveau og et loft på 2500, for brugerbetaling.
Når det drejer sig om forbedringer i gymnasiet, som ikke koster staten eller amterne
penge, kan man komme langt med gode argumenter og visioner. Men nogle gange er
det ikke nok”. (Ofte)
299
Argumentationspapir udgivet af DGS og LAK: ” Ofte stillede spørgsmål om DGS og LAK..”, som
blev lavet op til demonstrationen den 7. februar 2002.
241
Her kommer det andet ben i deres strategi ind: det udenomsparlamentariske niveau.
Hvor de mest synlige – og centrale – udtryk er ”demonstrationer, happenings og
undervisningsnedlæggelser” (Ofte..) Når DGS går på gaden – i tusindvis – ”står vi
meget stærkere end repræsentanter for DGS … gør udelukkende med gode argumenter.”
Nogle gange er det helt ”nødvendigt at demonstrere” (deres fremhævelse). ”Den eneste
måde vi kan ændre politikernes beslutninger på, er ved at vinde befolkningens opbakning til vores sag – så politikerne mister stemmer ved at skære ned på os.
Demonstrationer går netop ud på at vinde befolkningen for vores krav, ved gennem
pressen at få sat fokus på disse krav. Og for at vinde befolkningen er det netop
afgørende, at vi er seriøse med vores aktioner og ikke fx begår ulovligheder. Dette har
heldigvis aldrig været problemet for elevorganisationer; vi bliver taget meget seriøst,
når vi demonstrerer eller strejker” (Ofte..) Det parlamentariske og udenomsparlamentariske arbejde går for DGS hånd i hånd – og supplerer hinanden.
Fordelen ved det udenomsparlamentariske arbejde er, ifølge DGS, at medlemmerne kan
inddrages direkte. Jo flere der inddrages des større muligheder for succes. Det
udenomsparlamentariske arbejde er en skole i uddannelsespolitik og aktivisme. Det er
sværere at inddrage medlemmerne i det parlamentariske arbejde – og i den forstand
ligger det udenomsparlamentariske arbejde også mere direkte i forlængelse af formålsparagraffens mål om at ”politisere og aktivere gymnasieeleverne”. I beretningen
konkluderes der også ”Sikkert er det, at DGS’ udenomsparlamentariske initiativer har
aktiveret flere”.300
3. Det aktives lag og basis – et signalement
I dette afsnit fokuseres der på et samlet signalement af det aktive lags socioøkonomiske
baggrund, handlinger, holdninger og refleksioner sammenlignet med det tilsvarende
signalement af ”skolesporet. Afsnittet er hovedsageligt baseret på spørgeskemaundersøgelsen, hvor essensen af besvarelserne afrapporteres.
.
300
242
3.1 Det aktive lag - et signalement
Den typiske gymnasieelev i det aktive lag, som deltog på DGS’ årsmøde i 2003 kan
beskrives således:
•
pige eller dreng, 18 ½ år, 1. og 2.g’erne udgør hver 2/5 del, 3 % ikke etniske
danskere, 3/5 del kommer fra København, 86 % har gået i folkeskolen, 14 % kun
i privatskole, 38 % på efterskole; næsten alle bor hjemme, halvdelen får SU, ¾
får hjælp fra forældre, halvdelen har fritidsjob fordelt ligeligt uanset forældres
baggrund og egen aktivitet i DGS
•
¾ del har forældre – mor, far eller begge – som har en boglig mellemlang eller
videregående uddannelse; ¾ diskuterer ofte politik med deres forældre, 3 ud af
fem har forældre, som har været eller er aktive i politisk arbejde i bred forstand
•
geografisk fordeler det aktive lag sig sådan301.
Region
København
Sjælland
Fyn
Jylland
- Sønderjylland
- Vestjylland
- Midtjylland
- Nordjylland
•
Deltagere
39
24
13
48
8
9
19
12
Kvinde
16
10
7
27
6
5
8
8
mand
23
14
6
21
2
4
11
4
Kønsmæssigt er 48 % kvinder og 52 % mænd. I bestyrelsen udgør kvindernes
andel 45 %, i TR-laget 46 % og samlet på årsmødet udgør de 60 ud af 124302 303.
•
aktivitetsmæssigt er over ¾ aktive i elevråd, halvdelen i DGS’ regionsarbejde,
næsten alle deltog i den nationale strejkedag 5. september, ¾ var med til at
forberede og organisere aktionen, halvdelen er medlem af en politisk ungdomsorganisation – næsten alle på venstrefløjen, en ¼ er blevet politisk organiseret
som gymnasieelever og halvdelen er aktive i antikrigsbevægelsen.
•
Holdningsmæssigt har mere end ¾ venstreorienterede holdninger – både på de
nære uddannelsespolitiske spørgsmål og de brede samfundsmæssige spørgsmål
301
DGS: SpSU, op. cit., spørgsmål 18-26.
De tre topposter – formand, næstformand og kasserer blev alle tre besat af piger i 2003.
303
DGS: SpSU, op. cit., spørgsmål 3.
302
243
lige fra spørgsmålet om klasser og klassekamp, velfærd, racisme, globalisering
til krigen i Irak.
•
Refleksions- og læreprocesmæssigt har ¾ udviklet deres holdninger radikalt lige
fra spørgsmål om kollektive aktioners betydning til, hvad de vil deltage i politisk
og bevægelsesmæssigt efter deres gymnasietid.
•
Stemmemæssigt bakker lidt under ¾ op bag venstrefløjen, og ¼ har ændret deres
stemmevalg mod venstrefløjen i deres gymnasietid.
3.2 Det aktive lag og ”skolerne” – en sammenligning 304
Det følgende er en generaliseret sammenligning mellem de menige gymnasieelever og
det aktive lag:
•
3/5 er piger, på Mulerne og i Aalborg er det 1.g’ere, Rødovre og Tønder er det 2.
g’ere (samfundsfaglig), alle bor hjemme, tre ud af fem har fritidsjob.
•
Social og politisk kulturel baggrund – lidt færre har forældre med en lang
videregående uddannelse, der foregår lidt mindre politisk diskussion over
spisebordet og lidt færre har forældre, der har været politisk aktive end tilfældet
er i det aktive lag.
•
8 % deltager i elevrådsarbejdet – 83 % i det aktive lag, og næsten halvdelen har
erfaringer med elevrådsarbejde mod 72 % i det aktive lag.
•
Hver tiende er politisk organiseret mod halvdelen på årsmødet – men der er store
forskelle, fx er 21 % og 17 % i Rødovre og Tønder organiseret305. 8 % har
deltaget i antikrigsbevægelse modsat halvdelen på årsmødet – og igen er der
store forskelle, som følger tendensen fra antal politisk organiserede.
•
Uddannelsespolitisk bakker de op bag det aktive lags holdninger – blot er
profilen knap så skarp. På et punkt skiller de sig markant ud: halvdelen siger ja
til mere indflydelse til erhvervslivet på uddannelsespolitikken – på årsmødet
siger 86 % nej.
•
Omkring klasser og klassekamp mener et flertal, at der findes klasser og foregår
klassekamp – i det aktive lag var tallene 96 % og 72 %, og lidt under halvdelen
304
Se Kapitel 4, afsnit 4 om SpSU.
Det tal afspejler muligvis at informanterne i Tønder og Rødovre kommer fra samfundsfagsklasser, og
at der især på Rødovre er lange og stærke DGS traditioner.
305
244
opfatter deres egne aktiviteter og kampe som en del af klassekampen – i det
aktive lag svarede 67 % ja. Et flertal mener også, at der er råd til mere velfærd,
og deres prioriteringer følger i modereret form det aktive lags. Det samme er
tilfældet omkring indvandrere og flygtninge spørgsmålene, folkestyrets rolle mv.
Omkring globaliseringen og dens konsekvenser er de dels mindre kritiske, og
dels har de svært ved at besvare en del af spørgsmålene.
•
73 % er mod irakkrigen og dansk deltagelse – 93 % på årsmødet.
•
Alle deltog i den nationale aktionsdag den 5. september 2002 – og 20 % var med
til at forberede og organisere dagen – i det aktive lag deltog alle også, og 70 %
var med til at organisere dagen.
•
Over halvdelen opsummerer aktionsdagen som en succes – i det aktive lag 85 %
•
43 % mener, at strejker og demonstrationer er det bedste våben til at få indflydelse – mod 62 % i det aktive lag
•
13 % holder sig orienteret om DGS’ aktiviteter – modsat 65 % i det aktive lag
•
Stemmemæssigt vil 26 % stemme på venstrefløjen, 33 % på S og de radikale, 17
% på de borgerlige og 25 % ved ikke. De tilsvarende tal på årsmødet er: 69 %,
11 %, 5 % og 16 %.
•
15 % har ændret syn på uddannelse, samfund mv. – mod 55 % i det aktive lag
•
26 % er blevet mere samfundskritiske – mod 65 % i det aktive lag;
•
37 % er blevet mere overbevist om aktiviteter – mod 75 % i det aktive lag;
•
32 % vil være aktive på deres kommende studie – mod 89 % i det aktive lag;
•
29 % vil gå ind i andet politisk arbejde og/eller bevægelsesarbejde – mod 84 % i
det aktive lag.
Hvis vi samler op på forskellen mellem gymnasieeleverne og det aktive lag i DGS, så er
hovedtendensen:
•
At forskellen mellem deres sociale, politiske og kulturelle baggrund udtrykkes i,
at det aktive lag kommer fra hjem, hvor uddannelsesniveauet er højere, og hvor
niveauet for politisk diskussion og forældrenes baggrund i ”aktivitet” er dobbelt
så højt som i de undersøgte gymnasielevers hjem.
245
•
At aktivitetsniveauet på gymnasiet og i bevægelse/parti er hhv. otte og fem
gange så højt i det aktive lag.
•
Holdningsmæssigt ligger forskellen bredt set på en DPI mellem 10 % og 30 % mens forskellen mellem Rødovre og det aktive lag ligger mellem 5 % og 20 %.
•
På spørgsmålet om strejker som det mest effektive middel er DPI 19 %.
•
Stemmemæssigt ligger det aktive lag langt til venstre for gymnasieleverne – som
igen ligger langt til venstre for befolkningsflertallet.
•
Tre gange så mange i det aktive lag som blandt gymnasieleverne har ændret
deres holdninger i mere samfundskritisk retning.
•
Tre gange så mange i det aktive lag som blandt gymnasieleverne vil efter
gymnasietiden deltage aktivt på deres kommende studie og i en bevægelse eller
et parti.
4. Det aktive lags sociale og politiske rødder
I dette afsnit fokuseres der på det aktive lags socioøkonomiske og politiske baggrund –
herunder mere specifikt deres forældres uddannelsesmæssige og politiske kulturelle
baggrund analyseret i relation til det aktive lags holdninger og aktiviteter, hvor betydningen af spørgsmålet om geografi og køn også analyseres. Afsnittet er primært baseret
på datamateriale fra spørgeskemaundersøgelsen.
4.1 Højeste uddannelse i familien 306
Det aktive lags sociale familiemæssige baggrund kan enkelt og skarpest defineres ud fra
deres forældres uddannelsesmæssige baggrund.
Med baggrund i familiens højeste uddannelse307, som er: faglærte – 9 %, kontor – 5 %,
mellemlang videregående – 24 % og lang videregående – 63 % - analyseres på deres
betydning for holdninger og handlinger målt på årsmøde deltagere. På spørgsmålet om
sammenhængen mellem uddannelsesgrad og graden af politiske diskussioner ”over
306
307
Der tages udgangspunkt i den ”højeste” uddannelse i familien – se ”rangstigen” i spørgeskemaet.
246
spisebordet” i hjemmet
308
viser det sig, at der er en meget jævn fordeling på tværs af
forskelligheden i uddannelsesbaggrund indenfor det aktive lag. Og det er en tendens
som holder på langt de fleste spørgsmål som undersøges – ”politisk organisering,
deltagelse i antikrigsbevægelse, spørgsmål om velfærd, om strejker nytter, FNs rolle,
stemmeafgivning” etc.
Dvs. vi kan konkludere, at på trods af forskellig uddannelsesbaggrund indenfor det
aktive lag er der en høj grad af homogenitet på tværs af forskelligheden. Der kan med
andre ord ikke aflæses nogen signifikant forskel mellem holdninger og handlinger ud
fra forskellige uddannelsesmæssige baggrunde i familierne til det aktive lag.
”Skolerne”
Ser vi på samme sammenhæng på skolerne, så er tendensen, at hyppigheden af, hvor
”ofte” der diskuteres, stiger med familiens højeste uddannelsesniveau – fra ingen (folkeskole), 31 % (kontor), 15 % (faglært), 35 % (mellemlang) til 68 % (universitet). Samme
tendens gør sig gældende mht. traditioner for aktivitet i hjemmet: 25 % folkeskole), 25
% (kontor), 0 % (faglært), 43 % (mellemlang) og 60 % (universitet). Ses der endelig på
stemmefordeling ud fra familiens højeste uddannelsesbaggrund er tendensen: faglærte:
25 % (Ø+SF), 66 % (Ø+SF+S); kontor 20 % og 60 %, mellemlang: 33 % og 56 % og
universitet: 40 % og 71 %.
4.2 Politisk kulturel baggrund
Hvis vi herefter mere specifikt fokuserer på den politisk kulturelle arvs betydning på
holdninger og aktiviteter belyst ud fra spørgsmålene ”diskuterer du politik med dine
forældre – ofte/nogen gange..” og ”er eller har dine forældre været aktive – ja/nej..”309 så
kan vi konstatere, at:
•
70 % - dvs. 87 ud af 124 diskuterer ”ofte” politik med deres forældre
•
63 % - dvs. 78 ud af 124 på årsmødet kommer fra hjem, der har en ”aktiv baggrund”
308
309
DGS: SpSU, op. cit., spørgsmål 9-10.
DGS: SpSU, op. cit., spørgsmål 1o og 11.
247
”Skolerne”
Her er der 37 % der ofte diskuterer med forældrene, og 45 % nogen gange. Altså
væsentlig lavere end blandt årsmødets deltagere. På spørgsmålet om deres forældres
aktivitet – nu eller tidligere, så svarer 34 % at deres forældre er aktive eller har været
det. Det er ca. en halvering af tallet fra årsmødet.
Politisk diskussion
Ud fra spørgsmålet: diskuterer du politik, uddannelse og samfund med dine forældre?…” 310, viser det sig, at mellem dem der ”ofte” diskuterer med forældrene og dem
der gør det ”nogen gange”311, når vi ser på deres handlinger – på deres aktivitetsniveau i
DGS, i elevråds- og regionsarbejde, i bestyrelsen og forretningsudvalget, i politiske
ungdomsorganisationer, og i antikrigsbevægelsen. ja, der kan der faktisk spores en
forskel.
På de holdningsmæssige spørgsmål er tendensen, at jo mere der diskuteres politik
”hjemme” – dvs. selv fra ”nogen gange” til ”ofte” - des mere venstreorienterede holdninger har de unge. Hvordan giver denne forskel eller sammenhæng sig så udtryk
aktivitetsmæssigt?
Et par eksempler:
På årsmødet diskuterer 87 ud af 122 ”ofte” med deres forældre, 80 af disse er aktive i
DGS. 32 diskuterer ”nogen gange” – og ud af disse er 29 aktive. Ud af de 87 som ofte
diskuterer politik er 49 også medlem af en politisk ungdomsorganisation. Herudover er
der yderligere 12 politisk organiserede på årsmødet, hvoraf de 11 diskuterer politik
”nogen gange”. Dvs. tendensen er altså klar: der er en gennemgående sammenhæng
mellem det at diskutere politik i hjemmet og at være aktiv i DGS og i politiske og
sociale bevægelser. Samtidig kan der faktisk selv på forskellen mellem ”ofte” og
”nogen gange” konstateres en forskel – især aktivitetsmæssigt, men også
holdningsmæssigt.
310
311
DGS: SpSU, op. cit., spørgsmål 10 og 12.
Kategorien ”aldrig” findes stort set ikke indenfor det aktive lag – max 1-2 personer ud af 123.
248
Et eksempel på det sidste er den stemmemæssige forskel mellem dem, der diskuterer
”ofte” og dem, der diskuterer ”nogen gange”: Blandt dem der ”ofte” diskuterer politik
hjemme ville 42 % stemme på Ø, 36 % på SF og 2 % på S. Tilsvarende for dem der
diskuterer ”nogen gange”: 23 % på Ø, 26 % på SF og 10 % på S.
Aktive forældre
Ud fra spørgsmålet: ”Er en eller begge dine forældre aktive, eller har de været aktive, i
politiske partier, bevægelser, foreninger o.l.?” 312 kan der registreres en forskel på såvel
handlinger som holdninger hos unge i det aktive lag som hhv. har forældre med og uden
en aktiv baggrund!
Det gælder såvel på handlingsorienterede spørgsmål om deltagelse i DGS, elevrådene,
politisk ungdomspartier, antikrigsbevægelsen, som holdningsspørgsmål som ”er studenternes aktiviteter en del af klassekampen”, ”er der lige indflydelse for alle i samfundet”,
om ”DGS skulle støtte antikrigsbevægelsen” og ”hvilket parti vil du stemme på?”. På
disse spørgsmål kan der måles en signifikant forskel.
På de andre spørgsmål kan der for en stor dels vedkommende spores samme tendens
som under forrige udgangsspørgsmål: Diskuterer du ofte politik…, nemlig at de der
kommer fra ”aktive hjem” har mere venstreorienterede holdninger end elever, der ikke
kommer fra denne tradition.313
Politisk diskussion & aktive forældre
Hvis vi kombinerer spørgsmålene om ”ofte at diskutere politik” med ”forældre med en
aktiv baggrund i sociale og politiske bevægelser” viser det sig at:
•
50 % i det aktive lag diskuterer ofte politik med forældre som samtidig er/eller
har været aktive i politiske og sociale bevægelser.314
312
DGS: SpSU, op. cit., spørgsmål 11 sammenlignet med en række spørgsmål i SpSU.
Men meget tyder på, at der er en tendens til at de politiske diskussioner i hjemmet har større betydning
end forældrenes fortid som aktivister. En mulig forklaring er, at denne fortid ikke er videre synlig i dag –
selvom den selvsagt vil præge dem i deres holdninger også i dag.
314
DGS: SpSU, op. cit., spørgsmål 10-11 og 12.
313
249
•
I bestyrelsen er der 15 ud af 22 – dvs. 68 %, der ofte diskuterer politik og
kommer fra aktive hjem.
•
I TR-laget er der 49 ud af 99 – dvs. 49 %, der ofte diskuterer politik & kommer
fra aktive hjem.
•
På ”skolerne” er det 22 ud af 129 (16 %).
4.3 Det aktive lag og basis – stor forskel, hvorfor?
Hvis vi sammenligner det aktive lags sammensætning mht. forældres uddannelsesbaggrund ift. sammensætningen blandt gymnasielever som helhed tegner der sig følgende billede:
”Hvis man ser på den samlede studenterårgang, kom kun ca. 9 pct. af
studenterne fra familier med en grundskolebaggrund. Godt 1/3 kom fra
familier, hvor forældrenes højeste uddannelse var en erhvervsuddannelse,
og næsten halvdelen kom fra familier, hvor forældrenes højeste uddannelse
var en videregående uddannelse”315
De tilsvarende tal for det aktive lags familiemæssige uddannelsesbaggrund er: faglærte
– 9 %, kontor – 5 %, mellemlang videregående – 24 % og lang videregående 63 %. Dvs.
ingen med en grundskoleuddannelse modsat 9 % generelt, 14 % med en erhvervsuddannelse modsat 33 % generelt, og 87 % med en videregående mellemlang- eller lang
uddannelse modsat knap 50 % generelt. Altså en markant højere uddannelsesbaggrund i
det aktive lag end gennemsnitstallene for hele studenterårgangen.
Det aktive lag kommer altså i høj grad fra hjem med en markant højere uddannelsesgrad
end gennemsnittet af gymnasielever. Kan denne undersøgelse sige noget om, hvorfor
det er sådan?
315
Johannesen, Kurt; Storm, Jens: Tal der taler, – fra stille til ekspansiv uddannelsesrevolution over 100
år http://udd.uvm.dk/200309/index.htm?menuid=4515). (01.06.07). Tallene er fra 93-94, og hermed kan
de have ændret sig.
250
Højere uddannelse – mere diskussion
Den mest oplagte forklaring er, at vi i undersøgelsen af ”skolerne” kunne konstatere, at
der var en tendens til at jo højere op på uddannelsesstigen forældrene var des ”oftere”
blev der diskuteret politik derhjemme, og jo hyppigere havde forældre en baggrund i
aktiv politisk eller bevægelsesmæssigt arbejde. Holdes det sammen med, at vi i analysen af det aktive lag kunne konstatere, at når vi ser på betydningen af ”graden af politiske diskussioner” i hjemmet, så er dem, som diskuterer mest politik med forældrene
også dem med de mest venstreorienterede holdninger, og de er også mere aktive i DGS
og i politiske og sociale bevægelser end dem, der ikke diskuterer så meget med forældrene. Og holdes det endelig sammen med betydningen af ”graden af aktivitet hos forældrene”, nemlig at aktive forældres børn holdningsmæssigt er mere venstreorienterede
end dem, der ikke har så aktive forældre, så kunne den tendens vi ser på de fire skoler
godt være en afgørende tendens til en forklaring af overrepræsentationen af unge fra
hjem med en akademisk baggrund.
Hvis vi endelig sammenligner de to grunde - ”ofte” at diskutere med ”traditioner for
aktivitet”, så viser undersøgelsen af det aktive lag, at det at diskutere ”ofte” frem for
”aldrig” har en større effekt - udløser en større forskel - på de øvrige undersøgte
handlings- og holdnings spørgsmål end spørgsmålet om enten at have eller ikke have
”traditioner for aktivitet” i hjemmet. Hvad der vel egentlig heller ikke er så mærkeligt.
Dels er ”traditioner for aktivitet” sikkert for mange af forældrenes vedkommende noget
de ikke længere praktiserer, og dels vil disse traditioner, disse erfaringer naturligt nok
først og fremmest blive afspejlet i diskussioner.
Med andre ord kan vi slå fast, at den sociale arv uddannelsesmæssigt og politisk kulturelt slår markant igennem i det aktive lag i DGS. Det aktive lag kommer fra hjem, hvor
uddannelsesniveauet er højt, og hvor der såvel ”ofte” diskuteres politik, og hvor mange
forældre har en aktiv politisk og bevægelsesmæssig baggrund. Hele 50 % kommer som
nævnt fra hjem, hvor der både ”ofte” diskuteres politik, og hvor der er traditioner for
aktivitet.
251
4.4 Den geografiske ”arvs” betydning316
Den geografiske ”arvs” betydning for aktiviteter og holdninger i det aktive lag slår ikke
ud i nogen signifikante forskelle med en generaliser bar tendens. 317 Inden for det aktive
lag er der en relativ stor grad af homogenitet holdningsmæssigt, når udgangspunktet er
geografi. Fx er københavnerne ikke mere venstreorienteret end aktivisterne fra det
øvrige land. Men fra andre undersøgelser ved vi, at laget af venstreorienterede – altså
kvantitativt, fx ved prøveafstemninger – er langt større i København end i resten af
landet. Tendensen er, at laget af venstreorienteredes størrelse følger ”byernes størrelser”
som tendens.318
4.5 Den kønsmæssige ”arvs” betydning
Kønsmæssigt er 48 % kvinder og 52 % mænd. I bestyrelsen udgør kvindernes andel 45
%, i TR-laget 46 % og samlet på årsmødet udgør de 60 ud af 124.319
320
Inden for det
aktive lag er der ingen markante forskelle mellem kønnenes diskussioner i hjemmet,
deres forældres baggrund i aktivitet, deres egen aktivitet i DGS, i politiske ungdomsorganisationer etc. På spørgsmålet om deltagelse i antikrigsbevægelsen er 55 % af kvinderne aktive – mod 43 % af mændene. Derimod er tendensen at kvinderne på en lang
række holdningsmæssige spørgsmål ligger til venstre for mændene, fx på spørgsmålet
om ”studenternes aktiviteter er en del af klassekampen”, hvor 75 % af kvinderne mod
59 % af mændene erklærer sig enig/næsten enig; på spørgsmålet mht. om ”strejker er
det mest effektive redskab til at få indflydelse på” siger 72 % af kvinderne mod 54 % af
mændene, at de er enige/næsten enige, og endelig vil 79 % af kvinderne stemme på
venstrefløjen (Ø+SF) mod 58 % af mændene.
5. De kollektive aktioner
316
Med geografisk arv forstås, om der kan spores nogle forskelle på de unges adfærd og holdninger i
relation til hvor de bor i landet.
317
DGS: SpSU, op. cit., spørgsmål 4 og 12, og en række af spørgsmålene i SpSU.
318
Se fx Stop Nu kampagnens papir ”Danmarks Fremtid – Ungdommens valg”, s. 1-15 i forbindelse med
kampagnens ungdomsvalg op til folketingsvalget i januar 2005.
319
De tre topposter – formand, næstformand og kasserer blev alle tre besat af piger i 2003.
320
252
De kollektive aktioner, som finder sted i 2002-2003, repræsenterer to forskellige typer,
eller aktionsforløb om man vil – både mht. til optakt og forberedelse, organisering og
forløb og opsamling og resultater. Den ene type er de to nationale aktionsdage hhv. den
5. september 2002 og 10. september 2003, og de efterfølgende elevkonferencer, og den
anden type er besættelsesstrejkerne på de københavnske gymnasier i september og
oktober 2003 – over en 14 dages periode.
Men disse kollektive aktionsforløb repræsenterer samtidig en lang række fælles
problemstillinger og erfaringer så som DGS’ og det aktive lags rolle i aktionsforløbene,
politisk organisatoriske læreprocesser omkring argumenter for strejkekravene, analyse
af situationen, organiseringens a-b-c, udviklingen af de deltagendes holdninger og
perspektiver etc. I det følgende vil de to typer kollektive aktionsforløb først blive
beskrevet og analyseret separat, hvorefter jeg i de sidste afsnit vil samle op og
generalisere på tværs af forløbene.
Datamaterialet i forbindelse med aktionsdagen den 5. september 2002 er baseret på 1)
den skriftlige kommunikation i DGS i form af udsendelserne op til den nationale
aktionsdag 5. september og elevkonferencen den 17. september og beretningen fra 2003,
2) deltagende observationer såvel på demonstrationen den 5. september i Århus som på
elevkonferencen på Rødovre statsgymnasium den 17. september; 3) på spørgeskemaundersøgelsen, som gennemføres i april 2003 – altså 6-7 måneder efter
begivenhederne.
5.1 National aktionsdag 5. september 2002
”Demonstrationen var langt de fleste steder en succes.. pressedækningen var
god, mange gymnasieelever landet over blev bevidst om deres situation, og
amterne og regeringen blev klar over at man ikke ustraffet skærer ned og
forringer forholdene for os alle – særligt dem der har det svært i forvejen.
..Der var massiv opbakning til demonstrationen, og igen må det konstateres
253
at demonstrationer er et godt redskab til at aktivere flere end blot de få i
elevrådene.”321
Således opsummerer DGS’ bestyrelse aktionsdagen den 5. september i beretningen til
årsmødet i 2003. I det følgende vil jeg med udgangspunkt i SpSU forsøge at trænge ned
i de nationale aktionsdages karakteristika – i strejkeorganiseringens struktur, dvs. i hvor
mange der deltog, hvilken rolle det aktive lag, elevrådet og de menige gymnasieelever
spillede i organiseringen, hvem der tog beslutningerne, hvor lang tid strejken varede,
om der var demonstration, om pressedækningen, om lærerne støttede etc.
Strejkens organisering 322
Den følgende tabel fortæller ud fra de 117 på årsmødet og 129 på skolerne, hvordan de
har oplevet strejken den 5. september.
Spørgsmål 32
Strejke organisering?
Svarkategori
Årsmøde
%
Bestyrelse
%
TR-lag
%
Skolerne
%
102
14
1
117
73
31
0
104
60
39
5
104
55
46
4
106
44
57
4
105
60
36
5
87
16
1
94
77
9
89
98
17
16 100
86
51
28
16
12
2
1
15
8
7
1
16
7
8
1
16
8
6
1
79
45
32
3
80
42
36
2
80
33
45
2
80
47
27
3
126
0
3
129
26
98
3
127
62
45
18
125
54
42
29
125
54
58
12
124
71
43
9
5. 9 2002 blev der på mange
gymnasier strejket og
demonstreret mod
nedskæringer og øget
brugerbetaling
Strejkede I på din skole 5.
september 2002?
Ja
Nej
Ved ikke
Total
Var du med til at forberede
aktionen?
Foretog i beslutningen om at
strejke ved afstemning på
fællesmøde?
Var det elevrådet som
besluttede I skulle strejke
Varede strejken hele dagen?
Varede strejken nogle timer?
321
322
70
58
52
42
59
80
50
48
53
65
56
53
41
61
20
50
43
44
58
254
Diskuterede I på et
fællesmøde indholdet i
nedskæringerne?
Var der demonstration
i byen?
Deltog jeres skole i
demonstrationen?
Deltog over en ¼ fra Jeres
skole i demonstrationen?
Fik jeres strejke og
demonstration en god
presseomtale?
Bakkede lærerne moralsk op
bag strejken?
101
59
35
10
104
83
18
3
104
86
16
1
103
64
26
14
104
56
29
20
105
85
11
8
104
57
80
83
61
53
82
15
9
4
2
15
12
2
1
15
13
0
1
14
8
6
1
15
13
2
1
16
14
0
2
16
60
80
93
53
81
88
77
47
27
6
80
66
14
0
80
66
14
0
80
51
18
11
80
40
25
15
80
64
9
6
79
59
83
83
64
50
81
123
70
36
20
126
113
9
6
128
117
5
5
127
83
10
35
128
51
13
62
126
94
5
27
126
56
88
92
65
40
75
I strejke og aktive
87 % af deltagerne på årsmødet var på skoler, som strejkede den 5. september. 70 % af
dem deltog i forberedelsen af aktionen. I bestyrelsen var tallene helt i top, hhv. 94 % og
100 %, og i TR-laget var tallet hhv. 89 % og 65 %.
Disse to sæt tal fortæller flere væsentlige ting om det aktive lag, og differentieringen
inden for dette mellem bestyrelsen og TR-laget. Det aktive lag på årsmødet har deltaget
massivt i aktionsdagen og spillet en central rolle i organiseringen af denne. Men
samtidig viser tallene også, at især på spørgsmålet om forberedelse og organisering af
strejkedagen er der stor forskel på deltagelsesniveau – alle i bestyrelsen har deltaget
mod 65 % i TR-laget.
255
”Skolerne”
På skolerne svarer 98 %, at der var strejke på deres skole323, mens 20 % har deltaget i
forberedelsen og organiseringen af aktiviteterne.324 De efterfølgende spørgsmål fortæller noget om strejkens organisering – forberedelse, beslutning, afvikling og opbakning.
Hvordan beslutte at strejke?
Ud fra tallene tyder meget på, at på halvdelen af skolerne var det faktisk elevrådene,
som tog beslutningen om strejken – (52 % i det aktive lag) mens det på de resterende
skoler var en beslutning, som blev taget på et fællesmøde – (58 % i det aktive lag).
Endelig siger godt og vel 50 %, at de har deltaget i fællesmøder, hvor indholdet af
nedskæringerne er blevet diskuteret. Men uanset om den endelig beslutning er foretaget
af elevråd eller på fællesmøde, så tyder meget på, at beslutningen om at strejke stort set
alle steder har været diskuteret i elevrådene. Det er herfra, processen er sat i gang.
”Skolerne”
Billedet på skolerne er det samme – halvdelen siger, at det var fællesmødet og halvdelen
elevrådet, der besluttede. På 3 ud af 4 af de udvalgte gymnasier foregik der diskussioner
på fællesmøder forud for strejkerne.
Strejke hele dagen?
Varigheden af strejkerne ude på skolerne på den landsdækkende aktionsdag udgjorde
for 2 ud af 5 i det aktive lag hele dagen, for de resterende var det typiske nogle timer. På
de skoler, hvor folk fra ledelsen går, var det ca. halvdelen, der strejkede hele dagen.
”Skolerne”
På gymnasiet i Aalborg og i Tønder siger halvdelen, at de strejkede hele dagen og
halvdelen nogle få timer. Begge forklaringer kan være rigtige – i og med at nogle højest
sandsynlig er vendt tilbage, og nogle ikke. På Rødovre og Mulerne er der bred enighed
om, at de strejkede nogle timer.
323
Det er imponerende højt i og med at spørgeskemaundersøgelsen blev foretaget i april måned 2003 –
altså 6-7 måneder efter strejkedagen. Men den enkle forklaring må være, at strejken har betydet noget for
deltagerne – har gjort indtryk.
324
På Rødovre gymnasium og Tønder gymnasium deltog ca. 30 %, på Mulerne Legatskole og på Aalborg
Katedralskole ca.12-14 %. Procenten på skolerne er endnu en indikator på det generelle aktivitetsniveau –
og de forskellige traditioner. Og også en indikator på store variationer fra klasse til klasse.
256
Demonstration
I centrum for aktiviteterne var de lokale demonstrationer. Billedet blandt det aktive lag
er, at hhv. 80 % og 83 % af deltagerne på årsmøde og i TR-laget kom fra byer, hvor der
var demonstration og fra skoler, der deltog i demonstrationen.
”Skolerne”
På de fire gymnasier svarer hele 88 % og 92 %, at der var demonstration i byen og deres
skole deltog. Tal som blot igen understreger, at demonstrationerne og deres skoles
deltagelse har fyldt meget og sat sig fast i deres hukommelse.
Antal demonstranter
På spørgsmålet om, hvor mange der deltog spørges der forsigtigt: ”.. deltog over en ¼
fra Jeres skole i demonstrationen?” Hertil svarer hhv. 61 %, 53 % og 64 % i det aktive
lag ja.
”Skolerne”
På alle fire skoler er der markant enighed om, at mindst en ¼ deltog – 65 % siger ja –
men det er et svært spørgsmål – 27 % ”ved ikke”.
Mediernes dækning
Mediernes dækning af strejkedagen opfatter et flertal i det aktive lag som god – hhv. 53
%, 81 % og 50 %. At ledelsen ligger meget højere må forklares ud fra, at de mest aktive
og ledende personer samtidig er dem, der har haft mest berøring med pressen, nok også
har fulgt mest med i pressens dækning både under og efter, og som samtidig har
vurderet pressedækningen i et større perspektiv.
”Skolerne”
På de fire skoler er der en stor gruppe af ”ved ikke” – 50 %. Kun 40 % vurderer at
pressedækningen har været god. Tønder skiller sig ud. Her siger 87 % af de spurgte, at
pressedækningen var god. Dvs. strejken har fyldt meget i lokalpressen.
257
Lærernes opbakning
Endelig er der lærernes forhold til strejken. Her siger 82 % på årsmødet at ”..lærerne
bakkede moralsk op bag strejken”. Her er der kun en meget lille spændvidde mellem
opfattelsen af lærernes moralske opbakning i bestyrelsen og i TR-laget.
”Skolerne”
På de fire skoler svinger opfattelsen af lærernes opbakning fra Mulerne, hvor kun 45 %
siger ja til, at lærerne støttede strejken moralsk, hvor de tilsvarende tal for de øvrige
skoler er: Aalborg(65 %), Rødovre(91 %) og Tønder (100 %). Det afspejler helt klart en
forskel på lærerne opbakning fra skole til skole.
Elevkonferencen 17. september
Som noget nyt tog DGS’ bestyrelse initiativ til en elevkonference for at samle op på
aktionsdagen den 5. september 2002 og diskutere ”fremtidige muligheder for at imødegå forringelser… 200 elever fra 95 af landets gymnasier deltog” (Beretning 2003, s.10).
Diskussionerne på elevkonferencen er i det følgende refereret detaljeret, fordi de på
glimrende vis både illustrerer, hvordan ledelsen forsøger at sætte en dagsorden, der
udfordrer TR-laget, og samtidig at nye ideer ofte vil møde modstand. Forslagene
illustrerer også, at ledelsen er blevet inspireret af ”situationen” – både i som udenfor
organisationen.
Datamaterialet er baseret på 1) skriftligt materiale - beretningen fra 2003, udsendte og
uddelte oplæg op til og på elevkonferencen, og 2) deltagende observationer med fokus
på spørgsmålene om: Hvordan opsumerer de aktionsdagen – herunder hvilke succeskriterier bruger de?, Hvordan vil de fortsætte aktiviteterne?, Hvem argumenterer for
hvad – er der ”fløje”, og forholdet mellem ledelse og basis etc.?
Stemning og forslag
Stemningen på konferencen var ”høj”. Ingen var uenig i, at de havde været med til at
sætte en synlig dagsorden med deres landsdækkende protestdag. Diskussionerne var
livlige, og rigtig mange deltog. Den gennemgående holdning var, at ”…vi er nødt til at
258
fortsætte aktiviteterne – en dags strejke ryster ikke regeringen. Men hvordan fortsætte?”
Fra bestyrelsen side blev der lagt tre konkrete forslag frem til diskussion og beslutning:
”1) et forslag om en fælles manifestation mod af demokratisering og
nedskæringer i uddannelsessystemet generelt med de andre elevog
studenterorganisationer i det såkaldte Råstofinitiativ, 2) En fælles folkefest,
for ”Et bedre Danmark” med fagbevægelsen, græsrodsorganisationer,
elevbevægelsen og andre, og 3) Oprettelsen af regionale netværk med andre
velfærdsgrupper.” 325
Især det første forslag var der stor opbakning til. ”Vi vil fortsætte kampen – og det kan
vi gøre styrket ved at stå sammen med resten af elevog studenterbevægelsen.” Det
næste forslag om opbakning til en folkefest – tja det blev også bakket op, men mere
tøvende og mindre entusiastisk. Dels var der en del skepsis over for et tættere
samarbejde med fagbevægelsen.326 Hvad har vi til fælles med fagbevægelsen? Dels
emmede forslaget om en folkefest på en lørdag ikke af aktivitet og kamp mod
regeringens nedskæringspolitik.327 Forslaget matchede ikke den stemning, som var
blandt de 200 aktivister.
Det tredje forslag skabte en masse diskussion og mødte meget kritik. Bestyrelsens
argumentation for forslaget var en videreførelse af ideen om, at ”samlet er vi stærke” –
dvs. at:
”…hvis de forskellige velfærdsgrupper, som bliver ramt af regeringens
nedskæringer på amtslig plan går sammen og hjælper hinanden med ..
eksempelvis informationer om amtets spareplaner … vil man i disse spare
tider utvivlsomt også kunne bruge et regionalt samarbejde til noget…
325
Nogle af de ledende DGS’ere opsumerer selv, at initiativet og ideen med et samarbejde med
fagbevægelsen gav intet – det var en fiasko, se interview 2.
327
Det er værd at bemærke, at forslaget om en ny landsdækkende aktionsdag var koblet sammen med
folketingets åbning og tidligere traditioner for, at der demonstreres denne dag fra fagbevægelsens side.
Politiske strejker tilbage i 70’erne i forbindelse med folketingets åbning var helt ”normalt” og også i de
første år efter 1982, hvor Schlüter overtog regeringsmagten. På en konference indkaldt af Faglig Ansvar
(fælles paraplyorganisation for fagbevægelsens venstrefløj) den 7. september 2002 – hvor der deltog 850
tillidsfolk – blev spørgsmålet om en aktionsdag også diskuteret. Faglig Ansvar forslog en aktionsdag
lørdag den 5. oktober – altså uden strejker. Oppositionen på konferencen forslog strejker og demonstrationer 1. oktober, men det faldt.
326
259
samarbejdet skal ikke være forpligtigende, men i stedet være en mulighed
man kan gøre brug af, når det skønnes at være taktisk rigtigt.” 328
Altså umiddelbart en meget logisk og sammenhængende argumentation, som samtidig
byggede på den aktuelle situation, hvor en lang række grupper havde været eller var ude
i kampe mod nedskæringer og lukninger. Fx var der masser af strejker blandt pædagoger rundt omkring i byerne pga. nedskæringer igen igen; der havde været omfattende
mobiliseringer mod lukning af en række sygehuse, fx i Grenå og Odder osv. Men det
var også en argumentation, som var politisk avanceret, og en diskussion som slet ikke
var taget tidligere i DGS, hvad bestyrelsen også gør en del ud af i beretning på årsmødet
i 2003: ”Hele diskussionen om velfærdsnetværk havde på intet tidspunkt været til
diskussion på skolerne eller på stormøderne, og set i lyset af det, må kritikernes skepsis
i høj grad tages alvorligt.”329
Op mod en tredjedel på konferencen var imod forslaget. Kritikken og skepsissen
byggede grundlæggende set på den opfattelse, at DGS ikke skal forholde sig til
spørgsmål udover uddannelsesområdet. Altså en opfattelse eller en tendens, som faktisk
udtrykte en uenig med de vedtægtsændringer, som blev foretaget i 2002. De ønsker ikke
et mere politiseret og aktivistisk DGS. De ønsker et DGS, som sigter mod indflydelse
via argumenter, lobbyarbejde etc. via de parlamentariske kanaler i bred forstand. Men
langt de fleste af de skeptiske og kritiske indlæg kom fra gymnasieelever, som bare
syntes, at perspektivet om velfærdsnetværk var for langt væk fra deres virkelighed – og
hermed også deres politisk bevidsthedsmæssige forståelse. Når de skarpeste kritikere
derfor smed argumenter på bordet om, at bestyrelsens forslag gik alt for langt – og
retorisk slår på, ”at DGS ikke er et politisk parti”, at ”DGS hverken skal være højre eller
venstreorienterede”, at ”DGS ikke er imod regeringen som sådan men imod dens
politik”, så var der en lydhørhed på op mod en tredjedel for forslaget.330
Samtidig skal det bemærkes, at i beretningen fra 2003 træder bestyrelsen et skridt
tilbage: velfærdsnetværkene er kun tænkt – andet nævnes i hvert fald ikke – som
328
Ibid., s.11.
330
Typiske indvendinger som blev rejst i de forskellige kritiske indlæg – hentet fra mine observationer og
notater.
329
260
netværk for informationer mellem forskellige nedskæringstruede og ramte grupper, det
er ikke velfærdsnetværk, hvor de direkte argumenterer for fælles handling.
Hvad kom der så ud af de tre forslag?
•
Fællesdemonstrationen i Råstofinitiativet blev afviklet den 3. oktober og samlede landet over ca. 80.000 elever og studerende. Hovedsagelig folkeskoleelever,
gymnasieelever, VUC’ere331, studerende fra erhvervsskolerne, pædagogstuderende og et mindre antal studerende fra universiteterne. I København var der 1015.000 mødt op på Rådhuspladsen.
•
Folkemødet i København den 5. oktober, som fagbevægelsen var primusmotor
bag, samlede ca. 2000 – heraf kun få gymnasieelever. Reelt foregik der ingen
systematisk mobilisering på gymnasierne til dette arrangement.
•
Nedskæringsnetværket blev aldrig reelt fulgt op i praksis.
Selvom de fleste af de forringelser, der blev varslet i 2002, ikke blev trukket tilbage,
opsummerede gymnasieeleverne dengang – jvf. SpSU og bestyrelsens beretning fra
2003 ”… at strejkerne ikke var en fiasko, men en succes… troen på at aktioner nytter,
var blevet styrket”, og helt konkret blev der da også fjernet forringelser, ”… fx blev
fjernelsen af studieturen i 2.g trukket tilbage ovenpå aktionerne”.332
5.2 National aktionsdag 10. september 2003
Året efter – over sommerferien og ved skolestart – blev der på ny diskuteret nedskæringer samt spørgsmålet om, hvordan gymnasieeleverne og DGS skulle reagere, for at
undgå nye nedskæringer og forringelser. I DGS’ bestyrelse var de klar over, at de årlige
forhandlinger mellem stat og amter – amtsaftalen – for det kommende år ingen undtagelse ville blive mht. nye nedskæringer og nye ideologisk angreb.
331
Ifølge Jyllands Posten den 19. september 2002 strejkede 60.000 VUC-ere den 18. september 2002 i
protest mod regeringens forslag i finansloven om øget brugerbetaling, som betyder at egen betalingen kan
øges med 6-900 kr., hvilket kan bringe prisen på et 2 årigt HF forløb op på 10-12.000 kr.
332
Telefoninterview med Sofie Bødker fra DGS`s sekretariat, 3.9.03, kl. 15.45.
261
I det følgende vil jeg – i forlængelse af beskrivelserne af den nationale aktionsdag i
2002 – fokusere på forberedelsen af den nationale aktionsdag i 2003 – både centralt i
DGS og regionalt, på forskelle og ligheder mellem de to nationale aktionsdage samt den
efterfølgende elevkonferences diskussioner – også set i relation til diskussionerne på
elevkonferencen året inden.
Datamaterialet bygger på 1) den skriftlige kommunikation via udsendelser, hjemmesiden og pressen, 2) deltagende observationer på den efterfølgende elevkonference, og
3) interviews med nogle af de ledende gymnasielever, hvor der fokuserede på såvel
faktuelle spørgsmål om aktionsforløbene og deres organisering nationalt og lokalt og
mere overordnede vurderinger af organisationens og medlemmernes politiske udvikling.
Optakten - forberedelsesfasen
Der blev traditionen tro afholdt et overdragelsesseminar mellem den gamle og ny bestyrelse først i juli. Ud over de traditionelle ting – arbejdsfordelinger, traditioner, nye perspektiver etc. - så blev der konkret diskuteret nedskæringer og mulige aktioner mod
disse i efteråret.333 Bestyrelsens udgangspunkt var, at der ligesom året inden – i september 2002 - skulle reageres med protester. Og konklusionen i bestyrelsen blev, at ”der
skal mobiliseres ved skolestartskampagnen; vi skal have en central-hovedparole og
decentrale regionsparoler. Aktionsformer besluttes senere”. (bestyrelsesreferat).
”Vi lagde os ikke fast på en kæmpe demonstration, men at der skal ske
noget, fordi vi ikke kan bruge de her nedskæringer til noget. (Nanna) Og det
vi også diskuterede der var at vi ville have en opfølgning på aktionen. Og det
var vel ud fra erfaringen sidste år, ud fra at det var en kanonsucces?” 334
Det centrale spørgsmål, som bestyrelsen måtte tage stilling til, var, hvor omfattende
ville nedskæringer blive, og hvilke reaktioner ville det medføre blandt eleverne? Derfor
besluttede bestyrelsen at opfordre regionerne til at undersøge omfanget og indholdet af
de amtslige nedskæringer. Regioner skulle researche og melde tilbage. Responsen fra
DGS regionerne på nedskæringer begyndte så småt at komme ind ugen efter. Historien
fra året inden, hvor Vejle meldte ud og satte skub på mobiliseringen gentog sig. Aalborg
333
334
Bilag Interview – 4: Johanne …, op. cit., s. 2.
DGS Interview – 2: Nanna …, op. cit.,, s. 2
262
meldte klart ud – der lægges op til omfattende nedskæringer herunder lukning af
Fjerritslev gymnasium. De opfordrede til en national aktionsdag, og de satte dato på.
Bestyrelsens konklusion er klar ovenpå disse meldinger – der skal mobilisere. Som
sædvanlig var de i gang med skolestartskampagnen, og mobiliseringen til aktionsdagen
bliver koblet på denne. Regionalt bliver der holdt møder, og elevrådene diskuterer
nedskæringer og strejke.335
Over hele landet henviser amterne til, at de er nødt til at spare pga. regeringens skattestop. Men den ”nødvendighed” vil gymnasieeleverne ikke acceptere. De argumenterer
med, at der er råd til velfærd, hvis der prioriteres anderledes, og pengene hentes der,
hvor der er rigeligt af dem: hos de mest velhavende - og herunder ikke mindst erhvervslivet. I bestyrelsen er de også overbeviste om, at de eneste argumenter politikerne reelt
er lydhøre overfor er højtlydte protester, demonstrationer og strejker.336
Selve aktionsdagen den 10. september blev opsummeret som en ny succes. 40.000 ud af
landets 60.000 gymnasieelever deltog i aktionsdagen.337
Aktionsdagene i 2002 og 2003 – en sammenligning
Aktionsdagen den 10. september byggede videre på erfaringerne fra aktionsdagen året
inden. Omfanget og indholdet af de to aktionsdage minder på mange måder om hinanden. Rent indholdsmæssigt var den brede generelle parole ”Nej til nedskæringer” blevet
udskiftet med parolen ”For en god og gratis uddannelse til alle”, som dels markerede, at
gymnasieeleverne ønskede en ordentlig uddannelse og en gratis uddannelse – dvs. som
noget nyt gik de direkte op imod den øgede indførelse af brugerbetaling. Som Sofie
Bødtker fra sekretariatet udtrykker det:
”Markante forskelle vil jeg ikke sige der er. ….Forskellen fra i år og sidste
år, er at eleverne er blevet stærkere i deres argumentation, og har fået en
bredere indsigt i det der er sket.” Og hun fortsætter: ”Der hvor den
adskiller sig fra sidste år, det var at man ville flere ting… altså det her
335
Ibid., s. 3
Altså på mange måder en videreførelse af argumenter og erfaringer fra året inden, som det også fremgår af SpSU fra foråret 2003
337
Tal fra DGS, som svarer godt overens med pressens tal.
336
263
fortsætter ude regionalt, sidste år lagde man op til samarbejde med
fagbevægelse som gik totalt i vasken, der skete ikke en fløjte … Erfaringen
nu tror jeg, er at der ikke kommer noget ud af at sige, at nu skal vi ud og
alliere os med fagbevægelsen – ligesom demoen op til folketingets åbning
sidste år heller ikke blev til noget.”338
Forberedelserne af aktionsdagen i løbet af sommeren 2003 var ifølge bestyrelsen langt
mere intense og detaljerede end året inden – og havde også den klare fordel, at de kunne
bygge videre på erfaringerne fra året inden.
Forskelle i deltagelse?
Antal skoler som strejkede og størrelserne af demonstrationerne var stort set den samme
som året inden. Men dels var forberedelsen af strejkedagen lokalt mange steder langt
bedre end året inden. Laget af aktivister var støt og roligt vokset. Erfaringer fra året
inden blev brugt flittigt. Mange tror på, at aktioner nytter ud fra erfaringerne fra sidste
år, hvor fjernelsen af studieturen i 2.g blev trukket tilbage ovenpå aktionerne.339 Det
handler om at involvere langt flere? Hvordan sikre at argumentationen imod nedskæringer
og
brugerbetaling
var
noget,
der
”sad”
fast
oveni
hovederne
på
gymnasieeleverne? Etc.340
Svage og stærke skoler
Men der var også forskelle fra året inden:
”… En del af de skoler som ikke rigtig var med sidste år deltog aktivitet
denne gang. Fx var der en demo i Esbjerg med 500 mennesker og det er
noget nyt(Julie)” og … så er der nogle af de garvede skoler som trækker
mindre, …fx Christianshavns gymnasium. Min fornemmelse er at
selvfølgelig er de med, de der garvede skoler, men de er trættere end de
plejer.(Nanna) 341… Men man ser i Jylland, hvor jeg har været til skolestart,
nogle skoler, som nedlægger undervisningen hvor man bare tænker, hvad
338
Bilag Interview – 3: Sofie, Stephanie, Stine, Rasmus, Rune, 31.10.2003, s. 2.
Telefoninterview den 3.9.03 – 15.45 – med Sofie Bødtker.
340
DGS Interview – 2: Nanna …, op. cit., s. 2-5.
341
En forklaring kan være, at Christianshavn gymnasium fx var et af de meget aktive i antikrigsbevægelsen, hvilket både kan have givet fornyet energi og inddragelse af flere, men det kan også have
tæret på de aktive lags kræfter i perioder.
339
264
sker der (Nanna bekræfter) hvor de går amok og laver vilde demoer og
aktioner…Fx i Ribe amt, hvor jeg er om mandagen, hvor de spørger til hvad
der sker, og så efter tre dage har de kæmpe demonstration om onsdagen –
og alt sammen ender med, at de senere bliver til en DGS region.” 342
Elevkonferencen – tirsdag 23. september 2003 343
Ligesom året inden blev der indkaldt til en ny elevkonference den 23. september, hvor
ca. 180 gymnasieelever fra de aktionerende gymnasier mødtes for at samle op på
aktionsdagen, og diskutere de næste skridt. Stemningen på konferencen var igen ”høj”:
alle var enige om, at aktionsdagen var en kæmpesucces.
Både fordi politikerne havde vist tegn på indrømmelser, og fordi så mange gymnasieelever deltog og aktiviteterne på skolerne og de lokale demonstrationer var velorganiserede.
Alt tydede nemlig på, at aktionsdagen faktisk allerede havde haft en effekt. Således
opsummerede en fra bestyrelsen situationen:
”Allerede nu er der synlige tegn på, at politikerne føler sig klemt op i en
krog. I Vestsjællands Amt er der allerede blevet trukket forslag om øget
brugerbetaling tilbage. I Nordjylland ser det ud til, at Fjerritslev gymnasium
alligevel ikke bliver lukket, og i Frederiksborg Amt er der stor sandsynlighed
for, at klassekvotienten ikke bliver hævet. Dermed er det andet år i træk, at
elever i Frederiksborg Amt vinder kampen for færre elever.” 344
I forhold til selve aktionsdagen var vurderingen samstemmende, at langt flere end året
inden var aktive i forberedelsen af aktiviteterne og på selve aktionsdagen. De centrale
spørgsmål på konferencen som blev diskuteret var: Hvordan fortsættes kampen mod
nedskæringerne? Hvordan kan der sættes en endelig stopper for nedskæringerne? Kan
gymnasieeleverne magte opgaven alene? Eller skal det forsøges at få resten af elevog
342
DGS Interview – 2: Nanna …, op. cit.,, s. 5-6
Fokus for mine observationer på elevkonferencen var spørgsmålene om: Hvordan opsumerer de
aktionsdagen – hvilke succeskriterier stiller de op? – herunder også i relation til aktionsdagen året inden?
Hvordan vil de fortsætte aktiviteterne? Hvem argumenterer for hvad – er der ”fløje”, og forholdet mellem
ledelse og basis etc.?
344
Elevkonferencen 2003, bestyrelsens udsendte papir til elevkonferencen.
343
265
studenterbevægelsen med? Eller skal de forsøge at samle alle – arbejdere, elever og
studerende – i en fælles kamp? Ud fra erkendelsen og perspektivet om at ”Sammen er vi
stærke – sammen kan vi en hel masse?” 345
Men sporene fra beslutningerne fra elevkonferencen året inden, hvor der blev peget på
aktionsfællesskab med fagbevægelsen i lokale velfærdsnetværk, som aldrig blev til
noget, og de efterfølgende diskussionen om videre protester i forbindelse med folketingets åbning, som også blev en reel fuser – mht. fagbevægelsen inddragelse, ja, disse
negative erfaringer blev selvsagt opsamlet, og såvel i bestyrelsen forud for konferencen,
som på selve konferencen blev der konkluderet, at der måtte prøves nye veje.346
Regionalt perspektiv
Resultatet var, at bestyrelsen ikke lancerede nye offensive forslag som året inden, men
lod det være op til regionerne at formulere, hvad situationen kunne bære. ”Bestyrelsens
linje var: at nu gør I, som I har lyst til. Selvfølgelig sidder vi og koordinerer det, og har
en finger med i spillet, men nu lader vi eleverne trække i en anden retning. (Nanna)”347
”Vi holdt os meget udenfor diskussionen i dette tilfælde (diskussionen om
hvad der skulle ske fremover! – mit indskud). Vi var kun lige oppe og
forklare, hvad vi mener med at lægge tingene ud til regionerne. Hvor det i
høj grad var skolerne, der gik op og sagde, at det her kan vi godt, eller det
kan vi ikke, det vil vi lade være op til regionerne.(Nanna) …det var utroligt
vigtigt for os at høre, hvad der var stemning for.(Julie)”348
Men der kom faktisk radikale forslag fra nogle gymnasier fx fra Tønder og Christianshavn.349 Tønder forslog, at DGS satte hele sit ”apparat ind på at samle fagbevægelsen
og elevog studenterbevægelsen til en fælles kamp mod regeringen med strejker og
demonstrationer!” Og Christianshavn forslog en national ”sleep-in aktion” på landets
gymnasier for at markere, at kampen fortsætter og for at involvere alle gymnasieelever i
den forsatte diskussion.
345
Det var nogle af de overvejelser og diskussioner, som fremgik af debatten på elevkonferencen.
347
Ibid., s.7.
348
Ibid., s.7
349
Elevkonference papirer 2003 – uddelt på mødet.
346
266
Men disse forslag faldt. Argumenterne imod var, at ”vi ikke kan holde til flere nationale
aktionsdage nu!” Altså midt i den positive opsamling på aktionsdagen kunne der også
spores en vis træthed. En del slog på, at der må forsøges lokalt – men entusiasmen og
selvtilliden var ikke høj. Fx meldte en repræsentant fra Rødovre gymnasium, som på
mange måder har stærke traditioner, og som både denne gang og tidligere havde spillet
en absolut ledende rolle, at vi ”kan ikke holde til mere – vi er trætte”. Men der lød også
andre ryster fra andre gymnasieelever i København. Fx at ” i København har vi styrken
til noget mere..” 350
Konklusionen på elevkonferencen blev, at forsætte presset på politikerne og fortsætte
aktiviteterne regionalt: ”den bedste måde at kæmpe på nu er ved spredte, lokale
aktioner?” Helt konkret blev der vedtaget ” en national aktionsdag regionalt mandag den
29. september.”
5.3 Hvorfor nationale strejker – og hvordan?
De nationale strejker i løbet af perioden 2002-2003 afspejler, at gymnasieleverne og
deres organisation ikke stiltiende vil acceptere forringelserne af deres studieforhold, og
at måden de svarer igen på dels har fokus på kollektive aktioner – på udenomsparlamentariske aktiviteter, og dels at de igennem disse aktioner lære en masse, som helt konkret
udtrykkes i, at erfaringerne fra den nationale aktionsdag den 5. september 2002 bruges
aktivt i forbindelse med aktionsdagen året efter. Men den undersøgte periode og
diskussionerne i forbindelse med aktionsdagene afspejler samtidig, at det at forstå
”situationen”, og det at omsætte det i aktiviteter, som kan lægge et pres på politikerne,
er en kompliceret proces, som kommer til udtryk i mange forskellige bud på situationen.
Overførelse af erfaringer og aktionsforslag
De nationale strejkedages forberedelse – forfinet og udbygget fra 2002 til 2003 – er set
ud fra en demokratisk og græsrodsagtig organisationsopfattelse eksemplariske: i et
samspil mellem DGS regionerne og bestyrelsen blev mobiliseringen sat i gang på
350
Egne observationer
267
baggrund af regionernes undersøgelser hen over sommerferien af, hvilke nye
nedskæringer og forringelser der var på vej fra amternes side.
Aktionsdagen i 2003 byggede helt klart videre på erfaringer fra aktionsdagen i 2002 – i
dobbeltforstand. I Bestyrelsen, i regionerne og på skolerne blev der lagt vægt på, at rette
op på nogle af de svage punkter i mobiliseringen året inden, fx med grundigere
argumenter for nedskæringernes konsekvenser, et mere generaliseret perspektiv – i
stedet for parolen fra 2002 ”Nej til nedskæringer” brugte de parolen ”For en god og
gratis uddannelse til alle” – som signalerede eksplicit, at de var imod brugerbetaling,
bedre indholdsudfyldelse af aktionsdagen på skolerne med aktivitetstilbud til skolernes
elever, mere velorganiserede og ”livlige” demonstrationsoptog med bannere, skilte,
råbeslagord, mere livlige fælles demonstrationer etc. i byerne. Kort og godt et skridt
fremad i politik og på organisationsniveauet.
Aktionsdagen blev også fulgt op af en elevkonference, hvor de samlede op på
aktionsdagen, og diskuterede de videre skridt fremover. Men ligesom selve
organiseringen af aktionsdagen byggede videre på erfaringer fra året inden, ja, så gjorde
opfølgningen også.
I 2002 lagde bestyrelsen som omtalt en række offensive forslag frem til, hvordan
mobiliseringen og presset på politikerne kunne fortsættes – altså hvordan aktionsdagen
ikke blot blev starten og slutningen på aktiviseringen og politiseringen af
gymnasieeleverne – blot blev en enlig svale – en enkeltstående aktionsdag, men faktisk
satte sig som mål at videreføre mobiliseringen for reelt at lægge et afgørende pres på
politikerne. Som nævnt tidligere blev tre forslag lagt frem. Det første sigtede mod at
samle større dele af elevog studenterbevægelsen til samlet kamp, hvad der også
lykkedes med den fælles aktionsdag indkaldt af Råstofinitiativet den 3. oktober ved
folketingets åbning, og hvor op mod 80.000 elever og studerende strejkede, og hvor op
mod 10.000 samledes til demonstration i København. Det andet forslag sigtede mod at
bakke faglig ansvars demonstration op den 5. oktober – en lørdag, som reelt blev en
fuser. Og det tredje var reelt det mest offensive, nemlig opbygningen af fælles netværk
på tværs af de områder, som blev udsat for regeringens nedskæringer – fx det
pædagogiske område, sygehusområdet etc., hvor der havde værre mange protester og
268
strejker samme år. Men det forslag mødte stor modstand fra en tredjedel på konferencen
– og betød, at bestyrelsen trådte et skridt tilbage, og reelt opgav at arbejde offensivt for
at omsætte det i praksis. Forslaget byggede på den politiske opfattelse, at sammen er vi
stærke, og ikke mindst sammen med dele af arbejderklassen inden for ikke mindst det
offentlige område må elevog studenterbevægelsen kunne få den nødvendige styrke til
også at stoppe nedskæringer indenfor uddannelsessektoren – eller i det mindste nogle af
dem. Men en tredjedel på konferencen var meget skeptiske. Hvorfor?
Ja, ud fra diskussionen på konferencen er der for mig ingen tvivl om, at der i al
væsentlighed er to grunde til den relativt store skepsis. Forslaget var målt ud fra de
politiske traditioner inden for DGS. Reelt et meget offensivt, utraditionelt og avanceret
forslag forstået på den måde, at ideen om fælles kamp med andre nedskæringsramte
grupper reelt tager afsæt i en politisk forståelse, som minimum bygger på den opfattelse, at elever og studerende har de samme interesser som de andre nedskæringsramte
grupper; at uenigheden med den siddende regering ikke kun kan reduceres til et
spørgsmål om uddannelsespolitik, men involverer en bredere og mere grundlæggende
uenighed om retning for velfærdssamfundet. Og endelig at kampen om retningen i
samfundet er en permanent kamp – en kamp som må føres i hverdagen og hele tiden, og
ikke kan reduceres til et spørgsmål om at stemme hver fjerde år, men netop må foregå
udenomsparlamentarisk, og her er enkeltstående aktionsdage ikke nok! Men – som
bestyrelsen også delvist selv erkendte efterfølgende – så havde de heller ikke gjort deres
arbejde grundigt nok. Forslaget havde reelt ikke været diskuteret bredere.
Situationsforståelse og muligheder
Det interessante, men svære spørgsmål er selvfølgelig: Kunne en bedre forberedelse i
2002 fra bestyrelsen side med diskussioner og argumenter forud for elevkonferencen
have betydet en langt større opbakning bag forslaget. Jeg tror ikke, at der kan være tvivl
om, at det ville have været tilfældet. Men i hvert fald er der meget, der tyder på, at det
havde været muligt året efter. Det er der flere grunde til: For det første var aktionsdagen
i 2003 bedre både kvalitativt og kvantitativ end året inden. Flere var i bevægelse, flere
var aktivt med til at organisere aktionsdagen. For det andet viste den efterfølgende
”besættelsesstrejke på gymnasierne i Københavnsområdet, at potentialet til noget større
var til stede – herom lidt senere. For det tredje skiftede og udviklede situationen sig
269
meget i løbet af perioden fra september 2002 til efteråret 2003. Først og fremmest blev
tusinder af gymnasieelever rykket politisk gennem deres deltagelse i diskussioner,
aktioner og demonstrationer mod krigen i foråret 2003. At det sidste er tilfældet
afspejles også i min SpSU, som blev gennemført i foråret 2003. Her fremgår det, som
tidligere beskrevet, at det aktive lags politiske forståelse – både i TR-laget og i bestyrelsen – var så avanceret, at forslaget fra 2002 om fælles netværk mellem de nedskæringsramte grupper uden tvivl havde solid opbakning i det aktive lag – vel og mærke
hvis det var blevet fremført igen, og diskuteret lokalt, regionalt og på elevkonferencen.351
Tilbage står selvfølgelig, hvilken opbakning det aktive lag kunne få for forslaget ude på
skolerne. Her kan min undersøgelse ikke sige noget eksakt - men to forhold indikerer, at
der var muligheder for at få en bredere opbakning, dels den efterfølgende
”besættelsesstrejke” i københavnsområdet, som havde massiv opbakning og var enormt
avanceret og viste hvilken dynamik, der er i de kollektive aktioner, når de udspiller sig
som regulære strejker over mange dage, og dels i det spor jeg forfølger i SpSU på ”fire
skoler”, som antyder, at der findes et stort mindretal af almindelige gymnasieelever,
som handlingsmæssigt mener, at DGS skal blande sig i bredere spørgsmål som velfærd,
racisme etc. (39 % for - halvdelen ”ved ikke”), og en femtedel er for at DGS skal styrke
samarbejdet med fagbevægelsen – hele 66 % ”ved ikke”. Holdningsmæssigt indikerer
besvarelserne fra de ”fire skoler” også, at halvdelen af de spurgte mener der foregår
”klassekamp”; ”at de studerendes aktiviteter er en del af klassekampen”, og 61 %
afviser argumenterne om, at der ikke er råd til den nuværende velfærd.
Meget peger altså i retning af, at perspektivet om fælles netværk mellem studerende og
arbejdergrupper, som også bliver ramt af nedskæringer faktisk - uden større
diskussioner - havde en klangbund blandt et stort mindretal på gymnasierne.
Bestyrelsen
Men i bestyrelsen – hvad der også fremgår af beretning til årsmødet i 2003 – blev
erfaringerne fra 2002 generaliseret således, at samarbejdet med fagbevægelsen var en
død sild, at situationen ikke kunne bære nye nationale aktionsdage – fx à la den
351
270
fællesaktionsdag 3. oktober ved folketingets åbning, men at der ”måtte prøves nye
veje.”
Meget tyder på, at bestyrelsen reelt var enormt usikre på, hvad der var stemning for. Og
vel inderst inde ikke vurdere, at ”bevægelsen” kunne fortsætte – i hvert fald som en
samlet national bevægelse. De ønskede frem for alt ikke igen, at få et stort mindretal
imod sig.
Hvad kunne en anden mere offensiv og optimistisk analyse fra ledelsen side have
betydet? Det kan selvfølgelig ikke siges med sikkerhed. Men derimod kan effekten af at
lade det være op til regionerne selv at vurdere, hvad de kan og (vil) måles: den fælles
nationale kamp og kampagne var opløst.
5.4 Besættelsesstrejkerne i efteråret 2003 – en kronologi
Som beskrevet i afsnit 5.2 var stemningen på elevkonferencen delt – og mange var
trætte ovenpå aktionsdagen: ” … vi kan ikke holde til flere nationale aktionsdage nu!”
Altså midt i den positive opsamling på aktionsdagen kunne der også spores en vis
træthed. … Men der lød også andre ryster… Fx ” i København har vi styrken til noget
mere..”
Det blev de sidste, der fik ret! Knap nok var elevkonferencen den 23. september 2003
overstået, før gymnasieeleverne i Københavns området gik i aktion igen. Københavns
Amt vedtog dagen efter elevkonferencen at hæve klassekvotienten til 29 fra 2004 og
fremover. Det udløste på ny vrede og aktioner. I de følgende 14 dage var en lang række
gymnasier besat, aktioner, demonstrationer og alternativ ”undervisning” blev
organiseret etc. Besættelsesbølgen resulterede i, at en række besparelser blev taget af
bordet.
Dette forløb beskrives i det følgende ud fra følgende datamateriale: 1) skriftligt
materiale som aviser, gymnasieelevernes blad Pensum, og hjemmesider 2) interviews
med såvel bestyrelsesmedlemmer som aktive og ledende gymnasieelever fra en række
skoler. De interviewede personer består dels af nogle af de ledende DGS’ere fra besty-
271
relsen/sekretariatet, og dels af en række aktive gymnasieelever fra tre forskellige
gymnasier. De er udvalgt fordi de repræsenterer erfaringer omkring besættelsesbevægelsen både set oppe fra – fra DGS’ sekretariat og nedefra – fra de aktive lag på
gymnasierne. Netop denne kombination af bevægelse nedefra og koordinering oppe fra
var essentiel for bevægelsen – og derfor i en beskrivelse af denne. I fokus for
interviewene er der udover denne problematik fokuseret på en tæt beskrivelse af, hvad
der foregik under strejkerne på de enkelte gymnasier, hvordan aktiviteterne blev spredt
og koordineret på tværs af gymnasierne – og hvilke diskussioner der foregik om,
hvordan bevægelsen kunne styrkes og vinde?
Besættelser og aktiviteter dag for dag 352
Onsdag 24.9
Amtet vedtager, at ”loftet” er 29 i klasserne
Torsdag 25.9
6 gymnasier går i strejke og besættelse
Fredag 26.9
Flere gymnasier i strejke og besættelse – lærere nedlægger arbejdet
Lørdag/Søndag 27/28.9
Bestyrelsesmøde i DGS København: beslutter optrapning og demo
Mandag 29.9:
Aktionerne optrappes i København. Den vedtagne nationale aktionsdag i
regionerne bliver ikke til noget – udover aktionerne i København, hvor der også
er demonstration
Tirsdag 30.9:
Borupgård gymnasium indkalder til aktionsmøde for alle i København
Onsdag 1. oktober:
Demonstration. Rigtig god stemning. 5000 demonstrerede.
Stormøde på Rysensteen gymnasium efter demonstrationen Ca. 150-200 til
stede. Mange trætte, det er hårdt at strejke, bevægelsen er ujævn. Men 100 % for
fortsat strejke og ny demonstration 7. oktober. Satsede på at få resten af elevog
352
Kalenderen bygger på tal og oplysninger fra DGS (interviews, skriftligt materiale – herunder
Medlemsbladet Pensum, nr. 01 og 02 – 2003) og pressen.
272
studenterbevægelsen med. Politikerne inviterede til debat – de var pressede. Gav
fornyet luft!
Torsdag 2. oktober
Fortsatte strejker – nogle gymnasier ”normaliserede”, andre gik i strejke
Fredag 3. oktober
Lørdag/Søndag 4-5. oktober
Folkeskoleeleverne holder landsmøde – DEO og FLO slås sammen – DSE
dannes. Landsmødet beslutter at bakke op om demonstrationen 7. oktober
Mandag 6. oktober
Tirsdag 7. oktober
10.000 i demonstration. Annonceres at Københavns kommune har trukket
nedskæringerne af bordet. Nyt stormøde på Rysensteen gymnasium efter
demonstrationen – 75 til stede – mange folkeskoleelever. Forældremøde om
aftenen på Skt. Annæ Gymnasium ringe besøgt.
Onsdag 8.10:
Enkelte gymnasier aktioner videre – fx Borupgaard gymnasium
Torsdag 9.10
Borupgaard gymnasium fortsat besat. Deltager i demonstration foran
Københavns amt – mange forskellige grupper protesterer
Tirsdag 14.10: protester foran amtsgården i Roskilde
Uge 43 – aktionsuge i Århus – happenings og i weekenden 30 til seminar i DGS
Torsdag d. 25/9 nedlagde 6 gymnasier i København spontant undervisningen. Rødovre
Gymnasium blev besat i 24 timer og dagen efter fulgte Christianshavn og Tårnby
gymnasium efter med besættelser. Fredag strejkede endnu flere gymnasier, samtidig
med at gymnasielærerne mange steder gik til faglige møder. Mandag var der strejker på
de fleste gymnasier i Københavns Amt.
I ugen efter spredte aktioner sig til resten af Københavns gymnasier og til gymnasier i
amtet. Stemningen blandt mange gymnasieelever var, at aktioner, strejker og besættelser
fortsætter til nedskæringerne er taget af bordet. Op til den største demonstration den 7.
273
oktober blev en række folkeskoler også trukket med – samt lærerne, som i hele forløbet
støttede eleverne så godt de kunne – dog var der kunne enkelte arbejdsnedlæggelser.
De besættelser, som kom i København og Københavns amt umiddelbart efter elevkonferencen, spændte over en periode på 2 ½ uge, og omfattede totalt set 22
gymnasier353 og en række skoler.354 Besættelsernes varighed vekslede fra 1-2 dage til 810 dage på enkelte skoler – fx Borupgaard gymnasium.
355
De aktiviteter som foregik på
skolerne varierede: nogen steder overnattede de, andre steder mødte de ind hver
morgen, mange steder ændrede de undervisningen totalt og satte fokus på uddannelse,
nedskæringer og samfund. De fleste steder var der fællesmøder hver dag, som var det
demokratiske forum, hvor de vigtigste spørgsmål blev diskuteret: fortsat besættelse eller
ej, indhold i aktiviteterne etc. De fleste skoler søgte også at markere sig i
offentligheden: på gader, indkøbscentre, foran Christiansborg etc. blev der uddelt flyers
om deres kamp, der blev lavet happenings med undervisning, og broer blev blokeret.
Under besættelserne sås det samme billede som under de tidligere aktionsdage; hidtil
passive skoler blomstrede op – fx ”Borupgård, Tårnby, Avedøre er tre gymnasier som
ikke i lang tid i hvert fald har været aktive, men som blev det. Samtidig er de
kendetegnet ved, at de har mange indvandrere, og det der kendetegner Borupgård er, at
det ligger langt, langt ude. Ude forbi Ballerup.”356 Motorerne i besættelserne har været
Rødovre357, Borupgaard gymnasium, Tårnby, Rysensteen og Christianshavn. …men
Tårnby faldt hurtigt fra igen… Skt. Anne var også stærke. Man hører meget om deres
aktioner… det der emed at gøre det stort … at vi fik overbevidst pressen om, at hele
Danmark var i gymnasie-oprør.”358
Tre demonstrationer, den 29. september, den 1. oktober og den 7. oktober, hvor der var
efterfølgende møder om de næste skridt og situationen fungerede som samlende faktor
353
DGSs egne tal – antal af skoler hvor undervisningen blev nedlagt den 7. oktober kendes ikke.
Min undersøgelse lider af den begrænsning, at jeg ikke selv har foretaget observationer. Men ellers er
jeg dækket godt ind af interviews og materiale fra forløbet fra 25.9 til 14.10
355
Eleverne lavede deres egen strejkehjemmeside: www.BOAGBESAT.DK
356
357
På Rødovre gymnasium går der 600 elever, og der var 300 der overnattede, og selvfølgelig blev det
mindre og mindre. Der var TV reportager fra besættelsen på skolen, hvor de unge var meget seriøse og
velargumenterende for deres sag.
358
354
274
mellem skolerne. Samtidig lykkedes det meget hurtigt for DGS centralt at understøtte
besættelses aktionerne ved at fungere som informationscentral og koordinater af de
fælles aktiviteter – herunder at fodre pressen med oplysninger og tips om aktiviteterne
på skolerne og stille med oplægsholdere på de enkelte skoler.
Til Folketingets åbning den 7. oktober mødte handelsskole- og gymnasieelever, hfkursister, folkeskoleelever og elever fra tekniske skoler op i massevis til en fælles
protest mod de nedskæringer, amter og kommuner havde varslet. På trods af de lange
strejker og besættelser dagene før, var kampgejsten der stadig. Og på selve demonstrationen kom så meddelelsen om, at Københavns kommune havde trukket besparelserne
på 15 millioner tilbage. ”Det nytter at protestere” - sådan lød meldingen fra talerstolen
på Københavns Rådhusplads, og mellem 7.000 og 10.000 elever brød ud i jubel.
Københavns kommune gav sig, mens amtet holdt fast ved besparelserne, men mere end
antydede, at næste år ville der ikke komme yderligere besparelser. Protesterne og
utilfredsheden er i høj grad kommet fra neden. DGS som organisation – ikke mindst
centralt – støttede og koordinerede aktionerne.
5.5 Besættelsesstrejkerne i efteråret 2003 – stemningsbilleder
Jeg vil i det følgende afsnit lade de unge selv fortælle, hvad der foregik, for netop at
komme så tæt ind på begivenhederne som muligt.
Det Fri Gymnasium359
”I sidste uge rykkede vi undervisningen ud på Nørrebrogade. Det var
egentlig ikke planlagt, men det blev foreslået på et morgenmøde og så blev
vi enige om at gøre det. Vi havde undervisning og spærrede vejen omkring
1½ time, men så flyttede vi os igen, så busserne kunne køre forbi igen.
(Sofie)”
359
DGS Interview – 3: Sofie…, op. cit., s. 4.
275
”Vi mener ikke, det er nok med små demonstrationer. Nedskæringer berører
jo ikke kun os, men også forældre og alle andre. Derfor må vi vise at vi
mener det seriøst, og derfor laver vi også andre aktioner, som fx at afholde
undervisningen på Nørrebrogade (Stephanie)”
”Ja, for når der ikke er plads til os i klasselokalerne må vi jo rykke udenfor.
Og det er jo absurd at vi det ene øjeblik hører, at gymnasieelever er for
dårlige, til for eksempel geografi, og samtidig bliver vores undervisning
forringet. Derfor har vi også holdt undervisning på Christiansborg
Slotsplads, så vi kan vise politikerne, at vi ikke vil finde os i det
(Stephanie).”
”Vi skal diskutere hvad vi gør fremover, men vi er indstillede på at fortsætte.
Men det kunne være fedt hvis lærernes fagforening også ville opfordre
lærerne til at strejke, det er jo trods alt lærerne der rammes mest, fordi de
mister forberedelsestid.(Sofie)”
Christianshavn gymnasium360
”Vi demonstrerer mod nedskæringer og afgifter. Og konkret mod stigende
klassekvotienter, – vi skal være 29 i hver klasse i år, og der er forslag om at
vi skal være 31 til næste år, og det er simpelthen for mange. Derfor besatte
vi skolen i fredags og låste lærerne inde. I tirsdags besatte vi skolen igen, vi
malede bannere og besatte Knibbelsbro (Rasmus)”
”Processen er foregået 100 % demokratisk. Det hele startede med at DGS
og vores elevråd indkaldte til et møde på skolen. Derefter stemte vi om, hvad
vi skulle gøre. Der var ca. 380 der stemte for, at vi skulle besætte skolen, 12
blanke og kun 2 imod! Vi skal også fremover diskutere, hvad vi skal gøre i
fællesskab. Men vi overvejer at prøve at lave noget alternativ undervisning,
evt. kan 3.g‘erne stå for det. Og så er det vigtigt, at der er flere, der hører
om vores situation. Gymnasielever og forældre ved selvfølgelig, hvor galt
det står til, og hvorfor vi gør som vi gør, men vi har brug for at budskabet
kommer endnu mere ud. (Rune).”
360
Ibid., s. 3-4
276
Borupgård gymnasium
Tirsdag, onsdag, torsdag og fredag i uge 40 samt onsdag og torsdag i uge 41 ”besatte”
eleverne Borupgård gymnasium i protest mod Københavns Amts planlagte besparelser.
Eleverne har overnattet på skolen og blokeret adgangen for lærerne. Rektor har derfor
måttet konstatere, at der ikke kunne undervises de pågældende dage. Eleverne har
benyttet tiden til bl.a. at udfærdige skrivelser til politikere og presse.
”Man kom derud, og de havde head-sets og walkie talkier, og så bliver man
modtaget, først i indgangen, hvor der sad en blokadevagt ved et bord, og
han tjekkede ens taske for alkohol. Sådan var de ved alle skoler, der er
alkoholfri. Han spurgte hvem vi var, og vi kom så ind, og bliver mødt af fire
med head sets der siger, at de står med fire DGSere og kommer I ikke lige
hen og henter dem. Vi kom så ind i en sal, hvor folk så film på storskærm, og
læreværelset var lavet om til et headquarter, og elevrådet var omdannet til
en aktionsgruppe, og de havde pressegruppe, det var virkeligt fedt. Der tror
jeg, de har lært noget af det seneste års besættelse. De var rigtig seje
(Sofie).” 361
Stormødet besluttede
Hvordan besluttede og organiserede de besættelserne?
”Det var forskelligt fra skole til skole, men jeg tror at man de fleste steder
kørte man med stormøder, hvor man nogle steder holdt to møder om dagen,
andre steder en gang, og nogle steder kun de dage hvor man strejkede, men
man mødtes altid på et eller andet tidspunkt, og fik evt. en DGSer ud, nogle
steder var vi der fire gange i løbet af de ti dage. Vi holdte tale og diskuterede
så, om man skulle fortsætte strejken… og der var også mange, der følte at
forløbet ikke var demokratisk nok, at det var hårdt at strejke, og tage
stilling.. at man på den måde spurgte, hvem er med, og hvem er ikke med.
Det går stærkt ude på skolerne, eleverne føler… ”jeg får fravær for det her,
og det her er hårdt og har vi belæg for det her (Nanna).””362
361
362
Ibid., s. 5.
DGS Interview – 2: Nanna …, op. cit., s.9-10.
277
En ”typisk skole-dag!”
”Man mødte typisk kl. 8 som normalt. Ja, hvis man ikke overnattede, der var
nogle steder kl. otte, og det var også det vi begyndte at sige til sidst, efter
folk havde været i gang de der fire fem dage, hør her, det behøver ikke være
de samme skoler, der kører det hele tiden, og I behøver ikke nedlægge
undervisningen hele tiden, men man kan godt gøre det hver anden dag eller
på skift, fordi folk begynder at blive så trætte. Nogen steder sagde man, at vi
har undervisning fra 8-10 hver morgen, og det var meget forskelligt. Det der
var kendetegnende var, at man havde nogle stormøder, at man havde
DGSere ude i en masse spisepauser. I løbet af eftermiddagen går folk hjem
og kommer så senere tilbage. Og det gav et enormt fællesskab på skolerne.
Men det var langt fra alle skoler, der nedlagde undervisningen i flere dage i
træk. Langt fra. Det der var kendetegnede var, at man samlede skolen hver
dag til stormøder og spurgte: ”hvad gør vi i dag?”” (Nanna og Julie)363
Aktiviteter ude i byen
”Rødovre var rundt med bannere. Jeg er ude at køre med David, som kørte
med mig rundt, og vi kom ned til Nørrebros runddel, og så løber der folk
rundt og deler flyers ud gennem bilruderne. Vi tager en og læser, at der står
hvorfor man ikke skal være mere end 28 i klasserne og så metropoltitanskolen (Nanna).”364
”Man følte byen var i røre, kørte man til Valby-station, cyklede der lige tre
burhøns fra skt. Anne gymnasium forbi én, sådan ting oplevede vi meget af,
bannerdrop et eller andet sted osv.(Julie)”.365
DGS’ rolle
Hvilken rolle spillede DGS centralt? Hvordan understøttede og koordinerede DGS
strejkebølgen? Hvordan reagerer DGSs ledelse på strejker og besættelser i dagene
umiddelbart efter elevkonferencen?
”Man får alle informationer fra DGS. Jeg ved ikke, hvordan man skulle gøre
det uden DGS. Ude ved os (Tårnby – mit indskud) har skolen tit handlet
363
Ibid., s.10-12.
Ibid., s.10-11.
365
Bilag DGS Interview – 2: Nanna …, op. cit., s.10-11.
364
278
sådan autonomt, og når man har DGS, som sørger for at koble alle tingene
sammen, betyder at der kommer et bedre perspektiv i det hele, at det hele
bliver samlet godt. Det nytter ikke noget, at alle arbejder hver for sig. Så
DGS siger, at fx ”nu strejker Rødovre, og der sker det og det” det betød, at
folk sagde ”hej, der sker noget over det hele, det er ikke kun her” så folk får
kampgejst når de hører andre… det er enormt vigtigt, at de kom med
informationer og nyt, det kan alle gymnasier bare ikke håndtere selv. Man
kunne lave små aktioner, men stadig samles så stort set alle vidste det
handlede om det samme. Og det var DGS rigtig gode til(Rasmus).”366
”Torsdag, fredag da det startede, var vi rundt på skolerne for at veje
stemningen, fandt ud af det var stort og havde bestyrelsesmøde i weekenden,
og prøvede at organisere den regionale, nationale aktionsdag mandag, som
ikke fik særligt godt fodfæste. Så sætter vi os ned mandag eftermiddag, ok, vi
må finde ud af noget så det ikke bare bliver anarki (Nanna).”367
”Ja, altså hvor vil vi hen med det her. Og det var en enorm vigtig proces, vi
bliver nødt til at have noget opsamling på det her. Ellers løber det løbsk, det
er fint nok, at der er noget lokalt, men vi er nødt til at have noget fælles. Det
er om mandagen, og så kommer man frem til at onsdag den 1. oktober: der
må vi have en demo.. vi skal have noget der samler…(Julie).”368
Stormøde på Rysensteen
”Efter demonstrationen den 1. oktober var der indkaldt til stormøde ude på
Rysensteen gymnasium. Ca. 160-200 deltog for at diskutere de næste skridt.
Aktivisterne var trætte med også indstillede på, at bevægelsen skulle
fortsættes ind til nedskæringer var trukket tilbage. På mødet blev
spørgsmålet om, hvilken vej for bevægelsen sat til helt åben diskussion. Det
interessante var, at det ikke kun var elevrådsaktive, en masse helt
almindelige elever deltog, som tog stilling og var med til at organisere og
diskutere, hvad vi nu skulle gøre. Det var lagt meget op til, hvad gør vi nu
(Julie).”369
366
DGS Interview – 2: Nanna …, op. cit., s.10-11.
368
Ibid., s.10-11.
369
Ibid., s.12.
367
279
”Så lagde vi op til der, at d. 7. oktober skulle der være et eller andet i
forhold til folketingets åbning(Nanna).”370
”Der var flere, der efterlyste, at man gerne vil brede det ud. Der var flere,
der sagde, at de gerne ville have flere med end gymnasieelever, og der var
det, man samlede nogle flere uddannelser(Julie).”371
Ledelse i praksis
”Den vildeste uge var fra den 29. september til den 3. oktober. Det der skete
der var, at vi fik noget kontrol over, hvad der skete herinde fra. Vi planlagde
demoen onsdag den 1. oktober Vi havde to biler, som vi sendte ud i
København hver eneste dag. Et normalt program for os herinde på
sekretariatet er at mødes kl. seks syv stykker, lave planlægning for dagen,
morgenmad undervejs, holdt taler og sætte plakater op på skolerne. Det
gjorde
vi
hele
ugen.
Vi
begyndte
også
at
lave
en
masse
372
pressearbejde(Nanna).”
”Vi fik en del presse på, på det tidspunkt. Vi brugte også meget tid på at lave
en vægavis, som kom op på nettet for at få så megen information ud som
muligt. Den kom ud på skolerne sammen med flyers – prøvede hele tiden at
have noget med på skolerne(Julie).”373
”Det der gik op for os var, at skulle det her fungere ordentligt, og eleverne
ikke skulle have en total fiasko-oplevelse, så blev vi nødt til at være dem, der
koordinerede. Det politiske perspektiv, hvor meget der kunne mobiliseres,
det var noget skolerne stod for selv. Det vi kunne tilbyde var at sige, - vi
ringer herindefra og fortæller, hvor mange der strejker, vi laver en vægavis
med oplysninger, vi arrangerer demoer og forholdet til presse, stormøder
osv.” og det fungerede fint. Vi kunne sagtens have kunnet gjort den
koordinering bedre. Skulle vi pege på noget, der manglede, så kunne vi
sagtens have gjort det bånd stærkere… der var meget kaos, og det er også
svært at undgå…(Nanna).”374
370
Ibid., s.11.
Ibid., s.12.
372
Ibid., s. 12.
373
Ibid., s. 12.
374
Ibid., s. 13.
371
280
Demokratisk strejkeledelse?
Kom der ingen kritik af, at strejkerne blev ledet af DGS? Var der ingen, der stillede
spørgsmålstegn ved, at det var inde på DGS, at man samlede trådene?
”Nej. Og det var vi også meget opmærksom på. at vi ikke havde lyst til at
ende i en situation, hvor det var os, der havde overtaget styringen, for det
var opstået spontant ude på skolerne, og det var eleverne, der kørte ræset
hele vejen igennem, men at det var eleverne, der bestemte, hvad der skulle
ske. Man kan sige, at i løbet af den uge fra den 29. september til den 3.
oktober, fik vi bedre styr på det. I starten var det været hårdt, fordi det var
kaotisk, men så begyndte vi at få koordinering på. Så kom også ”Go aften
Danmark”. Det blev sådan en tradition at mødes der hver aften kl. syv. Der
var nogle ting, der samlede (Nanna).”375
5.6 Hvorfor besættelsesstrejkerne – og hvordan?
Ud fra en dansk vinkel på elevog studenterbevægelsens historie, så er ”besættelsesstrejken” på 22 københavnske gymnasier over en periode på to uger i efteråret 2003,
hvor godt og vel 10.000 gymnasieelever deltager, helt enestående og enormt imponerende.
Men også set ud fra arbejderklassens kamperfaringer og historie, er gymnasieelevernes
besættelsesstrejke imponerende. Hvornår har vi sidst set så mange arbejdere i kamp så
længe og så velorganiseret – og med besættelser af deres arbejdspladser som en del af
bevægelsen?376
Besættelsesstrejken som aktionsform er nemlig enormt avanceret – forstået på den måde
at i sin maximale udgave er det en total strejke, hvor de strejkende ikke alene lukker ned
for undervisningen, men også selv åbner op for at organisere undervisningen og ”livet”
375
Ibid., s. 13.
Indenfor de sidste par år har pædagogerne været den del af arbejderklassen, som har organiseret mest
modstand mod nedskæringerne – hvilket også har afledt omfattende strejkekampe, fx i Købehavn i 2002
og Odense 2003.
376
281
på skolen. Selvom mange af besættelserne var kortvarige, et par dage, og antallet af
aktionerende, som var på skolen dag og nat, udgjorde et mindretal, så stiller den form
for aktion enormt store krav til de aktionerende. Den udtrykker en høj form for
bevidsthed og organisationsgrad.
I enhver social bevægelse spiller det spontane element en central rolle – ligesom der i
enhver spontan bevægelse er bevidste elementer.377 Det blev også til fulde understreget
og udfoldet i de to en halv uge strejkerne og besættelserne varede ved.
Besættelsesbølgen i København og omegn udtrykte en kombination af, at vreden var
stor - ja så stor, at den udløste endnu mere vrede. Spontaniteten var stærk og
umiddelbar. Og samtidig var bevægelsen så stærk, at den organiserede indsats betød, at
bevægelsen accelererede og spredte sig - det bevidste element var stort og radikalt.
At spontaniteten og dynamikken var stor ses meget tydeligt i, at dagen efter at amtet
melder ”loftet på 29” ud, så strejker og besættes seks gymnasier. Og så ruller strejke- og
besættelsesbølgen. Flere trækkes med fra om mandagen, hvor den første fælles
demonstration finder sted.
Organiseringen af strejke- og besættelsesbølgen bygger på deres tidligere erfaringer.
Bærende i de enkelte skolers organisering var fællesmødet eller stormødet, som blev
afholdt mindst en gang om dagen, uanset om skolerne var i strejke hele dagen, nogle få
timer eller holdt en ”strejke pause” på en dag eller to. Drivende i organiseringen på de
enkelte skoler var både elevrødder og nye aktivister. Et helt nyt lag af DGS aktivister
udviklede sig under ”besættelsesbølgen”. DGS sekretariatet fungerede så som
strejkekoordinator mht. information mellem skolerne, produktion af materialer (flyers,
vægavis, pressearbejde mv.), organisering af demoer og fælles stormøder etc. De tre
demonstrationer fungerer som det fælles bindeled mellem de aktionerende gymnasier,
og de efterfølgende stormøder tog beslutningerne om det videre fælles forløb.
377
Gramsci understreger i hans syn på, hvordan bevidstheden udvikles netop forholdet mellem det
spontane og det bevidste, se fx Harman, Chris: “Spontaneity, strategy and politics”, International
Socialism 104, London, 2004.
282
Hvorfor bevægelse i København?
Selvom DGS’ bestyrelse på elevkonferencen havde været forsigtig og pessimistisk, så
skiftede de hurtig opfattelse, da de så, hvordan de københavnske gymnasier på stribe
reagerede med strejker og besættelser. De håbede på, at København kunne bruges til at
”tænde” resten af landet, og omvendt kunne det at få en national bevægelse op at stå
styrke både kampen i København og mere generelt kampen mod nedskæringer rundt
omkring i amterne.
Men virkeligheden var og blev, at genoptagelsen af kampen mod nedskæringer og ”for
en god og gratis uddannelse” kun blev taget op i København. Hvad kan forklaringen på
denne forskel mellem situationen i København og resten af landet være?
Den mest afgørende forklaring må findes i, at laget af antikapitalister er langt større på
de københavnske gymnasier end i resten af landet.378 Som en vigtig del heraf, at langt,
langt flere københavnske gymnasieelever havde været involveret i antikrigsbevægelsen,
både på deres skoler379 og på byplan. – jvf. også SpSUs analyse af det aktive lag i
forhold til deltagelse i antikrigsbevægelsen, hvor den markante forskel på
København/Sjælland og resten af landet er, at i København deltager der også ikkepartiorganiserede fra det aktive lag i antikrigsbevægelsen.
DGSs rolle
DGS’ ledelse på sekretariatet gør principielt det samme som op til de to aktionsdage i
hhv. 2002 og 2003: efter at de har konstateret, at der er bevægelse - eller op til de
nationale aktionsdage, at de vil strejke ude i regionerne, så går de ind og diskuterer,
hvordan de optimalt kan understøtte bevægelsen – politisk og organisatorisk!
Men der er også klart, at der er nogle afgørende forskelle: strejkebevægelsen i
København er ikke et dags fænomen, men en bevægelse som ingen i udgangspunktet
kan sige hvornår stopper. Det i sig selv stiller langt større krav til de aktionerende og til
DGS. Det andet er, at tempoet i bevægelsen er langt mere dynamisk og hurtig end i de
nationale et dags strejker, hvilket igen stiller langt større krav til sekretariatet om at
378
379
Kan blandt andet måles ud fra prøveafstemninger – se fx Stop Nu bevægelsens ungdomsvalg i 2005.
På mindst halvdelen af de 22 strejkende og besatte gymnasier var der i foråret 2003 antikrigsgrupper.
283
være udfarende og støtte – for blandt at undgå ”kaos og anarki” mht. informationer,
aktiviteter etc. Og endelig er strejke- og besættelsesbevægelsen i gang og for
opadgående, da DGS’ ledelse kommer organiseret på banen. Dvs. for ledelsen i DGS er
opgaven på den ene side lettere end op til og under de to aktionsdage. Men også sværere
i den forstand at bevægelsen er meget mere dynamisk og derfor også stiller større krav
til det at ”lede” – det at understøtte og udvikle bevægelsen.
Betydningen af en centraliseret ledelse og koordinering af en strejkebevægelse var
åbenbar for de strejkende og ledelsen i DGS. Det var lige præcis, hvad DGS sekretariat
og bestyrelse kunne tilbyde den spontane besættelses bevægelse i København - nemlig
en koordinering og understøttelse af strejkebevægelsen. Hvor de samtidig gjorde det
klart, at ”det politiske perspektiv, og hvor meget der kunne mobiliseres, det var noget
skolerne selv måtte stå for”. Altså en pointering af: vi vil gerne være fortrinsvis praktisk
koordinater for bevægelsen, men vi vil ikke overtage og styre den. Modsat regnede
gymnasierne også med, som noget helt selvfølgeligt, at DGS gik ind og spillede denne
rolle. For bevægelsen havde ikke selv nedsat en ledelse, som kunne informere og
koordinere. Vel nok af flere grunde: bevægelsen var opstået så lynhurtigt, at ledelse
blev et spørgsmål om at agere ud fra sin skole og ud fra de kontakter, der var til andre
skoler. Men som sagt også ud fra, at de vidste, de havde DGS i ryggen. De overlod trykt
spørgsmålet om information, koordinering – ledelse, til DGS sekretariatet – som der var
tradition for.
En opfattelse fra gulvet som vidner om, at de har stor tillid til, at det klarer DGS, og
modsat at DGS’ sekretariat tænkte i, hvordan bevægelsen kunne styrkes – og at en
sådan styrkelse måtte foregå gennem en demokratisk diskussion blandt de strejkende og
ikke mindst i det aktive lag i strejke- og besættelsesbevægelsen.
5.7 Hvad mener de om kollektive aktioner – og hvad lærer de?
Meget peger mod, at de kollektive aktioner har spillet en mere central rolle i den undersøgte periode end tidligere – såvel for DGS som organisation som for såvel det aktive
lag som de ”menige” gymnasielever. Meget peger samtidig imod, at såvel det aktive lag
284
som gymnasieleverne på de fire skoler er blevet mere overbeviste om, at kollektive
aktioner nytter. Og meget peger samtidig på, at der foregår omfattende læreprocesser
under disse kollektive aktioner. Disse spørgsmål vil blive diskuteret og analyseret på
baggrund af de foranstående afsnits beskrivelser og analyser. Men herudover trækkes
der i dette afsnit yderligere på især delresultater fra spørgeskemaundersøgelsen, som
kan medvirke til en besvarelse af de stillede spørgsmål.
De kollektive aktioner mere i fokus – hvorfor?
Baggrunden for optrapningen af de kollektive aktioner380 må tilskrives såvel den
borgerlige regerings uddannelsespolitik og den effekt, som såvel disse angreb som den
bredere samfundsmæssige dagsorden har haft på de politiske holdninger og handlinger
indenfor elevog studenterbevægelsen – jvf. afsnit 1.2. Denne ”optrapning” af de
kollektive aktioner afspejler den forandringsproces, som DGS gennemløber i perioden.
Det er også en ændring i DGS’ politik… hvor man på et tidspunkt havde et snævert
fokus på at vinde umiddelbare sejre, og hvordan vi via parlamentarisk vej kunne sikre
små forbedringer, og det var utroligt vigtigt med høringssvar. Så er politikken nok
blevet sådan mere overordnet baseret på, at vi kan sejre, hvis vi yder modstand.
Politikerne skal ikke bare få lov til at træde på os. Hvor man tidligere nok mente, at
samarbejde var vejen frem. På den måde er der nok sket en ændring i DGS’ politik. At
man sætter hårdt med hårdt, i stedet for forhandlingsvejen. Man har mistet tiltroen til…
især efter den her regering, har man mistet tiltroen til at man gennem samtale og dialog
kan nå nogen steder. Der er sket to ting i DGS, dels at hvis I (politikerne, min
indskydelse) skærer ned, så skal vi nok fortælle … alle gymnasie-elever at I skærer ned.
Altså at I ikke slipper ustraffet fra det her. Vi ændrer på folks bevidsthed, og det vil
skade politikerne på sigt. Og det andet er, at man vil forhindre de her forringelser. Mest
fordi de har haft en social slagside.”381
Rasmus Meyer Frederiksen udtrykker meget klart, at der er sket et skift. Satsningen på
den ”hårde” linje – på mere entydigt at bruge de kollektive aktioner er sprunget ud af en
erkendelse af, at forhandlingsvejen ikke var farbar: ”Man har mistet tiltroen til… især
380
381
7. februar 2002, 20. marts 2002, 5. september 2002, 3. oktober 2002 og året efter …
DGS interview – 1: Rasmus …, op. cit., s. 4.
285
efter den her regering, har man mistet tiltroen til, at man gennem samtale og dialog kan
nå nogen steder.” Det har været en erkendelse, som uden tvivl også har eksisteret før
under den socialdemokratisk ledede regering. Men modsat dengang er det et synspunkt,
som det aktive lag dels har fornemmet havde bredere klangbund blandt det brede lag af
gymnasieeleverne, og dels - blandt andet som en effekt af det første - selv har følt sig
mere overbevist om og begyndt at omsætte i praksis. En erkendelse som ikke er kommet
over en nat, men netop udviklet sig – både i spring – 11. september og 20. november har
rykket afgørende – men også de efterfølgende succeser, som har givet nyt blod på
tanden, som har igangsat en opsvingspiral.
Kollektive aktioner nytter
Det aktive lag er ikke i tvivl om, at de er blevet mere overbeviste om, at kollektive
aktioner nytter: På nedenstående spørgsmål er der et klart flertal, der bakker de
kollektive aktioner op og vurderer dem positivt:
Spørgsmål 33
Svarkategori
Årsmøde
%
Bestyrelse
%
TR-lag
0-0
3-17 100
0
20
18-2 100
0-0
0
20
17-3 100
0-0
0
20
2-5
44-35
1
87
43-32
7-4
1
87
48-21
11-4
2
86
%
Skolerne
%
13-23
46-30
16
128
40-49
23-5
12
129
32-45
23-12
17
129
30
59
Strejken en succes?
Er du enig i, at:
Strejkerne var en
fiasko fordi alle
nedskæringer ikke
blev fjernet?
Strejkerne var en
succes fordi så
mange gymnasieelever
deltog?
Strejken styrkede
opfattelsen af, at
sammen er vi stærke?
Enig (helt-næsten)
Uenig (delvist-helt)
Ved ikke
total
3-6
51-58 91
2
120
70-36 88
8-6
1
120
74-26 84
12-5
2
119
91
86
80
69
60
I TR-laget vurderer mellem 86-91 % at strejkerne var en succes, selvom nedskæringer
ikke blev fjernet, blandt andet fordi så mange gymnasieelever deltog, og fordi strejkerne
styrkede sammenholdet. I bestyrelsen er de tilsvarende tal 100 %. TR-laget er altså lidt
mere moderat i deres vurdering af succesen end bestyrelsen.
286
På skolerne er 59 % uenig i, at strejkedagen var en fiasko, og 30 % enige. På alle fire
skoler er de enige i, at strejken var en succes pga. at så mange deltog (69 %), og
argumentet om, at sammen er vi stærke blev styrket under strejken (60 %)382
Forståelsen af de kollektive aktioners betydninger handler ikke kun om at påvirke
politikerne og deres nedskæringsplaner, men det handler så sandelig også om at de
igennem strejker og demonstrationer lære en masse – både som individer og som
kollektiv på skolen.
Hvad læres i de kollektive aktioner
”… de kollektive aktioner (min tilføjelse) har … indflydelse på de mennesker
der har været igennem aktioner. De har lært, at man kan tage et standpunkt,
og at man gøre noget. Det er ligesom det man arbejder ud fra. Man skal
være kritisk, vise sin modvilje.” 383
De kollektive aktioner påvirker - ”har indflydelse på” - de mennesker der deltager. Der
foregår læreprocesser - de lærer, at ”man kan tage et standpunkt – kan ”gøre noget”. Det
er essensen af Rasmus’ opsamling på de kollektive aktioners betydning. En af de lokale
aktivister, Rasmus fra Tårnby gymnasium, siger det på denne måde:
”jeg tror vores sejr ligger meget på skolen. Fordi vi aldrig har været aktive.
Vi havde aldrig forstillet os, at vi kunne lave noget som helst. De (de
kollektive aktioner, besættelsesstrejkerne, min tilføjelse) har ændret meget
på selvopfattelsen, særligt på de aktive.”384
Igennem de kollektive aktioner lærer de, at de selv kan være med til at forandre og
ændre på tingenes tilstand. Deres ”selvopfattelse” – især de aktive – bliver ændret.
Igennem deres handlinger åbnes der op for, hvilke muligheder det at være aktive giver.
De får selvtillid.
382
På Rødovre gymnasium og Aalborg Katedralskole er små 70 % enig, hvorimod et snævert flertal er
uenige på Mulerne Legatskole, mens Tønder gymnasium er delt midt over.
383
DGS interview – 1: Rasmus …, op. cit., s. 4.
384
287
Sammenholdet bliver styrket. Oplevelsen af at man kan handle i fællesskab, at man kan
handle spontant – alt sammen styrker det bevidstheden. Sofie udtrykker det sådan:
”Jeg er stolt over de her aktioner … fordi på de enkelte skoler har det
styrket sammenholdet, det har styrket bevidstheden, at man kan handle
spontant, man tager beslutninger og også gøre det i fællesskab(Sofie).385
Det der springer ud af disse få citater, fra nogle af de aktive, peger ind imod den side af
de kollektive aktioner, som handler om de læreprocesser, der foregår. Læreprocesser
som mere udførlig blev beskrevet under de foregående afsnit, og som omfatter: politisk
forståelse og argumenter omkring baggrunden for nedskæringerne; det er politiske
diskussioner om, hvordan nedskæringer kan stoppes, som involverer spørgsmålet om
kollektive aktioners betydning, om hvem de kan alliere sig med, og hvem der er imod;
det er diskussioner om, hvordan strejken kan forberedes og organiseres, og hermed
hvordan flest mulige gymnasieelever kan aktiviseres; det er under besættelsesstrejkerne
spørgsmålet om, hvilket indhold og aktiviteter, der kan lægges ind på de enkelte
gymnasier – fx alternativ undervisning, og på byplan, fx demonstrationer, happenings
etc.; det er spørgsmålet om demokrati under strejken, dvs. hvorfor hyppige fællesmøder
er vigtige både som informationsforum, men også som forum for diskussioner af
strejkens forløb, udvikling, problemer etc. og herunder evt. hvorfor en koordinering af
besættelsesstrejkerne er afgørende for at bevare troen på, at aktionerne kan føre
strejkens demokrati etc.
Men læreprocesserne foregår ikke kun under strejkerne og under demonstrationer men
også efter – fx på de afholdte elevkonferencer, aktivitetskonferencer, årsmøde, men så
sandelig også lokalt i elevrådene, i DGS regionerne etc.386
Det er læreprocesser, som både foregår på individniveau, kollektivt og på organisationsplan. Det er læreprocesser, som både handler om holdninger, handlinger og forbindelsen
mellem disse.
385
386
Disse erfaringer og læreprocesser beskrives mere detaljeret i afsnit 10 og 11.
288
De holdninger, som SpSU afdækker inden for det aktive lag, er blandt andet resultater
af disse læreprocesser, som har fundet sted under de kollektive aktioner, på skolerne og
i organisationen DGS’ regionale og landsdækkende mødeaktiviteter.
Ud fra andre undersøgelser tegnes det samme billede af omfattende læreprocesser i
forbindelse med deltagelse i kollektive aktioner, fx opsamler Flemming Mikkelsen
nogle af de nyere undersøgelser således:
”Resultaterne peger i retning af, at deltagelse i kollektive aktioner og
græsrodsaktiviteter har en uddannende funktion, også omtalt som en
læreproces, der bidrager til bevægelsens spredning og en ny politisk
kultur.”387
Forandring nede fra
Et centralt aspekt i forbindelse med de læreprocesser, som foregår, er indholdet, eller
om man vil, er graden af den radikalitet, der kommer til udtryk i den massive opbakning
bag en udenomsparlamentarisk linje!
Spørgsmål 34
DGS - Politik og
organisation
Er du enig i, at:
Strejker og demonstrationer er den mest
effektive måde at få
indflydelse på?
Svarkategori
årsmøde %
Bestyrelse
18-58 62
38-6 36
1
121
5-13
2-0
0
20
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
% TR-lag %
90
10
12-37 56
34-5 44
0
88
Skolerne
%
14-42
33-17
23
129
43
37
På spørgsmålet om ”Strejker og demonstrationer er den mest effektive måde at få indflydelse på?” siger 62 % i det aktive lag, at de er ”helt enig” eller ”næsten enig” For TRlaget, og bestyrelsen er de tilsvarende tal hhv. 56 % og 90 %. På skolerne er det tilsvarende tal 43 %, hvor 18 % ”ved ikke”.
Disse tal er på mange måder bemærkelsesværdige – i og med at et flertal i det aktive lag
reelt bryder med troen på indflydelse via de parlamentariske kanaler. De afskriver godt
nok ikke det parlamentariske arbejde, men samtidig siger de meget klart, at det
387
Mikkelsen: Bevægelser… op. cit., s. 46.
289
parlamentariske arbejde ikke kan give de samme resultater som det udenomsparlamentariske arbejde. Bag denne forståelse – hvad vi skal vende tilbage til – ligger der en
samfundsopfattelse, som bygger på klasser og klassekamp.
Uden at kunne henvise til andre undersøgelser fra andre samfundsgrupper i samme
periode vil min antagelse være, at en tilsvarende besvarelse fra kernegrupperne inden
for arbejderklassen – fra pædagoger til maskinarbejdere – ville ligge væsentlig lavere.
Det er vigtigt at gøre sig flere ting klart, når disse udsagn skal tolkes.
For det første rummer disse tal som sagt en massiv opbakning bag en strejke og
demonstrationslinje. Et flertal er enige i, at aktionsdagen den 5. september var en
succes, og dem der er uenige udgør i TR-laget mellem 8-17 %. Meget få, 5 %, i det
aktive lag er ”helt uenig”. Generelt fremgår det også af interviewene, at de kollektive
aktioner rummer den styrke, at ”mange kan inddrages”, at ” de lærer en masse ting, og
diskuterer en masse ting”, at ”det nytter noget at være aktiv” i forhold til de materielle
vilkår, at mange flere, i kraft af at de deltager i kollektive aktioner, også får lyst til at
deltage i mere fagligt og politisk arbejde etc. For det andet er der også opbakning bag
den opfattelse af aktionsdagen ude på skolerne – om end lavere, men trods alt med et
klart flertal. Igen er det værd at bemærke, at de deciderede modstandere – ”helt uenig” –
af en strejkelinjen udgør omkring 10 %. For det tredje er der også på spørgsmålet om
strejker er det bedste våben et flertal, selvom de i TR-laget er delt næsten lige over. For
det fjerde kan der ud af disse holdninger aflæses en militant, radikal tendens, som ikke
er helt ubetydelig, nemlig dem der er ”helt enige” i at strejker er det bedste våben. I det
aktive lag udgør de i TR-laget. 14 %, i bestyrelsen 25 % - altså 1 ud af 4 i bestyrelsen!
På skolerne udgør denne tendens 11 %.
5.8 Kollektive aktioner, det aktive lag og basis
Udover omfattende læreprocesser, udover en radikalisering af de involveres holdninger
og handlinger rummer de kollektive aktioner også det potentiale – fx modsat det parlamentariske arbejde – at det er baseret på den direkte involvering af medlemmerne.
Medlemmernes inddragelse er så at sige en central del af de kollektive aktioners
substans.
290
En anden central del i forlængelse heraf er, at organisationer kan bruge de kollektive
aktioner til at aktivisere og politisere deres medlemmer. Med det mener jeg såvel bredt
set i forhold til flest mulig gymnasieelever og skoler, som mere snævert i forhold til at
udbygge det aktive lag både kvalitativt og kvantitativt. Samlet set har dette dobbelte
perspektiv med de kollektive aktioner selvfølgelig som hovedformål at forsøge at lægge
et pres på modparten for at indfri sine krav eller modstå modpartens krav/tiltag. Men det
har selvfølgelig også som formål at styrke organisationen samlet set – så den er endnu
bedre rustet til opgaverne fremover – til at iværksætte fx nye kollektive aktioner, når det
er nødvendigt og muligt.
Hvad kan vi sige ud fra ovenstående overvejelser om de kollektive aktioners effekt i
forhold til at inddrage gymnasieeleverne bredt set og styrke det aktive lag, og hvad er
relationen mellem gymnasieeleverne bredt set, elevrådene og det aktive lag og organisationen?
Kort og godt - hvilken rolle spiller de kollektive aktioner i opbygningen og styrkelsen af
DGS som organisation med fokus på det aktive lags rolle og udvikling.
Den følgende beskrivelse og analyse bygger udover hidtil anvendt datamateriale (skriftlig materiale ud fra beretning og pressen) på SpSU-data, mine observationer den 10.
september på Århus Statsgymnasium og interview med DGS Århus’ lokalbestyrelse.
Det vil jeg prøve at udtrykke gennem talmateriale og vurderinger:
•
det aktive lag i DGS er under forberedelsen af de landsdækkende aktioner en del
af diskussionerne i elevrådene på minimum 103 gymnasier, hvor der sidder 1650
repræsentanter inklusiv det aktive lag på 200.
•
på de fleste gymnasier, i hvert fald de 103 medlemsskoler, diskuteres spørgsmålet om aktioner som et modsvar på nedskæringer på fællesmøder og mange
steder også i klasserne, og der foretages afstemninger enten på fællesmøder eller
i klasserne. Dvs. at under forberedelsen af aktionerne involveres de fleste
gymnasieelever på diskussions og orienteringsniveau, og ved at de selv skal tage
stilling til, om de støtter strejken. Dvs. at i forberedelsen af de nationale
291
aktionsdage indgår minimum 40.000 i diskussioner og afstemninger. 40.000 som
under denne forberedelsesproces møder det aktive lag, DGS’ og organisationens
politiske argumenter omkring uddannelse og nedskæringer.
•
På selve strejkedagene er de officielle tal fra DGS, at op mod hhv.100 (2002) og
115 (2003) gymnasier og rundt regnet 30-40.000 gymnasieelever strejkede.
•
Af disse deltog ifølge DGS’ egne tal fra demonstrationerne 10-15.000 i
demonstrationer landet over.
Hvor mange involveres så på forskellige niveauer under de kollektive aktioner. Her et
eksempel fra Århus Statsgymnasium:388
•
Århus Statsgymnasium, den nationale aktionsdag 10. september 2003: ” … 400
ud af skolens 630 elever deltog på morgenmødet kl. 9.00. Der blev fremlagt tre
aktivitetstilbud til folk: ... bannermaling – ca. 20 deltog og lavede 7-8 bannere.
Møde med ungdomspartierne for og imod nedskæringer hvor ca. 30-35 til
mødet. … I kantinen almindelig snak, lektielæsning, og musik, hvor der var ca.
200. Fællesmøde igen kl. 11.45. Omkring 300 i salen, derefter demonstrationsoptog fra skolen ind til byen….Flot optog…Masser af råb.”389
•
Det aktive lag på Århus Statsgymnasiet – altså de aktivister som er aktive i DGS
– udgjorde før og under aktionen 5-6, under selve forberedelsen var mellem 1530 involveret, og efter aktionen blev et par nye aktive i DGS.
•
I spørgeskemaundersøgelsen svarer gymnasieeleverne fra de fire ”skoler” at 8 %
deltager i elevrådsarbejde, 98 % deltog i strejken 5. september 2002, og 20 %
var aktive i forberedelsen og organisering af strejken
•
Det aktive lag udgør 0,5 % af gymnasieeleverne på medlemsskolerne – ca.
41.000, og 12 % af elevrådsrepræsentanterne på de 103 skoler.
388
Tallene og beskrivelserne fra Århus Statsgymnasium bygger på egne observationer og interviews med
lokalbestyrelsen i DGS Århus: Bilag Interview – 5: Lokalbestyrelsen DGS Århus, Freja Pallesen, Uffe
Lembo, Katrine og Line, 16. maj 2004. I forbindelse med observationerne på Århus Statsgymnasium er
det vigtigt at understrege, at gymnasiet historisk set og også aktuelt har været kendetegnet ved et aktivt
elevråd og en tæt tilknytning til DGS, og herunder også at de aktive på gymnasiet har været nogle af de
mest aktive også på byplan i DGS regi.
389
DGS: SpSU, op. cit., spørgsmål 99: På spørgsmålet ”Deltog over en fjerdedel fra Jeres skole i
demonstrationen” – svarer 61 % ja. Aktivitetsniveauet på Århus Statsgymnasium ligger altså væsentligt
højere. Det udtrykker dels, at aktionen er velorganiseret, og at en aktionssituation giver store muligheder
for at involvere mange, og mange ønskede at blive involveret.
292
•
Det aktive lag på statsgymnasiet udgør ca. 1 % af de 630 gymnasieelever, og ca.
25 % af elevrådsrepræsentanterne. Under aktionerne udvides det aktive lag med
15-30 personer, dvs. at det aktive lag vokser fra 1 % til små 5 % af det samlede
antal gymnasieelever på skolen, og efter aktionen fastholdes nogle stykker – dvs.
at der er en netto vækst i det aktive lag som en følge af aktionerne. På de fire
”skoler” siger 20 % at de er aktive i organiseringen og forberedelsen. Altså
væsentlig højere, hvilket måske kan forklares med, at de er mere åbne end DGS
aktivisterne, mht. hvad det vil sige at være med til at forberede og organisere.
Med andre ord: deres kriterier for at være aktive er ikke ligeså høje.
•
Den aktive kerne bag organiseringen har været en 5-10 stykker. På dagen
lykkedes det at aktivisere 50-70 stykker.
5.9 ”Parlament eller aktioner” – en opsamlende vurdering
Denne forandringsproces, som er opridset i det foregående med fokus på de kollektive
aktioners rolle, vil som afrunding på afsnit 5 blive diskuteret i relation til det klassiske
spørgsmål om forholdet mellem det parlamentariske og udenomsparlamentariske
arbejde. Det parlamentariske arbejde prioriteres og vinkles forskelligt alt afhængig af,
hvilken politisk opfattelse og hovedlinje der tegner organisationen. Sat firkantet op
afhænger prioriteringen og vinklingen af, om det parlamentariske arbejde opfattes som
”omdrejningspunktet” for indflydelse og varetagelse af gymnasieelevernes interesser
eller ej. Her har udviklingstendensen i perioden været, at det parlamentariske arbejde er
blevet prioriteret ned, og vinklet meget ift. hvordan det kunne bruges til at understøtte
det udenomsparlamentariske arbejde – dvs. til at skaffe sig oplysninger om de
uddannelsespolitiske tiltag for at kunne gå kvalificeret ind i en diskussion og som ofte
en kritik af disse. Kort og godt at hente argumenter, som kan bruges til at skabe
opmærksomhed omkring de efter gymnasieelevernes opfattelse uheldige konsekvenser
af regeringernes uddannelsespolitiske linje såvel i offentligheden som i deres bagland –
for netop ift. gymnasieeleverne at bruge kritikken som afsæt for en politisering og en
aktivisering af disse. Dvs. at det parlamentariske arbejde i den undersøgte periode
opfattes som et supplement til det udenomsparlamentariske arbejde – og modsat. Men
hvor tendensen er gået klarere og klarere i retning af, at det udenomsparlamentariske
arbejdet er blevet omdrejningspunktet for DGS arbejde, og derfor har fyldt mere og
293
mere, og ud fra den politiske erkendelse af, at den mest effektive måde at forsvare
gymnasielevernes interesser på er ved at ”aktivisere og politisere dem” – dvs. ved at
lægge et udenomsparlamentarisk pres på politikerne gennem strejker, demonstrationer
og argumenter – altså et materielt, politisk pres. Endelig understreger de også selv, at
det parlamentariske arbejde har indbygget den begrænsning, som ligger i den
repræsentative demokratiform – at det er svært at involvere det store flertal af fx
gymnasieelever i udvalgs- og høringsarbejde. Det repræsentative demokrati er grundlæggende set designet til at nogen få varetager det store flertals interesser.
I centrum for det udenomsparlamentariske arbejde er de kollektive aktioner, hvor organisationens vigtigste ressource og hermed magtfaktor – medlemmerne – mobiliseres og
politiseres. Men denne prioritering og orientering smitter selvsagt også af på selve
måden, som organisationen opbygges på – på arbejdsplanen og på ”driften” af
organisationens aktiviteter, som danner basis for såvel det parlamentariske som det
udenomsparlamentariske arbejde, og som afstemmes og påvirkes af prioriteringen
mellem de ”to ben”, og af hvad der faktisk sker.
6. Antikrigs- og antiglobaliseringsbevægelsen
I de næste to afsnit, 6 og 7, fokuserer undersøgelsen på forholdet mellem det aktive lag i
DGS og to ”bevægelser” og aktivitetsfelter uden for det snævre uddannelsespolitiske
område,
nemlig
hhv.
deltagelsen
i
antikrigsbevægelsen
og
i
de
politiske
ungdomsorganisationer.
Hvilken betydning har antikrigsbevægelsen og den globale antikapitalistiske bevægelse
(DGAB) for elevog studenterbevægelsen udvikling? Er det sådan, at der kan spores et
sammenfald og en påvirkning mellem de to bevægelser tids- og aktivistmæssigt og
politisk organisatorisk? Foregår der mellem de to bevægelser og deres aktivister og
organisationer en erfaringsudvikling og overførsel? Kan de to bevægelsers udvikling
ikke forstås adskilte? Det er nogle af de centrale spørgsmål – som i forlængelse af
kapitel 1 – vil blive undersøgt og analyseret på i dette afsnit.
294
Afsnittet baserer sig på følgende datamateriale: 1) skriftligt materiale som opinionsundersøgelser, hjemmesider omkring irak-krigen og tidsskrifter 2) spørgeskemaundersøgelsens del om de unges deltagelse i bevægelser og politiske partier, holdning til
krigen, ”hvem de ville stemme på ved et folketingsvalg”, og deres vurdering af, hvad de
har lært, og hvad de aktivitetsmæssigt vil efter gymnasietiden.
6.1 Gymnasieelever mod krig
På DGS’ årsmøde i 2003 var den USA-ledede krig mod Irak små tre uger henne. DGS
som organisation – se senere – gik ikke direkte ind i antikrigsbevægelsen, men på en
lang række gymnasier blev der dannet antikrigsgrupper, hvis vigtigste aktiviteter var at
rejse diskussionen mod krigen på skolen, deltage i mobiliseringen til demonstrationer,
og indgå i diverse netværk i byen/området.
På DGS’ årsmøde i 2003 var der ingen tvivl om holdningen til krigen. På spørgsmålet
om ”det er en god beslutning, at Danmark deltager i krigen mod Irak” svarer hhv. 93 %,
100 %, 92 % på årsmødet, i bestyrelsen, i TR-laget nej. Blandt ungdommen var modstanden endnu større end i befolkningen som helhed. 68 % af ”lærlinge, elever og
studerende” var ifølge en Gallupundersøgelse fra 26. marts 2003390 imod ”at Danmark
deltager aktivt med soldater og materiel i krigen i Irak” 26 % var for. I befolkningen
som helhed var tallene på det tidspunkt 50 % imod og 46 % for.
Skolerne
73 % på de fire skoler siger, at de er uenige i, at dansk krigsdeltagelse er en god beslutning – med massiv vægt på ”helt uenig. Kun 26 % er for dansk deltagelse på skolerne.
Mange af disse unge var samtidig aktive og dybt involveret i antikrigsbevægelsen.
Blandt årsmødedeltagerne deltog lidt under halvdelen i antikrigsbevægelsen - 13 ud af
20 i bestyrelsen og halvdelen i TR-laget. 55 % af kvinderne på årsmødet deltog i
antikrigsbevægelsen mod 44 % af mændene.391 På skolerne er det kun på Rødovre
gymnasium, at der er deltagelse - 9 ud af 24.
390
391
Citeret fra Ugebrevet a-4, Det bløde ungdomsoprør, 19. maj 2003
295
Hvem var aktive?
Ser vi mere specifikt på, hvem der deltog, så er tendensen på den ene side, at det er de
partiorganiserede, som også var aktive i antikrigsbevægelsen. Deltagelsesniveauet for
de politisk organiserede på årsmødet spænder fra 77 % i København til 25 % på Fyn. På
den anden side er det kun i København og på Sjælland, at der deltog ikke partiorganiserede i antikrigsbevægelsen.392
Det udtrykker, at bevægelsen dels er bredere end venstrefløjen, og dels at helt nye folk
aktiviseres. Samtidig kan man se, at antikrigsbevægelsen er langt stærkest og inkluderende. Dvs. at ikke partiorganiserede deltager i København og på Sjælland. Modsat fx
Århus/Midtjylland, hvor DGS’ engagement i AKB dels er lavere end i København/Sjælland, mens DGS’ organiseringsgrad på den politiske venstrefløj er højere.393
6.2 Antikrigsbevægelsen og elevog studenterbevægelsen
Det er min klare opfattelse, som det også er ridset op i indledningen, at de to ”bevægelser” ikke kan forstås adskilte – alene i kraft af at såvel fremkomsten af DGAB og
opsvinget i elevog studenterbevægelsens aktiviteter både tidsmæssigt og aktivistmæssigt overlapper hinanden.
Begge bevægelser reagerer på nogle af de samme tendenser inden for deres respektive
områder – se kapitel 1. Aktivistmæssigt har der været et klart overlap og hermed en
politisk påvirkning. Hvor mange gymnasieelever der var involveret i antikrigsbevægelsen, er jeg ikke i stand til at ”måle” blot tilnærmelsesvis eksakt. Men følgende
”brudstykker og elementer” – følgende indikatorer kan give en fornemmelse:
”Da krigen i Irak begyndte, gik store grupper af unge i demonstration til
Christiansborg. De var imod den danske deltagelse i angrebet på Irak.
Næste formiddag søgte de ligefrem at blokere Folketinget med en lang
menneskekæde, og flere blev anholdt. Mange af demonstranterne var
392
393
DGS: SpSU, op. cit., spørgsmål 2, 3 og 14.
Se afsnit 7.2 Parti og bevægelse – og geografi
296
gymnasieelever, der spontant boykottede undervisningen for at deltage i den
globale protest mod krigen.”394
Under det landsdækkende netværk ”Ingen krig mod Irak” figurerer følgende antikrigsgrupper, hvor der deltog gymnasieelever:
I København blev der dannet ”Unge mod krig”, som var et løst netværk mellem antikrigsgrupper på folkeskoler, gymnasier, VUC, universiteter, pædagogseminarier, politiske ungdomsorganisationer og faglig unge etc. I Århus blev der dannet Århus Ungdom
for fred (ÅUFF), hvis rygrad blev udgjort af antikrigsgrupper og kontakter på
folkeskoler, gymnasier og universitetet plus politiske ungdomsorganisationer.
På gymnasierne blev der dannet følgende grupper:395
394
395
•
Nørre G Mod Krig, Nørre Gymnasium, Kbh.
•
Christianshavns Gymnasiums Anti-krigsgruppe
•
Borupgaard Sikkerhedsråd, Borupgaard Amtsgymnasium, Ballerup
•
Københavns VUC Gasværksvej mod krig
•
Falko For Fred, Falkonergårdens Gymnasium
•
Anti-krigsgruppen Rysensteen
•
Anti-krigsgruppen Rødovre Gymnasium
•
Sankt Annæ Gymnasium mod krig
•
Vester Borgerdyd Gymnasium mod krig
•
Høje-Taastrup Amtsgymnasiums Anti-krigsgruppe
•
Østre Borgerdyd Gymnasium mod Irak-krigen
•
Tårnby Gymnasiums Anti-krigsgruppe
•
FG for Fred, Frederiksborg Gymnasium, Hillerød
•
Anti-krigsgruppen på Amtsgymnasiet i Roskilde
•
Antikrigsgruppen Køge Gymnasium
•
Odense Katedralskole mod krig
•
Antikrigsgruppen på Nyborg Gymnasium
Ugebrevet a-4, 19. maj 2003 – nr. 19, ”kommentar”.
Se ”Nej til krig” grupper” www.nejtilkrig.dk
297
•
Freds-kontaktpersoner på de forskellige skoler i Århus:
•
Århus Katedralskole
•
VUC Århus
•
HTX Viby Tønder mod krig
Omkring 20 antikrigsgrupper – fordelt med 2 i Århus samt ÅUFF, 1 i Sønderjylland, 2
på Fyn, 3 på Sjælland og 12 i Stor København. Antal deltagere i antikrigsgrupperne på
de enkelte gymnasier varierede meget – men lå for den aktive kernes vedkommende et
sted mellem 25 og 2-3, og i forbindelse med de store demonstrationer og aktioner på et
sted mellem 10 til flere hundrede. I antikrigsgrupperne på byplan udgjorde den aktive
kerne et sted mellem 10-20 i ÅUFF og det dobbelte i Unge mod krig i København. På
de deciderede ungdomsdemonstrationer mod krigen – fx da krigen brød ud deltog flere
tusinde unge – og heraf mange gymnasieelever - i København. I Århus samledes 5-600
til protestdemonstration i samme forbindelse. 396
Hvad antikrigsbevægelsen mere præcist rummer af potentiale kan denne undersøgelse
kun antyde. Men der kan ikke være tvivl om, at for mange unge var deres aktivitet i
denne bevægelses demonstrationer og lokalgrupper deres første politiske engagement
nogensinde – især, men ikke kun, for det store antal af folkeskoleelever som deltog.
Internationalt var billedet det samme. I den forstand synes jeg, at spørgsmålet om
antikrigsbevægelsen er vigtigt for studenterbevægelsen. Det kan give en ide om
”forpassede” muligheder under Irak-krigen fra DGS side, men også nogle vigtige
perspektiver for fremtiden, hvor netop den imperialistiske dagsorden bliver sat igen og
igen – først og fremmest af USA.397
396
Tallene er selvsagt usikre. De bygger på samtaler med ledende aktivister og eget skøn.
Under Vietnam krigen fra midt 60’erne og fremefter sås det samme billede: mange unge blev for første
gang aktive i sociale bevægelser – og mange af disse fortsatte deres engagement i andre bevægelser –
herunder ikke mindst i elevog studenterbevægelsen og i de politiske ungdomsorganisationer på
venstrefløjen.
397
298
6.3 Antikrigsbevægelsen – og holdninger målt på ”stemme” 398
Men hvilken betydning har deltagelsen i bevægelser – og her specifikt antikrigsbevægelsen – for de involveredes politiske holdninger? Det har jeg forsøgt at ”måle”
ved at koble spørgsmålet om, hvad de unge ville stemme sammen med om de var aktive
i anti-krigsbevægelse eller ikke, og om de var politisk organiserede eller ikke.
Jeg har foretaget følgende opdeling:
•
Medlemmer af politiske ungdomsorganisationer, som er aktive i antikrigsbevægelsen, som udgør 41 ud af 61 på årsmødet, dvs. 67 % af de partiorganiserede er samtidig aktive i antikrigsbevægelsen. De benævnes i det følgende:
medlem + AKB (partimedlem + medlem af AKB=AntiKrigsBevægelsen)
•
Medlemmer af politiske ungdomsorganisationer som ikke er aktive i antikrigsbevægelsen, dvs. de resterende 20 benævnes: medlem - AKB
•
Alle medlemmer af politiske ungdomsorganisationer, dvs. 61, benævnes:
Medlem (alle)
•
Ikke-partiorganiserede som er aktive i antikrigsbevægelsen, som udgør 19 ud af
62, dvs. 31 %, benævnes: ikke medlem + AKB
•
Ikke-partiorganiserede som ikke er aktive i antikrigsbevægelsen, dvs. de
resterende 43 benævnes: ikke medlem - AKB
•
Alle ikke partiorganiserede, dvs. de 62 benævnes: ikke medlem (alle)
Det jeg derefter måler er den ”gennemsnitlige stemmeafgivning” i de enkelte grupper.
Partierne er i databasen nummeret således: 1 = Ø, 2 = SF, 3 = S., 4 = R, 5 = K, 6 = V, 7
= CD, 8 = O, 9 = andre, dvs. at fx et gennemsnit på 1,5 ligger lige midt imellem Ø og
SF etc.
Gennemsnits stemmeafgivning:
Medlem + AKB
1,3 – dvs. de ligger tættere på at stemme på Ø end på SF
ikke medlem + AKB
1,6 – dvs. de ligger tættere på at stemme på SF end Ø
398
DGS: SpSU, op. cit., spørgsmål 13,14 og 37.
299
Medlem (alle)
1,7 - dvs. de ligger tættere på at stemme på SF end Ø
Medlem - AKB
2,5 – dvs. de ligger stemmemæssigt midt imellem SF og S
ikke medlem (alle)
2,5 – dvs. de ligger stemmemæssigt midt mellem SF og S
ikke medlem - AKB
2,8 – dvs. de ligger tættere på at stemme på S end på SF
Hvad viser denne opgørelse? Den viser, at forskellen mellem:
•
Medlemmer og ikke medlemmer er 1,7-2,5 = 0,8, dvs. at de partiorganiserede
stemmemæssigt ligger tættere på at stemme på SF end Ø, hvorimod de ikkepartiorganiserede stemmemæssigt ligger midt imellem SF og S.
•
Medlemmer som hhv. er med i AKB og ikke med i AKB er 1,3 – 2,5 = 1,2, dvs.
at de partimedlemmer der er aktive i antikrigsbevægelsen stemmemæssigt ligger
tættere på Ø end på SF, hvorimod de partimedlemmer der ikke er aktive
stemmemæssigt ligger midt imellem SF og S.
•
Ikke-medlemmer, som hhv. er med i AKB og ikke er med i AKB, er 1,6 – 2,8 =
1,2, dvs. at ikke-partimedlemmer, der er aktive i antikrigsbevægelsen,
stemmemæssigt ligger tættere på SF end på Ø, hvorimod ikke-partimedlemmer,
der ikke er aktive i antikrigsbevægelsen, stemmemæssigt ligger tæt på S.
•
Aktive i AKB, som hhv. er medlemmer og ikke-medlemmer, er 1,3 – 1,6, dvs. at
partimedlemmer der er aktive i antikrigsbevægelsen stemmemæssigt ligger tæt
på Ø, hvorimod ikke-partmedlemmer, der er aktive i antikrigsbevægelsen,
stemmemæssigt ligger tættere på SF end på Ø.
Denne opgørelse over de forskellige gruppers stemmemæssige gennemsnit viser, at
tendensen er:
•
At partimedlemmerne stemmer mere til venstre end ikke medlemmer.
•
At der findes en differentiering inden for såvel partierne som inden for de ikke
partiorganiserede. I begge tilfælde stemmer dem, der er aktive i antikrigsbevægelsen mere til venstre end dem, der ikke er med. Og både i partierne og blandt
ikke-partimedlemmer er stemmeforskellen markant – 1,2.
•
At ikke-partimedlemmer som er aktive i antikrigsbevægelsen stemmer mere til
venstre end partimedlemmer, som ikke er aktive i antikrigsbevægelsen.
300
6.4 Antikrigsbevægelsen – og handlinger og holdninger målt ”bredt”
Spørgsmålet er, hvordan ovenstående ”snævre” stemmemæssige analyse af de forskellige lag slår igennem bredere set på de forskellige lags socioøkonomiske baggrund,
handlinger og holdninger.
1) De ikke-partiorganiserede – aktive og ikke aktive i antikrigsbevægelsen.399
Population: de ikke-partiorganiserede på årsmødet, hvor vi analyserer på forskelle
mellem dem, der er aktive i antikrigsbevægelsen, og dem der ikke er. 19 er aktive - 43
ikke. De 19 er fra København og Sjælland.
På en lang række holdningsmæssige
spørgsmål – ”…om lige indflydelse for alle i samfundet, om FN, om kamp nytter, om
DGS er for venstreorienteret…” - er der en signifikant forskel mellem de to grupper.
På en lang række af de andre holdningsmæssige spørgsmål er tendensen, at dem der
deltager i antikrigsbevægelsen har de mest radikale holdninger. De kommer også fra
hjem med en større tradition for aktivitet hos forældrene. De er mere aktive i elevråd
etc. Og så ligger de, som påvist i forrige afsnit stemmemæssigt, markant til venstre for
dem, der ikke deltager i antikrigsbevægelsen.
2) De partiorganiserede – aktive og ikke aktive i antikrigsbevægelsen400:
Population: de partiorganiserede på årsmødet, som deltager i antikrigsbevægelsen, hvor
vi vil analysere forskelle på de aktive og de ikke aktive. Der er 41 aktive og 20, som
ikke er aktive i AKB.
Der er på en lang række spørgsmål signifikante forskelle mellem disse to grupper.
Tendensen er at de partiorganiserede, som er aktive i antikrigsbevægelsen, diskuterer
mere med deres forældre. De er mere overbeviste om, at studenterkamp er en del af
klassekampen, at der er råd til velfærd, at der ikke er lige indflydelse for alle i
399
400
DGS: SpSU, op. cit., spørgsmål 13 og 14.
DGS: SpSU, op. cit., spørgsmål 12,13 og 14.
301
samfundet, at FN ikke er neutral, at kamp nytter, og så stemmer de langt mere til venstre
end den anden gruppe.
På en lang række af de øvrige spørgsmål er der ikke en signifikant forskel, men
tendensen er klar: de aktive partiorganiserede ligger mere til venstre end de ikke aktive
partiorganiserede.
3): De aktive i antikrigsbevægelsen – forskellen mellem partiorganiserede og ikke
partiorganiserede.401
Population: Forskellen mellem de partiorganiserede og de ikke-partiorganiserede på
årsmødet, som deltager i antikrigsbevægelsen.
På en række spørgsmål - holdninger og handlinger - er der signifikante forskelle mellem
de to grupper: De partiorganiserede antikrigsaktivister diskuterer mere med deres
forældre, der er flere af dem, der sidder i bestyrelsen og FU, flere siger, at
studenterkamp er en del af klassekampen, og at der er råd til velfærd.
Men på en lang række holdningsspørgsmål svarer de meget ens – om end der er en svag
tendens til, at de partiorganiserede er mere venstreorienterede. Det gælder på spørgsmål
som ” … alle har lige indflydelse, om FN, om DGS er for venstreorienteret, om strejker
er effektive, om DGS skal støtte antikrigsbevægelsen, om de har ændret syn på
samfund, hvem de vil stemme på…”
På spørgsmålet om de har forældre med en aktiv baggrund, svarer de også næsten ens,
men med en lille overvægt af aktive forældre hos de ikke-partiorganiserede
6.5 Antikrigsbevægelsen – og ”røde handlinger og holdninger”
Vi kan altså se, at deltagelsen i antikrigsbevægelsen gør en forskel rent politisk. Om
denne forskel skyldes, at deltagelsen rykker de involverede politisk til venstre, eller om
deltagelsen skyldes, at antikrigsbevægelsen tiltrækker de mest venstreorienterede eller
401
Ibid., spørgsmål 12,13 og 14.
302
både og, kan vi ikke ud fra den gennemførte måling sige noget direkte om. Men
indirekte kan vi, hvis vi inddrager resultaterne fra vores analyse af det aktive lags
deltagelse i kollektive aktioner og deltagelse mere generelt i DG’ aktiviteter og arbejde.
For det første viser det sig, at det aktive lag selv vurderer, at de er blevet mere
overbeviste om, at kollektive aktioner nytter, ”… at strejkerne var en succes selv om
alle nedskæringer ikke blev fjernet, ”…at strejkerne var en succes, fordi så mange
gymnasieelever deltog” og strejken styrkede opfattelsen af at sammen er vi stærke”.402
For det andet viser det sig, at de mener at ”.. elevrådsarbejdet og DGS har påvirket dig
og dine holdninger403 således, at de ” …har ændret syn på uddannelse, samfund,
demokrati, globale forhold mv.”, ”… er blevet mere samfundskritiske …”, og ”…er
blevet mere overbevist om, at aktivitet og aktioner nytter”.404
For det tredje viser det sig, at de mener at flere af dem efter gymnasietiden ”vil være
aktiv på deres kommende studie og i deres studieorganisation” og at flere af dem ” …vil
indgå i andet politisk arbejde – i en bevægelse og/eller parti.”405
Ovenstående tre spørgsmål og besvarelserne peger entydigt i retning af, at deltagelse i
aktivitet og i organisationsarbejdet inden for elevbevægelsen – her DGS – rykker de
involverede politisk. De radikaliseres – de indgår i læreprocesser og får erfaringer, som
gør, at de reflekterer mere samfundskritisk – dvs. bliver mere venstreorienterede. Og
denne proces, som foregår i de kollektive aktioner, som har afsæt i den snævre
dagsorden – den uddannelsespolitiske kamp, er højest sandsynlig den samme i forhold
til kollektive aktioner og deltagelse i bevægelsesaktiviteter, som tager afsæt i den
bredere dagsorden – her i spørgsmålet om den USA-ledede krig mod Irak, som
Danmark deltog i – og fortsat gør det.
Men tilbage til spørgsmålet: Skyldes de opridsede forskelle mellem de forskellige
grupper inden for det aktive lag, at deres deltagelse i antikrigsbevægelsen rykker dem
402
Ibid., spørgsmål 33.
404
405
403
303
politisk, eller skyldes det, at de mest venstreorienterede engagerer sig i
antikrigsbevægelsen? Svaret er højest sandsynligt ikke et enten eller, men et både og!
De mest bevidste og venstreorienterede i det aktive lag involverer sig uden tvivl i
antikrigsbevægelsen, fordi de mener, at spørgsmålet om at få stoppet den USA-ledede
krig er politisk helt afgørende. Men samtidig er det højest sandsynligt også sådan, at de
bliver påvirket af bevægelsens diskussioner og aktiviteter, at de udvikler sig igennem
deltagelsen – akkurat ligesom de udvikler sig – og det gælder også de mest venstreorienterede – i de kollektive aktioner og mere brede aktiviteter, som foregår i DGS.
Kigger vi fx på bestyrelsens politiske refleksioner over deres egne udvikling, som et
resultat af deltagelsen i de kollektive aktioner og DGS’ arbejde mere bredt, er tendensen
klokkeklar: de udvikler sig enormt politisk.
Det vi kan konkludere ud fra ovenstående datamateriale er, at antikrigsbevægelsens
spørgsmål og tilstedeværelse optager og påvirker det aktive lag - og bredere også mange
på ”skolerne”. Og hermed at tilstedeværelsen af antikrigsbevægelsen spiller ind på
DGS’ udviklings- og forandringsproces.
7. Politisk organisering
I dette afsnit skal en anden ekstern påvirkningsfaktor undersøges, nemlig spørgsmålet
om hvilken betydning de politiske ungdomsorganisationer har for elevog studenterbevægelsen udvikling? Er det sådan, at der kan spores et sammenfald og en påvirkning
mellem de to ”bevægelser” – tids- og aktivistmæssigt og politisk organisatorisk?
Foregår der mellem de ”to bevægelser” og deres aktivister og organisationer en erfaringsudvikling og overførsel? Kan de to bevægelsers udvikling ikke forstås adskilte?
Det er nogle af de centrale spørgsmål, som vil blive undersøgt og analyseret i dette
afsnit. Afsnittet baserer sig datamæssigt på spørgeskemaundersøgelsens del, om de
unges deltagelse i bevægelser og politiske partier og ”geografi”.
304
7.1 Gymnasieelever og politisk organisering
Spørgsmål 13+15
Politisk organisering
- nu og tidligere?
Medlem af parti i dag?
406
Svarkategori
Ja
Nej
total
Medlem af parti
tidligere?
årsmøde
%
bestyrelse
%
TR-lag
%
61
62
123
37
87
124
50
16407
4
20
8
12
20
80
39
51
90
28
62
90
43
30
40
31
skolerne
%
13 10408
118
131
10
8
121
131
Den politiske organisering inden for det aktive lag er omfattende,og tæt forbundet med
venstrefløjen. Ud af de 124 på årsmødet er:
•
61 eller 50 % er medlemmer af politiske ungdomsorganisationer.
•
37 har været organiseret før de blev gymnasieelever – dvs. 30 %. Af disse er 8
ikke længere medlemmer – dvs. 6 %.
•
32 er blevet medlemmer af politiske ungdomsorganisationer i løbet af deres
gymnasietid. Hvilket svarer til 26 % - eller hver fjerde på årsmødet.
Hvis vi ser på udviklingen i den politisk organisering på de forskellige niveauer i det
aktive lag, ser det sådan ud:
•
I bestyrelsen: 11 er nyrekrutteret, 8 har tidligere været medlemmer, 5 er stadig
medlemmer – altså er 3 faldet fra. I bestyrelsen og FU er 80 % organiserede –
alle på venstrefløjen. Inden gymnasietiden var 40 % organiseret.
406
DGS: SpSU, op. cit., spørgsmål 13 – herunder en skriftlig forklaring på, hvilken politisk ungdomsorganisation/parti de er medlemmer af. Her svarer 61 i det aktive lag, at de er medlemmer, og 13 på
skolerne. Partimæssigt fordeler de sig sådan:
SFU – 22, SUF (Socialistisk Ungdomsfront) – 16, Rød Ungdom – 9, DSU – 6, VU – 4, Radikal Ungdom
– 2, Enhedslisten – 2, SAP (Socialistisk Arbejderparti) – 1, IS (Internationale Socialister) – 1, SF – 1,
KU(Kommunistisk Ungdom) – 1, DKP – 1. Herudover er følgende medlem flere steder: 2 SUF-ere også
medlem i Globale Rødder, Kvindecafeen og Tusindfryd, 1 SFU-er også medlem af Globale Rødder, 1
DKP-er også medlem af Ø og SUF, 1 SUF-er også medlem af Rød Ungdom, 2 Enhedsliste medlemmer
også med i SUF. Herudover er følgende medlemmer i ikke politiske ungdoms-organisationer eller partier:
1 formand for uddannelsespolitisk udvalg, DEO, 1 i Red Barnet, 1 i DDP-web.tk
407
I Forretningsudvalget er 7 medlemmer, 2 ikke.
408
På skolerne er hver tiende partiorganiseret – højest sandsynlig i en lidt mindre venstreorienteret retning
men trods alt med en klar overvægt af organiserede på venstrefløjen.
305
•
I TR-laget: 39 ud af 90 medlem af ungdomsorganisation, 16 nyrekrutteret, 28
tidligere medlemmer, 23 stadig medlemmer – altså er 5 faldet fra. I TR-laget er
43 % medlemmer. Inden gymnasietiden var 31 % organiseret.
•
I basis & ”9”: 6 ud af 14 medlemmer af politiske ungdomsorganisationer, 5
nyrekrutteret, 1 tidligere medlem.
”Skolerne”
På skolerne har 10 tidligere været medlem – dvs.8 % (i dag er 10 % medlemmer på de
fire skoler og 13 ud af 131 er organiseret – svarende til 10 % - højest på Rødovre (21 %)
og Tønder (17 %).
7.2 Parti og bevægelse – og geografi
Hvis vi kigger på antal deltagere i partierne set i et geografisk perspektiv og kobler det
sammen med deltagelsen i antikrigsbevægelsen, ser det sådan ud:
Geografi
Antikrigsbevægelsen
Politiske ungdomspartier
København:
39-28-11
72 %409
39-18-20
47 %
Sjælland:
24-11-13
46 %
24-9-15
38 %
Fyn:
13-3-10
23 %
13-7-6
54 %
Sønderjylland:
8-4-4
50 %
8-4-4
50 %
Vestjylland:
9-1-8
11 %
9-3-6
33 %
Midtjylland:
19-8-11
42 %
19-13-6
68 %
Nordjylland:
12-6-6
50 %
12-7-5
58 %
Jylland total:
48-19-29
40 %
48-27-21
56 %
Inden for det aktive lag spænder deltagelsen i antikrigsbevægelsen fra 72 % i København til 11 % i Vestjylland. Mht. politisk organisering topper Midtjylland med 68 % lidt under halvdelen fra Vestjylland er medlemmer af politiske ungdomsorganisationer.
Forholdet mellem parti- og bevægelses deltagelse følger ikke nogen klar tendens. Går vi
409
Talrækken læses således: København: 39 på årsmødet fra København, 28 aktive i antikrigsbevægelsen,
11 ikke, hvilket giver en deltager procent på 72 % i antikrigsbevægelsen. Oversigt over partiorganiserede
læses på samme måde.
306
ned i tallene, viser det sig, at fordelingen mellem partiorganiserede og ikkepartiorganiserede i antikrigsbevægelsen i de enkelte regioner ser således ud:
•
København: 14 ud af 18 medlemmer af politiske ungdomsorganisationer
deltager i anti-krigsbevægelsen(AKB) (77 %). 14 ikke medlemmer deltager.
Dvs. halvdelen af de aktive i antikrigsbevægelsen er ikke politisk organiserede.
•
Sjælland: 6 ud af 9 politisk organiserede aktive i AKB (66 %). 5 uorganiserede
deltager
•
Fyn: 2 ud af 7 politisk organiserede aktive i AKB (28 %). 1 ikke organiseret
aktiv.
•
Sønderjylland: 4 ud af fire organiserede aktive i AKB (100 %). Ingen ikke
organiserede med.
•
Vestjylland: 1 ud af 3 organiserede med i AKB (33 %). Ingen uorganiserede
med.
•
Midtjylland: 8 ud af 13 organiserede med i AKB (61 %). Ingen uorganiserede
med.
Denne oversigt kunne tyde på, at i København og på Sjælland er antikrigsbevægelsen
dels bredere end venstrefløjen, og dels at helt nye folk aktiviseres. Modsat fx Århus/
Midtjylland, hvor DGS’ engagement i AKB dels er lavere end i København/Sjælland,
mens DGS’ organiseringsgrad på den politiske venstrefløj er højere, samtidig med at der
ikke deltager nogle ikke-partiorganiserede.
7.3 Parti og bevægelse – og holdninger410
I forlængelse af ovenstående undersøges så: Hvad er forholdet mellem de partiorganiserede og ikke partiorganiserede på årsmødet – 61 partiorganiserede og 62 uorganiserede.
De partiorganiserede skiller sig, både holdnings- og aktivitetsmæssigt, klart ud fra de
ikke-partiorganiserede. På spørgsmålene om studenter og klasser, om lige indflydelse til
alle i samfundet, om velfærd, om FN, om DGS er for venstredrejet, er der en signifikant
forskel – hvor tendensen er, at de partiorganiserede er mere venstreorienterede. Det
410
DGS: SpSU, op. cit., spørgsmål 13 og 14, samt en række spørgsmål vedrørende de brede holdninger.
307
viser sig også markant med hensyn til, hvad de to grupper ville stemme.
Aktivitetsmæssigt er der også en markant forskel ift. deltagelse i DGS’ bestyrelse og
Forretningsudvalg samt i forhold til deltagelse i antikrigsbevægelsen, hvor 41 ud af de
61 er aktive – dvs. 67 %, hvorimod der blandt de ikke-partiorganiserede kun er 19 ud af
62, der er aktive i antikrigsbevægelsen – dvs. 31 %.
7.4 Venstrefløjen og elevog studenterbevægelsen
Ovenstående politiske mønster er på den ene side ikke overraskende, men helt i tråd
med det ”klassiske historiske mønster” inden for antikapitalistiske bevægelser. Socialister, organiserede som uorganiserede, har altid udgjort rygraden i ”bevægelser” mod
kapitalismen op gennem historien. I fagbevægelsen har Socialdemokraterne været den
dominerende ”bevægelse”, i studenterbevægelsen har venstrefløjen, siden dens gennembrud midt i 60’erne og markant med ”studenteroprørets” udbrud, været toneangivende. I
de nye bevægelser – ud over elevog studenterbevægelsen – har venstrefløjen også
været toneangivende. Grundene hertil er meget enkle: venstrefløjens fælles ideologiske
grundlag – uanset om vi snakker om den stalinistiske venstrefløj med organisationer
som DKP og DKU og i dag DKP-ml, eller det nye venstre – med organisationer som
VS, trotskistiske organisationer som SAP og IS, maoistiske og halv maoistiske
organisationer som KAP, KAML (Kommunistisk arbejderparti – marxister-leninister),
og i dag Enhedslisten (som en samling af en del af 70’ernes venstrefløj), SUF, SFU,
Rød Ungdom mv. – er, at det er igennem mobiliseringen af arbejderklassen, elevog
studenterbevægelsen, fredsbevægelsen, kvindebevægelsen, miljøbevægelsen etc., at der
kan skabes forandring, at reformer kan tilkæmpes, at samfundet kan ændres. I
bevægelsessammenhænge handler det om at organisere og mobilisere flest mulig – for
at tilkæmpe sig forbedringer eller undgå forringelse og for at bevidstgøre flest muligt.
Nøglen
til
forandring
ligger
i
kollektive
aktioner
og
kollektiv
handling.
Udenomsparlamentarisme er et nøgleord for venstrefløjen, og i dette perspektiv er
”bevægelserne” partiernes tandhjul til at mobilisere masserne. At selv samme
venstrefløj så historisk og i dag har forskellige holdninger til bevægelsernes perspektiv,
til opgaver og muligheder og til forholdet mellem parti og bevægelse, er helt åbenbart.
308
Men det politiske mønster i dag – og historisk – er på den anden side samtidig under
konstant forandring. Væksten i bevægelsen i dag og væksten i de organiseredes andel er
to sider af samme udvikling. Væksten er en indikator på, at ”tiderne skifter”, og at
”situationen” forandrer sig. 411
Denne undersøgelses viser, at venstrefløjen igen i dag spiller en afgørende rolle – her
undersøgt ift. DGS.412 Og ligesom tidligere består denne rolle af flere elementer: De
politiske ideer og det politisk perspektiv er antikapitalistiske; den politiske strategi for at
realisere bevægelsens mål lægger mere og mere vægt på udenomsparlamentarisme, og
selve organisationsmodellen er demokratisk basisorienteret. Helt klart et opgør med den
DKU dominerede politiske styring og kontrol fra partiets side over bevægelsen. Op
gennem 90’erne var parti og bevægelse formelt set hermetisk adskilte – parti forskrækkelsen var stor – ligesom politikforskrækkelsen var stor. Elev- og studenterbevægelsen skulle kun forholde sig til snævre uddannelsespolitiske forhold. Alt sammen
var det udtryk for en reaktion ovenpå murens fald og den umiddelbare ”høredrejning” i
samfundet, som både fandt sted i 80’erne under den borgerlige regering, og umiddelbart
satte sig igennem med den virkeliggjorte socialismes fallit og den stalinistiske
venstrefløjs totale kollaps – som samtidig ramte meget bredere ind på venstrefløjen –
også i SD, SF og VS.
Et andet væsentligt element i forholdet mellem parti og bevægelse er, at de partiorganiserede igennem det at være organiserede udvikler deres politiske engagement, politiske
skolingsniveau og organisatoriske kapacitet – alle tre elementer som kan medvirke til at
styrke opbygningen af bevægelsen. De kan så at sige medvirke til at give bevægelsen
struktur og kontinuitet. Elev- og studenterbevægelsen er i høj grad ”præget” af diskontinuitet – at aktivitetsniveauet svinger, at aktivisterne kommer og går – og i hvert fald for
gymnasieelevernes vedkommende kun er under uddannelse i tre år.
411
STOP NU kampagnens skolevalg op til valget i januar 2005 var en bred indikator på den aktuelle
stemning. SF var det største parti på gymnasierne – og sammenlagt ville S, SF, Ø og de Radikale få 115
ud af 179 mandater. Ikke mindst i Københavns området har Enhedslisten kunne konstatere en massiv
fremgang på gymnasierne – med lokale valgresultater helt op til 20-30 %
412
Rasmussen: ”Græsrødder … op. cit.,”, kapitel 4 i: Mikkelsen: Bevægelser … op. cit, hvor han
beskriver og diskuterer forholdet mellem parti og bevægelsen ud fra begrebet om partierne som
”baggrundsorganisationer” for bevægelserne.
309
De politiske partier kan medvirke til at give bevægelsen den nødvendige hukommelse,
kontinuitet og evne til at analyse situationen. Både i kraft af at partierne har medlemmer, som inden de blev gymnasieelever har været politiske aktive, og hermed har en
masse erfaringer med i rygsækken, når de starter på gymnasiet. Og i kraft af – som
tilfældet fx er i DGS sammenhænge – at denne hukommelse og kontinuitet også er
blevet udviklet gennem et netværk af centrale aktivister, som til stadighed har forholdt
sig til organisationens arbejde og udvikling, efter at de som enkeltpersoner er gået
videre i uddannelsessystemet. I 2000 blev dette netværk formaliseret i foreningen
”DGS` venner”. Herudover har DGS udviklet en tradition for, at den afgående bestyrelse
sammen med den nye bestyrelse i sommerferien afholder et overdragelsesseminar.
8. Det aktive lags holdninger– et miks af ”snævre” og ”brede”
Formålet med dette afsnit er, at beskrive det aktive lags holdninger – både de ”snævre”
uddannelsespolitiske og de ”brede samfundsmæssige”. Holdninger som suppleret med
det aktive lags handlinger, se de foregående afsnit, kan bidrage til at besvare
problemformuleringens hvorfor- og hvordan spørgsmål. Afsnittet som helhed er datamæssigt baseret på spørgeskemaundersøgelsen.
8.1 Holdninger til uddannelsespolitik - de snævre spørgsmål
De uddannelsespolitiske spørgsmål er DGS’ absolutte hovedområde. Det er ud fra disse
spørgsmål, at DGS’ rolle som interesseorganisation for gymnasieeleverne defineres. Og
det er ud fra disse spørgsmål, de diskussioner der foregår, og de mål der opstilles, at
organisationens arbejde og aktiviteter er baseret.
I det følgende er en række mere generelle, ideologisk orienterede spørgsmål med fokus
på uddannelsespolitik opstillet, som kan tegne et billede af det aktive lags
uddannelsespolitiske holdninger!
310
Uddannelse og lighed
Spørgsmål 16
Uddannelse
Er du enig i, at:
Et af målene med
uddannelse bør være at
øge ligheden i
samfundet?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
% Bestyrelsen
86-17 84
8-8
4
123
%
19-0 95
0-1
0
20
TR-laget
%
58-16 83
5-8
4
89
skolerne
%
39-40 61
30-6
15
130
Et markant flertal på 84 % på årsmødet, 95 % i bestyrelsen og 83 % i ”TR-laget” siger,
at de er helt eller næsten enige i, at ”målene med uddannelse bør være at øge ligheden i
samfundet”.413
”Skolerne”
Men også på skolerne er der klar opbakning – om end ikke så massivt – til
lighedsfilosofien: 1/3 siger ”helt enig” og 1/3 ”næsten enig” på de fire skoler – og på
alle fire skoler er der flertal. 28 % svarer næsten eller helt uenig. 12 % ved ikke. Endelig
skal det bemærkes, at modstanden mod lighedsfilosofien for 23 % ud af de 28 % er
baseret på svarkategorien: ”delvis uenig”. På Rødovre bakker 2/3 filosofien op – heraf
svarer ½ ”helt enig”.
Nej til eksamen
Spørgsmål 16
Eksamen
Er du enig i, at:
Karakterer er den
bedste måde at måle og
regulere uddannelse og
kvalifikation på?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
bestyrelsen
2-11
44-62 86
4
123
0-0
2-18
0
20
%
100
TR-laget
% skolern
e
1-10
34-41 84
3
89
%
6-23
52-45 75
3
129
Et lidt større flertal forfægter en anden hjørnesten i den socialdemokratiske velfærds- og
lighedsorienterede uddannelsespolitik, nemlig spørgsmålet om eksamens og karaktersystemet funktion og rolle i uddannelsessystemet. På spørgsmålet om ”eksamenskarakterer er den bedste måde at måle og regulere uddannelse og kvalifikationer på?”
413
Det synspunkt har været hjørnestenen i den socialdemokratiske uddannelsespolitik siden etableringen
af velfærdssamfundet for alvor tog fart fra midt i 60’erne. Men der er heller ingen tvivl om, at denne
filosofi er trængt mere og mere i baggrunden fra 80’erne, først under den borgerlige regering med
Schlüter i spidsen, og siden under Nyrup regeringen i 90’erne – og nu under Fogh regeringen, hvor
markedsgørelse og - orientering er et nøgleord, se Mathiesen, Anders: Uddannelsernes sociologi,
Christian Ejlers Forlag, København, 2000.
311
svarer 86 % på årsmødet, alle i bestyrelsen og 84 % i TR-laget, at de er næsten- eller
helt uenig. Kun 11 % på årsmødet svarer, at de er enige – og heraf 9 % ”næsten enig”.
Men besvarelsen inden for det aktive lag er præget af at svarkategorien ”delvis uenig”
udgør lidt under halvdelen på årsmødet og i TR-laget. Det peger på, at selvom et absolut
flertal er kritiske og imod karaktersystemet, og modsat at kun 2 % bakker konsekvent
op bag en hardcore nyliberalistisk uddannelsespolitik, så vidner svarene også om en
hvis usikkerhed eller søgen efter andre løsninger. Eller formuleret på en anden måde:
der står en større diskussion tilbage omkring en alternativ ”måde at måle og regulere
uddannelse og kvalifikationer på!”
”Skolerne”
På skolerne svarer 75 % nej, på Rødovre 87 %.
Uddannelse for livet – ikke for erhvervslivet
Spørgsmål 16
Erhvervsliv
Er du enig i, at:
Det er vigtigt at øge
erhvervslivets
indflydelse på
uddannelse?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
bestyrelsen
1-13
34-72 86
2
122
0-0
1-19
0
20
%
100
TR-laget
% skolern
e
1-10
28-47 85
2
88
%
21-45 51
37-8
18
129
På spørgsmålet om ”det er vigtigt at øge erhvervslivets indflydelse på uddannelserne”
siger 86 % på årsmødet at de er delvist eller helt uenige.
”Skolerne”
På de fire skoler er halvdelen for øget indflydelse til erhvervslivet, og 1/3 imod – resten
ved ikke (14 %). På Rødovre er de også delte – 45 % for, 36 % imod.
312
Mere eller mindre demokrati
Spørgsmål 16
Indflydelse
Er du enig i, at:
Det er rigtigt at mindske
de studerende og
ansattes indflydelse?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
Total
årsmøde
%
bestyrelsen
2-0
6-113 98
0
121
1-0
0-19
0
20
%
95
TR-laget
% skolern
e
1-0
4-82 99
0
87
%
2-8
21-89 87
7
127
Et markant flertal er imod ”.. at mindske de studerendes og de ansattes indflydelse på
uddannelserne?”, nemlig 98 %, 95 % og 99 % er imod på årsmødet, bestyrelsen og TRlaget.
”Skolerne”
På skolerne er 87 % imod – altså også markant. Sammenlignes der med besvarelsen på
spørgsmålet ovenfor ses det, at de både vil øge indflydelsen til erhvervslivet og fastholde de studerendes og lærernes indflydelse.
Foghs uddannelsespolitik
De sidste to spørgsmål handler mere overordnet om holdningen til den førte uddannelsespolitik under den nuværende borgerlige og tidligere socialdemokratiske regering:
Spørgsmål 17
Uddannelsespolitik
Er du enig i
Regeringens
uddannelsespolitik?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
Årsmøde
%
bestyrelsen
1-3
28-90 95
2
124
0-0
1-19
0
20
%
100
TR-laget
% skolern
e
1-2
23-62 94
2
90
%
3-26 23
45-27 57
25
126
Ikke overraskende – taget de seneste års massive protester i betragtning inden for
uddannelsesområdet, og de foregående besvarelser på spørgsmål om uddannelse og
lighed, karakter/eksamen, erhvervslivet og demokrati – er de indenfor det aktive lag
stærkt kritiske over for den førte uddannelsespolitik: 95 %, alle og 94 % på hhv.
årsmødet, i bestyrelsen og i TR-laget er imod. Og det er et markant nej – ¾ af dem er
”uenig” er ”helt uenig”.
313
”Skolerne”
På skolerne er godt og vel halvdelen imod, ¼ er for, og en ¼ ved ikke. På Rødovre er 86
% imod – ingen for. På Tønder er der et smalt flertal for regeringens uddannelsespolitik.
Er der forskel på Nyrup og Foghs uddannelsespolitik?
Spørgsmål 17
Uddannelsespolitik - forskelle
Er du enig i
At der er stor forskel på
Nyrup og Fogh
uddannelses-politik?
Svarkategori
årsmøde
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
%
bestyrelsen
%
15-45 49
41-4 37
18
123
2-6
11-1
0
20
40
60
TR-laget
% skolern
e
10-34 49
26-3 33
10
89
%
25-47 57
9-2
43 34
126
På spørgsmålet, om der er stor forskel på den uddannelsespolitik, som Nyrup førte og
den Anders Foghs regeringer fører, er billedet langt mere mudret – delt: på årsmødet
siger 49 %, at der er stor forskel, 37 % siger nej, og 15 % ved ikke. Svarkategorierne
”næsten enig og delvist uenig” dominerer – hvilket vidner om usikkerhed og om, at
besvarelsen er vanskelig og vanskelig at svare så eksakt på. I bestyrelsen er 2/5 enig i, at
der er forskel, 3/5 uenig. Men igen er det ”næsten enig og delvis uenig” som dominerer.
I TR-laget er 49 % enig i, at der er forskel, 33 % uenig. Og igen dominerer de samme
midterkategorier.
”skolerne”
På skolerne er 57 % enig i, at der forskel, dog er der 34 %, der ved ikke. På Rødovre er
der 77 %, der er enige.
En skillelinje i synes på uddannelse – en opsamling
“På hvilken måde skal uddannelserne bidrage til den danske velfærdsstats
udvikling? Skal uddannelserne bidrage til at udvikle det danske demokrati
og til at mindske den sociale ulighed i uddannelserne og derigennem
fordelingen af arbejdet - og velfærden? Eller skal uddannelserne markedsorienteres og eliteorienteres som led i en nyliberalistisk modernisering af
velfærdsstatens institutioner.”414
414
Mathiesen, Anders: Uddannelsernes sociologi, Christian Ejlers Forlag, København, 2000. I denne
fremstilling benævnes de to hovedpositioner inden for uddannelsespolitik og tænkning som hhv. den
314
Ovenstående citat ridser skillelinjen op inden for uddannelsespolitikken. Ikke mellem
regeringen og Socialdemokraterne, som i forskellige varianter, men netop varianter, er
fortalerne for en markedsorienteret uddannelsespolitik.415 Nej, oppositionen til denne
markedsorienterede, nyliberalistisk uddannelsespolitik udgøres i dag kun af store dele af
elevog studenterbevægelsen416 og venstrefløjen.
Hvis vi går ned i hovedelementerne i de to uddannelsespolitiske retninger, så har de
diametralt modsatte opfattelser af spørgsmålet om uddannelsespolitikkens rolle i
spørgsmålet om at skabe eller ikke skabe social lighed gennem uddannelse, i
spørgsmålene om eksamener, test og karakters rolle og prioritering som centrale
værktøjer i læringsprocesserne, i spørgsmålet om undervisningsformernes indhold og
rammer, i spørgsmålet om erhvervslivets indflydelse på uddannelsespolitikken, og i
spørgsmålet om lærerne, de studerende og det tekniske personales indflydelse på uddannelsessystemet.
Inden for elevog studenterbevægelsen har en af de centrale paroler siden ”Nu er det
nok” bevægelsen i 1999 været ”Uddannelse for livet – ikke erhvervslivet”. Denne
parole illustrerer – blot på en anden måde end ovenstående citat – ret præcist, hvor
skillelinjen mellem de to forskellige uddannelsespolitiske syn går – og vel i sidste ende
også skillelinjen mellem to forskellige syn på retningen for samfundets udvikling.
De konkrete svar, som det aktive lag giver på de opstillede spørgsmål i SpSU, afspejler
meget præcist den uddannelsespolitiske platform, som DGS står for. Det er klare
markeringer, som vidner om, at de uddannelsespolitiske diskussioner har fyldt meget.
Og spændvidden mellem bestyrelsens holdninger og TR-laget er på alle spørgsmål
minus det sidste – ”om der er stor forskel på den nuværende og den tidligere regerings
uddannelsespolitik..” – meget lille.
socialdemokratiske velfærds – og lighedsorienterede uddannelsespolitik og den nyliberalistiske
markedsorienterede uddannelsespolitik. Se i øvrigt Hansen, Erik Jørgen: Uddannelsessystemerne i
sociologisk perspektiv. Hans Reitzels Forlag, København, 2003.
415
Denne holdning ligger tæt op af, hvad bestyrelsen i DGS siger fx modsat TR-laget og holdningerne på
”skolerne”. En holdning som jeg mener svarer mest præcist til den faktisk førte politik fra
Socialdemokraternes side både under deres tid som regeringsbærende parti og som oppositionsparti.
416
Inden for uddannelsesorganisationerne skiller DSF sig mest markant ud som den mindst kritiske
organisation til den markedsorienterede linje.
315
Forskellen mellem holdningerne i det aktive lag og på ”skolerne” ligger på en PDI fra
11-23 % på de tre første spørgsmål. Men på et spørgsmål er der markante forskelle
mellem ”skolerne” og det aktive lags holdninger, nemlig på spørgsmålet om
”erhvervslivets indflydelse skal øges”. Her siger et flertal på 51 % ja, og 35 % nej. I
det aktive lag siger 86 % nej, dvs. en PDI på 38 %. Men samtidig forfægter hele 87 %
på ”skolerne” at det er forkert ” … at mindske de studerende og ansattes indflydelse…”
En umiddelbar forklaring på denne forskel kan være, at det aktive lag i langt højere grad
tænker i interesse- og klasseforskelle og klassekamp end tilfældet er på ”skolerne”, hvor
de godt nok ikke vil give slip på de ansatte og studerende indflydelse, men ikke mener,
det står i modsætning til mere indflydelse til erhvervslivet.
At det kan være en mulig forklaringen antydes af, at i spørgsmålene om klassekamp og
klasser mener hhv. 55 % på ”skolerne” at ”.. der stadig foregår klassekamp”, modsat 72
% i det aktive lag og 47 % ”... at de studerendes aktivitet er en del af klassekampen”,
modsat 67 % på årsmødet.
8.2 Holdninger til klasser, samfund, globalisering mv. – de brede spørgsmål
De følgende spørgsmål tager et bredt samfundsmæssigt udgangspunkt – politisk,
økonomisk socialt – nationalt som internationalt. Modsat de uddannelsespolitiske
spørgsmål så er de brede samfundsmæssige holdninger omkring klasser, klassekamp,
arbejderklasen, velfærd, demokrati, racisme, globalisering, Verdensbanken, de multinationale, FN, krig osv. ikke spørgsmål der mere samlet er blevet diskuteret i DGS
sammenhænge. Disse brede spørgsmål forholder DGS som organisation sig typisk kun
til indirekte, i perioder perifert, i andre perioder mindre perifert.
Men samtlige spørgsmål - afhængigt af øjne og ideer - ligger som ramme omkring den
uddannelsespolitiske dagsorden, som er DGS hovedfokus. Hermed er disse brede
holdningsmæssige spørgsmål, og de holdninger, som det aktive lag har på disse
spørgsmål, også med til at påvirke den snævre dagsorden og den måde det aktive lag
mere generelt tænker, handler og udvikler sig på.
316
Selv om de ideer, som det aktive lag har på disse spørgsmål, ikke direkte kan sammenlignes med, hvad DGS politisk programmatisk mener, så er mange af dem diskuteret i
forbindelse med kampagner, aktivitetskonferencer, årsmødeudtalelser etc. Det gælder fx
helt klart dele af velfærds-, indvandre - og flygtninge- og dele af globaliseringsspørgsmålene – fx GATS aftalen, krigen i Irak etc.
8.2.1 Klasser og klassekamp
Spørgsmålet om det aktive lags opfattelser af klasser og klassekamp – jvf. også kapitel 4
– sigter dels mod at kortlægge, hvordan de tænker inden for en klasseoptik, og dels – i
kapitel 8 – hvilken sammenhæng der kan spores mellem deres forståelse inden for
denne optik og deres mere generelle holdninger og handlinger.
Samfundsklasser?
Spørgsmål 18
Klasser
Er du enig i, at:
Der findes
forskellige klasser?
Svarkategori
årsmøde
%
bestyrelsen
%
TR-laget
87-30
4-0
1
122
96
18-2
0-0
20
100
57-28
3-0
1
89
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
% skolerne
%
96
88
85-28
12-3
1
129
At det aktive lag mener, at der findes forskellige samfundsklasser er ikke i sig selv overraskende. Det er trods alt stadig ”commen sense” i mange lærebøger, i undervisningen
og i samfundsdebatten.
Men hvordan opfatter de så klassesamfundet, dvs. hvilke klasser der findes, hvor jeg har
sat fokus på spørgsmålet om arbejderklassen, og hvem der i dag udgør og tilhører denne
klasse?
Pædagoger – en del af arbejderklassen?
Spørgsmål 18
Pædagoger
Er du enig i, at:
Pædagoger er en del af
arbejderklassen?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
bestyrelsen
%
34-37 59
30-9 33
10
120
7-8
2-1
1
19
79
TR-laget
% Skolern
e
25-26 57
23-7 34
8
89
%
29-44 56
18-19 28
20
130
317
Et markant flertal placerer pædagogerne som en del af arbejderklassen – de er arbejdere.
Meget få siger de er ”helt uenig”. 3/5 er helt eller næsten helt enig i, at pædagoger er en
del af arbejderklassen. Når svarene er delt mellem ”helt og næsten enig” – ja, så må det
tolkes i en snæver sammenhæng med den klasse diskurs – med den ideologiske kamp
som har og til stadig står omkring klassebegreberne – om arbejderklassen stadig
eksisterer, om klassesamfundet er passé, om diverse udlægninger af at vi befinder os i
informationssamfundet, at klassekampen er død, etc. De unges opfattelser udspringer på
den ene side af deres daglige iagttagelser og oplevelser – også derhjemmefra – hvor små
40 % kommer fra hjem, hvor forældrene har en faglært eller mellemlang uddannelse –
dvs. er smede, elektrikere, pædagoger, skolelærere, sygeplejersker etc.(og den store
gruppe, som kommer fra akademikerhjem, har uden tvivl også forældre, som er bevidste
omkring fagforeningsforhold i og med vi ved, at mange i det aktive lag generelt
kommer fra hjem med traditioner for aktivitet). Dvs. de kender til arbejdsforhold,
diskussioner, fagforeninger, nedskæringer, normeringer, strejker etc. På den anden side
”bombarderes de”, især i medierne, med borgerlig ideologi og samfundsvidenskab, som
peger væk fra klassesamfund, klassekamp, nye teorier om 2/3 dels samfund, de nye
mellemlag, ideer om den kreative klasse etc. Det er den samme to deling, som slår
igennem i svarkategorierne ”delvis uenig” og i ”helt uenig”, hvor den borgerlige
ideologi har hegemoni.
Gymnasielærere – en del af arbejderklassen?
Spørgsmål 18
Gymnasielærere
Er du enig i, at:
Gymnasielærere er en
del af arbejderklassen?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
bestyrelsen
%
18-27 37
31-39 57
7
122
5-6
4-4
1
20
55
40
TR-laget
% Skolern
e
11-18 32
25-31 62
5
90
%
19-32 39
27-40 51
11
131
Hvad er forklaringen på, at 3/5 i TR-laget mener, at pædagoger er en del af
arbejderklassen, hvorimod kun 2/5 mener, at gymnasielærerne er det? Altså hvorfor har
1/5 flyttet sig? En nærliggende forklaring kunne være, at den måde mange i det aktive
lag tænker klasser på handler om uddannelsesbaggrund, løn, arbejdsforhold – måske
fagforeningstraditioner mv. Her er der jo klare forskelle mellem pædagoger og
318
gymnasielærere: pædagogerne har uddannelses-, arbejds- og fagforeningsmæssigt mere
til fælles med smede, elektrikere – altså faglærte end gymnasielærerne.417
Arbejdere i flertal?
Spørgsmål 18
Flertal
Er du enig i, at:
Arbejderklassen udgør
det store flertal?
Svarkategori
årsmø
de
%
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
Total
41-33 61
21-11 26
15
121
bestyrelsen
%
TR-laget
10-6 80
2-1
1
20
%
Skolerne
28-22 57
18-9 31
11
88
%
37-31 53
23-10 26
27
128
På spørgsmålet om ”arbejderklassen udgør det store flertal” er 2/3 enige på årsmødet og
lidt færre i TR-laget. 1/4 er uenige på årsmødet og 1/3 i TR-laget. Billedet er igen, at få,
10 %, er ”helt uenig.” I bestyrelsen er 4/5 enig.
”Skolerne”
På alle skolerne er der et flertal, der er enige, og på tværs af skolerne er 53 % enige. 21
% ved ikke.
Klassekamp og studenterkamp
Spørgsmål 19
Klassekamp?
Er du enig i, at:
Der stadig foregår
klassekamp i dagens
Danmark?
De studerendes
aktiviteter og strejker
er en del af
klassekampen?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
Total
årsmøde
50-36
23-7
4
120
45-34
18-15
6
118
% bestyrelsen
72
25
67
28
%
TRlaget
15-4 95
1-0
0
20
12-6 90
1-1
0
20
31-26
19-7
3
86
31-22
15-12
5
85
% Skolerne
%
66
30
55
34
13
62
32
26-42
33-11
17
129
27-33
34-15
19
128
47
38
15
Når der findes klasser, findes der vel også klassekamp? Det mener det aktive lag i hvert
fald! Godt 2/3 i TR-laget mener, at der i dagens Danmark foregår klassekamp. Men
hvad med deres egen kamp for et bedre uddannelsessystem, med deres egne aktiviteter
og strejker – kan de placeres ind som en del af klassekampsoptikken. Deltager de som
gymnasieelever i dagens klassekamp? Ja, siger 2/3 i TR-laget, og nej siger 1/3.
417
Men lønmæssigt har smede – ja, hele håndværkergruppen mere til fælles med gymnasielærerne end
pædagogerne. Hvilket egentlig blot viser begrænsninger i klassedefinitioner alene ud fra socioøkonomiske faktorer.
319
Klassestruktur og klassekamp
Ovenstående giver en fornemmelse af, hvordan det aktive lag opfatter samfundets
klassestruktur og -kamp:
•
i samfundet anno 2003 findes der forskellige klasser; arbejderklassen er den
største og repræsenteret et flertal; arbejderklassen består af den ”gamle”
arbejderklasse, men også forholdsvis nye grupper som pædagoger (og hermed
underforstået – også i og med arbejderklassen udgør flertallet fx sygeplejersker,
lærere, socialarbejdere etc.), hvorimod højtuddannede grupper – fx gymnasielærerne – kun hos et mindretal (1/3) regnes som en del af arbejderklassen.
Der foregår klassekamp mellem klasserne i dagens samfund, og 2/3 i TR-laget mener, at
deres egne aktiviteter og strejker er en del af klassekampen.
8.2.2 Råd til velfærd?
Spørgsmål 20
Råd til velfærd?
Er du enig i at
Der ikke er råd til den
nuværende velfærd?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
7-13 16
16-78 77
8
122
bestyrelse
% TR-lag
0-0
1-19 100
0
20
4-12
13-52
8
89
%
Skolerne
%
18
73
8-24
36-44
19
131
24
61
15
77 %, 100 %, 73 % på årsmødet, i bestyrelsen og i TR-laget er uenig i ”mange politikere og eksperters påstand om, at der ikke er råd til at opretholde det nuværende velfærdssamfund”.
”Skolerne”
61 % er uenig på skolerne – og på alle fire skoler afviser et flertal, at der ikke er råd, og
på Rødovre er der 72 %, der siger, at de er uenige.
Velfærd – hvordan?
I de følgende spørgsmål fokuseres der på, ” Hvordan ville du prioritere for at sikre mest
mulig velfærd? Hvor ville du hente pengene fra?”
320
Spørgsmål 21
Brugerbetaling
Svarkategori
Indføre mere
brugerbetaling for
alle?
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
bestyrelse
3-3
13-102 95
0
121
1-0
0-18
0
20
% TR-lag
90
1-2
10-75
0
88
%
97
Skolerne
%
11-19
24-50
21
125
24
59
17
Mere brugerbetaling418 er ikke sagen: 95 %, 90 % og 97 % på årsmødet, bestyrelsen og
TR-laget er uenig.
”Skolerne”
59 % på skolerne, de alle fire, afviser mere brugerbetaling. På Rødovre afviser 78 %
mere brugerbetaling.
Hæve skatten for alle
Spørgsmål 21
Svarkategori
Skat
Hæve skatten for alle? Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
bestyrelse
15-43 48
33-22 45
8
121
4-6
6-2
0
18
% TR-lag
%
Skolerne
%
55
44
46
47
4-26
39-53
4
126
24
73
9-32
25-17
6
89
”Hæve skatten for alle?”: Her er deltagerne på årsmødet delt: 48 %, 55 % og 46 % på
årsmødet, i bestyrelsen og i TR-laget er enig – 45 %, 44 % og 47 % er uenig.
”Skolerne”
På skolerne er billedet et helt andet: 73 % er imod, 24 % for. På alle fire skoler er de
imod – på Rødovre er 2/3 imod, og 1/3 er for.
Skattestop – nej tak!
Spørgsmål 21
Skattestop
Indføre skattestop?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
bestyrelse
2-4
18-95 93
2
121
0-1
1-17
0
19
% TR-lag
95
2-3
13-68
2
88
%
92
Skolerne
%
7-13
36-56
11
123
16
75
418
Der spørges ikke præcist om holdningen til brugerbetaling, men kun om holdningen til mere
brugerbetaling. Men en logisk antagelse vil være, ud fra svarene på de andre spørgsmål, at der er en stor
skepsis og modstand mere generelt mod al form for brugerbetaling, og i hvert fald for brugerbetaling som
et middel til at løfte velfærdsopgaver bredere.
321
Om holdningen til skattestoppet siger hhv. 93 %, 75 %, 95 % og 92 % på årsmødet, de
fire skoler (alle), i bestyrelsen og i TR-laget, at de er uenige i skattestoppet. Igen med
hovedvægten på ”helt uenig”.
”Skolerne”
Ude på skolerne er der 16 %, der bakker skattestoppet op!
Beskat erhvervslivet
Spørgsmål 21
Erhvervsliv
Mere skat på
erhvervslivet?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
Total
årsmøde
%
bestyrelse
60-28 71
22-9
5
124
18-1
0-0
1
20
% TR-lag
%
Skolerne
%
95
67
29
17-42
32-20
12
123
48
42
10
37-23
20-6
4
90
”Meget mere skat på erhvervslivet?”: 71 %, 95 % og 67 % på årsmødet, i bestyrelsen og
i TR-laget er enig.
”Skolerne”
På skolerne er der et snævert flertal for: 48 % er enig, 42 % uenig. På Mulerne og
Rødovre (62 % er enig) er der flertal for, I Tønder og Aalborg er de uenig, men meget
delte.
Ulandsbistanden419
Spørgsmål 21
U-landsbistand
Sænke
ulandsbistanden?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
Total
årsmøde
%
bestyrelse
2-5 6
6-109 93
1
123
1-0
0-18
0
19
%
90
TR-lag
%
Skolerne
%
1-4
4-80
1
90
5
93
6-25
19-66
9
125
25
68
”Sænke ulandsbistanden?”, mener samtlige svargrupper, er en rigtig dårlig ide: 93 %, 90
% og 93 % på årsmødet, i bestyrelsen og i TR-laget siger de er uenige – med tyngde i
”helt uenig”.420
419
Ulandsbistanden blev for alvor et ideologisk spørgsmål efter at den borgerlige regering kom til i 2001.
Når spørgsmålet er taget med, er det altså fordi det dels er et ideologisk spørgsmål, som debatteres, og
dels et spørgsmål som – selvom det rækker ud over national grænsen og en snæver velfærdsdagsorden –
har meget at gøre med, hvilken samfund, og hermed verden, borgerne ønsker sig.
420
Operation Dagsværk (OD): Siden 1985 har gymnasieeleverne gennemført en Operation Dagsværk
kampagne (0D) OD er gentagne gange blev kritiseret for at være for venstreorienteret, dvs. at de projekter
der støttes efter kritikernes mening har været det. Samtidig har netop ulandsstøtten og solidaritetsarbejdet
322
”Skolerne”
68 % på skolerne er uenig – og et flertal imod på alle skoler – at skære i bistanden.421
De multinationale
Spørgsmål 21
De multinationale
Beskatte de
multinationale
selskaber?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
bestyrelse
%
TR-lag
%
Skolerne
%
94-17 90
2-7
4
124
18-0
0-2
0
20
90
66-13
2-5
4
90
88
66-21
14-4
19
124
70
”Beskatte de multinationale?”: 90 %, 90 % og 88 % på årsmødet, i bestyrelsen og i TRlaget er enig i, at de skal beskattes – igen med tyngden i svarkategorien ”helt enig”.
”Skolerne”
70 % på skolerne – et flertal på alle – er enige.
Bistand og understøttelsen
Spørgsmål 21
Dagpenge mv.
Sænke bistand og
understøttelse
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
bestyrelse
%
TR-lag
%
Skolerne
%
7-5
26-81
1
120
10
89
1-1
1-16
0
19
11
89
5-4
20-57
1
87
10
89
21-30
31-35
6
123
41
54
”Sænke bistandshjælpen og arbejdsløshedsunderstøttelsen?”: 89 %, 89 % og 89 % på
årsmødet, bestyrelsen og i TR-laget siger, at de er uenige. I TR-laget er det med tyngde
på ”helt uenig”.
inden for de seneste år med den borgerlige regering med støtte fra Dansk Folkeparti været under
bestandig kritik og stået for skud – også økonomisk.
Gymnasieelevernes holdning til OD testes i denne spørgeskemaundersøgelse på to niveauer: Der spørges
dels om holdningen til OD, og dels om OD kampagnens betydning for den enkeltes opfattelse af
problematikken. Hhv. 94 %, 100 % og 94 % på årsmødet i bestyrelsen og i TR-laget mener, at ”Operation
Dagsværk er en vigtig solidaritetsmarkering” (spørgsmål 27).
På spørgsmålet om de er enige i, ”at OD har betydet meget for dit syn på ulandsproblematikken”
((spørgsmål 27) svarer 58 %, 60 % og 56 % på hhv. årsmødet, i bestyrelsen og i TR-laget, at de enige.
421
På spørgsmålet om OD kampagnen er en vigtig solidaritetsmarkering svarer 78 % på skolerne ja.
49 % på skolerne siger at OD kampagnen har haft betydning for deres opfattelse, mens 41 % siger nej.
323
”Skolerne”
54 % på skolerne er uenig. Men på skolerne er de delte – både internt og mellem skolerne. Fx er Rødovre klart imod – 69 % er uenig med vægt på ”helt uenig”.
Militær
Spørgsmål 21
Militæret
Spare på militæret?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
Bestyrelse
%
TR-lag
%
Skolerne
%
93-13
11-4
3
124
85
12
16-2
0-2
0
20
90
10
69-8
9-1
3
90
86
11
51-43
20-8
6
128
73
22
Det næste spørgsmål handler om en helt anden vinkel på velfærdssamfundet – nemlig
spørgsmålet om militæret.
”Sænke udgifterne til militæret?”: 85 %, 90 % og 86 % på årsmødet, i bestyrelsen og i
TR-laget er enig i, at udgifterne skal sænkes – med vægt på ”helt enig”.
”Skolerne”
73 % er enig – og flertal på alle fire skoler.
Efterlønnen
Spørgsmål 21
Efterløn
Fjerne efterlønnen?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
bestyrelse
%
TR-lag
%
Skolerne
%
10-16
35-46
15
122
21
66
12
2-2
3-11
1
19
21
74
6-11
30-29
13
89
19
66
15
9-13
32-56
14
124
18
71
11
”Fjerne efterlønnen?”: 66 %, 74 % og 66 % på årsmødet, i bestyrelsen og i TR-laget er
uenig.
”Skolerne”
71 % er uenig – flertal imod på alle fire skoler.
En opsamling - råd til velfærd, men hvordan?
77 % på årsmødet afviser, at der ikke er råd til den nuværende velfærd! Det er ikke
overraskende, taget deres holdninger omkring klasser og klasekamp i betragtning, som
indikerer, at de mener, at goderne i samfundet er ulige fordelt, at der stadigvæk er
324
klasseforskelle og noget at ”kæmpe” for, hvis et solidarisk og retfærdigt velfærdssamfund skal forsvares og udbygges.
Denne massive afvisning af hovedargumentet bag den førte ”velfærdspolitik” fra
regeringens side – men også fra den tidligere socialdemokratiske regering bliver så fulgt
op af en række spørgsmål om, hvordan du ville prioritere for at sikre mest mulig
velfærd? Hvad er de unges bud på, hvor pengene til velfærd skal hentes? Det billede der
her tegnes i svarene, fortæller historien om, at de unge har et helt anderledes syn på,
hvordan et solidarisk velfærdssamfund kunne se ud:
Alternativ422
Fulgte et flertal i folketinget de svar, som 254 gymnasieelever har givet i denne undersøgelse, hvor vi dels har svarene fra det aktive lag i DGS og dels svarene fra ”4 skoler”,
så skulle pengene til mest mulig velfærd hentes ved:
•
at beskatte de multinationale og sænke udgifterne til militæret
•
at hæve skatten for erhvervslivet – her er de på skolerne delt midt over
•
at hæve skatten for alle – blandt de aktive er der et lille flertal for; på skolerne er
¾ imod
De afviser at hente penge ved:
•
at indføre mere brugerbetaling
•
at indføre skattestop
•
at sænke ulandsbistanden
•
sænke bistandshjælp og arbejdsløshedsunderstøttelse
•
at fjerne efterlønnen
422
DGS stiller ikke som sådan alternativer op – men fx argumenterer bestyrelsen på elevkonferencen i
2002 for at opbygge en fælles kamp og fælles netværk med andre nedskæringsramte grupper ud fra
argumentet om både, at ”sammen er vi stærke” og ud fra argumentet ”solidaritet – frem for splittelse”.
325
8.2.3 Indvandrere og flygtninge
DGS har markeret sig klart imod racisme og lavet forskellige kampagner siden 2003.423
Hvilken effekt disse kampagner har haft kan det være svært at måle. Men de følgende
besvarelser af spørgsmål omkring indvandrere og flygtninge er meget klare:
Styrke integrationen
Spørgsmål 22
Dagpenge mv.
Er du enig i, at:
Uddannelse skal
bruges til at styrke
integrationen?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
bestyrelse
108-11 96
3-2
0
124
19-0
0-1
0
20
% TR-lag
%
Skolerne
%
95
97
71-35
9-2
13
130
82
77-10
2-1
0
90
96 %, 95 % og 97 % på årsmødet, i bestyrelsen og i TR-laget siger, at ”uddannelse skal
bruges til at styrke integrationen”.
”Skolerne”
På skolerne – et flertal på alle skoler, som svarer ja – 82 %.
Færre rettigheder
Spørgsmål 22
Rettigheder
Er du enig i, at:
Indvandrere og
flygtninge skal have
færre rettigheder end
danskere?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
Total
årsmøde
%
bestyrelse
4-3 6
5-112 94
0
124
1-0
0-19
0
20
% TR-lag
%
Skolerne
%
5
95
6
94
4-6
17-99
4
130
8
89
3-2
4-81
0
90
På spørgsmålet om ”indvandrere og flygtninge skal have færre rettigheder end
danskere” siger hhv. 94 %, 95 % og 94 % klart nej.
”Skolerne”
89 % siger nej – nej flertal på alle fire skoler.
423
DGS har deltaget i de årlige markeringer af ”Krystalnatten”, i konkrete antiracistiske kampagner i
enkelte byer, fx Århus, og i den generelle debat om spørgsmålet.
326
Multietnisk Danmark
Spørgsmål 22
Multietnisk
Er du enig i, at:
At et multietnisk DK en
god ide?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
bestyrelse
92-19 92
2-4 5
4
121
%
TR-lag
%
Skolerne
%
19-1 100
0-0
0
20
62-16
2-3
4
87
90
36-34
32-16
11
129
54
37
På spørgsmålet om ”et multietnisk Danmark er en god ide”, siger hhv. 92 %, 100 % og
90 % ja.
”Skolerne”
54 % siger ja – 37 % uenig – flest delvis uenig. På Rødovre er 67 % enig – 27 % uenig
– på de tre andre skoler er der et spinkelt flertal for.
En opsamling - indvandrere og flygtninge
På disse spørgsmål har holdninger, der lægger sig tæt op af en fremmedfjendske
indvandre- og flygtningepolitik, stort set ingen opbakning. Og det første spørgsmål –
om ”uddannelses skal bruges til at styrke integrationen” er i og for sig heller ikke et
kontroversielt synspunkt - såvel den indvandrekritiske som den indvandreåbne fløj i det
danske samfund kan være enige i synspunktet. Fx ville såvel en Bertel Haarder som en
Pia Kjærsgård sikker kunne skrive under på dette synspunkt.
Men de næste spørgsmål viser, at et markant flertal blandt gymnasieleverne tilhører den
indvandreåbne og antiracistiske fløj.
Vi har altså at gøre med nogle holdninger, som markant går imod den herskende diskurs
herhjemme på det ”hotte” indvandre- og racismespørgsmål.
8.2.4 Demokrati og indflydelse
Spørgsmålene om demokrati og indflydelse peger dels ind mod, hvem bestemmer reelt i
Danmark – hvor er magten placeret, og dels hvordan denne ”magt” kan påvirkes, og
bliver påvirket!
327
Folkestyret sikre lige indflydelse
Spørgsmål 23
Demokrati
Er du enig i, at:
Folkestyre sikrer alle
lige indflydelse?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
bestyrelse
%
TR-lag
%
Skolerne
%
12-31 36
39-36 62
3
121
1-2
3-14
0
20
15
85
10-22
32-20
3
87
37
60
13-61
32-9
13
128
58
32
Folkestyret sikre lige indflydelse
På spørgsmålet om ”det danske folkestyre sikrer alle lige indflydelse” svarer de aktive,
at de er uenige – 62 %, 85 % og 60 % på årsmødet, i bestyrelsen og i TR-laget er uenig,
hvor kategorien delvis uenig for alle minus bestyrelsen vejer mest. 1/3 er enig.
”Skolerne”
På de fire skoler er billedet modsat: 58 % er enig – 32 % uenig. Igen er det kategorierne
delvis enig og delvis uenig der vejer langt mest. På Rødovre er 58 % enig – 39 % uenig.
Erhvervsliv og strejker
Spørgsmål 23
Erhvervsliv
Er du enig i, at:
Erhvervslivets
interesser påvirker de
fleste politikere?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
61-44 85
13-0 10
6
124
bestyrelse
%
TR-lag
%
Skolerne
%
16-4 100
0-0
0
20
39-35
11-0
5
90
82
12
23-47
26-5
26
127
55
24
20
På spørgsmålet om ”erhvervslivets interesser påvirker de fleste politikeres holdninger
og handlinger?” svarer hhv. 85 %, 100 % og 82 %, at de er enige – med en overvægt på
kategorien helt enig.
”Skolerne”
55 % er enig - hvor dobbelt så mange svarer næsten enig som enig. På skolerne er 24 %
uenig, og hver femte ved ikke.
328
Påvirke politikerne nedefra
Spørgsmål 23
Protester
Er du enig i, at:
Offentlig kritik,
protester, strejker og
demonstrationer kan
påvirke politikere?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
Total
årsmøde
%
68-53 98
3-0
0
124
bestyrelse
% TR-lag
16-4 100
0-0
0
20
43-44
3-0
0
90
%
Skolerne
%
97
30-53
27-11
5
126
66
30
Det sidste spørgsmål handler om ”offentlig kritik, protester, strejker, demonstrationer
kan påvirke politikernes beslutninger?”. Her svarer hhv. 98 %, 100 % og 97 % på
årsmødet, i bestyrelsen og i TR-laget, at de er enige – i TR-laget er de delt midt over på
”helt enig” og ”delvis enig”
”Skolerne”
66 % er enige – 30 % uenige.
En opsamling - demokrati og indflydelse
Et af de ”hårde”, kontroversielle spørgsmål er, om det danske ”folkestyre sikrer alle lige
indflydelse?” 60 % i TR-laget er uenige – 85 % i bestyrelsen.
Når jeg siger et ”hårdt og kontroversielt” spørgsmål, så menes der, at spørgsmålet
lægger op til en diskussion af, hvem har magten i samfundet, og hvordan og hvor
udøves den? Hvilken indflydelse har folketinget? Hvilken indflydelse har andre
samfundsgrupper – klasser, fx erhvervslivet og pengemagten eller fagbevægelsen og
arbejderklassen? For de mest avancerede rejser spørgsmålet sig nok også, hvilken rolle
og interesser staten varetager? Er det ”vores alle sammens stat?” Forsvarer loven og
politiet alle samfundsgrupper lige godt?
På de næste to spørgsmål, som er konkrete, tegner gymnasieleverne et billede – helt i
forlængelse af spørgsmålene om klasser og klassekamp – af en virkelighed, hvor det
politiske system til stadighed bliver påvirket udefra – af erhvervslivet og af folkelige
protester, strejker etc.
329
Hvis vi vurderer de tre svar under et – ja, så mener et massivt flertal i det aktive lag
dels, at folketinget ikke pr. automatik sikrer lige indflydelse til alle, men at
magtforholdene og demokratiet ikke mindst udtrykkes gennem udenomsparlamentarisk
pres fra de ”to klasser”.
Det skal også nævnes, at på de to konkrete spørgsmål er det aktive lags svar meget mere
entydige end på det første. At det er tilfældet må hænge sammen med, at de fleste har
konkrete erfaringer med, at ”pres og aktivitet nytter”, enten fordi de selv har deltaget
eller oplevet, at andre samfundsgrupper har presset politikerne. Endelig er der lidt færre,
som svarer bekræftende på, at erhvervslivets interesser påvirker politikerne. Det kan
hænge sammen med, at erhvervslivets indflydelse og pres som regel er langt mindre
synlig – foregår langt mere maskeret og derfor sværere at gennemskue.
På ”skolerne” mener 2/3, at ”folkestyret sikrer lige indflydelse” – 1/3 er uenig. Men
samtidig er lidt under 2/3 åbne over for, at såvel erhvervslivet som folkelige protester
etc. påvirker politikerne. Man kan sige, at svarene på de tre spørgsmål fra skolerne
udtrykker modsætningen mellem ”commen sense” omkring folketing og demokrati –
”hvad vi lære”, og deres egne erfaringer – som træder mere i forgrunden i de
efterfølgende to svar, hvor magtforholdene udtrykkes gennem udenomsparlamentarisk
pres fra de ”to klasser”.
8.2.5 Globalisering, internationale institutioner og krig
Globaliseringen fylder både som begreb og som konkret realitet meget i dagligdagen – i
medierne, i undervisningen, i den politisk og økonomiske dagsorden. Oveni kom så at
den USA-ledede krig mod Irak, som blev støttet af den danske regering og et flertal i
folketinget, kun var tre uger henne, da det aktive lag besvarede disse spørgsmål på
DGS’ årsmøde i april 2003. Men inden da havde ikke mindst optrapningen til krig, FNs
rolle, motiverne bag krigen, store demonstrationer mod krigen, antikrigsgrupper på
gymnasier og på byplan, for mange inden for det aktive lag, fyldt meget i diskussioner
hjemme, på skolen, i DGS sammenhænge osv. Uddannelsespolitisk havde DGS også i
en længere periode forholdt sig til diskussionerne om en ny GATS aftale – konkret
relateret til uddannelsesområdet. Derfor disse globaliserings spørgsmål!
330
Globalisering et gode
Spørgsmål 24
Protester
Er du enig i, at den
økonomiske
globalisering
Fremmer velstand og
demokrati for det store
flertal?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
Total
årsmøde
%
bestyrelse
4-16 17
34-48 68
18 15
120
2-0
4-13
0
19
% TR-lag
%
Skolerne
%
11
89
18
75
18
13-32
32-12
40
129
35
34
31
2-14
24-33
16
89
Det første spørgsmål handler om økonomisk globalisering424 – ” fremmer den velstanden og demokratiet for det store flertal?” Her svarer hhv. 68 %, 89 % og 64 % på
årsmødet, i bestyrelsen og i TR-laget, at de er uenige – med vægten på helt uenig. Hhv.
17 %, 11 % og 18 % er enige – med stor vægt på næsten enig. Og hhv. 15 %, 0 % og 18
% ved ikke.425
”Skolerne”
På skolerne er billedet et andet: Her er 1/3 enig (35 %), 1/3 uenig (34 %) og 1/3 ”ved
ikke”(31 %).426 Vægten i besvarelserne ligger på næsten enig og delvis uenig. På
Rødovre er 52 % uenig med vægten på delvis uenig. På de andre skoler er der et lille
flertal, der er enig.
Globalisering – hvem styrer?
Spørgsmål 24
Dominans
Er du enig i, at den
økonomiske
globalisering
Svarkategori
Styres af de store
nationer og
multinationale
Selskaber?
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
Total
årsmøde
%
71-36 88
4-2
8
121
bestyrelse
% TR-lag
17-3 100
0-0
0
20
50-28
4-1
6
89
%
Skolerne
%
88
36-44
13-4
31
128
63
13
24
424
Med økonomisk globalisering menes, at markedskræfterne overalt sætter sig igennem som den
dominerende måde at organisere samfundsøkonomien på.
425
Hidtil har der kun været et spørgsmål, nemlig. ”Om der er stor forskel på Fogh og Nyrups
uddannelsespolitik,” som har affødt mange ”ved ikke”. I dette tilfælde kan den store procent af ”ved ikke”
enten skyldes, at spørgsmålet er svært og/eller uklart. Jeg hælder til en tolkning der fokuserer på at
spørgsmålet er svært – kræver stor viden, og kun sekundært at det er uklart.
426
De høje ”ved ikke” svarprocenter peger på at her et område, som ligger uden for de unges vidensfelt.
331
Det næste spørgsmål handler om ”.. den økonomiske globalisering styres af de store
nationer og multinationale selskaber?” Her svarer hhv. 88 %, 100 % og 88 % på
årsmødet, i bestyrelsen og i TR-laget, at de er enig – med vægten lagt på helt enig.
”Skolerne”
På de fire skoler er 63 % enig fordelt ligeligt mellem helt enig og næsten enig. 24 % ved
ikke.
Verdensbanken
Spørgsmål 25
Verdensbank
Er du enig i, at
Verdensbanken
hjælper de fattige
lande?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
Total
årsmøde
%
bestyrelse
1-14
26-58 70
21 18
120
0-1
2-16
1
20
% TR-lag
%
Skolerne
%
1-10
18-41
18
88
13
67
20
9-24
30-13
53
129
26
33
41
90
På spørgsmålet om ”….Verdensbanken hjælper de fattige lande på fode økonomisk?”
svarer hhv. 70 %, 90 % og 67 % på årsmødet, i bestyrelsen og i TR-laget, at de er
uenige – med vægt på ”helt uenig”. 18 %, 5 % og 20 % er enige – resten ”ved ikke”.
”Skolerne”
På skolerne er der et flertal af ”ved ikke” 41 %. Af de resterende svarer hhv. 26 % enig
og 33 % uenig - med vægten på ”næsten og delvis.” På Rødovre er der 48 %, der er
uenig, og 42 % ”ved ikke”.
GATS
Spørgsmål 25
GATS
Er du enig i, at
GATS aftalen vil sikre
bedre uddannelse?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
Total
årsmøde
%
0-2
7-94 84
17
120
bestyrelse
% TR-lag
0-0
1-19 100
0
20
0-2
5-68
13
88
%
83
Skolerne
%
2-13
23-16
73
127
12
31
57
På spørgsmålet om ”GATS aftalens mål om privatisering af uddannelsessektoren vil
sikre bedre uddannelser?” svarer hhv. 84 %, 100 % og 83 % på årsmødet, i bestyrelsen
og i TR-laget, at de er uenig – med massiv vægt på ”helt uenig”.
332
”Skolerne”
På de fire skoler kan flertallet ganske enkelt ikke forholde sig til spørgsmål – hele 57 %
svarer ”ved ikke”. På Rødovre er 42 % uenig og 57 % svarer ”ved ikke”.
FN
Spørgsmål 25
FN
Er du enig i, at
FN en demokratisk
fredsbevarende
samling?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
Total
årsmøde
%
bestyrelse
13-39 44
43-16 50
7
118
2-1
9-7
1
20
%
80
TR-lag
%
Skolerne
%
8-34
31-8
5
86
49
45
34-50
28-4
13
129
65
25
På det næste spørgsmål om ”FN er en demokratisk, fredsbevarende samling af verdens
nationer?” svarer hhv. 50 %, 80 % og 45 % på årsmødet, i bestyrelsen og i TR-laget at
de er uenige – med vægt på ”delvis uenig”. Årsmødet er delt næsten lige over – 44 %
siger, de er enige – med vægt på ”næsten enig.” TR-laget er delt midt over – her er der
faktisk et spinkelt flertal – 49 % der siger, de er enige – igen med vægt på ”næsten
enig”.
”Skolerne”
På skolerne er 65 % enig – 25 % uenig. Begge med vægt på ”næsten og delvist”. På
Rødovre er hele 73 % enig – med vægten på ”næsten”.
Støtte til dansk krigsdeltagelse
Spørgsmål 26
DK i Krig?
Synes du, at
Det er en god
beslutning, at DK
deltager i krigen mod
Irak?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
2-4
5-109 93
2
122
bestyrelse
% TR-lag
0-0
0-20 100
0
20
2-4
4-78
1
89
%
92
Skolerne
%
22-11
27-67
2
129
26
73
93 %, alle og 92 % på årsmødet, i bestyrelsen og i TR-laget er imod dansk krigsdeltagelse – med vægten på ”helt uenig”.
333
”Skolerne”
På skolerne er ¾ imod, og halvdelen ”helt uenig”, mens ¼ er for.
Saddam hovedskurken
Spørgsmål 26
Saddam en fare?
Synes du, at
Irak krigen handler om
at Saddam er en fare
for verdensfreden?
Svarkategori
årsmøde
%
Bestyrelse
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
4-7
42-69
0
122
0-0
91 2-18
0
20
%
TR-lag
4-7
100 33-45
0
89
%
88
Skolerne
%
27-34
31-34
3
129
47
50
Hvad er så årsagen til krigen? Holder argumentet om, at ”krigen primært handler om, at
Saddam Hussein er en fare for verdensfreden?” Her svarer hhv. 91 %, 100 % og 88 %
på årsmødet, i bestyrelsen og i TR-laget, at de er uenig – med mest vægt på ”helt uenig”
”Skolerne”
På de fire skoler er de delte næst midte over. 47 % er enig, og 50 % uenig i argumentet
om, at Saddam er en fare for verdensfreden. Tønder er enig, Mulerne og Aalborg delte,
og Rødovre er 67 % uenig.
USA hovedskurken
Spørgsmål 26
Svar kategori
årsmøde % bestyrelse %
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
68-38
9-6
0
121
USA en fare?
Synes du, at
Irak krigen handler
om at USA vil
styrke sin
magtposition?
88 13-7
0
0
20
TRlag
%
100 46-28 83
9-6
0
89
Skolerne
%
49-39
21-16
5
130
68
28
Eller er der en helt anden forklaring på krigen, nemlig at ”krigen primært handler om, at
USA vil befæste sin magtposition, som verdens eneste supermagt?”. Her svarer hhv. 88
%, 100 % og 83 % på årsmødet, i bestyrelsen og i TR-laget, at de er enige – med vægt
på ”helt enig”.
”Skolerne”
68 % på skolerne er enige - 28 % der er uenig, Tønder er delt. I Aalborg og Mulerne er
de klart enige – i Rødovre er 76 % enig.
334
En opsamling – globalisering, institutioner og krig
Besvarelserne omkring den økonomiske globalisering tegner et billede af, at et flertal –
ca. tre ud af fem blandt de aktive i DGS har en klar kritisk holdning til
markedskræfternes økonomiske globalisering, mens en ud af fem ”opfatter at den
økonomiske globalisering fremmer velstand og demokrati for det store flertal”, medens
den sidste femtedel ”ved ikke”. På spørgsmålet om hvem der styre den økonomisk,
globale udvikling, er der fælles konsensus. Det er USA, Microsoft, Coca Cola etc.
Uanset om man er liberalist eller socialist, er det en kendsgerning, som alle kan nikke et
ja til.
De næste spørgsmål handler om, hvordan verdenssamfundet er organiseret. Hvilken
rolle spiller Verdensbanken og FN? Hvad er hensigten med GATS aftalen?
En mulig forklaring på den massive kritik af Verdensbankens rolle kan være, at siden de
store antikapitalistiske demonstrationer i Seattle i 1999, sparkede den nye antiglobaliseringsbevægelse i gang for alvor, ja, da er Verdensbankens rolle også kommet mere i
fokus igen. Fx var demonstrationerne i Prag i efteråret 2000 vendt imod
Verdensbankens og IMFs rolle.
Den massive kritik af GATS aftalen blandt de aktive må tilskrives, at DGS målrettet har
gennemført skolingsforløb omkring GATS aftalen og samtidig deltaget i en
internationale kampagne mod GATS aftalen427:
Det er nødvendigt at gøre sig klart, at irakkrigen uden tvivl påvirker besvarelserne. Hele
debatten op til, under og efter omkring en krig med eller uden – og det blev uden – FN
mandat har på den ene side legitimere udsagnet om, at det var en ”ulovlig krig” –
underforstået: uden et FN mandat! Altså en understregning af FN som en legitim
størrelse, hvor der faktisk diskuteres ud fra et sæt internationale regler og love. Og
hermed ud fra en forståelse af FN som et demokratisk forum. Det fredsbevarende image
blev styrket af, at FN flertallet ikke ønskede krigen mod Irak – modsat først og
fremmest USA, Storbritannien, Danmark, Spanien m.fl.
427
En af de gennemgående paroler i kampagneaktiviteterne har fx været ”Our Education is not for sale”.
335
Det der faktisk kan overraske er, at så forholdsvis mange er kritiske overfor FN. For set
i lyset af den opdragelse af ”commen sense” omkring FN er det en institution på linje
med folketinget og folkestyre, som ”vi” lærer rummer højdepunktet i hhv. national og
international demokrati.
Man kan sige, at den generelle kritisk venstreorienterede holdning, som dominerer på
årsmødet, i bestyrelsen og blandt TR-laget, og smitter af i et eller andet omfang ude på
skolerne, her rammer et spørgsmål, som er ideologisk vanskeligt at trænge igennem, og
som samtidig ikke er blevet diskuteret videre i DGS sammenhænge.
Helt op i eller om man vil ind i bestyrelsen, er der tvivl, usikkerhed og uenighed om FN
spørgsmålet. 3 ud af 20 i bestyrelsen er enige i, at FN er en demokratisk fredsbevarende
samling. 1 i bestyrelsen er i tvivl og krydser ”ved ikke”. 9 er ”delvist uenig” og 7 ”helt
uenig”.
Hvis vi sammenligner de tre svar, se tidligere, på spørgsmålene om dansk
krigsdeltagelse og krigens primære baggrund, hvilket billede tegner sig så?
•
Der er massiv modstand mod dansk krigsdeltagelse – spændende fra 3 ud af 4 på
skolerne til 9 ud af 10 på årsmødet.
•
På årsmødet er de ikke i tvivl om, hvad årsagen til krigen er: 9 ud af 10 er uenig
i argumentet om, at krigen skyldes, at ”Saddam Hussein er en fare for
verdensfreden”. 8 ud af 10 siger, at ”krigen primært handler om, at USA vil
befæste sin magtposition”
•
På skolerne er holdningen til, hvorfor krigen kom og om Saddam Hussein er en
fare for verdensfreden, delt lige midt over, hvorimod 7 ud af 10 er enige i, at
”krigen primært handler om, at USA vil befæste sin magtposition”.
Den reelle forskel mellem holdningerne på skolerne og på årsmødet er vel dybest set, at
TR-laget har brudt definitivt med den herskendes ideologis forsøg på at opbygge et nyt
fjendebillede efter murens falds, hvorimod eleverne på skolerne for halvdelens
vedkommende stadig er underlagt den.
336
9. Forskellige strømninger i det aktive lag – og i basis
Denne undersøgelse har taget udgangspunkt i en analyse af det aktive lag – defineret
som dem der deltog på DGS’ årsmøde i 2003. Inden for dette lag er der i SpSU skelnet
mellem bestyrelsen og TR-laget. I det følgende foretages dels en sammenligning
mellem de holdninger og handlinger, som bestyrelsen og TR-laget har, og dels en
analyse af de tre politiske hovedstrømninger, som kan identificeres inden for det aktive
lag og styrkeforholdet mellem dem.
Formålet med denne opsamlende beskrivelse og analyse af de forskellige strømninger
er, at den kan bidrage til en besvarelse af spørgsmålet om, hvilken rolle de forskellige
strømninger inden for det aktive lag spiller – målt ud fra deres holdninger og handlinger
i DGS’ udadvendte aktiviteter, politik og organisationsopbygning. Hermed giver den et
mere samlet og strukturelt politisk signalement af organisationens politik og aktivitet
baseret på en differentieret opfattelse af det aktive lag. Datamæssigt bygger dette afsnit
på en opsamling baseret på de data, der er fremlagt under afsnittene 5, 7 og 8.
9.1 TR-laget og bestyrelsen – hvad skiller
Hvis vi kigger på de markante forskelle mellem bestyrelsen og TR-laget, tegner der sig
så et mønster eller en tendens?
Alle i bestyrelsen deltog i forberedelsen af den nationale aktionsdag den 5. september,
dvs. en 1/3 flere end i TR-laget. Det vidner både om, at bestyrelsen er dybt involveret i
opbygningen af organisationens aktiviteter, og om, at bestyrelsen er overbevist om, at
de kollektive aktioner er centrale. Det underbygges da også af, at 90 % i bestyrelsen
mener, at ”strejker og aktiviteter er det mest effektive middel til forbedringer”, og alle er
”blevet mere overbeviste om vigtigheden af aktivitet og aktioner”. Tal som ligger 1/3
højere end de tilsvarende tal i TR-laget.
337
I bestyrelsen er dobbelt så mange politisk organiseret – og dobbelt så mange er blevet
det inden for de sidste par år. Det fortæller noget om, at bestyrelsesarbejdet stimulerer
lysten til også at være politisk organiseret.
Holdningsmæssigt er det på de snævre spørgsmål, og kun på et spørgsmål, at
bestyrelsen skiller sig ud, nemlig på vurderingen af, om der er stor forskel på Nyrup og
Foghs uddannelsespolitik.
Men på de brede spørgsmål er der mange store forskelle, hvor ¼ flere end i TR-laget
ikke er i tvivl om: at der foregår klassekamp i dag; at de studerendes aktivitet er en del
af denne optik; at der er råd til den nuværende velfærd; at pengene til mere velfærd
blandt andet skal hentes fra erhvervslivet; at alle i Danmark ikke har lige indflydelse; at
FN globalt set ikke er en demokratisk og retfærdig organisation; en 1/3 del flere end i
TR-laget afviser kategorisk, at DGS er for venstreorienteret, og de peger på et øget
samarbejde med fagbevægelsen; og de mener, at DGS har stor opbakning på
gymnasierne. Endelig har de politisk rykket sig markant mere end tilfældet er i TR-laget
på spørgsmålene om samfund og uddannelse. De er blevet mere samfundskritiske. Og
de stemmer også mere til venstre – se afsnit 11.2 og 11.3.
Er der en rød tråd i disse holdninger og handlinger – i disse ”markante meninger”?
Ja, en nærliggende forklaringsramme – jvf. afsnit om de brede holdninger og diskussionen af klasser og klassekamp – er, at bestyrelsen udgør et homogent kollektiv428, som
forstår den samfundsmæssige situation, herunder handlemuligheder, ud fra en klasse og
klassekampsoptik. I den forstand er der meget, der peger mod, at det er klasseanalysen,
som er den røde tråd, og som er afsæt og basis for deres politiske analyse og handlinger.
Og denne klasseanalyse omsætter de så handlingsmæssigt i politisk organisering på den
revolutionære venstrefløj.429 Herudover i deres fokus på kollektive aktioner, og
opbygning af sociale bevægelser – af DGS.
428
I bestyrelsen er der et mindretal – 15 % - som stemmemæssigt ligger til højre (stemmer på S og R),
som ikke er enig i, at de studerendes aktiviteter er en del af klassekampen etc.
429
bestyrelsens baggrund – jvf. tidligere er 7 ud af 9 i Forretningsudvalget er parti organiseret, og 16 ud
af 20 i bestyrelsen.
338
18 ud af 20 i bestyrelsen har disse holdninger, men der er selvfølgelig nuancer inden for
disse 18. 11 vil stemme på Enhedslisten, 6 på SF, 5 er ”helt enige” i ”at strejker og
demonstrationer er den mest effektive måde at få indflydelse på”, 13 er ”næsten enig”;
12 er helt enige i ”at de studerendes aktiviteter er en del af klassekampen”, 6 er ”næsten
enig” etc.
9.2 Tre strømninger – en revolutionær, en reformistisk og en borgerlig
Det jeg nu vil gøre er, at se på hvilke politisk strømninger, der findes inden for det
aktive lag, og hermed hvad styrkeforholdet er mellem dem. Jeg har delt dem op i de
venstreorienterede, de reformistiske og de borgerlige gymnasieelever inden for det
aktive lag og på ”skolerne”.430
De tre strømninger – målt på ”stemme”!
Et spejl på deres holdninger er, hvem de vil stemme på! Hvad viser det?
Spørgsmål 37
Stemme?
Hvilket parti
ville du stemme på,
hvis der var valg i morgen?
Total
årsmøde
% bestyrelse
%
TR-lag
%
Skolerne
%
Ø=43
SF=39
S=6
Ra=7
KD
V=5
K=1
DF
Vi=19431
36
33
5
6
55
30
10
5
Ø=30
SF=27
S=3
Ra=5
KD
V=5
K=
DF
Vi=14
35
31
3
6
Ø=6
SF=24
S=29
Ra=11
KD=2
V=14
K=3
DF=2
Vi=31
5
20
24
9
2
11
2
2
25
4
1
16
120
Ø=11
SF=6
S=2
Ra=1
KD
V
K
DF
Vi
20
Venstrefløj
S+Radikale
Borgerlige
69
11
5
Ved ikke
16
6
16
86
85
15
0
122
66
9
6
25
33
17
16
25
430
Opdelingen i de tre strømninger er defineret ud fra en kombination af markante ideologiske forskelle
og den aktuelle politisk parlamentariske opdeling mellem de politiske ”blokke”. Opdelingen ud fra
ideologi er baseret på at Enhedslisten og SF programmatisk ”vil socialisme” – vil afskaffe kapitalismen
(den revolutionære strømning), Socialdemokratiet og de Radikale vil bevare kapitalismen, men ændre den
baseret på et solidarisk velfærdssamfund og på et verdenssamfund, hvor USA ikke dominerer (den
reformistiske strømning), mens Venstre, Konservative, Kristen Demokraterne og Dansk Folkeparti vil
bevare kapitalismen baseret på et miks af social liberale, konservative og nationalistiske ideer, og en
opbakning bag USA (den borgerlige strømning).
431
Vi = Ved ikke
339
Ud fra deres stemmemæssige valg tegner der sig følgende politiske lag inden for det
aktive lag – målt ud fra årsmødet, bestyrelsen og TR-laget:
•
En venstreorienteret strømning som udgør 69 %, 85 % og 66 % på hhv.
årsmødet, i bestyrelsen og i TR-laget
•
En reformistisk strømning som udgør 11 %, 15 % og 9 % på hhv. årsmødet, i
bestyrelsen og i TR-laget
•
En borgerlig strømning som udgør 5 %, ingen og 6 % på hhv. årsmødet, i
bestyrelsen og i TR-laget
”Ved ikke” udgør 16 %, ingen og 16 % på hhv. årsmødet, i bestyrelsen og i TR-laget
”Skolerne”
På skolerne ser de forskellige lag således ud:
•
En venstreorienteret strømning som udgør 25 %
•
En reformistisk strømning som udgør 33 %
•
En borgerlig strømning som udgør 17 %
”Ved ikke” udgør 25 %.
Forskelle og ligheder – en opsamling
Ud fra ovenstående politisk handlingsmæssige signalement af det aktive lag tegner der
sig et billede, hvor bestyrelsen ligger markant til venstre for TR-laget, samtidig med at
den revolutionære strømning dominerer inden for bestyrelsen (85 %) og TR-laget (65
%), og hermed inden for det aktive lag (69 %). Denne politiske sammensætning inden
for det aktive lag i DGS står i skærende kontrast til de politisk parlamentariske
tendenser.
Ud fra skolesporet kan det konstateres at hhv. en fjerdedel og en tredjedel placerer sig
inden for den revolutionære og reformistiske strømning – dvs. at 58 % på disse skoler
ville stemme på ”oppositionen”. De borgerlige får knap en femtedel, men samtidig
340
udgør ”ved ikke” hver fjerde. Dvs. at ”skolesporets” politiske sammensætning også
ligger et godt stykke fra de politisk parlamentariske tendenser.
Men hvad med forholdet mellem det aktive lag og ”skolesporet”, som på mange måder
– se næste afsnit – er centralt, i og med at forudsætningen for alle aktiviteters succes er,
at det aktive lag kan vinde opbakning for ideer og praksis ude på gymnasierne.
Der er både stor forskel, men der er også en forbindelse og ligheder. I det aktive lag er
69 % revolutionære overfor hver fjerde på skolerne. I det aktive lag bakker 80 % op bag
”oppositionen” i folketinget overfor 58 % på skolerne. De 80 % i det aktive lag har altså
ud fra ”skolesporet” et klart flertal bag sig, som bakker op omkring deres politik. Men
måske allervigtigst for det aktive lag – et stort flertal – jvf. afsnittet om kollektive
aktioner – bakker i praksis op bag det aktive lag og DGS som organisation. Det er om
muligt den mest afgørende faktor for det aktive lag – for det politisk aktivistiske
lederskab i organisationen.
10. Det aktive lag – en diskussion af taktik og strategi
Hvilken hovedretning og – hvilke opfattelser skal DGS arbejde for? Hvilket taktisk og
strategisk perspektiv forsøger DGS at realisere.432 Hvilken betydning har ”situationsopfattelsen”, dvs. opfattelsen af hvad stemningen og styrkeforholdet er i samfundet, på
gymnasierne og i organisationen i forhold til det politisk taktisk og strategiske perspektiv? Og hvilken organisationsform kan mest effektivt understøtte dette perspektiv? Det
er nogle af de centrale spørgsmål, som vil blive diskuteret og analyseret i forlængelse af
den foregående afrapportering og delanalyser.
Datamæssigt er afsnittet baseret på 1) spørgeskemaundersøgelsen, og 2) interviews med
såvel de ledende bestyrelsesmedlemmer (formand og næstformand) og lokale bestyrelsesmedlemmer i DGS Århus. I fokus for de dele af interviewene som der tages afsæt i,
er spørgsmålene om: ”Er DGS for venstreorienteret?”, og ”Hvad vil det overhovedet
432
Hvor jeg med politik forstår DGS dagsaktuelle bud og aktiviteter, og med strategi forstår de
langsigtede mål.
341
sige at være venstreorienteret?”, ”Hvad skal DGS blande sig i politisk – udover de
uddannelsespolitiske spørgsmål?, ”Hvad vil det sige at politisere, og hvordan kan det
gøres?”, ”Skal DGS som en del af politiseringen arbejde for at den borgerlige regering
skal væltes?”, ”Hvordan og med hvem kan DGS lave alliancer – fx i forhold til resten af
elevog studenterbevægelsen, fagbevægelsen, antikrigsbevægelsen etc.?”, ”Hvordan
evner DGS som organisation – nationalt og lokalt i elevrådene, på skolerne og i
regionerne, at politisere og aktivisere gymnasieeleverne?” og ”Hvad betyder det lokale
arbejde læringsmæssigt og socialt?”
10.1 Er DGS for venstreorienteret?
Spørgsmål 34
Højre-venstre?
Er du enig i, at
DGS er for
venstreorienteret?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
Total
årsmøde
%
bestyrelse
14-24 31
37-44 66
3
122
0-1
6-13
0
20
%
95
TRlag
%
Skolerne
%
13-21
27-25
2
88
34
59
16-15
14-11
73
129
24
19
En gammel kendt skala for politisk retning og position er højre/venstre skalaen. Hvor
placerer DGS sig her?
”Er DGS for venstreorienteret?” lyder et spørgsmål. Hertil svarer hhv. 66 % på
årsmødet, 95 % i bestyrelsen og 59 % i TR-laget, at de er uenige. 31 % på årsmødet, 5
% i bestyrelsen og 34 % i TR-laget erklærer sig enig. 1 ud af 3 på årsmødet og i TRlaget mener, at DGS er for venstreorienteret. I bestyrelsen er næsten alle uenige.
”Skolerne”
På skolerne er der kun Rødovre og Tønder, der kan forholde sig til dette spørgsmål.
Hhv. 42 % og 48 % er enig i, at DGS er for venstreorienteret. 39 % og 13 % er uenig.
På Mulerne og i Aalborg er ”ved ikke” dominerende – og det gælder i øvrigt også for de
næste spørgsmål ift. DGS.
Men hvordan kan vi tolke hele forståelsen af spørgsmålet om, at DGS er for
venstreorienteret – hvad er selvforståelsen bag hhv. at svare ja eller nej?
342
Udgangspunktet for begge grupper er, at de ønsker et stærkt DGS – et aktivt DGS. Men
dem der svarer ja hælder til en opfattelse af, at DGS’ profil og politik ganske enkelt er
for rød og derfor skræmmer for mange menige og måske borgerlig orienterede
gymnasieelever væk. De samme overvejelser gør dem der svarer nej også, men de
mener dels ikke, at DGS’ profil er en hæmsko for, at DGS kan vinde bred opbakning,
og dels mener de, at DGS’ venstreorienterede profil er et plus – er nødvendig, hvis
organisationen skal kunne varetage gymnasieelevernes interesser. De opfatter så at sige
den venstreorienterede profil som et plus – som udtryk for at DGS gør en forskel.
Forskellen mellem dem, der svarer ja og nej, kan også beskrives ud fra begrebet
”politikforskrækkelse”, hvor den første gruppe hælder til den opfattelse, at ”politik”
skræmmer og splitter, hvorimod den anden gruppe netop ser politiseringen som et
nødvendigt led i at aktivisere og opbygge organisationen og sikre resultater. De to
opfattelser illustrerer netop den forandringsproces og den brud situation. som DGS
befinder sig i, hvor 90’ernes a-politiske og lave aktivitets niveau stadigvæk præger dele
af organisationen, mens andre dele – her de to tredjedele – har fået selvtillid og troen på,
at hovedretningen for organisationen netop må være at politisere og aktivisere.
I bestyrelsen i DGS er de heller ikke i tvivl om, at de har fat i den lange ende, at det er
nødvendigt at politisere, at det er et plus at DGS er venstreorienteret:
”… man skal ikke gå ud og sige at DGS ikke er røde, eller DGS ikke er
farvet, selvfølgelig har vi en politik, som er vedtaget af nogle elever på
stormøder, og de er venstreorienteret, så bliver vores politik også
sådan.(Nanna)”433
Denne undersøgelse peger da også mod, at DGS’ røde profil ikke skræmmer de menige
gymnasielever væk, tværtimod vokser organisationens indflydelse, DGS har godt fat i
det brede lag af gymnasieelever – både mht. medlemsskoler, aktionsdeltagelse og målt i
forhold til den konkurrerende organisation GLO. På den måde kunne meget tyde på, at
problemet primært eksisterer som et politisk problem idemæssigt indenfor et mindretal i
433
343
det aktive lag, frem for som et problem i forhold til DGS’ opbakning og indflydelse
bredt blandt gymnasieeleverne.
Det underbygges også af, at hvis det havde været almindelig kendt og accepteret, at
DGS var for venstreorienteret forstået som et politisk problem – ja, så ville langt flere
almindelige gymnasieelever også have markeret det i svarene. Men på skolerne er der
kun to ud af fem, som kan forholde sig til spørgsmålet, og de er delt midt over. Resten,
dvs. tre ud af fem, svarer ved ikke: de har ganske enkelt svært ved at forholde sig til
begrebet venstreorienteret - i hvert fald i denne sammenhæng.
Endelig skal det også nævnes, at selvom der kan spores forskellige politisk
holdningsmæssige tendenser og lag i DGS, så findes der ikke nogen synlig stærk ikke
venstreorienteret tendens, dvs. en borgerlig tendens434, hverken på de snævre eller brede
spørgsmål, eller når det drejer sig om holdningerne til kollektive aktioner,
udenomsparlamentarisme etc. som tilnærmelsesvis har en størrelse på en ud af tre.435
Men bagved denne uenighed om DGS er for venstreorienteret eller ej ligger der en
anden langt mere fundamental diskussion, nemlig spørgsmålet om organisationens
hovedretning: Hvordan både skabe enhed og politisere og aktivisere? Det er klart, at i
den forandringsproces som DGS har gennemløbet, er dette tema igen og igen blevet
rejst. Hvordan kan DGS på en og samme tid udvikle og radikalisere organisationen og
dens medlemmer uden at splitte – uden at støde de mest borgerligt orienterede
gymnasieelever fra os?
Helt centralt i denne diskussion indgår en række elementer, som gensidigt virker ind på
hverandre.
434
Kun 5 % i det aktive lag, og 17 % på ”skolerne” – jvf. afsnit 9.2
Et udtryk for denne tendens var også, at ” den eneste anden tilbageværende organisation for
gymnasieelever, GLO, svækkedes i det nye årtusinds første par år, …de politiske uenigheder blev
mindre… GLO's ellers notoriske modstand mod udenomsparlamentarisme blev langsomt svagere,
manifesteret ikke mindst med GLO's deltagelse i STOP NU-kampagnen. I foråret 2005 blev GLO nedlagt
for i stedet at gå ind i DGS.” . Se http://da.wikipedia.org/wiki/Danske_Gymnasieelevers_Sammenslutning
(15.10.08).
435
344
10.2 Strategi
Hvad er organisationens strategiske opfattelse? Hvad er det langsigtede mål – dvs.
hvilket perspektiv skal DGS arbejde for?
Mht. det strategiske perspektiv understreger Nanna, at det er vigtigt at præcisere at DGS
ikke er en socialistiske organisation – at DGS arbejder indenfor ”det bestående”:
”Men der er langt fra det (at DGS er venstreorienteret, mit indskud) og så til
at være partipolitisk-aktiv. Det at være en rød organisation, det at være en
socialistisk organisation, betyder fx at der skal stå i vores program, at vi
ønsker en grundlæggende samfundsomvæltning, men det siger DGS
ingenting om. Eller at vi ønsker et andet samfund, vi arbejder hele tiden
inden for det bestående”(Nanna).436
Det, Nanna præciserer indirekte, er, at DGS er gymnasieelevernes interesseorganisation,
studieorganisation. En organisation som primært kæmper for gymnasieelevernes uddannelsespolitiske interesser – fagligt og materielt.
DGS er altså gymnasieelevernes studieorganisation, hvis aktive lag er venstreorienteret,
og det smitter selvfølgelig af på organisationens holdninger og handlinger
Inden for denne politiske ramme og definition – inden for denne horisont tegner der sig
en lang række opfattelser om, hvilket samfund vi lever i, hvem der bestemmer, hvem
der har magten, altså hvordan magten udøves og af hvem, som alle kan samles under
begrebet venstreorienteret. Men modsat mange andre organisationer har DGS ikke en
bred programmatisk platform, der forholder sig til samfundet mere generelt – og
herunder deres visioner for et alternativ (modsat fx PLS, en del fagforbund og
fagforeninger etc.).
Selvom DGS ikke opstiller et samlet samfundsperspektiv – et alternativ til det
nuværende samfund på en bred skala – men kun i form af et uddannelsespolitisk
alternativ, og Nanna siger, at DGS arbejder ”inden for det bestående”, så udtrykker
436
345
såvel
diskussionerne,
holdningerne,
praksis
og
organisationens
placering
i
klassekampen, at organisationens retning – strategisk og politisk dagsaktuelt er baseret
på ”anti-kapitalisme.” Det kommer klarest til udtryk i deres praksis og i deres
refleksioner over forholdet mellem parlamentarisk og udenomsparlamentariske arbejde
– hvor sidstnævnte mere og mere fylder og tegner billedet af organisationen.
DGS siger heller ikke noget programmatisk om, hvordan deres reform krav skal indfries
økonomisk – men går alligevel så langt som til at sige – jvf. elevkonferencen i 2002 – at
de vil kæmpe sammen med andre nedskæringsramte grupper, og at de ikke vil være med
i en del og hersk politik, hvor de forskellige nedskæringsramte grupper slås indbyrdes
om at skrabe til sig.
10.3 Taktik og politisering
Hvad er DGS’ taktiske opfattelse af, hvilke dagsaktuelle bud og aktiviteter der kan
understøtte dette strategiske perspektiv?
Helt centralt i denne sammenhæng har været, at de kollektive aktioner og aktiviteter har
fyldt mere og mere i organisationens arbejde – lokalt som centralt. Efter min opfattelse
repræsenterer netop denne udvikling og ændring af forholdet mellem det
parlamentariske og udenomsparlamentariske arbejde det mest centrale skift i organisationens arbejde i den undersøgte periode.
Men det er faktisk ikke en ændring og en udvikling, som har fyldt meget i organisationens taktiske diskussioner om, hvordan DGS arbejder ”inden for det bestående”?
Eller som har været genstand for nogle større uenigheder!
Den enkle forklaring på det er, at nødvendigheden af det udenomsparlamentariske
arbejde er sprunget ud af situationen – ud af den virkelighed der hed, at heller ikke den
borgerlige regering var villig til at lytte til gymnasieelevernes gode argumenter og
ønsker. Og i og med at denne nødvendighed blev understøttet af en bredere stemning
om, at ”nu er det nok” – nu må vi handle, som igangsatte en opsvingspiral, som betød,
at de kollektive aktioner blev en succes, ja, så har spørgsmålet for eller imod nationale
346
aktionsdage aldrig været en diskussion, som har fyldt meget. Den udenomsparlamentariske praksis er så at sige sprunget delvist spontant ud af den objektive situation. Når jeg
siger delvist, er det fordi, at den selvfølgelig er blevet fremmet gennem især
bestyrelsens politiske analyse og initiativer.
Derimod har en anden diskussion fyldt meget – som selvfølgelig også hænger sammen
med vægtningen af det parlamentariske og udenomsparlamentarisk arbejde, nemlig:
hvad kan og skal DGS forholde sig til, hvor langt kan DGS gå i politiseringen og
aktiviseringen af medlemmerne etc. Det er her at såvel de største skift i organisationens
udvikling kan registreres, og de største uenigheder og vanskeligheder er opstået.
Baggrunden herfor er, at store dele af elevog studenterbevægelsen siden murens fald
og langt op i 90’erne led af det, jeg tidligere kaldte ”politikforskrækkelse”: af at undlade
eller være meget tilbageholdende med at tage mere generelle spørgsmål op, som ikke
snævert har med uddannelse at gøre, men som på den anden side hænger sammen med
elever og studerendes hverdag. Fx spørgsmålet om den stigende racisme, om velfærden,
om krig eller fred etc., som de bliver konfronteret med i hverdagen. Alle sammen
spørgsmål som elevog studenterbevægelsen tilbage i 70’erne og 80’erne havde
forholdt sig til, men som gled ud med konservatismen og senere nyliberalismens indtog.
Men også spørgsmål som fagbevægelsen altid har koblet sammen med kampen for de
umiddelbare krav. Så sent som i 2001 var der ikke konsensus i DGS om at forholde sig
til spørgsmål som racisme.437
Men i løbet af 2002-2003 sker der et afgørende ryk, som tidligere beskrevet pga. 11.
september og Fogh regeringens valgsejr og umiddelbare konfrontationskurs over for
den eksisterende velfærdspolitik – herunder uddannelsespolitikken.
437
Jvf. forslag stillet på DGS årsmøde i 2001 om en ændring af formålsparagraffen, så DGS også kunne
forholde sig til bredere spørgsmål, som blev massivt nedstemt.
347
Blande sig bredere i politiske spørgsmål?
Spørgsmål 34
Politisere?
Er du enig i, at
DGS kun skal blande
sig i snævre
uddannelsespolitiske
spørgsmål…?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
% bestyrelse
7-11
35-66 84
1
120
%
0-1
1-18 95
0
20
TR-lag
%
5-10
29-42 81
1
87
Skolerne
%
6-12 14
26-24 39
61
129
På spørgsmålet om at blande sig bredere, dvs. forholde sig til spørgsmål udover den
snævre uddannelsespolitiske dagsorden, er der ingen tvivl: 84 % på årsmødet, 95 % i
bestyrelsen og 81 % i TR-laget er uenig i, at DGS ikke skal blande sig i ”.. spørgsmål
om racisme og velfærd..”
”Skolerne”
På skolerne må Mulerne og Aalborg igen melde pas – de kan ikke tage stilling,
hvorimod de både i Rødovre (60 %) og i Tønder (52 %) er uenige i, at DGS kun skal
forholde sig til snævre uddannelsespolitiske spørgsmål. På Rødovre og Tønder
gymnasium er der massiv opbakning bag DGS linje, hvorimod de på Mulerne og i
Aalborg har svært ved at tage stilling, når det handler om generel politik og politiske
synspunkter relateret til DGS.
Hvordan politisere?
Men lad os prøve at dykke ned i dette spørgsmål og kvalificere spørgeskemaundersøgelsens svar ud fra interviewene med nogle af de ledende aktivister: Hvordan og hvor
langt er de villige til at gå i politiseringen og aktiviseringen af gymnasieeleverne?
Nannas bud på hvor langt DGS kan gå i politiseringen, og hvordan DGS kan gribe
forholdet mellem uddannelse og samfund an på er fx, at DGS kan rejse diskussionen
således:
”Hvem har interesse i, at de ”unge kommer hurtige gennem systemet”,
hvorfor bliver de uddannet? … For hvem uddanner vi os? Samfundet, os
selv, erhvervslivet. Og det kan godt være noget rødt pis, men det var… det
virkede som om eleverne gerne ville diskutere sådanne ting, men havde også
enormt meget brug for at tage fat i noget konkret. Og jeg tror, det er
348
fornuftigt at tage de diskussioner, men jeg tror ikke, det er dem, der skal
overtage. Jeg tror ikke en diskussion om liberalisering og kommercialisering
af uddannelsessystemet er vejen frem. Vejen frem er at sige, nu tager vi fat i
nogle konkrete ting, og kæde dem sammen.(Nanna)”438
I Nannas beskrivelse af hvordan de greb diskussionen an på aktivitetskonferencen i
november 2003 ligger på den ene side, at koblingen mellem uddannelse, samfund, og
hvem der har hvilke interesser i hvad, var enormt givtig og politisk udviklende. Men på
den anden side advarer hun også imod, at politiseringen kan blive for generel og
overordnet.
Freja, som er en af de aktive i DGS Århus, tager fat om det samme spørgsmål vinklet ud
fra spørgsmålet om uddannelse og velfærd bredere:
”Det er en tilbagevendende diskussion i DGS. Skal man tage stilling til
velfærd, må man… velfærd være en central ting, og derfor vil det typisk være
sådan, at er man for velfærd, så er man også imod nyliberalisme, så er det
svært at skille det ad, det er klart, men det er jo en organisation, der gerne
favner alle gymnasie-elever, og det er en meget svær organisationsform.
Den skal favne alle politiske spektre. Og det er den ene grund til at man skal
holde sig fra politiske spørgsmål… og derud over er det en
uddannelsesorganisation, som også i det politiske system skal kæmpe for
uddannelse og ikke andet. Sådan er mit syn på det. (Freja).”439
Freja trækker modsat Nanna to principielle grunde op til, at politiseringen skal holdes
inden for en skarp afgrænset ramme: DGS skal favne alle gymnasieelever, hvilket
betyder, at DGS skal holde sig fra ”politiske spørgsmål” og DGS er en uddannelsesorganisation, som ”også i det politiske system skal kæmpe for uddannelse og ikke
andet.”
Tilsyneladende repræsenterer Nanna og Freja på mange måder de overvejelser og
argumenter, der lå bag hhv. et nej og et ja til spørgsmålet om ”DGS er for venstre438
439
DGS Interview – 5: Lokalbestyrelsen …, op. cit., s. 11.
349
orienteret.” Men positionerne er ingenlunde fastlåste eller knivskarpe. Freja giver fx
udtryk for, at hun er meget enig i den måde DGS har taklet spørgsmålet om uddannelse
og velfærd på nu.
” … ved at sige – ”vores uddannelse er alles velfærd”, altså vi skal
uddannes for at få et demokratisk samfund, vi skal uddannes for at få et
velfungerende samfund. …DGS … sætter uddannelsen i større perspektiv…
Skal man tage stilling til, hvordan ens uddannelse skal se ud, skal man
selvfølgelig tage stilling til, hvordan samfundet skal være, fordi man
uddannes til samfundet. Og den måde skal man kigge på det, som
uddannelsesorganisation, og det er også det man gør. Men længere går man
ikke. (Freja)”440
Især den sidste sætning – ”men længere går man ikke” signalerer, at der hele tiden
foregår en diskussion om, hvor langt man skal gå, hvor nogen er villige til at gå langt,
andre ikke. Hvordan forener man, så at sige, de mest aktive og venstreorienterede med
de mindre aktive og mere moderate, dvs. de forskellige politiske holdninger og
tendenser i en situation, hvor ingen ting står stille. Herom siger Nanna:
”… det er vildt svært, fordi eleverne rykker sig hele tiden, deres politiske
niveau stiger og stiger, og man bliver bedre til at se sådanne overordnede
tendenser. Det betyder, at DGS som organisation skal rykke med. Det
betyder, at DGS skal klare at favne alle eleverne, også dem der er langt
fremme. Man skal som organisation kunne balancere mellem at støde elever
fra sig og trække med sig. Og det er en udfordring.(Nanna)”441
Det
er med andre ord en balancegang, og en dynamisk proces, som DGS og det aktive
lag befinder sig midt i. Intet står stille – hverken elevernes opfattelser eller udviklingen
omkring dem på skolen, i uddannelsessektoren eller i samfundet.
440
441
Ibid.,, s. 11.
DGS Interview – 2: Nanna …, op. cit., s.25.
350
Imod regeringen?
Den politik og de interesser, som DGS har, er i strid modvind politisk. Hvad betyder det
egentlig for DGS’ holdning til den borgerlige regering? Er det et område, som DGS
forholder sig til – vil DGS være med til og arbejde for at vælte den borgerlige regering –
parlamentarisk som udenomsparlamentarisk? Ligger det inden for rammerne af at
”politisere og aktivisere”. Katrine, aktiv i DGS Århus, siger helt klart nej:
”Jeg synes på ingen måder, at DGS skal mobilisere til at vælte nogen
siddende regering. Det må man overlade til andre organisationer. Vores
vigtigste opgave i den forbindelse, om man skal vælte regeringen eller ej, er
at mobilisere folk til at tage stilling. Aktivere og politisere dem. (Katrine)”442
Katrines synspunkt omkring holdningen til at vælte en borgerlig regering er ”officiel
DGS politik” – det forholder DGS sig ikke til. Så langt går politiseringen ikke. Selvom
denne undersøgelse ikke behandler dette spørgsmål, er min antagelse, at et mindretal
faktisk har den holdning – men herom senere under diskussionen af antikrigsbevægelsen.
Uffe, som også er DGS aktivist fra Århus, og senere blev formand for DGS i perioden
2005-2006 kommenterer på en anden del af denne diskussion, nemlig:
”Kigger man lige på den her regering, så er det klart, at holdningen i DGS
er, at de ikke ligefrem har fremmet uddannelse, som vi kender den. Der har
været mange tiltag, som vi har været imod. Det betyder da også, at de folk
som vi får aktiveret gennem arbejdet, måske tager stilling mod regeringen…
dens uddannelsespolitik. Man kan sagtens være for den her regering og være
imod tiltagene på uddannelsesområdet. (Uffe)”443
Der er ingen tvivl om, at Uffe rører ved en central diskussion. Udover at slå fast, at
DGS er imod regeringens uddannelsespolitik, så peger han dels på at langt de fleste som
aktiviseres ”måske tager stilling mod regeringen … dens uddannelsespolitik”.., og dels
at ”man sagtens kan være for den her regeringen og være imod tiltagene på uddannelsesområdet”.
442
443
Ibid., s. 11.
351
Denne undersøgelse kan underbygge og skærpe ovenstående vurdering på den måde, at
vi roligt kan skifte det lille ”måske” ud med ”højest sandsynlig”. Og vi kan roligt slå
fast, at hovedtendensen på landets gymnasier er, at regeringen og de borgerlig står
meget svagt holdnings- og stemmemæssigt.
Inden for det aktive lag er det soleklart. Det smalle spor jeg har fulgt på skolerne, viser
det samme – måske enklest og klarest illustreret på spørgsmålet om, hvad de ville
stemme, hvor 58 % ville stemme på venstrefløjen, S og de radikale og kun 17 % på de
borgerlige (hver fjerde ved ikke).
Alliancer
Et andet spørgsmål som er centralt, når der diskuteres politisk taktik og strategi – og
herunder hvor langt og hvordan politiseringen og aktiviseringen af gymnasieeleverne
kan foregå, er spørgsmålet om alliancer. Hvordan kan DGS styrke bredere alliancer
med lige sindene og nært beslægtede grupper og organisationer, fx. resten af elevog
studenterbevægelsen og fagbevægelsen.
Elev - og studenterbevægelsen
Spørgsmål 34
Samarbejde?
Er du enig i, at
DGS skal styrke
samarbejdet med resten
af studenterbevægelsen?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
94-20 95
1-0
0
120
bestyrelse
% TR-lag
18-1 100
19
65-17
1-0
4
87
%
Skolerne
%
94
27-25
8-1
66
127
41
På spørgsmålet om et styrket samarbejdet med studenterbevægelsen er der ingen tvivl: I
det aktive lag siger hhv. 95 % på årsmødet, alle i bestyrelsen og 94 % i TR-laget, at de
er enige – med massiv vægt på ”helt enig”.
”Skolerne”
På skolerne er det kun Rødovre og Tønder der forholder sig – og positivt på spørgsmål
om samarbejde med resten af elevog studenterbevægelsen – de andre ”ved ikke”. På
skolerne – selv på Rødovre – er ”ved ikke” besvarelsen i flertal, når det drejer sig om
samarbejde med fagbevægelsen.
352
Inden for det aktive lag er der en klar forståelse af, at sammen er vi stærke. Ikke blot når
det gælder inden for gymnasieelevernes rækker, men også mellem elever og studerende
som helhed. 94 % i TR-laget og alle i bestyrelsen svarer ja – hvor svarkategorien ”helt
enig” udgør 80 % i TR-laget og alle i bestyrelsen. Holdningen om fælles samarbejde og
kamp er der lange traditioner for inden for elevog studenterbevægelsen.444 En tradition
som blev genoptaget fra midt i 90’erne – og for alvor med NU er det nok bevægelsen i
1999, og Råstofinitiativet i 2001.
Selvom det kan synes logisk, at elever og studerende samarbejder, så udtrykker
opfattelsen efter min mening en politisk bevidsthed, hvor der tænkes i spørgsmålet om,
hvordan elever og studerende som samfundsgruppe kan få indflydelse – dvs. i et magtperspektiv. På ”skolerne” står dette perspektiv heller ikke så stærkt – der er ”kun” 41 %,
som svarer ja – og hele 66 % der ”ved ikke”.
Fagbevægelsen
Spørgsmål 34
Samarbejde?
Er du enig i, at
DGS skal styrke
samarbejdet med
fagbevægelsen?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
bestyrelse
%
TR-lag
%
Skolerne
%
60-30
12-2
18
122
74
19-1
100
38-26
9-2
13
88
73
10-16
9-8
83
126
20
20
Spørgsmålet om samarbejde med andre stilles også i forhold til ”fagbevægelsen”, hvor
73 % i TR-laget svarer ja, mens alle igen i bestyrelsen svarer ja.
Traditionerne for samarbejde med fagbevægelsen er ikke nye445, men i perioden fra
slutningen af 70’erne og frem til ”opsvinget” i elevog studenterbevægelsen var de stort
set ikkeeksisterende. At traditionen for samarbejde med fagbevægelsen igen er kommet
på dagsordenen – jvf. også den konkrete diskussion og forslaget på elevkonferencen i
efteråret 2002, og det tættere samarbejde med unge på de erhvervsfaglige uddannelser
og støtten fra hhv. de lokale LO’ere i storbyerne og enkelte fagforeninger, udtrykker
444
Jvf. kapitel 3, afsnit 7. I 70’erne var der de uddannelsessøgendes samarbejdsudvalg, hvor der indgik
elevorganisationer, studerende på de mellemlange uddannelser og lærlinge organisationerne? DUS var
domineret og blev holdt sammen af DKU som den ledende kraft
445
Jvf. kapitel 3, afsnit 7, hvor DUS tilbage i 70’erne havde det som klart perspektiv i kraft af især DKUs
politiske linje og dominans.
353
både den politisk nyudvikling indenfor elevog studenterbevægelsen, hvor orienteringen mod arbejderklassen og fagbevægelsen har fået en renæssance og en ny selverkendelse inden for dele af fagbevægelsen af, at især den nye arbejderklasse har sine rødder
inden for et miks af unge fra ungdomsuddannelserne, og af det faktum, at den ”voksne”
fagbevægelse” har et ungdomsproblem – har behov for en stærkere rekrutteringsflade
blandt ungdommen.
Men hvis det giver mening at tale om en avanceret politisk tænkning, at det aktive lag
massivt peger mod samarbejde med resten af elevog studenterbevægelsen, ja, så giver
det i endnu højere grad mening når samarbejdet er målrettet mod fagbevægelsen. Det er
vel også forklaringen på, at færre trods alt peger på dette perspektiv. Det understreges
også af, at holdningen på de fire skoler er, at kun en femte del svarer ja til dette
perspektiv, og hele 65 % på ”skolerne” svarer ”ved ikke”. Dvs. at dette spørgsmål og
perspektiv på ingen måde er rodfæstet og har forståelse på de fire skoler.
Men det er tankevækkende, at selvom 3 ud af fire i TR-laget peger på samarbejde med
fagbevægelsen, så skrinlægges ideen om fx de lokale velfærdsnetværk efter elevkonferencen i 2002. Hvorfor vil blive taget op under afsnittet ”situationsopfattelsen”.
Støtte og deltagelse i anti-krigsbevægelsen
Men hvad så med andre bevægelser – med at indgå og støtte dem – med at etablere
alliancer fx med antikrigsbevægelsen?
Ja, det spørgsmål var aktuelt, og skabte også den største og bredeste debat på DGS’
årsmøde i 2003, fordi så mange i det aktive lag var involveret i den nye antikrigsbevægelse. Som nævnt tidligere, så var der på en del gymnasier dannet antikrigsgrupper, som var med i det nationale netværk: ”Nej til krig mod Irak”.446 Men DGS som
organisation var ikke en del af netværket. DGS som organisation havde ingen holdning
til irakkrigen! I udlandet var store dele af studenterbevægelsen for længst gået ind i antikrigsbevægelsen – ligesom fagbevægelsen visse steder spillede en aktiv rolle. Herhjemme kneb det meget med begge dele.
446
www.nejtilkrig.dk
354
Debatten på årsmødet handlede ikke om for eller imod støtte til krigen. Et massivt
flertal var imod – jvf. tidligere. Debatten handlede derimod om, at DGS skulle involvere
sig i antikrigsbevægelse og i så fald hvordan! Og hermed handlede debatten dybest set
om, hvordan DGS skulle politisere og aktivisere gymnasieeleverne.
Støtte anti-krigsbevægelsen?
Spørgsmål 34
Mod krig?
Er du enig i, at
DGS skal støtte
antikrigsbevægelsen?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
bestyrelse
%
TR-lag
%
Skolerne
%
14-23
35-35
12
119
31
59
3-5
10-1
1
20
40
55
10-16
24-27
9
86
30
59
19-13
21-20
50
123
26
33
I denne undersøgelse – på spørgsmålet om ”DGS skal støtte antikrigsbevægelsen,”447 –
er det aktive lags holdning, at 31 % på årsmødet, 40 % i bestyrelsen og 30 % i TR-laget
er enige i, at DGS skal støtte antikrigsbevægelsen, hvorimod hhv. 59 % på årsmødet, 55
% i bestyrelsen og 59 % i TR-laget er uenige.
”Skolerne”
På Rødovre er de delt i tre næsten lige store grupper – 10 er enige, 11 uenige og 9 ved
ikke. I Tønder er 14 uenige, 3 enige og 5 ved ikke. På de to andre gymnasier overstiger
”ved ikke” resten.
Hvad var argumenterne imod, at DGS støtte antikrigsbevægelsen. Nanna og Julie
trækker bestyrelsens linje op på følgende måde:
”… DGS skal ikke tage stilling til krigen, men vi opfordrer til, at man
diskuterer den. Det at opfordre til at tage debatten, synes jeg også er at gå
langt. (Julie) … og det er meget mere progressivt end at lave en
kampagne…(Nanna)”448
Hovedargumentet bag denne linje var netop, og så er vi tilbage ved udgangspunktet, at
hvis DGS gik aktivt ind som organisation i antikrigsbevægelsen – som et mindretal
argumenterede for i debatten, og som 1 ud af 3 støttede på årsmødet, så ville de menige
447
448
Spørgeskemaerne blev samlet ind under og efter debatten på årsmødet.
355
gymnasieelever reagere negativt – det ville splitte organisationen – det ville give de
borgerlige for lette argumenter i deres hetz mod DGS som en ræve rød organisation,
som alt for venstreorienteret.
Splittelse – en reel fare?
Spørgsmålet om en splittelse er en problematik, som ikke bare kan fejes ned under gulvtæppet. Inden for de sociale bevægelsers historie er der masse vis af eksempler på, at
bevægelser er blevet splittet, fordi bevægelsens forskellige ender eller yderpunkter ikke
har kunnet opnå enighed om en fællesnævner – om en fælles konsensus på trods af
divergenser.449
Men for at tage stilling til, om faren for en splittelse og/eller en svækkelse af DGS, ville
have været en sandsynlig udgang på, at DGS havde involveret sig aktivt i antikrigsbevægelsen, må der tages udgangspunkt i en konkret vurdering af organisationens medlemmer og styrke, af den givne samfundsmæssige situation og de konkrete holdninger
og handlinger, som organisationens medlemmer var involveret i forbindelse med den
USA ledede krig i Irak – og forspillet op til krigsudbruddet den 18. marts 2003.
Ud fra det foreliggende materiale skal en række elementer trækkes ind:
For det første var der i befolkningen som helhed et flertal mod krigen. Dvs. stemningen
generelt i samfundsdebatten var kritisk, og regeringen havde ikke et befolkningsflertal
bag sig.
For det andet var endnu flere i ungdommen imod krigen, og specifikt inden for
gymnasieområdet var det massiv modstand i det aktive lag, og meget tyder på – såvel
449
Et af de seneste eksempler på dette er udviklingen inden for Attac bevægelsen, som blev mere eller
mindre splittet på spørgsmålet om bevægelsen kun skulle forholde sig til spørgsmålet om den økonomiske
globalisering og - konkurrence, dvs. spørgsmål om markedsgørelse af alle ”livets” og ”klodens” områder,
eller om bevægelsen også skulle inddrage spørgsmålet om sammenhængen mellem den økonomiske
globalisering og – konkurrence og den politiske og militære globalisering og – konkurrence. En
problemstilling som blev aktuel efter 11. september, da USA indledte krigen mod ”terror” i Afghanistan i
2001, og samtidig begyndte forberedelserne til krigen mod ”terror” i Irak. Inden for Attac opstod der ud
af denne situation to fløje, som reelt betød at Attac blev splittet, og skrumpede ind, og mange fra Attac
gik ind og opbyggede antikrigsbevægelsen, som engagerede i titusinde tal af unge og gamle, og som
skabte en dynamisk bevægelse, som man hverken herhjemme eller internationalt havde oplevet siden
vietnamkrigen.
356
ud fra min undersøgelse på de ”fire skoler”, men også ud fra senere undersøgelser af
hvad gymnasieeleverne ville stemme, fx ungdommens valg op til valget i januar 2005,
at der var stor modstand mod krigen blandt et flertal af gymnasieelever.
For
det
tredje
udviklede
omfanget
af
antikrigsbevægelsens
aktiviteter
–
demonstrationernes antal og størrelser – sig til de mest omfattende demonstrationer i
mange år – ja helt præcist de største ikke faglige demonstrationer siden fredsbevægelsen
først i 80’erne, hvis fokus var den nye oprustning med opstilling af langdistanceraketter
i Europa.
For det fjerde var mange gymnasieelever involveret i aktiv antikrigsmodstand – jvf. at
halvdelen på årsmødet var med i antikrigsbevægelsen. Og der blev dannet antikrigsgrupper på en række gymnasier og i de større byer også på byplan, hvor unge var
drivkraften.
For det femte var der ingen synlig bevægelse eller organisationer, som forsvarede den
danske krigsdeltagelse. Selvom den eneste opposition til DGS inden for gymnasieområdet – GLO – gentagne gange har kritiseret DGS for ”at være for venstreorienteret”,
at organisere for mange strejker, demonstrationer og protester mod uddannelsespolitikken, så vurderer jeg, at deres muligheder for gennemslagskraft ville have været
meget – alene i kraft af deres ringe størrelse.
Splittelse eller styrkelse – en opsamling
Sammenfattende er min vurdering derfor, at faren for at skubbe mange gymnasieelever
fra sig, ved at DGS aktivt havde involveret sig i antikrigsbevægelsen, havde været
relativ ringe. Samtidig med at gevinsten, ved at DGS havde involveret sig direkte, ville
have været stor både i forhold til at styrke modstanden mod krigen og styrke
politiseringen og aktiviseringen af endnu flere gymnasieelever.
Den sidste vurdering – ”gevinsten” ved at støtte og deltage – bygger jeg især på erfaringer fra elevog studenterbevægelsens deltagelse i antikrigsbevægelsen i udlandet, og
dels det opsving i kollektive aktioner, som fandt sted især på de københavnske gymnasier i efteråret 2003 – tidligere kaldet ”besættelsesbølgen”.
357
Udviklingen i en række lande viste, at pga. antikrigsbevægelsens enorme folkelige
opbakning lykkedes det at forhindre de nationale regeringer i at støtte krigen, og sende
soldater af sted, eller i at få trukket soldaterne hjem efter pres (Spanien, Polen). Men her
udover har antikrigsbevægelserne også haft den effekt, at de har lagt et mere generelt
pres på de nationale regeringers velfærdspolitik. En væsentlig grund til at det er
lykkedes for antikrigsbevægelsen at lægge dette pres i nogle lande, men fx ikke herhjemme, har været at sociale bevægelser som fag - og studenterbevægelsen har involveret sig i antikrigsbevægelsen – dvs. at antikrigsbevægelsen fik karakter af en folkelig
massebevægelse, som også var direkte forbundet med den sociale kamp på hjemmefronten – dvs. kampen om løn- og arbejdsforhold, velfærd, og herunder altså også den
uddannelsespolitiske dagsorden.
Endelig er der konkret en del, der tyder på, jvf. afsnit 5.4-5.6, at besættelsesstrejkerne på
de københavnske gymnasier var inspireret af antikrigsbevægelsen på den måde, at
mange gymnasieelever dels havde deltaget i demonstrationer og aktiviteter og dels var
blevet radikaliseret af deltagelsen. Endelig viser min undersøgelse af det aktive lag i
DGS, at dem som har deltaget i antikrigsbevægelsen politisk ligger til venstre for dem,
der ikke har deltaget – dvs. at deltagelsen i anti-krigsaktiviteter enten har udviklet dem
politisk eller tiltrukket de mest politisk aktive – eller måske snarere både udviklet og
tiltrukket!
Hvorom alting er, så må den mest afgørende grund til at årsmødet ikke vedtog en støtte
til antikrigsbevægelsen uden tvivl søges i, at bestyrelsen reelt var uenig på dette
spørgsmål, jvf. at 8 var for og 11 imod i. Men på årsmødet blev denne uenighed aldrig
foldet åbent ud. Ingen fra bestyrelsen gik op og argumenterede ”offensivt” for, at DGS’
årsmøde skulle vedtage at støtte antikrigsbevægelsen, fx med en udtalelse. 450
450
Jeg overværede debatten på årsmødet, hvor der var 27 på talerstolen, men hvor der kun var nogle få
som argumenterede for, at DGS støttede antikrigsbevægelsen. Ud fra debatten og de forslag der blev
stillet om ”støtte” var helhedsindtrykket, at kun en håndfuld eller to – under hver tiende – bakkede den
holdning op. Ifølge SpSU bakkede 1/3 en holdning om ”støtte” op, 2/3 var imod – og ud af hele årsmødet
var hver fjerde ”helt uenig” i støtte.
358
10.4 Politik og organisation – elevrådene, det aktive lag og basis
Det næste spørgsmål der skal undersøges og diskuteres ud fra det aktive lag er
organisationsformen og – opfattelsen. Dvs. hvordan politik og organisation hænger
sammen, og hvordan det aktive lag oplever og vurderer forholdet mellem
organisationen, basis og deres egen rolle.
Spørgsmålet om organisationsform og – opfattelse må tage sit udgangspunkt i to spørgsmål: Hvad vil organisationen – hvad er dens målsætning, og hvordan kan den mest
optimalt realisere dette mål?
Afsnittet baserer sig datamæssigt på 1) spørgeskemaundersøgelsen, 2) observationer på
årsmødet i april 2003, hvor der fokuseres dels på debatten om DGS’ forhold til antikrigsbevægelsen, og især bestyrelsens holdning og deltagelse i debatten, og dels selve
debatdeltagelsen og årsmødets organisationsform, og 3) interviews som dels fokuserer
på argumenterne for DGS’ holdning til anti-krigsbevægelsen og dels – med afsæt i et
gruppe interview med DGS’ lokalbestyrelse i Århus – på spørgsmålene om DGS er en
demokratisk organisation, hvor medlemmerne har indflydelse?, om elevrådenes betydning og rolle, og de forskellige lags vurdering af denne?, om det aktive lags vurdering af
de menige medlemmers holdning til deres og DGS’ rolle? Og endelig om betydningen
politisk og socialt af at deltage i en organisation som DGS?
DGS’ målsætning
DGS’ målsætning er som tidligere nævnt ”at arbejde for og udbrede kendskabet til
gymnasielevernes og studenterkursisternes interesser samt at politisere og aktivere gymnasieelever og studenterkursister (min fremhævning i kursiv som markerer ændringen)”451 .
I den målsætning ligger der en dobbelthed: DGS vil varetage gymnasieelevernes
interesser som studerende – dvs. sikre dem en ordentlig uddannelses fagligt set og sikre
nogle ordentlige rammer for at kunne uddanne sig – dvs. sikre gode undervisningsforhold bredt set – fx max 28 i klasserne, ingen brugerbetaling, en SU til at leve af etc.
DGS vil aktivisere og politisere gymnasieeleverne. Denne dobbelte målsætning peger
451
Formuleringen i de nye vedtægter fra årsmødet i 2002.
359
både på, hvad de vil, og ind mod hvordan de vil – dvs. hvordan de vil realisere
målsætningen, som netop ligger i at bruge den styrke, som medlemmerne repræsenterer
– og som kan øges, hvis de aktiviseres og politiseres.
DGS har som tidligere nævnt en tostrenget taktik for, hvordan de vil realisere deres mål,
nemlig såvel en parlamentarisk som en udenomsparlamentarisk satsning. Men netop
vægtningen mellem det parlamentariske og det udenomsparlamentariske arbejde spiller
en helt central rolle for organisationsopfattelsen, - formen og -praksis. Lad mig give et
par eksempler.
Demokratisk organisation
I afsnit 2.2 beskrev jeg DGS’ organisationsform således: På den ene side er DGS ”… en
traditionel interesseorganisation.” På den anden side er DGS samtidig en ”… meget
åben, flad, demokratisk (byggende på direkte demokrati, på at alle medlemmer har
mulighed for indflydelse) og aktivistisk interesseorganisation.” En virkelig god
indikator på, om ovenstående beskrivelse holder, er følgende besvarelser fra det aktive
lag på spørgsmålet om ”DGS er en demokratisk organisation, hvor medlemmerne har
indflydelse?”
Spørgsmål 34
Demokratisk?
Er du enig i, at
DGS er en demokratisk
organisation, hvor
medlemmerne har
indflydelse?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
73-39 92
6-3
1
122
bestyrelse
% TR-lag
14-6 100
20
50-30
6-3
0
88
%
Skolerne
%
91
19-19
7-3
80
128
30
I det aktive lags selvforståelse er DGS en demokratisk organisation: 92 % på årsmødet,
100 % i bestyrelsen og 91 % i TR-laget siger, de er enige – med vægt på ”helt enig”.
Kun 7 % er uenige – og kun 2 % er ”helt uenige”. Det må siges at være en solid
tilkendegivelse af at organisationen er demokratisk – at medlemmerne har indflydelse.
”Skolerne”
Kun på Rødovre overstiger uenig/enig kategorierne ”ved ikke”. Her siger 52 %, at de er
enige; 39 % ”ved ikke”.
360
Elevrådene – en hjørnesten i DGS
Det bærende element i DGS er medlemmerne, medlemsskolerne og elevrådene?
Deltagelsen i elevrådene er hjørnestenen i DGSs politisk organisatoriske arbejde. Aktive
elevråd er forudsætningen for at vinde gehør og opbakning blandt gymnasieeleverne
bredere for DGS politiske initiativer. Det er her, at DGS via det aktive lag har mulighed
for at realisere deres formålsparagraf om at ”politisere og aktivisere” gymnasieleverne.
Hvilken opbakning og indflydelse har DGS på det niveau? Og hvordan oplever det
aktive lag deres rolle og opbakning?
Elevrådet synlig?
Spørgsmål 28
Elevråd synlig?
Er du enig i, at
elevrådet er
tilstrækkelig synlig
på din skole?
Svarkategori
årsmøde
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
%
bestyrelse
%
TRlag
%
Skolerne
%
13-30 36
43-35 64
0
121
1-4
5-8
0
18
28
72
12-22
34-21
0
89
38
61
34-39
35-18
5
131
56
40
36 %, 28 % og 38 % på årsmødet, i bestyrelsen og i TR-laget mener, at elevrådet er
tilstrækkeligt synligt, med vægt på ”næsten enig”.
64 %, 72 % og 61 % på årsmødet, i bestyrelsen og i TR-laget er uenig – med vægt på
”delvis uenig”.
Altså er kun en tredjedel i det aktive lag tilfredse med elevrådenes aktiviteter og rolle på
gymnasierne – og to tredjedele utilfredse.
”Skolerne”
På skolerne er over halvdelen enige i, at elevrådet er tilstrækkelig synligt.
DGS stor opbakning?
Spørgsmål 28
DGS opbakning?
Er du enig i, at
DGS har stor
opbakning på
gymnasiet?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
bestyrelse
%
TRlag
%
Skolerne
%
6-43 41
45-18 52
8
120
1-11
3-2
1
18
67
5-31
35-13
5
89
40
54
20-24
15-3
67
129
34
361
52
På spørgsmålet om ” DGS har stor opbakning på gymnasiet” svarer hhv. 41 %, 67 % og
40 % på årsmødet, i bestyrelsen og blandt de aktive, at de er enige.
52 %, 28 % og 54 % på årsmødet, i bestyrelsen og i TR-laget er uenige i, at DGS har
stor opbakning.
”Skolerne”
På skolerne er 34 % enige, og 14 % uenige i, at DGS har stor opbakning. Over
halvdelen kan ikke tage stilling. I TR-laget er de altså hverken tilfredse med elevrådenes
synlighed – dvs. deres evne til at orientere, politisere og aktivisere skolens
gymnasieelever eller med DGS’ opbakning i basis. Der er ingen tvivl om, at dette lag af
ildsjæles ambitionsniveau er højere – de brænder for at skabe aktive og demokratiske
elevråd, der er i stand til både at udfordre eleverne, lærerne og ledelsen. De har en klar
organisationsforståelse – de ved at skal det lykkes kræver det en kæmpeindsats, og det
kræver, at de har en stærk organisation i ryggen – nationalt som regionalt. Bestyrelsen
deler TR-lagets opfattelsen af at elevrådene ikke r synlige nok, men derimod mener de,
at DGS har stor opbakning!
Optimisme og pessimisme
De ”menige” er tilfredse, de aktive er utilfredse med elevrådenes synlighed – dvs. deres
rolle og arbejde. En forklaring kan være, at de meniges krav og forventninger ikke så
store – modsat de aktives. Det er vel den enkelte forklaring på forskellen.
Men hvordan forklare forskellene mellem ledelse og TR-laget? Tre begreber kan være
nyttige her: ”forskellige traditioner”, ”dagligdagens pessimisme” og ”bestyrelsens
optimisme”.452
En mulig forklaring kan være, at bestyrelsen i højere grad kommer fra aktive,
traditionsrige gymnasier,453 hvor der faktisk er stor opbakning til DGS (forskellige
452
Begreberne er mine egne og bygger dels på organisationserfaringer, og dels på inspiration fra Gramsci
begreb om ”organisk intellektuelle.”
453
Jeg har ikke et præcist overblik over, om det holder, men meget tyder på det ud fra de
bestyrelsesmedlemmer, der er ledende i perioden.
362
traditioner), hvorimod en del af de menige aktivister, TR-laget, helt klart føler, at de står
meget alene med DGS aktiviteterne, og hvor elevrådene fx ikke er særlig aktive og
diskuterende, plus at virkeligheden mange steder er, at det netværk af aktivister der er,
er meget lille. Det kan være meget få der trækker læsset (dagligdagens pessimisme). En
anden grund til at bestyrelsen svarer, som den gør, kan være, at den faktisk er i stand til
at forstå situationen ”dybere og bredere”, at bestyrelsen i kraft af sin høje aktivitet,
politiske forståelse og placering i højere grad kan se også de små fremskridt, og kan se
dem i kraft af en større ”historisk hukommelse og et overblik (bestyrelsens optimisme).
Elevrådsarbejdet
Men hvad består det typiske elevrådsarbejde i?454 Elevrådsarbejdet er først og fremmest,
tidsmæssigt hen over året, det seje kontinuerlige arbejde med at få startet op efter
sommerferien, introduceret de nye 1.g’ere, få afholdt valg til elevrådne, få konstitueret
og fordelt udvalgsposterne, og så få elevrådet til at arbejde etc.
Freja fra Århus Katedralskole og bestyrelsesmedlem i DGS-Århus beskriver det
”typiske elevrådsmøde”, hvor det handler om at samle udvalgs- og elevrådsarbejdet
(udvalg som pædagogisk udvalg, tekniske udvalg etc.) sådan:
”Udvalgs-repræsentanterne siger, hvad de har lavet på møderne, hvad der
sker nu, og klasserepræsentanterne fortæller, hvad der sker i klasserne –
hvad de gerne vil have op i udvalgene. Den koordinering er virkelig central.
Der er som regel et punkt, der hedder DGS, hvor der kommer nyt derfra. Så
er der nogle diskussionspunkter, som vi fra forretningsudvalget eller
formandskabet har sat på. (Freja)”455
DGS og elevrådene
For DGS som organisation handler elevrådsarbejdet selvfølgelig også meget om, at få
etableret en tæt kontakt mellem DGS centralt og regionalt – for at understøtte og ”politisere og aktivisere” elevrådene og gymnasieeleverne bredt. Og her spiller det aktive lag
lokalt en central rolle – ligesom de landsdækkende initiativer som DGS igangsætter –
lige fra de årlige hvervekampagner, hvor DGS centralt kommer ud på skolerne for at
454
455
DGS Interview – 5: Lokalbestyrelsen …, op. cit., – afsnittet bygger på interviewet mere generelt.
Ibid., s. 6.
363
overbevise elevrådene og gymnasieeleverne om, at de skal være medlem af DGS, de
landsdækkende og regionale arrangementer – stormøder og skolingsseminarer samt de
aktioner og aktionsdage, som DGS står som igangsætter og koordinater af.
I elevrådene spiller det aktive lag en central rolle. Mange steder er det formelt sådan, at
der er en bestyrelse, der består af en otte-ni personer, som forbereder elevrådsmøderne,
men:
”…det kommer tit til at hænge på nogen af de centrale folk, og det er ofte
DGS-folk, fordi det er dem, som er skolet på et eller anden niveau .. Det man
diskuterer, er aktuelle ting, DGS-ting men hvor vi også nogle gange
diskuterer ting som GATS, og det virker enormt voldsomt på sådanne
elevråd… men jeg tror, det handler meget om, der er nogen folk, der er på et
højere niveau via deres DGS-arbejde, der får inspiration derfra. Det der har
manglet for os, er det lokale skolepolitik. (Katrine)” 456
Freja supplerer Katrines beskrivelse omkring det aktive lags rolle:
”Det er meget synlige ting de ændrer, i de elevråd, hvor der sidder DGS’ere.
Det var meget de aktive i DGS, der sætter det uddannelsespolitiske på
dagsordenen. Der er mange i elevrådene, der spørger, hvorfor vi skal
diskutere det her. De aktive i DGS kan se sammenhængen mellem
uddannelsespolitik nationalt og elevrådsarbejde helt lokalt. Få det samlet og
diskutere det, som er meget abstrakt. Hvorfor skal vi diskutere selveje, hvad
kan vi gøre ved det? Det er meget de DGS-aktive, der sætter det på
dagsordenen. (Freja)”457
I den lokale DGS bestyrelse fx i Århus, sidder der mellem 5-8, som mødes hver anden
eller tredje uge – og hyppigere, hvis der fx er aktioner på dagsordenen. Møderne bruges
dels til:
456
457
Ibid., s. 6-7.
Ibid., s. 7.
364
” … at koordinere aktionerne i første omgang. Og så bliver der uddelegeret
nogle opgaver, vi diskuterer nye tiltag på det uddannelsespolitiske område,
hvor der sker nyt, så vi ved, hvad der foregår og tager stilling. (Uffe)458
Ud fra disse få beskrivelser af elevrådsarbejdet, DGS møderne og det aktive lags rolle i
elevrådene, tegner der sig et billede, som viser, at det aktive lag og DGS organiseringen
så at sige er dynamoen i at få liv i elevrådene, få liv i aktiviteterne – få perspektiveret
elevrådsarbejdet både i ”fredstid”, som jo tidsmæssigt fylder mest, og i de situationer,
hvor gymnasieeleverne igangsætter kollektive aktioner, som arbejdsmæssigt kræver
enormt meget aktivitet – ikke mindst i det aktive lag. Det er klart, at det aktive lags
selvforståelse af ”succesen” i elevrådsarbejdet til tider – og først og fremmest i ”fredstid” – kan slå over i ”dagligdagens pessimisme” – i en oplevelse af at elevrådsarbejdet
er sisyfosarbejde. Men det er ligeså klart, at netop medlemskabet af DGS lokalt men så
sandelig også nationalt459 både kan give dem optimisme og perspektiv – og den
nødvendige politisk organisatoriske forståelse og opbakning til, at de klør på med
uformindsket styrke, fordi de i det lange perspektiv kan se, at deres arbejde ”nytter” –
giver resultater.
Basis og det aktive lag
Hvordan opfatter de menige gymnasieelever så det aktive lags rolle på skolen, i elevrådet, og i de kollektive aktioner?
Ja, følgende citatmosaik kan måske give et lille indtryk af, hvordan det opleves igennem
det aktive lags briller!460
Som Freja udtrykker det, så er en almindelig holdning, at folk siger:
458
Ibid., s. 8.
En væsentlig faktor i at opbygge en organisation og understøtte de lokale aktive lag i regionerne og
elevrådene er kommunikationen mellem sekretariatet og de lokale aktivister? I SpSU har jeg undersøgt
dette forhold: Hvilke kanaler bruges og hvor meget? Og her viser det sig, at 2/3 i det aktive lag holder sig
løbende orienteret om, hvad der sker i DGS via hjemmesiden, skoleudsendelser, nyhedsmails og møder.
På ”skolerne” er det tilsvarende tal, at 13 % holder sig orienteret om DGS aktiviteter
460
Undersøgelsen undersøger ikke gennem interviews, hvordan de ”menige” gymnasielever opfatter
forholdet til DGS.
459
365
”Det er godt, der er nogen, der gider. Det tror jeg er ret almindeligt. Men de
er ikke vildt meget inde i, hvad det går ud på. Eller synderligt interesseret,
med mindre de pludseligt kan se, at der er kommet nogle resultater, så synes
de det er fedt, at der er nogen, der gør det. Men de mener, de har andet at
beskæftige sig med. (Freja)”461
Uffe beskriver forskellen mellem de perioder, hvor der sker noget og ikke sker så
meget:
” … det er rigtigt, at når der lige sker noget, så er man glad for det, men de
har glemt det igen ugen efter. Man tænker ikke over, at det er vigtigt at have
et elevråd hele tiden, som kan være opmærksomme på ændringer. Der er
også mange, der ikke helt ved, hvad det går ud på, og hvad man kan gøre
som elevråd”. (Uffe)462
Katrine trækker klassekammeraternes typiske holdning til DGS op således:
” … i forhold til DGS, tror jeg, der er endnu flere sværere ved at se det…
folk der ikke er inde i politik og ikke inde i det politiske system, de har tit
svært ved at se, hvad DGS kan bruges til. Når der er demonstrationer, så
kan de nemmere forholde sig. Folk der ikke er inde i politik, gør sig tanker
om, hvad det skal bruges til, ud over det her… det er endnu sværere for dem
at se det kontinuerlige. (Freja) 463
Og hun fortsætter:
”… i forhold til DGS, så tror jeg heller ikke, at folk ser det som en
organisation. Men mere som nogle enkeltpersoner… i min klasse fx tænker
folk, at DGS det er Katrine, og det hvad hun skal bruge sin tid på næste år.
DGS hænger lige så meget på enkelt personer, som elevrådene gør.
(Katrine)464
461
Ibid., s. 2.
Ibid, s. 2.
463
Ibid., s. 3.
464
Ibid., s. 3.
462
366
Og Freja supplerer og samler op:
”… det er jo de, som er med, som skaber det. Jeg har haft samme oplevelse,
folk har meget svært ved at koble de forskellige led sammen. Koble DGS’
arbejde sammen med elevrådets arbejde. Elevrådet gør det på skolerne, vi
gør det nationalt, og DGS-Århus i amtet, og det har de svært ved at koble
sammen, den samme interesse, samme kamp, selv folk i elevrådene..
(Freja)465
Disse billeder af hvordan det aktive lag oplever deres klassekammeraters holdninger til
elevrådsarbejdet, DGS og dem selv fortæller historien om, at ifølge det aktive lag
oplever de menige gymnasieelever, at DGS både er langt væk og tæt på. Tæt på i kraft
af nogle levende mennesker – det aktive lag – som de i dagligdagen oplever som nogle
ildsjæle, der brænder for deres sag, og som de har stor sympati for, men som er langt
væk i den forstand, at den verden det aktive lag færdes i – nemlig organisationen DGS –
har de svært ved at forholde sig til. Det afgørende skridt for at overvinde denne barriere
er, at de bliver inddraget i nogle diskussioner og aktiviteter, som de selv kan forbinde
sig med og se sig som en del af. Og det er selvsagt her, at de kollektive aktioner er en
nøgle og rummer et potentiale, som kan løfte dagligdagens pessimisme, og muliggøre,
at en, to eller mange bliver tændt på ideen om, at sammen er vi stærke, at en
organisation som DGS kan gøre en forskel etc.466 467
Det sociale og politiske element
I al organisationsarbejde spiller det sociale element en vigtig rolle som en del af det
politiske arbejde. Her er DGS heller ingen undtagelse.468 Katrine beskriver det således:
”Det sociale spiller en stor rolle, det er vigtigt, at vi kan snakke sammen, og
vi har det godt sammen, når man skal organisere noget. Så er det vigtigt at
465
Ibid., s. 3.
Jævnfør afsnit 5.8, som blandt beskriver, hvor mange nye der aktiviseres gennem de kollektive
aktioner.
467
Som mangeårig aktivist og tillidsmand inden for fagbevægelsen er det slående for mig, at de unges
beskrivelse af forholdet mellem dem og basis til forveksling ligner situationen på de arbejdspladser jeg
har været, og forholdet mellem det aktive lag omkring klubbestyrelsen og arbejdskollegaerne.
468
Jeg deltog selv i årsmødet i 2003. Og udover en imponerende seriøsitet, hvor der blev arbejdet i
grupper og i plenum fra 9 morgen til midnat, hvorefter mange satte sig ind og lavede skriftlige
ændringsforslag til udtalelser, princip- og arbejdsprogram mv. ja, så blev der også festet til langt ud på
natten. Og næste morgen var de der igen – om end en del trods alt var mærkede lidt af den sociale nat.
466
367
man har tillid til folk. Det er virkeligt godt med en sådan weekend.(et
regionalt weekend træf, som DGS Århus arrangerede i efteråret 2003 i en
spejderhytte, hvor små 30 deltog, og som omhandlede alt lige fra
elevrådsarbejde, uddannelsespolitiske diskussioner til opsamlingen på
efteråret kollektive aktioner) (Katrine)”469
Men min fornemmelse er samtidig, både ud fra erfaringer fra DGS og fra andre sociale
bevægelser og politisk arbejde, at det der trods alt er mest afgørende, og som gør at folk
ikke alene bliver tændt, men holder ved, at folk knokler på et meget højt
aktivitetsniveau i lang tid er, at de brænder politisk for nogle ideer, og her i DGS
sammenhænge
for
at
skabe
nogle
bedre
uddannelsespolitiske
rammer
for
gymnasieeleverne – og hermed også for dem selv. Det er klart, at hvis organisationen er
i stand til at koble det politiske og det sociale sammen, ja, så giver det resultater.
Der meget der tyder på, at DGS gør dette med succes. Hør blot hvad Katrine og Freja
har at sige om den problematik:
”… helt personligt, så var jeg med til aktivitetskonferencen i 2002, den betød
ufatteligt meget for mig. Det har været grundstenen for, hvorfor jeg er blevet
så aktiv, fordi det var helt vanvittigt at sidde med 200 andre elever, som ville
det samme som en. Måske ikke holdningsmæssigt, men en eller anden fælles
ide om, hvorfor man var der. Så jeg tror absolut, det er meget vigtigt, det
form med, at man har to konferencer om året… en uformel og så den ret
formelle, kald det landsmøde, det er også hvor der er nogle ting, der skal
ordnes, en ahaoplevelse. (Katrine) 470
” … man føler virkelig, at man er en del af noget… kommer man hjem er
man parat til at kæmpe. Det skal gå helt amok, nu skal vi ud og aktivere folk.
Fjorten dage efter er man stadig helt oppe at køre. (Freja)”471
469
Ibid., s. 12.
471
Ibid., s. 13.
470
368
11. Hvad har DGS opnået – materielt, politisk, organisationsmæssigt
I dette afsnit vil jeg samle op på de resultater og den forandringsproces, som DGS og
det aktive lag har opnået og gennemgået i den undersøgte periode. Det vil blive gjort på
fire niveauer:
•
Hvilke fingeraftryk har DGS sat på uddannelsernes indhold og rammer – altså
hvilke ”materielle” resultater kan konstateres.
•
Hvilken politiseringsproces har det aktive lag i DGS gennemløbet? Hvordan har
det aktive lag udviklet og ændret sig?
•
Hvilke forventninger og ideer har det aktive lag til deres fremtidige engagement
på deres videre studier og i bevægelsesarbejde/politisk arbejde?
•
Hvilken udviklingsproces har organisationen gennemløbet? Hvordan har den
udviklet og ændret sig?
Afsnittet er datamæssigt først og fremmest baseret på spørgeskemaundersøgelsen med
fokus på ovenstående spørgsmål.
11.1 Materielt fagligt
”… politikere og embedsmænd, dvs. rutinepolitikkens vogtere (vil) til enhver
tid hårdnakket benægte, at protestaktioner og krav fra sociale bevægelser
skulle have haft nogen indflydelse på deres beslutninger. Sagt med lidt andre
ord, hvad der falder uden for rutinepolitikkens rammer, betragtes med stor
skepsis.”472
Denne undersøgelse viser, at ovenstående vurdering fra politikere og embedsmænd,
ikke svarer til den faktiske udvikling indenfor gymnasieområdet i perioden sommeren
2002 til nytår 2003. I det følgende vil der blive opsamlet og diskuteret, hvilke materielle fingeraftryk det er lykkedes for DGS at sætte på uddannelsernes indhold og rammer? Hvad har de ændret, og hvad har de påvirket?
472
Mikkelsen: Bevægelser… op. cit., s. 41.
369
De umiddelbare og mest synlige resultater, som direkte kan tilskrives at være et resultat
af det pres – fra kollektive aktioner til pressearbejde – som gymnasieeleverne har lagt på
politikerne er:
•
Fjerritslev gymnasium blev bevaret
•
Nordjyllands amt trak forslag tilbage om at hæve klassekvotienten og fjerne
psykologordning
•
Vestsjællands amt indførte ikke brugerbetaling
•
Frederiksborg amt tilførte 5 mio. til udbygning af gymnasierne
•
Københavns kommune gav 15 mio. kr. til at sikre en klassekvotient på max 28
•
Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten gav et løfte om et loft på klassekvotienten, hvis de kom til regeringsmagten473
Nederlag, sejr eller..?
Hvis det samlede resultat skulle måles ud fra skalaen: sejr, nederlag eller uafgjort, så er
der for mig at se ingen tvivl om, at resultatet på den ene side kan tolkes som et nederlag
til gymnasieeleverne. De fik ikke fjernet alle nedskæringer, loftet på 28 vil blive brudt
mange steder etc. Og de har ingen garantier for, at nye nedskæringer ikke er på vej de
kommende år.
Men på den anden side kan resultatet også tolkes som en delsejr til gymnasieeleverne
forstået på den måde, at de har slået hul på politikernes nedskæringsplaner, ikke på en
generaliseret og national skala, men lokalt og regionalt. Det svarer til, at det lykkes for
pædagoger i en kommune eller et amt at slå hul på politikernes nedskæringsplaner, uden
at det lykkes som sådan i alle kommuner og amter. Samtidig er det værd at bemærke
sig, at det er i den stærkeste region i DGS – nemlig København med de fleste
gymnasier, og med mange gymnasier med stærke traditioner – at det lykkes at strejke
sig til en delsejr – til 15 mio. Det har ikke mindst betydning indadtil i organisationen på
den måde, at deres erfaringer kommer til at fylde meget i den efterfølgende opsamling –
og er hermed med til at skubbe godt og grundigt til den politiske opsamling der hedder,
at kamp og aktivitet ikke alene nytter, men er det centrale og mest afgørende værktøj for
DGS. Og endelig er det også værd at bemærke, at resultatet i 2003 i Købehavns
473
Fra DGS plakat: Resultat af protesterne, udgivet af DGS oktober 2003.
370
kommune er en regulær strejkesejr, som skabes gennem besættelsesbølgen, men som
også udtrykker, at DGS og gymnasieeleverne i løbet af 2002-2003 er blevet styrket –
har udviklet sig aktivistisk, politisk og organisationsmæssigt.
Historisk perspektiv
Men betydningen af de kollektive aktioner tolkes også ind i et historisk perspektiv og i
en argumentation for, at der er en grund til at gymnasieeleverne trods alt har bedre
forhold end unge på andre ungdomsuddannelser:
”… strejkerne og aktiviteterne er den væsentligste grund til, at vi står
stærkere end HTX og Handelsskolerne. Venstrepolitikere sammenligner
også i Politiken de to fløje i skolesystemet rent økonomisk. Vi har som
gymnasieelever haft en tradition for at demonstrere og markere os, det er
derfor vi har en relativ god standard. Vi demonstrerer ikke kun imod. Vi er
65.000 gymnasieelever – mange forældre, mange kender os – lytter til os… I
80’erne strittede vi imod øgede klassekvotienter; i slutningen af 90’erne
kæmpede vi imod forringelser – Under ”Nu er det nok bevægelsen”, i 1999
støttede vi gymnasielærerne, og sidste år var 40.000 ude i strejke. Også en
succes! 474
Små resultater – men
I hele perioden tolkes de kollektive aktioner ind i en opsvings optik – dvs. i, at det nytter
noget at kæmpe, at demonstrere og strejke, at råbe op og argumenterer etc. – også
selvom de opnåede resultater ikke har kunnet stoppe nedskæringerne, men kun har
kunnet mindske dem. Og til syvende og sidst er denne opsummering og perspektivering
måske det allervigtigste resultat af strejkerne, nemlig hvad betyder strejkerne for
deltagernes politiske udvikling og erfaringsopsamlinger – og hermed for deres
holdninger og handlinger fremover.475
474
Observationer, 1. september – DGS Århus stormøde på Århus Statsgymnasium, citeret fra Anders
Frisk, Århus Katedralskole, og medlem af DGSs bestyrelse.
475
Det er klart, at var strejkerne endt med nederlag – og det vil blandt andet også sige blevet fortolket og
opsamlet som nederlag – ja, så ville konsekvenserne for fremtidige handlinger også være umiddelbare
synlige – villigheden og troen på aktioner ville være mindre …
371
11.2 Politisk udvikling
Det er ikke for meget at konstatere, at DGS i den undersøgte periode har fungeret som
en ”uddannelsesfabrik” i politisk aktivisme – både kvalitativt i form af omfattende
læreprocesser, ændringer og udviklinger af det aktive lags holdninger og handlinger og
kvantitativt i form af vækst i antallet af faglige og politiske aktivister. En proces som
både har omformet organisationens aktive lag og organisationens aktiviteter.
I det følgende vil denne udvikling inden for det aktive lag på de forskellige niveauer og
i relation til skolerne blive ridset op og analyseret på såvel et kvalitative som
kvantitativt niveau.
Ændret syn og mere samfundskritiske476
Spørgsmål 35
Ændret holdninger?
I hvor høj grad har
elevrådet og DGS
påvirket dig og dine
holdninger?
Svarkategori
Du har ændret syn på
uddannelse, samfund,
demokrati, globale
forhold mv.?
Du er blevet mere
samfundskritisk?
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
bestyrelse
22-44 55
27-22
6
121
40-39 65
20-20 33
2
121
9-9
1-1
0
20
12-7
1-0
20
% TR-lag
%
90
49
44
95
12-31
23-15
6
87
26-27
16-16
2
87
61
Skolerne
%
5-15 15
25-69 (19)
16 (53)
130
13-20 26
19-59 61
17
128
Ifølge det aktive lag selv har de gennemgået en rivende politisk udvikling. Halvdelen
har ændret syn på uddannelse, samfund, demokrati etc., og endnu flere siger, at de er
blevet mere samfundskritiske. Udviklingen i holdningerne er stærkest i det ledende lag
– i bestyrelsen, hvor næsten alle har ændret syn og er blevet mere samfundskritiske.
De tal fortæller meget om, hvilket dynamisk miljø det aktive lag har indgået i.
Spørgsmålet er formuleret ud fra deres erfaringsramme fra elevråd og DGS arbejdet. Og
476
Det er vigtigt at være opmærksom på to forhold i forbindelse med de fire første spørgsmål – spørgsmål
35. De tager afsæt i det fælles spørgsmål: ”I hvor høj grad mener du, at elevrådet og DGS har påvirket dig
og dine holdninger?” Og for det andet at det er klart, at det er umuligt snævert at reducere påvirkningen til
DGS og elevrådene – fx har en del af dem erfaringer fra politiske organisationer, antikrigsbevægelsen etc.
samtidig med at de påvirkes af det de lærer i gymnasiet, ser på TV, det de har med hjemmefra etc. Men
intentionen har været at lade erfaringerne og DGS være styrende for deres besvarelse.
372
det er klart, at denne erfaringsramme er vigtig om end langt fra den eneste. De lever i
virkelighedens verden, dvs. de påvirkes af et miks af ideer gennem deres skole, sociale
baggrund, sociale og politiske miljøer, Internet, TV, aviser mv.
Nogle af disse har jeg undersøgt ud fra en antagelse om, at de har været betydende for
deres politiske udvikling.477 Halvdelen er politisk organiserede – i det ledende lag er
alle i Forretningsudvalget medlemmer af revolutionære ungdomsorganisationer, og i
bestyrelsen er 16 ud af 20 medlemmer af politiske ungdomsorganisationer. Halvdelen
har deltaget i antikrigsbevægelsen – igen procentvis flest fra bestyrelsen. Halvdelen
kommer fra hjem, hvor der ofte diskuteres politik, og hvor der er traditioner for aktiv
deltagelse i sociale og politiske bevægelser – igen procentvis flest fra bestyrelsen. Den
differentiering, som kan spores mellem TR-lagets politiske udvikling og bestyrelsens,
går også igen i deres holdninger på en lang række spørgsmål.
På de fire ”skoler” har 15 % ændret syn og 26 % er blevet mere samfundskritiske.
Mere overbeviste om kollektive aktioners betydning
Spørgsmål 35
Aktioner nytter?
elevrådet og DGS
holdninger?
Svarkategori
Du er blevet mere
overbevist om, at
aktivitet og aktioner
nytter?
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
49-41 75
15-10
5
120
bestyrelse
% TR-lag
15-5 100
20
31-28
15-8
4
86
%
Skolerne
%
69
15-33
28-37
16
129
37
50
69 % i TR-laget svarer ja – alle i bestyrelsen, og samlet på årsmødet 75 %. Tendensen
er, at svarkategorien ”helt enig” udgør over halvdelen af ja besvarelserne – i bestyrelsen
hele tre fjerde dele.
Besvarelserne må tolkes som en massiv opbakning bag en udenomsparlamentarisk linje.
Det skal forstås bredt som en opbakning til og en forståelse af, at de kollektive aktioner
og aktiviteter både er nøglen til at forsvare sig mod nedskæringer, til om muligt at
477
Fx deres sociale og politiske rødder, deres deltagelse i sociale bevægelser, i politiske
ungdomsorganisationer mv.
373
kæmpe forbedringer igennem og til at politisere og aktivisere bredt blandt gymnasieeleverne, og hermed i sidste instans nøglen til at styrke DGS’ indflydelse.
Hvad er baggrunden for, at så mange er blevet ”mere overbevist om” det udenomsparlamentariske perspektiv? Den primære grund er uden tvivl, at de selv har deltaget i
disse aktiviteter, og at deltagelsen har været en succesoplevelse. Det er hovedindtrykket
af såvel SpSU, interviewene og mine observationer. Oplevelsen af at politikerne og i
særdeleshed regeringen dels vil noget andet med uddannelserne end DGS og dels ikke
er til at overbevise med ”gode argumenter” gør, at der åbnes op for spørgsmålet:
Hvordan kan vi så påvirke dem? Hvordan kan vi så fremme vores ideer? Hvordan kan
vi så undgå nedskæringer og forringelser? Og her er det umiddelbare svar: vi må selv
gøre noget – vi må selv handle – vi må selv organisere modstand etc. Det at handle selv
sammen med andre, og opleve at sammen kan man gøre en forskel – lille eller stor – er
hovedgrunden til, at så mange i det aktive lag er blevet ”mere overbeviste om, at
aktioner og aktiviteter nytter.”
På de fire skoler er hele 37 % blevet ”mere overbevist om, at aktivitet og aktioner
nytter”. På Rødovre er hele 58 % blevet mere overbevist – i Tønder 35 %. Igen må en
hovedforklaring på disse tal være, at det skyldes, at gymnasieeleverne bredt set har haft
en succesoplevelse under de kollektive aktioner og opsamlet positivt på dem.
Hvad de konkret mener om de kollektive aktioner, de har deltaget i, både i forhold til
aktionsdagen 5. september 2002, besættelsesstrejkerne og mere principielt, omkring
hvilken rolle, strejker og demonstrationer har, er belyst i afsnit 5.
DGS nødvendig
Spørgsmål 35
DGS nødvendig
elevrådet og DGS
holdninger?
Svarkategori
Du har fået en klarere
forståelse af, hvorfor
DGS er nødvendig?
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
79-25 87
8-6
2
120
bestyrelse
%
TRlag
%
Skolerne
%
17-3 100
54-20
6-4
2
86
86
12-21
15-50
31
129
26
20
374
86 % i TR-laget og alle i bestyrelsen svarer ja til, at de ”har fået en klarere forståelse af,
hvorfor en studieorganisation som DGS er nødvendig.” I TR-laget svarer 66 %, at de er
”helt enig” og i bestyrelsen 85 %.
På de fire skoler har 26 % fået en klarere forståelse af, hvorfor en studieorganisation
som DGS er nødvendig.”
Igen må det konstateres – ligesom i forbindelse med deres syn på kollektive aktioner –
at grunden til de bakker så massivt op bag ”nødvendigheden” af en studieorganisation,
er at de i praksis har oplevet, hvad en organisation som DGS kan betyde – både i det
daglige arbejde på gymnasierne, i elevrådene, i det lokale arbejde, i de kollektive
aktioner og som politisk inspirator på de landsdækkende aktiviteter, som DGS har
arrangeret (elevkonferencer, aktivitetskonferencer, årsmøder mv.)
Ændret stemme
Spørgsmål 37
Ændret stemme?
Har dit stemmevalg
ændret sig i løbet af
gymnasietiden?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
bestyrelse
28 24
79
10
117
6
14
0
20
% TR-lag
%
Skolerne
%
30
23
19
94
15
128
15
19
55
9
83
En indikator på den politiske udviklingsproces, som det aktive lag har gennemgået, er,
hvor mange der har ændret deres stemmevalg i løbet af gymnasietiden!
23 % i TR-laget og 30 % i bestyrelsen svarer bekræftende på, at de har ændret stemmevalg i løbet af gymnasietiden. Og retningen i deres ændrede stemmevalg kan der ikke
være tvivl om ud fra ovenstående ændringer i deres holdninger til uddannelse, samfund,
kollektive aktioner etc., nemlig at de stemmer mere til venstre end tidligere målt ud fra
den opstillede højre/venstre skala.
På de fire skoler har 15 % ændret deres stemmevalg – og her må det antages, at retningen også er mod venstre i og med at de – om end i mere moderat tempo – også er blevet
mere samfundskritiske etc.
375
11.3 Fremtidig aktivitet
Det næste som undersøgers i forlængelse af ovenstående er, hvilke refleksioner de har
mht. deres fremtidige deltagelse i sociale og politiske bevægelser.
Aktiv på studiet
Spørgsmål 36
Aktiv på studiet?
Tror du efter
gymnasietiden,
at du vil være aktiv
på dit kommende
studie og i en studieorganisation?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
Total
årsmøde
%
bestyrelse
84-21 89
3-1
9
118
% TR-lag
19 100
19
56-18
3-1
8
86
%
Skolerne
%
86
18-23
26-31
31
129
32
86 % i TR-laget og alle i bestyrelsen svarer bekræftende på, at de vil være aktive
fremover på deres kommende studie og i studieorganisationen
På de fire skoler er der 32 %, der svarer bekræftende.
Hvis disse tal sammenholdes med at indenfor det aktive lag havde 80 % i TR-laget og i
bestyrelsen deltaget i elevrådsarbejde før deres gymnasietid – dvs. hovedsageligt i
folkeskolen, så viser de flere interessante ting: de viser, at der er en stor grad af
kontinuitet i de unges deltagelse i elevbevægelsen fra folkeskolen til gymnasiet, og de
viser, at deltagelsen i gymnasietiden yderligere forstærker de unges lyst til at være
studiepolitisk engagerede.
Om denne tendens kan spores videre op af uddannelsesstigen – dvs. på de mellemlange
og lange videregående uddannelser kan denne undersøgelse desværre kun sige meget
lidt om.478
478
Men den kan trods alt sige så meget, at indenfor de pædagogstuderende har 40 % erfaringer fra
elevrådsarbejde tidligere. Men det er ikke undersøgt specifikt på deres gymnasietid, hvor lidt under
halvdelen i det aktive lag i PLS er mellem 21-25 år og har gået på gymnasiet mellem 1994-2001. Men
herudover er det synligt, at en del af de ledende aktivister indenfor den undersøgte periode, og også fra
årene forud - i dag (2005-2006) er studenterpolitisk aktive og ledende på RUC og KU.
376
Aktiv i social og/eller politisk bevægelse
Spørgsmål 36
Aktiv i politik?
Tror du, du vil du gå
ind i andet politisk
arbejde – i en
bevægelse og/eller
parti?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
årsmøde
%
bestyrelse
%
64-33 84
4-3
11
115
13-3
0
1
17
94
TRlag
45-27
3-3
8
86
%
Skolerne
%
84
12-25
22-40
29
128
29
84 % i TR-laget, 94 % i bestyrelsen – og samlet set 84 % på årsmødet svarer ja til, at de
efter gymnasietiden vil gå ind i politisk arbejde – i en social bevægelse og/eller parti.
Hvis vi sammenholder disse tal med at halvdelen i det aktive lag er politisk organiserede, og halvdelen deltog i antikrigsbevægelsen – og lægger vi disse to tal sammen så
deltager 68 % på årsmødet i parti og/eller bevægelse.
Dvs. vi kan konstatere en stigende tendens, en stigning på 16 %, til, at de vil engagere
sig.479 Det undersøgelsen ikke giver svar på er så, hvor de vil engagere sig.
Men besvarelserne på de to ovenstående spørgsmål må siges at være centrale i og med
at de på mange måder sammenfatter, hvilke handlingsmæssige konsekvenser det aktive
lag drager af deres deltagelse i DGS, i politiske partier og sociale bevægelser – især
antikrigsbevægelsen: flere har fået lyst til, mod på, og blevet overbevist om vigtigheden
af at deltage i studiepolitisk arbejde på deres fremtidige studie, og deltage i politiske
partier og/eller sociale bevægelser.
Denne undersøgelse af DGS viser, at det ikke kun er et lag af aktivister, som er blevet
større, og som vil fortsætte med at sætte deres fingeraftryk og dagsorden i det faglige og
politiske landskab. Det er også et lag af aktivister, som holdnings- og erfaringsmæssigt
har udviklet sig utroligt meget, og som ideologisk er venstreorienteret.
479
Tallet for de fire skoler er, at 29 % svarer bekræftende på, at de vil være aktive i parti og/eller
bevægelse. Men meget tyder på, at opfattelsen af deltagelse er meget bredere på skolerne i og med at i
deres besvarelse af, hvor mange der på undersøgelsestidspunktet er aktive, omfatter alt lige fra politisk
organisering til spejderbevægelsen. Så både tallet og en sammenligning er reelt intetsigende.
377
11.4 Organisations status
Det sidste, der skal undersøges, er selve organisationen – dvs. hvordan DGS som organisation har udviklet sig medlems-, aktivitets- og organisationsmæssigt. Den side af
organisationens udvikling, som handler om det aktive lags holdninger og refleksioner,
er dækket ind under de foregående afsnit.
Nogle af de vigtigste indikatorer på organisationens udvikling kan måles ud fra udviklingen i antallet af medlemsskoler, deltagere på de landsdækkende møder (aktivitetskonference, elevkonference, landsmøde), deltagere i regionerne, deltagere i forberedelsen og organiseringen af de kollektive aktioner, antal brugere af hjemmesiden, antal
udgivelser af mobiliseringsmateriale mv.
Medlemsskoler
Historisk set havde DGS medlemsmæssigt – dvs. med hensyn til antal skoler/elevråd
som var medlem – sin storhedstid i slutningen af 60’erne:
”I 1967 var 84 ud af 92 gymnasier således medlem af organisationen. Fra
1969-70 skete der en tydelig afmatning, og i 1972 lå antallet af medlemsskoler nede på 60. I 70’erne svingede medlemskabet mellem 60 og 80
gymnasier … Medlemstallet dalede i slutningen af 1980’erne for at nå bunden i 1989-90. Herefter skete der igen en markant stigning.”480
Graf over udviklingen i medlemsskoler481
480
Nielsen: ”Skoleelever … op. cit., s. 118.; http://kommunisme-forskning.dk/download/file-86.pdf
(15.10.08).
481
Ibid., s. 118.
378
I perioden fra 1999 og frem til og med 2003 stiger antal medlemsskoler ca. 65 til 103 ud
af ca. 140 gymnasier.
Det aktive lag
I afsnit 2 konstaterede jeg, at det aktive lag omfatter ca. 200 i perioden defineret som
dem, der deltager på DGS’ årsmøder, elevkonferencer, aktivitetskonferencer mv.
De tal vi har for den undersøgte periode er:
•
Elevkonferencen i september 2002 og 2003 – her deltager omkring 200 begge år
•
Aktivitetskonferencen i november 2002 og 2003 – her deltager mellem 170 og
190
•
Landsmødet i april 2002 og 2003 – her deltager mellem 150 og 170
Vi kan altså konstatere en svag stigning i antallet af deltagere. Samtidig har vi også på
spørgsmålet om landsmøde deltagere mulighed for at se det i et historisk perspektiv.
”Det var i perioden fra 1974 til 1984, at der var flest deltagere på DGSs
landsmøder – mellem 200 og 300. Sidst i 1980`erne svingede det mellem 150
og 200, og i 1990`erne har det ligget under 150. De sidste par år har der
været mellem 120 og 140 deltagere.”482
482
Ibid., s. 118.
379
De sidste par år i Knud Holt Nielsens artikel refererer til 1999-2000. Dvs. at det aktive
lag – defineret som deltagerne på årsmøderne – fra 1999 og frem til 2003 – er steget fra
120 til 170.
Regionerne
Vi ved samtidig ud fra undersøgelsen, at 50 % i det aktive lag deltager i DGS’ regionsarbejde. Vi ved, at nogle af regionerne er blevet kraftig styrket som en følge af aktionerne – fx Århus, som jeg har undersøgt gennem deltagende observationer på deres
aktionsforløb og møder, og via interviews med lokalbestyrelsen. Vi ved mere generelt,
at aktionsforløbene har sat skub i regionsarbejdet – jvf. afsnit 5. Men der foreligger ikke
noget historisk materiale, så der kan foretages nogle sammenligninger.
Deltagere i forberedelsen og organiseringen af de kollektive aktioner
I afsnit 5.8 ”Kollektive aktioner, det aktive lag og basis” fremlægges nogle vurderinger
af, hvor mange der involveres i de kollektive aktioner – både i forberedelsen, i gennemførelsen, og i det videre arbejde efter aktionerne. Disse vurderinger og tal underbygger
den hovedtendens, som karakteriserer den undersøgte periode, at organisationen styrkes
mht. antal aktive deltagere.
380
Kapitel 6
En forløbs- og populationsanalyse af det aktive lag i
PLS i perioden juli 2002 til årsskiftet 2003/2004
Indledning
Denne forløbs- og populationsanalyse følger i store træk den samme opbygning som
den tilsvarende analyse af DGS – se kapitel 5. Og den trækker også på de samme
teoretiske og analytiske overvejelser, som er indflettet i DGS-analysen.
Men beskrivelsen og analysen af PLS er på to måder anderledes:
For det første er den mindre i omfang, dels fordi den referer tilbage til mange af de
overvejelser af teoretisk analytisk karakter, som er gjort i DGS analysen. Dels er selve
omfanget af den faktiske udvikling – af det faktiske hændelsesforløb især med hensyn
til kollektive aktioner – langt mindre blandt de pædagogstuderende end blandt
gymnasieeleverne i den undersøgte periode.
For det andet har jeg især af ressourcemæssige grunde måtte skære i detaljeundersøgelserne på en række felter, især mht. analysen af de pædagogstuderende sociale og
politisk kulturelle rødder, og mht. en undersøgelse af de mere ide- og bevidsthedsmæssige konsekvenser af de studerendes deltagelse i antikrigsbevægelsen. Endelig bør det
nævnes, at det parallelspor, jeg undersøger på fire seminarier, er meget tyndt for enkelte
seminarier vedkommende – jvnf. kapitel 4.
381
Det jeg til gengæld kan i analysen af PLS og det aktive lag – i kraft af mine tidligere
studier af PLS’ historie – er at komme tættere ned i en forståelse af udviklingsprocessen
i organisationen siden murens fald, som netop gør, at analysen af PLS på mange måder
kan supplere og tilføre den samlede besvarelse af problemformuleringen en væsentlig
historisk konkret dimension.
Som sagt følger selve strukturen i forløbs- og populationsanalysen i hovedtræk den
gennemførte DGS analyse. Det er der i og for sig ikke noget overraskende i, da jeg
anvender de samme metoder – herunder stort set – jvnf. metode afsnittet – også det
samme spørgeskema. Fremstillingsmæssigt har jeg valgt at komprimere afrapporteringen af spørgeskemaundersøgelsen således, at tabellerne er erstattet af en tæt afrapportering af de procentvise holdninger på de stillede spørgsmål målt ud fra det aktive lag på
årsmødet – i og med at det i hovedtræk er de samme spørgsmål som under DGSanalysen, der stilles og besvares.
1. PLS i forandring – men hvorfor?
Dette afsnit fokuserer i afsnit 1.1 på hovedtrækkene i PLS’ udadvendte aktiviteter op
gennem 90’erne, som en kortfattet ramme omkring afsnit 1.2, hvor der fokuseres
specifikt på, hvorfor der er bevægelse igen, baseret på interviews med nogle af de
ledende pædagogstuderende, hvor de centrale hovedspørgsmål er: ”Hvor kommer PLS’
ideer fra? Hvordan har PLS udviklet sig politisk og organisatorisk det sidste års tid og
op gennem 90’erne? Både de generelle ideer om samfund, uddannelse, globalisering og
ideerne om hvordan I kan ændre?”483
1.1 Fokus og forandring 484
PLSs udadvendte fokus har siden PLSs dannelse i 1992 især udspillet og udviklet sig på
fire områder:
483
484
Bilag PLS – interview guide 1: Søren Ekstrand, formand for PLS 2002-2004, Århus, 30.10.2003
Afsnittet bygger på bogen Madsen: 10 år … op. cit.
382
For det første på de uddannelsespolitiske spørgsmål, hvor især spørgsmålet om den
lønnede praktik igen og igen har givet anledning til utilfredshed, aktivitet og aktioner.
Men også spørgsmål om trusler om lukning af seminarer, brugerbetaling, arbejdsmiljø
etc.
For det andet på spørgsmål relateret til deres praktik og fremtidige jobsituation som
pædagoger. Hvor de dels løbende har forholdt sig til overenskomstforhandlingerne og
deltaget i afstemningerne, dels deltaget i de konflikter, som har fundet sted som en
konsekvens af de gentagne nedskæringer på området. Både i kraft af at de har været i
praktik og som ”rene” solidaritetsmarkeringer – fx aktionsdagen den 26. september
2002
For det tredje har PLS sammen med DGS være initiativtager til at samle elevog
studenterbevægelsen til aktiviteter og protester mod den statslige uddannelsespolitik
igennem dannelsen af NU ER DET NOK – kampagnen i 1999 og Råstofinitiativet i
2001, og sammen med DGS og andre studieorganisationer taget initiativ til en række
demonstrationer i 2002-2003.
For det fjerde har PLS involveret sig i spørgsmål og aktiviteter, som dels rækker ud
over den nationale dagsorden og ud over den snævre uddannelses- og fagpolitiske
dagsorden. PLSs har fokuseret på markedsgørelsen af uddannelserne – af
nyliberalismens indtog og stigende dominans – fx i kampagnen ”Education not for sale”
og i GATS kampagnen. PLS har også engageret sig i Attac herhjemme, og i ESF og
WSF og den hjemlige aflægger Danmark Sociale forum, ligesom PLS deltog i
protesterne under EU topmødet i København i 2002, og i antikrigsbevægelsens
demonstrationer.
Se i øvrigt den historiske redegørelse – giver et fingerpeg om, at PLS har blandet sig –
har været orienteret mod den nye bevægelse – mod det internationale etc.
1.2 Hvorfor bevægelse – det aktive lags forklaring
PLS’ historie kan bidrage til en del af forklaringen på spørgsmålet om, hvorfor elever
og studenter er i bevægelse igen.
383
Modsat størsteparten af de sociale bevægelser og venstrefløjen blev effekten af murens
fald ikke for PLS, at organisationen var tæt på kollaps, at organisationens nedtonede
sine politiske visioner, og det aktive lag skrumpede ind og blev demoraliseret.
Forklaringen her på må ifølge Søren Ekstrand først og fremmest søges i de politiske
ideer og traditioner, som PLS tager afsæt i 1992:
”…selv om PLS som organisation har tætte bånd til fagbevægelse, så føler vi
os jo ikke bundet af historien, sådan som fagbevægelsen, som blok finder sig
bundet. Man skal omkonkludere hvis man fx har ment DKP var det rigtige
sted at stå.. Og så falder muren og vi havde troet på, og sat vores penge der,
havde tabt hele vores idegrundlag… så det er vanskeligere at lave
indrømmelser, og så, ok, det var ikke rigtigt, vi må lave noget andet. Det
fundament har PLS ikke. Det var meget nemmere for os, at dreje skuden. Og
gøre det, uden at føle ansvar for hvad vi har gjort tidligere i historien –
måske…”485
Betydningen af, at PLS ikke var bundet op på en politisk tradition, som satte lighedstegn mellem ”den virkeliggjorte socialisme” i Østeuropa og egne mål, er for Søren en
helt afgørende forklaring på, hvorfor PLS ikke bliver demoraliseret, men faktisk – på
trods af at PLS også befinder sig i et ideologisk klima, hvor murens fald identificeres
med kapitalismens og demokratiets sejr, og afslutningen på klassekamp og krig – støt
og rolig rejser sig, og udvikler sig dynamisk.
De ledende aktivister, som er med i dannelsesprocessen i 1991-92 af PLS, har ingen
direkte rødder i den stalinistiske bevægelse. De ligger politisk omkring SF og VS eller
er uorganiserede.
Men der er også en anden vigtig side af forklaringen på, hvorfor PLS er i stand til at
vokse medlems- og aktivitetsmæssigt i perioden fra dannelsen til sidst i 90’erne. Det er
Bertel Haarders ”fortjeneste”. Som undervisningsminister spillede han ud med en
reform på det pædagogiske uddannelsesområde, som sigtede mod at ”rationalisere og
485
Bilag PLS - interview 1: Søren Ekstrand, formand for PLS 2002-2004, Århus, 30.10.2003, s. 11
384
effektivisere” pædagoguddannelsen – kort og godt at få flere pædagoger ud til en
billigere penge. Nøglen i hans udspil var indførelsen af en lønnet praktikperiode, som
vakte vrede blandt studerende og i de pædagogiske kredse.
Hvis noget spørgsmål i PLS har været diskuteret mange gange, og fyldt meget i
organisationens aktiviteter, og hermed været med til at forme PLS’ udvikling, så er det
den lønnede praktik. Gentagne gange har der været omfattende græsrodsmobiliseringer
på landets seminarier for at få den afskaffet, samtidig med at PLS’ berettigelse og
nødvendighed blev tydeligt for de pædagogstuderende, når de var i praktik, og en del af
de nedskæringsramte institutioners dagligdag.
Den lønnede praktik og Bertel Haarders meget offensive nyliberalistiske tiltag omkring
murens fald i slutfirserne og først i 90’erne – i form af effektivisering og
markedsorientering – betød, at PLS blev tvunget til at tage politisk stilling til mere
overordnede spørgsmål lige fra sin start.
Politik, samfund og uddannelse – en opsamling på hvorfor i bevægelse
Jan Hoby, som var faglig sekretær fra 2000-2002, kommenterer således på PLS’
historiske udvikling:
"PLS’ historie afspejler klassekampsituationen. Vi slår rødder – nedadtil,
opad og udad. Vi har næret nogle ting – er det en busk eller et træ? – med få
blade. Men vejret har ikke været lige godt hele tiden. Busken ved ikke rigtigt,
hvilken vej den skal gro – ja, det er vel meget en beskrivelse af PLS før
486
1998”
Og i Efterskriftet i bogen: PLS – en studenterfagforening i 10 år sammenfatter jeg i
afsnittet ”Politik, samfund og uddannelse” udviklingen således:
”Det mest afgørende skridt – den mest afgørende udvikling i PLS’s historie
– var at gå fra at tænke og handle snævert ud fra rollen som studerende til at
tænke i helheder, i sammenhænge – ud fra rollen som både studerende og
486
Madsen: 10 år …, op. cit., s. 123.
385
samfundsborger. Det skridt blev ikke foretaget over en nat – i et enkelt ryk.
Det var en glidende proces. Det var en proces, som blev skabt af tiden og de
studerende, som var ledende i PLS på det givne tidspunkt – i en kombination.
Fundamentet for denne proces var allerede til stede i dannelsesprocessen,
hvor traditioner for kamp og tro på forandring blev videreført fra de to
studieorganisationer PL og SPL. Og tiden udviklede et nyt lag af aktivister –
ikke mindst gennem aktionerne mod den lønnede praktik i foråret 1993 og
efteråret 1994. Men processen blev også skabt af PLS’ rolle som
studenterfagforening – som en organisation der i stadig højere grad også
blev en del af kampen på arbejdsmarkedet indenfor det pædagogiske
område. De studerende var også lønarbejdere, og de blev en del af den
kamp, som de uddannede pædagoger og forældrene førte mod bølgen af
nedskæringer. Med det afsæt begyndte PLS at kigge ud mod at samle
studenterbevægelsen til en fælles kamp – for at få mere gennemslagskraft
bag deres krav. Sammen er vi stærke. Og med NU ER DET
NOK - bevægelsen kom gennembruddet så: Vi vil have indflydelse – vi
kræver demokrati i uddannelsessektoren. Og siden er det gået slag i slag.”
487
For første gang siden slut 80’erne og murens fald var der igen omfattende og fælles
aktiviteter indenfor dele af elevog studenterbevægelsen.
”NU ER DET NOK - bevægelsen gav selvtillid til græsrødderne og ledelsen
i PLS. Bevægelsen var en test for PLS’ ideer om, at aktioner nytter, at
sammenhold giver styrke, og at græsrødder og organisation er vitale, hvis
der skal skabes bredere bevægelser. NU ER DET NOK bevægelsen viste til
fulde, at PLS’ politiske ideer matchede virkeligheden.”488
PLS var den centrale kraft i opbygningen og organiseringen af bevægelsen. NU ER
DET NOK bevægelsen ændrede PLS. Organisationen brød – som de selv udtrykker det
- med ”politikforskrækkelsen” og ”osteklokken”. Og satsede målrettet på at opbygge
PLS som en studenterfagforening, der satsede på at politisere og aktivisere medlemmerne.
487
488
Ibid., s. 127-128
Ibid., s. 98.
386
2. PLS, det aktive lag og kollektive aktioner - et signalement
I dette afsnit vil jeg give et første indledende signalement af organisationen PLS –
beskrevet ud fra følgende ledetråde:
•
hvad
er
forholdet
mellem
PLS,
det
aktive
lag
og
basis
(lokalbestyrelsesarbejdet/DRS og de kollektive aktioner)?
•
hvilken type organisation er PLS?
•
hvilken arbejdsplan og prioriteringer har PLS?
•
hvilken rolle og placering har de kollektive aktioner i PLSs arbejde?
•
hvad er forholdet mellem det parlamentariske og udenomsparlamentariske
arbejde i PLS?
Afsnittet er baseret på 1) skriftligt datamateriale: vedtægter, arbejdsprogram, regnskab,
beretning, www. p-l-s.dk, 2) på interviews, hvor der fokuseres på organisationens
arbejdsplan, og 3) på spørgeskemaundersøgelsens afsnit om ”Dine aktiviteter”.
2.1 PLS, det aktive lag og basis
På landsplan er der 19.302 (april 2003) pædagogstuderende, fordelt på 36 seminarier. På
seminarierne er de studerendes indflydelse/medbestemmelse sikret rent institutionelt og
lovmæssigt igennem de studerendes råd (DSR)489, som omfatter alle de studerende. Men
modsat inden for gymnasieområdet, hvor elevrådene og eleverne tager stilling til
medlemskab af DGS, sker det ikke på pædagogseminarierne. Her tilslutter den enkelte
pædagogstuderende sig PLS, mens alle pædagogstuderende har indflydelse i DSR. PLS
er lokalt opbygget med lokalbestyrelser, som vælges af de studerende, der er medlem af
PLS, og på regionalt plan er der et samarbejde. Lokalbestyrelserne vælger så den
landsdækkende ledelse – Hovedbestyrelsen.
489
DSR er ligesom elevrådene på gymnasierne institutionelle organer forstået på den måde, at de er
lovbestemte – de er en del af de lovbestemte rammer for pædagogseminarierne.
387
I april 2003 organiserede PLS 11.337 pædagogstuderende fordelt på de 36
seminarier,490 hvilket svarer til en organisationsprocent på 58,7 %. Den typiske
udviklingskurve for de studerendes medlemskab er, at den stiger i forbindelse med deres
praktikperioder, og organisationsprocenten efter et halvt års studie ligger på 38,2 % og
umiddelbart før studieafslutning efter 3 ½ år på 82,7 %.
Det aktive lag
Det aktive lag i PLS udgør omkring 100. Ud af disse – målt ud fra årsmødet i 2003 deltager491:
•
98 % i det aktive lag deltager i aktiviteter på seminariet og/eller PLS
•
46 % i DSR
•
78 % i PLS’ lokalbestyrelse
•
39 % i andre råd og udvalg
•
40 % har tidligere være aktive i elevråd, 21 % tidligere i fagforeningsarbejde.
•
Knap 1/3 i det aktive lag var på seminarier som deltog i den landsdækkende
aktionsdag den 26. september 2002, hvor de selv deltog i aktionsdagen. Ud af
disse 23 fra det aktive lag deltog 11 selv i ”forberedelsen og organiseringen af
aktionsdagen.” Dvs. 14 % i det aktive lag var involveret i organiseringen af
aktionsdagen. 492
Tallene illustrerer, at deltagerne på årsmødet er aktive på deres seminarier – stort set
alle sammen. Tre ud af fire er aktive i lokalbestyrelserne, omkring halvdelen i De Studerendes Råd (DSR), og en ud af tre i andre råd og udvalg på seminariet.
Det aktive lag er meget homogent – aktivitetsmæssigt. Forskellen mellem aktivitetsniveauet i bestyrelsen og TR-laget er meget lille.493
490
Rudolf Steiner seminariet i Århus er det eneste pædagogseminarium, hvor de pædagogstuderende ikke
er organiseret i PLS.
491
PLS: Bilag Spørgeskemaundersøgelsen, (SpSU) spørgsmål 12.
492
493
388
Endelig har 2 ud af 5 erfaringer med elevrådsarbejde fra tidligere – fra folkeskolen og
gymnasiet/HF.
”Seminarier”
På de fire undersøgte seminarier er hver fjerde aktive i PLS/andre aktiviteter, hver
tiende er aktive i DSR og 1 % deltager i PLS’ lokalbestyrelsesarbejde. 32 % har
erfaringer fra tidligere elevrådsarbejde.
Det aktive lag og basis
Det aktive lag – som indgår i lokalbestyrelserne – varierer også meget fra seminarium til
seminarium. På de mest aktive seminarier består lokalbestyrelsen – og gruppen omkring
den af 10-15, men det typiske er 4-5 aktive. Lokalbestyrelsen er forbundet med landsorganisationen PLS via et HB medlem og et medlem i regionsbestyrelsen, som begge
vælges lokalt.494
Det aktive lag lokalt når hovedsageligt ud til det brede lag af pædagogstuderende via to
kanaler:
De Studerendes Råd, hvor i hvert fald halvdelen i det aktive lag deltager, og mange
steder er nogle af de mest ledende og initiativrige – meget i kraft af at de bliver bakket
op og skolet i PLS regi. Det aktive lag kan på DSR-møderne, diverse fællesmøder og
samlinger, nå ud til deres medstuderende og orientere dem om initiativer og begivenheder. Niveauet for denne kontakt og dialog mellem ”bestyrelsesmedlemmerne”,
DSR’erne og de menige pædagogstuderende varierer meget fra seminarium til seminarium, men den overordnede ramme er det repræsentative demokratis selvforståelse –
dvs. det er DSR, som orienterer og igangsætter, og de menige medlemmer som lytter og
evt. diskuterer og stiller forslag.495
De kollektive aktioner - de landsdækkende aktionsdage med strejker og demonstrationer og de lokale strejker og demonstrationer sammen med deres uddannede kollegaer.
Disse, som det også fremgår af beskrivelsen, igangsættes som oftest også via et miks
494
495
PLS Årsmøde: Beretning 2004, side 21-22
Uddybes i afsnit 10.3: ”Politik og organisation – råd/bestyrelser, det aktive lag og basis.”
389
mellem lokalbestyrelserne, DSR og centralt fra PLS, men modsat det rutineprægede dag
til dag bestyrelses- og DSR arbejde så er den afgørende forskel, at muligheden er til
stede for at det store flertal af de pædagogstuderende involveres på en langt mere
direkte og aktiv måde.
2.2 Organisationens opbygning og struktur
PLS er ligesom DGS en traditionel interesseorganisation med det formål at varetage de
pædagogstuderendes interesser – fagligt og materielt. Uddannelsesmæssigt dækker PLS
en professionsuddannelse. PLS’ idegrundlag, opbygning og arbejdsfelter er dybt præget
af og minder om fagbevægelsens – og i den forstand er den mest præcise karakteristik,
at PLS er de pædagogstuderendes fagforening – at PLS er en studenterfagforening.
Hovedretningen for PLS udpensles således i organisationens idegrundlag, som ”bygger
på en række strømninger … klarest defineret ved det pædagogiske arbejde, fagbevægelsen og studenterbevægelsen … en demokratiopfattelse.. hvis formål det er at give alle
borgere lige muligheder for at deltage i demokratiet …Et samfundssyn, der ser den
enkelte borgers frihed som grundlaget for, at alle borgere sikres frihed…En solidaritetsforståelse .. som bygger på grundkernen i det pædagogiske arbejde …En fællesskabsforståelse, hvor vi i tråd med de bedste traditioner i fagbevægelsen vil gøre PLS til
rammen om fagligt, politisk og socialt fællesskab”496
Det idegrundlag åbner helt entydigt op for, at PLS er en del af arbejderbevægelsen, at
PLS i tråd med ”de bedste traditioner” i fagbevægelsen – dvs. traditionerne for
klassekamp og solidaritet sammen med selv samme fagbevægelse og studenterbevægelsen vil kæmpe for et solidarisk velfærdssamfund med afsæt i kampen for en
ordentlig pædagoguddannelse – fagligt og materielt.
En af de væsentligste grunde til at PLS har udviklet sig til en studenterfagforening er, at
der i pædagoguddannelsen er indflettet en lønnet praktikperiode. I det halve år de
studerende er i lønnet praktik – fordelt over flere forløb – er de både studerende og
”lønnede praktikanter”. De indgår i institutionernes normeringer, der forhandles
496
PLS: PLSs visioner, PLS´s 11. ordinære årsmøde 2003, s.2
390
overenskomst for dem fra hovedorganisationernes side (PLS har ikke selv forhandlingsretten, og er dermed ikke som organisation underlagt en del af det fagretslige system
med hovedaftale bod mv. – hvorimod deres medlemmer er), og de deltager i BUPL og
SL faglige aktiviteter. PLS’ medlemmer er automatisk passive medlemmer af de to
organisationer og modtager deres medlemsblade, etc. De kan vælge aktiv status i en af
de to organisationer under deres studie tid. Det typiske udviklingsforløb for de
studerendes medlemskab af PLS viser også, at PLS først og fremmest opfattes som en
nødvendig organisering i kraft af, at de studerende skal i lønnet praktik – ud på
arbejdsmarkedet under deres studie.
DSR varetager lokalt de studerendes uddannelsespolitiske interesser – og på mange
seminarier smelter de to organisationers arbejde sammen – jvnf. også at halvdelen i det
aktive lag også er aktive i DSR. Den skarpeste arbejdsdeling mellem DSR og PLS er
faktisk, udover at det er PLS, der varetager de studerendes interesser i den lønnede
praktikperiode, at DSR forholder sig snævert til seminariet, hvorimod PLS forholder sig
meget bredere til spørgsmål, der har relation til det studenterpolitiske arbejde – både
nationalt og internationalt.
PLS er grundlæggende demokratisk opbygget. På PLS årsmøde kan alle medlemmer
deltage med taleret, men det er kun de delegerede (max. 160) plus Forretningsudvalget
og Hovedbestyrelsen, som har stemmeret. På PLS’ årsmøde i 2003 deltog omkring 90
medlemmer, som kom fra 24 seminarier.497
DGS er organisationsmæssigt studenterbevægelsens flagskib og rige ”tante”, om man
vil. Det skyldes primært, at PLS modsat de andre studieorganisationer har en relativ
stærk økonomi i kraft af det individuelle medlemskab og det høje medlemstal. På
landskontoret i København, som er topmoderne, er der udover de tre frikøbte –
formand, næstformand og hovedkasserer – ansat 4 funktionærer – en sekretariatsleder, 2
HK-ere, en sagsbehandler og en grafisk layouter plus på deltid en journalist, som står
for medlemsbladet PULS, der kommer 6 gange om året.
497
PLS: PLS`s vedtægter, 2003, s. 4.
391
PLS har et budget, som på udgiftssiden viser 10.058.000 kr. og på indtægtssiden
9.824.000 kr. Medlemskontingentet er på 800 kr. om året, som ligesom andet faglig
kontingent er fradragsberettiget.
2.3 Organisationens arbejdsprogram 498
På årsmødet mødes det aktive lag i organisationen, hvor der diskuteres visioner,
arbejdsprogram, vælges ledelse etc. Nogle af de faste rutinemæssige bestanddele i
arbejdsprogrammet er: To gange om året gennemføres der ”hvervekampagner” på
seminarierne – hvor lokalbestyrelsen med støtte centralt fra afholder møder, hvor de
præsenterer PLSs visioner, konkrete arbejde og servicetilbud/fordele, PLS kan tilbyde.
Disse kampagner er helt vitale for organisationen – faglig politisk som økonomisk.
Et andet centralt tema i arbejdsplanen er styrkelsen af de lokale og regionale arbejde,
som reelt udgør fundamentet for PLSs indflydelse både blandt de pædagogstuderende
men også bredere ift. resten af elevog studenterbevægelsen og fagbevægelsen. Og
netop samarbejdet med disse udgør et tredje vigtigt led i arbejdsprogrammet – herunder
også samarbejdet på internationalt plan, hvor PLS er den studieorganisation, som har
prioriteret netop det internationale arbejde højest – herunder ikke mindst at deltage i den
nye bevægelse mod globalisering oppe fra – se senere afsnit.
Et fjerde centralt element i arbejdsplanen er den interne uddannelse af TR-laget, hvor
PLS siden slutningen af 90’erne har satset meget på, at gennemføre en bred uddannelse
af deres tillidsfolk – det aktive lag, med emner spændende fra organisationsopbygning
lokalt, regionalt og på landsplan, pædagogisk filosofiske emner til bredere emner om
samfund, arbejderbevægelsens historie, privatisering, udlicitering mv.
Endelig ligger der også i arbejdsplanen en række prioriteringer ift. moderorganisationer
– BUPL og SL, interne udvalg, samt medlemsbladet PULS.
498
Afsnittet er baseret på: PLS: PLS`s arbejdsprogram 2003
392
Ift. moderorganisationer BUPL og SL har PLS en repræsentant i deres Hovedbestyrelser
og taleret på deres kongresser, og modsat har SL og BUPL taleret på PLS’ årsmøder, og
ret til at deltage på HB-møder.
Lokalt sidder der nogle steder PLS’ere i de lokale SL- og BUPL afdelinger.
2.4 De kollektive aktioners placering
PLS har sammen med DGS været drivkraften bag de elevog studenteraktioner, som
har fundet sted siden den borgerlige regering kom til i november 2001.
Derimod har de ”brede” kollektive aktioner blandt de pædagogstuderende i den
undersøgte periode været relativ få – både sammenlignet med DGS og sammenlignet
med PLS’ egne aktiviteter i perioden op gennem 90’erne og frem til 2001.499
Den nationale kollektive aktion der undersøges i denne afhandling fandt sted den 26.
september 2002, og blev startet op nedefra, og omfattede halvdelen af seminarierne.
Den landsdækkende aktionsdag fandt sted som en solidaritetsstrejke med deres
”voksne” kollegaers kamp for ordentlige normeringer mod lukninger af ”væresteder”
for samfundets svageste mv.
Men derudover har en del af de pædagogstuderende, som har været i lønnet praktik i
den undersøgte periode deltaget i de mange pædagogstrejker, som til stadighed har
fundet sted. Og på nogle seminarier har de studerende også iværksat lokale solidaritetsstrejker og demonstrationer i den forbindelse – se afsnittet om de kollektive aktioner.
PLS som organisation har i perioden deltaget i og selv iværksat en lang række
kampagne initiativer: op til EU-topmødet i København i december 2002 deltog PLS
som medarrangør af diverse topmøde moddemonstrationer og mødeaktiviteter, og PLS
arrangerede selv en international studenterpolitisk konference under sloganet ”Education
Not For Sale”; PLS deltog i juni 2002 i EU topmødet i Gøteborg, og PLS har siden
499
Madsen: 10 år… op. cit.
393
2003 prioriteret at sende en delegation af sted til European Social Forum (ESF)500.
Begrundelserne for at orientere sig internationalt og mod den nye bevægelse mod
globalisering oppefra har været at hente inspiration fra denne bevægelse, og knytte
tættere kontakter til især den internationale elevog studenterbevægelse.
2.5 Parlamentarisk og udenomsparlamentarisk arbejde?
”Udenomsparlamentarisme – kan det nytte?
…Ja, det kan nytte, selvom regeringens talsmænd forsøger at overbevise os
om det modsatte…Ikke fordi vi skal gøre os nogen naive illusioner om, at
med denne ene markering, vil regeringen nok vågne op af sin uvidenheds
sløvsind – og gøre retten god igen: Men fordi synliggørelsen til og dialogen i
befolkningen udgør det pres, som alle regeringer altid har måttet bøje sig
for, og som de i fremtiden altid vil bøje sig for, hvis blot presset er stort og
kontinuerligt nok.”501
Selvom de kollektive aktioner inden for de pædagogstuderende ikke har været ligeså
dominerende, markante og så brede som blandt gymnasieleverne i den undersøgte
periode, så udtrykker ovenstående leder i PULS ovenpå Råstofinitiativets demonstration
den 3. oktober 2002, at holdningen til forholdet mellem det parlamentariske og udenomsparlamentariske er meget klar: Det er nødvendigt at lægge et pres på regeringen, hvis
dens uddannelses- og nedskæringspolitik skal stoppes. Men mere end det: At de sociale
bevægelser – hvis ”presset er stort og kontinuerlig nok” kan få regeringen – uanset navn
– til at ”bøje” sig.
Dette synspunkt vil blive dokumenteret, udbygget og diskuteret videre i afsnittet om de
kollektive aktioner.
500
I 2003 blev ESF afholdt i Italien – i Firenze, i 2004 i Paris, hvor PLS begge år sendte en delegation af
pædagogstuderende af sted.
501
Leder i PLS: PLS-PULS, nr. 6, december 2002, skrevet af Søren Ekstrand, formand for PLS
394
2.6 Hvorfor medlem af PLS
I den gennemførte SpSU er der spurgt ind til de vigtigste bevæggrunde for at hhv. det
aktive lag og de pædagogstuderende på de fire seminarier er medlem eller ikke-medlem
af PLS.502
Spørgsmålene lød som følger, hvor de maksimalt måtte krydse af ved de fire vigtigste
grunde til, at de er medlem:503
Årsmøde
82 – 0
Seminarer
49 – 21
(ikke medl.)
a. Du kan holde dig informeret via fagbladene PULS,
Socialpædagogen og Børn og Unge……………….
b. Du kan få rådgivning ……………………………...
3
4
52
46
45
39
1
2
c. Du kan få sagsbehandling ………………………..
6
29
22
(4)
d. Du kan få indflydelse på studiets indhold ………..
1
68
12
6
e. Du kan få indflydelse på løn- og arbejdsforhold
under praktikken ………………………………….
f. Du kan påvirke udviklingen i BUPL og SL ………
5
7
38
25
16
05
5
7
g. Sammen er vi stærke – splittede er vi svage ………
2
60
22
(3)
h. Andet ………………………………………………
8
04
03
8
Her er der store forskelle på meningerne på årsmødet og på seminarierne:
For det aktive lag (årsmødet) er der hele 83 %, der vægter studiernes indhold som den
vigtigste grund. For medlemmerne på seminarierne vejer denne grund kun med 24 %.
Altså en stor uoverensstemmelse, som giver stof til eftertanke, også i forbindelse med at
netop studiernes indhold må blive en ”kerneydelse” for PLS fremover – i og med at den
lønnede praktik afskaffes.
Holdningen til sagsbehandling er den anden, om end mindre, uoverensstemmelse: 45 %
af de ”menige” vægter den grund på en fjerde plads. Blandt det aktive lag kommer den
ind på en 6. plads med 35 %.
502
503
Besvarelsen indebar at der max. måtte vælges de 4 vigtigste grunde til at ”du” er medlem
Kolonnerne med fed udtrykker de valgte prioriteringer
395
Begge grupper har ”fagblade, rådgivning og sammen er vi stærke” blandt de fire
vigtigste grunde – om end der er forskelle:
Topscorer for de menige medlemmer er fagbladene/PULS, hvor hele 92 % peger på det
som den vigtigste grund. I det aktive lag er der 63 %, der vægter fagbladene – som den
tredje vigtigste grund ud af fire.
I det aktive lag (årsmødet) vægter 73 % ”sammen er vi stærke” som den anden vigtigste
grund – blandt de ”menige” er tallene 45 % og en tredje/fjerde plads på rangstigen.
Rådgivningen er på en anden plads blandt de ”menige” – 80 %; blandt det ”aktive” lag
på en fjerde plads med 56 %. Samlet set er tre ud af de fire prioriteringer ens mellem
”menige” og ”aktive”.
3. Det aktive lag og basis - et signalement
I dette afsnit fokuseres der på et samlet signalement af det aktive lags socioøkonomiske
baggrund, handlinger, holdninger og refleksioner sammenlignet med det tilsvarende
signalement af ”seminarie-sporet”. Afsnittet er hovedsageligt baseret på spørgeskemaundersøgelsen, hvor essensen af besvarelserne afrapporteres.
3.1 Det aktive lag – et signalement
Den typiske pædagogstuderende i det aktive lag, som deltog på PLS’ årsmøde i 2003
kan beskrives således:
•
Gennemsnitsalderen er tæt på 27 år; tre ud af fem er kvinder, 3 % med anden
etnisk baggrund, studerende på 1, 2 og 3 år udgør hhv. 35 %, 35 % og 30 %;
geografisk504 kommer 12 fra Storkøbenhavn, 8 fra Sjælland, 8 fra Fyn, 10 fra
Sønderjylland, 11 fra Vestjylland, 15 fra Midtjylland og 18 fra Nordjylland.
Uddannelsesmæssigt har 39 % en studentereksamen, 40 % en HF eksamen, 25
504
Samme opdeling som i kapitel 5 om DGS.
396
% en faglært uddannelse, 94 % bor ude, 81 % på SU, 52 % tager studielån, 51 %
har job ved siden af; 20 % får økonomisk hjælp hjemmefra
•
9 % har en mor, far eller begge som har en videregående uddannelse; 33 % har
en mor, som har en boglig mellemlang uddannelse; 52 % har en far, som har en
faglært, og 23 % har en mor, som har en folkeskoleuddannelse; 42 % diskuterer
ofte med deres forældre – og 45 % nogen gange; godt halvdelen har forældre,
som er eller har været aktive505
•
aktivitetsmæssigt er næsten alle aktive på seminariet og/eller PLS, ¾ i PLS’
lokalbestyrelse, knap halvdelen i DSR, 1/3 deltog i aktionsdagen, hver syvende
var med til at forberede og organisere aktionsdagen, 2/3 har tidligere deltaget i
elevrådsarbejde, hver femte i fagforeningsarbejde, hver sjette er medlem af et
politiske parti – næsten alle på venstrefløjen, hver tiende deltager i antikrigsbevægelsen.
•
Holdningsmæssigt har omkring tre ud af fire klassisk venstreorienterede
holdninger – både på de nære uddannelsespolitiske spørgsmål og de brede
samfundsmæssige spørgsmål lige fra spørgsmålet om klasser og klassekamp,
velfærd, racisme, globalisering til krigen i Irak.
•
Refleksions- og læreprocesmæssigt har mellem halvdelen og fire ud af fem,
afhængig af spørgsmål, udviklet deres holdninger radikalt lige fra spørgsmål om
kollektive aktioners betydning til, hvad de vil deltage i politisk og bevægelsesmæssigt efter deres tid som pædagogstuderende.
•
Stemmemæssigt bakker lidt under to ud af fem op bag venstrefløjen, og to ud af
tre ”oppositionen”, og én ud af fire har ændret deres stemmevalg mod venstrefløjen i deres tid som pædagogstuderende.
3.2 Det aktive lag og ”seminarierne” – en sammenligning
Det følgende er en generaliseret sammenligning mellem de menige pædagogstuderende
og det aktive lag:
505
Ikke baseret på højeste uddannelse i familien, dvs. de kan ikke direkte sammenlignes med DGS tallene
397
”Seminarier”
•
74 % er kvinder; de fleste er på tredje år – 5.semester, 37 % af deres mødre og
67 % af deres fædre har en faglært uddannelse
•
Social og politisk kulturel baggrund – endnu flere har forældre med en faglært
baggrund
•
hver fjerde er aktive i PLS/andre aktiviteter, hver tiende er aktive i DSR og 1 %
deltager i PLS’ lokalbestyrelsesarbejde. 32 % har erfaringer fra tidligere
elevrådsarbejde og 7 % med fagforeningsarbejde, 6 % politisk organiseret; 3 %
har deltaget i antikrigsbevægelse
•
Holdningsmæssigt ligger de stort set på linje med det aktive lag på spørgsmålene
om uddannelsespolitik, klasser og klassekamp, indvandre, demokrati, velfærd,
Irak-krigen etc.
•
Refleksions- og læremæssigt har mellem hver tiende og hver tredje udviklet
deres opfattelse af lige fra de kollektive aktioners betydning til, hvad de vil
deltage i politisk og bevægelsesmæssigt efter deres tid som pædagogstuderende
•
stemmemæssigt vil hver fjerde stemme på venstrefløjen, hver femte på S og de
radikale, hver tiende på de borgerlige og to ud af fem ved ikke.
Hvis vi samler op på forskellen mellem de pædagogstuderende og det aktive lag i PLS,
så er hovedtendensen
•
At deres sociale og politisk kulturelle baggrund er næsten ens.
•
at aktivitetsniveauet på seminariet og i bevægelse/parti er hhv. fem og tre gange
så højt i det aktive lag.
•
holdningsmæssigt ligger forskellen bredt set på en DPI mellem 10 % og 20 %.
•
På spørgsmålet om strejker som det mest effektive middel er DPI 16 %.
•
Stemmemæssigt ligger det aktive lag markant til venstre for de pædagogstuderende – som igen ligger et langt til venstre for befolkningsflertallet – men
to ud af fem ”ved ikke”.
•
Fire gange så mange i det aktive lag som blandt de pædagogstuderende har
ændret deres holdninger i mere samfundskritisk retning.
398
•
Hhv. to og tre gange så mange i det aktive lag som blandt de pædagogstuderende
vil efter deres uddannelse deltage aktivt på deres kommende arbejdsplads og i en
bevægelse/parti.
4. Det aktive lags sociale og politiske rødder
I dette afsnit fokuseres der på det aktive lags socioøkonomiske og politiske baggrund –
herunder mere specifikt deres forældres uddannelsesmæssige og politiske kulturelle
baggrund analyseret i relation til det aktive lags holdninger og aktiviteter, hvor betydningen af spørgsmålet om geografi og køn også analyseres. Afsnittet er primært baseret
på datamateriale fra spørgeskemaundersøgelsen.
4.1 Højeste uddannelse i familien
Hvilken uddannelses- og politisk kulturel baggrund har årsmødedeltagernes forældre?
5 % har en mor og 9 % en far, som har en videregående uddannelse; 33 % har en mor
og 17 % en far, som har en boglig mellemlang uddannelse; 52 % har en far og 15 % en
mor, som har en faglært uddannelse, 18 % en mor og 5 % en far, som har en kontoruddannelse, og 23 % en mor og 6 % en far, som ”kun” har en folkeskoleuddannelse.
Dvs. de pædagogstuderende kommer i overvejende grad fra hjem, hvor uddannelsesniveauet enten er en faglært uddannelse og/eller mellemlang videregående uddannelse.
Uddannelsesniveauet for forældrene er stort set ens for hhv. bestyrelses- og TRmedlemmerne.
Uddannelsesniveauet for forældrene blandt de spurgte på seminarierne følger stort set
mønstret for forældrene til det aktive lag.
399
4.2 Politisk kulturel baggrund
42 % diskuterer ofte med deres forældre – og 45 % nogle gange; og godt halvdelen har
forældre, som er eller har været aktive. Bestyrelsen og TR-lagets besvarelser er meget
ens på spørgsmålet om ”diskussioner i hjemmet”, hvorimod tre ud af fire i bestyrelsen
har forældre med en aktiv baggrund modsat halvdelen i TR-laget.
På seminarierne er de tilsvarende tal for at ”diskutere ofte med forældre” og ”aktive
forældre” hhv. 26 % og 27 %.
Men i og med at stort set alle i det aktive lag bor ”ude” vil jeg formode, at effekten af
den politisk kulturelle baggrund spiller en mindre betydende rolle end tilfældet var for
det aktive lag i DGS. Diskussionerne hen over spisebordet er kun sporadiske og referer
nogle eller mange år tilbage. Derfor har jeg heller ikke foretaget en kombinationsanalyse af, hvor mange der diskuterer meget sat i relation til ”traditioner for aktivitet”
hos forældrene og højeste uddannelse.
4.3 Et ”generationsperspektiv”
Aldersmæssigt er der stor spredning mellem dem, der deltog på årsmødet. De falder i tre
hovedkategorier:
•
38 er mellem 21-25 år – de er født mellem 78-82, og gået i gymnasiet/HF506
mellem 96-2000
•
27 er mellem 26-30 år – født mellem 73-77, og gået i gymnasiet/HF 91-95
•
15 er mellem 31-40 år – født mellem 63-72, og gået i gymnasiet/HF 81-90
•
2 er over 40 år
Dvs. knap halvdelen er under 25 år – 1/3 del er mellem 25-30 år, og 1/5 er over 30 år –
de har gået i gymnasiet/HF i 80’erne.
506
Hvornår de har gået i gymnasiet/HF er et generaliseret gæt – højest sandsynlig har de fx gået på HF
senere end de opførte tal, som bygger på et starttidspunkt på HF 18 år efter deres fødsel.
400
Den sociale arv – i et generationsperspektiv
Deres forældres baggrund er for halvdelen af det aktive lags vedkommende, dem over
26 år, at deres forældre har taget deres uddannelse før 1965 – dvs. før ”uddannelses- og
samfundsrevolutionen” slår igennem. For den anden halvdels vedkommende i det aktive
lag, dem under 26 år, har deres forældre taget deres uddannelse midt i og under
uddannelses- og samfundseksplosionen fra midt 60’erne og frem til midt 70’erne.
Denne todeling i deres forældres baggrund slår svagt igennem i deres forældres
arbejdsmæssige situation, hvor der er flere blandt de ”unge” pædagogstuderende, som
har forældre med en mellemlang videregående uddannelse end hos de ældre, hvor der er
flere, der har forældre med en faglært uddannelse. Dvs. de unge har primært rødder i
den nye arbejderklassen – ansatte inden for den offentlige sektor, og de ældre primært
rødder i den gamle arbejderklasse.
Der kan ikke spores nogen væsentlige forskelle på den uddannelsesmæssig og den
politisk kulturelle baggrund i det aktive lags familier hhv. i bestyrelsen og TR-laget
5. De kollektive aktioner
Baggrunden for det store omfang af strejker inden for det pædagogiske område i perioden 2000-2004 – især på daginstitutionsområdet – er de stadige besparelser, som
kommunerne har forsøgt at gennemføre. Disse forringelser har mødt aktiv modstand fra
mange pædagoger og deres fagforeninger. I 2000 var der en langvarig strejke på de
københavnske fritidshjem, som pædagogerne vandt. I 2001 var der en række strejker
især på Fyn, som alle blev vundet. De handlede både om privatiseringer, direkte nedskæringer og indførelse af ny løn. I 2002 eksploderede strejketallene inden for det
pædagogiske område – igen på grund af nye kommunale nedskæringer, som denne gang
var en direkte konsekvens af regeringens skattestop
I disse konflikter har de pædagogstuderende og deres organisation PLS været direkte
involveret på to planer: de studerende som var i ”lønnet praktik” under strejkerne deltog
i disse, og PLS har som organisation dels støttet sine konfliktende medlemmer, og dels
401
taget en lang række initiativer for at støtte pædagogernes kamp mod nedskæringer,
privatiseringer mv.
I den undersøgte periode var billedet det samme. De kollektive aktionsforløb som
beskrives og analyseres er dels de pædagogstuderendes deltagelse i og støtte til pædagogernes strejke i Aalborg og Odense mod nedskæringer, og dels den selvstændige
aktionsdag, som en række græsrødder fra seminarierne iværksatte mod nedskæringer,
og til støtte for deres aktionerende ”voksne” kollegaer rundt omkring i landet den 26.
september 2002.
Disse kollektive aktionsforløb repræsenterer samtidig en lang række fælles problemstillinger og erfaringer så som PLSs og det aktive lags rolle i aktionsforløbene, politisk
organisatoriske læreprocesser omkring argumenter for strejkekravene, analyse af situationen, organiseringens a-b-c, udviklingen af de deltagendes holdninger og perspektiver
etc.
Datamaterialet i forbindelse med aktionsdagen den 26. september 2002 er baseret på 1)
den skriftlige kommunikation i DGS efter aktionen, 2) på spørgeskemaundersøgelsen,
som gennemføres i april 2003 – altså 6-7 måneder efter begivenhederne, og 3) på interview med Søren Ekstrand.
5.1 Pædagogstrejker, PLS og de pædagogstuderende
”Tusindvis af pædagoger og pædagogmedhjælpere har indenfor de seneste
måneder strejket. Og pædagogstuderende har givet fuld opbakning.
Baggrunden er de massive nedskæringer, som er fulgt i kølvandet på de
kommunale og amtslige budgetter for 2003”507
I op mod 50 kommuner nedlagde de ansatte på daginstitutionerne arbejdet i protest mod
de bebudede nedskæringer.508 Blandt andet i Aalborg, Odense og Esbjerg, hvor de
507
508
PLS-PULS nr. 6 – op. cit., s.18.
Den følgende reportage er klippet og redigeret fra PLS-PULS nr. 6 – december 2002
402
pædagogstuderende har taget aktiv del i demonstrationer, strejke og sympatistrejker,
underskriftindsamlinger og andre aktiviteter.
Aalborg og Odense
I Odense deltog studerende fra de to pædagogseminarer - Odense Socialpædagogiske og
Fyns Pædagog Seminar på stormøderne under den to uger lange konflikt, og studerende
i praktik deltog i strejkeaktiviteterne på lige fod med deres uddannede kollegaer.
I Aalborg var de studerende på såvel Aalborg Socialpædagogiske Seminar og Skipper
Clement også aktive under den ugelange konflikt, og begge steder var der sympatistrejker fra de studerendes side. ”Dette skete i sympati med deres uddannede kollegaer,
og ud fra en forståelse for, at jobbet som pædagog allerede nu er stresset.”509
For de studerende var det en kæmpeoplevelse at deltage på stormøderne og de øvrige
aktiviteter:
”Da vi ankom til stormødet blev vi mødt med stående applaus fra omkring 2000
strejkende pædagoger og medhjælpere”, fortæller Thomas Olesen, fra Skipper Clement.
Baggrunden for at de studerende var aktive under strejken var, at de strejkende selv var
mødt op på seminarierne for at fortælle om nedskæringerne og deres kamp.
”Og der var ingen tvivl om, at vi skulle støtte. Deres kamp er jo også vores kamp,
fortæller Thomas Olesen. Det er fedt, at pædagoger nu træder i karakter og siger fra. Og
at de nu tager fat om nosserne på kommunen. Nedskæringerne har jo også betydning for
os. Allerede nu er der ved at være arbejdsløshed.. Og når man så ved, at der er kommet
flere og flere børn ind på institutionerne, uden at der er blevet flere ansatte – så må vi
sige stop”.
Opbakning til de lokale solidaritetsstrejker var tilsyneladende høj. Besvarelserne i
SpSU510 fra Skipper Clement og Odense Socialpædagogiske seminarium viser, at stort
509
510
PLS-PULS nr. 6, op. cit., s.19.
PLS: SpSU, op. cit., spørgsmål 32.
403
set alle deltog, og lidt under 1/5 deltog i forberedelsen og organiseringen. Strejkerne
blev vedtaget på fællesmøder, der var demonstration i byen, der var en god
pressedækning og lærerne bakkede op.
PLS, det aktive lag og strejkerne
En tredjedel af deltagerne på årsmødet kommer fra seminarier, hvor der blev strejket i
solidaritet med de strejkende pædagoger. Det bekræfter omfanget af proteststrejker
inden for det pædagogiske område.
Søren Ekstrand beskriver udviklingen i strejkeforløbene og PLSs rolle således:511
”Der har været ganske få (strejker i 2003, mit indskud). Sidste år prøvede vi
at løbe med alt det vi kunne. Og være til stormøderne for at informere de
studerende, og selvfølgelig oplægget op til, gør vi meget ud af, fordi det også
er en hverve kampagne. Men der skete jo det der med den 26. september
hvor de studerende selv tog teten. Men i år har BUPL ikke haft de store…
der er været ganske få faglige møder og arbejdsnedlæggelser. Der har vi
været med, men der har ikke været strejker i sammen omfang som sidste år,
så det har også betydet at vi heller ikke har været involveret i noget. Så vi
har heller ikke taget teten og sat gang i noget. ” 512
I 2002 forsøgte PLS ”at løbe med alt det vi kunne” – medlemmerne skulle støttes,
samtidig med at de kollektive aktioner netop giver PLS mulighed for at overbevise om
nødvendigheden af faglig organisering – både blandt de strejkende men ligeså meget
blandt de andre pædagogstuderende, hvor de konkrete erfaringer fra strejkerne bruges til
at rejse den politiske diskussion om, hvorfor modstand er vigtig og hermed også medlemskab af deres studenterfagforening, PLS.
5.2 Aktionsdagen 26. september 2002
511
2004 – 4.kvartal – repræsenterer det højeste strejke tal i 10 år, se Danmarks Statistik, 10 års oversigt,
2005.
512
PLS-interview 1, Søren Ekstrand op. cit., s. 7.
404
”Iderige græsrødder. - Græsrødderne er på vej tilbage. Helt udenom det
politiske apparat i PLS, arrangerede en gruppe studerende fra Esbjerg en
landsdækkende aktionsdag”.
Sådan præsenteres aktionsdagen den 26. september i overskrift og manchet i PLSPULS, nr.6, december 2002.
I Esbjerg førte utilfredsheden med nedskæringerne til, at de studerende begyndte at
diskutere, om det ikke var på tide, at lave en national protest- og aktionsdag for alle
pædagogstuderende i protest mod de arbejdsvilkår, der bliver i fremtiden.
”Derfor opstod ideen om at gøre den 26. september til aktionsdag”, fortæller Maria
Særch-Petersen. ”Vi fik blod på tanden efter en demonstration mod samme
nedskæringer foran Amtsgården i Ribe den 9. september.”
Især var vreden stor over Amtets besparelser på 2,5 mil. på specialområdet. Blandt
andet nedlæggelse af to væresteder for alkoholikere og narkomaner, og oveni hatten
nedlæggelse af halvdelen – 30 pladser – af amtets praktikpladser.
”Derfor ville vi protestere. Vi bestilte en bus, men utilfredsheden og vreden blandt de
studerende var så stor, at vi endte med at sende 5 busser af sted, da 230 havde tilmeldt
sig”, siger Maria Særch-Petersen.513
Ideen spredes på landsplan
Aktionen blev idemæssigt fostret og organiseret med udgangspunkt i den lokale DSRgruppe. Og i et tæt samarbejde med repræsentanter fra DSR ved Gentofte-, Skovtofte-,
Slagelse -, Hindholm-, Roskilde- og Hjørring pædagogseminarier gik man i gang med
planlægningen. Datoen blev fastsat, og planlægningen gik i gang under overskriften:
Børn skal stimuleres, ikke parkeres!
Der blev udarbejdet et idékatalog over aktiviteter, hvor det blev understreget, at det var
vigtig at tage udgangspunkt i det enkelte seminars traditioner og kultur.
513
PLS-PULS nr. 6 – op. cit., s.14.
405
PLS blev også kontaktet tidligt i forløbet, og FU bakkede 100 % op bag aktionen. PLS
udarbejdede hurtigt ”kampagnemateriale i form af plakater og løbesedler om opfordring
til deltagelse og ved at udsende det til DSR og lokalbestyrelser på landets seminarier.”514
Den 26. september var der aktiviteter på ca. halvdelen af landets seminarier.515 ”På
nogle
seminarier
blev
der
afholdt
debatmøder
med
efterfølgende
underskriftsindsamling, mens man på andre seminarier nedlagde undervisningen og
organiserede demonstrationer foran det lokale rådhus. Et eksempel som fortæller en del
om stemningen og aktiviteterne er fra Slagelse seminarium:
”Ja, der skete en sjov episode … på Slagelse seminarium. Her tog de
virkelig teten op den 26. september. Der lykkes det dem at lave en
demonstration foran rådhuset, som resulterede i at borgermesteren gik ud til
dem, og spørger: ”Hvad demonstrerer I for? Vi laver ingen besparelser i
kommunen.” Og det var jo rigtigt nok, men de (pædagogstuderende) sagde
så, at ”det handlede jo ikke kun om Slagelse kommune.” Man bliver nødt til
at se på det brede Danmark. De ville vise sympati med deres strejkende
kollegaer i de kommuner, hvor der blev lavet besparelser. Det var lykkedes
at mobilisere på seminaret, men de havde ikke forholdt sig til kommunens
budgetter.” 516
Det aktive lag og aktionsdagen
Knap 1/3 i det aktive lag var på seminarier som deltog i aktionsdagen, hvor de selv
deltog i aktionsdagen. Ud af disse 23 fra det aktive lag deltog 11 selv i ”forberedelsen
og organiseringen af aktionsdagen.” Dvs. 14 % i det aktive lag var involveret i organiseringen af aktionsdagen.
Det de fortæller om aktionsdagens afvikling og organisering på de enkelte
pædagogseminarier kan opsamles således:517
514
PLS Årsmøde: Beretning 2003, s.26
Skipper Clement Pædagogseminarium var ikke med – de havde netop været igennem den ugelange
strejke blandt pædagogerne. Det var ikke modvilje men midlertidig træthed, der prægede de studerende.
516
517
515
406
•
beslutningen blev foretaget ved afstemning på fællesmøde (delt lige over i
besvarelsen)
•
DSR tog beslutningen om strejke (delt næsten lige over, halvdelen ”ved ikke”)
•
strejken varede hele dagen (50 %, 1/3 ”ved ikke”)
•
nogle timer (delt lige over, 1/3 ”ved ikke”)
•
indholdet i nedskæringerne blev diskuteret på fællesmøde (50 %, 1/3 ”ved
ikke”)
•
demonstration i byen (65 %)
•
jeres skole deltog i demoen (70 %)
•
over en ¼ deltog fra skolen i demoen (?)
•
god pressedækning af aktionen og demonstrationen (36 %, 2/5 ”ved ikke”)
•
lærerne bakkede strejken op (48 %, 2/5 ”ved ikke”).
PLS’ og aktionsdagen – succes eller..?
PLS’ bestyrelse opsummerer aktionsdagen således: Alt i alt var dagen af høj værdi,
fordi initiativet til at ”vi må da gøre noget” kom ude fra de studerende lokalt på
seminarierne, og fordi PLS som organisation haltede bagefter. Det er meget værdifuldt,
for deri ligger elementet af en græsrodsorganisation.”518
Og Søren Ekstrand uddyber denne holdning:
”Det er … dem nede på gulvet, der er meget bedre til at sælge billetter til
hinanden end jeg er til at sælge til dem. Vi kan i toppen lave alle mulige
strategier og planlægninger, lave budgetter og demonstrationer, men der
hvor det virkelig rykker, er når de studerende selv bliver så vrede at de
beslutter sig for at gøre det. Og ender med at sælge billetterne lagt bedre
end jeg evner.” 519
Det, bestyrelsen og Søren Ekstrand understreger, er, at den ideelle mobiliseringsmåde
er, at det er græsrøddernes selv, der tager initiativet. De er selv bedst til at ”sælge
518
519
PLS Årsmøde: Beretning 2003, s.26
407
billetter”. Han understreger samtidig også, at aktionsdagen udtrykte, at ”vreden var
stor”, at aktionsdagen rummede et stort og vigtigt spontant element i sig.
Hvilken effekt har en sådan aktionsdag så? Presser den politikerne? Rykker den de
aktionerende holdnings og handlingsmæssigt? Styrker den PLS og det aktive lag?
Herom siger Søren Ekstrand flere ting:
”… succeskriteriet for en demonstration er … hvis den … afføder resultater,
har vi vundet. Hvis den ikke gør, så mister man troen. Den i Esbjerg
ændrede ikke så meget – udover at den gav begejstring og sammenhold, og
en fælles dagsorden, opdagelse af den politiske kamp. Men spørgsmålet er
om det afføder resultater, og om man derved tror det kan være midlet.” 520
De aktive pædagogstuderendes opsummering fra Esbjerg er i hvert fald: ”Vi vandt! De
væresteder blev ikke lukket. Det er en opsamlet erfaring”.521 Hvilken effekt denne ”sejr
har for de involverede, kan jeg kun komme tæt på et punkt – den landsdækkende
aktionsdag styrkede det lokale arbejde:
”Det var meget nogle DSR-folk i Esbjerg, som startede det (aktionsdagen
både lokalt og landsdækkende). Og det har affødt nogle kontakter mellem
DSR og PLS på seminarerne, hvor der sikkert ikke har været noget før. Og
det har betydet, at vi har aktive folk i Esbjerg. Det har betydet, at der er
kommet flere mennesker fra DSR som også orienterer sig i forhold til PLS
også til et samarbejde, fordi man har fået en fælles dagsorden. Nogle steder
kender vi den kedelige tendens nemlig at de skal kæmpe mod hinanden. i
stedet for at finde ud af, at vi har en fælles kamp. Og den fælles kamp har de
fundet i Esbjerg.”522
Det, Søren trækker frem her, er en vigtig understregning af, hvilken betydning de
kollektive aktioner også kan have i et organisationsopbygningsperspektiv. Aktionsfællesskabet har så at sige revet gamle fordomme ned om ”hinanden” – PLS og DSR imellem.
520
Ibid., s. 8.
Bygger på en samtale med pædagogstuderende, Peter H. Hansen på årsmødet i 2003, som var en af de
centrale figurer i aktionen i Esbjerg.
522
521
408
5.3 Hvad mener de om kollektive aktioner - og hvad lærer de?
De pædagogstuderende i det aktive lag opsumerer den landsdækkende aktionsdag den
26. september således:
Spørgsmål 33523
Aktionsdagen en
succes?
Synes du, at
Svarkategori
Aktionsdagen var en
fiasko, fordi alle
nedskæringer ikke blev
fjernet?
Aktionsdagen en succes
fordi så mange
studerende deltog?
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
Total
Aktionsdagen styrkede
opfattelsen af, at
sammen er vi stærke?
PLS bør støtte og
koordinere aktioner som
disse aktivt
og direkte?
årsmøde
3-9
23-20
21
76
24-23
8-2
19
76
34-19
7-2
14
76
57-11
1
6
75
%
57
28
62
25
70
18
91
bestyrelse
1-1
9-7
6
24
7-9
2-0
6
24
10-6
2-1
5
24
18-3
0
0
24
% TR-lag
67
67
67
21
87
2-8
12-13
13
48
15-14
6-2-11
48
21-13
5-1
8
48
36-7
1
3
47
%
Skolerne
%
5-21
18-9
14
67
14-16
14-4
18
67
19-22
10-4
12
67
29-12
8-0
18
67
39
40
52
60
23
71
91
45
61
61
”Strejkerne var en fiasko, fordi alle nedskæringer ikke blev fjernet?” Nej, siger et
markant flertal på årsmødet. Der er andre nok så væsentlige parametre som resultatet må
vurderes ud fra – jævnfør de næste spørgsmål. Men der er en spændvidde på 15 %
mellem bestyrelsens holdning og TR-laget, og på seminarierne er de delt midt over.
”Strejkerne var en succes fordi så mange pædagogstuderende deltog?” Ja, siger de på
alle tre niveauer, men ikke med samme styrke. I bestyrelsen og TR-laget opfatter
mellem 60-67 %, at aktionsdagen var en succes målt ud fra, at så mange
pædagogstuderende deltog. På seminarierne siger 45 %, at den var en succes.
523
Tabellen er en kopi af SpSU, spørgsmål 33, hvor venstrekolonne er et kopi af spørgsmålet
409
”Strejkerne styrkede opfattelsen af, at sammen er vi stærke?” Ja, siger de på alle tre
niveauer. I bestyrelsen og TR-laget mener mellem 71-67 %, at det er tilfældet – på
seminarierne 61.
På det sidste spørgsmål om PLS’ rolle er besvarelserne markante og entydige på
årsmødet – på seminarierne mener 61 %, at PLS skal koordinere aktivt og direkte!
Hvad læres i de kollektive aktioner
Spørgsmål 35
Aktioner nytter?
Svarkategori
Du er blevet mere
overbevist om, at
aktivitet og aktioner
nytter?
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
Årsmøde
%
Bestyrelse
%
TR-lag
%
Seminarie
33-25
10-6
6
80
73
12-8
1-2
2
25
80
19-16
8-4
4
51
69
1-11
19-22
15
68
%
60
Oplevelsen af at aktionsdagen den 26. september var en succes, primært fordi den involverede halvdelen af seminarierne i et aktionsfællesskab, og styrkede opfattelsen af ”at
sammen er vi stærke”, at ”sammen kan vi handle” kan også aflæses i ovenstående tabel,
som illustrerer hvilke politiske og læremæssige processer, der foregår i de kollektive
aktioner.
Aktionerne bekræfter og udvikler de studerendes opfattelse af, at vejen til forbedringer
og mod forringelser, netop kan foregå ved, at de selv handler – ved at de studerende
kollektivt aktioner. Det er den konklusion, som mellem 69 % og 80 % i TR-laget og
bestyrelsen drager. I den opfattelse ligger også, at deres tiltro til at de kan overbevise
politikerne gennem argumenter og hermed gennem deltagelse i diverse ministerielle
udvalg – igennem de parlamentariske kanaler, ikke er særlig stor.
Som Søren Ekstrand siger:
”Ja, og det mærker vi jo i de konfliktperioder, fordi vi gør jo et stykke ud af
de lønnede praktik-oplæg. Og snakker med dem om risikoen for konflikt og
strejke, og hvorfor er det, de konflikter kører. Det ved de alle sammen godt,
og er med på. Det er deres kommende arbejdspladser, de er ikke et øjeblik i
tvivl om en kamp skal kæmpes. Det kommer sig også til udtryk, når der så er
410
stormøder, så tager vi ud og snakker med de studerende, for ligesom at
rådgive dem og vejlede dem i forhold til vigtigheden af at være medlem, og
for at få økonomisk hjælp ved overenskomstforhandlinger. Men der gør vi
dem opmærksomme på, at vi kan hjælpe et stykke hen ad vejen, men i sidste
ende handler det her faktisk om, at I er nødt til at tage stilling selv. Der går
de med, og det kan der være mange forskellige grunde til, men for mig er der
ingen tvivl om, at de selvfølgelig oplever det er en klassekamp.” 524
Den erfaringsramme og forståelse springer så at sige ud af de kollektive aktioner – en
ramme som deres uddannede kollegaer for det store flertals vedkommende også har,
men hvor denne forståelse bliver blandet op med deres ”historiske hukommelse og
erfaringer”, som for pædagogernes vedkommende i store perioder er, at de har tabt den
ene strejke efter den anden. Men inden for de sidste par år – fra 2000 til 2002 – har de
vundet en stribe af små og store sejre gennem brugen af strejkevåbnet. Og det
genopliver og giver fornyet tro på og selvtillid til at organisere modstand – i et tæt
samarbejde med børnenes forældre.
Det er denne virkelighed de pædagogstuderende træder ind i under den lønnede praktik i
denne periode, hvor de nemlig møder et miks af ideer og erfaringer fra nederlagene og
sejrene i pædagogernes lange kamp for at forsvare ”ungernes vilkår” og deres løn- og
arbejdsforhold, som netop er to sider af samme sag.
Strejke – ikke strejke – en klassisk konflikt
Denne virkelighed og dette miks af gode og dårlige erfaringer med at protestere, strejke
og demonstrere sætter selvsagt en masse diskussioner og refleksioner i gang blandt de
studerende. Nedenstående diskussion illustrerer det. Tidspunktet er efteråret 2003, hvor
der i Århus Kommunes budget for 2004 igen skal spares på daginstitutionsområdet.
”Der blev lagt op til, at 400 pædagogstillinger skulle konverteres til medhjælperstillinger, at 16-19 små institutioner skulle lukkes og de steder, hvor der stadig var
kostordninger skulle nedlægges”.525 De studerende på de to seminarier i Århus gik ind i
sagen og arrangerede fællesmøder, demonstrationer og deltog i pædagogernes stormøder og diskussion om, hvad der skulle gøres. Strejke – ikke strejke var hovedtemaet
524
525
PLS Årsmøde: Beretning 2004, s. 5.
411
på de stormøder, der blev afholdt, hvor godt 5000 mødte op. Konklusionen blev protester på demonstrationsniveauet, som de pædagogstuderende også deltog aktivt i.
Et flertal af pædagogerne troede ikke på, at de kunne strejke nedskæringerne af bordet.
Et synspunkt der også aktivt blev fremført af fagforeningsledelsen i BUPL. Et forslag
om en et dagsstrejke – som en sidste advarsel til politikerne – blev også stemt ned.
Blandt de pædagogstuderende var holdninger også delte. Men følgende udtræk af min
diskussion med lokalbestyrelsen på Peder Sabro Seminariet i Århus kan illustrere,
hvilke refleksioner der igangsættes i en sådan situation, også selvom de kollektive
aktioner landende på demonstrationsniveauet:
”(Det konkrete forslag på stormødet var en et dags proteststrejke og
demonstration, mit indskud) Det var en dag, det var ikke engang en strejke.
Jeg tænker bare, hvad er det, der gør, at pædagoger ikke tør at bruge den
magt, de har. Vi har ligeså stor magt, som hvis busserne holder stille, eller
hvis sygeplejerskerne strejker. Vi tør ikke. Vi er så bange for, hvad
forældrene skal sige, og hvad de skal synes om os. Jeg tror det har noget at
gøre med vores… vi har en eller anden faglig usikkerhed, vi har ikke samme
faglige stolthed som sygeplejerskerne. (Steffen)”
- Jamen, er vi ikke ved at have fået den? (Pernille)
Det håber jeg da. Vi har ikke det selvværd, at vi mener, at det vi laver er så
vigtigt, at vi skal have ordentlige vilkår for os selv, og for de mennesker, vi
er der for. Så derfor bliver til sådan noget ”jamen, vi tør ikke” havde vi
fortsat i syv dage, så havde vi da fået et eller andet igennem. Vi havde
støtten fra forældrene. (Steffen)
Argumentet – som blev brugt - var lidt, at hvis vi bliver ved med at strejke,
så ville forældrene ikke længere støtte os. (Pernille)526
526
Bilag PLS – interview 2: Steffen, Klaus, Pernille, 12,maj 2004, Peder Sabro Seminariet, s. 13
412
Steffen har de kritiske og skarpe briller på i hans vurdering af strejkens mulighed, og
grunden til at der var et flertal imod, mens Pernille udtrykker en hvis ”optimisme”
omkring, hvad der sker fagligt politisk blandt pædagogerne. Men diskussionen
illustrerer først og fremmest i denne sammenhæng, at spørgsmålet om kollektive
aktioner rejser nogle meget centrale spørgsmål, så som: Hvilke magtmidler, styrke og
traditioner har de forskellige faggrupper inden for arbejderklassen, hvilken
selvbevidsthed og selvtillid har de, hvilken betydning har erfaringer som bygger på hhv.
strejkesejre og – nederlag etc.
I kraft af at de pædagogstuderende er i ”lønnet praktik” bliver deres læreprocesser
organisk forbundet med det virkelige liv udenfor uddannelsen og seminarierne. Deres
læreprocesser følger et dobbelt spor, som både omfatter deres tid som studerende –
fagligt pædagogisk, politisk organisatorisk i PLS, og deres tid som ”pædagoger” i den
lønnede praktik periode, hvor de lærer og direkte oplever, hvad virkeligheden er for
pædagoger i dag.
Forandring nede fra
Spørgsmål 34
Strejker
effektive?
Synes du, at:
Strejker og
demonstrationer
er den mest
effektive måde at
få indflydelse på?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
Total
Årsmøde
%
8-29 47
35-5 51
1
78
Bestyrelse
%
1-10 44
14-0 56
25
TR-lag
%
7-16 47
20-5 51
1
49
Seminarie
%
3-17 31
27-6 51
12
65
Hvilke konsekvenser drager det aktive lag af de erfaringer de gør sig på seminarierne og
ude på ”institutionerne” mht. at få indflydelse og få varetaget deres interesser – dvs. at
modgå nedskæringerne på såvel uddannelsesområdet som på børn- og ungeområdet.
Hvordan kan de mest optimalt fremme deres interesser?
Lidt under halvdelen i det aktive lag svarer bekræftende på, at ”Strejker og
demonstrationer er den mest effektive måde at få indflydelse på”! På seminarierne
svarer 1/3 ja.
413
Går man ned i besvarelsen, mener hver tiende, at de er helt enige, og lidt færre at de er
helt uenige. I TR-laget er der 14 %, der er ”helt enig” – i bestyrelsen 4 %.
Men det store flertal er henholdsvis ”næsten enige” eller ”delvis uenige”.
Det at lidt under halvdelen mener, at strejker og demonstrationer er den mest effektive
måde at få indflydelse på er et radikalt synspunkt, som bryder med troen på indflydelse
via de parlamentariske kanaler. De afskriver ikke det parlamentariske arbejde – men de
siger utvetydigt at det udenomsparlamentariske arbejde er det centrale. De har en
holdning til, at ”magtens centrum” primært ligger i samfundets basis – i produktionen, i
det økonomiske liv – og ikke i ligeså høj grad i folketinget og det politiske liv. Det
underbygges også af, at 58 % i det aktive lag siger, at de er uenige i, at folkestyret sikrer
alle lige indflydelse – se senere afsnit 7.4.
5.4 Kollektive aktioner, det aktive lag og basis
De kollektive aktioner rummer udover magt-, politiserings- og læringsperspektivet også
muligheden for (og nødvendigheden af) at involvere et bredt lag af de pædagogstuderende. Det er i de kollektive aktioner, at det aktive lag har mulighed for at forbinde sig
med de menige pædagogstuderende, påvirke dem, og selv udvikle deres egne politisk
aktivistiske evner. Det er i de kollektive aktioner, at muligheden er til stede for at
udvide det aktive lag. De kollektive aktioner kan med andre ord spille en central rolle i
at opbygge og styrke organisationen.
Hvad kan vi sige om de kollektive aktioners rolle i at opbygge og styrke det aktive lag –
og hermed organisationen PLS.
Lad mig illustrere det ud fra følgende billeder og talmateriale:
•
Ideelt set har det aktive lag i PLS i forbindelse med kollektive aktioner mulighed
for at rejse spørgsmålet om strejke, demonstration o.l. på 36 seminarier, hvor der
går 19.000 studerende – minus dem der er i praktik, fraværende mv. I det snævre
414
perspektiv har de mulighed for at rejse spørgsmålet i de lokale DSR-regi, dvs.
blandt 36 seminarier gange med 20 medlemmer af DSR, hvilket er lig med 720,
hvori halvdelen af det aktive lag, dvs. ”50”, selv deltager.
•
Denne ideal situation er det aldrig lykkedes at nå – men i forbindelse med
tidligere kollektive aktioner – fx NU ER DET NOK-bevægelsen” i 1999,
gentagne aktioner mod den lønnede praktik op gennem 90’erne vurderer jeg, at
billedet har været, at op mod to ud af tre seminarier har deltaget i aktioner, og
dvs. at det aktive lag på 100 (og dengang mindre) har været i diskussion med et
DSR-lag
på
mellem
360-480
og
sammen
med
mange
tusinde
pædagogstuderende aktioneret.
•
Aktionsdagen den 26. september involverede ca. halvdelen af seminarierne på et
eller andet niveau. Men kun 14 % i det aktive lag var med til at organisere og
forberede dagen.
•
Herudover er der de lokale demonstrationer og strejker, som PLS enten selv har
iværksat for at støtte deres uddannede kollegaers kamp mod nedskæringer. Og
som en del af disse kampe har pædagogstuderende i lønnet praktik så også
deltaget.
Ovenstående fortæller dels, at det aktive lag ikke kan indsnævres til PLS aktivisterne –
faktisk er virkeligheden, at de i mange situationer udgør et mindretal blandt dem, der
organiserer de kollektive aktioner. Og dels at netop forholdet til deres uddannede
kollegaers kamp er vitalt i forhold til deres egne erfaringer med kollektive aktioner –
enten som direkte deltagere eller via solidaritetsmarkeringer.
6. Antikrigs- og antiglobaliseringsbevægelsen
Hvilken betydning har antikrigsbevægelsen og den globale antikapitalistiske bevægelse
(DGAB) for elevog studenterbevægelsen udvikling? Er det sådan, at der kan spores et
sammenfald og en påvirkning mellem de to bevægelser tids- og aktivistmæssigt og
politisk organisatorisk? Foregår der mellem de to bevægelser og deres aktivister og
organisationer en erfaringsudvikling og overførsel? Kan de to bevægelsers udvikling
ikke forstås adskilte?
415
Det er nogle af de centrale spørgsmål som, i forlængelse af kapitel 1, vil blive undersøgt
og analyseret i dette afsnit. Afsnittet baserer sig på følgende datamateriale: 1) skriftligt
materiale – PLS PULS om antikrigsdebatten, 2) spørgeskemaundersøgelsens del om de
unges deltagelse i antikrigsbevægelsen, og holdningen til irakkrigen, og 3) interviews
med fokus på PLS’ deltagelse i og prioritering af DGAB.
PLS var den første studenterorganisation herhjemme, som begyndte at forholde sig til
den nye bevægelse mod globalisering oppe fra.527 I forbindelse med dannelsen af Attac
i foråret 2001 deltog en del af de ledende PLS medlemmer i de stiftende møder rundt
omkring i landet, og på PLS’ årsmøde i april 2001 stillede ledelsen et forslag om, at
PLS støttede Attac. Men forslaget faldt – et flertal på årsmødet syntes, at det gik alt for
stærkt med at brede PLS’ politiske dagsorden ud.
6.1 PLS og bevægelsen mod globalisering oppe fra
PLS’ første direkte deltagelse i den nye bevægelse herhjemme fandt sted i forbindelse
med EU-topmødet i Gøteborg i juni 2001. Fra Danmark blev der med busser – organiseret af Attac og venstrefløjen – sendt 250 til moddemonstrationerne ved topmødet. 12
PLS-ere deltog. Og så gik det stærkt. 11. september og ”krigen mod terror i Afghanistan” udløste, at en ny antikrigsbevægelse begyndte at opstå. En bevægelse som PLS
allerede i 2001 støttede økonomisk. I samme efterår begyndte PLS at involvere sig i et
internationalt studentersamarbejde, som var inspireret af og en del af den nye bevægelse
mod globaliseringen oppefra. Fokus for samarbejdet var modstand mod markedsgørelse
af uddannelsessystemet. Kampagnen ”Education Not For Sale” satte fokus på
forhandlingerne om GATS aftalen. Dette samarbejde blev fulgt op med en konference i
forbindelse med det alternative topmøde i forbindelse med EU-topmødet i København i
december 2002. Herudover deltog mange pædagogstuderende og PLS som organisation
i de forskellige workshops, demonstrationer ol.
PLS’ udvikling og politiske initiativer afspejler, at den nye stemning fra den globale
bevægelse havde nået dele af den danske studenterbevægelse. En vigtig del af PLS’
527
Det følgende afsnit bygger på: Madsen: 10 år…, op. cit.
416
opbygningsperspektiv blev netop at lade sig inspirerer af og deltage i den nye bevægelse
mod globalisering oppefra.
En af de aktiviteter, som PLS fra 2003 og fremefter har prioriteret i dette perspektiv, har
været deltagelsen i det europæiske sociale forum (ESF), som afholdt sit første møde i
Firenze i 2003 og i Paris i 2004.
Søren Ekstrand forklarer deres bevæggrunde således:
” Vi har prioriteret ESF denne her gang (2004). På den rigtige fede måde.
Netop at det ikke bare handler om at få et par stykker fra toppen af sted, men
at det handler om få en masse medlemmer af sted. Så jeg tror, vi kommer til
at nærme os de tyve pædagogstuderende, der deltager via PLS ... det er en
investering, og det er fedt, at det kan lade sig gøre.” 528
6.2 PLS og pædagogstuderende mod krig
Irakkrigen, og hele optakten til den, ændrede - som tidligere omtalt, se kapitel 1 - fuldstændig den nye bevægelse mod globalisering oppefra. Men irakkrigen skærpede også
de politiske diskussioner indadtil i PLS. Det kom tydeligt til udtryk på årsmødet i april
2003, hvor PLS’ ledelse fremsatte forslag til en udtalelse, som tog afstand fra dansk
krigsdeltagelse, kritiserede USA's rolle og opfordrede til støtte og deltagelse i antikrigsbevægelsen.
Som de skriver i medlemsbladet PLS-PULS som opsamling på denne diskussion, så gav
”udtalelserne om uddannelse og uddannelsespolitik ikke anledning til de store gnister i
årsmødesalen. Alle var stort set enige.”:
”Men freden blev brudt, da årsmøde salen tog de mere overordnede emner
under behandling. Diskussionen om hvorvidt PLS overhovedet skal ”blande
sig” i ting udenfor uddannelsesverdenen bølgede igennem salen. Ligeledes
var der uenighed om hvordan krig og terror defineres og om hvorvidt den
528
417
vestlige verden, især repræsenteret med USA, skulle fremhæves i udtalelserne imod krig og terror.”529
Debatten endte med at ”… PLS godt kan udtale sig om emner, der går ud over den
pædagogiske hverdag”. Årsmødet vedtog en udtalelse mod krigen, og en støtte på 5000
kr. til ofrene i irakkrigen. Men den klare og utvetydige udtalelse, om at PLS vil mobilisere mod krigen og støtte antikrigsbevægelsen, udeblev.
Endnu engang viste det sig, at et af de vanskeligste spørgsmål for den nye bevægelse
mod den økonomiske og militære globalisering oppefra, nemlig forholdet mellem den
snævre og den brede dagsorden, gav politisk problemer og uenigheder. Og grundlæggende viste debatten på årsmødet også, at spørgsmålet om sammenhængen mellem
”uddannelse og samfund” inden for den danske elevog studenterbevægelse stadigvæk
var et stort spørgsmål - et spørgsmål der heller ikke i PLS var konsensus om.
Denne diskussion og uenighed afspejlede sig også i PLS’ og de pædagogstuderendes
engagement og deltagelse i antikrigsbevægelsen.
11 % i det aktive lag i PLS deltog i antikrigsbevægelsen. Og på de fire seminarier deltog
3 %. 11 % svarer til 9 pædagogstuderende – 5 i København, 1 på Fyn og 3 i Jylland.530
På to seminarier, Højvang Seminarium og på Hillerød Pædagog Seminarium, blev der
dannet antikrigsgrupper.
Krig og antikrigsbevægelse – for/imod
Den gennemførte SpSU på årsmødet giver mulighed for at trænge ned under debatten
og uenigheden på årsmødet og se, hvordan de forskellige opfattelser rent faktisk var
repræsenteret.
529
530
PLS-PULS, nr. 3 – juni-juli-august 2003, s. 13.
418
Et massivt flertal tog afstand fra danske deltagelse i irakkrigen: 79 % på årsmødet, 96 %
i bestyrelsen og 71 % i TR-laget. På seminarierne var det tilsvarende tal 70 %.531
På spørgsmålene om krigens baggrund – om ”…Saddam er en fare for verdensfreden”
sagde ¾ på årsmødet, i bestyrelsen og i TR-laget nej. Det handler krigen ikke først og
fremmest om. På seminarierne bakkede godt og vel halvdelen op om det synspunkt. Den
anden halvdel var uenig.532
Den anden omstillede mulige forklaring på krigens baggrund, som handlede om, at ”…
USA vil styrke sin magtposition”, blev bakket op af 75 % på årsmødet, 92 % i
bestyrelsen og 69 % i TR-laget. På seminarierne svarede 70 % ja, og 30 % nej.533
Det andet hovedspørgsmål om ”om PLS skal støtte antikrigsbevægelsen”, illustrerede
uenigheden blandt årsmødets deltagere: 46 % sagde ja, 37 % nej. I bestyrelsen og TRlaget var de tilsvarende tal hhv. 68 % ja, og 28 % nej, og 35 % ja og 42 % nej og 23 %
”ved ikke”. På seminarierne sagde 22 % ja, 51 % nej, og 28 % ”ved ikke”.534
SpSU viser, at det er bestyrelsen, der er den udfarende politiske kraft i debatten mod
krigen og for støtte til antikrigsbevægelsen. Samtidig viser tallene, at der er massiv
modstand mod krigen, at baggrunden for krigens ikke tilskrives Saddam men Bushs
ambitioner om at styrke USA's interesser økonomisk og militært.
Spørgsmålet om ”støtte eller ikke støtte til antikrigsbevægelsen” skiller årsmødet i to
dele. 1/3 er ”helt enig”, og 1/5 er helt uenig. 17 % ”ved ikke”.
6.3 De to bevægelser – inspiration udefra
Som tilfældet var i min analyse af DGS og antikrigsbevægelsen, og bredere den nye
bevægelse mod globalisering oppe fra, så er det min klare opfattelse, at også for PLS -
531
533
534
532
419
og måske i endnu højere grad - spiller den nye bevægelse en vigtig rolle inspirations- og
politisk holdningsmæssigt.
De skiftende ledelses lag, som har stået i spidsen for PLS siden NU ER DET NOKkampagnen, har haft det fælles perspektiv, at den nye bevægelse mod globalisering
oppe fra – herunder antikrigsbevægelsen – kan inspirere og tilføre studenterbevægelsen
masser af politik og aktivisme, og modsat at netop elevog studenterbevægelsen har
den energi og aktivisme, som enhver social bevægelse ”tørster” efter.
Men debatten på PLS’ årsmøde i 2003 viste samtidig, at organisationen som helhed
langt fra var enig om, hvor langt PLS skulle gå i politisering – i at koble uddannelse og
samfundsmæssige spørgsmål sammen til et fælles grundlag for PLS’ arbejde.
7. Politisk organisering
I dette afsnit skal en anden ekstern påvirkningsfaktor undersøges, nemlig spørgsmålet
om hvilken betydning de politiske ungdomsorganisationer har for elevog studenterbevægelsens udvikling? Er det sådan, at der kan spores et sammenfald og en påvirkning
mellem de to ”bevægelser” – tids- og aktivistmæssigt og politisk organisatorisk? Foregår der mellem de ”to bevægelser” og deres aktivister og organisationer en erfaringsudvikling og overførsel? Kan de to bevægelsers udvikling ikke forstås adskilte? Det er
nogle af de centrale spørgsmål, som vil bliver undersøgt og analyseret på i dette afsnit.
Afsnittet baserer sig datamæssigt på spørgeskemaundersøgelsens del om de unges
deltagelse i bevægelser og politiske partier.
7.1 Pædagogstuderende og politiske organisering
I PLS er 17 % i det aktive lag medlemmer af politiske partier. 21 % har før seminariet
været politisk organiserede.535 På de fire seminarier er 6 % politisk organiseret, og 6 %
har været det før seminarium tiden.
535
Ibid., s. 13
420
I ledelsen er der 4 ud af 25, der er politisk organiserede (SF, DSU, IS og Radikal
Venstre) – dvs.16 % er politisk organiserede. 3 ud af 4 i bestyrelsen var medlemmer før
de startede på pædagoguddannelsen – 1 er blevet det under sit pædagogstudie.
I TR-laget er 10 ud af 52 politisk organiseret (4 SF/SFU, 2 Ø, 1 IS, 1 DSU, 1
Folkebevægelse og en ubekendt). Dvs.19 % er politisk organiserede. 3 ud af de 10 er
blevet politisk organiserede efter de startede på pædagoguddannelsen.
Hvad fortæller dette billede af den politiske organisering?
Det fortæller for det første, at omfanget af politisk organisering er meget ens inden for
de forskellige lag i det aktive lag. Fx domineres bestyrelsen hverken af flere politiske
organiserede eller mere venstreorienterede politisk organiserede end TR-laget. For det
andet viser det, at den politiske organisering og nyrekruttering er meget mindre end i
DGS – her var halvdelen på landsmødet medlemmer af politiske ungdomsorganisationer, og hver fjerde af disse blevet medlem af en politisk organisation i gymnasietiden.
7.2 Partiorganisering, PLS og andre bevægelser
En anden side af forholdet mellem parti og bevægelse er så, hvor mange af de politisk
organiserede (og uorganiserede), der er aktive i bevægelser udenfor PLS – her belyst ud
fra antikrigsbevægelsen.
1 ud af 4 i bestyrelsen, som er politisk organiserede, er aktiv i antikrigsbevægelsen.
Herudover er 2 ikke-partiorganiserede bestyrelsesmedlemmer aktive. I bestyrelsen er 12
% aktive i antikrigsbevægelsen
3 ud af 10 i TR-laget, som er politisk organiserede, er aktive i antikrigsbevægelsen.
Herudover er 3 ikke partiorganiserede i TR-laget aktive i antikrigsbevægelsen. I TRlaget er 12 % aktive i AKB.
421
28 % af de partiorganiserede og 8 % af de ikke-partiorganiserede er aktive i
antikrigsbevægelsen. Dvs. at billedet er, at det er de partiorganiserede, som er mest
aktive i antikrigsbevægelsen – akkurat ligesom tilfældet var i DGS.
7.3 Venstrefløjen og PLS
Hvad er forholdet mellem parti og bevægelse inden for PLS – dvs. hvilken rolle spiller
de politisk organiserede i PLS? Og i hvilke sammenhænge kan der spores et samarbejde
og en påvirkning mellem venstrefløjen og PLS?
Søren Ekstrand beskriver forholdet mellem venstrefløjen og PLS således:
” Der er ikke nogen bevidst opmærksom mellem de to elementer. Vi møder
dem jo, SUF, ISU og andre gode kræfter når vi fx deltager i forbindelse med
Danmarks Sociale Forum(DkSF). Så er det der, det sker. Vi har ikke på den
måde et formaliseret samarbejde eller et direkte forbindelse mellem PLS og
venstrefløjen. De eneste hvor vi faktisk har haft møder, det er DSU som har
taget initiativ til at halvårligt at invitere studenterbevægelsen til at mødes
sammen med dem og den uddannelsespolitiske ordfører i SD. Og så er det
mest af alt en sludder for en sludder… og det er mere parlamentarisk! ” 536
Det Søren Ekstrand peger på er på den ene side, at venstrefløjen ikke indadtil i PLS
spiller nogen særlig afgørende eller organiseret rolle, men på den anden side er PLS helt
åben overfor et samarbejde med venstrefløjen i forhold til konkrete kampagner og
inspiration – fx som tilfældet er i DkSF eller i forbindelse med topmøder og ESF.
Men Søren Ekstrand er samtidig frustreret over, at der ikke er en tættere forbindelse,
fordi PLS har brug for inspiration, for aktive og erfarne medlemmer etc. For ham at se
er problemet forbundet med, at venstrefløjen:
” … ikke forstår sin besøgstid, hvis den ikke tager det her alvorligt som sker
nu (at der er bevægelse igen, min tilføjelse)… det er her man kan præge
536
422
tingene. Hvis venstrefløjen ikke har intentioner om at opbygge bevægelse, så
er der ikke meget ved den…”537
Og problemet er, siger Søren Ekstrand, at:
”…der er jo masser af gode venstreorienteret, politiske pædagoger blandt de
pædagogstuderende ude på nettet. Men dem der virkelig er politisk bevidste,
de vælger ikke PLS. De vælger en eller anden fraktion, eller en bevægelse,
hvor de kan sætte den dagsorden, uden at skulle kæmpe med den risiko, at
der nogle kritikere i foreningen. Helst en lukket fest, hvor man kan råbe
op…”538
Venstrefløjen og PLS – i et historisk perspektiv
De politiske bånd mellem det pædagogiske område, de pædagogstuderende og
venstrefløjen var op gennem 70’erne og i første halvdel af 80’erne stærke, og
DKP/DKU var den dominerende politiske tendens inden for det pædagogiske område
og de to faglærte hovedforbund, BUPL og SL. SF og det nye venstre
(Venstresocialisterne mv.) havde en vis indflydelse – især inden for det
specialpædagogiske område.539
PLS blev som nævnt tidligere dannet i 1992, som en sammenlægning mellem de to
studieorganisationer PL og SPL. I starten af 80’erne var DKU stadigvæk den stærkeste
politiske tendens inden for PL, hvorimod SF/VS m.fl. havde stor indflydelse i SPL. Fra
midt 80’erne og definitivt fra murens fald gled DKP/DKU ud som en politisk tendens i
de to studieorganisationer. Den anden politiske tendens omkring SF og VS blev også
svækket. VS blev, om end ikke formelt, så reelt opløst, og først i 1992 blev de ”gamle
stumper” af venstrefløjen samlet i Enhedslisten – De rød-grønne.
Den stalinistiske venstrefløjs kollaps, helt markant i hovedforbundene, og tilstedeværelsen af et lag af aktivister i de to studieorganisationer, som ikke var bundet op på
denne arv og politiske tradition, blev udslagsgivende for de politiske og organisatoriske
537
Ibid., s. 27.
539
Madsen: 10 år…, op. cit.
538
423
ideer, som PLS baserede sin opbygning og aktiviteter på, og som viste sig at kunne
matche den fortsatte nyliberalistiske dagsorden – både under de borgerlige og socialdemokratisk ledede regeringer.
8. Det aktive lags holdninger – et miks af ”snævre” og ”brede”
Formålet med dette afsnit er at beskrive det aktive lags holdninger – både de ”snævre”
uddannelsespolitiske og de ”brede samfundsmæssige”. Holdninger som suppleret med
det aktive lags handlinger, se de foregående afsnit, kan bidrage til at besvare
problemformuleringens hvorfor- og hvordan spørgsmål. Afsnittet som helhed er datamæssigt baseret på spørgeskemaundersøgelsen.
I det følgende foretages der kun en afrapportering af spørgeskemaundersøgelsen. Den
foretages på den måde, at det er resultaterne fra kategorien ”årsmødet” – dvs. samtlige i
det aktive lag – som afrapporteres. Grunden til at jeg ikke går ind i en tæt beskrivelse af
TR-laget og bestyrelsen er, at modsat i DGS er det kun på nogle få spørgsmål, at der er
store forskelle. Og på disse spørgsmål trækkes resultaterne særskilt frem. Endelig
afrapporteres der fra de fire seminarier.
8.1 Holdninger til uddannelsespolitik - de snævre spørgsmål 540
Det aktive lags uddannelsespolitiske holdninger ser sådan ud:
72 % er enig i, at et af målene med uddannelse bør være at øge ligheden i samfundet.
51 % er uenig i, at det er vigtigt at øge erhvervslivets indflydelse på uddannelserne - 40
% er enig.
95 % er imod mindre indflydelse til de studerende og ansatte.
91 % er uenig i, at eksamenskarakterer er den bedste måde at måle og regulere
uddannelse og kvalifikationer på.
90 % er uenig i Fogh regeringens uddannelsespolitik.
68 % mener, at der er stor forskel på Fogh og Nyrups uddannelsespolitik.
540
PLS: SpSU, op. cit., spørgsmål 16-17.
424
”Seminarier”
61 % er enig i, at et af målene med uddannelse bør være at øge ligheden i samfundet.
62 % er enig i, at det er vigtigt at øge erhvervslivets indflydelse på uddannelserne.
97 % er imod mindre indflydelse til de studerende og ansatte.
89 % er uenig i, at eksamenskarakterer er den bedste måde at måle og regulere
uddannelse og kvalifikationer på.
68 % er uenig i Fogh regeringens uddannelsespolitik.
51 % mener, at der er stor forskel på Fogh og Nyrups uddannelsespolitik – 36 % ”ved
ikke”.
8.2 Holdninger til klasser, samfund, globalisering mv.– de brede spørgsmål 541
8.2.1 Klasser og klassekamp
På spørgsmålene, om der findes klasser, klassekamp, en arbejderklasse og deres egnen
placering i denne optik, er det aktive lag generelt enige om:
95 % mener, der findes forskellige klasser.
79 % at der foregår klassekamp.
76 % at arbejderklassen udgør det store flertal.
79 % at pædagogerne er en del af arbejderklassen.
48 % at gymnasielærere er en del af arbejderklassen – her er de delte: 44 % siger nej.
77 % opfatter deres egne aktioner og aktiviteter som en del af klassekampen.
”Seminarier”
97 % mener, der findes forskellige klasser.
67 % at der foregår en klassekamp.
72 % at arbejderklassen udgør det store flertal.
67 % placerer pædagogerne som en del af arbejderklassen.
45 % placerer gymnasielærerne som en del af arbejderklassen – 55 % siger nej.
541
Ibid., spørgsmål 18-26
425
65 % opfatter deres egne aktiviteter som en del af klassekampen.
8.2.2 Råd til velfærd
I det aktive lag er der ingen tvivl om, at der er råd til at opretholde den nuværende
velfærd:
76 % er enig i, at der er råd til det nuværende velfærdssamfund.
Når der spørges ind til, hvordan de ville prioritere for at sikre mest mulig velfærd,
tegner der sig følgende holdninger:
87 % er imod mere brugerbetaling.
66 % er imod at hæve skatten for alle.
73 % vil lade erhvervslivet betale meget mere i skat.
78 % er imod at sænke ulandsbistanden.
87 % vil beskatte de multinationale.
92 % er imod skattestop.
83 % er imod at sænke bistandshjælp og understøttelsen.
63 % vil sænke militærudgifterne.
82 % er imod at fjerne efterlønnen.
”Seminarier”
59 % er enig i at der er råd til det nuværende velfærdssamfund.
64 % er imod mere brugerbetaling.
71 % er imod at hæve skatten for alle.
59 % vil lade erhvervslivet betale meget mere i skat.
58 % er imod at sænke ulandsbistanden.
78 % vil beskatte de multinationale.
75 % er imod skattestop.
67 % er imod at sænke bistandshjælp og understøttelsen.
64 % vil sænke militærudgifterne.
87 % imod at fjerne efterlønnen.
426
Fulgte et flertal i folketinget de pædagogstuderendes holdninger, så skulle pengene til
mest mulig velfærd hentes ved:
•
at hæve skatten for erhvervslivet, beskatte de multinationale og sænke udgifterne
til militæret
•
og ikke som nu ved at indføre mere brugerbetaling, indføre skattestop, sænke
ulandsbistanden, sænke bistandshjælp og arbejdsløshedsunderstøttelse
•
Og under ingen omstændigheder ved at fjerne efterlønnen
8.2.3 Indvandrere og flygtninge
Omkring indvandre- og flygtningespørgsmålet går det aktive lag stik imod de
dominerende holdninger bredt set i samfundsdebatten:
95 % er imod, at indvandrere og flygtninge skal have færre rettigheder end danskere.
75 % er enig i, at et multietnisk Danmark er en god ide.
”Seminarier”
96 % er imod, at indvandrere og flygtninge skal have færre rettigheder end danskere.
67 % er enig i, at et multietnisk Danmark er en god ide.
8.2.4 Demokrati og indflydelse
Omkring det danske demokrati og måden at sikre sig indflydelse på er 58 % uenig i, at
folkestyret sikrer alle lige indflydelse, hvorimod 81 % mener, at erhvervslivets interesser påvirker politikerne, ligesom offentlig kritik og protester kan påvirke politikernes
beslutninger (78 %).
”Seminarier”
54 % mener, at folkestyret sikrer alle lige indflydelse, at erhvervslivets interesser
påvirker politikerne (73 %), men også at offentlige protester og kritik kan presse
politikerne (63 %).
427
8.2.5 Globalisering, internationale institutioner og krig
Internationalt er de yderst skeptiske: 59 % er uenig i, at globaliseringen fremmer velstand og demokrati, 77 % mener globaliseringen styres af de store nationer og multinationale selskaber, 50 % er uenig i, at Verdensbanken hjælper de fattige lande, 63 %
tror ikke på, at GATS aftalen vil sikre bedre uddannelse, 62 % er enig i, at FN er en
demokratisk, fredsbevarende samling af verdens nationer.
”Seminarier”
De er delte på spørgsmålet om globaliseringen fremmer eller svækker velstand og
demokrati – 2/5 ”ved ikke”. 52 % er enig i, at globaliseringen styres af de store nationer
og multinationale selskaber, 1/3 ”ved ikke”. De er også delte på spørgsmålet om
Verdens bankens rolle, halvdelen ”ved ikke”, og på GATS aftalen svarer 2/3 ”ved ikke”.
Men 73 % tror på FN som en demokratisk og fredsbevarende samling af nationer.
9. Forskellige strømninger i det aktive – og i basis
I det følgende foretages der for det første en sammenligning mellem de holdninger og
handlinger, som bestyrelsen og TR-laget har, men i og med at den generelle tendens er,
at det aktive lag er meget homogent, fokuseres der kun på de spørgsmål, hvor der er
markante forskelle mellem TR-laget og bestyrelsens holdninger og handlinger. Og for
det andet foretages der en analyse af de tre politiske hovedstrømninger, som kan
identificeres inden for det aktive lag og styrkeforholdet mellem dem.
Formålet med denne opsamlende beskrivelse og analyse af de forskellige strømninger
er, at den kan bidrage til en besvarelse af spørgsmålet om, hvilken rolle de forskellige
strømninger indenfor det aktive lag spiller – målt ud fra deres holdninger og handlinger
i DGS’ udadvendte aktiviteter, politik og organisationsopbygning, og hermed give et
mere samlet og strukturelt politisk signalement af organisationens politik og aktivitet
baseret på en differentieret opfattelse af det aktive lag. Datamæssigt bygger dette afsnit
på en opsamling baseret på de data, der er fremlagt under afsnittene 5, 7 og 8.
428
9.1 TR-laget og bestyrelsen – hvad skiller?
Som tidligere beskrevet, så er der relativt få forskelle i aktivitetsniveau og holdninger
mellem bestyrelsen og TR-laget. Men der er forskelle!
Hvis vi kigger på de markante forskelle – dvs. på forskelle som i procenter ligger
mellem en femtedel og en tredjedel – tegner der sig så et mønster eller en tendens i disse
forskelle mellem bestyrelsen og TR-laget?
Bestyrelsen kommer fra mere aktive hjem – politisk og bevægelsesmæssigt. Bestyrelsen
er mere kritiske overfor såvel erhvervslivets indflydelse i uddannelsessektoren som
skattestoppet. Bestyrelsen er, på spørgsmålet om irakkrigen, næsten alle imod dansk
krigsdeltagelse. De identificerer primært krigens baggrund ud fra USA’s stormagtsinteresser og ikke spørgsmålet om Saddam Hussein som en trussel mod verdensfreden,
og de støtter aktivt, at PLS skal støtte antikrigsbevægelsen; langt flere har ændret syn på
uddannelse, demokrati og samfund, og flere vil være aktive efter uddannelsen på deres
kommende arbejdsplads og fagforening og gå ind i et parti og/eller bevægelse; og
endelig har flere ændret deres stemmevalg, mens de har været medlemmer af PLS end
for TR-lagets vedkommende.
Med andre ord har de flere traditioner for aktivitet med hjemmefra, de vender sig
konsekvent imod to af hjørnepillerne i den nyliberalistiske politik – mere indflydelse til
erhvervslivet og de borgerliges flagskib – skattestoppet; de har en klar antiimperialistiske profil – mod krig, mod USA og for støtte til antikrigsbevægelsen; og de har rykket
sig afgørende politisk og vil fortsætte med at være aktive efter deres studier på deres
job, i deres fagforening og i parti og eller andre bevægelser.
Disse forskelle mellem bestyrelsen og det aktive lag udtrykker ganske enkelt at den
politiske proces, de har været igennem, har været dybere og mere dynamisk end
tilfældet er for det TR-laget.
429
9.2 Tre strømninger i det aktive lag – og i basis
Det, jeg nu vil gøre, er at se på, hvilke politisk strømninger, der findes inden for det
aktive lag, og hermed hvad styrkeforholdet er mellem dem. Jeg har delt dem i de
venstreorienterede, de reformistisk og de borgerlige gymnasieelever inden for det aktive
lag.
De tre strømninger – målt på ”stemme”!
Et spejl på deres holdninger er, hvem de vil stemme på! Hvad viser det?
Spørgsmål
Hvilket parti ville du stemme
på, hvis der var valg i morgen
Årsmøde
Ø - 12
SF – 20
S – 19
R–6
KD – 1
V–1
K-0
DF – 2
Andre-0
VI- 20
%
15
25
23
7
1
1
2
25
I alt 81
bestyrelse
Ø-2
SF – 8
S–7
R–2
KD – 0
V–0
K-0
DF – 0
Andre-0
VI- 6
%
8
32
28
8
24
I alt 25
TR-lag
Ø - 10
SF – 11
S – 11
R–4
KD – 1
V–1
K-0
DF – 2
Blank-1
VI- 12
%
19
21
21
8
2
2
4
23
I alt 53
Seminarier
Ø-3
SF-12
SD-11
R-2
KD-1
V-4
K-1
DF-2
Andre -1
VI-28
%
5
18
17
3
2
6
2
3
2
43
I alt 65
Venstrefløj
Socialdemokraterne og Radikale
Borgerlige
32
57
4
40
30
5
10
19
0
40
36
0
21
36
4
40
29
8
15
28
8
23
20
12
Ved ikke/blank
20
25
6
24
13
23
28
43
Ud fra deres stemmemæssige valg tegner der sig følgende politiske lag inden for det
aktive lag – målt ud fra årsmødet, bestyrelsen og TR-laget:
•
En venstreorienteret strømning som udgør 40 %, 40 % og 40 % på årsmødet, i
bestyrelsen og i TR-laget.
•
En reformistisk strømning som udgør 30 %, 36 % og 29 % på årsmødet, i
bestyrelsen og i TR-laget.
•
En borgerlig strømning som udgør 5 %, ingen og 8 % på årsmødet, i bestyrelsen og i TR-laget.
”Ved ikke” udgør 25 %, 24 % og 23 % på årsmødet, i bestyrelsen og i TR-laget.
430
”Seminarier”
På seminarierne ser de forskellige lag således ud:
•
En venstreorienteret strømning som udgør 23 %.
•
En reformistisk strømning som udgør 20 %.
•
En borgerlig strømning som udgør 12 %.
”Ved ikke” udgør 43 %
10. Det aktive lag – en diskussion af taktik og strategi
Hvilken politisk hovedretning og opfattelser skal PLS arbejde for? Hvilket taktisk og
strategisk perspektiv forsøger PLS at realisere. Hvor jeg med taktik forstår PLS’
dagsaktuelle bud og aktiviteter, og med strategi forstår de langsigtede mål og vejen til
målet! Hvilken betydning har ”situationsopfattelsen”, dvs. opfattelsen af, hvad stemningen og styrkeforholdet er i samfundet, på seminarierne og i organisationen i forhold til
det politisk taktisk og strategiske perspektiv? Og hvilken organisationsform kan mest
effektivt understøtte dette perspektiv? Det er nogle af de centrale spørgsmål, som vil
blive diskuteret og analyseret i forlængelse af den foregående afrapportering og delanalyser.
Datamæssigt er afsnittet baseret på 1) spørgeskemaundersøgelsen og 2) interview med
PLS’ formand, hvor der dels fokuseres på spørgsmålet om ”at politisere” og om
”allianceproblematikken”, og dels på en beskrivelse af organisationens opbygning og de
forskellige niveauer og forholdet mellem disse niveauer.
10.1 Strategi
I afsnit 2.2 opridsede jeg PLS’ idegrundlag eller, om man vil, deres strategiske
perspektiv og konkluderede:
431
”Det idegrundlag åbner helt entydigt op for, at PLS er en del af arbejderbevægelsen, at
PLS i tråd med ”de bedste traditioner” i fagbevægelsen – dvs. traditionerne for klassekamp og solidaritet – sammen med selv samme fagbevægelse og studenterbevægelsen
vil kæmpe for et solidarisk velfærdssamfund med afsæt i kampen for en ordentlig
pædagoguddannelse – fagligt og materielt.”
PLS vil med andre ord kæmpe for en kritisk pædagogik og for, at de materielle rammer
understøtter dette perspektiv. Det vil sige, at de studerende får en SU, de kan leve af,
frem for at de skal have erhvervsarbejde ved siden af, som svækker deres studieindsats;
det betyder at den lønnede praktik skal afskaffes, så de kan fordybe sig i uddannelsen
frem for at fungere som billig arbejdskraft i deres praktikperiode etc. Men PLS vil
samtidig deltage i den bredere kamp for et solidarisk velfærdssamfund uanset om det
gælder børn, unge eller ældres vilkår, uanset om det gælder uddannelse eller sundhed,
uanset om det gælder vilkår for danskere eller indvandrere og flygtninge. PLS vil som
studenterfagforening både kæmpe for deres medlemmers interesser som studerende og
som samfundsborgere.
For at opnå disse mål fastslår PLS, at der må kæmpes – sammen med fagbevægelsen og
den øvrige elev - og studenterbevægelse. I dette afsnit diskuteres mere konkret, hvordan
det aktive lag reflekterer over organisationens strategi og taktik. Hvad tænker og mener
de?
10.2 Taktik og politisering
Et af de klassiske spørgsmål som diskuteres, ud fra højre-venstre skalaen, i alle sociale
bevægelser, er spørgsmålet om bevægelsens/organisationens politiske hovedretning.
For venstreorienteret
Er PLS for venstreorienteret. Ja siger 24 % på årsmødet, nej siger 56 %, og 20 % ”ved
ikke”. Besvarelsen af spørgsmålet viser, at selvom PLS meget tidligt – 98/99 – forsøgte
at bryde med den snære politik opfattelse, at en studieorganisation kun skulle forholde
sig til de snævre uddannelsespolitiske opfattelser, så er denne diskussion langt færdig og
432
afsluttet – dvs. at der stadigvæk indadtil i organisationen er usikkerhed og uenighed om
PLS’ politiske retning og prioriteringer.
Politisere bredt
Hvilke spørgsmål skal PLS blande sig i – ud over de snævre uddannelsespolitiske
spørgsmål, som er enhver studieorganisations kerneområde? Skal PLS også blande sig i
andre spørgsmål end uddannelse – fx racisme og velfærd.
84 % i det aktive lag bakker op omkring at PLS selvfølgelig skal forholde sig til bredere
samfundsmæssige spørgsmål end de snævre uddannelsespolitiske – fx spørgsmål om
racisme og velfærd. Den klare umelding tolker Søren Ekstrand således:
” Det har faktisk været legitimt i lang tid, at forholde sig til (samfundet
bredere end uddannelsesområdet, mit indskud) Mit umiddelbare bud herpå
er, at det rent i tråd med den pædagogiske tænkning at man er nødt til at
tænke i helheder. Man kan ikke bare isoleret kigge på en lille del af den
store sammenhæng, fordi helheden er mere end summen af de enkelte dele.
Og alle de der pædagogiske udtryk. Så det må naturligt også give en
forståelse for at man… når man forholder sig til sin pædagoguddannelse, så
må man acceptere at man er en del af et uddannelsessystem, som er en del af
et velfærdssamfund. Det er også den argumentation vi bruger overfor nye
aktive, der skal skoles, eller hvad man kan sige. Når vi vil have dem derhen
hvor vi mener PLS er og skal være. Så er det de pædagogiske argumenter.
Så det ligger i tråd med hele den faglige identitet, og forståelse af verden og
samfund på.” 542
Det kom klart til udtryk på årsmødet i PLS i 2003 omkring de forslag til udtalelser, der
lå om PLS’ holdning til bredere samfundsmæssige spørgsmål. Men enigheden blev
brudt, jvnf. afsnit 6, da irakkrigen og antikrigsbevægelsen blev sat til diskussion. Godt
nok bakker et flertal i det aktive lag op om, at PLS skal støtte antikrigsbevægelsen. Men
de 56 %, som mente, at PLS ikke er for venstreorienteret, er på dette spørgsmål blevet
reduceret med 10 % - til 46 %.
542
433
Alliancer
Hvilke alliancer skal PLS forsøge at opbygge for at fremme sine mål? Skal PLS fx
styrke samarbejdet med resten af elevog studenterbevægelsen. Ja, siger 93 %. Skal
PLS styrke samarbejdet med fagbevægelsen. Ja, siger 95 %.
Det aktive lag peger altså massivt på, at PLS skal styrke samarbejde både med
fagbevægelsen og resten af elevog studenterbevægelsen. Det ligger helt i forlængelse
af deres holdninger til klasser og klassekamp og deres egen placering inden for den
optik: deres aktiviteter er en del af klassekampen. Denne opfattelse ligger også helt i
forlængelse af PLS’ idégrundlag: vi vil bygge på de bedste traditioner inden for
fagbevægelsen – underforstået: vi vil deltage i klassekampen med det udgangspunkt,
der hedder, at solidaritet og kamp er et nøgleord, hvis vi skal realisere vores mål – et
solidarisk velfærdssamfund, nogle ordentlige børnehaver, plejeforhold for de ældre, et
uddannelsessystem, som ikke er målrettet mod at bestå så hurtigt som muligt, men på at
forstå og tænke selvstændigt og kritisk etc.
Når holdninger på disse spørgsmål er så klare, så hænger det højest sandsynlig sammen
med både en praktisk erkendelse i dobbeltforstand og en teoretisk politisk erkendelse.
Den praktiske er, at de selv mærker på deres egen krop, både som studerende og som
”pædagoger” i den lønnede praktik, at såvel uddannelses- som velfærdspolitikken handler mere og mere om markedsgørelse frem for om menneskeliggørelse. Og samtidig
oplever de, at den eneste måde de reelt som individer kan gøre noget er ved at handle
sammen med andre, som står i den samme situation, og har de samme oplevelser og
frustrationer. Altså springer allianceforståelse ud af en praktisk erfaringsmæssig hverdag for dem. Men de har også – i hvert fald det mest avancerede lag inden for det aktive
lag et teoretisk politiske forståelse af, hvorfor alliancer er nødvendige. En forståelse som
bygger videre på de bedste historiske traditioner inden for fagbevægelsen. Et klart
udtryk herfor er Sørens Ekstrand leder i PLS-PULS, hvor han under overskriften:
”Udenomsparlamentarisme – kan det nytte?” skriver:
434
”Synliggørelsen til og dialogen i befolkningen udgør det pres, som alle
regeringer altid har måttet bøje sig for, og som de i fremtiden altid vil bøje
sig for, hvis blot presset er stort og kontinuerligt nok.”543
Situationsopfattelsen
Åbenhed overfor at tage initiativer og klarhed omkring vigtigheden af at politisere
bredere – det har været et af de afgørende kendetegn for PLS’ politiske udvikling siden
98/99. PLS har været skarpe og hurtige i deres forståelse af situationen og de ændringer,
som har fundet sted i slut 90’erne og i den undersøgte periode. Her tænker jeg især på
deres forståelse af og reaktion på betydningen af den nye bevægelse mod globalisering
oppefra – fx NU ER DET NOK bevægelsen i 1999 og optakten til irakkrigen, deres
involvering i de kollektive aktioner, nødvendigheden af selvstændige initiativer og
bredere alliancer – fx Råstofinitiativet etc.
Hvor NU ER DET NOK-bevægelsen blev en bragende succes for PLS og lagde fundamentet for den selvtillid og initiativrighed, som har præget organisationen siden, så må
det trods alt konstateres at resultaterne og succesen i den undersøgte periode ikke har
udløst en ligeså omfattende opsvingspiral, som tilfældet har været inden for DGS.
10.3 Politik og organisation – råd/bestyrelser, det aktive lag og basis
Det næste spørgsmål, der skal undersøges og diskuteres ud fra det aktive lag, er
organisationsformen og – opfattelsen. Dvs. hvordan politik og organisation hænger
sammen, og hvordan det aktive lag oplever og vurderer forholdet mellem
organisationen, basis og deres egen rolle.
Demokratisk organisation 544
Udgangspunktet for såvel det aktive lag som de spurgte på seminarierne er, at hhv. 98 %
og 65 % mener, at ”PLS er en demokratisk organisation, hvor medlemmerne har
indflydelse?”
543
544
Leder i PLS-PULS, nr. 6, december 2002, skrevet af Søren Ekstrand, formand for PLS
435
Dette afsæt er selvsagt helt fundamentalt i og med, at PLS satser på at opbygge en
demokratisk og aktivt organisation, som bygger på medlemmernes aktivitet.
Men hvordan omsættes denne demokratiske grundindstilling i organisationen på forskellige niveauer.
Det bærende element i PLS er på den ene side omfanget af det aktive lag lokalt på
seminarierne og i de regionale netværk og det aktive lags politisk erfaringsmæssige
kapacitet. Og på den anden side ledelsens og apparatets (de administrativt ansattes)
politiske og organisatoriske kapacitet.
Disse to elementer og niveauer i organisationen er afgørende – men ikke altafgørende –
for organisationens samlede styrke, som blandt andet kan måles på antal medlemmer,
antal aktiviteter og hermed på omfang og karakteren af ”resultaterne” materielt og
politisk bevidsthedsmæssigt.
I det følgende skal disse to niveauer beskrives – herunder deres indbyrdes relationer.
Hvilken opbakning og indflydelse har PLS på det lokale niveau? Og hvordan oplever de
deres rolle og opbakning?
Lokalbestyrelsen og PLS synlig? 545
Inden for det aktive lag siger 37 % ja til at bestyrelsen er ”tilstrækkelig synlig”, men
hele 60 % er utilfredse og siger nej. Kun 28 % mener, at ”PLS har stor opbakning” - 61
% svarer nej.
På ”seminarierne” er de tilsvarende tal, at 34 % siger ja til at lokalbestyrelsen er
tilstrækkelig synlig, 66 % nej. 30 % mener, PLS har stor opbakning, 29 % nej – resten
”ved ikke”.
Ovenstående ”meningsmåling” illustrerer den daglige virkelighed på seminarierne,
således som den opleves af det aktive lag og de ”menige” på seminarierne. To ud af fem
i det aktive lag er tilfredse med bestyrelsens ”synlighed”, dvs. de aktiviteter som
545
436
bestyrelsen igangsætter. Men kun hver fjerde mener, at PLS har stor opbakning, hvilket
i øvrigt svarer ganske godt til besvarelsen fra de ”menige”. De resterende i det aktive
lag er utilfredse med såvel synlighed som opbakning. De har større ambitioner – de vil
mere.
Kommunikation mellem ”top” og ”bund” 546
En anden indikator på forholdet mellem det aktive lag, de pædagogstuderende og PLS
som organisation (ledelse og apparat) er i hvor høj grad de holder sig orienteret om
PLS’ aktiviteter og på hvilken måde.
94 % i det aktive lag holder sig orienteret om PLS aktiviteter. På ”seminarierne” er det
tilsvarende tal 37 %.
Kigger vi på, hvilke kanaler det aktive lag holder sig orienteret gennem, siger547 39 %
via hjemmesiden, 49 % bruger bestyrelses udsendelser, 11 % nyhedsmails, 78 % bruger
PULS, og 70 % får oplysninger via møder.
På seminarierne er der 9 %, der orienterer sig via hjemmesiden, 26 % via PULS og 10
% via møder.
PULS – organisationens fagblad – er med andre ord den absolut vigtigste
informationskanal og møderne den næst vigtigste ”nyhedskanal” mellem top og bund.
Lokalbestyrelser
PLS’ opbakning og aktiviteter varierer meget fra seminarium til seminarium. Men PLS
har kontakter på langt de fleste af de 36 seminarier. I hovedsagen findes der tre typer af
lokalbestyrelser: Søren beskriver dem således:
”Der er en type, hvor der er få aktive – en lille kerne på to-tre-fire
mennesker, som har en lukket fest. Men som meget troligt møder op og
deltager i PLS arbejde. Så er der de velfungerende lokalbestyrelser, som
engagerer sig og de er mange, de er ressourcestærke, snakker med de
546
547
437
studerende, og de kommer i PLS. Der er et link, der en forbindelse mellem
medlemmerne på seminaret og PLS centralt.
Og så er der den tredje salgs, som er lokalbestyrelse, som har mange
ressourcer, som er meget professionelt lokalt. Og laver aktiviteter lokalt –
for og med de studerende, men som ikke kommer i PLS sammenhænge. Vi
har lokalbestyrelser, som fungerer smaddergodt, men som ikke har
ressourcer til at møde op i fx HB og lave det billede. Lokalbestyrelser som
kører tættere sammen med DSR”
548
Ud fra den registrering som findes i ”beretningen til årsmødet 2004, side 21-22 tegner
der sig følgende billede af lokalbestyrelserne:
•
9 seminarier hvor der ingen aktive er.
•
11 seminarier, hvor der er fra 1-3 aktive og lokalbestyrelser.
•
16 seminarier, hvor der er fra 4-15 aktive og lokalbestyrelse.
Antallet af de forskellige lokale bestyrelsestyper varierer fra år til år, og geografisk er
der ingen lige linje fra Ranum til København forstået på den måde, at de mindst aktive
og de mindst politisk radikale findes, jo længere man bevæger sig vest på. Søren
Ekstrand beskriver det sådan:
”Nej… i øjeblikket tror jeg man kan sige, at de stærkeste faktisk er
Sønderjylland. Og Nordjylland er der også nogle store lokaler bestyrelser.
Hjørring er faktisk også en af de store. København er en af dem der halter
mest. Og har gjort det i lang tid. ” 549
De faglige og politiske traditioner har op gennem PLS’ historie skiftet fra seminarium
og region alt afhængig af såvel objektive faktorer lokalt så som nedskæringer på
seminariet, nedskæringer i kommunen, traditioner de foregående år på seminariet og
sammensætningen af de pædagogstuderende.
548
549
PLS-interview 1, Søren Ekstrand op. cit., s.21-22.
Ibid. s. 23.
438
DSR – og PLS
Som antydet er der mange steder et tæt samarbejde mellem DSR og PLS’ lokalbestyrelse. Og på mange måder er opdelingen mellem DSR og PLS også en kunstig
størrelse i og med, at de faktisk har et klart fællesområde, nemlig de lokale
uddannelsesmæssige rammer – materielt som fagligt. På mange måder minder DSR om
elevrådene på gymnasierne – de er lovbestemt, og de omfatter alle elever/studerende.
Men i og med at PLS bygger på individuelt medlemskab og ikke, som DGS, på at
skolerne/elevrådene melder sig ind i DGS, opstår der denne dobbeltorganisering mellem
DSR og PLS.
Søren Ekstrand beskriver forholdet mellem DSR og PLS således:
”Vi har brugt det her billede af DSR og PLS. At DSR fokuserer på de
”indenrigspolitiske” spørgsmål, det handler om forholdene på seminarer, og
PLS fokuserer på de ”udenrigspolitiske”, der hvor man forholder sig til det
nationale billede – blandt andet til uddannelsespolitikken nationalt. Men det
optimale ville være, at lave et koordinerende møde-forum, som ikke er DSR
eller PLS. Ud over det, så har de også cafeudvalget. Kantineudvalget,
kulturudvalg.” 550
Ledelse og apparat
Som beskrevet i afsnit 2 har PLS mange organisatoriske træk til fælles med den måde
mange fagforeninger er opbygget på. De har et apparat – dvs. en række administrativt
ansatte, de har et velorganiseret kontor, og de har tre frikøbte ”politikere” – dvs. politisk
ansatte, nemlig hhv. formand, faglig sekretær og politisk kasserer. ”
I daglig dagen spiller dette apparat og de politisk ansatte en helt afgørende rolle i
organisationens arbejde. ”PLS er ikke af holdning en centralistisk organisation, men af
energi”, som Søren udtrykker det.
550
Ibid., s. 23.
439
Selvom det formelt set er Hovedbestyrelsen, som har ”magten” i organisationen, så er
virkeligheden ofte en anden, nemlig at det er de politisk valgte og Forretningsudvalget,
som mødes hver uge, som tager de hurtige og ofte vigtige beslutninger.
”Det handler om energi, det handler om viden og ressourcer. Hvem det er,
der har tingene tættest på kroppen.”551
Det andet skel findes indenfor Forretningsudvalget, hvor
”…dele af FU fungerer som en pseudohovedbestyrelse. Det betyder, der har
været store magtkampe, og konflikter. Og mange forskellige fokuser i FU.
Men det er meget de frikøbte, der føder dagsordnen. Og de forslag vi stiller,
de bliver selvfølgelig stemt hjem, fordi vi er tillidsvalgt til posten, og
hovedbestyrelsen har tillid til, at det vi kommer med, er det rigtige og de
gode initiativer.”552
Dvs. at billedligt er
” …at Hovedbestyrelsen mere er sådan et parlament? Og regeringen sidder
hos de frikøbte, og så har vi embedsmændene i sekretariatet…?”553
Men ligesom aktiviteterne skifter lokalt afhængig af ”situationen”, traditionerne og de
subjekter som er synonyme med det aktive lag/kerne, så gør akkurat de samme
mekanismer sig gældende på ledelsesniveau.
”Der er nogle perioder hvor aktiviteter går lidt op, hvor der kommer nogle
ressourcestærke personer ind i hovedbestyrelsen, som gør det mere
spændende, og så er der nogle perioder, hvor der kommer nogle ind i FU,
som gør det mere spændende…”554
551
Ibid., s. 16.
Ibid., s. 17.
553
Ibid., s. 17.
554
Ibid., s. 16.
552
440
Og det er klart, at subjektets rolle i ”historien”, såvel i PLS’ historie som i seminariernes
historie har og vil til stadighed spille en betydende rolle.
11. Hvad har PLS opnået – materielt, politisk, organisationsog
samfundsmæssigt
I dette afsnit vil jeg samle op på de resultater og den forandringsproces, som PLS og det
aktive lag har opnået og gennemgået i den undersøgte periode. Det vil blive gjort på fire
niveauer:
•
Hvilke fingeraftryk har PLS sat på uddannelsernes indhold og rammer – altså
hvilke ”materielle” resultater kan konstateres.
•
Hvilken politiseringsproces har det aktive lag i PLS gennemløbet? Hvordan har
det aktive lag udviklet og ændret sig?
•
Hvilke forventninger og ideer har det aktive lag til deres fremtidige engagement
på deres videre studier og i bevægelsesarbejde/politisk arbejde?
•
Hvilken udviklingsproces har organisationen gennemløbet? Hvordan har den
udviklet og ændret sig?
Afsnittet er datamæssigt først og fremmest baseret på 1) spørgeskemaundersøgelsen
med fokus på ovenstående spørgsmål og 2) på interview med lokalbestyrelsen fra Peder
Sabro Seminarium med fokus på, ”hvad de vil engagere sig i efter pædagoguddannelsen”, og ”hvad de har lært” som aktive pædagogstuderende”!
11.1 Materielt fagligt
Hvilke materielle fingeraftryk er det lykkedes for PLS at sætte på uddannelsernes
indhold og rammer? Hvad har de ændret, og hvad har de påvirket?
De umiddelbare og mest synlige resultater, som direkte kan tilskrives at være et resultat
af det pres – fra kollektive aktioner til pressearbejde – som de pædagogstuderende har
lagt på politikerne er:
441
At de igennem deltagelsen i kollektive aktioner mod nedskæringer, både deres egne
aktionsdag og i fælles kampe med pædagogerne, har været med til at sætte en anden
dagsorden, end den som politikerne lagde op til med nedskæringer, og som selvom de
ikke resulterede i, at nedskæringerne blev trukket tilbage, andet end direkte i forbindelse
med den nationale solidaritetsstrejke den 26. september, hvor en række væresteder blev
bevaret, trods alt kan have betydet, at de kommunale politikere i kraft af at strejkerne
har sat fokus på spørgsmålene om normeringer, pædagogernes arbejdsforhold og
børnenes vilkår, og det faktum, at strejkerne de fleste steder har haft stor folkelig
forståelse, fremover er nødt til at forholde sig til at deres nedskæringspolitik, kan blive
mødt af protester og strejker.
At kritikken af den lønnede praktik er vokset igennem blandt andet PLS’ vedholdende
kritik og dokumentation af de negative konsekvenser af eksistensen af denne. En kritik
og dokumentation, som er blevet fulgt op og støttet fra flere sider, således at
undervisningsministeriet reelt er blevet trængt i defensiven med argumenter for en
fastholdelse af denne.
11.2 Politiske udvikling
Det er heller ikke, ligesom i undersøgelsen af DGS, selvom omfanget af og radikaliteten
i aktivitetsniveauet ikke er ens, men herom i kapitel 7, for meget at konstatere, at PLS i
den undersøgte periode har fungeret som en ”uddannelsesfabrik” i politisk aktivisme –
både kvalitativt i form af omfattende læreprocesser, ændringer og udviklinger af det
aktive lags holdninger og handlinger og kvantitativt i form af vækst i antallet af faglige
og politiske aktivister. En proces som både har omformet organisationens aktive lag og
organisationens aktiviteter.
I det følgende vil denne udvikling inden for det aktive lag på de forskellige niveauer og
i relation til seminarierne blive ridset op og analyseret på såvel et kvalitative som
kvantitativt niveau.
442
Det første som undersøges er, hvilken udviklingsproces det aktive lag har gennemløbet
holdnings-, handlings- og organisationsmæssigt.
Ændret syn og blevet mere samfundskritisk
Spørgsmål 35
Ændre holdninger?
I hvor høj grad mener
du, at PLS har påvirket
dig og dine holdninger?
Du har ændret syn på
uddannelse, samfund,
demokrati, globale
forhold mv.
Du er blevet mere
samfundskritisk?
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
Årsmøde
%
Bestyrelse
%
TR-lag
%
Seminarie
26-20
17-12
6
81
31-22
11-12
5
81
57
36
12-7
4-1
1
25
11-7
3-2
2
25
76
13-11
13-10
5
52
19-14
7-9
3
52
46
44
0-7
16-32
13
68
1-11
15-27
14
68
65
28
72
63
31
%
71
19
18
62
21
Over halvdelen i det aktive lag har ændret syn på uddannelse, samfund, demokrati,
globale forhold mv., og endnu flere er blevet samfundskritiske. Den politiske radikalisering er markant stærkere i bestyrelseslaget, hvor tre ud af fire har rykket sig.
På seminarierne har den politiske udvikling derimod været mere beskeden – hhv. 10 %
og 18 %.
PLS nødvendig
Spørgsmål 35
Ændre
holdninger?
I hvor høj grad
mener du, at PLS
har påvirket dig og
dine holdninger?
Du har fået en
klarere forståelse
af, hvorfor en
studieorganisation
som PLS er
nødvendig
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
Årsmøde
%
52-17 86
4-3
4
80
Bestyrelse
%
18-4 88
0-2
1
25
TR-lag
%
32-11 84
4-1
3
51
Seminarie
%
17-13 44
12-10 32
16 24
68
443
86 % på årsmødet er blevet mere overbeviste om, hvorfor en studieorganisation som
PLS er nødvendig. Et markant udtryk for, at deres deltagelse i organisationens arbejde
har overbevist dem om, hvorfor en ”studenterfagforening” kan gøre en forskel.
På seminarerne er hele 44 % blevet mere overbevist om det samme.
Det næste som undersøges er, hvilke konsekvenser denne udviklingsproces har på deres
stemmeafgivning. Har deres stemmevalg ændret sig i løbet af deres seminarium tid?
Ændret stemme
Spørgsmål 37
Ændret partivalg?
Har dit stemmevalg ændret
sig i løbet af
gymnasietiden?
Svar
kategori
Ja
Nej
Ved ikke
Total
årsmøde
%
bestyrelse
%
TR-lag
%
Seminarier
%
20
49
12
81
25
9
14
2
25
36
9
34
9
52
17
10
49
7
66
15
Hvis Ja: Hvilket parti har du
tidligere villet stemme på?
Ø-1
SF – 1
S–8
R–2
KD – 0
V–6
K-1
DF – 1
Andre - 3
1
0
4
1
0
2
0
0
1
0
1
4
1
0
2
1
1
2
1
2
1
0
1
5
0
0
0
I alt 23
I alt 9
I alt 12
I alt 10
25 % på årsmødet siger, at de har ændret deres stemmevalg – og i bestyrelsen hver
tredje. Hvis vi sammenligner med, hvad de ville stemme på det undersøgte tidspunkt, er
tendensen meget klar: de store tabere stemmemæssigt er de borgerlige partier – først og
fremmest Venstre, og delvist Socialdemokratiet, og vinderne er venstrefløjen.
På seminarierne er der 15 %, der har ændret deres stemmevalg – og tendensen er her
den samme – de borgerlige mister vælgere og venstrefløjen vinder frem.
11.3 Fremtidig aktivitet
Det tredje som undersøges– i forlængelse af de to første – er hvilke refleksioner de har
mht. deres fremtidige deltagelse i sociale og politiske bevægelser.
444
Aktiv på arbejdspladsen og i fagforeningen
Spørgsmål 36
Aktiv fremover på
jobbet?
Tror du, at:
Du efter pædagoguddannelsen vil
være aktiv på dit job
og i fagforeningen
Svarkategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
Årsmøde %
48-22
5-1
6
82
8
5
Bestyrelse
%
17-8
0
0
25
100
TR-lag
%
Seminarie
%
29-13 79
5-1
5
53
16-15
10-8
17
66
47
27
26
Alle i bestyrelsen og 85 % i det aktive lag siger ja til, at de vil fortsætte med at være
aktive som kommende pædagoger.
På seminarierne siger knap halvdelen, at de vil være aktive som kommende pædagoger
på deres arbejdsplads og i fagforeningen.
Aktiv i social og/eller politisk bevægelse
Spørgsmål 36
Aktiv i politik?
Tror du, at:
Vil du gå ind i andet
politisk arbejde
– i en bevægelse
og/eller parti?
Svar kategori
Enig (helt-næsten)
Ved ikke
total
Årsmøde
%
Bestyrelse
%
TR-lag
%
Seminarie
%
22-20
10-9
20
81
52
23
25
5-11
1-1
6
24
67
16-9
8-8
12
53
47
30
22
3-7
8-31
19
68
15
57
28
Godt og vel halvdelen i det aktive lag, 67 % i bestyrelsen og 47 % i TR-laget, tror de vil
gå ind i andet politisk arbejde – i en bevægelse og/eller et parti i fremtiden.
”Seminarier”
15 % på seminarierne har de samme ideer
På spørgsmålet om hvilket parti de evt. vil melde sig ind i svarer 28, (flere peger på
flere partier og bevægelser) at de vil melde sig ind i SF(10), Socialdemokratiet(7),
Enhedslisten (5), Radikale(3), bevægelser mv. (6), SL/BUPL(7). 555
555
Denne oplistning af hvilke valg de påtænker at tage viser for det første, at hovedparten kigger mod
politisk organisering, og for det andet at under bevægelser medregner de også fagforeninger som SL og
BUPL.
445
Tre ildsjæle tænker højt
Følgende citatmosaik uddyber, hvordan nogle fra det aktive lag tænker og reflekterer
over de læreprocesser, de har været igennem, og hvordan og hvorfor de fremover vil
være aktive:
”Jeg er medlem af et parti, og det er jeg egentligt blevet, efter jeg er blevet
aktiv i PLS. Jeg kom til den opfattelse, at hvis man er politisk tænkende, så
skal man også melde sig ind i det parti, man nu bedst kan stå indenfor. Så
der kunne jeg godt finde på at blive aktiv…556
Det, Klaus understreger, er flere interessante ting. For det første, at det er igennem hans
politisk faglige engagement i PLS, at har kom til den opfattelse, at han også måtte være
med i et politisk parti. For det andet at medlemskabet ikke har været aktivt, men mere
en holdningsmæssig markering. Og for det tredje at han faktisk har lyst til at engagere
sig parti politisk – blive aktiv.
Klaus reflekterer også over, hvad han har lært som aktiv i PLS, hvor han påpeger:
”... jeg synes, der er to planer. Det ene plan er det rent tekniske, sådan noget
med forhandlingsteknik, mødeteknik, al mulig med kommunikation,
organisation, ledelse etc. og det andet, det er sådan mere ideologiske ting,
det er sådan noget som: Hvad er solidaritet? Hvad er det egentligt, at man
kan bruge en organisation til? Hvad kan vi opnå når vi står sammen? Det
kan man også på en arbejdsplads, hvis man står sammen mod en ledelse,
eller en forvaltning eller hvad det jo måtte være. Det er mere værditænkning.
Man lærer en masse ting.” 557
Steffens refleksioner over hans fremtidige engagement er:
”Med hensyn til fremtiden … jeg vil helt sikkert være aktiv i BUPL eller SL,
at være tillidsrepræsentant kunne være spændende, men jeg har ikke rigtigt
tænkt tanken færdig. … den dag jeg begynder på nyt arbejde, der vil jeg
bruge en enorm masse energi på bare at lære den nye arbejdsplads at kende,
556
557
PLS-interview 2: Steffen, …, op. cit., s. 13
Ibid., s. 16.
446
men hvis jeg stadig væk finder energi til at være politisk aktiv, så tror jeg,
det kunne give mig noget overskud. Og det er også det, jeg tænker heroppe,
altså jeg kan mærke, at der kommer en masse diskussioner oppe i hovedet,
ved at jeg støder på en masse aktuelle debatter igennem det her. Nærmest
mere end, jeg synes, vi gør i undervisningen, og det flytter da også min over
mod det der fællesskab.
Det med organisering, når vi er med til at skabe så store arrangementer, er
med til stormøder og alt muligt andet, udtaler sig, det er også med til at
præge min personlighed. På stormødet hvor jeg er oppe og tale for 4500
mennesker, det har jeg aldrig nogensinde gjort før, og det har da helt klart
flyttet en masse i mig. Men også bare det at arrangere en masse for de
studerende, stille sig op, og udtale sig. Gå i dialog med ledelsen her uden at
være underdanig. Jeg får lysten, jeg kan mærke, som Klaus, at når jeg går
ind i noget, så prøver jeg at gå ind i det 100 procent. Jeg kan ikke holde mig
væk fra det. Det kan måske medføre udbrændthed, men det må vi så se. ” 558
Og Pernille supplerer ud fra hendes overvejelser:
”Det er meget af de samme ting … jeg har overvejet meget, at søge
udenlandspraktik fra starten, men jeg tror jeg undlader, fordi jeg ikke kan
undvære at være studiepolitisk aktiv. Det er en begyndelse, og noget man vil
blive ved med rigtig længe. Og jeg vil også rigtig gerne finde ud af, hvilket
parti jeg vil være aktiv i. Jeg tror godt jeg, kan se mig selv som kommunal
politiker. På et tidspunkt.” 559
558
559
Ibid., s.17.
Ibid., s. 17.
447
Kapitel 7
Konklusion og perspektivering
Intentionen i dette kapitel er primært analytisk komparativt at samle op på de to forløbsog populationsanalyser, og igennem en diskussion at levere ny empirisk viden og
ansatser til ny teori, som:
For det første – (Del 1) kan underbygge og facettere den fremlagte konklusion i kapitel
3 – de to historiske fremstillinger af ”det store og det lille billede” af, hvorfor der er
bevægelse?
For det andet – (Del 2) kan opstille en empirisk baseret forklaringsmodel på, hvorfor
og hvordan opsvinget indenfor elevog studenterbevægelsen - og det jeg har kaldt
opsvingspiralen - foregår, dvs. hvilke faktorer der er i spil primært på aktørsiden, og
samfundsmæssige situation og de samfundsmæssige strukturer i en dialektisk proces.
I den opstillede model lægges der stor vægt på at fokusere på de forskelle, der findes
mellem de to organisationers aktive lag både handlings-, holdnings- og refleksionsmæssigt ud fra en forståelse af, at nøglen til at der kommer bevægelse igen efter mere
end ti års stilstand og passivitet er en kombination af nogle samfundsmæssige ændringer
og nogle (kollektive) subjekter og organisationer, som er i stand til at omsætte den nye
situation til nye måder at tænke og handle på – i nye måder at forsøge at forandre på.
448
For det tredje – (Del 3) kan åbne op for nye indsigter, og nye spor der kan forfølges,
der ligger som generelle spor i den teoretiske del – men som nu med den nye empiriske
indsigt kan udfoldes mere. Og det gælder især på spørgsmålet om den klassemæssige
forandringsproces, på arbejderklassesporet – dvs. paralleliteten mellem elevog
studenterbevægelsen og fagbevægelsen, og på generations- og grundproblematikken –
dvs. hvilke ”traditionsmæssige” forbindelseslinjer der er mellem ”fortid” og ”nutid”, og
som ”overføres og fornyes” på aktørsiden og inden for de sociale bevægelser.
For det fjerde – (Del 4) kan give nogle forsigtige bud på, hvilke konsekvenser og
perspektiver opsvinget i aktiviteter og politik inden for dele af elevog
studenterbevægelsen har, både snævert og bredere set – dvs. både indenfor elevog
studenterbevægelsen selv, blandt unge men også bredere set i andre bevægelser og
politisk organisering, og måske bredere samfundsmæssigt og demokratisk.
(Del 1)
Hvorfor og hvordan i bevægelse – en empirisk og teoretisk baseret
konklusion
Intentionen i (del 1) er at underbygge og facettere den fremlagte konklusion i kapitel 3 –
de to historiske fremstillinger af ”det store og det lille billede” af, hvorfor og hvordan
der er bevægelse?
1. Hvorfor i bevægelse? – en aktør og struktur baseret konklusion
I afsnittet fremlægges en komprimeret, generel forklaring på, hvorfor der er bevægelse
igen, som dels bygger på de unges egne forklaringer i det empiriske materiale, og dels
de historisk teoretiske forklaringer på samme spørgsmål i kapitel 3. Som det fremgår
harmonerer de unges egne fortolkninger i hovedtrækkene med den teoretisk historiske
besvarelse, om end de selvsagt ikke er i stand til på det samme historisk teoretiske plan
at analysere og konkludere på, hvorfor der er bevægelse igen.
449
1.1 Hvorfor i bevægelse – hvad siger de unge selv?
For det første kan vi ud fra de aktive lags forklaringer konstatere, at det er de
samfundsmæssige ændringer – især de nationale, men også de internationale – som er
afsættet for de aktive lags utilfredshed, og som de dels omsætter i øget aktivitet, i
politiske læreprocesser og i styrkelse af deres organisationer, og dels i deltagelse i andre
sociale bevægelser og i politiske ungdomsorganisationer.
For det andet kan vi ud fra de aktive lags forklaringer konstatere, at de unge selv
fortolker, at den samfundsmæssige situation markant udvikler og forandrer sig i
perioden fra 1999 til 2004, hvor de især fokuserer på det skift, der finder sted i
forbindelse med de borgerliges valgsejr i november 2001 og efter 11. september, hvor
”alting bliver mere politisk.” Et skift som yderligere forstærkes af krigen i Irak, og den
danske regerings tilslutning til den USA ledede krig.
For det tredje kan vi ud fra de aktives lags forklaringer konstatere, at de unges
utilfredshed og aktivitet helt frem til optakten til Irak-krigen hovedsageligt er baseret på
deres utilfredshed med den førte uddannelsespolitik. For de pædagogstuderende spiller
der yderligere en dagsorden ind, nemlig de kommunale og amtslige besparelser, som
rammer daginstitutions - og det socialpædagogiske område, og som de forholder sig til i
kraft af, at det er deres kommende arbejdsområde med solidaritetsmarkeringer, og i
kraft af deres lønnede praktik. Men omkring årsskiftet 2002/2003 begynder de unge
også - ikke deres organisationer - at involvere sig i protestdemonstrationer og
aktiviteter, for at forhindre at krigen i Irak bliver en realitet.
Det er den lille og den store verdens tilstand de reagerer på – som de er utilfredse med!
Og det er den utilfredshed, der er afsættet for mere bevægelse!
1.2 Nyliberalisme og ny imperialisme – afsættet for utilfredsheden
De historisk teoretiske kilder peger også entydigt på, at det er ”de ændrede ydre
begivenheder med øget markedsgørelse og angreb på velfærd, øget ulighed og krig”,
450
altså kombinationen af nationale og internationale forhold, som er stærkt sammenflettede, og som både udspiller sig inden for det ”store” som det ”lille billede”, som er
afsættet for utilfredsheden og modstanden globalt set, og som har skabt den globale
antikapitalistiske bevægelse – DGAB.
Meget peger også mod, at det er den internationale herskende klasses offensive tiltag og
angreb både ”ude” og ”hjemme” – kombinationen af nyliberalismens offensive
markedsgørelse ”hjemme og ude” og den ny imperialisme, som er en del af og en
forudsætning for denne offensiv - der udløser, skaber og samler sine egne modstandere i en bred bevægelse mod kapitalismens globalisering oppe fra, eller om man vil i
en bred antikapitalistisk- og antiimperialistiske bevægelse.
11.9 kan tolkes som den enkeltstående begivenhed, som for alvor udløser den stigende
utilfredshed i modstand både inden for den hjemlige elevog studenterbevægelse og
globalt set i den globale antikapitalistiske bevægelse. 11.9 udløser en sammensmeltning
og accelerering af den internationale herskende klasses nyliberale og ny imperialistiske
dagsorden, og kan tolkes som politikkens (nyliberalismens) fortsættelse og skærpelse
med andre midler – nemlig krig (den ny imperialisme).
1.3 De herskende kan ikke og de beherskede vil ikke – fra utilfredshed til handling
At utilfredsheden udløses i modstand i dag må forstås ud fra dobbeltheden i, ”at den
herskende klasse ikke længere kan regere på den gamle måde, og den beherskede klasse
ikke længere vil lade sig regere på den gamle måde”560.
Og hermed menes, at den herskende klasse ikke længere kan regere på den ”gamle”
måde uden at møde modstand – deres hegemoni slår sprækker, de sociale bevægelser
viser igen tænder – herunder dele af elevog studenterbevægelsen herhjemme, og de
møder anti-imperialistisk modstand.
560
Frit citeret fra Lenins klassiske værk: Staten og revolutionen. Det kunne lyde som en banalitet, men
pointen er, at det er ikke sådan, at den ene side i klassekampen alene er ramt. Der er til stadighed et
dialektisk forhold mellem klasserne i klassekampen, dvs. at de to hovedklassers ”problemer og
muligheder hænger sammen.”
451
Den empiriske analyse peger som sagt på, hvad afsættet for opsvinget omkring 1999 var
inden for dele af elevog studenterbevægelsen, nemlig den førte uddannelsespolitik,
som mere og mere blev rettet ind mod markedskræfterne. Men fra 2001/2 og markant
fra 2003 får denne utilfredshed en ny dimension tilføjet – krigen mod terror og krigen i
Irak. Og mikset mellem uddannelsespolitik og den globale dagsorden – mellem den
førte politik ”hjemme” og ”ude” udløser øget modstand og en reel opsvingspiral inden
for DGS og PLS.
Den historisk teoretiske analyse peger udover en beskrivelse af, hvad de unge er
utilfredse med, og hvordan de selv omfatter det skift, der har fundet sted politisk
samfundsmæssigt og i deres organisationers måde at tænke og handle på, også ind på
nogle mulige forklaringer på, hvordan de unges sociale handlinger i dag kan forstås ind
i struktur-aktør problemstillingen.
2. Hvordan i bevægelse? – en empirisk aktørbaseret konklusion
I afsnittet tages der afsæt i en komparativ analyse af de to organisationers aktive lag og
hvordan spørgsmålet ud fra de to empiriske analyser, hvor der for det første
dokumenteres 1) at perioden 1999-2004 repræsenterer et brud med den forudgående
periode politisk og aktivitetsmæssigt, 2) at de to organisationer i perioden 1999 til 2004
gennemløber en opsvingspiral politisk og aktivitetsmæssigt, som genererer mere politik
og aktivitet, 3) at dette opsving i aktiviteter og politik ikke forløber tids- og indholdsmæssigt ens inden for de to organisationers aktive lag, 4) at PLS er ”dynamoen” i
opsvingspiralen i perioden fra 1999-2001, hvorefter DGS i løbet af 2002-3 ”overhaler”
PLS politisk og aktivitetsmæssigt, og 5) ud fra forskelligheden mellem de to
organisationers aktive lag skimtes aktørernes afgørende rolle, men inden for nogle
fælles ”objektive rammer” og inden for en ”objektiv ramme” som er anderledes end i
perioden fra 1989 til 1999. Udover denne generelle karakteristisk af perioden og de
aktive lag foretages der også en komparativ analyse af de fællestræk, som kan spores i
de to aktive lag og organisationernes handlinger, holdninger og refleksioner, og
forskellen mellem de aktive lag og ”skolesporene.”
452
2.1 Hvordan i bevægelse – fem delkonklusioner
For det første kan vi ud fra denne foreliggende empiriske undersøgelse og det
historiske rids konstaterer, at perioden fra 1999 og frem til 2004 repræsenterer et brud
med de foregående 10 års bevægelse og aktivitet blandt elever og studerende – også
inden for de to organisationer PLS og DGS. Perioden fra 1999 til 2004 kan for elevog
studenterbevægelsen bredere set beskrives som en opsvingspiral, hvor især de to
lokomotiver, PLS og DGS, udover deres egne aktiviteter, også medvirker og inspirerer
til at fx folkeskoleeleverne, eleverne på de erhvervsfaglige skoler også markerer sig
gennem kollektive aktioner.
For det andet kan vi ud fra de to forløbs- og populationsanalyser for begge
organisationers vedkommende identificeres nogle fælles træk i den udvikling de
gennemløber, som jeg under et vil beskrive som en opsvingspiral, forstået på den
måde, at deres aktiviteter, politik, læreprocesser og organisationsudvikling genererer
øget aktivitet og inddragelse af endnu flere medlemmer, øget politisk forståelse og
udvidelse af det aktive lag, flere læreprocesser og stærkere organiseringer lokalt som
nationalt. Organisationerne opbygger sig i bevægelse og bliver stærkere i kraft af
bevægelse.
For det tredje kan vi ved en sammenligning mellem de to organisationer og de aktive
lag konstatere, at der findes en række forskelle mellem de aktive lags handlinger – deres
praksis og deltagelse i aktiviteter i som udenfor studieorganisationer, og i deres
holdninger bredt set. Nogle forskelle som handlingsmæssigt kommer til udtryk i, at det
aktive lag i DGS er mere involveret i kollektive aktioner, i antikrigsbevægelses
aktiviteter og i deltagelse i de politiske ungdomsorganisationer i den undersøgte periode
end det aktive lag i PLS, og som holdningsmæssigt kommer til udtryk ved, at det aktive
lag i DGS er mere overbeviste om kollektive aktioner som et middel til forandring og
holdningsmæssigt i, at de er mere venstreorienterede.
For det fjerde kan vi ud fra det historiske rids af elevog studenterbevægelsen og de to
forløbs- og populationsanalyser konstatere, at de to organisationer tids- og omfangs453
mæssigt reagerer forskelligt. PLS er dynamoen bag NU ER DET NOK - bevægelsen i
1999 og er i perioden fra 1998/99 frem til de borgerliges valgsejr i 2001 den
studenterorganisation, som er mest i bevægelse – dvs. er i stand til at mobilisere
medlemmerne, udvikle dem politisk, styrke organisationen, og styrke og inspirere dele
af den øvrige elevog studenterbevægelse. I løbet af 2002 og 2003 kommer DGS for
alvor i bevægelse, og ”overhaler” så at sige PLS mht. at involvere medlemmerne i
protestdemonstrationer og strejker, i politisk udvikling, i styrkelse af organisationen etc.
For det femte kan vi ud fra denne forskellighed mellem de to organisationers
udviklingsproces skimte spørgsmålet om aktørernes afgørende indflydelse på, hvad der
sker hvornår, men stadigvæk inden for nogle givne ”objektive rammer”, som begge
organisationer har opereret indenfor – og vel og mærke en ”objektive situation” som til
stadighed har været under forandring siden 1999 – og markant skiftede i efteråret 2001.
2.2 Fælles handlings- og holdningsmæssige grundopfattelser i de aktive lag
De to forløbs- og populationsanalyser viser, at de aktive lag i PLS og DGS, på trods af
en række forskelligheder historisk og uddannelsesmæssigt, har en masse til fælles –
fællestrækkene er dominante ift. forskellighederne:
Den opsvingspiral, som kan konstateres, er baseret på, at de aktive lag tager afsæt i de
samme grundopfattelser – handlings- og holdningsmæssigt:
•
De aktive lag i DGS og PLS trækker i den undersøgte periode på samme grundopfattelser af forholdet mellem parlamentarisk og udenomsparlamentarisk arbejde, af de kollektive aktioners betydning, af politiseringens og aktivismens rolle
og af nødvendigheden af en åben, demokratisk græsrodsagtig organisation, hvor
medlemmer opfattes som den altafgørende ressources. Grundopfattelser som til
stadighed diskuteres, og som der er forskellige holdninger til, men som et flertal
inden for det aktive lag er helt eller næsten enige i!
•
De aktive lag i de to organisationer tænker og handler inden for en klassekampsoptik. Deres forståelse af klasser, klassekamp, arbejderklassen og deres
egen rolle er meget ens om end der kan spores nuancer: de pædagogstuderendes
454
mere organiske tilknytning til arbejderklassen kan være en medvirkende grund
til, at de mere entydigt placerer deres færdiguddannede kollegaer og dem selv
ind i denne optik, og derfor også prioriterer samarbejdet med fagbevægelsen
meget højt.
•
Begge organisationers aktive lag er også meget på linje, når det handler om at
bryde med ”politikforskrækkelsen” efter murens fald og op gennem 90’erne.
NU ER DET NOK-bevægelsen i 1999 og ændringen af formålsparagraffen i
2002 er ”mærkedage” i den sammenhæng for hhv. PLS og DGS. Men samtidig
er det også netop på spørgsmålet om politiseringens indhold – dvs. hvad de to
organisationer skal blande sig i udover de snævre uddannelsespolitiske spørgsmål, at de store diskussioner og uenigheder inden for det aktive lag viser sig.
•
Deres refleksive holdninger peger entydigt mod, at de er blevet mere samfundskritiske, mere venstreorienterede, og et stort flertal af dem vil fortsætte med at
være engageret i politiske og sociale bevægelser i deres fremtidige studie og
arbejdsmæssige situation.
•
Forskellen mellem de aktive lag og deres basis – gymnasieelever og pædagogstuderende – er stort set på alle spørgsmål markante mht. forældrenes
uddannelsesmæssige baggrund, den politisk kulturelle arv hjemmefra, aktivitetsniveauet i organisationerne, i andre bevægelser og politiske ungdomsorganisationer, bredere uddannelses- og samfundsmæssige spørgsmål, refleksive overvejelser omkring stemmeafgivning og deltagelse i politiske og sociale bevægelser i deres fremtidige uddannelser og job.
•
Forskellene mellem de to basisspor – skolerne og seminarierne er, at deres
sociale, politiske og kulturelle baggrund er forskellig mht. forældrenes
uddannelsesbaggrund – nemlig forskellen mellem en lang videre gående
uddannelse og kombinationen af en faglært/ufaglært og en mellemlang
videregående uddannelse. Mht. tradition for diskussioner over spisebordet og for
aktivitet i bevægelse/parti blandt forældrene diskuteres der lidt mere i
”gymnasiehjemmene”, hvorimod deres forældres aktivitetsmæssige baggrund
ser meget ens ud. Både gymnasieeleverne og de pædagogstuderende er
involveret på næsten samme niveau i elevrådsarbejde/DSR, politiske
partier/organisationer og antikrigsbevægelse. Holdningsmæssigt er de meget ens
på alle spørgsmål – brede som snævre på nær spørgsmålene om klasser og
455
klassekamp og deres egen rolle. Her er de pædagogstuderende mere
klasseorienterede. Stemmemæssigt ligger de næsten på samme niveau mht.
venstrefløjen, S og R og de borgerlige – den store forskel er ”ved ikke”, hvor
næsten dobbelt så mange pædagogstuderende som gymnasielever er i tvivl om,
hvem de vil stemme på.
Mht. deres fremtidige aktiviteter vil lidt flere pædagogstuderende være aktive
efter studiet på deres kommende arbejdsplads og fagforening end gymnasieeleverne på et kommende studium, hvorimod det omvendte er tilfældet mht.
politisk og bevægelsesmæssig organisering: her er der flest gymnasielever, der
melder positivt ind.
(Del 2)
Hvorfor og hvordan i bevægelse – en aktørbaseret forklaringsmodel
Intentionen er i (del 2) at opstille en empirisk baseret forklaringsmodel på, hvorfor og
hvordan opsvinget inden for elevog studenterbevægelsen - og det jeg har kaldt
opsvingsspiralen - foregår, dvs. hvilke faktorer der er i spil primært på aktørsiden, og
samfundsmæssige situation og de samfundsmæssige strukturer i en dialektisk proces. I
den opstillede model lægges der vægt på at fokusere på de forskelle, der findes mellem
de to organisationers aktive lag både handlings-, holdnings- og refleksionsmæssigt ud
fra en forståelse af, at nøglen til at der kommer bevægelse igen efter mere end ti års
stilstand og passivitet er en kombination af nogle samfundsmæssige ændringer og nogle
(kollektive) subjekter og organisationer, som er i stand til at omsætte den nye situation
til nye måder at tænke og handle på – i nye måder at forsøge at forandre på.
456
3. Opsvingspiralen, de fire faktorers betydning - og de aktive lags rolle
heri
I afsnittet er intentionen at afdække hvilke ”faktorer” inden for de sociale bevægelsers
optik, der 1) på afgørende vis spiller en rolle i den undersøgte periodes opsvingspiral, 2)
kan forklare de forskelle, der kan konstateres mellem de aktive lag, 3) kan forklare
hvorfor de to organisationers opsvingspiraler tids- og omfangsmæssigt er forskellige, og
4) kan forklare den bredere samfundsmæssige dagsordens indvirkning på omfanget og
karakteren af opsvingspiralen – dvs. relationen mellem tiden, faktorerne og aktørerne.
Til det formål opstilles en forklaringsmodel for, hvilke faktorer inden for de sociale
bevægelser optik, der på afgørende vis påvirker aktørerne og de sociale bevægelser og
genererer opsvingspiralen, og hvilke relationer der er mellem disse faktorer, som er: 1)
de kollektive aktioner, 2) den politiske organisering, 3) DGAB og antikrigsbevægelsen
og 4) aktørernes ”situationsopfattelse” og taktik og strategi.
Hovedessensen i forklaringsmodellen er, at der er nogle faktorer i spil, som både påvirker aktørerne og de sociale bevægelsers udvikling, og som bliver påvirket af aktørernes
handlinger, holdninger og refleksive overvejelser i en dialektisk proces. Disse ”faktorer”
i de sociale bevægelsers optik er selvsagt – udover aktørernes handlinger og holdninger
– også dybt afhængige af de samfundsmæssige strukturer og politiske magtforhold og
udviklinger, ligesom de sociale bevægelser og aktører påvirker disse samfundsmæssige
strukturer og udviklingen.
Der argumenteres for, at disse fire faktorer er afgørende i en karakteristik og forståelse
af det bevægelsesopsving, som finder sted indenfor de to studieorganisationer i perioden
1999-2004. Men de er også afgørende i en karakteristik og forståelse af, hvorfor bevægelsesmønstret i perioden 1999 til 2004 ændrer sig, og hvorfor der er forskelle mellem
de to organisationers bevægelsesmønstre.
3.1 En forklaringsmodel – centrale faktorer i opsvingspiralen
Forklaringsmodellen rummer fire faktorer:
457
Den første faktor omhandler indholdet, omfanget, organiseringen og ”resultaterne”561
af de kollektive aktioner og de aktive lags deltagelse og rolle heri – både indenfor den
snævre uddannelses- og brede samfundsmæssige ramme.
Den anden faktor omhandler omfanget og indholdet af de aktive lags deltagelse i andre
sociale bevægelser og disse bevægelsers inspiration bredere – først og fremmest med
fokus på DGAB.
Den tredje faktor omhandler omfanget og indholdet af ”politiske traditioner” og de
aktive lags deltagelse i de politiske ungdomsorganisationer og partier på venstrefløjen.
Den fjerde faktor omhandler de aktive lag og venstrefløjens fortolkninger af
situationen562 – og de politisk taktisk og strategiske handlingsanvisninger, de uddrager
heraf, og forsøger at omsætte i praksis. Den fjerde faktor skiller sig ud fra de tre første
på den måde, at den ikke direkte tager afsæt i aktivitet og handling, men i politik i
relation til praksis – både aktuelt og historisk - dvs. i ideologi, teori og analyse.
I det følgende vil de fire faktorers betydning blive gennemgået en for en, og herunder
hvilke forskelle der kan spores mellem de to aktive lags relation til disse fire faktorer.
3.2 De kollektive aktioners betydning i opsvingspiralen – og de aktive lag rolle heri
Den første faktor som har spillet en rolle i de to studieorganisationers opsvingspiral, og
som samtidig kan være med til at forklare forskelligheden og skiftet mellem, hvem der
er mest toneangivende, er graden af de aktive lags og de menige gymnasieelever og
pædagogstuderendes deltagelse i de kollektive aktioner og aktiviteter.
De borgerliges valgsejr den 20. november 2001 udløser ”et skift” i stemningen inden for
de to undersøgte studieorganisationer – mest markant inden for DGS, som peger mod, at
”nu må der handles”. Afsættet for modstanden er den ”snævre” uddannelsespolitiske
561
”Resultaterne” skal forstås bredt som en kombination af 1) facit, som kan tredeles i sejr, nederlag eller
remi, og af hvordan disse kampe tolkes i begge lejre: dvs. arbejdsgiver/stat, de aktionerende og i
opinionen; 2) hvilken betydning de kollektive aktioner har på aktørernes bevidsthed og antallet af aktive
aktører før og efter.
562
Når jeg nævner venstrefløjen er det af den simple grund, at de to studieorganisationers aktive lag er
dybt påvirket af den bredere venstrefløjs politiske ideer og situationsopfattelse.
458
nedskæringsdagsorden. Utilfredsheden med ”bredere” spørgsmål, fx krigen i Irak,
nedskæringerne på u-landsbistanden, angrebene på velfærden, spiller ind over denne
”snævre” dagsorden, men bliver aldrig i den undersøgte periode noget DGS mobiliserer
i titusindvis af gymnasieelever på (men tusindvis af gymnasielever deltager aktivt i
modstanden mod krigen).
Modstandens retning og form bliver en fokusering på udenomsparlamentarisme og
kollektive aktioner og – aktiviteter. Det er det mest afgørende træk ved den måde, de er
i bevægelse på, og på det skift der finder sted i DGS. Organisationen og dens aktive lag
bryder med troen på, at politikerne vil høre på deres argumenter, på at lobby arbejde
giver resultater etc. Deres konklusion bliver mere og mere: de må selv gøre noget – de
må selv organisere modstanden ved primært at mobilisere gymnasieeleverne, men også
ved at alliere sig med andre – primært resten af elevog studenterbevægelsen men også
fagbevægelsen. Det er deres ressource og vigtigste magtmiddel, det er deres mulighed
for at få indflydelse, for at mindske nedskæringerne og for at presse politikerne.
Den udenomsparlamentariske praksis springer delvist spontant ud af den konkrete
situation – baseret på en bredere stemning om, at ”nu er det nok” – nu må vi handle”.
Når jeg siger delvist, er det fordi, at den selvfølgelig bliver fremmet gennem især det
aktive lags politiske analyse og initiativer.”
Den afgørende faktor i opsvingsspiralen er omfanget og indholdet af de kollektive
aktioner og – aktiviteter. Af den simple grund, at det er igennem de kollektive aktioner
at brede lag af gymnasieelever og pædagogstuderende bliver aktiviseret og politiseret.
Det er forberedelsen, gennemførelsen og opsummeringen på de kollektive aktioner, som
danner de strukturelle rammer omkring omfattende læreprocesser, som påvirker deltagerne i ideologisk samfundskritisk retning og udvikler deres evne til selvstændig at
handle og organisere. Deltagelsen i de kollektive aktioner styrker opfattelsen af, at
”kamp og aktivitet nytter”, og af at de har opnået noget materielt, politisk, organisationsmæssigt og samfundsmæssigt. Det er med afsæt i de kollektive aktioner, at
processen for alvor accelererer.
459
Betydningen af de kollektive aktioner kan næppe overvurderes i den forandringsproces,
som finder sted ikke mindst i DGS i løbet af 2002-2003, i det aktive lag og blandt
gymnasieeleverne bredt set. Altafgørende er det, at det lykkes for det aktive lag at
forbinde sig med det brede lag af gymnasieelever igennem de kollektive aktioner. Det er
her nøglen til DGS’ og det aktive lags succes ligger, nemlig i det aktive lags evne til at
mobilisere, politisere og vokse. Det er i kraft af denne handlingsdimensions kvalitative
og kvantitative udvikling, at processen kan karakteriseres som en opsvingspiral, der
rummer en indre dynamik i sig, som så at sige accelerer bevægelsens omfang og styrke,
og som giver resultater, og giver næring til nye opsving i handling og i holdninger – til
mere radikale holdninger, som supplerer handlingerne, og den modsatte vej.
De kollektive aktioner indeholder et miks af handlinger – af kollektive aktiviteter inden
for elevog studenterbevægelsen – demonstrationer og strejker, hvor det store flertal af
gymnasieelever deltager og udenfor elevog studenterbevægelsen – primært deltagelsen
i antikrigsbevægelsen (demonstrationer, strejker, opbygningen af lokalgrupper, møder
etc., hvori et mindretal af de menige gymnasieelever og det aktive lag har deltaget).
Og i forlængelse af ovenstående handlingsmæssige dobbelthed, indgår der også i de
kollektive aktioner og aktiviteter et miks af holdninger – af politiske ideer og diskussioner, som tager sit afsæt i den uddannelses- og studenterpolitiske dagsorden, som
inden for organisationen og i relation til de kollektive aktioner både har inddraget det
store flertal af gymnasieelever og det store flertal i det aktive lag, men som er blevet
udvidet og mikset med den samfundsmæssige dagsorden om alt lige fra ”Er der råd til
velfærd”, ”Hvem bestemmer i samfundet?, Hvorfor krig i Irak?, findes der klasser – og
hvilken klasse og hermed alliancer er der?” – kort og godt spørgsmål som kobler
uddannelse sammen med samfundsudviklingen og retningen, og aktualiserer politiske
diskussioner om hvilket uddannelsessystem, hvilken retning for samfundsudviklingen,
hvordan og hvor kan de øve indflydelse etc. En udvidelse og et miks som både har
omfattet de menige gymnasieelever og det aktive lag – og med differentieret styrke har
sat sig holdningsmæssigt igennem.
De kollektive aktioners betydning for PLS har gennemløbet stort set den samme
udvikling som for DGS – blot med den tidsforskydning, at de stort set siden
460
organisationens dannelse i 1992 har spillet en fremtrædende plads i organisationsopbygningen. Men herudover har de pædagogstuderende modsat gymnasieeleverne i
kraft af deres lønnede praktikperioder deltaget i en række strejker mod nedskæringer –
dvs. de har via deres uddannelse og fag fået mikset den snævre og brede dagsorden –
fået mikset den uddannelsespolitiske og samfundsmæssige dagsorden
Går vi lidt tættere ned i tallene og analysen af de to organisationer og deres aktive lag
og medlemmers deltagelse i kollektive aktioner, opdelt på fælles politiske protestaktioner mod regeringens uddannelsespolitik og organisationernes egne aktionsdage og
strejker, så kan følgende billede tegnes:
Siden regeringsskiftet i november 2001 har store dele af elevog studenterbevægelsen
protesteret utallige gange, og i disse demonstrationer og protester har DGS og PLS
spillet den centrale og ledende rolle. I disse fælles demonstrationer har de to
organisationers aktive lag og de menige pædagogstuderende og gymnasielever været
nogenlunde ens repræsenteret – dvs. at omkring en 10-15 % af deres medlemmer har
deltaget.563
Herudover har de to organisationer haft deres ”egne” aktionsdage. DGS i september
2002 og 2003, og PLS i september 2002. Og her er der store forskelle.
Aktionsdagen den 26. september 2002 blandt de pædagogstuderende var et græsrodsinitiativ, hvor PLS gik støttende ind, men aldrig blev en central kraft i organiseringen,
dvs. i at sprede aktionsdagen ud på alle seminarier. Halvdelen af seminarierne deltog.
1/3 i det aktive lag deltog, mens hver syvende i det aktive lag – og ikke flere i
bestyrelsen – var med til at forberede og organisere aktionsdagen.
Billedet er noget anderledes under gymnasieelevernes to aktionsdage. Begge aktionsdage forberedes i et samspil mellem regionerne og bestyrelsen. Begge aktionsdage når
op på en deltagelse fra omkring 100 gymnasier ud af 140 i alt. Der arrangeres demonstrationer i de større byer. Næsten alle – 97 % - i det aktive lag deltager, og 70 % er med
563
Denne vurdering er selvsagt et skøn, som jeg baserer på generelle demonstrations tal, vurderinger fra
organisationerne og egne observationer.
461
til at forberede og organisere aktionsdagen i 2002. Alle i bestyrelsen er aktive i
forberedelsen.
Forskellen på de to organisationers aktionsdage er, at i DGS fungerer TR-laget og
bestyrelsen som en central organiserende kraft på landsplan - politisk og praktisk, mens
aktionsdagen i PLS foregår delvist uafhængig af bestyrelsen og størstedelen af TRlaget.
De to organisationer og dele af deres medlemmer har også været involveret i lokale og
regionale strejker. I september-oktober strejkede, besatte og demonstrerede de københavnske gymnasieelever. Og i efteråret 2002 deltog en del pædagogstuderende i de
lokale strejker pædagogerne rundt omkring i landet iværksatte.
Besættelsesstrejkerne i København over en to ugers periode var enormt intense, og
involverede både TR-laget, masser af nye aktivister og et overvældende flertal af
gymnasielever på de strejkeramte gymnasier. Samtidig kom DGS sekretariatet til at
spille en vigtig rolle som en koordinerende og understøttende faktor – praktisk og
politisk. I tal taler vi om, at mellem 15-20 % af landets gymnasieelever deltog i disse
besættelsesstrejker.564 Og målt ift. DGS’ medlemsskoler deltog en fjerdedel.
Besættelsesstrejkernes medlemsomfang og længde rummede nogle af de potentialer i
sig, som er kendetegnende for massestrejker565: de er synlige, ikke alene fordi så mange
strejker, men også fordi de mange aktionerende hænger sammen med så mange (familie,
venner, fritidsaktiviteter), og hermed kan de sætte sig igennem i offentligheden (i TV,
aviser mv.) og i det politiske rum (over for politikerne). Herudover rummer massestrejken et politisk bevidsthedsmæssigt potentiale – de aktionerende lærer en masse om
samfundet, og hvad de selv kan, når de handler kollektivt. Men andre ord foregik der
omfattende læreprocesser blandt tusinder af gymnasieelever.
En del pædagogstuderende – omkring en fjerdedel – ca. 5.000 – var i lønnet praktik i
den undersøgte periode. Ud af disse vil jeg anslå, at mellem 500-1000 har været på
institutioner, som har strejket i kortere eller længere tid. Dvs. at mellem 2-5 % af de
564
565
Tallene er et skøn baseret på, at der deltog 22 gymnasier.
Se for en videre diskussion i (Del 3), afsnit 4.
462
pædagogstuderende har været involveret i kollektive aktioner af varierende omfang og
længde. Og disse medlemmer har PLS som landsorganisation støttet mest mulig. Og
som det er beskrevet i kapitel 6, har de studerende som deltog lært en masse om dagens
virkelighed på landets daginstitutioner: om normeringer, der er blevet forringet, om
samarbejdet mellem forældre og pædagoger, om strejkens effekt eller mangel på samme
overfor politikere, om de pædagogiske fagforeningers rolle etc.
Samlet set har flere gymnasielever, flere i TR-laget og flere i bestyrelsen i DGS været
involveret i kollektive aktioner end de tilsvarende niveauer i PLS.
Denne forskellighed giver sig også udtryk i, at de aktive lags holdninger i de to organisationer afviger en del fra hinanden, når de skal opsummere på de kollektive aktioner.
På et generelt plan er de meget enige. På spørgsmålet om i hvor høj grad PLS/DGS har
påvirket deres holdninger således, at de fx er blevet mere overbeviste om, at aktivitet og
aktioner nytter? siger ¾ i de aktive lag ja!
Deres opsummeringer af deres respektive aktionsdage er naturligt nok forskellige. Langt
flere i DGS konstaterer, at aktionsdagen var en succes end tilfældet er i PLS. DPI
svinger mellem 14-34 % i de to aktive lags opsummeringer af de to aktionsdages
succes.
På spørgsmålet om de synes at strejker og demonstrationer er den mest effektive måde
at få indflydelse på, er der også forskel: 47 % i PLS siger ja, 52 % nej og i DGS siger 62
% ja, og 36 % nej.
Hvordan kan disse forskelle forklares?
Jeg tror den mest afgørende forklaring er forskelligheden i omfanget og succesen af de
kollektive aktioner inden for de to områder. Gymnasieeleverne og det aktive lag i DGS
har i praksis i langt større grad oplevet, hvad de kollektive aktioner rummer af
potentiale – materielt (de har fået konkrete sejre) politisk og læreprocesmæssigt har de
oplevet, at sammen er vi stærke, at kollektive aktioner nytter, og nye aktivister springer
463
ud af disse sammenhænge. De har oplevet og deltaget i en dynamisk opsvingspiral –
materielt -, politisk- og organisationsmæssigt.
Blandt de pædagogstuderende er de færre aktioner og de færre deltagere blevet kombineret med ”stemningen” og ”resultaterne” fra deres uddannede kollegaers kampe mod
endnu en omgang nedskæringer, hvor der har været strejkesejre, men hvor det generelle
billede er, at pædagogernes mange kampe mod nedskæringer ikke har stoppet nedskæringerne – måske nok stoppet tempoet i dem, men hvor arbejdsforholdet og kvaliteten af
deres pædagogiske arbejde med børnene er faldet drastisk over de sidste 30 år.
3.3 Antikrigsbevægelsens betydning i opsvingspiralen – og de aktive lags rolle heri.
Den anden faktor som har spillet en rolle i de to studieorganisationers opsvingspiral, og
som samtidig kan være med til at forklare forskelligheden og skiftet mellem hvem der
er mest toneangivende, er graden af de aktive lags deltagelse i den nye bevægelse mod
globalisering oppe fra, og senere antikrigsbevægelsen.
Det store lag af unge som deltager - mange af dem på et aktivitetsniveau som omfatter
mere end demonstrationer - spiller en vigtig rolle som en dynamisk aktivistisk kraft i
antikrigsbevægelsen, og dette aktivistiske engagement kan samtidig være en
medvirkende årsag til, dels at modstanden mod krigen generelt blandt unge er større end
i befolkningen som helhed, og dels til den massive modstand mod krigen i det aktive lag
og for den sags skyld også på de ”fire skoler” inden for gymnasieområdet.
Endelig har elevog studenterbevægelsen, herunder først og fremmest PLS men også
DGS, i stigende grad involveret sig i aktiviteter inden for DGAB i forbindelse med
topmøde, demonstrationer, ESF, WSF, studenterkampagner fx mod GATS aftalen og
det hjemlige Danske Sociale Forum, som alle er aktiviteter, der er knyttet sammen med
DGAB.
Så for mig at se, er der ingen tvivl om, at de to bevægelser og deres aktivister – som for
manges vedkommende blandt de unge er gengangere – som sociale bevægelser har
464
inspireret og gensidigt påvirket hverandre igennem aktivisternes, som har brugt og
mikset deres erfaringer fra de to ”bevægelser.
Ser man på PLS og DGS tilgang til den nye bevægelse, kan der spores klare forskelle.
PLS var den første af de to organisationer, som ”opdagede” den nye bevægelse mod
globalisering oppefra. Siden da har bestyrelsen i PLS bevidst prioriteret den nye bevægelse ud fra en opfattelse af, at ”bevægelsen” kunne inspirere og tilføre organisationen
en masse politisk, og modsat: at PLS også måtte gøre sit til at styrke og opbygge
bevægelsen – først og fremmest ved at overbevise de pædagogstuderende om, hvilket
potentiale den nye bevægelse har, og hvorfor de kan gøre en forskel ved selv at støtte og
blive aktive i bevægelsen.
DGS har ikke på samme måde sat fokus på den nye bevægelse eller prioriteret den.
Paradokset er, at selvom PLS’ bestyrelse har arbejdet mest målrettet på at lære af den
nye bevægelse, så slår den nye stemning og inspiration på mange måder klarest
igennem i DGS!
Hvordan giver det sig til kende?
Det giver sig først og fremmest udtryk i, at inden for de aktive lag er 11 % i PLS og
halvdelen i DGS aktive i antikrigsbevægelsen. Altså en markant forskel!
I PLS vedtager et flertal på årsmødet en udtalelse, som kritiserer irakkrigen – men den
klare støtte til antikrigsbevægelsen udebliver. I DGS er bestyrelsen ”internt uenige” på
spørgsmålet om DGS på landsmødet skal opfordre til at støtte antikrigsbevægelsen.
Resultatet bliver, at kun meget få stemmer for en udtalelse om støtte til
antikrigsbevægelsen, stillet af nogle enkeltpersoner i det aktive lag, som ikke sad i
bestyrelsen.
I begge organisationers aktive lag er holdningen til krigen og dens baggrund meget klar.
I PLS er 79 % imod krigen og i DGS 93 %. Omkring baggrunden for krigen godtager
hhv. 68 % og 91 % i PLS og DGS ikke, at ”krigen primært handler om, at Saddam er en
465
fare for verdensfreden”. 75 % og 88 % i PLS og DGS mener derimod, at krigen primært
handler om, at USA vil befæste sin magtposition …”
Der er flere faktorer i spil, som på afgørende vis spiller ind på det aktive lags holdninger
og handlinger. Krig og krigens karakter er hele afsættet for at de reagerer. Et afsæt som
må ses i det perspektiv, som starter med ”11. september” og ”krigen mod terror”, og
hvor deres modstand uden tvivl forstærkes af, at Fogh regeringen og et folketingsflertal
beslutter, at danske soldater skal deltage. Denne kobling - som nogle af de interviewede
selv påpeger - mellem Bush og Fogh, mellem den internationale og den hjemlige
dagsorden, mellem ”råd til krig” men ”ikke råd til velfærd” etc. forstærker uden tvivl
deres modstand. Når der så alligevel kan konstateres en forskel i graden af deres
modstand mod krig, og forklaring på dens baggrund, så tror jeg det hænger sammen
med den store forskel i de aktive lags praksis – i deres deltagelse i antikrigsbevægelsen.
De aktive gymnasieelevers opbygning af antikrigsgrupper på deres gymnasium, deltagelse i bykomiteer, i demonstrationer etc. gør, at deres holdninger radikaliseres. Samtidig viser min undersøgelse af DGS, at deltagelsen specifikt i antikrigsbevægelsen har
udviklet den politiske radikalisering stærkere og hurtigere blandt deltagerne end blandt
dem, der ikke har deltaget – både blandt de partiorganiserede og ikke-partiorganiserede.
Effekten af denne proces kan være en forklaring på forskelligheden i holdninger –
måske ikke mindst på spørgsmålet om, at ”krigen primært handler om, at Saddam er en
trussel mod verdensfreden” – hvor forskellen mellem de to organisationers aktive lag er
23 %. Dette argument var sammen med påstanden om ”masseødelæggelsesvåben”
krigstilhængernes hovedargument for nødvendigheden af krigen.
Men hvorfor er forskellen i de to aktive lag så stor på spørgsmålet om deltagelse i antikrigsbevægelsen?
Nøgleord i en forklaring kunne være ”opsvingspiral”, ”politiske traditioner” og
”rødder”. Opsvingspiral forstået som den politisk, erfarings- og organisationsmæssige
styrkelse af medlemmerne og organisationen, som et resultat af de kollektive aktioner.
Politiske traditioner forstået som det aktive lags deltagelse i politiske ungdomsorganisationer på venstrefløjen. Og ”rødder” forstået som det de har med hjemmefra,
466
som de diskuterer over spisebordet – som kan sammenfattes i deres politisk kulturelle
”arv”.
Den stigende aktivitet og politisering som finder sted, og som foregår hurtigst og
omfangsmæssigt er større inden for DGS end inden for PLS i den undersøgte periode,
med afsæt i den snævre dagsorden åbner de unges øjne for at verden er større end
uddannelsesområdet, og selvtilliden og politiseringsgraden gør, at de kaster sig ind i
kampen mod krigen i praksis. Deres politiske forståelse og deres erfaringerne fra den
uddannelsespolitiske kamp er afsættet for, at de engagerer sig politisk og aktivistisk i
antikrigsbevægelsen. Opsvingspiralen virker både indadtil – inden for det uddannelsespolitiske område og udadtil – inden for det samfundsmæssige område - og imellem den
snævre og brede dagsorden.
Medvirkende til at de unge aktivister især i DGS involverer sig i antikrigsbevægelsen
kan også hænge sammen med, at de – for halvdelens vedkommende – i kraft af deres
politiske organisering bliver tilskyndet til at fokusere på modstand mod krigen. De
politiske ungdomsorganisationer på venstrefløjen deltog nemlig aktivt i denne
bevægelse.
Deres ”rødder” kan også være en medvirkende årsag til, at de kaster sig ind i
antikrigsbevægelsen. I deres forældres ”røde” og aktive baggrund har spørgsmålet om
fred eller krig, og ikke mindst USA's rolle i forbindelse med Vietnam krigen, højest
sandsynlig spillet en stor rolle. Og parallellerne er mange mellem dengang og i dag.
Krigens baggrund og dens konsekvenser er højest sandsynlig blevet diskuteret hyppigt
”hen over spisebordet” i de aktive gymnasieelevers hjem. Disse ”rødder” har den ene
halvdel, de lidt ældre pædagogstuderende i det aktive lag ikke, og den anden halvdel har
i hvert fald ikke så hyppigt diskuteret det ”hjemme”, i og med at de er udeboende.
467
3.4 Venstrefløjens betydning i opsvingspiralen – og de aktive lags rolle heri 566
Den tredje faktor som har spillet en rolle i de to studieorganisationers opsvingspiral, og
er mest toneangivende, er graden af de aktive lags politiske deltagelse i de politiske
ungdomsorganisationer og partier – fortrinsvis på venstrefløjen. Der er markante
forskelle på den politiske organisering inden for DGS og PLS. I PLS er 17 % medlemmer af partier, som fordeler sig jævnt mellem bestyrelsen og TR-laget. I DGS er
halvdelen af det aktive lag politisk organiseret – i bestyrelsen 3 ud af fire. I forhold til
en højre venstreskala er sammensætningen blandt de politisk organiserede i PLS og
DGS som tendens meget ens: 2/3 af de partiorganiserede er medlemmer i SFU/SF og
SUF/Ø, og nogle ganske få i Venstres Ungdom.
Men hvilken betydning har den politiske organisering mere generelt i ”bevægelsessammenhænge” 567 – i DGS og PLS? Og hvordan kan den spores i de to aktive lag
– og hermed i de forskelle som findes?
Den politiske organisering kan spores på flere måder: Venstrefløjens ideologi er baseret
på antikapitalisme – på forandring nede fra, på at tænke i klasser og klassekamp etc. Og
strategisk og taktisk i at involvere medlemmerne, i at aktivisere og politisere, og i at
kollektive aktioner er en nøgle til forandring – materielt og bevidsthedsmæssigt samt i
nødvendigheden af organisation og demokrati.568 Det er i dette perspektiv ”bevægelserne” er partiernes tandhjul til at mobilisere masserne.
Erfaringerne fra politisk arbejde kan også forstærke de involveredes politiske og organisatoriske evne til at perspektivere og forstå den aktuelle situation og spørgsmålene
om, hvordan bevægelsen kan vinde gehør for sine synspunkter. Politisk organisering
566
Der kan ikke siges noget præcist om, hvor meget de unge henter fra partierne. Meget tyder på, at de
henter holdninger, forståelse og perspektiver. Men det vi mere generelt kan sige igen, igen ud fra den
empiriske undersøgelse er, at der er en dynamisk relation mellem parti og bevægelse: alt starter i
bevægelsen. Det er her, at hegemoniet kan brydes. Det er igennem aktivitet, at holdninger udvikles og
formes – blandt andet via partiernes deltagelse både som kollektiv og organisationer og via deres enkelte
medlemmer.
567
Se Hein Rasmussen, Søren: Græsrødder, partier og demokrati, kapitel 4 i: Mikkelsen: Bevægelser …
op. cit., hvor han beskriver og diskuterer forholdet mellem parti og bevægelsen ud fra begrebet om
partierne som ”baggrundsorganisationer” for bevægelserne.
568
Det er klart at der er forskelle indenfor venstrefløjen – fx mellem SF og Enhedslisten og i mindre grad
mellem fx SFU og SFU.
468
kan også tilføre bevægelsesarbejdet – både i som udenfor elevog studenterbevægelsen
– politisk og organisatorisk kontinuitet, og omvendt kan bevægelsesarbejdet virke
tilbage på udviklingen af de politiske organisationers forståelse af situationen og
politiske svar.
De politiske partier og deres medlemmer spiller uden tvivl en central rolle i at fastholde
og udvikle ”good sense” – i at udvikle de handlinger og holdninger, som det aktive lag
har. Men samtidig er det vigtigt at pointere, at de selv samme politiske organisationer
og deres aktivister selvfølgelig ikke er immune over for ”commen sense”, og de
samfundsmæssige rammer og forhold, som præger hverdagen, og som til stadighed
skifter. De politiske organisationer er i den forstand også påvirket af de ydre forhold
ligesom de sociale bevægelser. Og de er kun i stand til at udvikle sig politisk og vokse
medlemsmæssigt, hvis de kan forbinde sig med de sociale bevægelser og lære af dem. I
den forstand er forholdet mellem parti og bevægelse et dynamisk vekselvirkningsforhold. Det ses fx også af hvilken betydning antikrigsbevægelsen har på de politiske
aktivisters holdninger.
I et historisk perspektiv har elevbevægelsen og venstrefløjen altid været forbundet –
undtagen fra murens fald i 1989 til sidst i 90’erne. Det undersøgelsen viser er, at der
igen inden for DGS er blevet bygget bro mellem venstrefløjen og bevægelsen – at
partierne (især de politiske ungdomsorganisationer) og bevægelsen begynder at hænge
mere organisk sammen: de inspirerer og påvirker hverandre, og vokser (flere bliver
medlemmer af partier og flere bliver aktive i bevægelsen). Væksten i bevægelsen i dag
og væksten i de organiseredes andel er to sider af samme udvikling. Væksten er en
indikator på, at ”tiderne skifter”,og at ”situationen” forandrer sig.
Begge organisationer har tilbage i 70’erne og frem til murens fald været præget af den
politiske venstrefløj – med DKU/DKP som den stærkeste kraft.
Det kan forekomme som et paradoks, at det er DGS og ikke PLS, der har den stærkeste
organisering i og med, at PLS er ”foran” DGS op gennem 90’erne – vokser, politiserer
etc. Forklaringen kan hænge sammen med, at venstrefløjens genopbygning hurtigst sker
blandt unge og hermed inden for de politiske ungdomsorganisationer. De pædagog469
studerende er typisk ældre, og hermed er de ikke så tæt forbundet med de politiske
ungdomsmiljøer som DGS. En tendens som inden for de seneste år er blevet forstærket
af den opsvingspiral, som DGS har oplevet, og som har forbundet ”bevægelsen” med
venstrefløjen i en dynamisk proces.
Hvad betyder denne forskellighed så for de to organisationer og deres aktive lag, hvis vi
vurderer det politiske indhold og niveau i deres bevægelse – dvs. hvilke holdninger de
har.
Her er der flere faktorer, der kan peges på! Den politiske organisering og dens retning
mod venstrefløjen betyder, at venstrefløjens ideologi som tendens dominerer mere, jo
flere organiserede der er. Det kan spores i, at det aktive lag har mere venstreorienterede
holdninger og handlinger i DGS end i PLS. Det viser sig fx i deres stemmevalg og i
styrkeforholdet mellem de forskellige strømninger i det aktive lag.
Her svarer 85 % og 66 % i hhv. bestyrelsen og i TR-laget i DGS, at de vil stemme på
venstrefløjen, hvor de tilsvarende tal i PLS er 40 % for både bestyrelsen og TR-laget.
Derimod er de stort set enige om holdningen til de borgerlige: I DGS og PLS vil ingen i
bestyrelserne stemme på de borgerlige, hvorimod hhv. 6 % og 8 % i de to TR-lag vil
stemme på dem. Til gengæld ved hver fjerde i PLS’ bestyrelse ikke, hvem de vil
stemme på. I DGS’ bestyrelse er der ingen ”ved ikke”.
En anden betydning af forskelligheden i antal politisk organiserede inden for de to
aktive lag er, at muligheden for politisk erfaringsmæssig kontinuitet er større i DGS end
i PLS. I kraft af at der er en mere organisk forbindelse mellem DGS og venstrefløjen.
Og netop spørgsmålet om politisk kontinuitet – om at kunne akkumulere erfaringer,
generalisere dem og bygge ovenpå i næste, og næste landsmødeperiode, spiller en stor
rolle. Elev- og studenterbevægelsen slås til stadighed med, at de unge aktivister kun er
medlemmer af studieorganisationerne i maksimum 3 ½ år for PLS og 3 år for DGS. Og
for PLS’ vedkommende er de i løbet af studietiden reelt ”ude” i to gange et halvt år –
den lønnede praktikperiode og i 7. semester, hvor de skriver afsluttende opgave og også
er ”fraværende” studenterpolitisk.
470
3.5 Politikken og lederskabets betydning i opsvingspiralen – og de aktive lags rolle
heri
Den fjerde faktor som har spillet en rolle i de to studieorganisationers opsvingspiral, og
er mest toneangivende, er de aktive lags ”situationsopfattelse” og taktisk strategiske
handlingsanvisninger, og evnen til at gennemsætte dem. Eller sagt på en anden måde:
spørgsmålet om hvilken politisk taktik og strategi, der kan styrke bevægelsen optimalt.
Det spørgsmål har givet de to organisationers aktive lag store problemer i den
undersøgte periode. Et spørgsmål som er blevet diskuteret under hovedoverskrifterne:
Hvordan skal DGS og PLS ”politisere” og ”hvilke spørgsmål skal de blande sig i – og
hvilke ikke?” En problemstilling som rummer hele forståelsen af den bagvedliggende
situation, stemning og styrkeforhold i samfundet, blandt de studerende og i de aktive
lag. Det er reelt den diskussion, der har, og jeg tør godt gætte, fortsat volder de største
problemer, og måske også rummer de største uenigheder i organisationernes aktive lag.
Det er der intet mærkeligt i: det at operere i en situation, hvor såvel den
samfundsmæssige situation skifter og aktørernes holdninger og handlinger skifter. Det
har altid givet såvel de sociale bevægelser som venstrefløjen store problemer og mange
hovedbrud.
Men hvordan kan vi forstå problemets karakter? Hvad bunder det i? Meget forenklet
stillet op bunder det i, at ”fortidens ideer og forståelse af fortidens situation stadig præger nutidens ideer og forståelse af nutidens situation”. Og at denne problemstilling på
mange måder giver større problemer for de mest politisk bevidste aktivister, ledelses lag
og traditionsrige organisationer, skoler og arbejdspladser end for de mere ”tilbagestående og nye aktivister, lag skoler og arbejdspladser”.
Det skyldes først og fremmest, at det aktive lag i kraft af sine politiske refleksioner og
relativt organiske sammenhæng med ”traditionerne” inden for bevægelsen/venstrefløjen
vil have en tendens til at opfatte den ”nye” situation med gamle briller, hvorimod de nye
som radikaliseres, og mere spontant reagerer, ikke har de samme dybtgående historiske
erfaringer og forståelser.
471
Problemet, men så sandelig også styrken, for de mest politisk bevidste aktivister, for
ledelseslaget, for de politisk venstreorienterede og organiserede er, at de bygger deres
politiske forståelse og aktiviteter op på traditioner – på akkumulerede erfaringer – politisk og praktisk. Det er et af kendetegnede ved, at de er politisk bevidste og avancerede.
Men disse erfaringer bygger dels på en situation og en periode, hvor det aktive lag fx i
DGS først i 90’erne, og i hvert fald helt frem til 98/99, var isoleret. Hvor det brede lag
af gymnasieelever ikke var i bevægelse – en periode som det aktive og avancerede lag i
DGS i dag ikke selv har været en del af, men som er blevet overleveret igennem DGS’
politiske platform (vedtægter, principprogram, strukturer etc.) igennem det netværk af
gamle DGS aktivister, som har støttet op om og deltaget i diskussionerne efter de stoppede som DGS’ere, igennem de politiske ungdomsorganisationer etc. Og dels bygger de
overleverede erfaringer på perioden fra 98/99 og frem til 2002, hvor den samfundsmæssige ændring for alvor begyndte at sætte sig igennem og i et tempo, som ikke er set
siden perioden omkring ”68”. Og forståelsen af hvad der skete, og hvorfor det skete, og
hvilke konsekvenser det ville have, at en ny bevægelse mod globalisering oppe fra så sit
lys under demonstrationer i 1999 i Seattle var meget lille på den danske venstrefløj – og
derfor også i DGS og PLS. Endelig bygger de direkte på deres egne erfaringer – for
manges vedkommende på erfaringer, som rækker udover gymnasietiden og tiden som
pædagogstuderende, nemlig som hhv. aktive i folkeskoleelevernes organisation, dels i
de politiske ungdomsorganisationer, og for de pædagogstuderende også fra deres tid
som gymnasielever og lærlinge og ungarbejdere.
Et klart udtryk for, at ovenstående refleksioner har spillet en stor rolle ikke mindst i
DGS er, at formålsparagraffen først ændres i foråret 2002 – altså efter 11. september og
efter Fogh vandt valget i november 2001, hvorimod PLS foretager denne ændring
allerede i 1999 – jvf. analysen af NU ER DET NOK-bevægelsens betydning.
Set i bakspejlet var den nye stemning fra Seattle og den nye bevægelse mod
globalisering oppe fra også kommet til Danmark. Attac’s dannelse i foråret 2001 var det
mest synlige tegn herpå, men der var også andre tegn på, at noget nyt var i gære – især
inden for ungdommen. Fx begyndte flere og flere unge at deltage i demonstrationer i
472
forbindelse med diverse topmøder – IMF og Verdensbankens topmøde i Prag 2000, EU
topmødet i Gøteborg i 2001, G-8 topmødet i Genova i sommeren 2001 etc.
Men det var klart dengang som nu, at bevægelserne, både den nye bevægelse mod
globalisering oppe fra og elevog studenterbevægelsen og dens deltagere heri, var
stærkest og længst fremme i udlandet – ikke mindst i de sydeuropæiske lande og i
Mellem- og Sydamerika.
11.9 og Fogh regeringens tiltrædelse rykkede så at sige ”proppen” til fortiden op – noget
nyt er i gære, og det satte, som beskrevet, for alvor fart i forandringsprocessen i DGS –
og videreførte den forandringsproces, som havde været i gang i PLS siden 1999.
Vreden, utilfredsheden og troen på at handling kunne nytte blev mikset sammen, og en
opsvingspiral blev igangsat.
Men selvom ”proppen” til fortiden blev trukket op, så blev ”sluserne” til en omfattende
politisering ikke blot åbnet i DGS og PLS, hvad afsnittene om strategi og taktik
illustrerer: Fx vil flertallet i DGS’ aktive lag ikke åbent sige, at de vil bekæmpe den
borgerlige regering – selvom de er stik imod dens politik, men kun dens politik, og
stadigvæk primært deres politik på uddannelsesområdet. I PLS var denne ”begrænsning” overvundet. Et flertal i DGS og PLS vil heller ikke åbent sige nej til irakkrigen og
deltage som organiseret kraft i anti-krigsbevægelsen. Ledelsen i PLS ville, men deres
bagland strittede imod. Et flertal i DGS vil heller ikke i efteråret 2002 fastholde ideen
om at opbygge fælles netværk og initiativer på tværs af de nedskæringstruede og ramte
befolkningsgrupper under en fælles paraply om forsvar af velfærden. En problematik
som PLS ikke har haft, fordi deres forhold til arbejderklassen og fagbevægelsen er mere
organisk – de opfatter sig selv som en del heraf i kraft af deres fremtidige job.
Men spørgsmål om politik og situationsopfattelse har spillet en helt afgørende rolle for
de to studieorganisationer og mere generelt elevog studenterbevægelsen. Det er denne
faktor, som på afgørende vis kan forklare, hvorfor det er PLS og ikke DGS, som op
gennem 90’erne er den ledende studenterorganisation. Og det er denne faktor symboliseret ved ændringen af formålsparagraffen i 2002 - som er medvirkende til, at
473
DGS i den undersøgte periode ”overhaler” PLS mht. aktiviteter, politisering og organisation.
3.6 En diskussion af de fire faktorers betydning i perioden 1999-2004 – og et
tilbageblik på perioden 1989-99
Kigger vi på de fire faktorers rolle i relation til de to perioder, så kan vi overordnet
konkludere:
I perioden fra 1999 til 20. november 2001 er det primært de kollektive aktioner, som
begynder at komme i spil med afsæt i NU ER DET NOK- bevægelsen – dvs. med afsæt
i det uddannelsespolitiske område men med begyndende inspiration fra DGAB – og
især spørgsmålet om markedsgørelse af uddannelserne via GATT. Samtidig inspireres
de pædagogstuderende af opsvinget i modstand mod nedskæringerne inden for børnepasningsområdet blandt de uddannede pædagoger og forældre og gennemfører i den
forbindelse en række solidaritetsmarkeringer.
Politisk betyder dette opsving i de kollektive aktioner, at PLS udvikler sig til en studenterfagforening, som bryder definitivt med 90’ernes politikforskrækkelse, og sprænger de
snævre rammer for, hvad en studieorganisation må og kan blande sig i. En proces som
genererer mere selvtillid, mere politik og mere aktivitet. I samme periode er det også
med afsæt i NU ER DET NOK- bevægelsen og den efterfølgende solidaritetsmarkering
ift. gymnasielærernes kamp for max 28 i klassen, at DGS begynder at genopbygge
organisationen og selvtilliden – og hermed gradvist begynder at bryde med 90’ernes
politikforskrækkelse og delvise passivitet.
I perioden efter 20. november 2001 og frem til denne undersøgelses afslutning ved årsskiftet 2003/ 2004 forstærkes omfanget af de kollektive aktioner, samtidig med at såvel
DGAB og antikrigsbevægelsen som venstrefløjens rolle er langt mere markant og
dynamisk end i perioden fra 1999-2001. Fra 2002 udvikles der inden for DGS en
opsvingspiral, som netop er et udtryk for, at alle fire faktorer er i spil samtidig – og
virker ind på hverandre, hvorimod aktivitets og politiseringsniveauet inden for PLS godt
nok udvikles, men i en mindre markant opsvingspiral, forstået som en mindre dynamisk
474
og eksplosiv udvikling end tilfældet er i DGS – hovedsagelig fordi det aktive lags
forbindelse med venstrefløjen og antikrigsbevægelsen er meget mindre end DGS’. Politisk betyder denne periodes dynamiske opsvingspiral, at elevog studenterbevægelsen
bredere set bliver en vigtig faktor i såvel antikrigsbevægelsen som i opbygningen af
venstrefløjen – at der så at sige sker en sammensmeltning eller skabes en organisk
forbindelse mellem bevægelsen og især de politiske ungdomsorganisationer på venstrefløjen.
Forskellen på de to perioder afspejler dybest set, at der sker noget radikalt nyt bredere
set i samfundet, inden for de sociale bevægelsers optik og blandt ikke mindst tusinder
og atter tusinder af unge efter den 11.9 og de borgerliges valgsejr herhjemme i
november 2001. Det er også en konklusion, som de unge i det aktive lag selv drager!
1989-1999: PLS opbygges – DGS kollapser
Men hvorfor er det PLS og ikke DGS, der først bryder afgørende med passiviteten op
gennem 90’erne? Hvorfor ”overlever” PLS ”murens fald” og de sociale bevægelsers
nedgang og delvise kollaps? Er der en forbindelse mellem ”fortiden” og ”nutiden” –
dvs. mellem PLS’ overlevelse som organisation efter murens fald, og PLS ledende rolle
i at genstarte elevog studenterbevægelsen igen med NU ER DET NOK kampagnen i
1999. Og endelig: Hvordan harmonerer det med, at konklusionen på den empiriske
forløbs- og populationsanalyse inden for de to organisationer og deres aktive lag i
perioden 2002-2003 er, at PLS i den undersøgte periode ikke med samme hastighed,
omfang og radikalitet som DGS accelererer organisationens aktiviteter, dvs. styrker og
udvikler organisationen og det aktives lags holdninger og handlinger.
Besvarelsen af det spørgsmål rummer for mig at se nogle afgørende nøgler til en
forståelse af denne afhandlingsproblemstilling: Hvorfor bevægelse igen? og hvordan
bevægelse?
Den helt grundlæggende forklaring på, hvorfor det bliver PLS og ikke DGS, der er
primusmotor bag NU ER DET NOK- kampagnen eller en lignende kampagne, som
bryder med over ti års stilstand og tilbageskridt inden for elevog studenterbevægelsen
er kombinationen af to faktorer: det aktive lags politiske traditioner og den umiddelbare
475
og vedvarende vrede mod indførelsen af den lønnede praktik. Men den første grund –
den subjektive faktor – er den mest betydende forklaring. Det aktive lag i PLS er ikke modsat i DGS - domineret af eller forbundet med ideen om ”den virkeliggjorte
socialisme” indenfor det sovjetiske imperium omkring murens fald i 1989. Det medvirker til, at de ikke bliver demoraliserede i nær samme grad i slutfirserne og efter
murens fald. Hermed fastholder de også ideen om og troen på, at de pædagogstuderende
må opbygge en demokratisk organisation, som kan forsvare medlemmernes interesser
baseret på traditionerne for antikapitalisme, for kollektive aktioner og udenomsparlamentarisme. Endelig er PLS’ historie fra 1992 til 1999 historien om gentagne
mobiliseringer – om gentagne spontane aktioner for afskaffelsen af den lønnede praktik
mv.
PLS’ dannelse og første syv år er ikke en uafbrudt, stille og rolig konsolidering af
organisationen. Men organisationen styrkes og politiseres, og som et ikke ubetydeligt
element i denne proces, sker der i kraft af et ledelsesskift i 97-98 en radikal politisering
inden for organisationen, som blandt andet resulterer i NU ER DET NOK-kampagnen.569 En kampagne som var et sats, men som lykkedes, og som viste, at noget nyt var i
gære; at ”den objektive situation” var under forandring; at især studerende i større
målestok end set de sidste ti år begyndte at reagere, og ”gå fra utilfredshed til modstand
og handling.”
Hvorfor ”overhales” PLS af DGS?
Den spæde start på 90’ernes opsvingspiral, som blev igangsat med PLS dannelse i 1992,
og som for alvor manifesterede sig i 1998-99 og accelererer de følgende år, blev ikke
inden for PLS organisk forbundet med venstrefløjen, dvs. det lykkedes ikke at smelte
parti og bevægelse sammen i noget større omfang – at forene det aktive lag eller dele af
det med medlemskab af politiske partier eller ungdomsorganisationer. Som den empiriske analyse viser, så er et af det aktive lags kendetegn i DGS netop denne organiske
forbindelse mellem parti og bevægelse – mellem DGS aktivister og partimedlemmer.
Og i og med at venstrefløjen ikke blot begynder at vokse igen i slut 90’erne, men også
bliver mere og mere åben over for den nye antikapitalistiske bevægelse – og selv
begynder at blive en del af den efter Fogh kommer til i 2001, og definitivt med
569
Madsen: 10 år…, op. cit.
476
fremkomsten af antikrigsbevægelsen i 2002-03, så kommer der et dynamisk spil i gang
– så igangsættes omtalte opsvingspiral indenfor DGS.570
Det er for mig at se måske hovedforklaringen på, hvorfor DGS kommer på banen for
alvor, og hvorfor PLS i den undersøgte periode fungerer mindre dynamisk end DGS.
Det er for mig at se også en væsentlig forklaring på, hvorfor den politisk aktivistiske
radikalisering er stærkere i DGS end i PLS, herunder også at det politiske lederskab
omkring bestyrelsen, som hovedsageligt består af politisk organiserede på den
revolutionære venstrefløj, ligger længere til venstre for TR-laget, end det er tilfældet i
PLS.
Samtidig kan det faktum, at halvdelen af det aktive lag deltager i antikrigsbevægelsen,
næppe undervurderes i forhold til den politisk aktivistiske dynamik i organisationen –
jvnf. mine konkrete undersøgelser af, hvem der deltager i bevægelsen, og hvad dette
engagement betyder for deltagerne. Som tidligere nævnt opfatter jeg, at der er en
sammenhæng mellem deltagelsen i antikrigsbevægelsen, som for gymnasieeleverne især
er i københavnsområdet, og så den 14 dage lange spontane besættelse af københavnske
gymnasier, hvilket blot endnu engang understreger det dialektiske læringsmæssige
forhold mellem parti og bevægelse.
570
Se http://www.sfu.dk/8914. Her opridser Kasper Bjerring Jensen, sekretariatsleder i SFU udviklingen i
medlemmer indenfor ungdomsorganisationerne, som understreger venstrefløjens vækst. Tabellen er
baseret på Dansk Ungdoms Fællesråd (www.duf.dk). Medlemstallene baserer sig alene på antallet af
betalende medlemmer under 30 år. Tal fra før 1994 er uanvendelige, fordi mange organisationer på det
tidspunkt snød med tallene. Grafikken har forfatteren selv lavet.
Medlemstal 2001-2007
SUF SFU DSU
2001 376 1055 2049
2002 427 1224 2144
2003 375 1291 2620
2004 379 1330 1938
2005 341 1640 1823
2006 786 1487 1991
RU KDU KU VU DFU
361 751 1084 2349 501
403 748 1013 2194 488
451 658 963 1987 583
495 662 834 1848 516
572 433 796 1944 433
716 408 922 2301 447
2007
727
746
1955
1792
303
901
1755
477
477
3.7 Opsvingspiraler og struktur-aktør perspektivet
I det foregående afsnit antydede vi to centrale karaktertræk ved perioden fra 1989 til
1999, som her skal udbygges.
For det første at perioden var dybt præget af den politisk ideologiske effekt af ”murens
fald”, som betød, at de sociale bevægelser, venstrefløjen og den reformistiske arbejderbevægelse blev trængt i defensiven og for nogens vedkommende kollapsede, og på den
anden side at kapitalismen og dens ideologer struttede af selvtillid. Elev- og studenterbevægelsen eksisterede ikke som bevægelse efter 88/89, og DGS var meget tæt på
kollaps efter murens fald.
For det andet at PLS dannelse i 1992, opbygning, konsolidering og gennembrud op
gennem 90’erne med NU ER DET NOK- kampagnen i 1999 udtrykker, hvor afgørende
den subjektive faktor er og netop udtrykker, at der intet mekanisk, deterministisk
forhold er mellem den ”objektive situation” og aktørernes sociale adfærd. Men der er en
relation – en dialektisk relation. Denne viser sig i, at det generelle billede er tilbagegang
for de sociale bevægelser, og nedgang i klassekampen, men at dette billede faktisk
brydes af de pædagogstuderende – og efterhånden også af andre arbejdergrupper op
gennem 90’erne. Men disse gruppers aktivitet slår først over i et ændret billede i større
målestok omkring 1999 – og specifikt inden for elevog studenterbevægelsen med NU
ER DET NOK- kampagnen.
1999 er i denne afhandling blevet identificeret som et ”turning point” – at noget nyt er i
gære på en større skala – dvs. globalt set med DGAB, inden for arbejderbevægelsen
herhjemme – især inden for det offentlige område men også med ”storkonflikten” i
1998 på det private arbejdsmarked, og endelig med NU ER DET NOK- kampagnen
inden for elevog studenterbevægelsen.
I de foregående afsnit har jeg analytisk pejlet mig ind på, at perioden fra 1999 til 2004
kan karakteriseres som en opsvingspiral inden for elevog studenterbevægelsen
herhjemme, hvor ikke mindst perioden fra 2001 til 2004 repræsenteret et dynamisk
opsving herhjemme som globalt. Tidligere konstaterede jeg, at ”Forskellen på de to
perioder afspejler dybest set, at der sker noget radikalt nyt bredere set i samfundet,
indenfor de sociale bevægelsers optik og blandt ikke mindst tusinder og atter tusinder af
478
unge efter den 11.9 og de borgerliges valgsejr herhjemme i november 2001. Det er også
en konklusion, som de unge i det aktive lag selv drager!”
Men ligesom jeg tidligere slog fast, at ”der intet mekanisk, deterministisk forhold er
mellem den ”objektive situation” og aktørernes sociale adfærd, men at der er en relation
– en dialektiske relativ deterministisk relation”, så er det samme tilfældet med
relationen mellem kollektive aktioner og opsvingspiraler – der er ingen automatik, men
snarere en mulighed for, at de kollektive aktioner kan generere en opsvingspiral, som
involverer og bliver påvirket af andre sociale bevægelser, politiske organisationer, og
som påvirker og bliver påvirket af aktører, som forandrer deres handlinger og
holdninger. Men der er en dialektisk mulighed og relation, hvor den subjektive faktor
spiller afgørende ind. Og det er, hvad vi kan registrere omkring 2002, at DGS som
organisation inden for elevog studenterbevægelsens opsvingspiral ”overhaler” PLS
politisk aktivistisk.
Den subjektive faktor er altså på den ene side dybt afhængig af den objektive situation:
der er et relativ deterministisk forhold mellem muligheder og grænser for aktørernes
handlinger inden for bestemte ”objektive forhold og situationer” – som netop kommer
til udtryk i, at elevog studenterbevægelsen ikke eksisterer i slut firserne men netop
vokser frem igen efter 1999. Og på den anden side i at forholdet mellem strukturer og
aktører – mellem den objektive situation og den subjektive faktor aldrig står stille.
Mellem 1990 og 1999 står tiden ikke stille – bevæger aktørerne sig ikke, forandrer
strukturerne sig ikke! Men på aktørsiden er bevægelserne små både omfangs- og
indholdsmæssigt i første halvdel af 90’erne. I anden halvdel af 90’erne begynder
aktørerne så småt at røre mere på sig. Og den udvikling, som gradvist forandrer
relationen mellem strukturer og aktører, kan beskrives som en dobbelt proces, der for
det første både ideologisk og politisk rummer en gradvis generering af en ”nu er det
nok-stemning” af utilfredshed og vrede, og en række ”begivenheder” (NU ER DET
NOK-kampagnen, Seattle 1999, 11.09, de borgerliges valgsejr i november 2001 og
efterfølgende politiske tiltag), som accelererer denne ”nu er det nok stemningen”. Og
for det andet, som en integreret del af den politiske ideologiske proces, en proces som
gradvist øger aktørerne og de sociale bevægelsers selvtillid og styrke (flere bliver
utilfredse, flere bliver involveret i organisationen og i aktiviteter), og i en række
479
”begivenheder” (aktionsdage, fælles kampagner etc.), som accelererer processen og
omsætter den øgede utilfredshed i mere bevægelse.
De afgørende faktorer i denne dobbeltproces er i det aktuelle perspektiv dels karakteren
af den objektive situation, og dels karakteren af aktørernes handlinger, holdninger og
organisationer. Men såvel den objektive aktuelle situation som aktørerne holdninger,
handlinger og organisationer er dybt påvirket af den forudgående periodes ”objektive
situation”, og overførelsen og fornyelsen af såvel ”strukturer” som ”traditioner”. Dvs.
at den aktuelle forklaringsramme må integreres med en historisk forklaringsramme.
Det er, hvad jeg vil forsøge i de kommende afsnit. Og det vil jeg primært gøre med
afsæt i dels det klassemæssige forandringsspor, i arbejderklassesporet, og hermed i
paralleliteten mellem elevog studenterbevægelsen og fagbevægelsen, og dels i generationsproblematikken – dvs. hvilke ”traditionsmæssige” forbindelseslinjer, der er mellem
”fortid” og ”nutid”, og som ”overføres og fornyes” på aktørsiden og inden for de sociale
bevægelser.
(Del 3)
Nye indsigter – arbejderklassesporet og forbindelsen mellem fortid og
nutid
Intentionen er i (del 3) at åbne op for nye indsigter og nye spor, der kan forfølges, og
som ligger som generelle spor i den teoretiske del, men som nu med den nye empiriske
indsigt kan udfoldes mere. Det gælder især på spørgsmålet om den klassemæssige
forandringsproces, på arbejderklassesporet – dvs. paralleliteten mellem elevog
studenterbevægelsen og fagbevægelsen, og på generations- og grundproblematikken –
dvs. hvilke ”traditionsmæssige” forbindelseslinjer der er mellem ”fortid” og ”nutid”, og
som ”overføres og fornyes” på aktørsiden og inden for de sociale bevægelser.
480
4. Når elever, studerende og arbejdere strejker og organiserer sig –
fællestræk, forskelle og perspektiver
I afsnittet forfølges en af denne afhandlings gennemgående spor – teoretisk, historisk og
aktuelt empirisk, nemlig relationen mellem elevog studenterbevægelsen og fagbevægelsen som sociale bevægelser. Dette spor peger direkte ind mod afhandlingens mest
afgørende operative teori og praksis aspekt, nemlig de kollektive aktioner blandt
elever/studerende og i arbejderklassen set i et magt- og organiseringsperspektiv. Hvilke
ligheder og forskelle er der mellem arbejderklassen/fagbevægelsen og elevog studenterbevægelsens krav, kampe, organisering, ledelses, traditioner mv.? Hvilket magtpotentiale har eleverne og studerende i sammenligning med arbejderklassen?
Det er med andre ord min tese eller en af mine røde tråde i denne afhandling, som sættes
til diskussion, nemlig at elevog studenterbevægelsens krav, kampe, organisering og
traditioner inden for uddannelsesområdet må forstås som en parallel til fagbevægelsens
krav, kampe og organisering og traditioner på arbejdsmarkedet. Og hermed, at elevog
studenterbevægelsen som social bevægelse også – ligesom fagbevægelsen – befinder
sig ”inden for” traditionerne for antikapitalistisk modstand. Denne sammenligning
åbner samtidig op for en analyse af, i hvor høj grad de to bevægelser inspirerer
hverandre, og hermed i hvor høj grad ”bevægelses- og aktivitetsniveauet” følges ad
historisk som aktuelt, og hvis de ikke gør, hvilke specifikke grunde der er afgørende i
denne sammenhæng, og som udtrykker forskelligheder mellem de to bevægelser, deres
aktive lag og deres medlemmer. Og endelig: hvilke forklaringsmuligheder kan der
skimtes i disse spørgsmål om, hvorfor der er bevægelse igen ud fra denne komparative
analyse?
4.1 Elev- og studenterbevægelse – ”indenfor” eller ”udenfor” traditionerne for
antikapitalisme
Min antagelse var, baseret på såvel en teoretisk som empirisk kritik af teorien om de nye
sociale bevægelser plus egne studier mv., at det giver mening og analytisk dybde at
prøve at forstå ligheder, forskelle og relationen mellem arbejderbevægelsen – og især
fagbevægelsen som social bevægelse, og elevog studenterbevægelsen, fordi begge
bevægelser som udgangspunkt har en ide om et solidarisk, demokratisk samfund, base481
ret på en erkendelse af, at de som sociale grupper/klasser er nødt til at organisere sig, og
bruge den kollektive styrke de har til at fremme deres interesser over for arbejdsgivere,
stat og folketing gennem forhandlinger og kamp – gennem parlamentarisk og udenomsparlamentarisk arbejde. En erkendelse som tager sit afsæt i at kapitalismen som system
ikke af sig selv sikrer lighed, demokrati og velfærd, men snarere – hvis det ikke mødes
af modstand - ulighed, undertrykkelse og udbytning. Kapitalismen som samfundssystem
har så at sige skabt en modbevægelse. En antikapitalistisk bevægelse, hvor arbejderbevægelsen - herunder fagbevægelsen, som social bevægelse har været den toneangivende og mest magtfulde. Traditionerne for antikapitalisme har svinget i styrke,
omfang og indhold op gennem historien – i perioder – fx lige efter 1. verdenskrig stod
den socialistiske fløj stærkt, og revolutionsforsøg blev gjort, hvorimod den reformistiske arbejderbevægelse har haft teten siden 2. verdenskrig, om end den har ændret
sig og er blevet svækket efter murens fald i 1989 og nyliberalismens offensiv. Men
uanset forskelle så har der, og findes der, stadig traditioner for antikapitalisme – hvor
netop denne afhandlings udgangspunkt og antagelse var, at det er inden for denne optik,
det giver mening at forstå elevog studenterbevægelsen.
Det der nu skal samles op på ud fra den empiriske analyse og det historisk rids er:
Holder antagelsen om at elevog studenterbevægelsen kan og må forstås inden for en
klassekampsoptik – inden for en forståelse af traditioner for antikapitalisme – og
hermed er det brugbart at parallelisere mellem elevog studenterbevægelsen og
fagbevægelsen?
Traditioner for modstand
For mig at se illustrerer, dokumenterer og underbygger de aktuelle empiriske analyser af
elevog studenterbevægelsen i dag det billede, som tegnede sig i kapitel 3, afsnit 7 af
”bevægelsens historie” – at den må forstås ”inden for” traditioner for anti-kapitalistisk
modstand.
Elev- og studenterbevægelsens historie udtrykker ”traditioner” for kamp og organisering for at fremme deres ideer om et bedre uddannelsessystem – materielt, fagligt og
demokratisk. Det har været bevægelsens primære fokus. Men bevægelsen og dens
medlemmer har så sandelig også deltaget i protester mod ”udefrakommende”
482
uretfærdigheder – fx krig, miljø og fremmedhad. Og dens medlemmer har udover disse
bevægelser også været en meget aktiv aktør i andre bevægelser - såsom kvindebevægelse, boligbevægelse, antiimperialistiske bevægelser, Operation Dagsværk etc.
Og endelig har elevog studenterbevægelsens medlemmer spillet en afgørende rolle
såvel omkring ”oprørsårene” fra 68 til 75 i opbygningen af såvel den gamle som den
nye venstrefløj, og igen omkring årtusindskiftet – 2000 – i genopbygningen af den
gamle venstrefløj – især omkring SF og Enhedslisten og deres respektive ungdomsorganisationer SFU og SUF.
Elev- og studenterbevægelsens traditioner for modstand følger stort set det samme spor
og tendenser indholdsmæssigt og tidsmæssigt som arbejderklassens traditioner for
bevægelse og modstand – jvf. kapitel 3, afsnit 6 og 7. De reager både mod ”underordelsesforholdet i arbejdssituationen, svingningerne i den kapitalistiske økonomi …
eller om man i al almindelighed vil tale om den simple nødvendighed for enhver social
gruppe af at organisere sig for overhovedet at kunne få tilgodeset selv de mest
elementære, umiddelbare interesser eller alle forhold på en gang …”571 Derimod er
deres direkte relation til udbytningsforholdet et andet end arbejderklassens i kraft af
deres placering inden for uddannelsessektoren, med den præcisering, at de
pædagogstuderende faktisk udsættes direkte for det samme udbytningsforhold som
deres færdiguddannede kollegaer under den lønnede praktik.572
Det billede der derfor tegner sig ud fra mit teoretisk empiriske afsæt er, at elevog
studenterbevægelsen herhjemme fra sin start i midt 60’erne har været en del af disse
traditioner for anti-kapitalistisk bevægelse – i starten som en integreret del af den
socialdemokratiske lighedsorienterede uddannelsespolitik, som bevidst satsede på at
inddrage elever og studerende i udformningen af uddannelsessektoren og politikken. I
nogle perioder har bevægelsen de sidste 40 år været synlig og aktive – i andre usynlige
og nærmest passive. Det er, hvad der kan trækkes ud af denne afhandling.
571
Sørensen: Mellem … op. cit., s. 835
Jeg har ikke et veldokumenteret talmateriale på, hvor mange studerende, der har studie job ved siden
af deres uddannelse. Men inden for det aktive lag har godt og vel halvdelen i DGS og lidt færre i PLS
jobs ved siden af.
572
483
Hermed er alt langtfra sagt, men retning og rammen for en forståelse af elevog
studenterbevægelsen bevægelsen kan nu tilføjes min definition på ”samfund, klassekamp og studenter”, som lød: ”vi lever i et kapitalistisk samfund, i et klassesamfund,
hvor arbejderklassen fortsat er den største klasse, hvor der foregår klassekamp, åben
eller skjult, meget eller mindre.” Og hertil vil jeg nu føjes:
Inden for denne samfundsopfattelse opfatter jeg elevog studenterbevægelsen i en
optik, hvor bevægelsen og deres organisationer, krav og kampe er en del af klassekampen. Elev- og studenterbevægelsen befinder sig med andre ord ”inden for”
traditionerne for antikapitalistisk modstand.
Med afsæt i denne konklusion vil jeg i de følgende afsnit søge dybere forklaringer på,
hvorfor der er bevægelse igen inden for en klassekamps- og bevægelsesoptik, som 1)
trækker på parallellen til fagbevægelsen og arbejderklassens krav, kampe, organisering
og ideer i dag og i et historisk perspektiv – dvs. kigger mod de gamle sociale bevægelser og deres bevægelsesoptik, og 2) på forbindelsen mellem fortid og nutid – mellem
overførelse og fornyelse af traditioner og strukturer.
Ud fra disse to spor vil jeg grave videre i mine empiriske undersøgelser og materiale ud
fra den historiske materialisme og den fremlagte teori, og ved at inddrage nye teoretiske
vinkler.
4.2 De to bevægelser
Det er umiddelbart iøjnefaldende, at den rolle som de kollektive aktioner spiller i DGS
og PLS, og den måde som aktionsforløbene, diskussionerne og opsummeringerne etc.
gribes an på har enormt mange lighedstræk med de kollektive aktioners rolle og
organisering indenfor arbejderklassen og fagbevægelsen, og også med de diskussioner
som findes sted i og omkring disse strejker mht. taktik, krav og organisering. Men der er
også klare forskelle på de to bevægelser, og deres måde at handle på. Lad os starte med
at opridse de to bevægelsers hovedkarakteristika.
484
Elev- og studenterbevægelsen har som sin direkte modpart – ligesom de offentligt
ansatte – det politisk parlamentariske system, og de statslige -, amtslige og kommunale
institutioner og bureaukrati.573 DGS og PLS har som organisation gjort sig de samme
erfaringer som mange faglige organisationer (og bevægelser) inden for det offentlige
område: skal det lykkes at påvirke politikerne og ændre på deres beslutninger kræver
det en kombination af offentlig debat om emnet og om nødvendige demonstrationer og
strejker. Her viser denne undersøgelse endda, at DGS og PLS har bevæget sig mere og
mere over mod en udenomsparlamentarisk position. Der er selvfølgelig forskel på det
pres, som forskellige samfundsgrupper kan lægge: 14 dages strejke inden for daginstitutionsområdet i København involverer dels flere mennesker end en tilsvarende strejke
på byens gymnasier, dels betyder en strejke på børnepasningsområdet, at en lang række
arbejdspladser i øvrigt bliver ramt, fordi forældre må tage fri for at passe deres unger
eller tage dem med på arbejde etc. Der er også forskel på de rammebetingelser, som
findes hhv. på arbejdsmarkedet og inden for uddannelsessektoren: på arbejdsmarkedet
findes der et overenskomstsystem og et fagretsligt system, som betyder, at kollektive
aktioner sjældent er noget, der kan foregå inden for systemets egne spilleregler, dvs. ved
at de strejkende officielt kan få strejkeunderstøttelse og åben opbakning fra deres
faglige ledere. Det typiske billede er, at hvis pædagogerne vil forsvare sig mod
nedskæringer, så går de i overenskomststridig strejke, som betyder, at de dels ikke
officielt kan modtage strejkeunderstøttelse, dels ikke officielt kan få støtte 100 % fra
deres fagforening, og dels bliver idømt bod pr. strejketime etc. Derfor kan strejker
meget let blive et økonomisk bet for mange strejkende og deres familier. Det typiske
billede er også under mange konflikter, at fagforeningsbureaukratiet direkte er i modstrid med deres medlemmer.
Herudover er spørgsmålet om job eller arbejdsløshed en problematik, som hænger over
arbejderklassens dagligdag, og som under og efter konflikter yderligere kan blive forstærket, hvis strejken tabes og arbejdsgiverne udnytter situationen fx til at komme af
med ”besværlige” arbejdere. 574
573
Samt lokalt på gymnasiet og pædagogseminariet hhv. rektor og bestyrelsen, som de lokale repræsentanter og udøvere af de politisk parlamentariske rammer
574
Under kampen ”om” RUC i 1976 blev 203 studerende faktisk bortvist, da de boykottede deres eksamen.
485
Konsekvensen af at strejke som studerende og som arbejder er forskellig. Men på trods
af disse forskelle, som på ingen måde skal underkendes, men er reelle objektive
forskelle, som har stor betydning for de kollektive aktioners omfang, indhold og styrke,
og som meget handler om de forskellige gruppers samfundsmæssige placering, magt og
traditioner – så er der en lang række strejkemønstre og strejkeerfaringer, som går igen,
uanset om vi snakker om kollektive aktioner inden for gymnasieområdet eller pædagogområdet.575
4.3 De lærer af arbejderklassen - regler og sprog under strejker
Et af udtrykkene, for at elever og studerende lærer af arbejderklassens måde at organisere og aktionere på, kommer til udtryk i den måde de beslutter sig for at strejke på.
Inden for de seneste år er der sket en udvikling hen imod, at de bruger samme procedure
som på langt de fleste arbejdspladser, når de beslutter sig for at nedlægge arbejdet
overenskomststridigt, nemlig ved et fællesmøde og skriftlig afstemning. På mange
gymnasier foretages der i dag afstemninger i de enkelte klasser, hvorefter resultatet
tælles, og beslutningen offentliggøres. Samtidig bruger mange fortsat blokader af lærerværelserne for at forhindre skruebrækkere i at følge undervisningen. I denne sammenhæng er det også værd at bemærke, at det ikke alene er proceduren og strejketaktikken,
der har ændret sig men også sprogbrugen: i dag ”strejker gymnasieeleverne” modsat
tidligere, hvor de aktionerede. Et andet eksempel på et ændret sprogbrug er, at
gymnasieeleverne ligesom på arbejdspladserne, selvom det er mange år siden den sidste
arbejdspladsbesættelse, nu også kalder de aktioner, hvor de nedlægger undervisningen
og bliver på skolerne, for besættelsesstrejker. I 90’erne hed de tilsvarende aktioner dels
”bosættelser”, og dels bosatte og aktionerede de kun uden for skoletid.576 Et af argumenterne, for ikke at kalde det besættelser dengang, var frygten for at blive identificeret
som en del af BZ-bevægelsen, at blive sat i bås med disse. Disse to eksempler på ændret
sprogbrug udtrykker dels, at ”politikforskrækkelsen” er langt mindre, og dels at
gymnasieeleverne i højere og højere grad bruger arbejderklassens sprog og kampformer.
575
Som tidligere påpeget foregår en del af de pædagogstuderendes strejker sammen med deres
færdiguddannede kollegaer, når de er i lønnet praktik – og her indgår de studerende på lige fod med deres
kollegaer. Og her formidles selvsagt mange erfaringer mellem arbejdere og studerende.
576
Dette skift i sprogbrug udtrykker det skift, der har fundet sted i politisk forståelse og ideologi op
gennem 90’erne.
486
Traditioner for organisering og aktivitet
Inden for arbejderklassen har der historisk set udviklet sig en politisk og faglig
differentiering mellem forskellige traditioner for ”militans”. Spørgsmålet om traditioner, politik og militans er ikke noget stationært, men under stadig udvikling og
ændring, som en direkte refleksion af den politiske, økonomiske og ideologiske
udvikling samfundsmæssigt set – herunder den stadige ændring af arbejderklassens
sammensætning, størrelse og placering. Det samme er tilfældet indenfor elevog
studenterbevægelsen – både på organisationsplan og inden for de enkelte organisationer
– både regionalt og på de enkelte skoler.
På det regionale og skolemæssige niveau er der inden for gymnasieområdet ingen tvivl
om, at københavnsområdet i hovedparten af DGS’ godt 40-årige historie har spillet en
meget ledende og central rolle. Antallet af skoler - vel en tredjedel på landsplan - er en
faktor, som har skabt en større dynamik blandt gymnasieeleverne; det relativt større lag
af ”røde” gymnasieelever er en anden faktor.577 DGS kontoret, sekretariatet og
bestyrelsens placering i København er en tredje faktor.578 Inden for dette mønster skiller
en række gymnasier sig også ud som de absolut ledende og mest traditionsrige. Fx
Rødovre, Christianshavn, Rysensteen, Det Fri etc., som på mange måder må
karakteriseres som ”gymnasieelevernes B&W, BT-klub, pædagogiske klubber,
stilladsarbejder- og skraldemandsklubber etc.”579 Det er gymnasier, hvor elevrådene har
været aktive i mange år, hvor de har spillet en aktiv rolle i DGS-regionen, i bestyrelsen,
i Forretningsudvalget etc. Og det er gymnasier, hvor basis har været aktive bredt set i de
forskellige kollektive aktioner og – kampagner.
577
Både ungdomsvalgundersøgelser og denne analyse viser, at laget af ”røde” er større i Københavnsområdet også handlingsmæssigt, hvor langt flere gymnasieelever deltog i fx antikrigsbevægelsen end i
provinsen. Analysen af ”skolerne” viser fx også, at de klasser der deltager i SpSU fra Rødovre statsskole
er ”røde”, og aktivitetsmæssigt ligger højt.
578
Sidste gang der var en omfattende strejkebevægelsen indenfor gymnasieområdet – om end slet ikke på
niveau med i 2003 – var i 1998, hvor det også var de københavnske gymnasier, der var i aktivitet. Se:
Bentzen, Nicolaj: Elevstrejken i 1998. Eget tryk. 1999, som fortæller historien om kampen mod Ole Vigs
”fraværs cirkulære”.
579
Med denne parallel tænkes der specifikt på, at samtlige af de nævnte udover en stærk arbejdsplads- og
fagforeningsaktivitet også har spillet en mere udadvendt rolle i de forskellige strejkebevægelser og
demonstrationer op gennem årene. At en del af disse klubber og arbejdspladser så er lukket i dag, og
fraværet af et synligt lederskab på arbejdsplads- og faggruppe plan indenfor arbejderklassen er blot en
”naturlig” del af op - og nedgangene i klassekampen – af ændringerne i produktionsstrukturen, og hermed
klassesammensætningen.
487
Men udviklingen i DGS inden for de seneste år har også vist en anden parallel i forhold
til arbejderklassens historie, nemlig at mere tilbagestående og passive gymnasier lige
pludselig træder ind på scenen og rykker enormt hurtigt med hensyn til organisering og
ideer. Det er fx tilfældet med et gymnasium som Borupgård, som under besættelsesstrejker var enormt avancerede mht. organisering og aktiviteter på skolen. For de pædagogstuderendes vedkommende er tendensen historisk set den samme. Op gennem
90’erne var det meget seminarier i det storkøbenhavnske område, der var ledende –
både indadtil og i forbindelse med støtte til deres strejkende kollegaer. I den undersøgte
periode er billedet ikke entydigt – her er der en række af de jyske regioner, som faktisk
har haft den største aktivitet, og de mest velfungerende PLS bestyrelser. En forklaring
på denne forskydning kan hænge sammen med, at strejkeaktiviteten inden for det
pædagogiske område er flyttet mere og mere vest over efter 2001, hvor der har været
store strejker mod nedskæringer. Og disse kollektive aktioner har uden tvivl inspireret
og påvirket de studerende.
4.4 Forskellige typer strejker
Inden for arbejderklassen kan strejkemønstret – dvs. de forskellige typer af strejker
opdeles mellem:
•
lokale strejker på den enkelte arbejdsplads – fx smede, stilladsarbejdere,
buschauffører.
•
landsdækkende eller regionale strejker indenfor en faggruppe – fx slagteriarbejderne på landets slagterier, pædagoger på byplan etc.
•
massestrejker, som omfatter forskellige faggrupper, og som enten foregår på
regionalt plan og/eller landsplan – fx pædagogstrejken i København i 2003,
sympatistrejken med Ri-bus-chaufførerne 21. april 2005, overenskomststrejken i
1998, påskestrejkerne i 1985 osv. Inden for massestrejkerne kan vi så igen
opdele mellem politiske og overenskomstmæssige massestrejker, og mellem
bureaukratiske og spontane massestrejker.580
580
Eksempler på en politisk massestrejke er solidaritetsstrejken med Ri-bus chaufførerne den 21. april
1995, hvor op mod 250.000 deltog i en dags strejke. Overenskomststrejken i 1998 var en bureaukratisk
massestrejke, påskestrejkerne i 1985 (ved overenskomstfornyelsen, hvor regeringen efter et sammenbrud i
forhandlingerne, og den overenskomstmæssige strejkes igangsættelse dikterede et lovindgreb) startede
som en bureaukratisk massestrejke, men udviklede sig til en politisk spontan massestrejke efter lovind488
Strejkemønstret på arbejdsmarkedet har historisk set aldrig stået stille – i nogle perioder
har der været mange strejker, i andre færre, i nogle perioder har der været massestrejker
af den en eller anden type, i andre ingen osv. Indenfor elevog studenterbevægelsen har
strejke og demonstrationsmønstret – som omtalt i det historiske rids – også skiftet.
I relation til aktionsmønstret indenfor gymnasieområdet er de lokale aktioner og strejker
yderst sjældne.581 De typiske strejker er nationale politiske massestrejker af en dags
varighed. Fx som tilfældet var 5. september 2002 og 10. september 2003. Det var
massestrejker, som kun omfattede gymnasie- og HF elever. Den politiske massestrejke
ved folketingets åbning den 5. oktober omfattede størstedelen af elevog
studenterbevægelsens organisationer. Og de var politiske, fordi de krævede at folketing
og amter ændrede deres politik (fjernede nedskæringer og forringelser). Men de var
også bureaukratisk massestrejker, forstået som strejker der var igangsat af bureaukratiet
– dvs. i DGS’ tilfælde af organisationen, af bestyrelsen og bredere det aktive lag. Men
karakteren af de bureaukratiske massestrejker inden for hhv. fagbevægelsen og elevog
studenterbevægelsen – og specifikt gymnasieområdet – er forskellige. Væsentligst fordi
de to ”bevægelser” og ”områder” adskiller sig på spørgsmålet om organisationernes
bureaukrati. Inden for fagbevægelsen findes der et stort fagforeningsbureaukrati, som
udgør et selvstændigt socialt lag, bestående af et politisk og administrativt lag af
fagforeningsansatte, som er ansat, og har væsentligt bedre løn- og væsentlig anderledes
arbejdsvilkår, end de medlemmer der har valgt dem, eller som de er ansat til at
servicere. Et selvstændigt socialt lag, som befinder sig mellem deres medlemmer og
arbejdsgiverne, og som har to opgaver: at forsvare medlemmernes interesser over for
arbejdsgiverne og kontrollere deres egne medlemmer.582
Et andet aspekt er, at den del af de bureaukratiske massestrejker, som tager sit afsæt i
aftalesystemet – overenskomstsystemet på arbejdsmarkedet – som regel betyder, at
strejkernes varighed rækker ud over enkelte strejkedage. Det åbner tendentielt op for, at
grebet, hvor store dele af det offentlige område gik med i strejkebevægelsen. Se Luxemburg, Rosa:
”Massestrejke, parti og fagforeninger”, 1906. og Madsen: Frem mod … op. cit.,s. 64-78.
581
Der findes eksempler fx fra et vestjysk gymnasium, hvor gymnasieeleverne gennem
underskriftindsamlinger og offentlig debat forhindrede udvisningen af en af deres skolekammerater.
582
Se Cliff: Marxism and trade union … op. cit., især kapitel 1, 2 og 3, og Madsen: Frem mod … op.cit.,
s. 43-48.
489
disse bureaukratiske massestrejker kan udvikle sig – og udvikle sig til at rumme mere
eller mindre klare elementer af selvstændig organisering fra neden – afhængig af
styrken i basis og det spontane element. Besættelsesstrejkerne på de københavnske
gymnasier var spontane massestrejker. Det var strejker, der blev igangsat nedefra – af
det aktive lag og helt nye kræfter på gymnasierne. Først inden i strejken kom og den
regionale DGS organisering med og DGS centralt. Elev- og studenterbevægelsen
herhjemme har endnu ikke nået det politiske niveau, hvor der fra organisationernes side
tænkes i mere end kortvarige – enkelt dage – politiske massestrejker.
Derimod er der fra elevog studenterbevægelsens start, sidst i 60’erne til i dag, en
række eksempler på længerevarende spontane massestrejker og besættelser (RUC 1976
og besættelsesstrejken på gymnasierne i København 2003). I forhold til de politiske
læreprocesser og radikaliseringen er der ingen tvivl om, at disse længerevarende strejker
har et langt mere dynamisk udviklingspotentiale – og et magtmæssigt potentiale, som de
nationale et dages proteststrejker ikke kan udvise. Et dages strejkers pres på modparten
er langt mindre. Derfor kom de reelle indrømmelser til gymnasieeleverne også først for
alvor efter besættelsesstrejkerne, der varede et par uger. Det er klart, at i en sådan
situation er politikerne nødt til at forholde sig til konsekvensen af, at strejken
efterhånden kan få som konsekvens, at eksamener og undervisningsplaner må laves om,
og de er nødt til at forholde sig til et scenario, i og med at besættelsesstrejkerne fx
kunne have trukket endnu flere elever og studerende ud i kollektive aktioner, at bevægelsen reelt truer dele af undervisningssystemet.583
4.5 Fag - og studenterbureaukratiet og kollektive aktioner
Når vi diskuterer kollektive aktioner inden for arbejderklassen dukker spørgsmålet om
fagforeningsledelsernes rolle op, som et centralt tema. Det samme er principielt tilfældet
i forbindelse med elevog studenterbevægelsens kampe – hvilken rolle spiller
organisationernes ledelser – bestyrelser? Netop på spørgsmålet om ledelse og
organisationsbureaukratier adskiller de to ”bevægelser” sig afgørende.
583
Det var tilfældet i ”1968” internationalt, og det har i flere runder – senest i foråret 2006 - været
tilfældet i Frankrig, hvor elev – og studenterbevægelsen med opbakning fra fagbevægelsen fik forhindret
afgørende forringelser af de unges ansættelsesforhold på arbejdsmarkedet.
490
Inden for fagbevægelsen findes der et stort fagforeningsbureaukrati, som udgør et
selvstændigt socialt lag, bestående af et politisk og administrativt lag af fagforeningsansatte, som er ansat, og har væsentligt bedre løn- og væsentlig anderledes arbejdsvilkår, end de medlemmer der har valgt dem, eller som de er ansat til at servicere. Et
selvstændigt socialt lag, som befinder sig mellem deres medlemmer og arbejdsgiverne,
og som fundamentalt set har to opgaver: at forsvare medlemmernes interesser over for
arbejdsgiverne og samtidig sikre, at deres egne medlemmer ikke overskrider de
fagretslige rammer, og hermed både udfordrer det institutionaliserede klassesamarbejde
inden for de fagretslige rammer og udfordrer deres egne faglige ledere.
Fagforeningsbureaukratiets placering og rolle gør, at de både er afhængige af deres
medlemmer og af klassesamarbejdet med arbejdsgivere og stat. Går arbejdsgiverne for
langt, fx hvis de angriber hele fagbevægelsens og hermed også bureaukratiets eksistens
grundlag, nemlig retten til at organisere sig, så er de nødt til at forsøge at mobilisere
deres medlemmer til modstand.584 Går deres medlemmer for langt - dvs. hvis deres
medlemmer ikke vil acceptere deres vilkår, og ikke vil vente på systemets behandling af
uenigheden, men etablerer overenskomststridige strejker – fx Ri-Bus konflikten i 95-96,
så vil den typiske reaktion fra fagbureaukratiets side være, at forsøge at få kontrol over
medlemmerne igen, at dæmpe deres utilfredshed og kampskridt, for ikke at risikere at
medlemmerne radikaliseres så meget, at de også vender sig mod deres egne faglige
ledere. I deres indgriben og praktiske skridt vil der være (kan der være) forskel på højre
og venstre bureaukrater, men selv ikke venstrefløjs ledere kan løsrive sig totalt fra deres
bundethed til positionen som ”administrator” og formidler mellem arbejdsgivere og
arbejdere.585
”Elev- og studenterbureaukratiet” er modsat fagforeningsbureaukratiet ikke er særskilt
socialt lag, som har væsentlig anderledes lønforhold eller bedre arbejdsforhold end
elever - og studerende. Dels er laget af ”fuld-timere” meget lille, og for de politiske
valgte og ansatte i fx DGS er hovedparten af dem ”frivillige” – 3. g’ere som tager et
ekstra år, hvor de udgør den daglige nationale ledelse i sekretariatet, Forretningsudvalget, og hvor mange af dem ved siden af har erhvervsarbejde. Dvs. det at være
584
Jvnf. HT-konflikten i København, Taxa konflikten i Århus, Bækkelund blokaden etc., se Madsen:
Frem mod … op. cit., s. 50-92.
585
Se Cliff: Marxism … op. cit. og Madsen: Frem mod … op. cit.,.s.43-48.
491
”fuld-timer” i DGS er ikke modsat inden for store dele af fagbevægelsen et levebrød –
en ”livsstilling” eller et job, som strækker sig over mere end et år. Herudover er de ikke
underlagt et aftalesystem – en overenskomst og et fagretslig system, som dels gør dem
forhandlingsberettigede og dels binder organisationer på hænder og fødder gennem
”fredspligten”.
Inden for PLS – som har et lag af politisk og administrativt ansatte – gør det samme
billede sig gældende som i DGS, blot med den forskel at PLS for at modvirke de
tendenser til ”taburetklæberi” og ”pamperi”, som findes inden for fagbevægelsen, har
indført et sæt antipamperregler: en løn for de ansatte som svarer til en pædagogløn,
maksimum to års ansættelse og ingen diæter mv.
Disse forskelligheder mellem fagbevægelsen og DGS/PLS gør, at ”bureaukratiet” inden
for DGS/PLS, frem for at udgøre et selvstændigt og privilegeret lag, er en del af det
aktive lag – er en del af de ledende aktivister – blot er de ikke længere elever og
studerende.
Denne forskel betyder enormt meget for deres måde at tænke organisation og politik på
- og på deres praksis. De opfatter og oplever, at de har fælles interesser med
gymnasieeleverne modsat
fagforeningsbureaukratiet,
som
selv
for den
mest
venstreorienterede del, som opfatter og oplever de har fælles interesser med deres
medlemmer, bliver presset til - i det mindste officielt - at overholde regler og aftaler, og
hermed meget let kan komme i et modsætningsforhold til deres egne medlemmer.
Er der så ingen ligheder mellem de to typer ledelser – ”bureaukratier?”
Jo, der kan spores ”bureaukratiske træk” inden for den del af studenterbevægelsen, som
hovedsageligt satser på de institutionelle kanaler – dvs. på det parlamentariske arbejde,
og på et samarbejde på organisationsplan (erhvervsliv mv.). Akkurat ligesom
bureaukratiet inden for fagbevægelsen i høj grad bevæger sig på de bonede gulve hos
arbejdsgiverne, i arbejdsretten, i forbundshusene, til konferencer mv. mere end de
bevæger sig ude blandt medlemmerne, og hermed bliver påvirket af det, akkurat på
samme måde bliver de studenterledere som satser på parlamentarisk, lobbyvirksomhed
492
etc. påvirket af det. Fx har Danske Studerendes Fællesråd (DSF) i mange år, faktisk
siden nederlaget på RUC i 1976, hovedsagelig været præget af denne linje.
Men selv inden for DSF vil det være forkert at sætte lighedstegn mellem
studenterbureaukratiet og fagbureaukratiet. Den materielle side slår meget lidt ind på de
respektive studenterledelser inden for elevog studenterbevægelsen. Det er den
politiske side, der er afgørende for ledelsernes holdninger og handlinger.
Måske de klareste eksempler på, at de to organisationers ledelser handler helt forskelligt
fra de fleste fagforenings- og forbundsledelser i strejkesituationer er henholdsvis DGS’
rolle under besættelserne af de københavnske gymnasier i efteråret 2003 og PLS’ rolle
under den landsdækkende aktionsdag den 26. september 2002.
Under de spontane besættelsesstrejker kom DGS’ ledelse (sekretariatet) først ind som en
koordinerende, støttende og ledende faktor efter besættelserne var en realitet. Og i deres
egen selvforståelse var deres rolle helt klart at støtte – ikke at styre. De spillede uden
tvivl en central rolle under besættelsesstrejken, men deres afsæt var, at det måtte ske på
de strejkende gymnasieelevernes præmisser.
En tilsvarende holdning havde PLS’ ledelse under den landsdækkende aktionsdag den
26. september, som blev iværksat af en række seminariers DSR’ere og PLS’ lokalbestyrelser. Ja, formand for PLS, Søren Ekstrand, opsummerer ligefrem, at det ideelle
er, at det er græsrødderne, der igangsætter sådanne aktioner, og så kan organisationens
ledelse gå ind og bakke op. Et synspunkt som virkelig peger på basisaktivitet og
selvorganisering. Meget kunne pege mod, at fraværet af et fagligt bureaukrati inden for
elevog studenterbevægelsen historisk set har betydet – også i den undersøgte periode –
at udviklingen og radikaliseringen af elevog studenterbevægelsen ikke er blevet
hæmmet i tilnærmelsesvis samme omfang, som inden for fagbevægelsen af kræfter
inden for bevægelsens egen ledelse og organisationer. Frem for at være en bremsende
faktor har de to studieorganisationers ledelser og apparat, som en del af det bredere
aktive lag – tillidsrepræsentantlaget, hvis vi skal trække en parallel til fagbevægelsen,
været en afgørende faktor i den dynamiske udviklingsproces. Dvs. med Gramscis
hegemoni begreb i baghovedet har fraværet af et bureaukrati inden for elevog
493
studenterbevægelsen lettet mulighederne for at bryde med hegemoniet, fordi disse
ledelser ikke opfatter strejker oppe fra elle nede fra som et problem eller en trussel, men
som et redskab til både at forsvare medlemmernes interesser og til at opbygge stærke
elevog studenterfagforeninger.586
4.6 Studenter og parlament
De unges syn på parlamentarismen, eller modsat parlamentarismens betydning for at
fastholde hegemoniet, adskiller sig også fra arbejderklassens. Det er der først og
fremmest nogle klare materielle grunde til.
Den første, og for mig at se den væsentligste er, at de ikke har oplevet, at de har
indflydelse, at de bliver hørt, og at politikerne bredt set er på deres side. Og de
politikere på især venstrefløjen, som støtter deres krav, kan intet gøre parlamentarisk.
Elever- og studerende er sat uden for magtudøvelsesformen herhjemme – både nationalt
ift. folketinget og lokalt på deres skoler, seminarier og universiteter. Fagbevægelsens
medlemmer har trods alt en formel institutionaliseret indflydelse via aftalesystemet og
det faglige bureaukrati, som sidder med ved bordet. På deres arbejdspladser er de i høj i
samme situationen som elever og studerende.
For det andet kan der også være en ”ungdomsfaktor”, som spiller ind i de unges syn på
parlamentet, nemlig at de først får stemmeret som 18-årige. Dvs. at de unge, som vi
møder i denne undersøgelse, ligesom de ”menige” på skoler og seminarier for en stor
dels vedkommende enten ikke har stemmeret eller kun har bevæget sig ind i
demokratiets stemmeboks en enkelt eller to gange – ganske enkelt ikke føler sig så
bundede og integrerede i det parlamentariske demokrati.
Kigger vi konkret på deres holdninger til det parlamentariske demokrati, så er der især
to spørgsmål, som meget tydeligt opridser, hvad de mener. Det første spørgsmål handler
om ”det danske folkestyre sikrer lige indflydelse”. Her siger hhv. 62 % på DGS’ års-
586
Gramsci påpeger, som nævnt i kapitel 3, afsnit 4, at det moderne statsapparat og det parlamentariske
demokrati sammen med fagforeningsbureaukratiet er de centrale faktorer i opretholdelsen af hegemoniet.
Et hegemoni som er åben for ændring, men som ikke accepterer en helt anden verden.
494
møde og 58 % på PLS’ årsmøde, at de er helt uenige. På ”skolerne” og ”seminarierne”
er tallene hhv. 32 % og 46 %.
På spørgsmålet om, hvordan de mest effektivt kan fremme deres interesser svarer hhv.
62 % på årsmødet i DGS og 47 % % på årsmødet PLS, at ”strejker og demonstrationer
er den mest effektive måde at få indflydelse på!” På ”skolerne” og ”seminarierne” er
tallene hhv. 43 % og 31 %. Disse tal understreger, at ”barriererne” for hegemoniet er
store, rent ideologisk, inden for de aktive lag – hvor to ud af tre ikke tror på folketinget
som et demokratisk forum, hvor alle har lige indflydelse, og hvor deres konsekvens er,
at to ud af tre i DGS’ aktive lag og knap halvdelen i PLS’ aktive lag opstiller et
knivskarpt antiparlamentarisk svar, nemlig at strejker og demonstrationer er den mest
effektive måde at få indflydelse på.
De aktive lags holdninger er mere radikale end blandt de ”menige” gymnasieelever og
pædagogstuderende, men her er der trods alt et lag på mellem 30-40 %, som bakker
disse antiparlamentariske holdninger op.
Meget peger altså mod, at de dominerende sociale lag og klassers hegemoni og
”commen sense” også møder ideologisk modstand blandt et stort mindretal blandt
gymnasieelever og pædagogstuderende.
4.7 Elever og studenter i orkanens øje
Når det er elever og studerende, som er de første - men ikke de eneste - til at reagere
mod verdens tilstand – hjemme og ude kan det hænge sammen med at:
”Ideologiske ændringer slår altid først igennem blandt unge i uddannelsessystemet – de befinder sig så at sige i orkanens øje.”587
Og:
”… at mange af samfundets ideologiske modsætninger ofte findes blandt
studerende, fordi de gennem deres uddannelse ”forventes at tilegne sig den
587
Professor Jørgen Goul Andersen, ugebrevet a-4, 19. maj 2003, i en analyse af antikrigsbevægelsen og
de unges deltagelse.
495
herskende ideologi, så de er i stand til at formidle den til andre, når de er
færdig uddannede. Hvis den ideologi er i håndgribelig modsætning til
virkeligheden, som de studerende oplever den, så bliver de selv kastet ud i
intellektuelt oprør og kan reagere med moralsk indignation.” 588
De studerende oplever, at den herskende ideologi om at ”der ikke er råd til velfærd” står
i skærende kontrast til den faktiske virkelighed: at der er råd til at føre krig, sænke
skatten for erhvervslivet, friholde de multinationale etc. De oplever, at argumenterne for
krigen i Irak ikke holder: Der var ingen masseødelæggelsesvåben, krigen handlede ikke
om fjernelsen af en diktator, men om olie og magtdominans. De oplever, at
nyliberalismens mantra: Markedsgørelsen af stort set alle livets områder betyder mindre
velfærd, mindre demokrati og større ulighed – kort sagt et økonomisk, politisk og
ideologisk opgør med velfærdsmodellens solidaritet med de svage og den kritiske
tænkning. Det er dagsordenen i dag, og den vil de ganske enkelt ikke finde sig i.
I et globalt perspektiv er det de samme mekanismer og spørgsmål, der gør, at den nye
globale anti-globaliseringsbevægelse er opstået. Deres placering inden for uddannelsessektoren – midt i orkanens øje – kan altså være en medvirkende grund til, at de i højere
grad og mere massivt end arbejderklassen reagerer.
4.8 Studenter og reformisme
En anden grund kan være, at de ikke i samme grad som arbejderklassen er organisk
forbundet med reformismen, er forbundet med traditioner om reformismen som et
alternativ til de borgerlige nyliberale. De oplever snarere reformismen, og konkret den
tredje vej, som en variant men ikke et alternativ til nyliberalismen. Det fremgår fx af
deres vurdering af hhv. Fogh regeringen og den tidligere Nyrup regerings
uddannelsespolitik. De er stærkt skeptiske over for begge politikker, og mener ikke, at
der er den helt afgørende forskel mellem dem. Men måske allervigtigst, som en
underliggende forklaring på at de reagerer tidligere og mere omfattende er, at de ikke er
ramt af nedgangen i klassekampen tilbage fra slut 70’erne og frem til i dag.
De unge er ikke i samme omfang præget af 80’ernes nederlag og murens ideologiske
konsekvenser som arbejderklassen, Socialdemokratiet og venstrefløjen. Det hænger
588
Harman: The fire … op. cit., s. 167.
496
først og fremmest sammen med deres alder og hermed deres erfaringsmateriale. De
havde ikke part i tilbagegangen i 80’erne eller direkte rødder i stalinismen. De havde
ikke opbygget en idealforestilling om den virkeliggjorte socialisme i Østeuropa og
Sovjet. De var børn i 80’erne og omkring murens fald. De tager den ideologiske lære
om, at nu er vejen banet for en retfærdig, demokratisk og fredelig verden for pålydende.
Og i det omfang denne ideologi ikke passer med virkeligheden, begynder de også stille
og rolig at reagere. De er ikke bundet af arven fra nederlagsperioden. I takt med at de
begynder at reagere og kræve retfærdighed, fred og velfærd for alle, begynder de også at
kigge tilbage i historien – ikke på nederlagsperioden, men på opsvinget omkring 68 –
kulturelt og politisk. Her er noget at hente, men de gør det kritisk.
4.9 Læreprocesser og bevægelse igen – en opsamling
I hvor høj grad og hvordan den udvikling og læreproces som elevog studenterbevægelsen har været igennem med hensyn til brugen af kollektive aktioner spiller ind
på, at der er bevægelse igen, er det svært at sige noget eksakt om. Men at der har
foregået og foregår omfattende læreprocesser i forbindelse med de kollektive aktioner,
som kan spores op gennem bevægelsens historie, og fx sætter sig igennem som
traditioner for organisering og aktivitet på de forskellige gymnasier og seminarier, kan
der ikke være tvivl om.
Endelig er der en del, der peger mod, at opsvinget i kampen mod nedskæringer inden
for især det pædagogiske område siden 98/99, spiller positivt ind på læreprocesser og
aktiviteter især inden for PLS. Men det er så sandelig også en påvirkning, som går den
modsatte vej, selvom den er mindre: de pædagogstuderende og PLS har sat sine fingeraftryk i de konkrete nedskæringskampe i kraft af deres medlemmer i den lønnede praktik, i kraft af støttedemonstrationer à la den 26. september, og i kraft af at en del af de
aktionerende pædagoger har en fortid inden for det aktive lag op gennem 90’erne i PLS.
5. Kollektive aktioner, bevidsthed og klassetilhørsforhold
I dette afsnit vil jeg fokusere på sammenhængen mellem de kollektive aktioner, bevidsthedsudviklingen og klasseteorien. Ud fra Marx’ klasseteori og Gramscis forståelse af
497
”den modsætningsfyldte bevidsthed” og ”good sense” og commen sense” vil jeg med
baggrund i det empiriske materiale afdække indholdet i, baggrunden for og betydningen
af, hvad der sker ”med mennesker, som deltager i kollektive aktioner og aktiviteter”. De
spørgsmål der konkret diskuteres med baggrund i de empiriske baserede konklusioner
og den opstillede forklaringsmodel omkring betydningen af de kollektive aktioner,
deltagelse i partier og andre bevægelser etc. er 1) i hvor høj grad de unge tænker og
handler inden for en klassekampsoptik, og 2) hvad der skaber og konstituerer disse
holdninger og handlinger, hvor der både fokuseres ”snævert på de kollektive aktioner”
og bredere på klassetilhørsforholdets betydning.
5.1 En tolkning af de aktive lags ”klasseteori”
Som det fremgår af spørgeskemaundersøgelsen, så har det aktive lag ingen problemer
med at besvare de stillede klasse og klassekampsspørgsmål. På ”skolerne” og ”seminarierne” er der enkelte spørgsmål, hvor ”ved ikke” procenten er oppe på 15 %.
De to aktive lags besvarelse af de stillede klasse- og klassekampsspørgsmål – for at
rekapitulere undersøgelsen - tegner følgende billede:
•
der findes forskellige klasser; hvor arbejderklassen er den største og repræsenterer et flertal; arbejderklassen består af den ”gamle” arbejderklasse, men også
forholdsvis nye grupper som pædagoger (og hermed underforstået, også i og
med arbejderklassen udgør flertallet, fx sygeplejersker, lærere, socialarbejdere
etc.), hvorimod højtuddannede grupper – fx gymnasielærerne – kun hos
halvdelen regnes som en del af arbejderklassen.
•
Der foregår klassekamp mellem klasserne i dagens samfund, og 2 ud af tre i de
aktive lag mener, at deres egne aktiviteter og strejker er en del af klassekampen.
Disse klasseteoretiske holdninger følges op af bredere holdninger til uddannelsespolitik,
velfærd, den globale verdensorden, krigen i Irak, og til taktisk strategiske overvejelser
om, hvordan DGS og PLS kan fremme deres mål, som ligger i forlængelse – klassisk set
- af deres klasse- og klassekampsteori. Kigger vi derefter på deres egne handlinger i
som uden for studenterorganisationerne peger de i samme retning: De ikke alene tænker
498
men handler også udenomsparlamentarisk og anti-imperialistisk. De deltager i kollektive aktioner for bedre uddannelse, mod krig, for mere velfærd, de er aktive i politiske
ungdomsorganisationer, i anti-krigsbevægelsen mv.
Klassebegrebet strukturerer
Hvis man ikke tænker i klasser og klassekamp - hvad betyder det så for ens helhedsopfattelse? Man tænker fx mere parlamentarisk orienteret ud fra den logiske slutning, at
det er her magten ligger! Tænker man i klasser og klassekamp, vil man derimod tænke
udenomsparlamentarisk – i at magten ligger primært uden for folketinget – ligger hos
erhvervsliv og finanskapitalen, hvor stat og folketing understøtter denne magtbase. Men
selvom man tænker i klasser og klassekamp er facitlisten på ens holdninger og
handlinger ikke blot givet. Men de antyder en retning, og de betyder, at man er i stand
til at trænge ned i og bag om samfundets mekanisme. Klassebegrebet giver nogle
analytiske forklaringsværdier, som peger ind mod, hvem der bestemmer i samfundet, og
hvordan denne magtudøvelsesform foregår, nemlig i den daglige – skjulte eller åbne –
klassekamp.
Samtidig peger den empiriske undersøgelse på, at kobles deres syn på klasser, om
arbejderklassen og deres egen position i klassekampen sammen, så har disse opfattelser
en lang række holdnings- og handlingsmæssige konsekvenser. De sætter sig så at sige
strukturerende igennem i deres måde at tænke og handle på. Deres holdninger og
handlinger - i forskellige nuancer og grader - er linket sammen med retning mod
antikapitalisme - og som en del heraf antiimperialisme.
Den mest afgørende indikator på, at deres handlinger og holdninger peger i samme
retning – mod antikapitalisme – er deres fokusering på kollektive aktioner som nøglen
til forandring, på at de ”kopierer” og lærer af arbejderklassens måde at organisere sig på
i kampsituationer. De bruger deres sprog – ”besættelse og strejker frem for tidligere
bosættelse og aktioner; de tænker i solidariske baner uanset om det gælder nødvendigheden af solidaritet for at vinde strejker – dvs. alliancer og fællesskaber, eller om det
gælder, hvordan velfærdssamfundet skal udbygges, om indvandreres og flygtninges
muligheder, rettigheder men også positive betydning for samfundsudviklingen –
politisk, kulturelt og økonomisk, de opfatter ikke det repræsentative demokrati som godt
499
nok – som et ”ægte” demokratisk, fordi arbejdsgivernes og pengemagten reelt
bestemmer de afgørende forhold i samfundet; de opfatter at globaliseringen er kapitalens – dvs. de store multinationale selskaber, stater og internationale institutioners –
projekt, som sigter mod mere markedsgørelse og øgede profitter. Et projekt som fører til
krig – som rummer krigens logik, og i den forstand er den moderne udgave af
imperialisme! etc.
Kigger man mod klasser og klassekamp som aktiv gymnasieelev og aktiv pædagogstuderende, kigger man mod arbejderklassen og fagbevægelsen. Det er den, man kan
identificere sig med, og som de fleste kommer fra eller naturligt nok vil føle sig tilknyttet, også selvom deres forældre har en akademisk baggrund. Det er også den, de
fleste havner i efter endt uddannelse – jvf. kapitel 3, afsnit 8.3.
5.2 Kollektive aktioner og klassetilhørsforhold
Meget peger altså mod, ud fra det undersøgte, at deres klasse og klassekampsforståelse
er et helt afgørende afsæt for deres holdninger og handlinger mere generelt. Denne
iagttagelse er ud fra min tese om paralleliteten mellem elevog studenterbevægelsen og
fagbevægelsen vel egentlig ikke så overraskende, men blot endnu en bekræftelse herpå.
Det skal forstås således, at ud fra Eric Olin Wrights fortolkning af den marxistiske
klasseteori er et af de centrale argumenter for klasseteoriens betydningsfulde karakter
at: ”… det er klassetilhørsforholdet, som mest systematisk og dybtgående præger
menneskers bevidsthed, sprog, adfærd etc. …” Dvs. at en umiddelbar tolkning af de
politiske klassemæssige opfattelser, som disse unge aktivister har, er, at de er dybt
præget af klassetilhørsforholdet – dvs. tilknytningen til og inspirationen fra arbejderklassen. Og denne konstatering, baseret på den empiriske undersøgelse, underbygger
yderligere, at der er en organisk overensstemmelse mellem denne afhandlings teoretiske
og empiriske klasseoptik.
Men udover den inspiration fra, og tilknytning til, arbejderklasens kampe og
fagbevægelsens traditioner, så er der en anden og mere direkte og betydende kilde til
disse unge aktivisters ”klasseopfattelser”, som vel og mærke også udspringer af
500
klassekampen og klasseteorien? Og her må vi tilbage til Gramscis teori om de kollektive
aktioner, den modsætningsfyldte bevidsthed og ”good sense” og ”commen sense.”
Hvis vi tænker det aktive lags handlinger og holdninger ind i denne forståelsesramme,
kan man sige, at helt centralt i deres politiske læremæssige processer er deres deltagelse
i de kollektive aktioner og aktiviteter. Det er her det brede lag af aktivister skabes – det
er så at sige her, at organisationerne DGS og PLS og deres aktiviteter – de kollektive
aktioner og organisationens aktiviteter lige fra elevrådsarbejdet til bestyrelsesmøderne,
aktivitetskonferencer og årsmøder – fungerer som en ”skole i politisk aktivisme”. Det er
med afsæt i diskussionerne om, hvordan organisationerne kan fremme deres krav og
mål, i deres strategiske diskussioner af mål og midler, i deres diskussioner af hvorfor
uddannelsessystemet fungerer som det gør, hvordan det hænger sammen med de
dominerende opfattelser af samfundsudviklingen og deres praktiske iværksættelse,
gennemførelse og opsummeringer af deres handlinger, af deres kollektive aktioner, af
deres organisationsopbygning, at de ændrer sig selv – at de ændrer deres ideer og
selvopfattelse af, hvad de kan, og hvad de vil.
De forskelle, der findes mellem de to organisationers aktive lag, udspringer så vidt jeg
kan bedømme i høj grad af, at det aktive lag i DGS er mere involveret i kollektive
aktioner end det aktive lag i PLS, og det vil sige – med afsæt i Gramscis forståelse af
den ”modsætningsfyldte bevidsthed” og handlingens potentiale, at ”good sense” bliver
fremmet og skubber ”commen sense” i baggrunden og minimerer dens påvirkning.
Som jeg opsummerede tidligere – kapitel 7, afsnit 3.2 – har ”Gymnasieeleverne og det
aktive lag i DGS … i praksis i langt større grad oplevet, hvad de kollektive aktioner
rummer af potentiale – materielt (de har fået konkrete sejre) politisk og læreprocesmæssigt har de oplevet, at sammen er vi stærke, at kollektive aktioner nytter, og
nye aktivister springer ud af disse sammenhænge. De har oplevet og deltaget i en
dynamisk opsvingspiral – materielt, politisk- og organisationsmæssigt.
Blandt de pædagogstuderende er de færre aktioner og de færre deltagere blevet kombineret med ”stemningen” og ”resultaterne” fra deres uddannede kollegaers kampe mod
endnu en omgang nedskæringer, hvor der har været strejkesejre, men hvor det generelle
501
billede er, at pædagogernes mange kampe mod nedskæringer ikke har stoppet
nedskæringerne – måske nok stoppet tempoet i dem, men hvor arbejdsforhold og
kvaliteten af deres pædagogiske arbejde med børnene er faldet drastisk over de sidste 30
år.”
Og sammenligner vi de to ”spor”, jeg har forfulgt, henholdsvis på fire gymnasier og fire
pædagogseminarier, så viser de i tendensen de samme forskelligheder som mellem de to
organisationers aktive lag: De har for hovedpartens vedkommende været involveret
langt mindre i forberedelsen, gennemførelsen og opsummeringen af de kollektive
aktioner end det aktive lag, hvilket også reflekteres i, at de i øvrigt ikke er så involveret
på deres skoler, i andre bevægelser og ikke har så samfundskritiske holdninger. Vel
egentlig ikke overraskende – men ikke desto mindre tankevækkende i det perspektiv der
hedder, hvilket potentiale de kollektive aktioner har i både at involvere mange og i at
ændre manges opfattelser – dvs. i at kombinere aktivisering med politisering og modsat.
Som Gramsci beskriver, kan de kollektive aktioner fungere som et ”laboratorium” for
skabelsen af klasebevidste handlende mennesker. Den gode forstand "manifesterer sig
selv i handling, når en gruppe handler som en organisk totalitet.” Den gode forstand er
noget vi i og for sig alle har, men den bliver først synlig - den kan først for alvor komme
til udtryk - som en kraft gennem kollektiv handling, som "en form for bevissthet som
oppstår i konflikt med det aktuelle hegemoniet, men som uttrykkes gjennom kollektive
handlinger i opposisjon til hegemoniet."589
Men virkeligheden er også, at hele dyngen af ”commen sense” til stadighed eksisterer
side om side med disse erfaringer. I den undersøgte periode tilføres de unge en mængde
”good sense” i kraft af de mange og avancerede kollektive aktioner og aktiviteter, i
andre perioder har det ikke været billedet. Det er en del af hele problemstillingen i
denne afhandling.
Men for mig at se, kan der ikke være nogen større usikkerhed om, ud fra det undersøgte,
at det aktive lag tænker og handler inden for en klassekampsoptik, og den væsentligste
grund hertil er omfanget og indholdet af de kollektive aktioner og aktiviteter – primært
589
Ytterstad, Andreas: SVTs Uppdrag … op. cit., s.21.
502
inden for gymnasieområdet og pædagogområder – studerende som blandt færdiguddannede, men også udenfor, især i antikrigsbevægelsen, men også at de politiske
ungdomsorganisationer og deres aktivister, i først og fremmest DGS og i mindre grad i
PLS, er med til at fremme og udvikle denne klassekampsoptik.
6. Forbindelsen mellem ”fortid og nutid” – overførsel og fornyelse af
traditioner og strukturer
Intentionen i dette afsnit er at diskutere 1) hvilken betydning den strukturelle forandringsproces, som har fundet sted indenfor elevog studentermassen og arbejderklassen
har for de aktive lags holdninger, handlinger og refleksioner – dvs. hvilken betydningen
forandringen af deres ”objektive” og ”subjektive” klasseposition har for spørgsmålet
om, Hvorfor bevægelse og hvordan bevægelse?, og 2) under overskriften ”Et generationsdialektisk perspektiv ”hen over spisebordet” diskuteres et lille hjørne af hele
problematikken
omkring
generationsperspektivet,
dvs.
hvilken
overførelse
af
styrkeforhold materielt og bevidsthedsmæssigt, som nutidens unge studenteraktivister
”overtager” fra den forrige generation. Helt konkret diskuteres de unges politisk
kulturelle baggrund – dvs. deres forældres påvirkning ”hen over spisebordet” på deres
holdninger og handlinger i dag.
Intentionen med dette afsnit er – i forlængelse af de tre foregående afsnit - at åbne op
for en diskussion af, hvilken betydningen den klasse- og uddannelsesmæssige forandringsproces, der har fundet sted siden midt 60’erne – se kapitel 3, afsnit 8 - har for
spørgsmålet om, Hvorfor bevægelse og hvordan? Diskussionen vil dels blive rejst ud fra
en generel vinkel og de analyseresultater som denne afhandling fremlægger, og dels ud
fra et snævert generationsperspektiv mellem nutiden aktivister og deres forældre og
deres rødder tilbage i 70’erne.
503
6.1 Den objektive og subjektive klasseforskydning fra 60’erne til i dag
Som beskrevet i kapitel 3, afsnit 3 – er styrken i Marx’ klasseanalyse blandt andet, ”at
den kan identificere nogle hovedspor i de sociale og politiske forhold – nogle
langtidsudviklinger. Og at den kan bruges til studiet af aktuelle magtrelationer.” Og
mere konkret argumenterer Olin Wright for, at der er tre gængse argumenter for
klasseteoriens betydningsfulde karakter: ”… det er klassetilhørsforholdet, som mest
systematisk og dybtgående præger menneskers bevidsthed, sprog, adfærd etc. … det er
klasserelationerne, der bestemmer fordelingen af ressourcer og hermed af kapacitet. …
at klasserelationer og klassekampen i høj grad udspringer af kapitalismens udviklingsdynamik”. Klasserne bliver til og forvandles i en stadig fortløbende proces. Det er
igennem klassekampen at klasserne udvikles.
Den objektive klasseforskydning – ”den bliver frembragt”
En blandt flere forklaringer på at ”de beherskede klasser” igen gør modstand må søges i
effekten af de strukturelle samfundsmæssige forandringer, som har fundet sted inden for
de sidste 40-50 år, hvor den altdominerende forandringsproces – om end langt fra den
eneste – er den klassemæssige, som har betydet såvel en vækst som en forandring af
arbejderklassen – herhjemme som globalt. Og som en del af denne proces den eksplosive udbygning af uddannelsessektoren, som en nødvendig konsekvens af såvel den
teknologiske udvikling som opbygningen af velfærdsstaten. Denne dobbelte proces – en
vækst i arbejderklassens størrelse og uddannelsesniveau – har som direkte konsekvens
en vækst i antallet af elever og studerende og en mere organisk forbindelse mellem
større dele af arbejderklassen, uddannelsessektoren og elevog studentermassen, og
omvendt.
Hvordan skal det forstås?
Det skal for det første forstås på den måde, at i kraft af at flere og flere bliver arbejdere
– jvf. kapitel 3, 8.2 og 8.3 – og uanset om væksten først og fremmest finder sted inden
for den offentlige sektor, og i kraft af at et markant flertal af de studerende på de
videregående uddannelser ender som en del af den nye arbejderklasse, og et markant
flertal af disse kommer fra enten den ”gamle” eller den nye arbejderklasse (deres
forældre) – så udvikles der nogle objektive rammer for en klasseidentifikation:
”Udbytnings- og dominansrelationer … virker som en gennemtrængende faktor, der slår
504
igennem og præger vidt forskellige livsområder…”590 og ”Differentierings- og
stratifikationsformerne danner udgangspunkt for, hvorledes identifikation med andre
foregår og dermed for individers oplevelse og erfaring med at tilhøre en gruppe”.591
Med andre ord skabes der i kraft af arbejderklassens vækst en materiel og politisk
ideologisk virkelighed for et flertal blandt de studerende som er relateret til
”arbejderklassens virkelighed – materielt, ideologisk og organisationsmæssigt”. Både
som børn og unge af arbejderklasseforældre, og som voksne der selv ender som
pædagoger, gymnasielærere, it-arbejdere etc.
For det andet har den nye arbejderklasse materielt – dvs. løn- og arbejdsmæssigt –
gennemgået en proletariseringsproces, forstået som en proces, hvor deres løn- og
arbejdsforhold er på niveau med store dele af den faglærte del af arbejderklassens ditto.
Tjenestemandsansættelser og pensionsordninger er gradvist blevet pillet ud af den
offentlige sektor. De har ligesom den gamle del af arbejderklassen været underlagt
kapitalismens svingninger. De er i højere og højere grad blev underlagt samme ledelsesog styringsformer som på det private arbejdsmarked, og de løber stadig stærkere
ligesom deres kollegaer i den øvrige arbejderklasse etc.
For det tredje sker der parallelt med denne proletariseringsproces inden for den nye
arbejderklasse en proletariseringsproces inden for uddannelsessystemet. De unge
oplever, at det i højere og højere grad er markedsprincipper, som er bestemmende for
uddannelsernes indhold og form, dvs. at de unges virkelighed under uddannelserne på
mange måder er et kopi af tilværelsen ude på arbejdsmarkedet – altså en uddannelsesmæssig proletarisering.
Den samfundsmæssige udvikling har altså på den ene side frembragt en stadig voksende
arbejderklasse, hvis uddannelsesniveau er steget markant, samtidig med at størsteparten
af den nye arbejderklasse har gennemlevet en proletariseringsproces, som gør, at dens
løn- og arbejdsforhold minder om resten af arbejderklassens – med de forskelle der nu
er inden for og mellem faglærte og ufaglærte og inden for den nye arbejderklasse.
590
591
Kapitel 3 – 3.2 Klasseteorien og elevog studenterbevægelsen
Larsen: ”Klassebiografi”… op. cit., s.

Elever og studerende i bevægelse igen?

Transcription

Similar documents

DGS` Principprogram - Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

DGS` Vedtægter - Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

ACCESS spørgeskema Patientens CPR

Aggression vrede