S P Y D E T - Litteratursiden

Bernard Karawatzki
SPYDET
historisk roman
3. del af trilogien
“DISKOS”, “SKJOLDET”, ”SPYDET”.
Herostratisk berømmelse.
Herostrates var en slave, født i Efesos i Lilleasien.
For at gøre sit navn evigt erindret satte han ild
på sin hjembys berømte Artemistempel.
Det skete ifølge sagnet samme nat i 356 f.Kr.,
da Aleksander den Store blev født.
Slaven dømtes til døden, og i dommen stod,
at hans navn aldrig måtte n ævnes.
Henrettet blev han, men sit ønske fik han opfyldt,
da der endnu tales om Herostratisk berømmelse.
( “Bevingede ord”, side 380 )
2
...Det varme sand er ikke til at holde ud. Det sidder dybt nede i halsen og br ænder den op indefra. Jeg gnider øjnene og kan ikke få sandet ud af dem. Det sidder i ører og næse, men allerv ærst er det i halsen. Det br ænder og br ænder, og jeg skriger af smerte...
Hvor er jeg nu? Er jeg igen i ørkenen på vej til gud Ammons tempel? Det er mørkt. Er det
mon nat? Hvorfor er det så uudholdeligt varmt? Hvad gør jeg her i denne uendelige ørken?...
Nogen giver mig vand, men jeg skubber det væk.
- Alle skal have vand, ikke kun mig, - siger jeg og hælder vandet ude på den br ændende, ulyksalige jord, der selv har tørstet efter vand i årevis.
...Nej, dette er ikke virkelighed. S ådan var det engang for nogle år siden, i Gedrosia-ørkenen,
men nu er det anderledes. Nu må jeg have vand. Jeg s k a l have noget at drikke. Jeg vil ikke
dele vandet med nogen. Jeg kan ikke længere tillade mig at opføre mig s å t åbeligt som dengang.
Aldrig i mit liv har jeg været så t ørstig som nu.
Da jeg befandt mig i ørkenen sammen med mine venner, var min gestus berettiget. Alle var
lige så t ørstige og udmattede som jeg. Alle tr ængte til vand. Men nu er jeg alene. Helt alene i ørkenen. Hvor er han, den gode soldat, der tilbød at give mig sin dyrebare vandration? Hvad var
det, han hed? Jeg husker det ikke... Det må st å virkelig slemt til med mig, når jeg ikke kan huske
hans navn. Åh, hvor det br ænder i halsen!
Nej, jeg er slet ikke i ørkenen. Jeg ligger i mit sovev ærelse i det kongelige palads i Babylon.
- Vand, vand, giv mig vand! - skriger jeg, men fra min strube kommer der kun nogle uartikulerede lyde. Mon nogen forst år, hvad jeg ønsker?...
...Jeg er vågen, og Filip, min k ære læge Filip, støtter mit hoved med sin venstre hånd, mens
han i sin højre holder et bæger, hvorfra jeg mærker en kold strøm af det dejligste i verden - vidunderligt koldt og lindrende vand. Åh, hvor det gør godt! Mere, mere! - Filip vasker mig i ansigtet, på halsen, på brystet. Jeg lukker øjnene igen, denne gang i nydelse, og forst år, at ørkenvandringen for lidt siden kun var et mareridt. Er det mon forbi nu? Jeg falder i søvn igen uden en
eneste tanke. Åh, hvor er det dejligt...
Det br ænder igen i halsen. I halsen og i leveren. Hele min krop br ænder. Jeg føler det nu igen
ligesom dengang ved Tires belejring, da jeg i medlidenhed forsøgte at forestille mig de stakkels
døende makedonske soldaters ubeskrivelige lidelser.
Byens forsvarere hælder br ændende sand ned ad murene over mine soldater, der forsøger at
klatre op ad de opstillede stiger. Hvilket skr ækkeligt forsvarsvåben, Tires indbyggere dér har
fundet! Men de skal komme til at betale for det med deres liv, det lover jeg! Jeg vil ikke sk åne
en eneste af dem.
De st år deroppe; to og to løfter de de store baljer med sand, som de i forvejen har varmet op
over et bål. Sandet er glødende! Hvorfor kravler jeg op ad muren? Hvorfor er jeg så t åbelig?
Hvorfor bliver jeg ikke dernede? Det br ændende sand kommer jo ind under min rustning nu.
Hele min hud br ænder som ild, og jeg kan ikke få rustningen af. Jeg skriger af smerte. Smerten
gør mig vanvittig, den er bundløs, sort...
- Aaaaaah! Aaaaaaaaaah!
Neeej! Neej! Åh, Gud, neeej! Det kan ikke være sandt! At dø på denne skr ækkelige måde...
- Aaaaaaaaah!
Hele min krop br ænder. Mit ansigt br ænder, men allerværst føles det i halsen, - jeg er ved at
kvæles.
Hjælp mig, hj ælp mig, - forsøger jeg at sige til Filip. - Vand! For Guds skyld, vaaaaand!
3
Han hører mig, han vasker mig igen med det dejlige, kolde kildevand. Han forst år, hvad det
er, jeg vil sige, selv om der fra min strube kun kommer mærkelige lyde...
...Nu ligger jeg ikke længere i sengen, men på marmorgulvet i badeværelset, omviklet af et
stort, hvidt lagen. Filip og Menakos, min livvagt, hælder den ene spand vand efter den anden
over mig. Det er dejligt. Åh, hvor er det skønt... Jeg lever endnu, og det hele var blot endnu et
mareridt. Men er virkeligheden ikke værre end drømmen om Tires belejring?...
Jerusalem havde overgivet sig uden modstand. Jødernes ypperstepr æst Jaddua kom uden for
byens mure og hilste mig velkommen. Vi talte længe sammen i mit telt uden tolk, da vi begge
kunne tale aramæisk. Jaddua var meget forbavset over, at jeg vidste så meget om så mange trosretninger indbefattet hans egen, som byggede på én gud uden navn og form.
Jaddua velsignede mig og forsikrede mig om, at jeg ville kunne knuse persernes kongerige.
Til sidst sagde han til mig:
- Inden du går videre, har jeg 3 vigtige ting at sige til dig, Aleksandros. Hør nu godt efter:
“Den retfærdige t ænker med hjertet, før han taler” (det forstod jeg);
“Husk, at den vise har hjertet til højre, t åben har hjertet til venstre” (det fattede jeg ikke, eller
muligvis misforstod jeg ham); og
“Din vejs ende ligger østpå, i en by, som vort jødiske folk ikke ønskede at leve i og forlod
med glæde”. Talte Jaddua om Babylon? Det var åbenbart for mig, at først nu forstod jeg hans
profeti.
- Hvad er der i vejen med mig, Filip? - forsøger jeg at spørge, idet han siger:
- Velkommen tilbage blandt de levende. I nogen tid troede jeg, at du aldrig ville vågne. Du er
meget, meget syg, og jeg aner ikke, hvad du egentlig fejler. Du har ødelagt dig selv med vin, din
drukkenbolt. Hvor mange gange har jeg ikke forsøgt at tale til din fornuft, og lige meget hjalp
det!
- Hold op! - jeg prøver at standse ham, men han fortsætter:
- Du kan lege gud så meget, du vil, men mig, din læge - kan du ikke narre. Du har en ganske
almindelig menneskekrop. Muligvis kan du t åle meget mere end så mange andre, men en hel
måneds druk forbliver ikke ustraffet.
Jeg ser ham lige i øjnene og hvisker noget, som skal betyde:
- Er jeg blevet forgiftet?
Filip læser mit spørgsmål fra mine læbers bevægelser og svarer med det samme:
- Straks efter, at du besvimede, tømte jeg dig ud ved hj ælp af en fjer i halsen. Det var kun vin,
vin og atter vin. Næsten ingen mad. Aleksandros, hvorfor spiser du så lidt under dine gilder? Det
er jo farligt, dødsensfarligt, når man tager i betragtning, hvor meget du drikker hver dag. Jeg talte
mig frem til det: du havde tømt tyve bægre. Tyve! Med ufortyndet vin! Er du rigtig vel forvaret,
konge? Ønsker du at dø?
- Jeg tror, at jeg er ved det, - siger jeg ved at bevæge læberne. - Spar mig for dine reprimander
og svar mig direkte: blev jeg forgivet eller ej?
- Det er intet, der tyder på det. I tilfælde af en forgiftning ville du være død øjeblikkelig for to
dage siden. Hvis det er gift, så må det i hvert fald være en helt ny og for mig ukendt slags.
- Du kan altså helt udelukke det?
4
- Helt afgjort, - siger han og ser strengt på mig. Han er ærlig. Ham kan jeg stole på. Filip vil
aldrig svigte mig.
Jeg bev æger kun læberne, så jeg ikke skal anstrenge halsen. Den br ænder fortsat, mens resten
af kroppen, bortset fra smerterne i leveren, har det meget bedre nu.
Filip siger:
- Forsøg at t ænke gode tanker, Aleksandros. Det er vigtigt, at du prøver at hjælpe dig selv. Det
kan v ære, at du lider af en af de for os ukendte, lokale sygdomme. De siger, at du skiftevis vil få
kulde- og hedeanfald med kraftige svedeture.
- Kan man overleve det?
- Nogle kan, men det er meget få.
- Det var altså ikke gift?
- Ødel æg nu ikke dig selv yderligere, Aleksandros! Du har det slemt nok og behøver ikke
også at forgive dine tanker. Hvis du tror, at der var gift i vinen, så må du jo mist ænke alle de g æster, der var med til festen for to dage siden. Alle uden undtagelse, for du drak sammen med hver
enkelt. Selv om du går ud fra, at j e g ikke er den skyldige, så er der dog stadig nitten at vælge
imellem.
Et øjeblik senere, uden overgang, begynder min krop at ryste af kulde. Er det på grund af det
kolde vand, der er blevet hældt over mig? Filip tilkalder straks på to andre læger, og de hjælpes
hurtigt ad med at tørre mig og lægge mig tilbage i sengen. De pakker mig ind i mange varme
t æpper, som ikke varmer mig. T ænderne klaprer i munden og hele kroppen sitrer af kulde.
Nu føler jeg mig udsat for ubeskrivelige smerter, som helten Prometeus. Han stjal lyset fra
guderne og gav det til menneskeheden. Derved udsatte han sig for gudernes hævn. Det samme er
sket for mig - jeg har givet hele menneskeheden et nyt håb, et fælles sprog, en fælles kultur, jeg
har samlet alle folkeslag i ét rige, og nu ligger jeg ramt af en uhelbredelig, dødelig sygdom.
Er det sådan guderne mærker menneskehedens frelsere? Eller er det et tydeligt tegn på, at et
verdensrige ikke har gudernes gunst? Hvem kan vide det?
Pludselig dukker et vers fra Homer op i mine tanker:
“...min elskede broder
dog er det bedst, at en læge dit sår ransager og balsam
lægger derpå, som kan stille måske de hæslige smerter”1
Findes der noget lægemiddel, der kan helbrede mig? Filips øjne lyver ikke. Jeg er dødsens.
Det er måske et spørgsmål om nogle dage, så er det hele forbi.
Jeg lukker øjnene og t ænker, forsøger at mindes alle mine venners ansigter, alt, hvad de sagde
til mig, og hvad vi talte om under vor sammenkomst hos min k ære ven Medios. Gæsternes øjne,
ansigtsudtryk, bevægelser - det er uhyre vigtigt lige nu at genkalde det hele i hukommelsen. Jeg
må v ære sikker på, at der iblandt dem ikke var nogen, som i virkeligheden var en forr æder. Jeg
har jo før oplevet et komplot imod mig, og forr æderne betalte for det med livet.
1
Homer, "Illiaden", her og videre er alle citater fra Illiaden gengivet i Chr. Wilsters overs ættelse fra 1836
5
Hvordan var det nu? Jeg skålede jo med alle uden undtagelse. Men jeg mistede først bevidstheden, efter at jeg havde deklameret nogle linier fra Sofokles’ “Antigone”, der passede udmærket til aftenens stemning:
Lad os glemme alt om krigens r ædsler,
lad os takke guderne i templet,
syng og dans og glæd jer sammen
hele natten i en festlig stemning.
Bacchos danser, og hans fødder
ryster hele jorden;
Bacchos synger, vore glade
stemmer danner kor.1
S å sagde jeg “skål!” til Proteas. Han svarede med et selvgjort digt, der lovpriste mine bedrifter, hvorp å han t ømte sit bæger under forsamlingens stormende bifald. S å rejste han sig, gik svajende - han var godt beruset - hen til vinudsk ænkeren og fik sit bæger fyldt op. Han gav nu bægeret til mig, som drak det hele. Først da faldt jeg om på min sofa. Jeg fik kvalme og kastede op;
mere husker jeg ikke. Kunne det være Proteas? Nej. N æppe. Jeg havde nøje fulgt alle hans bev ægelser. Han gik hen imod vinudsk ænkeren og tilbage til mig med bægeret i sin fremstrakte
venstre hånd - han er jo venstrehåndet. Hans højre hånd holdt han hele tiden højt hævet i en teatralsk gestus, og det virkede, som om han ville fortsætte med at deklamere. Mens han gik tilbage
fra vinudsk ænkeren, reciterede han Homer:
“lade den blussende konningevin i bægrene flyde
når enhver af de andre langhårede mænd fra Akaia
drikker sit skænkede mål, da st år pokalen bestandig
fuld for dig som for mig at drikke, når hjertet det attrår”
Nej, Proteas kan ikke have gjort det. Han er jo en af mine mest trofaste og hengivne venner.
Jeg har aldrig gjort ham fortr æd. Måske har Filip ret. Jeg må prøve ikke at se komplotter imod
mig i alle kroge.
Hvor er det dog koldt. Jeg ligger her begravet i mindst ti forskellige uld- og fåreskinds- t æpper, men intet kan standse mine kuldegysninger.
1
egen overs ættelse
6
...Jeg er nu alene med Filip.
- Filip, hvor lang tid har jeg tilbage?
Han ser roligt på mig, kniber øjnene let sammen, som han plejer, når han undersøger mine sår
eller sygdomme, og svarer undvigende:
- Du har klaret ting og sager, der var mindst lige så slemme og farlige. Måske klarer du også
dette.
- Er du sikker på det, Filip?
- Nej, det er jeg ikke, - lyder hans stille svar.
... Han er ikke sikker. Det kan kun betyde, at det snart er forbi med mig; at jeg om kort tid måske nogle få dage eller timer - ikke længere er blandt de levende. Jeg vil blive en legende, en
af de kendteste gr æske helte; eftertiden vil fort ælle børn og børnebørn utallige historier om mig sande såvel som opdigtede.
Jeg, Aleksandros, verdens konge, den guddommelige Aleksandros, vil dele sk æbne med den
legendariske Akilles. Vore skæbner ligner jo i grunden hinanden! Gennem hele mit liv var han,
“Illiadens” hovedperson, mit forbillede, og nu vil også min død ligne hans - i en ung alder. Jeg er
jo ikke mere end toogtredive. Jeg, Aleksandros, Filipos’ og Olympias’ søn, vidste ligesom Akilles, at jeg aldrig ville vende hjem til mit fædreland, at jeg skulle ende mit liv langt borte hjemmefra, under fremmede himmelstrøg...
Men nu ved jeg, at alt det, jeg nåede, vil blive beundret ikke kun af gr ækere, men af alverdens
folkeslag.
Min k ære mor Olympias og Thetis – Akilles’ mor - ligner også hinanden.
Myten om Akilles
Gudinden Thetis vidste, at hendes søn, hendes elskede Akilles, som hun
havde fået sammen med kong Peleos, af sk æbnegudinderne var bestemt til
at omkomme under byen Trojas belejring. Akilles skulle vinde udødelig
berømmelse, han skulle blive Gr ækenlands st ørste helt, men hvad bet ød det
for hende? Moderens hjerte krympede sig af hengivenhed og medynk, hun
ønskede at gøre ham udødelig eller i det mindste at forlænge hans liv mest
muligt. Nej, Thetis ønskede ikke at underordne sig Moiraernes 1 afgørelse.
Hendes Akilles skulle ikke omkomme i en ung alder! Det kunne hun ikke
b ære.
Ak, de mødre! De k ære mødre! Min mor Olympias t ænker og føler ligesådan. “Min lille
Aleksandros, min k ære søn, hvordan kan jeg være lykkelig, når jeg siger farvel til dig og muligvis aldrig vil få dig at se mere?”, sagde hun til mig, og hun gr æd naturligvis. Hvis hun kunne bestemme, ville hun sikkert prøve altid at beholde mig ved sin side, som om jeg stadig var hendes
lille dreng og hele tiden tr ængte til min mors hjælp og omsorg. Mor sagde adskillige gange til
mig, at det værst t ænkelige for en mor er at skulle overleve sine børn...
Og gudinden Thetis vidste, at hun var udødelig, mens hendes elskede
Akilles på et eller andet tidspunkt skulle efterlade hende i evig sorg. Hun
1
Moiraerne - de tre gr æske skæbnegudinder. Den gr æske forfatter Hesiod skriver, at Moiraernes navne er Klotho, der spinder
menneskets livstråd, Lachesis, der bestemmer trådens l ængde og Atropos, der klipper tråden over.
7
forsøgte derfor at gøre sin søn udødelig. Straks efter fødslen holdt hun
Akilles over et bål. Dette skulle gøre hans krop usårlig. Gudinden bragte
barnet ned til Hades i underverdenen, og der vaskede hun ham i Styks’
vande. Det gjorde hans hud st ærkere end jern. Kun drengens hæl blev ikke
våd, og den blev derfor hans eneste sårbare sted. Men dette vidste kun
moderen og de olympiske guder.
Da Akilles blev en ung mand, spredte det rygte sig i hele Gr ækenland, at
kong Menelaos var ved at samle alle gr æske helte til en belejring af byen
Troja. Gudinden Thetis vidste, hvad det ville indebære for hendes søn. Hun
steg derfor op fra havets bund og skjulte Akilles hos kong Likomedes på
øen Skiros. For ikke at blive genkendt af nogen, skulle han bære
kvindeklæder og opholde sig i den kvindelige del af kongepaladset sammen
med Likomedes’ mange døtre.
Sagnet fort æller ikke noget om, hvordan Akilles kom ud af det med alle de dejlige unge piger!
Ha! Når jeg trods alt kan se det morsomme i den situation, kan det ikke st å helt dårligt til med
mig. Det føles koldt - men slemt er det ikke. Bare jeg ikke igen får det så varmt som i morges...
Men den synske Kalkas, som kunne se og forudse alt i verden, fortalte
Menelaos, hvor Akilles opholdt sig, og på kongens opfordring rejste den
snedige Odysseus sammen med Diomedes til Skiros. De blev hurtigt enige
om, hvad de skulle gøre for at lokke Akilles og overtale ham til at slutte sig
til kong Menelaos’ tropper og være med til at befri den skønne Helene,
som Paris havde bortført til Troja. Da Odysseus kom ind i paladset, lagde
han p å gulvet et væld af smukke armringe, smykker og ædelstene, og
blandt alle gaverne, der var tilt ænkt Likomedes’ døtre, lagde han også
våben. Prinsesserne kastede sig straks over smykkerne, mens Akilles blev
st ående ubevægelig og tavs. På afstand betragtede han tingene på gulvet:
en rustning, et skjold, en stridshjelm, et spyd og et stort sværd magen til
det, hans mor havde taget fra ham, da hun efterlod ham i paladset og
forbød ham at nærme sig ukendte mennesker.
Pludselig hørtes et trompetsignal og tydelig våbenraslen fra
kongepaladsets indgang. Det var Diomedes med hele skibsbes ætningen, der
skreg, larmede med deres våben og lavede tumulter efter aftale med den
listige Odysseus. Prinsesserne løb forskr ækkede ind i deres værelser, mens
Akilles styrtede frem, greb et spyd og det store sværd fra gulvet og løb ud
til indgangen for at forsvare kongen og hans døtre mod “angrebet” udefra.
Men ved døren blev han mødt af en vældig latter. Det var Odysseus,
Diomedes og deres ledsagere, der ventede på, at helten skulle afsløre sig
selv. Da de fortalte Akilles, hvad sagen drejede sig om, bad denne straks
om at måtte være med til at befri Helene.
Sammen med Akilles rejste også hans ven Patrokles og en klog mand, der
hed Føniks, til Troja. Før afrejsen sagde Føniks til Akilles:
- Kalkas, den berømte seer, har forudset, at du vil blive dr æbt af en pil
under Trojas belejring.
8
- Alle dødelige skal dø, - lød Akilles’ svar.
Ja, Akilles vidste, hvad sk æbnens gudinder havde bestemt for ham. Men han havde dog et
valg.
Senere, under Trojas belejring, sagde han:
Mig har min moder fortalt, den sølverfodede Thetis,
at på en dobbelt vis min sk æbne mig fører til dødsm ål:
Bliver jeg her og færdes i kamp om troernes kongstad,
da er min hjemfart forspildt; men evindelig vorder min hæder.
Hvis derimod tilbage til fædrelandet jeg kommer,
da er mit ry forspildt, men da skal længe jeg nyde
livet; og ikke såsnart skal døden i vold mig da fange.
Ak, Akilles! Du kunne vælge, og du valgte hæderen, berømmelsen. Jeg kunne heller ikke
blive hjemme og blive gammel. Jeg vidste, at skæbnen havde udvalgt mig til at føre gr ækerne til
verdens st ørste bedrift - at samle alle verdens nationer i én stat, at sætte en stopper for alle krige
og skabe fred i hele verden én gang for alle. Skabe et verdensrige - hvilken af de store gr æske
helte havde en så lysende ledestjerne? Hverken Herakles eller Akilles kunne kaldes hele jordens
og alle haves herskere. I løbet af tolv, snart tretten år, har jeg underlagt mig utallige folkeslag.
Mine tropper har erobret lande, som vi kun havde hørt om. Utallige er de menneskemasser, som
nu betragter mig som en guddom. Jeg er gud Ammons søn for egypterne og babylonerne, Solens
søn for indbyggerne i Sogdiana, Kaukasus, Indien og andre lande . . .
“Hvi dog grubler i sind jeg nu på s ådanne tanker?” Er det så vigtigt, om nogen opfatter mig
som en gud? Mine gr æske venner, der kender mig helt tilbage fra dengang, vi var små, anser mig
jo som en af deres.
Nu ser det ud til, at min sidste stund snart kommer, men jeg kan ikke dø i fred uden at have
opklaret gåden, om jeg er blevet forgivet eller ej.
- Kald p å Proteas, - hvisker jeg til Amfidamos, min livvagt, der har erstattet Menakos. Han
st år ved siden af min seng og er parat til at dr æbe enhver, der nærmer sig med våben. Han ved
ikke, at når min død kommer ind i dette værelse, vil den være ubemærket og usynlig for ham og
for alle, for den e r allerede i mit indre. Besynderligt: jeg ligger for døden, men mine livvagter
vogter fortsat over mig.
Nej, de ved det nok ikke endnu. De håber selvfølgelig, at jeg vil overleve.
Amfidamos st år igen ved hovedg ærdet og t ænder endnu en olielampe. Nu bliver det lidt lysere
i rummet. Han har vist givet min ordre videre til vagterne udenfor. Snart kommer de tilbage med
Proteas. Proteas... han ligner en ørn... At se ham indtr ængende i øjnene - det er alt, hvad jeg ønsker. Og hans blik vil afsløre, om han virkelig forsøgte at myrde mig, eller om jeg er ved at dø af
en ukendt sygdom.
Proteas... Hvilken grund skulle han egentlig have til at myrde mig? Jeg har jo aldrig sagt eller
gjort noget forkert imod ham.
Oh, Zeus! Hvordan kunne jeg glemme det! Hans onkel, Kleitos, min bedste ven, min k ære
Kleitos - ham dr æbte jeg jo for nogle år siden i Marakanda!1 Dette var mit livs mest uforst åelige,
1
Marakanda - nu Samarkand
9
mest grufulde handling. Oh, guder, jeg kalder jer til vidner, for I ved, hvad jeg følte et øjeblik
efter, at jeg havde kastet spydet, som ramte min ven Kleitos lige i hjertet. Han nåede ikke at sige
et ord. Han nåede ikke engang at stønne, for han var død på stedet.
Hvorfor, oh, Zeus, hvorfor gjorde jeg det? Det må have været Sk æbnen, der så dygtigt styrede
min hånd. Jeg var jo så fuld den aften, da det hele foregik, at jeg dårligt kunne st å på benene. Det
må have v æret gudinden Mania, der formørkede mine tanker og skæbnegudinden Atropos, der
var parat til at klippe Kleitos’ livstr åd over...
I tre dage gr æd jeg fortvivlet i enrum. Jeg ønskede hverken at spise, drikke eller se noget
menneske. Straks efter, at mit spyd havde ramt Kleitos, kastede jeg mig hen imod ham ligesom
for at standse spydet i dets flugt. Derefter forsøgte jeg at tage livet af mig, men blev afvæbnet af
mine livvagter og venner. Ægte var min fortrydelse og mit selvmordsforsøg, ægte var sorgen
over min døde ven, der havde mistet livet så tragisk på grund af min hidsighed, uforsigtighed og
egenr ådighed.
Det begyndte med et skænderi med Kleitos. Nej, det begyndte med, at jeg drak mig fuld. Det
var sandheden og grunden til det hele. Hvis jeg havde været ædru, ville jeg have taget i betragtning, at Kleitos, den tapre og ærgerrige kriger og fremragende general, der havde st ået i spidsen
for tres tusinde kavalerister, efterhånden var blevet gammel. Uden vinens påvirkning havde jeg
helt sikkert kunnet forst å den bitterhed, der havde fyldt hans hjerte, efter at jeg havde udnævnt
ham til guvernør i Baktria.
Det var en degradering, og både han, jeg selv og alle andre opfattede det sådan. P å det tidspunkt var han virkelig svag og afkr æftet både på grund af alderen og et frygteligt sår, han havde
p ådraget sig i kampen. Jeg fandt det derfor hensigtsmæssigt at erstatte ham med en anden, som
kunne sidde p å en hest og styre kavaleriet lige så dygtigt som han.
Jeg burde have t ænkt mere på hans alder, hans bedrifter, hans slemme sår, men først og
fremmest på hans følelser. Intet i verden kan undskylde mine ord om hans svækkelse og antydninger om hans svindende manddomsstyrke. Det var naturligt, at Kleitos blev vred. Hvem bryder
sig om den slags antydninger? Hans harme var fuld berettiget, og jeg havde fortjent hans bitre
ord. Med knyttet næve r åbte han fra sin sofa:
- At t ænke sig, at denne hånd frelste dig ved Grannikos! Hør nu sandhedens ord, Aleksandros!
Lyt til min ubesmykkede tale og hold op med at omgive dig med slaver og barbarer, der kaster
sig i st øvet for dig og kysser din kjortelfold! Og hold op med at tilskrive dig selv de andre generalers bedrifter! Du var ikke alene om at føre vore tropper fra sejr til sejr. Det var takket være
Antipatros, Parmenion, Nearkos og de andre makedonske generalers dygtighed og mod, at vi
kunne vinde så mange sejre. Nu skubber du den ene makedonske general efter den anden til side
og erstatter dem med barbarer.
Og Kleitos afsluttede sin såre ringeagtende og provokerende tale med at citere et vers fra
“Andromache”:1
“Du arme Gr ækenland, hvi går det dig så slet?”
Kleitos stod op. Han råbte til mig:
- Det var jo Parmenion, der var årsagen til vore sidste sejre, og ham lod du snigmyrde. S ådan
viste du din taknemmelighed, Aleksandros!
- Så g å du samme vej, som Parmenion! - skreg jeg. Og sådan blev det. Jeg dr æbte ham p å
stedet…
1
Euripides, “Andromache”
10
Hvor mange gange har jeg ikke senere genkaldt mig hver eneste detalje fra denne forfærdelige
h ændelse - og hver gang med samme resultat: alt tydede på, at skæbnen ville hans død. Den synske Aristandros mindede mig dengang, da jeg gr æd i fortvivlelse, om det drømmesyn jeg havde
set om Kleistos, og om varslet. I mine drømme havde jeg tre gange set Kleistos død. Aristandros
sagde, at det hele længe havde været forudbestemt; da var det, som om jeg gav lidt efter...
Engang, for knap tre år siden, dr æbte en dygtig og tapper soldat fra min hær ved navn Alkos
en anden uden mindste årsag. Han tog blot sit sværd og borede det ind i mandens mave. Han
anede ikke selv, hvorfor han gjorde det. Alkos... han lignede en hærfugl...
- Guderne styrede min hånd, - sagde han, da han blev stillet for domstolen. Han påtog sig
skylden. Han fortrød sin handling, men gentog igen og igen, at han m å t t e gøre det, som hans
indre stemme sagde til ham. Alkos modtog tappert sin dødsdom. I øvrigt bad han selv om at
blive henrettet. Og da han skulle klædes i stenkjortel, stod han roligt og modigt, mens han ventede på døden. Da stenene blev slynget imod ham, døde han uden en lyd, så tapper som han altid
havde v æret. Hans øjne var rolige, da han for allersidste gang så p å mig og på soldaterne i eksekutionspeletonen. S å lukkede han dem og faldt hurtigt blødende om på jorden...
Jo, Kleitos var dødsmærket. Det stod klart for mig allerede dengang, det skete, men det fratog
mig aldrig min skyldfølelse. Jeg havde dr æbt en af mine bedste venner, det menneske, der sammen med Nikios havde lært mig at ride, da jeg var dreng. Kleitos var som en far for mig. Og
hans søster Braseida var jo min barnepige, da jeg var helt lille...
Min st ørste synd var, at jeg drak for meget den aften. Det er sandt, at vinen er sindets spejl.
Når man er fuld, kommer alt det frem, som man plejer at holde skjult. Og min lærer Aristoteles
sagde adskillige gange til mig:
- Et menneske, der synder i beruset tilstand, bør straffes to gange: Første gang for at have
syndet, og anden gang for at have været fuld.
Nu er jeg helt ædru. Det er vist knap tre dage siden, jeg har indtager andet end koldt vand. Jeg
kan ikke spise, og jeg har ikke lyst til vin mere. Enten sover jeg, vågner fra et mareridt, eller ryster af kulde...
...Polidoros! Polidoros! Det var navnet, jeg ikke kunne komme i tanker om. Den gode soldat,
der tilbød mig sin vandration i Gedrosia-ørkenen hed Polidoros... Han omkom, da vi var på vej
fra Afghanistan til Indien.
Hvorfor varer det så l ænge? Kan de ikke finde Proteas? Er han forsvundet?
11
Åh, Gud, jeg har helt glemt, at det stadig er nat! Stjernerne lyser jo klart på himlen. S å har de
måttet afbryde Proteas’ nattesøvn!
Ja, der er han. Sammen med en af mine livvagter, der holder en fakkel i hånden. Jeg må
handle klogt og koldblodigt. I denne kulde, der gennemryster min krop så voldsomt, kan det vel
ikke v ære så svært at holde hovedet koldt. Ha, ha!
Jeg holder øje med hans bevægelser, mens han nærmer sig og hilser mig med et kys på sin
s ædvanlige måde efter makedonsk skik. Det er lyst nok herinde. Der br ænder tre olielamper, og
jeg kan tydeligt se alt, hvad han foretager sig. Nu sætter han sig på kanten af min seng, kærtegner
min hånd, varmer den, og hans øjne er fulde af medlidenhed.
Jeg giver et tegn til Amfidamos, og han nærmer sig for at kunne høre, hvad jeg hvisker:
- Giv dit sværd til Proteas og lad os være alene.
Han gør, som jeg siger, forlader værelset sammen med den anden livvagt, der kom sammen
med Proteas, og de lukker døren efter sig.
Vi er alene. Proteas st år oprejst, han holder sværdet sænket. Han forst år ingenting.
Jeg hvisker:
- Proteas, jeg har en mistanke om, at du havde hældt gift i det bæger, som du gav mig at
drikke. Jeg lever stadig, men lider meget. Gør mig nu den tjeneste at dr æbe mig ordentligt som
en mand og en soldat.
Proteas begynder at gr æde store t årer. Hans ellers regelm æssige og smukke tr æk forvr ænges,
og det bæver om munden.
- Du, du, - han kommer hurtigt hen til mig, forsøger at sige noget, men kan ikke finde de rigtige ord. Han kaster sværdet hen i et hjørne og tager mig om hovedet med begge hænder.
- Du må lide meget, Aleksandros, min k ære ven, - siger han, og i hans i hans våde lysebrune
øjne med den grønne nuance og i hans k ærtegn finder jeg sikkerhed for, at han er uskyldig, at
mine grimme tanker er uberettigede.
Tre livvagter kommer løbende ind, tilkaldt af den larm, sværdet for årsagede. De handler øjeblikkeligt, som de skal: to af dem holder Proteas i et st ærk greb, men den tredje kun venter på
min ordre til enten at føre angriberen væk og dr æbe ham udenfor eller dr æbe ham på stedet.
- Lad os v ære alene, sagde jeg! - hvisker jeg til Amfidamos.
- Er det sikkert, at der ikke er sket dig noget, konge? - spørger han.
- Alt er i orden, Amfidamos. Gå og lad os være alene, - gentager jeg.
De tre forlader soveværelset.
Jeg lagde mærke til, at Proteas slet ikke gjorde forsøg på at forsvare sig, da livvagterne kom
stormende ind. Han forsøgte end ikke at slippe ud af deres jerngreb.
Nu n ærmer han sig igen, s ætter sig på samme sted ved min højre side, og hans hænder holder
igen om mine for at varme dem.
Han gr æder ikke længere, han ser mig lige i øjnene.
Uanset, hvad der sker med mig, så skal du vide, at jeg er uskyldig.
Det ved jeg nu, Proteas. Jeg skylder dig en dobbelt undskyldning. For det første, fordi jeg
grundløst beskyldte dig for en forbrydelse. For det andet, fordi jeg lod dig vække midt om natten.
Jeg håber, du kan tilgive mig, Proteas.
Ja.
Hans ansigt stråler af glæde, og det er tydeligt, at han er lige ved at gr æde igen, denne gang af
lykke.
12
- Proteas, siger jeg, “nævn dit hjertes beg ær, helt gerne jeg føjer dit ønske, hvis det st år i min
magt, og hvis det forresten er gørligt.”
Han smiler. Han ved godt, at jeg citerer Homer.
- Det eneste ønske, jeg har i øjeblikket, er at få lov til at sove videre uden flere afbrydelser.
Jeg kom meget sent i seng i aftes.
- Igen en kvinde?
- Ja. - Han smiler bredt fra det ene øre til det andet.
- En babylonsk kvinde?
- Ja.
- Var hun god i sengen?
- Sød som honning, min konge.
- Sov godt, - hvisker jeg.
- God bedring, Aleksandros. Er der noget, jeg kan hjælpe dig med?
- Ingen kan hjælpe mig længere. Jeg er snart færdig. Gå nu og sov.
Det var så det. Jeg er glad for, at jeg huskede at sige undskyld...
Hvad er det? Hvad sker der med mig? Jeg falder ned, ned, ned... Hjertet hamrer... Snart bliver
jeg knust. Jeg bliver et vrag af et menneske, aaaah..., jeg bliver splittet i stumper og stykker...
Aaaaaah!
Nej, jeg lever stadig. Jeg ligger midt i ørkenen. En ørken - kun sand omkring mig. Intet liv,
ingen mennesker. Hvor er det koldt! Kulde i ørkenen! Midt om dagen. Ja, sådan kan det være i
ørkenen om natten, men nu er solen jo oppe, og jeg oplever kuldegysninger. Det st år slemt til
med mig. Jeg st år op for at gå. Hvor vil jeg hen? Til venstre, til højre, fremad? Jeg aner det ikke,
men det er bedre at gå end at ligge på det uhyggeligt kolde sand.
Jeg g år. Alene, fortabt, fortvivlet. Jeg ryster af kulde, selv om min skygge ligger lige under
mine fødder - så højt st år solen på himlen. Lige så højt som dengang, da pr æsterne sendte mig ud
i ørkenen efter mine indvielser i Gud Amon templet for mange år siden. Pr æsterne sagde til mig,
at jeg skulle g å ud i ørkenen og t ænke over det, jeg havde fået at vide fra dem.
Jeg g år og går - hele dagen. Jeg er så tr æt, s å udmattet. Det er uhyggeligt koldt, og jeg kan
ikke få varmen fra solens str åler. Jeg har ingen anelse om, hvor jeg skal hen. Men min indre
stemme siger mig, at jeg skal fortsætte, at min redning snart kommer. Foreløbig kan jeg ikke se
den, intet tegn på liv, ingen slanger, ingen salamandre, ingen fugle på himlen... Kun sand, koldt
sand...
Pludselig sker der en uventet forandring. Det er frygtelig varmt. Uudholdeligt! Solen steger
mig p å det glødende sand. Jeg går videre, jeg skal gå videre, jeg må ikke lægge mig ned, for det
er ensbetydende med selvmord.
Hvem er det, der nu synger så dejligt? Det er en morsom sang. P å aram æisk. "Jeg er Gud. Jeg
er Gud...", lyder det i nærheden. Nu ser jeg ham tydeligt. En nomade på et æsel? Jo, det er ham,
der synger. Er dette syn virkelighed, eller forestiller jeg mig noget, som jeg ønsker at se? Nej, det
er en nomade. Ham mødte jeg engang i ørkenen for mange år siden, da jeg for vild på vej tilbage
til Amon templet. Nomaden springer ned fra sit æsel. Han smiler venligt til mig og r ækker mig
en tung vands æk. Vand! Vand! Åh, hvor er jeg tørstig! Hvor er vandet dejligt. Lunkent, men
dejligt. Det er lige så skønt som gudernes ambrosia. Det bedste vand i verden! Jeg drikker og
drikker. Åh, hvor dejligt...
Og så siger nomaden til mig på aram æisk:
- Hvordan har du det nu, Gud?
13
- Jeg har det godt, gode mand! Tak skal du have. Men sig mig, hvor vidste du fra, at jeg er
guddommelig?
- Det vidste jeg, fordi alt er guddommeligt for mig. Jeg er også Gud.
- Vær hilset, Gud, siger jeg og smiler. - Og tak! Du har reddet mig fra døden.
- Du er guddommelig, - det sagde du selv. Hvorfor taler du så om døden?
- Hvad hedder du? - spørger jeg ham uden at besvare hans spørgsmål.
- Jeg hedder både Amon, Aton, Osiris og Ra, - svarer nomaden, - men i virkeligheden har jeg
intet navn. Jeg er bare Gud. Denne gang ser du mig som en nomade ridende på et æsel.
- Du er en tosse, - t ænker jeg, men siger det ikke højt. Han har jo reddet mit liv.
- Du tror vist ikke på det, jeg siger? - smiler nomaden.
- Hvorfor rider du på et æsel, Gud?
- Kun for at møde dig og give dig vand. Nu skal jeg videre. Men hvis du fortsætter med at g å
og opmærksomt følger de spor, som mit æsel har efterladt i sandet, finder du nemt vejen til
mennesker. Vær hilset, Gud! Husk, at der ikke findes nogen død. Kun liv. Livet i alle mulige
former, som blot skifter udseende. Du er kun midlertidigt i en menneskelig form.
Jeg er Gud, jeg er Gud, jeg er Gud... synger nomaden igen. Og så er han væk.
Jeg g år og kigger på de spor, som hans æsel efterlod i sandet...
Jeg søger efter liv. Liv, liv... Jeg vil så gerne leve lidt endnu...
Det regner…
14
Hele kroppen ryster fortsat af kulde, og smerterne i leveren er st ærkere end i går. Det føles,
som om den er blevet gennemhullet af en pil. Det kan skyldes vin, men det kan også skyldes
denne sygdom. To soldater - den ene fra Persien og den anden fra Makedonien - døde for en måned siden med lignende sygdomstegn: skiftevis høj feber og kuldegysninger. Der findes ingen
lægemidler, som kan helbrede et menneske, der er ramt af denne sygdom. Man kan kun lindre
smerterne, mens kroppen efterhånden bliver helt afkr æftet på grund af de gentagne hede- og
kuldeanfald og lange perioder i dvaletilstand. S å meget ved jeg om denne sygdom. Og Filip ved,
at jeg ved det. Det er derfor, han ikke forsøger at skjule noget for mig. Jeg har jo altid været
interesseret i lægekunst, allerede fra min barndom, lige siden den dag, jeg læste i Illiaden:
...tv ætted de ham; og så gned de hans hud med glinsende olie.
Salve de strøg i vundernes gab, niårig og kostbar.
Det var netop denne niårige salve, der vakte min interesse, og jeg begyndte at stille en
mængde spørgsmål til min fars læge.
Gid jeg kunne få lidt varme i kroppen og falde i søvn. Det gør ikke noget, at søvnguden Hypnos er en kedelig broder til døden - Thanatos. Jeg vil sove, sove.
“Den hellige søvn var over ham udgydt”...
Amfidamos spørger, om han skal tilkalde en læge. I hans øjne ser jeg medfølelse, smerte,
hengivenhed. Jeg ryster på hovedet. Nej, jeg tr ænger kun til søvn. “Den hellige søvn var over
ham...”
...Solen g år ned... Jeg sveder som aldrig før. Huden føles våd og svampet. Jeg har en væmmelig smag i munden, som om jeg har spist noget råddent. Mon jeg har sovet hele dagen? En mærkelig søvn - snarere en slags dvale, uden drømme, uden tanker, uden mening. Men hvis jeg
kunne v ælge, så ville jeg foretr ække dvaletilstanden i stedet for de uudholdelige hedeanfald og
kuldegysninger. Svedeturene er vist den mildeste del af sygdommen, men til geng æld ledsages
de af en fuldst ændig tanketomhed. En hvilepause for kroppen og et mærkeligt, helt meningsløst
ophold i tankevirksomheden. Hverken søvn eller virkelighed - ingenting. Kun r åddenskab, forfald... forfald... endnu et skridt hen imod den endelige opløsning i dødens altomfattende gab...
...Nogle af mine generaler st år ved døren sammen med Filip: Nearkos, Ptolemaios, Seleukos,
Perdikkas, finansforvalteren Harpalos og ingeniøren Aristoboulos, mens Eumenes, min udadlelige sekret ær, st år alene i hjørnet og ser på mig. De syv ved døren hvisker noget til hinanden, og
det er denne hvisken, der har vækket mig.
Da Eumenes sagde: “Aleksandros er vågnet!”, blev de meget glade.
De n ærmer sig smilende. Eumenes... han ligner en papegøje, som jeg har set i Afrika... De ser
alle så raske ud... de hilser på mig med det sædvanlige kys på min venstre kind, som er våd af
sved. Lige i øjeblikket ville de måske foretr ække at hilse mig efter persernes skik - ved at gøre
knæfald og berøre gulvet med panden - i stedet for at skulle slikke sveden på min kind. Men jeg
synes, at de har fortjent det. De vil ikke anerkende min guddommelighed, så lad dem br ække sig,
hvis de føler, at berøringen med mit ubarberede, svedige ansigt er ækel og frast ødende. Det er
prisen for deres stolthed, og fordi de bilder sig ind, at de er mine ligem ænd.
Jeg lytter til deres velkendte ord, deres ønsker om god bedring, som de naturligvis mener. De
er oprigtige, de er jo alle mine venner, men hvad nytter det hele? Deres ønsker hjælper mig ikke
det mindste. Intet kan hjælpe mig. De lever videre, men for mig findes der ingen fremtid, ingen
15
god bedring. Jeg kan ingen planer lægge. Intet godt eller nyt kan ske i mit liv. Er jeg misundelig,
fordi de fortsat skal leve, mens jeg...?
Lad mig nu hellere samle tankerne om det, de siger...
Nearkos taler om de planer, vi i fællesskab udarbejdede for nogen tid siden. De drejer sig om
en opdagelsesrejse og en eventuel kolonisering af hele Arabiens kyst fra søsiden. Han siger, at
floden er rede til, at man kan sejle vestpå. Jeg svarer ikke. Hvad vedkommer det mig? De kan jo
bare sejle, hvis de vil. De kender retningen. De kan orientere sig efter sol og stjerner, men for
mig er der snart ingen sol eller stjerner mere. Kun sort nat. Evig dvale...
De glade glimt i Nearkos’ øjne slukkes pludselig. Han siger ikke mere. Han forst år, hvad jeg
mener. Han læser mit svar i mine øjne. Jeg behøver ikke at sige noget. I de forløbne uger har vi
talt tilstr ækkeligt om forberedelserne til ekspeditionen til søs. Fuldt ud tilstr ækkeligt.
Ptolemaios taler om, at soldaterne er urolige over, at jeg ikke viser mig offentligt længere. Det
svirrer med rygter om, at jeg er død. “Du må lade dig se i levende live, så vi kan undgå unødvendige tumulter”, - siger han.
Jeg nikker forst ående. Jeg kan slet ikke tale. Jeg kan heller ikke hviske - kun bevæge læberne:
- Ptolemaios, vælg nogle af soldaterne, ti-tyve stykker - og lad dem komme ind i mit værelse,
så de kan fort ælle de øvrige, at jeg endnu er i live.
Ptolemaios anstrenger sig for at forst å, hvad jeg lydløst forsøger at sige, og han bliver synligt
nervøs, fordi han ikke kan forst å mig. Filip, min kære læge, gentager mine ord for ham, og Ptolemaios sukker lettet. Han er glad for min beslutning.
Perdikkas og Eumenes siger ingenting. De ser mig i øjnene, og deres blikke udtrykker smerte
og forst åelse. Jeg forsøger at løfte en hånd for at bede Perdikkas tr æde nærmere, men den er for
tung. Jeg kan kun bevæge fingrene, men det er nok til, at de kan forst å meningen. Perdikkas
kommer hen til mig. Af alle mine jævnaldrende er han den, der vil være bedst egnet som foreløbig regent.
Skal jeg sige det til ham? Nej, det kan vente. Jeg har lidt tid endnu. Måske... Og hvis jeg dør
uden at have overdraget magten til ham, vil jeg tro, han selv finder ud af at overtage den. Han er
beslutsom, og samtidig er han i besiddelse af en helt utrolig diplomatisk sans.
- Hvor er Aristandros? - hvisker jeg hæst til ham. - Jeg vil se Aristandros.
- Taler du om Aristandros fra Telmessos?
Jeg nikker.
- Han bor udenfor byen. Han kan ikke fordrage Babylon og dens enorme menneskemasser.
Han trives bedst i fred og ro. Det vil tage mig nogle timer at finde ham. Haster det, Aleksandros?
Natten falder jo på om lidt. Tror du ikke det kan vente, til solen st år op?
Jeg nikker igen, og Perdikkas går hurtigt ud for et øjeblik senere at vende tilbage. Han har givet de nødvendige anvisninger til nogen udenfor, og så kan jeg være helt sikker på, at den gamle
seer Aristandros kommer så hurtigt, han kan, i morgen tidlig. Men hvorfor befinder han sig udenfor byen, når jeg er så syg? Er det endnu et bevis på, at min magt, der omfatter alle verdens folkeslag, intet er værd for denne toogfirsårige mand, der kan se ind i fremtiden og kender alle
menneskers tanker og bevæggrunde...?
Der er dødstille i værelset. De kan jo t ænke, hvad de vil. I denne dejlige stilhed, hvor de vidunderlige rosa-gyldne solstråler leger på himlen udenfor og på soveværelsets høje loft, kan de
spekulere p å, hvorfor jeg netop nu har udtrykt ønske om at tale med seeren.
Jeg lægger slet ikke mærke til de forsamlede, men følger nøje farvernes vidunderlige vekselvirkninger... Fra et eller andet sted udenfor paladset kan jeg høre en babylonsk fløjtenist spille...
16
En helt anden verden end vores, de gr æske... Og så kan jeg ligge i nogen tid med lukkede øjne og
hvile mig lidt. Jeg kan huske - uden at åbne øjnene- mange af vægmalerierne fra de persiske huse
og i de kongelige paladser... Hvor er de smukke, højtidelige...
Hvor er jeg dog tr æt. Fuldkommen afkr æftet. Jeg har ikke spist i flere dage; jeg har ikke lyst.
Alene tanken om, at noget - bortset fra vand - skulle passere igennem min hals, der br ænder så
forfærdeligt, gør mig urolig. Denne babylonske fløjtemusik er dejlig, vemodig...
Hvor var det, jeg kom fra? Jo, seeren... Alle, der nu befinder sig i dette værelse, t ænker vist
p å, hvorfor jeg vil tale med den gamle seer Aristandros, der trofast ledsagede mig under hele
ekspeditionen gennem de mange lande. Han kendte mig, før jeg blev født. Og han var allerede
gammel og hvidhåret på det tidspunkt, hvor han først kom ind i min erindring. Jeg har altid holdt
af ham. Han tvivlede aldrig på min guddommelige nedstamning fra Herakles og Aiakos slægten.
Jeg husker, at jeg i begyndelsen var lidt bange for ham. Da jeg for første gang i mit liv så ham
- hvor gammel var jeg dengang? - fem, seks år måske - begyndte jeg at le højt, for Aristandros
lignede grangivelig en hane. Hans lange, krogede næse, hans tynde hals og hele hans krop, ja,
selv hans gang fik mig altid til at t ænke p å en hane. Men da han så mig ind i øjnene, holdt jeg
øjeblikkelig op med at le. Det løb mig koldt ned ad ryggen, og jeg følte skr ækken sprede sig over
hele kroppen.
Den eneste, som stod Aristandros nær, var hans egen skygge…
Han ligner i øvrigt stadig en hane - en gammel hane, der har mistet sine fjer.
Forud for den nat, da min far blev lukket ind i brudekammeret sammen med min mor, havde
han drømt, at det var tordenvejr, og et lyn slog ned i hendes mave. En voldsom ild blussede op
og bredte sig overalt for derefter at gå ud af sig selv. Og kort tid efter brylluppet drømte far, at
han anbragte et segl på mors mave med en løve som motiv. De fleste tydede hans drøm som et
r åd om, at han burde passe bedre på sit ægteskab, men netop Aristandros sagde, at mor var med
barn. - “Man s ætter jo ikke et segl på noget, der er tomt” - sagde han til Filippos, min far. Yderligere forsikrede han, at den søn, som min mor Olympias bar under sit hjerte, ville blive tapper
som en løve. Han antydede også, at Zeus kunne være min far.
Når den gamle Aristandros kommer, vil jeg presse ham til at fort ælle sandheden om mig og
om Olympias, min mor. Pludselig er jeg af helt uforklarlige grunde begyndt at tvivle på alt undtagen måske den kendsgerning, at jeg snart skal dø...
17
Jeg åbner øjnene. Alle lamper er allerede t ændt, selv om solen endnu ikke har forladt os.
Perdikkas siger noget til mig... Hvad vil han mig? Hvorfor bliver de allesammen ved med at
forstyrre mig i min hvile?...Jeg foretr ækker at lytte til musikken langt borte...Men bare jeg åbner
øjnene, st år de parat til hensynsløst at plage mig med deres sager og klager...
- Roksana har hele natten siddet ved din side, men nu sover hun, - siger Perdikkas. - Hun har
bedt mig v ække hende, så snart du vågner. Skal jeg kalde på hende nu?
Roksana!... Min dejlige, svangre Roksana. Under hele dette mareridt, som sygdommen har
for årsaget, har jeg fuldst ændig glemt alt om hende og barnet. Hun vil leve videre. Og barnet vil
leve videre! Min søn... Forhåbentlig vil der fra Roksanas store mave komme en dreng til verden
om knap to måneder. Han skal hedde Aleksandros ligesom jeg.
Ja, kald p å hende, Perdikkas, - siger jeg lydløst til ham. Han rejser sig hurtigt fra min seng og
g år ud af soveværelset for at hente Roksana.
- Filip, - siger jeg, - gentag højt, hvad jeg nu siger, så alle kan forst å det, og Filip gentager efter mig:
Hvis Roksana denne gang føder mig en mandlig arving, så skal han efterfølge mig på tronen,
og hans navn skal være Aleksandros. Talt.
De lytter alle i stilhed til Filips gentagelse af mine ord.
Nu kommer Perdikkas tilbage sammen med Roksana. Hun nærmer sig hurtigt, sætter sig på
sengen, k ærtegner mine hænder og tørrer sveden af mit ansigt.
Jeg beordrer igen Filip til at gentage alt, ord for ord, hvad Ptolemaios, Harpalos, Aristobulos,
Seleukos, Nearkos og Eumenes samt mine to livvagter hørte for et lille øjeblik siden. Nu overs ætter Perdikkas mine ord til persisk, for at Roksana skal kunne forst å det hele. Perdikkas taler
persisk langt bedre end jeg. Han er meget dygtig til sprog og en fremragende general, den fødte
leder.
- Roksana, - forsøger jeg at hviske til hende på persisk, - Perdikkas er en god og retfærdig
mand. Du kan roligt stole på ham, han skal nok sørge for dig og for vore børn.
Roksana gr æder. Ja, muligvis har hun ret i det, som hun uden ord siger til mig med sit blik: At
hun kun kan føle sig sikker, så l ænge jeg er i live... At både hendes og det kommende barns
sk æbne vil v ære helt uvis efter min død. At min vilje kun g ælder, så l ænge jeg er i live.
Enhver af mine ordrer, selv de mest fornuftige, kan gå imod de tilstedeværendes og mange
andres modstridende interesser, ambitioner og magtbeg ær. Skal jeg tigge dem om at holde sammen? Kan de ikke selv forst å, at hvis de begynder at kæmpe indbyrdes om magten, ender det
med, at hele Verdensriget falder fuldst ændig fra hinanden? Jo, de er jo mine trofaste kampfæller.
De har v æret med til at samle alle verdens nationer i en stat. De har med deres blod og sved betalt for alt det, vi har i dag. Den makedonske magt str ækker sig over alle verdens lande og have.
Men hvad sker der efter min tid? Hvem ved? Ved seeren Aristandros noget om det? Kun guderne
ved det med sikkerhed. Jeg kan tilrettelægge fremtiden, men jeg kan ikke forudse, hvad der vil
komme efter mig. Dette er nok endnu et bevis på, at jeg ikke er nogen gud, selv om millioner af
mennesker verden rundt betragter mig som sådan. I deres øjne er jeg Ammons søn, Zeus’ søn,
Solgudens søn, en guddommelig skikkelse.
Et st ærkt venskabsbånd har knyttet vore skæbner sammen. Det har ført os gennem skove og
ørkener, over utallige bjerge og floder, for så at tage en afgørende vending her i Babylon tolv år
efter, at vi tog afsted og begyndte vor fælles kamp mod perserne.
18
Hvad er Roksana for disse mennesker, der kalder sig mine venner? Efter deres opfattelse er
hun blot en af mine tre koner. Og hvad er så mit kommende barn for dem? Ikke andet end en
konkurrent til tronen, hvis det bliver en dreng. Herakles, min lille søn, der bor sammen med
Barsine i Susa, er for mine generaler lige så fremmed som alle andre, der kan st å dem i vejen.
Herakles er en svækling, men trods alt er han en hindring på vejen til tronen - kun fordi han er
min søn. Hvis nogen af dem, der er her i dag, bestemmer sig for at tiltage sig magten, kan jeg
intet gøre til fordel for min slægt eller for at beskytte dens medlemmer.
Vort makedonske kongehus er badet i blod, og også jeg selv var ivrig nok i sin tid, da jeg
skulle bestige min fars trone. Sandt er det, at min mor færdiggjorde det blodige værk, men det
skete jo med min billigelse. Hverken min stedmor Kleopatra eller hendes barn, som kunne st å i
vejen for mig, blev sk ånet. S ådan er betingelserne, hvis man ønsker magten og tronen. Statssikkerhed kr æver, lige som i Parmenions sag, at man ofrer selv hidtidige venner, hvis man får sikre
beviser for, at de er i gang med at forberede et komplot.
Jeg behøver endnu lidt tid til at ordne nogle vigtige sager og til at sikre mine tre hustruers,
mine børns og Verdensrigets fremtid. Jeg viede hele mit liv og ofrede det for ét eneste mål: at
erobre verden og samle den i én stormagt. Og jeg må gøre alt, hvad jeg kan for at sikre, at kongemagten forbliver udelt.
Roksana k ærtegner stadig mine hænder og stryger mig over håret. Hun gr æder, og jeg forsøger at smile til hende, da hun tager min højre hånd i begge sine og kysser den. Hendes læber er
dejligt varme, hendes fingre er så små og yndige... Nu trykker hun min hånd mod sin mave, hvor
barnets krop tydeligt kan føles gennem kjolen og huden.
Åh, den forbandede sved... Jeg føler mig så snavset og ubarberet.
- Filip. kald på barberen og lad tjenestefolkene bære mig hen til badeværelset, så jeg kan blive
vasket ordentligt. Og endnu en ting: Lige efter badet ønsker jeg at tale i enrum med Ptolemaios.
Sig det til ham. Han forst år ikke helt, hvad jeg siger, så derfor beder jeg dig være til stede og
gentage mine ord for ham.
Filip foretager alle nødvendige dispositioner.
Alle tilstedeværende siger farvel og går - undtagen Filip, Ptolemaios, min livvagt og Roksana.
Hun vil blive hos mig lidt endnu. Hendes øjne tigger mig om det. Jeg nikker, og Roksanas ansigt
lyser op i et dejligt, lykkeligt smil, og øjnene lyser som to store lamper.
Andre kommer ind... Seks, syv, otte, ni personer... skal de virkelig være så mange for at bære
mig ind i bad og vaske mig? Nej, en del af dem bliver i soveværelset for at rede sengen, skifte
lagnerne og de våde t æpper ud med nye. Det er mørkt udenfor; jeg synes, at natten er kommet
meget pludseligt, selv om jeg jo vidste, at den skulle overtage verden, før solen igen kan stige op
i morgen. P å ét øjeblik blev det mørkt, men tre slaver går foran med fakler, en ved min side og to
bag mig.
Luften er frisk og dejlig. Den fylder mine lunger med sin kølighed, hjertet med håb og tankerne med længsel efter noget guddommeligt, som ikke kan udtrykkes i ord og slet ikke behøver
at blive udtrykt. Mon ikke det er selve lykken og glæden ved at være i live...? Og det varme bad kroppen længes efter det.
Vandet er snart parat, - meddeler en af de persiske tjenere mig. Godt! Det bliver en sand lise
at ligge i det store, fyldte badekar. At ligge ubevægeligt og nyde kroppens afslappelse og renselse i det varme vand. Men inden da skal jeg barberes.
Enomaos er en sand mester i sit fag. Som s ædvanlig går han rundt omkring mig, nynner en
glad sang og snøfter med sin store næse i pauserne mellem melodiens linier. Jeg genkender
19
straks sangen - det er en af de gamle makedonske ballader og Herakles’ bedrifter i amazonernes
land.
En gang for mange år siden, da Enomaos kom til mig på anbefaling af min mor, snøftede han
p å samme måde som han gør nu, og jeg bem ærkede, at jeg syntes, han hellere burde bruge en
harpe som akkompagnement. Barberen blev temmelig fornærmet, holdt helt op med at nynne og
begyndte i stedet at fnyse, tydeligvis såret af min bem ærkning. Men ganske kort tid efter var han
der igen med sin stille sang ledsaget af rytmiske snøft gennem næsen.
Han kender mange gode og fornøjelige sange fra Makedonien, og på en mærkelig dejlig måde
føler jeg gennem ham et st ærkt bånd til mit fædreland...
Nu smiler jeg ved tanken om Makedoniens høje bjerge og dejlige søer og sletter, og jeg har
bestemt ikke i sinde at afbryde Enomaos’ arbejde og hyggelige nynnen. Han gør et mesterligt
stykke arbejde, og mit ansigt føles helt udhvilet og frisk under hans berøring.
Væk med den unødvendige sk ægvækst! Sk ægget tiltr ækker snavs, og det er det mest stinkende sted p å mandens krop, hvis det ikke bliver plejet ordentligt. Det allerbedste er at skille sig
af med alt det hår på kinderne og hagen. Dejligt, dejligt! Mange gr ækere mener fortsat, at manglende sk ægvækst er et bevis på kvindelige tr æk, men flere og flere følger mit eksempel og er begyndt at barbere sig.
Min Enomaos hører af naturlige årsager til de mest pålidelige mennesker i min stab. En barbér
må v ælges med stor omhu, for selv verdens bedste og hurtigste livvagt vil ikke kunne forhindre
en sådan persons mordforsøg, mens han manøvrerer den skarpslebne kniv omkring en mands
strube. Men jeg har aldrig følt noget ubehag ved at lade Enomaos udføre sit arbejde. Heldigvis
findes der nogle mennesker i verden, som jeg med lukkede øjne kan stole på. Blandt dem er barberen Enomaos, min læge Filip og endnu en mand - den småtossede Nikios fra staldene, også
kaldet Makar.1 Forhåbentlig får jeg også lidt tid til at tale med Nikios.
Filip, - hvisker jeg, - sørg for at tilkalde Makar fra staldene i morgen aften.
L ægens øjenbryn flyver opad i forbavselse, men han svarer:
- Det kan sagtens lade sig gøre, Aleksandros.
Enomaos snøfter fortsat med sin store næse. En gang, for mange år siden, nægtede Enomaos
at barbere Ptolemaios på grund af hans bemærkning om, at barberens næse havde vokset sig så
stor, fordi luften var gratis. Enomaos blev så s året, at han ikke barberede Ptolemaios siden da.
Enomaos er tilfreds. jeg smiler til ham og takker ham. Han holder stolt sit store spejl op foran
mig. Mit ansigt i spejlet...
Hvad var det, Filip sagde for snart ti dage siden? Jo, det var under et af mine utallige drikkelag, at han sagde til mig:
Aleksandros, du kan få alt, hvad du ønsker dig, men i dette øjeblik har du kun brug for én
eneste ting: et spejl. S å kan du måske se med egne øjne, hvad du har gjort ved dig selv!
Ordene faldt under en diskussion med lægen angående min k ære afdøde ven Hefaiston. Filip
bebrejdede mig min tilbøjelighed til vin og selvødel æggelse.
- Det er ganske klart for mig, at du ønsker at dø, - sagde han - men så må du vælge en anden
læge og en bedre, mere effektiv måde at afkorte dit liv p å.
... Ak, ja, Filip er et af de mest skarpsindige mennesker, jeg kender. Når han siger noget, er
det som regel klogt og dybsindigt. Han rammer altid plet. Efter Hefaistons død, der kom så pludseligt og uventet for mig, sagde Filip til mig:
1
Makar (oldgræsk) - lyksalig, enfoldig.
20
Du beordrede Hefaistons læge hængt, fordi han ikke kunne overtale Hefaiston til at standse
drikkeriet. Var det retfærdigt? Tror du, at man kan overtale en dranker til noget sådant? Se på dig
selv, Aleksandros... Når du selv drikker dag efter dag i sorg over din elsker og åbenbart ønsker at
dø p å en s å ynkelig måde, ar det min pligt at sige, hvad jeg mener - som din læge og som menneske. Allerede nu kan du udstede et dekret om, at jeg skal hænges straks efter din død, fordi det
ikke lykkedes mig at overtale dig til at holde op med at drikke. - Og så tilføjede Filip det om
spejlet...
Mit fj æs i spejlet minder kun meget lidt om den guddommelige Aleksandros, hvis billede kan
ses p å en guldstater eller en sølv tetradrachme.1 Det var de mønter, som jeg beordrede fremstillet
i store mængder for et år siden. Hvad kan jeg s å sige om mit ansigt nu? Hvad har jeg gjort med
mig selv, for nu at følge Filips tankegang?
Jeg ser ynkelig ud. Jeg er blevet helt mager; alle mine ansigtstr æk er ligesom skrumpet ind, og
mit ansigt er spidst; kinderne er hule og øjnene indsunkne med brede rande nedenunder. Men
randene ryster mig ikke s å meget som selve øjnenes udtryk. Det er nedtrykt og ynkeligt. Sådanne
øjne har et menneske, der er dømt til undergang. Jeg har set det adskillige gange i mit liv. Og nu
ser mine egne øjne sådan ud...
Det er en overjordisk nydelse at ligge i badekarrets livsaligt varme vand, at blive vasket og
renset. Jeg holder øjnene lukket. Jeg ønsker ikke at se nogen eller noget, før mine tanker er faldet
til ro igen efter den voldsomme rystelse, som mine øjne i spejlet har for årsaget i mit hjerte.
Rolig, rolig, Aleksandros! Tag dig nu sammen. Du ville jo selv dø for ikke ret længe siden,
ikke sandt? Var det ikke meningen, at du skulle følge efter Hefaistion til de dødes rige? Uden
ham føltes livet afsluttet og udsigtsløst. Jeg befandt mig på mit livs højdepunkt, da Hefaistion gik
bort. Var det ikke den naturligste løsning for mig at forlade denne verden i det øjeblik, hvor mit
ry var n ået ud over hele verden? Hellere det end at påbegynde en langsom nedstigning fra toppen
til afgrunden.
Men at dø på en så uværdig måde, plaget af denne sygdom... Kan jeg tillade mig det? Jeg,
Aleksandros den Store! Jeg, den guddommelige konge Aleksandros! Jeg, som hersker over hele
Europa og Asien; jeg der som den første i verden skabte et rige, der omfatter alle nationer, underlagt fælles love... Er det værdigt for mig at se sådan ud, som spejlet lige nu har vist mig? Nej,
jeg må samle kr æfter til en mere passende, guddommelig bortgang!
Jeg må forsvinde ubemærket, mirakuløst, sporløst. Floden i nærheden af kongepaladset kan i
nattens mørke bære mit lig ud i oceanet, og min død vil blive lige så uforst åelig for alle, som mit
livs bedrifter har været det. I nat vil jeg ordne det hele. Nu vil jeg hvile mig og samle alle de
kr æfter, jeg har tilbage. Jeg må og skal være st ærk nok til at svømme så langt som muligt ud fra
flodbredden til de dybe steder, så jeg kan forsvinde der og komme over i det gr ænseløse...
Jeg er jo en mester i svømning. Alle mine soldater har jeg lært at svømme. Ogs å de persiske.
Det er ikke tilfældigt, at man i Gr ækenland siger om et ukultiveret menneske: “Han kan hverken
læse eller svømme”. Jeg vil svømme så langt som muligt ud fra flodbredden og ned med strømmen... langt, langt ned med strømmen... Ja, i nat...
1
Stater og tetradrachme - græske mønter. En græsk mønt havde som regel et gudeportræt på forsiden og et
gudesymbol på bagsiden.
21
Nå, hvad skal der nu ske? Jo, det er sandt, nu skal mit hår vaskes...
Mens en af de persiske tjenere gør forberedelser til at skylle mit hår, jager en dunkel tanke
gennem mit hoved. Hvad er det, som gør mig urolig? Hvorfor bliver jeg pludselig bange for det
vand, han om lidt vil hælde over mit hoved? En skr æmmende tanke om noget kogende, en advarsel...
...Over bålet hænger en stor gryde med kogende fedt. Ingen af de mange mennesker, der sidder eller g år rundt om bålet, er særlig interesseret i grydens indhold. Det kogende fedt skal senere
afkøles og derefter opbevares i lang tid til spisning. Her i Kaukasus bjergene er det en hverdags
begivenhed.
Nomaderne taler lavt sammen på deres uforst åelige sprog. Pludselig hører jeg tydeligt en af
dem sige noget på gr æsk. Han har en hård, lakonisk accent:
- Eftersom Aleksandros ønsker at være gud, så lad ham være en gud...
Hvem sagde det? Alle nomaderne omkring bålet ler. Deres øjne lyser spotsk i mørket. Jeg
fatter ikke, hvordan en af dem kunne sige det, jeg meget tydeligt hørte, på s å klart et gr æsk. Ingen af bjergfolkene kender jo dette sprog - for slet ikke at tale om gr æsk med lakonisk accent.
Samtidig kan jeg i det fjerne høre en musik, der slet ikke ligner vores. Den bliver spillet på et
instrument, jeg ikke kender ...
“Eftersom Aleksandros ønsker at være en gud...” gentager en stemme, og alle ler igen. Muligvis er det en stemme i mit eget hoved, jeg hører, men hvordan kan disse mennesker så høre
stemmen? Der, i hovedet, foregår der hele tiden mærkelige metamorfoser, og begivenhederne
følger p å hinanden i både tid og rum...
...Musikken virker advarende, foruroligende...
For at bevise min guddommelighed for dem, må jeg foretage mig et eller andet helt usædvanligt. Noget, som vil skaffe mig anerkendelse hos disse mennesker. Jeg er nødt til at gøre noget,
som er menneskeligt umuligt. Det er ikke så let at overbevise sådanne barbarer, men det må dog
kunne lade sig gøre.
Gryde! Jeg vælger gryden som genstand for en demonstration af min guddommelige oprindelse. Jeg ser ned i det kogende, mørke fedt, der uafbrudt syder og bobler. Jeg føler en kulde i
maven af skr æk. Den kulde kender jeg: det føles altid sådan, lige før en kamp skal begynde. Det
er et varsel om noget ukendt, skr æmmende og dødsensfarligt. Men jeg behøver ikke tage notits
af et så almindeligt, menneskeligt fænomen. De guddommelige - og dem hører jeg jo til - kan
kun have foragt for en sådan reaktion.
Jeg er ikke noget almindeligt menneske, og jeg kan bevise det!
Jeg ved, hvordan det skal gøres: med begge hænder løfter jeg stangen med gryden væk fra
bålet, stiller gryden på jorden og tager stangen væk fra hanken... Så løfter jeg med begge hænder
det tunge kar op og hælder hele indholdet over mit hoved!...
Aaaaaaaaa! Aaaaaaaaaaaaav!! Aaaaaaaaaaaaaaaaaaav!!!....
Hvorfor gjorde jeg det? Aaaaaav, hvor det br ænder! Jeg tror, jeg dør... Jeg kan ikke holde de
skr ækkelige smerter ud!
For Guds skyld, Boreas, Notos, Zefyr, Euros, Aiolos - vindenes herskere, blæs på mig med al
jeres kraft og styrke. Blæs s å koldt, I kan, hæld en lavine af kold sne fra de høje kaukasiske
bjerge ud over mit hårdt prøvede, forpinte hoved!...
I mit vanvid skriger jeg af alle kr æfter. Alt i mit indre er mishandlet, udtømt, opslidt, døende...
Åh, hvor er det svært for et menneske at blive til en gud...
22
Jeg kan ikke mere holde disse smerter ud! T ænk, hvis det skal fortsætte i al evighed, og jeg
forbliver, hvad jeg måske altid har været: et almindeligt menneske! Hvorfor i alverden gjorde jeg
sådan med det kogende fedt? Hvor t åbeligt, hvor vanvittigt... Var det igen gudinden Mania, der
formørkede mit sind?
Hjæeeeelp! Hjælp mig! - stønner jeg og åbner øjnene...
...Jeg ligger på min seng. Helt nøgen. I første øjeblik forst år jeg intet, men lidt efter går det
hele op for mig: det var et nyt hedeanfald, det næste skridt på vej mod døden. Men jeg lever dog
endnu. Det var endnu et mareridt. Jeg lever...
En tjener giver mig koldt vand at drikke. Åh, hvor dejligt, hvor lindrende!...
Herakles, den guddommelige, oplevede også ubeskrivelige pinsler, før han blev optaget
blandt guderne på Olympos. Jeg må nok gennemgå lignende prøvelser som han...
Myten om Herakles.
Herakles døde på grund af sin kones, Daianerias’ skinsyge. Hun for ærede
ham en pr ægtig kappe, vædet med et par dråber af kentauren Nessos’ blod,
der i virkeligheden var den frygteligste gift. Da Herakles tog kappen på,
begyndte giften langsomt at æde sig ind i hans krop, slog ud i flammer og
br ændte kødet af hans knogler.
Herakles forsøgte at rive kappen af sig, men den klæbede sig til hans
krop og tilføjede ham ufattelige lidelser. Han følte døden nærme sig og
begav sig derfor på vej mod bjerget Oita, hvor han lod stable en mægtig
bunke br ænde. Den forpinte Herakles havde besluttet at gå p å bålet af egen
fri vilje. Han lagde sig øverst på bunken med sit løveskind under sig, og
med roligt sind så han flammedøden i møde.
Er det tilfældigt, at min far så et segl med en løve på min mors mave, før jeg blev født? Nej, det
kan det ikke v ære. Jeg blev født til at gøre store gerninger ligesom Akilles eller Herakles, og løvens tegn er fælles for os alle tre.
Da flammerne, som helten Filoktetes havde ant ændt, slog op om
Herakles, kunne de forsamlede tilskuere - forstenede og rystede – se
gudesønnen, den unge Herakles, stige op mod himlen. P å Olympos blev
han hilst velkommen af samtlige guder, og Hera gav ham ungdommens
gudinde Hebe til hustru.
Bliver jeg mon modtaget på Olympos ligesom Herakles?
Mine læber er sprukne. Det br ænder stadig i halsen og i maven, og huden føles helt udtørret.
Selv mine øjenlåg føles udt ørrede, men jeg kan dog se, omend lidt utydeligt, hvad der foregår
omkring mig.
Jeg hører en velkendt kvindestemme. Det er Roksana. Hun taler hurtigt og heftigt på persisk.
Jeg forst år næsten alt, hvad hun siger, og straks efter hører jeg Perdikkas’ stemme, idet han overs ætter Roksanas ord for Filip. L ægen svarer:
- Ja ja da, måske har du ret. Hvis din salve kan lindre Aleksandros’ smerter, så kom med den.
Jeg har intet imod det, for selv kan jeg ikke hjælpe ham.
23
Filip ser gr ædefærdig hen på mig. Roksana har en krukke med salve parat i sin venstre hånd.
Hun kommer hen til mig og hvisker utydeligt et eller andet på et sprog, jeg slet ikke kender. Muligvis er det assyrisk, måske nogle besværgelser - og nu begynder hun at gnide den kølige salve
ind i min hud. Hendes øjne følger varsomt mine, og da hun opfatter, at jeg sukker lettet, begynder de at smile til mig, og straks efter sender hun et triumferende blik rundt mod alle i værelset.
Salven dufter godt. Også Roksanas hud dufter af ukendte, dejlige pr æparater.
Først lægger hun sit lægemiddel over min hud i små portioner, og derefter fordeler hun disse
over resten af kroppen. Mit hoved føles allerede køligere. Åh, s å dejligt det virker; så vidunderlige Roksanas fingre er. Hun er min l æge...
Hvordan er det nu der st år hos Homer? Jo:
L æger, som snildt sig på urter forst å, har travlt
med at hele krigernes sår.
Hvad gør mon Roksana for at komme til at dufte så dejligt?
Allerede dengang, da jeg kom ind til hende den allerførste gang efter vort bryllup, vakte hendes duft min forundring. Og da jeg næste dag spurgte hende om hemmeligheden bag hendes fortryllende vellugt, der ville kunne gøre enhver mand svimmel, svarede hun kun, at den viden var
forbeholdt kvinder...
Selv jeg, som ikke er s ærlig interesseret i kvinder, er adskillige gange blevet ophidset af hendes aromatiske tiltr ækningsmidler... Men i dette øjeblik føler jeg ingen ophidselse eller rejsning,
selv om Roksana berører mig på de mest følsomme steder. Det skyldes sikkert denne forbandede
sygdom. Jo... Jeg har det virkelig dårligt, selv om hendes salve lindrer min forpinte hud. Jeg har
det elendigt - men dog betydeligt bedre end for lidt siden.
Roksanas hud spreder en guddommelig duft omkring hende. Hun dufter som gudinden Hera,
da hun forførte Zeus. Homer beskrev det således:
Først med ambrosia vasked hun nu sin fortryllende skabning
ren for studs og salved sin hud med glinsende olie,
himmelsk og liflig af lugt, så duftende krydret som virak...
breder den lifligste duft sig ud over jorden og himlen.
Da nu gudinden sin dejlige hud havde salved med denne,
redte hun håret og fletted med hånd de fagre, de blanke,
himmelske lokker, som bølgede ned fra udødelig isse.
Alt i denne beskrivelse passer på Roksana, undtagen måske det med den “udødelige isse”.
Roksana lægger salve på mine læber, og det føles så sødmefyldt, at jeg straks forsøger at tale,
men det går ikke. Der kommer nogle lyde, men ikke et forst åeligt ord fra min strube. Roksana
lægger pegefingeren på mine læber som tegn på, at jeg skal ligge stille, og hendes smil beroliger
mig. Hvis jeg bare havde en mulighed for at leve lidt videre... Nej, det får jeg ikke lov til. Snart
skal jeg dø, og denne lindring er kun kortvarig. Om lidt vil kuldegysningerne afløse den. Men
trods alt er det bedre, at jeg nu føler mig st ærkere. S å vil jeg kunne føre min beslutning ud i livet
nu i nat...
…Øjnene lukker sig af sig selv, uden min vilje, og jeg betragter mig selv som en lille dreng
ridende p å en løve. Det føles dejligt, behageligt, trygt. Hvad kan det betyde? - t ænker jeg. Det
skal jeg spørge den gamle Aristandros om, når han kommer. Han kan tyde drømme.
Har jeg sovet længe? - forsøger jeg at hviske til Roksana.
24
Kun et kort øjeblik, - svarer hun.
Jeg vågner ikke, jeg fortsætter med at drømme. Nu kan jeg se Roksana, hun rider også p å en
løve. Vi smiler til hinanden. M ærkeligt… Jeg er jo en lille dreng, mens hun er en voksen
kvinde…
Nej, jeg har ikke brug for Aristandros for at tyde disse drømmebilleder. Jeg ved jo selv, at
hvis man drømmer om en løve eller en tyr, så betyder det, at man har lyst til elskov. Denne gang
med Roksana. M ærkeligt, at jeg t ænker p å den slags i min elendige tilstand. Jeg er jo så udmattet, så svag. Muligvis derfor så jeg mig selv som en lille dreng i drømmetilstanden…
25
Roksana beder Filip og Perdikkas om at vende mig om på maven, så hun også kan smøre mig
ind p å ryggen, og de får en hjælpende hånd fra Frasimedes, en af mine livvagter. Mens jeg bliver
vendt om p å sengen, bemærker jeg - først nu - at det er eftermiddag. Og et øjeblik før jeg presser
ansigtet ned mod puden, lægger jeg også m ærke til to gamle mænd, der sidder på en bænk i hjørnet. Det er den synske Aristandros og min gamle ven, den småtossede Nikios, der holder så meget af heste. Han plejer at lugte langt væk af hest, men muligvis har en eller anden fået ham til at
vaske sig ordentligt og skifte tøj, før han skulle herind, for i dag kan jeg intet lugte. Min næse
mærker kun Roksanas salve og hendes egen huds vellugt.
Jeg skal tale med de to mænd, så snart jeg får mulighed for det. Men først må jeg ordne en sag
med Ptolemaios.
- Hvor er Ptolemaios? - spørger jeg Filip, der opmærksomt iagttager mine læbers bevægelser.
- Han er i nærheden. Han skulle ordne nogle vigtige sager her i paladset, men, som han selv
sagde, så vil han komme, så snart du ønsker det.
-Kald p å ham straks, når Roksana er færdig med at salve mig. Og ingen andre end du må
overv ære vor samtale. Talt.
Filip nikker og forlader værelset.
Ja, dette med kongekrøniken må jeg have ordnet. Det er uhyre vigtigt for mig. Roksana er ved
at afslutte sin pr ægtige behandling. Hun mangler kun fødderne. Jeg håber, at hun har salve nok
til n æste anfald, hvis der da bliver et næste anfald... Nej, det bliver der ikke. I nat vil det hele
v ære forbi.
F ærdig. Nu ligger jeg igen på ryggen omviklet i et frisk lagen og med en stor pude under hovedet. Til Roksana hvisker jeg tak og forsøger at smile, men jeg føler, at mit forsøg falder lidt
sk ævt ud.
- Gå nu og hvil dig, Roksana, - hvisker jeg. - Jag har mange sager at ordne nu, så kan du hvile,
indtil det bliver aften. Jeg skal nå meget, mens jeg har det så godt og ikke plages af hede eller
kulde.
Hun protesterer, men jeg ser strengt på hende, og så forst år hun, at hun ikke er den eneste i
verden, der optager min opmærksomhed. Jeg har mange andre ting og mennesker at tage mig af,
og hun ved, at min vilje skal respekteres. Men hun er glad og stolt over, at hun var i stand til at
hjælpe mig bedre end min bedste læge. Roksana kysser mig på munden og panden, som om jeg
var hendes barn, og så går hun, langsomt og tungt. På dørt ærskelen vender hun sig om, lykkeligt
smilende:
- Hav det godt, Aleksandros, - siger hun på persisk med sin klingende lyse stemme og kærtegner sin store mave. Hun er meget tilfreds med sig selv, og det har hun også lov til at være.
Hvilken idyl... I guder! Hvis de kunne g ætte, hvad mine tanker drejer sig om nu, og hvad jeg
har besluttet mig for at gøre i nat...
I samme øjeblik kommer Ptolemaios ind efterfulgt af Filip. Jeg ser hen på de to gamle mænd,
der stadig sidder på bænken i hjørnet, og Ptolemaios fanger straks mit blik og handler efter mit
ønske: jeg vil være alene med ham. Han taler sagte til Nikios og Aristandros, og de rejser sig
begge langsomt og forlader værelset. Aristandros ser sig slet ikke tilbage, men Nikios, min k ære,
trofaste Makar, vinker til mig, lige før han går ud. Min livvagt, som også skal forlade os, går ud
sidst og lukker døren efter sig.
Endelig kan jeg klare det, som har plaget mig længe.
Jeg bev æger læberne: - Filip, gentag nu ord for ord det, jeg ønsker at sige til Ptolemaios.
26
Ptolemaios forsøger selv at opfange mine ord, mens han lytter til Filips gengivelse af mit
lydløse sprog.
- Ptolemaios, - siger jeg, - du noterer hver dags vigtigste begivenheder i dine kongekrøniker,
og det er p ålagt dig at notere alt i overensstemmelse med sandheden. Det gør mig meget ondt, at
jeg ikke har været i stand til hver eneste dag at foretage de foreskrevne dyreofre. I mine tanker
har jeg gjort det, og min gode vilje har hele tiden været til stede ved offerstedet, men kr æfterne
har svigtet mig.
Det ser ud til, at jeg meget snart, højst om nogle få dage, må overlade jer til jeres egen
sk æbne. Derfor ønsker jeg fra nu af at blive båret ud til offerstedet hver eneste gang, en offerceremoni finder sted - uanset om jeg er ved bevidsthed eller ej. Det vil gøre det muligt for dig at
skrive i din kongekrønike, at jeg har været til stede hver eneste dag. Jeg ønsker ikke, at man efter
min død skal beskylde mig for at have forsømt mine pligter som ansvarlig offerpr æst.
Dit ønske skal blive opfyldt, - forsikrer Ptolemaios mig med fuld overbevisning og ro i stemmen. - jeg skal nok foretage små rettelser i krøniken fra den dag, din sygdom begyndte. Det var
det, du mente, ikke sandt?
Jeg nikker.
Aleksandros, har du det bedre nu?
- Ja, - hvisker jeg og lægger i det samme mærke til, at en stor fugl s ætter sig på vindueskarmen udenfor til venstre for mig. Den basker med sine st ærke vinger, letter igen, og flyver bort. Et
d årligt tegn.
Jeg ser p å Ptolemaios og forsøger at tyde, om denne advarsel g ælder ham eller noget, som
snart skal ske, måske i forbindelse med min forest ående samtale med Nikios eller med
Aristandros.
S ådan, som jeg tolker fugleflugt, må tegnet gælde både Ptolemaios og mig selv. Fuglen befandt sig til venstre for mig, og da den fløj op mod himlen, var den til højre for Ptolemaios. Men
der er intet at gøre ved det nu. Bliver det mon ham, der skal være konge efter min død? Jeg kan
kun h åbe p å, at han holder sit ord.
Ptolemaios er vist klar over, hvad jeg t ænker på, men han lader mig k æmpe alene med mine
tanker om fuglen, som netop fløj sin vej.
Profetier, varsler, spådomme, tegn...
Som lynnedslag, der hurtigt følger efter hinanden, husker jeg nu igen
de fire varsler, som jeg har fået i de forløbne tre måneder. Først kom der en
delegation kald æer 1 til mig og forsøgte at overtale mig til ikke at komme til
Babylon. Bellefantes var kald æernes fortaler. Han var ikke modig nok til at
tale til mig ansigt til ansigt, men skaffede sig i stedet audiens hos Nearkos og
fortalte ham om den forest ående fare og om min uundgåelige død, hvis jeg
gik ind i Babylon. Men den gamle Aristandros overtalte mig til ikke at bryde
mig om kald æernes profetier. Jeg stolede mere på Aristandros end på de babylonske astrologer og beordrede mine tropper ind i byen, hvor vi ligesom
forrige gang blev modtaget med begejstring.
1
Kald æerne -de babylonske pr æster, der blandt andet besk æftigede sig med magi og astrologi.
27
Det andet varsel var langt klarere, og det oplevede jeg selv. Et st ærkt
vindst ød fejede min hat med det kongelige diadem af og kastede den i floden.
En af matroserne sprang uopfordret i bølgerne og svømmede hurtigt ud for at
fiske hatten op. Det lykkedes ham, men samtidig begik han sit livs st ørste
synd: for at holde hænderne fri, så han lettere kunne svømme tilbage til skibet, anbragte han den kongelige hat på sit hoved. Matrosen fik en talent sølv
for at redde diademet, men straks efter idømte jeg ham tyve piskeslag for at
have taget min hat på sit hoved. Alle var naturligvis enige med mig i, at han
havde begået en synd, men hans ubesindighed tolkede jeg som et varsel.
Det tredje varsel kom, da en af tjenestefolkene, en gartner, der uhindret have passeret vagterne, satte sig på min kongetrone og begyndte at tage
mine klæder på, mens jeg var i bad. Hverken Bagoas eller nogen af de andre
tilstedeværende eunukker forsøgte at jage ham bort. Bagoas forklarede mig
senere, at ifølge en gammel babylonsk skik var en mand, der satte sig på tronen, urørlig. Det eneste, de kunne gøre, var at sønderrive deres klæder, piske
sig selv og jamre. Typisk for eunukkerne: de omgås mest med kvinder, og er
ikke rigtige mandfolk.
Jeg lod gartneren tortere, men det eneste, han kunne forklare, var, at han
havde gjort det, fordi han s k u l l e. En eller anden indre stemme havde
tvunget ham til at s ætte sig på tronen og tage mit tøj p å. Manden vidste ikke
selv, hvad han gjorde, og jeg lod ham gå. Dette skete for kun to måneder siden, her i paladset.
Men så for halvanden måned siden kom kald æerne igen, denne gang
til en personlig audiens, hvorunder de fortalte mig, at horoskoperne var alarmerende, idet de tydeligt talte om kongens svaghed, sygdom og død. Alt pegede hen imod det, som jeg netop nu oplever. Og nu dette varsel med fuglen...
Hele mit liv har jeg taget alle profetier, varsler, spådomme og tegn, der havde forbindelse med
mit liv, s ærdeles alvorligt og som regel ladet dem få stor indflydelse på mine planer.
Muligvis har jeg nu fået en langsigtet profeti vedrørende Ptolemaios... Det kan t ænkes. Måske
kommer han til at tage del i magtkampen efter min død. Men trods alt er der dog en ting, jeg kan
gøre, som han bliver nødt til at respektere...
Jeg hvisker til ham, og Filip gentager tydeligt mine ord:
Ptolemaios, du skal afl ægge en ed.
- Gerne, siger han og ser mig lige i øjnene.
- Ved alle de tolv store olympiske guder, ved min fars ære, ved min mors og hele familiens ry
sv ærger jeg for min døende ven, kong Aleksandros, Filipos’ søn, at jeg aldrig vil øve fortr æd mod
hans mor Olympias, hans søster Kleopatra, hans lillebror Filip, hans hustru Roksana, hans kommende barn, hans anden hustru Stateira, hans tredje hustru Parysatis. Jeg vil heller ikke øve fortr æd
imod Artabazos’ ældste datter Barsine og hendes søn Herakles. Må min sjæl r ådne på det mest
stinkende og uhumske sted i Hades, må mit navn være vanæret i al evighed, hvis jeg ikke holder
dette løfte. Talt!
Ptolemaios gentager alt - ord for ord - med sin st ærke stemme.
Til sidst smiler han og tilføjer:
28
Du kan roligt stole på mig, Aleksandros. Jeg kunne aldrig lægge hånd på en kvinde, et barn eller
en gammel mand. Jeg er soldat, og desuden er jeg din ven. For dine k ære vil jeg altid være en
vogter og et skjold.
Vel talt. Lad os nu håbe, det bliver, som han siger - også hvis han kommer til magten. Magt er jo
ikke for mennesker med ganske almindelige følelser og tanker, men dem hører han bestemt heller
ikke til. Åh, nej. Han er ikke kun en soldat, en troppefører og en af mine venner. Han er klog og
målbevidst, hans viljestyrke og udholdenhed har altid haft min st ørste respekt. Hvis Ptolemaios
bliver regent efter min død, har jeg nu i det mindste sikret min families fremtid. Han skal nok holde
sit løfte.
Kuldekramperne begynder igen uden varsel. Både Filip og Ptolemaios får travlt med at pakke
mig ind i varme t æpper og skind. Jeg ryster. Men kulden er dog lidt lettere at holde ud end de
skr ækkelige hedeanfald, hvor jeg mister bevidstheden og får mareridt - først om br ændende sand og
så om kogende fedt... Forfærdeligt!...De små fugle udenfor i haven synger om døden...Nu er det
kuldegysningernes tur til at plage mig. Nej, det skal have en ende. Nu i nat.
“...at ikke længe end jeg skal skue det strålende sollys...”
- Endnu en ting, Ptolemaios. Fra nu af og indtil min død ønsker jeg ingen vagter i mit værelse.
De kan eventuelt st å nedenunder ved hovedindgangen, men ikke herinde.
- Skal ske, - svarer han.
- Så var det ikke mere. Nu kan I kalde Aristandros og Nikios ind. Jeg har ikke mere brug for din
hjælp, Filip. Nu kan du tage et hvil.
Begge smiler. Ptolemaios kysser min kind, og de går ud. Døren st år på klem, og jeg kan se og
høre, at der er mange mennesker udenfor i korridoren: vagter, persiske og gr æske venner. Medias er
en af dem. Jeg bem ærker også nogle persiske og makedonske soldater. Nu omringer alle min læge
og Ptolemaios for at høre nyt om min tilstand. Men hvor er jeg dog ligeglad med det hele... Nikios
kommer ind efterfulgt af Aristandros, og jeg er glad, da døren bliver lukket.
Der str åler glæde ud af Nikios’ øjne, mens den gamle Aristandros ser granskende på mig. I almindelighed holder han sig på afstand af mennesker. Det skyldes sikkert, at han ser alting helt
anderledes end vi andre. Han ser meget mere. Nikios kysser mig og kærtegner mig med sin højre og
eneste hånd... Hvor var det synd, at han skulle miste den anden. Hvornår var det nu, det skete? Jo,
ved Gordion i Frygien for en del år tilbage. Selv om han ikke direkte deltog i kampen, men som
s ædvanlig blot sørgede for hestene, skete det, at en af perserne huggede hans venstre hånd af. Det
var godt, at min gamle ven i det mindste overlevede, for det kunne let være endt ligesom med
Hipsenoros, der blev ramt i skulderen af Euripiles, sådan som Homer har beskrevet det:
...i skulderen
drev han ham sværdet og huggede den kraftige arm fra leddet,
blodig på sletten hans arm faldt ned...
...og trindt omhyllede ham døden...
Heldigvis mistede Nikios kun sin hånd, idet det lykkedes en læge at forbinde såret og standse
blodstrømmen. Men det var ikke den begivenhed, der gjorde ham mærkelig. Lidt tosset havde han
altid v æret, og øgenavnet “Makar” fik han vist allerede, da jeg var lille. “Enfoldig”, “salig”, - det
passer godt til ham. Jeg har aldrig set ham vred eller forarget. Han smiler ad det, der foregår i hans
tanker, og han smiler til alle mennesker, som var de hans k æreste sl ægtninge. Det må være en sand
lykke at have så fredfyldt et sind. Jeg kan godt lide hans øjne. S ådanne øjne har et menneske, der
29
spreder fred og tillid; et godt menneske. Han må være omtrent lige så gammel som Aristandros.
Nej, sikkert lidt yngre; halvfjerds eller deromkring.
Nu sætter Nikios sig på den samme bænk, som han sad på før, og giver også plads for
Aristandros. Jeg smiler. Ikke direkte til Aristandros, men ved tanken om, at han virkelig grangivelig
ligner en hane. Øgenavnet er utroligt rammende.
Jeg behøver ikke at stille spørgsmål til Aristandros. Han ved selv, hvad han skal sige, og han
plejer gerne at sige ting, som man slet ikke havde forventet.
Han betragter vist alle mennesker i fugleperspektiv, fra en for et almindeligt menneske uopnåelig
højde. Af udseende ligner han en hane, men inderst inde er han vist en ørn. Ofte gentager han
Homers ord, som synes at passe i hans verdensopfattelse:
Thi blandt skabninger alle, som ånder og kryber på jorden
blev dog ingen en hårdere lod end mennesket tildelt.
S å sandt, så sandt... Og Aristandros’ blik... Det vækker skr æk hos mange. Jeg forst år godt, at
man kan blive bange for den gamle seer. Han har indsigt i vore skæbner, og dette er foruroligende i
sig selv. Opsigtsvækkende og skr æmmende.
...farlig for menneskenes blik er en guds skinbarlige åsyn...
Han ser igennem mig, som han altid har gjort det. “Hanen” er kold, utilnærmelig, indesluttet, og
det ser ud, som om smilet, han sk ænker mig, må tvinges frem. Dagen før slaget ved Gaugamela
skulle st å, smilede han også til mig og sagde, at han kunne se, hvem af soldaterne, der var dødsmærket... Hans smil dengang var det samme som det, han sendte mig for et øjeblik siden. Nu ser
han nok tydeligt, at også jeg er dødsmærket.
Det er sikkert svært at smile ved sig selv eller til andre mennesker, hvis man hele tiden kan se
dødens v ærk omkring sig. Men nu smiler han altså til mig, den gamle Aristandros.
- Du ønskede at se mig, Aleksandros?
Jeg nikker.
Ville du høre om din fremtid?
Jeg ryster og nikker igen.
- Du har ingen.
Aristandros’ ord rammer mig som et jordskred, der begraver alt levende under sit fald. Dette er
dødsdommen.
Ingen fremtid...
- Heller ikke du har nogen fremtid, - t ænker jeg i det samme, men denne onde tanke må jeg holde
for mig selv. Der er ingen grund til at fornærme ham. Jeg behøver jo ikke at tage hverken ham eller
nogen anden med mig på mit ligbål. P å livets slagmark, hvor vi alle har dødens gud Thanatos som
den sejrssikre modstander, findes der ingen vindere blandt mennesker. Også Aristandros’ dage er
talte, og han ved det selv. Det var godt, at jeg ikke sagde det højt. Til hvilken nytte? Det ville v ære
barnligt og uv ærdigt... For resten er det måske meget godt, at jeg ikke kan tale længere. Mange vil
se det som en stor fordel, at jeg ikke mere kan s åre, fornærme og dr æbe med ord.
Aristandros er tavs. Nu ligner han ikke mere en hane, men en grib... Og udenfor synger småfuglene om døden...
Det er, som om han med denne tavshed ønsker at sige:
Dø kan du! Jeg tager min død, så snart det behager
30
Zeus og den øvrige himmelske sl ægt at lade den komme.
Men i stedet siger Aristandros:
- Du ville måske gerne vide, om dit navn vil st å præget i menneskenes hukommelse,
Aleksandros?
Jeg nikker.
- Dit navn, Aleksandros, vil for altid blive udtalt med undren - mange århundreder frem i tiden.
S å l ænge menneskeslægten vil eksistere her på jorden.
Jeg sukker lettet. Jeg er lykkelig. Det var jo netop det, jeg ønskede at høre. Det er det, jeg har
str æbt efter hele mit liv. Mit navn vil blive udtalt med undren, siger Aristandros. Det vil altså blive
udødeligt. Mit navn og mine gerninger vil blive husket. Mennesker vil opkalde deres sønner efter
mig p å samme måde, som de bruger navnene Herakles eller Akilles. Jeg har jo altid vidst det! Helt
fra min barndom. Det ønskede jeg! Det str æbte jeg efter!
P å trods af kuldegysningerne, der voldsomt gennemryster min krop, føler jeg nu en varme i
hjertet. Den gamle synske mand havde jo ikke behøvet at sige det, og når han gør det, så er det
virkelig sandt.
Den frygtelige Thanatos’ tungt rammende hænder er nær, men de vil kun tage min krop.
Thanatos har ingen magt over min sjæl, mit ry og respekten for mit navn.
Jeg smiler. Aristandros st år ubevægelig, tavs og alvorlig...
Nikios gnider sin hånd mod det ene knæ med et begejstret udtryk i øjnene. Det gør han sikkert i
stedet for at gnide håndfladerne mod hinanden, som man plejer, når man føler sig godt tilpas eller
tilfreds med noget.
Der er så stille og højtidsfuldt i værelset. Kun udenfor kan man høre fuglesangen og en dæmpet
summen af menneskestemmer.
S å højtideligt, så stille, så himmelsk...
Og himlen udenfor er azurblå, uden én eneste sky. Fuglene synger ikke længere om døden, men
om livets herlighed, glæder og sorger. Det føles, som om jeg er på Olympos-bjerget nu.
Aristandros kommer nærmere, bøjer sig og kysser mig på begge kinder og til sidst på panden.
Det er hans afsked. S å går han hen mod udgangen, vender sig om, siger kun det ene ord “farvel” og
lukker døren bag sig.
Farvel, min gode, gamle ven. Farvel. I nat forlader jeg denne verden... Jeg vil udføre min sidste
bedrift i nat. Mit legeme vil forsvinde i vandets dyb, og ingen vil vide, hvor jeg er. De vil tro, at jeg
er steget levende op til Olympos. Min bortgang bliver lige s å forunderlig, som hele mit liv har v æret
det.
Nu er den grusomme død mig nær, ja fjern er den ikke,
nu er min redning umulig: i forrige dage mig frelste
Zeus og Foibos Apollon, hans søn, som begge mig fordum
huldt besk ærmed i fare, men nu indhenter mig sk æbnen.
Lad mig da ej uden dåd, uden ros her gange til grunde!
Lad en bedrift mig øve, som vordende slægter vil mindes!
Ja, hvis Zeus og Apollon vil bist å mig i nat, så hjælper de mig med at svømme på det dybe vand.
Der vil jeg tage mit sidste åndedrag og dykke dybt, dybt ned... Mit lig vil ikke være at finde. De
skal alle undre sig over min forunderlige bortgang. Og for mit eget vedkommende vil det være
31
afslutningen på disse skr ækkelige kuldegysninger og kramper, der er næsten lige så slemme som
hedeanfaldene og febervildelsen.
Nikios sidder stadig på sin bænk og stirrer på mig. Ofte t ænker jeg på, hvad det er, der får mennesker som ham og Aristandros til at følge mig. Har de en eller anden indre stemme, der opfordrer
dem til det? De kunne jo i stedet tilbringe deres sidste dage i ro og mag, vælge et fredeligt og skønt
sted på denne store jord... Men Nikios - han har frivilligt fulgt mig gennem alle disse år.
Han blev født i Byblos og voksede op i Theben. Og selv efter at jeg havde jævnet Theben med
jorden, fulgte han mig trofast. Var det, fordi han intet andet valg havde end at ledsage mig og mine
tropper? I sin tid var han jo en kendt mand - en af dem fra den tapre thebanske kavalerienhed “Den
hellige Skare”. Han vandt berømmelse som kriger i kampene under ledelse af Pelopidas og
Epameinondas.
Nikios var min fader Filippos’ g æsteven. Deres bekendtskab og venskab begyndte med, at min
far som ganske ung mand tilbragte nogle år som gidsel i Nikios’ hus i Theben. Min far talte adskillige gange med respekt om Nikios, der var Menexenos’ adoptivsøn og derved i sl ægt med Sokrates
fra Athen. I virkeligheden var Nikios’ rigtige far spartaner, hvis jeg husker ret. Ja, han var spartansk
pr æst.
Der var vist noget mellem min far og Nikios, som ingen af dem ønskede at tale om. Jeg hørte
kun, at Nikios kom til Makedonien sammen med en het ære fra Theben, og at min far forførte hende
og forn ærmede Nikios på en eller anden måde. Det med at forføre kvinder lignede godt min far.
Han var altid kvindek ær.
Men så vidt jeg husker, var de trods alt gode venner, lige til min far døde. De blev vist forsonet,
nogen tid efter at Nikios’ ledsagerske fra Theben begik selvmord i en ret ung alder.
Og Nikios’ mor gjorde det samme. M ærkeligt. En underlig sk æbne.
Nikios efterlod sin familie i Theben. Hans kone, hørte jeg, var en af de skønneste kvinder i byen.
Eller var det hans mor? Hvad var det, hans kone hed?... Oh ja, hendes navn var Antenora. Nå, det
kan v ære lige meget nu. Hun fødte Nikios nogle børn, men han forlod hende for en byluder, hvis
navn jeg heller ikke kan huske. Og dog, hendes navn er ikke s å sv ært at huske - hun hed Nikia!
Nikios og Nikia! Og da Nikios besluttede sig for efter sin ledsagerskes selvmord at vende hjem,
fandt han sin hustru gravid med Menexenos, hans adoptivfar. Jo, man kan godt blive tosset af så
mange begivenheder og ulykker - og det blev han.
Fra Theben kom Nikios igen til Makedonien, og efter den tid kunne man som oftest finde ham i
staldene. Det var ham, der lærte mig at ride. Han lærte mig at elske og forst å heste. Det var næsten,
som om han var vokset sammen med hestene i de kongelige stalde. Samtidig stod han min mor
meget n ær, og da min far bortviste hende og mig fra Pella1 , ledsagede Nikios os og tog sig af vore
heste. Hele mit liv, så langt jeg kan huske tilbage, var han altid i nærheden af mig og i hestestaldene. Han er som en kentaur - et menneske sammenvokset med en hest.
Nikios var min allerførste p ædagog, og han lærte mig at læse og skrive. Han deklamerede
Homers “Illiaden” og “Odysseen” for mig. Han kan det hele udenad, og hans hukommelse er vist
stadig lige god. Han er bare en s ærling. Man har på fornemmelsen, at han ville smile, selv hvis man
slog ham ihjel. Han er hele tiden glad, og ofte mumler han for sig selv eller snakker med hestene.
Han er et vidunderligt, varmt menneske, pålidelig og hjertevarm. Han har altid haft tid og t ålmodighed med mig - langt mere end min far, som hele tiden var optaget af milit ær øvelser, krige, rejser,
kvinder eller drikkegilder.
1
Pella - Makedoniens hovedstad.
32
Jeg vinker Nikios hen til mig. Han springer op fra bænken og kommer hurtigt hen til mig, s ætter
sig p å kanten af sengen og varmer mine hænder, kærtegner igen mit ansigt med sin ene hånd og
d ækker mig til med t æpper.
Himmel! I min begejstring over Aristandros’ profeti om min udødelighed glemte jeg at spørge
ham om noget andet, som har plaget mig i det seneste tid.
Jeg hvisker til Nikios:
Se efter, om Aristandros endnu er i paladset.
Nikios løber forbavsende hurtigt hen til døren og åbner den. I næste øjeblik kommer han tinbage
sammen med “Hanen”. Aristandros er nok blevet standset ved indgangen af folkene udenfor, så han
ikke kunne forlade kongepaladset straks efter, at han forlod mig. Sikke et held! Nu kan jeg spørge
ham.
- Kongen vil spørge dig om noget, - siger Nikios til Aristandros. Han tr ækker ham ved hånden
hen til mig og gentager endnu en gang, at jeg ønsker at spørge ham om noget.
“Hanen” nærmer sig og forst år uden besvær, hvad jeg hvisker, eller snarere skr æpper med h æs
røst p å trods af smerterne i halsen:
- Før jeg kom til verden, sagde du til min far, at min mor ventede en dreng. Du sagde også: “man
plejer ikke at sætte segl på noget, som er tomt”. Hvad mente du med det?
- Jeg vidste, at Olympias var svanger.
- Hvem er min rigtige far? - spørger jeg i håb om, at den gamle vil sige, at det er selveste Zeus.
Men den gamle “Hane” svarer:
- Det ved kun din mor. Spørg ikke mig. Du kan akkurat lige så godt stille Nikios dette spørgsmål.
Hvordan mon det skal forst ås? “Hanen” plejer aldrig at sige noget uden først at have gennemt ænkt det nøje. Hvert ord, der kommer fra ham er velovervejet. Hvorfor siger han nu dette? Jeg
forst år ikke, hvad han mener, selv om han taler ganske tydeligt og forst åeligt.
Og nu siger han:
- Jeg har fortalt dig alt, hvad du skal vide. Og jeg har også sagt farvel til dig. Nu siger jeg det
endnu en gang: Farvel, Aleksandros. Måtte de olympiske guder beskytte dig i dine sidste dage og
fremover.
Og han g år ud og lukker døren bag sig.
Mon Nikios kender svaret? Hvordan skulle han det? Han er jo ikke synsk som Aristandros. Jeg
ser indtr ængende ind i Nikios’ øjne og han siger:
- Jeg tror ikke på, at Zeus var din fader. Jeg selv kunne også have været det, eftersom din mor
var min elskerinde i mange år. Og så vidt jeg ved, så var jeg ikke den eneste mand i hendes liv, selv
hvis vi ser bort fra Filippos. I øvrigt ved du jo, at han ikke var spor interesseret i Olympias, men
foretrak andre kvinder, og din stedmor Kleopatra var bare en af de mange hundreder kvinder, som
Filippos gik i seng med.
Hans ord rammer mig som et lyn fra en klar himmel. Skulle han, den enarmede Nikios, denne
Makar, v ære min far? Nej, aldrig i livet! Men hvorfor egentlig ikke?
Som et svar på mine tanker fortsætter han:
- Aleksandros, kun din mor kan besvare dit spørgsmål. Og forresten - kan det i grunden ikke
v ære lige meget, hvem din far er? Er du ikke glad for det liv, som guderne har sk ænket dig? Er det
ikke et mirakel i sig selv? Et liv som dit - selv om det bliver kort - vil utallige mennesker jo misunde dig, Aleksandros, min k ære dreng.
Det har han altid kaldt mig: “Min k ære dreng”. Og Nikios har virkelig været som en far for mig.
Altid. Måske var det netop derfor, han fulgte mig, sørgede for mine heste og for mig, var parat, så
33
snart der var noget, han kunne gøre for mig. Hele hans liv har han levet i nærheden af mig, i min
skygge. Han har knyttet sig til mig og viet sit liv til mig. Kunne jeg ønske mig en bedre far og
beskytter? Det kan virkelig være ligegyldigt nu, som Nikios så klogt bemærkede for kort tid siden.
Lige meget. Snart er mit liv forbi. I nat. “Hanen” sagde noget inden han gik: “M åtte de olympiske
guder beskytte dig i dine sidste dage og fremover”. I nat, det skal ske i nat... Han talte om mine
sidste dage, ikke om min sidste dag. I nat vil det hele være forbi. “Hanen” sagde noget forkert, da
han gik...
34
Tiden er knap. Nu må jeg hellere lytte til Nikios. Det var jo derfor, jeg kaldte ham ind. Jeg ved,
at han også skriver krøniker. Jeg ønskede at høre ham fort ælle.
- Godt, Nikios, - hvisker jeg. Fort æl mig nu noget fra dine krøniker.
Jeg ved, at han i sin hukommelse bogstavelig talt gemmer alt, hvad han nogensinde har hørt eller
læst. Han er en mærkelig mand, denne Nikios, som engang var min mors elsker. Det vidste jeg
forresten i forvejen, men det kom jo ikke mig ved. Det var min mors egen sag, så meget mere, som
Filippos virkelig forkastede hende. En kvinde har også ret til at være sig selv. P å samme måde fandt
jeg det i orden, at min lillesøster sov med unge mænd, før hun blev gift. Når nogen bebrejdende
omtalte det for mig, svarede jeg:
En kvinde har lov til at være glad for mænd, også selv om hun er en prinsesse. - Ha! Det var godt
sagt!
Men jeg har bestemt ikke arvet min fars tilbøjelighed for kvindekønnet. Til geng æld har jeg
sammen med min lillesøster arvet min mors tilbøjelighed for mænd... Ha, ha, ha! Men samtidig har
jeg tre koner på en gang. Det er vist efter faderen... Ha, ha, ha!
“Makar” ser undrende på mig og smiler imødekommende.
S å lukker han øjnene og begynder at tale. Jeg genkender det straks: det er en tale, som jeg holdt
for mine makedonske soldater, da de nægtede at adlyde ordre og gav udtryk for, at de allesammen
ønskede at vende hjem.
Jeg forst år, hvorfor Nikios har valgt at minde mig om netop denne begivenhed, idet min tale til
soldaterne netop bekr æftede min storhed. Jeg sagde pr æcis det, som skulle siges - uden forudgående
overvejelser eller forberedelser.
Lige fra hjertet kom alle disse ord, som Nikios husker og nu gentager. Han har valgt det sted fra
sine krøniker, der beskriver et mytteri i byen Opis. Jeg ønskede kun at sende ti tusind veteraner, rigt
lønnede, hjem til Makedonien, men mange af mine soldater havde en helt anden mening og så kom
det til uroligheder.
Lad os gå allesammen, - r åbte de forsamlede,- så kan du fortsætte med at erobre videre sammen
med din far Amon!”1
Da Aleksandros hørte det, sprang han ned fra platformen fulgt af de officerer, der var sammen
med ham, og han gav ordre til, at alle, som forsøgte at bringe forvirring i den store hob med deres
anklager imod ham, skulle arresteres. Aleksandros udpegede selv de påg ældende. De var tretten i
alt, og han forlangte dem henrettet straks. Men da en dødlignende tavshed i samme øjeblik bredte
sig over den forbløffede flok, trådte han igen op på platformen og sagde følgende:
Makedonere, jeg vil tale til jer - ikke om baggrunden for jeres hjemve, for I kan gå, hvorhen I vil,
men hvis I beslutter jer for det og forlader os, må I først høre min mening om, hvordan vort indbyrdes forhold har været.
Derfor vil jeg begynde min tale med at beskrive den rolle, min fader Filippos har spillet i jeres
liv. Filippos kom til jer, da I alle var hjælpeløse vagabonder. De fleste af jer var klædt i fåreskind og
I vogtede jeres få får i bjergene i konstant frygt for at blive overfaldet af illyrere, triballere eller
trakere. Filippos lærte jer at gå i ordentlige klæder i stedet for fåreskind. Han hentede jer ned fra
bjergene til sletterne. Han lærte jer at gøre effektiv modstand mod alle jeres fjender, og I begyndte
at tro på jeres egen tapperhed.
1
Amon -Ægyptens gud. Aleksandros havde udnævnt sig selv til guds søn efter Ægyptens erobring.
35
Ja, han gjorde jer endog til byboere, han civiliserede jer ved hjælp af fornuftige love og gode
skikke.
Før i tiden var I bange for alle de omkringboende folkestammer. Filippos forvandlede jer fra slaver til herskere. Han udvidede Makedonien med en stor del af Trakien, tog de fleste byer langs
kysten i besiddelse og indførte på den måde handelen i jeres land. Han gjorde det muligt for jer at
udvinde sølv og guld fra minerne i fred og ro. Senere gjorde han jer til herskere over alle trakere,
selv om I altid havde været skr ækslagne for dem. Han underlagde sig fokiderne, og åbnede en god
og bred vej til Gr ækenland, hvor den før i tiden kun havde været smal og vanskelig. Athenerne og
thebanerne havde altid ønsket at ødelægge Makedonien, men Filippos ydmygede dem fuldst ændig. I
stedet for som tidligere at betale skat til Athen og adlyde ordrer fra Theben tvang makedonerne nu
begge disse byer til at tigge om lov til at eksistere.
Senere invaderede han Peloponnes og underlagde sig den, hvorefter han blev udnævnt til hele
Gr ækenlands troppefører i den forest ående ekspedition mod Persien, og denne udnævnelse opfattede han ikke som nogen personlig æresbevisning, men som et bevis på Makedoniens storhed og
styrke.
Alle disse ærefulde gerninger er i sandhed store, hvis I betragter dem fra jeres synspunkt, men
ganske små sammenlignet med alt det, som vi i fællesskab har pr æsteret. Efter min far arvede jeg
kun nogle få sølv- og guldbægre og ikke mere end tres talenter af hans formue. Han efterlod mig en
g æld p å fem hundrede talenter, og jeg måtte selv låne yderligere otte hundrede, før jeg omsider
kunne st å frem som jeres troppefører. Jeg åbnede straks en vej for Makedonien til Hellespont, selv
om perserne altid havde haft herredømme over havet.
Senere knuste jeg med mit kavaleri Dareios’ tropper og føjede hele Ionien, hele Aeolien, det
nordlige og sydlige Frygien og Lydien til jeres imperium. Jeg besejrede Miletos, og fra alt, hvad vi
erobrede, fik I et stort bytte. Alle de gode ting fra Ægypten og Kyrene, som jeg besejrede uden
kamp, blev jeres. Syriens dale, Palæstina og Mesopotamien er nu jeres. Babylon er jeres. Baktria og
Susa liges å. Lydias rigdomme, Persiens skatte, de smukke ting fra Indien, det store ocean - alt er nu
jeres. I er satraper nu, I er kaptajner, I er herskere.
Hvad beholdt jeg selv udover disse purpurklæder og diademet? Intet tog jeg. Ingen af jer kan
vise mig skatte, som tilhører mig personligt. Behold selv alle skattene og vogt over dem! Jeg har
ikke brug for noget. Hvad skulle jeg med det? Jeg spiser jo samme føde som I og sover i de samme
telte. Jeg mener endda, at jeg spiser mindre end I, for I har efterhånden vænnet jer til velsmagende
delikatesser. Endvidere ved jeg, at jeg st år op tidligere end I, og at jeg vogter over jer, for at I kan få
en rolig nattesøvn.
Måske føler I, at kun I blev såret i kampene og plaget af lidelser, mens jeg blev sk ånet for det
hele. Men kan nogen af jer bevise, at han har haft flere s år på kroppen end jeg? S å se her! Lad dem,
der p åst år, at de har mange ar på kroppen, komme frem og sammenligne dem med mine. Jeg er
parat til at fremvise dem. Der findes ikke en plet på min krop - og det er vel at mærke forsiden, jeg
taler om - hvor jeg ikke har ar eller skrammer. Der findes ingen våbentyper, der, brugt på kort eller
lang afstand, ikke har efterladt mærker på min krop. Se her! Jeg har været såret af sværd i nærkamp.
Jeg har v æret gennemboret af pile. Jeg har været ramt af køller og af sten fra katapulter. Og alt dette
for jeres skyld, for jeres ære, for jeres rigdom.
Jeg førte jer ubesejrede gennem alle lande, alle have, alle floder, bjerge og dale. Jeg giftede mig
p å samme tid som I, og mange af jeres børn vil grundlægge familier sammen med mine efterkommere.
36
Og husk på, at mange af jer nåede at stifte gæld, selv efter at I havde fået s å meget i løn og havde
plyndret, hver gang lejlighed bød sig efter en sejr - og jeg betalte hele jeres g æld. De fleste af jer
ejer gyldne kranse, som I af min hånd har modtaget for jeres tapperhed - det er minder, som aldrig
glemmes.
Alle, som døde, fik en ærefuld begravelse og et storstilet ritual. De fleste fik bronzestatuer i deres
hjem, og deres for ældre nyder høj agtelse og er fritaget for at betale skat. Og så l ænge jeg har v æret
jeres leder, er ikke én af jer blevet dr æbt under flugt.
Nu har jeg i sinde at hjemsende dem af jer, der ikke længere egner sig til at kæmpe videre, for at
de kan blive genstand for beundring og misundelse derhjemme. Men måske har I alle lyst til at
drage bort? S å gå da! Og når I vender hjem, må I fort ælle alle, at I har deserteret fra jeres konge, at I
flygtede fra ham og lod de besejrede barbarer om at beskytte ham, Aleksandros, som erobrede
perserne, mederne, baktrierne, sakaerne, uksianerne, arakhotierne, drangaerne; herskeren over
Parthien, Khorasmien, Hyrkanien og det Kaspiske hav; han, som gik over Kaukasusbjergene og
over Oksos- og Tanaisfloderne og endda over Indus-floden, som kun guden Dionysos kunne s ætte
over; han, der gik over Hydaspes, Acensines, Hydraotes og endog Hyfasis og aldrig veg tilbage;
han, der lod sin flåde sejle ud i det Indiske Ocean gennem begge Indus-flodens mundinger; han, der
førte sine tropper gennem Gedrosiens ørken, som ingen andre havde kunnet passere; han som
erobrede Karmanien og oreitanernes land; han, der førte jer tilbage til Susa, mens hans flåde sejlede
fra Indien til Perserhavet. Jeg siger jer, at hvis I fort æller dette, vil det utvivlsomt skaffe jer hæder
blandt menneskene og vidne om jeres fromhed og respekt for guderne!
Forsvind nu! Gå jeres vej!...
Og da Aleksandros havde afsluttet sin tale, sprang han igen ned fra platformen, gik til paladset
uden at se sig tilbage og overlod soldaterne til sig selv. Tre dage senere samlede han nogle udvalgte
persere og gav dem kommandoen over forskellige tropper: Kun gr ækere af hans egen sl ægt fik
adgang til hans værelse for at give ham det sædvanlige kys.
Makedonerne var imidlertid meget bevægede efter kongens tale. De blev længe st ående i stilhed
omkring platformen. Ingen af dem turde gå efter Aleksandros, der blev fulgt af sine ledsagere og
livvagter. Soldaterne vidste ikke, hvad de skulle sige eller foretage sig. De vidste ikke, om de skulle
blive eller rejse. Men da de hørte, at perserne og mederne var blevet udnævnt til troppeførere, og at
de orientalske tropper var blevet opdelt i forskellige enheder, og at de persiske eskadroner havde
fået makedonske navne såsom “Ledsage-infanterister”, “Sølvskjolde” og “Ledsage-kavallerister”,
kunne de ikke mere holde denne sorg og ydmygelse ud og løb alle til paladset, hvor de med fremstrakte hænder foran døren håbede at se kongen. Der stod de, gr ædende og jamrende, og tiggede
deres konge om tilgivelse.
Dette blev rapporteret til Aleksandros, som straks kom ud af paladset. Og da han så alle de tusinder af gr ædende soldater, blev han selv rørt til t årer...
...Nikios gør et ophold, og jeg hvisker til ham:
- Utroligt! Ord for ord husker du hele talen! Du har hverken udeladt eller fordrejet ét eneste ord.
- Det er en gave fra guderne, Aleksandros, - svarer han. Min hukommelse er også en gåde for
mig selv. Jeg forbavses lige så meget over den som du og andre mennesker.
- Du var altså med i mytteriet...
- Nej, jeg holdt mig på afstand. Jeg vidste jo, at jeg, selv om jeg var gammel, ikke skulle sendes
hjem, da jeg ikke mere var soldat men bare en ganske almindelig hestepasser med stor erfaring. Du
ville jo kun sende de ældre soldater hjem til Makedonien, som var blevet tr ætte efter de lange
marcher og utallige kampe og ikke var indstillet på at gå videre.
37
Og så marcherede ti tusind veteraner hjem efter mytteriet med en talent sølv som afskedsgave fra
mig.
- Ja, sammen med alle de kostbarheder, de havde samlet i årenes løb, - tilføjer Nikios. De vendte
hjem som velhavende mænd, og nu kan de leve livet, som de behager. I øvrigt har kun de færreste
af dem taget deres persiske hustruer og børn med sig. Alt lod de bag sig. Har du t ænkt på, at det
drejer sig om ikke mindre end fem-seks tusind drenge, for ikke at tale om piger, der blev for ældreløse ved den lejlighed? Du overtalte dengang de makedonske soldater til at gifte sig med asiatiske
kvinder, men det betyder også, at du nu bærer et stort ansvar for disse kvinder og deres børn.
Det har jeg allerede t ænkt på. For tre måneder siden gav jeg ordre til, at der skal sørges for børnenes opdragelse, så den kan ske efter gr æsk skik. De får en passende opvækst og god milit ærtr æning, og pigerne får deres medgift fra statskassen.
- Godt, min k ære dreng! Det noterer jeg i min hukommelse og senere i mine krøniker, når jeg får
tid. Jeg må indrømme, at jeg intet kendte til dine dispositioner i denne sag. Jeg har jo i nogen tid
ikke kunnet besøge dig, når det passede mig, som før i tiden. Nu holder jeg mig mest til staldene,
men der kan man også få meget at vide om dig fra forskellige mennesker.
- Denne sag, - siger jeg og undrer mig samtidig over, at jeg nu kan hviske ordene ret tydeligt og
uden alt for store smerter - er Perdikkas ansvarlig for. Perdikkas, Seleukos og Ptolemaios er mine
efterfølgere, og de ved besked med disse børn og hvad der skal gøres. Sig mig, Nikios, har du t ænkt
over, hvordan det skal gå dig selv efter min død?
- Hestene lever jo videre, Aleksandros. Dem skal der sørges for. Men hvis jeg bliver afskediget,
så har jeg t ænkt mig at tage nordpå til de store bjerge, verdens højeste, og leve resten af mit liv der.
Der er det ubeskriveligt skønt og fredfyldt, min k ære dreng. Og så finder jeg mig en hytte og skriver
mine krøniker færdig.
- Hvem skal læse dem?
De, som finder dem. Det interesserer mig ikke. Jeg skriver jo ikke for at opnå rigdom eller berømmelse. Og sammen med mig forsvinder også ethvert minde om mig, for mit navn findes ingen
steder i mine krøniker.
- Hvorfor er du altid så beskeden, Nikios?
- Det ved jeg ikke, om jeg er. Måske, men kan det ikke være lige meget? Til geng æld er jeg lykkelig hvert eneste øjeblik af mit liv. Jeg vil gentage noget, som en gammel inder sagde til dig for et
år siden. Jeg tror, du kan huske det, som Madonis sagde:
- Uden rist eller ro farer du bort fra dit eget land til jordens fjerneste egne og for årsager møje og
besv ær for dig selv og andre. Og dog skal du, når du om kort tid er død, ikke eje mere af denne jord
end den, der behøves for at dække dit døde legeme.
Hvad skal jeg svare? Han har sin egen lille målestok, og med den vil han måle det guddommelige. Nikios fatter ikke, at man kan fødes til at udføre bedrifter, der er langt større end den at passe
heste i stalden. Nikios er lykkelig med sine heste, der er sandt, men det er nu engang hans livsbane,
mens jeg derimod blev født til at samle alle verdens folkeslag i et rige. Nikios forst år ikke, at Guds
planer altid vil blive gennemført ikke blot i det små, men også i det store, og jeg vil ikke spilde
mine kr æfter i forgæves forsøg på at overbevise ham eller andre om, at jeg er et redskab i Guds
hånd. Vi er så forskellige som en gr åspurv og en ørn, ja, som en hestepasser og en konge!
Men Nikios har krav på et svar, og jeg hvisker til ham:
- Han - brahmineren - har naturligvis ret ud fra sin egen synsvinkel, men Homers “Illiaden” er
for tiden ved at blive oversat til indisk. Muligvis var det alligevel værd at pål ægge både mig selv og
andre møje og besvær, om ikke andet så for denne ene sag...
38
Nikios’ forbavsende fejlfri t ænder glimter igen i det brede, lykkelige smil, der næsten aldrig forlader hans ansigt. Jeg må indrømme, at hans smil har irriteret mig adskillige gange. Det er ikke spor
morsomt at være sammen med et menneske, der er så åbenlyst lykkelig, mens man selv har så
mange ting at ordne og så mange bekymringer med utallige mennesker. Især efter Hefaistions død
har jeg ikke kunnet holde Nikios og hans evindelige smil ud og har derfor givet livvagterne ordre til
høfligt at holde ham på afstand uden at fornærme ham.
Jo, det kan du nok have ret i, sønnike, - siger “Makar”.
- Lad v ære med at kalde mig det. Min far hed Filippos.
- Og hvad så? Du er jo som en søn for mig, Aleksandros. Må jeg ikke få lov at besøge dig hver
dag og læse højt af mine krøniker? Jeg lover ikke at tr ænge mig på. Hvis du vil have det, kan jeg
fort ælle dig om Epameinondas, om Pelopidas og om de spartanske konger og krigere. Jeg har kendt
så mange mennesker i mit lange liv.
- Kom du bare i morgen, Nikios. Farvel. Og sig til livvagterne, at soldaterne godt kan komme
ind.
Det regner igen…
39
Jeg lukker øjnene. Der bliver ikke noget “i morgen”. Om nogle timer falder mørket på, og så
sniger jeg mig ud af paladset og ned til flodbredden. Jeg vil ikke efterlade mig noget lig, som skal
d ækkes med jord. I grunden ville jeg foretr ække at blive br ændt. Det har jeg adskillige gange sagt
til alle mine venner... Nu bliver døren åbnet og lukket igen, og jeg kan vist regne med at være alene
nu for et stykke tid. Godt. Jeg føler freden falde over mig på trods af krampeanfaldene. Alt kan jeg
udholde med værdighed. Alt. Gud har givet mig udholdenhed, og så må jeg drage nytte af denne
evne.
Jeg hører raslen og hvisken... Hvornår er de kommet ind i værelset? Mon jeg nåede at falde i
søvn i den korte tid fra Nikios gik, og til soldaterne kom? I hvert fald føler jeg mig lidt bedre tilpas
og friskere.
Har I ventet længe?
- Et par timer! - svarer den gamle kavalerist Priamides på alles vegne. De andre soldater - jeg
genkender deres ansigter med det samme - venter på lidt længere afstand og viser derved respekt for
den makedonske veteran. De er ti i alt. To af dem er persere, to er fra Medien, mens resten tilhører
den nye generation af unge makedonere. Alle undtagen Priamides er unge, raske, st ærke... Ja, min
milit ærstyrke bliver hele tiden fornyet.
Ligesom tr æernes blade, således er menneskenes slægter,
bladene stryges af bl æsten på jord, men når skovene grønnes,
skyder de friske på grenene frem ved vårens igenkomst,
- Herinde? Har I ventet herinde et par timer? - spørger jeg forbavset. I så fald må jeg have sovet
meget tungt, mens de ventede.
Nej, vi er lige kommet ind.
Nå, så har jeg altså kun sovet et kort stykke tid.
- Der er godt, meget godt, at I kom, kære venner, - hvisker jeg, og soldaterne lister nærmere med
lydløse skridt for bedre at kunne høre mig. Jeg gør en lille pause, for at de alle kan komme t æt hen
til mig og høre alt, hvad jeg siger. - Kan I nu se, at jeg er i live? Jeg smiler, og de begynder også at
smile og puffe til hinanden med albuerne, glade for mine ord.
- Du ser ud, som om du havde været p å besøg i Hades’ dødsrige, - siger den unge perser
Frasibulos. Han er, som han altid har været: en spasmager, godmodig og en smule enfoldig. Han har
endnu ikke v æret i krig. P å slagmarken vil han tage forandring og blive kureret for sin åbenmundethed. Men indtil videre tager han sig alting let. Det er jo ungdommens privilegium at være næbbet og
hensynsløs, men han kan godt gå hen og blive en god officer i fremtiden. - Hvis han lever længe
nok, vel at mærke...
Jeg bem ærker det tilintetgørende blik, Priamides sender den unge, uerfarne soldat. De kommer
nok til at tales ved senere. Allerede nu st år den unge perser og ser helt bleg ud. Han har vist indset
sin bommert.
- Kun få mennesker er kommet levende tilbage fra Hades: Herakles, Odysseus, Orfeus, Sokrates
og nu jeg, Aleksandros.
Jeg ler. Soldaterne begynder at le med mig. Frasibulos’ sk æve smil retter sig, og han får snart sin
naturlige ansigtsfarve tilbage. Med tilfredshed betragter jeg dem, - én efter én. De fleste er omkring
fyrre år, kun Priamides er lidt ældre, måske næsten halvtreds. Han udmærkede sig i kamp allerede
under min fars ledelse. Jeg smiler til hver enkelt af soldaterne. Verdensrigets tilblivelse og fremtid
hviler p å dem. Deres anstrengelser, sved og blod har gjort det muligt at erobre alle verdens folke-
40
slag. De fortjener mit smil og en sidste anstrengelse, selv om mine ord volder mig slemme smerter i
halsen.
Om et par dage vil jeg gerne se alle mine tropper defilere forbi foran kongepaladset.
Soldaternes høje, begejstrede r åb er svaret på mine ord. De puffer igen til hinanden med albuerne, tramper i gulvet og samles efterhånden helt spontant om et enstemmigt udbrud:
- Vor konge Aleksandros længe leve!
Jeg sender dem væk med et vink, og tilfredse forlader de soveværelset og kaster glade blikke tilbage p å mig og på hinanden.
Slut. Nu ønsker jeg ikke at tale med flere i dag. Snart er det aften, og natten vil falde på, jeg må
hvile så meget, jeg kan, for at have kr æfter nok til i nattens mørke at tilbagelægge afstanden mellem
min seng og floden. Desuden skal jeg være st ærk nok til at kunne svømme ret længe... Det ser
bestemt ikke ud til at blive nogen let sag i min tilstand. Først skal jeg ned ad trapperne fra første sal,
så hen til porten. Derefter igennem en stor have og igennem endnu en port og ned ad de sytten
trappetrin, der ender i flodens vand. Senere kommer så min sidste svømmetur. I mine sidste timer
vil jeg v ære alene med mine minder om Hefaistion.
Hvor var det godt, at Ammons orakel besvarede mit spørgsmål om Hefaistion med, at han skal
betragtes som heros. Hefaistions begravelse og de efterfølgende sportslege til hans ære blev gennemført fornemt og storslået. Han fortjente denne pragt og herlighed. Hefaistion, min elskede, min
bedste ven, hvor er du nu?...
- Aleksandros, jeg mener, at det nu må være p å tide, du spiser lidt...
Det er lægens stemme. Jeg har slet ikke bemærket, at han er kommet eller hvornår.
Jeg har ikke lyst, Filip. Det br ænder i halsen, og jeg tror ikke jeg kan synke. Men måske et bæger
god vin...
- Det vil jeg på det kraftigste frar åde! Det ville være dumt at drikke vin i din tilstand. Det vil kun
forv ærre smerterne i leveren, som også er angrebet af sygdommen - ligesom din hals og gud ved
hvad ellers.
- Lad os forsøge, Filip. Lad mig her til sidst få lidt vin. V ærre end denne sygdom kan kun døden
v ære. Jeg har det så slemt, at det kun kan gøre en ganske lille forskel - og hvad har det at sige i den
store helhed?
Filip ser p å mig og smiler lidt. Så fjerner han alle tæpperne og skindene fra min krop og undersøger mig med hænderne. Han føler sig for alle de steder, hvor der gør ondt. For hans hænder, der
nøjagtigt ved, hvor og hvordan de skal søge og finde sygdomstegnene, kan intet skjules. Jeg er helt
nøgen og ryster af kulde.
- Jeg er snart færdig, Aleksandros, - forsikrer Filip, men hans hænder bevæger sig ikke spor hurtigere end før.
Det er jeg også, - spøger jeg, og han smiler igen.
- Nu er det overst ået, - siger han. - Det ser slemt ud, tilføjer han lidt senere efter igen at have
d ækket mig til med de utallige lag af senget æpper, der kun giver min krop meget lidt varme.
S å er det bedst, at jeg ikke spiser noget. Min mave er helt tom, og al den føde, som jeg eventuelt
kan få ned, vil jeg efterlade i sengen i dødens øjeblik som stinkende ekskrementer. Jeg foretr ækker
en mere v ærdig død.
- Vil du sulte dig ihjel?
- Jeg har ikke ret langt igen, og jeg har som sagt slet ikke lyst til at spise. Men jeg ville være taknemmelig for lidt vin. Det behøver ikke at være ret meget, og den må gerne være rigeligt fortyndet
med vand. Jeg har på fornemmelsen, at det vil kunne lindre mine smerter lidt.
41
Filip er tavs længe. Til sidst siger han:
- Godt. Du ved sikkert bedst, hvad der er godt for dig. Nu vil der blive stillet en stor krater1 med
en kylix2 p å et lille bord ved din seng, så du selv kan tage af vinen, når du bliver t ørstig. Jeg lader
den blande op med vand - to dele til fem. Er du så tilfreds?
Jeg nikker og bevæger læberne, fordi min stemme igen er begyndt at svigte mig.
- Filip, sørg for, at ingen forstyrrer mig i nat. Og lad livvagterne holde vagt nedenfor ved paladsets indgang, men ikke her i værelset eller bag døren. Jeg ønsker stilhed og ro... Og lad kun én
olielampe br ænde, når mørket falder på. Kun én.
Filip forst år alt fra mine læbers bevægelser, nikker og forlader værelset.
Kort tid efter kommer tjenerne ind, og det støjer lidt. Snart bliver det helt stille. Vejen ned ad
trapperne har jeg sikret mig, og selv om vagterne sikkert st år ved hovedindgangen til paladset og
muligvis spredt rundt omkring i haven, så skal jeg nok finde en løsning og snige mig ud til bredden
i nat. Blot lidt t ålmodighed, og belønningen vil være rigelig.
Jeg har nu mulighed for en allersidste gang at beundre solens og lysets leg udenfor på himlen og
p å v ærelsets loft. Åh, hvor himmelsk skønt det hele er! Hvor dejlig er ikke denne store vidunderlige
verden, jeg snart skal forlade... Jeg lytter til en himmelsk musik, som vist klinger inde i mit hoved,
da den ikke kommer fra paladset eller fra haven udenfor... Jeg forsøger at sætte mig op. Det lykkes.
Kr æfterne har altså endnu ikke helt forladt mig, og det glæder mig meget. Jeg støtter ryggen ved
hjælp af to fåreskind, og nu kan jeg sidde bekvemt og se meget mere.
Et let vind har længe samlet lange, hvide skyer på himlen - langt deroppe svæver de, som om den
nedg ående sol skulle have glæde af den baggrund, de danner, og kunne lege med farverne på dem
med sine utrolige påfund, der aldrig vil blive gentaget på helt samme måde. Åh, Helios, alt dette
skaber du til menneskenes behag. Solgudens fantasi er så stor, at den r ækker til verdens ende uden
gentagelser, og hver menneskeskabning kan få del i solnedgangens stråleglans, som på en gang er
hans helt alene og alle andres.
En bi flyver ind i værelset. Hvad laver du her, bi? Skynd dig hjem! Solen går jo ned. Bien s ætter
sig p å en krukke. S å flyver den hen til mig og sidder nu på min kind. Har du lyst til at stikke mig,
bi? Det vil koste dig livet. Kan det svare sig? Flyv hjem, flyv lille væsen! Dagen er jo snart forbi og
du skal hjem med din honning. Skynd dig! Bien flyver ud af vinduet. Farvel, farvel, bi. Lev videre.
Det er mig, der skal dø, ikke dig…
Den summende lyd af stemmer bag døren høres ikke længere. Filip har sendt alle ventende bort.
Døren bliver nu gentagne gange åbnet og lukket. Det er tjenestefolkene, der kommer med et lille
bord og en krater; en af dem t ænder en stor olielampe; endnu en kommer løbende ind med en smuk
kylix i hånden, ser sig hurtigt omkring, som om han følte sig jaget af nogen, og får nu øje p å det
lille bord her ved siden af hovedg ærdet, stiller bægeret der og fylder det et øjeblik efter med fortyndet vin fra krateren. Nu r ækker han den til mig.
Jeg smiler til ham og vinker med hånden som tegn til, at han kan gå.
Vinen smager langt bedre end vand, selv om den er fortyndet. Denne guddommelige drik holder
jeg virkelig meget af. Allerede dengang, i Turkestan, da jeg fik så alvorligt et mavetilfælde, at jeg
var døden n ær på grund af dårligt vand fra en brønd, begyndte jeg at sætte pris på vinen. Skøn!
Dejlig! Åh, Dionysos, jeg takker dig på alle menneskers vegne for denne guddommelige drik!
1
Krater - en stor krukke med vid munding lavet af keramik, der blev brugt til at blande vin med vand.
2
Kylix - en tvehanket drikkekop.
42
Guddommelig! Langt bedre end vand. Jeg får den dejligste fornemmelse, som om hele kroppen blot
har ventet på dette øjeblik og nu svarer med taknemmelighed og afslappelse. Åh, hvor skønt! Selv
kulden forsvinder næsten. Utroligt, men sandt. Jeg tager endnu et bæger og bestemmer mig for at
slutte med det. Jeg må jo være ædru i nat, ellers kan jeg ikke føre mine planer ud i livet.
S ådan... Dejligt...
Nu kan jeg rigtigt hvile ud. Jeg føler mig st ærk og næsten rask. Naturligvis ved jeg, at det kun er
midlertidigt, men gud Dionysos er med mig i dette øjeblik og styrker og varmer min krop indefra.
Stor er din magt, Dionysos! Dejlig er denne vin, som du har lært os mennesker at fremstille af
druer.
I dag føler jeg mig fornuftig nok til ikke at overskride den gr ænse, som vinens påvirkning kan få
mig til. Jeg skal kun have dens varme indhold, de klare tanker og den glæde, som vinen giver, når
man indtager den med besindelse. L ængere ønsker jeg ikke at gå. Alt for ofte har jeg gjort det, is ær i
de sidste to måneder, når sorgen over Hefaistion pludselig ikke var til at bære. Vi var t æt knyttet til
hinanden i så mange år. Om et par dage ville det være femten år siden, vi mødtes første gang...
43
...For knap tretten år siden, da vi besøgte de trojanske heltes grave, gjorde jeg det klart for alle
vore makedonske kampfæller og for dem, der senere fulgte med os i optoget, at du var min ven
Patrokles og jeg din elskede Akilles. Nøgne og indsmurt i olie førte vi begge an i processionen, og
jeg lagde en krans ved Akilles’ grav, mens du gjorde det samme ved Patrokles’.
Myten om Akilles og Patrokles.
Sammen kom de til Troja for at befri Helene. Sammen var de altid, de var
uadskillelige. Sammen spiste de, sammen drak de vin og elskede med
slavinder, sammen k æmpede de side om side, vel vidende, at dette skulle
blive deres livs sidste eventyr.
Den ene gang, hvor Patrokles overtalte sin yngre ven Akilles til at låne
hans rustning for at kæmpe med trojanerne, gik det galt, og Patrokles
mødte Hektor, den st ærke, tapre kriger, på slagmarken.
Patrokles blev dr æbt, og det kunne Akilles ikke tilgive sig selv. Han
havde jo lovet Patrokles’ fader, at sønnen ville vende levende tilbage fra
Troja, og han følte det, som om han selv var skyld i hans død. Han kastede
sig i st øvet, og under hans øjenlåg banede br ændende t årer sig vej og
rullede til jorden. S å tog Akilles en ny rustning på - den rustning, som hans
mor havde fået lavet hos den himmelske smedegud Hefaistos, og hans
krigsr åb kunne høres overalt.
Tre gange hæved Akilles sin vældige røst over graven,
tre gange veg både troer og ledtogskæmper tilbage,
og af de dygtigste mænd der segnede tolv, deres egne
lanser og vogne dem dr æbte...
Hvor jeg dog gr æd efter Hefaistions død! Jeg lagde mig over hans kolde, livløse krop, og ingen
kunne rive mig væk... Og så kom natten... og Hefaistions krop begyndte efterhånden at gå i opløsning... og jeg blev afsindig, utilregnelig. Jeg, den hidtil uovervindelige Aleksandros, var blevet
besejret af den magt, som tvinger alverdens skabninger til den dybeste ydmyghed...
Efter en svær kamp blev trojaneren Hektor dr æbt af Akilles,
og sammen med Hektor gik adskillige af Trojas forsvarere døden i møde.
Da beordrede Akilles gr ækere til at forberede et ligbål til vennen
Patrokles, og da alle sov efter et stort gæstebud, der havde varet hele
natten, og Akilles blev alene, satte han sig ved havet og gr æd i sorg over
tabet af sin ven. Hans mor Thetis, rørt af sønnens hjerteskærende klage,
bønfaldt guden Hypnos om at sende sin kraft over Akilles, og hendes bøn
blev hørt. Akilles faldt i søvn ved havets bred, og i drømme så han
Patrokles’ sjæl, der udtrykte ønsket om, at hans jordiske rester måtte blive
begravet hurtigst muligt, så sjælen kunne få fred i Hades. Patrokles’ sjæl
bad også Akilles lade det afsj ælede legeme blive begravet det samme sted,
hvor Akilles selv ønskede at blive lagt til hvile. I drømmen strakte Akilles
sine h ænder frem mod vennen, men i samme nu forsvandt Patrokles’ sjæl.
44
Akilles vågnede og begyndte på ny at gr æde.
Da solen stod op, blev Patrokles’ lig lagt på bålet, og Akilles klippede sit
hår og lagde det i sin vens hænder.
Jeg klippede også mit hår ved Hefaistions begravelse...
Da bålet blev t ændt, tog Akilles vin i sit krus og foretog det foreskrevne
vinoffer til guderne...
Da begyndte jeg at drikke...
Efter begravelsen gav Akilles ordre til, at der skulle afholdes storslåede
sportslege med hestevæddeløb, boksekampe, langdistanceløb, diskoskast
og bueskydning.
De storslåede sportslege, som jeg arrangerede efter Hefaistions begravelse, vil også blive
omtalt af eftertiden...
S å vidste Akilles, at hans egen død var nær.
Nu ved jeg også, at min død er nær. Ja, snart. Måske i nat, hvis guderne vil være mig behjælpelige med min plan... Med roligt sind er jeg parat til ydmygt at overgive min krop til Thanatos,
dødens gud, og give afkald på livet. Den, der aldrig har haft en ven, har ikke levet... Men jeg kender
til ægte venskab. Jeg ved, hvordan en ven kan blive som ens egen tvilling, der kender alle ens
tanker og deler alle ens bekymringer. Hefaistion var en virkelig ven lige fra den dag, vi lærte hinanden at kende. Han affandt sig med alle mine svagheder, og han var rede til at tilgive mig alt i venskabets navn. Selv dengang, jeg blev betaget af den unge Bagoas’ skønne krop og forførte ham; ja,
selv da jeg giftede mig - først med Roksana, og derefter med Stateira og Parysatis, kunne jeg regne
med Hefaistions tilgivelse.
Han var ikke kun min næstkommanderende og rådgiver - han stod mig så n ær, at vore tanker viste sig at v ære identiske. Da vi for første gang sammen besøgte den tilfangetagne Sisigambis, kong
Dareios’ mor, hilste hun først på Hefaistion, fordi hun troede, at han var kongen. Han var jo lidt
højere end jeg og pr æsenterede sig bedre.
“Det gør ingenting, mor, - sagde jeg. - Han er også Aleksandros”.
Først efter Hefaistions død har jeg forst ået, at jeg ikke var ham værdig; at hans t ålmodighed og
eftergivenhed altid var større end min; at jeg som regel var den, der drog størst fordel af vort venskab; at jeg udnyttede ham. Hefaistion tog mig, som jeg var - uden forbehold, mens jeg altid, som et
fork ælet barn, ville have mine ønsker opfyldt.
Det var måske derfor, jeg besluttede at bygge verdens st ørste pyramide til minde om ham - for at
skjule min d årlige samvittighed i monumentets skygge. Nu, hvor døden er nær, kan jeg indrømme
det. Jeg behøver ikke at lyve for mig selv. Diabolos, - løgneren, dæmonen fra underverden er den
v ærste r ådgiver, han er årsagen til al ondskab i verden...
Storhedsvanvid er ikke noget, jeg bevidst har tilstræbt, og jeg har ikke lidt af det i sygelig grad.
Da min arkitekt Deinokrates for mange år siden kom til mig med en færdig plan til at omforme
bjerget Athos til en monumental gengivelse af mit ansigt, nægtede jeg at modtage hans tegninger.
Til geng æld accepterede jeg hans planer af byen Aleksandria i Ægypten, som bliver ført ud i livet.
Men når det gælder min bedste ven Hefaistion, så vil der nu blive rejst et kolossalt monument til
minde om ham i Babylon. Babylons mure er allerede ved at blive jævnet med jorden, fordi alle de
utallige mursten skal bruges som byggesten til Hefaistions pyramide.
45
Pr æsterne her i Babylon fortalte mig dengang, da jeg forberedte mine tropper til den lange vej
østp å for at erobre Susiana, Persis, Medien, Parthien, Areia, Arachosien, Baktrien, Sogdiana og
Indien, at her i Babylon havde byens beboere mange århundreder tilbage i tiden forsøgt at bygge et
himmelhøjt t årn.
De havde en t åbelig idé om, at hvis man byggede et t årn, der nåede op til himlen, så ville man
kunne se guderne deroppe på skyerne. Dette t årn blev imidlertid aldrig bygget færdig. Himlens
herskere ødelagde det ved at forvirre alle t årnbyggerne, idet de gav dem forskellige sprog så de ikke
kunne forst å hinanden. P å den måde spredtes alle folkeslag i alle mulige retninger.
Pr æsterne var sikre på, at Babylon havde været menneskehedens vugge, og at her, i nærheden af
Babylon, havde det himmelske paradis v æret, hvor det første menneske - Adam - var blevet skabt af
deres gud.
Nu er tiden kommet til at bygge et nyt monument, endnu et t årn, måske ikke helt op til himlen
for ikke at fornærme guderne. Men dette monument, tilegnet min k ære ven Hefaistion, vil for altid
blive et symbol for alle folkeslags samling i ét rige, med ét sprog og én hersker.
Ja, dette bygningsværk, som nu er sat i gang, skal blive et af verdens st ørste vidundere. Monumentet skal v ære 240 fod højt. Og på dets nederste del vil seks fod høje gyldne statuer af sørgende
krigere henholdsvis st å og knæle.
I sk æret af de toogtyve fod høje fakler, som skal placeres på den anden platform, vil hele monumentet lyse om natten. Kolossale ørne vil p å alle pyramidens sider sprede deres vinger, og hellige
bronzeslanger vil i al evighed omslynge monumentets fod. Dets tredje plan skal forestille en jagtscene, mens det fjerde skal vise en kamp mellem de gyldne kentaurer.
Den femte etages beboere vil blive gyldne løver og tyre; og hele toppen vil blive kronet med sirener. I monumentets indre vil det være muligt at placere et stort kor af syngende piger, der hver
morgen og aften skal fremføre sørgmodige sange for min døde ven. Og i det for alles øjne skjulte
indre rum, som kun nogle få indviede får lov til at komme ind i ved s ærlige højtidelige lejligheder i
forbindelse med mine og Hefaistions mindedage, vil man overalt kunne se vægmalerier af scener
fra mit og Hefaistions liv.
...Jeg kan forestille mig, hvordan et pigekor synger...Åh, hvor er musikken rørende, hvor er den
sørgmodig...
Verdens største maler Aelion har lovet mig at male kunstværkerne på væggene. Ja, han er i
sandhed verdens st ørste maler. Hans billede af Roksana og mig med Hefaistion i baggrunden er et
mesterv ærk, som vil inspirere adskillige generationer af kunstnere.
Hvor blev jeg lykkelig, da gud Ammons orakel besvarede mit spørgsmål med: “Hefaistion, søn
af Amyntos, skal betragtes som heros!” Han var en rigtig helt, og han har fortjent dette monument,
som jeg rejser til hans ære. Egentlig var det meningen, at mine jordiske rester også skulle begraves i
monumentets indre rum - ved siden af den urne, som indeholder Hefaistions aske. Det skulle v ære
p å samme måde, som med Akilles og Patrokles, der blev begravet sammen ved Trojas mure, langt
fra hjemlandet. Er der ikke en slående lighed mellem de to største gr æske helte og os to? Vi ville
begge stedes til hvile her i Babylon - også langt fra fædrelandet... Men nu vil ingen finde mit lig, for
i nat har jeg jo besluttet mig for at forsvinde sporløst... Min begravelse vil derfor kun blive symbolsk...
Nej, jeg behøver ikke at have alt for ringe tanker om mig selv. Der var ikke kun mig, der stillede
krav. Jeg opfyldte som regel de fleste af Hefaistions og alle mine andre makedonske venners ønsker. Gavmild har jeg altid været, for jeg knyttede mig hverken til penge eller ting. Adskillige gange
46
har jeg for æret mine venner, hvad jeg selv værdsatte meget højt: Vaser, malerier, penge...Gav jeg
måske ikke min første elskerinde til en af mine ungdomsvenner for at behage ham?
Ja, hvis man har en ven, så giver man ham det, som man selv finder mest dyrebart. Det beviser jo
netop de ægte venskabsbånd, der forbinder to mænd i varige følelser.
Men hvorfor begyndte Hefaistion at drikke? Var det, fordi han inderst inde var ulykkelig? Det
t ænkte jeg mange gange på. Han var ikke s ærlig glad ved tanken om at skulle gifte sig med
Drypetis, Stateiras lillesøster. Men jeg insisterede, fordi jeg ønskede, at Hefaistions børn skulle
blive fætre og kusiner til mine egne. Han gik med til det, men lykkelig var han næppe.
Han følte sikkert, at jeg på en måde skubbede ham fra mig. Han vidste, at han ikke var den eneste i verden, jeg holdt af. Der var også Roksana, den kvinde, jeg har elsket højest i mit liv. Desuden
elskede jeg i mange år Barsine og ligeledes den smukke eunuk Bagoas... Jeg har kærlighed nok til
dem alle p å en gang. Mit hjerte er rummeligt.
Jo, Hefaistion havde god grund til at være skinsyg, men netop med sit stilfærdige væsen og sin
eftergivenhed beviste han, at han altid var min bedste og nærmeste ven. Som en rigtig ven
respekterede han alt, hvad jeg værdsatte højst.
Ak, min k ære, elskede Hefaistion! Nu er din sjæl i Hades, hvor den trøstesløst venter på mig. Og
den vil altid forblive trøstesløs og ensom, for jeg vil som heltene Akilles og Herakles stige op til
Olympos for at drikke nektar med guderne...
En afskyelig tanke gnaver som en orm i mit hjerte: Hvad nu, hvis det ikke sker, som jeg forestiller mig? Hvis min krop blot bliver ædt op af fisk eller orme, og min sjæl slet ikke bliver hævet op til
Olympos, men s ænket ned til Hades’ rige i stedet for?
Åh. hvor ville det være forfærdeligt...
Væk, v æk med enhver skygge af tvivl! Forsvind! siger jeg til tanken. Men den str ækker sig
længe, bliver ved, skr æmmer mig, gør min krop og mit hjerte koldt og får hårene til at rejse sig p å
mit hoved...
47
Nej, jeg er guddommelig! Ligesom Herakles skal min krop gennemgå alle disse pinsler, før jeg
kan forlade den og påbegynde min vej til de olympiske højder, til himlen. Mit liv har været
enest ående, jeg blev født til heltegerninger, der overstiger almindelige menneskers forstand. Og den
gamle Aristandros har endnu en gang bekr æftet det, som jeg altid har vidst. Ja, det er sandt, at der
ingen fremtid er for min krop. Den skal jeg snart forlade. Men min sjæl er udødelig og
guddommelig. Det er den, som skal leve videre i al evighed. For min krop er tanken om døden
skr æmmende. Kroppen protesterer mod det forest ående forfald og mod forr ådnelsen. Men det er der
intet at gøre ved; det er naturens gang. Snart overlader jeg kroppen til sin sk æbne. Den er ikke det
vigtigste - den skulle bruges, og det har jeg gjort til det yderste indtil denne mit livs sidste dag på
jorden, hvor jeg i en afsluttende kraftanstrengelse vil forlade paladset i nat og forsvinde...
Natten er allerede faldet på. Men det er ikke helt stille, jeg kan stadig engang imellem høre
stemmer dernede ved indgangen og i haven. Det varer imidlertid ikke længe, før det bliver længere
og længere mellem vagternes r åb...
Jeg forsøger at rejse mig fra sengen, men det går ikke så let, som jeg havde forestillet mig. De
fire eller fem dages faste har sammen med sygdommen bevirket, at jeg føler mig svimmel og n æsten ikke kan st å på benene. Men jeg kan styrke mig med lidt vin - for allersidste gang... sådan...
dejligt... det hjalp. Nu skal jeg have noget tøj på, ellers kan jeg dø af kulde undervejs...
Jeg støtter mig til sengen med den ene hånd og tager nogle forsigtige skridt hen mod den lille
sofa ved vinduet, hvor min kappe ligger. Men på vejen falder jeg. Stille, stille - jeg må ikke give en
lyd fra mig, som kan tiltr ække vagternes opmærksomhed...
Det er stille, jeg hører ingen skridt, og ingen kommer op. Mit fald på gulvet er ikke blevet bemærket af nogen udenfor. For en sikkerheds skyld bliver jeg liggende et øjeblik og samler kr æfter.
S å kryber jeg hen til sofaen, får fat i t øjet og klæder mig på, mens jeg stadig ligger på gulvet.
Jeg bliver vist nødt til at kravle. S ådan... ja, det lykkedes. Nu skal jeg op på knæ for at åbne døren. Jo, det gik også. Og så et lille stykke hen til trappen. Nej, jeg må nok holde mig fast med begge
h ænder ved trappens tr ægelænder og lade mig glide med fødderne forrest. Jeg må passe godt på, for
ellers kan det ende med, at jeg falder og slår hovedet så hårdt, at jeg mister bevidstheden, og det er
det sidste, der må ske. Nu t æller jeg trappetrinnene uden at t ænke over det - tallene kommer af sig
selv, vanemæssigt, som det sker i situationer, hvor man skal være meget opmærksom. Jeg kan ikke
bebrejde arkitekten, at han lod disse tre og tredive kolde marmortrin bygge. De var jo tilt ænkt de
levende, som skulle gå eller løbe op og ned - ikke en dødssyg konge, der forsigtigt må glide ned ad
dem og forbande marmorens kulde.
S å, nu skal jeg finde den bedste udgang til haven. Fra denne korridor er der tre i alt, men sikrest
er det at kravle lidt videre her i højre side, passere hele korridoren og snige sig ind i den lange gang,
der snart kommer. Selv om jeg er tr æt, kan jeg stadig bevæge mig langsomt - som en skildpadde.
Det haster ikke. Natten er lang. Bedst at være p å den sikre side og spare på kr æfterne. Ja, nu er jeg i
den n æste gang, og her skulle der være endnu en udgang til haven.
Dér er den. Døren st år på klem. Det kan ikke være tilfældigt. Det ville være utilgiveligt for en
vagt at lade en dør st å åben på den måde, så der må v ære nogen i nærheden. Jeg ligger stille og
forsøger at få kontrol over mit åndedr æt, så ingen skal høre mig.
En af vagterne går forbi døren med en fakkel i hånden og bliver st ående lige ved udgangen til
haven. Jeg må væbne mig med t ålmodighed. Han kan jo ikke blive st ående her hele natten. Nu
48
kommer der endnu en vagt, og da der kun er et par skridts afstand imellem os, hører jeg deres
stemmer meget tydeligt.
- Amyfaos, er det dig, der har åbnet døren?
- Næ, det var Roksana. Hun kom ud for lidt siden sammen med to eunukker, fordi hun ikke
kunne sove. Der er hun i haven. Kan du se hende? Der, hvor der skinner lys mellem tr æerne.
- Det kan da ikke være godt for en gravid kvinde at gå omkring om natten på den måde...
- Kongen ligger jo for døden. Jeg forst år hende godt.
- Skal vi ikke gå derhen og spørge, om hun har brug for noget?
- Jo, gør du det, så fortsætter jeg hen til hjørnet, hvor Kallistos st år. Bagefter kommer jeg tilbage
hertil.
De skilles og går hver sin vej, og denne mulighed må jeg udnytte straks, ellers kan de komme
tilbage om kort tid og lukke døren. Jeg skubber sagte til den, og heldigvis knirker den ikke. Her er
der kun to trappetrin ned. Dem klarer jeg nemt. Sådan. Og så hurtigt hen til mandarintr æerne og
buskene lige derovre.
Åh, hvor er det koldt, og hvor er jeg dog udmattet... Hvorfor er det så mørkt?...
49
... Nu er det lyst igen, og solen skinner mig lige i øjnene og blænder mig. Den varmer godt. Hvor
er jeg? Har jeg drømt alt det om min vej ned ad trapperne til haven, hvor jeg nåede til mandarintr æet? Jeg ligger nu i min seng, og der er ingen i værelset, så vidt jeg kan se. Jeg forsøger at rejse
mig ved hjælp af albuerne, men det går ikke. Jeg er for afkr æftet. Jeg kan ikke engang rejse
mig!...T ænk, at jeg er så hj ælpeløs og svag...
Hvad er nu det? Jeg føler noget vådt under mig. I guder! Har jeg tisset i sengen? Der er åbenbart
ingen gr ænser for de ydmygelser, jeg skal igennem, før jeg får lov til at dø. Nu ønsker jeg bare at
tude som en lille dreng, der føler sig uretfærdigt behandlet af sine venner, og som af alle kr æfter
beder til Gud om at få lov til at dø. Og t årene triller ned ad mine kinder... - som på bestilling.
Gr æd, gr æd, Aleksandros! Du, som erobrede hele verden! Du, som troede, at du var på vej til
himlen, til gudernes bolig på Olympos! Du, som førte titusinder af makedonske og persiske soldater
fra sejr til sejr... nu kan du smage dine egne t årer og se beviset på, hvor skrøbeligt dit legeme er.
Jeg forsøger at vende mig om på siden. Det lykkedes! Hvilken sejr... jeg gr æder videre og vender
mig om p å maven. Og endnu engang om på den anden side - væk fra det våde sted.
Et minde fra barndommen... Jeg er fem eller seks år gammel, jeg er i den kvindelige del af huset
og vågner efter at have drømt, at jeg tissede ude i haven. Men det var kun en drøm. I virkeligheden
ligger jeg her i min seng på en våd plet. Skamfølelsen overvælder mig... Jeg vil skjule det og forsøger at varme lagenet med min lille krop for at tørre det våde, ildelugtende sted. S ådan har jeg gjort
nogle gange før om natten, hvor det lykkedes mig at tørre det, før det blev lyst. Men så kommer min
mor ind og spørger, hvorfor jeg ikke st år op, når jeg er vågnet, og jeg svarer hende modigt, men
med lav stemme:
- Mor, jeg har tisset i sengen.
Og hun bliver ikke spor vred på mig. Hun viser slet ingen foragt, hun ler ikke ad mig men siger
blot:
- Det skal du ikke være ked af, min lille Aleksandros! Alle konger og dronninger har gjort det
samme i din alder. Den slags holder helt op ved ti års alderen. - Og så smiler hun, tager mig ved
hånden og tr ækker mig ud af sengen, tr ækker min våde skjorte af mig og siger videre:
- Tjenestefolkene vil samle det hele op og skifte det ud med friske lagener. Gå nu bare og vask
dig.
Efter at jeg havde vasket mig og fået rent, duftende, tørt tøj på, fortalte mor mig en sjov historie
fra gamle dage. Der boede engang for længe siden en mand i byen Epidauros, som begyndte at tisse
i sin seng hver eneste nat. Han var helt ulykkelig og skammede sig meget over det. Så gik han til en
berømt læge, der var uddannet i Asklepios’ tempel og fortalte ham, at han hver eneste nat drømte
om en lille satyr Diabolos, som kom til ham og opfordrede ham til at tisse sammen med ham. Hver
gang, manden vågnede, var det hele overst ået. Til dette svarede lægen, at det ville være klogt af
ham at sige til den lille satyr Diabolos, hvis denne skulle finde på at besøge ham den næstkommende nat, at han havde allerede tisset, og ikke havde brug for satyrens selskab. Manden gik glad
hjem, men n æste morgen kom han igen til lægen med en klage:
- Hvad har du dog gjort? Den lille Diabolos kom til mig i nat og forsøgte at overtale mig til at
tisse sammen med ham. S å svarede jeg det, som du havde sagt: “Jeg har allerede tisset”. Men så
sagde Diabolos straks til mig: “Nå! Så lad os lægge pølser!”.
Hvor jeg dog lo ad den beretning! Senere fortalte jeg den videre til mine jævnaldrende venner,
og alle var lige ved at revne af latter.
50
Åh. mor! Mor, hjælp mig nu! Igen er jeg bare en lillebitte, gr ædende skabning, der ikke ved,
hvad jeg skal gøre i min fortvivlelse. Hvis nu nogen kommer herind i dette øjeblik...
Lad dem dog komme! Nu kan enhver slave eller eunuk nærme sig mig og sende mig en saftig
spytklat midt i ansigtet, og jeg vil være tvunget til at blive liggende i min våde seng uden at kunne
tørre spyttet af...
Oh, Zeus, gudernes fader! Lad mig dog nu langt om længe få lov til at dø! Lad mig dø i dette
øjeblik!!!...
Måske kom der et skrig ud af min strube, for lige efter min fortvivlede bøn til Zeus kommer Filip
ind i sovev ærelset.
Han kommer helt hen til mig, hans næse og øjne bedømmer øjeblikkelig min tilstand. Han samler det våde lagen og t æpperne i en stor bunke, kaster det over i et hjørne og dækker mig til med
nogle andre t æpper, der har ligget over mig og derfor ikke er blevet våde.
Jeg ryster igen af kulde som under de tidligere anfald. Nu tilkalder Filip en slave:
- Trasios! Kom lige her.
En lille trediveårig mand kommer ind i værelset og kikker roligt og afventende på mig.
- Saml alt det op, der ligger i hjørnet, - siger Filip til ham, - og vask det selv. Ingen andre må
vide, hvor det stammer fra. Hvis du fort æller noget til nogen, kan du være sikker på, at du i næste
øjeblik bliver et hoved kortere.
Trasios gør, hvad han får besked på. Mens han bøjer sig ned, forsøger han at fange mit blik, som
jeg i samme øjeblik vender bort. Jeg ser op i loftet og har i sinde at fortsætte med det, indtil han har
forladt v ærelset, men i det korte glimt, hvor vore øjne mødtes, bemærkede jeg angsten i hans øjne.
Han er vist bange for at dø, også selv om han ikke sladrer til nogen. Uden at ville det har han fået
del i min hemmelighed, og det kan koste ham livet. Han ønsker sikkert, at jeg ville dø lige på stedet.
Han er dumpet ned i en situation, hvorfra der ingen udvej er, og nu forbander han sin ulykkelige
sk æbne. Hvorfor skulle også l ægen vælge lige netop ham til denne opgave, som på samme tid er
uskyldig og dødsensfarlig?
- Lige et øjeblik, Trasios, siger Filip. - Læg det hele der på vindueskarmen. Godt. Løb så ned og
stil dig under vinduet i haven, så kaster jeg bunken ned til dig. Og husk, hvad jeg sagde. Ikke en lyd
til nogen!
Jeg hører Trasios’ hurtige skridt. Ja, Filip er en rigtig ven. Han vil beskytte mig og hjælpe mig i
min triste situation. Ingen må vide noget om den. Sådan skal det være! Og samtidig føler Filip et
ansvar for slavens sk æbne, der pludselig blandede sig i min ulykke.
Hjertet føles varmere, selv om hele kroppen ryster.
Jeg vender ansigtet hen imod vinduet, hvor lægen tålmodigt st år og venter, indtil slaven dukker
op dernede. Endelig skubber han hele den stinkende dynge ud. Det er overst ået, og jeg ånder lettet
op.
Filip venter med at tale med mig. Først kalder han på andre tjenestefolk, uddeler ordrer, skubber
let til nogle af dem, der er i gang med at gøre min seng i stand, giver dem besked på at bringe vand
ind i store lerkrukker, så mine hænder, fødder og hele kroppen - undtagen hovedet - hurtigt og
beh ændigt kan blive vasket. Der er et vrimlende liv omkring mig. Imens bliver sengen redt, og til
sidst lægger de mig tilbage på min plads. Det er igen tørt under mig. Dejligt... Det friske lagen føles
behageligt. Adskillige t æpper bliver lagt over mig. Til sidst går alle tjenere ud, og jeg er igen alene
med lægen.
- Roksana fandt dig ude i haven i nat, da hun ikke kunne sove. Du var bevidstløs. Hvordan var
det gået til?
51
... Så var det altså ingen drøm. Jeg mistede bevidstheden dernede. Jeg nåede kun til haven. Mine
planer slog fejl, fordi jeg var alt for svag til at gennemføre dem. Nu bliver det endnu sværere. Ja,
n ærmest umuligt. Jeg kan ikke gentage forsøget. Sandsynligvis vil der nu blive sat vagter lige bag
døren og i soveværelset også.
Jeg svarer ham ikke, og han er klog nok til ikke at udspørge mig yderligere. Jeg er ikke forpligtet
til at fort ælle ham sandheden. Og lyve vil jeg ikke. Selv om han naturligvis kan lægge to og to
sammen, kan han ikke t ænke sig til den egentlige grund til, at jeg blev fundet i haven om natten. Jeg
kunne jo have ønsket at tr ække lidt frisk luft eller kigge på månen og stjernerne. Måske var jeg blot
beruset eller handlede i febervildelse... Lad ham og alle andre gætte. Ingen vil nogensinde få sandheden at vide.
- Filip, - siger jeg ved hjælp af mundbevægelser, - bar de mig ud til offerstedet i morges, som det
var aftalt med Ptolemaios?
Filip anstrenger sig for at forst å, hvad jeg siger, og jeg er nødt til at gentage mit spørgsmål, før
han finder ud af det. Det er slemt. S å ender det nok med, at jeg i min sidste tid ikke mere vil have
nogen som helst forbindelse med omverdenen. Jeg vil være helt overladt til mig selv. Men på den
anden side set, er det så ikke bedre i dødens stund at være alene med sine tanker og minder, fundere
over sit liv og vurdere det?...
- Det skete, som du ønskede; selv om du var bevidstløs, blev du båret hen til offerstedet for at
overv ære morgenofringen, som du havde aftalt det med Ptolemaios.
- Var Eumenes og Aristoboulos til stede?
... Jeg stiller dette spørgsmål for endnu engang at sikre mig, at Eumenes’ og Aristoboulos’ kongekrøniker bliver i fuld overensstemmelse med Ptolemaios’.
- Ja, de var med. Og Eumenes foreslog at spørge oraklet, om det var hensigtsmæssigt i din tilstand at bære dig til offerstedet hver dag.
- Hvad svarede oraklet?
Intet.
- Var Aristandros til stede?
- Ja. Han har besluttet at bo i paladset et stykke tid. Han tolkede oraklets tavshed som et samtykke. Du behøver ikke at deltage.
I stedet for at nikke med hovedet lukker jeg øjnene og åbner dem igen lidt efter som et tegn p å, at
jeg er indforst ået med deres beslutning. Nu retter jeg blikket mod vinen, men til min overraskelse
g år Filip hen til døren, kalder på en tjener og beordrer ham til hurtigt at komme tilbage med en
håndfuld strå. Det kan godt tage lidt tid. Jeg gætter mig straks til, hvad Filips plan går ud på. Naturligvis! Han ved, at jeg ikke kan holde bægret, og da det ikke er s ærligt bekvemt at give en anden
person at drikke, har han fundet ud af, at jeg nok vil kunne klare det selv ved hjælp af et str å. Det
har jeg aldrig prøvet med vin, men adskillige gange med vand, da jeg var dreng. Jeg glæder mig til
at slukke min br ændende t ørst med vinen.
I mellemtiden undersøger Filip mig.
- Luk øjnene, hvis det gør ondt, - siger han og begynder at trykke alle mulige steder.
Overfor ham behøver jeg ikke at spille helten, der kan udholde alle smerter, uden at nogen bemærker hans lidelser. Gang på gang lukker jeg øjnene og stønner, når han rører ved de mange
steder, der gør allermest ondt.
Til sidst, da undersøgelsen er overst ået, sidder Filip tavs og ser på mig. Hvad vil han nu sige?
Faktisk behøver han slet ikke at sige noget. Alt st år helt klart for mig. Det er kun et spørgsmål om
52
højst nogle få dage, vil jeg tro. Længere kan jeg under alle omst ændigheder ikke klare mig uden at
spise...
- Hvilken dato er det i dag, Filip? Jeg har fuldst ændig mistet min tidsregning.
- I dag er det den toogtyvende Daesios.1
- Hvor længe har jeg så v æret syg?
I seks dage.
Filip siger ikke mere. Han går hen imod døren, men vender sig om og spørger:
Har du lyst til at modtage Medios?
Jeg lukker øjnene som tegn på samtykke.
I mellemtiden banker det på døren, og kort tid efter kan jeg drikke vinen gennem et str å. Det går
udmærket, og jeg tømmer to bægre, som Filip holder under min hage. Humøret stiger til himmelske
højder.
- Nå, nu får du lidt farve i kinderne, - smiler lægen.
Ja, jeg har det bedre.
- Jeg skal sørge for, at du regelm æssigt. - lad os sige seks gange om dagen og to-tre gange om
natten - bliver taget ud af sengen, så du kan lade vandet.
- Ja, det er godt, Filip, - siger jeg med øjnene.
- Skal jeg kalde på Medios?
- Ja. - Det er så let at tale på den måde - blot ved at løfte og sænke øjenlågene. Kort betyder “ja”,
langt betyder “nej”. S å enkelt er det.
Mens Filip kalder på min gode gamle ven Medios fra Thessalien, der, ligesom seeren
Aristandros eller den tossede Nikios, har ledsaget mig frivilligt overalt uden at tage del i krigshandlingerne, flyver i forbindelse med mit tavse sprog følgende vers fra Homer igennem mit hoved:
Menneskets tunge bevæger sig let, og ord er der nok af,
Vild er den mark, hvor talen kan tumle sig frem og tilbage,
Alt hvad dig lyster at sige til mig, kan vanke til gensvar,
Dog, slet ikke det gøres behov, at vi her med hinanden
Kives og klamres med hånlige ord, ret ligesom kvindfolk,
Som, når en sindsfort ærende kiv har vakt deres vrede,
Midt ud på gaden forfølge hinanden med myldrende sk ældsord,
Sandhed og løgn i fl æng, thi sligt har vreden i medfør.
Nej, hvis man kan nøjes med øjensprog, så er det den bedste udvej. I mine sidste timer eller dage
vil jeg v ære tavshedens gud...
Medios kommer ind. Han er middelhøj, gr åh året, hans øjne har en dejlig blå farve, som er ret
sjælden for en gr æker. Hele hans gang afspejler et pålideligt menneske. I dag halter han lidt. Det er
noget nyt.
- Åh, Aleksandros, min k ære ven! - siger han. Hvor er jeg dog ked af, at din sygdom begyndte
netop under en af mine fester. Det skulle have været en fest til minde om Hefaistion, og så endte
den så uheldigt... Lige siden da har jeg hver dag siddet ved denne dør og tigget Filip og livvagterne
om at få lov til at besøge dig og bede om din tilgivelse.
1. Filip angiver tiden i makedonsk tidsregning. Måneden Daesios lå mellem maj og juni.
53
Jeg smiler til ham, og han sukker lettet.
Han holder mine hænder i sine, som er dejlig varme. Hvem er det, der har sagt, at mennesker
med kolde h ænder ikke er til at stole på? Ud fra det synspunkt kan man i hvert fald stole på Medios
uden forbehold. Hans st ærke, varme og tørre hænder giver mig en fornemmelse af den indre ro og
hengivenhed, som altid har været kendetegnende for ham.
Jeg s ænker blikket og retter det mod hans venstre fod.
- Nå, det? Jo, jeg var uheldig og gled, så jeg forstrakte foden lidt. Det er ingenting. Det går snart
over.
Og han fortsætter:
- Kære Aleksandros. Jeg har ikke i sinde at plage dig med min tilstedeværelse. ( Han taler altid
meget høfligt. Han er en rigtig hædersmand ). Det eneste, jeg ønskede, var at se dig endnu en gang
og samtidig sige noget til dig, som jeg burde have sagt for længe siden. Måske er det bedst, at jeg
kommer frem med det netop i dag. Hør, Aleksandros, du har opnået langt større ting end nogen
anden konge i verden før dig. Og dine bedrifter vil ingen anden konge kunne overgå. Tro mig, jeg
har altid følt det. Og jeg tror også, at alle de mennesker, der på nært hold eller i nogen afstand har
kunnet følge dig og dine gerninger, kommer til at sige det samme til deres efterkommere.
- Tak! - hvisker mine læber lydløst.
Hvor det varmer! Hans venlige ord kom lige på det rette tidspunkt, da jeg var ved at miste de
sidste rester af min selvrespekt. Han er en god ven, Medios. Måtte guderne sk ænke ham et godt
helbred og et langt lykkeligt liv!
Jeg trykker hans dejlige t ørre hænder i taknemmelighed, og han rejser sig fra sengen med t årer i
sine blå øjne.
Forhåbentlig vil jeg se dig i live i lang tid fremover, - siger han, men han tror vist ikke selv helt
p å det, han siger. Der er sorg i hans øjne. Ja, det er tydeligt, at han lider på grund af min tilstand,
men som man siger, “Sorg afhjælpes dog ej ved skr ækkelig jamren og klage”.
- Farvel, min konge, farvel min ven, - siger han stille og går haltende, og jeg kan se, hvordan
hans ryg og hele overkroppen gennemrystes af en hulken, som han forsøger at dæmpe i min n ærværelse. Lige efter, at døren er lukket bag ham, hører jeg ham gr æde højt udenfor.
54
Ja, tiden er kommet til at sige farvel. Hvor er det godt, at jeg har venner som Medios. Han er en
af dem, der ikke ønsker at opnå s ærlige fordele. Han er selvst ændig og helt uafhængig af nogen.
Desuden er han meget rig. Han er mig hengiven. Farvel Medios, min gode ven, farvel...
Nu må jeg nøjes med mine minder, men dem har jeg også samlet mange af i løbet af mine toogtredive år. Jeg kan vurdere hele mit liv - ærligt og roligt. Ingen kan vide, at jeg gør det. Kun jeg selv
- hovedpersonen og den eneste tilskuer til mit livs v ældige og storslåede drama.
Det er så let at beslutte sig for at t ænke på fortiden. Men i samme øjeblik, man begynder, vender
tankerne sig mod noget helt andet, og jeg gennemgår endnu en gang planerne for ekspeditionen
langs Arabiens lange kyst, som Nearkos snart skal gennemføre. Det var synd, at jeg optrådte som en
gemen lyseslukker, da han fornylig ville fort ælle mig om forberedelserne til sejladsen. Hvorfor
netop Arabien? Er det kun, fordi vi makedonerne ikke har været der endnu? Nej, der er andre
grunde. Fra de egne kan vi skaffe os aromatiske krydderier, myrra, kanel, nardus og andre varer.
Samtidig vil der blive bygget en ny by ved kysten, og den skal have samme navn som mange andre
af de byer, jeg har været med til at anlægge adskillige steder i verden: Aleksandria! Aleksandria!
Aleksandria!
Hvis man ikke først t ænker sig grundigt om, er det næsten umuligt at t ælle alle de nye byer, som
vi makedonere har skabt. Aleksandria i Ægypten, Aleksandria i Herat, i Kandahar, ved Ipsos, i
Lillefrygien, ved Jaxartes, Areia, ved Oksos og Arakhosien. Der var også mange byer, som ikke fik
mit navn, men blev anlagt efter mit påbud: Bukefala og Iomusa i Indien, Antiokhia i Margiana. Og
nu vil - ifølge de planer, som Nearkos er i gang med at realisere - endnu en by skyde op ved en af
Arabiens kyster - en ny Aleksandria. Men denne bliver til eftermæle, for snart dør jeg.
Ja, min k ære ven Medios har fuldst ændig ret, når han siger, at der ikke har været andre konger i
verden, som kunne pr æstere så store gerninger som jeg. Hvem kan prale af at have bygget så mange
nye byer p å steder, hvor der før ikke fandtes det mindste spor af bebyggelse? I mit hoved blev disse
byer undfanget, og nu ligger de der - for at mennesker kan bo der og samtidig til min ære. Og alle
de, der kommer forbi eller hører om disse mange byer, som er opkaldt efter mig, vil undre sig over,
at der har levet et menneske, en guddommelig mand, kong Aleksandros fra Makedonien, som var i
stand til at anlægge s å mange byer i løbet af så kort et liv - toogtredive år! Sk æbnens gudinder gav
mig ikke ret lang tid til at leve og skabe, erobre og forene og samtidig for fremtidens skyld ødelægge alt, hvad der stod i vejen for mine planer.
Det skal dog siges, at jeg også ødelagde nogle byer: Theben, Tire, Gaza... Theben var den første i
r ækken, men efter at denne stolte by var blevet jævnet med jorden, forstod hele det gr æske folk, at
jeg, den dengang kun attenårige øverstkommanderende for de makedonske tropper efter min fars
død, ikke mere var nogen “hvalp”. Det var jo, hvad de plejede at kalde mig, men nu kom der i stedet
en løve til den gr æske verden. Og løvens skr ækindjagende brølen kunne høres ved Thebens belejring, erobring og totale ødel æggelse. Den vakte alle gr ækeres angst, respekt og undren.
Der var imidlertid også andre grunde til, at de gr æske byer valgte mig som øverstkommanderende for de samlede tropper til en krig mod Perserriget, nemlig min åndelige styrke, og min guddommelige udstr åling. Og jeg beviste, at ingen kunne have gjort det bedre. Jeg knuste Perserriget,
gr ækernes ærkefjende, hvis hær var mindst ti gange så stor som vores. Jeg nåede meget længere,
end gr ækernes fantasi havde kunnet nå - jeg nåede til verdens ende...1
Thebens ødelæggelse var en nødvendighed...
1
Grækerne kendte intet til kineserne, mongolerne og japanerne.
55
Hvad er det, disse tjenere laver her? Nå, de tager tæpperne af mig... Åh ja, det sker ifølge lægens
ordre - de skal s ætte mig på potten nogle gange om dagen, fordi jeg er så hj ælpeløs. Men hellere det
end at tisse i sengen, eller måske det, der er værre, som min mor fortalte mig engang ...Ha! ha! ha!..
Og så blev tjeneren Trasios’ hoved på sin plads.. Det er svært at t ænke store tanker, når man sidder
p å en stor lerkrukke, mens nogle tjenere holder fast i én. S å, det gik jo meget godt. De store tanker
må vente til senere... til bedre tider...Ha! ha! ha!
Nu kan jeg få et str å i munden og styrke mig med lidt vin for at samle endnu en portion væske,
som jeg senere kan aflevere på samme måde. Afskyelig tanke! Det er sandelig en stilling, der passer
sig for en verdenshersker...
Jo, Thebens ødel æggelse var en nødvendighed, men byens forsvarere var selv ude om det. Thebanerne blev ofre for deres eget hovmod. De betragtede sig selv som verdens navle, men efter deres
leder Epameinondas’ død var de ingenting.
Ingen kan bebrejde mig, at de ikke var blevet advaret mod den ynkelige sk æbne, der ventede
dem. Jeg foreslog jo dem, der ønskede at overleve, at de i fred kunne forlade byen i god tid. Men de
grinede bare ad mig fra byens mure. De troede vist, at mine murbr ækkere var leget øj. De troede
ikke, at jeg, en attenårig ung mand, var i stand til at styre min fars tredive tusind erfarne soldater.
Navnet Aleksandros, Filippos’ søn, sagde dem ingenting. De fleste thebanere var åbenbart uvidende
om, at jeg allerede som sekstenårig havde deltaget i adskillige kampe som troppefører for de makedonske bataljoner.
Ja, jeg blev hærdet i krig sammen med min hær. Derfor endte denne thebanernes sidste kamp så
eftertrykkeligt. Alle, der bar våben, blev dr æbt. Jeg beordrede, at kvinder, gamle og børn - tredive
tusind i alt - skulle s ælges som slaver. Og hvis en del kvinder og unge piger forinden blev voldtaget
af mine tropper, ja, så tog de vel ingen skade af det. Tværtimod, mange af dem blev vist ganske
trivelige af det, og de små jomfruer blev en erfaring rigere. Ha! ha! ha!
Kun templerne i Theben og digteren Pindars hus lod jeg sk åne. Ingen andre bygninger eller beboere var tilbage - byen blev fuldst ændig affolket. Thebens dominans blev én gang for alle knust for
at vige pladsen for den nye, makedonske magt. Men som Euripides skriver i “Medea”:
“Dog ikke uden grund, for dette onde værk
min vilje selv har skabt, og guder lod det ske.”
Ved denne lejlighed så jeg i øvrigt for første og eneste gang i mit liv den tossede Nikios gr æde.
Nu smilte han ikke længere. Hans søn var blandt de af Thebens forsvarere, der var blevet dr æbt
under belejringen. Nikios kom til mig med t årer i øjnene og mindede mig om, at hans nu tilfangetagne familie havde været knyttet til min far Filippos med venskabsbånd. Det var derfor indlysende,
at jeg løslod dem sammen med andre familier, der havde venskabsbånd med makedonske familier.
Derudover sk ånede jeg alle pr æster og pr æstinder.
Det er en dejlig fornemmelse at have magt over mennesker, at bestemme over deres sk æbne og
ligesom guderne give nogle af dem lov til at leve videre, være frie, at se lykken og taknemmeligheden i deres øjne. Naturligvis str æbte jeg altid efter at straffe og benåde i overensstemmelse med
retfærdighedens lov, men ofte gjorde jeg det også efter forgodtbefindende, og det føltes guddommeligt, når jeg foretog mig noget virkelig godt.
Minderne er umulige at styre. Nu lyder Hefaistions hårde anklager i mit hoved:
“Aleksandros! Du er grusom og selvoptaget, du er en eventyrer, og desuden er du lumsk. Ingen
andre tør sige det højt, men jeg gør...”
56
Hvorfor sagde min bedste ven disse ubarmhjertigt sårende ord til mig? Var det i harme over, at
jeg ikke længere var så interesseret i ham? Nu finder jeg nok aldrig ud af det... Men sagt er sagt.
Måske følte han sig selv meget såret, fordi han efterhånden havde fået fornemmelsen af, at han ikke
længere spillede så stor en rolle i mit liv som før i tiden.
I samme øjeblik han udtalte sine hårde anklager, blev jeg klar over, at han ikke var min ven længere, at jeg ikke elskede ham mere, og at jeg var blevet tr æt af ham. Jeg følte, at det, som før i tiden
havde tiltrukket mig ved ham, nu var begyndt at irritere mig. Nu var han ikke s ærlig klog mere. Han
var ikke flot mere - blot én, der var en smule højere end mig, men ret lille i forhold til andre mænd.
Nu var hans n æse for lang. Nu ærgrede hans bemærkninger mig. Nu følte jeg, at han blandede sig i
alt muligt, der ikke vedkom ham, selv om jeg i gamle dage selv til enhver tid havde bedt om hans
r åd i mange spørgsmål og sager.
Men er jeg virkelig sådan, som Hefaistion beskrev mig? Og det var endda ikke det eneste, jeg
hørte fra ham den dag i Afghanistan, da vi sk ændtes. Han stillede sig op i en dum, teatralsk positur
og deklamerede et par linier fra “Medea” for mig, hans eneste tilskuer, og jeg følte, hvordan blodet
steg mig til hovedet. Kun takket være min st ærke selvbeherskelse blev jeg st ående uden at røre ham
med en finger. I stedet pegede jeg på døren, da han sagde:
Men selv om tusind bitre ord blev sagt til dig,
Ville det ikke røre dig. Du kender ikke til skam!
Naturligvis blev vi forsonet samme dag, men en mærkbar kulde og afstand var opst ået imellem
os, og det var efter den begivenhed, at han for alvor begyndte at drikke.
Men det kan da ikke passe! Måske er jeg en smule selvoptaget. Muligvis kan jeg engang imellem
betegnes som en eventyrer. Men lumsk er jeg bestemt ikke. Og afgjort heller ikke grusom. Hvordan
kunne han dog finde på at sige sådanne ord til mig? Nogle enkelte handlinger - en ganske lille del af
mine store gerninger - kan måske betegnes som lumske eller grusomme - set fra ofrenes side,
naturligvis. Hvem bryder sig om at blive voldtaget, solgt som slave eller blive henrettet? Men
enhver krig kr æver sine ofre.
Alle disse menneskesk æbner, der blev involveret i mine togter, som igen førte til skabelsen af et
verdensomfattende samfund, hvor der ikke forekommer krige mellem folkeslagene - var disse
sk æbner ikke fastlagt på forhånd? “Aldrig den undgår hvad sk æbnen har tilmålt”. Mange måtte jo
dø undervejs - mine ungdomsvenner og soldater og også en del tilf ældige mennesker, der blot
uheldigvis stod os i vejen. - De skulle jo dø, ligesom jeg skal det om kort tid. Der findes en højere
mening og et højere mål, som de fleste ikke kan fatte. Og både for dette høje mål og den endelige
mening var jeg kun et redskab. Jeg kunne ikke handle anderledes, end jeg gjorde, for så ville hele
nutiden og fremtiden jo have set anderledes ud.
Min grundtanke var, at jeg ville være den bedste og st å over alle andre mennesker. Men jeg var
altid mine venners ven. Og mine venner elskede jeg altid trofast og generøst. Jeg sparede aldrig p å
gode og kostbare gaver.
Guderne gav mig et stort hjerte og store visioner. Ja, engang imellem er jeg vild, lidenskabelig
og til tider storsindet - ligesom Akilles. Jeg fik lov til at opleve et kort og meningsfyldt liv i berømmelsens str åleglans. Jeg nåede så vidt, at alle nationer anerkendte min guddommelige oprindelse.
Og alt det vanærende, som Hefaistion sagde om mig, kan man til overflod finde også hos de olympiske guder. Mange af Zeus’, Apollons, Heras og andre guders gerninger kan med ligeså s å stor ret
kaldes lumske, grusomme og selvoptagne...
57
Det er ikke så lidt, jeg har nået i løbet af mit korte liv. Jeg bragte civilisationen til Asien og
gjorde Homer almindelig kendt i Persien, Gedrosien, Indien og Susa. De unge mennesker lærte at
synge korsange i Euripides’ og Sofokles’ tragedier. Jeg lærte arachosierne at dyrke jorden. Jeg
opdrog hyrkanerne til at leve i ægteskab. Jeg fik sogdianerne til at sørge for deres gamle for ældre i
stedet for at dr æbe dem. Jeg lærte perserne at ære deres mødre i stedet for at tage dem til ægte.
Skytherne lærte jeg at begrave deres døde i stedet for at fort ære dem. Jeg grundlagde over tyve
byer, oversåede Asien med gr æske institutioner og overvandt uciviliseret og dyrisk levevis.
Gr ækerne lærte jeg, at vi ikke bør leve adskilt og fordelt i byer og lokale samfund med hver sine
retsregler, men at vi bør regne alle mennesker for vore medborgere, at vor store verden bør være
fælles for alle. Og hvem har samlet alle de eksisterende dialekter, det ioniske, attiske og æg æiske til
et fælles sprog, - "koine" - som alle gr ækere bruger nu og kommer til at bruge indbyrdes i fremtiden.
Min lærer Aristoteles havde ikke ret. Han var snæversynet. Hans målestok var et bysamfund,
lukket for omverdenen. Han kunne ikke se ret langt, fordi han begr ænsede sin synskreds til det
sn ævre areal indenfor bymurene. Adskillige gange r ådede han mig til at være en leder for gr ækerne,
men en despot for barbarerne. Jeg skulle tage mig af gr ækere som af venner og slægtninge, men
betragte de fremmede som dyr eller planter. Men jeg var jo blevet sendt af guderne til denne jord
for at v ære en statholder såvel som en mægler...
Jeg blev født til at erobre og forene verden. Derfor kunne jeg ikke standse på halvvejen, som jeg
var blevet nødt til, hvis jeg havde fulgt det forslag, Perserrigets konge Dareios stillede mig om at
dele verden imellem os uden kamp.
General Parmenion sagde dengang til mig:
- Aleksandros! Hvis jeg var dig, ville jeg være glad for at få afsluttet krigen på Dareios’ vilk år,
så jeg ikke mere behøvede at udsætte mig selv og andre mennesker for yderligere farer.
Stakkels Parmenion, han var en erfaren troppefører, altid så p ålidelig, så forsigtig, så fornuftig.
Men jeg svarede:
- Hvis jeg var Parmenion, ville jeg gøre det samme.
Til Dareios skrev jeg følgende:
“Den, som har i sinde at tage det hele, skal man ikke kun tilbyde en del.”
Stakkels Parmenion. Han undgik altid enhver risiko. Det var vist dette karaktertr æk, der gjorde
ham farlig for mig dengang. Den gamle feltherre ville skubbe mig fra magten, og det var ikke så
underligt, for jeg havde ladet hans søn Filotas, min tidligere ungdomsven, henrette, fordi han viste
sig at v ære indblandet i en sammensværgelse imod mig. Desuden var han begyndt at prale med, at
han og hans far Parmenion havde hoved æren for hele Asiens erobring. Hvilket hovmod! Det var
årsagen til Filotas’ indre, faste overbevisning om, at han lige så godt kunne tage magten fra mig
først som sidst. Men han fik sin betaling, da en domstol erklærede ham og mange andre sammensvorne skyldige i højforr æderi. De blev alle dr æbt p å stedet med spyd.
Først mistede Parmenion sin søn, derefter sit eget liv, da han gik i sønnens fodspor og ville afs ætte mig fra tronen og dr æbe mig som h ævn.
Min første mistanke mod Parmenion opstod, da han forsøgte at få mig fra at tage imod min læge
Filips helbredende drik, som denne havde tilberedt til mig, da jeg blev syg. Parmenion prøvede at
mist ænkeliggøre Filip og sagde, at medicinen var forgiftet. Men jeg tog kruset fra lægens hånd og
drak ud. Jeg stolede fuldt og fast på min læge, men kunne ikke tillade mig at stole bare et øjeblik p å
en general, hvis søn var blevet henrettet på min ordre.
58
Det er da muligt, at Parmenion i virkeligheden var alt for ærlig og pålidelig til at lede en sammensv ærgelse imod mig eller overhovedet deltage i et sådant foretagende. Men jeg var bange for
hans h ævn. Parmenions øjne talte deres eget sprog:
“Mit hjerte vil kun ét!
Og hjertet kr æver hævn...”
Han kunne udgøre en stadig trussel imod mig, og det var indlysende for mig, at én af os var nødt
til at vige pladsen og dø. Jeg var simpelthen den hurtigste og lod ham snigmyrde.
Da jeg talte med Hefaistion om mine planer med Parmenion, var han imod dem. S å sagde jeg, at
hvis han ikke ønskede at udføre dem, havde jeg tilstr ækkelig mange medhjælpere blandt mine
livgardister, der ville gennemføre opgaven uden at blinke - alene fordi det var min ordre. Hefaistion
virkede meget nedtrykt, mens jeg forelagde ham mine argumenter. Jeg talte om, at både Filotas og
Parmenion var imod mine planer om at skabe en hær af persere og medere efter makedonsk mønster. De var imod at betragte asiater humant, idet de i deres øjne kun var og blev barbarer.
Parmenion kunne ikke stilles for en domstol, idet han nød agtelse i hæren. Men ryddes af vejen
skulle han.
Hefaistion virkede ikke kun nedtrykt. Han virkede nærmest skr æmt, da han dengang sagde:
- Jeg bliver måske den næste, Aleksandros...
Jeg forsikrede ham, at han, min bedste ven, kunne få magten i selv samme øjeblik; jeg var parat
til at afgive alt for hans skyld og havde altid betragtet ham som min næstkommanderende. Han var
min Patrokles, og jeg var hans Akilles...
Men Hefaistion var ikke interesseret i min trone. Han hang bare med hovedet. Det var, som om
han visnede som en plante, der mangler vand... Han begyndte at drikke... ikke vand, men vin.
Vin, vin, vin... ufortyndet og i kolossale mængder for at bedøve sig selv og glemme. Efter en banal mavesygdom, som let kunne være helbredt med et par dages faste eller diæt, døde han, fordi han
trodsede lægens forbud mod at spise kød og drikke vin. Staklen spiste en hel kylling og drak en stor
amfora vin, mens hans læge havde efterladt ham alene og var taget ud til stadion, hvor han fulgte de
Olympiske lege i stedet for at gøre sin pligt og passe på min syge ven Hefaistion. Det tilgav jeg ham
ikke. P å stadion så jeg selv lægen lige i nærheden, da jeg fik at vide, at Hefaistion var død.
Hefaistions død gav mig et knæk i hjertet. Pludselig følte jeg, at alting var uden mening og sammenh æng. Tomt og ligegyldigt. Jeg havde hele mit liv skyndt mig for at komme frem, erobre, jage
efter lykken, nye oplevelser og eventyr for til sidst efter hans død at føle mig helt udbr ændt, tr æt og
fortabt som enogtrediveårig...
Jeg forsøgte at finde mig selv igen. Jeg prøvede at lægge nye planer. Store planer. Kolonialiseringen af Arabiens kyst. Et monument til Hefaistions minde. Men inderst inde følte jeg tydeligt,
allerede for et år siden, at jeg var kommet til vejs ende. Jeg havde opnået, hvad jeg skulle. Jeg var
anerkendt som en guddom af alle gr æske byer, af alle stater i verdensriget.
Jeg ønskede at dø, og nu går mit ønske snart i opfyldelse. Døden er så håndgribelig og naturlig
som noget i verden kan blive, som en moders brystvorte for hendes nyfødte barn. Men hvor er det
ærgerligt, at jeg ikke kan få lov til at dø på en værdig måde p å slagmarken. Jeg kunne ønske mig at
dø som en helt ligesom den gamle spartanske konge Agis. Ramt af spyd og sværd adskillige gange
blev han båret hjem af sine spartanske soldater. Forinden var hele gruppen blevet omringet af mine
tropper under ledelse af Antipatros, der forfulgte de besejrede spartanere. Da sagde Agis til spartanerne:
59
- Løb hjem så hurtigt, I kan! Der er brug for jer derhjemme. Jeg skal nok holde stand mod makedonerne i nogen tid. - Og han nåede at dr æbe endnu nogle af mine soldater, før han selv blev dr æbt
af et kastespyd.
En sådan død er en sand konge værdig!
Faktisk blev det spartanernes allersidste kamp. De havde for altid afskåret sig fra verdenshistorien. Femtusind tre hundrede af dem omkom i dette slag, som min general Antipatros anførte. Disse
stolte spartanere - nu eksisterer de ikke længere. Det samme g ælder staten Sparta. Kun mindet om
Spartas storhed og magt er tilbage...
S ådan endte staten, som havde været Gr ækenlands st ærkeste i de forløbne syv hundrede år. Mine
soldater kaldte denne krig mellem Antipatros’ tropper og spartanerne under Agis’ ledelse for en
“musekrig”. Og sammenlignet med de krige, vi havde udk æmpet i Asien var beskrivelsen virkelig
rigtig. Den spartanske løve var blevet til en mus.
Spartanerne havde i sandhed fortjent den berømte tekst på viegaven til gudinden Athene, som jeg
sendte til Athen efter den knusende sejr over perserkongen Dareios ved Granikos. Teksten lød:
“Aleksandros, Filippos’ søn og alle gr ækere,
undtagen spartanerne
har sk ænket gudinden Pallas Athene dette
af bytte fra de barbarer som bebor Asien”.
Der findes et forbavsende eksempel i Babylons historie, som ligner helten Herakles’ død. For
omtrent to hundrede år siden, da assyriske tropper under ledelse af Assurbanipal omringede og
ødelagde Babylon. Den babylonske konge Shamashshumukin t ændte et bål og trådte ind i flammerne for ikke at blive taget til fange. Det var en død som var en rigtig konge værdig!
Men i dette øjeblik misunder jeg den gamle tapre kong Agis. En rigtig helt bør sige eller gøre
noget usædvanligt i dødsøjeblikket for at blive husket. Det får jeg ikke mulighed for. Jeg er lammet
og kan ikke tale. Men husket vil jeg blive. Det har jeg altid vidst, og jeg fik det bekr æftet fornylig af
den gamle Aristandros.
Ja, i al evighed vil jeg blive husket som den guddommelige Aleksandros. Aleksandros den Store.
Aleksandros den Uovervindelige.
Den store digter Euripides har engang sagt:
“Det er jo kun rimeligt, at gr ækerne hersker over barbarerne”.
Men jeg siger nej, det er helt forkert. Det hører fortiden til. Det viste sig jo, at vi kunne lære meget af perserne, inderne, babylonerne. Da det kom til stykket, var deres viden på mange omr åder
meget større end vores, og den vil i fremtiden i høj grad påvirke vor gr æske verden. Og takket være
de blandede ægteskaber, jeg opfordrede gr ækerne til at indgå, vil det blive meget lettere at skabe
tillid og venskab mellem folkene.
Det er ikke sandt, at vi gr ækere er de bedste i verden i enhver henseende. Vi kan sagtens lære
meget af andre folk. Vi kan overtage det fuldkomne administrationssystem fra perserne. Babylonernes og ægypternes pr æster har gennem århundreder iagttaget himlen, stjernernes og planeternes
bev ægelser, og de er i stand til at forudse måneformørkelser. De har lært mig og mine ingeniører at
dele den rette vinkel i halvfems grader, og hver eneste time i tres minutter. De elsker tallet tres og
har opbygget et perfekt talsystem på grundlag af det. På den anden side er deres templer langtfra
smukke, selv om jeg må indrømme, at de er monumentale. Ægypterne og babylonerne kan lære af
os, hvordan man bibringer et bygningsv ærk lethed og skønhed.
60
Det forbavsede mig, da vor vismand Herakleides Pontikos 1), der for fem år siden sendte mig sin
bog om planeternes bevægelser, ved hjælp af matematiske beregninger beviste, at planeterne
Merkur og Venus drejer omkring solen, og at vor jord er en kugle, der drejer omkring sin egen akse
i løbet af fireogtyve timer. Han er en tyksak og en laps, men klog er han under alle omst ændigheder.
Og han fortalte mig, da vi talte sammen i Susa, at han havde lært meget af de babylonske og ægyptiske pr æster. Og så er hans kompositioner virkelig skønne. Hans melodier fanger alle lyttere med
det samme, de lægger sig let og fast i hukommelsen.
Ja, nu kan vi berige hinanden; nu, da hele den hellenistiske verden begynder at opdage resten af
verden samtidig med, at vi med stort udbytte kan udnytte hidtil ukendt viden, skatte og opfindelser.
Min k ære ven Lysimachos, der er helt opslugt af sin udforskning af planeterne og dyrelivet, lytter
nu intenst til en brahmin i Indien og påst år, at vor viden om kosmos er den rene barneleg i forhold
til indernes kosmogoniske viden. Jeg blev helt svimmel, da han begyndte at beskrive indernes viden
og klogskab for mig.
De har guder med fire arme og elefantansigter. Deres mest elskede gud, hvis navn er “Den
sorte”2 bliver igen og igen født som menneske blandt mennesker, lever sammen med dem og vejleder dem. Men såvidt jeg har forst ået, steg “Den sorte” til himmels for ikke mindre end 2778 år
siden. Ja, disse brahminer bruger store tal. Men Lysimachos ... han ligner en tjur... Lysimachos er
helt fortabt i sit studium af denne visdom, der har udviklet sig i løbet af mange årtusinder. Og netop
sådan skal det være.
En skønne dag kan det vise sig, at gr ækerne kan drage stor fordel af Lysimachos’ viden. Det ville
n æppe v ære muligt, hvis jeg, Aleksandros, ikke havde bragt gr ækerne helt til Indien eller her til
Babylon. Fremtidens kloge hoveder vil ikke kunne dømme mig for noget, de ikke bryder sig om i
min fremtr æden, uden også at vide besked med min personlige indsats for kulturens og videnskabens udvikling og deres vekselvirkning, som jeg, Aleksandros har sat i gang.
Hvis nogen i fremtiden vil prale af sit brede syn på verden, må han huske, at det var mig, der udvidede verden. Jeg nåede dens gr ænse og skabte det første verdensrige nogensinde...
Åh, hvor jeg fryser... Jeg ryster over hele kroppen, og det føles, som om hele jorden ryster sammen med mig. Men hellere det end de skr ækkelige mareridt, jeg plejer at få, når et hedeanfald
kommer. Hellere det...
Bare jeg kunne få lidt varme i mine t æer. En barnlig, enfoldig ønsket ænkning, for hvor skulle jeg
få varmen fra, når hele min krop er så kold og afkræftet på grund af fasten? Nej, jeg vil bestemt ikke
forlænge mit liv med nogle timer eller dage alene for at blive fri for kulden, selv om kroppen nu
længes så inderligt efter mad. Lidt udholdenhed, Aleksandros. Du har jo en st ærk vilje... Hold ud...
Bare jeg kunne sove lidt...
1
2
Herakleides fra Pont.
“Den sorte” - Krishna.
61
Hvem er nu det? Jeg ser alting meget utydeligt. Hvad foregår der derhenne ved døren? Har jeg
sovet? I kort eller lang tid? Eller drømmer jeg?... Åh, det er Roksana. Og hun er ikke alene. Hun
kommer hen imod mig sammen med to slavinder, og den ene af dem holder vor lille datter. Min lille
pige, min k ære lille Nike! Hvor er jeg dog glad for at se dig... Jeg kan føle, hvordan t årerne, der
giver mit ansigt en kortvarig fornemmelse af varme, løber ned på puden. Kroppen ryster stadig af
kulde, og fra siden ser det vist ud, som om jeg hulker. Men kan det ikke være ligegyldigt, hvordan
jeg ser ud nu?
Roksana tager Nike fra slavindens hænder og sætter sig på kanten af min seng med barnet i armene. Nike sover med et meget alvorligt udtryk i sit smukke, barnlige ansigt med de runde kinder
og den lille n æse. Hun har dejlige mørkebrune øjne, men dem kan man ikke se lige nu...
Roksana r ækker Nike tilbage til den samme slavinde, som holdt min datter for lidt siden, og sender hende v æk til den kvindelige del af huset. Den anden slavinde - hvad er det nu hun hedder?...
Aharia? Ja, Aharia... forlader værelset sammen med den første, Nikes amme, hvis navn er
Ligambris. Roksanas persiske slavinder har mærkelige, men smukke navne...
Og Roksana gr æder med mig. Jeg kan slet ikke bev æge min hånd. Jeg vil så gerne røre ved
Roksanas dejlige kinder, ved hendes runde mave... Jeg gør endnu et forsøg, men det går ikke. Total
udmattelse... Er dette virkelig mig, troppeføreren, der for nogle år siden sammen med mine tapre
soldater stormede og erobrede fem byer i Sogdiana i løbet af to dage? Som denne sygdom dog har
forandret mig...
Alt i mit liv har haft sin betydning og skjulte mening. Muligvis finder jeg også ud af, hvorfor
sk æbnens gudinder har valgt denne skr ækkelige død for mig. I krig bliver man ramt i maven eller
brystet af et sværd, en lanse eller et andet våben, og kort tid efter er det hele overst ået. Nogle dør på
stedet, andre lider i nogen tid - måske et par timer. Men det blev ikke mig til del. Måske er det
meningen, at jeg skal have lejlighed til at gennemgå hele mit liv for først derefter at få lov til at dø?
Jeg kan jo ikke mere tale med nogen, og jeg kan ikke røre en finger. Jeg kan kun ryste af kulde og
engang imellem gr æde som nu af rørelse over synet af mit sovende barn...
Hvad er det for noget? Er det et tegn på en begyndende sindssyge? Jeg har jo ikke nogen datter!
Mit og Roksanas første barn blev jo aldrig født! Da jeg var i Indien, fik jeg at vide, at Roksana
aborterede...
Nej, det hele var en drøm... Hvor var det hele virkelighedstro... Jeg drømte om en lille pige Nike,
om to slavinder, om Roksana, der viste mig min datter...
- Er du tørstig, Aleksandros? - spørger Roksana mig på persisk. Hun sidder her på sengen og
varmer begge mine hænder i sine. - Er du tørstig? - gentager hun.
Jeg lukker øjnene et kort øjeblik for at bekr æfte, at jeg er tørstig.
Roksana vælger det længste af de strå, der ligger ved amforaen med vin. Jeg drikker. Og samtidig undrer jeg mig, for det er ren vin, jeg får op gennem str ået - slet ikke blandet op med vand. Filip
har nok skiftet mening. Han er ikke s å streng længere. Han t ænker sikkert: “Hvorfor pine
Aleksandros med fortyndet vin? Lad ham have lidt fornøjelse i sine sidste timer...” Dejligt! Jeg
retter igen blikket mod amforaen, og Roksana henter endnu en kylix med den udsøgte vin. Godt.
Den lindrer, og den slukker min t ørst. Jeg ser taknemmeligt på min trivelige Roksana.
Nej, det er virkelighed. Jeg drømmer ikke. Vi er sammen, helt alene, uden Aharia og Ligambris,
uden Nike, der slet ikke er kommet til verden...
62
Roksana foretager sig nu noget helt us ædvanligt. Hun lægger sig ved siden af mig, glider ind under alle mine t æpper og trykker sig t æt ind mod mig og varmer mig med sin dejlige, runde mave og
sine bryster. Hun vender mig ( jeg vejer jo ingenting! ) forsigtigt om på siden for også at kunne
varme mig p å ryggen. Desværre giver det mig ikke ret megen varme, og hun bliver selv ret hurtigt
afkølet, men hendes handling er så rørende, så uventet og dejlig, at jeg føler en klump i halsen og en
storm af varme i hjertet.
Åh, Zeus, hvis jeg blot kunne sige nogle ord for at udtrykke min taknemmelighed; sige at jeg elsker hende, at hun er verdens bedste kvinde, verdens skønneste, verdens mest hengivne, at jeg har
v æret lykkelig med hende...
Jeg gr æder igen, og mine læber forsøger at hviske:
Aldrig tilforn har udødelig viv eller dødelig kvinde
Grebet i barmen mit hjerte så st ærk og fyldt det med længsel...
og endnu et vers af Homer tr ænger sig frem:
Elskede viv, lad sorgen ej forpine dit hjerte!
Ingen skal styrte til Hades mig ned mod sk æbnens beslutning.
Ej noget menneskes barn, tør jeg tro, sin bestemmelse undgik,
Kryster så lidet som helt, når han først er kommet til verden.
Det, der piner mig i dette øjeblik, er, at hun, min elskede Roksana, også skal dø engang, og at
hun skal møde Thanatos ensom uden mig ved sin side. Jeg kan betragte mig som verdens heldigste
mand - at modtage så stort et bevis på k ærlighed i dødens stund!... Men Roksana bliver snart alene,
helt alene. Hvad vil hun t ænke eller mindes på sit dødsleje?
Hvis mine minder kommer til at følges med min sjæl efter døden, vil jeg for altid angre alle de
gode ord, jeg ikke fik sagt til hende eller andre mennesker, og alle de gode gerninger, som jeg
kunne have gjort, men ikke gjorde. Hvor er det svært at erkende, at noget, som så let kunne siges,
ikke blev det, og at det nu er for sent. Det kan ikke rettes...
Og jeg gr æder. Heldigvis kan hun ikke se mine t årer i dette øjeblik, da hun puster sin varme ånde
mod min nakke for at varme den. Nej, nu kærtegner hun mit ansigt og opdager, at jeg gr æder, og jeg
kan høre og føle, hvordan hendes store krop med barnet indeni bevæger sig i en hulken...
Pludselig mærker jeg, at en svedetur er undervejs. Jeg bliver våd over hele kroppen. Og i samme
øjeblik overfalder søvnen mig igen som en dvaletilstand af intethed... Kun én tanke opfatter jeg: “Er
det hele nu forbi? Er det så enkelt...?”
63
... Gennem t årer kan jeg nu se, at det er morgen. Er det morgenen efter eller den næste igen? Har
jeg igen sovet uden drømme eller minder? Nå, det kan være det samme. Nu kan det ikke vare så
længe...
Ja, der er morgenrøden igen. Roksana er vist vendt tilbage til sine gemakker for længe siden. Jeg
aner ikke, om jeg har sovet hele dagen eller måske endda flere dage i tr æk. Og det er koldt igen.
Jeg ligger på ryggen, og begge mine læger, Filip og Kristoboulos, st år ved vinduet og hvisker til
hinanden. Kristoboulos med sine udst ående røde ører og spidse næse... Hvor har han været? Det er
længe siden, jeg har set ham i paladset. Muligvis har han våget hos mig, mens jeg sov...
Ligemeget...
Det ser ud til, at mine lagener er blevet udskiftet i mellemtiden. Det kan være på grund af det
varmeanfald, der angreb mig, efter at Roksana havde lagt sig hos mig. Eller det kan skyldes, at jeg
igen har gjort sengen våd. Det finder jeg nok aldrig ud af, og det er også fuldst ændig ligegyldigt.
Jeg forsøger at smile uden at ane, hvad der kommer ud af mit forsøg, for jeg ryster igen, og disse
rystelser ændrer vist mit smil til en grimasse.
Både Filip og Kristoboulos smiler, som havde de fået sat gyldne kranse på hovedet.
- Gudskelov, du er i live endnu, Aleksandros! - siger Kristoboulos.
Jeg ønsker at tigge begge mine læger om at gøre mig den største og sidste tjeneste - at lægge mig
levende p å b ålet ligesom Herakles - og ant ænde brændet. Det ville betyde en meget smertefuld, men
sikker og hurtig afslutning på alle mine kvaler. Naturligvis ville det gøre ondt, men kun for en kort
tid... Men til geng æld...
Jeg forsøger at udtale det, men kan ikke få en lyd frem. Jeg prøver at hviske, men det kan ikke
høres. Jeg anstrenger mig for at udtrykke mit ønske ved bevæge læberne, men Filip fatter ingenting,
selv om jeg gør alt for at beherske min mund, der skælver af kulde.
Jeg forst år dig ikke, Aleksandros, - siger han fortvivlet og gentager dette endnu nogle gange. Jeg forst år dig ikke... Skal jeg kalde på nogen? Er du tørstig? Sulten? Vil du i bad? Skal jeg kalde
p å din barbér?
- Nej! Nej! Nej! Neeeeeej!!!
Hvordan kan jeg forklare ham uden ord eller bevægelser, at jeg ønsker at afslutte mit liv på et
bål? Nu med det samme.
Hvad skal jeg gøre? Jeg lukker øjnene.
Jeg føler raseriet koge i mit hjerte. Jeg er så gr ænseløst afm ægtig, så håbløst stum. Selv min gode
Filip kan ikke forst å mig. Gid denne sygdom, der uafbrudt giver mig så voldsomme smerter i hele
kroppen, også ville medføre ligegyldighed og kulde i mit hjerte! Men nej. Det er min sk æbne, min
bedrøvelige sk æbne, der har forseglet min strube - sandsynligvis indtil døden. Sk æbnen har villet, at
mine læber hele tiden ryster, så jeg bestandig er helt afskåret fra at kontakte omverdenen. Skæbnen
har overladt mig fuldst ændig til andre menneskers forgodtbefindende og gode vilje.
Rolig, rolig, Aleksandros, siger jeg tydeligt til mig selv. - Behersk dig selv! Også dette er en del
af mit liv; den del, jeg hidtil er blevet skånet for, men nu bliver nødt til at opleve - muligvis fordi
der er et eller andet, jeg skal forst å, inden Thanatos kommer for at afslutte det hele.
Jeg åbner øjnene, men både Filip og Kristoboulos tier. De forsøger end ikke at gætte sig til mit
ønske om at blive lagt på bålet. De st år og ser ud af vinduet, mens de taler sagte med hinanden.
Bare jeg kunne bevæge mine fingre, så kunne jeg måske kradse mit ønske ned på et stykke papyrus eller p å en vokstavle. Men fingrene sk ælver af kulde ligesom resten af kroppen. For at få lidt
varme i dem, knytter jeg hænderne og holder dem ind mod maven...
64
Ved Tarsos i Kilikien, hvor jeg blev så syg, at jeg var døden nær - det er vist 10 år... nej, 11 år
siden nu - havde jeg det ikke nær så slemt som nu. Sygdommen dengang skyldtes min uforsigtighed, idet jeg havde taget en dukkert i den iskolde Kydnos flod straks efter i lang tid at have sprunget
op og ned p å min hest Bukefalos i fuld galop. Jo, det var en af mit livs allerdummeste handlinger at springe i floden lige efter, men jeg var jo så ung dengang... Ved den lejlighed fik jeg også krampeanfald, mistede bevidstheden og fik senere så høj feber, at min tilstand nærmede sig det håbløse.
Det var Filip, min k ære, trofaste Filip, der vakte mig til live med sine lægemidler. Men nu kan
hverken Filip eller alle verdens bedste læger tilsammen hjælpe mig.
Mine knyttede hænder og kroppens rystelser giver mig nu en følelse af ynkelighed. Jeg genkender det fra et syn, jeg oplevede for et par år siden... Jeg ligner en af de gr ækere, vi befriede i byen
Persepolis. Hvilken armod og fornedrelse! Hundredvis af mennesker, som engang havde været
st ærke og stolte, var blevet grusomt lemlæstet efter orientalsk skik. Vi samlede otte hundrede af
disse stakler, hvoraf mange havde fået deres hænder hugget af, andre var uden ben, og adskillige
fandt vi med afsk årne tunger, testikler, ører, næser og udstukne øjne...
Jeg gr æd af medlidenhed, da de blev ført til mig fra deres fangenskab. En af dem, der, ligesom
jeg i dette øjeblik, holdt sine rystende, knyttede hænderne fast ind imod maven, manglede begge
ører og n æsen. Skr æmmende... Hans og de andre krigsfangers tilstand var så ynkelig, at jeg gr æd
meget længe og ikke kunne sige et eneste ord. Min medlidenhed samlede sig i en stor klump i
halsen, som i lang tid forhindrede mig i at tale.
Jeg lovede de arme mennesker at sørge for dem resten af deres liv. De fik mange penge for æret,
og jeg foreslog at lade dem transportere hjem til deres familier i Gr ækenland. Men de skammede sig
ved at komme hjem og lade deres pår ørende se deres ynkværdige udseende. I stedet foretrak de at
leve resten af deres dage i Persien og bad mig om at få tildelt jord, muldyr og slaver, der kunne
arbejde for dem.
Alle fik, hvad de ønskede. Og netop på det tidspunkt kom halvtreds tusind talenter fra Babylon
samt andre hundrede og tyve tusind talenter1 i min statskasse. Det var alle de skatte, som vi overtog
i Persepolis fra Perserkongen. Denne ufattelige rigdom kunne bruges til megen velgørenhed, og det
var en dejlig fornemmelse at være så rundhåndet og hele tiden føle, at alle de skatte, der kom i min
besiddelse, var uudtømmelige. Jeg kunne blot stikke hånden i en af skattekisterne, og deres indhold
blev ikke mindre af den grund. Hvor mange mennesker kunne jeg ikke gøre lykkelige ved hjælp af
de skinnende mønter! Og jeg øgede tillige produktionen af guld- og sølvmønter med mit eget
billede. Disse ædle metaller blev i store mængder lavet om til mønter, og det fremmede handelen i
alle verdensdele. Mønterne skulle være i omløb og ikke ligge uvirksomme i kisterne - det var min
fars indstilling, og jeg førte blot hans r åd ud i livet.
Nej, jeg sløsede aldrig med pengene, og kloge r ådgivere som Harpalos og Eumenes holdt hele
tiden øje med regnskaberne med indt ægter og udgifter. Hæren skulle betales, nye skibe skulle
bygges, nye byer skulle anlægges, og alle krigsveteranerne og deres familier skulle have til livets
ophold. Ved hjælp af den store rigdom var jeg i stand til at arrangere de Olympiske Lege og teaterforestillinger, og fra Gr ækenland kunne jeg bestille og betale de bedste kunstnere - malere, billedhuggere og skuespillere. Hele den gr æske kultur fik luft under vingerne og spredte sig over hele
verden. Og der vil stadig ligge mange hundredetusind sølv- og guldtalenter tilbage i statskamrene
efter min død. Ingen kan bebrejde mig for at have taget penge til mig selv.
1
En værdi på adskillige milliarder kroner omregnet i vore dages penge.
65
Nej, personligt ejer jeg bogstavelig talt intet. Mange af mine generaler og menige soldater er rigere end jeg. Naturligvis har de ikke adgang til statskassen, men det er jo mit, kongens privilegium
og samtidig min pligt at bruge penge og forøge statskassens indhold. Jeg bruger pengene til gavn
for andre mennesker - generøst, men fornuftigt - mens de andre ustandselig sparer penge sammen til
eget forbrug.
Jeg har det virkelig elendigt nu...
Er min nuværende tilstand mon en straf fra guderne, fordi jeg tillod kurtisanen Thais sammen
med mine soldater at nedbr ænde hele Persepolis? Men havde byens beboere da ikke fortjent deres
sk æbne for at have mishandlet de otte hundrede stakler? Mine soldater fik først lov til at voldtage
og plyndre alle og alt i byen, og så satte vi byen i brand. Dagen efter var en stor del af den nedbr ændt. Ja, Persepolis var så sandelig i en ynkelig tilstand - nærmest helt livløs, ligesom jeg selv i
dette øjeblik.
Hvis dette er gudernes straf eller noget, som jeg nu skal st å til ansvar for, så fortryder jeg det
ikke et eneste øjeblik. Da den persiske konge Xerxes kom til Gr ækenland med sin store hær og
ødelagde Athens Akropolis, nedbr ændte adskillige gudetempler og bespottede de dødes grave, svor
gr ækerne h ævn. Men først hundrede år senere kom hævnens time, og jeg var H ævneren. Jeg besteg
Xerxes’ trone, og som redskab for gr ækernes hævn valgte jeg kurtisanen Thais, Ptolemaios’ elskerinde. Ledsaget af fløjtespillersker, danserinder og fulde soldater satte hun først ild til kongepaladsets cederpanel og senere til alle andre af byens bygninger.
Den altid fornuftige general Parmenion forsøgte imidlertid at hindre Thais og mig i vort foretagende.
- Det er uklogt at ødelægge noget, der i virkeligheden tilhører dig selv, Aleksandros, - sagde han
og troede, at jeg så ville standse Thais. Jeg svarede ham:
- Lad byen br ænde! Lad det ske! Persepolis er verdens mest forhadte by. Den og dens grusomme
beboere har fortjent deres skæbne.
Det var en fest for øjnene! Det varmede!...
Tre tjenere kommer ind, tager mig ud af sengen, sætter mig på potten og lægger mig igen p å
sengen... Så får jeg et str å i munden og nu kan jeg slukke min tørst med den dejlige vin.
...Måske ville det give mig lidt varme i kroppen og neds ætte voldsomheden i kulderystelserne,
hvis jeg fik noget at spise. Maven længes så inderligt efter en varm kødsuppe, som jeg nok ville
kunne synke uden at anstrenge halsen alt for meget... Lidt mad, hvad som helst, bare for at varme
kroppen lidt. Kan det ikke være ligegyldigt, om jeg efter min død efterlader lidt snavs i sengen?
Hvorfor skal jeg absolut være så stolt og stivsindet? Hvad gavner det mig? Hvem gavner min faste?
Den er jo kun til skade for mig selv...
Nej, Aleksandros, intet kan skade dig længere. Det er blot et spørgsmål om udholdenhed i endnu
nogle timer eller i værste fald dage. Min selvrespekt og st ærke vilje er alt, hvad jeg har tilbage.
Snart er alting forbi. Jeg behøver ikke at give efter for et øjebliks svaghed. Jeg kan og skal være mig
selv. Maden kan kun gavne et kort øjeblik, men jeg har jo en rejse til evigheden foran mig. Dér, i
evigheden, får jeg ikke brug for kødsuppe... Afgjort nej! Ingen mad! Fasten er den eneste rigtige
udvej i min situation. Min beslutning giver mig ro i sindet og oveni købet en smule varme i kroppen...
Hvor er Filip? Hvor er den anden læge Kristoboulos? Er de bare gået deres vej, mens jeg har ligget med lukkede øjne? Nu kan jeg se Ptolemaios, Perdikkas og livvagten Amfidamos. Det betyder,
at jeg har sovet igen. Hvor længe?... Natten er vist forbi. Hele min krop er badet i sved, men det
føles ganske t ørt under mig, hvilket er ensbetydende med, at jeg ikke har tisset i sengen. Gudskelov.
66
Men jeg kan slet ikke huske noget af, hvad der foregik i nat. Jeg har vist igen ligget i dvale uden
følelser, drømme eller tanker, mens mine tjenere har båret mig ud af sengen et par gange i nattens
løb. Ellers kan jeg ikke forklare det helt tørre lagen under mig.
Guderne må vide, hvorfor jeg pludselig t ænker på Nikanor. Jeg har ikke set ham blandt de besøgende. Nå ja, han er slet ikke i Babylon; jeg sendte ham jo selv for to måneder siden til Antipatros i
Makedonien med påbud om at undersøge, hvorvidt min lov om de landflygtige gr ækere blev overholdt. Jeg havde nemlig besluttet, at alle de, der måtte leve forvist fra deres hjembyer, kunne vende
tilbage og blive forsonet med deres medborgere. Men der kom adskillige klager fra forskellige byer,
der ikke havde givet de hjemvendte landflygtige deres borgerlige rettigheder tilbage.
Nikanor, min herold, skulle undersøge og ordne dette sammen med Antipatros, der med hård
hånd holder hele den gr æske verden under kontrol. I brevet, som Nikanor fik med til de gr æske
byer, hedder det:
“Kong Aleksandros til de landflygtige fra de gr æske byer: At I gik i landflygtighed, har I ikke
v æret skyld i, men Vi vil garantere, at I vender tilbage til jeres egen hjemstavn igen, undtagen de,
der er under forbandelse. Vi har herom tilskrevet Antipatros, for at han kan tvinge de byer, der ikke
er villige til at lade jer komme tilbage.” Det var en god idé, en af mine bedste. Vi lever nu alle i et
verdensrige, underkastet en fælles lovgivning. De små bystaters tid er forbi.
Jeg har heller ikke set Seleukos i de seneste dage... Begynder min hukommelse at svigte mig? Jo,
nu husker jeg; et par dage før jeg blev syg sendte jeg ham til Susa for at undersøge, hvordan det går
med mine to unge koner - Parysatis og Stateira, samt min forhenværende elskerinde Barsine med
vor lille søn Herakles. Seleukos fik til opgave at overtale Barsine til at flytte her til Babylon sammen med barnet. Der er længe siden, jeg har set dem... meget længe siden... Men det er nok tvivlsomt, om Barsine kan overtales. Her i byen vil hun altid st å i Roksanas skygge...
Jeg savner også mine to “små mus” - Stateira og Parysatis. De er så unge, saftige, dejlige og så
utrolig forskellige i sengen... Ja, en gammel kat elsker unge mus... Ha! ha! ha! De smukke perserinder blænder øjnene på den som ser dem. Men de tilhører mig; i mods ætning til Barsine kender de
ikke andre mænd, og mine “unge mus” skal vogtes godt. Hvad sker det med dem efter min død?
Hvem skal tage sig af dem?
Stateira og Parysatis er unge og lydige. Nu er de vist på vej til Babylon sammen med Seleukos,
eunukkerne og vagterne. Muligvis er de allerede kommet og bor her i paladset. For sent, for sent...
Hvad er der i vejen med min hukommelse? Er jeg ved at glemme, hvad jeg har foretaget mig?
Det skyldes nok dvaletilstanden, der plejer at komme lige efter kulde- eller hedeanfaldene, og denne
er vist ikke overst ået endnu. Det er muligvis derfor, mine tanker er så langsomme og sløve... Lad
mig nu se, hvad det er, der foregår omkring mig... Men jeg kan ikke bevæge hovedet. Jeg kan kun
se til siderne, hvis jeg ruller med øjnene. Udenfor på himlen svæver der lange, smukke, hvid-gr å
skyer, belyst nedefra af solens dejlige, rød-orange stråler. Det betyder, at den lige er st ået op, og en
ny dag er begyndt.
... De hilser mig. Perdikkas og Ptolemaios kysser min kind, Amfidamos hilser mig på lidt længere afstand, idet han ikke har lov til at kysse min kind. Amfidamos og Perdikkas hj ælpes ad med at
lægge en stor pude under mit hoved, og nu kan jeg se Filip. Han har lagt sig for at hvile lidt på den
lange b ænk, hvor de to gamle mænd, Nikios og Aristandros, sad i går. Var det nu også i går eller er
det et par dage siden? Jeg har helt mistet min tidsfornemmelse.
Filip rejser sig og kommer t æt hen til mig. Hans ansigt afspejler intet andet end tr æthed. Han
tr ænger til hvile, det er indlysende.
67
- Aleksandros, - siger Perdikkas. - Nu må du ikke misforst å mig. Du har det slemt, ja, det kan
n æppe blive værre. Men du har selv lovet dine soldater at modtage en milit ærparade. Kan du klare
det?
Hele h ærens afsked med mig...
En afsked værdig for en konge...
Jeg lukker øjnene et kort øjeblik for at erklære mig indforst ået.
- Ja, lad det ske...
- Så skynder jeg mig for at forberede alt på en sådan måde, at du vil kunne se din hær defilere
forbi dig. Det er lige så varmt udenfor som her i soveværelset, så det vil ikke kunne skade dig. I
mellemtiden kan tjenestefolkene vaske og tørre dig, barbere dig og skifte dit sengetøj. Jeg tror, vi
stiller din seng på en platform med to flade sten under hovedg ærdet. Så kan du se alt, hvad der sker
p å pladsen foran paladset.
- Ja! - siger jeg taknemmeligt med øjnene. Perdikkas har et utroligt organisatorisk talent. Han er i
stand til at ordne enhver sag, forudse og planlægge alt til mindste detalje. Han er næsten lige så
hurtig som jeg. Hans svaghed, sammenlignet med mig, er netop det, at han er så forudsigelig. Jeg er
ikke kun hurtigere, men tillige helt uberegnelig for både venner og fjender. Jeg er spontan og derfor
fuldst ændig uforudsigelig i mine planer og handlinger. Det var det, som knuste alle mine fjender og
alle de fremmede hære, der stod i vejen for mine soldater. Det begynder at vrimle med folk omkring
mig, efter at Filip har undersøgt mig og givet mig en stor portion vin at drikke. Lige efter vinen
kommer der en varm, st ærkt duftende væske op gennem et strå og ned i maven.
Det vil styrke dig, - forsikrer han mig, og i samme øjeblik begynder jeg at mærke den gode virkning af hans urteblanding. Jeg føler mig st ærkere, maven modtager taknemmeligt væsken og knurrer tilfreds af nydelse.
Tjenestefolkene bærer mig ind i bad og vasker mig. Jeg er lidt bange for, at mit hoved igen skal
vaskes. Jeg husker jo, hvordan det sidste gang afstedkom et hedeanfald, da mit hoved blev skyllet
med varmt vand. Og derefter fulgte det frygtelige mareridt med det kogende fedt.
Jeg beder inderligt til Zeus, til Hera, til Apollon om at blive skånet for et hedeanfald denne gang,
og min tavse bøn bliver hørt. Faren er heldigvis forbi. Jeg sukker lettet og nyder barberen Enomaos’
snøften og hans morsomme sang om Odysseus og sirenerne. Enomaos sætter mig i en god stemning. Nu vasker han mit ansigt igen. Efter hans metode bør man vaskes lige før, man skal barberes så bliver ansigtshårene blødere og lettere at have med at gøre.
Min gode Enomaos! Gid jeg kunne udtrykke min taknemmelighed for den dejlige følelse, dine
h ænder efterlader på mit ansigt. Jeg kan kun smile til dig med øjnene, og du forst år mig, min trofaste tjener, min ven. Dit ansigt med den store, snøftende næse i midten stråler af glæde...
Jeg bliver klædt på i rent, duftende tøj og viklet ind i hvide, friske lagner. Derefter går turen gennem korridorerne, gennem hovedindgangen, ned ad trapperne og til pladsen, hvor det hele snart skal
foreg å.
Min seng st år parat på en platform, og da mine tjenere lægger mig på den, viser det sig, at jeg
ikke kun kan se himlen, men også alt det, der foregår omkring mig, uden at bevæge hovedet. Jeg
sender en taknemmelig hilsen til Perdikkas, der har arrangeret det hele, og jeg nyder alt, hvad jeg
ser.
Dette er et af mit livs højdepunkter. Jeg føler mig lykkelig. Lige over pladsen flyver der utallige
små og store fugle. Mange af dem har jeg aldrig set i Makedonien. De er urolige på grund af al den
larm, som altid ledsager troppernes bevægelser. Lige til venstre kan jeg allerede se de første enheder, der forbereder sig til en parade. Det er mine livgardister, efterfulgt af “Sølvskjolde”.
68
Allerforrest kommer fløjtespillerne, og mens de forskellige regimenter marcherer forbi, standser
fløjtespillerne i nærheden af platformen, hvor de - ledsaget af tamburiner og trommer - angiver
takten med deres rytmiske spil. De røde bannere med løven blafrer for vindens lette, varme pust.
Det er en fest for min sjæl og mine øjne! Det er det bedste, jeg har oplevet i lang tid. Og nu, hvor
døden er så nær, er det intet mindre end den rene lykke for mig at se soldaternes og officerernes
velkendte ansigter stråle af begejstring, at se deres lange lanser, deres skinnende skjolde og deres
skarpe sv ærd, som de pr æsenterer for mig.
Jeg forsøger at hæve min højre hånd for at hilse på soldaterne. Det lykkedes! Det lykkedes virkelig! Ganske vist var det ikke hele hånden - kun håndledet - men “Sølvskjoldene” bemærkede min
hilsen, lige idet de gik forbi platformen, og nu hører jeg deres begejstrede r åb. De havde ventet på
dette, og nu er de glade. Måske føler hver enkelt af dem, at min hilsen var tilegnet netop ham.
De makedonske, persiske og mediske regimenter går forbi til fløjtespillernes melodier. Tamburiner og trommer holder takten stramt og højtideligt.
“Her g år styrken, vi er magten!” - siger soldaterne til mig og til de øvrige tilskuere på pladsen
med deres rytmiske trampen.
De røde bannere bliver s ænket, hver gang en ny division defilerer forbi mig. De lange lanser, der
kan ramme en fjende helt fra femte r ække, bliver sænket ned på skuldrene af de første r ækker, der
b ærer store skjolde. S ådanne kampenheder efterlod min far mig i arv, og de har vist sig at være
s ærdeles effektive i kamp.
Milit ærparaden afsluttes med kavaleriet, min stolthed. Heste, heste, så langt øjet r ækker - i alle
farver og nuancer; st ærke, robuste, hurtige... Pludselig begynder rytternes ansigter at sløres for mine
øjne. De er så mange og så ens, og jeg kan ikke mere skelne selv de kendteste ryttere ud fra mængden. Der sker igen noget med mig. Er det mon et nyt kulde- eller hedeanfald?
I mit hoved hører jeg den tossede Nikios’ stemme gengive alle de beskrivelser af heste, som
Homer brugte i Illiaden. Hans tale er usammenhængende. Det er vist kun i mit hoved, dette foregår
- ikke i virkeligheden.
Hver gang de væligen1 sprang på de kornfrembringende marker
Løbe de hen over stråets aks og knækked de dem ikke;
Ja, når de væligen sprang på havets den mægtige rygning,
Svævede let over fladen de hen af de blålige vande.
... Xantos og Balios; rapt som vindene kunne de flyve...
... stampende heste, stormfulde heste, vælige heste...gyldenbidslede heste, hurtigflyvende
heste, raske knejsende, guldbrune heste, strunkknejsende, fagermankede, lydige,
st ærkhovede heste...
...St ærkhovede heste... De tramper hen over mig. Hele min krop krummer sig sammen for at
undg å de st ærkhovede hestes slag. Forgæves prøver jeg at beskytte mit hoved og underliv... Hvor er
det dog smertefuldt! Og koldt, koldt, koldt... Kulden griber mig ubarmhjertigt og slipper ikke sit
tag. Nu føler jeg, at jeg er lige ved at miste bevidstheden, og hører fortsat Nikios’ stemme, der
langsomt og rytmisk reciterer i takt med rystelserne, som min krop udsættes for. Det er de linjer fra
Illiadens nittende sang, der handler om Xantos, en af hestene:
Xantos, hvi sp år du min død? Bebudelsen kan du dig spare;
Selv tilfulde jeg ved, at fjernt fra min fader og moder
1
Vælig - præget af livskraft, fyrig.
69
Døden skal times mig her...
... Hvorfor er det netop Nikios, den tossede Makar, der taler? Hvorfor kan jeg ikke høre andre
p ædagogers stemmer fra min barndom? Min mor valgte jo Leonidas og Lysimachos som mine
første p ædagoger, indtil min far overtalte Aristoteles fra Stagira til at undervise mig i tre år. Nikios
var aldrig ansat til at undervise mig. Alligevel var det ham, jeg løb hen til hver eneste dag. Til ham
og til alle hestene, som han plejede, striglede og klappede i den kongelige stald.
Det var andre, der lærte mig at ride, men de bedste r åd om heste har jeg fået af Nikios, den tossede Makar, der nu kun har én hånd tilbage. Han går omkring i sin egen verden, og kun hestene kan
forst å ham. Måske også guderne, som han taler til, som var de mennesker...
Sammenlignet med den tossede Nikios var Aristoteles bare en gammel kedsommelig pedant. Jeg
indrømmer gerne, at Aristoteles var en af verdens klogeste mænd; jeg kunne bare ikke bruge hans
viden til noget. Det eneste, jeg er ham taknemmelig for, er den kærlighed, han nærede for Homer,
den gr æske poesi og de store tragedieforfattere, som jeg lærte at kende gennem ham. Det
v ærds ætter jeg meget. Men hans politiske klogskab fandt jeg uanvendelig. Hans visdom henvendte
sig til stilfærdige og fornuftige mennesker uden lidenskab i hjertet.
Et menneske som jeg med st ærke følelser, hurtig og uforudsigelig, kan ikke drage nytte af
Aristoteles’ viden. Nikios, der mugede ud i staldene, var derimod åben, spontan og derfor langt
mere tiltr ækkende for mig. Mennesker som Aristoteles bliver aldrig tossede. De er så fornuftige og
beregnelige i enhver følelse og handling, at de gør andre tossede alene med deres fornuftige gode
r åd.
Men nu må jeg heller ikke være alt for hård og uretfærdig overfor Aristoteles. Han lærte mig virkelig meget om medicin, dyrelivet, geografi og planter. Det var imidlertid den gamle general
Antipatros og min ven Hefaistion, der lærte mig livets, krigens og kærlighedens kunst....
...Antipatros, er det dig, der st år helt til højre i den lange r ække? Hvorfor har du og alle andre
rustning og hjelme på? Jeg vil se jeres ansigter! Skjul dem ikke for mig...
Antipatros! Du er genkendt! Tag hjelmen af! S ådan, det var bedre... Hvad har du at sige mig?
Ingenting? St år du bare der og glor på mig? Har du intet andet at bestille? Hvorfor er du her i mit
sovev ærelse sammen med denne lange r ække krigere? Du er jo i Gr ækenland nu - ikke her. Sig dog
noget!
Hvad foregår her egentlig? Hvorfor st år de så stille i en lang r ække? Hvad er meningen?
Måske optr æder alle disse mennesker udelukkende i min febervildelse? I så fald behøver jeg ikke
ord for at tale med dem. Jeg kan tale med dem i tankerne. Er det ikke rigtigt, Antipatros?
- Jo, Aleksandros! - siger han. - Vi er her, fordi du har kaldt på os.
- Jeg har ikke kaldt på dig, Antipatros. Næste! Men er det ikke min k ære Hefaistion? Er du virkelig i live? Jeg troede, du var død... Hvor er jeg dog glad for at se dig, min k ære, k ære ven! Kom
n ærmere, fort æl mig, hvor du har været i al den tid...
- Jeg kan ikke komme nærmere, min elskede Aleksandros, - svarer Hefaistion - for jeg kan ikke
overskride gr ænsen mellem døde og levende. I r ækken her findes der kun tre, som kan gøre det.
Den ene er den gamle general Antipatros. De to andre st år helt ude til venstre...
Jeg vender blikket derhen, og der st år de to, som jeg aldrig før har set og derfor ikke kan genkende. Men deres ansigter er jo også helt skjult, og de st år så langt væk fra mig.
70
Hvem kan de være, og hvorfor vækker de så stor uro i mit hjerte? Jeg glemmer alt om Hefaistion
og vender gentagne gange øjnene helt mod venstre, hvor de to ukendte væsener t ålmodigt st år og
venter p å, at det skal blive deres tur. Men jeg må holde mig til r ækkefølgen. Én efter én.
- Er det dig, Parmenion? - spørger jeg og hører hans stemme svare:
- Ja.
Hvorfor er du med i denne r ække?
- Fordi jeg i al evighed skal minde dig om, at du sendte en snigmorder for at tage mit liv. Hvad
havde jeg i grunden gjort imod dig? Hvorfor lod du mig dr æbe?
Jeg er tavs. Hvad skal jeg svare Parmenion? Han har jo ret. Han var altid god mod mig, selv efter
at jeg havde arresteret hans søn for dennes deltagelse i sammensværgelsen mod mig. Kan det tjene
som en undskyldning for mig, at statens ve og vel kr ævede Parmenions død? Nej, det er langt bedre
at være helt ærlig overfor ham og sige sandheden.
- Jeg lod dig dr æbe, Parmenion, fordi jeg var bange for din hævn.
- Det var den tilst åelse, jeg ønskede at høre fra dig, Aleksandros. Ellers ville min sj æl ikke få
fred i Hades...
- Hvad med mig, Aleksandros? - spørger manden lige ved siden af Parmenion. Selv om jeg ikke
kan se hans ansigt, genkender jeg straks Filotas, Parmenios søn.
- Jeg fortalte dig jo udtrykkeligt, konge, - fortsætter han, - at jeg kendte til sammensværgelsen,
men ikke selv deltog i den. Og nu gentager jeg det samme endnu en gang.
Hvis det er sandt, så kan jeg kun spørge dig, Filotas: hvordan kan jeg betale for dine lidelser og din
utidige død?
- Ak, Aleksandros! jeg var så ung, da du lod mig dr æbe... og jeg var inderligt forelsket i Salina,
en persisk prinsesse... Nu er det en anden , der omfavner hende, mens jeg trøstesløst vandrer omkring i underverdenens skyggeland... Aleksandros, hvad har du dog gjort...
- Hjælper det dig ikke, Filotas, når du ser mig lide, som jeg gør nu? Jeg skal også snart dø - og
jeg er ikke ældre, end du var.
- Det lindrer måske min smerte en smule, men det kan ikke give mig Salina tilbage...
- Min stakkels Filotas... Du var engang min ven. Kan du nogensinde tilgive mig?
Filotas er tavs. Jeg forst år pludselig, at alle dem, der st år i den lange r ække kun kan tale sandheden. Ellers tier de...Filotas er tavs...
- Kallisthenes, er det dig, der skjuler dig der?
Det er mig.
- Sig noget, Kallisthenes.
- Du må have en sort samvittighed, konge.
- Hvorfor tror du det?
Da du lod dine pager tortere, var der ikke én eneste af dem, der tilstod, at jeg var med i deres
sammensv ærgelse mod dig. Alligevel lod du mig dr æbe. Hvordan kunne du gøre det, Aleksandros?
- Både Aristoboulos og Ptolemaios påstod, at du var med.
- Det er løgn, konge! Du skrev selv i et brev til Antipatros , at dine pager under torturen havde
bekendt, at de alene havde gjort det, og at ingen havde været medvidende.
- Hvordan har du fået kendskab til det brev, Kallisthenes?
- Fra Antipatros selv.
- Men Kallisthenes! Antipatros er jo i live, og du er død. Hvordan kunne du få det at vide? Når
mine generaler modtager fortrolige breve fra mig, br ænder de dem altid straks efter, at de har læst
dem.
71
- Antipatros fortalte mig om brevets indhold.
Antipatros! - kalder jeg. - Fort æl ham også, hvad jeg skrev i mit næste brev til dig. Skrev jeg
ikke, at jeg nu havde fået et fingerpeg om, at Kallisthenes var blandt dem, som pønsede på anslag
imod mig? Gjorde jeg ikke?
- Jo, - lyder Antipatros’ rolige stemme, - med det gav dig ikke ret til at inddrage ham i sagen som
medskyldig. Mon du ikke ganske enkelt ønskede at rydde ham af vejen...?
Jeg tier. Kallisthenes døde uden at få sin retssag. Han blev holdt i lænker og slæbt efter hæren i
mange måneder, indtil han bukkede under for en eller anden sygdom.
Mens jeg endnu har blikket rettet mod venstre, strækker r ækken sig pludselig længere og længere
ud. Tusinder og atter tusinder af nye mennesker har stillet sig op, men de to, der konstant foruroliger mig, st år fortsat yderst i den nu forlængede r ække. Hvem er de utallige mennesker, der lige er
kommet? Skal jeg nu høre på nye beskyldninger og bebrejdelser fra så mange? Hvad betyder det
altsammen?...
Pludselig sk ælver jeg. Gennem visiret på en hjelm stirrer et øje indgående på mig. Et sort sk æg
stikker frem...
Kan det v ære min far, som mistede sit ene øje i kampen?
Ja, det er ham! Kong Filippos!
- Hvad gør du her i denne r ække, far? - spørger jeg. Dig har jeg jo ikke dr æbt! Det var Pausanias,
din livvagt, der stak dig ned med en dolk.
- Det ved jeg, min søn, og det er heller ikke derfor, jeg st år her. Mit ærinde er at minde dig om, at
du adskillige gange ønskede min død.
- Aldrig! Aldrig far, hører du!
- Jo, du ønskede, at jeg skulle dø, Aleksandros! Ganske vist tilskyndede du ikke nogen til at
dr æbe mig, men du ønskede trods alt selv at blive konge hurtigst muligt. På det tidspunkt, da jeg
indledte kampen mod perserne i Lilleasien, blev du bange for, at jeg måske ville gå af med sejren.
Du troede, at hvis jeg vandt, ville det fratage dig muligheden for at vinde berømmelse. Du ønskede
at åbenbare for enhver, at du var verdens st ørste, ikke sandt? Desuden ved du jo udmærket godt,
Aleksandros, at min nye hustru Kleopatra udgjorde en stor fare for dig, efter at hun var blevet med
barn. Det betød jo en mulig arving til tronen.
- Far, du kan dog ikke beskylde mig for noget, jeg ikke har gjort. Jeg dr æbte hverken din sidste
hustru eller hendes barn. Det var min mor Olympias, der gav ordre til at de skulle ryddes af vejen!.
Og du havde dig selv at takke for min mors skinsyge, far. Du skubbede hende væk fra dig. Du lå
med adskillige andre kvinder uden at sk ænke min mors følelser én eneste medfølende tanke. Du er
selv skyld i din død. Pausanias havde sine egne gode grunde til at dr æbe dig. Det var en sag mellem
jer to, så hold mig udenfor, far.
- Jeg gentager, Aleksandros: du ønskede min død. Det er også en forbrydelse! Dine ambitioner
og din str æben efter berømmelse gav dig mørke tanker.
Jeg tier. Han har jo ret. Jeg må hellere lade være med at svare. Det er skr æmmende, at for denne
domstol kommer ikke kun gerninger, men alle skjulte tanker frem... Findes der et eller andet sted
mellem himmel og jord eller i underverdenen et opbevaringssted, hvor alle tanker og følelser bliver
noteret og intet bliver glemt...
Hvem er det, er st år lige ved siden af min far?
Manden tager hjelmen af.
Genkender du mig, morder? - siger han.
72
- Åh, jo. Dig husker jeg godt. Du er Attalos, Kleopatras bror. Jeg må indrømme, at jeg ikke har
sk ænket dig en tanke i de forløbne tolv år. Hvad vil du mig, Attalos?
Du er et uhyre! Er det ikke nok, at du dr æbte mig? Skal du også håne mig nu, efter døden? Du
sendte snigmorderen Hekataios ud for at dr æbe mig, din morder.
- Havde du måske forventet, at jeg ville sende dig fine gaver og kalde dig min ven, efter at du
havde gjort oprør og truffet aftale med athenæerne om en samlet opsætsig optr æden imod mig lige
efter min fars død, hvad? Nej, ti du hellere stille, Attalos. Ikke et øjeblik fortryder jeg min beslutning om at rydde dig af vejen. Gå tilbage til Hades, din slyngel! Talt!
Attalos er så rystet, at han ikke kan sige et ord. Og jeg er fuldst ændig ligeglad med ham. Han har
aldrig v æret min ven, og lige efter min fars død blev han min fjende. Han ønskede at få magten for
sig selv. Han troede, at hans søster Kleopatra ville blive Makedoniens dronning, og at han derefter
skulle v ære stedfortr ædende regent for hendes og Filippos’ nyfødte barn.
Nej, jeg fortryder ikke min handling. Naturligvis havde jeg foretrukket selv at dr æbe ham i en
ærlig kamp, men det blev ikke, som jeg ønskede. Han befandt sig på det tidspunkt i Asien, hvilket
var alt for langt borte til, at jeg selv kunne opsøge ham. Men den trussel, han udgjorde for mig, var
reel nok og kunne ikke undgås på anden måde end den, jeg valgte. Jeg sendte vovehalsen Hekataios
afsted med et passende antal soldater for at hente Attalos til mig - helst i live. Men Attalos gjorde
modstand og blev derfor myrdet. Nej, han har bestemt aldrig været min ven...
Hvem er det nu, der st år lige til højre for ham? Øjnene genkender jeg med det samme, selv om
resten af hans ansigt er skjult bag hjelmen.
Kleitos!!!
- Kleitos, min k ære ven! - jeg gr æder... Jeg kan ikke sige et ord mere.
Kleitos tager sin hjelm af, så jeg kan se hans ansigt. Også han gr æder.
Han siger ingenting. Det er heller ikke nødvendigt. Utallige gange i mit liv har jeg angret min
gemene handling mod ham! Jeg har så inderligt ønsket at se min k ære Kleitos igen, vække ham fra
de døde og tigge ham om forladelse. Og nu, hvor han st år der lige foran mig, kan jeg ikke sige et
ord. Alt st år fuldst ændig klart både for ham og for mig. Jeg er skyld i hans død. Jeg dr æbte ham i
beruset tilstand. Jeg dr æbte den ven, der en halv snes år tilbage havde reddet mit liv i det øjeblik, en
perser skulle til at hugge hovedet af mig.
- Ak, Kleitos, - hvisker jeg, - tilgiv mig...
Kleitos er tavs. Han gr æder stadig og siger ikke et ord... Hans tilgivelse kan jeg ikke regne med.
Aldrig. Men hvordan skal jeg så nogensinde kunne betale min bod til ham?
... Hvem er alle de soldater, der st år til højre for Kleitos? Jo, det er mine soldater. Nu ser jeg det
helt tydeligt. Tårerne er igen t ørret fra mine øjne. Tusinder og atter tusinder af soldater venter
t ålmodigt og disciplineret på mine ord.
- Vil I v ære så gode at tage jeres hjelme af? - siger jeg i tanken til de forsamlede. Alle kan høre
min tanke og gør, hvad jeg beder dem om - undtagen de to, der st år yderst til venstre.
Mine soldater... Alle de, der døde på slagmarkerne. Mange tusind...
Antipatros’ stemme retter på mine tanker:
- Du tager fejl, Aleksandros. Ingen af de soldater, der omkom i kampene på slagmarken, er at
finde her. Genkender du ikke alle dem, du efterlod i Gedrosia ørkenen?
Som i en gr æsk tragedie st år et kæmpe kor og siger til mig med én stemme:
73
Ja, konge, vi døde af udmattelse, af tørst og vanvid.
Hvorfor førte du os gennem ørkenen, Aleksandros?
Dér var ingen fjende at bek æmpe, konge.
Vor eneste fjende viste sig at være dig, Aleksandros!
Din str æben efter ry, hæder og berømmelse
Var årsagen til vor elendige død, konge.
Du ønskede at gå over ørkenen udelukkende for at tilfredsstille
Din egen skrupelløse forfængelighed.
Ak, hvad har du dog gjort, konge!?...
Hvorfor gik du ikke gennem Gedrosia ørkenen alene, konge?
Hvorfor tog du os med, Aleksandros?
Kan du forklare os, hvad vi skulle dér, konge?
Vi var dig altid hengivne, Aleksandros.
Alle vi soldater var uden undtagelse parat til at ofre
Livet for din skyld - det eneste liv, vi havde, konge...
Men som tak ofrede du os for at tilfredsstille
Dine egne t åbelige, meningsløse ambitioner.
Ak, hvad har du dog gjort, konge!?
Hvor mange er I, - spørger jeg henvendt til alle.
- Næsten ti tusind...
Hvad skal jeg sige til mine soldater? De kan jo høre mine tanker i dette øjeblik. Jeg fortryder min
gerning og vil aldrig gøre den om. Aldrig. Men hvad nytter det nu? Og alligevel... Min anger gavner
jo b åde dem og mig. Soldaterne har forsamlet sig her netop for at høre mig udtrykke anger. Deres
liv kan ingen give dem tilbage, men min anger ønsker de at opleve. Nu marcherer de forbi mig.
Nogle fløjter- og pibespillerne stiller sig i nærheden af min seng og spiller en melodi:
“Langt fra Makedonien betragter jeg stjernerne...”
En smuk, vemodig sang, der vækker længsel i hjertet.
De fleste af soldaterne går forbi i tavshed. Nogle smiler til mig, mens andre siger “p å gensyn”
eller vinker med hånden...
I mellemtiden bliver r ækken længere og længere. Nu st år også mange kvinder, børn og gamle
mænd tavst og venter på, at hæren skal fjerne sig igen, så de kan få en mulighed for at komme frem
og fort ælle mig om deres liv og død. Det er jo mennesker, som jeg aldrig har kendt, men deres
sk æbner viste sig alligevel at være t æt knyttet til mine ordrer, gerninger, luner...
Det er alle de tilfangetagne fra Theben, Tire, Persepolis, Gaza og andre byer, der blev solgt som
slaver, efter at vi havde erobret deres byer. Nu fortæller de i munden på hinanden:
Jeg blev dr æbt under erobringen
Jeg begik selvmord, fordi jeg ikke kunne udholde
74
Slaveriets ydmygelse.
Dette var du skyld i, Aleksandros.
Vore mænd, sønner og fædre
Har du taget fra os.
Hvorfor gjorde du det, Aleksandros?
de gr æder alle i et vældigt, flerstemmigt kor, og det gør st ærkere indtryk på mig end alle de velkendte, klagende korsange fra Euripides’, Sofokles’, Aischylos’, tragedier tilsammen. Det eneste,
jeg ville ønske i dette øjeblik, er, at jeg helt kunne forsvinde fra jordens overflade, krympe sammen
indtil det usynlige, blive fuldst ændig tilintetgjort uden at efterlade mig ét eneste spor.
Hvad kan jeg sige til alle disse mennesker? Indrømme, at de blev ofre for mine raserianfald,
fordi deres mænd, fædre eller sønner blev dr æbt af mine soldater? Hvordan skal jeg ellers forklare
dem, at min hævn gik ude over dem, selv om de var helt uskyldige og forsvarsløse. Hvorfor har jeg
aldrig tidligere t ænkt på det?
Det er måske netop derfor, jeg har fået denne skr ækkelige sygdom? Er det meningen, at jeg skal
forst å, t ænke, mindes, angre? Jeg gr æder sammen med dem, vel vidende, at det ikke kan hjælpe
dem det mindste.
Der er mange gamle mænd i denne lange r ække, de gr æder, og jeg gr æder med dem i medlidenhed og t ænker: Måske er det en naturlig ting at man altid plejer at forsvare børn og kvinder, men
hvem tager sig af de gamle? Dem er man som regel ganske ligeglad med. Er det, fordi man mener,
at de har levet længe nok, eller fordi de ikke mere kan bruges til noget?...
Hver eneste af de forsamledes t årer rammer mit hjerte og br ænder sig ind i det som ild...
Åh, hvor det br ænder!!!.... Og jeg ved, at jeg ikke må r åbe om hjælp...
75
... Og nu ser jeg endelig helt tydeligt de to, der hele tiden t ålmodigt har st ået og ventet helt til
venstre i r ækken. Den yderste holder et spyd i sin højre hånd.
Hvem er I?
- Jeg er Hypnos, søvnens gud, - siger den ene og tager sin hjelm af.
Han er en skøn yngling med store, grønne og vemodige øjne og et pragtfuldt ansigt.
- Hvorfor st år du her og venter, Hypnos? Vil du vugge mig i søvn efter alt, hvad jeg lige har oplevet? Åh, gør det endelig, Hypnos! Gør det hurtigt! Hjælp mig... Jeg tr ænger sådan til hvile...
Han smiler.
- Jeg er her i et helt andet ærinde, Aleksandros. Jeg har kun ventet her for at meddele dig, at du
ikke skal regne med min hjælp. Søvn, hvile eller drømme ville give dig lettelse og lindring, men det
må du netop ikke få. Ikke endnu...
Og Hypnos forsvinder sporløst for øjnene af mig...
S å er der kun én tilbage, som jeg skal tale med...
- Ud med jer andre! - lyder hans st ærke dybe stemme. Den skræmmer mig. Pludselig er vi helt
alene. Den ukendte og jeg.
Hele den lange r ække mennesker er forsvundet.
- Hvem er du? - hvisker mine sk ælvende læber frygtsomt.
- Jeg er Thanatos, dødens gud.
- Må jeg se dit ansigt?
- Ikke endnu.
- Snart?
- Om to dage.
- Kan du ikke bare gøre det nu, Thanatos? Jeg er så forpint af smerter i både krop og sjæl. Gør nu
ende p å det hele, jeg beder dig så mindeligt... Jeg er ikke bange for at dø.
- Endnu to dage!
- Men hvorfor st år du s å her nu, Thanatos?
Han s ænker sit spyd og stikker mig i navlen med det.
Åh, hvor det br ænder! Hvor gør det dog ondt!!!
Hvorfor gør du det, Thanatos? Din opgave er jo ikke at pine mennesker, men at dr æbe dem.
- Du skal ikke belære mig, Aleksandros. Jeg kender godt min opgave.
- Hav dog medlidenhed med mig. Brug din styrke. Hvorfor ikke gennemhulle mig ordentligt med
dit spyd? Gør mig nu den tjeneste!
Thanatos har intet ansigt, kun kæmpestore øjne...Hans øjne er sorte, skr æmmende, bidende, ligesom hans spyd, der gang på gang stikker mig i mellemgulvet, netop der, hvor det gør allermest ondt.
- Er dette min vej til guddommelighed, Thanatos? - stønner jeg og hører straks hans latter, voldsom og hånlig...
Den er som et tordenvejr. Den ryster mig og kaster mig skiftevis fra svedende hedeture til kulderystelser igen og igen.
- Forventer du virkelig at blive guddommelig efter alt, hvad du har gjort i dit liv, Aleksandros?
Har du allerede glemt alt det, du lige har hørt og set? Du må jo være vanvittig! Aleksandros den
Store! Ha, ha! Aleksandros den Uovervindelige! Ha, ha, ha, ha! Jeg skal vise dig, hvor lille du er!
- Heldigvis er det ikke dig, der bestemmer, om jeg skal stige op til Olympos eller ned til Hades.
Det er gudernes fader Zeus og andre guder, der afgør den sag.
76
- Det har du ret i, Aleksandros. Men hvis det var min vilje, kunne jeg pine dig med mit spyd i
årevis, i al evighed. Du håber måske, at jeg ikke har tid på grund af alle de andre levende væsener,
jeg skal tage mig af. Men jeg kan være alle steder på jorden og i hele Kosmos på en gang, for jeg er
Dødens gud. Husk på det, Aleksandros, du, konge over begge kontinenter! Mig vil du aldrig kunne
nedk æmpe. Det er mig, der er den Uovervindelige! Skriv det bag øret! Nu får du så mange st ød,
som du kan t åle, og som jeg bestemmer. Jeg kunne godt ønske mig at give dig et br ændende stik i
navlen for hvert eneste menneske, du har dr æbt eller gjort fortr æd, men jeg nøjes med det antal, du
skal have. Hverken mere eller mindre, konge!
Du får ikke lov til at miste bevidstheden eller falde hen i dvale, min lille konge. Det vil Hypnos,
min lillebror, sørge for. Han er usynligt til stede, men ubønhørlig. Har du forst ået? Vi to skal sørge
for at tr ække de to dage, du har tilbage, ud i en evighed. Det har moiraerne Klotho, Lachesis og
Atropos bestemt. Ha, ha, ha!...
Nu vil vi lade dig alene. Ingen kan se hverken mig eller min lillebror. Du kan uden at føle skam
gr æde, så meget, du har lyst. Du kan skrige og trygle - ingen vil bebrejde dig det. De mennesker,
der sørger for dig, har mere medlidenhed, end du nogensinde har haft, men ingen vil kunne forst å,
hvad du ønsker. Hverken dine læger, venner, tjenestefolk, slaver, elskere eller hustruer vil være i
stand til at hjælpe dig i disse to dage. De kan kun være vidner til, at du lider. Ingen andre end
Hypnos og jeg kan befri dig fra dine smerter og dit liv. T ænk over det, du guddommelige
Aleksandros!
Nu får du et ordentligt stød, for at smerten ikke ét eneste øjeblik skal forlade dig. Du kan tro, jeg
har erfaring i, hvordan et spyd kan bruges, og dette stød vil volde dig umenneskelige smerter. Er du
parat, du guddommelige? Jeg ser angst i dine guddommelige øjne. Jeg ser, at du allerede krymper
dig ved forventningen... Ja, t ænke og lide, det får du lov til. To dage er lang tid, Aleksandros. Og nu
farvel! Jeg har meget andet at bestille i den tid. Er du parat, konge? Nu kommer st ødet - mit mesterv ærk!
Aaaaaaaaaaaav!.... Det er ubeskriveligt!!! Aaaaaaaaaaav.....aaaa... Ak, Thanatos, kom tilbage!
Kom så hurtigt, du kan, og bor dit spyd ordentligt igennem mig. Gør ende på det hele. Hvor er jeg
dog usigeligt forpint og tr æt...
Endnu to dage må jeg holde ud. Men jeg kan klare det, Thanatos. Jeg kan overvinde smerten. Jeg
kan glemme alt om den. Det er en af mine s ærlige egenskaber, hører du? Du kan le, så meget du vil,
men jeg skal nok st å det igennem.
Du kan naturligvis pine og dr æbe mit legeme, men ikke min vilje og ikke mit mod... Du tager
forskud p å sejren, Thanatos! Og dig, Hypnos, har jeg slet ikke brug for længere. Mine tanker er nu
lysende klare, og hvis du lader være med at formørke dem ved at sende mig i dvale eller omvikle
mig i søvn, vil jeg kun være dig taknemmelig.
Jeg kan klare de to dage med denne skr ækkelige, vedvarende smerte. Og min stolthed kan I to
ikke kue!
Nu mærker jeg tydeligt, at Hypnos ikke længere er i soveværelset. Og du, Thanatos? Hvis du er
usynligt til stede, kan jeg ikke hindre dig. Du er velkommen til at blive her og vente.
Ja, jeg kan føle, at du er til stede. Du er altid parat. Du er en ægte guddom. Du er overalt. Du
gemte dig i mit legeme lige fra mit første åndedr æt, og nu venter du på, at din tid skal komme. Men
vent bare. Du er mig ligegyldig, Thanatos. Værre end nu kan jeg næppe få det.
Kan du se, at jeg allerede nu, på trods af smerten, kan t ænke klart og sammenhængende?
Det kan du ikke hindre mig i, Thanatos!
Jeg kan høre hans latter...
77
- Det er netop meningen, Aleksandros! Ha, ha, ha!
Thanatos! Jeg er overbevist om, at mindet om mig vil leve videre efter min død. Jeg dør ikke
sporløst, som det sker med de fleste mennesker. Både Ammons orakel i Ægypten, den persiske gud
Ahura Mazda og den babylonske Marduk har bekræftet, at jeg, Aleksandros den Uovervindelige,
for altid vil leve i menneskenes hukommelse. Jeg vil blive husket såvel for mine gemene gerninger
som for mine store bedrifter, der var af en sådan art, at de til alle tider vil st å som eksempler til
efterligning. Hører du, Thanatos?
Jeg kan høre hans latter...
Det faldt ikke i min lod at dø p å slagmarken. Alle mine erindringer skulle først opfriskes gennem
sygdommen, som nu plager mig. Jeg tager mine minder med mig, Thanatos. Jeg ønsker ikke i
svaghedens øjeblik at skilles fra dem og efterlade dem. Jeg tager dem med mig, hører du.
- Du kan aldrig slippe for dem, Aleksandros! Det er ikke noget, du kan bestemme! Ha, ha, ha!
Ja, du kan høre mig, du, dødens gud, men du har trods alt stor respekt for mig.
Dine st ød var virkelig mesterlige, Thanatos. Du efterlod ganske vist intet synligt mærke i mit
mellemgulv, men det føles som et br ændende bål på trods af, at min krop nu ustandselig kastes
omkring i kulderystelser. Men jeg holder ud - og med løftet pande! Hører du, Thanatos?!...
...Han er tavs...
...Åh, hvilke smerter! Hvilke smerter!...
78
Menneskene kommer og går ind og ud af rummet. Mine venner, Parysatis, Stateira, mine tjenestefolk, der plejer mig, mine læger, og nu kommer Roksana ind...
Efter disse skr ækkelige oplevelser var det at slukke tørsten det vigtigste for mig. I begyndelsen
fik jeg lidt vin at drikke. Filip og Roksana stillede mig det ene spørgsmål efter det andet, indtil det
lykkedes mig ved hjælp af øjensprog at skifte vinen ud med rent, koldt kildevand. De sidste to dage
af mit liv ønsker jeg at være helt ædru. Mine tanker skal være klare. Jeg har så meget at mindes, så
meget at t ænke igennem og overveje på ny...
Roksanas udseende bekymrer mig. Forrige gang, hun var svanger - det var straks efter at jeg og
mine tropper var nået til Jhelum-floden i Indien - modtog jeg meddelelse om, at mit og Roksanas
barn var g ået tabt ved en for tidlig fødsel. Min k ære Roksana, du ser foruroligende tr æt ud. Du
smører mig igen med din dejlige salve, men det hjælper ikke. Du bør spare på kr æfterne, min k ære.
Gør det både for din og det ufødte barns skyld! Gør det, min k ære!
Da hun igen s ætter sig på sengen t æt ved min side, forsøger jeg at forklare hende det. Roksana
forst år mig og forsikrer mig på persisk, at hun nok skal hvile sig. Snart.
Hun fort æller mig, at jeg i meget lang tid har ligget med åbne øjne, at jeg gr æd og rystede længe
over hele kroppen, men at ingen kunne opfatte, hvad jeg ville sige. Jeg talte i febervildelse og helt
uforst åeligt. Det var, som om jeg talte med helt andre mennesker end dem, der var til stede i sovev ærelset. Roksana taler uden tvivl om mine samtaler med de talløse døde, der for lidt siden kom til
mig for at minde mig om alt det grusomme og ækle, jeg har været årsag til i mit liv, og som jeg
skulle mindes om, før jeg forlader denne verden.
Nu er det heldigvis levende mennesker, der kommer for at besøge mig, og det føles helt anderledes. Vemodigt, men samtidig dejligt. Med mine øjne kan jeg smile til mine venner og andre, der
kommer ind og kort efter går igen for at give plads til dem, der venter udenfor. Jeg trodser mine
skr ækkelige smerter og forsøger at smile så godt og venligt jeg kan. I deres øjne og på deres smilende eller bekymrede ansigter får jeg igen og igen bekr æftet, at mit liv ikke kun var det, som min
gamle general Antipatros som første i r ækken beskrev og som gud Thanatos viste mig for kort tid
siden.
Hvilken forskel! De levende mennesker ser på mig på en helt anderledes og dejlig måde!
Nu kan jeg blive færdig med en meget vigtig tanke, nemlig hvordan fremtidens mennesker
kommer til at opfatte mig, hvis de får alt at vide om mig - både om de lyse og de mørke sider af min
karakter, mine bedrifter og mine udtalelser. Jeg har gjort så meget, så utroligt meget - både godt og
ondt - at alene det vil vække forundring. Nogle vil foragte mig, mens andre vil beundre mig alt
efter, hvordan de ser på livet, hvem de selv er, og hvilken sk æbne de har haft.
De vil naturligvis benytte deres egen lille målestok til at dømme mig efter, det kan ikke være anderledes. Men jeg er langt større end nogen, som mennesker i tiderne før mig har oplevet. De fleste
vil måske alligevel kunne forst å, at den mand, som vitterlig vandt herredømmet over begge kontinenter, og hvis navn nåede frem overalt, den mand, der ikke var som noget andet menneske, kun
kunne v ære fremst ået ved det guddommeliges vilje.
Enhver storhed har sin skygge, det være sig et menneske, en bygning, en statue eller et monument. Min lange, mørke skygge er tilsvarende stor - ikke i højden naturligvis, men i væsen, i ånd.
Hvis nogen vil forsøge kun at måle min skygge, vil det sige meget mere om dette menneske selv
end om mig. Hvis nogen blindt vil beundre mig og forsøge at efterligne mig og gå i mine fodspor,
vil det ligeledes fort ælle mere om dem end om mig. Jeg ønskede at ligne heltene Herakles og Akil-
79
les, jeg gik i gud Dionysos’ fodspor, og jeg fandt beviser på, at han havde været i Indien. Hvor var
det vidunderligt og spændende at få bekr æftet af de lærde mennesker der, at der var 6042 år mellem
min ekspedition og Dionysos’ togt til dette land. Myten viste sig at være virkelighed. Kan det
t ænkes, at mine efterkommere i fremtiden også vil gøre mit liv til en myte?
Når jeg nu selv gang på gang kaster et forskende blik tilbage på mit liv, undrer jeg mig over det
antal store gerninger, som sk æbnen gav mig lov til at udføre.
Thanatos har sit eget, helt særlige syn p å livet. Han er skabt i selve livets oprindelse for at gøre
ende p å alt. Han kan bebrejde mig alt det, han vil, men den r ække døde mennesker, som han lod
fremstille for mit indre syn, er lige så meget hans værk som mit. Uden mig ville han jo have taget
dem alle hver og én ned til underverdenen på anden måde - før eller senere. Men jeg sørger, fordi
deres liv blev afbrudt ved min hånd, på mine ordrer eller som følge af de bedrifter, jeg skulle gøre.
Hvad med Thanatos, som er skabt udelukkende for at tage os alle - koldblodigt og uden persons
anseelse, vi, som jo alle ved fødselen bliver dømt til at dø.
Forskellen mellem ham og mig er trods alt stor, for jeg har et varmt menneskehjerte, mens han
dr æber alle uden undtagelse som sin s ærlige bestilling!
Man plejer at sige, at den skaldede ingen lus har. Thanatos er vist helt blottet for de følelser, som
vi mennesker er i besiddelse af. Det skal minsandten blive morsomt, hvis det om to dage viser sig,
at Thanatos er pilskaldet... Ha, ha, ha! Åh, hvor gør det ondt i maven. Men på trods af min tilstand
er jeg stadig i stand til at se det komiske. T ænk engang, hvis Thanatos virkelig er skaldet som et æg
under hjelmen! Jeg dør af grin! Ha, ha, ha!... det får jeg snart at vide.
Thanatos ville ikke vise mig sit ansigt. “Om to dage,” - sagde han. Hvordan mon han ser ud?
Hvad t ænker han, når han dr æber? Bliver han skuffet, når guderne beslutter, at en eller anden
skabnings liv skal forlænges? Eller hvis nogen bliver udødeliggjort? Får jeg nogensinde lov til at
tale med Thanatos om ham selv?
Han sagde til mig, at han altid er til stede både her i værelset og i hele Kosmos, men at han er
usynlig.
Mange kloge folk har sagt, at ikke kun menneskene skal dø, men også guderne, fordi de ligesom
vi engang er blevet født. Skal Thanatos så ogs å dø engang? Og hvad bliver der tilbage, hvis dødens
gud pludselig ikke mere høster sin afgrøde? Bliver der så kun livet tilbage? Hvordan er det muligt?
Jeg tror ikke, at noget menneske på jorden kan forklare mig dette. Kun gudernes fader ved, hvordan
livet kan eksistere uden døden...
Der er ganske givet mange ting, som jeg aldrig vil kunne fatte. I knap fire år modtog jeg den
mest fornemme undervisning af en mand, der bliver betragtet som en af verdens klogeste mænd Aristoteles fra Stagira. Han lærte mig mange ting, men adskillige gange sagde han til mig:
Du bliver aldrig nogen filosof, Aleksandros. Du er slet ikke egnet til at t ænke i de baner.
Men da jeg engang spurgte ham, om han i al korthed kunne forklare mig sine vigtigste tanker om
Gud, svarede han:
- Ligesom sjælen tager legemets form, tager Gud verdens form, dens iboende natur, funktion og
formål. Alle årsager går i sidste ende tilbage til den første ufor årsagede årsag, alle bevægelser til
den første ubevægede bevæger. Vi må antage en vis oprindelse eller begyndelse til verdens bev ægelse og kraft, og denne kilde kalder vi for Gud. Som Gud er summen af og kilden til enhver bev ægelse, således er Han summen af og målet for alle naturens hensigter. Endelig er Gud den rene
tanke, fornuftsjælen, der betragter sig selv i de utallige former, som på en gang danner verdens
v æsen og Gud.
80
Ja, klogt er det, men at fatte helheden er svært. Min fornuft er ikke god nok. Adskillige gange har
jeg t ænkt p å disse udtalelser af Aristoteles, men først nu begynder de at blive forst åelige for mig. Ja,
han er klog.
Myten om Akilles.
Akilles fik den bedst t ænkelige opdragelse hos den kloge kentaur Chiron,
der videregav drengen sin styrke, sin visdom og sit mod. Allerede som
dreng dr æbte Akilles sin første løve og sit første vildsvin. I seks års alderen
kunne han løbe s å hurtigt som en hjort. Han lærte at synge og spille på den
sødt klingende kithar, og blandt de dødelige var der ikke én eneste i hele
verden, der kunne måle sig med ham i våbenbrug.
Det er synd, at jeg så ofte har undervurderet Aristoteles. I min enfoldige ungdom opfattede jeg
ham som en gammel nar, der plagede mig med sine p ædagogiske bem ærkninger.
Madonis, den mærkelige indiske vismand, der kom til os ud af skoven i nærheden af byen Taxila
sammen med femten andre barfodede mænd, roste mig for at være i stand til at styre så stort et
imperium. Han tilføjede i øvrigt gennem en tolk, at jeg var den eneste eksisterende filosof med
våben i hånden. Da jeg forsøgte at forklare ham, at jeg ikke var nogen filosof, sagde han:
- Visdom bliver kun tildelt de udvalgte. Jeg kan ikke give noget bevis på visdommens nytte. Det
er som at blande det reneste vand med mudder.
Det bedste bevis på, at jeg ikke var nogen filosof, var netop, at jeg kort efter forlod Madonis for,
stadig med v åben i hånden, at afslutte mit værk, mens Pyrrho fra Elis1, der ellers i årevis havde fulgt
mig og mine tropper overalt, i adskillige måneder blev i skoven for at fortsætte samtalerne med
denne indiske vismand og hans disciple, der i dagevis kunne st å p å ét ben uden at spise eller drikke.
Halvandet år senere indhentede Pyrrho mine tropper ved Susa. Efter sit møde med Madonis var
han helt forandret. Både hans tanker og hans livsmønster var anderledes. Ha, ha, ha! Han var virkelig morsom at høre på.
Pyrrho begyndte at belære folk om, at man aldrig skal dømme andre, fordi man ikke med sikkerhed kan kende alle omst ændigheder. Mig forsøgte han at overbevise om, at intet i verden kan kaldes
smukt eller grimt, lige eller ulige. Han påstod endda, at intet i virkeligheden eksisterer, men at alt
blot er en drøm.
Ha, ha, ha! Jo, han er sandelig en drømmer, hvis han ellers lever endnu.
For nogle måneder rejste han til Gr ækenland, og det fort ælles, at han har fundet mange disciple,
der blindt tror på alt, hvad han siger til dem.
Pyrrho p åst år, at vi blot lader os styre af vaner, vanemæssig tankegang og en forkert opdragelse,
der fratager os muligheden for at opfatte virkeligheden sådan, som den rent faktisk er.
P å mig virkede han nærmest, som om han var blevet skør i hovedet. Før i tiden var han en meget
forsigtig mand, men da vi sidst talte sammen, sagde han, at han ikke længere var bange for høje
bjerge eller dybe afgrunde. Jeg er ikke nogen filosof, jeg er ikke bange for høje bjerge og afgrunde.
Lysimachos, der havde mødt Pyrrho i nærheden af Athen, fortalte mig leende, at Pyrrho heller
ikke er bange for vilde dyr, selv om han før i tiden kunne blive skr ækslagen for selv den mindste
hund. Han ignorer alt, hvad han ser, og gang på gang gentager han, at livet bare er en drøm, og at
vore øjne blot tager fejl. Men hvis livet er en drøm, så må han jo være en søvng ænger...
1
Pyrrho fra Elis var en græsk filosof. Han grundlagde senere skeptikernes skole.
81
Ha, ha, ha! S ådan kan det gå, når man t ænker for meget... Pyrrho vil ikke på noget tidspunkt
falde ned fra et højt bjerg eller risikere at blive ædt op af vilde dyr, simpelthen fordi hans disciple
hele tiden følger i hælene på ham. De vogter over ham, som om han var et lille ubeskyttet barn, der
lige havde lært at gå.
For mig er han endnu et bevis på, at filosofiens vej er farlig. Filosofferne danner som regel nogle
ejendommelige tankemønstre og forsøger at indrette hele virkeligheden efter dem. Og de tror samtidig, at deres opfindelser er verdens bedste... Og de tror, at hele den uhyre komplicerede virkelighed
kan beskrives med enkle ord.
Det var ejendommeligt, at jeg lige nu kom til at t ænke på ham, men det gav mig i hvert fald et
lille pusterum midt i mine smerter. Det br ænder i halsen og i leveren, men allerværst føles det i
mellemgulvet.
Nej, Pyrrho har kun taget en lille del af Madonis’ lære og tilpasset den sin egen, begr ænsede fornuft. Inderen Madonis kunne, når han manglede ord til at udtrykke det vigtigste, sit forhold til Gud,
blot sætte sig på jorden, fremdrage sit indiske instrument binaen1, der var stemt helt anderledes end
vore gr æske instrumenter, og synge til Guds ære... Hans sang og spil kom ikke fra fornuften, den
var guddommeligt inspireret og tilg ængelig for mig, den ramte mig lige i hjertet. Hans stemme var
ikke s ærlig køn, hans hænder var ru, men man følte virkelig, at han talte med Gud i det øjeblik, han
spillede og sang noget helt ukompliceret og smukt...
Til min forbavselse talte Madonis godt aramæisk. Han fortalte mig om indernes st ørste gud Brahman, der med sine fire hoveder kan se i alle retninger. Denne Brahman opfattes af inderne i tre
forskellige skikkelser: Indra - skaberen, Shiva - ødelæggeren og Vishnu - vedligeholderen. Og
denne Vishnu, som sørger for hele verdens ve og vel, bliver engang imellem født på jorden i menneskeskikkelse - som et lille barn, der kommer til verden fra en udvalgt, from kvindens liv.
Af Vishnus inkarnationer nævnte Madonis Rama og Krishna. Madonis var overbevist om, at
hver gang, når verden befinder sig i en katastrofesituation, kommer Vishnu selv på jorden for at
hjælpe menneskeheden. Den sidste inkarnation, inden vi mødte hinanden, var Krishna, og det var
ham, Madonis beundrede og troede på.
Han vidste, at den, der vil skabe et kosmopolis2 ikke kan være en vismand eller en filosof af fag.
Et sådant mål nås ikke bare ved tankens hjælp. Fornuften alene kan ikke samle stridende byer, stater
og folkeslag i en harmonisk enhed. En sådan overmenneskelig opgave kr æver mere end en mand
med pathos i hjertet. Han skal også kunne føre våben og være en dygtig troppefører og forvalter.
Adskillige gange har jeg bevist, at det er forkert at erobre et land og nedk æmpe en fjendtlig h ær
udelukkende for sejrens skyld. Mine værdige modstandere, der udviste stort mod og dygtighed,
tillod jeg fortsat at herske over deres respektive lande. I stedet for at være mine fjender blev de nu
mine venner og ledsagere på vej mod kosmopolis.
Min ledertanke og drøm om et kosmopolis kr ævede en titanisk energi og vilje, og guderne gav
mig, hvad der kr ævedes for at føre drømmen ud i livet. Kun den, der befinder sig på mit plan, er
berettiget og samtidig i stand til at bedømme mig korrekt. Andre vil altid tage fejl, fordi den storladne sammenblanding af godt og ondt i min natur, som mine ord og gerninger genspejler, vil
forvirre dem.
1
Bina eller vina - et indisk instrument med syv strenge. Den ligner af form en europæisk lut.
2
Kosmopolis: ordet er sammensat af to græske ord, “kosmos” og “polis”, der hhv. betyder “verden” og “bystat”.
82
Mange ting har jeg gjort og sagt - både klogt og uklogt, rigtigt og forkert, - men for én udtalelse
ønsker jeg i s ærlig grad at blive husket af mine efterkommere. I Opis udtalte jeg den bøn til alle
mine tilhørere, at både makedonere og persere måtte få del i vort fælles rige. Jeg sagde til dem, at
alle folkeslag i min verden burde leve i harmoni og i en hjertets og sindets enhed. For første gang i
verden proklamerede jeg - ingen anden end jeg, Aleksandros, - menneskehedens enhed og broderskab. Jeg erklærede myndigt og med overbevisning, at alle mennesker var sønner af én og samme
fader.
Muligvis er dette kun en skøn drøm, som opstod hos mig, men den vil efter min bortgang leve
videre til evig tid. Den vil gang på gang blive genfødt i andre store menneskers sind og hjerter, det
er jeg overbevist om.
Jeg betragter ikke mig selv som nogen guddom, der kan måle sig med Hermes, Apollon, Zeus,
Dionysos, Ahura Mazda eller Amon. Jeg kender mine begr ænsninger, og Thanatos har jo fornylig
givet mig en god lektion at t ænke over. Jeg fremstillede mig selv som en guddom for folkeslagene i
Ægypten, Babylonien, Indien, Persien, som var vant til at tilbede deres konger som guddommelige
v æsener. Og jeg var fr æk nok til i alles påhør at sige til Zeus:
“Du Zeus! Pas du bare godt på Olympos og lad mig om at regere jordens beboere...”
Ha, ha, ha! Rapmundet har jeg altid v æret...
83
Udenfor er verden dejlig, så dejlig... Snart kommer natten, og på himlens rene hud er der ikke en
eneste plet af skyer, og nu skifter den under solens påvirkning sin skønne blå farve ud med de mest
fantasifulde farveblandinger. Det er så usigeligt smukt, at selv Thanatos’ gentagne og voldsomme
stik i min mave ikke kan formørke den store taknemmelighed, jeg føler mod solens gud. Han er en
sand mester. Selv ikke de bedste gr æske malere kan måle sig med ham. De kan gøre deres bedste i
deres forsøg på at efterligne ham. Men i samme øjeblik, de gør det, bliver de gjort til skamme, for
solstr ålens fantasi er uudt ømmelig, og solens gud finder hele tiden på noget nyt.
For knap et par år siden lå jeg på samme måde som nu, dengang jeg var blevet ramt af en pil i
brystet, da jeg i spidsen for mine tropper stormede fæstningen Multan i Indien. For min dumdristighed måtte jeg betale med hele tre måneders sygeleje. Men netop da blev jeg for første gang klar
over, hvor skøn himlen og hele naturen kan være. Jeg havde hele mit liv igennem været aktiv og i
ustandselig, hektisk bevægelse fra det ene land til det andet, gennem vanvittigt br ændende ørkener
og gennem de store Himalaya-bjerges iskolde snemasser, og under alt dette havde jeg slet ikke haft
tid til betragtninger.
Denne tre måneder lange sygdom fik mig til endelig at slappe af. Og i denne periode, når jeg
med jævne mellemrum både dag og nat blev båret ud af mit telt og kunne betragte naturen i al dens
pragt, gik det op for mig, hvorfor Solguden er så elsket og samtidig frygtet...
Når solen nu snart går helt ned, og mørket falder over jorden, skal jeg kunne udholde natten og
derefter endnu en dag - den sidste. Thanatos talte jo om to dage, og den ene er nu ved at være forbi.
Snart, snart kommer lindringen for alle mine smerter, og jeg vil få svar på spørgsmålet: “Hvad sker
der bagefter?”
En hel nat og muligvis endnu en hel dag. Det betyder, at der stadig er mange smerter, tanker og
minder, som skal opleves. S å mange, at jeg ikke behøver gentage noget af det, som jeg allerede har
husket i de forløbne dage og nætter.
Mens et par tjenere t ænder lamperne efter ordre fra Perdikkas, lukker jeg øjnene. Jeg har så meget at mindes... Men hvad er nu det?
- Dareios og Batis! Hvorfor st år I her? I forventer måske s ærbehandling? I kunne dog ellers have
sluttet jer til den lange r ække fra i går...
Kong Dareios siger med svag stemme:
- Aleksandros! Du kæmpede mod mig og min hær på en uværdig måde.
Jeg ler.
- Hvordan skulle jeg ellers kunne besejre dine hundrede tusinder af soldater? Din hær talte n æsten en million og var talm æssigt ti gange st ørre end mine samlede gr æske tropper. Jeg og mine
erfarne generaler vidste, at dine mænd sikkert var lige så tapre som vore. Derfor, Dareios, blev jeg
nødt til at nedk æmpe dig på min egen måde. Det var ikke så let at vække frygt i dit hjerte, men det
lykkedes mig dog. Seeren Aristandros lærte mig hvordan. Lige før slaget skulle begynde, talte han
og jeg med Fobos og Deimos - Frygten og Skr ækkens guder - og for at skr æmme dig brugte vi
magiske ritualer.
- Det var uværdigt gjort, - gentager perserkongen.
- Kære Dareios, svarer jeg. Jeg har ondt af dig. Du var en tapper mand, og jeg gjorde dig til en
kujon. Jeg tog modet fra dig, fordi du var hele Persiens hjerte. Og da du, uden at vide hvorfor,
r ædselsslagen flygtede fra kamppladsen, gik der panik i dine tropper, så ogs å de tog flugten. Det var
guderne Fobos og Deimos, krigsgudens ledsagere, der skabte denne panik ved hjælp af deres uhyg-
84
gelige, umenneskelige lyde... Og krigsguden Ares1 stillede sig på gr ækernes side. S å enkelt var det,
Dareios.
- Vi kunne være blevet venner, Aleksandros. Jeg foreslog dig jo en deling af hele verden. Vi
kunne have regeret i fællesskab...
- Der var ikke plads nok på jorden til os begge, Dareios. Du blev nødt til at vige pladsen for mig,
der var ingen anden udvej.
- Jeg flygtede og flygtede. Jeg kunne ikke komme til besindelse og ikke få ro i min sjæl. En
uforklarlig angst og skamfølelsen fyldte hele mit hjerte. Og til sidst blev jeg dr æbt af en af mine
egne livvagter. Jeg blev forrådt, Aleksandros!
- Men jeg behandlede dog både din mor, dine hustruer, dine søskende og børn med den
allerst ørste respekt.
- Det ved jeg, og jeg er dig meget taknemmelig.
- Jeg giftede mig med din ældste datter. Hun forandrede sit navn efter makedonsk skik og hedder
nu Stateira.
- Men samtidig giftede du dig med Parysatis, Ochos’ datter...
- Var det uklogt, Dareios? P å den måde forbandt jeg jo Gr ækenland med Persien og Medien. Din
anden datter, Drypetis, fik min bedste ven Hefaistion til hustru. Min general og gode ven Krateros
giftede sig med Amastrine, din bror Oxyantes’ datter. Vil du påst å, jeg behandlede din familie
d årligt?
- Nej, og jeg er dig virkelig taknemmelig for alt dette. Men jeg mistede min ære, min værdighed
og min trone...
- Jeg lod din morder dømme af den persisk domstol og dr æbe af persere. Ingen i verden kan tage
din storhed og ære fra dig. Det gør mig ondt, værdige modstander, at det gik, som det gik. Vi kunne
virkelig v ære blevet venner, det kan du nok have ret i. Men sk æbnen ville det anderledes.
- Tak for de ord, konge... Mere kan du ikke gøre for mig. Mit liv kan du jo ikke give mig tilbage.
- Vær sikker på, Dareios, at hvis eftertiden vil huske mig, så vil den også huske dig.
- Det er ikke noget, jeg kan glæde mig over, - hvisker Dareios.
Jeg sukker dybt og henvender mig til den anden perser, Batis, Palæstinas guvernør og Gazas
forsvarer. Ja, det var på grund af hans tapperhed og dygtighed, at vi mistede så mange soldater
under Gazas belejring.
- Hvorfor behandlede du mig så grusomt, Aleksandros? Du opførte dig jo som en barbar, konge.
Mine fødder, som du lod gennembore af glødende jern, br ænder endnu. Min krop, som du slæbte
rundt om byen bundet til din vogn, gør stadigvæk ondt. Min sjæl kan ikke finde hvile og fred, før
jeg har fået en forklaring på, hvorfor du opførte dig så vildt.
- Har du aldrig hørt om Akilles og Hektor?
- Jo, det er en af jeres gr æske myter. Men hvad har de med mig at gøre?
- Jo, jeg er Akilles, som belejrede byen Troja. Og du er Hektor, som betalte med sit liv for
Patrokles’ død.
1
Ares - Mars.
85
Myten om Akilles og Hektor
Akilles’ bedste ven Patrokles blev fældet af Hektor, en af de tapreste
krigere, der forsvarede byen Troja. Da trådte Akilles an på slagmarken i sin
guddommelige rustning. Hektor skulle dø for hans hånd. Akilles nærmede
sig Trojas mure, og der stod den tapre Hektor foran porten. Forgæves
r åbte hans fader, den gamle konge, oppe fra muren advarende til sin søn, at
han skulle tr ække sig tilbage ind i byen. Forgæves blottede Hekabe, hans
moder, sin barm og bønfaldt sin søn ved det bryst, han havde diet som
sp æd, om at flygte og redde sig selv.
Ved synet af Akilles blev Hektor svag og bleg i ansigtet. Han vidste, at
døden var nær. Han flygtede, men blev indhentet af Akilles og dr æbt efter
en svær kamp. Før han udåndede, bønfaldt han Akilles om ikke at lade hans
lig ligge hen som rov for hunde og gribbe, men Akilles, den ubønhørlige,
trak læderremme gennem Hektors ankler og lod liget sp ænde fast til sin
stridsvogn. P å den måde slæbte han Hektors krop i st øvet rundt om byen
Troja og hen til gr ækernes lejr.
- Var det derfor, du mishandlede mig så grusomt, Aleksandros?
- Ja, Batis.
- Ubarmhjertige mand! Hårdt er i barmen dit hjerte... Det glæder mig at se dig lide, Aleksandros.
- Det er snart forbi, Batis. Kun denne nat og endnu en dag skal jeg døje disse smerter. Så er mit
liv forbi.
-Jeg ville ønske, at din sjæl efter døden måtte bringe smerterne med sig, så du kan lide i al evighed.
- Du er hævngerrig, Batis.
- Ja, men ikke uden grund!
- Det forst år jeg, men prøv alligevel, om du ikke kan tilgive mig. Jeg var jo så ung og vild dengang... Måske kan det give dig lidt ro i sj ælen, når jeg siger, at på grund af den mishandling, du blev
udsat for, og den skr æk, den spredte overalt i landet, lykkedes det mig at erobre Jerusalem og hele
Palæstina uden at miste nogen af mine soldater og uden at dr æbe en eneste af Jerusalems indbyggere?
- Det har jeg aldrig t ænkt på, Aleksandros. Men hvis det virkelig er sandt, hvad du siger, så lindrer det mine smerter en smule. Det føles bedre, at min død blev til gavn for andre. Så vil min
h ævnt ørst snart fortage sig. Hvis du ikke lyver for mig...
- Ak, Batis! Du ved jo, at jeg ligger for døden. Jeg har aldrig kunnet fordrage løgn. Jeg er konge,
hører du! Og for at kunne regere retfærdigt og tage de rigtige beslutninger, har jeg altid ønsket at
høre sandheden. For en konge, der regerer over hele verden, er det uværdigt at leve med små løgne.
Og langt mindre kan jeg lyve her i dødens nærhed, hverken for dig eller for mig selv. Det er alt for
alvorligt, og hverken små eller store løgne, bedrag eller selvbedrag kan gavne det mindste, tro mig,
Batis.
Jeg tror dig, konge. Vi ses snart...
86
... Jeg åbner øjnene, fordi jeg kan mærke, at Roksana igen lægger sig hos mig for at varme min
krop, der ryster voldsomt af kulde og smerter.
Min k ære, dejlige Roksana. Du er det bedste, jeg har.
Snart vil vort barn komme til verden. I knap ni måneder har du båret ham under dit hjerte. Han er
af min s æd. Han er mit livs forlængelse. Snart vil min dreng blive født. Den synske Aristandros
forsikrede mig, at det vil blive en dreng.
Egentlig har vi aldrig talt sammen om mine andre to hustruer. Jeg har forklaret dig, at mit ægteskab med Stateira og Parysatis ikke var noget, jeg af hjertet ønskede. Du var opdraget i den asiatiske levevis, og det undrede dig derfor ikke s ærlig meget, at en konge kunne have tre koner på en
gang. Du vidste altid, at du var den første, den, jeg elskede. Brylluppet med Stateira, Dareios’
datter, og med Parysatis, Ochos’ datter, var dikteret af politiske grunde. P å den måde kunne jeg
nemlig få samlet hele mit verdensrige.
Du vidste også, min k ære, at jeg, før jeg mødte dig, havde haft en elskerinde, der hed Barsine.
Skal jeg fort ælle dig, hvordan det egentlig hang sammen med hende, der, som du ved, for seks år
siden fødte mig en dreng, der kom til at hedde Herakles? Jo, hun var min elskerinde i fem år, så det
var ikke bare en overfladisk bekendtskab, der bandt os sammen i al den tid. Jeg har aldrig fortalt dig
om det, min elskede Roksana. Jeg fandt det uklogt. Hvorfor skulle jeg tale med dig om min første
k ærlighed, efter at jeg var blevet så forelsket i dig?
Vil du høre om Barsine, min egen? Vil du virkelig? Du smiler opmuntrende, selv om du slet ikke
aner, hvad det er, jeg vil fort ælle dig... Men du ved, at jeg kun kan tale i tankerne. Mon du kender
mine tanker?
Nu skal du høre, min egen Roksana, min lille stjerne:1
Jeg så Barsine for første gang i Makedonien. Hun kom til min fars slot i Pella sammen med sin
far Artabazos, en persisk guvernør, der måtte flygte fra sit hjemland på grund af nogle uoverensstemmelser mellem perserkongen og Artabazos’ familie. Jeg var på det tidspunkt kun seks år gammel, og jeg blev så betaget af Barsines væsen og så hovedkulds forelsket, at det ikke kan beskrives.
Som barn var jeg helt anderledes end nu. Jeg var meget følsom og sårbar og havde mine egne
barnlige fantasier om, hvordan jeg ville blive voksen og st ærk og redde min elskede Barsine fra
grusomme røvere, der prøvede at overfalde hende.
Jeg forestillede mig også, at Barsine faldt i vandet fra et skib, hvorpå jeg i samme øjeblik kastede
mig i bølgerne for at redde hende fra Poseidons2 rige.
Barsine boede i Pella i nogle år. Har jeg fortalt dig, at hun var ti år ældre end jeg? Nej det har jeg
vist ikke. Jeg kunne dengang ikke forestille mig, at min store kærlighed og det hav af dejlige følelser, den vakte i min barnlige sjæl, ville gå til grunde på grund af aldersforskellen mellem mig og
hende, min udvalgte. Alle de tanker og planer, som jeg lagde for fremtiden, indbefattede mine ægte
og rene følelser for hende.
Jeg beundrede og elskede Barsine s å st ærkt, at jeg følte mig fuldst ændig fortabt, da hun pludselig
giftede sig med en anden, en voksen mand, selv om hun udmærket vidste, hvor højt jeg elskede
hende.
1
Roksana betyder “en lille stjerne” på persisk.
2
Poseidon - havets, oceanernes gud.
87
Barsine talte udmærket gr æsk, og hun holdt meget af at lytte, når jeg spillede på harpe. Jeg fortalte hende om min k ærlighed. Jeg betroede hende, at jeg havde skrevet digte til hende, og et par
gange, hvor vi var alene, fik hun mig til at recitere nogle af dem. Hun vidste, at jeg elskede hende,
men hun tog mig ikke alvorligt. For hende var jeg kun et otteårigt barn, et dejligt levende stykke
leget øj. Hun kaldte mig sin “lille solstråle”. Men som attenårig giftede hun sig med min rival, en
fuldkommen fremmed mand.
Ak og ve! Nu, så mange år efter, kan jeg stadig i mit hjerte mærke den sorg og længsel, jeg følte,
da hun uden et ord forlod Makedonien og mig.
Jeg skrev aldrig et kærlighedsdigt mere i hele mit liv. Men jeg fortsatte med at spille harpe, når
jeg var alene, og ingen kunne forstyrre mig. Ofte rørte jeg i min ensomhed harpens strenge og
forsøgte i musik at udtrykke mine lidelser og længselen efter min tabte kærlighed. To år senere
holdt jeg imidlertid også op med at spille harpe. Det var den dag, da min far Filippos begyndte at
drille mig. Han sagde i alles påhør, at jeg med mit følsomme og blide harpespil gjorde fælles sag
med kvinderne.
Derved var min barndom forbi. Netop den dag, da jeg holdt op med at spille harpe, blev jeg voksen. Jeg var ti år gammel.
To år senere sagde min far, Makedoniens konge, til sine generaler, at nu var jeg en bedre rytter
end han - og den bedst t ænkelige efterfølger til tronen. Jeg var allerede i tolv års alderen god til at
løbe, ride, kaste med spyd, springe, svømme...
Mange år senere traf jeg igen Barsine. P å det tidspunkt var jeg i fuld gang med at erobre hele
Lilleasien. Jeg havde ikke kun vundet adskillige sejre over perserne, men også berømmelse ved at
hugge den gordiske knude over. Du nikker forst ående, min egen Roksana, som om du forst år, hvad
det er, jeg i dette øjeblik forsøger at sige... Forst år du det virkelig?
Ja, ja! - siger Roksana.
Er dette noget, jeg drømmer, eller er jeg vågen? Thanatos forsikrede mig, at hans lillebror Hypnos ikke ville give mig lov til at falde i søvn før min sidste stund. Så må det være rigtigt. Roksana
har forst ået mig.
Ja, k ære Roksana. Det sker engang imellem ting, der er vigtigere for fremtidens begivenheder
end en sejr over en stor hær. I Templet i Gordion fandtes en magisk knude, der var så indviklet, at
ingen mennesker i verden kunne løse den. Myten fortalte, at den, der kunne klare denne opgave,
skulle herske over hele Asien. Jeg kastede kun et kort blik på knuden, der var bundet fast i den
legendariske bonde Gordions hestevogn, hvorefter jeg hurtigt huggede den midt over med mit
sv ærd. Og sådan blev myten omdannet til virkelighed, min k ære Roksana.
Jeg var enogtyve år og Barsine enogtredive, da jeg mødte hende igen. I mellemtiden havde hun
allerede mistet sin første mand, var blevet gift med Memnon, en persisk general, og havde mistet
ham også. Hun var desuden blevet mor til tre børn, to piger og en dreng. Efter at hun var blevet min
elskerinde, fortalte hun mig engang, at hun ofte havde t ænkt på mig, sin “lille solstråle”. Hun indrømmede, at hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at jeg engang skulle komme til
Asien i spidsen for de gr æske byers samlede hær for at erobre både Asien og hende.
Hun var min elskerinde i fem år og fødte mig en søn, Herakles. Men da jeg aldrig t ænkte p å at
gifte mig med hende, kan han aldrig blive rival til din søn, Roksana. I øvrigt har jeg aldrig været
helt sikker p å, om Herakles virkelig er min søn.
Ved du, hvordan det senere gik, Roksana? Jo, jeg måtte stadig videre, erobre og samle verdensdele til ét stort rige. Jeg efterlod derfor Barsine i Susa sammen med Herakles og fortsatte selv til
Parthien, Baktrien og til skyternes land. Og da jeg traf dig i Baktrien, min prinsesse, da jeg så dig
88
danse, og da jeg for første gang så lige ind i dine skønne, sorte øjne, forstod jeg, at alle følelser for
Barsine nu var forbi som et udbr ændt bål.
Du overtog hendes plads uden at vide det. Du blev min st ørste k ærlighed og min første hustru.
Hvor jeg dog elsker dig, Roksana!
Dette er vor sidste nat sammen, Roksana. Min sidste nat. Du sover uroligt ved min side, men
snart vil tr ætheden overvinde din tunge krop, og så vil du sikkert sove trygt, udmattet og lykkelig
som de mange gange, hvor vi var sammen om natten.
Dengang jeg mødte dig, var du så slank, så ophidsende, så duftende af ungdom og uskyld. I dine
øjne så jeg, at du elskede mig, Roksana. I din favn glemte jeg alt om hele verden. Dine bryster blev
for mig et skønhedens og harmoniens højdepunkt.
Ofte har jeg diskuteret den mandlige og kvindelige skønhed med mine venner. For eksempel
mente min ven og elsker Hefaistion som så mange andre, at manden fra naturens hånd var skabt
som idealet af harmoni, mens jeg altid følte, at kvindens krop var skønnere i sine linier og former.
Uden at hun behøver anstrenge sig med gymnastiske øvelser eller andet, er hendes krop i sig selv
smukkere. Og din krop er fortsat verdens skønneste, selv nu, hvor du har et barn i maven. I dette
øjeblik beder jeg gudernes fader om at give både dig og vort barn et langt og lykkeligt liv. Nu sover
du fast. Dine øjne er lukkede, og de lange, sorte øjenvipper hviler roligt ned mod kindens runding...
Dine øjne! De skønneste sorte øjne i verden...de fulgte mig overalt - fortryllende, rene, forelskede...
Jeg gør alt for at ligge så stille som muligt, så jeg ikke vækker Roksana. Hun faldt pludselig i
søvn, muligvis fordi de forløbne dage har udmattet hende så st ærkt. Måske har den, der ledsager et
sygt menneske lige indtil dødens stund, det meget sværere end den døende selv. Hvad har hun t ænkt
i de seneste dage? Til min forbløffelse opdager jeg, at jeg aldrig før har besk æftiget mig med, hvad
min Roksana t ænkte på. Jeg havde ikke tid - eller måske ikke lyst - til at t ænke nærmere over det.
Jeg interesserede mig kun for mine egne tanker. Selv i elskovsstunder, når vi havde det så dejligt
sammen, fulgte mine tanker deres egne baner, når det efterstr æbte var nået. Dette er første gang, jeg
gør mig det klart.
Ønsker hun mon, at det hele snart må v ære overst ået? For hendes egen eller for min skyld?
Nej, hvorfor skal jeg t ænke på bebrejdelser imod hende nu? Det er uværdigt. Roksana lider muligvis meget mere end jeg. Hjælpeløst må hun se på, hvor voldsomt sygdommen plager mig, helt
ude af stand til at lindre mine smerter. Det eneste, hun kan gøre, er at varme mig med sin egen krop,
og det gør hun, selv mens hun sover. Jeg kan kun være hende taknemmelig. Er det måske ikke det
bedste bevis p å, hvor højt hun elsker mig? Selv i dødens stund kan jeg ikke lade være med at t ænke
p å, hvor heldig jeg er, fordi jeg har fundet hende, min lille stjerne.
Roksanas salve lindrede så velsignet efter mit sidste hedeanfald. Heldigvis er det nu kun kulden,
der ryster mig i al min elendighed, og den føles endda lidt mindre, fordi Roksana ligger her t æt ved
mig med sit og mit barn i maven. Det stikker fortsat i halsen, i leveren, i mellemgulvet, men alle
disse stik bliver i nogen grad til en vane. Jeg prøver bare på ikke at skælve alt for st ærkt, når det gør
ondt - for ikke vække Roksana...
Jeg har glemt alt om livvagten. Hvornår er han kommet ind? Har han hele tiden været i sovev ærelset? Jeg får det vist aldrig opklaret... Oh, hvilke smerter!...
Amfidamos har svært ved at st å l ænge ved sengens hovedg ærde uden at bevæge sig og går nu
lydløst hen til vinduet, hvor han kigger op på stjernerne, på månens lys, på skyerne... Da han vender
sig om og ser på mig, giver jeg ham et let forst åeligt tegn med øjnene. Amfidamos kigger på mig,
p å Roksana og forst år, hvad jeg vil sige. Han forlader værelset og lukker stille døren bag sig.
Itys! Ityys! Ityyys!
89
Det er nattergalen. Det er længe siden, jeg har hørt den. Jeg har slet ikke lagt mærke til dens natlige sang og dødsklage, fordi jeg har været så optaget af mine egne tanker. Nu gr æder den derude,
mens både de andre fugle og jeg lytter i andagt.
Hvad er det, du vil fort ælle mig, Filomela? Du har jo dr æbt din egen søn Itys, og nu, forvandlet
til en nattergal, leder du efter ham. Hele dit liv kommer du til at skrige så hjertesk ærende: “Itys!
Hvor er du, min Itys?!...”
Igen kommer der tjenere ind for at sætte mig på potten...
Nå, overst ået... De har heldigvis ikke vækket Roksana.
Da jeg var ganske ung, kun femten år, besluttede jeg sammen med nogle jævnaldrende at opføre
Aischylos’ tragedie “Agamemnon” på scenen i Pella. Jeg valgte at synge i koret sammen med
fjorten andre. P å det tidspunkt var der tre store skuespillere i byen, og det var dem, der havde
hovedrollerne.
Kassandra, Klytaimnestra, Agamemnon! Hvilken storhed, hvilke følelser disse navne gemmer i
sig! Jeg lærte både alle de vers, jeg selv skulle synge i koret, og hele tragediens tekst udenad for
bedre at kunne følge med i de store skuespilleres betagende fremførelse.
Ityyys!... - skriger nattergalen igen, dybt fortvivlet.
... Da den uforglemmelige skuespiller Mnemosios reciterede Kassandras klage:
Ak ve min bitre skæbne,
min forpinte lod!...
rystede jeg over hele kroppen i ubændig sp ænding og sang sammen med hele koret:
Ligeså trøstesløs lyder din klage,
som når den sørgende nattergal klynker
evig og altid sin livsdag til ende:
“Itys, min Itys!” - og aldrig bliver tr æt. 1
Stakkels nattergal! Arme Filomela! Du var skinsyg, du ønskede at hævne dig på din utro ægtemand, og derfor dr æbte du din egen søn Itys. Nu gr æder du hele natten igennem.
Ha! Det minder mig om mit eget elendige forsøg på at skrive et skuespil. Det var et drama om
guderne og menneskene, om skinsyge. Skuespillet blev opført på teatret for nogle år siden og
høstede stort bifald, men i mine venners øjne kunne jeg tydeligt se, at deres begejstring var kunstig...
Pludselig, som i en åbenbaring, ramte den tanke mig lige i hjertet: Hykleriske lovord er hverken
til h æder for den, der udtaler dem, eller for den, der modtager dem. Derfor samlede jeg stille og
roligt nogen tid efter forestillingen alle eksemplarer af stykket og br ændte dem. Min storhed blev
ikke mindre af den grund. Oraklet i Ægypten havde jo lovet mig berømmelse som konge, men ikke
talt om, at jeg skulle ligestilles med de store genier som Aishylles eller Sofokles. Jeg behøvede ikke
at misunde disse store ånder, for min storhed var af en helt anden art; jeg skulle blive en verdenskonge.
Skinsyg har jeg heller aldrig været. Hvorfor egentlig ikke? Det er vist, fordi jeg i det store og
hele har v æret ligeglad med kvinder og deres følelser. Jeg havde simpelthen ikke tid til den slags
1
P. Østerbys oversættelse.
90
pjank. Dengang jeg fandt ud af, at Barsines søn muligvis ikke var af min s æd, mistede jeg simpelthen interessen for hende.
Jeg blev ikke skinsyg. Jeg følte, at hun måtte gøre med sit liv, hvad hun ønskede, og at det kun
vedkom hende selv. Ønskede hun at elske med en anden, var hun velkommen til det! Jeg sagde til
hende: Fortsæt endelig, k ære Barsine, men uden mig! Mine følelser for dig er nu helt udbr ændte.
Din ældste datter, som du fik med Mentor, - din første mand, -har min gode ven Nearkos valgt som
sin hustru. Artakama, en af dine søstre, er nu Ptolemaios’ kone. Din lillesøster Artonis er gift med
Eumenes, min sekret ær. Du kan derfor anse din fremtid for at være sikret takket være disse familiebånd til mine venner. De vil sørge for dig.
Hvorfor t ænker jeg nu på kvinder? Er det, fordi Roksana ligger her ved siden af mig? Er det måske ikke rigtigt, som det gamle ordsprog siger, at den døende mest af alt værds ætter sine sidste
stunder? Hvorfor misbruger jeg så min dyrebare tid? Er mine tanker om kvinder så vigtige? Men jeg
kan ikke styre mine tanker... De kommer af sig selv...
Jeg havde jo netop alt for lidt tid til at tage mig af kvinder og deres følelser. Måske var det derfor, mit forsøg som skuespilforfatter mislykkedes... Havde jeg lyst til en kvinde, fik jeg straks mit
beg ær tilfredsstillet, - jeg havde aldrig vanskeligheder, hvad det angik. Men en gang har jeg afvist
en kvinde. Hun kom til mit telt sent om natten, og da jeg spurgte hende:
- Hvorfor så sent? - svarede hun:
Jeg var nødt til at vente, indtil min mand var faldet i søvn.
Nej, hun var ikke noget for mig. Jeg ønskede ikke at bedrive hor med en gift kvinde. Fra den dag
fik mine livvagter ordre til at undersøge, om en kvinde, der skulle tilbringe natten hos mig, var
ugift. Hvis ikke, ville jeg ikke have hende. I det hele taget foretrak jeg mænds selskab fremfor
kvinders, men det er en helt anden sag. M ænd ved man, hvor man har...
Jeg har altid så godt kunne lide kvindernes kropslinier, der er helt forskellige fra vores. Kvinders
bryster har altid vakt begejstring og ømme følelser hos mig. M ærkeligt, men min k ære ven
Hefaistion var ganske ligeglad med både kvinderne, deres dejlige bløde kropslinier og deres gyngende bryster. Det var noget ved ham, som jeg aldrig forstod, muligvis fordi han var en rigtig mand,
mens jeg altid følte det, som om en lille bitte del af min sjæl var en kvinde. S ådan følte jeg allerede
fra den dag, da jeg var elleve år gammel, og da den athenske ambassadør i Makedonien forførte
mig...
Hvorfor bruger jeg tid på dette her? Jeg t ænkte jo på det forleden, og alligevel fortsætter jeg med
det. Er det, fordi jeg gerne vil forst å kvinderne? Det er vist for sent nu, om ikke helt umuligt. Ofte,
når kvinder har plaget mig med deres smålighed og skinsyge, har jeg t ænkt: Det er en skam, at
guderne ikke har givet os mænd mulighed for selv at føde børn. S å havde det været meget lettere at
leve p å denne jord...
Det regner igen… dejligt…
91
... Kære Roksana! Nu er du igen vågen og ser forskr ækket på mig med et undskyldende udtryk i
dine store skønne, sorte øjne. Men det er jo ikke din skyld, at du faldt i søvn, mens jeg i tankerne
talte med dig. Det er kun synd, at jeg har vækket dig, fordi jeg ryster så st ærkt over hele kroppen.
Undskyld, Roksana! Du tr ænger til søvn, mens jeg tr ænger til noget helt andet...
Nej, ikke endnu, Roksana. Ikke endnu. Natten er ikke overst ået, og jeg har endnu en hel dags lidelser foran mig.
Jeg forsøger at smile til hende, men hun ser med lethed fra mine øjnes udtryk, at jeg konstant
plages af smerter. Det er vist ikke til at skjule, selv om jeg forsøger mig med et smil og ikke giver
en lyd fra mig.
Roksana spørger:
Gør det meget ondt?
Jeg lukker øjnene et kort øjeblik som bekr æftelse.
Er der noget, du gerne vil have, Aleksandros? Noget, som jeg kan gøre for dig?
Jeg vender blikket hen mod vinduet. Hun følger mig og forst år straks:
- Du ønsker, at sengen skal t ættere hen til vinduet?
- Ja! - svarer jeg taknemmeligt med et begejstret blik, fordi hun så hurtigt gættede mit ønske.
- Jeg skal straks ordne det, - forsikrer hun og går ud for at hente hjælp. Døren st år åben, og jeg
kan tydeligt høre hendes stemme. Roksana taler ikke så d årligt gr æsk, og livvagterne forst år let,
hvad hun forlanger. Ganske kort tid efter bliver sengen flyttet hen til vinduet, mens jeg ligger i den.
Jeg lukker øjnene et øjeblik... Det skulle jeg aldrig havde gjort! Pludselig blev jeg forvandlet til
en ung mand, der gik alene i siv. En løve kommer... En løve... Den kaster sig over mig, vælter mig
om p å jorden og river min strube over med sine skr ækkelige store t ænder. Jeg bløder, jeg kan ikke
tr ække vejret på grund af det pulserende blod... Jeg er ved at dø... Oh, hvor gør det ondt!
...Jeg må ikke lukke øjnene... Det var en advarsel. Den har jeg forst ået. Når jeg lukker mine øjne,
kommer jeg ind i fantasiens verden. Det må jeg ikke... Jeg skal være vågen hele tiden...
...Igen ansigter: mine læger, Roksana, mine livvagter...
Åh., hvor det gør ondt... Jeg må holde mig vågen hele tiden!
...Ak, hvor er natten dog vidunderlig! Løvets sagte raslen forstyrrer ikke stilheden, men gør den
blot endnu mere alvorlig og højtidelig. Alle stjernebillederne på himlen er helt tydelige og klare,
store og kolde... Jeg følger nu med øjnene et langt, hurtigt stjerneskud. N æste gang, en stjerne
falder, må jeg være opmærksom og i samme øjeblik t ænke mit ønske, så det kan gå i opfyldelse - ligesom jeg gjorde, da jeg var barn.
Jeg venter t ålmodigt... Ja, nu falder endnu en stjerne. Min egen stjerne... Jeg ønsker: Stjerne, lad
mig blive udødelig!...
Aaaaaaav! Aaaaaaaaaav!... Hvor det br ænder! Mor, kære mor, lad være med det! Olympias, lad
v ære!!! Det br ænder, hele min krop br ænder, jeg kan ikke holde de skr ækkelige smerter ud!
Mooooaaar!... tag mig dog væk fra bålet! Jeg er så lille, så ubeskyttet. Jeg er jo din lille søn, kun et
sp ædbarn... Hvorfor gør du dette imod mig, mor? Er det, fordi du vil gøre mig udødelig, ligesom
gudinden Thetis gjorde med Akilles? Åh, hvor det br ænder! Neeeej! I Guder, hjælp mig, hjælp
mig.... Neeeej!....Hjæeeeelp...
Jeg skriger og hvæser, stønner og gisper, men smerten fortsætter bare, str ækker sig ud i det uendelige. De forrige gange, hedeanfaldene kom, var jeg så heldig at miste bevidstheden på grund af
smerten. Nu oplever jeg den i fuldt omfang og uden afkortelser. Jeg kan ikke t ænke på andet end
smerten! Denne gang kom anfaldet, mens mine øjne var åbne...
92
Aaaaaaaaah!....
Er det endnu en advarsel om, at jeg skal opgive at tænke på min udødelighed? Hvordan skal jeg
kunne vide det? Aaav!... Hvem kan svare på det? Thanatos advarede mig jo mod tanken om en
ligestilling med guderne. Aaaav! Åh, hvor det var det dumt af mig at udtrykke dette ønske til stjernen... Guder! Hav dog barmhjertighed med mig! Nej, hvor det br ænder! Neeeeeeeej!....
Urolige mennesker bevæger sig omkring mig. Min seng bliver igen flyttet tilbage til sin oprindelige plads midt i rummet, og skodderne bliver sat for vinduerne på begge sider. De tror åbenbart, at
mit hedeanfald skyldes de åbne vinduer. De aner ikke, at det kom indefra.
Livvagterne... tjenestefolkene... begge mine læger... Roksana... Parysatis... Stateira.... Ptolemaios... Perdikkas...
Deres ansigter nærmer sig og forsvinder i min smerte. Jeg oplever skiftevis lange tidsrum, hvor
alt er helt mørkt og meget smertefuldt, og andre perioder, hvor det er nogenlunde lyst, men også
smertefuldt. I de lysere perioder kan jeg se fakler, menneskenes skr ækslagne ansigter og afmagten i
deres øjne. Jeg kaster mig forpint i sengen, der br ænder mod min hud.
Jeg ligger helt nøgen, alle t æpper er blevet fjernet.
Aaav, alt dette må v ære et mareridt! Endnu et mareridt! Det kan ikke være sandt... Neeej....
...Natten er vist forbi. Vinduerne st år åbne igen. Himlen glimter med rødt, orange, guld. Det bliver lysere og lysere, og smerten tager lidt af.
Hvor herligt det føles. Hvor sødmefyldt! Efter disse usigelige lidelser føles hvert øjeblik uden alt
for stor pine som en velsignelse. Og velsignelsen str ækker sig, den forlader mig ikke! Kroppen er
varm endnu, det gør fortsat ondt, men ikke nær så voldsomt, og derfor føles det som en lettelse.
Roksana salver mig igen. Dejligt... Det hjælper. Køligheden kommer med hendes berøringer.
Salven virker! Bare det ikke alt for hurtigt bliver koldt igen. Guder! Giv mig en hvilepause! Blot en
time... Er det ønske så svært at opfylde?
I mit hoved lyder igen spartanernes svar:
- Eftersom Aleksandros ønsker at være gud, så lad ham være en gud.
Det var netop denne stemme, jeg hørte ved bålet, lige før jeg i min febervildelse troede, at jeg
h ældte en gryde med kogende fedt ned over hovedet. Selve tanken om, at dette kunne gentage sig
lige nu, får mig til at gyse voldsomt... Nej, det kom heldigvis ikke... I virkeligheden var det spartanerne, der for mange år siden kom med udtalelsen og ikke en af de nomader, som jeg så for mig i
mit mareridt for et par dage siden. Et par dage - eller mere? Ti dage?...
Nu fryser jeg igen. Rystelserne vender tilbage, tager til i styrke og bliver kolossale. Jeg bliver
atter d ækket til med en stor bunke t æpper, men ryster alligevel. Filip giver mig igen sin varme
urtedrik. Den hjælper ikke ret meget. Men jeg kan trods alt stadig t ænke sammenhængende, og det
glæder mig. Det er utroligt, hvor lidt jeg behøver for at føle mig tilfreds i en tilstand, som andre
ville opfatte som dybt tragisk. Aldrig havde jeg kunnet forestille mig, at bare evnen til at t ænke
kunne virke s å befriende og herlig.
Hold ud, Aleksandros! Om kort tid er dagen gået. Dit liv er snart forbi. Nikios sagde fornylig, at
mange mennesker vil misunde mig mit liv. Hvis de vidste, hvordan jeg har det nu, og hvordan det
har v æret i alle de forløbne dage! Der er bestemt ingen grund til misundelse. Hvis man ønsker at
opleve tiln ærmelsesvis det, som jeg fik lov til, s å m å man også regne med, at livets afslutning
langtfra er nogen let sag.
Hold ud, Aleksandros! Det er helt lyst nu. Mennesker kommer og går. Lige meget... Lad dem
larme. Hvis der var helt stille i værelset, ville heller ikke det gøre nogen forskel for mig. Om jeg er
93
alene eller omgivet af venner og tjenestefolk, det er uden betydning nu, hvor jeg er alene med den
usynlige Thanatos. Alene med mig selv.
Alle, der kommer og går, hilser på mig, - alle føler Thanatos’ tilstedeværelse. Dødens alvor kan
tydeligvis ses i deres øjne. De ved, at jeg er ved at dø. Og samtidig ved de, at de også selv skal dø.
Det er muligvis derfor, de er så alvorlige. Mange af dem gr æder.
Naturligvis kunne jeg lukke mine øjne ( oh nej, det må jeg ikke!) - naturligvis kunne jeg glemme
alt om menneskestrømmen, der flyder forbi min seng, men det er ubeskriveligt dejligt at se, hvor
mange mennesker, der viser mig deres medfølelse. Det hjælper og styrker mig i min overbevisning
om, at jeg ikke har levet mit liv forg æves. Når så mange mennesker går forbi min seng én efter én
for at hilse p å mig en sidste gang, så må det betyde noget...
94
Tiden har ingen vigtighed for mig længere. Snart standser dens strøm ligesom sandet i et timeglas eller vandet i et vandur. Det sidste sandkorn falder ned, den sidste vanddr åbe glider ned, derefter standser bevægelsen og tiden for mig.
Alle besøgende har forladt værelset. Nu er der kun Perdikkas, Eumenes, Seleukos, Antigonos,
Ptolemaios, to livvagter og begge mine læger tilbage. Hvem har besluttet, at det skulle være lige
netop dem, der fik lov til at blive her i mit værelse? Sandsynligvis blev de indbyrdes enige om det.
Min vilje g ælder nok ikke længere... Nå, det er ligegyldigt nu...
Det må blive, som det er. Lad dem være i nærheden, hvis de har lyst. De betragter det måske som
en udmærkelse, de har fået fremfor andre, der ikke fik lov til at opholde sig i nærheden af den
døende kong Aleksandros. Lad dem få deres vilje. Jeg tvinger dem jo ikke til at være her.
Nu kan jeg tillade mig at være mig selv. Jeg ser ikke de tilstedeværende. Jeg ser noget andet...
Igen ser jeg for mit indre syn mennesker, mange mennesker, en lang r ække. Det er alle mine
venner, alle dem, der har gjort det muligt for mig at erobre hele verden, nå til verdens ende og skabe
mit kosmopolis.
Jeg føler, at der sker noget opløftende, højtideligt...
ANTIPATROS, søn af Iolaos fra Paliura i Makedonien, min k ære gr åh årede general og lærer i
krigskunst, v ær hilset! En s ærlig tak til dig, KASSANDROS, Antipatros’ søn! Og dig,
LEONNATOS, Antipatros’ søn! Du har reddet mit liv. Hvordan kan jeg takke dig, min ven? Modtag min taknemmelige hilsen.
PARMENION, søn af Filotas fra Aigos i Makedonien! Hvad skulle min far Filippos og jeg have
gjort uden dine kloge r åd på slagmarkerne? Dine sønner FILOTAS, NIKANOR og HEKTOR st år
hos dig. Mine k ære ungdomsvenner... I kæmpede ved min side. I beskyttede mig. Modtag min
taknemmelighed og undskyldning. Is ær du, FILOTAS... og du, PARMENION, min gamle ven...
HEFAISTION, søn af Amyntor fra Pella i Makedonien, min allerk æreste ven, min general, min
lærer, min Patrokles. Snart er vi sammen igen. Vær hilset, min helt! Selv her i dødens øjeblik
banker mit hjerte ved tanken om vort venskab.
PTOLEMAIOS, søn af Lagos fra Eordeia i Makedonien, min jævnaldrende ven, min
forhenv ærende livvagt og nu fremragende general. V ær hilset!
AMYNTAS, søn af Andromenes fra Pella i Makedonien, min k ære ven, min general. Du st år
sammen med dine brødre, Andromenes’ sønner - ATTALOS, SIMMIAS og POLEMON. I har alle
v æret med i mit togt. I bidrog til mine sejre med jeres tapperhed. Vær hilset, mine kære venner!
ANTIGONOS, søn af Filip fra Pelion, min general og ven, vær hilset! Hvordan har du det nu i
Frygien? Kan du klare at regere så stort et land? Du smiler... Det kan du sagtens!...
POLYPERCHON, søn af Simmias fra Chalastra, hvordan har du det? Jeg glemmer aldrig, hvordan du førte din bataljon frem i slaget ved Gaugamela! V ær hilset, min ven!
NEARKOS, søn af Androtimos fra Lato på Kreta. Dine bedrifter til lands op på oceanerne vil
blive beundret af efterkommere, min k ære ven, general og ledsager. Tak skal du have for alt!
KLEITOS, min k ære ven KLEITOS, søn af Dropidas fra Orkid i Makedonien! Du var den fødte
kommandør, dine soldater fra ledsageeskadronen var de bedste af de bedste i disciplin og mod. Min
k ære ven, jeg håber, at du kan tilgive mig, - om ikke nu, så efter min død, som snart kommer.
Du tier... Jeg forst år... Vær hilset, KLEITOS! Og tilgiv mig - engang...
PERDIKKAS, søn af Orontes fra Orestis i Makedonien. Dejligt at se dig igen! V ær hilset! Tak
for alt. Jeg ved, hvor meget af mit ry, jeg skylder dig...
95
KRATEROS, Aleksandros’ søn fra Idomenae i Makedonien. Kan du huske, hvordan vi sammen
svømmede over Dairan-søen på sivflåder? Ha, ha, ha! Vi var omkring 10 år gamle, og det var vor
første ægte manddomsprøve. Din bataljon udmærkede sig senere i kampene. Tak skal du have, min
ven og beskytter!
Er det dig, ATTALOS, Andromedes’ søn fra Tymfea i Makedonien? Hvor er det dejligt at se dig
igen, min general, min ven!
ERYGIOS, søn af Larichos fra Mytilene. Min ven, min general, hvor er det godt, at vi er sammen igen! V ær hilset, du helt fra Gaugamela!
MELEAGER, søn af Neoptolemos fra Orestis i Makedonien! Din bataljon har udmærket sig i
alle slag. V ær hilset!
KOENES og KLEANDER! V ær hilset, I sønner af den ærede Polemakrates fra Pataulia i Makedonien! Hvor var i begge tapre, mine venner! Tak for alt - for jeres mod og jeres narrestreger, der
gjorde vort hårde soldaterliv så afvekslende.
ARISTOBOULOS, søn af Filip fra Edesa i Makedonien, min k ære ven! Skriver du fortsat på
dine kongekrøniker? Du behøver ikke at beskrive mine lidelser. Ingen kan alligevel fatte, hvor slemt
der føles...
SELEUKOS, Aleksanders søn fra Astraia i Makedonien, min trofaste ledsager! Går det godt,
min ven? V ær hilset! Jeg håber, at guderne fremover vil beskytte dig for din trofaste tjeneste og det
mod, som du udviste i slagene ved Ipsos og Koros.
HEKATAIOS, søn af Androkles fra Herakleia i Makedonien, min gode ven! Hvordan har du
det? Dig skylder jeg en s ærlig tak for i det stille at have ryddet nogle af mine modstandere af vejen.
Du er en pokkers karl, HEKATAIOS! Ha, ha, ha! Pas nu godt på, når du møder Thanatos! Ha, ha,
ha!
Mine soldater! Titusinder, hundredetusinder af soldater: makedonere, persere, mederne, indere.
Jeg samlede jer fra alle verdensdele. Mange af dem gjorde jeg til mine allierede, selv om jeres
for ældre i sin tid var fjender af Gr ækenland. Sammen gik vi over bjerge og dale i bidende kulde og
br ændende sol. Sammen vandt vi det ene slag efter det andet. I var ikke bange for at storme bymure,
stige op ad verdens højeste bjerge, gå gennem ørkener. I lod jer ikke skr æmme ved synet af de
aldrig før sete kæmpeelefanter i Indiens hær, og heller ikke de persiske stridsvogne med de utallige
dødbringende leer stikkende ud til alle sider kunne gøre jer bange.
Jeres mod og offervilje gjorde mig til den mand, som guderne ved min fødsel havde bestemt, at
jeg skulle v ære - Aleksandros den Uovervindelige. V ær hilset, mine venner! Hver eneste af jer! Alle
har i del i min storhed. Modtag min taknemmelige hilsen...
Hvad er nu det? Ser jeg syner, eller er det virkelig dig, BUKEFALOS, min k ære hingst? St år du
her i soldaternes r ække sammen med NIKIOS?
Ja, hvorfor ikke? - svarer BUKEFALOS med sit velkendte brede smil og viser sine gamle gule
t ænder frem. - Var det måske ikke mig, der trofast tjente dig under hele din ekspedition, indtil jeg
faldt død om?
- Ak, jo, min k ære BUKEFALOS? Og for få år siden, lige efter din ærefuld død, byggede jeg en
ny by i Indien, og den opkaldte jeg efter dig: “Bukefala”.
- Bukefala, - vrinsker hesten tilfreds, - jamen det lyder jo rigtig udmærket. Bukefala! Bukefala!!!
Ha, ha, ha!...
- Hvem har lært dig at tale menneskesprog, BUKEFALOS? - spørger jeg.
- NIKIOS.
- Jeg ser ind i NIKIOS’ smilende øjne og ryster på hovedet.
96
- Du forst år hestenes sprog, - siger jeg, - det ved jeg. Men hvordan har du kunnet lære en hest at
tale gr æsk?
- BUKEFALOS kan slet ikke tale, Aleksandros, min k ære dreng. Du taler kun med ham i din
egen fantasi. Jeg er heller ikke til stede her i dit værelse. Du ligger jo med halvt lukkede øjne. Den
eneste, du rigtig kan se, er ham, der st år ved siden af mig...
- Hvem er du, som st år der med hjelm på og spyd i hånden?... Jeg har mødt dig før, har jeg
ikke?... Er det dig, THANATOS?!... Tag endelig hjelmen af, du dødens gud!...
...Mit hjerte hamrer voldsomt...
Nå, sådan ser du ud! Du ligner jo mig selv til punkt og prikke!
For alle levende væsener ser jeg forskellig ud, Aleksandros. Men nu ikke mere snak. Øjeblikket
er inde! Er du parat?
- Ja. Og jeg ønsker at dø med værdighed, THANATOS. Som en konge! Du, som jo er en mester i
at støde med dit spyd, brug nu din styrke, mand! Gør det nu!
- Du snakker for meget.
- Undskyld, THANATOS. Jeg venter... Men lad det ikke vare for længe. Jeg er tr æt og udmattet.
- Hold p å med at ryste, Aleksandros!
- Det er ikke mig, det er sygdommen...
- STILLE!!!...
... Han h æver sit spyd og stikker mig i hjertet...
S ådan!
Nu er det overst ået.
HYPNOS...er ... det... dig?
Jeg kan ikke se dig...
jeg kan ikke se...
jeg kan ikke...
jeg kan...
jeg...
...
..
.
..
...
Fra
Det gamle
Testamente.
Efter at makedoneren Aleksandros, Filippos’ søn, var draget ud fra kitt æernes land og havde
overvundet persernes og medernes konge Dareios, blev han konge i hans sted; tidligere havde han
kun hersket over Gr ækenland. Han førte mange krige, indtog fæstninger og nedsablede jordens
konger; han tr ængte frem til jordens fjerneste egne og udplyndrede en mængde folkeslag. Da nu
jorden var faldet til føje for ham, blev han overmodig, og hans hjerte hovmodede sig, han samlede
en overmåde st ærk hær og gjorde sig til herre over lande, folkeslag og fyrster, som blev skatskyl-
97
dige til ham. Men derefter blev han kastet på sygelejet; og da han blev klar over, at han skulle dø,
lod han sine mest ansete embedsmænd kalde, dem, der var opvokset sammen med ham fra ungdommen af; og medens han endnu var i live, delte han sit rige imellem dem. Aleksandros havde
v æret konge i tolv år, da han døde; og hans embedsmænd overtog magten, hver på sit sted. Efter
hans død lod de sig alle krone til konger, og det samme gjorde gennem mange år deres sønner efter
dem; og de øvede meget ondt på jorden.
Første Makkabæerbog, kapitel 1, 1-10.
98