FRA REALISME TIL NYREALISME 1960

Transcription

FRA REALISME TIL NYREALISME 1960
er ikke bare g e n n e m t æ n k t og logisk, den er
uhyre sofistikeret. Digtsamlingen er formet
gom en såkaldt sonetkrans, en raffineret form,
som ikke blot er en række enkeltstående sonetter, men sammenbundne sonetter på denne
måde:'Samlingen består totalt af 15 sonetter,
der hver har 2 firlinjede og 2 trelinjede strofer,
altså 14 verselinjer i alt. Slutlinjen i den første
sonet bliver herefter begyndelseslinje i den
næste sonet. Og endelig i den 15. og sidste sonet bruges alle de føregående 14 begyndelseslinjer t i l at danne dennes 14 verselinjer.
Også tematik og billedsprog er smukt, ja,
vidunderlig smukt, og v i får opregnet alle de
prægtige sommerfugle, der flagrer i sommerfugledalen. M e n der er mere på spil end teknisk raffinement og skønhed: også her lurer
opløsningen, døden. Mennesket er i barbariske
tilfældigheders vold, og sommerfuglenes
smukke farver er ikke udtryk for sommerfrodighed. De u d g ø r i deres flagren en slags v i suel musik, de opfører en dødsmesse, et requiem.
O m Inger Christensen kan man sige, at
hendes lyriske v æ r k udviser en stor konstans i
tematik, men at hun igennem hele sit forfatterskab har bearbejdet grundtemaet omkring
menneskets placering i kosmos på måder, der
æstetisk set er uhyre varierede.
FRA R E A L I S M E
NYREALISME
TIL
1960'erne er i h ø j grad karakteriseret af modernistiske eksperimenter med formen. Ikke så
underligt føler mange almindelige danskere, at
forfatterne i denne periode er arrogante, uforståelige, og at de måske ligefrem holder folket
for nar. De proklamerer højlydt samfundsinteresse, men f o r m å r ikke at komme i kontakt
med deres eget folk. I et bevidst opgør med en
modernistisk æstetik tager en række unge forfattere udfordringen op: de beslutter sig for at
skrive forståeligt, vedkommende, realistisk. De
vil forny den socialt indignerede realisme, v i
kender fra 30'erne og i nogen grad fra 50'erne.
De v i l skrive om krisen i kernefamilien, om
kønsrollerne, om de nye mellemlag og deres
nye livsproblemer: om livet i forstæderne, om
utroskab og kedsomhed og konebytning. Deres horisont er på mange måder den samme
som resten af 60'er-modernismens, og f r e m medgørelsen er et helt centralt tema. I mod-
s æ t n i n g t i l det moderne gennembrud har man
ingen paroler og ingen d r ø m m e om en lys og
f o r n u f t i g fremtid at samles under. Man skriver
køligt, ja, n æ s t e n kynisk, om menneskeligt
havarerede personer. Denne kuldslåede, kriseorienterede beskrivelse af livet i familien Danmark har fået betegnelsen nyrealisme, og dens
mest f r e m t r æ d e n d e repræsentanter er Anders
Bodelsen (f. 1937) og Christian
Kampmann
(1939-88). En lignende bestræbelse udfolder
Martha Christensen (1926-1995), men man
m å dog sige, at hun med sin u d d a n n e l s e s m æ s sige baggrund som socialpædagog og sin sociale samvittighed n æ r m e r sig den klassiske realisme, som v i kender den fra 30'erne. Hos
hende er medfølelsen sat i centrum, ikke den
blotte iagttagelse.
M e d dramaet som f o r m - ikke mindst det
h ø j p o p u l æ r e TV-spil - dyrker også Leif Panduro (1923-77) den realistiske skildring af den
moderne middelklassedansker. Og han er absolut den, der gennem det nye medie når u d
t i l det største publikum, selv om også Bodelsen og Kampmann kommer t i l at toppe bestsellerlisterne og få kæmpeoplag i de nye, pop u l æ r e bogklubber.
Hos Panduro er det ofte en midaldrende
mand i krise, v i møder. Det er som i Rifbjergs
roman Operaelskeren
en mand, som tror sig
at have styr på livet, og som først for sent opdager, at fundamentet under ham er m ø r n e t .
Det kan v æ r e snigende sygdom eller erotiske
forbindelser, der får rollen som den d æ m o niske kraft. M e n hvordan det end er, så kan
publikum v æ r e ret sikre på at møde en eksistens, der er blevet afklædt enhver succes og
selvsikkerhed, når tæppet falder.
Panduro har debuteret med romanen Av,
min guldtand allerede i 1957, og i 1958 kommer Rend mig i traditionerne. Den sidste b l i ver opfattet som en dansk version af ung,
maskulin vrede, og den ligger i tematik t æ t op
ad Rifbjergs n æ s t e n samtidige Den kroniske
uskyld. Løgn og fortielse og freudianske
kringelkroge i p æ n e - og mindre p æ n e - danske familier er temaet.
Som TV-dramatiker bliver Panduro folkek æ r og elsket, som meget få forfattere er blevet det. Han debuterer i denne rolle med k r i mien Ka' De li' østers? i 1967, og derefter følger i hastig rækkefølge en række n æ s t e n k i rurgisk-psykologiske skildringer af pæne, velb j æ r g e d e borgere med identitetsproblemer.
Farvel Thomas (1968), Bella (1970), Rundt om
1960-70: Modernisme
og virkelighed