Se PDF af interview - Erik Valeur

KRONIK
FLENSBORG AVIS — Lørdag 27. august 2011 — 20
Sporene fra børnehjemmet
FOTO: CARSTEN LAURIDSEN
Interview. I debutromanen »Det syvende barn«
vender den kendte graverjournalist Erik Valeur
tilbage til sine to første
opvækstår på et børnehjem.
Af Sonja Sabinsky
En gang imellem kommer han forbi. Står stille. Kigger ud over Øresund over på svenskekysten og tilbage igen forbi øen Hven. Tang i
næsen og mågeskrig i ørerne. Havedøren går op i den statelige ejendom bag ham, og en kvinde nærmer sig forsigtigt: »Kan jeg hjælpe
med noget?«
Han vender sig mod hende: »Jeg
boede her engang«.
Erik Valeur er tilbage på Skodsborg Børnehjem nord for København. Her tilbragte han de to første
år af sit liv og husker ikke ret meget. Kun små, luftige erindringsglimt.
Hvorfor han af og til vender tilbage til huset og strandkanten, ved
han ikke. Men det er vist meget
normalt, har han hørt fra børnehjemmets personale, der i årenes
løb har set mange fuldt udvoksede
mennesker stå i strandkanten og
spejde ud over sundet, som om
barndommen ville komme flyvende
ind med den salte vind.
Nu sidder han her i et stort, lyst
rum på Politikens Forlag i indre København og piller i sit neglebånd.
Den kendte og kritiske graverjournalist er sprunget ud som skønlitterær forfatter, og det kan man godt
blive lidt porøs af. Måske blev det
også lidt sent i går?
700 sider
Foran ham ligger bogen på knap
700 sider, og takten slås an allerede
på omslaget, der er et billede af en
væg med små, blå elefanter.
Det er væggen i spædstuen, som
den blev kaldt, på børnehjemmet i
Skodsborg, hvor mange nyfødte
drenge- og pigebørn har tilbragt de
første måneder af deres liv, og meget af det, der har ligget og rumlet
i Erik Valeur, fra den dag han blev
stor nok til at reflektere over sin
baggrund, er nu transformeret til
millioner af små, sorte klatter i en
bog.
I romanen »Det syvende barn«
vender han tilbage til børnehjemmet. Men denne gang er det ham,
der er dukkefører. Nu er det ham,
der bestemmer, hvordan det skal gå
de syv børn, der engang lå sammen
på spædstuen i et stort, gult hus.
Mor kom i weekenden
- At blive taget væk fra sin mor lige efter fødslen og blive lagt alene
i et rum, hvor man ikke mærker
kropsvarmen og kærligheden fra en
voksen, kan næsten ikke undgå at
give nogle traumer senere i livet,
og de traumer fokuserer jeg på i
I debutromanen
»Det syvende
barn« stiller Erik
Valeur skarpt
på løgnene og
fortielserne i
fortællingen om
syv børnehjemsbørn.
min roman, siger han.
Erik Valeur var dog ikke noget typisk børnehjemsbarn, for han havde en mor, som kom og besøgte
ham hver weekend:
- Min mor blev gravid med en
norsk mand, som hun var meget
glad for, men han ville ikke have
hende, og det blev hun så psykisk
syg af, at hun ikke var i stand til at
have mig boende de første to år af
mit liv.
Erik Valeur har aldrig opsøgt sin
norske far, selvom han har haft
muligheden, idet han kender hans
fulde navn og ved, han er fra Bergen:
- Nej, jeg har aldrig haft det behov.
Tine Bryld, som var Erik Valeurs
gode veninde, mente ellers, at han
ville have godt af at knytte et
bånd:
- Tine ville gerne have, at jeg
mødte min far, inden han døde.
Hun mente nok, at jeg bærer på et
traume af en eller anden slags, og
det kan godt være, at hun har ret i
det, men i givet fald ligger det så
dybt begravet, at det aldrig når op
til overfladen, siger han i en lille
klemt latter og tager en slurk af
den medbragte dåsecola.
Til gengæld gibber det lidt i ham
ved tanken om de tre halvsøskende,
som han - ad omveje - har fået at
vide, han har i Norge:
- Jeg er jo vokset op som enebarn på sådan en rækkehusvillavej,
hvor alle havde søskende, så at vide, at jeg har tre halvsøskende gående et sted, det kan jeg mærke ...
jo, det kunne sgu være spændende
at møde dem.
Se, det er din far.
Mange adoptivbørn får på et tidspunkt en dyb trang til at møde deres biologiske forældre, også selvom de har haft et godt liv hos de-
Kokain-rapport
KØBENHAVN. Mindst ti dansere på Den Kgl. Ballet er udsat
for voksenmobning af så alvorlig karakter fra andre dansere, at de lider under det.
Det fremgår af den fortrolige rapport om forholdene i
Det Kongelige Teaters balletkompagni, som B.T. som det
første danske medie kan offentliggøre i fuld længde. Den
kan ses på bt.dk.
(FlA)
STATSMINISTEREN
Om Erik Valeur
Født i 1955. Journalist på bl.a.
Berlingske, DR, Information og
Tænk samt mediekommentator
for Politiken og Jyllands-Posten.
Har to gange sammen med kolleger modtaget journalisternes mest prestigefyldte pris, Cavlingprisen, og desuden Publicistklubbens Jubilæumspris 1994 og
Krygerprisen i 1994 og 1999. Forfatter til bl.a. debatbøgerne
»Stop pressen«, »Magtens bog« og »60 skarpe skud«.
Erik Valeur er gift med fotografen Kissen Møller Hansen. Parret har en datter på 18 år og en søn på 12. De bor på Mols.
Bogen
Den prisbelønnede graverjournalist Erik Valeur debuterer nu
som skønlitterær forfatter. Det sker med romanen »Det syvende
barn«. Bogen er på knap 700 sider, og den er både en spændingsroman, der beskriver syv børnehjemsbørns liv fra 1960erne
frem til i dag, og en samtidsfortælling, der indeholder beskrivelser af politik, magt og medier i dagens Danmark.
Romanen er udkommet på Politikens Forlag.
res adoptivforældre, og det forstår
Erik Valeur godt, selvom han altså
aldrig selv har haft den trang, og
det skyldes måske, at hans mor, på
sin helt egen måde, formåede at
gøre faderen til et slags familiemedlem:
- Hun havde et billede af ham i
sin pung, og det tog hun tit frem
og viste mig, da jeg var knægt: »Se
her«, sagde hun: »Det er din far, og
han hedder ..., og han er skolelærer
i Bergen«. På den måde fik jeg jo en
slags far.
Heller ikke adoptivforældre bør
forholde adoptivbarnet oplysninger
om de biologiske rødder, mener Erik
Valeur:
- Jeg er ikke psykolog, men jeg
ved, at man siger, at børn ikke behøver at få sandheden ind med
modermælken, men de skal have
den ind med sutteflasken. Man skal
altså lade det begynde at sive ved
to års alderen, at de ikke er biologiske børn.
- Jeg holdt min kæft
Og det er løgnene og fortielserne,
Erik Valeur stiller skarpt på her i
debutromanen ”Det syvende barn”,
hvor vi følger syv børnehjemsbørn,
der lå ved siden af hinanden i hver
sin frysende ensomhed, indtil de
blev hentet af barnløse par og
spredt rundt omkring i landet. Vi
følger disse børn ind i voksenalderen, hvor de på fremtrædende poster kommer til at præge samfundsudviklingen på godt og ondt.
Der er nemlig også et samfundskritisk spor i Valeurs roman, men først
og fremmest er det hans årelange
fascination af, hvordan det præger
et menneske at havne blandt fremmede på et børnehjem og senere
vokse op som adoptivbarn, der er
drivkraften bag værket, og som
journalist har han interviewet et
utal af adoptivbørn ved forskellige
lejligheder:
- Der er ikke forsket ret meget i,
hvordan det er at vokse op som
adoptivbarn, og hvordan det er at
være adoptivforældre, men man
ved dog, at det kan give mange
problemer. Psykologer har fortalt
mig, at mange adoptivbørn har en
tendens til at ville behage omgivelserne, og det skyldes formentlig, at
de er blevet fjernet ved fødslen og
derfor ubevidst klamrer sig til mennesker af frygt for igen at blive
forladt.
Og Erik Valeur har da også tænkt
over, hvorfor han selv blev delvist
forladt af sin mor, da han havde allermest brug for hende. Om ikke
hun kunne have gjort det anderledes, taget ham med hjem i stedet
for at overlade ham til fremmede
på et børnehjem? Men han fik aldrig talt med hende om det, og nu
er det for sent, hun døde i foråret
som 85-årig:
- Jeg kunne ikke få mig selv til at
tage det op med hende, for hvad
skulle det nytte? Jeg ville bare tilføre hende en kæmpe skyldfølelse,
som hun alligevel ikke kunne gøre
noget ved, så jeg valgte at tale med
andre om det. Når jeg var sammen
med hende, holdt jeg min kæft.
Sonja Sabinsky er
journalist på Dagbladenes Bureau i
København.