Sandhed Godhed Skønhed - saibabaslivshistorie.dk

Sandhed Godhed Skønhed - saibabaslivshistorie.dk

Sandhed
Godhed
Skønhed
Bind 3: Sathya Sai Baba’s livshistorie
(1968 til 1971)
Originaltitel: Sathyam Sivam Sundaram
Af N. Kasturi
Oversat af www.saibabapaadansk.dk
2
Oversætterens kommentarer vedrørende oversættelsen af Sai Baba’s livshistorie:
Sandhed Godhed Skønhed.
Bøgerne er oversat fra engelsk, men disse bøger indeholder en del sanskrit ord. Flere af disse
sanskrit ord dækker begreber, der kun vanskeligt lader sig forklare endsige oversætte.
Forklaringen af visse ord ville, selv om man anvendte flere sider, ikke være fyldestgørende.
Jeg har valgt at oversætte bøgerne om Sai Baba’s livshistorie til dansk næsten uden brug af
sanskrit ord. Det betyder, at den fulde, helt præcise forståelse af enkelte dele af teksten ikke
altid fremgår af oversættelsen. De sanskrit ord, jeg har valgt ikke at oversætte, er:
- darshan
: At få synet af Mesteren; at få synet af en hellig person. Det at få synet
af Mesteren, for eksempel Sai Baba, er et meget vigtigt element i folks
åndelige udvikling. Når man får darshan, udvikler man hengivenhed
over for for eksempel Sai Baba, og Han udvikler hengivenhed over for én.
- arathi
: Et hinduritual hvor man ofrer lyset fra en lampe med en væge dyppet i kamfer
til guddommen. Man svinger dette lys foran for eksempel sin guru, og det
markerer afslutningen på tilbedelsen.
- prasad
: Prasad er et udtryk for en helliggjort gave, som regel noget spiseligt, der
uddeles af en Mester til sine hengivne. Ordet prasad angiver noget helliggjort,
noget der er velsignet af Gud; Sai Baba uddeler ofte slik, kager, billeder osv.
som prasad til Sine disciple og hengivne.
Jeg har som sagt valgt at oversætte Sai Baba’s livshistorie næsten uden brug af sanskrit ord,
da jeg synes, det at læse om Sai Baba på dansk uden brug af ret mange sanskrit ord kan være
en velsignelse. Bogens centrale budskaber går rent ind i læserens bevidsthed. Læseren får
ikke afbrudt sin læsning af ukendte ord, hvis betydning skal studeres nærmere.
Ord, der er anført i parentes og skrevet med kursiv, er mine tilføjelser.
3
Indholdsfortegnelse
Forord
side
4
Kapitel 1
Den opstigende Sol
side
5
Kapitel 2
Vær opmærksom: Verden i bøn
side
7
Kapitel 3
Kontinentet med den gryende bevidsthed
side 16
Kapitel 4
Forbilledet og forskrifterne
side 27
Kapitel 5
Kendetegn og signatur
side 37
Kapitel 6
Lysets fest
side 43
Kapitel 7
Den hvide mands byrde
side 54
Kapitel 8
Shirdi-fødderne
side 67
Kapitel 9
Glædens delta
side 76
Kapitel 10
Ham der er iboende alt
side 88
Kapitel 11
Frem i lyset
side 96
Kapitel 12
At fylde tomheden
side 107
Kapitel 13
Så venlig! Så venlig!
side 121
Kapitel 14
Blindtarms-miraklet
side 125
Kapitel 15
Lev i kærlighed
side 135
Kapitel 16
Lyksalighedens eksempel
side 138
Kapitel 17
Navnene vi kender
side 147
Kapitel 18
Lige en afsluttende bemærkning
side 153
4
Forord
Kære læser!
Det ubegribelige, som mennesket ikke formår at beskrive, fordi forestillingsevnen ikke slår til;
dette ’noget’ som Upanishad’erne udelukkende omtaler i nægtende vendinger: Det er Baba,
emnet for denne bog. (Upanishad’erne er hellige tekster, der er knyttet til vedaerne; teksterne
kaldes også for Vedanta). Han erklærer, at Han er i hver eneste af os, og at vi alle er i Ham.
Han kundgør, at det er nyttesløst at forsøge at forstå Hans Virkelighed.
”Jeg er hverken menneske, Gud, ærkeengel eller engel. Jeg kan hverken betegnes som
hørende til én af de fire kaster eller til ét af menneskelivets fire stadier. Kend Mig som
Sandhedens Lærer, som Sandhed Godhed Skønhed”, sagde Han engang. I sit første stadie er
et billede et negativ, men når det bliver ’udviklet’, fremstår det klarere og mere sandt.
Baba har gjort det klart og tydeligt. Han siger, at Han er Sandhed Godhed Skønhed. Dette er
de tre manifestationer af den kærlighed, som Han er; den kærlighed Han har legemliggjort.
Kærlighed som tanke er sandhed; kærlighed som handling er godhed; kærlighed som følelse
er skønhed. Hvordan kan den forbløffende historie om Baba’s mangesidede, transformerende
og uudslettelige indflydelse skildres af nogen pen, hvor gudfrygtig og dybsindig den end måtte
være?
Men den autentiske henrykkelse, som man oplever intenst, når man bliver velsignet med blot
den svageste eller kortvarigste kontakt med Baba’s kærlighed, sætter mod i selv en skrøbelig
pen og tilskynder sin ejermand til at videregive henrykkelsen til alle uanset vanskelighederne.
Åh! Kom og få del i det, og det uanset hvor vanskeligt det er at forstå.
Baba er kommet som svar på menneskehedens smerte. Han siger: ”Gode mennesker og deres
egne manglende evner sukkede efter en Frelser, der skal komme og lede dem og vise dem
vejen. Og Jeg har reageret; Jeg har svaret.”
Derfor er det alle menneskers ret, uanset hvor de befinder sig, at lytte til beretningen, hvor
ubehjælpsom og tåget den end fortælles, om Bhagavan Sri Sathya Sai Baba’s guddommelige
leg; beretningen om Hans vejledning og lederskab.
Det første bind af denne bog udkom i 1960. Det andet blev lagt i jeres hænder i 1969. I
største ydmyghed tilbydes det tredje bind nu til jeres dybsindige, fornøjelige og omhyggelige
gennemlæsning. Jeg er taknemmelig for, at Baba velsignede min hånd, så den kan binde Hans
guddommelige lege og mirakler til en krans, der kan lægges for Hans fødder.
N. Kasturi
Brindavan
Bangalore
20.februar 1974
5
Kapitel 1
Den opstigende Sol
1.1. Sathyanarayana Raju, 14 år, elev i fjerde klasse på Uravakonda High School, kastede en
eftermiddag Sin skoletaske med bøger fra Sig og erklærede: ”Mine tilhængere kalder på Mig.
Jeg har et arbejde at udføre. Jeg tilhører ikke jer længere.” Og Han forlod Sin broders hus.
Han satte Sig under et banyan-træ og begyndte at synge en sang, som Han ønskede, de
forsamlede skulle synge med på. ”De der ønsker at befri sig selv fra kæden af fødsler, kamp,
succes, fiasko, veltilpashed, sygdom og død – kom! Tilbed Mesterens fødder!” Det var
kundgørelsen om det forbløffende komme.
1.2. Den gode nyhed spredtes. ”Som lovet er Sai Baba fra Shirdi, Maharashtra, kommet igen.”
Strømme af pilgrimme på vej mod Shirdi vendte om og rejste mod Puttaparthi, hvor Han
havde ladet Sig føde, og hvor Han tilbragte Sin barndom med sang, dans, musik og mystiske
hændelser. De invalide, de syge, de ulykkelige og de mentalt forstyrrede kom dertil i
hundredvis fra nær og fjern. Baba trøstede og helbredte. Han afslørede deres fortid, der
formede nutiden. Han talte om nutiden, der ville bestemme fremtiden for alle dem, der søgte
Hans råd og vejledning. Ligegyldigt om folk var ulykkelige, rige eller fattige, så øste Han Sin
umådelige store kærlighed ud over alle. For de tilstedeværende åbenbarede Han
overmenneskelige evner og kræfter, der transcenderede naturlovene. Hans åndelige visdom
overgik visdommen hos de største blandt vismænd. De, der kom for at undersøge, endte med
at blive på stedet og prise. De, der priste, udviklede et ønske om, at andre måtte dele deres
frydefulde fornemmelse. På denne måde spredtes nyheden om Mesterens triumf fra egn til
egn. Det var pløjningen af marken, forberedelsen.
1.3. Frisk hjemkommet fra Sin godgørende rejse rundt i Indien fra Kanyakumari (Indiens
sydligste punkt) til Kilanmarg (Indiens nordligste punkt) besluttede Baba Sig her i Sit 32. år for
at fortsætte genoplivningen og genoprettelsen af menneskelivets moralske orden. Arbejdet
skulle nu blot omfatte flere og flere mennesker, og indsatsen skulle intensiveres. Han indviede
Den Tidløse Vognstyrer (Sanathana Sarathi), det månedlige tidsskrift, der udkommer på 11
sprog: Telugu, engelsk, tamil, malayalam, kannada, marathi, gujarathi, bengali, hindi,
assamese og nepal. Dette tidsskrift var som en trompet, der varslede Hans komme; som
konkylien der vækker folk og får dem til at stå op; som et banner der fører an i
menneskehedens kampagne mod dens indre fjender: Begær, vrede, grådighed, vildfarelse,
stolthed og had. Baba tilskynder også folk til i kor at synge til Guds pris og at opmuntre
hinanden til at marchere mod Ham. Selv bevæger Han Sig hen over landet som en regnsky og
lader modets og overbevisningens milde regn falde på de hjerter, der ellers er udtørret på
grund af tvivlens, skuffelsens, ordstridighedernes og dilemmaernes ubarmhjertelige stråler. På
denne måde sår Han frø; sandhedens, ’rigtig handlings’, fredens og kærlighedens frø. Disse frø
er blevet styrket med de tidløse Veda’ers autoritet og de ubestridelige erfaringer og oplevelser,
som vismænd og seere fra alle lande har gjort sig. (Veda’erne er ældgamle hellige skrifter, der
åbenbarer sandheden). Mange følte sig dybt berørt af denne lysende kærlighed, og følte sig
tilskyndet til at påtage sig de afsagn og besværligheder, der er forbundet med at praktisere
åndelige øvelser og tjene andre. Det var først og fremmest Hans taler, der inspirerede dem til
at søge indad efter Virkeligheden i stedet for at søge udad efter dens skygge. Det at synge
lovsang og det fællesskab, der opstår ved at synge sammen, lærte folk at gå til kilderne og
kommunikere med det guddommelige. Folk blev indbudt til at komme til Madras og være i
Hans nærvær i forbindelse med afholdelse af den første All India Konference for Sathya Sai
Tjenesteorganisationen. På denne konference blev deltagerne udrustet med en ny
livsanskuelse og en ny livskraft, så de i endnu højere grad end tidligere kunne yde tjeneste til
6
socialt udsatte og opnå selvrealisation. På denne måde spirede frøene hurtigt frem i kraft af
Sai-solens varmende stråler.
1.4. De første to bind af denne bog, Sandhed Godhed Skønhed, har skildret disse
begivenheder. Lad mig nu genoptage Bhagavatha’en, historien om Herren, der bringer Himlen
ind i menneskets hjerte og befrier ham fra det fængsel, som han har spærret sig selv inde i.
7
Kapitel 2
Vær opmærksom: Verden i bøn
2.1. Den 12.maj 1968 blev Dharmakshethra indviet af Baba. Bygningen er en arkitektonisk
perle, der er opført på et højtliggende sted, hvorfra der er panoramaudsigt over Bombays
omegn. Stedet skal også tjene som Sai-familiens internationale samlingssted. Dette Gudspalads skal tillige være det sted, hvor Bhagavan bor, når Han er i Bombay.
2.2. Ordet Dharmakshethra er det første ord i Bhagavad Gita’ens første vers. Her bruges det
som et tillægsord, der beskriver slagmarken, hvor Kaurava’ernes magt blev pulveriseret af
Herren og Hans nåde, som Han øste over Pandava’erne. (Pandava’erne er en familie, der
kæmpede mod andre familiemedlemmer, Kaurava’erne. Det var faktisk primært fætre, der
bekæmpede hinanden. Pandava’erne betegnes ofte som værende ’de gode’, mens
Kaurava’erne er ’de onde’). (Ordet dharmakshethra symboliserer kroppen, hvor slaget om
’rigtig handling’ (dharma) skal slås). Det område, hvor slaget blev udkæmpet, var også kendt
som Kurukshethra, men Guds indgriben, der sikrede sejr til sandhed, retfærdighed, fred og
kærlighed forvandlede det til Dharmakshethra. (Ordet Kurukshetra betyder: ’Området hvor der
handles’, og stedet symboliserer kroppen). Ordet sammenfatter historien om de to klaner, der
lå i dødelig strid med hinanden på denne slagmark. Ordet symboliserer den begyndelsesløse
konflikt mellem godt og ondt i menneskets hjerte. En konflikt der finder sin afslutning i det
godes triumf. Det indtræffer, når I, som Pandava’erne gjorde det, accepterer og installerer
Gud i jeres hjerter som vognstyrer. (Herren Krishna var vognstyrer for Pandava’en Arjuna
under slaget). Og nu udvikler Baba’s rolle i menneskets historie sig yderligere et skridt, for
Han har allerede erklæret Sig Selv som Den Tidløse Vognstyrer; den Person der har siddet ved
universets hjul for alt værende og alt kommende lige fra tidernes morgen, da rummet som et
trådnet blev rullet ud over verden. For vores indre øje ser vi Herren Krishna, der holder
tømmerne, mens Arjuna lytter og lærer. Vi ser Herren, som vi ser Baba i dag, der vejleder,
beskytter, lindrer, forfægter, minder om, irettesætter, åbenbarer og stimulerer de egensindige
og de vankelmodige! Dharmakshethra vækker vores hukommelse til live, så vi føler en stor
taknemmelighed for alle dem, der opdagede ’rigtig handling’ (dharma), og som dykkede ned i
’rigtig handlings’ krystalklare strøm. Vi erindrer alle dem, der forgudede ’rigtig handling’ ved at
udleve den og ved at demonstrere, hvordan den kan skænke glæde og fred. Endelig erindrer vi
alle dem, der i alle lande og til alle tider har ofret alt for den.
2.3. Baba gav således denne bygning dette navn, og det var som sagt ikke et vilkårligt navn.
Han erklærer, at intet ord, Han siger, er blottet for åndelig kraft; det er en kalden, en fortrolig
invitation til os om at lytte til Gita’en. Han hvisker fra dybet af vores eget hjerte for at
helbrede os for vores vildfarelse, for at forædle vores indre slagmark til en tempelplads for
åndelige bestræbelser. Baba’s ord er en trylleformular, en velsignelse. Det er en
bekendtgørelse om, at Herren er kommet, at Hans mission er påbegyndt. Han vil være
vognstyrer for alle, der søger her og nu på denne tåbelige og kæmpende jordklode, som Han
har valgt som Sin Dharmakshethra. For dette er stedet, hvor ’rigtig handling’ kan læres,
praktiseres og høstes. ”Engager jer i karma, (læs: Gode handlinger som man ikke begærer
frugter af) som det bliver foreskrevet af ’rigtig handling’. I skal udøve ’rigtig handling’ med
bevidstheden om, at alt er Gud (Brahman). Marcher ad karma-vejen til Dharmakshethra, hvor
Gud-realisationen venter jer”, siger Baba.
2.4. Tusindvis af mennesker fra alle dele af Indien og endog folk fra udlandet overværede
denne indvielse. Fra fjerntliggende lande kom de, ført hertil af nådens vinde. Mere end 50.000
ivrige sjæle havde denne aften samlet sig på Bharatiya Vidya Bhavan’s uddannelsesinstitutions
område i Versova, Bombay. (Versova var i gammel tid en fiskerlandsby. Nu er det en bydel af
Mumbay). (Bharatiya Vidya Bhavan er en meget stor uddannelsesinstitution, der har over 120
8
centre i Indien og også findes mange steder i udlandet. Den blev oprettet i 1938 af K.M.
Munchi, og uddannelsen dækker alle aspekter af livet fra vugge til grav). De var kommet for at
udtrykke deres glæde over denne betydningsfulde begivenhed. Den storslåede og pragtfulde
bygning stod færdig 108 dage efter, at den første skefuld mørtel var blevet lagt. Tallet 9 er
temaet for denne hellige bygning. Der er for eksempel 18 kronblade på den beton-lotusblomst,
der omgiver den lejlighed, som Baba skal bo i, når Han er i Bombay. Når det drejer sig om
søjler, trappetrin eller de huller, der er i gittermurene, så går tallet 9 igen. Tallet 9 regnes for
at være Guds tal.
2.5. Sri P.K. Savant mindede forsamlingen om, at Baba velsignede delstaten Maharashtra,
mens Han befandt Sig i Sin forrige krop i Shirdi. (Landsbyen Shirdi ligger også i delstaten
Maharashtra). Han fortalte, at det er Maharashtra’s gode skæbne, at Han nu etablerer Sin
egen Dharmakshethra her. Baba fortæller, at alle lever, bevæger sig, handler og akkumulerer
enten fortjenester eller det modsatte. Alle har deres egen private Kurukshethra, for kuru
betyder netop ’at handle’. Hvis det er den ’rigtige handlings’ strøm, der i denne proces oplyser
hvert eneste øjeblik i livet, så bliver Kurukshethra en Dharmakshethra. ”Det er”, siger Han,
”hvad vi ønsker at lære verden. Det er det signal, der udgår her fra Dharmakshethra”.
2.6. Baba slog Sig ned i Sathya Deep, den store runde bygning med lotusblomsten. Bygningen
er omkranset af en voldgrav, der altid er fyldt med vand. Stedet blev straks et sted, der
ligefrem summede af åndelig aktivitet; en frodig leverandør af hjertelig atmosfære og lys. Her
mødtes børn fra Sathya Sai Bal Vihar-klasserne. (Der er tale om småbørnsklasser, der oprettes
for at lære børnene om Indiens kultur, menneskelige værdier og åndelige temaer i det hele
taget. Ordet ’bal’ betyder ’unge eller børn’, og ordet ’vihar’ betyder: En der opholder sig i
Himlen’). Der var også drenge og piger fra Seva Dal ungdomsorganisationerne og voksne
tjenestearbejdere fra lovsangsforeninger og tjeneste-organisationen. (Seva Dal er frivillige
mænd og kvinder, der gør tjeneste i Sai Organisationen). Her modtog de kærlighed og lærte
ærbødighed og ærefrygt. Baba talte til de åndeligt søgende og socialarbejdere, der havde
forsamlet sig i bedesalen. Alle vendte de hjem med en dybere forståelse og en bredere
livsanskuelse.
2.7. Imens dette skete, ankom der snesevis af busser fyldt med Sai-hengivne. Busserne kom
fra fjerne byer, og passagererne sang lovsange af deres lungers fulde kraft, og det gjorde de i
en grad, så de fik fodgængerne til at tro, at det var Prasanthi Nilayam, der kørte forbi!
(Prasanthi Nilayam , Den højeste freds bolig, er Sai Baba’s ashram i Puttaparthi). Hvert eneste
tog, der kørte ind på Victoria Terminalen, Bombay Central Station eller Dadar Stationen,
medbragte specielle passagervogne fra Madras, Trivandrum, Bangalore, Vijayawada, Nagpur,
Navasari, Delhi, Calcutta, Lucknow, Dehra Dun og de omkringliggende landsbyer. Vognene var
tæt pakket med mænd, kvinder og børn, der var ovenud lykkelige. Alle havde de travlt, for de
var på vej hen for at få Bhagavan’s (Baba’s) darshan; den Bhagavan som de forgudede.
Rejsen var anstrengende og monoton, men kedsomheden forsvandt, for det G-vitamin (Gudsvitamin), der blev frigivet, når de sang lovsang, virkede hurtigt på såvel krop som sind. Og folk
kom ikke blot over landjorden! Havet og luften hjalp også til med at transportere de glade
folkemasser, der kom ind til Bombay med skib eller fly fra Ceylon, Singapore, Djakarta, Manila,
Kuwait, Dubai, Casablanca, Mombasa, Nairobi, Kampala, Arusha og Malta. Der kom også
hengivne fra Hongkong, Fiji, Teheran, Tokyo, USA’s vest og øst kyst, De Vestindiske Øer, Peru
og Brasilien.
2.8. For den første verdenskonference for dem, der har valgt Baba som deres Mester og lærer,
skulle åbne den 16. maj 1968 i Bombay. Den skulle foregå på Bharatiya Vidya Bhavan’s
område. Baba erklærede, at det var første gang i verdenshistorien, at der blev afholdt en
verdenskonference med deltagelse af en Avatar, i Hans umiddelbare nærvær og under direkte
opsyn og ledelse af Avartaren Selv! Det kan ikke undre, at alle fløj mod Indien i store flokke;
de var som fugle på havets åbne tag, der fløj hen mod den mast, hvor de kunne finde ly!
9
2.9. Da de delegerede strømmede ind i salen ved daggry på åbningsdagen, blev de mødt af en
så venlig atmosfære, en så varm og hjertelig velkomst, som de aldrig havde oplevet før. På
væggen bag tribunen var der to store vægmalerier. Det ene skildrede Chaithanya, der var helt
fortabt i begejstring over at synge til Guds pris. På det andet maleri så man Thyagaraja,
helgenen, der sang fra sit medfølende hjertes dyb. Han sang om Herren Rama’s storslåethed
og kraft; den Gud han så for sit indre blik! (Chaitanya er en berømt vismand fra den 14.
århundrede. Thyagaraja regnes for Indiens største digter og komponist. Han levede fra 1767 –
1847). Bag den stol, hvor Baba skulle sidde, var der et maleri af ’lampen’: Flammen af lys og
kærlighed der står lige og lysende; den flamme som ingen vind kan ryste eller dæmpe!
Klokken 09.00 trådte Baba ind i salen. Han smilede til alle de tilstedeværende med et smil, der
mindede om en blomsts friske kronblade. Synet af Ham, der udstrålede lys og kærlighed,
betagede og frydede alle tilstedeværende. Straks derefter dirrede de hengivnes ører ved lyden
af himmelske ekkoer af vediske hymner. Baba opfordrede de delegerede fra hver enkel delstat
til at tale om det organisatoriske aspekt af åndelige øvelser i deres respektive områder. Som
svar på dette trådte dommere, rektorer, videnskabsfolk, læger, digtere, administratorer og
forretningsfolk op på tribunen og aflagde rapport om de aktiviteter, for eksempel
tjenesteaktiviteter, studiekredse og lovsang, der, foranlediget af hengivenhed, blev
gennemført i deres delstat.
2.10. Howard Murphet fra Australien sagde: ”Australien har brug for Din kærlighed, Dit lys.”
Tideman Johanessen fra Norge indrømmede: ”Skandinavien har et presserende behov for Din
lære, Din vejledning, for her har trossætninger næsten undertrykt ægte og oprigtig åndelig
længsel.” Dr. Nallainathan fra Ceylon bønfaldt: ”Vi er børn, der famler rundt i mørke. Få os til
at se!” Dr. C.G. Patel fra Kampala bad: ”Afrika har størst behov for Dig.” Indra Devi fra Tecate,
Mexico, sagde: ”Når jeg taler om Bhagavan til de studerende på Santa Barbara, Berkeley,
Chicago og andre universiteter, så nægter de at forlade lokalet, når min tale er færdig. De vil
kun forlade lokalet, hvis jeg lover at bringe Baba til Amerika. De tørster efter at se Ham.”
Charles Penn fra Los Angeles hævdede: ”Vi retter vort blik mod Indien for at få åndelig
vejledning. Vi bønfalder om, at Baba vil komme og besøge os. Når Han er hos os, så vil Han
også være hos alle andre!”
2.11. Det offentlige møde, der blev afholdt på institutionens området senere på aftenen, havde
samlet over 100.000 tilhørere. Og man kunne se, at Baba sad solidt plantet i hver enestes
hjerte. Indiens vicepremiereminister, Sri Moraji Desai, der havde været den mest asketiske af
Mahatma Gandhi’s håndlangere, ledede mødet. Han havde tidligere mødt Baba i
Dharmaskhethra og fornemmet Hans guddommelige medfølelse for en verden, der kæmper i
en dyb sump af had og grådighed. Han var synligt bevæget, da han stod der og så ud over det
ene firkantede afsnit efter det andet, der var tæt pakket med åndelige aspiranter. Kvinderne
sad til højre og mændene til venstre. De sad stille og forventningsfulde, og de var opfyldt af
begejstring og tilbedelse. De var kommet hertil fra hele verden, fra templets, moskeens og
kirkens trappetrin. De kom fra Gurdwaras og andre helligdomme, og alle fæstnede deres blik
på Baba’s henrivende ansigt. Sri Morarji Desai fortalte, at menneskets bedste lærer var
Bhagavad Gita’en, eftersom den ansporede ham til efter bedste evne at arbejde for en
forbedring af verdens tilstand. På samme tid, siger Gita’en, skal man ikke bekymre sig om
succes eller fiasko, for det er Gud, som alt arbejde er dedikeret til, der bedst ved, hvordan det
skal belønnes.
2.12. Baba begyndte Sin tale på sanskrit! (Oldindisk sprog; antageligt verdens ældste sprog).
Han havde bedt mig om at oversætte Hans tale til engelsk, og jeg stod bag en mikrofon i den
anden side af tribunen. Men efterhånden som ’Guds eget sprog’ strømmede så velklingende fra
disse guddommelige læber, blev jeg næsten stum af ren og skær beundring og bange anelser.
Hvordan, undrede jeg mig, skal jeg kunne kanalisere denne brusende Ganges over i Themsen?
Kort efter slog Baba over i telugu. ”Kroppen er helligdommen, i hvilken ’jeg’et’ er installeret.
Landet er templet for ’vi’, den kollektive vilje. Verden er templet for ’Ham’, summen af ’jeg’ og
’vi’. Dette er en forsamling af folk fra alle trosretninger, så derfor er det passende, at Jeg her
10
hævder, at enhver tro blot er et forsøg på at rense impulserne og følelserne som en del af
processen med at finde frem til sandheden, både den synlige og den usynlige. Al søgen går ud
på at finde den samme skat. Bjergtinden er én, men stierne derop er mange. Der findes også
mange bjergførere, der slås om kunderne, prestigen og pengene”, sagde Baba.
2.13. ”Selv de, der sværger på, at de ikke finder det mindste spor af Gud i rummets dyb, eller
de der erklærer, at Gud er død, eller hvis Han endelig skulle leve, at Han så har udspillet Sin
rolle, at Han altid har været en hæmsko og en dyr pestilens for mennesket – selv disse
mennesker må indrømme, at der findes noget uransageligt, som fornuften ikke kan begribe,
noget der gennemtrænger verden og åbenbarer Sig Selv i kærlighed, forsagelse og uselvisk
tjeneste. Dette noget er Gud”, erklærede Baba i Sin opildnende tale om det guddommelige,
der er iboende universet.
2.14. Idet Han påskønnede Bharatiya Vidya Bhavan’s bestræbelser på at puste nyt liv i Den
Tidløse og Universelle Religions idealer og udøvelse, sagde Baba: ”Denne konference er et
sammenløb af tre hellige strømme: Viden om Den Højeste Eksistens, som de delegerede og
gæsterne opfatter som værende helt centralt for et succesfyldt liv; det at være i godt selskab,
som de herværende aspiranter fra alle racer og religioner sørger for, samt de indiske kulturers
grundlæggende principper, som Bharatiya Vidya Bhavan hjælper alle med at huske.”
2.15. Syv underudvalg, der hver især havde diskuteret deres tildelte emne, præsenterede
deres anbefalinger og forslag til konferencens deltagere klokken 12.00 den 17. maj. De havde
arbejdet med følgende emner:
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
Lovsang, konstant ihukommelse af Guds navn og sang i byens gader.
Vedisk uddannelse og uddannelse i sanskrit.
Undervisning i moral i skoler og på universiteter.
Optagelse i Seva Dal og træning af medlemmerne.
Tilrettelæggelse af arbejdsprogrammer for kvindernes fløj i organisationen.
Koordinering af alle organisationens enheder på alle niveauer.
Samarbejde mellem indiske og udenlandske grupper inden for Sathya Sai organisationen.
2.16. Dr. V.K. Gokak talte derefter til forsamlingen om Avataren Baba: ”Vi er mødt her med
det fælles mål at påpege bevidsthedens overlegenhed i forhold til materien, subjektets
overlegenhed i forhold til objektet, den der ser hinsides det sete, vognstyreren over vognen og
det transcendentale over det ubetydelige. Så vi vil ikke blive forvirrede og bragt i vildrede over
denne menneskelige skikkelse, som Det Formløse Absolutte har iført Sig”, forklarede han.
2.17. Som Han Selv havde bekendtgjort den foregående aften, talte Baba nu om Guds navns
ophøjethed og herlighed. Han fortalte, at det kunne være ethvert givent navn, og Han talte om
det gode i mennesket, som gentagelse af navnet frembringer. ”I denne tidsperiode, hvor alt
drejer sig om materialisme”, sagde Han, ”er den konstante gentagelse af Guds navn det
eneste håb, mennesket har for at kunne hæve sig op til Ham eller for at bringe Ham nær. At
gentage navnet skænker nåde. Meera drak kruset med gift med Guds navn på læberne; og
den forvandlede sig til nektar. (Meera var prinsesse af Rajastan og dronning af Chittor;
Krishna-hengiven. Hendes mand gav hende gift, uden det havde nogen virkning på hende.
Hun komponerede hengivne sange af særdeles høj kvalitet). Helliggør hvert eneste minut af
jeres dag og nat ved uafbrudt at gentage Guds navn. I skal ikke tro, det er Mit ønske, at Mit
navn og Min form skal udbredes til offentligheden. Jeg er ikke kommet for at stifte en ny sekt.
I skal vide, at denne Sai-skikkelse er formen på alle de forskellige navne, som mennesket har
anvendt, og anvender nu, til at identificere og forgude Den Ene Guddommelige. Så Jeg
fortæller jer, at der ikke bør skelnes mellem navnet Rama, Krishna, Iswara, Sai – for de er alle
Mine navne. Hvad gavner det, hvis I tilbeder Mit navn og Min form uden at fremelske Min
ensartede kærlighed over for alle, Min uforstyrrede sindsligevægt, Min guddommelige
kærlighed, Min overbærenhed og Min tilstand af lyksalighed? Mange af jer bønfalder om at
11
modtage et budskab fra Mig! Godt. Mit liv er Mit budskab. For jeres vedkommende vil I kunne
holde fast i budskabet, hvis I bliver levende eksempler på upartiskhed, mod, tillid, og I udviser
en ivrighed efter at tjene dem, der er i nød.”
2.18. Med Sine nådesfyldte øjne så Bhagavan på alle de tørstige ansigter, der sad foran Ham,
og som var ivrige efter at sluge den sandhed, som Han var i færd med at fortælle dem.
Pludselig blev Hans øjne fulde af medfølelse. Han hævede stemmen, og Han talte hurtigere og
hurtigere. Alle de tilstedeværende følte næsten instinktivt, at de var nået til et betydningsfuldt
punkt i deres liv. I begejstring forberedte de sig på at lytte til en stor åbenbaring, til en
velsignelse, som verden sjældent kan håbe på at modtage i sin historie.
2.19. Han sagde: ”Forsamlet her i dag er folk, der har hengivenhed; her er folk fra alle
samfundslag. Jeg vil fortælle jer om Min Virkelighed, for 99 ud af 100 af jer kender den ikke. I
er blevet draget hertil af forskellige behov eller interesser, eller på grund af en smag for
åndelige anliggender eller en ivrighed efter at forbedre den institution, som I er knyttet til.
Andre er blevet draget hertil på grund af beundring, hengivenhed, kærlighed, ærbødighed eller
loyalitet. Endelig er der dem, den enten ønsker at tage del i andres jubel eller ønsker at dele
deres egen jubel med andre.”
2.20. ”Sandt at sige kan I ikke forstå Min Virkeligheds natur. Det vil I ikke kunne i dag eller
selv efter tusindvis af år med spartansk levevis eller lidenskabelige undersøgelser. Det vil ikke
ske, om så hele menneskeheden sluttede op om denne bestræbelse. Men inden længe vil I
erfare den salighed, der øses ud over jer af Det Guddommelige Princip, der har antaget dette
hellige legeme og dette hellige navn. Den gode skæbne, der har givet jer denne mulighed, er
endnu bedre end den skæbne, som var tilgængelig for fortidens eneboere, munke, vismænd
og helgener og selv personligheder, der rummede facetter af den guddommelige herlighed!”
2.21. ”Eftersom Jeg færdes blandt jer, spiser som jer og taler med jer, så bliver I narret til at
tro, at dette blot er et menneskeligt fænomen. Men lad Mig advare jer mod at begå den fejl.
Jeg vildleder jer også ved at synge og spille sammen med jer og i det hele taget gøre ting
sammen med jer. Men hvert øjeblik det skal være, vil Min guddommelighed måske åbenbare
sig for jer. I skal være parat og forberedt på det øjeblik. Eftersom det guddommelige er
indhyllet i en menneskelig krop, så skal I bestræbe jer på at overvinde illusionen (maya), der
skjuler det for jeres øjne.” (En illusion; begrebet angiver noget, der forekommer at være
noget andet, end det egentlig er).
2.22. ”Denne menneskelige form er en form i hvilken alle guddommelige eksistenser, alle
guddommelige principper, altså alle navne og former som mennesket har tilskrevet Gud, er
manifesteret. I bør ikke lade tvivlen forstyrre jeres ligevægt. Hvis I blot installerer en fast og
urokkelig tro på Min guddommelighed på jeres hjertes alter, så vil I kunne få en åbenbaring af
Min Virkelighed. Hvis I i stedet svinger frem og tilbage som et urs pendul, det ene øjeblik tror
I, det næste øjeblik tror I ikke, så vil I aldrig opnå succes med at begribe Min sandhed og
vinde denne lyksalighed. Heldige er I, som nu i dette liv får muligheden for at opleve den
lyksalighed, der stråler ud fra den Gud, hvis form er alle former.”
2.23. ”Lad Mig også rette jeres opmærksomhed mod noget andet. I fortiden var det sådan, at
når Gud inkarnerede på Jorden, så blev den velsignelse, det er at se Ham i disse inkarnationer,
først forundt den brede befolkning, efter den fysiske legemliggørelse havde forladt Jorden. Og
det på trods af, at der havde været en mangfoldighed af beviser på Hans nåde. Dertil kom, at
hengivenheden over for den pågældende Avatar var iblandet angst og ærefrygt på grund af
disse inkarnationers overnaturlige evner eller mulighed for at udøve magt. Men fundér et
øjeblik nærmere over denne Sathya Sai manifestation. Hvad er det, der i denne tidsperiode,
der ellers er domineret af tiltagende materialisme, aggressiv vantro og uærbødighed,
frembringer tilbedelse hos millioner af mennesker fra hele verden? I vil blive overbevist om, at
12
den grundlæggende årsag er det faktum, at det guddommelige er i denne menneskelige
skikkelse.”
2.24. ”Og hvor er I heldige, at I oplever, at alle verdens lande kommer og hylder Indien. At I
kan høre, at tilbedelsen af Sathya Sai’s navn, endnu mens denne krop lever, giver genlyd fra
verdens kringelkroge, og det endda mens denne form er blandt jer, med jer, foran jer.”
2.25. Denne betagende erklæring overvældede og forbløffede de delegerede. Og da de forlod
salen og nåede tilbage til deres værelser, følte alle sig ophøjede og velsignede. Baba har dog
ofte talt om, at Han er Guds inkarnation, at Han er Gud i menneskelig skikkelse, men denne
gang havde Han eftertrykkeligt identificeret Sig Selv med alle Guds navne og former; med alle
de former som mennesket nogen sinde har dannet sig i sit sind i al den tid, det har levet på
Jorden.
2.26. Den næste dag om morgenen besluttede man indholdet i underudvalgenes rapporter ved
et møde for alle de delegerede, og i den forbindelse var der nogle få delegerede, der talte til
forsamlingen. Baba opsummerede konklusionerne og talte om, hvordan organisationen
grundlæggende skulle forholde sig til det at yde uselvisk tjeneste. I disse tider, hvor verden er
fuld af hykleri, er det nødvendigt, at Baba’s direktiver er uden omsvøb og tydelige. ”Det er
forkert”, præciserede Han, ”at alle har de samme rettigheder, forpligtelser og det samme
ansvar. I kan ikke påstå, at alle køer er ens og købe dem dusinvis. Nogle af dem er måske
golde, nogle trænger til at blive fedet op, nogle giver ikke ret meget mælk, nogle er unge,
nogle er affældige, nogle er tamme, og nogle er vilde. Mennesker er heller ikke ens. Måden
folk er på, og måden man behandler andre folk, bliver bestemt af forhold, der ofte ændrer sig.
Det kan for eksempel være alder, profession, status, autoritet, lærdom og køn. Det kan også
være forhold, man tager i betragtning: Er en given person for eksempel lærer eller elev, herre
eller tjener, fader eller søn, syg eller rask og så videre. For så vidt angår Mig, så er der kun én
regel, der binder Mig: Kærlighed. Denne kærlighed vil berolige jer, den vil opmuntre jer, og
den vil inspirere jer til at forene jer med Mig.”
2.27. Da konferencedeltagerne mødte til aftenens møde, var der fire skriftkloge fra Det Indiske
Akademi af Vediske Lærde, der var blevet stiftet af Baba, der holdt foredrag på sanskrit.
Desuden talte fru Osborne til forsamlingen på engelsk. Hun blev introduceret som hustruen til
forfatteren af bogen ’Utrolige Sai Baba’. Denne bog handler om den tidligere inkarnation af den
uforklarlige Sai Baba, som er sammen med os nu! (Den tidligere inkarnation er Shirdi Sai
Baba).
2.28. Baba tilbød at opsummere de forslag vedrørende åndelig højnelse, der var kommet frem
som et resultat af de delegeredes drøftelser. Han ville også gerne fortælle om det, der havde
været det centrale i Hans samtaler med repræsentanter for de forskellige delstater. Han talte
om lovsang, meditationsmøder, studiekredse og specielt om det at gå rundt og synge i byens
gader, som Han påpegede, var en meget vigtig aktivitet for organisationen. ”Det var på den
måde”, sagde Baba, ”at Jeyadeava, Gouranga, Tukaram, Kabir og Purandara Das førte Gud til
alles hjerter. I skal samles i tiden før solopgang, og langsomt skal I gå gennem gaderne, idet I
synger lovsange, der lovpriser Gud. Bring navnet til hvert et dørtrin. Rens den luft, der er
blevet forurenet af gårsdagens vrede råb, der udtrykker had og grådighed, splid og frygt.
Hvilken større tjeneste kan I yde end denne, at begynde dagen med Guds navn og hjælpe
andre med at huske Ham?”
2.29. Konferencens afsluttende møde blev holdt klokken 10.00 om formiddagen den 19. maj
1968. Det var Baba’s ønske, at alle de, der var kommet fra nær og fjern, blev orienteret om
konferencens væsentligste beslutninger. Der var tale om sjældne og usædvanlige direktiver,
hvis formål var at højne almindelige menneskers åndelige liv. I sin tale udtalte dr. Gokak
blandt andet følgende: ”Sai er vejen til al storhed, til åndens stråleglans.” Her var dr. Gokak
alt for overvældet til at kunne forholde sig tavs. Så han fortsatte: ”Sai er ikke et forvirrende
13
ord; Sai er ikke et ord, der begrænser. Det er et ord, der indeholder betydningen af alle andre
ord. I begyndelsen var ordet! Dette ord er Ham.” Hr. Bharde, formand for Maharashtra’s
lovgivende forsamling, fortalte, at Baba hastigt var i færd med at forvandle Bombay fra at
være en sanselig by til at blive en guddommelige by. Man kan med rette påstå, at denne
forvandlingsproces foregår, ikke blot i Bombay, men over hele verden! Baba talte også om det
påtrængende behov, der er for, at mennesket bliver bevidst om sin egen udødelighed, og at
han på den måde erhverver sig mod, som Arjuna gjorde, da han ellers var overmandet af
modløshed.
2.30. Dharmakshethra, hvor Baba boede under konferencen, var hver dag samlingssted for et
antal møder, hvor Baba havde travlt med at forklare, uddybe, belyse og understrege de
grundlæggende principper for åndelige discipliner og åndelig visdom. Alt dette gjorde Han
uden at bekymre Sig om tiden og uden tanke for den udmattelse, Han udsatte Sit fysiske
legeme for. Ud over dette stod Han som leder af en ungdomslejr for 65 tidligere
universitetsstuderende. Der blev også holdt et specielt møde for Bombay’s lokale Lions Club,
der gerne ville vejledes med hensyn til hvilke grundlæggende holdninger og filosofi, der kunne
hjælpe dem med at gennemføre deres aktiviteter. Mange lagde mærke til, at Baba ret ofte gav
audiens til de oversøiske delegerede. Årsagen til dette var, at de havde færre muligheder for
at komme i kontakt med Ham, og at de derfor var ivrige efter at være Ham nær så lang tid,
som Han nu tillod det.
2.31. Blandt dem, som Baba drog hen til Sig under konferencen, var Gandhi-veteranen, den
lærde statsmand, den patriotiske forfatter, den praktiske administrator, den hengivne
studerende af indisk kultur – Kulapathi dr. K.M. Munshi. I højere grad end de tapre krigere, der
anført af Gandhi kæmpede for uafhængighed og selvstyre, havde han erkendt, at Indien var
nødt til at opnå politisk uafhængighed, så det kunne genvinde selvrespekten. Det var vigtigt,
at befolkningen igen kom til at elske landets egen kultur og komme til at yde sit bidrag til
menneskehedens fremskridt og videreudvikling. Bharatiya Vidya Bhavan er den institution,
gennem hvilken Munshi forsøgte at genopvække den indiske kultur. Det var hans ønske at
fylde den indiske ungdoms hjerter med et oprigtigt ønske om at leve deres liv som sande
sønner og døtre af moder Indien, som legitime arvinger af den kostelige skat af åndelig
visdom, som dette lands vismænd havde samlet sammen. Baba accepterede at afholde
konferencen på Bhavan’s ejendom, der er et frugtbart område, hvor man i nær fremtid ville
kunne høste en rig høst af vedisk og upanisadisk kultur. Det var noget, Baba påskønnede. Så
dr. Munshi havde sin gang både i Dharmakshethra og i den store konferencesal, og han udtalte
blandt andet: ”I hele mit liv har jeg haft en stærk interesse for personligheder, der besidder
overnaturlige kræfter. Jeg har forsøgt at forstå, hvordan de i kraft af deres personlighed er i
stand til at frigøre den faste tro og forvandle deres tilhængere til dedikerede mennesker.”
2.32. Da dr. Munshi mødte Baba første gang i Dharmakshethra, var det håbet, der mødte sin
indfrielse, den stærke stræben der mødte opnåelsen, og bønnen der mødte sin opfyldelse. For
Baba var kommet. Han var kommet for at installere viden om Gud, det vil sige viden om Den
Højeste Eksistens, på videnskabens trone; for at genindsætte Indien som menneskehedens
guru og for at hjælpe inderne med at vinde frugterne af Indiens uafhængighed ved at lære
dem at blive herre i eget hus, så de kan videregive denne viden til resten af verden.
2.33. Baba lagde mærke til, at dr. Munshi’s højre hånd rystede lidt på grund af Parkinson’s
kroniske lidelse. Dr. Munshi fortæller: ”Baba rejste Sig fra Sin stol, tog mine fingre og holdt
dem i Sine hænder. Han gned dem med hellig aske, der kom ud af Hans hånd. Herefter
bevægede Han Sin hånd i en fejende bevægelse og greb fat i en ring, som Han netop havde
materialiseret. Han satte den på min højre hånds lillefinger. Jeg fornemmede straks, at
stivheden i mine fingre næsten var forsvundet. Det samme var rystelserne i min højre arm og
mit højre ben.” Jeg vil godt nævne her, at helbredelsen var permanent og ikke blot en
forbigående fase. Den medicinske videnskab udtaler om Parkinson’s sygdom, at den er en af
de vanskeligste sygdomme at helbrede. Det gælder også det at lindre symptomerne!
14
2.34. Baba lindrede ikke blot på mirakuløs vis det fysiske handicap, som Munshi ellers så
stoisk havde affundet sig med. Baba fjernede også den hindring, der stod i vejen for, at den
70-årige lærde kunne acceptere Baba som den guru, han søgte. Baba besøgte dr. Munshi’s
hjem, og alle familiens medlemmer opdagede, at de nærede fuld tillid til Ham. Han forsikrede
dem om, at Han havde været med dem i alle de forvirrende år, der havde været præget af
pinsler og opofrelse, martyrium og stress, desillusionering og målbevidsthed samt
genopblomstring og rekonvalescens. Han fortale Munshi’s søn, at Han havde været hos ham
for år siden, da han var nødt til at søge ly i en lille stationsbygning, dengang han rejste med
tog! Han påtog Sig opgaven med at sikre hans families sundhed og lykke, for der er intet, der
er uden for Hans kærligheds formåen. Dr. Munshi skriver: ”Han har evnen til at plante troens
frø i mennesker. Det er frø, der, når de spirer, vil befri dem for grådighed, had og frygt.”
2.35. Det kan derfor ikke undre, at alle de mentale forbehold, som dr. Munshi mødte Baba
med, fordi han opfattede Ham som værende blot endnu en af rækken af Baba’er, som han
havde mødt gennem livet, nu forsvandt i det øjeblik, han erkendte og accepterede
Virkeligheden. Han tøvede da heller ikke med at erklære dette i Bhavan’s tidsskrift, der er et af
Indiens førende tidsskrifter med et oplag på over 50.000. Idet han beskrev sit felttog i
England, udtalte Julius Cæsar disse historiske ord: ”Veni Vedi Vici.” (Jeg kom, jeg så, jeg
sejrede). Dr. Munshi skrev: ”Jeg rejste derhen, jeg så, jeg blev besejret.” Dette har ikke kun
været dr. Munshi’s oplevelse. Alle, der kommer til Baba og ser Ham gennem øjne, der er klare
og skarpe, vil få den samme oplevelse.
2.36. På baggrund af en speciel anmodning fra Indra Devi, der havde planlagt et felttog ’for lys
i mørket’, der har til formål at oplyse det had-dominerede helvede i menneskets hjerte, tændte
Baba en lampe, en evig flamme, i Dharmakshethra. Denne lampe, og andre lamper, der er
blevet tændt fra denne hellige flamme, vil sprede kærlighedens lys over alle, der mediterer på
dem.
2.37. Den opgående Sai-sol fik visse mennesker til at føle sig ilde til mode. De blev forvirrede
over at se de millioner af mennesker, der myldrede til de steder, hvor Baba befandt Sig.
Beregnende mennesker, der tjente deres penge på at udføre religiøse handlinger, frygtede, at
deres traditionelle tiender og øvrige erkendtligheder hurtigt ville tørre ud. De frygtede for
deres levebrød. Lidet anede de, at Baba er kommet for at vande alle planter i Troens Have, at
Han ikke er splittelsens mand, men derimod den store skaber af harmoni. Han er bjergtinden,
der for nogle mennesker er Siva, for andre er Vishnu, for andre er Kristus, for andre er Allah
eller Budha, alt efter den indgang man har til troen på Gud. Sensationspressen gav efter for
fristelsen til at komme med blasfemiske udtalelser og løbe med sladder. Den mere
ansvarsbevidste del af pressen forsøgte at undersøge og forstå. De anmodede om, at nogle af
deres ansatte kunne komme til at møde Baba og på den måde forsøge at måle dybden af det
sjældne fænomen, der nu færdes iblandt dem. Omkring 30 specielle korrespondenter, der
repræsenterede førende engelsk- og indisksprogede aviser, kom til Dharmakshethra den 21.
maj. Det var naturligvis nysgerrighed, der lå bag de spørgsmål, de stillede. De ønskede blandt
andet at kende formålet med miraklerne, og den fremgangsmåde Baba benytter Sig af, når
Han udfører dem. Som svar på disse spørgsmål erklærede Baba, at de snarere var beviser på
end en tilkendegivelse af det guddommelige. ”Det er kærlighed, der bevæger Mig til at give, og
når Jeg ønsker at give, så er genstanden parat”, sagde Han. ”Med Min vilje kan Jeg forandre
jord til himmel og himmel til jord, men det er ikke det eneste tegn på guddommelig magt og
styrke. Det er kærligheden, medfølelsen, den uendelige tålmodighed over for alt og alle – det
er det unikke og enestående tegn”, forklarede Baba.
2.38. De, der kom for at undersøge, blev tilskyndet til at sætte sig og lære. Han rådede
aviserne til at fremhæve den enhed, der præger indisk kultur. Han rådede dem også til at
lægge vægt på de værdier, der er i den indiske måde at leve livet på, frem for at sætte fokus
på forskelle og mangler. Han ønskede, at de hverken hengav sig til smiger eller mudder-
15
kastning. Han bad dem om at undlade at ophidse læserne. I stedet skulle de skildre og sætte
fokus på de mange eksempler, der findes på uselvisk tjeneste og selvopofrelse.
2.39. Den 24. maj forlod Baba Bombay og kørte i bil mod Gujarat, hvor et stort antal
studiekredse, lovsangsgrupper samt mirakler, der udsprang fra Hans vilje, havde bevirket, at
folk her var dybt rodfæstet i Sai-hengivenhed. (Gujarat er en af Indiens delstater. Den er
beliggende i nordvest og grænser op til Pakistan). Han besøgte byerne Navasari og Surat på
Sin vej til Baroda, hvor Han tilbragte en dag. Her mødtes Han med hengivne fra byen og fra
det omkringliggende område som for eksempel byen Nadiad. Herefter vendte Baba tilbage til
Bombay og rejste straks derefter til Poona. Andhra-foreningen i Poona bød Baba velkommen i
foreningens nyerhvervede lokaler. (Andra henviser til delstaten Andhra Pradesh, hvor
landsbyen Puttaparthi ligger). Det var nu ikke derfor, Baba kom. For der er ingen, der har en
præferencestilling af sproglige, geografiske eller andre grunde. Han tilhører hele
menneskeheden. Baba talte om de problemer, der plager menneskeheden, og om de fornuftige
og værdifulde løsninger på disse problemer, som er blevet fundet af vismænd for tusindvis af
år siden. Befolkningen i Poona følte sig velsignet over at få mulighed for at få darshan og suge
nektaren fra Hans taler til sig. På Sin vej til Hyderabad gjorde Baba ophold i Sholapur, hvor
Han opfordrede folk til at undersøge, hvilke ressourcer de har og til at lære at anvende dem. ”I
skal udvikle en urokkelig tro på jer selv, på jeres evne til at leve længe og lykkeligt. I skal
tillige tro på, at I også evner at hjælpe andre”, ansporede Han. I Hyderabad var Hans budskab
også et styrkende middel til de lunefulde og de ubeslutsomme. ”Vær glade og livfulde. I skal
udvikle tro på Gud, være i gudfrygtige menneskers selskab, pleje jeres selvdisciplin og
værdsætte den uselviske tjenestes ædle idealer. I skal kontrollere sanserne, undgå at se noget
ondt, høre noget ondt, svælge i onde tanker, ord og nyheder. Gå lige frem; gå ikke ad krogede
stier. Lad være med at læse dårlige og tvivlsomme bøger; se ikke elendige og rædsomme film.
I skal disciplinere det lunefulde sind ved at synge lovsang, ved at gå rundt i gaderne og synge
til Guds pris og ved konstant ihukommelse af Guds navn”, formanede Baba. Den 10. juni
vendte Baba tilbage til Prasanthi Nilayam.
2.40. Jeg vil afslutte dette kapitel med et uddrag fra et brev fra Charles Penn, som han skrev,
efter han var vendt tilbage til Amerika. Han var opstemt, efter han netop havde fået sin første
darshan af Baba i Hans fysiske skikkelse. Hans tro og hans hengivenhed var blevet beriget af
de oplevelser, han havde haft i Dharmakshethra og til verdenskonferencen i Bombay. Specielt
havde Baba’s erklæring om, at Han var Det Ene Guddommelige Princip, der var kommet i
menneskelig skikkelse, opløftet ham. Baba viste Sig for ham i hans bolig i USA og sagde: ”I
Bombay så du, Charles, titusinder af åndeligt søgende, der søger befrielse. Alle anstrengte sig
for at få i det mindste et glimt af Mig. Men dette antal er blot en dråbe i havet, når man
sammenligner det med de utallige, usynlige sjæle, der forsøger at nå Mig fra områder hinsides
døden. Jeg skænker Mit lys og Min kærlighed til alle, og Jeg hjælper alle fremad, frem mod
befrielse.”
2.41. ”Alle, der kommer til Mig i deres konkrete form, har lykkeligvis nået en tilstand, hvor de
er begyndt at sanse Virkeligheden. De, der sukker efter at få mulighed for at se mig i Min
fysiske skikkelse, får deres bønner opfyldt. Jeg giver dem alle mulighed for at få Min darshan,
for de fortjener at modtage Min kærlighed.”
2.42. ”Og Charles, så er der dem, der aldrig kommer til at se Mig i Min fysiske skikkelse.
Alligevel har de nået Mig gennem en ven, en bog eller et fotografi. For alle dem gælder, at hvis
de har en dyb længsel, så giver Jeg dem Min darshan i deres indre. Jeg elsker dem ligeså dybt,
for de er begyndt at se sig selv som værende hinsides kroppen, som guddommelige sjæle. Det
er et ægte fremskridt mod selvrealisering. Ved at elske Herren under deres meditation kan de
opnå befrielse og fred. Alle, der mediterer på Mig som værende Den Ene med mange navne og
former, vil opnå fred.”
16
Kapitel 3
Kontinentet med den gryende bevidsthed
3.1. ”Jeg har sat Mig for at drage Jordens mennesker ind under den altomfattende kærligheds
beskyttende omsorg; den kærlighed der er beskrevet i Veda’erne. For verden er Min bolig, og
kontinenterne er sale i denne bolig. Jeg er kommet for at indskrive et gyldent kapitel i
menneskehedens historie, hvori løgn og usandhed vil mislykkes, sandhed vil triumfere, og
gode dyder vil være fremherskende. Så vil den menneskelige karakter udvikle kraft og styrke
og ikke verdslige kundskaber, teknisk snilde og materiel velstand. Åndelig visdom vil blive
indsat på tronen i landenes besluttende forsamlinger.”
3.2. ”Lad jer ikke vildlede. Det er ikke Mit mål at gøre folk målløse ved at udstille Mine
mirakuløse evner! Jeg er kommet for at skænke lyksalighedens velsignelse som en belønning
for oprigtig åndelig bestræbelse og føre menneskeheden til frihed, lys og kærlighed.”
3.3. Med disse ord afsluttede Baba Sin afsløring af, hvem Han er, og hvad Hans mission på
Jorden går ud på. Denne afsløring, denne åbenbaring, begejstrede de 1700 delegerede, der
lyttede til Hans tale.
3.4. I slutningen af juni, blot 50 dage efter denne bekendtgørelse, gik Baba ombord i et Boeing
fly i Bombay for at flyve til Øst-afrika. Det var Hans første rejse, der gik ud over Indiens
grænser; forstået som en fysisk rejse der var forud fastlagt og blev foretaget i selskab med
nogle af de mennesker, der omgav Ham dagligt.
3.5. Han var på vej til nyligt oprettede republikker på et kontinent, der først nu for alvor var
ved at bryde frem i lyset. Han skulle indgyde mod og trøste; Han skulle forene folks hjerter og
forøge kærlighedens cirkulation! Baba skynder Sig altid derhen, hvor åndelige aspiranter
kalder.
3.6. Ved et kolossalt stort offentligt møde, der blev holdt ved Dharmakshethra den 29. juni
1968, sagde Bombay’s indbyggere farvel til Baba. Senere, ude i lufthavnen, strømmede store
folkeskarer ud over terrassen og ud på det asfalterede område. Der var tusindvis af
mennesker, der begejstret tiljublede Ham, da flyvemaskinen lettede!
3.7. Flyet fløj 950 km i timen i 11.000 meters højde, og Baba havde travlt med at øse Sin
nåde ud over passagererne. Han skrev for eksempel Sin autograf i bøger og på billeder,
materialiserede en håndfuld af den helbredende aske og gav folk oplysende svar, der løste
personlige problemer af enhver art.
3.8. Bob Raymer fra Los Angeles, der var medlem af selskabet, så at Baba pressede begge
Sine fødder mod ryglænet af det tomme sæde foran Ham. Han gik ikke glip af denne
enestående mulighed. Han tog billeder af de lotusfødder, som millioner tilbeder og forguder.
Da Baba så det, tog Han et postkort fra lommen på sædet foran Ham og skrev en kærlig
irettesættelse, som Han sendte til ’Bob, Boeing 707’! Og Bob svarede undskyldende ved at
skrive følgende på et andet postkort:
Himlen er blå,
havet ligeså.
Vores ønske er gået i opfyldelse,
vi flyver med Dig.
17
3.9. Rent faktisk var himlen ikke altid blå. Den var for det meste mørk og dunkel, hvilket
skyldtes de enorme og langsomt bevægende monsun-skyer, der var på vej mod Indien. Havet
spejlede himlen. Lejlighedsvis så vi en sølvfarvet siksak krusning på dets overflade. Det føltes,
som om flyvemaskinen hang frit i luften, mens havet og landjorden blev trukket væk for neden
af en usynlig hånd. Snart kom der skinnende striber af klipper og kampesten og pletter af grøn
bevoksning til syne, så langt øjet rakte. Men straks derefter skjulte dunlette skyer landjorden.
Over højtaleren fik vi at vide, at vi nu kunne se Mount Kenya. Men det eneste vi så, var dets
forrevne blå top over mælkehavet.
3.10. Og lige pludseligt var dette mælkehav over os! Under os, gnistrende og genspejlende
Solen, så vi et tæppe af røde og brune tage – Nairobi! Klokken var fire minutter over 12, men
vores ure insisterede på, at den var 14.24.
3.11. Baba blev budt velkommen, da Han viste Sig i flyets døråbning. ”Nandala!” (Velkommen
Du søn af Nanda (Krishna’s fosterfader)), lød det spontant fra de tusindvis af længselsfulde
hjerter, der havde slået sig ned på alle de steder, hvorfra de havde et godt udsyn. Mens vi i
selskabet møjsommeligt arbejdede os igennem diverse skranker og gennem korridorer, hvor vi
udfyldte blanketter og fik vores pas stemplet, blev Baba ført væk i en blomstersmykket bil af
dr. C.G. Patel. De kørte hen til en forsamling af hengivne, der bød Baba velkommen med
lovsang.
3.12. ”Det var en fryd for øjnene og ørerne – sceneriet, hvor de overdængede os med
blomster, svingede med lamper, og hvor de sang melodisk fra deres hjerters dyb”, fortalte
Baba. ”Jeg blev mindet om de dage, da Jayadeva og Gouranga sang til Herrens pris”, skrev
Han. (Jayadeva er en sanskrit-digter fra det 12. århundrede. Gouranga er fra det 15.
århundrede, og han er især kendt for at synge bønner til Krishna på sanskrit).
3.13. Vi skulle fortsætte til Kampala, Uganda’s hovedstad. Uganda er landet, der er kendt som
Afrikas Perle. Vejen var 650 km lang. Bilerne kørte hastigt af sted opmuntret af den fine, lige
vej, der førte os gennem et vidunderligt landskab.
3.14. Mottoet for Kenya, som vi kørte igennem, indtil natten indhyllede os, er ’marambee’, ’lad
os trække på samme hammel’. Og denne ånd var tydelig at se langs ruten, hvor vi så
hvedemarker, kvæg, plantager og grupper af landsbyboere ved vejsiden. Alle ligefrem
struttede de af vitalitet. Glade dansede de langs vejen. Alle havde de grønne grene i
hænderne, som de energisk viftede med.
3.15. De kedsommelige og trøstesløse timer, som en lang rejse ofte indeholder, blev gjort
mindre monotone af de smukke og vidunderlige boulevarder med træer på begge sider, som vi
passerede. Deres beroligende grønne farve sammen med luftens kølighed, der blev mere og
mere mærkbar, efterhånden som vi kom højere og højere op, var virkelig behagelig. Den regn,
der falder over dette land i alle årets måneder, har skabt en række klukkende vandløb og
adskillige ferskvandssøer.
3.16. Vi fik et glimt af Rift Valley, som jeg havde læst om, dengang jeg læste antropologi på
universitetet i Mysore. Vi så dalen 600 meter under os, og vi så alle de stejle skrænter. Vi så
også soda-søen, Nakuru, og den by der bærer dens navn. En anseelig forsamling af afrikanere
og indere ventede på Baba i denne by. De blev belønnet med Hans darshan. Baba gik rundt
blandt dem, og Han fik øje på nogle få, der havde behov for vibhuthi, som Han materialiserede
og velsignede dem med. (Vibhuthi er hellig aske). Fra Malaba, der ligger på grænsen til
Uganda, kørte en imponerende bil foran Baba’s bil som et tegn og symbol på, at Han blev budt
velkommen af dette lands ledere. Bilerne kørte videre til Jinja, hvor Nilen kommer ud fra
Victoria-søens skød. Gennem adskillige turbineanlæg ledes floden videre og strømmer nordpå
på sin 5632 km lange pilgrimsrejse mod Middelhavet.
18
3.17. Vi nåede frem til Kampala klokken 01.30. Det var næppe et tidspunkt, hvor man kunne
forvente en hjertelig velkomst fra en stor folkeskare. Men Baba er i en kategori for Sig.
Silkebannere, der blafrede i vinden, var spændt over gaderne. Med få meters mellemrum var
der på en strækning sat blomsterportaler op, som Baba kørte igennem. Der var lys i dem alle,
og én blandt selskabet talte disse portaler. Der var præcis 108! Uden for dr. Patel’s villa sad
der 2.000 mennesker og sang lovsang. Med stor begejstring sang de i håbet om, at Baba ville
give dem den eftertragtede darshan. Og Baba skuffede dem ikke. Han steg ud af bilen, og
langsomt gik Han rundt blandt dem. Han var en sand nydelse for øjet og en fryd for hjertet.
Deres selvbeherskelse og ærbødighed var eksemplarisk.
3.18. Aldrig havde Kampala længtes så uendeligt efter daggry, som den gjorde denne nat! For
byen vidste, at Baba var kommet, og at Han ville give darshan, når Solen stod op. Baba kom
ud tidligt den næste morgen. Han stod og så ud over den store forsamling, hvis størrelse var
uden fortilfælde. Smidigt og kærligt bevægede Han Sig langs de gange, der var mellem de
fyldte felter af mennesker. Han øste Sin enestående medfølelse ud over alle de
tilstedeværende.
3.19. Når Han fik øje på et bedrøvet ansigt eller hørte én, der jamrede sig, standsede Han op
et øjeblik, bevægede Sin hånd i en let fejende bevægelse og skabte ’den guddommelige kur’ til
vedkommende. Han gik hen til de rækker af stående afrikanere, der stod i udkanten af
folkeskaren. Han tog mange af dem i hånden og førte dem ind i skyggen, hvor de andre sad,
så de kunne sidde behageligt og lytte til, at forsamlingen sang lovsang. Vi følte, at disse
mennesker var de hengivne, der havde formået Baba til at flyve tværs over havet for at
skænke sundhed og lyksalighed.
3.20. ”Jeg har ikke noget behov for at se forskellige steder. Jeg er alle vegne, altid”, fortalte
Baba os. ”I kan køre rundt. Jeg har Mit arbejde, et arbejde, Jeg er kommet for at udføre.” Men
dr. Patel overtalte Baba til at besøge hindu-templet, Bahai House, hvor man tilbeder Gud, samt
fjernsynstårnet på bakketoppen. På vejen tilbage kaldte Baba den næsten to meter høje
politibetjent, der på sin motorcykel eskorterede Baba, hen til Sig. Han materialiserede en
henrivende medaljon med et billede af Kristus til ham. Det var en medaljon, som han skulle
have rundt om halsen. Baba vidste, at manden var kristen. Baba er kommet for at styrke, og
ikke for at ødelægge og forstyrre, menneskets tro på Gud. Intet kan hindre eller begrænse
Hans kærlighed. Han tolererer ikke mure, der skiller den ene isme fra den anden. Under
lovsang udvalgte Han den syge og den invalide, den døve og den stumme, den blinde og den
lemlæstede og tog dem med ind i villaen. Med ømhed og kærlighed talte Han med hver eneste
af dem. Han talte på swahili, engelsk eller hindi og gav dem alle et tegn på Sin nåde. Det
kunne for eksempel være hellig aske, en talisman, medaljoner med et billede af Sig Selv eller
Kristus eller et andet helligt udtryk. Alle, der trådte ud af værelset, havde et smil på læberne,
et glimt i øjet, en stråle solskin i hjertet og en fasthed og beslutsomhed i sin gang. En person,
der var stokdøv, da han gik ind i værelset, kom ud og var helt bjergtaget over den forbløffende
verden af lyde. En polioramt dreng kom dansende ud. En patient, der blev kørt ind i ’håbets
værelse’, gik selv derfra. Han gik med sine hænder på skuldrene af sin ledsager, mens en
frivillig skubbede den tomme kørestol ud gennem porten.
3.21. Den 3. juli var en mindeværdig dag. Først var der flyveturen til Nagorongoro-krateret.
Dette naturreservat rummer den største koncentration af vilde dyr i Afrika. Vi nåede frem til
Entebbe Internationale Lufthavn i bil. Sammen med nogle medlemmer af selskabet steg Baba
op i en tomotores flyvemaskine klokken 09.00. Tre af os, der havde fuld tillid til Ham, fejede al
den frygt til side, som ellers var opstået, fordi nogle overnidkære venner advarede os om, at
en etmotores flyvemaskine nok ikke var den maskine, de ville vælge til at flyve hen over
junglen, der vrimlede med vilde dyr!
3.22. Vi fulgte Baba i denne skrøbelige ’super-maskine’, der blev fløjet af en britisk veteran,
der hele tiden udstrålede tillid. I halvanden time fløj vi over det umådeligt store indlandshav
19
med ferskvand, nemlig Victoria Søen, som Nilen forgæves forsøger at tørre ud. Vi kunne se
hundredvis af gazeller, zebraer og andre vilde dyr, da vores maskine langsomt fløj hen over
Serengeti Nationalpark. Krateret er en kæmpestor rund slette, der består af 320 km2
græsslette, buskads og skov, der er hjemsted for det store antal vilde dyr. I disse fantastiske
omgivelser så vi også nogle få Masai landsbyer, der ejede og passede store flokke velnæret
kvæg.
3.23. Fra den provisoriske landingsbane kørte vi til kraterets hovedbygning. Her modtog en
familie vilde elefanter os. De stod og viftede med deres store ører, og et imponerende opbud
af elfenbensfarvede stødtænder funklede i den dejlige formiddagssol. Landrovere kørte os over
et lavvandet område, hvor vi så bøfler, zebraer og gnuer. Snart kom vi til løvernes
tilholdssted. Inde fra bilens sikkerhed beundrede vi en kraftig hanløve, der sad på en
forhøjning og gabte. Nogle få meter derfra kørte vi forbi et par velnærede løvinder, der lå og
holdt siesta i græsset. Vi mødte flere af den slags familier, og inden længe forsøgte de at
indynde sig hos os. Vi følte, at Baba var kommet for at velsigne dem. Som var den kommet ud
af ingenting, rejste en statelig og prægtig ældre løvinde sig og gik majestætisk hen mod en
flok velplejede giraffer. Denne pludselig opståede fare fik de langhalsede kammerater
kendskab til via nogle fugle, der skræppede op. Til gengæld advarede girafferne bøflerne,
zebraerne og gnuerne! I løbet af få sekunder forsvandt de i det fjerne, og den fornemme
løvinde stod og snuste til den tomme luft!
3.24. Baba henledte vores opmærksomhed på denne gensidige tjeneste. Han fortalte, at
mennesker har fokus på fordelene ved konkurrence og kampen for at overleve, men de vilde
dyr lærer mennesket samarbejde og uselvisk tjeneste som idealer, når det drejer sig om at
overleve.
3.25. Vi tog afsked med krateret klokken fire om eftermiddagen, og da vi nærmede os Lake
Natron, fløj flyvemaskinerne, lidt farefuldt, lige hen over en nyligt dannet vulkan, der udsendte
røgelse til Ildguden! Vores lille maskine svævede stille omkring, mens vi ventede på et signal
fra lufthavnen om, at vi måtte lande i Embakasi. Det gav os lejlighed til at se giraffer og
strudse fra et fugleperspektiv.
3.26. Baba’s bil krøb af sted i sneglefart gennem Nairobi’s overbefolkede gader. Han var på vej
hen til en park, hvor Hans første offentlige møde skulle afholdes. Tilstrømningen af tilhørere
var uden fortilfælde i Kenya’s historie, for indtil nu havde ingen besøgende haft en sådan
universel tiltrækning. Folk, der var trofaste over for én religion, folk, der accepterede alle
trosretninger, skeptikere, åndelige aspiranter, videnskabsfolk, spiritister, mænd og kvinder fra
alle samfundslag, var der. Alle var de opfyldt af en længsel efter at se og høre Ham og, hvis
det var muligt, modtage Hans accept. Baba bygger Sin helligdom i alle hjerter med
sandhedens mursten og kærlighedens mørtel.
3.27. Hans tale understregede, at hvert eneste menneske, faktisk hver eneste eksistens, er en
gnist af den guddommelige stråleglans, et bølgeslag af den guddommelige herlighed. Han
rådede alle til at se ind under huden, ind i den fysiske, mentale og endog den intellektuelle
indpakning. ”Denne beboelse af kød og knogler, af frygt og følelser, af tvivl og ønsker er
boligen for Den Ene Udelelige Altgennemtrængende Gud.” Baba ved, at denne livsanskuelse er
det stærkeste grundlag for den sikreste metode til at sikre racemæssig og lokal harmoni.
3.28. Baba vendte tilbage til Sin bolig, og her velsignede Han den enorme forsamling af
hengivne, der strømmede til stedet. Senere satte Han sig foran fjernsynet. Det var første gang
mange medlemmer af Hans selskab så fjernsyn. Det program, der blev vist, fik Baba til at tale
om alt det onde, som dette medie såede i folks sind. Baba fortalte, at det sløvede og dæmpede
de højere impulser og aktiverede de lavere. ”Målet for TV-udbyderne og reklamefolkene er at
bringe flere og flere mennesker hen foran fjernsynet. Så standarden, kvaliteten, bliver mere og
mere forsimplet, og dette værdifulde undervisningsredskab bliver reduceret til et forurenende
20
element”, sagde Han. Baba er en ubarmhjertig modstander af film, tegneserier og skræk og
gru serier i fjernsynet, der sår sensualitetens, anarkiens og blodtørstighedens frø i jomfruelige
sind.
3.29. Nairobi er den eneste by i verden, der har en forstad, der er ejet og beboet af løver!
Hver dag vågner byen til lyden af disse prægtige kattes brøl. Tidligt på dagen den 5. juli kørte
vi ind i nationalparken og fortsatte til det sted, hvor der levede en masse flodheste. Her var
der rigtig mange flodheste, og ret tæt ved så vi også nogle krokodiller. Det inspirerede Baba til
at understrege, at de vilde dyr er klogere end mennesket, når det drejer sig om kunsten at
leve. ”Vi kan finde på at slå vores egne artsfæller ihjel for at have noget at prale med”, sagde
Han.
3.30. På vejen tilbage fra flodhestene så vi hanløver med nogle fantastiske manker, og vi så
tre velsoignerede løvinder, der mageligt lå og solede sig. De lod sig overhovedet ikke påvirke,
da et dusin kameraer klikkede. I stedet gjorde de sig til, som var de filmstjerner omgivet af
fans! Vi så også nogle strudse og giraffer, der opførte sig, som om de lidt kejtet skyndte sig til
et eller andet mystisk og hemmeligt møde.
3.31. Efter frokost tog dr. Patel Baba og selskabet til Nanyuki. Byen ligger 2130 m over havets
overflade, og vi kørte dertil i bil. Hvis man har evnen til at digte, vil det ikke være vanskeligt at
sætte et par linjer sammen om denne oplevelse. For her kan man opleve at stå med den ene
fod på den sydlige halvkugle og den anden på den nordlige halvkugle, for ækvator løber
gennem dette sted! Der er faktisk et hotel her i byen, der praler med, at denne linje passerer
lige gennem deres veranda.
3.32. Vejen til Nanyuki viste os kaffe- og sisalplantager; Kikuyu’ernes stråtækte hytter kiggede
mistænkeligt på vores biler. I ’Den Hemmelighedsfulde Dal’ overnattede vi på hotel ’Teee
Tops’, der var opført på høje pæle. Fra dette sted kunne vi om natten, under en smilende
måne, se leoparder, der flænsede deres nedlagte bytte, bøfler der slikkede salt samt elefanter,
gazeller og andre vilde dyr, der vigtede sig og i den grad nød livet.
3.33. Det var torsdag. Så Baba afledte vores opmærksomhed, så vi ikke var optaget af
fantasier om elefanter og andre vilde dyrs tossestreger. I stedet førte Han os ind i vore eget
sinds jungle og fortalte os, hvordan vi kunne indfange de vilde dyr, der havde søgt ly der. Han
fortalte os om den disciplin, der kan berolige og tæmme dem. Pludselig, med en cirkulær
bevægelse, skabte Han et smykke med et aftryk af Sit eget portræt. Han lagde det i hånden
på en person, der sad ved siden af Ham. ”Her! Gå med det. Du har længtes efter et sådant
smykke i årevis.” Idet Han henvendte Sig til os allesammen, sagde Han: ”Åh! I ønsker alle
sammen noget, gør I ikke?” Og hånden bevægede sig igen. Nu dukkede der en beholder af
guld op i Hans hånd. Da Han skruede låget af, opdagede vi, at den var fyldt til randen af
guddommelig nektar! Dens duft kan slet ikke beskrives! Det var en tyk, sød, flydende
nådesgave!
3.34. Den næste morgen, på vejen tilbage til Nairobi, steg Baba ud af bilen i Nanyuki og
mange andre byer og landsbyer, hvor store folkeskarer ventede på Ham. Undrende sagde Han:
”Hvem har informeret disse mennesker om, at Jeg ville komme denne vej forbi?” De må have
fornemmet det gennem Hans medfølelse; det var den eneste forklaring, vi kunne finde.
Omkring middag steg Baba og Hans følge op i den ventende flyvemaskine. Vi fløj over Rift
Valley gravsænkningen, det berømte Kenya plateau og havnen Kisumu ved Victoria søen, og
på den måde nåede vi frem til Entebbe.
3.35. Der var mange, der benyttede sig af Baba’s tilstedeværelse i Kampala til at modtage
velsignelser og råd. Indiens højkommissær, Sri K.P.R. Singh, Uganda’s stabschef general Idi
Amin, forsvarsminister hr. Onama, ministeren for information og radio og TV, hr. Ojira,
minister for internationale anliggender, hr. Bataringaya, politiinspektør hr. Ortega og andre
21
afrikanske ledere mødte Baba i dr. Patel’s villa og fik på den måde et glimt af Baba’s herlighed.
Under Sit ophold talte Han til forsamlinger, der bestod af folk fra Rotary- og Lion-logerne,
læger, forretningsfolk og medlemmer og ansatte i tjenesteorganisationer. Selv intime og
personlige spørgsmål fra deltagerne i disse møder besvarede Han med Sin naturlige venlighed,
hjertelighed og humør. I forbindelse med afslutningen af alle disse møder bevægede Han Sig
ud blandt dem og skabte forskellige genstande, som Han forærede til nogle af deltagerne. Det
var for eksempel billeder i emalje eller guld – Kristus til de kristne, Guru Nanok til sikherne,
Zarathustra til parserne og Sig Selv til dem, der længtes efter Ham. Han talte længe og kærligt
til en gruppe studerende fra Makrere Universitetet og stod blandt dem, mens de tog billeder.
3.36. Under disse gruppemøder blev der stillet mange forskellige spørgsmål: ”Hvis der findes
en Gud, hvorfor kan vi så ikke se Ham?” Baba svarede: ”Hvorfor skulle du forsøge at se Gud?
Du er Gud. Der er intet, der ikke er Ham. Oplev Ham på den måde.”
3.37. ”Hvordan kan vi være lykkelige altid?” Baba svarede: ”Få din glæde indefra. Du er Den
guddommelige Gnist (Atma), lyksalighedens evige kilde. Elsk alle. Så vil ingen hade eller
misunde dig.” Til lægerne sagde Han: ”Jalousi er lægers og advokaters faglige sygdom! Vær
glade, når andre læger opnår et godt omdømme eller et højt vederlag. I skal ære den
højtidelige ed, I aflagde ved dimissionen, dengang I tog jeres universitetsgrad.”
3.38. Den 7. juli talte Baba ved det første offentlige møde i Kampala. Han fortalte den
flerracede og på alle måder mangfoldige folkeskare: ”På samme måde som den samme
blodstrøm cirkulerer i alle kroppens lemmer, aktiverer Det Ene Guddommelige Princip hele
universet. Lad være med at blive alt for involveret i livets tumult, idet I ignorerer det
slægtskab med Gud, som I har med alle de væsener, der findes omkring jer. Lad være med at
lægge for meget vægt på individuelle variationer, men ret jeres opmærksomhed mod det
universelle slægtskab. Ignorer perlerne og kontempler i stedet på den forenende, evige og
allestedsnærværende tråd.” Dette var et opmuntrende budskab, og det blev modtaget med
begejstret bifald af muslimer, kristne, behaier, hinduer og parsere.
3.39. Den 8. juli talte Baba til en anden stor forsamling i Kampala. Han sagde blandt andet:
”Her i Kampala vil Jeg helt præcis klargøre for, hvilke grundlæggende forudsætninger der skal
være opfyldt, for at man kan leve et liv opfyldt af tilfredshed og lykke.” Detaljeret fortalte Han,
hvilke discipliner, der skal arbejdes med for at opnå et sådant liv, nemlig meditation og
kærlighed. ”Kærlighed er kraften, kærlighed er lyksalighed, kærlighed er lys, kærlighed er
Gud”, sagde Baba.
3.40. Disse taler knyttede Baba tæt til afrikanernes hjerter. I Ham så folk en ven, en vejleder,
en leder og et lys. Men det var rygtedes, at Baba ville rejse tilbage til Indien den 10., eftersom
det den dag var Guru Pournima (dagen, hvor man ærer sin guru). Så denne aften, da Baba gik
rundt blandt de tusinder, der sad inde i de opstillede telte, knælede rækkerne med afrikanere,
og de rakte små beskeder og breve til Ham. Nogle havde tårer i øjnene, da de indtrængende
bad til Ham. Jeg stod og så på dette sceneri gennem et vindue i dr. Patel’s villa. Jeg så på de
ansigter, der var fulde af tilbedelse, og jeg kunne ikke undertrykke mine tårer. Jeg var
overvældet af en dejlig følelse af taknemmelighed over, at Baba havde givet mig muligheden
for at overvære denne spontane bølge af hengivenhed her på et nyt kontinent. Jeg blev
vækket af mine drømmerier af en let berøring af min ryg. Det var Baba. Han spurgte: ”Hvorfor
disse tårer?” Beskederne og brevene var fyldt med sorg, for afrikanerne havde fået at vide, at
Baba planlagde at rejse til Bombay den 10. juli. ”Fader, rejs ikke fra os så hurtigt!” var klagen
i hver en bøn. Via et telegram blev Indien informeret om, at hjemkomsten var blevet udsat.
3.41. Dagen, hvor det var fuldmåne, og hvor åndelige aspiranter på ny dedikerer dem selv til
Mesterens fødder, faldt den 10. juli. Baba havde tidligere fortalt Bombay, at Han ville
ankomme til byen med fly klokken 21.45. Han ville forlade Kampala klokken 11.00 om
formiddagen, og således kunne både Afrika og Asien glæde sig over at få Hans darshan den
22
samme dag! Men idet Han gav efter for afrikanernes inderlige længsel, besluttede Han Sig for
at tilbringe hele dagen i Kampala, så Han kunne skænke hengivne på andre kontinenter andre
beviser på Sin allestedsnærværelse.
3.42. Mere end 25.000 mennesker samlede sig denne morgen for at synge lovsang.
Afrikanerne sluttede sig til koret, der blev ledet af hr. Zoodoo fra Tanzania. I over to timer gik
Baba langsomt rundt blandt rækkerne af ensomme, kærlighedssøgende og spændte hjerter.
Han gav alle en håndfuld slik og en pakke vibhuthi. Til modtagernes store forbløffelse
opdagede de fleste af dem, at der inden i pakken, solidt placeret inde i den hellige aske, lå et
emaljeret portræt af Kristus, korset, Krishna eller Baba Selv. Avisen Uganda Argus bragte en
artikel, der meddelte, at Baba havde bragt budskabet om enhed og uselvisk tjeneste til dette
kontinents befolkning. Baba’s taler og øvrige aktiviteter blev også vist i fjernsynet eller bragt i
radioen, så hele befolkningen kunne dele den inspiration, der lå i dette evangelium!
3.43. Om aftenen den 10. juli talte Baba til omkring 200 unge mænd og kvinder, der
arbejdede som frivillige i forbindelse med offentlige møder og afholdelse af lovsang. De
betjente, der var på vagt og chaufføren af den ledsagende bil, blev også belønnet med Hans
nåde. Baba påskønnede den ånd af uselvisk tjeneste og den intelligens, der prægede
Kampala’s ungdom. Da Han var kommet tilbage til Bombay, talte Han om disse unge
mennesker i Sin tale. ”De havde ingen tidligere erfaring med at kontrollere og vejlede en så
stor forsamling. De havde end ikke trænet i det. De var deres egne vejledere, men de optrådte
med en eksemplarisk tålmodighed og årvågenhed. Døgnet rundt arbejdede de utrætteligt, og
de var dygtige til at samarbejde”, sagde Han.
3.44. Udover at deltage i lovsang, der, som dagene gik, tiltrak flere og flere mennesker fra
nær og fjern, mødtes Baba med grupper af åndelige aspiranter og aktive medlemmer af
tjenesteorganisationen fra Kenya, Tanzania og Uganda. Senere besøgte Baba dr. Patel’s klinik
og også mange hjem, der tilhørte begejstrede tilhængere. Uanset hvor Han bevægede Sig hen,
var der en vrimmel af folk, der var ivrige efter at få endnu et glimt af Stråleglansen. De
stimlede sammen og stod i portene eller på vejbanen i timevis.
3.45. Den 12. kørte Baba til Murchison Falls nationalpark, der er et af de smukkeste og mest
dyrerige områder i Øst Afrika. De snorlige veje, der bugtede sig over rækken af bakker,
fristede den person, der sad bag rettet i vores bil, til at speede op og overhale alle de biler, der
kørte foran os. Vi kørte så hurtigt, at da vejen pludselig drejede, så væltede bilen og rullede
rundt og rundt. Til sidst standsede den. Den stod på sine ødelagte hjul i forpint stilhed.
3.46. Baba’s bil havde på det tidspunkt passeret Masindi, der lå 50 km længere fremme. Til
Sine medpassagerer i bilen sagde Han: ”Den anden bil er i vanskeligheder. De vil genoptage
deres rejse i en taxa!”
3.47. Vi fire, der sad i bilen, blev kastet mod tag og gulv, og vi modtog slag og stød overalt på
kroppen. Manden bag rettet faldt ud af bilen. Hans ven på hans venstre side kæmpede med at
åbne den beskadigede dør med sin uskadte venstre hånd. Bagsædet lå på mit hoved, der var
kilet ind mellem det og det sammenstyrtede tag! Jeg opdagede, at jeg sad overskrævs på
brystet af min medpassager. Jeg havde en lang flænge i panden, og blodet dryppede ned på
hans skjorte. Jeg havde fået flængen, fordi mine briller var gået i stykker, da jeg ramte – ja
jeg ved ikke hvad!”
3.48. Den tredje bil ankom, og de var alle totalt forvirrede. Snart trak vores venner os
forsigtigt ud af bilen. Der lå faktisk et hospital lige her, hvor bilen havde præsenteret os for
denne overraskelse –’Kasturi Falls’ (Kasturi’e fald), og det var ikke inkluderet i det oprindelige
program! Jeg kunne selv tage på hospitalet på trods af den blødende flænge, det blå øje, såret
på det venstre ben og en kæmpebule på det højre! Takket være Baba var jeg heldigvis den,
der var værst ramt! Den blanket, som den afrikanske læge udfyldte, da han undersøgte mig,
23
er stadig i min besiddelse (skønt der tydeligt står trykt på den: ”Denne blanket tilhører
hospitalet.”). Den er dateret den 12.07.1968 og har følgende indhold. Navn: Kasturi. O.P. nr.
11112/68. Diagnose: Mindre snitsår (det skyldtes Baba’s nåde). Behandling: Udbedring på
skadestuen. Indsprøjtning med anti-toxoid 1500.
3.49. Jeg kunne ikke lade være med at le af mig selv. Fuldstændig hjælpeløs var jeg hoppet
rundt inde i en løbsk bil for siden at lande på min nabos bryst. Farten går jo som bekendt
forud for faldet. Baba råder altid: ”Start tidligt, kør langsomt og nå sikkert frem!” (Her
henviser Baba til ens åndelige udvikling).
3.50. Det fatale ulykkested foran dette hospital vil jeg huske, indtil min hukommelse svigter
mig. Stedets navn er lige så kraftfuldt som en amulet. Dets karisma er bemærkelsesværdig.
Gentagelse af dette navn vil muligvis afværge, at jeg bliver udsat for fremtidige biluheld.
Nakkasongola! Det er navnet på stedet. Det er et nærmest mirakuløst flerstavelsesord. Jeg
kunne godt tænke mig at opstille en sten på dette sted med indskriften: ”Her råbte fire mænd
Sai Ram! De blev reddet.”
3.51. Vi pakkede os tæt sammen i den tredje bil og nåede frem til Masindi. Herfra hyrede vi en
taxa og kørte af sted mod Baba. Da vi nærmede os parken, så vi velkomstplakaten: ’Elefanter
har forkørselsret!’ Det betød, at vi ville komme til at se flokke i løbet af dagen.
3.52. Vi så et par gigantiske bisonokser, der så temmelig ondskabsfuldt på os, mens de
gnaskede græs ved vejsiden. Vores bil blev færget over den brede, grønne Nil, og idet vi kørte
ind mellem to levende elefanter med spidse, hvide stødtænder, der var omkring 1,5 m lange,
kørte vi i hast i sikkerhed i ’Pra Safari Lodge’. Baba kom hen til os for at give os et skulderklap
og trøste os. Han lyttede til vores beskrivelse af ulykken, som Han allerede kendte alt til.
3.53. Åh! Det var al panikken og al den vilde forvirring inde i bilen værd! Ingen dødelig moder
kunne have været mere medfølende over for sine kvæstede børn. Den lægende vibhuthi var
parat. Han smurte den Selv på sårene. Han brugte Sit eget lommetørklæde som forbinding til
mine sår over øjnene. Han materialiserede salve og piller ud af den blå luft. Forsigtigt trykkede
eller gned Han de steder, der gjorde ondt. Vi var Ham helt nær, mens Han kærligt trøstede os.
Han gav os styrke til at slå det skete ud af hovedet. Jeg takkede Nakkasongola og ham, der
kørte vores bil for at have fået denne gave; denne guddommelige ømhed.
3.54. Straks herefter sad vi i en motorbåd og sejlede op ad Nilen. Vi sejlede op til Murchison
vandfaldene og tilbage igen, en tur på over 24 km. Båden passerede flokke af flodheste, der lå
tæt sammen. Man kunne lige netop se deres øjne, ører og engang imellem deres næser over
vandet. Nogle af dem befandt sig på landjorden med røde, tøndelignende unger, der tittede
frem gennem det tykke papyrus rørkrat. Der var også krokodiller med åbne gab, men den
brutale hale og det grådige gab skræmte ikke på mindste måde de store flodheste.
3.55. Vi så krokodiller i vandet og hundredvis på bredden, måske endda tusindvis, for bredden
syntes at være levende af krokodiller, så langt øjet rakte. Winston Churchill, der i sin ungdom
har vandret gennem denne jungle og sejlet på denne strækning af Nilen, affyrede et skud med
sit gevær mod et af de sovende, øgleagtige dyr. ”Ved lyden af skuddet”, skrev Churchill
senere, ”styrtede hele flodbredden, der før havde syntes at være én lang stribe af mudder,
som rasende ud i Nilen. Mindst 1.000 af disse krokodiller var blevet vækket og overrasket af
dette ene skud.” Baba lagde mærke til de mange hjejler, der hoppede rundt blandt
krokodillerne. Der var endda nogle få, der vovede at sidde og balancere på kanten af denne
frygtelige tand-fælde! Han sagde: ”Prøv at se den gensidige tjeneste, som fuglen og det vilde
dyr yder hinanden.” Ja, hjejlen er den eneste fugleart, der bliver tolereret og endda bliver budt
velkommen af krokodillerne. De spiser de parasitter, der sidder mellem krokodillens skæl og
piller de rådne småstykker af mad, der sidder mellem de dødbringende tænder, væk!
24
3.56. Da vi havde krydset Nilen og var vendt tilbage til ’Pra Safari Lodge’, bragte vores biler os
gennem elefant-land og hen til Nilen oven over vandfaldene. Flokke på tredive eller fyrre
elefanter så på afstand ud som fåreflokke, der græssede på engene. Men da vi kom nærmere,
fyldte synet af disse dyr os med ærefrygt og forbløffelse. En tyr stod nogle få meter fra den bil,
som Baba sad i, og for at give den en god darshan stillede Baba Sig op på trinbrættet! Det så
ud, som om tyren var yderst taknemmelig, for den stod og stirrede nogle få minutter og fyldte
sine små øjne med al denne kærlighed, hvorefter den vendte sig om og sluttede sig til flokken.
3.57. Vi kunne høre den høje, uophørlige brummen fra vandfaldene, når vejen drejede.
Efterhånden som vi kom nærmere, blev denne brummen til en tordnende brusen, og pludselig
var vandfaldene der. Små grupper af afrikanere dansede på flodbredden i vild ekstase.
Afrikanere står sjældent stille, de er næsten aldrig i ro. Og når de går, virker det, som om de
svinger i takt til rytmen af en melodi.
3.58. Murchison vandfaldene er rasende og fascinerende. Som rivende, frådende vandmasser
kommer Nilen strømmende hen imod faldet, hvor klippespalten pludselig snævres ind til en
bredde af kun 5-6 meter. Gennem denne snævre port presses vandet i et styrt på 40-50 meter
som en åbenbaring af rædsel og skønhed. Baba var glad for, at vi fik set dette mageløse
sceneri. Bob Raymer tog en række vidunderlige billeder af Baba foran disse vandfald. På vejen
tilbage til Masindi kørte vi på en vej, der var sjappet på grund af et kraftigt regnvejr. Vi var
nødt til at sænke farten for at undgå at skride ud. Elefanter, der krydsede landevejen, var en
anden årsag til, at vi kun kom langsomt frem
3.59. Fra Masindi fortsatte vi til Kikondo, der ligger 130 km væk. Her skulle en lovsangssal,
der var blevet opført i autentisk afro-arkitektonisk stil af en hengiven, indvies. Det var en stor
ejendom, hvor man dyrkede ris, sukkerrør og bananer. Selve salen var fuld af afrikanske
arbejdere, der sad på hug. De ærede Baba som ’gude-mennesket’ fra øst. Baba sad på et
specielt sæde, der var arrangeret til Ham, men snart bevægede Han Sig rundt blandt disse
landarbejdere og materialiserede og uddelte slik og helbredende lægemidler til dem.
3.60. Han fortalte de afrikanske og indiske tilhørere at blandt alle dyr, var det alene
mennesket, der havde forvildet sig bort fra sine tildelte opgaver. Alle andre holder sig til deres
’rigtig handling’ (dharma), og det uanset hvilke hindringer de støder på. Tigeren vil aldrig
nedlade sig til at æde græs. Elefanten vil aldrig blive fristet til at æde et måltid bestående af
fisk eller kød. Men mennesket, kronen på skaberværket, kravler rundt i dyrisk søle og er tillige
stolt af det.
3.61. Vi nåede Kampala klokken et om natten. Det sene tidspunkt skærpede blot appetitten for
at få darshan hos de tusinder, der ventede her, og som havde været travlt beskæftiget med at
synge lovsang. Baba gav dem den meget eftertragtede gave, idet Han gik iblandt dem og stod
oppe på den dekorerede tribune i så lang tid, at det tilfredsstillede alle.
3.62. Den 13. juli var præget af en voksende tristhed, skønt alle havde mulighed for at se
Ham, lytte til Ham og røre Hans hellige fødder. Folk kom fra Mwaza, Daressalam, Mombasa og
Eldoret for at overtale Baba til at besøge deres by. Kampala’s borgmester bønfaldt om, at Han
forlængede Sit ophold i byen. Baba er altid alle vegne. Han åbenbarer Sin tilstedeværelse for
alle, der kalder på Ham, og endog for mange der slet ikke er klar over, at Gud er blandt dem
for deres skyld. Så for så vidt angår Baba, så er der ingen kommen eller gåen, ingen ankomst
eller afsked. Alligevel er det sådan, at den fysiske tilstedeværelse skaber en sådan loyalitet, at
man føler sig forældreløs uden den.
3.63. Den 14. juli før daggry befandt halvdelen af Kampala’s befolkning sig foran dr. Patel’s
dør. Strømme af biler og fly havde bragt folk hertil fra Jjinja, Mbale, Kakira, Kabale, Ikaye og
Kapila. Det er byer, hvor Sathya Sai Tjenesteorganisationen og lovsangsforeninger er aktive.
”Jeg har ikke noget ønske om at overvælde eller chokere folk, så de underkaster sig eller
25
kommer med overdreven smiger. Jeg er kommet for at installere sandhed og kærlighed i
menneskets hjerte”, erklærede Baba. Derfor bønfaldt tusinder om, at Han ville bliver der, eller,
hvis det ikke var muligt, i det mindste snart komme igen.
3.64. Da Han steg ind i bilen, tørrede selv de muskuløse betjente, der var på vagt, og som
holdt de brusende rækker af mennesker på afstand, de tårer væk, der strømmede fra deres
øjne! Baba klappede dem blidt på ryggen, men det gjorde blot pinen værre! Vejen mod
Entebbe var blokeret af biler, lastbiler, scootere og cykler. Flyet fra Øst-afrikas Luftfartselskab,
der skulle flyve Baba til Nairobi, fik et lille problem, da det bevægede sig ud af landingsbanen.
Så Kampala fik en bonus på yderligere to timer, hvor Baba opholdt Sig på dens jord! Uganda’s
motto er: ’For Gud og mit land’. Og Baba velsignede den befolkning, der er med til at holde
dette land oppe.
3.65. Vi nåede Nairobi klokken 14.30, og de mange tusinder, der hilste flyet med bifaldsråb,
blev belønnet med en hurtig darshan, eftersom forsinkelsen foranledigede lufthavnspersonalet
til at lade den ventende Boeing-maskine lette med det samme. Vi fløj med All India
Luftfartsselskab. Vi fløj over Etiopien og Somalia, og vi blev bragt over Det Røde Hav i en
højde på over 4 km og landede i Aden klokken 17.15. Bombay var 3.000 km væk, og det ville
tage 2 timer og 40 minutter af flyve dertil.
3.66. Skønt Baba ikke forlod maskinen, og skønt datoen for flyafgangen var blevet udsat i
Kampala, blev vi overrasket over, at en lang række af hengivne og beundrere (indere såvel
som arabere) kom ind i flyvemaskinen for at berøre lotusfødderne. Baba talte venligt til dem
alle. For deres skyld materialiserede Han den hellige og helbredende aske. Klokken 12.45
indisk tid landede det fly, der havde haft den gode skæbne at flyve med den mest kostbare
last, der findes i denne tidsalder, i Santa Cruz lufthavnen i Bombay. 10.000 hurtigt bankende
hjerter bød Ham velkommen med rungende hurraråb.
3.67. Den 15. juli talte Baba til en kæmpestor forsamling ved Dharmakshethra. Det var et
møde, der blev ledet af dr. K.M. Munshi. Dr. Munshi var ikke i stand til at undertrykke glædens
og taknemmelighedens tårer, da han sagde: ”Det bedrøvede mig at se, at troen på Gud og
seriøsiteten hvad angår religiøse anliggender blev svækket i hastigt tempo omkring mig, og
jeg var på randen af fortvivlelse, når jeg tænkte på dette ældgamle lands fremtid. Men når jeg
betragter Bhagavan Sri Sathya Sai Baba og ser den transformation, som Han bringer i stand i
hjerterne på millioner af mennesker, så bliver jeg opmuntret og glad.” Baba erklærede, at
racistiske konflikter og fjendskab udspringer af ren og skær uvindenhed om menneskets
grundlæggende broderskab.
3.68. Han fortalte den hjerteskærende historie om Karna, den ældste af Pandava’erne. Hans
moder kastede sin førstefødte i Ganges. Babyen flød ned ad strømmen og blev reddet af en
vognstyrer, der opfostrede barnet, som havde det været hans eget. Han tog det med til
Kaurava-fætrenes hof. Det var dem, der havde svoret evig hævn over Pandava’erne. Karna
voksede op og blev Kaurava-familiens højre hånd. Pandava’erne hadede ham. De kæmpede
også mod ham, idet de var fast besluttet på at tilintetgøre ham, uanset hvad det måtte koste.
Til sidst lykkedes det for dem. Det var først på det tidspunkt, at de fik kendskab til, at Karna
var deres ældste broder født ud af det samme skød! Åh hvor de klagede sig, angrede og
forbandede sig selv!
3.69. Alle mænd og kvinder er brødre og søstre. De skylder hinanden kærlighed, uselvisk
tjeneste og ærbødighed, men de er ikke bevidst om denne sandhed, så de hader, de slås, de
slår ihjel, og de forgifter sig selv med hævngerrighed. ”Det at triumfere over andre er blot et
andet navn for selv-ydmygelse”, sagde Baba.
3.70. ”Det var denne sandhed, denne enhed som ofte bliver misforstået som værende
forskellighed, når folk ser den gennem egoets briller, som Jeg udbredte i Øst-afrika”,
26
erklærede Baba. ”De mennesker, som Jeg mødte der, og dem der lyttede til Mine taler, fik et
glimt af den Virkelighed, på hvilken glæde og sorgs, vinding og tabs, triumf og kvalers bølger
hæver og sænker sig.
3.71. ”Mange af dem fortalte Mig, at det alene er Indiens vismænds oplevelser, der kan frelse
dem og fylde hjertet med fred. Indiens ægte kulturs stråleglans vil således sprede sig fra
kontinent til kontinent, fra land til land, fra lokalsamfund til lokalsamfund. Og det vil ske
kontinuerligt i tiden, der kommer. Det er Min opgave. Det er Min vilje”, sagde Han.
3.72. Måneder senere skrev en Muganda-lærer fra Afrika: ”Baba! Frels mig, befri mig for sorg!
En af mine bedste venner var så heldig at røre sømmen af Din kjortel, da Du gik forbi ham.
Han sagde, at jeg skulle bede til Dig og frelse mig selv fra sorg.” En åndelig aspirant fra
Mukono skrev: ”Åh Herre! Giv mig styrke til at tilgive dem, der skader mig. Få mig til at
glemme de krænkelser, de påfører mig.”
3.73. En katolik fra Sierra Leone skriver: ”Jeg har skrevet mange af Hans sentenser i en lille
notesbog, og jeg tænker ofte på dem, når jeg har brug for trøst eller vejledning. Hvis det er
Hans vilje, vil jeg en dag være så heldig at komme til Prasanthi Nilayam. Eller måske sker det
aldrig. Men på min egen måde vil jeg fortsætte med at forsøge at udvikle en stadig større
bevidsthed om Gud.”
3.74. Når mennesker rører ved Hans kjortel eller Hans fødder, så begynder der at være
antydninger af en vidunderlig forvandling af tilskyndelser, en forædling af impulser,
tilbøjeligheder og holdninger. Det hele kan også sættes i gang ved at folk læser en bog af eller
om Ham, eller ved et ord eller to som Han har sagt, eller ved den følelse af taknemmelighed
der kan opstå, når Han ser på én.
3.75. Måtte lyset fra Hans kærlighed også oplyse vore hjerter og måtte hele verden skinne i
denne evige stråleglans.
27
Kapitel 4
Forbilledet og forskrifterne
4.1. Fra Øst-afrika skyndte Baba Sig til Bombay, og fra Bombay til Anantapur. Undervejs
gjorde Han et kort ophold i Bangalore. Der skulle tages et stort skridt i kampagnen med at
genoprette den menneskelige moral, en opgave Han var kommet for at løse. Et nyt skridt i
dette arbejde skulle netop tages den 22. juli 1968. Baba skulle oprette et college for kvinder i
Anantapur!
4.2. Aurobindo har sagt: ”Et nyt center for nytænkning forudsætter et nyt uddannelsescenter.”
(Aurobindo var er berømt vismand, yogi, filosof og digter, der levede fra 1872 til 1950). Denne
Avatar har ingen destruktive våben i Sin besiddelse som Rama’s bue eller Krishna’s diskos.
Han sætter Sin lid til uddannelse frem for eliminering; til vejledning frem for ødelæggelse. De
gode bliver opmuntret til at blive bedre, og de bliver opmuntret til at trænge ind i området,
hvor de allerbedste og de velsignede befinder sig. De mindre gode bliver opmuntret til at
afkaste sig fejhedens klædedragt, der fastholder dem i frygt og forleder dem til, i selvforsvar,
at fremkalde frygt hos andre.
4.3. Derfor er Baba tidsalderens fremmeste lærer. Hvert eneste af Hans ord er et mantra; hver
eneste af Hans taler er en upanishad (en hemmelig eller strengt videnskabeligt doktrin);
enhver formaning er en Gita (Guds sang); hver eneste sang, Han synger, er som en
pilgrimsrejse ind i den helligste kerne af ens væsen – en åbenbaring af ens skæbne og
guddommelige herlighed. Baba vejleder den uforbederlige, den uforsonlige, den vantro og den
umyndige med hensyn til åndelige øvelser. Han tager alle ind i Sin fold. Når Han er til stede,
kan man ikke sige: ”De sultne får løfter hovederne, men får ingenting at æde.” De er muligvis
får eller geder; de løfter måske slet ikke hovederne; de er muligvis slet ikke klar over, at de er
sultne; de kan måske ikke finde ud af, hvad der er god, og hvad der er dårlig næring; de kan
muligvis slet ikke finde ud af, hvor denne føde kan fås i rigelig mængde. Men Baba tager dem
til Sig og giver dem føde, der sikrer dem et godt helbred og lykke i rigt mål; et helbred og en
lykke, der ikke ødelægges af tidens tand eller tvivlens undergravning.
4.4. Baba skriver ofte breve til dem, som Han ønsker at korrigere, trøste eller lede ind i den
heldige gruppe af oplyste personer. Han overøser dem med Sin kærlighed, er deres gode ven,
tager dem ved hånden og leder og formaner dem som den myndige og strenge fader. De
bøger, Han har skrevet: Prema Vahina (Kærlighedens kildevæld), Jnana Vahini (Visdommens
kildevæld), Prasanthi Vahini (Den højeste freds kildevæld), Dhyana Vahini (Meditationens
kildevæld) Dharma Vahini (Den ’rigtige handlings’ kildevæld), Sandeha Nivarini (Svar der
fordriver åndelig tvivl), Gita Vahini (Gita’ens kildevæld) og Bhagavatha Vahini
(Gudhengivenhedens kildevæld) er skatte, der kaster lys over de åndelige discipliners
indviklede problemer. I tidens løb har disse storslåede værker og Purana’erne fået tilført
tilføjelser af fantasifulde entusiaster. (Purana’erne er 18 åndelige tekster, der udgør en
samling af ældgamle legender og overleveringer). Disse tilføjelser skæmmer originalernes
storslåethed og fremkalder væmmelse hos de åndeligt søgende, der søger den guddommelige
nektar. Baba har redigeret Bhagavatha’en og Ramayana’en (Historien om Rama) på en måde,
så de i dag er uvurderlige vejvisere for de åndelige aspiranter, der søger befrielse. (Det
åndelige værk, ’Bhagavatha’, beskriver Guds inkarnationer på Jorden. Skriftet har speciel
fokus på Herren Krishna). Baba’s taler, der tiltrækker forsamlinger på titusinder af mennesker i
selv afsides liggende landsbyer, indvarsler en ny æra for alle, der hører dem, og det selv om
de ikke forstår det sprog, Han taler på. For, som Baba siger, når ét hjerte kommunikerer med
et andet hjerte i kærlighed, så er sproget en hindring snarere end et redskab!
28
4.5. I Sin rolle som lærer og underviser skåner Baba end ikke dem, Han vil undervise, når de
sover om natten. Da Han slog Swami Abhedananda i hovedet, da han lå i sin seng hos Sri
Ramanasram i Thiruvannamalai, satte den ældre Swami sig op og undrede sig over hvem,
hvad og hvorfor! Baba gav ham darshan i skikkelse af den afdøde Sri Ramana Maharishi og i
skikkelse af Sig Selv for derefter at lade skikkelserne smelte sammen i et intenst lys. Det
gjorde Han for at vise ham, at Han og hans guru er den samme. Herefter talte Han til ham på
telugu om, hvorledes han kunne ændre sin meditation, så han kunne blive fri for den tvivl og
de afvigelser, der plagede ham.
4.6. Baba viser Sig for nogle åndelige aspiranter under det, der kan beskrives som drømme,
og favoriserer dem med tiltrængte råd. Det kan for eksempel være: ”Koncentrer dig på halschakraet.” Den åndeligt søgende, der modtog dette råd, spurgte mig, hvad dette chakra er for
noget. Vi fandt ud af, at dette chakra er centeret for næring af kroppen, hvilket på dette
tidspunkt netop var det problem, som den åndeligt søgende havde. ”Læs også Mahanyasa”,
rådede Han en anden sanyasi, der på ceremoniel vis var i gang med at læse Devi
Bhagavatham. (En Sanyasi er en person, en asket, der har gjort sig fri af alle ønsker. Han skal
besidde enhed i tanke, ord og gerning, være helt opslugt af Gud, Den Eneste Ene, og være
fuldt og helt optaget af at opnå forening med Gud). Baba underviser også under folks
meditation, som det er tilfældet med Charles Penn i Californien. Det sker, når som helst denne
har et åndeligt dilemma eller en knude, der skal løses op. Jeg vil her nævne to uddrag af, hvad
Han engang sagde til en åndelig aspirant i en drøm. Aspiranten skrev det ned i sin notesbog,
så snart han vågnede.
4.7. ”Du skal ikke blot gøre dig fri af frygt, men du skal også gøre dig fri af håb og
forventninger. Du skal have tiltro til Min visdom. Jeg begår ikke fejltagelser. Elsk Min
uforudsigelighed! For den er ikke en fejltagelse. Den er Min hensigt og vilje. Husk på, at intet
sker, uden det er Min vilje. Vær stille. Prøv ikke at forstå; bed ikke om at måtte forstå. Giv
afkald på at forstå. Giv afkald på kravet om at måtte forstå.”
4.8. ”Mediter på den følese du har i tidspunktet mellem søvnen og den vågne tilstand. Mediter
på den følelse, du har på netop dette tidspunkt. Mærk hvor umiddelbart, hvor nært, hvor dybt
foreneligt det føles. På dette tidspunkt har du følelsen af at give slip; kroppen er slap og
kraftesløs. Bevidstheden er også kraftesløs. På samme måde som søvnen overmander dig, skal
du lade Gud overmande dig.”
4.9. I tilfælde hvor Baba på denne måde dukker op i hengivnes drømme, har Han lært dem
nye lovsange. Han har siddet foran dem, som musiklærere har for vane. Han har bedt dem
synge disse sange i forbindelse med Dasara-festlighederne i Puttaparthi. (Dasara, der betyder
10, festligholdes hvert efterår. Højtiden består af Navarathri (ordet betyder 9 nætter) samt af
den 10. dag – Dasara. Det er en højtid, hvor man fejrer de gode kræfters sejr over de kræfter,
der modsætter sig menneskets stræben efter at nå Lyset. Specielt tilbedes gudinderne Durga,
Lakshmi og Saraswathi, fordi de skænker os mennesker mod, rigdom og visdom). Senere, da
de ankom til Puttaparthi, tilskyndede Han dem til at synge dem! En hengiven var engang så
involveret i civile søgsmål i retten, at han var tæt på at gå fallit. Baba viste Sig for ham, mens
han sov. Helt enkelt og ligetil fortalte Baba ham: ”Gods og guld er ikke ligefrem det mest
passende at være bundet af, Min kære ven.” Baba er underviser. Og som den inkarnation, der
er kommet for at undervise, er Han engageret i denne opgave, og det over hele verden og på
alle tidspunkter.
4.10. Når Han holder tale, indleder Han ofte med ordene: ”Legemliggørelser af Den
guddommelige Gnist!” Det er essensen af al Hans lære. Mennesket er nødt til at forstå og
erkende, at det er Den guddommelige Gnist, den uovervindelige, ubegrænsede VærenBevidsthed-Lyksaligheds bølger på det hav, der er Gud. Bevidstheden om denne sandhed er
hengivenhed. (Begrebet Væren-Bevidshed-Lyksalighed er en ældgammel måde at beskrive
29
Herren på. Væren betyder ’udødelig eksistens’; Bevidsthed betyder ’universel viden’, og
Lyksalighed betyder ’fuldstændig og ubetinget lyksalighed’).
4.11. Baba insisterer på, at alle får kendskab til denne sandhed om sig selv, at alle får et glimt
af sig selv i spejlet, så han kan leve sit liv med styrke, tro, mod og i fred. Han siger, at Livets
Træ har sine rødder i Den guddommelige Gnist. Hvis troen er fraværende, tørrer vi ud og
bliver kastet hid og did af skæbnens flygtige pust! Stammen og grenene, bladene og kvistene
på Livets Træ er konsekvenserne af vores kontakt med og engagement i den ydre verden,
slægt og venner, jeg og mine og de plusser og minusser, som livet byder os. Træets blomster
er kærlighedens tanker, ord og handlinger. Og den lyksalighed, der opstår, er frugten. Men
Baba forklarer, at sødmen i frugten er de gode dyder, den gode, gudfrygtige karakter. Uden
denne karakter, der gør frugten værdifuld, og de guddommelige rødder, der nærer træet, er
livet blot en ørkenvandring, og kroppen er blot brændsel og føde for smådyr.
4.12. For at prente denne sandhed om Den guddommelige Gnist, den inderste kerne i alt, i
menneskets sind, har Baba en uafbrudt kæde af organisationer, der bliver kontrolleret og ledet
af hengivne, der er fordybet i Hans lære, og som bliver vejledt af Ham. Små børn bliver samlet
af kærlige arme og bliver optaget i Bal Vikas-klasser. (Bal Vikas er undervisning af børn fra
omkring 4-5 år. Der undervises i Indiens kultur, i moral og i menneskelige værdier. Det er
Baba, der har oprettet disse Bal Vikas-klasser overalt i Indien. Bal betyder ’unge eller børn’, og
vikas er det en blomsterknop gør, når den folder sig ud og bliver en smuk blomst). De lærer
forskellige lovsange, de opfører små skuespil, der har temaer fra Upanishad’erne, de store
episke heltedigte, Purana’erne og store helgeners liv. Mange af stykkerne har Baba Selv
skrevet.
4.13. Børnene bliver trænet i at ære deres forældre og ældre mennesker og at overholde de
regler, der gælder i trafikken. Desuden lærer de at tegne og lave modeller af scener og
helligdomme, der får én til at tænke på livets højere værdier. De hilser venligt på hinanden
ved at sige OM. Kort fortalt lærer børnene ikke, at A er et bogstav som i appelsin, men at A er
et bogstav som i Arjuna. De gentager ikke ’ælle bælle mig fortælle’ eller taler om Snurre Snup
og julemanden. I stedet gentager de for eksempel ’Rama, fyrste og søn af Raghu’ eller
Subrahmanyam, Subrahmanyam Shanumukhanatha Subrah manyam. (Syng Herren
Subrahmanyam’s navn; Herren med de seks ansigter, Siva’s søn).
4.14. Når børnene bliver lidt større, bliver de optaget i junior Seva Dal, hvor de lærer udvalgte
vers fra Bhagavad Gita’en og sange sunget af helgener i tilbedelse af Gud. De lærer
førstehjælp, lærer at meditere, udvikler kunstneriske talenter gennem leg og lærer at male og
dekorere med blomster. De lærer også at stå foran store forsamlinger og tale om Baba og
Hans lære, idet de gengiver de illustrative historier og lignelser, som Baba anvender.
4.15. Når de bliver 18 år gamle, bliver de optaget i det egentlige Seva Dal, og de modtager en
solid træning, så de kan modstå den uselviske tjenestes barske realiteter. De organiserer
lovsang i fængsler, varetægtsarrester, spedalskhedshjem, hospitaler, slumkvarterer, skoler og
herberger. De hjælper til med at holde deres by eller landsby ren og sund. De donerer blod til
blodbanker, studerer de hellige skrifter og opfører moralske skuespil. De bruger enhver
mulighed, de får, til at udvikle evner og stille sig til disposition for de nødstedte og de dårligt
stillede.
4.16. De ældre er medlemmer af tjenesteorganisationer, der arrangerer lovsang, det at gå
rundt i gaderne og synge til Guds pris, studiekredse og fejring af helligdage, hvor man mindes
helgeners og vismænds storhed. Den kvindelige fløj i organisationen arbejder specielt med at
yde hjælp til kvinder, og de arbejder i Bal Vika’s-klasser, hvor de vejleder børnene på
sandhedens vej. Mens Baba uafbrudt og konstant inspirerer og vejleder, fejer den højere
uddannelse og åndelige forvandlings nærende flod hen over Jorden.
30
4.17. Baba har erklæret, at Han er kommet for at grundfæste sandhed, rykke usandhed op
med rode og puste nyt liv i menneskets moralske idealer. Bhagavan Sri Sathya Sai
Tjenesteorganisation er blevet det nye uddannelsescenter, hvor Hans tanker føres ud i livet i
denne Sai-æra. Baba siger: ”Denne organisation er beregnet til at udvide folks syn på det at
udføre uselvisk tjeneste. Den er ikke udtænkt for, at den skal skilte med hengivenhed eller få
nye hengivne ind i folden! Den har heller ikke til formål at føre sine medlemmer frem som en
ny menneskerace! Den er dedikeret til den storslåede opgave, det er at hjælpe folk mere og
mere, for at de kan erkende deres Virkelighed og blive forenet i den.”
4.18. ”Uddannelse skal skænke mennesker ydmyghed. Den vise udviser ydmyghed over, at
han ikke ved mere; tåben er stolt over, at han ved så meget. Ydmyghed og ærbødighed er
uddannelsens ægte frugter. Men i dag er ærbødighed blevet det første offer i dagens skoler og
universiteter.” Baba gentager en sentens fra Bhagavad Gita’en: ’Lærde ser enheden for sig’.
Og om de lærde siger Baba blandt andet: ”De fremmer ikke uenighed og strid; de opmuntrer
ikke til had. De søger Den Ene. Når Denne kendes, så ved man alt! De søger harmoni og ikke
konflikt. Men nu til dags er lærde plaget af misundelse, ondsindethed og stridigheder; det er
deres professionelle sygdomme.” Det er Baba’s opfattelse, at genopretningen af den
menneskelige moral også skal finde sted på uddannelsesinstitutionerne, for hvert eneste år
pumper de uærbødighedens, manglen på selvdisciplinens, uduelighedens og den rodløse
kulturs forræderiske gift ud i samfundets rivende strøm.
4.19. Før hver undervisningstime rådede guruen den Upanishad-studerende. Han fortalte, at
uddannelse er en fælles oplevelse, og at det mindste anstrøg af vrede og misforståelse mellem
læreren og eleven vil forurene denne vekselvirkning.
4.20. Nutidens elever og studerende terroriserer lærerne. Lærerne tænker på deres
økonomiske belønning og viger uden om deres fundamentale pligt til at undervise. De følger
ikke op på deres ret til at kræve ærbødighed. Den upanishadiske guru sendte eleven hjem,
efter denne havde afsluttet sine studier, med formaningen: ”Tal sandt. Gå retskaffenhedens
vej. Ær din moder som Gud, ær din fader som Gud, ær din lærer som Gud.” Med i dag bliver
forældre opfattet som hindringer, som nogen der står på den anden side af generationskløften,
og giver de unge en masse besvær. Moderen er fyldt med ældgammel overtro, og læreren er
en person, der kan bestikkes eller skræmmes til at udskrive eksamensbeviser og karakterer,
der er så høje, at man består eksamen og eventuelt får en universitetsgrad!
4.21. Derfor følte Baba, at ungdommen hurtigt skal føres tilbage på den vej, som de i dag er
gået fejl af. De skal advares mod den katastrofe, der venter dem og deres land, hvis tingene
fortsætter på samme måde. Det gælder ikke blot i Indien, men i alle lande. Den uro, der
præger nutidens elever, og som har spredt sig over hele verden, er blot det ydre tegn på en
indre adfærdsvanskelighed. Den atmosfære, som de vokser op i, og den rolle som forældrene,
de ældre og regeringen opdrager dem til at spille, oser af hykleri og smålighed, banalitet og
kunstighed.
4.22. ’Eksemplet er bedre end regler’, lyder ordsproget. Men det eksempel, som den ældre
generation viser ungdommen i dag, er langt mere skadeligt end deres regler! Baba har helt og
holdent lagt skylden på forældrenes, lærernes og samfundets skuldre. Han bebrejder dem, at
de opdrager den kommende generation på sløve, ensformige og dystre skoler, hvor Gud
holdes ude, og idealismen holdes nede. Baba fastholder, at der ikke findes nogen autoritet, der
har påstået, at en Avatar kan gøre dette, men ikke kan gøre noget andet. Krishna besluttede
Sig for at være vognstyrer på en stridsvogn, for det var den bedste og hurtigste måde, hvorpå
Han kunne udføre den opgave, Han var kommet for at udføre. Rama gik ud for at jage en
gylden hjort, skønt Han vidste, at den blot var et klogt udtænkt lokkemiddel. For det var
nødvendigt, at Han var af vejen, så Ravana kunne kidnappe Sita ved hjælp af et kneb, en
grusom kriminel handling, for hvilken døden var den legitime belønning! Så Baba stillede
spørgsmålet: ”Hvad forhindrer Mig i at starte colleges? Ingen kan forhindre en blomst i at
31
skænke sin duft til luften! Det er Min natur at undervise, at bringe det guddommelige, der er
iboende mennesket, frem i lyset. Jeg anvender alle midler for at fuldbyrde dette. I beder: ’Fra
mørket, før mig til Lyset’. (Læs: Fra uvidenheden, før mig til åndelig visdom). Dette er et af
svarene.”
4.23. Baba’s tanke var, at Han i første omgang ville afhjælpe og korrigere kvindernes
uddannelse, for som Han har skrevet i Dharma Vahini (Den ’rigtige handlings’ kildevæld):
”Intet land kan bygges, så det bliver stærkt og stabilt, hvis det ikke sker på grundlag af dets
kvinders åndelige kultur. Denne generation er fuld af mangel på retskaffenhed samt
uretfærdighed, ondskabsfuldhed, grådighed, løgnagtighed og ubarmhjertelighed fordi de
mødre, der har opdraget den, ikke var årvågne nok eller intelligente nok. Det kan også
skyldes, at mændene ikke havde den fornødne tiltro til, at mødrene kunne bære ansvaret med
at opdrage deres børn. Men det der er sket, er sket. For i det mindste at redde den næste
generation skal kvinder uddannes på en velgennemtænkt måde, og de skal udstyres med den
visdom, sjælsstyrke og tro, der kan gøre dem parat til at leve op til det store ansvar, der hviler
på dem.”
4.24. I juni 1966 var Baba i Anantapur, områdets største by og dets officielle hovedstad. Byen
ligger små 100 km fra Prasanthi Nilayam. Han var blevet indbudt af en High School for piger.
Pigerne var i en vanskelig situation, som berørte Ham. De var nødt til at tage til fjerne egne,
hvis de ønskede at tage en højere uddannelse. Og en sådan uddannelse kostede også mange
penge. Han besluttede Sig for at tage endnu et skridt i Sin opgave med at genoprette ’rigtig
handling’, for siden årtusindskiftet havde kvinderne været den ’rigtige handlings’ vogtere.
Vuggen er den første skole for menneskenes børn. Han bekendtgjorde, at der snart skulle
oprettes et college for kvinder i Anantapur. Han besluttede Sig for at gøre Anantapur til
brændpunktet for den uddannelsesrevolution, der vil fuldbyrde genoplivningen ad Den Tidløse
og Universelle Religion; en genoplivning, der vil være til varig gavn for hele den menneskelige
familie.
4.25. Kvindernes college blev indviet den 22. juli 1968. Meget få colleges bliver indviet under
en så udsøgt protektion eller med et løfte om så gunstige fremtidsudsigter for sine studerende.
Der er også meget få colleges, der på deres åbningsdag har et så imponerende udstyr i form af
inventar, bøger og frem for alt et team af lærere med en sådan entusiasme og akademisk
dygtighed.
4.26. Ministeren, der havde ansvaret for uddannelse i Andhra Pradesh-regeringen, var til
stede. Han ledte det offentlige møde og sagde, at det, der i dag bliver indviet, ikke blot er ét
college blandt mange, men at det er et nyt kapitel i historien om uddannelse af kvinder. Han
vidste, at dette college vil være en forløber for mange lignende colleges over hele landet.
Årsagen til denne udtalelse var, at Baba har meddelt, at Han planlægger at oprette et eller to
colleges i hver af Indiens delstater. Alle disse colleges skulle senere knyttes sammen i et
universitet. Alt dette vil være redskaber skabt for at hjælpe Ham med at løse Sin opgave.
4.27. Baba sagde:” Beslutningen om at starte dette collage er ikke motiveret af et ønske om at
opnå et godt renommé, eller et ønske om at promovere en sekt, eller håbet om at opnå en
økonomisk profit. Berømmelse er et lunefuldt fantasifoster! Et godt renommé kan hurtigt
forsvinde. Til økonomisk profit vil der ofte klæbe sig en form for urenhed. Jeg har tilladt
oprettelsen af dette college, fordi det i de studerendes sind vil prente sandhedens, den ’rigtige
handlings’, fredens og kærlighedens idealer. Det er idealer, der er blevet beskrevet i
Veda’erne, skildret i de hellige skrifter, illustreret i de episke heltedigte og praktiseret af
utallige generationer og gennem oplevelse bekræftet som det, der er bedst til at sikre
individuelt og samfundsmæssigt fremskridt. Ethvert barn, der er født i Bharat, har ret til at
kende og nyde godt af denne værdifulde arv.” (Sai Baba anvender ofte, men ikke altid, ordet
Bharath, når Han taler om Indien. ’Bha-ratha’ betyder det land, hvis befolkning har tilknytning
32
(rathi) til Gud (Bha-ga-van). Der er tale om et land, der eksisterede længe før vor tidsregning,
og landet var betydeligt større end det nuværende Indien).
4.28. ”Landbrug (agriculture) er for at opretholde livet; den guddommelige Gnists kultur
(Atma-culture) er for at opnå succes i livet. Et uddannelsessystem, der holder børn væk fra
Gud, det eneste tilflugtssted, den eneste slægtning, den eneste vejleder og beskytter, er et
system, hvor den blinde er beskæftiget med at gøre de mennesker blinde, der længes efter
lyset.”
4.29. ”Kvinder er den åndelig kulturs bolværk. Men som man tydeligt ser af den holdning og
den adfærd, som uddannede kvinder har i dag, så er de hastigt ved at bukke under for den
tomme snak, den overflødige pynts tiltrækning, den billige og tarvelige litteratur og sanselige
film.”
4.30. ”Ethvert barn har fem mødre og skylder at være loyal over for disse fem. De fylder dets
liv med mening og formål. De fem mødre er: Moderen, der fødte dets krop. Koen, der giver det
mælk og oksen, der er dens partner i arbejdet med at fremskaffe føde gennem dets liv.
Landet, der til gengæld for såsæden giver korn tilbage hundredefold. Det område, som det er
blevet født ind i, og som præger dets måde at leve på, tankemønstre, idealer og mål. Og
endelig den åndelige kultur. Den første moder skal fortælle barnet om de fire andre mødres
herligheder, så derfor er hendes position yderst vigtig. Hendes ansvar er absolut afgørende.
Det er grunden til, at Jeg i første omgang har besluttet at starte et college for kvinder. Jeg gør
det for at opretholde og fremme ’rigtig handling’ og Den Tidløse og Universelle Religion, som
Jeg er kommet for at sætte nyt liv i og føre til sejr.”
4.31. ”Det er alene Viden om Den guddommelige Gnist, der kan fæstne sindet på ’rigtig
handling’”, erklærede Baba. Sathya Sai Sanskrit-skolen i Prasanthi Nilayam forbereder et antal
unge mænd, så de bliver bekendt med det område af ånden, der blev udforsket af
eventyrlystne pionerer i det ældgamle Indien. De tilegner sig også Prasanthi Nilayam’s
budskab om, at man skal praktisere stilhedens disciplin. Der er ikke tale om den negative
stilhed, hvor man undertrykker fristelsen til at tale højt eller give udtryk for følelser og stærke
sindsbevægelser. Der er derimod tale om den positive stilhed, der udspringer fra frihed,
hellighed og en bevidsthed om den allestedsnærværende Baba
4.32. I Prasanthi Nilayam finder vi også Prasanthi Akademiet med dens strålende forsamling af
skriftkloge inden for Veda’erne og sanskrit-kendere, der af Baba har fået tilladelse til at dele
deres viden og deres rigdom af uforstyrret, mental fred med de uerfarne og de kæmpende, så
de også kan få et glimt af herligheden og bevæge sig fremad. Men Baba siger, at Viden om
Den guddommelige Gnist ikke længere kun skal være forbeholdt skriftkloge og skoler, hvor
man bibringer de studerende kendskab til Veda’erne. Ethvert menneske, der er udrustet med
skelneevne, ikke-tilknytning og sund fornuft, skal have lov til at få denne viden. Om de er
bevidst om den slags viden eller ej, så skal de kunne gøre sig fortjent til glæde og fred.
4.33. ”Vand er billigere end mælk. Vand er essentielt for, at man kan opretholde livet. Mælk er
essentielt for ens helbred og styrke, for at man kan modstå angreb fra sygdomme. I dag bliver
der leveret verdslig uddannelse (vand) på skoler og i colleges. Det er en uddannelse, der lærer
eleverne om forskellige faglige emner og overfører informationer. Viden om Den
guddommelige Gnist (mælk) bliver opbevaret i ashram’er og de skoler, hvor man bibringer de
studerende kendskab til veda’erne. Vand bliver dyrt, og der bliver betalt en høj pris for det,
når det bliver blandet med mælk. Så bliver det også nærende! Derfor skal Viden om Den
guddommelige Gnist kommunikeres til de unge mennesker på college sideløbende med, at de
lærer verdslige fag og modtager den verdslige information. På den måde kan de frimodigt
møde livets dilemmaer”, udtalte Baba.
33
4.34. Baba siger: ”Vi har hørt om 7-års krigen, 30-års krigen og 100-års krigen. Krigen mellem
mennesket og sindet, mellem den individualiserede sjæl og illusionen, individet og den
objektive verden, har gået for sig altid. De allerførste mennesker var viklet ind i den. Det
allersidste menneske vil også være nødt til at udkæmpe den. Sådan er det, medmindre I, som
Arjuna, vælger Herren som jeres vognstyrer og overgiver sanserne, sindet, intellektet,
ønskerne, midlerne og målet til Ham. Hvis I ikke gør det, så vil krigen ikke ende med, at I
sejrer. Det er den lektie, viden om Den guddommelige Gnist lærer. Det er den lektie,
menneskets børn har ret til at tilegne sig.”
4.35. Bortset fra det foreliggende pensum, og den opmærksomhed det kræver, insisterer dette
college på, at de studerende deltager i bøn og meditationsklasser. På et tidspunkt i løbet af
året vil der også blive afholdt et kursus om Indiens kulturelle arv. Betydningen af yoga og
mental selvbeherskelse i relation til fysisk velbefindende bliver fremhævet, og der bliver
arrangeret kurser, hvor man lærer om disse ting i praksis. De studerende bliver rådet til at
holde sig væk fra film og rædselstegneseriers forurenende påvirkning. De opmuntres til at gå
enkelt klædt og undgå kunstfærdige frisurer, der på grund af deres aparte udseende tiltrækker
opmærksomhed. De bliver rådet til at efterligne de store kvinder fra fortidens Indien, der bliver
hyldet i de store episke heltedigte og i Upanishad’erne såvel som i historiebøgerne.
4.36. Atmosfæren i dette college er gennemsyret af Baba’s velsignelser, og det i sig selv
inspirerer til at udvikle gode og rene kvaliteter. Baba besøger ofte dette college og rådgiver
Selv de studerende. Lejlighedsvis tager Han nogle fremragende pædagoger med, som er fyldt
med Sai-inspiration. Disse pædagoger taler med de studerende. Frem for alt så kender Baba
hver eneste studerende og hvert et medlem af personalet. Han er øjeblikkeligt klar over, hvad
der sker i den enkeltes sind, så derfor er alle opmærksomme på, at de grænser, Han har
afstukket med hensyn til opførsel, ikke bliver overtrådt. Dr. Gokak har udtalt, at mange andre
har fremhævet betydningen af sandhed (sathya), ’rigtig handling’ (dharma), fred (santhi) og
kærlighed (prema). Men det er udelukkende Baba, der så tydeligt og så kompromisløst har vist
dem i praksis. Dr.Gokak siger endvidere: ”Hvis I længes efter fred, så lær det af Baba. Hvis I
stræber efter at finde kærlighed, så begiv jer hen til Baba og bliv inspireret af Ham. Men der er
en endnu mere fremragende fortræffelighed i Baba, som er helt unik, og det er kraft. Han ejer
kraft til at ændre omstændighederne, at forme begivenhedernes gang, at omdirigere hjælp, at
forvandle og afslutte hvad som helst, som Han føler, har behov for en sådan behandling. Så
når Han starter et college og dedikerer det til et bestemt formål, så er det nødt til at følge de
retningslinjer, Han har fastsat. Han har kraften. Dets studerende har det store held at blive
formet som de redskaber, der skal forvandle verden til den Himmel, som Han har planlagt, den
skal blive.
4.37. ”Gør Mig til jeres vognstyrer!”, opfordrer Baba os. ”Grib denne unikke mulighed. Udspørg
Mig om de åndelige øvelser, der kan skænke jer befrielse. For senere vil det blive vanskeligt
for jer at komme Mig nær. Mennesker i stort antal vil komme til Mig fra alle verdenshjørner.
Dette Guddommelige fænomen må nødvendigvis vokse og blive til et ’verdenstræ’, der giver
skygge og ly til hele menneskeheden. Det er kommet hertil i denne skikkelse med dette formål
for øje. Det kender ikke til tøven, ikke til at standse op. Mit navn er Sathya (sandhed); Min
lære er sandhed; Min vej er sandhed; Jeg er sandhed.”
4.38. Heldigvis er Baba vognstyrer for dette college, og derfor vil de studerende udvikle sig til
hæderlige, tapre og ærlige pilgrimme. De vil blive gode døtre, dygtige borgere, trofaste
hustruer, kærlige mødre og kyndige lærere. Moderen opdrager barnet. Hun lærer også barnet
at ære faderen. Det er hun nødt til at gøre, for naturen binder ikke faderen til barnet i så intim
en grad, som den binder moderen.
4.39. ”Baba er kommet for at lære fra Sig”, erklærer Charles Penn. ”Lad os alle benytte os af
Ham. Vær klar over, at vi er blevet tiltrukket af Ham for at lære! Vi bør ikke blot bade i Hans
fysiske nærheds forbigående lyksalighed, men lære af bringe denne tryghed, denne indre fred,
34
med os tilbage til vores hjem. Når vi kommer hjem, må vi huske på, at afstand ikke har nogen
kraft til at forhindre, at Baba’s lære strømmer til os. Vi skal huske at bede Ham om at løse alle
vores problemer. Når det er gjort, skal vi hvert eneste øjeblik være opmærksomme på at
modtage Hans svar på vores problemer. Svarene vil være tydelige og korrekte, og tolkningen
af disse svar vil være let, hvis blot vi beder.” Hver eneste studerende på Baba’s college er
privilegeret at have en sådan lærer! Det er i sandhed en god skæbne!
4.40. Når Baba taler om den uddannelsesmæssige genopbygning, giver Han altid udtryk for, at
det er en presserende sag. For konsekvenserne af at sulte ånden på et tidspunkt, hvor drenge
og piger forbereder sig på livets kampe, er alvorlige. Så Anantapur College blev startet i lånte
værelser og sale og hastigt opførte barakker. Dette skete for at undgå yderligere forsinkelse,
mens bygningerne blev opført i henhold til de planer, Han havde tegnet og designet. Det
samme var tilfældet, da Han besluttede Sig for at oprette et college for drenge i Whitefield nær
Bangalore. Dengang var Han så venlig at tillade dette college at komme ind i haven i selve
Brindavan (Sai Baba’s ashram i Whitefield). Der i haven blev der opført midlertidige bygninger,
så undervisningen kunne påbegyndes med det samme. ”Et college består ikke af mursten og
mørtel, og man kan heller ikke vurdere det ud fra størrelsen af de bygninger, der huser
klasserne. Et college skal vurderes på baggrund af dem, der fylder klasselokalerne og de
studerendes karakter og brugbarhed. De studerende skal tillige vurderes på, hvordan de
opfører sig på hele skolens område og uden for skoleområdet og på deres holdning over for
deres forældre, ældre og lærere samt på de idealer, de følger senere hen i livet,” siger Baba.
4.41. Baba Selv førte tilsyn med ethvert trin af opførelsen af den bygning, der skulle rumme
laboratorier, bibliotek og klasselokaler. Han sørgede i det hele taget for, at de nødvendige ting
fungerede, som de skulle. Så på indvielsesdagen fremstod drengenes college som en
splinterny og komplet udstyret skole. Møblerne kom først på plads på selve den dag, da de
begyndte at modtage den første gruppe studerende!
4.42. Den 9. juni 1969 stod bygningen klar, og det nye college blev indviet af delstaten
Mysore’s premierminister, Sri Veerendra Patil. Han sagde blandt andet: ”Baba er kommet for
at puste nyt liv i ’rigtig handling’, der er selve grundlaget for menneskehedens velfærd. ’Rigtig
handling’ insisterer på de åndelige værdier og det etisk korrektes ophøjethed. Et college, der
er oprettet af Baba, vil helt sikkert fremme disse værdier blandt ungdommen.”
4.43. Dr. Gokak, rektor ved Bangalore’s universitet, som dette college er tilknyttet, bød den
nye tilføjelse velkommen som ’en ædelsten i Bangalore universitetets krone’. ”Det vil blive et
forbillede for college-uddannelser, og det ikke blot inden for det akademiske område, men
også inden for de etiske og åndelige områder. Dette er et college, der er undfanget, udtænkt
og fuldendt af Baba’s kærlighed, nåde og visdom. Sten for sten, bræt for bræt har Han taget
del i hver en detalje. Det er en lektie for alle, der påtænker at udføre oprigtig, hengiven
tjeneste. Her får lærere og studerende den enestående mulighed for at lære kunsten at leve i
harmoni og fred med hinanden sideløbende med, at de udvikler de intellektuelle færdigheder,
som pensum påbyder.”
4.44. Baba rettede folks opmærksomhed på den store skare af landlige borgere, der havde
udvist enorm begejstring over, at et college bliver etableret på deres egn. Han fortalte, at
landsbyboerne stadig bevarer og fremmer spor af gensidigt samarbejde og broderkærlighed,
tro på Gud og ærbødighed over for ældre. Han tilskyndede dem til at holde fast i disse idealer,
så deres børn kan vokse op og blive glade og lykkelige borgere, der er upåvirket af bylivets
skadende forstyrrelser.
4.45. ”Dette college satser på en fyldestgørende uddannelse, der omfatter karma-vejen, den
’rigtige handlings’ vej og Guds-vejen. Disse tre veje omfatter principperne for retskafne
handlinger, social adfærd og åndelig fremgang”, sagde Baba.
35
4.46. Idet Han henvendte Sig til de studerende, sagde Han: ”I fortsætter måske med at gå på
dette college, eller I forlader det måske og fortsætter på et andet. I vender hjem, efter I har
afsluttet jeres studier, men uanset hvor I er, så ønsker Jeg, at I fremstår som tydelige
modtagere af den specielle opmærksomhed, som vi har givet jer. Lad være med at rode jer ud
i de slagsmål, der opstår på grund af politiske uenigheder. I dag, og måske til alle tider, er
politik et lumpent spil, hvor stærke følelser får frit spil, hvor man søger magten på luskede
måder, og hvor fordomme forstærkes og udvikler sig til had. I skal blive en ny type ledere. I,
der er formet i den uselviske tjenestes smeltedigel, skal marchere ind i fremtiden bærende
fortidens lys som én, der værdsætter den åndelige visdom, der er blevet indsamlet gennem
mange tidsaldre.”
4.47. I et budskab, som Baba kom med, så det kunne blive skrevet ind i kvindernes college
værdigrundlag, udtalte Han: ”Dette er et guddommeligt og velsignet land. Dette lands tradition
er åndelig, men 99% af befolkningen er enten uvidende, eller har kun foragt til overs for alt,
hvad der har med åndelighed at gøre. Det er befolkningen selv, der har devalueret deres
kultur. Ret jeres egne fejl og lad være med at lede efter andres fejl. Vær respektfuld og kærlig
over for dem, der står jer nærmest; ja, vær det over for alle jeres medmennesker. Tjen landet
og bed for verdens velfærd.”
4.48. College-symbolet, som Han har valgt, er meget sigende med hensyn til de idealer, der
bliver omsat til handling på dette college. Symbolet har en lotusblomst med fem kronblade,
der er placeret inde i en cirkel. Kronbladene repræsenterer verdens fem hovedreligioner. OMtegnet står for hinduismen, korset for kristendommen, hjulet for buddismen, halvmånen og
stjernen for islam og den hellige ild for Zoroasters lære. Lotusblomsten er et ældgammelt arisk
(Indoeuropæisk) symbol. Den er uberørt af det pløre, hvor den bliver født, og den bliver ikke
tilsmudset af det vand, den er vokset op gennem, og som den nu flyder på. Lotusblomsten er
et symbol på skønhed, fred og alt, hvad der er gunstigt. Inde i lotusblomsten er oplysningens
flamme, uden hvilken viden bliver en byrde og livet en åndløs kamp domineret af sansernes
skrøbelige tilskyndelser. Oven over det runde symbol er der et halvcirkelformet felt, hvor
mottoet for dette college står skrevet: ’Dharmo rakshathi rakshithah; satyannasti
paradharmah’, der udtrykker selve kernen i den vediske lære. ’Rigtig handling’, står der,
beskytter den, der retter sig efter den, og der er ingen ’rigtig handling’ større end sandhed.
Når ’rigtig handling’ ophører med at inspirere og transformere individerne, vil verden
uundgåeligt blive hjemsøgt af lidelse og frygt.
4.49. Blandt de regler for studerende, der står nedfældet i skolens regelsæt, finder vi disse
sætninger: ”Vær bevidst om, at du har gjort dig fortjent til det privilegium, det er at være
studerende på dette college under Bhagavan Sri Sathya Sai Baba’s direkte vejledning og
støtte. Husk altid på, at du skal være en fortræffelig studerende, der altid husker på Baba’s
formaning: ”Uddannelse uden karakter er en stor fare.”” I regel nummer 10A står der at læse:
”De studerende bliver specielt rådet til at udvikle høflighed, hjælpsomhed og tolerance. Baba’s
femfoldige budskab vedrørende adfærd – sandhed, ’rigtig handling’, fred, kærlighed og ikkevold, bør inspirere alle, der arbejder og studerer på dette college.” Regel nummer 11 lyder
således: ”Dette college lægger stor vægt på, at man studerer flittigt.” Der er planlagt ugentlige
og månedlige prøver, kvartalsvise eksamener, og lejlighedsvis modtager forældrene en rapport
om, hvilke fremskridt der er opnået.
4.50. Her insisterer man på, at der inden dagens arbejde synges lovsange, og at man beder og
mediterer. Her skal både de studerende og det samlede personale være til stede. Frem for alt
udviser Baba en moderlig kærlighed over for hver eneste studerende, og det uanset hvor
mange der går på institutionen. Han elsker drengene så meget, at de adlyder Ham blindt. De
er så bange for, at Han forsømmer dem eller ignorerer dem i blot et øjeblik, hvis de ikke
opfører sig korrekt eller bryder en af reglerne. Så de er altid vagtsomme med at udvise den
nødvendige selvdisciplin.
36
4.51. Baba råder dem altid til at undgå fem ’lovovertrædelser’: 1. Øjnene bør aldrig vandre
hen mod et syn, der ophidser sanserne eller fremmaner ideer, der er i konflikt med god moral
eller pligten over for forældre, ældre og vort lands kultur. 2. Ord, der strømmer ud af munden,
bør ikke skade andres selvrespekt eller fremsige løgne, blot fordi ordene er venlige. De bør
ikke indeholde så meget som en antydning af bagtalelse eller ondskab. 3. Hånden må aldrig
løftes i vrede mod nogen, og den bør heller ikke anvendes til at hævne sig på én eller stjæle
andres ejendom. 4. Ørerne bør ikke fryde sig over slibrige historier, skandaler eller skadelige
viser. 5. Sindet bør ikke blive forurenet gennem tilknytning til dårlige vaner, dårlige
indskydelser og planer om at tilfredsstille sanserne. Efter Baba’s mening udgør disse fem
’ufuldkommenheder’ et onde, og hver eneste studerende bliver konstant mindet om dem af
Ham.
4.52. Der sker ikke noget på dette college, som Baba ikke interesserer Sig for. Han ved
nemlig, at det er den atmosfære, som undervisningen foregår i, der virkelig tæller. Eftersom
drengenes college og kollegium er beliggende inden for gåafstand af ashram’en, går Baba ofte
derhen, når der bedes, eller Han leder undervisningstimer i moralsk vejledning. Engang
imellem supplerer Han lærerne. Han skriver og instruerer skuespil til skolens teaterforening.
Ofte klapper Han en god studerende på ryggen, irettesætter en forelæser, der slentrer ind i
foredragssalen nogle minutter efter, klokken har ringet. Det kan også være, at Han forhører
Sig hos en ikke alt for flittig studerende om, hvordan den seneste prøve er gået. Eller Han
materialiserer en fyldepen eller et ur til en flittig og høflig dreng, som rektor har skrevet en
rapport om, som bekræfter Hans egen mening. Det sker også, at Han rådgiver bibliotekaren
om klassifikationen af bøger eller kigger ind i de vordende zoologers dissektionslokale. I det
hele taget bevæger Han Sig omkring som institutionens beskyttende guddom.
4.53. Som et resultat af alt dette afslører de studerende på dette college, der er stiftet af
Baba, noget som man ikke skulle tro de indeholdt. Det er ting som godhed, forståelse for
andres situation, evnen til virkelig at tilegne sig viden og en gylden åre af hengivenhed.
37
Kapitel 5
Kendetegn og signatur
5.1. Da Baba kom med opfordringen: ”Rul jeres seng sammen og følg Mig”, så var der meget
få, der var klar over, at opfordringen drejede sig om at gå rundt i gaderne og synge til Guds
pris. Under verdenskonferencen rådede Baba Sine tilhængere til at stå op klokken 04 eller
04.30 om morgenen. De skulle så starte dagen med sammen at gå rundt i gaderne og synge
til Guds pris og vække folk til bevidstheden om det guddommelige. Den slags fællessang var
almindelig i fortidens liv i landsbyer, men som følge af sløvhed og latterliggørelse forsvinder
denne vane i hastigt tempo. Efter Baba’s opfordring er folk, der aldrig har set en solopgang,
eftersom de først står ud af sengen, når Solen står højt på himlen, begyndt at gå ud i den
kølige og friske luft for at slutte sig til deres brødre og søstre og gøre starten på den nye dag
til en inspirerende oplevelse for sig selv og andre. Da Baba sagde: ”Følg Mig”, var det klart, at
Han mente ’Ham’ i en hvilken som helst af de uendelige former, som Gud antager, og med et
hvilket som helst af de navne som Gud lyder. Rent faktisk har Baba erklæret, at man skal
synge lovsange rettet mod mange forskellige former og navne, og at der ikke skal bæres noget
billede af hverken Ham Selv eller andre af Guds former i processionen, når man går rundt i
gaderne og synger lovsange. ”Følg Gud”, det er Hans opfordring.
5.2. Baba udtaler: ”Metafysikkens komplicerede mysterier kan ikke forstås af almindelige
mennesker. Selv de, der evner at fordybe sig i dem, gør det for at kunne deltage i en debat
om dem, for dem drejer det sig blot om fornøjelsen ved dialektisk gymnastik! De kunne ikke
drømme om at praktisere så meget som en smule af de principper vedrørende livet, der ligger
til grund for dem. Den uforståelige labyrint af ritualer, med dens arsenal af bud om hvad man
må, og hvad man ikke må, skaber blot ængstelse hos dem. Lutter viden kan gøre jer til en
logiker eller til en debattør, der er i stand til ar hengive sig til ordkløveri. Men hvis denne viden
gennemleves, eller med andre ord bliver implementeret i jeres liv, så bliver I et viist
menneske. Åndelige øvelser, eller det at praktisere ’rigtig handling’, hjælper jer til at nå livets
mål.” Baba har genetableret troen på Guds navn og på dette navns virkningsfuldhed. ”Kald på
Mig, når I er i nød. Det er jeres ret at påkalde jer Min nåde.”
5.3. Dr. D.J. Gadhia fra H.H. Agha Khan hospitalsapotek i Arusha, Tanzania, skriver: ”I maj
1971 blev hr. Jamnadas M. Patel alvorlig syg. Da denne ringe sjæl blev hentet for at pleje
ham, trak han ikke vejret, og der var ingen hjertelyd. Jeg kunne heller ikke mærke nogen
puls. Jeg begyndte at massere hjertet med den hellige vibhuthi samtidig med, at jeg oprigtigt
bad. Han kom sig mirakuløst! Da hr. Jamnadas besøgte Puttaparthi, fortalte Baba ham
følgende: ”Jeg gav dig et nyt liv, eftersom din læge kaldte på Mig i rette tid.” Baba’s hengivne
kender til den aldrig svigtende kraft, der ligger i Navnet; de ved, at det kan fremkalde Baba’s
nåde. De behøver ingen detaljerede argumenter for at overbevise dem om, at det at synge til
Guds pris i fællesskab, mens man går rundt i gaderne, er den behageligste måde, man kan
vinde Hans nåde på.
5.4. Men der var nogle, der havde deres betænkeligheder. Kan man få folk til at stå så tidligt
op? Hvad med de rige; hvad med embedsmændene, der udøver autoritet over området? Vil
ens naboer tillade, at der bliver sunget så tidligt om morgenen? Vil politiet gribe ind? Og hvad
med hundene? Vil de ikke gø af os eller måske endda bide os? Der var mange, der følte, at
andre ikke skulle se dem gå rundt i gaderne og synge, men samtidigt ville de godt følge Baba’s
bud. Så de begyndte klokken 03, hvor gaderne er tomme, og alle sover. Når de var færdige,
skyndte de sig hjem, før de blev opdaget! Men inden længe ændrede atmosfæren sig. En bølge
af helhjertet entusiasme fejede ind over landet, og det fra den ene ende til den anden.
Naboerne bød den melodiøse opkvikker velkommen. Selv politiet sluttede sig til processionen
for at få del i glæden! Og hundene viste sig slet ikke at være noget problem. I begyndelsen
38
sang man i gaderne en gang om ugen, men snart blev det til to eller tre gange, og enkelte
steder sang man hver dag i ugen. Den distance, man gik, blev længere og længere, og antallet
af deltagere i grupperne blev større og større. Snart havde hvert område i byerne sin egen
gruppe, der gik rundt i gaderne og sang til Guds pris. Sædvanligvis mødtes de i et tempel, gik
ud herfra og sluttede med at mødes i et andet tempel.
5.5. I byen Sathyavada oplevede man, at nogle mystiske personer bankede på dørene hos
folk, der sov. De bad dem om at stå op og slutte sig til gruppen. I Chembur, Bombay, lagde
man mærke til, at den syngende gruppe aldrig blev forstyrret eller generet af dårligt vejr. Det
gjaldt selv på de værste dage under monsunen. De blev end ikke generet af lidt støvregn! I
Gauhati, Assam, gik Sri Dutt Gopta langs den sædvanlige rute på det sædvanlige tidspunkt.
Han havde Guds navn på læberne, og gruppen gik bag ham. I området blæste der en ren
hvirvelstorm, og det øste ned. Unge bybude og vagter, der bevogtede delstatens pengekasse,
advarede dem og rådede dem til at søge ly for det forestående uvejr. Men gruppen fortsatte
sin sang, og langsomt gik de gennem gaderne og hen til det sted, hvor de sædvanligvis
afsluttede deres lovsang. Her gennemførte de arathi, før de gik hver til sit. Regnen faldt ikke
på den vej, de gik. Der var endda ingen støvregn, der gjorde deres tøj vådt! Vinden ødelagde
end ikke folks frisure!
5.6. Folk, der var ude af stand til at gå uden stok, har, efter at have deltaget i nogle få af disse
tidlige lovsange, kastet stokken væk og er gået majestætisk sammen med resten af gruppen.
Jeg kender personligt til en invalid mand fra Channarayapatna, Mysore, der på denne måde
gjorde sig fortjent til Hans nåde. Baba har sagt, at det at gå rundt i gaderne og synge til Guds
pris sammen med andre er hengivenhed over for Gud i praksis. ”Når sanserne stadig slumrer
efter nattens søvn, før de bliver alt for kraftigt involveret i den travle dags sysler, bør I gå
gennem de stille gader i den kølige atmosfære. I skal nyde den stilhed, der er før daggry, og I
skal bringe Gud til hvert et øre, idet I sender det guddommelige navns duft ind gennem alle
åbne døre og vinduer. Det er den højeste form for selvhjælp; det er den højeste form for social
tjeneste. Det er et stimulerende middel for kroppen og en omvæltning for sindet. Hver eneste
sang løsner dovenskabens knude, der ellers plager vedkommende. I minder jeres naboer om,
at de skal takke Gud for den gave, som endnu en dag er. Det er en kærlighedsmission. Det er
en rensende offerhandling, for sangen desinficerer luften, der er blevet uhumsk på grund af
vredesudbrud og skrig, der skyldes smerte og stolthed. Sangen hjælper med at fjerne både
indre og ydre forurening.”
5.7. Flere af den slags grupper, der sang i forskellige områder af Hyderabad, mødtes en dag
ved Bhagavan’s lotusfødder. Dette syn og lyden af lovsang frydede såvel øjet som øret. Baba
velsignede deltagerne og gav dem yderligere inspiration til at fortsætte deres åndelige øvelse.
5.8. En akanda bhajan (hvor man synger lovsang uafbrudt i 12 eller 24 timer) blev arrangeret
den 25. juli af lovsangsforeningen i Bangalore. Den skulle finde sted i de berømte Lal Baug
haver i Glashuset. Inskriptionen ved indgangen: ’Blomsterhaven er Guds tempel’, forekom at
være yderst passende under lovsangen i Baba’s guddommelige nærværelse. Baba tændte en
lampe for at markere starten på lovsangen, og da den var ved at slutte, stænkede Han vand
ud over hovederne på de tusindvis af deltagere. Det var det vand, der var blevet helliggjort af
de hellige lovsange. Om aftenen, da Baba ankom for at holde Sin tale, regnede det. Baba
bryder Sig ikke om, at nogen lider i sol eller regn. I sådanne situationer bevæges Hans hjerte
af en ubetvingelig medfølelse. Han gik ud blandt tilhørerne og gennede dem inden for i
bygningen. På tribunen stod der en stol til Ham bag et bord. Han løftede stolen op og bar den
hen til et andet sted, så alle kunne få darshan. Herefter påbegyndte Han Sin tale.
5.9. Krishna’s fødselsdag i 1968 blev fejret i Prasanthi Nilayam over tre dage. Mange
foreninger kaldte den for Sai Krishna’s fødselsdag. De forvandlede dagen til en fest for børn.
Børn fik udleveret nyt tøj, blev instrueret i at opføre små skuespil og lærte at synge lovsange.
I Prasanthi Nilayam holdt Bhagavan tre taler om Krishna og om betydningen af guddommelige
39
lege. Idet Han dvælede ved værdien og gyldigheden af navnet, fortalte Han, at den egentlige
betydning af navnet Krishna er ’evnen og kraften til at tiltrække og betage’. Krishna er
personifikationen af Det Guddommelige Princip, der fødes i kroppens navleområde (Mathura;
Krishna’s fødested), føres videre gennem munden (Gokulam; landsbyen, hvor Krishna levede
Sine første 11 år) og ved hjælp af tungen (Yasoda; Krishna’s forstermoder) forvandles til
sødme og liflighed. Baba gav de tilstedeværende følgende råd: ”I skal pleje og værne om
Krishna med jeres tunge.” ”På samme måde som giften fra slangen Kalinga’s gifttænder blev
udspyet, da Krishna dansede på dens hoveder, vil dårlige tanker i jeres sind forsvinde, når I
fremsiger Krishna’s navn”, sagde Han.
5.10. Hans udlægning af Krishna Avataren, der viser en fuldbyrdelse af yoga-vejen, afslører, at
denne Avatar er kommet for at koordinere og samle de tilsyneladende forskellige veje til Gud.
De tre filosofiske systemer: Dualismen, der blev udbredt af Madhavacharya, kvalificeret ikkedualisme, der blev udbredt af Ramanujacharya og ikke-dualismen, der blev udbredt af
Shankaracharya, bliver alle fremhævet af Baba som filosofier, der er tilpasset de åndeligt
søgendes og tilhørernes behov og evner. (Madhavacharya var en filosof og vismand, der
levede fra 1199-1278. Ramanujacharya var en berømt teolog, vismand og fortolker af åndelige
skrifter, der levede i Syd-Indien fra 1017-1137. Shankaracharya var en berømt vismand og
filosof. Han er kendt for at have reformeret hinduismen, og han levede i det 9. århundrede
efter Kristi fødsel). (Ikke-dualisme er filosofien om, at alt er ét, at Skaberen og det skabte er
ét. Kvalificeret ikke-dualisme er filosofien om, at menneskets ånd har en kvalificeret eller
delvis identitet med Gud. Dualisme er filosofien om adskillelsen mellem Gud og det skabte
univers).
5.11. ”Fra tidsalder til tidsalder kommer der en Avatar. Det sker, når ’rigtig handling’ er blevet
svækket, og Avataren genopretter troen på ’rigtig handling’. Godhed fører til gudfrygtighed.
Avataren vil beskytte, vejlede og fylde alle dem, der besidder gode og rene dyder, med
guddommelig lyksalighed.” Denne erklæring henvender sig til mennesker, der er tilhænger af
filosofien om dualisme. Set fra et kvalificeret ikke-dualistisk synspunkt er den individualiserede
sjæl og Gud de to jernbaneskinner, langs hvilke lokomotivet, sindet, trækker tilknytningen til
sanselige objekters passagervogne. Hver passagervogn indeholder også forskellig bagage,
nemlig intellektet, sanserne og så videre. Den guddommelige Gnist (Atma) er
lokomotivføreren. Hvis sammenkoblingen med lokomotivet ikke er god nok, så vil
passagervognene blive efterladt på strækningen. Hengivenhed over for Gud og tro er
sammenkoblingen. De skal virkelig være i orden. Der er tale om den fuldstændige ikkedualistiske filosofi, når den objektive verden, den sete verden, opleves som værende overlejret
på den udelelige Gud. Den kan kun opfattes som værende lige så sand og virkelig, som de
kanontårne og fæstnings-værker, der som luftkasteller ses blandt skyerne. Er der nogen, der
kan bygge slotte i luften og bo i dem? Kanontårnene og fæstningsværkerne er fantasier og
frembringelser, der er opstået i jeres egen fantasi; de er både meget kortvarige og
meningsløse. Det samme gør sig gældende med Den Universelle Absolutte Gud. På Denne er
den verdslige og foranderlige verden overlejret; den er uden fast forankring og falsk. Alting er
blot den ikke-dualistiske, uforlignelige, lyksaligheds-gennemtrængte Universelle Absolutte
Guds bevidsthed. Ifølge Bhagavan gør følgende sig gældende: ”Hvad andre tror, du er, er
dualismens synspunkt. Hvad du selv tro, du er, er det kvalificerede ikke-dualistiske synspunkt,
og hvad du virkelig er, det er ikke-dualismens sandhed.”
5.12. Dasara 1968! Denne festlighed var bemærkelsesværdig af mere end én grund. Da Baba
talte til de frivillige, gjorde Han det klart, at Han er Den Tidløse Vognstyrer såvel som
Puttaparthi’s Vognstyrer. ”Jeg har også højtidelige løfter, som jeg skal overholde og fuldbyrde.
De nævnes i Bhagavad Gita’en. Jeg skal opretholde den ’rigtige handlings’ førende stilling. Jeg
skal bære ansvaret for, at velfærden genoprettes og bevares for alle dem, hvis tanker er
fordybet i Mig. Den bedste måde at behage Mig på, er at se Mig i alle væsener og tjene dem på
samme måde, som I også længes efter at tjene Mig.”
40
5.13. Idet Han detaljeret fortalte om en erklæring om Sig Selv, som Han var fremkommet med
i Gita’en, sagde Baba: ”Jeg har ingen, der tvinger Mig til at arbejde, og Mit arbejde giver Mig
intet udbytte eller nogen fortjeneste. Alligevel arbejder Jeg uafbrudt for at vejlede, undervise
og rette op på ting, der er gået skævt. Hvis Jeg forbliver inaktiv, hvordan kan verdens hjul så
dreje rundt? Jeg har ingen manager, sekretær, hjælper eller assistent. Jeg deltager i selv den
mindste detalje, og det gør Jeg her og alle andre steder. Jeg gør alting Selv. Den eneste føde,
Jeg har behov for, er de levende eksistensers lyksalighed. Jeg er legemliggørelsen af
kærlighed, Min natur er kærlighed, lyksalighed er Mit kendetegn og Min signatur.
5.14. En anden dag bekendtgjorde Han: ”Skal Jeg fortælle jer helt præcist, hvornår Jeg føler
Mig fredfyldt, lettet og tilfreds? Det gør Jeg, når Jeg ved, at I oplever lyksalighed på grund af,
at I har udviklet ikke-tilknytning og den uselviske tjenestes åndelige disciplin. Jeg er altid
engageret i en eller anden aktivitet, der skal hjælpe og gavne jer. Hvis Jeg undlod at handle,
ville ingen kommentere det. Der er intet, Jeg ville miste; der er intet, Jeg kan opnå. Skønt Jeg
ikke har nogen tilskyndelser til at være aktiv, så oplever I altid, at Jeg er aktiv! Årsagen er, at
Jeg hele tiden må handle for at inspirere og vejlede jer og for at være et godt eksempel for jer.
Jeg er engageret i handlinger, så I kan lære at forvandle hvert eneste minut til en gylden
mulighed for at hæve jer op til guddommelighed.”
5.15. Idet Han afklarede en anden udtalelse, som Han fremkom med i Gita’en, sagde Baba
følgende i en af Sine taler: ”Når Gita’en beder jer om at opgive al ’rigtig handling’, så beder
den jer ikke om at opgive alle handlinger! For I kan ikke undslippe denne forpligtelse. (For vi
skal jo handle i hverdagen, og vi skal trække vejret, nyse og så videre). Men når I handler for
Guds skyld, gennem Gud og er bevidste om, at det er Ham, der handler og ikke jer, så bliver
enhver handling ’rigtig handling’, og det vil sikre jer Guds nåde. Så kan ingen handling blive
besmittet af synd eller helligbrøde. Gita’ens forsikring er derfor ikke en invitation til
tøjlesløshed, dovenskab eller inaktivitet. Den er derimod er opfordring til overgivelse af egoet
og til, at alt hvad det er og gør, sker som en dedikation til Gud.”
5.16. ”’Rigtig handling’ (dharma) er Guds indre stemme i det enkelte individ og i samfundet.
Den er historiens stemme, samvittigheden, der har formet sig selv som en kokon for at
beskytte larven, så den kan udvikle vinger og flyve ud i den lyksalighed, der er dens
retmæssige arv.” Og på den sidste dag af den syv dage lange offerceremoni, da de afsluttende
offergaver, som for eksempel silke, guld, sandeltræ og de kostbare smykker, som Han
materialiserede til dette offer, ceremonielt blev lagt i ilden, sagde Han: ”Det, I skal lægge ind i
flammerne, der hæver sig op i luften for at tilintetgøre, er den begrænsede livsanskuelse, der
ser naturen som værende forskellig fra det guddommelige. Det guddommelige skaber alt dette
gennem det guddommelige, og alt skabes ud af den guddommelige substans.”
5.17. ”’Alt dette er Gud’, fortæller skrifterne. Ofringerne er Gud, ilden er Gud, den der ofrer, er
Gud, målet er Gud. I skal forvandle hver lille ubetydelighed til Gud. Alt i den objektive verden
er det guddommelige, skønt det for det begrænsede, snævertsynede og uvidende livssyn
forekommer at være forskelligt. I en gudestatue af sølv er kronen af sølv, tøjet er sølv,
fodstykket er sølv, kroppen er sølv, ansigtet er sølv, og øjnene er sølv. Lær at skelne sølvet og
erklær derefter: ”Alt er Gud.””
5.18. I en anden tale talte Han om karma, hengivenhed og åndelig visdoms tre veje, og Han
gjorde det på en meget tankevækkende måde, så verden kan følge dem i fuld forståelse. ”Når
nogen spørger jer, hvad I hedder, så opgiver I ikke jeres rigtige navn. I spiser vedkommende
af med det navn, som identificerer jeres krop som værende adskilt fra andre kroppe i dette liv.
I opgiver ikke det navn, der har været med jer liv efter liv; det navn, der har overlevet mange
dødsfald og fødsler, nemlig Den guddommelige Gnist (Atma)! Det navn ignorerer I, eftersom
det er dækket af de tre slør – mala, vikshepa og avarana. Mala er den moralske fordærvs,
ondsindethedens og slaphedens snavs. Dette snavs fjernes, når man går handlingens vej,
karma-vejen, der består i at holde sig til uselviske handlinger, der er dedikeret til et højere
41
formål. Det er handlinger, hvor der ikke er det mindste anstrøg at stolthed, pomp og pragt
eller nogen følelse af ejerskab for så vidt angår frugterne af disse handlinger. Det andet slør er
vikshepa, uvidenheden, der skjuler sandheden, forvirrer intellektet, forbløffer fornuften og
iklæder usandheden det flitterstads, der tiltrækker. Alt dette fjernes, når man begiver sig ud
på hengivenhedens vej, idet man til stadighed tilbeder altings kilde og næring, Ham, Den
Sande, Den Gode, Den Smukke, legemliggørelsen af kærlighed, fred og glæde. Tilbed Ham i
alt, som alt, for alt og gennem alt.”
5.19. ”Det tredje slør er avarana, det at man overlejrer det flygtige på det evige, slangen på
rebet, den skinnende sø på den middagshede ørken. Det er også det, at man overlejrer
perlemor på sølv, at man overlejrer den mangeartede, mangefarvede, distraherende og
foranderlige verden på den Gud, der er universets sande Virkelighed. Dette slør bliver fjernet,
når man begiver sig ud på den åndelige visdoms vej, der åbenbarer Den guddommelige Gnist
som værende altgennemtrængende, altindbefattende og alt nærende. Når den åndelige
visdoms oplysning vindes, opleves Virkeligheden om, at man er fri. Han smelter sammen med
den sandhed, som han forlod for evigheder siden, da han begav sig ud på et langt og slidsomt
eventyr ind i individualitetens mørke nat.”
5.20. Dasara er en festlighed, hvor man fejrer sejren, Kraften (Sakthi). Den bliver tilbedt og
fejret i tre former, og hver form fejres i tre dage. 1. Kraftens aspekt som vrede, hævn,
spænding og dristighed. Det er sløvhedens og uvidenhedens kvalitets natur. 2. Kraftens aspekt
som velstand, myndighed, herskerevne og fremgang. Det er lidenskabens og hvileløshedens
kvalitets natur. 3. Kraften i skikkelse af selvkontrol, fremsyn, kvalitet, validitet, viden, energi,
selvdisciplin, retfærdighed, stræben og tilbedelse. Det er den gode og rene kvalitets natur.
Dasara festlighederne i Prasanthi Nilayam er for alle, der ønsker at tage del i dem; for alle der
ønsker at blive vejledt og inspireret. Beslægtede sjæle kommer fra alle dele af verden, så man
bliver badet i Sai’s billede, som hver eneste deltager bringer med sig i sit hjerte; et billede som
vogtes som en dyrebar skat. Hver enkel person har en gylden bog, der indeholder oplevelser
med Baba’s nåde, og som er skrevet med taknemmelighedens tårer. Skriftkloge og lærde, som
Baba opmuntrer til at fordybe sig i filosofiens indviklede spekulationer, så de i sidste instans
kan nå en erkendelse af, hvordan tilsyneladende afvigende opfattelser lader sig forene i Den
Ene, taler i Hans nærvær om Det Uundgrundelige Mysterium. Senere udreder Baba disse
mysterier, og gør det hele forståeligt med Sine enkle og venlige kommentarer. Som
tidsalderens fremmeste underviser leder Han os ved hjælp af sang, skuespil, taler, øjekast,
håndbevægelser, gaver, ord, kløgt eller irettesættelser ind på den vej, der gennem kærlighed
fører os ind i lyset.
5.21. Den offerceremoni, der højtideligholdes i syv af festens ti dage, er en lektion i åndelig
videnskab, for mens vi er vidne til den, oplever vi hele lyksalighedens register. Vi oplever den
lyksalighed, der opstår, når vi kontemplerer på det formløse, kvalitetsløse Kosmiske Princip,
der bliver beskrevet i Upanishad’erne. Vi oplever den frydefulde fornemmelse, der opstår, når
vi forestiller os og forguder Solen som værende kilden til lys og liv. Vi oplever glæden, når vi i
vore hjerter installerer Forfatteren til dette forbløffende eventyr og skabelsens, opretholdelsens
og nedbrydningens processer; det at Det Formløse antager form, som det også kommer til
udtryk i lingam’en, som bliver tilbedt som en del af offerceremonien. (En lingam er en
ægformet sten; Herren Siva's symbol; det formløses form; symboliserer formens
sammensmeltning med Det Formløse). Vi oplever den opstemthed, vi fyldes af, når Kraften
helliggøres, prises og i et ritual indbydes til at træde ind i og levendegøre et billede. Vi
opmuntres tillige, når vi bliver mindet om de vediske hymners liflighed og vores begejstring for
de storslåede episke digte. Baba anvender alle mulige udtryksmidler for at bringe os
budskabet om betydningen af selvkontrol i forbindelse med at stilne sanserne og sindets
højrøstede adfærd.
5.22. Til hver Dasara skriver Han et skuespil, som Han Selv instruerer, hvor børnene fra
Sanskrit Skolen fortæller om åndelige sandheder. Denne Dasara handlede skuespillet om
42
Dhruva, den lille femårige prins, der gik ind i skoven for, gennem askese, at vinde Guds nåde,
så han igen kunne vinde sin faders kærlighed. Men efterhånden som den asketiske levevis
rensede hans sind og forædlede hans natur, blev den sårede stolthed kureret, og han bad om
at måtte blive forenet med Gud. ”Folk kommer til Mig for at blive kureret for en kronisk
sygdom, men når de lærer Mig at kende, så beder de om væsentligere velgerninger, som Jeg
også er parat til at skænke dem”, siger Narayana i stykket. (Narayana er et andet navn for
Herren Vishnu). Det er som et ekko af de oplevelser, som de fleste pilgrimme har haft i Baba’s
nærværelse!
5.23. 20.000 sørgmodige hjerter forlod Prasanthi Nilayam efter Dasara festlighederne med
følgende af Baba’s ord ringende i deres ører og rungende i deres hjerter: ”Funder over de gode
og helbredende råd, som Jeg har givet jer i kærlighed. Forsøg at rense jeres sind ved at angre
de fejltagelser, I har begået og de forkerte handlinger, I har tænkt jer at udføre. Beslut jer
med urokkelig beslutsomhed for at tage jeres liv op til fornyet overvejelse. Befri det for de
dybt rodfæstede, skadelige vaner I har i relation til jeres tanker, ord og handlinger og lev det i
overensstemmelse med den guddommelige plan, for følger I den, vil alle komme til at
blomstre.”
43
Kapitel 6
Lysets fest
6.1. Da Baba den 20 oktober 1968 var ved at påbegynde Sin rejse fra Anantapur til Dharwa,
hvorfra Han efter planen skulle begynde Sin ugelange tur rundt til det nordlige Mysore’s
distrikter, var der én, der spurgte Ham: ”Det bliver helt sikkert en mindeværdig tur. Hvad skal
vi kalde den?” Øjeblikkeligt svarede Baba: ”Lyksalighedens himmelske tur!” Ja, det havde
Baba besluttet Sig for; Han beordrede det! Han ville være værten og gæsten overalt, hvor Han
kom frem. Han var målet og vejviseren! Det kan ikke undre, at denne tur skænkede millioner
af mennesker en himmelsk lyksalighed.
6.2. Da Hans bil, og de biler der fulgte efter, passerede Bellary, der er den første by, man
kommer til, når man kører ind i delstaten Mysore, spredtes de gode nyheder til de
omkringliggende egne og frydede hjerterne hos alle, der hørte dem. Alle fortalte denne nyhed
til dem, de kendte. Med lysets hastighed spredtes nyheden i alle retninger. Denne dag fejrede
man Deepavali, Lysets Fest, og nyheden tændte en lampe i alles hjerter, og lyset spredte sig
fra dørtrin til dørtrin over hele området.
6.3. I byen Gadag var der mange, der havde modtaget tegn på Hans nåde, og som i
taknemmelighed forgudede Hans navn og skikkelse. Disse mennesker inspirerede mange
andre, og derfor havde der forsamlet sig en betragtelig stor skare ved indkørslen til byen.
Ingen ønskede at gå glip af denne mulighed for at få darshan, og folk havde blomster i
hænderne. Baba kørte gennem Hulkoti og Annageri, hvor hengivne stod på begge sider af
vejen. De sang lovsange i håbet om at Baba ville standse og måske stå ud af bilen en stund.
Han nåede udkanten af Hubli, der er en pulserende by. Byens borgmester og omkring 3.000
indbyggere hyldede Ham, da Han ankom. Borgmesteren bønfaldt om Hans velsignelser, så
Hubli kunne blive lykkelig, sund og fremgangsrig.
6.4. Dharwa lå omkring 19 km væk. Da Baba nåede frem til byen, tiljublede universitetets
rektor og Vidyagiri’s lærde befolkning Ham ved porten ind til området. (Vidyagiri er et
uddannelseskompleks, der består af mange colleges og uddannelsesinstitutioner). Baba nåede
frem til universitetsområdet og rektors villa klokken 21.30.
6.5. Dr. Appa Saheb Adke, B.E., Ph.d, der var universitetets rektor og den, der havde
arrangeret turen, havde været syg lige siden sit besøg i Australien i forbindelse med
universitetets arbejde. ”Jeg tænkte, at det ville være en let sag at udarbejde forslag til
program for Hans tur! Men der var et sådant pres fra alle hjørner af området, at jeg blev
ganske rådvild. Baba, der kendte alt til mit dilemma, kom mig til undsætning. Han sagde, at
Han Selv ville klare detaljerne, når Han kom til Dharwa.” Dr. Adke fortalte mig følgende: ”Jeg
var meget syg, da Baba kom til Dharwa, men Hans ankomst fyldte mig med fornyet livskraft.
Siden det øjeblik Han ankom, har jeg været mere energisk, end jeg plejer at være.” Han
kunne næsten ikke beherske sig. Der var ingen, der skulle lægge bånd på ham og minde ham
om, at han skulle passe på sit helbred.
6.6. Baba gav darshan til de tusinder, der var kommet fra nær og fjern og havde forsamlet sig
på den store plæne foran villaen. Det gjorde Han både om aftenen og den næste morgen.
Klokken 16.00 mødtes Han med tjenesteorganisationens ledere, og hurtigt blev der truffet
beslutning om ruter og datoer, som Han skulle følge på turen.
6.7. Den aften var der en kæmpestor forsamling på mindst 20.000, der lyttede til Hans tale.
Dr. Adke bød Baba velkommen til delstaten Karnataka og sagde: ”I dag er der blevet kastet
særlig glans over dette universitet, fordi vi har modtaget denne kostelige nådegave. Her
44
beskæftiger vi os med fysiske materialer og målinger. Det er ting, der forandrer sig, ting der
opstår og går i forfald. Vi beskæftiger os med at indsamle materiale, ordne og bearbejde det
ved at gøre det til genstand for analyse og syntese. Men ak, vi opnår ikke åndelig visdom!
Vore hjerter forstenes; vore hjerner er blevet bøger. Sri Rama vækkede den sten, som Ahalya
var blevet til på grund af hendes higen efter det ubetydelige og flygtige. Det skete, da Hans
fod berørte denne sten. Hun blev genskabt til livet, skønhed og godhed. Også vi fortjener
denne guddommelige berøring. Væk os Baba, og genskab os til et liv i sandhed, skønhed og
godhed!”
6.8. Dr. Gokak, der gennem mange år havde haft nær forbindelse med Dharwa by og
Karnataka universitetet, opfordrede sine landsmænd til at ofre deres mangeartede
bekymringer, ængstelser og svagheder, brister og handicaps til Baba. De skulle også ofre alt
det, der tyngede deres hjerter og til gengæld modtage en forsikring fra Ham om, at de ville
modtage den nåde, der skænker dem øjeblikkelig lindring og konstant glæde.
6.9. Baba begyndte Sin tale på kannada-sproget! Det var et uventet udtryk for Hans
medfølelse. Alle, mænd som kvinder, klappede, da de blev klar over, at Baba’s grænseløse
kærlighed til dem havde fået Ham til, for første gang, at anvende et sprog, som de kunne
forstå. Deres klapsalver var så højlydte, at det gav genlyd fra de omkringliggende bakker.
”Kasturi er her ikke. Jeg er derfor nødt til at tale til jer uden en oversætter. Jeg har haft
kontakt med Kannada-regionen de seneste 25 år, men det er første gang, Jeg henvender Mig
til en forsamling på kannada. I priser jeres sprog, idet I hæver det til skyerne som værende en
duft af moskus, (kasturi)! Jeg håber, at Jeg ikke vil ødelægge dette ry”, sagde Han.
6.10. Hans kærlighed er så overvældende, at Han tager ordene ud af vores mund, så Han kan
overbringe os Sit budskab på en måde, som vi byder velkommen med begejstring. Første gang
Han vovede Sig ud i at tale på kannada, varede Hans tale over 11/2 time. Udtalen og
forklaringerne var lige så liflige og pikante, som det er tilfældet, når Han taler på telugu, som
Han sædvanligvis benytter Sig af. Dharwa’s indbyggere var vildt begejstret. ”Åh! Hvilken fryd
Han skænker os!” ”Åh! Hvilken oplysning Han giver os!” ”Hvor strømmer Hans Ganges
hurtigt!” Det er eksempler på de udbrud, der fyldte atmosfæren på universitetet.
6.11. Efter talen sang Baba nogle få lovsange, som den umådelige store forsamling sang efter
Ham i kor. Sangene var en hyldest til Gud med de mange forskellige navne og former, som
helgener har visualiseret dem med: Siva, Rama, Sakthi, Krishna, Subrahmanya og Vishnu. De
hellige sange, som Baba sang med Sin fløjtelignende stemme, fyldte alle med en så stor
opstemthed, at der var en ægte respons på Hans sang.
6.12. Mange i forsamlingen var standhaftige og loyale tilhængere af deres tro, og de holdt sig
derfor nøje til ét navn og én form. Normalt ville disse mennesker havde følt det som
helligbrøde at udtale, for ikke at sige synge, andre navne og former. ’Den ene Gud har mange
navne’. Disse mennesker er vokset op i en social atmosfære, der insisterer på koncentration på
udelukkende ét navn, så deres tro ikke bliver svækket. Derfor kom Baba’s valg af sange som
en forfriskende brise, der rensede hjerterne og fejede frygtens spindelvæv til side! ”Kun Baba
kan overdøve års indgroede vaner og få denne kilde af omfattende glæde til at springe i vore
hjerter”, udbrød en af tilhørerne. Baba vækker et kildespring af glæde til live, og det uanset
om det drejer sig om en person, der er mand eller kvinde, ung eller gammel, buddist, hindu,
perser, kristen, jainist, muslim eller for den sags skyld agnostiker, nihilist eller anarkist.
6.13. Fra denne dag af blev den plan, der var lagt for turen, fulgt nøje. Baba talte til en stor
forsamling af tilhængere, der var forsamlet på uddannelseskomplekset. Mødet blev holdt på
den store gårdsplads på det herværende Kunst College. Han plantede et træ for at holde
mindet om Sit besøg frisk i erindringen hos kommende generationer af studerende. Han
materialiserede en safir-ring og gav den til rektor Dharwadkar. Herefter talte Han om udvikling
af selvdisciplin og det at få en god karakter. ”Mit budskab er dette: Vær legemliggørelser af
45
kærlighed. Lad være med at hade nogen eller frygte nogen. I skal udvikle kærlighed over for
alle. Forstå andres sorg og glæde. Vær glad når andre er glade, og lad være med at juble, når
andre har det elendigt.” ”Lær, selv mens I lærer at have gode holdninger og vaner, for
eksempel stilhedens og meditationens kunst. Det vil hjælpe jer med at få succes i livets skole.
Det er den mest værdifulde lektie, som I kan hente i Den Tidløse og Universelle Religion, som,
kan Jeg forsikre jer om, vil blive genoprettet i al sin herlighed over hele verden, så verden vil
kunne opleve fred og fremgang. Det er den mission, som Jeg er kommet for at arbejde på.”
6.14. Fra skolekomplekset kørte Baba i bil til Hubli, hvor en kolossal stor forsamling havde
forsamlet sig uden for Karnatak Medicinske College bygninger. Alle længtes de efter at få Hans
darshan og lytte til Hans tale. Den gode nyhed om at Baba talte på kannada, havde spredt sig
til Hubli og endog endnu længere væk. Alles ører var årvågne; alle ønskede at høre talen. ”I
dag er det Lysets Fest, hvor I spiser slik og søde sager, men den fælles komponent, der søder
det alt sammen, er sukker. Tilsvarende er det Den guddommelige Gnist, der, når Den er
bundet til navn og form, er Gud, som tilfører sødme til alt skabt og alle skabninger som væren,
bevidsthed, lyksalighed.”
6.15. Baba rådede de studerende til ikke at give efter for vredens eller forbitrelsens pludselige
anfald, men i stedet anvende fornuften, der er et af menneskets helt specielle aktiver, til at
skelne mellem alternative muligheder. Han sagde blandt andet: ”Ordet mantra kan også
anvendes om sloganer. Mantraet skal underkastes den dybe refleksion. Og ethvert slogan skal
vurderes på fornuftens skala.” Eftersom der sad mange studerende fra Det Medicinske College
foran Ham, sagde Baba: ”For at kunne tage den højeste universitetsgrad anvender I den
bedste del af jeres liv. For at opnå gradernes grad, nemlig Guds nåde, er I ikke indstillet på at
bruge i det mindste fem minutter om dagen, hvor I i stilhed kontemplerer på Hans mysterium
og storslåethed; den som fremgår at hvert eneste atom og lille celles opbygning, funktion og
nedbrydning.”
6.16. Den 23. oktober fortsatte Baba hen ad Sirsi Road og ud til vestkysten. Han forlod
Dharwar klokken 09.00 og nærmede Sig landsbyen Mundgod 45 minutter senere. Hovedvejen
passerer kun nogle få landsbyer, for i denne del af landet ligger husene ikke ud til vejen.
Klynger med to eller tre huse titter i stedet hemmelighedsfuldt op mellem store buske og træer
i plantager eller skove. Så folk langvejs fra, så langt som 30-40 km, kom gående til Mundgod
for at få vor tidsalders Avatars darshan.
6.17. Her ventede der mere end 4.000 jævne landarbejdere og plantagearbejdere. Deres øjne
funklede, da Baba bevægede Sig ud blandt dem. Han fik øje på tre nedbrudte sjæle, og på
stedet materialiserede han den helbredende vibhuthi til dem. Baba sagde nogle få ord til dem
om konstant ihukommelse af Guds navn og lovsang. Han sang tre lovsange, så folk fik
lejlighed til at opleve og føle den opløftede stemning, som lovsang kan give. Og forsamlingen
gjorde sit bedste for at gentage linjerne, så de harmonerede med Hans henrivende klang.
6.18. Herfra blev vejen helliggjort af, at der for hver 100 meter var folk, der dansede og sang!
I Malagi, Ekkambi, Isalur og Gowdalli blev landsbyboernes oprigtighed værdsat af Baba i en
grad, så Han stod ud af bilen og stod foran dem i nogle få minutter, så de kunne prente Hans
form i deres hjerter på præcis samme måde, som de allerede havde indgraveret Hans navn på
deres tunger. Dr. Adke skriver: ”Hver gang Han så, at der var en forsamling ved vejsiden,
stillede Baba Sig op på bilens trinbræt med døren åben. I deres febrilske forsøg på at komme
så tæt på Ham som muligt og røre ved Hans fødder pressede de mod døren. Men underet
skete! Døren bevægede sig ikke en tomme! Hundredvis af mennesker pressede sig mod døren,
der stod åben, men den holdt stand uden så meget som at ryste!”
6.19. Da klokken slog elleve, trådte Baba ind i Sathya Sai Tjenesteorganisationens lokale, der
lå ved siden af Gopalakrishna Templet i Sirsi. Den 21. havde Han henkastet nævnt, at Han ville
nå til Sirsi klokken 11.00. Folk undrede sig over, hvordan klokken havde adlydt Ham så
46
omhyggeligt! Lige uden for byen havde tusindvis af mennesker samlet sig for at byde Ham
velkommen. Dr. Adke skriver: ”Han kunne ikke bære, at folk led ved at vente i solen. Han
fortalte forsamlingen, at hvis de begyndte at synge lovsang, så ville skyerne samle sig over
deres hoveder og sørge for en kølig skygge.” Og skyerne gjorde, som Han havde forudsagt!
Han citerede overstrømmende fra digteren og vismanden Basavanna’s let forståelige digte og
andre Veetasaiva digtere og mystikere, og på den måde bjergtog Han den store forsamlings
hjerter. ”Kærlighed er Gud; lev i kærlighed. Begynd dagen med kærlighed; fyld dagen med
kærlighed; slut dagen i kærlighed. I har bundet jer til Mig med kærlighedens bånd. Jeg er i alle
eksistenser. Så elsk alle i samme grad”, mindede Han dem om. Baba fortsatte: ”Se på den
virkning, der er ved at synge Hans navn. Hvis nogle få minutter med konstant ihukommelse af
Guds navn kan skænke en sådan nåde, hvor meget mere kan I så ikke opnå ved en konstant
og uafbrudt ihukommelse af Guds navn! Den længsel, der opstod i jeres sind, efter at få Min
darshan, har i dag båret frugt. Jeg er glad for at dele Min kærlighed med andre. Må denne
given og tagen blive en vedvarende og uafbrudt proces!” Da Baba trådte ned fra tribunen, var
der ikke et øje, der var tørt blandt de 40.000, der havde hørt Ham tale. Overalt så man
begejstringens og taknemmelighedens tårer. Baba vendte tilbage til Gopalakrishna Templet og
kiggede på den fotoudstilling, der var om Ham Selv og Hans aktiviteter. Herfra begav Han Sig
ud på turens næste lange strækning, nemlig mod Karwar ved Det Arabiske Hav. Han undte
ikke engang Sig Selv den hvile, som mange bønfaldt Ham om at tage.
6.20. Vejen var på begge sider omgivet af en tyk mur af pilgrimme, der stod der med deres
ivrige forventninger. På vor vej kunne vi læse byskiltene: Janmane, Kasage, Kathagala og
Hiregutti. Mange steder gav Baba efter for de stille bønner og steg ud af bilen i et minut eller
to for at velsigne folkeskaren med et smil, der øjeblikkelig blev genspejlet i hvert eneste
ansigt. I Ankola blev folkets krav en smule for højrøstet, så Baba kørte videre. Han vinkede til
dem, hvilket i sig selv blev opfattet som en betryggende velsignelse!
6.21. Den lille landsby, Aversa, var virkelig klædt på til fest. Der var guirlander, bannere og
portaler pyntet med palmeblade tværs over vejen. Forsamlingen på over 5.000 mennesker
kunne tjene som model for disciplineret hengivenhed. Baba brugte lang tid på at gå op og ned
langs rækkerne af hengivne, mænd som kvinder. Han fandt syge og nødlidende, der havde
behov for Hans hjælp. Denne medlidenhedsgestus bevirkede, at Han vandt alles kærlige
loyalitet. Baba steg op på podiet og talte om sandhed og den eksisterende enhed mellem Gud
og alt det skabte, som imidlertid kolliderer med den fejlagtige antagelse, at der skulle bestå en
adskilthed.
6.22. ”Sandheden vil gøre jer frygtløse, for når der kun er En, hvordan kan der så opstå
frygt?”, spurgte Han. ”Navnet på denne Ene er Gud. Tænk på denne Ene, når I står ud af
sengen; husk på Denne Ene, når I har ledige stunder i løbet af dagen; grundfæst troen på Den
Ene i hjertet når I lægger jer til at sove. Så vil der ske det, at når sanserne, intellektet og
fantasien bliver inaktive, vil Den Ene fylde jer og skænke jer den nåde at udfolde Sin
lyksalighed i jer”, rådede Han. Indbyggerne i Aversa blev ikke skuffede, selv om de havde set
tegn på, at tiden var knap hos de folk, der fulgte Baba på Hans tur. Landsbyen Karwar havde
ventet på Hans ankomst siden middag! Men Baba tog Sig tid til at synge sammen med dem og
fylde dem med al den glæde, de kunne rumme i sig.
6.23. ”Denne vidtstrakte havoverflade på den ene side, dette vidtstrakte menneskehav på den
anden side og derimellem et hav af nåde!” Sådan beskrev Baba sceneriet på havnen denne
dag. ”Dette er Ganges, det er Yamuna, og Min nåde, der stille klukker i jeres hjerter, er
Saraswathi”, erklærede Baba, idet Han sendte de 25.000 hengivne, der havde forsamlet sig
der, i nådens syvende himmel! (Ganges, Yamuna og Saraswathi er tre kendte, hellige floder i
Indien. Saraswathi strømmer under jorden). ”Dette møde skulle have begyndt for flere timer
siden, men de tætsluttede rækker af hengivne, der stod langs vejen hertil, delte denne tid med
jer. Jeg gav den til dem på jeres vegne. De er også legemliggørelser af Den guddommelige
47
Gnist. Det er den samme Guddommelige Gnist, der oplyser og inspirerer dem, instruerer og
leder dem mod Det Højeste Selv. Til gengæld får I deres taknemmelighed”, erklærede Baba.
6.24. Bølgerne hviskede i konkyliernes ører og fortalte dem, hvor glade de var for, at de var
stille, mens Baba sang lovsange for indbyggerne i Karwar og alle de øvrige tilhørere, der
begejstret gentog sangene linje for linje efter Ham.
6.25. Natten blev tilbragt i en skatteopkrævers villa. Fra villaen kunne man se bølgetoppene
danse i lyset fra stjernerne. Næste morgen gik Baba ind i Sitarameswar Templet, der for
Karwar er, hvad hjertet er for kroppen. Herfra kørte Han til en af Kodaibag’s forstæder, hvor
fingernemme hengivne havde opført et tempel for Hans forrige skikkelse. De havde fået
udhugget en statue, som nu skulle installeres i templet. Glæden hos indbyggerne kendte ingen
grænser, da Baba afslørede statuen. Det var en rigtig opløftende ceremoni. Og alle hyldede de
den Sai, som nu rent faktisk stod der foran dem. Fra Kodaibag kørte Baba ad kystvejen. Vi
kørte hen til det sted, hvor der ventede en færge, der skulle bringe selskabet, biler og
mennesker, tværs over bredningen, som man i øvrigt havde planlagt at bygge en bro over.
6.26. På dette sted forener Kali-floden sig med havet, så vandet smager ikke salt her. Baba
henledte dr. Adke, hans søn Manohar og de øvrige i bådens opmærksomhed på den smukke,
perlemorsskinnende akvamarineblå farve, man kunne iagttage ude på havoverfladen 200
meter derfra. Baba bemærkede: ”Når I krydser den foranderlige verdens hav, så vær
fortrøstningsfulde med hensyn til sejren, da Herren er med jer.” ”Hvorfor frygte, når Jeg er
her?”
6.27. Da bilerne var blevet kørt fra borde, blev rejsen hurtigt genoptaget, og da vi kørte ind i
delstaten Goa, var klokken omkring 10.00. En halv time senere nåede vi frem til Marga, hvor
tusinder af åndelige aspiranter ventede på at modtage Hans nåde. Det var vanskeligt at få
dem til at beherske sig, for de længtes inderligt efter at røre lotusfødderne. Baba fandt det
ligefrem vanskeligt at nå hen til den opstillede tribune. Hans overvældende kærlighed
overvandt den fortørnelse, som almindelige dødelige måske ville have følt under lignende
omstændigheder. Uden at tabe fatningen gik Han rundt blandt den nærmest ophidsede
forsamling. Han fik øje på en syg person og materialiserede et billede af Kristus til ham, for
Han vidste, selv om det ikke var tydeligt for andre, at manden var kristen. Han materialiserede
også vibhuthi og øste den ud i hånden på en anden person, som folk gættede på, var hindu,
skønt dette helbredende under også kan gives til tilhængere af andre trosretninger. I omkring
20 minutter talte Baba om de tre kvaliteter (guna’er): Den sløve, den lidenskabelige og den
balancerede kvalitet. Han talte om, hvordan mennesket kan befri sig for sløvhedens og
uvidenhedens kvalitets apati og nå lidenskabens og hvileløshedens kvalitets entusiasme for til
sidst at opnå den gode og rene kvalitets ligevægt. (Guna’er er egenskaber eller kvaliteter, der
er overlejret på Det Guddommelige og således udgør Det Sansemæssige Univers. Der findes
tre kvaliteter: 1. Thamo-guna, der repræsenterer sløvhed og uvidenhed. 2. Rajo-guna, der
repræsenterer aktivitet, lidenskab og hvileløshed. 3. Sathwa-guna, der repræsenterer det rene
og gode).
6.28. Herefter fortsatte Baba turen til Goa’s hovedstad, Panaji. Her havde byrådet arrangeret
et offentligt møde. Baba skulle tale i ’Vivekananda-salen’, der ligger på øverste etage af
administrationsbygningen! Ingen sal på Jorden kan rumme de tilhørere, som Baba tiltrækker i
enhver by! Han har ofte udtalt, at himlen skal udgøre taget over Hans tilhørere. Derfor skete
det uundgåelige. En stor gruppe mennesker blev nægtet muligheden for at få darshan. Baba
talte et stykke tid og sang nogle lovsange, der frydede alle dem, der befandt sig i salen. De,
der havde stået uden for og hørt talen og sangen, sagde: ”Bedre held næste gang!” ”Lad os i
det mindste være taknemmelige for det, vi har fået.” Det trøstede de tusinder, der ikke kunne
komme ind i salen, sig med. Dr. Adke skriver: ”Da vi nærmede os Goa, gik en af fjedrene i
Fiat’en i stykker. Men da jeg foreslog, at vi fik fat i en anden bil til den videre tur, fortalte Baba
mig: ”Vi vil udelukkende køre i denne bil!” Vejen fra Goa til Belgaum løber gennem tætte
48
skove og dybe slugter, og visse steder havde regnen ødelagt vejen. Vi tog fra Goa sent om
eftermiddagen og nåede frem til Belgaum klokken 21.00. Hvordan vi nåede frem til vores
bestemmelsessted, uden at bilen brød sammen, er et mysterium, som det alene er Baba, der
kan forklare. Vi vidste, at det var Baba’s nåde, der havde bragt selskabet sikkert frem.”
6.29. I Belgaum gik Baba direkte hen til den enorme forsamling på omkring 70.000 personer,
der ventede på at få darshan. Belgaum er en stor by, og Baba er Den Store Befrier. Sathya Sai
Tjenesteorganisationen havde gennemført nøje sikkerhedsforanstaltninger for at undgå, at
nogen blev udsat for overlast. De havde brugt tykke bambusstokke til at opdele arealet i
sektioner, så folk kunne sidde inden for afgrænsede områder. Mellem disse sektioner var der
gangarealer, hvor Baba kunne gå rundt og give darshan. På denne måde var Han kun nogle få
meter væk fra alle Sine tilhængere. Men da de modtog tilkendegivelser om, at Baba var
kommet, stormede de frem mod det sted, hvor de mente, Han var! Hjemmeværnet, de
frivillige mænd og kvinder, drengespejderne og medlemmer af tjenesteorganisationen sprang i
aktion og bremsede den ophidsede folkeskare, så godt de kunne.
6.30. I mellemtiden var Baba nået frem til tribunen. Hans gyldne stemme hørtes overalt. Alle
stod, hvor de var, og drak den guddommelige nektar. Alle vendte de sig mod det sted, hvorfra
stemmen kom. Sri Narke, en ingeniør der var en del af selskabet, udtalte: ”Bhagavan løftede
Sin hånd. Alle stod som naglet til det sted, hvor de nu stod. Bhagavan sænkede Sin hånd, og
de satte sig stille ned.”
6.31. ”Jeg kunne ikke forlade Goa til tiden. I hver eneste landsby var der ivrige grupper af
hengivne, der ventede på Mig. Og det var tilfældet, hvad enten vi kørte gennem jungle eller
nøgne, gulbrune øde strækninger. Hvordan kan Jeg ignorere deres kolossale tørst?”, sagde
Baba. ”Jeg lånte lidt tid fra jer og gav den til dem”, tilstod Han. Forsamlingen blev blid og rolig.
”Når I nu har sluttet jer til denne opløftende forsamling af tusindvis af sjæle, der søger Lyset,
der er ivrige efter at rense sig og blive værdige til at møde deres guddommelige skæbne, så
har I et ansvar: Prøv at erkende, at I fundamentalt set er guddommelige. Mediter nogle få
minutter hver dag, så troen kan komme til at slå rod i jer”, rådede Han. ”Kampestenen på
bakken blev forvandlet til en statue til templet. Hammer og mejsel har gjort den til noget
smukt, der for altid vil skænke glæde. De har skabt noget, der bestandigt vil være en kilde til
inspiration til at gøre livet gavnligt og helligt! I skal også udsætte jer selv for disciplinens
hammer og glæde-smertens mejsel, så I kan dukke frem fra kampestenen som en ægte
gudestatue!” Han formanede: ”I fem dage har Jeg rejst rundt i Karnataka. I dag ønsker Jeg at
fremhæve én ting. Tusindvis af mennesker deltager i disse møder; endnu flere tusinder venter
langs vejene. Jeg ved, at i alle disse menneskers hjerte bruser der en oprigtig tilbedelse af
Gud. Men tilbedelse skal reguleres gennem selvdisciplin. Den må ikke være vild og ubehersket.
I kastede jer frem for at røre Mine fødder, og I kastede jer i støvet for Mig uden at tage det
mindste hensyn til kvinder og børn, gamle og syge. I lander oven på dem, når I presser jer
frem mod Mig. I må ikke skade den Sai, der er i disse mennesker, når I farer frem mod denne
Sai for at vise jeres hengivenhed! Den fortjeneste, I kan opnå ved at se og høre denne Sai, og
alle de anstrengelser I har gennemgået, for at det skulle ske, bliver næsten annulleret, når I
forvolder skade på den Sai, der bor i disse mennesker”, sagde Han. Mange bøjede deres hoved
i anger og skam. ”I skal udvikle kærlighed, tolerance og ærefrygt over for den svage, den
handicappede, den fortvivlede og den syge. Giv dem jeres medfølelse og sympati. Tjen dem,
idet I fornemmer slægtskabets guddommelige bånd”, opfordrede Han.
6.32. Baba genoptog turen næste morgen, idet Han kørte ad vejen mod Bijapur, der er
hovedkvarter for et andet distrikt i Nord Karnataka. Efter få kilometer steg Han ud af bilen i
Bali-Hongal, hvor hengivne hjerter bad om den trefoldige gave, nemlig at se Han, røre Ham og
lytte til Ham. Han skænkede dem kun den første og den sidstnævnte gave, for selv om det var
tidligt på dagen, så var der tusinder! Baba talte til dem om indre renselse og om bevidstheden
om Guds konstante nærvær som et middel til at opnå renselse.
49
6.33. I løbet af hele dagen, kilometer efter kilometer, var der lovsang langs vejen til Bijapur.
Landsbyboerne ventede og så på alle de biler, der kørte forbi. I timevis ventede de, mens de
sang lovsang. De standsede hver eneste scooter og lastbil for at få at vide, om Baba var taget
af sted, og altså var på vej. Nogle landsbyer havde forberedt en stor velkomst med trommer
og dans. Andre havde fundet lange messinghorn frem, som de blæste i både højlydt og længe
for at vække hele egnen, så de kunne opleve denne pragtfulde dag. Et sted havde man fundet
tempelparasollen frem og overtalt tempelpræsterne til at stå tværs over vejen med
traditionelle krukker med helligt vand i hænderne og vediske hymner på læberne! Der kørte
politibiler både foran og bag selskabets biler. Mens politibetjentene forsøgte at styre den
begejstring, der prægede menneskeskarerne i landsbyerne, kunne de ikke selv stå for
fristelsen til at gribe så mange muligheder, de kunne, for at berøre Hans fødder!
6.34. Omkring middag standsede Baba i en times tid i byen Gokak, og herefter gik turen raskt
videre til Bijapur. Rejsen blev dog hele tiden afbrudt, for på den ene side var der den stærke
længsel efter at se Ham, og på den anden side var der Hans store medfølelse. For de, der sad
sammen med Baba i bilen, blev turen den helt store oplevelse. Baba sang mange sange,
opfordrede Sine medpassagerer til at synge lovsange, bevægede en eller to af dem til at
forfatte digte på stedet om den storslåede begivenhed, der udfoldede sig for deres øjne.
Således mistede de enhver fornemmelse for tid og rum, mens vejen for af sted under bilen.
6.35. ”I Bijapur sad der en tætpakket forsamling så langt øjet rakte”, skriver dr. Adke. ”Jeg
dristede mig til at foreslå Baba følgende: ”Vi er nødt til at aflyse dette møde! Det er umuligt at
gennemføre dette programpunkt på turen! Lad os tage hen til det næste sted.” Men Baba
sagde: ”Nej.” Der var mindst 75.000 personer, der utålmodigt bølgede frem og tilbage over
vejene og hele det åbne område.” Dr. Adke skriver videre: ”Baba gik lige ud i dette hav af
urolige mennesker. Alle var nervøse over situationen. Men snart så vi, at Han var kommet
sikkert frem til tribunen, og her stod Han under det skarpe lys foran mikrofonen. Så snart
Baba begyndte at synge det sædvanlige introduktionsvers, blev hver eneste mand, kvinde og
barn som fortryllet. Bølgerne stilnede. Stilheden sænkede sig over forsamlingen, og vi var alle
lettede.”
6.36. ”Hvad er formålet med, at I er blevet født? Hvad har I udrettet i de år, I har tilbragt som
menneske blandt mennesker? Hvad agter I at efterlade jer, når I dør?”, spurgte Baba den
store forsamling.
6.37. Vineetha Ramachandra Rao, der var med i Baba’s selskab, skriver: ”Vi havde hørt, at når
Krishna spillede på Sin fløjte, så dæmpede selv den tusindhovedet slange sig. Men til trods for
at Baba’s indledende bemærkninger havde været temmelig provokerende ved at sætte
fingeren på deres selvglæde og ligegladhed med andre, så må der have været noget særligt
over klangen i Hans stemme, der fik den 75.000-hovedet slange til at forholde sig rolig i en art
selvransagelse. Baba rådede hver enkel til at fremelske kærlighed, for: ”Kærlighed er
universets motivator. Kærlighed er Gud, og alene kærlighed kan vinde Guds nåde og forene
mennesket i Gud.” Da Baba talte om, hvor virkningsfuld lovsang er og sang nogle få sange, så
overgav forsamlingen sig uden nogen form for forbehold til Hans fløjtes magi! Alle de ophøjede
tilbøjeligheder spirede, skød blade, satte knopper og blomstrede i hjertet. Alle følte en
frydefuld fornemmelse; Den Kosmiske Bevidstheds frydefulde fornemmelse.
6.38. Baba tilbragte natten i Circuit House, stod tidligt op og var snart parat til at overholde de
aftaler, der var planlagt denne dag. Vi havde kun kørt i tyve minutter, da vi blev overrasket
over at se, at der hen over vejen var opsat portaler, der var udsmykket med grønne og gule
planter. Der var også guirlander, flag og blomsterkranse, og på jorden sad der omkring
hundrede personer og sang Prasanthi Nilayam lovsange!
6.39. Lad os lytte til dr. Adke’s beskrivelse af, hvad der skete: ”De bønfaldt Baba om at køre
ind i deres landsby, der kun lå tre kilometer væk. De fortalte, at de havde repareret vejen, så
50
den var til at køre på. De lovede, at de ville være stille og disciplinerede. De fortalte, at
landsbyboerne længtes efter Hans besøg. Jeg var bekymret for, om vi ville kunne overholde
den travle tidsplan, der var lagt for dagen. Men Baba sagde: ”Godt! Vi tager med dem og
bliver hos dem i fem minutter.””
6.40. ”Bilerne vendte og kørte hen ad den rene og støvfrie vej, der var blevet stænket med
vand. Vi nåede frem til landsbyen. Efterhånden som bilerne kørte forbi husene, blev der
svinget med lamper, og kvinder strøede blomster ud over bilen. Mændene blæste i horn og
slog på store trommer. Klokker, der var bundet rundt om halsen på kvæget, ringede. Kvæget
stod på begge sider af vejen, og deres horn var malet røde. Baba var glad for at se, at
landsbyboerne sad stille med glæden skinnende i deres øjne. Han sang nogle få lovsange og
opfordrede dem alle til at gentage linjerne efter Ham. Han fortalte dem, at de hverken skulle
tøve eller frygte noget. Baba kørte tilbage til landevejen, efter Han havde tilbragt 45 minutter i
landsbyen!”
6.41. ”Det, vi oplevede, var én uafbrudt strøm af hengivenhed, der gødede hele området, der
trængte ind i hvert eneste hjem, hvert eneste hjerte og opløftede mænd, kvinder og børn.
Baba kunne ikke bære at se folk sidde eller stå i den bagende sol. Han kunne heller ikke bære,
at de var triste og misfornøjede. Mens Han kørte fra Bijapur til Bagalkot, sang Baba mange
sange på kannada til stor glæde for rektor, hans søn og de andre i bilen. Han sang sange, der
var komponeret af de berømte digtere fra middelalderen, nemlig Kannada-helgenerne
Purandara Das og Kannada Das. Han genfortalte den sidstnævntes livshistorie i Udipi, hvor
statuen af Krishna, der var blevet installeret af Madhawacharya, drejede sig rundt for at
skænke hyrden Kannaka Das den darshan, som han længtes efter. For Kannaka Das fik ikke
tilladelse til at komme ind i templet, eftersom han tilhørte en laverestående kaste! Baba sang
også nogle sange, som Han Selv havde forfattet på stedet på kannada. Det var en pragtfuld
stund for dem, der elskede dette sprog og for de åndeligt søgende, der længtes efter det
guddommelige.
6.42. Idet Han passerede steder som Kerur, hvor hengivne fyldte deres øjne med Ham, nåede
Baba landsbyen Nargund. Her så Han, at der havde samlet sig omkring 12.000 mennesker. De
var kommet hertil fra de omkringliggende landsbyer, ja endog helt fra Hubli og Dharwar, der
ligger mange timers bilkørsel væk. Han fortalte dem, at Gud er iboende universet og at det
udelukkende er tungen, der, blandt alle kroppens lemmer og organer, kan genkende saltet,
der er opløst i vand.
6.43. Baba kørte forbi bølgende græs- og kornmarker, der blev kærtegnet af de spredte
brisers blide kærtegn. Hen på aftenen nåede Han frem til Navilgund. Et sandt hav af ansigter
sad foran Ham i disciplineret stilhed, og Baba talte til dem og sang for dem med stor
medfølelse. ”Den objektive verden forandrer sig hele tiden. Den er usammenhængende og
flygtig, men Den guddommelige Gnist er evig, uforanderlig, upåvirket af tid, rum og
årsagsforhold, der blot er begrænsninger og ændringer, som Den formodes at gennemgå. ’Gud
er den eneste eksistens, der eksisterer ingen anden’. For at kunne blive bevidste om Den Ene,
der ikke har Sin lige, skal I praktisere følgende fem discipliner: Mantra, konstant ihukommelse
af Guds navn, yoga, meditation og sindsligevægt. På samme måde som musik og musiker er
til stede i æteren som bølger, der kastes ud fra radiostationen og opfanges af
modtagerapparatet med dets anordninger, således kan Gud, der ikke kan fanges ind af øjet og
sindet, opfattes og erkendes i kraft af de fem nævnte hjælpemidler”, forklarede Baba.
6.44. Denne dag må Solen have rejst langsommere end normalt, for Baba var i stand til at nå
Hulkoti klokken 18.00 efter at have gjort ophold i Annigeri på vejen. Her modtog Han blomster
og øste Sin nåde ud over den kolossale forsamling, der havde samlet sig ved vejsiden. I
Hulkoti var der en rekordstor skare af længselsfulde hengivne, og Baba gav dem darshan tillige
med forsikringen om Hans fortsatte nåde.
51
6.45. Herefter kørte Han til Gadag, der er en by, der i århundreder har været berømt for Veera
Narayana Templet, der er blevet udødeliggjort i Kannada-digte, og som i dag er et stort
handels- og industricenter. Gadag overraskede alle på grund af det kæmpestore opbud af
mennesker, der havde samlet sig der for at ære Baba. Der var over 100.000!
6.46. Sri K.H. Patil, der bød Baba velkommen, sagde: ”Himlens døre har i dag åbnet sig for
Gadag! Endnu engang skinner Åndens Lys i denne by.” Baba talte om den vediske bøn, som i
sig rummer essensen af menneskets håb, siden dets jordiske eventyr tog sin begyndelse på
denne klode:
Fra det uvirkelige, før mig til Virkeligheden.
Fra mørket, før mig til Lyset.
Fra døden, før mig til udødelighed.
Han sagde, at forskelle er uvirkelige, egoisme er mørke, og ønsker og begær er døden! Så
mennesket skal blive bevidst om Den Ene; Den Ene som han er en gnist af; Den Ene der er alt
dette og mere endnu; Den Ene, der fylder alt og gør det fuldkomment.
6.47. De lovsange, som Baba sang, og som de tusinder af stemmer gentog, rensede himlen for
mangfoldighedens vibrationer og fyldte den med en enhedsfølelse med Den Ene. Rama,
Krishna, Sakthi, Siva og Vishnu blev alle integreret i folkeskarens sang, der blev ofret ved Sai’s
fødder, og som var afstemt med Hans kosmiske stemme.
6.48. Da selskabet nåede frem til Dharwar, var lysene i de fleste huse blevet slukket, og
køerne tog sig en lur på vejene, mens de tyggede drøv.
6.49. Da Solen den næste dag steg op over horisonten, viste kalenderen den 27. oktober.
Baba var så frisk som Solen, der ikke viser det mindste tegn på træthed, uanset hvor lang
rejsen er, uanset hvor ensformig ruten er, uanset hvor umådeholden hyldesten af ham er på et
utal af sprog, uanset hvor muntert han bliver budt velkommen på en mangfoldighed af sprog!
Han var lige så bevidst om Sin mission og lige så beskeden vedrørende Sin præstation som
Solen!
6.50. Men andre i selskabet, der udelukkende bestod af mænd, vækkede Hans medlidenhed.
Han overtalte dr. Adke og dennes søn og andre til at hvile lidt, og det på trods af deres
modvilje mod at hvile. Hvad Ham Selv angik, så tilbragte Han dagen med at besøge hengivnes
hjem i Hubli og Dharwar, for som Han ofte siger: ”Jeres lyksalighed er det, der nærer Mig.”
Når Baba besøger et hjem, ligegyldigt hvor kort opholdet er, så efterlader Han et himmerige af
fred og kærlighed, når Han tager derfra. Ofte går Han alene ind i huset, fordi den hengivne
ikke skal blive forstyrret af behovet for at tage sig af ledsagere! Han overtaler den hengivne til
ikke at arrangere en storslået modtagelse og investere i dyre dekorationer, eksotiske
blomsterkranse og kostbare retter. Han bryder Sig heller ikke om, at man inviterer slægt og
venner, når Han kommer. Han kommer som vores nærmeste og kæreste slægtning, der
ankommer efter lang tids fravær for at velsigne, helbrede, berige, opløfte, lindre, trøste og
afhjælpe. Han kommer for at skænke os tro og overbevisning og for at bekræfte den åndelige
stræbens fuldbyrdelse. Han kæler med børnene, accepterer selv små tegn på hyldest, husker
navne på alle i familien, fortæller om episoder i familien, som de enten ikke kender til eller har
glemt, lover at tingene nok skal blive bedre og efterlader alle med en følelse af
taknemmelighed. Der, hvor tristheden hænger tykt i luften, anbringer Han i stedet glæde. Der,
hvor sygdommens indelukkede luft virker frastødende, anbringer Han sundhedens og
munterhedens friske duft. Hans besøg i et hjem lukker et kapitel, der har været præget af
sygdom, fortvivlelse, nød og tvivl og indleder et andet kapitel, der dirrer af glæde, opmuntring,
fred og god vilje, livskraft og en vibrerende harmoni.
52
6.51. Mandag den 28! Han skulle nå frem til Brindavan denne aften. (Brindavan er Baba’s
ashram i Whitefield nær Bangalore). Så Han kørte ad Hubli-Davangere Road, og Han fik
ansigter til at lyse op, og Han gjorde hjerterne lettere hos folk fra de landsbyer, der lå langs
vejen. Kundgol var det første sted, hvor Sathya Sai Tjenesteorganisationen havde arrangeret,
at folk mødte op for at få Hans darshan. Og hvilken folkeskare! Folk sad tæt pakket på en
fodboldbanes vidtstrakte område. Der var mindst 25.000.
6.52. Baba talte om indisk kultur, om ordet Bharat, om stavelsen ’bha’, som Han oversatte
med ordet ’lys’, den åndelige selvrealisations lys, det lys der åbenbarer alles identitet som
Gud. Han fortalte, at Hans hjerte var fuld af glæde over den kærlighed, der havde bevæget
dem til at vente i timevis på Hans darshan. Mange havde ventet siden det tidlige daggry.
”Udvid denne kærlighed, så den omfatter alle, for Jeg er i alle”, foreslog Han. ”Hengivenhed
over for Mig skal udtrykkes gennem uselvisk tjeneste, kærlighed og samarbejde, og ved at I
afstår fra at løbe med sladder, at finde fejl ved andre og nære had over for andre”, lagde Han
vægt på. Da Han som afslutning sang nogle få lovsange, herskede der harmoni, og ethvert
forstyrrende element forsvandt fra den indre og ydre atmosfære.
6.53. Karjigi var det næste sted, hvor Baba velsignede befolkningen. Herefter besøgte Han den
hellige landsby Agadi. Den er berømt for at have været stedet, hvor den afdøde helgen
Seshachala Swami havde sin eneboerhytte. Helgener og vismænd er pionererne,
minearbejderne, vejarbejderne, landinspektørerne og brobyggerne, der forbereder vejen for
Avataren. Baba blev modtaget ved indgangen til helligdommen af kvinder, der svingede med
lamper og vediske lærde, der chantede hymner med bønner og bønfaldelser. Han gik omkring i
den store forsamling, mens de sang lovsange, og senere talte Han til dem om, hvor nyttigt det
er at ihukomme Guds navn og om den åndelige øvelse, der består i konstant gentagelse af
Navnet.
6.54. Strømmen af biler, der bragte frelse og lettelse, blev forsinket et stykke tid i Haveri.
Baba gik hen til bygningen, der husede kontoret for genopbygningen af landsbyen, og herfra
talte Han til forsamlingen, der bestod af studerende på stedets Landbrugsskole og andre
colleges. Han henledte deres opmærksomhed på stedets naturlige skønhed og storslåethed og
fortalte, at det var en arv, som alle kan dele. ”I har også en anden arv, som I alle kan dele, og
det er Guds nåde”, sagde Han.
6.55. Han rådede dem til at studere flittigt på deres college og til også at lære kunsten at være
i fred med sig selv og med andre ved hjælp af lovsange, hvor man priser Guds navne. Da Baba
sang lovsange, var der et dusin velplejede køer i nærheden af tribunen, som man kunne se
lyttede med et glimt i øjet og en dirren i ørerne. I flokken var der en drægtig ko. I sin ivrighed
efter at lytte til Brindavan’s stemme skyndte kalven sig ud i verden! I Rane Bennur lagde Baba
grundstenen til et college for kunst og videnskab og begav Sig derefter til bomuldsmarkedet,
hvor 25.000 hengivne personer ventede på at få darshan. ”Lad jeres ord være ladet med
sandhed; lad jeres handlinger være ladet med oprigtighed. Tal sandt; udlev retskaffenheden,
det er vejen til at finde og nå målet”, rådede Baba. Gennem ord og sang fik den store
forsamling en times lyksalighed denne dag.
6.56. Baba kørte fra Rane Bennur gennem rækker af hengivne, der stimlede sammen på
begge sider af vejen mod Harihar og Davangere, Chitaldurg, Sira og Tumkur. I Harihar steg
Han ud af bilen og gav darshan i nogle få minutter. Han var på vej mod Brindavan, og med Sig
havde Han kærlighed og begejstret hengivenhed fra de millioner, som Hans nåde havde
fascineret.
6.57. Dr. Adke skriver: ”Jeg havde det store held at være sammen med Baba og være vidne til
folks taknemmelige glæde. Den var til stede overalt, og Baba var lykkelig over deres
oprigtighed og ligefremhed. Jeg var i stand til at køre med helt til Whitefield, nær Bangalore,
hvor Brindavan ligger, og der tog jeg afsked med Baba. Da jeg tog afsked, sagde Baba: ”Tro
53
nu ikke, at du tager alene hjem! Jeg er med dig! Lad os rejse sammen!” Sådan er Hans
kærlighed, Hans allestedsnærværelse, Hans almagt, Hans guddommelighed!”
6.58. Den tilbedelse, der blev Baba til del, og den måde de store forsamlinger hvert sted
skattede Hans ord om håb og løfte om en bedre fremtid, er en øjenåbner for alle, der lægger
planer for fremtiden. Vi mødte det overalt, om det så var en lille landsby, en almindelig
landsby, en større by, et college, en fabrik, et historisk sted eller et pilgrimsmål. Overalt blev
det afsløret, at folk er særdeles lydhøre over for åndens opfordring til at leve et mere ophøjet
liv. De er i stigende grad bevidste om, at begejstringen for genveje og kunstig støtte for at
opnå lyksalighed ikke kan modstå den tiltrækning, man finder i Baba’s guddommelige
direktiver.
6.59. Baba påbegyndte denne tur på den dag, hvor Indien fejrer Lysets Fest. Sri Aurobindo
skriver i ’Yogaens fremstilling’: ”Guruen bør tænde Det Guddommelige Lys og igangsætte Den
Guddommelige Kraft.” Baba tændte Det Guddommelige Lys, Han tændte lamperne. Han, det
guddommelige, igangsatte Den Guddommelige Kraft.
54
Kapitel 7
Den hvide mands byrde
7.1. ”I dette i allerhøjeste grad farlige øjeblik i menneskets historie er den eneste måde,
menneskeheden kan opnå frelse, den indiske måde”, siger Arnold Toynbee, der vel nok kan
betragtes som den viseste blandt moderne historikere. Dette er frustrationernes, frygtens,
bindingernes og fantasiens tidsalder. De sociologiske sygdomme – kriminalitet, skilsmisse,
selvmord, spil og stofafhængighed bliver over alt mere og mere udbredt. De politiske
sygdomme – opportunisme, intrigant spilfægteri, klikedannelser, bestikkelse og patriotisme
spreder sig fra det ene land til det andet. De økonomiske sygdomme – fattigdom og
luksustilværelse, udnyttelse og umådeholden livsførelse spreder sig også ud over hele verden.
Ifølge Baba er den grundlæggende årsag til al denne kroniske sygelighed menneskets
manglende tro på sig selv. ”Mennesket har mistet troen på sig selv. Han har iført sig
svaghedens, ubeslutsomhedens, tvivlens og misfornøjelsens kappe og skjuler sig for sin egen
erkendelse, for det umådelige store potentiale, der ligger i godhed, skønhed, styrke og
tilfredshed, og som ligger latent i hans natur.”
7.2. Ayn Rand siger: ”For at kunne leve må mennesket handle. For at kunne handle må han
træffe valg. For at kunne træffe valg må han definere et kodeks for menneskelige værdier. For
at kunne definere et kodeks for menneskelige værdier må han vide, hvem han er, og hvor han
er – det er, hvad han har brug for metafysisk, erkendelsesmæssigt og moralsk. Det er de
filosofiske aspekter, han skal arbejde med.” Og Toynbee erklærer: ”I Indien er filosofien aldrig
blevet begravet i gravkamre. Den har altid været den gangbare mønt i indernes liv. Den har
været selve blodcirkulationen i familien, samfundet og nationen. Den kaldes endog for
’oplevelse af visdom’. Med andre ord er filosofien mere en måde at leve på, end den er et
livssyn. Den tager sig af at fremhæve værdien af ’rigtig handling’ (dharma), altså moralsk
adfærd, der er baseret på den uforanderlige sandhed (sathya).”
7.3. Det kan derfor ikke undre, at Baba er blevet trøsten og styrken for den mangfoldighed af
fortvivlede mennesker, der søger fred og lyksalighed. De kommer for at være i Hans nærhed
fra oversøiske lande som De Forenede Stater, England og andre lande, og de lider alle på
grund af den materialistiske verdens overflod. Baba fortalte en gruppe ’udlændinge’ (Baba
udtaler, at det er misvisende at kalde dem for udlændinge) følgende: ”I ville ikke være
kommet til Mig, medmindre Jeg har kaldt jer hertil. Jeg kender jeres fortid og fremtid; Jeg ved,
hvad I længes efter i dette øjeblik, og hvordan og hvornår jeres længsel vil blive indfriet.”
7.4. John Hislop skriver: ”De fleste af os hørte om Sai Baba fra andre. Vi starter med at lære,
hvem Han er ved at høre andre fortælle om Ham. Her i Californien kom den første bølge af
informationer om Ham fra Bob Raymer og hans venner. Den anden bølge kom fra Indra Devi
og hendes medarbejdere. Indra Devi hørte om Baba, da hr. Murphet fortalte hende om Ham i
Madras. Murphet hørte om Ham fra Bob Raymer. Bob hørte om Ham fra en af sine venner,
som senere blev hans hustru! Til gengæld hørte hun om Ham fra en ven. Med det første
oprindelige led i denne kæde er Baba Selv!”
7.5. Hør hvordan Elsie Cowan først kontaktede Baba: ”Jeg selv og min mand har søgt
sandheden i alle de år, vi har været gift. Vi har fulgt den ene tro efter den anden. Hvert skridt
gav os lidt åndelig visdom, men ingen tryghed, ingen faktuel viden om hvordan vi skulle nå
målet. Som alle, der søger sandheden, fik vi at vide, at Kristus er i os, og i mange år fulgte vi
ham og hans lære. Den sandhed, han lærte os, er den samme, som alle store mestre lærer os.
Vi lærte at meditere og iagttage stilhed. Men det åndelige oprør rasede stadig inden i os.”
55
7.6. ”Hvorfor kan vi ikke kende Gud? Hvis vi skal opnå selvrealisation, hvorfor gør vi det så
ikke?, spurgte vi. Han havde ikke noget svar. Vi følte os modløse. Vi talte om det og traf en
vigtig beslutning: Lad os bede højlydt og inderligt om at den største levende Mester måtte
komme og føre os til målet. Og den største levende Mester kendte til vores sørgelige forfatning
og besvarede vores bøn, for Han er kommet for sådan nogen som vores skyld. To dage efter
vores råb om hjælp kom en ven hjem til os og gav os en bog. Det var en bog om Sathya Sai
Baba’s liv! Vi læste den fra første til sidste side. En stor afklaret fred fyldte os. Vi vidste, at
vores bøn var blevet besvaret.”
7.7. ”Yderligere skridt i Baba’s ’redningsaktion’ fulgte hurtigt efter. Vi kontaktede vennen, der
havde foræret os bogen, og vi fik fat i andre bøger, som Baba har skrevet. Vi læste dem og
blev fuldstændig optaget af Hans enkle sandheder. Den følgende søndag tog vi hen til det
tempel, som vi benyttede os af i vores tilbedelse. En ven, som vi ikke havde set i ugevis, kom
hen og satte sig ved siden af os. Hun tog et lille stykke foldet papir op af sin pung. Vi så, at
hun foldede det ud, og vi blev overrasket over at se, at det indeholdt noget aske! Hun fortalte,
at en ven havde fået den af Sai Baba. Og hun fortalte, at hun havde et uimodståeligt ønske om
at give os denne aske. Hun havde netop opsøgt os af denne grund. Hun sagde, at vi skulle
lægge lidt af den på vores tunge hver aften. Det var starten på de velsignelser og mirakler, der
begyndte at ske i vores liv. Skønt vi var ude af stand til at se Ham, gav Han Sig til kende på
forskellig måde. Pludselig en dag fik vi et stærkt ønske om at se Ham fysisk, og vi rejste til
Prasanthi Nilayam.”
7.8. John Hislop’s hustru, Magdalene, blev trukket mod Baba ganske tidligt i livet. For mange
år siden havde Baba vist Sig for hende i Havana, Cuba. Det havde Han gjort for at prente den
skinnende stråleglans på det pletfri sind. Barnet var dengang kun et år gammel. Hislop
fortæller, at hun lige var begyndt at lære at gå, da hun så Shirdi Sai Baba stå i et hjørne af
haven! Hun begyndte at stolpre hen mod Ham, idet hun sagde: ”Far, far.” Forvirret standsede
hun. For hendes rigtige fader stod i døren ind til huset. ”Undernes under”, skriver Hislop.
”Sidste år, da vi var i Indien, bekræftede Baba over for Magdalene, at hendes oplevelse havde
været sand. Han beskrev den klædedragt, Han var iført dengang, og hvordan Han for 35 år
siden havde stået i et hjørne af haven!”
7.9. Indra Devi, den første yoga-kvinde i Amerika, er en russisk født amerikansk statsborger
med et indisk navn. Hendes Yoga Institut ligger i Mexico tæt på grænsen til De Forenede
Stater. Hun lærte yoga i Mysore, Indien, og underviste i yoga i Shanghai, London og Moskva.
Hun var i Bombay blot et stenkast fra Gwalior Palace, hvor Baba var omgivet af tusinder af
åndelige aspiranter i over en uge i 1966. Dengang fik hun slet ikke set Ham, men hun stødte
ind i det trafikkaos, der var i nabolaget, hvor der blev afholdt lovsang, og hvor Baba holdt Sine
taler. Hun måtte gennem trængslen af mennesker, når hun skyndte sig ind til sine
engagementer i centrum!
7.10. Senere, da hun var på vej til Saigon, kiggede hun lige ind i Teosofisk Selskabs
hovedkvarter i Madras, hvor hun skulle møde en ven. Her mødte hun familien Murphet. Hr.
Murphet og hans hustru strømmede nærmest over af begejstring over de opløftende nyheder
om Baba og Hans kærlighed, Hans kraft og Hans visdom. Hun kom tilbage fra Saigon, for
kaldet var klart og overbevisende. På vej til den lille landsby, der var blevet udødeliggjort ved
Hans komme, mødte hun den ærværdige dr. Triguna Sen, der var minister i Indiens regering.
Han var på vej hjem efter at have besøgt dette hellige sted. Han havde haft en lang,
inspirerende samtale med Baba. Dr. Sen advarede hende om, at hun måske ville komme til at
slå sig ned i Prasanthi Nilayam; at hun måske ville komme til at føle, at hun havde nået sit
bestemmelsessted. Det var, hvad der rent faktisk skete. Hun har investeret sin arbejdskraft og
sit hjerte i Prasanthi Nilayam. Hun ånder Sai, taler Sai, drømmer Sai og hviler i Sai, uanset
hvor hun befinder sig!
56
7.11. Hilda Charlton fra New York tilbragte mange år på Ceylon, og senere flyttede hun til
Delhi, hvor hun blev indviet i tilbedelsen af Moderen og i at meditere på hende. Det traf sig
sådan, at hun på et tidspunkt besøgte Shirdi. Her hørte hun, at Baba var i live og tilgængelig i
Puttaparthi 800 km væk!
7.12. Et andet eksempel på en hengiven, der var i Shirdi, og som Baba trak hen til Sig i
Puttaparthi, er Alf Tideman Johanessen fra Oslo, Norge. Han var chef for et fremgangsrigt
selskab, der gjorde forretninger i Bombay havn som shipping-agentur. Nogle af hans
konkurrenter forsøgte at ødelægge hans gode omdømme og indtægter. De benyttede sig af
alle de beskidte tricks, som de kunne finde på, herunder sort magi! Nogle af hans venner og
en parsisk præst tog ham med til helligdommen i Shirdi, for at han der kunne påkalde sig Guds
nåde, så han kunne undgå en trist skæbne.
7.13. Under et af hans besøg i februar 1966, mens Alf sad ulykkelig og fortvivlet foran den
tidligere krops gravmæle, begyndte den nulevende krop at løse hans problemer på Sin
uforlignelige måde! En lille mand iført en blå skjorte klappede ham på ryggen og spurgte: ”Har
du nogensinde mødt Sathya Sai Baba?” Alf havde ikke hørt dette navn før. Den lille mand
hviskede i hans øre: ”Hvis Gud nogensinde er kommet til Jorden, så er det Ham.” Herefter
lagde han en lille medaljon i Alf’s hånd. I medaljonen var der et portræt af en person, der var
iført en kjortel, og som havde en stor krans af hår. ”Det er Sathya Sai Baba”, sagde den lille
mand. ”Du kan se ham i Bombay den 14. marts.” Herefter forlod den lille mand stedet.
7.14. Alf spurgte alle dem, han kendte, for at få flere detaljer om denne ’Gud på jord’, men
ingen havde hørt om Ham. Der var heller ingen, der vidste, hvor Han ville være den 14. marts.
Som han senere fik kendskab til, så var det først en uge efter, at den lille mand i den blå
skjorte havde fortalt om denne dato i Shirdi, at Sathya Sai Tjenesteorganisationen i Bombay
modtog information om datoen for Baba’s ankomst. I denne forbindelse fik de besked om at se
efter og reservere et sted i byen, som det er let at komme til, og som er stort nok til at rumme
alle de hengivne, men ventede ville komme.
7.15. Lad mig nævne, at Baba kom til Bombay den 13. marts om natten, og at Han gav Alf et
anerkendende og genkendende smil under lovsang om morgenen i Gwalior Palace! I det
allerførste interview, som Alf fik som følge af den på guddommelig vis tidligere knyttede
kontakt, sagde Baba følgende til ham: ”Kan du huske den sorte magiker? Jeg hjalp dig
dengang.” Idet Han fortalte ham om hans triumfer og besværligheder, både i hans forretninger
og i hans bestræbelser på at bygge bro over gabet mellem fortvivlelse og henrykkelse i det
åndelige område, fortalte Baba ham: ”Fra nu af vil Jeg være din vejleder inden for alle
anliggender.” Arnold Schulman, en berømt drejebogsforfatter, der var populær både i
Hollywood og New York, mødte Baba engang i Whitefield og vendte hjem til Amerika. ”En dag”,
fortæller han, ”for en af mig ukendt årsag opdagede jeg, at jeg på en eller anden måde havde
udviklet en tvangstanke, som jeg ikke kunne undertrykke, ryste af mig eller overvinde eller
rationalisere væk. Jeg ønskede at skrive en bog om Baba!” Senere, da han kom til Indien og
Baba kaldte ham ind til interview, fortalte Han ham: ”Når tiden er inde, kalder Jeg alle dem,
der søger Mig, til Mig. Det var Mig, der bad dig skrive bogen, fordi Jeg ønskede dig. Forstå det!
Jeg ønskede dig, ikke bogen.”
7.16. Således kommer de fra alle verdenshjørner! Mange har, som Hislop, udført åndelige
øvelser i mange år. De er blevet vejledt af mestre i deres egne lande, i Japan af Zen-lærere, i
Burma af buddistiske munke, i Nepal af Saiviti-guruer, på Ceylon af Vihars og i Indien af yogamestre. I mange tilfælde er deres appetit efter åndelige resultater blevet skærpet gennem
kontakt med Ramakrishna Missionen, Selvrealisations Foreningen, Hara-Krishna Bevægelsen,
Kriya-Yoga konferencer og forskellige andre tilskyndelser til selvundersøgelse,
selvherredømme og selvrealisation. Andre, der følte tørsten efter Det Guddommelige Lys, kom
til Baba maltrakteret og lemlæstet af charlataner og svindlere, der lovede hurtige resultater
mod betragtelige betalinger. Og andre kom desperate og syge på grund af stolthed og
57
grådighed. De søgte efter en vej ud; de søgte indre fred. Og mange er kommet hertil omtåget
og forvirret på grund af de folk, der benytter sig af forfængelig veltalenhed, der i bedste fald
tjener til at tilsløre en indre tomhed bag ordene. Og nu, endeligt, er de kommet hertil for at
høre sandheden udtrykt i klare og enkle vendinger, for at se sandheden i dens uudsmykkede
skønhed og for at høre om den fra Ham, der ved alt.
7.17. ”Ikke alle knopperne på et træ blomstrer”, siger Baba. ”Ej heller er det alle blomster, der
udvikler sig og bliver til frugt; ikke alle frugter modner og beriger verden med sødme.” Den
overfladiske, den passive, den spidsfindige, den hovne – alle typer findes inden for den samme
race. Der findes forskellige grader af parathed blandt dem, der kommer for at modtage de
kostbare gaver, som Baba skænker. Men uanset hvilket niveau de befinder sig på, så kan
ingen undslippe fra eller benægte den dybtgående og rensende påvirkning, som hjertet
udsættes for, når det kommer i kontakt med Ham.
7.18. Dr. Judith M. Tyberg fra Det Øst-Vest Kulturelle Center i Los Angeles skriver: ”I dag er
det næsten tre år siden, jeg var i Puttaparthi og modtog Sri Sathya Sai Baba’s guddommelige
velsignelser. Hans hjælp til mig på alle planer er stadig tydelig, og jeg er meget taknemmelig.”
Jack Hakimzadeh fra Teheran skriver: ”Da jeg var virkelig tung om hjertet, og det forekom
næsten umuligt for mig at genvinde min sindsligevægt, så jeg Baba. Som et resultat af denne
darshan er mit liv ikke længere det samme.” Jnani Greene, der har været i Prasanthi Nilayam
de seneste ti måneder, skriver: ”Baba har instrueret mig: ”Ikke flere læger, ikke mere
medicin. Giv slip, giv op. Lad Mig være din læge!” Og Han har bevist Sin effektivitet og
parathed mange gange siden. En dag brækkede jeg foden. Det skete, da jeg trådte ned i en
smal grøft i mørket. Jeg blev båret tilbage til mit værelse. Jeg havde ulidelige smerter. I løbet
af to timer blev foden helt følelsesløs. Siddende i en barnevogn deltog jeg i lovsangen i
Whitefield! Åndsfraværende lagde jeg mærke til, at min fod syntes at være temmelig varm.
Jeg satte den ned på jorden. Jeg var fuldstændig rask! Hvad der efterfølgende skete, er endnu
mere dramatisk. For jeg begyndte at øve mig i øjeblikkeligt at vende mig mod Ham, når jeg
følte en eller anden form for smerte, eller havde en følelse af begrænsning, det være sig
mentalt eller fysisk. Jeg opdagede, at Hans ’opskrift’ virkede i samme grad, uanset hvad der
var galt. Jeg er en tungnem elev, og det sker stadig, at jeg glemmer at spørge! Men i Hans
grænseløse medfølelse bliver Han ved med at minde mig om det.”
7.19. Mange åndeligt søgende har fundet trøst og styrke, hjælp og vejledning i de bøger, som
Baba har skrevet, fra de taler Han har holdt, fra de lovsange Han har sunget og fra de billeder
og fotografier af Ham, som de benytter sig af i forbindelse med tilbedelse og meditation. John
Eversole skriver til mig fra Santa Barbara på Amerikas stillehavskyst: ”Tak for at tiltrække min
opmærksomhed mod Ham, så Hans billede kan pryde væggen i mit hjem, så smagen af Hans
vibhuthi kan forblive sød på min tunge, så min familie kan gå ad sandhedens vej, som er Ham,
så mine glædestårer kan vaske Hans fødder fra den anden side af kloden.”
7.20. Hilda Charlton skrev til en af sine elever, der kom til Indien for at være hos Baba i nogle
måneder: ”Baba ønsker, at vi skal være medvirkende til at skabe harmoni, der hvor vi er, for
ved ikke at skabe sympati og forståelse for andre demonstrerer vi tydeligt, at vi ikke elsker
Ham nok. Hvad hjælper det at elske Ham, hvis vi ikke kan være venlige og hensynsfulde over
for Hans aspekter i verden? Den bedste måde at møde uvelkomne situationer og personer på
er at betragte dem som prøvelser, Baba sætter os på. Det gælder for eksempel, når du ikke
synes, at folk opfører sig ordentligt over for dig. På dine rejser vil du møde mange, der råber
”Baba”, men som ikke gør, hvad Han siger og ønsker af dem. Baba kender alles indre tanker
og følelser. Ja, Baba er Gud, der er inkarneret på Jorden.”
7.21. Hilda skrev engang følgende til mig: ”Vi oplever altid Baba’s tilstedeværelse på vores
meditationskurser. En ny dreng så Baba fylde lokalet. En elev oplevede Ham som grænseløs.
Nogle af eleverne kan ikke rumme lyksaligheden. De ler under meditationen på grund af en
ekstrem glæde. Baba kommer til dem i syn og drømme. Han helbreder mange af deres
58
sygdomme. De unge mennesker vender sig bort fra narkotika og genvinder deres sunde
fornuft og deres styrke.” I et andet brev skriver hun: ”Jeg ser tilbage på disse herlige dage i
Prasanthi Nilayam, da jeg var i Hans fysiske nærhed. De var en gylden chance for mig. Men i
stigende grad erkender jeg nu, hvor jeg er vendt tilbage til vesten, at Han er allestedsnærværende. Igen og igen har jeg oplevet konkrete beviser på dette. Da jeg forlod Prasanthi
Nilayam fortalte Baba mig: ”Hinsides navn! Hinsides form!”
7.22. Diane Marquier opdagede, at en bekendt havde et billede af Baba i sit værelse. Under
billedet stod ordene: ”Hvorfor frygte, når Jeg er her?” Hendes reaktion var ’hvad’! ”Hvem tror
Han, Han er?”, udbrød hun. Men da hun hørte, i hvilket omfang Han blev tilbedt, blev hun
nysgerrig. Denne nysgerrighed forvandlede sig til undersøgelse, opdagelse og hengivenhed.
Hun skriver: ”En dag bad jeg min mand om 300 dollars, og da han var uvillig til at give mig
dem, dristede jeg mig til at sige følgende, da jeg havde fuld tillid til Baba: ”Hvis du giver mig
300, så vil Baba give dig ti gange mere!” Jeg fik de 300. Denne aften tjente han for første
gang efter et år 3.000 dollars i den restaurant, som vi begge ejer! Alle, undtagen jeg, var
overrasket!”
7.23. Murial J. Engle fra Santa Barbara skriver: ”Aldrig har jeg været så tæt på Gud. Vil du tro
mig, hvis jeg fortæller dig, at denne mand er Kristus? Han ved øjeblikkeligt, hvem og hvad vi
er, og hvorfor vi søger Ham. Han behøver ikke høre et ord fra os, men i Sin store godhed
undlader Han at sætte os i forlegenhed ved at afsløre alt det, Han ser og ved!”
7.24. Howard Murphet citerer ’en kvinde fra Tyskland’, en gudfrygtig og oprigtig søgende, der
er på vejen. Hun fortalte ham engang følgende: ”Baba er en inkarnation af renhed og
kærlighed.” Hun skrev til ham: ”Jeg får en stærkere og stærkere indre overbevisning om, at
Jesus er kommet igen i al sin Kristus-fylde som Sathya Sai Baba.”
7.25. June Schuyler skriver: ”Hvordan kan en person, der har levet i 41 år med megen
frustration, beskrive den glæde, det er at finde Gud i menneskelig skikkelse – fuldstændig god,
ubetinget kærlighed? Jeg har oplevet en del kærlighed i mit liv gennem alle de normale
menneskelige relationer – forældre, børn, venner og ægteskab. Men intet, absolut intet kan
sammenlignes med den renhed, der præger den kærlighed, som Baba giver og fremkalder. Det
er hellig kærlighed!”
7.26. ”For 17 år siden, før jeg mødte Baba, var livets problemer blevet så voldsomme, at jeg
følte mig helt gold, helt tom indeni. I Baba’s nærvær blev den tørre, indre ørken oversvømmet
med livgivende vand. I Hans nærvær blev den skrøbelige og sarte ømhed, der ellers var tørret
ud, igen frugtbar.”
7.27. ”Den 9. december 1970 gik Annalisa Rajagopal, Indra Devi og jeg, efter opfordring fra
Baba, ind i den smukke katedral i Goa, hvor St. Francis Xavier ligger begravet. Som det altid
sker på steder, hvor Jesus bliver tilbedt, så rørte han mig med sin kærlighed. Jeg knælede
foran hans statue med blandede følelser. Her var jeg, en from kristen, der i årevis
umiskendeligt var blevet vejledt af Jesus Kristus, med et hjerte der er fuldstændig opslugt af
Sathya Sai Baba.”
7.28. ””Jesus! Hvad sker der?”, spurgte jeg pludseligt. ”Forsøger jeg at tjene to Herrer? Du har
fortalt os, at det ikke må ske. Baba har sagt det samme. Du ved, jeg elsker dig; alligevel er
mit hjerte fuld af Baba. Jeg er fast besluttet på at følge Hans vejledning. Vær god og hjælp
mig.””
7.29. ”I et glimt huskede jeg den dag, hvor Baba talte til en gruppe udenlandske aspiranter.
Den dag benyttede Han Sig af en oversætter, skønt Han ofte taler direkte til Sine hengivne på
udmærket engelsk.”
59
7.30. ”Da Baba refererede til Jesus under samtalen, begyndte oversætteren: ”Jeres Jesus….”
”Nej”, sagde Baba, idet Han vendte Sig kærligt mod ham: ”Vores Jesus.” Han lagde tryk på
ordet ’vores’! Jeg fik den tanke, at det var Jesus, der havde ført mig til Baba. Jeg følte, at
skønt jeg var alt for blind til at se, så var Baba og Jesus ikke to Herrer, men én. Baba lærer os
den kærlighed, ydmyghed, ærefrygt og barmhjertighed og den sjælens begejstring, der er
kernen i al religiøs tro. Intellektuelt havde jeg accepteret dette; selve forståelsen var langsomt
ved at slå rod i mit hjerte.”
7.31. ”Under nogle af mine tidligere oplevelser med Baba forsøgte mit sind til tider at
fremkalde storme af tvivl. Men hver eneste gang denne form for mental uro opstod, gjorde en
dyb indre fred sig gældende. Jeg havde for længe siden lært at genkende og stole på denne
tilgang af fred. Det var den iboende Gud, der sagde: ”Alt er godt.””
7.32. ”Da jeg denne dag knælede foran statuen af Jesus, forstod jeg, at alt er godt. Jeg er
virkelig velsignet. Da jeg forlod katedralen, følte jeg kærligheden strømme ud fra mig, og jeg
følte mig samtidig elsket.”
7.33. Howard Murphet taler også om en tilsvarende afslørende oplevelse. Han skriver blandt
andet følgende i sin bog, ’Sai Baba – Man of miracles’: ”Sai Baba har mange ligheder med
Kristus. Det gælder ikke blot miraklerne, men også måden at præsentere Sin lære på. Det er
umuligt at bedømme Baba ud fra en menneskelig målestok. Bortset fra miraklerne, der viser
Hans kontrol over naturen; bortset fra Hans evne til at være alle steder og Hans viden om,
hvad Hans hengivne tænker og foretager sig (Baba siger: Jeg er en radiomodtager, der stiller
ind på jeres bølgelængde); bortset fra Hans evne til at yde beskyttelse og hjælp; bortset fra
alle disse overmenneskelige kvaliteter, er der Hans rene, uselviske kærlighed. Frem for alt er
den et tegn på Hans Kristus-agtige guddommelighed.”
7.34. Jeg mindes nogle få aftener, som jeg tilbragte sammen med en gruppe på syv
udlændinge, der havde sat sig for at læse mellem linjerne i Johannes Åbenbaringen. Nogle af
dem havde en intuitiv forståelse af vigtigheden af at fortolke og forstå Baba’s komme. Dette
blev bestyrket af deres studier af Edger Cayece’s bemærkelsesværdige oplevelser i den
bibelske verden. De læste beskrivelsen af det nye Jerusalem som et sted, hvor: ”Jeg så ikke
noget tempel der, for Den Almægtige Gud var templet i dem. Og folkeslagene skal bringe
deres herlighed med sig. Og intet urent må bringes med derind, ej heller løgn og
vederstyggelighed. Og den, som tørster, skal komme, og den som vil, skal frit kunne drikke
Livets Vand.” De læste dette og undrede sig over, hvor rammende disse sætninger er. Herefter
læste de om Herrens komme på en hvid hest med øjne som ild, klædt i en rød klædedragt,
som var den gennemvædet af blod. I klædedragten var ordene ’Kongernes konge; herrernes
Herre’ indvævet. (Baba går med røde silkekjortler. I en af dem er der med guldtråd indvævet
ord, der betyder, at Han er Herren og Faderen). Hans navn er sandhed, bemærkede de til
deres store overraskelse, da de læste teksten, for sathya betyder sandhed! Åndelige kristne,
der kommer til Baba, finder mange sådanne paralleller, og de føler stor taknemmelighed over
det.
7.35. ”Mange af jer kommer til Mig, fordi I aldrig har kendt en moders kærlighed”, sagde Baba
en dag, da Han talte med nogle amerikanere. En af dem havde skrevet en sang, som Han på
det tidspunkt stod med i hænderne. ”Kære Moder! Væk os, så vi føler enheden med Dig! Før
os hjem til Dig!” Selvfølgelig søger alle, der søger efter mening med livet, efter principper at
leve efter, efter idealer, værdier, selvforståelse og selvudfoldelse. De er som børn, og enhver,
der løfter dem op i kærlig sympati og hjælper dem med at tage de første vaklende skridt, den
første stammen, de undrende blikke, det flakkende sind, er i sandhed Moderen. En berømt
digter fra Andhra Pradesh, en 70-årig lærd, der tillige var yogi og mystiker, ved navn Velury
Sivarama Sastry, der tilbragte nogle år med Baba, skrev: ”Læg den mængde kærlighed, som
alle verdens mødre har til deres børn, i den ene vægtskål, og i den anden skal I lægge den
kærlighed, som Baba nærer over for frygtsomme, fortvivlede og svage mennesker. I vil
60
opdage, at det er den vægtskål med Baba’s kærlighed, der vejer tungest!” Kristus sagde: ”Lad
de små børn komme til mig.” Baba færdes blandt børn i alle aldre, for det er alene Ham, der
kan give hver af dem den kærlighed, de længes efter.
7.36. Kristi kærlighed er så overvældende, at han påtog sig andres synder. Baba, i Sin
kærlighed, påtager Sig andres sygdom. Juledag 1970 talte Baba til en meget stor forsamling i
Bombay. Han refererede blandt andet til de kvaler, som Han gladelig gennemgik for at lindre
en hjælpeløs hengivens smerte. Denne hengivne ville ellers ikke være i stand til at overleve
smerten ved at have en betændt blindtarm. ”Det at påtage mig lidelser, som de, der har
overgivet sig til Mig, ellers ville have haft, er Min pligt. Jeg kender ikke til lidelse, og I har
heller ingen grund til at lide, når Jeg tager denne pligt på Mig. Alt dette med at give og tage er
kærlighedens spil. Jeg påtager Mig lidelserne i kærlighed, så hvordan skulle jeg kunne lide?
Kristus ofrede sit liv for dem, der troede på hans liv. Han udbredte sandheden om, at uselvisk
tjeneste er Gud, at opofrelse er Gud.”
7.37. ”Da nogen spurgte, hvorfor Han spiste sammen med syndere, svarede Jesus: ”Det er for
syndernes skyld, at jeg er kommet. Det er ikke den raske, der har brug for læge!””, sagde
Baba. Baba er kommet for at hjælpe de børn, der er kommet på afveje, de pilgrimme, der er
faret vild. Han siger: ”At påstå at I skal være rene for at vinde Min nåde, er lige så tåbeligt
som at sige, at I skal være raske for at modtage en læges hjælp! Den rene har ikke brug for
en Mester! Den raske har ikke brug for en læge.”
7.38. Kristus sagde til sine apostle: ”Som lam sender jeg jer ud blandt vilde dyr, men Guds
hellige navn skal være jeres skjold. Og luften blev fyldt med sang, og hver eneste levende
skabning syntes at sige: Lovpris Gud! Amen!” Baba opfordrede Sine tilhængere til at handle på
denne måde: ”Fortæl alle, hvad I har oplevet og erfaret her. Fortæl dem, at I har fundet
glædens og fredens kilde. Fortæl dem, at ingen vil blive ladt tilbage; alle vil blive frelst.”
7.39. Da hr. Trudeau, broderen til Canada’s premierminister, kom til Puttaparthi sammen med
sin hustru, gav Baba ham et kors med en lille figur af Kristus. Han materialiserede det på
stedet. I Ngorongoro i Tanzania materialiserede Han et vidunderligt lille kors til den britiske
pilot, der fløj den flyvemaskine, der havde bragt os dertil. Men da Han opdagede, at
modtageren ikke var helt tilfreds, spurgte Han ham: ”Hvorfor? Ønsker du Mit portræt?” Og
med en bevægelse af hånden skabte Baba portrættet, og det blev givet til piloten. Baba
ændrer eller svækker ikke den tro, der allerede skænker fred og tillid. Han insisterer ikke på,
at man alene skal ære Hans nuværende navn, eller alene skal tilbede Hans nuværende
skikkelse. Nej! ”Vær sand, vær retfærdig, vær bevidst, vær årvågen, vær ren, vær opfyldt af
kærlighed – det er nok religion”, erklærer Han.
7.40. John Moffitt fra New York, der har været medlem af Ramakrishna munkeordenen i over
20 år, opsøgte Baba i Prasanthi Nilayam. Efter at have mødt Baba skrev han til mig fra
Bangalore. ”Jeg vil aldrig glemme den samtale. Den var umådelig dybsindig, umådelig munter,
umådelig jævn og ligefrem. Jeg blev mindet om, hvordan det må have været at sidde ved Sri
Ramakrishna’s fødder. For jeg optog Hans sødmefyldte, elskelige, muntre væsen i mig. Da jeg
bad om at få Hans velsignelse, så jeg kunne vende tilbage til dette sted, sagde Han med
eftertryk: ”Hvorfor her? Det er der ingen grund til. Jeg er altid hos dig. Jeg vil være i dit
hjerte.” Hvis der nogen sinde har været et bevis på, at Kristus arbejder uden for
kristendommen, så er det i Baba og før det i Ramakrishna. Mit sind er afklaret nu; min tvivl er
fjernet. Jeg ønsker at udføre Hans vilje.”
7.41. Baba ved, hvor dybt hver åndelige aspirant, der kommer til Ham, har stræbt, hvem han
har tjent og tilbedt, hvilken viden han har tilegnet sig, og hvornår og ad hvilken vej han i den
sidste ende vil slippe ud af denne absurde, men attraktive jungle. Til en ung amerikaner, der
pralede for demonstrativt af sin loyalitet over for Baba, sagde Han en dag: ”Din guru er i
Bangalore. Tag derhen!” Den overstadige beundrer blev helt paf. Han protesterede: ”Nej! Han
61
er lige her!” Men Baba insisterede på, at Han havde ret, og så gik der et lys op for den unge
mand. Han var blevet indviet i Transcendental Meditation af den berømte Mahesh Yogi, og
Baba fortalte ham, at yogien på det tidspunkt var kommet til Bangalore. Baba vidste, at de
gamle rødder var friske og i stand til at skyde.
7.42. ”Sai Baba, Sai Baba, så venlig, så venlig! Du er fader, moder, søster, broder; Du er alle”,
lyder omkvædet i en sang om Ham, der er blevet skrevet af en gruppe udenlandske hengivne.
Denne sang er blevet sunget mange gange af kor i Prasanthi Nilayam og andre steder. Baba er
den mange facetterede Avatar – Rama, Krishna, Kristus, Buddha, Sankara, Gauranga,
Ramakrishna, Zarathustra. Han er dem alle, hver og én.
7.43. Det at komme til Puttaparthi frembryder sine egen problemer. Det gælder specielt for
dem, der er vant til komfort og bekvemmelighed. Men de trodser vejrets omskiftelser, madens
særegenhed, fraværet af lejligheder som de kan bo i, vanskelighederne og komplikationerne
ved at kommunikere og forskellige andre gener. De holder fast, idet de griber enhver chance,
der opstår for at se Ham, høre Ham, møde Ham og være hos Ham så længe, som de kan. For
Hans nærhed er så betagende, så tæt, så intim, at alle generne og al manglen på faciliteter
fortoner sig i det fjerne.
7.44. Fru Michael Schultz siger: ”Hvordan har vi dog gjort os fortjent til, at Du kalder os så
kærligt og så venligt til Dig?” Eddie Fleur skriver: ”Jeg har bedt, og beder længe hver dag, om
at måtte elske Ham af hele mit hjerte og fuldstændig overgive mig til Hans vilje. Jeg beder
også om at måtte være hos Ham, som Hanuman var hos Rama.” Gabriella Stayer skriver:
”Hans kærlighed fik os til at glemme alt om stedets forstyrrelser og gener. Vi glemte også alt
om den barskhed, som naturen udsatte os for.” ”Jeg er en boble; lad mig opsluges af havet”,
lyder Georgiana’s bøn. Michelle Melvin siger: ”Der findes en bevidsthed, hvor kærligheden ikke
kender nogen grænser. Der findes et rum, der er fri for begrænsninger og snæverhed. Der
findes en sandhed, der er hinsides denne vildfarelse, og hvor mit sande jeg kendes. Jeg beder
til Den Guddommelige Moder, Baba: Lad mig komme hjem.” For ifølge en anden af disse
oprigtigt søgende sjæle er Baba kommet for at bringe Sine børn hjem!
7.45. En anden åndelig aspirant, der har givet sig selv navnet Raman, og som har fjernet sin
fortid fra sin bevidsthed, skriver: ”De fleste af os er kommet i håbet om at udrette noget
bestemt i relation til at forbedre os. Vi ønsker i det mindste at tage nogle få skridt på den
åndelige vej. Og vi ønsker at gøre det med Baba’s hjælp. Baba hjælper os med at gøre
fremskridt med vores åndelige øvelser. Det gør Han blandt andet ved at udsætte os for
prøvelser, som alene vi er bekendt med! En af Hans måder er at ignorere os fuldstændig! Ja,
det kan gå for sig mange uger i træk. Han opfører Sig, som er Han fuldstændig ubevidst om,
at vi eksisterer. Han vil smile til den person, der sidder til venstre for os og kærligt klappe den
person, der sidder til højre for os, på hovedet! Han vil se hen over hovedet på os, og Han vil
opføre Sig, som om Han er fuldstændig ligeglad med, at vi er til. Som et resultat af alt dette
svinder vores ego ind, så det til sidst ikke er større end en ært! Når vores ego har den rette
størrelse, så vil Han lige pludselig se på os og give os et stort smil – og alt er igen godt om
ikke endnu bedre.”
7.46. ”En saltvandsindsprøjtning af den art kan gøre os i strålende humør i flere uger. Når Han
giver os et af disse smilende blikke, føler vi, at der er et evigt og tæt bånd mellem os og Baba.
Tårer fylder vores øjne; vi føres højt op i skyerne. På et øjeblik bliver vi klar over, at Han hele
tiden har været bevidst om vores tilstedeværelse, at Han kender hvert et ord, som vi har
hvisket til os selv i vores fortvivlelse, hver en tanke vi havde, alt hvad vi har gjort eller ladet
ugjort. Og det bedste er, at vi ved, at Han forstår alle vores svagheder og allerede har tilgivet
dem!” Raman tilføjer: ”Hvis jeg nogen sinde når den tilstand, hvor jeg ikke har nogen ønsker,
så er jeg sikker på, at det sidste ønske, der forsvinder, er ønsket om at modtage et af Baba’s
smilende blikke.”
62
7.47. ”For vesterlændinge opstår den første mulighed for at være tæt på Baba sædvanligvis,
når Han kalder en gruppe ind til interview”, siger John Hislop. ”Han sidder på gulvet sammen
med os og inviterer os til at udtrykke vor tvivl angående åndelige emner. Foran ser vi det, der
forekommer at være en indisk mand. (Baba fortalte engang Arnold Schulman følgende: ”Jeg er
ikke en mand, Jeg er ikke en kvinde, Jeg er ikke gammel, Jeg er ikke ung. Jeg er alt dette”). Vi
ser en mand med mørkebrun hud (i de store episke fortællinger beskrives Rama og Krishna
som havende mørk hud), spinkel af bygning og med en masse mørkt hår. Og over Hans ansigt
hviler der et gyldent skær. Vi er, naturligvis, så agtpågivende som muligt, når vi møder dette
ekstraordinære væsen. Alle vores sanser er årvågne. Vort sind og intellekt er yderst
opmærksomme. Vi bemærker straks, at Hans ansigtstræk er følsomme og øjeblikkelig
afspejler alle forandringer i tanke og sindsstemning. Han har et venligt og kærligt smil. Det er
et smil, man finder hos et uskyldigt og kærligt barn. Hans øjne er mørkebrune, blide og varme.
De funkler af intelligens og humor. Hans stemme er behagelig og blid. Den er som en moders
stemme, der nogle gange er munter og lattermild, nogle gange er slagfærdig, som var det en
ven, der taler, og andre gange er stemmen streng og alvorlig som en faders stemme. Hans
krops bevægelser, når Han sidder, står eller går, er yndefulde, rolige og yderst graciøse. Hans
hænder er udtryksfulde. I luften omkring Ham er der en svag duft, som Magdalene siger, er
jasmin! På vores vej hjem fra Indien i marts vågnede jeg en nat i Honolulu, fordi jeg duftede
den samme duft. Det varede i 10 – 12 sekunder. En anden gang i Dharmakshetra, Bombay,
mens Baba var i gang med at fortælle en historie for at belyse en pointe, blev jeg forbløffet
over at se en rund, flammende lys strålekrans rundt om Hans hoved. Baba lagde mærke til
mine undrende øjne og forklarede, at jeg i sandhed havde været heldig at have fået dette
syn!”
7.48. Lad os lytte til flere af Hislop’s indgående beskrivelser af, hvorledes Baba præsenterer
Sig for dem, der søger Ham: ”Når vi sidder tæt på Ham, erkender vi hurtigt, at Han er langt
mere end en elegant og charmerende indisk mand! Vores opfattelse kommer fra et sted
hinsides sanserne. Vi bliver bevidste om en subtil og uhåndgribelig skønhed, der stille har fyldt
værelset. Denne nyvundne erfaring vækker en sart strøm af medfølelse, lys og kærlighed til
live i os, og vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at det hidrører fra Baba.”
7.49. ”Pludselig har vi fred i sindet, og vi fornemmer, at glæden vælder op i hjertet! Alle
bekymringer forsvinder. Vores sædvanlige, daglige verden er ude af billedet.”
7.50. Arnold Schulman beskriver den følelse, der overvælder ham, således: ”På mindre end et
minut var jeg blevet en anden! Jeg var opfyldt af en dybt lykkelig fornemmelse af at eksistere i
nuet og af, at det var det eneste virkelige. Denne oplevelse er så ægte, at tårer fylder øjnene
og nogle opdager, at de sidder og græder.”
7.51. Denne begejstring, som man føler, når man er tæt på Baba, bliver endnu større, når Han
begynder at besvare spørgsmål og tale om åndelige emner. Fryden ved og dybden i Hans
visdomsord skænker én en sådan glæde, at det kan være vanskeligt at rumme den i sit hjerte.
7.52. Baba samler folk fra nær og fjern og taler til dem ved hjælp af historier og lignelser. Han
taler blandt andet om de ældgamle husråd, der kan helbrede begærets og bekymringernes
sygdomme. Disse husråd er at finde i de ældgamle skrifter, som Han jo netop er kommet for
at trække frem fra glemslen. Hislop skriver: ”Lad mig sanke nogle få neg fra den høst, der er
lagret i hukommelsen hos disse brødre og søstre: ”Spild ikke tiden med at jamre over fortiden,
idet I dvæler ved de negative, krænkende, tragiske og makabre oplevelser, I har haft. Hvert
eneste flygtigt øjeblik kan være en gylden mulighed for sjælen! Lad være med at beskæftige
jer med ubetydeligheder. Vær rolig som stjernerne. Vær hele tiden på udkig efter at opdage
nye måder at udtrykke jeres kærlighed over for alle. Tal ikke for meget, tal ikke med alt for
mange.”” Og Baba siger: ”Jeres sande ven og ledsager er Gud. I skal handle i henhold til det, I
erkender og indser. Når I ser forskellen mellem rig og fattig, raske og syge, så skal I handle i
overensstemmelse hermed – hjælp de fattige og de syge. Det at fjerne sindets urenheder,
63
vildfarelser, indbildskhed, moralsk fordærv, sensuelle indtryk og karmiske aftryk er i
virkeligheden det samme som at tilintetgøre sindet (die-mind). Men jo mere I gør det, des
lysere og klarere bliver den stråleglans, der står tilbage. Sindet er som diamanten. Man er
nødt til at slibe små stykker af den for at gøre den virkelig kostbar. ’Baba’ betyder
supersjælen, der er Væren, Bevidsthed, Lyksalighed (Being, Awareness, Bliss), og det sidste A
står for Atma (Den guddommelige Gnist) – Virkelighedens indre kerne. I kan også blive Mig,
når I befrier jer fra illusionens og begærets lænker.”
7.53. Baba erklærer, at Hans liv er Hans budskab. Så det at være i Hans nærhed og iagttage
Hans medfølelse, Hans ligefremhed, Hans seriøsitet, Hans indsigt, Hans kærlighed, er i sig selv
en værdifuld mulighed for den åndelige aspirant til at opnå fuldbyrdelse og frihed. Ethvert af
Hans ord er ladet med betydning for den person, som Han taler til. Og Han behandler hver
enkelt som værende noget helt for sig selv. Han faldbyder ikke billige universalmidler, der kan
afhjælpe menneskets mangeartede ufuldkommenheder. Målet er inden i jer; helbredelsen
ligger i jeres hænder. Der hvor sygdommen er, der bliver lægemidlet tilvejebragt. At nå målet
er at åbne øjnene, at vågne op, at tænde lampen, at fornægte mareridtet. Det er alt sammen
så enkelt. At se sandheden er lige så enkelt som at sige den, siger Han. Hvorfor gøre vejen
lang for derefter at modtage taknemmelighed for at have anbefalet genveje? Ӂrhundredes
mørke vil forsvinde, når en lampe bliver tændt. I behøver ikke noget gevær for at skyde det
væk, ingen bog til at argumentere det væk, ingen tårer til at vaske det væk, ingen boksers
tapperhed til at slå det væk”, siger Han.
7.54. ”Til alle og enhver har Baba det lægemiddel, der passer til situationen, og det i en let
tilgængelig form, og Han ordinerer det med kærlighed og forståelse”, siger Hislop. Og han
fortsætter: ”Baba får alle til at forstå, at Han er et spejlbillede af vedkommendes Virkelighed.
Det er vores pligt (dharma) at genspejle og udtrykke Hans natur, der er sandhed og
kærlighed, for det er også, hvad der er vores sande natur. Og det er vores primære pligt at
befri os selv for vildfarelsen om, at vi er adskilt fra Gud samt at forene os i Gud, præcis som
de små bitte skumsprøjt, der bliver slynget op i luften af vind og vejr, og til sidst daler ned
igen, bliver en del af havet.”
7.55. I et brev til sine elever beskriver Hilda Charlton den fremgangsmåde, der skal følges, når
man mediterer: ”I hjertets center skal du visualisere vandoverfladen på en stille sø. Se en
lotusblomst der skyder op af vandet. Se en flamme i lotusblomsten. Se Baba i flammen.
Installer Baba i hjertet. Med hvert åndedrag skal du føle, at du ånder Baba’s guddommelige
kærlighed gennem hjertets center. Spred denne kærlighed ud til alle dele af kroppen og lad
den strømme ud over sine bredder og ind i alle eksistenser.” I et andet brev giver hun
følgende råd: ”I spørger: Hvordan kan jeg blive forenet med Baba? Godt! I skal blive ved med
at elske Ham. Tænk på Ham som hele verden og universet. Hans hår er himlen, Hans legeme
er Jorden, og alle vi er små atomer i dem. Baba er Gud, og Gud er i alting og i alle. Vi skal
være ét med alle i vore hjerter, og så kan vi blive ét med Baba.” Efter nogle få måneder
svarede en af eleverne: ”Jeg har lyst til at tale med træerne og bladene, ja selv med
sandkornene, for Han er i dem alle.” Engang imellem overfører Baba ved en berøring eller ved
viljens kraft åndelig styrke til åndelige aspiranter, der fortjener den. En ung åndelig aspirant
skrev til mig: ”Og så, før jeg vidste det, rakte Mesteren ud og kneb mig lige mellem øjnene,
lige der hvor det tredje øje befinder sig. Og jeg følte noget, der nærmest kan betegnes som
lyksalighed og umådelig begejstring. Det varede i næsten fem timer.”
7.56. Andre åndelige aspiranter er blevet vejledt gennem drømme, der for dem var så
virkelige, som hvis de havde modtaget vejledningen ansigt til ansigt. En åndelig aspirant, der
ellers lå i sengen på grund af noget med tarmene, kom hen til mig og spurgte, hvad visuddhi
betyder! I en drøm havde Baba bedt ham om at koncentrere sig på dette punkt! Jeg var nødt
til at give ham en længere forklaring om chakra. Jeg fandt ud af, at dette hals-chakra har en
dybtgående helbredende indflydelse!
64
7.57. Jeg har set på de optegnelser, jeg har skrevet om den slags drømme, og jeg fandt ud af,
at anvisningerne er kortfattede og præcise og i overensstemmelse med de anvisninger, Baba
giver til andre i den vågne tilstand. Se for eksempel på følgende anvisning: ”Frihed eller
befrielse opnås ikke ved at udvikle det lille jeg, men ved at være indifferent over for både
perfektion og mangelfuldhed. Hvis du ikke er parat til at give afkald på den relativt
begrænsede identitet, så skal du i stedet anvende din energi på at perfektionere den. På denne
måde vil du bruge tiden bedst mulig. Men det er ikke afslutningen. I Gud eksisterer hverken
perfektionismen eller mangelfuldheden. Opdeling, divergens, konfrontation mellem
modsætninger, er ikke hengivenhed. Lyt! Lad være med at ønske at forstå. Bed ikke om, at du
må komme til at forstå. Giv afkald på kravet om at ville forstå. Stilhed er ikke et spørgsmål om
beslutsomhed! Den er der altid. Stilhed er den endeløse indstrømning af den rene og uberørte
Gud i dig og i verden.”
7.58. Denne form for belæring, tydelig for øjet og rungende i øret, giver Baba til mange
mennesker over hele verden. For Baba er altid ivrig efter at fjerne tvivl og plante troens frø i
undersøgelsens plovfure. For at kunne modtage Hans anvisninger tværs over havene og rundt
i hele verden, behøver I ikke at være en helt speciel person, eller være ekspert i udøvelsen af
en eller anden usædvanlig åndelig øvelse, som I har læst om i en fin lærebog. I skal oprigtigt
værdsætte tvivlen. Bed inderligt. Fra hjertets dyb skal I kalde på Den Højeste Lærer, det er
nok. Engang spurgte Baba Charles Penn om følgende: ”Hvor mange gange, Charles, har du
kaldt? Og har Jeg ikke svaret hver gang?”
7.59. En dag sank Charles Penn i sin meditation ned i Baba’s kildevælds stille dyb. Han spurgte
Baba: ”Øst er øst, og vest er vest, og aldrig skal de tvende mødes! Hvorfor tvende, Baba? Hvis
denne talemåde er sand, hvorfor længes jeg så inderligt efter Dig, der er i Østen? Hvad med
den mur, der står mellem vest og øst, er den uoverstigelig?”
7.60. Og Baba svarede: ”Fra den tidlige barndom bliver sindet fyldt med halve sandheder (som
for eksempel misforståelser), tilsyneladende fornuftige ideer og endog gennemtænkte, men
opdigtede udsagn. Engang imellem bliver babyen isoleret fra de voksne. Det sker for at undgå
kontakt med de voksne, der lider af smitsomme sygdomme. Jeg ville ønske, at de blev isoleret
fra voksne for Min skyld, så de derved bedre kunne lære Mig at kende! Solen kender ikke til
øst eller vest. En tyran foretrækker ikke at lade menneskets opflammede sind køle ned. De
puster derimod til ilden og skaber øst og vest og sætter dem op mod hinanden på grund af
stolthed og profit. Alle skal bekæmpe den slags usandheder med sandhed, bekæmpe
misforståelser med faktuel fakta, had med kærlighed og et hidsigt temperament med
forståelse. Mennesket skal kæmpe med alle disse ting i sig selv. Når vreden blusser op, så fald
til ro. Når I frygter og tvivler, så bed til Mig. Fokuser på Min vældige kraft, der, sammenlignet
med Solens kraft, er som en baby’s åndedræt sammenlignet med en tyfon. Derfor, Charles,
skal du fokusere på Min beroligende, milde brise, som du netop nu nyder i fulde drag.”
7.61. Den indre tilskyndelse, der er i de åndeligt søgende, der kommer til Baba for at modtage
Hans vejledning og nåde, er fremkommet på grund af en pinefuld tørst, der opstår, når de
bevæger sig over det øde og uopdyrkede land med en spirende bevidsthed. De bevæger sig
altså ikke blindt omkring, som de fleste mennesker gør. Som Norman Mailer skriver: ”De lider
af en ætsende fornemmelse i brystet og maven. Det hele føles som et smertende sår, der ikke
vil gro sammen. De føler sig hule og tomme indvendig og uden fornemmelse af, hvem de
inderst inde er.”
7.62. En af vesterlændingene beskrev nogle få af sine landsmænd således: ”Kerry har tilbragt
et år i landflygtighed i de canadiske skove og et andet år på en lille ø i Det Ægæiske Hav.
Janet har været clairvoyant. Hun har virkelig haft telepatiske evner, men hun har konsekvent
holdt det hemmeligt, uanset hvad hun blev udsat for, hvilket i sig selv er en forbløffende ting
at gøre! Da de så Baba, råbte Janet: ”Han er Gud; jeg ved det!” Hendes søster kunne ikke
længere holde ud at leve i Vesten, så hun er kommet hertil. Martin Stamp, denne
65
teenagedreng, afslog at lade sig optage på Oxford eller Cambridge, skønt repræsentanter for
begge universiteter forsøgte at få ham til at indskrive sig hos dem. For endnu mens han gik på
forberedelsesskolen til universitetet, viste han, at han havde usædvanlige evner inden for
matematik. Han længes efter Gud, så han kan blive forenet med ham. Raman var en
yogalærer, der bragte Østens budskaber ind i amerikanske fængsler. Han modtager jævnligt
breve fra sine ’elever’ bag murerne.”
7.63. Ligesom Indra Devi, hvis yogaklasser altid er centreret om Baba’s lære og herligheder,
har Raman også fortalt om Baba, sideløbende med at han har lært disse midlertidige ’udskud’
om yoga. En af dem, Steve Win, skriver i taknemmelighed fra Lomfog fængslet: ”Vibrationerne
herinde synes virkelig at være negative. Uden en stærk og positiv vejleder til at hjælpe mig og
andre, ville vi blot flyde med strømmen og håbe det bedste. Når jeg kommer ud herfra, vil jeg
virkelig disciplinere mig selv og arbejde hen mod en øget bevidsthed om mig selv. Det
forekommer mig, at Sri Sai Baba ler ad det latterlige liv, vi alle lever, og at Han tålmodigt
venter på at vejlede os. Jeg håber virkelig, og jeg beder til, at jeg meget snart vil være i stand
til at møde Baba og lære om livet ved Hans velsignede fødder! Jeg er overbevist om, at Han vil
lede mig gennem de verdslige tankers tågede slør og hen mod sindsligevægtens og
gudsbevidsthedens rene og klare lys. Jeg tilbringer mange timer med at se på billedet af Sai
Baba, så jeg kan blive befriet for det virkelige fangenskab, jeg udsættes for, nemlig at være
bundet af verdslige tanker, ønsker og begær samt være i sansernes vold.”
7.64. Over hele verden annoncerer Baba Sit komme gennem tegn og undere. Da Penn befandt
sig højt oppe i himlen og måtte kæmpe med uforklarlige problemer med flyets benzintank,
dukkede Baba op ved hans side i cockpitet. Baba fortalte ham, hvor der var opstået en fejl, og
hvordan han kunne reparere den! Da forfærdelige skovbrande brød ud på Chunchuma
ranchen, Tecate, Mexico, hvor Indra Devi har sit yoga-institut og et retrætecenter ved navn
’Sai Nilayam’, svarede Baba på hendes bønner og holdt den flammende storbrand tilbage. Det
gjorde Han i en håndevending, og derved frelste Han mennesker og ejendom! Hr. og fru
Cowan var skuffede, fordi de, mens de var i Indien, ikke kunne få et bestemt billede med sig
hjem. Det forestillede det symbolske ur i Dharmakshetra, hvor viserne bevæger sig fra den
ene åndelige disciplin til den anden, indtil man ved tallet 12 er nået til tilstanden af ’total
overgivelse til lotusfødderne’. Da en fotograf tilfældigt tog et billede, viste det sig at være
Baba, der stod med et skilt på brystet. Dette skilt var et billede af dette ur! Da Han blev spurgt
om betydningen af dette skilts placering, forklarede Baba, at det betød, ”at Jeg i kærlighed vil
presse den åndelige aspirant, der gennemfører de skridt, der vises på dette ur, mod Mit
hjerte.” Bevæget af deres oprigtige skuffelse placerede Baba dette billede under uret, der
hængte over kommoden i deres værelse i Santa Ana, Californien. Da familien Cowan ikke
bemærkede det, så hamrede uret i deres værelse sig selv ind mod væggen for at tiltrække
deres opmærksomhed mod Hans gave, der lå uafhentet under det. De bad om, at der måtte
danne sig vibhuthi på Hans billede i deres andagtsrum. I stedet viste der sig en safirblå stjerne
med otte stråler på billedet. Det så ud, som om Baba har en halskæde med dette smykke i Sit
halscenter! Til Indra Devi materialiserede Han en krans af perler. Samtidig forsikrede Han
hende om, at hun i ekstreme tilfælde, med denne krans’ hjælp, ville kunne helbrede lidende
menneskers sygdomme gennem bøn. Han har også foræret hende en krukke fyldt med
vibhuthi, der kan gives til syge mennesker som helbredende middel. Og Han har velsignet
krukken, så den aldrig bliver tom! Således fortsætter helbredelserne, healingerne, renselsen af
hjerter, forbedringen af karakteren, forbedringen af vaner, det at blive frelst fra afhængighed
af stoffer, det at opnå indre fred gennem meditation og gentagelse af Guds navn og andre af
den guddommelige nådes tiltag. Det sker minut for minut; fra det ubetydelige til det
betydningsfulde. For Baba er fast besluttet på at hæve alle åndelige aspiranter op og ind i den
højeste grad af lyksalighed.
7.65. Jeg vil afslutte denne imponerende række af historier fra hjertet med at fortælle om den
første frugt af denne lære og vejledning, som Jerry høstede. Jerry er en af de mange, der har
fået del i Hans nåde.
66
7.66. ”Jeg har nu været sammen med Sai Baba i et år. I løbet af denne tid har jeg set, at
mange med en svag tro, megen sygdom og stærkt ubehag er kommet til Ham. Når de rejser
herfra, har de stærkere tro, større velbehag og fred i sindet. Baba har gjort underværker med
mig. Efterhånden som jeg blev her længere og længere, så jeg, som så jeg i et spejl, alle mine
tilbøjeligheder. De forekom mig at være uhåndgribelige og uvirkelige. De mentale indtryk gled
i baggrunden og mistede ligesom deres kraft. Først var det de indtryk, jeg havde fået for nylig,
og herefter var det dem, der gik helt tilbage til den tidlige barndom. Efterhånden som de har
en tilbøjelighed til helt at forsvinde, oplever jeg stadig længere perioder, hvor jeg oplever den
evige lyksalighed ved at leve i nuet! Baba brænder egoet væk sammen med alle dets
muligheder for at gøre fortræd. Når jeg er i nuet, oplever jeg det at leve i nuet som at leve i
kærlighedens lyksalighed, når sindet er i fuldkommen ro, fri for alle tanker om fortiden og
fremtiden. De eneste indtryk, der viser sig på sindets lærred, er de guddommelige overtoner,
den fred og kærlighed som Gud lader strømme ud over os alle. Med lidt anstrengelse kan vi
stilne sindet og tømme vore bægre, så Baba kan fylde dem med Sin nådes nektar!”
67
Kapitel 8
Shirdi-fødderne
8.1. Lovsangen fortsatte uafbrudt gennem Mahasivaratri, den guddommelige nat.
(Mahasivaratri betyder ’Siva’s store nat’. Natten hvor Månens påvirkning af sindet er mindst,
og hvor det derfor er lettest og mest gunstigt at tilbede Herren Siva). Næste morgen talte
Baba om fastens og vågenattens betydning. Han kom også ind på værdien og gunstigheden af
at synge lovsang. Herefter uddelte Han Selv den helliggjorte mad, der bryder fasten. Denne
morgen markerede afslutningen på festlighederne. Men den store skare af hengivne bryder
ikke op så hurtigt, for de venter på chancen for at røre lotusfødderne og få lidt af den hellige
aske, der på den hellige dag mirakuløst bliver skabt for at blive øst ud over statuen af Shirdi
Baba.
8.2. Så Baba går rundt mellem de snoede rækker af mænd og kvinder. Han går langsomt og
smilende, og Han giver alle en pakke eller to af den helbredende aske. Her og der signerer Han
et billede af Sig Selv, når en ivrig og glødende hengiven rejser sig for at få dette tegn på nåde.
Han berører de store poser vibhuthi, som hengivne vil tage med sig hjem. Gennem denne
kontakt bliver poserne ladet med den helbredende kraft. Nogle glæder Han med de
anerkendende ord ’santhosham’ (glad; tilfreds), ’accha’ (ren; lysende) eller ’very happy’
(meget glad). Det gør Han, så de kan rejse derfra tilfredse med at have set Ham, rørt ved ham
og lyttet til Hans stemme.
8.3. Nogle har rejst i overfyldte tog fra fjerne egne og ind i en delstat, hvor der tales et
anderledes sprog. De påfører sig store udgifter og udsætter sig selv for fysiske belastninger.
Men alt dette, tillige med varmen og kulden, de åbne barakker og de skyggefulde træer, hvor
de har tilbragt dagene i Puttaparthi, blev glemt eller ligefrem budt velkommen i det øjeblik,
Baba så på dem, smilede til dem, klappede dem på hoved eller skulder, gav dem lidt
helliggjort mad eller et drys af den eftertragtede vibhuthi.
8.4. Andre bliver der, idet de håber, at Baba vil kalde dem ind til en privat samtale. De
tilbringer hele dagen med at sidde foran Nilayam, templet. De sidder på lange rækker med
front mod hinanden. De ved, at der er en svag mulighed for, at Baba, hvert øjeblik det skal
være, kommer ud og kalder dem ind til et privat interview.
8.5. Baba er hensynsfuld. Han anvender flere timer end normalt på at hjælpe og pleje folk.
Først og fremmest udvælger Han dem, der åbenlyst er syge. Det er de lamme, de polio-ramte,
gigtpatienterne der sidder på stole, dem der sidder i kørestol, dem med krykker, kunstige
lemmer, gips og bandager tillige med dem, der lider af kroniske sygdomme. Han udvælger
også de gamle, de blinde, de mentalt retarderede og de åndssvage. Dette tager mindst to eller
tre dage, så en af de første aftener plejer Han at bekendtgøre, at alle dem, der har
presserende arbejde, der venter på dem, det være sig på kontor, fabrikker, handelsvirksomheder eller gårde, ikke behøver vente på Hans formelle tilladelse til at tage derfra. De
kan betragte denne bekendtgørelse som en tilladelse givet med Hans velsignelse. Eftersom
Han rejser hjem med hver eneste af dem, bliver hos dem og arbejder med dem på gårdene
eller på fabrikkerne, behøver de ikke føle, at de rejser væk, eller at Baba ikke er ved deres
side.
8.6. Denne bekendtgørelse overtaler et stort antal til at tage derfra, men mange bliver der
fortsat! ”De tilhører alle Mit folk. De er alle Mine slægtninge og venner. De er kommet for Min
skyld”, udtaler Baba anerkendende. Fra tidlig morgen til langt ud på aftenen har Baba travlt
med at helbrede, trøste og rådgive enten enkeltpersoner, familier eller grupper fra forskellige
byer og delstater. Dette tager 10 – 12 dage. Gradvist svinder forsamlingen af hengivne ind, og
68
alle rejser derfra ved godt mod. De er lettet for deres byrder, fulde af mod og glæde. Med
faste skridt og rank ryg går de derfra.
8.7. I løbet af en uge aftager antallet af besøgende, og efter at have skænket de
tilbageværende Sin velsignelse kører Baba til Brindavan, Whitefield, 19 km fra Bangalore.
8.8. Han tilbringer sommermånederne marts og april her, så hengivne ikke kommer til at lide
under den brændende sol i Puttaparthi. Brindavan er en kølig og behagelig have med en
imponerende og stor villa i den ene ende. Inde i ashram’en er der en port, man skal igennem
for at komme op til villaen. Også her samles de hengivne og synger lovsange under et stort,
skyggefuldt træ. Baba træder ud af villaen. Som en stråle af lysende, varmt solskin står Han
der. Han kommer, når som helst Han synes, at folk har ventet for længe. Langsomt bevæger
Han Sig langs rækkerne af tilbedende, længselsfulde og ivrige hengivne, der alle længes efter
at modtage Hans nåde. Han spreder velsignelse og glæde til alle. Også her tager Baba Sig tid
til og bruger energi på dem, der ønsker et godt helbred og lykke, og Han giver dem åndelig
vejledning, som de kan få gavn af fremover. Dette arbejde går for sig fra solopgang til
solnedgang.
8.9. Dharmakshetra i Bombay blev taget i brug den 12. maj 1968. Den er et center, hvor Den
Tidløse og Universelle Religion såvel som dens udløbere buddisme, janinisme, islamisme,
zoroastraisme og kristendom bliver respekteret. Det er stedet, hvor alle religionernes
tilhængere oplever venskab og fællesfølelse med de andre besøgende. Det har også vist sig at
være en kilde til glæde for de hengivne i Bombay, eftersom Baba hvert år i den anden uge af
maj besøger Bombay. Det gør Han i anledning af, at byen fejrer sin årsdag. Her er Baba til
rådighed og giver råd angående åndelige anliggender.
8.10. Baba ankom til Bombay den 8. maj, og indtil den 12. var Han midtpunktet, den skikkelse
som alle var optaget af, samtaleemnet i tusinder af hjem. Sammenkomsterne i
Dharmakshetra, hvor man sang lovsang, var en gribende og betagende oplevelse for titusinder
af ivrige deltagere både om morgenen og om aftenen. Den ene aften mødtes Baba med
anseelige grupper af lærere og forstandere. En anden dag var det medlemmer af Rotary og
Lions, og en tredje aften mødtes Han med åndelige aspiranter.
8.11. Da Han talte med de åndelige aspiranter, fortalte Han, hvordan man skulle holde og
flytte perlerne på en rosenkrans (i Indien kaldet en japamala; den har 108 perler). Han fortalte
om betydningen af tallet 108, om det at chante soham (jeg er Det) som en uafbrudt mental
disciplin og om den sandhed, der er iboende mangfoldigheden. Da Han talte med
medlemmerne af Rotary logen, talte Han om, hvor fuldstændig latterligt det er at efterligne
amerikansk kultur, en sygdom der hastigt spreder sig ud over Indien, der er rig på sine egne
uvurderlige traditioner. ”Der er nogle mennesker, der hører gennem amerikanske ører, ser
gennem amerikanske øjne og tænker gennem amerikanske hjerner, som de selv har
amerikaniseret!”, siger Han. Historie, klima, vegetation, sprog, tilstødende landes kultur,
fremmede landes indflydelse samt fjender – alt dette er med til at danne og forme en
befolknings kulturelle udvikling. Ukritisk og vilkårlig tilbedelse og forskellige indskrænkninger
har en tilbøjelighed til at ødelægge freden i de enkelte individer og i samfundet som sådan,
advarede Han. Til lærerne talte Han om religionens rummelige hus, som blev opført af
vismænd for at skaffe fred, velstand og tilfredshed. Han tilskyndede dem til at studere
religionens grundlæggende principper og anvende dem i deres eget liv. ”En lærer skal være et
eksempel på lykke og glæde, der er opnået gennem tilknytning til Gud og afstandstagen fra
verdslig begærlighed. Alene på den måde kan han blive en person, der er værdig til at have et
sådant arbejde”, sagde Han.
8.12. Dharmakshetra er et kildevæld af åndelig visdom i sten og mørtel! Over indgangsdøren
til den store bedesal er der en finpoleret messingplade, hvor alle de store religioners hellige
symboler er indgraveret. OM-tegnet, korset, halvmånen og stjernen, konkylien, hjulet,
69
flammen, den mystiske stavelse Sri og bægeret, kalken. På pladen bekendtgøres det at:
”Enhver religion er en lampe, der oplyser sandhedens vej. Enhver religion krydser den ’rigtige
handlings’ område.” Det er det budskab, der byder alle mennesker velkommen til dette sted.
Når I træder ind i bygningen, møder I en lampe, der udsender et strålende lys. Den
symboliserer svaret på menneskets evige bøn: ’Fra mørket, før mig til Lyset’. (Læs: Fra
uvidenheden, før mig til åndelig visdom). Og på den ene side af lampen, der løftes i vejret af
bedende hænder, ses i fresco malet på væggen symbolerne på de fem elementer, som
universet består af, og som er Guds (Brahman’s) oprindelige substans: 1. Jord, der erkendes
gennem alle fem sanser. Det vil sige lugt, smag, syn, berøring og lyd. 2. Vand, der erkendes
gennem fire sanser, da det ikke besidder nogen naturlig lugt. 3. Ild, der erkendes gennem tre
sanser, da den ikke har nogen smag eller lugt. 4. Luft, der erkendes gennem to sanser, da den
ikke har nogen form, og heller ikke har nogen lugt eller smag. 5. Æter, der blot erkendes
gennem én sans, da den hverken har lyd, form, lugt eller smag. På den anden side af lampen
er der malet symboler på sandhed, ’rigtig handling’, fred, kærlighed og ikke-vold samt
olielampen, lotusblomsten, Månen og hænder foldet i bøn. Inde i bedesalen har Baba midt i
lokalet fået malet scener fra Ramayana’en (Historien om Rama) og Mahabharatha’en. Disse
malerier beskriver de åndelige øvelsers grundlæggende trin, der fører til selvrealisation.
(Mahabharatha’en er et ældgammelt heltedigt i poetisk form, der er skrevet af Vyasa; værket
beskriver konflikten mellem Pandava-brødrene og deres fætre, de 100 Kaurava-brødre. Den
indeholder bl.a. Bhagavad Gita, Krishna's metafysiske lære til Arjuna).
8.13. Hans tale på årsdagen for indvielsen indeholdt derfor et budskab om, hvad denne
bygning forkynder: ”Den menneskelige krop er en slagmark (kshetra). Den skal forvandles og
blive til et sted, hvor ’rigtig handling’ regerer! (Dharmakshetra). Når kroppens ejer skiller sig
af med begær, ønsker, lidenskaber, ødelæggende impulser og energier, så bliver kroppen til et
dharmakshetra.”
8.14. Den 15. fløj Baba til Ahmedabad, den største by i delstaten Gujarat, hvor delstatens
højesteret havde arrangeret en reception, hvor blandt andet guvernøren, premiereministeren
og andre ministre deltog. Her fik de mulighed for at lære Baba’s universelle livsanskuelse at
kende. De fik også kendskab til, at Han betoner alle trosretningers fundamentale enhed. Om
aftenen talte Baba i over en time til en kolossal stor forsamling. ”Selvkontrol og forsagelse er
de vigtigste redskaber i arbejdet med at opnå åndeligt fremskridt. Ved hjælp af forsagelse
undgår I de ynkværdige forviklinger med den verdslige verden. Gennem selvkontrol kan I
knytte jer til Det Guddommelige Princip, der er iboende universet og i sandhed, godhed,
skønhed – overalt hvor de findes”, sagde Han. ”Jeg velsigner jer, at I må opnå succes med de
åndelige øvelser, som I arbejder med. Hvis I slet ikke praktiserer nogen åndelige øvelser, så
råder Jeg jer til at tage den konstante ihukommelse af Guds navns indledende skridt, idet I
reciterer og synger Guds navn. I skal også udvise ærbødighed over for forældre, lærere og
ældre. I skal tjene de fattige, de syge, de forladte og de invaliderede. Se Gud i disse
forklædninger; se Ham i alle. Han vil tage imod det kærlighedsoffer, som I placerer for deres
fødder”, erklærede Baba. Gujarat, der allerede genlød af lifligheden og renheden fra Sai’s
lovsange i alle landsbyer og byer, blomstrede yderligere ved dette besøg.
8.15. Redaktøren på ’Nava Kaal’, en Gujarat-avis, var også til stede den 14. juni under et
møde, der blev holdt i landbrugsminister Sri P.K. Savant’s hjem. På dette møde deltog der
også medlemmer af Maharashtra-grenen af Indiens Akademi af Vediske Lærde. De var samlet
her for at få løst mange af de problemer, de var stødt på under studier af åndelige tekster og
under udøvelsen af åndelige øvelser. Den tilstedeværende redaktørs avis bragte på det
tidspunkt en række artikler om mirakler, og han ønskede at spørge Baba om Hans mening om
dem og offentliggøre Hans svar. Baba var så elskværdig at give ham tilladelse til dette og
opmuntrede ham endog med Sine svar. ”Jeg kender baggrunden for dine spørgsmål”, sagde
Han med et smil for at få ham til at slappe af.
70
8.16. Vi må være taknemmelige over for denne redaktør, såvel som over for Sri P.K. Savant,
Sri T.S. Bharde, formand for Maharashtra’s lovgivende forsamling og andre, der deltog i dette
møde. For gennem behørige og gode spørgsmål ansporede de Baba til at fremkomme med en
uforfalsket analyse af meningen og betydningen af disse mirakler. Mange dilettantiske åndelige
aspiranter og ikke færdigudviklede munke erklærer, at mirakler er helligbrøde over for Gud, og
at de fremprovokerer guddommelig vrede og påkalder Guds straf. Da en af disse personer blev
spurgt specielt om Baba’s mirakler, svarede han på skrift: ”Jeg afskyr udførelsen af mirakler,
om de så udføres af Kristus, Krishna eller Sai Baba.” ”Denne mening deles af alle åndeligt
udviklede mennesker”, skrev han endvidere, idet han antydede, at de, der ikke delte hans
afsky, som for eksempel Suka, ikke er store vismænd. Han fortsatte sin snæversynede
erklæring: ”Et højtudviklet menneske kan måske influere på det kosmiske forløb, men at
blande sig i Guds orden er en synd.” (Suka er en højt udviklet vismand og guddommelig søn af
forfatteren til Mahabharatha'en, Vyasa).
8.17. Dr. S. Bhagawantham, der er videnskabelig rådgiver for forsvarsministeriet, talte om
denne ’indblanding i loven’ ved et møde i Madras i april 1967. Han sagde: ”Professor Gokak
læste et digt for jer ved gårdsdagens møde. Her beskrev han Baba og Hans aktiviteter: ’Han
kommer som en strøm’. ’Han øser Sin venlighed ud over alle, som var det en regnbyge’. Alt
dette er meget godt. Det kan jeg godt lide. Men i slutningen af sin tale tiltvang han sig adgang
til mit fagområde. Han sagde: ”Baba trodser kemiens og fysikkens love.””
8.18. ”I mine yngre år lærte jeg fysik og kemi, og senere har jeg i mange år arbejdet med
disse videnskaber. Mens jeg i flere årtier har undervist i dem, har jeg virkelig tilegnet mig
viden om dem. Så jeg kan ikke forstå, at noget individ som du og jeg eller endog den bedste
blandt mennesker på denne planet kan trodse fysikkens og kemiens love og slippe godt fra
det!”
8.19. Måske er det den form for argumenter, der får den person, der afskyr mirakler, til
yderligere at skrive: ”Der er historiske øjeblikke, hvor vi har været nødt til at blande os i den
guddommelige lov. Og for at have gjort dette, må menneskene, ifølge den kosmiske lov, lide.”
”I kan ikke slippe af sted med det”, som dr. Bhagawantham sagde.
8.20. Manden, der således afskyr mirakler, er en populær fortaler for Krishna’s lære. Men det
forhindrer ham ikke i at skrive: ”Krishna døde som følge af et sår forårsaget af en pil, og
Kristus døde i stor smerte på korset.” Så forfatteren synes at sige: ”Sathya Sai Baba! Pas på!”
8.21. Lad os lytte til hvad dr. Bhagawantham har at sige. Beskylder han Baba for indblanding i
loven, og advarer han Ham om en frygtelig straf. Mener han, at pilen dræbte Krishna som
hævn for det mirakel, det var, da Han løftede Govardhana-bjerget; mener han, at korset var
hævn for mangfoldiggørelsen af brød og fisk eller alle helbredelserne og visionerne? Nej. For
han er klogere end de omtalte ikke færdigudviklede munke. (Govardhana er et bjerg, som
Krishna som barn løftede for at beskytte Sin slægt, Sine kammerater og Sine køer imod en
regn af ild).
8.22. Dr. Bhagawantham siger: ”Baba bliver ved med at bryde den ene lov efter den anden!
Jeg har bedt om Hans tilladelse til at fortælle jer om en eller to af disse hændelser, for de er
vigtige for at understrege min troværdighed. Jeg var øjenvidne til en kirurgisk operation, som
Han udførte. Da den var overstået, vendte han Sig mod min søn, der var til stede, og spurgte:
”Har du noget bandage?”, som om Han, der materialiserede kniv og nål, ikke også kunne
frembringe noget bandage! Min søn svarede: ”Ja! Min far er leder af det videnskabelige
institut, der er der et hospitalsapotek. Jeg kan ringe til lægen og få bragt noget bandage
herover i løbet af to minutter.” Men Bhagavan svarede: ”Åh! To minutter er for lang tid at
vente! Du skal ikke bekymre dig.” Så gjorde Han den karakteristiske bevægelse med hånden,
og bandagen var klar til brug!”
71
8.23. ”Jeg har stor respekt for den ekspertise, professor Gokak besidder med hensyn til det
engelske sprog. Men jeg ville have foretrukket, at han i stedet for at sige: ’Han trodser
fysikkens og kemiens love’ havde sagt: ’Han transcenderer fysikkens og kemiens love’. Jeg har
opnået stor viden på grund af mit arbejde på laboratoriet, og jeg er blevet dygtig til at tænke
logisk, og alt det gør, at jeg ikke kan acceptere, at Han er som du og jeg, og alligevel
transcenderer Han fysikkens og kemiens love. Nej! Hvordan skulle det kunne lade sig gøre?
Sandheden er, at Han er et fænomen. Han er transcendental. Han er guddommelig.”
8.24. ”Dette er et velkendt træk ved videnskaben. Videnskaben udvikler sig fra det ene
stadium til det andet. Skeletter fra kasserede teorier markerer vejen mod videnskabelige
fremskridt. En lov formuleres for at forklare eksisterende fænomener. Hvis der så dukker
kendsgerninger op, som er uforklarlige ifølge de hidtil kendte love, så vil videnskabsmanden
føje den nye erfaring til de allerede eksisterende - og det bliver så til en ny lov. Eftersom det,
jeg har set Baba gøre, ikke falder ind under de kendte videnskabelige love, formulerer jeg
simpelthen en lov, der lyder således: ’Bhagavan overskrider videnskabens love, og det bliver
en anden videnskabelig lov.”
8.25. I nogle af Sine taler har Baba omtalt den påståede ’synd’, det skulle være at bryde
videnskabens love. Idet Han talte til de tjenestegørende inden for Sri Sathya Sai
Tjenesteorganisationen, sagde Han: ”Der er nogle af de ældre, der forsøger at forvirre jer.
Krishna udførte mange undere, og Han ignorerede i forbløffende grad naturens love. Og ifølge
føromtalte ældre var Han derfor nødt til at møde døden for en jægers pil! De påstår, at Jesus
blev korsfæstet, fordi han også udførte mange mirakler! Deres påstand er, at eftersom Jeg
trodser naturens love, så vil Jeg komme til at lide i lignende grad! De håber at kunne skabe
panik og sprede bekymring. Men alle sådanne udtalelser er udtryk for svaghed, uvidenhed og
misundelse. De er ude af stand til at forstå denne herlighed, ligesom de heller ikke har noget
ønske om at tolerere den!”
8.26. Juledag 1970 erklærede Han i Bombay: ”Der er mange, der ikke kan tåle eller tolerere
den stråleglans, der stråler ud fra Mig. De kan ikke tåle den guddommelighed, der udtrykkes i
og gennem alle Mine handlinger. Disse mennesker stempler dem som værende hypnotiserende
handlinger, mirakler eller magiske kunststykker! Deres ordforråd er lille. Deres erfaringer er
begrænsede. Med disse ord prøver de at krænke Mig. Men lad Mig fortælle jer dette: Mine
handlinger er hverken hypnotiserende handlinger, mirakler eller magi! De er udtryk for Min
ægte guddommelige kraft. Smålige sind og begrænsede intellekter kan ikke fatte eller forstå
dem. De har ingen styrke eller udholdenhed, der gør dem i stand til at begribe herligheden
eller storslåetheden. Gud kan gøre alting. Han har al kraft i Sin hånds håndflade. Min krop er,
som alle andre kroppe, en midlertidig bolig, men Min kraft er evig, altgennemtrængende,
altdominerende.”
8.27. Sri Bharde, der var i den gruppe, der var til stede, da redaktøren af ’Nava Kaal’
interviewede Baba om emnet mirakler, havde selv nogle få uger tidligere skrevet følgende i
den samme avis: ”Jeg har indtil nu ikke set noget menneske udføre mirakler så naturligt, så
spontant, som Sri Sathya Sai Baba. Han stod foran statuen af Rukmini i Pandharpur’s berømte
helligdom, og Han gjorde en bevægelse med hånden, idet Han sagde: ”Det vigtigste smykke er
ikke på gudestatuen.” Da Han sagde det, dukkede en halskæde af guld, det lykkebringende
smykke, op i Hans hånd! Dette smykke, som Han placerede rundt om statuens hals, er der
stadig!” (Rukmini æres som en gudinde, og hun var Herren Krishna’s gemalinde).
8.28. Denne dag stillede Sri Bharde Baba følgende spørgsmål: ”Er Din evne til at skabe ting
uudtømmelig?” Baba svarede: ”Den er grænseløs. Den er som havet, uudtømmelig. Enhver
kan, uanset hvor han er, uanset hvem han er, tage alt, hvad han behøver fra det. Han kan
tage alt, hvad hjertet begærer.” Da han hørte dette svar, tog den ærværdige P.K. Savant mod
til sig og stillede et spørgsmål: ”Hvis det er uudtømmeligt og grænseløst, hvorfor anvendes det
så ikke til at helbrede menneskehedens fattigdom og elendighed?”
72
8.29. Her refererer ’Nava Kaal’, at Baba lo hjerteligt, da Han hørte dette spørgsmål. ”Du
sammenligner fattigdom og elendighed med det ikke at eje og besidde ting. Herskere kan
kræve at få alle de ting, der skænker lykke og glæde, men er de tilfredse? Oplever de mental
fred? Min opgave er at skænke mental sindsligevægt. Jeg giver ikke folk ting, for at de skal
blive rigere. Jeg giver for at fremme hengivenhed og tro i dem.”
8.30. Ja! En meget rig forretningsmand fortalte mig følgende, mens han viste mig en
diamantring, som Baba havde materialiseret og sat på hans ringfinger: ”Hr. Kasturi! Hver
eneste gang jeg ser på denne ring og denne store diamant, så bliver jeg mindet om de
betydningsfulde ord, som Baba sagde, da Han satte den på min finger: ”Dette er ikke en
diamant; det er en guddommelig og åndelig vejledning; en konstant advarsel til dig. Die mind
(lad sindet dø). Lad sindet, med alle dets sympatier og antipatier, forsvinde, idet det efterlader
dig fredfyldt.””
8.31. Baba fortalte Savant følgende: ”En syg person kommer til Mig. Jeg giver ham noget. Jeg
materialiserer vibhuthi eller noget andet til ham. Han bliver bevidst om Den Guddommelige
Kraft. Han får mental fred, der helbreder, der trøster, der opfylder hans ønske. Det er ikke
sådan, at jeg kun giver disse ting til de, der er Mig hengivne. Jeg giver, når som helst det er
nødvendigt at vende den plagede og hjemsøgte mod Gud.”
8.32. Redaktøren spurgte: ”Hvad er det for en kraft, der udvirker disse mirakler?” Baba
svarede: ”Det er forkert at kalde dem mirakler eller at sige, at mirakler udføres for at tjene
penge! De er blot beviser på, ikke demonstrationer af, hvad Jeg kan. Det er ligesom en leg;
det er Min naturlige adfærd. Det er et tegn, der hjælper folk med at udvikle tro på og
hengivenhed over for deres egen Guddommelige Gnist. Det tilskynder også folk til at
undersøge og realisere Den guddommelige Gnist. Når hensigten eller viljen til at gøre det
opstår i sindet, så fremkommer genstandene! De er parate, når Jeg ønsker det. Det øjeblik Jeg
vil det, fremkommer de, eller ting sker, når Jeg ønsker, det skal ske.”
8.33. Redaktøren spurgte: ”Der er nogen, der påstår, at når der sker et mirakel, så bliver ting,
der allerede eksisterer, bragt frem. Bliver de bragt frem eller skabt?”
8.34. Det er et spørgsmål, som mange længe har ønsket at stille. Dr. K.M. Munshi, stifteren af
Bharatiya Vidya Bhavan, og som tillige er en berømt advokat, statsmand og forfatter, siger:
”Baba fornemmede, at min højre hånd rystede svagt, som den altid gør på grund af
Parkinson’s syge. Han rejste Sig op fra Sin stol, tog mine fingre og dækkede dem med Sine
egne fingre og gned dem med hellig aske, der kom ud af Hans hånd. Herefter svingede Han
Sin hånd og materialiserede en ring, som Han satte på min højre hånds lillefinger. Øjeblikkelig
opdagede jeg, at stivheden i fingrene stort set var forsvundet. Det samme var tilfældet med de
svage rystelser i den højre arm og det højre ben! Da vi sagde farvel til Ham, materialiserede
Han hellig aske og gned den på min højre hånd. At hente en ring et andet sted fra overraskede
mig ikke. Men den aske, som Baba frembringer, må veje op til et pund (454 gram) om dagen,
og den kan ikke blive opbevaret et eller andet sted. Der måtte altså være tale om andet og
mere end ’blot’ at hente det et andet sted.”
8.35. Dr. Munshi var ikke klar over, at den vibhuthi, som Han materialiserer, på travle dage
vejer mere end et pund; det er dage, hvor Hans nåde strømmer overstrømmende. Asken
fremkommer i mange forskellige grader af finhed, i mange farver lige fra hvidt til mørkebrunt, i
mange smagsvarianter lige fra sukkersødt til bittert. Asken dufter også forskelligt. Den kan for
eksempel dufte af rose, kamfer eller jod! Det er umuligt at lagre disse forskellige varianter i så
stort et kvantum og hente dem frem, når det ønskes.
8.36. Og hvad forstås der egentligt ved fænomenet ’apport’? Det er et ord, der blot betyder
’mystisk’. Ved at anvende ordet kan man stille sig tilfreds med, at miraklet er blevet forklaret
73
og forstået! Howard Murphet skriver i sin bog ’Sai Baba, the Man of miracles’: ”Teorien bag
apport er, at genstanden, der allerede eksisterer et eller andet sted, dematerialiseres og ved
psykisk kraft i denne tilstand føres til det ønskede sted, hvor den rematerialiseres.” I sandhed
en ret overfladisk fremstilling! Som om denne forklaring er tydelig og overbevisende nok.
8.37. Jeg tror, at det er lettere at frembringe en genstand ’fra begyndelsen’, end det er at
ulejlige sig med først at dematerialiserer den, herefter transportere den over lang afstand ved
hjælp af psykisk kraft for til sidst at rematerialisere den! Alt dette skal ske hurtigt; hurtigere
end lysets hastighed!
8.38. Derfor besvarede Baba redaktørens spørgsmål på denne måde: ”Det bliver alt sammen
skabt fra ny af. Det at transportere betyder, at de skulle komme et andet sted fra, ikke sandt?
Det vil være bedrageri. Genstandene bliver skabt i det øjeblik, Jeg ønsker dem. Jeg forærer
også ting væk, der ikke findes noget sted. Det er umuligt at begribe denne evne, denne kraft.”
8.39. Jeg kender til mange tilfælde, hvor Han skabte sådanne nye genstande. Som eksempler
kan jeg nævne Sri Ramakrishna’s portræt med Baba’s eget billede placeret i de fire hjørner og
midt i billedet samt et miniaturebillede af dr. Gokak’s faders og bedstefaders guru. Han var en
berømt guru fra Nord Karnatak, og Baba materialiserede det til dr. Gokak, så snart Han så
hans billede i dr. Gokak’s andagtsværelse.
8.40. Redaktøren stillede også andre spørgsmål: ”Hvornår begyndte Du at vise disse tegn på
guddommelig kraft?” Svaret lød: ”Fra barndommen af.” ”I skolen plejede Jeg at skabe
chokolade, glaskugler og andre ting til de børn, Jeg var sammen med.” For at gøre tingene
yderligere tydelige, dristede redaktøren sig til at spørge: ”Hvor gammel var Du, da Du fik
denne guddommelige kraft?” Baba sagde: ”Den havde Jeg lige fra fødslen”, og efter en pause
tilføjede Han med eftertryk: ”Endda før dette tidspunkt.” For var Han ikke i Shirdi som Sai
Baba i årene, før Han inkarnerede i Raju-familien i Puttaparthi? Og var Han ikke Krishna længe
før dette?
8.41. Naturligvis blev redaktøren ramt af forundring. Han udbrød: ”Det vil altså sige….?” Og
Baba fortsatte: ”Det vil altså sige, at Jeg bestemte Mig for at lade Mig føde. Jeg besluttede Mig
for, hvem der skulle være Min moder. De, der blot er mennesker, kan kun vælge, hvem der
skal være deres hustru eller ægtemand. Moderen blev udvalgt af sønnen i Rama-inkarnationen
og i Krishna-inkarnationen. Dengang som nu består den opgave, som blev besluttet gennem
fødslen, i at skænke kærlighed til alle, og gennem denne kærlighed at fremme og støtte
retskaffen levevis.”
8.42. ”Mine handlinger er beviser på guddommelig kraft; de er tegn og tilkendegivelser på
guddommelighed. Jeg forærer ting væk på grund af Min kærlighed. Min kærlighed vil aldrig
blive formindskes. Jeg har ingen ønsker af nogen som helst slags. Jeg taler til jer om
kærlighed. Jeg guider jer langs kærlighedens vej. Jeg er kærlighed.”
8.43. Da Baba var vendt hjem til Bangalore og Brindavan (Whitefield), blev Han travlt
beskæftiget med det Kunst og Videnskabs College, der var knyttet til Bangalore Universitetet.
Dette college blev indviet den 9. juni 1969. Den 18. mødtes en forsamling af digtere fra alle
egne af Mysore i Brindavan. Det var mænd, der havde opnået berømmelse i hele det kannadatalende område. Dr. D.R. Bendre, en flammende mystiker, der udsender mere lys end varme,
og som med sine vers frembringer tårer, der blødgør menneskets hjerte, var der. Han
oversatte White-field til ordet Panduranga, for pandu betyder hvid og ranga betyder mark!
Denne bemærkning sendte en frydefuld fornemmelse gennem de tusinder, der lyttede til ham.
Dr. V.K. Gokak, der er en af de fremmeste kannada-digtere, og som også er kendt for sine
engelske digte, blev overtalt til at læse nogle af sine digte højt. Tilstede var også følgende
ansigter. Dr. R.S. Mugali, der var alderspræsident for klassiske studier og romantiske digte.
Professor G.P. Rajarathnam, en glødende forsker i buddisme og jainisme. Han er en populær
74
digter, der beskriver almindelige menneskers følelser og stræben. Professor R.G. Kulkarni, der
er helt gennemtrængt af Aurobindo’s integrerede yoga. Dr. G.S. Sivarudrappa, der er en
mystiker og åndelig aspirant, der følger i fodsporene på Kannatak’s helgener fra
middelalderen, men som ikke desto mindre også er påvirket af Tagore og Gandhi tillige med
Sri K.L. Sivappa, en skovens sanger, frimodig og kæk, sødmefuld og magtfuld. Da de var
færdige med at læse deres digte, sang Baba et smukt digt, som Han havde komponeret om
Siva’s kosmiske dans. Over digtet var der en rytme af kosmisk og sublim kraft og den evige
leg, der holder de kosmiske verdener svingende i rummet – som den lader sig beskrive i ord.
Baba er digteren over alle digtere, en betegnelse der i Veda’erne tilskrives Gud.
8.44. Den sidste uge af juni besøgte Baba Madras. Tusindvis af hengivne flokkedes om Ham,
uanset hvor Han befandt Sig. Begærligt drak de Hans talers nektar. Da Baba var teenager, var
Han på mystisk vis dukket op ved sengekanten hos en vis Loganatha Mudaliar i Madras og
havde helbredt ham for en hjernesygdom, som var blevet ham påført ved sort magi. ”Du er
Gud”, sagde han, idet han holdt fast i Baba’s fødder. Han besluttede at bygge et tempel for
Baba på sin jord i Guindy, der er en forstad til Madras. Men han havde en drøm, hvori han blev
bedt om i stedet at installere en statue af Shirdi Sai Baba. Baba skrev også til manden og
bekræftede drømmen. Så templet blev bygget, og i 1948 installerede Baba Selv statuen!
Howard Murphet, der besøgte templet og så statuen i 1968, skriver: ”Ligesom Michelangelo’s
marmorstatue af Moses i en lille kirke i Rom, gav den mig personligt det øjeblikkelige indtryk,
at den var i live.”
8.45. Den dag, da installationen fandt sted, fik familien Mudaliar det unikke privilegium og den
store glæde, det er at vaske Baba’s fødder og lægge blomster på dem. De bad om at få et
aftryk af fodsålerne på et stykke silke, som de havde bragt med sig til dette formål. Baba
indvilligede, og de smurte sandalpasta blandet med gurkemejepulver på Hans fodsåler og bad
Ham om at stille Sig op på silkeklædet. Baba spurgte: ”Hvorfor Mine fødder? Denne dag har
Jeg installeret den gamle Baba.” Da Han havde sagt dette, stillede Han Sig op på silkeklædet.
Da Han trådte væk fra klædet, var aftrykket ikke af Baba’s spinkle, bløde fødder. Nej,
aftrykket var af de lange, solide og tunge fødder, der gik hen ad Shirdi’s stræder for 32 år
siden!
8.46. Baba besøgte dette tempel og talte til en stor forsamling, der havde samlet sig der. ”Det
er et tempel”, sagde Han, ”hvor Jeg for 21 år siden installerede en statue af Min Shirdi
skikkelse. Ordet Vishnu anvendes for Gud, eftersom det betyder ’til stede alle vegne til alle
tider’. Når folk hører om en statue af Gud, der er Vishnu, ler de og fordømmer det hele som
værende tåbelig overtro. Men når I ønsker at drikke den nektar, der er Gud, så har I brug for
en ske og et krus eller et glas, er det ikke sandt? Gudestatuen er noget, der er udtænkt, for at
I kan opleve lyksalighed. Kruset kan have en hvilken som helst størrelse eller form, det er blot
en beholder for glæden; Gud er nektaren. Han er denne styrkende og livgivende sødme. I kan
drikke Ham fra et krus designet som Nataraja, Durga, Krishna, Ganesha, Lingam, Kristus eller
Sai Baba. Mange af jer længes inderligt efter et krus formet som denne gudestatue, der er
designet som Sai Baba. Derfor tillader Jeg jer at have denne statue her i dette tempel. Dette
er den Sai’s form, der sad og underviste det sted, hvor Han sædvanligvis opholdt Sig, nemlig
moskeen i Shirdi.”
8.47. I forbindelse med Guru Pournima den 29. juli sendte Baba et budskab til alle Sai-grupper
og centre over hele Indien og til hengivne i udlandet. I budskabet citerede han Prahlada’s bøn
som et eksempel til efterfølgelse: ”Skænk mig, oh Herre, Din tilladelse til at tilbede Dine
lotusfødder, og lad mig nære en dyb, stor og ubegrænset medfølelse over for alle væsener i
verden.” (Prahlada var et barn og en stor Gudhengiven; dæmonkongen Hiranyakasipu’s hellige
søn). ”Begynd dagen med kærlighed; lev dagen i kærlighed; fyld dagen med kærlighed;
tilbring dagen i kærlighed; slut dagen i kærlighed. Det er vejen til Gud”, skrev Baba. Under
den tale, som Han holdt denne aften i Prasanthi Nilayam, advarede Han mod at
institutionalisere religion og inddele samfundet i mindre enheder. ”Det er godt at være født ind
75
i en religion, men det er ikke godt at dø i den”, erklærede Han. ”I skal rejse hinsides de
grænser, der fastsættes af sindet og fornuften, og nå Den Absolutte og Evige Guddommelige
Gnists grænseløse område”, rådede Han.
8.48. Herren Krishna’s fødselsdag blev fejret i overværelse af Sai Krishna i Prasanthi Nilayam.
Baba er inkarneret for at genoprette ’rigtig handling’ (dharma), og dette sker gennem en
mangfoldighed af måder og metoder. Faktisk er det sådan, at Baba anvender hvert eneste
øjeblik på at korrigere nogle misforståelser eller andet, der leder mennesker på afveje, eller
Han bruger tiden på at helbrede en eller anden iøjefaldende defekt, der tilslører sandheden for
den pågældende.
8.49. Krishna er den mest misforståede af Guds Avatar-skikkelser takket være almindelige
menneskers iboende vellystighed og erotiske digteres akrobatiske numre, der ignorerer selv
åbenlyse sandheder for at male det slibrige og lumre billede, som de higer efter at se for sig.
(Der er visse mennesker, der ser Krishna’s forhold til røgterpigerne som en sensuel vellyst, der
blandt andet udleves gennem æggende dans. Men Krishna var blot en lille dreng, da Han
dansede Sin berømte dans med røgterpigerne!). Baba benytter Sig af enhver lejlighed til at
gøre skriftkloge, digtere og åndeligt søgende så fornuftige, at det moderne menneskes sind
kan blive lige så rent og lige så gennemtrængt af det guddommelige, som det var tilfældet
med Gokul’s jævne røgterpiger. ”Krishna er i jer”, sagde Han. ”Han er alle eksistensers
inderste kerne. Hvis Han ikke er i jer, hvordan kan I så eksistere som en eksistens?”, spurgte
Baba. ”Han er i jer som kraft, styrke, kærlighed, lyksalighed, entusiasme, lidenskab og
medfølelse. Dyk ned i den dybere, strengt videnskabelige betydning i alle lignelserne og
metaforerne. Brindavan er livets jungle; de individuelle væsener er det kvæg, Han passer og
plejer; Gokula er hjorden af individualiserede sjæle; Krishna er Det Guddommelige Princip, der
skinner i alle væsener, der længes efter renhed. Denne renhed bliver til ved, at gode tanker og
følelser kærner og forarbejder sindet. Han vejleder og ansporer; Han velsigner og øser Sin
gunst ud over dem.”
8.50. Veda’erne beskriver det guddommelige som et glimt af lys, der bryder gennem de tykke
blå skyer! På sproget telugu hedder ’glimt’ gita. Gita’en aktiverer, oplyser og spreder
stråleglans og visdom. Eftersom Baba ofte har erklæret, at Han er den iboende i alle, så kunne
hele den lyttende flok foran deres øjne se selve Krishna-princippet i Sai’s skikkelse og bærende
Sai’s navn. Det var et gyldent øjeblik, en stjernestund!
8.51. Hilda Charlton fra New York udtrykte dette på følgende måde:
Fra Dine læber blæser de mægtige vinde,
der får træerne til at svaje i dansende rytmer.
Du er i de selvsamme træer, hvis
svajende grene hvisker det ældgamle OM.
Du er altings begyndelse og afslutning,
og endnu før begyndelsen var Du her.
Du er det aldrig afsluttende og aldrig begyndende liv.
Du er lyset, kærligheden.
Og jeg er Din; jeg er Dig Selv.
76
Kapitel 9
Glædens delta
9.1. Heldige er de, der søger kærlighed og lys, og som får det privilegium at se Baba, den
perfekte legemliggørelse af Væren, Bevidsthed, Lyksalighed og Den guddommelige Gnist.
Heldige er de, der oplever Hans guddommelighed, lytter til Hans lære om universel kærlighed
og jagten på den absolutte sandhed. De heldigste blandt de heldige er dog dem, der fører
Hans råd ud i livet og altid forbliver i bevidstheden om det guddommelige, der gennemtrænger
hele skabelsen. De betragter Hans komme som en chance, en mulighed for, at de selv kan
komme i Himlen. De fejrer Hans fødselsdag som deres egen. Charles Penn skrev i 1968: ”Vor
Herres fødselsdag! 1965 var året for min fødsel, for det år lærte jeg Baba at kende. Nu er jeg
kun tre år gammel.”
9.2. Den 43. fødselsdag blev fejret over alt af grupper af hengivne. Alle var de glade og
taknemmelige. Dagen blev fejret med forskellige programpunkter, der alle var i Baba’s ånd. I
Kakinada afholdt de lovsang i 42 dage forud for den lykkevarslende dag. Andre steder
omfattede festlighederne lovsang på hospitaler, i fængsler, på hjem for handicappede og
evnesvage, bespisning af de fattige, uddeling af tøj, skuespil og underholdning, som børn stod
for, foredrag, koncerter, speciel tilbedelse, processioner, oplæsning af Gita’en og mange andre
åndelige tiltag. På selve dagen blev der også indviet vediske skoler, sanskrit-klasser, telugu
undervisning, biblioteker, hjem for nødlidende, øjenklinikker, tjeneste kollektiver i Baba regi og
studiekredse. Baba velsignede dem der, hvor det foregik, ved at give forskellige
tilkendegivelser på Sin tilstedeværelse. Og nogle steder kom Han i Sin fysiske skikkelse, så alle
kunne se det!
9.3. I Prasanthi Nilayam blev der afholdt en konference for lederne i Sathya Sai Organisationen
i Andhra Pradesh den 21. og 22. november. Så hele atmosfæren emmede af en stærk tro.
”Alle”, fortalte Han de delegerede, ”har tre kilder, de kan øse af, når de skal have styrke. Den
de har som enkelt menneske, den helligdom hvor Gud er installeret og Den guddommelige
Gnist, Gud Selv. Hanuman fortalte engang sin Herre, Rama, følgende: ”Når jeg føler, at jeg er
denne krop, så er Du min Herre. Når jeg føler, at jeg er en individualiseret sjæl blandt mange,
tilskyndet af Guds nåde, så er jeg genspejlingen, og Du er Den Originale. Når jeg ved, at jeg er
Den guddommelige Gnist, så er jeg Dig, og Du er mig. Gud går ad sandhedens vej. Mennesket,
Hans skygge, kan, hvis han holder fast i Hans fødder, sikkert bevæge sig gennem ild og vand,
snavs, fordybninger og bakker og nå sandheden.”” Baba fortalte dem, at organisationen er
tænkt som en arena, hvor de kan lære værdien af at rense sindet. ”Uanset om det er
meditation, som I bliver opmuntret af, lovsang som I arrangerer, en tale I annoncerer, tøj I
forærer bort, eller I udfører en eller anden form for tilbedelse, så er det sådan, at det I skal
opnå, er at rense sindet for det snavs, der stammer fra egoisme, grådighed, had,
ondsindethed, begær og misundelse. I stedet for alt dette skal I fylde sindet med kærlighed.
Det er kendetegnet på en Sai-hengiven.”
9.4. I den tale som Baba holdt, før Han hejste flaget på Sin fødselsdag, talte Han om
hengivne, der udvikler og demonstrerer fanatisme, når de taler om Ham eller tilbeder Ham.
”Jeg har ikke noget ønske om at trække folk til Mig, væk fra tilbedelsen af Mine andre navne
og former. Ud fra det I kalder ’mirakler’, gætter I måske på, at jeg tiltrækker og forsøger at
knytte jer til Mig og Mig alene. Men de er ikke beregnet til at bevise noget eller give omtale.
De er spontane og bekræftende beviser på det guddommelige, der kan forandre himmel til jord
og jord til himmel. Jeg er jeres, uanset om I bryder jer om Mig eller ej. I er Mine, selv om I
hader Mig og holder jer på lang afstand af Mig. Så hvilken grund skulle der være til, at jeg
ønsker at imponere og tiltrække jer? Hvilken grund skulle der være til, at Jeg udstiller Min
kærlighed eller medfølelse for at få jer til at tilbede Mig? Jeg er i jer. I er i Mig. Der er ingen
77
afstand eller forskel”, erklærede Han. Endvidere sagde Han: ”I er kommet til jeres eget hjem.
Dette er jeres hjem, ikke Mit! Mit hjem er jeres hjerter!”
9.5. Fødselsdagsfestlighederne, der i praksis begyndte med konferencen den 21., fortsatte
indtil den 27. Dr. V.K. Gokak udtalte: ”Hvis vi ønsker at se Sandheden med stort s, hvor kan vi
så se og opleve den, bortset fra i Ham? Hvis vi ønsker at opleve og forstå Skønhed med stort
s, hvor kan vi så opleve den bortset fra i og gennem Ham? Han er den inkarnerede godhed,
der kommer menneskeheden til undsætning og helbreder den for dens lidelser. Han er den
inkarnerede kærlighed – den kærlighed der plejer og beskytter selv dem, der ikke har erkendt
Hans guddommelighed og kraft! Han er kommet for at transformere nutidens stadig mere
udbredte forvirring og kaos til en ny verdensorden. På denne måde vejleder Han os og giver os
en gave. Han har iført Sig moralens klædedragt. På Sine stærke skuldre bærer Han
menneskehedens byrde.”
9.6. Et dramatisk eksempel på den hjælp og helbredelse, som Baba øser ud over Sine
hengivne, blev bemærket af over 20.000 mennesker, der den 23. deltog i morgensamlingen i
det store auditorium.
9.7. Baba var blevet ført i procession fra templet til auditoriet af hengivne. Elever fra den
vediske skole reciterede vediske hymner. Der var lovsangsgrupper. Der var den smukt
sadelbetrukne elefant, Sai Gita. Hun er intelligent, følsom og endog, kan man dristes til at
sige, ’hengiven’. Og frem for alt var der Baba’s moder, den ærværdige Easwaramma. Hun var
ved Hans side, for det var en dag, der skulle fejres; det var dagen for Hans inkarnation.
9.8. I auditoriet oppe på tribunen satte Baba Sig i sølvstolen under forsamlingens enorme
bifald. Herefter tillod Baba nådigt nogle hengivne at placere nogle få dråber indviet olie på
Hans hoved. Herefter rørte de Hans fødder og lagde blomster på dem. Moderen, der har
vundet verdens taknemmelighed i umindelige tider, var den første, der dryppede olie i Hans
hår. Herefter fulgte nogle få andre. Det var Begum Tahira Sayeed, en digter der skriver på
persisk og urdu; M.S. Dixit, en ærværdig ældre hengiven, der endog har tjent Baba i Hans
tidligere krop, mens Han var i Shirdi; fyrsten af Jamnagar; fyrstinden af Sirohi; dr. Gokak og
Indra Devi.
9.9. Mens Indra Devi hældte nogle få dråber olie i Hans hår ved hjælp af en blomst, som hun
dyppede i kanden, som jeg holdt, fik Baba øje på en vis fru Anderson, der var kommet hertil
fra De Forenede Stater. Hun var meget invalideret. Hun var ude af stand til at gå eller i det
hele taget bruge sine svækkede ben. Hendes mand hjalp hende rundt i en kørestol. Så snart
hun kom til Prasanthi Nilayam, blev hun indlagt på hospitalet, så hun kunne blive plejet af
professionelle hænder. Den 22. overrakte Baba hende, og alle andre kvinder fra udlandet,
sarier, så de kunne havde dem på til Hans fødselsdag. Han bad nogle kvinder om at hjælpe
hende, når hun skulle have den på. Den 23. blev hun bragt ned fra hospitalet, og hun fik lov til
at se ceremonien fra den yderste kant af tribunen. Her sad hun i sin uundgåelige kørestol, der
næsten mere eller mindre var blevet en del af hendes anatomi!
9.10. Baba vendte Sig mod mig og sagde: ”Den kvinde i kørestolen vil blive lykkelig, hvis du
tager kanden hen til hende og får hende til at dyppe en blomst i olien, som senere kan blive
placeret på Mit hoved.” Jeg blev helt overvældet af Hans medfølelse, men der skulle komme
mere.
9.11. Før jeg nåede at vende mig til venstre og gå hen til hende (afstanden fra sølvstolen til
hendes kørestol var over 12 meter), standsede Baba mig og sagde: ”Vent! Jeg går Selv over til
hende.” Folk blev overrasket, da de så Baba rejse Sig fra stolen og gå hen til den invalide
kvinde med mig bag Sig bærende på krukken med olie. Baba bøjede Sit hoved foran hende, så
hun kunne dryppe nogle få dråber olie ned i Hans pragtfulde hår. Forsamlingen blev
overvældet af taknemmelig glæde, da de så denne spontane strøm af guddommelig nåde og
78
det lykkelige skær af begejstring, der var på den udenlandske og invalide kvindes blege ansigt.
Tre gange strøg hun den oliemættede blomst hen over hans hår. Den tredje gang greb Baba
fast i hendes hånd, idet Han sagde: ”Rejs dig op”…. Og hun rejste sig!
9.12. Forsamlingen var både forbløffet og henrykt. ”Kom med Mig”, sagde Baba. Og hun gik de
12 meter hen til sølvstolen sammen med Baba! Jeg blev så overvældet af glæde, at jeg løb
hen til mikrofonen og annoncerede til den henrevne forsamling, at fru Anderson, der ikke
havde gået i årevis, var helbredt for sin sygdom. Jeg fortalte, at hun havde rejst sig fra sin
kørestol på Baba’s bud, og at hendes ben nu fungerede perfekt. Alle var begejstrede over
dette helbredelsesmirakel. ’Normale ben’ var den fødselsdagsgave, hun modtog af Baba.
9.13. I Sin fødselsdagstale kom Baba ind på, at børn bliver født på grund af fire ubemærkede
årsager. De fødes for at gøre brug af fortjenester fra et tidligere liv, som blev uretmæssigt
frataget dem og misbrugt. Der er også dem, der fødes for at få tilbagebetalt de lån, som de
har givet til den Mand, der nu er kommet som deres Fader. Der er dem, der fødes som en
konsekvens af Guds velsignelser, og der er dem, der er Avatarer, og ikke har den mindste
tilknytning til sine forældre, slægt eller venner. De har ingen forpligtelse over for dem, men de
nærer kærlighed og medfølelse over for alle. Det forklarer Baba’s holdning over for Sine
forældre, noget der har forvirret mange. Det er en holdning, der er forskellig fra den, Rama og
Krishna havde over for Deres forældre.
9.14. Den 4. december forlod Baba Prasanthi Nilayam for at tage til Bangalore (nærmere
betegnet Sin ashram i Whitefield), hvor Han tilbragte omkring en måned sammen med
hengivne fra Amerika og andre steder. Han hjalp dem med deres åndelige øvelser. Han tog
personligt del i de arrangementer, der skulle planlægges i forbindelse med åbningen af et
drenge-college i Brindavan, hvor Han boede.
9.15. Juledag velsignede Han kristne hengivne med gaver. I forbindelse med Vaikunta Ekadasi,
der falder fem dage senere, materialiserede Han guddommelig nektar, som Han Selv delte ud
til de omkring 4.000 mennesker, der deltog i lovsang. (Dette er en højtidsdag. Vaikuntha
betyder Herrens Bolig; ordet betyder også ’uden spor af sorg og smerte’. Ekadhasi betyder den
11. dag i Månens fjorten dags periode. Månens faser bliver nummereret, og dagen efter den
tiende dag bliver kaldt Ekadhasi, den 11. Den sande betydning af Ekadhasi er: Når de 10
sanser, de 5 videnssanser og de 5 handlingssanser, samarbejder og bliver vendt mod Gud,
den 11., så bliver det den sande Ekadhsi! Denne dag fejrer man, at ’Himlens porte’ åbner sig).
Nytårsdag holdt Han tale om de åndelige forsætter, man skal have for det nye år, og om at
lægge de dårlige vaner bag sig, som man lægger det gamle år bag sig! Den 13. januar var Han
igen tilbage i Prasanthi Nilayam for at fejre Makara Sankranthi, dagen hvor Solen går ind i en
nordlig bane i Stenbukkens vendekreds. Det er dagen, hvor det guddommelige halvår
begynder. Baba sagde: ”Fra i dag begynder Solen sin rejse nordpå. Men I skal hellere
interessere jer for jeres egen rejse fra fødsel til død og igen til fødsel fra død, indtil I har
udstået jeres straf gennem god opførsel.”
9.16. Den 16. januar 1969 var Baba i Rajamundry ved Godavari-floden. Det er en flod, Han
har holdt meget af siden Sin tid i Shirdi. Besøget var den første etape af en rundtur til Andra
Pradesh’s kystområder. Godavari strømmer tæt ved Shirdi, og den har optaget noget af Baba’s
forrige krops herlighed og lært at elske Navnet. Alle, der kom for at blive velsignet af Baba,
mens Han opholdt Sig i Sin forrige bolig i moskeen i Shirdi, plejede at tage et bad i Godavari.
Og i dag, på grund af en guddommelig tilskikkelse, er Øst- og Vest Godavari distrikterne
fuldstændig oversået med lovsangsforeninger og tjenesteorganisationer, der varsler den nye
Sai-æra, der er fyldt med hengivenhed og pligttroskab. En eller anden fra Øst Godavari
distriktet skrev til Baba: ”Der er ikke noget hus her, der ikke har Dit billede på alteret. Der er
ikke noget hus her, der ikke genlyder af sange, der priser Din herlighed!” Og Baba svarede
ham: ”Gem din glæde til noget endnu bedre! Mit navn og Min form vil snart slå rod alle vide
vegne. De vil optage hver eneste plet i verden.”
79
9.17. Den 17. og 18. januar forsamlede der sig kolossalt store menneskemængder i
Rajamundry for at høre Baba’s taler. Sri V.K. Rao og Swami Kurunyananda holdt foredrag og
talte om, hvor heldig den nuværende generation er med at være samtidige med Baba. Baba
talte om det at sejre over sindet. Han fortalte, at det er nødvendigt for at opnå befrielse fra
den foranderlige verden. ”Kend Den Ene! Jeres opmærksomhed skal være koncentreret på Den
Ene. Den konstante vekslen mellem accept og afvisning, bekræftelse og benægtelse er blot
Den Enes leg. Lad intet bevæge jer; vær stille. Vær uengageret; vær blot et vidne. Verden er
blot et drama, et skuespil, der bliver opført og instrueret af Ham. Lad jeres kærlighed og
længsler, jeres ønsker og søgen være rettet mod Gud.” Han bad dem opgive provokerende
påstande, ondskabsfuld tale og vrede benægtelser. ”Ved hjælp af de 26 bogstaver, der er i det
engelske alfabet, er alle de engelske bøger, der eksisterer, skrevet, udarbejdet og trykt.
Bogstaverne er i sig selv uden egenskaber, de er hverken gode eller onde, men på grund af
deres forskellige kombinationer bliver de til enten kedelige, åndsforladte, elendig bøger eller til
bøger, der rummer kosmiske åbenbaringer af højeste værdi. På samme måde kan den måde,
som det samme sind udfolder sig på, have afgørende betydning for de pågældendes fremtidige
løbebane, både her og nu og i fremtiden.”
9.18. Den 18. besøgte Baba Andhra Papirmølle og holdt en tale til medarbejderne. I denne tale
lagde Han vægt på det hellige makkerskab og den gensidige kærlighed og respekt, der skal
styre alle de forbindelser, der er mellem dem. Denne aften indviede Baba en skole, der er
opkaldt efter Ham, og som skal drives i henhold til Hans budskab og Hans lære. Baba følte stor
medlidenhed, sådan som Gud føler ved sjældne lejligheder, da Han sad ansigt til ansigt med
børnene. Han sagde: ”Den rummelige bolig kaldet Den Tidløse og Universelle Religion blev
opført ved slidsomt og hårdt arbejde af fortidens vismænd for at gøre efterfølgende
generationer i stand til at leve i fred og velstand. Men ak! I dag bliver denne bolig fordømt som
værende ubeboelig og en bolig, der må opgives, da den er forfalden! Den fred, som disse
vismænd forestillede sig, er tydelig at se i ansigterne på disse børn, der ikke har misundelse,
grådighed eller had i deres hjerter. Når de vokser op, bliver glæden forvandlet til sorg, og
freden ophører lidt efter lidt og bliver til bekymring og frygt. De ældre har mistet kunsten at
genvinde, bibeholde eller udstråle fred og glæde.”
9.19. ”Børn skal vokse op i en atmosfære af ærefrygt, hengivenhed, gensidig tjeneste og
samarbejde. I dag bliver de præsenteret for banale leveregler, der ikke kan animere dem til at
lægge ærlige bestræbelser for dagen. Forældre drikker, spiller, forarger andre og fremkommer
med grove løgne, og det alt sammen foran disse sarte blomster! Lad være med at så had eller
foragt over for nogen kaste eller samfundsklasse, trosretning eller kult i disse friske blomsters
jomfruelige sind. Forældre først, så lærere, senere legekammerater og til sidst ledere, der
befaler troskab over for samfundet eller religionen. Alle skal de være årvågne, idet de konstant
undersøger sig selv for at finde ud af, om de er gode eksempler for landets børn. Denne skole
bærer Mit navn, så den har et stort ansvar. Den bør inspirere alle skoler i området til at
behandle små børn med kærlighed og ømhed og fylde atmosfæren med guddommelig velduft.”
Dette er i sandhed ord, der bekendtgør en ny æras komme; en æra fyldt med sandhed, gode
dyder, fred og kærlighed!
9.20. I fem dage fra den 20. tog Baba på en barmhjertighedsfuld kærlighedsmission langs
deltaets veje, og også langs veje der knap nok kunne kaldes veje. Han øste Sin nåde ud over
næsten en million sjæle, der ivrigt ventede på at modtage den. Besøget i mere end hundrede
landsbyer og en snes større byer har forvandlet synspunkter hos alle dem, som Han belønnede
med et smil eller et blik, et klap på skulderen eller et ord, en gave i form af hellig aske eller et
andet kært minde. Lige som de mange kanaler, der strømmer ud fra Dhawaliswaram
dammene og leder Godavari-flodens vande ud til millioner af marker, hvor det giver liv og
vækstkraft til afgrøderne, kørte Baba langs de selvsamme kanalers bredder, idet Han tog de
uendeligt mere nærende vande fra Himlen med Sig for at skænke udødelighed og grænseløs
lyksalighed.
80
9.21. Nådens Godavari, der bestod af en karavane på over 20 biler, kørte ud af Rajamundry
meget tidligt denne dag. Nyhederne bragte glæde og opstemthed ud over hele deltaområdet.
For det at få Baba’s darshan, at lytte til Hans betagende tale og måske få en sjælden mulighed
for at røre Hans fødder, er velsignelser, som selv de mest afsidesliggende landsbyer sukkede
efter. På begge sider af hver eneste meter af vejen stod der mænd, kvinder og børn i deres
fineste tøj. Vejene var blevet fejet rene. Op til flere kilometer fra alle landsbyer var der tegnet
med rismel på vejene. Det var hengivne kvinder, der havde gjort det. I landsbyerne var der
bygget dekorerede barakker. Her kunne Baba træde op på tribunen og give darshan til den
store skare, der sad og sang lovsang i timevis, mens de ventede på det gyldne øjeblik.
Guirlander, flag og rækker af grønne palmeblade var hængt tværs over hovedvejene.
Hjerterne slog hurtigere denne dag i håbet om at få den guddommelige darshan. Visse steder
var der rejst kunstfærdige og endog kostbare velkomstportaler hen over de gader, der førte
gennem byerne eller førte ind til dem. Befolkningerne havde brugt timer på at gøre disse
portaler til et billede på udsøgt charme.
9.22. Baba’s bil førte an. Ved Kesavaram beordrede Han, at de øvrige biler skulle forblive på
hovedvejen, mens Han Selv kørte ind i den lille landsby. For, som Han sagde, der var ikke
plads til at parkere alle bilerne i landsbyen. Delta-regionen udnytter hver eneste kvadratmeter
land til opdyrkning, så det er vanskeligt at finde åbne, uopdyrkede vidder. I de fleste landsbyer
blev Baba modtaget af lyden af primitive musikinstrumenter. Det kunne være det at blæse i
lange messinghorn eller en energisk trommen på trommer, der udtrykte folks glæde! Baba
kørte langsomt op gennem passagen mellem rækkerne af mænd og kvinder. Herefter steg Han
op på tribunen, talte lidt om det at ihukomme Guds navn, det virkningsfulde ved at synge
lovsange og nødvendigheden af at gøre det oprigtigt og med en fast og dybtfølt tro. Herefter
kørte bilerne til Palathodn, et større sted hvor alle bilerne kunne køre ind og holde. Også her
understregede Baba i en kort tale behovet for hengivenhed over for Gud og tro, der er den
åndelige visdoms to vinger; den visdom der flyver mod realisationen af Virkeligheden.
9.23. Den 21. tog karavanen en anden vej, og alle folk i de huse, der lå i nærheden af vejen,
var overmåde lykkelige, for at Han havde valgt at velsigne dem denne dag! Hele egnens
befolkning syntes at være opstillet på rækker som en endeløs æresvagt for Baba. De råbte
hurra, når de fik øje på bilerne. Baba fik Sin bil til at sænke farten, så de kunne få Hans
darshan. Man kunne se Hans hånd, der vinkede til dem længe efter, Han havde passeret det
sted, hvor de stod. Bilerne standsede ofte, og Baba åbnede bildøren og stod på trinbræddet, så
strømmen af hengivne bedre kunne få darshan. For kun på denne måde kunne de prente Hans
billede i deres hjerter, så de senere kunne tilbede det i stilhed foran deres alter.
9.24. Deltaet hyldes som værende Andhra Pradesh’s kornkammer. Og det er fyldt til
bristepunktet med tæt befolkede landsbyer. Der er næsten ikke mere end en kilometer eller to
imellem dem. Baba steg ud af bilen i de fleste af de landsbyer, de kørte igennem. Han besøgte
landsbyer som Gummileru, Pinapalle, Gangavaram, Pamarru, Narasapur, Rapurpeta,
Rajupalem, Anaparthi, Kuthukulur, Someswaram tillige med tobaksfabrikken i Sampara,
rismøller, sluse- og pumpehuse, hvor vartegn løftede deres hoveder over det grønne terræn. I
Sampara var hele landsbyen i en sindsstemning, der kan sammenlignes med den, der
herskede i Gokula. (Landsbyen hvor Krishna voksede op). Landsbyen bød Gopala (Krishna)
velkommen tilbage! Faktisk har denne landsby i mange år levet med Bhagavatha’en tæt inde
på livet. Det skyldes, at en berømt fortolker af denne ældgamle tekst om hengivenhed over for
Gud, Sri Kadiyala Seetharama Sastry, konstant i mange år holdt landsbyen bevidst om dens
lære og budskab gennem sine hjertegribende udlægninger. Baba blev der i nogle timer og talte
om værdien af konstant at være bevidst om Guds nærvær. Han sang også nogle få lovsange
for at vække begejstringen i dem efter at lovprise Gud. Herefter vendte selskabet tilbage til
Rajamundry.
81
9.25. Den 22. førte vejen til Thamarada og Peddapuram. I Peddapuram besøgte Baba Challa
Appa Rao, der har været en hengiven i mange år. I hans hjem skete der et mirakel, der gjorde
ham rask igen. Han havde været sengeliggende i tre år. Han tilstand var blevet forværret for
otte måneder siden. ”Men”, fortæller dr. G. Kesavarao, ”han stoler ene og alene på Baba og
nægter at tage nogen form for medicin. Han lider af anæmi, der skyldes blødende hæmorider.
Hans krop er opsvulmet. Hæmoglobinprocenten er faldet til 30. Urinfunktionen er angrebet.
Mange læger, inklusiv mig selv, har anbefalet blodtransfusion og advaret om, at uden en
sådan er hans chancer for at overleve lig nul. Da nogle bekymrede venner henvendte sig til
Baba for at overtale Ham til at give manden noget medicin, tog Han til genmæle: ”Hvorfor?
Dør dem der tager medicin da ikke?””
9.26. Da Baba besøgte Peddapuram, gik Han ind i hans hus og satte sig ved siden af sengen.
Mens Han sad der, materialiserede Han en lingam. Han gav besked om, at den skulle bades
ceremonielt i vand med de behørige ritualer. Det indviede og helliggjorte vand skulle patienten
drikke hver dag. ”Undernes under”, skriver dr. G. Kesava Rao. ”I løbet af et øjeblik blev
patienten forvandlet – han var rask! Den svulmende væskesamling forsvandt fuldstændig.
Afføringen og urineringen blev normal. Blødningerne standsede dramatisk. Han overvandt
tilstanden af udmattelse. I løbet af en måned var han fuldstændig frisk. Det var, som havde
han fået sin anden ungdom.” Appa Rao beskriver velsignelsen således: ”Før Baba’s besøg var
jeg et lig; efter besøget var jeg dødens besejrer.”
9.27. Efter at have talt til en stor offentlig forsamling, lagde Baba grundstenen til et center for
Sathya Sai Tjenesteorganisationen i landsbyen. Herefter kørte Han videre til Kotapadu og
Medapadu, hvor Han indviede et Sathya Sai tempel. Da Han nåede frem til Vadlamuru, lagde
Han grundstenen til et Sathya Sai tempel. Herefter fortsatte Han til Kothapeta, hvor en
kolossal stor forsamling sad og ventede på Ham. De sad og sang lovsange, og de havde ventet
i timevis på at få Hans darshan. College-området var fyldt med folk, der havde rejst mange
kilometer til fods, med oksekærre, på cykel, i bus eller med båd. Et par kilometer fra
landsbyen holdt Baba ind til siden for at velsigne hengivne fra landsbyen Palivela. Han nåede
frem til Ambajipeta, hvor der også var en stor folkeskare, der lyste op, da Han gav dem
darshan og sagde nogle få ord til dem. Han gav dem gode råd og visse formaninger.
9.28. Da bilerne kom ud på hovedvejen igen, kørte strømmen af guddommelig medfølelse
videre mod Bandaralanka, et berømt center for vævning, der her er en industri, der har til
huse i små landsbyhuse. Her hyldede samfundet af vævere Baba’s ankomst med stor
begejstring. De havde fået opført en imponerende modtagelse, der bestod af portaler
udsmykket med grønne palmeblade og blomster. Disse smukke portaler stødte op til vejen,
der førte gennem landsbyen. Baba steg ud af bilen, velsignede dem og sagde et par
opmuntrende ord til dem, så de kunne komme til at opleve fred og forstå formålet med livet.
9.29. Herefter kørte Baba til Amalapuram, hvor næsten 50.000 mennesker havde samlet sig
for at høre Ham og fylde deres øjne med Hans charme. Baba drillede den mand, der havde
holdt velkomsttalen. Sandt at sige har dette traditionelle punkt på programmet for offentlige
møder ingen relevans. For hvordan kan Baba, der er til stede alle vegne til alle tider, blive budt
velkommen eller sagt farvel til? Og velkomsttalen blev holdt på engelsk! Baba fortalte, at
regionen, med Amalapuram som brændpunktet, geografisk er kendt som ’deltaet’, men at de,
der elske indisk kultur, kender den som ’regionen, der tog sig af vediske lærde’. Det var kendt
som området, hvor vedisk videnskab og vedisk forskning blev udøvet med stor iver af
generationer af lærde. ”Hvorfor udsætte disse jævne mennesker og disse skriftkloge, der er
velbevandret i ældgamle traditioner, for et sprog, som de ikke kender?”, forhørte Han Sig.
9.30. Den 24. forlod Baba Amalapuram meget tidligt og kørte til Manipalli. Efter at have besøgt
en ældre hengiven ved dennes sygeleje i Tatipaka, fortsatte Han til Razole, hvor der var gjort
minutiøse forberedelser til afholdelse af et offentligt møde. En anseelig folkemængde var mødt
82
frem. Efter at have slukket deres tørst, kørte Baba hen ad landevejen mod den næste
destination.
9.31. Bilerne kørte hurtigt. Men Baba nåede at bemærke et lille, nærmest ubetydeligt tegn på
tilbedelse, der hang tværs over vejen nær en landsby, der kun lige akkurat er med på diverse
kort over området. Det var landsbyen Poathumatla. Det, der hang over vejen, var en tynd
guirlande, fremstillet af tolv mangoblade. Guirlanden var bundet fra én kokospalme til en
anden, og midt i guirlanden var der fastgjort et stykke papir, der svajede i vinden. På papiret
stod der ’velkommen’, og bogstaverne var skrevet med en tøvende og usikker hånd. Bilen var
kørt omkring 45 meter forbi, da Baba bad om at få den standset. De vendte om og kørte hen
til det sted, hvor papiret med ’velkommen’ hang og ligefrem kaldte på Ham. Der stod to gamle
kvinder under guirlanden. De holdt blomsterkranse i deres rynkede hænder. Baba åbnede
døren, så de kunne berøre Hans fødder, og Han lænede Sig forover, så de kunne lægge
blomsterkransene rundt om Hans hals. Han inviterede dem til at gøre dette uden frygt. ”Her er
jeres Swami! Helt tæt på jer! Kom, bekrans Mig.” Det var det lykkeligste øjeblik i deres liv, og
Baba synes også at være ligeså lykkelig! En af kvinderne rakte en hånd frem og spurgte:
”Prasad, Swami?” Hun ønskede noget fra Hans guddommelige hænder, som hun kunne skatte i
sit hjerte. Baba placerede nogle kronblade fra de blomsterkranse, de havde ofret, og lagde
dem i kvindernes hænder. Herefter kørte Han videre.
9.32. Mens de således kørte af sted, lagde Baba mærke til to meget gamle kvinder, der
traskede af sted ved hjælp af stokke, som de holdt i deres rystende hænder. Hans
guddommelige medlidenhed strømmede mod dem. Han bad om, at bilen skulle standse tæt
ved dem. Da bilen standsede, spurgte Han, hvor de var på vej hen. Med skælvende stemmer
sagde de: ”Hen og se Sai Baba.” Baba lo og sagde: ”Jeg er Sai Baba, ved I ikke det?” De
troede, at Han gjorde grin med dem og gik videre. De andre i Baba’s bil steg ud og overtalte
dem til at gå tilbage til bilen og ikke gå glip af et dejligt syn! Baba materialiserede noget
vibhuthi til dem, fyldte deres hænder med frugt og bad dem om at gå hjem.
9.33. Snart nåede bilerne frem til landsbyen Lakkavaram, og efter en kilometer eller to drejede
Baba ind på en noget tvivlsom vej. Det var en vej, der strakte sig nærmest vildt tværs over
det, der lignede brakmarker og førte ud i en slags ingenmandsland. Baba førte an. Han fortale
de nervøse udspørgere, at der befandt sig en hengiven i landsbyen Kaththi Manda, der lå
halvanden kilometer fremme. Hans hustru var død, og han havde giftet sig igen. Hun havde
mistet et antal børn, da de var helt små babyer. Det var en tragedie, som de overtroiske
landsbyboere var overbevist om skyldtes et rænkespil, som den døde hustrus spøgelse stod
for! Baba havde for få år siden givet Sin tilladelse til, at det næste barn blev født i
graviditetens syvende måned på Sathya Sai Hospitalet i Puttaparthi, så hun kunne komme af
med den frygt, der plagede hende. Og nu var sønnen vokset op og var blevet til en buttet
dreng på tre! Baba tog hen til dette sted for at velsigne denne dreng og hans forældre.
9.34. Baba vendte tilbage til hovedvejen og fortsatte mod Kadali, der er en lille landsby
beliggende midt inde i en skov af kokospalmer. Beboerne havde bygget en tribune og
dekoreret den med stor kunstnerisk dygtighed. Baba talte til bønderne og landarbejderne, der
var kommet i stort antal. Han besøgte huset, der ejes af lederen af Den Vediske Skole i
Prasanthi Nilayam. Han er en uforlignelig recitator af vediske hymner. Det var også ham, der
opdagede og erkendte Baba’s guddommelighed den dag, da han for første gang forestod en
offerceremoni, som han var blevet bedt om at lede i Prasanthi Nilayam.
9.35. Baba sendte alle de biler, der kørte bag Ham, i forvejen og bad dem vente ved
kanaldæmningen få kilometer længere fremme. Selv kørte Han til Sakhinetipalli, til Sri
Ramalingaraju’s hjem. Han er minister for religiøse anliggender i Andhra Pradesh regeringen.
Bilerne og deres passagerer ventede i fulde fire timer. De var forvist fra Hans nærvær. Deres
ører lyttede efter lyden af hornet fra Baba’s bil, så de kunne fange det signal, der bekendtgør
Hans ankomst og igen få glæde i deres hjerter! Omkring midnat opdagede man, at Baba’s bil
83
var på vej hen mod dem. Karavanen vendte herefter tilbage til Rajamundry ved Godavarifloden.
9.36. Den 25. januar var en dag fyldt med glæde for de hengivne i Rajamundry. Henimod
aften steg omkring 300 af dem ombord på tre store motorbåde og sejlede sammen med Baba
ud på Godavari og hen til en sandbanke på en af øerne i floden. Disse øer dannes, når
vandstanden synker efter monsuntiden, der gør floden til en kæmpestor brusende strøm. Baba
satte Sig på sandbredden omgivet af hengivne. Der blev sunget lovsange, og stjernerne
lyttede intenst fra oven. Herefter besvarede Baba nogle få spørgsmål vedrørende åndelige
øvelser, som nogle af de åndelige aspiranter stillede. Og mens Han uddybede Sine anvisninger,
idet Han citerede fra Bhagavatha’en, tog Han en figur af guld af Krishna op af en lille dynge
sand, der var foran Ham. Det var en figur, hvor Krishna som lille barn kravler med en kugle af
smør i Sin hånd. (Som lille stjal Krishna smør fra røgterpigernes hjem).
9.37. På det tidspunkt var Baba i færd med at tale om den indre betydning af smør: De gode
og rene hensigter, der opnås efter, at man har kærnet de åndelige øvelser. Og Han talte om
tyveriet af noget sådant smør; et tyveri, der bliver begået af Krishna.
9.38. Herefter gik spørgsmålene på Siva og lingam-symbolet. Samtalen drejede sig ind på de
forskellige slags lingam’er, for eksempel Jord-princip lingam’en, Vand-princip lingam’en, Ildprincip lingam’en, Vind-princip lingam’em og Æter-princip lingam’en.
9.39. Herefter talte Han om steder, der er blevet helliggjort af installationen af disse lingam’er.
Og idet Han refererede til en Æter-lingam i et tempel, forklarede Han, at den derværende
lingam hang frit i luften uden nogen form for støtte! Hengivne, der besøger templet, stirrer i
ærefrygt på dette fænomen, for de kan ikke forstå, hvordan dette kan ske og fortsætter med
at ske. Baba forklarede, at lingam’en består af et jernholdigt materiale, og at to magneter, en
på undersiden af loftet og en anden fæstnet på gulvet, udøver et lige stort træk i lingam’en.
Derfor kan den svæve frit i luften. Pludselig spurgte han: ”Åh! Vil I gerne se den? Jeg kan
løsne den fra det magnetiske felt og bringe den herhen!”
9.40. Idet Han sagde dette, bevægede Han Sin hånd og se! Den ægformede jernholdige ’kugle’
lå i Hans hånd. Den gik fra den ene person til den anden, indtil alle havde fået fornemmelsen
af den og glæden ved at røre den. Herefter svøbte Baba den ind i et lommetørklæde og gav
den til en ung mand, der skulle opbevare den. Hele gruppen på 300 sad på sandet og spiste
aftensmad. Baba sad iblandt dem. Han lavede sjov og sørgede i det hele taget for, at alle var i
strålende humør. Klokken var omkring 23.00, da bådene vendte tilbage til Rajahmundry. Den
unge mand blev chokeret over at opdage, at den jernholdige lingam var forsvundet!
9.41. Den 26. talte Baba til Lions Klub. ”I er medlemmer af en klub, der bærer et storslået
navn, løven. Ifølge digterisk sædvane er løven og elefanten naturlige fjender. Denne sandhed
rummer en betydningsfuld lektie. Elefanten vandrer fri og rasende omkring i junglens tætte
bevoksning. Det er et symbol på sindet, der vandrer omkring tilskyndet af indfald og begær.
Men elefanten, sindet, overgiver sig til løvens overlegne evner og kraft. Løven er intellektet;
elefanten er sindet. Intellektet skelner mellem det virkelige og det uvirkelige, det flygtige og
det evige. Når avnerne ikke bliver sigtet fra kornet, så bevæger mennesket sig fra én illusion
til en anden. Hvis intellektet bliver skærpet og ophøjet, vil fred og harmoni åbenbare den ene
grundlæggende Virkelighed bag alle de tilsyneladende modsigelser og uklarheder. Så ren og
skær medfølelse og trangen til at tjene andre er ikke nok. De kan endda være farlige. Hvis
man ikke undersøger årsagerne til lidelserne, og hvad der er den sikreste og bedste måde,
hvorpå man kan lindre disse lidelser, kan det gå galt”, fortalte Baba. ”Man må forstå, at
hovedårsagen til al lidelse skyldes mangel på åndelig visdom, der gør folk i stand til at erkende
den iboende enhed blandt den tilsyneladende forskellighed. Så den bedste og sikreste måde at
fjerne denne lidelse er at fjerne uvidenheden. Det vil resultere i erkendelse af Det Virkelige.”
84
9.42. Baba forlod Godavari-deltaet og påbegyndte Sin hjemrejse. Han gjorde ophold i Eluru,
hvor ledere af forskellige enheder i Sathya Sai Tjenesteorganisationen mødtes med Ham og
modtog Hans vejledning og velsignelse. Han kørte fra Eluru og nåede Gudivada, hvor Han talte
til en forsamling. Han fortsatte turen og kom til Vijayawada. Tog, busser, biler, scootere og
cykler havde ført tusinder af mennesker til denne by. Den 27. tog Han på et kort besøg til
Aukiripalle nær Vijayawada, og herfra kørte Han til Madras. Han nåede denne by efter en
hektisk uge med godgørenhed og velsignelser.
9.43. Howard Murphet, en åndelig aspirant fra Australien, der tillige er forfatter, udtrykker sin
begejstring: ”Hvor er vi usandsynligt heldige, vi få der her har fundet en fysisk skikkelse, der
kan sige, som Kristus sagde for længe siden: ”Jeg er vejen.” Denne erklæring bliver snart en
selvindlysende sandhed for dem, der kan acceptere den. I Ham ser vi de kvaliteter, vi altid har
forbundet med ideen om det guddommelige. Kærlighed og medfølelse strømmer fra hjertet.
Det er følelser, der hidtil ikke har været andet end en drøm. Når vi er i Hans selskab, så bliver
vi hævet op til en gylden verden, hvor atmosfæren vibrerer af indre glæde, og alle kedelige og
trivielle ting bliver glemt eller i det mindste finder deres rette plads godt nede på den skala,
der markerer, hvad der er vigtigt.”
9.44. John Hislop skriver: ”Det er udelukkende Indien, der gennem forgangne tidsaldre har
været i stand til at udvikle et land, der har vist sig egnet til, at Avatarer som Rama, Krishna og
Sathya Sai Baba har ladet Sig føde. Det er udelukkende i Indien, at Buddha kan fødes for at nå
Nirvana. Indiens åndelige hjerte er verdens hjerte. Som amerikaner kan jeg sige, at det er mit
åndelige hjerte. For hvis det ikke fandtes, så ville livet helt sikkert være en levende død
bestående af aske og fortvivlelse.”
9.45. Der er et faktum, der er interessant, og som bør nævnes her, eftersom det har sat
frugtbare tanker i gang hos mange. Jeg vil citere et brev skrevet af en sådan spørgende, R.
Ganapathi. Det drejer sig om Kalki-Avataren. (Kalki-Avataren er Herren Vishnu’s sidste
inkarnation, og Den vil komme til Jorden i afslutningen af Kali-tidsalderen – den nuværende
tidsalder). ”Sri Aurobindo, der ved hjælp fra den kraft, som han fik af sin integrerede yoga, der
gør ham i stand til at fordybe sig i det kosmiske sind, blev pludselig opslugt af en intens
bevidsthed om det overbevidste lys’ nedstigning til jordisk bevidsthed. På side 208 i bogen ’Sri
Aurobindo om sig selv og Moderen’ (1953 udgaven) står der: ”Den 24. november 1926 kom
Krishna til Jorden i fysiske skikkelse. En ufejlbarlig kraft skal styre og lede tanken; i jordiske
hjerter tændes udødelighedens ild; selv den store folkeskare skal høre Stemmen!” Det er
næsten sikkert, at den nedstigning, som Aurobindo skriver om, er Sri Sathya Sai Baba’s
inkarnation.
9.46. Inden Baba hejste Prasanthi-flaget på dagen før Mahasivaratri, sagde John Hislop: ”Hvor
er det en forbløffende ting, der er ved at skal ske! Denne spinkle krop vandrer så yndefuldt
omkring blandt os. Den charmerende personlighed viser alle Guds kvaliteter – allestedsnærværende, alvidende og almægtig. Denne skikkelse har en grænseløs kraft til at skabe,
opretholde og nedbryde.” Hislop’s ord betød mere end han forventede! For netop den følgende
aften fandt en uhørt tildragelse sted i forbindelse med den ophøjede frembringelse af Siva’s
lingam, som skulle give ordene en ekstra dimension, og som det nærmest er umuligt at
beskrive med ord!
9.47. Mahasivaratri (Siva’s store nat), som Baba forklarede denne morgen, betyder, at man
ved hjælp af åndelige øvelser skal transformere ’ratri’ til ’Sivam’ – at man skal transformere
mørkets, frygtens, tvivlens og vildfarelsens nat til dagen, der er domineret af åndelig visdom,
mod og visheden om tro og selvrealisation. Ratri betyder nat; sivam betyder gunstig, sejr,
triumf. Den nattevågen, der bliver foreskrevet for højtiden og den pålagte faste, angår ikke
øjet eller maven, men sanserne, der skal udsultes og intellektet, der skal være på vagt over
for eftergivenhed og spidsfindighedernes taktik.
85
9.48. Atmosfæren i Prasanthi Nilayam bliver vibrerende, når flaget hejses. Flaget bærer
symbolet på den opstigende åndelige aspirant, der har overmandet begær, vrede og had, der
har udvidet sin kærlighed og universialiseret den, der har grundfæstet sig selv i yoga og
arbejdet sig gennem de åndelige øvelsers forskellige stadier, der har resulteret i at
lotusblomsten blomstrer i hans hjerte. Dermed har han opnået den højeste oplysning, den
højeste fred og selvrealisationens højere stråleglans. Han har forenet sit ’indbildske selv’ med
det universelle selv, idet han har besejret søvn og sløvhed, sansernes højrøstede krav og
vundet den vises urokkelige ligevægt.
9.49. Oplæsning af Veda’erne, processionen fra templet til auditoriet, den forbløffende
udstrømning af vibhuthi fra en tom krukke, der skal rense og helliggøre sølvstatuen af Shirdi
Baba, og som fylder hele området med velduft og begejstring, aftenens forsamling af 25.000
hengivne, der sidder med ansigterne vendt mod den otte-søjlede pavillon, hvor Baba sidder på
tribunen, mens hengivne sjæle synger lovsange – disse utrolige oplevelser fylder atmosfæren
med vibrationer af den højeste renhed.
9.50. Den lingam, som i nogle dage var vokset i Baba’s mave, ville nu dukke frem i løbet af få
minutter. Ordet lingam betyder ’det, i hvilket alle ting forener sig og af hvilket alle ting dukker
frem’. Det Absolutte, Den Ultimative Virkelighed, Brahman eller Gud, har ingen modsætninger,
ingen polaritet, ingen modsigelser, så Den bliver repræsenteret af det mest perfekte
matematiske symbol, nemlig kuglen. Når det grundlæggende ønske ’jeg er Èn, lad mig blive
mange’, forstyrrer Den Enes perfekte balance, deler kuglen sig selv i to, og vi får ellipsoiden.
Lingam’en er en sådan ellipsoide. Den Ene Gud, Den Ene Brahman, er blevet Siva-Sakthi, det
positive og det negatives ur-polaritetsprincip.
9.51. Biler og busser kørte i hastigt tempo fra Bangalore, Madras, Bombay, Hyderabad og
andre steder for at nå Prasanthi Nilayam i tide til at være vidne til, at lingam’en dukker frem
fra Brahman (Gud; læs: Sai Baba). Og Baba var med dem alle. For det skyldes Hans nåde, at
de var til stede i denne hellige atmosfære. ”Vi har længe længtes efter at være vidne til
begivenhederne i forbindelse med Mahasivaratri-højtiden”, siger dr. A. Ranga Rao, den
berømte øjenlæge og kirurg fra Madras. Han var kommet hertil i en bil, der hele tiden havde
givet problemer! For hver 15 km blev motoren for varm. Da flaghejsningen fandt sted, var de i
Ranipet, 400 km væk. Da Shirdi-statuen blev overøst med vibhuthi, var de ved Mysoregrænsen, 290 km væk! 100 km fra Puttaparthi døde bilen fuldstændig. Mens chaufføren
rodede med dens indre dele, fortalte dr. Ranga Rao: ”Til vores store bestyrtelse opstod der ild
tæt ved benzintanken! Store flammer skød op. Den stakkels fyr sprang væk i sidste øjeblik og
frelste sig selv. Der var ild i hans tøj, men det lykkedes ham at slukke flammerne. Han smed
nogle håndfulde grus fra vejen på ilden, idet han råbte: ”Sai Ram! Sai Ram!” Og miraklet
skete! Ilden blev slukket, bilen var reddet, skønt tanken havde været trekvart fuld af benzin!
Med bus kørte vi tilbage til Chikballapur (20 km), og fik fat i en mekaniker fra byen. Klokken
15.30 var vi stadig på det sted, hvor den mystiske brand var brudt ud. Biler, der kom fra
Bangalore, standsede, og folk gav udtryk for deres medfølelse med os. Der var endda nogle,
der tilbød os et lift. Men jeg sagde: ”Nej! Vi skal nok nå frem i tide til at se, at lingam’en
kommer ud af Hans krop. Baba vil bringe os til Sig.” Klokken 17.30 var vi 80 km fra
Puttaparthi med en skrøbelig og vakkelvorn bil! Jeg sad ved rattet, og mekanikeren sad på det
åbne bagsæde og gav pumpen en omgang. Vi kørte hurtigt, ja vi fór af sted. Da vi stod og hev
efter vejret ved lotusblomsten foran templet, gik Baba langsomt fra templet til den ottesøjlede pavillon. Da Han passerede os, smilede Han til os og sagde: ”Åh! I er kommet! Meget
glad, meget glad.” Mens taknemmelighedens tårer flød fra mine øjne, sagde jeg for mig selv:
”Herre! Mens tusinder af hengivne tilbad Dig her, hørte Du vores pine! Du slukkede ilden og
kørte bilen sikkert, så den kunne bringe os hertil i tide til at se Din herlighed. Jeg lægger alt for
Dine fødder; mit hjerte, mit liv, mit håb, alt det der er i mig!”
9.52. Dr. S. Bhagawantham og dr. Bhaskaran Nair, begge videnskabelige doktorer, den ene i
fysik, den anden inden for zoologi; den ene rektor ved to universiteter og den anden direktør
86
for universitetsuddannelserne i en delstat oversået med universiteter (Kerala), talte til
forsamlingen om denne tidsalders Avatar. Dr. Bhagawantham talte om det, der er
underforstået i Baba’s erklæring: ”Mit liv er Mit budskab.” ”Det har forbløffet mig at se, at Han,
skønt Han ikke har behov for noget, og skønt Han ikke synes at mangle noget, altid er travlt
beskæftiget i Prasanthi Nilayam eller andre steder med at tage Sig af en mangfoldighed af
problemer, der vedrører de hengivne.” Ikke blot forklarer Han begrebet nishkama karma
(handlinger der udføres uden noget begær efter frugterne af disse handlinger), men Han
praktiserer det også selv. Han sætter virkelig det bedst mulige eksempel.” Dr. Bhaskaran Nair
tilstod: ”Som et resultat af min overgivelse til Baba’s lotusfødder har mit liv fået en rigdom og
en mening. Jeg fortsætter med at være en person, der sidder på skolebænken og studerer
videnskab. Jeg ved, hvornår videnskaben skal fare med lempe, og hvor den roligt kan
fortsætte med at gå fremad. Jeg sætter stor pris på dette lands kultur. Sivaji placerede sit
kongerige for sin guru Ramadas’ fødder. Kerala’s hersker, Marthanda Varma, dedikerede hele
sit rige til Guds alter, der er installeret i Trivandrum. Asoka afstod fra at gå i krig, da hans
samvittighed blev revet i stumper og stykker, da han oplevede alt det blod, alt det raseri, alt
den falskhed og al den smerte, som krigen forårsagede! Og han herskede i over 20 år over et
fredeligt og blomstrende rige. Og det gjorde han, selv efter han havde bekendtgjort, at han
afstod fra at benytte hæren. Dette budskab blev offentliggjort over hele landet på søjler og
klipper, og det helt fra Himalaya til Kaveri, fra Kandahar til Kamarup!”
9.53. ”I vore dage er fornemmelsen for, hvad der er noget værd i stærk tilbagegang. Derimod
er jagten på spænding og misbrug af stoffer blevet til en feber, der hærger blandt ungdommen
i alle lande. Den Tidløse og Universelle Religions traditionelle værdier må nødvendigvis
udleves, for de har evig værdi. Bhagavan’s komme er af afgørende betydning i
verdenshistorien.”
9.54. Baba talte i omkring 45 minutter om sindet og dets talrige måder at forvirre og forbløffe.
Han talte også om, at mennesket er nødt til at finde den strategi, der skal anvendes, når man
skal kontrollere det, og det skal underlægges intellektet, så det kan føre til erkendelse af den
guddommelige Virkelighed. Pludselig blev den overvældende strøm af fremragende veltalenhed
og den storslåede vejledning afbrudt af gisp og stønnen. Det er forvarslet til, at lingam’en er
ved at bane sig vej op gennem kroppen. Han gav tegn til, at lovsangen skulle begynde, og Han
satte Sig i Sin stol bag bordet. Ingen hørte lovsangen, skønt de mekanisk fulgte tonerne. For
det afgørende øjeblik nærmede sig hastigt, og ingen i salen ønskede at gå glip af det. Nu
koncentrerede alle sanserne deres effektivitet på øjnene, så de ikke gik glip af den
guddommelige begivenhed!
9.55. Baba sad under projektørlyset. Han vred Sig, drejede Sig, lænede Sig forover og
bagover, drak lidt vand og udviste tegn på udmattelse – alt dette var dele af det forbløffende
drama, som Han nu tillod disse tusinder at se, så de i resten af deres liv kunne prøve at leve
op til det forunderlige, der ligger i at være samtidig med Avataren! 50.000 øjne var fokuseret
på den rolige og fredfyldte mund i over 15 lange, møjsommelige minutter! Åh! Den er vist
kommet! I et nu, i en blå stråle af lys kom den til syne. Det var en blå lingam, der havde en
oval form. Det er den ovale ædelsten, der i de hellige skrifter prises som værende speciel
hellig på grund af sin farve og størrelse. Den faldt ud af Hans mund og ned i Hans hule hånd.
Han holdt dette under i Sin hånd. Han holdt den i vejret, højt oppe i lyset, så hele den store
forsamling bedre kunne se den. Alle var opfyldt af den højeste grad af lyksalighed.
9.56. Baba blev ved med at sidde i stolen. Normalt vil Han stige ned fra tribunen og gå hen i
templet, men Han sad i stolen og forblev ubevægelig. Vi tænkte, at der måske var endnu en
lingam på vej. Men nej! Han blev ligesom mere stiv og sad fortsat ubevægelig. Den højre hånd
lå fladt på bordet. Den venstre underarm pegede op i luften. Han havde albuen på bordet,
fingrene var tæt på øjet, hovedet hældede svagt til venstre, tommeltotten strittede ud,
ringfingeren og lillefingeren var bøjet, og de andre to fingre var stive. Åndedrættet var
langsomt, og det blev hele tiden langsommere.
87
9.57. Hvem vovede at røre Ham? Hvem havde modet til at trække Hans opmærksomhed væk
fra det sted eller den mission, Han var på? Jeg sad til venstre for stolen, og dr. Bhagawantham
og dr. Bhaskaran Nair sad til højre. Der gik fem minutter. Jeg forventede, at Han vendte
tilbage fra det sted, Han var taget hen til. For dette var en speciel lejlighed, hvor bekymrede
sjæle nu var opskræmte og ængstelige. Aldrig tidligere havde Han forladt Sin krop og taget på
en ud-af-kroppen rejse, når så mange så på!
9.58. Men Hans medfølelse lader sig ikke begrænse af festligheder eller forsamlinger. Når en
hengiven råber på hjælp i smerte, så skynder Han Sig hen til vedkommende. Og det gør Han,
uanset hvem Han er sammen med, og uanset hvilket arbejde Han er beskæftiget med på det
tidspunkt. Ved andre lejligheder er Han faldet om på gulvet, men den nuværende usædvanlige
stilling forbløffede alle. Bekymring og ængstelse var prentet i alles ansigt.
9.59. Efter 25 minutter kunne jeg ikke lægge bånd på mig selv længere. På mine knæ lænede
jeg mig over mod Ham. Med dæmpet stemme kaldte jeg: ”Swami! Swami!”, som om Han vil
komme tilbage, når vi kalder, fra det sted Han var taget hen til som svar på en lidende
persons oprigtige længsel. Hans mission med at beskytte Sine hengivne kender ingen grænser,
der har med samfundsklasser, trosretning eller nationalitet at gøre. Han velsigner, og det
uanset hvilket navn folk anvender, når de kalder.
9.60. 30 minutter! Alle øjne iagttog nu ansigtet for at se det mindste tegn på bevægelse. De
bad, som de aldrig havde bedt før. De hengivnes sjælsstyrke var blevet forvandlet til
nervøsitet. Hånden var stadig stiv og stod lige i vejret. Fingrene bevægede sig ikke, og de var
stadigvæk ikke samlet. Hovedets holdning var den samme, som den havde været de
forgangne 30 minutter. Et par stykker fra lovsangsgruppen trådte op på tribunen, nogle få
begyndte at græde. Her og der begyndte folk at miste modet, og alle var voldsomt bekymrede.
9.61. 45 Minutter! Åh! En svag bevægelse af fingrene på den venstre hånd! Hånden kom ned.
Jeg bristede i gråd. Han åbnede øjnene. Han så! Han smilede! Frygt og tvivl forsvandt
skamfuldt i hele forsamlingen.
9.62. Baba rejste Sig. De skæbnesvangre minutter var overstået! Baba gik over i templet, og
da nogle af os, inklusiv dr. Bhagawantham, fulgte Ham, fortalte Han, at Han havde været på
en jordomrejse! Han tog af sted for at give tegn på, at Han er her, at Hans nåde findes i rigt
mål for alle, der har behov for den og beder om den med ren og oprigtig tro. Han besøgte
altså alle hjem eller sale, hvor Mahasivaratri blev fejret i denne stund. Han viste Sin nåde, og
de blev ydmyge, vise og sejrrige.
9.63. Det, vi var så privilegerede at se denne nat, var, at Baba rejste vidt omkring for at
skænke fred og tage vare på Sin flok af fejlende, stivnakkede, gnavne og halvblinde børn og
føre dem fremad på retfærdighedens, fredens, kærlighedens og retskaffenhedens vej. Han
omdannede sløvhedens og uvidenhedens kvaliteter og lidenskabens og hvileløshedens nat, der
formørkede folks horisont, til godhedens og glædens herlighed. Vi fik lov til at overvære
forvarslerne herom – Sai Baba, der skabte lingam’en og Sai Baba, der demonstrerede Sin
kærlighed.
9.64. Kan dette være sandt, spørger skeptikeren måske! Jeg kan kun give det svar, som Baba
gav, da en berømt skeptiker stillede et tilsvarende spørgsmål. Denne mand blev af mange
hyldet som en frygtindgydende tvivler. Baba fortalte ham følgende: ”Hvordan skulle du kunne
forstå mig? Kan en fisk kende himlen?” I vandet ser den måske genspejlingen af et lysglimt;
den hører måske ekkoet fra den buldrende torden. Men hvad kan den vide om det æteriske
områdes mysterier, når den lever nedsunket i et element, hvorfra den ikke kan undslippe og
overleve. Vi er bundet af illusion (Maya). Hvordan kan vi forstå Den Enes kærlighed; Den Ene
88
der kontrollerer illusionen?
89
Kapitel 10
Ham der er iboende alt
10.1. Ayn Rand, redaktør på tidsskriftet ’Objectivist’ skriver: ”Traditionelle moralbegreber
hverken lærer eller viser barnet, hvilket slags menneske, det bør blive eller hvorfor. De
beskæftiger sig udelukkende med at pålægge det er sæt regler. Disse regler forekommer at
være vilkårlige, forvirrende, modstridende, og ofte er de uforståelige. Barnet vokser op med
intet andet end fortørnelse og frygt over for hvert sæt moralbegreber. Etik og moral
forekommer barnet udelukkende at være et fantom-fugleskræmsel, der kræver at man udfører
en trist og ensformig pligt. De voksnes eksempel er ikke meningsfyldt nok til at være målestok
for god og korrekt opførsel.” Det kan ikke undre, at børnene føler sig tiltrukket af Baba, der
øser ren kærlighed ud over dem, der søger den. ”Amerikanerne kommer til Mig, eftersom de
ikke kender en moders kærlighed”, sagde Baba en dag.
10.2. ”Baba er Siva og Sakthi, Fader og Moder”, erklærede Velury Sivarama Sastry, og han
fortsatte: ”Ingen kan forstå, men alle kan nyde godt af Ham. Videnskaben kan ikke afgrænse
Ham. Logikken, der beskæftiger sig med årsag og virkning, kan ikke forklare Ham. Baba’s
oprindelige og uberørte stråleglans er enestående. Den overskygger de flygtige skygger. Det
er udelukkende den vise og den, der er ren i hjertet, der kan dvæle ved den. Materie synes at
være mindre materiel, sindet mindre mentalt – udelukkende Den guddommelige Gnist er
fremherskende. Alle ses som værende manifestationer af Dens utallige aspekter. Det er nok,
hvis vi kender en smule til Den, men vi vil aldrig få nok. Alt dette er så tæt på os og alligevel
så langt væk. Hvis man samler alle universets mødres kærlighed, så blegner den
sammenlignet med den kærlighed, som Sai åbenbarer.” (Om Siva-Sakthi: Siva er Gud, Den
Aldrig Foranderlige. Sakthi er det dynamiske aspekt, der skaber illusionen om
mangfoldigheden, der er foranderlig. Denne illusion kaldes også for maya. Siva kaldes også for
det maskuline aspekt, Skaberen, mens Sakthi kaldes for det feminine aspekt, det skabte.
Sakthi er tillige Siva’s gemalinde). Sivarama Sastry er ingen almindelig iagttager. I en alder af
16 blev han berømt som værende et vidunderbarn. Han var allerede da en blændende dygtig
digter. Han er et af de få vidunderbørn, som sidenhen har foldet sig ud. Han blev en
fremragende videnskabsmand, kritiker og underviser, der er velbevandret i yoga, tantra og
Vedanta. (Tantra betyder de måder og metoder, mantraer kan anvendes på til gavn og glæde.
Vedanta er det centrale i Vedaerne; en anden betegnelse for Upanishaderne). Han skrev
tydelige og brillante afhandlinger om Sankaracharya’s idé om overlejring, det at se en form og
opleve den som noget andet, og om Aurobindo’s integrerede yoga. Universiteterne
konkurrerede indbyrdes om at ære sig selv ved at have ham siddende i deres bestyrelse som
sanskrit-kyndigt medlem. I en alder af 75 kom han til Baba, og han nød godt af en tæt kontakt
i mere end seks år, før han, som en modne frugt, faldt fra livets træ. Sastry blev berømt som
værende en forfatter, der vejede hvert af sine ord på sandhedens guldvægt. Så når han siger,
at Baba’s kærlighed som Moder overgår alle mødres kærlighed, så må han siges at tale med
ægte oprigtighed.
10.3. Derfor er festen for moderen, Dasara, når den bliver fejret i Baba’s umiddelbare nærhed,
i allerhøjeste grad hellig. Under de ni dages fest for moderen, er de første tre dage viet til
tilbedelsen af moderen som beskytter. De næste tre dage bliver moderen tilbedt som
forsørger, og de sidste tre dage bliver moderen tilbedt som underviser. Victoria Mills
henvendte sig meget sigende til Baba: ”Dette er Din drøm, Moder! En drøm om purpurrøde
blomster under en blå himmel. En drøm om glæde, en drøm om smerte, en drøm om legemer
der kommer og går, en drøm om sind der hvirvler ønsker op – i Din kærlighed, lad os leve
igen.”
90
10.4. Dasara er en lejlighed, hvor moderen som Baba, eller Baba som moderen, giver os
forskellige tilskyndelser til at gøre fremskridt inden for det åndelige område. Selvfølgelig har
Den Tidløse og Universelle Religion hele det arsenal af redskaber, der er nødvendigt for at
besejre de fjender, vi møder på vejen, og som kan hjælpe os med at marchere frem mod
målet i triumf. I forbindelse med Dasara anvendes en dag til at fejre hospitalets årsdag, så
sjælens ’køretøj’ kan holde sig i god form og effektiv, så det bliver i stand til at krydse
dualiteternes hav og forene sig i Den Ene. En anden dag uddeles der mad og tøj til de
nødlidende og subsistensløse. Baba har tildelt hver eneste af os en rolle, som vi skal spille på
livets scene. Det er en rolle, som Han har skabt, og det er Ham, der instruerer. På en af
festens dage synger man kompositioner af nogle af Indiens største sangere. Disse sange
bringer tilhørerne i en tilstand af uforstyrret opstemthed. En af dagene får vi mulighed for at
se skuespil baseret på ældgamle fortællinger om guder og gudinder. Det er skuespil, der er
fulde af hændelser, der vækker begejstring. De bliver opført af små børn, så de får lejlighed til
at få en forsmag på uskyldighed, der strømmer fra uskyldige læber. Baba skriver Selv disse
skuespil, så derfor overbringer de os den lektie, vi skal lære for at kunne helbrede vores
mentale sygdomme. Vi bliver inspireret til, trods alle ods, at bevare de moralske idealer i vore
livs forvirrende konflikter. På scenerne og filmlærrederne uden for Prasanthi Nilayam oplever vi
kun kriminalitet, forvanskninger og forurening, mens alt i Fredens Bolig er designet til at
ophøje, forfine og frelse. I løbet af festen er der musikalske opførsler, fremførelse af filosofiske
lignelser og mystiske eventyr. Foredrag om Veda’erne og Vedanta bliver holdt af skriftkloge,
der, indtil de har mødt Baba, har troet, at de har begrebet det ubegribelige.
10.5. På en forhøjning i den ene ende af auditoriet har man indhegnet en offerplads. Her
tilbeder præster den guddom, der lovprises i Veda’erne, i syv dage uden afbrydelse. Ilden
tilbedes som værende hellig, for den antænder og oplyser; den tilintetgør og renser; den
brænder og forbedrer; den spreder sig og skinner. Den bevæger sig hurtigt fra et offer til et
andet. Så den hyldes og næres af hymner, der lovpriser. Solen er den, der skænker liv og
energi. Den nipper en dag af vores tildelte spænd af liv ved hver en solnedgang. Så den bliver
tilbedt ved at man bøjer sig dybt for den og fremsiger lovprisninger. Andre kan visualisere Gud
i det omfangsrige banyan-træ. Det er tidløst, det henter næring gennem rødder, der strækker
sig ned fra alle grenene, og det giver skygge og ly til fugle og dyr og skænker skønhed og
sundhed til hele området. Derfor fremsiger man også hymner til træernes ånder.
10.6. Som symbol på Gud foretrækker nogle af os hverken ilden, Solen eller ’den levende,
slidsomme broder’ kaldet banyan-træet, men lingam’en. Under Dasara kan man se en
skriftklog stå ved alteret i auditoriet. Hver dag former han 1.000 lingam’er, og efter at have
tilbedt dem med inderlig hengivenhed ruller han det sorte ler tilbage til en kugle, som kan
anvendes den næste dag. Det bestandige, det statiske grundlag, ren væren, er Siva. Dets
projektion som dynamisk energi er Sakthi. Bhagavan Ramana Maharshi plejede at skrive et O i
begyndelsen af de breve, han sendte til folk, fortæller Yogi Shuddananda Bharathi. Maharshi
forklarede, at det var en lingam, symbolet på Det Højeste Princip, der er hinsides livets,
verdens og Guds trefoldige størrelser! (Ramana Maharshi er en berømt mystiker og vismand,
der levede i Indien fra 1879 til 1950).
10.7. Andre bliver måske betaget af mere omstændige fremstillinger af Guds kraft,
storslåethed og pragt. For dem arrangerer Baba tilbedelse af gudinderne Durga, Lakshmi og
Saraswathi med blomster, røgelse, kamferlamper, sandal-pulver, silke og guld. (Durga er
Herren Siva’s gemalinde; Jordens Moder, Lakshmi er Herren Vishnu’s gemalinde; rigdommens
gudinde, og Saraswati er Herren Bhrama’s datter; gudinde for undervisning og veltalenhed).
Nogle få bliver måske opstemte, når de hører fremsigelsen af den mystiske af alle lyde, nemlig
OM, med alle dens undertoner og skjulte muligheder. Denne glæde overtalte os til at tage det
første skridt i udøvelsen af åndelige øvelser, der gør vores stræben lettere, indtil vi når målet.
10.8. I forbindelse med åbningen af Dasara-højtiden erklærede Baba: ”At fejre Dasara i
Prasanthi Nilayam er i sandhed en sjælden mulighed, der er fuld af undren og glæde, og som
91
sikrer fred på grund af tilintetgørelsen af de seks indre fjender. (Begær, vrede, grådighed,
vildfarelse, stolthed og misundelse). Min mission går ud på at sætte menneskeheden tilbage på
sporet, der fører til fred og glæde.” Så når den agtværdige transportminister i Andhra Pradesh
bekendtgør, at han i løbet af kort tid vil tage initiativ til at forbedre vejen til Prasanthi Nilayam
og gøre den til en asfalteret landevej, så udtalte Baba: ”Kroppen ser frem til en jævn køretur
hen ad den asfalterede vej, men hjertet foretrækker stilhedens og ydmyghedens vej, så det
kan nå målet, Gud, og forene sig i dette herlighedens hav. Jeg er mere interesseret i den vej.
Jeg er ikke specielt begejstret over at få asfalteret vejen, for det vil gøre selv den lille
selvdisciplin, der ligger i at køre langsomt og forsigtigt, overflødig for de mennesker, der
kommer her! Livet er ikke blot en sejlads over smult vande. Det er fuld af op- og nedkørsler,
skarpe sving og pludselige forhindringer. Indien har altid lært folk den første lektie i det at
rejse sikkert: Start tidligt, kør langsomt og nå sikkert frem!” (Her henviser Baba til de
hengivnes åndelige arbejde, der skal transformere dem).
10.9. Eftersom tusinder af hengivne var nødt til at sove under åben himmel og dynge deres
ejendele op under deres senge, forårsagede den regn, der skyllede ned tre nætter i træk, store
gener og forstyrrelser. Idet Han refererede til dette, sagde Baba: ”Nogle mennesker kommer
løbende hen til Mig og siger: ”Swami! Stands regnen!” Men det at blive en smule våd er en
ubetydelig gene, når man sammenligner det med den gavn, som rettidig regn giver. Den
offerceremoni, vi holder til ære for den Gud, der prises i Veda’erne, bliver fejret for at overtale
guderne til at lade det regne. Det er dens eksistensberettigelse, som Veda’erne hævder. Når
det er nat, fuldbyrdes denne eksistensberettigelse. Den viser, at de skriftkloge har
højtideligholdt ofringen i nøje overensstemmelse med de vediske retningslinjer. Regnen vil
sikre en god høst og velstand til hele egnen.”
10.10. Den 20. oktober 1969 blev offerceremoniens afsluttende offerritual gennemført. Baba
materialiserede en halskæde med ni ædelstene til den ledende præst, der forrettede ritualet.
Han var en lærd inden for Vedanta og vediske grundprincipper. Under det rituelle bad af
statuen af den forrige inkarnation, Shirdi Sai Baba, materialiserede Baba et smykke af guld,
der var besat med otte funklende stjerner og placerede det i panden på sølvstatuen, hvor det
blev siddende! Dr. S. Bhagawantham og hr. Tideman Johannessen var blandt tilskuerne, og de
undrede sig over dette. Hvordan kan guld klæbe sig fast på sølv uden brug af klæbemiddel?
Baba kendte til deres tanker. Uden at de havde spurgt Ham om det, og uden at nogen havde
fortalt Ham om det, fortalte Han dem nogle få timer senere: ”Hvis Jeg kan skabe smykket,
skulle Jeg så ikke også kunne få det til at sidde fast? Når I begynder at tvivle på én hændelse,
så begynder I at tvivle på alting. Accepter Mig for det, Jeg er. Så kan ingen tvivl gribe
forstyrrende ind i jeres tro.”
10.11. ”I beklager jer over, at Gud er hårdhjertet. At Han ikke reagerer på jeres bønner, eller
giver tilkendegivelser fra Sine billeder, eller taler ’ingen steder fra’ for at lindre og forsikre.
Men lad Mig fortælle jer, at Gud er kærlighed, kærlighed er Gud. Når I ikke får noget svar, så
må I slutte, at råbet fra jeres hjerte ikke er oprigtigt; det er blot komediespil. Denne holdning
kan føre til, at Gud fremmedgøres, og efterhånden som tiden går, får tildelt rollen som en
fjern, tyrannisk læremester. I skal vide, at Gud er jeres nærmeste og kæreste slægtning.”
10.12. Den 21. oktober, da Baba sad i den blomstersmykkede hængestol, var der en række
digtere, der fremsagde digte, som Han havde ’malet’ i deres hjerter. Der var tale om digtere
som Deepala, Pichayya Sastry, Begum Tahira Sayeed, undertegnede, Vidwam Rama Sarma,
Vidwan Seshama Raju og andre. Digtene blev fremsagt i en mangfoldighed af sprog. Engelsk,
urdu, kannada, sanskrit. Baba rådede dem til at se Guds skaberværk i hvert eneste støvkorn,
hvert eneste lysglimt, hver eneste regndråbe, hvert eneste vindpust. For Gud er den største
digter af alle.
10.13. ”Store digtere beskæftiger sig med menneskets evige tørst efter Gud. De er rige på den
nektar, der slukker denne tørst. De sikrer sig og opbygger styrke til at le af livets tilskikkelser.
92
Uden åndelige øvelser, udvidelse af bevidstheden, styrkelse af medfølelse, skærpelse af
livsanskuelsen, en forøgelse af kontakten med visdommens kilder inden i sig slev og andre, er
det at digte blot et formålsløst og gustent tidsfordriv.”
10.14. Den 7. november vil blive husket som en skelsættende dato i Kvindernes College i
Anantapur’s historie. For på denne dag lagde Indiens vicepræsident grundstenen til en
pragtfuld bygning. Dagen blev en farverig optakt i en atmosfære, der var uforglemmeligt
præget af Baba’s storslåethed og hjertelighed. Dr. S. Bhagawantham bød vicepræsident Sri
G.S. Pathak så vel som Andhra Pradesh’s guvernør, Sri Khandubhai Desai, velkommen.
Sidstnævnte lagde grundstenen til de studerendes kollegium, og han sagde blandt andet: ”Jeg
har en betydelig erfaring med at opføre colleges over hele landet. Jeg bliver imidlertid ramt af
forundring, når jeg tænker på, at dette college i løbet af halvandet år har udviklet sig, så det
nu har 300 studerende og et fuldt udbygget bibliotek samt laboratorier og faglokaler. Ja, om
det så er en gasplante (latin: Dictamnus albus), så mangler den heller ikke!” Baba siger, at
ingen af de opgaver, som Han sætter Sig for at udføre, kan mislykkes. Hans vilje står over alt
andet.
10.15. Dr. V.K. Gokak sagde: ”I en tid hvor uorden hører til dagens orden, vil dette college,
under Mesterens vejledning, blive retningsgivende og et mønster på god orden.”
Venkateswara, Universitetets rektor, udtalte: ” Sathya Sai trusten, der driver dette college, har
et symbol, der åbenbarer kernen i indisk kultur, slægtskabet og det tætte forhold mellem de
talrige filosofier, religioner og ideologier, der er udviklet af menneskets fremadstræbende
sind.” Sri Khandabhai Desai værdsætter også symbolet som værende et tegn på ægte
sekularisering. ”Sekularisering betyder ikke ikke-religion; det betyder sand religion. Og sand
religion anerkender alle trosretninger som værende aspekter af sandheden.”
10.16. Rektoren fortalte, at dagen for ham var en dag, der var helliget hengivenhed og glæde.
”Jeg er lykkelig for, at trusten har taget nationens behov til efterretning. Den næste generation
skal formes, så den bliver hæderlig og stærk, så den dygtigt kan bære dette umådeligt store
lands byrde. Vi ønsker disciplinerede, oplyste mennesker, der kan påtage sig nationalt og
internationalt ansvar.” Baba talte om Sin beslutning om at etablere sådanne colleges i hver
eneste delstat i Indien. ”Min vilje, Min plan er at tilvejebringe uddannelse til ungdommen, der,
mens den udvikler intelligensen, vil rense tilbøjelighederne og følelserne og udstyre dem med
de fysiske og mentale evner, der kan åbne op for den kilde af ro og glæde, der er i deres
hjerter. Deres ophøjede natur skal plejes og opmuntres til at blomstrer gennem studier, bøn,
åndelige øvelser og gennem konstant kontakt med deres lands vismænd, helgener og åndelige
helte og heltinder. De skal opmuntres til at fortsætte ad selvdisciplinens vej.” Baba velsignede
kvindernes college med ordene: ”Måtte dette college uddanne generationer af ædle mødre, der
vil udføre ’rigtig handling’ og opfostre helte, der er fyldt med pligttroskab over for Gud og
hengivenhed over for sandhed.”
10.17. Den 23. november er Baba’s fødselsdag. Men som Baba fortalte Penn i en af Sine
oversøiske lektioner: ”Det er ikke Min fødselsdag, som du fejrer. Det er din egen.” Og videre:
”Min mission går ud på at hæve menneskets bevidsthed op til et niveau, hvor han hverken
fryder sig over eller begræder noget. I denne højeste tilstand gennemlever man genfødsel og
gendød hvert eneste øjeblik, for disse handlinger er en og den samme. Man gennemlever en
proces, der går fra det formløse til noget, der besidder form – eller fra noget der besidder form
til noget formløst. Her er der ingen succes eller modgang, ingen glæde eller smerte. Når den
hengivne opnår denne Enhed, ophører hans rejse mod Mig, for han vil være med Mig til evig
tid.”
10.18. Fødselsdagen 1969 blev også markeret ved en anden begivenhed, nemlig den tredje
All-India konference for ledere inden for Sathya Sai Tjenesteorganisationens forskellige
grupper. De delegerede var lykkelige over, at konferencen blev holdt i Nilayam, i centeret af
Prasanthi (den højeste fred), og at værten ikke var nogen ringere end Bhagavan Selv. Under
93
den første konference i Madras havde Baba tilladt, at de delegerede fik del i Hans nådige
nærvær i de fleste af dagenes timer. Under verdenskonferencen i Bombay gik Baba rundt i de
kollegier, hvor de delegerede var indkvarteret, og de fleste dage var Han til stede i spisesalen.
Desuden havde Baba inviteret dem til Dharmakshetra, og Han førte flere grupper af hengivne
rundt i bygningen og forklarede dem betydningen af antallet af trin, søjler, beton vindskeder
og så videre. Hans forklaringer glædede de indviede. Antallet var ni, mangedobling af tallet,
antal der tilsammen beløb sig til ni. Tallet ni er altså den grundlæggende idé i en bygning, der
symboliserer sandhed (sathya) eller Brahman (Gud), Den Ultimative Sandhed hvis numeriske
symbol er ni. Nu blev den tredje konference afholdt i Prasanthi Nilayam’s skød under Baba’s
kærlige og vagtsomme opsyn.
10.19. Konferencen begyndte den 20. november med deltagelse af mere end 2.000 delegerede
fra alle Indiens delstater. Der var også repræsentanter fra Ceylon, Australien, Fiji, Amerika,
Europa og Afrika. Organisationens præsident for hver delstat holdt tale, hvor de kort
sammenfattede en beskrivelse af de forskellige aktiviteter, der bliver gennemført i deres
region. Det var en opmuntrende og lærerig gennemgang, for hver delstat kunne bidrage med
frugtbare ideer til tjenesteaktiviteter og åndelige øvelser.
10.20. Baba forklarede, at Sai Organisationen er speciel i mere end en forstand. Den søger
ikke donationer og velgørere. Den arbejder under én Herre, der er til stede alle vegne til alle
tider. Derfor er organisationen blot et navn for en gruppe mennesker, der udfører arbejde, der
kan vinde Hans nåde, i en ånd af tilbedelse. Her er der intet spillerum for hverken simulering
eller personlig rivalisering, forfængelighed eller misundelse. Baba sagde: ”Dette er foreninger
og grupper for åndelige aspiranter. Vær opmærksom på jeres pligter og jeres ansvar. Lad
være med at inficere jer selv med tanker om kastetilhørsforhold, personlige fordomme eller
politisk forkærlighed. Jeg kan se helt igennem jer, og det uanset hvor I befinder jer. Lad være
med at være hovmodige; lad være med at håne folk. Stands op, så I kan løfte andres byrde op
på jeres skuldre. Tjen andre, så I kan blive et eksempel og en inspiration. Følg, så I kan lede
åndeligt søgende ind i Guds hjerte. Vær ydmyge, vær venskabelige over for alle. Hengivenhed
bør ikke stilles offentligt til skue. Målet er ikke at få et skilt, der kan dekorere skjorten. Det er
en hemmelig gevinst, et dyrebart privilegium.”
10.21. Konferencen drøftede og overvejede de forslag, som de fire underudvalg var nået frem
til vedrørende organisatoriske forhold, åndelige aktiviteter, offentliggørelse af Sai-litteratur,
kvindegrupper og tjensteaktiviteter. Mens dette gik for sig, gav Baba det råd, at hengivne ikke
bør søge om fritagelse for at deltage i organisationens aktiviteter, men tværtimod glæde sig
over de muligheder, som Sai Organisationen tilbyder for samvær og kammeratskab med andre
hengivne, det der i Indien forstås som sathsang (at være i godt selskab). Det blev besluttet, at
medlemmer skal deltage i mindst 60% af den slags møder. Det blev også understreget, at der
skal være enstemmighed i valg af ledere. Lederne bør opføre sig som fakkelbærere, og i deres
adfærd skal man kunne se genspejlingen af Hans visdoms lys. ”Sai Organisationen skal forsøge
at mindske og fjerne de hurdler og vanskeligheder, der findes på det åndelige fremskridts vej.
Dens medlemmer bør blive ophøjet af tolerance, medfølelse og det at tale sandt, og de bør
være gennemtrængt af kærlighed over for alle. Enhver, der forsømmer sine forældre og
tillader dem at syne hen i fattigdom eller sorg, fortjener ikke at være medlem. Før budskabet
om selvrealisation gennem uselvisk tjeneste ud blandt kvinderne, ungdommen og børnene. I
skal opmuntre til dannelse af aktive kvindegrupper, der vil påtage sig opgaven med at
undervise børn; med at udvikle frivillige, der vil arbejde i organisationen.”
10.22. Idet Han talte i forbindelse med konferencens afsluttende møde, sagde Baba: ”Lad Mig
til slut slå følgende fast. Lad være med at tvivle på jeres skæbne. Den er, at I skal forene jer i
den højeste visdom, kraft og kærlighed. Lad være med at vakle eller holde jer væk. Ved hvert
skridt skal I undersøge, skelne og søge sandheden. Vær selvhjulpne, frimodige og frie. Vær
bevidste om, at I er Guds redskaber i forbindelse med at løse en guddommelig opgave, så
derfor er der ingen grund til at føle svaghed eller ubeslutsomhed. Vær et eksempel for andre
94
med hensyn til ydmyghed og hengivenhed over for Gud. Lad være med at råde andre,
medmindre I taler ud fra erfaringens autoritet. Elsk, samarbejd, tjen. Jeres position i
organisationen er en opfordring til at praktisere åndelige øvelser, en påmindelse om at I er
under Min beskyttelse og styring.”
10.23. Konferencen var en bekræftelse på troen for alle deltagere. Den åbenbarede den
guddommelige kærlighed for dem; den kærlighed, som Baba er en legemliggørelse af. Han var
den person, som alle øjne hvilede på, alle ører var fokuseret på, alle sind dvælede ved og alle
hjerter forgudede. Han sad sammen med underudvalgene under deres rådslagninger og
kastede lys og latter over de højtravende forslag, der blev stillet, og som mange talte ihærdigt
imod. Han færdedes blandt de delegerede og strøede Sin nåde ud over dem. Han mødtes med
repræsentanter for de enkelte delstater, og disse møder kunne vare i timevis. Og under
latterbrøl og ved hjælp af godmodigt drilleri glattede Han ud, når der var tegn på rivalisering
eller klikedannelser. Han blødte op for fanatisme, og Han forsødede bitterhed, når denne
opstod. På trods af at Han tog Sig af enhver detalje vedrørende bespisning, dagsorden,
siddepladser og diskussioner, var Han billedet på vitalitet, friskhed og mildhed. At se Ham var
at lære en lektie om uselvisk handling. At høre Ham var at længes efter nåde og efter chancen
for at tage del i Hans opgave. At røre Hans fødder var at berige sig selv med styrke og mod, så
man bliver klar til at møde verden og dens udfordringer.
10.24. De delegerede blev i ashram’en, så de kunne tage del i fødselsdagsfestlighederne den
23. og 24. november. ”Den dag Jeg fødes i jer som kærlighed, den dag er Min fødselsdag for
jer”, erklærede Baba den 23. Der sad 15.000 mennesker foran templet for at se
flaghejsningen. Over for dem erklærede Baba, at Han er Siva-Sakthi, født i menneskelig
skikkelse for at lede menneskeheden mod Sig. Da Baba erklærede, at hvert eneste menneske
er en blomst i Guds have, der henter styrke fra jorden og skønhed fra Solen, blev vi mindet
om digtet, der blev sunget af Sri Das Ganu Maharaj, da han udlagde Baba’s tidligere krops liv
og lære: ”Bakul, lotusblomsten, rosen, mogra, malthi, jayee, juyce, chamelee, dawan – en
sådan mangfoldighed af blomstrende planter blomstrer sammen i en have, og gør den
prægtig. Alle blomster skyder op af jorden og vender tilbage til den jord, de skød op af. Men
når de atter skyder op, vil der ingen forskel være!”
10.25. ”Religion er det jævnligt tilbagevendende møde mellem individet og det universelle, en
vedvarende invitation, der insisterer på at blive taget imod”, sagde Baba. De, der har smagt
sødmen i denne invitation fra Baba, ved, at Han er Herren, der som Sig Selv sang
introduktionsverset forud for Sin fødselsdagstale:
Han beordrer Solen at oplyse,
stjernerne at funkle på himlen,
vinden at blæse og puste nyt liv i det døde,
floderne at bugte sig brusende af sted,
ilden at reducere alting til aske,
der ikke kan reduceres yderligere,
og Han beordrer millioner af levende arter
til at befolke Jorden og havet.
Alt dette proklamerer Herrens kraft og vælde.
Vi har hørt om gaver, som en person får på sin fødselsdag, men hvad kan vi give Herren, der
er midt iblandt os? Derfor giver Baba os gaver den 23. november. Overalt i Prasanthi Nilayam
sidder vi i lange rækker, og Han giver hver eneste af os en pakke med søde sager. Og Han gør
det med et kærligt ord eller et charmerende smil; noget vi vil huske til evig tid.
10.26. Efter hver tale, Han holder under disse festligheder, synger Han nogle få lovsange.
Herved forøger han hengivenheden og troen blandt de tusinder, der sidder og lytter. Hans
sange er en nøje kopi af den magiske musik, der strømmede fra Krishna’s fløjte på
95
sandbredden af Yamuna-floden. Yamuna’s vande glemte at flyde og standsede i begejstring,
når fløjten tilkendegav Herrens ånde for dem. Det er floders natur at strømme! Så
Chithravathi-floden lidt uden for Prasanthi Nilayam har befriet sig selv for vand, så den kan
lytte til Baba’s stemme uden at skulle bekymre sig om at standse sin strøm!
10.27. En hengiven skriver: ”Når jeg er i en tilstand af enorm glæde over at lytte til Hans
melodiøse stemme, der priser det guddommeliges herlighed og storslåethed, glemmer jeg alle
livets bekymringer og forstyrrelser. Jeg bliver befriet fra tid og rums fængsel.”
10.28. Den 31. december 1969 var Baba at finde midt iblandt de delegerede fra Sathya Sai
Tjenesteorganisationens enheder i Mysore. Kærligt bød Han dem alle velkommen som
redskaber i Hans guddommelige mission med at etablere ’rigtig handling’ i menneskelige
anliggender. Mens præsidenterne fra hvert distrikt fremlagde deres rapport, stod Baba i den
ene ende af lokalet i stedet for at sidde i den stol, der var sat frem til Ham på tribunen. Som
forklaring på dette sagde Han: ”Min plads er blandt jer, med jer og hvor som helst arbejdet
foregår! Lad være med at tro, at Jeg sidder et specielt sted på en piedestal, der er adskilt fra
og langt væk fra jer. Jeg er en del af jer, makker og deltager. Jeg inspirerer og vejleder, når I
spørger Mig eller har behov for Min inspiration og vejledning.” Desuden rådede Han Saiarbejderne: ”Lad være med at være opfyldt af og udstråle stolthed. Åndelig stolthed er den
giftigste form for stolthed. Det er den største form for skinhellighed. Frygt er også en åndelig
gift, for når I har den person i jeres hjerte, der erklærer, at I ikke behøver frygte, hvorfor
skulle I så frygte? Hvis I alligevel siger, at I frygter, så modsiger læberne jeres hjerte. En
ængstelig samvittighed er en plage.”
10.29. ”Hvis der er retskaffenhed i hjertet, så vil der være skønhed i karakteren”, sagde Baba.
”Hvis der er skønhed i karakteren, vil der være harmoni i hjemmet. Når der er harmoni i
hjemmet, vil der være ro og orden i landet. Når der er ro og orden i landet, vil der være fred i
verden. Så vær retskaffen i tale, tanke og handling. Undgå fordomme med hensyn til kaste,
tro, hudfarve, status eller grad af lærdom eller velstand.” Det var det påbud, de delegerede
fik, inden de vendte hjem til det videre arbejde.
10.30. I løbet af nogle få dage åbnede Baba en sammenkomst for Sai-hengivne kvinder, der
blev holdt i organisationens regi. Og det råd, Han gav de kvindelige Sai-arbejdere, har en
vidtrækkende betydning. Baba er kommet for at tydeliggøre begrebet ’rigtig handling’
(dharma), afmærke grænserne for adfærden, beskrive love og grænser for folks opførsel, så
ens luner kan blive kontrolleret og ophøjet. Han sagde blandt andet: ”Lad denne
sammenkomst af gode mennesker begynde i jeres hjem! Lad jeres hjem være lykkeligt,
harmonisk uden gnidninger eller stridigheder, uden overflødige omsvøb, stort ståhej eller
fanatisme. Lad de forskellige generationer, der lever i hjemmet med varierende
intelligensniveauer og forskellige erfaringer, lære at leve i indbyrdes samarbejde, i tolerance
med hinanden og i venlig imødekommenhed. Hver eneste af jer må yde sin del i arbejdet med
at sikre, at jeres hjem emmer af ’godt selskab’, at det er fyldt med Sai-atmosfære. Lær at
forholde jer til, at der er forskellige meninger, forskellige temperamenter. I skal udvikle et
ønske om at forstå andre. Vær forstående over for andre, vær glade når andre er glade, vær
medfølende når andre er i sorg. Engager jer i uselvisk tjeneste. Gå ind i fattigkvarterer,
hospitaler og fængsler og de forvaringshuse, hvor kriminelle børn bliver huset. Uselvisk
tjeneste er endog bedre end meditation. Som der står: Udfør dine pligter med Gud i hjertet.”
10.31. Mahasivaratri 1970! En strøm af hengivne strømmede ind i Prasanthi Nilayam. Der var
en gevaldig tilstrømning, men alligevel var der absolut stilhed i ashram’en. Baba fortalte de
unge mænd og kvinder, der var blevet udvalgt af Sathya Sai Tjenesteorganisationen i de
forskellige delstater i Indien til at gøre tjeneste i ashram’en under festlighederne: ”I længes
efter at udføre uselvisk tjeneste i Mit navn, gør I ikke? Godt! Jeg har tusind hoveder, øjne og
fødder! Veda’erne proklamerer, at Gud har tusind hoveder. De tusindvis af mennesker, der er
kommet hertil, de ældre, børnene, de syge, de hjemsøgte, er alle Mig. Tjen dem og I tjener
96
Mig!” Baba hejste flaget over Nilayam og fortalte, at loyalitet over for de højere sandheder skal
opbygges fra barndommen endog gennem en lektie, der læres, mens de sidder på moders
skød. Ved middagstid skabte skabelsen af den kolossalt store mængde vibhuthi både undren
og forbløffelse. Selv de, der godt vidste, at det var en del af Mahasivaratri-festlighederne, følte
dette. Om aftenen talte Sri Nakul Sen, den forhenværende guvernør i Goa, dr. Gokak og dr.
Venkatavadhanlu, der er professor i telugu på Osmania Universitetet, til forsamlingen.
10.32. Baba’s medfølelse fik Ham til at begynde Sin tale med et sanskrit-vers, der lød således:
”Jeg er ikke et menneske, ej heller en Gud eller et overmenneske. Jeg tilhører hverken
præstekasten, krigerkasten, de handlendes kaste eller arbejderkasten. Så I kan spørge Mig,
hvem Jeg er. Godt! Jeg er sandhedens lærer. Jeg er sandhed, godhed, skønhed!” Under talen
meldte den lingam, der var vokset i Baba’s mave i omkring en uge, sin snarlige ankomst og
lod forstå, at den var parat til at dukke frem. Derfor satte Baba Sig i stolen. Den store
forsamling fornemmede den kosmiske undertone, der lå i denne bevægelse. Og i stor
opstemthed sang de en lovprisning til Herren Siva, den Gud der bliver repræsenteret af
lingam’en, for hvem Mahasivaratri er dedikeret.
10.33. 15 minutter senere kom en tung, oval lingam af et materiale beslægtet med en opal op
og ud! Den enorme forsamling råbte jai (hurra; sejr) i tilbedelse og usigelig lyksalighed, da
Baba holdt den op i luften, så alle kunne se den. Lovsangen fortsatte gennem hele natten. Det
guddommelige afkom blev placeret, så alle kunne se det; så det kunne inspirere dem i deres
nattevågen og faste.
10.34. Den næste dag, da lovsangen var forbi, delte Baba Selv helliggjort mad ud til de
hengivne. Han talte om Bhagavad Gita’en og dens budskab. Han fortalte, at den himmelske
sang (ordet gita betyder sang) i første del anbefaler karma (handling). I de efterfølgende
kapitler ønsker skriftet, at handlingerne skal udføres uden tanke på frugterne af disse
handlinger. Senere anbefaler bogen retskaffenhed, ’rigtig handling’. Nogle få kapitler senere
råder den til, at man opgiver ’rigtig handling’, så man kan opnå befrielse. (Det, der menes
med at opgive ’rigtig handling’, er ifølge Baba, at man skal opgive identifikationen med
kroppen. Alt skal overgives til Herren). Til sidst anbefaler den, at man opgiver ønsket om
befrielse, for selv det er at være bundet. Bhagavad Gita erklærer, at man er fri, og at man er
det hele tiden, også selv når mennesket forestiller sig, at det er bundet. ”Vågn op fra
uvidenheden; du ved, at din trældom er uvirkelig. Den var en drøm, der blev fornægtet, da du
vågnede. Du er altid fri, befriet. Du er altid Den guddommelige Gnist, der aldrig forandrer sig
eller lider.”
10.35. I løbet af nogle få dage kørte Baba til Brindavan, så Han der kunne fremskynde
opførelsen af det college, Han havde planlagt.
97
Kapitel 11
Frem i lyset
11.1. Tidligt på eftermiddagen den 9. maj 1970 forlod Baba Brindavan og rejste til Bombay.
Tre biler udgjorde ’karavanen’. Den tredje og sidste bil i karavanen var en af lederne i
tjenesteorganisationen kommet kørende i for at ledsage Baba og være en del af selskabet. Jeg
sad i denne bil, og jeg var offer for den meget ringe kvalitet, som reparationen af denne bil var
blevet udført i. Baba havde nøje udspurgt ejerne om detaljer angående den nødvendige
reparation, og de to havde forsikret Ham om, at alt var i orden.
11.2. Da vi havde kørt små 50 km, var der et eller andet fra bilen, der faldt ned på vejen med
et bump. Den årvågne chauffør standsede bilen og bjærgede den del, der var faldet fra bilen.
Stille og roligt lagde han den ned ved sine fødder, som var der tale om en overflødig dims! 80
km længere fremme hørte han et hvin. Han standsede og løftede kølerhjelmen for at se på
motoren. Han forsikrede sig, at alt var i orden. Nogle få kilometer længere fremme standsede
han igen og snuste lidt til bilen. Han steg ud og gik rundt om den. Han udviste stort mod, da
han hoppede ind i bilen igen og startede motoren! Mine venner fra Bombay, der sad sammen
med mig, var ubekymrede. Men min nervøsitet blev større for hver gang, vi standsede.
11.3. Da vi havde kørt 120 km, standsede han igen! Kølerhjelmen blev løftet, for at han kunne
foretage endnu en flygtig undersøgelse. Jeg så, at manden opdagede et eller andet, der var
gået løs. Jeg så, at han lagde det ind under forsædet! Min frygt blev værre. Heldigt for mig så
vi, at Baba’s bil holdt parkeret lidt derfra ved et ensomt beliggende sted. De ventede på os.
Jeg løb derhen, og jeg bønfaldt Ham, om jeg ikke måtte skifte til en anden bil, for den bil jeg
kørte i, synes langsomt at falde fra hinanden. Baba svarede, idet Han tydeligvis lo indvendigt.
Han beskrev et nummer i cirkus, hvor klovne kører rundt i manegen i en bil. En for en falder
dele af bilen ned i savsmulden, indtil de grinende og glade falder om på gulvet!
11.4. Jeg så medynkvækkende på Ham, så Han måske ville få medlidenhed med mig. Men den
eneste kur, som Han foreslog, var: ”Du skal ikke bekymre dig! Hvis du falder ud, så skal Jeg
sørge for, at der kommer nogen og samler dig op og sætter dig ind i bilen igen!” Vi nåede
Dharwar 400 km længere fremme klokken et om natten. Bilen opførte sig godt. Den næste dag
kørte vi glade gennem de sene eftermiddagstimer og ind i skumringens tiltagende mørke. Vi
kørte gennem rækker af træer, der tegnede deres silhuetter mod aftenhimlen. Træerne,
landskabet – alt åndede ro og dyb stilhed. Da vi nåede frem til rektor Adke’s villa, spurgte
Baba mig: ”Efter du aflagde rapport til Mig, har der så været nogen problemer?” Jeg svarede:
”Hvordan skulle der kunne være det, Swami!” Efter dette ophold fortsatte vi i den samme bil til
Poona og derefter til Bombay. Bilen hverken hvinede eller fik pludselige anfald! Da bilen i
Bombay blev sendt på værksted, spurgte mekanikeren chaufføren: ”Hvordan lykkedes det
dem, der kørte i denne bil, at komme levende til Bombay? Affjedringen på forhjulene er brudt
sammen!” Da bilens ejer, Java, fortalte Baba om dette mirakel, svarede denne blot:
”Chaufføren er en hengiven.” Og jeg tilføjede: ”Passagererne var også hengivne, Swami!” Men
Baba sagde: ”Ikke du, men bilen er den hengivne, en stor hengiven.”
11.5. Bilen havde en personlighed, og den bad om nåde og fik den! Faktisk har Baba fortalt, at
alle kulturgenstande besidder menneskelige følelser. Han bekræfter, hvad Jagdish Chandra
Bose opdagede, nemlig at maskiner bliver trætte. Han gik endnu videre og hævdede, at bjerge
græder. Og sarier græder også! Senere i Bombay bad Baba nogle hengivne om at købe nogle
sarier, som Han kunne forære som gaver til kvindelige arbejdede, der hjalp med at bygge
Sathya Sai College i Anantapur. Af dem, der blev købt, udvalgte Han 96 og afviste fire. Han
lagde de afviste sarier til side, så de kunne blive returneret.
98
11.6. Da Baba vendte tilbage en time senere, fandt Han tegn på tårer på det bord, hvor de fire
sarier lå! Idet Han gjorde os opmærksom på dette, sagde Han: ”Stakkels ting! De er kede af,
at Jeg lagde dem til side! Godt! Jeg vil også tage dem med Mig til Anantapur.” Måneder senere
fortalte Han om denne episode ved et møde i Prasanthi Nilayam, hvor Han også fortalte
historien fra Purana’erne om Govardhana-bjerget. (Purana’erne består af 18 åndelige tekster,
der udgør en samling af ældgamle legender og overleveringer). Da Rama besluttede Sig for at
bygge en bro over havet til Lanka, trak guddommelige aber i Hans hær kolossale bjergtoppe
og med rode. Fra skulder til skulder transporterede de disse kæmpeklipper ud mod havet, og
den sidste i rækken kastede dem i vandet. Da bygningen af broen var tilendebragt, var der
ikke længere brug for bjerge. Straks lagde hver abe den bjergtinde, som vedkommende bar
på, til side og skyndte sig tilbage til broen. Der skete det, at et bjerg, der var blevet trukket op
med rode, og som var blevet transporteret ret langt, begyndte at græde!
11.7. Rama hørte dets jamren og trøstede det, idet Han sagde: ”Bliv her. Jeg vil bruge dig, når
Jeg inkarnerer næste gang, og Jeg vil holde dig som en paraply for at frelse Yadava’erne
(Krishna’s slægt) fra guden Indra’s vrede.” ”Det bjerg, der græd, var Govardhana”,
bekendtgjorde Baba.
11.8. I Dharwar udtrykte Baba bekymring over, at et stort antal personer ville vente indtil
tidligt næste dag for at få Hans darshan. Han gik derfor ud iblandt dem og slukkede deres tørst
ved at kaste et venligt blik på dem, give dem et kærligt klap, et ord der knap kunne høres, et
genkendelsesblik, en spørgende panderynken og nogle gange en smule vibhuthi materialiseret
på stedet til en person, der var syg. Han accepterede også folks hilsen, modtog et brev, en
blomst eller en bøn.
11.9. Denne nat sov folk på den jord, der var blevet helliggjort af Hans fødder. Da daggryet
kom, fandt det de hengivne siddende med en rosenkrans eller i færd med at synge lovsang.
Baba talte til lederne i tjenesteorganisationen om den umådeligt store betydning af at gå rundt
i gaderne tidligt om morgenen og synge lovsang. Jeg følte, at denne vandring, hvor man
synger i kor, har en mere dybtgående virkning end Dandi-marchen til havet. (Den 12. marts
1930 påbegyndte Gandhi og hans sympatisører en lang march ud til havet, hvor der blev
udvundet salt. Denne march var starten på protesten mod det britiske overherredømme). For
de seks lidenskabers stræben efter verdensherredømmet, de lidenskaber der hersker over
mennesket, er langt mere lumske end den form for imperialisme, som Salt-marchen skulle
bekæmpe. Denne bevægelse, denne march, hvor gode mennesker med Guds navn på læberne
går ind i vredens og grådighedens kringelkroge i hver en landsby, går langs stræder der er
forurenet af vrede og griskhed, det er den spæde begyndelse på at sætte en stopper for ’rigtig
handlings’ forfald blandt mennesker.
11.10. Baba var til stede på tribunen i Shamiana’en i et stykke tid, mens der blev sunget
lovsang ved middagstid. Herefter kørte Han af sted mod Poorna, efter Han havde spist frokost.
Efter at have passeret gennem landsbyerne Belgaum og Satara, hvor hengivne fik darshan,
kørte bilerne hastigt videre. Baba holdt alle friske og i godt humør. Baba boede i Jamnagar
House i udkanten af byen Poorna, men det tog ikke modet fra dem, der havde smagt sødmen i
Sai-navnet. Græsplænen rundt om huset var fuld af grupper af hengivne, der sad og
mediterede i den næsten dags morgentimer. Det var som et mangefarvet blomsterbed af
strålende øjne, der med glødende begejstring så op på det værelse på første sal, hvor de
vidste, at Baba befandt Sig. Baba gik ud blandt dem og belønnede dem for deres ivrighed.
11.11. Dr. Adke og hans søn, Manohar, en ingeniør fra Bhadravati, ledsagede Ham til Poorna.
Baba skænkede denne søn tegn på Sin nåde i hans hus i Bhadravati. For her strømmede der
vibhuthi ud af et billede af Baba, som han tilbad i sit hjem! Mens faderen og sønnen tog afsked
med Baba, holdt Manohar en ring frem, som Han for måneder siden havde materialiseret til
ham ved afslutningen af den uforglemmelige Karnataka-tur. Dens gule sten havde fået et lille
hak i det ene hjørne. ”Ønsker du, at jeg reparerer den? Åh! Du ønsker en ring med Mit billede,
99
er det sandt?”, sagde Han, idet Han tog ringen. ”Nej! Du er ingeniør. Dine hænder er travlt
beskæftiget med at arbejde med maskiner, eller det burde de være. Hvis Jeg giver dig Mit
billede på ringen, så vil det blive ridset og skrammet. Stakkels fyr! Så vil du slet ikke opleve
fred, hvis det sker. Jeg vil give dig Mit billede på ringen, når du tager til udlandet for at
uddanne dig yderligere.” Da Han havde sagt det, tog Han ringen mellem tommeltot og
pegefinger, holdt den i vejret, så alle kunne se den, og pustede én gang på den. ”Du er
heldig”, sagde Baba.
11.12. Ja, i sandhed! Hans ring var forsvundet! I dens sted skinnede en funklende ring i
blankpoleret guld i Baba’s hånd. Der var ingen sten i ringen. Men en eller anden dygtig
kunsthåndværker havde indgraveret bogstavet M på den mest charmerende måde. ”Nu fik du
mere guld”, sagde Baba, idet Han satte den på hans finger. ”Og det er ikke Morarji-guld.” Det
vil sige, at det ikke er 14 karat, som Morarji Desai ønskede, at alle smykker og udsmykninger
af guld skulle være, da han var finansminister i Indiens regering. Den var derimod 22 karat!
Baba forlod Poorna omkring klokken 10.30.
11.13. Man kontaktede Dharmakshetra over telefonen og informerede dem om, at Baba først
ville ankomme ved 13-tiden. De skulle derfor råde forsamlingen til at tage hjem, eftersom de
havde ventet på Baba fra klokken 10 om formiddagen. Han var blevet lidt længere i Poorna
end beregnet, og Han ønskede ikke, at de skulle sidde der og være sultne. Men ingen rørte på
sig! Ikke én ud af de hundredvis af biler, der var parkeret i den stegende sol, flyttede sig ud af
stedet! En parsisk herre, der havde ventet siden klokken 08.00, og som sad i første række
foran tribunen, blev spurgt af sin hustru, om han havde til hensigt at gå derfra og få noget at
spise. For det var først efter næsten overmenneskelige anstrengelser, at hun havde fået ham
overtalt til at få Baba’s darshan. Men han ville ikke gå glip af chancen for at se dette
mærkværdige fænomen, der havde fascineret millioner af mennesker. Så han bestemte sig for
at blive, skønt solen brændte hans isse, og jorden under ham var brændende varm. Han var
taknemmelig for, at han havde sokker på, for han var tidligere blevet advaret om, at han ville
blive bedt om at tage skoene af ved porten. Og endelig kom Baba. Hans bil standsede ved
porten, og langsomt gik Baba hen ad den opslidende, brændende varme sti, der gik stejlt op
mod tribunen. Den parsiske herre kastede et blik på Ham, det første, og tårer vældede frem
og skjulte det næste syn af Ham. Baba var barfodet! Baba’s fødder, blide og sarte, silkebløde
og små, bevægede sig hen over den brandvarme sandbestrøede sti mellem de tusindvis af
hengivne, der sad og så på Ham. Han kunne have kørt helt hen til Sin lejlighed på første sal i
Dharmakshetra-bygningen. Men Han demonstrerede sandheden om, at den der ønsker at lede,
må dele besværlighederne med dem, han beder om at følge ham. Han er foregangsmand, og
Han ansporer andre til at stræbe. Den omtalte herre tog hjem, men vendte hurtigt tilbage, så
han kunne deltage i aftenens lovsang, som han håbede blev efterfulgt af Baba’s tale.
11.14. Lærerne fra Sathya Sai småbørnsklasserne i Bombay havde arrangeret en udstilling af
børns kunst, og Baba gik ind i den sal, hvor den blev fremvist. De udstillede tegninger og
modeller viste, hvad de små formåede, men de var også et vidnesbyrd om det præg, som
Baba’s nye æra allerede har sat på undervisningsområdet. Nu bliver barnet orienteret mod
Gud for på denne måde at opdage tilværelsens mysterier. De svar, som vismænd indtil nu har
opdaget, bliver ikke forstået i dag, fordi den slags spørgsmål slet ikke stilles længere. Men nu
er Baba kommet for at formidle disse svar i sammentrængt form til gavn for vor tids
mennesker.
11.15. Børnene ved, at træerne på deres billeder blomstrer, fordi Krishna lænede Sig op af
stammerne! Køerne var lykkelige, fordi Krishna klappede dem. Det var umagen værd at tegne
en båd, eftersom Rama, Sita og Lakshmana brugte den til at krydse Ganges. En hest er god at
tegne, eftersom den bar Siddhartha (Buddha) fra paladset til skoven på hans historiske rejse
for at opdage kuren mod menneskets sorg. Mange havde forsøgt at lave modeller af Prasanthi
Nilayam, som de opbevarede i deres hjerter som Guds bolig. Andre havde glæde af at tegne
Baba, enten som Han er nu, eller som Han var i Shirdi. Der lyste både omhu og ærbødighed ud
100
af hvert forsøg. Dette er forudsætninger nok for at modtage Guds nåde. Der var modeller og
tegninger af Dwarakamayi, Dakshineswar, Govardhana, St. Peter, Juma Masjid og andre
steder, der forbindes med menneskets evige længsel efter Gud. Denne aften opførte børnene
et skuespil i det guddommeliges nærvær. Små børn på seks og syv år udtrykte følelser, der
viste bitterhed, overraskelse, krænkelse, triumf, medlidenhed og stolthed, og de gjorde det så
tydeligt og oprigtigt, at stykket greb tilskuerens opmærksomhed, og det blev i allerhøjeste
grad påskønnet.
11.16. Der var ikke et øje tørt i salen, da to børn spillede scenen, hvor Lakshmana, efter sin
storebroder Rama’s ordre, førte den intetanende Sita ind i den tætte skov og efterlod hende
der. Nu måtte skovguderne tage sig af hende! Scenen, hvor Lakshmana følger sine egne
fodspor tilbage til hovedstaden, og hvor Sita opdager, at hun er blevet efterladt alene til
skovens barmhjertighed, greb alle om hjertet, så de næsten brød ud i tårer. Baba, hvis
tilstedeværelse i allerhøjeste grad inspirerede børnene, kærtegnede og velsignede dem. Og
Han påskønnede lærerne, der havde trænet børnene og instrueret hele stykket. Han udtrykte
ønske om, at stykket blev opført under Dasara i Prasanthi Nilayam. Det vil blive en stor
begivenhed, når tusindvis af hengivne fra hele verden vil begejstres over deres uskyld og
charme.
11.17. Den 12. maj var dagen, hvor Baba indviede Dharmakshetra i 1968. Både i Bombay’s
kalender og i den kronologiske oversigt over Sai-æraen er det en dato, der bliver fremhævet.
Det kan derfor ikke undre, at byen fejrede datoen for at vise sin taknemmelighed. Bombay’s
befolkning, med dens mange sprog og religioner, samlede sig i enormt antal og sang lovsang
uafbrudt i ti timer for at give udtryk for deres tilbedelse. Mens aviserne i store overskrifter
skrev om Bhiwandi-optøjerne, der var blusset op på grund af fanatisme, og som blev næret af
frygt og usandheder, var denne festligholdelse en forsikring, et løfte om, at der findes en oase
fuld at tro og styrke. (Bhiwandi er en by med over en halv million mennesker. Byen ligger i
samme delstat som Bombay).
11.18. Baba refererede til den voldsomme stigning i optøjer mellem forskellige samfundsgrupper og den pludselige stigning, der har været i troen på, at vold er en løsning på livets
problemer. ”Se på et træ! Rødderne, stammen, grenene, kvistene, barken, marven, saften,
bladene, knopperne, blomsterne, frugterne og frøene – alt har en forskellig smag, farve,
følelse, duft og glans, men I nægter ikke, at det alt sammen stammer fra det samme frø. Alt
har hver sin forskellige anvendelse og funktion. Alt er blevet næret af jorden og Solen. ”Jeg er
hele skabelsens frø”, siger Herren i Gita’en. Det er en skam, at mennesket hengiver sig til
bagvaskelse og stridigheder, mudderkastning og karaktermord, had og krig, så hans ego kan
blive tilfredsstillet. Kærlighed er den bedste balsam, der findes, når det drejer sig om at
dæmpe vreden.” Disse ord gav tilhørerne en velkommen opmuntring og et panser mod frygt.
11.19. Sri M.M. Pinge, delstaten Maharashtra’s præsident for Sathya Sai Tjenesteorganisation
er grundlægger og administrator for en meget effektiv kæde af institutioner kendt som Pinge’s
Kurser. Disse kurser forbereder tusindvis af studerende fra kontorer, fabrikker og mange andre
arbejdspladser, så de kan bestå eksamener inden for teknik og andre fagområder. Kurserne
hjælper dem med at forbedre deres evner og færdigheder. Dette umådeligt store netværk af
skoler havde 25-års jubilæum, og det blev fejret den 13. maj i Rang Bhavan auditoriet i
Bhagavans’s guddommelige nærvær. Cremen af Bombay’s intellektuelle og kunstneriske elite
var til stede såvel som et stort antal studerende og lærere fra mange colleges.
11.20. Da Han skulle føres op på tribunen, hvor der var blevet opstillet en speciel stol til Ham,
vendte Baba Sig roligt om mod forsamlingen. Han gik ud blandt de hengivne med Sit
hjertevarme smil, og Han fik folk til at føle, at Han også er i nær familie med dem. Mens det
indledende vers, der priste Ham, blev sunget, havde Han travlt med Sin mission med at øse
lyksalighed ud over de tørstende øjne.
101
11.21. Senere gik Han op på tribunen, og i nogle få minutter stod Han og lænede Sig op af
ryggen på en stol. Så satte Han Sig ned på tæppet, og det til forsamlingens store overraskelse
og fryd. Han var det udtrykte billede på guddommelig charme. Da dr. Gokak, Sri Bharde, Sri
Savant og andre fremtrædende gæster kom op på tribunen, rejste Baba Sig og satte Sig i den
specielle stol. Herefter bad Han om, at programmet skulle begynde. Dr. V.K. Gokak, der er en
skarp og oprigtig tænker vedrørende uddannelsesmæssige og beslægtede problemer, og som
var rektor ved Bangalore Universitetet, henvendte sig til forsamlingen og sagde: ”Jeg vil
udelukkende tage udgangspunkt i de uddannelsesmæssige idealer, som Baba har præsenteret
os for, for det er alene dem, der kan frelse os fra den bedrøvelige tilstand, som uddannelsessystemet har bragt os i. Baba har fastlagt de hovedprincipper, der bør være selve grundlaget
for al uddannelse – ubestridelig loyalitet over for sandhed, tro på retskafne handlinger,
dyrkelse af sindsro og det at kunne give spontant udtryk for kærlighed. Baba har valgt viden
om Den guddommelige Gnist til at være selve kernen i Sit uddannelsessystem. For der hvor
selve kernen i systemet ikke får fodfæste, der hvor der ikke er et centralt åndeligt sigte, der vil
tingene helt sikkert falde fra hinanden. Baba har betonet, at uddannelse skal bibringe viden,
udvikle færdigheder, skabe balance og skænke indsigt. Eleverne og de studerende skal blive
nyttige medlemmer i samfundet. De skal ikke blot tjene til egen føde, men også til føden for
andre i samfundet. Destruktive holdninger gror og vokser i ubalancens muld. Ungdommens
vibrerende energi skal der tages vare om, så balancen kommer i orden. Der må nødvendigvis
blive lagt en dæmper på deres følelser, ikke ved at oplæse moralske tekster, men gennem
kontakt med mennesker med et modent sind, integrerede personligheder, der med en saglig
og tjenende indstilling lever med i samfundets anliggender.”
11.22. I Sin tale refererede Baba til de fire hovedprincipper – viden, færdigheder, balance og
indsigt – som Gokak havde talt om. Han fortalte, at viden opnås gennem sanserne, logiske
slutninger og iagttagelse. I nogle af historiens ulykkelige perioder er denne viden blevet
anvendt, ikke til ophævelse af raceskæl, men til at splitte folk; ikke til menneskers trivsel, men
til en behændig ødelæggelse af mennesker. Så de færdigheder, der opnås gennem viden, viser
sig ’at dræbe’, viser sig konsekvent at forstyrre balancen i det enkelte menneske og i
samfundet. Derfor forvandler indsigt sig fra at have været rettet mod den indre verden til
noget udvendigt, det vil sige en jagt på glæder, der tilfredsstiller sanserne i den ydre verden.
11.23. Idet Han fortsatte, bemærkede Baba: ”Herren Rama, der lyttede til respektløs sladder
og respekterede den offentlige mening, endte med at sende Sin dronning (Sita) i eksil.
Socialisme blev fulgt i praksis, og det betød, at landarbejdere og arbejdere blev æret på den
tid, hvor Rama og Krishna regerede.” ”Krishna vogtede kvæg. Hans ældre broder, Balarama,
havde som sin konstante ledsager en plov. De erklærede begge, at landbrug og kvægopdræt
er hellige beskæftigelser.”
11.24. ”Selv om verdens lande er blevet knyttet tættere til hinanden, så har menneskeheden
alligevel ikke lært kunsten at leve som én menneskelig familie i universet. Med den fremgang,
der sker inden for videnskaberne, har mennesket erhvervet sig bedre teknikker til i vid
udstrækning at kontrollere den ydre natur. Men han mangler endnu at lære at kontrollere sin
indre natur. Det kan han lære ved at tage ved lære af den ældgamle måde at leve på. Han må
studere den og efterleve den i praksis.”
11.25. Derfor tilskyndede Baba alle til at planlægge og gennemføre et nyt uddannelsessystem, ”der vil disciplinere, kanalisere lidenskaber, kontrollere følelserne og udstyre
ungdommen med kvaliteter som at kunne samarbejde, vise medfølelse, føle kammeratskab,
tage del i rolige drøftelser og udføre positiv tjeneste over for andre. Som det er nu, så udstyrer
uddannelsen kun de unge mennesker med en tiggerskål, der berettiger dem til at gå ud og
søge arbejde.” Baba fortalte, at Han vil etablere et college i Bombay, hvis ”I først forbereder
de studerende, så de bliver værdige til at træde ind gennem skoleporten.” ”Lær dem om de
åndelige sandheder, og lær dem om den selvdisciplin, der skal til, for at de kan overføre denne
nye viden til deres dagligdag. Intelligens uden retskaffenhed er frugtesløs og direkte skadelig.
102
Politik uden principper, uddannelse uden karakterdannelse, videnskab uden moral er ligefrem
en form for gift.”
11.26. Den 14. maj velsignede Baba hundredvis af børn, der med gudfrygtig omhu bliver
forberedt til at træde ind gennem Hans nådes porte ved at blive optaget i organisationens
småbørnsklasser over hele Bombay. (Vihar-klasser). Senere på dagen fortsatte Baba til
Jamnagar i Gujarat-delstaten. Rejsen foregik i et specielt chartret fly. Den brændende hede
var næsten ikke til at holde ud. Asfalten var som et spor af ild. Og alligevel hilste tusindvis af
mennesker flyet og løb hen imod det for at få den eftertragtede darshan. Det var Baba’s vilje,
at der skulle komme skygge og en kølig brise. Så da Han steg ud af flyvemaskinen, skete der
en pludselig og mirakuløs ændring i vejret, som glædede alle. At opleve dette tegn på nåde
fyldte alle med en glæde, der strømmede gennem dem. Fyrsten af Nawanagar var den
lykkeligste af alle.
11.27. I Amar Vilas Paladset blev Baba modtaget af en æresvagt bestående af mænd og
kvinder fra hjemmeværnet, og til stede var også et politiorkester. Om aftenen fik mere end
10.000 mennesker den længe ventede mulighed for at lytte til Baba’s tale og de betagende
lovsange, som Han sang for at lede dem ind på troens vej. Baba fortalte, at når man synger til
Guds pris i fællesskab, så fylder det atmosfæren, både den indre og den ydre, med kærlighed.
11.28. Den 15. forlod Baba byen for at rejse til Dwaraka, 240 km væk. Han rejste sammen
med fyrsten og medlemmer af Hans selskab. Langs hele ruten, på byens travle pladser, langs
forstædernes rolige gader eller ude på de flade, træløse strækninger, havde klynger af familier
samlet sig for at få et glimt af Ham. De havde indgraveret Baba i deres hjerte og sat Hans
billede ind i deres andagtsværelse. Mens vi således kørte af sted, foldede siderne i
Bhagavatha’en sig ud for vores øjne. Vi følte, at Herren Krishna vendte tilbage til Sit ældgamle
hjemland.
11.29. Indbyggerne i Dwaraka og Sai-hengivne fra andre byer fyldte de brede korridorer i
Krishna templet, længe før Baba ankom. Mens Han så let som ingenting kunne gå ind i templet
gennem den tætte folkeskare, så blev vi andre skubbet, puffet og presset. Da Baba så vores
sørgelige situation, kom Han ud fra templet for at lede alle disse røgterpiger og røgterdrenge
ud, hvor der var lidt bedre plads. (Røgterpigerne og røgterdrengene refererer til de gopi’er og
gopa’er, som Krishna som barn var sammen med i Brindavan). Da vi lidt efter lidt fik mast os
ind i templet for at få Krishna’s darshan, så vi, at indbyggerne i Krishna’s by myldrede rundt
om Sai Krishna. De glædede sig over at se Baba, og de lykønskede hinanden.
11.30. Baba forlod byen for at fortsætte til Mithapur, hvor ansatte på en kemifabrik og andre
mindre fabrikker i årevis havde haft en lovsangsforening. På vej til Mithapur spurgte Baba en
hengiven, der ledsagede Ham, om han kunne tænke sig at køre tilbage til helligdommen i
Dwaraka og få darshan af den Krishna-statue, der er installeret der. Den hengivne bad
inderligt om, at han ikke blev sendt tilbage til Dwaraka, eftersom han var lykkelig for at være
sammen med Sai Krishna. En uafbrudt strøm af mænd, kvinder og børn strømmede ud på de
græsplæner, der omkransede gæstehuset. Baba gik ud blandt dem. Han var fuld af
barmhjertighed og charme.
11.31. På turen tilbage til Jamnagar om aftenen var Baba fuld af medfølelse med os, fordi vi
havde oplevet al den forvirring og trængsel inde i templet, som berøvede os muligheden for at
få Dwaraka Herrens, Krishna’s, darshan. Pludselig sagde Han: ”Åh! Her er havet!”, og bilerne
standsede. Vi fandt en langstrakt sandbred, hvor der i den ene ende befandt sig et tempel
bygget på klipper. Vi fik senere at vide, at stedet bliver kaldt Kuranga, der betyder ’hjorten’.
Havet og bølgerne fik den legesyge beboer i Baba frem. Første gang Hans legesyge meldte sig,
var da en lillebitte, pirrende bølge dukkede frem af dybets ro. Han slentrede af sted ude i
strandkanten, som om Han ville udfordre alle de små, gavtyvagtige bølger. Han grinede, når
103
andre blev våde af det saltholdige vand. Han samlede muslingeskaller og ledte efter flere, og
senere satte Han Sig i sandet, som Krishna måtte have gjort det for 5.000 år siden.
11.32. Foran Sig dyngede Han det fine sand op i en bunke, der var næsten en halv meter høj.
Det bevirkede, at vi alle befandt os i en tilstand af den højeste form for forventning. Han
jævnede toppen af bunken, og med Sin finger tegnede Han tre skrå streger. Han tegnede også
en ujævn cirkel på toppen. Han tilføjede en lille trekant. Han tegnede en kort streg tværs over
cirklen. ”Den er parat”, sagde Han, idet Han børstede sand af Sine håndflader.
11.33. Vi var ude af stand til at gætte, hvad det helt præcis var, der var parat, skønt vi nok
havde en idé om, at de tre streger skulle være den tredelte krop. Cirklen skulle så være
hovedet, den lille trekant påfuglefjeren, og stregen på tværs kunne så være fløjten! Den er
parat, gentog Han og stak Sin hånd langt ind i bunken. Han trak en guldstatue af Herren
Krishna, der spiller på Sin fløjte, op af sandet. Statuen var 38 cm høj. Den var det ypperste,
som en guldsmed kan skabe. ”I fik ikke Krishna’s darshan i templet. Nu kan I få den”,
inviterede Han os. Det var et øjeblik præget af den højeste form for begejstring.
11.35. Ikonigrafisk var statuen perfekt. Vi kunne se et bedårende smil spille på læberne. Ingen
af os var klar over, hvor længe vi sad og kontemplerede over den storslåede skønhed, der var
over den Krishna, der stod foran os. Det var Baba, der vækkede os. ”Kom, lad os gå.”
Chaufføren fra Jamnagar Paladset var den første, der rejste sig. Baba lagde mærke til hans
øjne, der var fulde af forundring over, hvad han lige havde set. Baba spurgte ham: ”Hvilken af
Guds former er din favorit?” Han svarede: ”Amba-Bhavani.” Den guddommelige hånd
bevægede sig rundt to gange og en flad, rund guldplade med Amba-Bhavani’s figur præget i
sig var parat til ham! (Ordet amba betyder pige. Bhavani betyder ’den der skænker liv’. Amba
Bhavani er et aspekt af gudinden Parvati).
11.35. Da vi nåede Jamnagar klokken 09.00, så vi tusinder af hengivne, der stadig var i gang
med at synge lovsang. Alle håbede de, at Han ville gå ud iblandt dem på de smalle stier, som
de havde ladet stå åbne. De blev ikke skuffet. Et par af dem var endda så heldige at modtage
vibhuthi, der blev skabt for at lindre deres specielle sygdom.
11.36. Den 16. kørte Baba til Ayurveda Universitetet, der var blevet grundlagt, og som bliver
drevet af Vawanagar’s kongelige familie. Det er det eneste universitet i Indien, der helliger
undervisningen til den ældgamle videnskab om et langt og lykkeligt liv. Det lægger stor vægt
på de skjulte kraftkilder, der findes i mennesket og de store lagre af velvære, som man kan
tappe fra gennem yoga og mantraer, gennem meditation og ikke-tilknytning.
11.37. Ayur veda betyder videnskab om livet. Til at foretage undersøgelser af den videnskab,
til at udrede de ayur vediske teksters indviklede lærdom og opdage de ældgamle kure mod
moderne sygdomme, har universitetet en gruppe passionerede eksperter. Baba velsignede
hver eneste af dem i deres eget laboratorium eller ved deres arbejdsbord. Han gik gennem
hele universitets-komplekset og efterlod alle i en let og munter stemning.
11.38. Herefter kørte Han hen til en villa, der blev kaldt Indraprastha, hvor medlemmer af
Sathya Sai Tjenesteorganisationen modtager den indledende træning i det at udføre uselvisk
tjeneste som en åndelig øvelse. Han talte til dem om tro og troskab, lydighed og overgivelse,
kærlighed, forsagelse og uselvisk tjeneste. ”Vær altid parat til at modtage Solens stråler, der
skænker oplysning, sundhed og glæde.” ”Religion udspringer ikke fra intellektet, men fra viljen
til at elske.”
11.39. Om aftenen henvendte Baba Sig til medlemmerne af Rotary logen i rådhussalen. Han
advarede dem mod det nytteløse, der ligger i kun at tale og spise. Han fortalte dem om de
fatale konsekvenser, der er, hvis man benytter sig af kunstige metoder til at opnå
fødselskontrol. Svangerskabsforebyggende midler vil føre til mental forvirring. De vil forøge
104
uærbødigheden og uansvarligheden og forringe de moralske standarder, der fremhæves i den
indiske kultur. ”Åndelige øvelser – intensivering af gentagelse af Guds navn, meditation,
uselvisk tjeneste og det at synge lovsang sammen med andre – med dette kan man opnå det
samme mål, og det uden at det menneskelige samfund havner i et dyrisk morads”, sagde
Baba.
11.40. Godt! Havet bønfaldt igen om Baba’s tilstedeværelse. Omkring klokken 21.00 kørte
Baba til Balachchdi – kysten, der ligger tæt ved Sainik Skolen. Medarbejderne på Sainik Skolen
sluttede sig til selskabet for at synge lovsang. Baba sad i det bløde sand ved siden af de
brusende bølger. Da vi var godt inde i lovsangen, spurgte Baba dr. V.K. Gokak, hvad
bogstaverne V og K står for. Da dr. Gokak fortalte, at V står for Vinayaka, trak Baba en
sølvstatue af Vinayaka op af sandet og rakte den til ham. (Vinayaka er Herren Siva’s søn,
Ganesha).
11.41. Baba berettede om Vinayaka’s fødsel og forklarede Vinayaka’s betydning som den store
leder, der ikke følger i hælene på nogen anden leder. Så spurgte Han dem, der sad rundt om
Ham: ”Bed om hvad som helst, som I ønsker af Mig i dette øjeblik.” De fleste af os bad blot om
nåde, men Han insisterede på, at vi skulle bede om noget konkret, som Han så ville
materialisere. Mens vore hjerner havde travlt med at finde på noget, materialiserede Han et
billede af Vinayaka, der var et udsøgt kalligrafisk underværk. Alt på det bestod af OM – øret,
munden, øjet, ja faktisk var hele billedet en komposition af omkring 100 OM-tegn, der var
malet med stor færdighed og omhu for at forestille Vinayaka, guden med elefanthovedet. Der
var en person, der ønskede en ring, og den fik han. Den var af guld med Baba’s portræt i
emaljen. En anden bad om en rosenkrans, og hun fik den. Den havde 108 rudraksha-perler,
der alle var indkapslet i guld. Rektoren for Sainik Skolen, velsignet være hans navn, bad om at
få en lykkevarslende gave til sin skole! Uden et øjebliks tøven begyndte Baba at lege med
sandet. Han lod det glide mellem Sine fingre og der, i Hans hånd så alle kunne se den, var der
en smuk 13 cm høj sølvstatue af Annapoorna, gudinden for velstand, der skænker mad til alle
sine børn. ”Opbevar den i spisesalen. Drengene vil spise med velbehag, og de vil trives
forbløffende godt”, bekendtgjorde Baba. ”Den anna, den føde, som hun giver i poorna, i rigt
mål, er ikke blot for kroppen. Anna betyder ’at tage ind’ gennem munden, sanserne, hjernen,
nerverne. Så denne gudinde vil skænke næring til kroppen, sindet og ånden, og det gælder for
lærerne såvel som eleverne på din skole”, velsignede Han. Vi tilbragte to timer med mysterier
og guddommelig fryd.
11.42. Den 17. var en epokegørende dag. Denne dag opladede Baba Somanath helligdommen
med guddommelig kraft. Han opfyldte også Nawanagar’s afdøde jamsaheb’s (fyrsten af
Nawanagar) bønner ved at besøge stedet og tillade, at Hans navn forbindes med en bygning,
der er en del af dette kompleks. Jamsahed er den person, der primært er ansvarlig for
renoveringen af dette historiske tempel. Det var lykkedes fyrsten at overtale Baba til at
komme og indvie den imponerende arkitektoniske perle, der kaldes Dig Vijaya Dwar
(Sejrsporten) efter den afdøde fyrste, Digvijaya Singh.
11.43. Dette tempel er placeret på et sted, der prises i Veda’erne og i de store heltedigte.
Helligdommen er tilegnet Herren Siva, der er sammen med Uma, altså Siva-Sakthi. Baba er
kommet som Siva-Sakthi i menneskelig skikkelse for at oplade den ældgamle helligdom med
guddommelig kraft. Siva-yogierne, der specialiserede sig i Soma Vidya og tilhængere af
Pasupatha-kulten, der blev grundlagt af vismanden Lakulisa omkring år 200 efter Kristi fødsel,
gjorde dette tempel berømt fra kyst til kyst. De byggede Somanath templer for Someswara (et
andet navn for Herren Siva). Det er helligdomme, der er placeret over hele landet for
eksempel i Ratnagiri, Øst Godavari, Purnea, Jodhpur, Mysore og i Syd Kanara distriktet.
11.44. Somanath var et af de rigeste templer i Indien. Da muslimerne besejrede og herskede
over Punjab og Sindh, tiltrak templet dem, der ville udplyndre. Hærgen, vanhelligelse,
ødelæggelse, genopbygning og genindvielse blev tilbagevendende kapitler i dets lange historie.
105
Mahmud af Ghazni’s skændige plyndringstogt i 1026 var den tredje i en lang række af
katastrofer. (Dette tempel blev faktisk ødelagt 16 gange af muslimerne). Det femte tempel
mødte en lignende skæbne forårsaget af herskere fra Delhi.
11.45. Da den indiske hær på Diwali-dag (Lysets Fest) 1947 marcherede ind i fyrstedømmet
Junagadh og befriede de forfaldne ruiner, der nærmest blot var bunker af sten, som mange
genkendte som værende Somanath-templet, blev det reddet fra dem, der ikke kunne
værdsætte værdien af og formålet med billeder, statuer og symboler på Gud. Denne dag
bekendtgjorden Sardar Vallabhbhai Patel, mens han stod midt i glædesrusen og blev
akkompagneret af havets brusen: ”Vi har besluttet, at Somanath Templet skal genopbygges.
Det er en hellig opgave, som alle må tage del i.”
11.46. Det nye tempel, der fik navnet Mahameru Prasad som det foregående, blev planlagt, så
det kom til at minde om de tidligste templer. Hovedindgangen gennem porttårnet er det, som
pilgrimmen først træder ind igennem for så at fortsætte videre frem til jyothir-lingam’en (lyslingam’en)– den der nu skulle indvies af den Someswara (Siva) i menneskelig skikkelse, den
Siva-Sakthi, der er Sathya Sai.
11.47. Baba erklærede, at Han denne dag ville åbenbare den sande og ægte Somanath! Denne
erklæring fyldte os med undren og begejstret glæde. På alle veje, der førte fra Jamnagar til
Somanath Templet, genlød det af hurra-råb. Baba blev modtaget ved den blomstersmykkede,
overdækkede tribune foran Digvijayadwar af bestyrelsen for Somanath Templet såvel som af
distriktets og delstatens øverste embedsmænd. Til lyden af tonerne af tempelmusik gik Han op
ad den røde løber, der var lagt på trappen. Han låste den smukt udskårne og sølvprægede dør
op med en sølvnøgle. Herefter gik Han langs den guirlandesmykkede sti, der løber mellem
smukke bananpalmer, hen til Someshwar’s hovedtempel, der gennem årtusinder har været det
samlende midtpunkt for millioner af troende.
11.48. Han trådte ind i det helligste af det hellige. Skriftkloge præster reciterede vediske
hymner, der genlød fra det hvælvede og kugleformede loft, der befandt sig 45 meter over
jorden. Han bad om at få bragt en rund bakke. Han spredte fingrene på Sin højre hånd og
rystede den over bakken. 108 sølv bilva-blade og 108 guld-blomster faldt fra Hans hånd i en
klirrende byge! Ærbødigt rørte de hengivne ved disse blade og blomster, for det er for de
hengivnes skyld, at processen med at oplade den 90 cm høje lingam gennemføres af Baba.
Denne lingam er blevet installeret i helligdommen for nylig, da Indiens præsident, Babu
Rajendra Prasad, indviede templet. Baba øste sølvbladene og guldblomsterne ud over
lingam’en, som Han også havde gjort det i Srisailam, da Han blev bedt om at sætte nyt liv i
den derværende lingam. Det var, som var det vand fra Ganges, der bliver øst ud i Ganges
strøm.
11.49. I et par sekunder bevægede Han Sin guddommelige hånd med den karakteristiske
bevægelse. Og der skal man bare se! En kugle af strålende lys manifesterede sig i Hans
håndflade. På det tidspunkt reciterede jeg i mine tanker de vers, der priser ’de tolv lingam’er
af lys’, som enhver hindu tilskyndes til at erindre i ærbødighed. De tolv omfatter Varanasi’s
Viswesa, Kedaranath i Himalaya, Rameswaram i den sydligste del af Indien, Srisailam i Andhra
Pradesh, Mahakala i Ujjaina og Tryambaka i Nasik. Men den første på listen er Sourrashtra
Somanath. Lys-lingam’en i Somanath Templet er den eneste af de tolv, der tilbedes som
’gennemtrængt af lysets stråleglans’. Og lige i dette øjeblik havde Baba ’Lysets lingam’ i Sin
hånd! Hvilket storslået øjeblik det var, tænkte jeg i undren.
11.50. Så kom jeg til at tænke på Baba’s erklæring: ”I dag vil Jeg vise jer den ægte
Someswara lingam!” Så her var den, den ægte, installeret som legenden fortæller, af Gud
Selv, og tilbedt af Måne-guden, der præsiderer over menneskets sind.
106
11.51. I en pjece, udgivet af det lokale turistkontor, står der at læse, at Skanda Purana’en for
tusinder af år siden nævnte, at ’Sparsa-lingam’en i Somanath Templet er et fænomen opstået
ved egen kraft. (Sparsa betyder at røre, berøring. En Sparsa-lingam er en lingam, der er
blevet berørt af Guds finger). Den er enestående; så lys som Solen og på størrelse med et
hønseæg. Den er placeret under jorden.” Den er karakteriseret af elementet luft. De andre
omtalte lingam’er repræsenterer de øvrige fire elementer: Æter, ild, vand og jord.
11.52. Så den ovale lyskugle i Hans hånd var den autentiske lingam fra Somewara Templet,
som Han havde besluttet at hente frem fra dens underjordiske niche, hvor den i mange
århundreder var holdt væk fra ødelæggelser, hærgen og vanhelligelse. Sparsa lingam’en havde
i århundreder ligget lunt og godt under den store lingam i templet. Denne information gav
Baba os såvel som præsterne og administratorerne. Baba bevægede igen Sin hånd og
materialiserede en fod af sølv, som lingam’en kunne stå på. Han gav den til den ledende
præst. ”Lad den fra nu af stå fremme i fuldt dagslys! Lad fromme øjne beundre dens strålende
lys og lad den prente sin herlighed i deres hjerter. Der er ikke længere nogen grund til at holde
den skjult. Avataren er kommet for at fjerne al frygt”, erklærede Baba.
11.53. For at markere den triumferende fremkomst af Someswara-lingam’en, hejste Baba
flaget over tårnet på hovedhelligdommen. I deres hyldest råbte tusindvis af mennesker jai
Bhagavan’ (hurra for eller sejr til Bhagavan), da Han gav darshan fra trappen op til templet.
Baba tog derefter af sted til Rajendra Bhavan i Veeraval, og klokken 14.00 kørte Han til
Keshod lufthavn, hvorfra Han fløj til Bombay. I Dharmakshetra ventede over 30.000 hengivne
på Baba’s ankomst.
11.54. Dr. Gokak gav dem en indgående beretning om Baba’s guddommelige lege og mirakler
i Jamnagar, Dwaraka og Somanath. Baba talte også, og Han kom blandt andet ind på Guds
tilstedeværelse i hvert eneste væsen og behovet for at udføre åndelige øvelser og uselvisk
tjeneste. ”I forsøger at finde Gud, idet I udforsker og kigger ind i hver eneste partikel i
universet. Selvfølgelig er det sådan, at hvis I har øjne at se med, så kan I også se Ham der.
For universet er Guds legeme. I er en gnist af det guddommelige, og det samme er alle og
alting!”, erklærede Han. ”Før I kan opleve det guddommelige i alle eksistenser, i hver en celle
og hvert et atom, bliver I nødt til at opleve det som en helhed i jeres væsen. Det
guddommelige er i jeres ord, tanker og handlinger”, lød Hans råd.
11.55. Baba forlod Bombay den 20. og tog til Brindavan. Som optakt til et seminar afholdt af
Den Indiske Ingeniørsammenslutning velsignede Han stævnet og talte om forholdet mellem
ledelsen og de ansatte. Det bør være et godt makkerskab, der giver styrke og glæde til begge
parter. De første dage i juni besøgte Han landsbyen Kalkunte, der ligger skjult bag et bælte af
træer. Man kan kun komme til landsbyen ved at køre ad en frygtelig dårlig landevej, der er 19
km lang. Hver eneste lille landsby på den hellige vej havde rejste en portal, hvor unge som
gamle ventede, med blomster i hænderne, på at byde Baba velkommen, når Han kørte forbi.
Landsbyboerne, der havde samlet sig i Kalkunte, lagde mærke til et forunderligt skær over den
fjerne bakketop, da Baba’s bil nærmede sig. Dette skær, der var rundt om bilen, var
omkranset af ravgule og gyldne farver. Baba steg ud af bilen og blev ført i procession til
templet. Forrest gik præster, der chantede hymner fra de ældgamle tekster. De blev efterfulgt
af et orkester bestående af tempelmusikere med fløjter, trommer og bækkener. Til sidst gik
grupper af småbønder og landarbejdere, der sang til Guds pris. Baba gik de omkring 400
meter hen til Sri Ranganatha Templet, hvor den installerede gudestatue viser guddommen, der
bekvemmeligt sidder tilbagelænet og ubekymret styrer den kosmiske leg med tilbedelse,
opretholdelse og tilbagevenden til den oprindelige kilde.
11.56. Baba lagde grundstenen til en bygning, der skal huse landsbyens skole. Under Sin tale
sagde Han blandt andet: ”I skal gøre jer selv til omvandrende templer. Bliv bevidste om den
Gud, der bor i jer. Det er Ham, der beskytter jer, sørger for jer og forhindrer jer i at blive ofre
for skadelige tilbøjeligheder.” Og idet Han refererede til den skole, der snart skulle rykke ind i
107
den nye bygning, sagde Han: ”Jeg har bevæget Mig ind på skoleområdet og grundlagt colleges
for den nye æra til både drenge og piger i forskellige delstater. Disse er templer for
Saraswathi, lærdommens gudinde. Befrielse kan opnås gennem bevidstheden om sandhed;
ved at lære og forstå den enhed, der ligger til grund for mangfoldigheden. Nu til dags skader
forældre, kammerater og ældre børnenes ellers ulastelige tilbøjeligheder ved at opstille
forkerte regler for dem. Hvis de vokser op i en atmosfære af opofrelse og uselvisk tjeneste,
sandhed og retfærdighed, kærlighed og lys, vil de vokse op og blive rene, gode, prægtige og
aktive borgere. Nu er de et evindeligt problem for sig selv og for landet. Hvis de får lov til at
være gennemtrængt af godhed, så vil de helt sikkert blive et uvurderligt aktiv for dem selv
såvel som for andre.”
11.57. Denne aften havde uddannelsesinstitutionen Bharatiya Vidya Bhavan’s Bangalore
afdeling inviteret Baba til deres lokaler, hvor de modtog Ham med taknemmelig hyldest. Sri
R.R. Diwakar, en forsker i fortolkningen af Upanishad’erne og post-Upanishadisk mysticisme,
der også var en svoren tilhænger af Gandhi på grund af dennes højsindede fædrelandskærlighed, bød på vegne af alle de tilstedeværende Baba velkommen. Han omtalte Baba som
den største og mest effektive moralske kraft i verden i dag. Baba gjorde opmærksom på, at:
”Det er Bharatiya Vidya Bhavan og beslægtede institutioners ansvar at holde fast ved de
værdier, som indisk uddannelse og viden om Den guddommelige Gnist står for. Ved at være
gode eksempler er det også deres ansvar at demonstrere, at denne viden kan være til varig
gavn for den enkelte og for samfundet. I skal kærne de hellige skrifter og lærebøgerne om
yoga og andre veje, der fører til selvrealisation, og indsamle det nærende smør og dele det ud
som næringsmiddel for hele menneskeheden, der sulter og er ved at omkomme af pseudovelstand. Ethvert medlem af Bharatiya Vidya Bhavan skal forme sig selv og blive et perfekt
billede på den gavmildhed, der strømmer ud fra al uddannelse i indisk kultur. Det vil altså sige,
at han skal være tolerant over for alle trosretninger, tålmodig over for forskelligheder, ærbødig
over for ældre mennesker, helgener og landets historie og ydmyg på trods af en snigende lyst
til at vise og udstille sin viden og sine færdigheder.”
11.58. Den 5. juni nåede Baba Prasanthi Nilayam.
108
Kapitel 12
At fylde tomheden
12.1. Den 8. juli 1968, da Han henvendte Sig til en kolossal stor forsamling i Kampala i hjertet
af Afrika, sagde Baba: ”Legemliggørelser af kærlighed! I skal udvikle en kærlighed, der ikke er
sløret af selviske motiver, og I skal leve op til jeres navn og arv. Lær hjertets internationale
sprog og udlev det i handling. Jeres naboer beder også til den samme Gud. De beder i smerte,
de beder om Guds gunst. De taler måske andre sprog, deres fysiske stilling, når de beder, er
måske anderledes end jeres, men deres fysiske behov er de samme som jeres, og de bliver
stillet tilfreds af den samme slags mad og drikke. Forsøg at føle med dem, når de er i store
vanskeligheder og vær glade, når de er glade. Del deres glæde. At dele således forvandler
glæde til lyksalighed. Lad jeres kærlighed udvide sig så den omfatter hele skabelsen.
Stillestående vand bliver uhumsk. Så lad det strømme. Kærlighed er glæde, kærlighed er
styrke, kærlighed er lys, kærlighed er Gud.”
12.2. ”Mit liv er Mit budskab”, siger Baba. Han er Selv legemliggørelsen af kærlighed, og Han
lærer os at elske alt og alle uselvisk og erklærer, at vi alle kan blive Gud gennem kærlighed.
Han siger ofte at: ”Hvis I ønsker at sætte en etikette på Mig, så kald Mig legemliggørelsen af
kærlighed.”
12.3. Det er gennem ren kærlighed, at Baba transformerer os fra selviskhed til uselviskhed, fra
sammentrækning til udfoldelse. Doris Babb fra Tustin, Californien, skriver: Jeg er så glad for,
at jeg er i stand til at tjene Herren. Det er min store glæde at virke som sekretær for
bogcenteret. Siden vi har lært Baba at kende, er hele vores liv blevet forandret. Før oplevede
vi aldrig en sådan lyksalighed. Det er sådan en glæde at tjene Ham, selv om det er i det små.”
Juleaften holdt Gary og Sharon lovsang i deres hjem. Den mest vidunderlige ting skete for
dem, da de var i gang med at forberede dette møde. Sharon var i gang med at pakke små
pakker med vibhuthi, da hun lige pludselig så noget besynderligt. Der var et eller andet, noget
hårdt, i vibhuthi’en. Det var en lillebitte medaljon med Baba’s billede præget i sig. Gary blev
meget lykkelig, og det samme var tilfældet med Sharon. De var så lykkelige over, at Baba gav
dem denne velsignelse juleaften! Vi glædede os med dem.”
12.4. Doris Babb fortsætter: ”Faktisk er det de mirakler, som Han udfører i bevidstheden hos
Sine hengivne, der er virkelig vidunderlige. Det samme gælder de mirakler, der påvirker deres
liv. Han forandrer jer så blidt og så gradvist, at I end ikke opdager, at noget er ved at ske,
indtil I en morgen virkelig ser jer selv og opdager, at I er forandret. Det er et sandt mirakel.
En dag erkender I, at I er langt lykkeligere, end I plejer at være, og at I har givet slip på nogle
af jeres dårlige vaner, og i stedet har fået nogle gode.”
12.5. Swami Karunyanandaji er grundlægger af og præsident for en stor tjenesteorganisation,
der har vokset sig stor på bredderne af Godavari-floden ved Rajahmundry. Organisationen, der
blev grundlagt for 45 år siden, har blandt andet bygget et spedalskhedshospital og et hjem for
nødlidende og handicappede.
12.6. En morgen kom Swami’en ud fra sin bolig og så en ung kvinde, der virkelig havde det
dårligt. Hun var blevet eskorteret dertil af en, der sympatiserede med organisationens arbejde,
og som var kommet fra Palasa med tog. Den syge kvinde havde en to-årig datter i sine arme.
Han fik hende indlagt på hospitalet og bragte barnet hen på et herberg. Her overlod han det til
de kvindelige beboere. Kvindens tilstand forbedrede sig hurtigt, og man fandt ud af, at hun
skulle føde inden for en uge. Der var et billede af Baba, der hang på en væg på hospitalet.
Spøgefuldt lænede Han Sig op af en kokospalme. På dette billede forekom Baba mere at være
Sakthi (det feminine aspekt). Denne position er kendt som ’helgenagtig kvinde’. Det var måske
109
lige netop det rigtige billede for patienten. Fra billedet holdt Baba øje med hendes bedring og
hendes forestående nedkomst.
12.7. En aften gik de, der havde vagt på klinikken, i biografen, og da de vendte tilbage, fandt
de, at kvinden havde født en søn. Babyen blev vasket og hyllet ind i hvide håndklæder.
Herefter blev han lagt i en vugge. Moderen synes at have fået god hjælp med fødslen. De
ansatte var meget overraskede, og da de spurgte, hvem der havde hjulpet hende, svarede
hun, idet hun pegede på billedet: ”Hun tog sig af mig på det kritiske tidspunkt. Hun er gået
hen for at se til en anden patient og vil snart komme tilbage.” Så stor er Hans kærlighed. At
hjælpe de hjælpeløse er den eneste måde at behage, følge og nå Ham.
12.8. I februar 1969 kom fire stammeledere fra landsbyerne Rumgong, Panya, Disa og Jining i
NEFA (North Eastearn frontier area) sammen med Sri Boken Ette, der er politisk rådgiver, en
arkitekt samt en sekretær fra NEFA til Prasanthi Nilayam. Senere på eftermiddagen blev de,
sammen med nogle udlændinge og nogle personer fra Goa, kaldt ind til interview. Selskabet
blev inde sammen med Baba i to timer. Baba talte med dem om åndelige emner, og herefter
fik hver eneste af dem et privat interview. Under dette interview fandt de trøst, og de blev
opmuntret til at tage deres liv op til fornyet overvejelse.
12.9. Sekretæren fra NEFA skriver: ”Vi sad på gulvet, og Baba kom og satte Sig sammen med
os og ikke i Sin stol. Der var meget varmt i værelset, da fanen ikke virkede på grund af, at
strømmen svigtede. Da hustruen til Goa’s førstesekretær forsøgte at afsvale Ham lidt med den
vifte, hun sad med i hænderne, sagde Han, at det ikke ville være rigtigt, når de andre sad og
led i varmen. Værelset var faktisk for lille til at rumme 22 personer. Så Baba bad os om at
rykke nærmere, og vi fandt atmosfæren inspirerende og hjemlig. I Baba’s ophøjede nærvær er
sproget ikke en barriere i forståelsen af det internationale sprog, der strømmer fra Baba’s
kærlige hjerte. Direkte og personligt forstod hver eneste af os Hans åndelige erklæringer. Baba
startede med at materialisere noget, der havde form som et rødt hjerte ved at svinge Sin hånd
på den karakteristiske måde. ”Den repræsenterer dit hjerte. Den vil hjælpe dig med at
koncentrere dig”, sagde Baba til en kvinde. Han materialiserede også en diamantring til
førstesekretærens hustru, idet Han sagde, at hun ville være i stand til at se Ham i den. Han
fortalte: ”Dette er die-mind (at sindet skal dø), ikke diamond (diamant). Meditation på Gud
resulterer i afskaffelse af de ønsker, der udgør sindet og al dets jagen omkring.” Det var i
sandhed en fin og god åndelig vejledning. Han materialiserede en talisman, der kunne kurere
en sygdom, som en anden kvinde fra Goa led af, og en håndfuld sød prasad til os alle. Han
hældte den hellige aske, som Han materialiserede, ned i hånden på en af stammelederne og
bad ham om at smøre den på panden af os alle sammen. En anden bevægelse af hånden
frembragte otte billeder af Ham, som Han gav os.”
12.10. ”Herefter tog Han os, en efter en, ind til et privat interview. Vi blev overrasket over at
opdage, at Han kendte alle vores problemer og sygdomme og tillige kunne foreskrive kure
mod dem. Sri Boken Ette ønskede at få Hans velsignelse til og råd vedrørende opførelsen af et
Sol- og Månetempel i deres stammes område. Det skulle opføres som svar på det derboende
folks ønsker. Baba fortalte ham, at folk havde forskellige meninger om, hvad der skulle
installeres i det foreslåede tempel. Mens vi stod der, bevægede Han energisk begge Sine
hænder i en cirkulær bevægelse og materialiserede på stedet en rund plade med Solen og
Månen præget i sig. Det var en plade, der var skabt i en legering, der består af en blanding af
fem metaller: Guld, sølv, kobber, messing og jern. Det er netop disse metaller, som
tempelstatuer skal bestå af. ”Denne plade bør blive installeret i templet og bør tilbedes hver
søndag, såvel som når det er fuldmåne. Tænd en olielampe, der altid skal brænde, og sæt den
på alteret”, foreslog Han. ”Dyreofringer formilder ikke Gud. I skal undertvinge de dyriske
tendenser, og i stedet skal I lade jer styre af den sunde fornuft, som Gud har udstyret jer
med. Hvis ofring af dyr skal finde sted ud fra en bogstavelig fortolkning af skrifterne, så lad det
ske uden for templet”, sagde Han. Idet Han rådede vedrørende planen for templet, tegnede
110
Han en skitse. Han tegnede et cirkelformet område foran den centrale helligdom, hvor
stammedansene kunne gennemføres. Arkitekten i selskabet blev glædeligt overrasket.”
12.11. ”Efter at have fået et personligt interview, bliver man efterladt med en følelse af, at
Baba helt sikkert er med dig. Baba er alvidende, og Han fortalte Sri Boken Ette, at han havde
gjort ophold i Calcutta for at blive undersøgt af fremtrædende specialister. Han ønskede deres
hjælp til at finde en kur mod en sygdom, som lægerne i Dibrugarh ikke kunne helbrede. Da
Baba havde fortalt dette, gav Han ham nogle pakker af den helbredende vibhuthi. Allerede
efter han havde indtaget den første pakke, fik han det bedre. Siden har der ikke været noget
tilbagefald. Stammelederne modtog Baba’s kærlighed. ”Der blev spurgt i kærlighed, og der
blev givet i kærlighed.” Baba siger: ”Når faderen giver gaver, så gør han det ikke med stolthed
eller i håb om at få noget til gengæld.””
12.12. Det er denne evigt flydende kærlighedsstrøm, der gøder vort forladte hjerte med håb,
tro og godgørenhed og kulminerer i oplevelsen af lyksalighed. Dr. B. Janakirama Rao skrev til
mig om et eksempel på grænseløs kærlighed. ”Klokken 02.00 var dr. Bhaskara Rao og jeg hos
en patient, hvis puls vi ikke kunne mærke. Vi kunne heller ikke registrere blodtrykket, så vi
følte, at hans liv hurtigt ebbede ud. Derfor blev patienten flyttet fra en almindelig stue til et
eneværelse. Han fik en indsprøjtning med coramina, og vi lagde noget vibhuthi på hans tunge.
Det var vibhuthi, som Baba havde givet os til ham.”
12.13. ”Næste morgen klokken 08.00 fandt vi, at hans puls var normal. Patienten fortalte, at
han om natten havde fået hjælp af en eller anden! Hvem kunne det være? Sygeplejersken og
natlægen kendte ikke noget til det, og de havde heller ikke selv hjulpet patienten. Hvilken
uforklarlig hændelse på et hospital! Vi undrede os. Det er vel næsten unødvendigt at tilføje, at
patienten kom sig hurtigt og snart kunne komme hjem rask og glad.” Mens dr. Ranga Rao
kørte fra Madras til Prasanthi Nilayam opdagede han, at der var ild i nærheden af
benzintanken. Han råbte: ”Sai Ram” og kastede håndfulde af grus på flammerne. Flammerne
forsvandt, og glad kørte han til Nilayam. Oberst Raja fortalte mig, at det var gået ild i et meget
stort bambuskrat, der voksede tæt på hans ville i Tezpur. Flammerne var flere meter høje.
Hans hustru løb ud af huset. Hun frygtede, at nogle hytter tæt ved branden, hvor nogle
nepalesere boede, ville brænde ned. Hun råbte: ”Sathya Sai Baba! Sathya Sai Baba!”, og som
obersten fortalte: ”Ilden døde hen i løbet af fem sekunder. Selv et dusin slukningsfartøjer
kunne ikke have klaret det.” Altså endnu en gang et tegn på den uudtømmelige kilde af
guddommelighed, der er til stede altid og alle vegne.
12.14. ”Min broder havde brækket sit lårben for seks måneder siden. Da Baba skulle besøge
mit hus i Trichinopoly, fik jeg min broder bragt derhen. Han sad i sin kørestol i den bageste
stue og ventede på Baba’s ankomst. Da Baba kom, var lovsangen i gang inde i den store stue.
Men Han gik stille hen til min broder, da Han vidste, at han stadig skrantede. Baba
materialiserede vibhuthi og bad ham spise den. Han smurte også lidt af den på hans pande.
Herefter gik Han ind i den store stue, kom hen til mig og sagde: ”Jeg har sat din broders ben
ordentligt på plads.” I løbet af tre dage begyndte min broder at gå rundt uden hjælp, og inden
måneden var gået, genoptog han sin daglige spadseretur.” Dette brev er fra Sri S.N.K.
Sundaram, grundlægger og direktør i Pandyan Bank.
12.15. Dr. M.S. Ramakrishna Rao, der er en dygtig øjenkirurg, skriver om vibhuthi’ens
mirakuløse virkning, der er et udslag af Baba’s kærlighed. Denne læge behandlede på
sædvanlig vis en ven for betændelse i øjets bindehinde. I løbet af sin behandling opdagede
han, at hans patient havde den meget frygtede øjensygdom, dendritic ulcer, i sit højre øje. Det
er en sygdom, der er forårsaget af en virus. IDU, der bliver fremstillet i Amerika, er den eneste
medicin, der kan helbrede denne virussygdom. Men uheldigvis er den ikke til at få fat i i
Indien. I løbet af et par dage blev det andet øje også inficeret, hvilket er ret usædvanligt. ”Vi
gjorde os store anstrengelser for at fremskaffe IDU-medicinen. Da vi ikke havde den, var alt
hvad jeg kunne gøre at bede til Sathya Sai Baba. Og mens jeg gjorde det, smurte jeg Hans
111
vibhuthi ind i begge patientens øjne og lagde herefter en bandage over dem. Den
efterfølgende nat lykkedes det professor R. Suryaprasada Rao at tilvejebringe den værdifulde
medicin. Jeg var lykkelig over, at Baba havde besvaret mine bønner. Næste dag, da patienten
blev bragt hen til mig, fjernede jeg straks bandagen, da jeg var ivrig efter at smøre IDU’en i
hans øjne. Men til min store overraskelse og glæde opdagede jeg, at der ikke var det mindste
spor af sygdommen i nogen af øjnene! Jeg undersøgte øjnene under et hornhindemikroskop,
men jeg fandt ikke det mindste spor af sygdommen; end ikke et ar var synligt!”
12.16. John Hislop, en højt uddannet forretningsmand fra Amerika, som man normalt kunne
forvente bryskt ville afvise enhver snak om en levende Avatar, har udviklet en uigenkaldelig
tro på Avataren. Han udtaler: ”Jeg er en ung søn i en vis Faders og en kærlig Moders hjem.
Det er ’mennesker’, som jeg stoler uforbeholdent på. De næsten utrolige personlige oplevelser,
som Swami’s hengivne fortæller om, tegner et portræt af et helt unikt og smukt menneskeligt
væsen med egenskaber, der ligger langt ud over det, vi normalt vil påstå, tilhører et
menneske.”
12.17. I bestræbelserne på at vække mennesker fra sløvhed, dovenskab og slumren benytter
Baba Sig af overnaturlige eller overmenneskelige metoder. Sri Bhagawandas fra Unai skriver:
”Jeg har set duftende aske, der fremkommer på et billede af Baba i min nabos hjem. Vi er
meget betaget af det, og vi er ivrige efter at få Baba’s darshan.” Dette er en af de utallige
måder, som Baba introducerer Sig Selv på, manifesterer Sin tilstedeværelse og bekendtgør Sit
guddommelige komme. I NEFA (North Eastearn frontier area), en fjerntliggende egn, hvor
vibhuthi’ens hellighed sædvanligvis ikke forstås, fremkommer der sød, tyktflydende nektar,
honning eller sommetider smør, riskorn eller kostbare stene på hellige billeder. Disse
fremkomster danner ofte et dekorativt mønster eller OM-tegnet.
12.18. Selv mennesker, der hverken har set, hørt eller mødt Baba, kan modtage et sådant
tegn på Hans nåde. Sri J. Gogie fra Shillong skriver: ”Da vi ofrede blomster ved foden af
billedet, dukkede den guddommelige nektar frem på billedet! Hvilken guddommelig leg, som
Baba leger!” Sri P. Tshering fra Calcutta skriver: ”Mens min hustru var i gang med at rengøre
alle billederne af Baba, så de var klar til at blive tilbedt, så hun pludselig, at der kom
guddommelig nektar ud af et af billederne. Den strømmede ud af hele kroppen.” Dipendra
Dass fra Bhubanaswar skriver: ”I de sidste par dage synes der at være dukket mærker efter
vand frem på billedet af Bhagavan Sri Sathya Sai Baba. For at blive mere sikker i min sag
fjernede jeg disse mærker. Til min store overraskelse flød der to striber vand ud fra Herrens
knæ.”
12.19. Dr. J. Vighnesam fra Berhampur skriver: ”Jeg har ikke fortalt nogen om, at der kommer
vibhuthi ud af billedet af Baba i mit hjem, men vær venlig og fortæl mig, hvordan jeg skal
forholde mig? Hvordan skal jeg nu og fremover tilbede billedet? Hvilke regler skal jeg følge
med hensyn til at opnå ceremoniel renhed? Har det noget at gøre med mad, drikke og
rygning?” Fra Delhi kom der et telegram: ”Der drypper honning ud af Dit lotusbillede. Jeg
beder konstant om Din nåde, så jeg kan udvikle hengivenhed. Venlig hilsen H.P. Misra.” I
Sonapur Te Plantage blev der afholdt en sammenkomst for Sai-hengivne. Så snart selskabet
vendte tilbage, efter de havde gået rundt i byen og sunget lovsang, og da arathi var færdig,
dukkede der vibhuthi og guddommelig nektar frem på billedet af Baba. ”Vi blev alle henrykte,
da vi opdagede, at Baba var iblandt os”, skriver dr. Barua. ”I dag sluttede to tilhængere af
Herren Venkateswara sig til os, da vi skulle synge lovsang. (Herren Venkateswara er et aspekt
af guden Vishnu). Da der blev udført arathi, var der noget, der faldt ned fra Baba’s billede. Vi
opdagede, at det var støv fra lotusfødderne, som man plejer at dele ud, efter man har tilbedt
Herren Venkateswara!”, skriver Sri Muralidharan, stationslederen for Alle India radio i Kohima.
12.20. Ethvert tegn på nåde, der stemmer overens med den enkeltes temperament eller har
med vedkommendes særlige forlegenhed at gøre, er værdifuldt. Ethvert tegn på nåde, der
således skaber den ønskede virkning med at vække en søgende eller få andre til at begynde på
112
at udføre åndelige øvelser, er værdifuldt. ”For ikke så lang tid siden var jeg tæt på at dø”,
skriver Marie til sin lærer, Hilda Charlton i New York. ”Når jeg skriver dø, så taler jeg om både
indvendig og udvendig død, for jeg var dybt involveret i at tage stoffer, specielt heroin. Da det
endelig lykkedes mig at holde op, fik jeg leverbetændelse. Jeg lå syg med denne sygdom i et
stykke tid. Så sendte Marc Scales mig noget af Baba’s hellige aske fra Indien. Dette hjalp med
at helbrede mig. Men jeg var fortvivlet, uden et hjem og tilsyneladende uden nogen fremtid.
Men takket være Baba er jeg rigtig lykkelig nu, for jeg bor hjemme hos min moder, og i
øjeblikket planlægger jeg at vende tilbage på college. Tre af mine kære venner, der også tog
stoffer, er holdt op med det. Jeg gyser ved tanken om, hvor tæt jeg var på døden på grund af
en overdosis. Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed over for Baba.”
12.21. Pedagottapalem Janakiramaiah havde hørt om Baba, men følte sig ikke tiltrukket af
Ham. Han tænkte på Ham som værende blot én i en lang række af sadhu’er, som dette land
vrimler med. (En sadhu er en retskaffen sjæl, der har forsaget det meste her i verden). Hans
Gud var den ’gudestatue’, som er installeret i et tempel otte kilometer fra hans landsby. Det er
en Siva-lingam, der er blevet tilbedt i århundreder af hans forfædre. Mahasivaratri nærmede
sig, og festen i hans tempel skulle fejres den 15. februar. Men mens han var travlt beskæftiget
med forberedelserne, blev han ramt af difteri. Han havde høj feber og var i stor smerte. Der
var ingen mulighed for at komme på hospitalet. Han kunne hverken synke mad eller drikke
vand. Man forsøgte sig med forskellige husråd, nogle få kvaksalvere forsøgte at hjælpe, men
intet hjalp. Den 13. om natten kom han i tanker om, at han havde en lille gipsfigur af Sathya
Sai Baba, som en slægtning var kommet med. Man havde fortalt ham om Hans mirakuløse
evner. Hvorfor ikke bede til Ham? Han tog den lille figur hen til sin seng. Længe lå han og
stirrede på den, og på et tidspunkt faldt han i søvn. I en drøm bad Baba ham om at drikke
noget vand, men Janakiramaiah protesterede og sagde, at han var ude af stand til at drikke.
12.22. Baba insisterede imidlertid. Hans hustru dukkede op med en kande fuld af vand. Han
drak det hele ned til sidste dråbe. Da han havde drukket den sidste slurk, vågnede han.
Klokken var 23.00. Feberen var forsvundet, og det var difterien også! Den 15. var han i stand
til at udføre alle sine pligter i templet. Med et hjerte fuld af taknemmelighed skrev han til mig
og bad om at få at vide, hvordan han kunne rejse til Nilayam. ”Han er Siva; jeg må kaste mig
for Hans fødder”, skrev han.
12.23. ”Det var mit tredje anfald af pneumothorax (luft i lungesækken)”, fortæller Eruh K.
Wadia fra Madras. Jeg blev rådet til at opsøge lægerne på Victoria Hospitalet i Bangalore,
eftersom jeg forgæves havde forsøgt at få hjælp alle andre steder. Men før jeg gjorde det, tog
jeg til Prasanthi Nilayam for at få Baba’s darshan. På afstand bad jeg til Ham, og efter nogle
dage måtte jeg tage derfra for at konsultere lægerne. Da undersøgelserne på hospitalet var
overstået, sagde lægen: ”Hvem har fortalt dig, at du lider af luft i lungesækken?” Jeg blev
sendt til yderligere undersøgelser på SDA Sanatoriet. Her fik jeg at vide, at: ”Din højre lunge,
den du siger er syg, er bedre og stærkere end den venstre. Der er ingen grund til at gøre
noget som helst.” Wadia siger: ”Hans velsignelser helbredte mig fuldstændigt. Darshan er
nok.”
12.24. Holtendour Nicholas havde en anden slags oplevelse. ”Endnu før jeg så Baba, følte jeg
en dyb hengivenhed for Ham. Jeg arbejdede med at male Hans portræt. På det tidspunkt,
billedet var færdigt, vidste jeg, at jeg simpelthen var nødt til at rejse til Indien for at se Ham.
Jeg kom til Indien og nåede frem til Puttaparthi tre dage før Dasara-festlighederne. Selve
højtiden var fuld af oplevelser, men dem vil jeg ikke fortælle om nu. Lige efter højtiden blev
jeg forkølet, og den blev stadig værre. Jeg fik også høj feber, og det hele tilsammen
bevirkede, at jeg end ikke kunne tænke klart. Mens lægen fra hospitalet gav mig medicin,
udbrød han: ”Sai Ram! Kun Du kan gøre ham rask!” Jeg hørte disse ord og bad: ”Baba, giv
mig mulighed for at gøre min pligt i Europa. Lad mig ikke dø her, for det er tydeligt for mig, at
jeg har arbejde at udføre.” Pludselig så jeg Baba’s øjne, og så så jeg håret, der omkranser
Hans hoved. Dette synsindtryk kom og gik. Det hele mindede mig om de lysglimt, jeg ofte ser,
113
når jeg mediterer. På samme tid hørte jeg OM-lyden vibrere rundt om mig. Om morgenen
havde jeg det langt bedre, og en af vesterlændingene, en fremmede, kom ind på mit værelse
og sagde: ”Baba talte om dig. Han spurgte mig: ”Kender du Nick? Den gamle mand, der sidder
og svajer fra side til side under lovsang. Fortæl ham, at han havde et alvorligt hjerteanfald
sidste nat, men at han nu er i sikkerhed, for Jeg var hos ham hele natten.” Jeg åbnede mine
øjne. Jeg forstod det syn, jeg havde fået. Al tvivl forsvandt. Nu ved jeg, at Baba vil komme,
hvis vi virkelig behøver Ham.”
12.25. Baba sørger for, at Hans tilstedeværelse opleves på tusind forskellige måder af dem,
der er i nød. Da dr. Ramakrishna fra Institut for Videnskab i Bangalore var i Prasanthi Nilayam,
modtog han et telegram fra Hyderabad klokken 21.30. Han fik at vide, at hans moder var
blevet indlagt på hospitalet. På grund af en blodprop i hjernen var hendes tilstand kritisk. Det
lykkedes ham at informere Baba om dette, skønt Han havde trukket Sig tilbage for natten.
Baba sendte følgende budskab tilbage til dr. Ramakrishna: ”Jeg har været på hospitalet. Hun
har det godt nu. Lad hende få en god nats hvile.”
12.26. I Hyderabad omkring klokken 21.45 så hans fader, at hun åbnede øjnene og viste
interesse for sine omgivelser. Bekymret spurgte han hende, om det var nødvendigt at kalde
deres to sønner til hendes sygeleje. Men kvinden svarede: ”Det er der ingen grund til. Baba
har lige været her, og mens Han gav mig prasad, forsikrede Han mig om, at jeg nok skulle
blive rask.” I løbet af få dage blev hun sendt hjem, og hun var på det tidspunkt helt rask!
12.27. Baba kan også vise Sin nåde, Sin kærlighed, på helt anden vis. Sri K. Dutta Gupta
skriver: ”Ovre i Rangia, der ligger 48 km herfra, har min chef, Biren Bardoloi, to små billeder
af Baba liggende under glaspladen på sit toiletbord. Baba har egenhændigt skrevet ordene
’Med velsignelse, Sri Sathya Sai Baba’ på det ene af billederne, og det er sket, mens billedet lå
under glaspladen! Det er også forekommet, at Han har efterladt et eller to fodaftryk i vibhuthi
som tegn på, at Han har været der, eller er der!
12.28. Mystikeren Mester Eckhort skriver: ”Herren fortalte folket: Jeg står uden for jeres dør.
Jeg banker på og venter. Hvis nogen lukker Mig ind, så vil Jeg træde ind og spise nadvar med
ham.” I behøver hverken kigge her eller der. Han er altid nær. I skal omfatte Ham med
kærlighed, så I kan se Ham livagtig i jeres rene hjerte. Han er jeres væsens Virkelighed. I
eksisterer, så længe Han er iboende jer. Baba er altid parat til at reagere på jeres oprigtige
bønner.
12.29. Baba spurgte hr. og fru Sitaraman fra London, hvorfor de var gået i seng, når der stod
en gryde med olie på et tændt gaskomfur. ”Hvad ville der ikke have været sket, hvis Jeg ikke
havde slukket for gassen?”, spurgte Han. R.G. Gholap skriver fra Nandurbar,
Maharashtra: ”Omkring klokken 04.15 hørte jeg en stemme, der bad mig vågne. Jeg hørte den
tre gange, men jeg sagde til mig selv, hvorfor jeg dog skulle stå så tidligt op? Et øjeblik senere
hørte jeg stemmen sige: ”Åben i det mindste dine øjne og se!” Yderst uvilligt åbnede jeg dem,
og hvad så jeg? En tyv! Så snart jeg slog alarm, stak han af. Hvem var det, der havde vækket
mig, undrede jeg mig. Så fik jeg øje på et spor af vibhuthi, der gik fra mit værelse og ud til
den udendørs veranda. Så vidste jeg, at det var Baba.”
12.30. Fra Coorg skriver C.M. Appiah: ”Elektriciteten var afbrudt. Så det var to mørke uger, vi
gennemlevede i august. Kumar havde afsluttet sit beskedne aftensmåltid og var gået i seng.
Han boede i en forfalden ejendom. Mens han sang nogle få lovsange, tændte han et stearinlys
og en røgelsespind. Herefter lagde han sig til at sove. Vinden hylede, og regnen faldt i stride
strømme. Pludselig lød der en hvisken i hans øre: ”Kumar! Løb!” Han åbnede døren og løb ud i
mørket. Så snart han nåede ud til vejen, hørte han et højt brag. Huset var styrtet sammen!
Om morgenen opdagede han, at den eneste genstand, der var uskadt midt blandt ruinerne,
var billedet af Baba i glas og ramme.”
114
12.31. En dag modtog Sethumadhavan Nair et brev skrevet med blod. På brevet var der en
tegning af et dødningehoved og to knogler lagt overkors, som en bestemt bande bruger det.
Brevet lød: ”Stands lovsangen, for det eneste du gør, er at snyde og bedrage folk. Hvis du ikke
stopper den inden for syv dage, efter du har modtaget denne advarsel, så vil du få hovedet
hugget af.” Den hengivne kendte kun ét værn mod sådanne trusler – Baba’s navn! Uden frygt
fortsatte han med at arrangere lovsang de følgende dage og aftener. Brevskriveren blev
øjensynligt rasende. Han var fast besluttet på at gennemføre sit nedrige foretagende. Så ved
daggry, otte dage efter advarslen, listede han sig hen til huset og kiggede ind af et åbent
vindue. Nair stod stille og roligt og vaskede sine hænder ved vandhanen ude på badeværelset.
Opfyldt af had og voldstanker tog brevskriveren sigte og kastede en tung økse mod det
intetanende offer. Men Baba er altid allestedsnærværende. Alt, hvad Nair kunne fortælle
senere, var, at en pludselig hvirvelvind af orange-rødt lynede forbi ham, mens en nænsom
hånd holdt og skubbede ham hen i et hjørne af værelset. Han hørte våbnet skramle mod
gulvet og lyden af hurtigløbende fortrin, da voldsmanden flygtede.
12.32. Da Nair’s hustru og venner, der sad og gentog OM, hørte larmen, skyndte de sig ud på
badeværelset. De fandt et værelse med en mærkelig duft og med luften fyldt med vibhuthi.
Nair var ude af stand til at sige noget, men de genkendte øksen som tilhørende den omtalte
bande og duften som tilhørende Den Allestedsnærværende Frelser, Baba.
12.33. Ved en bestemt lejlighed kørte en oberst ved flyvevåbenet ved navn Bose sammen med
sin hustru og sin svigerfader fra Ambala til Gauhati. De kørte i en bil, der slet ikke var egnet til
at køre på de fedtede veje nær Hariharganj. Hele området var farligt at køre i. De bugtede
veje var oversvømmede grundet kraftigt regnvejr. Vejen var faktisk omdannet til en sø. Bilens
baghjul sank fuldstændig ned i mudderet. Oppe foran sad det ene hjul fast i en grøft. Det var
sent, klokken var 23.30, så det var ikke muligt at få hjælp. Det ville måske heller ikke have
hjulpet, for alle bestræbelser på at få bilen fri bevirkede blot, at den sank endnu dybere ned i
mudderet.
12.34. De tre rejsende var dog i stand til at få husly på den nærliggende skole. Natten
igennem sov de på bænke. Fru Bose følte, at Baba havde skånet dem for en lang og risikabel
tur, hvor de skulle køre hele natten. Men hendes mand havde været fast besluttet på at nå
Gauhati, hvor han skulle lede en krigsret. ”Pligt er Gud. Arbejde er tilbedelse”, citerede han
Baba.
12.35. Da daggryet brød frem, var der ingen af de biler eller lastbiler, der kørte forbi, der ville
standse og hjælpe. Den lille skare af fornøjede landsbyboere ville heller ikke løfte en finger!
Den fornøjelse, de havde af at være vidne til det bedrøvelige optrin, syntes kun at få
fortvivlelsen til at blusse op. Uheldigvis havde hr. Bose stadig en smule ego tilbage i sig. Han
besluttede sig for at sætte sin lid til hestekræfter frem for til Sai-kræfter! Reb blev tilvejebragt,
men bilen ville ikke flytte sig. Man genstartede motoren, men bilen sank blot dybere ned i
mudderet. Til sidst dumpede en udmattet Bose ned på jorden, idet han sagde: ”Baba’s
lotusfødder er vor eneste redning.” Næsten øjeblikkeligt kom en venligt udseende mand med
en stærk fysik gående hen imod dem. Ingen syntes at kende ham, og ingen vidste, hvor han
kom fra. Han rakte fru Bose sin paraply og overtog styringen af situationen. Bose blev bedt om
at sætte sig ind i bilen og tage rattet. En dejlig duft fyldte bilen. Endnu før han havde fået
starten motoren, tilbød den måbende skare deres assistance. Fru Bose så, at manden stak sin
hånd ind under kofangeren, og med et enkelt løft fik han bragt bilen op på fast grund. Alle hjul
blev bragt fri af det forfærdelige dyng. Nu bad manden dem om at sætte sig ind i bilen.
Forvirrede forsøgte de at takke ham og spørge, hvem og hvad han var. ”Åh! Jeg er en
vagtmand”, sagde han og gik derfra. Idet den frigjorde sig fra den nu ret højrøstede skare,
kørte bilen derfra, og snart indhentede den manden, der raskt gik hen ad vejen. Bose bønfaldt
manden om at acceptere at modtage et eller andet for sin hjælp, men han nægtede. Så sagde
han en enkel sætning: ”Hvorfor kaldte du ikke på mig sidste nat?” Lotusfødderne var i sandhed
kommet til dem!
115
12.36. Denne hændelse illustrerer tydeligt, hvor nødvendigt det er at nedvurdere egoet, det
lille personlige ’jeg’, og erkende, at den Gud vi beder til, den Gud vi tragter efter og håber på,
er personificeret i Baba’s lille menneskelige skikkelse. Når alt kommer til alt, hvad er det så,
der karakteriserer et sandt menneske? Et sandt menneske er et menneske, der oplever Gud og
overgiver sig fuldstændigt til Ham, idet han opgiver alt, hvad han besidder, inklusiv sit lille
personlige ego, og som ikke har nogen tilknytning til noget og kender Guds mysterium som
menneske og mennesket som Gud! I to tilfælde rasede skovbrænde rundt om Indra Devi’s
gård i Tecate ved den mexikanske grænse. Første gang buldrede ilden rundt om Sai Nilayam,
hvor åndelige aspiranter var på retræteophold. Ilden konsumerede alle folks fornødenheder og
telte og dækkede murene med sod. Beboerne løb op på en bakke. Selve andagtsværelset
forblev uberørt af flammerne. Anden gang, der var skovbrand, var Indra Devi hjemme. Da hun
havde fuld tillid til Baba, løb hun ind i bedesalen. Flammerne veg tilbage! Da hun næste gang
var i Indien, gav Baba hende, som et udtryk for Sin medfølelse, en statuette, idet Han sagde:
”Ikke flere ildebrande!”
12.37. Muralidharan, der er stationsleder i All India Radio, var med Baba under Hans tur rundt
i Kerala. Han optog Baba’s taler på bånd tillige med de lovsange, som Han sang. På den måde
gik der ikke så meget som et ord eller en tone tabt. Ud fra disse bånd tilrettelagde man en
slags ugerevy, der skildrer den ceremoni, hvor Baba lagde grundstenen til hospitalet for børn i
min fødeby, Tripunittura, og hvor sundhedsminister Wellington præsiderede.
12.38. Udsendelsen forløb godt, og han var lykkelig, da han huskede på, at Baba i Sin tale på
rådhuset havde lovet at rejse til Kerala igen efter Mahasivaratri (Siva’s store nat). Han havde
forsikret dem, at Han ville rejse fra Cannanore til Trivandrum og opholde Sig i længere tid på
hvert sted. Da en ven kom ind på hans kontor en uge senere, greb Muralidharan chancen og
overbragte ham den gode nyhed. Muralidharan fortalte, at hvis Baba ikke opfyldte Sit løfte, så
ville han tage båndet, der indeholdt Hans løfte, med til Puttaparthi og spille det for Ham og
’udfordre’ Ham.
12.39. Vennen var begejstret over at høre, hvor fortrøstningsfuld Muralidharan var. Han
udtrykte ønske om at høre forsikringen med Baba’s egen stemme, og for hans skyld afspillede
de båndet. Undernes under! De afgørende sætninger var ikke blevet optaget på båndet!
Sætningerne på telugu, som Baba var fremkommet med, og oversættelsen til malayalam, som
jeg var kommet med, var der ikke! Og for at gøre miraklet fuldkomment, så var der ikke noget
ophold, tomrum, der hvor sætningerne skulle have været!
12.40. Det var Basant Panchami, men det vidste en gruppe mennesker ikke. (Basant
Panchami er en sikh og hindu-festival, der fejres i begyndelsen af februar. Man fejrer, at
foråret er kommet). I bil kørte de til Lakhimpur for at nå et fly til Gauhati. Herfra skulle de
videre til Calcutta, Madras og Bangalore for til sidst at køre i bil hen til Baba’s fødder! Deres
hjerter var tynget af sorg, og kun Baba kunne lette sorgen. Da de stod i lufthavnen, modtog
de et telefonopkald hjemmefra. I røret var en minister i Nagaland’s regering, der ville tale med
sin hustru: ”Hvad har du gjort ved billedet af Baba, der hænger i vores værelse? Du har
klistret nogle røde bånd og en kvast på det sted, hvor Hans venstre håndled befinder sig.”
”Hvad! Jeg har overhovedet ikke gjort noget sådant! Lad det være som det er.” ”Det er vokset
frem på glasset, og det må betyde et eller andet. Han gør ikke noget, uden det har en
betydning. Båndene er oven på billedet, ikke oven på glasset. De er under glasset. Forstår
du?” Til sidst sagde han: ”Jeg skal nok huske alt det, du har sagt.”
12.41. ”Mine hænder og fødder er alle vegne”, siger Han i Gita’en. Når Han har besluttet Sig
for at skænke glæde, så kan intet standse Ham.
12.42. Beethoven har egenhændigt skrevet nogle af sine betydningsfulde ideer på et stykke
papir, der bliver opbevaret på Royal College og Music i London. Det inkluderer følgende om
116
Gud, og når vi tænker på Baba, så synes disse linjer at være overordentlig passende. ”Ud fra
det vi er i stand til at forstå af Hans skaberværk, må vi konkludere, at Han er evig, almægtig,
alvidende og allestedsnærværende.”
12.43. I et brev til et medlem af ledelsen af et college skrev Baba: ”Sai’s vilje er uimodståelig
som et tordenbrag. Den vil altid nå sit mål. Den er uigenkaldelig, uovervindelig, ufejlbarlig. Der
er intet, Jeg ønsker for Mig Selv. Jeg kæmper, Jeg ønsker, Jeg arbejder udelukkende for at
sikre og udvikle menneskehedens velfærd.”
12.44. Sri Laksh Kumar har haft en strålende akademisk karriere. Han har taget en
universitetsgrad inden for tre fagområder! Han er i øjeblikket undervisningsinspektør i det
nordøstlige grænseområde, det nuværende Arunachal Pradesh. En dag kom posten med tre
bøger, der havde med Baba at gøre. ’Sai Baba’s liv’, ’En forelæsning givet af Ham til de
studerende’ og ’En samling af Hans sentenser’. Han havde tidligere hørt om Baba og læst en
artikel, der havde været bragt i Illustrated Weekly of India, Bombay. Men han havde ikke
været imponeret af det portræt, artiklen havde tegnet. Han følte faktisk, at artiklen ikke var
værd at læse. Ikke desto mindre satte han bøgerne op blandt sine sanskrit-bøger i bogreolen.
12.45. Mens han gik på college, udviklede Laksh Kumar en vane med at stå op omkring midnat
og læse i en af sine favoritbøger til omkring 03.00 eller 04.00, hvorefter han genoptog sin
søvn. Den bog, der for tiden udgjorde hans natlekture, var den gamle Sanskrit Grammatik af
Panini, der hedder ’Ashtadhyayi’. Som han selv sagde: ”Panini er en fascinerende forfatter,
som man let bliver helt optaget af.” Da bogen efter hans mening var det største sprogvidenskabelige værk, sad han til langt ud på natten i sin villa og fordybede sig i den. En sen
aften, da han havde forvildet sig ind i et hjørne af den grammatiske labyrint, lukkede han
øjnene for at koncentrere sig. Da han åbnede dem, sad Baba i en stol ved siden af ham. Han
var iført en rød, flagrende kjortel, og Han havde et betagende smil på læberne.
12.46. ”Jeg følte hverken frygt eller overraskelse, som man ellers let kan føle under sådanne
omstændigheder, når en fremmed pludselig dukker op midt på natten, når du sidder i ro og
mag og fordyber dig i en bog. Jeg følte mig godt tilpas og ikke det mindste usikker. Før jeg
nåede at spørge Ham, hvem Han var, hørte jeg Hans blide, lave stemme berolige mig: ”Du
skal ikke være bange, fordi Jeg er her sammen med dig.” Han gentog dette to gange, men
spørgsmålet stod stadig tilbage: ”Hvem var Han?” Før jeg nåede at sige noget, sagde Han:
”Jeg sendte dig nogle bøger.””
12.47. ”Nu var jeg klar over, at det var Baba. Jeg svarede: ”Ja, jeg har modtaget nogle
bøger.” Jeg ville have fortsat, men Han afbrød mig og sagde: ”Læs dem!” Jeg sagde: ”Der er
ikke noget af værdi i dem. De er ikke noget værd. De indeholder ikke noget, jeg vil bryde mig
om.” Men Baba insisterede, og venligt forsøgte Han at overtale mig. Han talte som en ven, og
der var ingen bitterhed i Hans stemme. ”Selv om du skulle have ret, så indeholder de alligevel
noget, der er værd at læse. Læs dem i det mindste én gang.” ”Han smilede et smil, som jeg
aldrig vil glemme.”
12.48. Hvilken utrolig dybde der er i Baba’s kærlighed, at Han sender bøger, og at Han går ind
i processen med at transformere modtageren ved Selv at besøge ham. Og på trods af
mandens afstumpede kynisme beder Han ham om ikke at gå glip af denne mulighed for at
frelse sig selv.
12.49. I et optaget interview med dr. M.U.N. Murthy, fortsætter Kumar. ”Nu fik jeg en følelse
af, at det var forkert af mig at forkaste dem som værende uden værdi lige foran den person,
der havde sendt dem. Og det endda inden jeg havde læst dem. Jeg sagde: ”Jeg vil læse dem”,
og idet jeg rejste mig, gik jeg ind i det inderste værelse for at hente dem. Da jeg kom tilbage,
var Han forsvundet. Jeg tilstræber altid at holde mine løfter, så selv om dette løfte blev givet
til en mærkværdig besøgende, der besøgte mig under besynderlige omstændigheder, så følte
117
jeg, at det var min pligt at læse bøgerne. Indtil dette tidspunkt var jeg udelukkende
interesseret i filosofi, østlig og vestlig, og ikke i ritualer eller religiøs lederes liv. Men jeg
opdagede, at disse bøger forklarede Upanishad’ernes og andre filosofiske læresætninger fra
Øst og Vest på en meget enkel og enestående måde. Mens jeg i andre filosofiske bøger kun
fandt ord, så rørte Baba’s bøger og udtalelser mig, fordi de udsprang fra sjælens evige erfaring
og opmuntrede mig til selv at nå disse højder.”
12.50. ”To dage senere, da jeg sad og funderede over en passage i Panini’s bog, kom Baba
igen. Det var på det samme tidspunkt på natten som sidst, og jeg havde netop lukket øjnene
for at koncentrere mig. Han sad i den samme stol tæt på mig. ”Jeg ved, at du har læst
bøgerne”, erklærede Han. Idet jeg gentog Ham, sagde jeg: ”Ja, jeg har læst bøgerne.” ”Jeg er
helt sikker på, at du kunne lide dem. Jeg vidste, at du ville kunne lide dem”, sagde Han med
en selvsikker stemme. ”Når man læser dem, så vil man helt sikkert synes om dem”, gentog
Han.”
12.51. ”Hans stemme var fuld af kærlighed og velsignelse. Jeg må tilstå, at jeg aldrig har hørt
en så liflig stemme. Nu sagde Baba: ”Hvorfor oversætter du dem ikke?” Jeg sagde: ”Det vil
være meget vanskeligt.” Baba gentog det, jeg lige havde sagt. ”Ja, det vil være vanskeligt,
men Jeg er sikker på, at du vil gøre det.” Så jeg rejste mig og gik ind i det inderste værelse og
hentede bøgerne og noget papir. Igen var Han væk, da jeg vendte tilbage. Oversætte! Men jeg
fik ikke spurgt Ham til hvilket sprog. Hindi eller adi? Jeg var sikker på, at Han må have ment
adi, det sprog der tales i stammeområdet. Så jeg begyndte at arbejde, og jeg arbejdede uden
afbrydelse.”
12.52. ”To uger senere, mens jeg kæmpede med at finde et dækkende ord på adi for et
abstrakt begreb, der var nævnt i en af bøgerne, kom Baba igen. Jeg skal lige nævne, at adi
ikke er et sprog, der er velegnet til at beskrive abstrakte ideer. Men Baba kom altså, mens jeg
var optaget af at veje den ene term op mod den anden. Det var omkring midnat. Det var den
samme vidunderlige stemme, som jeg elskede at høre. Han talte til mig fra stolen ved siden af
mig. ”Du er begyndt at oversætte dem?””
12.53. ”Jeg løftede hovedet og så Ham i Hans fulde herlighed. Jeg svarede: ”Jeg kan ikke. Jeg
er ikke tilfreds. Det er meget vanskeligt.” Men Baba sagde: ”Du er i stand til at gøre det
vældig godt. Hvorfor skulle du unddrage dig opgaven? Alt hvad der er værd at gøre, vil
selvfølgelig være vanskeligt. Du kan gøre det; du har gjort det.” Herefter forsvandt Han.”
12.54. ”Jeg følte mig meget opmuntret af disse ord. Jeg afsluttede oversættelsen og
besluttede mig for at læse den for nogle adi-talende venner og landsbyboere. Det ville jeg
gøre, for at finde ud af om den var noget værd. I mellemtiden fandt jeg ud af, at Baba’s tre
besøg, Hans darsan og samtalerne med Ham, havde transformeret mig. Den indstilling, jeg
ellers havde over for mit arbejde og min holdning til mine underordnede, var forandret. Før i
tiden plejede jeg at blive vred og straffe folk. Nu forstod jeg andre folks vanskeligheder og
forsøgte at hjælpe og sympatisere med dem. Jeg var blevet ydmyg og forsagt. Jeg’et i mig gør
sig ikke i samme grad gældende, som det plejer at gøre. Så jeg kan med sikkerhed sige, at
mens jeg oversatte Baba’s bøger, så lykkedes det Baba at bringe det bedste frem i mig.”
12.55. Grammatik er i lige så høj grad Baba’s fagområde, som alle andre discipliner er det. I
kan nå Gud, den perfekte grammatiker, gennem grammatik. Som Laksh Kumar gjorde
opmærksom på, blev hans studie af Panini’s værker og oversættelser begge velsignet af Baba,
der blev hans guru. Blidt blev Kumar guidet gennem alle de otte stadier, der udgør studiet af
Panini. Det var Baba, der gjorde det, når som helst han kaldte på Ham. Alle de komplicerede
problemstillinger blev udlagt og forklaret. ”Jeg kan forklare enhver guddommelig grundsætning
fra et hvilket som helst afsnit i bogen, og det kan mine tre børn, der er fra 7 til 13 år, også!”
118
12.56. Baba er kærlighed, og det er Hans kærlighed, der ansporer Ham til at vælge redskaber,
så de muligvis kan komme til at føle, at de deltager i fuldbyrdelsen af Hans mission.
12.57. Hr. Tidemann fra Norge fik følgende besked: ”Du behøver ikke længere lede efter en
guru. Fra nu af vil Jeg vejlede dig.” En af Indra Devi’s elever talte med Baba om de ’bølger af
begejstring’, som han oplevede under sin meditation i Prasanthi Nilayam. Baba fortalte ham, at
de var ’smagsprøver’, som Han skænkede ham for at få ham til at fortsætte fortrøstningsfuldt.
Baba skænker mod, tillid, råd og trøst til alle, der længes efter det. ”Vær forsigtig med hvad
du beder Mig om, for Jeg giver dig det, du beder om!” Hvorfor stå under et himmelsk ønsketræ
og bede om at få en sølle og ubetydelig ting? Han ved, hvad der er godt for os. Derfor giver
Han os uopfordret det, vi trænger til eller har behov for. Så det er bedst, at vi ikke blander os i
Hans plan for vores skæbne.
12.58. Hr. Bhatia havde tre døtre. Baba sagde: ”Du vil snart få en søn.” Og det var, hvad der
skete, skønt graviditeten trak langt ud over de normale ni måneder. Både lægerne og den
bekymrede fader var meget nervøse. Baba havde erklæret, at barnet ville blive født den dag,
Han kom til Bombay. Denne erklæring efterlod alle mere forvirrede end nogensinde. Men i
løbet af den 13. måned blev der født en søn, og Bhatia skyndte sig hen til den agtværdige P.K.
Savant’s hjem. Her fik han at vide, at Savant var taget af sted for at modtage Baba ved
grænsen til Bombay!
12.59. Hans vilje sker altid. For nylig fik Arnold Schulman en safir-ring. Det er ham, der er
forfatter til bogen ’Sai Baba’. Han kviede sig ved at modtage ringen, da han tænkte, at en så
kostbar ring ville forårsage problemer i tolden i San Francisco. Baba sagde: ”Jeg skal se på
det.” Tolderen vurderede den som værende værdiløs, efter at han havde undersøgt den.
Senere vurderede en vurderingsmand værdien til at være 125 dollars.
12.60. Beholdere med vibhuthi, der bliver skænket med en forsikring om, at de vil fylde sig
selv igen lige så hurtigt, som de bliver tømt, fylder sig selv beredvilligt! En guddommelig leg,
der sædvanligvis kaldes et mirakel, skal efter sigende gøre opmærksom på, at alt, hvad vi ser,
ikke er andet end en fysisk tilkendegivelse af den guddommelige bevidsthed. En sådan leg er
ikke en demonstration, en stillen til skue, men er altid fuld af en dybsindig betydning, der er
beregnet til at bevidne det guddommeliges komme i Baba’s menneskelige skikkelse. Den
vækker ærefrygt og ærbødighed, forstærker loyaliteten, tjener som en øjenåbner og fjerner
stolthedens tåge. Den såkaldte avancerede og raffinerede civilisation har fuldstændig forurenet
menneskets sind, hjulpet ham med at udvikle et begær efter magt og besiddelser, narret ham
til at tro at lykken ligger i at opnå dette, og derved føre ham til moralsk og fysisk fornedrelse.
12.61. Baba er kommet for at desinficere og afhjælpe, indgyde tro og frygtløshed blandt de
vise og de indsigtsfulde, så Han har soldater og minører til Sin kampagne mod ondskab. Som
Murphet skriver: ”De bygger vores tro op og hjælper os til at arbejde med fornyet nidkærhed i
bestræbelsen på at skabe en guddommelig udgave af os selv. Og dette arbejde fuldføres ikke
blot gennem den store inspiration, som vi får fra medmennesker, men også gennem de stille
transformerende stråler, der udstråler fra Den Guddommelige Ene.”
12.62. Der findes guddommelige lege, der udelukkende har værdi for den person, der er vidne
til dem. Det var for eksempel tilfældet med vidnesbyrdet om, at Krishna er alt, som Herren
Krishna gav Arjuna på slagmarken. En dag i Prasanthi Nilayam, mens Baba gik sammen med
dr. Y.J. Rao, Ph.d. og professor i geologi, samlede Han et stykke granit op på størrelse med en
knytnæve. Han vendte Sig mod doktoren og spurgte, hvad den indeholdt. Glad over at kunne
holde et lille foredrag om sit yndlingsemne, gav han det korrekte videnskabelige svar. Men
Baba blev ved og ønskede, at han skulle gå dybere ind i dens sammensætning. Dr. Rao var
også forberedt på dette spørgsmål, og han begyndte at tale om atomer, kemiske formler,
elektroner, protoner, neutroner og resten af den videnskabelige abacadabra. Men Baba
standsede ham. Han sagde: ”Nej. Endnu dybere!” Rao var nået til enden af sin tekniske viden.
119
Så Baba tog det lille klippestykke ud af geologens hånd og pustede på det. Det forvandlede sig
til en smuk statue af Herren Krishna, der spiller på Sin fløjte! Farven var svag blålig. Selve
strukturen havde undergået små forandringer for at tilpasse sig kroppens holdning. ”Se! Gud
er inde i klippen! Det bør I geologer blive klar over. Intet eksisterer uden Gud, adskilt fra
Gud.”
12.63. Enhver af Baba’s guddommelige lege er en lektie i åndelig disciplin og videnskab. Han
irettesætter, og disse irettesættelser rammer en skjult kilde af bevidsthed og tilbedelse.
12.64. Der var en person, der dagligt tilbad Baba i sit hjem ved at fremsige Guds 108 navne,
og om torsdagen fremsagde han Guds 1008 navne. Ved afslutningen af dette ritual kastede
han sig fladt ned på gulvet foran Baba’s billede. Han forestillede sig, at han med begge hænder
greb fat om Baba’s lotusfødder. Der opstod derfor et mellemrum mellem hans hænder. Tårer
vældede frem i hans øjne, mens han nød glæden ved denne indbildning. Senere, da han kom
til Prasanthi Nilayam, gav Baba ham et privat interview. ”Se nu nøje på Mine fødder, mens Jeg
står her foran dig. Læg mærke til hvor stor afstand der er mellem Mine fødder. Mellemrummet
mellem dine hænder er ikke stort nok. Så Jeg er nødt til at holde Mine fødder tæt sammen,
hver gang du tilbeder dem. Så hold dine hænder en smule længere fra hinanden for
eftertiden!”
12.65. Der findes ingen bøn, som Han ikke hører, intet tegn, der ikke bliver indskrevet i Hans
hjerte, ingen tåre som Han affærdiger som værende noget, der ikke fortjener opmærksomhed.
Han er vores nærmeste slægtning, den bedste ven, den klogeste vejleder, den kærligste
moder, selve vort væsens åndedrag.
12.66. I dette øjeblik er Han til stede på alle veje, bag ethvert hurtigtkørende køretøj eller ofte
med det. På den måde er Han, med Sin advarende og kærlige hånd, parat til at forhindre
ulykker. ”Da vi kørte fra Colchester til London om eftermiddagen den 22. september, bad min
søn mig om at lægge sædet lidt ned, da han ønskede at hvile sig. Det gjorde jeg, og pludselig
var der en lastbil lige foran os. Og vi kørte ind i den. Rattet blev helt bøjet, og bilens front var
fuldstændig ødelagt! Hverken min søn eller jeg fik så meget som en skramme. Vi havde den
hellige vibhuthi med os, og vi sad og gentog Herrens navn. I vores stille sind bøjede vi os dybt
for vor elskede Herre, der greb ind”, skriver Sri V. Krishnamurthi.
12.67. Professor G.B. Pillai fortæller en interessant historie om sin rejse fra Trivandrum til
Madras sammen med sin søn. Familien havde kendt til Baba siden 1961, og var blevet
begejstrede hengivne. ”Da vi den 23. december var på vej mod Madurai, begyndte det at
regne voldsomt. Ubarmhjertigt piskede regnen mod taget. Alarmerende nyheder om at
Pamban-broen var blevet skyllet væk, nåede os. Så toget stod stille i Madirai i tre timer, men
endeligt blev det besluttet, at vi kunne genoptage rejsen. På det tidspunkt var klokken blevet
21.30, og min søn og jeg, sammen med dr. C.K. Gopi, der befandt sig i samme kupe,
besluttede os for at trække os tilbage for natten.”
12.68. ”Pludselig gik lyset ud, og der lød en høj eksplosion. Selve vognen var ved at styrte i
afgrunden, mens løsrevne stumper af kupeen faldt ned over os uheldige passagerer. Jeg blev
kastet ud af vognen og ned i en brusende flod. Jeg blev klemt fast af vragdele; jeg følte, jeg
var ved at blive kvalt. ”Hvor er min søn?” Jeg tænkte på min hustru og døtre og skreg: ”Baba!
Baba!, frels mig, frels mit barn!””
12.69. ”Og så skete der noget. Pludselig syntes vandet at trække sig tilbage, og vragdelene
blev ført væk af strømmen. Jeg kunne mærke fast grund under fødderne. Mit hoved dinglede
fra side til side, min stemme var hæs, mit overtøj blev skyllet væk. Jeg kaldte på min søn, og
han svarede!”
120
12.70. ”Baba havde våget over os! Dr. Gopi, der også blev reddet, modtog lægehjælp, for
sand og mudder havde næsten bragt professoren i en tilstand af chok. Senere måtte han
kæmpe for sit liv på grund af kraftig lungebetændelse, men Baba’s nåde hjalp ham med at
blive fuldstændig rask.”
12.71. De fleste breve, som denne bogs forfatter modtager, begynder med ordene: ”Der er
sket endnu et mirakel!” ”Susan, der på mirakuløs vis blev reddet af Baba, da hun forsøgte at
begå selvmord, havde en søn. Som barn overlevede han en operation i hjernen, men efter
operationen var han fuldstændig blind på det ene øje. Hver nat plejede Susan at drysse lidt
vibhuthi på hans øje. Da man på et tidspunkt undersøgte det lille barns øje, fandt man ud af,
at synet var vendt tilbage. Selv hvis han skulle miste synet på sit gode øje, ville han kunne se
genstande og gå omkring ved hjælp af synet på det ellers blinde øje.” Dette var et uddrag fra
et brev fra Santa Barbara på Amerikas Stillehavskyst.
12.72. For nogle år siden, da jeg en morgen kom ind i Prasanthi Nilayam, fandt jeg en gruppe
unge mænd fra et college i Bangalore, der bad Baba om at tage dem med til toppen af bakken
på den venstre bred af Chithravathi-floden. De håbede, at når de først var der, så ville Baba
give dem forskellige frugter fra det berømte tamarind træ (kaldet ønsketræet). Jeg sluttede
mig til appellen, men Baba var meget stille et stykke tid og sagde så pludseligt: ”Behøver Jeg
et bestemt træ? Ethvert træ vil være godt nok.” Vi blev opfyldt af håb. Han ville give os frugter
fra et andet træ og gøre det udødeligt! Men Han sagde: ”Hvorfor tror I, at Jeg ønsker et træ?
Sand er nok.” Det betød, at Han ville give os noget fra flodbredden! Vi blev snart skuffede!
”Behøver Jeg sand fra en flodbred? Er alt sand ikke lige godt?”
12.73. Eftersom der var gang i byggeriet inde i ashram’en, havde lastbiler fulde af sand hældt
store bunker sand ud på jorden. ”Vi kan sætte os på denne dynge sand, Swami”, sagde jeg.
”Tro du, at skabelsen af noget af sand er det eneste mirakel” Er sand så vigtigt?” Vi vidste
ikke, hvad vi skulle sige. Vi måtte stille os tilfreds med det mirakel, der består i at skabe
vibhuthi med en bevægelse af en hånd. ”Skulle jeg skabe noget, blot fordi I så kan se et
mirakel? Er selve jeres eksistens i sig selv ikke et af Mine mirakler?”, spurgte Han. Så rejste
Han Sig og gik fra os, idet Han efterlod os nærmest forfærdede over afsløringen af, at Han er
Den Hellige Treeninghed, at Han er Den Ene Universelle Guds inkarnation. (Treenigheden
består af Brahman (Skaberen), Vishnu (Opretholderen) og Siva (Nedbryderen)).
12.74. Ethvert af Baba’s mirakler er en nådegave. Det kan være et drys hellig aske, et stykke
kandis, et billede skabt for øjnene af os, en hel byge af aske eller det at der dukker kumkum,
duftende sandelpasta eller sød honning frem på et billede. Det kan også være OM-tegnet
skrevet med aske på gulvet eller en konstant strøm af velduftende olie eller guddommelig
nektar, der flyder ud af en lingam eller en medaljon. Det kan også være en hel masse
papirlapper, hvor der er skrevet råd eller advarsler på et sprog, som I forstår. Det kan også
være, at I ser, at Han har skrevet det med Sin Egen håndskrift på de billeder, som I tilbeder.
Råd og advarsler kan I modtage, når I er vågne, sover eller drømmer, eller de kan komme til
jer som en bog eller en pakke, som I modtager med posten som svar på en ordre, som I har
sendt. Det kan også være, at I ser Ham, det være sig i subtil form, fysisk, kortvarigt eller i
længere tid, men det vil altid være et udtryk for Hans kærlighed og storslåethed.
12.75. Jo mere I ønsker, des mere giver Ham. Jo mere Han giver, des mere udvikler I jer. Jo
mere I nærmer jer ham, des mere kommer Han jer nær. ”Kom med tomme hænder”, siger
Baba. ”Kast alle de ting væk, som I holder fast i. Kast alt det legetøj væk, som I har leget
med, når I har spillet det spil, der går ud på at tjene og tabe, samle og sprede.” Baba nyder at
give. Han nyder ikke at blive forgudet eller beundret, fordi jeres lovprisning tilføjer ikke noget
til Hans herlighed, og kritik kan heller ikke gøre den mindre. Han nyder at fylde tomme
hænder med vedvarende sødme, tomme hjerter med vedvarende glæde, tomme liv med sundt
og gavnligt indhold, tomme beholdere med Sin melodiøse ånde.
121
12.76. Enhver gave forbereder os til på ny at modtage. For intet gives, uden det har en
betydning. Gaverne gives for at gøre det lettere for os at gå fremad i vor søgen efter
sandheden. Han mister ikke noget ved at give, og vores evne til at modtage er også
grænseløs. Så mennesket afviser og behøver, hungrer og modtager og på den måde bliver han
til sidst Gud Selv.
12.77. Mens han var i gang med at tale til en tilhøreskare bestående af Sai-hengivne, sagde
dr. Bhagawantham for nylig, at man for bare ti år siden ikke kunne få billeder af Bhagavan i
farver. Derfor bad hans søn til Baba om at måtte få et sådant billede. Hans søns bønner blev
straks besvaret, da Bhagavan materialiserede en lingam og gav den til ham. Det er et
fingerpeg, der afslører Virkelighedens inderste kerne.
12.78. Der var engang nogle få hengivne, der sad sammen med Baba ved foden af et bjerg.
Baba holdt nogle få småsten i Sin hånd og kastede dem hen imod en hengiven. På vejen hen
imod ham blev de forvandlet til små stykker kandis. Da en af de andre hengivne så dette,
spurgte han Baba om følgende: ”Når Du på et splitsekund kan forvandle disse sten til sukker,
kan Du så ikke forvandle hele bjerget foran os til sukker?” Baba svarede: ”Det kan godt lade
sig gøre, men hvorfor unødigt gribe forstyrrende ind i dets natur?”
12.79. Faktisk er det sådan, at det ikke er nødvendigt for Ham at have en fysiske genstand
eller gøre en bevægelse for at materialisere noget. Hans vilje er uden sidestykke. Ved en
bestemt lejlighed talte Baba med en hengiven om åndelige emner. Og pludselig opdagede den
hengivne, at der lå et rødt æble i hans hånd. Manden var yderst forbløffet, og Baba fortalte
ham: ”Sagde du ikke tidligere, at du ikke havde fået nogen morgenmad? Spis det nu, for der
vil gå et par timer, inden du får frokost.” Dette skete, uden at en genstand blev forvandlet og
uden nogen bevægelse af hånden.
12.80. ”I må ikke være knyttet til flygtige glæder. Frimodigt skal I knytte jer til Den Ene, der
er uforlignelig og evig, og forblive i en afklaret tilstand af lyksalig bevidsthed”, siger Baba.
122
Kapitel 13
Så venlig! Så venlig!
13.1. I 1970 blev der afholdt to konferencer i Prasanthi Nilayam. Det var Seva Dal konferencen
i oktober under Dasara festlighederne og All India konferencen for ledere inden for Sathya Sai
Tjenesteorganisationen under fødselsdagsfestlighederne. Begge bidrog i høj grad til at
stabilisere og sprede Baba’s mission og budskab. På samme måde som alle floder automatisk
strømmer mod havet, bør alle individer i deres bestræbelse på at forbedre sig frivilligt
samarbejde med andre, idet de derved bryder individualitetens snærende bånd og når den
åndelige enheds mål. Det er den plan, Baba har designet, for at det enkelte individ kan forene
sig med det universelle. Han betragter den åndeligt søgende, der undgår sine medmennesker
og undlader at involvere sig i samfundet, som en stakkels åndeligt søgende. En enkel dråbe
vand fordamper hurtigt. Den kan ikke nå det hav, fra hvilket den blev trukket op i skyerne af
Solens stråler, medmindre den bevæger sig af sted sammen med venner og slægtninge, idet
de danner en bæk, løber ud i en å, strømmer ud i en flod og fortsætter deres færd. Baba siger:
”Lad være med at opfatte samfundet som en fælde eller et trick eller en fristende indretning.
Kærlighedens vej insisterer på uselvisk tjeneste over for medmennesker som værende den
bedste åndelige øvelse.”
13.2. Uselvisk tjeneste er et naturligt udtryk for en person, der har erkendt, at Jeg og han er
et, at der ikke er nogen forskel på Det og dette, på Skaberen og skabelsen, på energi og
materie. Denne altings enhed er Den Ene, er det filosofiske grundlag for den gyldne regel:
”Gør mod andre, hvad du ønsker, de skal gøre mod dig.”
13.3. ”Kærlighed er Mit særlige kendetegn, det er ikke skabelsen af materielle genstande eller
det at skænke sundhed og lykke. I betragter det, I kalder ’mirakler’ som et tegn på det
guddommelige. Men kærligheden, der byder alle velkommen, der får Mig til at være hos dem,
der søger Gud, dem der lider på grund af handicaps på pilgrimsrejsen, hvor de befinder sig, er
det sande kendetegn. Fyld hver eneste handling med kærlighed. Lad ingen lide den mindste
smerte på grund af jeres tanke, ord eller handling. Lad dette være jeres åndelige øvelse, for I
er alle eksistenser. I skader jer selv, når I skader andre. I er Sai, og alle er Sai. Hvordan kan
hånden rive øjet ud på den krop, som den er en del af, som den tilhører? Jeg er kommet for at
tænde kærlighedens flamme i jeres hjerter, så I, med dette lys, bliver i stand til at se Sai i
alle.”
13.4. Idet Han åbnede Seva Dal konferencen, sagde Baba: ”I skal føle, at ethvert menneske er
’tre-i-eet’, der markerer sig gennem sin vilje, sit arbejde og sin visdom, ved at være den der i
handling udfører sine pligter og udstråler styrke, venlighed og lys. Føl Gud i dem og tilbyd den
tjeneste, I nu kan tilbyde. I må ikke føle det som en tvang, og I må heller ikke skæve til, om I
får noget til gengæld. I behøver ikke bære uniform eller spankulere omkring med et skilt på
brystet. En person i nød bør ikke bønfalde om hjælp. Eftersom det er jeres natur at give og
tilgive, så se ham i øjnene med medfølelse og tilbyd ham en broderlig hånd. Kærlighed fødes
ud af den uselviske kærligheds livmoder. Kærlighed vokser gennem uselvisk tjeneste. Gud er
kærlighed; kærlighed er Gud. Det er den sandhed, Jeg er kommet for at lære jer. Spred
kærlighedens frø i de trøstesløse hjerter, og de vil spire og blive til kærlighedens blomster, der
vil fylde luften med velduft. Når dråber af denne kærlighed falder på jorden, vil det resultere i,
at kærlighedens floder vil bruse begejstret gennem dalene, og ethvert barn, enhver fugl,
ethvert dyr, enhver småsten vil synge kærlighedens sang.” De 700 unge mænd og kvinder,
der hørte Ham denne dag, blev bjergtaget af Baba’s kærlighedsfyldte budskab.
13.5. En åndelig aspirant fra Amerika sammenfattede sindsstemningen og erklærede: ”Lad os
alle blive dedikerede arbejdere, der er besjælet af Sai-ånden. Lad os blive udøvere af yoga,
123
foreningen af det individuelle med det guddommelige.” Ved konferencen blev der afgivet
rapport om det arbejde, de enkelte tjeneste-enheder udfører i de forskellige distrikter. Og
underudvalgenes talsmænd fremlagde deres forslag til endelig godkendelse. Sri Nakul mindede
Seva Dal’erne om den uselviske tjenestes åndelige idealer.
13.6. Baba insisterer på, at det enkelte Seva Dal medlem skal have en god, grundlæggende
viden og erfaring med meditation og en uslukkelig tørst efter at praktisere gentagelse af Guds
navn. ”Uden at være i fred med jer selv kan I ikke opleve fred, når I er sammen med andre.
Og er fred ikke den største af alle glæder, den mest dyrebare af alle besiddelser?”, spurgte
Han. Baba fortalte, at underudvalgene havde udarbejdet en liste over forskellige
tjenesteaktiviteter, som Seva Dal-arbejderne eventuelt kan tage op. Der blev blandt andet
foreslået at donere blod, oprette læse- og skriveklasser, rydde op i slumkvarterer, rydde op i
templernes lokaler, afholde lovsang i fængsler, undervise i varetægtsfængsler, yde
førstehjælp, slukke ildebrande, yde hjælp til pilgrimme, der ankommer efter rejsen tæt ved
pilgrimssteder og så videre. ”Hver eneste af den slags aktiviteter skal I udføre med en
overbevisning om, at I tjener Sai i alle former.”
13.7. På dette tidspunkt vil det måske være bedst at citere fra et brev skrevet af Hilda
Charlton: ”Baba fortalte mig følgende: Du skal leve i denne verden med dit hoved højt hævet.
Du skal altid stræbe mod det højeste og åbne dit hjerte for kærligheden. Tro på dig selv og på
Gud inden i dig. Så vil det gå dig godt. Uanset hvor du ser hen, så er Jeg der. Uanset hvor du
går hen, så er Jeg der. Uanset hvem du kommer i kontakt med, så er Jeg i vedkommende. Jeg
er i alle. Jeg vil svare fra alle. Du kan ikke se Mig ét sted og undlade at se Mig et andet sted!
For Jeg fylder hele rummet. Du kan ikke undslippe Mig eller gøre noget i hemmelighed, for der
er ingen hemmeligheder for Mig, og Jeg har heller ingen hemmeligheder. Lev i fuld
overensstemmelse med Mine love, og du vil se undere ske!” Det var netop denne fanfare, der
genlød i de unges hjerter under konferencen.
13.8. De 700 unge mennesker blev i ashram’en for at fejre Dasara. Derfor fik de også del i et
praktisk instruktionskursus afholdt af Mesteren Selv! Under samlingerne om aftenen talte Baba
om selvet, dets enhed og om alle selvenes identitet. ”I dag kender enhver skoleelev til Solen,
Månen, stjernerne og selv de yderste egne af rummet. Men end ikke den mest vidtfavnende
lærde kender svaret på det mest elementære spørgsmål: ”Hvem eller hvad er jeg?” Jeg er det
hyppigst anvendte ord. Det dukker op mange gange under en samtale. Jeg så, jeg gik, jeg
hørte, jeg har været forkølet, jeg er pilot, jeg er vred, jeg hader det, jeg er høj og så videre.
Hvad eller hvem er dette jeg, der har disse egenskaber? Upanishad’erne erklærer, at dette jeg
ikke er det individualiserede individ. Det er ikke begrænset til kroppen, som jeg’et beboer og
benytter sig af. Dette jeg er den universelle inden for alle kategorier, Det Evige Absolutte, Det
Højeste Selv. Det er den allestedsnærværende universelle bevidsthed; Væren, Bevidsthed,
Lyksalighed.” En anden dag talte Baba udførligt om Væren, Bevidsthed, Lyksalighed. ”Der
findes tre ønsker eller tilskyndelser, som ethvert ’jeg’ må efterleve og opfylde: 1. Jeg skal leve.
Det er tilskyndelsen, der kommer fra udødelighedens kerne, Væren. 2. Jeg skal vide. Det er
erindringen fra den alvidenhed, som jeg’et er en gnist af, Bevidsthed. 3. Jeg skal være
lykkelig. Det er vidnesbyrdet om den lyksalighed, der er iboende individet, Lyksalighed.”
13.9. Dagen efter Vijayadasami (Sejrens dag, der er Dasara-højtidens 10. og sidste dag), hvor
de hengivne skulle rejse derfra, fortalte Baba dem følgende: ”Jeg spiser, som I gør det, rejser
og går rund som I gør det, Jeg taler på jeres sprog og opfører Mig på en måde, som I kan
forstå – og alt sammen for jeres skyld og ikke for Min Egen skyld. Jeg styrer jer mod det
guddommelige, idet jeg vinder jeres tillid, jeres kærlighed og jeres loyalitet ved at være
sammen med jer som én af jer. Mit mål er at transformere jer til åndelige aspiranter, så I
bliver i stand til at kende jeres sande væsen, idet I bliver bevidste om universets sandhed, der
blot er en projektion af jeres egen sandhed. Jeg er den indre kilde i alt, hvad der bevæger sig
og eksisterer. Jeg er energien, kraften, der driver frem og tilskynder. Jeg er den, der ved, det
der vides og viden. Men Jeg udviser ikke lunefuldhed eller forvirrer jer. Mit liv er en
124
kommentar til dette budskab.” Fødselsdags-festlighederne 1970! Baba gav lederne i Sathya
Sai Tjenesteorganisationen besked om at hjælpe de hengivne med at organisere Bal Vikas
klasser, Seva Dal grupper, kvindegrupper, studiekredse, lovsangsgrupper og sanggrupper, der
tidligt om morgenen går rundt i gaderne og synger lovsange.
13.10. Baba sagde: ”Denne organisation har spredt sig vidt og bredt. Omkring 3.000 personer
deltog i konferencen, og det skønt det kun var præsidenterne og sekretærerne, der var
inviteret, og ingen stedfortrædere havde adgang. Udvælg den vej, I vil betræde, og gør det
efter moden overvejelse. Hold jer til denne vej og nå målet. Sai Organisationen er etableret for
at omsætte principperne om kærlighed og ikke-vold til daglig levevis. Den tilskynder også til at
finde svaret på fire grundlæggende problemer: Kroppen, hvad er det for noget? Er jeg
kroppen? Nej, men hvem er jeg så? Og til sidst, hvad er dette Det? Er dette og Det adskilt og
forskelligt? Det korrekte svar, som vismændene forkynder, er soham (jeg er Det; jeg er Gud).
(Dette mantra følger åndedrættet. Vi siger ’so’, når vi ånder ind og ’ham’, når vi ånder ud). I
stedet for at identificere jer med den let forgængelige krop og det flygtige sind, skal I kende
jer selv som værende et vidne til et forbigående midlertidigt drama.”
13.11. Alle religioner anbefaler kærlighed og ikke-vold og opmuntrer til, at man undersøger
disse begreber nærmere. Sai Organisationen skal arbejde med mennesker, der er tilhængere
af alle mulige forskellige trosretninger. ”Hvis I har kærlighed i jer, så vil alle mennesker alle
vegne byde jer velkommen. Jeg er kommet for at fremme velfærd og lykke i hele verden, så
når I lever i harmoni, så vil der ikke være nogen uoverensstemmelser, og jeres aktiviteter vil
helt sikkert glæde Mig.” På konferencens sidste dag modtog Baba en liste med spørgsmål fra
de delegerede. Han brugte omkring to timer på at besvare disse spørgsmål. Hvad er sindets
natur? Hvordan udviklede skabelsen sig, så der kom levende væsener? Hvordan kan uselvisk
tjeneste over for andre være en åndelig øvelse? Hvilket navn er bedst til gentagelse af Guds
navn? Hvilken form for yoga kan føre os hurtigst til Gud? Er det nødvendigt at holde kurser i
meditation? I hvor høj grad kan en muslimsk leder inden for organisationen tage del i lovsang?
Baba fortalte, at ingen bør handle i strid med sin overbevisning. Det vil være hykleri, der er en
synd imod Gud.
13.12. ”Kærlighedens yoga vil føre mennesket mod Gud. Ingen kan træne andre i meditation
eller hævde, at de gør det. Det er en funktion af sindet. Gud er Den Ene, hvis lige ikke findes.
Han forandrer Sig ikke. Han bliver ikke påvirket, når det navn, som du tilbeder Ham ved, bliver
ændret. Uselvisk tjeneste fjerner illusionen og mangfoldighedens slør. Søvn forårsager
drømme. Illusionen, det guddommeliges vildledende kraft, forårsager denne tilsyneladende
mangfoldighed. Sindet består af et bundt ønsker, der har dannet sig rundt om egoet. Beslut jer
for at opnå succes med åndelige øvelser som for eksempel gentagelse af Guds navn,
meditation, lovsang eller uselvisk tjeneste. Med hensyn til dette skal I være et eksempel for
andre, det er måden at inspirere og lede.”
13.13. ”Med et usammenhængende og et stadig større ego er det vigtigt, at I holder jeres sind
balanceret. I bør ikke give efter for stærke følelser og lidenskaber. Tilknytningen til sanserne
og den sanselige verden skal forvandles til tilknytning til Herren, så lyksalighedens liflighed kan
fylde hjertet.”
13.14. ”Overbevisningen om at Jeg er i alt og alle og overvåger alting, skal holde jer på de
åndelige øvelsers lige vej, og det skal ske ved hjælp af åndelige studier og uselvisk tjeneste.
Det er Mit ønske, at alle aktive medlemmer af organisationen sprudler af glæde over det
arbejde, der allerede er udført. Jeg ønsker også, at de er entusiastiske over det arbejde, der
ligger forude. Kærlighed, respekt, tolerance, gensidigt samarbejde, overbærenhed – disse
egenskaber skal strømme fra alles hjerter mod alle. I er alle lemmer på én krop, Sai’s krop.”
125
13.15. Det kan ikke undre, at hengivne, der var kommet fra den anden side af havene, følte
sig henrevet i en sindsstemning præget af guddommelig tilbedelse, og i kor sang de følgende
sang i forbindelse med Dasara-festlighederne:
Sai Baba! Sai Baba! Så venlig! Så venlig!
Han er vores moder, søster og broder.
Han er alt i Én.
Han er jorden, luften og vandet, Månen og Solen.
Sai Baba! Sai Baba! Så venlig! Så venlig!
Han er alt det, vi nogen sinde skal blive,
alt hvad vi nogen sinde har været.
Vi er her i dag og i morgen,
så Han kan hjælpe os med at se!
Sai Baba! Sai Baba! Så venlig! Så venlig!
13.16. Ifølge Baba hjælper åndelige øvelser os med at opdage vort væsens inderste
Virkelighed, der forekommer at være indesluttet i subtile og grove elementer. (Kroppen,
sanserne, sindet og intellektet). Skønt vi er bjergtaget af disse elementer, står Avataren bag
dem og kontrollerer dem. Det begynder at gå ned af bakke, når vi identificerer os med disse
elementer og tror på forskellighedens indlysende overfladiskhed. Disse elementer skal
gennemskues ved hjælp af skelneevnen, ikke-tilknytning og undersøgelse for at hæve os op
fra det dyriske plan. Engang imellem fører denne proces os ud i den meget rodfæstede
usandhed, nemlig jeg-bevidstheden, der er den sidste forhindring, der holder os væk fra
bevidstheden om Gud. Med et sind, der er rettet indad og fordybet i stilhed, kan denne jegbevidsthed besejres.
13.17. Kort tid efter fødselsdagsfestlighederne var ovre, tog Baba til Bangalore og boede i
Brindavan. Det, der skete i december måned, er en historie for sig selv.
126
Kapitel 14
Blindtarms-miraklet
14.1. ”Kære Kasturi! Dit telegram, hvori du aflyser dit lovede besøg i Ceylon, har hjulpet os
med at få en endnu stærkere tro på Baba, end vi havde før!” Det var ikke et særligt høfligt
svar at modtage fra sekretæren for områdets Sathya Sai Tjenesteorganisation. Baba havde
tilladt mig at sige ja tak til en invitation til at besøge Ceylon. Det skulle være en Saipilgrimsrejse, hvor jeg skulle besøge hengivne i landsbyer og større byer. Her skulle jeg dele
mine oplevelser og min glæde med dem. Min rejse var bestilt, og det både når det drejede sig
om tog og fly. Så med min taske og store kuffert tog jeg til Whitefield for at sige farvel til Baba
og modtage Hans velsignelse. Posttoget til Madras, hvorfra jeg skulle flyve videre, skulle afgå
fra Bangalore inden for en time. Da jeg berørte lotusfødderne, spurgte Baba mig: ”Hvor skal
du hen?” Jeg fortalte, at jeg var på vej til Ceylon. Han sagde: ”Hvorfor Ceylon? Send dem et
telegram og aflys dit besøg og tag i stedet med Mig til Goa i morgen.”
14.2. Det var det telegram, der bevirkede, at de Sai-hengivne på Ceylon udviklede en
urokkelig tro på Baba! Senere beroligede Sri Thyagarajiah, sekretæren, mig, da han forklarede
det kryptiske svar på mit telegram. Dr. Nallainathan, den derværende organisations præsident,
havde læst mit første brev højt foran en stor forsamling af hengivne. Han havde accepteret
rejseplanen for det ti-dages ophold, og da han afsluttede sin henvendelse til forsamlingen,
gjorde han noget, der var meget atypisk for ham. Han hørte sig selv sige: ”Selvfølgelig har hr.
Kasturi været så venlig at acceptere at komme hertil og være sammen med os i ti dage. Men
hør! Måske kommer han slet ikke! Meget kan nå at gå galt. Man skal ikke glæde sig for tidligt.
I sidste øjeblik modtager vi måske et telegram, der aflyser hans besøg.” Seks dage senere
kom telegrammet! Og på Ceylon vidste man, at det var Baba, der havde fået dr. Nallainathan
til at sige disse ord den pågældende dag. For Han former fremtiden, idet Han ændrer de
foreliggende planer. Når vi ikke kan forudse, hvad vi selv vil gøre, hvordan kan vi så forudse,
hvad Baba vil gøre? Han siger, at ingen ved, hvad Han vil gøre de næste fem minutter. Derfor
bør vi lære at forblive tilfredse og blot være vidne til det guddommelige drama.
14.3. Omkring middagstid den næste dag ledsagede jeg Baba på turen til Goa. De tre biler
kørte mod Jog-vandfaldene. Selskabet omfattede tre kvindelige hengivne fra De Forenede
Stater. June Schuyler, der beskriver sig selv som en jævn, middelaldrende lærer, der
underviser små børn. Indra Devi, der hyldes som værende ’yoga’ens førstekvinde i Amerika’.
Fru Rajagopalan, en italiener, der bor i De Forenede Stater sammen med sin indiske mand.
Som det plejer at være tilfældet, når Baba forlader Brindavan, så stod der rækker af hengivne
på begge sider af vejen. Alle var ivrige efter at få et glimt af Ham og se hånden, der vinker ud
af vinduet, indtil et vejsving gør det umuligt at fylde sine øjne med den. Eftermiddagen var
stille og klar. ”Da bilerne kørte ind i det umådeligt store landskabs stilhed”, skriver June, ”var
mit sind fuld af vantro. Jeg kunne næsten ikke tro det. I mange år havde en hvilken som helst
form for fred forekommet at være noget, der var helt usandsynligt, at jeg skulle opleve. Gud
var mit eneste håb. Og nu skete underet! Jeg var lykkelig. Gud løftede mine byrder fra mine
skuldre.”
14.4. Et stykke hen på eftermiddagen signalerede Baba, at bilerne skulle køre væk fra
hovedvejen, så vi kunne drikke kaffe og spise lidt snacks. Han åbnede Selv de forskellige dåser
og emballager og serverede snacks og kaffe til alle. Chaufførerne sluttede sig også til
selskabet, og de fik også kaffe og snacks. Et par af egnens beboere forlod deres arbejde for at
se, hvad der foregik, og de blev genstand for opmærksomhed fra deres Herre og Mester.
14.5. Da vi genoptog rejsen, var det som om Baba’s bil rumlede en smule. Den havde svært
ved at starte. Men lidt blid skubben overtalte den til igen at komme på farten. Den skulle
127
overtales igen tre gange i løbet af de næste 24 km, og Jog-vandfaldene lå stadig 160 km væk!
Klokken 20.00 standsede bilen og nægtede at røre sig ud af stedet, og det på trods af
overtalelsesmidler og trusler. Vi var nødt til at bringe den tilbage til Tiptur, hvor en mekaniker
kunne se på den. Så Baba besluttede Sig for at tage tilbage til Brindavan. Han var fuldkommen
ubekymret. Når Han talte om det, udtrykte Han ingen form for skuffelse. Blandt det
guddommeliges otte kvaliteter, er fraværet af tilknytning, altså ikke-tilknytning, en af dem.
14.6. June skriver: ”Der var et stjerneskud. Baba, der ser alt, så det selvfølgelig også. Han
kommenterede det. Jeg var taknemmelig for, at jeg også havde set denne lysende ting falde
på himmelrummet på samme måde, som Han havde set det. Da vi sad i bilen, fyldte Hans
pragtfulde stemme natten, for Han sang om at trække stjerner ned på Jorden! Aftensmaden
stor parat omkring midnat, da vi nåde Brindavan. Baba’s kærlighed bevirkede, at Han forekom
bekymret over, at vi var sultne. Han sørgede meget omhyggeligt for, at alle fik noget at spise,
og Han sendte os i seng, før Han Selv trak Sig tilbage for natten. Vi følte alle sammen, at vi
måtte trætte Ham mere end godt var, fordi Han skulle sørge for os. Bliver denne vidunderlige
krop udelukkende næret af den kærlighed, den udviser? Vi undrede os!”
14.7. June skriver videre: ”Jeg lagde mig med en følelse af bekymring. Jeg frygtede, at Baba
ville tage i forvejen til Goa, at Han ville flyve derhen. Så jeg var trist ved tanken om, at jeg
ville gå glip af en dejlig tur med Baba. Jeg var rigtig ked af, at vi havde været nødt til at vende
om på grund af bilens motorstop. Mange ting hvirvlede rundt i mit hoved denne søndag
morgen, da jeg vågnede. Jeg lå og spekulerede over det alt sammen. Hvorfor havde Herren,
der frembringer alle mulige genstande gennem Sin viljekraft, ikke repareret bilen? Han kunne
have forudset det og aldrig tilladt, at det skete. Spørgsmålet har stor betydning for mig,
eftersom jeg er overbevist om, at åndelig kraft har herredømmet over materien. Måske havde
det været Baba’s vilje, at bilen skulle bryde sammen, og vi alle skulle vende tilbage. Måske var
det for at fremprovokere dette spørgsmål i mig, så jeg kan søge svaret. Hvert et ord, hver en
handling, som Baba siger og gør, er en lektie. Her var en lektie, men jeg var ikke sikker på,
hvem den var rettet mod.”
14.8. Endnu før vi begyndte på turen, var vi klar over, at Baba ikke var voldsomt interesseret i
Jog-vandfaldene. Han havde gjort lidt grin med navnet Jog Falls og kaldt dem for Joke Falls
(vittigheds-vandfaldene) og endda Joke False (den usande eller falske vittighed)! Han havde
sagt, at hvis Jog-vandfaldene blev medtaget på turen, så ville den blive alt for lang. Han vil
være nødt til at køre gennem mange landsbyer langs vejen efter mørkets frembrud. Han
argumenterede, at landsbyboerne ville blive meget kede af det, når de opdagede, at Baba var
kørt denne vej, uden at de havde fået darshan. En eller anden fortalte os, at Baba havde
spurgt chaufføren, der havde sørget for, at ’den historiske bil’ var blevet undersøgt forud for
turen, ud om kvaliteten af dette serviceeftersyn. ”Han må have vidst, at bilen ville yde en
meget ringe præstation”, sagde chaufføren.”
14.9. Selvfølgelig er det sådan, at hvis Han havde ønsket det, så kunne bilen have kørt til Jogvandfaldene. Det var bare Ham Selv, der havde ønsket en joke i stedet for. Dagen efter kørte
vi mod Goa i to biler. På turen talte Baba længe om åndelige emner. Undervejs steg vi ud af
bilerne for at spise morgenmad. Han gav os søde, modne bær, som Han plukkede fra de
omkringstående træer. Idet Han gav os dem, sagde Han. ”Det her er bær, som Jeg plejede at
plukke og spise sammen med Mine kammerater i Gokul ved Yamuna’s bred!” (Altså som
Krishna).
14.10. Bilerne viste vidunderlig samarbejdsvillighed, og vi nåede frem til Karnataka
Universitetet i Dharwar. Klokke 14.00 trådte vi ind på rektor dr. Adke’s ejendom. Der sad
omkring 500 mennesker og sang lovsang under store opslåede telte. De vidste godt, at Herren
ville komme. Efter frokost satte Baba Sig ud blandt dem. Han sad helt stille og nød nogle få
glade minutter.
128
14.11. June fortsætter: ”Disse universitetsdekaner og ældre universitetslærere, der så på Baba
med inderlige, nærmest barnlige ansigtsudtryk, vækkede genklang i mit hjerte. Pludselig var
der én, der stillede et spørgsmål og brød stilheden. I en hel time fortalte Baba dem lignelser og
eventyr fra legender og folkeminder. ”Gud vil altid svare, når der lyder et råb om hjælp. Ja, I
søger Guds nåde, men kan I få den, når I ikke svarer på den nødlidendes råb om hjælp? Lige
som sollyset venter Gud på dørtrinnet. Han er ivrig efter at smutte igennem den snævre
åbning og sprede lys, hvor der var mørke, varme hvor der var bidende koldt. På samme måde
må I også vente på chancen for at opmuntre og lette andres liv, der måske er fattigt på
munterhed og medmenneskelighed. Tidligt om morgenen skal I i fællesskab gå rundt i gaderne
og synge lovsange, så I vækker folk med jeres sang om Skaberens herlighed”, sagde Han”. Og
June fortsætter: ”Ikke sjældent hørtes spontane latterudbrud fra tilhørerne. Jeg tænkte, dette
er ikke nogen kedelig og alvorlig Gud. Når jeg tænker på Baba, forestiller jeg mig Jesus med
den samme humoristiske sans. Baba talte på et indisk sprog, som jeg ikke forstod, alligevel
modtog jeg på en eller anden mystisk måde også oplysning.”
14.12. Jeg sad i en Fiat 1500, i hvilken Baba, hr. N.D.M. Appah, formand for Mysore delstatens
elektricitetsråds bestyrelse, og jeg selv rejste. Vejen var stenet og ujævn, så køreturen var
fuld af ryk og bump. Det fik Baba til at komme med en irettesættelse over for chaufføren. Han
bad ham om at køre mere forsigtigt. ”Du er ikke klar over, hvor ondt det gør i Mine indre dele,
når bilen bumper af sted”, sagde Han. Vi undrede os over, hvorfor Baba, der før har klaret at
køre på langt værre veje, insisterede på, at der denne dag blev kørt langsomt.
14.13. Dagens sidste solstråler kastede lange, skrå striber af lys gennem de høje træer med
de flotte trækroner, der stod langs Western Ghats, som vi kørte opad. Da vi nåede op på
toppen, så vi Solen synke ned i havet. Der er en bestemt om end sørgelig ophøjethed over
dette daglige drama. Der er noget over en solnedgangs uundgåelighed, det at den forløber helt
støjfri, og den panik den skaber, når du tåbeligt frygter, at den måske ikke vil stå op igen.
Mørkets kræfter overmander hurtigt Jorden, og engang imellem kan det give én en sælsom
følelse af fortvivlelse. Men vi huskede hurtigt på, at den kloge Jord evner at holde sin ene
halvdel oplyst og varm. Så vi sov med håbet intakt og drømte sødt!
14.14. Da bilerne nåede Goa, var det nat. Stjernerne var kommet frem på himlen. De kom
frem sammen med os. De fulgte os på hver eneste meter af vejen. Da vi nåede frem til
grænsen til Goa-delstaten, modtog værten, guvernør Sri Nakul Sen, Baba og førte os til stedet,
hvor vi skulle overnatte. Vi kunne ikke blive træt af at beundre det kinesiske porcelæn, der
stod på hylderne langs væggen og de smukke geranier, der lyste op i vindueskarmene. Vi fik
kaffe. Fra nu af sad Baba i statens officielle bil sammen med statens regeringschef.
14.15. I hastig fart kørte bilerne hen ad de vidtstrakte landeveje mod Panjim by. Endelig
nåede bilerne frem til paladset, der i mange århundreder havde tilhørt guvernør-generalen for
de portugisiske besiddelser i Indien og Det Fjerne Østen. Men i dag er det den officielle bolig
for guvernøren. Klokken var 21.15, og vi havde kørt 620 km siden morgenstunden, og vi
havde kørt på både gode og dårlige veje. Men Baba så smidig og frisk ud, da Han skyndte Sig
op ad de røde, tæppebelagte trin, 28 i alt, der førte op til de blomstersmykkede værelser, der
var reserveret til Hans ophold. Inden længe deltog Baba i en middag til Hans ære, som vi alle
var blevet inviteret til af guvernøren. Baba kastede et muntert blik på det store opbud af
tjenere og det smukke porcelæns-service, som portugiserne havde bragt hertil fra Macao.
14.16. Skønt fru Sen dristede sig til at minde Ham om Hans pligt over for Sig Selv, så spiste
Han ikke noget. Det forekom, som om Han var ivrig efter at sende alle i seng. ”Gå! Gå! I er
alle udmattede”, insisterede Han. Jeg forsikrede, at det at rejse med Ham aldrig kan udmatte
nogen, men Han gentog, at jeg virkelig havde behov for at hvile mig. Da vi rejste os, gav Baba
fru Sen besked på, at Hans morgenkaffe først skulle stå parat til Ham klokken 08.00 den
næste dag. Hun vidste, at i Prasanthi Nilayam fik Han Sin morgenkaffe klokken 06.00 eller
06.30. men nu ønskede Han den altså klokken 08.00.
129
14.17. Baba var alene i den lejlighed, der var reserveret til Ham. Nakul Sen bad om tilladelse
til, at han måtte blive i nærheden af lejligheden. Men Baba sendte ham over til hans egen
lejlighed. Os fra Bangalore boede på værelser i stueetagen.
14.18. Senere skrev Baba et brev til dr. S. Bhagawantham, hvor Han forklarede, hvad der
hændte denne nat. Jeg bragte ham selv brevet den 12. ”Om aftenen den syvende skete der
noget besynderligt. Jeg kunne ikke ligge i sengen, Jeg kunne ikke sidde på den, og Jeg kunne
heller ikke vende Mig fra side til side. Jeg var heller ikke i stand til at tale eller kalde på hjælp.
Jeg brød Mig ikke om at forårsage bekymring eller vanskeligheder for nogen. Så Jeg forholdt
Mig i ro, idet Jeg foregav, at Jeg havde det godt!” Den næste morgen, da familien Sen blev
klar over situationen, forstod de, hvorfor Han havde afstået fra at spise aftensmad, og hvorfor
Han havde udsat serveringen af Sin morgenkaffe. De forstod også, hvorfor Han havde skyndt
Sig i seng! Nu vidste jeg, hvorfor vi var taget hurtigt fra Dharwar, og hvorfor Han havde
irettesat chaufføren, fordi denne kørte for hurtigt. Det var tydeligt, at Han havde været syg, da
Han forlod Dharwar.
14.19. Fru Sen følte, at guvernørens palads var et ’uheldsvangert’ sted, eftersom Han var
blevet syg der, men Baba korrigerede hende straks. ”Nej, det er et hus præget af held og
lykke! Jeg bragte ’sygdommen’ med Mig hertil, så Jeg kunne komme af med den her.”
14.20. Ved daggry den 8. synes Baba at have store smerter, og Nakul Sen hentede læger fra
Det Medicinske College i Goa og nogle førende specialister fra hovedstaden. Snart stod der et
imponerende team af læger rundt om sygesengen. I deres rapport kunne man læse følgende:
”Smerter i højre nedre kvadrant af bughulen siden kl. 15.00 den 7. december. I begyndelsen
var smerterne i bughulen stigende i intensitet. Hen mod natten lokaliseredes smerterne
omkring navlen og i højre nedre kvadrant. Der var vanskelighed med at strække højre ben.
Smerten forværres ved bevægelse. 8. december om morgenen desuden kvalme og feber.” Man
kunne ikke sige noget definitivt om Hans sygdom. Der var for mange eksperter, og Baba
morede Sig over, at der var uoverensstemmelser mellem deres konklusioner.
14.21. De amerikanske kvinder blev sendt af sted for at besøge nogle af Goa’s ældgamle
kirker, der var gennemtrængt af historie og ligefrem vibrerede af åndelig kraft. Familien Sen
var forfærdet over den drejning, tingene havde taget. Det var de af mange årsager. En af dem
var, at den lokale Sathya Sai Tjenesteorganisation havde bekendtgjort, at Baba ville holde tale
ved et offentligt møde på den store plads midt i byen. Talen skulle holdes klokken 17.00 denne
eftermiddag.
14.22. Og June Schuyler fortsætter: ”Tilbage i paladset spiste vi frokost uden Baba. Det var en
trist frokost. Vi undrede os alle over, at Han ikke deltog i frokosten. Jeg var ikke klar over, at
der var nogle, der vidste besked, og at de var alt for sorgfulde til at fortælle om det. Det er
meget usædvanligt for Baba ikke at komme ud fra Sit værelse. I Prasanthi Nilayam eller andre
steder, hvor Han opholder Sig, har Han altid travlt med at give, og det lige fra morgen til sen
aften. Jeg vidste godt, at Baba efter planen skulle tage ind til byen og tale ved et offentligt
møde. Vi var kørt forbi den åbne plads på vejen hen til en kirke, og vi havde lagt mærke til, at
folk strømmede ind mange timer, før mødet skulle begynde. Jeg tog det roligt, for jeg vidste,
at vi ville se Ham inden mødet. Måske kunne vi følges med Ham hen til mødet. 10 minutter i
fem samledes vi i den overdækkede indgang. Vi var klædt i vores fineste klæder. Mit hjerte
slog højt og hurtigt, efterhånden som urets visere flyttede sig. For tiden nærmede sig, hvor vi
skulle se Ham for første gang denne dag. Mine tanker gik tilbage til det tidspunkt, hvor jeg
første gang hørte om Baba. En ven bad mig indtrængende om at ære Ham. Jeg svarede:
”Hvordan kan jeg det, jeg tilhører Jesus? Jeg tror på Jesus. Hvis Baba er den samme som
Jesus, så er det til Ham, jeg beder. Hvis Han ikke er det, så vil jeg ikke have noget at gøre
med Ham.” Og jeg tilføjede: ”Hvis Baba er alt det, du føler, Han er, så er jeg sikker på, at Han
ikke vil lægge mig det til last!” Jeg kom til at mindes det første magiske øjeblik, da jeg så Ham
130
første gang. Jeg huskede den strøm af ærefrygt og glæde, der overvældede mig. Hans første
bemærkning, da Han så mig, overbeviste mig om, at Han kendte og accepterede mine følelser
for Jesus. Jeg blev overbevist om, at Han er den samme som Jesus. Mine tanker vendte tilbage
til nutiden. Intenst så jeg hen på Baba’s dør.”
14.23. I mellemtiden holdt smerter, kvalme og feber Baba i sengen hele dagen. Der indløb
informationer om, at 20.000 mennesker befandt sig på den åbne plads og ventede på Baba.
Halvdelen af dem var kommet hertil fra fjerntliggende landsbyer. Baba gjorde alt, hvad Han
kunne for at stå ud af sengen og iføre Sig nye klæder, så Han kunne overholde aftalen og ikke
skuffe de tusindvis af mennesker. Men Han ville være nødt til at gå de 28 trin ned ad trappen
og yderligere gå et stykke vej for at kunne give darshan. Og herefter skulle Han gå op ad de
28 trin!
14.24. Baba gav mig besked på at fortælle forsamlingen, at de stille og roligt skulle gå hver til
sit. Og jeg skulle forsikre dem om, at Han ville tale til dem det samme sted om nogle få dage.
Jeg skulle fortælle dem, at Han havde taget en hengivens sygdom på Sig, for jeg havde
gennem årene været vidne til den slags tilfælde, hvor hengivne blev raske og blev frelst.
14.25. June skriver videre: ”Baba’s dør gik op! Hr. Kasturi kom ud. Hvorfor Kasturi? Hvorfor
ikke Baba? Vi sad bedrøvede og så den store blodrøde sol synke ned i Det Indiske Ocean.”
14.26. Forsamlingen modtog min bekendtgørelse med forbløffelse og beundring, for de havde
hørt mange historier om Baba og Hans mirakler. Men dette mysterium med at tage en
hengivens sygdom på Sig var noget, de aldrig havde hørt om eller forestillet sig som en
mulighed. Kunne en sådan medfølelse virkelig eksistere? Hvordan overtog Baba sygdommen,
og hvordan slipper Han af med den igen? Hvordan havde Han gjort det i fortiden? Mange
henvendte sig til mig for at finde svarene, og jeg kunne fortælle dem om det store Guru
Pournima mirakel, da Baba påtog sig en hengivens blodprop i hjernen med tilhørende
hjerteanfald. Jeg kunne ligeledes fortælle, at Han, efter at have lidt i otte lange dage, havde
afkastet Sig disse sygdomme foran 4.000 mennesker og på et øjeblik var blevet helt rask.
Endelig fortalte jeg dem, at det at komme gode mennesker til undsætning er en del af en
Avatars mission på samme måde, som det at irettesætte ondsindede mennesker er det. Han
eftergiver de hengivnes karmiske skyld, når de beder oprigtigt om nåde, sagde jeg. Så stor er
Hans guddommelige medfølelse.
14.27. Klokken 20.00 denne aften rapporterede lægerne: ”Ligger passivt på ryggen i sengen
med benene trukket op under Sig. Ved undersøgelse bevæger højre side af bughulen sig ikke
med respirationen, og abdomen er øm i højre side og lavt i højre flanke med maksimal ømhed
i højre nedre kvadrant med stivhed i flanken. Tp. 37,8. Puls 100 slag/min. Åndedrætsfrekvens
16 i min. Totalantal (hvide) blodlegemer 22.000. Neutrofile Granulocytter 88%. Diagnosen
akut blindtarmsbetændelse blev stillet. Patienten ønsker ikke et operativt indgreb.”
14.28. Journalister henvendte sig til lægerne. De var ivrige efter at kunne skrive årsagen til, at
det annoncerede offentlige møde var blevet udsat. De var bekymrede på grund af nyheden
om, at den verdensberømte personlighed var blevet syg. Lægerne fortalte dem, at Baba led af
akut blindtarmsbetændelse. Disse nyheder spredte sig lynhurtigt over hele Indien via avisernes
tidlige morgenudgaver. Det var aviser, der blandt andet blev udgivet i Bombay, Delhi,
Calcutta, Madras, Bangalore og Mudurai. Telegrammer og telefonopkald strømmede ind fra
hele landet. Der blev bedt, der blev bønfaldt. Rygter blev dementeret, og der blev udtrykt tvivl
og håb, og folk græd og jamrede sig. Der var mange, der tilbød at påtage sig Baba’s sygdom.
Nogle hengivne fortalte, at de ville faste, indtil Baba blev befriet for Sin sygdom. Hengivne, der
havde en fast tro på hans guddommelighed, var overbeviste om, at ligesom sygdommen var
blevet påtaget på mirakuløs vis, ville den også forsvinde på mirakuløs vis.
131
14.29. Lægerne kunne fortælle os, at Baba måtte lide af forfærdelige smerter, men at Han
havde sagt: ”Hvis Jeg vedkender Mig, at sygdommen smerter Mig, ville Jeg så have taget
sygdommen på Mig? Jeg har påtaget Mig den med kærlighed, og kærligheden kender ingen
smerte!” June skriver: ”Fru Sen betroede mig, at hun havde bedt til Baba hele dagen. Hun bad
om, at Han ville tillade hende at dele smerten med Ham. Vi syntes alle sammen, at det var en
god idé. Så vi gik ind på Baba’s værelse og anmodede om det samme. Han sendte og væk,
idet Han sagde: ”Jeg føler ingen smerte, og selv hvis Jeg gjorde, så har jeg ikke for vane at
uddele smerte som prasad (gaver fra Gud)!”
14.30. Indra Devi havde en æske, hvori der lå en statue af Ganesha, som hun havde fået af
Baba. Der var vibhuthi på statuen, og da Baba lagde den i hendes hænder, havde Han
erklæret: ”Giv denne vibhuthi til mennesker, der lider. Den vil lindre smerten. Vibhuthi’en vil
aldrig blive opbrugt.” Nu tilbød hun Baba noget af denne aske. Han sendte hende væk med
ordene: ”Det vil være selvisk. Jeg ønsker kun, at du hjælper andre.” ”Åh Baba!”, bønfaldt June
stille. ”Du er så venlig, så fuldkommen god. Vi andre fortjener denne smerte, med det gør Du
ikke. Vær god og fjern denne lidelse fra Dit kostbare legeme.”
14.31. June skriver: ”Endelig, med en vis tøven, bad jeg til Jesus: ”Hvis Baba ikke vil helbrede
Sig Selv, vil du så ikke helbrede Ham?” Men jeg måtte erkende, at denne bøn var en, der ikke
kunne besvares, for Jesus og Baba er én og den samme! Jeg bevægede mig igen over på det
åndelige plan. Erkendelse af sandheden vil måske fjerne sygdommen. ’Det er let at se lyset, og
i lyset er der intet mørke’. Stille gentog jeg dette igen og igen. Jeg vidste, at denne erklæring
er fuldstændig sand, men jeg vidste også, at på det fysiske plan havde Baba tilladt, at
illusionen får frit spil for at komme en hengiven til hjælp, som har overgivet sig til Ham. Han
vil ikke lade min svage, åndelige vaklen påvirke et skridt, som Han er fast besluttet på at tage.
Jeg var bange for, at min måde at gribe det hele an på, var helt forkert.”
14.32. Lægerne gik ud og ind af Baba’s værelse. Indra Devi sad inde i paladsets helligdom og
smurte den helbredende vibhuthi, som Baba havde givet hende, på den højre side af
underkroppen på et stort billede af Baba. Hun bad til, at Han snart ville helbrede Sig Selv. Fru
Sen vekslede mellem fortrøstning og bekymring.
14.33. June skriver: ”Hr. Kasturi udstrålede en stille fortrøstning. Han var overbevist om, at
dette var endnu et miraklernes mirakel. At Baba led for en andens skyld. At de lidelser, som
den hengivne ellers ville have været udsat for i ugevis, ville Baba koncentrere, så de kun
varede nogle få timer. At vi snart ville se afslutningen på endnu en guddommelige leg. Ofte
varmede vi os i varmen fra hans optimisme. Hr. Sen var også sikker på, at Baba ville
konfrontere lægerne med endnu et forbløffende og gådefuldt mirakel.”
14.34. ”Pludselig slog det mig, at Kasturi var blevet bedt om at aflyse sit arrangement på
Ceylon og rejse med os til Goa af præcis denne grund. At sprede ro og tillid når som helst
tvivlens slange spiler sit ængstelige nakkeskind ud! Hans rolle var at le ad slangen og
genetablere tilliden til, at det nok skal gå godt. Fortæl os om dengang Baba påtog Sig en
lammelse og et slagtilfælde, bønfaldt vi. Og med ægte entusiasme kastede Kasturi sig ud i at
fortælle om de otte forfærdelige dage og nætter, den pludselige formindskelse af symptomerne
og den endelige triumf! Den grænseløse medfølelse; den grænseløse kraft!”
14.35. Hengivne kom ud fa Baba’s værelse. De så højtidelige og alvorlige ud, som var de
tynget af et uløseligt problem. June skriver: ”Engang stillede jeg Baba et spørgsmål, og jeg
husker Hans svar: ”Baba! Hvorfor tillod Jesus, at de korsfæstede ham?” ”Fordi de store sjæle
aldrig anvender åndelig kraft til gavn for sig selv.” Åh! Det var så forklaringen på, at Baba ikke
Selv reparerede bilen lørdag aften. Fordi det ville have været til egen fordel. Baba! Baba!,
udbrød jeg. Jeg forguder Dig. Jeg elsker Dig af hele mit hjerte. Ufuldkommen som jeg er, giver
jeg mit hjerte til Dig.”
132
14.36. ”Præcis i det øjeblik blev jeg klar over, at hr. Nakul Sen gjorde tegn til, at fru
Rajagopalan, Indra Devi og jeg selv skulle gå ind til Baba. Jeg kunne ikke tro, at det var sandt.
Lidt forventningsfulde trådte vi ind over tærsklen og fæstede vores øjne på sengen, hvor
Herren led for Sin elskede hengivnes skyld. Han var der ikke. Han stod derimod foran os, mat
og svagelig med øjne fulde af kærlighed og barmhjertighed. På trods af alt var Han henrivende
at se på.”
14.37. ”Han løftede lidt op i den orange kjortel og tillod os at berøre de kostelige fødder. På
grund af feberen var disse elskelige fødder varme. Det kære ansigt var blegt og præget af
smerte. Kinderne var hule på grund af mangel på søvn og mad. Men Han stod der for vores
skyld. ”I skal ikke være bekymrede”, sagde Han omsorgsfuldt med en dæmpet og beroligende
stemme. ”Der er sket en smule forstyrrelse af tingenes normale tilstand, det er det hele”,
sagde Han, idet Han berørte den højre side af kroppen.”
14.38. ”Swami! Tag imod det lægerne ordinerer”, bønfaldt vi. ”Hvad ved lægerne? Hvad kan
de ordinere? Jeg ønsker udelukkende kærlighed”, sagde Han stille med længsel i stemmen.
Han gik ud af værelset og ind i den tilstødende stue, hvor mange ventede bekymret. Han stod
nogle få minutter og så afslappet og kærligt på dem. Han beroligede de forskellige sjæle og
indgød dem mod. Herefter gik Han tilbage på værelset og i seng. Ingen af os vidste, at
blindtarmen meget snart ville springe, og at lægerne havde sagt til Ham, at Han under ingen
omstændigheder måtte stå ud af sengen.”
14.39. Senere i Bombay, det var juledag, refererede Baba til den sygdom, Han havde taget på
Sig i Goa og de lidelser, som forløbet havde forårsaget hos mange. ”For ikke så mange dage
siden ramte en alvorlig sygdom denne krop i Goa. Mange, der er Mig hengiven, blev kastet ud i
ængstelse og fortvivlelse, da de fandt ud af det. Sygdom kan aldrig hjemsøge denne krop. Den
kan end ikke nærme sig den! Hvis den på et eller andet tidspunkt skulle vise sig, så tro på
dette: Den tilhører en anden, ikke Mig. Og den forsvinder, som den er kommet – på grund af
Min vilje. Jeg har ingen kontakt med den. Jeg er ikke påvirket af den.” Sandheden er, at når
en hengiven beder om hjælp og lindring, så skænker Baba ham eller hende Sin nåde, og det
sker direkte eller indirekte. Til tider er den hengivne ude af stand til at begribe, at en
forestående sygdom er på vej. På det stadie træder den alvidende Baba ind imellem den
hengivne og sygdommen, præcis som Herren Siva gjorde i tilfældet med Markandeya. (Da han
var 12 år gammel, kom dødens Gud, Yama, for at hente ham. Men Siva kæmpede mod Yama,
besejrede ham og frelste Markandeya).
14.40. Den 9. december ønskede lægerne at stikke slanger ind gennem næsen for at
formindske eller fjerne hikkeanfaldene, der komplicerede Hans tilstand. På denne måde kan
man fjerne luften i maven. De talte også om, at der var et presserende behov for at punktere
udfyldningen for at dræne bylden for puds. Det må virkelig have gjort ondt på Baba, hver gang
et hikkeanfald trak musklerne sammen og påvirkede udfyldningen med den betændte
blindtarm. Men det hele endte med, at lægerne midlertidigt forlod paladset med deres slanger
og flasker, eftersom Baba nægtede at gå ind på deres forslag.
14.41. Den 10. var det planen at afholde lovsang i guvernørens palads, og rygtet ville vide, at
Baba ville deltage! Baba sagde også: ”Ja! Arranger den.” De tilbageværende læger kunne ikke
tro deres egne ører. De kunne på ingen måde forestille sig, at Baba kunne deltage. Der var
tvivl, undren og forbavselse i mange menneskers sind. Nogle få troede dog, at det Han sagde,
også ville ske. Ved te-tid så fru Sen temmelig alvorlig ud, eftersom tiden var ved at løbe ud,
og folk allerede var begyndt at strømme til mødestedet. Goa, der tidligere var blevet chokeret
over nyheden om den smertefulde sygdom, jublede nu over nyheden om, at Han ville deltage i
lovsangen.
14.42. Baba’s tilstand kan her blive beskrevet med Hans egne ord: ”Lægerne var enige om, at
en øjeblikkelig operation var nødvendig. Ellers ønskede de ikke at blive holdt ansvarlige for,
133
hvad der skete. De sagde, at den betændte blindtarm var sprunget, og at pudset var trængt
ind i blodet. Det er en situation, der er fatal for alle dødelige.”
14.43. Baba var nødt til at gå gennem Sit eget værelse, tværs gennem stuen, langs verandaen
og ned ad et lavt trin. Han skulle også træde ind over dørtrinnet ind til salen, som Han havde
valgt til at afholde lovsang i. Endelig skulle Han gå gennem stuen, nå hen til tribunen, træde
op ad to trin og så sætte Sig i den stol, der var stillet frem til Ham. I alt skulle Han gå omkring
60 meter! Overalt skulle Han gå på et tæppe af blomster, som man havde strøet ud på gulvet.
14.44. Senere talte Sri Nakul Sen i forbindelse med lovsangssamlingen: ”Lægerne var ved at
gå i panik, og jeg kunne fornemme, at de var absolut uenige i det, Bhagavan havde sagt til
mig. Min sjette sans fortalte mig imidlertid, at Bhagavan legede en af Sine guddommelige lege
her i Goa, og at Han ved hjælp af Sin vilje ville blive af med disse besværligheder lige så
hurtigt, som Han havde taget dem på Sig.”
14.45. Dr. Varma, der var leder af lægeteamet, ankom klokken 16.00, og da han fandt ud af,
at det blomsterbestrøede tæppe var 60 meter langt, protesterede han og sagde, at det var for
langt at gå. Han foreslog nogle genveje gennem andre døre og korridorer, der ville reducere
turen til kun 12 meter. Han sagde: ”Tribunen må væk. Lad stolen stå på gulvet, for Han kan
ikke gå op ad trinnene, og det uanset hvor lave de er. Og sørg for at tribunen står i denne og
ikke den fjerne ende af salen.”
14.46. Klokken 17.00 blev Baba hjulpet ud på badeværelset. 20 minutter senere kom Han ud,
nybarberet og iført en ny kjortel. Han var frisk som en nyudsprungen rose.
14.47. Da lægerne undersøgte Ham igen, kunne de ikke lokalisere nogen materieansamling
eller udfyldninger i nærheden af det syge sted. Hele området omkring blindtarmen var blødt og
i det hele taget så normalt, som det var muligt.
14.48. ”Og der skal man bare se”, sagde Nakul Sen i den tale, han holdt, så snart Baba satte
Sig på tribunen klokken 18.00. ”Bhagavan har gået fra Sit værelse og til tribunen, en distance
på 60 meter uden nogen hjælp. Før sad Han ret op og ned på en kontorstol, og nu sidder Han
her!”
14.49. June skriver i begejstring om dette historiske øjeblik: ”Lovsangen begyndte, og mit
hjerte nynnede forventningsfuldt med på melodierne. Kærlighed til Baba fyldte salen. Åh! Der
var Han. Han gik majestætisk gennem salen, og det skønt Han ellers havde fået hjælp af to
mænd hele dagen. Nu gik Han, som havde der aldrig været hændt noget. Hans skridt var så
sikre og yndefulde som altid. Kinderne, der havde været indsunkne, sidst jeg så dem, var nu
helt fyldt ud. Hans kærlighed fyldte salen. Det var overvældende. Han gik raskt gennem salen,
og da Han fik øje på en hengiven, der stod lænet op af væggen med et sygt barn på armen,
begyndte den velkendte kredsende bevægelse med hånden at skabe kuren mod sygdommen.”
14.50. Baba’s øjne, der lodder dybderne, Hans øjne der udstråler kærlighed og medfølelse,
Hans øjne der lyner, når Han taler om ondskab, falskhed, hykleri og uretfærdighed, øjne der
kan være fulde af morskab, var lige så udtryksfulde som altid. Han satte Sig på den sofa, der
var sat frem, og med Sit hoved og Sin hånd begyndte Han at følge rytmen i lovsangene. Fru
Rajagopal hviskede i mit øre: ”Se! Disse øjne er smukkere end nogen sinde. Der er et æterisk
udtryk i dem, der ikke er af denne verden. Det er et blik, der udstråler en overvældende
glæde.”
14.51. Baba’s øjne syntes at kærtegnede forsamlingen, der iagttog Ham uden så meget som
at blinke. Alle var bekymrede for, at den helbredelse, som Han Selv havde forårsaget, kun var
delvis og midlertidig.
134
14.52. Hr. Nakul Sen var fuld af taknemmelighed og undren! Mens han bød Baba velkommen
og introducerede Ham for forsamlingen, som det er skik og brug, sagde han: ”Bhagavan bor
dybt inde i de hengivnes hjerter. Der er intet, Han ikke vil gøre for dem. I denne skikkelse
viser Han Sig på samme tid forskellige steder for at hjælpe Sine hengivne, der er i nød, eller
for at frelse dem fra forestående ulykker som Han alene har viden om, vil ske! Alene ved hjælp
af Sin vilje påtager Han Sig Sine hengivnes sygdomme og lidelser, for hvis de blev ladt alene,
så ville de bukke under for dem.”
14.53. ”Vi har netop været vidne til dette, en guddommelig leg, der i allerhøjeste grad har
forvirret Goa’s lægelige eksperter. Det efterlader ingen tvivl i vores sind om, at der ikke findes
noget i denne verden, som Bhagavan Sri Sathya Sai Baba står magtesløs over for. Hans
guddommelige lege er uden fortilfælde. De er opløftende og berusende. Man vil altid huske
dem med glæde. De fremmer menneskehedens velfærd og lykke. De overvælder sindet og
vender det mod sandhed, godhed, skønhed. De skænker lyksalighed!”
14.54. Guvernøren talte også en del om Goa og de forbindelser, delstaten havde haft med
Rama og Krishna, da De levede på Jorden. Han talte om de legender, der beriger den
hellighed, der tillægges de to floder, Mandavi og Aghansini, der løber ud i havet lige uden for
paladset.
14.55. Nakul Sen afsluttede sin beskrivelse af Goa’s ældgamle storslåethed og dens hellige
kontakt med Siva, Rama, Krishna og Parasurama, de guddommelige Avatarer, med disse ord:
”Det kan ikke undre, at Herren bestemte Sig for igen at besøge dette ældgamle og hellige land
i den skikkelse, som Han har antaget nu med nævnte Sayhya Sai Baba. Han har elsket Goa i
Sine tidligere inkarnationer, og Goa fortsætter med at betyde meget for Ham.”
14.56. Baba talte i over 45 minutter med Sine sædvanlige betoninger og Sin sædvanlige
entusiasme. Forsamlingen lyttede bjergtagen, for det var et budskab, der genklang af triumf,
velvilje og velsignelse.
14.57. Sygdommen, der var forsvundet for en time siden, optog stadig vores sind, så derfor
talte Baba om betydningen af dens ’indgang’ og ’udgang’ og dens plads blandt Avatarens
aktiviteter. ”Der er mange, der tvivler på, at Gud eksisterer eller afviser ideen om Gud som
værende tåbelig og forældet overtro. For at få dem til at skille sig af med deres egen
indbildning åbenbarer det guddommelige, på grund af Sin naturlige nåde, Sin overmenneskelige herlighed. Tvivlerne modtager svaret uden at havde spurgt. Døren bliver åbnet,
uden at der er banket på, for de, der benægter, vil slet ikke banke på. Der vil blive kastet lys
over ’overtroen’, og den vil, ved hjælp af konkrete oplevelser, opnå guddommelig status. Den
vil blive forvandlet til et indiskutabelt faktum. Den menneskelige krop udvikler sygdomme, og
det sker på grund af dårlig mad eller overfladiske vaner, overilede holdninger eller alt for
overdrevne følelser. Den sygdom, som I har været vidne til de sidste to dage, var helt
anderledes. Det var en sygdom, Jeg havde påtaget Mig frivilligt for at frelse et offer, der ikke
ville have overlevet den! Det, at han fortsat lever og har det godt, er ønskværdig for den
opgave, der ligger Mig på sinde. Det at øse nåde ud over et gudfrygtigt menneske er én af
Avatarens opgaver. Blindtarmen var betændt, den blev til en byld, som lægerne kun kunne
behandle ved at fjerne den. Den hengivne ville som sagt ikke have overlevet, det er Jeg sikker
på. Jeg er kommet med denne krop for at frelse andre kroppe for smerte og lidelse. Denne
krop er altid fri for smerte. Sygdom kan aldrig angribe den.”
14.58. ”Jeg var nødt til at tage af sted og redde en person, der har overgivet sig til Mig. Jeg
påtog Mig hans sygdom og gennemlevede den. Den vil aldrig vende tilbage til ham. I omtaler
denne hændelse som et mirakel, men husk på, at I alle er et mirakel! Ethvert åndedrag er et
bevis på Guds forudseenhed. Enhver begivenhed er en konsekvens af det guddommeliges
allestedsnærværelse. Overalt hvor I finder sandhed, godhed, skønhed, retfærdighed, åndelig
visdom og medfølelse, der er Gud til stede og aktiv. En ateist fornægter Gud, og han gør det
135
med det selvsamme åndedræt, som Gud har givet ham! Han lukker det øje, som Gud har
åbnet for ham og erklærer, at han ikke ser nogen Gud. Derfor må denne slags forbløffende
begivenheder gennemføres og fortælles vidt og bredt, så menneskeheden kan blive frelst fra at
være alt for indtaget og involveret i verden. På denne måde trækkes de kærligt mod verdens
Herre.”
14.59. For os, der forguder Baba, og for hele menneskeheden, der får gavn af Hans komme,
(om de ved det eller ej) var den 10. december en stor dag. Baba var her i al Sin storslåethed,
pragt og gavmildhed. Han var ikke blot usvækket, med fremstod nu endnu stærkere som et
resultat af, at verden er blevet bevidst om de dybere aspekter af Hans mission.
14.60. Baba sang nogle få lovsange, hvorefter Han vendte tilbage til Sit værelse. Storheden i
det at Han kom Sig, kan bedømmes ud fra en interessant hændelse. Baba havde bedt to unge
mænd fra Brindavan om at slutte sig til Ham i Bombay. Vi telefonerede til dem den 9. og bad
dem om at komme til Goa. Nogle få timer senere ringede de tilbage for at fortælle os, at
strejken i India Airlines også havde spredt sig til Bangalore. Så de fik at vide, at de skulle køre
til Goa i bil. De nåede frem til Goa den 10. klokken 18.30. De hørte Baba’s stemme i
højtalerne, gik ind i paladsets have, løb op ad trappen og trådte ind i salen.
14.61. De hørte Baba sige: ”Nu vil Jeg fortælle om sygdommen, der gjorde hele landet nervøs
og forårsagede stor ængstelse i millioner af menneskers sind, for de frygtede, at Jeg blev
indlagt på hospitalet for at blive opereret.” Det var første gang, de hørte om den sygdom, der
var kommet og gået.
14.62. Senere blev Baba omringet af os, familien Sen og lægerne i Sit værelse. Lægerne
stillede Ham nogle komplekse åndelige spørgsmål, og Han afklarede dem. Mens Han fortalte
om Dattatreya, guden der repræsenterer Den Hellige Treenighed, bevægede Baba Sin hånd på
den karakteristiske måde. Han bekendtgjorde, at Han er denne Dattatreya og se! I Hans hånd
lå der et billede af den tre-hovede Gud, Den Treenige Enhed. Det billede, Baba havde
materialiseret, viste det samme hoved tre gange, til venstre, i midten og til højre. Det viste
Baba Selv som Brahma, Vishnu og Siva! Det var et billede, som vi var privilegerede at se for
første gang i vores liv.
14.63. Den 11. december kaldte Baba lægerne til Sig. Han materialiserede gaver til dem og
velsignede dem. Alle modtog de en erindring om begivenheden. De efterfølgende aftener blev
der afholdt lovsang i paladset med deltagelse af hengivne, der kom langvejs fra. Det lovede
møde, der skulle afholdes i byens centrum, blev planlagt til at finde sted den 18. om aftenen.
Denne aften var forsamlingen dobbelt så stor som den, der blev sendt skuffet hjem den 8.
december. Årsagen var, at der var mange tusinde, der ønskede at få darshan af en Baba, der
kunne påtage Sig og skille Sig af med en sygdom for at frelse en hengiven. Sri Nakul Sen ledte
mødet. Han talte om den lange række af opgaver, som Det Formløse Guddommelige Princip er
kommet ’med form’, som Bhagavan Sri Sathya Sai Baba, for at løse. Baba talte om yoga og
om, at al aktivitet, anskuet som en højere form for yoga, skal omsætte yogaens principper i
praktiske handlinger.
14.64. De hengivne i Bombay var ved at blive rastløse, idet de afventede Baba’s ankomst.
Luftfastselskabets piloter og jordpersonale strejkede, og denne strejke var ved at gøre dem
fortvivlede. Forsøg på at overtale Baba til at sejle med dampskib mislykkedes. Det ville også
betyde, at Han skulle tilbringe lange timer indespærret i et stort kar! Til sidst chartrede man et
privatejet fly, der kunne transportere Baba og nogle få af os fra Goa til Bombay den 21.
december.
136
Kapitel 15
Lev i kærlighed
15.1. ”Der findes mennesker, der går omkring med et diskussionslystent glimt i øjet eller med
pedantens løftede øjenbryn. De er opsatte på at tale nedsættende om andre, idet de derved
ønsker at fremhæve sig selv. De er som gribbe, der flyver højt oppe i luften med det ene
formål at finde ådsler inden for en stor radius”, skriver en åndelig aspirant, der rejste rundt i
Indien for at finde en guru. Poul Brunton blev rådet til at bede til Gud hver dag, så han kunne
blive ført til den mand, i hvilken Gud er inkarneret. Inkarnationen kommer til Jorden gennem
kærlighed, og derfor er inkarnationens kendetegn først og fremmest kærlighed.
15.2. Baba siger: ”Forsøg at se jer selv i alle, så vil I ikke elske én person højere og en anden
mindre. I vil erkende, at de begge er jer selv. Når kærligheden deles, så fremkommer der fred.
Alle verdslige relationer mellem mennesker er baseret på princippet om at give og tage. Den
allerhøjeste form for kærlighed kommer til udtryk mellem en hengiven og Gud, hvor den
hengivne er opsat på at forene sig med det guddommelige. Derved strømmer kærligheden
mod alting og alle væsener.” I henhold til Baba, så er Gud kærlighed. Den, der elsker, er
individet, og det, der bliver elsket, er naturen. Når man nu godt ved, at naturen fuldstændig er
underlagt Guds kontrol, hvorfor så være så bjergtagen af den? Idet vi erkender Guds
udbredelse over alt, så lad os lære at elske Skaberen, eftersom skabelsen ikke er andet end
Hans manifestation. Baba siger, at vi bør rette alle vore tanker mod Gud. Men det er vi ikke i
stand til, før vores sind er under kontrol. Det er udelukkende gennem lang tids øvelse, at vi
kan opleve succes med at leve i Gud, altså i kærlighed gennem Hans nåde. Næsten alt det, der
går galt i relationer mellem mennesker, går galt, fordi de egoistiske impulser vejer tungere
end uegennyttige impulser, eller fordi vi overvurderer værdien af at tilfredsstille vores begær
og undervurderer tilfredsstillelsen af vores åndelige sult. Det er kun muligt at opnå ægte
lyksalighed for de mennesker, der udvikler deres guddommelige potentiale til det yderste.
15.3. Det er vejen til Gud, der er kendt som kærlighedens eller hengivenhedens vej. I
Bhagavad Gita’en siger Herren: ”Herren, åh Arjuna, bor i alle væseners hjerter. Du skal fæstne
dit sind på Mig; du skal være Mig hengiven; du skal ofre dig til Mig; du skal bøje dig i støvet
for Mig. På den måde vil du komme til Mig.” Baba siger: ”I har ingen grund til at frygte Gud,
for kærlighed transcenderer tvivl og frygt. Elsk Gud som en ven og respekter Ham, som en
hengiven skal gøre.” Baba bliver som et barn i selskab med børn, en lærd blandt lærde, en
læge blandt læger, og det sker på grund af Hans kærlighed, for Han ønsker at få alle til at
slappe af og have det godt.
15.4. At give de fattige mad, at tjene dem der sidder i fængsel, at besøge den døve, den
stumme, den blinde, spedalskhedshospitaler, sindssygehospitaler – alt dette vurderer Han som
den højeste form for åndelig øvelse. ”Når I sidder og gentager Guds navn eller mediterer, og I
så hører en jamren, så rejs jer og undersøg sagen. Det at hjælpe den pågældende med at
slippe af med smerten giver jer mere åndelig fortjeneste, end den meditation, som I går glip
af, kan give jer.”
15.5. Baba’s kærlighed til Sine hengivne kommer til udtryk på mange måder. Engang i
Dharmakshetra var der samlet en flok Bal Vikas lærere. Efter mødet var begyndt, blev de, der
sad og sang lovsang neden for bakken, inviteret op til Dharmakshetra for at deltage. Eftersom
de skyndte sig op ad trapperne, var der mange, der blev forpustet. Der var især en ældre
kvinde, der så ud til at lide en del. Baba fik hende til at sætte sig ned et sted, hvor hun kunne
læne sig op ad væggen, og hvor der var en roterende vifte i loftet. Herefter forsvandt Han et
øjeblik. Snart kom Han tilbage med et glas vand, som Han gav til kvinden. Han kan ikke holde
ud, at der står nogen i Solen og venter på at få darshan. Og det går Ham på, hvis hengivne
137
står ude i regnen og bliver våde. I de meget varme sommermåneder tillader Baba, at
bedesalen i templet bliver brugt til, at ældre og syge kvinder kan overnatte. Det er kærlighed,
der tilskynder Ham til Selv at uddele slik eller andre søde sager til hver eneste tilhænger, og
det selv om der er tusinder til stede. Han spiser altid enkel mad, så selv den fattigste kan
tilbyde Ham noget at spise.
15.6. Kærlighedens praktiske udfoldelse ses også tydeligt, når Baba yndefuldt går rundt
mellem rækkerne af folk, der tålmodigt venter på at få et privat interview. Syge og svagelige
børn bliver pillet ud, så de kan modtage en speciel velsignelse. Han taler et par ord med dem
eller giver dem noget vibhuthi. Det er tydeligt, at Han elsker og bekymrer Sig om de syge, de
gamle, de socialt afviste og de økonomisk svagt stillede. Han anvender et telugu-ordsprog til
at forsikre folk om, at uanset hvor langt væk de sidder, uanset hvor mange der sidder rundt
om dem, så vil Han lægge mærke til dem og velsigne dem, forudsat at deres bønner er
oprigtige. Han siger: ”I er alle dele af Sai’s legeme. Vær glade for, at I er et lem, en del. Lad
være med at beklage jer over, at I kun er en fod, lad være med at være stolte over at I er
hovedet, for det er den samme kærlighedsblodstrøm, der cirkulerer i jer og nærer dem
begge!” Når folk kommer til Ham, sørgeligt invaliderede, ude af stand til at bøje sig og berøre
Hans fødder, så løfter Han en fod og bringer dem den helbredende strøm af fred. ”I det øjeblik
en hengiven kommer ud for en ulykke, foregriber Jeg altid en bøn. Og Jeg går i forbøn for dem
i tide til at hjælpe eller redde dem”, siger Han.
15.7. Han har talt om, at kærlighedens frø skal plantes i menneskets hjerte. Det skal spire, og
planten skal vokse i familien, og den skal sprede sig ud over slægt og venner, landsbyen,
samfundet og til sidst skal hele menneskeheden finde skygge under den. Når Han lærer folk at
meditere, så fortæller Han, at koncentration på en flamme er den bedste metode. ”Forestil jer
flammen midt i panden. Forestil jer, at lyset trænger ind i hjertets indre og oplyser det. Lad
dette lys tilintetgøre had, grådighed og egoet og lad det gennemtrænge hele jeres væsen. Lad
det derefter stråle ud fra jer og lad det omfatte større og større cirkler, idet det til sidst
omfavner hele menneskeheden – alle de væsener, som I betragter som værende venlige og
endog dem, I har vurderet som værende uvenlige.”
15.8. For år tilbage opholdt Baba Sig i nogle få dage i Horsley Hills, der ligger 1150 meter over
havets overflade. To gange om dagen tog Han os med hen til et dejligt sted, og her i denne
fredfyldte atmosfære underviste Han os i åndelige emner. Vores lille lejr, der lå ude i bjergene,
kunne man kun køre til, hvis man kørte i jeep. Så vores mad og drikkevand måtte slæbes op
til os af landsbyboerne fra en lille landsby, der lå ved foden af bjergene. Alt andet vand hjalp
en okse os med at trække op af en brønd, der lå et stykke vej fra vores bungalow. Sække af
huder blev lagt over dens ryg, og den traskede derefter op til os med vandet. Denne stille
skovidyl nød vi alle, og vi var privilegerede at dele den med Baba. Så kom dagen, hvor vi
måtte bryde lejren ned og vende tilbage. Baba foreslog, at vi gik ned sammen. Han foreslog
også, at vi skulle se, hvem der kunne løbe hurtigst ned! Men Baba standsede os og sagde:
”Vent! Jeg kommer tilbage om et minut”, og gik ind i haven. Nogle af os fulgte stille efter Ham
og så, at Han sagde farvel til oksen! Han klappede den kærligt og sagde: ”Du har virkelig tjent
Mig godt, Bangaroo.” (Det er et ord, der udtrykker stor ømhed og kærlighed. Direkte oversat
betyder ordet ’guld’).
15.9. Baba er venlig over for alle, der tjener Ham i og gennem alle, og det selv på den mindste
måde. I landsbyen Bikkatti i Nilgiri-bjergene levede der en hund, der var halt. Den blev kaldt
Kuttan, der betyder ’den halte’. Det var en meget gammel, elskelig hund, der dog stadig var
på vagt, når der kom fremmede til landsbyen. Baba besøgte landsbyen i 1962. Han gik på det
tæppe, der var lagt ud på jorden for Hans skyld. Kuttan trak i den snor, som han var bundet
med af frygt for, at han skulle fare hen til Baba og gø af Ham. Men Baba standsede op og
klappede den. Han bad om, at man slap den fri, idet Han sagde: ”Bangaroo! Lad Ham være,
Han er Den rene guddommelige Gnist.” Så Kuttan fulgte med Baba op på tribunen, og senere
fulgte den Ham ud i køkkenet. Efter at Baba havde velsignet maden, bad Han om, at der først
138
skulle serveres for Kuttan! Da den var færdig med at spise, gik den op på den dekorerede
tribune og stillede sig ved siden af Baba’s stol. Her stod den og så på, at lange rækker af
landsbyboere spiste deres mad. Efter et stykke tid lagde Kuttan sit hoved på Baba’s
fodskammel, og i løbet af få minutter drog den sit sidste åndedrag!
15.10. Alle følte, at den var en stakkels sjæl. Den blev begravet tæt ved tribunen i et leje af
blomster. Baba har haft mange kæledyr – hunde, kaniner, påfugle og nu elefanten Sai Gita,
der tilbeder sin Herre i så høj grad, at hvis Han har været væk for længe, så græder hun! Hvis
man fjerner vilde hunde fra ashram’en, så stedets stilhed ikke bliver forstyrret af deres gøen,
så bliver der givet besked om, at de skal bringes et sted hen, hvor de kan finde mad.
15.11. Han spørger: ”Hvad gavner det blot at tilbede Mit navn og Min form uden at prøve at
fremelske den samme kærlighed over for alle, uforstyrret sindsligevægt, kærlighed,
tålmodighed, sjælsstyrke og lyksalighed? Jeg synger lovsange efter hver tale, og Jeg gør det
for jeres skyld, ikke for Min Egen. Jeg gør det, for at I kan blive i stand til at blive bevidste om
lifligheden ved det navn, der renser sindet og ved hjælp af hvilket, I kan erkende, at Gud altid
er med jer såvel i jeres krop som i ånden.
15.12. Det siges, at Gud har to slags ’vildledende’ kræfter til Sin rådighed. Den ene er
uvidenhedssløret, og det andet er vidensløret. Engang imellem får Hans illusion os til at føle, at
Han slet og ret er menneskelig, og vi hengiver os til handlinger, der blæser egoet op, idet det
får os til at se os selv som meget betydningsfulde og som den, der behersker situationen.
Stolthedens tåge skjuler Virkeligheden. Det er uvidenhed.
15.13. Når vi underordner os Hans vilje, så viser Han tegn og undere, der gør os ivrige efter at
følge den rigtige vej. Det er fra vidensløret, at vi lærer, at det er i Ham, vi lever, bevæger os
omkring og er. Han og vi er én. Udelukkende således kan vi rense vores holdninger, vaner og
meninger og opdage Gud i Hans sande manifestation – det vil sige som Den, der lever i alle
skabte ting. Erkendelsen af at vi og andre blot er marionetdukker i Hans hænder, vil blive
prentet ind i vores bevidsthed gennem en meningsfuld fremsigelse af Hans navn. Så begynder
vi at hvile i Ham, leve i Ham og for Ham.
15.14. Folk fra alle dele af verden, der har haft det privilegium at være nær ved Hans
lotusfødder, forsøger at lave om på deres liv, ændre deres livsanskuelse og deres mening om,
hvad der har værdi. Denne stille psykologiske revolution, der påvirker hundredtusinder af
mennesker, illustrerer denne nådes gave. Ifølge Baba består den virkelige åndelige øvelse i at
pløje hjertets ager og dyrke jorden, så vi kan høste den bedst mulige afgrøde.
139
Kapitel 16
Lyksalighedens eksempel
16.1. Forvirrende og forbløffende historier skildrede Baba’s sygdom. Der blev fortalt detaljer
om den operation, der ikke ville blive foretaget. Alt dette fremkaldte smertelige nyheder om,
at Han ikke ville være i stand til at vise Sig offentligt i måneder, og i Bombay fyldte det de
hengivnes sorgfulde hjerter med frygt og bekymring. Imidlertid forsvandt denne frygt og
ængstelse som dug for solen i det øjeblik, Baba viste Sig i Dharmakshetra juledag.
Forsamlingen hørte en lang tale efterfulgt af mange lovsange, som Baba sang. De hørte den
autentiske version om den sygdom, Han havde taget på Sig. De hørte også om dens
bortskaffelse. Sygdommen havde forekommet at påvirke dette hellige legeme, men rent
faktisk kan den ikke ramme det. Det havde været en forbipasserende fase. Sygdommen
tilhørte en anden, og den kom og gik som forbipasserende skyer.
16.2. ”Men Jeg havde ingen kontakt med den. Der var imidlertid mange mennesker, der havde
mod nok til at foreslå Mig metoder og måder til at klare en sådan situation.” I henhold til dem
bør Swami ikke tillade, at andres sygdom påvirker Ham og dermed forårsager, at
hundredtusinder af mennesker lider. Baba fortalte forsamlingen, at det er Hans pligt at påtage
Sig lidelser fra de mennesker, der omgiver Ham. Ligeledes er det også Hans tilhængeres pligt
at lide af den grund. Men sandheden er, at der ikke er nogen lidelse og altså heller ingen
grund til bekymring. Kristus ofrede sit liv for de menneskers skyld, som tror på ham. Uselvisk
tjeneste er Gud, opofrelse er Gud. Det var Hans erklæring. Hele verden kan få glæde af denne
guddommelige forsikring. ”Sørg ikke. Den Frelser, der vil tage din sorg på Sig, er kommet.”
16.3. Den første dag i det nye år havde Kamani-familien, en berømt industrifamilie, det
privilegium at byde Baba velkommen til Kurla, Bombay. Fabrikkens store fællessal, der den
dag fungerede som en rummelig tilhøreplads, kunne man kun komme ind i, hvis man havde et
adgangskort. Alligevel var der ikke en tomme ledig plads. Folk sad så tæt, at de end ikke
kunne skifte stilling. Tilhørerne bestod af arbejdere og deres familie. Salen var smagsfuldt
dekoreret med diskret værdighed, og der var sat fjernsynsskærme op, så alle kunne nyde at få
darshan.
16.4. De visdomsord, der er indeholdt i den tale, som Sri Sathya Sai Baba holdt den 1. januar
1971 i et stort industriforetagendes lokaler i Bombay, har stor relevans for det moderne
Indien.
16.5. Avisen ’Bhagavan Journal’ kommenterede talen således: ”Når en vismand bringer sit sind
ned fra lyksalighedens ophøjede område for at dvæle ved jordnære anliggender som for
eksempel forholdet mellem ansatte og arbejdsgiver, så må emnet nødvendigvis få en ny
dimension og et frisk pust af spiritualitet.”
16.6. Baba formanede medarbejderne, og fortalte dem, at de skal arbejde med begejstring og
gøre sig fortjent til deres rettigheder ved at leve op til deres forpligtelser. Men Han formanede
også arbejdsgiverne og fortalte dem, at de skal tage sig godt af deres medarbejdere og sørge
for faciliteter til deres børn, så de kan udvikle en stærk og dydig karakter. Som Den
Guddommelige Mester sagde: ”Lykke og fred er mentale tilstande, der vokser i kærlighedens
muld. Det har ikke noget at gøre med fysisk styrke, velstand eller evner.”
16.7. Baba sagde følgende i Sin tale: ”Som sin mest kostelige frugt giver Livets Træ
kærlighedens frugt. Men søde frugter har bitre skræller. Denne frugt er også indesluttet i en
tyk seksfoldig skræl bestående af begær, vrede, grådighed, tilknytning, stolthed og had. Ved
140
at befri sig fra disse, ved at fjerne skrællen, kan man smage kærlighedens sødme, og den kan
blive optaget i systemet. Det er alene den, der gør sig anstrengelser for at udforske denne
indre ’kærlighedsskat’, der kan opleve fred og lyksalighed. Åndelig øvelse er navnet på den
proces, gennem hvilken man opdager den universelle kærligheds kilde, som man har inde i sig.
En kærlighed som det privilegerede menneske kan dele med alle væsener.”
16.8. ”Rigdomme af forskellig slags, besiddelser og kræfter, navn og berømmelse – de er ikke
meget værd. Men den kostbare besiddelse, der kaldes kærlighed, er for mennesker selve hans
livsåndedræt. Et hjerte blottet for kærlighed er som et alter, der befinder sig i fuldstændig
mørke. Flagermus med ondskabsfulde lidenskaber vil gøre det til deres hjem. De vil gøre det til
et beskidt og stinkende hjemsted for kaos. Udelukkende kærlighedens lys kan oplyse hjertet
og fordrive disse ondskabsfulde beboere.”
16.9. ”I tusindvis har medarbejdere fra Kamani’s fabrikker samlet sig her. Industri, landbrug,
handel, politik og offentlig administration er som de fem livsenergier for det menneskelige
samfund. De skal være sande og harmoniske, så mennesker kan leve i fred og velstand. Hvis
disse fem er bevidst om deres indbyrdes relationer og gensidige afhængighed og hvis de, i
kærlighed, arbejder sammen i fælles bestræbelse, så kan dette land, ja hele verden, fejre hver
dag som en festdag; hver eneste dørkarm kan udsmykkes med grønne blade.”
16.10. ”Men nu om dage ser vi ikke kærlige forbindelser og gensidigt samarbejde. Der er
grupperinger og fraktioner inden for alle disse områder. Alle bidrager de hver især til
forvirringen. Så for hvert øjeblik der går, bliver landet kastet ud i dybere og dybere bekymring.
Folk lever i frygt for, hvad det næste øjeblik vil bringe dem. Det er ikke nogen ønskværdig
tingenes tilstand.”
16.11. ”Følelser og lidelser har en tendens til pludseligt at svulme op og blive til
altødelæggende strømme. Faktisk er det sådan, at hver eneste arbejder skal være dygtig til sit
arbejde, før han kan siges at være et fuldgyldigt medlem af den virksomhed, som han er en
del af. Følelser og lidenskaber bør udspringe af den myndighed, som man har gjort sig fortjent
til via de erfaringer, man har gjort sig, og kvaliteten af det arbejde, man udfører. Men i dag
lader folk sig rende over ende af deres ophidselse over andre, uden at de har levet op til deres
egne forpligtelser. Autoritet og indflydelse skal have deres udspring i, at man lever op til sine
egne forpligtelser. Først da vil de kunne være effektive. I bør være overbeviste om, at man
først gør sig fortjent til sine rettigheder, når man opfylder sine forpligtelser.”
16.12. ”Men i dag tales der kun om rettigheder. Ingen er ivrige efter at gøre sig fortjent til
disse rettigheder ved at leve op til sine forpligtelser. Alle skal arbejde i bevidstheden om, at
pligt er Gud, og at alt arbejde er tilbedelse. Hvis man udvikler kærlighed til pligten, og alt
arbejde udføres oprigtigt og korrekt, som var det tilbedelse, så kan alle være glade, og ethvert
samfund vil blive befriet for utilfredshed og elendighed.”
16.13. ”Familien Kamani fabrikerer blandt andet radio- og fjernsynsmaster på deres fabrikker.
Enhver ansat, der er beskæftiget med fabrikationen og opstillingen, skal udføre sit arbejde
korrekt og oprigtigt, så masterne bliver stærke og sikre. Hvem af alle de ansatte udfører det
vigtigste arbejde? Det vil være umuligt at skelne. Hver eneste arbejdsopgave er vigtig, og hver
eneste medarbejder gør sig fortjent til sin løn ved at opfylde sin bestemte del af den samlede
forpligtelse. Der bør ikke gøres noget forsøg på at sammenligne og herefter hævde, at det og
det arbejde er vigtigere end andet arbejde. Ingen må påstå, at et givent arbejde har ringere
værdi end andet arbejde. Den slags forsøg vil kun afstedkomme bitterhed og fjendskab og
blokere for strømmen af kærlighed og tolerance.”
16.14. ”Lad Mig illustrere dette med et eksempel. Der var en mand, der gik langs landevejen.
Pludselig fik han øje på nogle modne frugter, der hang på et træ i vejsiden. Øjnene fortalte
ham, at de var tillokkende, og at de ville give ham stor nydelse. Så sindet blev knyttet til dem,
141
og fødderne bragte ham tættere hen imod træet. Kroppen blev ligefrem bøjet af rygmusklerne.
Hånden bevægede sig ned mod jorden. Fingrene samlede en sten op og greb fast om den.
Skuldrene gav det nødvendige ryk, da armen kastede stenen mod træet i retning af frugterne.
Det fik en frugt til at falde til jorden. Men kroppens lemmer havde stadig arbejde at udføre.
Fingrene skulle samle den op, hånden skulle give den til munden, tungen skulle placere den
mellem tænderne, tænderne skulle tygge den, og spiserøret skulle synke den og sende den
ned i maven. Nå! Hvilken af disse ’arbejdsopgaver’ er meget vigtig, og hvilken er ikke så
vigtig? Hvilken del af kroppen havde gjort mest og hvilken mindst? Enhver del har udført sin
pligt præcis på det tidspunkt, der var behov for det. Alle gjorde det efter bedste evne, og
derfor nåede træets frugt ned i maven på den sultne person. Vi skal respektere hver eneste
medarbejder som en, der bidrager med sin værdifulde del af den fælles opgave. I skal føle, at
alle er guddommelige, at alle skal elskes i samme grad. Det er den åndelige øvelse, der vil
skænke lyksalighed både til det enkelte individ og til samfundet.”
16.15. ”Udfør den pligt, der er faldet i jeres lod, på bedst mulig måde. Det vil gøre livet værd
at leve, og I vil bidrage med de evner og den intelligens, som I er udstyret med til
fællesskabets bedste. Det er den gæld, man skal betale, fordi man er kommet til denne verden
indeholdt i en menneskelig krop. I er ikke kommet til verden for at spise og drikke. Vi spiser
alle sammen for at opretholde livet, vi lever ikke for at spise og drikke. I må nødvendigvis nå
det langt mere ophøjede mål, det er at leve i Guds nærvær. Og det når I gennem
kærlighedens vej. Det er den højeste pligt, det mest ophøjede arbejde, som I skal udføre i den
fabrik (krop), som I er i. Al jeres energi og alle jeres evner skal helliges denne bestræbelse.
Ellers ødelægger I jeres liv i de følelsesmæssige impulsers kaos.”
16.16. ”Selvfølgelig kan man stille spørgsmålet: ”Hvem er Gud? Hvor kan jeg finde Ham?
Hvem har set ham?” Jeg kan fortælle jer en historie, der kaster lys over disse spørgsmål. En
sanyasi (munk; asket) iført en gul kjortel var på pilgrimsrejse. (En Sanyasi er en person, en
asket, der har gjort sig fri af alle ønsker. Han skal besidde enhed i tanke, ord og gerning, være
helt opslugt af Gud, Den Eneste Ene, og være fuldt og helt optaget af at opnå forening med
Gud). Han gik ind i en landsby, der var kendt for sin ugudelighed. Da de så hans klædedragt,
der indikerer, at der her er tale om en person, der har dedikeret sit liv til Gud, begyndte de at
komme med upassende tilråb om, at Gud ikke eksisterer. ”Kan du vise os Ham?”, spurgte de.
Asketen svarede: ”Det kan jeg.” Han bad om at få bragt lidt mælk, antagelig fordi han følte sig
udmattet. Da han fik mælken, stod han længe i stilhed og stirrede ned i kruset. Gruppen af
landsbyboere mistede tålmodigheden og råbte op om, at nu skulle han vise dem Gud, som han
havde lovet. De spurgte ham, hvorfor han stirrede på mælken i så lang tid. Han svarede, at
han havde hørt, at der var smør i mælken, og at han forsøgte at se smørret! De grinede af
ham. De kaldte ham en tåbe og en dumrian. ”Ved du virkelig ikke, at mælken skal koges og
afkøles, koagulere og kærnes, før man kan se smørret tydeligt og adskilt? Lige nu er smørret i
mælken, det er i hver eneste dråbe.” Munken sagde: ”Der har I svaret på jeres spørgsmål.
Gud er i alting og i alle væsener, der findes i universet. Hvis I ønsker at se Ham tydeligt og
adskilt, så må I gå gennem forskellige processer, der kaldes åndelige øvelser. Derefter kan I
se Ham, ikke nu ved blot at spørge mig.””
16.17. ”Den væsentligste ingrediens i disse åndelige øvelser er kærlighed. Åndelige øvelser
uden kærlighed, der rettes mod hele skabelsen, vil udelukkende åbenbare Satan.”
16.18. ”Jeg skal forklare dette yderligere. Her og nu har vi radiobølger omkring os, der bringer
musik fra en radiostation i Bombay. Vi har også radiobølger fra Delhi. Faktisk er det sådan, at
vi har radiobølger fra stationer over hele verden, og det skønt vi ikke er i stand til at se eller
høre de programmer, de fører med sig. Når vi har en maskine, kaldet en modtager, hos os, og
når vi stiller bølgelængden ind på den station, der sender programmet og indstiller modtageren
korrekt, så kan vi høre musikken eller nyhederne. Gud, der også er her og omkring os, kan I
pejle jer ind på ved hjælp af et mantra. Sørg for at have et mantra, koncentrer jeres
opmærksomhed på det (stil ind på bælgelængden) med kærlighed (indstillingen af
142
modtageren), og I bliver bevidste om Gud (lytter til det allestedsnærværende program). Hvis
indstillingen af modtageren ikke er helt præcis, så risikerer I at komme til at lytte til noget
irriterende noget i stedet for nyheder. Medmindre I øser ud af jeres kærlighed i overflod uden
overhovedet at have selviske tanker, så risikerer I at få djævelen at se og ikke Gud! Og hvis I
ikke udvikler koncentration, så vil jeres sind straks begynde at vandre i mange retninger og
forårsage forvirring.”
16.19. ”Derfor er kærlighed det bedste redskab, når det drejer sig om at vinde nåden. Træk
alle tæt til jer, som I trækker jeres brødre og søstre til jer og beslut jer for at leve op til jeres
ansvar, idet I gør jeres yderste. Faktisk er livet som arbejder både meget værdifuldt og
fundamentalt. Arbejde, tilbedelse og åndelig visdom er tre stadier på vejen mod Gud. Arbejde
er grundlaget, arbejde som man er ivrig efter at udføre, arbejde der er retskaffent og som
udføres i ærefrygt for andre. Arbejdsgiver og ansatte er knyttet tæt til hinanden, så tæt til
hinanden som hjertet og kroppen. Der kan ikke være noget hjerte uden en krop, og der kan
ikke være nogen krop uden et hjerte. Begge er essentielt vigtige for hinanden. Arbejdsgiverarbejdstager forholdet er som båndet mellem en fader og hans børn. Det er udelukkende, når
en sådan kærlighed og agtelse er fremherskende, når atmosfæren af broderskab præger
forholdet mellem medarbejderne, at gensidig hjælp og tjeneste kan blomstrer. Under sådanne
forhold kan alle med glæde og fred i sindet gøre deres pligt.”
16.20. ”Når medarbejderne har et eller andet problem, der bekymrer dem, så kan de fortælle
arbejdsgiveren om det, og sammen kan de roligt og venligt diskutere det. Det kan ske uden
unødvendig ophidselse, uden at udvise had og ondsindethed og uden at gøre andre urolige.
Frem for alt skal hver eneste person altid være bevidst om sine forpligtelser såvel som sine
rettigheder. Det er den grundlæggende forudsætning.”
16.21. ”Nu har Jeg indviet dette kulturcenter. Jeg vil foreslå, at I mødes her en gang om
måneden. I kan selvfølgelig også mødes hyppigere, for eksempel en gang hver fjortende dag
eller en gang om ugen. Til disse møder kan I synge lovsang, høre åndelige foredrag, diskutere
åndelige emner eller andet, der vil vende sindet mod kontemplation på Guds herlighed eller
mod den skat, der er i jer selv. Jeg ønsker også, at arbejdernes børn tilbydes skoler, hvor de
kan lære at synge lovsange, kan blive instrueret i åndelige discipliner, blive oplært i gudstro
samt blive inspireret til at udvikle en stærk og dydig karakter.”
16.22. ”Selvdisciplin er den vigtigste ting, et menneske kan besidde. Erhvervelse af
selvdisciplin bør være det primære mål for alle bestræbelser. Livet er kun værdifuldt og
fornuftigt, når det leves med selvdisciplin.”
16.23. ”For Mig er det en stor kilde til lyksalighed at være sammen med jer. Måtte det nye år
bringe jer nye muligheder for at tilvejebringe glæde og fred i jeres hjerter.”
16.24. Begyndelsen af 1971 var bemærkelsesværdig, fordi den var så gunstig for de hengivne
i Bombay, som nød godt af, at Baba var blandt dem. Den 1. januar om aftenen talte Baba ved
et offentligt møde, der blev afholdt på Dharmakshetra’s område. Menneskehavet syntes at
oversvømme hele pladsen. John Hislop er altid i nærheden af papir og blyant. Når som helst
han er i Den Ophøjedes nærhed, gør han notater i sin notesbog om, hvad han hører Baba sige
om åndelige emner. Ved denne lejlighed rejste Hislop to spørgsmål: ”Hvad betyder Baba for
mig, der er en person, der er født og uddannet i et fremmed land? Og hvad betyder Baba for
det subtile aspekt af mig, der ikke har nogen nationalitet?” Disse spørgsmål besvarede han
selv, da han konstaterede: ”Han er hjertets Herre. Fra mit hjerte har Han fjernet den hårdhed,
der er blevet akkumuleret gennem årene, og gjort det sundt, nyt og glad.” Det andet
spørgsmål besvarede han således: ”Baba’s guddommelighed er et overvældende og
uforståeligt mysterium. Han er Den Største Lærer. Han leder os til befrielse.” Idet Han
velsignede de hengivne, bad Baba dem bede for fred og harmoni mellem samfund såvel som
lande. Menneskeheden skal lære at leve lykkeligt som én stor menneskelig familie.
143
16.25. Under Baba’s ophold i Bombay opførte børn fra de mindste klasser små skuespil,
fremsagde digte, sang lovsange og fortalte udvalgte historier fra de store heltedigte og
Purana’erne. Der var lejligheder, hvor de følte Baba’s tilstedeværelse og påvirkning så stærkt,
at de nærmest brød sammen i tårer i sympati med de karakterer, de spillede. En dreng
afsluttede sin beretning om en episode i Bhagavad Gita med en inderlig appel til Sai Krishna,
der stod ved siden af ham. Han var så opfyldt af glæde, at han græd ukontrollabelt. Det kan
ikke undre, at Baba opfatter disse børn som vor tids Prahlada’er.
16.26. ”Børnene, der går i Sathya Sai Baba Vihar klasser, skal være klar over, at Sathya Sai
bor i deres hjerter. Lærerne skal også betragte denne indlæring som en Sai Ram gudstjeneste.
Hvordan kan man åbenbare for disse børn, at Sai er i deres hjerter. Det er det problem, som I
skal bestræbe jer på at løse. Ved at føre børnene mod det guddommelige tjener lærerne
forældrene og samfundet, for disse børn vil rense og lyse op i hjemmene og omgivelserne”,
sagde Baba.
16.27. Da Han talte til medlemmer af tjenesteorganisationen, understregede Baba
betydningen af åndelige øvelser. Disse øvelser vil lede mennesket til selvrealisation, og Han
lod forstå, at vi alle er bølger på det umådeligt store hav, der kaldes Det Højeste Selv. Idet
Han advarede dem mod enhver form for stillen til skue, prompt og offentlig omtale, rådede
Han dem til at lænke sig selv til Gud med kærlighedens kæde. Det kan de gøre ved at gentage
navne, der er gennemtrængt af Hans elskelige kvaliteter. Hvis Hans navn bliver fremsagt i
dovenskab og med ringeagt, i bitterhed og med nag, så vil dette led i kæden blive svagt, og
kæden vil ikke holde.
16.28. Den 7. januar var det Vaikuntha Ekadasi, dagen hvor man fejrer, at Himlens porte
bliver åbnet. Baba fejrer den slags festligheder for at genskabe deres betydning. Ved
afslutningen af den lange og uafbrudte lovsang denne dag afslørede Baba Ekadasi’s sande
betydning: ”Ekadasi betyder ’den elvte’. Når de ti sanser koordineres og rettes mod Gud, så vil
Himlens porte helt sikkert åbne sig og byde jer velkommen til at være i Den Elvtes (Guds)
nærvær.” (De ti sanser er: Handlingssanserne: Hænderne, fødderne, tungen, forplantningssystemet og fordøjelsessystemet samt vidensanserne: Høre-, føle-, syns-, smags- og
lugtesansen).
16.29. Før Baba forlod Bombay, talte Han til medlemmer af Seva Dal. Han sagde blandt andet:
”Selvdisciplinen kommer jer til undsætning, når verdens storme raser rundt om jer og pisker
hadets og latterliggørelsens mørke strømme op, eller når de, som I har tillid til, undgår jer og
skyr jer som ilden. Korsfæst egoet på lidenskabernes kors, idet I forbereder jer selv på at
tjene andre med jeres specielle evner. Når I er optaget af den slags arbejde, så fjern egoet
ved konstant at ihukomme Guds navn eller ved hjælp af gentagelse af Guds navn, meditation
eller ved at studere de hellige skrifter.” Baba ansporede dem til at leve enkelt. Han bad dem
om ikke at gå med prangende og udenlandsk tøj, og de skulle i det hele taget ikke kopiere
udenlandske manerer. For alt sådan noget vil blot afholde almindelige mennesker fra at
kontakte dem. Test enhver håndbevægelse og enhver af jeres manerer, hver eneste vane og
hver eneste af jeres luner på denne prøvesten: Vil Baba bifalde dette?
16.30. Under Baba’s ophold i Bombay blev en enestående bog dedikeret til Ham af
Maharashtra-grenen af Det Indiske Akademi af Vediske Lærde, som Baba har grundlagt, og
som Han står som leder af. Foreningens præsident, Sri P.K. Savant, erklærede, at bogen vil
’oplyse en vej der fører til Den Almægtige’. Sri V.S. Page, formand for Maharashtra-delstatens
lovgivende forsamling, sagde, mens han ofrede bogen til Baba ved et offentligt møde i
Dharmakshetra: ”Jeg sad ved Sri Sathya Sai Baba’s fødder og begyndte at spørge Ham om
hemmelighederne bag det at gøre åndelige fremskridt. Han var så venlig at besvare disse
spørgsmål. Andre medlemmer af foreningen deltog i denne proces med at spørge og lære. Det
følgende er en nøjagtig genfortælling af en sådan guddommelig dialog: ”Hvad skænker
144
oplysning til dem, der kæmper i forvirringens mørke?” Baba forklarede: ”Der er tre stadier i en
hengivens liv. 1. Jeg er helt og holdent Din. Her overgiver den hengivne sig fuldstændig til Gud
uden noget forbehold. 2. Du tilhører mig alene. Her tror den hengivne, at han er Herrens
udvalgte og begynder at gøre fordring på Ham. 3. Du alene er, ikke jeg. Jeg er Din, og Du er
min. Her ser den hengivne alene Gud. Han ser Ham over alt, inklusiv i sig selv.””
16.31 ”Idet Han rådede vedrørende meditation, nævnte Baba en metode, som Han før har
fortalt detaljeret om. ”Har I ikke fred i sindet, når én tanke ophører med at eksistere og en
anden ikke dukker op? I skal iagttage dette øjeblik. Vær ét med det og fæst jeres
opmærksomhed på det, så der opstår en uophørlig vedvarende fred. Tanker opstår og dør hen
som krusninger på vandet. I skal se på havet frem for på krusningerne. Negliger bølgerne, idet
I fæstner jeres opmærksomhed på vandet.”” Sri Page holdt fast i emnet og spurgte: ”Det er
meditationens højeste tilstand. Denne sindstilstand er som vand uden bølger eller krusninger.
Kan vi iagttage vandet, selv når der er bølger og krusninger? Hvis vi skal have denne dybe
fred i sindet, bør vi så ikke have oplevet meditationens højeste tilstand på et eller andet
tidspunkt?” Baba svarede: ”Jo! Personen, der begynder at meditere, vil på et eller andet
tidspunkt nå en tilstand, der kan beskrives som meditationens højeste tilstand. Og det skønt
det er en meget vanskelig tilstand at nå. Selv en karma yogi (en yogi der følger handlingens
vej), en person, der altid tjener andre, eller en hengiven berører denne tilstand fra tid til anden
på en helt naturlig måde og erkender fuldt ud, hvad den er. Derfor kan han huske den og
opleve den igen og føle glæden ved uafbrudt at være sammen med Gud.” Sri Page skriver:
”Det var et fuldendt svar på mit spørgsmål, og jeg var meget tilfreds med det. Jeg kunne ikke
have fået det svar ved at læse de hellige skrifter. Men eftersom Sri Sathya Sai Baba var så
venlig at give det, så håber jeg, det vil komme til at gavne mange aspiranter, inklusiv mig
selv.”
16.32. ”Et andet meget interessant forhold, som Baba afklarede, var om vendingen neti, neti
(ikke dette, ikke dette). Han sagde: ”Brahman (Gud) er som en ballon, der buler ud. Den
brister aldrig! Så ’ikke det’ refererer til forståelsen af Gud, ikke til Gud Selv! ’Ikke det’ betyder
ikke: ”Nej, det er ikke dette”, det betyder: ”Nej, sådan er det ikke. Det er ikke det hele (alt
hvad der kan siges). Der kan siges meget mere om Gud end dette og hint.” (Neti, neti er en
metode, man kan anvende, når man forsøger at finde ud af, hvad eller hvem Gud er. Det, man
kan gøre, er at undersøge forskellige ting, og så sige, nej, Gud er ikke kun dette, sådan er det
ikke).
16.33. Sri Page nævnte, at Baba skelner mellem ego og Selvet. Baba sagde: ”Jeg’et i sin rene
og primitive form er Gud. Det jeg, der bliver identificeret med kroppen, den subtile krop, og
den krop I forestiller jer at have i drømme, er egoet.” Nu spurgte Sri Page: ”Gud siges at være
Én. Er der et ’jeg’, i sin rene og primitive form, for os alle?” Baba svarede: ”De forskellige
egoer er blot genspejlinger af et og det samme Selv eller Gud.” Sri Page spurgte: ”Er sindet
materie, ligesom vores krop er det? Kan det gøres til genstand for en undersøgelse?” Baba
svarede: ”Ja! Sindet er materie. Det er dog meget subtilt. Man kan ikke måle dets bredde,
længde, tykkelse eller vægt. Det kan ikke behandles som genstande normalt bliver behandlet.
Guds kraft er i stand til det.” Sri Page stillede også spørgsmål om miraklerne. ”Sri Sathya Sai
Baba forklarer os om disse mirakler på en meget åbenhjertelig måde, og disse forklaringer har
vi taget imod i samme ånd af åbenhed. Baba fortalte os blandt andet, at miraklerne er et
vidnesbyrd om, at Gud har skabt verden i kraft af Sin vilje.”
16.34. Mahasivarathri i 1971 blev fejret den 23. februar. Selv om Prasanthi Nilayam bliver
fyldt med mennesker under denne højtid, så opretholdes freden i ashram’en, og det skyldes de
hellige stråler, der udgår fra det helligste af alle hellige steder. Da Baba talte fra den ottesøjlede pavillon i auditoriet, rejste Han et meget interessant spørgsmål, som Han Selv
besvarede: ”Hvorfor skaber Swami en lingam inden i Sig Selv på denne dag? Lad Mig fortælle
jer, at det er umuligt at forstå det guddommeliges egenskaber. I kan ikke måle dets potentiale
eller forstå betydningen af dets mirakler. Det guddommelige er uopnåeligt, uforståeligt. Derfor
145
får I et eksempel på det guddommeliges formåen. For at vidne om denne guddommelige
eksistens, der er blandt jer, og for at hjælpe og velsigne jer, dukker denne lingam frem. Hvis
endog disse glimt bliver fornægtet, så vil troen på Det Højeste forsvinde og en atmosfære
præget af grådighed, had, grusomhed, vold og uærbødighed vil overvælde den gode, den
ydmyge og den gudfrygtige.”
16.35. Lingam’en er en illustration af det grænseløse, formløse og begyndelsesløse
Guddommelige Princip. Baba blev i Prasanthi Nilayam for at tilfredsstille et stort antal
personer, der var kommet langvejs fra for at fylde deres øjne og sind med den hellighed og
opstemthed, som fremkomsten af lingam’en giver, og for at berøre Hans lotusfødder. Efter at
have øst Sin nåde ud over dem alle, kørte Baba til Anantapur, for det var Hans vilje, at de
studerende på kvindernes college i Anantapur skulle rykke ud af de midlertidige gemakker og
ind i nye, pragtfulde lokaler. Det skulle ske ved det akademiske skoleårs begyndelse.
16.36. Sathya Sai Tjenesteorganisationens afdeling i Bombay havde organiseret en konference
for All India Bal Vikas lærere den 11. og 12. maj. Som svar på de hengivnes bønner i Bombay
besøgte Baba byen i nogle få dage for at velsigne lærerne. 404 lærere, der var med til at
gennemføre den nye Sai æra inden for uddannelse, deltog og nød godt af Baba’s råd. Til det
første møde med lærerne reciterede en elev det sædvanlige indledende vers om guruen, og
Baba fortolkede det, idet Han gjorde indholdet til temaet i Sin tale. Guruen er Brahma
(Skaberen), sagde Han, fordi det at undervise er en kreativ aktivitet. Han er Vishnu
(Opretholderen), fordi læreren skal opdrage, vejlede og beskytte eleverne. Han er Siva
(Nedbryderen), eftersom han skal fjerne skadelige anlæg samt uønskede karaktertræk og
vaner. Verset, der var tænkt som en traditionel hyldest og lovprisning af læreren, antog på
denne måde karakter af at blive en kraftig appel til hele professionen. Det er betydningen af
den guddommelige berøring! ”Guruen bliver hyldet som Det Højeste Selv, Den Højeste Sjæl.
Over for eleven afslører han den Virkelighed, der gør ham fri.” Han fortsatte: ”I skal erkende
det umådeligt store potentiale, der ligger slumrende i barnet og hjælpe det med at udtrykke
sig selv.”
16.37. Af denne grund foreslog Baba, at navnet på småbørnsklasserne skulle ændres fra Bal
Vihars til Bal Vikas. Der har indtil nu været en tendens til at sætte fokus på leg og
adspredelse. Men det, der i stigende grad skal sættes fokus på nu, er at opmuntre det gode i
børnene, det sande og det smukke. Barnet skal blomstre for at udtrykke sig og udfolde sig.
”Bal Vikas”, sagde Baba, ”er det korrekte navn.” (Bal betyder ’unge eller børn’, og vikas er det
en blomsterknop gør, når den folder sig ud og bliver en smuk blomst). Han ønskede, at de små
børn skal trænes i og opmuntres til at tale foran forsamlinger af hengivne og endog andre, så
ældre kan lære det fra børnenes læber, som de nægter at lære fra dem, der ellers er
berettiget til at råde dem. Han værdsatte i allerhøjeste grad den korte tale, som en lille elev
holdt om ’filmplakater og den rædsel de forvolder’. Den var en øjenåbner for de ældre, der
accepterer den forurening af hjemmets atmosfære, som mange stiltiende affinder sig med.
16.38. I dag samles disse små børn over hele landet i klasser, der hedder Bal Vikas. De
tegner, maler, skriver og fortæller historier om helte i ånden og landets store kvindeskikkelser,
opfører skuespil, der skildrer ophøjede hændelser fra Upanishad’erne, Ithihasa’erne og
Purana’erne såvel som fra forskellige trosretningers religiøse litteratur. (Ithihasa’erne er
traditionelle beretninger om tidligere tiders begivenheder). En stor revolution i tankegang og
sociale relationer bliver nu til virkelighed i større og større grad. Der blev afholdt konferencer
for organisationen i delstaterne Maharashtra og Gujarat i maj måned. Baba var til stede i
Bombay, da Maharashtra-konferencen blev afholdt. Han sendte et budskab, der indeholdt Hans
velsignelser, til Dwaraka, hvor Gujarat-konferencen blev gennemført. ”Jeg følger med i alt,
hvad der foregår. I skal ikke beklage, at Jeg ikke fysisk er sammen med jer. Jeg er til stede
som det evige vidne”, skrev Han.
146
16.39. På vejen tilbage fra Bombay ledte Baba konferencen for Sai-organisatonen i delstaten
Mysore. Det foregik den 14. i byen Dharwar. Omkring 200 ledere i organisationen fra alle dele
af Mysore fik en endnu fastere tro på og hengivenhed for det arbejde, der lå forude.
16.40. ”Kvindernes college i Anantapur”, skrev dr. S. Bhagawantham, ”er en konkret
manifestation af noget overmenneskeligt. Til det enorme beløb af 4 millioner rupees og i løbet
af kun ti måneder har Baba opført bygningen, der vil være et universitet værdigt! Hvem har
udført alt dette arbejde? Hvor er pengene kommet fra? Hvis I ønsker at se det guddommelige i
aktion, så kom til Anantapur! Det, I vil se, er faktisk fornuftstridigt, det er knapt menneskeskabt.”
16.41. Kvindernes college skulle indvies den 8. juli 1971 af Indiens præsident. Det skulle ske,
selv om der næsten ikke var noget håb om at færdigopføre bygningen til den fastsatte tid. Alle
svor på, at det var en umulig opgave. En stor industrimand, der besøgte Anantapur en uge før
indvielsen, udtalte: ”Selv om jeg havde lagt al min energi og hele mit organisationsapparat i
dette arbejde, så ville jeg mene, at det ville tage endnu seks måneder at færdiggøre arbejdet.”
16.42. College-bygningen er den arkitektoniske prototype for Sai-æraens undervisning til
højnelse af såvel det enkelte individ som samfundet. Baba sørgede for, at flaget med Saisymbolet blev hejst over bygningens centrale tårn. Dette flag er et symbol på håb og sejr.
Symbolet på flaget skildrer de forskellige religioner, eller for at sige det på en anden måde:
Kendetegnene på menneskers mangeartede opfattelse af Gud, der eksisterer i den enkelte på
samme måde som åndedrættet. College-bygningen er cirkelformet og fuld af charme og
værdighed. Den symboliserer fuldbyrdelsen af vor søgen, kaldet religion. Det er alene en
cirkel, der kan symbolisere Brahman (Gud), den begyndelsesløse og endeløse. Den dufter af
Indiens kulturarv. Den genlyder af ekkoet fra Den Tidløse og Universelle Religion. På området
er der en høj skulptur af en lotusblomst, der blomstrer ved den første berøring af den
opgående sols stråler (læs intelligens, sund fornuft).
16.43. Baba har fået indsat et ur i tårnet, så tiden, Den Guddommelige Vagtmand, kan vågne i
tide, skynde på og korrigere den proces, der finder sted i skolen, med at give og modtage
undervisning og at udforme og styrke de studerende. Arkitekter havde siddet sammen med
Baba for at oversætte og nedfælde Hans ideer på papir, men Den fremmeste Arkitekts vilje var
og blev det afgørende. Anantapur college ser ud som en bøn, der udgår fra hjertet, et
hyldestdigt til Giveren af alle gode gaver. Bygningen er et mirakel i marmor, mursten og andre
sten, i farver og lys.
16.44. På indvielsesdagen kunne en international forsamling se en konstellation af store
personligheder. Indiens præsident, Sri V.V. Giri, præsidentens hustru, Srimathi Saraswathi
Giri, delstaten Mysore’s guvernør, Sri Dharma Vira, delstaten Goa’s guvernør, Sri Nakul Sen,
premiereministeren i Andhra Pradesh, Sri P.V. Narasimha Rao, rektoren på Venkateswara
Universitetet, dr. Jagannath Reddy og Sri G.C. Venkanna og Sri M.N. Lakshminarasiah, der var
ministre i Andhra Pradesh regeringen. Det var en buket af talent, autoritet, selvopofrelse og
patriotisme.
16.45. Og frem for alt var Baba til stede. Han var frisk som en blomst. Et strålende smil sås på
Hans ansigt. På Hans guddommelige ansigt var der ikke det mindste spor af udmattelse,
bekymring eller ængstelse. Det var ellers noget, Han havde været nødt til at fjerne hos alle de
travle arbejdere. Den lyse morgen blev dobbelt så lys på grund af det kærlighedens lys, der
skinnede på dette ansigt.
16.46. Dr. Gokak, der var leder af direktoratet for videregående studier i Simla, bød de
fornemme gæster velkommen. Han fyldte alle med en bevidsthed om øjeblikkets
epokegørende karakter. ”Dette college, og de andre som Baba har planlagt at grundlægge i
hver eneste delstat i Indien, vil bevidstgøre de studerende om indisk kultur i sin rene form. De
147
vil ikke blot udvikle viden og færdigheder, men også sindsligevægt og indsigt samt en tro på
enheden i alle religioner og på ens egen Virkelighed.” Dr. Bhagawantham, tidligere rektor for
Andhra og Osmania universiteterne, sagde blandt andet følgende: ”Kun få gange i historien er
det sket, at et college er så rigt udstyret på indvielsesdagen, som dette college er det.” Dr.
Jagannath Reddy talte om den vidunderlige vækst, som dette college har oplevet på kun tre
år. Uddannelsesministeren sagde: ”Når Baba grundlægger et college for kvinder, så kan vi
være sikre på, at det ikke blot bliver ét blandt mange. Det vil blive et fyrtårn, en lektie for
andre, en model, et banebrydende eksempel.” Sr. Brahmananda Reddy hilste dagen
velkommen som en festdag for Andhra Pradesh og for selve den indiske kultur. Sri Dharma
Vira følte, at dette college for kvinder vil blive til varig gavn for hele landet, eftersom det at
uddanne en kvinde er at uddanne en hel familie. Præsidenten erklærede, at det var et godt
varsel for Indien, at Baba ikke blot skænker åndelig oplysning til millioner, men også sørger for
den rigtige slags uddannelse til landets ungdom.
16.47. Den 8. juli 1971 var det Guru Pournima, fuldmåne-festen, der er dedikeret til den
oprindelige, åndelige lærer, Vyasa, og som også er dagen, hvor åndelige aspiranter tilbeder
deres åndelige lærer. Det er dagen, hvor millioner ønsker at få Baba’s darshan. Det var Baba’s
vilje, at dette college, i hvilket det ældgamle forhold mellem guru og elev skulle få nyt liv, blev
indviet på denne dag.
16.48. Baba pointerede, at på samme måde som lava vælder frem fra undergrunden, vælder
lave og nedrige ønsker og begær op i mennesket, skønt dets væsentligste ønske bør være
ønsket om at visualisere den iboende Gud og fremelskelsen af fred, skønhed, sandhed og
kærlighed, der er det guddommeliges kendetegn. ”I sig har mennesket en uudtømmelig kilde
af glæde, fred, kærlighed og mod. Fremelsk disse ved at følge anvisningerne og ved at være
gode eksempler for andre. Så vil de uddannede mænd og kvinder have tryghed og fasthed i
karakteren så længe, de lever.”
16.49. ”Indien har efterhånden udviklet sig til at være et land fuld af luksus. I dag er det et
land med skyskrabere, mad på dåse, aircondition samt radio og TV. Inderne efterligner i
stigende grad andre landes kulturer, og mange har i dag oprørske tendenser og er
udisciplinerede. De bliver udplantet i andres jord og bliver opmuntret til at vokse uden rødder.
Det er en fornærmelse over for vores fortid, og på en farlig måde trodser det selve vores
historie. Det er en helligbrøde over for tidens ukrænkelighed, over for det hellige formål der er
med det menneskelige legeme. Det er grunden til, at Jeg har besluttet, at dette college skal
indvies på Guru Pournima dag, der også falder på en torsdag. (For hinduer er torsdag en
speciel hellig dag. Det er ’Herren Vishnu’s dag’, og man intensiverer sin tilbedelse på
torsdage). Det skal være et sted, hvor eleverne og deres lærere vokser sammen i visdom og
kærlighed – det vil sige så tæt på idealerne fra fortiden som muligt under vore dages
betingelser. I det gamle Indien kom de højeste idealer til udtryk gennem det personlige
eksempel fra guruens side, og guruen var i stand til at vække elevernes videbegærlighed.”
16.50. Baba afsluttede Sin tale med følgende velsignelse: ”Frøet er blevet plantet. Det vil spire
og sprede sig. Det vil vokse op og blive til et stort træ, der bærer rig frugt, og det vil give
skygge, tryghed og næring til alle.”
16.51. De undervisningsinstitutioner, der startes op med Baba’s velsignelse, ønsker ikke at
efterligne eller lade sig diktere af det omliggende konkurrence- og tvangsstyrede samfund.
Opfyldt af håb skuer de fremad, og for sig ser de et samfund bygget på kærlighed og
samarbejde; de ser, at den menneskelige ånd og det menneskelige samfund blomstrer.
148
Kapitel 17
Navnene vi kender
17.1. Bhagavan Sri Sathya Sai Baba er det navn, som de millioner, der forguder Ham,
anvender, når de omtaler Baba. Han omtalte Sig Selv som Sai Baba, da Han den 23. maj 1940
i en alder af 14 år talte om Sin identitet. Det var den gang, Hans fader insisterede på at få at
vide, hvad Baba mente, når Han sagde, at Han havde Sine disciple til at tage vare på Sig, og
at Hans uafsluttede arbejde skulle gøres færdigt. Den gang var Hans navn Sathya Narayana,
og Raju var familienavnet. Navnet blev forkortet til Sathya, det navn Baba var kendt under
hjemme i landsbyen og i skolen. Så navnet Sathya blev føjet til det navn, som Baba Selv
anvendte, da Han identificerede Sig Selv, nemlig Sai Baba. Fem eller seks år efter denne
erklæring opdagede og erkendte de hengivne, der ønskede at adskille Ham fra den Sai Baba,
der havde manifesteret Sig i Shirdi, at Baba var identisk med Shirdi-manifestationen. Men de
ønskede ikke at forvirre alle de mennesker, der holdt fast ved mindet om Shirdi Sai Baba.
Baba er det ord, der anvendes i sprogene marathi og hindi, når der refereres til helgener. Det
betyder ’fader’. Sai er det navn, som præsten i Khandoba-templet nær Shirdi anvendte, da han
talte til Baba, da Han kom dertil som ung mand. ’Sai’ betyder ’mester’. Det er afledt af
sanskrit-ordet ’Swami’. Ordet ’Sai’ kan også spores tilbage til persiske ord som shah, shahi,
sahi og sai.
17.2. ’Sri’ er en ærbødighedsfrase, der sættes foran navne på guddomme, hellige tekster og
prominente personer. Det er et gunstigt ord, der giver udtryk for noget ophøjet. Ordet er også
gået hen og blevet en ren og skær høflighedsfrase, der anvendes over for mange forskellige
mennesker. Det kan afstedkomme nogle ret bizarre udtryk, som når unge studerende ved
præsteskoler og klostre for eksempel sætter ’Sri 108’ foran den ledende munks navn for at
antyde, at hans navn egentlig burde indledes med 108 Sri’er!
17.3. Ordet ’Bhagavan’ betyder en person udstyret med bhaga. Ifølge de ældgamle sanskrittekster betyder ordet bhaga: 1. Autoritet der opnås gennem kraft. 2. Mod, tapperhed. 3.
Berømmelse. 4. Velstand. 5. Åndelig visdom. 6. Ikke-tilknytning.
17.4. Baba’s autoritet eller myndighed, der bunder i kraft, er indlysende. Kyndige inden for
forskellige fagområder som for eksempel læger, advokater, ingeniører og kunstnere
anerkender Ham som deres Mester inden for deres respektive fagområde. For Han kan
korrigere dem og give dem uvurderlig hjælp. Berømmelse og velstand følger Ham overalt, hvor
Han færdes, og det skønt Han aldrig har bekymret Sig om nogen af dem. Med hensyn til mod,
åndelig visdom og ikke-tilknytning så kender Hans mange tilhængere Ham som
legemliggørelsen af disse egenskaber. Ved verdenskonferencen i Bombay i 1968 erklærede
Baba: ”Den loyalitet og hengivenhed, der blev vist de tidligere inkarnationer, opstod til dels på
grund af frygt og ærefrygt og dels på grund af, at De havde overmenneskelige kræfter og
evner. Sathya Sai manifestationen er anderledes. Ikke desto mindre forgudes og tilbedes Den
af millioner i denne tidsalder, der ellers er præget af ugudelighed, materialisme, kynisk
ligegyldighed over for højere værdier og en påfaldende mangel på respekt over for andre.”
Han bringer Sit kærlighedsbudskab lige ud i tvivlens og nihilismens malmstrøm. Budskabet er
som det lys, der trænger igennem det mørkeste mørke. Selv er Han et aldrig svigtende
kildevæld af sundhed, lyksalighed og åndelig visdom. På samme tid er Han fuldstændig
uberørt. Han accepterer hengivenhed og hån og spot med samme ubekymrethed. Da Han var
20 år gammel, skrev Han til Sin storebroder. I brevet fortalte Han, at Han ikke har noget
bestemt navn, og at Han ikke er hjemmehørende noget bestemt sted; at alle navne og steder
er Hans. Det er et enestående eksempel på ikke-tilknytning. Han har kun ét ønske: Ønsket der
fik Ham til at ’stige ned’ fra den altgennemtrængende guddommelige bevidsthed – ønsket om
at frelse verden fra uvidenhedens konsekvenser.
149
17.5. I de hellige skrifter er det fastlagt, at det udelukkende er dem, der er herre over de seks
største mysterier, der kan refereres til som Bhagavan. I skrifterne står der: ”Alene den, der
kender mysteriet angående skabte eksistensers tilblivelse og opløsning; mysteriet om deres
undergang og deres frelse; om deres uvidenhed og åndelige visdom, kan omtales som
Bhagavan.”
17.6. Det er krystalklart, at det er det, Baba står for. Som Han fortalte Arnold Schulman: ”Jeg
kender din fortid. Jeg kender din fremtid. Så Jeg ved, hvorfor du lider. Jeg ved, hvordan du
kan undslippe lidelse, og hvornår det endelig vil ske. Jeg kender til alt, hvad der er hændt alle i
fortiden og til alt, hvad der sker nu og vil ske i fremtiden. Jeg ved, hvorfor en person er nødt til
at lide i dette liv, og hvad der vil ske ham næste gang, han bliver født, på grund af at han har
gennemgået lidelsen denne gang.”
17.7. I Sin tale til en enorm folkeskare på Patel Stadion i Bombay sagde Han: ”Jeg ved alt,
hvad der sker alle, for Jeg er i alle. Denne strøm er i alle elpærer. Jeg oplyser alles bevidsthed.
Jeg er Den Indre Motivator i hver eneste af jer.” I Anantapur erklærede Han: ”Selv hvis de
fjorten verdener i universets højere og lavere verdener slår sig sammen for at forsinke eller
forstyrre det arbejde, Jeg er kommet i denne krop for at udføre, så vil det ikke blive ramt eller
gå i stå.” Ved et møde i Prasanthi Nilayam i 1965 sagde Han: ”Ingen Avatar har gjort noget
sådant før – at gå rundt blandt folk i landsbyerne, opsøge de nødlidende, vække de sovende,
sætte skub i de sløve, øse Sin nåde ud over millioner og råde, trøste, vejlede og lede dem
langs den vej, der er brolagt med sandhed, ’rigtig handling’, fred og kærlighed. Jeg er hverken
guru eller Gud. Jeg er jer! I er Mig! Det er sandheden, og I vil forstå den, når I når målet. I er
bølgerne, og Jeg er havet.”
17.8. I Dharmakshetra juledag 1970 sagde Baba: ”Der er intet trylleri, intet mirakel eller
nogen magi over det, Jeg foretager Mig! Min kraft er ægte guddommelig kraft. Snæversynede
sind og begrænsede intellekter er for svage til at opfatte og forstå det guddommelige. Det
guddommeliges storslåethed er for meget og for overvældende for deres illusionsfyldte øjne.
Og derfor latterliggør de den og kalder den et resultat af yogiske kræfter, trylleri eller magi.
Men det guddommelige kan gøre alt. Han har al kraft i Sin hånds håndflade. Hans kræfter er
ikke sådanne, der vil være her et stykke tid for derefter at forsvinde.” Allerede i forbindelse
med Dasara i 1963 udtalte Han: ”Manden, der er ved at dø, beder Mig om at modtage ham.
Slægtningene, der jamrer sig over deres tab, beder Mig om at forlænge hans liv. Jeg kender
begge sider af billedet, fortiden og nutiden, forbrydelsen og straffen, bedriften og belønningen.
Derfor mildner Jeg blot engang imellem dommen med Min nåde. Jeg bliver ikke på mindste
måde påvirket af den enes fødsel og den andens død. Min natur er ren lyksalighed.”
17.9. Ordet Bhagavan betyder også ’lyksalig’. I Vishnu Purana’en står der, at stavelsen ’bha’
betyder, ’den der understøtter og værner om universet’. ’Ga’ betyder ’lederen, tilskynderen og
vejlederen’. Og ordet ’va’ betyder den usammensatte ånd i hvilken alle eksistenser eksisterer,
og som eksisterer i alle eksistenser. Dette ’va’ finder vi også i navnet Vasudeva, hvilket er det
navn, som Baba sagde, var Hans, da Han var i Shirdi. I sin biografi ’Shirdi Baba’ på side 103
skriver Gunaji: ”Baba fortalte, at Han er allestedsnærværende, at Han er til stede i lys, luft,
vand, verden, jord og himmel, og at Han ikke er begrænset. Han sagde: ”Jeg lever altid alle
vegne. Jeg har ingen form. Jeg behøver ingen dør for at kunne komme ind (side 155).”” I Sin
nuværende inkarnation kom Baba ind i Abhedananda’s værelse i Ramanashram, selv om døren
var boltet til. Baba gjorde det for at forsikre og oplyse munken og acceptere ham som Sin
discipel. Engang kom Han også ind på en operationsstue i Bangalore på trods af de låste døre.
Det gjorde Han for at velsigne en patient, mens denne gennemgik en kirtel-operation.
17.10. Klassiske sanskrit-tekster giver også en anden definition af begrebet ’Bhagavan’. I
Saranagathi Gadya-teksten står der: ”Bhagavan er Ham, der er grænseløs lyksalig; en
lyksalighed der belønner hvert eneste væsen i universet.” I Gadya’en står der endvidere, at en
150
Bhagavan skal besidde ekstraordinær viden om alle verdens mysterier, skal herske over alle
naturkræfter, besidde alle evner, have en moders venlige væsen og kærlighed samt besidde
følgende egenskaber: Blidhed, medfølelse, retskaffenhed, redelighed, kammeratskab,
upartiskhed, barmhjertighed, ædelhed, gavmildhed, strategiske evner, tapperhed, dristighed,
entusiasme, en aldrig svigtende overholdelse af sandheden samt alle andre gode egenskaber.
Dr. Gokak bliver aldrig træt af at understrege, at Baba, mere end noget andet, besidder alle
evner, hersker over naturkræfterne, er storslået og har en utrolig herlighed over Sig. Det er
dette element af evner, af kraft, der blandt andre ting adskiller en Avatar fra en helgen. Baba’s
viden er overvældende. Han har næsten ingen formel uddannelse, men alligevel har Han en
enestående paratviden om emner som atomformler, vediske hymner, medicinordinering og
tantriske mantraer. Sri Aurobindo har udtalt: ”Hver eneste guddommelige inkarnation sætter
Sit Eget eksempel for menneskeheden og erklærer, at Han er vejen og målet. Han erklærer
også, at der er en enhed mellem Hans menneskelighed og Det Guddommelige Væsen.”
17.11. Når alt kommer til alt, er mennesket blot det guddommelige bundet af tid, rum og
årsagsforholds tre kæder. Det er årsagen til, at Baba siger: ”I bliver Bhagavan, så snart I
udtrykker Den guddommelige Gnists princip. Hver eneste af jer kan blive Bhagavan ved at
forene jeres adskilte individualiserede sjæl i Den Universelle Guddommelige Gnists hav.”
17.12. Ordet Avatar betyder ’nedstigning, at komme ned’. Det er den begrænsning, som Den
Ubegrænsede pålægger Sig Selv for at lede menneskeheden. I en tale i forbindelse med
Mahasivaratri for nogle år siden reciterede Baba et vers. Han har for vane at forfatte og
fremsige et vers som indledning til en tale. I dette vers fortalte Han om formålet og målet for
Sin Egen Avatar-skikkelse i Puttaparthi. ”Vasudeva, der bor i alle, er kommet til Puttaparthi i
denne krop for at vise Kali-tidsalderens vej (den nuværende tidsalder); for at rydde had og
grådighed af vejen; for at frelse de gode og de ydmyge fra smerte og skam; for at åbenbare
den vigtige betydning, der ligger skjult i de ældgamle tekster; for at tilintetgøre de små
menneskers stolthed og hovmod og for at opfylde det løfte om nåde, der er givet til
menneskeheden.” Han har erklæret, at Han er Den Guddommelige Substans, der er kendt, og
som bliver tilbedt i mange navne og former over alt i verden.
17.13. I sit ’Essay’er om Gita’en’ analyserer Sri Aurobindo en Avatars rolle. ”Avataren kommer
som en manifestation af den guddommelige natur i menneskelig skikkelse for at afdække dens
Kristus-indhold, Krishna-indhold, Buddha-indhold, så den menneskelige natur herigennem kan
forvandle sine tanker, følelser og handlinger i retning af denne guddommelighed. Avataren vil
altid være et dobbeltfænomen – guddommelig og menneskelig. Det guddommelige påtager Sig
den menneskelige natur med alle dens ydre begrænsninger. Målet med en Avatars nedstigning
er at vise, at en menneskelig fødsel, med alle dens begrænsninger, kan gøres til et redskab for
guddommelig fødsel og virke.”
17.14. I denne sammenhang må vi huske på det, som Baba fortalte Schulman: ”Hvis Jeg var
kommet som Narayana (Herren Vishnu) med fire arme, så ville de have udstillet Mig i et cirkus
og taget entre, for at folk kunne få lov til at se Mig. Hvis Jeg blot var kommet som et
menneske, som ethvert andet menneske, hvem ville så have lyttet til Mig? Så Jeg er kommet i
denne menneskelige skikkelse, men med mere end menneskelige kræfter og visdom.”
17.15. Baba forklarede også mysteriet om en Avatar på en enkel måde, da Han i forbindelse
med Sin fødselsdag i 1971 sagde: ”Hver eneste af jer er en Avatar. I er det guddommelige,
der, som Jeg, er indesluttet i menneskeligt kød og menneskelige knogler! Blot er I ikke
bevidste om det! På grund af begåede fejltagelser i mange liv er I nu kommet ind i dette
’inkarnations-fængsel’. Men Jeg har antaget denne dødelige krop af Egen fri vilje. I er bundet
til kroppen med de tre kvaliteters (guna’ers) reb. (Guna’er er egenskaber eller kvaliteter, der
er overlejret på Det Guddommelige og således udgør Det Sansemæssige Univers). Jeg er
derimod fri, uberørt af dem, for disse kvaliteter er blot som legetøj for Mig. Jeg er ikke bundet
151
af dem. Jeg anvender dem til at binde jer. Hid og did bliver I kastet omkring af ønsker. Jeg har
ikke noget ønske bortset fra ønsket om at gøre jer fri for ønsker.”
17.16. Baba’s opråb til den lidende menneskehed skiller sig ud ved at være direkte og enkelt:
”Hvorfor frygte, når Jeg er her? Kom til Mig alle I der lider!” Baba forsikrer os, at hvis vi tager
ét skridt mod Ham, så vil Han tage ti skridt mod os. Han hører os, når vi råber højt i smerte.
Som Gita’en erklærer: ”Det guddommeliges hænder og fødder, øjne og ører, hoved og tunge,
er alle vegne for at hjælpe os og frelse os og lede os til det guddommelige, når vi har et
oprigtigt ønske om at nå det guddommelige.”
17.17. Som Baba har forklaret, så deler Avataren det at have de fem sanser med såvel
mennesker som dyr. Med menneskeheden deler Avataren menneskets fire kendetegn: Sindet,
forstanden, følelserne og jeg-bevidstheden. Men Avataren besidder syv karakteristika, der er
unikke. Fire af dem kan betegnes som følger: Evnen til at skabe. Evnen til at støtte og
beskytte. Evnen til at tilintetgøre. Evnen til at få ting til at forsvinde. De tre sidste kendetegn
er af en sådan karakter, at det kun er en fuldt udviklet Avatar, der har dem: Nåde, der kan
forekomme på to forskellige måder. Nåde, der gives til dem, der fortjener den, og nåde, der
gives uanset om modtageren fortjener den, og som kommer som et lyn fra en klar himmel. Og
det sidste er det, at Han er til stede over alt, hvor Hans navn fremsiges, eller Hans form bliver
genkendt. Den vibhuthi, der falder fra Baba’s billeder i forskellige dele af verden, viser,
hvordan Hans form bringer os i kontakt med Ham, hvis vi husker på Ham.
17.18. For at give et eksempel på en konkret tilstedeværelse på et sted, hvor Hans navn og
form bliver husket, vil jeg citere fra et brev skrevet af Cowan fra Orange Country, USA: ”I
vores hjem har vi et lille værelse fyldt med billeder af vores fremragende Herre Sathya Sai
Baba. Det er her, vi mediterer, før vi går i seng. Det sker tit, at folk fra Sai-familien kommer
forbi og beder sammen med os. Hver aften ser vi efter, om der skulle være materialiseret
noget vibhuthi, men indtil nu er det ikke sket. For cirka en måned siden kom der nogle venner,
der er Sathya Sai Baba hengivne, for at meditere sammen med os i Hans værelse. Jeg kan
oplyse, at der i dette værelse er en vidunderlig duft. Det er, som om hundredvis af blomster
sender deres duft til os. Det er en af de gaver, som den almægtige Swami skænker os. Vores
venner var forbløffede over den liflighed, der er i værelset.”
17.19. ”Vi satte os ned omkring det lille alter og beundrede billedet. Og se! På et stort
farvebillede af Bhagavan Sri Sathya Sai Baba var der dukket en safirblå stjerne op. Ud fra den
udsprang otte stråler; det hele lignede et halssmykke med en perle placeret ud for Hans halschakra! Rygtet spredtes hurtigt, og mange medlemmer af Sai-familien kommer for at se
Herrens mirakel.”
17.20. I mange tusinde hjem og offentlige bedesale i Indien, Afrika, Ceylon og andre lande er
det Baba’s vilje, at de hengivne får den hellige og helbredende vibhuthi fra billeder, der
hænger på væggene eller står på et alter. På et tidspunkt kom der også vibhuthi i
andagtsværelset hjemme hos familien Cowan. Her følger en beretning fortalt af en skeptiker,
der besøgte Cowan’s andagtsværelse. Gæstens navn er Joel Riordon, en manuskriptforfatter
fra Hollywood. ”Min kone fortalte mig, at der fandtes et billede i familien Cowan’s hus, hvorfra
der strømmede aske! Hun ville straks derhen. Jeg må indrømme, at jeg blev lidt nysgerrig, en
nysgerrighed som jeg ikke kunne modstå. Søndag morgen var jeg parat til udfordringen. Efter
at have fulgt hr. og fru Hislop’s bil i over en time ankom vi til familien Cowan’s hjem. Jeg greb
mig i at tænke, at der ligger en kirke blot 5 km fra mit hjem, og den tager jeg mig ikke tid til
at besøge. Hvad laver jeg i grunden her? Denne søndag blev der holdt et møde i huset. Folk
sang, og der blev klappet til rytmen. John Hislop holdt en tale om et brev, han havde
modtaget med posten. Brevet var fra Baba, og det var et mysterium, hvordan det var kommet
frem, for der var intet frimærke på det! ”Frimærket er vel bare faldet af, da brevet lå i
postbuddets taske”, tænkte jeg. Jeg tænkte dog også, at der selvfølgelig kunne være mere
end som så i historien. Men mit sind var fokuseret på billedet af Baba. Hvor er det? Hvorfor
152
kan jeg ikke se det? Endeligt kom øjeblikket. Vi fik lov til at gå ind i et andet værelse, hvor der
var sat et alter op. På alteret stod der et billede af Baba, og der dannede sig aske på det.”
17.21. ”Jeg forsøgte at undgå at vække opmærksomhed. Men det må jeg alligevel have gjort.
Jeg trådte hen til billedet. Jeg så på det fra alle vinkler – forfra, fra siden, over og bag billedet.
Jeg foregav endda, at jeg skulle binde mit snørebånd, så jeg kunne se under bordet. Jeg ville
se, om jeg kunne finde ud af det trick, der fik asken til at strømme. Men det vækkede
opmærksomhed. Jeg så værtinden tale med to unge drenge, og da de tre så på mig, havde jeg
følelsen af, at de troede, jeg ville stjæle billedet eller noget andet i huset. Jeg følte mig skyldig
og forlod straks huset.”
17.22. Der eksisterer nogle bemærkelsesværdige ældgamle astrologiske tekster, der kaldes
Nadis i Syd-Indien og Bhrgu Samhitha i Nord-Indien. De indeholder detaljer om talrige
personers liv, endda personer der lever og levede i fremmede lande. Det at føre tilsyn med
disse skrifter er gået i arv gennem generationer. Den tilsynsførende vil læse de relevante dele
om den besøgendes liv, og det gælder alle, der besøger stederne. For nogle år siden skrev den
nu afdøde dr. K.M. Munshi i Bhavan’s Journal, at de optegnelser, der detaljeret fortalte om
hans liv, havde forbløffet ham.
17.23. Skrifterne nævnte for eksempel tidspunktet og stedet, hvor han senere ville fri til
Leevathi Munshi, hans fremtidige hustru. Sri Sharma, tidligere premierminister i delstaten
Haryana, oplyser, at de forudsigelser, der er nedskrevet om ham i Bhrgu Samhitha, viste, at
han ville møde Gud i Hans menneskelige inkarnation i Prasanthi Nilayam. Sri Sharma fortæller,
at det var noget af et arbejde for ham at finde ud af, hvor Prasanthi Nilayam ligger. Baba
modtog ham venligt og materialiserede en lille Nataraja-figur, som han altid skulle have på sig.
(Nataraja betyder ’dansens Herre’. Den omtalte figur skildrer Herren Siva’s kosmiske dans).
Alle de steder, hvor der bliver refereret til Baba i disse skrifter, omtales Han som ’alle
verdeners fader, Den Store Læge der helbreder med lysets hastighed; grundlæggeren af skoler
for videregående studier og hospitaler’.
17.24. Sri J.P. Maroo skriver: ”Jeg har en familie-astrolog, der kommer fra Nepal. Han husker
og kan recitere og citere fra de 15.000 vers, der er indeholdt i den ældgamle astrologiske
encyklopædi, der hedder Bhrgu Samhitha. Sidste oktober, altså i 1967, besøgte han mig, før
han skulle tilbage til Nepal, og jeg spurgte ham ud om, hvilke betydningsfulde begivenheder,
der vil indtræffe i den nærmeste fremtid. Han konsulterede Samhita’en og læste op fra et vers,
hvori der stod, at jeg den 4. november 1967 vil få Guds darshan; altså af Gud i fysiske
skikkelse! Og det skete, præcis som det var blevet forudsagt! Baba kom til Usha Kiran. Han
besøgte mit hjem den 4. november 1967 og accepterede min tilbedelse.”
17.25. I juni 1970 talte Baba i Brindavan, Whitefield, til en gruppe åndeligt søgende fra San
Francisco i USA og fra Ceylon. Han fortalte, at det guddommelige er lige så ivrig efter at blive
ét med den individualiserede sjæl, som den individualiserede sjæl er ivrig efter at blive ét med
det guddommelige. Han sagde endvidere, at dette var en gradvis proces, meget lig det der
sker med drypsten og stalagmitter i kalkstenshuler. Den ene af dem er i loftet og hænger
nedad, og den anden dannes på gulvet og peger opad. Den formation, der har dannet sig på
gulvet, er opstået ved, at der gennem tusinder af år er faldet dråber ned fra den stalagmit, der
findes over den. Baba brugte Sine fingre til at demonstrere, hvordan det gik for sig. Han var
Selv lidt utilfreds med Sin demonstration. Så Han bevægede Sin hånd i en meget lang, flad
cirkulær bevægelse og materialiserede en rund, sort sten. Vægten af denne sten fik Hans hånd
til at vibrere som en stemmegaffel. Stenen var som sagt rund, og den var nærmest flad i
toppen og i bunden. Der var ingen mærker på den. Den var glat og skinnende. Baba løftede
den, holdt den nogle få centimeter fra Sin mund og blæste med største elegance og
utvungethed et hul i den. Hullet bestod af to cirkler, der skar hinanden. Der, hvor de skar
hinanden, fremkom en stor åbning, hvis omkreds i koncentriske ringe rakte ind mod midten i
et forsøg på at nå sammen. Baba brugte stenen til at illustrere Sin pointe, og da Han havde
153
gjort dette, gav Han den til en åndelig aspirant ved navn Gill. Et år senere viste Gill stenen til
nogle indiske venner i Juhu, Bombay. Til hans store overraskelse kunne de fortælle ham, at
stenen med hullet var et fossil, som man kaldte en saligram, og at hinduer anvender en sådan
sten til tilbedelse. Howard Melvin, der havde været en del af førnævnte gruppe, fortalte mig
om denne interessante hændelse.
17.26. En anden ting vedrørende Baba, der får os til at undre os, er Hans personligheds
utallige facetter. En ser Ham som et grundmønster, som man kan forme sig selv efter.
Direktøren for en stor manufaktur-koncern ser Ham som en ideel organisator og direktør. En
læge ser i Ham en person, der kan stille en perfekt diagnose, og som besidder alle lægelige
fagkundskaber. En ingeniør eller arkitekt ser i Ham en mester, der kan sætte dem til vægs,
når Han med en blå blyant leverer dem så mange ideer og designs, at de kunne gøre deres
lykke med dem i lang tid. En musiker finder i Baba den oprindelige kilde til musik og harmoni.
Når en eller anden hylder Baba for Hans musikalske evner og sammenligner Ham med
Thyagaraja, spørger Baba ham: ”Og hvem tro du, lærte Thyagaraya om musik?”. Baba er
digternes digter. Ikke blot er Han Selv et inspirerende tema. Han er også en samtalens
mester. Og at lytte til Ham frigør folks digteriske evner, der har ligget gemt væk i så lang tid.
En filosof kan af Baba lære kunsten at blotlægge gådefulde tankeprocesser på en enkel og
ligefrem måde. En talentfuld kunstmaler møder en udfordring i Hans ansigts og øjnes konstant
skiftende udtryk. Af Ham lærer en skuespiller om stemmens subtile modulering og tonegang,
der bedst udtrykker rollens sjæl. En erfaren lærer finder en Mester, der konstant kan finde på
nye måder at undervise på. Som Gita’en siger: ”Det guddommelige er det bedste, det
mægtigste, det mest henrivende, det viseste, det mest ophøjede og det mest sammensatte af
alle væsener. Det guddommeliges inkarnation bærer dette stempel på Sin personlighed.” Baba
spurgte Schulman: ”Hvordan skulle en fisk kunne forstå himlen?” En anden gang udtalte Han:
”Jeg er alle guder samlet i Én. I prøver og anstrenger jer måske i tusindvis af år, og hele
menneskeheden hjælper jer måske, men I vil aldrig kunne forstå Min Virkelighed.”
17.27. I sin bog ’Krishna, et studie i teorien om Avatarerne’ taler Bhagawandas om de
omstændigheder, der ligger til grund for en Avatars komme. ”Når falske lærere træder frem og
ophøjer kødet på bekostning af ånden; når de lavere lidenskaber og de seks indre fjender eller
de syv dødssynder har menneskeheden i deres hule hånd; når skånselsløse ambitioner,
egoisme og ondsindethed har taget magten i verden, så er det, at Avataren dukker frem. Hver
af de tre nævnte omstændigheder kan afstedkomme en Avatars komme. Dominansen af falske
lærere får Avatarer til at komme, og de kaster lys over åndsvidenskaben. Når forkerte følelser
er fremherskende i befolkningen, vil der komme en Avatar, der er fuld af en uimodståelig
kærlighed, der udstråler renhed og selvopofrelse. Når ondskaben regerer verden, vil der
komme en Avatar, der retter op på de udbredte misopfattelser og sørger for, at det igen bliver
de rigtige handlinger, der bliver de dominerende.”
17.28. I Baba finder vi den helstøbte manifestation, der kombinerer disse tre roller. Han er den
store lærer, der er vidt berømt for Sin enkle og liflige fremstilling af Vedanta. Han er den store
uddeler af kærlighed. Endelig er Han den store genskaber af essensen af åndelighed til
menneskeheden. Vi kan sige det om Baba, som professor P. Shankaranarayana skriver i sin
bog ’Sri Ramachandra’: ”For at mennesket skal kunne modtage og reagere på den
guddommelige tilskyndelse, må Gud nødvendigvis komme som en person i kød og blod –
menneske i Sin guddommelighed og alligevel guddommelig i Sin menneskelighed. For at
uendeliggøre mennesket må Gud pålægge Sig Selv begrænsninger.”
154
Kapitel 18
Lige en afsluttende bemærkning
18.1. Den person, der læser denne bog om Baba og de to forudgående bøger, vil helt sikkert
blive udsat for en påvirkning, der betyder, at han eller hun ikke mere vil være den samme. De
vil helt sikkert være nødt til at tage udfordringen op og bevise eller modbevise bøgernes
postulater. Det vil ske, hvis de oprigtigt tænker nærmere over de livsanskuelser, der bliver
præsenteret i bøgerne. Baba kan fjerne en kræftsygdom ved at sige: ”The cancer is cancelled.”
(Kræften er aflyst). Han kan slukke skovbrande, der hærger Kuchuma bjerget ved den
mexikanske grænse med en erklæring, som Han fremkommer med i Sin ashram i Indien:
”Ikke flere ildebrande!” Han kan skabe en krukke med hellig aske, der aldrig vil kunne tømmes
ved behørig brug. Han kan skænke den åndelige begejstrings gave ved en enkel berøring. Han
kender alles fortid og fremtid. Han fortæller os, at vi er det samme, som Han er. Det skyldes
simpelthen vores vildfarelse, at vi føler, vi er forskellig fra Ham.
18.2. Tidsskriftet ’The Publishers Weekly’ skrev om Arnold Schulman’s bog ’Baba’: ”Sathya Sai
Baba kalder Sig Selv for en Avatar, en inkarnation af Gud. Hans tilhængere, hvis antal
overstiger seks millioner, tager til Hans ashram i Puttaparthi i det sydlige Indien for at sidde
ved Hans fødder, synge deres bønner og bede om mirakler. Baba besvarer deres bønner. Han
helbreder de uhelbredelige, materialiserer genstande og hellig aske, støtter de troende og
overbeviser de tvivlende.”
18.3. Jævnligt begår vi den fejltagelse at anse Baba for at være en dødelig som os selv, idet vi
glemmer det faktum, at Han er den rene og skære Guddommelige Substans, hvis vilje det er
at tage ophold i alle dødelige legemer. Baba har fortalt, at Han, såvel som Shirdi Sai Baba, har
været og er udstrålinger af den samme Substans. Baba er den samme som alle de Avatarer,
der indtil nu er kommet til Jorden såvel som de, der vil følge. Blandt Baba’s hengivne findes
der ingen inderkreds eller nogen, der står udenfor. Hele menneskeheden er i Hans fold.
Utallige personer er blevet trukket mod Ham og væk fra nedrige ønsker, begær og
lidenskaber, væk fra en fanatisk og kynisk indstilling. Navnet Sai vil snart pryde ethvert hjerte.
18.4. Prasanthi Nilayam (Den højeste freds bolig) er navnet på ashram’en i Puttaparthi,
landsbyen Han har udødeliggjort ved Sin beslutning om at lade Sig føde der. Som Han altid
siger: ”Min bolig er i jeres hjerter. Min Prasanthi Nilayam er i jer.”
18.5. Baba’s lovsange har genlydt i utallige hjem, og omvandrende hengivne har sunget dem i
byernes gader, idet de har vækket menneskers hjerter til tonerne, der lovpriser Guds
herlighed. Baba kan tilbedes i alle former, og man kan henvende sig til Ham ved at anvende
ethvert af de navne, som Gud kendes ved.
18.6. I Ham ser vi den dynamisk arbejdende kraft og den stråle af lys, der har sit udgangspunkt hinsides de kosmiske love. Han kalder os hen til Sig og tørrer sorgens tårer væk på
trods af vores fejl og fejltagelser. I 1962 erklærede Han, at den kinesiske trussel ikke længere
ville være der til Hans fødselsdag den 23. november. I dag ved vi, at kineserne trak sig tilbage
til den anden side af Himalaya-bjergene om aftenen den 22. november. I 1965, da alle tænkte,
at Dasara-festlighederne ville blive udsat på grund af en pakistansk invasion, erklærede Baba,
at Dasara ville blive fejret som sædvanlig. Der skete det, at der blev aftalt våbentilstand tre
dage før Dasara. Den femte All India Konference for Sathya Sai Tjenesteorganisationen var
blevet planlagt til at blive afholdt i Madras den 22. og 23. december 1971. Forud var der
hektisk aktivitet. Der blev sendt telegrammer frem og tilbage, for spørgsmålet om en eventuel
udsættelse af konferencen var højaktuel. Årsagen var, at Pakistan havde bombet en indisk
flyveplads den 3. december. De begivenheder, der fulgte, lod ane, at der muligvis snart ville
155
komme en global krig. Baba sagde, at der ikke ville blive krig, og at konferencen skulle
afholdes som planlagt. Stridighederne fandt deres afslutning den 17. december 1971.
18.7. Baba er iboeren i hvert eneste menneskes hjerte. Dag efter dag samler Han folk omkring
Sig og behandler dem med kærlighed og medfølelse. Fysiske sygdomme, mentale
bekymringer, psykiske lidelser, økonomisk uføre, familiestridigheder, intellektuelle mangler,
erhvervsmæssig modgang – Han tager Sig af hvert enkelt problem, når det opstår, og Han gør
det med en aldrig svigtende dygtighed.
18.8. Han forærer hellig aske væk, for det er den ultimative form, som ting antager. Alt og alle
bliver i sidste ende til aske. Det gælder også mennesker som Alexander den Store, Napoleon
og Hitler med alle deres ambitioner og drømme om imperier. Det er på den måde, Han lærer
os lektien om ikke-tilknytning. Han helbreder os for grådighed og had ved at minde os om den
ultimative skæbne, der venter al jordisk pragt og glans.
18.9. At Han er alvidende, måtte selv en skeptiker som Schulman indrømme, da Baba fortalte
ham om hans besøg i Japan, hvor han studerede Zen Buddisme. Han fortalte også om andre
detaljer fra hans liv. Schulman tænkte, at Baba viderebragte informationer, som Han havde
fået af dr. Gokak. Baba vidste imidlertid straks, hvad han tænkte, og Han kunne fortælle
Schulman, at Han ikke havde fået informationer om ham fra Gokak. Baba fortsatte med at
fortælle om en bestemt sygdom, som hans hustru havde lidt af, og som ingen kendte noget til.
Baba kunne fortælle ham, at det var Ham, der havde sørget for, at sygdommen forsvandt en
uge før han steg ombord på flyet til Indien. Baba havde gjort det, så han kunne komme til
Indien på det planlagte tidspunkt. Baba er som en åben bog, som alle kan læse. Han er
vejlederen såvel som målet.
156