Hvordan skal Danmark føre værdipolitik i en ny verden?

Fredag den 1. marts 2013
Debat 33
INTERNATIONAL
DEBAT & ANALYSE
I samarbejde med
Redaktør: Flemming Rose
Dansk Institut For Internationale Studier
fl[email protected]
Hvordan skal Danmark
føre værdipolitik i en ny verden?
I de kommende år vil Europa blive mødt med krav om militær intervention i sit sydlige nærområde. Spørgsmålet er, om
Danmark i den situation skal satse på en blødere aktivisme med konfliktløsning og humanitær indsats.
RASMUS ALENIUS
BOSERUP
[email protected]
Danmark har over det forgangne årti
været blandt Europas aktivt krigsførende småstater. I tiden efter
2001 lagde dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik sig tæt på Washingtons ”krig mod terror” og i nogen
grad også Londons. 1990’ernes
”bløde” aktivisme, der opbyggedes
omkring humanitære ”beskyttende” aktioner gennemført primært
inden for en multilateral ramme
(om end Kosovo foregik uden FNmandat), blev erstattet af en ”hårdere” aktivisme, der havde militær
nedkæmpelse af modstandere på
slagmarken som mål, og som i
mindre grad vægtede det multilaterale aspekt.
Den hårde aktivisme i 00’erne
var fortsat båret af de værdipolitiske idealer om at bidrage til global
stabilitet ved at fremme ”danske
værdier” (demokrati og menneskerettigheder). Samtidig varetog den
danske sikkerhedspolitiske interesser ved at opbygge et tæt forhold
til verdens eneste supermagt, USA.
Forandringer i den globale politiske orden og i vores regionale
nærmiljø kalder imidlertid på en
bredere debat om Danmarks udenrigspolitiske rolle. Vi mangler stadig at forstå, om regering og Folketing mener, at 00’ernes ”hårde”
aktivisme fortsat udtrykker en
tidssvarende og relevant udenrigspolitik.
Tre forhold forekommer umiddelbart relevante i den sammenhæng.
Det første består i forandringen
af vores mulighed for at bevare det
”særlige venskab”, vi gennem
00’erne opbyggede til USA via den
militære støtte til aktionerne i Afghanistan og Irak. Mens USA’s direkte engagement i at opretholde
vestlige interesser i Europas sydlige
og østlige naboområder i midten
af 00’erne fungerede som springbræt for, at småstaten Danmark
kunne opnå et historisk tæt forhold til Washington, har amerikanerne i de sidste par år vist mindre
vilje til at intervenere i Europas
naboområder.
De to seneste krige, som Danmark
har støttet, Libyen i 2011 og Mali i
2013, har været drevet hovedsagligt af de europæiske stormagter,
Frankrig og Storbritannien. Danmark kan således ikke længere
gennem støtte til krigsførelse i vores naboregioner forvente at fastholde det tætte forhold, vi opbyggede til USA i 00’erne.
Mens vores værdipolitiske orientering fremstår uforandret og konsistent med det forgangne årti (terrorbekæmpelse og støtte til menneskerettigheder og demokrati), er
der opstået en forandring i det sikkerhedspolitiske afkast, som Danmark kan opnå gennem en fortsat
”hård” udenrigspolitik.
Det andet forhold består i, at
Danmark som aktivistisk småstat
løber en risiko for at blive gjort til
symbolsk syndebuk. Ud over at
Europa tildeles en større rolle i sit
nærområde, medfører USA’s nedtoning af sin rolle som supermagt
også og måske især, at nye ikkevestlige regionale stormagter vokser frem i international politik: Kina, Indien, Brasilien og i vores naboregioner: Tyrkiet, Pakistan, Algeriet og Egypten.
Det er stadig uklart, hvordan
disse ikke-vestlige regionale stormagter vil opfatte en videreførelse
af en hård dansk udenrigspolitisk
aktivisme. Et plausibelt scenarie er,
at de, såfremt de føler et behov for
at distancere sig fra en eventuel
vestlig militær intervention, som
en hård udenrigspolitisk aktivisme
har bragt Danmark med i, vil udnytte vores status som småstat og
begrænsede handelsmæssige, finansielle, militære kapacitet til en
symbolsk afstraffelse.
Den danske karikaturkrise i
2006 var blandt andet et udtryk
for en sådan logik, hvor småstaten
Danmark blev gjort til genstand
for en statsorkestreret kampagne,
f.eks. i Egypten, mens en europæisk stormagt som Frankrig til trods
for sin højtprofilerede position i
debatten om sekularisme versus islam gik fri (og fortsat gør det). I
lyset af vores mindre tætte forhold
til USA i 10’erne bør Danmark derfor nøje overveje, om det er i vores
sikkerhedspolitiske interesse yderligere at eksponere os og risikere at
støde nye fremvoksende stormagter fra os ved at føre en hård udenrigspolitisk aktivisme.
Det er oplagt, at der
eksisterer mulige og
efterspurgte
alternativer til den hårde
udenrigspolitik, vi har ført
gennem 00’erne. En
blødere aktivisme kunne
prioritere at føre militære
kampagner udelukkende i
Nato-regi.
Det sidste forhold, der kalder på
Danske F-16 jagerfly på arbejde i Libyen som en del den ”hårdere” aktivisme, som
var fremherskende i 00’erne. Arkivfoto: Andrew Medichini/AP
omtanke og debat af vores aktivistiske udenrigspolitik, er, at vi i
den nære fremtid kan forvente stigende efterspørgsel på europæisk
intervention i vores sydlige naboregion. I kølvandet på de arabiske
revolter gennemgår landene syd
for Middelhavet sandsynligvis en
langvarig periode med destabilisering.
I Nordafrika er tre ud af fem lande i færd med en mere eller mindre kriseramt ”transition”, og alle
fem landes regeringer kæmper
med dalende eller kronisk lav legitimitet. Mod øst i Mellemøsten
har krisen i Syrien allerede udviklet sig i et sådant omfang, at det
nu kun er et spørgsmål om, hvor
katastrofale følgevirkningerne bliver for regional sikkerhed, stabilitet og udvikling.
I Sahel-regionen – det brede bælte af stater, der strækker sig over
Sahara fra Mauretanien i vest til
Chad i øst – har militante grupperinger bevæbnede med udsmuglede libyske våben vist sig i stand til
at true regimerne i svage og korruptionsramte lande som Mali.
Der kan således forudses en stigende efterspørgsel efter militær intervention i Europas naboregion,
men der kan ligeledes forudsiges et
behov for, at Europa bistår med alternative udenrigspolitiske indsatser fra civile konfliktløsningsmodeller til veldesignede humanitære
og udviklingspolitiske indsatser.
Samlet peger de tre faktorer på
et presserende behov for at genoverveje og debattere, hvordan vi
skal prioritere mellem militære og
civile udenrigspolitiske instrumenter og mellem hård og blød
udenrigspolitisk aktivisme. Det
centrale spørgsmål bør ikke være
hvorvidt, men snarere hvordan
Danmark kan fremme sine værdipolitiske principper, samtidig med
at vi gennem udenrigspolitikken
varetager vores nationale sikkerhedsinteresser.
Det er oplagt, at der eksisterer
mulige og efterspurgte alternativer
til den hårde udenrigspolitik, vi
har ført gennem 00’erne. En blødere aktivisme kunne prioritere at
føre militære kampagner udelukkende i Nato-regi, samtidig med at
Danmark kunne udvikle de civile
kompetencer, som vi kan forudse
vil blive stærkt efterspurgte i vores
konfliktramte naboregioner.
Vi mangler stadig, at regering og
folketing tager debatten og forklarer, hvordan de brede globale og
regionale forandringer påvirker
dansk udenrigspolitik – eller om
de ikke gør det. Vi mangler stadig
at forstå, hvorvidt – og præcis
hvordan – det fortsat gavner Danmark at være krigsførende, når det
ikke længere direkte sikrer os amerikansk beskyttelse, når det forøger
risikoen for symbolsk afstraffelse
fra fremvoksende regionale stormagter, og når vi kan forudse et
behov for europæisk intervention
i vores naboregioner.
Rasmus Alenius Boserup er postdoc
ved DIIS med speciale i Mellemøsten og
Nordafrika.
© DIIS