docDa Sex and the City ændrede verden
download 
Report Transcription
Da Sex and the City ændrede verden
Da Sex and the City ændrede verden Iben Albinus Da Sex and the City ændrede verden Da Sex and the City ændrede verden Af Iben Albinus Sabroe & Sabroe Copyright © 2010 Iben Albinus og Sabroe & Sabroe Forsideillustration: Rikke Jørgensen Forlagschef: Toke Falk Sabroe Produktion: Ninette Birck Grafisk tilrettelæggelse: Lisbeth Frellsen Omslag: Lisbeth Frellsen Bogen er sat med Palatino og trykt hos Narayana Press, Gylling ISBN: 978-87-993776-0-2 1. udgave, 1. oplag 2010 www.sabroeandsabroe.com Til mine veninder Indhold 11 Forord af Sex and the City-forfatter Cindy Chupack »Vi gjorde verden mere sikker for singlekvinder« 14 Forord af forfatteren 28 Sex and the City er en følelse Sådan blev det hot at være single Fra pebermø til pikant rollemodel 52 Interview med Rasmus Lomborg, ejer af cocktailbaren Ruby 56 »Kvinder, der går i byen alene, er cool« Byen som catwalk Kunsten at være Carrie 80 Interview med skobutikken Holly Golightlys indehavere 84 »Dine sko er din signatur« På udkig efter Mr. Right Kan man bytte en mand, hvis han ikke passer? 110 Interview med life coach Sofia Manning »Sex and the City gav os lyst til det hele« 114 Veninder er den nye familie Hvem har brug for en mand? 130 Interview med direktør for Spies Rejser, Jan Vendelboe »Kvinder forkæler sig selv med veninderejser« 134 Sex ad libitum Da dildoen blev fashionabel musthave 156 Interview med ejeren af sexbutikken Lust, Sabina Elvstam-Johns »Alle vil have The Rabbit« 160 Stjerne i dit eget liv Hvorfor botox er bedre end bryllupper 168 Interview med ejer af Complete Me, Daniela Fraser »Samantha er et forbillede, fordi hun tør eksperimentere« 172 Da singlekvinder ændrede verdens økonomi Lidt single er man vel altid 183 Efterord Be fabulous! 190 Tak 193 Interviews med Sex and the City-fans »Jeg har overhørt min kæreste sige, at han er sådan lidt en Mr. Big-type« 204 Kilder »Man bliver ikke født som kvinde, man bliver det.« Simone de Beauvoir 14 Forord af forfatteren Sex and the City er en følelse I begyndelsen var ordet. Så hørtes lyden af stiletter. Siden Sex and the City fik premiere på tv, har serien været dyrket nærmest som en religion og dens hovedperson som en gudinde af millioner af kvinder. Allerede da jeg første gang stiftede bekendtskab med Carrie Bradshaw, var hun bogstaveligt talt larger-than-life, for jeg så hende på en plakat, der var næsten lige så høj og bred som den skyskraber, den prydede på Manhattans Upper East Side. Hun poserede uden en trevl på kroppen, som en moderne Eva efter syndefaldet, men de generte figenblade var skiftet ud med en powerbook, en lille sort laptop. Den dag, jeg kort efter lokket af reklamen på bygningen zappede ind på HBO’s tv-serie Sex and the City, er blevet en dag, jeg husker, lidt på samme måde som mine forældre husker den første gang, de hørte The Beatles. Her var noget helt nyt. Sex and the City inviterede mig ind i et univers, hvor kvinder forkælede sig selv med sko til 3.000 kroner, diskuterede deres orgasmer over brunch og nonchalant satte mænd i bås som Mr. Big, Mr. Perfect og Mr. Pussy. Alt sammen sat i scene on location på New Yorks mest fashionable restauranter, klubber og caféer. Det var i 2000, og jeg havde ikke set serien før, selv om den havde haft premiere den 23. marts året før på TV3. Dels leve- 15 de jeg mod min vilje i tv-askese kun med adgang til DR1, et betydeligt minus ved mit ellers hyggelige gule baghus i Århus Midtby. Dels fordi jeg dengang styrede i en stor bue uden om dét, jeg så som kvindelige klichéer og lyserødt tøsepjat. I min magasinholder var der af princip ingen dameblade. Men der var noget ved Carrie Bradshaw på plakaten. Sex and the City havde karisma, og det mest fantastiske var, at det føltes som om, den smittede. Det første afsnit, jeg så i tv-stuen hos min far og hans amerikanske kone i deres brownstone i Brooklyn, gik lidt hen over hovedet på mig, hånden på hjertet. Men min nysgerrighed var vakt. Jeg begyndte at købe de første afsnit af serien over nettet på VHS og skrev min tredjeårsopgave på universitetet om Sex and the City. »Singlefiguren i populærkulturen – den populærkulturelle konstruktion af singlekvinden i aktuel tvfiktion repræsenteret ved Sex and the City« hed den. Med andre ord, ét langt akademisk forsvar for det opbyggelige ved at se på fire bedste veninder, der snakkede, dansede, lo, drak og dyrkede sex, som det passede dem. Og som så fabelagtige ud, mens de gjorde det. Da jeg dengang skrev om serien, var min tese, at den gjorde det lettere at være single. I dag vil jeg påstå, at Sex and the City har gjort det sjovere ikke bare at være single, men at være kvinde. Punktum. Fortovet som catwalk Sex and the City er inspireret af journalisten Candace Bushnells klummer, der fra 1996 kunne læses i The New York Post. Bushnell skrev om en håndfuld karakterer, deriblandt Carrie Bradshaw, og en vis uopnåelig forretningsmand, Mr. Big, som 16 Forord af forfatteren var inspireret af Ron Galotti, et kendt hotshot i New Yorks forlagsverden. Producer Darren Star og instruktør Michael Patrick King så mulighederne i klummerne, købte rettighederne til at filmatisere dem og udviklede Sex and the City, hvor Carrie Bradshaw blev hovedperson og fortæller. Carrie præsenterede sig selv som en slags »sex-antropolog«, og i sin ugentlige klumme i den fiktive avis The New York Star skrev hun om newyorkeres kærlighedsliv i almindelighed og deres sexliv i særdeleshed. Som cases til sin såkaldte forskning brugte hun sine veninder og omgangskreds. I hovedrollerne var også kunsteksperten Charlotte York, som drømte om en prins i hvid Porsche og hånddekoreret porcelæn til 12. Der var advokaten Miranda Hobbes, som efter for mange kiksede dates og kuldsejlede forhold havde mistet troen på kærligheden. Og der var pr-kvinden og man-eateren Samantha Jones, der aldrig havde haft den. Som noget nyt og luksuriøst på tv var Sex and the City optaget på rigtig 16 mm film, og når det gjaldt seriens look, blev der ikke sparet på noget. Med undtagelse af enkelte kulisser, der gjorde det ud for hovedpersonernes lejligheder, blev serien optaget på Manhattans fotogene it-steder. Det lignede et lækkert modemagasin, og seerne brugte det på samme måde til inspiration. Stylisten Patricia Fields gjorde med sit trendsættende mix af vintagefund og silkebeklædte stiletter fra Manolo Blahnik byens fortove til Carrie Bradshaws private catwalk. Mens glaserede cupcakes fra Magnolia Bakery, caffe latte fra Starbucks og sågar den lyserøde designerdildo The Rabbit lignede glamourøse accessories i hænderne på veninderne. Men seriens vigtigste rekvisit var Carries bærbare computer, dén hun skrev sine klummer på, efter de fire veninder havde 17 lanceret ugens dilemma over cocktails eller brunch, og som bar vidnesbyrd om hendes evne til at reflektere over sit eget liv og kvinders liv generelt anno 2000. Sex and the City anno 2010 »Er det ikke lidt passé at skrive en bog om Sex and the City?,« spurgte en af mine veninder, da jeg fortalte hende om min idé. Tv-serien blev ganske rigtigt rundet af i 2004. Men Sex and the City er mere aktuel end nogensinde. Ikke blot fordi TV3 nu viser den for tiende gang, og hvert afsnit stadig har over 50.000 seere, eller fordi mange af os kvinder igen vil strømme i biografen for at se Sex and the City 2. Men også fordi vi først nu for alvor kan se den gennemgribende indflydelse, serien har haft og stadig har på, hvordan – også vi danske kvinder – skaber vores identitet. Hvordan vi shopper ja, men også hvordan vi ser på venskaber, familie, kærlighed, sex og sidst, men ikke mindst, hvordan vi ser på os selv. Sex and the Citys position som kulturfænomen kan selvfølgelig læses af salgstallene. Spillefilmen Sex and the City: The Movie solgte i 2008 billetter for 415 millioner dollar og blev for eksempel et hit i Singapore, selv om serien på grund af censuren aldrig har været vist på tv i landet. Herhjemme blev den set af 398.559, hvilket er et pænt udsnit af Danmarks befolkning, hvis man tænker på, at filmen stort set kun havde kvinder som publikum. Opmærksomheden omkring efterfølgeren, Sex and the City 2, har været overstrømmende, også for filmholdet og skuespillerne under optagelserne, hvor de måtte overgive sig og skrive autografer, da fans væltede barrikaderne på en gade i New York. En lang række danske virksomheder har købt biografsale til private forpremierer for at forkæle deres med- 18 Forord af forfatteren arbejdere, og i Øksnehallen i København åbner man dørene for en hel Sex and the City-messe i forbindelse med filmens premiere. Luksusbølge Ethvert stormagasin på provinsernes gågader inviterer på »powershopping« med lyserøde skrifttyper, og de efterhånden mange danske modemagasiner har samme forhold til Carrie Bradshaw og hendes veninder, som kirker har til deres helgener. Imens toppes boghandlernes hitlister af titler som Mor på høje hæle, Mad på høje hæle og – selvfølgelig – Sådan lærer du at gå på høje hæle. Man skal jo starte et sted. Sex and the City har desuden både afspejlet og tydeliggjort en luksusbølge, der allerede var på vej i verdens trendsættende metropoler. En mangeårig højtflyvende økonomi, globaliseringen og den galoperende individualisering har skabt oplevelsesøkonomien. Den tendens, der er grundlaget for, at vi shopper vores identitet, uanset om vi taler om bæredygtig mode, boliger eller bilmærker. Eller geder til bønder i Malawi. Den økonomiske krise har på det seneste ændret vores forbrug. Men det sprog, vi bruger, når vi fortæller, hvem vi er, gennem den måde vi ser ud på, spiser, hvad vi ser på tv og ikke ser og så videre, har krisen ikke lavet om på. Midt i denne bølge har Darren Star og Michael Patrick Kings tv-serie bidraget med det mest sejlivede og karismatiske kvindefællesskab. Og i en tid, hvor både mænd og kvinder kopierer forbilleder næsten lige så hurtigt, som vi kan nå at spotte Remees hat i X-Factor eller logoet på kronprinsesse Marys jeans, er kvinderne i Sex and the City nogle af vores tids mest synlige rollemodeller. 19 Bare en reklamesøjle? Mens jeg har researchet til denne bog, har jeg mødt kvinder, der fejrer 30 års fødselsdag med Sex and the City-tema, kvinder, der rådgiver veninder i kæresteproblemer med Sex and the City-regler, og kvinder, der holder New York-uger inspireret af serien, som går ud på at gå i ekstra høje hæle og drikke drinks med veninderne. 12 år efter seriens premiere på amerikansk tv er indflydelsen fra Sex and the City ikke til at komme udenom. Uanset om vi tilhører den eksklusive skare, der køber Manolo Blahniks på deres seneste tur til New York, eller dem, der nyder godt af high street-kædernes evne til at sende billige versioner af catwalkdesigns hurtigt i butikkerne, inspirerer Carries leg med stil som et udtryk for personlighed. For mange er det netop dét, der er problematisk ved Sex and the City. Serien har fået mange fans, men kritikken af den og dens univers har været næsten lige så synlig. Carrie Bradshaw er blevet skældt ud for at smitte kvinder med pyntesyge og agere reklamesøjle for luksusvarer. Den oscarnominerede forfatter til en af mine yndlingsfilm Taxi Driver, Paul Schrader, afskrev for nylig Sex and the City som ren reklamesøjle for luksusmode. Mange har ærgret sig over, at det ligner product placement, når Carrie for eksempel præsenterer sin nye kæreste Berger for Pradas flagship store på Fifth Avenue med ordene: »Mød min familie«. Eller når hun i Sex and the City: The Movie forærer sin hvinende assistent en Louis Vuitton-taske. Måske er vi i dag blevet så vant til skjult reklame, at vi ser forbi det. Forhåbentlig sorterer vi selv fra. I hvert fald har rygterne om seriens placerede produkter ikke forhindret feminist og forfatter Naomi Wolf i for nylig at udnæv- 20 Forord af forfatteren ne Carrie Bradshaw til det seneste årtis mest betydningsfulde feministiske ikon. Sex and the City kan diskuteres, er blevet det og bliver det stadig. Seriens banebrydende frisindede skildring af sex, og især dens trendsættende modeunivers, er gået over i kulturhistorien. Men når Carrie Bradshaw blev et forbillede for store dele af en generation af kvinder, skyldes det ikke kun hendes forhold til sex og sko. Tro du er noget Med humor og selvironi har tv-serien behandlet temaer som dating, abort, ægteskab, mode, klasseskel, køn, biseksualitet, homoseksualitet, feminisme, prostitution, familie, kvindelighed, maskulinitet, religion, politik, borgerskab, mærkevarer og penge. Og den har fået mænd og kvinder over hele den vestlige verden til at debattere tidens mande- og kvinderoller. Med sine fire vidt forskellige heltinder og deres forskellige synspunkter og livsholdninger er Sex and the City – og holdet af ambitiøse forfattere bag manuskripterne – mere optaget af at stille spørgsmål end af at besvare dem. Serien skildrer kvinders liv og udfordringer med nuancer og med de ambivalente følelser, mange af os (inklusive mænd) har til tilværelsen. Når Carrie i et afsnit stiller ugens spørgsmål til sin klumme, ender det altid med et tvetydigt svar, der giver plads til forskellighed. På ét afgørende punkt er man dog aldrig i tvivl om seriens attitude. Sex and the Citys mantra til moderne kvinder er: Elsk dig selv! En kvinde på min mors alder sagde for nylig til mig: »Det er måske, fordi jeg er fra 1968-generationen, men jeg synes, kvin- 21 derne i serien er nogle høns. De taler i hvert fald ikke meget om, hvad der sker ude i verden.« Når jeg tænker på afsnittet Politically Erect fra tredje sæson, hvor Carrie dater en lokalpolitiker, og vi får at vide, at ingen af de kvindelige (eller mandlige hovedpersoner) stemmer, kan jeg godt være enig. Michael Patrick King, der har skrevet afsnittet, har en intention om at skildre det, han kalder parforholdspolitik, og det hykleri og de fordomme, der er mellem mennesker. Men for mig opvejer det ikke helt personernes ligegyldige holdning til politik, selv om det trods alt er lokalpolitik, der er tale om. Hvis man til gengæld opfatter Carrie, Miranda, Charlotte og Samanthas evne til at gøre et show ud af meget af det, de foretager sig, som kagleri, er jeg ikke enig. En af grundene til, at jeg elsker de fire kvinder, er, at de tør tro på, at de er noget. Min mor og hendes generation af kvinder blev opdraget i et Danmark, hvor man ikke skulle tro, at man var noget, og da slet ikke hvis man var kvinde. I 1960’erne og 1970’erne tog de mange, store og helt afgørende skridt mod et opgør med de snærende kønsroller. Takket være dem har vi de privilegier, vi nyder i dag. Men til en vis grad på bekostning af nydelsen ved det feminine. Det er ved at ændre sig – med eller uden Sex and the City. Serien har desværre ikke fokus på de mange millioner kvinder, der stadig lever i mandsdominerede samfund. Den handler om frigørelse på et stadie længere fremme. Men da New York Times sendte reportere på gaden i fattige kvarterer som Harlem og Bushwick i Brooklyn, fandt de, at kvinder ikke behøver sippe cocktails til 15 dollar og gå i designersko for at være fans af Sex and the City. Kvinderne, der her blev interviewet, var lige så inspirerede af tøjet, venskaberne og jagten på kærligheden, som deres velbetalte kønsfæller på Manhattan. 22 Forord af forfatteren Gør Sex and the City en reel forskel for de kvinder, der lever under fattigdomsgrænsen? Det skal man nok ikke satse på. Men serien zoomer ind på dilemmaer, der påvirker tilværelsen for kvinder med de bedste forudsætninger for at nyde frigørelsen. Vi kvinder, der i dag prøver at lære os selv og andre at tro på, at vi er noget. Og forhåbentlig kan det også skabe trends blandt kvinder, der i mindre grad end Carrie, Samantha, Miranda og Charlotte har kontrol over deres tilværelse. Det er derfor, jeg har stillet den skoæske-formede dvd-boks med Sex and the Citys seks sæsoner på reolen, hvor min mor og hendes veninder stolt udstillede bogen Kvinde kend din krop. Dengang handlede det for mange kvinder om at tage ejerskab over deres krop. Nu vil vi have ejerskab over mere end det. En opskrift på selvrespekt Carrie oplever både glæder og sorger, men vigtigst af alt giver hun os altid en opskrift på selvrespekt. Hun er indbegrebet af stil, men hun er også et sårbart menneske, der ofte må føle sig frem, når hun står over for de mange valg, tilværelsen byder på i den moderne storby, hvor man leder forgæves efter skilte, der udpeger den brolagte vej til et lykkeligt liv. Carrie nyder sit liv som single på Manhattan, især takket være sine veninder, og hendes livsglæde smitter. Men hun møder også nederlag. Og det er fordi, hun altid rejser sig igen, at hun bliver et nuanceret forbillede for os andre. Hvem husker ikke den triste scene, hvor alle hendes venner bliver forhindret i at nå frem til hendes fødselsdag? Carrie sidder i timer alene ved et bord til ti, før hun ydmyget lusker hjem med sin lagkage i en æske, kun for at blive verbalt overfaldet af arbejdsmænd, der er ved at asfaltere fortovet, hvor hun går. 23 Med det resultat at hun taber kagen på den våde asfalt og gør mændene endnu mere vrede. Eller den noget sjovere scene, hvor Mirandas fostervand plasker ned over Carries nye Christian Louboutin-sko med lyserøde flæser, der skulle forføre Mr. Big på hans sidste aften i New York? Der er også de stunder, hvor Carrie bliver slået omkuld af kærligheden, måske hårdest, da Aidan går fra hende for anden gang. Og i Sex and the City: The Movie, hvor Big svigter hende i kirken. Eller da hun i et langt tidligere afsnit generet af dårlig samvittighed forsøger at sige undskyld for sin affære med Big til hans kone Natasha, og Natasha iskoldt og måske berettiget skamskænder hende til gengæld. Dén kan hun ikke redde. Det, der alligevel hjælper Carrie hver gang, er hendes insisteren på at kunne se sig selv i øjnene og ranke ryggen. Og i seriens allersidste afsnit konkluderer hun, at selv om det er skønt at have andre i sit liv, er det »mest spændende, udfordrende og betydningsfulde forhold, du har, det forhold, du har til dig selv«. På godt og ondt. Hvordan skal du dog klare dig alene? Carrie møder forhindringer, udfordringer og nederlag, men hendes vigtigste våben er humor og den historie, hun vælger at fortælle om sit liv. Carrie har opfundet et nyt powertool for kvinder: Kunsten at skildre sig selv. I begyndelsen ligner Sex and the City en fortælling om singlekvinden i storbyen. Men kaster man et blik tilbage i tv-historien, kan man se singlen som symbol for alle moderne kvinder. I sine første mange år er tv ren familieunderholdning, og kvinder, der lever alene, er ikke noget, man forherliger. Først med The Mary Tyler Moore Show i efteråret 1970 kommer tv’s 24 Forord af forfatteren første singleserie, og titelmelodiens omkvæd »How are you going to make it on your own?« afslører omverdenens syn på kvinder, der vælger at leve alene. Men når alt kommer til alt, er vi alle som udgangspunkt alene i storbyen. Kvinder og mænd. Uanset om vi er i parforhold eller ej. Som Samantha siger i afsnittet All or Nothing: »Carrie, vi er helt alene!« Godt nok siger hun det kun, fordi hun er syg, og alle hendes elskere med ét er forduftet. Men Samanthas kortvarige ensomhed viser en slagside ved det frie singleliv. Selv har jeg været i forhold, al den tid singlerne i Sex and the City, Ally McBeal, Bridget Jones og danske Nynne satte dagsordenen. Men når Bridget solo-karaokede til »All by Myself« i pyjamas, fuld af selvmedlidenhed og alt for meget lunken Chardonnay, kendte jeg godt fornemmelsen. Fra tiden før jeg mødte min mand. Hvor mine forældre var flyttet til København, og de fleste af mine veninder havde kærester. Der er mange grunde til, at den drengerøv, jeg blev vild med for 13 år siden bag baren på Café Paradis i Århus, er blevet manden i mit liv. Jeg skal ikke benægte, at det er dejligt at dele sit liv med en, man elsker. Men jeg har også oplevet i de år, vi har været sammen, at selv ikke den perfekte mand kan redde mig fra de indre dæmoner. Heller ikke selv om jeg fik opfyldt drømmen om at møde den store kærlighed og sågar også den om at blive gift i Grace Kelly-inspireret designerskrud (takket være min mor, der havde dårlig samvittighed over al det batikfarvede arvetøj, jeg gik i som barn i kollektivet). Kærlighed er en forudsætning for at kunne eksistere, uanset om man får den gennem ægteskab eller på anden vis, men den kan ikke redde én. Det må vi selv sørge for. Faktisk var jeg ved at miste min mand, fordi vi havde skabt en så tæt og tryg symbiose, at vi efter nogle år sammen ikke kunne få luft. Heldigvis 25 opdagede vi problemet, mens kærligheden stadig var intakt, og vi fik gjort rum til, at vi kunne være hver sit menneske, sammen. Jeg troede, at jeg havde brug for at komme ud og bevise for mig selv, at jeg kunne være alene uden at være ensom. I stedet fandt jeg ud af at være mig selv i mit forhold. Det gjorde, at vi blev forelskede igen. Jeg har lært, at det er mig, og kun mig, der har ansvaret for, at jeg har det godt, og måske er det også derfor, min mand stadig elsker mig. Derfor er jeg heller ikke bange for at være alene. Mere. Jeg kan være bange for den risiko, der findes, for at jeg kan miste min mand, ja, men ikke bange for at være alene. Det er en fin fornemmelse. Den tillader mig at nyde nuet i mit forhold – lidt som at have en slags følelsesmæssig bankkonto i Schweiz. Det er i og for sig ikke Sex and the Citys fortjeneste, men serien spejler mine oplevelser. Desuden besvarer Carrie, Miranda, Charlotte og Samantha et væsentligt spørgsmål, nemlig det bekymrede omkvæd til singleserien om Mary Tyler Moore, der for mig at se vedrører mange af os: »Hvordan skal du dog klare dig alene?« For da Mary forlod sin læge-forlovede, var det ikke, fordi hun aldrig mere ville have en mand. Det, som hun forlod, var en tid, hvor en kvinde kom »i havn« her i livet, fordi hun mødte en mand. Og svaret på bekymringen er: Jo tak, vi klarer os glimrende alene. Har man oven i købet vidunderlige veninder som Carrie, Miranda, Charlotte og Samantha, er det bare fantastisk. Sex and the City er en følelse. Den følelse. Be fabulous! Serien stiller tankevækkende spørgsmål om sex, kærlighed, 26 Forord af forfatteren venskaber og familie og gør det i lækker indpakning med en chik stil og skarpsindig humor. Og seriens stærke kvinder, deres sunde appetit på sex og (nogle gange lidt for) store appetit på smukke sko er en hyldest til kvinder, der tør elske sig selv og de valg, de træffer her i livet. Carrie og hendes veninder viser os, at lykken ikke ligger i at være attraktiv for mændene. Langt vigtigere er det at være attraktiv i sine egne øjne. Sidst, men så absolut ikke mindst, viser de os, at vi skal kunne grine af os selv, når vi ikke lever op til vores egne idealer. Når vi ler af Samantha, hvis selvtillid for en kort stund knækkes af influenza, og af Bridget, der hyggesørger over sit singleliv, er det fordi, vi kender følelserne. Hvis vi kan se det komiske i vores stræben efter det perfekte og – ikke mindst – le af os selv sammen med andre, der har prøvet det samme, er det knap så slemt. Så bliver vi del af et nyt fællesskab og sammenhold. Men der er noget, jeg ikke kan lade være med at spekulere over. Inspireret af Carrie, der ofte funderer »I couldn’t help but wonder ...«, har jeg lyst til at spørge: Har Sex and the City smittet os med en livsglæde og en følelse af, at vi er værd at elske, som vi er? Eller har vi bare fået endnu mere travlt med at være perfekte, så vi kan leve op til de krav, vi og mediebillederne stiller til, hvor fantastiske vi skal være? Biblen prædiker ti bud. Sex and the City kun ét, og det er: »Be fabulous!« Har vi forstået det rigtigt? Iben Albinus København, april 2010 27 »Maybe some women are not meant to be tamed. Maybe they need to run free until they find someone just as wild to run with them.« Carrie Bradshaw 28 Sådan blev det hot at være single Fra pebermø til pikant rollemodel I Hollywood gik for nylig et rygte om en yngre filmproducer. Ivrig efter at sætte sit navn på en stime af romantiske blockbusters bad han sin assistent ringe og arrangere et frokostmøde med »hende der Jane Austen«. Desværre havde den engelske bestsellerforfatter en ret plausibel undskyldning for ikke at møde op til arbejdsfrokost i filmbyen. Nemlig den at hun levede og skrev sine seks romaner i årene 1775 til 1817. Det er uvist, om historien taler sandt, men uanset hvad siger den noget om, at tidens kvindelige publikum er et eftertragtet segment. Og at få har formået, som Jane Austen, at ramme denne målgruppes smag inden for litteratur, film og tv. Hendes klassikere er filmatiseret i talrige versioner, og salget af dem har været stort og støt i snart 200 år. Havde Jane Austen fundet kilden til evigt liv og stadig siddet ved skrivebordet i sin cottage i Hampshire i England, ville hun formentligt være fortørnet over de mange versioneringer af hendes historier, der forherliger utopien om den romantiske kærlighed. Til gengæld tror jeg, at hun ville være fan af Sex and the City. Jane Austen er en af de første kvindelige forfattere i romangenrens unge år i 1700-tallet. Hun skriver begavet og humoris- 29 tisk om kvinders liv og vilkår. Med skarp pen og glimt i øjet tegner hun en tid, hvor »arbejdende kvinde« betyder prostitueret, og hvor det såkaldt svage køn kun kan opnå høj social status ved enten at arve en rig slægtning eller ved at gifte sig godt. Selv vælger hun at forblive ugift. På trods af et frieri fra en rig beundrer, hun først har sagt ja til, men siden fortryder sit løfte til. Efter at hun i 1811 udgiver romanen Fornuft og følelse, bliver hun anerkendt som forfatter, i første omgang under pseudonymet »A Lady«. Men hvorfor begynde en bog om Sex and the City med Jane Austen? Den første single Inspirationen til mange af de bøger, film og tv-serier, der i dag specifikt tiltrækker det kvindelige publikum i stort tal, kan spores tilbage til Jane Austen. Og det er værd at bemærke, at hun på sin vis er den første berømte singlekvinde. Ganske vist er den engelske dronning Elizabeth I, der levede fra 1533 til 1603, kendt for at afvise magtfulde bejlere og regere alene på tronen med historisk stor folkelig opbakning. Men »the Virgin Queen«, der i de senere år er blevet portrætteret af Cate Blanchett og Helen Mirren på film og tv, var født til sin position. Jane Austens valg er aktivt. Netop hvis vi ser Sex and the City i forhold til de forestillinger om kvinder, der i andre perioder har tiltrukket vores opmærksomhed og vakt vores beundring, bliver det tydeligt, hvor stor betydning tv-serien og dens univers har for de kvindebilleder, mange af os i dag dyrker som idealer. Og det er ikke usandsynligt, at Carrie Bradshaws chikke single har været med til at inspirere os til at se Miss Austen i et andet lys. 30 Sådan blev det hot at være single BBC’s filmatisering af Stolthed og fordom bliver i 1995 begyndelsen til en ny Austen-bølge. Ikke mindst takket være Colin Firths Mr. Darcy, der overraskes af heltinden Elizabeth Bennett, efter at han har taget et impulsivt bad i søen på sit storslåede slot Pemberly. Og hun bliver rystet i sin grundvold ved synet af rigmanden i våd, hvid skjorte. Men selv om de nye filmatiseringer løfter sløret for en kvindelig seksualitet i Austens univers, er romantikken i hendes historier i fokus. Samtidig med at ideen om forfatteren som den frigide pebermø, der fantaserer sig til frem til lidenskaben i sine historier, bliver udbredt. Opfattelsen er, at hun i sin tid levede et tilbagetrukket, kedsommeligt liv, ulig sin ikoniske heltinde, Elizabeth, der gifter sig af kærlighed til Darcy. Filmene over Austens bøger forstærker utopien om den romantiske kærlighed, som i Fornuft og følelse med Emma Thompson og Hugh Grant og den moderne version af romanen Emma, Clueless, med Alicia Silverstone. Imens bliver forfatteren selv betragtet som uværdig til et liv på celluloid. Men så i 2007 kommer spillefilmen Becoming Jane og nuancerer billedet. Julian Jarrolds film med Anne Hathaway i hovedrollen portrætterer Jane Austen som kvindelig kunstner, der vækkes af en lidenskabelig forelskelse. Inspireret af Jon Spences bog Becoming Jane Austen handler den om Austens flirt med den pengeløse jurastuderende Tom Lefroy. Toms rige onkel forhindrer deres kærlighed, og efter at have afvist et frieri fra en velhavende bejler vælger præstedatteren bevidst at leve alene. Og forsørge sig selv ved at skrive. Til sidst i filmen er hun – passende for Austen som forløber for den moderne single – blevet udstyret med replikken: »A woman can depend on herself for a fortune«. En kvinde kan klare sig 31 selv og endda skabe sin egen formue. Som en af få afgør den belæste Jane, at en kvindes uddannelse kan bruges til mere end at underholde en ægtemand i dagligstuen. Næsten 200 år efter at hun døde af tuberkulose, sælger Jane Austens bøger i omegnen af 100.000 eksemplarer om året på verdensplan. Det gør hende til en af de mest læste forfattere nogensinde. Men først nu bliver hun selv og hendes liv betragtet som interessant for det brede publikum. Hvad er der sket i mellemtiden? Et svar kan være Sex and the City. Carrie Bradshaw har mere til fælles med den kyseklædte forfatter, end man skulle tro. Begge er forfattere, der med en vis overlegenhed observerer og registrerer kvinder og mænd i deres samtid med skarpslebet humor og sproglig tæft. Begge studeres af den akademiske verden. Og begges hjem besøges af busser stuvende fulde af fans, der vil mærke suset af den udeIf you are single there is finerbare karisma, der omgiver dem, og som nærer vores drømalways one thing you me om det smukke kvindeliv. should take out with Drømme, der i Austens univers you on a Saturday er ansporet af pandekrøller, kjonight ... your friends. ler med empiresnit og kurmaCarrie Bradshaw geri. I Sex and the City af lækre locations, Louboutin-sko og livsglæde i en camoufleret, streetwise newyorker-version. Carrie Bradshaw ville dog ikke trone på den piedestal, mange af os har placeret hende på i dag, hvis det ikke havde været for en broget skare af kvinder på film og tv af den støbning, som den amerikanske filmforsker Kathleen Rowe kærligt kalder for den uregerlige. I modsætning til thrillergenrens femme fatale er den ureger- » 32 Sådan blev det hot at være single lige kvinde ikke decideret livsfarlig for mændene, ligesom de dødbringende damer i for eksempel efterkrigstidens film noir som Billy Wilders Double Indemnity, hvor Barbara Stanwyck forfører en privatdetektiv til at slå sin rige mand ihjel. Men nogen pæn pige er hun ikke. Og i modsætning til den berygtede femme fatale er den uregerlige kvindes seksualitet ikke hendes bedste våben i kampen mellem kønnene. Det er hendes latter. De uregerlige kvinder Nogle af de første uregerlige kvinder er filmstjernerne Mae West og Katharine Hepburn. Men det er en rødhåret dame ved navn Lucille Ball, der baner vejen på tv for de kvinder, der senere for alvor bryder reglerne. Hun skaber alle tiders største tv-darling i USA med serien I Love Lucy med karakteren Lucy – som mange kender via Pretty Woman fra det tv-klip, som Julia Roberts’ Vivian ligger og griner af på tæppet i rigmandens suite. Her maser Lucy vindruer med tæerne på en italiensk vingård, som hun har forvildet sig ind på. I serien er Lucy gift med orkesterlederen Ricky, men keder sig i sin hverdag som husmor. Derfor roder hun sig konstant ud i projekter, der skal gøre hendes hverdag mere spændende. Det ender dog altid galt, og efter narrestreger og forviklinger må Lucy erkende sin plads. I en episode har hun for eksempel overtalt Superman i skikkelse af skuespilleren George Reeves til at optræde ved sønnen Lille Rickys fødselsdag. Da han ikke dukker op, klæder hun sig selv ud som superhelt, men ender med at sidde fast ude på husets gesims. Den rigtige Superman dukker op og redder hende 33 ind gennem vinduet. Men hendes mand raser: »I alle de 15 år, vi har været gift ...« Han når ikke at tale færdig, før Superman afbryder: »Mener du, at du har været gift med hende der i 15 år? Og de kalder mig Superman!« Lucy er rødglødende, men som i alle seriens episoder må hun resignere. I Love Lucy bliver vist fra 1951 til 1957 på tv-kanalen CBS, er en gigasucces og ligger på tv’s top tre i alle seks år, imens middelklassen vokser frem i efterkrigstidens højkonjunktur. Siden bliver serien krediteret for at forvarsle kvindernes oprør med husmorrollen et par årtier senere. For selv om Lucys forsøgsvise oprør mod husmorrollen i serien bagatelliseres som nuttede klovnerier, går der en lige linje fra den dejlige rødhårede antiheltinde frem til Sex and the Citys heltinder. Komedier er gode til at udfordre sociale konventioner, fordi humoren netop består i, at man vender vrangen ud på de normer, der hersker i tiden, og griner af dem. Den velfriserede, konventionelle kernefamilie kommer til at dominere sendefladen i mange år efter I Love Lucy. Men uden for tv’s polerede univers, vender ungdomsoprøret op og ned på konventionerne. Hvordan skal det dog gå? Hvis tv typisk har præsenteret kvinders hedeste drømme som velopdragne børn, hus med carport og pastelfarvet hyldepapir, vover en ny tv-serie i efteråret 1970 med forsigtige skridt at hylde kvinder, der tør vælge en anden vej. På det tidspunkt kaldes kvinder uden parforhold for enlige, og sådan nogle har man ondt af. Dog står det ikke så grelt til som på Jane Austens tid, hvor en ugift kvinde over 25 betragtes som fortabt. Ikke desto mindre er det stadig frækt, da The 34 Sådan blev det hot at være single Mary Tyler Moore Show viser en nogle og trediveårig kvinde, der lever alene og er glad for det. I serien står Mary Richards, spillet af komikeren Mary Tyler Moore, foran et stort kirkebryllup med en velbeslået læge, da hun beslutter, at livet må have mere at byde på end tilværelsen som lægefrue. Hun stikker af og slår sig ned som tv-producer i Minneapolis. Mary bruger p-piller, får vi at vide i et afsnit, og det afslører, at hun har et aktivt sexliv, men handlingen styrer pænt uden om de kontroversielle detaljer. Den ærbare Mary dedikerer sin tid og energi til at være mor for kollegerne på tv-stationen og løse deres problemer. The Mary Tyler Moore Show er den første singleserie og den første sitcom, hvor arbejdspladsen erstatter hovedpersonens familie. Serien spiller frem til 1977 og er et stort hit. Mary Tyler Moore viser en succesrig karrierekvinde, der lever lykkeligt med sine kolleger, men seriens titelmelodi afslører en vis skepsis over for singlens projekt med sit omkvæd »How are you going to make it on your own?« Karrierekvinden Mary skriver første kapitel i en ny saga om singlekvindens kamp for tilværelsen, og den bekymrede sang om singlen i storbyen slår tonen an. Men ude i den virkelige verden viser tusindvis af kvinder, at de sagtens kan matche mændene. Mænd og kvinder deler tøj, bajere og pibetobak i 1970’erne og marcherer side om side ved fredsdemonstrationer og råber de samme kampråb ved politiske møder. Det er en tid, hvor Erica Jongs bestsellerroman Luft under vingerne får tusinder af kvinder til at forlade deres mænd, og det at leve alene bliver synonym med at finde sig selv. Det såkaldt gnidningsløse knald, som Jong med humor og selvironi reklamerer for dengang i 1973, er dog stadig forbudt territori- 35 um på tv. Der skal gå mange år endnu, før Sex and the Citys Samantha Jones får lov at folde sig ud seksuelt. Og det stadig kun på betalingskanalen HBO. Idealet om frisind og eksperimenter med sex, stoffer og kønsroller i 1970’erne bliver afløst af en ny konservatisme i 1980’erne. Men kvinder er i stort tal kommet på arbejdsmarkedet, og der bliver de. I fattigfirsernes konkurrenceprægede arbejdsmiljø må de imidlertid stive sig af med ekstra holdbar hårlak og skulderpuder. I skyggen af kernefamilien Mens amerikanerne peger på cowboyen Ronald Reagan som præsident i 1981, og briterne vælger den konservative Margaret Thatcher på den anden side af Atlanten, generobrer de traditionelle dyder vores opmærksomhed i biografen og foran fjernsynet. I Danmark bliver Matador den mest populære tv-serie nogensinde, og her kan vi i tilbageblik på gamle, danske dage føle med seriens singler, den dannede og begavede kvinde Elizabeth Friis, der må henslæbe sit liv som skyggetante i sin velhavende søster Maudes hjem. Og den unge, ugifte Ulla Jacobsen, der arbejder som bankassistent, men om aftnen bijobber som elskerinde på direktør Varnæs’ kontor. Matadors ærinde er at vise, hvordan moderne tider har vundet indpas, særligt efter Anden Verdenskrig. I det meste af Europa og USA har krigen for en periode betydet, at mange kvinder har overtaget mændenes rolle på arbejdsmarkedet og i hjemmene, mens deres ægtefæller er i krig eller under jorden. Stuepigen Agnes bliver en af seriens mest populære figurer, fordi hun ved at være initiativrig under krigens mangelvaresamfund arbejder sig frem til en position som succesrig forret- 36 Sådan blev det hot at være single ningskvinde. Også 1980’ernes kvinder kan matche mændene og få succes. Men som Joan Collins med sin man-eater og forretningsmogul Alexis Carrington viser i tv-serien Dollars i årene 1981 til 1989, betyder det et farvel til kvindelighed og goddag til en machokvinde med fuld krigsmaling. Joan Collins’ succesfulde forretningskvinde er kynisk og manipulerende ligesom klichéen på den mandlige forretningsfyrste. Men det er først, da hun gør sin entre i den anden sæson af Dollars, at seriens seertal når svimlende højder. Også populære serier som Blomsterbørns børn (1981-1989) og The Cosby Show (1984-1992) hylder familien som idealtilstand. Den charmerende familie Huxtable med Claire og Bill, som begge har succes med karrieren, et lykkeligt ægteskab, foruden fem børn, er idealet. Og det samme viser de tidligere hippier Elyse og Steven Keaton, der i kernefamiliens trygge rammer forgæves forsøger at omvende teenagesønnen Alex, spillet af Michael J. Fox, der er ihærdig tilhænger af Ronald Reagan. 1980’erne dyrker på den ene side det dydige liv i kernefamilien. På den anden side de smarte, yngre dinkys, der har »double income no kids yet«, og for hvem livet på vej til den ideelle endestation, kernefamilien, bliver kørt i overhalingsbanen. Med logoer på tøjet, uret og bilen som obligatoriske signaler om succes. Men singlerne i 1980’erne – de kan være decideret livsfarlige. Singler koger da kaniner Da Glenn Close får rollen som Alex Forrest i instruktøren Adrian Lynes film Farligt begær, researcher hun grundigt med hjælp fra tre psykiatere på den lidelse, hendes karakter i filmen 37 har. Karrierekvinden Alex har en hed affære med den gifte mand Dan, spillet af Michael Douglas, mens hans familie er på landet. Hun viser sig at gøre den pæne familiemands pæne familieliv til et mareridt. Alex vil ikke finde sig i, at han afviser hende, så hun koger børnenes kanin på komfuret og forsøger at dræbe Dan, før hun selv bliver skudt af Dans kone i familiens badekar. Glenn Close bliver nomineret til en oscar for sin præstation i Farligt begær og sin skildring af Alex’ lidelse, der er identificeret som Clérambaults syndrom, en variant af sindssyge. Men for de millioner af mennesker verden over, der ser filmen – I once was broken Farligt begær er den næstmest up with by a guy’s sete film i USA det år – er det doorman. I’m sorry Ms. Hobbes, Jonathan et mere forsimplet billede, der står tilbage på nethinden: Den won’t be coming succesrige karriere- og singledown. Ever. kvinde er ikke én, man bør indMiranda Hobbes lade sig med. Som Tom Hanks’ figur siger i Søvnløs i Seattle, da sønnen vil have ham til at gå ud med en fremmed kvinde: »Er du klar over, hvor mange af os, der blev skræmt fra vid og sans af den film?!« Til sammenligning skildrer den film, der er den mest sete i 1987, Tre mand og en baby, pudsigt nok tre singlemænd, der finder en baby på deres dørtrin, som clueless, men uhyre charmerende singlefædre. Selv har Glenn Close fortalt, at mænd i årevis efter filmen er kommet hen til hende og har sagt: »Du skræmte livet af mig«, eller »Du har reddet mit ægteskab.« Det er dog langt fra alle, der formår at redde deres ægteskab, når det er i krise. Et stigende antal skilsmisser gør det svært for mange kvinder at spejle sig i idealerne om det idylliske familie- » 38 Sådan blev det hot at være single liv. En dag kommer en af dem løbende regnvåd iført brudekjole ind på en café i New Yorks hippe Greenwich Village. Vennerne som førstehjælp Ligesom Mary Tyler Moore er Rachel Green stukket af fra sin forlovede, Barry, der er tandlæge. Dermed har hun sagt farvel til en tilværelse som den, kærlighedsromanernes heltinder i århundreder har drømt om. Villa i Connecticut med social status og fri adgang til credit cards. I stedet bliver Rachel servitrice på seriens legendariske kaffebar Central Perk. Hun flytter ind hos sin veninde Monica, hvor fire andre venner Phoebe, Ross, Joey og Chandler konstant holder til. Friends har premiere i 1994 og bliver over ti sæsoner en af de mest elskede sitcoms og ses af millioner af mænd og kvinder i forskellige aldre. Især af unge, der er tiltrukket af seriens alternativ til den familie, man er født ind i. I Friends er vennerne der altid for hinanden og tager over, når de biologiske familier ikke giver hovedpersonerne den hjælp, tryghed og kærlighed, de har brug for. Selv om man som seriens Chandler har en far, der er dragqueen i Vegas, eller som Rachel pludselig skal mægle mellem sine fjendtligtsindede fraskilte forældre, kan man sagtens leve et lykkeligt familieliv. Man skal bare vælge sin familie selv. Seriens mantra, titelsangen »I’ll Be There For You«, bliver overskriften på en ny tid, hvor flere og flere unge nu kan formulere behovet for et alternativt tilhørsforhold til den traditionelle, biologiske familie. I den anden ende af USA byder også en anden, lidt yngre vennegruppe fra gymnasiet West Beverly High på et alternativ til familien. Men selv om Beverly Hills 90210, der har premiere i 39 1990, handler om venner, der støtter hinanden, dyrker hitserien om Brandon, Kelly, Donna og Dylan og de andre også det store romantiske bryllup som ideal. Og indtil vennerne i serien med årene bliver gamle nok til at gifte sig, er det primært parforhold og prom-kjoler, der får de unge kvinders klode til at dreje rundt. Det sker, mens nye moderne tider rykker os op med rode. På den ene side mister vi de trygge traditioner, der mere eller mindre venligt havde skubbet vores forældre og bedsteforældre i retning af et bestemt valg af liv og regler for, hvordan det skulle leves. På den anden side nyder vi en ny frihed, der giver et hav af nye muligheder. Drømmen om Mr. Right Men de mange nye muligheder er ikke altid lykken. For nu ligger der ikke længere bare antydningen af et manuskript foran os, og vi må selv skrive vores historie. Hvad er det rigtige liv? De rigtige valg? Med en god uddannelse kan en kvinde nu gøre karriere og forsørge sig selv. Og så har hun pludselig ikke længere brug for en mand. Eller har hun? Ally McBeal i David E. Kelleys tv-serie af samme navn om advokater på et bureau i Boston, introducerer i 1997 den nye type kvinde, der tilsyneladende har alt, inklusive humor. I sine små, feminine jakkesæt fra Calvin Klein udfordrer hun forestillingerne om magtfulde og succesrige kvinder som kloner af Alexis Carrington og Margaret Thatcher. Som skarp advokat viser hun, at en kvinde sagtens kan have professionel succes og bevare sin kvindelighed. Hun er køn, klog og lever komfortabelt i en hyggelig lejlig- 40 Sådan blev det hot at være single hed sammen med sin bedste veninde i Bostons pittoreske indre bydel, men der mangler noget vigtigt i hendes liv: Mr. Right. Men Ally dater og dater, og der er altid noget i vejen med de mænd, hun møder. Da en potentiel kavaler overser en klat dressing på sin læbe, falder hendes dom skingert som hos prinsessen i Klods Hans. Duer ikke, næste! »Sandheden er, at jeg nok slet ikke vil være lykkelig eller tilfreds. For hvad så? Det, jeg kan lide, er jagten, at søge. Det er det, der er sjovt. Jo mere fortabt man føler sig, desto mere har man at se frem til. Hvad skal jeg sige? Jeg har det jo fantastisk, og jeg er ikke en gang klar over det,« siger hun i serien, hvor hun konkluderer: »Her står jeg, offer for mine egne valg. Og jeg er kun lige begyndt.« Det er den slags replikker, der i 1998 sikrer Ally McBeal en plads på forsiden af Time Magazine under overskriften »Is Feminism Dead?« Ally bliver eksponent for et af tidens mest fremherskende træk, narcissismen. Imens diskuterer kritikere og forskere frem og tilbage, om det er frugtbart, at hun sætter sådanne problemstillinger på dagsordenen, eller om det blot er et dystert tilbageskridt for kvindefrigørelsen. Selvoptaget, det indrømmer Ally nu gerne, at hun er, og seriens forfattere udruster hende med denne replik som svar: »Jeg vil gerne redde verden. Jeg skal bare giftes først.« Seriens kernepointe er, at i en moderne verden, hvor det er så svært at finde sin identitet, bliver man mere optaget af sig selv. Først når man har fundet den rette – og altså dermed sig selv – er man klar til at vende blikket udad. Og er man single i Allys æra, er det svært ikke at spejle sig i hendes kvaler med kærligheden. Med Allys søgen efter identitet i almindelighed og Mr. Right i særdeleshed rammer hun tidsånden med eftertryk. 41 Hun er den ambitiøse, moderne kvinde, der har lært, at hun kan få det hele – og det stresser hende. Men hun er ikke den eneste, der har det sådan. Tusindvis af kvinder dyrker Ally McBeal, men da singlebølgen for alvor skyller ind over os i bøger, film og på tv, træder den Harvard-uddannede advokat i de lårkorte jakkesæt i baggrunden. Snart tegnes tiden af kvinder, der har langt mere på spil. Askepot med deller I London sidder journalisten Helen Fielding med problemer, der ligner Allys, og som hun dulmer med venner, smøger og Chardonnay. Inspireret af sit tilsyneladende endeløse singleliv i den engelske hovedstad skaber hun Bridget Jones’ dagbog, der i 1996 er en klumme i avisen The Independent. På det tidspunkt har BBC haft stor succes med at vise filmatiseringen af Jane Austens Stolthed og fordom, og klassikeren sniger sig ind i Bridgets historie og lægger fundamentet for hendes dilemma. Skal hun have den sexede, uartige og fuldstændigt upålidelige Daniel Cleaver, der er baseret på Austens løgnagtige og selvsmagende Mr. Wickham? Eller den hovne, men smukke og succesrige Darcy, der er en moderne version af Austens Mr. Darcy? Nu udstyret med det mere spiselige fornavn Mark end i Stolthed og fordom, hvor han hedder Fitzwilliam. Klummerne bliver til to bøger og senere to film. Bridget Jones bliver et ikon for kvinder, der kan identificere sig med singlelivet i storbyen. Og som har følelsen af at være udstødt, fordi de ikke tilhører de såkaldt »smug marrieds«, de selvtilfredse par. Ved en middag med alt for mange af den slags, bliver Bridget spurgt, hvorfor hun egentlig stadig er single? Og svarer: »Tjo, det har jo nok noget at gøre med, at vi singlekvinder 42 Sådan blev det hot at være single under tøjet er dækket af skæl.« Med sine – ifølge hende selv – fem kilo for meget og en smittende selvironi erobrer Bridget moderne kvinders hjerter. Og imod alle odds, og selv om han kan få den kontrollerede advokatkollega Natasha, falder Darcy for Bridget, som han kan lide »præcis som hun er«. Bridget er en karakter, flere kan nikke genkendende til, og som ligner alle os andre. Hun har ikke ligesom Ally gået på Harvard. Faktisk dummer hun sig konstant i selskab med sine højtuddannede kavalerer Daniel og Darcy. Helt særligt ved hende er den humor, hun udstiller sin situation og sine mangler med. Den selvironi gør Bridget til en befriende figur for kvinder, både dem der er i og uden for parforhold. Hun viser, at en selverklæret småtyk, nogle og trediveårig kvinde, der hverken kan lave mad (kun blå suppe som i den første spillefilm) eller finde Tyskland på et kort (som i den anden film), også kan finde kærligheden. Bare hun finder en mand, der elsker hende, præcis som hun er. »Hun ligner ikke Julia Roberts. Hun har appelsinhud, går med store trusser og siger dumme ting. Hun er ikke overdrevet intelligent, og det er fantastisk,« siger den engelske psykolog Sandra Scott, der interviewes på dvd’en Bridget Jones’ dagbog. Hun mener, at Bridget er blevet et kulturelt ikon, netop fordi hun ikke er perfekt: »Bridget er lidt ligesom et barn. Hun har alle de kvaliteter, vi associerer med børn. De er åbne, ærlige og tillidsfulde, og de har følelserne uden på tøjet. Det giver os lyst til at passe på hende. På den ene side ser vi denne pige, der søger kærligheden. Hun ønsker at bliver forsørget og finde tryghed. Først vil hun have Cleaver til at tage sig af hende, så Darcy. Hun vil bare have en, der kan samle tøjlerne og tage ansvaret. På den anden side ser vi en Bridget, der vil have karriere og være uafhængig. 43 Det er et meget moderne dilemma. Det kalder man Askepotkomplekset.« Hun tror, at mænd helst vil have kvinder som Darcys kollega, den begavede og stankelbenede Natasha. Men da Helen Fielding fik idéen til Bridget i sin tid, var det netop, fordi hun havde lyst til at udfordre idealerne: »Mange af os har nogle helt ubevidste ideer om, at vi skal være perfekte og tynde og gøre alt rigtigt. Og vi skal se ud, som om vi er blevet airbrushed. På den måde er det betryggende at se Bridget dumme sig hele tiden og alligevel være ret sød. Det er ellers ikke noget, man må på film. Man må som regel ikke være en katastrofe og alligevel ret elskelig.« Det fortæller Helen Fielding på førnævnte dvd, hvor også Simon Mills, redaktør på det stilfulde og toneangivende britiske mandemagasin GQ, giver et I have a ghost because bud på Bridgets appel til mændene: I’m single? That’s »Hun vinder og får den lækre discrimination. mand, fordi hun er storbysmart Miranda Hobbes og har humor. Og fordi hun siger sin mening. På trods af at hun også dummer sig, så tror jeg, mænd generelt finder det attraktivt, fordi perfekte kvinder har en tendens til at stille store krav. Og kvinder, der stiller store krav, er ikke det, en mand vil have i det lange løb, kan jeg godt garantere,« siger han med et skævt smil. Den bløde Bridget bliver altså netop attråværdig for de to begavede og succesrige mænd, hun dater, fordi hun er sjov og sexet, men også intellektuelt ufarlig. I modsætning til Natasha, som ikke har nogen sans for humor, og som er svær at holde af. Dermed afslører GQ-redaktøren i virkeligheden også, hvor- » 44 Sådan blev det hot at være single for flere og flere kvinder i disse år bliver singler i storbyen. De stiller store krav. Singlen som forbillede Også Carrie Bradshaw og hendes tre veninder er singler på udkig efter den store kærlighed, men Sex and the City serverer moderne kvinders problemstillinger i en på samme tid både mere rå, mere nuanceret og mere visuelt forførende cocktail. Ifølge Carrie er der kun én ting, den moderne kvinde ikke har styr på, og det er kærligheden. Sidste side i Bridget Jones’ dagbog ender med et lidenskabeligt kys og en kæreste. Men på Manhattan er det sket med romantikken, konstaterer Bridgets amerikanske pendant. Sex and the City går i luften den 6. juni 1998 på HBO, efter Beverly Hills 90210-produceren Darren Star har købt rettighederne til Candace Bushnells klummer og bogen over dem, Sex and the City. En af Bushnells mange figurer, hendes alter ego Carrie Bradshaw, bliver hovedpersonen, den nye single, som Bushnell kalder »1990’ernes svar på Mary Tyler Moore«, og tilføjer: »Bortset fra at [hun] i modsætning til Mary Tyler Moore rent faktisk har været i seng med alle de der fyre, i stedet for artigt at sparke dem ud to minutter over midnat.« Når det kommer til livet i storbyen, har Carrie altid appetit på et eventyr. Men i modsætning til sin britiske pendant Bridget har hun ikke meget til fælles med Askepot og de andre klassiske skønheder, der på bedste Snehvide-maner først for alvor vækkes til live af et kys fra en prins på en hvid hest. Ved at give os hovedpersoner, der ofte har det diametralt modsatte syn på alt fra spørgsmålet om den eneste ene til dil- 45 doer, viser serien fra første færd et mere realistisk og nuanceret billede af singlekvinderne og deres problemer. Kim Cattralls Samantha Jones laver pr for byens in-steder og er en ubekymret partypige, der med dyre, pangfarvede, kropsnære kjoler og en ubetalelig selvtillid skjuler, at hun har passeret de 40. Hun opfatter livet som en fest, hvor hun selv er æresgæsten, og hvor New Yorks mænd kan nydes ad libitum som fra et stort delikat tag selv-bord. Miranda Hobbes, der spilles af Cynthia Nixon, er succesrig advokat og venindernes feministiske bannerfører. Hun finI just don’t want to der en nærmest masochistisk be known as the nydelse i med sarkastisk hu»up-the-butt« girl. mor at dyrke sine manglende Charlotte York illusioner om at finde den perfekte partner. Hun læser The New Yorker, drikker kaffe af sit krus fra Harvard, sover i T-shirts og skatter sin uafhængighed. Kristin Davis’ milde kunsthandler Charlotte York er den eneste romantiker blandt veninderne. 24 karat overklasse, og som Carrie siger »Daddys episkopaleske prinsesse«. Charlotte er mere bange for analsex end for udsigterne til en evig tilværelse som single. Men hun vil gå langt for at stå brud. I sjette afsnit, Bay of Married Pigs, får vi at vide, at Charlotte er slave af The Rules fra Sabrina Wright-Gilliars kendte håndbog Marriage Inc. – How to Apply Successful Business Strategies to Finding a Husband. Hun belærer de andre om, hvorvidt man kan tillade sig at være sig selv, hvis man vil giftes. Det sidste er kernen i de problemer, de fire veninder bokser med i det nye årtusinds New York. Ligesom Bridget Jones vil kvinderne elskes for den, de er. Men i modsætning til Bridget skræmmer de som regel mændene væk, netop på den bekostning. » 46 Sådan blev det hot at være single Den højtuddannede og velbetalte Miranda må gang på gang opleve at blive ydmyget og diskrimineret, fordi hun er en single kvinde med succes. Samantha på sin side straffes som regel, dog kun blidt, for sin overmodige indtagelse af mænd. Som i afsnittet Where There’s Smoke, hvor hun udlever sin sexfantasi om en brandmand. Men da alarmen lyder, står hun tilbage nøgen for åben garagedør, mens stationens muskuløse helte, inklusive Samanthas nyfundne legetøj af en bodybuilder, må rykke ud til en brand. Eller da hun i et andet afsnit må gå tiggergang hos en indflydelsesrig Upper East Side-frue for at bede om forladelse, efter at hun har forført en af hendes veninders mand og er blevet udelukket fra byens sociale liv. De fire kvinder har heldigvis en ukuelig evne til at rejse sig igen. Ligesom de dejligt tit overrasker ved at afvige fra deres stereotype roller. De har en grundlæggende glæde ved det liv, de lever, og skuffes de i spillet om kærlighed og karriere, støtter de hinanden. Det er denne livsglæde og de stærke venskaber, der gør Sex and the City til et unikt portræt af singlekvinder. Man skyder da singlekvinder I første sæsons They Shoot Single People, Don’t They? er Carrie blevet inviteret til at posere for en artikelserie i ugemagasinet New York Magazine under den tillokkende overskrift »Single and Fabulous«. Men Carrie har festet på en salsabar til den lyse morgen med veninderne, der var ude for at fejre, at de alle fire for en gang skyld var single og uden dates. Hun kommer for sent til sin aftale på bladet. I den tro, at fotograferingen er en test, ender Carrie på bladets forside, usoigneret og hærget, med en smøg i 47 munden og poser under øjnene under overskriften »Single and Fabulous?«. Under den efterfølgende brunch forarges veninderne over bladets beskrivelse af byens singlekvinder: »De har gjort deres liv til en endeløs række af overspringshandlinger og distraktioner for at glemme den smertelige kendsgerning, at de er helt og aldeles alene,« står der på tryk. De fire sværger på, at de er »single og fabulous – udråbstegn«. Men Carrie føler alligevel, at hendes spørgsmålstegn har smittet af på dem. Kort efter tager Miranda kontakt til Josh, som hun engang datede, men droppede, fordi den eneste orgasme, hun kunne få Do any of you have a med ham, var den, hun simulecompletely unremarkrede. Samantha lader sig forføre able friend or maybe af »Vi-William«, en rig klubejer, a houseplant I could der fra deres første møde hvisker go to dinner with on i hendes ører om en fælles fremSaturday night? tid for dem. Imens går Charlotte Miranda Hobbes i seng med sin nabo, Mr. Fix-it. Han er en arbejdsløs skuespiller, der hjælper hende med at hænge hylder op og den slags, og som under normale omstændigheder ville ligge i bunden på Charlottes karakterskala for potentielle ægtemænd. Situationen får Carrie til at spekulere: »Måske var det mig, der simulerede? Måske har jeg i virkeligheden alle de år, jeg har været glad for at være single, bare ladet som om?« Da Samantha venter forgæves på Vi-William på en romantisk restaurant, bliver hun for en gangs skyld utilpas over at sidde alene. Som Carrie siger: »Hun havde hverken taget en bog eller arbejde eller nogen anden form for »jeg spiser ude alene-værn med sig.« Selv frustreret går Carrie på jagt efter anerkendelse og gen- » 48 Sådan blev det hot at være single oprejsning og er på vej hjem med den villige fyr Jack, hun møder i byen. Men hun må indse: »Hvis jeg tog med ham, ville det være første gang, jeg gik i seng med en mand for at føle, at jeg var noget værd. Så ville mit spørgsmålstegn ikke længere være et spørgsmålstegn, men et faktum.« Dagen derpå hælder Samantha en drink ud over Vi-William på hans klub med det resultat, at den kvinde, han er i færd med at forføre, griner højt. Charlotte opdager, at hun ikke er afhængig af en mands kærlighed for at få ordnet ting i hjemmet. Hun kan – og har råd til at – betale sig fra det. Og Carrie konfronterer sin angst for at være alt andet end single og fantastisk: »Jeg besluttede, at jeg i stedet for at flygte fra min frygt ville invitere den på frokost. Så sad jeg der og fik et glas vin. Alene. Uden bog, uden mand, uden venner. Uden at lade som om, jeg var noget, jeg ikke er.« I Sex and the Citys tidlige sæsoner optræder serien stadig som en slags pseudo-dokumentar, hvor Carrie interviewer newyorkere om et givent afsnits problem. Og her fortæller gifte folk til kameraet, at de kun lader som om, de er lykkelige i deres ægteskab. Ægteskabet vises nemlig ikke kun som et lykkeligt alternativ til singlelivet i Sex and the City, men er snarere i lige så høj grad repræsenteret af neurotiske mænd og kvinder. Gifte kvinder fremstilles som singlens værste fjende, der betragter en singleven som »et godt menneske, der bare ikke er gift endnu.« Eller i værste fald som en slags andenrangsmenneske. Det sidste giver sig også udslag i Mirandas problemer med at købe lejlighed som ugift kvinde i afsnittet Four Women and a Funeral. Kvinderne vil ikke opgive deres individualitet og uafhængighed og giftes for enhver pris. Men samtidig hersker frygten for det, der er værre end at ende som »the married pigs« – alene. 49 Men i Sex and the City kan det i modsætning til de generelt mere joviale single-skildringer i for eksempel Friends og Bridget Jones’ dagbog meget vel gå hen og blive det endelige alternativ. Man har sine veninder, ja, men ægteskabet er nu alligevel drømmen om en »endestation«. Men, they may have I afsnittet Bay of Married Pigs lyder Carries exit-monolog: you on your knees, »Det kunne da have været but you’ve got them rart at have fundet den der helt by the balls. specielle person, man gerne vil Samantha Jones dele livet med. Men nogle gange er der bare ikke noget bedre end at møde sine tre singleveninder i biografen.« Mens man ser de opstemte veninder på vej ind at se film, synger Aretha Franklin »Respect!«. Selvrespekten er alfa og omega for Carrie. Sådan fortæller Sex and the City kvinder, at det ikke er en mand, der skal afgøre, hvorvidt vi er værd at elske. Nøjagtigt som vi er. » Gør dig selv til et show Siden Jane Austens frivillige valg af singlelivet på trods af omverdenens syn på pebermøer, har billedet af kvinden alene ændret sig fra skræmmebillede til pikant rollemodel. Ikke mindst takket være Carrie Bradshaw. Undervejs er singlekvindens image blevet nuanceret af blandt andre Mary Tyler Moore, Ally McBeal og Bridget Jones, der alle har givet modspil til de konventionelle idealbilleder, kvinder fik serveret i store hitserier som The Cosby Show og Dollars. Men få har bidraget med så mange smukke facetter til singlen som Carrie Bradshaw. Det er ikke altid sjovt at være single, indrømmer Carrie – men 50 Sådan blev det hot at være single det er tæt på. Hun bliver et ikon, fordi hun formår at vise hele det følelsesmæssige spektrum af en kvindes liv uden mand i en tid, der forherliger parforholdet og kernefamilien. Og fordi hun altid insisterer på at rejse sig, ranke ryggen og se sig selv i øjnene, når hun snubler i livet. Da Kathleen Rowe skrev om den uregerlige kvinde, opfordrede hun os til at studere hendes evne til at gøre sig selv til et show. Mænd har længe været bevidste om at gøre sig selv til forbilleder som kunstnere, forfattere og tænkere, mener Kathleen Rowe. Men den uregerlige kvindes genistreg har været, at hun forstod at erobre magten over, hvordan hun selv bliver fremstillet. Billedet af den mange meter høje Carrie på HBO’s reklameplakat med benene over kors, opslået powerbook og pailletbesatte stiletter vidner om, at Carrie (og Sex and the Citys marketingfolk) kender tricket. Den kvinde, der formår, at »bryde reglerne, gøre grin med dem og udstille sig selv som en kropsliggjort succes«, kan med held erobre magten over, hvordan andre ser på hende. Det skriver Kathleen Rowe i sin bog The Unruly Woman. Det er også den lære, Sex and the City prædiker, og mange af os har berusede bekendt os til det karismatiske budskab. Men jeg – for mit vedkommende – kan ikke lade være med at tænke over: Har vi forstået budskabet om, at det er os, ikke mændene og ikke mediebillederne, der afgør, at vi er værd at elske, præcis som vi er? Eller er vi, når det kommer til stykket, bare blevet smittet med lysten til at se lækre ud som Carrie og hendes veninder og posere i vores nye sko? 51
