Viborg Stifts Folkeblad i 100 år af Henning Ringgaard Lauridsen

Viborg Stifts Folkeblad i 100 år
af Henning Ringgaard Lauridsen
Kapitel 1
- for Sandhed og Ret
Viborg Stifts Folkeblad har leveret viborgenserne daglige nyheder i 125 år. Da avisen blev
bragt til verden af en lille gruppe lokale venstrefolk var den dog så svagelig, at der herskede
berettiget tvivl om dens overlevelse. Efter tre år blev bladet imidlertid adopteret af ”den
Bergske familie”, hvorefter den kom til kræfter og voksede sig stærk.
Viborg Stifts Folkeblad blev grundlagt i 1877, og om starten må siges, at det begyndte småt, meget
småt! En lille 4-siders avis i format 27 x 40 cm var alt, den nysgerrige læser fik i hænderne. Til
gengæld blev det dyre papir udnyttet, teksten stod tæt, spalte op og spalte ned, uden illustrationer og
overskrifter. Kun det første ord var fremhævet, når en ny artikel begyndte.
De redaktionelle rammer synede ej heller af meget. Folkebladet havde det første år hjemsted i et
lille hus som lå Ll. Sct. Mikkels Gade 6. Her var redaktionskontor, her indleverede folk annoncer og
meddelelser, her larmede den lille trykpresse og her hentede budene de frisksværtede aviser. Og
næsten alt blev besørget af redaktør J.K. Holm, der i sandhed bestred et sprællemandsjob. Holm var
uddannet lærer, men "Aktieselskabet for oprettelsen af et Venstreblad i Viborg" havde fået øje på
ham, fordi han en tid var medarbejder ved Fyns Tidende. Aktieselskabet forsynede ham med en
pose penge indeholdende 2.200 kr., og for dem forventede bestyrelsen, at han skabte et lokalt
kampskrift for partiet Venstre.
Lokalavis uden lokalstof
Viborg Stifts Folkeblad anno 1877 var da også et blad, hvor det politiske stof dominerede. Avisens
to første sider var fyldt med referater af venstrepolitikernes taler enten i Folketinget eller på møder
rundt i landet. Kneb det med at fylde pladsen ud, puttede redaktøren lidt blandet stof ind i spalterne,
typisk en smule højskolesnak og hvad han ellers klippede fra andre aviser fra ind og udland. Det
kunne være nyt fra krigen på Balkan (dengang slog de også hinanden ihjel i Europas urolige
hjørne), en notits om, at arbejdere var begyndt på at grave en tunnel under kanalen mellem England
og Frankrig eller redaktøren havde fundet oplysninger om nye oliefund i USA. Fra den hjemlige
andedam bragte han små meddelelser om eksempelvis markedet i Løgstør, om præmieuddeling til
hesteavlens fremme i Salling, om en pige på 4½ år fra Ryde sogn, der døde efter at have drukket en
flaske brændevin, eller om biavlerforeningens generalforsamling i Hobro.
Ledte læseren efter lokalstof, blev han til gengæld skuffet. Her var der på bladets sidste to sider
kun en samling lokale annoncer sammen med den daglige følgeton og meddelelserne om postruter
og togtider. Annoncerne rettede sig især mod landbefolkningen, f.eks. annoncer for hjælp til unge
pigers oplæring i mejeribrug eller fra Folkehøjskolen i Skals, som søgte elever. Det samme gjorde i
øvrigt også en folkehøjskole i Almind ved Viborg. Her var tale om, at lederen af friskolen i Almind
forsøgte at etablere en højskole. Det lykkedes tilsyneladende for ham at starte undervisningen for et
hold den 1. november 1877, men elever var der nok ikke for mange af, siden forstanderen langt ind
i november annoncerede efter flere.
1
Livet i Viborg fik avisens læsere endnu færre informationer om. Der skulle gå over to måneder
før redaktøren bragte et længere afsnit. Det skete den 3. december, da han valgte at trykke et afsnit
fra skatteligningen for 1878 over de højstbeskattede borgere i Viborg. Så var der da endelig noget
for folk at snage i!
Men hvordan stod det til med læsere? Også her var det småt, både i 1877 og såmænd også i de
følgende år. Viborg by kunne ikke mønstre mere end en lille snes holdere af avisen. Folkebladet
havde mere end svært ved at få en fod til jorden i den konservative embedsmandsby, idet ”fine folk”
rynkede på næsen af den nye ”bondeavis” og nærmest anså venstrefolk for 2. klasses mennesker.
Den stokkonservative redaktør Sofus H. Angelo fra byens højreavis Viborg Stiftstidende, fandt det
ikke i starten umagen værd at omtale konkurrenten. Senere blev det ham en udsøgt fornøjelse at
tilsværte venstrebladet og alt, avisen stod for. Viborg Stifts Folkeblad måtte derfor håbe på
opbakning fra egnens gårdmænd, men her så det også skrald til. Tallet for abonnenter i oplandet
svingede mellem 150 og 200. Og til stor ærgrelse for redaktøren praktiserede mange holdere den
uskik at dele avisen med op til fire-fem naboer.
Krisestemning
Den 23. marts 1878 var Folkebladets stiftere indkaldt til generalforsamling. Stemningen var trykket,
idet økonomien truede med at kuldsejle. Abonnenter var der for få af, og det var ikke lykkedes
redaktøren at overbevise særlig mange handlende om, at det var pengene værd at annoncere i
avisen. Offentlige myndigheder undlod også at bringe meddelelser; man havde jo Stiftstidende, og
Folkebladets påstand om, at denne forskelsbehandling var udtryk for politisk chikane, lod
myndighederne hånt om.
Internt lød der også kritiske røster. Flere fandt bladet for ”tyndt”, læserne manglede flere
underretninger fra Viborgegnen. Det gode spørgsmål var da også, hvor længe et lokalt dagblad
kunne eksistere uden lokalstof? Var (og er) nyheder om lokalsamfundet ikke hele Viborg Stifts
Folkeblads eksistensberettigelse?
Svaret var ikke så entydig dengang som i dag. Tidsånden skulle nemlig vise sig at være til gunst
for det lille blad. Den vender jeg tilbage til. Økonomien var imidlertid hen på sommeren 1880 så
anspændt, at en håndsrækning udefra absolut var påkrævet. Den kom, da folketingsmand,
venstreleder og bladejer Chresten Berg trådte ind på scenen. Berg havde været kontaktet før, men
først ved en rekonstruktion 1. oktober 1880 blev Viborg Stifts Folkeblad en del af det
avisimperium, som Berg var i gang med at bygge op ud over landet. Venstrelederen indsatte den
lokale sagfører Anders Andersen som lokalredaktør og medejer. Avisen blev herefter organiseret
som en aflæggeravis af Kolding Folkeblad.
"Frit at tænke, tro og tale"
Den politiske bevægelse, som i 1877 skabte Viborg Stifts Folkeblad, var en gren af en bredere
åndelig strømning, som i sidste ende førte til, at den grå almue i Danmark forvandlede sig til et
selvbevidst, demokratisk folk.
Politisk begyndte det efter krigsnederlaget i 1864 som en susen i løvet for senere at bryde
igennem som et politisk stormvejr under forfatningskampen i 1880´erne. Kulturelt og socialt
piblede det frem på tusindvis af møder overalt i landet. Især den yngre del af bondebefolkningen
samledes i trange bonde- og skolestuer eller i det fri til kristelige og folkelige møder, hvor de sang
og lyttede til taler af grundtvigske præster og skolelærere, lægprædikanter, højskolefolk eller
bondepolitikere. Fællesskabet og inspirationen satte sind og tanker i bevægelse og snart
manifesterede det sig i foredragsforeninger, læseforeninger, forsamlingshuse, skytteforeninger, friog højskoler. Det affødte en hel ny selvbevidsthed og en stærk tro på, at den brede befolkning havde
2
lige og samme ret som den gamle magtelite, både når der var tale det enkelte menneskes frihed og
når der var tale om magt og indflydelse i samfundet.
Venstrehøvdingen og Folkebladet
Venstrepolitikeren Chresten Berg var i 1880 på vej mod karrierens højdepunkt. Berg var født i
Fjaltring i Vestjylland, og historikeren Kristian Hvidt karakteriserer ham som den bedste blandt det
kuld af bondefødte seminarister, som i 1870’erne for alvor slog igennem i landspolitikken. Frem for
andre skrivebordsgeneraler i partiet havde Berg fysik og udholdenhed til at rejse riget tyndt for at
mobilisere vælgerne. Forud for folketingsvalgene rejste han tusindvis af kilometer, først med
diligence og bondevogn, og – da jernbanenettet var udbygget – med tog. I gæstgivergårde,
bondestuer og i det fri på folkelige mødepladser blandt solbrændte jyske bønder var han i sit es. Her
formulerede han i fyndige slagord og enkle vendinger Venstres politik.
Forfatteren Jeppe Åkjær, som enkelte gange oplevede Berg på talerstolen, var ikke så imponeret
af mandens talegaver. Berg manglede den stil og sprogynde i talerne, som Åkjær fandt eksempelvis
hos Hørup og Edv. Brandes. Forskellen var som mellem en gazelle og en gedebuk, hvor Berg var
mest gedebuk. Men de politisk vakte gårdmænd var stolte af deres leder. Især blandt jyske bønder
blev han Venstres forgudede høvding, både fordi han var rundet af den jyske muld, og fordi han på
mange måder var symbol på en ny tids statsmand, der sloges for lighed for loven og demokratisk
indflydelse til den jævne mand.
Chresten Bergs organisatoriske evner var til gengæld indiskutable. Overalt hvor han kom rundt i
landet, sørgede han for at knytte kontakter til politisk interesserede mennesker, som han satte i gang
med at organisere valgkredsen og stifte lokale vælgerforeninger. Grundlæggelsen af de bergske
blade skal også ses i det lys. Provinsaviserne skulle være forpostkolonner i erobringen af den
politiske slagmark. En forbedret læsefærdighed i den brede befolkning, opfindelsen af telegrafen og
hurtigpressen samt et mere fintmasket postvæsen havde gjort avisen til et slagkraftigt redskab for
massekommunikation i det danske samfund, og ved dag efter dag i avisens spalter at banke det
politiske budskab fast i folks bevidsthed, formåede Berg mere en nogen anden at mobilisere den
folkestemning, som skulle give gårdmændene den politiske magt i Danmark.
3
Kapitel 2
Viborg Stifts Folkeblad under forfatningskampen
I midten af 1880´erne trak skyerne sammen til et voldsomt politisk uvejr i Danmark. Det
handlede om demokrati, om menneskeværd og selvrespekt. Dag for dag kunne Folkebladets
holdere læse om nye stridsemner og nye politiske overgreb.
Chresten Bergs indtræden som medejer af Viborg Stifts Folkeblad i efteråret 1880 betød en
styrkelse af bladets økonomi. Folkebladet blev nu trykt på Kolding Folkeblad sammen med fire
andre aviser, og Viborg redaktionen sparede derved i udgifterne til at have eget trykkeri. Til
gengæld blev avisen tæt bundet til den politiske linie, som Chresten Berg tegnede.
Foragten for de simple bønder
Den nye redaktør af Viborg Stifts Folkeblad blev sagfører Anders Andersen. Andersen havde tre år
tidligere været medstifter af bladet og politisk var han Bergs tro væbner. Han fik derfor sin sag for,
da den politiske situation spidsede til i begyndelsen af 1880´erne.
Venstre havde allerede ved folketingsvalget i 1872 vundet det absolutte flertal og Berg stillede
krav om at komme med i en regering. Kravet vakte nærmest bestyrtelse blandt borgerskabet og ved
hoffet. Udannede bønder og seminarister i simple søndagsklæder kunne da ikke regere et land!
Hvad ville Europas hoffer ikke tænke. I datiden herskede der en afstand mellem "dannede
mennesker" og "jævne folk" som i dag er svær at forstå. De dannede, dvs. godsejere, embedsmænd
og borgerskab, så med største foragt på bønderne og deres politiske ledere, hånede deres
omgangsformer, deres sprog, deres påklædning, i det hele taget deres "simple og bondske" livsform.
Derfor skulle de politisk holdes fra fadet og i den øvelse havde de gamle magthavere et godt
redskab i Landstinget.
Landstinget var den konservative stopklods på Rigsdagen, fordi et indviklet valgsystem
favoriserede de store ejendomsbesiddere i landet. Magtforholdet mellem Folketing og Landsting var
heller ikke klart defineret i den grundlovsrevision, som var sket i 1866, hvilket kom til at betyde en
lang og bitter forfatningskamp i Danmark. Så længe kongen og Landstinget var enige, kunne
Folketingets flertal sprælle handlingslammet i de politiske tråde, de ellers så gerne ville trække i.
De første træfninger mellem Højre og Venstre fulgte kort efter valget i 1872. Det lykkedes
Venstre at gøre livet surt for et par højreministerier, men i 1875 udpegede kongen godsejer J.B.S.
Estrup som statsminister eller konseilspræsident, som det hed dengang. Overmodige venstrefolk
mente ikke, Estrups regering ville blive siddende længere end "fra høns flyver op, til høns flyver
ned", men det skulle gå meget anderledes. Estrup sad i 19 år. Han havde ét overordnet politisk mål,
og det var at holde Venstre fra magten. Godsejeren lå inde med en eminent evne til at spille de
forskellige venstregrupperinger ud mod hinanden, og opførte oppositionen sig ikke passende,
optrådte han gerne i rollen som den opdragende skolemester. Både Chresten Berg og mange andre,
også på Viborgegnen, skulle snart få krabasken at føle!
Med finansloven som trumfkort
I folketingssamlingen 1884/85 mente Folketingets formand, Chresten Berg, at have fået så godt et
greb om de forskellige fraktioner i Venstre, at han kunne sætte det afgørende stød ind mod Estrupregeringen. Estrup havde gjort landets forsvar til den store nationalpolitiske sag, der skulle samle
alle fædrelandstro danskere. Folketinget skulle med finansloven bevillige pengene, både til
4
forsvarssagen og til statens almindelige drift. Bergs strategi var at udnytte Folketingsflertallet til at
nægte vedtagelsen af en finanslov. Uden penge til statens drift måtte regeringen nødvendigvis gå af!
Men Berg gjorde regning uden vært. Estrup lod sig ikke kyse. Folketinget blev sendt hjem den 1.
april 1885 og i stedet udstedte statsministeren egenmægtigt en såkaldt provisorisk finanslov. Med
dette skridt, som er det tætteste vi i nyere tid har været på et diktatur i Danmark, regerede han
uanfægtet videre.
Så kan det nok være, at tonen blev skærpet i venstrepressen. Holderne af Viborg Stifts Folkeblad
kunne i de næste måneder læse lange referater fra utallige politiske møder landet over. Berg drog i
forsommeren på en veltilrettelagt agitationsturné rundt i Jylland, og overalt stimlede bønderne
sammen i tusindtal. På Mors talte han ved et grundlovsmøde til over 6.000 mennesker, og få dage
senere mødtes han med 3-4.000 mennesker på markedspladsen i Holstebro. Overalt tordnede den
stovte jyske bondepolitiker mod provisorierne og manede til sammenhold og udholdenhed, men
reelt kunne det jo ikke skjules, at Venstre manglede et slagkraftigt modtræk mod Estrups
konsekvente magtdemonstration. Selv om Viborg Stifts Folkeblad skildrede rejsen som et sandt
triumftog for Berg, refererede avisen også enkelte kritiske røster. De fremkom blandt andet i
Lemvig, hvor den unge højskoleforstander, Knud Thøgersen, argumenterede for, at der skulle
"drysses mere salt og peber i den ret", som Venstre satte frem for Estrup. Thøgersen, der i øvrigt en
kort periode i 1879 havde været Holms medredaktør på Viborg Stifts Folkeblad, blev nærmest hånet
af Berg, men fakta var, at der i forsommeren 1885 i bondebefolkningen var kræfter, som i deres
harme over Højres overgreb mod demokratiet var villige til at gribe til radikale modtræk. Det ene
var at danne riffelforeninger, og det andet var en egentlig skattenægtelse. Det sidste skulle ske ud
fra det logiske synspunkt, at skatteyderne ikke burde respektere en provisorisk finanslov, som var
udstedt uden om Folketinget.
Allerede i april 1885 skrev Folkebladet om riffelsagen og kunne de næste måneder berette om
oprettelse af riffelforeninger også på Viborgegnen. På et møde i Gedsted i maj udtalte en af talerne,
at riffelsagen var det væsentligste. "Et folk i våben kan nok indgyde respekt. Folket måtte kunne
forsvare sig mod fjender udadtil og indadtil". Også skattenægterbevægelsens folk arbejdede på
Viborgegnen. I november skrev en venstremand fra Hinge til Berg, at lokalkredsen havde besluttet
at nægte at betale skat og nu ønskede at indkalde centralforeningen for at kunne optræde samlet i
hele valgkredsen.
Estrups stokkemetoder
Venstres ledelse svigtede imidlertid de radikale kræfter i partiet, også den skattenægterbevægelse,
som vel kunne have sat Estrup skakmat.
Konseilspræsidenten optrådte til gengæld særdeles handlekraftig. Han tog hele statsapparatet i
anvendelse for at knægte de politiske modstandere. For at banke venstresindede embedsmænd og
skolelærere på plads udstedte han det såkaldte mundkurvecirkulære, hvorefter kritik af staten betød
afsked. Riffelbevægelsen mødte han med forbud imod våbenøvelser og imod udlevering af rifler, og
ved alle politiske møder holdt politiet et vågent øje med deltagerne. Efter at en gal typograf i
København i efteråret 1885 havde forsøgt at skyde Estrup, oprettede han også et halvmilitært
gendarmkorps, som blev stationeret overalt i landet. Politiske modstandere forsøgte han også at få
ram på ved at slæbe dem for retten under anklage for injurier og majestætsfornærmelser.
Viborg Stifts Folkeblad og Viborg Stiftstidende gav i 1885 hver deres version af de mange
politiske retssager, hvoraf en del var lokale. Stiftstidende skrev således med skadefro om ”den tapre
riffeldegn”, der blev afskediget. Her drejede det sig om lærer Ravn fra Borup-Knudby, som også
var folketingsmand, valgt på Mors. Ravn mistede sit arbejde, fordi han havde talt varmt for
riffelsagen. Også den unge forfatterspire Jeppe Jensen fra Åkjær sad 17 dage og ruskede tremmer i
5
Viborg arrest. Jeppe Åkjærs brøde bestod i, at han på møder i Fjends og Salling havde beskyldt
kirken for skinhellighed og argumenteret for republikken som statsform.
En anden af de mere tragikomiske sager handlede om ”Pigen fra Løvel”. Pigen Kirsten Simonsen
var sammen med en ung strømpevæver en nat brudt ind i Løvel Forsamlingshus, hvor de tog en
buste af Kong Christian d. 9, slæbte busten udenfor og slog hovedet af majestæten. Den hovedløse
buste kom på plads igen, påført en seddel hvorpå der stod: ”Ned med ham! – vor Frihed Leve!” Den
ungdommelige protest fik til følge, at de to unge venstrefolk blev anklaget for
majestætsfornærmelse og idømtes henholdsvis fem og syv måneders fængsel. Folkebladet kaldte
dommen et udslag af provisoriets abnormiteter. De to unge hørte til de politisk vakte i
Løvelkredsen, og Kirsten havde været på de grundtvigske højskoler i Skals og Mellerup.
Dommeren begrundede strafudmålingen med, at handlingen var af rå og brutal natur, og at de unge
var blevet ophidsede og vildledte af ”al den uvorne politiske snak, som for tiden udbredes af
omrejsende samvittighedsløse politiske agitatorer og ved hensynsløse, giftige artikler i
Venstreblade”. Adressen til Berg og Viborg Stifts Folkeblad var tydelig nok.
I løvens hule
Også andre små fisk i samfundspyramiden blev kvast. Sergent P. Poulsen, som var tjenestegørende
ved 29. bataljon i Viborg, havde om aftenen den 9. juli 1885 i selskab med tre venstremænd sat sig
ind på caféen på Preislers Hotel i Sct. Mathias Gade. Det var at bevæge sig ind i løvens hule. Inden
længe var de tre venstremænd i en hidsig diskussion med en sekondløjtnant. Sergent Poulsen holdt
sig fri af skænderiet, men på et tidspunkt opfordrede han kammeraterne til at forlade caféen, for,
som han sagde, den var vist udelukkende for estruppere.
Men episoden fik et ubehageligt efterspil for unge hr. Poulsen. Løjtnanten meldte ham til sin
overordnede, idet han anklagede sergenten for at have grinet eller smilet af ham under skænderiet.
Under det efterfølgende forhør forklarede et medlem af byens konservative club, som om aftenen
var til stede på hotel Preisler, at han havde set Poulsen smile og hørt hans udtalelse om estruppere.
Poulsen nægtede sig skyldig og nægtede at modtage nogen arbitrær straf, altså en militær straf uden
dom. Herefter sad han i varetægtsarrest i fire dage, men fastholdt sin uskyld. Så fulgte tre
krigsforhør, hvor hotelejer Preisler og medlemmet fra de konservative under ed bedyrede, at
Poulsen den pågældende aften havde stået på kort afstand af løjtnanten og tilsyneladende smilet af
ordvekslingen mellem løjtnanten og venstremanden.
Anklageskriftet ved krigsretten lød på respektstridig optræden over for løjtnanten. Dommen blev
ti dages mørk og ensom arrest til Poulsen. Efter de ti dage i hundehullet blev sergenten fremstillet
for regimentschefen - og fik sin afsked! Inden han forlod regimentet fortalte en kaptajn ham, at
Poulsen var et af de elementer, som kaptajnen ikke ville have tillid til, hvis en revolution brød ud i
landet.
Holstebroskandalen
Den politiske sag, som kom til at vække størst opsigt i alle landets aviser i efteråret 1885,
omhandlede selveste Folketingets formand, Chresten Berg. På sin store agitationsturné besøgte
Berg som nævnt Holstebro, og her mødte politiet også op. Lige inden Berg skulle tale til de 3-4.000
tilhængere provokerede politimesteren forsamlingen ved at tage plads på tribunen lige bag taleren.
Med ordensmagten pustende i nakken ville Berg imidlertid ikke tale. Publikum begyndte at pifte
og råbe. Ordstyreren anmodede ham flere gange om at flytte sig. Den halsstarrige politimester blev
blot siddende. Så skred arrangørerne til handling, idet ordstyreren og redaktøren af Holstebro
Dagblad gik op på siden af politichefen, tog ham under armen og hjalp ham under tilskuernes
jubelbrøl ned fra tribunen.
6
Denne håndgribelige hjælp til panserbassen førte til en grotesk retssag som endte med, at ikke
blot ordstyreren og redaktøren, men også Berg blev idømt seks måneders simpel fængsel. Folk
fattede ikke, hvori Bergs forbrydelse bestod. Det eneste, han kunne bebrejdes var en udtalelse om,
at fjernelsen af politimanden var sket som en protest imod, at provisorierne uden spor af lov og ret
besatte Venstres tribuner med deres politi. Man var harm i venstrekredse over uretten mod den
efterhånden aldrende venstreleder, men lige lidt hjalp det. Søndag den 24. januar 1886 rullede
politiet i en lukket drosche op foran folketingsformand Bergs private bolig for at bringe ham til
afsoning i seks måneder i Blegdammens arrest i København.
7
Kapitel 3
Ilter lokalredaktør under dobbeltild
I årene 1885 til 1894 fyldte det landspolitiske stof fortsat mest i Viborg Stifts Folkeblad, om
end det i højere grad lykkedes redaktøren at dreje fokus på de lokale forhold.
Anders Andersen, som sad i redaktørstolen på Viborg Stifts Folkeblad fra 1880 til 1903, var rund
og gemytlig at se på, men skindet kan som bekendt bedrage. Nærlæsning af avisens lokalstof og af
redaktørens private breve efterlader indtrykket af en farverig person, hvor humøret svingede og
temperamentet gnistrede, hvis redaktøren blev tirret eller konfronteret med uretfærdigheder. Politik
var for ham lige dele social anstændighed og demokratisk ligeværd, og målt med nutidens politiske
målestok lå han et pænt stykke til venstre for vor tids venstrefolk i almindelighed.
Givetvis spillede Andersens baggrund ind. Han blev født i Elsborg i 1845 som søn af en
husmand. Faderen kom han knap til at kende, hvilket skyldtes krigen 1848 til 1850. Faderen drog af
sted, og han blev en af de tapre landsoldater, som ikke vendte hjem, idet han døde på et lazaret i
Flensborg i 1851. Slægten i Elsborg, som tilhørte den gudelige forsamlingsbevægelse, tog sig dog
af knægten.
Unge Andersens hoved var godt skruet sammen. Allerede som 16-årig blev han hjælpelærer i
sognet, og senere sendte familien ham på et lille seminarium i landsbyen Lyngby på Djursland. I
1865 fik han sit første lærerembede i Haderup, to år senere træffer vi Andersen som lærer ved
Viborg Borger- og Friskole. Straks efter ankomsten opsøgte han den lille kreds af grundtvigske folk
som boede i købstaden; til kredsen hørte adskillige af de mænd, som få år senere satte sig for at
stable både Viborg Stifts Folkeblad og en demokratisk partiforening på benene.
Redaktør Andersens humør blev også påvirket af et dårligt helbred. Få år efter at han var flyttet
til Viborg, blev han stærkt angrebet af tuberkulose. Overlægen ved sygehuset, stiftsfysikus Heiberg,
fortalte ham uden omsvøb, at han måtte forudse en hurtig død, hvis ikke han snarest holdt som
lærer. At en dødstrussel i perioder formørker sindet, kan man ikke fortænke et menneske i, men
Andersen bed tænderne sammen og udførte det kunststykke at tage en juridisk embedseksamen med
1. karakter ved siden af lærerjobbet. Herefter nedsatte han sig som sagfører, og kort efter at
avisjobbet kom til, opgav han stillingen ved kommuneskolen.
Gå aldrig på akkord med uretten!
Et redaktørjob på en oppositionsavis som Viborg Stifts Folkeblad under Estrupstyret i 1880'erne
kunne nu også ligne en trussel mod helbredet. Andersen måtte fægte med pennen til flere sider,
samtidig med at forholdet til bladets hovedaktionær, folketingsmand Berg i perioder var anstrengt.
Fængselsopholdet gjorde Berg ondt. Naturligvis opmuntrede det ham, at 80.000 danske mænd og
kvinder skænkede ham en folkegave på 45.000 kr. - et imponerende beløb i datidens penge - da han
i fængslet fejrede sit sølvbryllup. Ved løsladelsen brusede en hyldest fra over 100.000 mennesker
ham i møde ved fester i Helsingør og på Skamlingsbanken, men det var en svækket mand, de så på
tribunen. I fængslet fik en begyndende sukkersyge rig næring; derfor var han fysisk svækket, og
udsigten til aldrig at blive minister gjorde ham bitter og uforsonlig. I Folketinget ønsker stærke
kræfter i Venstre forlig med regeringen for igen at få parlamentarisk indflydelse på lovgivningen,
men Berg stod stejlt. Hans slagord blev "Gå aldrig på akkord med uretten!". Og da han erfarede, at
en moderat fløj i Venstre i al hemmelighed forhandlede med repræsentanter for Estrupstyret,
nedlagde han fortørnet sit hverv som formand for Folketinget. Al taktik i det "bergske" Venstre gik
nu på at bekæmpe enhver tilnærmelse, uanset hvor udsigtsløs en sådan strategi måtte være.
8
For en "bergsk" lokal avisredaktør var det ikke let at manøvrere. På Viborgegnen marcherede
venstrevælgerne ikke længere i samme takt. Landbruget var næsten tvunget i knæ af en voldsom
økonomisk krise, mens Estrup brugte enorme summer på et militært fæstningsbyggeri i København.
Bergs "de korslagte armes politik", som alene bestod i bulder af oratoriske udfald til højre og
venstre, gavnede ingenting. En frafalden politisk kampfælle, Hørup, kaldte i Politiken Berg for "en
ordinær Rumlepotte", og redaktør Andersen beklager i breve til Berg, at han var så enerådende og
stædig. Redaktøren frygtede ligefrem, at Viborg Stifts Folkeblad ville blive ødelagt, hvis bladet
fortsat skulle indtage en så krigerisk holding over for flertallet, som Berg dikterede. På egnen
drøftede moderate venstrefolk allerede i efteråret 1887 at grundlægge et konkurrerende venstreblad.
Andersens salut til Berg i et brev i december 1887 var, at han nok var venstremand, men at han ikke
betragtede Berg, Høgsbro og andre venstreledere som ufejlbarlige.
Ballade i valgkredsene
Valgkampene i 1887 og 1890, som fik en tæt dækning i Folkebladet, blev kaotiske, om end
resultaterne på lidt længere sigt skabte rene linier. I den konservative Viborgkreds havde
højesteretsdommer Klein siden 1876 siddet solidt på mandatet; ham kunne Venstre ikke vælte, men
til udsøgt fornøjelse for redaktør Andersen søgte højrefolk faktisk selv at gøre det under
provisoriekampen. Årsagen var, at Klein antydede modstand mod provisorielovgivningen. Det
ophidsede hr. Estrup, og han ønskede straks Klein væltet. Den lokale partiforening med
Stiftstidendes redaktør Angelo i spidsen skulle gøre det beskidte arbejde, og med lidt besvær
lykkedes det at få opstillet byens tidligere borgmester, herredsfoged Faber som Kleins modkandidat.
Højreforeningens medlemmer var dog langt fra enige om at falde deres dygtige folketingsmand i
ryggen, men Kleins forbliven på tronen blev bestemt af, at Venstre valgte at støtte ham både i 1887
og i 1890. Selv kunne de ikke vinde, og det næstbedste måtte derfor være en provisoriemodstander i
fjendens lejr.
Venstres hjemmebane, Løvelkredsen, var også mudret godt op på grund af indre strid. Den
siddende folketingsmand, gdr. I. A. Thorup støttede i Folketinget Frede Boisens moderate linie,
men mange fandt Thorup for vag. En kreds af vælgere opstillede derfor i 1890 gdr. N. Mousten fra
Knudby som modkandidat. Mousten erklærede sig som tilhænger af Høgsbro, der især tegnede den
moderate grundtvigske fløj i tinget. Ingen af kandidaterne passede i bladejer Bergs kram, og Viborg
Stifts Folkeblads lokale redaktør sad derfor i en slem kattepine. Så en sen eftermiddag trådte et par
venstrefolk fra Hjarbækegnen ind på redaktionskontoret. De to var i Viborg for at forhandle om at
oprette et svineslagteri, men deres svikeærinde hos Andersen handlede om at få opstillet den unge
husmand Anders Nielsen fra Tapdrup som kandidat for den bergske fløj.
Redaktøren var straks fyr og flamme. Anders Nielsen ville bringe fornyelse. Det var en satsning,
for han var kun 28 år og ikke særlig kendt i offentligheden, men i et par artikler i Folkebladet havde
han vist udmærket politisk indsigt. Viborg Stifts Folkeblad gik derfor helhjertet ind i valgkampen
på Anders Nielsens side. De to moderate kandidater brugte i valgkampen meget krudt på hinanden,
og da valghandlingen var afsluttet stod Anders Nielsen som sejrherre.
Viborg Amtstidende og redaktørfejden
Anders Nielsens erobring af Løvelkredsen fik som konsekvens, at rumlerierne om at starte en ny
moderat venstreavis på Viborgegnen blev realiseret. Initiativtagerne talte især støtterne bag den
slagne folketingsmand I. A. Thorup, heriblandt en gruppe moderate erhvervsfolk i Viborg.
For Viborg Stifts Folkeblads redaktør betød det tofrontskrig i den lokale bladfejde. Redaktør
Angelo fra Stiftstidende havde i årevis benyttet enhver lejlighed til ramme Anders Andersen og
Viborg Stifts Folkeblad. Angelo yndede også at stikke til afhængigheden af Kolding og Berg. Han
kaldte Folkebladet for "Eksemplaret fra Kolding", og her ramte han et praktisk problem, som pinte
9
Andersen. Turen omkring Kolding betød nemlig, at redaktørens lokale nyheder blev halvgamle,
inden avisen i landpostens sorte taske nåede ud på køkkenbordet hos læserne. Viborg Stiftstidende
var næsten altid en dag forud, og nogle gange gik Andersen irriteret og ventede i flere dage, før han
så sine Viborgnyheder på tryk. Hovedredaktøren Enevold Sørensen i Kolding skulle jo have det
hele til at gå op i en højere enhed, når han havde fem aviser at jonglere med, og det vigtigste var
altid at få bragt det fælles politiske stof. Chresten Bergs politiske agitation gik forud for alt andet.
Redaktør Andersen mente dog til gengæld, at "Nummeret fra Nikolaigade" - altså Viborg
Stiftstidende - "som bekendt til hverdagsbrug får sendt sit stof fra forskellige skrivekarle i
København". At Folkebladet i dag i et vist omfang benytter sig af den samme trafik, er der så ingen
lokale konkurrenter til at drille redaktøren med.
Den megen ballade i Venstre frydede Angelo. Derfor var det rent guf for Andersen, at der opstod
intern strid i den lokale højreforening, da Estrup forud for valget i 1887 ville have strittet
folketingsmand Klein ud af tinget. Folkebladets redaktør skildrede, hvordan Angelos "priviligerede"
højreavis forsøgte at holde sammen på partiet. "Som en høne klukker for at samle sine vildfarne
kyllinger, således kagler den priviligerede nu for de venner og meningsfæller, der vil løbe deres
egne veje". Andersen ville også gerne hjælpe sin "priviligerede kollega" med at finde en ny
folketingskandidat for Højre i stedet for Klein. Han bragte i den forbindelse en historie om tre
undslupne subsistensløse fra Viborg Arbejdsanstalt, som efter nogen tid blev pågrebet i Kjellerup.
Den ene af de tre måtte imidlertid være en egnet kandidat for Højre, idet han i forbindelsen med
anholdelsen "lod sit politiske lys skinne og holdt en så glimrende lovtale over ministeriet Estrup, at
man skulle tro, han forberedte sig til at blive valgkandidat."
Redaktør Angelo gik ind imellem direkte efter personen, og det gjorde ondt på Andersen, når han
blev kaldt "pensionisten fra Leonigade". Redaktøren på Stiftstidende hentydede til, at Andersen gik
på pension fra lærerembedet kort efter at han blev redaktør. Angelo undlod at nævne, at sygdom var
årsagen.
Tvistigheder havde redaktør Andersen også ret konstant med Viborg Amtstidende. Han kaldte
bladet for "Hr. Angelos moderate ven" og "unge moderate kollega" eller "Sct. Hansgades Organ" og
fik igen, at Folkebladet blot var "et aftryk". Amtstidende var dog i starten en farligere konkurrent
end Stiftstidende, idet Folkebladet og Amtstidende fiskede efter de samme vælgere. Polemikken
mellem redaktørerne på de to venstreblade blev da også så barsk, at det gav sig udslag i en snes
injuriesager mod Andersen. Skovlen fik modstanderne dog ikke under ham; den snu redaktør kendte
sin jura og blev altid frifundet.
De hårde tørn
Fra hver deres position i samfundet fik både Chresten Berg og Anders Andersen i 1880'erne på egen
krop at føle, at det i de dage havde store omkostninger at kæmpe for et mere demokratisk Danmark.
På redaktør Andersen gjorde det ondt, når hosten rev i lungerne, når sagførervirksomheden
skrantede, når Angelo var perfid, når abonnenter svigtede og vælgere faldt fra. Ind imellem lå han
og redigerede avisen fra sygesengen. I slutningen af firserne, da Anders Andersen som så ofte
ventede, at han skulle dø, overdrog han hele ejerskabet af Viborg Stifts Folkeblad til Berg, men
fortsatte som bladets stedlige redaktør.
Snart skulle det vise sig, at Andersen alligevel var den mest robuste af de to. Om aftenen den 27.
november 1891 deltog Chresten Berg i et udvalgsmøde sammen med de øvrige venstreledere. Han
forlød mødet i vrede. Natten til den 28. november døde den store folkefører af et hjerteslag.
10
Kapitel 4
Folkebladets profil i 1890’erne
Artikelserien om Viborg Stifts Folkeblad er nået til 1890’erne. I årtiet om mod århundredskiftet var
Danmarksbilledet under forandring. Rundt i det åbne land dukkede stationsbyer, andelsmejerier og
brugsforeninger op, i byerne lød larm fra nye fabrikker med dampmaskiner og rygende skorstene.
Folkebladets redaktion i Leonigade forsøgte at ramme pulsen. Det var også fortsat en meget politisk
avis, og det mærkedes, at man var på vej mod et systemskifte.
En skarpere lokal profil
Hvad fangede øjet, når Folkebladets læser om aftenen fik den daglige avis bredt ud på spisebordet i
lyset fra petroleumslampen?
Først og fremmest fik lokalstoffet for alvor fylde i halvfemserne. Lokalredaktør Andersen havde
længe fornemmet, at avisens abonnenter ønskede at læse om andet end det politiske bulder i
Rigsdagen. I breve skældte han ud over, at chefredaktøren i Kolding, Enevold Sørensen, bragte for
mange fremmedord og for mange små intetsigende meddelelser fra udlandet. Han så gerne andet
relevant stof ud over politikken, især ville han gerne selv have mulighed for at "vrøvle" noget mere
om lokale forhold, herunder også notitser om brækkede ben og den slags. Det ville sælge bedre og
give Folkebladet en styrket position over for Viborg Stiftstidende.
Det sidste kneb det fortsat med. I 1881 var antallet af holdere kun omkring de 220, i selve Viborg
by var der sølle 35, et yderst beskedent tal i en by, som i 1880 dog havde ca. 8.600 indbyggere. Den
gamle embedsmandsby var en solid konservativ bastion, hvor Viborg Stiftstidende mønstrede over
1.000 holdere. To år senere havde Folkebladet dog fordoblet sit abonnementstal, men en jævn
stigning blev i 1890 afbrudt af et fald, da den moderate fløj af Venstre stiftede Viborg Amtstidende.
I 1895 lå abonnementstallet på godt 500, og først i 1905 passerede avisen 1.000 abonnenter.
Byrådsdebat og andelsbevægelse
Det var nu ikke alene efterretninger om uheldige viborgensere med benbrud og den slags, som
Andersen efterhånden fyldte lokalsiderne med. Faktisk leverede han alsidig journalistik.
Byrådsforhandlinger om byggeri af en ny kommuneskole (Østre Skole) interesserede avisen sig
meget for, og redaktøren var ikke bleg for at skrive, at Viborg i mange år havde haft landets
elendigste skoleforhold. Bygningen af det nye by- og amtssygehus for enden af Dumpen blev også
fulgt tæt. Det samme var tilfældet med linieføringen af jernbanen gennem Himmerland fra Viborg
til Løgstør og det politisk følsomme spørgsmål om flytningen af jernbanestationen i Viborg, væk fra
Søndersø og til en placering helt ude vest for byen. For de fleste viborgensere var den nye placering
forfærdelig langt væk fra alting.
Viborg Stifts Folkeblad var naturligvis helt på det rene med, at landboerne udgjorde avisens
vigtigste målgruppe. Og det der for alvor optog bønder i de år var landbrugskrise og
andelsorganisering. Artikler om smøreksport og andelsmejerier, svineavl og foderstoffer bredte sig
over stadig flere spalter, hvilket afspejlede, at den ny tids bonde var blevet en selvbevidst
gårdmand. Landboerne organiserede sig for at styrke deres egen økonomi i en økonomisk vanskelig
tid, men de valgte at gøre det i en form, der havde politisk brod mod højrestyret og samfundets
gamle magthavere. De erobrede gennem sogneråd, sparekasser, indkøbsforeninger og
produktionsvirksomheder den økonomiske og politiske magt i lokalsamfundet, og ved at organisere
sig efter andelsprincipper markerede de en tydelig kontrast til det demokratiske underskud, som
eksisterede på landsplan. Herved groede demokratiet i Danmark sig stærkt nedenfra.
11
Vilde dyr og forvildede heste
De små sensationer, som fik det halve Viborg af huse, indfangede redaktør Andersen også,
eksempelvis de dage i maj, hvor et stort menageri med over hundrede sjældne dyr kom til byen.
Folk på gaden så de tunge vogne rulle ind fra nord op ad Reberbanen for at slå lejr på fælleden,
hvor folk om aftenen kunne gyse i spænding under dyretæmmeren Mr. Williams dramatiske
optræden mod kongetigre, løver og sorte jaguarer. Bagefter stimlede folk sammen foran de solide
bure, hvor den ramme lugt af bjørn, ulv og hyæne rev dem i næsen. Videre bevægede de sig forbi
legesyge aber og farvestrålende fugle, og kikkede frygtsom i kurver og kar med giftslanger og
krokodiller eller de klappede forsigtigt zebraen og de to store elefanter.
Død og ulykke var også dengang godt avisstof. En varm forårsdag i 1897 standsede kusken fra
hotel Phønix hotellets vandvogn ved vejen ud for den store bypumpe ved Salonsøen. Vognen var
forspændt to smukke sorte heste. Middagsvarmen gav tørhed i halsen, og kusken lod tømmerne
hænge for at gå over i salonen efter et krus øl. Herfra bemærkede han, at hestene blev urolige og for
at kalde dem til orden, gik han udenfor og råbte en hård kommando til dem. Effekten var modsat det
tiltænkte. De blev forskrækkede og satte i et spring fremad ud i søen, hvor panikken greb dyrene, da
vandet blev dybt i det smalle stræde mellem søerne, hvor strømmen tilmed var stærk. Den tunge
vogn tog vand ind og trak i hestene, som panisk forsøgte at vende om. Herved blev de hjælpeløst
viklet ind i seletøjet og druknede. Folk strømmede til for at se de livløse heste ligge ved Randersvej;
blandt tilskuerne altså også Folkebladets reporter, der straks skildrede ulykken for læserne.
Pengene fossede ud …
Politik fik læserne naturligvis fortsat serveret i halvfemserne, selv om oppositionen var sendt ud på
en lang ørkenvandring. Et triumferende højreministerium havde revet spundsen af statskassen og
lod enorme pengebeløb fosse ud til bygning af fæstningsværker ved København. Estrups store
forsvarsprojekt, der skulle samle alle fædrelandstro mænd og kvinder, bestod i at anlægge både en
land- og en søbefæstning omkring hovedstaden. Alt sammen skete gennem provisoriske love.
Byggeriet begyndte i 1886 og stod færdigt i 1894. Prisen var enorm, omregnet i moderne penge
mange milliarder. I 1890 slugte militærudgifterne halvdelen af statsbudgettet, og med rette spurgte
Politikens redaktør, Viggo Hørup: "Hvad skal det nytte!" Den store nabo i syd, Tyskland, så på "de
dumme Dänens" bolværksbyggeri med overbærenhed og undren. Sandheden var i al sin enkelthed,
at forsvarsanlægget blev forældet allerede under opførelsen! En hastig teknologisk udvikling af
svært artilleri gjorde, at København i tilfælde af et angreb ville være lige så åbent et bombemål som
i 1807, hvor englænderne skød byen i brand.
Politikeren fra Tapdrup - det lokale håb
Kan et lokalt dagblad forme en politikers karriere? Ikke i dag, hvor pressen til gengæld hurtig kan
undergrave den. For hundrede år siden stod sagen lidt anderledes. Det var Løvelkredsens unge
folketingsmand, husmand Anders Nielsen fra Tapdrup, et godt eksempel på. Han var tæt på at være
Viborg Stifts Folkeblads ”opfindelse” ved valget i 1890, og i 1890’erne fulgte læserne gennem
bladets spalter Anders Nielsens politiske indsats på tæt hold. Folkebladet var fortsat en politisk
meget aktiv oppositionsavis og mellem folketingsmanden fra Tapdrup og Anders Andersen,
Folkebladets redaktør, opstod et godt venskab som betød, at lokalredaktionen fik mange nyttige
informationer hvisket i øret om interne spilfægterier i Folketinget. Til gengæld gav avisen jævnligt
spalteplads til Anders Nielsens politiske artikler. Alt sammen godt stof for Folkebladet i den interne
polemik med Stiftstidende og Amtstidende.
Anders Nielsen kom i Rigsdagen hurtig på bølgelængde med en anden af den nye generation af
Venstrepolitikere, nemlig I.C. Christensen fra Stadil ved Ringkøbing. Christensen-Stadil greb roret
12
efter Berg, fik dannet Venstrereformpartiet, og Anders Nielsen var ham en højt kvalificeret
medspiller. De to sad sammen i finansudvalget fra 1892, og da I.C. ved systemskiftet i 1901
fratrådte som formand, tog Anders Nielsen over.
Efter Bergs død i 1891 forsøgte den moderate fløj af Venstre under Frede Bojsens ledelse
krampagtigt at flikke forlig sammen med Højre. Det lykkedes i 1894, men prisen var dyb splittelse i
oppositionen. De moderate enedes med Højre om den første moderne sociallovgivning herhjemme,
de enedes om lempelser for det betrængte landbrug og de enedes om en række nye private
jernbaner. Alt sammen godt nok, både Højre og de moderate så en trussel fra den spirende
arbejderbevægelse og ville med sociallovgivningen tage brodden af kritikken herfra. Under det hele
lå tilmed en gensidig forventning om, at Estrup gik af og at landets love, inklusiv finansloven, igen
skulle vedtages af Folketinget.
Alligevel faldt tingene fra hinanden for de moderate. Forliget i 1894 kom i befolkningens øjne til
at legitimere både de afholdte forsvarsudgifter og provisorielovgivningen. Vælgerflertallets
hovedkrav om parlamentarisme hagede de moderate sig ikke ordentligt fast i, og det var en
katastrofe for dem, at der skulle gå over fire måneder, før Estrup besindede sig til at gå af. Kongen
udpegede tilmed på ny et rent højreministerium, selv om der kunne have været dannet en
flertalsregering af Højre og moderate.
Blotlæggelsen af Det moderate Venstres svaghed gav igen fremgang for det bergske Venstre og
med Anders Nielsen som ny politisk komet på tinge svingede pendulet på Viborgegnen markant
over til Venstreformpartiet. Skridt for skridt styrkede Viborg Stifts Folkeblad derfor sin position
over for de to lokale konkurrenter. Da redaktør Andersen gik på pension i 1903 stod avisen som
næsten enerådende i Viborgs opland.
Tilbage stod erobringen af de konservatives højborg, Viborg by. Dette måtte blive
efterkommernes sag. Den efterhånden aldrende redaktør trak sig tilbage til hjemmets trygge arne.
Det var lykken for ham. Andersen var gift to gange. Som ung havde han været forlovet med Karen
Marie, en søster til forstander Jens Bek på Mellerup Højskole. Et eller andet kom i vejen mellem de
to, så forlovelsen blev brudt, og en tid efter at Anders Andersen var kommet til Viborg, blev han
gift med Marie Jensen fra Sct. Ibs Gade. De to fik seks børn sammen og nåede at fejre sølvbryllup.
Marie døde sidst i halvfemserne, og efter en tid fandt redaktøren på ny sammen med sin første
kæreste. Gammel kærlighed ruster som bekendt ikke.
13
Kapitel 5
De nye tider
Ved begyndelsen af det 20. århundrede herskede der i den vestlige verden en optimistisk tro på, at
teknik og videnskab ville skabe velstand og lykke for menneskeheden. Den pulserende industri
frembragte imponerende resultater, som det til overmål blev demonstreret ved Verdensudstillinger
rundt i Europa.
Også i Viborg boblede optimismen. Befolkningstallet steg markant og gaderne nær den nye
banegård var en driftig byggeplads for et nyt industrikvarter med Bentsens Klædefabrik,
Schneevoigts Maskinfabrik, Viborg Vatfabrik, Kroghs Tobaksfabrik og Viborg Svineslagteri som
de største arbejdspladser. Fundamentet under Viborgs erhvervsstruktur – institutionerne – blev også
udbygget i disse år. Sindssygehospitalet udvidede kraftigt i 1905-06 med en række bygninger langs
søbredden, Hedeselskabet flyttede til byen i 1906, i 1908 kom Asmildkloster Landbrugsskole, i
1909 Jyske Brigadestab og i 1914 fulgte 2. Generalkommandos stab.
Nye koste ..
På Viborg Stifts Folkeblad havde man meget at glæde sig over. Læserskaren voksede. På landsplan
triumferede Venstre med systemskiftet i sommeren 1901 og bladet skulle nu sammen med de øvrige
aviser i ”den Berg´ske familie” dreje kursen fra at være kritisk opposition til at blive regeringstro
talerør. Og om den nye regering var der meget at skrive. Frem til 1908 gennemførte Venstre under
I.C. Christensens ledelse en reformlovgivning, som berørte næsten alle sider af samfundslivet: et
nyt skattesystem, ny kommunallovgivning, et nyt undervisningsvæsen, et ændret retsvæsen, nye
toldlove og nye kirkelove.
Internt fejede forandringens vind også gennem det lokale bladhus. Anders Andersen overlod i
1903 redaktørstolen til den kun 25-årige R. K. Bertelsen, og i forbindelse med skiftedagen
indrettede bladet sig i nye lokaler i St. Sct. Mikkels Gade 21. Folkebladet fik her sit eget trykkeri og
viklede sig derved ud af de besværlige bånd til Kolding Folkeblad.
Unge redaktør Bertelsen kendte ganske meget til avisdrift. Han var uddannet som typograf på
Herning Folkeblad, hvorefter han i to vintre gik på Askov Højskole for at udvikle skrivekunsten.
Karrieren fortsatte som journalist på et par venstreblade og sidste station inden Viborg var jobbet
som redaktionssekretær på Ringkøbing Amts Dagblad.
Bertelsens håndværksmæssige kunnen blev brugt til at gøre avisen mere overskuelig for læseren.
Bladet fik faste rubrikker med overskrifter som ”Den vide verden”, ”Fra vor læserkreds”,
”Folketinget”, ”Med den spidse saks”, ”I dag telegraferes til os” og ”Vejret”. Under rubrikken
”Med den spidse saks” fandt læserne eksempelvis spøjse historier om mærkelige hændelser, men
også sladderhistorier. Politisk rykkede bladet et skridt eller to mod højre. Her fulgte avisen
kompasset i landspolitikken, hvor Venstre drejede så meget, at venstrefløjen knækkede af og blev til
Det radikale Venstre. Samtidig stormede Socialdemokratiet frem ved valg efter valg.
"Nu dage det brødre …"
I Viborg samlede arbejderbefolkningen sig også omkring det voksende Socialdemokrati. På
Folkebladets redaktionskontor så man skriften på væggen, da Viborg Amts Socialdemokrat
begyndte at udkomme i 1902. Gamle redaktør Andersen havde ellers ofte talt for et fælles ansvar
over for de svageste; og tilbage i 1889 havde Venstres Vælgerforening i Viborg ligefrem skænket et
14
pænt pengebeløb til de nødlidende arbejdere i København. Foreningen opfordrede dengang også til
fortsat indsamling vinteren igennem, "så man kan få lejlighed til at vise, at frihed og lighed er mere
end mundsvejr".
Endnu ved byrådsvalget i Viborg i 1906 var der valgsamarbejde mellem Venstre og
Socialdemokratiet, men så var det også slut. Tonen mellem de to redaktører, Bertelsen på
Folkebladet og redaktør Lauritsen på Socialdemokraten, blev efterhånden uforsonlig. Sidstnævnte
mente, at Viborg Stifts Folkeblad efter redaktørskiftet havde undergået en kendelig forandring, men
desværre ikke til det bedre: ”Det bergske familiepapir i Viborg er kommet langt ned siden den unge
Bertelsen overtog ledelsen efter gamle skikkelige Andersen. Det blad, som for kun få år tilbage var
et af de mest arbejdervenlige på egnen, er nu kommen så langt til den anden side, at intet middel
synes det for smudsigt, når det blot kan tjene til at skade arbejderne. Hr. Bertelsens mening om
arbejderne synes at være, at de er slyngler alle til hobe!”.
Efter den salut sluttede Lauritsen med at opfordre alle arbejdere og småkårsfolk til at kaste
smudsbladet – altså Viborg Stifts Folkeblad - på døren og i stedet abonnere på det blad, som talte
deres sag. Dermed var åbnet en ny front på den politiske slagmark i Viborg mellem de to partier,
som skulle få størst indflydelse på samfundsudviklingen i det 20. århundrede.
"De levende billeder"
Teknologien gav hele tiden nye fantastiske oplevelser til befolkningen. Den 27. oktober 1906
afslørede Viborg Stifts Folkeblad en ny sensation: Kosmorama – et såkaldt teater for levende
billeder – åbnede i ”Gl. Klub” (det nuværende Palæ) i Sct. Mathias Gade. Hele biografens program
var trykt i avisen, og bladets reporter og godt 200 andre viborgensere sad spændt i bigrafens
halvmørke ved premieren.
Og hvad fik de så for den 25-øre, som biografbilletten kostede? Først en tårevædet film med
titlen ”Desertøren” som skildrede livets forlis for en ung mand på grund af en troløs sangerinde.
Den underskønne sangfugl gjorde manden til både tyv og desertør, han måtte flygte, men blev
fanget, degraderet og kastet i fængsel. Her besøgte faderen ham, men ungersvenden var åbenbart så
langt nede i depressionens dybe kælder, at det endte galt. Sidste afsnit i filmen hed i alt fald
”Afsked” og ”Det sidste skud!” Efter dette blodige drama fulgte en filmstrimmel om Kong Haakons
ankomst til København, og forestillingens tredje film hed ”Fast i sadlen”. Her blev publikum taget
med til Alpernes land, hvor det italienske rytteri satte en ære i at udvise mod og dødsforagt under
deres rideopvisninger i bjergene. Endnu to små film fulgte, før de fortumlede gæster ilede hjem for
at fortælle alle, der gad høre, om den fagre nye verden.
Filmen blev hurtig en del af Viborgs kulturliv, og tilmed fik ”de levende billeder” fat i den brede
befolkning. Inden tre år var gået havde byen hele tre biografteatre. Folkebladet bragte fast annoncer
for dem alle. En tur i biffen blev efterhånden en billig fornøjelse, som ikke krævede fint tøj og store
forberedelser, og snart flokkedes under lygteskæret ved indgangen både håndværkssvende og
læredrenge og tjenestepiger med deres kærester. En times tid kunne de så falde hen i drømme til en
sentimental kærlighedsfilm eller sidde med bævende læber og svedige hænder og følge heltens
vilde ridt over prærien i forsøget på at befri pigen, som skruppelløse skurke havde bundet til
jernbaneskinnen foran det frembrusende eksprestog, - og drage et lettelsens suk, når han i sidste
øjeblik nåede frem og fik revet heltinden til sig for at lægge hende ind til sit hjerte.
Teaterfest og krigstorden
Det højtidelige og stilfulde var naturligvis fortsat en del af Viborg, men også i de finere kredse var
der sprælskhed at spore i århundredets begyndelse. Det kom eksempelvis til udtryk ved teaterfesten
i 1909. Byen havde omsider fået en ny teaterbygning, tegnet af en lovende ung arkitekt, Søren Vig
Nielsen. Nu skulle der skaffes penge til udsmykningen. Overlæge Videbech foreslog en gigantisk
15
folkefest i byen, en ide, som straks fængede. Viborg Stifts Folkeblad skrev næsten dagligt om
planlægningen fra midten af juni og til festen bragede løs i dagene fra 10. til 12. juli. Hæren af
frivillige talte 500 mand eller 5 % af byens befolkning, og godt 10.000 mennesker deltog i
festlighederne.
Glansnummeret var det gigantiske vogntog gennem byens gader. Over 40 udsmykkede vogne
deltog, flest håndværkervogne, men også fiskeri, mølleri, gartneri, landbrug og skovbrug var med.
Folkefesten på Borgvold blev den største byfest, nogen kunne huske at have set. Hele anlægget var
et virvar af boder, skydetelte, bazar, tombola, roulet, karrusel, cirkus, koncert, sigøjnerkor, varieté
og optræden af dresserede frøer, og halvøen bag Salonen var omdannet til ”en øde ø” for Robinson
Crusoe og hans gode kammerat Fredag. Byfesten sluttede med dans og fyrværkeri.
Igen i 1914 beredte Viborg sig på fest, tilmed af internationalt tilsnit, idet byen var vært for
Verdensmesterskaberne i skydning. Konkurrencen forgik på skydebanerne i Undallslund. En del af
skytterne var militærfolk fra de europæiske stormagter, som i Viborg mødtes til fredelig kappestrid.
På stævnets femte dag mødte kong Christian X op for at træffe idrætsfolkene og alt åndede fred.
Men to dage før mesterskaberne sluttede, bragte Viborg Stifts Folkeblad ildevarslende
telegrammer om optræk til storkrig. Østrig-Ungarn truede Serbien, og fra Rusland lød sabelraslen.
Deltagerne fra de forskellige europæiske lande ilede hjem, og snart efter mobiliserede Rusland,
Tyskland, Frankrig og England. Første Verdenskrig var brudt ud. Fremskridtstroen fik sit knæk,
vanviddet tog sin begyndelse. Teknologien skulle til gengæld vise sig at være særdeles effektiv,
også når målet var at sprede død og ødelæggelse!
16
Kapitel 6
I krigens skygge
Under den første Verdenskrig, som varede fra 1914 til 1918, holdt Danmark sig neutral.
Alligevel blev alle berørt af det blodige opgør mellem stormagterne, hvilket næsten dagligt
kom til at præge overskrifterne i Viborg Stifts Folkeblad. Ikke mindst avisens fyldige
dækning af krigsfangelejren ved Hald Ege gav debatstof til borgerne.
På søndage lå Folkebladets redaktion og trykkeri som regel stille hen. Søndag den 2. august 1914
var en grum undtagelse. Denne morgen arbejdede journalisterne på højtryk og typograferne stod og
trippede i trykkeriet. Et ekstranummer af avisen var på vej; de store overskrifter fortalte hvorfor:
"Krigen er udbrudt", "Den danske sikringsstyrke på 18.000 mand indkaldes."
I dagene op til Første Verdenskrigs udbrud trykte Viborg Stifts Folkeblad en stadig strøm af
urovækkende telegrammer, som tikkede ind fra Europas hovedstæder. En katastrofal kædereaktion
var i gang. Den militære automatik blev aktiveret, da Østrig-Ungarn sendte Serbien et ultimatum
seks uger efter, at dobbeltmonarkiets tronfølger var blevet myrdet i Sarajevo. Serbien mobiliserede,
det samme gjorde Østrig-Ungarn, og da de europæiske stormagter var bundet op af indbyrdes
alliancer, rullede lavinen uden nogen formåede at kontrollere den. Rusland støttede Serbien og
mobiliserede sin millionhær, Tyskland var i alliance med Østrig-Ungarn og svarede igen ved at
erklære Rusland krig. Ruslands alliance med Frankrig fik franskmændene til at mobilisere.
Tyskland svarede igen med at erklære Frankrig krig, og da den tyske hær gik ind i det neutrale
Belgien kom Englands krigserklæring til Tyskland og Østrig-Ungarn. De færreste forstod, hvad der
egentlig skete, og det er meget forståeligt, for storkrigen var fuldstændig meningsløs.
Dødens slagmark
I de første dage og uger trøstede de fleste hinanden med, at krigen snart var ovre. Typisk i den
forbindelse var en artikel i Viborg Stifts Folkeblad allerede 3. august. Her opregnede journalisten, at
de europæiske stormagter tilsammen mønstrede hære på i alt 19 millioner mand. At sende
hærstyrker af de dimensioner i felten måtte hurtig skabe mangel på både penge og levnedsmidler,
og derfor kunne krigen ikke blive langvarig. Aviserne ventede et stort afgørende slag.
Virkeligheden blev, at de europæiske millionhære gravede sig ned i skyttegravene i en
udmattelseskrig, som kom til at vare i fire år. Teknologiens nye effektive våben gjorde krigen til
rene menneskeslagtninger. Eksempelvis indledte briterne en offensiv ved floden Somme den 24.
juni 1916. I otte døgn sendte de uafbrudt artilleriild fra mere end 1.500 kanoner mod de tyske
stillinger. Men da de engelske soldater den 1. juli blev beordret i stormløb mod fjendens
sønderskudte forsvarsværker, dukkede tyskerne op fra bombekraterne med maskingeværer,
håndgranater, bajonetter og giftgas. Inden den hede sommerdag var ovre, havde briterne mistet
60.000 mand, hvilket svarede til, at fire mand hvert tredje sekund blev slagtet. Kampene fortsatte i
fire og en halv måned, og resultatet blev, at tyskerne trak sig nogle få km tilbage. Tabstallene under
slaget ved Somme var på 1.300.000 mand, heraf var de 600.000 tyskere.
Viborg Stifts Folkeblad gav en fyldig dækning af krigsbegivenhederne. Avisen trykte også nogle
meget efterspurgte krigskort, hvorpå læserne med knappenåle kunne markere frontlinierne. Den
hjemlige situation som følge af krigen fyldte naturligvis også meget. Mange soldater i den indkaldte
sikringsstyrke blev stationeret i Viborg, og det gav liv i byen. En mere ubehagelig side af
viborgensernes hverdag var, at priserne steg, og der blev mangel på brændsel og råvarer.
17
Den enes død…
Men som bekendt tjenes der under krige også penge på andres ulykke. Derom vidnede blandt andet
Folkebladets beretninger fra hestemarkederne i Gravene. Prisen på heste steg og steg, alle de
arbejdsheste, egnens bønder kunne undvære, kunne afsættes til de tyske opkøbere. Der var
markedsdage, hvor ikke alle landmænd nåede ind på markedspladsen i Gravene med deres heste, før
dyrene var solgt, og fra banegården rullede kreaturvogn efter kreaturvogn fyldt med heste af sted
mod syd, hvor mange af de jyske heste endte deres dage som trækkraft for tyske artillerikanoner.
Flere af byens større virksomheder skummede også fløden i disse år. Dollerup Mølles
Tricotagefabrik fik store ordrer på uldent undertøj til den russiske armé, og Kroghs Tobaksfabrik
eksporterede betydelige mængder af cigaretter til Rusland og Polen. Alt gik strygende en tid; Krogh
byggede cigaretfabrikken Norden i Gothersgade i 1914 og i 1917 opførtes en helt ny tobaksfabrik
med plads til 900 arbejdere på A.S. Ørstedsvej. Men samme år erklærede tyskerne uindskrænket
ubådskrig, og det ramte hårdt. Importen af råtobak fra USA hørte næsten op, og Krogh var så meget
i klemme, at han i foråret 1918 købte 70 tdr. land jord på Vestermarken for her at dyrke tobak. Men
solens stråler spreder mere varme over Virginias frodige røde muld end over Vestermarkens skarpe
sand, og flere hundrede tobaksarbejdere blev fyret i krigens sidste år.
De røde barakker i Hald
Krigsfangelejren i Hald Ege var et andet emne, som Folkebladet kom til at skrive meget om i de
sidste krigsår. Mange danskere følte, at Danmark burde yde en humanitær indsats som tak for at
være friholdt fra krigens rædsler. Den danske Regeringskomite for syge krigsfanger, som blev
dannet i august 1916, var en frugt af denne folkestemning. Formålet var at internere syge
krigsfanger, som var blevet taget under kampene på østfronten. I de overfyldte krigsfangelejre, hvor
de syge fanger levede under umenneskelige forhold, skulle lægerne udvælge nogle, som havde en
reel chance for at overleve, og transportere dem til lazaretlejre i det neutrale Danmark.
Viborg Stifts Folkeblad bragte den 12. september 1916 regeringens planer om at bygge
krigsfangelejre; den ene i Horserød hegn og den anden ved Hald. Hald blev valgt, fordi den tidligere
militære lejrplads lå isoleret ved en skov, men i kort afstand fra en by og fordi der var let adgang til
elektricitet og til rigeligt og godt drikkevand. Folkebladet kunne oplyse, at en stor baraklejr med
plads til i første omgang 1.200 soldater, vagtmandskab og hospitalspersonale skulle opføres i løbet
af de næste måneder.
Planerne gav genlyd i byen. Ængstelse blandede sig med forventning. En by af barakker til et par
tusind mennesker ville kaste en masse indtægter af sig. Men hvad med rygterne om de mange
ondartede epidemier, som krigsfangerne slæbte med sig? Eller var det overhovedet rimeligt, at
Danmark nu skulle give husly og pleje til preussiske soldater, og ville der ikke være spioner eller
kriminelle elementer blandt de fremmede?
Mens snakken gik, var der håndværksmestre, som kendte deres besøgelsestid. Tømrermester C.
W. Jensen fik hovedentreprisen med at opføre barakbyens 66 svenskrøde træhuse og blev
velhavende på det. 250-300 tømrersvende havde han i sit brød, og de kunne stryge nogle endda
meget pæne akkorder, idet husene skulle være færdige på ganske få måneder. Philipsen & Co. stod
for anlæg af vandforsyning og elektricitet. Også andre håndværksmestre fik deres del af kagen,
mens arkitekt Søren Vig Nielsen blev den daglige tilsynsførende på byggeriet. Folkebladet dækkede
gennem flere artikler det hektiske byggeri, og måske anes mellem linierne en smule forargelse over,
at krigsfangelejren for en del af byens håndværkerstand blev en malkeko, gennem hvis struttende
yver de hele foråret 1917 malkede staten.
18
Den tredie dag i maj 1917 kom det første hold af krigsfanger til lejren. Offentligheden havde ikke
adgang, så Folkebladets journalist gav en detaljeret skildring af modtagelsen af syge og forkomne
soldater. Det blev også til et par interviews, inden soldaterne blev fordelt mellem den tuberkuløseog den kirurgiske afdeling, hvor der ventede lægelig behandling og pleje. 18. maj kom det andet
hold, og yderligere tre hold fulgte, indtil lejren var fyldt med 1.200 fanger. Senere på året kunne de
første sendes hjem og give plads til nye. En broget flok var der tale om, især talte soldaterne fra det
østrig-ungarske kejserriges mange nationaliteter. 12 sprog taltes i lejren, da der var flest.
Erotik i Egeskoven
De mange avisartikler fra lejrlivet beretter om taknemmelige soldater, men problemer var der
naturligvis. Frygten og lidelserne i skyttegravene og det usle liv i fjendens fangelejre med
underernæring og hårdt arbejde havde efterladt mange i en stærk uligevægtig sindsstilstand, og en
smule larm eller et tordenvejr kunne få dem til at gå bersærk.
Viborg Stifts Folkeblad så imidlertid med stærk kritiske øjne på en bestemt gruppe fanger,
nemlig de tyske officerer, der opførte sig ubehøvlede og opblæste over for de menige danske
vagtsoldater. Harmen tog til, da bladet erfarede, at officererne kunne færdes frit i Egeskoven, ikke
mindst fordi der fandt livlig aktivitet sted under træerne, når mørket faldt på. Sagen var, at lejren
tiltrak ”damer”, som tilbød officererne intime tjenester mod passende betaling. Balladen, som
Folkebladet rejste, fik politiet til at udstede en plakat, der forbød opløb ved lejren. Det hjalp
tilsyneladende, og i det sidste krigsår var avisens holdning mere forsonende over for fangelejren.
19
Kapitel 7
Viborg Stifts Folkeblad i mellemkrigsårene
I november 1927 døde redaktør Bertelsen i en alder af kun 47 år. En måned tidligere havde Viborg
Stifts Folkeblad fejret 50 år jubilæum, og Bertelsen efterlod et blad, som var vokset til at være
egnens største. Da han overtog redaktørjobbet i 1903 havde det godt 1.200 holdere; det lykkedes
ham i de forløbne år at seksdoble tallet. Forholdet til bladets ejere, den Bergske familie, var også
uden de store gnidninger, idet ejerskabet klogeligt gav de lokale bladhuse frie journalistiske tøjler.
Bertelsens afløser, Theodor Wellejus, var en ganske anden type redaktør. Skønt han i 1937 gik
ind i lokalpolitik, var det ikke længere det politiske stof, der i samme grad som tidligere prægede
bladet. For megen politik og nationaløkonomi kedede læseren, mente han. Tiden var ellers til
politisk stillingtagen. Tyverne blev et årti med en masse ballade på arbejdsmarkedet; strejker og
lock-outs vidnede om store spændinger og skandaløse bankkrak rystede finansverdenen. I efteråret
1929 kom så det store børskrak i USA og den økonomiske depression bredte sig over den vestlige
verden. Virksomhedslukninger, tvangsaktioner i landbruget og lange køer af ledige arbejdere foran
anvisningskontorerne i de grå morgentimer fulgte i kølvandet. I 1933 kom Hitler til magten i
Tyskland og fascismens og nazismens grimme spøgelse begyndte at kaste dystre skygger ind over
Danmark.
Kursiven
Wellejus bidrog helst med positivt avisstof. Han kendteste bidrag var den daglige kursiv, en fast
rubrik, hvor han almindeligvis over en spalte eller to gengav et uddrag fra en bog, en artikel eller en
tale. Kursiven skulle indeholde et budskab, gerne af almenmenneskelig betydning og helst
opbyggeligt. Wellejus så gerne, at den daglige avis gav læseren en ”hyggetime” med læsestof, der
varierede med nyheder, underholdningsstof og meningstilkendegivelser. Redaktøren var da også
selv et meget musisk menneske, som dagligt satte sig til klaveret for at lade tonerne klinge gennem
huset. Danmarks mest musikalske redaktør var tillige altid på jagt efter trykfejl, både i egen og
andres aviser. Jagten resulterede i øvrigt i, at han udgav bogen ”Sætternissen” som Robert Storm
Petersen illustrerede.
Kvinden og hjemmet
Fra april 1930 gik Viborg Stifts Folkeblad fra fire sider i stort format til otte eller 12 sider i det
format, vi kender i dag. Dagbladet fik tillige en mere læservenlig opsætning med overskrifter,
underrubrik og mellemrubrikker samt ganske mange illustrationer.
En populær nyskabelse var den ugentlige side ”Hjemmet og Kvinden”. Her var modetips,
madopskrifter, sy- og strikkeopskrifter, gode råd om forårstræthed og vitaminer, storvask og meget
mere. Bag de fleste småartikler, tips og råd lå erkendelsen af, at det var knaphedstider i landet.
Aflagt tøj kunne syes om og ”piftes op” ved hjælp af små modetips og med en fornuftig
husholdning kunne den dygtige husmor få det hele til at se pænt og ordentligt ud, selv om der var
småt med penge i familien. Under rubrikken ”Huslig praktik” for den tredje uge i marts 1934 fik
den kvindelige læser f.eks. anvisning på, at leverpostej opbevares bedst i et tyndt lag fedt: ”Smør
fedtet ud med en kniv på alle sider, glem ikke kanterne!" hed det formanende. Til ugens madplan
foreslog skribenten, at husmoderen til forloren hare købte oksehjerte i stedet for fars for herved at
spare lidt, og af ugens brødlevninger kunne hun koge brødsuppe, der skulle sies og smages kraftig
til med saft, eller hun kunne vælge at koge rabarber med brødet. Brødgrøden var foreslået til
20
lørdagsmiddagen sammen med flæskeæggekage med purløg, mens den forlorne hare blev stillet på
bordet foran mand og børn torsdag sammen med sagosuppe med rosiner. Kyllingsteg med kartofler
og grøn salat var søndagsmad sammen med jordbær eller stikkelsbærgrød, mens kartoffelmos med
flæsketerninger og tykmælk til dessert var hverdagsmad.
En anden vigtig nyskabelse i Folkebladet var den ugentlige oversigt over radioens udsendelser.
Fra slutningen af tyverne begyndte de første skrattende radioer at dukke op i viborgensiske hjem, og
statsradiofoniens udsendelser lød snart fra kl. 7 morgen til 23 aften, dog med enkelte pauser i
formiddagstimerne. Dagen begyndte med morgengymnastik for kvinder, et kvarter senere var det
mændenes tur. Kl. 8.30 lød morgenandagten fra Domkirken i København, kl. 11 kom vejrudsigten,
11.10 fiskerinoteringer og resten af formiddagen bragte radioen skoleudsendelser. Eftermiddagens
programmer vekslede typisk mellem koncert og oplæsning eller foredrag og sidst på eftermiddagen
var det så børnenes tur til at sidde andægtigt lyttende til en kort børneudsendelse. Hen under aften
kom engelsk eller tysk for begyndere, fulgt af børskurser og varenoteringer. Klokken 19 skulle der
igen være ro i stuen, da kom ”pressen” med dagens nyheder, mens aftenen bragte musik,
eksempelvis ”Populære danske sange” og ”Aftencigaren” som bestod af en buket egne viser ved
skuespilleren Ludvig Brandstrup, blandet med foredrag og oplæsning, som f.eks. ”Hørebilleder fra
dagligdagen” med Aksel Dahlerup ved mikrofonen.
En tredje nyhed i mellemkrigsårene var ”Folkebladets Sportstidende”. Fodboldklubben VFF
havde i 1923 spillet sig op i den jyske mesterrække, vandt tilmed mesterrækken i 1924. I 1931 fik
byen sit fodboldstadion, der tillige havde faciliteter for atletik. Viborgensere dyrkede også andre
sportsgrene, således afviklede Viborg Atletklub en række boksestævner i trediverne, og
fodboldspilleren og atletikmanden Herman Brügmann repræsenterede Danmark i længdespring og
trespring ved de olympiske lege i Amsterdam i 1928. Også byens gymnaster begyndte i slutningen
af trediverne at gøre sig gældende, og kricketklubben ”Olympia” triumferede i 1938 med at blive
jysk mester. Sportsbegivenheder viste sig at være godt avisstof, og de positive vibrationer gik også
den anden vej, idet god avisomtale skærpede interessen for idrætten. Dermed var sportssiderne
kommet for at blive.
Vrede bønder i byen
Bladets journalister kunne også være på åstedet, når det politisk brændte på: En råkold martsdag,
den 22. marts 1934, strømmede landmænd fra hele Midtjylland til Viborg. Togene var overfyldte og
de mange biler optog snart enhver parkeringsmulighed, og hen under middag stimlede der tusinder
af mennesker sammen ved rådhuset. Det var, som Jylland skulle skrives i mandtal, og stemningen
var højspændt.
Anledningen til det massive menneskeopbud var en ekstraordinær generalforsamling i
Kreditforeningen. Under normale omstændigheder ville en generalforsamling ikke skabe kaos i
byen, men i det værste kriseår1934 tyngede renter og afdrag så voldsomt, at tusindvis af
landmandsfamilier var på vej til at gå fra hus og hjem. Når gården blev begæret på tvangsaktion,
stod kreditforeningen i folks bevidsthed som skurken, og erhvervets håbløse situation gav i
landbokredse grobund for politisk rabiate kræfter; ikke mindst den nazistisk inspirerede
Landboernes Sammenslutning (L.S.) fiskede i rørte vande. De jyske L.S.-spidser med proprietær
Bay i front stod da også bag protestdemonstrationen ved generalforsamlingen. Kravet var en
halvering af obligationsrenten, henstandslån til gældstyngede landmænd og lokale forhandlinger
forud for tvangsaktioner.
Journalisterne på Viborg Stifts Folkeblad fornemmede hurtigt, at dagen ville blive dramatisk.
Redaktionen besluttede da også, at et ekstranummer måtte i trykken. Journalisten, som skulle dække
generalforsamlingen i den store sal på rådhuset, mødte udenfor huset en noget rystet formand for
kreditforeningens repræsentantskab. Det første problem var, at de ikke kunne komme ind, trappen
21
og gangen udenfor salen var blokeret af stærkt utilfredse landmænd, der sparkede og bankede på
døren for at komme ind, mens ophidsede folk rasede over, hvorfor direktionen havde ”forlagt denne
komedie til rådhuset”. Journalisten kendte dog en smutvej, idet han henvendte sig til arrestforvarer
Vissing, der hjalp ham via arresten til bagindgangen. Mødet på rådhuset kom dog aldrig i gang, idet
alt var kaos med flere tusind utilfredse mennesker udenfor. Efter en del forvirring lykkedes det at
fremskaffe en højtaler på en lastbil, og en folkemasse på 15.000 landmænd bølgede gennem
gaderne op til Eksercerpladsen, hvor generalforsamlingen med stor forsinkelse blev gennemført.
De voldsomme indlæg kom fra L.S. Proprietær Bay mente om indenrigsminister Bertel
Dahlgaard, at denne havde sin stærke kraft i uvidenhed om rentabilitetsspørgsmålet, og at
regeringen i øvrigt havde forpasset sin besøgelsestid. Videre beskyldte Bay regeringen for at være i
ledtog med storkapitalister og jøder med deres lakajer, og det nazistisk inspirerede indlæg føg i det
hele taget med beskyldninger mod de valgte politikere, som betegnedes som bengnavere.
Det store protestmøde fusede ud hen på eftermiddagen. Folkebladets medarbejdere havde haft en
hektisk dag og kunne de følgende dage bringe kommentarer om mødet fra andre aviser.
Indenrigsminister Dahlgaard var også vel underrettet og meddelte næste dag, at ”ledelsen af
konverteringspolitikken i Danmark må ligge i Indenrigsministeriet og ikke på Eksercerpladsen i
Viborg”. Regeringen fortsatte da også i forståelse med Venstre en regulering af import og
produktion, blandt andet i form af svinekort, og den politiske stabilitet sikrede, at landet kom
nogenlunde gennem trediverne.
22
Kapitel 8
Fra besættelse til krig i Korea
Besættelsesårene 1940-45 blev vanskelige, også for Viborg Stifts Folkeblad. Ytringsfriheden har
trange kår, når krigfolk råder.
For læserne af bladet må det have været dybt foruroligende allerede fra sommeren 1939 dagligt
at møde underretninger om en ny truende storkrig i Europa. Med Tysklands angreb på Polen i
september blev det alvor, men især den finsk/russiske vinterkrig 1939/40 skabte store overskrifter
og indigneret journalistik. Et fredeligt lille nordisk land blev uden varsel overfaldet af den store
nabo i øst, og finnernes seje modstand mod Stalins røde hære vakte medfølelse og beundring.
En verden i krig
Så kom 9. april 1940. Når man læser videre i Folkebladet fra den dag og de kommende måneder,
fornemmer man usikkerheden, ja nærmest lammelsen, som ramte redaktionen. De engagerede
artikler, der kendetegnede skildringerne fra krigen i Finland, er med et slag væk. I stedet fik læseren
med den tyske overkommando som kilde omstændelige og propagandistiske redegørelser. Ikke et
ords omtale er der eksempelvis af tyske troppers indrykning i Viborg ved 13-tiden den 9. april.
Næste dags avis bragte en notits på fem linier med oplysning om, at den tyske kommandant havde
opslået sit hovedkvarter på Preislers Hotel og en anden notits meddelte, at de tyske soldater ved
kommunal foranstaltning var indlogeret i store lokaler i byen. Til gengæld bragte avisen i dagene
efter jævnligt meddelelser til borgerne om at følge kongens og regeringens henstilling om at bevare
roen og indtage en korrekt og værdig opførsel.
Avisens ledelse kunne givetvis ikke handle meget anderledes end den gjorde. Dansk presse var
endnu meget usikker på rækkevidden af censur og handlefrihed og dens adgang til kilder var
drastisk indskrænket. Læserne fik derfor dag efter dag, uge efter uge næsten alene værnemagtens
udlægning af krigsbegivenhederne, først i Norge, så på vestfronten, hvor tyske tropper i maj angreb
Holland, Belgien og Frankrig, og efter at disse lande var erobret, da luftkrigen mod England.
Chefredaktøren skrev i slutningen af juni 1940 en leder under overskriften "Det drama vi oplever".
Her konstaterede han, at på tre måneder var verden forandret: Danmark besat, Norge nedkæmpet,
Holland, Belgien og Frankrig løbet over ende af den effektive tyske krigsmaskine, og alt tydede på,
at det var et spørgsmål om tid, før England bukkede under.
Redaktøren gjorde på den baggrund nogle overvejelser om forholdet til besættelsesmagten.
Blandt andet skrev han, at vi danske kunne lære adskilligt af det arbejdende og skabende tyske folk.
"Vi skal lære af tiden, begivenhederne, vilkårene" og "vi danske ved, at vor fremtid i høj grad beror
på forståelse fra og samhandel med vor mægtige tyske nabo". Udtalelsen kunne unægtelig tolkes
som en imødekommenhed overfor tyskerne, men inden man eventuel forfalder til forargelse,
skylder man datidens mennesker at vurdere deres udtalelser og handlinger ud fra den konkrete
historiske situation, hvori de fremkom. Og småstaten Danmarks fremtid i sommeren 1940 må af
alle, som dengang gjorde sig det bevidst, have set foruroligende dyster ud. Redaktør Wellejus' bud
på pressens opgave i den situation var, "at tale dansk til danske og indblæse vort folk mod til at leve
som danske".
Knaphed og utryghed
Besættelsen fik efterhånden sin egen besværlige hverdag. Avisen berettede om mangel på boliger,
om rationeringer og vanskelige transportforhold, om isnende kolde vintre og hede somre, men også
23
om viborgensernes stigende læselyst, om kraftig tilslutning til foreningslivet og om en opfindsom
stræben mod at få dagligdagen til at fungere.
Især de sidste to krigsår var slemme. Tyskerne krævede hos bystyret indkvartering af stadig flere
soldater, og disse krav gjorde det unægtelig ikke lettere for myndighederne at skaffe
undervisningslokaler til skolebørnene og boliger til de efterhånden mange husvilde familier.
Knapheden på energi blev også værre, så slemt, at elektricitetsværket i vinteren 1944 flere gange
afbrød elforsyningen til borgerne. De lokale myndigheder måtte også udarbejde evakueringsplaner
for byen og da det danske politi forsvandt, måtte kommunen oprette lokale vagtværn. Af den
daglige avis fremgik det dog tydeligt, at gemene tyverier og røveriske overfald tog til i tal.
Avisens forsider var fortsat fyldt med krigsberetninger fra rundt i verden, men efter at krigslykken
vendte for tyskerne i 1942, blev det ofte til neutrale konstateringer om de allieredes fremgang,
suppleret med optryk af de daglige krigsberetninger fra den tyske værnemagt.
Hertil kom et stigende antal artikler om bombeattentater, jernbanesprængninger, brand og
likvideringer. Avisen skrev nøgternt om dramaerne uden direkte at nævne sabotage eller
schalburgtage. Gruen lå dog bag, især når værnemagten lod trykke lister i avisen over danske
modstandsfolk, som blev sendt til tyske koncentrationslejre. ”Pressekontoret ved den højere SS- og
Politifører i Danmark” holdt sig heller ikke tilbage, når der skulle udsendes trusler og advarsler mod
hvad de kaldte terrororganisationer som f.eks. ”Holger Danske”, hvis medlemmer ifølge SS bestod
af lystmordere, som det heldigvis var lykkedes at likvidere. ( Holger Danske var en af
modstandsbevægelsens mest effektive grupper).
Retsopgør og efterkrigsår
Med befrielsen den 5. maj 1945 vendte pressefriheden tilbage og dermed også den frie debat i
dagbladene. Retsopgøret blev relativ afdæmpet i Viborg, mest ballade var der omkring firmaer, som
havde lukreret på samhandel med besættelsesmagten, de såkaldte værnemagere. Glemt i
befrielsesrusen var, at et vist samarbejde med tyskerne havde været en betingelse for, at det danske
samfund kunne fungere.
Også sager med tyskerpiger og sager med danske mænd der lige efter krigen fraterniserede med
tyske kvinder i flygtningelejrene dukkede op i avisen, men det fremgår eksempelvis af journalisten
og forfatteren Erik Nørgaards erindringer, at de lokale dagbladsjournalister generelt i disse sager lå
inde med mange oplysninger, som aldrig kom frem i de trykte artikler.
Erik Nørgaard var i et par år lige efter besættelsen redaktør på den lille radikale dagblad Viborg
Amts Venstreblad. Han havde i øvrigt et venskabeligt forhold til flere af Folkebladets yngre
journalister, med hvem han dannede klubben ”Samfundet Ballonflyvningens Venner for Viborg
Stift”. Klubben, der havde sit foretrukne nattesæde i Palæ, beskæftigede sig meget lidt med
ballonflyvning, derimod en del med at udveksle informationer og gode historier. Opfindsomheden
trivedes også i kredsen. En af journalisterne på Folkebladet havde således en dag ringet til Erik
Nørgaards forgænger på Venstrebladet og givet sig ud for at være fra Randers politi. I telefonen
kunne han oplyse, at løven var brudt ud af Randers zoologiske have og nu var på vej mod Viborg.
Den lidt enfoldige journalist på Viborg Amts Venstreblad øjnede en god historie, greb sit
fotografiapparat, hyrede en taxa og kørte løven i møde. Imens blev der grinet højt i
redaktionslokalerne på Folkebladet!
I de sidste år af fyrrerne skulle Folkebladets læsere forholde sig til Marshallhjælp og Atlantpagt,
nye blokdannelser og kold krig. Der blev krig i Korea, men der blev også lempet på rationeringer og
viborgenserne fik det materielt bedre. Forretningerne havde igen prima varer at reklamere for i
Folkebladet, og den daglige avis havde skam på bagsiden fået noget så moderne som tegneserier.
Inspirationen var naturligvis amerikansk; den ene serie hed "Pelsjægeren Danny og indianerne", den
anden "Blondie" som skulle vise sig næsten udødelig. I 1950 kom "Strudsen Rasmus" til.
24
Viborg vendte i halvtredserne tilbage til sin egen provinsby stemning. Wellejus og Folkebladet
var en del af det pæne borgerlige liv. Chefredaktøren sørgede for, at der på redaktionen var et skab,
hvor medarbejderne kunne låne pænere tøj til mere højtidelige begivenheder. Og så skulle man jo
nødig støde nogen. Det erfarede den unge journalistelev Mette Fastrup, som arbejdede på bladet i
begyndelsen af halvtredserne. Her fik hun en forårsdag til opgave at skrive om Viborgs stolthed,
storkene. Frk. Fastrup skrev i sin lille artikel, at først var hanstorken og derefter hunstorken
ankommet og havde slået sig ned i reden på Amtmandsgårdens tag. Og så tilføjede hun: "Nu venter
man kun på næste generation i storkereden".
Men det skulle hun aldrig have skrevet! "Dagen efter blev jeg kaldt ind til Th. Wellejus" fortæller
hun, "og det rare menneske så fuldstændig forkert ud i sit store ansigt. Jamen, frøken Mette, sagde
han, det er jo forfærdeligt! Hele byen taler om det!"
Det hele drejede sig om, hvad byen mente, var en fin hentydning: Den aldrende amtmand havde
giftet sig med en purung pige fra København, og nu blev det - ved storkesammenkoblingen antydet, at de også havde kønslig omgang og måske ventede sig. Mere skulle der ikke til at bringe
Folkebladets redaktør på fortvivlelsens rand.
25
Kapitel 9
Dengang i tresserne
I 1960’erne og 70’erne var der opbrud i dagbladsbranchen. Det var der også i samfundet. Men for at
blive lidt ved det første: Bladdøden hærgede den danske provins. I et halvt århundrede havde
læserne i næsten alle landets købstæder kunnet vælge imellem 3-4 lokalaviser. Det enkelte blad i
dette lokale tre- eller firkløver havde sin egen partifarve, som appellerede til hver sin gruppe i
samfundet. De politiske forskelle blev i det mindste luftet, når de respektive redaktører polemisk
gav hinanden tørt på.
Konkurrenterne falder fra
Bladdøden i Viborg begyndte i 1947, hvor de radikales Viborg Amts Venstreblad bukkede under, i
1962 kom turen til den agtværdige Viborg Stiftstidende, mens Viborg Amts Socialdemokrat
forlængede livet et årti ved at blive en del af Jysk Aktuelt. Endnu i tresserne var Viborg Stifts
Folkeblad udtalt et talerør for partiet Venstre; stor opmærksomhed tildeltes partileder Erik Eriksen,
Thorkil ”Livrem” og de andre ledende venstrevikinger. Men efter at Viborg Amts Socialdemokrat
faldt fra i 1971, fandt redaktionen det taktisk klogt at spare på partiparolerne. Tidligere læsere af
”Stiften” og ”Socialdemokraten” skulle gerne indfanges som nye abonnenter. På avisens lokalsider
måtte landbostoffet med præmietyre og dyrskuer indskrænkes til fordel for bystof, men sandt at sige
var Folkebladet i sin grafiske opbygning en noget ustruktureret størrelse i disse år. På de enkelte
sider blandede redaktionen tilsyneladende det hele sammen: udenrigsnyheder, lokalstof,
landspolitik, stort og småt. For den forvirrede læser var der dog den faste rubrik "Rundebænken",
hvor smånyheder og ”bysladder” blev bragt.
Sporten fik mere plads. Fodbolden, især VFF, blev fulgt tæt, også selv om den lokale klub ind
imellem tog nogle gevaldige dyk. Publikumsinteressen var der imidlertid med op til 4-5.000
tilskuere på stadion til hjemmekampene. Og ellers var det gymnastikken med Hans Peter Nielsen,
Kurt Tranbæk, Else Thorsager og Hanne Nielsen, der alle blev danske mestre, samt atletik, hvor
Else Hadrup var det største talent blandt flere. Andre unge, som rejste ud i verden, blev også
portrætteret, som typografen Mogens Brynjolf, der i 1965 drog til Nigeria som medlem af det
danske ulandskorps.
Viborg Stifts Folkeblad stod som nævnt i 1971 tilbage som sejrherre på det lokale bladmarked.
Alligevel så de økonomiske betingelser for bladdrift ikke for lovende ud. Familien Danmark
kikkede TV-avisen og de små formiddagsblade BT og Ekstrabladet stod fremme i kioskerne.
Viborg Stifts Folkeblad, som i perioden 1962-1969 havde Poul Nielsen som chefredaktør og
derefter, frem til 1974, Asbjørn Nielsen, forsøgte i første omgang at ekspandere. I 1964 flyttede
bladets trykkeri ud på Vævervej, hvor en ny moderne rotationspresse kunne klare trykningen af
dagens avis på under en time. Den tekniske overkapacitet skulle gerne udnyttes, i 1968 købte
Folkebladet derfor Skive Dagblad og i 1971 Randers Dagblad tillige med, at man i 1972 oprettede
Hobro Dagblad. Folkebladets forretningsfører Bent Nielsen fik også etableret en række annonceugeblade. Satsningen indfriede imidlertid ikke fuldt ud forventningerne, og det blev den nye
redaktør fra 1974, Per Sunesen, som måtte i gang med en økonomiske sanering. Resultatet blev, at
dagbladene i Skive, Randers og Hobro fra 1976 ophørte som selvstændige aviser, mens
annonceugebladene fortsatte.
26
Ungdom og galskab
Opbruddet i samfundet kom med den anden store industrialiseringsbølge fra slutningen af
halvtredserne. Velstanden etablerede sig i Danmark og med den en helt anden rytme i familiernes
dagligdag, idet begge ægtefæller typisk fik arbejde udenfor hjemmet. Vi fik også en selvstændig
ungdomskultur; alt sammen noget, som et lokalt dagblad på en eller anden måde måtte forholde sig
til.
Det gjorde Folkebladet skam også. En lørdag aften i november 1964 vovede en journalist og en
fotograf sig ned i Viborg Hallen. Pigtrådsmusikken var nået til byen, hele fem orkestre trykkede den
af, så gulvet gyngede og vinduerne klirrede. En rystet journalist iagttog, hvordan ungdommen
dansede shake, og "vred sig i underlige stillinger, som måtte betegnes som umoralske, hvis der ikke
havde været musik til". For journalisten var larmen fra de mange højtalere og forstærkere, der skar
sig igennem de røgfyldte lokaler, måske det værste. Aftenens hovednummer var den svenske
gruppe "The Spotnicks", og dem fattede Folkebladets udsendte alligevel en vis sympati for. De
optrådte i jakkesæt og larmede mindre end de andre langhårede fyre. Alligevel måtte han
konkludere, at havde man ikke oplevet sådan en aften, ville man simpelthen ikke tro, at det, man
havde set og hørt, var rigtigt. Og det sidste suk lød: "Nu er den form for livslyst altså blevet
moderne, og skulle man dømme efter, hvad man ind imellem kunne se i det svage lysskær i salen,
ville man tro, flertallet af deltagerne var besat af en hærskare af onde ånder. Men på den anden side
kunne man iagttage, at så snart musikken holdt op, og forestillingen var forbi, gik de unge pæne og
anstændige, hånd i hånd på teenage-manér, hjemad - et stemningsomslag næsten lige så pludseligt
som ophør af en tordenskylle".
Journalistens første møde med den elektriske pigtrådsmusik var tydeligvis en støjende oplevelse,
og han havde nu også ret i, at mange småbands i tressernes frodige underskov af "pigtrådsorkestre"
kompenserede den manglende kunstneriske formåen ved at skrue op for lydstyrken. Men pop og
rock var kommet for at blive, og i de næstfølgende år kom der også gode navne til byen. Allerede i
sommeren 1965 lykkedes det den kun 16-årige Per Ulriksen at få "The Defenders" til at optræde på
Palæ, og tre uger senere præsenterede unge Ulriksen tidens mest langhårede popstjerne, Peter Belli,
med orkestret Rivals for Viborgs ungdom.
Hash og stoffer
Det blev til flere store rock-koncerter i Viborg i de næste år, ikke mindst efter at Tinghallen kom til
i 1968.
Men opbruddet i tresserne fik en dyster bagside, narkomisbruget, og debatten om denne svøbe fik
i de første tre år af halvfjerdserne en fremtrædende plads i avisen. Kommunens socialudvalg med
venstrepolitikeren Niels Vester som formand satte allerede i 1969 ind med rådgivning af unge mod
hash og narko. Et ungdomscenter i Volden 7 blev senere udvidet med et par minikollektiver, og
under Ole Halskov Hansens ledelse begyndte en systematisk narkobekæmpelse. Målet for Niels
Vester og borgmester Ringgaard-Christensen var at gøre Viborg til Danmarks første stoffrie
købstad. Indsatsen vakte berettiget opsigt i hele landet, ministre og delegationer kom hertil for at
høre om forsøget. Men helbredelse af byens narkovrag kostede mange penge, og der var mildest talt
ikke enighed om rimeligheden i indsatsen, hverken blandt politikere eller blandt borgere.
Viborg Stifts Folkeblad leverede en nuanceret og saglig journalistisk dækning af det alvorlige
ungdomsproblem. Den samme saglighed kendetegnede derimod ikke en række læserbreve og
debatinlæg. Tonen blev hadefuld, tolerancetærsklen lå lavt. Aggressive borgere mente, at de
langhårede, usoignerede stofmisbrugere, som lå og flød i Latinerhaven, selv var skyld i ulykken og
derfor ikke blot skulle nasse på samfundet. En skribent hævdede, at det store flertal var imod
socialudvalgets ”meningsløse ødselhed med skatteydernes surt tjente penge”. Mange voksne forstod
27
ganske simpelt ikke, hvorfor tidens unge på mange måder teede sig så vildt, som de gjorde, og at
modstanden mod den førte narkopolitik var massiv, blev manifesteret på et stort borgermøde på
Palæ den 19. august 1971. På et byrådsmøde aftenen før havde både de konservative, to
socialdemokrater og det radikale medlem i meget kritiske indlæg lagt afstand til
socialudvalgsformand Vester og borgmester Ringgaard-Christensen, og ved borgermødet, som
oplysningsforbundene arrangerede på Palæ, blev der ikke lagt fingre imellem. 1.000 mennesker
pressede sig sammen i lokalerne, mens 400 gik forgæves. Folks forargelse ramte især bevillinger til
møbler og fjernsyn til de unge, der var i behandling, men det som fik bægeret til at flyde over var, at
socialudvalget gav penge så 15 stofmisbrugere kunne komme på lejrskole i England.
Også ugeavisen ”Viborg Bladet” bidrog til hetzen. En selvbestaltet komite arrangerede blandt
bladets læsere en ”afstemning – for eller imod byrådets narkopolitik”. 32 borgere var for, 6.166 var
imod. Under hele den hede debat bakkede borgmesteren imidlertid sin udvalgsformand op, uanset at
der var enkelte dispositioner, som kunne kritiseres. Det kunne se ud som overdreven loyalitet, men
Ringgaard-Christensen var gået ind for narkobehandlingen, det vedstod han fuldt ud. De hadefulde
angreb tærede imidlertid voldsomt på ham, og kort efter kom meddelelsen om, at han ville trække
sig som borgmester og forlade byrådet. Populismen havde sejret, og Viborg mistede en af de bedste
borgerlige borgmestre, byen havde haft.
28
Kapitel 10
Lokaldebat med afbrydelser – Folkebladet i halvfjerdserne
Viborg Stifts Folkeblad skulle mod slutningen af halvfjerdserne tilpasse sig et vigende avismarked.
Forsøgene på at erobre nye læsere med fremstød mod Skive, Randers og Hobro slog i alt væsentlig
fejl. Folkebladets redaktion måtte endnu engang sande, at bladets primære læserområde er Viborgs
naturlige handelsopland. Bladet skulle også finde balancen i forhold til halvfjerdsernes mange nye
distriktsblade, og endelig var der ny teknik på vej i den grafiske branche. Alt sammen gav det
tilpasningsvanskeligheder og dermed også en del uro på arbejdspladsen.
Den første uro kom i marts 1976, hvor Folkebladet opgav at drive Randers Dagblad, Hobro
Dagblad og Skive Dagblad. 21 medarbejdere fik fyresedlen, hvilket førte til arbejdsnedlæggelse. I
jubilæumsåret 1977 fortsatte balladen. I det meste af april stod trykkerimaskinerne stille som følge
af sammenbrud i overenskomstforhandlingerne. I marts 1980 gik typograferne hjem i tre dage, fordi
de var utilfredse med forløbet af overenskomstforhandlingerne. I februar 1981 fyrede Folkebladet
syv teknikere på grund af nedgang i produktionen. De tilbageblevne typografer svarede igen med at
strejke i otte dage. Endnu værre gik det få måneder senere. Overenskomstforhandlingerne brød
sammen og Viborg Stifts Folkeblad blev som de fleste andre af landets dagblade kastet ud i en
opslidende aviskonflikt, som kom til at løbe over 4½ måned. Den væsentligste bagvedliggende
årsag var, at typograffaget gik mod udslettelse, men den engang så stærke fagforening bed voldsomt
fra sig. Den moderne teknik kom alligevel. I efteråret 1981 begyndte også Folkebladet at gå over til
offset-tryk.
Ordet frit
Konflikterne kostede, da roen sænkede sig, manglede over 1.000 abonnenter. Folkebladet havde
ellers en imponerende styrke som lokalavis i disse år. Bladet var velredigeret, overskuelig og med
en meget fyldig dækning også af oplandet. Tillige opfyldte det en anden fornem opgave for en
lokalavis, nemlig at være medium for masser af debat og læserindlæg. Midtjyderne havde som alle
andre danskere fået mæle i disse år og fremsatte gerne deres uforbeholdne meninger i avisen. I 1976
var modstanden eksempelvis indædt mod planerne for Sct. Mathias Markedet. Læserbrev efter
læserbrev rasede mod butikscenteret, som efter deres mening ville kvæle alle de småhandlende i
midtbyen. Borgmesteren modtog i øvrigt også i tusindvis af protestunderskrifter.
Læsermeninger var der også om TV-teateret, filmatiseringen af Hans Kirks ”Fiskerne”,
Christiania, Anker Jørgensen, afgiftsbuketter og meget andet i tidens flimmer. DR var endnu eneste
TV- kanal og dermed en fælles oplevelse for danskerne, ind imellem også en kilde til fælles
forargelse eller irritation. Alt blev åbenbart bemærket, således skrev Folkebladet ligefrem en leder
om TV-avisens nye kendingsmelodi i 1977. Christiania-debatten fik også en lokal vinkel, idet
garnhandler Hans Pedersen, som havde ståsted i partiet Venstre, foretrak at undersøge sagen
ordentlig, inden han tog stilling. Hans Pedersen tog ophold i fristaden en uge, og efterfølgende
argumenterede han i Folkebladet for tolerance og ret til forskellighed.
Carl Skomager-sagen
TV-drama er et, virkeligheden noget andet. Drama fra det virkelige liv fik læserne præsenteret i rigt
mål fra november 1976 og mange måneder frem. Viborg Stifts Folkeblad ryddede forsiden den 25.
november 1976 for at bringe en opsigtsvækkende nyhed: ”Viborgenser fundet myrdet efter tolv års
forsvinden”. En kvinde havde 12 år efter sin mands forsvinden henvendt sig til myndighederne og
29
anmodet om en dødsformodningsdom. Den unge advokat, som blev sat på sagen, læste politiets
sagsakter fra 1964 og undrede sig. Her kunne ikke være tale om, at en mand af egen fri vilje havde
valgt at stikke af til udlandet. Så efterlader man ikke alle sine penge og sit gebis derhjemme. Der
måtte være tale om en forbrydelse. Advokaten henvendte sig til byens nye politimester, Kay
Bagger, som straks iværksatte en ny undersøgelse. Kort efter blev liget af den myrdede Carl
Skomager fundet nedgravet under terrassen ved et sommerhus i Nautrup.
Rigspolitiets rejsehold og de lokale kriminalbetjente gik nu systematisk til værks og sagen
rullede. Fjorten dage efter ligets opdukken faldt der en tilståelse i sagen, men politiet kunne ikke få
gerningsmandens forklaring til at stemme. I begyndelsen af 1977 kunne Folkebladets unge
politirapporter Anne Kiefer da også fortælle læserne om to nye anholdelser, og som i en raffineret
kriminalgyser fik offentligheden stykvis afdækket et netværk af forbrydelser, som omfattede trusler,
lejemord, brandstiftelse, forsikringssvindel og flugtforsøg.
Kuldekaos i Viborg
En hel anden form for drama oplevede viborgenserne i bogstaveligste forstand på deres krop ved
nytårsskiftet 1978/79. Overskrifterne lød: ”Arresten evakueres”, ”Frysende gæster får hotelophold
for halv pris”, ”Nødanlæg på sygehuset”, ”Mange skoler fortsat lukket”, ”Daginstitutioner holder
flyttedag”, Brandfolk låner varmeovne til frysende ældre”, ”Retfærdighed trods bidende kulde”.
Avisens artikler refererede til, at byens gader lignede et landskab, som ledte tankerne i retning af
skoldhede islandske gejsere og forsvarsstillinger i en skyttegravskrig. Indendøre sad viborgenserne i
overtøj ved varmeblæsere og gasovne og hundefrøs.
Årsagen til den lokale undtagelsestilstand var sprængte fjernvarmerør. Vinterkulden havde ramt
Danmark, og for at nå ud med varme også til de yderste kvarterer indenfor Viborg Varmeværks
dækningsområde måtte værket sende vandet med en meget høj fremføringstemperatur.
Forsyningsnettet i midtbyen var imidlertid af ældre dato og klarede ikke kombinationen af høj pres
og høj temperatur. Ledninger sprang på skift. Ledningsbruddene sendte skyer af varme dampe ud i
gaderne, mens radiatorerne i tusindvis af hjem gik kolde. Folkebladet berettede om mennesker, som
sad i stuer med minustemperaturer. Et sted var der begyndende isdannelser i vandet hos
akvariefiskene.
Varmeværkets folk arbejdede i døgndrift for at udbedre skaderne, men så længe kulden bed, var
det en svær opgave. Brandvæsenet tog også en hård tørn med organisering og udbringning af el- og
gasvarmere til pensionister og institutioner. Et af de steder, hvor kaos truede, var i arresten. Her
trængte der vand ind, og da den gamle bygning ikke var specielt godt isoleret, blev der efterhånden
så koldt i cellerne, at myndighederne valgte at flytte fangerne. I Vestre Landsret var der i retssalene
ikke meget varmere end i cellerne, men retspræsidenten valgte nu alligevel – på grund af et stort
arbejdspres – at fortsætte retsbehandlingen. Derfor sad dommere, advokater og anklagede under
retssagerne med vanter og tykke overfrakke. I det hele taget var viborgenserne godt klædt på, når de
mødte på arbejde, og som altid i ekstraordinære situationer klarede folk situationen med en vis
humor blandet med stor opfindsomhed.
Sammenbruddet i varmeforsyningen dokumenterede igen Viborg Stifts Folkeblads store
betydning som lokal medium for information og debat. Gennem avisen kunne varmeværket
informere om skadernes omfang og ventetider for udbedringer. Brandvæsenets opfordrede folk til at
hjælpe med at få varmeapparater videre til trængende pensionister. Folk ringede såmænd også til
bladet og klagede over værket, fordi varmeværkets egen telefonlinier var blokerede, og meget af
den til tider ophedede diskussion om skyld og ansvar for, at ledningsnettet ikke var holdt ved lige,
foldede sig også ud i debatindlæggene. Ligeledes fik de ekstraordinære generalforsamlinger i
værket en fyldig dækning.
30
Drama på de skrå brædder
Midt i alt vinterkaos blev det tid for Komplotgruppen at præsentere årets Viborg revy på Viborg
Teater. Revyforfatterne havde regnet med, at det sidste kommunalvalg måtte være
omdrejningspunktet. Det handlede nummeret ”Tolv timer, der rystede Viborg” også om. Indslaget
skildrede med megen drama ”det rædselsvækkende halve døgn, da borgerskabet troede, at Standley
Bach – en kommunist, tænk Dem: En kommunist, var kommet i Viborg Byråd”. Til al held viste
omtællingen, at pladsen var gået til SF.
Men hovednummeret i revyen blev naturligvis indslaget ”Nat i Jernbanegade”. Her kom
brandinspektør Erik Kløve med fuld udrykning, fordi der var sprunget et vandrør under sjette række
i teateret. Revyholdet havde forsøgt at få Kløve i egen person til at medvirke i nummeret, men
desværre skulle brandinspektøren klare de akutte problemer i frostnatten udenfor teateret.
31
Kapitel 11
Folkebladet i firserne
Et årti med ”fodnote-politik”, fredslejr, miljødebat og vigende oplagstal for den skrevne
presse.
Grundloven af 1849 sikrede ytrings- og pressefrihed. Disse friheder er hjørnesten i et demokratisk
samfund, hvor pressen uden trusler om censur eller pression skal kunne holde et vågent øje med
myndighederne og forholde sig kritisk til dem, hvis borgerne udsættes for overgreb. Men i 1849 fik
vi også en bestemmelse, der skal beskytte den enkelte borger i samfundet mod overgreb fra pressens
side. Kan de to bestemmelser komme i konflikt med hinanden?
Tilsyneladende. I 1983 blev journalist Anne Kiefer-Olsen og chefredaktør Per Sunesen slæbt i
landsretten, tiltalt for at have overtrådt reglerne i retsplejeloven om navneforbud. Baggrunden for
sagen var to artikler, som Anne Kiefer-Olsen skrev, efter at et kommunalbestyrelsesmedlem i en af
Viborgs nabokommuner var blevet fængslet og faktisk havde tilstået flere forhold af hæleri i
forbindelse med forsikringssvindel med brugte biler. Forinden havde dommeren nedlagt forbud
mod at nævne den sigtedes navn, stilling og bopæl.
Folkebladets holdning var, at det havde en klar offentlig interesse, når et byrådsmedlem blev sat
bag tremmer. Derfor skrev journalisten i sine artikler, hvilken kommune manden boede i, hans
alder, og at han var nyvalgt fremskridtsmand til kommunalbestyrelsen. Dermed havde bladet ikke
overtrådt reglerne om navneforbud, hævdede forsvarerne for de to på anklagebænken. Anklageren
påstod til gengæld, at sagen drejede sig om ren markedsføring fra Folkebladets side; et spørgsmål
om bladets image.
Se, det argument gik vel ret beset på, at Viborg Stifts Folkeblad var ved at gå sensationspressen i
bedene. Dommeren holdt sig dog til tolkningen af retsplejeloven og konkluderede, at læserne ud fra
oplysningerne om mandens alder og politiske virksomhed let ville kunne gætte, hvem der var tale
om, også fordi Møldrup Kommune kun talte ca. 7.500 indbyggere. Derfor måtte både journalisten
og chefredaktøren til lommerne og slippe 1.000 kr. i bøde.
Hvor vidt anklageren havde ret i, at Folkebladet blev mere sensationslysten i firserne, var et
spørgsmål om temperament. Sproget har det nu engang med at udvikle sig. Overskrifterne blev
større, ordvalget hos nogle skribenter også mere direkte, og en af bladets yngre journalister fandt sin
egen stil, hvor der kreativt blev leget med ordbilleder og med dobbelttydigheden i vores sprog. Gad
vide, om det var ham, der fandt på det med ”Cato-likker” op til byrådsvalget i 1985, hvor Venstre
røg ud i en intern strid om, hvorvidt J. Cato Nielsen eller T. Baun Christensen skulle være partiets
borgmesterkandidat?
Til den mere aggressive journalistik hørte en række artikler om forsikringskriminalitet på
Viborgegnen i 1985. Her blev brugt overskrifter som ”Stop bil-bisserne”, ”Brugtbil-mafia i Viborg”
eller ”45-årig mand fra Viborg: Gorillaer fra brugtbil-mafiaen slog mit ene øje i stykker”. Man føler
sig som læser nærmest hensat til det lovløse Chicago i tyverne. Avisens formål, at få ordensmagten
til at rette søgelyset mod snyd og bedrag i bilbranchen, var dog helt som det skulle være.
32
Kvindefredslejr i Ravnstrup
En anden form for ytringsfrihed er retten til at udtrykke sine holdninger og politiske overbevisning
gennem demonstrationer. Den blev afprøvet med kvindefredslejren i Ravnstrup i første del af
firserne.
Baggrunden var den kolde krig, som på ny sendte isnende vinde fra både øst og vest. Sovjet var
rykket ind i Afghanistan, NATO besluttede at opstille 572 mellemdistanceraketter i Europa, i Norge
blev udenrigsministeriets pressechef Arne Treholt arresteret som spion for Sovjet, og i USA kaldte
præsident Reagan Sovjetunionen for ”Ondskabens Imperium”. Under inspiration fra en
kvindefredslejr i England etablerede er gruppe danske kvinder en tilsvarende lejr ved Mønsted Å,
lige udenfor det militære område, hvor NATO var i færd med at opføre en bunker for
overkommandoen i Danmark og Slesvig-Holsten.
I sommeren 1984 gennemførte kvinderne en række ”angreb” ind på det militære område, ved en
stor aktion den 25. august trængte de ligefrem ind i bunkeren. Det måtte de skam ikke, og militæret
udkommanderede store styrker for at beskytte sig mod de militante kvinder. Fredskvinderne skulle
naturligvis også slæbes for retten, tiltalt for ulovlig indtrængen på militært område. Retten blev sat
8. januar 1985, og Folkebladet besøgte kort før retsmødet den lille flok tapre kvinder, som havde
valgt at overvintre i fredslejren. Kong vinter bed hårdt i januar 1985, men Folkebladets journalist
rykkede sammen med kvinderne ved bålet i den ene af de tre tipier og fik sit interview om livet i
den bundfrosne fredslejr. Skønt mælkekartonerne var som isblokke, og maden måtte tøes op over
åben bål, var humøret og kampmoralen fortsat høj.
Interessen for retssagen ugen efter var også stor, sympatisører besatte alle tilhørerpladser, og
ifølge Folkebladet var der vældig gang i strikkepindene. Byens politimester, Kay Bagger, indtog
selv pladsen som anklager. Dommeren så dog med milde øjne på aktivisterne, han nøjedes med at
uddele mindre dagbøder på op til 100 kr. i tre dage. Det var sikkert, som det skulle være. Alle
vidste, her var tale om en politisk manifestation. Også i de næste måneder sneg demonstranter sig
ind på det militære område, blandt andet under en ”påskeoffensiv”, men efterhånden sænkede
freden sig. Mildere vinde begyndte at blæse fra øst. De forstenede gamle mænd i Kreml døde, og
Gorbatjov lancerede sin perestrojka og glasnost.
En mudret sag
En enkel sag dukkede op i Viborg Stifts Folkeblads spalter igen og igen i over 15 år. Det var
miljøstriden om Hjarbæk Fjord. Sætter man sig for at tælle de mange artikler, debatindlæg,
læserbreve, beskyldninger og protestskrivelser, vil tallet sikkert nå op på flere hundrede. På Viborg
Stifts Folkeblad var det i mange år journalist Bruno Primdal, som dækkede sagen. Det gjorde han
sagligt og kompetent, og hele den til tider meget følelsesladede miljødebat er et mønstereksempel
på, at et lokalt dagblad ikke kan undværes, når vigtige samfundsspørgsmål skal behandles på
demokratisk vis.
Striden om salt i Hjarbæk Fjord rakte helt tilbage til beslutningen i 1964 om at bygge en fast
forbindelse over Virksund. Ved den lejlighed havde magtfulde landboorganisationer trynet fiskerne
ved at kræve en dæmning med sluser frem for en bro. Derved kunne vandstanden i Hjarbæk Fjord
reguleres og landmændene langs fjorden fik ganske gratis mulighed for at opdyrke engene.
Dæmningen bevirkede imidlertid, at fjordens vand blev mere og mere fersk, hvorved fjordens
fiskere mistede deres eksistensgrundlag.
Men det skulle blive værre. Udledning af næringsstoffer gennem de mange vandløb til fjorden
skabte i halvfjerdserne så voldsom en belastning af Hjarbæk Fjords vande, at ikke blot fiskerne,
men også de lokale beboere, sommerhusejerne, turistfolket og friluftsorganisationer krævede salt i
fjorden. Fjordens brakvand var blevet en stinkende fosforpøl med jævnlige bundvendinger. I
billeder og tekst kunne Folkebladet hver sommer berette om, at beboerne i Hjarbæk blev udsat for
33
ren tortur i skikkelse af milliarder af dansemyg. Så snart varmen kom, blev luften over Hjarbæk
indtaget af svirrende flokke, hvis enerverende konstante summen drev folk til vanvid.
Charles Klitgaard, formand for amtets tekniske udvalg, havde imidlertid ingen forståelse for
miljøproblemerne. Han så tilsyneladende gerne, at Hjarbæk Fjord skulle omdannes til en indsø, og
den forhalingstaktik, som teknisk udvalg og amtets politiske flertal udøvede år efter år, tjente ikke
det demokratiske system til ære. Forhalingstaktikken gik blandt andet ud på at nedsætte
arbejdsgruppe efter arbejdsgruppe, der skulle belyse konsekvenserne af snart det ene så det andet.
Beboere og miljøfolk var ikke i tvivl om, at amtsrådsflertallet især ville tilgodese landbrugets
interesser, men sagen kom til at trække så meget i langdrag, at den afgørende skadede landbrugets
renommé. Amtsborgmester P. E. Eriksens rolle i sagen var ej heller for heldig, da han på et
tidspunkt ville give biologerne mundkurv på med et krav om ”koordineret information”. Vi skal helt
frem til foråret 1991, før sluserne ved Virksund blev åbnet så meget, at saltvand kunne slippe ind i
fjorden. Hvorefter landbruget frimodigt rejste krav om erstatning for de tab, de mente at ville få, når
saltvand igen ind imellem oversvømmede de enge, som de i 1966 gratis havde fået tørlagt.
De elektroniske medier
I marts 1984 gik Radio Viborg i luften og brød Viborg Stifts Folkeblads "monopol" på daglige
nyheder. Bladet fulgte naturligvis med interesse den nye konkurrent, der lagde hårdt fra land med
tre faste medarbejdere, 80 frivillige uden løn og 1.000 støttemedlemmer. Ikke mindst de mange
frivillige, som udgjorde en broget skare af ildsjæle, gjorde lokalradioen til et forfriskende
eksperiment, som fik mange - også uden for Viborg - til at stille ind på stationen. Andre flygtede
skrigende bort. Den hæsblæsende stemmeføring fra overgearede reklamespeakere og den massive
sendeflade med blød popmusik, gav den i visse kredse tilnavnet ”Radio Dum”. Viborgstationens
ekspansion irriterede også nabostationerne, blandt andet Radio Skive, der sammenlignede den med
en elefant i en porcelænsbutik.
Internt i radio-lokalerne på Vesterbrogade kneb det ind imellem at forene alle de mangeartede
interesser, som de frivillige repræsenterede. Folkebladet kunne i sidste halvdel af firserne berette
om ballade på stationen, og i 1989 var der et hul i pengekassen på 902.000 kr. En indsamling blandt
trofaste lyttere rettede imidlertid skuden op. Viborgenserne ville beholde deres lokalradio.
Om Radio Viborgs fremkomst medvirkede til abonnementstilbagegangen på Viborg Stifts
Folkeblad skal være usagt. Også regionalt TV kom på banen. Det fik i 1988 Folkebladet til at gå ind
i den elektroniske formidling, men det TV-produktionsselskab, som avisen var medejer af, fik en
relativ kort levetid. I stedet satsede ledelsen på en rationalisering og et tættere samarbejde med de
øvrige Bergske blade i Nordvestjylland. I efteråret 1990 flyttede trykningen af avisen og ugebladet
Viborg Nyt til et fælles trykkeri i Holstebro, men så i december samme år fik de Bergske til
medarbejdernes store overraskelse en ny ejer, finansmanden Klaus Riskær Pedersen. Ved
overtagelsen proklamerede Riskær Pedersen, at han troede på en fremtid for Viborg Stifts
Folkeblad. Ikke desto mindre skabte finansmandens dispositioner i de følgende år netop usikkerhed
om dette.
34
Kapitel 12
Viborg Stifts Folkeblad under nye ejere
”Et flittigt værksted er dagens presse,
hvor gnister fyger fra tidens esse.”
De poetiske ord om lokalavisens virksomhed er skrevet af digteren Thøger Larsen - det er ham med
”Danmark nu blunder den lyse nat”. Thøger Larsen var engang redaktør på det lille Lemvig
Dagblad, men poesien passer også på Viborg Stifts Folkeblad, hvor flittige medarbejdere nu i 125 år
har smedet over tidens esse. Nogle artikler har gnistret mere end andre, men på alle hverdage har
der ligget en frisk avis, som buddene med den største selvfølgelighed har ladet dumpe ind ad
brevsprækken eller ned i postkassen hos abonnenterne.
Et aktiv i et konkursbo
Men den lokale avis er ikke nogen selvfølge. Ordene er ikke mine, men udtalt af Folkebladets
chefredaktør i 1993, Per Sunesen, på et tidspunkt hvor avisen efter et par turbulente år endnu ikke
havde afklaret ejerforholdet og derfor havde svært ved at spå om fremtiden.
Usikkerheden om avisens fremtid opstod, da bladgruppen De Bergske Blade kort før årsskiftet
1990/91 blev fanget i finansmanden Klaus Riskær Pedersens net. Riskær var en af de smarte
gulddrenge fra firserne som gerne udså sig velanskrevne virksomheder som investeringsobjekter og
tilsyneladende havde han også en ambition om at blive medieboss. Efter hundrede dages
tænkepause præsenterede han i alt fald en fremtidsplan for de syv aviser i bladgruppen. 100 mio. kr.
lovede han at investere i tiptop moderne redigerings- og produktionsudstyr, til gengæld måtte
aviserne rationalisere de daglige arbejdsgange og fyre knap 1.000 medarbejdere; flest på
Frederiksborg Amtsavis. En ny fællesredaktion var tiltænkt at forsyne alle syv blade med en 2.
sektion, som især skulle indeholde landsdækkende og internationale nyheder. Viborg Stifts
Folkeblad blev en del af en fælles nordvestjysk division, også med et vist redaktionelt samarbejde.
Alt sammen tilsyneladende ganske fornuftigt.
Men, men, men .. de 100 mio. kr. var måske ikke lige til stede i gangbar mønt. 25 mio. kr. blev
ifølge finansmandens eget udsagn tryllet op af hans private sparegris. De resterende 75 mio. kr. ville
han finde ved rationaliseringer og ved salg af obligationer i De Bergske Blade. Og hvem ville købe
dem? Tilsyneladende især andre Riskær Pedersen selskaber! Men i februar 1992 bristede boblen,
inden planerne lod sig realisere. Finansmanden blev erklæret konkurs med selskabet Krepco
Holding, hvilket udløste en dominoeffekt. Accumulator Invest stoppede betalingerne og brikkerne
faldt i hurtig tempo i finansimperiet, fordi betalinger på kryds og tværs med efterfølgende
udstedelse af gældsbreve mellem de mange selskaber i koncernen gjorde dem sårbare over for
problemer i andre selskaber. Klaus Riskær Pedersen vidste naturligvis godt, at de fire dagblade i
Nordvestjylland hørte til den sunde del af virksomheden og 24 timer før konkursen var han
beregnende nok til at flytte den bestemmende indflydelse over De Bergske Blade over i Den
Bergske Fond, som han selv kontrollerede.
Klaus Riskær kom straks i slagsmål med sine kreditorer om ejerskabet til de fire nordvestjyske
aviser, og utrygheden bredte sig i bladhusene: ville man blive revet med i faldet? Redaktør Sunesen
måtte gentagne gange i spalterne understrege, at Folkebladet var en sund forretning, mens tillidsfolk
fremhævede, at avisens overlevelse var altafgørende. Ejerslagsmålet kom i anden række, og både
ledelse og tillidsfolk udtrykte en stærk tro på Folkebladets plads som nyhedsorgan på Viborgegnen.
35
Folkebladet sat til salg
På de indre linier gik de fire bladhuse straks i gang med at banke en overlevelsesplan sammen.
Konkursboets kurator J. Korsø Jensen havde ansvaret for, at aviserne blev solgt, så værdierne kunne
realiseres, men han havde den rette forståelse af, at salget skulle ske til den rette køber og til den
rette pris. Det var også på Korsø Jensens initiativ, at De Bergske Blade fik etableret en ny
bestyrelse, som pressede Riskær uden for indflydelse. Finansmandens skygge hvilede dog tungt
over årsregnskabet for 1991. De røde tal på bundlinien viste et minus på 12.987.000 kr. Et særligt
problem var huslejen, idet Riskær Pedersen i 1990 lod sit private datterselskab overtage
bladbygningerne, hvorefter han udlejede dem til aviserne til en tårnhøj husleje, der ikke stod i
rimeligt forhold til deres værdi. For datterselskabet var det til gengæld en effektiv måde måned for
måned at ”malke” aviserne for værdier. Som en udløber af krakket røg bladbygningerne imidlertid
på tvangsauktion i maj 1992, og for at undgå fortsat at sprælle i nettet, købte aviserne i juli samme
år deres egne bygninger tilbage.
De Bergske dagblade i Ringkøbing, Holstebro, Thisted og Viborg var under
konkursbehandlingen i samme situation, og det var derfor naturligt, at de forsøgte i fællesskab at
manøvrere rundt i de usikre økonomiske farvande. Og bestyrelsen, hvor de fire chefredaktører
havde sæde, styrede med overblik. Læserne skulle beholde deres lokalavis, men avisen skulle
indeholde mere end det. Modellen - som de præsenterede i september 1993 - blev den to-delte avis,
hvor journalisterne i de enkelte bladhuse tog sig af den ene sektion med lokalstoffet, mens en
fællesredaktion i den anden tog sig af stof fra den øvrige verden. Meget annoncestof blev fælles,
hvorved annoncørerne fik adgang til et stort marked med ca. 240.000 indbyggere. Endelig blev det
tekniske samarbejde udbygget med det fælles trykkeri. Herved håbede også Folkebladet at undgå en
snarlig bladdød, som truede under den stigende konkurrence på avismarkedet. Tilbage stod dog
fortsat den ubehagelige kendsgerning, at ejerskabet endnu ikke var afklaret.
Den 9. marts 1994, efter fire års usikkerhed, kom omsider afklaringen. Det Berlingske Hus købte
De Bergske Blade for 60 mio. kr. af konkursboet. Derved blev Viborg Stifts Folkeblad en del af en
landsdækkende bladkoncern, men det tætte regionale samarbejde, som de fire chefredaktører havde
kæmpet for, blev videreført. Kort efter indgik også de tre stiftstidender som medejere.
Højt at flyve …
Læserne fornemmede i det daglige ikke, at der i en meget lang periode herskede usikkerhed om
fremtiden for deres avis. Redaktionen holdt ikke sagen skjult; på den anden side var der vel ikke
grund til at skabe unødig usikkerhed, og derfor blev det kun til nogle få artikler.
Derimod havde byens turistchef om nogen næse for at skaffe sig medieopmærksomhed. Ideer
tilflød avisens spalter i en lind strøm: idrætsturisme, snekanoner på Klostermarken, Viborg som
kurby, springvand ved søerne, turistsejlads og meget, meget mere. Blot synd, at der manglede en
bagstopper, som kunne have sorteret lidt i iderigdommen, sorteret kerner fra avner, og derefter
sikret, at slæbet med at omforme ide til virkelighed også blev taget. Bag den imponerende
profilering lå muligvis også en noget ureflekteret opfattelse af, at den bedste markedsføring af
turismen bestod i at få nævnt Viborg så ofte som muligt i medierne.
Folkebladets journalist på turistområdet havde naturligvis også blik for ideer, som havde med
Viborgegnen at gøre og samtidig indeholdt en vis underholdningsværdi. Den hvide stork havde
f.eks. engang været noget særligt i Viborg. Det vidste journalisten og det vidste turistchefen. Så
hvorfor ikke lancere storkens genkomst? Turistchefen fik sponsoreret en ny storkerede til
Karnapgården og præsenterede Viborg som storkeby. Det kom der meget morskab ud af. Ved
indvielsen af den nye storkerede kom den altid optimistiske turistchef nemlig for skade at sige, at
han selv ville tage bolig i reden, hvis ikke et storkepar dukkede op inden sommer. Og foråret gik, og
svalerne kom, og det blev sommer. Men ingen storke viste sig over byens røde tage. Hukommelsen
36
hos avisens læsere fejlede imidlertid ikke noget, der kom pæne hentydninger og en dag stod der en
flok træstorke i turistchefens have, mens en anden af slagsen, udført i papmache, tronede i reden. Så
måtte turismens førstemand højt til vejrs. Iført livline, mobiltelefon, hvid bluse og røde
strømpebukser sad han en lørdag i august 1994 i sin rede på taget af Karnapgården. Mediesuccesen
var i hus, men turister kom der nu ikke flere af.
Den grønne bølge …
Byens håndboldpiger formåede bedre at fastholde succesen. Viborg Håndboldklubs kvindehold fik i
1990’erne suverænt den største medieomtale, og holdet nåede større sportslige resultater end noget
andet dansk klubhold før dem. Resultaterne blev skabt på talent, vilje og hårdt arbejde.
Fundamentet blev lagt, da en handlekraftig bestyrelse i klubben i 1988 ansatte Ulandsholdstræneren Ulrik Wilbek som førsteholdstræner, og med ham kom et halvt hold af store
talenter til VHK. I forvejen havde klubben målmanden Susanne Munk Lauritsen og
ynglingespilleren Heidi Astrup som de mest lovende spillere.
Opstigningen mod toppen i dansk kvindehåndbold blev snart fulgt tæt af Viborg Stifts Folkeblad,
og snart også ”live” af viborgenserne. Det kneb efterhånden med pladsen i den gamle stadionhal,
men stemningen var herlig, anført af ”Slipsedrengene” og ”Gokkes Corner”. Under den nye træner
udviklede spillerne et helt anderledes seværdigt håndbold med tempo og sublim teknik. En tid
lignede VHK de evige 2-ere efter fynske GOG, men i 1994 gik alting op i en højere enhed. ”Hu-hej,
hvor det går” skrev Folkebladet i april, hvor håndboldpigerne stod som pokalvindere og var tæt på
finalen både i Europa-Cup og DM. Snart efter, en smuk forårsaften i maj, vendte holdet i triumf
hjem til Viborg med Europa-Cup trofæet og mødte ved Borgvold en folkehyldest, der var en
romersk hærfører værdigt. Kort efter var Danmarksmesterskabet også i hus. Viborg-holdet blev det
hold, alle de andre måtte forholde sig til, og den nye stadionhal er blevet en næsten uindtagelig
bastion.
Folkebladet i stadig forandring
Folkebladets evne til fornyelse, som med held blev afprøvet i halvfemserne, holdt sig. Lige efter
årtusindskiftet fik Folkebladet ny chefredaktør og De Bergske Blade et nyt avanceret trykkeri. Det
fælles trykkeri i Struer sikrede ikke alene læserne en avis, der kunne leveres i farver på de fleste
sider. Den elektroniske arbejdsgang sikrede tillige en mere glidende overgang mellem nyheder af
lokalt, regionalt og landsdækkende art.
Den nye chefredaktør Lars Norup signalerede hurtigt, at Folkebladet skulle være en aktiv del af
lokalsamfundet. Ikke mindst i jubilæumsåret har avisen været til stede som arrangør eller deltager i
en bred vifte af idræts- og kulturbegivenheder. Redaktionelt afprøves nye former med længere
artikelserier over temaer fra arbejdspladser eller det sociale område. Og tilsyneladende falder det i
læsernes smag. Avisen kan faktisk modsat mange andre lokalaviser spore stabilitet og fremgang.
Formen, hvorunder nyheds- og baggrundsdækningen af alle væsentlige begivenheder i
lokalsamfundet formidles, skal avisen naturligvis løbende tilpasse læserens behov, men opgaven er
for så vidt den samme som for 125 år siden. Det samme gælder avisens anden hovedopgave: den
skal være central i den lokale debat og være åben for fri meningsudveksling. Pressens medansvar
som demokratiets talerør og vogter er fortsat lige aktuelt, og selv om vi vel i dag bruger andre ord,
bør stifternes programerklæring ”For Sandhed og Ret” være lige så betydningsfulde i Viborg Stifts
Folkeblads daglige arbejde i dag som i 1877.
37