parcelhuset - Bygningskultur Danmark

Transcription

PARCE LH USET
G U I D E T I L B E VA R I N G O G F O R N Y E L S E
PA R C E L H U S E T – G U I D E T I L B E VA R I N G O G F O R N Y E L S E · · · · · ·
1
Indholdsfortegnelse
Forord
Indholdsfortegnelse
5
Forord
Foreningen Bedre Byggeskik
7
Arkitekturen og indretningen
13
Det danske parcelhus – en lang historie 1 · Parcelhusets arkitektur
Facaderne
25
2 · Om- og tilbygning
13
Taget
35
3 · Taget
23
Grafisk tilrettelæggelse: Sille Jensen
Vinduer, døre og kviste
45
4 · Facaderne
35
Trykt i Danmark 2013
Udvendige detaljer og nære omgivelser
53
5 · Vinduer og døre
45
Indvendige overflader
61
eksempler på et parcelhus med valmet tag. Arkitekt Allan Dalgaard.
Snedkerdetaljer
71
6 · Udvendige detaljer og de nære omgivelser
7 · Indvendigt
61
71
Alle rettigheder forbeholdes. Der kan dog frit citeres fra publikationen, forud-
Køkken og bad
83
8 · Energi og konstruktioner
Tekniske installationer
99
PARCELHUSET · Guide til bevaring og fornyelse
© Bygningskultur Danmark, 2013
Forfatter: Jeanne Brüel
ISBN: 978-87-90915-98-8
Vignet: Facade af et arkitekttegnet hus fra 1973. Et af periodens mere sjældne
sat at kilden tydeligt anføres. Enhver anden udnyttelse er uden Bygningskultur
Danmarks skriftlige godkendelse forbudt ifølge dansk lov om ophavsret.
81
Efterskrift
103
9 · Parcelhuset i fremtiden
Ordforklaringer
Ordforklaringer
107
Henvisninger og kilder
111
109
Fotos
111
111
Supplerende litteratur og henvisninger
2
5
7
· · · · · · PA R C E L H U S E T – G U I D E T I L B E VA R I N G O G F O R N Y E L S E
Tak
91
103
105
Forord
I perioden 1960 til 1980 blev der bygget omkring 450.000 parcelhuse i
Danmark. Det er 75 huse – om dagen! Faktisk udgør parcelhusene over en
fjerdedel af alle bygninger i Danmark. Dermed udgør de en meget stor del af
vores bygningsarv og af det bebyggede miljø i det hele taget.
Parcelhusene gav den nye generation af husejere en følelse af frihed, som
mange havde drømt om længe. Frihed til at råde over eget hus og egen have,
frihed til at udfolde sit fritidsliv i det private rum. Men også friheden til at bygge til og om på sit hus i takt med, at familiens behov eller moden ændrede sig.
Selvom parcelhusene fra begyndelsen skulle være billige at opføre og derfor
var blottet for unødig pynt og unødigt dyre detaljer, var parcelhusene i deres
grundform rundet af den danske byggetradition. En tradition, som senere ejere, typehusproducenter og håndværkere ikke altid har haft øje for. Så selvom
parcelhusenes væsentligste egenskab nok er, at de har givet flere generationer
husejere mere plads, lys og luft, må man ikke glemme at passe på husenes arkitektur og deres værdi for den danske bygningsarv.
Bygningskultur Danmark har derfor udgivet denne guide for, i tråd med foreningens formål, at øge fokus på det generelle arkitektoniske kulturniveau.
Guiden kan anvendes såvel ved vedligeholdelse som ved ombygning af parcelhuset. Guiden fører på en enkel og oplysende måde, blandt andet ved hjælp af
eksempler på gode og dårlige løsninger, læseren gennem de arkitektoniske og
håndværksmæssige løsninger, vi mener egner sig bedst til parcelhuset.
Vi håber, at denne guide må blive til glæde for ejere, rådgivere, håndværkere, undervisningsinstitutioner, kommuner og mange andre, der interesserer sig
for og arbejder med bevaring og udvikling af vores danske bygningskultur.
Birthe Iuel
Formand for Bygningskultur Danmark
Det danske parcelhus – en lang historie
ved Peter Dragsbo
Alle kender parcelhusene – selv om det er nogle år siden,
ordet sidst blev brugt i ejendomsannoncerne. Men vi ved,
at det er de der mængder af huse med have i forstæderne
fra velfærdssamfundets gennembrudsår fra slutningen af
1950’erne til slutningen af 1970’erne. De ligger der på rad
og række med deres røde eller gule mursten, lave eternittage eller flade built-up-tage, gavl-altaner eller carporte,
haver med nåletræer eller hængepile.
Parcelhuset – drøm og virkelighed
For nogle er det næsten et skældsord: De vil ikke have »parcelhusstil«, de vil
ikke bo i »parcelhusørkenen«, og de bygger husene om til »patriciavillaer«,
som det hedder på ejendomsmæglersprog, eller »arkitekttegnede« huse. For
andre er det virkeliggørelsen af en drøm: »Endelig eget hus med have« og
»Se, der et sejt retro-badeværelse med brune og orange fliser!«. I hvert fald
bor hundredtusinder i et »parcelhus« (selv om de kalder det noget andet) –
mellem 40 og 50 % af alle danskere. En stor del af dem er faktisk glade for
deres parcelhus – og for endnu flere endte det, trods drømme om meget andet, med et parcelhus – lige som det ender med en Lilly Model – »af hensyn
til børnene, af hensyn til beliggenheden og prisen, af hensyn til skatten, fordi
man kan bygge om og til, som man (næsten) vil« osv. osv. Det er dem, denne
bog henvender sig til.
Hvorfor hed det parcelhus?
lige før ejerne skulle til at opføre et »rigtigt«
parcelhus.
I en undersøgelse fra 2008,
blev en række danskere over
15 år spurgt om, hvor og
hvordan de gerne vil bo og
hvorfor. 70 % svarede, at de
foretrak at bo i ejerbolig.
90 % af disse foretrak enfamilie- eller rækkehus. De, der
foretrak et enfamiliehus, var
fortrinsvis under 50 år og levede i et parforhold.
Kilde: Center for Boligforskning
Men hvorfor hedder det egentlig parcelhus, når det i alle andre lande hedder
enten villa eller hus? Hvad er egentlig en »parcel«? Vi skal faktisk over 100 år
tilbage. Indtil omkring 1890 boede danskerne på fire måder: Bønderne boede
på gårde, jævne folk på landet og i småbyerne i huse, arbejdere og borgere i
byerne i etagehuse og de allerrigeste i villaer. Især byernes arbejdere, hvoraf
mange var kommet fra landet, savnede en have, både som fristed og til at
dyrke grøntsager. I 1888 stiftede arbejdere i Aalborg Danmarks første kolonihaveforening efter tysk forbillede – og hurtigt blev alle større byer omkranset af titusinder af små kolonihaver. Og fordi det var haver og ikke byggegrunde, kaldtes de lige som jordstykker på landet »parceller«.
De var ikke særligt store, og som regel lå de på lejet grund. Derfor begyndte nogen at tænke på, om man ikke i fællesskab kunne udstykke haveparceller, som var større og som kunne blive private ejendomshaver. Først
var der nogle byggeforeninger, der ikke kunne finde ud af at bygge i fællesskab og sagde til medlemmerne: Gør som I vil, brug dem til huse eller haver!
Et lille kolonihavehus fotograferet i 1965,
7
modstående side:
Et såkaldt »A-hus« i Skælskør 1972, tegnet
af arkitekt Brøchner-Nielsen.
Det samme skete i nogle villakvarterer. Men omkring 1908-10 begyndte
nogle driftige folk at sætte udstykninger af parcelhaver i system – bl.a. en
murermester i Århus og en telefonbogsredaktør i Randers.
Parcelbevægelsens storhedstid
En kompakt murermestervilla med rødt
murværk og karnap fra 1920’erne.
Et eksempel på en typisk bungalow med det
karakteristiske lave paptag ca. 1930.
Så kom 1. Verdenskrig, og alt blev alt for dyrt – især grøntsager. Så kom der
gang i at starte parcelforeninger, ikke mindst rundt om København og de
større jyske byer. Årene omkring 1920 blev simpelthen »parcelbevægelsens«
storhedstid. Nu kunne arbejderklassen få opfyldt drømmen om et stykke jord
til evig arv og eje. – Som sagt, meningen var at bruge parcellerne til grøntsager, frugttræer, lidt blomster og måske et lysthus eller et kaninbur. Men
med den tids byplanlovgivning var det ikke forbudt at bygge et lille helårshus
i haverne. Og hvad skal man kalde et hus på en parcel – rigtigt: Parcelhuse!
Husene mellem 1920 og 1945 var meget forskellige: Der var solide murermesterhuse, der var bungalower med lave tage, og der var masser af
selvbyggede huse. Omkring 1925 prøvede nogle firmaer godt nok at lancere
færdiglavede huse – men tanken blev helt til grin. Anderledes blev det efter
2. Verdenskrig. Med det moderne samfund og de modernistiske arkitekter var tanken om »boligen som en vare« blevet mere og mere acceptabel.
Og både arkitekterne og det nye Boligministerium så »typiseringen« som
løsningen på den enorme bolignød. Det blev til det industrialiserede etagebyggeri, som kom til at præge forstæderne med de store montagebyggerier i 1960’erne. Men det førte også omkring 1945 til en række forsøg
med »typehuse«. Især kommunerne og de sociale boligselskaber begyndte
at eksperimentere med huse til »mindrebemidlede og børnerige« familier, f.eks. træhuse (»finnehusene« fra Finland) eller elementhuse (f.eks. af
Brugsforeningernes Durisol-betonsten).
Typehusets sejrsgang
Resultatet af det hele blev, at »typehuset« blev symbolet på den sikre boligvare. I starten var arkitekterne med. De stiftede bl.a. i 1958 »Arkitekternes
Typehuskontor« og lancerede flere arkitekttegnede hustyper, f.eks.
Brøchner-Nielsens »A-Huset«. Men fra starten af 1960’erne gled arkitekterne i baggrunden til fordel for bygmestre og byggefirmaer. Tiden fra
1955-60 og frem blev præget af de mange typehusfirmaer.
Nogle af de store, mere eller mindre landsdækkende blev Johan Christensen & Sønner, Høm Huse, Give-Huset, Tjæreborg Huset, JELY-huset, Roslev
Huse, Hosby Huse, Myresjö Huse, Jondahl Huse osv.
Ser man på det, der blev bygget (f.eks. typehus-udstillingerne forskellige steder i landet), opdager man, at en stor del af typehusmarkedet blev
dækket af regionale håndværksfirmaer. Men arkitekter fra København kunne
også tage initiativ til en boligudstilling et eller andet sted i landet, og ved en
udstilling i Skjoldhøjparken ved Århus var der endnu i 1968 arkitekttegnede
typehuse, bl.a. af Friis & Moltke.
Blandt leverandørerne af typehuse var der flere kendte »typehuskonger«.
En af de mest kendte blev Jens Peter Koch i Odense, der fik stor succes med
at sælge enfamiliehuse og rækkehuse på helt faste vilkår og med minimale
udbetalinger. En anden var farvehandler Carl Peter Nielsen i Esbjerg, kaldt
»Carl Peter Kulør«, som i 1955 lancerede CP-huset, bygget på 30 dage. Og
endelig blev der omkring 1960 i flere byer organiseret byggeri som selv- og
medbyggeri.
Typehuskongen Carl Peter Nielsen, »Carl
Kulør«, opførte i 1955 det første af det vidt
udbredte CP-Hus i Esbjerg. Udstillingshuset
Dortheavej 30 blev opført på 30 dage og
vakte stor opmærksomhed.
Parcelhuset bliver danskernes bolig
De store love om billige statslån til alt byggeri i perioden 1938-45 gav stødet til et enormt byggeri af »statslånshuse«. Og nu var forskellen mellem villaer og parcelhuse næsten forsvundet – villaerne var blevet demokratiseret,
og enfamiliehusene blevet normen. Og sjovt nok var det det »mindre fine«
ord, der vandt: Alle almindelige enfamiliehuse blev nu kaldt »parcelhuse«.
»Skakhuset«, et typehus tegnet af arkitekt
Max Louw og opført 1961 i Nordborg på
initiativ af fabrikant Mads Clausen, Danfoss.
Der blev gjort tykt grin med typehusidéen.
Tegning af Chr. Hoff i »Svikmøllen« 1924 af
Nybyggede parcelhuse i et nyt parcelhus-
»Phønix-husene« i Hvidovre.
kvarter i Skælskør 1972.
8
9
I 1950 udgjorde parcelhusene allerede omkring 40 % af alle boliger bygget
siden 1920. I 1960 var der ca. 440.000 parcelhuse i Danmark, men samtidig
blev de følgende tyve år parcelhusbyggeriets egentlige storhedstid. I årene
1960-80 blev der bygget 450.000 nye parcelhuse eller tæt ved 50 % af alle
nybyggede boliger. I de tyve år blev der gennemsnitligt færdiggjort 75 parcelhuse om dagen! I de følgende årtier er udviklingen fortsat, således at ca.
60 % af den danske boligmasse i dag består af enfamiliehuse, og heraf kan
2/3 eller over 40 % af boligmassen karakteriseres som »parcelhuse«. Men
nu foretrækker de fleste at kalde det noget andet: Villa eller enfamiliehus.
»Parcelhus« er ligesom »forstad« blevet et begreb, der betragtes med blandede følelser.
En sen murermestervilla fra ca. 1948, bygget som statslånshus. Violvej, Sønderborg.
Parcelhusene – et historisk bymiljø
I en parcelhuskonkurrence fra 1940 om »økonomi-
Forslag af arkitekt J. Houmøller Klemmensen, der viser et
ske hustyper«, det lille billige hus, bragte månedsbladet
lille gennemarbejdet parcelhus i én etage med en klar og
»Arkitekten« en sammenfatning af konkurrenceresulta-
koncentreret plan. Situationsplanen peger frem mod de
terne. Her stod bl.a., at en ny tendens var på vej i indret-
parcelhuskvarterer, der kom til at præge landet små 20 år
ningen af de små huse med en koncentration af de huslige
efter. Arkitekten nr. 12, 1940.
arbejdsområder samtidig med, at spise- og opholdsrummet
var blevet til en enhed. Noget der i fremtiden ville give mulighed for billigere og bedre typeløsninger.
Men nu ligger de her altså, de hundredtusinder af parcelhuse. Hver især er
de udtryk for deres egen tid: 1940’ernes og 1950’ernes statslånshuse i danske
røde mursten, snart med høj, snart med lav tagrejsning – små, men velindrettede. 1960’ernes store lave huse, ofte i gule eller hvide sten med sort eller brunt træværk – og store vinduer og døre til haven. 1970’ernes huse med
brune sten og høje tage med altan i gavlen, 1980’ernes lavt valmede tage og
store carporte. Og til sidst 00’ernes enfamiliehuse, hvis stil skød i alle retninger: Palæer med cementløver, norske eller amerikanske træhuse, arkitektvillaer eller bondehuse. Alle er de fortællinger om 60 år, hvor Danmark blev et
stadigt rigere velfærdssamfund – om en flugt ud af byen, til forstæderne og
de grønne omgivelser. Parcel- og typehusene er på den måde sammen med
forstæderne som helhed et historisk miljø på linje med de gamle bykerner,
landsbyer, fiskerlejer, herregårde, bondegårde, fabrikker og arbejderkvarterer.
De små ens huse med knappe bygningskroppe fra 1940’erne ligger ud mod vejen.
Pas på parcelhuset!
Selv om parcelhuset er blevet historisk, er det kun et fåtal, som kan fredes
eller bevares uændret. Parcelhuse er jo netop familieboliger, skabt til at udvikles og ombygges. Men hvis man står med et parcelhus fra storhedstiden
1960-80, kan man godt prøve at træde et skridt tilbage – i stedet for straks
at lave alting om! Tænk på
Rolig og homogen parcelhusvej med
1960’ernes ensartede lave huse, der »putter sig« bag de grønne hække.
•
•
•
Hvilken tid, stil og idé ligger egentlig bag huset, da det blev bygget?
Er huset »grimt« eller »dårligt«, eller er det bare noget, man synes lige nu og her?
Kan der bygges om og til med husets stil og karakter i stedet for mod?
Det er de spørgsmål, denne guide til bevaring og fornyelse af danske parcelhuse vil prøve at hjælpe med at besvare!
00’ernes parcelhuskvarter bygges fra begyndelsen med meget forskellige huse, hvilket skaber uro.
10
11
1 · Parcelhusets arkitektur
Parcelhuset og forstaden ændrede sammen med nye tanker om byplanlægning radikalt danskernes boligideal og
leveform for omkring 50 år siden. Parcelhuset er og har
for mange ejere været indbegrebet af drømmen om eget
hus på egen matrikel og er stadig den dag i dag danskernes
foretrukne boligform. Folk er glade for at bo der – blandt
andet fordi husene og kvartererne ved nærmere eftersyn
har en lang række arkitektoniske kvaliteter, som er værd
at passe på.
I dag er der over en million enfamiliehuse i Danmark, og 450.000 af disse er
parcelhuse bygget i perioden 1960-80. Den samlede danske velstand steg
markant i de år grundet vækst i produktion, eksport og lønninger, og parcelhusets »guldalder« og arkitektoniske identitet hænger derfor nøje sammen
med tilblivelsen af den danske velfærdsstat.
Parcelhuset som fællesbetegnelse dækker i de følgende kapitler over alle
typer enfamiliehuse fra perioden 1960-80: Fx parcelhuse bygget af håndværksmestre, egentlige typehuse og arkitekttegnede enfamiliehuse.
Udviklingen i parcelhusets status
De nye, jomfruelige parcelhuskvarterer
I parcelhusenes storhedstid så man det som et kæmpemæssigt socialt fremskridt, at en stor del af befolkningen nu kunne få råd til at realisere drømmen
om eget hus. Forstaden med sine grønne arealer og stilleveje skød op overalt
i Danmark, og det sunde, gode liv kunne leves i »havebyen«. En grundtanke,
der stammer helt tilbage fra slutningen af 1800-tallet.
Med typehusenes fremmarch blev de ensartede kvarterer efterhånden
opfattet som kedelige og »småborgerlige« af arkitekter og andre »kulturpersonligheder«. Arkitekten Anders Toft skriver i sin ph.d. afhandling »Huset
uden egenskaber« fra 2001: »Parcelhusets arkitektur har blandt arkitekter en
ambivalent status på grænsen mellem arkitektur og ikke-arkitektur«.
Dette har ført til et trist modsætningsforhold mellem arkitekterne og
Danmarks foretrukne boligform, et modsætningsforhold som tidligere tiders
arkitekter ellers havde arbejdet på at nedbryde. Fx udviste arkitekterne bag
Bedre Byggeskik-bevægelsen i begyndelsen af 1900-tallet meget stor arkitektonisk ydmyghed i deres arbejde for at højne det almindelige danske byggeris arkitektur.
Resultatet af arkitekternes afvisning af det beskedne parcelhus giver sig
udslag på to måder: I de relativt få tilfælde, hvor arkitekter i dag bliver engageret til at ombygge eller istandsætte et parcelhus, bliver huset i mange tilfælde ombygget til ukendelighed, uden respekt for parcelhusets karakter og
13
krævede omkring 1965 en vis pionerånd.
modstående side:
Parcelhus med den traditionelle farveholdning i gult murværk og mørkt træværk.
Et parcelhus bygget i de sædvanlige materialer og i parcelhusets normale skala, men
i en helt utraditionel form, der låser for
enhver mulighed for fremtidig om- eller tilbygning. Form følger ikke længere funktion,
og en af parcelhusets vigtigste kvaliteter er
dermed gået tabt.
Antropolog Inger Sjørslev
udtaler på baggrund af et
forskningsprojekt om livet i
de danske parcelhuse i et interview: »De fleste arkitekter tænker, at de laver det
perfekte til folk, og at boligerne er færdige, når de er
bygget. Men det går jo aldrig
sådan. Folk begynder straks
at bøje og mase materien.
Måske skulle man bare give
folk et eller andet byggeri,
der egner sig til at blive bygget om.«
kontekst. Og i nogle tilfælde, hvor ejeren selv står for ombygningen og går
på »byggemarkedshugst«, savner ombygningen arkitektonisk konsekvens.
Heldigvis er interessen for parcelhusets afdæmpede kvaliteter i dag ved
at genopstå: Mange nye parcelhusejere prøver at bevare husets stil fx ved
at sætte store vinduer i, som passer til huset, eller ved at beholde fliserne på
badeværelset, så længe de ikke fejler noget. En fin og pragmatisk holdning,
som parcelhuset indbyder til ved sin simple og letforståelige arkitektur. Den
bundfornuftige »parcelhussjæl« bliver en lige så stor del af fremtidens kulturarv som fx bindingsværkshuse, murermestervillaer osv. Også en række yngre
arkitekter er begyndt at tage hensyn til dette i deres arbejde med ombygning og modernisering af parcelhuse. Parcelhuskvartererne fortjener ligesom
den ældre bygningsmasse at blive opgraderet og ikke nedgraderet.
Arkitekturen
Allerede i 1946 gav den store lov om statslån til boligbyggeri stødet til et omfattende byggeri af små enfamiliehuse, »statslånshuse«. Men det var stigningen i velstanden, der sammen med et mere og mere kollektivt ønske om at
komme ud af byen, ud til »lys og luft«, der skabte det store boom i byggeriet
af parcelhuse fra slutningen af 1950’erne.
Statslånshuset var baseret på en række låneordninger, der skulle gøre det
muligt for mindrebemidlede familier at bygge eget hus. Der fulgte fra statens
side krav om maksimale arealstørrelser og pris på byggeriet. Derfor er disse
huse ofte ikke særligt store fra begyndelsen. Mange huse var fortsat tegnet
af arkitekter. Statslånshuset var typisk et længeformet étplanshus evt. med
delvis kælder, et lavt saddeltag og direkte adgang til haven. Planløsningen
var ikke længere »låst« af skorstene og kaminer, efter at centralvarme var
blevet almindelig. Husene var typisk murede, taget uden udhæng, og tagbeklædningen kunne være tegl, eternit eller pap. Statslånsordningen blev gradvist udfaset for helt at bortfalde i 1958. Statslånshuset blev forløberen for en
ny boligform – det masseproducerede typehus.
I 1950’erne blev arkitekterne inspireret af udenlandsk arkitektur fra bl.a.
USA og Japan. Tidens arkitektoniske ideal var huse med åbne planløsninger, panoramavinduer og skydedørspartier, der gav en tæt og umiddelbar
kontakt mellem hus og have. Konstruktionerne var ofte synlige, så husets
opbygning umiddelbart kunne aflæses. Gavlene var ofte murede, mens facaderne var lette og mønsteropdelte med sammenhængende vinduespartier. Taget blev det samlende element og var gerne fladt eller med en svag
hældning. Materialer og farver skulle være enkle og ærlige og samtidigt virke
varme og indbydende, fx mursten og træ både udvendigt og indvendigt. Der
findes en hel del meget fine og gennemarbejdede huse, tegnet af nogle af
vores bedste arkitekter fra den periode, hvor arkitekterne stadig beskæftigede sig med enfamiliehuset på det eksperimenterende plan.
I 1950’erne var det endnu ikke blevet usædvanligt at gå til en arkitekt for
at få tegnet et enfamiliehus, og mange andre fulgte traditionen fra Bedre
Byggeskik-tiden med at få en murermester til at tegne og bygge for sig.
Men omkring 1960 var det blevet alment accepteret, at man købte et »typehus«. Det var både nemt, billigt og hurtigt. Husenes udformning og byggetekniske løsninger blev påvirket af masseproduktionens standardiserede
materialer og elementer. Mange typehusfabrikanters grundmodeller var på
det tidspunkt endnu tegnet af arkitekter, og typehusenes kendte motiver
Statslånshuset var et godt lille, billigt hus
uden unødige detaljer.
↑ Den såkaldte »korsplan«, hvor husets
hovedskillerum danner et kors omkring
den centralt placerede skorsten. Murer
mestervilla 1929.
↓ Statslånshusets planløsning var mere
åben end tidligere med stue og spiseplads i
det samme rum. Statslånshus 1955.
Kilde: Center for Boligforskning
Et parcelhus, der er blevet udvidet, moderniseret og efterisoleret udvendigt. I virke-
← Et modernistisk hus med store glaspar-
ligheden meget store indgreb, som blot er
tier. Arkitekt Haldor Gunløgssons eget hus,
udført med så stor respekt for parcelhusets
opført i 1953, er en milepæl i dansk arki-
iboende kvaliteter, at disse stadig er fint
tekturhistorie og indbegrebet af behersket,
bevaret.
æstetisk elegance og funktionel arkitektur.
14
15
var hentet fra de store arkitekters villaer, fx de flade tage, de lette mønsteropdelte facader og kombinationen af lyst murværk og mørkt træværk.
Den trend, der fik størst betydning for parcelhuset, var stuens kontakt med
haven gennem de store vinduesog dørpartier. Der var ikke så langt fra den
»store« arkitektur til den »folkelige« byggeskik.
Parcelhusene har derfor deres egne, tidstypiske arkitektoniske kendetegn
og kvaliteter, som man som ejer bør sætte sig ind i, så husene kan bevares,
vedligeholdes eller ombygges på deres egne præmisser. Og så er de massefremstillede parcelhuse slet ikke så dårligt bygget, som rygtet siger. Mange
parcelhuse har allerede stået der i 50 år – og kan stå der i mindst 50 år
mere.
Parcelhuset
De få, rustikke materialer og kontakten til
naturen gennem de store vinduespartier er
parcelhusets mest typiske kendetegn.
Langt de fleste parcelhuse har en nedtonet, næsten anonym arkitektur.
Dette gælder både typehuse og arkitekttegnede enfamiliehuse fra perioden 1960-80. Husenes eksteriør kan umiddelbart virke lidt ensformigt og
udtryksløst, men deres konstruktive opbygning er gennemgående præget
af fornuftige løsninger. Parcelhuset er, til forskel fra tidligere tiders byggeri,
bygget i materialer, der i vid udstrækning er præfabrikerede og fabriksfremstillede som fx vægge i letbeton-elementer og tagkonstruktioner af gitterspær. Husene kan være opført med et lavt saddeltag, det mest typiske, i 1½
etage med et 45 graders tag, eller med et fladt built-up-tag. Karakteristisk
er tagudhænget langs facader og gavle, der både beskytter facaderne mod
det danske klima og skærmer for solen. Ydervæggenes mursten er et godt
og gennem århundreder afprøvet materiale, der samtidig udstråler soliditet.
Til det ydre bruges få materialer: Mursten, lette partier af træ og termovinduer mellem facadens murværk og eternit, tegl eller pap på taget.
Gavltrekanten er som regel beklædt med træ eller plader. Gult eller rødt
murværk og mørkt malet træværk og vinduer er de mest fremtrædende og
almindelige kendetegn på facaderne, men der findes også eksempler på huse
bygget af gasbeton eller betonelementer. I deres detaljering er husene optimeret mest muligt med henblik på at undgå fordyrende materiale- og især
tidsforbrug under opførelsen. Fx er det dyre murværk under de store, sammenhængende vinduespartier erstattet af en let træ- eller pladebeklædning.
↓Arkitekt Bertel Udsens eget hus fra
1956, hvor træ og mursten blev brugt både
ud- og indvendigt.
Typehuset
Et typehus er et masseproduceret parcelhus. Typehusenes materialevalg, detaljering og udformning adskiller sig ikke væsentligt fra et parcelhus bygget
af fx en håndværksmester. Typehusets helt store force var dels, at de fremtidige ejere ved selvsyn kunne se en prototype af huset, inden man bestemte
Olaf Lind og Jonas Møller
skriver i bogen »Bag hækken« fra 1996: »Men parcelhuset har også dele af en
bevidst arkitektur i sig. Alle
de funktionelle erfaringer,
der er nedfældet i materialer,
konstruktioner, installationer
og i store træk ved plan og
facader, er et bevidst, arkitektonisk indhold, som blot
er hyllet ind i konventionelle
former. Man kan kalde det
nyere danske parcelhus for
konventionel funktionalisme
– med et stænk romantik«.
← Så længe husets murværk og især træværk holdes ved lige, kan de fleste parcelhuse, også typehuse, stå meget længe. Her
et velpasset typehus opført i begyndelsen
af 1960’erne.
16
17
Omkring 1965 opførtes et »Ry-hus« på en
haveparcel med et lille kolonihavehus. Her
sig, dels at masseproduktionen alt andet lige sænkede prisen på det enkelte
hus. Ulempen var, at husets planløsning og udformning på forhånd lå nogenlunde fast.
Selvom der på landets mange forskellige typehusudstillinger var stor interesse for de mange forskellige, arkitekttegnede typehuse, valgte de fleste
nye ejere det helt traditionelle længehus med lavt saddeltag eller evt. fladt
tag – fordi det var det billigste: Prisen var det altafgørende, da mange af køberne var familier med jævne indkomster. Mange huse blev desuden solgt
som »medbyg«, hvor bygherren så selv skulle sørge for fx apteringen (skillevægge, fast inventar m.m.).
Dengang som nu ville de fremtidige ejere dog gerne have, at deres typehus skilte sig ud fra naboens, og derfor fandt producenterne ret hurtigt ud af
at markedsføre »det individuelle typehus«, hvor man kunne vælge mellem et
utal af små varianter i rumstørrelser og placering af og størrelse på døre og
vinduer. På denne måde kunne den enkelte ejer gøre typehuset til »sit eget«.
ser man en del af byggeprocessen, hvor den
indvendige elementvæg er rejst.
Det arkitekttegnede individuelle parcelhus
Der blev også opført huse, der blev tegnet til lejligheden af en arkitekt –
men ret få, blot ca. 25.000 ud af de 450.000 parcelhuse, der blev opført fra
1960-80. Det var svært at konkurrere med typehusenes relativt lave anskaffelsespris. Samtidig var der masser af andet arbejde for arkitekterne at
tage fat på som skoler, hospitaler, plejehjem, socialt boligbyggeri m.m., så
incitamentet til at tage kampen op med typehusproducenterne var ikke så
stort.
Ikke desto mindre fortjener disse huse at blive nævnt, da de i høj grad kan
tjene til inspiration for den ejer, der vil ombygge eller modernisere sit hus.
Familieskabet med det »almindelige« parcelhus er tydeligt. Grundformen
er uændret, men materialevalget er ofte dyrere og mere gedigent, fx fuldmurede ydervægge og skillevægge, klinkegulve eller tag med traditionelle
vingetegl. Planløsningen er dog ofte mere eksperimenterende med mere frie
rumlige forløb, der binder husets enkelte funktioner sammen. Der kan være
særlige rumlige oplevelser med niveauforskelle, pejse som skulpturelle rumdelere, varierende loftshøjder og andre arkitektoniske finesser. Der er ofte
gjort meget ud af at trække lys ind i huset gennem præcist placerede vinduer. Facaderne er ofte stramt komponeret med en præcis modulopbygning,
der giver nogle meget rene linjer.
Niveauforskellen i opholdsafdelingen giver
en særlig rumlig oplevelse. Bemærk papirskydedøren i baggrunden. Træ 16, Ole
Dybbroe, 1964.
I parcelhuset sidder vinduerne ofte helt
oppe under den rem, der bærer tagspærene.
Dette var en måde at spare det dyre, traditionelle murede stik over vinduet væk på.
Det individuelle arkitekttegnede parcelhus
kunne ofte tage mere hensyn til den omgivende grund end det standardiserede typehus, således at hus og have blev en helhed.
Villa Kathus tegnet i 1968 af arkitekt Bertel
Udsen.
Arkitekt Bertel Udsen var meget inspireret
Et traditionelt muret stik, mursten sat
af den amerikanske arkitekt Frank Lloyd
på højkant for at bære murværket over
Wright. Plantegning af stueetagen til et
vinduet.
parcelhus tegnet til en voksen og et hjemmeboende barn. Villa Kathus er opført i
→Den lave facadehøjde og den synlige tag-
1968 og er i dag fredet. Arkitektur DK
flade er et af parcelhusets kendetegn.
3-1971.
18
19
TYPEHUSE
TYPEHUSE
Disse eksempler på typehuse viser med al tydelighed, hvor forskellige typehusenes
planløsninger og arkitektur alligevel var. En stor del af de viste eksempler er tegnet af
arkitekter.
Alle tegninger er tegnet og venligst udlånt af arkitekt Ib Brusendorff, fra bøgerne
»Typehuset af idag«, 1963 og »Typehuset af idag, anden samling«, 1968, Høst & Søn.
øverst:
Helt traditionelt typehus med gitterspærskonstruktion og »pistolgang«, tegnet af
Arkitekternes Typehuskontor, Hustype B 23a.
Boligareal 96 m2.
nederst tv:
Typehus med ensidig taghældning og en ret
kompakt plan med et lille gangareal. Arkitekt
Allan de Nully Brown, type 5. Boligareal 101 m2.
nederst th:
Typehus med vinkel, fladt tag og pejs i den store
opholdsstue, Johan Christensen & Søn, type 147.
Boligareal 124 m2.
øverst tv:
Typehus med udnyttet tagetage, et såkaldt
»A-Hus« Ydervæggene er så lave, at der også er
skråvægge i stueetagen. Huset er kompakt, men
godt udnyttet med en stor opholdsstue i direkte
forbindelse til spisepladsen. Tegnet af arkitekt
A. Brøchner-Nielsen, Type 58. Boligareal 123 m2 .
øverst th:
Typehus med udnyttet tagetage og opholdsstue
både forneden og i tagetagen, Paul Ammentorp og
Peer Haubroe, AHB type 166. Boligareal 158 m2.
nederst tv:
Trefløjet typehus med fladt tag, der næsten er
et atriumhus. Husets planløsning er ligeledes
opdelt i tre sektioner: I en børne-, opholdsog forældreafdeling. Der er kælder under den
ene fløj. Tegnet af arkitekterne Carla og Axel
Jürgensen. Boligareal 159 m2.
Bygningstyper
Fladt tag
Parcelhusene følger langt hen ad vejen den århundreder gamle danske byggetradition med enkle, sluttede bygningskroppe. Typisk er de funktionelle
rum som indgang, bryggers, køkken og bad placeret i indgangssiden og opholdsrummene mod haven. Haven bliver med de store vinduespartier til et
ekstra rum i huset.
Huse med fladt tag eller et såkaldt built-up-tag er næsten altid i ét plan.
Nogle har en atriumgård eller er vinkelhuse med en terrasse placeret mellem
de to husfløje. Carporten er ofte sammenbygget med huset.
Længehuset
Den typiske model er et længehus med et lavt saddeltag bygget på gitterspær med en hældning på 15-30 grader. Nogle huse er opført med en vinkel
påbygget på havesiden. Denne enkle husform kan både ligge med gavlen eller langsiden ud mod vejen.
Udnyttet tagetage
Husene er placeret et stykke inde på parcellen, men til gengæld fungerer hækken som
en grænse, der præcist angiver parcellens
privatsfære.
Huse med udnyttet tagetage bliver især moderne i 1970’erne, hvor man ønsker større huse, uden at parcellernes areal følger med. Et karakteristisk træk
ved denne type parcelhus med et 45 graders saddeltag er den overdækkede,
tilbagetrukne altan i gavlen, evt. med en overdækket terrasse nedenunder i
grundplan. Typisk er opholdsrummene placeret forneden og værelser og bad
i tagetagen, men stuen kan også være placeret i tagetagen.
Det såkaldte A-hus er en variant af denne type, men med en mere kvadratisk grundplan, der er ret godt udnyttet. Tagfoden kan sidde meget lavt,
helt ned til ca. 1 meter over terræn. Set forfra ligner huset lidt et telt eller et
»A«. Der er ofte både overdækket terrasse og altan i en af gavlene.
Grundplaner
Hus med fladt tag og sammenbygget car-
Generelt har parcelhuset en kompakt, men meget velgennemtænkt grundplan. Det er ikke så let, som det ser ud, at skaffe brugbar plads til to voksne, to-tre børn og en hund på 130 m2, en opgave parcelhuset løser fint. I
1960’erne var boligarealet ca. 130 m2 i gennemsnit, men voksede efterhånden til 144 m2 i 1970’erne. På det tidspunkt blev det almindeligt med separat
voksen- og børneafdeling. Et parcelhus fra 1974 kan dog have et grundareal på helt op til 230 m2 og vil typisk være udstyret med køkken-alrum fra
begyndelsen.
Den arketypiske planløsning indeholder den såkaldte »pistolgang«.
Skæftet på pistolen er entréen eller vindfanget, og løbet er fordelingsgangen, hvorfra der er adgang til værelser, bad og stue. Generelt er stuen meget stor og køkken, bryggers og værelser forholdsvist små. I nogle huse er
der stadig en spisestue, alternativt en spisekrog i forbindelse med køkkenet.
Nogle huse har hel eller delvis kælder, især hvis grunden ligger på skrånende
terræn.
Grundplanerne afspejler både tidens familiemønstre og sociale liv, men
samtidig også de mest populære arkitekturtendenser. Planløsningen var blevet blødt mere op med statslånshuset, og samtidigt blev det normalt med
kun én stue i forhold til tidligere tiders mere hierarkiske opdeling med både
spisestue og stadsestue. Efterhånden blev spisekøkkenet også mere almindeligt. Man holdt ikke så meget på formerne mere, og den store stue blev
derfor det mest fleksible og benyttede rum, der kunne bruges både til selskabelighed, lektielæsning, fjernsynskiggeri m.m.
port. Træ 16, Ole Dybbroe, 1964.
Planen på 130 m2 er godt udnyttet med
plads til soveværelse, tre børneværelser,
den klassiske store stue og den berømte
pistolgang. Johan Christensen & Søn, Ib
Brusendorff, Typehuset af idag, anden samling, 1968.
Længehuset i et plan med lavt saddeltag er
den mest udbredte parcelhustype.
Børneværelserne var ganske vist ret små,
men velfungerende med plads til både seng
og lektielæsning. Træ 16, Ole Dybbroe,
1964.
Hus med 45 graders taghældning og udnyttet tagetage.
Et velbevaret »A-hus«, tegnet af arkitekt
Brøchner-Nielsen. Et af periodens populære
typehuse, der blev opført med succes rundt
Når der kun var en stue, måtte denne i sa-
om i hele landet.
gens natur være ret stor.
22
23
2 · Om- og tilbygninger
Alle huse bliver ombygget gennem tiden, men ikke alle huse
kan uden videre tilpasses de krav og nye funktioner, et moderne familieliv kræver. Mulighederne og begrænsningerne
afhænger altid af husets stilart og geometri. Parcelhusets
arkitektur er med sin typiske længeform og nedtonede ydre
rigtigt velegnet til mindre om- og tilbygninger.
Bevaring eller udvikling? Det ene udelukker ikke det andet. Intet hus er stillestående. De fleste husejere ønsker naturligt nok at sætte deres eget præg
på deres hus. Man flytter om, drømmer om store badeværelser, bygger udestuer, hobbyrum, drivhuse osv. Det er selve essensen af at bo og skabe det
individuelle hjem. Arkitekturen er blot en ramme om dette liv.
Parcelhusene fra tiden 1960-80 er arkitektonisk ret robuste og nemme
at aflæse. Parcelhusenes grundform ligger i forlængelse af den danske bygningskultur, og det ydre og indre materialevalg er ofte helt traditionelt, selv
om konstruktionsmetoderne er industrialiserede.
Ethvert hus fortjener at blive behandlet med respekt. Også parcelhusene,
som med lidt omtanke nemt kan vedligeholdes eller om- og tilbygges til
gode, tidssvarende boliger, uden at deres særlige arkitektoniske kvaliteter
behøver at forringes.
Når et parcelhus skal ombygges, er det vigtigt at have øje for helheden og
se på huset både indefra og udefra. Det nytter fx ikke, at en ny udestue fungerer som et ekstra, dejligt og lyst rum i huset, hvis den udefra virker som
en påklistret »velfærdsknast«, der er ude af proportion med husets facade.
Omvendt nytter det fx heller ikke at sætte nye, smukke vinduer i facaden,
hvis de ikke giver en ny, smuk oplevelse indefra. For at en om- eller tilbygning skal blive vellykket, skal den give gode oplevelser hele vejen rundt –
foruden at opfylde sin funktion, dvs. løse et praktisk behov.
En om- eller tilbygning, der tager sit udgangspunkt i husenes enkelhed og
samtidigt tager hensyn til husenes sparsomme, men rationelle detaljering, vil
som regel blive arkitektonisk vellykket. Det samme gælder materialevalget.
På den lange bane er tidløse materialer det langtidsholdbare sikre valg, fordi
man ved, hvordan materialerne ældes og skal vedligeholdes.
Omvendt kan også et mere nutidigt formsprog give kontrastfyldte og
spændende arkitektoniske oplevelser. Det vigtige er, at om- eller tilbygningen er tænkt igennem i forhold til både helheden og detaljen. Den store danske arkitekt Arne Jakobsen skal en gang have udtalt, at »forskellen på god og
dårlig arkitektur drejer sig om ganske få centimeter«. Dermed mente han, at
arkitekturen skulle gennemtænkes i både stor og lille skala for at opnå harmoni og gode proportioner.
25
Detalje af et nyt vindue og en ny let beklædning af olieret træ. Det olierede træværk og det sorte vindue passer farvemæssigt fint sammen med 1970’er-husets
mokkafarvede mursten, og detaljeringen
er skarp og præcis. Morten Dalsgaard,
m3arkitekter.
modstående side: Den originale trappe
har fået ny belægning af gummi, en belægning, der fx også ses anvendt på færger.
Overetagen markeres på væggen elegant af
det pudsede felt, der afgrænses præcist af
murværket.
Behov
Parcelhusene er fra begyndelsen funktionelle og fornuftigt planlagt til den
tids familiemønstre. For at få et moderne familieliv fx med sammenbragte
børn til at fungere, kan det i dag være nødvendigt med mere plads, større
børneværelser eller større køkken. Der er også, efter nutidig målestok, ofte
et misforhold mellem parcelhusets kæmpestore stue og de meget små børneværelser. Mange af husene forekommer måske lidt mørke og tunge i udtrykket, hvor man i dag gerne vil have mere lys og luft i rummene.
Allerede i 1964 blev det påpeget, at boligen
Fleksibilitet
ikke kun skulle kunne fungere, mens bør-
De fleste parcelhuse blev bygget med unge børnefamilier for øje. Allerede i
1964 blev det påpeget, at dette fokus var alt for kortsigtet. Tiden med små
børn er en ret lille del af en families liv. Når børnene bliver større eller flytter
hjemmefra, skal boligen kunne opfylde helt andre behov. Jo mere fleksibelt
en om- eller tilbygning udføres, jo bedre vil huset kunne komme til at fungere over tid. Både funktion og konstruktion skal følges ad, således at man
efterfølgende let kan udskifte eller flytte nogle af de ikke-bærende dele som
døre, skillevægge m.m. Dette vil gøre byggeriet langtidsholdbart. Hvis man
fx bygger en tilbygning med et par børneværelser og et badeværelse, kan
det være en god idé at projektere egen indgang, evt. mulighed for tekøkken m.m., så tilbygningen kan bruges som hjemmekontor eller udlejning til en
studerende, når børnene engang flytter hjemmefra.
nene var små, men også med teenagebørn
og senere i pensionisttilværelsen. Et lille forenklet diagram, der viser, hvilke forskellige
behov boligen skulle kunne rumme i en families liv. Træ16, Ole Dybbroe, 1964.
Et eksempel på et helt enkelt indgreb i parcelhusets facade. Soveværelsernes vinduer
ændres til terrassedøre, og det lidt rodede
vinduesparti i stuen forenkles til store ruder
fra gulv til loft med to store skydedøre.
Udformningen
Der findes ikke entydige arkitektoniske regler for, hvordan en om- eller tilbygning af et parcelhus skal udformes. Men der findes ikke desto mindre
nogle overordnede principper, man med fordel kan holde sig til.
Hovedform
Der er flere forskellige forhold, man skal tage hensyn til, hvis man skal bygge
til: Grundens størrelse, husets placering på grunden, evt. byggerestriktioner
som fx lokalplaner samt husets eksisterende form og udtryk. Med udgangspunkt i det typiske parcelhus med lavt saddeltag er der fire grundlæggende
modeller, som hver for sig kan gives alle mulige arkitektoniske udtryk:
Rådgivning
· Ny tagetage
· Tilbygget vinkel
En grundig analyse af ens faktiske behov er afgørende, inden parcelhuset skal
om- eller tilbygges for en betydelig sum penge. Er det flere børneværelser,
der er behov for, eller er det snarere et hjemmekontor? Man skal tænke på,
hvordan ens hverdag fungerer, hvordan man bruger huset i dagligdagen osv.
Det er altid værd at overveje, om man i første omgang blot kan nøjes med en
ombygning og ændring af de indvendige funktioner.
Parcelhuset indbyder med sin overskuelige størrelse til selvbyg, men man
skal være varsom, når det drejer sig om om- eller tilbygning. Husets arkitektoniske kvalitet – og salgsværdi – afhænger meget af, hvordan en evt. tilbygning er udformet.
Det kan altid anbefales at spørge en arkitekt til råds, inden man går i gang.
Ofte sker der det, at man alt for tidligt i forløbet får låst sig fast på, hvordan
til- eller ombygningen skal se ud. Arkitekten kan hjælpe med at afsøge og
afgrænse familiens umiddelbare ønsker og krav, men kan også hjælpe med at
formulere de fremtidige behov, så en ny og bekostelig ombygning kan undgås senere.
Arkitekten kan bagefter hjælpe med at udforme helhedsplaner og fremtidsorienterede løsninger, der gør, at parcelhuset ikke bliver et usammenhængende »knastbyggeri«. Modsat hvad mange tror, kan en dygtig arkitekt
endvidere faktisk spare bygherren penge på den lange bane både ved udarbejdelse af et harmonisk projektforslag og ved indhentning af korrekte, sammenlignelige tilbud fra håndværkerne.
Her skal man være opmærksom på naboer,
Vinklen vil blokere for lys til de bagved-
lokalplaner og ikke mindst på, om husets
liggende rum, som derfor også vil skulle
eksisterende konstruktioner kan bære en
ombygges.
26
overetage.
· Forlængelse af huset
· Selvstændig bygning
Hvis grunden ellers levner plads til det, er
Man kan tilføje en mindre selvstændig til-
dette den enkleste og som regel også billig-
bygning forskudt for huset eller forbundet
ste løsning at skaffe mere areal på.
med det med en mellembygning.
27
OM- OG TILBYGNINGER
OM- OG TILBYGNINGER
Parcelhuset inden ombygningen.
Parcelhusets indgangsside før ombygningen. Det
røde træskur og de hvide vinduer gør helheden lidt
karakterløs.
· NY TAGETAGE:
· FORENING OG KONTRAST:
Parcelhuset har fået en ny tagetage, som respekterer husets længe-
Det røde skur er erstattet af en ny, sort tilbygning med fladt tag,
form. Tagformen er et traditionelt saddeltag med et nyt tagpaptag,
der indeholder et nyt badeværelse. Tilbygningen er sammenbygget
og det nye materialevalg indordner sig fint i kvarterets helhed. Huset
med en ny carport mod vejen. Tilbygningens sortmalede, vandrette
har fået et nutidigt udtryk, men har stadig rod i parcelhusets eksi-
listebeklædning danner sammen med husets gule murværk en smuk
sterende formsprog. Husets nye arkitektur er enkel, dansk og fint
og nedtonet helhed. Det gamle hus har fået nye, mørke vinduer og
nedtonet. Resultatet er en ombygning, der ikke skjuler parcelhuset,
hoveddør, og to af de små kvadratiske vinduer er slået sammen til
men heller ikke fornægter, at den er ny. Arkitekt Morten Dalsgaard,
et enkelt aflangt. Et meget overbevisende arkitektonisk bud på en
m3arkitekter.
Skitsen fra et af de første møder viser tydeligt,
hvordan arkitekten har sporet sig ind på bygherrens ønsker om mere plads.
til- og ombygning, der på fornem vis og med ganske få tiltag tager
udgangspunkt i parcelhusets eksisterende kvaliteter. Arkitekt Allan
Lorenzen, Tegnestuen Lorenzen.
OM- OG TILBYGNINGER
Proportioner og linjer
Det eksisterende hus.
Tilbygningens størrelse må ikke tage magten fra det eksisterende hus, men
skal indgå som et naturligt, gerne underordnet element i helheden. Man kan
udføre tilbygningen, så den i hovedform og materialer ligner det eksisterende
hus, men man kan også bruge andre virkemidler som fx en anden tagform på
tilbygningen. Det afhænger alt sammen af den hustype, der skal bygges til.
Ved at gentage parcelhusets højder, fx vinduesog brystningshøjder eller tagfodshøjden på tilbygningen, eller ved en større ombygning af det eksisterende hus, kan der skabes en fin og rolig sammenhæng. Tilsvarende vil
det give sammenhæng i huset at fastholde proportioneringen, opdelingen og
den indbyrdes placering af vinduerne i facaden. Store vindues- eller terrassedørspartier kan paradoksalt nok også virke samlende, selvom de måske står i
kontrast til en i øvrigt ret lukket facade.
Det nye værn på altanen er udført i orange
plexiglas og giver huset et moderne og op-
Materialer og farver
dateret udtryk.
Mens den sikre løsning altid vil være at holde sig til de materialer og farver,
som huset har haft hele tiden, findes der gode eksempler på radikal nytænkning, fx farvet plexiglas som værn på altaner, eller pladematerialer i uvante
farver og på uvante steder. Det afgørende her er, at den valgte linje gennemføres med stor konsekvens.
· SELVSTÆNDIG BYGNING:
Det klassiske parcelhus med udnyttet tagetage skulle udvides med
nyt køkken-alrum. Løsningen blev en selvstændig vinkelbygning med
fladt tag i kontrast til det eksisterende hus. Motivet med den lave,
murede brystning fra det gamle hus blev først videre i tilbygningen,
og farveholdningen, hvidt murværk og sort træværk går også igen.
Tilbygningens facade mod vejen er lukket, mens facaden åbner sig
med store vinduesog dørpartier mod haven.
· FORLÆNGELSE I NY FORM:
Parcelhuset med udnyttet tagetage og 45 graders saddeltag har fået en ny tilbygning på husets gavl mod haven. Den asymmetriske tagform
spiller fint sammen med det eksisterende hus
samtidig med, at tilbygningens arkitektoniske
udtryk er meget nutidigt. Materialevalget er en
let og elegant træbeklædning. Sammen med tilbygningen er der opført et nyt skur med samme
beklædning, således at der opstår en beskyt-
Et nyt ovenlysvindue placeret mellem par-
tet terrasse og et fint lille haverum. Alt i alt en
celhusets gitterspær trækker himmellyset
særdeles vellykket tilbygning, der underordner
ind i stuen og giver en fornemmelse af luf-
sig det eksisterende hus, og hvor nutid og fortid
tighed i den ellers lavloftede stue. Arkitekt
smelter sammen. Arkitekt Anette Meldgaard.
Morten Dalsgaard, m3arkitekter.
31
g o d e o g d å r l i g e lø s n i n g e r
Det er ikke svært at bygge om eller til parcelhuset, når blot man respekterer det
eksisterende hus, dets enkelhed og tidløse materialevalg. Huset behøver ikke at
blive kedeligt, bare fordi det er enkelt – tværtimod kan det færdige resultat efter
en ombygning blive langtidsholdbart, værdiforøgende og harmonisk.
EFTER OMBYGNINGEN: Huset har fået en
ny tagbeklædning af bæverhaleplader som
helt oprindeligt. Tilbygningen er blevet til
en lys havestue, der ikke længere ligner en
tilbygning.
FØR OMBYGNINGEN: Her var tilbygningen
ganske vist opført i kontrast til det eksisterende hus, men gasbetonblokkene fungerede som materiale dårligt sammen med
betonelementerne.
Udestuen ser naturlig ud. Detaljerne ved
sammenbygningen er fint løst. Det eneste, der afslører, at tilbygningen ikke altid
har været der, er det nye gule murværk
forneden.
Det nye indgangsparti er ikke formgivet
med nogen særlig arkitektonisk omhu:
Proportioneringen og detaljeringen, især i
sammenbygningen med det eksisterende
hus, mangler.
Her er tilbygningen tilføjet, så tagfladen på
det eksisterende hus fortsætter hen over
tilbygningen. En indlysende enkel måde
at integrere en tilbygning i parcelhusets
længeform.
Denne tilbygning tager næsten magten fra
det typiske længehus. Den omvendte taghældning gør tilbygningen meget dominerende, og den skiller sig også ud pga. vinduernes opdeling.
En tilbygning, hvor man har benyttet en
eksisterende havemur til bagvæg i den nye
havestue. Murstenene og træværkets farver og dimensioner er som på det gamle hus.
Tilbygningen føjer sig på den måde naturligt
og enkelt til det eksisterende hus, så der er
skabt en ny helhed.
Her har man for så vidt søgt at lave en helhed, om end forsøget på med farver at
få parcelhuset til at ligne et sommerhus i
Skagen ikke rigtigt lykkes. Detaljerne (den
skråtstillede dør og vindskeden på tilbygningen) passer ikke til de tilsvarende detaljer på det gamle hus.
3 · Taget
Taget kaldes af arkitekter for husets »femte facade«. Jo højere taghældning, jo mere synlig er tagfladen. Tagmaterialet
spiller en stor rolle for husets udseende og den samlede oplevelse af stoflighed, farver og former, dvs. arkitekturen.
Foruden selve tagmaterialet er placering af ovenlysvinduer, aftrækshætter,
solpaneler m.m. vigtige for den samlede arkitektoniske oplevelse af huset.
Tagfladen kan meget nemt blive urolig ved for mange gennembrydninger.
Et parcelhus har fra begyndelsen ingen overflødige tagdetaljer, da byggeriet
skulle gå hurtigt og være billigt og enkelt efterfølgende at vedligeholde.
Tagformen med gitterspær og en taghældning på ca. 25-30 grader er den mest udbredte. Ib Brusendorff, Typehuset af i dag,
1963.
Tagformer
Den helt typiske tagform er saddeltaget med ca. 25-30 graders taghældning
udført med gitterspær. Derefter kommer saddeltaget med ca. 45 graders
taghældning, udført som en hanebåndskonstruktion, hvor tagetagen kan udnyttes. Den tredje form er det flade tag med ca. 2-6 graders taghældning,
det såkaldte built-up-tag opbygget på bjælkespær. Det typiske parcelhus
har, uanset tagform, ofte et ret stort tagudhæng, der beskytter facaden, ret
fornuftigt i et klima som det danske.
Parcelhusets tre arkitektoniske grundtyper defineres af disse tre typiske
tagformer. Gitterspæret udkonkurrerede de traditionelle hanebåndsspær i
løbet af 1950’erne, da byggeindustrien begyndte at anvende standardiserede
spærfag samlet med sømbeslag på fabrik i stedet for traditionelle tømmersamlinger udført på byggepladsen.
Saddeltaget med udnyttet tagetage og 45
graders taghældning er den næstmest typiske tagform. Ib Brusendorff, Typehuset af i
dag, 1963.
Den flade tagform sætter fokus på facaden
i stedet for taget. Ib Brusendorff, Typehuset
af i dag, 1963.
Parcelhuskvarter, hvor de mørke tage af
eternit eller betontagsten dominerer.
35
Gitterspærene var billige både at producere og opsætte, men havde den
ulempe, at man ikke som med hanebåndsspær kunne udnytte tagetagen eller
lade loftet gå til kip. I 1970’erne, hvor ønsket var, at der på de samme parceller skulle være større huse end tidligere, vendte hanebåndsspæret tilbage, så
man kunne udnytte tagetagen og derved skaffe de ekstra kvadratmeter.
Det flade tag var især populært i begyndelsen af perioden. Mange af de
tidlige tilbygninger til parcelhusene er også ofte udført med fladt tag, så man
slap for at gribe ind i selve husets tagflade. De flade tage har den fordel, at
man netop undgår den »femte facade«, hvilket kan medvirke til at give de
egentlige facader en skarp, præcis stringens i tråd med tidens modernistiske
arkitekturidealer.
Tagmaterialer
Det typiske tagmateriale på huse med gitterspær og lav taghældning er eternitbølgepladerne.
Parcelhusets fire typiske tagmaterialer er eternitplader (fibercementplader), teglsten, cementtagsten og tagpap. Alle er gode og enkle materialer,
der klæder parcelhuset – naturligvis under hensyntagen til det enkelte hus’
karakter og særpræg. Mere moderne tagmaterialer som zinkplader eller et
mostag kan også være værd at overveje.
Vil man udskifte sit tag med et andet tagmateriale end det oprindelige, er
der en række faktorer, man skal tage højde for. Dels skal tagkonstruktionen
fysisk kunne bære det nye materiale (fx er tegl langt tungere end eternitplader), dels skal materialet passe til husets alder og stil. Er det nye tagmateriale
tungere, end tagkonstruktionen er dimensioneret til, skal denne forstærkes,
hvilket kan blive bekosteligt. De forskellige tagmaterialer stiller endvidere
forskellige minimumskrav til taghældningen. Man skal også være opmærksom på kravet i bygningsreglementet om, at man i forbindelse med en fornyelse af taget skal sikre et vist minimum af isolering.
Eternit
Plane eternitplader ses også, her de såkaldte bæverhaleplader.
Det mest anvendte tagmateriale var eternitbølgepladerne, der var og er billige både at producere og oplægge. En variant af eternitpladerne er eternitskifer, der er plane, glatte kvadratiske eller rektangulære plader, fx de såkaldte bæverhaleplader. Eternit fandtes oprindeligt kun i grå, men kan i dag
fås i flere indfarvede varianter. Eternitbølgepladerne minder lidt om et tegltag, mens de plane plader er strammere i udtrykket. Eternit danner en god
kontrast til en muret eller pudset facade.
Med tiden bliver de mørkere, og ofte gror
der også lidt mos på. Det har ingen betydning for tagets holdbarhed og kan endda
være med til at gøre huset stemningsfuldt.
Det traditionelle teglstenstag blev også brugt ind imellem, selvom det var
noget dyrere. De to mest brugte danske teglstenstyper var røde eller gule
vinge- eller falsteglsten. Et tegltag repræsenterer på fornem vis den danske
byggetradition, er meget holdbart (ca. 75-100 år) og patinerer samtidigt
smukt. En billigere variant er cementtagsten, der fremstilles af cement i stedet for ler. Cementtagsten fås i mange varianter og farver, lige fra falstagsten over vingetagsten til mere moderne flade tagsten. Cementtagsten har
ikke samme stoflighed som tegl og patinerer heller ikke lige så smukt.
Et teglstenstag af gule danske tegl giver
Fornyelse
med deres dybe svaj taget dets markante
Ved udskiftning af et tegltag skal man dels være opmærksom på teglstenstypen, dels på farven. Danske teglsten har fx et dybere svaj end udenlandske
tegl. Pas på med farvevalget, da tagets farve spiller en stor rolle for helheden
og gerne skal harmonere med murværkets farve.
Sorte glaserede teglsten er ikke velegnede til parcelhuse. I Danmark blev
de sortglaserede teglsten oprindeligt brugt på slotte og herregårde samt
i ny og næ på en palævilla, aldrig på et ydmygt og rationalistisk parcelhus.
Glaserede teglsten skinner meget, hvilket kan være til gene både for én selv
og for naboerne.
Et nyt tegltag kræver oplægning af et såkaldt undertag (en vandtæt dug
eller pladebeklædning under teglstenene). Hvis der ikke er undertag i forvejen, medfører dette, at det nye tag vil blive hævet nogle centimeter i forhold
til det gamle – hvilket igen medfører, at evt. ovenlysvinduer o.lign. skal flyttes – en ekstraudgift, man skal huske at tage højde for.
udtryk. Romerhusene af arkitekt Jørn
Tagpap
Cementtagsten eller betontagsten hører
Huse med fladt tag (built-up) er som regel beklædt med tagpap, nogle gange med et lag ærtesten oven på for at holde på tagpappen, men der findes
også eksempler på, at tagpap har været brugt på tage med hældning. Tagpap
giver en rolig og ensartet tagflade, der passer til ethvert parcelhus uanset
taghældning.
også til de traditionelle tagmaterialer, men
Eternitbølgeplader er et ret »ærligt« materiale, der ikke foregiver at være
noget fint. Pladerne er holdbare (ca. 40-60 år), men de indfarvede plader
ældes ikke særlig kønt, da pladernes farvepigmenter med tiden bleges af
solens stråler. De traditionelle »naturgrå« holder langt bedre rent farvemæssigt. Da man begyndte at producere eternitpladerne indeholdt de asbest,
men fra 1988 har asbest været forbudt i byggeindustrien. Der er strenge
regler for nedtagning og deponering af asbestholdige plader. Man skal derfor
altid undersøge disse regler hos kommunen, inden man går i gang.
36
Utzon, Helsingør.
patinerer ikke så smukt som et tegltag.
Fornyelse
De helt flade tage fra 1960’erne og 1970’erne kan have problemer med fugtindtrængning, men det skyldes ikke tagets lave hældning, men snarere kvaliteten af datidens tagpap. Ældre tagpap kan sprække, og sne og vand bliver
også liggende længere på flade tage. Et evt. lag af ærtesten kan endvidere
gøre det svært at lokalisere utætheder.
Moderne tagpaptyper er blevet langt mere holdbare (ca. 30-40 år), elastiske og tætte i samlingerne. Der er derfor ingen grund til at ændre tagkonstruktionen til et tag med hældning, som vil forandre husets udseende radikalt. Derimod vil det være fornuftigt at oplægge udvendig isolering, når ens
flade tagpaptag er udtjent. Isoleringen opbygges i kileform, således at taget
får større fald mod tagrenderne og dermed vil være lettere at vedligeholde i
fremtiden. Laget af ærtesten er ikke nødvendigt på moderne flade tage.
Fornyelse
Grå eternitplader er helt lyse, når de er nye.
Tagsten
37
Ved en fornyelse af tagmaterialet på tage
med hældning er et listedækket tagpaptag
et godt valg. Tagfladen fremstår rolig og
homogen, og listerne giver en lille rytme.
Tagpap kan anvendes på såvel lave som stejle taghældninger. Ydermere
har tagpaptaget den fordel, at det er ret velegnet til opsætning af integrerede solceller, fx sammen med en listeopdeling. Tagpap fås i flere farver, man
behøver ikke nødvendigvis at holde sig til den sorte.
Tagdetaljer
Parcelhuset har typisk et ret stort tagudhæng langs facaderne.
Der findes dog også eksempler, hvor afslutningen mod gavl og facade er ret knap.
Detaljerne på taget består af inddækninger, tagudhæng, skorstene, ovenlys,
diverse aftrækshætter og tagrender og nedløb. Alle disse detaljer er på et
typisk parcelhus udført så enkelt som muligt. Der er ingen udskårne spærender eller udkragede skorstenspiber – alt er nøgternt og funktionelt.
Inddækninger og tagudhæng
Parcelhusets tag er uanset tagform oftest kendetegnet ved et ret stort udhæng både langs facaderne og i gavlene. Taget er ofte afsluttet med et bredt
afslutningsbræt, »stern«, langs facaderne og med en bred vindskede mod
gavlene.
På huse med built-up tag afsluttes taget ofte med med et eller flere
sternbrædder. Sternbrættets funktion er at dække for tagkonstruktionens
tykkelse med isolering og beklædning. Nogle gange er afslutningsbrættet erstattet af en pladebeklædning.
Undersiden af tagudhænget er som regel beklædt med brædder eller lister. Spærene kan være synlige eller dækket med brædder på undersiden,
oftest hvis huset har skjulte tagrender. Underklædningen kunne oprindeligt
være malet mørk, stå i natur eller være hvidmalet med mørke spær.
Murrem
En typisk detalje for parcelhuset er den gennemgående limtræsrem, der ligger ovenpå muren som underlag for spærfagene. Huse med både fladt tag
og saddeltag er stort set alle født med denne detalje. Ofte rager remmene
ud over tagkanten i gavlene, hvilket gør dem udsatte for vejrliget.
Skorstene
Over udhænget i gavlen er taget afslut-
Skorstenen er som regel muret, helt enkel og detaljeløs. Skorstenen kan både
være placeret på facaden og i gavlen, eller inde i selve tagfladen, dog sjældent midt i kippen. Placeringen er primært funktionelt betinget. Nogle gange
er der to skorstene, en til fyret og en til pejsen, i andre tilfælde er der to løb i
den samme skorsten.
tet med en såkaldt vindskede, der består af
et bredt bræt eller to brædder opsat med
overlæg.
Ovenlysvinduer
Huse med udnyttet tagetage har ofte ovenlysvinduer i tagfladen. Derimod
har parcelhuse fra begyndelsen stort set aldrig haft kviste, da de var komplicerede at bygge og langt dyrere end de store ovenlysvinduer, som man netop var begyndt at producere. Ovenlysvinduerne sidder, hvor der er brug for
dem, fx i badeværelset, og dermed ikke altid lige taktfast. Ovenlysvinduerne
er som regel placeret enkeltvis, sjældent parvis.
Vedligeholdelse og fornyelse
Efter oliekrisen i 1973 blev der opsat bræn-
Parcelhuset har kun ganske få bygningsdetaljer. Det er derfor vigtigt, at disse
detaljer udskiftes eller forbedres under hensyntagen til denne enkelhed.
deovne i mange huse. I den forbindelse blev
der mange gange opsat stålskorstene, der
var billigere end de murede skorstene.
Her er brugt en pladebeklædning, en såkaldt
sporplade, til sternbræt. Sporene er vendt
på den forkerte, korte led. Den lyse maling
får det hele til at se lidt billigt og uholdbart
ud.
En typisk detalje på parcelhuset er den gennemgående rem ovenpå muren. For at spa-
På huse med fladt tag eller lav taghældning
re penge var der normalt ikke murede stik
ses ofte kuppelovenlys, der typisk er place-
over vinduerne, der går helt op til remmen.
ret i gangarealer eller andre sekundære rum.
38
39
Skorstenen deler naturligt stuen op i forskellige afdelinger. Arkitekterne Karen og
Ebbe Clemmensens eget hus.
Skal man udskifte sternen, er et par vandrette sternbrædder det enkleste.
De vil også få sternen til at se tyndere ud end en pladebeklædning. Farverne
på tagudhæng og vindskeder osv. har stor betydning, og holder man sig til
den samme farveskala, fx sort, grå og hvid, kan det ikke gå helt galt. Man
skal huske på, at tiden var inspireret af japansk byggeskik med fokus på enkelheden. Blander man for mange farver sammen på huset, forsvinder helhed og sammenhæng. Hvis udhænget er meget stort og skyggende, kan det
være en god idé at male underklædningen hvid, da lyse farver vil reflektere
lyset bedre ind i rummene, men det afhænger af husets øvrige farver.
Husk at eftergå tagets inddækninger jævnligt, inden der kommer råd
skader bag inddækningerne. Dette gælder også inddækninger omkring
ovenlysvinduer. I forbindelse med en udskiftning af taget skal man sørge for,
at inddækningerne slutter tæt sammen med et evt. nyt undertag.
Man skal også sørge for jævnlig vedligeholdelse af murremmens udkragende ender, eller evt. indklæde dem med zink- eller kobberkapper.
I dag er mange parcelhuse tilsluttet fjernvarme, og skorstenen har måske
ikke længere en funktion. Alligevel bør man tænke sig godt om, inden man
vælger at fjerne den, da et hus uden skorsten let kan komme til at se lidt
»fortabt« ud. Skorstenskernen (den del af skorstenen, der står inde i selve
huset) er også værdifuld som rumdeler, hvis man har lagt nogle af rummene
sammen. Alternativt kan skorstenen bruges til ventilationsaftræk, hvis huset
er blevet efterisoleret og kræver mere ventilation.
Nye ovenlysvinduer kan, i forbindelse med en fornyelse af taget, sæt-
Den sorte stern står smukt til det sorte
træværk på facaden, og den naturfarvede
underklædning matcher de olierede hårdttræsvinduer. Arkitekt Bertel Udsens eget
tes sammen i vandrette eller lodrette bånd fx sammen med solcellepaneler,
således at disse tilsammen danner et nyt arkitektonisk element og samtidig
opdaterer huset.
Man skal vare sig for egentlige tagkviste: En forkert dimensioneret tagkvist vil meget nemt komme til at virke alt for dominerende, så det må i givet
fald anbefales at søge rådgivning til udformning og dimensionering.
Aftræk og tagrender
Aftræk fra emhætter, badeværelser m.m. er typisk ført ud gennem taget og
med så korte føringsveje som muligt. På huse med flade tage ses de ikke,
men på huse med saddeltag kan tagfladen blive lidt rodet og urolig, hvis der
både er ovenlys af varierende størrelser samt et antal tilfældigt placerede
aftrækshætter.
Tagrender og nedløbsrør var udført i zink indtil omkring 1960, hvor plasttagrender og nedløb blev introduceret i byggeriet. Plasttagrenderne er meget billigere end zinktagrenderne og er derfor også de mest brugte på parcelhusene. De ældes ikke smukt, men har en forholdsvis lang levetid.
Mange parcelhuse fra 1960’erne og 1970’erne har skjulte tagrender. Det
var populært at skjule tagrenderne, da huset så fremstod mere »rent«. De
skjulte tagrender er bygget ind i en træ- eller krydsfinerkasse langs tagudhænget bag sternbrættet. Der er enten placeret en almindelig tagrende i
trækassen, eller trækassen kan være foret med fx zink.
Ovenlys og solceller er placeret på taget,
så de to elementer tilsammen danner en fin
helhed.
Aftrækshætter drysset med løs hånd hen
Enhver gennembrydning af en tagflade vil med tiden give problemer med
utætheder. Skal taget fornys, kan taghætterne med fordel placeres med en
vis orden på tagfladen. Da den typiske tagflade på et parcelhus er meget
synlig, er det vigtigt, at tagfladen fremtræder rolig og ensartet.
De såkaldte aluzinktagrender er ret nye på markedet, de ruster ikke, patinerer smukt og er et godt og prismæssigt nogenlunde konkurrencedygtigt
alternativ til plasttagrender. Skjulte tagrender kan være problematiske rent
vedligeholdelsesmæssigt, og der opstår ofte fugtproblemer, da tagrenderne
netop er skjulte. Hvis regnvandet ikke ledes ordentligt væk fra taget, opstår
der fugt- og rådskader. Udhængs- og sternbrædder er ret nemme at udskifte, mens det er mere besværligt og dyrt at udskifte fx spærenderne, der
er en vigtig del af tagkonstruktionen. En anden ubehagelig bivirkning er, at
fugten kan »vandre« hen i andre bygningsdele og give råd og skimmelsvamp
eller i værste fald mere alvorlige svampeangreb som fx ægte hussvamp.
Statens Byggeforskningsinstitut har i en undersøgelse fra 2001 påvist, at
defekte og dårligt vedligeholdte tagrender er en af de hyppigste årsager til
fugtskader på huse. Husk derfor at rense og efterse tagrenderne – helst
to gange om året. Den bedste og mest langtidsholdbare løsning er, fx ved
en tagomlægning, at bygge de skjulte tagrender om til synlige tagrender,
der dels er lette at vedligeholde, dels »sladrer« med det samme i tilfælde af
problemer.
over tagfladen. I øvrigt står det lyseblå træ-
hus.
værk ikke godt til de røde mursten. Sort eller ren hvid havde været bedre.
En aluzinktagrende ældes smukkere end
plasttagrender og står, som her, smukt til
gavlens zinkinddækning.
40
41
De væsentligste kendetegn ved parcelhusbyggeriet er enkle materialer og simpel
detaljering. Dette gælder også taget, som er en meget synlig del af parcelhusene.
Et traditionelt dansk tegltag er en klassiker, der passer godt til parcelhusets murværk. Tegltaget ældes pænt, er holdbart,
smukt og dybt forankret i den danske
bygningstradition.
Skinnende sorte tegl med rygningssten, der
gør for meget opmærksom på sig selv, er
fremmede for parcelhustraditionen og passer ikke til parcelhusets enkle, nedtonede
karakter.
Oprindeligt havde huse med tagetage blot
et par ovenlysvinduer indbygget i tagfladen. Tagfladen er relativt rolig, og de nye
ovenlysvinduer er placeret med omtanke.
Det er en god idé at placere nye ovenlysvinduer med en fornuftig, indbyrdes takt.
Huset er med den nye tagetage blevet til et
minilandsted med store og uformelige kviste, selv om det ligger midt i et tætbebygget parcelhuskvarter. Man kan tydeligt se,
at det drejer sig om et tidligere parcelhus.
Bemærk de småsprossede nye vinduer.
På parcelhuse med fladt tag er inspirationen
fra modernistisk arkitektur mest tydelig.
Det flade tag samler huset, og fokus rettes
mod facadernes rytme og stoflighed.
Her har man ændret tagformen radikalt ved
at bygge et nyt tag med hældning ovenpå.
Tagformen er blevet urolig, og det stringente parcelhus er forsvundet.
Mange af parcelhusets enkle detaljer bunder i dansk byggetradition. Afslutningen
af taget mod gavlen er en af dem. Eternittaget er præcist og enkelt afsluttet med en
malet vindskede.
Her har man anvendt en østeuropæisk sort
teglsten med en afslutningssten, der går ud
over vindskeden. Arkitektonisk set en dårlig
løsning, der er alt for klodset i forhold til
dansk tradition.
4 · Facader
Facaden har lige så stor betydning for husets arkitektur som taget. Mange parcelhuses facader består af en
blanding af tunge ydervægge i murværk eller betonelementer og lette plade- eller bræddebeklædninger under
vinduesbåndene.
De lette beklædninger på facaderne billiggjorde byggeriet, da man kunne
nøjes med at mure hele stykker murværk uden fordyrende elementer som fx
vindues- eller dørhuller. Gavltrekanterne (det øverste stykke på gavlen mod
taget) kan være træ- eller pladebeklædte eller i sjældne tilfælde murede.
Murværk
De fleste parcelhuses ydervægge er opført i blank mur. Da råhuset skulle
kunne opføres på ganske få dage, var ydervæggen som regel en skalmur, en
enkeltstensvæg af mursten yderst og en indervæg udført som træskelet eller af betonelementer. Der findes dog også eksempler på huse med fuldmurede ydervægge. På facader med blank mur er det stenen, fugningen og forbandtet (den rækkefølge stenene er lagt på, både i længden og højden), der
tilsammen tegner facadens stoflighed.
De mest anvendte murstenstyper er maskinstrøgne eller blødstrøgne sten.
I 1960’erne blev maskinstrøgne sten meget brugt i parcelhusbyggeriet som
en naturlig følge af byggeriets industrialiseringsproces. Den maskinstrøgne
sten har, som navnet næsten antyder, en meget skarp og defineret overflade, nogle gange med et mønster præget i stenens forside. Den blødstrøgne
sten har lidt mere ujævne kanter og overflader, der giver facaden et mere levende udtryk. Der blev anvendt mursten i mange forskellige farver, de mest
Facadens murværk afsluttes ofte med den
karakteristiske række mursten på højkant
under remmen.
øverst:
To typer prægede mursten.
nederst:
Til venstre en såkaldt »blødstrøgen« maskinsten og til højre en hvid cementsten.
modstående side:
De sorte vinduespartier står skarpt og præcist og danner en smuk kontrast til murværkets stoflighed på det arkitekttegnede hus.
45
almindelige er gule eller røde sten, men hvide cementsten, flammede eller
mokkafarvede sten ses også.
Der er flere varianter af fuger, hvor de to mest brugte i parcelhusbyggeriet
er skrabefugen (i plan med murstenene) og den tilbageliggende fuge (hvor
fugen er trukket 6-8 mm tilbage i forhold til murstenene). Skrabefugen giver
facaden en sammenhængende fladevirkning, mens den tilbageliggende fuge
giver facaden en reliefvirkning. Dette er en af de små, men afgørende detaljer, som det gælder om at bevare.
Tilbageliggende og plane fuger.
Malet murværk, hvor man tydeligt kan se
murstenenes reliefvirkning.
Blankt murværk skal vedligeholdes løbende, således at fordyrende skader
kan undgås. Hvis der er sætningsrevner eller lignende, skal disse kradses ud
og omfuges. Man skal undgå at afrense murværket med fx sandblæsning,
da murstenenes overflade (ildhud) bliver ødelagt af denne behandling og
således endnu hurtigere bliver nedbrudt og modtagelig overfor snavs og
frostskader.
Blankt murværk er et af de mest karakteristiske træk ved parcelhuset,
som vil forsvinde ved en eventuel filtsning eller overpudsning. Pudsen kan
desuden være svær at få til at hæfte på glatte, maskinstrøgne sten. Endelig
kræver pudsede og malede overflader mere vedligeholdelse end det blanke
murværk på grund af det fugtige danske klima. Er det murstenenes farve,
der støder, kan man overveje at male facaden (prøv evt. først med en ny
farve på træværk og vinduer, da dette kan være med til at ændre helhedsbilledet). Murstenenes relief vil stadig være synligt, og facadens lys- og
skyggevirkninger bevares. Man skal dog sørge for at anvende såkaldt diffusionsåben maling for ikke at ændre på murværkets fugtbalance. Anvendes
en meget tæt maling, kan man risikere fugtophobning i murværket med dyre
skader til følge.
Hvis murværket er så ødelagt af frostsprængninger, at det ikke længere
kan repareres, vil det bedste alternativ være at benytte sig af lejligheden og
isolere huset udvendigt. Man kan også forsøge sig med en ombygning af
facaden, hvor dele af murværket skiftes ud med træ- eller pladebeklædte
partier. Træ og murværk harmonerer altid fint sammen, og træet vil tilføre
facaden en vis lethed.
Nogle parcelhuse er opført af præfabrikerede massive facadebetonelementer. Dette var en helt ny og hurtig måde at bygge huse på, som bidrog til
at få prisen på husene ned.
Vedligeholdelse
Hvis gasbetonblokkene er blevet snavsede med tiden, kan de fx kalkes.
Dette er en rigtig god behandling, fordi blokkenes form stadig kan ses gennem kalken og huset kan ”ånde”. Samtidig er kalk let og billigt at vedligeholde. Silikatmaling er en anden mulighed. Betonelementerne er som regel
yderst holdbare. De fleste huse af massive betonelementer fremstår malede.
Gavltrekantens mørke træværk står godt til
gasbetonblokkene.
Pudsede facader
De fleste parcelhuse står som nævnt i blankt murværk, men der findes dog
også huse, der har været pudset fra begyndelsen. Det kan både være murede huse eller huse opført i gasbetonblokke.
Der er forskellige former for pudsede facader. Facaden kan være fuldpudset, først med en grovpuds og bagefter med en finpuds, der giver en helt
glat og jævn overflade. Facaden kan også være filtset eller berappet med et
tyndt lag puds, der gør, at man stadig kan ane murstenene. På et tidspunkt
blev såkaldt strukturpuds moderne, formentlig grundet inspiration fra charterferierne i Spanien, hvor hotellerne som oftest havde strukturpuds.
Revner i pudsen skal frihugges og pudses om med en mørtel, der er så tæt
på den oprindelige som muligt, så de nypudsede områder arbejder sammen
med den gamle puds.
Strukturpuds er knap så moderne, som det var i sin tid. Problemet er, at
det kan være vanskeligt at få pudsen fjernet. Den er som regel cementbaseret og derfor meget hård. Der findes ikke noget vidundermiddel, ud over
en murhammer og rigtig god tid. I praksis er det bedste alternativ derfor at
male sig fra det, alternativt at isolere huset udvendigt.
Strukturpuds på facaden er efterhånden
ikke så moderne mere, men pudsen kan
være meget hård og derfor også langsommelig at fjerne.
Gasbeton og betonelementer
En tidlig type facadebetonelementer, der
blev stablet ovenpå hinanden i en særlig not
i de færdigstøbte betonsøjler – en slags bindingsværk i beton.
Facader opført som massive mure af gasbetonblokke (porebetonblokke) var
meget almindelige fra 1950’erne helt op til 1970’erne. Gasbetonblokkene
var især elsket af arkitekter og selvbyggere, fordi blokkene var fleksible og
billige. Huse af gasbetonblokke var meget moderne, da de blev opført og
blev ikke opfattet som grimme. De hvide blokke med lodrette overfladespor
er et naturmateriale fremstillet af sand, vand, kalk og cement. For at leve
op til de skærpede isoleringskrav i det nye bygningsreglement fra 1977 begyndte man at bruge gasbetonblokke til formuren i skalmurskonstruktioner i
stedet for mursten, da de i sig selv har en lidt bedre isoleringsevne – om end
slet ikke nok til at leve op til nutidens energikrav.
46
Nogle parcelhuse har fra begyndelsen været
pudsede og som oftest hvidmalede.
47
Historiske kulører som fx mørkerød el-
Vælger man som nævnt ovenfor en diffusionsåben malingstype, fx silikatmaling, danner pudset murværk en god base. Farvevalget skal hænge sammen med resten af huset. Generelt vil neutrale farver som hvid eller forskellige toner af grå klæde parcelhusets enkle stil.
De lette beklædninger er enten brædder, opsat vandret eller lodret, eller beklædningsplader som fx krydsfiner, sporplader eller plane eternitplader.
Brædderne er ru eller høvlede, og træpladerne kan være plane eller profilerede. Beklædningen er ofte malet, bejdset eller olieret.
Kældre, sokler og trapper
Huse, der er bygget på skrånende terræn, har ofte kælder under i hvert fald
en del af huset. Der findes også parcelhuse med krybekælder, men det er
forholdsvist sjældent.
Trappetrinnet op til yderdøren er som regel udført i støbt og glittet beton.
Trappetrinet kan også være belagt med fliser eller klinker. Der er som regel
ikke noget gelænder. På huse med kælder og udvendig kældernedgang er
gelænderet ofte helt enkelt udført i galvaniseret firkant- eller rundjern.
Træpartier kræver en del mere vedligeholdelse end murværk. Det danske
klima er hårdt ved træbeklædningen, og træet skal vedligeholdes regelmæssigt med olie eller maling.
Ved ombygning, tilbygning eller efterisolering af et parcelhus er træ et rigtigt godt valg, også økonomisk, da det er billigere end murværk. Dels kan det
være svært at finde lige nøjagtig den samme type mursten, dels vil en nyere
tilbygning af træ danne en smuk og nutidig kontrast til det eksisterende hus.
Der er ikke klare regler for farvesætning, men mørkt, hvidt eller olieret træværk klæder det meste murværk – pas dog på med meget mørke træsorter
sammen med rødt murværk.
Foruden træ findes der mange former for pladematerialer, fx eternitplader, der fås i mange udgaver, størrelser og farver og kan opsættes på mange
forskellige måder. Eternit er stort set vedligeholdelsesfrit, men er mindre
levende i overfladen end træ. Materialet kan til gengæld medvirke til at give
facaderne og gavlene et mere stringent, moderne præg. Vandfast krydsfiner
med lister er en anden mulighed (om end ikke så holdbar som eternit), mens
profilerede plader (sporplader) i løbet af meget kort tid vil ældes uskønt og
se tynde og billige ud. Alternativt kan man overveje at isætte nye energivinduer fra gulv til loft i stedet for et brystningsparti.
ler skagensgul skal man være varsom med,
Vedligeholdelse
da de ikke harmonerer med parcelhusets
Der er huse, hvor fundament, sokkel og terrændæk er støbt som én bygningsdel, hvilket giver betydelige kuldebroer, dvs. at betonen har direkte
forbindelse til kold udeluft og varm indeluft uden et lag isolering imellem. Er
der samtidig større revnedannelser i soklen eller kælderydervæggen, må man
overveje at frigrave fundamentet eller kælderydervæggen og efterisolere
den udvendigt. Ved samme lejlighed skal man etablere omfangsdræn. Det må
altid anbefales at lade dette arbejde udføre af en professionel håndværker,
da frigravning medfører risiko for sætningsskader.
grundlæggende modernitet.
Lette facadebeklædninger
Ind imellem ses dekorerede gelændre i støbejern, en pudsig reminiscens fra tidligere
stilperioders villamode på linje med blyindfattede vinduer.
Eksempel på et brystningsparti (arealet under vinduerne), hvor pladerne er fornyet i
en markant farve.
På gavltrekanter, under og over vinduesbånd eller på integrerede skure og
carporte er der ofte opsat en såkaldt let beklædning af brædder eller plader.
Dette gjorde man, fordi det var langt billigere og hurtigere at opsætte en let
ydervæg i stedet for den noget dyrere murede ydervæg. Det var især dyrt
og arbejdstungt under vinduesbrystninger og på gavltrekanter. Men beklædningerne blev også brugt som en bevidst kontrast til murværket.
Eternit som facadebeklædning udenpå udvendig isolering kan give facaden en vis
stringens. Vinduerne skulle dog have været
flyttet med ud.
Soklen kan enten stå i den grå puds eller
være malet. Mørke farver er bedst til sokler,
da det giver huset den rette tyngde.
Den lette beklædning på facaden var et billigere og hurtigere alternativ til det dyrere
Mørke farver på træværket giver karakter.
murværk.
48
49
På trods af standardiseringen har parcelhusenes facader et solidt og robust ydre
og en detaljering, der i høj grad er en del af den danske bygningstradition – som
det gælder om at bevare.
Kan man ikke finde en mursten, der er magen til den eksisterende, når man skal flytte
en åbning, kan en let beklædning af brædder
være en løsning.
Hvis man blænder eller flytter en åbning, er
det vigtigt, at det nye murværk ligner det
gamle. Ellers vil man altid kunne se tydelige
spor på facaden efter en sådan flytning.
Den blanke mur har sammen med fugningen stor betydning for facadens samlede
udtryk af soliditet. Det er derfor vigtigt at
vedligeholde murværket, der er et af parcelhusets typiske kendetegn.
Murværkets reliefvirkning er forsvundet.
Den ret nye filtsning udviser allerede begyndende fugtskader under sålbænken og i fugerne, der er blevet mørke af ophobet fugt.
Og sprossede vinduer passer heller ikke til et
parcelhus.
Facadens farveholdning er ligetil: sort og
hvid. Vinduernes karme er hvide, men rammerne er malet sorte og danner derfor
kontrast til facadens hvide puds. Når man
holder sig til et enkelt farveskema, bliver
facaden rolig og homogen.
Hvide vinduer i en hvid facade virker ofte
lidt udflydende, og en mørkerød gavltrekant
virker meget bastant til det lyse murværk.
Ved at vende op og ned på farvesætningen,
mørke vinduer og lysere gavlparti, ville der
være balance.
Der er balance i facadens enkle farvesætning.
Hvert enkelt facadeelement er fremhævet,
men bevarer alligevel sin plads i facadens hierarki, så der opstår en harmonisk helhed.
Træværksbeskyttelse i lyse og støvede pastelfarver klæder ikke en ydervæg i blank
mur, særligt ikke, når der anvendes forskellige farver til træværk og vinduer som her.
5 · Vinduer og døre
Vinduer og døre og deres indbyrdes placering i facaden eller
taget er afgørende for husets samlede arkitektoniske udtryk. Vinduer og døre giver facaden rytme og har samtidig
stor betydning for oplevelsen af huset både udefra og indefra. De store glaspartier er et af de vigtigste elementer i
parcelhusets arkitektur.
Som noget nyt i dansk boligbyggeri trak man haven og naturen med ind i
opholdsrummene gennem store vindues- eller dørpartier, der tjente til at
udviske grænsen mellem ude og inde. Denne tendens blev en fast integreret
del af parcelhusarkitekturen i 1960’erne og 1970’erne, uanset om husene blev
opført i ét plan eller med udnyttet tagetage.
Vinduer
Et typisk standardvindue med termorude
Termoruden blev udviklet i årene efter 2. Verdenskrig. Med byggeboomet i
1960’erne gik det hurtigt, og termoruden blev altdominerende. Med de nye
og billige produktionsformer blev de store dør- og vinduespartier på havesiden et helt typisk facadeelement, der gjorde kontakten til terrassen og haven til en vigtig del af parcelhuslivet.
Parcelhusenes vinduer har store ubrudte glasflader. Vinduerne er ofte
ét-rammede eller indgår i sammenhængende glaspartier eller vinduesbånd.
På indgangssiden er vinduerne typisk mindre, mens de mod havesiden og i
stuen som regel består af store vinduesbånd med flere sammenbyggede vinduespartier og havedøre. Vinduerne var i begyndelsen tophængslede, men
»vippe-vende« vinduer vandt efterhånden indpas, fordi de var lettere at
pudse. Det typiske vindue har standardmålet 120 x 120 cm.
Selvom parcelhusets vinduer for det meste havde termoruder, findes der
også tidlige eksempler på såkaldt koblede vinduer med almindeligt enkeltlagsglas i hver ramme (et koblet vindue har to rammer, der sidder helt tæt
sammen). Vindueskarme og rammer var for det meste af fyrretræ, men kunne af og til også være i hårdttræ, fx mahogni. Karme og rammer var ligesom
træværket ofte malet mørkebrune eller sorte.
Sålbænkene (afslutningen, der leder vandet væk under vinduet) var af
pudset beton, skiferplade, teglklinker eller mursten, ofte lagt på højkant.
og sålbænk udført af en skiferplade.
På trods af den nedtonede arkitektur ses
ofte rustikke facadeelementer som fx vinduespartier med blyindfattede ruder
Glasbyggesten og blyindfattede ruder
Op gennem 1960’erne og 1970’erne var det stadig ret moderne med små
pyntedetaljer som et rustikt vinduesparti af glasbyggesten eller blyindfattede ruder med farvet glas, typisk placeret i stuen eller i gangen. Denne tendens stammede fra slutningen af 1930’erne, hvor det gamle glashåndværk
blev genoplivet, og fortsatte videre til 1950’ernes murermestervilla, hvor
53
Et tophængslet termovindue fra begyndelsen af 1960’erne med de oprindelige
beslag.
disse »fine« pyntedetaljer dannede modvægt til den ellers meget funktionelle og nedtonede arkitektur. De farvede vinduer er et tidstypisk træk, om
end nok lidt forældet set med nutidens øjne. De strider imod nutidige krav
om mere lys og luft i boligen – men kan måske bevares som et lille kuriøst
retro-element.
Når først et vindue er angrebet af råd, går
det stærkt. Rådangrebet i glaslisten har
bredt sig til karm og ramme.
Der findes ikke et vedligeholdelsesfrit trævindue, men med lidt pasning kan
det holde mange år. Derimod kan moderne vinduer af kunststof slet ikke
repareres, hvis noget går galt. Det samme gælder den udvendige aluminiumsdel på moderne træ-aluvinduer. Hvis træet på de eksisterende vinduer
ikke fejler noget, kan – og skal – de selvfølgelig vedligeholdes med den rette
maling eller olie, tætning m.m. Husk at udskifte evt. rådne glaslister i tide,
især bundglaslisterne, for at undgå indtrængende vand. Glaslister fås både i
træ eller aluminium. Det er smukkest, hvis glaslisterne har samme farve som
vinduet, men begge materialer kan anvendes.
Parcelhusets arkitektur tillader et stort spillerum, blot man holder sig til
husets oprindelige udtryk og enkle virkemidler – modsat ældre huse, hvor
symmetri og form ofte sætter snævre grænser for vellykkede nye arkitektoniske tiltag. Selve placeringen og størrelsen på vinduerne er vigtig, både hvis
vinduerne skal udskiftes og ved større ombygninger med nye vinduespartier.
Vinduer opleves udefra og indefra. Der er flere ting, man skal tage hensyn
til ved en evt. ombygning og flytning af vindueshuller: Lysindfaldet, verdenshjørnerne, facadens rytme, samt det man kigger ud på. Vinduerne, set
indefra, danner en ramme om udsigten, ligesom en ramme omkring et maleri. Placér derfor helst store vinduer, hvor udsigten kan bære det. Man skal
Vinduesrammen er udført i en hård træsort
og holdes blot vedlige med oliering. Dette er
en noget dyrere løsning end fyrretræ, men
til gengæld meget holdbar.
også tænke over indblik udefra, især om aftenen, hvor nye store vinduespartier fx ud mod vejen vil give forbipasserende lejlighed til at følge med i livet
indenfor.
Vil man opdele vinduerne, skal man tage hensyn til facadens øvrige vandrette og lodrette linjer, fx murværkets brystningshøjde. Sprosseopdelte
vinduer som »Bondehusvinduer« eller vinduer med flere rammer som fx
»Dannebrogsvinduer« stammer fra en tid, hvor det ikke var teknisk muligt
at producere ruder i stort format. Det strider derfor mod selve den funktionalistiske grundtanke bag parcelhuset at indføre sådanne tilbageskuende
elementer.
Vinduernes farve spiller også en rolle for arkitekturen. De oprindelige
mørke farver formindsker eller »slanker« vindueskarme og rammer, men reflekterer ikke lyset ind i rummet ligeså godt som lyse farver, der til gengæld
tiltrækker øjet. Et hus kan helt skifte karakter som følge af vinduernes farve:
Grøn eller rødlig træbeskyttelse, eller »lyseblågrå« maling, passer som udgangspunkt ikke til parcelhusets farvepalet. Huset risikerer at blive »udvandet« og miste den stringens, som er et af parcelhusenes væsentligste arkitektoniske kendetegn.
Om vinduerne skal være mørke, hvide eller en anden farve afhænger af
det enkelte hus. Generelt står sort eller mørkebrun maling udvendigt godt
til både pudsede facader og facader i blank mur, men en mørk træsort som
teak eller mahogni med olieret overflade kan også være smuk til fx gult murværk – og er desuden nem at vedligeholde. Hvide vinduer indvendigt bidrager til at lysne rummene, til gengæld kan mørke vinduer give en kontrastfuld
virkning sammen med hvide vægge.
Ved en større ombygning eller udskiftning af vinduerne i huset skal man
sørge for, at vinduestypen lever op til energikravene. Det kan i mange tilfælde betale sig at beholde karme og rammer og blot skifte termoruderne ud
med nye energiruder. Afstandslisten mellem termorudens to glas var tidligere
lavet af stål eller aluminium, der dels var meget synlig, dels gjorde kanten på
termoruden til en kuldebro. I dag leveres mange ruder med en såkaldt varmkant i fx gråt eller sort kunststof, dvs. sorte lister til sortmalede vinduer.
Ved brug af for meget brunt som her, hvor
tagrem, vinduer og træværk er malet i den
samme brune farve, bliver husets udtryk
tungt i sammenhæng med de flammede
gule mursten.
Derimod er helt sort – sjovt nok – ofte
arkitektonisk ret »rent « i kontrast til den
hvide væg.
Døre
Parcelhuset følger langt hen ad vejen den danske tradition med at betone
hoveddøren, fordi den er det første, den besøgende møder. Døren har ofte
en anden karakter end fx bryggersdøren, men var oprindeligt ret enkel. De
store have- eller terrassedørspartier er lige så enkle som vinduerne.
Hoveddøre
Hoveddøre fandtes i et utal af variationer og materialer. De kunne fx være
udført med et mindre fast sideparti med en matteret rude eller klart glas.
Selve døren kunne også være en glasdør, ofte med lodrette lister foran glasset, som gav en reliefvirkning. Hoveddøren kunne være beklædt med skråtstillede, vandrette eller lodrette høvlede og malede brædder, eller en sporplade som den billigere variant. Den kunne også være udført i en massiv la-
Indvendigt kan mørke farver på vindueskarmene give en kontrastfuld virkning sammen med hvide vægge.
En meget tidstypisk hoveddør med de
karakteristiske lodrette lister og mørkt
træværk.
54
55
keret træsort evt. med en form for fyldingsfelter. Døren kunne nogle gange
have et overvindue.
NYT LIV TIL PARCELHUSET FRA 1970’ERNE
Et eksempel på et forslag til ændring af gavlen på et parcelhus.
Bryggersdøre
Gavlen var (ret sjældent i øvrigt) i sin helhed udført med let beklæd-
Døren til bryggers- eller bagindgang var oprindeligt helt enkel, for at man
ikke skulle tage fejl af den og hoveddøren, da de tit sad næsten lige ved siden
af hinanden på den samme facade. Døren kunne fx være udført med en stor
matteret rude eller som en pladedør.
ning. Derfor var det nærliggende at sikre et bedre lysindfald til stuen
ved at erstatte gavlbeklædningen med store vinduer. Hovedgrebet
med tredelingen af gavlen med den store skydedør i midten er enkelt
og overbevisende og helt i tråd med den modernistiske tankegang,
der lå bag parcelhusenes oprindelige arkitektur. Farverne, det oliere-
Havedøre
de træværk, de sorte vinduer og de mokkafarvede mursten danner en
flot, samlet komposition. Den brede karm på den olierede skydedør i
træ danner en elegant, visuel base for gavltrekantens tilsvarende beklædning. Indvendigt er stuen blevet lys og indbydende med fine kig
til de forskellige terrasser rundt om huset.
Hurtig skitse fra et af arkitektens første møder
med bygherren, der viser den hovedidé, der senere
blev ført ud i livet.
Arkitekt Morten Dalsgaard, m3 arkitekter.
Mod terrassen eller haven er der ofte placeret store skydedørspartier eller
havedøre. Skydedørene er som regel hæve-skydedøre, hvor den gående del
af døren skyder forbi den faste del. På de tidlige huse var det almindeligt blot
med en enkelt udadgående glasdør.
Hoveddøren skiller sig ikke ud fra bryggers-
øverst tv:
Husets gavlparti inden ombygningen.
nederst tv:
Der er kommet balance i gavlens komposition med
de nye glaspartier.
herunder:
Stuen har efter ombygningen fået større kontakt
til haven gennem de nye store vinduespartier.
døren. Kender man ikke huset i forvejen, er
Skal man forny sin hoveddør, kan man sagtens give den et mere nutidigt udtryk, blot man holder sig til en enkel detaljering – det gælder både glasdøre
og lukkede dørplader. En glasdør giver mere lys. Indkigget kan begrænses
med en sandblæst rude, evt. med mønster. Er husets øvrige træværk holdt
i sort og hvidt, kan en helt enkel pladedør malet i en markant farve give en
effektfuld kontrast. Hvis hoveddøren skiller sig ud med en anden farve end
bryggersdøren, er det lettere for gæster at finde ud af, hvilken dør de skal
ind ad. Bryggersdøren skal af samme grund helst være lidt mindre »fin« end
hoveddøren. Nye yderdøre skal ligesom vinduer overholde energikravene.
De store havedøre eller skydedørspartier er sammen med de store vinduesbånd karakteristiske for parcelhusene. De giver et godt lysindfald og
ophæver grænsen mellem ude og inde. Skal man skifte eller flytte de store
vinduespartier, kan man godt ændre på vinduesopdelingerne i de faste partier, men det vil som regel være smukkest at lade dørene stå med ubrudte
glasfelter. Husk, at en enkeltfløjet dør slutter tættere end et skydedørsparti.
det ikke lige til at regne ud, hvor man skal
gå ind.
Store vinduespartier trækker lyset og naturen ind i huset.
Den nye hoveddør er fint indpasset i parcelhusets stramme form.
57
Vinduer og yderdøre har stor betydning for facadens samlede udtryk - de er husets »øjne«. Parcelhuset kan med sin robuste karakter klare meget, hvis man holder sig til et moderne formsprog med enkle og store vinduespartier.
De store ubrudte vinduespartier er en vigtig
del af parcelhusets arkitektur. Man kan sagtens forny vinduerne, men opdelingen skal
hænge sammen med husets arkitektur og
linjer, både vandret og lodret, for at skabe et
harmonisk og langtidsholdbart udtryk.
Småsprossede vinduer, der skal gøre parcelhuset »hyggeligt« og få det til at ligne
et romantisk bondehus, virker ikke efter
hensigten. Huset må gerne ligne et moderne hus, der danner en fornuftig ramme om
en families liv.
En klassisk farvesammensætning, gule
mursten, mørkt træværk og den olierede
hoveddør er afdæmpet og helt i parcelhusets tradition.
Farvesammensætningen på et hus er vigtig.
De røde vinduer harmonerer dårligt til det
gule murværk, men havde været flotte op
imod en sort træbeklædning.
Huset har i forbindelse med en vellykket
udvendig isolering fået nye vinduer, alle
med det samme format. Dette gør, at gavlen er rolig og velkomponeret, selvom den
ikke er fuldstændig symmetrisk.
De nye vinduer i gavlens stueetage har en
opdeling, der er helt fremmed for det nøgterne parcelhus. Vinduernes proportionering
med aflange rudeformater harmonerer ikke
med tagetagens kvadratiske vinduer.
En oprindelig hoveddør med overvindue
med blyindfattede ruder, der er et godt udtryk for tidens fremherskende byggestil.
Et fint eksempel på en enkel hoveddør, der
måske ligefrem bliver bevaringsværdig og
»retro« om ganske kort tid.
En »citronmånedør« passer ikke til et
funktionelt parcelhus. Det er hverken
hyggeligt eller landligt, men ren stilforvirring. Detaljeringen af døre og vinduer
kan helt ændre på husets karakter og
helhedsindtryk.
6 · Udvendige detaljer og de nære omgivelser
At kunne gå rundt om sit eget hus og være sig selv i sin
egen have er en af grundpillerne i parcelhuslivet. Men det
enkelte hus og have indgår i en større helhed, som det er
vigtigt at tage hensyn til.
Byplanlægningen
Egentlige planlagte villakvarterer opstod længe før parcelhuset. I Danmark
begyndte man allerede omkring 1910 at virkeliggøre de nye europæiske idéer
om »lys, luft og det gode liv« med mulighed for billige boliger med egen
have.
Med den stigende velfærd bredte store parcelhuskvarterer sig i landskabet op gennem 1960’erne og 1970’erne. Både kommuner og private, fx
landmænd, stod for udstykningen af arealerne til de nye parcelhuskvarterer.
Byplanlægning var nødvendig for at få forstæderne og de nye kvarterer til at
fungere.
Byplanlæggernes grundlæggende holdning var dengang at skille byens
funktioner så meget som muligt fra hinanden: Boligområder et sted og erhvervsområder et andet. Den samme grundholdning gjaldt for trafikken.
Trafiksikkerheden blev den styrende faktor i udformningen af parcelhusområdernes grundstykker, fællesarealer samt sti- og vejsystemer. Hårde og
bløde trafikanter var adskilt fra hinanden. Det ideelle var, at skolecykelstien
ikke på noget tidspunkt kom i berøring med biltrafikken, dvs. at alle skolebørn
kunne færdes sikkert til og fra skole. Parcelhusområderne blev planlagt som
trælignende vejstrukturer, hvor de små, blinde stikveje svarer til træernes
mindste grene, der leder ud til stammerne, fordelingsvejene, der førte hen til
de nyopførte skoler, indkøbscentre osv. En ulempe ved den type byplaner er
de mange blinde veje, der gør det svært at orientere sig. Ydermere blev de
fleste parcelhuskvarterer planlagt i et meget retlinet grid-system uden vejkrumninger og mangler derfor de foregående havebyers pittoreske og mere
parkagtige vejforløb.
I modsætning til tidligere, hvor husene altid var orienteret mod vejen på
smalle aflange grunde, var den enkelte parcel typisk omtrent kvadratisk udstykket. På den måde kunne man frit placere huset på grunden, så det kunne
orienteres mod solen, uanset om grunden lå nord eller syd for vejen.
Byplanlæggerne var især inspireret af
Radburn-planen – »alle parcelhuskvarterers
ophav«. Radburn, en amerikansk forstad
opført omkring 1930, var det første eksempel på en trafikdifferentieret byplanlægning. Dansk Center for Byhistorie.
Efterhånden blev parcelhuskvartererne anlagt efter et meget retlinet system. Luftfoto
Udskrevet: 20-03-2013 16:50:26
Papir: A4-LANDSCAPE
Målestok: 1:3000
© Aarhus Kommune
af parcelhuskvarter i Tilst nær Århus.
Kvarteret
Parcelhuskvartererne var fra begyndelsen ret homogene med den samme
slags huse og ikke mindst en ensartet randbeplantning af grønne hække eller
tæt beplantede forhaver. I dag er nogle parcelhusveje et virvar af forskellige
hække, stakitter, mure m.m. Grønne hække og træer giver ro, harmoni og
61
modstående side: En beskyttet terrasse
omkranset af typiske gule havemure - en
lille frodig oase i en parcelhushave.
ikke mindst proportioner til husene og forhaverne og gør samtidigt kvarteret
frodigt og sammenhængende.
Forhaven
I Hanstholm byggede man en helt ny by i
løbet af 1960’erne som et af årtiets store
mønsterprojekter. Her havde byplanlæggerne nogle meget fine og humanistiske
tanker. Bl.a. blev der langs skolestien plantet
frugttræer, så børnene kunne plukke frugter
på vejen til og fra skole. Kommunen kunne
desværre ikke opretholde pasningen af træerne, der nu for længst er fældet.
Et velbevaret, ældre typehuskvarter, hvor
de fint passede forhaver vidner om beboernes glæde ved deres huse.
Oprindeligt var overgangen mellem fællesarealerne, vejene, og de private
områder, haverne, symbolsk i form af relativt lave hække eller stensætninger
langs forhaverne snarere end en egentlig, fysisk grænse som plankeværk eller havemure.
Forhaven var den semisociale del af haven, hvor man uformelt kunne mødes med naboerne, mens baghaven var privat – her kom man ikke, med mindre man var inviteret. Forhavernes udformning varierer mellem det helt åbne
og det mere lukkede med fx en lav hæk foran. Stensætninger af kampesten
eller kalksandsten med en beplantning af græsser, blåpuder m.m. var også
almindelige ud mod vejen.
Forhavens udformning og beplantning er vigtig og fortæller om husets tid.
Den moderne pasningsfrie udgave med store flader med fx granitskærver
og et par krukker virker ikke så hyggelig og imødekommende som den oprindelige med stedsegrønne planter eller mindre buske. Forhaven inviterer til
at kigge ind, og derfor er meget høje hække eller plankeværker ikke en del af
parcelhuset havetradition.
Den oprindelige hækbeplantning var ofte spiræa, berberis og liguster.
Ligusterhækken må siges at være langt bedre end sit rygte: Den er hurtigtvoksende, tæt, næsten stedsegrøn, nem at vedligeholde og klippe og medvirker til at gøre kvarteret grønt og helstøbt. Desuden har liguster været
brugt i Danmark siden 1600-tallet. Men ellers er stort set hvilken som helst
grøn hæk smuk, alene fordi den ændrer sig efter årstiden. Der er ganske vist
lidt arbejde ved at passe en hæk, men til gengæld er den billig at etablere og
holde. Et massivt plankeværk vil, særligt hvis det er meget højt, stride imod
grundtanken om den semisociale forhave.
Havelåger
Fordi forhaven netop skulle virke inviterende, havde parcelhusene fra begyndelsen ikke låger foran havegangen eller indkørslen. Har man behov for låger,
er det vigtigt at vælge en låge, der harmoner med husets enkle stil og ikke
mindst helheden i kvarteret. Jo enklere lågen er udformet, fx en enkel jernlåge med gitterværk eller en trælåge med en vandret eller lodret opdeling, jo
bedre vil den indgå som et naturligt, nutidigt element sammen med parcelhuset. Romantiske, rigt dekorerede låger som store dobbelte smedejernslåger, opsat på murede piller eller trælåger i herregårdsstil strider ligesom bondehusvinduerne mod parcelhusets grundlæggende funktionalisme.
En helt enkel moderne låge i sortmalet
jern passer godt til parcelhusets rene linjer.
Bemærk den lille detalje med husnummeret.
Haven
I den oprindelige parcelhushave var der langs med hækken anlagt bede med
buske og stauder. Dette i modsætning til tidligere, hvor bedene gerne var
placeret i græsplænen. Der var ofte et rosenbed eller urtebed tæt på terrassen. Træerne var typisk birke-, gran- eller fyrretræer, blandet med stedsegrønne vækster. I de tidligste udstykninger var oprindeligt også anlagt en
mindre køkkenhave, der med tiden ændrede karakter til en urtehave, måske
med et par frugtbuske. Fra stuen var der stort set altid en terrassedør, senere en stor skydedør, med udgang til en lille terrasse i niveau med stuegulvet.
De stedsegrønne planter har den fordel, at
de også er smukke om vinteren, hvor de
skærmer for indkig.
Et godt og smukt alternativ til hækken er et
plankeværk med en grøn og frodig beplantning. Her er der brugt efeu, der fuldstændig
dækker plankeværket.
62
63
Man kan også holde høns i sin parcelhushave, men ikke nogen hane! Her hjælper
hønsene med at holde havens randbeplantning fri for ukrudt, og samtidig får man sine
egne æg. Helt i selvforsyningens ånd fra
1970’erne.
I løbet af 1970’erne begyndte man at fokusere mere på børnenes udfoldelsesmuligheder med plads til legehuse, gyngestativer m.m., og det blev
samtidig langt nemmere for haveejerne at finde og få information om haveindretning, plantevalg m.m. Bambus og græsser blev populære, men rosen
bevarede sin status som havens dronning.
Generelt var begge voksne i parcelhusets kernefamilie udearbejdende,
og det var derfor vigtigt, at haven skulle være nem at vedligeholde. Dette
legitime ønske giver sig nu til dags desværre ofte udslag i, at stadigt større
arealer er belagt med fliser eller blot ligger hen som græs uden træer
eller bede til at forme haverummet. Derved mistes de kvaliteter, der gør
parcelhushaven til et ekstra, udendørs opholdsrum. Der skal, fuldstændig
i tråd med den modernistiske grundtanke, egentlig ikke så meget til:
Nogle få mindre træer eller stedsegrønne buske, enten formklippede
eller fritvoksende, kan fint udfylde rummet, evt. suppleret med et par
omhyggeligt placerede grupper af skulpturelle stauder som græsser, bregner,
hosta m.fl.
Havemoden skifter ligesom arkitekturstrømningerne, men husets stilart
og havens indretning bør følges ad. Generelt vil det altid være en god idé at
rådføre sig med en havearkitekt, hvis man tænker på at lægge haven om.
Havearkitekten kan projektere en helhedsløsning, der kan ses som havens
fremtidige fundament, som man så selv frit kan bygge videre på.
Belægninger
I begyndelsen bestod belægningen i indkørslen ofte kun af to rækker betonfliser med græs eller grus imellem. Stierne op til husets indgange var smalle,
og terrassen foran stuen var ret lille. Parcelhusets mest brugte belægning
var den helt enkle betonflise, men der blev også brugt hårdtbrændte tegl,
brosten og indimellem også sveller foruden perle- eller søsten i forskellige
varianter.
Der findes i dag et meget stort udbud af belægningssten og grus til havebrug. Tegl, enten alene eller lagt i bånd sammen med betonfliser, er en tidløs
belægning, der patinerer smukt. Forpatinerede sten klæder ikke noget hus –
de ser alligevel nye ud, lige indtil de bliver slidte på en uskøn måde.
To rækker betonfliser med grus imellem i
indkørslen til garagen.
Regnvandsbede
Pas på med ikke at lave haven om til en stenørken. Store flise- og grusarealer
har det med at gøre haverummet udflydende, selv om man forsøger at møblere dem med krukker og plantekasser. De store flisearealer gør endvidere,
at regnvandet har svært ved at trænge ned i jorden ved voldsomme regnskyl. Det vil derfor i de allerfleste parcelhushaver være en god idé at etablere
et eller flere regnvandsbede til opsamling af regnvand. Ud over at løse et
praktisk problem vil et regnvandsbed med fx stauder være smukt og frodigt at kigge på. Bedene kan anlægges på mange måder, og Haveselskabet
Køkkenhaven er igen blevet moderne i
parcelhushaven.
Regnvandet kan også blot ledes ned i
en regnvandstønde til senere brug for
havevanding.
En smal havesti med en belægning af beEt enkelt træ og en busk er nok til at give en
tonfliser og røde tegl mellem trædebregner
fornemmelse af frodighed.
er smuk og tidløs.
64
65
gør en stor indsats for at udbrede idéen til husejerne. Bedet skal naturligvis luges grundigt de første år, men når planterne først er vokset til, kræver
det mindre pasning end græsplænen, der skal slås op til to gange om ugen i
højsæsonen.
Garager og skure
En senere tilkommet garage opført i samme
gedigne, røde mursten som selve huset,
men en anelse underspillet.
Livet i parcelhuskvartererne krævede bil som følge af byplanlæggernes tanke
om at skille bolig- og erhvervszoner ad, og der er derfor næsten altid opført
en garage eller carport i tilknytning til indkørslen, evt. bygget sammen med
selve huset. Der findes både eksempler på lukkede garager og åbne carporte,
der ofte er bygget sammen med et skur. Carporte kom til i slutningen af
1950’erne, mens deciderede garager først blev almindelige i parcelhuskvartererne op gennem 1970’erne.
De sekundære bygninger som carporte eller udhuse må ikke være for
store, da de ellers nemt kan komme til at tage magten fra selve huset.
Placeringen er også vigtig: Hvis carporten eller udhuset er det første man
ser, når man kommer til huset, er det endnu mere vigtigt, at udformningen
knytter sig til parcelhusets arkitektur og snarere underspilles lidt i materialevalg og udformning end påberåber sig opmærksomhed og ser »finere« ud
end huset.
Udestuer
Parcelhusene var fra begyndelsen ikke udstyret med udestuer – »velfærdsknasterne« er kommet til efterhånden. En del ældre udestuer er i dag
utidssvarende, såvel i materialevalg og arkitektur som ud fra en energimæssig betragtning. Måske er de bygget af dårlige materialer, måske passer de
ikke til huset, eller måske er de blot udtjente.
Udestuens formål er at få tilført et ekstra lyst rum i tæt forbindelse med
terrassen eller haven. Udestuens funktion er som en slags udvidet parasol.
Her kan man nyde den første forårssol, søge ly i kolde sommernætter, lade
frostsarte planter overvintre m.m. Udestuen kan, hvis den er udført konstruktionsmæssigt korrekt, fungere som en bufferzone, der kan opsamle
varme til huset om vinteren og forhindre varmen i at fordele sig i resten af
huset om sommeren.
Ulempen ved en udestue er, at den tager lys fra det rum, der ligger bagved. Man skal også være opmærksom på, at den skal isoleres efter gældende
regler, hvis den skal være opvarmet om vinteren. Hvis man vil opføre en ny
udestue, gælder der de samme arkitektoniske regler som for om- og tilbygninger i øvrigt. Enkle og få linjer – jo enklere, jo nemmere vil udestuen kunne
fungere rent arkitektonisk sammen med det eksisterende hus.
En pergola passer til næsten ethvert parcelhus og er et smukt og stringent haveele-
Overdækninger og udestuer
ment, der harmonerer fint med parcelhusets
Eftersom terrassen fungerer som et udendørs opholdsrum, har mange haft
lyst til at overdække den for at få et »rigtigt« rum, der også kan bruges i
regnvejr eller om aftenen.
Mange overdækkede terrasser er med tiden blevet til deciderede udestuer, en slags »knop«, der er bygget udenpå huset. Disse varierer meget i både
materialer og udseende, men kommer på grund af deres udformning ofte til
at modarbejde husets funktionelle enkelhed.
enkle karakter.
Overdækninger
Mange åbne overdækninger har et tag af gennemsigtige plastplader, der
fungerer godt om aftenen, men under overdækningen bliver der meget
varmt, når solen står på. Plastpladerne ser ofte lidt billige ud, men det kan
man »skjule« med en grøn beplantning. Et alternativ er råglas eller evt. sejldug, der også fungerer fint sammen med parcelhuset.
Pergolaer
Et lille brænde- og cykelskur, her kombineret med en pergola, er stilfærdigt og enkelt.
Visse huse, især de arkitekttegnede, har en pergola ved eller i nærheden af
terrassen. Denne form for overdækning fungerer særdeles smukt sammen
med parcelhusets arkitektur.
De modulopdelte stolper og overliggere har den samme form for stringens
over sig som parcelhuset. Dækket af frodige klatreplanter bliver pergolaen
smuk og skyggefuld. Man kan evt. have en form for fast tag sammen med
pergolaen, men den grønne bevoksning er et vigtigt virkemiddel som kontrast til de lige linjer.
66
Udestuen er et ekstra rum, der bidrager til
den nære kontakt til haven.
67
Frodighed klæder ethvert parcelhus: den enkle og »firkantede« arkitektur bliver
mere levende af en grøn beplantning. Hvis man planlægger havens beplantning og
de flisebelagte arealer med lidt omhu, kan havearbejdet nemt overskues, og resultatet vil være livgivende for hele kvarteret og dets beboere.
Fordi forhaven inviterer til at kigge ind,
fungerer den grønne og frodige forhave
som det uforpligtende mødested mellem
naboer eller forbipasserende.
Her har man nedlagt forhaven og belagt
arealet med granitskærver. Den såkaldt
pasningsfrie løsning indbyder ikke til andet
end parkering.
En ny moderne udestue, der er tilpasset det
eksisterende hus, er en fin lille indendørs
oase, hvor forårssolen kan nydes.
En udestue, der er nedslidt og har kendt
bedre dage, virker ikke indbydende og er
ikke med til at højne helhedsindtrykket.
Parcelhushaven er både frodig og smuk med
et mindre rum, der omkranset af en hæk, er
med til at dele det store haverum op i forskellige zoner.
Den store græsplæne er omkranset af et
stakit og virker lige så øde som et stort fliseareal, uden et eneste træ eller busk til at
lukke haven af.
En enkel og funktionel carport, hvis slægtskab til parcelhuset er markeret dels med
farverne, dels med den skrå taghældning,
der spiller fint sammen med husets tag.
Den store murede carport virker meget
voldsom sammen med parcelhuset og er
med de to buede åbninger blevet mere
spansk end dansk.
7 · Indvendigt
De indvendige overflader, lofter, vægge og gulve er kendetegnet ved den samme enkelhed som de udvendige, både
i materialevalg og detaljering. Detaljerne er til for funktionens skyld og ikke for dekorationens, og dermed læner
måden, man apterede huset på, sig op ad funktionalismens
tankegang. Snedkerdetaljer som døre, trapper og køkkener
er ofte udført af præfabrikerede standardelementer.
Indvendige overflader
Parcelhusets oprindelige materialer, fx parketgulvene og de umalede listelofter, er med til at bevare den særlige parcelhusstil og -stemning, der er et
udtryk for den tid, husene blev bygget. Træet som materiale udstråler varme
og en skandinavisk tilgang til indretningen. Alle overflader behøver ikke at
være hvide – det er netop kontrasterne mellem de lyse malede overflader og
fx et naturfarvet træloft, der gør huset til noget hyggeligt og særligt dansk.
Helt generelt patinerer naturmaterialer smukt og holder i mange år med
lidt vedligehold. Et vist slid på materialerne og deres overflader kan ikke undgås – det hører med og fortæller blot noget om husets historie og alder.
Parketgulve i bøg var meget almindelige i
parcelhusenes stuer og værelser.
Gulve
Gulvbelægninger spænder lige fra det rå betongulv med væg-til-vægtæpper
til korkfliser, tegl og parketgulve i forskellige træsorter.
I opholdsrummene og værelserne er den typiske belægning et lakeret parketgulv, lagt i et fletmønster eller blot som fortløbende stave. Parketgulvet
kan være udført i bøg som det mest almindelige, eller eg eller ask. Et egentligt bræddegulv ses sjældent i det typiske parcelhus. I den skrabede udgave
er gulvbelægningen et fast væg-til-vægtæppe, lagt direkte ovenpå betonen
i opholdsrum og værelser.
I køkkenet kan den oprindelige gulvbelægning være parket, korkfliser, linoleum, vinyl eller klinker. I bryggerset var klinker eller stiftmosaikker det mest
almindelige. I badeværelserne var gulvbelægningen i de tidligste huse oftest
terrazzo, senere stiftmosaikker eller klinker, oprindeligt i mørke farver som
grå, grøn eller brun. I entréen ses ofte klinker, vinyl eller linoleum. Der er i de
tidligste huse ikke etableret gulvvarme under flisegulvene.
Mosaikfliser i forskellige farver og formater
var meget brugte på både gulve og vægge
i badeværelser fra slutningen af 1960’erne
og frem.
Holder man sit parketgulv vedlige med lakering, kan det holde en lang årrække. Hvis det eksisterende gulv skal fornys, er et nyt parketgulv i en dansk
træsort (fx bøg, eg eller ask) et godt og klassisk valg, der passer til parcelhusets nøgterne materialeholdning. Samtidig er et parketgulv hårdere end et
71
I nogle af de arkitekttegnede, individuelle
parcelhuse brugte man ofte lidt dyrere materialer, som her klinker i hall og gangarealer.
typisk bræddegulv i fyrretræ og er i øvrigt mindre følsomt for udsving i temperatur og fugt. Dette gør et parketgulv mere velegnet til gulvvarme. Undgå
gulve i eksotiske, mørke træsorter – de strider mod parcelhusets forankring
i den danske byggetradition. De allerfleste kunstmaterialer vil altid ligne det,
de er, nemlig en efterligning af det oprindelige naturmateriale.
Terrazzo er et nærmest uopslideligt materiale og hører uløseligt sammen med badeværelset i de tidlige parcelhuse. Ulempen er selvfølgelig, at
der dengang normalt aldrig var etableret gulvvarme, og at terrazzo i dag er
en meget dyr belægning. Et alternativ er hårde klinker eller stiftmosaikker.
Meget skinnende overflader som fx fliser af poleret granit kan ikke anbefales.
Dels reflekterer de lyset og lyden for meget, dels er materialet fremmed for
et dansk parcelhus. Teglklinker i entré og bryggers er holdbare og tidløse. I
køkken og bryggers er et kork- eller linoleumsgulv velegnet som alternativ til
klinker, fordi gulvbelægningen er blødere at stå på.
Vægge
Her er gulvbelægningen i køkken og entré
fornyet med en flot, blå linoleum, der står
godt til stuens bøgeparket.
Væggene var til at begynde med tapetseret, og klassikeren over dem alle er
savsmuldstapetet, stærkt forfulgt af hessiantapetet, begge oftest malet.
Men man var dengang heller ikke bleg for at bruge stormønstrede tapeter i
stærke farver. I det hele taget var indretningsmoden på det tidspunkt meget
farverig, i modsætning til senere, hvor alting skulle være hvidt.
Ind i mellem ses pladebeklædninger som fx lakerede, tynde finerplader,
sporplader, opsat enten som en form for brystningspanel eller også i hele
væggens højde i entré, gang og køkken. Der findes også eksempler på huse,
hvor der er brugt lidt flere penge på byggeriet. Her er de indvendige ydervægge og somme tider også skillevæggene muret op i blank mur, typisk i
gule sten.
Pladesamlingerne mellem skillevæggenes plader og mellem loft og væg er
ikke altid helt tætte, hvilket kan give alvorlige lydproblemer i huset. Dette
problem kan som regel ikke løses 100 %, men en tætning mellem væggen
og de omgivende bygningsdele (loft, gulv, andre vægge) vil ofte mindske
lydgennemstrømningen.
Karakteristisk for tidens indretning var den store farveglæde. Tænk på de
stormønstrede Marimekko-stoffer, gule eller orange – eller lilla! – Verner
Panton eller PH-lamper, som optrådte i snart sagt ethvert hjem på den tid.
Skal man male sit hus om indvendigt, kan man måske overveje at lade sig
inspirere af den tid, som parcelhuset stammer fra. Forskellige farver på forskellige overflader kan være med til at give ens hus karakter og gøre oplevelsen af hvert rum forskellig og samtidig hyggelig. Maler man alle overflader
hvide, kommer rummene tit til at virke lidt karakterløse. Der er heller ikke
noget i vejen for at genindføre tapetet i parcelhuset. Der findes mange, fine
retro-mønstrede tapeter på markedet.
Er man så heldig at eje et parcelhus, hvor væggene indvendigt står i
blankt, gult murværk, bør man principielt lade være med at male væggen
over. De gule mursten er en meget vigtig del af parcelhustraditionen, og
væggens stoflighed og varme karakter vil danne en smuk kontrast til lyse
farver på inventar, skillevægge eller lofter.
Lofterne var helt enkle. Tidligere tiders stukrosetter o.l. stred helt imod den
modernistiske tankegang om at »less is more«. Pladematerialer som fx rektangulære gipsplader, opsat forskudt for hinanden, var meget brugte. Et lidt
dyrere loftsmateriale var trælofter med profilbrædder, men også de lidt billigere listelofter var almindelige. Ofte er trælofterne kun opsat i stuen, mens
værelserne har gipspladelofter. De fleste trælofter har oprindeligt stået ubehandlede. Træets naturlige farve virker hyggeligt og tilfører rummene varme.
Men da træ med tiden bliver mørkere, kan rummene med den forholdsvis
lave loftshøjde måske efterhånden føles noget trykket.
Væggens gule mursten, overvæggens hvidmalede puds og den klinklagte loftsbeklæd-
Et træloft har den fordel, at det på grund af den lidt ujævne overflade bryder
lyden bedre end et gipspladeloft. Man kan også kombinere de to materialer
ved at opsætte trælister på gipspladerne med større eller mindre mellemrum.
I et stort køkken-alrum med gipspladeloft vil det ofte være en god idé at opsætte akustikplader, da de hårde overflader på køkkenlåger, gulve og vægge
giver et dårligt lydklima.
Har man et originalt, umalet træloft, er det værd at overveje at beholde
det, da det passer godt til parcelhuset med sin varme og rustikke udstråling.
Er rummene meget mørke, kan man blive nødt til at male træloftet hvidt,
men pas på med glanstypen. Da loftshøjden ofte ikke er mere end 2,5 meter,
vil et meget blankt loft let blive for spejlende. Pas også på med hvidpigmenteret olie, der har en tendens til at give træet et udvandet, lyserødt skær.
ten (et stort fotografi, der dækkede en hel
væg), som var meget yndet i begyndelsen
af 1970’erne. Bemærk PH-lampen med den
orange inderskærm.
72
1970’erne.
Lofter
En helt moderne nyfortolkning af fotosta-
Savsmuldstapetet var at finde overalt i
73
ning i oregon-pine er indbegrebet af den
skandinaviske indretningstradition og holder
fortsat efter godt 40 år.
Loft i ubehandlede fyrretræslister, som med
årene har fået en smuk, varm farve.
Det er vigtigt, at loftsoverfladerne forbliver enkle, og at enkelheden i materialer og detaljer følges ad. Stukkanter og andre loftsudsmykninger er som
andre pseudo-antikke detaljer fremmede for parcelhuset og vil blot skabe
stilforvirring og mudre husets rene linjer til.
Snedkerdetaljer
De fabriksproducerede snedkerdetaljer er også helt enkle uden nogen form
for profileringer. Inventar som indbyggede skabe er ofte udført i standardelementer fx med teaktræslåger. Generelt er flere af husene godt udstyret
med indbyggede skabe. Trapperne i huse med udnyttet tagetage er for det
meste fabriksproducerede standardtrapper med en enkel detaljering.
Døre
De indvendige døre er typisk glatte, ofte fabriksfremstillede pladedøre af fx
mahogni-, teak- eller egetræsfiner. Fineren er tit ret tynd, så den bliver let
beskadiget.
Skabsgangen med de hvide skydedøres lå-
Indfatninger
ger og dørindfatninger i fyrretræ er en me-
I parcelhusene var indfatninger om døre og evt. vinduer, fodpaneler og loftslister fabriksfremstillede, glatte smalle lister i fyrretræ, evt. med en afrundet
kant. Listerne var som regel hvidmalede, men kunne også være lakerede.
get holdbar løsning med en delikat og tidløs
farveholdning. Romerhusene i Helsingør
tegnet af arkitekt Jørn Utzon.
Vinduesplader
Vinduespladerne kan være udført på mange forskellige måder, fx stavlimet
fyrretræ, beklædt med teglklinker, murede og malede, eller være af laminat
eller natursten som matpoleret skifer eller marmor m.m.
Trapper
De fabriksproducerede trapper er typisk åbne trapper uden stødtrin med
et simpelt gelænder i træ eller jern. Trappernes form spænder fra spindeltrapper, halvsvingstrapper med eller uden repos til kvartsvingstrapper.
Ligeløbstrapper var mere sjældne, da de krævede forholdsvist meget plads
og rumdybde. Trappetrinene er ofte udført af lakeret fyrretræ.
Den funktionalisme og industrialisering, som parcelhuset er udtryk for, giver sig også udslag i snedkerdetaljerne, som alle er indført af rent praktiske,
funktionelle årsager. Fodpanelet skal dække for den problematiske overgang
mellem gulv og væg, og loftslisterne tilsvarende mellem loft og væg. Når
snedkerdetaljer som døre, indfatninger, trapper osv. skal fornys, gælder det
om at undgå unødige dekorative tiltag som profilering, fyldinger osv., der hører tidligere tiders teknologi og stilopfattelse til.
Hvis den oprindelige finer på dørene ikke er beskadiget, kan den holdes
ved lige mange år frem med almindelig oliering eller lakering. Er døren beskadiget, kan den erstattes af en ny, glat dør, enten fineret eller malet. Vil man
opgradere fornemmelsen af kvalitet, kan man evt. vælge en massiv dør, der
er tungere og mere solid end de kanaldøre, mange parcelhuse er født med.
Der gælder de samme regler for en ny trappe som for de øvrige bygningsdele, nemlig enkelhed fremfor alt. Man kan sagtens inkorporere en ny trappe
med et moderne og nutidigt udtryk, blot man overholder dette princip.
Materialer som træ og stål vil typisk gøre sig godt.
Den oprindelige dør mellem gang og stue er
udført i teak med glas i et fint slebet harlekinsmønster og et klassisk bakelit-dørgreb.
Her er gelænderet reduceret til det absolutte minimum og så alligevel fremhævet med
rækværkets røde farve.
Låger på indbyggede skabe var ofte udført
i finer, her mahogni. De fint formgivne, for-
En helt enkel og smuk trappe i oregon pine.
kromede bøjlegreb er helt typiske for den
De markante skruer på gelænderets bræd-
tidlige del af perioden.
debalustre er et typisk træk.
74
75
Køkken, bryggers og bad
Køkken, bryggers og bad er de rum i parcelhuset, der typisk er blevet mest
ombygget gennem tiden. Men man behøver ikke at bruge en formue på ombygningen, med mindre der er tale om en total nyindretning som fx køkkenalrum i forbindelse med stuen.
Et parcelhuskøkken fra begyndelsen af
1960’erne med finerede låger og laminat-
Den oprindelige køkkenindretning svarer måske ikke helt til vor tids krav
om plads og funktionalitet, men mange af køkkenerne kan med en meget
lille indsats komme til at fungere rigtigt godt, uden at man behøver rive alle
væggene omkring det ned. Hvis der er plads til en lille spisekrog, er der ingen
grund til at slå en masse rum sammen. Tendensen går mod mindre og mere
intime rum, der fornemmes hyggeligere end et meget stort multirum.
Det er altid en god idé at vælge enkle køkkenelementer med glatte låger.
Farven og lågernes materiale er underordnet i et parcelhus, men neutrale
farver og danske træsorter er måske det mest tidløse og ressourcevenlige
valg i længden. Det samme gælder for bordplader.
Man kan måske være så heldig, at det oprindelige køkken med overfalsede
teaktræslåger stadig sidder der. Her kan man overveje at bygge køkkenet
om, men beholde de eksisterende låger, der normalt vil være af langt bedre
kvalitet, end noget man kan købe i dag. Med nye greb, en ny bordplade og en
smuk farve på væggen kommer man rigtig langt for relativt få penge.
»Landkøkkener« med profilerede fronter er igen tilbageskuende i deres udformning og ser derfor uægte ud i et funktionelt parcelhus. Husets ydre og
indre formsprog skal passe sammen for at skabe harmoni og ro.
en fast forramme i stedet for separate
elementer.
sorte fronter og ny maling på lofter og vægge er dette køkken blevet
opdateret på en meget fin og enkel måde. Farveholdningen er helt en1970’erne. Køkkenindretningen er forenklet, og der er kommet luft og
Køkkenet var som regel et forholdsvist lille, selvstændigt rum, dog placeret i
tæt forbindelse med spisepladsen. Nogle køkkener var dog fra begyndelsen
så store, at der var plads til en spisekrog. Køkkenlågerne var ofte udført i
gedigne materialer som massivt træ, teak eller eg, men med tiden også i laminerede plader. Efterhånden som elementkøkkenerne blev almindelige, blev
køkkenelementerne ligesom i dag set som en slags løst inventar, der kunne
fornys og ændres, hvis køkkenet ikke fungerede efter hensigten.
fleste køkkener snedkerfremstillede med
Med lidt omtanke og ganske få tiltag som nye køkkenelementer med
kel: Sort, hvidt og træ, der passer rigtigt godt til dette parcelhus fra
Køkken
bordplade. Endnu på det tidspunkt var de
FORNYELSE AF KØKKEN
ro i køkkenet, der ligger i tæt forbindelse med spisepladsen. Med udgangspunkt i de eksisterende rammer, er der på en nænsom måde skabt
helt nye rumfornemmelser. Resultatet er nyt, moderne og samtidigt
hyggeligt.
Arkitekt Allan Lorenzen, Tegnestuen Lorenzen.
øverst:
Køkkenet før ombygning.
øverst til tv:
Arbejdsbordet ved endevæggen er taget ned, og
komfur og vask er flyttet til vinduesvæggen med
den gode udsigt.
nderst tv:
Køkkenet er udformet som et arbejdskøkken, der
dog står i åben forbindelse med spisepladsen.
herunder:
Planudsnit af køkken og spiseplads før og efter
ombygning. Køkkenelementerne langs endevæggen er erstattet af en række højskabe indbygget
i en niche, der samtidig fungerer som rumdeler
mod gangen.
Et velbevaret, helt intakt køkken fra 1973.
For at få plads til alle elementerne i det lille
rum er køkkenet lavet U-formet. Bordpladen på den ene side er derfor smallere
end de øvrige.
76
77
Køkken-alrummet
Køkkenet er afskærmet fra spiseafdelingen
med en halvvæg.
Det har i flere år været meget populært med kæmpestore køkken-alrum i
parcelhuset. Der er både fordele og ulemper ved dette store multifunktionelle rum. Rummet kan bruges til rigtigt meget: Man kan på en uhøjtidelig
måde samle hele familien og mange gæster omkring det store spisebord, der
er udgang til terrassen, børnene kan læse lektier, mens der laves mad osv.
Den store ulempe er, at køkken-alrummet kan minde om en banegård med
en evig trafik frem og tilbage, og akustikken er sjældent særlig god med de
mange hårde overflader. Kontakten mellem køkken og spisested kan i stedet
opnås ved at bevare en del af væggene og forbinde rummene med mindre
eller større åbninger som fx skydedørspartier. Så har man mulighed for på en
fleksibel måde at opdele eller integrere funktionerne efter behov, og man får
også mere væg- og bordplads til skabe, reoler m.m.
Bryggers
De fleste huse er udstyret med et bryggers, der fungerer som vaskerum,
baggang, smådepot m.m. Nu til dags er dette rum uundværligt og er med
til at gøre livet nemmere for hele familien, så det kan ikke anbefales at nedlægge det.
Fornyelse
Et bryggers har en helt praktisk funktion og er ikke det rum, man behøver at
bruge flest kræfter på. Men også her bør nye overflader, skabe, bordplader
m.m. være så enkle som muligt.
Bad
Badeværelset var i begyndelsen forholdsvist lille, men efterhånden som husene blev større, fulgte badeværelserne med. Som regel var de indrettet med
badekar, håndvask og toilet, men et bidet ses også i de større badeværelser.
En del huse er indrettet med et gæstetoilet i forbindelse med entréen. Nogle
af de senere huse fra 1970’erne har måske endda to badeværelser – et i forbindelse med forældresoveværelset og et til børneværelserne.
Mange badeværelser havde fliser i flere farver, fx grønne fliser på væggen,
sorte på badekarsfronten og på gulvet mosaikker i gråtoner. Lyse pastelfarver som fx rosa eller lysegul var meget moderne til saniteten (dvs. håndvask,
badekar m.m.).
Der er ingen grund til at bygge hele badeværelset om, hvis det fungerer efter hensigten. Sanitet og fliser kan være udtjente og trænge til fornyelse,
men en ændring af installationernes placering kan blive bekostelig. Fejler
saniteten ikke noget, kan de tidstypiske farver være med til at fortælle om
husets historie. En ny bruseniche kan dog være mere praktisk end et badekar.
Men hvis man alligevel er i gang med en større ombygning, kan det lille badeværelse med fordel gøres større i samme omgang. Der er sjældent etableret gulvvarme i badeværelset. Ønsker man gulvvarme, skal hele terrændækket formodentlig bankes op. Etablering af gulvvarme vil derfor normalt kun
være en realistisk løsning, hvis terrændækket under alle omstændigheder
udviser problemer med fugt eller revnedannelser.
Det nye badeværelse bør indrettes med et langsigtet perspektiv, både i
farveholdning og stil. Om fliserne er store eller små, farvede mosaikker eller
hvide almindelige fliser, betyder ikke så meget, men kvaliteten skal være tilstede, så man også kan tåle at se på det om mange år.
De smalle, glaserede vægfliser er på tidstypisk vis opsat på højkant. De kakifarvede
fliser er meget holdbare og stammer fra
husets opførelse i 1973.
Man var ikke farveforskrækket. Lime-farvet
badekar (oprindeligt var håndvasken i samme farve), tyrkis vægfliser, og sort og grå
flisemosaik på gulvet.
før:
Stuen med spiseplads og køkken er inden
Man var ikke farveforskrækket. Lime-farvet
ombygningen to helt adskilte rum.
badekar (oprindeligt var håndvasken i samme farve), turkise vægfliser, og sort og grå
flisemosaik på gulvet.
efter:
Væggen mellem spiseplads og køkken er
Også i de individuelle arkitekttegnede par-
fjernet, så der nu er tæt kontakt mellem
celhuse benyttede man sig af farver, som
de to funktioner. En del af loftet er åbnet
her okkerfarvede mosaikfliser i en smuk
til kip, og rummet fornemmes nu lyst og
farvekomposition med de gule mursten og
moderne.
det sorte loft.
78
79
Parcelhusets indvendige detaljering er lige så enkel som den udvendige. Fornyelse
og forbedring er nødvendigt ind i mellem, men begrænsningens kunst ligger i at holde sig til få og gode materialer, der harmonerer med parcelhusets oprindelige stil.
Parketgulve i lyse træsorter, bøg, ask eller
eg er et traditionelt skandinavisk islæt, som
samtidig medvirker til at gøre rummene lyse
og venlige.
Parketgulve i eksotiske, mørke træsorter
hører ikke til parcelhustraditionen. De mørke gulve sluger meget lys, så rummene kan
fornemmes meget »tunge«.
Glatte køkkenlåger i træ eller neutrale
farver kan holde i mange år, uden at man
bliver træt af dem. Køkkenet er tidløst og
passer fint til det funktionelle parcelhus.
Et køkken i såkaldt »landstil« er fremmed
for et neutralt og nedtonet parcelhus. Et af
parcelhusets kodeord er funktionalitet uden
unødig dekoration.
Rustikke fliser er en klassisk og neutral løsning til et tidløst og meget holdbart gulv,
der ikke går af mode. Farven vil harmonere
godt med et parcelhus i fx gule sten.
Blankpolerede granitfliser er alt for reflekterende og gør rummet uroligt. Materialet
passer ikke til parcelhusets nedtonede enkelhed. Desuden er de svære at holde rene.
Dette moderniserede badeværelse er tro
mod perioden. Vaskeskabet er enkelt og
uden forstyrrende detaljer, og de nye fliser
er i familie med tidens typiske mosaikker.
Et moderne, overdekoreret fabriksvaskeskab passer ikke sammen med parcelhusets
rene og enkle detaljering. Enkelhed og god
kvalitet holder længst.
8 · Energirenovering
Ud fra en helhedsbetragtning om bæredygtighed er det
langt mere energivenligt at istandsætte og modernisere et
eksisterende hus end at bygge et helt nyt. Det eksisterende
hus repræsenterer en betydelig mængde energi, der allerede er brugt én gang og derfor ikke behøver at blive brugt
igen.
Mange parcelhuse fra 1960-79 vil i de nærmeste år skulle istandsættes og
have skiftet tag eller vinduer. Det giver rigtig god mening at energioptimere,
når man alligevel skal i gang med en ombygning eller udskiftning af de vitale
bygningsdele, men som eksemplerne fra Realdania Byg nedenfor viser, er det
kun de »lavthængende frugter«, som det rent økonomisk kan betale sig at gå
efter. Ofte vil forskellen på de teoretiske og de faktiske besparelser efter en
energirenovering vise sig overraskende store. Det kan der være flere grunde
til: Brugeradfærd, husene er måske ikke så tætte som forudsat, osv. Rent
komfortmæssigt vil husene dog blive betragteligt forbedret.
Parcelhusene er ikke dårligere bygget end så mange andre ældre huse.
Præfabrikerede elementer, nye uprøvede materialer og byggemåder har dog
i nogle huse medført problemer og skader på konstruktionerne. Men husenes enkle arkitektur og konstruktionsprincipper gør dem forholdsvist nemme
at istandsætte eller ombygge, og også at energirenovere.
Energirenovering er en balancegang mellem husets arkitektur, karakter
og materialer på den ene side og mulige energiforbedringer og komfort på
den anden side. Hvilke arkitektoniske ændringer kan huset bære i forbindelse
med en energirenovering, fx hvis ydervæggene skal isoleres udvendigt, og
facaden dermed ændrer karakter? For nogle parcelhuse vil det give huset et
tiltrængt løft, for andre vil det indebære en markant arkitektonisk forringelse. Der er også hensynet til kvarterets helhed. Huset skal efter energirenoveringen helst stadig virke som en naturlig del af parcelhuskvarteret.
Når parcelhuset skal ombygges og energirenoveres, er det vigtigt at tage hensyn til
kvarterets helhed.
Energiforbedringer
Efter oliekrisen i 1973 blev strammere isoleringskrav til husene indført i bygningsreglementet i 1977. Efterisolering kan derfor især svare sig på de parcelhuse, der er bygget før 1977. Energioptimering af eksisterende huse handler
om, at det er de mange tiltag, både store og små, der tilsammen vil give
besparelserne.
Bygningsreglementet skal altid overholdes. Der stilles krav om efterisolering ved om- og tilbygning, istandsættelse eller renovering. Det betyder, at
man skal efterisolere, hvis fx husets tag, facader eller vinduer skal udskiftes.
Man skal også overholde energikravene til nye varmekilder som fx et nyt fyr.
Fra 2016 må man ikke længere installere et nyt oliefyr i sit eksisterende hus.
83
De varmetekniske installationer er blevet bedre gennem tiden, selvom man
også i 1970’erne lovede rigtig meget!
BP Oliekompagniet A/S, 306 Typehuse,
Foreningen af Typehusproducenter i
Danmark, 1971.
Energiforbedringer af et ældre parcelhus vil typisk omfatte:
•
•
•
•
•
•
•
•
•
•
Efterisolering af tag og loft
Efterisolering og tætning af ydervægge
Udskiftning af vinduer eller termoruder
Efterisolering under gulve
Isolering af fundament og terrændæk
Isolering af kælder og kælderydervægge
Forbedring eller udskiftning af varmeanlæg
Genbrug af varme i ventilationsanlæg
Isolering af vand- og varmerør og varmtvandsbeholder
Udskiftning af pumper og termostater
Det kan lyde meget omfattende, men ikke alle tiltag kan nødvendigvis betale
sig – det afhænger helt af det enkelte hus.
Overordnet afhænger det af:
En termografering af husets klimaskærm giver rigtig god mening og vil ikke kun afsløre,
•
hvor huset er dårligt isoleret, men også vise
de mange utætheder, der kan være i et æl-
•
dre parcelhus. Her omkring en indbygget
loftslampe.
•
•
Husets geometri – jo flere vinkler o.l., jo større er overfladen i forhold
til det opvarmede volumen, hvorved varmetabet øges.
Husets alder og de eksisterende konstruktioner, fx tag, fundament,
evt. kælder m.m.
Tidligere energiforbedringer som efterisolering, nye vinduer og døre
Husets opvarmningsform, elvarme, olie, gas, fjernvarme m.m.
En uvildig energirådgiver kan nøjagtigt fortælle, hvilke energiforbedringer,
der bedst kan betale sig i forhold til investeringen. Man kan med fordel opdele energiforbedringsprojekterne i etaper – også der kan energirådgiveren
være behjælpelig.
Efterisolering af klimaskærmen
Et parcelhus taber varme på alle sider, dvs. varmetabet sker mod jorden,
gennem ydervæggene, vinduerne og dørene og fra taget. Varmetabet skyldes utilstrækkelig isolering, kuldebroer og utætheder. Efterisolering, tætning,
forbedring af vinduer og døre samt kontrolleret ventilation vil kunne mindske
varmetabet betydeligt og øge komforten. Den overordnede rækkefølge af de
efterisoleringer, der bedst vil kunne betale sig, vil normalt være loftet, dernæst vinduerne og facaderne og til sidst gulvet.
Tag og loft
Efterisolering af loftet er normalt let og billigt og har meget stor effekt på
varmeforbruget og den deraf øgede komfort. Isoleringsmaterialerne kan
være glas- eller mineraluld, papir, hør m.m. som batts eller granulat, granulat.
Den typiske gitterspærskonstruktion gør det ret simpelt at efterisolere loftet. Oprindeligt var loftet ofte kun isoleret med 100 mm mineraluld.
Statens Byggeforskningsinstitut anbefaler 400 mm som den maksimale
isoleringstykkelse til et eksisterende hus. Husk, at forbedringen i isoleringsevnen aftager, jo mere isolering man oplægger. Populært udtrykt er det
det første isoleringslag, der isolerer bedst. Gevinsten ved at gå fra 300 til
400 mm er ikke nær så stor som gevinsten ved at gå fra 100 til 200 mm.
Har huset udnyttet tagetage, eller går loftet til kip, er efterisolering af taget mere omkostningstungt. I princippet giver efterisolering af taget i disse
tilfælde kun økonomisk mening, hvis tagbeklædningen alligevel skal udskiftes. Ellers skal den indvendige beklædning på skrå- og skunkvægge nedtages
og flyttes indad for at skaffe plads til den ekstra isolering. Tagetagens areal
bliver derfor mindre. Vil man i samme omgang føre loftet til kip og have synlige hanebånd, bliver det endnu dyrere, da alle indvendige overflader på nær
gulvet skal udskiftes.
Hvis taget alligevel skal skiftes, kan man overveje helt eller delvis at skaffe
pladsen til den ekstra isolering udvendigt, dvs. ved at flytte tagbeklædningen længere ud. Man skal så være opmærksom på, at evt. gennembrydninger af taget (ovenlysvinduer, skorstene, udluftningshætter osv.) skal flyttes
med ud. Fordelen er, at der ikke forsvinder helt så meget plads indvendigt. Til
gengæld skal man være påpasselig med de synlige, udvendige detaljer som
fx vindskeder og sternbrædder, så de ikke kommer til at se meget tykke og
klodsede ud.
Har huset built-up tag, er udvendig efterisolering af taget den teknisk
mest forsvarlige løsning. Her lægges ny isolering ovenpå taget, og der lægges ny tagbeklædning.
Tværsnit i et parcelhus fra 1960’erne. Efter
moderne standard er der kun regnet med
ganske lidt isolering: 70 mm mineraluld i
væggene og 100 mm på loftet.
Nye isoleringsmaterialer blev introduceret til
det hastigt voksende byggeri i 1960’erne.
Teknisk Korkindustri A/S, Bygmesteren no.
10, 1961.
Huset til højre er blevet efterisoleret, mens
Her er der indblæst granulat på loftet i et
huset til venstre, oprindeligt samme type,
hus med gitterspær. Granulat har den fordel
endnu står med den oprindelige facade.
i huse med gitterspær, at det er nemt se-
Udvendig efterisolering ændrer husets ka-
nere at ændre på rørføringer m.m. på loftet,
rakter fuldstændigt.
hvor det ellers kan være svært at komme til.
84
85
Isoleringsarbejder skal udføres med meget stor omhu, og det må derfor
altid anbefales at bruge en kvalificeret håndværker. Den største fare for huset, når man efterisolerer, er at dampspærren kan være forkert udført, dvs.
utæt eller forkert placeret i konstruktionen. En utæt dampspærre vil medføre fugtophobning i isoleringen, hvilket på længere sigt vil medføre betydelige rådskader og i værste fald svampeangreb i husets trækonstruktioner, fx
spær og lægter. Dampspærren skal ligge på den »varme«, indvendige side af
isoleringen, og den skal slutte helt tæt til de øvrige bygningsdele som facader, skillevægge osv.
Ydervægge
Her er huset efterisoleret udvendigt med
skærmtegl.
Der findes to måder at efterisolere ydervæggene på: udvendigt eller indvendigt. Udvendig isolering af facaden er typisk ca. 30 % mere effektiv
end indvendig isolering og er byggeteknisk den bedste løsning. Ydermere
har den udvendige isolering den fordel, at de indvendige installationer og
vægbeklædninger ikke behøver at blive berørt. Samtidig vil evt. kuldebroer blive brudt. Husets indvendige grundareal bliver heller ikke reduceret.
Ved indvendig isolering skal man være særdeles forsigtig. Der opstår nemt
fugtproblemer i konstruktionen, fordi det er meget svært at udføre efterisoleringen helt tæt og uden kuldebroer. Desuden bliver det indvendige areal
mindre, og der følger en del andre arbejder med som fx flytning af paneler,
stikkontakter m.m.
Udvendig isolering
Man skal være opmærksom på, at udhæng
over gavle og facader forsvinder, når man
opsætter udvendig isolering.
Hvis man kan bevare det store tagudhæng,
vil dette hjælpe til at modvirke den overophedning om sommeren, som kan være et
reelt problem i huse, der er efterisolerede.
Når man skal efterisolere facaden udvendigt, er der mange facadematerialer
at vælge imellem: Træbeklædninger, eternitplader, skærmtegl osv. opsat på
et let skelet med isolering. En anden og ofte brugt metode er at dække isoleringen med et lag armeret puds. Det er en billig løsning, men til gengæld
lyder det hult som en blikdåse, når man banker på ydervæggen. Man skal
være klar over, at en ny facadebeklædning vil ændre husets udtryk fundamentalt, men der kan også skabes nye fine arkitektoniske løsninger. Det må
derfor altid anbefales at søge råd hos en arkitekt.
Parcelhusets typiske ydervægskonstruktion består af en skalmur af mursten og en bagmur i porebeton eller opbygget som et træskelet med pladebeklædning. Typisk er der ca. 100 mm isolering mellem de to dele af ydervæggen. Ud fra en økonomisk betragtning kan det i de allerfleste tilfælde
ikke betale sig at efterisolere sådanne ydervægge. Man må finde varmebesparelserne et andet sted. Derimod vil udvendig efterisolering give god mening på huse, der er bygget i massive gasbetonblokke eller betonelementer.
Da der på det typiske parcelhus er et ret stort udhæng, vil udvendig isolering normalt ikke skabe problemer i forhold til tagfoden (tagets afslutning
mod facaden). Ved et lille tagudhæng kan en udvendig efterisolering være
problematisk, da taget bliver for kort. Her er det nødvendigt at forlænge taget og evt. hæve det – en fordyrende faktor. Man skal altid huske at få flyttet vinduer og døre med ud i det nye facadeplan. Ud fra en arkitektonisk betragtning er dette meget vigtigt: I Danmark sidder vinduerne traditionelt ikke
86
særligt dybt inde, ca. 5-6 cm. fra ydervæggens yderside. Det er også vigtigt
at flytte vinduerne for at undgå den omtalte kuldebro.
Indvendig isolering
Den indvendige del af ydervæggene er næsten altid opført i letbeton eller
pladematerialer, der har den ulempe, at samlingerne mellem pladerne kan
revne, foruden at samlingen kan være en kuldebro. Med mindre revnerne
skyldes manglende bindere mellem yder- og indermur, falder huset dog ikke
sammen af den grund. Det er mere et spørgsmål om udseende. Husstøv vil
på grund af kondens ved kuldebroerne sætte sig ud for fugerne, så væggen
kan ende med at se helt ternet ud.
Hvis man vælger at efterisolere væggen indvendigt, er det vigtigt at afrense og rengøre den oprindelige væg. Al maling, tapet og klister m.m. skal
fjernes for at hindre fugt i at trække ud i konstruktionen og medføre kondensdannelse og skimmelvækst på overfladen af det gamle murværk.
Mange huse har lette ydervægge under eller mellem vinduerne. Disse
ydervægge er som regel dårligt isolerede og har problemer med kuldebroer.
Også her vil det give en mærkbar komfort og besparelse at efterisolere og
tætne. Ved indvendig isolering af en let ydervæg skal man være meget omhyggelig med dampspærren. Fugtteknisk kan en forkert placeret eller udført
dampspærre give store skader på huset. Alternativt vil det være en god ide
at opbygge en helt ny let ydervæg eller montere store energivenlige ruder
fra gulv til loft i stedet.
af vinduer og døre typisk trukket ca. 5 cm
ind fra ydervæggens facadeplan - lige tilstrækkeligt til at skabe en reliefvirkning.
Hvis vinduerne ikke trækkes med ud i facaden efter en udvendig efterisolering, kan
Vinduer og yderdøre
det komme til at se lidt sydlandsk ud – og
Der sker et ret betydeligt energitab gennem vinduer og yderdøre ved, at
varme passerer gennem ruderne og i særdeleshed ved, at varm luft forsvinder gennem sprækker mellem karm og ramme.
Termovinduerne i de tidlige huse var førstegenerations-vinduer, hvor materialer og udførelse ikke altid var lige gode og gennemprøvede. Her kan det
klart betale sig at skifte vinduerne ud med energirigtige termovinduer. En ny
energirigtig rude isolerer ca. tre gange bedre end en almindelig termorude.
Moderne energiruder isolerer bedre end de karme og rammer, der holder ruden fast, eller evt. sprosser, der opdeler ruden. Derfor gælder, at jo større en
termorude er, jo bedre er vinduets samlede isoleringsevne. Derfor giver det
god mening, både energimæssigt og arkitektonisk, at bruge de store ruder,
sådan som parcelhusets vinduer oprindeligt var tænkt.
Også en ny yderdør skal overholde energikravene. Hvis døren er en nyere dør med en termorude, kan man udskifte termoruden med en moderne
energirude. Forny tætningslisterne, hvis døren ikke lukker tæt, men i øvrigt
ikke fejler noget.
De såkaldte energivinduer med tre lag glas er de bedst isolerende, men
også de dyreste. Man kan vælge forskellige typer ruder, alt efter hvilken
vej facaden vender, for fx at skærme mod for meget sollysindfald. Man skal
være opmærksom på, at de tre lag glas vil gøre, at lysindfaldet bliver mindre
end ved to lag glas.
Ifølge dansk byggetradition er placeringen
87
den gratis solvarme gennem glasset bliver
formindsket.
Efter den udvendige isolering er udhænget over gavl og facader næsten forsvundet, og facadens gule murværk genfindes
kun i skorstenen. Ikke desto mindre er
husets karakter af parcelhus bevaret. Et
meget vellykket eksempel på udvendig
facadeisolering.
Der findes mange nye vinduestyper produceret i fx fyrretræ til maling,
hårde træsorter som teak og mahogni og kombinationsvinduer med aluminiums- og trærammer. Generelt fylder nye, energirigtige termovinduer mere
i karm- og rammedimensionerne end de oprindelige vinduer. Det betyder,
at de nye vinduer vil se kraftigere ud på facaden. Dette kan tale for vinduer,
der helt eller delvist er opbygget i alu-profiler eller af fx komposit, da disse
typisk har lidt klejnere dimensioner end rene trævinduer. Skal man skifte en
terrassedør, er det værd at huske på, at en udadgående terrassedør slutter
tættere end en skydedør.
Terrændæk og fundament
Et nyt energivindue i et kompositmateriale
har mindre karm- og rammedimensioner
end et traditionelt vindue i træ. Tre-lags
ruder giver ofte en bedre tætning mod støj,
hvilket kan være værd at overveje, hvis ens
hus ligger ud til en befærdet vej.
Varmetabet gennem terrændækket udgør typisk højst 15 % af en bygnings
totale varmetab. Efterisolering af terrændæk og fundamenter giver derfor
i praksis kun mening i forbindelse med en gennemgribende istandsættelse
af hele huset, da følgearbejderne (optagning af gulv, fjernelse af betondæk,
nedtagning af lette skillevægge, opgravning osv.) er meget omfattende.
Ikke alle parcelhuse er bygget med et tilstrækkeligt solidt fundament og
terrændæk, da selve byggeprocessen dengang skulle gå hurtigt. En meget
anvendt metode var at støbe terrændækket direkte på et underlag af grus
og sten eller slagger. Slaggerne skulle hjælpe med at lede fugt væk fra terrændækket, men det har vist sig, at de i stedet suger vand til sig, udvider
sig og giver fugtskader på fundamenterne. En del huse har derfor problemer
med revner i soklen, fordi fugten fra terrændækket er vandret ud i soklen. Er
der alvorlige fugtproblemer med terrændækket, er den eneste løsning at få
banket gulvet op, isoleret ordentligt og få støbt et nyt terrændæk med en
ny gulvbelægning. I samme omgang kan man så få indlagt evt. gulvvarme. Et
nyt, isoleret terrændæk vil fjerne trækgener ved gulvet.
Indeklima
Energistyrelsen og vinduesindustrien har fra 2011 indført en ny energimærkning
af vinduer (en skala fra A-F
viser, hvor energirigtigt vinduet er – A er det bedste).
De nye termovinduer bør
have en så høj energimærkning som muligt for at være
fremtidssikrede.
Et godt indeklima er altid en forudsætning for komfort både for beboerne og
for huset. Et dårligt indeklima kan skyldes dårlig ventilation, fugt m.m. og kan
give forskellige former for allergi, astma, hovedpine, hoste m.m., og det kan
give følgeskader på husets konstruktioner. Fugt og dårlig ventilation kan i de
værste tilfælde give skimmelsvamp, der er sundhedsfarlig. Utætheder i klimaskærmen eller utætte vandrør fx fra en gammel vandskade kan også give
skimmelsvamp og endnu værre tømmersvamp eller ægte hussvamp, som det
kan være ekstremt dyrt at udbedre.
hvor der ofte er utætheder. Omkring evt. eksisterende vinduesog dørkarme skal fugerne tætnes, ligesom tætningslister i vinduer og døre skal efterses. Tætning handler ganske enkelt om at få kontrol over husets luft, både
på vej ind og på vej ud igen.
Ventilation
Når huset har gennemgået en energioptimering, er det afgørende for såvel
et godt indeklima som for husets konstruktioner, at den forurenede, fugtige
indeluft konstant skiftes ud med tør og sund udeluft: Ventilation. Man skelner mellem naturlig ventilation og mekanisk ventilation.
Naturlig ventilation er tilsigtet udluftning af huset gennem åbne vinduer
og døre eller gennem ventilationsriste. Sørg for at udluftningsventiler og riste i ydervæggene er åbne – og lad være med at stoppe en uldsok i ristene. I
visse tilfælde, især hvis man har efterisoleret sine ydervægge, kan det være
nødvendigt at supplere med faste ventilationsriste og ventiler, der er relativt
lette at installere.
For at sikre sit hus bedst muligt, skal den naturlige udluftning suppleres
med mekanisk ventilation, der kontrolleret fjerner fugten med det samme.
Badeværelse, bryggers og køkken er de mest fugtbelastede rum, men efter
en energioptimering vil også de øvrige rum som regel være blevet tættere
end før, hvilket øger kravet til udluftning. I det tilfælde kan det være nødvendigt at installere et egentligt ventilationsanlæg, der kontrolleret sørger for
den nødvendige luftudskiftning. De fleste moderne ventilationsanlæg genvinder
varmen fra indeluften gennem en varmeveksler, så unødigt varmetab undgås.
tionsskakt til luftskifte. Heldigvis har huset i
princippet stadigvæk en skorsten - en meget innovativ måde at nytænke en skorsten
på.
Foruden at forbedre husets isolering kan man også reducere sit energiforbrug ved at modernisere de tekniske installationer. Moderne gasfyr eller alternative opvarmningsmetoder som fx varmepumper er langt mere effektive
og dermed mindre energiforbrugende end et 20 år gammelt oliefyr. Man kan
også med lidt omtanke justere sit adfærdsmønster, så man ikke bruger mere
energi end nødvendigt i dagligdagen, uden at det behøver at gå ud over
komforten.
Energikilder
Det vil altid kunne betale sig at eftergå klimaskærmen for utætheder. Det
er langt den letteste måde at reducere varmeregningen på og samtidig opnå
en bedre komfort ved at undgå kulde- og trækgener. Varmebesparelsen er
naturligvis afhængig af, hvor godt eller dårligt udgangspunktet er, men man
kan i nogle tilfælde opnå op imod en halvering af varmeforbruget blot ved at
tætne huset. El-udtag i loftet, indbyggede loftslamper m.m. er typiske syndere. Tagfoden, dvs. overgangen mellem loft og ydervæg, er et andet sted,
88
opsat på taget og fungerer som ventila
Tekniske installationer
Fjernvarme findes mest i byområder, og i dag er omkring 60 % af boligmassen tilsluttet fjernvarme. Fjernvarme giver ikke nødvendigvis den billigste
opvarmning, men til gengæld leverer fjernvarmeværkerne ud fra en gennemsnitsbetragtning energien mere effektivt og dermed mindre miljøbelastende end lokal opvarmning med fx olie eller gas.
Har man ikke adgang til fjernvarme, vil mange nyere varmekilder som fx
varmepumper give god økonomisk mening, efterhånden som energipriserne
stiger og lovgivningen strammes. Ligger parcelhuset i et landområde, kan
man, foruden de nedenfor nævnte varmekilder, overveje jordvarme eller
træ- eller pillefyr som økonomisk fornuftige alternativer til oliefyret, som
under alle omstændigheder er ved at blive udfaset.
Tætning
En flot solskorsten i orange plexiglas er
89
Nogle huse har oprindelige ventilationsstudse i tegl i murværket, her endda grupperet til en helhed. En fin detalje, som det er
værd at bevare.
Nye installationer skal placeres, så de ikke ødelægger husets samlede arkitektur – og i de fleste tilfælde skal man også huske at søge om byggetilladelse. Med lidt omtanke kan fx varmepumper og solceller indgå som et
spændende arkitektonisk element på facaden eller taget.
Varmepumper
Varmepumpen har en udvendig del, der opsamler energien fra luften, og en
indvendig del, der afgiver energien til huset, enten som opvarmet luft (lufttil-luft-varmepumper) eller ved at opvarme vandet i radiatorerne (luft-tilvand-varmepumper). Til at udvinde energien fra udeluften bruges elektricitet. Den udvendige del af varmepumpen pynter ikke på facaden, så det kan
være en god ide at bygge en ventileret kasse eller »skjuler« rundt om den.
Solceller kan også integreres, her i et tag af
naturskifer.
Et tidligt eksempel fra Hanstholm på integrerede solpaneler. I dette tilfælde har de
været tænkt ind fra begyndelsen i planlægningen af parcelhuset, som er opført efter
energikrisen i 1973.
Solceller
Solceller producerer elektricitet og kan i dag omsætte op til ca. 20 % af lysets
energi til elektricitet. Der findes både solcelleanlæg, der tilsluttes el-nettet
(det mest almindelige) og solcelleanlæg, der lagrer strømmen i batterier. Der
findes et stort udvalg af solcellemoduler, der kan monteres på tage, facader
eller på særlige stativer til opstilling i haven. Solceller kan også være bygget
ind i glas eller ruder for at skærme mod solindfaldet. Den optimale placering
er på sydvendte flader med en hældning på 30-45 grader uden skygge fra
træer, skorstene o.l.
Hvis taget alligevel skal udskiftes, kan man med fordel integrere solcellerne
i taget og lade dem erstatte en del af tagbeklædningen. Prisen på solcellerne
svarer nogenlunde til et dyrt tagmateriale. Da taget er meget synligt på de
fleste parcelhuse, er det vigtigt at tilpasse solcellerne til tagets størrelse, fx
så de danner et arkitektonisk element sammen med ovenlysvinduer. I dette
tilfælde vil det være en god ide at spørge en arkitekt til råds. Man skal også
tage højde for genskærsproblemer i forhold til naboerne.
undgås. Udskift termostaterne, hvis de er slidte eller har sat sig fast. Det vil
være med til at fordele varmen i husets radiatorer bedre og mere ensartet.
Forbrug
Private boligers egenandel af el-forbruget (cirkulationspumper, indbygget
belysning m.m.) udgør kun en mindre del af det samlede forbrug, mens lyskilder, hvidevarer og øvrige apparater kan stå for mere end 60 % af det totale elforbrug. Man kan udskifte sine hvidevarer med nye energibesparende
modeller, og ved et større ombygningsprojekt kan man fx sikre sig så stort
dagslysindtag som muligt – det nedbringer energiforbruget til kunstig belysning foruden at bringe mere direkte solvarme ind i huset. Men man kan også
justere sit eget adfærdsmønster. En sænkning af temperaturen fra 22 til 20
grader giver en direkte besparelse på varmeregningen. Lys i rum, man ikke
benytter, eller udvendig belysning, kan se hyggeligt ud, men koster energi.
Standby-funktioner på computere, fjernsyn osv. kan koste op til 10 % af det
samlede elforbrug. Alt dette blot som eksempler på det energiforbrug, som
man selv er herre over.
Man kan selv styre en ret stor del af
energiforbruget.
Solvarme
Et solvarmeanlæg bruges især til opvarmning af varmt vand. Solvarmesystemet sammenkobles med den elektriske varmtvandsbeholder, så der er
varmt vand tilstede hele året. Solvarmeanlægget kræver et solfangerareal på
ca. 6-12 m2 til 140 m2 bolig og fire personer.
Hvis taget skal udskiftes, kan man få solfangere, der integreres i tagfladen og ligner et ovenlysvindue. Der gælder de samme regler for placering af
solfanger som for solceller. Jo mere de integreres i arkitekturen, jo mere helstøbt vil det se ud.
Skinnende, glatte og mørke solpaneler eller
Pumper m.m.
solceller kan være svære at integrere. I dette
Man kan spare en del ved at udskifte sine ældre cirkulationspumper. En såkaldt A-pumpe bruger op til seks gange mindre strøm, så en udskiftning er
tjent meget hurtigt hjem. Tidsstyring som fx natsænkning er en rigtig god
ide: Cirkulationspumpen til det varme vand bør kun være tændt i de tidsrum,
hvor man faktisk bruger varmt vand, så unødigt varmetab gennem rørene
tilfælde havde det været bedre at sætte
solpanelerne ude i haven – så kan man i
øvrigt også nemmere komme til at reparere
dem.
90
En tørresnor er billigere i drift end en tørretumbler – og så kan den også bruges som
fodboldmål.
91
ENERGIRENOVERING I PRAKSIS
Konklusionen på energitiltagene er, at energirenovering bedst kan betale
sig, når husets vigtige bygningsdele som fx vinduer
alligevel skal udskiftes.
Kombinationen af energirigtige løsninger sammen
med udskiftning og ombygning skaber generelt
rigtig gode forbedringer,
øget komfort og funktionalitet i parcelhusene.
til højre:
EKSEMPEL 2 · BUDGET: KR. 400.000
Realdania Byg realiserede i 2009 et energirenoveringsprojekt på fire parcelhuse for at undersøge, hvor stor den reelle energibesparelse kunne
blive med fire forskellige budgetter og forskellige former for energitiltag. Husene er alle typiske parcelhuse fra 1960’erne og 1970’erne, fortrinsvis typehuse, og ligger i et fjernvarmeområde i Tilst ved Århus. Inden
energiforbedringerne var husene dårligt isoleret og med et højt varmeforbrug, ligesom den byggetekniske kvalitet heller ikke var optimal. I alle
huse var der problemer med træk og kulde fra vinduer og ydervægge. Ud
fra en simpel økonomisk betragtning giver disse energirenoveringer ikke
meget mening. Medregner man de afledte effekter af energirenoveringerne (bedre rumudnyttelse, større komfort i dagligdagen osv.), ser billedet dog ikke helt så entydigt ud.
EKSEMPEL 1 · BUDGET: KR. 200.000 kr.
De overordnede tiltag: Loftet er efterisoleret til i alt 400 mm, og tagremmen er efterisoleret. Vinduesfalsene er tætnede, opskåret og efterisoleret. Der er
monteret en ny højisoleret indgangsdør, og stuens vinduer og skydedørsparti er
udskiftet med superlavenergivinduer. Foran det store vinduesparti i stuen har man
fjernet en lav radiator samt nedlagt brændeovnen. Der er etableret automatisk
varmestyring..
Den nye velisolerede vestfacade har
givet et godt indeklima i opholdsog
soverum indvendigt og har samtidig
opdateret det udvendige udtryk med
afsæt i det oprindelige japansk inspirerede formsprog.
Den nye lavenergidør isolerer langt
bedre end den gamle hoveddør, og entréen får samtidig mere dagslys.
til venstre:
Huset er fra 1973 og opført med skalmur i gule sten og bærende bagmur i
letbeton. Det lange etplanshus er 157
m2 med »pistolgang«, vinkelstue og
Den årlige besparelse på energiforbruget er 30 %, 3.700 kr. Forrentningen af
investeringen er altså 1,9 %. Dette ligger ikke så fjernt fra en effektiv lånerente, så
det kan give økonomisk mening at gennemføre disse »lavthængende frugter«.
Komfortgevinst: Vinkelstuen var svær at bruge, dels blev den gamle brændeovn for varm, dels gav det store skydedørsparti træk og kulde. Med vinduesudskiftningen og nedlæggelsen af brændeovnen er stuen nu anvendelig i sin helhed,
så man har reelt fået 25 m2 ekstra brugbart areal.
De overordnede tiltag: I dette hus er der udelukkende fokuseret på passive
varmebesparelser, dvs. uden tilføjelse af solceller o.l. Loftet er isoleret med granulat til maksimal tykkelse, og krybekælderen er efterisoleret. Husets vestfacade,
ved opholdsog soverummene, er udskiftet med nye, isolerede lette facadeelementer og lavenergivinduer, efter at en senere tilkommet brystningsmur er nedrevet. Facadens sokkel er efterisoleret, og en helt ny rem og bærende søjler er
tilføjet. Remmen er efterisoleret, brændeovnen i stuen er fjernet, og der er etableret automatisk varmestyring.
åbent køkken-alrum.
Den årlige besparelse på energiforbruget er 31 %, 2.500 kr., eller 0,6 % af investeringen. Energioptimeringen kan derfor ikke forsvares alene ud fra økonomiske betragtninger.
Komfortgevinst: Til gengæld er huset efter ombygningen som helhed blevet
langt mere velfungerende. Alle i familien kan nu sove uden trækgener og kan nu
selv om vinteren opholde sig i den store stue. De berørte rum fungerer bedre indretningsmæssigt, og varmestyringssystemet har medført en øget komfort i alle
husets rum. Arkitektonisk har man genskabt den lette opdeling af vestfacaden, og
konstruktivt er facadens bærende elementer nu udført korrekt.
Huset er opført 1973 som et etplanstypehus med »pistolgang« fra Roslev
Huse. Huset har skalmur og bærende
træbagvæg, og arealet udgør 130 m2
fordelt på spisekøkken, stue og fire
værelser.
EKSEMPEL 3 · BUDGET: KR. 400.000
EKSEMPEL 4 · BUDGET: KR. 2.000.000
De overordnede tiltag: Loftet er efterisoleret til i alt 400 mm, og der er
isat et nyt ovenlysvindue. Til erstatning for den nedrevne pejs og skorsten i
facaden er monteret et nyt, stort superlavenergi-vinduesparti, og de øvrige
vinduer mod syd og øst er ligeledes udskiftet. Der er etableret solceller på
taget og styringsautomatik til varmeanlægget. Vinduesfalse er opskåret og
isoleret. En overdækket terrasse er inddraget i boligen med et nyt velisoleret
gulvareal og et nyt superlavenergivindue foran.
Parcelhuset, et Koch-typehus, er opført i
1975 som et fuldmuret rødstenshus på i alt
Husets nye højisolerede facader er beklædt
med teglskærme, mens eternit er bibeholdt
som tagmateriale. Huset har bevaret selve
huskroppen og udhænget, således at det
også efter ombygningen indgår fint i kvarterets øvrige bebyggelse.
Den årlige besparelse på på energiforbruget er 52 %, 5.700 kr., eller 1,3 % af investeringen. Energioptimeringen er tæt på at kunne forsvares, men kun fordi der alligevel skulle udskiftes en del af de nedslidte
bygningselementer.
138 m2. Huset er ret dybt med forsænket
pejsestue, separat børne- og forældreafdeling og et halvmørkt, centralt fællesrum.
Komfortgevinst: Til gengæld er det lidt mørke parcelhus blevet til en lys
og energivenlig bolig med mange funktionelle forbedringer. Det nye vinduesog dørparti lukker en større mængde dagslys ind i stuen, samtidig med at
de nye isolerede ruder modvirker træk og kuldenedslag. Inddragelsen af den
overdækkede terrasse på 10 m2 har givet de to mindre børneværelser et ekstra fællesrum.
De overordnede tiltag: Prototypehuset er langt det dyreste projekt, og
budgettet svarer til, hvad det ville koste at rive huset ned og bygge et nyt
lavenergihus. Huset er totalistandsat, ombygget og gennemgribende energirenoveret både ud- og indvendigt, hvor bærende bygningsdele som fx
facademurværket helt er fjernet og erstattet af en ny let ydervæg af præfabrikerede elementer. Præfabrikationen muliggør en meget stor præcision og
tæthed.
Den årlige besparelse på energiforbruget er 69 %, 10.500 kr., eller
0,5 % af investeringen. Dette eksempel viser, at det er meget – næsten
utopisk – dyrt at ombygge et eksisterende parcelhus til et lavenergihus.
Energioptimeringen kan aldrig i sig selv forsvares økonomisk.
Huset på 176 m2 var oprindelig et hvidt hus
med udnyttet tagetage, tegnet af Henry
Jørgensens tegnestue i 1974 og opført med
Det nye store lavenergivindue standser kulde og træk, og der er kommet mere lys ind
i stuen bagved. Solcellerne på taget producerer strøm og er med til at nedbringe
familiens elregning.
Komfortgevinst: Gevinsten er et totalrenoveret, intelligent hus, som selv
lufter ud og derfor har et optimalt indeklima. Husets arealer er mere brugbare og kan dermed også bedre indrettes, fordi træk og kulde er borte, og huset har fået tilført mere dagslys. Gevinsten ved energirenoveringen er altså
ikke kun besparelser, men et meget bedre, mere funktionelt og topmoderne,
arkitektonisk vellykket hus.
skalmur i betonteglsten og bærende bagmur
i letbeton. Rummene i huset var traditionelt
fordelt med opholdsrum og køkken nederst
og værelser øverst.
9 · Parcelhuset i fremtiden
Parcelhuset er danskernes yndlingsbolig, og der er intet,
der tyder på, at dette vil ændre sig foreløbigt. En helt ny
generation af unge familier er på vej til at flytte ind i parcelhuskvartererne. Nogle, fordi det er der, de er vokset op
– andre, fordi parcelhuset og kvarteret har nogle indlysende kvaliteter. Det er enkle og fornuftige huse placeret i et
trygt og børnevenligt miljø.
Alle boligejere ønsker at sætte deres helt eget præg på deres hus, der således afspejler ejerens stil og virker som et visitkort udadtil – huset indfrier på
denne måde drømmen om ens eget lille »slot«. Parcelhuset er som hustype
særdeles velegnet til at indfri disse drømme.
Parcelhusenes umiddelbare enkelhed og overskuelige huskrop gør det
nemt med små eller store tiltag at gøre huset til sit eget. Udover dette kan
parcelhusene købes for rimelige penge – endnu.
Lamper som disse opkøbes i stor stil på loppemarkeder og net-auktioner.
Parcelhusets renæssance og nye tendenser
Parcelhuset vil ligesom alle andre ældre typer enfamiliehuse få en renæssance. Husene er ved at nå en alder, hvor periodens særlige design er blevet
»hipt og retro«. Det kan ses på loppemarkeder, i nye produktioner af designikoner fra 1960’erne og 1970’erne samt i genoptryk eller nyfortolkninger af
tidens tapet- og tekstilmønstre.
Et sikkert tegn på parcelhusets stigende betydning er de forskellige kunstarters vågnende interesse for emnet. Interessen for de arkitektoniske kvaliteter skal nok komme. Historisk har arkitekturen som kunstart altid reageret
på tidsstrømninger med nogen forsinkelse i forhold til litteratur og billedkunst. Samtidig er flere og flere forskere begyndt at tage parcelhuset og
kvarteret seriøst, og der er indenfor de sidste år udført en del undersøgelser
på området.
Maleri af parcelhus og have på landet.
Renæssance
Kulturforsker Mette Mechlenborg har i sin ph.d.-afhandling »Rundt om
Webergrillen« fra 2012 beskæftiget sig med parcelhusforstaden som kultur.
Hun skriver bl.a., at de stærkt opdelte lejre er på vej mod et skift i meningsforskellene: Parcelhuset er begyndt at få sin egen kulturhistorie, hvilket i
stadig højere grad kan ses i litteratur, billedkunst, film og tv, fx tv-serien
»Lærkevej«. Parcelhusforstaden har fyldt meget lidt i litteraturen og kunsten,
fordi det, lige siden forstaden som begreb opstod, har været opfattet som
et kulturelt »ikke-sted«. Den nye interesse skyldes en generation af kunstnere, som selv er vokset op i parcelhuse og derfor kender alt til fordommene.
97
Der er delte meninger om bevaringsværdien af fx de brune vægfliser, men under
alle omstændigheder er de et eksempel på
en tidsepoke, og efterhånden som retrotendensen breder sig, bliver de uden tvivl
moderne igen.
Ydermere er en ny generation på vej til at bosætte sig i kvartererne, og tilsammen giver dette anledning til andre tolkninger af myterne og fordommene om parcelhusforstaden. Mette Mechlenborg mener bl.a. også, at det
originale parcelhusinteriør med brune kakler vil blive attraktivt og få en renæssance, efter at vi har fået nok af samtalekøkkenerne.
Tendenser
Der bygges lystigt om, oftest indenfor de
eksisterende rammer.
Fremtidsforskeren Jesper Bo Jensen har i flere forskningsprojekter beskæftiget sig med parcelhusets fremtidstendenser, bl.a. også i bogen »Parcelhuset
i fremtiden«. Han mener, at fremtidens parcelhus i langt de fleste tilfælde
er et ombygget parcelhus fra 1960’erne og 1970’erne. Det gennemsnitlige
parcelhus på ca. 135 m2 vil vokse og udvikle sig for at tilpasse sig fremtidens
behov, når de nye unge familier flytter ind. En af tendenserne vil være en
opdeling af huset i flere privatzoner: En voksenafdeling, en børneafdeling og
senere en teenageafdeling. Køkken-alrummet som husets centrum vil stadig
være en fast del af familielivet, selvom tendensen peger på en variant, hvor
køkkenafdelingen bliver afskærmet fra alrumsdelen. Den moderne unge familie vil fokusere på flere sammenhængende, multifunktionelle familierum
samtidig med, at der bliver behov for at kunne trække sig tilbage i sit eget
værelse eller hjemmekontor. Der vil blive et stort behov for større børneværelser, et ekstra badeværelse evt. med direkte forbindelse til soveværelset
og et stort og praktisk bryggers. Endvidere vil der blive arbejdet kraftigt på
at nedlægge den berømte pistolgang for at undgå så meget spildplads som
muligt.
Finanskrisen og den deraf affødte økonomiske tilbageholdenhed, der har
præget landets boligmarked de sidste år, vil formentlig betyde, at ombygningsprojekterne stilles lidt i bero. Der vil sandsynligvis komme større fokus
på husenes eksisterende kvaliteter: Måske vælger man at leve med mindre
børneværelser, bad og bryggers og finder nye måder at indrette sig på indenfor de eksisterende rammer.
»Mit hjem er mit slot«
Der er ikke nogen lov, der forbyder en husejer at sætte sit helt eget præg på
sit hus, bortset fra evt. kommunale restriktioner. Netop i de ensartede parcelhuskvarterer ses et stort behov for at gøre huset let genkendeligt for sig
selv og naboerne. »Vi bor i huset med den blå dør« eller »Vi bor i huset med
den japanske have«.
Statens Byggeforskningsinstitut har ved bolig- og arkitekturforskerne
Claus Bech-Danielsen og Kirsten Gram-Hanssen i 2004 gennemført en omfattende undersøgelse af husejeres bygge- og haveprojekter i et eksisterende, større parcelhuskvarter. Stort set alle disse parcelhuse blev bygget
samtidigt. I dag er det næsten umuligt at se – næsten alle husene er blevet
ombygget, udvidet eller vedligeholdt forskelligt. Konklusionen fra undersøgelsen er, at i stedet for at være et symbol på konformitet, er parcelhuset en
meget fleksibel boligform. Jo mere man vedligeholder, forandrer og arbejder
på sit hus, jo mere »graver man rødder« og jo større tilhørsforhold får man til
sit hjem, til sit eget lille individuelle »slot«.
Man tager i mange tilfælde ikke hensyn til kvarterets og husenes homogenitet, og husenes særlige stilart og arkitektur betyder mindre end det helt
særlige, individuelle kendetegn ved netop ens eget hus. Man kan selvfølgelig stille spørgsmålstegn ved, om det rent arkitektonisk er den rette måde
at behandle sit hus og kvarter på, men det giver et fingerpeg om, hvor stor
tiltro nogle husejere har til deres egen indre arkitekt. Om det er direkte værdiskabende for huset, er nok mere tvivlsomt. En vigtig kvalitet ved det typiske parcelhuskvarter er den ensartede arkitektur med få forskellige typer
huskroppe, der sammen med husenes begrænsede materialevalg og de efterhånden tilvoksede haver giver et roligt og homogent indtryk. Respekt for
kvarterets egenart og husets særlige stilart vil give langt bedre, smukke og
harmoniske parcelhuse, der kan »overleve« de næste mange år uden unødigt
ressourcespild.
Klassisk, helstøbt parcelhusinteriør.
98
· · · · · · · PA R C E L H U S E T – G U I D E T I L B E VA R I N G O G F O R N Y E L S E
99
Nogle går meget langt for at sikre sig, at
lige netop deres hus kan genkendes. Det
høje hus i baggrunden er født som parcelhus, men er for nylig blevet ombygget og
forhøjet.
En undersøgelse foretaget
af YouGov blandt flere end
1.000 boligejere viser, at det
kun er hver femte boligejer,
der bruger en arkitekt, når de
bygger om.
Kilde: Danske BoligArkitekter
MIT HJEM ER MIT SLOT
Når alt er sagt, er parcelhusenes væsentligste, kulturhistoriske bidrag uden
tvivl den fornemmelse af frihed, de har givet til de familier, der har boet og
stadig bor i dem. Parcelhusenes fleksibilitet har gjort det muligt for ejerne at
gøre deres drømme om det individuelle hjem til virkelighed.
Inspireret af historisk arkitektur, udlandsrejser, boligkataloger, film og tv
osv. har ejerne, ofte med meget stor fantasi, bygget deres eget unikke slot.
Det er ikke arkitektur – men slotte er det blevet!
Born in the USA.
Disney World.
Texas.
Ligustenborg.
Dynasty.
Kreml.
Dänischhof.
The English cottage
.
Jellingestenen.
Kina.
The English garden.
Valhalla.
Told og Skat.
101
Ordforklaringer
a
aftrækshætte: rør ført op over tagfladen for at sikre
udluftning fra et eller flere rum – røret afsluttes med et
lille tag
akrylplastmaling: vandbaseret maling tilsat akryl som
bindemiddel
aluzink: legering, der består af 55 % aluminium,
43,4 % zink og 1,6 % kisel
aptering: montering af indvendigt fast inventar, herunder evt. lette skillevægge og gulve
b
bedre byggeskik: arkitekturstilart mellem 1915-40,
der gennem Landsforeningen Bedre Byggeskik ville
højne dansk bygningskultur ved at genindføre det »almindelige danske hus« med et enkelt, traditionelt og
funktionelt udtryk: rødt murværk, rødt tegltag, opsprossede vinduer og få, men fint bearbejdede detaljer
bejdse: en farvet væske, der gør træværket mørkere
binder: en mursten eller en stålbøjle placeret på tværs
af murens længderetning – binderen skal fastholde formur og bagmur til hinanden
bjælkespær: spær, der spænder fra rem til rem –
bjælkespærskonstruktioner bruges på flade tage eller,
hvor loftsfladen følger taghældningen
blank mur: mur i teglsten uden overfladebehandling
blyindfattet rude: en rude af fx farvet glas monteret
i en blysprosse
blødstrøgen sten: en maskinproduceret mursten med
en lidt ujævn overflade og form, der er behandlet, så
den efterligner en håndstrøgen sten (håndbearbejdet
mursten, der inden brænding formstøbes, hvorefter
det overflødige ler stryges væk)
bondehusvindue: her om vindue med to sidehængte
rammer med to eller flere vandrette sprosser
brystning: vægstykket mellem vinduets underkant og
terræn eller gulv
brystningspanel: vægbeklædning af træ, der stopper
ved underkanten af vinduet
built-up tag: et fladt tag, der er bygget op af mange
lag materialer og derved bliver ret tykt
bungalow: mindre, fritliggende villa ofte med en kvadratisk grundplan i ét plan og med et pyramidetag med
lav hældning
bæverhale: her rektangulær, flad tagplade af eternit
c
cementpuds: puds med mørtel af portlandcement
som hydraulisk bindemiddel
cementtagsten: formpresset tagsten af cement, også
kaldet betontagsten
cirkulationspumpe: pumpe til cirkulation af vand i et
centralvarme- eller brugsvandsanlæg
d
dampspærre: fx plastfolie, der skal hindre vanddamp
i at trænge ind i isoleringen og kondensere – monteres
på den varme side af konstruktionen
dannebrogsvindue: korspostvindue med fire rammer,
hvor »korset« har facon som korset i dannebrogsflaget
diffusionsåben: som tillader fugten at passere
e
eternit: produktnavn for cementfiberplader, der produceres på cementbasis
én-på-to: bræddebeklædning, hvor brædderne ikke er
sat helt sammen, men hvor mellemrummet dækkes af
et lige så bredt eller smallere bræt
103
f
i
falstagsten: formpresset tagsten, hvis kanter på begge sider låser til hinanden med »false«
filtsning: et tyndt lag mørtel, der udjævnes med et
pudsebrædt
finpuds: det yderste lag afsluttende puds med fin
sandkornskonsistens på en pudset facade eller væg
flammet sten: mursten med farvespil, der opstår under brændingen
forbandt: et opmuringssystem, hvor murstenene danner et mønster, og de lodrette fuger ikke er direkte
over hinanden
funktionalisme: stilart ca. 1925-1950, var et opbrud
med det traditionelle byggeri; husene placeres nu i parker - alt praktisk er smukt og alt overflødigt uskønt træ og mursten afløses af jern og beton, og arkitekturen er upyntet og præget af enkelhed, store glaspartier,
flade, knappe tage m.m.
fyldingsdør: dør med plade mellem profilerede mellemrum (rammestykker)
ildhud: det glatte, tætte lag på murstenens overflade,
der dannes under brændingen
g
gasbeton: betontype med en lille vægtfylde – også
kaldet porebeton
gitterspær: spærfagskonstruktion, der er opdelt i
mindre trekanter – spærfaget får derved større styrke
glasbyggesten: farvede eller klare sten af glas
glaslister: anvendes til at gøre overgangen mellem
glas og ramme på termovinduer tæt og for at forhindre, at der trænger vand ind i vindueskonstruktionen
gridsystem: et retvinklet, opdelt vejnetssystem
grovpuds: det inderste grove lag mørtel på murfladen
på en pudset facade
h
halvsvingstrappe: trappeløb, der svinger 180 grader
hanebåndskonstruktion: spærfagsstype, hvor en
kort tværbjælke et stykke over tagetagens gulv forbinder tagkonstruktionens spær
104
k
kalk: her brugt om hvidtekalk – hvidtekalk er en blanding af læsket kalk (en stiv masse efter bortsivning
af vand) og vand, der anvendes både på facader og
vægge
kanaldør: indvendig dør, der er opbygget af lodrette,
lister med luftkanaler imellem
karm: den bærende konstruktion i døre og vinduer,
fastgjort til den tilstødende muråbning
kip: her den indvendige, øverste del af loftet, hvor
spærene fra hver side mødes
koblet vinduesramme: dobbeltrudesystem, hvor to
sammenkoblede rammer med hver deres glas er sat
sammen – ved pudsning af vinduerne kan rammerne
skilles ad
komposit: et blandingsmateriale, hvor den rette kombination giver et materiale med høj styrke og stivhed
(fx glas og polyester til vinduesrammer)
kuldebro: sted i konstruktionen, hvor kulde udefra
har nemt ved at trænge ind, fx hvor isoleringen ikke er
stødt sammen eller slutter helt tæt mellem forskellige
bygningsdele
kvartsvingstrappe: trappeløb, der svinger 90 grader
kvistfront: forsiden eller facaden af kvisten
modernisme: stilart ca.1950-1975, var en viderebearbejdning af funktionalismen; perioden kendetegnes
ved en enkel, klar, rationel og funktionel arkitektur:
store glaspartier, flade tage med udhæng, modul- og
betonbyggeri – kaldes også »den internationale stil«,
hvor især inspiration fra amerikansk og japansk arkitektur gjorde sig gældende
murermestervilla: kompakt, velproportioneret hus i
halvanden etage, ofte bygget i blankt murværk med
tegltag med kvartvalm med en enkel stilfærdig arkitektur ca. 1915-1940
murrem: vandret stykke tømmer eller limtræ, der er
placeret ovenpå ydervæggen som underlag for tagspær eller -bjælker og skal fordele belastningen
o
overfalset: her låge, der går et stykke ud over
rammen
overrammer: de øverste rammer i et vindue
overvindue: vinduesparti, der oftest er anbragt øverst
i en dørkarm og med fast ramme
p
ligeløbstrappe: enkel trappe med lige vanger
limtræ: tømmer, der er opbygget af flere lag sammenlimede stave – bruges til fx remme, dragere, søjler
listeloft: smalle loftsbrædder
patriciervilla: større fritliggende villa ofte med kælder
og mansardtag, småsprossede vinduer, hvide facader
og sortglaseret tegltag
pigment: fint fordelt farvestof i kalk eller maling,
fremstillet syntetisk eller af pulveriserede mineraler
som fx okker
planløsning: husets rumfordeling
plexiglas: produktnavn for akrylglas, der er et hårdt,
splintfrit og gennemsigtigt kunststof
profilbræt: bræt med fer og not – typisk til lofts- og
vægbeklædning
profilering: arkitektonisk dekorativ leddeling
m
r
maskinsten: maskinfremstillet teglsten med en glat
og jævn overflade – teglsten med et præget mønster i
overfladen ses også
ramme: vinduesrammernes lodrette sider og vandrette
bundstykker
repos: trappeafsats eller platform, der afbryder trinene
rulleskifte: et skifte af mursten lagt på højkant
rygning: den vandrette afslutning øverst, hvor tagfladerne mødes
l
rygningssten: en speciel afslutningssten af tegl, der
bruges på det øverste af tagryggen
rytterlys: vinduesparti placeret i tagrygningen
s
saddeltag: tag dannet af to skrå flader, der støder
sammen i tagryggen
sandblæsning: en afrensningsmetode med fx sand
som slibemiddel og ofte også vand
silikatmaling: maling til murværk og pudsede overflader,
med et indhold af mineralske bindemidler tilsat pigment
skalmur: ikke-bærende mur af fx mursten - den yderste del af ydervæggen opført uden på en bærende
bagmur af fx letbetonelementer
skifte(gang): vandret lag af mursten
skimmelsvamp: skimmelsvamp er mikroskopiske organismer, der gennem nedbrydning af organisk eller
uorganisk materiale formerer sig ved sporer
skorstenspibe: den synlige del af skorstenen oven
over taget
skrabefuge: fyldt fuge, der ligger i plan med murstenenes forside
skunkvæg: lav væg ud mod skunken, et trekantet aflangt rum, der dannes i vinklen mellem gulvet og tagets
skrå flade langs med den nederste tagkant
skærmtegl: tyndt teglelement, der anvendes som facadebeklædning til lette facadekonstruktioner
spindeltrappe: trappe med cirkulær form, hvor trinene bæres af en søjle i midten (spindlen)
sporplade: krydsfinerplade med »spor« indfræset, således at det ligner en bræddebeklædning
sprosse: en træliste, der opdeler vinduesrammen i
mindre felter
sprosseopdelt vindue: vindue med små ruder, altid
med mindst én lodret sprosse i hver ramme
statslånshus: lille, nøgternt og billigt hus, bygget efter
statslånsordningen 1938-1958 – opført af tegl, gasbeton eller træ med fx lav facadehøjde og taghældning.
sternbræt: et afslutningsbræt eller -plade, anbragt
enten skråt eller lodret på spærender for at dække disse
stiftmosaik: gulvbelægning af bittesmå fliser eller
stifter (mosaikkerne sidder typisk på net)
stik: aflastningsmurværk over en åbning, hvor murstenene er stillet på højkant - et stik kan være vandret eller have forskellige bueformer
105
strukturpuds: (også stænkpuds) puds af påkastet,
grovkornet mørtel, hvor der evt. efterfølgende er trukket et mønster – giver en rustik overflade
stukkant: profileret ornamentliste, udført af marmormel, kalk og gips
stukroset: rundt loftsornament
stødtrin: lodret dækbræt mellem en trappes
trinflader
ståltegl: en overligger over en åbning i muren, udført
som en række armerede mursten, der skal hindre murværket i at trykke på vinduet eller døren
sømbeslag: beslag af galvaniseret jern, der anvendes
til samlinger mellem forskellige trækonstruktioner
sålbænk: fremspring i form af en plade eller mursten
på ydersiden af ydervæggen under vinduerne, der leder regnvand væk fra facaden
vindskede: kantstillet bræt eller brædder, der opsættes langs gavlen på yderkanten af et evt. udhæng
vinduesfals: den synlige indvendige side af vindueshullet, der kan være muret eller beklædt med gipsplader eller træ
vinduesplade: indvendig vandret plade, der dækker
oversiden af vinduesbrystningen og er fastgjort til den
underste vindueskarm – bliver ofte fejlagtigt forvekslet
med og omtalt som »vindueskarm«
vingetegl: bølgeformet tagsten, hvor svajet i den ene
side dækkes af det opadgående svaj på den næste
tagsten
vippe-vende vindue: vindue, der både kan åbnes
sidehængt og kippes indad, mens det er fastholdt i
bunden
t
Henvisninger og kilder
Relevante hjemmesider
www.bolius.dk
www.byg-erfa.dk
www.bygningskultur.dk
www.danskeboligarkitekter.dk
www.energitjenesten.dk
www.haveselskabet.dk
www.traeinfo.dk
Kildemateriale
287 typehuse, 306 typehuse.
Foreningen af Typehusproducenter, 1969/1971.
tagfod: den nederste del af et tag, hvor taget møder
ydermuren
tagkvist: kvist med sit eget lille tag, der fx kan have
form som et saddeltag
terrazzo: gulvbelægning af små marmorstykker, der
blandes og støbes sammen med beton og efterfølgende poleres
tilbageliggende fuge: tilbagetrukket fuge med stor
skygge- og reliefvirkning
tagudhæng: her tagets nederste del, der går et stykke
ud over murene fx langs facaderne og på gavlene
u
undertag: et »tyndt« tag af brædder og pap eller folie
o.l., der anbringes under det rigtige tagmateriale som
ekstra sikring
v
valmet: tag, der har skrå tagflader over gavlene
varmetab: det energitab, der forsvinder gennem husets eller bygningsdelens overflade
varmkant: afstandsprofil mellem ruderne, udført i
et ikke-ledende materiale (kunststof), der reducerer
kuldebroen
106
Energiparcel, 4 eksempler på energirenovering af danskernes yndlingsbolig. Realdania Byg, 2010.
Balslev Jørgensen, Lisbet: Enfamiliehuset, Danmarks
Arkitektur. Gyldendal, 1979.
Jørgensen, Ane Rottbøll m.fl.: Byplanlægning –
et produkt af tiden. Dansk Byplanlaboratorium og
Geografforlaget, 2010.
Kraul, Annegrethe & Kristine Søndergaard: Parcelhusets
pionerer – Da Jensen flyttede på Lærkevej. Bolius, 2007.
Lind, Olaf & Jonas Møller: Bag Hækken – Det danske
parcelhus i lyst og nød. Arkitektens forlag,1996.
Brusendorff, Ib: Typehuset af idag. Høst & Søn,1963.
Brusendorff, Ib: Typehuset af i dag, anden samling.
Høst & Søn,1968.
Dragsbo, Peter: Hvem opfandt parcelhuskvarteret?
Forstaden har en historie. Museum Sønderjylland og Dansk
Center for Byhistorie, 2008.
Mechlenborg, Mette: Rundt om Webergrillen, ph.d. afhandling, 2001.
Nissen, Helge: Danske arkitekters egne huse. Nyt Nordisk
Forlag, 1968.
Nykredit: Alle tiders huse, Parcelhuset 1960-1980.
Gram, Jens Erik: Parcelhusets om- og tilbygninger, en vejledning. Bolius, 2010.
Ravn, Helle: Gulerødder, græs eller granit. Danske parcelhushaver 1950-2000. Øhavsmuseet Langeland, 2010.
Hansen, Holger Tangaa: Danske Huse. Nyt Nordisk Forlag,
1982.
Svanberg, Niels: Bo Bedres Store Typehusbog.
Fogtdals Bøger, 1974.
Harlang, Christoffer & Finn Monies: Eget hus.
Arkitektens Forlag, 2003.
Toft, Anders: Huset uden egenskaber – en undersøgelse
af arkitekturen med parcelhuset som spejl, ph.d. afhandling, 2001.
Jensen, Jesper Bo: Parcelhuset i fremtiden. Fakta og tendenser. Bolius, 2008.
107
Fotos:
Jakob Bekker-Hansen, udlånt af Realdania Byg: s. 15 nederst, s. 17
øverst, s. 40 nederst
Søren Bregnhøj: s. 29 øverst th., s. 77 nederst th.
Morten Dalsgaard: s. 28 øverst th., s. 56 øverst tv.
Peter Dragsbo: s. 9 foroven og midtfor
Johan Hage: s. 74 nederst, s. 76 øverst
Andreas Mikkel Hansen: forside (th.)
Inferno Fotografi: s. 29 øverst og nederst tv., s. 77 øverst og nederst tv.
Jens Lindhe, udlånt af Realdania Byg: s. 74 øverst
Lene K, udlånt af Bolius: s. 71 øverst, s. 72 øverst
Stuart McIntyre, Søren Gang og Jesper Green, udlånt af Bolius: s. 85
nederst, s. 86 midtfor, s. 90 øverst (udsnit), s. 91 øverst
Anette Meldgaard: s. 30 nederst
Helene Høyer-Mikkelsen, udlånt af Realdania Byg: s. 31 øverst, s. 41
øverst, s. 49 øverst, s. 78 nederst tv. og th., s. 86 øverst, s. 88, s. 89
øverst, s. 92, s. 93, s. 94, s. 95
Adam Mørk, udlånt af Realdania Byg: s. 75 nederst th.
Anders Rehde Nielsen, Nationalmuseet: s. 6, s. 9 nederst
Christina Kayser Onsgaard: s. 25 øverst, s. 31 nederst,
s. 56 nederst tv. og th.
Privateje: s. 7 øv., s. 13, s. 18 øverst, omslag bageste flap
Helle Ravn: s. 97 nederst (maleri)
Jesper Ray: s. 28 øverst og nederst tv.
Realdania Byg: s. 37 øverst, s. 40 øverst
Sønderborg lokalhistoriske Arkiv: s. 11 øverst
Alex Tran, udlånt af Bolius: s. 16, s. 44, s. 52, s. 57 nederst, s.60
s. 64 nederst, s. 71 nederst
Århus Kommune, Teknik og Miljø: f orside midt for (kort), s. 61 øverst
Øvrige fotos og illustrationer, hvor ikke andet er angivet: Jeanne Brüel.
109
Tak
Rigtig mange tak til bogens følgegruppe, der løbende gennem processen seriøst,
positivt og vidende har bidraget med kommentarer og supplement:
Birthe Iuel, formand for Bygningskultur Danmarks Præsidium
Johan Hage, projektleder, Bygningskultur Danmark
Claus Bech Danielsen, professor, SBI, Aalborg Universitet
Dea Lindegård, projektleder, Bolius
Jonas Møller, journalist og cand.mag.
Peter Dragsbo, forfatter og museumsinspektør ved Museum Sønderjylland, og forfatter til bogens afsnit om parcelhusets historie
En særlig tak til de imødekommende parcelhusejere, der har åbnet deres huse i
forbindelse med fotografering af billeder til bogen. En meget stor tak til de arkitekter og tegnestuer, der beredvilligt og interesseret har stillet deres projekter
og fotografier til rådighed i bogen. Tak til både Realdania Byg og Bolius for udlån
af supplerende fotomateriale. En helt speciel tak til bogens grafiske tilrettelægger
Sille Jensen, der som altid har arbejdet med stor indlevelse for emnet - og stor
tålmodighed med mig. Og endelig en kærlig tak til min mand, Anders Brüel, for
støtte og nyttige diskussioner, gennemlæsning og tilrettelse af manuskript.
Jeanne Brüel
111

parcelhuset - Bygningskultur Danmark

Transcription

Similar documents

Produkterne - det korte ove det korte overblik.

som PDF

NYT KONCEPT FOR EFTERSPÆNDT MURVÆRK

Planer for fremtiden

W nr.4 - Wienerberger

Nordvestnyt 11.08.12 side 1.

DANSK BYGGESKIK - Grundejernes Investeringsfond

Kvanol 50 – effektiv rensning af fliser, sten, tage og

ENKEL OG ÆRLIG - Mur Direkte AS

HALSTØRKLÆDE I PATENT MED STRIBER

Lærervejledning til brug af Historisk Atlas