Læs den her. - Vesterbølle Efterskole
Transcription
Læs den her. - Vesterbølle Efterskole
E-SPORT INDTAGER SKOLESKEMAET En nordjysk efterskole bringer e-sporten i Danmark ind i en hidtil ukendt verden. Fra næste skoleår har eleverne mulighed for at dyrke e-sport i skolen som et valgfag. Dermed kommer computerspil op på højde med gængse valgfag som volleyball, hjemkundskab og musik. Af Kasper Søgaard Alstrup På Vesterbølle Efterskole i Nordjylland har de endnu ikke selv hørt om andre, der har etableret et valgfag, hvor eleverne kan blive undervist i e-sport. Alligevel har skolen, uden at ryste på hånden, besluttet at sætte e-sport på skoleskemaet fra august 2014, hvor det næste efterskoleår begynder. ”Det har været en ret hurtig beslutning, fordi det virker så oplagt for os, at oprette e-sport som valgfag. Vi synes det er et spændende tiltag,” siger Tina Maahn Hjorth-Jensen, som underviser på Vesterbølle Efterskole. Hun er uddannet cand. mag. i digitale medier, og skal stå for undervisningen. UTRADITIONELT OG INTERESSANT Blandt de spil, der muligvis skal undervises i, er skydespillet Counter-Strike, fodboldspillet FIFA og naturligvis også et af verdens mest populære e-sportsspil nogensinde: League of Legends. Netop League of Legends blev i juli måned sidste år anerkendt som en officiel sportsgren i USA, hvilket er en af årsagerne til, at Vesterbølle Efterskole besluttede at sætte e-sport på skoleskemaet. ”E-sport og især League of Legends havde været meget i medierne og vi vidste, at e-sport er en stor fritidsinteresse blandt mange af vores nuværende elever. Derfor syntes vi, det kunne være interessant at lave noget e-sportsrelateret i efterskolesammenhæng, selvom det er lidt utraditionelt,” siger Tina Maahn Hjorth-Jensen, der dog ikke kan garantere, hvilke spil, der bliver en del af undervisningen. Det afhænger af, hvor mange, der tilmelder sig valgfaget og hvilke spil, de interesserer sig for. DE TRE S’ER: STRATEGI, SAMARBEJDE OG SAMMENHOLD Én ting står dog helt fast. Eleverne komme ikke til at sidde og spille helt alene på værelserne, da undervisningen bliver nøje struktureret i et klasselokale med især ét formål: Eleverne skal lære om strategi, samarbejde og sammenhold. ”Planen er, at vi vil lave nogle hold, som skal blive dygtige. Eleverne skal også blive dygtigere individuelt, end de er, når de begynder på skolen. På sigt håber vi, at de kan stille op i nogle turneringer og måske endda vinde en turnering. Samarbejde er nøgleordet for os og hvis der ikke havde været mulighed for at spille på hold sammen i e-sport, så havde vi nok ikke taget e-sport som et valgfag,” siger Tina Maahn Hjorth-Jensen. Tina Maahn Hjorth-Jensen kommer muligvis ikke til at stå alene for undervisningen. Indtil videre har skolen nemlig et ønske om at hente professionelle e-sportsudøvere eller andre relevante folk fra e-sportsverdenen ind som gæsteundervisere på efterskolen. 4 PIGERNE ER OGSÅ INTERESSEREDE I FAGET Vesterbølle Efterskole har allerede præsenteret det nye valgfag til Efterskolernes Dag, som er et åbent hus arrangement. Her kunne både interesserede og kommende elever få et smugkig på, hvad e-sport er, men også få mere at vide om, hvad e-sportsfaget kommer til at gå ud på. ”Det gik rigtigt godt til efterskolernes dag. Over 100 familier var på besøg og interessen for e-sportsfaget var stor. Der var selvfølgelig nogle forældre, der ikke helt forstod konceptet, men opmærksomheden var stor og mange af de unge var med på ideen,” siger Tina Maahn Hjorth-Jensen. Til hendes forbløffelse var det ikke kun drengene, der tog godt imod det nye valgfag.”Jeg var overrasket over, hvor mange piger, der var interesserede i faget. Før i tiden var computere og teknik nok mest for drenge, men sådan er det ikke længere. Nu tror jeg, at computerspil er lige så meget for piger,” siger Tina Maahn Hjorth-Jensen. Interessen for det nye valgfag kommer dog ikke kun fra nuværende og kommende elever. Medierne har ligeledes interesseret sig for efterskolens initiativ. Til Efterskolernes Dag var Nordjyske Stiftstidende på besøg og sidenhen har også Viborg Stiftstidende og den nordjyske radiostation, ANR, bragt historien om e-sportens indtog på Vesterbølle Efterskole. VOLLEYBALLHOLDET ER FYRTÅRNET På Vesterbølle Efterskole skæver man meget til skolens volleyballhold, når e-sportsfaget begynder til august. Volleyball er netop et af de andre valgfag på skolen, hvor man har haft stor succes med at arbejde med samarbejde og sammenhold mellem eleverne. ”Målet er, at vi også med e-sport kan få nogle unge mennesker, som kan blive dygtigere til deres hobby. Lidt som med vores volleyballhold vil vi gerne gøre eleverne så dygtige, at vi kan stille op i nogle turneringer og måske endda vinde dem. Så ved siden af, at det skal være sjovt, så skal eleverne også blive dygtige,” siger Tina Maahn Hjorth-Jensen. Selvom Vesterbølle Efterskole ligger mellem Farsø og Aalestrup, hvilket af mange betegnes som udkantsdanmark, er den nordjyske efterskole foregangsmænd inden for integreringen af e-sport i efterskoleundervisningen i Danmark. GAMING.DK MAGASINET