Den sociale kapital bag solidariteten i velfærdsstaten
Transcription
Den sociale kapital bag solidariteten i velfærdsstaten
Session 5 Den sociale kapital bag solidariteten i velfærdsstaten. Reciprocitetsnormer og velfærdsregimer. Lars Torpe Paper præsenteret på Dansk Sociologikongres 20-21.1. 2011 Aalborg Universitet Indledning Formelt set er demokrati en bestemt måde at træffe fælles, bindende beslutninger på, hvor alle tæller ligeligt med. I Danmark betyder det i parlamentarisk jargon, at man kan ”tælle til halvfems”. Men i praksis har demokratiet et bredere grundlag. Det indbefatter også nogle grundlæggende rettigheder, som et liberalt demokrati ikke kan være foruden. Og da T.H. Marshall i et essay fra 1949 foreslog, at sociale rettigheder blev føjet til arsenalet af rettigheder, var det i erkendelse af, at der skulle et bredere socialt samarbejde til for at forene demokrati og kapitalisme. Sociale rettigheder, der kan garantere et socialt minimum og fair chancelighed blandt borgerne, blev således anset som nødvendige for at sikre sammenhængskraften i et moderne, pluralistisk samfund. Langt hen ad vejen er Marshalls begrundelse for sociale rettigheder af pragmatisk karakter. Andre, bl.a. den liberale filosof John Rawls (1971, 1993), har på mere filosofisk vis demonstreret, hvorfor sociale rettigheder sammen med civile og politiske rettigheder hører hjemme i et moderne samfunds normative grundstruktur. Hos Rawls indser individer bag ”uvidenhedens slør”, at det både er fordelagtigt og rimeligt at indrømme hinanden visse grundrettigheder på det civile, det politiske og det sociale område. I praksis indgår resultatet af overvejelserne i det, Rawls kalder en ”overlappende konsensus” om samfundets grundlæggende politiske konstitution. Denne konstitution er ikke nødvendigvis identisk med den skrevne forfatning, men er snarere at forstå som de normer og regler, der omgiver den ”levede forfatning”. Betragter man moderne, vestlige stater i dag, er der imidlertid store indbyrdes forskelle i den levede forfatning. Ikke så meget hvad angår civile og politiske rettigheder, som netop hvad angår sociale rettigheder. Disse forskelle har tilmed vist sig at være så stabile, at de danner grundlag for en sondring mellem forskellige velfærdsregimer. Den klassiske er efterhånden Gösta Esping Andersens sondring mellem liberale-residuale, konservativt-korporatistiske og socialdemokratiske-universelle velfærdsregimer (Esping-Andersen, 1990). 1 Det antages almindeligvist, at forskellige velfærdsregimer har forskellige former for solidaritet som deres grundlag. Den solidaritet, der fordres af et socialdemokratisk-universelt velfærdsregime, er et andet, end den solidaritet, der fordres af et liberalt-residualt velfærdsregime, som igen er forskellig fra den solidaritet, der fordres af et konservativt-korporativistisk velfærdsregime. I velfærdsstatslitteraturen tales om mere eller mindre omfattende former for solidaritet, men der gøres sjældent forsøg på nærmere at bestemme indholdet i de forskellige solidaritetsformer. I sociologisk teori med rødder tilbage til Emile Durkheim, gives solidaritet ofte en bred betydning som social integration eller sammenhængskraft. I nyere sociologisk teori er solidaritet blevet knyttet sammen med et begreb om anerkendelse, der omfatter alle livets sfærer (Juul, 2010). Umiddelbart forekommer et sådant solidaritetsbegreb at være for bredt og diffust til at kunne indfange variationerne i den solidaritet, vi støder på i de forskellige typer velfærdsregimer. Hermed ikke sagt, at anerkendelse er uvæsentlig i denne sammenhæng. Tværtimod er det anerkendelsen af individets ret til at ”leve et liv i overensstemmelse med de gældende sociale standarder i samfundet” (Marshall, 1964), som danner grundlag for solidariteten, idet individet ved at anerkende denne ret også bifalder, at der finder en social omfordeling sted via en velfærdsstat. Det er en ansvarsrelation, individet påtager sig frivilligt. Den er således udtryk for et politisk valg, hvorfor den solidaritetstilkendegivelse, der ligger heri, kan kaldes refleksiv. Jeg vil forsøge at vise, at den dominerende relationstype i den refleksive form for solidaritet er generaliserede gensidighedsnormer, og at det således er denne relationstype, der kendetegner solidariteten i velfærdsstaten. Jeg vil desuden søge at vise, at denne solidaritet rummer elementer af både altruisme, retfærdighedsprincipper og egeninteresse, men at den måde disse elementer er sammensat på, varierer i forskellige typer velfærdsregimer. Hvor eksempelvist det socialdemokratisk-universelle velfærdsstatsregime trækker i retning af universelle retfærdighedsprincipper, trækker det liberalistisk-residuale velfærdsregime i retning af altruisme og en begrænset solidaritet og det konservativt-korporativistiske velfærdsstatsregime i retning af en balanceret form for reciprocitet, hvor det er egeninteressen, der dominerer. Ændringer i velfærdsstatens indretning må derfor antages at påvirke karakteren af de generaliserede reciprocitetsnormer og dermed samfundets sociale kapital. Generaliserede gensidighedsnormer indgik som en af de tre hovedkomponenter i den bestemmelse, Robert Putnam oprindeligt gav af social kapital (Putnam, 1993, 1995). Siden har begrebet imidlertid været overset, hvilket er besynderligt, eftersom gensidighedsnormer i 2 generaliseret form ikke blot spiller en rolle for dannelsen af social tillid, men også har selvstændig betydning for initieringen af et socialt samarbejde, hvilket jeg skal give flere eksempler på. Jeg starter med at diskutere forskellige solidaritetstyper. Derefter ser jeg nærmere på reciprocitetsnormer, hvor der eksemplificeres fra civilsamfund et og den frivillige sektor. Til slut diskuterer jeg samspillet mellem reciprocitetsnormer og velfærdsstat. Solidaritet Jody Dean (1995) har sondret mellem tre typer solidaritet, som jeg her er inspireret af, og som figurligt er illustreret nedenfor (figur 1). Med affektionel solidaritet kan forstås de forpligtelser, vi føler over for de nærmeste, dvs. familie og venner. Relationerne er primært bestemt af kærlighed og omsorg, og det intime/personlige samvær er praksisformen. Den følelsesmæssige solidaritet kan dog også række ud over familie og venner, f.eks. til ofre for naturkatastrofer. I den anden type solidaritet, den konventionelle, er det, der primært forbinder aktørerne, de interesser og værdier, man har fælles. Solidariteten afgrænses til dem, der deler disse interesser eller værdier eller som påstås at gøre det. Værdierne vil typisk være værdier om ”det gode liv” eller ”det gode samfund”. Det ”vi”, der konstrueres, omfatter grupper med bestemte kendetegn, socialt eller kulturelt. Praksisformen er kollektiv handling. Den tredje type solidaritet er den refleksive. Her opstår solidariteten i interaktionen med andre som en ansvarsrelation, man påtager sig. De tilhørende forpligtelser er ikke givne i kraft af tilhørsforhold, men er udtryk for et selvstændigt politisk valg. Solidariteten vil derfor normalt være betinget, idet man yder i forventningen om at få noget igen. Reciprocitetsnormer udgør derfor den dominerende relationstype. Til gengæld indebærer et sådant kommunikativt konstrueret ”vi”, at den kreds, solidariteten retter sig imod, ikke har nogen klar afgrænsning. I princippet kan den omfatte alle. Det typiske vil være andre borgere i samfundet, og praksisformen vil være et individuelt civilt engagement. 3 Figur 1. Solidaritetstyper 1 Afgrænsning Affektionel Familie og venner Konventionel Sociale grupper Refleksiv Borgere Dominerende relationstype Kærlighed og omsorg Fælles interesser og værdier Reciprocitetsnormer Praksisform Intim/personlig samvær Kollektiv handling Civilt engagement Ifølge Dean bevæger solidariteten sig i retning af den refleksive i takt med samfundets modernisering. Sådan kan man godt se på det. F.eks. har den konventionelle solidaritet været på retur i takt med, at industrisamfundets klassebaserede grupper og bevægelser er forsvundet. Der artikuleres dog fortsat meget konventionel solidaritet. Delvist i nye former som det bl.a. ses i de national-konservative strømninger, der skyller hen over Europa i dag. Frem for at se en progression, kan det derfor være mere frugtbart at se de tre typer solidaritet som nogle, der eksisterer parallelt med hinanden i det moderne samfund, lige som de kan være til stede samtidigt hos én og samme person. Kendetegnende for den refleksive solidaritet er, at den ikke er givet ud fra de primær- eller sekundærgrupper, man tilhører. Solidariteten antager her en mere abstrakt form, idet man ikke kender ”de andre”, lige som ”de andre” i et moderne, pluralistisk samfund er forskellige fra én selv, socialt og kulturelt. Et fælles grundlag for udviklingen af en refleksiv type solidaritet er derfor anerkendelsen af hinandens ret til forskellighed. Med Deans ord: ””We” recognize other persons in their difference, but ”we” also understand this difference as part of the very basis of what it means to be one of ”us”” (Dean, 1995: 132-135). Når retten til at udtrykke sin forskellighed (civile rettigheder) og retten til at tage del i det politiske liv (politiske rettigheder), kan beskrives som en del af et moderne fællesskab, skyldes det, at rettigheder og pligter er to sider af samme sag. Tildeling af en rettighed medfører en forpligtelse til at anerkende den samme eller en tilsvarende rettighed for andre. Bag denne gensidige anerkendelse ligger en grundlæggende accept af et princip om ligeværdighed (Rawls, 1993:16-17). Med sociale rettigheder og ud fra T.H. Marshalls definition af samme anerkendes det, at det enkelte individ har en ret til at ”leve et liv i overensstemmelse med de gældende sociale standarder i samfundet” (Marshall, 1950/2003). I den medfølgende forpligtelse ligger en 1 Inspireret af Dean (1995). 4 forpligtelse til at yde til de andre. Det er ikke nok, at man respekterer andres ret til forskellighed (civile rettigheder) eller andres ret til at deltage på lige fod med én selv(politiske rettigheder). For at indløse sociale rettigheder kræves i et demokratisk samfund også en egentlig solidaritetstilkendegivelse som en accept af, at der via staten overføres ressourcer fra nogle borgere til andre borgere, herunder fra én selv. I den hidtidige velfærdsforskning synes der groft set at være to tilgange til forståelsen af denne solidaritetstilkendegivelse eller principielle tilslutning til velfærdsstaten. Den ene tager udgangspunkt i egne interesser og den anden i internaliserede normer og værdier. Jeg vil søge at vise, at udgangspunktet i stedet skal tages i reciprocitetsnormer, nærmere bestemt i generaliserede reciprocitetsnormer. Sådanne normer placerer sig mellem normer baseret på egne interesser og normer baseret på moral og etik. Reciprocitetsnormer Med begrebet reciprocitet eller gensidighed kobles til den udformning, Robert Putnam oprindeligt gav social kapital, hvor det defineres som de træk i den sociale organisation som netværk, normer og tillid, der letter samarbejde og koordinering til fælles bedste (Putnam, 1995). Med normer mener Putnam her generaliserede gensidighedsnormer. Men siden Putnam skrev denne bog, som for alvor satte gang i diskussionen om social kapital, er gensidighedsnormer røget næsten ud af synsfeltet. Det er næsten altid alene tillid og netværk, der fokuseres på. Jeg mener, at gensidighedsnormer bør have en langt mere central placering i diskussionen af social kapital. Reciprocitetsnormer er sociale forventninger om, at folk vil forholde sig til hinanden på lignende vis. M.a.o. at ydelser gengældes, dvs. hvis A gør noget for B, så forventer A, at B gør noget for A. En sådan norm kendes nok bedst fra markedet. En ydelse i form af varer eller tjenester forventes at blive betalt gennem en modydelse i form af penge eller tilsvarende. Normen er en del af et kontraktforhold og er retligt sanktioneret, men normen binder også markedsaktører sammen, så et håndslaw somme tider kan være lige så godt som en købskontrakt. På markedet hviler normen på et lige udvekslingsforhold, et såkaldt bytte af ækvivalenter, som i dagens samfund gøres op i penge. Men normen fungerer også i andre situationer, hvor relationen ikke er bundet op på en kontrakt: ”A lover B at se efter katten, mens B er bortrejst, idet A forventer, at B vil gøre ham en lignende tjeneste i fremtiden”. I modsætning til markedet er der ingen aftale om en specificeret modydelse i form af penge eller andet. Et eventuelt bytte er ikke nødvendigvist lige, og det er i det hele taget usikkert, om og hvornår ydelsen bliver gengældt. M.a.o. ”man giver, 5 og man får, men sjældent i samme målestok og ofte heller ikke på samme tid” (Habermann, 2001: 21). Her taler vi ikke om en balanceret, men om en generaliseret gensidighedsnorm. Den er generaliseret, fordi man gør den anden en tjeneste uden nogen aftalt modydelse, men alene på en forventning om, at en sådan vil dukke op en dag. Hvor den balancerede reciprocitetsnorm fungerer som smøremiddel på markedet, fungerer den generaliserede reciprocitetsnorm som smøremiddel i det civile samfund. Der er dog ikke vandtætte skodder mellem marked og civilt samfund. Også på markedet finder vi generaliserede reciprocitetsnormer. I de fleste private virksomheder er det en norm at give medarbejderne gaver til jul. Sådanne gaver gives uden forventning om en specifik modydelse, men dog nok med en forventning om, at de bidrager til at styrke medarbejdernes loyalitetsfølelse. Den anden vej findes der eksempler på, at folk i perioder arbejder uden løn eller arbejder mere, end de får løn for. Det kræver en vis arbejdsetik parret med en forventning om, at indsatsen senere påskønnes i form af tillæg, avancement eller lignende. Elementerne er dog ikke sidestillede. Det er næppe troligt, at det moralske påbud om at påtage sig et merarbejde i længden vil kunne kompensere for manglende belønning. Omvendt i det civile samfund. Her vil det moralske ”bør” ofte trumfe egeninteressen: ”Jeg” passer katten, fordi ”jeg” synes det er godt og rigtigt at gøre naboen en tjeneste. Om naboen gør ”mig” en tjeneste en anden gang er ikke så vigtigt. Reciprocitetsnormer er således med til at skabe og vedligeholde et socialt samarbejde, hvor der ikke foreligger formelle aftaler, og hvor der (endnu) ikke er dannet fælles interesser. Sådanne normer gør det således muligt at indlede et samarbejde i situationer, hvor der ikke på forhånd er noget, der binder sammen, men hvor tilskyndelsen til at ”give en hånd med” ligger i forventningen om at få noget igen. Reciprocitetsnormer kan m.a.o. fungere som en startmekanisme for et socialt samarbejde (Gouldner, 1960). Dermed bliver de produktive i relation til social kapital. Ofte i sammenhæng med social tillid (Putnam, 1993: 177). Reciprocitetsnormer stimulerer tillid ved at reducere den usikkerhed, der altid er i tilliden til andre. Den anden vej rundt: Findes der tillid, vil der også lettere kunne dannes generaliserede reciprocitetsnormer. På den måde opstår der positive cirkler mellem tillid og reciprocitetsnormer, men spiralvirkningen kan selvfølgelig også tænkes at gå den modsatte vej, hvis normerne ikke overholdes, eller tilliden brister. Det er primært generaliserede reciprocitetsnormer, som vil være i stand til at initiere et samarbejde. Som illustration på dette har Putnam givet et eksempel fra sit eget kvarter. Han spørger, hvad der får ham til en kold lørdag eftermiddag at gå i haven for at rive blade sammen i stedet for at blive inde i varmen og se fodbold i fjernsynet (1993: 171). Han siger, at det gør han, fordi det er blevet en norm blandt beboerne, at sådan gør man. Normen er m.a.o. blevet 6 generaliseret. Man river ikke først blade sammen efter at have set andre gøre det. Var det tilfældet, ville man ende i et klassisk kollektiv handlings dilemma. Nej, man river blade sammen i tillid til, at andre gør det samme. Normen er fremadrettet og derfor i stand til at initiere et samarbejde mellem fremmede. Til gengæld er samarbejdet mere skrøbeligt og midlertidigt end det samarbejde, der har familien eller nogle fasttømrede værdier og interesser som sit grundlag. Falder nogle fra, er der risiko for, at normen bryder sammen. Kendetegnende for gensidighedsnormer er nemlig, at de holdes oppe af, at der kommer noget igen, dvs. at andre også bidrager. Spillerummet er dog større, når det drejer sig om generaliserede gensidighedsnormer end når normen er balanceret. I det sidste tilfælde bryder samarbejdet sammen, så snart den forventede modydelse udebliver. Sådan forholder det sig ikke med generaliserede gensidighedsnormer. Her er man parat til at yde, selv om modydelsen er ubestemt og usikker. Der vil derfor typisk også indgå moralske begrundelser eller motiver i normen. Således er der ikke kun tale om ”et bør”, fordi man får noget igen, men også om ”et bør”, fordi man synes handlingen er rigtig. For at tage eksemplet med katten: A siger ikke nødvendigvis kun ja til at passe katten, fordi han forventer, at naboen betaler tilbage en dag. Han siger måske også ja, fordi han synes, det er ens medmenneskelige pligt at hjælpe naboen. I virkelighedens verden kan det være svært at skille egeninteresse baserede og moralske motiver fra hinanden (Adloff & Mau, 2006). Desuden kan egeninteressen være mere nuanceret end som så. Den kan nemlig bestå i både en utilitaristisk ”interesse i” og en lystbetonet ”interesse for”. Måske A ikke kun har en ”interesse i” at tækkes B, men også en ”interesse for” B’s kat, fordi han kan lide katte. Endelig er der som ved alle normer en frygt for negative sanktioner. A kan måske frygte, at et nej til passe B’s kat vil stemple ham som en dårlig nabo. Kendetegnende for generaliserede reciprocitetsnormer er således, at der levnes plads til moralske motiver eller begrundelser. Typisk vil generaliserede reciprocitetsnormer derfor være sammensatte af alle tre elementer, nemlig både egeninteresse, moral og frygt for sanktioner. Tilstedeværelsen af forskellige motiver er søgt illustreret i nedenstående figur, hvor yderpunkterne står for: 1) den rene egeninteresse, hvor kun egeninteressen driver normen, hvorfor der i dette tilfælde ikke er tale om generaliseret reciprocitet, men om balanceret reciprocitet; 2) den rene moral, hvor det alene er moral, der driver normen, hvorfor relationen er ensidig og ikke gensidig; 3) alene frygt for sanktioner, hvor alene negative sanktioner holder normen oppe, hvorfor relationen i dette tilfælde også kun går den ene vej. Den generaliserede reciprocitetsnorm befinder sig mellem disse yderpunkter. Figuren kan derfor betragtes som en idealtype, hvor karakteren af den generaliserede reciprocitetsnorm kan udfindes på de tre akser at markere i hvilken grad, der 7 indgår interesser, moral og frygt for sanktioner i normen. I figuren nedenfor er en generaliseret gensidighedsnorm illustreret, som består af lige dele egeninteresse, lige dele moral og lige dele frygt for sanktioner. Den generaliserede reciprocitetsnorm placerer sig således et sted mellem den ”rene” egeninteresse, den ”rene” moral og den ”rene” frygt for sanktioner. Den generaliserede reciprocitetsnorm bygger bro mellem hvad man er ”nødt til” (frygt for sanktioner), hvad man har ”interesse for/interesse i” (egeninteresse), og hvad man ”bør” (moral). Som sådan er den generaliserede reciprocitetsnorm i stand til at forene en kortsigtet altruisme med en langsigtet egeninteresse. Alexis de Tocqueville (1830/2002) brugte i sin tid udtrykket ”en oplyst egeninteresse” eller ”self-interest rightly understood” som en metafor for handlinger, som på sigt forener egeninteresse og moral og i kraft heraf er med til at kitte samfundet sammen. Som han sagde: ”Man sysler først med det, som er til fælles bedste, fordi man er nødt til det, men siden gør man det af lyst. Det, som til at begynde med var en egennyttig beregning, bliver selvfølgelige ting, og ved at man arbejder for sine medborgeres vel, bliver det til slut en vane og en glæde at tjene dem” (Tocqueville, 1969, cit. fra Østergaard, 1988). Det er umiddelbart let at se, at i de tilfælde, hvor frygt for sanktioner spiller en hovedrolle, vil den generaliserede reciprocitetsnorm være skrøbelig. Normer vil, hvis de skal kunne initiere og fastholde et samarbejde, på sigt have behov for at blive legitimeret moralsk og/eller via udsigten til at få noget igen. Man kunne måske tro, at den generaliserede gensidighedsnorm stod stærkest, og derfor var bedst til at initiere et samarbejde, hvor de moralske motiver dominerer. Det er dog ikke 8 givet. Måske viser det sig, at det på sigt mest stabile resultat opnås i en kombination af moral og egeninteresse. Det kan udviklingen i synet på frivillighed måske illustrere. Reciprocitetsnormer i moderne frivillighed Blandingen af egeninteresse og altruisme er nemlig et godt udgangspunkt for at forstå moderne frivillighed (Habermann, 2001). I tidlige diskurser om frivillighed blev denne set som drevet frem af ren altruisme. Filantropi var det særlige ord, der blev knyttet til frivilligt socialt arbejde eller privat velgørenhed, som det hed for år tilbage. Motivet til at gøre noget for andre var næstekærlighed, hvor den gode handling bærer lønnen i sig selv. Med tiden blev det opfattet som et for snævert syn på frivillighed. Meget af denne havde jo ikke karakter af velgørenhed. Det gælder f.eks. frivillighed inden for kultur- og fritidsområdet, men også solidaritetshandlinger, hvor det dybere formål med at hjælpe andre er at udrydde fattigdom eller sammensvejse en bevægelse med henblik på at ændre samfundet. I disse former for frivillighed indgår der ikke kun moralske - , men også interessebetonede elementer, nemlig en interesse for en fælles sag, uanset om der er tale om frimærker fra eksotiske lande eller et ønske om dybtgående samfundsforandringer. I ingen af disse tilfælde er relationen ensidig. Den er gensidig. Man påtager sig at træne lilleputterne i en forventning om at få noget igen, som er til gavn for klubben og lokalsamfundet, og man yder støtte til arbejderen, der er kommet i klemme i forholdet til sin arbejdsgiver i forventningen om, at den pågældende arbejder bliver en del af bevægelsen fremover. I begge tilfælde kan man sige, at den frivillige indsats kan forstås ud fra en generaliseret reciprocitetsnorm. Man føler en forpligtelse til at gøre noget baseret på en forventning om at få noget igen, dog uden at dette noget er specificeret. I de senere år er det blevet en almindelig erkendelse, at der indgår andre motiver end de rent altruistiske i frivilligheden, også når det drejer sig om frivilligt socialt arbejde. Således siger over halvdelen af de frivillige inden for social og sundhedsområdet, at de er kommet i gang med frivilligt arbejde på grund af egen interesse eller de pårørendes situation (Fridberg et.al., 2006). Det er blevet o.k. at tale åbent om andre motiver end de altruistiske. Som landsformanden for Ungdommens Røde Kors siger til Politiken: ”Hos os er det helt okay at være frivillig for egen skyld. Man må gerne gøre det udelukkende for at hjælpe udsatte børn og unge, men det er også okay at komme for at pynte på cv’et eller for at få en god fornemmelse i maven.” (Politiken. 5.8. 2010). 9 Om en større del af det frivillige arbejde i dag er flyttet længere væk fra den rene altruisme og længere over mod den rene egeninteresse, eller om man bare er blevet lidt mere åben omkring egeninteressen er svært at sige. Under alle omstændigheder synes normer om at hjælpe andre ikke kun at være forankret i mellemmenneskelige værdier, men også i forventningen om at få noget igen. Som sådan placerer det frivillige arbejde sig mellem de incitamentsstrukturer, der gælder på den ene side i familien og på den anden side på markedet. I familien råder som idealtype den rene altruisme. Man viser omsorg for sine børn uden forventning om en modydelse. På markedet forholder det sig stik modsat. Her er det både nødvendigt og legitimt at lade egeninteressen råde. I modsætning hertil finder vi i den offentlige del af det civile samfund ikke nogen klar idealtype, men derimod et mix af moral og egeninteresse. Drivkraften er her sjældent hverken ren opofrelse eller nøgtern beregning. Det samme er tilfældet, når vi ser på den principielle tilslutning til velfærdsstaten. Reciprocitetsnormer og velfærdsstat I den socialdemokratiske historieskrivning er velfærdsstaten blevet set som udbredelsen af demokratiet på det sociale område. Tankegangen, som den er beskrevet af den engelske labourhistoriker R.H. Tawney (1931), er at brede lighedsideen fra det civile og politiske liv ud på det sociale liv ved at tildele individet sociale rettigheder ved siden af civile og politiske rettigheder. Hensigten er at give alle de samme muligheder for at udvikle deres potentialer uanset social arv og uforskyldte hændelser i løbet af livet. Social ligestilling kan både ses som et formål i sig og som et middel til at give de civile og politiske rettigheder et mere reelt indhold. Uden et sådant indhold betyder lighed i frihed, som Anatole France engang spidsformulerede det, ikke så meget andet end at give vagabonden og rigmanden den samme ret til at sove under Paris broer. Det er dog primært den engelske sociolog T.H. Marshall (1950/2003), som har fået æren for sondringen mellem civile, politiske og sociale rettigheder og den dermed forbundne sondring mellem tre sider af medborgerskabet, nemlig et civilt, et politisk og et socialt medborgerskab. Det sociale medborgerskab indebærer som nævnt en anerkendelse af individet som borger med ret til at leve et liv i overensstemmelse med de gældende sociale standarder i samfundet. Med denne anerkendelse følger en forpligtelse for borgerne til at bidrage til den sociale omfordeling via velfærdsstaten. I forsøget på at finde frem til grundlaget for borgernes frivillige tilslutning til princippet om social omfordeling via staten har Jørgen Goul Andersen (1998, 2008) i forlængelse af Rothsteins sondring mellem substantiel og procedurel retfærdighed (Rothstein, 1998) sondret mellem den basale solidaritet eller principielle tilslutning til velfærdsstaten på den ene side og tillid til den praktiske 10 udførsel på den anden. Det er solidaritetsspørgsmålet, jeg har fokus på her. Hvad er det for en solidaritet, som udgør det politisk-kulturelle grundlag for sociale rettigheder og udmøntningen af dem i velfærdsstaten? I velfærdsstatslitteraturen sondres groft sagt mellem to måder at se denne solidaritet på. Den ene forankrer solidariteten i borgernes egeninteresse. Den anden i overleverede normer og værdier. Heroverfor har Jørgen Goul Andersen (2008) foreslået en institutionel tilgang, som forankrer opbakningen i borgernes erfaringer med velfærdsstatslige institutioner på spørgsmål som 1) er fordelingen retfærdig, herunder bl.a. om modtagerne er de rette, 2) om institutionerne er effektive og 3) om løsningerne er holdbare. I denne tilgang er det ikke så meget den grundlæggende solidaritet, der er fokus på, som det er spørgsmålet om borgernes tillid til velfærdsstatens institutioner, dvs. til den måde sociale rettigheder udmøntes på. Det er klart, at tilliden hertil virker tilbage på den grundlæggende solidaritet, men denne har en ”egen eksistens”, og det er denne eksistens, jeg vil forsøge at indkredse. I første omgang kan den grundlæggende solidaritet bestemmes som en refleksiv type solidaritet, idet ansvarsrelationen ikke er givet qua et tilhørsforhold til en bestemt social eller kulturel gruppe, men er udtryk for et politisk valg, hvor man forpligter sig til at yde til sine medborgere. I forpligtelsen ligger et løfte om at yde til andre, der måtte have behov herfor. Der kan være tre begrundelser for et sådant valg. Den første begrundelse er den altruistiske. Mennesker er indbyrdes afhængige, og vi har alle en forpligtelse til at holde ”den andens liv” i vor hånd (Petersen, 2006). Mennesker skal derfor støttes i det omfang, de har behov herfor, og man yder uden forventning om at få noget igen. Den anden hviler på principper om retfærdighed. Lige som den første er begrundelsen moralsk, men frem for at tage udgangspunkt i individet, tages der udgangspunkt i samfundet, nemlig som et forsøg på at skabe en retfærdig samfundsorden baseret på en forestilling om ligeværdighed i de menneskelige relationer. John Rawls (1971, 1993) har på logisk vis konstrueret sig frem til nogle retfærdighedsprincipper, som indebærer en vis social omfordeling via staten. Historisk set er lignende principper blevet forfægtet af den socialistiske arbejderbevægelse og af socialliberale partier. Ud fra dette syn skal mennesker støttes, hvis de er berettigede hertil, og det er de, hvis de opfylder nogle kriterier, der tager sigte på at skabe social tryghed og lige muligheder. Den tredje begrundelse har egeninteressen eller særinteresser som sit grundlag. Ud fra dette syn skal mennesker støttes, hvis de har gjort sig fortjent hertil, idet man samtidigt forventer at få noget igen. Hvad dette noget er, er dog ikke nødvendigvist klart specificeret. 11 I flere tilfælde overlapper begrundelserne hinanden. Det er f.eks. tilfældet hos John Rawls, der på logisk vis konstruerer sig frem til nogle retfærdighedsprincipper med udgangspunkt i hvad rationelle og rimelige personer finder frem til under et ”uvidenhedens slør”. Men også i den socialistiske bevægelses praksis findes der i programskrifter og taler klare overlap. Man finder således både altruistiske begrundelser, bl.a. med henvisning til kristne værdier, og til begrundelser, der bygger på individuelle værdier og interesser, f.eks. når det hævdes, at en vis lighed er en forudsætning for individuel frihed. Ikke desto mindre præges velfærdstatslitteraturen af en dualisme, hvor solidariteten i velfærdsstaten begrundes i enten moralske værdier eller egne interesser. Som eksempler på det første kan nævnes forsøgene på at henføre solidariteten i den danske velfærdsstat til kristenprotestantisk etik (Petersen, 2006) eller til en passion for lighed, der var til stede i den danske befolkning, før velfærdsstaten blev etableret (Andersen, 1983). I den modsatte grøft finder vi repræsentanter for ”rational choice”, som finder, at opslutningen til velfærdsstaten beror på en rationel egeninteresse som offentlig ansat, som klient eller som forbruger af velfærdsstatens ydelser. Ingen af disse forsøg på at tolke de bagvedliggende motiver er overbevisende. Altruismemotivet halter, fordi det ser bort fra egeninteressen, overvurderer godgørenheden og underspiller kravene til modtagerne. Egeninteressemotivet halter, fordi det ser bort fra moralen og ikke kan gøre rede for, hvorfor personer, der ikke har en egeninteresse i at slutte op bag medborgermodellen, alligevel gør det (Goul Andersen, 2007). En alternativ forståelsesramme vil derfor skulle kunne rumme begrundelser, der trækker på såvel moral som på egeninteresse. En norm om at bidrage til andre via velfærdsstaten vil derfor kunne ses som en generaliseret reciprocitetsnorm, der befinder sig i et krydsfelt mellem en altruistisk begrundelse, en begrundelse, der trækker på retfærdighedsforestillinger og begrundelser med udgangspunkt i egne interesser eller gruppeinteresser. En generaliseret gensidighedsnorm vil således kunne rumme elementer fra alle tre typer begrundelser, sådan som det er skitseret i figur 3, hvor den er sammensat ligeligt af interessen i at få noget igen, af tilslutning til principper om retfærdighed og af uegennyttig offervilje. 12 I den ”store” historie er der som nævnt i arbejderbevægelsen blevet henvist til alle tre begrundelser for solidaritet. Det havde næppe heller været muligt for arbejderbevægelsen at trænge igennem på moralske argumenter alene, og det var paradoksalt nok den liberale økonom J.M. Keynes, der kom til at levere det afgørende interessebetonede argument for at brede demokratiet ud til det sociale område. Argumentationen blev senere konkretiseret og uddybet af Lord Beveridge og T.H. Marshall. På utilitaristisk vis antog man, at sociale rettigheder dels kunne bidrage til at holde efterspørgslen oppe og derigennem smøre markedet, dels gennem større chancelighed kunne sikre en bedre udnyttelse af samfundets intelligensreserve. Dernæst antog man, at sociale rettigheder kunne bidrage til at sikre en fælles loyalitet over for nationale og vestlige værdier (Marshall, 1965). Først da princippet om social retfærdighed blev suppleret med disse interessebetonede begrundelser, kunne der opnås en bred tilslutning til social omfordeling via en velfærdsstat. I den ”lille” historie er det aldrig alene det moralsk betonede ønske om at gøre godt for sine medmennesker eller ønsket om en retfærdig samfundsorden, som alene afgør, hvor vidt man finder det rigtigt at yde til andre via velfærdsstaten. Solidariteten er også altid forbundet med gensidighed i ansvarsrelationen. Man er kun solidarisk for så vidt nogle betingelser er opfyldte: - At modtagerne af ydelser har et behov, der berettiger til støtte, dvs. opfylder nogle nærmere fastlagte kriterier for at kunne modtage. Det er aldrig alene nok, at modtagerne har et behov. Det skal også kunne begrundes i relation til retfærdighedsprincipper og/eller til hvad modtagerne har gjort sig fortjent til. På tværs af forskellige typer velfærdsstater er der fundet et relativt 13 stabilt mønster med hensyn til hvilke grupper, befolkningen mener, fortjener støtte (Larsen, 2008). - At modtagerne giver tilbage med, hvad de evner. Pligten til at arbejde som modydelse for sociale ydelser er lige så gammel og udbredt som velfærdsstaten selv. Er man ikke i stand til at arbejde, forventes modtagerne på anden måde at udvise loyalitet over for samfundet. - At andre borgere bidrager til den fælles kasse på tilsvarende vis som én selv. Ikke nødvendigvis med samme beløb, men ud fra en eller anden målestok, der anses for fair. - At en selv eller ens familie er potentielle modtagere af velfærdsstatens indkomstoverførsler og serviceydelser. Det refleksive valg af solidaritet med andre via velfærdsstatens omfordelingsmekanismer skal således fortolkes inden for rammerne af en vis gensidighed. Gensidigheden er dog generaliseret, idet modydelsen ikke er specificeret og i nogle tilfælde usikker. Jo mere generaliseret normen er, dvs. jo større usikkerhed man er parat til at acceptere, jo mindre rolle spiller egeninteressen og jo større rolle vil altruistiske begrundelser og principper om retfærdighed kunne spille. Netop sammensætningen af egeninteresse, altruisme og retfærdighedsprincipper må vi forvente varierer med typen af velfærdsregime. Den gængse opdeling af velfærdsregimer går som ovenfor nævnt mellem tre modeller, nemlig en liberalistisk-residual, en konservativ-korporativ og en socialdemokratisk-universel. I alle tilfælde skal modellerne betragtes som idealtyper, som i virkeligheden ikke forekommer rent, men i forskellige blandformer. I den liberalistisk-residuale model, som har sin udbredelse i de angelsaksiske lande, herunder Storbritannien og USA, finansieres de sociale ydelser over skatten og målrettes til dem, der ikke kan forsørge sig selv. Adloff og Mau (2006) mener, at solidaritetsprincippet her er at forstå som en ”obligating reciprocity”, idet de lægger vægt på modtagernes forpligtelser til at levere modydelser, f.eks. ved at stille sig til rådighed på arbejdsmarkedet. Heroverfor kan indvendes, at det jo ikke er noget unikt for denne velfærdsmodel. Jørgen Goul Andersen (2008) taler i stedet om altruisme som den dominerende solidaritetsforestilling, idet omfordelingen sker fra de mange, der kan klare sig selv (”os”) til de få, der ikke kan klare sig selv (”dem”). Heller ikke det rammer helt præcist, idet solidariteten her alene får en moralsk begrundelse. Som jeg har argumenteret for vil det høre til undtagelsen, at man yder uden forventninger om at få noget igen. Om ikke andet vil man forvente en vis loyalitet hos modtagerne, måske endda taknemlighed. Man vil dog også som anført af Adloff og Mau forvente, at modtagerne er villige til at arbejde. Men generelt vil der ”fra de mange” i dette velfærdsregime kun være lave forventninger til selv at modtage. Derfor er offerviljen også begrænset. Følgelig finder vi i lande med disse velfærdsregimer et konstant krav 14 om lave og lavere skatter. Summa summarum kan man sige, at den liberalistisk-residuale model ledsages af en begrænset solidaritet. I den generaliserede norm om at yde dominerer den altruistiske begrundelse, men egeninteresse i form af kravet om modydelse spiller også en rolle. Derimod henvises der kun lidt til grundlæggende retfærdighedsprincipper. I den konservativt-korporativistiske model er de sociale ydelser afpasset efter den enkeltes bidrag til forskellige arbejdsmarkeds baserede ordninger. Yder man ikke til samfundet via lønarbejdet, optjener man ingen ret til sociale ydelser. Der opereres dog også i denne model med sociale minimumsydelser. Solidaritetsprincippet nærmer sig her en balanceret form for reciprocitet, idet bidrag og ydelse er koblet sammen. Denne model er udbredt i kontinental Europa, herunder Tyskland og Frankrig. Fordi sociale ydelser er gjort præstationsafhængige, levner denne model ikke meget plads for moralske begrundelser. I praksis forholder det sig imidlertid ikke helt sådan, idet katolicismen, der står stærkt i de lande, hvor denne model er udbredt, udgør en moralsk modvægt, som via de kristelige demokratiske partier trænger ind i politikken. I praksis står den altruistiske begrundelse derfor også i disse lande ret stærkt, hvorimod grundlæggende retfærdighedsprincipper står svagt. I den tredje model, den socialdemokratisk-universelle, som er udbredt i de nordiske lande, er bidrag og ydelse og afkoblet. Alle er med til at finansiere ydelserne via skatten, og alle er i princippet modtagere af ydelser. Man yder i forventning om også selv at modtage, men eftersom der ikke er tilstræbt nogen form for balanceret gensidighed, er det langtfra givet, at man kommer til at nyde i samme omfang, som man har ydet. Lige som de øvrige modeller hviler solidariteten på et princip om generaliseret gensidighed, men i modsætning til den liberalistisk-residuale model udstrækkes solidariteten til at omfatte alle borgere, og sammenlignet med den konservativtkorporativistiske model står moralske principper stærkere, eftersom gensidigheden er generaliseret i en sådan grad, at ingen har styr på forholdet mellem ind- og udbetaling. I den socialdemokratisk-universelle model afbalanceres egeninteressen derfor af retfærdighedsprincipper, hvorimod den altruistiske begrundelse står svagt. Man er solidarisk, fordi alle borgere er omfattet, herunder én selv, og fordi man finder det retfærdigt, at alle via staten sikres tryghed og lige chancer i livet. Som sådan kan medborgermodellen betragtes som et stort samarbejdsprojekt, hvor man med staten som mellemkommende variabel gensidigt forsikrer sig mod sygdom, ledighed, alderdom etc. samt gensidigt understøtter hinanden med uddannelse, forskning, børnepasning, infrastruktur etc. Denne forsikring og støtte går både på tværs og på langs af livsforløbet og opfattes grundlæggende som værende til egen fordel. Ikke i snæver forstand, for der forventes ikke balance på regnskabet, men i bred forstand, fordi man får noget tilbage, og fordi alle ideelt set bidrager til det fælles resultat med det, de kan. 15 I den universelle model er solidariteten mere sårbar end de øvrige modeller. Sammenlignet med den første model er bidraget højt og sammenlignet med den anden model er det mere usikkert, hvad man får igen. Det er derfor afgørende, at der er tillid til systemet. Da Glistrup i 1973 marcherede ind i det danske folketing med 30 mandater så mange det som et principielt opgør med solidariteten i den skandinaviske model. Det var det ikke. Det var derimod udtryk for vælgernes utilfredshed med misbrug af sociale ydelser og et skattesystem, der gjorde det muligt at unddrage sig beskatning (Goul Andersen, 2007). Man følte m.a.o. ikke, at ”de andre” bidrog tilstrækkeligt. I løbet af 1980’erne steg opbakningen til velfærdsstaten igen i takt med, at skatteligningen blev mere effektiv, at nogle af de værste huller for misbrug blev lukket, og den offentlige sektor blev moderniseret i en sådan grad, at billedet af ”papirnussere”, ”skrankepaver”, og ”manden med skovlen under hagen” udviskedes. Det var ikke tilslutningen til sociale rettigheder og social omfordeling, der vaklede. Det var betingelserne, hvorunder de var givet, befolkningen fandt ikke var opfyldte. Det blev helt åbenlyst med fremvisningen af Glistrups nultrækprocent og snesevis af beretninger om misbrug af sociale ydelser. De svingninger, der kan iagttages i den principielle tilslutning til velfærdsstaten, er noget nemmere at forstå, hvis solidariteten belyses ud fra en generaliseret reciprocitetsnorm, end hvis solidariteten belyses som en ren moralsk forpligtelse. Sådanne svingninger må nemlig ses i lyset af svingningerne i tilliden til velfærdsstatens performance. Som det rigtigt er sagt, vil selv den mest solidariske person kun være villig til at samarbejde og bidrage, hvis han/hun er rimelig sikker på, at andre også bidrager (Goul Andersen, 2008: 105). Netop fordi solidariteten ikke er betingelsesløs, men er givet på forventninger om at få noget igen, vil manglende tillid til kontrollen med skattebidrag og sociale ydelser virke tilbage på den grundlæggende solidaritet. På sigt vil den kunne nedbrydes, hvis ”hullerne i systemet” ikke stoppes, og der kontinuerligt ytres tvivl, om ”de andre” opfylder forpligtelserne. I dag er misbrugstemaet ikke aktuelt. I hvert fald ikke når det gælder indfødte danskere. Det forhindrer de mange og sindrige kontrolforanstaltninger over for de arbejdsløse. Derimod vil en i stigende grad lemfældig skatteligning kunne udgøre en fremtidig trussel mod solidariteten. Afslutning Det er i dag en almindelig fornemmelse, at det normative fundament bag velfærdsstaten er svækket. Mange klager over, at brugerne af velfærdsstatens ydelser i stigende grad opfører sig som individuelle forbrugere, der primært er optaget af, hvad der er godt for mig og mine. Overraskende nok manifesterer en sådan individualistisk trend sig ikke i de løbende målinger, der 16 foretages af solidariteten (Goul Andersen, 2007). Forklaringen herpå kan være, at solidariteten er et sammensat fænomen, som både rummer moralske og interessebetonede elementer. Det er derfor tænkeligt, at der er sket en forskydning fra det moralske over mod det interessebetonede, uden at færre tilkendegiver, at ”de sociale reformer er gået for vidt”, eller flere ønsker skattelettelser i stedet for bedre offentlig service, som er de to mål, der oftest anvendes som indikatorer for solidariteten i målinger af opbakningen til velfærdsstaten (Goul Andersen, 2007). De ændringer, der er sket i velfærdsstatens institutionelle udformning siden 1990’erne, peger imidlertid i retning af en mere balanceret form for reciprocitet og en ”noget for noget” tankegang, hvor bidrag og ydelse følges ad, og hvor modtagerne skal gøre sig fortjent til ydelsen. Det gælder i særlig grad, hvis man er indvandrer fra et ikke-vestligt land. Desuden synes der i befolkning og blandt politikere at være et voksende krav om, at sociale ydelser målrettes de svage. Risikoen ved denne udvikling er, at solidariteten set som en generaliseret reciprocitetsnorm svækkes, idet man i stigende grad vurderer systemet ud fra, hvad ”jeg” får igen og hvilken nytte, det giver ”mig”. Svækkes det generaliserede element i den reciprocitetsnorm, der danner solidariteten i velfærdsstaten, vil det mere generelt svække samarbejdspotentialerne på tværs af forskellige aldersgrupper og sociale grupperinger, da de i stigende grad vil opleve at få et forskelligt udbytte af velfærdsstatens overførsler og serviceydelser. Det kan ramme den sociale tillid og hermed blive indledningen til en negativ spiralvirkning for den sociale kapital. Litteratur Adloff, F. & Mau, S. (2006). Giving social ties, reciprocity in modern society. Arch.europ.social, vol XLVII pp. 93-123. Andersen, Bent Rold (1983). Two essays in the Nordic welfare state. København: AKF. Dean, Jody (1995). ”Reflective solidarity”. Constellations, vol 2, no.1 pp. 114-138. Esping Andersen, Gösta (1990). The three worlds of welfare capitalism. Cambridge: Polity Press. Friedberg, Torben,,Koch-Nielsen, Inger & Henriksen, Lars Skov (2006). Frivilligt arbejde, pp. 41-70 i: Boje, Thomas P., Fridberg, Torben & Ibsen, Bjarne. Den frivillige sektor i Danmark – omfang og betydning. København: Socialforskningsinstituttet Goul Andersen, Jørgen (2008). Public support for the Danish welfare state. Interests and values, institutions and performance pp. 75-114 i: Albæk, E., Eliason, L.C., Nørgaard, A.S. & Schwartz, H.M. (2008). Crisis, Miracles and Beyond: Negotiated Adaptation of the Danish Welfare State. Århus : Aarhus Universitetsforlag. Goul Andersen, Jørgen (1999). Holdninger til velfærdsstaten, pp. 183-192 i: Andersen, Johannes, Borre, Ole, Goul Andersen, Jørgen og Nielsen, Hans Jørgen. Vælgere med omtanke – en analyse af folketingsvalget 1998. Århus: Systime. Gouldner, Alvin (1960). The norm of reciprocity: A preliminary statement. American Sociological Review, vol 25, no. 2. pp. 161-178. 17 Habermann, Ulla (2001). En postmoderne helgen – om motiver til frivillighed. Lund Dissertations in Social Work: Socialhögskolan, Lunds Universitet. Juul, Søren (2010). Solidaritet, anerkendelse, retfærdighed og god dømmekraft. København: Hans Reitzels Forlag. Larsen, Christian Albrekt (2008). “The institutional logic of welfare attitudes. How welfare regimes influence public support”. Comparative Political Studies vol. 41, 2 pp. 145-168. Løgstrup, K.E. (1956). Den etiske fordring. København: Gyldendal. Marshall, T.H. (1950/2003). Medborgerskab og social klasse. København: Hans Reitzels Forlag. Pedersen, Jørn Henrik (2006). Velfærdsstatens normative grundlag. Religionsvidenskabeligt Tidsskrift, no. 48. pp. 5-24. Putnam, Robert. D. (1993). Making democracy work. Civic traditions in modern Italy. Princeton: Princeton University Press. Putnam, Robert D. (1995). Bowling alone: America’s declining social capital. Journal of Democracy, pp. 65-77. Rawls, John (1971). A Theory of Justice. Oxford: Oxford University Press. Rawls, John (1993). Political Liberalism. New York: Columbia University Press. Rothstein, Bo (1998). Just institutions matter: Theories of institutional design. Cambridge: Cambridge University Press. Tawney, R. H. (1931). Equality. London: Unwin Books. Tocqueville, Alexis de (1830/2002). Democracy in America. Chicago: University of Chicago Press. Østgergaard, Uffe (1988). Er republikanske dyder det egentlige ”amerikanske” ved amerikanerne? Tocqueville og de moderne analyser af den amerikanske nationalkarakter og politiske kultur. pp. 145-202 i: Zetterholm, S. (red). Alexis de Tocqueville. Seks samtaler med en klassiker. København: Nyt fra Samfundsvidenskaberne. 18