Der er plast overalt
Transcription
Der er plast overalt
PLASTAFFALD Der er plast overalt Der er plast overalt i vores hverdag. Tænk bare på legetøjet, husene vi bor i, computere, tv, video- og DVD maskiner. Når vi handler i supermarkedet, bliver opereret eller bare børster vores tænder, er der helt sikkert plast involveret på den ene eller anden måde. I Danmark bruger vi ca. 700.000 tons emballager hvert år. Emballage er det, de varer som vi køber, er pakket ind i, fx poser, bakker, papkasser, kartoner, flasker og dåser. Knapt 25 % af emballagerne er lavet af plast – og mængden er stigende, fordi flere og flere produkter, som tidligere blev pakket ind i glasemballager, nu i højre grad bliver pakket i plastemballager. Tænk fx på ketchupflasken eller sodavandsflasken. Der findes mange forskellige typer af plast, og det kan være meget svært at se forskel på dem. Derfor har man valgt at mærke mange plastting med nogle bogstaver eller symboler, så man kan se hvordan, plasten skal sorteres, og hvad der kan genanvendes. Her kan du se forskellige bogstaver og tal, som plast kan være mærket med: • • • • • • PET PoleEthylen-Terephtalat er mærket med et 1-tal PE-HD PolyEyhylen-High Density er mærket med et 2-tal PVC PolyVinylChlorid er mærket med et 3-tal PE-LD PolyEthylen-Low Density er mærket med et 4-tal PP PolyPropylen er mærket med et 5-tal PS PolyStyren er mærket med et 6-tal. Tomme flasker til shampoo, eddike, opvaskemiddel og bøtter til is, marmelade og andet mad er oftest lavet af plastiktyperne PE-HD eller PP, som kan genanvendes, hvis de er rene. Flasker til sodavand, kildevand og andre drikkevarer er oftest lavet af PET, som også er egnet til genanvendelse. Når man afleverer rene plastemballager til genanvendelse, bliver de først sorteret, renset og knust. Bagefter smelter man plasten om til nye ting. Det kan være til kompostbeholdere, havemøbler eller plastikrør, som man ruller gulvtæpper op på. Plasten fra sodavandsflasker kan også bruges til nye sodavandsflasker. PVC er en særlig plasttype, som indeholder klor. Når PVC forbrændes frigives kloren og danner syreregn, som ødelægger skovene. Derfor er det vigtigt, at PVC bliver samlet ind. Ting af PVC deler man op i hård PVC og blød PVC. Den hårde PVC – fx tagrender, rør og tagplader – kan industrien genanvende. Den bløde PVC – fx gummistøvler, regntøj, vandslanger, gulve og baderinge – kan ikke genanvendes, fordi den er tilsat stoffer, der gør PVC’en blød. De mest almindelige blødgørere i PVC hedder ftalater. Ftalater kan skade dyr og planter i søer og have. Det er også mistænkt for at fremkalde allergi og ødelægge menneskers mulighed for at få børn. Derfor lægger kommunerne den bløde PVC på deponi. Selvom kommunerne indsamler PVC for at undgå, at det bliver brændt, regner man alligevel med, at mere end halvdelen af PVC-affaldet havner på forbrændingsanlæggene. Det PVC, der ikke bliver sorteret fra, er en masse små dagligdags ting, som fx børster, pensler, betalingskort og handsker til rengøring . Desuden indgår PVC ofte som en mindre del af en større ting som fx sportstasker og tøj med tryk, hvor det kan være svært at opdage. Hvad kan du gøre? Du skal aflevere dit plastaffald på genbrugsstationen fx gammelt plastlegetøj, gummistøvler, plastdunke, m.v. For at man kan genanvende plasten, skal det være rent. Derfor skal du skylle madrester o. lign. af, inden du afleverer det. Husk, at der også er pant på plastflasker til øl og sodavand, så dem kan du aflevere i supermarkedet. Køb ikke ting, som er lavet af blød PVC. Langt de fleste ting kan du købe i mere miljøvenlige plastmaterialer. Opgave 1: Hvor mange plasttyper har I derhjemme? Prøv at se, hvor mange plasttyper, I kan finde derhjemme. I kan fx lave et skema med plasttyperne (bogstaver/tal) henad, og plads til at skrive produkter (shampoo, regntøj, havestol, mv.) nedad. I klassen kan I tælle op, hvor meget I har tilsammen, og hvilke typer der er flest af. Opgave 2: Hvor bruger man plast? Sæt jer i mindre grupper og skriv ting ned, der er lavet af – eller indeholder plast – fra A til Å (Actionman, badebolde, computere...). I kan fx gå en tur rundt på skolen og finde inspiration. Opgave 3: Hvor meget plast bruger man egentligt? I kan lave mange sjove udregninger, der handler om plast. Fx hvor mange plastposer tror I, at en almindelig familie i gennemsnit køber på en uge? Hvad giver det på et år?