Det er gæssene der bestemmer om vi bliver

12
RIBE
MANDØ-SERIEN
Tekst og foto:
Annett Bruhn
Tlf. 7912 4642, [email protected]
Det går dramatisk tilbage med indbyggertallet på Mandø. Tallet
er mere end halveret
siden årtusindskiftet.
I dag er der kun omkring tredive faste
mandøboere, og der
er ikke umiddelbart
noget, der tyder på,
øen kan tiltrække nye
kræfter.
De mandøboere, der
er tilbage, kæmper for
deres ø og prøver holde sammen på de få og
vigtige institutioner,
der er tilbage på øen.
Serien begyndte i tirsdags og slutter i morgen.
Tirsdag 28. december:
MANDØS OMDREJNINGSPUNKT SKAL STYRKES
■
Onsdag 29. december:
DET ER BÅDE SJOVT OG
SURT AT BO PÅ MANDØ
■
Torsdag 30. december:
DET ER GÆSSENE DER
BESTEMMER OM VI BLIVER
■
Fredag 31. december:
JEG KOMMER TIL AT LUKKE
OG SLUKKE PÅ MANDØ
ESB
torsdag 30. december 2010
Det er gæssene der
bestemmer om vi bliver
LANDMANDSLIV: Hjemme hos Johanne og Kasper Nielsen fungerer alt lige som i de andre småbørnsfamilier. Forskellen er bare, at de bor på Mandø, hvor tidevandet bestemmer en del. Og bramgæssene en
hel del mere end familien synes om.
D
et er gråt og regnfuldt og lige omkring spisetid. Julie
på tre år er ved at få tørre
bukser på, og lillebror Tobias på knap et år følger nysgerrigt med. På komfuret er
kartoflerne i kog, og Johanne har hældt kødsovsen fra i
går op i en gryde. Alt i alt ligner det de fleste småbørnsfamilie-køkkener lige inden
aftensmaden. Den eneste
forskel er, at vi befinder os
på Mandø midt i Vadehavet.
Og at øen lige nu er isoleret
fra resten af verden på
grund af tidevandet.
– Vi er kommet meget på
Mandø i ferier og på fridage,
fortæller Johanne, mens
hun rører i gryderne.
– Kaspers familie har boet
herovre i mange år, og han
er vokset op her. Vi kan godt
lide den måde øen fungerer
på, fortsætter Johanne, der
stammer fra Holland. Kasper og Johanne er begge 26
og mødte hinanden for ni år
siden på landbrugsskolen
og har begge arbejdet indenfor landbruget siden.
– Vi ville være flyttet herover noget før, men det
skulle også passe med økonomien. Da Kaspers tante
og onkel, Ellen og Kjeld, begyndte at snakke om at sælge en af deres ejendomme,
slog Kasper og Johanne til.
P
ARRET OVERTOG ejendommen i april 2007 og flyttede permanent til Mandø
den 1.oktober sidste år. Og
det har de ikke fortrudt,
selvom det ikke er det nemmeste sted at slå sig ned
med småbørn.
– Det eneste, der altid driller mig, er tidevandet. Men
sådan vil det jo altid være,
smiler Johanne.
– Det kan være lidt be-
Johanne og Kasper Nielsen har altid ønsket at bo på Mandø, og det unge par håber, at de kan blive boende på vadehavsøen.
sværligt at få det til at gå op
med at hente og bringe i børnehave og dagpleje i Hviding. Men sådan er det. De
skal i institution, for de har
ingen muligheder for at udvikle sig socialt her på øen.
Der er ikke andre børn på
deres alder, forklarer hun.
– Nogle gange tænker jeg,
at vi måske burde flytte for
deres skyld. Men på den anden side er det jo også godt
at være barn herovre. Ind
imellem kunne man da også
godt ønske sig, at der var
nogle flere yngre folk herovre. Men det er jo mest om
vinteren, her er stille.
D
ET ER DET IKKE i køkkenet på Mandø. I et overraskende højt tempo kravler
Tobias pludrende rundt ef-
ter sin storesøster, der er
sprængfyldt med energi.
Udenfor er det er blæst op.
– Jeg går i mødregruppe i
Hviding og er i kontakt med
veninder på Facebook. Og to
af dem ser jeg jævnligt. Jeg
har også meget kontakt med
mine to søstre, der bor i Vejrup og Glejbjerg. Så det er
fint, siger den meget rolige
og meget unge landmandskone fra sit køkken lige ved
diget på en ø i Vadehavet.
K
ASPER ER KOMMET ind
af døren og bliver mødt med
glædesskrig fra sine to
børn. Han har været ude på
diget det meste af dagen
sammen sin onkel Niels Kristian for at samle fårene ind
for vinteren. Kasper er født i
Høm, og hans familie flytte-
de til Mandø, da Kasper var
to år. Mange af øens beboere
er i familie med den unge
landmand, der sammen
med sin kone har 20 køer, 33
kalve og en tyr.
– Det kan man ikke leve af,
smiler Kasper og tager Tobias op fra gulvet.
– Så jeg bliver nødt til at
arbejde lidt ved siden af, og
planen er, at jeg skal overtage min fars landbrug.
Men for at familien kan leve af landbruget, skal der
ske noget drastisk, og Kasper og Johanne er i vildrede
omkring deres fremtid.
– Hvis der ikke er landbrug på øen, kan vi ikke bo
her, fastslår Kasper, der ville
være meget ked af at flytte
fra Mandø, hvor familien altid har ønsket at leve.
– Det er gæssene, der bestemmer, om vi kan blive
boende.
– Ja, dem og så politikerne. Bramgæssene spiser alting og umuliggør et landbrug, forklarer han.
– Hvis vi bliver tvunget til
at få et job på fastlandet, er
vi nødt til at flytte, siger Johanne og fortsætter:
– Vi vil blive ved at have
huset som sommerhus,
men det er jo ikke det samme.
– Hvis bare jeg kunne få
lov til at skyde de gæs, jeg
vil, lyder det indtrængende
fra Kasper.
– Så ville der være mere
jord. Og hvis der var mere
jord, kunne vi have flere
dyr. Og så kunne vi blive på
Mandø.
Bramgåsen er både elsket og hadet
NATUR: Bramgæs er et smukt syn for turisterne, men noget af en plage for
landmændene på vadehavsøen.
De seneste år har fugleelskere haft stor glæde af at
opleve et stadigt stigende
antal bramgæs på Mandø.
Dog har de været en prøvelse for landmændene, da
de har spist så meget af øens
græs, at det ikke har kunnet
vokse ud igen, før får og køer har skullet på græs.
– Fordi antallet af bramgæs er steget meget har arten spredt sig til det danske
vadehav, fortæller Forskningschef i DMU på Aarhus
Universitet, Jesper Madsen,
der afsøger forskellige muligheder, der kan afhjælpe
problemerne på Mandø.
– Det bliver mere og mere
kompliceret. Der er mange
interesser i området, siger
han om nationalparken.
Normalt opholder gæssene sig primært på græs, men
efterhånden også på vintersæd, så landmændene på
Mandø har opgivet at så vintersæd, da bramgæssene alligevel spiser det hele, for-
tæller Niels Christian Nielsen, der er landmand på
Mandø, og som gerne ville
have tilladelse til at holde
bestanden nede lokalt.
– At begynde at skyde
bramgæssene er ikke en løsningsmulighed på Mandø,
mener Jesper Madsen.
– For det første ville det
skræmme engfuglene væk,
og for det andet ville der
skulle skydes et uforholdsmæssigt stort antal for at
batte noget.
I januar 2010 blev der bevilget et tilskud, det såkaldte »gåsetilskud«, men der er
ingen af de berørte landmænd, der har søgt om tilskuddet, da de ikke kan leve
med de medfølgende betingelser
– Det er svært at finde en
tilskudsordning, der kan tilfredsstille alle parter, konkluderer Jesper Madsen, der
for øjeblikket forsker i forskellige alternative skræmmemetoder af bramgåsen.
Der er delte meninger om Bramgåsen i vadehavsregionen.
Turisterne elsker dem, mens de går landmændene på nerverne.