Bogen om Morgenrøde - Rollespilsakademiet

Transcription

Bogen om Morgenrøde
Dokumentation af et rollespil om et 70’er kollektiv
Dokumentation af et 70’er rollespil
Redaktører
Casper Gronemann
Claus Raasted
1
Dokumentation af et 70’er rollespil
Redaktører
Casper Gronemann
Claus Raasted
Indholdsfortegnelse
1. udgave, 1. oplag, 2014
978-87-92507-22-8
Redaktion
Casper Gronemann & Claus Raasted
Layout
Claus Raasted
Coverfoto
Bjarke Pedersen
Fotos
Bjarke Pedersen
Jonas Trier-Knudsen
Marie Louise Raasted Herløvsen
Signe Hertel
Søren Lyng Ebbehøj
Bidragsydere
Anders Lyng Ebbehøj
Astrid Andersen
Casper Gronemann
Claus Raasted
Elin Nilsen
Jonas Trier-Knudsen
Josefine Ottesen
Kaya Toft Thejls
Klaus Meier Olsen
Liv Lykke Schubert
Louise Amalie Juul Sønderskov
Silas Boje Sørensen
Simon Steen Hansen
Søren Lyng Ebbehøj
Tina Heebøll Arbjørn
Troels Barkholt-Spangsbo
Forord
af Josefine Ottesen
6
Tak!
af Morgenrødegruppen
8
Hvad er rollespil?
af Claus Raasted
12
Hvad er Nordic larp?
af Claus Raasted
16
Hvad var Morgenrøde?
24
Jeg er sgu’ en moderne hippie
af Claus Raasted
29
Morgenrøde, rollespil og nær historie
af Elin Nilsen
34
Hverdagens illusion
af Kaya Toft Thejls
40
Elsker jeg mine medkollektivister?
af Tina Heebøll Arbjørn
44
Rendyrket idioti
af Louise Amalie Juul Sønderskov
50
Hvordan simulerer man et syretrip?
af Liv Lykke Schubert
56
Ud med lortet!
af Simon Steen Hansen
62
Om at blive voksen
af Kaya Toft Thejls
72
Forlag
Rollespilsakademiet, Copenhagen, Denmark
Gratis PDF version
www.rollespilsakademiet.dk/webshop/morgenrode.pdf
Morgenrøde blev støttet af Dansk Ungdoms Fællesråd IS
4
5
Make love, not war!
Fra jeg var nitten til jeg var seksogtyve boede jeg i kollektiv i Svendborg.
Det var ikke helt som i Morgenrøde, men mange af de grundlæggende diskussioner har rollespillet ramt meget præcist. Som “gammel hippie” er det
interessant at se hvor meget sex, nøgenhed og stoffer fylder i historien om
Morgenrøde. Det er forståeligt nok som en del af det historiske aspekt, og
en god måde at sætte det store spørgsmål på spidsen rent dramatisk: den
grænseløse rummelighed og ønsket om den fulde individuelle frihed. Men lige
netop den refleksion disse elementer skaber hos spillerne siger mig også
noget om, hvor stærkt de yngre generationer er bundet af ønsket om kontrol
og perfekt performance - og måske netop derfor føler sig tiltrukket af de dele
af hippie-bevægelsen, der udsprang af et stærkt ønske om autencitet.
Hippiebevægelsen stod selv i stor gæld til den “Jugendbewegung”, der var
meget stærk før Første Verdenskrig, og måske er det på tide at lade pendulet
svinge igen, så nysgerrigheden og glæden og troen på fremtiden i den her
forunderlige verden endnu engang - omend bare for en periode - vinder over
angsten for den klimaskabte apocalypse og frygten for at være en taber.
6
7
Put some flowers in your hair!
Og god læsning.
Josefine Ottesen
Forfatter
Tak!
Det har været en stor oplevelse, hårdt arbejde, og frem for alt spændende, at
planlægge og afvikle Morgenrøde. Vi er enormt glade for al den støtte, entusiasme og glæde vi har mødt fra alle sider undervejs, og selvfølgelig især fra
vores deltagere. Tusind tak for det! Vi vil dog gerne lige bruge et par linjer på at
sige tak til de folk, der har hjulpet os undervejs i projektet.
Først og fremmest skal en hyldest lyde til Dansk Ungdoms Fællesråd, DUF, som
gennem Initiativstøtten har gjort projektet til virkelighed.
Vi vil også gerne takke vores sponsorer og samarbejdspartnere:
Naturmaling.dk – Uden jer var kunsten og kussetrykkene ikke blevet til noget.
Græsrodsgården – Tusind tak for at invitere os indenfor i jeres fantastiske bygninger.
Rollespilsfabrikken – Tak for lån af lagerplads, værksted og udendørs biograf.
Landsforeningen Bifrost – For at støtte udgivelsen af denne bog.
Derudover har en række enkeltpersoner hjulpet os undervejs:
Luciano Foschi – Madlavning
Peter Munthe-Kaas – Fotoshoot
Vivi Sørensen og Boje Poulsen – Indkøb
Flemming Jacobsen – Bustransport
Rasmus Høgdall – Layout
Endelig vil vi sige en kæmpe tak til Casper Gronemann og Claus Raasted, som
har samlet og redigeret denne bog.
Tusind tak for det!
Fred og Kærlighed,
Morgenrødegruppen
Anders Lyng Ebbehøj, Astrid Andersen, Jonas Trier-Knudsen, Klaus Meier Olsen,
Silas Boje Sørensen, Søren Lyng Ebbehøj og Troels Barkholt-Spangsbo
1) Fra øverst tv: Anders, Astrid, Jonas, Klaus, Silas, Søren, Troels (Foto: Bjarke Pedersen, Søren Ebbehøj)
8
9
“Scenariet formåede at rokke ved mine fundamentale holdninger som menneske. Det lyder sært, men scenariet har gjort mig til feminist, og har fået
mig til at indse hvor irrelevant og ligegyldig min tidligere argumentation imod
feminisme har været.”
- Luciano Foschi (Mad-Mogens)
10
11
Hvad er rollespil?
af Claus Raasted
Denne bog handler om rollespillet Morgenrøde, men for at sikre, at alle er på
samme side når de begynder på læsningen har vi valgt at skrive et par korte ord
om hvad rollespil egentligt er. Herhjemme i Danmark er rollespil en utroligt populær børnehobby, som gerne involverer elverører, orksminke og drabelige kampe
med latex-sværd.
Derfor kan det være svært at gennemskue hvad det har at gøre med 30 voksne
mennesker, der på en gammel gård udenfor Holbæk leger 70’er kollektiv i et par
dage. Så er du lidt i tvivl om hvad rollespil er for en størrelse, så læs videre.
Et af formålene med denne bog er at vise en anden slags rollespil frem. Til rollespillet Morgenrøde lagde 30 deltagere mellem 18 og 43 deres normale jeg på hylden
i et par dage for opleve et 70’er kollektiv på godt og ondt. Sociologen Nynne
blev til den aldrende lesbiske kvindeforkæmper Kvinde-Jette, reklamegrafikeren
Rasmus blev til den militante revolutionære Kresten og karrierekvinden Caroline
blev til den hårdtarbejdende håndværker Blik-Trine. Væk for en tid var undervisningsforberedelse, deadlines og hverdagsliv. I stedet handlede det i tre dage om
fællesmøder, kussetryk og Rød Tuborg.
I bund og grund er rollespil organiseret leg, hvor man leger man er en anden.
Hverken mere eller mindre. Det betyder ikke, at det altid er ”sjovt” - for leg kan
sagtens være alvorlig. Det betyder heller ikke, at det altid er for børn, for voksne
kan også lege. Og vigtigst af alt, så findes der ligeså mange genrer i rollespil, som
der gør i udtryksform som film, teater og musik. Det er en måde at skabe historier
på, og en måde at opleve historier på.
Ligesom til andre rollespil var der dog dele af oplevelsen, som blev simuleret i
stedet for udspillet. Når orkerne og elverne slås i skoven er det med bløde latexvåben i stedet for stålsværd, for ingen har lyst til at komme til skade bare fordi
legen er vild. Til Morgenrøde var der ingen sværd, men i stedet var der regler
og spilmekanik der hjalp til at simulere sex, stoffer og alkohol. Ingen tog rigtige
stoffer, øllene var alkoholfrie og sex-akterne var simulerede og foregik med tøj på,
men de følelser, der blev fremkaldt som en del af spillet, var virkelige.
I et rollespil leger man, at man er en anden person. Simplere kan det faktisk ikke
siges. Det betyder dog, at mulighederne er stort set uendelige. Det kan handle
om russiske ubådsfolk ombord på en gammel dieseldrevet ubåd i 1963, om den
rituelle overgang fra barn til voksen i et stenalderinspireret stammesamfund eller
om to mennesker, der vågner op i et festival-telt, ved siden af hinanden, uden at
vide, hvordan de er endt der.
Noget af det som rollespil kan, er nemlig at skabe en følelsesmæssig oplevelse,
fordi man ikke bare ser på, men er med til at skabe oplevelsen. Filmen ser man.
Bogen læser man. Rollespillet skaber man. Det betyder, at selvom det ”bare” er
en leg som vi alle sammen er enige om, så kan den føles utroligt virkelig undervejs. Og de erfaringer vi gør os i spillet, kan vi tage med videre til vores virkelige
liv, hvor de giver grobund for refleksion og spændende samtaler.
Rollespil kan være mange ting, men de mest populære rollespil er dem, som
indeholder rigelige mængder af sværdsvingende krigere og kampe mellem godt
og ondt i den mørke skov.
Når alt kommer til alt er det nemlig det, som denne her bog handler om. Refleksion og spændende samtaler. Derfor håber vi, at du vil få ligeså meget ud af at
læse den som vi har fået ud af at skrive den.
2) Spillerne lytter til arrangørerne forklare hvordan det kommer til at fungere før spillet starter (Foto: Jonas Trier-Knudsen)
12
13
“Selv om det til tider var besværligt med en hovedarrangørgruppe på syv, var
det fedt som uprøvet scenariearrangør at lave et scenarie der gjorde noget
nyt (som DrugBoxen og det med nøgenhed). Vi var tre nye arrangører og fire
erfarne, og jeg lært utrolig meget af det, for der var både sikkerheden fra folk
der havde prøvet det her mange gange før, og frihed til at komme med ideer
selv.”
- Astrid Andersen (Arrangør)
14
15
Hvad er Nordic larp?
af Claus Raasted
Ligesom der findes mange filmtraditioner og litterære traditioner findes der indenfor rollespil mange traditioner. Amerikanske rollespil fra østkysten har en tendens til at være regeltunge virkelighedssimulationer, der gør det muligt for selv en
kørestolsbruger at spille en mægtig kriger. I Italien findes der en lang tradition for
mordmysterie-rollespil, som tit tager udgangspunkt i en middag og et (heldigvis
fiktivt) mord. Og i de nordiske lande findes der altså en tradition, der slet og ret
kaldes for “Nordic larp” (=nordisk rollespil).
Udtrykket ‘larp’ stod engang for Live Action Role Play, men er efterhånden blevet
til sit eget ord, lidt i samme stil som LASER og UFO, der for længst er blevet hverdagsbetegnelser. Men hvad har det med de nordiske lande at gøre? Koblingen
er den, at der siden midten af 1990’erne har udviklet sig en særlig rollespilstradition med fokus på følelser, visuel troværdighed og svære spørgsmål. Selvom det
meste rollespil i Danmark handler om orker, elvere og latex-sværd, så findes der
også tilhængere af denne nordiske tradition, der laver rollespil om fangelejre,
fredsbevarende styrker og værdien af menneskeliv.
Morgenrøde var et sådant Nordic larp. Målet med rollespillet var at give de 30
deltagere en fornemmelse af hvordan det var at bo i kollektiv i 70’erne – og mest
af alt at forsøge at indfange tidsånden i løbet af et par intense dage. Det var ikke
meningen, at Morgenrøde skulle være en troværdig simulation af et 70’er kollektiv
– men det skulle føles som om, det var det, det var. Håbet var at give deltagerne,
der spændte i alder fra 18 – 43, en bedre indsigt i, hvordan kollektivlivet var.
Det som rollespil i den nordiske tradition er berømt for – i rollespilskredse, forstås
– er evnen til at skabe nogle meget stærke oplevelser. Ved brug af rolleworkshops, moderne spildesign og visuel realisme er det lykkedes at give deltagere
til mange af disse Nordic larps nogle emotionelt hårdtslående erfaringer fra et
par dages alvorlig voksenleg. Denne form for rollespil breder sig stille og roligt,
og hvor der for ti år siden primært blev spillet denne slags ”alvorligt rollespil med
noget på hjerte” i Norden, finder man nu Nordic larps så langt væk som USA og
Brasilien.
Rollespil som medie er i rivende udvikling, og interessen for netop den nordiske
tradition er eksploderet. I bund og grund er grunden til, at nordisk rollespil virker
så stærkt, præcis den samme som grunden til, at ”normalt” rollespil kan noget
ganske særligt. Man er ikke passiv tilskuer, men aktiv medskaber. Selvom der tit
er givet et oplæg til, hvad spillet skal handle om, så er det deltagerne der skaber
historierne gennem en fælles leg med identitet. Man er ikke bare kulturforbruger,
men kulturskaber.
Og det giver nogle gange oplevelser, som rammer lige i mellemgulvet.
3) Scene fra det nordiske rollespil “What are you worth?”, der blev filmet til Discovery Channel (Foto: Allan Eising)
16
17
“For mig var det vigtigste ved Morgenrøde diskussionerne i grupper efter
rollespillet var færdigt. Jeg havde spillet sammen med en gruppe andre kvinder, og vi snakkede om hvor meget vi skyldte vores medsøstre fra 70’erne og
hvor meget ligestillingsarbejde der stadig er at tage hul på.”
- Anna Westerling (Ruth)
18
19
Hvad var Morgenrøde?
Morgenrøde var et live-rollespilsscenarie om et kollektiv i starten af 1970’erne. De
31 spillere var kollektivets beboere og skulle få dagligdagen til at fungere med alt,
hvad det indebar, af fællesmøder, fri sex og syretrips.
Scenariet løb over tre akter plus en prolog og en epilog. Det tog to dage at
spille. Der var markante spring i tid mellem hver akt, så scenariet dækkede hele
kollektivets to-årige levetid. Spillerne fik dermed lov til at opleve både drømmene
og idealerne ved kollektivets start, samt frustrationen da de indre modsætninger
endte med at rive det fra hinanden. Både før og under scenariet – mere præcist
mellem hver akt – var der en række workshops, hvor spillerne arbejde med deres
relationer til andre roller og fik indflydelse på, hvor de gerne ville trække scenariet
hen i den kommende akt.
I starten af anden og tredje akt blev der holdt et fællesmøde i kollektivet Morgenrøde. På dem blev det besluttet hvilke regler der skulle gælde for kollektivet
i den kommende akt. Reglerne var blevet foreslået af rollerne under spillet, hvor
der hang en opslagstavle til forslag. Arrangørerne udvalgte de mest spilskabende
af de foreslåede regler og rollerne stemte om dem til fællesmødet, hvor en arrangør agerede facilitator og sørgede for, at det ikke blev for langt. Til møderne
fungerede arrangøren også som en form for teater-instruktør, der kunne “klippe”
i tiden for at simulere, at mødet trak ud. Dette blev gjort ved at sige ting som
“Godt, det er nu en time senere, og I skal til at stemme om lidt.” Imens bar medarrangører tomme ølflasker ind for at illustrere, at der også var blevet drukket
en del undervejs.
Hver akt havde sit eget definerende tema, som spillerne havde stor frihed til at
spille indenfor. Der var også en række virkemidler som de kunne bruge til at
fortælle deres historie med.
Mest fremtrædende var DrugBoxen, der var vores måde at simulere et LSD-trip
på. Den bestod af et mørklagt rum. Inden i dette var et mindre aflukke af ostelærred som vi kunne projektere psykedeliske visuals på. Spillerne tog altid LSD
i par, og når man gjorde det, satte man sin relation med hinanden på spil. Hvis
man fik et godt trip gik relationen i en mere positiv retning. Fik man et dårligt gik
den i en mere negativ. Spillerne trak så et kort for at afgøre om trippet blev godt
eller dårligt og der var særlige visuals til hver form for trip.
Selve trippet foregik i det aflukkede rum og bestod af en kort rollespilsscene, der
lå et sted mellem bord- og liverollespil. Spillerne fortalte nogle dele af scenen og
spillede andre fysisk. En af arrangørerne var inde som en åndeguide, der satte
scenen. Ofte var scenerne allegoriske eller surrealistiske. To af spillerne spillede
bl.a. to hjorte, der fandt verdens lækreste græs i et godt trip og to andre spillere
udspillede fødslen af et deformt barn i et dårligt trip. Efter scenen diskuterede
spillerne, hvordan den ville påvirke deres rollers relation og derefter gik de tilbage
i spil. Rollerne kunne huske, hvad der konkret skete i scenen, samtidig med, at
spillerne var bevidste om, at det skulle forandre deres relation.
Derudover brugte scenariet en række andre virkemidler. Til at simulere sex brugte
vi en teknik, hvor man først aftalte, hvad der skulle ske, og derefter holdt fast i hinandens arme og simulerede akten gennem vejrtrækning og lyde. Til sidst holdte
hver spiller en kort monolog om sin rolles følelser omkring sexakten. Dette foregik
påklædt, for at spillerne ikke skulle overskride hinandens grænser mere end selve
den simulerede sex nødvendiggjorde. Der var også en del afslappet nøgenhed til
scenariet, men vi havde regler om steder inde i spillet, hvor man ikke måtte være
nøgen - f.eks. bollerummet og køkkenet.
4) Blik-Trine hedder i virkeligheden Caroline og arbejder til daglig med ledelse (Foto: Jonas Trier-Knudsenl)
20
21
Visionen bag Morgenrøde
Hyldest, opgør og kærlighedserklæring
Blomster i håret, peace-tegn og drømmen om fred og kærlighed. Feministiske
happenings, lilla bleer på hovedet og fri sex. Syrerock, Woodstock og LSD-trips.
Hævede næver, maoisme og troen på en snarlig revolution.
Det var dette kaos af holdninger og ideer om en ny verden som vi gerne ville
fange i Morgenrøde. Vi ville gerne arbejde med, hvad der ville ske, når alt fra
revolutionære maoister til drømmende blomsterbørn skulle have et kollektiv til at
fungere. De mange interne modsætninger i hippie-bevægelsen fungerede som
facilitator for drama og sørgede for, at det var spillernes egne handlinger der
endte med at ødelægge kollektivet. Ganske som virkelighedens hippier ville de
simpelthen i for mange retninger på én gang.
Billederne på hippie-bevægelsen er mange og fyldt med modsætninger. I dag kan
vi kigge tilbage og undre os over, at en så kaotisk bevægelse kunne skabe så
store ændringer. For hippierne ændrede verden. Måske bare ikke i en grad, som
de kunne have ønsket sig. Vi fik aldrig vandmandens nye tid eller den maoistiske
revolution. Men de influerede verdens gang på trods. Deres opgør med 1950’ernes drøm om parcelhuset, den hjemmegående kone og de to velfriserede børn
var med til at skabe den verden vi lever i i dag. Mange der sætter spørgsmålstegn
ved samfundets normer, bygger videre på hippiernes ideer, og står på skuldrene
af de sejre de fik i hus.
Men hippie-bevægelsen var ikke kun smil, batiktryk og hash i solen. Der var også
mørke. For hver kvinde, der gjorde op med sin undertrykkende mand var der et
hjerte der blev knust i eksperimenterne med alternative parforhold og fri sex. For
hvert sind der blev åbnet gennem yoga og østens mystik var der et der kom for
langt ud i jagten på det næste trip. For hver fredelig demonstration imod Vietnamkrigen var der en plan om voldelig revolution.
Hippie-bevægelsen var både fri kærlighed og jalousi. Åbne sind og overdoser.
Blomster i geværer og molotov-cocktails kastet mod politiet.
Scenariet er på samme tid en hyldest, et opgør og en kærlighedserklæring. Hyldesten ligger i vores anerkendelse af hippiernes sejre. At få spillerne til at se, at
vor tids mindre fordømmende seksualmoral og større lighed mellem kvinder og
mænd kun er kommet fordi, der er nogen der har kæmpet for dem.
Opgøret er en erkendelse af, at alt ikke var en dans på roser. Hippierne prøvede
at gøre op med alle tænkelige normer og det var langt fra alle steder de sejrede.
I opgøret ligger der også et opgør med den undertrykkelse, der bliver skabt i
den bedste mening. Mange af rollerne i Morgenrøde kæmper aktivt for en bedre
verden. En verden med mere lighed og frihed. Men når den bedre verden skal gå
fra drøm til virkelighed er de nødt til gå på kompromis. Tvinge andre til at følge
deres regler, fordi de i sidste ende skal føre til fremtidens samfund. Føre til mere
frihed og lighed. Opgøret med hippie-bevægelsen handler om, hvordan deres
idealer holder til mødet med virkeligheden og det hykleri, der ligger i at tvinge
andre i frihedens navn.
Selvom Morgenrøde forholder sig kritisk til hippie-bevægelsen, er det dog i sidste ende en kærlighedserklæring til ånden fra de tidlige 1970’ere. Ikke bare til
de højtravende tanker om at ændre verden, men også til musikken, kunsten og
kulturen, som stadigvæk påvirker os. For hippierne prøvede at ændre alting. Intet
var for stort og intet var for småt. Derfor kan de også virke komiske i dag. Det var
ikke kun åndelig frigørelse, ligeløn og revolution. Det var også en klippefast tro
på, at selv små ændringer var vigtige.
Jo længere vi gravede os ned i vores research jo flere små fantastiske historier
stødte vi på, om mennesker der brugte hippie-bevægelsen til at kæmpe for deres
egen mikroskopiske ændring af verden. Nogle ville redde verden med vegetarisk
mikro-makro mad. Andre ville skrive politiske strikkebøger eller spille trommer
mens de var skæve. Hippie-bevægelsen var åndssvag. Og alt, alt for meget. Og
det er derfor, at vi elsker den.
Morgenrøde var et scenarie om hippiernes ideer – store som små.
5) Alberte (tv.) og Alex (th.) hedder normalt Nina og Linda. Nina er kunstner og Linda er Associate Professor på Niels Bohr
Institutet ved Københavns Universitet (Foto: Signe Hertel)
22
23
De tre temaer
Det er næsten umuligt at sige noget endegyldigt og samlet om hippie-bevægelsen. Derfor delte vi vores scenarie op, så det handlede om tre konkrete temaer,
der kom til udtryk i kollektivet Morgenrøde. Igennem dem prøvede vi at fange
essensen af, hvad der fascinerer os ved tidsperioden. Det gav en mere fokuseret
fortælling om oprør, fri sex og udvidelse af sindet i stedet for en fortælling, der
prøvede at ramme alt der skete i perioden.
Oprøret var vores politiske tema. Gennem det satte vi fokus på den revolution,
der var så vigtig for så mange i og omkring hippie-bevægelsen. Indenfor temaet
oprør er revolutionen noget konkret. Det er en omstyrtning af de nuværende samfund og oprettelsen af noget nyt. Måske gennem en voldelig bemægtigelse af
produktionsmidlerne. Måske ved at være et eksempel som andre følger. Et tema
om oprør kan nemt løbe af sporet og ende med at handle om noget, der aldrig
sker i selve spillet. Der er trods alt ikke nogle fabrikker man kan storme.
Derfor var fokus ikke på, hvad der skulle ske, når revolutionen kom. Det var
snarere på, hvordan man bedst var revolutionær i dagligdagen i Morgenrøde.
På et fællesmøde valgte rollerne at opløse den private ejendomsret. Alting tilhørte
nu fællesskabet. Det gav en række konkrete konflikter om, hvor langt rollerne var
parate til at gå for revolutionen.
Vi valgte bevidst ikke at prøve at simulere virkelighedens syretrip, men at give
spillerne en fornemmelse af hvordan stoffer både blev oplevet som fantastiske og
forfærdelige.
Gennem DrugBoxen blev stofferne en integreret del af scenariet og skabte udvikling i rollernes forhold. Det forhindrede at konflikterne mellem rollerne blev
statiske, da netop rollernes forhold til hinanden kunne blive rystet op efter en
tur i DrugBoxen. Derudover skabte stofferne en række konflikter, da nogle roller
mente, at de begyndte at spille en for stor rolle i kollektivet. En klar parallel til
virkelighedens hippie-bevægelse, hvor stofferne også endte med at ødelægge
mere end de gavnede.
Rollespil og levende hippier
Fri sex var vores tema, der berørte køn. Det handlede både om kvindefrigørelse
og frigørelse af menneskekroppen. Kvindefrigørelsen i 1970’erne var både meget
forskellig og meget lig vore dages feminisme. Den havde samme fokus på at give
kvinder de samme muligheder som mænd, men kampene foregik andre steder.
Det handlede om fri abort. Om retten til overhovedet at være på arbejdsmarkedet.
Om at have ret til at have sin egen seksualitet. Men den frie sex handlede om
mere end kvindekampen. Den handlede også om hippiernes opgør med deres
forældres generation, hvor sex var noget der skete bag nedrullede gardiner i
ægteskabet. Morgenrøde havde et bollerum og sex var en almindelig del af hverdagen. Der opstod en række konflikter i forhold til, hvor fri sexen egentlig skulle
være og i løbet af scenariet blev flere af rollernes parforhold sat på prøve, som
en konsekvens af den frie sex. Rollerne diskuterede længe om ’parholdet’ som
institution helt skulle opløses, men endte med at stemme det ned til et fællesmøde
med et snævert flertal. Mere end én rolle stemte nej ud fra sin egen jalousi og
angst for at miste den de elskede.
Udvidelsen af sindet handlede både om stoffer og om hippiernes flirt med forskellige former for religiøs mysticisme. Det var dog stofferne – og særligt LSD – der
kom i fokus under afviklingen. Stofferne var en måde at åbne sin bevidsthed på og
opleve verden som den ”virkelig” er. Mange hippier brugte stofferne til at udvikle
sig selv, men mange endte desværre med at miste magten over dem.
24
Vi valgte at bruge rollespil som medie for at gøre spillerne til aktive medskabere af
fortællingen om kollektivet Morgenrøde. I rollespil har man som deltager en aktiv
rolle, hvor det er de valg man tager gennem sin rolle i fiktionen, der former oplevelsen for både en selv og andre. Ved at gøre deltagerne til aktive medskabere
forsøgte vi at gøre fortællingen om Morgenrøde og hippie-bevægelsen mere vedkommende. Scenariet indeholder meget dokumentarisk materiale, men gennem
rollespillet bliver det sat i spil på nye måder og brugt direkte i en fiktion.
Derfor var det vigtigt for os, at det var rollernes egne valg, der endte med at rive
Morgenrøde fra hinanden. I løbet af scenariet havde de fyldt kollektivet med deres
drømme og håb om en ny verden. De havde kæmpet for at forme det gennem
dagligdag og fællesmøder, så det blev præcis den form for kollektiv deres rolle
ønskede at leve i. Men rollernes forskellighed – ganske som den virkelige hippiebevægelses forskellighed – kunne ikke rummes i ét kollektiv. Morgenrøde brød
derfor ikke sammen på grund af udefrakommende faktorer, men fordi spillerne
handlede som de gjorde.
I vores øjne er det det rollespil kan: at gøre spillerne til aktive medskabere af en
fortælling, hvor de har større ejerskab og dermed bliver påvirket på en anden
måde end gennem andre medier.
25
“Morgenrøde var et befriende og belærende rollespil, der gav mig lov til at
være fri som en fugl, lege med mine egne grænser, og opleve på egen krop
hvordan det måske og formentlig kunne have været at bo i et klassisk kommunist-kollektiv.”
- Mads Jørn Frausig (Michael)
26
27
Jeg er sgu’ en moderne hippie
af Claus Raasted (Mande-Poul)
I midten af August 2014 deltog jeg i rollespillet Morgenrøde. I et par dage lagde
jeg Claus på hylden og spillede i stedet rollen som Mande-Poul og lod både hår,
skæg og revolutionær retorik vokse vildt. Mande-Poul var lidt 70’ernes idealmand
– blød når det skulle være, hård når det var nødvendigt og en af dem, der både
kunne tale om de store følelser og kløve brænde i bar overkrop. Desværre var han
også et hyklerisk røvhul, med læssevis af dårlige undskyldninger for hvorfor han
ikke skulle leve op til sine egne idealer.
At spille Mande-Poul var til tider ubehageligt, men føltes også som et skulderklap
Det lærte mig, at den dobbeltmoral jeg som menneske virkeligt ikke bryder mig
om, ikke blev mere spiselig fordi det var mig selv der serverede den. Det gav en
kvalm smag i munden at skulle servere Pouls groteske hykleri, og til tider blev det
nærmest komisk selv når det var ramme alvor.
Det var dog ikke Mande-Pouls afskyelige dobbeltmoral og min egen afstandtagen
fra den, som jeg kommer til at huske Morgenrøde bedst for. Nej, det som blev
meget tydeligt for mig ved at spille med, var hvor meget en moderne hippie jeg
egentlig er. Jeg har ellers aldrig tænkt på mig selv som specielt flippet og havde
nogen spurgt mig om jeg var en hippie i virkeligheden så havde jeg grinet og
svaret nej. Men det var før jeg deltog i rollespillet – nu har piben fået en anden lyd.
I mit hverdagsliv er jeg formand for foreningen Rollespilsfabrikken, og igennem
foreningen har jeg i snart ti år forsøgt at skabe et stærkt fællesskab, baseret på
åbenhed, tolerance, respekt og engagement. Jeg har siddet til sent om aftenen
og diskuteret alt fra pædagogiske principper til knaldelagner i foreningslokalerne.
Jeg har tørret opkast op efter andres fuldskab og jeg er blevet båret hjem af ”kammerater” efter en lidt for festlig aften. Jeg har forsvaret overfor en revisor, at vi
godt turde have 20.000 kr. liggende i et ulåst skab, fordi vi havde tillid til hinanden,
og jeg har fortalt en ung entusiastisk rollespiller, at han desværre ikke passede ind
i vores fællesskab og måtte gå.
Fællesmøderne som foregik i Morgenrøde kunne ligeså vel have foregået i
Rollespilsfabrikken. De vrede enetaler, de følelsesmæssige udbrud og de til tider
bizarre argumenter kunne nemt have handlet om orkmasker og toiletrengøring
i stedet for bollerum og verdensrevolution. Det var med en blanding af grin og
gråd, at det til Morgenrøde gik op for mig hvor meget de simulerede 70’er-møder
mindede om virkelighedens 2014-møder. Og det var med en blanding af stolthed
og opgivenhed, at jeg indså, at jeg stadig tror på basisdemokrati og forpligtende
fællesskaber.
Men det var ikke det eneste sted, hvor Morgenrøde faldt tæt på stammen. Diskussioner om køn, seksualitet og normer fløj gennem luften i kollektivet, ligesom de
flyver gennem luften i foreningen.
6) Claus forbereder sig til rollen som Mande-Poul i sit hjem (Foto: Marie Louise Raasted Herløvsen)
28
29
Et af vores medlemmer blev på et tidspunkt spurgt af sine forældre, om hun egentligt diskuterede køn og kønskamp med andre mennesker, for de syntes, at hun
var lidt vel diskussionslysten. Jeg kunne huske, at hun fortalte hvor overrasket hun
var blevet, for i hendes hverdag fyldte køn og snakken om det en del.
Som erklæret feminist og kønskriger er det også noget, der fylder i min hverdag,
og tanken om ikke at diskutere køn og ligestillingskamp er for mig ligeså fjern som
tanken om ikke at diskutere politik. I vores forening er køn noget som de fleste har
holdninger til, og hvis de ikke allerede har det, så får de det gerne hurtigt.
Uenigheder er der masser af, men der er en grundlæggende opfattelse af, at
køn ikke kan bruges som facitliste, men højst som guideline til at sige noget om
mennesker.
På samme måde er stærke holdninger til fri seksualitet noget som gennemsyrer
Rollespilsfabrikken ligeså meget som det var en del af Morgenrøde. Bevares, foreningen har ikke et bollerum og de fleste er enige om, at sex er noget der foregår
mellem mennesker bag lukkede døre. Alligevel har der været fester, hvor nogen
har knaldet ovenpå sovende venner, der bliver ikke set skævt til folk, der har haft
en del seksualpartnere indenfor samme vennegruppe og der bliver slået hårdt
ned på folk, som ikke er tolerante overfor f.eks. homoseksualitet. Åbne forhold
giver ikke anledning til løftede øjenbryn og det er ingen skam at have ”været lidt
rundt”. Skal man beskrive holdningen til sex i miljøet omkring Rollespilsfabrikken,
så er ”afslappet” nok ikke noget dårligt ord at bruge.
Den politiske kamp er dog en anden hos os i 2014. Der er ingen, der taler om
væbnet revolution eller at bemægtige sig produktionsmidlerne, og hvis nogen
foreslår at flytte på landet og blive selvforsynende vil de nok næppe blive taget
alvorligt. Vi er heller ikke alle sammen røde lejesvende, men befinder os forskellige steder på det politiske spektrum, og selvom der er overvægt til venstre for
midten er der stadig langt fra os til Morgenrødes politibekæmpende maoister. At
tage til demonstration er helt normalt, og flere er politisk aktive, men udtryk som
”pansersvin” er ikke velset, og et enkelt tidligere medlem af foreningen er den dag
i dag politbetjent.
Der er masser af forskelle på os og dem. Men der er også ligheder, som jeg slet
ikke havde tænkt over før min oplevelse i det fiktive 70’er-kollektiv. Og selvfølgelig
var Morgenrøde ikke en tidsmaskine, og selvfølgelig var den version af 70’erne vi
udspillede ikke virkelighed, men den gav alligevel noget indblik i hvordan det har
været nogle steder. Så efter at været kommet ud på den anden side af det er jeg
ikke et øjeblik i tvivl.
Jeg er sgu’ en moderne hippie.
Og det er jeg stolt af.
7) Winnie og Mande-Poul (på toilettet) i ophedet debat med Tommy og Sussie (Foto: Bjarke Pedersen)
8) Louise, Provo-Brian og Mande-Poul (med ryggen til) diskuterer kunst med Gregers (Foto: Bjarke Pedersen)
30
31
“Mørgenrøde har belønnet mig med en lang række lykkelige minder. Min
hukommelse giver let plads til en sorgfri nøgendans om bålet, men ungår
den sidste morgen. Det tragiske er lettere at beskrive, men det positive føles
stærkere.”
- Peter Schønemann Andreasen (Tommy)
32
33
Morgenrøde, rollespil og nær historie
af Elin Nilsen (Birgit)
Der er noget helt specielt ved at rollespille historie. Når man spiller historiske
perioder, har man en unik mulighed for at sætte sig ind i en verden, som virkelige
mennesker har levet, sørget, elsket, stresset, leet og grædt i. For mig giver det en
speciel forbindelse til perioden, som jeg tager med mig ind i mit eget liv bagefter.
serne, blev den så meget tydeligere for mig. Takket være dem, og de, der kæmpede før dem, lever jeg i dag i et samfund, hvor jeg er beskattet med en række
rettigheder, som de ikke nød godt af.
Efter spillet sendte jeg en SMS til en kvinde, som var med den gang, og sagde
tak. En tak som egentlig gik til dem allesammen. Og til alle de folk, der beboede
kollektivet Morgenrøde nogle dage i sommeren 2014. Sådan kan rollespil røre én.
Selvsagt bliver det aldrig det samme. Både arrangørerne, de andre spillere og
jeg, tolker perioden gennem vores egne fordomme, vores egen tidsperiodes filter,
og til syvende og sidst den begrænsede kundskab, vi har. Selvom jeg spiller et
rollespil om den amerikanske borgerkrig, kan jeg aldrig hverken tro eller sige, at
jeg ved, hvordan det var.
Men jeg har suget kundskab til mig i processen. Jeg har læst og lært om den
historiske periode. Jeg har researchet på, hvordan det kunne være at tilhøre lige
præcis det køn, det samfundslag og det geografiske område, som min rolle skal
tilhøre. Så går jeg i spil med det som base, og kommer ud på den anden side
med en følelse af at have været der, eller i det mindste et glimt af, hvordan det
kan have været.
Særligt har jeg den oplevelse, når jeg spiller nær historie. Det er lettere at knytte
sig følelsesmæssigt til, fordi jeg har direkte forbindelser til den. Den er ikke så
æstetisk fremmed, og selvom jeg ikke selv levede og deltog, findes der vigtige
mennesker i mit liv som gjorde.
Efter jeg første gang spillede Just a Little Lovin’, et norsk rollespil om AIDS indtog
i New Yorks homomiljø i starten af 1980’erne, blev jeg interviewet om oplevelsen
af en etnolog. Hun spurgte, hvad der følelsesmæssigt havde påvirket mig mest.
Mit svar var «at det er virkeligt». Ikke fordi, rollespillet var andet end en fortælling
som arrangørerne lagde op til, og som spillerne i fællesskab skabte. Men fordi de
mennesker vi spillede, lige så godt kunne have været virkelige. At virkelige mennesker har oplevet det, vi har forsøgt at genskabe. Etnologen som interviewede
mig fortalte bagefter, at svaret havde gjort stærkt indtryk på hende.
Morgenrøde var ikke en af de stærkeste spiloplevelser, jeg har haft. Men
forbindelsen til historien gjorde alligevel dybt indtryk. De mennesker, vi spillede,
har eksisteret. Ikke nøjagtigt som vi fremstillede dem, men som unge mennesker
med drømme og fremtidshåb, politiske overbevisninger og underlige rusvaner.
Mennesker, som ydet et samfundsmæssigt grundarbejde, som jeg nyder godt
af. Selvom Morgenrøde var fortællingen om en revolution der aldrig kom, og om
idealisme, der endte i desillusion og knuste drømme, er det netop de politiske
bevægelser fra 70’erne, vi kan takke for mange af de goder, vi tager for givet, i
samfund og arbejdsliv.
Jeg er feminist. Og jeg spillede feminist til rollespillet. Og selvom jeg selvsagt
har været taknemmelig for kampen, som kvindebevægelsen kæmpede i halvfjerd9) Elin holder en pause fra rollen som Birgit for at diskutere næste akt med andre spillere (Foto: Bjarke Pedersen)
34
35
10) SMS’en (på norsk, da Elin er fra Norge)
11) Svaret på SMS’en
36
37
“Et sted imellem batikken, diskussionerne om man skulle bruge 13,50 på en
sav, og hvorvidt alt ejendom var fælles fik man et kort indblik i årsagerne til
hippiernes storhed og fald.”
- Peter Fallesen (Jørgen)
38
39
Hverdagens illusion
af Kaya Toft Thejls (Michelle)
Hvis nogen råber højt i offentligheden, så stirrer vi. Hvis nogen klatrer på blomsterkasserne, så forarges vi. Hvis nogen vandrer nøgne omkring, så væmmes vi.
Men hvorfor?
Hvilke restriktioner fortæller os at vi bør være stille? Hvem definerer hvad en
blomsterkasse bør bruges til? Og hvorfor forbinder vi den nøgne krop med anstødelighed eller seksualitet?
Vi omgiver os selv med normer og retningslinjer som vi videregiver til vores børn.
Sjældent er vi opmærksomme på det, og det ligger os fjernt at tage vore handlemønstre op til revision. Vi er vant til, at samfundet er skruet sammen på en
bestemt måde for ”sådan gør man bare.” De fleste af os finder sig i det. Ofte er
det nok forbundet med, at vi finder de eksisterende normer temmeligt fornuftige –
blomsterkasserne kunne jo gå i stykker – og det gælder også mig selv.
Jeg tror aldrig disse usynlige restriktioner har forstyrret mig meget, grundet bevidstheden om, at de kan laves om. Hvis der virkelig er noget galt i Danmark, så
finder vi nok en måde at ”fixe Dybbølsmølle” på. Hvad jeg ikke var klar over var,
at det kunne være så nemt.
Med Morgenrøde, et rollespil sat i et hippiekollektiv i ’70’erne, var der en del af
disse normer vi var nødt til at ændre. Allerede før tilmeldingen blev vi konfronteret
med, at scenariet ville spille meget på nogle områder man i dag kan finde meget
intime, som f.eks. sex og nøgenhed.
Det var bestemt noget jeg havde med i mine overvejelser da jeg valgte at melde
mig til scenariet. Pludselig skulle jeg tage stilling til, hvordan jeg ville have det med
at indgå i en sammenhæng, hvor nogle af de normer jeg følger til hverdag, ville
blive brudt. Ville jeg blive utilpas ved at se andre dyrke – dog simuleret – sex, i tide
og utide? Kunne jeg håndtere at folk pludselig rendte nøgne rundt? Og havde jeg
selv nerver, og ikke mindst lyst, til at lege med disse normbrud?
Det var ikke enkle overvejelser for mig. I forhold til mange af de andre deltagere
var jeg forholdsvist uerfaren på det seksuelle område. Derfor udgjorde det punkt
en af mine hovedovervejelser. Ville jeg kunne få fede oplevelser ud af at lege med
dette uden at det var rigtigt, eller ville jeg risikere at udelukke mig selv fra dele af
spillet, fordi jeg ikke følte mig tryg ved at bryde disse grænser?
Efter scenariet havde jeg en oplevelse af at komme tilbage til den virkelige verden.
Ikke bare i form af at skulle forholde sig til menneskene bag karaktererne og den
ventende hverdag, men i form af en voldsom, ”hvad fanden er det egentlig jeg har
lavet??”-følelse. For scenariet muliggjorde nogle dybt interessante ting, og hvad
endnu vigtigere var: det normaliserede dem.
Et af de tydeligste eksempler herpå er nøgenheden og tilgangen til denne. Jeg
kan selvfølgelig kun udtale mig på egne vegne, men i min omgangskreds er det
sjældent man går nøgen omkring hvis ikke det er omkring nær familie, meget
nære venner eller seksuelle partnere. I min hverdag er nøgenhed noget intimt og
seksualiseret – hvilket er grunden til, at det kun forekommer i seksuelle sammenhænge og i sammenhænge som er kraftigt aseksuelle (familien).
Det var derfor utroligt interessant at se, at så snart vi trådte ind i den illusion, vi var
fælles om at opbygge, til Morgenrøde, ændredes dette. Den kontrakt vi sammen
havde indgået om at nøgenhed var en naturlig del af denne gruppe menneskers
hverdag, oversteg langt mine forventninger i funktionalitet. For mig var nøgenheden ikke seksualiseret inden for illusionens rammer. Jeg nåede ikke selv at
lege med nøgenheden, selvom jeg gerne ville have gjort det, men jeg følte mig på
intet tidspunkt intimideret over at folk var nøgne omkring mig – det blev lynhurtigt
meget naturligt.
Dette var noget af det mest interessante jeg tog med mig fra Morgenrøde.
Jeg endte med at tage med, og det priser jeg mig lykkelig for.
Der vil altid være normer for hvordan vi gebærder os, og jeg tvivler på at jeg konstant vil gå og være opmærksom på dem, bare fordi jeg har været til Morgenrøde.
Morgenrøde gav mig ikke blot mulighed for at skubbe til mine egne grænser,
hvilket jeg trods alt havde regnet med. Det tillod mig at lade disse grænser bortfalde fuldstændigt. Jeg er dybt fascineret af, hvor nemt det var for os, at ændre
nogen at de allermest indgroede normer i vores samfund.
Men én ting er sikkert: jeg er blevet langt mere bevidst om hvor konstrueret vores
verden er, og jeg vil få nemmere ved at forholde mig kritisk til den, nu hvor jeg har
oplevet hvor ”nemt” det er at ændre den, hvis ellers man indgår en kontrakt om,
at det er det man vil.
12) I løbet af rollespillet var flere af spillerne enten topløse eller helt nøgne (Foto: Bjarke Pedersen)
40
41
“Jeg blev imponeret af hvor tryg en ramme det lykkedes os at skabe. Det
betød for mig, at jeg kunne eksperimentere og lege med grænser uden at føle
mig utryg overhovedet. Det er sjældent jeg oplever det, og derfor ret stærkt.”
- Kaya Toft Thejls (Michelle)
42
43
Elsker jeg mine medkollektivister?
af Tina Heebøll Arbjørn (Kisser)
Da jeg hørte om scenariet Morgenrøde, tænkte jeg med det samme, at det skulle
jeg deltage i. Der var selvfølgelig en masse grunde til, at jeg gerne ville være med,
såsom hygge med vennerne, at lege hippie, få en lille miniferie fra arbejde, prøve
noget nyt etc. Men jeg havde også et specifikt personligt mål med at deltage,
nemlig at se, om jeg rent faktisk kunne opnå at elske samtlige mine medkollektivister. Jeg ville se om jeg kunne rumme alle, og faktisk komme til at mene, at der
oprigtigt skulle være plads til alle.
Der er nemlig noget, jeg altid har undret mig over ved hippierne. Elskede de rent
faktisk alle, eller tolererede de bare hinanden? Var det en principsag, at der skulle
være plads til alle i 70’ernes kollektiver? “Elsk dine medkollektivister” var en af
grundreglerne i kollektivet Morgenrøde. Jeg vidste det ville blive en udfordring, for
Morgenrøde var fyldt med mange forskellige personligheder.
Vi skal til at bygge en køkkenhave, så vi kan dyrke vores egne grøntsager. Det
lyder fantastisk og folk er i gang med at hente redskaberne frem. “Skal du ikke
være med til at anlægge vores nye køkkenhave?” bliver der spurgt. “Næh, jeg vil
bare gerne drikke øl” siger han. Senere beslutter vi, at tage til koncert med Jimi
Hendrix, da han kommer til Danmark og spiller. Det bliver vildt fedt og vi er i hvert
fald over halvdelen der skal med. Det bliver dejlig dans, musik og stoffer.
“Vil du ikke med til koncert? spørger vi ham. “Næh, jeg vil bare gerne drikke øl.”
Ham den anden hamrer hånden ned i bordet og råber om væbnet revolution. Han
fortæller stolt om, hvordan han har banket politimænd sønder og sammen. Han
mener, at man er en dårlig kollektivist, hvis man ikke er parat til at tage et våben
i hånden og gå løs på modstanderne. Det er ligesom om, han siger, at hvis ikke
man står i den forreste række, når produktionsmidlerne skal tages tilbage, så kan
man ikke blive boende i kollektivet Morgenrøde.
Jeg er selv folkeskolelærer og har ambitioner om at starte en ny lilleskole sammen
med de to andre lærere i kollektivet. Jeg vil gerne lære den fremtidige generation,
at man godt må sige sin mening, selvom man er barn, og at man ikke behøves
sidde på sin stol hele skoledagen, men at man godt kan bruge sin krop og samtidig lære noget. Jeg lever i et fast parforhold og er i virkeligheden ret konform, og
jeg har absolut ikke nogen plan om at slås med politiet.
Der var andet og mere end kun personligheder, der skulle findes plads til. Der
var folks lettere bizarre handlinger og til tider provokerende opførsel, som skulle
rummes, for at jeg kunne opnå mit mål. Der var kunstnere, som malede malerier
med deres pik. Der blev lavet kussetryk, en ”kunstform”, der foregår ligesom
kartoffeltryk, blot med vagina i stedet for en kartoffel. Der blev diskuteret i timevis,
om revolutionen skulle opnås gennem vold eller åndelig ophøjelse. Der blev taget
LSD (simuleret ved et lille stykke rispapir man skulle spise og et besøg i den særligt indrettede ”DrugBox”, som du kan læse om i bogens introduktion).
13) Winnie drikker øl, og Gregers smiler, mens Kisser, Jørgen og Provo-Brian graver i urtehaven (Foto: Bjarke Pedersen)
44
45
Der var folk, der havde (simuleret) sex under selve fællesmøderne. Folk gik nøgne
rundt. Folk havde diskussioner, mens de var på toilettet for åben dør. Folk fik
frataget deres egne personlige ting, for nu skulle alt være fælleseje. Selv ens
rolles p-piller.
De begynder at råbe af dem. Nu skal der altså bygges en køkkenhave, og dem
der ikke yder til fællesskabet er ikke gode kollektivister. De to havde lige sat sig på
jorden for at tænde et bål. De ved godt, at andre er i gang med en køkkenhave,
men de vil egentlig bare gerne tænde et bål. Jeg kigger op på dem, der råber, og
ned på de to ved bålet. Det her er helt forkert. Jeg rejser mig og begynder hårdnakket at forsvare de to ved bålet: “Det er også at bidrage til fællesskabet at starte
et bål”, “Deres bål er ligeså vigtigt som en køkkenhave”, “Hvis de synes de vil
starte et bål her om eftermiddagen, så bidrager de i høj grad også”. Sætningerne
flyver fra min mund mod de råbende, og jeg er oprørt over, at nogen kan mene, at
de to skal noget andet end at tænde et bål.
Beslutningen blev taget på fællesmødet, at bollerummet skulle nedlægges til
fordel for et værksted. Jeg sidder ude i haven og er forurettet. Jeg stemte ikke for
det forslag, og jeg er stadig imod det. Nogen starter emnet op, og vi lader diskussionen fra fællesmødet fylde hele haven. Jeg kan ikke forstå, hvorfor nogen af de
andre mener, at det er bedre, at have et værksted end et bollerum. Der er nogen,
der har brug for det bollerum og bruger det rigtig meget. Ligesom vi har en svedhytte. Nogen har også brug for den. Jeg synes det er uretfærdigt, at der ikke er
plads til et bollerum i Morgenrøde, og at der nu er mindre plads til nogle af kollektivets beboere. Jeg har aldrig selv brugt hverken svedhytten eller bollerummet.
Det er efter disse to situationer, at det går op for mig, at jeg rent faktisk synes, at
kollektivet skal kunne rumme alle. At der skal være plads til alle de skæve typer,
og at alle er lige vigtige. At jeg oprigtigt føler noget positivt for folk, selvom de ikke
umiddelbart bidrager, og også for folk, der har en markant anden holdning end
min rolles. At jeg faktisk rummer alle beboerne i Morgenrøde.
Scenariet bekræftede for mig, at det er rigtig svært at bo sammen i et kollektiv
uden gnidninger, og at dette nok er grunden til, at 70’ernes hippie kollektiver ikke
eksisterer i dag, med bollerum og revolution i centrum. På Morgenrøde kunne
man lege og eksperimentere med kollektivet, og jeg var meget positivt overrasket
over at opnå mit mål. Over, at jeg virkelig følte noget for samtlige kollektivister, for
det havde jeg ikke regnet med var muligt.
Denne følelse har jeg tænkt over efterfølgende. Det er ikke fordi jeg, efter scenariet, nu rummer alle mennesker i nutidens Danmark. Men jeg har dog lært, at jeg
er mere rummelig, end jeg troede.
Og det er faktisk en rar ting at vide.
14) Kisser sidder i haven og nyder en øl (Foto: Bjarke Pedersen)
46
47
“At arrangere Morgenrøde gav mig en fantastisk undskyldning for at dykke
ned i mine forældres ungdomshistorie.”
- Troels Barkholt-Spangsbo (Arrangør)
48
49
Rendyrket idioti
af Louise Amalie Juul Sønderskov (Åse)
Der sad jeg så i en halv time – alene – med en humlejoint i den ene hånd og en
forklædt Tuborg super light i den anden, og stirrede. Stirrede på manden på
væggen, der græd. Græd selv over mistede venner og idealer på flugt.
Det var en fantastisk oplevelse.
Det var egentligt ikke meningen, at jeg skulle have været til Morgenrøde. Jeg
havde læst om det, grinet lidt og beundret de, der sprang ud i det. Jeg havde
glædet mig til at høre om scener og oplevelser – men jeg havde ikke forestillet
mig, at jeg selv skulle med.
Da første afbud blev offentliggjort i ugen før spillet, tog det mig et par timer at
sende en mail og takke ja til rollen – der i min tøvens mellemtid var overtaget af en
mere beslutsom (og modigere?) rollespiller. Da min telefon ringede søndag aften,
og jeg blev tilbudt den allersidste plads på et helt dugfriskt afbud, måtte jeg for alvor i gang med at tænke. Jeg skrev og ringede rundt – var det her noget for mig?
Havde jeg lyst til at opleve min mors ungdom? Hvad med sexmekanikkerne? Ville
det blive for grænseoverskridende? Var jeg en god nok rollespiller?
Det endte med et ja mandag morgen, og med følelsen af at være hoppet ud over
en skrænt, på vej i bussen ud til location samme aften. Tanken om fællesgruppemøder og Maoistisk selvkritik fik det til at vende sig i maven på mig. Vreden der
blev vækket ved at læse op af den lille røde blev hurtigt til en ekstra knude på den
garnbold, jeg havde i maven. Vi diskuterede det på vejen – hvordan man skulle
håndtere ting, der i 70’erne var idealistiske, men i dag bare forekommer at være
rendyrket idioti. ”Mao var en god mand med fine pointer, jo.”
Jeg hoppede på hippievognen i sidste øjeblik, fik en rolle og en kernegruppe, jeg
skulle spille op ad. Min rolle bestod fra arrangørernes side af tre siders information og inspiration, som jeg tolkede på, og formede efter mine tanker og ideer.
Åse var vilje, sorg og naivitet i en småblomstret kjole.
Hun var kommet til kollektivet sammen med sin sjæleven og bedre/værre halvdel
Winnie, og de to kunne stort set ikke leve uden hinanden. Winnie var den udtryksfulde, sjofle, menneskekære og humoristiske, der lavede en penis af fjer i en
nylonstrømpe og tog kapitalisttøj på når hun skulle optræde. Åse var hende, der
holdt Winnie ovenvande. Hun var introvert og intelligent, og så havde hun et vanvittigt klarsyn. Men hun kunne ikke finde ud af at udtrykke sig.
Det meste af mit liv har jeg arbejdet med ord. Gennem drama, rollespil, optrædender og nu som journaliststuderende handler mit liv på mange måder om at
udtrykke mig så klart, flot og præcist som overhovedet muligt.
15) Åse ryger med på en joint ved bordet under halvtaget (Foto: Bjarke Pedersen)
50
51
Det er et kæmpe fokuspunkt i mit liv, og tilsvarende var det en stor udfordring at
være den tavse og misforståede. De to ting, jeg hørte mest gennem akterne, var
”Hvad fanden mener du, Åse?” og ”Er du på syre eller hvad?”
Jeg var hende med ideerne og håbet, og når der var et label og et kaldenavn for
det, behøvede man ikke tage visionerne så seriøst.
Det var første gang i min niårige rollespilskarriere, at jeg spillede en introvert
karakter. Én, der rent faktisk tænkte, før hun talte, og skulle tale uden for de sociale koder og den generelle forståelse. Det var helt vildt svært, men følelsen af at
komme rigtigt ind i karakteren og oplevelsen fulgte lynhurtigt, når jeg formåede at
kommunikere Åse ud gennem disse hensigter. Det var bekræftende, det var vildt
sjovt, og det var for mig essensen af rollespil.
Jeg tog Åses tænksomhed med ud af spil også. Jeg fandt mig selv siddende i
pauser uden for spillet, og observere hele samtaler og interaktioner mellem folk,
der er mine venner til hverdag. Folk, overfor hvem jeg normalt ville være klar med
en hurtig kommentar eller et kvikt comeback. Det skete ikke i de øjeblikke. Når
Åse brugte så lang tid på at tænke, før hun talte, og overveje sin formidling, smittede det af på Louise Amalie. Det var uventet, men også enormt interessant at
opleve.
Jeg holder af Morgenrøde, fordi det giver mig en ekstra historie at fortælle folk,
der stadig tror at rollespil altid er en kamp med mel og gummisværd i en skov,
eller terninger og halvtomme colaflasker rundt om et bord i en kælder, flankeret af
blege, bebrillede singlemænd i 30’erne. Forstå mig ret – det er det skam også.
Men når jeg i fredagsbaren skal forklare mine medstuderende, hvad jeg lavede i
min sommerferie, er det rart at kunne bruge så konkret et eksempel. Vi spillede,
at vi var hippier i et storkollektiv i start-halvfjerdserne. Vi undersøgte den stemning
der kan have været, og de følelser og konflikter, der blev skabt. Vi rendte rundt
mellem hinanden uden tøj på, og havde det fint med det. Vi oplevede det, vi kan
gå hjem og læse om i Øvigs bøger.
Sat i forhold til min rolle og de, jeg omgav mig med i Morgenrøde, er jeg til
gengæld en ultraborgerlig pragmatiker. Selvom jeg på mange måder spillede en
rolle, der ligger tæt op af mig som menneske, var især idealismen svær at finde.
Den helt grundlæggende tro på at vi som forsamling, og gennem kunst i min rolles
tilfælde, rent faktisk kunne ændre verden. Det var på mange måder hårdt at spille
kontrasten. For man vidste, at det ville gå galt. Vi var om ikke andet sat ind i akterne og deres temaer. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om vi som
samfund nogensinde rigtigt kan få den tro tilbage. Troen på, at noget kan ændres
fundamentalt. For 68’erne blev luftkasteller hentet af tidevandet som sandslotte.
Men forsøger vi at bygge noget som helst op?
På et tidspunkt var øllen tom og humlen røget op. Det var efter, at nogen kom og
havde spurgt til Åse, og jeg brugte yderligere et kvarter på at græde hysterisk.
Åse så med sit særlige klarsyn enden på kollektivet Morgenrøde før de fleste andre. Det gjorde hun i takt med at jeg, som spiller, fulgte akter og temaer, og fulgte
med strømmen – nedad.
Men det var sjovt, så længe det varede.
Det kan andre relatere til. Måske har de læst bøger eller set dokumentarer fra
Thylejren, Woodstock og de tidlige besættelser. Måske var de der selv – i midten
af det hele og langt væk på galar, udenfor gruppen med korslagte arme, jakkesæt
og himmelvendte øjne, eller som de fleste et sted midt imellem – kommende til
festerne og hyggen, men med sikker afstand til fællesmøder og delekærester.
Hvis ikke de var der selv, er der en god chance for, at deres forældre var. De fleste
danskere har en eller anden relation til lige præcis den tid i vores historie, og jeg
tillader mig at tro på, at det derfor også er attraktivt at undersøge netop dette.
At det giver mening at lege vores historie på andre måder end med uld og krig.
Jeg har altid set mig selv som idealist. Måske også smånaiv i mine drømme om
menneskers beslutninger, og den fremtid, vi vil kunne opbygge sammen hvis vi vil
det nok. Nogle mener, det er noget hippiepis, og det var da også mit kælenavn på
studietrøjen i gymnasiet - ”Hippie”.
16) Provo-Brian trøster Åse mens Lone stirrer modløst ud i mørket (Foto: Bjarke Pedersen)
52
53
“Kampråbet ‘revolution og menstruation’ beskriver Morgenrøde meget godt.”
- Bjarke Pedersen (Frankie-Boy)
54
55
Hvordan simulerer man et syretrip?
af Liv Lykke Schubert (Lone)
Til Morgenrøde havde vi en spilmekanik der hed Drugboxen. Da LSD var en stor
del af generationen dengang, og vi naturligvis ikke kunne tage rigtig syre, var det
en mulighed for os for at prøve at mærke lidt på egen krop, hvordan det kunne
have været at være på et syretrip, og samtidig bringe det ind i spillet. Til forskel
for de rigtige syretrips, varede spillets udgave kun omkring 10 minutter, hvilket
gjorde dem meget intense for os som spillere. Ligesom i virkeligheden var det
ikke ufarligt at trippe.
For at få adgang til DrugBoxen, skulle vi nemlig sætte en eller anden form for
relation på spil. Om det var en spirende kærlighed, et gammelt robust venskab,
en fælles tro på en sag, eller noget andet, det var for så vidt op til os selv. Det var
en udmærket måde at skubbe spil i gang, ændre retning eller forstærke båndet
mellem to karakterer. Man kunne ikke tage syre alene, da hele formålet var at
udfordre en nuværende relation.
Praktisk foregik det ved at man fandt en i spillet at tage syre med. Det kunne
være du blev overtalt, ville udvide dit sind eller en helt tredje ting. Det blev taget
ingame, i form af et lille stykke rispapir, hvor der var trykket en lille hvid kanin på,
og derefter gik man ud i offgame området, hvor DrugBoxen fandtes. Her skulle
man blive enige om, hvilken relation man ville satse, og hvad udfaldet ville blive,
hvis det blev henholdsvis et godt eller dårligt trip.
Man blev ført ind i et lille rum og sat på en stol med front mod sin medspiller. Her
blev der så trukket et kort der bestemte om trippet blev godt eller dårligt. Det var
helt almindelige spillekort. Sorte kort betød at trippet ville blive dårligt, mens røde
kort symboliserede et godt trip. Spillerne kendte ikke til de odds, de gik ind til, for
at illustrere at man ligesom med rigtig syre, aldrig ville være sikker på, om man
ville få et godt eller et dårligt trip. Herefter blev der så sat lys og lyd på, der passede til trippet, og spillerne fik en kort instruks i, hvad der foregik.
Vi vidste ikke, hvor vi var, hvad der skete omkring os, hvad vi hørte og hvad vi
følte. Derefter var det op til os selv, som spillere, at tage det videre.
Man kunne f.eks. ende som Peter Pan og Wendy, ude i en skov...
17) Lone med sin altid tilstedeværende pibe (Foto: Jonas Trier-Knudsen)
56
57
Lone mærkede hvordan det lille frimærke langsomt smeltede på tungen. Hun
var nervøs, også selvom det ikke var første gang hun prøvede syre. Det var bare
første gang hun prøvede det sammen med Lars. Hun var glad for at det var
Gregers der havde givet dem det.Sså kunne det jo ikke gå helt galt. Hun lagde
hovedet tilbage og nussede Lars i håret. Han lå stadig halvnøgen ved siden af
hende, med hovedet på hendes bryst, efter de havde bollet i det nye bollerum.
Det var det perfekte tidspunkt at trippe på.
Ovenstående var et ud af i alt 3 syretrip jeg oplevede gennem spillet. Vi havde
valgt at sætte en spirende teenageforelskelse på spil, og det blev så et godt trip
for os. I spillet fik det den betydning at den spirende forelskelse voksede og
kunne udvikle sig til meget mere. Det gav os begge en allieret og en måde at få
afløb for en masse følelsesmæssige ting, vores karakterer ellers aldrig ville have
givet udtryk for. For mig var det meget vigtigt at give min karakter den mulighed,
da hun ellers ville være faldet sammen langt før hun gjorde, og også fordi, at jeg
alligevel gerne ville have hende med helt til slut. Det gav hende noget at tro på, da
hendes ellers så faste tro på den voldelige revolution begyndte at vakle.
Hun trak vejret dybt, helt rolig og afslappet, og nød fuglesangen. Vinden, der
blidt ruskede i træerne, mindede hende om havet. En tanke strejfede hende kort:
”Lone, for fanden, du er sgu’ ikke i nogen skov. Du ligger på en alt for tynd madras i bollerummet, og der er for resten heller ingen fugle.” – men hun skubbede
den hurtigt væk. Det var ikke vigtigt hvor hun var lige nu, hvor mange fugle der
var, eller om den skide skov virkelig var der. Det eneste der betød noget lige nu,
var Peter. Nej vent, Lars… Nej. Peter.
Hun åbnede øjnene og lod det lysegrønne skær fra trætoppene blænde hende.
Hun rykkede blidt på Peters grønne hat og kom til at fnise lidt. Han løftede hovedet og kiggede op på hende med et lille smil. Lars´ smil. Han kyssede hende på
næsen og så afventende på hende. ”Er det nu, Wendy?” Hun kiggede ned af sig
selv, på den sarte lyseblå farve hendes kjole havde, og grinede højt. ”Ja Peter, det
er nu. Dig og mig. For altid.”
Hun tog hans hånd og førte den op under hendes kjole. Han så nervøs ud, som
om han aldrig havde prøvet det før, og det beslutsomme ansigtsudtryk fik hende
til at le igen. Hun så stadig Lars´strålende smil, lige midt i Peters ansigt. Fuglene
begyndte at synge højere og højere nu, som om de legede en Kold eller Varm-leg
med Peters uerfarne hænder. Hun hjalp ham blidt med at finde vej på sin krop.
Hun smilede og tog hans ansigt mellem hænderne, kyssede hans pande og lukkede øjnene. ”Er du klar, Peter? Er du sikker?”
Havde det været et dårligt trip havde vi aftalt at vi ville være enormt akavede over
for hinanden. Den spirende forelskelse ville ikke forsvinde, men vi ville ikke ane
hvad vi skulle gøre ved den. Vi brugte det på en måde så vi stadig ville kunne være
i samme rum, uden konflikter, vi ville stadig gerne være i nærheden af hinanden,
men vi ville opføre os enormt kluntet og mærkeligt.
Trippet gav ikke kun spil til Lars og Lone, men blev også trukket ud til andre
spillere. Der opstod diskussioner om hvorfor Lone, der ellers havde været meget
udtalt feminist, lige pludselig mente at folk skulle lade Lars være, også selvom
han opførte sig ”pikket.” Lone skiftede lidt mening omkring det borgerlige liv, og
kunne lige pludselig godt se, hvor hyggeligt det kunne være: bare de to, sammen,
i en villa på Frederiksberg, hvor der blev drukket kontrarevolutionær rødvin på
terrassen. Og det var samtidig noget der kunne tales om i timevis, både til dem
der forstod og havde prøvet syre mange gange, men det var også en mulighed
for at overtale dem der ikke havde prøvet det før, eller havde en eller anden form
for avasion imod det. Her kunne man jo fortælle hvor perfekt og rart og blødt det
var, så derfor kunne det jo på ingen måde være en dårlig ting.
For mig var oplevelsen af at være på syre noget ret specielt.
Et nervøst grin, nærmest barnligt, undslap hans læber. Hun trak ham stille ned
over sig og lod sig stille omslutte ham, mens hun holdt hans hånd, som var han
et barn der skulle hjælpes over gaden. De blev til hinanden, til alle og til ingen, til
Peter og Wendy og Lone og Lars, alt sammen på samme tid og slet ikke.
Hurtigere og hårdere, men blidt og elskende. Hun opdagede at den blå kjole
blafrede om benene på hende og hun åbnede langsomt øjnene. Et lille hvin, mest
af glæde, undslap hende da hun så at de fløj. Op imod de lysegrønne trætoppe,
fuglene der sang højere end hun nogensinde havde hørt før. De grinede begge
højt, og hun klamrede sig til ham. Hun viklede benene om hans ryg, lod hovedet
falde bagover og råbte og grinte på samme tid. ”Flyv, Peter! FLYV!”
Hendes elskede Peter. Søde, blide Peter. Nej vent… Lars. Hendes elskede Lars.
18) Anders, en af arrangørerne, forklarer hvordan stoffer kommer til at virke til rollespillet (Foto: Bjarke Pedersen)
58
59
“Det var en fantastisk autentisk oplevelse at gå med bare bryster, mens jeg
byggede en værktøjsvæg og drak en rød Tuborg.”
- Ann Kristine Eriksen (Janni)
60
61
Ud med lortet!
af Simon Steen Hansen
Til Morgenrøde spillede jeg den udbrændte provokunstner Provo-Brian. Han så
kollektivet som sin sidste chance for at lave noget kunst, der betød noget, og ikke
bare var tom provokation. Dette handler om de værker og happenings, som Brian
lavede sammen med sine medkollektivister i kollektivet Morgenrøde.
Brian har ikke været ankommet til Morgenrøde i lang tid, før han har åbnet sin
første øl og den første bøtte maling. Den hvide væg i gården skal sgu ikke få lov
til at stå urørt: nu skal der laves kunst. Han kalder folk over for at være med, og
filmkunstneren Frække-Lars, musikeren Michael og flere andre stimler sammen
omkring ham. Sådan skal det være. Kunst er fandeme noget man laver i fællesskab. Brian stikker den ene lab ned i malingbøtten og tager væggens mødom,
og så tager tingene fart. Lars har skubbet Michael op med ryggen mod muren
og er begyndt at tape hans nøgne overkrop fast med tape. Brian er straks i gang
med at male Michaels omrids på muren med heftige bevægelser, og pludselig
står Michael med både bukser og underhylere nede om anklerne. Brian rækker
opfordrende bøtten frem mod Michael, der straks smører sin pik ind i sort maling. Han vender sig om og gnider sit skridt mod muren, mens Lars råber ”Knep
kapitalismen! ” af sine lungers fulde kraft. Det gør Michael så, mens han skriger
dyrisk, og Brian nikker tilfreds. For et kort øjeblik er Michael et frit menneske.
***
Brian står midt på plænen, mens mørket falder på omkring ham. Under den ene
arm har han et pissegrimt maleri af en brølende kronhjort ved en skovsø. Hele
dagen har han holdt sin afføring inde, for at kunne skide på dette symbol på
borgerskabet kvalmende kunstsyn foran de andre til Morgenrødes sommerfest.
Han har også en bibel til at tørre sig med. Bagefter var planen at lade hans medkollektivister selv få mulighed for at biddrage til værket, men de er som spredt for
alle vinde. Et par stykker sidder og stener ved bålet, nogle er ved at trippe nede
ved hængekøjerne og langt de fleste kvinder er oppe og lave kussetryk i Åndehullet. Det er fedt nok, de gør det, men på den anden side er kunst sgu ikke noget
man udfører bag lukkede døre for en udvalgt skare. ”Op i røven,” tænker Brian.
Det er ikke noget ved at udføre værket alene, og nu kan han heller ikke holde sig
længere. Han smider maleriet på græsset, og går ind på lokummet for at skide.
19) Michael bliver tapet fast til kunstvæggen, og han er blevet malet godt og grundigt til (Foto: Signe Hertel)
20) Kollektivets regler blev skrevet op på en stor opslagstavle, når de først var vedtaget på et møde (Foto: Bjarke Pedersen)
62
63
Fællesmøde. Brian sidder i vindueskarmen med en Rød Tuborg i hånden, mens
Kresten er ved at stille et forslag om midlertidigt at lave bollerummet om til et
værksted, indtil de får bygget et nyt ude i haven. For helvede. Kvinde-Jette tager
ordet og bakker forslaget op. Hun siger, at man jo bare kan bolle, hvor man vil.
Forslaget stemmes igennem med 16 mod 15, og de begynder at diskutere det
næste forslag. Brian lukker ørene. Han har fået øjenkontakt med Marianne, der
sidder i den modsatte ende af lokalet, og de holder hinandens blikke fast. Hun
kommer over til ham, og gnider sig op mod ham med ryggen til ham.
Brian griber hendes ene arm, og langsomt begynder de at bolle, mens de stønner højere og højere. Brian nyder de irriterede blikke fra de andre, og til sidst kan
Jette ikke holde fatningen længere, og spørger med stram mine, om de ikke kan
vente med det der. Det forstyrrer processen. Brian smiler skævt til hende. ”Jeg
troede, vi kunne bolle hvor som helst?”
Happeningen havde haft den ønskede effekt. Jettes hykleri var blevet demaskeret, og misforholdet mellem hendes ord og hendes handling stod klart frem.
Brian var tilfreds.
***
Til fællesmødet har Jørgen og de andre feminister fået vedtaget, at alle skal sidde
ned og pisse i kollektivet. Brian ser til sin fornøjelse, at han ikke er ikke den eneste
der ikke har tænkt sig at overholde den stupide regel. Gregers har kun lige ladet
vandet ude i haven før Kvinde-Jette er over ham. En direkte provokation, kalder
hun det. Jeg skal kraftedeme vise Jette, hvad provokation er, tænker Brian, men
han skal desværre ikke selv pisse lige nu.
Timingen ville være perfekt, men han må bukke under for sin krops formåen. Efter
at have bundet to bajere, klasker Brian en stor klat gul maling op på væggen og
finder pikken frem. Han bruger trykket fra pisstrålen til at forme den tykke maling, som den løber ned af væggen. Jørgen, Jannie og Marlene kommer farende
og råber af ham for at bryde reglerne og lave infantilt bras uden indhold. Brian
smiler til dem, og siger, at hvis de føler sig provokeret, er det fordi hans kunst har
blotlagt borgerdyret i dem.
”Gå ind og se en opera!”, råber han efter Jørgen, da de går. Men indeni er Brian
tom. Han ved, at de har ret. Det var ikke derfor han kom til Morgenrøde. For at
forsætte den nedadgående spiral af formålsløs provokation. Han kom her for at
skabe noget godt. For at sætte mennesket frit.
Men alle deres forbandende regler er ved at kvæle ham.
21) Til fællesmøderne blev alt fra indkøb af en ny sav til nedlæggelse af bollerummet (Foto: Jonas Trier-Knudsen)
64
65
Åndehullet summer af liv, og Brian kigger tilfreds rundt på forsamlingen. Det er
ikke kun ham selv, Åse, Winnie og Lars, der er mødt op. Folk som han betragter
som kernen af kunsterne i kollektivet. Mange andre er troppet op også: den unge
Alberte, Marianne, Gregers, Tommy og et par stykker mere. Nogle af dem begynder at slå på trommer, mens optoget dansende bevæger sig ned af trappen og
rundt i kollektivet.
Alle har en håndfuld sedler med ordet ”Bollerum” påmalet, og Brians instrukser
er klare. Sedlerne skal hænges op over alt, bortset fra det gamle bollerum, der
nu er værksted. Hvis de andre tog bollerummet fra dem, skal resten af kollektivet
sgu’ erklæres for bollerum. Man må jo bolle overalt. Winnie begynder messende
at synge en remse, og snart falder alle i til trommernes rytme. ”Regler og normer,
og normer og regler, og regler og normer…” Overalt hænges der sedler.
I fællesrummet, på køkkenskabene, på undersiden af lokumsbrættet og på sandkassen i haven. Brian kan mærke kraften fra den fælles energiudladning strømme
igennem sig, men pludselig begynder nogen at råbe vredt. Tripmester-Ole har
givet Hans Erik syre mod dennes vilje, og nu står folk i en cirkel omkring Ole og
kræver selvkritik. Brian er sur. Det er kraftedeme røvet af Ole sådan at stjæle
opmærksomheden på den måde.
***
Det er blevet Brians tur til at stille sit forlag til fællesmødet i rækken af endeløse
regler og begrænsninger, der langsomt men sikkert kvæler friheden i kollektivet.
Med alvorlig mine forklarer han, hvor meget det går ham på, at mange af hans
medkollektivister ofte går klædt i hvidt tøj. Det er kedeligt, og derfor foreslår han,
at det forbydes at gå i hvidt tøj om onsdagen. For ligesom at lave et kompromis.
Louise fra Kussekollektivet tager ordet. ”Det er jo kun fordi du ikke kan holde
øjnene fra vores bryster, når vi har hvide trøjer på.” Brian smiler indeni.
Hun tog maddingen. ”Ja!”, råber han entutiastisk og peger på hende, ”Det er lige
præcis derfor!” Blik-Trine giver skeptisk udtryk for, at hun ikke synes, at nogen
skal bestemme over, hvad andre skal have på. Brian tager det til efterretning med
påtaget overraskelse. Så er det hele ved at falde til jorden, da Mande-Poul beder
Brian om at indrømme, at det bare er en happening. Det kan han jo for helvede
ikke sige højt, for så mister det sin virkning.
Folk skal for helvede selv komme frem til den konklusion. Brian skruer op for
stemmen og spørger forurettet og desperat forsamlingen, hvorfor fanden han
ikke må få lov til at bestemme, hvordan andre skal leve deres liv? Der bliver tavst
i mødelokalet, og så skrides der til afstemning. Brian stemmer ikke selv for. Han
håber inderligt, at mindst én af idioterne har følt sig ramt.
22) Provo-Brian foreslår til fællesmødet, at hvidt tøj skal forbydes om onsdagen (Foto: Jonas Trier-Knudsen)
66
67
Der er opbrud i Morgenrøde, og kollektivet er i opløsning. Brian og Marianne
sidder i sofaen og snakker, mens Frankie-Boy sidder overfor og læser i Maos lille
røde. Michelle, revolutionens håb og mønstereleven fra lilleskolen, kommer ind i
stuen med tårer i øjnene og sætter sig på en stol ved siden af dem. Brian siger et
par ord for at trøste hende, men de klinger hult. Så sker magien. Marianne beder
Frankie-Boy om at læse høj af Mao.
Ordene får tårerne til at løbe ned af Michelles kinder. Brian kan mærke hendes
smerte over sammenbruddet og se drømmene, der bristede, i hendes unge ansigt. Febrilsk får han vinket Lars over, der straks begynder at filme Michelles
ansigt med kameraet. Han udveksler et tavst blik med Marianne, der griber
Michelles hænder og stirrer hende intenst i øjnene, og det bringer Michelles sorg
endnu tydeligere frem. Det er kraftedeme stærkt det her. Så smukt. Da de har nok
af det, trækker Brian Marianne over i sofaen. De begynder at bolle, men når ikke
langt før Michelle skubber Brian til side med voldsom kraft, sætter sig overskrævs
på Marianne og begynder at kysse hende.
Brian smiler over den unge piges livskraft, men opdager så, at Lars er stoppet
med at filme. ”Jeg vil ikke mere,” siger Lars og begynder at trække Lone med ud
af huset. ”Jeg er færdig med at lave kunst.” Brian mærker frustrationen boble op i
sig. ”Det er kraftedeme vigtigt, det du laver Lars, du kan sgu ikke bare give op…”
Men Lars er fast besluttet og lægger kameraet fra sig på bordet. ”Fint, så skrid
med dig,” råber Brian. ”Skrub hjem og gift dig med hende og lev resten af dit liv,
som det konforme borgerdyr du er!”
Mange har allerede forladt Morgenrøde og inde i fællesrummet står Kvinde-Jette
og skændes med nogle af de yngre feminister. ”Brian synes også det I laver er
formålsløst!”, råber Jette, da hun får øje på ham. Brian kløer sig i skægget og
nikker. ”Ja, det sgu lidt tamt med de tamponer dyppet i rød maling. I kunne i det
mindste have brugt rigtig blod.” Mad-Mogens kommer farende som en trold ud af
en æske og springer op i hovedet på Brian.
”Du holder bare din kæft, Brian! Du laver fandeme kun lort!” Brian smiler
fandenivoldsk tilbage. ”Jeg skal kraftedeme give dig lort, Mogens.” Han går op
til opslagstavlen, hvor nogen har hængt et skilt op med ordene ”Selvkritik nu”
skrevet med store bogstaver.
Han hiver skiltet ned, og går ud i haven og smider det på græsset, hvorefter han
sætter sig på hug med bukserne nede og lægger en stor lort på det. Brian ved
inderst inde godt, at det ikke er kunst. Der er vist ikke engang nogen, der har fulgt
efter ham for at se det. Men hold nu kæft, hvor var det befriende at gøre.
Farvel til Morgenrøde og alle de forbandede regler.
23) Provo-Brian drikker en øl i haven - muligvis for at provokere, muligvis bare for at nyde en øl (Foto: Bjarke Pedersen)
68
69
“Da jeg var forbi mine forældres hus for at låne LP’er til rollespillet, gik jeg og
min stedfar deres gamle pladesamling igennem. Efter vi var færdige med det
takkede han mig for at facilitere en tur ned af memory lane. For mig var det
fedt, at Morgenrøde på den måde nåede ud over bare deltagerne.”
- Claus Raasted (Mande-Poul)
70
71
Om at blive voksen
af Kaya Toft Thejls (Michelle)
”Vidunderbarnet. Proletar-pigen, som er blevet skolet
politisk i årevis. Nu skal hun være det lysende eksempel
på en vaskeægte socialist. Men hun kæmper med forventningerne
og er lokket af det frie og ansvarsløse liv.”
- Et citat fra oplægget til min rolle, Michelle
Til rollespillet Morgenrøde spillede jeg Michelle: en ung, rodløs pige, som ved
spillets start for nylig havde afsluttet folkeskolen på en af Tvindskolerne. Michelle
kom fra et typisk arbejderhjem på Stenbroen. Hendes far var fabriksarbejder – om
end en værre skruebrækker som ikke overholdt fabrikkens strejke – og hendes
mor vaskede for folk. I Michelles barndomshjem var vold fra faderens side en del
af hverdagen, men som hun blev ældre havde hun sværere og sværere ved at
holde sin mund. Det resulterede natuligvis i, at situationen forværredes. Til sidst
stak hun af, og trods dårlig samvittighed over at efterlade hendes lillebror, Lars,
derhjemme, blev det hendes mulighed for at skabe sin egen fremtid. Mande-Poul,
Kisser og Sussi, tre af Michelles tidligere lærere, havde besluttet at bryde ud fra
Tvindskolerne og oprette deres egen lilleskole. Dette skyldes, at de mente, at
Tvindskolerne havde mistet den revolutionære gejst – at de ikke længere var parate til at gå hele vejen.
I virkeligheden ville dén nok se lidt anderledes ud, hvis jeg havde beskrevet de
oplevelser som var vigtigst og voldsomst for Michelle, i stedet for, som jeg har
valgt at gøre, at beskrive dem, der var vigtigst og voldsomt for Kaya. Ikke desto
mindre giver teksten et indblik i, hvordan Michelle udviklede sig, som menneske
og som revolutionær, under scenariet. Teksten er stort set ikke redigeret siden
jeg skrev den, lige efter scenariet [kun af os tjenende ånder, red.]. Kun stave-,
taste- og småfejl er rettet.
Inden du læser videre er det vigtigt for mig at understrege en enkelt ting. Som
du vil få at se, var det at være en del af Morgenrøde til tider ganske ubehageligt
for Michelle. Dette var ikke tilfældet for mig, Kaya, som spiller. Tværtimod gjorde
Morgenrøde det muligt for mig at opleve Michelles voldsomme historie, rykke
mine egne grænser og udforske en dagligdag utroligt langt fra min egen – uden
på noget tidspunkt at føle mig utryg. Netop denne herskende tryghed gjorde mig i
stand at få de oplevelser jeg fik – og jeg skylder arrangørerne og mine fantastiske
medspillere en kæmpe tak. Det var følelsen af den tryghed, de skabte, der gjorde
mit scenarie fantastisk.
Michelle kunne ikke være mere enig. Disse tre lærere var hendes forbilleder, og
fungerede som hendes kompas når hun fór vild. De havde lært hende alt om
samfundet og om revolutionen, og Michelle følte sig klar til at indgå i kampen for
kommunismen på lige fod med dem. Da de tre spurgte hende om hun ville flytte
med ind i Morgenrøde, fandt Michelle håbet. Nu skulle det fandeme være! Nu
skulle hun finde sig selv i revolutionen.
Michelle var altså prototypen på den politisk skolede revolutionære. Hun var den
næste generation – og beviset på at de tre lærere havde fat i den lange ende med
deres undervisning. Men Michelle var samtidig også et ødelagt ungt menneske.
De tre lærere var det nærmeste hun havde på voksne forbilleder. Hun higede
efter tryghed og anerkendelse, og var absurd bange for at skuffe dem, samtidig
med at hun kæmpede for at løsrive sig fra dem, stå på egne ben, og bevise at
hun var en selvstændig del at kollektivet. At hun ikke længere var noget barn. Det
betød store frustrationer for Michelle – for hvordan kunne hun løsrive sig, feste og
opleve livets vidundere, samtidig med at hun gerne ville gøre dem stolte? Samtidig med at hun gerne ville være den perfekte revolutionær?
Da jeg kom hjem fra scenariet havde jeg en del meget stærke oplevelser med i
bagagen, som jeg havde behov for at behandle. Jeg endte med at skrive dem ned,
og har valgt at lægge dem frem i denne bog. Det er ikke hele Michelles historie.
24) Kaya holder pause fra rollen som Michelle til morgenmøden før en Akt (Foto: Jonas Trier-Knudsen)
72
73
De første oplevelser jeg vil beskrive for jer, foregik i Akt I under kollektivets første
sommerfest. I den måneds tid der er gået siden alle flyttede ind i kollektivet er
Michelle blomstret. Hun har været glad, udadvendt og ikke mindst frisk på det
meste. Hun har gjort sine lærere stolte: hun er altid klar på at diskutere revolutionen eller træne stenkast i haven. Hun er dog også blevet mere og mere fristet
til at give slip og søge den mere åndelige del af revolutionen. Hun er fascineret af
Tripmester-Ole, en af de fire kollektivister som har rejst rundt i Indien. Han virker
som en, der er i kontakt med sig selv.
De voksne forstår det ikke. Forstår ikke, at revolutionen ikke kan være hele tiden.
I hvert fald ikke til en sommerfest. Michelle er pæn i tøjet. Hun har også taget
makeup på. Selv det skulle Jette kritisere. Kisser, Poul og Sussi er ok, men de
skal lære at hun ikke er lille længere. Michelle kan klare sig selv. Og hun vil lære.
Prøve nyt, udvide sin horisont – ligesom reglerne siger man skal. Hun vil feste og
lære. Og så vil hun være revolutionær.
Bålskæret flakker. Snakken går omkring hende, men Michelle hører ikke rigtig
efter. Hun er fuld og skæv, og hun har det fedt. Hun sidder op af Tripmester Ole.
Ole er god nok.
”Michelle? Vil du med mig ind og prøve noget vildt? Noget fedt?”
Hende? Vil Ole vise hende noget? Hun ignorerer uroen i maven. Det er jo det hun
vil. Prøve noget vildt.
Belysningen i bollerummet er dæmpet. Allerede ude på gangen kan de høre, at
der foregår ting og sager derinde. Ole går ind alligevel. Michelle holder godt fast
i hans hånd. Hun er lidt usikker på benene. Der er nogle der ligger og boller. Det
ser vildt ud. Michelle står ved bordet så hun kan holde fast. Ole tager sin jakke af
og sætter sig i sofaen.
”Michelle, hvad laver du?” Sussi står i døråbningen. Hun kan ikke se hverken Ole
eller de to andre, kun Michelle.
”Har det sjovt.” Kun lidt snøvlende. Det er fint.
”Husk nu ikke at gøre noget du ikke har lyst til ikke?” Sussi bliver stående. Tøver.
Det er tydeligt at hun overvejer at stoppe Michelle.
”Det fint, jeg har styr på det.” Michelle skubber usikkerheden fra sig. Selvfølgelig
skal hun da have det sjovt. Det skal Sussi faneme ikke bestemme. Sko, jakke og
smykker ryger hurtigt, med et trodsigt sideblik til Sussi.
Så forlader hun bordet og går hen til sofaen.
25) Tripmester Ole var kollektivets ledestjerne indenfor bevidsthedsudvidende trips (Foto: Jonas Trier-Knudsen)
74
75
Michelle sidder mellem Oles ben og læner sig op ad hans brystkasse. De betragter Brian og Marianne som har voldsom sex nede på madrasserne. ”Du er
hele universet!” råber Brian til Marianne. Brian er helt opslugt af Marianne som nu
vælter ham af og kravler op på ham i stedet for.
”Så blev universet vendt på hovedet!” mumler Michelle for sig selv. Ole sidder
stille. Det er lidt mærkeligt bare at sidde og kigge, men det lader ikke til at genere
de andre. Og det er også lidt fascinerende.
Som det bliver voldsommere holder Ole lidt tættere om hende, dog uden at gøre
andet. Pludselig eksploderer rummet i uhæmmede lyde, da Marianne kommer
meget voldsomt. Brian følger snart efter, og der bliver stille.
Det er som om hele rummet holder vejret, uden at være i åndenød.
”Var det ikke smukt? Vi du gerne opleve det? Vil du gerne have at jeg får dig til at
komme sådan der, Michelle?”
”Michelle? Michelle, hvad laver du?”
Ole taler dæmpet, helt nede ved hendes øre, som hvis han forsøgte at undgå,
at forstyrre en der sov. Michelle kan ikke svare. Hun er så overvældet og mættet
af indtryk at hun ikke helt kan orientere sig. Rummet snurrer en smule. Til sidst
nikker hun svagt.
Poul og Sussi står i indgangen til bollerummet, på den anden side af forhænget,
og Poul lyder som om han overvejer at løbe ind med et boldtræ. Der bliver dødstille i bollerummet. Michelle kan ikke lade være at fnise. De kan ikke stoppe
hende. Det er gjort.
Mens Michelle bliver liggende ubevægelig i hans favn, lader Ole langsomt hånden
glide hen ad hendes lår. Det gibber i hende da han rører ved hende, og hun
spænder i hele kroppen.
”Michelle for fanden!” Nu lyder han nærmest desperat. Michelle sprutter af latter.
Hvor er det fjollet at de står dér på den anden side af forhænget, i stedet for at
komme ind.
Ole begynder at bevæge sine fingre. Først blidt, siden insisterende.
”Poul, altså. I ødelægger totalt øjeblikket!”
”Slap helt af. Det bliver rart hvis du slapper helt af.”
Ole lyder oprigtigt ærgerlig, hvilket kun gør situationen mere underholdende.
Michelle forsøger at slappe af, mens hun overvældes af følelser og reaktioner fra
sin krop. Hun læner hovedet tilbage mod Oles bryst. Rummet tåger og sløres for
hende.
”Ole? Ole! Hvad fanden tror du du laver? Hvor gammel er det du er Ole, hva’?
Øv, for helvede! Michelle, kom herud!”
”Bare sæt lyd på. Lad os høre hvordan du har det.”
Michelle mærker hvordan hun mister kontrollen over sin krop, og fjernt hører hun
sig selv stønne – akkurat som Marianne gjorde det før. Det varer et øjeblik og en
evighed. Verden eksploderer i farver og sansninger. Hun hiver efter vejret.
”Det var så fint.” Michelle møder Mariannes blik. Både hende og Brian sidder på
madrasserne og har betragtet sceneriet.
Mere grineri. Hvad skal hun sige?
”Ole har altså ret. Det var så smukt.” Nu blander Brian sig også!
Både Poul og Sussi ser helt forkerte ud i hovederne.
”Hvor mange er i derinde? Hvad helvede er det her for noget?”
Voksne er så dumme. De bliver ved med at diskutere. Længe. Michelle griner
bare. Det er bedre end at græde.
26) Tripmester Ole, Michael og Lars i ophedet diskussion med Kresten (ryggen til) i bollerummet (Foto: Bjarke Pedersen)
76
77
Et år går mellem første og andet akt. I løbet af de år har Michelle trukket sig mere
og mere fra revolutionen og hendes lærere. Hun ryger sig skæv, drikker sig fuld
og udforsker sin seksualitet. Et par uger før anden akt deltog Michelle i en stor
demonstration i København, mod Verdensbanken. Turen startede i højt humør og
med blod på tanden, men da Michelle fulgte Sussi og er par af de andre kollektivister helt til frontlinjen gik det galt.
De gange Michelle har bollet med Ole har det fandme været fordi hun selv ville.
Og han er så tålmodig, lader hende selv sige til. Hverken Poul, Kisser eller Sussi
er glade for det, men det er bare fordi de er så skide konforme. De fatter ikke, at
Ole virkelig ved hvad der er smukt og godt. Det er fedt at Ole lader hende selv
bestemme det hele... men et eller andet sted, ville hun ønske at han ville vise
hende, at han tror på, at hun kan opnå det hele. Det åbne sind, frigjortheden,
kontakten til sjælen. Og måske at han ville fortælle at han godt kunne lide at bolle
med hende.
Da hun nåede frem til det centrale brændpunkt i demonstrationen, fik Michelle øje
på Frank, som var i nærkontakt med en politibetjent. Hun standsede, og naglet
til stedet fulgte hun Frank med øjnene, mens han tævede løs på politimanden.
Præcis som hendes far ville have tævet på hende. Michelle løb. Glemte alt om
revolutionen og stak af. Hun har ikke fortalt det til nogen – hun skammer sig. I
stedet har hun lagt stenene på hylden, er trukket i lang nederdel og bevæger sig
rundt i en konstant tåge af galar. Revolutionen må klare sig uden hende. De næste
oplevelser portrætterer nogle hændelser fra hverdagen i kollektivet – Akt II.
Michelle træder ud i gården. Ovenpå fællesmødet er det en lettelse at stå i solskinnet. De er sgu for åndssvage, de fleste af dem. Kan de ikke se, at de bare
diskuterer ud af den ene tangent efter den anden, uden at det fører til noget?
Musikken spiller stadig inde i fællesrummet. Den skarpe lugt af galar breder sig
fra den joint hun gik ud for at ryge sammen med Åse. Marianne er der også, og
mens jointen går på rundtur får de da også danset en smule. Diskussionerne
om bollerummet fortsætter henne under det store træ. Michelle kan høre Poul
råbe op om hvorfor den beslutning, de tog, var den rette. Med en bitter smag
i munden, som ikke skyldes den røg der netop nu passerer hendes læber, går
Michelle lidt i stå i dansen. Hun ved godt hvorfor Poul siger som han gør. Han
vil så gerne fremstå perfekt. Han er nu meget nem at gennemskue – og det gør
Michelle vred. Poul er sgu’ en skide hykler.
Michelle vender ryggen til optrinnet for at fortsætte dansen, efter et hurtigt sideblik til Tripmester-Ole. Han står også og diskuterer, men han er anderledes inspirerende at høre på. Ole står sgu’ fast. Og så tvinger han ikke nogen til noget, og
opstiller aldrig forventninger.
Åse er skredet, og i stedet for at danse har Marianne gang i sådan noget
gymnastik-agtigt som vidst nok skulle være godt for sjælen. Yoga. Hun smiler
opfordrende, og på syngende svensk opfordrer hun Michelle til at være med.
Michelle har en nagende trang til at vise Poul, at hun ikke tager hans parti, ikke i
dette her. Han er ikke hendes far – og selv hvis han var, ville hun have bedt ham
pisse af. Præcis som hun gjorde med sin rigtige far. Ligesom Poul ikke bryder sig
om Ole, er han vidst heller ikke så glad for Marianne. Han er sgu’ så skide bange
for, at det skal vise sig, at de har ret.
Ret i, at man er nødt til at sætte sindet fri.
Desuden ser det der yoga meget sjovt ud. Med ét ben på jorden og begge arme
strakt i vejret følger Michelle de instrukser som Marianne med giver. Michael er
også med nu. Det er da egentlig meget sjovt. De afslutter yogaen med at sidde
på jorden.
”Känn jorden. Hur den sjunger under er. Tala om för mig vad den berättar för er.”
Michelle mener at forstå hvad der bliver sagt, om end det går en smule stærkt,
og svensk ikke er hendes stærkeste side. Marianne lukker øjnene og begynder at
brumme. En dyb, blød tone.
Siddende i skrædderstilling i en trekant på græsset, og med hænderne mod
jorden, sidder de nu og brummer hver deres tone. Hmmmm. Ahhh. Michelle kan
ikke lade være at åbne øjnene.
27) Før rollespillet går igang samles alle spillerne til fælles briefing og snak i gymnastiksalen (Foto: Jonas Trier-Knudsen)
78
79
Hun vil gerne finde sig selv og opnå den åndelige frigjorthed, men det er nu lidt
svært at se hvordan al den brummen skulle kunne hjælpe hende til at forstå universet. Til gengæld skæver hun ud af øjenkrogen over mod Ole. Mon han ser at
hun prøver? At hun virkelig gerne vil ham. Og det han står for selvfølgelig. Han er
sgu’ bare så rar. Så er det vel lige meget at han er gammel. Ja, Poul, Kisser og
Sussi er sgu’ bare ved at glemme hvad det hele handler om!
”Pas nu på... ikke for meget, Michelle!” Midt i bevægelsen, med hånden på Oles
håndled, stivner Michelle. Kan han for helvede ikke lade hende være i fred?
Da Marianne ser op igen, lukker Michelle hastigt øjnene. Hun vil jo for helvede
gerne kunne føle det. Marianne beder dem lægge sig ned, både Michelle og
Michael, med hovedtoppene mod hinanden. Derefter sætter hun sig ved deres
hoveder. Michelle kigger op på hende. Måske Provo-Brian har ret. Måske er Marianne hele universet og jorden. Som hun sidder der er hun i hvert fald så rolig og
tryg, at det ikke er svært at forestille sig hende, som den balance man bør søge
mod. Denne gang lukker Michelle øjnene da hun bliver bedt om det.
”Det ved jeg sgu da godt Kisser, det var jo ikke sådan ment, vel?” Michelle skal
til at rejse sig og skride inden det bliver værre, da Ole henvendt til Alberte siger;
”Ville du prøve mine stemmegafler? Er du i balance?”
”Ni ska hitta er väg. Föreställ er att ni går på en stig och möter något. Ett djur,
kanske en människa. Nu vill jag att ni frågar det ni möter varför ni är här.”
Lyden af Mariannes stemme er nærmest som et kærtegn, og for et øjeblik glemmer Michelle alt om fællesmøder, konforme voksne og Ole.
”Vackra människor.” Mariannes hånd kærtegner blidt Michelles pande, før den
langsomt glider ned af hendes arm. Det risler under huden på hende, som hvis
køligt vand gennemskyllede hendes krop. Hånden forlader armen ved håndleddet,
efter at have været nede at kærtegne både håndflade, håndryg og alle fem fingre.
Den lander blidt nederst på panden, med lillefingeren hvilende ved næseryggen.
Michelle kan mærke hvordan blodet bruser i årene mens hjertet hamrer. Er det
sådan det skal føles? Er det nu hun kommet nærmere sin sjæl?
”Slap nu af Poul, Michelle er en stor pige, hun kan godt selv styre det!” Kissers
indirekte formaninger gør ikke ligefrem situationen mindre pinagtig. Ole må tænke
hun er håbløst uselvstændig.
Fedt. Endnu en ting som Alberte er klar til. I det mindste er det en oplagt mulighed
for at slippe ud af den akavede situation. Sammen med de andre rejser Michelle
sig, og med hastige skridt går hun over mod svedhytten. Hvorfor fanden kan de
ikke bare lade hende være? Det er for helvede over et år siden hun gik ud af
skolen, hun behøver dem ikke mere! Specielt ikke, når de ikke kan tage hende
alvorligt.
”Du er nødt til at få styr på dine energier,” Michelle vender sig mod Ole som står
i åbningen til svedhytten. ”Hvis dine energier ikke er i balance kan du ikke være
herinde. Gå ud, og fald til ro inden du kommer tilbage.”
Hun kan ikke lade være at flå unødvendigt hårdt i svedhyttens teltåbning da hun
tramper ud. For helvede da også.
Da det er ovre og Michelle åbner øjnene, smiler Marianne til hende. Længe ønsker Michelle ikke at rykke sig. Bare ligge og se på den kvinde der i lige så høj
grad som Ole fatter, hvordan universet hænger sammen.
Michelle følger med ned til hængekøjerne. Hun får øje på Poul og Kisser, som hun
nærmer sig træernes skygge, men beslutter sig for at være ligeglad. De bestemmer ikke over hende. Hun dumper ned på jorden ved siden af Ole. Han virker
sgu’ lidt fjern, anerkender knapt nok at det er hende der sidder der. Han har så
skide travlt med Alberte. Hvad er der egentlig interessant ved hende? Hun har jo
fundet sin sjæl og fået styr på sit sind. Hun behøver ikke længere Oles vejledning.
Ikke som Michelle gør det det. Grundet vinden får de kun med besvær gang i chillummen. Ole tager de første sug og rækker derefter mod først Alberte og derefter
Michael. Han tager selv et sug mere, og rækker den derefter frem mod Michelle.
28) Michelle, Marianne og Michael laver yoga i haven (Foto: Bjarke Pedersen)
80
81
Udenfor skinner solen endnu. Henne ved bordene sidder Kusserne stadig og
maler på deres åndssvage værktøjsvæg. Den kunne sgu’ ligeså godt hænge
udenfor som i bollerummet. Køkkenholdet er i gang med at dække bord til frokost.
Poul og Kisser ligger stadig i hængekøjerne. Det er faneme ikke til at være i fred.
Henne for enden af bordene, i solen lidt fra de andre, får Michelle øje på Marianne. Hun ligger udstrakt på græsset med ansigtet mod solen og lukkede øjne.
Efter en kort tøven går Michelle derhen. Måske kan hun virkelig falde til ro. Hvis
Marianne hjælper hende.
De ligger side om side. Michelle kan høre Marianne trække vejret. Dybt og roligt.
Deres håndrygge berører hinanden fra håndleddet til knoerne. Mariannes hånd
er varm. Den knitrende fornemmelse fra tidligere er tilbage, om muligt endnu
stærkere. Måske er det i virkeligheden Marianne der kan vise hende vejen, og
ikke Ole?
Michelle rykker sin hånd en smule tættere på Mariannes. Hvis bare den ældre
kvinde ville vise hende vejen. En bølge af varme skyller gennem Michelle. Hun kan
næsten mærke Mariannes arme omkring sig. Sikre, trygge. Som en uventet havn
under et uvejr. Hvorfor tager Marianne ikke hendes hånd? Burde hun gå igen?
Nej.
Marianne vil nok have hende til at tage initiativet! Til at vise at hun er klar til at blive
vejledt! Michelle løfter langsomt sin hånd og lader sine fingre glide ind mellem
Mariannes. Hånden er ikke bare varm, men også blød og velkommende. Slanke,
lange fingre og en håndflade helt i ro. Sådan ligger de lidt. Michelle nusser forsigtigt Mariannes håndryg med tommelfingeren.
Marianne giver Michelles hånd et lille klem. Solen strejfer deres øjenlåg mens
de udforsker hverandres hænder. Michelle kan mærke hvordan uro og vrede erstattes af noget andet og større. Der bliver kaldt til frokost, men det betyder
ingenting. Poul råber fra bordene om ikke hun burde få noget mad, men hans
kommanderen rører hende ikke.
Det eneste der betyder noget er øjeblikket. Det er så fint og skrøbeligt. Michelle
tør end ikke dreje hovedet og kaste et blik på Marianne. Hun er bange for at briste
den trygge, trøstende bobbel, som de befinder sig i. Bange for at slå øjnene op til
ignorante, konforme og urimeligt sure feminister.
I stedet glemmer hun alt dette og lader øjeblikket strække sig, så langt som overhovedet muligt.
***
29) En del af kollektivet Morgenrødes bogsamling - ofte hentet fra spillernes forældres bogreoler (Foto: Jonas Trier-Knudsen)
82
83
Poul rejser sig. Hun kan tydeligt se at han er vred.
Sussi kommer over til hende. Jointen brænder stille sig selv ud i hendes fingre
mens hun stirrer udfordrende på Sussi. Hun overvejer om hun skal lægge armene
om hende. Måske nippe til hendes øreflip? Prøve at kysse hende? Hvorfor hun
vil hyle Sussi ud af den står ikke helt klart for hende, men en ting er sikkert; det
virker. Inden hun når frem til en beslutning tager Sussi blidt jointen fra hende og
lægger hånden under hendes hage.
”Jeg prøver sgu’ Michelle, men sidst jeg tog dig alvorligt rendte du fra havearbejdet tre gange. Hvis du vil tages alvorligt skal du sgu’ være en del af fællesskabet.
Det kan ikke være rigtigt, at jeg skal hente dig først herude, hvor du siger, at du
kommer lige om lidt.”
”Michelle, hvad er der i vejen? Hvorfor opfører du dig sådan her? Hvorfor har du
ikke været med til demonstrationerne?” Sussi. Revolutionens fyrtårn. Michelles
lærer og vejleder gennem hendes år på lilleskolen. Den eneste der brænder mere
for revolutionen end Michelle. Eller sådan var det i hvert fald før. Nu har Michelle
mistet modet. Hvad fanden skal den til for? Der er jo bare fyldt med blod. Blod og
barkede næver. Næver som... nej. Sussi må ikke se at hun er svag.
“Så finder jeg dig i stuen bagefter, i gang med et eller andet åndeligt pis, hvor du
siger det samme. Så går du derud, men du laver ikke en skid, du står bare og
tjatter lidt til jorden mens du ryger fed. Og så synes du lige skal vise Hans-Erik en
åndssvag sten og så bliver du væk. Det er fandme ikke i orden Michelle.”
”Hvad rager det dig? Jeg gider ikke det pis!” Det tager lidt tid at finde ordene.
Hvorfor skal de også lige skændes nu?
”Men Michelle for helvede! Du giver vel ikke op? Jeg tror på dig! Jeg bliver sgu’
skuffet når du opfører dig sådan her. Du skal jo lede vejen. Det er jo dig, der skal
ud i revolutionen, ikke!?”
Hvis bare hun ville holde kæft. Michelle tvinger sig selv til at samle tankerne.
Sussi vil ikke fatte det. Sussi kan ikke være svag. Hun tolererer ikke fejl. Man skal
kæmpe for revolutionen, fuldt og helt, og med alle midler.
”Jeg gider bare ikke, okay? Jeg har fandeme fået nok af det pis. Poul og Kisser
ødelægger mine energier. Og jeg gider ikke, at i skal bestemme over mig hele
tiden.”
”Jeg vil heller ikke bestemme over dig Michelle, men jeg bliver da skuffet når du
sådan giver op. Og Poul og Kisser behøver ikke blive blandet ind i det.”
For helvede. Hun vil ikke skuffe Sussi. Sussi har jo ret. Men hun kan bare ikke,
ikke mere.
”Hvad laver hun nu, Sussi? Er hun skæv?” Poul har pludselig mistet interessen
for diskussionen om et-eller-andet-palaver-feministisk.
Hun kan mærke trodsen krakelere. Hvorfor fanden skal de også forvente så helvedes meget af hende? Hun vil jo ikke være en dårlig kollektivist, men det er sgu’
bare ikke så nemt. Sådan at skulle kunne det hele. Specielt, hvis man ikke har
lyst.
Poul er gået. Sussi står foran hende. For helvede altså. Hun vil jo gerne være den
perfekte revolutionær.
”Jeg tror ikke jeg kan Sussi. Jeg kan ikke slås. For helvede.” Hun kan mærke
tårerne presse på da Sussi ligger hænderne om hendes ansigt. ”Hvad nu, hvis
jeg ender som min far?”
Sussi kigger på hende et langt øjeblik.
”Det sker ikke Michelle. For ved du, hvad du har, som din far ikke har? Noget at
kæmpe for. Og når man kæmper for noget, så gør man det ikke fordi man har lyst,
men fordi man ved, at man er nødt til det. Du skal nok finde din måde at kæmpe
på.” En enlig tåre rammer nederdelens blå stof. Den nederdel der så kraftigt
skulle vise, at Michelle ikke ville slås mere.
”Jeg er bange for at jeg ikke tør.” Den første efterfølges hastigt af flere.
”Det ved jeg du gør Michelle. Du skal bare vide hvem du kæmper for. Hvem
kæmper du for?”
”Og hvad så hvis jeg er? Det rager fandeme ikke dig, du skal ikke en skid
bestemme over mig!”
Michelle tager en skælvende indånding. Hun ved det godt, men det er svært at
sige højt. For så vil hun have sat det fast. Og så vil hun risikere at svigte. Hun vil
risikere at svigte den eneste som hun ikke må svigte.
Skal han absolut blive ved med at blande sig?
Gennem galartåge og tåreslør ser hun op på Sussi.
”Jeg gider dig ikke, du kan jo for helvede ikke engang tage mig alvorligt.”
”For min bror. Jeg kæmper for Lars.”
30) Sofie (Sussi) og Kaya (Michelle) i en af pauserne mellem Akterne (Foto: Bjarke Pedersen)
84
85
Samtalen med Sussi får Michelle på rette spor igen. Hun lægger til en vis grad
galaren fra sig, skifter nederdelen ud med de afklippede cowboyshorts og
påskrifterne ”Rød Front” og ”Revolution!” De tre lærere kan kende hende igen.
Michelle søger tilbage mod den væbnede revolution og hendes grundige skoling,
hvilket også betyder, at hun lægger afstand til Ole, Marianne og de andre spirituelle. Hun kaster sig ud i ophedede diskussioner om politik, kræver at blive taget
alvorligt og går de ældre kollektivister på klingen. Michelle har genfundet sit mål,
og det er det der betyder noget.
En verden i brand. Store støvler, der sparker alt hvad der var bygget op i grus. Et
blik der fortæller mere en tusind ord. Et hjerte for hvem kampen er tabt.
Sussi har mistet troen. Sussi, Michelles ledelys, har opgivet revolutionen.
Ikke?
Det er aftenen for den tredje sommerfest i Morgenrøde. Flagermuselygterne bader haven i lys og en plade med Jimmi Hendrix spiller. Michelle burde danse, bolle
og ryge sig skæv. Men intet af det betyder noget, for Sussi har givet op. I den
anden ende af stuen sidder et par stykker og nynner med, mens de ruller fede.
Udenfor er der nogen der råber.
Endnu engang er et år passeret, og de næste sider beskriver den attenårige
Michelles oplevelser under kollektivets tredje – og sidste – sommerfest. Det
foregår under Akt III – kollektivets sammenfald.
Sussi siger ikke noget. Efter at have fortalt hvordan Lone trampede den ny verden
i stykker, og brændte alle Sussis forestillinger om et samfund efter revolutionen,
er der ligesom ikke mere at sige.
Sussi på syre. Hvordan fanden er det gået til? Sussi har sgu’ da ikke tid til den
slags. Sussi planlægger jo revolutionen. Gør klar til den ny verden.
Sussi lader sig ikke friste.
Michelle ser tydeligt hvordan hendes lærer, og en af de tre forældrefigurer i hendes liv, langsomt men støt går i opløsning. Går i milliarder af stykker, som det vil
kræve en tryllekunstner at sætte sammen igen.
”For helvede Sussi, du må ikke giver op! Selvfølgelig bliver der en ny verden.
Selvfølgelig. Vi bygger den bare igen.” Michelle kan mærke hvordan desperationen er ved at tage over. For helvede. Ikke Sussi.
”Sussi... Hvad så med Lars? Hvad så med børnene? Vi må sgu da blive ved at
prøve. For deres skyld. For helvede Sussi, hvis du giver op, så ved jeg ikke hvad
jeg skal gøre...”
Tårer. En tåge af spinkle dråber. En fest. Michelle vælter ud i haven. Hun kan ikke
få luft. Hvis Sussi har ret. Hvis det trip på en eller anden måde afspejler sandheden.. Nej. Hvor fanden er Ole?
Hun finder ham ved bålet. En joint i hånden. Sådan som det skal være. Ole ved
hvad der skal gøres. For helvede, det er sgu’ da ham der har fået halvdelen af
kollektivet til at tage syre. Hun kan ikke standse gråden. Slår bare armene om
ham og lader sig trøste. Så prøver hun at forklare.
”Ej, for helvede altså. Nu skal folk altså holde op med at tage al den syre!”
Ja! Vent, hvad? Frasagde Tripmester-Ole sig lige brugen af syre?
31) Marianne og Tripmester Ole - to af dem, der fyldte så meget i Michelles oplevelser i kollektivet (Foto: Jonas Trier-Knudsen)
86
87
”Altså, det er fandeme for dumt når vi nu endelig har fundet ud hvornår man skal
og hvornår man ikke skal bruge det.” Det nytter ikke at kæmpe imod, gråden
kramper gennem Michelle, og hun hulker højlydt.
”Ej, rolig nu. Det gør jo ikke noget Michelle. Det er rigtigt. Der findes ikke nogen
”ny verden”. Den ny verden skal vi finde herinde.” I rammeste alvor prikker Ole
sig selv på brystet. Som om alting er i den skønneste orden.
Hun kan ikke blive siddende. Kommer bare på benene og søger den eneste forløsning hun lige nu kan komme i tanke om. Hun ved godt, at det ikke vil ændre
noget som helst at smide sten efter kapitalistdukken, men hun kan ikke holde ud
at sidde stille mens alle omkring hende giver op. Hun ved ikke hvad hun skal gøre
for at fikse tingene, med smide med sten, det kan hun da finde ud af. Selvom
sigtbarheden er noget forringet.
”Lilla flicka”. Da Marianne lægger armene om hende og trækker hende ind til
sit bryst, kan hun knapt nok holde sig på benene. Hulk efter hulk gennemryster
hendes krop. Det er gråd når det ikke længere er kønt. Gennem tårer og snot får
hun fremstammet:
”De har alle sammen givet op.” Mere kan hun ikke få frem. Ingen forklaring, ikke
flere sammenhængende ord. Men det et heller ikke nødvendigt. Marianne forstår.
Uden at slippe Michelle ser Marianne hende i øjnene.
”Jag tror jag vet något som kan hjälpa dig. Vill du försöka?”
Michelle ser ind i de optegnede øjne, det milde ansigt. Den tryghed der omslutter dem får en lille gnist af håb til at hænge ved. Hun nikker. Mens Michelle hviler
panden mod Mariannes bryst, og forsøger at overbevise sig selv om at alting vil
gå i orden, fingerer Marianne med et eller andet. Så holder hun det frem mod
Michelle.
Syre. Michelle genkender straks det lille hvide frimærke. Så ofte har hun overvejet, om det mon er vejen til den erkendelse hun søger. Hun tøver. Syren var
det der slog Sussi helt itu. Skulle det virkelig kunne hjælpe. Hun løfter blikket og
møder igen Mariannes øjne. De er rolige, klippefaste, tålmodige. Marianne smiler
til hende.
”Hvad skal jeg gøre?” Tårene triller endnu, men den voldsomme hulken er stilnet
af.
”Liter (stoler) du på mig?”
Michelle tager imod den syre – LSD, hårde stoffer – som Marianne tilbyder hende.
32) Da sidste Akt er slut og kolletkivet er blevet forladt, hænger fanen slapt fra flagstangen (Foto: Jonas Trier-Knudsen)
88
89
Den næste tekstbid beskriver det syretrip Marianne og Michelle havde sammen
i DrugBoxen, set fra Michelles synspunkt. Det er skrevet meget absurd og abstrakt, selvom det var helt konkrete ting der foregik. Det er skrevet som Michelle
oplevede det, og som jeg husker det.
En lille hvid stump. Smagløs. Klæg. Et fast greb om hendes hånd. Sorte og hvide
spiraler. Optegnede øjne. To mænd og en håndfuld kort. Ubehag og trøst. To
stole. Et kort. Et kort. Sort. Sort spar. Latter. En mand. Ubehag. En kælder. En
madras. Sorte og hvide spiraler. Marianne.
Hun ligger. Lige dér. Så smuk. Så fuldendt. Michelle sidder. Ufuldstændig. Søgende. Hun kan ikke røre sig. Marianne kan. Et ben bøjes. Et dragende blik.
Løfter og ligegyldighed. Nu kan hun. Bevæge sig. Ned. Ned ned ned. Ned på
gulvet. Ned til Marianne.
Nu sidder hun. Marianne. Michelle tager hendes hånd. To hænder. Så velkendt,
men så fremmed. ”Hvorfor rør du mig?” Vantro. Hvorfor? Marianne. Hun vil have
Marianne. Vil nær hende. Marianne vil vise hende vejen. Tryghed. Varme. Attraktion. Rå og ublu. Sex. Rå sex. Nydelse. Fyldestgørelse. Orgasme.
”Nej.”
Nej? Ikke nej! Marianne skulle. Ville. Skulle ville lære. Michelle og Marianne. Tættere, tættere. Et skub. Et nej. ”Men du ville jo vise mig det! Lære mig det! Vi skulle
jo...” Hvad? Ha. Haha. Hån. Latter. Ligegyldig. Gnist?
”Är det det här du vill ha?” En knap. Et vrid. Et bryst. Et bart bryst. Lokkende.
Skræmmende. Attraktion. Vildskab. Ild.
Et forsøg. Nær. Hænder. Læber. En madras i en kælder. ”Nej det går inte.” Nej!
Det skal. ”Vær nu rar! Vil du ikke nok?”
”Försök då, se om du kan. Tänd mig.” Tøven. Hjerteslag. Bank bank. Forsigtigt.
En hånd. En mund. Ligge. Ned. Ned til Marianne. Så nær. Så godt.
”Vad fan är det du håller på med? Vill du knulla din mamma?” Mamma? Afsky.
Lidenskab. Ja – nej. En ryg. Et bortvendt ansigt. Nej! NEJ! ”Lad mig”.
”Nej, gå.”
En mand. Sorte og hvide spiraler. Lyd, lys. Sex. Ingen sex. Afvisning. Brud. Brud
af virkelighed, brud af illusion, brud af tillid. Afvisning. Ligegyldighed. Ha. Afsky.
Nej. Ingen interesse. Gå.
Verden drejer ikke længere rundt. Michelle er tom. Tom og fuld. Hun er rædselsslagen. Marianne går med største selvfølgelighed. Selvfølgelighed og ligegyldighed. ”Jag går ned till elden.”
33) Michelle og Åse smiler til kameraet, som Frankie-Boy har. Marianne danser for sig selv (Foto: Bjarke Pedersen)
90
91
”Michelle? Michelle hvad er det der er i vejen?” Kisser sidder på hug foran hende.
Sussi og Poul på hver sin side.
”Hun havde et dårligt trip med Marianne”. Sussi lyder næsten som sig selv. Bare
træt. Poul afbryder. Han vil åbenbart have et svar. Ikke fra Michelle. Fra Kisser.
”Men Kisser for fanden, kan du ikke se at det er noget andet?”
”Hold nu kæft Poul, i kan sgu’ da vente med at skændes til vi har hjulpet Michelle!”
Så træt er Sussi ikke. Hvordan skal det kunne forklares? Tomheden, afskyen,
tabet af trygheden. Michelle ved nu hvad hun så brændende ønsker af Marianne.
Var det virkelig sandheden? Det må ikke være sandheden.
”Hun gik bare. Hun bad mig stole på hende og så gik hun bare.”
”Ja, det er fandeme også for dårligt! Sådan at lede barnet i fordærv. Man skal sgu’
holde sig fra de skide stoffer..”
”Det handler for helvede ikke om stofferne!” Michelle øjne lyner da kun udfordrer Poul til at fortsætte sine åndssvage kommentarer. Kisser tager hendes hånd.
Michelle kan se det i Kissers øjne. Kisser forstår.
”Jeg bliver nødt til at finde hende.” Kisser nikker svagt. Hun ser bekymret på
Michelle, men har ingen indvendinger.
”Du skal ikke finde det kvindemenneske, hun er jo syg!”
”For helvede Poul, bland dig uden om.” Sussi er vred.
Lange ben, optegnede øjne. Marianne går forbi og ind i huset. Michelle sidder
som forstenet.
”Hva’ Poul, er det nu vi skal bolle?” Alex kommer væltende ud. Hun er fuld, meget
fuld. Diskussionen blusser. Poul og Kisser er åbenbart uvenner. Igen. Michelle
hører det ikke. Hun må finde Marianne. Hun kommer på benene og styrer mod
køkkenet.
”Michelle! Du behøver sgu’ ikke være ked af at mig og Kisser skændes. Det skal
nok blive okay igen”.
Et blik. Et tomt køkken. Knyttede næver og et stivnet blik over skulderen.
”JEG ER SKIDE LIGEGLAD. DET HANDLER SGU’ DA IKKE OM JERES
ÅNDSSVAGE SKÆNDERIER!”
34) Provo-Brian - Morgenrødes provo-kunstner, og Mariannes faste elsker (Foto: Bjarke Pedersen)
92
93
Det sidste jeg vil dele med jer er Michelles afsked med kollektivet. Få dage efter
den famøse sommerfest forlader kollektivisterne Morgenrøde. Den er en morgen
fuld af vrede, sorg og desperation.
De har alle sammen givet op. Michelle stirrer på det udbrændte bål. I aften vil
Morgenrøde ikke være længere. Det er slut. For alle har givet op. Hvad nu? Hvad
med revolutionen? Michelle rejser sig. Som i en tåge af apati går hun omkring.
Kusserne diskuterer højlydt. Tommy ruller joints. Alex skriger ad Kresten at han
skal smide sten efter hende. At han skal se at komme i gang. Sussi og Kisser
sidder i køkkenet. De drikker te, som var intet hændt. Men alt er hændt. Der bliver
intet Morgenrøde, ingen lilleskole, ingen revolution. For de har alle sammen givet
op, og Michelle kan ikke gøre det alene. Nogen må vise hende vejen. Hun er ikke
revolutionens perfekte barn.
I haven går Ole. Måske han har ret? Måske den åndelige revolution er den eneste
rigtige. Den eneste opnåelige. Michelle går hen til ham. Han må kunne vise hende
vejen. Eller i hvert fald bare én vej.
”Farvel til bål, farvel til fællesskab, farvel til svedehytte, farvel til sten, farvel til sø,
farvel til hængekøje...”
Michelle bakker. Væk fra denne endelige erkendelse af, at intet bliver som før.
Men den rammer. Hårdt og brutalt borer den sig ind i brystet på hende. Hun
vender om. Efterlader Ole til sin afsked og går ind. Tårerne lader sig ikke længere
holde tilbage, apatien rinder ud.
I fællesstuen går hun i stå. Tommy ruller stadig joints. Frank læser i Maos lille
røde. I sofaen sidder Brian og Marianne. Og Marianne ser hende. Marianne ser
hende, og et glimt af bekymring synes at glide over hendes ansigt. Men det er
Brian der taler. Brian der vinker Michelle derhen.
Hun sætter sig på armlænet af den anden sofa så hun kan se de to. Tårerne løber.
Det er Brian der snakker. Han fortæller i et blidt toneleje Michelle at det nok skal
gå. Hun har jo stadig sin drøm. Hun kan skabe revolutionen. Det er trøst, men det
er bare ord. Bare ord. Tårerne fortsætter ufortrødent.
”Känner du tröst?” Marianne ser på Frank, som nikker. ”Läs högt.”
Frank læser højt. Han læser om kommunismen som vil sejre. Han læser om det
samfund der vil falde og det der skal opstå. Han læser om den drøm som nu er
forbi.
”Titta på mig. Michelle, jag vill se in i dina ögon medan du gråter.”
Michelle løfter blikket. Den ømhed, den tryghed, den intimitet som hun sådan har
længtes efter, afspejles i Mariannes blik. Michelle knuger Mariannes hænder, hører formandens ord og græder, mens hun ser den anden kvinde i øjnene. Måske vil
noget alligevel gå. Hun hager sig fast i det eneste holdepunkt hun har.
”Kom nu, Lars, får du det her? Det her kunst! Sammenbruddet, sgu’. Den totale
opløsning.”
Lars? Frække-Lars. Frække-Lars der laver pornofilm og kalder det kunst. Som
evig og altid slæber rundt på sit kamera.
Pludselig snurrer kameraet tæt ved Michelles ansigt. Den perfekte film. Michelle
vil trække sig væk. Søger hjælp i Mariannes blik, men Marianne er enig med
Brian. Lars skal blive ved med at filme. Det er kunst. Michelle vil rive sig løs, men
hun kan ikke. Ikke fordi hun bliver holdt fast, men hun kan ikke gå. Kan ikke slippe
det blik, og den stemme. Så reel og så falsk. De drejer hendes hoved. Hun ser
direkte ind i kameraet. Ser sin elendighed spejlet i den blanke linse. Langt væk
hører hun Sussi. Sussi der stopper Lars, får kameraet væk. Igen vender Michelle
opmærksomheden mod Marianne, men Marianne slipper hendes hænder. Kunsten er i hus.
”Blev det godt? For helvede Lars, det bliver dit store mesterværk!” Hvad Brian
mere måtte have at sige drukner i støn, som han placerer sig ved Mariannes
skød, og begynder en akt af ekstase over deres bedrift. Marianne lægger hovedet
tilbage, stønner, nyder hvad der nydes kan.
”Michelle, kom. Du skal ikke se det der, vi går. Kom nu Michelle.” Sussi ligger en
hånd på hendes skulder, men Michelle kan ikke. Kan ikke gå. Følelser bølger ind
over hende. Desperationen og attraktionen smadrer sammen med afskyen, forræderiet og vreden. Det er ikke nok at gå. Hun kan ikke gå.
Michelle skubber brutalt Brian væk fra Marianne. Hun kan ikke gå. Ikke uden at
vide det. Ikke uden at prøve.
Hendes læber søger Mariannes. Derefter kind, pande, øreflip, hals. Desperat.
Prøv. Se om du kan. Men nej. Marianne forsøger at skubbe hende væk. Siger hun
skal holde op. Michelle hverken kan eller vil.
”Lars, for helvede, det her skal du have!”
Tårerne tager til, smerten er intens. Marianne griber Michelles hænder. Mariannes
hænder er varme. Varme og bløde.
Michelle hører dem godt, men hun er ligeglad. Alt der betyder noget er Marianne.
Marianne som nu stopper op, og kigger på hende.
94
95
”Fint. Sätt dig här.” Michelle gør som hun får besked på. Sætter sig overskrævs
på Marianne. Hvad nu? Se om du kan. Langsomt begynder Michelle at bevæge
sig. Hænder. Læber. Underliv.
Marianne kigger på hende. Lukker øjnene. Lægger hovedet tilbage. Bruger også
sine hænder.
Michelle kan ikke stoppe med at græde. Hun hører dem. Ved at kameraet er der.
Men det betyder ikke noget. Alt der betyder noget er at det lykkes. At hun lykkes.
Marianne.
Hun hører det før, men erkender det først da Marianne pludselig retter sig op, og
skubber hende af.
”Nej.” Langtrukkent. Drævende. Ligegyldigt.
Poul, Kisser og Sussi har standset Lars. Standset kameraet. Marianne spiller kun
med kamera på.
”Kom nu, Michelle, vi tager væk herfra. Vi tager væk herfra og starter skolen i Kastrup. Alt bliver okay.” Poul har tårer i øjnene, men Michelle ser det ikke. Michelle
kan ikke mere. Hun vil ikke mere.
”Michelle. Michelle hør her. Vi tager ud og henter Lars, og så tager vi til Kastrup.
Alt bliver okay. Vi laver skolen! Vi skal nok lade være at give op.” Sussi tager fat i
hendes skulder. Lars. De vil hente Lars. Hun kan ikke lade Lars i stikken. Det skal
blive til noget. For Lars.
De andre siger farvel. Ikke Michelle. Hun rummer ikke flere folk. Rummer ikke
deres fejhed og deres sammenbrud, deres ømhed og deres velvilje. Michelle
tager siderne fra sit hæfte. Nogen har revet dem ud af hæftet. Michelle, 9.A, samfundskritik. Topkarakterer og supernotater. Protegé og kommunist. Revolutionær
og idealist.
Ung og uerfaren. Skadet og ikke helet. Splittet uden poler.
Michelles blik falder på den øverste hæfteside, og ligeglad med om nogen hører
det, begynder hun at læse op.
Det er Maos ord om revolutionen.
”Det socialistiske system vil afløse det kapitalistiske system. Det er en objektiv
lov uafhængig af menneskets vilje. Hvor meget de reaktionære end forsøger at
bremse historiens hjul, før eller senere vil revolutionen finde sted og den vil uundgåeligt sejre.”
35) “De tre små røde” - Rød Tuborg, en rød håndgranat og Maos lille røde (Foto: Jonas Trier-Knudsen)
96
97
“Hippie-bevægelsen var åndssvag og alvorlig, alt for meget og helt det rigtige.
Det var også vores ønske for scenariet og det fik vi opfyldt.”
- Klaus Meier Olsen (Arrangør)
98
99
[thank you for reading]
[thank you for caring]
100
101
102
103
“Rollespillet formåede at rokke ved mine
fundamentale holdninger som menneske. Det lyder
sært, men scenariet har gjort mig til feminist,
og har fået mig til at indse hvor irrelevant og
ligegyldig min tidligere argumentation imod
feminisme har været.”
- Luciano Foschi (deltager til Morgenrøde)
104

Bogen om Morgenrøde - Rollespilsakademiet

Transcription

Similar documents

Eksamen nr. 2

Tirsdag - Kulturprinsen

Mit navn er Morten Roldsgaard - Møllgaard VVS ApS

klikke her. - identityzoom

rolle|spil 23 - Landsforeningen for Levende Rollespil

LÆS HVAD

rolle|spil #11 - Landsforeningen for Levende Rollespil

Ideer og forslag til forskellige samtaleøvelser

Arbejde eller marginalisering? Fællesdel 1a) Denne opgave vil ud