Præsten i Røgen.pdf

\:,
'.
J~
... . '.
"
*-",
-
En original præst af
den gamle skole
Af Mine Sørensen, Hammel
~/-(,~ft;
Med Olaf Jessens bog:
Fra G~ønbæk Præsteg~rd
som kilde fortæller Mme
Sørensen, Hammel, om
pastor Johan Jessen, Røgen-Sporup, der som så
mange andre i Jes[;!en
slægten var en scprpræget
præst.
I årene 1813.52 sad den
strenge og velbyrdige hr. JO"
han Jessen som »Gud prædi.
kener« i Røgen og Sporup
ved Frijsenborg i Arhus stift.
Han var fødq 782 på Møen,
datter af forpagter Peter Neergaard,
Høfdinggaard
og
Liljendal i Sydsjælland.
Johan Jessen var en original, en præst af den gamle
skole. En dag, fortælles der,
kom han ridende gennem
sognet, da,en kone fra et hus
ved vejen kom løbende ud til
ham og fortalte grædende, at
Jens, hendes mand, sad inde
i huset og ville hænge sig, om
»vor far« ikke ville følge med
ind og hjælpe ,med at hindre
dette. Johan' J essen stod da
sandsynligvis af sønderjysk
slægt, var forpagter på Marienb9rg,og Klintholm.
Da Johan Jessen havde fået sin teologif!ke attestat,
meldte han sig som mis.
sionær til Grønland og'rejste
derop i 1806. Det var på den
engelske krigs tid, og dette
fik man at mærke: blandt an.
det derved, at englænderne
opsnappede alle de skibe,
som bragte proviant og bud
fra Danmark. Som følge~deraf havde Johan Jessen i 6 år
ikke forbindelse med hjem,landet, måtte udlukkende leve af spæk og sælkød og døjede meget. 11813vendte han
tilbage til Danmark og blev
udnævnt til præst for Røgen
Sporup. Han giftede sig samme år med Magdalene Sopbie Nec'"gaard, født 1875,
Der sad Jens i sengen, han
havde slået et reb om halsen
og derefter op igennem loftskrogen og holdt så rebets anden ende i hånden. Altså en
ganske ufarlig måde at hæn.
gesig på. Begyndte rebet at
stramme om halsen og tage
vejret fra ham, ville han løs.
ne taget l.rebet; så han igen
fik vejret. Præsten så straks,
at det hele var komediespil
for at skræmme den enfoldige kone. Han gik hen"til sengen og spurgte i en streng tone: Jens er det din hensigt at
hænge dig? -Ja, det er, lød
svaret. Hertil bemærkede
præsten: Så må jeg hellere
hjælpe dig. Han grebperefter fat i rebet, så synderen
blev klynget op; mens han
samtidig med den anden
hånd
bearbejdede
ham,
hvor fa.deren
.
-_t'JI_-----
J"es
Jessen, \\\iaf hesten og fulgte med ind.
- ---
,ri)
kraftigt med ridepisken. Da
manden var ved at miste
vejret, gav præsten slip på
rebet, så Jens dumpede tilbage i sengen.. Præsten
spurgte derefter: Nå, Jens,
vil du fremdeles hænge dig?
Svaret kom i en temmelig
ynkelig tone: Nej, hr. pastor,
a skal aalle gjør' et mier.
Johan Jessen var en ivrig
rytter, og lige til sin død i en
alder af omtrent 70 år, red
han hver søndag til anekskirken i Sporup. Hans høje
kraftige skikkelse ,tog sig
meget anselig ud til hest.
Han havde i adskillige år en'
gammel
militærhest,
han
/ havde fået fra de »Horsens
Kyraddserere«. Så snart han
var redet ud af præstegårdens port, sporede
han
straks hesten til galop. Det
så,helt drabeligt ud, men da
den 'var meget stivbenet,
blev det ikke til så meget,
som det så ud til. Man kunne
næsten i skridtgang følge den
galoperende hest. ti'
Præsten havde den ide, at
han ikke ville have sit korn
til mølle for,~få det malet.
Måske troede han" at mølleren ville snyde ham. Møllerstanden yndede han ikke,
men da det "Var nødvendigt
for ham at få kornet malet
for at have mel og gryn til
husholdningen og foder til
- --
u
-
svinene, benyttede præstegårdens folk tiden om sønda.
gen, når præsten var redet til
Sporup. Kornet blev læsset
på vognen, og en af karlene
kørte til mølle, alt hvad remmer og tøj kunne holde. Med
mølleren var der så i forvejen truffet aftale. Men desværre kunne det hænde, atpræsten kom tilbage og over-,
raskede dem, før man havde
ventet ham. Der var ikke
blevet gudstjeneste i Sporup,
da der ingen var mødt. Også
var gode råd dyre. Alle
skælvede for »den gamle«,
når han var vred. Han var
nemlig en heftig natur.
Når han ved bordet skar
ost af, måtte han holde osten
tæt ind til ansigtet, da han på
grund af stærk nærsynethed
eller ikke kunne se. Engang
kom hari' således uforvarende til at skære sig i næsen, hvorefter han blev så
forbitret, at han løb ud i gården og splintrede kniven
mellem brostenene.
Hans hustru var en elskelig kvinde med et mildt og
blødt sind, så hun har nok
ikke altid haft det nemt med /I
sin heftige mand, der sikkert
var noget af en gammel<lags
hustyran. I sine sidste år led
hun'af og til af sindssyge.
Johan Jessen var ikke rationalist. 'Han troede på Jesus som Guds søn, men var
nåturligvis fra sine unge dage på 'forskellig måde påvirket af tidens tanker.
Den ældste søn, født 1822;.
var døbt Peter Neergaard
Jessen efter sin Morfar. Han
tog teologisk' embedseksa~en i 1~6 og var derefter
kapellan hos faderen i Røgen
. indt!!
dennes
~'
lt...
---------
død i 1852. De'xi
,.",..",...".,.",-
gamle havde stor respekt for
sønnens præstelige dygtig.
hed og overlod ham væsent.
lig embedets
besørgelse.
Sønnen spiste hos forældrene
i præstegården, men havde
sine værelser i det såkaldte
efikesæde, et lille hus bag i
haven. Når faderen var optaget af
et eller
andet,
løb han
altid og til sønnen for at sæt.
te ham ind i sagen, og denne
kunne stå i sin stue og høre
ham med ungdommelig iver
komme springende op ad
stentrappen fra haven. En
dag kom Johan Jessen farende og sagde: Nu tror jeg pi.
nedød at folk bliver tåbelige,
nu vil de til at bygge skibe af
jern, men det er jo noget enhver ved, jern kan ikke flyde
ovenpå, det går jo til bunds.
Dertil svarede Peter: Du
kan jo prøve at sætte en af.
mors gryder ud i dammen,
så kan du se, om ikke den
kan sejle.. Den gamle så et
øjeblik uforst4ende på ham,
og sagde så: :Duer lige så tåbelig, som alle de andre, drejede rundt på hælen og gik
sin vej.
Kort efter at Peter var ble.
vet kapellan hos fade,ren,
blev han forlovet med Kir.
sten Klllsgaard, datter fra
gården »!"eterslyst'« i Gjern
sogn. Faderen var foruden
ilandmand, murermester
el.
ler arkitekt for Frijsenborg.
I Gjern kirke hænger en
malmlysekrone . skænket af
ham og hans hustru.
Peter ville, som rimeligt
var, af og til gerne låne en
hest i stalden for at ride de
treljerdingvej
over og beo
søgte kærsten på »Peterslyst«. Men den gamle præst
var øm over sine heste. Ville
Ji-
-
'"
det
lokal h istoriske
hjørne .
sønnen
til
»Peterslyst«,
så
kunne han gå. Sønnen gik så
en gang ud ad bagtrappen,
I
gjorde sig gode venner med
L
staldkarlen og fik af ham lov
til at tage en af hestene. Det
lykkedes håm også at kom.
me ubemærket ud af gården,
men da han kom op gennem:
byen, møder han til al uh~ld
I
l.
f
sin far, som kom gående i sin
langskødede
,frakke
med
hænderne på ryggen. Men
heldigvis var han som nævnt
meget nærsynet. Peter spo- J'
rede da hesten til skarpt trav log hilste dybt og ærbødigt,
l
idet han rede forbi. Johan
J essen stod en tid og så for.
undret efter ham Og kom lidt
efter ind i stuen til hustruen
med den bemærkning: Jeg
kan sandelig ikke begribe,
hvad det var for en flotryt.
ter, d~r kom igennem ,byen
I
,
før:
I
i
I
I
Da sønnen engang mange.
år senere fortalte hændelsen,
føjede han til, ham
at det
siden
havdesmertet
dybt,
at
han en dengang narrede sin
gamle far, selvom det kun
v!lr en lille sag, det drejede
sig om.
Fortsættes
~.
I
~
I
t
~~~~-""~~---""'"
\,
Røgen-præsten
god nok
Mine Sørensen, Ham.
mel, fortsætter her og af.
slutter næste lørdag skildringen af Røgen-præsten, .[ohan Jessen.
Foruden sønnen Peter, der
var kapellan for sin far, var
der i hjemmet endnu to søn.
I
ner og ~n datter. Den ene af
sønnerne,
Sophus Jesse!).,
lærte handel i Århus og korv
som ungt menneske' til ,Kø.
benhavn, hvor han senere
blev kontorchef i Qet forenede
Dampskibsselskab.
Nogle af faderens breve til
ham ,er bevaret, og,de gengives her i. uddrag: Hansen,
Sporuplund, som kom hjem
den 12. juli, 'er atter blevet så
betænkelig syg, at bitze((lægen) ryster betænkelig på
hovedet. Dfu nl°der ligger i
sengen eller sidtler på stolen
som en vanvittig stakkel.
Anthon, (en søn som aldrig
rigtig blev til noget) sover
endnu klokken otte om mor.
genen, uagtet" vi kører rug
ind. Jeg har fritaget ham for
alt arbejde, så han ~ar kun
*spise og drikke, sove, fordøJe og læse sine bøger.
Røgen den 6. august:
.Din fader.Jessen.
".~\I'.Endaler, 2 mark og to
Skilling, som du skylder' vort
almUfibibliotek, kan du beo
holde; dajeg har betalt dem.
AIt vort korn' er mejet, og
kunne været i hus, når vi
havde' beholdt godt vejr i tI?
dage. længer~. Nu står næ-,
.,',
,2 f-t-
var
vt
ste!). 100 traver ude. Hansen
bedrede sig kendeligt de før.
ste 14 dage efter hans hjem.
komst, men så tog sygdommen til i en frygtelig grad, så
han døde den 8. august. Han
ville gjerne levet, men Guds
tanker ere ej vore. Ved beo
gravelse!). den 13. august indfandt sig en stor mængde
indbudne og uindbudne fra
Randers; Hornbæk, V/i1rum,
Faurskov, Frijsendal, Foldbygård, Dyrhuset, Hammel,
Kalbygård, Peterslyst, for.
uden en mængde møllere'fra
'Søbyvad, Granslev, Skød og
Sorring osv. Vi sad ,og drak
som ved brylluppet i marts.
Om jeres mor mente Hansen, at hun har ej langt til.
bage. Imidlertid sidder hun
endnu på sin stol, og Hansen
ligger på Sporup kirkegård.
Jeg har vundet en sag,
hvorover jeg rigtignok ikke
bør triumfere. Mine modstandere var formand Lund,
brandfogeden Morten Andersen i,K}intrup, alle denne bys
gårdmænd,
branddirektø.
ren, ritmester Deichmann i
Skanderborg, ~om klagede
til amtmanden over en repa.
ration forstanderskabet foretog 'med fattighuset i KIin.
trup. Sidstnævnte' umagede
sig derud og gjorde forbud
mod arbejdets ,fortsættelse.
Jeg befalede som formand
(sognepræsten
var sogne-,
fortanderskabetS
fødte for.
mand. Red.). Bliv ved. Amt-
manden forlangte sogne forstanderskabets
erklæring.
J eg kaldte mine kolleger
sammen, lod som om jeg var
bange og sagde: Her sidder
vi som lus mellem to negle'.
Hvad råd giver I? Nu tog J.
Andersen i sin visdom initiativet: »Vi burde dog ej gøre
nar ad os selv«. Vel talt J. A..
Havde 'vi ef fået denne bemærkning, kunne vi have
troet, at vi burde figurere
' som lutter ålehoveder. Hvad
siger I andre ?,. Det. er veJ
bedst, at præsten står for
styringen, lød svaret. Jeg
dikterede, og Ring skrev. Er.
klæringen fik så mange skarpe kløer, at J. Bak mente:
»MQn det ej bliver for drøjt«.
Nu er resolutionen nylig fal.
den, at vor gerning er lovlig.
Formand Lund sige'r: I Skal
til højesteret. Imidlertid
er dog mine makkere kom.
met så vidt, at de smiler ad
dehne karakterløse
uslings
trusler.
I dag den 15. august er vi
blevet
færdige
med
høsten...Du erindrer vel fra
din tid som ,købmand i Århus, at smørforsendelsen til
KØbenhavn må isesi når
smørret'bliver 24 timer i År.
hus, inden det, bringes OPl'
bord, og,at isen i så fald ikke
bliver godtgjort: Da vi bor 4
mil fra Århus, er det ej så let.
en sag at møde netop den dag
P!lquetten eller et andet skib
er sejlfærdigt. Formodentlig,
i.
--
..c;I-"~~----
vil Kaas give os den fornødne
underretning, så du kan væ- "
re temmelig sikker på at erholde 8 fjerdinger i denne
måned. Skulle skibet opholdes af modvind, vil Ras.'
mussen nok bevise mig den
godhed at forsyne dig med de
fornødne penge, thi jeg erindrer godt, at kasSen blev
tømt den 1. oktober. og at du
kunne gerådei mangel den 1. har indsigt, i' landbruget og
november. Hvad transporJ:en
såer al mit korn meget godt,
fra Røgen til Århus angår,
men en forunderlig råhed
kommer vi vel ud af det, uaghænger ved hele hans pertet at jeg forleden solgte deQ son. Høflighed synes 'moxen
tykke hoppe for 12 daleI1, ha.- at være mod hans natur.
ve vi endnu 6 brugelige køreNår smørret sendes, sk!!l
heste, da fuldbloden og den
skimlede er således tilvante
jeg bestemme
dine må.
til 'ploug, harve og vogn, at. nedspenge. Jegtænker 17 daler, det bliver ,204 for året.
de bruges .som gam~e.bæster.
hertil 100 daler fra din prinDet er drabelige Jqæmper..
cipal, udgør. over .300 daler.
men kan dog ej lignes med
Dermed må du kunne hjælpe
den, som styrtede af' lunge~ dig. Skriv nu igen;når der
syge' sidste år.. I dag er An.
bliver noget atskrive om: Diton i Års for at hente dragon.
ne to sidste b'rev ere i dag'
hopp':!n, som allerunderdasendt til pastor Lund i Gjern,
riig/St hal' tjent kongen i tre
som den eneste. jeg står i
forbindelse med.
ugeI'. Den 15. oktober, kjører
.Sanne (datteren) til Års for
R. Løverdag 3. oktober'46,
at kjøbe en kakkelovn til en.
Din fader Jessen.
kesædets
storstue.
Så er
I et nyt brev heddhdet:
bjælkerne taget på remmen
Mim kj ære Fus!
,
og gulvet sænket, så at salig
'iJeg
har
rigtig
'meget
gode
Goliath måtte kunne gå un.
tanker om dig, men jeg er
der'loftet.
(Sønnt?h Peter;
der som kapellan skulle bo i ,dog blevet urolig ved at læse
dit brev til Peter. Smørret,
enkehuset,
målte 72 tom.
som Sanne med besværUgmer). Store vinduer er af nye
hed samler, sammen, til dig,
indsatte, og alle udvæggene
sælger d9.' spiller baset ogta,
forsynet med dobbelt mur.
ber 5 mark, dersom det går
Jeg øser penge ud, ligesom
tit ,på, bliver det dog til nodet var skarn. Et lille korn
get; og Under alle'dmstæn.
burde dog blive beholdt til
Sannne og Anthon, som dog, digheder. til fO'l'meget foZ:
også ere,mine børn. D~n før" dig, som, har cijne bestemt~i
månedspenge. Jeg" Vil"ikkEf
ste vil nok kunne bjerge sig,
tro, der er nogen fare for øje..
Den sidste'har intet at stole
blikket, men spille sygen 'kan'
på uden de smuler, han kari
let med øvelsen blive til li~
arve efter sine forældre. Han
denskab, så du sælger andre
--"
det
lokalhistoriske
hjørne
'1'1
ting for at kunne spille. Du
gør mig en stor tjeneste og
dig selv endnu større, om du
indskrænker dig til den simp:
le l'hombre, som>bruges hos
kassereren. DiJ? fader, som
for at gavne sine børn~ikke
tillader sig slige excesser,
har ret til at fordre dette.
Herpå behøves intet svar for
det først~. thi et brev til dig
og et brev fra dig, koster mig
næsten 3 mark. Desuden,
kommer Peter formodentlig
til Køberihavn for at gøre den
befalede ed den sidste eksa~
mensdag i,forårett, ~å kan
du skrive' med ham. Arkitekt
Kiilsgaard er syg. Ditzel var
to gange hos Sanne, ,som for,
længe'sid~n er komPlet sig. 5
daler. hver 'g!U1g, summa
summ.-,arum 10 dale,r foruden
apotekerregning 'og ep speCie;tilI.:.ovise'for at lave mad
til os og folkene i de.14 dage,
'Sanmne lå, thiVbz,;kokkepige
er moxeq et dyr.'På fredag.
skal Peter til Gjern i 'anled~
ning af madam Kusks geburtsdag, i ny frakke, 'vest og
buxer, som dog ej har kostet
mere end 38 daler og 4 mark.
I!Didlertid ,ser du, at-jeg
rTha,ngler ej lejligh~d til ud- .,
gifter.
.
, 'R. den'24. marts 1847,
Din hengivne fader Jes~
sens.
.
fortsættes
,\
,j
i,Præstesønnen fra
Røgen var i fritiden
snaørgr9~~~rer.
pastor Lund har bedt mig'
spøz;ge, om du kan sælge deres smør, naturligvis til en
god pris? Her giver smørkræmmeren for bondesmør
21,1/2 skilling. Vi skulle da
velhave i det mindste 16 daler,-eller
noget, mere for
fjerdingen. På Frijsenborg
er hele produktionen
for
sopanaeren
borta~orderet
for 75 daler pr tønde, det vil
sige 18 daler, 4 mark. 8 skil.
.
ling pr fjerding. Hvad siger
,
Afet senere brev:
se mIg. Den 2. september
Mine Sørensen, Ham.
Jeg har bedt kassereren lepræker og katectti!:"lerer han, du dertil hr. grosserer,? Det
er nu i den yderste virksommel afslutter her erin.
vere dig 11 daleJ~fsom gratiafor bisk9Ppen i Arhus dom~ hed.med at 'høste og hjemd{;ingerne om pastor Jo'
le. Du har ,vel også haft din
kirke. Du kommer vel hjem
køre kornet. Vor rug fylder \
han Jessen, Røgen, med
nød i denne dyre tid? Skader
til efteråret? Vi længes efter
næsten hele laden.. De' unge
citater af nogle breve tit
ej, thi du lærer derved at
at se dig, 2 1/2 år må dog vist
heste, som rendte løbl;!kmed
sønnen i København.EP!:kende
penges værdi. Nu skal
have medført nogen forPeter snart begynde at afIøangring.1'4adam
HaI).sen og Artthon er således tilkjørte af
Peter, at de går ganske tamfile meddElres kornlæs. ligesom" de gamle. .I.midlertid
har Anthon fået sådan en\
skræk i livet, at han ej tør
kjøre med dem. Der er ond
natur i dem, siger hah. Farvelfuin kjære dreng..,
R. den 16.august 47.
Jessen.
I endnu et bevaret-brev
-hedder det:,
Min kjær Fus! ,
Jeg skal betale næsten 100
daler i krigsskat og ordinære
skatter den 11. december,.
Desuden har jeg været så
dum at låne en mand i Sormg 500daler i denne termin.
Denne fbrpligtelse kan jeg
opfyllle.men ikke på andre
vilkår. end .at' jeg erholde r
smørpengene' l slutnigen -af
denne"naåned eller begyndel;'
sehafnæste måned. Tiden er
joendnuitil.!3trækkelig. Dll vil
rette dig derefter. Vor-e'politiske forhold står
godt.
Schlesvigeren
-Blauenfeldt
giver
klare
oplysninger.
Hvad besked får deputatioP()rt'~tolpenved Røgenpræstegård med indskriftenfra 1719. (Foto. LeifTychsen)
}1'
\
det
lokal historiske
hjørne
nen fra majestæten? Hvorle,"
des rede vor nainistre:for sig
i de hemmelige åbenbarin.
ger? De første 30 numre af
rigstidende ere ej et læs naøg
Værd. Enten giver "i til for.
året Schlesvig bort,' E!ller vi
begynde krigen; påny. l diplor
matieri gives \ næppe ,) større stynapere end vi danske. Anthon laver sig forordningen om ikke-værneligtige at
kløve forræddernes pande.
skaller. Hvor han vil hugge
ind!. Han har -ellers .tabt en
grumme stor del af. sin forkærlighed for militærl;!tan-
den siden marts dette~r:..
'
...Med Peter~r jeg veltil.
freds som ka.p~nan..JIan.kla.
rer sine prækener, 'skriftetaler i en, håndevendiJig.130
communicanter
~r.\fprham
en visk. I naorgen' aJten skal
han, i en sangforening på Bid."
strup. Han hOldez:,ri,dehestog
er i det mindst 5 dage hver'
uge i besøg. Nu herefter vil
han blive noget indskrænket
af konfirmanderne,
som
kræver hanshjemnaeværelse
pver tirsdag" og fredag. X
stornaelll forleden blev ni
spænd af' min lade' afdække~
de, gavlehl el1kesædetxevet,
bort og en del meere skade
på husryggeri tilføjet.
Johan, Jessendøde plud:;elig af et hjerteslag i 1852.
'
,I
,-I
Han blev uden ,forudgående
sygdom en dag, lige efter
middagsbordet flindet, død i
lænestolen ,i sin stue. 'Hans
hustru var død få år.i forvejen.
I 1913,da'det var hundred.
året 'for Johan Jessens ud.
nævnelse til embedet i, Røgen-Sporup, holdtes minde,.
gudstjeneste i Røgen kirke.
Efter gudstjenesten sagde en
gamnael mand. der onatalte
pastor J essen naed stor ærbødighed: De kaldte ham godt
nok "»den gale præst i"Rø~
gen«, men han var sandelig
klog nok, ,og han var altid
goø ved os.
'i
Røg~npræstegårds
snauk.
ke gamle lade af egebin.
dingsværk, ,hvilende 'på en
sokkel af mægtige ~ampe.
sten, blev revet, ned 11920. I
bjælken over porten var skåret føig~nde latinske indi
skrift: 17Pax.intranti
salus
exeunti 19. Oversat: Fred
over den, som går ind.' Lykke
over d~n. som går ud.